diff options
| author | nfenwick <nfenwick@pglaf.org> | 2025-03-07 17:55:49 -0800 |
|---|---|---|
| committer | nfenwick <nfenwick@pglaf.org> | 2025-03-07 17:55:49 -0800 |
| commit | 4dd9d158d1028227b8329d2a81bf98d49d0b6d49 (patch) | |
| tree | a9d4fa64d2d98221000b1dbbf9fdd20d42797463 | |
| parent | 7dd4e5ccadaec381f6ed315505939099bb9f22d2 (diff) | |
| -rw-r--r-- | 43338-0.txt | 5874 | ||||
| -rw-r--r-- | 43338-8.txt | 6267 | ||||
| -rw-r--r-- | 43338-8.zip | bin | 74572 -> 0 bytes | |||
| -rw-r--r-- | 43338-h.zip | bin | 217982 -> 0 bytes | |||
| -rw-r--r-- | 43338-h/43338-h.htm | 5132 |
5 files changed, 8229 insertions, 9044 deletions
diff --git a/43338-0.txt b/43338-0.txt new file mode 100644 index 0000000..27a507c --- /dev/null +++ b/43338-0.txt @@ -0,0 +1,5874 @@ +*** START OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK 43338 *** + +Afskriverens bemærkninger: _Understreg_ er brugt til at gengive +kursiveret tekst. + + + + + L. MYLIUS-ERICHSEN + + ISBLINK + + DIGTE FRA DEN GRØNLANDSKE + POLARREGION + + GYLDENDALSKE BOGHANDEL + NORDISK FORLAG + KØBENHAVN OG KRISTIANIA + TRYKT HOS F. E. BORDING + MDCCCCIV + + + + + TIL + + MIN HUSTRU + + + + +INDHOLD + + + Tilegnelse 9 + + Marie 11 + + Ene du -- 13 + + Vise 17 + + Huset ved Havet 20 + + Stemning 24 + + Kammeratskab i »Fjældhulen« + I. Til Marie 29 + II. Harald Moltke 34 + III. Knud Rasmussen 37 + IV. Jørgen Brønlund 41 + V. Gabriel Olesen 45 + VI. Agpaling'uak 48 + + Mor. I-III 51 + + Far. I-III 59 + + Den store By. I-II 67 + + Fædrelandssang 71 + + Venner. Otte Sonetter til Digteren L. C. + Nielsen og Maleren Valdemar Neiiendam 74 + + Danske Mænd 80 + + Klassicisme 85 + + Nordpolen 89 + + Foraar ved Snehytten 94 + + Vejrfast 96 + + Tilbageblik 98 + + Skibet 100 + + I Kajak 102 + + Eskimoer 105 + + Landsmænd 111 + + Teater 118 + + Musik 121 + + Kvinder 123 + + Natur og Civilisation 126 + + Da Skibet kom 130 + + September i »Fjældhulen«. I-IV 133 + + Nokturne 140 + + Ene 142 + + Høst 144 + + Bekendelse 147 + + Sonet 150 + + Ene tilsøs 151 + + Tøbrud 153 + + En Sorg 156 + + Vinter 159 + + Snestorm 162 + + Indkvartering 165 + + Nyt Islæg 168 + + Afrejse 171 + + Tilbage til Mørket. I-II 173 + + Polarnat. I-XXV 175 + + Tilbagekomst 199 + + Liv 201 + + + + + _Solen har svigtet mig, + Lyset er stængt, + Polarnattens Mørke + paa Jorden sænkt. + Fjernt, hvor jeg dølger mig, + ISBLINK ombølger mig, + Minder forfølger mig, + -- _dem_ maa jeg dyrke, + de dømmer mig strængt + men giver mig Styrke; + o, de har trængt + til at faa sigtet sig ... + Se: jeg har digtet dig + alt, jeg har tænkt._ + + + + +MARIE + + + Nu sidder du sørgmodig + og venter mig forgæves, + Mørket, som har skjult min Vej, + det kan jo ikke hæves. + Og du faar ikke Brev i Hast, + og mange tror mit Liv sat til, + men du, min Ven, alene vil + paa Gensyns-Timen stole fast. + + Selv véd jeg, at jeg kommer + paa Trods af alle Skranker, + om bare et Aarstid saa staar + jeg ved vort Hjem og banker. + Men Pigen mønstrer min Person, + hun har nok aldrig set mig før, + godt dækket bag en lænket Dør + giver hun ikke straks Pardon. + + Hun tog mig for en Røver, + min Dragt var arm og broget, + -- jeg vilde jo overraske dig + og ikke ud med Sproget. + Hun løj perfekt, at Fruen sov + og bad forgæves om mit Kort + og havde kraftigt vist mig bort, + da langt om længe jeg fik Lov. + + Hun slap mig gennem Gangen, + gik for at søge Fruen. + -- Dèr sad jeg i en Lænestol + og kendte hele Stuen: + Slyngplanten op ad Vindvet skød, + Møblerne var de gamle blaa, + men da dit Arbejdsbord jeg saa', + hulked jeg bitterligt og fortrød. + + Her sad du altsaa trolig + og Savnets Taalmod lærte; + i Breve, som jeg aldrig fik, + udøste du dit Hjærte. + Af mange Trængslers Kalk du drak, + haardt blev dit Mod paa Prøve sat. + Alt, hvad du led ved Dag og Nat, + fatter jeg nu og hvisker: Tak! + + -- -- Jeg sidder tidt og drømmer, + hvordan jeg naar tilbage + til dig og det, der er mig kært + alle mine Levedage. + Jeg døjer Savn paa Land og Sø, + ernærer mig som Eskimo + og har den stolte sikre Tro: + den, der vil leve, skal ej dø! + + + + +ENE DU -- + + + Ene du, hvem ingen ænser, + og som i vor skjulte Rede + lider stille, naar jeg lænser + langvejs bort for stormfuldt Vejr, + ene du, hvem jeg har kær, + har forstaaet hélt min Lede + ved et Liv bag snævre Grænser. + + Og hver Gang mit Skib laa bygget + rejseklart, til Langfart taklet, + og vi troede, at Miraklet, + det, der gør os lykkelige, + skulde af mit Kølvand stige, + naar jeg længselspint kom hjem, + stod _du_ rank, skøndt taaresmykket, + pegende paa Kursen _frem_. + + Og jeg sejled, mens du vented, + -- o, hvor blev der _frit_ omkring mig, + rigt min Indsats blev forrentet, + men, _dit_ Liv blev mere trangt, + ak, og jeg drog ikke langt, + før det ramte som et Sting mig, + at jeg havde handlet vrangt. + + Al vor bedste Ungdom glider, + _Aar_ er mellem vore Møder: + _jeg_ paa Rejse alle Tider, + _du_ tyet ind i Klostercelle, + og det første Træk af Ælde + ser jeg tegnet i din Kind, + og jeg ser dig syg i Sind, + -- er det Hjærtet, som forbløder? + + Elskede! Tilgiv min Brøde. + -- Men jeg kan ej sidde rolig + i en lun, tillukket Bolig, + spise ved det samme Bord, + læse kendte Genbo-Skilte, + daglig sløves paa Kontor, + slide alt mit Mod tildøde, + faa de bedste Kræfter spildte + -- jeg maa se den hele Jord! + + Jeg maa ud, hvor Livet frister, + Kamp paa Livet for et Maal, + der gør Nerverne til Staal, + -- ikke dette ækle Klister + af politisk-sociale + og æstetisk-bindegale + Diskussioner i det blaa, + hvor man intet Slag tør slaa. + + Jeg er Storm. Og vildt forrevet + mørkner Skyen mine Baner, + sære Kurver blev beskrevet + mod det Livsens Maal jeg aner. + Du er Stille. Skyen svunden, + Havet rént og klart til Bunden, + hvor et frodigt Løvværk dølges. + Storm og Stille de maa følges. + + -- O, jeg gik og vented længe + paa den store Storm derhjemme, + som skal Friheds-Vejen sprænge, + blanded tidt min unge Stemme + i det radikale Kor, + -- men jeg skulde snart fornemme, + at det alt var Ord, blot Ord! + + Og du véd, min Sjæl sig krymper + ved at digte Brød til Huset, + ved at omgaas hver en Stymper, + der har lavet en Novelle. + -- _Jeg_ vil mér end blot fortælle, + jeg vil som de stærke Faa + ud til Livets Handling gaa + -- ene ud i Bølgebruset. + + Ud -- ja, ud i Verdens Blæst, + _ud_, før mine Blade visner. + -- Og nu er jeg Polens Gæst, + Vintren strænges, Kulden isner, + Bjørnen nær min Hule lusker, + Stormen vildt i Fjældet rusker + -- og jeg husker, o, jeg husker + Storme, som mit Hjærte hærged, + og som slog mit Mod med Pest. + -- _Ishavs_-Stormen _den_ er bedst; + har jeg bare Livet bjerget, + bliver Livet mig en Fest ... + + Men naar jeg nu snart skal stænges + af en dyb Polarnat inde, + falde hen i lummer Ro, + ingen Sol og ingen Sinde + Bud fra dig, om du har Tro + paa vort Gensyn og vor Lykke, + jo, da véd jeg, jeg vil længes, + ærligt ønske mig tilbage + til vort stille Hjemlivs Hygge. + + Men jeg véd, jeg snart maa stage + fra det grunde Vand min Baad + ud igen til fredløs Færden. + + Og jeg véd, at ingen Klage + røbe vil dit Hjærtes Graad, + du min eneste i Verden! + + + + +VISE + + + Jeg havde mig en Hjærtenskær, + en Hjærtenskær, + hun var saa skøn, + jeg var saa grøn, + hun lærte mig helt andre Kys, + end jeg af Mor og Søster fik, + de blev min Ungdoms Alterdrik, + de faldt som vaarligt Draabe-Drys + paa mine friske Sanser. + Lovpriset nu og altid vær + min fjerne første Hjærtenskær, + hvis Minde jeg bekranser. + + Jeg elskede min Hjærtenskær, + min Hjærtenskær, + i hendes Magt + min Sjæl var lagt, + og hun var klog som hun var smuk, + beskar mit Væsens vilde Skud, + stak mine Evners Baner ud + -- og gik saa fra mig, uden Suk, + og valgte sig en anden. + O, vidste du, min Hjærtenskær, + jeg tog mig Tabet sorgfuldt nær + og laa ved Afgrundsranden. + + Og møder jeg min Hjærtenskær, + den Hjærtenskær, + der gav en Dag + mig Ridderslag + og lod min Drøm til Liv indvi, + da blusser alt mit Hjærteblod, + hvor er du smuk, hvor var du god, + jeg gaar dig rød og stum forbi + og hilser dig ærbødig. + Nu véd jeg først, at al min Færd + inddrak hos dig, min Hjærtenskær, + den Drift, jeg havde nødig. + + Jeg havde mig en Hjærtenskær, + en Hjærtenskær, + for hvem en Gang + jeg gerne sprang + i Havets Dyb, om hun gav Tegn, + et Liv, for hvem jeg kunde dø. + -- Men Tiden randt, og _andre_ Frø + blev klænget frem af Sol og Regn + og mig til Lykke givet. + _Da_ vandt jeg ret en Hjærtenskær, + _hun_ er mig mér end Døden værd, + hun er mig selve Livet. + + Jeg takker dig, min Hjærtenskær, + min Hjærtenskær, + du er saa god, + og du har Mod, + du venter paa mig tryg og tro + og bærer stolt og prud vort Navn, + du véd, de Tider kommer jo, + da jeg skal kryste dig i Favn, + naar Rejsen vel er omme. + Højlovet vær min Hjærtenskær, + mit Livs Behov, min Sjæls Begær, + nu skal vor Lykke komme! + + + + +HUSET VED HAVET + + + Langs den jydske Vesterstrand + har jeg jublet Barnesange, + har jeg udgrædt Hjærtets bange + Ungdomssmærte rén og sand, + har jeg angret dybt som Mand. + Og naar nu fra _denne_ Kyst, + hvor de høje Fjælde knejser + under evig Sne begravet, + Isen gaar paa fjerne Rejser, + og jeg hører Bølgens Røst, + længes jeg mod Vesterhavet. + + Vesterhav med Braad og Røg + over ørkengolde Klitter + ind i Land, hvor Lyngen stritter + paa en vejrbidt Kæmpehøj, + Land med brede Penselstrøg! + Sære, uvejrsdunkle Strand, + hvide Klit og blege Vænge, + skønnest Plet i hele Verden, + Tonebund for dybe Strænge, + som jeg altid høre kan, + -- Endemaal for al min Færden! + + Ja, for vi skal rejse Hus + dèr, hvor Klitten favner Heden, + ikke langt fra Barndoms-Reden + mellem Fjordens gule Grus + og det friske Havvands-Brus. + Naar jeg træt af viden Flugt + og de Saar, som Kampen giver, + trænger haardt til Fred og Hvile, + griber jeg min Pen og skriver: + »Hold i Nat en Dør oplukt!« + -- Henrykt ser jeg Vennen smile. + + Stolte Ven! Min dyre Skat! + Vi har mødt i Livets Kaos + mange Venner, som gik fra os. + _Du_ har aldrig mig forladt, + derfor kommer jeg i Nat ... + Aa, jeg ser jo Huset staa + gammeldags og lavt til Taget, + ser dig glad i Højtidstøjet + løbe hen og hejse Flaget. + Himlen blir saa høj og blaa, + begge faar vi Graad i Øjet. + + Gensyns-Smærte! Gensyns-Lyst! + Og den milde, stille Lykke + bare ved en Haand at trykke, + aande ved et elsket Bryst + Hjærtets underfulde Trøst. + Atter Fod i jydske Spor, + atter hjemme hos den bedste, + aa, hvordan skal jeg erklære + dig min Jubel ved at gæste + eget Hjem paa hjemlig Jord + -- endelig et Sted at _være_! + + Jeg befandt mig aldrig godt + i den store Bys Kaserner, + store Byer gir trætte Hjerner, + store Byer har meget smaat, + jeg blev led ved det Komplot. + Vi, som fik vor Vugge rørt, + i de fjerne, tyste Kroge, + nyder ungt de store Byer, + indtil vi blir gammelkloge + og af evig Længsel ført + hjem igen til frie Vuer. + + Og heroppe, under Fjæld, + naar jeg mindes danske Egne, + er det _Jylland_ alle Vegne, + til hvis rige Skønhedsvæld + jeg er endeløst i Gæld. + Tavs og greben steg mit Blik + mod de stejle Bjerg-Giganter, + men knapt fangede mit Øje + nogle usle Revling-Planter, + før min hele Attraa gik + til de jydske Kæmpehøje. + + Jo -- naar jeg en Gang naar frem + rig paa Livsmod, -- gid jeg maatte! -- + fattig som en Kirkerotte + men endnu ved alle fem, + jo, _da_ skal vi bygge Hjem. + Tidt nok blev det drømme-bygt + i de vemods-stille Stunder, + hvor mit Haab jeg opforgyldte. + Men -- der _skér_ en Gang det Under, + at vi to kan rejse trygt + Jyllands-Hjemmet, lykke-fyldte. + + + + +STEMNING + + + Over tungsindigt + dunkle Vande + flimrer i Natten + fortonede Rande + af drivende Fjældes + hvide Is, + der -- som i en Drøm -- + følger den fælles + mystiske Strøm + mod det stormfulde Hav + ud mod Forlis. + + Jeg stod og tav. + + Bare en eneste + Stjerne skinner: + _Venus!_ Dens Sølv + med Vandene rinder. + O, mine Minder! + Stille, stille, + nu bygger de Bro + langt, langt bort, + Bølgerne spille + en glemt Akkord. + Aa, hvem der var _to_! + + -- Haand, hvor du knuger! + Sjæl, hvor du bæver! + Dybt inde ruger + en Sorg, et Savn, + jeg hvisker et Navn, + -- min Længsel kræver + al min Besindelse ... + + _Hvor_ gaar din Færden, + elskede Kvinde? + Er _jeg_ den Verden + af ondt og godt, + du slutter inde + nu som før. + Eller har du blot + med Selvovervindelse + stænget din Dør, + været mig tro? + + Jeg grubler, spørger, + faar ikke Ro ... + + -- Jeg Taabe, som sørger, + jeg véd jo, jeg véd: + Længsel lider du. + Se, dèr skrider du, + skøn i din Søgen, + uden Frygt + frem over Vandene + søvngænger-trygt, + jomfruelig, nøgen, + min Kærlighed! + + O! At du vilde. + Tak! At du voved. + Stille, stille: + Stolt du hæver + dit lokkede Hoved, + dine Øjenlaage + lykkeligt bæver -- + jeg ser som i Taage + dine kærlige Blikke + vemodige, milde ... + + Stille! + + Vaagn ikke, vaagn ikke, + saa glider du bort, + og Natten bliver + saa knugende sort ... + + Det _er_, som jeg træder + hellige Steder, + hvor urørt Ynde + drømmende sover ... + Se, jeg breder + det blødeste Hynde, + vinker dig, beder, + lover, lover: + _Nu_ skal vort Liv + fra Nyt begynde: + + Bliv, bliv! + + Ingen savner os, + Natten favner os. + + + + +KAMMERATSKAB I »FJÆLDHULEN« + + +I + +TIL MARIE + + Du skal kende mine Fæller, de gode Kammerater! + Vi deler daglig Glæder og døjer Sorger sammen, + men ikke som et Hold disciplinerede Soldater. + Vi vil den frie Meningskamp, foragter »Ja og Amen«. + + Og vi faar lært hverandre saa godt og dybt at kende, + at vi véd, _hvor_ der er Sandbund og _hvor_ den faste Klippe. + Faar end en Gang i Tiden dette Rejsesamliv Ende, + vil næppe nogensinde Kammeratskabet glippe. + + Og dog -- hvem véd, hvad _skillende_ den næste Dag vil bringe, + det ærligst svorne Venskab kan blive brudt og sveget, + men lad os, Kammerater, vor Bitterhed betvinge, + thi den, der kender Mennesker, tør ikke kræve meget. + + Og vi er ikke Kærrestpar, som deres Forhold hæver + og giver Brev og Gave med Troskabs-Ring tilbage. + Det Liv, vi leved sammen, var dyrekøbt og kræver + et fredlyst Hjærtegemme for Mindets Højtidsdage ... + + Hver af os ejer Kanter. Men _den_ Gang Polituren + laa selskabsmæssig over os, da blev der aldrig kriget; + men nu er Hylstret sprængt, nu viser vi Figuren, + vort Sprog er nøgent dagligdags, vort Samliv er beriget. + + Vi tænker og vi læser, vi skriver og vi maler, + vi taler om det hele og siger frit vor Mening. + De sørgeligt berømte Ekspeditions-Skandaler + de kendes ikke her i vor Tremands-Forening. + + Hvor kan alene »Faust« give Stof til Tankeskifte + for Folk, som ejer Hjærte og har noget i Panden. + Jeg væmmes, naar jeg husker Polarforskere skrifte, + at de tilsidst slet intet havde at sige hinanden. + + De minder mig om Ægtepar, der enten byder Gæster + eller gaar ud til Middag i ét ustanseligt Køre; + de tør ikke være _ene_, for de ejer ingen Rester + af Tankeliv, hvorpaa de kan en Underholdning føre. + + De snakker blot om Dagsnyt og Husholdningspenge, + og aldrig mere gnistrer Ilden i deres Øjne, + Samlivet er et Haandjern, der skal bæres saa længe, + at de fængsels-trætte Sjæle tyr til Tavshed eller Løgne. + + Men _vi_, som lever her i et stænget Mørkerige, + Gud hjælpe os, om ikke vi kunde bruge Sproget + og øse af vort Indre i det uendelige + og drøfte Livet _bag_ os, forunderligt og broget. + + Og digte Livet _fremad_, saadan som det skal skabes, + naar alle Evner frigør sig for Tvivl og svimle Drømme; + -- hvad véd vi vel, om Lykkens Lod skal vindes eller tabes, + vi sidder blot i Mørket og lader Talen strømme. + + Det _danske_ Sprog! Det eneste, hvori min Sjæl forløses, + det bobler mig i Blodet, det gløder mig paa Læben + som Sang, som Suk, som Graad, hvori alt levet Liv udøses, + -- tag ikke Sproget fra os, saa dør vor bedste Stræben. + + -- -- Vi _tre_ er alle vokset fra det unge Fælles-Præg, + hvor man entusiastisk vil _Enighed_ bestandigt + og tror, et Venskab revner som Skallen paa et Æg. + Nej, vi er alle vokset. Vort Venskab tér sig mandigt. + + Thi gaar vi løs paa Sagerne og siger til hinanden: + se, saadan er Moralen, _jeg_ har af Livet taget, + du faar mig ikke anderledes; Hjærtet og Forstanden + er netop saadan formede af Læren, jeg har draget ... + + Og du, min Ven, som venter mig, mens Aaret trælsomt rinder, + skal kende disse Fæller, med hvem jeg deler Livet, + -- nu kommer Vinternatten, hvor Solen aldrig skinner, + men glad er jeg, at gode Kammerater blev mig givet. + + Jeg har i hele Verden kun dig og Far at byde + alt, hvad af ømt og kærligt jeg i mit Hjærte véd. + Men ene her blandt Fællerne er det min Fest at nyde + vore Karakterers _sande_ Form for Personlighed. + + Thi ingen Ven vil give andet, end han ejer, + naar han sit Selv har lutret og kender Fundamentet; + han træder op paa Vægten og viser, hvad han vejer + med stærkt og svagt, med ret og vrangt -- godt eller slet forrentet. + + -- _Mig_ kender du og véd, jeg er ikke af de blide, + endskøndt en Gang jeg galdt for at være saa elskværdig, + medgørlig og behjælpsom -- ja, endnu maa jeg lide, + fordi jeg ikke tidligt nok blev med de Dyder færdig. + + _Da_ troede jeg paa Mennesker -- og paa min Barnelære -- + de var saa gode _alle_, jeg vilde ingen støde, + men altid selv beflitte mig paa mild og god at være + og blot til Immer-Venlighed min Egoisme nøde. + + Jeg er som alle dødelige kraftig egenkærlig, + men Religion og Far og Mor fortalte mig, at Livet + forstøder den, der ikke sin Næste elsker ærlig. + Da jeg drog ud i Verden, var den Moral mig givet. + + Moralen er ophøjet. Men Livet véd en anden, + og det er den, der raader. Længe blev jeg skuffet, + før ogsaa _jeg_ fik lært mig at slaa den Tyr for Panden, + der ellers mit naive Hjærte vilde truffet. + + Men hvorfor skal dog Slægtled paa Slægtled Livet møde + saa rent uforberedte om Lovene, som raader! + De skønne Idealer er jo allesammen døde, + hvorfor da spilde Livet paa uløselige Gaader! + + Du véd, jeg blev beundret som »overmaade brav«, + -- men jeg var ved at kvæles af den lumre Venneskare, + der gav mig smukke Navne men udnyttede mig bare. + Og i mit Hjærte vokste om _eget_ Liv mit Krav. + + Jeg var jo ikke bare den elskværdige og rare, + men lagde tidt mit Ansigt i de efterspurgte Folder. + Verden vil bedrages. Som der raabes, maa man svare; + et Menneske maa gøgle i usmagelige Roller. + + Det kneb at sprænge Pansret, af tusind Hensyn smeddet, + hvori min Evne higede mod Selvstændighed. + Jeg saa, min rette Arbejdsmark, men brød jeg gennem Leddet, + maatte jeg jo træde »de andre«s Blomster ned. + + Fra dem, som havde prist mig, lød nu en anden Tone, + de fandt mig saa forandret, lidt hensynsløs desværre, + beklaged deres Fejlsyn før, beklaged mest min Kone, + ifald jeg ogsaa hjemme var en stiv og stædig Herre. + + Ja -- det er svært at lære, at det, som Livet kræver, + er viljehaarde Hænder, som egen Kraft tør kende. + -- Vær karrig med din Følsomhed, om end dit Hjærte bæver: + den, der er Ven med alle, er mest sin egen Fjende! + + Og vil du tækkes alle, da tækkes du slet ingen; + de jubler, naar de ser dig, men smiler bag din Ryg. + Blot til en eneste Kvinde gav du Bruderingen; + jo færre dine Venner, des mere er du tryg. + + Ja, mine Venner hjemme, I faa, som blev mig tro, + o, vidste I, hvor vemodsfyldt jeg følger gamle Minder + fra Tider, hvor vi sørged, fra Dage, hvor vi lo, + jo, det er stærke Traade, som os tilsammen binder! + + Det skal I alle vide, men du, min Ven, især, + af disse Minder lever jeg, helst nu da Dagen hælder, + saa langt fra Eder alle -- og dog ingentid saa nær, + saa ene her i Mørket -- og dog blandt gode Fæller. + + Og har jeg prøvet Mennesker og kaldt dem mine Venner, + da faar mit Liv et Lykkeglimt, naar vore Baner følges. + Og derfor skal du vide, du, som mit Livsløb kender, + hvordan vi lever sammen, her hvor vor Skæbne dølges. + + Vi er tre _danske Viljer_, hver i sin Formning støbt, + men med en fælles Farvebund for Kunsten og for Livet + -- og saa tre Eskimoer, hvis Arbejd vi har købt, + men som i Købet redebont har Kammeratskab givet. + + +II + +HARALD MOLTKE + + Frostklar var Dagen. Du husker den ikke. + Maalet var naaet -- men for hvilken Pris! + Dèr laa du paa Slæden med vildsomme Blikke, + laa som en Dødsramt, et Vrag i Forlis. + Rundt om os bare den livløse Is. + + Langt var vi rejst, fra hvor Mennesker boede, + ensomt ad utraadte Veje vi stred + op til den nordligste Kyst paa vor Klode, + Triumf for vor Vilje, Løn for vor Sved. + Det blev den tungeste Dag jeg véd. + + Jubelens Time, vi stolt skulde fejret, + naar vi besteg den forjættede Grund -- -- + udslidte laa vi om Snehytten lejret, + Ordene frøs paa vor angstfulde Mund, + hjælpeløst sløvt sank vi sammen i Blund. + + Kysten var lydløs og menneske-øde, + intet at æde for Hunde og Mænd, + fjernt i den gryende Morgenrøde + bølged den blaanende Isblink hen. + -- Skulde du stivne og dø som den? + + Ramt af Polar-Bræens isnende Kulde + segned du midt i din rastløse Flid ... + Vidste vi Lægedom blot, aa, vi skulde + varme dig Læben, som skælver hvid. + Raadvilde ser vi din grufulde Strid. + + Nytteløst er det, jeg angrer din Rejse, + Lykken, som sveg os, jeg skælder omsonst, + hjemme dèr saa' jeg dig maal-bevidst knejse, + frivillig fulgte du. Guld eller Gunst + søgte du ikke. Maalet var _Kunst_. + + Ja, og dèr laa du nu slagen og stille, + saa dødelig nedbrudt. Din Flid var for stor. + -- Da var der ikke en Time at spilde, + frem langs de ukendte Kyster vi foer + til Menneskers yderste Vagt paa vor Jord. + + Blodstænkte Hedninger bygged os Hytte, + pludrende Kvinder fik Spæklampen tændt, + -- _intet_ dig kunde mod Kulden beskytte, + Landet laa stik mod Sydvest-Stormen vendt, + drøjere Tid har jeg aldrig kendt. + + Usselig plejet hensank du i Dvale, + Pinslerne gjorde dig sanseløs. + -- O, om vor Snehytte kunde tale, + dèr, hvor vi sultede sammen og frøs + og for den truende Knokkelmand gøs! ... + + Se, der er rundet det halve Aar siden, + værkbruden lister du endnu omkring, + og, om du retter dig helt med Tiden, + véd vi jo ikke, véd ingen Ting, + -- er du mon frelst fra et dødeligt Sting? + + Sørgelig tung er den Lod, du har fristet, + men din Taalmodighed lykkelig stor. + Lykkelige du! Du har _intet_ mistet, + thi i dit svækkede Legeme bor + _Sjælen_, frodig som nyskabt Jord. + + Selv har du sagt, at du véd, du har vundet + Muld i dig selv, hvor du før var gold, + faaet din Tro paa dig selv begrundet, + -- ja, du har vundet mangefold, + du, som endnu har din _Kunst_ i Behold. + + Du er en _anden_, end først da vi kendtes, + klarere Blikket, din Sjæl dybet ud, + snart vil dit Lidelsens Guld forrentes, + Sorgen, som gaar fra dit Hjærte Bud, + _den_ blev din Evnes Gennembrud. + + Glødner din Kunst du i Lidelsens Esse, + det er dog det samme Hjærte, jeg ser, + din gamle, hensynsfuldt fine Noblesse, + de samme retsindige Livs-Idéer, + din altid urokkeligt tro Karakter ... + + Sultet og frosset og lidt tilsammen, + lyttet til Suk fra hinandens Bryst, + -- mørk og knugende er vel Rammen, + Billedet selv dog straalende lyst: + en gryende Sol over ukendt Kyst! + + _Solen_, det er din skabende Evne, + _Landet_, din Tankes nye Muld, + Nu gaar du ud mod det store Stævne, + lidet agter du Gunst og Guld, + Sjælen er rig nok og drømmefuld. + + Din Sjæl -- som du selv -- er adelsbaaren, + _jeg_ er af Borger- og Bondeslægt; + Rem af vor Ryg har Adelen skaaren, + længst er de blodige Strimer lægt: + Mit Venskab er i din Varetægt! + + +III + +KNUD RASMUSSEN + + Der var kommen en Dag + i vort Venskab en Rift, + og af Saaret flød Gift, + som gæred til Nag + -- Mistillidens Gift den gule, + som ingen søgte at skjule. + + Men det hændte os tidt, + at vi talte forstemt + om, at aldrig blir glemt, + hvad et Venskab har lidt: + _vi_ er ikke af dem, som lover + at lægge Glemsel derover. + + Og vort Samvær blev trist, + for vi led, begge to, + men vi havde den Tro: + der vil komme tilsidst + gennem hensynsløs, aaben Forklaring + et Venskab, bygt paa Erfaring. + + Og saa skete det her, + at vor Hjemvej blev stængt, + og da har vi vel trængt + til at knyttes lidt nær + til hinanden i fælles Smærte, + og se! Da talte vort Hjærte ... + + Der laa Sensommer-Glød + paa det ensomme Næs. + I det gulnede Græs, + hvor Vildbækken flød, + dèr laa vi og rensede Vunden, + og nu er Saaret forbunden. + + Der var sket noget stort, + kastet bort noget tungt, + og vi drømte saa ungt, + som vi før havde gjort, + da vi gik i den hjemlige Verden + og digtede Planer til Færden. + + Ja, hvor gransked vi tidt + i det grønlandske Kort + og beregned hvert Skridt, + som vi vidste blev vort, + -- vi _vidste_ det! Vi kunde mærke, + vi var ubetvingelig stærke. + + Thi det _kan_ ikke ske, + at en Ungdom, som _vil_ + og har Kræfter dertil, + maa sig vingestækt se + og lade sig skubbe fra Reden + af Oldinge-Stædigheden. + + Og det »Adgang forbudt«, + som en mugnet Plakat + fra vor Enevoldsstat + mod vor Rejse fik skudt, + dette Grønlands kinesiske Lukke + _vilde_ vi sønderhugge! + + Da saa Landet laa frit, + og trods »Venne«-Kritik + i Opfyldelse gik + hvad vi drømte saa tidt, + om de unge Vinger at strække, + da var vi bevægede begge ... + + Og nu ligger vi stængt + i Polarnattens Hi, + vore Drømme er fri, + nye Planer blir tænkt ... + Maaske stævner vi _nordpaa_ ad Aare + til Sejr eller Fald eller Baare. + + Ja, jeg véd, hvad du _kan_. + Du har Grønlænder-Blod, + jeg har prøvet dit Mod, + du er modnet til Mand, + og du _er_, blandt alle jeg kender, + den tryggeste, hvad der saa hænder. + + Du kan ro en Kajak + gennem oprørt Vand, + du kan styre et Spand, + om saa Fanden det trak, + du er født her i Pollandets Øde, + og her skal din Skæbne du møde. + + Dette Land, det er dit, + du, som taler dets Sprog! + Du skal skrive en Bog, + som kan lære os lidt + om Folket ved disse Kyster, + dets Skæbne, Drømme og Dyster. + + For vi andre, vi gaar + ikke dybt i et Folk, + som vi kun gennem Tolk + i Tale faar ... + Men mod _Nord_ kan jeg gaa, om du følger, + over Ishavets stivnede Bølger. + + Ja, mod _Nord_, Grønland rundt, + dèr, hvor ingen har traadt! + -- Er i Drømmene blot + dette Syn os forundt? + Eller gaar _virkelig_ Færden + mod ukendte Egne af Verden? + + Vi har Kraft nok og Mod + og et lysende Haab, + vi fik Æventyr-Daab + under Isblinkens Fod, + vi har Ungdommens sejrrige Alder, + -- men mod Syd ligger Hjemmet og kalder ... + + _Hvor_ vi gaar! _Hvad_ der sker! + Om vi mødes igen! + Se, da er der, min Ven, + ingen Mistillid mer: + Det er ærlige Haandslag, vi giver, + de er _rene_ de Hænder, der skriver! + + Og krystalklar og pur + -- som den Vildbæk, der flød + under Sensommer-Glød -- + er vort Venskabs Natur. + I Mindernes lutrende Rødme + staar Samlivets Smærte og Sødme. + + +IV + +JØRGEN BRØNLUND + + Kære Jørgen, sære Jørgen, + du vor tro »Alt-mulig-Mand«, + aldrig nogen Grund til Sørgen, + Jørgen _alt_ udrette kan. + Faar en Hundeskagle Nykker, + gaar et Slædejern i Stykker, + skal der bruges Fil og Sav, + er han Manden + med Forstanden + og det rette Haandelav. + + Men vi skændes næsten daglig, + jeg og Jørgen, med Humør. + Ogsaa jeg vil spille faglig, + jeg har rejst i Verden før. + Men jeg kommer ingen Vegne, + hans Begreber er hans egne, + al min Visdom uden Vægt. + Et despotisk + »Idiotisk« + er hans Svar paa Dialekt. + + Men vi kan som Regel staa os + ved at følge Jørgens Raad, + skøndt han helst vil overgaa os + paa sin Slæde som i Baad. + Bringer han os lidt i Knibe, + og der er blot ringe Stribe + Udvej for vort unge Liv, + altid tør han, + altid gør han + just det _rette_, klog og stiv. + + Jørgen er vor bedste Jæger, + skyder altid Smaavildt nok, + og i »Hulen« han os kvæger + som en sjælden renlig Kok, + er snarraadig Blikkenslager, + snild som Smed og Bøssemager, + ja saagar i Tegnekunst; + dydig, vittig, + frisk og flittig, + sparsom med sin Ros og Gunst. + + Jørgens hele Kundskabsmængde + er just ingen ringe Part; + dybe Ting han gennemtænkte, + ræsonnered altid klart. + Kølig er hans skarpe Hjerne, + haane Dansken vil han gerne + -- nu og da med nogen Ret, + socialistisk, + egoistisk + uden selv at vide det. + + Jørgen vil jeg altid huske + længst af al hans mørke Slægt. + Ingen Dansker kan ham kuske, + han er stærk i Selvrespekt, + minder mig om stejle Jyder, + kender sine Landsmænds Lyder, + ser og skatter deres Værd, + lod mig lære + dem at ære + paa vor lange Grønlandsfærd. + + Eskimoen er godmodig, + med den fri Natur i Pagt, + og jeg véd, han hader blodig + Enevældets snævre Magt. + -- Blandingsbørn blir født uægte, + som den Danske ej kan nægte + Penge og Paternitet. + Sagen glemmes, + han forfremmes, + bliver »Amtmand« trods sin Bêt. + + Men forelsker han sig ærligt + i en smuk Grønlænderinde + og vil giftes! Hvor besværligt + at faa stiftet Hjem med hende! + Kun mod Tab af Embedsstilling + faar han Ægteskabsbevilling, + -- Manden maa jo være gal! + Staten harmes + ved den armes + Syn paa dansk Missions-Moral. + + Vi har kristnet Eskimoen, + lært ham Tvivlens Sjæleangst. + For sin Frihed vandt han »Troen« + og fik Kaffe for sin Fangst. + Selvkaldt er vi Landets Herre, + vi kan for Kulturen spærre, + og det har vi hidtil gjort. + Penge vandt vi, + Folket bandt vi + stavnsfast bag en lukket Port. + + -- -- Naar en Gang i Grønlands Styre + sjette Frederiks flade Aand + faar sin slet fortjente Hyre + og blir kvalt i egne Baand, + og naar Vejen brydes aaben + til at holde over Daaben + Landets _egne_ Børn som _Mænd_, + der kan lede + egen Rede, + saa er Jørgen glad igen. + + Jørgen! Du maa ikke slippe + Fremtidshaabet for dit Folk, + rank og grundfast som en Klippe + skal du være Retfærds Tolk. + Du skal se, der gryr en Morgen, + da I hejser Flag paa Borgen + under unge Frihedskor: + send da ikke + hadske Blikke + ned til gamle danske Mor! + + +V + +GABRIEL OLESEN, kaldet »GABA« + + Gaba er god, + god som et Barn, selv om alt gaar imod, + han kan sig let med vort Vildliv forsone, + længes vist knapt efter Spædbarn og Kone, + som han forlod. + + Gaba er klog, + taler blot et malabarisk Sprog, + tidt maa vi ty til de særeste Fagter, + eller vi udgransker det, som vi agter, + af en Glose-Bog. + + Gaba er Kok, + Koksmath især -- men han har en barok + Lyst til vor Smagssans at undertrykke + ved at benytte som Viskestykke + Skjorte og Sok. + + Gaba er flink, + lystrer med Iver vort ringeste Vink + -- helst dog, naar Vinket betyder at skaffe + Vand paa en Kedel til The eller Kaffe, + -- se da hans Blink! + + Sukker især + har han, den Slikmund, usigelig kær, + sender sin Skefuld forelskede Blikke, + naar han behændig faar _Top_ til at ligge + -- en Kunst, der er svær! + + Gaba er glad, + sorgløs og lattermild, blot han faar Mad, + men naar vi mindsker en Dag Provianten, + saa kan han sætte sig ordknap og vranten + over sit Fad. + + Gabas Tobak + er hans Bekymring og evige Snak, + og for at skaffe sig noget at røge + tror jeg, han gerne vilde forsøge + sin Skind-Timiak. + + Han er adræt, + let tilbéns danser han Reeler med Spjæt. + Spørger man, hvad han nu tilbeder særlig: + Dans eller Kirkegang? svarer han ærlig: + »Danse mig træt!« + + Gaba har Trang, + Trang til at sove, skøndt vækket en Gang, + ja, og saa snorker han rent ubarmhjærtig; + rusker man Fyren, saa svarer han værdig: + »Jeg drømte, jeg sang.« + + Gaba har Røst, + Salmesang er ham en daglig Trøst, + Melodierne er bestandig hans egne, + og _de_ tager Tonen fra samtlige Degne + her under Kyst. + + Han er literær, + nedskriver Gloser og Folkesagn her, + lærdoms-stolt lader han Blyanten flyde, + ikke en eneste Sjæl kan udtyde + hans Kragetær. + + Gabas Moral, + Kristenmoral, den er ikke saa gal: + dybt han beklager sin hedenske Søster, + fristes dog selv af hedenske Lyster, + naar Natten er sval. + + Kæk i Kajak + gaar han paa Havet, hvor Hvalrossen trak, + kaster Harpunen med Kraft mod sit Bytte, + er efter Sæl en paalidelig Skytte. + Gaba, hav Tak! + + Tro har han fulgt, + delt vore Kaar under Velstand og Sult. + Rækker vi bare Uperniviks-Landet, + skal han faa Sukker og meget andet, + aabent og dulgt. + + Hundred iblandt + dem, som vi til os paa Rejsen bandt, + vilde forlængst have mistet Gemyttet + og til den grønlandske Hjemvé lyttet; + _han_ var konstant! + + Ja, du var tro, + tro mod din Pligt, og som oftest du lo. + Tak for din Troskab, din Sang og din Latter; + gæster jeg Grønland, opsøger jeg atter + dig i dit Bo. + + +VI + +AGPALING'UAK + + Din Slægt er død. Din Far og Mor + har nyligt vi til Hvile bragt. + Saa tog du mod vor Briks, vort Bord + og har vor Levemaade smagt. + + Og da vort Kød og Brød slap op + med Vandet i den frosne Elv, + da gav du os en Hvalroskrop + til Hundefor og til os selv. + + Og af dit Telt vort Tag blev lagt, + vi brændte alt dit Lampespæk, + i din Kajak gik vi paa Jagt, + til synkefærdig den løb læk. + + Vor Bøsse fik du, Hagl og Krudt, + og drog ad Kløften højt til Fjælds; + og havde du en Hare skudt, + gav du os baade Skrog og Pels. + + Fælles er nu vort Ædetrug + og alt vort Stræb for daglig Kost. + Om Hulen stryger Vejrets Sug, + hvide er Væggene af Frost. + + Mest er du tavs, begriber knapt + vor stille Syslen med Papir; + det er, som om du havde tabt + din Aands de gamle Vildmands-Stier. + + Snart sover du paa Briksens Sten + og raaber tidt i Søvne højt, + drømmer om Jagt paa Bjørn og Rén, + nu da vort Forraad er lidt sløjt. + + _Kød_ er din hele Tankekres, + din Verden blot et bræklædt Fjæld, + knap kan du tælle til en Snes, + og dog befinder du dig vel. + + Frit er dit Liv. Selvhersker-stolt + følger du kun din egen Trang, + hver Livsens Dag blir festligholdt + med Elskov, Mad og Trommesang. + + Af tusindaarig Slægt udgroet, + der langs den hvide Isblink drog, + har du som dine Fædre troet + paa skjulte Magters Varsel-Sprog. + + Alt det, som dine Fædre vandt + af Livets dyrekøbte Kløgt, + blev Slægt for Slægt en Traad, der bandt, + -- en Ledetraad i Livets Røgt. + + Ærværdig er din Hedning-Tro, + som helst du følger til din Død, + -- men Kristenheden slaar sin Klo + i al din svare Sjælenød. + + Thi ikke kender du den Gud, + i hvis misbrugte Frelsernavn + _vi_ skulde øvet Hjærtets Bud + men tændte Hadets Flamme-Bavn. + + Vor stakkels Agpaling'uak + med Biblens Helgennavne døbt, + fortabt den Frihed, han inddrak + i Fjældnaturen, isblink-svøbt, + + hans Fædres Visdom søndertraadt, + tusindaars-gamle Skikke brudt! + Han har den store Pan forladt + for Salmesang og Bly og Krudt. + + Hans Tarmskindstromme haanet blev, + hans Sang forbudt, hans Sagn belét, + -- her sad tre hvide Mænd og skrev + alt, hvad de havde hørt og set -- + + saa var det altsaa _dem_, der stjal + hans gyldne Frihedsliv, til Tak + for Rén og Bjørn, for Sæl og Hval, + -- vor stakkels Agpaling'uak! + + + + +MOR + + +I + + Ind under Elmehækken, + af Vestenstorme mejet, + er der en Grav i Rækken, + en altid kærlig plejet, + dèr hviler trygt + i Rosenflor + min Mor. + Og skinner Solen vaarligt, + og spirer frem, selv her mod Nord, + duftende Kalke af mager Jord, + da mindes jeg din Grav, o Mor, + og ser den for mig blomstersmykt, + husker dit Blik -- og véd med Frygt, + at al din rige Godhed + fik jeg kun lønnet daarligt. + + Alt, hvad jeg vilde sagt dig, + og som dig skulde trøstet + og til mit Hjærte bragt dig, + bævede mig i Brystet -- + ak, men jeg stod + snart ved en Grav + og tav ... + Paa Livets travle Veje, + opfyldt af tusinde Behov, + rammes vi brat af Livets Lov: + at nu har Døden valgt sit Rov, + et elsket Hjærte skælver sygt, + da haster vi i Haab og Frygt + og kaster os i Hulken + over den dødes Leje. + + -- -- Over den dødes Kiste + hang der en Blomstersfære, + Venner og Fjender viste + Liget »den sidste Ære«, + og mellem dem + hyklede bedst + en Præst ... + Aa, vi er som Sjakaler, + vi slaas gemént i Livets Krig, + vinder vor Sejr ved skummel Svig + men mødes _enigt_ om et Lig -- -- + vi rosenkranser Ligets Hjem, + dèr, hvor vi før holdt Torne frem, + og tror, at disse Blomster + vor hele Gæld betaler. + + Selv _den_, der vilde baaret + _dig_, Mor, henrykt for Livet, + aldrig din Tanke saaret + og ingen Sorg dig givet, + _ham_ førte bort + fra dig og dit + hvert Skridt. + Du blev din Søn berøvet + og lærte Livets bitre Kaar: + at Barnet egne Veje gaar, + som ingen kærlig Mor forstaar; + du troede Barnets Hjærte haardt, + fortabt hans Sjæl, hans Livsløb kort + og elskede ham dog højest, + som havde dig bedrøvet ... + + Til Mors Grav derhjemme + er mange Hundred Mile -- -- + men husker jeg din Stemme + og ser dit Ansigt smile, + er som en Drøm + om svunden Nød + din Død; + jeg føler Livets Varme + udstraale fra dit Modersind, + skærmende kysser du min Kind, + gaar vejkendt til mit Hjærte ind + og hører dèr i Blodets Strøm + Sønnetakken inderlig øm + og knuger lykkelig Barnet, + der græder i Mors Arme. + + -- Ak, ørkesløse Drømme, + som bare gør bedrøvet! ... + I duftende Rosenstrømme, + i Læ bag Elmeløvet + er der en Plet + med gruset Jord + og Mor. + Du stoled paa et Møde! + -- ja, Livet er jo fuldt af Nød, + og Himlen lover Frelserskød ... + Mor var saa god. Men Mor er død. + Aa, Mor, hvor var du livsenstræt; + først nu, for sent, forstaar jeg ret + _din_ Livssorg -- og min egen + aldrig sonede Brøde ... + + Nu blomstrer fløjels-sorte + Roser hjemme i Haven, + men jeg, saa langvejs borte, + kan ikke smykke Graven, + og ingen véd, + om siden mer + det sker ... + _Hvem_ bliver næst i Rækken? + Staar jeg mon selv ved Dødens Port? + Nej! Livet er saa rigt og stort + og mit Begær mangfoldiggjort ... + Eller er maaske _Far_ bragt ned + til Mors Støv og Støvets Fred? + -- Underligt hører jeg Blæsten + suse i Elmehækken ... + + +II + + Det er i Dag din Dødsdag, Mor, + din Dødsdag, Mor -- + nu er det længe siden, + men Tanken gaar ad de gamle Spor + langt tilbage i Tiden. + + Der kom en Dag et Bud, som lød: + din Mor er død -- + jeg blev som fra Forstanden, + haabede i min bitre Nød, + at Slaget galdt en anden. + + Døden var aldrig traadt mig nær, + og Mor især -- + det var saa rent utroligt. + Da sagde én, som er mig kær: + »Se nu og tag det roligt.« + + »Rolig, rolig -- naar Mor er død, + saa tungt et Stød! + det kan du aldrig mene.« + Vred og forvirret jeg udbrød: + »Gaa -- lad mig alene!« + + Og ene blev jeg. Gik i Døs. + Skjalv som jeg frøs. + Kunde slet intet sanse. + Vidste blot, jeg var moderløs ... + Gode Folk bragte Kranse ... + + »Lær mig, o Skov, at visne glad«, + den Salme bad + Mor om at faa ved sin Baare ... + Versene kunde jeg udenad, + lalled dem som en Daare ... + + +III + + Men havde du levet den Dag i Dag + og ventet forgæves og ingen Ting hørt, + om jeg var i Live? hvorhen jeg var ført? + om jeg kunde bjærge mig? eller var Vrag? + -- du havde grædt Øjnene røde, + du havde dig sørget tildøde. + + Fra _den_ Gang, du bar mig til Verden med Vé + og nær ved din Død havde Livet mig købt, + da blev med de ømmeste Navne jeg døbt, + da var jeg det kæreste, du kunde se, + du strakte de værnende Hænder + mod alle min Uskylds Fjender. + + Og er der i Verden, saa ond og saa stor, + ikke den Moder, der svigter sit Kald + men elsker sit Barn i dets Sejr og dets Fald, + saa er du blandt Mødre, min elskede Mor, + den mildeste, kærligste Kvinde, + den bedste, jeg kunde finde. + + Thi alt, hvad der gik mig i Livet imod, + har knuget dit Sind. Du har vaaget og bedt, + du har tryglet din Gud, naar i Sorg jeg var stedt, + om at være dit Hjærtebarn naadig og god, + om at give ham Troen tilbage + og hans _Fred_, som i gamle Dage. + + Ak, havde du vidst, at jeg ikke vil Fred, + at Sjælefred er mig som Døden imod -- -- -- + Der bruser den evige Storm i mit Blod, + min Fod ejer ikke et blivende Sted. + Den eneste Gud, jeg kan dyrke, + er Menneske-Aandens Styrke! + + Den kætterske Kraft i vor Menneskehed, + som ensomme Aander frimodigt os gav, + den styrker min Sjæl. Men Mor gik i Grav + stærk ved sin Tro og sin Kærlighed. + Nu mødes vi ingensinde. + -- Velsignet være dit Minde! + + Den Gud, du bekendte, har jeg ikke set, + -- kun set i min Mor et guddommeligt Værd. + Men havde du levet og lært af min Færd, + hvor frugtesløst dine Bønner blev bedt, + du havde dig græmmet tildøde + for Dommen, jeg gik i Møde ... + + -- O, intet i Verden er godt som en Mor, + en Jorderigs Lykke, et Livets Klenod, + men alle saa gør vi vor Mor imod; + der kommer en Dag, da hun mister vort Spor, + hun, der har selv kunnet _savne_ + for Barnets Fremtid at gavne. + + Saa underligt er det: Af al vor Natur + vi vælger vort Liv _trods_ moderligt Raad, + vor egen Vilje skal styre vor Baad, + knapt Ungen faar Vinger, er Reden et Bur, + Opdragelsen gør vi til Skamme, + -- vor Mor har vel gjort det samme! + + Ja -- _evigt_ er Livet! Men vinder vi _frem_? ... + Teknikken den skrider med straalende Hast, + moralsk saa staar vi forsumpet og fast, + thi Dyds-Karaktererne, _hvor_ har vi dem? + Den eneste Dyd paa Jorden + er det hellige Kald for Moren. + + Og dog -- vort Menneskeliv det er rigt, + og den, der har levet dets ondt og dets godt, + ja, den, der har ejet en Moder blot, + han elsker det Liv, vi evindeligt + skal leve til sene Slægter, + hvad Tro vi saa forfægter. + + Aa, Mor! Om du levede Dagen i Dag .... + Jeg drømmer saa tidt, at du aander paany, + at jeg er dit Hjærtebarn, uskylds-bly, + som uden Fortielse, uden Bedrag + om Livet og Mennesker spørger ... + Saa vaagner jeg op og sørger. + + Jeg sørger, for jeg er jo moderløs + og finder dig ikke, naar jeg vender hjem, + -- jeg finder en Plet kun blandt Gravene frem, + og staar dèr og skælver, som om jeg frøs, + mens Blæsten hvirvler med Støvet + og suser i Elmeløvet ... + + + + +FAR + + +I + + Jeg takker dig, min gode Far, for al din strænge Tugt, + du mente mig det ærligt, men du fik ikke Bugt + med al den stejle Viljetrods, du _selv_ gav mig i Arv, + som rinder _dig_ i Blodet, + som er _mig_ Livsens-Modet + og min Lykkes sande Tarv. + + Jeg takker dig for Skændene og Pryglene, jeg fik, + den Gang, da jeg var lille og frygtede dit Blik, + _nu_ véd jeg, at hvert haardhændt Slag paa min uvorne Ryg + har voldt dit eget Hjærte + en tavs, indkapslet Smærte, + et forknuget, bange Tryk. + + Nu er du hvid og gammel, Far. Selv er jeg ikke ung. + Vi prøved begge Livet, tidt var os Vejen tung, + men vi har troligt fulgtes ad og bliver ikke skilt, + jeg kender jo dit Hjærte + og véd, at hvad du lærte, + det var ingen Tid forstilt. + + Der gaar saa strid en Hvirvelstrøm i Livets dybe Flod, + tidt tumlede jeg Baaden min Fars Bestik imod; + men skifted vi end Ord derved ud af vort stride Sind, + var Solen aldrig nede, + før al fortørnet Vrede + laa med Dagen slumret ind. + + Du er din Søn _mer_ end en Far. Du er hans bedste Ven, + hvem han betror sit Levned. Nu faar han ingen Skænd. + Den gode kloge Far forstaar, at Skænd er nytteløst: + Hvert Menneske maa lære + sin Selv-Profos at være + og sin Skæbnes egen Trøst. + + Jeg møder i dit Faderblik, mildt dømmende og ømt, + den endeløse Godhed, du aldrig faar udtømt. + Stræng var en Gang den Tugt, du gav, -- men hundredfoldigt tungt + faldt selve Livets Svøbe, + den, ingen kan undløbe, + som har levet stærkt og ungt. + + O, jeg har levet ungdomsrigt! Og jeg har lidt min Straf, + men aldrig skal jeg angre den Skæbne, som mig traf. + Du blev mig tro, du hvide Far, trods mine vilde Kryds, + vi er to gode Venner, + jeg velsigner dine Hænder + i et ydmygt Sønnekys. + + +II + + Husker du, naar Kusken buldred frem ved Smugen, + alle Ruder dirred, Taffeluret klang, + Mor kom ind med Kaffen, bredte hastigt Dugen, + ude dæmred Dagen, Spurvene de sang. + + Ude vented Vognen. Ude hylte Blæsten, + det var sén Oktober, Lindeløvet faldt, + langt vi skulde køre stik imod Nordvesten; + det var Faaretyven, som vor Rejse galdt. + + Travl og barnehenrykt foer jeg ud paa Trappen, + sprang adræt i Vognen op til Kusken Mads, + -- ak, jeg undgik ikke Mor med Vadmelskappen, + og til Halstørklædet fandt hun ogsaa Plads. + + Altfor nænsomt gode, altfor offerrede, + for vort Velfærd altid omsorgsfulde Mor + -- jeg kan endnu se dig staa beklemt og bede: + »Pas nu paa jert Helbred -- og jert Flaskefor!« + + Stolt sad jeg paa Bukken, fatted Søsters Hvisken + og saa' Lillepigen bringe Rejsevin. + »Blis« og »Brune« vrinsked, Mads slog Smæld med Pisken, + Genbo-Jensens vaagned, letted et Gardin ... + + Sidste raske Afsked. Torvets Brosten lyner, + bleg i Dagningsgryet Havnefyret staar. + Jensens ligger atter i de lune Dyner, + drøfter, fuld af Spænding, hvorhen Rejsen gaar. + + Ja, hvorhen gaar Rejsen? Ud mod Vesterhavet + henad Hedevejens sære skjulte Slyng, + alen-dybt i Sandet er vort Hjulspor gravet, + milelang er Sletten med den mørke Lyng. + + Blomsterløs og gusten og saa fredløs øde -- -- + Højt mod Morgenhimlen tavst et Møllekors -- + Tunge Skyer gaar Dagens blege Sol i Møde, + Vinden stryger regnmæt og med Duft af Pors. + + Urosvanger Himlen, mørk og sorgfuld Jorden, + paa den magre Stubmark ikke Fugl og Kvæg, + gennem Blæsten varsler Maageskrig fra Fjorden, + fra den sunkne Gravhøj klager Faarebræg ... + + Nu er maaske Tyven urosvanger vaagnet, + kigger efter Solen, den, han helst undgaar ... + Var hans Børn forsultne, vil han ej »paa Sognet«, + stjal han blot i Armod af sin Nabos Faar? + + Som i dunkle Syner ser jeg Livets Byrde, + Livets bitre Vilkaar for en knuget Slægt. + Barne-Øjet dugges: Aa, var _jeg_ den Hyrde, + der tog hele Hjorden i min Varetægt! + + Kunde jeg blot frelse Tyven, vi skal hente, + ham, der har sig mættet af den riges Fad. + Skaanselsløs er Loven, lynsnar som en Glente. + Far er Lovens Tjener. Far er ikke glad ... + + -- -- Fjernt paa Heden slukner morgen-tændte Ruder, + Madmor sætter Davren dampende paa Bord. + Der er lavt til Loftet, Gavl og Vægge luder, + der er megen Madlyst, ikke mange Ord. + + Barneflokken slubrer rent forslugent Mælken, + men den træge Husfar slipper brat sin Ske, + rejser sig beængstet, bøjet under Bjælken, + stirrer gennem Ruden ... Hvad kan han mon se? + + Og med ét saa holder vi for Husmandshytten, + Far gaar ind i Stuen, Mads og jeg gaar med: + Alle Munde tier i bestyrtet Lytten, + alle Øjne siger: man vil os Fortræd! + + Og da langt om længe Vognen atter skrumler, + er vi _fire_ i den ... Nu er Dagen kort, + Vesterhavets Brænding over Klitten mumler. + Heden ligger lydfyldt. Solen rinder bort. + + Men mit Barnehjærte kan slet ikke glemme + Øjnene, som fulgte Manden, vi tog bort, + Børnene, der klynked, Madmors skræmte Stemme, + men fortrøstningsfulde: han har _intet_ gjort! + + -- Ja, han er uskyldig. Han har ikke stjaalet, + er blot ynksom fattig, derfor nemt forfulgt; + Far kan, trods sin Klogskab, ogsaa fejle Maalet, + -- vidste han vel altid, hvad _jeg_ handled dulgt? + + Der er koldt paa Bukken, men min Hjærne brænder + ud i Nattemulmets barske Regn og Rusk. + Mads har rig Erfaring og er Sjælekender, + jeg har længe snakket dæmpet med Mads Kusk: + + »Tro kuns mig, min Lille! Lad ham blot benægte. + Inde i Arresten faar de ham nok mør. + De gør altid Krumspring, disse Tyveknægte; + du maa huske, Lille, _jeg_ har kørt dem før.« + + Men mit Barnehjærte, som kan ikke dømme, + stoler paa hans Uskyld, dadler Mads og Far, -- + jeg vil ikke længer holde Kuskens Tømme, + fredløs ligger Heden, ingen Fred jeg har. + + Dybt i Kappekraven dukker jeg min Harme, + sværger Straffeloven uforsonligt Nag, + -- mine Tanker sløves i den klamme Varme, + da jeg atter vaagner, er det hen mod Dag. + + Dæmpet rødnes Himlen under Skyers Rande + som en Kind, der blues over Jordens Skam. + Bølgestejl mod Stranden bryder Fjordens Vande + som et Hævnens Udyr, der har rejst sin Kam. + + Se, dèr ligger Byen pisket af Nordvesten, + Borgerne de sover, Lygterne er tændt, + Mads, som sér mig vaagen, hvisker gennem Blæsten: + »Naa, hvad sa' jeg, Lille. Fyren har _bekendt_!« + + -- -- Det er tungt at lide med en forurettet, + tungere at vide al sin Medynk spildt ... + Det var godt at komme hjem og blive mættet + fra den aabne Hede, hvor det blæste vildt. + + -- Barnehenrykt var jeg, naar med Far jeg kørte + ud paa Embedsture i mit jydske Land: + Livets bitre Jammer jeg betaget hørte, + og den falske Taare tog jeg straks for sand. + + Det er længe siden. Mange Illusioner + skulde briste sønder, før min Mund blev klog ... + Aa, men der staar Lyngduft og Oktober-Toner + ud fra Æventyrets gamle Børnebog. + + Disse sære Farter over dunkle Sletter, + dette Væld af Minder ud af Livets Kaar, + disse høstligt mørke, storm-forsuste Nætter + har jeg altid elsket fra de unge Aar. + + Og af disse Minder nu min Sjæl sig mætter + hér, hvor Fjældet gjalder af Oktober-Storm; + i de mørke Aftner, i de lange Nætter + faar de gamle Minder atter Liv og Form. + + -- -- Om du husker Tiden! -- Ja, jeg véd, du mindes. + Og du véd, min Barndom er mig dyrebar ... + Du er Lovens Tjener. Men dit Hjerte findes + paa det rette Sted. Du min hvide Far. + + +III + + Kære Far! Jeg bér dig blot: + vær i Live, naar jeg kommer, + byd ham Trods, den strænge Dommer, + Dødningmanden. + Der er endnu meget godt, + vi skal have sagt hinanden. + Af mit Liv jeg _Aar_ vil give, + naar du bare er i Live! + + Livet løb sit travle Jag, + og i Farten, naar vi mødtes, + dyre Timer tidt forødtes + ufornødent, + og saa blev det Afskeds-Dag, + og jeg rejste ufortrødent + i den Tro, jeg haardt tiltrænger, + _næste_ Gang at dvæle længer. + + Og vi saas og skiltes tidt, + men de korte Gensynsstunder + gik i Selskabs-Tummel under + og Debatter, + som om Hjærtet var fallit. + -- Ak, er det for sént, jeg fatter + Lykken, ene og fornøden, + den, der brister bort med Døden? + + Lykken -- det er det at staa + sammen med de Faa, de Kære, + som vil alle Dage være + trofast samme + Hjærteblod, hvad end gaar paa, + fælles Rod og fælles Stamme, + fælles Livets Byrder løfte, + Sorg og Glæde sammen drøfte. + + -- Vær i Live, kære Far, + naar jeg atter er derhjemme! + O, da skal din Sjæl fornemme + Hjærteslaget, + som mig til dit Favntag bar, + og som aldrig har bedraget. + Rejs dig stærk mod Dødningmanden, + vi vil _leve_ med hinanden! + + + + +DEN STORE BY + + +I + + De gamle Bolværksgader + om lønlige Kanaler, + Børstaarnets Dragehaler, + Slotspladsens Lygterader; + bag Kirke-Gravkapellet + det skumle Kristiansborg! + -- Hér var det, at Farvellet + greb mig som en Sorg. + + Min Ungdoms Minder ruger, + og glemte Længsler taler + langs disse graa Kanaler + med lukte Pakhus-Luger. + -- Gaderne kan fortælle + om Holland og om Flandern, + om gammel Købmands-Vælde, + om Tordenskjold og van Mandern. + + Dèr henne glimter Ruden, + hvor jeg har Hjem og Virke, + og under Frelsers Kirke + en grønlandsk Plads med Skuden; + køl-stærk og isforhudet + trodser den sig mod Nord, + -- naar den har Afsked tudet, + saa er _jeg_ med ombord. + + _Da_ vil der rinde Tider, + før atter jeg betræder + de skæbnesvangre Steder, + hvor Kampens Vaaben bider. + Jeg elsker Storstads-Sejren, + og skøndt jeg skræmt forlod den + og afskyer Klike-Lejren, + drages jeg dog imod den. + + Ja, det er svært at skilles + fra disse gamle Gader; + jeg elsker og jeg hader + det Liv, der her udspilles. + Her blev mit Hjærte prøvet. + her led jeg Sorg og Savn, + -- o, jeg gik tidt bedrøvet + ud gennem Kristianshavn. + + Men der er Morgentimer, + naar over Tagstens-Vrimlen + Vaarsolen rødner Himlen, + mens alle Klokker kimer, + -- da sprang jeg fra mit Leje + og hilste Spir og Slotte + og higed stolt mod Veje, + som ingen Fod betraadte! + + Og der er høstligt svale + og skumrings-dunkle Nætter, + naar Tivolis Raketter + som en Komét med Hale + paa Slotsruinens Rygge + nedstraalte gyldne Drys, + mens skjult i Søjlers Skygge + jeg stjal et Kærrest-Kys! + + Og naar i Vintrens Taage + hver gothisk Husgavl dølges, + da véd jeg to, som følges + rundt om i Havnens Kroge: + dèr leves Glædens Røre, + dèr lides Livets Kvaler + bag gamle Egedøre + og forsirede Portaler. + + De gamle Stokværks-Gaarde + langs lønlige Kanaler + og Børsens Dragehaler + bag Havnens travle Aare + -- her leved jeg og lærte, + herhen vil jeg paany, + thi ene _her_ mit Hjærte + slaar for den store By! + + +II + + Du altfor store By til dansk Behov, + Hjemstavn for Livs-Tilværelsens bitre Kampe, + -- jeg knyttede mine Hænder som i Krampe + den første Nat, jeg ved dit Hjærte sov! + + Dèr midt i Mylret galdt den Stærkes Lov, + om Tag og Tind steg Offerblodets Dampe, + -- saa hyggede jeg mig ved min Stuelampe + angst for den onde Verdens Hestehov. + + Men Larmen genlød i mit stille Kammer, + snart kendte ogsaa jeg mig vaabenfør + -- og vandt de første Nederlagets Skrammer ... + + Du skæbnesvangre By om Havn og Søer, + du gav mig Kampens Liv og Sejr og Jammer, + -- jeg længes efter dig som aldrig før! + + + + +FÆDRELANDSSANG + + + Mit gode danske Fædreland, + mit Hjem, min Daad, mit sidste Suk, + en ringe Plet paa Globens Rand, + i Verdens Alt en Draabe Dug! + Og er end dette Danmarks Navn + ukendt af mangen Jordbeboer, + _min_ Stolthed er det og mit Savn, + herfra udgaar mit Skæbnespor, + her fik jeg Liv, her døde Mor. + + Og dette Land, jeg har saa kært, + min unge Elskovs Brudeseng, + hvor er det blevet misregért + og pint af fremmed Fyrsteslæng! + I slog vor Ret, udaad vor Marv + og leved selv i Sus og Dus, + lod Vold og Vælde gaa i Arv, + udødelige Kongehus, + vort sunde Legems Snyltelus! + + Jeg hader Kongemagt og Krig, + og jeg vil ikke ofre Blod + og ikke ligge Valplads-Lig + -- men _Livets_ Krig udstaar mit Mod! + Hver den, som øger Livets Værd + ved Brødets Kamp som Arbejdsmand, + i Videnskab, paa Forskerfærd, + ad Kunstens Baner, hel og sand, + han bløder for sit Fædreland. + + Ja, _dette_ dyre Blod har flydt, + fra Danmarks gamle Land blev skabt; + en tusind-tunget Vé har lydt, + naar disse Daadens Mænd gik tabt. + Men Fyrsten sad paa Tronens Stol + fra Folkets Liv og Tanker fjern + som Maanens Fjæs fra Livets Sol, + forskanset bag »Guds Naade«s Værn, + hans Gunst var _Guld_, hans Vrede _Jærn_. + + O, Danmark! Mangen ydmyg Nar + lod hæfte Kongens Guld paa Bryst, + -- men tifold stolt sit Hoved bar + hver ukøbt Mand i Dagens Dyst. + Om Danmark som en Frihedsstat, + hvor Folket raader Folkets Kaar, + hvor Kongen og hans Hof-Etat + af Folkets Naade Aftægt faar, + dog lige dristig Drømmen gaar. + + Ja, drøm dig frem til Republik, + saa alle Evners Fylde naas, + før du skal tømme Dødens Drik + og af et »Stor-Evropa« flaas. + Det _Kongens_ Danmark, vi har troet + var Flammen i vor Hjærtebrand, + vil dø og blive mosbegroet, + men _leve_ mellem Mand og Mand + vil _Folkets_ gamle danske Land. + + Mit Land, mit Liv, min Skæbnes Gud, + hvor jeg blev født, hvor jeg vil dø, + naar jeg har adlydt Livets Bud + som Blomsterkalken, der gav Frø, + du skønne Land af Øer og Næs + med Oldtidsskov paa Bakkedrag, + med Aa og Eng og frodigt Græs + og Lyngklit ud mod Bølgeslag, + med frigjort Folk som Fremtidssag! + + O, lad mig se endnu en Gang + mit jydske Hjem, min Far, min Brud + og høre Hedelærkens Sang, + naar Klokkelyngen springer ud. + O, lad min Baad en stormfuld Dag + for stærke Sejl naa hjem i Havn, + -- ja, flød jeg blot til Strand som Vrag, + min Last forlist, forglemt mit Navn, + saa fandt jeg dog min Fødestavn! + + Mit gode danske Fædreland + du ejer alt mit Hjærteblod, + hjem til din lave, lyse Strand + gaar altid glad min Aand og Fod. + Og er du end et usselt Fnug, + en ukendt Plet paa Globens Rand, + udpint til Armod, Had og Suk + af fremmed, lovløs Fyrstestand, + du er mit Land, mit dyre Land! + + + + +VENNER + +TIL L. C. NIELSEN OG VALDEMAR NEIIENDAM + + +I + + Hvad er ærligt Venskab? Livets Salt! + Det har krydret mig de ferske Retter, + Mennesker paa Livets Festbord sætter, + været Gærstof i den vamle Malt. + + Der var Tider, hvor jeg nød det alt: + sukret Bagværk, som kun daarligt mætter, + søde Vine, der gav tørre Pletter, + men den Levevis for Brystet faldt. + + _Da_ blev syrlig Mosel Yndlingsvinen, + naar jeg valgte anden Drik end Vand, + høstlig sval den flød bag Glassets Rand. + + Ogsaa _den_ har tændt min Sjæl i Brand, + men afklaret var jeg da: en Mand, + der aad ikke Brød blot for Rosinen. + + +II + + Venner! I gav Surdejg til mit Brød. + Jeg slog op mer, end jeg kunde bage, + _jydsk_ var Kornet, kunde Hvermand smage, + og af Lyngbaal Ovnen hed og rød. + + Jeg var ung og endnu grøn af Lød. + _Mestrene_ gav kandiseret Kage, + skulde Kundekresen da beklage + Sukkermanglen i det Værk, _jeg_ bød. + + Ung og grøn kom jeg til Hovedstaden, + ikke én af Fagets Folk jeg kendte, + aabned angst min Bod i Sidegaden. + + Men dèr var det, at det slemme hændte, + _I_ gav mig paa Surdejg Appetit, + og saa gik Bedriften snart fallit. + + +III + + Salt og Surdejg, bedske Krydderier + blev mit Væsen og mit Kald en Tugt. + -- Ikke mange Folk ser noget smukt + i de livsens-bitre Poesier. + + Men den kloge Mand er den, der tier, + lige glad om Værket blot blir slugt + af de Faa, hvem det er udsøgt Frugt, + og som hader Kling-Klang-Melodier. + + Han er Digter og kan ikke ænse, + om han overskred den Smagens Grænse, + som er gængs for dannede Poeter. + + Maaske saares alle hans Bekendte, + men som Literaturens Dumme-Peter + vil han ikke sine Laurbær hente. + + +IV + + Aldrig skal i Kunst vort Liv opstaa, + om vi vikler os i Hensyns-Vævet; + -- men jeg véd, at vi har alle bævet, + hvor de store Opgør forelaa. + + Men hver den, som paa Akkord vil gaa, + naar det blir af Slægt og Omgang krævet, + og som ikke faar sit Livsværk hævet + op, hvor Himlen hvælves høj og blaa, + + han maa altid give Køb og lyve, + han er Larven, der skal aldrig flyve + sommerfugle-fri til Blomstens Kube. + + Kunstens Ilddaab volder Sorg og Sukke, + skiller al hans Kres i Faar og Bukke, + er ham ene Vej til Sjælens Grube. + + +V + + Kunst er Sandhed! _I_ er begge sande. + Kunst er Liv og Kunsten dyrekøbt, + derfor staar I begge to som støbt, + møder Grin og Svig med aaben Pande. + + I er Lys ud over plumre Vande, + Luftning, hvor den klamme Gus har svøbt, + alt jert Arbejd bliver smærte-døbt + og gaar derfor virkningsløst om Lande. + + Thi vi kender dansk Moral og Mode: + -- Kunsten er det skønne, ædle, gode + i sødladen, smærtefri Servering ... + + Lad _os_ Hyl i Harmonien blande: + Kunst er ikke Tossernes Formering, + Kunst er Liv -- det dybt personligt sande! + + +VI + + Venner, _I_ har levet denne Lære + og før nogen rakt mig Broderhaand, + Næring drog vi af hinandens Aand; + hvor vi fulgtes, var der godt at være. + + _Alt_, vi leved, saa' vi Frøkorn bære, + rodfast Egen skød af spinkel Vaand; + skilte ad skal just vort Venskabs-Baand, + fri for Egennytte, styrket være! + + Fyldt af Udvé følger hver sin Bane, + Farten det er Livet, Kunstens Lods, + lutret naar vi hjem til fælles Fane. + + Vi, som véd hinandens Dyd og Fejl, + er ej Slaver af hinandens Ros, + derfor ses vi -- og ser os i Spejl! + + +VII + + Kunstnere! Du Digter og du Maler! + I, mit Hjærtekalds de bedste Venner, + husker I, vi stod med bare Hænder + henrykt rige under Kaldets Kvaler? + + -- Vi har Hybler højt paa femte Sal'er, + vi er Folk, som Livets Trængsler kender; + men vi tror paa Lykken, naar det hænder, + at rettidigt Lejen vi betaler ... + + Unge, grødefulde Foraarsfest, + oprørssvangre Tid, fuld af Skandaler, + naar vi slog de mugne Idealer! + + _Hver_ bar Skotøj efter egen Læst, + fodfri blot, som luftige Sandaler, + -- hellige Tid! Du Digter! Og du Maler! + + +VIII + + Langt, langt borte fra den Vej, I gaar, + har af Sten og Sne jeg bygt min Hule, + Ravn og Rype -- Fjældets Vinterfugle -- + deler trofast mine Sultekaar. + + Kan I huske vore Ungdomsaar, + da vort Eje var en ringe Smule! + -- Aldrig dog som her i yderst Thule + var jeg stædt i saa fortrykte Kaar! + + Heller aldrig var jeg _rig_ som her: + se! Jeg har Nomadens gyldne Drømme + og min Friheds Verdensherredømme, + + rigest dog ved dem, som jeg har kær, + aldrig stod jeg Jer saa hjærte-nær + som i Armods-Tid blandt Bræens Strømme! + + + + +DANSKE MÆND + + + Hørup! Den tavseste Mund i vort Land, + stærke, kloge, besynderlige Mand! + + Vi, som holdt af ham og aldrig kan glemme + hans smilende Mund, husker næppe hans Stemme. + + Den Mund, som før havde flammet saa tidt, + var ikke i trodsig Foragt sammenbidt, + + den tav blot og var som et fint lille Smil + over Menneskers Dumhed -- og undte sig Hvil. + + -- Han var graanet den Gang, jeg traadte ham nær. + Nær! Nej, en Afgrund der var mellem hver. + + Ikke at _han_ var _stor_ mod den unge! + Jeg fatted blot ikke den tavse Tunge ... + + En Nytaarsdag, jeg skrev ved mit Bord, + kom han gaaende gennem vort Kontor. + + Jeg vilde ham ønsket paa gammel Skik + »glædeligt Nytaar« -- men mødte hans Blik, + + et mildt og elskværdigt -- han var jo saa god -- + men det missede lidt, og jeg tabte mit Mod. + + For dette gaadefuldt smilende Blik + slog Tankerne Sludder og Munden Klik. + + Aldrig fik jeg ham ønsket noget godt, + forundret tav jeg -- han smilte blot ... + + _Nu_ véd jeg, hvad dette Smil betød, + begreb det, længe før han var død: + + »Min unge Ven! Over den hele Jord + de ærligste Ønsker faar aldrig Ord.« + + »Den Ven, der ønsker mig godt, er en Taabe; + _handle_ skal han i Stedet for haabe.« + + »Folk, som er enige, samtaler nødig; + overfor Fjender er Ord overflødig!« ... + + -- Bag Hørup, den utilgængelige Mand, + stod vel vort danskeste Hjærte i Brand. + + Men han gennemskued _alt_, saa Folk blev nøgne, + han elsked Sandhed, bekæmpede Løgne, + + var derfor saa inderlig frygtet og forhadt + og _savnet_, da han havde sin Plads forladt -- + + denne tavse Mund, disse talende Øjne. + + * * * * * + + HØRUP er som Minister endt, + GEORG BRANDES blev stats-anerkendt. + + Det er just intet logisk Punktum + for Mænd, der gnistrer af evig Ungdom, + + medmindre vi danske ikke mere + vil lade den hædrede Alderdom regere! + + -- Brandes! Jeg skrev en Gang, han var Gud. + Da skammede mine Venner mig ud. + + Og Guden selv var saa venlig at lade, + som om han ikke læste de Blade. + + Det ligger nu langt tilbage i Tiden; + desværre, jeg har ikke udviklet mig siden. + + Det er jo dog ellers svært moderne + at haane sin forrige Ledestjerne, + + at sparke til den, der har lært os at gaa. + Brandes er blevet sparket som faa. + + For mig staar aldrig saa stærk en Glans + af en Himmelens Stjerne som af hans. + + Men der sidder jo rundt i den danske Stat + mangen overbevist Renegat. + + Ja, hvor var der Jubel i Fjendernes Lejr, + ved Renegaterne haabed de Sejr. + + Men Skæbnen har sig forunderlig vendt, + _nu_ er Brandes stats-anerkendt ... + + -- Alligevel! Han er den samme som før + og bliver bare sig _selv_, til han dør. + + De fanger ham aldrig med Statsløn og Tittel, + han er Lucifer, altid i Arbejds-Kittel, + + en Samfundets evigt lutrende Ild, + en Ungdommens Sokrates, naar den foer vild. + + Stærk som Døden, der trued ham tidt, + har for de dristigste Tanker han stridt. + + Tanker, der har omformet os alle, + som helt har sejret, naar han maa falde, + + sejret selv dèr, hvor man nødigst indrømmer det: + Bægret er bedskt -- men se, hvor de tømmer det! + + -- Blot hos det alleryngste Kuld + er Brandes ej længer lødigt Guld. + + _De_ Folk har i egne Indvolde set + og set: at de selv er den ny Profet. + + Og Menneskeheden hungrende bier + paa det yngste Danmarks ny Profetier. + + Kanske har de lydt, naar jeg kommer hjem; + -- ak, tænk om jeg saa er for gammel for dem! + + For Brandes bliver jeg aldrig for gammel, + jeg sidder nu som før ved hans Skammel. + + Han vakte min Sjæl, han skrev dens Bud, + -- jeg var ung en Gang og kaldte ham _Gud_. + + Maaske er jeg konservativ af Nemme, + for han fylder mig her, som han fyldte mig hjemme. + + Jeg bringer ham Tak og Hyldningstegn + fra Jordens nordligst beboede Egn. + + Vinternatten gaar lykkeligt hen: + jeg lever med Georg Brandes igen + + med ham og Hørup -- de _danske Mænd_. + + + + +KLASSICISME + + + Puh! _Alt_ det Slid vi ofrede Latinen og det Græske, + de tusind spildte Timer, hvis Gavn vi aldrig ser, + al den forlorne Dyrkelse af Cicero og Homér, + den psevdo-klassiske Nippedrik af næringsfattig Vædske! + + Bevares: Filologerne af _Fag_! Lad dem florere! + Men hvorfor skal hver dansk Student indsprøjtes klassisk Aand + af Skolens Straalemestre, der lægger den døde Haand + paa aandløst Glose-Terperi. Det kalder man at studere! + + Lær os at _tale_ Sprogene, som nu behersker Kloden. + -- I Kraft af min Eksamen tror jeg mig Pokkers vis, + men staar en Dag _umælende_ i London eller Paris + -- jeg vigtige danske Student! Et Offerlam for Moden! + + Jeg véd en duelig Købmand, der siger om Studenter: + »Her sidder de paa Kontoret, deres Eksamen er fin, + men ingen af dem kan skrive et brugeligt Brev til Berlin, + -- jammerligt saa deres Lærdom giver usle Renter!« + + Men se til de Skolemestre, de kror sig selv-henrykte, + de repeterer Pensa, til de er paa Gravens Rand, + -- ikke en Brøkdel af dem har set et fremmed Land, + blot »dunkle Steder« hos Homér -- med Leksikon som Lygte! + + Men _de_ gjorde god Eksamen; det var fra Arilds Tider + alle Hjemmefødningers eneste Prærogativ. + Nu er det dog paa Tide at kræve Luft og Liv: + der er i den danske Ungdom _Tusinder_, som lider. + + For Verden ligger jo aaben. Grænseskellene falder; + den, der vil belære andre, maa ud i Tidens Strøm. + Vi sulter ihjel derhjemme af bare daadløs Drøm, + vi evigt klassiske Mumier af ærværdig Alder. + + Dèr sidder vi pænt i Skolen og lærer Spartas Love, + men kender ikke Formerne for vor egen Stat. + Er ikke denne Borgernes Udklækning desperat! + Hvor længe skal i klassisk Marmor vi livløst sove? + + Gaa ud i den vide Verden, du Fremskridtets unge Danske, + som trænger til ny Impulser, til friere Overblik, + det gjorde vor egen Brandes, og Gudskelov at han gik, + rigt rustet kom han tilbage -- og kastede sin Handske ... + + Paa Ære! Jeg vil tage mit Standpunkts Konsekvenser, + en Kætter mod Klassicismen. Jeg fik jo Livets Vink + fra Goethe, Dostojewskij, Ibsen og Maeterlinch, + Spinoza, Voltaire og Darwin, Nietsche, Renan og Spencer. + + Jeg er et Tidens Barn. Jeg holder ikke Guder + bare til tom Parade i Bogskab og paa Mund, + -- fremfor alt saa fordrer jeg en sand og sund + Spejling af _Nutids_livet ind gennem Sjælens Ruder. + + Det er ikke _Kunst_ jeg savner hos danske Literater, + vi, I. P. Jacobsens Landsmænd, vi _kan_ vort gode Sprog, + men vi sidder gemt derhjemme hver i sin stille Krog, + mens alt blir Elektricitet, Maskiner og Soldater. + + Leve Elektriciteten! Den er Verdensaltets Nerve, + men Digterne vælger Maanen til Genstand for Poesi. + Hvor_for_ ikke tage de Kræfter, vi netop lever i, + og smælte dem om i Kunst. Her er Nystof at erhverve. + + Vi risikerer tilsidst, at ingen gider forlægge + og ingen ænse den Kunst, der skurer de gamle Spor. + Kunst ejer det evige Liv, naar den fornyer sin Jord, + -- saa lad os villige Sanser mod nye Verdner række! + + Se: Jacobsen var Darwinist. Han samlede Blomster i Kæret, + alle hans Sanser blev skærpet -- var _det_ mon Kunsten til Tab? + Fællerne hjemme savner hans Sans for Naturvidenskab, + derfor er vort Verdensbegreb saa underlig uafgæret. + + Jeg føler det, naar jeg rejser: Rembrandt kan jeg begribe, + Rafael og Michel-Angelo nyder jeg forberedt, + men overfor selve _Jorden_, saa meget som jeg har set, + bringer min ringe Viden mig altfor tidt i Knibe. + + Tidt er vor Naturbegejstring blot literære Fraser; + vi hører Lærkerne synge og siger banale Ord ... + -- Før Darwin præked sin Lære, han gransked den hele Jord, + kendte og elsked dens Liv i alle de rige Faser. + + Hvad nytter mig Kunsthistoriens aandsberigende Noter, + naar Jorden, jeg betræder, er lukt og gaadefuld. + Vort Kundskabs-Lys skal ogsaa bestraale Fjæld og Muld, + ellers gaar vi i Verden blinde som Idioter. + + Jordens Saga er ikke bare Menneskevirke, + Naturens dunkle Kræfter har haft et raadende Kald, + og denne Guddom _er_ det, der _vil_ en Gang vort Fald, + og derfor skal vi dyrke ham i hans egen Kirke. + + Saa lad os skabe Mennesker med moderne Figurer, + lad selve Livet tale og gamle Moder Jord. + Den Kunst at kende Jorden og Livet den er stor, + _den_ er det, der skal spejles i al Verdens Literaturer. + + _Den_ er det jo, som taler af hver moderne Tænker, + som skal omforme Mennesket, dets Stat og Religion, + -- men først maa Grunden renses ud: en Modens Revolution + til Befrielse for de forlorne Klassicismens Lænker. + + -- Ja, huha, hvor vi sled med det Græske og Latinen, + de kostelige, indtryksrige Ungdomsaar gik tabt. + -- Nu vil vi ud og se, hvordan Moder Jord er skabt, + ud for at lufte Hjernen og faa strøget Lærdoms-Minen! + + + + +NORDPOLEN + + + Fjernt henne, vej-fjernt, + borte i det dunkle, + hvor man i Zenith + ser Nordstjernen funkle, + dèr i det mystiske, + evigt dragende + ubekendte, + hvor Livet er ude, + Striden endt, + -- om den nogen Tid var der -- + _Nordpolen_ ligger, + et udregnet Punkt, + jomfrueligt, ungt, + vildt, dødt, + -- alting tier; + hvor der aldrig stod + hverken Skib eller Fod + paa de dristigste Farter + og fra ingen Tegninger + eller Fotografier + verdensbekendt. + + Baade Fantasten + og den stringente + higer derefter: + _den_, der har Tillid, + urokkelig, sikker + til egne Kræfter, + og _den_, der vil Liv + af de døde Beregninger ... + + -- Aa, der er stivnet + Hundreder Hjærter + paa Vej mod Polen, + af navnløse Smærter + tilsidst løst ud. + Fra Midnatssolen, + fra Vinternatten, + den gravkammer-sorte, + intet Bud ... + Vi kender jo knapt + dem, der blev borte + før om Dage, + knapt nok de faa, + der med Held + kom tilbage. + + Alligevel + _er_ det jo saa, + -- og hvor er det godt! -- + At aldrig vil Stormløbet stanse + for Maalet at naa + og Berømmelsens Kranse. + -- Og at Maalet blir naaet, + derom er ej tvistet, + men ingen véd + hvornaar; + -- maaske gaar der _Aar_, + før Mandsviljen faar + Polen afvristet + dens Hemmelighed ... + + -- Blandt alle de kække, + der trængte mod Nord, + den malmfaste Række, + nogle dumme, somme frække, + straaler et eneste + Navn over Verden; + naar andre glemmes, + da huskes Færden, + hvor Fridtjof Nansen + drog sine Spor, + _han_ var stor, + kunde slet ikke skræmmes. + Han hentede Kransen, + den stolteste, prægtigste: + Sejr for den mægtigste + Menneskekraft + nogen Mand har haft! ... + + Og den, der har prøvet + blot Hundredeparten + af hvad _han_ har øvet + og lidt paa Farten, + han bøjer sig + hilsende, + undrende, + stum, + -- bøjer sig ... + + Men mangen en dum + Ignorant derhjemme, + som selv-ophøjer sig, + hæved sin Stemme. + Og mangen vigtig + Katheder-Profet + mente sig pligtig + i Begejstringens Stund + til at slaa Hyldesten + koldt Vand i Blodet. + Fra sin kritiske Mund + tog Vismanden Bladet + og voved at pille + ved Forskerens Resultater. + + Fy! Ti stille! + Fingrene af Fadet, + I Kakkelovnsstympere, + hvor tør I kny? + I sidder i By, + lunt er jert Ly, + dèr leger I Polfart med Tinsoldater. + Men Nansen: + se, han satte _Livet_ ind; + det var nu saa efter _den_ Mands Sind! + + -- Jeg véd jo nok, + der var Jubel ved Møderne, + hvor Nansen talte + selvsikkert til Støderne + fra Professorerne + ned til Pogene, + -- højlydt turde I intet sige! + Men jeg véd tillige, + at I skumled i Krogene. + I tvivler altid paa det mærkværdige + ude fra Mandskraftens Vidunderrige + -- men har Eders Kakkelovns-Domme færdige ... + + Længst er forbi + den stolte Fest, + hvor Nansen var Gæst, + -- aldrig har jeg kendt Mage dertil, + I kan besmøre det, + hvordan I vil. + -- Men _nu_ skal I høre det: + Hvad er I? + I er Gløderne, + _Nansen_ er selve den levende Ild, + _han_ kunde gøre det! + Det er fordi, + han er Geni. + + + + +FORAAR VED SNEHYTTEN + + + Det er Søndag i Dag, sidst i April. + Jeg kryber fra Snehytten ud under Solen, + -- hvor gør det dog godt at møde dens Smil, + en Foraarsbebuder her oppe ved Polen, + Natmørket flyr for dens røde Skær, + der bræmmer i Øst de blaanende Brær. + + Sneen fordamper, Føret er træls, + Hundene gisper i ti Graders Kulde, + Vildrénen fælder sin hvide Pels, + og ned ad Fjældet Lavinerne rulle. + En Mand, der i Dag har til Sælhund kørt, + siger, at han har Snespurven hørt. + + Snespurven! Ja, _saa_ er Foraaret meldt: + Kvinderne sidder med Smaabørn paa Nakken + og syr midt i Sneen Familjens Telt, + mens Mændene rigger saa smaat paa Kajakken, + selv gaar jeg, en Vildmand i Dyrehud, + og mindes, at nu springer Skoven ud. + + Skoven derhjemme, af Bøge og Linde, + nu sprænger det lyse Løv sit Dække, + Knopskæl hvirvler for lune Vinde, + det dufter syrligt fra Tjørnehække ... + Jeg véd en Kvinde, ene, forknyt, + hvis dyreste Minde spirer som nyt! + + Det var i den bristende Vaar en Gang, + at to, som elsked, fik sagt, hvad de vilde, + men Livet gjorde dem Vejen trang + og Ordene faa, -- tilsidst tav de stille, + og tavs er endnu deres hede Bøn + om en Spire af Haab, hver Gang Skoven blir grøn. + + Hvor sælsomt, at to -- som fulgtes helst + til Dagens Kampe og Nattens Leje, + maa altid færdes ad skilte Veje, + om deres Kærlighed skal blive frelst, + maa have imellem sig Braadd og Skær + for ret at være hinanden nær ... + + Det er Søndag i Dag, sidst i April. + Vær hilset, hjemlige Foraarsminder, + trofaste Trøstere i mit Eksil, + naar Timerne dræbende langsomt rinder, + nu lysner, hvad mørkt jeg levede før, + jeg sidder i Sol ved min Snehytte-Dør. + + Jeg sidder i Sol -- men dækket bag Sne + ligger vor tro Kammerat derinde + og drages med Døden ... Nej, det maa ej ske! + Snespurven er kommen. Solen vil skinne + hans svækkede Legeme sundt og ungt ... + Jeg sidder i Sol, -- men mit Hjærte er tungt ... + + + + +VEJRFAST + + + Kuling af Syd og Taage + og Is, som bryder i Sundet. + Nu ligger jeg uvejrsbundet, + stormslagen som en Maage. + + I Morgen skulde jeg været, + hvor Kammeraterne venter mig. + -- Al min Mad er fortæret, + ingen kommer og henter mig. + + Hundene hyler af Sult, + nu æder de deres Skagler. + Himlen er ubarmhjærtig, + det regner, sner og hagler. + + Utæt og trangt er Teltet, + Sneen hvirvler herind, + snart er Fnuggene smæltet + gennem mit Brikseskind. + + Ned over vilde Fjælde + hviner en ondsindet Blæst, + bragende Stenskred løsnes + og vækker den ensomme Gæst. + + Alle Barduner er sprungne, + Teltvæggen sønderflængt, + dybt i min Sovepose + ligger jeg indestængt. + + Dejlige lune Rede, + mens Stormen holder sig stiv, + her kan jeg gennemtænke + hele _Aar_ af mit Liv. + + Tage dem for mig Dag for Dag + alle de rundne Aar, + alle mine svare Synders + aldrig lægede Saar. + + Ene, ene! Lange er Døgnene, + ikke en Menneskestemme, + blot Is, som sukker i Fjæren; + -- nu er alle mine Tanker hjemme. + + + + +TILBAGEBLIK + + + Jeg tog mit Liv og saa' det + Kapitel for Kapitel, + jeg kunde knapt forstaa det, + troede det var Digt. + Mit Navn, min Daad, min Titel: + _alt_ var modbydeligt. + + Meget, jeg havde handlet + og altid troet forsvarligt, + blev nu som rent forvandlet, + tillagt hvert slet Motiv ... + Det er sjæle-sundhedsfarligt + at gennemgaa sit Liv. + + Hvad er det vel for Love, + der raadet har min Bane? ... + Tidt kan jeg ikke sove, + grubler mig forknyt. + Mon jeg som en Vejrhane + har hver en Vind adlydt? ... + + I disse øde Nætter, + naar ikke jeg kan blunde, + og Fremtidsplaner trætter, + og vegt er mit Mod, + da flyder hver en Vunde + med gamle Sorgers Blod. + + Da tænder Selvanklagen + hævngerrig Heksebaalet, + blodigt stryges til Kagen + mit falske Selvforsvar; + tilsidst Skarpretter-Staalet + hver Humbug blottet har. + + -- -- Men disse øde Nætter, + _Tak_, at I blev mig givet: + Selverkendelsen letter, + nu har jeg set mig i Spejl + og gaar vel ud til Livet + _klogere_ paa mine Fejl! + + + + +SKIBET + + + Jeg venter et Skib fra Syd. Mit Hjærte er angst, + ofte om Natten begynder mine Pulse at hamre, + da hører jeg ude fra Pladsen Hundene jamre, + og Folk raabe op: en Slæde er kommen med Fangst! + + Fangst! Det er Kød, hvoraf ogsaa jeg faar en Part, + Isbjørn og Hvalros og Sæl er min daglige Føde. + Er Maven tom, behøver jeg aldrig at nøde, + Ganen er ikke længer kræsen og sart. + + Sulten som Hundene, nu jeg har fastet et Døgn, + vaagner min Madtrang, lydt mine Indvolde klager, + Legemet beder om Brød og søde Sager, + men faar bare Kød, Kød baade Hellig og Søgn. + + Men Skibet fra Syd, som daglig er Længslernes Maal, + som kan bringe Breve, hvori min Skæbne gemmes, + det svinder straks af min hungrige Hjerne og glemmes, + nu, jeg har blodrigt Kød at sætte paa Baal. + + Saa mættes jeg da. Tung ligger jeg paa min Briks, + det drypper fra Snehyttens Tag; det er Midnatssolen, + der vækker en smæltende Vaar til Liv selv ved Polen. + Jeg er lykkelig mæt -- savner knapt Kaffe og Kiks. + + Jeg drømmer, jeg ser vort Skib, med Bud og Besked, + med Nyt om Menneskers Liv derude, derhjemme + og Brev fra -- ak, nu hvisker en plagsom Stemme: + »Maaske er der hændt noget _sørgeligt_, som slaar dig ned!« + + Da vaagner jeg skræmt og ønsker, det Skib ikke kom, + maaske er det Far, som er død -- eller sæt, det var _hende_! + -- Aa, skynd dig dog, Skib, og lad mig _Vished_ kende. + Jeg skal lukke min skælvende Mund under Skæbnens Dom ... + + + + +I KAJAK + + + Se Solen, hvor den suger + hvert Fnug af Havets Taageslør, + og hør, hvor Isen lystigt tør, + nu skal vi ud til Skær og Øer, + hvor Edderfuglen ruger. + + Smalhals behersker Teltet: + lidt Pemmikan, jeg gemte viist, + er -- ak! -- I Hundene forlist, + vort sidste Sælkød har vi spist, + og Grynene er væltet. + + Naa -- altsaa ud paa Havet, + dèr kender jeg bag Taagens Skjul + et rigt Revier med dejligt Sul + af Tejst og Alk og Edderfugl + og Æg, i Dun begravet! + + Jeg faar en flot Eskorte + af pragtfuldt skidne Eskimoer, + der stolt de smaa Kajakker ror + og brummer sære Aandekor + med Genlyd fjernest borte. + + Der staar lidt nordlig Brise, + den giver Slid og Søgang nok. + -- Længst nynner i den muntre Flok + _Odâk_, en vældig Angakok, + sin monotone Vise. + + Jeg sér ham avancere + og sér en knortet Hvalroskrop, + der dukker tungt af Havet op + -- og fler og fler -- en talrig Trop, + nu skal vi harpunere. + + _Odâk_ vil Kampen lede, + _Panig'pak_ farer ogsaa frem, + _Sivdluk_ og jeg er nær bag dem; + indstukket ved en Kobberem + holder jeg Riflen rede. + + Dødsramt neddykker Dyret, + -- og hvis nu Fangelinen brast, + sank denne Kødkolos i Hast; + men før den gør sit Friheds-Kast, + lykkes det at faa fyret. + + Dèr flyder nu i Søen + seks Hundrede Pund kraftig Mad; + med mine Fæller ler jeg glad, + og med Kajakkerne paa Rad + bugserer vi til Øen. + + Aa! Hvilket Ædegilde! + Vi slubrer Blod og gnaver Ben + og breder Skind af Bjørn og Rén + til Soveplads paa mosklædt Sten, + -- og Vejret blir saa stille. + + Se, Midnatssolen daler, + rødt flammer Bræerne i Nord, + og langt ud i den blanke Fjord + genspejles Solen gylden stor + og Isens blaa Portaler. + + Vi sover sødt og trøstigt, + og næste Dag gaar vi paa Jagt + og skyder Fugle, faar dem smagt + og samler Æg, en mægtig Dragt, + og har det frit og lystigt. + + Hjem over Havet glider + lydløst og lynsnart vor Kajak, + som om uset en Hval den trak, + fjernt gløder Sol paa Nunatak, + mens Sommerdøgnet skrider. + + O, hvilke skønne Tider! + En lønlig Fred paa Hav og Jord, + her er mit Rige, højt mod Nord, + og her, blandt frie Eskimoer, + jubler jeg stolt -- og lider. + + + + +ESKIMOER + + + Straks da jeg hørte berette + om Eskimoernes Sæder, + væmmedes jeg ved de slette, + kyniske Hedningeglæder, + + fordømte Flerkoneriet, + de yndede Konebytninger + og Madlavnings-Svineriet + i temmelig hvasse Ytringer, + + fandt, at Aandemanerne + drev et hæsligt Bedrag, + og at Blodhævns-Vanerne + var en forkastelig Sag. + + Men -- som jeg leved iblandt dem + og fik de fleste kær, + hændtes det, at jeg fandt dem + et smukkere Rygte værd, + + hændte det, at jeg satte + deres uslebne Natur + over vor egen glatte + ofte forlorne Kultur. + + -- Ikke at _vi_ skal anvende + disse hedenske Skikke, + bare frimodigt erkende, + at _bedre_ er vore ikke, + + og at vi saa skal sætte + os selv i Hedningernes Sted + for at fælde det rette + Skøn over Maal og Med, + + og at vi burde kigge + bag egne Fordommes Mur, + før vi fordømmer Skikke + af fremmedartet Natur. + + Vi korser os over det syndige + Liv i obskure Gader, + men er næppe selv saa yndige + Helgener, som vi lader. + + Over de _andres_ Laster + bander vi, saa vi faar Mulkt, + eller bekæmper dem aabenlyst + -- og synder dog _selv_ gedulgt. + + Men her iblandt de »Vilde« + paa Jordens nordligste Kyster + er intet standsmæssigt Skille, + her følger enhver sine Lyster. + + Kan en dygtig Fanger forsørge + mér end en enkelt Kone, + er der ingen »Moral« at spørge + og ingen Brøde at sone. + + Hos _os_ kan kun én man binde + gennem Præst eller Øvrighed, + -- saa holder man Elskerinde, + hvad Gud og Hvermand véd. + + Hjemme spiser man Vildt, + som raadner -- en Modens Gaade --, + _da_ er vel Forargelsen spildt + over Hedningens Levemaade. + + Man ækles over de Lus, + der Liv paa hans Legem frister. + -- Hos os i hvert andet Hus + snylter der Syfilister. + + Hjemme bærer vi Hatteflor, + naar en af de nærmeste dør, + klæder os sort det næste Aar + -- og lever dog Livet som før. + + Hvert Land taler _sit_ Sørgesprog, + har _sit_ Begravelsesvæsen. + Heroppe sværter man Øjenlaag + og putter sig Renshaar i Næsen. + + Hjemme dyrker vi Fanden + som straffende Gud for det onde, + heroppe bor Bussemanden + i Havet, hvor ingen kan bunde. + + Her tages det Barn af Live, + hvis Slægt er til Graven fulgt, + som ingen kan Næring give, + som snart maatte dø af Sult. + + Men Jomfruen hjemme, der føder + sit Barn i Jordemorens Gade, + maa dyrt en Pengesum bøde + for at dække over sin »Skade«. + + Maaske vil Barnet krepere + af gennemført ussel Pleje, + -- saa er der jo intet mere, + som røber Elskovens Veje. + + Og vi, som endnu fører Krige + af den smudsigste Egennytte, + bør ikke hysterisk skrige + om Hævnmord i Hedningehytte. + + Det ene Folk er som det andet, + det er _Mennesker_ alle Vegne. + Der er Kristne i Hedningelandet + og Hedninger blandt Guds egne. + + Og hvad maa _vi_ ikke taale + af alle Lægprædikanterne, + som er værre til at gøgle og skraale + end Tarmskinds-Tromme-Musikanterne. + + Ak -- lad os da blot missionere + blandt Grønlands sidste »fortabte«, + _Skikkene_ kan man polere, + _Sjælene_ blir som de er skabte. + + Og lad os bygge Butikker + til Støtte for Salmesangen, + saa faar den »Vilde« en sikker + Genvej til Undergangen. + + Saa kan den kongelige Handel + og Missionens Aarsberetninger + servere den bitre Mandel + i slørede Frase-Sætninger. + + Den nydøbte sælger sin Bjørnefælg + og Spækket til Lampetran + -- og sidder i Mørke og fryser selv + og sulter sit Hundespand. + + Sidder og remser Bønner + i Handelens Bomulds-Klæder + -- disse Naturens Sønner, + der fødtes til frie Glæder! + + Ingen maa Koner bytte + eller dræbe hverken Gamle eller Unge, + -- de lover det, men maa dog lytte + til Naturens ærlige Tunge. + + Snart er de kristnede Vilde + at se til som Munke i Kloster, + nu synder de skjult og stille, + bedriver Hor og fordriver Foster. + + _Det_ gør deres Frænder mod Syd, + som kristnedes af Hans Egede. + Alverden skilter med Dyd, + men hvor er dens Fraser afblegede! + + Den Vilde var sand i sin Last, + og Lasten var alles i Fællig, + -- hos _os_ blir hver Synder sat fast + af dem, der hykler sig hellig. + + Men hellere Hedning og fuld af Synd + og ærlig i alt sit Væsen + end brovte med Kristendom, som er tynd, + og saa tage Godtfolk ved Næsen. + + Nu, da jeg lever blandt disse + foragtede Faar og fortabte, + erkender min Sjæl tilvisse: + vi er _alle_ som _Mennesker_ skabte. + + Det ene Folk er som det andet, + det er _Mennesker_ alle Vegne. + Der er Kristne i Hedningelandet + og Hedninger blandt Guds egne. + + Ikke at _vi_ skal anvende + disse hedenske Skikke, + bare frimodigt erkende, + at _bedre_ er vore ikke! + + + + +LANDSMÆND + + + Der er ingen, jeg ude i fremmede Byer + saa ængsteligt som mine _Landsmænd_ skyer. + + Det er ækelt af hjemlige Skvalp at beskylles + derude, hvor blot af det ny man vil fyldes. + + Men ellers -- jeg véd det -- i Udlandets Havn, + dèr falder hver dansk i sin Landsmands Favn. + + Dèr er _de_ saa henrykte for hinanden, + som hjemme er Fjender som bare Fanden. + + Tilsammen rakker de Danmark ned + og røber deres Venners Hemmelighed. + + De følges i Cirkus og Opera; + det er tydeligt, hvilket Land de er fra. + + De er Ravnekrogsfolk fra en Lilleputstat, + altid til Kaffesladder parat ... + + -- Men da jeg kom til Eskimoernes Land, + da maatte _jeg_ søge den danske Mand. + + Han hersker i Grønland som nogen Czar, + behersker mig, til jeg er hjemrejse-klar. + + Sandt skal være sandt: det maa jeg jo sige, + vi talte ofte sammen som Lige. + + _Jeg_ haanede Grønlands usle Regering, + _han_ peged paa Eskimoernes Formering: + + at _nu_ var de vokset til elleve Tusende; + -- for et lykkeligt Styre er Beviset jo knusende! + + Især naar man véd, at adskillige Hundrede + er uægte Frugt af den højligt beundrede + + danske Regerings Embedsmænd, + der opfylder Jorden, hvor de kommer hen ... + + -- De elsker mig ikke i denne Region, + de tror, jeg er kommen herop som Spion. + + De véd, at jeg mener, vi handler ilde + mod dem, over hvem vi Herrer spille. + + Jeg finder vort Styre dumt og slet, + -- og der er vel dem, som giver mig Ret. + + De frygter, at jeg skal Sandheden skrive + og Grønlands Enevoldsmagt aflive. + + En nybagt Præst, der mest var Kujon, + spotlo bestandig vor Ekspedition. + + Jeg kendte ham hjemme. Han fik den Fornemmelse: + Grønland gir Penge og sikker Forfremmelse. + + Nu sad han i Landet som »Missionær« + og mente sig Martyr-Glorien værd. + + Langt fra den hjemlige Faarestald + »_led_« han -- for at vente paa federe Kald. + + Han præked: »Jer Rejse lader sig ej gøre.« + Selv turde han ikke sin Slæde køre. + + Han spaaede: »I opgir jer Tur som for streng.« + Selv laa han lunt i sin Præsteseng ... + + Nogle Præstefruer troede min Virken + bare galdt at omstyrte Kirken. + + Nervøse, forpjattede, hyklerisk søde + kom et Par af dem Fjenden i Møde. + + Den ene, en værdig Guds Ords Repræsentant, + er Grønlands berømteste Løgn-Fabrikant. + + Dulgt sværted hun mig som en ryggesløs Ka'l + -- saadan er grønlandsk Missions-Moral. + + Men havde hun vidst, hvor min Pen er svag, + havde hun vel næppe skjult sit Nag. + + Da kunde hun sparet Bagvaskelsens Pil + her i Danskhedens ækleste Sladder-Eksil ... + + Der er i Verden, hvorhen jeg drog, + ingensteds Mage til Sladrekrog. + + Endnu har jeg aldrig paa min Færden + truffet saa snæver en Tankeverden. + + Ingen kan holde sig for sig selv, + enhver maa ud i Skænderiets Elv. + + Hver Plads har højst tre-fire Familjer, + -- men alle saa er de selvstændige Viljer. + + Bestyrerens bøjer sig ikke for Præstens, + Doktorens Mening skal ogsaa være Restens. + + Nu fatter jeg, at en Dansk kunde mene, + at han havde det bedst, hvor han boede _alene_. + + -- Nej, aldrig traf jeg saa giftig en Rede, + i fyrre Graders Kulde en Helvedes Hede. + + Men -- jeg maa sige -- heller intet Sted + af mere opofrende Værter jeg véd. + + Straks, deres Gæst over Tærskelen er traadt, + er det bedste, de ejer, ikke for godt. + + Som Budbringer kom han fra Verdenshavet + til dem, der er Aar efter Aar som begravet. + + Til dem, der lever i Afstandsbedømmelsen + og tror paa Personlighed bag Berømmelsen + + og længes naivt efter Bud om de Røster, + som hjemme Humbugens Laurbær høster, + + som læser Romanerne uden Nøgler + og ikke véd, hvor Talenterne gøgler, + + som vilde den bitreste Skuffelse lide, + om de fik Hemmeligheden at vide. + + De sidder og lytter med graadige Øjne + til det brogede Liv, dets Skønhed og Løgne, + + véd ikke selv, hvor lykkelig skjult + langt borte de er fra forlorent og hult, + + fra Skurkenes Fald og Dydens Forfremmelse + -- _alt_ det, der volder _os_ Brækfornemmelse, + + fra alt, der saa afstands-lokkende stod, + -- _det_, som vi andre tilfredse forlod, + + sidder og finder sig selv forurettede, + -- de graadige Øjne blir aldrig mættede, + + saa er det, de fristes til at nyde, + hvad Naboen koger i sin Gryde, + + og saa er de midt i det grønlandske Kævl + og splittes til bare Las og Trevl ... + + -- Men _Gryderne_, det maa jeg sige for sandt, + var det bedste omtrent, jeg i Grønland fandt. + + Nu sidder jeg her og mindes med Tak + de gæstmilde Hjem, hvor jeg aad og drak, + + baade de hyklerske og de ærlige, + baade de kølige og de kærlige, + + længes mod nogle faa især, + som virkelig traadte mit Hjærte nær, + + som jeg altid vil mindes, taknemmelig stemt, + naar længst deres gode Mad er glemt. + + Ét, hvor man tog mig som den, jeg er, + og viste sig selv i dagligdags Klær, + + ét, hvor man ingen Bordtaler holdt, + ét, hvis Vært var korrekt og stolt, + + ét, hvor Tanker blev drøftet tidt, + ét, hvor Latteren blussede frit, + + ét, hvor man græd, da vi Afsked tog, + da vi ud mod den uvisse Skæbne drog ... + + -- Her, hvor jeg lever paa Sultekost + og savner Livretter og liflig Most + + og immer det sejge Hvalroskød nyder, + her længes jeg ned til de danske Gryder. + + Her mindes jeg altid bevæget og glad + Eders Velkomstvin, Eders dejlige Mad. + + Fortørnes ikke -- men her er desværre + Ganen saa tidt Fantasiernes Herre. + + Jeg takker jer alt det bedste, jeg kan, + I Slettelandsbørn i et bjærgfuldt Land. + + I er som Blomster, oprykket med Rod, + udplantet i Muld Eders Væsen imod. + + Men Aarene rinder med ondt og godt, + alt smaat bliver stort, det store smaat. + + I føler det selv: I forkrøbles let, + Modstanden svigter, Aanden blir træt. + + Det er kun de Faa, der i dette Øde + altid har Aand og Hjærte i Grøde. + + _Dem_ er det især, jeg mindes med Tak, + af hvis Aand jeg aad, af hvis Hjærte jeg drak. + + Vredes I over en ærlig Paamindelse? + Nej! Vi har knyttet Venskabs-Forbindelse! + + Jeg véd, I vil ikke nøjes med Venner, + hvis _sande_ Mening I ikke kender. + + De »andre« mindes jeg blot med Medlidenhed, + smiler ad deres Sladder-Alvidenhed. + + De kom jo saa ynkeligt tilkort: + de forblev i Sladder, mens jeg rejste bort. + + -- Iøvrigt: jeg tog det altid som Straf, + naar jeg ude i Verden Landsmænd traf! + + + + +TEATER + + + Man har spurgt mig, om jeg savner + Scenens Kunst, som hjemme bydes, + og som jeg til Gavns har søgt. + Nej! Jeg savner Aand og Kløgt, + og jeg ækles ved de Avner, + der som Kunstens Kerne nydes. + + Jeg har kendt en Hob Aktører + og mangfoldige Aktricer + i den _sande_ Hjemmedragt, + og jeg mindes med Foragt, + hvad blandt dem man ser og hører + -- Scenekunsten _bag_ Kulisser. + + Sur Misundelse var Præget, + raa Kynisme Modersmaalet, + falsk Elskværdighed en Norm, + selv om tidt nok de har skraalet, + svine-gryntet, faare-bræget + højt om Kunstens Maal og Form. + + Og hvem af dem gør vel Fyldest: + -- kundskabsløse, aandsforladte, + blottet for Kultur og Smag! + Men de fraadser i vor Hyldest, + er Nationens dyre Skatte, + deres »Kunst« en Samfundssag. + + Nej -- Gud fri mig for den Vaande + atter at besé vor Scene + med dens Pøbel og dens »Kunst«. + Heller Sne og Is og ene + end fra hver Avis indaande + Scenegulvets mugne Dunst. + + -- Da fra Galleriets Bænke + ung og arm paa Sparepenge + jeg de første Indtryk fik, + kunde jeg gaa ene, længe + gadelangs og gennemtænke + alt med varmt begejstret Blik. + + Men min Drøm blev sønderflænget, + da jeg naade i Parkettet + og fik Teksten fra Sufflør: + alt var grelt af Sminke plettet, + alle Miner grimt forvrænget + -- og jeg kendte hver Aktør! + + Kendte mangen vigtig Blære, + mange sløve Solderister, + deres blinde Selvrespekt, + deres tomme Tankekister + og forlorne Pral og Ære, + kendte -- ak! -- Den hele Slægt ... + + Men blandt denne simple Vrimmel + stiger højt en ensom Søjle + med et klassisk Kapitæl, + stræbende mod Kunstens Himmel. + -- Mens de andre kun vil gøgle, + skaber han ud af sin Sjæl. + + Disse faa og stolte Hjærter + og den danske Scenes Hæder + kan jeg ofte længes til: + _de_ har kendt de dyre Glæder, + gennemlevet dybe Smærter, + _de_ er, trods Teatrets Klæder, + _Mennesker_ i deres Spil. + + Og jeg véd, at ses vi atter, + staar I som hver Gang, jeg rejser, + ubønhørligt kun jer _selv_, + I har trodset Pøblens Latter, + I er Søjler, og I knejser + rankt mod Kunstens Himmelhvælv. + + + + +MUSIK + + + Tænk, naar jeg igen skal høre Musik, + Musik, som rører min Sjæl til Suk! + Jeg tror, jeg maa græde det Øjeblik, + jeg atter hører Musik, som er smuk. + + Musik, o Musik! Beethoven og Bach! + Jeg vil sidde og gemme mit Ansigt bort, + jeg vil glemme mit Liv, og at Livet er kort, + blot leve med Mestrene, aande min Tak. + + Heroppe synger kun Søfugl og Hval, + selv voved jeg bare en enkelt Gang + at nynne en lille Schubertsk Sang, + -- Folk lo og tænkte, at jeg var gal. + + Deres Hedningehjærner har ikke Rum + for Lykke og Lidelse sat i Musik, + blot Troldmandens monotone Brum + til Tarmskindstrommens sære Rytmik. + + Maaske man kunde faaet dem lært + -- hvad Tusinder Danske jo lever i -- + en flunkende tom Revy-Melodi, + men det var nok ikke Umagen værd. + + Thi lykkeligvis er de ikke bragt + saa vidt som de kristnede Eskimoer, + hvis Salmesang blot er drævende Kor + -- al anden Musik gaar i Hopsatakt. + + Dèr dansed jeg vildt til Harmonika-Kluk, + og al min Hjerne blev Lirekasse-ør, + min Mund var Latter -- mit Hjærte Suk + efter Toner, som altid fyldte mig før. + + Der er ikke i Verden en Kunst som Musik, + hver skælvende Sjæl er i Tonernes Magt, + hvad aldrig jeg saa' med mit Menneskeblik, + de lønligste Ting har Musikken mig sagt. + + Min Sjæl er Musik, snart fortvivlende trist, + snart kaad som en Scherzo i lyseste Dur, + og jeg véd, at Musikken vil vare tilsidst, + naar længst jeg er sløv for Maleri og Skulptur. + + Naar jeg ikke længer kan røre en Pen + og har, hvad de andre fik skrevet, forglemt, + da er vel endnu Musikken igen, + jeg kan dø i hentonende Klokkeklemt. + + -- Aa, tænk, naar jeg atter skal høre Musik, + en kendt Symfoni, tungsindig og stærk, + o, hvilket højtideligt Øjeblik, + naar jeg bøjer min Sjæl under Mesterens Værk, + + naar jeg sidder gemt bort i den skjulteste Krog + og glemmer mit eget forsvindende Fnug, + med Sanser, der kender kun Tonernes Sprog, + og Øjne, der tindrer som Blomster i Dugg. + + + + +KVINDER + + + Kvinder, Kvinder! + Jeg savner Kvinder: + dem derhjemme, jeg glad forlod, + ikke en eneste en var mig god, + jeg var saa inderlig ked af jer alle, + træt af at sejre, syg af at falde, + o! Og bedrøvet af Minder. + + Fjernt gaar Rejsen + bag Nord-Atlanten, + Fjælde løfter sig, klædt med Is, + Hjemmet er skjult i Forglemmelsens Dis. + Endelig fri! Kan uhinderlig drage + Vejen i sære Henrykkelsens Dage + -- lykkelige jeg, som fandt den! + + Og jeg nyder + med skærpede Sanser, + stormer frem med ubændig Kraft, + alt mit Blod er som sydende Saft, + daglig sejrer ærgerrige Kræfter, + grundigt hviler de sig derefter, + naar ved Maalet jeg stanser. + + O, men nu savner jeg + Kvinder, Kvinder, + dem derhjemme, de dunkle Blik, + deres berusende Skumringsdrik! + Jeg havde troet jer ude af Tanke ... + Stille, Hjærte! Du maa ikke banke + Blodet til mine Kinder. + + Hør, jeg raaber det: + Kvinde, Kvinde! + Bort med Forsagelsen, Elskov først, + kom nu og sluk mine Læbers Tørst, + se, jeg bønfalder dig, vær mig til Vilje, + ræk mig din duggede Kalk, o Lilje, + og lad mig dø derinde. + + Danske Kvinder! + I skal dog vide det: + Kvinderne her i det høje Nord + er Hundyr, Byttekvæg, tvungne til Hor, + Manddyrets Trælle, afhændelig Vare + -- elske _dem_! Nej, det har ingen Fare; + man væmmes kun, at de maa lide det. + + Nej, _Kulturens_ + stolte Kvinde, + hende jeg haanede tidt af Trods, + hun er den eneste Kvinde for os. + Hendes Sjæl er en _Kaktus_, der udfolder sig + bare en eneste Gang. Den beholder jeg + gemt som mit helligste Minde. + + Ja, jeg savner dig, + Hjemmets Kvinde! + Al din friske, fortryllende Skæmt, + din beslutsomme Mund, der ler saa nemt, + savner især dine kærligt dømmende + dunkle Øjne, de vemods-drømmende + -- mer end en Himmel at vinde! + + Dit stille Vemod, + din _Sjæl_, Veninde: + dybt, hvor din reneste Strengebund toner + i sælsomt grublende Regioner, + _den_ er det, jeg savner -- elsker og savner, -- + naar i de svimlende Drømme jeg favner + mit Hjærtes eneste Kvinde! + + + + +NATUR OG CIVILISATION + + + Overmæt af Kunst og Kultur, + led og ked af Venner og Fjender + søgte jeg bort til en vild Natur, + hvor intet dagligdags hænder. + + Her fik jeg prøvet min Muskelkraft, + véd, _hvad_ jeg magter, og _hvor_ det svigter, + fik gennemlevet hver Sorg, jeg har haft, + og alle forsømte Pligter. + + Frosset og sultet og legemlig slidt, + savnet, hvad før var mig uundværligt, + svævet i pirrende Farer tidt, + -- aa, dette Liv er herligt! + + Levet i Solskin Maaneder rundt + vaagen og virksom Døgnet til Ende, + besteget Fjældene, sovet sundt + og bare tænkt smukt om min Fjende. + + Kysterne ejer rige Spor + om fjerne, formummede Tider, + da frem af Kaos vor elskede Jord + ung og almægtig stiger. + + Mangt et besynderligt Visdomsord + talte den vilde, hedenske Stamme, + Hunde og Herre fik gratis For + og Herren _Telt_ med det samme. + + Og naar man først sig vænnet har + til Kødmad raat ud af Skankerne + eller Kødmad lunknet i grissede Kar, + pyt saa, om det dufter af »Tankerne«. + + Og kan man bare faa Hvile og Mad + og nøgen hos Værtsfolket ligge, + da er man tilfreds og lader glad + Polar-Parasiterne stikke. + + Mangen fordummende Overtro + hersker her oppe som hjemme + -- men her var lykkeligt frit for to, + der gerne sig _selv_ vilde glemme ... + + -- Aa, hvilken Tid, naar Hundene sprang, + og Sanserne, friheds-svimle, + og Blodet, der gennem Aarerne sang, + gløded med glødende Himle! + + Da foer jeg omkring mellem smaabitte Hjem + norden for Lands Lov og Ret, + -- heroppe drog mangen Polstormer frem + og drog sit sidste Aandedræt. + + Her søgte jeg Vej til Menneskers Sjæl, + søgte at bruge to aabne Øjne, + jagede Réner og Bjørn og Sæl + de hellige Døgn som de søgne. + + _Da_ var jeg langt fra de hjemlige Kaar, + lod haant om Kulturens Krøller, + ynkede Oprørets tamme Faar, + belo vore aandelige Bøller. + + Vidste saa vel, at _selv_ var jeg glemt + eller agtedes saare ringe. + Bravo, Københavner! Des mere bekvemt + kunde her jeg sprede min Vinge. + + Ja -- og jeg folded mine Svingfjer ud, + hørte du Luften suse! + Himlen har ikke saa høj en Gud, + jeg var jo dèr til Huse. + + Alle mine inderste Tanker steg + fremad, ustanseligt fremad. + -- Om det blir _Liv_ eller bare Leg, + skal kendes, naar jeg vender hjemad ... + + Men jeg maa sige jer det for sandt, + _nu_ længes jeg hjem til de danske, + dem jeg dog helst har været iblandt, + og som jeg tilhører ganske. + + Her oppe leved jeg længe nok + til for bestandigt at vide: + _jeg_ er et Faar af min egen Flok, + det hjemlige Hø vil jeg bide. + + Saadan ender vi Menneskers Flugt + bort fra Kulturens Centrer. + Den Tid er dog ikke forgæves brugt, + hvori vore Meninger kæntrer. + + Mennesket bliver sig selv overalt, + vi er Dyr, baade vilde og tamme, + ingen er Sukker blot, ingen Salt, + vi er allesammen det samme. + + Blot en Nuance, uendelig lidt + adskiller Stodder fra Greve, + denne Erkendelse gør jeg tidt, + den gør det til Fest at leve. + + Hedningen her er ej ideal + og heller ej sjælesort, + snart er han god, snart er han gal, + -- men hans Liv er en herlig Sport. + + Det var til dette friske Pust, + jeg længtes af al mit Hjærte, + -- o! Mine unge Vinger har brust, + men nu har jeg Hjemvéens Smærte. + + Og faar jeg en Gang lagt _Naturen_ bag + og aander Civilisationen, + saa véd jeg: _Sandheden_ er ej Nat eller Dag, + den ligger i Midt-Regionen. + + Den Vished kan gøre moderat og svag, + men _falsk_ bliver ikke Tonen! + + + + +DA SKIBET KOM + + + Saa staar vi da en Dag og bygger Hus + højt under Fjæld, hvor Sandstens-Søjler knejse, + -- vort Byggestof er bare Sten og Grus --, + opgivet er hvert Haab om Hjemad-Rejse, + hen over Havet gaar Sensomrens Sus, + og vi har ingen Baad, og udeblevet + er Skibet, hvormed Brev og Bud var skrevet, + maaske er det forlist med Mand og Mus. + -- Hér har vi drøje Længslens Timer levet, + hér maa vi vente, til der lægges Is, + og sælge Livet for den dyreste Pris ... + + En frisk August-Dag! Visnet ligger Græsset, + og det er fattigt nu med Fuglesang, + saa staar vi da og spejder sidste Gang + ud over Havet efter Skib bag Næsset. + Og se! Fjernt borte mellem Isfjælds-Vrimlen + tegner der sig et Skibsskrog lavt mod Himlen. + -- Kikkerten frem! Tavse staar vi og stirrer; + hver gisner _sit_: er Længslens Tid nu omme, + og skal med dette Skib Befrielsen komme? + -- Øjet dugges. Det er _Solen_, som forvirrer ... + + Vi, som var raske, løb til Strand og Fjær, + fik snart Kajakken fat, klemte os ned + og stak til Søs med vore Boplads-Fæller: + Der blir en Raaben-op, mens de fortæller, + om hvem der først saa' Skib, fra hvilket Sted, + hvor mange Master, Skorstene og Rær, + om nu den sjældne Gæst vil stanse her, + om han er Amerikaner, Skotte -- eller -- -- + + Men som vi naar derud: énmastet, lille + fremglider Skuden paa den brede Fjord, + bjerget er Sejlene, og fra dens Motor + hører vi, som en Hilsen, Stempelslaget, + og rundt om tier Verden lyttende stille. + Og op mod Masteknappen farer Flaget, + det rene norske! Og vi kommer ombord ... + + Nej -- der var ingen Post og intet Bud ... + Er vi da helt af Vennerne forglemte, + og mon de tror os sporløst slettede ud, + saa véd jeg dem, der er tungsindigt stemte; + -- men maaske er de alle sammen døde? + -- -- O, hvem der kendte nu en Trøstens Gud + mod Skuffelsen ved dette glade Møde ... + + Men der blev Fest ombord: blot ved at se + Nordmand og Dansk her under fjerne Zoner. + Af deres Læber lød de kendte Toner, + der indebærer al vor Fryd og Vé, + -- hvor vi dog kunde snakke løs og le! + Lettet blev Hjærtet og vor Hjerne kaad, + vor syge Ven blev bragt ombord i Baad, + paany sad vi ved dækket Bord og aad; + Gaffel og Ske faldt uvant os i Hænde, + vor Madlyst vilde aldrig tage Ende ... + + Kun altfor hurtigt gled de gode Stunder, + snart roede vi fra Skibet i Kajakken. + Der stod en lille kæk Flok Mænd paa Bakken + og vinked os et hjærteligt Farvel. + Nu drog de vesterud, hvor Sol gik under, + paa Forskerfærd -- til Skuffelse eller Held --, + og Is og Polnat vil sig om dem lukke, + og hjemme vil de bange Hjærter sukke, + -- ja, hjemme! hjemme! -- Naa, tag Aaren fat, + her nytter ingen Klynk: Tyndis paa Vandet -- + og endnu skal der roes to Mil til Landet, + -- og dèr skal vi gaa mod den store Nat. + + Men tidt vil over Havet, der os skiller, + og bag de mange Hundred Mil derhjem + Tankerne graadigt søge Næring frem + af vore fælles Minders forfriskende Kilder. + + + + +SEPTEMBER I "FJÆLDHULEN" + + +I + + Jeg er saa glad for Solen, + glad for September-Solen, + den bryder uformodet + frem af den tunge Sky, + saa gul som Æggeblommen + skinner den uindbuden, + men hjærteligt velkommen + gennem Tarmskindsruden + ind i vort ringe Ly, + bestraaler en tilsodet + mos-fuget Sandstensvæg, + gløder over mit Skæg, + varmer mig dybt i Blodet + og strejfer skælmsk Reolen + -- ja, for vi har en Bogreol, + tre Pakkasse-Borde og en Stol. + + Ak ja, vort Hus er lille, + beskedent Inventaret, + stenhaard vor Soveplads, + ingen bruger Madrats, + -- vi ejer jo ikke meget. + Men her er Rum for os alle, + frit Rum for frie Tanker, + for hver personlig Mening, + og Ordene er som forynget, + thi Huset er vort eget, + ved egne Kræfter bygget, + af ingen Skatter tynget, + ej heller truet og trykket + af nogen Kreditforening + -- det eneste Hus, jeg har set, + uden Prioritet! + + Dog: _kunde_ man prioritere, + til Mønningen prioritere + den stadigt vedligeholdte + barnligt selvejer-stolte + Glæde hos Hulebeboerne, + naar vi har Besøg af Bekendte + og Venner blandt Eskimoerne + og fester for dem i vor »Sal«, + saa blev der Tilbud om Kapital, + for _den_ skulde nok svare Rente, + -- men det er nok ikke at vente ... + + Her er saa solskins-stille, + saa høstligt højtids-stille, + for en Naturtilbeder + underfuldt fredsomme Steder: + En af os sidder og maler + Isfjældene, guld-bestrøde, + en anden skæmtende taler + med Folkene her fra Landet, + selv falder jeg hen i Goethe, + læser mig langt, langt bort, + _véd_, hvad jeg gerne vilde, + nu, da Dagen er kort + og Aftenen mørk og stille. + Jeg mindes en fjern Akkord + og _længes_, kæreste du: + »Ueber allen Gipfeln ist Ruh.« + + +II + + Jeg har samlet i Dag nogle fattige Blomster, + der trives paa »Længselens Ø«, + blege er de som brystsyge Børn, + der ligger og kan ikke dø. + + En Valmu, en Liljekonval og en blaa, + som jeg ikke kender ved Navn. + Jeg har baaret dem alle hjem i vor Hule; + de ligesom fylder et Savn. + + Aa, men hvor er de dog faa og fortabte, + i Sommer de straalede rent! + Stormene slog dem nok skaanselsløst, + og nu er det ogsaa sent. + + Ja -- det er altfor sent for en Blomst + at staa i den frosne Muld ... + Bare der var nogle flere af jer, + saa hele Hulen blev fuld! + + +III + + Hvor er dog Havet mørkt i Dag + som ved Decembertide hjemme. + Nordvestens tunge Aandedrag + kan gennem Væggen jeg fornemme. + + Koldt er her: Termometret Nul, + Blæst stryger ind af hver en Sprække. + Og dog! Hvor hyggeligt et Hul, + mod Uvejr et velsignet Dække. + + Spæklampens muntre Flammeild + flakker kærtegnende paa Muren, + ude raser en arktisk vild + Efteraarshærgning i Naturen. + + Lav rinder Solen, høstlig gul, + hver Nat blir nye Stjerner tændte, + visnet er Blomst og flygtet Fugl, + kun Vintrens dybe Nat i Vente. + + Ude Orkan -- men inde Fred, + den lykkeligste Fred, jeg kender, + naar Dag er endt, og Sol gaar ned, + og alle Længslers Lamper brænder. + + +IV + + Den første dryssende Sne + over de nøgne Fjælde + og Frostens klingre Bjælde. + + Forbi den korte Sommer, + Valmuer og Konvaller, + Elvenes Draabe-Krystaller. + + Den nøgne Jord blev Is + ved første Nattekulde, + nu sover Kim i Mulde. + + Nu graver sig alle Mennesker + ned i den lune Jord + med alt deres Vinterfor. + + Borte er Narhvalstrækket, + ikke en Fugl under Land, + bare det mumlende Vand. + + Og ved de stejle Kløfter + vaander sig Ræv og Hare + inde i Saks og Snare ... + + Men til det store Mørke, + klædte i Dyrehuder, + bringer vi vore Guder: + + Hjemmets og alle Erindringers! + -- drøfter gamle Hændelser, + kommer med sære Bekendelser, + + trevler vort Livsvæv op, + de skøre, bristende Traade, + brænder dem uden Naade, + + klæder os splitternøgne, + kender til Bunds hinanden + -- dog bare til Afgrundsranden, + + bygger jo, hver især, + et Ly for sit skjulteste Minde, + hvor man er _ene_ inde, + + ene -- altid alene: + en vanskelig Jord at dyrke, + men Ensomhed giver Styrke ... + + Saa er da Sommeren død, + og i det yderste Thule + gemmer vi os i en Hule, + + er som et udflyttet Danmark + varmet af hjemlig Sol + her ved den kolde Pol, + + drømmer saa meget gammelt, + higer mod nye Stier, + tænker, taler og tier ... + + Luften er vinter-skarp. + Mod Himlens lydløse Blaanen + staar som et Genfærd Maanen. + + Fantastisk dødninge-hvide + spejler sig fjerne Strande + dybt i de dunkle Vande. + + En Gang i Tidernes Gry + boblede disse Kyster + af Moderjordens Bryster. + + Stivnet alle Tinderne + gløder som Okker og Mønje + op gennem Bræens Brynje. + + Om Milliarder af Aar + vil da mon Isbræen smælte, + Søjlerne sprænges og vælte? + + Vil da den signede Jord + syde igen, før den daaner + hen mellem livløse Maaner? + + -- Ak, hvor usselig lidt + selv den Viseste aner + om vore Skæbnebaner. + + -- Hvad véd jeg vel om mig selv: + Er jeg et glødende Hjærte + eller en udbrændt Kærte? + + + + +NOKTURNE + + + Nu er det stille, + Høstnatten skumrer, + Vindene slumrer, + hvor Livets Kilde + dagtræt gik ned, + -- lydløs Fred + rundt om Landene, + ud over Vandene. + + Den, som nu kunde + sit Hoved bøje, + lukke sit Øje + og fredfyldt blunde + den lange Nat + fornufts-forladt, + uden Vaande + drømmeløst aande! + + O, men der rinder + Lyd i mit Øre, + Kamp maa jeg føre + med bitre Minder: + Venskab, jeg brød, + Had, jeg fortrød. + -- Fredløse Gru, + hvil ogsaa du! + + + + +ENE + + + Stjernerne skælver, + Himlen er bleg, + Maanen er bare + en svindende Streg. + + Jorden er kold + som et blodløst Lig, + Fjældvæggen skummel + af Ravneskrig. + + Tungt gaar Havet + mod nøgen Kyst + som et hjælpeløst Suk + fra et ensomt Bryst. + + Ud i den isnende + Efteraarsvind + flakker den ensommes + angstfulde Sind, + + skælver i Nattens + Kuldegys, + hilser bekymret + det svindende Lys. + + Snart vil den dunkle + Skumring gaa bort + og Vintermulmet + staa rugende sort. + + + + +HØST + + + Jeg ynder ikke den unge Vaar, + den er mig for fersk og flov. + Er _det_ mon, fordi jeg blev atten Aar, + før jeg saà nogen Bøgeskov. + Jeg har jo aldrig kunnet begaa, + end ikke turdet forsøge, + en Lovsang ud af mit Hjærte + over de danske Bøge. + + I gamle Dage var det min Sorg, + naar Bøgen stod lysegrøn, + og Grøntet hang paa Charlottenborg, + at jeg ikke fandt Farven køn. + Muligt er det en Fejl ved mit Syn, + mit Øje er lyseblaat; + al denne megen Andemad + taaler det ikke godt. + + Men da jeg voved en svag Protest, + Kors! Hvor der saa blev Vrøvl, + Grøntkaals-Malerne rasede mest, + jeg skulde ha' mine Høvl. + Jamen saa mal dog bare Spinat, + de Farver er mig for blege, + de rører ikke mit Hjærte, + jeg vælger Graner og Ege. + + Granen er Skabelsens rankeste Værk, + et løftende Høvdingesyn, + Egen er uovervindelig stærk, + en Tænker med rynkede Bryn. + Egens Rødder gaar dybest ned + i Danmarks frodige Muld, + Granen er sejg og nøjsom, + gør Hedesandet til Guld. + + Alle de grønne Haab ved Vaar, + den grumsede Stemningsflod, + som fylder Sindet i unge Aar, + er saa inderligt mig imod, + minder mig om den grønne Student, + der har læst lidt Psykologi + og vil systematisere Livet, + han aldrig har levet i. + + Den dovne Sommerferie-Døs + er mig heller ikke tilpas, + underlig sløv og udtryksløs + ligger den blot og ta'r Plads + -- Plads for den gule, flammende Høst, + hvor Stormen blæser Koral, + Høsten er dybsindig, + Vaar og Sommer banal. + + Pragtfulde Høst, vémodige Høst, + Menneskesjælens Fornyer, + du ejer, som det bedrøvede Bryst, + Lys bag truende Skyer. + Du er den store, afgørende Kamp, + hvor Kornmodsglimtene lyner, + du lever det stærke Øjeblik + og dør under vældige Syner. + + Saa gaar da alt plumret Liv til Forlis, + naar Vinteren drager om Land, + ren og klar er Søernes Is, + kølig og klog vor Forstand. + Da fatter den tumlende Menneskesværm, + at Kampmaalet tidt er for lille, + den tier som selve Jorden, + der ligger hvid og stille. + + Og derfor søgte jeg højt mod Nord, + hvor Kysten er hvid og tavs: + hjemme stank der forraadnet Jord, + i Byen laa Gadesnavs! + Ja, Luften var lummer, da jeg drog bort, + vi trængte til Storm og Sne. + Maatte en susende Byge have renset, + naar jeg atter mit Land skal se! + + + + +BEKENDELSE + + + Paa den lave Klippetange + mod en blodrød Aftenhimmel + ser jeg Eskimoernes Stimmel. + Stimmel? Ja, en halv Snes Mand, + og jeg synes, det er mange + her i dette øde Land. + + Hør, de leger Bjørnejagter, + og de ler saa overvættes, + Hundene mod Bjørnen sættes, + Bjørnen er en udklædt Knøs. + Under kanibalske Fagter + slippes Hundespandet løs. + + Straks som sultne Ulve løber + Hundeflokken mod sin Fjende, + Legen kunde gerne ende + med, at han blev sønderædt, + men de rappe Piskesvøber + stanser dem, der naar for tæt. + + Stanse maa jeg selv af Latter + over den groteske Scene. + Ja, jert Liv er Leg alene, + I kan skoggerle af alt, + skøndt I prøved atter og atter + Bjørnekampe, som Livet galdt! + + Selve det at leve Livet, + sulte, naar der intet skydes, + æde graadigt, hvad der bydes, + elske sig udtømt og træt + og ved Søvn faa Kræfter givet, + er jert Liv og Livets Ret. + + Derfor maa I gerne undres, + naar I ser mig i vor Hule + sidde tavs og travl -- og skule, + hvis I ler min Stemning væk. + -- Mener I, jeg bør opmuntres + til at kaste Pen og Blæk? + + Aa, I skulde bare vide, + at der sidder »Venner« hjemme, + som afgiver samme Stemme, + men at det er alt omsonst, + thi det er mit Liv at stride + mod det Maal at skabe Kunst ... + + Den, der _skaber_, gaar ej Pligtens + borgerlige Alfarveje + og har aldrig haft i Eje + snævre Dyders Rettesnor ... + Men, hvad er vel al min Digtens + Fryd og Smærte? ... Døde Ord! + + Det, som dybest Sjælen føler, + det kan intet Ord udtale, + ikke noget Billed male, + knapt nok anes i Musik ... + -- Venner! Gid I aldrig nøler + med en kold Fornufts-Kritik. + + Eller le som Eskimoen, + le ustyrligt, mens jeg skriver, + jeg forsikrer, jeg vedbliver + og skal aldrig slides træt, + naar _jeg_ bare ejer _Troen_, + maa I gerne have _Ret_. + + Gerne blev jeg her og jaged + Bjørn og Rén ved Vintermaane, + skulde ingen Evne skaane, + blev her gerne Livet langt, + ingen Tid af Længsel naget, + aldrig Livet surt og trangt. + + Thi det vil jeg ikke skjule, + at jeg helst gik rent i Glemme, + glemte alt og alle hjemme, + Ven og Fjende, hvert mit Skrift. + -- Men selv her i yderst Thule + er jeg Slave af min Drift. + + Og min Drift er den at være + én, der har sin egen Stemme, + én, der skriver dansk derhjemme + om, hvad Livet har ham lært; + -- denne Drift er sød at nære, + dette Liv er rigt, men svært. + + + + +SONET + + + Der er i Dag et Fjerdingaar til Jul ... + Til Jul -- _hvor_ er vi saa? Levende eller døde? + »Der rinder Sorg, rinder Harm af Roser røde«. + Skal vi mon finde her vort evige Skjul? + + Ingen véd det. Natvinden varslende hul + klager oppe i Fjældenes dystre Øde. + Ingen véd, om vi rækker mod Syd og skal møde + Landsmænd igen og Solen, god og gul. + + Alt, hvad der hændte i to lange Aar, + ligger dernede og venter os i Breve, + -- hvilke grufulde Timer, naar jeg dem faar! ... + + Men jeg kan ikke ændre mine Kaar, + død er den døde! -- Nej, I maa _alle_ leve! + Min Sjæl vil forbløde af disse dybe Saar. + + + + +ENE TILSØS + + + Saa har vi naaet Oktober, + og Fjæren iser til, + det store stille Hav kan stivne + straks, naar Frosten vil. + I Nat blev Vandet tyndis-lagt, + det glimter som et slebent Glar, + ja, kom kun Frost og øv din Magt, + træng ind til alle Kroge, + jeg venter glad -- dog se, jeg har + endnu en Gang Kajakken klar, + vil vugge mig i Bølgetakt + paa Bugtens sidste Vaage. + + Men da jeg gennem Isen skar, + letted en enlig Maage. + + O, om jeg kunde fulgt den + mod Syd, mod Sol -- og hjem! + Jeg glemmer rent at ro min Aare + og gaar ikke frem. + Langt borte lyder kold og hul + den vrede Snøften af en Hval, + som dukker op af Dybets Skjul + og tvinger frem sin Pande, + trægt dønner Sø mod Fjældportal, + fjernt synker Solen sært oval + og bævrer tung og æggegul + paa Kiming-Skaalens Rande. + + Jeg længes hjem, som jeg var gal, + fra disse Dødens Vande. + + Men som jeg saadan ligger + og knapt véd af mig selv, + rækker mit Øje op til Hulen + ved den døde Elv: + Brudte er nu alle Broer, + her faar jeg Hjem endnu en Stund, + deroppe er mit Arbejdsbord + og al min bedste Evne. + Lad Frosten tvinge Hav i Blund + til Farvej hjem! Jeg nyder sund + den hemmelige Fryd, der gror, + og som ej Navn kan nævne, + + paa Livstilværelsens dunkle Bund, + hvor Synerne holder Stævne. + + + + +TØBRUD + + + Der regner i Dag en ukristelig Regn + heroppe i Hedningelandet; + endnu er der intet Himmeltegn, + som tyder paa noget andet. + + Vor Hule var netop bleven saa lun, + Sneen laa højt over Taget, + Fnuggene tætned som Edderdun, + -- nu smælter hele Laget. + + Det drypper, det stænker, det styrter herned, + og ingen har sit paa det tørre, + vi væbner os bravt med Taalmodighed, + mens Vandfloden vokser sig større. + + Alt, hvad vi ejer, blir blødt og ødt, + hjærteløst Regnen strømmer; + de rummer just ikke det bare sødt + de Oplevelsens Bægre, vi tømmer. + + Gulvet er som en rindende Sø, + og Brikseskindene fælder, + vi ligger paa hver sin opdagede Ø + i Oversvømmelsens Kælder. + + Himlen er bare et trøstesløst Hvælv, + en eneste styrtende Sluse, + Fjældene mumler, den døde Elv + er atter begyndt at bruse. + + Dens Leje var som et furet Ar, + nu springer det op og bløder. + Vi fylder paany vore Kogekar, + men Regnen slukker vore Gløder. + + Saa maa vi kvittere »den varme Ret«, + en ofte prøvet Elende, + men at Soveposen ikke er tæt, + er det værste, der kunde hænde. + + Dog, skulde man blive lidt sur i Sind, + da lyder den Trøst til den triste: + »Lad alt smælte bort! Dit eget Skind, + det holder nok tæt til det sidste!« + + _Først_, naar ikke en Trevl er tør + og ikke et Ly at finde, + da vaagner der et Galgenhumør, + og runger vor Latter herinde. + + Vi driver hver huslig Sorg paa Flugt, + fantaserer om fjerne Steder + med alt, en Hjemkomst byder af smukt: + varm Kaffe og tørre Klæder! + + -- -- Vejrprofeterne kalder det Føhn, + saadan Mildning ved Vintertide, + men Eskimoerne tror, det er Tøen, + der driller Frosten til at bide. + + Tre Gange hvert Døgn, gaar jeg nøgen ud + og aflæser Varmegrader ... + Men lad der blot rase Regn og Slud, + naar det ikke _Islæget_ skader. + + Jeg véd jo, at Frosten sejrer som før, + og snart kan jeg hjemad drage + blottet for _alt_, kun rig paa Humør + til Slædefærden tilbage! + + + + +EN SORG + + + I Dag har jeg haft en lille Sorg, + og her, hvor saa lidet sker, + har denne ringe Hændelse + bedrøvet mig endnu mer. + + Min Yndlingshund er bleven dræbt + af en af de gamle Store, + bare fordi den løb og leged + og slet intet andet gjorde. + + Den vidste ikke, at Tand for Tand + er Livets beskæmmende Lære + baade for Dyr og Mennesker, + om vi skal faa Lov til at _være_. + + Min Yndlingshund var bare en Hvalp, + saa munter og uden Harm, + hver Morgen den krøb i min Sovepose + til et lykkeligt Blund i min Arm. + + Dèr laa jeg og skærmed den som mit Barn + og kunde aldrig blive træt + af at stryge dens bløde Pels + og høre dens Aandedræt. + + For jeg er jo bare et Menneske, + hvis Kærlighed ligger vaagen; + jeg længes efter at elske + og være _god_ mod nogen. + + Men her, hvor jeg intet Menneske har + at kysse med brændende Mund, + gav jeg af Hjærtet alle mine Kærtegn + til den tillidsfulde lille Hund. + + Og nu er dine undrende Øjne lukt, + din Strube blev gennembidt. + -- Ak, var du bleven ældre, + skulde tungere Smærter du lidt! + + Ja, var du vokset dig stærk og stor, + vented dig megen Plage; + en stakkels trællende Slædehund + har ikke gode Dage ... + + Men da de kom og mældte, + at min lille Hund var død, + blev der saa underligt stille, + dèr, hvor mit Hjærte lød. + + Da maatte jeg betvinge + en Graad, der vilde frembrudt, + da svor jeg over Morderen + en Hævn, jeg ikke har fortrudt. + + Skaanselsløst tærskede jeg det Skarn, + hvis Tænder min Yndling traf; + hver Dyrebeskyttelsesdame + vilde skaffet mig Dyrplager-Straf. + + Tæt til dens sammensnørede Gab + bandt jeg den lille døde, + -- nu ligger den med sit Offer + bunden og uden Føde. + + Min Yndlingshund var bare en Hvalp, + skabagtig kan Sorgen lyde, + men den, hvis Hjærte er ene, + véd, hvad en Hund kan betyde. + + Og den, der kender Polarfærd, + véd, han var gaaet til Grunde, + om ikke han var bleven hjulpet + af sine trofaste Hunde. + + Lønnen, han bød sin trællende Ven, + var Pisk og en kneben Føde + og saa en Kugle i Hjernen, + naar den næsten var kørt tildøde. + + Og Hvalpen skulde i Vinter + trukket for Slæden tilbage, + -- en stakkels trællende Grønlænderhund + har ikke gode Dage. + + Men dyrebar er mig Hundene, + min daglige Kval og Fest, + og, som det gaar mellem Mennesker, + er den _mistede_ altid bedst. + + Og det er sandt, hvad en Digter har sagt, + -- sikkert en klog gammel Fyr: + »Jo bedre jeg kender Mennesker, + des mer holder jeg af Dyr!« + + + + +VINTER + + + Se, det hvide Ishav spejler + dybt de gyldne Aftenskyer. + Ingen Lyd og ingen Sejler, + intet Bud fra fjerne Byer. + Indelukket + Længselssukket + stiger mod det kolde Fjæld, + der paa Himlens Rand har trukket + en henaandet bleg Pastel. + + Som en Knivseg, skarpt tilsleben, + skærer Horisonten Himlen. + Som et Hjærte, vémodsgreben, + gløder dæmpet Solfaldstrimlen. + Gult og gustent + som et brustent + Venneblik er Solens Øje + sluknet bag en Isfjældsmur, + der har bygt sin borgtaarns-høje, + vildt fantastiske Kontur. + + Sølvhvid Maanebaaden skyder + højt henad den mørke Himmel. + Som et Morildskølvand flyder + Mælkevejens Stjernevrimmel. + Tunge Skygger + travlt bebygger + som et mystisk Dværgfolk Sletten, + der har gemt sig tavs og trykket + inde under Fjælde-Jætten. + + Snart af Skyggerne besejres + Dagens sidste Farvetoner, + Mulmets Nattepust henvejres + over Dødens Regioner. + Men i Mørket, + sjælestyrket, + slaas vi med os selv og Livet, + og vi tror, at vi faar dyrket + rodfast Træ af Mose-Sivet. + + Ubønhørlig stræng bekriger + Vintren disse arme Kyster, + Sneen ligger haard og skriger, + Isen dem i Favntag kryster, + Lyset brister, + Bjørnen lister + mørkeskjult, beredt til Krig, + hungerpint den Livet frister, + røver Gravens frosne Lig. + + Og uskaansomt koldt bekriger + _vi_ det Liv, vi før har levet; + gennembrudt, som Vandflods-Diger, + er vort Løgnliv -- talt og skrevet. + Nu skal Volden + hel og holden + sten-forskanses, klar til Krig + mod os selv i Fortids-Rollen + -- ingen Gravfred for det Lig! + + + + +SNESTORM + + + Jeg laa ude i Nat. Og hvor frøs jeg i Nat! + Der var ikke paa Fjældet det ringeste Læ, + og Fjældet var snevidt af Driver og Bræ. + + Der var madtomt i Hulen og glubende Sult, + saa kørte jeg hen til et Køddepot, + men Vejret blev værre, end jeg havde troet. + + Der blæste en fygende stiv Sydvest, + langsomt ad Kløften steg vi til Fjælds, + Foden blev træt, for Føret var træls. + + Den gamle Eleng'uak fulgte mig tro, + syv Hunde trak Slæden med ingen Ting paa, + alligevel maatte vi begge gaa. + + Ved Slædeopstanderne sled vi os frem, + stavred i Sneen til op over Knæ, + og Sne skød sig højt over Gængernes Træ. + + Dagslyset svandt, og Knoget tog til, + _nu_ sank vi i til midt paa vort Liv, + Skinddragten dampede og frøs stiv. + + Hundene orked tilsidst ikke mer, + vi spændte dem fra, og de stak i Løb, + selv fulgte vi efter, stumled og krøb. + + Sort var Natten, da vi naa'de frem, + aandeløst smed vi os ned bag en Sten, + som ikke gav ringeste Ly for Sneen. + + Dèr laa vi en Time og hakked og skjalv, + Eleng'uak pressed sin Ryg tæt mod min. + Op gennem Kløften jog Uvejrets Hvin. + + Da blev som en isnende Strøm mit Blod, + jeg svælged lidt raa-frossent Kød med Spæk, + Fingrene var ved at fryse væk. + + Vi maatte nok helst gaa os varme igen: + fra Hvalros-Depotet tog hver sin Dragt + og slæbte det hjemad af al vor Magt. + + Mandshøj laa Sneen, til Tops gik vor Vej, + Legemet damped, vor Aande blev kort; + i Mørket kom jeg fra Eleng'uak bort. + + Men endelig, da jeg var Slæden nær, + var ogsaa min yderste Kraft udøst, + jeg faldt og blev liggende, kraftesløst. + + Dèr laa jeg en Stund næsten uden Begreb, + saa vaagned jeg: aa, saa livstræt og kold. + Jeg tænkte: Nu gaar jeg Pokker i Vold! + + Da fik jeg en latterlig Ynk med mig selv, + at jeg skulde ligge forkommen og dø + i den fygende Storm paa vor Fjældhule-Ø. + + Før havde jeg troet mig saa gammel og klog; + _nu_ syntes jeg ung, havde ingen Ting lært, + og Livet, jeg mistede, var mig saa kært. + + Jeg sørged mig vred, jeg ærgred mig hed, + jeg tændte min Viljes hendøende Gnist + og naaed da ogsaa Slæden tilsidst. + + Dèr saa' jeg blandt Hundene, dybt føget til, + Eleng'uak ligge -- en underlig Bylt. + Han sov og snorked, hans Bug var fyldt. + + Som svimmel jeg gøs i min frosne Pels, + fik stukket mig under en Hundekrop, + hvor jeg døsede hen og tøede op. + + Jeg drømte mig død paa det hvide Fjæld, + begravet af Sneen og sporløst gemt. + Ingen savned mig, jeg var glemt. + + Da maatte mit Hjærte saa inderligt le: + »I slipper mig ikke _saa_ bekvemt!« + Glad vaagned jeg. Tænderne hakkede slemt. + + Men netop, som Dagen graaned i Øst, + tog Snestormen af og Kræfterne til: + -- Det er svært at dø, naar man ikke _vil_! + + + + +INDKVARTERING + + + Vi har faaet Indkvartering: + ikke mindre end en Snes + Eskimoer + hos os boer + i en skøn Familjekres + -- en lidt rundelig Formering, + naar vi selv er seks Mand høj. + Man begriber, + at det kniber + svært med Plads og Sengetøj. + + Men vort Samliv er det bedste, + skøndt man ikke skulde tro, + at der kunde + nogenlunde + herske Enighed og Ro, + naar man har sin kære Næste + indlogeret bunkevis. + Her er Glæde, + fælles Æde, + fælles Trug for So og Gris. + + Alle Kogelamper sprager, + Luften hænger tyk af Os, + Stuens Kroge + staar i Taage, + men vor Hule faar dog Ros. + Udenfor Orkanen drager + rovbegærlig om vor Ø, + mangen Hytte + blev dens Bytte, + knust og slugt af Styrtesø. + + Alle vore Boplads-Fæller + blev berøvet Kød og Hjem, + halv-paaklædte, + ilde-stædte + stred de sig til Hulen frem, + sidder nu og smaa-fortæller + om den storm-oprørte Fjord, + klager ikke, + smælter Drikke + og faar kogt et vældigt For. + + I en sammenbyltet Mængde + sover snarligt Vært og Gæst, + Lampen slukner, + ude drukner + Hundehyl i Sø og Blæst. + -- Men jeg vaagned tidt og tænkte: + her mod Nord er Livet Fest, + intet knægter + disse Slægter, + hverken Himmel eller Præst! + + Ja, en Livets Jubelsalme + toner ud af Vejrets Brus, + Leg og Latter + toner atter + i vort overfyldte Hus. + Her kan Glæden aldrig falme, + Livet tager vi som bedst: + Eskimoen + dør i Troen + paa, at Livet er en Fest. + + + + +NYT ISLÆG + + + Jeg suser atter over nylagt Is, + og alle Hunde trækker kry og travle, + thi højt bag Fjældets gothisk bygte Gavle + har Maanen nytændt flænget Skyr og Dis + og ridset sin lyse Streg paa Himlens Tavle. + + Mit Forspand elsker dette blege Skær, + der blinker i de frosne Iskolosser + og viser Vej om Vaage-Strøm og Skodser; + -- i Mørketid gaar Rejsen træls og tvær, + da savnes det Humør, som Kulden trodser. + + Men nu gør atter Maanen Rejsen let, + paa ben-skoet Slæde er det Fest at køre + det lange hvide Døgn i snefrit Føre, + hvid hvirvler Rimfrost af mit Aandedræt, + og hvidbrændt blir i Kulden Kind og Øre. + + Men Blodet pulser varmt bag kuldskær Hud, + og jeg kan timevis henslængt paa Slæden + ligge med adspredt Sind og nyde Glæden, + blot ved at se mit Forspand halse ud, + og høre Isen knage fjernt som Skud. + + Og naar jeg lukker Øjet, kan jeg se + mit Hjemlands tavse, istillagte Fjorde, + og _da_ er det med ét, som blev jeg borte, + som sank jeg dybt i hjemlig Fryd og Vé, + saa dybt og blødt som i en Grav af Sne. + + En Grav af Sne! -- Men da blev alting koldt, + jeg vaagned op og fandt mig selv i Vandet, + Isen var bristet: Slæden, Hundespandet, + alt det, der havde mig min Drøm forvoldt, + sank dybt og blødt, -- men Skaglerne de holdt. + + Jeg var vist Graven nær og skreg Gevalt; + to Eskimoer, der fulgte, krøb som Bjørne + ad Isen og slog Remme om et Hjørne + af Slædesnuden og fik mig og alt + omsider halet ind -- har de fortalt. + + Forresten lo de. Og da vi drog bort, + og mine Klæder stivned straks i Kulden, + og baade Haand og Fod blev saar og svullen, + lo de igen. Jeg _løb_, som var det Sport, + og holdt mig varm de otte Mil til vort ... + + Den glade Hedning, som bestandig ler, + han er i Livets Dyst altid fornøjet; + og hjemme, da jeg først kom af med Tøjet + og laa i Soveposens lune Fjer, + da lo jeg selv, -- jeg fejled intet mer. + + Ja, saadan er det: undflyet et Forlis + higer vi atter ud paa tynd-klædt Bølge, + evig og altid maa vort Kald vi følge, + Kaldet er Livets Dyst i Sol og Dis, + farefuld Vejen over nylagt Is. + + -- Jeg suser atter paa den blanke Fjord + ind under Fjældets gothisk bygte Gavle, + nytændt staar Maanens Streg paa Himlens Tavle, + og sølvhvidt gnistrer mine Slædespor, + og Verden er bare dette kolde Nord! + + + + +AFREJSE + + + Saa kom den sidste Dag paa Længslens Ø, + Fjældhulen rømmet, ingen Vinduslysning. + -- Dèrinde blev der dog sat Frugt og Frø, + mon de nu taaler Vinter og Forfrysning? + Lyse er de Forhaabninger, der bygges, + men mørk den lange Hjemvej. Vil den lykkes? + + Og endnu er vor Ven og Fælle syg, + og køres maa han hundred Mil i Pose, + -- men Skæbnen fik ham ingentid gjort myg, + endda den bød ham Torne blot for Rose; + han higer hjem mod nye Arbejdsfelter, + -- ak, i en foddyb Sne gaar vi og ælter! + + Decembermørket skjuler Fjæld og Kløft, + Dagen er kort, og Maaneskinnet blænder, + fra skjulte Vaager lyder Sælens Snøft, + langs alle Fjære blegt Morilden brænder. + Gemt er bag Skrueis Fjældhule-Næsset, + _hjemad_ det gaar -- men tungt er Slædelæsset. + + Just nu faar jeg vor Hule dobbelt kær, + det er, som om jeg ikke kunde slippe + dens Tarmskinds-Vindu med Spæklampens Skær + og Ildsteds-Røgen op mod snedækt Klippe; + -- hvor ofte har jeg ikke langvejs ude + træt og forkommen hilst den blege Rude! + + Men det gaar hjemad, -- og vor syge Ven + maa bjerges frem til bedre Kaar og Pleje, + saa drager vore Slæder da igen + Sporet langs nye Kysters nye Veje. + Raa-frossent Kød er Hunds og Herres Føde, + tungt kører vi i Skrueis og Bløde ... + + + + +TILBAGE TIL MØRKET + + +I + + Saa slaar vi da Retræte: + vor Vej er altfor fyldt med Sne, + vi skulde været frem til Jul, + men det kan ikke ske. + Nu maa vi hen, hvorfra vi kom, + men det er tungt at vende om. + Fjældhulen er Ruiner nu. _Hvor_ finder vi et Skjul! + + Vi drager op mod Mørket, + og vi, som haabed det forladt, + gaar trist til Sinds, med Haabet brudt, + ind i den store Nat ... + Naar atter Slæden staar beredt + til Hjemfart, hvad er der saa sket? ... + O, gid den Time aldrig kom, da Rejsen blev fortrudt! + + +II + + Nu er vi da ribbet for Dun og for Fjer, + bare Livet igen -- ellers ingen Ting mer, + vi har hverken Bøsse, Kop eller Kniv, + kun Livet igen -- det dejlige Liv! + + For Hunde og Kød og varmende Klær + borttusked vi alt, hvad vi ejed af Værd; + de Hedninge-Venner, hvis Forraad er størst, + maa stille vor Sult nu og slukke vor Tørst. + + Saa tyr vi da hver til en gæstfri Dør + og beder om Husly som ofte før, + man luner vor Briks, vore Skinddragter syr + og fodrer os selv og de udslidte Dyr. + + I Jordklodens nordligste Menneskehus, + ind under en Gletschers Morænegrus, + dèr lever jeg Livet som Eskimo, + og Livet er bedre, end jeg turde tro. + + Ja, Livet er dejligt og dyrebart + i vekslende Vejrlig og skiftende Fart, + her fanger til Føde jeg Ræv og Ravn, + her bæver mit Hjærte i Lyst og Savn. + + Piuva'toks og Alakra'sinas Hus + saa ynkelig armt, kun rigt paa Lus, + saa hjærteligt godt mod den selvbudne Gæst, + er _det_ Hedningeskjul, hvor jeg har det bedst! + + Ja, tidt, om jeg rækker mit Hjemland igen, + vil taksomme Tanker søge herhen, + -- jeg kender de Tusinder Kristne af Navn, + men Hedningen her er Kristen af Gavn. + + + + +POLARNAT + + +I + + Hvor skal jeg gøre af mig selv, + hvad skal min Tanke sysle med? + Hvordan forglemme Tid og Sted? + Hver søvnløs Dag er uden Fred + og drømmepint hver Søvn, jeg véd. + Jeg higede ud, nu higer jeg hjem og savner dig alle Vegne; + det er, som jeg bærer al Verdens Sorg, og er lige ved at segne. + + Nu troede jeg saa vist, det gik + mod Syd, mod Sol, mod Hjem, mod dig, + og vi var mange Mil paa Vej, + da Blæst og Mørke, Sult og Sne + tvang os til Venderejsens Vé. + Jeg ligger igen, hvor jeg før laa fast, maa vente til Vaarens Komme. + Hvor skal jeg dog gøre af mig selv, til Længslens Tid er omme? + + Jeg lever blot i Kamp for Mad, + opholder Livet som et Dyr, + der ej den værste Føde skyr. + Forraadnet er det Kød, jeg faar, + mit Legem smudsigt, vildt mit Haar. + Alle Bøger er læst, alt Papir skrevet fuldt, hvordan skal mine Tanker da næres, + de kreser bestandig om _dig_ og Hjemmet -- vort eget og vore Kæres. + -- Taalmodighed, Hjærte! _Den_ svære Kunst, nu skal den for Alvor læres. + + +II + + Gennem goldt Polarnats-Øde + gaar det vrede Vejr med Vælde, + Mørket sukker, graat af Ælde + som min Mor, der døde. + + Gennem Jordens Dunstkres tumler + vildt Decembersneens Bølger. + Tungt den frosne Havstok mumler + om en Kval, jeg dølger. + + Paa de vejr-forbidte Strande + har hvert ængstet Liv sig dækket, + Stormen blot langs døde Vande + tumler som forskrækket. + + Over Fjældets dystre Gavle + ingen nordlys-blændet Stjerne + -- bare Livets evigt travle + Lynglimt i min Hjerne. + + Uvejrs-slagen, pint af Brøde, + mørkeskræmt, en fredløs Fange, + mindes jeg min Mor, som døde: + _hun_ var ikke bange. + + Kunde jeg -- en dødsdømt Evne -- + med _din_ sikre Ro mig væbne! + Men jeg elsker Livets Stævne, + hader Dødens Skæbne, + + hader Rummets mørke Gaade, + -- urørt af vor Strid herneden + hersker den og skal os raade + i Al-Evigheden. + + +III + + Der er i Nat saa tyst + som fjernt, i _det_ Minut, + da lykke-pint mit Bryst + fik Tvivl og Vægring brudt + og skjalv, fordi det skulde _Ordet_ sige. + Min Stemme var som kvalt, + og jeg fik ikke talt, + blot rørt din bange Haand, + men Hjærtets Helligaand + nævnede tavst det uudsigelige. + + En Nat saa lykke-tyst, + al Verden Fred og Hvil! + Men det blir ikke lyst + som den Gang i April, + da vore Hjærter mødtes vaarberuste ... + Jeg lider Længslens Véer + hjem til lidt Dagnings-Skær, + hjem til dit Lykke-Smil, + som lyste i April + den dæmrende Nat, da Helligaanden suste. + + +IV + + Den stille hvide Vinternat + med ringe Skel + paa Dag og Kvæld, + med ingen Genklang under Fjæld + af Hundeglam og Piskesmæld + -- en lydhør, duftløs Time! + Se, Maanen tændes blank og kold, + og Himlen hvælver stjernesat, + bag Nordlysbaandets Silkefold + sit Skjold, + mens alle Mindets Højtidsklokker kime. + + Snart ringer Hjemmet Julen ind. + Min Sjæl, vær stærk: + _dit_ Højtidsværk + skal tone fjernt fra Hjem og Jul + i hvide Vinternætters Skjul, + hvor ingen Granduft kendes. + Og dog, min Sjæl, jeg har ej glemt + mit længst aflagte Barnesind, + jeg hører Højtidsklokkens Klemt + forstemt + og længes hjem, hvor Juletræet tændes. + + En hjemlig Jul, en uskylds-hvid + med Englebud + fra Himlens Gud, + som da uprøvet jeg og stolt + den gode gamle Højtid holdt, + -- den Jul, der kun er Minde ... + Ja, hvilken Højtid, om jeg blot + kom hjem nu ind mod Juletid + og sagde En, hvis Blik er vaadt, + lidt godt ... + Ak, _død_ er Julen og jeg selv sneet inde. + + Tavs er den hvide Vinternat, + træt gaar min Fod, + tungt slaar mit Blod, + og se, hvor Maanen blank og kold + som et fordægtigt Avind-Skjold + har skjult min Lykkes Fjender. + Er alt mit Liv da uden Værd? + Udløber redningsløs forladt + i Nattens blege Nordlysskær + min Færd, + mens alle Hjemmets Juletræer brænder? + + Velan, min unge Sjæl, vær stærk: + den Vej, du drog, + gør glad og klog, + gør rig, trods Tab af Jul og Hjem, + den Vej, du drog, er Vejen _frem_, + den eneste, der frister. + Og træder jeg mit sidste Skridt, + og ænser ingen mer mit Værk, + _Liv_ har jeg levet, jublet tidt + og stridt -- + ja, højtids-helligt er det Liv, jeg mister. + + +V + + Det er Lillejuleaften, + det er Lillejuleaften, + og et Brus af fjerne Minder + jager Blod til mine Kinder, + -- dem, den fattige Polarnat havde bleget. + Jeg er sær og syg til Mode, + kunde gerne grædt og skreget + over Smærter i mit Ho'de, + for jeg længes, saa min Hjerne bliver svimmel, + og mit Livshaab slukner som en bristet Klode ... + Der er Taage over Fjældet, + der er Slør for Aftnens Himmel, + og jeg ligger, overvældet + af de gamle Minders Brus, + tavs i Angmalor'toks Hus. + + Det er Lillejuleaften, + det er Lillejuleaften ... + Hvordan lever I derhjemme? -- + Aa, om jeg dog kunde _glemme_ -- -- + Nøgen ligger jeg paa Fælgen, + og min Vært, som ser mig lide, + siger: »Det er vist paa Tide + at faa givet dig lidt Foer!« + Og jeg ser ham trække Bælgen + af en Blaaræv, Dagens Fangst; + den blir kogt og, Gud skal vide, + jeg er slunken som en Slange, + Gulvet er vort Spisebord, + og jeg spiser, + mens han viser + mig den Gunst at nynne Sange, + først et Par og siden mange; + -- men min Sult er stadig stor, + og hans Kone spytter Spæk + paa en optøet Narhvalshjerne, + for hun under mig saa gerne + denne lækre Juleret. + Endelig blir jeg da mæt -- + og min Svimmelhed er væk, + -- Taagen med; nu har vi Blæst -- + og jeg sover mig fra Længsel hjem og Angst, + mens Fru Angmalor'tok, venlig mod sin Gæst, + nytter Tiden til en heldig Lyske-Fangst ... + + +VI + + Saa tyst stod aldrig Fjældene om Fjorden + og aldrig Stjernerne saa vemodsfulde + og Sneen ingen Tid saa hvid af Kulde + som nu ved Jul. Og der er Fred paa Jorden. + + Selv er af Fred og Vé jeg sært bevæget, + kan ikke være ude, ikke inde, + min Sjæl er fyldt af Julens fjerne Minde, + og Vunder bløder, som jeg troede læged. + + Og rundt i Verden fejres Juledrømmen, + og alle Hjærter næste-kærligt bløder. + -- Snart er vel Julens Baal kun slukne Gløder, + og Hjærtet gaar igen saa jævnt med Strømmen. + + Men der var Tider, da jeg ærligt troede + paa Julens store Fredsbudskab i Folket, + -- forlængst har Verden Loven omfortolket, + og Julen er nu blot en gammel Mode. + + Rørte til Gavmildhed, som Lammets Hyrde, + er alle Menneskenes Millioner -- + men kun saa længe Klokken højtids-toner, + Dagen derefter stjæle de og myrde ... + + Og dog stod aldrig Fjældene om Fjorden + og aldrig Himlens Lys saa højtidsfulde + som nu i denne Nat, saa hvid af Kulde, + thi det er Jul. Og der er Fred paa Jorden ... + + +VII + + Nej, det er altfor skøn en Nat, + og jeg kan ikke sove, + Fjældkæderne har Linjer + som danske Bøgeskove. + Som Udhugst-Lysninger blandt Trær + staar istids-fødte hvide Brær + i sælsomt livløst Maaneskær -- + et Snitværk af Sølv-Filigran, + som tier dødt. Her lever Pan ... + + +VIII + + Jeg har saa ung en Glæde + bare ved at træde + mit Fodtrins lette Spor + paa den sne-tilføgne Jord. + + Min Sjæl er tavs af Lykke, + jeg kaster ingen Skygge + i denne dejlige Nat + fredfyldt og lysforladt. + + Min Hjerne har ej Tanker, + og Livet ingen Skranker ... + Over Himlen de funklende Stjerneskud strøs, + her gaar jeg saa lykkelig skyggeløs. + + +IX + + Maane og skyfrit og en Snes Kuldegrader! + Nu har vi Nyaar efter Almanakken, + hjemme er Vrimlen en gensidig Takken, + en Ønsken Godt-Aar selv for dem, man hader, + + et Mundsvejr blot af tyndslidte Tirader, + en Brev-Hob Falskhed, bragt paa Kaffe-Bakken, + -- aa, Gudskelov, jeg kasted Selskabsfrakken, + da Luften blev mig kvalm i vore Gader ... + + _Mit_ Nyaar nævnes aldrig i Kalender, + det kommer uanmældt og uformodet + en skønne Dag, naar noget sælsomt hænder: + + _de_ Stunder, da mit Selv sanddru _erkender_ + og rejser Viljen, lutrer Hjærteblodet, + da blir en Nyaars-Kvist mit Træ indpodet. + + +X + + Der er ikke et Træ, som tør Pollandet gæste, + end ikke den usleste Busk finder Fæste, + -- men hjemme staar Graner paa goldeste Banke + hvidpudrede ranke. + + Jeg drømmer mig hjemme, ser Raabukken springe + og lytter til flaksende Fuglevinge, + jeg følger i Snedriven Muldvarpens Stier, + jeg lytter og tier. + + Jeg har en Veninde, vi elsker begge + at suse paa Skøjter langs klukkende Bække, + og ud ad de barfrosne Veje vi gaar + med Rimløv i Haar. + + Nu gaar hun alene. Jeg sidder som bundet, + maaske er mit Timeglas snart udrundet. + Jeg sanser kun Mad, baade god og slet, + og jeg er saa træt ... + + +XI + + Min Livskraft ligger i Dvale, + alle mine Tanker er gaaet i Hi. + Nu drager den store Nat forbi + de slumrende Fjælde og Dale. + Jeg ligger som dybt i Dvale. + + Min Sjæl er sløv som en Larve, + den sanser ej længer sin vante Strid, + den sover sig frem til Lysets Tid, + hvor den skal faa Liv og Farve. + Min Sjæl er en jordbunden Larve. + + Jeg tror, Genfødelsen kommer. + Naar Vinterens Nattemulm er forbi, + skal Larven blive sommerfugle-fri + med al den flyvende Sommer. + Jeg véd jo, Genfødelsen kommer. + + +XII + + Tidt tror jeg min Ungdoms livssvulmende Lilje + udblomstret og gold, + mit følsomme Hjærteblod omstøbt til Vilje + og Hjernen is-kold, + skarpt ser mine Øjne, som før var forblindet, + min Manddomsvej ligger belyst ud ad Vildnissets + skyggende Løv. + Mit Øre + kan høre + hver varslende Rytme, hvert dryssende Støv, + klart véd jeg, hvorhen al min Stræben skal føre, + men tidt gaar en hjælpeløs Sorg mig i Sindet: + Jeg er kun et Frø, + som skal dø. + + Hvad er vel mit Livsværk mig, selv om jeg sejrrig + til Kampmaalet naar? + Vandt Livet, der udrandt i vekslende Vejrlig, + ublidere Kaar? + Og hvad er det værd, hvis jeg Maalet forfejler? + Gik ikke i maalbevidst Trang og Ærgerrighed + Ungdommen tabt? + -- Men bygge + min Lykke + paa Ungdom, dertil var min Sjæl ikke skabt; + jeg savner det Stof, som gør Mennesker trygge. + -- O, Ungdomsaar! Jeg er en ydmyget Bejler, + der angrer, at I + gled forbi! + + Jeg angrer hver Klogskab, der førte til Handling. + Er _Ungdommen_ klog? + Nej, Ungdom er Afsind og evig Forvandling + og hensynsløst Sprog. + Den Gang, jeg var ung med de yngste, som kendtes, + da sad jeg indspundet i taktfuld, forkrøblende + Slægts-Pietet. + Jeg vilde + ved stille + udadlelig Flid vinde _mere_ end sket. + Først _nu_ er jeg fri. O, men _er_ det for silde + forynget at leve de Drømme, som sendtes, + da Haabet var sundt, + Verden rundt! + + +XIII + + Der er en Higen i hver Drøm, jeg digter, + ud til et blodrigt Liv i sære Egne, + en Udvé, som gaar alle vide Vegne + til Fjæld og Skov, frigjort for trange Pligter, + hvor Fugl og Dyr er Maal, hvortil jeg sigter. + -- Der er saa mange Præmie-Sjæle til, + o, lad mig altid være ung og vild! + + Og lad mig aldrig, ivrig efter Ȯre«, + min egen ranke Nakke ydmygt bøje + -- hellere med det _lidet_ lade mig nøje + end tækkes Krybet i en højere Sfære, + hvor der er smitsomt for min Sjæl at være. + Saa mangen Radikal blir Snob ad Aare, + o, lad mig altid være ung og Daare! + + +XIV + + Der er ikke et Menneske, fjern eller nær, + som véd, hvilken Grøde mit Sjæledyb bær, + jeg kalde jer Hustru, Far eller Ven, + I véd, _hvad_ jeg hedder, og _hvor_ jeg gaar hen, + men Driften, som hidser mig, kender I den? + + Tidt véd jeg knapt selv, om min Saasæd gir Frugt. + Hvem er jeg? Hvad vil jeg af hæsligt og smukt? + Jeg véd kun, og det har med Kvide jeg lært, + at Menneskelivet er bitterlig svært + og Mennesket selv af omtvisteligt Værd. + + Jeg er i den vide Verden kun én, + hvorhen jeg saa færdes, i Fryd eller Mén, + kun ene og ensom, en tillukket Grav, + hvor strømmende Ord mine Læber saa gav, + en Sjæl, der er tavs med sit dybeste Krav. + + Og enten jeg lever, hvor Larmen er stor, + eller gemmer mig bort i det tavseste Nord, + hvad enten jeg længes fra Mylret mod Fred + eller higer mod Liv fra mit Skjulested, + jeg er dog kun _én_ i al Evighed. + + En venneløs gaar jeg i Fjendekrig, + og fjenderig møder jeg Vennesvig, + selv sviger jeg, stejl af den Ensommes Magt, + den Ven eller Fjende, der faar min Foragt + -- og dømmer mig selv for hvert Ord, jeg har sagt. + + Tidt knuger min ensomme Lod mig i Knæ, + jeg ønsker mig podet paa rodfæstet Træ, + men ofte -- og mest naar jeg rammes brutalt -- + da lukker min Sjæl sig, mit Skrig bliver kvalt, + men _stærk_ er jeg bleven i godt som i galt. + + +XV + + Jeg har grædt, naar en Spurv blev skudt ned, + naar jeg saa' et Insekt blive pint, + naar en Blomst, jeg holdt af, traadtes sønder, + og dens Hjærteblad skælvede fint. + Jeg har været et fængeligt Tønder + for hvad Skabningens Ringeste led, + jeg har _ødslet_ med Kærlighed. + + Jeg har næret min Pen med mit Blod, + naar jeg skrev om al Menneskenød, + om forskyldt eller skyldfri Elende + og dens Véraab paa Retfærd og Brød. + O, mit pulsende Blod kunde brænde, + og min følsomme Sjæl fatte Mod, + naar jeg stred for den Sag, jeg fandt god. + + Det var den Gang, mit Hjærte var Ler + og min Tillid til Menneske-Værd + og min Tro paa mig selv uforfærdet, + da mit Liv laa i morgenrødt Skær. + Ak, men nu er mit Hjærte forhærdet + af de usle Bedrag, som det ser, + og nu tror jeg paa ingen Ting mer. + + -- Ja, en Gang har jeg inderlig grædt + ved al Skabningens Kummer og Nag, + men da selv jeg fik Pinslerne prøvet, + tog jeg graadløs de grusomme Slag. + Og nu taler mit Hjærte bedrøvet + kun i dæmpede Aandedrag, + men min Taare har rundet sig træt. + + +XVI + + Jeg byder ej mit Venskab frem + til Per og Povl og alle dem, + der søger mine Stuer, min Tobak, mit Bord, min Vin, + men _vandt_ du mig for dig og dit, + saa bliver du mig aldrig kvit, + da er jeg al min Levetid uforbeholden din. + + Og den, der kalder mig sin Ven, + skal ærligt yde mig igen + et Alvorsord, en sund Kritik, ud af sin Hjærtebund, + og han skal taale min Protest, + naar han ej gir sig, sand og bedst, + thi den, hvis Hjærte aabnes ret, slaar ikke Laas for Mund. + + En Kvinde kan jeg ofre _alt_: + min Daad, mit Hjærte, _ubetalt_, + og _alt_ kan af en Kvinde jeg modtage hjærteløst. + Men Mand og Mand i Venskabspagt + har samme Pligt og lige Magt, + og _han_ skal mig gengælde dyrt, som af min Sjæl har øst. + + Men vandt du mig for dig og dit, + og tør du tale hensyns-frit + og elske mine Evner frem og kue mine Fejl, + da bliver du mig aldrig kvit, + da ejer du alt, som er mit, + ubrydelig vor Venskabspagt bær' Hjærtets Adels-Segl. + + +XVII + + Mit Liv er planlagt frem til sene Stunder, + hvert Arbejd gennemtænkt i Hovedtrækket, + skal al Ting lykkes, maa der ske det Under, + at jeg blir hundred-aarig og usvækket. + Men er der muldfast dèr, hvor Roden bunder, + hvordan blir Stammen trøsket da og knækket! + + Nej, jeg vil ikke dø den meningsløse + snigmorderiske Død af Sot og Syge, + Knald eller Fald! Og aldrig daadløs døse + i lunkent Sollys -- hellere en Byge, + lad bare Stormen piske, Regnen øse, + og alle Lungepibere rejse og ryge! + + I brat og voldsom Død har helst jeg villet + med denne dejlige Jord faa Afsked taget. + Paa ét Kort sat mit Liv -- jeg vover Spillet, + men alle Kneb skal gælde, selv Bedraget, + og først naar alle Trumfer er udspillet, + slutter jeg af, livsmæt og højt bedaget. + + Maaske, naar jeg blir gammel, kommer Gigten, + et Eftersmæk fra Liv i Baad og Slæde, + men aldrig skal jeg angre, at min Digten + drog mig langt udenfor den alfar Glæde. + Mit Liv er planlagt, dyrebar er Pligten, + o, lad mig hundred-aarig Jorden træde! + + +XVIII + + Ja, jeg vil vorde Mand og fæste Rod + dybt i den jydske Muld, der var min Amme, + Jordens Safter skal stige i min Stamme, + forny mit Væv og nære mit Løv med Blod, + -- ja, jeg vil dyrke Jorden grøn og god. + + Min Sjæl er træt af fremmed, bjergfuld Strand + og længes hjem til Slettens Kløver og Tidsler, + til Heden helst, dèr hvor et Aaløb risler + det frodige Grønsvær frem af magert Sand, + stolt vil jeg dyrke Jord i eget Land. + + Ja, jeg vil fæste Rod i Lyng og Klit + og klamre mig som Marehalm til Bunden, + at Havet ikke skal underskære Grunden, + men bruse mig for Øje tro og frit, + thi ene dette Hav og Land er mit! + + +XIX + + Den Mand véd ikke, hvad Sol vil sige, + hvem den tilsmiler hver Dag i Aaret, + for ham er Sol det selvfølgelige, + men her i Pollandets Mørkerige, + hvor jeg maa leve, dens Lys beskaaret, + her faar jeg Solen smærtelig kær: + nu véd mit Øje, hvad Sol er værd. + + +XX + + Giv mig Solen, aa, giv mig Solen + og lad mig gense de danske Strande, + hvor Natten skifter med solfyldt Dag, + og Himlen spejles i dybt-blaa Vande, + paa Marken Solsikken og Violen + og Lyd af Kornlærkers Vingeslag. + + Giv mig Solen, aa, giv mig Solen, + en purpurglødende Morgenrøde + bag Ferskenblomsternes hvide Lin, + med sødlig Duft af en tropisk Grøde, + af Oleanderen og Magniolen, + af gul Orange og blaalig Vin. + + Giv mig Solen, ja, giv mig Solen, + den skal fremelske Ungdom og Ynde, + jeg længes vanvittigt langt mod Syd, + dèr vil jeg aande og se og synde, + jeg hader Natmørket her ved Polen + og min Grav-Tilværelses golde Dyd. + + Giv mig Solen, aa, giv mig Solen, + jeg sidder længsels-pint her og bier. + Hvordan er Verden? -- fremdeles slet? + Har Kunsten udklækket ny Genier, + har Frihedskravet knust Kongestolen? + -- aa, hvem der bare kom hjem til _det_! + + +XXI + + Vi har atter Maanetid og Gæsteri + -- ja, den Maane os med Mørkets Tid forsoner! -- + Her er daglig et Par Slæder paa Visit, + for vi ligger netop paa en alfar Sti, + og her er en stadig livlig Bytten Koner, + det er svært at skelne mellem mit og dit + -- akkurat som blandt de Kristnes Millioner! + + Her kom nys Krajo'dak med sin Nabos Viv, + og med Agpalarsuar'suk kom Fru O'dak, + Husets allerbedste raadne Kød blir budt, + og man skynder sig at proppe i sit Liv, + mens Passiaren stiger som en lystig Krosnak, + og en høflig Vært gir Konen med til Slut, + og en høflig Gæst har blot at svare: Jo Tak! + + +XXII + + Ja, lille søde Aini'nak, + du spørger, om Kvinderne hjemme + er ligesaa gode som her mod Nord + og Mændene ligesaa slemme? + + Om Damer, lille Aini'nak, + tør ingen sin Mening sige. + Men Mændene er af et grumset Stof + og ikke just elskelige. + + Jeg véd, at din Mand har slaaet dig, + jeg ser jo, din Kind bærer Skrammer, + -- aa, stakkels lille Aini'nak, + hos _os_ er der bitrere Jammer. + + Du havde vel været ulydig + og nægtet ham, hvad han kan kræve, + -- hos _os_ er der tungere Vaaben + end den bare knyttede Næve. + + Det véd du jo, lille Aini'nak, + snart læges din Smule Rift, + men Mændene hjemme i Danmark + de drypper i Saaret Gift. + + _Vi_ saarer med Øjets Staalblink + og Tungens bidende Odd, + med smaabitte haanske Skuldertræk + eller Tavshedens ætsende Braadd. + + Saa lever vi Side om Side, + men dyrker dog hver sin Gud, + _vi_ vælger helst det dulgte Bedrag + fremfor et ærligt Brud. + + Nej, kære lille Aini'nak, + _du_, som er saa god og smuk, + du kender ikke den Livsens Vé, + der bæver i Kvindesuk. + + Og paa dit Spørgsmaal, Aini'nak, + svarer den fremmede Herre: + Kvinderne hjemme er bedre end her, + men Mændene meget værre! + + Alene den lille Aini'nak, + der er sky som en opskræmmet Raa, + du er den eneste Kvindesjæl, + jeg blandt dine Søstre saa'. + + +XXIII + + Vi grubler for meget og handler for lidt + og hugger hverandres Livsgerning i Splinter, + under Selv-Reflektionernes Mareridt + vi leger og kriges med Vitser og Finter, + men flytter os ikke et eneste Skridt, + dèr sidder de Skriftkloge højsæde-kry + og haaner hver Handlingens Mand og hans Ry. + + Tidt væmmes jeg ved at tænke med _Ord_, + det er _Tingene_ selv og ej deres Navne, + hvoraf jeg vil fyldes -- som Barnet, der tror + uden at famle og føle og favne, + thi Ord er Bedrag, den Naive er stor; + mit slyngede, selv-reflekterende Jeg + skal blive én eneste lige Streg. + + Saa vil jeg da bortkaste Tingenes Dragt, + min Tænkning skal være blot nøgen Beskuen, + jeg sanser kun Tingenes egen Magt + oprindeligt, ubevidst -- Fjældet og Tuen -- + og glemmer hvert Ord, der er skrevet og sagt; + jeg vil ikke mere studere mit Selv, + blot leve naivt under Himmelens Hvælv. + + +XXIV + + Nu stiger Lyset, + Nat-Mørket brister, + og Kulde-Gyset + af Landet lister. + + Rødlige Buer + af Dæmringens Straale + dirrer som Luer + bag Isblink-Naale. + + Paa Sletten blegner + Skyggerne bort, + Fjældryggen tegner + sig skarp og sort. + + Tarmrude-Lyset + taber sit Skær, + -- nu flygter Gyset, + Dagen er nær. + + +XXV + + Opbruds-Travlhed, Rejse-Iver, + raskt Farvel til dem, der bliver, + Tak for alt og Tak til Alle: + -- se, dèr kommer En og giver + mig en lækker Hvalros-Lalle, + som han i sin Kødgrav fandt, + den er Rejseproviant; + og den største Tromme-Mand + forærer mig en Narhvalstand ... + + -- Afsked gør mig altid trist, + jeg blir helt beklemt tilsidst; + det er svært nok at forlade + disse gode, altid glade, + trofast hjælpsomme Eskimoer; + -- hvad jeg haaber end og tror, + skal vi maaske aldrig ses ... + -- Det er rart at se sit Værk + kronet af en fast, besluttet + Viljesytring; den gør stærk: + -- jeg vil _hjem_, straks paa Minuttet! + -- Hør, der snakkes og der les, + og jeg gir Signal til Spandet + og er snart langt væk fra Landet ... + + Ja, nu gaar det atter hjemad, + men det gaar kun trælsomt fremad, + Maanen skjuler sig bag Taage, + Strømmen skærer mangen Vaage, + vi maa lejre os som bedst + midt i isnende Sydvest. + + -- Av, dèr »brændte« jeg min Næse, + fire Fingre og en Taa, + jeg har vaade Vanter paa + -- og et Ur, jeg skal aflæse, + det er gaaet rent i Staa ... + + »Her maa ties, her maa bies«, + jeg er bleven vant til Turen. + Mens min Hud i Frost afsvides, + støder Stormen fælt i Luren, + men tilsidst er den blæst træt, + i dens sidste Aandedræt + krydser vi den sidste Bræ, + gaar i Sne til over Knæ + og naar i Melville-Bugten + ud paa ny og let-kørt Is, + hvor vi følger langs en Rende, + -- mere Kulde, mer Elende: + i Kamikken stivner Fugten, + Termometrets Kviksølv fryser -- + men den hvide Maane lyser + gennem rimfyldt Kuldedis ... + + Det gaar fremad, + vi naar hjemad, + og vi slider, angst-befriet, + hele Kuske-Kompagniet, + dansk og fremmed, døbt og Hedning, + elleve Mand om otte Læs, + elleve Mand, tre Snese Hunde, + lutter gridske Fraasemunde + om det samme frosne Kød, + -- naa, vi lider ingen Nød, + og vi nærmer os vor Redning, + thi dèr henne + bag et Næs + kan Upernivik jeg kende! + + Og vi kappes. Frem paa Fronten, + Sol er nær ved Horisonten! + -- Ah, dèr ser vi Spor af Bjørn, + Hundene blir rent beruste! + -- Stolte Time, da vi suste + som en Flok kamplystne Børn + hen blandt Isens vilde Kaos, + -- Fjæld ved Fjæld stod opmarscherte, -- + Bjørnene slap ikke fra os, + snart laa to _døds_-harpunerte. + + Selv _blev_ vi paa Kampens Sted, + vi var hungrige og trætte, + laa og aad os tungnemt mætte, + den skrigvorne Mave fuld, + Hund og Herre, + -- men desværre + Hundene aad Skindet med ... + + Pyt! Med Skind og røden Guld, + hvad er Guld mod Morgenskær: + se, vi møder Solen her, + se, derude staar den røde + Solgud op af Vinterdvale, + alle Iskrystaller gløde, + -- og vi gaar vort Hjem i Møde, + og vi staar og ser og ser + -- længe -- -- og kan ikke tale -- -- + + + + +TILBAGEKOMST + + + Saa kom det store Øjeblik, + da vi igen var fremme; + dèr laa de kendte Huse, + vi følte os som hjemme. + Der fløj et Dannebrog til Tops, + og Hytten syntes os et Slot, + -- aa, disse kære Farver, + hvor gjorde de dog godt! + + Nu traadte vi i Stuen ind, + vor syge Ven blev baaret, + saa rørende en Velkomst + blev aldrig os beskaaret. + I Ovnen brændte festligt Baal, + og mange hvide Lys stod tændt, + -- vi maatte alle tie + med Ansigtet bortvendt. + + Saa drak vi da et godt Glas Vin + og smagte Fruens Kage, + vi skal nok aldrig glemme + den Stund, vi kom tilbage; + _det_ sagde ogsaa O'sakrak, + da han af Hvedebrødet bed: + -- »Ja, _nu_ kan jeg begribe, + I længtes svært herned!« ... + + Men laa der intet Brevskab gemt? + -- min Puls tog til at banke, + den store Post fra Danmark + var aldrig af min Tanke. + -- Nej! Ingen Hilsen, intet Bud! + da blev mit Hjærte koldt som Is, + saa har I Stakler hjemme + vel frygtet vort Forlis! ... + + Se -- jeg er karsk paa Krop og Sjæl, + og vi skal atter mødes, + og af vor Gensyns-Lykke + skal ny Værdier fødes. + Og er endnu min Hjemvej lang, + og faar jeg ingen Breve, + aa Gud, om vi naar sammen, + hvor _smukt_ skal vi da leve! + + + + +LIV + + + Ja, Livet er dejligt, og Livet er langt + for den, som har Sans til at leve det ret, + men hjemme dèr gaar vi og har det saa trangt, + naar Udlængslen snører vort Aandedræt. + -- Den Solsort og Lærke og Gøg sang forgæves, + jeg gad ikke se Bekkasinen i Mose, + af Lyngblomst og Rose + var længst jeg træt, + var vammel ved Troskab, forbitret af Svig, + men Verden derude var stor og rig, + og kostelige Skatte skulde hæves. + + Saa traadte min Fod den forjættede Muld, + og dejligt var Livet, hvorhen jeg end foer, + men ikke _alt_ det, som glimred, var Guld, + og tidt blev der øde, hvor jeg satte Spor. + Snart sang jeg, snart græd jeg -- og fandt ikke Skatten, + min Sjæl blev bekymret -- _hvor_ gemtes vel Lykken? + saa sejled fra Bryggen + jeg længst mod Nord, + dèr leved jeg rigt i en livsforladt Egn, + dèr inddrak min Sjæl sin befrugtende Regn + og skjalv dog for Mørket og Natten. + + Da kom der en stormfuld, oprivende Tid, + for første Gang fik jeg mig selv endevendt, + -- dèr stod jeg saa sort, hvor jeg før var hvid, + nu først fik den rette Kulør jeg bekendt ... + Vi tumler i Rummet som vildsomme Sole + og véd hverken ud eller ind med vor Bane, + kan slet ikke ane, + hvordan den var endt, + men just som det hvirvlende Vejr vil opsluge os, + faar vi _Tag_ i os selv, nu kan Livet bruge os -- + _Livet_, den kostelige Skole! + + * * * * * + + Og _det_ blev just Skatten, den Vildfarne fandt + dèrude, hvorhen alle Længsler ham drog, + at _Fred_ til en Selv-Omvurdering han vandt, + og læged blev Vunderne, Livet ham slog. + Det dyrebart dejlige Liv, det, som frister + og drager langt bort fra de hjemlige Kyster + til vovsomme Dyster + afsindig og klog. + Ja, Livet er farligt og dejligt og dyrt, + og Lysten til Livet en adelig Byrd, + hvad enten det bær eller brister. + + * * * * * + + Du dejlige Liv, som jeg nu har forladt, + du dejlige Liv, som jeg drager imod + fra Pollandets nordlys-forsølvede Nat + til Foraar med Midnatssols gyldne Flod! + Jeg aander saa henrykt befriet mod Verden, + fjernt borte fra hilser mig hjemlige Vinde, + jeg har en Veninde -- + og træt er min Fod -- + ja, _dejligt_ er Livet i Fare og Flugt, + men dejligst af alt, som er dejligt og smukt, + er altid min Hjemkomst fra Færden! + + + + + +End of the Project Gutenberg EBook of Isblink, by Ludvig Mylius-Erichsen + +*** END OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK 43338 *** diff --git a/43338-8.txt b/43338-8.txt deleted file mode 100644 index 9c34d31..0000000 --- a/43338-8.txt +++ /dev/null @@ -1,6267 +0,0 @@ -The Project Gutenberg EBook of Isblink, by Ludvig Mylius-Erichsen - -This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with -almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or -re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included -with this eBook or online at www.gutenberg.org/license - - -Title: Isblink - Digte fra den grønlandske Polarregion - -Author: Ludvig Mylius-Erichsen - -Release Date: July 28, 2013 [EBook #43338] - -Language: Danish - -Character set encoding: ISO-8859-1 - -*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK ISBLINK *** - - - - -Produced by The Online Distributed Proofreading Team at -http://www.pgdp.net (This book was produced from scanned -images of public domain material from the Google Print -project.) - - - - - -Afskriverens bemærkninger: _Understreg_ er brugt til at gengive -kursiveret tekst. - - - - - L. MYLIUS-ERICHSEN - - ISBLINK - - DIGTE FRA DEN GRØNLANDSKE - POLARREGION - - GYLDENDALSKE BOGHANDEL - NORDISK FORLAG - KØBENHAVN OG KRISTIANIA - TRYKT HOS F. E. BORDING - MDCCCCIV - - - - - TIL - - MIN HUSTRU - - - - -INDHOLD - - - Tilegnelse 9 - - Marie 11 - - Ene du -- 13 - - Vise 17 - - Huset ved Havet 20 - - Stemning 24 - - Kammeratskab i »Fjældhulen« - I. Til Marie 29 - II. Harald Moltke 34 - III. Knud Rasmussen 37 - IV. Jørgen Brønlund 41 - V. Gabriel Olesen 45 - VI. Agpaling'uak 48 - - Mor. I-III 51 - - Far. I-III 59 - - Den store By. I-II 67 - - Fædrelandssang 71 - - Venner. Otte Sonetter til Digteren L. C. - Nielsen og Maleren Valdemar Neiiendam 74 - - Danske Mænd 80 - - Klassicisme 85 - - Nordpolen 89 - - Foraar ved Snehytten 94 - - Vejrfast 96 - - Tilbageblik 98 - - Skibet 100 - - I Kajak 102 - - Eskimoer 105 - - Landsmænd 111 - - Teater 118 - - Musik 121 - - Kvinder 123 - - Natur og Civilisation 126 - - Da Skibet kom 130 - - September i »Fjældhulen«. I-IV 133 - - Nokturne 140 - - Ene 142 - - Høst 144 - - Bekendelse 147 - - Sonet 150 - - Ene tilsøs 151 - - Tøbrud 153 - - En Sorg 156 - - Vinter 159 - - Snestorm 162 - - Indkvartering 165 - - Nyt Islæg 168 - - Afrejse 171 - - Tilbage til Mørket. I-II 173 - - Polarnat. I-XXV 175 - - Tilbagekomst 199 - - Liv 201 - - - - - _Solen har svigtet mig, - Lyset er stængt, - Polarnattens Mørke - paa Jorden sænkt. - Fjernt, hvor jeg dølger mig, - ISBLINK ombølger mig, - Minder forfølger mig, - -- _dem_ maa jeg dyrke, - de dømmer mig strængt - men giver mig Styrke; - o, de har trængt - til at faa sigtet sig ... - Se: jeg har digtet dig - alt, jeg har tænkt._ - - - - -MARIE - - - Nu sidder du sørgmodig - og venter mig forgæves, - Mørket, som har skjult min Vej, - det kan jo ikke hæves. - Og du faar ikke Brev i Hast, - og mange tror mit Liv sat til, - men du, min Ven, alene vil - paa Gensyns-Timen stole fast. - - Selv véd jeg, at jeg kommer - paa Trods af alle Skranker, - om bare et Aarstid saa staar - jeg ved vort Hjem og banker. - Men Pigen mønstrer min Person, - hun har nok aldrig set mig før, - godt dækket bag en lænket Dør - giver hun ikke straks Pardon. - - Hun tog mig for en Røver, - min Dragt var arm og broget, - -- jeg vilde jo overraske dig - og ikke ud med Sproget. - Hun løj perfekt, at Fruen sov - og bad forgæves om mit Kort - og havde kraftigt vist mig bort, - da langt om længe jeg fik Lov. - - Hun slap mig gennem Gangen, - gik for at søge Fruen. - -- Dèr sad jeg i en Lænestol - og kendte hele Stuen: - Slyngplanten op ad Vindvet skød, - Møblerne var de gamle blaa, - men da dit Arbejdsbord jeg saa', - hulked jeg bitterligt og fortrød. - - Her sad du altsaa trolig - og Savnets Taalmod lærte; - i Breve, som jeg aldrig fik, - udøste du dit Hjærte. - Af mange Trængslers Kalk du drak, - haardt blev dit Mod paa Prøve sat. - Alt, hvad du led ved Dag og Nat, - fatter jeg nu og hvisker: Tak! - - -- -- Jeg sidder tidt og drømmer, - hvordan jeg naar tilbage - til dig og det, der er mig kært - alle mine Levedage. - Jeg døjer Savn paa Land og Sø, - ernærer mig som Eskimo - og har den stolte sikre Tro: - den, der vil leve, skal ej dø! - - - - -ENE DU -- - - - Ene du, hvem ingen ænser, - og som i vor skjulte Rede - lider stille, naar jeg lænser - langvejs bort for stormfuldt Vejr, - ene du, hvem jeg har kær, - har forstaaet hélt min Lede - ved et Liv bag snævre Grænser. - - Og hver Gang mit Skib laa bygget - rejseklart, til Langfart taklet, - og vi troede, at Miraklet, - det, der gør os lykkelige, - skulde af mit Kølvand stige, - naar jeg længselspint kom hjem, - stod _du_ rank, skøndt taaresmykket, - pegende paa Kursen _frem_. - - Og jeg sejled, mens du vented, - -- o, hvor blev der _frit_ omkring mig, - rigt min Indsats blev forrentet, - men, _dit_ Liv blev mere trangt, - ak, og jeg drog ikke langt, - før det ramte som et Sting mig, - at jeg havde handlet vrangt. - - Al vor bedste Ungdom glider, - _Aar_ er mellem vore Møder: - _jeg_ paa Rejse alle Tider, - _du_ tyet ind i Klostercelle, - og det første Træk af Ælde - ser jeg tegnet i din Kind, - og jeg ser dig syg i Sind, - -- er det Hjærtet, som forbløder? - - Elskede! Tilgiv min Brøde. - -- Men jeg kan ej sidde rolig - i en lun, tillukket Bolig, - spise ved det samme Bord, - læse kendte Genbo-Skilte, - daglig sløves paa Kontor, - slide alt mit Mod tildøde, - faa de bedste Kræfter spildte - -- jeg maa se den hele Jord! - - Jeg maa ud, hvor Livet frister, - Kamp paa Livet for et Maal, - der gør Nerverne til Staal, - -- ikke dette ækle Klister - af politisk-sociale - og æstetisk-bindegale - Diskussioner i det blaa, - hvor man intet Slag tør slaa. - - Jeg er Storm. Og vildt forrevet - mørkner Skyen mine Baner, - sære Kurver blev beskrevet - mod det Livsens Maal jeg aner. - Du er Stille. Skyen svunden, - Havet rént og klart til Bunden, - hvor et frodigt Løvværk dølges. - Storm og Stille de maa følges. - - -- O, jeg gik og vented længe - paa den store Storm derhjemme, - som skal Friheds-Vejen sprænge, - blanded tidt min unge Stemme - i det radikale Kor, - -- men jeg skulde snart fornemme, - at det alt var Ord, blot Ord! - - Og du véd, min Sjæl sig krymper - ved at digte Brød til Huset, - ved at omgaas hver en Stymper, - der har lavet en Novelle. - -- _Jeg_ vil mér end blot fortælle, - jeg vil som de stærke Faa - ud til Livets Handling gaa - -- ene ud i Bølgebruset. - - Ud -- ja, ud i Verdens Blæst, - _ud_, før mine Blade visner. - -- Og nu er jeg Polens Gæst, - Vintren strænges, Kulden isner, - Bjørnen nær min Hule lusker, - Stormen vildt i Fjældet rusker - -- og jeg husker, o, jeg husker - Storme, som mit Hjærte hærged, - og som slog mit Mod med Pest. - -- _Ishavs_-Stormen _den_ er bedst; - har jeg bare Livet bjerget, - bliver Livet mig en Fest ... - - Men naar jeg nu snart skal stænges - af en dyb Polarnat inde, - falde hen i lummer Ro, - ingen Sol og ingen Sinde - Bud fra dig, om du har Tro - paa vort Gensyn og vor Lykke, - jo, da véd jeg, jeg vil længes, - ærligt ønske mig tilbage - til vort stille Hjemlivs Hygge. - - Men jeg véd, jeg snart maa stage - fra det grunde Vand min Baad - ud igen til fredløs Færden. - - Og jeg véd, at ingen Klage - røbe vil dit Hjærtes Graad, - du min eneste i Verden! - - - - -VISE - - - Jeg havde mig en Hjærtenskær, - en Hjærtenskær, - hun var saa skøn, - jeg var saa grøn, - hun lærte mig helt andre Kys, - end jeg af Mor og Søster fik, - de blev min Ungdoms Alterdrik, - de faldt som vaarligt Draabe-Drys - paa mine friske Sanser. - Lovpriset nu og altid vær - min fjerne første Hjærtenskær, - hvis Minde jeg bekranser. - - Jeg elskede min Hjærtenskær, - min Hjærtenskær, - i hendes Magt - min Sjæl var lagt, - og hun var klog som hun var smuk, - beskar mit Væsens vilde Skud, - stak mine Evners Baner ud - -- og gik saa fra mig, uden Suk, - og valgte sig en anden. - O, vidste du, min Hjærtenskær, - jeg tog mig Tabet sorgfuldt nær - og laa ved Afgrundsranden. - - Og møder jeg min Hjærtenskær, - den Hjærtenskær, - der gav en Dag - mig Ridderslag - og lod min Drøm til Liv indvi, - da blusser alt mit Hjærteblod, - hvor er du smuk, hvor var du god, - jeg gaar dig rød og stum forbi - og hilser dig ærbødig. - Nu véd jeg først, at al min Færd - inddrak hos dig, min Hjærtenskær, - den Drift, jeg havde nødig. - - Jeg havde mig en Hjærtenskær, - en Hjærtenskær, - for hvem en Gang - jeg gerne sprang - i Havets Dyb, om hun gav Tegn, - et Liv, for hvem jeg kunde dø. - -- Men Tiden randt, og _andre_ Frø - blev klænget frem af Sol og Regn - og mig til Lykke givet. - _Da_ vandt jeg ret en Hjærtenskær, - _hun_ er mig mér end Døden værd, - hun er mig selve Livet. - - Jeg takker dig, min Hjærtenskær, - min Hjærtenskær, - du er saa god, - og du har Mod, - du venter paa mig tryg og tro - og bærer stolt og prud vort Navn, - du véd, de Tider kommer jo, - da jeg skal kryste dig i Favn, - naar Rejsen vel er omme. - Højlovet vær min Hjærtenskær, - mit Livs Behov, min Sjæls Begær, - nu skal vor Lykke komme! - - - - -HUSET VED HAVET - - - Langs den jydske Vesterstrand - har jeg jublet Barnesange, - har jeg udgrædt Hjærtets bange - Ungdomssmærte rén og sand, - har jeg angret dybt som Mand. - Og naar nu fra _denne_ Kyst, - hvor de høje Fjælde knejser - under evig Sne begravet, - Isen gaar paa fjerne Rejser, - og jeg hører Bølgens Røst, - længes jeg mod Vesterhavet. - - Vesterhav med Braad og Røg - over ørkengolde Klitter - ind i Land, hvor Lyngen stritter - paa en vejrbidt Kæmpehøj, - Land med brede Penselstrøg! - Sære, uvejrsdunkle Strand, - hvide Klit og blege Vænge, - skønnest Plet i hele Verden, - Tonebund for dybe Strænge, - som jeg altid høre kan, - -- Endemaal for al min Færden! - - Ja, for vi skal rejse Hus - dèr, hvor Klitten favner Heden, - ikke langt fra Barndoms-Reden - mellem Fjordens gule Grus - og det friske Havvands-Brus. - Naar jeg træt af viden Flugt - og de Saar, som Kampen giver, - trænger haardt til Fred og Hvile, - griber jeg min Pen og skriver: - »Hold i Nat en Dør oplukt!« - -- Henrykt ser jeg Vennen smile. - - Stolte Ven! Min dyre Skat! - Vi har mødt i Livets Kaos - mange Venner, som gik fra os. - _Du_ har aldrig mig forladt, - derfor kommer jeg i Nat ... - Aa, jeg ser jo Huset staa - gammeldags og lavt til Taget, - ser dig glad i Højtidstøjet - løbe hen og hejse Flaget. - Himlen blir saa høj og blaa, - begge faar vi Graad i Øjet. - - Gensyns-Smærte! Gensyns-Lyst! - Og den milde, stille Lykke - bare ved en Haand at trykke, - aande ved et elsket Bryst - Hjærtets underfulde Trøst. - Atter Fod i jydske Spor, - atter hjemme hos den bedste, - aa, hvordan skal jeg erklære - dig min Jubel ved at gæste - eget Hjem paa hjemlig Jord - -- endelig et Sted at _være_! - - Jeg befandt mig aldrig godt - i den store Bys Kaserner, - store Byer gir trætte Hjerner, - store Byer har meget smaat, - jeg blev led ved det Komplot. - Vi, som fik vor Vugge rørt, - i de fjerne, tyste Kroge, - nyder ungt de store Byer, - indtil vi blir gammelkloge - og af evig Længsel ført - hjem igen til frie Vuer. - - Og heroppe, under Fjæld, - naar jeg mindes danske Egne, - er det _Jylland_ alle Vegne, - til hvis rige Skønhedsvæld - jeg er endeløst i Gæld. - Tavs og greben steg mit Blik - mod de stejle Bjerg-Giganter, - men knapt fangede mit Øje - nogle usle Revling-Planter, - før min hele Attraa gik - til de jydske Kæmpehøje. - - Jo -- naar jeg en Gang naar frem - rig paa Livsmod, -- gid jeg maatte! -- - fattig som en Kirkerotte - men endnu ved alle fem, - jo, _da_ skal vi bygge Hjem. - Tidt nok blev det drømme-bygt - i de vemods-stille Stunder, - hvor mit Haab jeg opforgyldte. - Men -- der _skér_ en Gang det Under, - at vi to kan rejse trygt - Jyllands-Hjemmet, lykke-fyldte. - - - - -STEMNING - - - Over tungsindigt - dunkle Vande - flimrer i Natten - fortonede Rande - af drivende Fjældes - hvide Is, - der -- som i en Drøm -- - følger den fælles - mystiske Strøm - mod det stormfulde Hav - ud mod Forlis. - - Jeg stod og tav. - - Bare en eneste - Stjerne skinner: - _Venus!_ Dens Sølv - med Vandene rinder. - O, mine Minder! - Stille, stille, - nu bygger de Bro - langt, langt bort, - Bølgerne spille - en glemt Akkord. - Aa, hvem der var _to_! - - -- Haand, hvor du knuger! - Sjæl, hvor du bæver! - Dybt inde ruger - en Sorg, et Savn, - jeg hvisker et Navn, - -- min Længsel kræver - al min Besindelse ... - - _Hvor_ gaar din Færden, - elskede Kvinde? - Er _jeg_ den Verden - af ondt og godt, - du slutter inde - nu som før. - Eller har du blot - med Selvovervindelse - stænget din Dør, - været mig tro? - - Jeg grubler, spørger, - faar ikke Ro ... - - -- Jeg Taabe, som sørger, - jeg véd jo, jeg véd: - Længsel lider du. - Se, dèr skrider du, - skøn i din Søgen, - uden Frygt - frem over Vandene - søvngænger-trygt, - jomfruelig, nøgen, - min Kærlighed! - - O! At du vilde. - Tak! At du voved. - Stille, stille: - Stolt du hæver - dit lokkede Hoved, - dine Øjenlaage - lykkeligt bæver -- - jeg ser som i Taage - dine kærlige Blikke - vemodige, milde ... - - Stille! - - Vaagn ikke, vaagn ikke, - saa glider du bort, - og Natten bliver - saa knugende sort ... - - Det _er_, som jeg træder - hellige Steder, - hvor urørt Ynde - drømmende sover ... - Se, jeg breder - det blødeste Hynde, - vinker dig, beder, - lover, lover: - _Nu_ skal vort Liv - fra Nyt begynde: - - Bliv, bliv! - - Ingen savner os, - Natten favner os. - - - - -KAMMERATSKAB I »FJÆLDHULEN« - - -I - -TIL MARIE - - Du skal kende mine Fæller, de gode Kammerater! - Vi deler daglig Glæder og døjer Sorger sammen, - men ikke som et Hold disciplinerede Soldater. - Vi vil den frie Meningskamp, foragter »Ja og Amen«. - - Og vi faar lært hverandre saa godt og dybt at kende, - at vi véd, _hvor_ der er Sandbund og _hvor_ den faste Klippe. - Faar end en Gang i Tiden dette Rejsesamliv Ende, - vil næppe nogensinde Kammeratskabet glippe. - - Og dog -- hvem véd, hvad _skillende_ den næste Dag vil bringe, - det ærligst svorne Venskab kan blive brudt og sveget, - men lad os, Kammerater, vor Bitterhed betvinge, - thi den, der kender Mennesker, tør ikke kræve meget. - - Og vi er ikke Kærrestpar, som deres Forhold hæver - og giver Brev og Gave med Troskabs-Ring tilbage. - Det Liv, vi leved sammen, var dyrekøbt og kræver - et fredlyst Hjærtegemme for Mindets Højtidsdage ... - - Hver af os ejer Kanter. Men _den_ Gang Polituren - laa selskabsmæssig over os, da blev der aldrig kriget; - men nu er Hylstret sprængt, nu viser vi Figuren, - vort Sprog er nøgent dagligdags, vort Samliv er beriget. - - Vi tænker og vi læser, vi skriver og vi maler, - vi taler om det hele og siger frit vor Mening. - De sørgeligt berømte Ekspeditions-Skandaler - de kendes ikke her i vor Tremands-Forening. - - Hvor kan alene »Faust« give Stof til Tankeskifte - for Folk, som ejer Hjærte og har noget i Panden. - Jeg væmmes, naar jeg husker Polarforskere skrifte, - at de tilsidst slet intet havde at sige hinanden. - - De minder mig om Ægtepar, der enten byder Gæster - eller gaar ud til Middag i ét ustanseligt Køre; - de tør ikke være _ene_, for de ejer ingen Rester - af Tankeliv, hvorpaa de kan en Underholdning føre. - - De snakker blot om Dagsnyt og Husholdningspenge, - og aldrig mere gnistrer Ilden i deres Øjne, - Samlivet er et Haandjern, der skal bæres saa længe, - at de fængsels-trætte Sjæle tyr til Tavshed eller Løgne. - - Men _vi_, som lever her i et stænget Mørkerige, - Gud hjælpe os, om ikke vi kunde bruge Sproget - og øse af vort Indre i det uendelige - og drøfte Livet _bag_ os, forunderligt og broget. - - Og digte Livet _fremad_, saadan som det skal skabes, - naar alle Evner frigør sig for Tvivl og svimle Drømme; - -- hvad véd vi vel, om Lykkens Lod skal vindes eller tabes, - vi sidder blot i Mørket og lader Talen strømme. - - Det _danske_ Sprog! Det eneste, hvori min Sjæl forløses, - det bobler mig i Blodet, det gløder mig paa Læben - som Sang, som Suk, som Graad, hvori alt levet Liv udøses, - -- tag ikke Sproget fra os, saa dør vor bedste Stræben. - - -- -- Vi _tre_ er alle vokset fra det unge Fælles-Præg, - hvor man entusiastisk vil _Enighed_ bestandigt - og tror, et Venskab revner som Skallen paa et Æg. - Nej, vi er alle vokset. Vort Venskab tér sig mandigt. - - Thi gaar vi løs paa Sagerne og siger til hinanden: - se, saadan er Moralen, _jeg_ har af Livet taget, - du faar mig ikke anderledes; Hjærtet og Forstanden - er netop saadan formede af Læren, jeg har draget ... - - Og du, min Ven, som venter mig, mens Aaret trælsomt rinder, - skal kende disse Fæller, med hvem jeg deler Livet, - -- nu kommer Vinternatten, hvor Solen aldrig skinner, - men glad er jeg, at gode Kammerater blev mig givet. - - Jeg har i hele Verden kun dig og Far at byde - alt, hvad af ømt og kærligt jeg i mit Hjærte véd. - Men ene her blandt Fællerne er det min Fest at nyde - vore Karakterers _sande_ Form for Personlighed. - - Thi ingen Ven vil give andet, end han ejer, - naar han sit Selv har lutret og kender Fundamentet; - han træder op paa Vægten og viser, hvad han vejer - med stærkt og svagt, med ret og vrangt -- godt eller slet forrentet. - - -- _Mig_ kender du og véd, jeg er ikke af de blide, - endskøndt en Gang jeg galdt for at være saa elskværdig, - medgørlig og behjælpsom -- ja, endnu maa jeg lide, - fordi jeg ikke tidligt nok blev med de Dyder færdig. - - _Da_ troede jeg paa Mennesker -- og paa min Barnelære -- - de var saa gode _alle_, jeg vilde ingen støde, - men altid selv beflitte mig paa mild og god at være - og blot til Immer-Venlighed min Egoisme nøde. - - Jeg er som alle dødelige kraftig egenkærlig, - men Religion og Far og Mor fortalte mig, at Livet - forstøder den, der ikke sin Næste elsker ærlig. - Da jeg drog ud i Verden, var den Moral mig givet. - - Moralen er ophøjet. Men Livet véd en anden, - og det er den, der raader. Længe blev jeg skuffet, - før ogsaa _jeg_ fik lært mig at slaa den Tyr for Panden, - der ellers mit naive Hjærte vilde truffet. - - Men hvorfor skal dog Slægtled paa Slægtled Livet møde - saa rent uforberedte om Lovene, som raader! - De skønne Idealer er jo allesammen døde, - hvorfor da spilde Livet paa uløselige Gaader! - - Du véd, jeg blev beundret som »overmaade brav«, - -- men jeg var ved at kvæles af den lumre Venneskare, - der gav mig smukke Navne men udnyttede mig bare. - Og i mit Hjærte vokste om _eget_ Liv mit Krav. - - Jeg var jo ikke bare den elskværdige og rare, - men lagde tidt mit Ansigt i de efterspurgte Folder. - Verden vil bedrages. Som der raabes, maa man svare; - et Menneske maa gøgle i usmagelige Roller. - - Det kneb at sprænge Pansret, af tusind Hensyn smeddet, - hvori min Evne higede mod Selvstændighed. - Jeg saa, min rette Arbejdsmark, men brød jeg gennem Leddet, - maatte jeg jo træde »de andre«s Blomster ned. - - Fra dem, som havde prist mig, lød nu en anden Tone, - de fandt mig saa forandret, lidt hensynsløs desværre, - beklaged deres Fejlsyn før, beklaged mest min Kone, - ifald jeg ogsaa hjemme var en stiv og stædig Herre. - - Ja -- det er svært at lære, at det, som Livet kræver, - er viljehaarde Hænder, som egen Kraft tør kende. - -- Vær karrig med din Følsomhed, om end dit Hjærte bæver: - den, der er Ven med alle, er mest sin egen Fjende! - - Og vil du tækkes alle, da tækkes du slet ingen; - de jubler, naar de ser dig, men smiler bag din Ryg. - Blot til en eneste Kvinde gav du Bruderingen; - jo færre dine Venner, des mere er du tryg. - - Ja, mine Venner hjemme, I faa, som blev mig tro, - o, vidste I, hvor vemodsfyldt jeg følger gamle Minder - fra Tider, hvor vi sørged, fra Dage, hvor vi lo, - jo, det er stærke Traade, som os tilsammen binder! - - Det skal I alle vide, men du, min Ven, især, - af disse Minder lever jeg, helst nu da Dagen hælder, - saa langt fra Eder alle -- og dog ingentid saa nær, - saa ene her i Mørket -- og dog blandt gode Fæller. - - Og har jeg prøvet Mennesker og kaldt dem mine Venner, - da faar mit Liv et Lykkeglimt, naar vore Baner følges. - Og derfor skal du vide, du, som mit Livsløb kender, - hvordan vi lever sammen, her hvor vor Skæbne dølges. - - Vi er tre _danske Viljer_, hver i sin Formning støbt, - men med en fælles Farvebund for Kunsten og for Livet - -- og saa tre Eskimoer, hvis Arbejd vi har købt, - men som i Købet redebont har Kammeratskab givet. - - -II - -HARALD MOLTKE - - Frostklar var Dagen. Du husker den ikke. - Maalet var naaet -- men for hvilken Pris! - Dèr laa du paa Slæden med vildsomme Blikke, - laa som en Dødsramt, et Vrag i Forlis. - Rundt om os bare den livløse Is. - - Langt var vi rejst, fra hvor Mennesker boede, - ensomt ad utraadte Veje vi stred - op til den nordligste Kyst paa vor Klode, - Triumf for vor Vilje, Løn for vor Sved. - Det blev den tungeste Dag jeg véd. - - Jubelens Time, vi stolt skulde fejret, - naar vi besteg den forjættede Grund -- -- - udslidte laa vi om Snehytten lejret, - Ordene frøs paa vor angstfulde Mund, - hjælpeløst sløvt sank vi sammen i Blund. - - Kysten var lydløs og menneske-øde, - intet at æde for Hunde og Mænd, - fjernt i den gryende Morgenrøde - bølged den blaanende Isblink hen. - -- Skulde du stivne og dø som den? - - Ramt af Polar-Bræens isnende Kulde - segned du midt i din rastløse Flid ... - Vidste vi Lægedom blot, aa, vi skulde - varme dig Læben, som skælver hvid. - Raadvilde ser vi din grufulde Strid. - - Nytteløst er det, jeg angrer din Rejse, - Lykken, som sveg os, jeg skælder omsonst, - hjemme dèr saa' jeg dig maal-bevidst knejse, - frivillig fulgte du. Guld eller Gunst - søgte du ikke. Maalet var _Kunst_. - - Ja, og dèr laa du nu slagen og stille, - saa dødelig nedbrudt. Din Flid var for stor. - -- Da var der ikke en Time at spilde, - frem langs de ukendte Kyster vi foer - til Menneskers yderste Vagt paa vor Jord. - - Blodstænkte Hedninger bygged os Hytte, - pludrende Kvinder fik Spæklampen tændt, - -- _intet_ dig kunde mod Kulden beskytte, - Landet laa stik mod Sydvest-Stormen vendt, - drøjere Tid har jeg aldrig kendt. - - Usselig plejet hensank du i Dvale, - Pinslerne gjorde dig sanseløs. - -- O, om vor Snehytte kunde tale, - dèr, hvor vi sultede sammen og frøs - og for den truende Knokkelmand gøs! ... - - Se, der er rundet det halve Aar siden, - værkbruden lister du endnu omkring, - og, om du retter dig helt med Tiden, - véd vi jo ikke, véd ingen Ting, - -- er du mon frelst fra et dødeligt Sting? - - Sørgelig tung er den Lod, du har fristet, - men din Taalmodighed lykkelig stor. - Lykkelige du! Du har _intet_ mistet, - thi i dit svækkede Legeme bor - _Sjælen_, frodig som nyskabt Jord. - - Selv har du sagt, at du véd, du har vundet - Muld i dig selv, hvor du før var gold, - faaet din Tro paa dig selv begrundet, - -- ja, du har vundet mangefold, - du, som endnu har din _Kunst_ i Behold. - - Du er en _anden_, end først da vi kendtes, - klarere Blikket, din Sjæl dybet ud, - snart vil dit Lidelsens Guld forrentes, - Sorgen, som gaar fra dit Hjærte Bud, - _den_ blev din Evnes Gennembrud. - - Glødner din Kunst du i Lidelsens Esse, - det er dog det samme Hjærte, jeg ser, - din gamle, hensynsfuldt fine Noblesse, - de samme retsindige Livs-Idéer, - din altid urokkeligt tro Karakter ... - - Sultet og frosset og lidt tilsammen, - lyttet til Suk fra hinandens Bryst, - -- mørk og knugende er vel Rammen, - Billedet selv dog straalende lyst: - en gryende Sol over ukendt Kyst! - - _Solen_, det er din skabende Evne, - _Landet_, din Tankes nye Muld, - Nu gaar du ud mod det store Stævne, - lidet agter du Gunst og Guld, - Sjælen er rig nok og drømmefuld. - - Din Sjæl -- som du selv -- er adelsbaaren, - _jeg_ er af Borger- og Bondeslægt; - Rem af vor Ryg har Adelen skaaren, - længst er de blodige Strimer lægt: - Mit Venskab er i din Varetægt! - - -III - -KNUD RASMUSSEN - - Der var kommen en Dag - i vort Venskab en Rift, - og af Saaret flød Gift, - som gæred til Nag - -- Mistillidens Gift den gule, - som ingen søgte at skjule. - - Men det hændte os tidt, - at vi talte forstemt - om, at aldrig blir glemt, - hvad et Venskab har lidt: - _vi_ er ikke af dem, som lover - at lægge Glemsel derover. - - Og vort Samvær blev trist, - for vi led, begge to, - men vi havde den Tro: - der vil komme tilsidst - gennem hensynsløs, aaben Forklaring - et Venskab, bygt paa Erfaring. - - Og saa skete det her, - at vor Hjemvej blev stængt, - og da har vi vel trængt - til at knyttes lidt nær - til hinanden i fælles Smærte, - og se! Da talte vort Hjærte ... - - Der laa Sensommer-Glød - paa det ensomme Næs. - I det gulnede Græs, - hvor Vildbækken flød, - dèr laa vi og rensede Vunden, - og nu er Saaret forbunden. - - Der var sket noget stort, - kastet bort noget tungt, - og vi drømte saa ungt, - som vi før havde gjort, - da vi gik i den hjemlige Verden - og digtede Planer til Færden. - - Ja, hvor gransked vi tidt - i det grønlandske Kort - og beregned hvert Skridt, - som vi vidste blev vort, - -- vi _vidste_ det! Vi kunde mærke, - vi var ubetvingelig stærke. - - Thi det _kan_ ikke ske, - at en Ungdom, som _vil_ - og har Kræfter dertil, - maa sig vingestækt se - og lade sig skubbe fra Reden - af Oldinge-Stædigheden. - - Og det »Adgang forbudt«, - som en mugnet Plakat - fra vor Enevoldsstat - mod vor Rejse fik skudt, - dette Grønlands kinesiske Lukke - _vilde_ vi sønderhugge! - - Da saa Landet laa frit, - og trods »Venne«-Kritik - i Opfyldelse gik - hvad vi drømte saa tidt, - om de unge Vinger at strække, - da var vi bevægede begge ... - - Og nu ligger vi stængt - i Polarnattens Hi, - vore Drømme er fri, - nye Planer blir tænkt ... - Maaske stævner vi _nordpaa_ ad Aare - til Sejr eller Fald eller Baare. - - Ja, jeg véd, hvad du _kan_. - Du har Grønlænder-Blod, - jeg har prøvet dit Mod, - du er modnet til Mand, - og du _er_, blandt alle jeg kender, - den tryggeste, hvad der saa hænder. - - Du kan ro en Kajak - gennem oprørt Vand, - du kan styre et Spand, - om saa Fanden det trak, - du er født her i Pollandets Øde, - og her skal din Skæbne du møde. - - Dette Land, det er dit, - du, som taler dets Sprog! - Du skal skrive en Bog, - som kan lære os lidt - om Folket ved disse Kyster, - dets Skæbne, Drømme og Dyster. - - For vi andre, vi gaar - ikke dybt i et Folk, - som vi kun gennem Tolk - i Tale faar ... - Men mod _Nord_ kan jeg gaa, om du følger, - over Ishavets stivnede Bølger. - - Ja, mod _Nord_, Grønland rundt, - dèr, hvor ingen har traadt! - -- Er i Drømmene blot - dette Syn os forundt? - Eller gaar _virkelig_ Færden - mod ukendte Egne af Verden? - - Vi har Kraft nok og Mod - og et lysende Haab, - vi fik Æventyr-Daab - under Isblinkens Fod, - vi har Ungdommens sejrrige Alder, - -- men mod Syd ligger Hjemmet og kalder ... - - _Hvor_ vi gaar! _Hvad_ der sker! - Om vi mødes igen! - Se, da er der, min Ven, - ingen Mistillid mer: - Det er ærlige Haandslag, vi giver, - de er _rene_ de Hænder, der skriver! - - Og krystalklar og pur - -- som den Vildbæk, der flød - under Sensommer-Glød -- - er vort Venskabs Natur. - I Mindernes lutrende Rødme - staar Samlivets Smærte og Sødme. - - -IV - -JØRGEN BRØNLUND - - Kære Jørgen, sære Jørgen, - du vor tro »Alt-mulig-Mand«, - aldrig nogen Grund til Sørgen, - Jørgen _alt_ udrette kan. - Faar en Hundeskagle Nykker, - gaar et Slædejern i Stykker, - skal der bruges Fil og Sav, - er han Manden - med Forstanden - og det rette Haandelav. - - Men vi skændes næsten daglig, - jeg og Jørgen, med Humør. - Ogsaa jeg vil spille faglig, - jeg har rejst i Verden før. - Men jeg kommer ingen Vegne, - hans Begreber er hans egne, - al min Visdom uden Vægt. - Et despotisk - »Idiotisk« - er hans Svar paa Dialekt. - - Men vi kan som Regel staa os - ved at følge Jørgens Raad, - skøndt han helst vil overgaa os - paa sin Slæde som i Baad. - Bringer han os lidt i Knibe, - og der er blot ringe Stribe - Udvej for vort unge Liv, - altid tør han, - altid gør han - just det _rette_, klog og stiv. - - Jørgen er vor bedste Jæger, - skyder altid Smaavildt nok, - og i »Hulen« han os kvæger - som en sjælden renlig Kok, - er snarraadig Blikkenslager, - snild som Smed og Bøssemager, - ja saagar i Tegnekunst; - dydig, vittig, - frisk og flittig, - sparsom med sin Ros og Gunst. - - Jørgens hele Kundskabsmængde - er just ingen ringe Part; - dybe Ting han gennemtænkte, - ræsonnered altid klart. - Kølig er hans skarpe Hjerne, - haane Dansken vil han gerne - -- nu og da med nogen Ret, - socialistisk, - egoistisk - uden selv at vide det. - - Jørgen vil jeg altid huske - længst af al hans mørke Slægt. - Ingen Dansker kan ham kuske, - han er stærk i Selvrespekt, - minder mig om stejle Jyder, - kender sine Landsmænds Lyder, - ser og skatter deres Værd, - lod mig lære - dem at ære - paa vor lange Grønlandsfærd. - - Eskimoen er godmodig, - med den fri Natur i Pagt, - og jeg véd, han hader blodig - Enevældets snævre Magt. - -- Blandingsbørn blir født uægte, - som den Danske ej kan nægte - Penge og Paternitet. - Sagen glemmes, - han forfremmes, - bliver »Amtmand« trods sin Bêt. - - Men forelsker han sig ærligt - i en smuk Grønlænderinde - og vil giftes! Hvor besværligt - at faa stiftet Hjem med hende! - Kun mod Tab af Embedsstilling - faar han Ægteskabsbevilling, - -- Manden maa jo være gal! - Staten harmes - ved den armes - Syn paa dansk Missions-Moral. - - Vi har kristnet Eskimoen, - lært ham Tvivlens Sjæleangst. - For sin Frihed vandt han »Troen« - og fik Kaffe for sin Fangst. - Selvkaldt er vi Landets Herre, - vi kan for Kulturen spærre, - og det har vi hidtil gjort. - Penge vandt vi, - Folket bandt vi - stavnsfast bag en lukket Port. - - -- -- Naar en Gang i Grønlands Styre - sjette Frederiks flade Aand - faar sin slet fortjente Hyre - og blir kvalt i egne Baand, - og naar Vejen brydes aaben - til at holde over Daaben - Landets _egne_ Børn som _Mænd_, - der kan lede - egen Rede, - saa er Jørgen glad igen. - - Jørgen! Du maa ikke slippe - Fremtidshaabet for dit Folk, - rank og grundfast som en Klippe - skal du være Retfærds Tolk. - Du skal se, der gryr en Morgen, - da I hejser Flag paa Borgen - under unge Frihedskor: - send da ikke - hadske Blikke - ned til gamle danske Mor! - - -V - -GABRIEL OLESEN, kaldet »GABA« - - Gaba er god, - god som et Barn, selv om alt gaar imod, - han kan sig let med vort Vildliv forsone, - længes vist knapt efter Spædbarn og Kone, - som han forlod. - - Gaba er klog, - taler blot et malabarisk Sprog, - tidt maa vi ty til de særeste Fagter, - eller vi udgransker det, som vi agter, - af en Glose-Bog. - - Gaba er Kok, - Koksmath især -- men han har en barok - Lyst til vor Smagssans at undertrykke - ved at benytte som Viskestykke - Skjorte og Sok. - - Gaba er flink, - lystrer med Iver vort ringeste Vink - -- helst dog, naar Vinket betyder at skaffe - Vand paa en Kedel til The eller Kaffe, - -- se da hans Blink! - - Sukker især - har han, den Slikmund, usigelig kær, - sender sin Skefuld forelskede Blikke, - naar han behændig faar _Top_ til at ligge - -- en Kunst, der er svær! - - Gaba er glad, - sorgløs og lattermild, blot han faar Mad, - men naar vi mindsker en Dag Provianten, - saa kan han sætte sig ordknap og vranten - over sit Fad. - - Gabas Tobak - er hans Bekymring og evige Snak, - og for at skaffe sig noget at røge - tror jeg, han gerne vilde forsøge - sin Skind-Timiak. - - Han er adræt, - let tilbéns danser han Reeler med Spjæt. - Spørger man, hvad han nu tilbeder særlig: - Dans eller Kirkegang? svarer han ærlig: - »Danse mig træt!« - - Gaba har Trang, - Trang til at sove, skøndt vækket en Gang, - ja, og saa snorker han rent ubarmhjærtig; - rusker man Fyren, saa svarer han værdig: - »Jeg drømte, jeg sang.« - - Gaba har Røst, - Salmesang er ham en daglig Trøst, - Melodierne er bestandig hans egne, - og _de_ tager Tonen fra samtlige Degne - her under Kyst. - - Han er literær, - nedskriver Gloser og Folkesagn her, - lærdoms-stolt lader han Blyanten flyde, - ikke en eneste Sjæl kan udtyde - hans Kragetær. - - Gabas Moral, - Kristenmoral, den er ikke saa gal: - dybt han beklager sin hedenske Søster, - fristes dog selv af hedenske Lyster, - naar Natten er sval. - - Kæk i Kajak - gaar han paa Havet, hvor Hvalrossen trak, - kaster Harpunen med Kraft mod sit Bytte, - er efter Sæl en paalidelig Skytte. - Gaba, hav Tak! - - Tro har han fulgt, - delt vore Kaar under Velstand og Sult. - Rækker vi bare Uperniviks-Landet, - skal han faa Sukker og meget andet, - aabent og dulgt. - - Hundred iblandt - dem, som vi til os paa Rejsen bandt, - vilde forlængst have mistet Gemyttet - og til den grønlandske Hjemvé lyttet; - _han_ var konstant! - - Ja, du var tro, - tro mod din Pligt, og som oftest du lo. - Tak for din Troskab, din Sang og din Latter; - gæster jeg Grønland, opsøger jeg atter - dig i dit Bo. - - -VI - -AGPALING'UAK - - Din Slægt er død. Din Far og Mor - har nyligt vi til Hvile bragt. - Saa tog du mod vor Briks, vort Bord - og har vor Levemaade smagt. - - Og da vort Kød og Brød slap op - med Vandet i den frosne Elv, - da gav du os en Hvalroskrop - til Hundefor og til os selv. - - Og af dit Telt vort Tag blev lagt, - vi brændte alt dit Lampespæk, - i din Kajak gik vi paa Jagt, - til synkefærdig den løb læk. - - Vor Bøsse fik du, Hagl og Krudt, - og drog ad Kløften højt til Fjælds; - og havde du en Hare skudt, - gav du os baade Skrog og Pels. - - Fælles er nu vort Ædetrug - og alt vort Stræb for daglig Kost. - Om Hulen stryger Vejrets Sug, - hvide er Væggene af Frost. - - Mest er du tavs, begriber knapt - vor stille Syslen med Papir; - det er, som om du havde tabt - din Aands de gamle Vildmands-Stier. - - Snart sover du paa Briksens Sten - og raaber tidt i Søvne højt, - drømmer om Jagt paa Bjørn og Rén, - nu da vort Forraad er lidt sløjt. - - _Kød_ er din hele Tankekres, - din Verden blot et bræklædt Fjæld, - knap kan du tælle til en Snes, - og dog befinder du dig vel. - - Frit er dit Liv. Selvhersker-stolt - følger du kun din egen Trang, - hver Livsens Dag blir festligholdt - med Elskov, Mad og Trommesang. - - Af tusindaarig Slægt udgroet, - der langs den hvide Isblink drog, - har du som dine Fædre troet - paa skjulte Magters Varsel-Sprog. - - Alt det, som dine Fædre vandt - af Livets dyrekøbte Kløgt, - blev Slægt for Slægt en Traad, der bandt, - -- en Ledetraad i Livets Røgt. - - Ærværdig er din Hedning-Tro, - som helst du følger til din Død, - -- men Kristenheden slaar sin Klo - i al din svare Sjælenød. - - Thi ikke kender du den Gud, - i hvis misbrugte Frelsernavn - _vi_ skulde øvet Hjærtets Bud - men tændte Hadets Flamme-Bavn. - - Vor stakkels Agpaling'uak - med Biblens Helgennavne døbt, - fortabt den Frihed, han inddrak - i Fjældnaturen, isblink-svøbt, - - hans Fædres Visdom søndertraadt, - tusindaars-gamle Skikke brudt! - Han har den store Pan forladt - for Salmesang og Bly og Krudt. - - Hans Tarmskindstromme haanet blev, - hans Sang forbudt, hans Sagn belét, - -- her sad tre hvide Mænd og skrev - alt, hvad de havde hørt og set -- - - saa var det altsaa _dem_, der stjal - hans gyldne Frihedsliv, til Tak - for Rén og Bjørn, for Sæl og Hval, - -- vor stakkels Agpaling'uak! - - - - -MOR - - -I - - Ind under Elmehækken, - af Vestenstorme mejet, - er der en Grav i Rækken, - en altid kærlig plejet, - dèr hviler trygt - i Rosenflor - min Mor. - Og skinner Solen vaarligt, - og spirer frem, selv her mod Nord, - duftende Kalke af mager Jord, - da mindes jeg din Grav, o Mor, - og ser den for mig blomstersmykt, - husker dit Blik -- og véd med Frygt, - at al din rige Godhed - fik jeg kun lønnet daarligt. - - Alt, hvad jeg vilde sagt dig, - og som dig skulde trøstet - og til mit Hjærte bragt dig, - bævede mig i Brystet -- - ak, men jeg stod - snart ved en Grav - og tav ... - Paa Livets travle Veje, - opfyldt af tusinde Behov, - rammes vi brat af Livets Lov: - at nu har Døden valgt sit Rov, - et elsket Hjærte skælver sygt, - da haster vi i Haab og Frygt - og kaster os i Hulken - over den dødes Leje. - - -- -- Over den dødes Kiste - hang der en Blomstersfære, - Venner og Fjender viste - Liget »den sidste Ære«, - og mellem dem - hyklede bedst - en Præst ... - Aa, vi er som Sjakaler, - vi slaas gemént i Livets Krig, - vinder vor Sejr ved skummel Svig - men mødes _enigt_ om et Lig -- -- - vi rosenkranser Ligets Hjem, - dèr, hvor vi før holdt Torne frem, - og tror, at disse Blomster - vor hele Gæld betaler. - - Selv _den_, der vilde baaret - _dig_, Mor, henrykt for Livet, - aldrig din Tanke saaret - og ingen Sorg dig givet, - _ham_ førte bort - fra dig og dit - hvert Skridt. - Du blev din Søn berøvet - og lærte Livets bitre Kaar: - at Barnet egne Veje gaar, - som ingen kærlig Mor forstaar; - du troede Barnets Hjærte haardt, - fortabt hans Sjæl, hans Livsløb kort - og elskede ham dog højest, - som havde dig bedrøvet ... - - Til Mors Grav derhjemme - er mange Hundred Mile -- -- - men husker jeg din Stemme - og ser dit Ansigt smile, - er som en Drøm - om svunden Nød - din Død; - jeg føler Livets Varme - udstraale fra dit Modersind, - skærmende kysser du min Kind, - gaar vejkendt til mit Hjærte ind - og hører dèr i Blodets Strøm - Sønnetakken inderlig øm - og knuger lykkelig Barnet, - der græder i Mors Arme. - - -- Ak, ørkesløse Drømme, - som bare gør bedrøvet! ... - I duftende Rosenstrømme, - i Læ bag Elmeløvet - er der en Plet - med gruset Jord - og Mor. - Du stoled paa et Møde! - -- ja, Livet er jo fuldt af Nød, - og Himlen lover Frelserskød ... - Mor var saa god. Men Mor er død. - Aa, Mor, hvor var du livsenstræt; - først nu, for sent, forstaar jeg ret - _din_ Livssorg -- og min egen - aldrig sonede Brøde ... - - Nu blomstrer fløjels-sorte - Roser hjemme i Haven, - men jeg, saa langvejs borte, - kan ikke smykke Graven, - og ingen véd, - om siden mer - det sker ... - _Hvem_ bliver næst i Rækken? - Staar jeg mon selv ved Dødens Port? - Nej! Livet er saa rigt og stort - og mit Begær mangfoldiggjort ... - Eller er maaske _Far_ bragt ned - til Mors Støv og Støvets Fred? - -- Underligt hører jeg Blæsten - suse i Elmehækken ... - - -II - - Det er i Dag din Dødsdag, Mor, - din Dødsdag, Mor -- - nu er det længe siden, - men Tanken gaar ad de gamle Spor - langt tilbage i Tiden. - - Der kom en Dag et Bud, som lød: - din Mor er død -- - jeg blev som fra Forstanden, - haabede i min bitre Nød, - at Slaget galdt en anden. - - Døden var aldrig traadt mig nær, - og Mor især -- - det var saa rent utroligt. - Da sagde én, som er mig kær: - »Se nu og tag det roligt.« - - »Rolig, rolig -- naar Mor er død, - saa tungt et Stød! - det kan du aldrig mene.« - Vred og forvirret jeg udbrød: - »Gaa -- lad mig alene!« - - Og ene blev jeg. Gik i Døs. - Skjalv som jeg frøs. - Kunde slet intet sanse. - Vidste blot, jeg var moderløs ... - Gode Folk bragte Kranse ... - - »Lær mig, o Skov, at visne glad«, - den Salme bad - Mor om at faa ved sin Baare ... - Versene kunde jeg udenad, - lalled dem som en Daare ... - - -III - - Men havde du levet den Dag i Dag - og ventet forgæves og ingen Ting hørt, - om jeg var i Live? hvorhen jeg var ført? - om jeg kunde bjærge mig? eller var Vrag? - -- du havde grædt Øjnene røde, - du havde dig sørget tildøde. - - Fra _den_ Gang, du bar mig til Verden med Vé - og nær ved din Død havde Livet mig købt, - da blev med de ømmeste Navne jeg døbt, - da var jeg det kæreste, du kunde se, - du strakte de værnende Hænder - mod alle min Uskylds Fjender. - - Og er der i Verden, saa ond og saa stor, - ikke den Moder, der svigter sit Kald - men elsker sit Barn i dets Sejr og dets Fald, - saa er du blandt Mødre, min elskede Mor, - den mildeste, kærligste Kvinde, - den bedste, jeg kunde finde. - - Thi alt, hvad der gik mig i Livet imod, - har knuget dit Sind. Du har vaaget og bedt, - du har tryglet din Gud, naar i Sorg jeg var stedt, - om at være dit Hjærtebarn naadig og god, - om at give ham Troen tilbage - og hans _Fred_, som i gamle Dage. - - Ak, havde du vidst, at jeg ikke vil Fred, - at Sjælefred er mig som Døden imod -- -- -- - Der bruser den evige Storm i mit Blod, - min Fod ejer ikke et blivende Sted. - Den eneste Gud, jeg kan dyrke, - er Menneske-Aandens Styrke! - - Den kætterske Kraft i vor Menneskehed, - som ensomme Aander frimodigt os gav, - den styrker min Sjæl. Men Mor gik i Grav - stærk ved sin Tro og sin Kærlighed. - Nu mødes vi ingensinde. - -- Velsignet være dit Minde! - - Den Gud, du bekendte, har jeg ikke set, - -- kun set i min Mor et guddommeligt Værd. - Men havde du levet og lært af min Færd, - hvor frugtesløst dine Bønner blev bedt, - du havde dig græmmet tildøde - for Dommen, jeg gik i Møde ... - - -- O, intet i Verden er godt som en Mor, - en Jorderigs Lykke, et Livets Klenod, - men alle saa gør vi vor Mor imod; - der kommer en Dag, da hun mister vort Spor, - hun, der har selv kunnet _savne_ - for Barnets Fremtid at gavne. - - Saa underligt er det: Af al vor Natur - vi vælger vort Liv _trods_ moderligt Raad, - vor egen Vilje skal styre vor Baad, - knapt Ungen faar Vinger, er Reden et Bur, - Opdragelsen gør vi til Skamme, - -- vor Mor har vel gjort det samme! - - Ja -- _evigt_ er Livet! Men vinder vi _frem_? ... - Teknikken den skrider med straalende Hast, - moralsk saa staar vi forsumpet og fast, - thi Dyds-Karaktererne, _hvor_ har vi dem? - Den eneste Dyd paa Jorden - er det hellige Kald for Moren. - - Og dog -- vort Menneskeliv det er rigt, - og den, der har levet dets ondt og dets godt, - ja, den, der har ejet en Moder blot, - han elsker det Liv, vi evindeligt - skal leve til sene Slægter, - hvad Tro vi saa forfægter. - - Aa, Mor! Om du levede Dagen i Dag .... - Jeg drømmer saa tidt, at du aander paany, - at jeg er dit Hjærtebarn, uskylds-bly, - som uden Fortielse, uden Bedrag - om Livet og Mennesker spørger ... - Saa vaagner jeg op og sørger. - - Jeg sørger, for jeg er jo moderløs - og finder dig ikke, naar jeg vender hjem, - -- jeg finder en Plet kun blandt Gravene frem, - og staar dèr og skælver, som om jeg frøs, - mens Blæsten hvirvler med Støvet - og suser i Elmeløvet ... - - - - -FAR - - -I - - Jeg takker dig, min gode Far, for al din strænge Tugt, - du mente mig det ærligt, men du fik ikke Bugt - med al den stejle Viljetrods, du _selv_ gav mig i Arv, - som rinder _dig_ i Blodet, - som er _mig_ Livsens-Modet - og min Lykkes sande Tarv. - - Jeg takker dig for Skændene og Pryglene, jeg fik, - den Gang, da jeg var lille og frygtede dit Blik, - _nu_ véd jeg, at hvert haardhændt Slag paa min uvorne Ryg - har voldt dit eget Hjærte - en tavs, indkapslet Smærte, - et forknuget, bange Tryk. - - Nu er du hvid og gammel, Far. Selv er jeg ikke ung. - Vi prøved begge Livet, tidt var os Vejen tung, - men vi har troligt fulgtes ad og bliver ikke skilt, - jeg kender jo dit Hjærte - og véd, at hvad du lærte, - det var ingen Tid forstilt. - - Der gaar saa strid en Hvirvelstrøm i Livets dybe Flod, - tidt tumlede jeg Baaden min Fars Bestik imod; - men skifted vi end Ord derved ud af vort stride Sind, - var Solen aldrig nede, - før al fortørnet Vrede - laa med Dagen slumret ind. - - Du er din Søn _mer_ end en Far. Du er hans bedste Ven, - hvem han betror sit Levned. Nu faar han ingen Skænd. - Den gode kloge Far forstaar, at Skænd er nytteløst: - Hvert Menneske maa lære - sin Selv-Profos at være - og sin Skæbnes egen Trøst. - - Jeg møder i dit Faderblik, mildt dømmende og ømt, - den endeløse Godhed, du aldrig faar udtømt. - Stræng var en Gang den Tugt, du gav, -- men hundredfoldigt tungt - faldt selve Livets Svøbe, - den, ingen kan undløbe, - som har levet stærkt og ungt. - - O, jeg har levet ungdomsrigt! Og jeg har lidt min Straf, - men aldrig skal jeg angre den Skæbne, som mig traf. - Du blev mig tro, du hvide Far, trods mine vilde Kryds, - vi er to gode Venner, - jeg velsigner dine Hænder - i et ydmygt Sønnekys. - - -II - - Husker du, naar Kusken buldred frem ved Smugen, - alle Ruder dirred, Taffeluret klang, - Mor kom ind med Kaffen, bredte hastigt Dugen, - ude dæmred Dagen, Spurvene de sang. - - Ude vented Vognen. Ude hylte Blæsten, - det var sén Oktober, Lindeløvet faldt, - langt vi skulde køre stik imod Nordvesten; - det var Faaretyven, som vor Rejse galdt. - - Travl og barnehenrykt foer jeg ud paa Trappen, - sprang adræt i Vognen op til Kusken Mads, - -- ak, jeg undgik ikke Mor med Vadmelskappen, - og til Halstørklædet fandt hun ogsaa Plads. - - Altfor nænsomt gode, altfor offerrede, - for vort Velfærd altid omsorgsfulde Mor - -- jeg kan endnu se dig staa beklemt og bede: - »Pas nu paa jert Helbred -- og jert Flaskefor!« - - Stolt sad jeg paa Bukken, fatted Søsters Hvisken - og saa' Lillepigen bringe Rejsevin. - »Blis« og »Brune« vrinsked, Mads slog Smæld med Pisken, - Genbo-Jensens vaagned, letted et Gardin ... - - Sidste raske Afsked. Torvets Brosten lyner, - bleg i Dagningsgryet Havnefyret staar. - Jensens ligger atter i de lune Dyner, - drøfter, fuld af Spænding, hvorhen Rejsen gaar. - - Ja, hvorhen gaar Rejsen? Ud mod Vesterhavet - henad Hedevejens sære skjulte Slyng, - alen-dybt i Sandet er vort Hjulspor gravet, - milelang er Sletten med den mørke Lyng. - - Blomsterløs og gusten og saa fredløs øde -- -- - Højt mod Morgenhimlen tavst et Møllekors -- - Tunge Skyer gaar Dagens blege Sol i Møde, - Vinden stryger regnmæt og med Duft af Pors. - - Urosvanger Himlen, mørk og sorgfuld Jorden, - paa den magre Stubmark ikke Fugl og Kvæg, - gennem Blæsten varsler Maageskrig fra Fjorden, - fra den sunkne Gravhøj klager Faarebræg ... - - Nu er maaske Tyven urosvanger vaagnet, - kigger efter Solen, den, han helst undgaar ... - Var hans Børn forsultne, vil han ej »paa Sognet«, - stjal han blot i Armod af sin Nabos Faar? - - Som i dunkle Syner ser jeg Livets Byrde, - Livets bitre Vilkaar for en knuget Slægt. - Barne-Øjet dugges: Aa, var _jeg_ den Hyrde, - der tog hele Hjorden i min Varetægt! - - Kunde jeg blot frelse Tyven, vi skal hente, - ham, der har sig mættet af den riges Fad. - Skaanselsløs er Loven, lynsnar som en Glente. - Far er Lovens Tjener. Far er ikke glad ... - - -- -- Fjernt paa Heden slukner morgen-tændte Ruder, - Madmor sætter Davren dampende paa Bord. - Der er lavt til Loftet, Gavl og Vægge luder, - der er megen Madlyst, ikke mange Ord. - - Barneflokken slubrer rent forslugent Mælken, - men den træge Husfar slipper brat sin Ske, - rejser sig beængstet, bøjet under Bjælken, - stirrer gennem Ruden ... Hvad kan han mon se? - - Og med ét saa holder vi for Husmandshytten, - Far gaar ind i Stuen, Mads og jeg gaar med: - Alle Munde tier i bestyrtet Lytten, - alle Øjne siger: man vil os Fortræd! - - Og da langt om længe Vognen atter skrumler, - er vi _fire_ i den ... Nu er Dagen kort, - Vesterhavets Brænding over Klitten mumler. - Heden ligger lydfyldt. Solen rinder bort. - - Men mit Barnehjærte kan slet ikke glemme - Øjnene, som fulgte Manden, vi tog bort, - Børnene, der klynked, Madmors skræmte Stemme, - men fortrøstningsfulde: han har _intet_ gjort! - - -- Ja, han er uskyldig. Han har ikke stjaalet, - er blot ynksom fattig, derfor nemt forfulgt; - Far kan, trods sin Klogskab, ogsaa fejle Maalet, - -- vidste han vel altid, hvad _jeg_ handled dulgt? - - Der er koldt paa Bukken, men min Hjærne brænder - ud i Nattemulmets barske Regn og Rusk. - Mads har rig Erfaring og er Sjælekender, - jeg har længe snakket dæmpet med Mads Kusk: - - »Tro kuns mig, min Lille! Lad ham blot benægte. - Inde i Arresten faar de ham nok mør. - De gør altid Krumspring, disse Tyveknægte; - du maa huske, Lille, _jeg_ har kørt dem før.« - - Men mit Barnehjærte, som kan ikke dømme, - stoler paa hans Uskyld, dadler Mads og Far, -- - jeg vil ikke længer holde Kuskens Tømme, - fredløs ligger Heden, ingen Fred jeg har. - - Dybt i Kappekraven dukker jeg min Harme, - sværger Straffeloven uforsonligt Nag, - -- mine Tanker sløves i den klamme Varme, - da jeg atter vaagner, er det hen mod Dag. - - Dæmpet rødnes Himlen under Skyers Rande - som en Kind, der blues over Jordens Skam. - Bølgestejl mod Stranden bryder Fjordens Vande - som et Hævnens Udyr, der har rejst sin Kam. - - Se, dèr ligger Byen pisket af Nordvesten, - Borgerne de sover, Lygterne er tændt, - Mads, som sér mig vaagen, hvisker gennem Blæsten: - »Naa, hvad sa' jeg, Lille. Fyren har _bekendt_!« - - -- -- Det er tungt at lide med en forurettet, - tungere at vide al sin Medynk spildt ... - Det var godt at komme hjem og blive mættet - fra den aabne Hede, hvor det blæste vildt. - - -- Barnehenrykt var jeg, naar med Far jeg kørte - ud paa Embedsture i mit jydske Land: - Livets bitre Jammer jeg betaget hørte, - og den falske Taare tog jeg straks for sand. - - Det er længe siden. Mange Illusioner - skulde briste sønder, før min Mund blev klog ... - Aa, men der staar Lyngduft og Oktober-Toner - ud fra Æventyrets gamle Børnebog. - - Disse sære Farter over dunkle Sletter, - dette Væld af Minder ud af Livets Kaar, - disse høstligt mørke, storm-forsuste Nætter - har jeg altid elsket fra de unge Aar. - - Og af disse Minder nu min Sjæl sig mætter - hér, hvor Fjældet gjalder af Oktober-Storm; - i de mørke Aftner, i de lange Nætter - faar de gamle Minder atter Liv og Form. - - -- -- Om du husker Tiden! -- Ja, jeg véd, du mindes. - Og du véd, min Barndom er mig dyrebar ... - Du er Lovens Tjener. Men dit Hjerte findes - paa det rette Sted. Du min hvide Far. - - -III - - Kære Far! Jeg bér dig blot: - vær i Live, naar jeg kommer, - byd ham Trods, den strænge Dommer, - Dødningmanden. - Der er endnu meget godt, - vi skal have sagt hinanden. - Af mit Liv jeg _Aar_ vil give, - naar du bare er i Live! - - Livet løb sit travle Jag, - og i Farten, naar vi mødtes, - dyre Timer tidt forødtes - ufornødent, - og saa blev det Afskeds-Dag, - og jeg rejste ufortrødent - i den Tro, jeg haardt tiltrænger, - _næste_ Gang at dvæle længer. - - Og vi saas og skiltes tidt, - men de korte Gensynsstunder - gik i Selskabs-Tummel under - og Debatter, - som om Hjærtet var fallit. - -- Ak, er det for sént, jeg fatter - Lykken, ene og fornøden, - den, der brister bort med Døden? - - Lykken -- det er det at staa - sammen med de Faa, de Kære, - som vil alle Dage være - trofast samme - Hjærteblod, hvad end gaar paa, - fælles Rod og fælles Stamme, - fælles Livets Byrder løfte, - Sorg og Glæde sammen drøfte. - - -- Vær i Live, kære Far, - naar jeg atter er derhjemme! - O, da skal din Sjæl fornemme - Hjærteslaget, - som mig til dit Favntag bar, - og som aldrig har bedraget. - Rejs dig stærk mod Dødningmanden, - vi vil _leve_ med hinanden! - - - - -DEN STORE BY - - -I - - De gamle Bolværksgader - om lønlige Kanaler, - Børstaarnets Dragehaler, - Slotspladsens Lygterader; - bag Kirke-Gravkapellet - det skumle Kristiansborg! - -- Hér var det, at Farvellet - greb mig som en Sorg. - - Min Ungdoms Minder ruger, - og glemte Længsler taler - langs disse graa Kanaler - med lukte Pakhus-Luger. - -- Gaderne kan fortælle - om Holland og om Flandern, - om gammel Købmands-Vælde, - om Tordenskjold og van Mandern. - - Dèr henne glimter Ruden, - hvor jeg har Hjem og Virke, - og under Frelsers Kirke - en grønlandsk Plads med Skuden; - køl-stærk og isforhudet - trodser den sig mod Nord, - -- naar den har Afsked tudet, - saa er _jeg_ med ombord. - - _Da_ vil der rinde Tider, - før atter jeg betræder - de skæbnesvangre Steder, - hvor Kampens Vaaben bider. - Jeg elsker Storstads-Sejren, - og skøndt jeg skræmt forlod den - og afskyer Klike-Lejren, - drages jeg dog imod den. - - Ja, det er svært at skilles - fra disse gamle Gader; - jeg elsker og jeg hader - det Liv, der her udspilles. - Her blev mit Hjærte prøvet. - her led jeg Sorg og Savn, - -- o, jeg gik tidt bedrøvet - ud gennem Kristianshavn. - - Men der er Morgentimer, - naar over Tagstens-Vrimlen - Vaarsolen rødner Himlen, - mens alle Klokker kimer, - -- da sprang jeg fra mit Leje - og hilste Spir og Slotte - og higed stolt mod Veje, - som ingen Fod betraadte! - - Og der er høstligt svale - og skumrings-dunkle Nætter, - naar Tivolis Raketter - som en Komét med Hale - paa Slotsruinens Rygge - nedstraalte gyldne Drys, - mens skjult i Søjlers Skygge - jeg stjal et Kærrest-Kys! - - Og naar i Vintrens Taage - hver gothisk Husgavl dølges, - da véd jeg to, som følges - rundt om i Havnens Kroge: - dèr leves Glædens Røre, - dèr lides Livets Kvaler - bag gamle Egedøre - og forsirede Portaler. - - De gamle Stokværks-Gaarde - langs lønlige Kanaler - og Børsens Dragehaler - bag Havnens travle Aare - -- her leved jeg og lærte, - herhen vil jeg paany, - thi ene _her_ mit Hjærte - slaar for den store By! - - -II - - Du altfor store By til dansk Behov, - Hjemstavn for Livs-Tilværelsens bitre Kampe, - -- jeg knyttede mine Hænder som i Krampe - den første Nat, jeg ved dit Hjærte sov! - - Dèr midt i Mylret galdt den Stærkes Lov, - om Tag og Tind steg Offerblodets Dampe, - -- saa hyggede jeg mig ved min Stuelampe - angst for den onde Verdens Hestehov. - - Men Larmen genlød i mit stille Kammer, - snart kendte ogsaa jeg mig vaabenfør - -- og vandt de første Nederlagets Skrammer ... - - Du skæbnesvangre By om Havn og Søer, - du gav mig Kampens Liv og Sejr og Jammer, - -- jeg længes efter dig som aldrig før! - - - - -FÆDRELANDSSANG - - - Mit gode danske Fædreland, - mit Hjem, min Daad, mit sidste Suk, - en ringe Plet paa Globens Rand, - i Verdens Alt en Draabe Dug! - Og er end dette Danmarks Navn - ukendt af mangen Jordbeboer, - _min_ Stolthed er det og mit Savn, - herfra udgaar mit Skæbnespor, - her fik jeg Liv, her døde Mor. - - Og dette Land, jeg har saa kært, - min unge Elskovs Brudeseng, - hvor er det blevet misregért - og pint af fremmed Fyrsteslæng! - I slog vor Ret, udaad vor Marv - og leved selv i Sus og Dus, - lod Vold og Vælde gaa i Arv, - udødelige Kongehus, - vort sunde Legems Snyltelus! - - Jeg hader Kongemagt og Krig, - og jeg vil ikke ofre Blod - og ikke ligge Valplads-Lig - -- men _Livets_ Krig udstaar mit Mod! - Hver den, som øger Livets Værd - ved Brødets Kamp som Arbejdsmand, - i Videnskab, paa Forskerfærd, - ad Kunstens Baner, hel og sand, - han bløder for sit Fædreland. - - Ja, _dette_ dyre Blod har flydt, - fra Danmarks gamle Land blev skabt; - en tusind-tunget Vé har lydt, - naar disse Daadens Mænd gik tabt. - Men Fyrsten sad paa Tronens Stol - fra Folkets Liv og Tanker fjern - som Maanens Fjæs fra Livets Sol, - forskanset bag »Guds Naade«s Værn, - hans Gunst var _Guld_, hans Vrede _Jærn_. - - O, Danmark! Mangen ydmyg Nar - lod hæfte Kongens Guld paa Bryst, - -- men tifold stolt sit Hoved bar - hver ukøbt Mand i Dagens Dyst. - Om Danmark som en Frihedsstat, - hvor Folket raader Folkets Kaar, - hvor Kongen og hans Hof-Etat - af Folkets Naade Aftægt faar, - dog lige dristig Drømmen gaar. - - Ja, drøm dig frem til Republik, - saa alle Evners Fylde naas, - før du skal tømme Dødens Drik - og af et »Stor-Evropa« flaas. - Det _Kongens_ Danmark, vi har troet - var Flammen i vor Hjærtebrand, - vil dø og blive mosbegroet, - men _leve_ mellem Mand og Mand - vil _Folkets_ gamle danske Land. - - Mit Land, mit Liv, min Skæbnes Gud, - hvor jeg blev født, hvor jeg vil dø, - naar jeg har adlydt Livets Bud - som Blomsterkalken, der gav Frø, - du skønne Land af Øer og Næs - med Oldtidsskov paa Bakkedrag, - med Aa og Eng og frodigt Græs - og Lyngklit ud mod Bølgeslag, - med frigjort Folk som Fremtidssag! - - O, lad mig se endnu en Gang - mit jydske Hjem, min Far, min Brud - og høre Hedelærkens Sang, - naar Klokkelyngen springer ud. - O, lad min Baad en stormfuld Dag - for stærke Sejl naa hjem i Havn, - -- ja, flød jeg blot til Strand som Vrag, - min Last forlist, forglemt mit Navn, - saa fandt jeg dog min Fødestavn! - - Mit gode danske Fædreland - du ejer alt mit Hjærteblod, - hjem til din lave, lyse Strand - gaar altid glad min Aand og Fod. - Og er du end et usselt Fnug, - en ukendt Plet paa Globens Rand, - udpint til Armod, Had og Suk - af fremmed, lovløs Fyrstestand, - du er mit Land, mit dyre Land! - - - - -VENNER - -TIL L. C. NIELSEN OG VALDEMAR NEIIENDAM - - -I - - Hvad er ærligt Venskab? Livets Salt! - Det har krydret mig de ferske Retter, - Mennesker paa Livets Festbord sætter, - været Gærstof i den vamle Malt. - - Der var Tider, hvor jeg nød det alt: - sukret Bagværk, som kun daarligt mætter, - søde Vine, der gav tørre Pletter, - men den Levevis for Brystet faldt. - - _Da_ blev syrlig Mosel Yndlingsvinen, - naar jeg valgte anden Drik end Vand, - høstlig sval den flød bag Glassets Rand. - - Ogsaa _den_ har tændt min Sjæl i Brand, - men afklaret var jeg da: en Mand, - der aad ikke Brød blot for Rosinen. - - -II - - Venner! I gav Surdejg til mit Brød. - Jeg slog op mer, end jeg kunde bage, - _jydsk_ var Kornet, kunde Hvermand smage, - og af Lyngbaal Ovnen hed og rød. - - Jeg var ung og endnu grøn af Lød. - _Mestrene_ gav kandiseret Kage, - skulde Kundekresen da beklage - Sukkermanglen i det Værk, _jeg_ bød. - - Ung og grøn kom jeg til Hovedstaden, - ikke én af Fagets Folk jeg kendte, - aabned angst min Bod i Sidegaden. - - Men dèr var det, at det slemme hændte, - _I_ gav mig paa Surdejg Appetit, - og saa gik Bedriften snart fallit. - - -III - - Salt og Surdejg, bedske Krydderier - blev mit Væsen og mit Kald en Tugt. - -- Ikke mange Folk ser noget smukt - i de livsens-bitre Poesier. - - Men den kloge Mand er den, der tier, - lige glad om Værket blot blir slugt - af de Faa, hvem det er udsøgt Frugt, - og som hader Kling-Klang-Melodier. - - Han er Digter og kan ikke ænse, - om han overskred den Smagens Grænse, - som er gængs for dannede Poeter. - - Maaske saares alle hans Bekendte, - men som Literaturens Dumme-Peter - vil han ikke sine Laurbær hente. - - -IV - - Aldrig skal i Kunst vort Liv opstaa, - om vi vikler os i Hensyns-Vævet; - -- men jeg véd, at vi har alle bævet, - hvor de store Opgør forelaa. - - Men hver den, som paa Akkord vil gaa, - naar det blir af Slægt og Omgang krævet, - og som ikke faar sit Livsværk hævet - op, hvor Himlen hvælves høj og blaa, - - han maa altid give Køb og lyve, - han er Larven, der skal aldrig flyve - sommerfugle-fri til Blomstens Kube. - - Kunstens Ilddaab volder Sorg og Sukke, - skiller al hans Kres i Faar og Bukke, - er ham ene Vej til Sjælens Grube. - - -V - - Kunst er Sandhed! _I_ er begge sande. - Kunst er Liv og Kunsten dyrekøbt, - derfor staar I begge to som støbt, - møder Grin og Svig med aaben Pande. - - I er Lys ud over plumre Vande, - Luftning, hvor den klamme Gus har svøbt, - alt jert Arbejd bliver smærte-døbt - og gaar derfor virkningsløst om Lande. - - Thi vi kender dansk Moral og Mode: - -- Kunsten er det skønne, ædle, gode - i sødladen, smærtefri Servering ... - - Lad _os_ Hyl i Harmonien blande: - Kunst er ikke Tossernes Formering, - Kunst er Liv -- det dybt personligt sande! - - -VI - - Venner, _I_ har levet denne Lære - og før nogen rakt mig Broderhaand, - Næring drog vi af hinandens Aand; - hvor vi fulgtes, var der godt at være. - - _Alt_, vi leved, saa' vi Frøkorn bære, - rodfast Egen skød af spinkel Vaand; - skilte ad skal just vort Venskabs-Baand, - fri for Egennytte, styrket være! - - Fyldt af Udvé følger hver sin Bane, - Farten det er Livet, Kunstens Lods, - lutret naar vi hjem til fælles Fane. - - Vi, som véd hinandens Dyd og Fejl, - er ej Slaver af hinandens Ros, - derfor ses vi -- og ser os i Spejl! - - -VII - - Kunstnere! Du Digter og du Maler! - I, mit Hjærtekalds de bedste Venner, - husker I, vi stod med bare Hænder - henrykt rige under Kaldets Kvaler? - - -- Vi har Hybler højt paa femte Sal'er, - vi er Folk, som Livets Trængsler kender; - men vi tror paa Lykken, naar det hænder, - at rettidigt Lejen vi betaler ... - - Unge, grødefulde Foraarsfest, - oprørssvangre Tid, fuld af Skandaler, - naar vi slog de mugne Idealer! - - _Hver_ bar Skotøj efter egen Læst, - fodfri blot, som luftige Sandaler, - -- hellige Tid! Du Digter! Og du Maler! - - -VIII - - Langt, langt borte fra den Vej, I gaar, - har af Sten og Sne jeg bygt min Hule, - Ravn og Rype -- Fjældets Vinterfugle -- - deler trofast mine Sultekaar. - - Kan I huske vore Ungdomsaar, - da vort Eje var en ringe Smule! - -- Aldrig dog som her i yderst Thule - var jeg stædt i saa fortrykte Kaar! - - Heller aldrig var jeg _rig_ som her: - se! Jeg har Nomadens gyldne Drømme - og min Friheds Verdensherredømme, - - rigest dog ved dem, som jeg har kær, - aldrig stod jeg Jer saa hjærte-nær - som i Armods-Tid blandt Bræens Strømme! - - - - -DANSKE MÆND - - - Hørup! Den tavseste Mund i vort Land, - stærke, kloge, besynderlige Mand! - - Vi, som holdt af ham og aldrig kan glemme - hans smilende Mund, husker næppe hans Stemme. - - Den Mund, som før havde flammet saa tidt, - var ikke i trodsig Foragt sammenbidt, - - den tav blot og var som et fint lille Smil - over Menneskers Dumhed -- og undte sig Hvil. - - -- Han var graanet den Gang, jeg traadte ham nær. - Nær! Nej, en Afgrund der var mellem hver. - - Ikke at _han_ var _stor_ mod den unge! - Jeg fatted blot ikke den tavse Tunge ... - - En Nytaarsdag, jeg skrev ved mit Bord, - kom han gaaende gennem vort Kontor. - - Jeg vilde ham ønsket paa gammel Skik - »glædeligt Nytaar« -- men mødte hans Blik, - - et mildt og elskværdigt -- han var jo saa god -- - men det missede lidt, og jeg tabte mit Mod. - - For dette gaadefuldt smilende Blik - slog Tankerne Sludder og Munden Klik. - - Aldrig fik jeg ham ønsket noget godt, - forundret tav jeg -- han smilte blot ... - - _Nu_ véd jeg, hvad dette Smil betød, - begreb det, længe før han var død: - - »Min unge Ven! Over den hele Jord - de ærligste Ønsker faar aldrig Ord.« - - »Den Ven, der ønsker mig godt, er en Taabe; - _handle_ skal han i Stedet for haabe.« - - »Folk, som er enige, samtaler nødig; - overfor Fjender er Ord overflødig!« ... - - -- Bag Hørup, den utilgængelige Mand, - stod vel vort danskeste Hjærte i Brand. - - Men han gennemskued _alt_, saa Folk blev nøgne, - han elsked Sandhed, bekæmpede Løgne, - - var derfor saa inderlig frygtet og forhadt - og _savnet_, da han havde sin Plads forladt -- - - denne tavse Mund, disse talende Øjne. - - * * * * * - - HØRUP er som Minister endt, - GEORG BRANDES blev stats-anerkendt. - - Det er just intet logisk Punktum - for Mænd, der gnistrer af evig Ungdom, - - medmindre vi danske ikke mere - vil lade den hædrede Alderdom regere! - - -- Brandes! Jeg skrev en Gang, han var Gud. - Da skammede mine Venner mig ud. - - Og Guden selv var saa venlig at lade, - som om han ikke læste de Blade. - - Det ligger nu langt tilbage i Tiden; - desværre, jeg har ikke udviklet mig siden. - - Det er jo dog ellers svært moderne - at haane sin forrige Ledestjerne, - - at sparke til den, der har lært os at gaa. - Brandes er blevet sparket som faa. - - For mig staar aldrig saa stærk en Glans - af en Himmelens Stjerne som af hans. - - Men der sidder jo rundt i den danske Stat - mangen overbevist Renegat. - - Ja, hvor var der Jubel i Fjendernes Lejr, - ved Renegaterne haabed de Sejr. - - Men Skæbnen har sig forunderlig vendt, - _nu_ er Brandes stats-anerkendt ... - - -- Alligevel! Han er den samme som før - og bliver bare sig _selv_, til han dør. - - De fanger ham aldrig med Statsløn og Tittel, - han er Lucifer, altid i Arbejds-Kittel, - - en Samfundets evigt lutrende Ild, - en Ungdommens Sokrates, naar den foer vild. - - Stærk som Døden, der trued ham tidt, - har for de dristigste Tanker han stridt. - - Tanker, der har omformet os alle, - som helt har sejret, naar han maa falde, - - sejret selv dèr, hvor man nødigst indrømmer det: - Bægret er bedskt -- men se, hvor de tømmer det! - - -- Blot hos det alleryngste Kuld - er Brandes ej længer lødigt Guld. - - _De_ Folk har i egne Indvolde set - og set: at de selv er den ny Profet. - - Og Menneskeheden hungrende bier - paa det yngste Danmarks ny Profetier. - - Kanske har de lydt, naar jeg kommer hjem; - -- ak, tænk om jeg saa er for gammel for dem! - - For Brandes bliver jeg aldrig for gammel, - jeg sidder nu som før ved hans Skammel. - - Han vakte min Sjæl, han skrev dens Bud, - -- jeg var ung en Gang og kaldte ham _Gud_. - - Maaske er jeg konservativ af Nemme, - for han fylder mig her, som han fyldte mig hjemme. - - Jeg bringer ham Tak og Hyldningstegn - fra Jordens nordligst beboede Egn. - - Vinternatten gaar lykkeligt hen: - jeg lever med Georg Brandes igen - - med ham og Hørup -- de _danske Mænd_. - - - - -KLASSICISME - - - Puh! _Alt_ det Slid vi ofrede Latinen og det Græske, - de tusind spildte Timer, hvis Gavn vi aldrig ser, - al den forlorne Dyrkelse af Cicero og Homér, - den psevdo-klassiske Nippedrik af næringsfattig Vædske! - - Bevares: Filologerne af _Fag_! Lad dem florere! - Men hvorfor skal hver dansk Student indsprøjtes klassisk Aand - af Skolens Straalemestre, der lægger den døde Haand - paa aandløst Glose-Terperi. Det kalder man at studere! - - Lær os at _tale_ Sprogene, som nu behersker Kloden. - -- I Kraft af min Eksamen tror jeg mig Pokkers vis, - men staar en Dag _umælende_ i London eller Paris - -- jeg vigtige danske Student! Et Offerlam for Moden! - - Jeg véd en duelig Købmand, der siger om Studenter: - »Her sidder de paa Kontoret, deres Eksamen er fin, - men ingen af dem kan skrive et brugeligt Brev til Berlin, - -- jammerligt saa deres Lærdom giver usle Renter!« - - Men se til de Skolemestre, de kror sig selv-henrykte, - de repeterer Pensa, til de er paa Gravens Rand, - -- ikke en Brøkdel af dem har set et fremmed Land, - blot »dunkle Steder« hos Homér -- med Leksikon som Lygte! - - Men _de_ gjorde god Eksamen; det var fra Arilds Tider - alle Hjemmefødningers eneste Prærogativ. - Nu er det dog paa Tide at kræve Luft og Liv: - der er i den danske Ungdom _Tusinder_, som lider. - - For Verden ligger jo aaben. Grænseskellene falder; - den, der vil belære andre, maa ud i Tidens Strøm. - Vi sulter ihjel derhjemme af bare daadløs Drøm, - vi evigt klassiske Mumier af ærværdig Alder. - - Dèr sidder vi pænt i Skolen og lærer Spartas Love, - men kender ikke Formerne for vor egen Stat. - Er ikke denne Borgernes Udklækning desperat! - Hvor længe skal i klassisk Marmor vi livløst sove? - - Gaa ud i den vide Verden, du Fremskridtets unge Danske, - som trænger til ny Impulser, til friere Overblik, - det gjorde vor egen Brandes, og Gudskelov at han gik, - rigt rustet kom han tilbage -- og kastede sin Handske ... - - Paa Ære! Jeg vil tage mit Standpunkts Konsekvenser, - en Kætter mod Klassicismen. Jeg fik jo Livets Vink - fra Goethe, Dostojewskij, Ibsen og Maeterlinch, - Spinoza, Voltaire og Darwin, Nietsche, Renan og Spencer. - - Jeg er et Tidens Barn. Jeg holder ikke Guder - bare til tom Parade i Bogskab og paa Mund, - -- fremfor alt saa fordrer jeg en sand og sund - Spejling af _Nutids_livet ind gennem Sjælens Ruder. - - Det er ikke _Kunst_ jeg savner hos danske Literater, - vi, I. P. Jacobsens Landsmænd, vi _kan_ vort gode Sprog, - men vi sidder gemt derhjemme hver i sin stille Krog, - mens alt blir Elektricitet, Maskiner og Soldater. - - Leve Elektriciteten! Den er Verdensaltets Nerve, - men Digterne vælger Maanen til Genstand for Poesi. - Hvor_for_ ikke tage de Kræfter, vi netop lever i, - og smælte dem om i Kunst. Her er Nystof at erhverve. - - Vi risikerer tilsidst, at ingen gider forlægge - og ingen ænse den Kunst, der skurer de gamle Spor. - Kunst ejer det evige Liv, naar den fornyer sin Jord, - -- saa lad os villige Sanser mod nye Verdner række! - - Se: Jacobsen var Darwinist. Han samlede Blomster i Kæret, - alle hans Sanser blev skærpet -- var _det_ mon Kunsten til Tab? - Fællerne hjemme savner hans Sans for Naturvidenskab, - derfor er vort Verdensbegreb saa underlig uafgæret. - - Jeg føler det, naar jeg rejser: Rembrandt kan jeg begribe, - Rafael og Michel-Angelo nyder jeg forberedt, - men overfor selve _Jorden_, saa meget som jeg har set, - bringer min ringe Viden mig altfor tidt i Knibe. - - Tidt er vor Naturbegejstring blot literære Fraser; - vi hører Lærkerne synge og siger banale Ord ... - -- Før Darwin præked sin Lære, han gransked den hele Jord, - kendte og elsked dens Liv i alle de rige Faser. - - Hvad nytter mig Kunsthistoriens aandsberigende Noter, - naar Jorden, jeg betræder, er lukt og gaadefuld. - Vort Kundskabs-Lys skal ogsaa bestraale Fjæld og Muld, - ellers gaar vi i Verden blinde som Idioter. - - Jordens Saga er ikke bare Menneskevirke, - Naturens dunkle Kræfter har haft et raadende Kald, - og denne Guddom _er_ det, der _vil_ en Gang vort Fald, - og derfor skal vi dyrke ham i hans egen Kirke. - - Saa lad os skabe Mennesker med moderne Figurer, - lad selve Livet tale og gamle Moder Jord. - Den Kunst at kende Jorden og Livet den er stor, - _den_ er det, der skal spejles i al Verdens Literaturer. - - _Den_ er det jo, som taler af hver moderne Tænker, - som skal omforme Mennesket, dets Stat og Religion, - -- men først maa Grunden renses ud: en Modens Revolution - til Befrielse for de forlorne Klassicismens Lænker. - - -- Ja, huha, hvor vi sled med det Græske og Latinen, - de kostelige, indtryksrige Ungdomsaar gik tabt. - -- Nu vil vi ud og se, hvordan Moder Jord er skabt, - ud for at lufte Hjernen og faa strøget Lærdoms-Minen! - - - - -NORDPOLEN - - - Fjernt henne, vej-fjernt, - borte i det dunkle, - hvor man i Zenith - ser Nordstjernen funkle, - dèr i det mystiske, - evigt dragende - ubekendte, - hvor Livet er ude, - Striden endt, - -- om den nogen Tid var der -- - _Nordpolen_ ligger, - et udregnet Punkt, - jomfrueligt, ungt, - vildt, dødt, - -- alting tier; - hvor der aldrig stod - hverken Skib eller Fod - paa de dristigste Farter - og fra ingen Tegninger - eller Fotografier - verdensbekendt. - - Baade Fantasten - og den stringente - higer derefter: - _den_, der har Tillid, - urokkelig, sikker - til egne Kræfter, - og _den_, der vil Liv - af de døde Beregninger ... - - -- Aa, der er stivnet - Hundreder Hjærter - paa Vej mod Polen, - af navnløse Smærter - tilsidst løst ud. - Fra Midnatssolen, - fra Vinternatten, - den gravkammer-sorte, - intet Bud ... - Vi kender jo knapt - dem, der blev borte - før om Dage, - knapt nok de faa, - der med Held - kom tilbage. - - Alligevel - _er_ det jo saa, - -- og hvor er det godt! -- - At aldrig vil Stormløbet stanse - for Maalet at naa - og Berømmelsens Kranse. - -- Og at Maalet blir naaet, - derom er ej tvistet, - men ingen véd - hvornaar; - -- maaske gaar der _Aar_, - før Mandsviljen faar - Polen afvristet - dens Hemmelighed ... - - -- Blandt alle de kække, - der trængte mod Nord, - den malmfaste Række, - nogle dumme, somme frække, - straaler et eneste - Navn over Verden; - naar andre glemmes, - da huskes Færden, - hvor Fridtjof Nansen - drog sine Spor, - _han_ var stor, - kunde slet ikke skræmmes. - Han hentede Kransen, - den stolteste, prægtigste: - Sejr for den mægtigste - Menneskekraft - nogen Mand har haft! ... - - Og den, der har prøvet - blot Hundredeparten - af hvad _han_ har øvet - og lidt paa Farten, - han bøjer sig - hilsende, - undrende, - stum, - -- bøjer sig ... - - Men mangen en dum - Ignorant derhjemme, - som selv-ophøjer sig, - hæved sin Stemme. - Og mangen vigtig - Katheder-Profet - mente sig pligtig - i Begejstringens Stund - til at slaa Hyldesten - koldt Vand i Blodet. - Fra sin kritiske Mund - tog Vismanden Bladet - og voved at pille - ved Forskerens Resultater. - - Fy! Ti stille! - Fingrene af Fadet, - I Kakkelovnsstympere, - hvor tør I kny? - I sidder i By, - lunt er jert Ly, - dèr leger I Polfart med Tinsoldater. - Men Nansen: - se, han satte _Livet_ ind; - det var nu saa efter _den_ Mands Sind! - - -- Jeg véd jo nok, - der var Jubel ved Møderne, - hvor Nansen talte - selvsikkert til Støderne - fra Professorerne - ned til Pogene, - -- højlydt turde I intet sige! - Men jeg véd tillige, - at I skumled i Krogene. - I tvivler altid paa det mærkværdige - ude fra Mandskraftens Vidunderrige - -- men har Eders Kakkelovns-Domme færdige ... - - Længst er forbi - den stolte Fest, - hvor Nansen var Gæst, - -- aldrig har jeg kendt Mage dertil, - I kan besmøre det, - hvordan I vil. - -- Men _nu_ skal I høre det: - Hvad er I? - I er Gløderne, - _Nansen_ er selve den levende Ild, - _han_ kunde gøre det! - Det er fordi, - han er Geni. - - - - -FORAAR VED SNEHYTTEN - - - Det er Søndag i Dag, sidst i April. - Jeg kryber fra Snehytten ud under Solen, - -- hvor gør det dog godt at møde dens Smil, - en Foraarsbebuder her oppe ved Polen, - Natmørket flyr for dens røde Skær, - der bræmmer i Øst de blaanende Brær. - - Sneen fordamper, Føret er træls, - Hundene gisper i ti Graders Kulde, - Vildrénen fælder sin hvide Pels, - og ned ad Fjældet Lavinerne rulle. - En Mand, der i Dag har til Sælhund kørt, - siger, at han har Snespurven hørt. - - Snespurven! Ja, _saa_ er Foraaret meldt: - Kvinderne sidder med Smaabørn paa Nakken - og syr midt i Sneen Familjens Telt, - mens Mændene rigger saa smaat paa Kajakken, - selv gaar jeg, en Vildmand i Dyrehud, - og mindes, at nu springer Skoven ud. - - Skoven derhjemme, af Bøge og Linde, - nu sprænger det lyse Løv sit Dække, - Knopskæl hvirvler for lune Vinde, - det dufter syrligt fra Tjørnehække ... - Jeg véd en Kvinde, ene, forknyt, - hvis dyreste Minde spirer som nyt! - - Det var i den bristende Vaar en Gang, - at to, som elsked, fik sagt, hvad de vilde, - men Livet gjorde dem Vejen trang - og Ordene faa, -- tilsidst tav de stille, - og tavs er endnu deres hede Bøn - om en Spire af Haab, hver Gang Skoven blir grøn. - - Hvor sælsomt, at to -- som fulgtes helst - til Dagens Kampe og Nattens Leje, - maa altid færdes ad skilte Veje, - om deres Kærlighed skal blive frelst, - maa have imellem sig Braadd og Skær - for ret at være hinanden nær ... - - Det er Søndag i Dag, sidst i April. - Vær hilset, hjemlige Foraarsminder, - trofaste Trøstere i mit Eksil, - naar Timerne dræbende langsomt rinder, - nu lysner, hvad mørkt jeg levede før, - jeg sidder i Sol ved min Snehytte-Dør. - - Jeg sidder i Sol -- men dækket bag Sne - ligger vor tro Kammerat derinde - og drages med Døden ... Nej, det maa ej ske! - Snespurven er kommen. Solen vil skinne - hans svækkede Legeme sundt og ungt ... - Jeg sidder i Sol, -- men mit Hjærte er tungt ... - - - - -VEJRFAST - - - Kuling af Syd og Taage - og Is, som bryder i Sundet. - Nu ligger jeg uvejrsbundet, - stormslagen som en Maage. - - I Morgen skulde jeg været, - hvor Kammeraterne venter mig. - -- Al min Mad er fortæret, - ingen kommer og henter mig. - - Hundene hyler af Sult, - nu æder de deres Skagler. - Himlen er ubarmhjærtig, - det regner, sner og hagler. - - Utæt og trangt er Teltet, - Sneen hvirvler herind, - snart er Fnuggene smæltet - gennem mit Brikseskind. - - Ned over vilde Fjælde - hviner en ondsindet Blæst, - bragende Stenskred løsnes - og vækker den ensomme Gæst. - - Alle Barduner er sprungne, - Teltvæggen sønderflængt, - dybt i min Sovepose - ligger jeg indestængt. - - Dejlige lune Rede, - mens Stormen holder sig stiv, - her kan jeg gennemtænke - hele _Aar_ af mit Liv. - - Tage dem for mig Dag for Dag - alle de rundne Aar, - alle mine svare Synders - aldrig lægede Saar. - - Ene, ene! Lange er Døgnene, - ikke en Menneskestemme, - blot Is, som sukker i Fjæren; - -- nu er alle mine Tanker hjemme. - - - - -TILBAGEBLIK - - - Jeg tog mit Liv og saa' det - Kapitel for Kapitel, - jeg kunde knapt forstaa det, - troede det var Digt. - Mit Navn, min Daad, min Titel: - _alt_ var modbydeligt. - - Meget, jeg havde handlet - og altid troet forsvarligt, - blev nu som rent forvandlet, - tillagt hvert slet Motiv ... - Det er sjæle-sundhedsfarligt - at gennemgaa sit Liv. - - Hvad er det vel for Love, - der raadet har min Bane? ... - Tidt kan jeg ikke sove, - grubler mig forknyt. - Mon jeg som en Vejrhane - har hver en Vind adlydt? ... - - I disse øde Nætter, - naar ikke jeg kan blunde, - og Fremtidsplaner trætter, - og vegt er mit Mod, - da flyder hver en Vunde - med gamle Sorgers Blod. - - Da tænder Selvanklagen - hævngerrig Heksebaalet, - blodigt stryges til Kagen - mit falske Selvforsvar; - tilsidst Skarpretter-Staalet - hver Humbug blottet har. - - -- -- Men disse øde Nætter, - _Tak_, at I blev mig givet: - Selverkendelsen letter, - nu har jeg set mig i Spejl - og gaar vel ud til Livet - _klogere_ paa mine Fejl! - - - - -SKIBET - - - Jeg venter et Skib fra Syd. Mit Hjærte er angst, - ofte om Natten begynder mine Pulse at hamre, - da hører jeg ude fra Pladsen Hundene jamre, - og Folk raabe op: en Slæde er kommen med Fangst! - - Fangst! Det er Kød, hvoraf ogsaa jeg faar en Part, - Isbjørn og Hvalros og Sæl er min daglige Føde. - Er Maven tom, behøver jeg aldrig at nøde, - Ganen er ikke længer kræsen og sart. - - Sulten som Hundene, nu jeg har fastet et Døgn, - vaagner min Madtrang, lydt mine Indvolde klager, - Legemet beder om Brød og søde Sager, - men faar bare Kød, Kød baade Hellig og Søgn. - - Men Skibet fra Syd, som daglig er Længslernes Maal, - som kan bringe Breve, hvori min Skæbne gemmes, - det svinder straks af min hungrige Hjerne og glemmes, - nu, jeg har blodrigt Kød at sætte paa Baal. - - Saa mættes jeg da. Tung ligger jeg paa min Briks, - det drypper fra Snehyttens Tag; det er Midnatssolen, - der vækker en smæltende Vaar til Liv selv ved Polen. - Jeg er lykkelig mæt -- savner knapt Kaffe og Kiks. - - Jeg drømmer, jeg ser vort Skib, med Bud og Besked, - med Nyt om Menneskers Liv derude, derhjemme - og Brev fra -- ak, nu hvisker en plagsom Stemme: - »Maaske er der hændt noget _sørgeligt_, som slaar dig ned!« - - Da vaagner jeg skræmt og ønsker, det Skib ikke kom, - maaske er det Far, som er død -- eller sæt, det var _hende_! - -- Aa, skynd dig dog, Skib, og lad mig _Vished_ kende. - Jeg skal lukke min skælvende Mund under Skæbnens Dom ... - - - - -I KAJAK - - - Se Solen, hvor den suger - hvert Fnug af Havets Taageslør, - og hør, hvor Isen lystigt tør, - nu skal vi ud til Skær og Øer, - hvor Edderfuglen ruger. - - Smalhals behersker Teltet: - lidt Pemmikan, jeg gemte viist, - er -- ak! -- I Hundene forlist, - vort sidste Sælkød har vi spist, - og Grynene er væltet. - - Naa -- altsaa ud paa Havet, - dèr kender jeg bag Taagens Skjul - et rigt Revier med dejligt Sul - af Tejst og Alk og Edderfugl - og Æg, i Dun begravet! - - Jeg faar en flot Eskorte - af pragtfuldt skidne Eskimoer, - der stolt de smaa Kajakker ror - og brummer sære Aandekor - med Genlyd fjernest borte. - - Der staar lidt nordlig Brise, - den giver Slid og Søgang nok. - -- Længst nynner i den muntre Flok - _Odâk_, en vældig Angakok, - sin monotone Vise. - - Jeg sér ham avancere - og sér en knortet Hvalroskrop, - der dukker tungt af Havet op - -- og fler og fler -- en talrig Trop, - nu skal vi harpunere. - - _Odâk_ vil Kampen lede, - _Panig'pak_ farer ogsaa frem, - _Sivdluk_ og jeg er nær bag dem; - indstukket ved en Kobberem - holder jeg Riflen rede. - - Dødsramt neddykker Dyret, - -- og hvis nu Fangelinen brast, - sank denne Kødkolos i Hast; - men før den gør sit Friheds-Kast, - lykkes det at faa fyret. - - Dèr flyder nu i Søen - seks Hundrede Pund kraftig Mad; - med mine Fæller ler jeg glad, - og med Kajakkerne paa Rad - bugserer vi til Øen. - - Aa! Hvilket Ædegilde! - Vi slubrer Blod og gnaver Ben - og breder Skind af Bjørn og Rén - til Soveplads paa mosklædt Sten, - -- og Vejret blir saa stille. - - Se, Midnatssolen daler, - rødt flammer Bræerne i Nord, - og langt ud i den blanke Fjord - genspejles Solen gylden stor - og Isens blaa Portaler. - - Vi sover sødt og trøstigt, - og næste Dag gaar vi paa Jagt - og skyder Fugle, faar dem smagt - og samler Æg, en mægtig Dragt, - og har det frit og lystigt. - - Hjem over Havet glider - lydløst og lynsnart vor Kajak, - som om uset en Hval den trak, - fjernt gløder Sol paa Nunatak, - mens Sommerdøgnet skrider. - - O, hvilke skønne Tider! - En lønlig Fred paa Hav og Jord, - her er mit Rige, højt mod Nord, - og her, blandt frie Eskimoer, - jubler jeg stolt -- og lider. - - - - -ESKIMOER - - - Straks da jeg hørte berette - om Eskimoernes Sæder, - væmmedes jeg ved de slette, - kyniske Hedningeglæder, - - fordømte Flerkoneriet, - de yndede Konebytninger - og Madlavnings-Svineriet - i temmelig hvasse Ytringer, - - fandt, at Aandemanerne - drev et hæsligt Bedrag, - og at Blodhævns-Vanerne - var en forkastelig Sag. - - Men -- som jeg leved iblandt dem - og fik de fleste kær, - hændtes det, at jeg fandt dem - et smukkere Rygte værd, - - hændte det, at jeg satte - deres uslebne Natur - over vor egen glatte - ofte forlorne Kultur. - - -- Ikke at _vi_ skal anvende - disse hedenske Skikke, - bare frimodigt erkende, - at _bedre_ er vore ikke, - - og at vi saa skal sætte - os selv i Hedningernes Sted - for at fælde det rette - Skøn over Maal og Med, - - og at vi burde kigge - bag egne Fordommes Mur, - før vi fordømmer Skikke - af fremmedartet Natur. - - Vi korser os over det syndige - Liv i obskure Gader, - men er næppe selv saa yndige - Helgener, som vi lader. - - Over de _andres_ Laster - bander vi, saa vi faar Mulkt, - eller bekæmper dem aabenlyst - -- og synder dog _selv_ gedulgt. - - Men her iblandt de »Vilde« - paa Jordens nordligste Kyster - er intet standsmæssigt Skille, - her følger enhver sine Lyster. - - Kan en dygtig Fanger forsørge - mér end en enkelt Kone, - er der ingen »Moral« at spørge - og ingen Brøde at sone. - - Hos _os_ kan kun én man binde - gennem Præst eller Øvrighed, - -- saa holder man Elskerinde, - hvad Gud og Hvermand véd. - - Hjemme spiser man Vildt, - som raadner -- en Modens Gaade --, - _da_ er vel Forargelsen spildt - over Hedningens Levemaade. - - Man ækles over de Lus, - der Liv paa hans Legem frister. - -- Hos os i hvert andet Hus - snylter der Syfilister. - - Hjemme bærer vi Hatteflor, - naar en af de nærmeste dør, - klæder os sort det næste Aar - -- og lever dog Livet som før. - - Hvert Land taler _sit_ Sørgesprog, - har _sit_ Begravelsesvæsen. - Heroppe sværter man Øjenlaag - og putter sig Renshaar i Næsen. - - Hjemme dyrker vi Fanden - som straffende Gud for det onde, - heroppe bor Bussemanden - i Havet, hvor ingen kan bunde. - - Her tages det Barn af Live, - hvis Slægt er til Graven fulgt, - som ingen kan Næring give, - som snart maatte dø af Sult. - - Men Jomfruen hjemme, der føder - sit Barn i Jordemorens Gade, - maa dyrt en Pengesum bøde - for at dække over sin »Skade«. - - Maaske vil Barnet krepere - af gennemført ussel Pleje, - -- saa er der jo intet mere, - som røber Elskovens Veje. - - Og vi, som endnu fører Krige - af den smudsigste Egennytte, - bør ikke hysterisk skrige - om Hævnmord i Hedningehytte. - - Det ene Folk er som det andet, - det er _Mennesker_ alle Vegne. - Der er Kristne i Hedningelandet - og Hedninger blandt Guds egne. - - Og hvad maa _vi_ ikke taale - af alle Lægprædikanterne, - som er værre til at gøgle og skraale - end Tarmskinds-Tromme-Musikanterne. - - Ak -- lad os da blot missionere - blandt Grønlands sidste »fortabte«, - _Skikkene_ kan man polere, - _Sjælene_ blir som de er skabte. - - Og lad os bygge Butikker - til Støtte for Salmesangen, - saa faar den »Vilde« en sikker - Genvej til Undergangen. - - Saa kan den kongelige Handel - og Missionens Aarsberetninger - servere den bitre Mandel - i slørede Frase-Sætninger. - - Den nydøbte sælger sin Bjørnefælg - og Spækket til Lampetran - -- og sidder i Mørke og fryser selv - og sulter sit Hundespand. - - Sidder og remser Bønner - i Handelens Bomulds-Klæder - -- disse Naturens Sønner, - der fødtes til frie Glæder! - - Ingen maa Koner bytte - eller dræbe hverken Gamle eller Unge, - -- de lover det, men maa dog lytte - til Naturens ærlige Tunge. - - Snart er de kristnede Vilde - at se til som Munke i Kloster, - nu synder de skjult og stille, - bedriver Hor og fordriver Foster. - - _Det_ gør deres Frænder mod Syd, - som kristnedes af Hans Egede. - Alverden skilter med Dyd, - men hvor er dens Fraser afblegede! - - Den Vilde var sand i sin Last, - og Lasten var alles i Fællig, - -- hos _os_ blir hver Synder sat fast - af dem, der hykler sig hellig. - - Men hellere Hedning og fuld af Synd - og ærlig i alt sit Væsen - end brovte med Kristendom, som er tynd, - og saa tage Godtfolk ved Næsen. - - Nu, da jeg lever blandt disse - foragtede Faar og fortabte, - erkender min Sjæl tilvisse: - vi er _alle_ som _Mennesker_ skabte. - - Det ene Folk er som det andet, - det er _Mennesker_ alle Vegne. - Der er Kristne i Hedningelandet - og Hedninger blandt Guds egne. - - Ikke at _vi_ skal anvende - disse hedenske Skikke, - bare frimodigt erkende, - at _bedre_ er vore ikke! - - - - -LANDSMÆND - - - Der er ingen, jeg ude i fremmede Byer - saa ængsteligt som mine _Landsmænd_ skyer. - - Det er ækelt af hjemlige Skvalp at beskylles - derude, hvor blot af det ny man vil fyldes. - - Men ellers -- jeg véd det -- i Udlandets Havn, - dèr falder hver dansk i sin Landsmands Favn. - - Dèr er _de_ saa henrykte for hinanden, - som hjemme er Fjender som bare Fanden. - - Tilsammen rakker de Danmark ned - og røber deres Venners Hemmelighed. - - De følges i Cirkus og Opera; - det er tydeligt, hvilket Land de er fra. - - De er Ravnekrogsfolk fra en Lilleputstat, - altid til Kaffesladder parat ... - - -- Men da jeg kom til Eskimoernes Land, - da maatte _jeg_ søge den danske Mand. - - Han hersker i Grønland som nogen Czar, - behersker mig, til jeg er hjemrejse-klar. - - Sandt skal være sandt: det maa jeg jo sige, - vi talte ofte sammen som Lige. - - _Jeg_ haanede Grønlands usle Regering, - _han_ peged paa Eskimoernes Formering: - - at _nu_ var de vokset til elleve Tusende; - -- for et lykkeligt Styre er Beviset jo knusende! - - Især naar man véd, at adskillige Hundrede - er uægte Frugt af den højligt beundrede - - danske Regerings Embedsmænd, - der opfylder Jorden, hvor de kommer hen ... - - -- De elsker mig ikke i denne Region, - de tror, jeg er kommen herop som Spion. - - De véd, at jeg mener, vi handler ilde - mod dem, over hvem vi Herrer spille. - - Jeg finder vort Styre dumt og slet, - -- og der er vel dem, som giver mig Ret. - - De frygter, at jeg skal Sandheden skrive - og Grønlands Enevoldsmagt aflive. - - En nybagt Præst, der mest var Kujon, - spotlo bestandig vor Ekspedition. - - Jeg kendte ham hjemme. Han fik den Fornemmelse: - Grønland gir Penge og sikker Forfremmelse. - - Nu sad han i Landet som »Missionær« - og mente sig Martyr-Glorien værd. - - Langt fra den hjemlige Faarestald - »_led_« han -- for at vente paa federe Kald. - - Han præked: »Jer Rejse lader sig ej gøre.« - Selv turde han ikke sin Slæde køre. - - Han spaaede: »I opgir jer Tur som for streng.« - Selv laa han lunt i sin Præsteseng ... - - Nogle Præstefruer troede min Virken - bare galdt at omstyrte Kirken. - - Nervøse, forpjattede, hyklerisk søde - kom et Par af dem Fjenden i Møde. - - Den ene, en værdig Guds Ords Repræsentant, - er Grønlands berømteste Løgn-Fabrikant. - - Dulgt sværted hun mig som en ryggesløs Ka'l - -- saadan er grønlandsk Missions-Moral. - - Men havde hun vidst, hvor min Pen er svag, - havde hun vel næppe skjult sit Nag. - - Da kunde hun sparet Bagvaskelsens Pil - her i Danskhedens ækleste Sladder-Eksil ... - - Der er i Verden, hvorhen jeg drog, - ingensteds Mage til Sladrekrog. - - Endnu har jeg aldrig paa min Færden - truffet saa snæver en Tankeverden. - - Ingen kan holde sig for sig selv, - enhver maa ud i Skænderiets Elv. - - Hver Plads har højst tre-fire Familjer, - -- men alle saa er de selvstændige Viljer. - - Bestyrerens bøjer sig ikke for Præstens, - Doktorens Mening skal ogsaa være Restens. - - Nu fatter jeg, at en Dansk kunde mene, - at han havde det bedst, hvor han boede _alene_. - - -- Nej, aldrig traf jeg saa giftig en Rede, - i fyrre Graders Kulde en Helvedes Hede. - - Men -- jeg maa sige -- heller intet Sted - af mere opofrende Værter jeg véd. - - Straks, deres Gæst over Tærskelen er traadt, - er det bedste, de ejer, ikke for godt. - - Som Budbringer kom han fra Verdenshavet - til dem, der er Aar efter Aar som begravet. - - Til dem, der lever i Afstandsbedømmelsen - og tror paa Personlighed bag Berømmelsen - - og længes naivt efter Bud om de Røster, - som hjemme Humbugens Laurbær høster, - - som læser Romanerne uden Nøgler - og ikke véd, hvor Talenterne gøgler, - - som vilde den bitreste Skuffelse lide, - om de fik Hemmeligheden at vide. - - De sidder og lytter med graadige Øjne - til det brogede Liv, dets Skønhed og Løgne, - - véd ikke selv, hvor lykkelig skjult - langt borte de er fra forlorent og hult, - - fra Skurkenes Fald og Dydens Forfremmelse - -- _alt_ det, der volder _os_ Brækfornemmelse, - - fra alt, der saa afstands-lokkende stod, - -- _det_, som vi andre tilfredse forlod, - - sidder og finder sig selv forurettede, - -- de graadige Øjne blir aldrig mættede, - - saa er det, de fristes til at nyde, - hvad Naboen koger i sin Gryde, - - og saa er de midt i det grønlandske Kævl - og splittes til bare Las og Trevl ... - - -- Men _Gryderne_, det maa jeg sige for sandt, - var det bedste omtrent, jeg i Grønland fandt. - - Nu sidder jeg her og mindes med Tak - de gæstmilde Hjem, hvor jeg aad og drak, - - baade de hyklerske og de ærlige, - baade de kølige og de kærlige, - - længes mod nogle faa især, - som virkelig traadte mit Hjærte nær, - - som jeg altid vil mindes, taknemmelig stemt, - naar længst deres gode Mad er glemt. - - Ét, hvor man tog mig som den, jeg er, - og viste sig selv i dagligdags Klær, - - ét, hvor man ingen Bordtaler holdt, - ét, hvis Vært var korrekt og stolt, - - ét, hvor Tanker blev drøftet tidt, - ét, hvor Latteren blussede frit, - - ét, hvor man græd, da vi Afsked tog, - da vi ud mod den uvisse Skæbne drog ... - - -- Her, hvor jeg lever paa Sultekost - og savner Livretter og liflig Most - - og immer det sejge Hvalroskød nyder, - her længes jeg ned til de danske Gryder. - - Her mindes jeg altid bevæget og glad - Eders Velkomstvin, Eders dejlige Mad. - - Fortørnes ikke -- men her er desværre - Ganen saa tidt Fantasiernes Herre. - - Jeg takker jer alt det bedste, jeg kan, - I Slettelandsbørn i et bjærgfuldt Land. - - I er som Blomster, oprykket med Rod, - udplantet i Muld Eders Væsen imod. - - Men Aarene rinder med ondt og godt, - alt smaat bliver stort, det store smaat. - - I føler det selv: I forkrøbles let, - Modstanden svigter, Aanden blir træt. - - Det er kun de Faa, der i dette Øde - altid har Aand og Hjærte i Grøde. - - _Dem_ er det især, jeg mindes med Tak, - af hvis Aand jeg aad, af hvis Hjærte jeg drak. - - Vredes I over en ærlig Paamindelse? - Nej! Vi har knyttet Venskabs-Forbindelse! - - Jeg véd, I vil ikke nøjes med Venner, - hvis _sande_ Mening I ikke kender. - - De »andre« mindes jeg blot med Medlidenhed, - smiler ad deres Sladder-Alvidenhed. - - De kom jo saa ynkeligt tilkort: - de forblev i Sladder, mens jeg rejste bort. - - -- Iøvrigt: jeg tog det altid som Straf, - naar jeg ude i Verden Landsmænd traf! - - - - -TEATER - - - Man har spurgt mig, om jeg savner - Scenens Kunst, som hjemme bydes, - og som jeg til Gavns har søgt. - Nej! Jeg savner Aand og Kløgt, - og jeg ækles ved de Avner, - der som Kunstens Kerne nydes. - - Jeg har kendt en Hob Aktører - og mangfoldige Aktricer - i den _sande_ Hjemmedragt, - og jeg mindes med Foragt, - hvad blandt dem man ser og hører - -- Scenekunsten _bag_ Kulisser. - - Sur Misundelse var Præget, - raa Kynisme Modersmaalet, - falsk Elskværdighed en Norm, - selv om tidt nok de har skraalet, - svine-gryntet, faare-bræget - højt om Kunstens Maal og Form. - - Og hvem af dem gør vel Fyldest: - -- kundskabsløse, aandsforladte, - blottet for Kultur og Smag! - Men de fraadser i vor Hyldest, - er Nationens dyre Skatte, - deres »Kunst« en Samfundssag. - - Nej -- Gud fri mig for den Vaande - atter at besé vor Scene - med dens Pøbel og dens »Kunst«. - Heller Sne og Is og ene - end fra hver Avis indaande - Scenegulvets mugne Dunst. - - -- Da fra Galleriets Bænke - ung og arm paa Sparepenge - jeg de første Indtryk fik, - kunde jeg gaa ene, længe - gadelangs og gennemtænke - alt med varmt begejstret Blik. - - Men min Drøm blev sønderflænget, - da jeg naade i Parkettet - og fik Teksten fra Sufflør: - alt var grelt af Sminke plettet, - alle Miner grimt forvrænget - -- og jeg kendte hver Aktør! - - Kendte mangen vigtig Blære, - mange sløve Solderister, - deres blinde Selvrespekt, - deres tomme Tankekister - og forlorne Pral og Ære, - kendte -- ak! -- Den hele Slægt ... - - Men blandt denne simple Vrimmel - stiger højt en ensom Søjle - med et klassisk Kapitæl, - stræbende mod Kunstens Himmel. - -- Mens de andre kun vil gøgle, - skaber han ud af sin Sjæl. - - Disse faa og stolte Hjærter - og den danske Scenes Hæder - kan jeg ofte længes til: - _de_ har kendt de dyre Glæder, - gennemlevet dybe Smærter, - _de_ er, trods Teatrets Klæder, - _Mennesker_ i deres Spil. - - Og jeg véd, at ses vi atter, - staar I som hver Gang, jeg rejser, - ubønhørligt kun jer _selv_, - I har trodset Pøblens Latter, - I er Søjler, og I knejser - rankt mod Kunstens Himmelhvælv. - - - - -MUSIK - - - Tænk, naar jeg igen skal høre Musik, - Musik, som rører min Sjæl til Suk! - Jeg tror, jeg maa græde det Øjeblik, - jeg atter hører Musik, som er smuk. - - Musik, o Musik! Beethoven og Bach! - Jeg vil sidde og gemme mit Ansigt bort, - jeg vil glemme mit Liv, og at Livet er kort, - blot leve med Mestrene, aande min Tak. - - Heroppe synger kun Søfugl og Hval, - selv voved jeg bare en enkelt Gang - at nynne en lille Schubertsk Sang, - -- Folk lo og tænkte, at jeg var gal. - - Deres Hedningehjærner har ikke Rum - for Lykke og Lidelse sat i Musik, - blot Troldmandens monotone Brum - til Tarmskindstrommens sære Rytmik. - - Maaske man kunde faaet dem lært - -- hvad Tusinder Danske jo lever i -- - en flunkende tom Revy-Melodi, - men det var nok ikke Umagen værd. - - Thi lykkeligvis er de ikke bragt - saa vidt som de kristnede Eskimoer, - hvis Salmesang blot er drævende Kor - -- al anden Musik gaar i Hopsatakt. - - Dèr dansed jeg vildt til Harmonika-Kluk, - og al min Hjerne blev Lirekasse-ør, - min Mund var Latter -- mit Hjærte Suk - efter Toner, som altid fyldte mig før. - - Der er ikke i Verden en Kunst som Musik, - hver skælvende Sjæl er i Tonernes Magt, - hvad aldrig jeg saa' med mit Menneskeblik, - de lønligste Ting har Musikken mig sagt. - - Min Sjæl er Musik, snart fortvivlende trist, - snart kaad som en Scherzo i lyseste Dur, - og jeg véd, at Musikken vil vare tilsidst, - naar længst jeg er sløv for Maleri og Skulptur. - - Naar jeg ikke længer kan røre en Pen - og har, hvad de andre fik skrevet, forglemt, - da er vel endnu Musikken igen, - jeg kan dø i hentonende Klokkeklemt. - - -- Aa, tænk, naar jeg atter skal høre Musik, - en kendt Symfoni, tungsindig og stærk, - o, hvilket højtideligt Øjeblik, - naar jeg bøjer min Sjæl under Mesterens Værk, - - naar jeg sidder gemt bort i den skjulteste Krog - og glemmer mit eget forsvindende Fnug, - med Sanser, der kender kun Tonernes Sprog, - og Øjne, der tindrer som Blomster i Dugg. - - - - -KVINDER - - - Kvinder, Kvinder! - Jeg savner Kvinder: - dem derhjemme, jeg glad forlod, - ikke en eneste en var mig god, - jeg var saa inderlig ked af jer alle, - træt af at sejre, syg af at falde, - o! Og bedrøvet af Minder. - - Fjernt gaar Rejsen - bag Nord-Atlanten, - Fjælde løfter sig, klædt med Is, - Hjemmet er skjult i Forglemmelsens Dis. - Endelig fri! Kan uhinderlig drage - Vejen i sære Henrykkelsens Dage - -- lykkelige jeg, som fandt den! - - Og jeg nyder - med skærpede Sanser, - stormer frem med ubændig Kraft, - alt mit Blod er som sydende Saft, - daglig sejrer ærgerrige Kræfter, - grundigt hviler de sig derefter, - naar ved Maalet jeg stanser. - - O, men nu savner jeg - Kvinder, Kvinder, - dem derhjemme, de dunkle Blik, - deres berusende Skumringsdrik! - Jeg havde troet jer ude af Tanke ... - Stille, Hjærte! Du maa ikke banke - Blodet til mine Kinder. - - Hør, jeg raaber det: - Kvinde, Kvinde! - Bort med Forsagelsen, Elskov først, - kom nu og sluk mine Læbers Tørst, - se, jeg bønfalder dig, vær mig til Vilje, - ræk mig din duggede Kalk, o Lilje, - og lad mig dø derinde. - - Danske Kvinder! - I skal dog vide det: - Kvinderne her i det høje Nord - er Hundyr, Byttekvæg, tvungne til Hor, - Manddyrets Trælle, afhændelig Vare - -- elske _dem_! Nej, det har ingen Fare; - man væmmes kun, at de maa lide det. - - Nej, _Kulturens_ - stolte Kvinde, - hende jeg haanede tidt af Trods, - hun er den eneste Kvinde for os. - Hendes Sjæl er en _Kaktus_, der udfolder sig - bare en eneste Gang. Den beholder jeg - gemt som mit helligste Minde. - - Ja, jeg savner dig, - Hjemmets Kvinde! - Al din friske, fortryllende Skæmt, - din beslutsomme Mund, der ler saa nemt, - savner især dine kærligt dømmende - dunkle Øjne, de vemods-drømmende - -- mer end en Himmel at vinde! - - Dit stille Vemod, - din _Sjæl_, Veninde: - dybt, hvor din reneste Strengebund toner - i sælsomt grublende Regioner, - _den_ er det, jeg savner -- elsker og savner, -- - naar i de svimlende Drømme jeg favner - mit Hjærtes eneste Kvinde! - - - - -NATUR OG CIVILISATION - - - Overmæt af Kunst og Kultur, - led og ked af Venner og Fjender - søgte jeg bort til en vild Natur, - hvor intet dagligdags hænder. - - Her fik jeg prøvet min Muskelkraft, - véd, _hvad_ jeg magter, og _hvor_ det svigter, - fik gennemlevet hver Sorg, jeg har haft, - og alle forsømte Pligter. - - Frosset og sultet og legemlig slidt, - savnet, hvad før var mig uundværligt, - svævet i pirrende Farer tidt, - -- aa, dette Liv er herligt! - - Levet i Solskin Maaneder rundt - vaagen og virksom Døgnet til Ende, - besteget Fjældene, sovet sundt - og bare tænkt smukt om min Fjende. - - Kysterne ejer rige Spor - om fjerne, formummede Tider, - da frem af Kaos vor elskede Jord - ung og almægtig stiger. - - Mangt et besynderligt Visdomsord - talte den vilde, hedenske Stamme, - Hunde og Herre fik gratis For - og Herren _Telt_ med det samme. - - Og naar man først sig vænnet har - til Kødmad raat ud af Skankerne - eller Kødmad lunknet i grissede Kar, - pyt saa, om det dufter af »Tankerne«. - - Og kan man bare faa Hvile og Mad - og nøgen hos Værtsfolket ligge, - da er man tilfreds og lader glad - Polar-Parasiterne stikke. - - Mangen fordummende Overtro - hersker her oppe som hjemme - -- men her var lykkeligt frit for to, - der gerne sig _selv_ vilde glemme ... - - -- Aa, hvilken Tid, naar Hundene sprang, - og Sanserne, friheds-svimle, - og Blodet, der gennem Aarerne sang, - gløded med glødende Himle! - - Da foer jeg omkring mellem smaabitte Hjem - norden for Lands Lov og Ret, - -- heroppe drog mangen Polstormer frem - og drog sit sidste Aandedræt. - - Her søgte jeg Vej til Menneskers Sjæl, - søgte at bruge to aabne Øjne, - jagede Réner og Bjørn og Sæl - de hellige Døgn som de søgne. - - _Da_ var jeg langt fra de hjemlige Kaar, - lod haant om Kulturens Krøller, - ynkede Oprørets tamme Faar, - belo vore aandelige Bøller. - - Vidste saa vel, at _selv_ var jeg glemt - eller agtedes saare ringe. - Bravo, Københavner! Des mere bekvemt - kunde her jeg sprede min Vinge. - - Ja -- og jeg folded mine Svingfjer ud, - hørte du Luften suse! - Himlen har ikke saa høj en Gud, - jeg var jo dèr til Huse. - - Alle mine inderste Tanker steg - fremad, ustanseligt fremad. - -- Om det blir _Liv_ eller bare Leg, - skal kendes, naar jeg vender hjemad ... - - Men jeg maa sige jer det for sandt, - _nu_ længes jeg hjem til de danske, - dem jeg dog helst har været iblandt, - og som jeg tilhører ganske. - - Her oppe leved jeg længe nok - til for bestandigt at vide: - _jeg_ er et Faar af min egen Flok, - det hjemlige Hø vil jeg bide. - - Saadan ender vi Menneskers Flugt - bort fra Kulturens Centrer. - Den Tid er dog ikke forgæves brugt, - hvori vore Meninger kæntrer. - - Mennesket bliver sig selv overalt, - vi er Dyr, baade vilde og tamme, - ingen er Sukker blot, ingen Salt, - vi er allesammen det samme. - - Blot en Nuance, uendelig lidt - adskiller Stodder fra Greve, - denne Erkendelse gør jeg tidt, - den gør det til Fest at leve. - - Hedningen her er ej ideal - og heller ej sjælesort, - snart er han god, snart er han gal, - -- men hans Liv er en herlig Sport. - - Det var til dette friske Pust, - jeg længtes af al mit Hjærte, - -- o! Mine unge Vinger har brust, - men nu har jeg Hjemvéens Smærte. - - Og faar jeg en Gang lagt _Naturen_ bag - og aander Civilisationen, - saa véd jeg: _Sandheden_ er ej Nat eller Dag, - den ligger i Midt-Regionen. - - Den Vished kan gøre moderat og svag, - men _falsk_ bliver ikke Tonen! - - - - -DA SKIBET KOM - - - Saa staar vi da en Dag og bygger Hus - højt under Fjæld, hvor Sandstens-Søjler knejse, - -- vort Byggestof er bare Sten og Grus --, - opgivet er hvert Haab om Hjemad-Rejse, - hen over Havet gaar Sensomrens Sus, - og vi har ingen Baad, og udeblevet - er Skibet, hvormed Brev og Bud var skrevet, - maaske er det forlist med Mand og Mus. - -- Hér har vi drøje Længslens Timer levet, - hér maa vi vente, til der lægges Is, - og sælge Livet for den dyreste Pris ... - - En frisk August-Dag! Visnet ligger Græsset, - og det er fattigt nu med Fuglesang, - saa staar vi da og spejder sidste Gang - ud over Havet efter Skib bag Næsset. - Og se! Fjernt borte mellem Isfjælds-Vrimlen - tegner der sig et Skibsskrog lavt mod Himlen. - -- Kikkerten frem! Tavse staar vi og stirrer; - hver gisner _sit_: er Længslens Tid nu omme, - og skal med dette Skib Befrielsen komme? - -- Øjet dugges. Det er _Solen_, som forvirrer ... - - Vi, som var raske, løb til Strand og Fjær, - fik snart Kajakken fat, klemte os ned - og stak til Søs med vore Boplads-Fæller: - Der blir en Raaben-op, mens de fortæller, - om hvem der først saa' Skib, fra hvilket Sted, - hvor mange Master, Skorstene og Rær, - om nu den sjældne Gæst vil stanse her, - om han er Amerikaner, Skotte -- eller -- -- - - Men som vi naar derud: énmastet, lille - fremglider Skuden paa den brede Fjord, - bjerget er Sejlene, og fra dens Motor - hører vi, som en Hilsen, Stempelslaget, - og rundt om tier Verden lyttende stille. - Og op mod Masteknappen farer Flaget, - det rene norske! Og vi kommer ombord ... - - Nej -- der var ingen Post og intet Bud ... - Er vi da helt af Vennerne forglemte, - og mon de tror os sporløst slettede ud, - saa véd jeg dem, der er tungsindigt stemte; - -- men maaske er de alle sammen døde? - -- -- O, hvem der kendte nu en Trøstens Gud - mod Skuffelsen ved dette glade Møde ... - - Men der blev Fest ombord: blot ved at se - Nordmand og Dansk her under fjerne Zoner. - Af deres Læber lød de kendte Toner, - der indebærer al vor Fryd og Vé, - -- hvor vi dog kunde snakke løs og le! - Lettet blev Hjærtet og vor Hjerne kaad, - vor syge Ven blev bragt ombord i Baad, - paany sad vi ved dækket Bord og aad; - Gaffel og Ske faldt uvant os i Hænde, - vor Madlyst vilde aldrig tage Ende ... - - Kun altfor hurtigt gled de gode Stunder, - snart roede vi fra Skibet i Kajakken. - Der stod en lille kæk Flok Mænd paa Bakken - og vinked os et hjærteligt Farvel. - Nu drog de vesterud, hvor Sol gik under, - paa Forskerfærd -- til Skuffelse eller Held --, - og Is og Polnat vil sig om dem lukke, - og hjemme vil de bange Hjærter sukke, - -- ja, hjemme! hjemme! -- Naa, tag Aaren fat, - her nytter ingen Klynk: Tyndis paa Vandet -- - og endnu skal der roes to Mil til Landet, - -- og dèr skal vi gaa mod den store Nat. - - Men tidt vil over Havet, der os skiller, - og bag de mange Hundred Mil derhjem - Tankerne graadigt søge Næring frem - af vore fælles Minders forfriskende Kilder. - - - - -SEPTEMBER I "FJÆLDHULEN" - - -I - - Jeg er saa glad for Solen, - glad for September-Solen, - den bryder uformodet - frem af den tunge Sky, - saa gul som Æggeblommen - skinner den uindbuden, - men hjærteligt velkommen - gennem Tarmskindsruden - ind i vort ringe Ly, - bestraaler en tilsodet - mos-fuget Sandstensvæg, - gløder over mit Skæg, - varmer mig dybt i Blodet - og strejfer skælmsk Reolen - -- ja, for vi har en Bogreol, - tre Pakkasse-Borde og en Stol. - - Ak ja, vort Hus er lille, - beskedent Inventaret, - stenhaard vor Soveplads, - ingen bruger Madrats, - -- vi ejer jo ikke meget. - Men her er Rum for os alle, - frit Rum for frie Tanker, - for hver personlig Mening, - og Ordene er som forynget, - thi Huset er vort eget, - ved egne Kræfter bygget, - af ingen Skatter tynget, - ej heller truet og trykket - af nogen Kreditforening - -- det eneste Hus, jeg har set, - uden Prioritet! - - Dog: _kunde_ man prioritere, - til Mønningen prioritere - den stadigt vedligeholdte - barnligt selvejer-stolte - Glæde hos Hulebeboerne, - naar vi har Besøg af Bekendte - og Venner blandt Eskimoerne - og fester for dem i vor »Sal«, - saa blev der Tilbud om Kapital, - for _den_ skulde nok svare Rente, - -- men det er nok ikke at vente ... - - Her er saa solskins-stille, - saa høstligt højtids-stille, - for en Naturtilbeder - underfuldt fredsomme Steder: - En af os sidder og maler - Isfjældene, guld-bestrøde, - en anden skæmtende taler - med Folkene her fra Landet, - selv falder jeg hen i Goethe, - læser mig langt, langt bort, - _véd_, hvad jeg gerne vilde, - nu, da Dagen er kort - og Aftenen mørk og stille. - Jeg mindes en fjern Akkord - og _længes_, kæreste du: - »Ueber allen Gipfeln ist Ruh.« - - -II - - Jeg har samlet i Dag nogle fattige Blomster, - der trives paa »Længselens Ø«, - blege er de som brystsyge Børn, - der ligger og kan ikke dø. - - En Valmu, en Liljekonval og en blaa, - som jeg ikke kender ved Navn. - Jeg har baaret dem alle hjem i vor Hule; - de ligesom fylder et Savn. - - Aa, men hvor er de dog faa og fortabte, - i Sommer de straalede rent! - Stormene slog dem nok skaanselsløst, - og nu er det ogsaa sent. - - Ja -- det er altfor sent for en Blomst - at staa i den frosne Muld ... - Bare der var nogle flere af jer, - saa hele Hulen blev fuld! - - -III - - Hvor er dog Havet mørkt i Dag - som ved Decembertide hjemme. - Nordvestens tunge Aandedrag - kan gennem Væggen jeg fornemme. - - Koldt er her: Termometret Nul, - Blæst stryger ind af hver en Sprække. - Og dog! Hvor hyggeligt et Hul, - mod Uvejr et velsignet Dække. - - Spæklampens muntre Flammeild - flakker kærtegnende paa Muren, - ude raser en arktisk vild - Efteraarshærgning i Naturen. - - Lav rinder Solen, høstlig gul, - hver Nat blir nye Stjerner tændte, - visnet er Blomst og flygtet Fugl, - kun Vintrens dybe Nat i Vente. - - Ude Orkan -- men inde Fred, - den lykkeligste Fred, jeg kender, - naar Dag er endt, og Sol gaar ned, - og alle Længslers Lamper brænder. - - -IV - - Den første dryssende Sne - over de nøgne Fjælde - og Frostens klingre Bjælde. - - Forbi den korte Sommer, - Valmuer og Konvaller, - Elvenes Draabe-Krystaller. - - Den nøgne Jord blev Is - ved første Nattekulde, - nu sover Kim i Mulde. - - Nu graver sig alle Mennesker - ned i den lune Jord - med alt deres Vinterfor. - - Borte er Narhvalstrækket, - ikke en Fugl under Land, - bare det mumlende Vand. - - Og ved de stejle Kløfter - vaander sig Ræv og Hare - inde i Saks og Snare ... - - Men til det store Mørke, - klædte i Dyrehuder, - bringer vi vore Guder: - - Hjemmets og alle Erindringers! - -- drøfter gamle Hændelser, - kommer med sære Bekendelser, - - trevler vort Livsvæv op, - de skøre, bristende Traade, - brænder dem uden Naade, - - klæder os splitternøgne, - kender til Bunds hinanden - -- dog bare til Afgrundsranden, - - bygger jo, hver især, - et Ly for sit skjulteste Minde, - hvor man er _ene_ inde, - - ene -- altid alene: - en vanskelig Jord at dyrke, - men Ensomhed giver Styrke ... - - Saa er da Sommeren død, - og i det yderste Thule - gemmer vi os i en Hule, - - er som et udflyttet Danmark - varmet af hjemlig Sol - her ved den kolde Pol, - - drømmer saa meget gammelt, - higer mod nye Stier, - tænker, taler og tier ... - - Luften er vinter-skarp. - Mod Himlens lydløse Blaanen - staar som et Genfærd Maanen. - - Fantastisk dødninge-hvide - spejler sig fjerne Strande - dybt i de dunkle Vande. - - En Gang i Tidernes Gry - boblede disse Kyster - af Moderjordens Bryster. - - Stivnet alle Tinderne - gløder som Okker og Mønje - op gennem Bræens Brynje. - - Om Milliarder af Aar - vil da mon Isbræen smælte, - Søjlerne sprænges og vælte? - - Vil da den signede Jord - syde igen, før den daaner - hen mellem livløse Maaner? - - -- Ak, hvor usselig lidt - selv den Viseste aner - om vore Skæbnebaner. - - -- Hvad véd jeg vel om mig selv: - Er jeg et glødende Hjærte - eller en udbrændt Kærte? - - - - -NOKTURNE - - - Nu er det stille, - Høstnatten skumrer, - Vindene slumrer, - hvor Livets Kilde - dagtræt gik ned, - -- lydløs Fred - rundt om Landene, - ud over Vandene. - - Den, som nu kunde - sit Hoved bøje, - lukke sit Øje - og fredfyldt blunde - den lange Nat - fornufts-forladt, - uden Vaande - drømmeløst aande! - - O, men der rinder - Lyd i mit Øre, - Kamp maa jeg føre - med bitre Minder: - Venskab, jeg brød, - Had, jeg fortrød. - -- Fredløse Gru, - hvil ogsaa du! - - - - -ENE - - - Stjernerne skælver, - Himlen er bleg, - Maanen er bare - en svindende Streg. - - Jorden er kold - som et blodløst Lig, - Fjældvæggen skummel - af Ravneskrig. - - Tungt gaar Havet - mod nøgen Kyst - som et hjælpeløst Suk - fra et ensomt Bryst. - - Ud i den isnende - Efteraarsvind - flakker den ensommes - angstfulde Sind, - - skælver i Nattens - Kuldegys, - hilser bekymret - det svindende Lys. - - Snart vil den dunkle - Skumring gaa bort - og Vintermulmet - staa rugende sort. - - - - -HØST - - - Jeg ynder ikke den unge Vaar, - den er mig for fersk og flov. - Er _det_ mon, fordi jeg blev atten Aar, - før jeg saà nogen Bøgeskov. - Jeg har jo aldrig kunnet begaa, - end ikke turdet forsøge, - en Lovsang ud af mit Hjærte - over de danske Bøge. - - I gamle Dage var det min Sorg, - naar Bøgen stod lysegrøn, - og Grøntet hang paa Charlottenborg, - at jeg ikke fandt Farven køn. - Muligt er det en Fejl ved mit Syn, - mit Øje er lyseblaat; - al denne megen Andemad - taaler det ikke godt. - - Men da jeg voved en svag Protest, - Kors! Hvor der saa blev Vrøvl, - Grøntkaals-Malerne rasede mest, - jeg skulde ha' mine Høvl. - Jamen saa mal dog bare Spinat, - de Farver er mig for blege, - de rører ikke mit Hjærte, - jeg vælger Graner og Ege. - - Granen er Skabelsens rankeste Værk, - et løftende Høvdingesyn, - Egen er uovervindelig stærk, - en Tænker med rynkede Bryn. - Egens Rødder gaar dybest ned - i Danmarks frodige Muld, - Granen er sejg og nøjsom, - gør Hedesandet til Guld. - - Alle de grønne Haab ved Vaar, - den grumsede Stemningsflod, - som fylder Sindet i unge Aar, - er saa inderligt mig imod, - minder mig om den grønne Student, - der har læst lidt Psykologi - og vil systematisere Livet, - han aldrig har levet i. - - Den dovne Sommerferie-Døs - er mig heller ikke tilpas, - underlig sløv og udtryksløs - ligger den blot og ta'r Plads - -- Plads for den gule, flammende Høst, - hvor Stormen blæser Koral, - Høsten er dybsindig, - Vaar og Sommer banal. - - Pragtfulde Høst, vémodige Høst, - Menneskesjælens Fornyer, - du ejer, som det bedrøvede Bryst, - Lys bag truende Skyer. - Du er den store, afgørende Kamp, - hvor Kornmodsglimtene lyner, - du lever det stærke Øjeblik - og dør under vældige Syner. - - Saa gaar da alt plumret Liv til Forlis, - naar Vinteren drager om Land, - ren og klar er Søernes Is, - kølig og klog vor Forstand. - Da fatter den tumlende Menneskesværm, - at Kampmaalet tidt er for lille, - den tier som selve Jorden, - der ligger hvid og stille. - - Og derfor søgte jeg højt mod Nord, - hvor Kysten er hvid og tavs: - hjemme stank der forraadnet Jord, - i Byen laa Gadesnavs! - Ja, Luften var lummer, da jeg drog bort, - vi trængte til Storm og Sne. - Maatte en susende Byge have renset, - naar jeg atter mit Land skal se! - - - - -BEKENDELSE - - - Paa den lave Klippetange - mod en blodrød Aftenhimmel - ser jeg Eskimoernes Stimmel. - Stimmel? Ja, en halv Snes Mand, - og jeg synes, det er mange - her i dette øde Land. - - Hør, de leger Bjørnejagter, - og de ler saa overvættes, - Hundene mod Bjørnen sættes, - Bjørnen er en udklædt Knøs. - Under kanibalske Fagter - slippes Hundespandet løs. - - Straks som sultne Ulve løber - Hundeflokken mod sin Fjende, - Legen kunde gerne ende - med, at han blev sønderædt, - men de rappe Piskesvøber - stanser dem, der naar for tæt. - - Stanse maa jeg selv af Latter - over den groteske Scene. - Ja, jert Liv er Leg alene, - I kan skoggerle af alt, - skøndt I prøved atter og atter - Bjørnekampe, som Livet galdt! - - Selve det at leve Livet, - sulte, naar der intet skydes, - æde graadigt, hvad der bydes, - elske sig udtømt og træt - og ved Søvn faa Kræfter givet, - er jert Liv og Livets Ret. - - Derfor maa I gerne undres, - naar I ser mig i vor Hule - sidde tavs og travl -- og skule, - hvis I ler min Stemning væk. - -- Mener I, jeg bør opmuntres - til at kaste Pen og Blæk? - - Aa, I skulde bare vide, - at der sidder »Venner« hjemme, - som afgiver samme Stemme, - men at det er alt omsonst, - thi det er mit Liv at stride - mod det Maal at skabe Kunst ... - - Den, der _skaber_, gaar ej Pligtens - borgerlige Alfarveje - og har aldrig haft i Eje - snævre Dyders Rettesnor ... - Men, hvad er vel al min Digtens - Fryd og Smærte? ... Døde Ord! - - Det, som dybest Sjælen føler, - det kan intet Ord udtale, - ikke noget Billed male, - knapt nok anes i Musik ... - -- Venner! Gid I aldrig nøler - med en kold Fornufts-Kritik. - - Eller le som Eskimoen, - le ustyrligt, mens jeg skriver, - jeg forsikrer, jeg vedbliver - og skal aldrig slides træt, - naar _jeg_ bare ejer _Troen_, - maa I gerne have _Ret_. - - Gerne blev jeg her og jaged - Bjørn og Rén ved Vintermaane, - skulde ingen Evne skaane, - blev her gerne Livet langt, - ingen Tid af Længsel naget, - aldrig Livet surt og trangt. - - Thi det vil jeg ikke skjule, - at jeg helst gik rent i Glemme, - glemte alt og alle hjemme, - Ven og Fjende, hvert mit Skrift. - -- Men selv her i yderst Thule - er jeg Slave af min Drift. - - Og min Drift er den at være - én, der har sin egen Stemme, - én, der skriver dansk derhjemme - om, hvad Livet har ham lært; - -- denne Drift er sød at nære, - dette Liv er rigt, men svært. - - - - -SONET - - - Der er i Dag et Fjerdingaar til Jul ... - Til Jul -- _hvor_ er vi saa? Levende eller døde? - »Der rinder Sorg, rinder Harm af Roser røde«. - Skal vi mon finde her vort evige Skjul? - - Ingen véd det. Natvinden varslende hul - klager oppe i Fjældenes dystre Øde. - Ingen véd, om vi rækker mod Syd og skal møde - Landsmænd igen og Solen, god og gul. - - Alt, hvad der hændte i to lange Aar, - ligger dernede og venter os i Breve, - -- hvilke grufulde Timer, naar jeg dem faar! ... - - Men jeg kan ikke ændre mine Kaar, - død er den døde! -- Nej, I maa _alle_ leve! - Min Sjæl vil forbløde af disse dybe Saar. - - - - -ENE TILSØS - - - Saa har vi naaet Oktober, - og Fjæren iser til, - det store stille Hav kan stivne - straks, naar Frosten vil. - I Nat blev Vandet tyndis-lagt, - det glimter som et slebent Glar, - ja, kom kun Frost og øv din Magt, - træng ind til alle Kroge, - jeg venter glad -- dog se, jeg har - endnu en Gang Kajakken klar, - vil vugge mig i Bølgetakt - paa Bugtens sidste Vaage. - - Men da jeg gennem Isen skar, - letted en enlig Maage. - - O, om jeg kunde fulgt den - mod Syd, mod Sol -- og hjem! - Jeg glemmer rent at ro min Aare - og gaar ikke frem. - Langt borte lyder kold og hul - den vrede Snøften af en Hval, - som dukker op af Dybets Skjul - og tvinger frem sin Pande, - trægt dønner Sø mod Fjældportal, - fjernt synker Solen sært oval - og bævrer tung og æggegul - paa Kiming-Skaalens Rande. - - Jeg længes hjem, som jeg var gal, - fra disse Dødens Vande. - - Men som jeg saadan ligger - og knapt véd af mig selv, - rækker mit Øje op til Hulen - ved den døde Elv: - Brudte er nu alle Broer, - her faar jeg Hjem endnu en Stund, - deroppe er mit Arbejdsbord - og al min bedste Evne. - Lad Frosten tvinge Hav i Blund - til Farvej hjem! Jeg nyder sund - den hemmelige Fryd, der gror, - og som ej Navn kan nævne, - - paa Livstilværelsens dunkle Bund, - hvor Synerne holder Stævne. - - - - -TØBRUD - - - Der regner i Dag en ukristelig Regn - heroppe i Hedningelandet; - endnu er der intet Himmeltegn, - som tyder paa noget andet. - - Vor Hule var netop bleven saa lun, - Sneen laa højt over Taget, - Fnuggene tætned som Edderdun, - -- nu smælter hele Laget. - - Det drypper, det stænker, det styrter herned, - og ingen har sit paa det tørre, - vi væbner os bravt med Taalmodighed, - mens Vandfloden vokser sig større. - - Alt, hvad vi ejer, blir blødt og ødt, - hjærteløst Regnen strømmer; - de rummer just ikke det bare sødt - de Oplevelsens Bægre, vi tømmer. - - Gulvet er som en rindende Sø, - og Brikseskindene fælder, - vi ligger paa hver sin opdagede Ø - i Oversvømmelsens Kælder. - - Himlen er bare et trøstesløst Hvælv, - en eneste styrtende Sluse, - Fjældene mumler, den døde Elv - er atter begyndt at bruse. - - Dens Leje var som et furet Ar, - nu springer det op og bløder. - Vi fylder paany vore Kogekar, - men Regnen slukker vore Gløder. - - Saa maa vi kvittere »den varme Ret«, - en ofte prøvet Elende, - men at Soveposen ikke er tæt, - er det værste, der kunde hænde. - - Dog, skulde man blive lidt sur i Sind, - da lyder den Trøst til den triste: - »Lad alt smælte bort! Dit eget Skind, - det holder nok tæt til det sidste!« - - _Først_, naar ikke en Trevl er tør - og ikke et Ly at finde, - da vaagner der et Galgenhumør, - og runger vor Latter herinde. - - Vi driver hver huslig Sorg paa Flugt, - fantaserer om fjerne Steder - med alt, en Hjemkomst byder af smukt: - varm Kaffe og tørre Klæder! - - -- -- Vejrprofeterne kalder det Føhn, - saadan Mildning ved Vintertide, - men Eskimoerne tror, det er Tøen, - der driller Frosten til at bide. - - Tre Gange hvert Døgn, gaar jeg nøgen ud - og aflæser Varmegrader ... - Men lad der blot rase Regn og Slud, - naar det ikke _Islæget_ skader. - - Jeg véd jo, at Frosten sejrer som før, - og snart kan jeg hjemad drage - blottet for _alt_, kun rig paa Humør - til Slædefærden tilbage! - - - - -EN SORG - - - I Dag har jeg haft en lille Sorg, - og her, hvor saa lidet sker, - har denne ringe Hændelse - bedrøvet mig endnu mer. - - Min Yndlingshund er bleven dræbt - af en af de gamle Store, - bare fordi den løb og leged - og slet intet andet gjorde. - - Den vidste ikke, at Tand for Tand - er Livets beskæmmende Lære - baade for Dyr og Mennesker, - om vi skal faa Lov til at _være_. - - Min Yndlingshund var bare en Hvalp, - saa munter og uden Harm, - hver Morgen den krøb i min Sovepose - til et lykkeligt Blund i min Arm. - - Dèr laa jeg og skærmed den som mit Barn - og kunde aldrig blive træt - af at stryge dens bløde Pels - og høre dens Aandedræt. - - For jeg er jo bare et Menneske, - hvis Kærlighed ligger vaagen; - jeg længes efter at elske - og være _god_ mod nogen. - - Men her, hvor jeg intet Menneske har - at kysse med brændende Mund, - gav jeg af Hjærtet alle mine Kærtegn - til den tillidsfulde lille Hund. - - Og nu er dine undrende Øjne lukt, - din Strube blev gennembidt. - -- Ak, var du bleven ældre, - skulde tungere Smærter du lidt! - - Ja, var du vokset dig stærk og stor, - vented dig megen Plage; - en stakkels trællende Slædehund - har ikke gode Dage ... - - Men da de kom og mældte, - at min lille Hund var død, - blev der saa underligt stille, - dèr, hvor mit Hjærte lød. - - Da maatte jeg betvinge - en Graad, der vilde frembrudt, - da svor jeg over Morderen - en Hævn, jeg ikke har fortrudt. - - Skaanselsløst tærskede jeg det Skarn, - hvis Tænder min Yndling traf; - hver Dyrebeskyttelsesdame - vilde skaffet mig Dyrplager-Straf. - - Tæt til dens sammensnørede Gab - bandt jeg den lille døde, - -- nu ligger den med sit Offer - bunden og uden Føde. - - Min Yndlingshund var bare en Hvalp, - skabagtig kan Sorgen lyde, - men den, hvis Hjærte er ene, - véd, hvad en Hund kan betyde. - - Og den, der kender Polarfærd, - véd, han var gaaet til Grunde, - om ikke han var bleven hjulpet - af sine trofaste Hunde. - - Lønnen, han bød sin trællende Ven, - var Pisk og en kneben Føde - og saa en Kugle i Hjernen, - naar den næsten var kørt tildøde. - - Og Hvalpen skulde i Vinter - trukket for Slæden tilbage, - -- en stakkels trællende Grønlænderhund - har ikke gode Dage. - - Men dyrebar er mig Hundene, - min daglige Kval og Fest, - og, som det gaar mellem Mennesker, - er den _mistede_ altid bedst. - - Og det er sandt, hvad en Digter har sagt, - -- sikkert en klog gammel Fyr: - »Jo bedre jeg kender Mennesker, - des mer holder jeg af Dyr!« - - - - -VINTER - - - Se, det hvide Ishav spejler - dybt de gyldne Aftenskyer. - Ingen Lyd og ingen Sejler, - intet Bud fra fjerne Byer. - Indelukket - Længselssukket - stiger mod det kolde Fjæld, - der paa Himlens Rand har trukket - en henaandet bleg Pastel. - - Som en Knivseg, skarpt tilsleben, - skærer Horisonten Himlen. - Som et Hjærte, vémodsgreben, - gløder dæmpet Solfaldstrimlen. - Gult og gustent - som et brustent - Venneblik er Solens Øje - sluknet bag en Isfjældsmur, - der har bygt sin borgtaarns-høje, - vildt fantastiske Kontur. - - Sølvhvid Maanebaaden skyder - højt henad den mørke Himmel. - Som et Morildskølvand flyder - Mælkevejens Stjernevrimmel. - Tunge Skygger - travlt bebygger - som et mystisk Dværgfolk Sletten, - der har gemt sig tavs og trykket - inde under Fjælde-Jætten. - - Snart af Skyggerne besejres - Dagens sidste Farvetoner, - Mulmets Nattepust henvejres - over Dødens Regioner. - Men i Mørket, - sjælestyrket, - slaas vi med os selv og Livet, - og vi tror, at vi faar dyrket - rodfast Træ af Mose-Sivet. - - Ubønhørlig stræng bekriger - Vintren disse arme Kyster, - Sneen ligger haard og skriger, - Isen dem i Favntag kryster, - Lyset brister, - Bjørnen lister - mørkeskjult, beredt til Krig, - hungerpint den Livet frister, - røver Gravens frosne Lig. - - Og uskaansomt koldt bekriger - _vi_ det Liv, vi før har levet; - gennembrudt, som Vandflods-Diger, - er vort Løgnliv -- talt og skrevet. - Nu skal Volden - hel og holden - sten-forskanses, klar til Krig - mod os selv i Fortids-Rollen - -- ingen Gravfred for det Lig! - - - - -SNESTORM - - - Jeg laa ude i Nat. Og hvor frøs jeg i Nat! - Der var ikke paa Fjældet det ringeste Læ, - og Fjældet var snevidt af Driver og Bræ. - - Der var madtomt i Hulen og glubende Sult, - saa kørte jeg hen til et Køddepot, - men Vejret blev værre, end jeg havde troet. - - Der blæste en fygende stiv Sydvest, - langsomt ad Kløften steg vi til Fjælds, - Foden blev træt, for Føret var træls. - - Den gamle Eleng'uak fulgte mig tro, - syv Hunde trak Slæden med ingen Ting paa, - alligevel maatte vi begge gaa. - - Ved Slædeopstanderne sled vi os frem, - stavred i Sneen til op over Knæ, - og Sne skød sig højt over Gængernes Træ. - - Dagslyset svandt, og Knoget tog til, - _nu_ sank vi i til midt paa vort Liv, - Skinddragten dampede og frøs stiv. - - Hundene orked tilsidst ikke mer, - vi spændte dem fra, og de stak i Løb, - selv fulgte vi efter, stumled og krøb. - - Sort var Natten, da vi naa'de frem, - aandeløst smed vi os ned bag en Sten, - som ikke gav ringeste Ly for Sneen. - - Dèr laa vi en Time og hakked og skjalv, - Eleng'uak pressed sin Ryg tæt mod min. - Op gennem Kløften jog Uvejrets Hvin. - - Da blev som en isnende Strøm mit Blod, - jeg svælged lidt raa-frossent Kød med Spæk, - Fingrene var ved at fryse væk. - - Vi maatte nok helst gaa os varme igen: - fra Hvalros-Depotet tog hver sin Dragt - og slæbte det hjemad af al vor Magt. - - Mandshøj laa Sneen, til Tops gik vor Vej, - Legemet damped, vor Aande blev kort; - i Mørket kom jeg fra Eleng'uak bort. - - Men endelig, da jeg var Slæden nær, - var ogsaa min yderste Kraft udøst, - jeg faldt og blev liggende, kraftesløst. - - Dèr laa jeg en Stund næsten uden Begreb, - saa vaagned jeg: aa, saa livstræt og kold. - Jeg tænkte: Nu gaar jeg Pokker i Vold! - - Da fik jeg en latterlig Ynk med mig selv, - at jeg skulde ligge forkommen og dø - i den fygende Storm paa vor Fjældhule-Ø. - - Før havde jeg troet mig saa gammel og klog; - _nu_ syntes jeg ung, havde ingen Ting lært, - og Livet, jeg mistede, var mig saa kært. - - Jeg sørged mig vred, jeg ærgred mig hed, - jeg tændte min Viljes hendøende Gnist - og naaed da ogsaa Slæden tilsidst. - - Dèr saa' jeg blandt Hundene, dybt føget til, - Eleng'uak ligge -- en underlig Bylt. - Han sov og snorked, hans Bug var fyldt. - - Som svimmel jeg gøs i min frosne Pels, - fik stukket mig under en Hundekrop, - hvor jeg døsede hen og tøede op. - - Jeg drømte mig død paa det hvide Fjæld, - begravet af Sneen og sporløst gemt. - Ingen savned mig, jeg var glemt. - - Da maatte mit Hjærte saa inderligt le: - »I slipper mig ikke _saa_ bekvemt!« - Glad vaagned jeg. Tænderne hakkede slemt. - - Men netop, som Dagen graaned i Øst, - tog Snestormen af og Kræfterne til: - -- Det er svært at dø, naar man ikke _vil_! - - - - -INDKVARTERING - - - Vi har faaet Indkvartering: - ikke mindre end en Snes - Eskimoer - hos os boer - i en skøn Familjekres - -- en lidt rundelig Formering, - naar vi selv er seks Mand høj. - Man begriber, - at det kniber - svært med Plads og Sengetøj. - - Men vort Samliv er det bedste, - skøndt man ikke skulde tro, - at der kunde - nogenlunde - herske Enighed og Ro, - naar man har sin kære Næste - indlogeret bunkevis. - Her er Glæde, - fælles Æde, - fælles Trug for So og Gris. - - Alle Kogelamper sprager, - Luften hænger tyk af Os, - Stuens Kroge - staar i Taage, - men vor Hule faar dog Ros. - Udenfor Orkanen drager - rovbegærlig om vor Ø, - mangen Hytte - blev dens Bytte, - knust og slugt af Styrtesø. - - Alle vore Boplads-Fæller - blev berøvet Kød og Hjem, - halv-paaklædte, - ilde-stædte - stred de sig til Hulen frem, - sidder nu og smaa-fortæller - om den storm-oprørte Fjord, - klager ikke, - smælter Drikke - og faar kogt et vældigt For. - - I en sammenbyltet Mængde - sover snarligt Vært og Gæst, - Lampen slukner, - ude drukner - Hundehyl i Sø og Blæst. - -- Men jeg vaagned tidt og tænkte: - her mod Nord er Livet Fest, - intet knægter - disse Slægter, - hverken Himmel eller Præst! - - Ja, en Livets Jubelsalme - toner ud af Vejrets Brus, - Leg og Latter - toner atter - i vort overfyldte Hus. - Her kan Glæden aldrig falme, - Livet tager vi som bedst: - Eskimoen - dør i Troen - paa, at Livet er en Fest. - - - - -NYT ISLÆG - - - Jeg suser atter over nylagt Is, - og alle Hunde trækker kry og travle, - thi højt bag Fjældets gothisk bygte Gavle - har Maanen nytændt flænget Skyr og Dis - og ridset sin lyse Streg paa Himlens Tavle. - - Mit Forspand elsker dette blege Skær, - der blinker i de frosne Iskolosser - og viser Vej om Vaage-Strøm og Skodser; - -- i Mørketid gaar Rejsen træls og tvær, - da savnes det Humør, som Kulden trodser. - - Men nu gør atter Maanen Rejsen let, - paa ben-skoet Slæde er det Fest at køre - det lange hvide Døgn i snefrit Føre, - hvid hvirvler Rimfrost af mit Aandedræt, - og hvidbrændt blir i Kulden Kind og Øre. - - Men Blodet pulser varmt bag kuldskær Hud, - og jeg kan timevis henslængt paa Slæden - ligge med adspredt Sind og nyde Glæden, - blot ved at se mit Forspand halse ud, - og høre Isen knage fjernt som Skud. - - Og naar jeg lukker Øjet, kan jeg se - mit Hjemlands tavse, istillagte Fjorde, - og _da_ er det med ét, som blev jeg borte, - som sank jeg dybt i hjemlig Fryd og Vé, - saa dybt og blødt som i en Grav af Sne. - - En Grav af Sne! -- Men da blev alting koldt, - jeg vaagned op og fandt mig selv i Vandet, - Isen var bristet: Slæden, Hundespandet, - alt det, der havde mig min Drøm forvoldt, - sank dybt og blødt, -- men Skaglerne de holdt. - - Jeg var vist Graven nær og skreg Gevalt; - to Eskimoer, der fulgte, krøb som Bjørne - ad Isen og slog Remme om et Hjørne - af Slædesnuden og fik mig og alt - omsider halet ind -- har de fortalt. - - Forresten lo de. Og da vi drog bort, - og mine Klæder stivned straks i Kulden, - og baade Haand og Fod blev saar og svullen, - lo de igen. Jeg _løb_, som var det Sport, - og holdt mig varm de otte Mil til vort ... - - Den glade Hedning, som bestandig ler, - han er i Livets Dyst altid fornøjet; - og hjemme, da jeg først kom af med Tøjet - og laa i Soveposens lune Fjer, - da lo jeg selv, -- jeg fejled intet mer. - - Ja, saadan er det: undflyet et Forlis - higer vi atter ud paa tynd-klædt Bølge, - evig og altid maa vort Kald vi følge, - Kaldet er Livets Dyst i Sol og Dis, - farefuld Vejen over nylagt Is. - - -- Jeg suser atter paa den blanke Fjord - ind under Fjældets gothisk bygte Gavle, - nytændt staar Maanens Streg paa Himlens Tavle, - og sølvhvidt gnistrer mine Slædespor, - og Verden er bare dette kolde Nord! - - - - -AFREJSE - - - Saa kom den sidste Dag paa Længslens Ø, - Fjældhulen rømmet, ingen Vinduslysning. - -- Dèrinde blev der dog sat Frugt og Frø, - mon de nu taaler Vinter og Forfrysning? - Lyse er de Forhaabninger, der bygges, - men mørk den lange Hjemvej. Vil den lykkes? - - Og endnu er vor Ven og Fælle syg, - og køres maa han hundred Mil i Pose, - -- men Skæbnen fik ham ingentid gjort myg, - endda den bød ham Torne blot for Rose; - han higer hjem mod nye Arbejdsfelter, - -- ak, i en foddyb Sne gaar vi og ælter! - - Decembermørket skjuler Fjæld og Kløft, - Dagen er kort, og Maaneskinnet blænder, - fra skjulte Vaager lyder Sælens Snøft, - langs alle Fjære blegt Morilden brænder. - Gemt er bag Skrueis Fjældhule-Næsset, - _hjemad_ det gaar -- men tungt er Slædelæsset. - - Just nu faar jeg vor Hule dobbelt kær, - det er, som om jeg ikke kunde slippe - dens Tarmskinds-Vindu med Spæklampens Skær - og Ildsteds-Røgen op mod snedækt Klippe; - -- hvor ofte har jeg ikke langvejs ude - træt og forkommen hilst den blege Rude! - - Men det gaar hjemad, -- og vor syge Ven - maa bjerges frem til bedre Kaar og Pleje, - saa drager vore Slæder da igen - Sporet langs nye Kysters nye Veje. - Raa-frossent Kød er Hunds og Herres Føde, - tungt kører vi i Skrueis og Bløde ... - - - - -TILBAGE TIL MØRKET - - -I - - Saa slaar vi da Retræte: - vor Vej er altfor fyldt med Sne, - vi skulde været frem til Jul, - men det kan ikke ske. - Nu maa vi hen, hvorfra vi kom, - men det er tungt at vende om. - Fjældhulen er Ruiner nu. _Hvor_ finder vi et Skjul! - - Vi drager op mod Mørket, - og vi, som haabed det forladt, - gaar trist til Sinds, med Haabet brudt, - ind i den store Nat ... - Naar atter Slæden staar beredt - til Hjemfart, hvad er der saa sket? ... - O, gid den Time aldrig kom, da Rejsen blev fortrudt! - - -II - - Nu er vi da ribbet for Dun og for Fjer, - bare Livet igen -- ellers ingen Ting mer, - vi har hverken Bøsse, Kop eller Kniv, - kun Livet igen -- det dejlige Liv! - - For Hunde og Kød og varmende Klær - borttusked vi alt, hvad vi ejed af Værd; - de Hedninge-Venner, hvis Forraad er størst, - maa stille vor Sult nu og slukke vor Tørst. - - Saa tyr vi da hver til en gæstfri Dør - og beder om Husly som ofte før, - man luner vor Briks, vore Skinddragter syr - og fodrer os selv og de udslidte Dyr. - - I Jordklodens nordligste Menneskehus, - ind under en Gletschers Morænegrus, - dèr lever jeg Livet som Eskimo, - og Livet er bedre, end jeg turde tro. - - Ja, Livet er dejligt og dyrebart - i vekslende Vejrlig og skiftende Fart, - her fanger til Føde jeg Ræv og Ravn, - her bæver mit Hjærte i Lyst og Savn. - - Piuva'toks og Alakra'sinas Hus - saa ynkelig armt, kun rigt paa Lus, - saa hjærteligt godt mod den selvbudne Gæst, - er _det_ Hedningeskjul, hvor jeg har det bedst! - - Ja, tidt, om jeg rækker mit Hjemland igen, - vil taksomme Tanker søge herhen, - -- jeg kender de Tusinder Kristne af Navn, - men Hedningen her er Kristen af Gavn. - - - - -POLARNAT - - -I - - Hvor skal jeg gøre af mig selv, - hvad skal min Tanke sysle med? - Hvordan forglemme Tid og Sted? - Hver søvnløs Dag er uden Fred - og drømmepint hver Søvn, jeg véd. - Jeg higede ud, nu higer jeg hjem og savner dig alle Vegne; - det er, som jeg bærer al Verdens Sorg, og er lige ved at segne. - - Nu troede jeg saa vist, det gik - mod Syd, mod Sol, mod Hjem, mod dig, - og vi var mange Mil paa Vej, - da Blæst og Mørke, Sult og Sne - tvang os til Venderejsens Vé. - Jeg ligger igen, hvor jeg før laa fast, maa vente til Vaarens Komme. - Hvor skal jeg dog gøre af mig selv, til Længslens Tid er omme? - - Jeg lever blot i Kamp for Mad, - opholder Livet som et Dyr, - der ej den værste Føde skyr. - Forraadnet er det Kød, jeg faar, - mit Legem smudsigt, vildt mit Haar. - Alle Bøger er læst, alt Papir skrevet fuldt, hvordan skal mine Tanker da næres, - de kreser bestandig om _dig_ og Hjemmet -- vort eget og vore Kæres. - -- Taalmodighed, Hjærte! _Den_ svære Kunst, nu skal den for Alvor læres. - - -II - - Gennem goldt Polarnats-Øde - gaar det vrede Vejr med Vælde, - Mørket sukker, graat af Ælde - som min Mor, der døde. - - Gennem Jordens Dunstkres tumler - vildt Decembersneens Bølger. - Tungt den frosne Havstok mumler - om en Kval, jeg dølger. - - Paa de vejr-forbidte Strande - har hvert ængstet Liv sig dækket, - Stormen blot langs døde Vande - tumler som forskrækket. - - Over Fjældets dystre Gavle - ingen nordlys-blændet Stjerne - -- bare Livets evigt travle - Lynglimt i min Hjerne. - - Uvejrs-slagen, pint af Brøde, - mørkeskræmt, en fredløs Fange, - mindes jeg min Mor, som døde: - _hun_ var ikke bange. - - Kunde jeg -- en dødsdømt Evne -- - med _din_ sikre Ro mig væbne! - Men jeg elsker Livets Stævne, - hader Dødens Skæbne, - - hader Rummets mørke Gaade, - -- urørt af vor Strid herneden - hersker den og skal os raade - i Al-Evigheden. - - -III - - Der er i Nat saa tyst - som fjernt, i _det_ Minut, - da lykke-pint mit Bryst - fik Tvivl og Vægring brudt - og skjalv, fordi det skulde _Ordet_ sige. - Min Stemme var som kvalt, - og jeg fik ikke talt, - blot rørt din bange Haand, - men Hjærtets Helligaand - nævnede tavst det uudsigelige. - - En Nat saa lykke-tyst, - al Verden Fred og Hvil! - Men det blir ikke lyst - som den Gang i April, - da vore Hjærter mødtes vaarberuste ... - Jeg lider Længslens Véer - hjem til lidt Dagnings-Skær, - hjem til dit Lykke-Smil, - som lyste i April - den dæmrende Nat, da Helligaanden suste. - - -IV - - Den stille hvide Vinternat - med ringe Skel - paa Dag og Kvæld, - med ingen Genklang under Fjæld - af Hundeglam og Piskesmæld - -- en lydhør, duftløs Time! - Se, Maanen tændes blank og kold, - og Himlen hvælver stjernesat, - bag Nordlysbaandets Silkefold - sit Skjold, - mens alle Mindets Højtidsklokker kime. - - Snart ringer Hjemmet Julen ind. - Min Sjæl, vær stærk: - _dit_ Højtidsværk - skal tone fjernt fra Hjem og Jul - i hvide Vinternætters Skjul, - hvor ingen Granduft kendes. - Og dog, min Sjæl, jeg har ej glemt - mit længst aflagte Barnesind, - jeg hører Højtidsklokkens Klemt - forstemt - og længes hjem, hvor Juletræet tændes. - - En hjemlig Jul, en uskylds-hvid - med Englebud - fra Himlens Gud, - som da uprøvet jeg og stolt - den gode gamle Højtid holdt, - -- den Jul, der kun er Minde ... - Ja, hvilken Højtid, om jeg blot - kom hjem nu ind mod Juletid - og sagde En, hvis Blik er vaadt, - lidt godt ... - Ak, _død_ er Julen og jeg selv sneet inde. - - Tavs er den hvide Vinternat, - træt gaar min Fod, - tungt slaar mit Blod, - og se, hvor Maanen blank og kold - som et fordægtigt Avind-Skjold - har skjult min Lykkes Fjender. - Er alt mit Liv da uden Værd? - Udløber redningsløs forladt - i Nattens blege Nordlysskær - min Færd, - mens alle Hjemmets Juletræer brænder? - - Velan, min unge Sjæl, vær stærk: - den Vej, du drog, - gør glad og klog, - gør rig, trods Tab af Jul og Hjem, - den Vej, du drog, er Vejen _frem_, - den eneste, der frister. - Og træder jeg mit sidste Skridt, - og ænser ingen mer mit Værk, - _Liv_ har jeg levet, jublet tidt - og stridt -- - ja, højtids-helligt er det Liv, jeg mister. - - -V - - Det er Lillejuleaften, - det er Lillejuleaften, - og et Brus af fjerne Minder - jager Blod til mine Kinder, - -- dem, den fattige Polarnat havde bleget. - Jeg er sær og syg til Mode, - kunde gerne grædt og skreget - over Smærter i mit Ho'de, - for jeg længes, saa min Hjerne bliver svimmel, - og mit Livshaab slukner som en bristet Klode ... - Der er Taage over Fjældet, - der er Slør for Aftnens Himmel, - og jeg ligger, overvældet - af de gamle Minders Brus, - tavs i Angmalor'toks Hus. - - Det er Lillejuleaften, - det er Lillejuleaften ... - Hvordan lever I derhjemme? -- - Aa, om jeg dog kunde _glemme_ -- -- - Nøgen ligger jeg paa Fælgen, - og min Vært, som ser mig lide, - siger: »Det er vist paa Tide - at faa givet dig lidt Foer!« - Og jeg ser ham trække Bælgen - af en Blaaræv, Dagens Fangst; - den blir kogt og, Gud skal vide, - jeg er slunken som en Slange, - Gulvet er vort Spisebord, - og jeg spiser, - mens han viser - mig den Gunst at nynne Sange, - først et Par og siden mange; - -- men min Sult er stadig stor, - og hans Kone spytter Spæk - paa en optøet Narhvalshjerne, - for hun under mig saa gerne - denne lækre Juleret. - Endelig blir jeg da mæt -- - og min Svimmelhed er væk, - -- Taagen med; nu har vi Blæst -- - og jeg sover mig fra Længsel hjem og Angst, - mens Fru Angmalor'tok, venlig mod sin Gæst, - nytter Tiden til en heldig Lyske-Fangst ... - - -VI - - Saa tyst stod aldrig Fjældene om Fjorden - og aldrig Stjernerne saa vemodsfulde - og Sneen ingen Tid saa hvid af Kulde - som nu ved Jul. Og der er Fred paa Jorden. - - Selv er af Fred og Vé jeg sært bevæget, - kan ikke være ude, ikke inde, - min Sjæl er fyldt af Julens fjerne Minde, - og Vunder bløder, som jeg troede læged. - - Og rundt i Verden fejres Juledrømmen, - og alle Hjærter næste-kærligt bløder. - -- Snart er vel Julens Baal kun slukne Gløder, - og Hjærtet gaar igen saa jævnt med Strømmen. - - Men der var Tider, da jeg ærligt troede - paa Julens store Fredsbudskab i Folket, - -- forlængst har Verden Loven omfortolket, - og Julen er nu blot en gammel Mode. - - Rørte til Gavmildhed, som Lammets Hyrde, - er alle Menneskenes Millioner -- - men kun saa længe Klokken højtids-toner, - Dagen derefter stjæle de og myrde ... - - Og dog stod aldrig Fjældene om Fjorden - og aldrig Himlens Lys saa højtidsfulde - som nu i denne Nat, saa hvid af Kulde, - thi det er Jul. Og der er Fred paa Jorden ... - - -VII - - Nej, det er altfor skøn en Nat, - og jeg kan ikke sove, - Fjældkæderne har Linjer - som danske Bøgeskove. - Som Udhugst-Lysninger blandt Trær - staar istids-fødte hvide Brær - i sælsomt livløst Maaneskær -- - et Snitværk af Sølv-Filigran, - som tier dødt. Her lever Pan ... - - -VIII - - Jeg har saa ung en Glæde - bare ved at træde - mit Fodtrins lette Spor - paa den sne-tilføgne Jord. - - Min Sjæl er tavs af Lykke, - jeg kaster ingen Skygge - i denne dejlige Nat - fredfyldt og lysforladt. - - Min Hjerne har ej Tanker, - og Livet ingen Skranker ... - Over Himlen de funklende Stjerneskud strøs, - her gaar jeg saa lykkelig skyggeløs. - - -IX - - Maane og skyfrit og en Snes Kuldegrader! - Nu har vi Nyaar efter Almanakken, - hjemme er Vrimlen en gensidig Takken, - en Ønsken Godt-Aar selv for dem, man hader, - - et Mundsvejr blot af tyndslidte Tirader, - en Brev-Hob Falskhed, bragt paa Kaffe-Bakken, - -- aa, Gudskelov, jeg kasted Selskabsfrakken, - da Luften blev mig kvalm i vore Gader ... - - _Mit_ Nyaar nævnes aldrig i Kalender, - det kommer uanmældt og uformodet - en skønne Dag, naar noget sælsomt hænder: - - _de_ Stunder, da mit Selv sanddru _erkender_ - og rejser Viljen, lutrer Hjærteblodet, - da blir en Nyaars-Kvist mit Træ indpodet. - - -X - - Der er ikke et Træ, som tør Pollandet gæste, - end ikke den usleste Busk finder Fæste, - -- men hjemme staar Graner paa goldeste Banke - hvidpudrede ranke. - - Jeg drømmer mig hjemme, ser Raabukken springe - og lytter til flaksende Fuglevinge, - jeg følger i Snedriven Muldvarpens Stier, - jeg lytter og tier. - - Jeg har en Veninde, vi elsker begge - at suse paa Skøjter langs klukkende Bække, - og ud ad de barfrosne Veje vi gaar - med Rimløv i Haar. - - Nu gaar hun alene. Jeg sidder som bundet, - maaske er mit Timeglas snart udrundet. - Jeg sanser kun Mad, baade god og slet, - og jeg er saa træt ... - - -XI - - Min Livskraft ligger i Dvale, - alle mine Tanker er gaaet i Hi. - Nu drager den store Nat forbi - de slumrende Fjælde og Dale. - Jeg ligger som dybt i Dvale. - - Min Sjæl er sløv som en Larve, - den sanser ej længer sin vante Strid, - den sover sig frem til Lysets Tid, - hvor den skal faa Liv og Farve. - Min Sjæl er en jordbunden Larve. - - Jeg tror, Genfødelsen kommer. - Naar Vinterens Nattemulm er forbi, - skal Larven blive sommerfugle-fri - med al den flyvende Sommer. - Jeg véd jo, Genfødelsen kommer. - - -XII - - Tidt tror jeg min Ungdoms livssvulmende Lilje - udblomstret og gold, - mit følsomme Hjærteblod omstøbt til Vilje - og Hjernen is-kold, - skarpt ser mine Øjne, som før var forblindet, - min Manddomsvej ligger belyst ud ad Vildnissets - skyggende Løv. - Mit Øre - kan høre - hver varslende Rytme, hvert dryssende Støv, - klart véd jeg, hvorhen al min Stræben skal føre, - men tidt gaar en hjælpeløs Sorg mig i Sindet: - Jeg er kun et Frø, - som skal dø. - - Hvad er vel mit Livsværk mig, selv om jeg sejrrig - til Kampmaalet naar? - Vandt Livet, der udrandt i vekslende Vejrlig, - ublidere Kaar? - Og hvad er det værd, hvis jeg Maalet forfejler? - Gik ikke i maalbevidst Trang og Ærgerrighed - Ungdommen tabt? - -- Men bygge - min Lykke - paa Ungdom, dertil var min Sjæl ikke skabt; - jeg savner det Stof, som gør Mennesker trygge. - -- O, Ungdomsaar! Jeg er en ydmyget Bejler, - der angrer, at I - gled forbi! - - Jeg angrer hver Klogskab, der førte til Handling. - Er _Ungdommen_ klog? - Nej, Ungdom er Afsind og evig Forvandling - og hensynsløst Sprog. - Den Gang, jeg var ung med de yngste, som kendtes, - da sad jeg indspundet i taktfuld, forkrøblende - Slægts-Pietet. - Jeg vilde - ved stille - udadlelig Flid vinde _mere_ end sket. - Først _nu_ er jeg fri. O, men _er_ det for silde - forynget at leve de Drømme, som sendtes, - da Haabet var sundt, - Verden rundt! - - -XIII - - Der er en Higen i hver Drøm, jeg digter, - ud til et blodrigt Liv i sære Egne, - en Udvé, som gaar alle vide Vegne - til Fjæld og Skov, frigjort for trange Pligter, - hvor Fugl og Dyr er Maal, hvortil jeg sigter. - -- Der er saa mange Præmie-Sjæle til, - o, lad mig altid være ung og vild! - - Og lad mig aldrig, ivrig efter »Ære«, - min egen ranke Nakke ydmygt bøje - -- hellere med det _lidet_ lade mig nøje - end tækkes Krybet i en højere Sfære, - hvor der er smitsomt for min Sjæl at være. - Saa mangen Radikal blir Snob ad Aare, - o, lad mig altid være ung og Daare! - - -XIV - - Der er ikke et Menneske, fjern eller nær, - som véd, hvilken Grøde mit Sjæledyb bær, - jeg kalde jer Hustru, Far eller Ven, - I véd, _hvad_ jeg hedder, og _hvor_ jeg gaar hen, - men Driften, som hidser mig, kender I den? - - Tidt véd jeg knapt selv, om min Saasæd gir Frugt. - Hvem er jeg? Hvad vil jeg af hæsligt og smukt? - Jeg véd kun, og det har med Kvide jeg lært, - at Menneskelivet er bitterlig svært - og Mennesket selv af omtvisteligt Værd. - - Jeg er i den vide Verden kun én, - hvorhen jeg saa færdes, i Fryd eller Mén, - kun ene og ensom, en tillukket Grav, - hvor strømmende Ord mine Læber saa gav, - en Sjæl, der er tavs med sit dybeste Krav. - - Og enten jeg lever, hvor Larmen er stor, - eller gemmer mig bort i det tavseste Nord, - hvad enten jeg længes fra Mylret mod Fred - eller higer mod Liv fra mit Skjulested, - jeg er dog kun _én_ i al Evighed. - - En venneløs gaar jeg i Fjendekrig, - og fjenderig møder jeg Vennesvig, - selv sviger jeg, stejl af den Ensommes Magt, - den Ven eller Fjende, der faar min Foragt - -- og dømmer mig selv for hvert Ord, jeg har sagt. - - Tidt knuger min ensomme Lod mig i Knæ, - jeg ønsker mig podet paa rodfæstet Træ, - men ofte -- og mest naar jeg rammes brutalt -- - da lukker min Sjæl sig, mit Skrig bliver kvalt, - men _stærk_ er jeg bleven i godt som i galt. - - -XV - - Jeg har grædt, naar en Spurv blev skudt ned, - naar jeg saa' et Insekt blive pint, - naar en Blomst, jeg holdt af, traadtes sønder, - og dens Hjærteblad skælvede fint. - Jeg har været et fængeligt Tønder - for hvad Skabningens Ringeste led, - jeg har _ødslet_ med Kærlighed. - - Jeg har næret min Pen med mit Blod, - naar jeg skrev om al Menneskenød, - om forskyldt eller skyldfri Elende - og dens Véraab paa Retfærd og Brød. - O, mit pulsende Blod kunde brænde, - og min følsomme Sjæl fatte Mod, - naar jeg stred for den Sag, jeg fandt god. - - Det var den Gang, mit Hjærte var Ler - og min Tillid til Menneske-Værd - og min Tro paa mig selv uforfærdet, - da mit Liv laa i morgenrødt Skær. - Ak, men nu er mit Hjærte forhærdet - af de usle Bedrag, som det ser, - og nu tror jeg paa ingen Ting mer. - - -- Ja, en Gang har jeg inderlig grædt - ved al Skabningens Kummer og Nag, - men da selv jeg fik Pinslerne prøvet, - tog jeg graadløs de grusomme Slag. - Og nu taler mit Hjærte bedrøvet - kun i dæmpede Aandedrag, - men min Taare har rundet sig træt. - - -XVI - - Jeg byder ej mit Venskab frem - til Per og Povl og alle dem, - der søger mine Stuer, min Tobak, mit Bord, min Vin, - men _vandt_ du mig for dig og dit, - saa bliver du mig aldrig kvit, - da er jeg al min Levetid uforbeholden din. - - Og den, der kalder mig sin Ven, - skal ærligt yde mig igen - et Alvorsord, en sund Kritik, ud af sin Hjærtebund, - og han skal taale min Protest, - naar han ej gir sig, sand og bedst, - thi den, hvis Hjærte aabnes ret, slaar ikke Laas for Mund. - - En Kvinde kan jeg ofre _alt_: - min Daad, mit Hjærte, _ubetalt_, - og _alt_ kan af en Kvinde jeg modtage hjærteløst. - Men Mand og Mand i Venskabspagt - har samme Pligt og lige Magt, - og _han_ skal mig gengælde dyrt, som af min Sjæl har øst. - - Men vandt du mig for dig og dit, - og tør du tale hensyns-frit - og elske mine Evner frem og kue mine Fejl, - da bliver du mig aldrig kvit, - da ejer du alt, som er mit, - ubrydelig vor Venskabspagt bær' Hjærtets Adels-Segl. - - -XVII - - Mit Liv er planlagt frem til sene Stunder, - hvert Arbejd gennemtænkt i Hovedtrækket, - skal al Ting lykkes, maa der ske det Under, - at jeg blir hundred-aarig og usvækket. - Men er der muldfast dèr, hvor Roden bunder, - hvordan blir Stammen trøsket da og knækket! - - Nej, jeg vil ikke dø den meningsløse - snigmorderiske Død af Sot og Syge, - Knald eller Fald! Og aldrig daadløs døse - i lunkent Sollys -- hellere en Byge, - lad bare Stormen piske, Regnen øse, - og alle Lungepibere rejse og ryge! - - I brat og voldsom Død har helst jeg villet - med denne dejlige Jord faa Afsked taget. - Paa ét Kort sat mit Liv -- jeg vover Spillet, - men alle Kneb skal gælde, selv Bedraget, - og først naar alle Trumfer er udspillet, - slutter jeg af, livsmæt og højt bedaget. - - Maaske, naar jeg blir gammel, kommer Gigten, - et Eftersmæk fra Liv i Baad og Slæde, - men aldrig skal jeg angre, at min Digten - drog mig langt udenfor den alfar Glæde. - Mit Liv er planlagt, dyrebar er Pligten, - o, lad mig hundred-aarig Jorden træde! - - -XVIII - - Ja, jeg vil vorde Mand og fæste Rod - dybt i den jydske Muld, der var min Amme, - Jordens Safter skal stige i min Stamme, - forny mit Væv og nære mit Løv med Blod, - -- ja, jeg vil dyrke Jorden grøn og god. - - Min Sjæl er træt af fremmed, bjergfuld Strand - og længes hjem til Slettens Kløver og Tidsler, - til Heden helst, dèr hvor et Aaløb risler - det frodige Grønsvær frem af magert Sand, - stolt vil jeg dyrke Jord i eget Land. - - Ja, jeg vil fæste Rod i Lyng og Klit - og klamre mig som Marehalm til Bunden, - at Havet ikke skal underskære Grunden, - men bruse mig for Øje tro og frit, - thi ene dette Hav og Land er mit! - - -XIX - - Den Mand véd ikke, hvad Sol vil sige, - hvem den tilsmiler hver Dag i Aaret, - for ham er Sol det selvfølgelige, - men her i Pollandets Mørkerige, - hvor jeg maa leve, dens Lys beskaaret, - her faar jeg Solen smærtelig kær: - nu véd mit Øje, hvad Sol er værd. - - -XX - - Giv mig Solen, aa, giv mig Solen - og lad mig gense de danske Strande, - hvor Natten skifter med solfyldt Dag, - og Himlen spejles i dybt-blaa Vande, - paa Marken Solsikken og Violen - og Lyd af Kornlærkers Vingeslag. - - Giv mig Solen, aa, giv mig Solen, - en purpurglødende Morgenrøde - bag Ferskenblomsternes hvide Lin, - med sødlig Duft af en tropisk Grøde, - af Oleanderen og Magniolen, - af gul Orange og blaalig Vin. - - Giv mig Solen, ja, giv mig Solen, - den skal fremelske Ungdom og Ynde, - jeg længes vanvittigt langt mod Syd, - dèr vil jeg aande og se og synde, - jeg hader Natmørket her ved Polen - og min Grav-Tilværelses golde Dyd. - - Giv mig Solen, aa, giv mig Solen, - jeg sidder længsels-pint her og bier. - Hvordan er Verden? -- fremdeles slet? - Har Kunsten udklækket ny Genier, - har Frihedskravet knust Kongestolen? - -- aa, hvem der bare kom hjem til _det_! - - -XXI - - Vi har atter Maanetid og Gæsteri - -- ja, den Maane os med Mørkets Tid forsoner! -- - Her er daglig et Par Slæder paa Visit, - for vi ligger netop paa en alfar Sti, - og her er en stadig livlig Bytten Koner, - det er svært at skelne mellem mit og dit - -- akkurat som blandt de Kristnes Millioner! - - Her kom nys Krajo'dak med sin Nabos Viv, - og med Agpalarsuar'suk kom Fru O'dak, - Husets allerbedste raadne Kød blir budt, - og man skynder sig at proppe i sit Liv, - mens Passiaren stiger som en lystig Krosnak, - og en høflig Vært gir Konen med til Slut, - og en høflig Gæst har blot at svare: Jo Tak! - - -XXII - - Ja, lille søde Aini'nak, - du spørger, om Kvinderne hjemme - er ligesaa gode som her mod Nord - og Mændene ligesaa slemme? - - Om Damer, lille Aini'nak, - tør ingen sin Mening sige. - Men Mændene er af et grumset Stof - og ikke just elskelige. - - Jeg véd, at din Mand har slaaet dig, - jeg ser jo, din Kind bærer Skrammer, - -- aa, stakkels lille Aini'nak, - hos _os_ er der bitrere Jammer. - - Du havde vel været ulydig - og nægtet ham, hvad han kan kræve, - -- hos _os_ er der tungere Vaaben - end den bare knyttede Næve. - - Det véd du jo, lille Aini'nak, - snart læges din Smule Rift, - men Mændene hjemme i Danmark - de drypper i Saaret Gift. - - _Vi_ saarer med Øjets Staalblink - og Tungens bidende Odd, - med smaabitte haanske Skuldertræk - eller Tavshedens ætsende Braadd. - - Saa lever vi Side om Side, - men dyrker dog hver sin Gud, - _vi_ vælger helst det dulgte Bedrag - fremfor et ærligt Brud. - - Nej, kære lille Aini'nak, - _du_, som er saa god og smuk, - du kender ikke den Livsens Vé, - der bæver i Kvindesuk. - - Og paa dit Spørgsmaal, Aini'nak, - svarer den fremmede Herre: - Kvinderne hjemme er bedre end her, - men Mændene meget værre! - - Alene den lille Aini'nak, - der er sky som en opskræmmet Raa, - du er den eneste Kvindesjæl, - jeg blandt dine Søstre saa'. - - -XXIII - - Vi grubler for meget og handler for lidt - og hugger hverandres Livsgerning i Splinter, - under Selv-Reflektionernes Mareridt - vi leger og kriges med Vitser og Finter, - men flytter os ikke et eneste Skridt, - dèr sidder de Skriftkloge højsæde-kry - og haaner hver Handlingens Mand og hans Ry. - - Tidt væmmes jeg ved at tænke med _Ord_, - det er _Tingene_ selv og ej deres Navne, - hvoraf jeg vil fyldes -- som Barnet, der tror - uden at famle og føle og favne, - thi Ord er Bedrag, den Naive er stor; - mit slyngede, selv-reflekterende Jeg - skal blive én eneste lige Streg. - - Saa vil jeg da bortkaste Tingenes Dragt, - min Tænkning skal være blot nøgen Beskuen, - jeg sanser kun Tingenes egen Magt - oprindeligt, ubevidst -- Fjældet og Tuen -- - og glemmer hvert Ord, der er skrevet og sagt; - jeg vil ikke mere studere mit Selv, - blot leve naivt under Himmelens Hvælv. - - -XXIV - - Nu stiger Lyset, - Nat-Mørket brister, - og Kulde-Gyset - af Landet lister. - - Rødlige Buer - af Dæmringens Straale - dirrer som Luer - bag Isblink-Naale. - - Paa Sletten blegner - Skyggerne bort, - Fjældryggen tegner - sig skarp og sort. - - Tarmrude-Lyset - taber sit Skær, - -- nu flygter Gyset, - Dagen er nær. - - -XXV - - Opbruds-Travlhed, Rejse-Iver, - raskt Farvel til dem, der bliver, - Tak for alt og Tak til Alle: - -- se, dèr kommer En og giver - mig en lækker Hvalros-Lalle, - som han i sin Kødgrav fandt, - den er Rejseproviant; - og den største Tromme-Mand - forærer mig en Narhvalstand ... - - -- Afsked gør mig altid trist, - jeg blir helt beklemt tilsidst; - det er svært nok at forlade - disse gode, altid glade, - trofast hjælpsomme Eskimoer; - -- hvad jeg haaber end og tror, - skal vi maaske aldrig ses ... - -- Det er rart at se sit Værk - kronet af en fast, besluttet - Viljesytring; den gør stærk: - -- jeg vil _hjem_, straks paa Minuttet! - -- Hør, der snakkes og der les, - og jeg gir Signal til Spandet - og er snart langt væk fra Landet ... - - Ja, nu gaar det atter hjemad, - men det gaar kun trælsomt fremad, - Maanen skjuler sig bag Taage, - Strømmen skærer mangen Vaage, - vi maa lejre os som bedst - midt i isnende Sydvest. - - -- Av, dèr »brændte« jeg min Næse, - fire Fingre og en Taa, - jeg har vaade Vanter paa - -- og et Ur, jeg skal aflæse, - det er gaaet rent i Staa ... - - »Her maa ties, her maa bies«, - jeg er bleven vant til Turen. - Mens min Hud i Frost afsvides, - støder Stormen fælt i Luren, - men tilsidst er den blæst træt, - i dens sidste Aandedræt - krydser vi den sidste Bræ, - gaar i Sne til over Knæ - og naar i Melville-Bugten - ud paa ny og let-kørt Is, - hvor vi følger langs en Rende, - -- mere Kulde, mer Elende: - i Kamikken stivner Fugten, - Termometrets Kviksølv fryser -- - men den hvide Maane lyser - gennem rimfyldt Kuldedis ... - - Det gaar fremad, - vi naar hjemad, - og vi slider, angst-befriet, - hele Kuske-Kompagniet, - dansk og fremmed, døbt og Hedning, - elleve Mand om otte Læs, - elleve Mand, tre Snese Hunde, - lutter gridske Fraasemunde - om det samme frosne Kød, - -- naa, vi lider ingen Nød, - og vi nærmer os vor Redning, - thi dèr henne - bag et Næs - kan Upernivik jeg kende! - - Og vi kappes. Frem paa Fronten, - Sol er nær ved Horisonten! - -- Ah, dèr ser vi Spor af Bjørn, - Hundene blir rent beruste! - -- Stolte Time, da vi suste - som en Flok kamplystne Børn - hen blandt Isens vilde Kaos, - -- Fjæld ved Fjæld stod opmarscherte, -- - Bjørnene slap ikke fra os, - snart laa to _døds_-harpunerte. - - Selv _blev_ vi paa Kampens Sted, - vi var hungrige og trætte, - laa og aad os tungnemt mætte, - den skrigvorne Mave fuld, - Hund og Herre, - -- men desværre - Hundene aad Skindet med ... - - Pyt! Med Skind og røden Guld, - hvad er Guld mod Morgenskær: - se, vi møder Solen her, - se, derude staar den røde - Solgud op af Vinterdvale, - alle Iskrystaller gløde, - -- og vi gaar vort Hjem i Møde, - og vi staar og ser og ser - -- længe -- -- og kan ikke tale -- -- - - - - -TILBAGEKOMST - - - Saa kom det store Øjeblik, - da vi igen var fremme; - dèr laa de kendte Huse, - vi følte os som hjemme. - Der fløj et Dannebrog til Tops, - og Hytten syntes os et Slot, - -- aa, disse kære Farver, - hvor gjorde de dog godt! - - Nu traadte vi i Stuen ind, - vor syge Ven blev baaret, - saa rørende en Velkomst - blev aldrig os beskaaret. - I Ovnen brændte festligt Baal, - og mange hvide Lys stod tændt, - -- vi maatte alle tie - med Ansigtet bortvendt. - - Saa drak vi da et godt Glas Vin - og smagte Fruens Kage, - vi skal nok aldrig glemme - den Stund, vi kom tilbage; - _det_ sagde ogsaa O'sakrak, - da han af Hvedebrødet bed: - -- »Ja, _nu_ kan jeg begribe, - I længtes svært herned!« ... - - Men laa der intet Brevskab gemt? - -- min Puls tog til at banke, - den store Post fra Danmark - var aldrig af min Tanke. - -- Nej! Ingen Hilsen, intet Bud! - da blev mit Hjærte koldt som Is, - saa har I Stakler hjemme - vel frygtet vort Forlis! ... - - Se -- jeg er karsk paa Krop og Sjæl, - og vi skal atter mødes, - og af vor Gensyns-Lykke - skal ny Værdier fødes. - Og er endnu min Hjemvej lang, - og faar jeg ingen Breve, - aa Gud, om vi naar sammen, - hvor _smukt_ skal vi da leve! - - - - -LIV - - - Ja, Livet er dejligt, og Livet er langt - for den, som har Sans til at leve det ret, - men hjemme dèr gaar vi og har det saa trangt, - naar Udlængslen snører vort Aandedræt. - -- Den Solsort og Lærke og Gøg sang forgæves, - jeg gad ikke se Bekkasinen i Mose, - af Lyngblomst og Rose - var længst jeg træt, - var vammel ved Troskab, forbitret af Svig, - men Verden derude var stor og rig, - og kostelige Skatte skulde hæves. - - Saa traadte min Fod den forjættede Muld, - og dejligt var Livet, hvorhen jeg end foer, - men ikke _alt_ det, som glimred, var Guld, - og tidt blev der øde, hvor jeg satte Spor. - Snart sang jeg, snart græd jeg -- og fandt ikke Skatten, - min Sjæl blev bekymret -- _hvor_ gemtes vel Lykken? - saa sejled fra Bryggen - jeg længst mod Nord, - dèr leved jeg rigt i en livsforladt Egn, - dèr inddrak min Sjæl sin befrugtende Regn - og skjalv dog for Mørket og Natten. - - Da kom der en stormfuld, oprivende Tid, - for første Gang fik jeg mig selv endevendt, - -- dèr stod jeg saa sort, hvor jeg før var hvid, - nu først fik den rette Kulør jeg bekendt ... - Vi tumler i Rummet som vildsomme Sole - og véd hverken ud eller ind med vor Bane, - kan slet ikke ane, - hvordan den var endt, - men just som det hvirvlende Vejr vil opsluge os, - faar vi _Tag_ i os selv, nu kan Livet bruge os -- - _Livet_, den kostelige Skole! - - * * * * * - - Og _det_ blev just Skatten, den Vildfarne fandt - dèrude, hvorhen alle Længsler ham drog, - at _Fred_ til en Selv-Omvurdering han vandt, - og læged blev Vunderne, Livet ham slog. - Det dyrebart dejlige Liv, det, som frister - og drager langt bort fra de hjemlige Kyster - til vovsomme Dyster - afsindig og klog. - Ja, Livet er farligt og dejligt og dyrt, - og Lysten til Livet en adelig Byrd, - hvad enten det bær eller brister. - - * * * * * - - Du dejlige Liv, som jeg nu har forladt, - du dejlige Liv, som jeg drager imod - fra Pollandets nordlys-forsølvede Nat - til Foraar med Midnatssols gyldne Flod! - Jeg aander saa henrykt befriet mod Verden, - fjernt borte fra hilser mig hjemlige Vinde, - jeg har en Veninde -- - og træt er min Fod -- - ja, _dejligt_ er Livet i Fare og Flugt, - men dejligst af alt, som er dejligt og smukt, - er altid min Hjemkomst fra Færden! - - - - - -End of the Project Gutenberg EBook of Isblink, by Ludvig Mylius-Erichsen - -*** END OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK ISBLINK *** - -***** This file should be named 43338-8.txt or 43338-8.zip ***** -This and all associated files of various formats will be found in: - http://www.gutenberg.org/4/3/3/3/43338/ - -Produced by The Online Distributed Proofreading Team at -http://www.pgdp.net (This book was produced from scanned -images of public domain material from the Google Print -project.) - - -Updated editions will replace the previous one--the old editions -will be renamed. - -Creating the works from public domain print editions means that no -one owns a United States copyright in these works, so the Foundation -(and you!) can copy and distribute it in the United States without -permission and without paying copyright royalties. Special rules, -set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to -copying and distributing Project Gutenberg-tm electronic works to -protect the PROJECT GUTENBERG-tm concept and trademark. Project -Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you -charge for the eBooks, unless you receive specific permission. If you -do not charge anything for copies of this eBook, complying with the -rules is very easy. You may use this eBook for nearly any purpose -such as creation of derivative works, reports, performances and -research. They may be modified and printed and given away--you may do -practically ANYTHING with public domain eBooks. Redistribution is -subject to the trademark license, especially commercial -redistribution. - - - -*** START: FULL LICENSE *** - -THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE -PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK - -To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free -distribution of electronic works, by using or distributing this work -(or any other work associated in any way with the phrase "Project -Gutenberg"), you agree to comply with all the terms of the Full Project -Gutenberg-tm License (available with this file or online at -http://gutenberg.org/license). - - -Section 1. General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg-tm -electronic works - -1.A. By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm -electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to -and accept all the terms of this license and intellectual property -(trademark/copyright) agreement. If you do not agree to abide by all -the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy -all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your possession. -If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project -Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound by the -terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or -entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8. - -1.B. "Project Gutenberg" is a registered trademark. It may only be -used on or associated in any way with an electronic work by people who -agree to be bound by the terms of this agreement. There are a few -things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works -even without complying with the full terms of this agreement. See -paragraph 1.C below. There are a lot of things you can do with Project -Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this agreement -and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm electronic -works. See paragraph 1.E below. - -1.C. The Project Gutenberg Literary Archive Foundation ("the Foundation" -or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project -Gutenberg-tm electronic works. Nearly all the individual works in the -collection are in the public domain in the United States. If an -individual work is in the public domain in the United States and you are -located in the United States, we do not claim a right to prevent you from -copying, distributing, performing, displaying or creating derivative -works based on the work as long as all references to Project Gutenberg -are removed. Of course, we hope that you will support the Project -Gutenberg-tm mission of promoting free access to electronic works by -freely sharing Project Gutenberg-tm works in compliance with the terms of -this agreement for keeping the Project Gutenberg-tm name associated with -the work. You can easily comply with the terms of this agreement by -keeping this work in the same format with its attached full Project -Gutenberg-tm License when you share it without charge with others. - -1.D. The copyright laws of the place where you are located also govern -what you can do with this work. Copyright laws in most countries are in -a constant state of change. If you are outside the United States, check -the laws of your country in addition to the terms of this agreement -before downloading, copying, displaying, performing, distributing or -creating derivative works based on this work or any other Project -Gutenberg-tm work. The Foundation makes no representations concerning -the copyright status of any work in any country outside the United -States. - -1.E. Unless you have removed all references to Project Gutenberg: - -1.E.1. The following sentence, with active links to, or other immediate -access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear prominently -whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work on which the -phrase "Project Gutenberg" appears, or with which the phrase "Project -Gutenberg" is associated) is accessed, displayed, performed, viewed, -copied or distributed: - -This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with -almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or -re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included -with this eBook or online at www.gutenberg.org/license - -1.E.2. If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is derived -from the public domain (does not contain a notice indicating that it is -posted with permission of the copyright holder), the work can be copied -and distributed to anyone in the United States without paying any fees -or charges. If you are redistributing or providing access to a work -with the phrase "Project Gutenberg" associated with or appearing on the -work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1 -through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the -Project Gutenberg-tm trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or -1.E.9. - -1.E.3. If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted -with the permission of the copyright holder, your use and distribution -must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional -terms imposed by the copyright holder. Additional terms will be linked -to the Project Gutenberg-tm License for all works posted with the -permission of the copyright holder found at the beginning of this work. - -1.E.4. Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm -License terms from this work, or any files containing a part of this -work or any other work associated with Project Gutenberg-tm. - -1.E.5. Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this -electronic work, or any part of this electronic work, without -prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with -active links or immediate access to the full terms of the Project -Gutenberg-tm License. - -1.E.6. You may convert to and distribute this work in any binary, -compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any -word processing or hypertext form. However, if you provide access to or -distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format other than -"Plain Vanilla ASCII" or other format used in the official version -posted on the official Project Gutenberg-tm web site (www.gutenberg.org), -you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a -copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon -request, of the work in its original "Plain Vanilla ASCII" or other -form. Any alternate format must include the full Project Gutenberg-tm -License as specified in paragraph 1.E.1. - -1.E.7. Do not charge a fee for access to, viewing, displaying, -performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works -unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9. - -1.E.8. You may charge a reasonable fee for copies of or providing -access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works provided -that - -- You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from - the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method - you already use to calculate your applicable taxes. The fee is - owed to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he - has agreed to donate royalties under this paragraph to the - Project Gutenberg Literary Archive Foundation. Royalty payments - must be paid within 60 days following each date on which you - prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax - returns. Royalty payments should be clearly marked as such and - sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the - address specified in Section 4, "Information about donations to - the Project Gutenberg Literary Archive Foundation." - -- You provide a full refund of any money paid by a user who notifies - you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he - does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm - License. You must require such a user to return or - destroy all copies of the works possessed in a physical medium - and discontinue all use of and all access to other copies of - Project Gutenberg-tm works. - -- You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any - money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the - electronic work is discovered and reported to you within 90 days - of receipt of the work. - -- You comply with all other terms of this agreement for free - distribution of Project Gutenberg-tm works. - -1.E.9. If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg-tm -electronic work or group of works on different terms than are set -forth in this agreement, you must obtain permission in writing from -both the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and Michael -Hart, the owner of the Project Gutenberg-tm trademark. Contact the -Foundation as set forth in Section 3 below. - -1.F. - -1.F.1. Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable -effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread -public domain works in creating the Project Gutenberg-tm -collection. Despite these efforts, Project Gutenberg-tm electronic -works, and the medium on which they may be stored, may contain -"Defects," such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or -corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual -property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a -computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by -your equipment. - -1.F.2. LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the "Right -of Replacement or Refund" described in paragraph 1.F.3, the Project -Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project -Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project -Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all -liability to you for damages, costs and expenses, including legal -fees. YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT -LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE -PROVIDED IN PARAGRAPH 1.F.3. YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE -TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE -LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR -INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH -DAMAGE. - -1.F.3. LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a -defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can -receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a -written explanation to the person you received the work from. If you -received the work on a physical medium, you must return the medium with -your written explanation. The person or entity that provided you with -the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a -refund. If you received the work electronically, the person or entity -providing it to you may choose to give you a second opportunity to -receive the work electronically in lieu of a refund. If the second copy -is also defective, you may demand a refund in writing without further -opportunities to fix the problem. - -1.F.4. Except for the limited right of replacement or refund set forth -in paragraph 1.F.3, this work is provided to you 'AS-IS' WITH NO OTHER -WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO -WARRANTIES OF MERCHANTABILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE. - -1.F.5. Some states do not allow disclaimers of certain implied -warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages. -If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the -law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be -interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by -the applicable state law. The invalidity or unenforceability of any -provision of this agreement shall not void the remaining provisions. - -1.F.6. INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the -trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone -providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in accordance -with this agreement, and any volunteers associated with the production, -promotion and distribution of Project Gutenberg-tm electronic works, -harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees, -that arise directly or indirectly from any of the following which you do -or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg-tm -work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any -Project Gutenberg-tm work, and (c) any Defect you cause. - - -Section 2. Information about the Mission of Project Gutenberg-tm - -Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of -electronic works in formats readable by the widest variety of computers -including obsolete, old, middle-aged and new computers. It exists -because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from -people in all walks of life. - -Volunteers and financial support to provide volunteers with the -assistance they need, are critical to reaching Project Gutenberg-tm's -goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will -remain freely available for generations to come. In 2001, the Project -Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure -and permanent future for Project Gutenberg-tm and future generations. -To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation -and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4 -and the Foundation web page at http://www.pglaf.org. - - -Section 3. Information about the Project Gutenberg Literary Archive -Foundation - -The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit -501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the -state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal -Revenue Service. The Foundation's EIN or federal tax identification -number is 64-6221541. Its 501(c)(3) letter is posted at -http://pglaf.org/fundraising. Contributions to the Project Gutenberg -Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent -permitted by U.S. federal laws and your state's laws. - -The Foundation's principal office is located at 4557 Melan Dr. S. -Fairbanks, AK, 99712., but its volunteers and employees are scattered -throughout numerous locations. Its business office is located at -809 North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887, email -business@pglaf.org. Email contact links and up to date contact -information can be found at the Foundation's web site and official -page at http://pglaf.org - -For additional contact information: - Dr. Gregory B. Newby - Chief Executive and Director - gbnewby@pglaf.org - - -Section 4. Information about Donations to the Project Gutenberg -Literary Archive Foundation - -Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide -spread public support and donations to carry out its mission of -increasing the number of public domain and licensed works that can be -freely distributed in machine readable form accessible by the widest -array of equipment including outdated equipment. Many small donations -($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt -status with the IRS. - -The Foundation is committed to complying with the laws regulating -charities and charitable donations in all 50 states of the United -States. Compliance requirements are not uniform and it takes a -considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up -with these requirements. We do not solicit donations in locations -where we have not received written confirmation of compliance. To -SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any -particular state visit http://pglaf.org - -While we cannot and do not solicit contributions from states where we -have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition -against accepting unsolicited donations from donors in such states who -approach us with offers to donate. - -International donations are gratefully accepted, but we cannot make -any statements concerning tax treatment of donations received from -outside the United States. U.S. laws alone swamp our small staff. - -Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation -methods and addresses. Donations are accepted in a number of other -ways including checks, online payments and credit card donations. -To donate, please visit: http://pglaf.org/donate - - -Section 5. General Information About Project Gutenberg-tm electronic -works. - -Professor Michael S. Hart is the originator of the Project Gutenberg-tm -concept of a library of electronic works that could be freely shared -with anyone. For thirty years, he produced and distributed Project -Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of volunteer support. - - -Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed -editions, all of which are confirmed as Public Domain in the U.S. -unless a copyright notice is included. Thus, we do not necessarily -keep eBooks in compliance with any particular paper edition. - - -Most people start at our Web site which has the main PG search facility: - - http://www.gutenberg.org - -This Web site includes information about Project Gutenberg-tm, -including how to make donations to the Project Gutenberg Literary -Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to -subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks. diff --git a/43338-8.zip b/43338-8.zip Binary files differdeleted file mode 100644 index a09f63b..0000000 --- a/43338-8.zip +++ /dev/null diff --git a/43338-h.zip b/43338-h.zip Binary files differdeleted file mode 100644 index fd3310e..0000000 --- a/43338-h.zip +++ /dev/null diff --git a/43338-h/43338-h.htm b/43338-h/43338-h.htm index 96fa10d..dee2d20 100644 --- a/43338-h/43338-h.htm +++ b/43338-h/43338-h.htm @@ -2,7 +2,7 @@ "http://www.w3.org/TR/xhtml1/DTD/xhtml1-strict.dtd"> <html xmlns="http://www.w3.org/1999/xhtml" xml:lang="da" lang="da"> <head> - <meta http-equiv="Content-Type" content="text/html;charset=iso-8859-1" /> + <meta http-equiv="Content-Type" content="text/html;charset=UTF-8" /> <meta http-equiv="Content-Style-Type" content="text/css" /> <link rel="coverpage" href="images/cover.jpg" /> <title>Isblink, by Ludvig Mylius-Erichsen; an eBook from Project Gutenberg</title> @@ -139,54 +139,14 @@ hr.partbreak { page-break-after: always; } </style> </head> <body> - - -<pre> - -The Project Gutenberg EBook of Isblink, by Ludvig Mylius-Erichsen - -This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with -almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or -re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included -with this eBook or online at www.gutenberg.org/license - - -Title: Isblink - Digte fra den grønlandske Polarregion - -Author: Ludvig Mylius-Erichsen - -Release Date: July 28, 2013 [EBook #43338] - -Language: Danish - -Character set encoding: ISO-8859-1 - -*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK ISBLINK *** - - - - -Produced by The Online Distributed Proofreading Team at -http://www.pgdp.net (This book was produced from scanned -images of public domain material from the Google Print -project.) - - - - - - -</pre> - - +<div>*** START OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK 43338 ***</div> <h1>Isblink</h1> <div class="trnote"> -<h2><a name="trnote" id="trnote"></a>Afskriverens bemærkninger</h2> -<p>Teksten i denne e-bog er gengivet som i det trykte forlæg.</p> +<h2><a name="trnote" id="trnote"></a>Afskriverens bemærkninger</h2> +<p>Teksten i denne e-bog er gengivet som i det trykte forlæg.</p> <p class="center"><a href="#INDHOLD">Indholdsfortegnelsen kan findes her.</a></p> </div> @@ -197,12 +157,12 @@ project.) <p class="center huge">ISBLINK</p> -<p class="center">DIGTE FRA DEN GRØNLANDSKE +<p class="center">DIGTE FRA DEN GRØNLANDSKE POLARREGION</p> <p class="center" style="margin-top:4em">GYLDENDALSKE BOGHANDEL<br /> NORDISK FORLAG<br /> -KØBENHAVN OG KRISTIANIA<br /> +KØBENHAVN OG KRISTIANIA<br /> <span class="smaller">TRYKT HOS F. E. BORDING<br /></span> MDCCCCIV</p> </div> @@ -224,20 +184,20 @@ MDCCCCIV</p> <li><a href="#VISE">Vise</a> <span class="num">17</span></li> <li><a href="#HUSET_VED_HAVET">Huset ved Havet</a> <span class="num">20</span></li> <li><a href="#STEMNING">Stemning</a> <span class="num">24</span></li> -<li><a href="#KAMMERATSKAB_I_FJAELDHULEN">Kammeratskab i »Fjældhulen«</a><ol> +<li><a href="#KAMMERATSKAB_I_FJAELDHULEN">Kammeratskab i »Fjældhulen«</a><ol> <li><span class="smcap lc">I.</span> <a href="#TIL_MARIE">Til Marie</a> <span class="num">29</span></li> <li><span class="smcap lc">II.</span> <a href="#HARALD_MOLTKE">Harald Moltke</a> <span class="num">34</span></li> <li><span class="smcap lc">III.</span> <a href="#KNUD_RASMUSSEN">Knud Rasmussen</a> <span class="num">37</span></li> - <li><span class="smcap lc">IV.</span> <a href="#JOERGEN_BROENLUND">Jørgen Brønlund</a> <span class="num">41</span></li> + <li><span class="smcap lc">IV.</span> <a href="#JOERGEN_BROENLUND">Jørgen Brønlund</a> <span class="num">41</span></li> <li><span class="smcap lc">V.</span> <a href="#GABRIEL_OLESEN">Gabriel Olesen</a> <span class="num">45</span></li> <li><span class="smcap lc">VI.</span> <a href="#AGPALINGUAK">Agpaling'uak</a> <span class="num">48</span></li></ol></li> <li><a href="#MOR">Mor</a>. <span class="lc">I—III</span> <span class="num">51</span></li> <li><a href="#FAR">Far</a>. <span class="lc">I—III</span> <span class="num">59</span></li> <li><a href="#DEN_STORE_BY">Den store By</a>. <span class="lc">I—II</span> <span class="num">67</span></li> -<li><a href="#FAEDRELANDSSANG">Fædrelandssang</a> <span class="num">71</span></li> +<li><a href="#FAEDRELANDSSANG">Fædrelandssang</a> <span class="num">71</span></li> <li><a href="#VENNER">Venner</a>. Otte Sonetter til Digteren L. C. Nielsen og Maleren Valdemar Neiiendam <span class="num">74</span></li> -<li><a href="#DANSKE_MAEND">Danske Mænd</a> <span class="num">80</span></li> +<li><a href="#DANSKE_MAEND">Danske Mænd</a> <span class="num">80</span></li> <li><a href="#KLASSICISME">Klassicisme</a> <span class="num">85</span></li> <li><a href="#NORDPOLEN">Nordpolen</a> <span class="num">89</span></li> <li><a href="#FORAAR_VED_SNEHYTTEN">Foraar ved Snehytten</a> <span class="num">94</span></li> @@ -246,27 +206,27 @@ Nielsen og Maleren Valdemar Neiiendam <span class="num">74</span></li> <li><a href="#SKIBET">Skibet</a> <span class="num">100</span></li> <li><a href="#I_KAJAK">I Kajak</a> <span class="num">102</span></li> <li><a href="#ESKIMOER">Eskimoer</a> <span class="num">105</span></li> -<li><a href="#LANDSMAEND">Landsmænd</a> <span class="num">111</span></li> +<li><a href="#LANDSMAEND">Landsmænd</a> <span class="num">111</span></li> <li><a href="#TEATER">Teater</a> <span class="num">118</span></li> <li><a href="#MUSIK">Musik</a> <span class="num">121</span></li> <li><a href="#KVINDER">Kvinder</a> <span class="num">123</span></li> <li><a href="#NATUR_OG_CIVILISATION">Natur og Civilisation</a> <span class="num">126</span></li> <li><a href="#DA_SKIBET_KOM">Da Skibet kom</a> <span class="num">130</span></li> -<li><a href="#SEPTEMBER_I_FJAELDHULEN">September i »Fjældhulen«</a>. <span class="lc">I—IV</span> <span class="num">133</span></li> +<li><a href="#SEPTEMBER_I_FJAELDHULEN">September i »Fjældhulen«</a>. <span class="lc">I—IV</span> <span class="num">133</span></li> <li><a href="#NOKTURNE">Nokturne</a> <span class="num">140</span></li> <li><a href="#ENE">Ene</a> <span class="num">142</span></li> -<li><a href="#HOEST">Høst</a> <span class="num">144</span></li> +<li><a href="#HOEST">Høst</a> <span class="num">144</span></li> <li><a href="#BEKENDELSE">Bekendelse</a> <span class="num">147</span></li> <li><a href="#SONET">Sonet</a> <span class="num">150</span></li> -<li><a href="#ENE_TILSOES">Ene tilsøs</a> <span class="num">151</span></li> -<li><a href="#TOEBRUD">Tøbrud</a> <span class="num">153</span></li> +<li><a href="#ENE_TILSOES">Ene tilsøs</a> <span class="num">151</span></li> +<li><a href="#TOEBRUD">Tøbrud</a> <span class="num">153</span></li> <li><a href="#EN_SORG">En Sorg</a> <span class="num">156</span></li> <li><a href="#VINTER">Vinter</a> <span class="num">159</span></li> <li><a href="#SNESTORM">Snestorm</a> <span class="num">162</span></li> <li><a href="#INDKVARTERING">Indkvartering</a> <span class="num">165</span></li> -<li><a href="#NYT_ISLAEG">Nyt Islæg</a> <span class="num">168</span></li> +<li><a href="#NYT_ISLAEG">Nyt Islæg</a> <span class="num">168</span></li> <li><a href="#AFREJSE">Afrejse</a> <span class="num">171</span></li> -<li><a href="#TILBAGE_TIL_MOERKET">Tilbage til Mørket</a>. <span class="lc">I—II</span> <span class="num">173</span></li> +<li><a href="#TILBAGE_TIL_MOERKET">Tilbage til Mørket</a>. <span class="lc">I—II</span> <span class="num">173</span></li> <li><a href="#POLARNAT">Polarnat</a>. <span class="lc">I—XXV</span> <span class="num">175</span></li> <li><a href="#TILBAGEKOMST">Tilbagekomst</a> <span class="num">199</span></li> <li><a href="#LIV">Liv</a> <span class="num">201</span></li> @@ -278,19 +238,19 @@ Nielsen og Maleren Valdemar Neiiendam <span class="num">74</span></li> <div class="center"><div class="poem italic"><div class="stanza"> <span class="i0"><a name="TILEGNELSE" id="TILEGNELSE"></a>Solen har svigtet mig,<br /></span> -<span class="i2">Lyset er stængt,<br /></span> -<span class="i0">Polarnattens Mørke<br /></span> -<span class="i2">paa Jorden sænkt.<br /></span> -<span class="i0">Fjernt, hvor jeg dølger mig,<br /></span> -<span class="i0">ISBLINK ombølger mig,<br /></span> -<span class="i0">Minder forfølger mig,<br /></span> +<span class="i2">Lyset er stængt,<br /></span> +<span class="i0">Polarnattens Mørke<br /></span> +<span class="i2">paa Jorden sænkt.<br /></span> +<span class="i0">Fjernt, hvor jeg dølger mig,<br /></span> +<span class="i0">ISBLINK ombølger mig,<br /></span> +<span class="i0">Minder forfølger mig,<br /></span> <span class="i2">— <em>dem</em> maa jeg dyrke,<br /></span> -<span class="i2">de dømmer mig strængt<br /></span> +<span class="i2">de dømmer mig strængt<br /></span> <span class="i2">men giver mig Styrke;<br /></span> -<span class="i2">o, de har trængt<br /></span> +<span class="i2">o, de har trængt<br /></span> <span class="i2">til at faa sigtet sig ...<br /></span> <span class="i0">Se: jeg har digtet dig<br /></span> -<span class="i2">alt, jeg har tænkt.<br /></span> +<span class="i2">alt, jeg har tænkt.<br /></span> </div></div></div> <hr class="chapbreak" /> @@ -302,59 +262,59 @@ Nielsen og Maleren Valdemar Neiiendam <span class="num">74</span></li> <div class="center"><div class="poem"><div class="stanza"> -<span class="i0">Nu sidder du sørgmodig<br /></span> -<span class="i2">og venter mig forgæves,<br /></span> -<span class="i0">Mørket, som har skjult min Vej,<br /></span> -<span class="i2">det kan jo ikke hæves.<br /></span> +<span class="i0">Nu sidder du sørgmodig<br /></span> +<span class="i2">og venter mig forgæves,<br /></span> +<span class="i0">Mørket, som har skjult min Vej,<br /></span> +<span class="i2">det kan jo ikke hæves.<br /></span> <span class="i0">Og du faar ikke Brev i Hast,<br /></span> <span class="i0">og mange tror mit Liv sat til,<br /></span> <span class="i0">men du, min Ven, alene vil<br /></span> <span class="i0">paa Gensyns-Timen stole fast.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Selv véd jeg, at jeg kommer<br /></span> +<span class="i0">Selv véd jeg, at jeg kommer<br /></span> <span class="i2">paa Trods af alle Skranker,<br /></span> <span class="i0">om bare et Aarstid saa staar<br /></span> <span class="i2">jeg ved vort Hjem og banker.<br /></span> -<span class="i0">Men Pigen mønstrer min Person,<br /></span> -<span class="i0">hun har nok aldrig set mig før,<br /></span> -<span class="i0">godt dækket bag en lænket Dør<br /></span> +<span class="i0">Men Pigen mønstrer min Person,<br /></span> +<span class="i0">hun har nok aldrig set mig før,<br /></span> +<span class="i0">godt dækket bag en lænket Dør<br /></span> <span class="i0">giver hun ikke straks Pardon.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Hun tog mig for en Røver,<br /></span> +<span class="i0">Hun tog mig for en Røver,<br /></span> <span class="i2">min Dragt var arm og broget,<br /></span> <span class="i0">— jeg vilde jo overraske dig<br /></span> <span class="i2">og ikke ud med Sproget.<br /></span> -<span class="i0">Hun løj perfekt, at Fruen sov<br /></span> -<span class="i0">og bad forgæves om mit Kort<br /></span><span class="pagenum"><a name="Side_12" id="Side_12" title="[S. 12]"> </a></span> +<span class="i0">Hun løj perfekt, at Fruen sov<br /></span> +<span class="i0">og bad forgæves om mit Kort<br /></span><span class="pagenum"><a name="Side_12" id="Side_12" title="[S. 12]"> </a></span> <span class="i0">og havde kraftigt vist mig bort,<br /></span> -<span class="i0">da langt om længe jeg fik Lov.<br /></span> +<span class="i0">da langt om længe jeg fik Lov.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Hun slap mig gennem Gangen,<br /></span> -<span class="i2">gik for at søge Fruen.<br /></span> -<span class="i0">— Dèr sad jeg i en Lænestol<br /></span> +<span class="i2">gik for at søge Fruen.<br /></span> +<span class="i0">— Dèr sad jeg i en Lænestol<br /></span> <span class="i2">og kendte hele Stuen:<br /></span> -<span class="i0">Slyngplanten op ad Vindvet skød,<br /></span> -<span class="i0">Møblerne var de gamle blaa,<br /></span> +<span class="i0">Slyngplanten op ad Vindvet skød,<br /></span> +<span class="i0">Møblerne var de gamle blaa,<br /></span> <span class="i0">men da dit Arbejdsbord jeg saa',<br /></span> -<span class="i0">hulked jeg bitterligt og fortrød.<br /></span> +<span class="i0">hulked jeg bitterligt og fortrød.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Her sad du altsaa trolig<br /></span> -<span class="i2">og Savnets Taalmod lærte;<br /></span> +<span class="i2">og Savnets Taalmod lærte;<br /></span> <span class="i0">i Breve, som jeg aldrig fik,<br /></span> -<span class="i2">udøste du dit Hjærte.<br /></span> -<span class="i0">Af mange Trængslers Kalk du drak,<br /></span> -<span class="i0">haardt blev dit Mod paa Prøve sat.<br /></span> +<span class="i2">udøste du dit Hjærte.<br /></span> +<span class="i0">Af mange Trængslers Kalk du drak,<br /></span> +<span class="i0">haardt blev dit Mod paa Prøve sat.<br /></span> <span class="i0">Alt, hvad du led ved Dag og Nat,<br /></span> <span class="i0">fatter jeg nu og hvisker: Tak!<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">— — Jeg sidder tidt og drømmer,<br /></span> +<span class="i0">— — Jeg sidder tidt og drømmer,<br /></span> <span class="i2">hvordan jeg naar tilbage<br /></span> -<span class="i0">til dig og det, der er mig kært<br /></span> +<span class="i0">til dig og det, der er mig kært<br /></span> <span class="i2">alle mine Levedage.<br /></span> -<span class="i0">Jeg døjer Savn paa Land og Sø,<br /></span> -<span class="i0">ernærer mig som Eskimo<br /></span> +<span class="i0">Jeg døjer Savn paa Land og Sø,<br /></span> +<span class="i0">ernærer mig som Eskimo<br /></span> <span class="i0">og har den stolte sikre Tro:<br /></span> -<span class="i0">den, der vil leve, skal ej dø!<br /></span> +<span class="i0">den, der vil leve, skal ej dø!<br /></span> </div></div></div> <hr class="chapbreak" /> @@ -366,21 +326,21 @@ Nielsen og Maleren Valdemar Neiiendam <span class="num">74</span></li> <div class="center"><div class="poem"><div class="stanza"> -<span class="i0">Ene du, hvem ingen ænser,<br /></span> +<span class="i0">Ene du, hvem ingen ænser,<br /></span> <span class="i0">og som i vor skjulte Rede<br /></span> -<span class="i0">lider stille, naar jeg lænser<br /></span> +<span class="i0">lider stille, naar jeg lænser<br /></span> <span class="i0">langvejs bort for stormfuldt Vejr,<br /></span> -<span class="i0">ene du, hvem jeg har kær,<br /></span> -<span class="i0">har forstaaet hélt min Lede<br /></span> -<span class="i0">ved et Liv bag snævre Grænser.<br /></span> +<span class="i0">ene du, hvem jeg har kær,<br /></span> +<span class="i0">har forstaaet hélt min Lede<br /></span> +<span class="i0">ved et Liv bag snævre Grænser.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Og hver Gang mit Skib laa bygget<br /></span> <span class="i0">rejseklart, til Langfart taklet,<br /></span> <span class="i0">og vi troede, at Miraklet,<br /></span> -<span class="i0">det, der gør os lykkelige,<br /></span> -<span class="i0">skulde af mit Kølvand stige,<br /></span> -<span class="i0">naar jeg længselspint kom hjem,<br /></span> -<span class="i0">stod <em>du</em> rank, skøndt taaresmykket,<br /></span> +<span class="i0">det, der gør os lykkelige,<br /></span> +<span class="i0">skulde af mit Kølvand stige,<br /></span> +<span class="i0">naar jeg længselspint kom hjem,<br /></span> +<span class="i0">stod <em>du</em> rank, skøndt taaresmykket,<br /></span> <span class="i0">pegende paa Kursen <em>frem</em>.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Og jeg sejled, mens du vented,<br /></span> @@ -388,94 +348,94 @@ Nielsen og Maleren Valdemar Neiiendam <span class="num">74</span></li> <span class="i0">rigt min Indsats blev forrentet,<br /></span> <span class="i0">men, <em>dit</em> Liv blev mere trangt,<br /></span> <span class="i0">ak, og jeg drog ikke langt,<br /></span> -<span class="i0">før det ramte som et Sting mig,<br /></span> +<span class="i0">før det ramte som et Sting mig,<br /></span> <span class="i0">at jeg havde handlet vrangt.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <div><span class="pagenum"><a name="Side_14" id="Side_14" title="[S. 14]"> </a></span></div> <span class="i0">Al vor bedste Ungdom glider,<br /></span> -<span class="i0"><em>Aar</em> er mellem vore Møder:<br /></span> +<span class="i0"><em>Aar</em> er mellem vore Møder:<br /></span> <span class="i0"><em>jeg</em> paa Rejse alle Tider,<br /></span> <span class="i0"><em>du</em> tyet ind i Klostercelle,<br /></span> -<span class="i0">og det første Træk af Ælde<br /></span> +<span class="i0">og det første Træk af Ælde<br /></span> <span class="i0">ser jeg tegnet i din Kind,<br /></span> <span class="i0">og jeg ser dig syg i Sind,<br /></span> -<span class="i0">— er det Hjærtet, som forbløder?<br /></span> +<span class="i0">— er det Hjærtet, som forbløder?<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Elskede! Tilgiv min Brøde.<br /></span> +<span class="i0">Elskede! Tilgiv min Brøde.<br /></span> <span class="i0">— Men jeg kan ej sidde rolig<br /></span> <span class="i0">i en lun, tillukket Bolig,<br /></span> <span class="i0">spise ved det samme Bord,<br /></span> -<span class="i0">læse kendte Genbo-Skilte,<br /></span> -<span class="i0">daglig sløves paa Kontor,<br /></span> -<span class="i0">slide alt mit Mod tildøde,<br /></span> -<span class="i0">faa de bedste Kræfter spildte<br /></span> +<span class="i0">læse kendte Genbo-Skilte,<br /></span> +<span class="i0">daglig sløves paa Kontor,<br /></span> +<span class="i0">slide alt mit Mod tildøde,<br /></span> +<span class="i0">faa de bedste Kræfter spildte<br /></span> <span class="i0">— jeg maa se den hele Jord!<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Jeg maa ud, hvor Livet frister,<br /></span> <span class="i0">Kamp paa Livet for et Maal,<br /></span> -<span class="i0">der gør Nerverne til Staal,<br /></span> -<span class="i0">— ikke dette ækle Klister<br /></span> +<span class="i0">der gør Nerverne til Staal,<br /></span> +<span class="i0">— ikke dette ækle Klister<br /></span> <span class="i0">af politisk-sociale<br /></span> -<span class="i0">og æstetisk-bindegale<br /></span> +<span class="i0">og æstetisk-bindegale<br /></span> <span class="i0">Diskussioner i det blaa,<br /></span> -<span class="i0">hvor man intet Slag tør slaa.<br /></span> +<span class="i0">hvor man intet Slag tør slaa.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Jeg er Storm. Og vildt forrevet<br /></span> -<span class="i0">mørkner Skyen mine Baner,<br /></span> -<span class="i0">sære Kurver blev beskrevet<br /></span> +<span class="i0">mørkner Skyen mine Baner,<br /></span> +<span class="i0">sære Kurver blev beskrevet<br /></span> <span class="i0">mod det Livsens Maal jeg aner.<br /></span> <span class="i0">Du er Stille. Skyen svunden,<br /></span><span class="pagenum"><a name="Side_15" id="Side_15" title="[S. 15]"> </a></span> -<span class="i0">Havet rént og klart til Bunden,<br /></span> -<span class="i0">hvor et frodigt Løvværk dølges.<br /></span> -<span class="i0">Storm og Stille de maa følges.<br /></span> +<span class="i0">Havet rént og klart til Bunden,<br /></span> +<span class="i0">hvor et frodigt Løvværk dølges.<br /></span> +<span class="i0">Storm og Stille de maa følges.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">— O, jeg gik og vented længe<br /></span> +<span class="i0">— O, jeg gik og vented længe<br /></span> <span class="i0">paa den store Storm derhjemme,<br /></span> -<span class="i0">som skal Friheds-Vejen sprænge,<br /></span> +<span class="i0">som skal Friheds-Vejen sprænge,<br /></span> <span class="i0">blanded tidt min unge Stemme<br /></span> <span class="i0">i det radikale Kor,<br /></span> <span class="i0">— men jeg skulde snart fornemme,<br /></span> <span class="i0">at det alt var Ord, blot Ord!<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Og du véd, min Sjæl sig krymper<br /></span> -<span class="i0">ved at digte Brød til Huset,<br /></span> +<span class="i0">Og du véd, min Sjæl sig krymper<br /></span> +<span class="i0">ved at digte Brød til Huset,<br /></span> <span class="i0">ved at omgaas hver en Stymper,<br /></span> <span class="i0">der har lavet en Novelle.<br /></span> -<span class="i0">— <em>Jeg</em> vil mér end blot fortælle,<br /></span> -<span class="i0">jeg vil som de stærke Faa<br /></span> +<span class="i0">— <em>Jeg</em> vil mér end blot fortælle,<br /></span> +<span class="i0">jeg vil som de stærke Faa<br /></span> <span class="i0">ud til Livets Handling gaa<br /></span> -<span class="i0">— ene ud i Bølgebruset.<br /></span> -</div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Ud — ja, ud i Verdens Blæst,<br /></span> -<span class="i0"><em>ud</em>, før mine Blade visner.<br /></span> -<span class="i0">— Og nu er jeg Polens Gæst,<br /></span> -<span class="i0">Vintren strænges, Kulden isner,<br /></span> -<span class="i0">Bjørnen nær min Hule lusker,<br /></span> -<span class="i0">Stormen vildt i Fjældet rusker<br /></span> +<span class="i0">— ene ud i Bølgebruset.<br /></span> +</div><br /><div class="stanza"> +<span class="i0">Ud — ja, ud i Verdens Blæst,<br /></span> +<span class="i0"><em>ud</em>, før mine Blade visner.<br /></span> +<span class="i0">— Og nu er jeg Polens Gæst,<br /></span> +<span class="i0">Vintren strænges, Kulden isner,<br /></span> +<span class="i0">Bjørnen nær min Hule lusker,<br /></span> +<span class="i0">Stormen vildt i Fjældet rusker<br /></span> <span class="i0">— og jeg husker, o, jeg husker<br /></span> -<span class="i0">Storme, som mit Hjærte hærged,<br /></span> +<span class="i0">Storme, som mit Hjærte hærged,<br /></span> <span class="i0">og som slog mit Mod med Pest.<br /></span> <span class="i0">— <em>Ishavs</em>-Stormen <em>den</em> er bedst;<br /></span> <span class="i0">har jeg bare Livet bjerget,<br /></span> <span class="i0">bliver Livet mig en Fest ...<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <div><span class="pagenum"><a name="Side_16" id="Side_16" title="[S. 16]"> </a></span></div> -<span class="i0">Men naar jeg nu snart skal stænges<br /></span> +<span class="i0">Men naar jeg nu snart skal stænges<br /></span> <span class="i0">af en dyb Polarnat inde,<br /></span> <span class="i0">falde hen i lummer Ro,<br /></span> <span class="i0">ingen Sol og ingen Sinde<br /></span> <span class="i0">Bud fra dig, om du har Tro<br /></span> <span class="i0">paa vort Gensyn og vor Lykke,<br /></span> -<span class="i0">jo, da véd jeg, jeg vil længes,<br /></span> -<span class="i0">ærligt ønske mig tilbage<br /></span> +<span class="i0">jo, da véd jeg, jeg vil længes,<br /></span> +<span class="i0">ærligt ønske mig tilbage<br /></span> <span class="i0">til vort stille Hjemlivs Hygge.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Men jeg véd, jeg snart maa stage<br /></span> +<span class="i0">Men jeg véd, jeg snart maa stage<br /></span> <span class="i0">fra det grunde Vand min Baad<br /></span> -<span class="i0">ud igen til fredløs Færden.<br /></span> +<span class="i0">ud igen til fredløs Færden.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Og jeg véd, at ingen Klage<br /></span> -<span class="i0">røbe vil dit Hjærtes Graad,<br /></span> +<span class="i0">Og jeg véd, at ingen Klage<br /></span> +<span class="i0">røbe vil dit Hjærtes Graad,<br /></span> <span class="i0">du min eneste i Verden!<br /></span> </div></div></div> @@ -488,69 +448,69 @@ Nielsen og Maleren Valdemar Neiiendam <span class="num">74</span></li> <div class="center"><div class="poem"><div class="stanza"> -<span class="i0">Jeg havde mig en Hjærtenskær,<br /></span> -<span class="i4">en Hjærtenskær,<br /></span> -<span class="i2">hun var saa skøn,<br /></span> -<span class="i2">jeg var saa grøn,<br /></span> -<span class="i0">hun lærte mig helt andre Kys,<br /></span> -<span class="i0">end jeg af Mor og Søster fik,<br /></span> +<span class="i0">Jeg havde mig en Hjærtenskær,<br /></span> +<span class="i4">en Hjærtenskær,<br /></span> +<span class="i2">hun var saa skøn,<br /></span> +<span class="i2">jeg var saa grøn,<br /></span> +<span class="i0">hun lærte mig helt andre Kys,<br /></span> +<span class="i0">end jeg af Mor og Søster fik,<br /></span> <span class="i0">de blev min Ungdoms Alterdrik,<br /></span> <span class="i0">de faldt som vaarligt Draabe-Drys<br /></span> <span class="i2">paa mine friske Sanser.<br /></span> -<span class="i0">Lovpriset nu og altid vær<br /></span> -<span class="i0">min fjerne første Hjærtenskær,<br /></span> +<span class="i0">Lovpriset nu og altid vær<br /></span> +<span class="i0">min fjerne første Hjærtenskær,<br /></span> <span class="i2">hvis Minde jeg bekranser.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Jeg elskede min Hjærtenskær,<br /></span> -<span class="i4">min Hjærtenskær,<br /></span> +<span class="i0">Jeg elskede min Hjærtenskær,<br /></span> +<span class="i4">min Hjærtenskær,<br /></span> <span class="i2">i hendes Magt<br /></span> -<span class="i2">min Sjæl var lagt,<br /></span> +<span class="i2">min Sjæl var lagt,<br /></span> <span class="i0">og hun var klog som hun var smuk,<br /></span> -<span class="i0">beskar mit Væsens vilde Skud,<br /></span> +<span class="i0">beskar mit Væsens vilde Skud,<br /></span> <span class="i0">stak mine Evners Baner ud<br /></span> <span class="i0">— og gik saa fra mig, uden Suk,<br /></span> <span class="i2">og valgte sig en anden.<br /></span> -<span class="i0">O, vidste du, min Hjærtenskær,<br /></span><span class="pagenum"><a name="Side_18" id="Side_18" title="[S. 18]"> </a></span> -<span class="i0">jeg tog mig Tabet sorgfuldt nær<br /></span> +<span class="i0">O, vidste du, min Hjærtenskær,<br /></span><span class="pagenum"><a name="Side_18" id="Side_18" title="[S. 18]"> </a></span> +<span class="i0">jeg tog mig Tabet sorgfuldt nær<br /></span> <span class="i2">og laa ved Afgrundsranden.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Og møder jeg min Hjærtenskær,<br /></span> -<span class="i4">den Hjærtenskær,<br /></span> +<span class="i0">Og møder jeg min Hjærtenskær,<br /></span> +<span class="i4">den Hjærtenskær,<br /></span> <span class="i2">der gav en Dag<br /></span> <span class="i2">mig Ridderslag<br /></span> -<span class="i0">og lod min Drøm til Liv indvi,<br /></span> -<span class="i0">da blusser alt mit Hjærteblod,<br /></span> +<span class="i0">og lod min Drøm til Liv indvi,<br /></span> +<span class="i0">da blusser alt mit Hjærteblod,<br /></span> <span class="i0">hvor er du smuk, hvor var du god,<br /></span> -<span class="i0">jeg gaar dig rød og stum forbi<br /></span> -<span class="i2">og hilser dig ærbødig.<br /></span> -<span class="i0">Nu véd jeg først, at al min Færd<br /></span> -<span class="i0">inddrak hos dig, min Hjærtenskær,<br /></span> -<span class="i2">den Drift, jeg havde nødig.<br /></span> -</div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Jeg havde mig en Hjærtenskær,<br /></span> -<span class="i4">en Hjærtenskær,<br /></span> +<span class="i0">jeg gaar dig rød og stum forbi<br /></span> +<span class="i2">og hilser dig ærbødig.<br /></span> +<span class="i0">Nu véd jeg først, at al min Færd<br /></span> +<span class="i0">inddrak hos dig, min Hjærtenskær,<br /></span> +<span class="i2">den Drift, jeg havde nødig.<br /></span> +</div><br /><div class="stanza"> +<span class="i0">Jeg havde mig en Hjærtenskær,<br /></span> +<span class="i4">en Hjærtenskær,<br /></span> <span class="i2">for hvem en Gang<br /></span> <span class="i2">jeg gerne sprang<br /></span> <span class="i0">i Havets Dyb, om hun gav Tegn,<br /></span> -<span class="i0">et Liv, for hvem jeg kunde dø.<br /></span> -<span class="i0">— Men Tiden randt, og <em>andre</em> Frø<br /></span> -<span class="i0">blev klænget frem af Sol og Regn<br /></span> +<span class="i0">et Liv, for hvem jeg kunde dø.<br /></span> +<span class="i0">— Men Tiden randt, og <em>andre</em> Frø<br /></span> +<span class="i0">blev klænget frem af Sol og Regn<br /></span> <span class="i2">og mig til Lykke givet.<br /></span> -<span class="i0"><em>Da</em> vandt jeg ret en Hjærtenskær,<br /></span> -<span class="i0"><em>hun</em> er mig mér end Døden værd,<br /></span> +<span class="i0"><em>Da</em> vandt jeg ret en Hjærtenskær,<br /></span> +<span class="i0"><em>hun</em> er mig mér end Døden værd,<br /></span> <span class="i2">hun er mig selve Livet.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Jeg takker dig, min Hjærtenskær,<br /></span> -<span class="i4">min Hjærtenskær,<br /></span> +<span class="i0">Jeg takker dig, min Hjærtenskær,<br /></span> +<span class="i4">min Hjærtenskær,<br /></span> <span class="i2">du er saa god,<br /></span> <span class="i2">og du har Mod,<br /></span><span class="pagenum"><a name="Side_19" id="Side_19" title="[S. 19]"> </a></span> <span class="i0">du venter paa mig tryg og tro<br /></span> -<span class="i0">og bærer stolt og prud vort Navn,<br /></span> -<span class="i0">du véd, de Tider kommer jo,<br /></span> +<span class="i0">og bærer stolt og prud vort Navn,<br /></span> +<span class="i0">du véd, de Tider kommer jo,<br /></span> <span class="i0">da jeg skal kryste dig i Favn,<br /></span> <span class="i2">naar Rejsen vel er omme.<br /></span> -<span class="i0">Højlovet vær min Hjærtenskær,<br /></span> -<span class="i0">mit Livs Behov, min Sjæls Begær,<br /></span> +<span class="i0">Højlovet vær min Hjærtenskær,<br /></span> +<span class="i0">mit Livs Behov, min Sjæls Begær,<br /></span> <span class="i2">nu skal vor Lykke komme!<br /></span> </div></div></div> @@ -565,98 +525,98 @@ Nielsen og Maleren Valdemar Neiiendam <span class="num">74</span></li> <div class="center"><div class="poem"><div class="stanza"> <span class="i0">Langs den jydske Vesterstrand<br /></span> <span class="i0">har jeg jublet Barnesange,<br /></span> -<span class="i0">har jeg udgrædt Hjærtets bange<br /></span> -<span class="i0">Ungdomssmærte rén og sand,<br /></span> +<span class="i0">har jeg udgrædt Hjærtets bange<br /></span> +<span class="i0">Ungdomssmærte rén og sand,<br /></span> <span class="i0">har jeg angret dybt som Mand.<br /></span> <span class="i2">Og naar nu fra <em>denne</em> Kyst,<br /></span> -<span class="i0">hvor de høje Fjælde knejser<br /></span> +<span class="i0">hvor de høje Fjælde knejser<br /></span> <span class="i0">under evig Sne begravet,<br /></span> <span class="i0">Isen gaar paa fjerne Rejser,<br /></span> -<span class="i0">og jeg hører Bølgens Røst,<br /></span> -<span class="i0">længes jeg mod Vesterhavet.<br /></span> +<span class="i0">og jeg hører Bølgens Røst,<br /></span> +<span class="i0">længes jeg mod Vesterhavet.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Vesterhav med Braad og Røg<br /></span> -<span class="i0">over ørkengolde Klitter<br /></span> +<span class="i0">Vesterhav med Braad og Røg<br /></span> +<span class="i0">over ørkengolde Klitter<br /></span> <span class="i0">ind i Land, hvor Lyngen stritter<br /></span> -<span class="i0">paa en vejrbidt Kæmpehøj,<br /></span> -<span class="i0">Land med brede Penselstrøg!<br /></span> -<span class="i2">Sære, uvejrsdunkle Strand,<br /></span> -<span class="i0">hvide Klit og blege Vænge,<br /></span> -<span class="i0">skønnest Plet i hele Verden,<br /></span> -<span class="i0">Tonebund for dybe Strænge,<br /></span> -<span class="i0">som jeg altid høre kan,<br /></span> -<span class="i0">— Endemaal for al min Færden!<br /></span> +<span class="i0">paa en vejrbidt Kæmpehøj,<br /></span> +<span class="i0">Land med brede Penselstrøg!<br /></span> +<span class="i2">Sære, uvejrsdunkle Strand,<br /></span> +<span class="i0">hvide Klit og blege Vænge,<br /></span> +<span class="i0">skønnest Plet i hele Verden,<br /></span> +<span class="i0">Tonebund for dybe Strænge,<br /></span> +<span class="i0">som jeg altid høre kan,<br /></span> +<span class="i0">— Endemaal for al min Færden!<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <div><span class="pagenum"><a name="Side_21" id="Side_21" title="[S. 21]"> </a></span></div> <span class="i0">Ja, for vi skal rejse Hus<br /></span> -<span class="i0">dèr, hvor Klitten favner Heden,<br /></span> +<span class="i0">dèr, hvor Klitten favner Heden,<br /></span> <span class="i0">ikke langt fra Barndoms-Reden<br /></span> <span class="i0">mellem Fjordens gule Grus<br /></span> <span class="i0">og det friske Havvands-Brus.<br /></span> -<span class="i2">Naar jeg træt af viden Flugt<br /></span> +<span class="i2">Naar jeg træt af viden Flugt<br /></span> <span class="i0">og de Saar, som Kampen giver,<br /></span> -<span class="i0">trænger haardt til Fred og Hvile,<br /></span> +<span class="i0">trænger haardt til Fred og Hvile,<br /></span> <span class="i0">griber jeg min Pen og skriver:<br /></span> -<span class="i0">»Hold i Nat en Dør oplukt!«<br /></span> +<span class="i0">»Hold i Nat en Dør oplukt!«<br /></span> <span class="i0">— Henrykt ser jeg Vennen smile.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Stolte Ven! Min dyre Skat!<br /></span> -<span class="i0">Vi har mødt i Livets Kaos<br /></span> +<span class="i0">Vi har mødt i Livets Kaos<br /></span> <span class="i0">mange Venner, som gik fra os.<br /></span> <span class="i0"><em>Du</em> har aldrig mig forladt,<br /></span> <span class="i0">derfor kommer jeg i Nat ...<br /></span> <span class="i2">Aa, jeg ser jo Huset staa<br /></span> <span class="i0">gammeldags og lavt til Taget,<br /></span> -<span class="i0">ser dig glad i Højtidstøjet<br /></span> -<span class="i0">løbe hen og hejse Flaget.<br /></span> -<span class="i0">Himlen blir saa høj og blaa,<br /></span> -<span class="i0">begge faar vi Graad i Øjet.<br /></span> +<span class="i0">ser dig glad i Højtidstøjet<br /></span> +<span class="i0">løbe hen og hejse Flaget.<br /></span> +<span class="i0">Himlen blir saa høj og blaa,<br /></span> +<span class="i0">begge faar vi Graad i Øjet.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Gensyns-Smærte! Gensyns-Lyst!<br /></span> +<span class="i0">Gensyns-Smærte! Gensyns-Lyst!<br /></span> <span class="i0">Og den milde, stille Lykke<br /></span> <span class="i0">bare ved en Haand at trykke,<br /></span> <span class="i0">aande ved et elsket Bryst<br /></span> -<span class="i0">Hjærtets underfulde Trøst.<br /></span> +<span class="i0">Hjærtets underfulde Trøst.<br /></span> <span class="i2">Atter Fod i jydske Spor,<br /></span> <span class="i0">atter hjemme hos den bedste,<br /></span> -<span class="i0">aa, hvordan skal jeg erklære<br /></span> -<span class="i0">dig min Jubel ved at gæste<br /></span><span class="pagenum"><a name="Side_22" id="Side_22" title="[S. 22]"> </a></span> +<span class="i0">aa, hvordan skal jeg erklære<br /></span> +<span class="i0">dig min Jubel ved at gæste<br /></span><span class="pagenum"><a name="Side_22" id="Side_22" title="[S. 22]"> </a></span> <span class="i0">eget Hjem paa hjemlig Jord<br /></span> -<span class="i0">— endelig et Sted at <em>være</em>!<br /></span> +<span class="i0">— endelig et Sted at <em>være</em>!<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Jeg befandt mig aldrig godt<br /></span> <span class="i0">i den store Bys Kaserner,<br /></span> -<span class="i0">store Byer gir trætte Hjerner,<br /></span> +<span class="i0">store Byer gir trætte Hjerner,<br /></span> <span class="i0">store Byer har meget smaat,<br /></span> <span class="i0">jeg blev led ved det Komplot.<br /></span> -<span class="i2">Vi, som fik vor Vugge rørt,<br /></span> +<span class="i2">Vi, som fik vor Vugge rørt,<br /></span> <span class="i0">i de fjerne, tyste Kroge,<br /></span> <span class="i0">nyder ungt de store Byer,<br /></span> <span class="i0">indtil vi blir gammelkloge<br /></span> -<span class="i0">og af evig Længsel ført<br /></span> +<span class="i0">og af evig Længsel ført<br /></span> <span class="i0">hjem igen til frie Vuer.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Og heroppe, under Fjæld,<br /></span> +<span class="i0">Og heroppe, under Fjæld,<br /></span> <span class="i0">naar jeg mindes danske Egne,<br /></span> <span class="i0">er det <em>Jylland</em> alle Vegne,<br /></span> -<span class="i0">til hvis rige Skønhedsvæld<br /></span> -<span class="i0">jeg er endeløst i Gæld.<br /></span> +<span class="i0">til hvis rige Skønhedsvæld<br /></span> +<span class="i0">jeg er endeløst i Gæld.<br /></span> <span class="i2">Tavs og greben steg mit Blik<br /></span> <span class="i0">mod de stejle Bjerg-Giganter,<br /></span> -<span class="i0">men knapt fangede mit Øje<br /></span> +<span class="i0">men knapt fangede mit Øje<br /></span> <span class="i0">nogle usle Revling-Planter,<br /></span> -<span class="i0">før min hele Attraa gik<br /></span> -<span class="i0">til de jydske Kæmpehøje.<br /></span> +<span class="i0">før min hele Attraa gik<br /></span> +<span class="i0">til de jydske Kæmpehøje.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Jo — naar jeg en Gang naar frem<br /></span> <span class="i0">rig paa Livsmod, — gid jeg maatte! —<br /></span> <span class="i0">fattig som en Kirkerotte<br /></span> <span class="i0">men endnu ved alle fem,<br /></span> <span class="i0">jo, <em>da</em> skal vi bygge Hjem.<br /></span> -<span class="i2">Tidt nok blev det drømme-bygt<br /></span><span class="pagenum"><a name="Side_23" id="Side_23" title="[S. 23]"> </a></span> +<span class="i2">Tidt nok blev det drømme-bygt<br /></span><span class="pagenum"><a name="Side_23" id="Side_23" title="[S. 23]"> </a></span> <span class="i0">i de vemods-stille Stunder,<br /></span> <span class="i0">hvor mit Haab jeg opforgyldte.<br /></span> -<span class="i0">Men — der <em>skér</em> en Gang det Under,<br /></span> +<span class="i0">Men — der <em>skér</em> en Gang det Under,<br /></span> <span class="i0">at vi to kan rejse trygt<br /></span> <span class="i0">Jyllands-Hjemmet, lykke-fyldte.<br /></span> </div></div></div> @@ -674,11 +634,11 @@ Nielsen og Maleren Valdemar Neiiendam <span class="num">74</span></li> <span class="i0">dunkle Vande<br /></span> <span class="i0">flimrer i Natten<br /></span> <span class="i0">fortonede Rande<br /></span> -<span class="i0">af drivende Fjældes<br /></span> +<span class="i0">af drivende Fjældes<br /></span> <span class="i0">hvide Is,<br /></span> -<span class="i0">der — som i en Drøm —<br /></span> -<span class="i0">følger den fælles<br /></span> -<span class="i0">mystiske Strøm<br /></span> +<span class="i0">der — som i en Drøm —<br /></span> +<span class="i0">følger den fælles<br /></span> +<span class="i0">mystiske Strøm<br /></span> <span class="i0">mod det stormfulde Hav<br /></span> <span class="i0">ud mod Forlis.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> @@ -686,59 +646,59 @@ Nielsen og Maleren Valdemar Neiiendam <span class="num">74</span></li> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Bare en eneste<br /></span> <span class="i0">Stjerne skinner:<br /></span> -<span class="i0"><em>Venus!</em> Dens Sølv<br /></span> +<span class="i0"><em>Venus!</em> Dens Sølv<br /></span> <span class="i0">med Vandene rinder.<br /></span> <span class="i2">O, mine Minder!<br /></span> <span class="i2">Stille, stille,<br /></span> <span class="i0">nu bygger de Bro<br /></span> <span class="i0">langt, langt bort,<br /></span> -<span class="i0">Bølgerne spille<br /></span> +<span class="i0">Bølgerne spille<br /></span> <span class="i0">en glemt Akkord.<br /></span><span class="pagenum"><a name="Side_25" id="Side_25" title="[S. 25]"> </a></span> <span class="i0">Aa, hvem der var <em>to</em>!<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">— Haand, hvor du knuger!<br /></span> -<span class="i0">Sjæl, hvor du bæver!<br /></span> +<span class="i0">Sjæl, hvor du bæver!<br /></span> <span class="i0">Dybt inde ruger<br /></span> <span class="i0">en Sorg, et Savn,<br /></span> <span class="i0">jeg hvisker et Navn,<br /></span> -<span class="i0">— min Længsel kræver<br /></span> +<span class="i0">— min Længsel kræver<br /></span> <span class="i0">al min Besindelse ...<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0"><em>Hvor</em> gaar din Færden,<br /></span> +<span class="i0"><em>Hvor</em> gaar din Færden,<br /></span> <span class="i0">elskede Kvinde?<br /></span> <span class="i0">Er <em>jeg</em> den Verden<br /></span> <span class="i0">af ondt og godt,<br /></span> <span class="i0">du slutter inde<br /></span> -<span class="i0">nu som før.<br /></span> +<span class="i0">nu som før.<br /></span> <span class="i0">Eller har du blot<br /></span> <span class="i0">med Selvovervindelse<br /></span> -<span class="i0">stænget din Dør,<br /></span> -<span class="i0">været mig tro?<br /></span> +<span class="i0">stænget din Dør,<br /></span> +<span class="i0">været mig tro?<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Jeg grubler, spørger,<br /></span> +<span class="i0">Jeg grubler, spørger,<br /></span> <span class="i0">faar ikke Ro ...<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">— Jeg Taabe, som sørger,<br /></span> -<span class="i0">jeg véd jo, jeg véd:<br /></span> -<span class="i0">Længsel lider du.<br /></span> -<span class="i0">Se, dèr skrider du,<br /></span> -<span class="i0">skøn i din Søgen,<br /></span> +<span class="i0">— Jeg Taabe, som sørger,<br /></span> +<span class="i0">jeg véd jo, jeg véd:<br /></span> +<span class="i0">Længsel lider du.<br /></span> +<span class="i0">Se, dèr skrider du,<br /></span> +<span class="i0">skøn i din Søgen,<br /></span> <span class="i0">uden Frygt<br /></span> <span class="i0">frem over Vandene<br /></span> -<span class="i0">søvngænger-trygt,<br /></span> -<span class="i0">jomfruelig, nøgen,<br /></span> -<span class="i0">min Kærlighed!<br /></span> +<span class="i0">søvngænger-trygt,<br /></span> +<span class="i0">jomfruelig, nøgen,<br /></span> +<span class="i0">min Kærlighed!<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <div><span class="pagenum"><a name="Side_26" id="Side_26" title="[S. 26]"> </a></span></div> <span class="i0">O! At du vilde.<br /></span> <span class="i0">Tak! At du voved.<br /></span> <span class="i2">Stille, stille:<br /></span> -<span class="i0">Stolt du hæver<br /></span> +<span class="i0">Stolt du hæver<br /></span> <span class="i0">dit lokkede Hoved,<br /></span> -<span class="i0">dine Øjenlaage<br /></span> -<span class="i0">lykkeligt bæver —<br /></span> +<span class="i0">dine Øjenlaage<br /></span> +<span class="i0">lykkeligt bæver —<br /></span> <span class="i0">jeg ser som i Taage<br /></span> -<span class="i0">dine kærlige Blikke<br /></span> +<span class="i0">dine kærlige Blikke<br /></span> <span class="i0">vemodige, milde ...<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i2">Stille!<br /></span> @@ -748,12 +708,12 @@ Nielsen og Maleren Valdemar Neiiendam <span class="num">74</span></li> <span class="i0">og Natten bliver<br /></span> <span class="i0">saa knugende sort ...<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Det <em>er</em>, som jeg træder<br /></span> +<span class="i0">Det <em>er</em>, som jeg træder<br /></span> <span class="i0">hellige Steder,<br /></span> -<span class="i0">hvor urørt Ynde<br /></span> -<span class="i0">drømmende sover ...<br /></span> +<span class="i0">hvor urørt Ynde<br /></span> +<span class="i0">drømmende sover ...<br /></span> <span class="i0">Se, jeg breder<br /></span> -<span class="i0">det blødeste Hynde,<br /></span> +<span class="i0">det blødeste Hynde,<br /></span> <span class="i0">vinker dig, beder,<br /></span> <span class="i0">lover, lover:<br /></span> <span class="i0"><em>Nu</em> skal vort Liv<br /></span> @@ -772,8 +732,8 @@ Nielsen og Maleren Valdemar Neiiendam <span class="num">74</span></li> <div class="figcenter" style="width:400px"> <a name="ILL_KAMMERATSKAB" id="ILL_KAMMERATSKAB"></a> <img src="images/i027.jpg" width="400" height="565" - alt="Moltke, Knud Rasmussen, Mylius-Erichsen, Apalinguark, Gaba, Jørgen" - title="Moltke, Knud Rasmussen, Mylius-Erichsen, Apalinguark, Gaba, Jørgen" /> + alt="Moltke, Knud Rasmussen, Mylius-Erichsen, Apalinguark, Gaba, Jørgen" + title="Moltke, Knud Rasmussen, Mylius-Erichsen, Apalinguark, Gaba, Jørgen" /> </div> @@ -781,176 +741,176 @@ Nielsen og Maleren Valdemar Neiiendam <span class="num">74</span></li> <hr class="chapbreak" /> <p><span class="pagenum"><a name="Side_28" id="Side_28" title="[S. 28]"> </a> <a name="Side_29" id="Side_29" title="[S. 29]"> </a></span></p> -<h2><a name="KAMMERATSKAB_I_FJAELDHULEN" id="KAMMERATSKAB_I_FJAELDHULEN"></a>KAMMERATSKAB I »FJÆLDHULEN«</h2> +<h2><a name="KAMMERATSKAB_I_FJAELDHULEN" id="KAMMERATSKAB_I_FJAELDHULEN"></a>KAMMERATSKAB I »FJÆLDHULEN«</h2> <h3><a name="TIL_MARIE" id="TIL_MARIE"></a>I<br /> TIL MARIE</h3> <div class="center"><div class="poem"><div class="stanza"> -<span class="i0">Du skal kende mine Fæller, de gode Kammerater!<br /></span> -<span class="i0">Vi deler daglig Glæder og døjer Sorger sammen,<br /></span> +<span class="i0">Du skal kende mine Fæller, de gode Kammerater!<br /></span> +<span class="i0">Vi deler daglig Glæder og døjer Sorger sammen,<br /></span> <span class="i0">men ikke som et Hold disciplinerede Soldater.<br /></span> -<span class="i0">Vi vil den frie Meningskamp, foragter »Ja og Amen«.<br /></span> +<span class="i0">Vi vil den frie Meningskamp, foragter »Ja og Amen«.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Og vi faar lært hverandre saa godt og dybt at kende,<br /></span> -<span class="i0">at vi véd, <em>hvor</em> der er Sandbund og <em>hvor</em> den faste Klippe.<br /></span> +<span class="i0">Og vi faar lært hverandre saa godt og dybt at kende,<br /></span> +<span class="i0">at vi véd, <em>hvor</em> der er Sandbund og <em>hvor</em> den faste Klippe.<br /></span> <span class="i0">Faar end en Gang i Tiden dette Rejsesamliv Ende,<br /></span> -<span class="i0">vil næppe nogensinde Kammeratskabet glippe.<br /></span> +<span class="i0">vil næppe nogensinde Kammeratskabet glippe.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Og dog — hvem véd, hvad <em>skillende</em> den næste Dag vil bringe,<br /></span> -<span class="i0">det ærligst svorne Venskab kan blive brudt og sveget,<br /></span> +<span class="i0">Og dog — hvem véd, hvad <em>skillende</em> den næste Dag vil bringe,<br /></span> +<span class="i0">det ærligst svorne Venskab kan blive brudt og sveget,<br /></span> <span class="i0">men lad os, Kammerater, vor Bitterhed betvinge,<br /></span> -<span class="i0">thi den, der kender Mennesker, tør ikke kræve meget.<br /></span> +<span class="i0">thi den, der kender Mennesker, tør ikke kræve meget.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Og vi er ikke Kærrestpar, som deres Forhold hæver<br /></span> +<span class="i0">Og vi er ikke Kærrestpar, som deres Forhold hæver<br /></span> <span class="i0">og giver Brev og Gave med Troskabs-Ring tilbage.<br /></span> -<span class="i0">Det Liv, vi leved sammen, var dyrekøbt og kræver<br /></span> -<span class="i0">et fredlyst Hjærtegemme for Mindets Højtidsdage ...<br /></span> +<span class="i0">Det Liv, vi leved sammen, var dyrekøbt og kræver<br /></span> +<span class="i0">et fredlyst Hjærtegemme for Mindets Højtidsdage ...<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <div><span class="pagenum"><a name="Side_30" id="Side_30" title="[S. 30]"> </a></span></div> <span class="i0">Hver af os ejer Kanter. Men <em>den</em> Gang Polituren<br /></span> -<span class="i0">laa selskabsmæssig over os, da blev der aldrig kriget;<br /></span> -<span class="i0">men nu er Hylstret sprængt, nu viser vi Figuren,<br /></span> -<span class="i0">vort Sprog er nøgent dagligdags, vort Samliv er beriget.<br /></span> +<span class="i0">laa selskabsmæssig over os, da blev der aldrig kriget;<br /></span> +<span class="i0">men nu er Hylstret sprængt, nu viser vi Figuren,<br /></span> +<span class="i0">vort Sprog er nøgent dagligdags, vort Samliv er beriget.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Vi tænker og vi læser, vi skriver og vi maler,<br /></span> +<span class="i0">Vi tænker og vi læser, vi skriver og vi maler,<br /></span> <span class="i0">vi taler om det hele og siger frit vor Mening.<br /></span> -<span class="i0">De sørgeligt berømte Ekspeditions-Skandaler<br /></span> +<span class="i0">De sørgeligt berømte Ekspeditions-Skandaler<br /></span> <span class="i0">de kendes ikke her i vor Tremands-Forening.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Hvor kan alene »Faust« give Stof til Tankeskifte<br /></span> -<span class="i0">for Folk, som ejer Hjærte og har noget i Panden.<br /></span> -<span class="i0">Jeg væmmes, naar jeg husker Polarforskere skrifte,<br /></span> +<span class="i0">Hvor kan alene »Faust« give Stof til Tankeskifte<br /></span> +<span class="i0">for Folk, som ejer Hjærte og har noget i Panden.<br /></span> +<span class="i0">Jeg væmmes, naar jeg husker Polarforskere skrifte,<br /></span> <span class="i0">at de tilsidst slet intet havde at sige hinanden.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">De minder mig om Ægtepar, der enten byder Gæster<br /></span> -<span class="i0">eller gaar ud til Middag i ét ustanseligt Køre;<br /></span> -<span class="i0">de tør ikke være <em>ene</em>, for de ejer ingen Rester<br /></span> -<span class="i0">af Tankeliv, hvorpaa de kan en Underholdning føre.<br /></span> +<span class="i0">De minder mig om Ægtepar, der enten byder Gæster<br /></span> +<span class="i0">eller gaar ud til Middag i ét ustanseligt Køre;<br /></span> +<span class="i0">de tør ikke være <em>ene</em>, for de ejer ingen Rester<br /></span> +<span class="i0">af Tankeliv, hvorpaa de kan en Underholdning føre.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">De snakker blot om Dagsnyt og Husholdningspenge,<br /></span> -<span class="i0">og aldrig mere gnistrer Ilden i deres Øjne,<br /></span> -<span class="i0">Samlivet er et Haandjern, der skal bæres saa længe,<br /></span> -<span class="i0">at de fængsels-trætte Sjæle tyr til Tavshed eller Løgne.<br /></span> +<span class="i0">og aldrig mere gnistrer Ilden i deres Øjne,<br /></span> +<span class="i0">Samlivet er et Haandjern, der skal bæres saa længe,<br /></span> +<span class="i0">at de fængsels-trætte Sjæle tyr til Tavshed eller Løgne.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Men <em>vi</em>, som lever her i et stænget Mørkerige,<br /></span> -<span class="i0">Gud hjælpe os, om ikke vi kunde bruge Sproget<br /></span> -<span class="i0">og øse af vort Indre i det uendelige<br /></span> -<span class="i0">og drøfte Livet <em>bag</em> os, forunderligt og broget.<br /></span> +<span class="i0">Men <em>vi</em>, som lever her i et stænget Mørkerige,<br /></span> +<span class="i0">Gud hjælpe os, om ikke vi kunde bruge Sproget<br /></span> +<span class="i0">og øse af vort Indre i det uendelige<br /></span> +<span class="i0">og drøfte Livet <em>bag</em> os, forunderligt og broget.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Og digte Livet <em>fremad</em>, saadan som det skal skabes,<br /></span> -<span class="i0">naar alle Evner frigør sig for Tvivl og svimle Drømme;<br /></span> -<span class="i0">— hvad véd vi vel, om Lykkens Lod skal vindes eller tabes,<br /></span> -<span class="i0">vi sidder blot i Mørket og lader Talen strømme.<br /></span> +<span class="i0">naar alle Evner frigør sig for Tvivl og svimle Drømme;<br /></span> +<span class="i0">— hvad véd vi vel, om Lykkens Lod skal vindes eller tabes,<br /></span> +<span class="i0">vi sidder blot i Mørket og lader Talen strømme.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <div><span class="pagenum"><a name="Side_31" id="Side_31" title="[S. 31]"> </a></span></div> -<span class="i0">Det <em>danske</em> Sprog! Det eneste, hvori min Sjæl forløses,<br /></span> -<span class="i0">det bobler mig i Blodet, det gløder mig paa Læben<br /></span> -<span class="i0">som Sang, som Suk, som Graad, hvori alt levet Liv udøses,<br /></span> -<span class="i0">— tag ikke Sproget fra os, saa dør vor bedste Stræben.<br /></span> +<span class="i0">Det <em>danske</em> Sprog! Det eneste, hvori min Sjæl forløses,<br /></span> +<span class="i0">det bobler mig i Blodet, det gløder mig paa Læben<br /></span> +<span class="i0">som Sang, som Suk, som Graad, hvori alt levet Liv udøses,<br /></span> +<span class="i0">— tag ikke Sproget fra os, saa dør vor bedste Stræben.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">— — Vi <em>tre</em> er alle vokset fra det unge Fælles-Præg,<br /></span> +<span class="i0">— — Vi <em>tre</em> er alle vokset fra det unge Fælles-Præg,<br /></span> <span class="i0">hvor man entusiastisk vil <em>Enighed</em> bestandigt<br /></span> -<span class="i0">og tror, et Venskab revner som Skallen paa et Æg.<br /></span> -<span class="i0">Nej, vi er alle vokset. Vort Venskab tér sig mandigt.<br /></span> +<span class="i0">og tror, et Venskab revner som Skallen paa et Æg.<br /></span> +<span class="i0">Nej, vi er alle vokset. Vort Venskab tér sig mandigt.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Thi gaar vi løs paa Sagerne og siger til hinanden:<br /></span> +<span class="i0">Thi gaar vi løs paa Sagerne og siger til hinanden:<br /></span> <span class="i0">se, saadan er Moralen, <em>jeg</em> har af Livet taget,<br /></span> -<span class="i0">du faar mig ikke anderledes; Hjærtet og Forstanden<br /></span> -<span class="i0">er netop saadan formede af Læren, jeg har draget ...<br /></span> +<span class="i0">du faar mig ikke anderledes; Hjærtet og Forstanden<br /></span> +<span class="i0">er netop saadan formede af Læren, jeg har draget ...<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Og du, min Ven, som venter mig, mens Aaret trælsomt rinder,<br /></span> -<span class="i0">skal kende disse Fæller, med hvem jeg deler Livet,<br /></span> +<span class="i0">Og du, min Ven, som venter mig, mens Aaret trælsomt rinder,<br /></span> +<span class="i0">skal kende disse Fæller, med hvem jeg deler Livet,<br /></span> <span class="i0">— nu kommer Vinternatten, hvor Solen aldrig skinner,<br /></span> <span class="i0">men glad er jeg, at gode Kammerater blev mig givet.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Jeg har i hele Verden kun dig og Far at byde<br /></span> -<span class="i0">alt, hvad af ømt og kærligt jeg i mit Hjærte véd.<br /></span> -<span class="i0">Men ene her blandt Fællerne er det min Fest at nyde<br /></span> +<span class="i0">alt, hvad af ømt og kærligt jeg i mit Hjærte véd.<br /></span> +<span class="i0">Men ene her blandt Fællerne er det min Fest at nyde<br /></span> <span class="i0">vore Karakterers <em>sande</em> Form for Personlighed.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Thi ingen Ven vil give andet, end han ejer,<br /></span> <span class="i0">naar han sit Selv har lutret og kender Fundamentet;<br /></span> -<span class="i0">han træder op paa Vægten og viser, hvad han vejer<br /></span> -<span class="i0">med stærkt og svagt, med ret og vrangt — godt eller slet forrentet.<br /></span> +<span class="i0">han træder op paa Vægten og viser, hvad han vejer<br /></span> +<span class="i0">med stærkt og svagt, med ret og vrangt — godt eller slet forrentet.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">— <em>Mig</em> kender du og véd, jeg er ikke af de blide,<br /></span> -<span class="i0">endskøndt en Gang jeg galdt for at være saa elskværdig,<br /></span> -<span class="i0">medgørlig og behjælpsom — ja, endnu maa jeg lide,<br /></span> -<span class="i0">fordi jeg ikke tidligt nok blev med de Dyder færdig.<br /></span> +<span class="i0">— <em>Mig</em> kender du og véd, jeg er ikke af de blide,<br /></span> +<span class="i0">endskøndt en Gang jeg galdt for at være saa elskværdig,<br /></span> +<span class="i0">medgørlig og behjælpsom — ja, endnu maa jeg lide,<br /></span> +<span class="i0">fordi jeg ikke tidligt nok blev med de Dyder færdig.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <div><span class="pagenum"><a name="Side_32" id="Side_32" title="[S. 32]"> </a></span></div> -<span class="i0"><em>Da</em> troede jeg paa Mennesker — og paa min Barnelære —<br /></span> -<span class="i0">de var saa gode <em>alle</em>, jeg vilde ingen støde,<br /></span> -<span class="i0">men altid selv beflitte mig paa mild og god at være<br /></span> -<span class="i0">og blot til Immer-Venlighed min Egoisme nøde.<br /></span> +<span class="i0"><em>Da</em> troede jeg paa Mennesker — og paa min Barnelære —<br /></span> +<span class="i0">de var saa gode <em>alle</em>, jeg vilde ingen støde,<br /></span> +<span class="i0">men altid selv beflitte mig paa mild og god at være<br /></span> +<span class="i0">og blot til Immer-Venlighed min Egoisme nøde.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Jeg er som alle dødelige kraftig egenkærlig,<br /></span> +<span class="i0">Jeg er som alle dødelige kraftig egenkærlig,<br /></span> <span class="i0">men Religion og Far og Mor fortalte mig, at Livet<br /></span> -<span class="i0">forstøder den, der ikke sin Næste elsker ærlig.<br /></span> +<span class="i0">forstøder den, der ikke sin Næste elsker ærlig.<br /></span> <span class="i0">Da jeg drog ud i Verden, var den Moral mig givet.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Moralen er ophøjet. Men Livet véd en anden,<br /></span> -<span class="i0">og det er den, der raader. Længe blev jeg skuffet,<br /></span> -<span class="i0">før ogsaa <em>jeg</em> fik lært mig at slaa den Tyr for Panden,<br /></span> -<span class="i0">der ellers mit naive Hjærte vilde truffet.<br /></span> +<span class="i0">Moralen er ophøjet. Men Livet véd en anden,<br /></span> +<span class="i0">og det er den, der raader. Længe blev jeg skuffet,<br /></span> +<span class="i0">før ogsaa <em>jeg</em> fik lært mig at slaa den Tyr for Panden,<br /></span> +<span class="i0">der ellers mit naive Hjærte vilde truffet.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Men hvorfor skal dog Slægtled paa Slægtled Livet møde<br /></span> +<span class="i0">Men hvorfor skal dog Slægtled paa Slægtled Livet møde<br /></span> <span class="i0">saa rent uforberedte om Lovene, som raader!<br /></span> -<span class="i0">De skønne Idealer er jo allesammen døde,<br /></span> -<span class="i0">hvorfor da spilde Livet paa uløselige Gaader!<br /></span> +<span class="i0">De skønne Idealer er jo allesammen døde,<br /></span> +<span class="i0">hvorfor da spilde Livet paa uløselige Gaader!<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Du véd, jeg blev beundret som »overmaade brav«,<br /></span> -<span class="i0">— men jeg var ved at kvæles af den lumre Venneskare,<br /></span> +<span class="i0">Du véd, jeg blev beundret som »overmaade brav«,<br /></span> +<span class="i0">— men jeg var ved at kvæles af den lumre Venneskare,<br /></span> <span class="i0">der gav mig smukke Navne men udnyttede mig bare.<br /></span> -<span class="i0">Og i mit Hjærte vokste om <em>eget</em> Liv mit Krav.<br /></span> +<span class="i0">Og i mit Hjærte vokste om <em>eget</em> Liv mit Krav.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Jeg var jo ikke bare den elskværdige og rare,<br /></span> +<span class="i0">Jeg var jo ikke bare den elskværdige og rare,<br /></span> <span class="i0">men lagde tidt mit Ansigt i de efterspurgte Folder.<br /></span> <span class="i0">Verden vil bedrages. Som der raabes, maa man svare;<br /></span> -<span class="i0">et Menneske maa gøgle i usmagelige Roller.<br /></span> +<span class="i0">et Menneske maa gøgle i usmagelige Roller.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Det kneb at sprænge Pansret, af tusind Hensyn smeddet,<br /></span> -<span class="i0">hvori min Evne higede mod Selvstændighed.<br /></span> -<span class="i0">Jeg saa, min rette Arbejdsmark, men brød jeg gennem Leddet,<br /></span> -<span class="i0">maatte jeg jo træde »de andre«s Blomster ned.<br /></span> +<span class="i0">Det kneb at sprænge Pansret, af tusind Hensyn smeddet,<br /></span> +<span class="i0">hvori min Evne higede mod Selvstændighed.<br /></span> +<span class="i0">Jeg saa, min rette Arbejdsmark, men brød jeg gennem Leddet,<br /></span> +<span class="i0">maatte jeg jo træde »de andre«s Blomster ned.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <div><span class="pagenum"><a name="Side_33" id="Side_33" title="[S. 33]"> </a></span></div> -<span class="i0">Fra dem, som havde prist mig, lød nu en anden Tone,<br /></span> -<span class="i0">de fandt mig saa forandret, lidt hensynsløs desværre,<br /></span> -<span class="i0">beklaged deres Fejlsyn før, beklaged mest min Kone,<br /></span> -<span class="i0">ifald jeg ogsaa hjemme var en stiv og stædig Herre.<br /></span> -</div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Ja — det er svært at lære, at det, som Livet kræver,<br /></span> -<span class="i0">er viljehaarde Hænder, som egen Kraft tør kende.<br /></span> -<span class="i0">— Vær karrig med din Følsomhed, om end dit Hjærte bæver:<br /></span> +<span class="i0">Fra dem, som havde prist mig, lød nu en anden Tone,<br /></span> +<span class="i0">de fandt mig saa forandret, lidt hensynsløs desværre,<br /></span> +<span class="i0">beklaged deres Fejlsyn før, beklaged mest min Kone,<br /></span> +<span class="i0">ifald jeg ogsaa hjemme var en stiv og stædig Herre.<br /></span> +</div><br /><div class="stanza"> +<span class="i0">Ja — det er svært at lære, at det, som Livet kræver,<br /></span> +<span class="i0">er viljehaarde Hænder, som egen Kraft tør kende.<br /></span> +<span class="i0">— Vær karrig med din Følsomhed, om end dit Hjærte bæver:<br /></span> <span class="i0">den, der er Ven med alle, er mest sin egen Fjende!<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Og vil du tækkes alle, da tækkes du slet ingen;<br /></span> +<span class="i0">Og vil du tækkes alle, da tækkes du slet ingen;<br /></span> <span class="i0">de jubler, naar de ser dig, men smiler bag din Ryg.<br /></span> <span class="i0">Blot til en eneste Kvinde gav du Bruderingen;<br /></span> -<span class="i0">jo færre dine Venner, des mere er du tryg.<br /></span> +<span class="i0">jo færre dine Venner, des mere er du tryg.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Ja, mine Venner hjemme, I faa, som blev mig tro,<br /></span> -<span class="i0">o, vidste I, hvor vemodsfyldt jeg følger gamle Minder<br /></span> -<span class="i0">fra Tider, hvor vi sørged, fra Dage, hvor vi lo,<br /></span> -<span class="i0">jo, det er stærke Traade, som os tilsammen binder!<br /></span> -</div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Det skal I alle vide, men du, min Ven, især,<br /></span> -<span class="i0">af disse Minder lever jeg, helst nu da Dagen hælder,<br /></span> -<span class="i0">saa langt fra Eder alle — og dog ingentid saa nær,<br /></span> -<span class="i0">saa ene her i Mørket — og dog blandt gode Fæller.<br /></span> -</div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Og har jeg prøvet Mennesker og kaldt dem mine Venner,<br /></span> -<span class="i0">da faar mit Liv et Lykkeglimt, naar vore Baner følges.<br /></span> -<span class="i0">Og derfor skal du vide, du, som mit Livsløb kender,<br /></span> -<span class="i0">hvordan vi lever sammen, her hvor vor Skæbne dølges.<br /></span> -</div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Vi er tre <em>danske Viljer</em>, hver i sin Formning støbt,<br /></span> -<span class="i0">men med en fælles Farvebund for Kunsten og for Livet<br /></span> -<span class="i0">— og saa tre Eskimoer, hvis Arbejd vi har købt,<br /></span> -<span class="i0">men som i Købet redebont har Kammeratskab givet.<br /></span> +<span class="i0">o, vidste I, hvor vemodsfyldt jeg følger gamle Minder<br /></span> +<span class="i0">fra Tider, hvor vi sørged, fra Dage, hvor vi lo,<br /></span> +<span class="i0">jo, det er stærke Traade, som os tilsammen binder!<br /></span> +</div><br /><div class="stanza"> +<span class="i0">Det skal I alle vide, men du, min Ven, især,<br /></span> +<span class="i0">af disse Minder lever jeg, helst nu da Dagen hælder,<br /></span> +<span class="i0">saa langt fra Eder alle — og dog ingentid saa nær,<br /></span> +<span class="i0">saa ene her i Mørket — og dog blandt gode Fæller.<br /></span> +</div><br /><div class="stanza"> +<span class="i0">Og har jeg prøvet Mennesker og kaldt dem mine Venner,<br /></span> +<span class="i0">da faar mit Liv et Lykkeglimt, naar vore Baner følges.<br /></span> +<span class="i0">Og derfor skal du vide, du, som mit Livsløb kender,<br /></span> +<span class="i0">hvordan vi lever sammen, her hvor vor Skæbne dølges.<br /></span> +</div><br /><div class="stanza"> +<span class="i0">Vi er tre <em>danske Viljer</em>, hver i sin Formning støbt,<br /></span> +<span class="i0">men med en fælles Farvebund for Kunsten og for Livet<br /></span> +<span class="i0">— og saa tre Eskimoer, hvis Arbejd vi har købt,<br /></span> +<span class="i0">men som i Købet redebont har Kammeratskab givet.<br /></span> </div></div></div> <p><span class="pagenum"><a name="Side_34" id="Side_34" title="[S. 34]"> </a></span></p> @@ -960,107 +920,107 @@ HARALD MOLTKE</h3> <div class="center"><div class="poem"><div class="stanza"> <span class="i0">Frostklar var Dagen. Du husker den ikke.<br /></span> <span class="i0">Maalet var naaet — men for hvilken Pris!<br /></span> -<span class="i0">Dèr laa du paa Slæden med vildsomme Blikke,<br /></span> -<span class="i0">laa som en Dødsramt, et Vrag i Forlis.<br /></span> -<span class="i0">Rundt om os bare den livløse Is.<br /></span> +<span class="i0">Dèr laa du paa Slæden med vildsomme Blikke,<br /></span> +<span class="i0">laa som en Dødsramt, et Vrag i Forlis.<br /></span> +<span class="i0">Rundt om os bare den livløse Is.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Langt var vi rejst, fra hvor Mennesker boede,<br /></span> <span class="i0">ensomt ad utraadte Veje vi stred<br /></span> <span class="i0">op til den nordligste Kyst paa vor Klode,<br /></span> -<span class="i0">Triumf for vor Vilje, Løn for vor Sved.<br /></span> -<span class="i0">Det blev den tungeste Dag jeg véd.<br /></span> +<span class="i0">Triumf for vor Vilje, Løn for vor Sved.<br /></span> +<span class="i0">Det blev den tungeste Dag jeg véd.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Jubelens Time, vi stolt skulde fejret,<br /></span> -<span class="i0">naar vi besteg den forjættede Grund — —<br /></span> +<span class="i0">naar vi besteg den forjættede Grund — —<br /></span> <span class="i0">udslidte laa vi om Snehytten lejret,<br /></span> -<span class="i0">Ordene frøs paa vor angstfulde Mund,<br /></span> -<span class="i0">hjælpeløst sløvt sank vi sammen i Blund.<br /></span> -</div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Kysten var lydløs og menneske-øde,<br /></span> -<span class="i0">intet at æde for Hunde og Mænd,<br /></span> -<span class="i0">fjernt i den gryende Morgenrøde<br /></span> -<span class="i0">bølged den blaanende Isblink hen.<br /></span> -<span class="i0">— Skulde du stivne og dø som den?<br /></span> -</div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Ramt af Polar-Bræens isnende Kulde<br /></span> -<span class="i0">segned du midt i din rastløse Flid ...<br /></span> -<span class="i0">Vidste vi Lægedom blot, aa, vi skulde<br /></span> -<span class="i0">varme dig Læben, som skælver hvid.<br /></span> +<span class="i0">Ordene frøs paa vor angstfulde Mund,<br /></span> +<span class="i0">hjælpeløst sløvt sank vi sammen i Blund.<br /></span> +</div><br /><div class="stanza"> +<span class="i0">Kysten var lydløs og menneske-øde,<br /></span> +<span class="i0">intet at æde for Hunde og Mænd,<br /></span> +<span class="i0">fjernt i den gryende Morgenrøde<br /></span> +<span class="i0">bølged den blaanende Isblink hen.<br /></span> +<span class="i0">— Skulde du stivne og dø som den?<br /></span> +</div><br /><div class="stanza"> +<span class="i0">Ramt af Polar-Bræens isnende Kulde<br /></span> +<span class="i0">segned du midt i din rastløse Flid ...<br /></span> +<span class="i0">Vidste vi Lægedom blot, aa, vi skulde<br /></span> +<span class="i0">varme dig Læben, som skælver hvid.<br /></span> <span class="i0">Raadvilde ser vi din grufulde Strid.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <div><span class="pagenum"><a name="Side_35" id="Side_35" title="[S. 35]"> </a></span></div> -<span class="i0">Nytteløst er det, jeg angrer din Rejse,<br /></span> -<span class="i0">Lykken, som sveg os, jeg skælder omsonst,<br /></span> -<span class="i0">hjemme dèr saa' jeg dig maal-bevidst knejse,<br /></span> +<span class="i0">Nytteløst er det, jeg angrer din Rejse,<br /></span> +<span class="i0">Lykken, som sveg os, jeg skælder omsonst,<br /></span> +<span class="i0">hjemme dèr saa' jeg dig maal-bevidst knejse,<br /></span> <span class="i0">frivillig fulgte du. Guld eller Gunst<br /></span> -<span class="i0">søgte du ikke. Maalet var <em>Kunst</em>.<br /></span> +<span class="i0">søgte du ikke. Maalet var <em>Kunst</em>.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Ja, og dèr laa du nu slagen og stille,<br /></span> -<span class="i0">saa dødelig nedbrudt. Din Flid var for stor.<br /></span> +<span class="i0">Ja, og dèr laa du nu slagen og stille,<br /></span> +<span class="i0">saa dødelig nedbrudt. Din Flid var for stor.<br /></span> <span class="i0">— Da var der ikke en Time at spilde,<br /></span> <span class="i0">frem langs de ukendte Kyster vi foer<br /></span> <span class="i0">til Menneskers yderste Vagt paa vor Jord.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Blodstænkte Hedninger bygged os Hytte,<br /></span> -<span class="i0">pludrende Kvinder fik Spæklampen tændt,<br /></span> +<span class="i0">Blodstænkte Hedninger bygged os Hytte,<br /></span> +<span class="i0">pludrende Kvinder fik Spæklampen tændt,<br /></span> <span class="i0">— <em>intet</em> dig kunde mod Kulden beskytte,<br /></span> <span class="i0">Landet laa stik mod Sydvest-Stormen vendt,<br /></span> -<span class="i0">drøjere Tid har jeg aldrig kendt.<br /></span> +<span class="i0">drøjere Tid har jeg aldrig kendt.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Usselig plejet hensank du i Dvale,<br /></span> -<span class="i0">Pinslerne gjorde dig sanseløs.<br /></span> +<span class="i0">Pinslerne gjorde dig sanseløs.<br /></span> <span class="i0">— O, om vor Snehytte kunde tale,<br /></span> -<span class="i0">dèr, hvor vi sultede sammen og frøs<br /></span> -<span class="i0">og for den truende Knokkelmand gøs! ...<br /></span> +<span class="i0">dèr, hvor vi sultede sammen og frøs<br /></span> +<span class="i0">og for den truende Knokkelmand gøs! ...<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Se, der er rundet det halve Aar siden,<br /></span> -<span class="i0">værkbruden lister du endnu omkring,<br /></span> +<span class="i0">værkbruden lister du endnu omkring,<br /></span> <span class="i0">og, om du retter dig helt med Tiden,<br /></span> -<span class="i0">véd vi jo ikke, véd ingen Ting,<br /></span> -<span class="i0">— er du mon frelst fra et dødeligt Sting?<br /></span> +<span class="i0">véd vi jo ikke, véd ingen Ting,<br /></span> +<span class="i0">— er du mon frelst fra et dødeligt Sting?<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Sørgelig tung er den Lod, du har fristet,<br /></span> +<span class="i0">Sørgelig tung er den Lod, du har fristet,<br /></span> <span class="i0">men din Taalmodighed lykkelig stor.<br /></span> <span class="i0">Lykkelige du! Du har <em>intet</em> mistet,<br /></span><span class="pagenum"><a name="Side_36" id="Side_36" title="[S. 36]"> </a></span> -<span class="i0">thi i dit svækkede Legeme bor<br /></span> -<span class="i0"><em>Sjælen</em>, frodig som nyskabt Jord.<br /></span> +<span class="i0">thi i dit svækkede Legeme bor<br /></span> +<span class="i0"><em>Sjælen</em>, frodig som nyskabt Jord.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Selv har du sagt, at du véd, du har vundet<br /></span> -<span class="i0">Muld i dig selv, hvor du før var gold,<br /></span> +<span class="i0">Selv har du sagt, at du véd, du har vundet<br /></span> +<span class="i0">Muld i dig selv, hvor du før var gold,<br /></span> <span class="i0">faaet din Tro paa dig selv begrundet,<br /></span> <span class="i0">— ja, du har vundet mangefold,<br /></span> <span class="i0">du, som endnu har din <em>Kunst</em> i Behold.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Du er en <em>anden</em>, end først da vi kendtes,<br /></span> -<span class="i0">klarere Blikket, din Sjæl dybet ud,<br /></span> +<span class="i0">Du er en <em>anden</em>, end først da vi kendtes,<br /></span> +<span class="i0">klarere Blikket, din Sjæl dybet ud,<br /></span> <span class="i0">snart vil dit Lidelsens Guld forrentes,<br /></span> -<span class="i0">Sorgen, som gaar fra dit Hjærte Bud,<br /></span> +<span class="i0">Sorgen, som gaar fra dit Hjærte Bud,<br /></span> <span class="i0"><em>den</em> blev din Evnes Gennembrud.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Glødner din Kunst du i Lidelsens Esse,<br /></span> -<span class="i0">det er dog det samme Hjærte, jeg ser,<br /></span> +<span class="i0">Glødner din Kunst du i Lidelsens Esse,<br /></span> +<span class="i0">det er dog det samme Hjærte, jeg ser,<br /></span> <span class="i0">din gamle, hensynsfuldt fine Noblesse,<br /></span> -<span class="i0">de samme retsindige Livs-Idéer,<br /></span> +<span class="i0">de samme retsindige Livs-Idéer,<br /></span> <span class="i0">din altid urokkeligt tro Karakter ...<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Sultet og frosset og lidt tilsammen,<br /></span> <span class="i0">lyttet til Suk fra hinandens Bryst,<br /></span> -<span class="i0">— mørk og knugende er vel Rammen,<br /></span> +<span class="i0">— mørk og knugende er vel Rammen,<br /></span> <span class="i0">Billedet selv dog straalende lyst:<br /></span> <span class="i0">en gryende Sol over ukendt Kyst!<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0"><em>Solen</em>, det er din skabende Evne,<br /></span> <span class="i0"><em>Landet</em>, din Tankes nye Muld,<br /></span> -<span class="i0">Nu gaar du ud mod det store Stævne,<br /></span> +<span class="i0">Nu gaar du ud mod det store Stævne,<br /></span> <span class="i0">lidet agter du Gunst og Guld,<br /></span> -<span class="i0">Sjælen er rig nok og drømmefuld.<br /></span> +<span class="i0">Sjælen er rig nok og drømmefuld.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <div><span class="pagenum"><a name="Side_37" id="Side_37" title="[S. 37]"> </a></span></div> -<span class="i0">Din Sjæl — som du selv — er adelsbaaren,<br /></span> -<span class="i0"><em>jeg</em> er af Borger- og Bondeslægt;<br /></span> +<span class="i0">Din Sjæl — som du selv — er adelsbaaren,<br /></span> +<span class="i0"><em>jeg</em> er af Borger- og Bondeslægt;<br /></span> <span class="i0">Rem af vor Ryg har Adelen skaaren,<br /></span> -<span class="i0">længst er de blodige Strimer lægt:<br /></span> -<span class="i0">Mit Venskab er i din Varetægt!<br /></span> +<span class="i0">længst er de blodige Strimer lægt:<br /></span> +<span class="i0">Mit Venskab er i din Varetægt!<br /></span> </div></div></div> @@ -1070,257 +1030,257 @@ KNUD RASMUSSEN</h3> <div class="center"><div class="poem"><div class="stanza"> <span class="i0">Der var kommen en Dag<br /></span> <span class="i0">i vort Venskab en Rift,<br /></span> -<span class="i0">og af Saaret flød Gift,<br /></span> -<span class="i0">som gæred til Nag<br /></span> +<span class="i0">og af Saaret flød Gift,<br /></span> +<span class="i0">som gæred til Nag<br /></span> <span class="i0">— Mistillidens Gift den gule,<br /></span> -<span class="i0">som ingen søgte at skjule.<br /></span> +<span class="i0">som ingen søgte at skjule.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Men det hændte os tidt,<br /></span> +<span class="i0">Men det hændte os tidt,<br /></span> <span class="i0">at vi talte forstemt<br /></span> <span class="i0">om, at aldrig blir glemt,<br /></span> <span class="i0">hvad et Venskab har lidt:<br /></span> <span class="i0"><em>vi</em> er ikke af dem, som lover<br /></span> -<span class="i0">at lægge Glemsel derover.<br /></span> +<span class="i0">at lægge Glemsel derover.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Og vort Samvær blev trist,<br /></span> +<span class="i0">Og vort Samvær blev trist,<br /></span> <span class="i0">for vi led, begge to,<br /></span> <span class="i0">men vi havde den Tro:<br /></span> <span class="i0">der vil komme tilsidst<br /></span> -<span class="i0">gennem hensynsløs, aaben Forklaring<br /></span> +<span class="i0">gennem hensynsløs, aaben Forklaring<br /></span> <span class="i0">et Venskab, bygt paa Erfaring.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Og saa skete det her,<br /></span> -<span class="i0">at vor Hjemvej blev stængt,<br /></span><span class="pagenum"><a name="Side_38" id="Side_38" title="[S. 38]"> </a></span> -<span class="i0">og da har vi vel trængt<br /></span> -<span class="i0">til at knyttes lidt nær<br /></span> -<span class="i0">til hinanden i fælles Smærte,<br /></span> -<span class="i0">og se! Da talte vort Hjærte ...<br /></span> -</div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Der laa Sensommer-Glød<br /></span> -<span class="i0">paa det ensomme Næs.<br /></span> -<span class="i0">I det gulnede Græs,<br /></span> -<span class="i0">hvor Vildbækken flød,<br /></span> -<span class="i0">dèr laa vi og rensede Vunden,<br /></span> +<span class="i0">at vor Hjemvej blev stængt,<br /></span><span class="pagenum"><a name="Side_38" id="Side_38" title="[S. 38]"> </a></span> +<span class="i0">og da har vi vel trængt<br /></span> +<span class="i0">til at knyttes lidt nær<br /></span> +<span class="i0">til hinanden i fælles Smærte,<br /></span> +<span class="i0">og se! Da talte vort Hjærte ...<br /></span> +</div><br /><div class="stanza"> +<span class="i0">Der laa Sensommer-Glød<br /></span> +<span class="i0">paa det ensomme Næs.<br /></span> +<span class="i0">I det gulnede Græs,<br /></span> +<span class="i0">hvor Vildbækken flød,<br /></span> +<span class="i0">dèr laa vi og rensede Vunden,<br /></span> <span class="i0">og nu er Saaret forbunden.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Der var sket noget stort,<br /></span> <span class="i0">kastet bort noget tungt,<br /></span> -<span class="i0">og vi drømte saa ungt,<br /></span> -<span class="i0">som vi før havde gjort,<br /></span> +<span class="i0">og vi drømte saa ungt,<br /></span> +<span class="i0">som vi før havde gjort,<br /></span> <span class="i0">da vi gik i den hjemlige Verden<br /></span> -<span class="i0">og digtede Planer til Færden.<br /></span> +<span class="i0">og digtede Planer til Færden.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Ja, hvor gransked vi tidt<br /></span> -<span class="i0">i det grønlandske Kort<br /></span> +<span class="i0">i det grønlandske Kort<br /></span> <span class="i0">og beregned hvert Skridt,<br /></span> <span class="i0">som vi vidste blev vort,<br /></span> -<span class="i0">— vi <em>vidste</em> det! Vi kunde mærke,<br /></span> -<span class="i0">vi var ubetvingelig stærke.<br /></span> +<span class="i0">— vi <em>vidste</em> det! Vi kunde mærke,<br /></span> +<span class="i0">vi var ubetvingelig stærke.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Thi det <em>kan</em> ikke ske,<br /></span> <span class="i0">at en Ungdom, som <em>vil</em><br /></span> -<span class="i0">og har Kræfter dertil,<br /></span> -<span class="i0">maa sig vingestækt se<br /></span> +<span class="i0">og har Kræfter dertil,<br /></span> +<span class="i0">maa sig vingestækt se<br /></span> <span class="i0">og lade sig skubbe fra Reden<br /></span> -<span class="i0">af Oldinge-Stædigheden.<br /></span> +<span class="i0">af Oldinge-Stædigheden.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Og det »Adgang forbudt«,<br /></span> +<span class="i0">Og det »Adgang forbudt«,<br /></span> <span class="i0">som en mugnet Plakat<br /></span><span class="pagenum"><a name="Side_39" id="Side_39" title="[S. 39]"> </a></span> <span class="i0">fra vor Enevoldsstat<br /></span> <span class="i0">mod vor Rejse fik skudt,<br /></span> -<span class="i0">dette Grønlands kinesiske Lukke<br /></span> -<span class="i0"><em>vilde</em> vi sønderhugge!<br /></span> +<span class="i0">dette Grønlands kinesiske Lukke<br /></span> +<span class="i0"><em>vilde</em> vi sønderhugge!<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Da saa Landet laa frit,<br /></span> -<span class="i0">og trods »Venne«-Kritik<br /></span> +<span class="i0">og trods »Venne«-Kritik<br /></span> <span class="i0">i Opfyldelse gik<br /></span> -<span class="i0">hvad vi drømte saa tidt,<br /></span> -<span class="i0">om de unge Vinger at strække,<br /></span> -<span class="i0">da var vi bevægede begge ...<br /></span> +<span class="i0">hvad vi drømte saa tidt,<br /></span> +<span class="i0">om de unge Vinger at strække,<br /></span> +<span class="i0">da var vi bevægede begge ...<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Og nu ligger vi stængt<br /></span> +<span class="i0">Og nu ligger vi stængt<br /></span> <span class="i0">i Polarnattens Hi,<br /></span> -<span class="i0">vore Drømme er fri,<br /></span> -<span class="i0">nye Planer blir tænkt ...<br /></span> -<span class="i0">Maaske stævner vi <em>nordpaa</em> ad Aare<br /></span> +<span class="i0">vore Drømme er fri,<br /></span> +<span class="i0">nye Planer blir tænkt ...<br /></span> +<span class="i0">Maaske stævner vi <em>nordpaa</em> ad Aare<br /></span> <span class="i0">til Sejr eller Fald eller Baare.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Ja, jeg véd, hvad du <em>kan</em>.<br /></span> -<span class="i0">Du har Grønlænder-Blod,<br /></span> -<span class="i0">jeg har prøvet dit Mod,<br /></span> +<span class="i0">Ja, jeg véd, hvad du <em>kan</em>.<br /></span> +<span class="i0">Du har Grønlænder-Blod,<br /></span> +<span class="i0">jeg har prøvet dit Mod,<br /></span> <span class="i0">du er modnet til Mand,<br /></span> <span class="i0">og du <em>er</em>, blandt alle jeg kender,<br /></span> -<span class="i0">den tryggeste, hvad der saa hænder.<br /></span> +<span class="i0">den tryggeste, hvad der saa hænder.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Du kan ro en Kajak<br /></span> -<span class="i0">gennem oprørt Vand,<br /></span> +<span class="i0">gennem oprørt Vand,<br /></span> <span class="i0">du kan styre et Spand,<br /></span> <span class="i0">om saa Fanden det trak,<br /></span> -<span class="i0">du er født her i Pollandets Øde,<br /></span> -<span class="i0">og her skal din Skæbne du møde.<br /></span> +<span class="i0">du er født her i Pollandets Øde,<br /></span> +<span class="i0">og her skal din Skæbne du møde.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Dette Land, det er dit,<br /></span> <span class="i0">du, som taler dets Sprog!<br /></span><span class="pagenum"><a name="Side_40" id="Side_40" title="[S. 40]"> </a></span> <span class="i0">Du skal skrive en Bog,<br /></span> -<span class="i0">som kan lære os lidt<br /></span> +<span class="i0">som kan lære os lidt<br /></span> <span class="i0">om Folket ved disse Kyster,<br /></span> -<span class="i0">dets Skæbne, Drømme og Dyster.<br /></span> +<span class="i0">dets Skæbne, Drømme og Dyster.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">For vi andre, vi gaar<br /></span> <span class="i0">ikke dybt i et Folk,<br /></span> <span class="i0">som vi kun gennem Tolk<br /></span> <span class="i0">i Tale faar ...<br /></span> -<span class="i0">Men mod <em>Nord</em> kan jeg gaa, om du følger,<br /></span> -<span class="i0">over Ishavets stivnede Bølger.<br /></span> +<span class="i0">Men mod <em>Nord</em> kan jeg gaa, om du følger,<br /></span> +<span class="i0">over Ishavets stivnede Bølger.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Ja, mod <em>Nord</em>, Grønland rundt,<br /></span> -<span class="i0">dèr, hvor ingen har traadt!<br /></span> -<span class="i0">— Er i Drømmene blot<br /></span> +<span class="i0">Ja, mod <em>Nord</em>, Grønland rundt,<br /></span> +<span class="i0">dèr, hvor ingen har traadt!<br /></span> +<span class="i0">— Er i Drømmene blot<br /></span> <span class="i0">dette Syn os forundt?<br /></span> -<span class="i0">Eller gaar <em>virkelig</em> Færden<br /></span> +<span class="i0">Eller gaar <em>virkelig</em> Færden<br /></span> <span class="i0">mod ukendte Egne af Verden?<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Vi har Kraft nok og Mod<br /></span> <span class="i0">og et lysende Haab,<br /></span> -<span class="i0">vi fik Æventyr-Daab<br /></span> +<span class="i0">vi fik Æventyr-Daab<br /></span> <span class="i0">under Isblinkens Fod,<br /></span> <span class="i0">vi har Ungdommens sejrrige Alder,<br /></span> <span class="i0">— men mod Syd ligger Hjemmet og kalder ...<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0"><em>Hvor</em> vi gaar! <em>Hvad</em> der sker!<br /></span> -<span class="i0">Om vi mødes igen!<br /></span> +<span class="i0">Om vi mødes igen!<br /></span> <span class="i0">Se, da er der, min Ven,<br /></span> <span class="i0">ingen Mistillid mer:<br /></span> -<span class="i0">Det er ærlige Haandslag, vi giver,<br /></span> -<span class="i0">de er <em>rene</em> de Hænder, der skriver!<br /></span> +<span class="i0">Det er ærlige Haandslag, vi giver,<br /></span> +<span class="i0">de er <em>rene</em> de Hænder, der skriver!<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Og krystalklar og pur<br /></span> -<span class="i0">— som den Vildbæk, der flød<br /></span><span class="pagenum"><a name="Side_41" id="Side_41" title="[S. 41]"> </a></span> -<span class="i0">under Sensommer-Glød —<br /></span> +<span class="i0">— som den Vildbæk, der flød<br /></span><span class="pagenum"><a name="Side_41" id="Side_41" title="[S. 41]"> </a></span> +<span class="i0">under Sensommer-Glød —<br /></span> <span class="i0">er vort Venskabs Natur.<br /></span> -<span class="i0">I Mindernes lutrende Rødme<br /></span> -<span class="i0">staar Samlivets Smærte og Sødme.<br /></span> +<span class="i0">I Mindernes lutrende Rødme<br /></span> +<span class="i0">staar Samlivets Smærte og Sødme.<br /></span> </div></div></div> <h3><a name="JOERGEN_BROENLUND" id="JOERGEN_BROENLUND"></a>IV<br /> -JØRGEN BRØNLUND</h3> +JØRGEN BRØNLUND</h3> <div class="center"><div class="poem"><div class="stanza"> -<span class="i0">Kære Jørgen, sære Jørgen,<br /></span> -<span class="i0">du vor tro »Alt-mulig-Mand«,<br /></span> -<span class="i0">aldrig nogen Grund til Sørgen,<br /></span> -<span class="i0">Jørgen <em>alt</em> udrette kan.<br /></span> +<span class="i0">Kære Jørgen, sære Jørgen,<br /></span> +<span class="i0">du vor tro »Alt-mulig-Mand«,<br /></span> +<span class="i0">aldrig nogen Grund til Sørgen,<br /></span> +<span class="i0">Jørgen <em>alt</em> udrette kan.<br /></span> <span class="i0">Faar en Hundeskagle Nykker,<br /></span> -<span class="i0">gaar et Slædejern i Stykker,<br /></span> +<span class="i0">gaar et Slædejern i Stykker,<br /></span> <span class="i0">skal der bruges Fil og Sav,<br /></span> <span class="i2">er han Manden<br /></span> <span class="i2">med Forstanden<br /></span> <span class="i0">og det rette Haandelav.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Men vi skændes næsten daglig,<br /></span> -<span class="i0">jeg og Jørgen, med Humør.<br /></span> +<span class="i0">Men vi skændes næsten daglig,<br /></span> +<span class="i0">jeg og Jørgen, med Humør.<br /></span> <span class="i0">Ogsaa jeg vil spille faglig,<br /></span> -<span class="i0">jeg har rejst i Verden før.<br /></span> +<span class="i0">jeg har rejst i Verden før.<br /></span> <span class="i0">Men jeg kommer ingen Vegne,<br /></span> <span class="i0">hans Begreber er hans egne,<br /></span> -<span class="i0">al min Visdom uden Vægt.<br /></span> +<span class="i0">al min Visdom uden Vægt.<br /></span> <span class="i2">Et despotisk<br /></span> -<span class="i2">»Idiotisk«<br /></span> +<span class="i2">»Idiotisk«<br /></span> <span class="i0">er hans Svar paa Dialekt.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Men vi kan som Regel staa os<br /></span> -<span class="i0">ved at følge Jørgens Raad,<br /></span><span class="pagenum"><a name="Side_42" id="Side_42" title="[S. 42]"> </a></span> -<span class="i0">skøndt han helst vil overgaa os<br /></span> -<span class="i0">paa sin Slæde som i Baad.<br /></span> +<span class="i0">ved at følge Jørgens Raad,<br /></span><span class="pagenum"><a name="Side_42" id="Side_42" title="[S. 42]"> </a></span> +<span class="i0">skøndt han helst vil overgaa os<br /></span> +<span class="i0">paa sin Slæde som i Baad.<br /></span> <span class="i0">Bringer han os lidt i Knibe,<br /></span> <span class="i0">og der er blot ringe Stribe<br /></span> <span class="i0">Udvej for vort unge Liv,<br /></span> -<span class="i2">altid tør han,<br /></span> -<span class="i2">altid gør han<br /></span> +<span class="i2">altid tør han,<br /></span> +<span class="i2">altid gør han<br /></span> <span class="i0">just det <em>rette</em>, klog og stiv.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Jørgen er vor bedste Jæger,<br /></span> +<span class="i0">Jørgen er vor bedste Jæger,<br /></span> <span class="i0">skyder altid Smaavildt nok,<br /></span> -<span class="i0">og i »Hulen« han os kvæger<br /></span> -<span class="i0">som en sjælden renlig Kok,<br /></span> +<span class="i0">og i »Hulen« han os kvæger<br /></span> +<span class="i0">som en sjælden renlig Kok,<br /></span> <span class="i0">er snarraadig Blikkenslager,<br /></span> -<span class="i0">snild som Smed og Bøssemager,<br /></span> +<span class="i0">snild som Smed og Bøssemager,<br /></span> <span class="i0">ja saagar i Tegnekunst;<br /></span> <span class="i2">dydig, vittig,<br /></span> <span class="i2">frisk og flittig,<br /></span> <span class="i0">sparsom med sin Ros og Gunst.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Jørgens hele Kundskabsmængde<br /></span> +<span class="i0">Jørgens hele Kundskabsmængde<br /></span> <span class="i0">er just ingen ringe Part;<br /></span> -<span class="i0">dybe Ting han gennemtænkte,<br /></span> -<span class="i0">ræsonnered altid klart.<br /></span> -<span class="i0">Kølig er hans skarpe Hjerne,<br /></span> +<span class="i0">dybe Ting han gennemtænkte,<br /></span> +<span class="i0">ræsonnered altid klart.<br /></span> +<span class="i0">Kølig er hans skarpe Hjerne,<br /></span> <span class="i0">haane Dansken vil han gerne<br /></span> <span class="i0">— nu og da med nogen Ret,<br /></span> <span class="i2">socialistisk,<br /></span> <span class="i2">egoistisk<br /></span> <span class="i0">uden selv at vide det.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Jørgen vil jeg altid huske<br /></span> -<span class="i0">længst af al hans mørke Slægt.<br /></span><span class="pagenum"><a name="Side_43" id="Side_43" title="[S. 43]"> </a></span> +<span class="i0">Jørgen vil jeg altid huske<br /></span> +<span class="i0">længst af al hans mørke Slægt.<br /></span><span class="pagenum"><a name="Side_43" id="Side_43" title="[S. 43]"> </a></span> <span class="i0">Ingen Dansker kan ham kuske,<br /></span> -<span class="i0">han er stærk i Selvrespekt,<br /></span> +<span class="i0">han er stærk i Selvrespekt,<br /></span> <span class="i0">minder mig om stejle Jyder,<br /></span> -<span class="i0">kender sine Landsmænds Lyder,<br /></span> -<span class="i0">ser og skatter deres Værd,<br /></span> -<span class="i2">lod mig lære<br /></span> -<span class="i2">dem at ære<br /></span> -<span class="i0">paa vor lange Grønlandsfærd.<br /></span> +<span class="i0">kender sine Landsmænds Lyder,<br /></span> +<span class="i0">ser og skatter deres Værd,<br /></span> +<span class="i2">lod mig lære<br /></span> +<span class="i2">dem at ære<br /></span> +<span class="i0">paa vor lange Grønlandsfærd.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Eskimoen er godmodig,<br /></span> <span class="i0">med den fri Natur i Pagt,<br /></span> -<span class="i0">og jeg véd, han hader blodig<br /></span> -<span class="i0">Enevældets snævre Magt.<br /></span> -<span class="i0">— Blandingsbørn blir født uægte,<br /></span> -<span class="i0">som den Danske ej kan nægte<br /></span> +<span class="i0">og jeg véd, han hader blodig<br /></span> +<span class="i0">Enevældets snævre Magt.<br /></span> +<span class="i0">— Blandingsbørn blir født uægte,<br /></span> +<span class="i0">som den Danske ej kan nægte<br /></span> <span class="i0">Penge og Paternitet.<br /></span> <span class="i2">Sagen glemmes,<br /></span> <span class="i2">han forfremmes,<br /></span> -<span class="i0">bliver »Amtmand« trods sin Bêt.<br /></span> +<span class="i0">bliver »Amtmand« trods sin Bêt.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Men forelsker han sig ærligt<br /></span> -<span class="i0">i en smuk Grønlænderinde<br /></span> -<span class="i0">og vil giftes! Hvor besværligt<br /></span> +<span class="i0">Men forelsker han sig ærligt<br /></span> +<span class="i0">i en smuk Grønlænderinde<br /></span> +<span class="i0">og vil giftes! Hvor besværligt<br /></span> <span class="i0">at faa stiftet Hjem med hende!<br /></span> <span class="i0">Kun mod Tab af Embedsstilling<br /></span> -<span class="i0">faar han Ægteskabsbevilling,<br /></span> -<span class="i0">— Manden maa jo være gal!<br /></span> +<span class="i0">faar han Ægteskabsbevilling,<br /></span> +<span class="i0">— Manden maa jo være gal!<br /></span> <span class="i2">Staten harmes<br /></span> <span class="i2">ved den armes<br /></span> <span class="i0">Syn paa dansk Missions-Moral.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Vi har kristnet Eskimoen,<br /></span> -<span class="i0">lært ham Tvivlens Sjæleangst.<br /></span><span class="pagenum"><a name="Side_44" id="Side_44" title="[S. 44]"> </a></span> -<span class="i0">For sin Frihed vandt han »Troen«<br /></span> +<span class="i0">lært ham Tvivlens Sjæleangst.<br /></span><span class="pagenum"><a name="Side_44" id="Side_44" title="[S. 44]"> </a></span> +<span class="i0">For sin Frihed vandt han »Troen«<br /></span> <span class="i0">og fik Kaffe for sin Fangst.<br /></span> <span class="i0">Selvkaldt er vi Landets Herre,<br /></span> -<span class="i0">vi kan for Kulturen spærre,<br /></span> +<span class="i0">vi kan for Kulturen spærre,<br /></span> <span class="i0">og det har vi hidtil gjort.<br /></span> <span class="i2">Penge vandt vi,<br /></span> <span class="i2">Folket bandt vi<br /></span> <span class="i0">stavnsfast bag en lukket Port.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">— — Naar en Gang i Grønlands Styre<br /></span> +<span class="i0">— — Naar en Gang i Grønlands Styre<br /></span> <span class="i0">sjette Frederiks flade Aand<br /></span> <span class="i0">faar sin slet fortjente Hyre<br /></span> <span class="i0">og blir kvalt i egne Baand,<br /></span> <span class="i0">og naar Vejen brydes aaben<br /></span> <span class="i0">til at holde over Daaben<br /></span> -<span class="i0">Landets <em>egne</em> Børn som <em>Mænd</em>,<br /></span> +<span class="i0">Landets <em>egne</em> Børn som <em>Mænd</em>,<br /></span> <span class="i2">der kan lede<br /></span> <span class="i2">egen Rede,<br /></span> -<span class="i0">saa er Jørgen glad igen.<br /></span> +<span class="i0">saa er Jørgen glad igen.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Jørgen! Du maa ikke slippe<br /></span> +<span class="i0">Jørgen! Du maa ikke slippe<br /></span> <span class="i0">Fremtidshaabet for dit Folk,<br /></span> <span class="i0">rank og grundfast som en Klippe<br /></span> -<span class="i0">skal du være Retfærds Tolk.<br /></span> +<span class="i0">skal du være Retfærds Tolk.<br /></span> <span class="i0">Du skal se, der gryr en Morgen,<br /></span> <span class="i0">da I hejser Flag paa Borgen<br /></span> <span class="i0">under unge Frihedskor:<br /></span> @@ -1331,23 +1291,23 @@ JØRGEN BRØNLUND</h3> <p><span class="pagenum"><a name="Side_45" id="Side_45" title="[S. 45]"> </a></span></p> <h3><a name="GABRIEL_OLESEN" id="GABRIEL_OLESEN"></a>V<br /> -GABRIEL OLESEN, <span class="smcap">kaldet</span> »GABA«</h3> +GABRIEL OLESEN, <span class="smcap">kaldet</span> »GABA«</h3> <div class="center"><div class="poem"><div class="stanza"> <span class="i2">Gaba er god,<br /></span> <span class="i0">god som et Barn, selv om alt gaar imod,<br /></span> <span class="i0">han kan sig let med vort Vildliv forsone,<br /></span> -<span class="i0">længes vist knapt efter Spædbarn og Kone,<br /></span> +<span class="i0">længes vist knapt efter Spædbarn og Kone,<br /></span> <span class="i2">som han forlod.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i2">Gaba er klog,<br /></span> <span class="i0">taler blot et malabarisk Sprog,<br /></span> -<span class="i0">tidt maa vi ty til de særeste Fagter,<br /></span> +<span class="i0">tidt maa vi ty til de særeste Fagter,<br /></span> <span class="i0">eller vi udgransker det, som vi agter,<br /></span> <span class="i2">af en Glose-Bog.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i2">Gaba er Kok,<br /></span> -<span class="i0">Koksmath især — men han har en barok<br /></span> +<span class="i0">Koksmath især — men han har en barok<br /></span> <span class="i0">Lyst til vor Smagssans at undertrykke<br /></span> <span class="i0">ved at benytte som Viskestykke<br /></span> <span class="i2">Skjorte og Sok.<br /></span> @@ -1358,78 +1318,78 @@ GABRIEL OLESEN, <span class="smcap">kaldet</span> »GABA«</h3> <span class="i0">Vand paa en Kedel til The eller Kaffe,<br /></span> <span class="i2">— se da hans Blink!<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i2">Sukker især<br /></span> -<span class="i0">har han, den Slikmund, usigelig kær,<br /></span> +<span class="i2">Sukker især<br /></span> +<span class="i0">har han, den Slikmund, usigelig kær,<br /></span> <span class="i0">sender sin Skefuld forelskede Blikke,<br /></span> -<span class="i0">naar han behændig faar <em>Top</em> til at ligge<br /></span> -<span class="i2">— en Kunst, der er svær!<br /></span> +<span class="i0">naar han behændig faar <em>Top</em> til at ligge<br /></span> +<span class="i2">— en Kunst, der er svær!<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <div><span class="pagenum"><a name="Side_46" id="Side_46" title="[S. 46]"> </a></span></div> <span class="i2">Gaba er glad,<br /></span> -<span class="i0">sorgløs og lattermild, blot han faar Mad,<br /></span> +<span class="i0">sorgløs og lattermild, blot han faar Mad,<br /></span> <span class="i0">men naar vi mindsker en Dag Provianten,<br /></span> -<span class="i0">saa kan han sætte sig ordknap og vranten<br /></span> +<span class="i0">saa kan han sætte sig ordknap og vranten<br /></span> <span class="i2">over sit Fad.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i2">Gabas Tobak<br /></span> <span class="i0">er hans Bekymring og evige Snak,<br /></span> -<span class="i0">og for at skaffe sig noget at røge<br /></span> -<span class="i0">tror jeg, han gerne vilde forsøge<br /></span> +<span class="i0">og for at skaffe sig noget at røge<br /></span> +<span class="i0">tror jeg, han gerne vilde forsøge<br /></span> <span class="i2">sin Skind-Timiak.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i2">Han er adræt,<br /></span> -<span class="i0">let tilbéns danser han Reeler med Spjæt.<br /></span> -<span class="i0">Spørger man, hvad han nu tilbeder særlig:<br /></span> -<span class="i0">Dans eller Kirkegang? svarer han ærlig:<br /></span> -<span class="i2">»Danse mig træt!«<br /></span> +<span class="i2">Han er adræt,<br /></span> +<span class="i0">let tilbéns danser han Reeler med Spjæt.<br /></span> +<span class="i0">Spørger man, hvad han nu tilbeder særlig:<br /></span> +<span class="i0">Dans eller Kirkegang? svarer han ærlig:<br /></span> +<span class="i2">»Danse mig træt!«<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i2">Gaba har Trang,<br /></span> -<span class="i0">Trang til at sove, skøndt vækket en Gang,<br /></span> -<span class="i0">ja, og saa snorker han rent ubarmhjærtig;<br /></span> -<span class="i0">rusker man Fyren, saa svarer han værdig:<br /></span> -<span class="i2">»Jeg drømte, jeg sang.«<br /></span> +<span class="i0">Trang til at sove, skøndt vækket en Gang,<br /></span> +<span class="i0">ja, og saa snorker han rent ubarmhjærtig;<br /></span> +<span class="i0">rusker man Fyren, saa svarer han værdig:<br /></span> +<span class="i2">»Jeg drømte, jeg sang.«<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i2">Gaba har Røst,<br /></span> -<span class="i0">Salmesang er ham en daglig Trøst,<br /></span> +<span class="i2">Gaba har Røst,<br /></span> +<span class="i0">Salmesang er ham en daglig Trøst,<br /></span> <span class="i0">Melodierne er bestandig hans egne,<br /></span> <span class="i0">og <em>de</em> tager Tonen fra samtlige Degne<br /></span> <span class="i2">her under Kyst.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i2">Han er literær,<br /></span> +<span class="i2">Han er literær,<br /></span> <span class="i0">nedskriver Gloser og Folkesagn her,<br /></span> -<span class="i0">lærdoms-stolt lader han Blyanten flyde,<br /></span> -<span class="i0">ikke en eneste Sjæl kan udtyde<br /></span> -<span class="i2">hans Kragetær.<br /></span> +<span class="i0">lærdoms-stolt lader han Blyanten flyde,<br /></span> +<span class="i0">ikke en eneste Sjæl kan udtyde<br /></span> +<span class="i2">hans Kragetær.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <div><span class="pagenum"><a name="Side_47" id="Side_47" title="[S. 47]"> </a></span></div> <span class="i2">Gabas Moral,<br /></span> <span class="i0">Kristenmoral, den er ikke saa gal:<br /></span> -<span class="i0">dybt han beklager sin hedenske Søster,<br /></span> +<span class="i0">dybt han beklager sin hedenske Søster,<br /></span> <span class="i0">fristes dog selv af hedenske Lyster,<br /></span> <span class="i2">naar Natten er sval.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i2">Kæk i Kajak<br /></span> +<span class="i2">Kæk i Kajak<br /></span> <span class="i0">gaar han paa Havet, hvor Hvalrossen trak,<br /></span> <span class="i0">kaster Harpunen med Kraft mod sit Bytte,<br /></span> -<span class="i0">er efter Sæl en paalidelig Skytte.<br /></span> +<span class="i0">er efter Sæl en paalidelig Skytte.<br /></span> <span class="i2">Gaba, hav Tak!<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i2">Tro har han fulgt,<br /></span> <span class="i0">delt vore Kaar under Velstand og Sult.<br /></span> -<span class="i0">Rækker vi bare Uperniviks-Landet,<br /></span> +<span class="i0">Rækker vi bare Uperniviks-Landet,<br /></span> <span class="i0">skal han faa Sukker og meget andet,<br /></span> <span class="i2">aabent og dulgt.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i2">Hundred iblandt<br /></span> <span class="i0">dem, som vi til os paa Rejsen bandt,<br /></span> -<span class="i0">vilde forlængst have mistet Gemyttet<br /></span> -<span class="i0">og til den grønlandske Hjemvé lyttet;<br /></span> +<span class="i0">vilde forlængst have mistet Gemyttet<br /></span> +<span class="i0">og til den grønlandske Hjemvé lyttet;<br /></span> <span class="i2"><em>han</em> var konstant!<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i2">Ja, du var tro,<br /></span> <span class="i0">tro mod din Pligt, og som oftest du lo.<br /></span> <span class="i0">Tak for din Troskab, din Sang og din Latter;<br /></span> -<span class="i0">gæster jeg Grønland, opsøger jeg atter<br /></span> +<span class="i0">gæster jeg Grønland, opsøger jeg atter<br /></span> <span class="i2">dig i dit Bo.<br /></span> </div></div></div> <p><span class="pagenum"><a name="Side_48" id="Side_48" title="[S. 48]"> </a></span></p> @@ -1438,30 +1398,30 @@ GABRIEL OLESEN, <span class="smcap">kaldet</span> »GABA«</h3> AGPALING'UAK</h3> <div class="center"><div class="poem"><div class="stanza"> -<span class="i0">Din Slægt er død. Din Far og Mor<br /></span> +<span class="i0">Din Slægt er død. Din Far og Mor<br /></span> <span class="i0">har nyligt vi til Hvile bragt.<br /></span> <span class="i0">Saa tog du mod vor Briks, vort Bord<br /></span> <span class="i0">og har vor Levemaade smagt.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Og da vort Kød og Brød slap op<br /></span> +<span class="i0">Og da vort Kød og Brød slap op<br /></span> <span class="i0">med Vandet i den frosne Elv,<br /></span> <span class="i0">da gav du os en Hvalroskrop<br /></span> <span class="i0">til Hundefor og til os selv.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Og af dit Telt vort Tag blev lagt,<br /></span> -<span class="i0">vi brændte alt dit Lampespæk,<br /></span> +<span class="i0">vi brændte alt dit Lampespæk,<br /></span> <span class="i0">i din Kajak gik vi paa Jagt,<br /></span> -<span class="i0">til synkefærdig den løb læk.<br /></span> +<span class="i0">til synkefærdig den løb læk.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Vor Bøsse fik du, Hagl og Krudt,<br /></span> -<span class="i0">og drog ad Kløften højt til Fjælds;<br /></span> +<span class="i0">Vor Bøsse fik du, Hagl og Krudt,<br /></span> +<span class="i0">og drog ad Kløften højt til Fjælds;<br /></span> <span class="i0">og havde du en Hare skudt,<br /></span> <span class="i0">gav du os baade Skrog og Pels.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Fælles er nu vort Ædetrug<br /></span> -<span class="i0">og alt vort Stræb for daglig Kost.<br /></span> +<span class="i0">Fælles er nu vort Ædetrug<br /></span> +<span class="i0">og alt vort Stræb for daglig Kost.<br /></span> <span class="i0">Om Hulen stryger Vejrets Sug,<br /></span> -<span class="i0">hvide er Væggene af Frost.<br /></span> +<span class="i0">hvide er Væggene af Frost.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Mest er du tavs, begriber knapt<br /></span> <span class="i0">vor stille Syslen med Papir;<br /></span> @@ -1469,58 +1429,58 @@ AGPALING'UAK</h3> <span class="i0">din Aands de gamle Vildmands-Stier.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Snart sover du paa Briksens Sten<br /></span> -<span class="i0">og raaber tidt i Søvne højt,<br /></span><span class="pagenum"><a name="Side_49" id="Side_49" title="[S. 49]"> </a></span> -<span class="i0">drømmer om Jagt paa Bjørn og Rén,<br /></span> -<span class="i0">nu da vort Forraad er lidt sløjt.<br /></span> +<span class="i0">og raaber tidt i Søvne højt,<br /></span><span class="pagenum"><a name="Side_49" id="Side_49" title="[S. 49]"> </a></span> +<span class="i0">drømmer om Jagt paa Bjørn og Rén,<br /></span> +<span class="i0">nu da vort Forraad er lidt sløjt.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0"><em>Kød</em> er din hele Tankekres,<br /></span> -<span class="i0">din Verden blot et bræklædt Fjæld,<br /></span> -<span class="i0">knap kan du tælle til en Snes,<br /></span> +<span class="i0"><em>Kød</em> er din hele Tankekres,<br /></span> +<span class="i0">din Verden blot et bræklædt Fjæld,<br /></span> +<span class="i0">knap kan du tælle til en Snes,<br /></span> <span class="i0">og dog befinder du dig vel.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Frit er dit Liv. Selvhersker-stolt<br /></span> -<span class="i0">følger du kun din egen Trang,<br /></span> +<span class="i0">følger du kun din egen Trang,<br /></span> <span class="i0">hver Livsens Dag blir festligholdt<br /></span> <span class="i0">med Elskov, Mad og Trommesang.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Af tusindaarig Slægt udgroet,<br /></span> +<span class="i0">Af tusindaarig Slægt udgroet,<br /></span> <span class="i0">der langs den hvide Isblink drog,<br /></span> -<span class="i0">har du som dine Fædre troet<br /></span> +<span class="i0">har du som dine Fædre troet<br /></span> <span class="i0">paa skjulte Magters Varsel-Sprog.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Alt det, som dine Fædre vandt<br /></span> -<span class="i0">af Livets dyrekøbte Kløgt,<br /></span> -<span class="i0">blev Slægt for Slægt en Traad, der bandt,<br /></span> -<span class="i0">— en Ledetraad i Livets Røgt.<br /></span> +<span class="i0">Alt det, som dine Fædre vandt<br /></span> +<span class="i0">af Livets dyrekøbte Kløgt,<br /></span> +<span class="i0">blev Slægt for Slægt en Traad, der bandt,<br /></span> +<span class="i0">— en Ledetraad i Livets Røgt.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Ærværdig er din Hedning-Tro,<br /></span> -<span class="i0">som helst du følger til din Død,<br /></span> +<span class="i0">Ærværdig er din Hedning-Tro,<br /></span> +<span class="i0">som helst du følger til din Død,<br /></span> <span class="i0">— men Kristenheden slaar sin Klo<br /></span> -<span class="i0">i al din svare Sjælenød.<br /></span> +<span class="i0">i al din svare Sjælenød.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Thi ikke kender du den Gud,<br /></span> <span class="i0">i hvis misbrugte Frelsernavn<br /></span> -<span class="i0"><em>vi</em> skulde øvet Hjærtets Bud<br /></span> -<span class="i0">men tændte Hadets Flamme-Bavn.<br /></span> +<span class="i0"><em>vi</em> skulde øvet Hjærtets Bud<br /></span> +<span class="i0">men tændte Hadets Flamme-Bavn.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Vor stakkels Agpaling'uak<br /></span> -<span class="i0">med Biblens Helgennavne døbt,<br /></span><span class="pagenum"><a name="Side_50" id="Side_50" title="[S. 50]"> </a></span> +<span class="i0">med Biblens Helgennavne døbt,<br /></span><span class="pagenum"><a name="Side_50" id="Side_50" title="[S. 50]"> </a></span> <span class="i0">fortabt den Frihed, han inddrak<br /></span> -<span class="i0">i Fjældnaturen, isblink-svøbt,<br /></span> +<span class="i0">i Fjældnaturen, isblink-svøbt,<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">hans Fædres Visdom søndertraadt,<br /></span> +<span class="i0">hans Fædres Visdom søndertraadt,<br /></span> <span class="i0">tusindaars-gamle Skikke brudt!<br /></span> <span class="i0">Han har den store Pan forladt<br /></span> <span class="i0">for Salmesang og Bly og Krudt.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Hans Tarmskindstromme haanet blev,<br /></span> -<span class="i0">hans Sang forbudt, hans Sagn belét,<br /></span> -<span class="i0">— her sad tre hvide Mænd og skrev<br /></span> -<span class="i0">alt, hvad de havde hørt og set —<br /></span> +<span class="i0">hans Sang forbudt, hans Sagn belét,<br /></span> +<span class="i0">— her sad tre hvide Mænd og skrev<br /></span> +<span class="i0">alt, hvad de havde hørt og set —<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">saa var det altsaa <em>dem</em>, der stjal<br /></span> <span class="i0">hans gyldne Frihedsliv, til Tak<br /></span> -<span class="i0">for Rén og Bjørn, for Sæl og Hval,<br /></span> +<span class="i0">for Rén og Bjørn, for Sæl og Hval,<br /></span> <span class="i0">— vor stakkels Agpaling'uak!<br /></span> </div></div></div> @@ -1535,11 +1495,11 @@ AGPALING'UAK</h3> <h3><a name="MOR_I" id="MOR_I"></a>I</h3> <div class="center"><div class="poem"><div class="stanza"> -<span class="i0">Ind under Elmehækken,<br /></span> +<span class="i0">Ind under Elmehækken,<br /></span> <span class="i0">af Vestenstorme mejet,<br /></span> -<span class="i0">er der en Grav i Rækken,<br /></span> -<span class="i0">en altid kærlig plejet,<br /></span> -<span class="i2">dèr hviler trygt<br /></span> +<span class="i0">er der en Grav i Rækken,<br /></span> +<span class="i0">en altid kærlig plejet,<br /></span> +<span class="i2">dèr hviler trygt<br /></span> <span class="i2">i Rosenflor<br /></span> <span class="i4">min Mor.<br /></span> <span class="i0">Og skinner Solen vaarligt,<br /></span> @@ -1547,142 +1507,142 @@ AGPALING'UAK</h3> <span class="i0">duftende Kalke af mager Jord,<br /></span> <span class="i0">da mindes jeg din Grav, o Mor,<br /></span> <span class="i0">og ser den for mig blomstersmykt,<br /></span> -<span class="i0">husker dit Blik — og véd med Frygt,<br /></span> +<span class="i0">husker dit Blik — og véd med Frygt,<br /></span> <span class="i0">at al din rige Godhed<br /></span> -<span class="i2">fik jeg kun lønnet daarligt.<br /></span> +<span class="i2">fik jeg kun lønnet daarligt.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Alt, hvad jeg vilde sagt dig,<br /></span> -<span class="i0">og som dig skulde trøstet<br /></span> -<span class="i0">og til mit Hjærte bragt dig,<br /></span> -<span class="i0">bævede mig i Brystet —<br /></span> +<span class="i0">og som dig skulde trøstet<br /></span> +<span class="i0">og til mit Hjærte bragt dig,<br /></span> +<span class="i0">bævede mig i Brystet —<br /></span> <span class="i2">ak, men jeg stod<br /></span> <span class="i2">snart ved en Grav<br /></span> <span class="i4">og tav ...<br /></span><span class="pagenum"><a name="Side_52" id="Side_52" title="[S. 52]"> </a></span> <span class="i0">Paa Livets travle Veje,<br /></span> <span class="i0">opfyldt af tusinde Behov,<br /></span> <span class="i0">rammes vi brat af Livets Lov:<br /></span> -<span class="i0">at nu har Døden valgt sit Rov,<br /></span> -<span class="i0">et elsket Hjærte skælver sygt,<br /></span> +<span class="i0">at nu har Døden valgt sit Rov,<br /></span> +<span class="i0">et elsket Hjærte skælver sygt,<br /></span> <span class="i0">da haster vi i Haab og Frygt<br /></span> <span class="i0">og kaster os i Hulken<br /></span> -<span class="i2">over den dødes Leje.<br /></span> +<span class="i2">over den dødes Leje.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">— — Over den dødes Kiste<br /></span> -<span class="i0">hang der en Blomstersfære,<br /></span> +<span class="i0">— — Over den dødes Kiste<br /></span> +<span class="i0">hang der en Blomstersfære,<br /></span> <span class="i0">Venner og Fjender viste<br /></span> -<span class="i0">Liget »den sidste Ære«,<br /></span> +<span class="i0">Liget »den sidste Ære«,<br /></span> <span class="i2">og mellem dem<br /></span> <span class="i2">hyklede bedst<br /></span> -<span class="i4">en Præst ...<br /></span> +<span class="i4">en Præst ...<br /></span> <span class="i0">Aa, vi er som Sjakaler,<br /></span> -<span class="i0">vi slaas gemént i Livets Krig,<br /></span> +<span class="i0">vi slaas gemént i Livets Krig,<br /></span> <span class="i0">vinder vor Sejr ved skummel Svig<br /></span> -<span class="i0">men mødes <em>enigt</em> om et Lig — —<br /></span> +<span class="i0">men mødes <em>enigt</em> om et Lig — —<br /></span> <span class="i0">vi rosenkranser Ligets Hjem,<br /></span> -<span class="i0">dèr, hvor vi før holdt Torne frem,<br /></span> +<span class="i0">dèr, hvor vi før holdt Torne frem,<br /></span> <span class="i0">og tror, at disse Blomster<br /></span> -<span class="i2">vor hele Gæld betaler.<br /></span> +<span class="i2">vor hele Gæld betaler.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Selv <em>den</em>, der vilde baaret<br /></span> <span class="i0"><em>dig</em>, Mor, henrykt for Livet,<br /></span> <span class="i0">aldrig din Tanke saaret<br /></span> <span class="i0">og ingen Sorg dig givet,<br /></span> -<span class="i2"><em>ham</em> førte bort<br /></span> +<span class="i2"><em>ham</em> førte bort<br /></span> <span class="i2">fra dig og dit<br /></span> <span class="i4">hvert Skridt.<br /></span> -<span class="i0">Du blev din Søn berøvet<br /></span> -<span class="i0">og lærte Livets bitre Kaar:<br /></span><span class="pagenum"><a name="Side_53" id="Side_53" title="[S. 53]"> </a></span> +<span class="i0">Du blev din Søn berøvet<br /></span> +<span class="i0">og lærte Livets bitre Kaar:<br /></span><span class="pagenum"><a name="Side_53" id="Side_53" title="[S. 53]"> </a></span> <span class="i0">at Barnet egne Veje gaar,<br /></span> -<span class="i0">som ingen kærlig Mor forstaar;<br /></span> -<span class="i0">du troede Barnets Hjærte haardt,<br /></span> -<span class="i0">fortabt hans Sjæl, hans Livsløb kort<br /></span> -<span class="i0">og elskede ham dog højest,<br /></span> -<span class="i2">som havde dig bedrøvet ...<br /></span> +<span class="i0">som ingen kærlig Mor forstaar;<br /></span> +<span class="i0">du troede Barnets Hjærte haardt,<br /></span> +<span class="i0">fortabt hans Sjæl, hans Livsløb kort<br /></span> +<span class="i0">og elskede ham dog højest,<br /></span> +<span class="i2">som havde dig bedrøvet ...<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Til Mors Grav derhjemme<br /></span> <span class="i0">er mange Hundred Mile — —<br /></span> <span class="i0">men husker jeg din Stemme<br /></span> <span class="i0">og ser dit Ansigt smile,<br /></span> -<span class="i2">er som en Drøm<br /></span> -<span class="i2">om svunden Nød<br /></span> -<span class="i4">din Død;<br /></span> -<span class="i0">jeg føler Livets Varme<br /></span> +<span class="i2">er som en Drøm<br /></span> +<span class="i2">om svunden Nød<br /></span> +<span class="i4">din Død;<br /></span> +<span class="i0">jeg føler Livets Varme<br /></span> <span class="i0">udstraale fra dit Modersind,<br /></span> -<span class="i0">skærmende kysser du min Kind,<br /></span> -<span class="i0">gaar vejkendt til mit Hjærte ind<br /></span> -<span class="i0">og hører dèr i Blodets Strøm<br /></span> -<span class="i0">Sønnetakken inderlig øm<br /></span> +<span class="i0">skærmende kysser du min Kind,<br /></span> +<span class="i0">gaar vejkendt til mit Hjærte ind<br /></span> +<span class="i0">og hører dèr i Blodets Strøm<br /></span> +<span class="i0">Sønnetakken inderlig øm<br /></span> <span class="i0">og knuger lykkelig Barnet,<br /></span> -<span class="i2">der græder i Mors Arme.<br /></span> +<span class="i2">der græder i Mors Arme.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">— Ak, ørkesløse Drømme,<br /></span> -<span class="i0">som bare gør bedrøvet! ...<br /></span> -<span class="i0">I duftende Rosenstrømme,<br /></span> -<span class="i0">i Læ bag Elmeløvet<br /></span> +<span class="i0">— Ak, ørkesløse Drømme,<br /></span> +<span class="i0">som bare gør bedrøvet! ...<br /></span> +<span class="i0">I duftende Rosenstrømme,<br /></span> +<span class="i0">i Læ bag Elmeløvet<br /></span> <span class="i2">er der en Plet<br /></span> <span class="i2">med gruset Jord<br /></span> <span class="i4">og Mor.<br /></span> -<span class="i0">Du stoled paa et Møde!<br /></span> -<span class="i0">— ja, Livet er jo fuldt af Nød,<br /></span> -<span class="i0">og Himlen lover Frelserskød ...<br /></span><span class="pagenum"><a name="Side_54" id="Side_54" title="[S. 54]"> </a></span> -<span class="i0">Mor var saa god. Men Mor er død.<br /></span> -<span class="i0">Aa, Mor, hvor var du livsenstræt;<br /></span> -<span class="i0">først nu, for sent, forstaar jeg ret<br /></span> +<span class="i0">Du stoled paa et Møde!<br /></span> +<span class="i0">— ja, Livet er jo fuldt af Nød,<br /></span> +<span class="i0">og Himlen lover Frelserskød ...<br /></span><span class="pagenum"><a name="Side_54" id="Side_54" title="[S. 54]"> </a></span> +<span class="i0">Mor var saa god. Men Mor er død.<br /></span> +<span class="i0">Aa, Mor, hvor var du livsenstræt;<br /></span> +<span class="i0">først nu, for sent, forstaar jeg ret<br /></span> <span class="i0"><em>din</em> Livssorg — og min egen<br /></span> -<span class="i2">aldrig sonede Brøde ...<br /></span> +<span class="i2">aldrig sonede Brøde ...<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Nu blomstrer fløjels-sorte<br /></span> +<span class="i0">Nu blomstrer fløjels-sorte<br /></span> <span class="i0">Roser hjemme i Haven,<br /></span> <span class="i0">men jeg, saa langvejs borte,<br /></span> <span class="i0">kan ikke smykke Graven,<br /></span> -<span class="i2">og ingen véd,<br /></span> +<span class="i2">og ingen véd,<br /></span> <span class="i2">om siden mer<br /></span> <span class="i4">det sker ...<br /></span> -<span class="i0"><em>Hvem</em> bliver næst i Rækken?<br /></span> -<span class="i0">Staar jeg mon selv ved Dødens Port?<br /></span> +<span class="i0"><em>Hvem</em> bliver næst i Rækken?<br /></span> +<span class="i0">Staar jeg mon selv ved Dødens Port?<br /></span> <span class="i0">Nej! Livet er saa rigt og stort<br /></span> -<span class="i0">og mit Begær mangfoldiggjort ...<br /></span> +<span class="i0">og mit Begær mangfoldiggjort ...<br /></span> <span class="i0">Eller er maaske <em>Far</em> bragt ned<br /></span> -<span class="i0">til Mors Støv og Støvets Fred?<br /></span> -<span class="i0">— Underligt hører jeg Blæsten<br /></span> -<span class="i2">suse i Elmehækken ...<br /></span> +<span class="i0">til Mors Støv og Støvets Fred?<br /></span> +<span class="i0">— Underligt hører jeg Blæsten<br /></span> +<span class="i2">suse i Elmehækken ...<br /></span> </div></div></div> <h3><a name="MOR_II" id="MOR_II"></a>II</h3> <div class="center"><div class="poem"><div class="stanza"> -<span class="i0">Det er i Dag din Dødsdag, Mor,<br /></span> -<span class="i4">din Dødsdag, Mor —<br /></span> -<span class="i2">nu er det længe siden,<br /></span> +<span class="i0">Det er i Dag din Dødsdag, Mor,<br /></span> +<span class="i4">din Dødsdag, Mor —<br /></span> +<span class="i2">nu er det længe siden,<br /></span> <span class="i0">men Tanken gaar ad de gamle Spor<br /></span> <span class="i2">langt tilbage i Tiden.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Der kom en Dag et Bud, som lød:<br /></span> -<span class="i4">din Mor er død —<br /></span> +<span class="i0">Der kom en Dag et Bud, som lød:<br /></span> +<span class="i4">din Mor er død —<br /></span> <span class="i2">jeg blev som fra Forstanden,<br /></span><span class="pagenum"><a name="Side_55" id="Side_55" title="[S. 55]"> </a></span> -<span class="i0">haabede i min bitre Nød,<br /></span> +<span class="i0">haabede i min bitre Nød,<br /></span> <span class="i2">at Slaget galdt en anden.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Døden var aldrig traadt mig nær,<br /></span> -<span class="i4">og Mor især —<br /></span> +<span class="i0">Døden var aldrig traadt mig nær,<br /></span> +<span class="i4">og Mor især —<br /></span> <span class="i2">det var saa rent utroligt.<br /></span> -<span class="i0">Da sagde én, som er mig kær:<br /></span> -<span class="i2">»Se nu og tag det roligt.«<br /></span> +<span class="i0">Da sagde én, som er mig kær:<br /></span> +<span class="i2">»Se nu og tag det roligt.«<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">»Rolig, rolig — naar Mor er død,<br /></span> -<span class="i4">saa tungt et Stød!<br /></span> -<span class="i2">det kan du aldrig mene.«<br /></span> -<span class="i0">Vred og forvirret jeg udbrød:<br /></span> -<span class="i2">»Gaa — lad mig alene!«<br /></span> +<span class="i0">»Rolig, rolig — naar Mor er død,<br /></span> +<span class="i4">saa tungt et Stød!<br /></span> +<span class="i2">det kan du aldrig mene.«<br /></span> +<span class="i0">Vred og forvirret jeg udbrød:<br /></span> +<span class="i2">»Gaa — lad mig alene!«<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Og ene blev jeg. Gik i Døs.<br /></span> -<span class="i4">Skjalv som jeg frøs.<br /></span> +<span class="i0">Og ene blev jeg. Gik i Døs.<br /></span> +<span class="i4">Skjalv som jeg frøs.<br /></span> <span class="i2">Kunde slet intet sanse.<br /></span> -<span class="i0">Vidste blot, jeg var moderløs ...<br /></span> +<span class="i0">Vidste blot, jeg var moderløs ...<br /></span> <span class="i2">Gode Folk bragte Kranse ...<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">»Lær mig, o Skov, at visne glad«,<br /></span> +<span class="i0">»Lær mig, o Skov, at visne glad«,<br /></span> <span class="i4">den Salme bad<br /></span> <span class="i2">Mor om at faa ved sin Baare ...<br /></span> <span class="i0">Versene kunde jeg udenad,<br /></span> @@ -1694,68 +1654,68 @@ AGPALING'UAK</h3> <div class="center"><div class="poem"><div class="stanza"> <span class="i0">Men havde du levet den Dag i Dag<br /></span> -<span class="i0">og ventet forgæves og ingen Ting hørt,<br /></span> -<span class="i0">om jeg var i Live? hvorhen jeg var ført?<br /></span> -<span class="i0">om jeg kunde bjærge mig? eller var Vrag?<br /></span> -<span class="i2">— du havde grædt Øjnene røde,<br /></span> -<span class="i2">du havde dig sørget tildøde.<br /></span> +<span class="i0">og ventet forgæves og ingen Ting hørt,<br /></span> +<span class="i0">om jeg var i Live? hvorhen jeg var ført?<br /></span> +<span class="i0">om jeg kunde bjærge mig? eller var Vrag?<br /></span> +<span class="i2">— du havde grædt Øjnene røde,<br /></span> +<span class="i2">du havde dig sørget tildøde.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <div><span class="pagenum"><a name="Side_56" id="Side_56" title="[S. 56]"> </a></span></div> -<span class="i0">Fra <em>den</em> Gang, du bar mig til Verden med Vé<br /></span> -<span class="i0">og nær ved din Død havde Livet mig købt,<br /></span> -<span class="i0">da blev med de ømmeste Navne jeg døbt,<br /></span> -<span class="i0">da var jeg det kæreste, du kunde se,<br /></span> -<span class="i2">du strakte de værnende Hænder<br /></span> +<span class="i0">Fra <em>den</em> Gang, du bar mig til Verden med Vé<br /></span> +<span class="i0">og nær ved din Død havde Livet mig købt,<br /></span> +<span class="i0">da blev med de ømmeste Navne jeg døbt,<br /></span> +<span class="i0">da var jeg det kæreste, du kunde se,<br /></span> +<span class="i2">du strakte de værnende Hænder<br /></span> <span class="i2">mod alle min Uskylds Fjender.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Og er der i Verden, saa ond og saa stor,<br /></span> <span class="i0">ikke den Moder, der svigter sit Kald<br /></span> <span class="i0">men elsker sit Barn i dets Sejr og dets Fald,<br /></span> -<span class="i0">saa er du blandt Mødre, min elskede Mor,<br /></span> -<span class="i2">den mildeste, kærligste Kvinde,<br /></span> +<span class="i0">saa er du blandt Mødre, min elskede Mor,<br /></span> +<span class="i2">den mildeste, kærligste Kvinde,<br /></span> <span class="i2">den bedste, jeg kunde finde.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Thi alt, hvad der gik mig i Livet imod,<br /></span> <span class="i0">har knuget dit Sind. Du har vaaget og bedt,<br /></span> <span class="i0">du har tryglet din Gud, naar i Sorg jeg var stedt,<br /></span> -<span class="i0">om at være dit Hjærtebarn naadig og god,<br /></span> +<span class="i0">om at være dit Hjærtebarn naadig og god,<br /></span> <span class="i2">om at give ham Troen tilbage<br /></span> <span class="i2">og hans <em>Fred</em>, som i gamle Dage.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Ak, havde du vidst, at jeg ikke vil Fred,<br /></span> -<span class="i0">at Sjælefred er mig som Døden imod — — —<br /></span> +<span class="i0">at Sjælefred er mig som Døden imod — — —<br /></span> <span class="i0">Der bruser den evige Storm i mit Blod,<br /></span> <span class="i0">min Fod ejer ikke et blivende Sted.<br /></span> <span class="i2">Den eneste Gud, jeg kan dyrke,<br /></span> <span class="i2">er Menneske-Aandens Styrke!<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Den kætterske Kraft i vor Menneskehed,<br /></span> +<span class="i0">Den kætterske Kraft i vor Menneskehed,<br /></span> <span class="i0">som ensomme Aander frimodigt os gav,<br /></span> -<span class="i0">den styrker min Sjæl. Men Mor gik i Grav<br /></span> -<span class="i0">stærk ved sin Tro og sin Kærlighed.<br /></span> -<span class="i2">Nu mødes vi ingensinde.<br /></span> -<span class="i2">— Velsignet være dit Minde!<br /></span> +<span class="i0">den styrker min Sjæl. Men Mor gik i Grav<br /></span> +<span class="i0">stærk ved sin Tro og sin Kærlighed.<br /></span> +<span class="i2">Nu mødes vi ingensinde.<br /></span> +<span class="i2">— Velsignet være dit Minde!<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <div><span class="pagenum"><a name="Side_57" id="Side_57" title="[S. 57]"> </a></span></div> <span class="i0">Den Gud, du bekendte, har jeg ikke set,<br /></span> -<span class="i0">— kun set i min Mor et guddommeligt Værd.<br /></span> -<span class="i0">Men havde du levet og lært af min Færd,<br /></span> -<span class="i0">hvor frugtesløst dine Bønner blev bedt,<br /></span> -<span class="i2">du havde dig græmmet tildøde<br /></span> -<span class="i2">for Dommen, jeg gik i Møde ...<br /></span> +<span class="i0">— kun set i min Mor et guddommeligt Værd.<br /></span> +<span class="i0">Men havde du levet og lært af min Færd,<br /></span> +<span class="i0">hvor frugtesløst dine Bønner blev bedt,<br /></span> +<span class="i2">du havde dig græmmet tildøde<br /></span> +<span class="i2">for Dommen, jeg gik i Møde ...<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">— O, intet i Verden er godt som en Mor,<br /></span> <span class="i0">en Jorderigs Lykke, et Livets Klenod,<br /></span> -<span class="i0">men alle saa gør vi vor Mor imod;<br /></span> +<span class="i0">men alle saa gør vi vor Mor imod;<br /></span> <span class="i0">der kommer en Dag, da hun mister vort Spor,<br /></span> <span class="i2">hun, der har selv kunnet <em>savne</em><br /></span> <span class="i2">for Barnets Fremtid at gavne.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Saa underligt er det: Af al vor Natur<br /></span> -<span class="i0">vi vælger vort Liv <em>trods</em> moderligt Raad,<br /></span> +<span class="i0">vi vælger vort Liv <em>trods</em> moderligt Raad,<br /></span> <span class="i0">vor egen Vilje skal styre vor Baad,<br /></span> <span class="i0">knapt Ungen faar Vinger, er Reden et Bur,<br /></span> -<span class="i2">Opdragelsen gør vi til Skamme,<br /></span> +<span class="i2">Opdragelsen gør vi til Skamme,<br /></span> <span class="i2">— vor Mor har vel gjort det samme!<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Ja — <em>evigt</em> er Livet! Men vinder vi <em>frem</em>? ...<br /></span> @@ -1769,23 +1729,23 @@ AGPALING'UAK</h3> <span class="i0">og den, der har levet dets ondt og dets godt,<br /></span> <span class="i0">ja, den, der har ejet en Moder blot,<br /></span> <span class="i0">han elsker det Liv, vi evindeligt<br /></span> -<span class="i2">skal leve til sene Slægter,<br /></span> -<span class="i2">hvad Tro vi saa forfægter.<br /></span> +<span class="i2">skal leve til sene Slægter,<br /></span> +<span class="i2">hvad Tro vi saa forfægter.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <div><span class="pagenum"><a name="Side_58" id="Side_58" title="[S. 58]"> </a></span></div> <span class="i0">Aa, Mor! Om du levede Dagen i Dag ....<br /></span> -<span class="i0">Jeg drømmer saa tidt, at du aander paany,<br /></span> -<span class="i0">at jeg er dit Hjærtebarn, uskylds-bly,<br /></span> +<span class="i0">Jeg drømmer saa tidt, at du aander paany,<br /></span> +<span class="i0">at jeg er dit Hjærtebarn, uskylds-bly,<br /></span> <span class="i0">som uden Fortielse, uden Bedrag<br /></span> -<span class="i2">om Livet og Mennesker spørger ...<br /></span> -<span class="i2">Saa vaagner jeg op og sørger.<br /></span> +<span class="i2">om Livet og Mennesker spørger ...<br /></span> +<span class="i2">Saa vaagner jeg op og sørger.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Jeg sørger, for jeg er jo moderløs<br /></span> +<span class="i0">Jeg sørger, for jeg er jo moderløs<br /></span> <span class="i0">og finder dig ikke, naar jeg vender hjem,<br /></span> <span class="i0">— jeg finder en Plet kun blandt Gravene frem,<br /></span> -<span class="i0">og staar dèr og skælver, som om jeg frøs,<br /></span> -<span class="i2">mens Blæsten hvirvler med Støvet<br /></span> -<span class="i2">og suser i Elmeløvet ...<br /></span> +<span class="i0">og staar dèr og skælver, som om jeg frøs,<br /></span> +<span class="i2">mens Blæsten hvirvler med Støvet<br /></span> +<span class="i2">og suser i Elmeløvet ...<br /></span> </div></div></div> <hr class="chapbreak" /> @@ -1799,54 +1759,54 @@ AGPALING'UAK</h3> <h3><a name="FAR_I" id="FAR_I"></a>I</h3> <div class="center"><div class="poem"><div class="stanza"> -<span class="i0">Jeg takker dig, min gode Far, for al din strænge Tugt,<br /></span> -<span class="i0">du mente mig det ærligt, men du fik ikke Bugt<br /></span> +<span class="i0">Jeg takker dig, min gode Far, for al din strænge Tugt,<br /></span> +<span class="i0">du mente mig det ærligt, men du fik ikke Bugt<br /></span> <span class="i0">med al den stejle Viljetrods, du <em>selv</em> gav mig i Arv,<br /></span> <span class="i2">som rinder <em>dig</em> i Blodet,<br /></span> <span class="i2">som er <em>mig</em> Livsens-Modet<br /></span> <span class="i2">og min Lykkes sande Tarv.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Jeg takker dig for Skændene og Pryglene, jeg fik,<br /></span> +<span class="i0">Jeg takker dig for Skændene og Pryglene, jeg fik,<br /></span> <span class="i0">den Gang, da jeg var lille og frygtede dit Blik,<br /></span> -<span class="i0"><em>nu</em> véd jeg, at hvert haardhændt Slag paa min uvorne Ryg<br /></span> -<span class="i2">har voldt dit eget Hjærte<br /></span> -<span class="i2">en tavs, indkapslet Smærte,<br /></span> +<span class="i0"><em>nu</em> véd jeg, at hvert haardhændt Slag paa min uvorne Ryg<br /></span> +<span class="i2">har voldt dit eget Hjærte<br /></span> +<span class="i2">en tavs, indkapslet Smærte,<br /></span> <span class="i2">et forknuget, bange Tryk.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Nu er du hvid og gammel, Far. Selv er jeg ikke ung.<br /></span> -<span class="i0">Vi prøved begge Livet, tidt var os Vejen tung,<br /></span> +<span class="i0">Vi prøved begge Livet, tidt var os Vejen tung,<br /></span> <span class="i0">men vi har troligt fulgtes ad og bliver ikke skilt,<br /></span> -<span class="i2">jeg kender jo dit Hjærte<br /></span> -<span class="i2">og véd, at hvad du lærte,<br /></span> +<span class="i2">jeg kender jo dit Hjærte<br /></span> +<span class="i2">og véd, at hvad du lærte,<br /></span> <span class="i2">det var ingen Tid forstilt.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Der gaar saa strid en Hvirvelstrøm i Livets dybe Flod,<br /></span> +<span class="i0">Der gaar saa strid en Hvirvelstrøm i Livets dybe Flod,<br /></span> <span class="i0">tidt tumlede jeg Baaden min Fars Bestik imod;<br /></span><span class="pagenum"><a name="Side_60" id="Side_60" title="[S. 60]"> </a></span> <span class="i0">men skifted vi end Ord derved ud af vort stride Sind,<br /></span> <span class="i2">var Solen aldrig nede,<br /></span> -<span class="i2">før al fortørnet Vrede<br /></span> +<span class="i2">før al fortørnet Vrede<br /></span> <span class="i2">laa med Dagen slumret ind.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Du er din Søn <em>mer</em> end en Far. Du er hans bedste Ven,<br /></span> -<span class="i0">hvem han betror sit Levned. Nu faar han ingen Skænd.<br /></span> -<span class="i0">Den gode kloge Far forstaar, at Skænd er nytteløst:<br /></span> -<span class="i2">Hvert Menneske maa lære<br /></span> -<span class="i2">sin Selv-Profos at være<br /></span> -<span class="i2">og sin Skæbnes egen Trøst.<br /></span> +<span class="i0">Du er din Søn <em>mer</em> end en Far. Du er hans bedste Ven,<br /></span> +<span class="i0">hvem han betror sit Levned. Nu faar han ingen Skænd.<br /></span> +<span class="i0">Den gode kloge Far forstaar, at Skænd er nytteløst:<br /></span> +<span class="i2">Hvert Menneske maa lære<br /></span> +<span class="i2">sin Selv-Profos at være<br /></span> +<span class="i2">og sin Skæbnes egen Trøst.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Jeg møder i dit Faderblik, mildt dømmende og ømt,<br /></span> -<span class="i0">den endeløse Godhed, du aldrig faar udtømt.<br /></span> -<span class="i0">Stræng var en Gang den Tugt, du gav, — men hundredfoldigt tungt<br /></span> -<span class="i2">faldt selve Livets Svøbe,<br /></span> -<span class="i2">den, ingen kan undløbe,<br /></span> -<span class="i2">som har levet stærkt og ungt.<br /></span> +<span class="i0">Jeg møder i dit Faderblik, mildt dømmende og ømt,<br /></span> +<span class="i0">den endeløse Godhed, du aldrig faar udtømt.<br /></span> +<span class="i0">Stræng var en Gang den Tugt, du gav, — men hundredfoldigt tungt<br /></span> +<span class="i2">faldt selve Livets Svøbe,<br /></span> +<span class="i2">den, ingen kan undløbe,<br /></span> +<span class="i2">som har levet stærkt og ungt.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">O, jeg har levet ungdomsrigt! Og jeg har lidt min Straf,<br /></span> -<span class="i0">men aldrig skal jeg angre den Skæbne, som mig traf.<br /></span> +<span class="i0">men aldrig skal jeg angre den Skæbne, som mig traf.<br /></span> <span class="i0">Du blev mig tro, du hvide Far, trods mine vilde Kryds,<br /></span> <span class="i2">vi er to gode Venner,<br /></span> -<span class="i2">jeg velsigner dine Hænder<br /></span> -<span class="i2">i et ydmygt Sønnekys.<br /></span> +<span class="i2">jeg velsigner dine Hænder<br /></span> +<span class="i2">i et ydmygt Sønnekys.<br /></span> </div></div></div> @@ -1856,155 +1816,155 @@ AGPALING'UAK</h3> <span class="i0">Husker du, naar Kusken buldred frem ved Smugen,<br /></span> <span class="i0">alle Ruder dirred, Taffeluret klang,<br /></span> <span class="i0">Mor kom ind med Kaffen, bredte hastigt Dugen,<br /></span> -<span class="i0">ude dæmred Dagen, Spurvene de sang.<br /></span> +<span class="i0">ude dæmred Dagen, Spurvene de sang.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <div><span class="pagenum"><a name="Side_61" id="Side_61" title="[S. 61]"> </a></span></div> -<span class="i0">Ude vented Vognen. Ude hylte Blæsten,<br /></span> -<span class="i0">det var sén Oktober, Lindeløvet faldt,<br /></span> -<span class="i0">langt vi skulde køre stik imod Nordvesten;<br /></span> +<span class="i0">Ude vented Vognen. Ude hylte Blæsten,<br /></span> +<span class="i0">det var sén Oktober, Lindeløvet faldt,<br /></span> +<span class="i0">langt vi skulde køre stik imod Nordvesten;<br /></span> <span class="i0">det var Faaretyven, som vor Rejse galdt.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Travl og barnehenrykt foer jeg ud paa Trappen,<br /></span> -<span class="i0">sprang adræt i Vognen op til Kusken Mads,<br /></span> +<span class="i0">sprang adræt i Vognen op til Kusken Mads,<br /></span> <span class="i0">— ak, jeg undgik ikke Mor med Vadmelskappen,<br /></span> -<span class="i0">og til Halstørklædet fandt hun ogsaa Plads.<br /></span> +<span class="i0">og til Halstørklædet fandt hun ogsaa Plads.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Altfor nænsomt gode, altfor offerrede,<br /></span> -<span class="i0">for vort Velfærd altid omsorgsfulde Mor<br /></span> +<span class="i0">Altfor nænsomt gode, altfor offerrede,<br /></span> +<span class="i0">for vort Velfærd altid omsorgsfulde Mor<br /></span> <span class="i0">— jeg kan endnu se dig staa beklemt og bede:<br /></span> -<span class="i0">»Pas nu paa jert Helbred — og jert Flaskefor!«<br /></span> +<span class="i0">»Pas nu paa jert Helbred — og jert Flaskefor!«<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Stolt sad jeg paa Bukken, fatted Søsters Hvisken<br /></span> +<span class="i0">Stolt sad jeg paa Bukken, fatted Søsters Hvisken<br /></span> <span class="i0">og saa' Lillepigen bringe Rejsevin.<br /></span> -<span class="i0">»Blis« og »Brune« vrinsked, Mads slog Smæld med Pisken,<br /></span> +<span class="i0">»Blis« og »Brune« vrinsked, Mads slog Smæld med Pisken,<br /></span> <span class="i0">Genbo-Jensens vaagned, letted et Gardin ...<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Sidste raske Afsked. Torvets Brosten lyner,<br /></span> <span class="i0">bleg i Dagningsgryet Havnefyret staar.<br /></span> <span class="i0">Jensens ligger atter i de lune Dyner,<br /></span> -<span class="i0">drøfter, fuld af Spænding, hvorhen Rejsen gaar.<br /></span> +<span class="i0">drøfter, fuld af Spænding, hvorhen Rejsen gaar.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Ja, hvorhen gaar Rejsen? Ud mod Vesterhavet<br /></span> -<span class="i0">henad Hedevejens sære skjulte Slyng,<br /></span> +<span class="i0">henad Hedevejens sære skjulte Slyng,<br /></span> <span class="i0">alen-dybt i Sandet er vort Hjulspor gravet,<br /></span> -<span class="i0">milelang er Sletten med den mørke Lyng.<br /></span> +<span class="i0">milelang er Sletten med den mørke Lyng.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Blomsterløs og gusten og saa fredløs øde — —<br /></span> -<span class="i0">Højt mod Morgenhimlen tavst et Møllekors —<br /></span> -<span class="i0">Tunge Skyer gaar Dagens blege Sol i Møde,<br /></span> -<span class="i0">Vinden stryger regnmæt og med Duft af Pors.<br /></span> +<span class="i0">Blomsterløs og gusten og saa fredløs øde — —<br /></span> +<span class="i0">Højt mod Morgenhimlen tavst et Møllekors —<br /></span> +<span class="i0">Tunge Skyer gaar Dagens blege Sol i Møde,<br /></span> +<span class="i0">Vinden stryger regnmæt og med Duft af Pors.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <div><span class="pagenum"><a name="Side_62" id="Side_62" title="[S. 62]"> </a></span></div> -<span class="i0">Urosvanger Himlen, mørk og sorgfuld Jorden,<br /></span> -<span class="i0">paa den magre Stubmark ikke Fugl og Kvæg,<br /></span> -<span class="i0">gennem Blæsten varsler Maageskrig fra Fjorden,<br /></span> -<span class="i0">fra den sunkne Gravhøj klager Faarebræg ...<br /></span> +<span class="i0">Urosvanger Himlen, mørk og sorgfuld Jorden,<br /></span> +<span class="i0">paa den magre Stubmark ikke Fugl og Kvæg,<br /></span> +<span class="i0">gennem Blæsten varsler Maageskrig fra Fjorden,<br /></span> +<span class="i0">fra den sunkne Gravhøj klager Faarebræg ...<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Nu er maaske Tyven urosvanger vaagnet,<br /></span> <span class="i0">kigger efter Solen, den, han helst undgaar ...<br /></span> -<span class="i0">Var hans Børn forsultne, vil han ej »paa Sognet«,<br /></span> +<span class="i0">Var hans Børn forsultne, vil han ej »paa Sognet«,<br /></span> <span class="i0">stjal han blot i Armod af sin Nabos Faar?<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Som i dunkle Syner ser jeg Livets Byrde,<br /></span> -<span class="i0">Livets bitre Vilkaar for en knuget Slægt.<br /></span> -<span class="i0">Barne-Øjet dugges: Aa, var <em>jeg</em> den Hyrde,<br /></span> -<span class="i0">der tog hele Hjorden i min Varetægt!<br /></span> +<span class="i0">Livets bitre Vilkaar for en knuget Slægt.<br /></span> +<span class="i0">Barne-Øjet dugges: Aa, var <em>jeg</em> den Hyrde,<br /></span> +<span class="i0">der tog hele Hjorden i min Varetægt!<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Kunde jeg blot frelse Tyven, vi skal hente,<br /></span> -<span class="i0">ham, der har sig mættet af den riges Fad.<br /></span> -<span class="i0">Skaanselsløs er Loven, lynsnar som en Glente.<br /></span> +<span class="i0">ham, der har sig mættet af den riges Fad.<br /></span> +<span class="i0">Skaanselsløs er Loven, lynsnar som en Glente.<br /></span> <span class="i0">Far er Lovens Tjener. Far er ikke glad ...<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">— — Fjernt paa Heden slukner morgen-tændte Ruder,<br /></span> -<span class="i0">Madmor sætter Davren dampende paa Bord.<br /></span> -<span class="i0">Der er lavt til Loftet, Gavl og Vægge luder,<br /></span> +<span class="i0">— — Fjernt paa Heden slukner morgen-tændte Ruder,<br /></span> +<span class="i0">Madmor sætter Davren dampende paa Bord.<br /></span> +<span class="i0">Der er lavt til Loftet, Gavl og Vægge luder,<br /></span> <span class="i0">der er megen Madlyst, ikke mange Ord.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Barneflokken slubrer rent forslugent Mælken,<br /></span> -<span class="i0">men den træge Husfar slipper brat sin Ske,<br /></span> -<span class="i0">rejser sig beængstet, bøjet under Bjælken,<br /></span> +<span class="i0">Barneflokken slubrer rent forslugent Mælken,<br /></span> +<span class="i0">men den træge Husfar slipper brat sin Ske,<br /></span> +<span class="i0">rejser sig beængstet, bøjet under Bjælken,<br /></span> <span class="i0">stirrer gennem Ruden ... Hvad kan han mon se?<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Og med ét saa holder vi for Husmandshytten,<br /></span> +<span class="i0">Og med ét saa holder vi for Husmandshytten,<br /></span> <span class="i0">Far gaar ind i Stuen, Mads og jeg gaar med:<br /></span> <span class="i0">Alle Munde tier i bestyrtet Lytten,<br /></span> -<span class="i0">alle Øjne siger: man vil os Fortræd!<br /></span> +<span class="i0">alle Øjne siger: man vil os Fortræd!<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <div><span class="pagenum"><a name="Side_63" id="Side_63" title="[S. 63]"> </a></span></div> -<span class="i0">Og da langt om længe Vognen atter skrumler,<br /></span> +<span class="i0">Og da langt om længe Vognen atter skrumler,<br /></span> <span class="i0">er vi <em>fire</em> i den ... Nu er Dagen kort,<br /></span> -<span class="i0">Vesterhavets Brænding over Klitten mumler.<br /></span> +<span class="i0">Vesterhavets Brænding over Klitten mumler.<br /></span> <span class="i0">Heden ligger lydfyldt. Solen rinder bort.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Men mit Barnehjærte kan slet ikke glemme<br /></span> -<span class="i0">Øjnene, som fulgte Manden, vi tog bort,<br /></span> -<span class="i0">Børnene, der klynked, Madmors skræmte Stemme,<br /></span> -<span class="i0">men fortrøstningsfulde: han har <em>intet</em> gjort!<br /></span> +<span class="i0">Men mit Barnehjærte kan slet ikke glemme<br /></span> +<span class="i0">Øjnene, som fulgte Manden, vi tog bort,<br /></span> +<span class="i0">Børnene, der klynked, Madmors skræmte Stemme,<br /></span> +<span class="i0">men fortrøstningsfulde: han har <em>intet</em> gjort!<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">— Ja, han er uskyldig. Han har ikke stjaalet,<br /></span> <span class="i0">er blot ynksom fattig, derfor nemt forfulgt;<br /></span> <span class="i0">Far kan, trods sin Klogskab, ogsaa fejle Maalet,<br /></span> <span class="i0">— vidste han vel altid, hvad <em>jeg</em> handled dulgt?<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Der er koldt paa Bukken, men min Hjærne brænder<br /></span> +<span class="i0">Der er koldt paa Bukken, men min Hjærne brænder<br /></span> <span class="i0">ud i Nattemulmets barske Regn og Rusk.<br /></span> -<span class="i0">Mads har rig Erfaring og er Sjælekender,<br /></span> -<span class="i0">jeg har længe snakket dæmpet med Mads Kusk:<br /></span> +<span class="i0">Mads har rig Erfaring og er Sjælekender,<br /></span> +<span class="i0">jeg har længe snakket dæmpet med Mads Kusk:<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">»Tro kuns mig, min Lille! Lad ham blot benægte.<br /></span> -<span class="i0">Inde i Arresten faar de ham nok mør.<br /></span> -<span class="i0">De gør altid Krumspring, disse Tyveknægte;<br /></span> -<span class="i0">du maa huske, Lille, <em>jeg</em> har kørt dem før.«<br /></span> +<span class="i0">»Tro kuns mig, min Lille! Lad ham blot benægte.<br /></span> +<span class="i0">Inde i Arresten faar de ham nok mør.<br /></span> +<span class="i0">De gør altid Krumspring, disse Tyveknægte;<br /></span> +<span class="i0">du maa huske, Lille, <em>jeg</em> har kørt dem før.«<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Men mit Barnehjærte, som kan ikke dømme,<br /></span> +<span class="i0">Men mit Barnehjærte, som kan ikke dømme,<br /></span> <span class="i0">stoler paa hans Uskyld, dadler Mads og Far, —<br /></span> -<span class="i0">jeg vil ikke længer holde Kuskens Tømme,<br /></span> -<span class="i0">fredløs ligger Heden, ingen Fred jeg har.<br /></span> +<span class="i0">jeg vil ikke længer holde Kuskens Tømme,<br /></span> +<span class="i0">fredløs ligger Heden, ingen Fred jeg har.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Dybt i Kappekraven dukker jeg min Harme,<br /></span> -<span class="i0">sværger Straffeloven uforsonligt Nag,<br /></span> -<span class="i0">— mine Tanker sløves i den klamme Varme,<br /></span> +<span class="i0">sværger Straffeloven uforsonligt Nag,<br /></span> +<span class="i0">— mine Tanker sløves i den klamme Varme,<br /></span> <span class="i0">da jeg atter vaagner, er det hen mod Dag.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <div><span class="pagenum"><a name="Side_64" id="Side_64" title="[S. 64]"> </a></span></div> -<span class="i0">Dæmpet rødnes Himlen under Skyers Rande<br /></span> +<span class="i0">Dæmpet rødnes Himlen under Skyers Rande<br /></span> <span class="i0">som en Kind, der blues over Jordens Skam.<br /></span> -<span class="i0">Bølgestejl mod Stranden bryder Fjordens Vande<br /></span> -<span class="i0">som et Hævnens Udyr, der har rejst sin Kam.<br /></span> +<span class="i0">Bølgestejl mod Stranden bryder Fjordens Vande<br /></span> +<span class="i0">som et Hævnens Udyr, der har rejst sin Kam.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Se, dèr ligger Byen pisket af Nordvesten,<br /></span> -<span class="i0">Borgerne de sover, Lygterne er tændt,<br /></span> -<span class="i0">Mads, som sér mig vaagen, hvisker gennem Blæsten:<br /></span> -<span class="i0">»Naa, hvad sa' jeg, Lille. Fyren har <em>bekendt</em>!«<br /></span> +<span class="i0">Se, dèr ligger Byen pisket af Nordvesten,<br /></span> +<span class="i0">Borgerne de sover, Lygterne er tændt,<br /></span> +<span class="i0">Mads, som sér mig vaagen, hvisker gennem Blæsten:<br /></span> +<span class="i0">»Naa, hvad sa' jeg, Lille. Fyren har <em>bekendt</em>!«<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">— — Det er tungt at lide med en forurettet,<br /></span> <span class="i0">tungere at vide al sin Medynk spildt ...<br /></span> -<span class="i0">Det var godt at komme hjem og blive mættet<br /></span> -<span class="i0">fra den aabne Hede, hvor det blæste vildt.<br /></span> +<span class="i0">Det var godt at komme hjem og blive mættet<br /></span> +<span class="i0">fra den aabne Hede, hvor det blæste vildt.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">— Barnehenrykt var jeg, naar med Far jeg kørte<br /></span> +<span class="i0">— Barnehenrykt var jeg, naar med Far jeg kørte<br /></span> <span class="i0">ud paa Embedsture i mit jydske Land:<br /></span> -<span class="i0">Livets bitre Jammer jeg betaget hørte,<br /></span> +<span class="i0">Livets bitre Jammer jeg betaget hørte,<br /></span> <span class="i0">og den falske Taare tog jeg straks for sand.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Det er længe siden. Mange Illusioner<br /></span> -<span class="i0">skulde briste sønder, før min Mund blev klog ...<br /></span> +<span class="i0">Det er længe siden. Mange Illusioner<br /></span> +<span class="i0">skulde briste sønder, før min Mund blev klog ...<br /></span> <span class="i0">Aa, men der staar Lyngduft og Oktober-Toner<br /></span> -<span class="i0">ud fra Æventyrets gamle Børnebog.<br /></span> +<span class="i0">ud fra Æventyrets gamle Børnebog.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Disse sære Farter over dunkle Sletter,<br /></span> -<span class="i0">dette Væld af Minder ud af Livets Kaar,<br /></span> -<span class="i0">disse høstligt mørke, storm-forsuste Nætter<br /></span> +<span class="i0">Disse sære Farter over dunkle Sletter,<br /></span> +<span class="i0">dette Væld af Minder ud af Livets Kaar,<br /></span> +<span class="i0">disse høstligt mørke, storm-forsuste Nætter<br /></span> <span class="i0">har jeg altid elsket fra de unge Aar.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Og af disse Minder nu min Sjæl sig mætter<br /></span> -<span class="i0">hér, hvor Fjældet gjalder af Oktober-Storm;<br /></span> -<span class="i0">i de mørke Aftner, i de lange Nætter<br /></span> +<span class="i0">Og af disse Minder nu min Sjæl sig mætter<br /></span> +<span class="i0">hér, hvor Fjældet gjalder af Oktober-Storm;<br /></span> +<span class="i0">i de mørke Aftner, i de lange Nætter<br /></span> <span class="i0">faar de gamle Minder atter Liv og Form.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <div><span class="pagenum"><a name="Side_65" id="Side_65" title="[S. 65]"> </a></span></div> -<span class="i0">— — Om du husker Tiden! — Ja, jeg véd, du mindes.<br /></span> -<span class="i0">Og du véd, min Barndom er mig dyrebar ...<br /></span> +<span class="i0">— — Om du husker Tiden! — Ja, jeg véd, du mindes.<br /></span> +<span class="i0">Og du véd, min Barndom er mig dyrebar ...<br /></span> <span class="i0">Du er Lovens Tjener. Men dit Hjerte findes<br /></span> <span class="i0">paa det rette Sted. Du min hvide Far.<br /></span> </div></div></div> @@ -2013,50 +1973,50 @@ AGPALING'UAK</h3> <h3><a name="FAR_III" id="FAR_III"></a>III</h3> <div class="center"><div class="poem"><div class="stanza"> -<span class="i0">Kære Far! Jeg bér dig blot:<br /></span> -<span class="i0">vær i Live, naar jeg kommer,<br /></span> -<span class="i0">byd ham Trods, den strænge Dommer,<br /></span> -<span class="i2">Dødningmanden.<br /></span> +<span class="i0">Kære Far! Jeg bér dig blot:<br /></span> +<span class="i0">vær i Live, naar jeg kommer,<br /></span> +<span class="i0">byd ham Trods, den strænge Dommer,<br /></span> +<span class="i2">Dødningmanden.<br /></span> <span class="i0">Der er endnu meget godt,<br /></span> <span class="i0">vi skal have sagt hinanden.<br /></span> <span class="i2">Af mit Liv jeg <em>Aar</em> vil give,<br /></span> <span class="i2">naar du bare er i Live!<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Livet løb sit travle Jag,<br /></span> -<span class="i0">og i Farten, naar vi mødtes,<br /></span> -<span class="i0">dyre Timer tidt forødtes<br /></span> -<span class="i2">ufornødent,<br /></span> +<span class="i0">Livet løb sit travle Jag,<br /></span> +<span class="i0">og i Farten, naar vi mødtes,<br /></span> +<span class="i0">dyre Timer tidt forødtes<br /></span> +<span class="i2">ufornødent,<br /></span> <span class="i0">og saa blev det Afskeds-Dag,<br /></span> -<span class="i0">og jeg rejste ufortrødent<br /></span> -<span class="i2">i den Tro, jeg haardt tiltrænger,<br /></span> -<span class="i2"><em>næste</em> Gang at dvæle længer.<br /></span> +<span class="i0">og jeg rejste ufortrødent<br /></span> +<span class="i2">i den Tro, jeg haardt tiltrænger,<br /></span> +<span class="i2"><em>næste</em> Gang at dvæle længer.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Og vi saas og skiltes tidt,<br /></span> <span class="i0">men de korte Gensynsstunder<br /></span> <span class="i0">gik i Selskabs-Tummel under<br /></span> <span class="i2">og Debatter,<br /></span> -<span class="i0">som om Hjærtet var fallit.<br /></span> -<span class="i0">— Ak, er det for sént, jeg fatter<br /></span> -<span class="i2">Lykken, ene og fornøden,<br /></span> -<span class="i2">den, der brister bort med Døden?<br /></span> +<span class="i0">som om Hjærtet var fallit.<br /></span> +<span class="i0">— Ak, er det for sént, jeg fatter<br /></span> +<span class="i2">Lykken, ene og fornøden,<br /></span> +<span class="i2">den, der brister bort med Døden?<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <div><span class="pagenum"><a name="Side_66" id="Side_66" title="[S. 66]"> </a></span></div> <span class="i0">Lykken — det er det at staa<br /></span> -<span class="i0">sammen med de Faa, de Kære,<br /></span> -<span class="i0">som vil alle Dage være<br /></span> +<span class="i0">sammen med de Faa, de Kære,<br /></span> +<span class="i0">som vil alle Dage være<br /></span> <span class="i2">trofast samme<br /></span> -<span class="i0">Hjærteblod, hvad end gaar paa,<br /></span> -<span class="i0">fælles Rod og fælles Stamme,<br /></span> -<span class="i2">fælles Livets Byrder løfte,<br /></span> -<span class="i2">Sorg og Glæde sammen drøfte.<br /></span> +<span class="i0">Hjærteblod, hvad end gaar paa,<br /></span> +<span class="i0">fælles Rod og fælles Stamme,<br /></span> +<span class="i2">fælles Livets Byrder løfte,<br /></span> +<span class="i2">Sorg og Glæde sammen drøfte.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">— Vær i Live, kære Far,<br /></span> +<span class="i0">— Vær i Live, kære Far,<br /></span> <span class="i0">naar jeg atter er derhjemme!<br /></span> -<span class="i0">O, da skal din Sjæl fornemme<br /></span> -<span class="i2">Hjærteslaget,<br /></span> +<span class="i0">O, da skal din Sjæl fornemme<br /></span> +<span class="i2">Hjærteslaget,<br /></span> <span class="i0">som mig til dit Favntag bar,<br /></span> <span class="i0">og som aldrig har bedraget.<br /></span> -<span class="i2">Rejs dig stærk mod Dødningmanden,<br /></span> +<span class="i2">Rejs dig stærk mod Dødningmanden,<br /></span> <span class="i2">vi vil <em>leve</em> med hinanden!<br /></span> </div></div></div> @@ -2071,86 +2031,86 @@ AGPALING'UAK</h3> <h3><a name="DEN_STORE_BY_I" id="DEN_STORE_BY_I"></a>I</h3> <div class="center"><div class="poem"><div class="stanza"> -<span class="i0">De gamle Bolværksgader<br /></span> -<span class="i0">om lønlige Kanaler,<br /></span> -<span class="i0">Børstaarnets Dragehaler,<br /></span> +<span class="i0">De gamle Bolværksgader<br /></span> +<span class="i0">om lønlige Kanaler,<br /></span> +<span class="i0">Børstaarnets Dragehaler,<br /></span> <span class="i0">Slotspladsens Lygterader;<br /></span> <span class="i0">bag Kirke-Gravkapellet<br /></span> <span class="i0">det skumle Kristiansborg!<br /></span> -<span class="i0">— Hér var det, at Farvellet<br /></span> +<span class="i0">— Hér var det, at Farvellet<br /></span> <span class="i0">greb mig som en Sorg.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Min Ungdoms Minder ruger,<br /></span> -<span class="i0">og glemte Længsler taler<br /></span> +<span class="i0">og glemte Længsler taler<br /></span> <span class="i0">langs disse graa Kanaler<br /></span> <span class="i0">med lukte Pakhus-Luger.<br /></span> -<span class="i0">— Gaderne kan fortælle<br /></span> +<span class="i0">— Gaderne kan fortælle<br /></span> <span class="i0">om Holland og om Flandern,<br /></span> -<span class="i0">om gammel Købmands-Vælde,<br /></span> +<span class="i0">om gammel Købmands-Vælde,<br /></span> <span class="i0">om Tordenskjold og van Mandern.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <div><span class="pagenum"><a name="Side_68" id="Side_68" title="[S. 68]"> </a></span></div> -<span class="i0">Dèr henne glimter Ruden,<br /></span> +<span class="i0">Dèr henne glimter Ruden,<br /></span> <span class="i0">hvor jeg har Hjem og Virke,<br /></span> <span class="i0">og under Frelsers Kirke<br /></span> -<span class="i0">en grønlandsk Plads med Skuden;<br /></span> -<span class="i0">køl-stærk og isforhudet<br /></span> +<span class="i0">en grønlandsk Plads med Skuden;<br /></span> +<span class="i0">køl-stærk og isforhudet<br /></span> <span class="i0">trodser den sig mod Nord,<br /></span> <span class="i0">— naar den har Afsked tudet,<br /></span> <span class="i0">saa er <em>jeg</em> med ombord.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0"><em>Da</em> vil der rinde Tider,<br /></span> -<span class="i0">før atter jeg betræder<br /></span> -<span class="i0">de skæbnesvangre Steder,<br /></span> +<span class="i0">før atter jeg betræder<br /></span> +<span class="i0">de skæbnesvangre Steder,<br /></span> <span class="i0">hvor Kampens Vaaben bider.<br /></span> <span class="i0">Jeg elsker Storstads-Sejren,<br /></span> -<span class="i0">og skøndt jeg skræmt forlod den<br /></span> +<span class="i0">og skøndt jeg skræmt forlod den<br /></span> <span class="i0">og afskyer Klike-Lejren,<br /></span> <span class="i0">drages jeg dog imod den.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Ja, det er svært at skilles<br /></span> +<span class="i0">Ja, det er svært at skilles<br /></span> <span class="i0">fra disse gamle Gader;<br /></span> <span class="i0">jeg elsker og jeg hader<br /></span> <span class="i0">det Liv, der her udspilles.<br /></span> -<span class="i0">Her blev mit Hjærte prøvet.<br /></span> +<span class="i0">Her blev mit Hjærte prøvet.<br /></span> <span class="i0">her led jeg Sorg og Savn,<br /></span> -<span class="i0">— o, jeg gik tidt bedrøvet<br /></span> +<span class="i0">— o, jeg gik tidt bedrøvet<br /></span> <span class="i0">ud gennem Kristianshavn.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Men der er Morgentimer,<br /></span> <span class="i0">naar over Tagstens-Vrimlen<br /></span> -<span class="i0">Vaarsolen rødner Himlen,<br /></span> +<span class="i0">Vaarsolen rødner Himlen,<br /></span> <span class="i0">mens alle Klokker kimer,<br /></span> <span class="i0">— da sprang jeg fra mit Leje<br /></span> <span class="i0">og hilste Spir og Slotte<br /></span><span class="pagenum"><a name="Side_69" id="Side_69" title="[S. 69]"> </a></span> <span class="i0">og higed stolt mod Veje,<br /></span> <span class="i0">som ingen Fod betraadte!<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Og der er høstligt svale<br /></span> -<span class="i0">og skumrings-dunkle Nætter,<br /></span> +<span class="i0">Og der er høstligt svale<br /></span> +<span class="i0">og skumrings-dunkle Nætter,<br /></span> <span class="i0">naar Tivolis Raketter<br /></span> -<span class="i0">som en Komét med Hale<br /></span> +<span class="i0">som en Komét med Hale<br /></span> <span class="i0">paa Slotsruinens Rygge<br /></span> <span class="i0">nedstraalte gyldne Drys,<br /></span> -<span class="i0">mens skjult i Søjlers Skygge<br /></span> -<span class="i0">jeg stjal et Kærrest-Kys!<br /></span> +<span class="i0">mens skjult i Søjlers Skygge<br /></span> +<span class="i0">jeg stjal et Kærrest-Kys!<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Og naar i Vintrens Taage<br /></span> -<span class="i0">hver gothisk Husgavl dølges,<br /></span> -<span class="i0">da véd jeg to, som følges<br /></span> +<span class="i0">hver gothisk Husgavl dølges,<br /></span> +<span class="i0">da véd jeg to, som følges<br /></span> <span class="i0">rundt om i Havnens Kroge:<br /></span> -<span class="i0">dèr leves Glædens Røre,<br /></span> -<span class="i0">dèr lides Livets Kvaler<br /></span> -<span class="i0">bag gamle Egedøre<br /></span> +<span class="i0">dèr leves Glædens Røre,<br /></span> +<span class="i0">dèr lides Livets Kvaler<br /></span> +<span class="i0">bag gamle Egedøre<br /></span> <span class="i0">og forsirede Portaler.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">De gamle Stokværks-Gaarde<br /></span> -<span class="i0">langs lønlige Kanaler<br /></span> -<span class="i0">og Børsens Dragehaler<br /></span> +<span class="i0">De gamle Stokværks-Gaarde<br /></span> +<span class="i0">langs lønlige Kanaler<br /></span> +<span class="i0">og Børsens Dragehaler<br /></span> <span class="i0">bag Havnens travle Aare<br /></span> -<span class="i0">— her leved jeg og lærte,<br /></span> +<span class="i0">— her leved jeg og lærte,<br /></span> <span class="i0">herhen vil jeg paany,<br /></span> -<span class="i0">thi ene <em>her</em> mit Hjærte<br /></span> +<span class="i0">thi ene <em>her</em> mit Hjærte<br /></span> <span class="i0">slaar for den store By!<br /></span> </div></div></div> <p><span class="pagenum"><a name="Side_70" id="Side_70" title="[S. 70]"> </a></span></p> @@ -2159,22 +2119,22 @@ AGPALING'UAK</h3> <div class="center"><div class="poem"><div class="stanza"> <span class="i0">Du altfor store By til dansk Behov,<br /></span> -<span class="i0">Hjemstavn for Livs-Tilværelsens bitre Kampe,<br /></span> -<span class="i0">— jeg knyttede mine Hænder som i Krampe<br /></span> -<span class="i0">den første Nat, jeg ved dit Hjærte sov!<br /></span> +<span class="i0">Hjemstavn for Livs-Tilværelsens bitre Kampe,<br /></span> +<span class="i0">— jeg knyttede mine Hænder som i Krampe<br /></span> +<span class="i0">den første Nat, jeg ved dit Hjærte sov!<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Dèr midt i Mylret galdt den Stærkes Lov,<br /></span> +<span class="i0">Dèr midt i Mylret galdt den Stærkes Lov,<br /></span> <span class="i0">om Tag og Tind steg Offerblodets Dampe,<br /></span> <span class="i0">— saa hyggede jeg mig ved min Stuelampe<br /></span> <span class="i0">angst for den onde Verdens Hestehov.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Men Larmen genlød i mit stille Kammer,<br /></span> -<span class="i0">snart kendte ogsaa jeg mig vaabenfør<br /></span> -<span class="i0">— og vandt de første Nederlagets Skrammer ...<br /></span> +<span class="i0">Men Larmen genlød i mit stille Kammer,<br /></span> +<span class="i0">snart kendte ogsaa jeg mig vaabenfør<br /></span> +<span class="i0">— og vandt de første Nederlagets Skrammer ...<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Du skæbnesvangre By om Havn og Søer,<br /></span> +<span class="i0">Du skæbnesvangre By om Havn og Søer,<br /></span> <span class="i0">du gav mig Kampens Liv og Sejr og Jammer,<br /></span> -<span class="i0">— jeg længes efter dig som aldrig før!<br /></span> +<span class="i0">— jeg længes efter dig som aldrig før!<br /></span> </div></div></div> <hr class="chapbreak" /> @@ -2182,98 +2142,98 @@ AGPALING'UAK</h3> -<h2><a name="FAEDRELANDSSANG" id="FAEDRELANDSSANG"></a>FÆDRELANDSSANG</h2> +<h2><a name="FAEDRELANDSSANG" id="FAEDRELANDSSANG"></a>FÆDRELANDSSANG</h2> <div class="center"><div class="poem"><div class="stanza"> -<span class="i0">Mit gode danske Fædreland,<br /></span> +<span class="i0">Mit gode danske Fædreland,<br /></span> <span class="i0">mit Hjem, min Daad, mit sidste Suk,<br /></span> <span class="i0">en ringe Plet paa Globens Rand,<br /></span> <span class="i0">i Verdens Alt en Draabe Dug!<br /></span> <span class="i0">Og er end dette Danmarks Navn<br /></span> <span class="i0">ukendt af mangen Jordbeboer,<br /></span> <span class="i0"><em>min</em> Stolthed er det og mit Savn,<br /></span> -<span class="i0">herfra udgaar mit Skæbnespor,<br /></span> -<span class="i0">her fik jeg Liv, her døde Mor.<br /></span> +<span class="i0">herfra udgaar mit Skæbnespor,<br /></span> +<span class="i0">her fik jeg Liv, her døde Mor.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Og dette Land, jeg har saa kært,<br /></span> +<span class="i0">Og dette Land, jeg har saa kært,<br /></span> <span class="i0">min unge Elskovs Brudeseng,<br /></span> -<span class="i0">hvor er det blevet misregért<br /></span> -<span class="i0">og pint af fremmed Fyrsteslæng!<br /></span> +<span class="i0">hvor er det blevet misregért<br /></span> +<span class="i0">og pint af fremmed Fyrsteslæng!<br /></span> <span class="i0">I slog vor Ret, udaad vor Marv<br /></span> <span class="i0">og leved selv i Sus og Dus,<br /></span> -<span class="i0">lod Vold og Vælde gaa i Arv,<br /></span> -<span class="i0">udødelige Kongehus,<br /></span> +<span class="i0">lod Vold og Vælde gaa i Arv,<br /></span> +<span class="i0">udødelige Kongehus,<br /></span> <span class="i0">vort sunde Legems Snyltelus!<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Jeg hader Kongemagt og Krig,<br /></span> <span class="i0">og jeg vil ikke ofre Blod<br /></span> <span class="i0">og ikke ligge Valplads-Lig<br /></span> <span class="i0">— men <em>Livets</em> Krig udstaar mit Mod!<br /></span><span class="pagenum"><a name="Side_72" id="Side_72" title="[S. 72]"> </a></span> -<span class="i0">Hver den, som øger Livets Værd<br /></span> -<span class="i0">ved Brødets Kamp som Arbejdsmand,<br /></span> -<span class="i0">i Videnskab, paa Forskerfærd,<br /></span> +<span class="i0">Hver den, som øger Livets Værd<br /></span> +<span class="i0">ved Brødets Kamp som Arbejdsmand,<br /></span> +<span class="i0">i Videnskab, paa Forskerfærd,<br /></span> <span class="i0">ad Kunstens Baner, hel og sand,<br /></span> -<span class="i0">han bløder for sit Fædreland.<br /></span> +<span class="i0">han bløder for sit Fædreland.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Ja, <em>dette</em> dyre Blod har flydt,<br /></span> <span class="i0">fra Danmarks gamle Land blev skabt;<br /></span> -<span class="i0">en tusind-tunget Vé har lydt,<br /></span> -<span class="i0">naar disse Daadens Mænd gik tabt.<br /></span> +<span class="i0">en tusind-tunget Vé har lydt,<br /></span> +<span class="i0">naar disse Daadens Mænd gik tabt.<br /></span> <span class="i0">Men Fyrsten sad paa Tronens Stol<br /></span> <span class="i0">fra Folkets Liv og Tanker fjern<br /></span> -<span class="i0">som Maanens Fjæs fra Livets Sol,<br /></span> -<span class="i0">forskanset bag »Guds Naade«s Værn,<br /></span> -<span class="i0">hans Gunst var <em>Guld</em>, hans Vrede <em>Jærn</em>.<br /></span> +<span class="i0">som Maanens Fjæs fra Livets Sol,<br /></span> +<span class="i0">forskanset bag »Guds Naade«s Værn,<br /></span> +<span class="i0">hans Gunst var <em>Guld</em>, hans Vrede <em>Jærn</em>.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">O, Danmark! Mangen ydmyg Nar<br /></span> -<span class="i0">lod hæfte Kongens Guld paa Bryst,<br /></span> +<span class="i0">lod hæfte Kongens Guld paa Bryst,<br /></span> <span class="i0">— men tifold stolt sit Hoved bar<br /></span> -<span class="i0">hver ukøbt Mand i Dagens Dyst.<br /></span> +<span class="i0">hver ukøbt Mand i Dagens Dyst.<br /></span> <span class="i0">Om Danmark som en Frihedsstat,<br /></span> <span class="i0">hvor Folket raader Folkets Kaar,<br /></span> <span class="i0">hvor Kongen og hans Hof-Etat<br /></span> -<span class="i0">af Folkets Naade Aftægt faar,<br /></span> -<span class="i0">dog lige dristig Drømmen gaar.<br /></span> +<span class="i0">af Folkets Naade Aftægt faar,<br /></span> +<span class="i0">dog lige dristig Drømmen gaar.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Ja, drøm dig frem til Republik,<br /></span> +<span class="i0">Ja, drøm dig frem til Republik,<br /></span> <span class="i0">saa alle Evners Fylde naas,<br /></span> -<span class="i0">før du skal tømme Dødens Drik<br /></span> -<span class="i0">og af et »Stor-Evropa« flaas.<br /></span> +<span class="i0">før du skal tømme Dødens Drik<br /></span> +<span class="i0">og af et »Stor-Evropa« flaas.<br /></span> <span class="i0">Det <em>Kongens</em> Danmark, vi har troet<br /></span> -<span class="i0">var Flammen i vor Hjærtebrand,<br /></span> -<span class="i0">vil dø og blive mosbegroet,<br /></span><span class="pagenum"><a name="Side_73" id="Side_73" title="[S. 73]"> </a></span> +<span class="i0">var Flammen i vor Hjærtebrand,<br /></span> +<span class="i0">vil dø og blive mosbegroet,<br /></span><span class="pagenum"><a name="Side_73" id="Side_73" title="[S. 73]"> </a></span> <span class="i0">men <em>leve</em> mellem Mand og Mand<br /></span> <span class="i0">vil <em>Folkets</em> gamle danske Land.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Mit Land, mit Liv, min Skæbnes Gud,<br /></span> -<span class="i0">hvor jeg blev født, hvor jeg vil dø,<br /></span> +<span class="i0">Mit Land, mit Liv, min Skæbnes Gud,<br /></span> +<span class="i0">hvor jeg blev født, hvor jeg vil dø,<br /></span> <span class="i0">naar jeg har adlydt Livets Bud<br /></span> -<span class="i0">som Blomsterkalken, der gav Frø,<br /></span> -<span class="i0">du skønne Land af Øer og Næs<br /></span> +<span class="i0">som Blomsterkalken, der gav Frø,<br /></span> +<span class="i0">du skønne Land af Øer og Næs<br /></span> <span class="i0">med Oldtidsskov paa Bakkedrag,<br /></span> -<span class="i0">med Aa og Eng og frodigt Græs<br /></span> -<span class="i0">og Lyngklit ud mod Bølgeslag,<br /></span> +<span class="i0">med Aa og Eng og frodigt Græs<br /></span> +<span class="i0">og Lyngklit ud mod Bølgeslag,<br /></span> <span class="i0">med frigjort Folk som Fremtidssag!<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">O, lad mig se endnu en Gang<br /></span> <span class="i0">mit jydske Hjem, min Far, min Brud<br /></span> -<span class="i0">og høre Hedelærkens Sang,<br /></span> +<span class="i0">og høre Hedelærkens Sang,<br /></span> <span class="i0">naar Klokkelyngen springer ud.<br /></span> <span class="i0">O, lad min Baad en stormfuld Dag<br /></span> -<span class="i0">for stærke Sejl naa hjem i Havn,<br /></span> -<span class="i0">— ja, flød jeg blot til Strand som Vrag,<br /></span> +<span class="i0">for stærke Sejl naa hjem i Havn,<br /></span> +<span class="i0">— ja, flød jeg blot til Strand som Vrag,<br /></span> <span class="i0">min Last forlist, forglemt mit Navn,<br /></span> -<span class="i0">saa fandt jeg dog min Fødestavn!<br /></span> +<span class="i0">saa fandt jeg dog min Fødestavn!<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Mit gode danske Fædreland<br /></span> -<span class="i0">du ejer alt mit Hjærteblod,<br /></span> +<span class="i0">Mit gode danske Fædreland<br /></span> +<span class="i0">du ejer alt mit Hjærteblod,<br /></span> <span class="i0">hjem til din lave, lyse Strand<br /></span> <span class="i0">gaar altid glad min Aand og Fod.<br /></span> <span class="i0">Og er du end et usselt Fnug,<br /></span> <span class="i0">en ukendt Plet paa Globens Rand,<br /></span> <span class="i0">udpint til Armod, Had og Suk<br /></span> -<span class="i0">af fremmed, lovløs Fyrstestand,<br /></span> +<span class="i0">af fremmed, lovløs Fyrstestand,<br /></span> <span class="i0">du er mit Land, mit dyre Land!<br /></span> </div></div></div> @@ -2289,44 +2249,44 @@ TIL L. C. NIELSEN OG VALDEMAR NEIIENDAM</h2> <h3><a name="VENNER_I" id="VENNER_I"></a>I</h3> <div class="center"><div class="poem"><div class="stanza"> -<span class="i0">Hvad er ærligt Venskab? Livets Salt!<br /></span> +<span class="i0">Hvad er ærligt Venskab? Livets Salt!<br /></span> <span class="i0">Det har krydret mig de ferske Retter,<br /></span> -<span class="i0">Mennesker paa Livets Festbord sætter,<br /></span> -<span class="i0">været Gærstof i den vamle Malt.<br /></span> +<span class="i0">Mennesker paa Livets Festbord sætter,<br /></span> +<span class="i0">været Gærstof i den vamle Malt.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Der var Tider, hvor jeg nød det alt:<br /></span> -<span class="i0">sukret Bagværk, som kun daarligt mætter,<br /></span> -<span class="i0">søde Vine, der gav tørre Pletter,<br /></span> +<span class="i0">Der var Tider, hvor jeg nød det alt:<br /></span> +<span class="i0">sukret Bagværk, som kun daarligt mætter,<br /></span> +<span class="i0">søde Vine, der gav tørre Pletter,<br /></span> <span class="i0">men den Levevis for Brystet faldt.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0"><em>Da</em> blev syrlig Mosel Yndlingsvinen,<br /></span> <span class="i0">naar jeg valgte anden Drik end Vand,<br /></span> -<span class="i0">høstlig sval den flød bag Glassets Rand.<br /></span> +<span class="i0">høstlig sval den flød bag Glassets Rand.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Ogsaa <em>den</em> har tændt min Sjæl i Brand,<br /></span> +<span class="i0">Ogsaa <em>den</em> har tændt min Sjæl i Brand,<br /></span> <span class="i0">men afklaret var jeg da: en Mand,<br /></span> -<span class="i0">der aad ikke Brød blot for Rosinen.<br /></span> +<span class="i0">der aad ikke Brød blot for Rosinen.<br /></span> </div></div></div> <p><span class="pagenum"><a name="Side_75" id="Side_75" title="[S. 75]"> </a></span></p> <h3><a name="VENNER_II" id="VENNER_II"></a>II</h3> <div class="center"><div class="poem"><div class="stanza"> -<span class="i0">Venner! I gav Surdejg til mit Brød.<br /></span> +<span class="i0">Venner! I gav Surdejg til mit Brød.<br /></span> <span class="i0">Jeg slog op mer, end jeg kunde bage,<br /></span> <span class="i0"><em>jydsk</em> var Kornet, kunde Hvermand smage,<br /></span> -<span class="i0">og af Lyngbaal Ovnen hed og rød.<br /></span> +<span class="i0">og af Lyngbaal Ovnen hed og rød.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Jeg var ung og endnu grøn af Lød.<br /></span> +<span class="i0">Jeg var ung og endnu grøn af Lød.<br /></span> <span class="i0"><em>Mestrene</em> gav kandiseret Kage,<br /></span> <span class="i0">skulde Kundekresen da beklage<br /></span> -<span class="i0">Sukkermanglen i det Værk, <em>jeg</em> bød.<br /></span> +<span class="i0">Sukkermanglen i det Værk, <em>jeg</em> bød.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Ung og grøn kom jeg til Hovedstaden,<br /></span> -<span class="i0">ikke én af Fagets Folk jeg kendte,<br /></span> +<span class="i0">Ung og grøn kom jeg til Hovedstaden,<br /></span> +<span class="i0">ikke én af Fagets Folk jeg kendte,<br /></span> <span class="i0">aabned angst min Bod i Sidegaden.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Men dèr var det, at det slemme hændte,<br /></span> +<span class="i0">Men dèr var det, at det slemme hændte,<br /></span> <span class="i0"><em>I</em> gav mig paa Surdejg Appetit,<br /></span> <span class="i0">og saa gik Bedriften snart fallit.<br /></span> </div></div></div> @@ -2336,23 +2296,23 @@ TIL L. C. NIELSEN OG VALDEMAR NEIIENDAM</h2> <div class="center"><div class="poem"><div class="stanza"> <span class="i0">Salt og Surdejg, bedske Krydderier<br /></span> -<span class="i0">blev mit Væsen og mit Kald en Tugt.<br /></span> +<span class="i0">blev mit Væsen og mit Kald en Tugt.<br /></span> <span class="i0">— Ikke mange Folk ser noget smukt<br /></span> <span class="i0">i de livsens-bitre Poesier.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Men den kloge Mand er den, der tier,<br /></span> -<span class="i0">lige glad om Værket blot blir slugt<br /></span> -<span class="i0">af de Faa, hvem det er udsøgt Frugt,<br /></span> +<span class="i0">lige glad om Værket blot blir slugt<br /></span> +<span class="i0">af de Faa, hvem det er udsøgt Frugt,<br /></span> <span class="i0">og som hader Kling-Klang-Melodier.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Han er Digter og kan ikke ænse,<br /></span> -<span class="i0">om han overskred den Smagens Grænse,<br /></span> -<span class="i0">som er gængs for dannede Poeter.<br /></span> +<span class="i0">Han er Digter og kan ikke ænse,<br /></span> +<span class="i0">om han overskred den Smagens Grænse,<br /></span> +<span class="i0">som er gængs for dannede Poeter.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <div><span class="pagenum"><a name="Side_76" id="Side_76" title="[S. 76]"> </a></span></div> <span class="i0">Maaske saares alle hans Bekendte,<br /></span> <span class="i0">men som Literaturens Dumme-Peter<br /></span> -<span class="i0">vil han ikke sine Laurbær hente.<br /></span> +<span class="i0">vil han ikke sine Laurbær hente.<br /></span> </div></div></div> @@ -2360,22 +2320,22 @@ TIL L. C. NIELSEN OG VALDEMAR NEIIENDAM</h2> <div class="center"><div class="poem"><div class="stanza"> <span class="i0">Aldrig skal i Kunst vort Liv opstaa,<br /></span> -<span class="i0">om vi vikler os i Hensyns-Vævet;<br /></span> -<span class="i0">— men jeg véd, at vi har alle bævet,<br /></span> -<span class="i0">hvor de store Opgør forelaa.<br /></span> +<span class="i0">om vi vikler os i Hensyns-Vævet;<br /></span> +<span class="i0">— men jeg véd, at vi har alle bævet,<br /></span> +<span class="i0">hvor de store Opgør forelaa.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Men hver den, som paa Akkord vil gaa,<br /></span> -<span class="i0">naar det blir af Slægt og Omgang krævet,<br /></span> -<span class="i0">og som ikke faar sit Livsværk hævet<br /></span> -<span class="i0">op, hvor Himlen hvælves høj og blaa,<br /></span> +<span class="i0">naar det blir af Slægt og Omgang krævet,<br /></span> +<span class="i0">og som ikke faar sit Livsværk hævet<br /></span> +<span class="i0">op, hvor Himlen hvælves høj og blaa,<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">han maa altid give Køb og lyve,<br /></span> +<span class="i0">han maa altid give Køb og lyve,<br /></span> <span class="i0">han er Larven, der skal aldrig flyve<br /></span> <span class="i0">sommerfugle-fri til Blomstens Kube.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Kunstens Ilddaab volder Sorg og Sukke,<br /></span> <span class="i0">skiller al hans Kres i Faar og Bukke,<br /></span> -<span class="i0">er ham ene Vej til Sjælens Grube.<br /></span> +<span class="i0">er ham ene Vej til Sjælens Grube.<br /></span> </div></div></div> @@ -2383,18 +2343,18 @@ TIL L. C. NIELSEN OG VALDEMAR NEIIENDAM</h2> <div class="center"><div class="poem"><div class="stanza"> <span class="i0">Kunst er Sandhed! <em>I</em> er begge sande.<br /></span> -<span class="i0">Kunst er Liv og Kunsten dyrekøbt,<br /></span> -<span class="i0">derfor staar I begge to som støbt,<br /></span> -<span class="i0">møder Grin og Svig med aaben Pande.<br /></span> +<span class="i0">Kunst er Liv og Kunsten dyrekøbt,<br /></span> +<span class="i0">derfor staar I begge to som støbt,<br /></span> +<span class="i0">møder Grin og Svig med aaben Pande.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">I er Lys ud over plumre Vande,<br /></span> -<span class="i0">Luftning, hvor den klamme Gus har svøbt,<br /></span><span class="pagenum"><a name="Side_77" id="Side_77" title="[S. 77]"> </a></span> -<span class="i0">alt jert Arbejd bliver smærte-døbt<br /></span> -<span class="i0">og gaar derfor virkningsløst om Lande.<br /></span> +<span class="i0">Luftning, hvor den klamme Gus har svøbt,<br /></span><span class="pagenum"><a name="Side_77" id="Side_77" title="[S. 77]"> </a></span> +<span class="i0">alt jert Arbejd bliver smærte-døbt<br /></span> +<span class="i0">og gaar derfor virkningsløst om Lande.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Thi vi kender dansk Moral og Mode:<br /></span> -<span class="i0">— Kunsten er det skønne, ædle, gode<br /></span> -<span class="i0">i sødladen, smærtefri Servering ...<br /></span> +<span class="i0">— Kunsten er det skønne, ædle, gode<br /></span> +<span class="i0">i sødladen, smærtefri Servering ...<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Lad <em>os</em> Hyl i Harmonien blande:<br /></span> <span class="i0">Kunst er ikke Tossernes Formering,<br /></span> @@ -2405,21 +2365,21 @@ TIL L. C. NIELSEN OG VALDEMAR NEIIENDAM</h2> <h3><a name="VENNER_VI" id="VENNER_VI"></a>VI</h3> <div class="center"><div class="poem"><div class="stanza"> -<span class="i0">Venner, <em>I</em> har levet denne Lære<br /></span> -<span class="i0">og før nogen rakt mig Broderhaand,<br /></span> -<span class="i0">Næring drog vi af hinandens Aand;<br /></span> -<span class="i0">hvor vi fulgtes, var der godt at være.<br /></span> +<span class="i0">Venner, <em>I</em> har levet denne Lære<br /></span> +<span class="i0">og før nogen rakt mig Broderhaand,<br /></span> +<span class="i0">Næring drog vi af hinandens Aand;<br /></span> +<span class="i0">hvor vi fulgtes, var der godt at være.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0"><em>Alt</em>, vi leved, saa' vi Frøkorn bære,<br /></span> -<span class="i0">rodfast Egen skød af spinkel Vaand;<br /></span> +<span class="i0"><em>Alt</em>, vi leved, saa' vi Frøkorn bære,<br /></span> +<span class="i0">rodfast Egen skød af spinkel Vaand;<br /></span> <span class="i0">skilte ad skal just vort Venskabs-Baand,<br /></span> -<span class="i0">fri for Egennytte, styrket være!<br /></span> +<span class="i0">fri for Egennytte, styrket være!<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Fyldt af Udvé følger hver sin Bane,<br /></span> +<span class="i0">Fyldt af Udvé følger hver sin Bane,<br /></span> <span class="i0">Farten det er Livet, Kunstens Lods,<br /></span> -<span class="i0">lutret naar vi hjem til fælles Fane.<br /></span> +<span class="i0">lutret naar vi hjem til fælles Fane.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Vi, som véd hinandens Dyd og Fejl,<br /></span> +<span class="i0">Vi, som véd hinandens Dyd og Fejl,<br /></span> <span class="i0">er ej Slaver af hinandens Ros,<br /></span> <span class="i0">derfor ses vi — og ser os i Spejl!<br /></span> </div></div></div> @@ -2429,20 +2389,20 @@ TIL L. C. NIELSEN OG VALDEMAR NEIIENDAM</h2> <div class="center"><div class="poem"><div class="stanza"> <span class="i0">Kunstnere! Du Digter og du Maler!<br /></span> -<span class="i0">I, mit Hjærtekalds de bedste Venner,<br /></span> -<span class="i0">husker I, vi stod med bare Hænder<br /></span> +<span class="i0">I, mit Hjærtekalds de bedste Venner,<br /></span> +<span class="i0">husker I, vi stod med bare Hænder<br /></span> <span class="i0">henrykt rige under Kaldets Kvaler?<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">— Vi har Hybler højt paa femte Sal'er,<br /></span> -<span class="i0">vi er Folk, som Livets Trængsler kender;<br /></span> -<span class="i0">men vi tror paa Lykken, naar det hænder,<br /></span> +<span class="i0">— Vi har Hybler højt paa femte Sal'er,<br /></span> +<span class="i0">vi er Folk, som Livets Trængsler kender;<br /></span> +<span class="i0">men vi tror paa Lykken, naar det hænder,<br /></span> <span class="i0">at rettidigt Lejen vi betaler ...<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Unge, grødefulde Foraarsfest,<br /></span> -<span class="i0">oprørssvangre Tid, fuld af Skandaler,<br /></span> +<span class="i0">Unge, grødefulde Foraarsfest,<br /></span> +<span class="i0">oprørssvangre Tid, fuld af Skandaler,<br /></span> <span class="i0">naar vi slog de mugne Idealer!<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0"><em>Hver</em> bar Skotøj efter egen Læst,<br /></span> +<span class="i0"><em>Hver</em> bar Skotøj efter egen Læst,<br /></span> <span class="i0">fodfri blot, som luftige Sandaler,<br /></span> <span class="i0">— hellige Tid! Du Digter! Og du Maler!<br /></span> </div></div></div> @@ -2453,22 +2413,22 @@ TIL L. C. NIELSEN OG VALDEMAR NEIIENDAM</h2> <div class="center"><div class="poem"><div class="stanza"> <span class="i0">Langt, langt borte fra den Vej, I gaar,<br /></span> <span class="i0">har af Sten og Sne jeg bygt min Hule,<br /></span> -<span class="i0">Ravn og Rype — Fjældets Vinterfugle —<br /></span> +<span class="i0">Ravn og Rype — Fjældets Vinterfugle —<br /></span> <span class="i0">deler trofast mine Sultekaar.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Kan I huske vore Ungdomsaar,<br /></span> <span class="i0">da vort Eje var en ringe Smule!<br /></span> <span class="i0">— Aldrig dog som her i yderst Thule<br /></span> -<span class="i0">var jeg stædt i saa fortrykte Kaar!<br /></span> +<span class="i0">var jeg stædt i saa fortrykte Kaar!<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <div><span class="pagenum"><a name="Side_79" id="Side_79" title="[S. 79]"> </a></span></div> <span class="i0">Heller aldrig var jeg <em>rig</em> som her:<br /></span> -<span class="i0">se! Jeg har Nomadens gyldne Drømme<br /></span> -<span class="i0">og min Friheds Verdensherredømme,<br /></span> +<span class="i0">se! Jeg har Nomadens gyldne Drømme<br /></span> +<span class="i0">og min Friheds Verdensherredømme,<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">rigest dog ved dem, som jeg har kær,<br /></span> -<span class="i0">aldrig stod jeg Jer saa hjærte-nær<br /></span> -<span class="i0">som i Armods-Tid blandt Bræens Strømme!<br /></span> +<span class="i0">rigest dog ved dem, som jeg har kær,<br /></span> +<span class="i0">aldrig stod jeg Jer saa hjærte-nær<br /></span> +<span class="i0">som i Armods-Tid blandt Bræens Strømme!<br /></span> </div></div></div> <hr class="chapbreak" /> @@ -2476,24 +2436,24 @@ TIL L. C. NIELSEN OG VALDEMAR NEIIENDAM</h2> -<h2><a name="DANSKE_MAEND" id="DANSKE_MAEND"></a>DANSKE MÆND</h2> +<h2><a name="DANSKE_MAEND" id="DANSKE_MAEND"></a>DANSKE MÆND</h2> <div class="center"><div class="poem"><div class="stanza"> -<span class="i0">Hørup! Den tavseste Mund i vort Land,<br /></span> -<span class="i0">stærke, kloge, besynderlige Mand!<br /></span> +<span class="i0">Hørup! Den tavseste Mund i vort Land,<br /></span> +<span class="i0">stærke, kloge, besynderlige Mand!<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Vi, som holdt af ham og aldrig kan glemme<br /></span> -<span class="i0">hans smilende Mund, husker næppe hans Stemme.<br /></span> +<span class="i0">hans smilende Mund, husker næppe hans Stemme.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Den Mund, som før havde flammet saa tidt,<br /></span> +<span class="i0">Den Mund, som før havde flammet saa tidt,<br /></span> <span class="i0">var ikke i trodsig Foragt sammenbidt,<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">den tav blot og var som et fint lille Smil<br /></span> <span class="i0">over Menneskers Dumhed — og undte sig Hvil.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">— Han var graanet den Gang, jeg traadte ham nær.<br /></span> -<span class="i0">Nær! Nej, en Afgrund der var mellem hver.<br /></span> +<span class="i0">— Han var graanet den Gang, jeg traadte ham nær.<br /></span> +<span class="i0">Nær! Nej, en Afgrund der var mellem hver.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Ikke at <em>han</em> var <em>stor</em> mod den unge!<br /></span> <span class="i0">Jeg fatted blot ikke den tavse Tunge ...<br /></span> @@ -2501,70 +2461,70 @@ TIL L. C. NIELSEN OG VALDEMAR NEIIENDAM</h2> <span class="i0">En Nytaarsdag, jeg skrev ved mit Bord,<br /></span> <span class="i0">kom han gaaende gennem vort Kontor.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Jeg vilde ham ønsket paa gammel Skik<br /></span> -<span class="i0">»glædeligt Nytaar« — men mødte hans Blik,<br /></span> +<span class="i0">Jeg vilde ham ønsket paa gammel Skik<br /></span> +<span class="i0">»glædeligt Nytaar« — men mødte hans Blik,<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <div><span class="pagenum"><a name="Side_81" id="Side_81" title="[S. 81]"> </a></span></div> -<span class="i0">et mildt og elskværdigt — han var jo saa god —<br /></span> +<span class="i0">et mildt og elskværdigt — han var jo saa god —<br /></span> <span class="i0">men det missede lidt, og jeg tabte mit Mod.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">For dette gaadefuldt smilende Blik<br /></span> <span class="i0">slog Tankerne Sludder og Munden Klik.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Aldrig fik jeg ham ønsket noget godt,<br /></span> +<span class="i0">Aldrig fik jeg ham ønsket noget godt,<br /></span> <span class="i0">forundret tav jeg — han smilte blot ...<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0"><em>Nu</em> véd jeg, hvad dette Smil betød,<br /></span> -<span class="i0">begreb det, længe før han var død:<br /></span> +<span class="i0"><em>Nu</em> véd jeg, hvad dette Smil betød,<br /></span> +<span class="i0">begreb det, længe før han var død:<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">»Min unge Ven! Over den hele Jord<br /></span> -<span class="i0">de ærligste Ønsker faar aldrig Ord.«<br /></span> +<span class="i0">»Min unge Ven! Over den hele Jord<br /></span> +<span class="i0">de ærligste Ønsker faar aldrig Ord.«<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">»Den Ven, der ønsker mig godt, er en Taabe;<br /></span> -<span class="i0"><em>handle</em> skal han i Stedet for haabe.«<br /></span> +<span class="i0">»Den Ven, der ønsker mig godt, er en Taabe;<br /></span> +<span class="i0"><em>handle</em> skal han i Stedet for haabe.«<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">»Folk, som er enige, samtaler nødig;<br /></span> -<span class="i0">overfor Fjender er Ord overflødig!« ...<br /></span> +<span class="i0">»Folk, som er enige, samtaler nødig;<br /></span> +<span class="i0">overfor Fjender er Ord overflødig!« ...<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">— Bag Hørup, den utilgængelige Mand,<br /></span> -<span class="i0">stod vel vort danskeste Hjærte i Brand.<br /></span> +<span class="i0">— Bag Hørup, den utilgængelige Mand,<br /></span> +<span class="i0">stod vel vort danskeste Hjærte i Brand.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Men han gennemskued <em>alt</em>, saa Folk blev nøgne,<br /></span> -<span class="i0">han elsked Sandhed, bekæmpede Løgne,<br /></span> +<span class="i0">Men han gennemskued <em>alt</em>, saa Folk blev nøgne,<br /></span> +<span class="i0">han elsked Sandhed, bekæmpede Løgne,<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">var derfor saa inderlig frygtet og forhadt<br /></span> <span class="i0">og <em>savnet</em>, da han havde sin Plads forladt —<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">denne tavse Mund, disse talende Øjne.<br /></span> +<span class="i0">denne tavse Mund, disse talende Øjne.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0 tb"> — <br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0"><em class="smcap">Hørup</em> er som Minister endt,<br /></span> +<span class="i0"><em class="smcap">Hørup</em> er som Minister endt,<br /></span> <span class="i0"><em class="smcap">Georg Brandes</em> blev stats-anerkendt.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <div><span class="pagenum"><a name="Side_82" id="Side_82" title="[S. 82]"> </a></span></div> <span class="i0">Det er just intet logisk Punktum<br /></span> -<span class="i0">for Mænd, der gnistrer af evig Ungdom,<br /></span> +<span class="i0">for Mænd, der gnistrer af evig Ungdom,<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">medmindre vi danske ikke mere<br /></span> -<span class="i0">vil lade den hædrede Alderdom regere!<br /></span> +<span class="i0">vil lade den hædrede Alderdom regere!<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">— Brandes! Jeg skrev en Gang, han var Gud.<br /></span> <span class="i0">Da skammede mine Venner mig ud.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Og Guden selv var saa venlig at lade,<br /></span> -<span class="i0">som om han ikke læste de Blade.<br /></span> +<span class="i0">som om han ikke læste de Blade.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Det ligger nu langt tilbage i Tiden;<br /></span> -<span class="i0">desværre, jeg har ikke udviklet mig siden.<br /></span> +<span class="i0">desværre, jeg har ikke udviklet mig siden.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Det er jo dog ellers svært moderne<br /></span> +<span class="i0">Det er jo dog ellers svært moderne<br /></span> <span class="i0">at haane sin forrige Ledestjerne,<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">at sparke til den, der har lært os at gaa.<br /></span> +<span class="i0">at sparke til den, der har lært os at gaa.<br /></span> <span class="i0">Brandes er blevet sparket som faa.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">For mig staar aldrig saa stærk en Glans<br /></span> +<span class="i0">For mig staar aldrig saa stærk en Glans<br /></span> <span class="i0">af en Himmelens Stjerne som af hans.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Men der sidder jo rundt i den danske Stat<br /></span> @@ -2573,30 +2533,30 @@ TIL L. C. NIELSEN OG VALDEMAR NEIIENDAM</h2> <span class="i0">Ja, hvor var der Jubel i Fjendernes Lejr,<br /></span> <span class="i0">ved Renegaterne haabed de Sejr.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Men Skæbnen har sig forunderlig vendt,<br /></span> +<span class="i0">Men Skæbnen har sig forunderlig vendt,<br /></span> <span class="i0"><em>nu</em> er Brandes stats-anerkendt ...<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">— Alligevel! Han er den samme som før<br /></span> -<span class="i0">og bliver bare sig <em>selv</em>, til han dør.<br /></span> +<span class="i0">— Alligevel! Han er den samme som før<br /></span> +<span class="i0">og bliver bare sig <em>selv</em>, til han dør.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <div><span class="pagenum"><a name="Side_83" id="Side_83" title="[S. 83]"> </a></span></div> -<span class="i0">De fanger ham aldrig med Statsløn og Tittel,<br /></span> +<span class="i0">De fanger ham aldrig med Statsløn og Tittel,<br /></span> <span class="i0">han er Lucifer, altid i Arbejds-Kittel,<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">en Samfundets evigt lutrende Ild,<br /></span> <span class="i0">en Ungdommens Sokrates, naar den foer vild.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Stærk som Døden, der trued ham tidt,<br /></span> +<span class="i0">Stærk som Døden, der trued ham tidt,<br /></span> <span class="i0">har for de dristigste Tanker han stridt.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Tanker, der har omformet os alle,<br /></span> <span class="i0">som helt har sejret, naar han maa falde,<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">sejret selv dèr, hvor man nødigst indrømmer det:<br /></span> -<span class="i0">Bægret er bedskt — men se, hvor de tømmer det!<br /></span> +<span class="i0">sejret selv dèr, hvor man nødigst indrømmer det:<br /></span> +<span class="i0">Bægret er bedskt — men se, hvor de tømmer det!<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">— Blot hos det alleryngste Kuld<br /></span> -<span class="i0">er Brandes ej længer lødigt Guld.<br /></span> +<span class="i0">er Brandes ej længer lødigt Guld.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0"><em>De</em> Folk har i egne Indvolde set<br /></span> <span class="i0">og set: at de selv er den ny Profet.<br /></span> @@ -2605,12 +2565,12 @@ TIL L. C. NIELSEN OG VALDEMAR NEIIENDAM</h2> <span class="i0">paa det yngste Danmarks ny Profetier.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Kanske har de lydt, naar jeg kommer hjem;<br /></span> -<span class="i0">— ak, tænk om jeg saa er for gammel for dem!<br /></span> +<span class="i0">— ak, tænk om jeg saa er for gammel for dem!<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">For Brandes bliver jeg aldrig for gammel,<br /></span> -<span class="i0">jeg sidder nu som før ved hans Skammel.<br /></span> +<span class="i0">jeg sidder nu som før ved hans Skammel.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Han vakte min Sjæl, han skrev dens Bud,<br /></span> +<span class="i0">Han vakte min Sjæl, han skrev dens Bud,<br /></span> <span class="i0">— jeg var ung en Gang og kaldte ham <em>Gud</em>.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Maaske er jeg konservativ af Nemme,<br /></span> @@ -2623,7 +2583,7 @@ TIL L. C. NIELSEN OG VALDEMAR NEIIENDAM</h2> <span class="i0">Vinternatten gaar lykkeligt hen:<br /></span> <span class="i0">jeg lever med Georg Brandes igen<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">med ham og Hørup — de <em>danske Mænd</em>.<br /></span> +<span class="i0">med ham og Hørup — de <em>danske Mænd</em>.<br /></span> </div></div></div> <hr class="chapbreak" /> @@ -2635,100 +2595,100 @@ TIL L. C. NIELSEN OG VALDEMAR NEIIENDAM</h2> <div class="center"><div class="poem"><div class="stanza"> -<span class="i0">Puh! <em>Alt</em> det Slid vi ofrede Latinen og det Græske,<br /></span> +<span class="i0">Puh! <em>Alt</em> det Slid vi ofrede Latinen og det Græske,<br /></span> <span class="i0">de tusind spildte Timer, hvis Gavn vi aldrig ser,<br /></span> -<span class="i0">al den forlorne Dyrkelse af Cicero og Homér,<br /></span> -<span class="i0">den psevdo-klassiske Nippedrik af næringsfattig Vædske!<br /></span> +<span class="i0">al den forlorne Dyrkelse af Cicero og Homér,<br /></span> +<span class="i0">den psevdo-klassiske Nippedrik af næringsfattig Vædske!<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Bevares: Filologerne af <em>Fag</em>! Lad dem florere!<br /></span> -<span class="i0">Men hvorfor skal hver dansk Student indsprøjtes klassisk Aand<br /></span> -<span class="i0">af Skolens Straalemestre, der lægger den døde Haand<br /></span> -<span class="i0">paa aandløst Glose-Terperi. Det kalder man at studere!<br /></span> +<span class="i0">Men hvorfor skal hver dansk Student indsprøjtes klassisk Aand<br /></span> +<span class="i0">af Skolens Straalemestre, der lægger den døde Haand<br /></span> +<span class="i0">paa aandløst Glose-Terperi. Det kalder man at studere!<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Lær os at <em>tale</em> Sprogene, som nu behersker Kloden.<br /></span> +<span class="i0">Lær os at <em>tale</em> Sprogene, som nu behersker Kloden.<br /></span> <span class="i0">— I Kraft af min Eksamen tror jeg mig Pokkers vis,<br /></span> -<span class="i0">men staar en Dag <em>umælende</em> i London eller Paris<br /></span> +<span class="i0">men staar en Dag <em>umælende</em> i London eller Paris<br /></span> <span class="i0">— jeg vigtige danske Student! Et Offerlam for Moden!<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Jeg véd en duelig Købmand, der siger om Studenter:<br /></span> -<span class="i0">»Her sidder de paa Kontoret, deres Eksamen er fin,<br /></span> +<span class="i0">Jeg véd en duelig Købmand, der siger om Studenter:<br /></span> +<span class="i0">»Her sidder de paa Kontoret, deres Eksamen er fin,<br /></span> <span class="i0">men ingen af dem kan skrive et brugeligt Brev til Berlin,<br /></span> -<span class="i0">— jammerligt saa deres Lærdom giver usle Renter!«<br /></span> +<span class="i0">— jammerligt saa deres Lærdom giver usle Renter!«<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Men se til de Skolemestre, de kror sig selv-henrykte,<br /></span> <span class="i0">de repeterer Pensa, til de er paa Gravens Rand,<br /></span> -<span class="i0">— ikke en Brøkdel af dem har set et fremmed Land,<br /></span> -<span class="i0">blot »dunkle Steder« hos Homér — med Leksikon som Lygte!<br /></span> +<span class="i0">— ikke en Brøkdel af dem har set et fremmed Land,<br /></span> +<span class="i0">blot »dunkle Steder« hos Homér — med Leksikon som Lygte!<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <div><span class="pagenum"><a name="Side_86" id="Side_86" title="[S. 86]"> </a></span></div> <span class="i0">Men <em>de</em> gjorde god Eksamen; det var fra Arilds Tider<br /></span> -<span class="i0">alle Hjemmefødningers eneste Prærogativ.<br /></span> -<span class="i0">Nu er det dog paa Tide at kræve Luft og Liv:<br /></span> +<span class="i0">alle Hjemmefødningers eneste Prærogativ.<br /></span> +<span class="i0">Nu er det dog paa Tide at kræve Luft og Liv:<br /></span> <span class="i0">der er i den danske Ungdom <em>Tusinder</em>, som lider.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">For Verden ligger jo aaben. Grænseskellene falder;<br /></span> -<span class="i0">den, der vil belære andre, maa ud i Tidens Strøm.<br /></span> -<span class="i0">Vi sulter ihjel derhjemme af bare daadløs Drøm,<br /></span> -<span class="i0">vi evigt klassiske Mumier af ærværdig Alder.<br /></span> +<span class="i0">For Verden ligger jo aaben. Grænseskellene falder;<br /></span> +<span class="i0">den, der vil belære andre, maa ud i Tidens Strøm.<br /></span> +<span class="i0">Vi sulter ihjel derhjemme af bare daadløs Drøm,<br /></span> +<span class="i0">vi evigt klassiske Mumier af ærværdig Alder.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Dèr sidder vi pænt i Skolen og lærer Spartas Love,<br /></span> +<span class="i0">Dèr sidder vi pænt i Skolen og lærer Spartas Love,<br /></span> <span class="i0">men kender ikke Formerne for vor egen Stat.<br /></span> -<span class="i0">Er ikke denne Borgernes Udklækning desperat!<br /></span> -<span class="i0">Hvor længe skal i klassisk Marmor vi livløst sove?<br /></span> +<span class="i0">Er ikke denne Borgernes Udklækning desperat!<br /></span> +<span class="i0">Hvor længe skal i klassisk Marmor vi livløst sove?<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Gaa ud i den vide Verden, du Fremskridtets unge Danske,<br /></span> -<span class="i0">som trænger til ny Impulser, til friere Overblik,<br /></span> +<span class="i0">som trænger til ny Impulser, til friere Overblik,<br /></span> <span class="i0">det gjorde vor egen Brandes, og Gudskelov at han gik,<br /></span> <span class="i0">rigt rustet kom han tilbage — og kastede sin Handske ...<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Paa Ære! Jeg vil tage mit Standpunkts Konsekvenser,<br /></span> -<span class="i0">en Kætter mod Klassicismen. Jeg fik jo Livets Vink<br /></span> +<span class="i0">Paa Ære! Jeg vil tage mit Standpunkts Konsekvenser,<br /></span> +<span class="i0">en Kætter mod Klassicismen. Jeg fik jo Livets Vink<br /></span> <span class="i0">fra Goethe, Dostojewskij, Ibsen og Maeterlinch,<br /></span> <span class="i0">Spinoza, Voltaire og Darwin, Nietsche, Renan og Spencer.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Jeg er et Tidens Barn. Jeg holder ikke Guder<br /></span> <span class="i0">bare til tom Parade i Bogskab og paa Mund,<br /></span> <span class="i0">— fremfor alt saa fordrer jeg en sand og sund<br /></span> -<span class="i0">Spejling af <em>Nutids</em>livet ind gennem Sjælens Ruder.<br /></span> +<span class="i0">Spejling af <em>Nutids</em>livet ind gennem Sjælens Ruder.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Det er ikke <em>Kunst</em> jeg savner hos danske Literater,<br /></span> -<span class="i0">vi, I. P. Jacobsens Landsmænd, vi <em>kan</em> vort gode Sprog,<br /></span> +<span class="i0">vi, I. P. Jacobsens Landsmænd, vi <em>kan</em> vort gode Sprog,<br /></span> <span class="i0">men vi sidder gemt derhjemme hver i sin stille Krog,<br /></span> <span class="i0">mens alt blir Elektricitet, Maskiner og Soldater.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <div><span class="pagenum"><a name="Side_87" id="Side_87" title="[S. 87]"> </a></span></div> <span class="i0">Leve Elektriciteten! Den er Verdensaltets Nerve,<br /></span> -<span class="i0">men Digterne vælger Maanen til Genstand for Poesi.<br /></span> -<span class="i0">Hvor<em>for</em> ikke tage de Kræfter, vi netop lever i,<br /></span> -<span class="i0">og smælte dem om i Kunst. Her er Nystof at erhverve.<br /></span> +<span class="i0">men Digterne vælger Maanen til Genstand for Poesi.<br /></span> +<span class="i0">Hvor<em>for</em> ikke tage de Kræfter, vi netop lever i,<br /></span> +<span class="i0">og smælte dem om i Kunst. Her er Nystof at erhverve.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Vi risikerer tilsidst, at ingen gider forlægge<br /></span> -<span class="i0">og ingen ænse den Kunst, der skurer de gamle Spor.<br /></span> +<span class="i0">Vi risikerer tilsidst, at ingen gider forlægge<br /></span> +<span class="i0">og ingen ænse den Kunst, der skurer de gamle Spor.<br /></span> <span class="i0">Kunst ejer det evige Liv, naar den fornyer sin Jord,<br /></span> -<span class="i0">— saa lad os villige Sanser mod nye Verdner række!<br /></span> +<span class="i0">— saa lad os villige Sanser mod nye Verdner række!<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Se: Jacobsen var Darwinist. Han samlede Blomster i Kæret,<br /></span> -<span class="i0">alle hans Sanser blev skærpet — var <em>det</em> mon Kunsten til Tab?<br /></span> -<span class="i0">Fællerne hjemme savner hans Sans for Naturvidenskab,<br /></span> -<span class="i0">derfor er vort Verdensbegreb saa underlig uafgæret.<br /></span> +<span class="i0">Se: Jacobsen var Darwinist. Han samlede Blomster i Kæret,<br /></span> +<span class="i0">alle hans Sanser blev skærpet — var <em>det</em> mon Kunsten til Tab?<br /></span> +<span class="i0">Fællerne hjemme savner hans Sans for Naturvidenskab,<br /></span> +<span class="i0">derfor er vort Verdensbegreb saa underlig uafgæret.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Jeg føler det, naar jeg rejser: Rembrandt kan jeg begribe,<br /></span> +<span class="i0">Jeg føler det, naar jeg rejser: Rembrandt kan jeg begribe,<br /></span> <span class="i0">Rafael og Michel-Angelo nyder jeg forberedt,<br /></span> <span class="i0">men overfor selve <em>Jorden</em>, saa meget som jeg har set,<br /></span> <span class="i0">bringer min ringe Viden mig altfor tidt i Knibe.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Tidt er vor Naturbegejstring blot literære Fraser;<br /></span> -<span class="i0">vi hører Lærkerne synge og siger banale Ord ...<br /></span> -<span class="i0">— Før Darwin præked sin Lære, han gransked den hele Jord,<br /></span> +<span class="i0">Tidt er vor Naturbegejstring blot literære Fraser;<br /></span> +<span class="i0">vi hører Lærkerne synge og siger banale Ord ...<br /></span> +<span class="i0">— Før Darwin præked sin Lære, han gransked den hele Jord,<br /></span> <span class="i0">kendte og elsked dens Liv i alle de rige Faser.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Hvad nytter mig Kunsthistoriens aandsberigende Noter,<br /></span> -<span class="i0">naar Jorden, jeg betræder, er lukt og gaadefuld.<br /></span> -<span class="i0">Vort Kundskabs-Lys skal ogsaa bestraale Fjæld og Muld,<br /></span> +<span class="i0">naar Jorden, jeg betræder, er lukt og gaadefuld.<br /></span> +<span class="i0">Vort Kundskabs-Lys skal ogsaa bestraale Fjæld og Muld,<br /></span> <span class="i0">ellers gaar vi i Verden blinde som Idioter.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Jordens Saga er ikke bare Menneskevirke,<br /></span> -<span class="i0">Naturens dunkle Kræfter har haft et raadende Kald,<br /></span> +<span class="i0">Naturens dunkle Kræfter har haft et raadende Kald,<br /></span> <span class="i0">og denne Guddom <em>er</em> det, der <em>vil</em> en Gang vort Fald,<br /></span> <span class="i0">og derfor skal vi dyrke ham i hans egen Kirke.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> @@ -2738,15 +2698,15 @@ TIL L. C. NIELSEN OG VALDEMAR NEIIENDAM</h2> <span class="i0">Den Kunst at kende Jorden og Livet den er stor,<br /></span> <span class="i0"><em>den</em> er det, der skal spejles i al Verdens Literaturer.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0"><em>Den</em> er det jo, som taler af hver moderne Tænker,<br /></span> +<span class="i0"><em>Den</em> er det jo, som taler af hver moderne Tænker,<br /></span> <span class="i0">som skal omforme Mennesket, dets Stat og Religion,<br /></span> -<span class="i0">— men først maa Grunden renses ud: en Modens Revolution<br /></span> -<span class="i0">til Befrielse for de forlorne Klassicismens Lænker.<br /></span> +<span class="i0">— men først maa Grunden renses ud: en Modens Revolution<br /></span> +<span class="i0">til Befrielse for de forlorne Klassicismens Lænker.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">— Ja, huha, hvor vi sled med det Græske og Latinen,<br /></span> +<span class="i0">— Ja, huha, hvor vi sled med det Græske og Latinen,<br /></span> <span class="i0">de kostelige, indtryksrige Ungdomsaar gik tabt.<br /></span> <span class="i0">— Nu vil vi ud og se, hvordan Moder Jord er skabt,<br /></span> -<span class="i0">ud for at lufte Hjernen og faa strøget Lærdoms-Minen!<br /></span> +<span class="i0">ud for at lufte Hjernen og faa strøget Lærdoms-Minen!<br /></span> </div></div></div> <hr class="chapbreak" /> @@ -2762,7 +2722,7 @@ TIL L. C. NIELSEN OG VALDEMAR NEIIENDAM</h2> <span class="i0">borte i det dunkle,<br /></span> <span class="i0">hvor man i Zenith<br /></span> <span class="i0">ser Nordstjernen funkle,<br /></span> -<span class="i0">dèr i det mystiske,<br /></span> +<span class="i0">dèr i det mystiske,<br /></span> <span class="i0">evigt dragende<br /></span> <span class="i0">ubekendte,<br /></span> <span class="i0">hvor Livet er ude,<br /></span> @@ -2771,7 +2731,7 @@ TIL L. C. NIELSEN OG VALDEMAR NEIIENDAM</h2> <span class="i0"><em>Nordpolen</em> ligger,<br /></span> <span class="i0">et udregnet Punkt,<br /></span> <span class="i0">jomfrueligt, ungt,<br /></span> -<span class="i0">vildt, dødt,<br /></span> +<span class="i0">vildt, dødt,<br /></span> <span class="i0">— alting tier;<br /></span> <span class="i0">hvor der aldrig stod<br /></span> <span class="i0">hverken Skib eller Fod<br /></span> @@ -2785,22 +2745,22 @@ TIL L. C. NIELSEN OG VALDEMAR NEIIENDAM</h2> <span class="i0">higer derefter:<br /></span> <span class="i0"><em>den</em>, der har Tillid,<br /></span> <span class="i0">urokkelig, sikker<br /></span> -<span class="i0">til egne Kræfter,<br /></span> +<span class="i0">til egne Kræfter,<br /></span> <span class="i0">og <em>den</em>, der vil Liv<br /></span> -<span class="i0">af de døde Beregninger ...<br /></span> +<span class="i0">af de døde Beregninger ...<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">— Aa, der er stivnet<br /></span> -<span class="i0">Hundreder Hjærter<br /></span> +<span class="i0">Hundreder Hjærter<br /></span> <span class="i0">paa Vej mod Polen,<br /></span> -<span class="i0">af navnløse Smærter<br /></span> -<span class="i0">tilsidst løst ud.<br /></span> +<span class="i0">af navnløse Smærter<br /></span> +<span class="i0">tilsidst løst ud.<br /></span> <span class="i0">Fra Midnatssolen,<br /></span> <span class="i0">fra Vinternatten,<br /></span> <span class="i0">den gravkammer-sorte,<br /></span> <span class="i0">intet Bud ...<br /></span> <span class="i0">Vi kender jo knapt<br /></span> <span class="i0">dem, der blev borte<br /></span> -<span class="i0">før om Dage,<br /></span> +<span class="i0">før om Dage,<br /></span> <span class="i0">knapt nok de faa,<br /></span> <span class="i0">der med Held<br /></span> <span class="i0">kom tilbage.<br /></span> @@ -2808,51 +2768,51 @@ TIL L. C. NIELSEN OG VALDEMAR NEIIENDAM</h2> <span class="i0">Alligevel<br /></span> <span class="i0"><em>er</em> det jo saa,<br /></span> <span class="i0">— og hvor er det godt! —<br /></span> -<span class="i0">At aldrig vil Stormløbet stanse<br /></span> +<span class="i0">At aldrig vil Stormløbet stanse<br /></span> <span class="i0">for Maalet at naa<br /></span> -<span class="i0">og Berømmelsens Kranse.<br /></span> +<span class="i0">og Berømmelsens Kranse.<br /></span> <span class="i0">— Og at Maalet blir naaet,<br /></span> <span class="i0">derom er ej tvistet,<br /></span> -<span class="i0">men ingen véd<br /></span> +<span class="i0">men ingen véd<br /></span> <span class="i0">hvornaar;<br /></span><span class="pagenum"><a name="Side_91" id="Side_91" title="[S. 91]"> </a></span> <span class="i0">— maaske gaar der <em>Aar</em>,<br /></span> -<span class="i0">før Mandsviljen faar<br /></span> +<span class="i0">før Mandsviljen faar<br /></span> <span class="i0">Polen afvristet<br /></span> <span class="i0">dens Hemmelighed ...<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">— Blandt alle de kække,<br /></span> -<span class="i0">der trængte mod Nord,<br /></span> -<span class="i0">den malmfaste Række,<br /></span> -<span class="i0">nogle dumme, somme frække,<br /></span> +<span class="i0">— Blandt alle de kække,<br /></span> +<span class="i0">der trængte mod Nord,<br /></span> +<span class="i0">den malmfaste Række,<br /></span> +<span class="i0">nogle dumme, somme frække,<br /></span> <span class="i0">straaler et eneste<br /></span> <span class="i0">Navn over Verden;<br /></span> <span class="i0">naar andre glemmes,<br /></span> -<span class="i0">da huskes Færden,<br /></span> +<span class="i0">da huskes Færden,<br /></span> <span class="i0">hvor Fridtjof Nansen<br /></span> <span class="i0">drog sine Spor,<br /></span> <span class="i0"><em>han</em> var stor,<br /></span> -<span class="i0">kunde slet ikke skræmmes.<br /></span> +<span class="i0">kunde slet ikke skræmmes.<br /></span> <span class="i0">Han hentede Kransen,<br /></span> -<span class="i0">den stolteste, prægtigste:<br /></span> -<span class="i0">Sejr for den mægtigste<br /></span> +<span class="i0">den stolteste, prægtigste:<br /></span> +<span class="i0">Sejr for den mægtigste<br /></span> <span class="i0">Menneskekraft<br /></span> <span class="i0">nogen Mand har haft! ...<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Og den, der har prøvet<br /></span> +<span class="i0">Og den, der har prøvet<br /></span> <span class="i0">blot Hundredeparten<br /></span> -<span class="i0">af hvad <em>han</em> har øvet<br /></span> +<span class="i0">af hvad <em>han</em> har øvet<br /></span> <span class="i0">og lidt paa Farten,<br /></span> -<span class="i0">han bøjer sig<br /></span> +<span class="i0">han bøjer sig<br /></span> <span class="i0">hilsende,<br /></span> <span class="i0">undrende,<br /></span> <span class="i0">stum,<br /></span> -<span class="i0">— bøjer sig ...<br /></span> +<span class="i0">— bøjer sig ...<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <div><span class="pagenum"><a name="Side_92" id="Side_92" title="[S. 92]"> </a></span></div> <span class="i0">Men mangen en dum<br /></span> <span class="i0">Ignorant derhjemme,<br /></span> -<span class="i0">som selv-ophøjer sig,<br /></span> -<span class="i0">hæved sin Stemme.<br /></span> +<span class="i0">som selv-ophøjer sig,<br /></span> +<span class="i0">hæved sin Stemme.<br /></span> <span class="i0">Og mangen vigtig<br /></span> <span class="i0">Katheder-Profet<br /></span> <span class="i0">mente sig pligtig<br /></span> @@ -2867,38 +2827,38 @@ TIL L. C. NIELSEN OG VALDEMAR NEIIENDAM</h2> <span class="i0">Fy! Ti stille!<br /></span> <span class="i0">Fingrene af Fadet,<br /></span> <span class="i0">I Kakkelovnsstympere,<br /></span> -<span class="i0">hvor tør I kny?<br /></span> +<span class="i0">hvor tør I kny?<br /></span> <span class="i0">I sidder i By,<br /></span> <span class="i0">lunt er jert Ly,<br /></span> -<span class="i0">dèr leger I Polfart med Tinsoldater.<br /></span> +<span class="i0">dèr leger I Polfart med Tinsoldater.<br /></span> <span class="i0">Men Nansen:<br /></span> <span class="i2">se, han satte <em>Livet</em> ind;<br /></span> <span class="i0">det var nu saa efter <em>den</em> Mands Sind!<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">— Jeg véd jo nok,<br /></span> -<span class="i0">der var Jubel ved Møderne,<br /></span> +<span class="i0">— Jeg véd jo nok,<br /></span> +<span class="i0">der var Jubel ved Møderne,<br /></span> <span class="i0">hvor Nansen talte<br /></span> -<span class="i0">selvsikkert til Støderne<br /></span> +<span class="i0">selvsikkert til Støderne<br /></span> <span class="i0">fra Professorerne<br /></span> <span class="i0">ned til Pogene,<br /></span> -<span class="i0">— højlydt turde I intet sige!<br /></span><span class="pagenum"><a name="Side_93" id="Side_93" title="[S. 93]"> </a></span> -<span class="i0">Men jeg véd tillige,<br /></span> +<span class="i0">— højlydt turde I intet sige!<br /></span><span class="pagenum"><a name="Side_93" id="Side_93" title="[S. 93]"> </a></span> +<span class="i0">Men jeg véd tillige,<br /></span> <span class="i0">at I skumled i Krogene.<br /></span> -<span class="i0">I tvivler altid paa det mærkværdige<br /></span> +<span class="i0">I tvivler altid paa det mærkværdige<br /></span> <span class="i0">ude fra Mandskraftens Vidunderrige<br /></span> -<span class="i0">— men har Eders Kakkelovns-Domme færdige ...<br /></span> +<span class="i0">— men har Eders Kakkelovns-Domme færdige ...<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Længst er forbi<br /></span> +<span class="i0">Længst er forbi<br /></span> <span class="i0">den stolte Fest,<br /></span> -<span class="i0">hvor Nansen var Gæst,<br /></span> +<span class="i0">hvor Nansen var Gæst,<br /></span> <span class="i0">— aldrig har jeg kendt Mage dertil,<br /></span> -<span class="i0">I kan besmøre det,<br /></span> +<span class="i0">I kan besmøre det,<br /></span> <span class="i0">hvordan I vil.<br /></span> -<span class="i0">— Men <em>nu</em> skal I høre det:<br /></span> +<span class="i0">— Men <em>nu</em> skal I høre det:<br /></span> <span class="i0">Hvad er I?<br /></span> -<span class="i0">I er Gløderne,<br /></span> +<span class="i0">I er Gløderne,<br /></span> <span class="i0"><em>Nansen</em> er selve den levende Ild,<br /></span> -<span class="i0"><em>han</em> kunde gøre det!<br /></span> +<span class="i0"><em>han</em> kunde gøre det!<br /></span> <span class="i0">Det er fordi,<br /></span> <span class="i0">han er Geni.<br /></span> </div></div></div> @@ -2912,61 +2872,61 @@ TIL L. C. NIELSEN OG VALDEMAR NEIIENDAM</h2> <div class="center"><div class="poem"><div class="stanza"> -<span class="i0">Det er Søndag i Dag, sidst i April.<br /></span> +<span class="i0">Det er Søndag i Dag, sidst i April.<br /></span> <span class="i0">Jeg kryber fra Snehytten ud under Solen,<br /></span> -<span class="i0">— hvor gør det dog godt at møde dens Smil,<br /></span> +<span class="i0">— hvor gør det dog godt at møde dens Smil,<br /></span> <span class="i0">en Foraarsbebuder her oppe ved Polen,<br /></span> -<span class="i0">Natmørket flyr for dens røde Skær,<br /></span> -<span class="i0">der bræmmer i Øst de blaanende Brær.<br /></span> +<span class="i0">Natmørket flyr for dens røde Skær,<br /></span> +<span class="i0">der bræmmer i Øst de blaanende Brær.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Sneen fordamper, Føret er træls,<br /></span> +<span class="i0">Sneen fordamper, Føret er træls,<br /></span> <span class="i0">Hundene gisper i ti Graders Kulde,<br /></span> -<span class="i0">Vildrénen fælder sin hvide Pels,<br /></span> -<span class="i0">og ned ad Fjældet Lavinerne rulle.<br /></span> -<span class="i0">En Mand, der i Dag har til Sælhund kørt,<br /></span> -<span class="i0">siger, at han har Snespurven hørt.<br /></span> +<span class="i0">Vildrénen fælder sin hvide Pels,<br /></span> +<span class="i0">og ned ad Fjældet Lavinerne rulle.<br /></span> +<span class="i0">En Mand, der i Dag har til Sælhund kørt,<br /></span> +<span class="i0">siger, at han har Snespurven hørt.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Snespurven! Ja, <em>saa</em> er Foraaret meldt:<br /></span> -<span class="i0">Kvinderne sidder med Smaabørn paa Nakken<br /></span> +<span class="i0">Kvinderne sidder med Smaabørn paa Nakken<br /></span> <span class="i0">og syr midt i Sneen Familjens Telt,<br /></span> -<span class="i0">mens Mændene rigger saa smaat paa Kajakken,<br /></span> +<span class="i0">mens Mændene rigger saa smaat paa Kajakken,<br /></span> <span class="i0">selv gaar jeg, en Vildmand i Dyrehud,<br /></span> <span class="i0">og mindes, at nu springer Skoven ud.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Skoven derhjemme, af Bøge og Linde,<br /></span> -<span class="i0">nu sprænger det lyse Løv sit Dække,<br /></span> -<span class="i0">Knopskæl hvirvler for lune Vinde,<br /></span> -<span class="i0">det dufter syrligt fra Tjørnehække ...<br /></span><span class="pagenum"><a name="Side_95" id="Side_95" title="[S. 95]"> </a></span> -<span class="i0">Jeg véd en Kvinde, ene, forknyt,<br /></span> +<span class="i0">Skoven derhjemme, af Bøge og Linde,<br /></span> +<span class="i0">nu sprænger det lyse Løv sit Dække,<br /></span> +<span class="i0">Knopskæl hvirvler for lune Vinde,<br /></span> +<span class="i0">det dufter syrligt fra Tjørnehække ...<br /></span><span class="pagenum"><a name="Side_95" id="Side_95" title="[S. 95]"> </a></span> +<span class="i0">Jeg véd en Kvinde, ene, forknyt,<br /></span> <span class="i0">hvis dyreste Minde spirer som nyt!<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Det var i den bristende Vaar en Gang,<br /></span> <span class="i0">at to, som elsked, fik sagt, hvad de vilde,<br /></span> <span class="i0">men Livet gjorde dem Vejen trang<br /></span> <span class="i0">og Ordene faa, — tilsidst tav de stille,<br /></span> -<span class="i0">og tavs er endnu deres hede Bøn<br /></span> -<span class="i0">om en Spire af Haab, hver Gang Skoven blir grøn.<br /></span> +<span class="i0">og tavs er endnu deres hede Bøn<br /></span> +<span class="i0">om en Spire af Haab, hver Gang Skoven blir grøn.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Hvor sælsomt, at to — som fulgtes helst<br /></span> +<span class="i0">Hvor sælsomt, at to — som fulgtes helst<br /></span> <span class="i0">til Dagens Kampe og Nattens Leje,<br /></span> -<span class="i0">maa altid færdes ad skilte Veje,<br /></span> -<span class="i0">om deres Kærlighed skal blive frelst,<br /></span> -<span class="i0">maa have imellem sig <span class="sic" title="[sic]">Braadd</span> og Skær<br /></span> -<span class="i0">for ret at være hinanden nær ...<br /></span> -</div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Det er Søndag i Dag, sidst i April.<br /></span> -<span class="i0">Vær hilset, hjemlige Foraarsminder,<br /></span> -<span class="i0">trofaste Trøstere i mit Eksil,<br /></span> -<span class="i0">naar Timerne dræbende langsomt rinder,<br /></span> -<span class="i0">nu lysner, hvad mørkt jeg levede før,<br /></span> -<span class="i0">jeg sidder i Sol ved min Snehytte-Dør.<br /></span> -</div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Jeg sidder i Sol — men dækket bag Sne<br /></span> +<span class="i0">maa altid færdes ad skilte Veje,<br /></span> +<span class="i0">om deres Kærlighed skal blive frelst,<br /></span> +<span class="i0">maa have imellem sig <span class="sic" title="[sic]">Braadd</span> og Skær<br /></span> +<span class="i0">for ret at være hinanden nær ...<br /></span> +</div><br /><div class="stanza"> +<span class="i0">Det er Søndag i Dag, sidst i April.<br /></span> +<span class="i0">Vær hilset, hjemlige Foraarsminder,<br /></span> +<span class="i0">trofaste Trøstere i mit Eksil,<br /></span> +<span class="i0">naar Timerne dræbende langsomt rinder,<br /></span> +<span class="i0">nu lysner, hvad mørkt jeg levede før,<br /></span> +<span class="i0">jeg sidder i Sol ved min Snehytte-Dør.<br /></span> +</div><br /><div class="stanza"> +<span class="i0">Jeg sidder i Sol — men dækket bag Sne<br /></span> <span class="i0">ligger vor tro Kammerat derinde<br /></span> -<span class="i0">og drages med Døden ... Nej, det maa ej ske!<br /></span> +<span class="i0">og drages med Døden ... Nej, det maa ej ske!<br /></span> <span class="i0">Snespurven er kommen. Solen vil skinne<br /></span> -<span class="i0">hans svækkede Legeme sundt og ungt ...<br /></span> -<span class="i0">Jeg sidder i Sol, — men mit Hjærte er tungt ...<br /></span> +<span class="i0">hans svækkede Legeme sundt og ungt ...<br /></span> +<span class="i0">Jeg sidder i Sol, — men mit Hjærte er tungt ...<br /></span> </div></div></div> <hr class="chapbreak" /> @@ -2983,45 +2943,45 @@ TIL L. C. NIELSEN OG VALDEMAR NEIIENDAM</h2> <span class="i0">Nu ligger jeg uvejrsbundet,<br /></span> <span class="i0">stormslagen som en Maage.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">I Morgen skulde jeg været,<br /></span> +<span class="i0">I Morgen skulde jeg været,<br /></span> <span class="i0">hvor Kammeraterne venter mig.<br /></span> -<span class="i0">— Al min Mad er fortæret,<br /></span> +<span class="i0">— Al min Mad er fortæret,<br /></span> <span class="i0">ingen kommer og henter mig.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Hundene hyler af Sult,<br /></span> -<span class="i0">nu æder de deres Skagler.<br /></span> -<span class="i0">Himlen er ubarmhjærtig,<br /></span> +<span class="i0">nu æder de deres Skagler.<br /></span> +<span class="i0">Himlen er ubarmhjærtig,<br /></span> <span class="i0">det regner, sner og hagler.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Utæt og trangt er Teltet,<br /></span> +<span class="i0">Utæt og trangt er Teltet,<br /></span> <span class="i0">Sneen hvirvler herind,<br /></span> -<span class="i0">snart er Fnuggene smæltet<br /></span> +<span class="i0">snart er Fnuggene smæltet<br /></span> <span class="i0">gennem mit Brikseskind.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Ned over vilde Fjælde<br /></span> -<span class="i0">hviner en ondsindet Blæst,<br /></span> -<span class="i0">bragende Stenskred løsnes<br /></span> -<span class="i0">og vækker den ensomme Gæst.<br /></span> +<span class="i0">Ned over vilde Fjælde<br /></span> +<span class="i0">hviner en ondsindet Blæst,<br /></span> +<span class="i0">bragende Stenskred løsnes<br /></span> +<span class="i0">og vækker den ensomme Gæst.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <div><span class="pagenum"><a name="Side_97" id="Side_97" title="[S. 97]"> </a></span></div> <span class="i0">Alle Barduner er sprungne,<br /></span> -<span class="i0">Teltvæggen sønderflængt,<br /></span> +<span class="i0">Teltvæggen sønderflængt,<br /></span> <span class="i0">dybt i min Sovepose<br /></span> -<span class="i0">ligger jeg indestængt.<br /></span> +<span class="i0">ligger jeg indestængt.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Dejlige lune Rede,<br /></span> <span class="i0">mens Stormen holder sig stiv,<br /></span> -<span class="i0">her kan jeg gennemtænke<br /></span> +<span class="i0">her kan jeg gennemtænke<br /></span> <span class="i0">hele <em>Aar</em> af mit Liv.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Tage dem for mig Dag for Dag<br /></span> <span class="i0">alle de rundne Aar,<br /></span> <span class="i0">alle mine svare Synders<br /></span> -<span class="i0">aldrig lægede Saar.<br /></span> +<span class="i0">aldrig lægede Saar.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Ene, ene! Lange er Døgnene,<br /></span> +<span class="i0">Ene, ene! Lange er Døgnene,<br /></span> <span class="i0">ikke en Menneskestemme,<br /></span> -<span class="i0">blot Is, som sukker i Fjæren;<br /></span> +<span class="i0">blot Is, som sukker i Fjæren;<br /></span> <span class="i0">— nu er alle mine Tanker hjemme.<br /></span> </div></div></div> @@ -3045,7 +3005,7 @@ TIL L. C. NIELSEN OG VALDEMAR NEIIENDAM</h2> <span class="i2">og altid troet forsvarligt,<br /></span> <span class="i0">blev nu som rent forvandlet,<br /></span> <span class="i2">tillagt hvert slet Motiv ...<br /></span> -<span class="i0">Det er sjæle-sundhedsfarligt<br /></span> +<span class="i0">Det er sjæle-sundhedsfarligt<br /></span> <span class="i2">at gennemgaa sit Liv.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Hvad er det vel for Love,<br /></span> @@ -3055,21 +3015,21 @@ TIL L. C. NIELSEN OG VALDEMAR NEIIENDAM</h2> <span class="i0">Mon jeg som en Vejrhane<br /></span> <span class="i2">har hver en Vind adlydt? ...<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">I disse øde Nætter,<br /></span> +<span class="i0">I disse øde Nætter,<br /></span> <span class="i2">naar ikke jeg kan blunde,<br /></span><span class="pagenum"><a name="Side_99" id="Side_99" title="[S. 99]"> </a></span> -<span class="i0">og Fremtidsplaner trætter,<br /></span> +<span class="i0">og Fremtidsplaner trætter,<br /></span> <span class="i2">og vegt er mit Mod,<br /></span> <span class="i0">da flyder hver en Vunde<br /></span> <span class="i2">med gamle Sorgers Blod.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Da tænder Selvanklagen<br /></span> -<span class="i2">hævngerrig Heksebaalet,<br /></span> +<span class="i0">Da tænder Selvanklagen<br /></span> +<span class="i2">hævngerrig Heksebaalet,<br /></span> <span class="i0">blodigt stryges til Kagen<br /></span> <span class="i2">mit falske Selvforsvar;<br /></span> <span class="i0">tilsidst Skarpretter-Staalet<br /></span> <span class="i2">hver Humbug blottet har.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">— — Men disse øde Nætter,<br /></span> +<span class="i0">— — Men disse øde Nætter,<br /></span> <span class="i2"><em>Tak</em>, at I blev mig givet:<br /></span> <span class="i0">Selverkendelsen letter,<br /></span> <span class="i2">nu har jeg set mig i Spejl<br /></span> @@ -3086,41 +3046,41 @@ TIL L. C. NIELSEN OG VALDEMAR NEIIENDAM</h2> <div class="center"><div class="poem"><div class="stanza"> -<span class="i0">Jeg venter et Skib fra Syd. Mit Hjærte er angst,<br /></span> +<span class="i0">Jeg venter et Skib fra Syd. Mit Hjærte er angst,<br /></span> <span class="i0">ofte om Natten begynder mine Pulse at hamre,<br /></span> -<span class="i0">da hører jeg ude fra Pladsen Hundene jamre,<br /></span> -<span class="i0">og Folk raabe op: en Slæde er kommen med Fangst!<br /></span> +<span class="i0">da hører jeg ude fra Pladsen Hundene jamre,<br /></span> +<span class="i0">og Folk raabe op: en Slæde er kommen med Fangst!<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Fangst! Det er Kød, hvoraf ogsaa jeg faar en Part,<br /></span> -<span class="i0">Isbjørn og Hvalros og Sæl er min daglige Føde.<br /></span> -<span class="i0">Er Maven tom, behøver jeg aldrig at nøde,<br /></span> -<span class="i0">Ganen er ikke længer kræsen og sart.<br /></span> +<span class="i0">Fangst! Det er Kød, hvoraf ogsaa jeg faar en Part,<br /></span> +<span class="i0">Isbjørn og Hvalros og Sæl er min daglige Føde.<br /></span> +<span class="i0">Er Maven tom, behøver jeg aldrig at nøde,<br /></span> +<span class="i0">Ganen er ikke længer kræsen og sart.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Sulten som Hundene, nu jeg har fastet et Døgn,<br /></span> +<span class="i0">Sulten som Hundene, nu jeg har fastet et Døgn,<br /></span> <span class="i0">vaagner min Madtrang, lydt mine Indvolde klager,<br /></span> -<span class="i0">Legemet beder om Brød og søde Sager,<br /></span> -<span class="i0">men faar bare Kød, Kød baade Hellig og Søgn.<br /></span> +<span class="i0">Legemet beder om Brød og søde Sager,<br /></span> +<span class="i0">men faar bare Kød, Kød baade Hellig og Søgn.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Men Skibet fra Syd, som daglig er Længslernes Maal,<br /></span> -<span class="i0">som kan bringe Breve, hvori min Skæbne gemmes,<br /></span> +<span class="i0">Men Skibet fra Syd, som daglig er Længslernes Maal,<br /></span> +<span class="i0">som kan bringe Breve, hvori min Skæbne gemmes,<br /></span> <span class="i0">det svinder straks af min hungrige Hjerne og glemmes,<br /></span> -<span class="i0">nu, jeg har blodrigt Kød at sætte paa Baal.<br /></span> +<span class="i0">nu, jeg har blodrigt Kød at sætte paa Baal.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Saa mættes jeg da. Tung ligger jeg paa min Briks,<br /></span> +<span class="i0">Saa mættes jeg da. Tung ligger jeg paa min Briks,<br /></span> <span class="i0">det drypper fra Snehyttens Tag; det er Midnatssolen,<br /></span> -<span class="i0">der vækker en smæltende Vaar til Liv selv ved Polen.<br /></span> -<span class="i0">Jeg er lykkelig mæt — savner knapt Kaffe og Kiks.<br /></span> +<span class="i0">der vækker en smæltende Vaar til Liv selv ved Polen.<br /></span> +<span class="i0">Jeg er lykkelig mæt — savner knapt Kaffe og Kiks.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <div><span class="pagenum"><a name="Side_101" id="Side_101" title="[S. 101]"> </a></span></div> -<span class="i0">Jeg drømmer, jeg ser vort Skib, med Bud og Besked,<br /></span> +<span class="i0">Jeg drømmer, jeg ser vort Skib, med Bud og Besked,<br /></span> <span class="i0">med Nyt om Menneskers Liv derude, derhjemme<br /></span> <span class="i0">og Brev fra — ak, nu hvisker en plagsom Stemme:<br /></span> -<span class="i0">»Maaske er der hændt noget <em>sørgeligt</em>, som slaar dig ned!«<br /></span> +<span class="i0">»Maaske er der hændt noget <em>sørgeligt</em>, som slaar dig ned!«<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Da vaagner jeg skræmt og ønsker, det Skib ikke kom,<br /></span> -<span class="i0">maaske er det Far, som er død — eller sæt, det var <em>hende</em>!<br /></span> +<span class="i0">Da vaagner jeg skræmt og ønsker, det Skib ikke kom,<br /></span> +<span class="i0">maaske er det Far, som er død — eller sæt, det var <em>hende</em>!<br /></span> <span class="i0">— Aa, skynd dig dog, Skib, og lad mig <em>Vished</em> kende.<br /></span> -<span class="i0">Jeg skal lukke min skælvende Mund under Skæbnens Dom ...<br /></span> +<span class="i0">Jeg skal lukke min skælvende Mund under Skæbnens Dom ...<br /></span> </div></div></div> <hr class="chapbreak" /> @@ -3133,88 +3093,88 @@ TIL L. C. NIELSEN OG VALDEMAR NEIIENDAM</h2> <div class="center"><div class="poem"><div class="stanza"> <span class="i0">Se Solen, hvor den suger<br /></span> -<span class="i0">hvert Fnug af Havets Taageslør,<br /></span> -<span class="i0">og hør, hvor Isen lystigt tør,<br /></span> -<span class="i0">nu skal vi ud til Skær og Øer,<br /></span> +<span class="i0">hvert Fnug af Havets Taageslør,<br /></span> +<span class="i0">og hør, hvor Isen lystigt tør,<br /></span> +<span class="i0">nu skal vi ud til Skær og Øer,<br /></span> <span class="i0">hvor Edderfuglen ruger.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Smalhals behersker Teltet:<br /></span> <span class="i0">lidt Pemmikan, jeg gemte viist,<br /></span> <span class="i0">er — ak! — I Hundene forlist,<br /></span> -<span class="i0">vort sidste Sælkød har vi spist,<br /></span> -<span class="i0">og Grynene er væltet.<br /></span> +<span class="i0">vort sidste Sælkød har vi spist,<br /></span> +<span class="i0">og Grynene er væltet.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Naa — altsaa ud paa Havet,<br /></span> -<span class="i0">dèr kender jeg bag Taagens Skjul<br /></span> +<span class="i0">dèr kender jeg bag Taagens Skjul<br /></span> <span class="i0">et rigt Revier med dejligt Sul<br /></span> <span class="i0">af Tejst og Alk og Edderfugl<br /></span> -<span class="i0">og Æg, i Dun begravet!<br /></span> +<span class="i0">og Æg, i Dun begravet!<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Jeg faar en flot Eskorte<br /></span> <span class="i0">af pragtfuldt skidne Eskimoer,<br /></span> <span class="i0">der stolt de smaa Kajakker ror<br /></span> -<span class="i0">og brummer sære Aandekor<br /></span> +<span class="i0">og brummer sære Aandekor<br /></span> <span class="i0">med Genlyd fjernest borte.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <div><span class="pagenum"><a name="Side_103" id="Side_103" title="[S. 103]"> </a></span></div> <span class="i0">Der staar lidt nordlig Brise,<br /></span> -<span class="i0">den giver Slid og Søgang nok.<br /></span> -<span class="i0">— Længst nynner i den muntre Flok<br /></span> -<span class="i0"><em>Odâk</em>, en vældig Angakok,<br /></span> +<span class="i0">den giver Slid og Søgang nok.<br /></span> +<span class="i0">— Længst nynner i den muntre Flok<br /></span> +<span class="i0"><em>Odâk</em>, en vældig Angakok,<br /></span> <span class="i0">sin monotone Vise.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Jeg sér ham avancere<br /></span> -<span class="i0">og sér en knortet Hvalroskrop,<br /></span> +<span class="i0">Jeg sér ham avancere<br /></span> +<span class="i0">og sér en knortet Hvalroskrop,<br /></span> <span class="i0">der dukker tungt af Havet op<br /></span> <span class="i0">— og fler og fler — en talrig Trop,<br /></span> <span class="i0">nu skal vi harpunere.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0"><em>Odâk</em> vil Kampen lede,<br /></span> +<span class="i0"><em>Odâk</em> vil Kampen lede,<br /></span> <span class="i0"><em>Panig'pak</em> farer ogsaa frem,<br /></span> -<span class="i0"><em>Sivdluk</em> og jeg er nær bag dem;<br /></span> +<span class="i0"><em>Sivdluk</em> og jeg er nær bag dem;<br /></span> <span class="i0">indstukket ved en Kobberem<br /></span> <span class="i0">holder jeg Riflen rede.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Dødsramt neddykker Dyret,<br /></span> +<span class="i0">Dødsramt neddykker Dyret,<br /></span> <span class="i0">— og hvis nu Fangelinen brast,<br /></span> -<span class="i0">sank denne Kødkolos i Hast;<br /></span> -<span class="i0">men før den gør sit Friheds-Kast,<br /></span> +<span class="i0">sank denne Kødkolos i Hast;<br /></span> +<span class="i0">men før den gør sit Friheds-Kast,<br /></span> <span class="i0">lykkes det at faa fyret.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Dèr flyder nu i Søen<br /></span> +<span class="i0">Dèr flyder nu i Søen<br /></span> <span class="i0">seks Hundrede Pund kraftig Mad;<br /></span> -<span class="i0">med mine Fæller ler jeg glad,<br /></span> +<span class="i0">med mine Fæller ler jeg glad,<br /></span> <span class="i0">og med Kajakkerne paa Rad<br /></span> -<span class="i0">bugserer vi til Øen.<br /></span> +<span class="i0">bugserer vi til Øen.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Aa! Hvilket Ædegilde!<br /></span> +<span class="i0">Aa! Hvilket Ædegilde!<br /></span> <span class="i0">Vi slubrer Blod og gnaver Ben<br /></span> -<span class="i0">og breder Skind af Bjørn og Rén<br /></span> -<span class="i0">til Soveplads paa mosklædt Sten,<br /></span> +<span class="i0">og breder Skind af Bjørn og Rén<br /></span> +<span class="i0">til Soveplads paa mosklædt Sten,<br /></span> <span class="i0">— og Vejret blir saa stille.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <div><span class="pagenum"><a name="Side_104" id="Side_104" title="[S. 104]"> </a></span></div> <span class="i0">Se, Midnatssolen daler,<br /></span> -<span class="i0">rødt flammer Bræerne i Nord,<br /></span> +<span class="i0">rødt flammer Bræerne i Nord,<br /></span> <span class="i0">og langt ud i den blanke Fjord<br /></span> <span class="i0">genspejles Solen gylden stor<br /></span> <span class="i0">og Isens blaa Portaler.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Vi sover sødt og trøstigt,<br /></span> -<span class="i0">og næste Dag gaar vi paa Jagt<br /></span> +<span class="i0">Vi sover sødt og trøstigt,<br /></span> +<span class="i0">og næste Dag gaar vi paa Jagt<br /></span> <span class="i0">og skyder Fugle, faar dem smagt<br /></span> -<span class="i0">og samler Æg, en mægtig Dragt,<br /></span> +<span class="i0">og samler Æg, en mægtig Dragt,<br /></span> <span class="i0">og har det frit og lystigt.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Hjem over Havet glider<br /></span> -<span class="i0">lydløst og lynsnart vor Kajak,<br /></span> +<span class="i0">lydløst og lynsnart vor Kajak,<br /></span> <span class="i0">som om uset en Hval den trak,<br /></span> -<span class="i0">fjernt gløder Sol paa Nunatak,<br /></span> -<span class="i0">mens Sommerdøgnet skrider.<br /></span> +<span class="i0">fjernt gløder Sol paa Nunatak,<br /></span> +<span class="i0">mens Sommerdøgnet skrider.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">O, hvilke skønne Tider!<br /></span> -<span class="i0">En lønlig Fred paa Hav og Jord,<br /></span> -<span class="i0">her er mit Rige, højt mod Nord,<br /></span> +<span class="i0">O, hvilke skønne Tider!<br /></span> +<span class="i0">En lønlig Fred paa Hav og Jord,<br /></span> +<span class="i0">her er mit Rige, højt mod Nord,<br /></span> <span class="i0">og her, blandt frie Eskimoer,<br /></span> <span class="i0">jubler jeg stolt — og lider.<br /></span> </div></div></div> @@ -3228,27 +3188,27 @@ TIL L. C. NIELSEN OG VALDEMAR NEIIENDAM</h2> <div class="center"><div class="poem"><div class="stanza"> -<span class="i0">Straks da jeg hørte berette<br /></span> -<span class="i0">om Eskimoernes Sæder,<br /></span> -<span class="i0">væmmedes jeg ved de slette,<br /></span> -<span class="i0">kyniske Hedningeglæder,<br /></span> +<span class="i0">Straks da jeg hørte berette<br /></span> +<span class="i0">om Eskimoernes Sæder,<br /></span> +<span class="i0">væmmedes jeg ved de slette,<br /></span> +<span class="i0">kyniske Hedningeglæder,<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">fordømte Flerkoneriet,<br /></span> +<span class="i0">fordømte Flerkoneriet,<br /></span> <span class="i0">de yndede Konebytninger<br /></span> <span class="i0">og Madlavnings-Svineriet<br /></span> <span class="i0">i temmelig hvasse Ytringer,<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">fandt, at Aandemanerne<br /></span> -<span class="i0">drev et hæsligt Bedrag,<br /></span> -<span class="i0">og at Blodhævns-Vanerne<br /></span> +<span class="i0">drev et hæsligt Bedrag,<br /></span> +<span class="i0">og at Blodhævns-Vanerne<br /></span> <span class="i0">var en forkastelig Sag.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Men — som jeg leved iblandt dem<br /></span> -<span class="i0">og fik de fleste kær,<br /></span> -<span class="i0">hændtes det, at jeg fandt dem<br /></span> -<span class="i0">et smukkere Rygte værd,<br /></span> +<span class="i0">og fik de fleste kær,<br /></span> +<span class="i0">hændtes det, at jeg fandt dem<br /></span> +<span class="i0">et smukkere Rygte værd,<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">hændte det, at jeg satte<br /></span> +<span class="i0">hændte det, at jeg satte<br /></span> <span class="i0">deres uslebne Natur<br /></span> <span class="i0">over vor egen glatte<br /></span> <span class="i0">ofte forlorne Kultur.<br /></span> @@ -3259,61 +3219,61 @@ TIL L. C. NIELSEN OG VALDEMAR NEIIENDAM</h2> <span class="i0">bare frimodigt erkende,<br /></span> <span class="i0">at <em>bedre</em> er vore ikke,<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">og at vi saa skal sætte<br /></span> +<span class="i0">og at vi saa skal sætte<br /></span> <span class="i0">os selv i Hedningernes Sted<br /></span> -<span class="i0">for at fælde det rette<br /></span> -<span class="i0">Skøn over Maal og Med,<br /></span> +<span class="i0">for at fælde det rette<br /></span> +<span class="i0">Skøn over Maal og Med,<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">og at vi burde kigge<br /></span> <span class="i0">bag egne Fordommes Mur,<br /></span> -<span class="i0">før vi fordømmer Skikke<br /></span> +<span class="i0">før vi fordømmer Skikke<br /></span> <span class="i0">af fremmedartet Natur.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Vi korser os over det syndige<br /></span> <span class="i0">Liv i obskure Gader,<br /></span> -<span class="i0">men er næppe selv saa yndige<br /></span> +<span class="i0">men er næppe selv saa yndige<br /></span> <span class="i0">Helgener, som vi lader.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Over de <em>andres</em> Laster<br /></span> <span class="i0">bander vi, saa vi faar Mulkt,<br /></span> -<span class="i0">eller bekæmper dem aabenlyst<br /></span> +<span class="i0">eller bekæmper dem aabenlyst<br /></span> <span class="i0">— og synder dog <em>selv</em> gedulgt.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Men her iblandt de »Vilde«<br /></span> +<span class="i0">Men her iblandt de »Vilde«<br /></span> <span class="i0">paa Jordens nordligste Kyster<br /></span> -<span class="i0">er intet standsmæssigt Skille,<br /></span> -<span class="i0">her følger enhver sine Lyster.<br /></span> +<span class="i0">er intet standsmæssigt Skille,<br /></span> +<span class="i0">her følger enhver sine Lyster.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Kan en dygtig Fanger forsørge<br /></span> -<span class="i0">mér end en enkelt Kone,<br /></span> -<span class="i0">er der ingen »Moral« at spørge<br /></span> -<span class="i0">og ingen Brøde at sone.<br /></span> +<span class="i0">Kan en dygtig Fanger forsørge<br /></span> +<span class="i0">mér end en enkelt Kone,<br /></span> +<span class="i0">er der ingen »Moral« at spørge<br /></span> +<span class="i0">og ingen Brøde at sone.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <div><span class="pagenum"><a name="Side_107" id="Side_107" title="[S. 107]"> </a></span></div> -<span class="i0">Hos <em>os</em> kan kun én man binde<br /></span> -<span class="i0">gennem Præst eller Øvrighed,<br /></span> +<span class="i0">Hos <em>os</em> kan kun én man binde<br /></span> +<span class="i0">gennem Præst eller Øvrighed,<br /></span> <span class="i0">— saa holder man Elskerinde,<br /></span> -<span class="i0">hvad Gud og Hvermand véd.<br /></span> +<span class="i0">hvad Gud og Hvermand véd.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Hjemme spiser man Vildt,<br /></span> <span class="i0">som raadner — en Modens Gaade —,<br /></span> <span class="i0"><em>da</em> er vel Forargelsen spildt<br /></span> <span class="i0">over Hedningens Levemaade.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Man ækles over de Lus,<br /></span> +<span class="i0">Man ækles over de Lus,<br /></span> <span class="i0">der Liv paa hans Legem frister.<br /></span> <span class="i0">— Hos os i hvert andet Hus<br /></span> <span class="i0">snylter der Syfilister.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Hjemme bærer vi Hatteflor,<br /></span> -<span class="i0">naar en af de nærmeste dør,<br /></span> -<span class="i0">klæder os sort det næste Aar<br /></span> -<span class="i0">— og lever dog Livet som før.<br /></span> +<span class="i0">Hjemme bærer vi Hatteflor,<br /></span> +<span class="i0">naar en af de nærmeste dør,<br /></span> +<span class="i0">klæder os sort det næste Aar<br /></span> +<span class="i0">— og lever dog Livet som før.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Hvert Land taler <em>sit</em> Sørgesprog,<br /></span> -<span class="i0">har <em>sit</em> Begravelsesvæsen.<br /></span> -<span class="i0">Heroppe sværter man Øjenlaag<br /></span> -<span class="i0">og putter sig Renshaar i Næsen.<br /></span> +<span class="i0">Hvert Land taler <em>sit</em> Sørgesprog,<br /></span> +<span class="i0">har <em>sit</em> Begravelsesvæsen.<br /></span> +<span class="i0">Heroppe sværter man Øjenlaag<br /></span> +<span class="i0">og putter sig Renshaar i Næsen.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Hjemme dyrker vi Fanden<br /></span> <span class="i0">som straffende Gud for det onde,<br /></span> @@ -3321,25 +3281,25 @@ TIL L. C. NIELSEN OG VALDEMAR NEIIENDAM</h2> <span class="i0">i Havet, hvor ingen kan bunde.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Her tages det Barn af Live,<br /></span> -<span class="i0">hvis Slægt er til Graven fulgt,<br /></span> -<span class="i0">som ingen kan Næring give,<br /></span> -<span class="i0">som snart maatte dø af Sult.<br /></span> +<span class="i0">hvis Slægt er til Graven fulgt,<br /></span> +<span class="i0">som ingen kan Næring give,<br /></span> +<span class="i0">som snart maatte dø af Sult.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <div><span class="pagenum"><a name="Side_108" id="Side_108" title="[S. 108]"> </a></span></div> -<span class="i0">Men Jomfruen hjemme, der føder<br /></span> +<span class="i0">Men Jomfruen hjemme, der føder<br /></span> <span class="i0">sit Barn i Jordemorens Gade,<br /></span> -<span class="i0">maa dyrt en Pengesum bøde<br /></span> -<span class="i0">for at dække over sin »Skade«.<br /></span> +<span class="i0">maa dyrt en Pengesum bøde<br /></span> +<span class="i0">for at dække over sin »Skade«.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Maaske vil Barnet krepere<br /></span> -<span class="i0">af gennemført ussel Pleje,<br /></span> +<span class="i0">af gennemført ussel Pleje,<br /></span> <span class="i0">— saa er der jo intet mere,<br /></span> -<span class="i0">som røber Elskovens Veje.<br /></span> +<span class="i0">som røber Elskovens Veje.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Og vi, som endnu fører Krige<br /></span> +<span class="i0">Og vi, som endnu fører Krige<br /></span> <span class="i0">af den smudsigste Egennytte,<br /></span> -<span class="i0">bør ikke hysterisk skrige<br /></span> -<span class="i0">om Hævnmord i Hedningehytte.<br /></span> +<span class="i0">bør ikke hysterisk skrige<br /></span> +<span class="i0">om Hævnmord i Hedningehytte.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Det ene Folk er som det andet,<br /></span> <span class="i0">det er <em>Mennesker</em> alle Vegne.<br /></span> @@ -3347,65 +3307,65 @@ TIL L. C. NIELSEN OG VALDEMAR NEIIENDAM</h2> <span class="i0">og Hedninger blandt Guds egne.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Og hvad maa <em>vi</em> ikke taale<br /></span> -<span class="i0">af alle Lægprædikanterne,<br /></span> -<span class="i0">som er værre til at gøgle og skraale<br /></span> +<span class="i0">af alle Lægprædikanterne,<br /></span> +<span class="i0">som er værre til at gøgle og skraale<br /></span> <span class="i0">end Tarmskinds-Tromme-Musikanterne.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Ak — lad os da blot missionere<br /></span> -<span class="i0">blandt Grønlands sidste »fortabte«,<br /></span> +<span class="i0">blandt Grønlands sidste »fortabte«,<br /></span> <span class="i0"><em>Skikkene</em> kan man polere,<br /></span> -<span class="i0"><em>Sjælene</em> blir som de er skabte.<br /></span> +<span class="i0"><em>Sjælene</em> blir som de er skabte.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Og lad os bygge Butikker<br /></span> -<span class="i0">til Støtte for Salmesangen,<br /></span> -<span class="i0">saa faar den »Vilde« en sikker<br /></span> +<span class="i0">til Støtte for Salmesangen,<br /></span> +<span class="i0">saa faar den »Vilde« en sikker<br /></span> <span class="i0">Genvej til Undergangen.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <div><span class="pagenum"><a name="Side_109" id="Side_109" title="[S. 109]"> </a></span></div> <span class="i0">Saa kan den kongelige Handel<br /></span> <span class="i0">og Missionens Aarsberetninger<br /></span> <span class="i0">servere den bitre Mandel<br /></span> -<span class="i0">i slørede Frase-Sætninger.<br /></span> +<span class="i0">i slørede Frase-Sætninger.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Den nydøbte sælger sin Bjørnefælg<br /></span> -<span class="i0">og Spækket til Lampetran<br /></span> -<span class="i0">— og sidder i Mørke og fryser selv<br /></span> +<span class="i0">Den nydøbte sælger sin Bjørnefælg<br /></span> +<span class="i0">og Spækket til Lampetran<br /></span> +<span class="i0">— og sidder i Mørke og fryser selv<br /></span> <span class="i0">og sulter sit Hundespand.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Sidder og remser Bønner<br /></span> -<span class="i0">i Handelens Bomulds-Klæder<br /></span> -<span class="i0">— disse Naturens Sønner,<br /></span> -<span class="i0">der fødtes til frie Glæder!<br /></span> +<span class="i0">Sidder og remser Bønner<br /></span> +<span class="i0">i Handelens Bomulds-Klæder<br /></span> +<span class="i0">— disse Naturens Sønner,<br /></span> +<span class="i0">der fødtes til frie Glæder!<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Ingen maa Koner bytte<br /></span> -<span class="i0">eller dræbe hverken Gamle eller Unge,<br /></span> +<span class="i0">eller dræbe hverken Gamle eller Unge,<br /></span> <span class="i0">— de lover det, men maa dog lytte<br /></span> -<span class="i0">til Naturens ærlige Tunge.<br /></span> +<span class="i0">til Naturens ærlige Tunge.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Snart er de kristnede Vilde<br /></span> <span class="i0">at se til som Munke i Kloster,<br /></span> <span class="i0">nu synder de skjult og stille,<br /></span> <span class="i0">bedriver Hor og fordriver Foster.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0"><em>Det</em> gør deres Frænder mod Syd,<br /></span> +<span class="i0"><em>Det</em> gør deres Frænder mod Syd,<br /></span> <span class="i0">som kristnedes af Hans Egede.<br /></span> <span class="i0">Alverden skilter med Dyd,<br /></span> <span class="i0">men hvor er dens Fraser afblegede!<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Den Vilde var sand i sin Last,<br /></span> -<span class="i0">og Lasten var alles i Fællig,<br /></span> +<span class="i0">og Lasten var alles i Fællig,<br /></span> <span class="i0">— hos <em>os</em> blir hver Synder sat fast<br /></span> <span class="i0">af dem, der hykler sig hellig.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <div><span class="pagenum"><a name="Side_110" id="Side_110" title="[S. 110]"> </a></span></div> <span class="i0">Men hellere Hedning og fuld af Synd<br /></span> -<span class="i0">og ærlig i alt sit Væsen<br /></span> +<span class="i0">og ærlig i alt sit Væsen<br /></span> <span class="i0">end brovte med Kristendom, som er tynd,<br /></span> -<span class="i0">og saa tage Godtfolk ved Næsen.<br /></span> +<span class="i0">og saa tage Godtfolk ved Næsen.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Nu, da jeg lever blandt disse<br /></span> <span class="i0">foragtede Faar og fortabte,<br /></span> -<span class="i0">erkender min Sjæl tilvisse:<br /></span> +<span class="i0">erkender min Sjæl tilvisse:<br /></span> <span class="i0">vi er <em>alle</em> som <em>Mennesker</em> skabte.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Det ene Folk er som det andet,<br /></span> @@ -3424,117 +3384,117 @@ TIL L. C. NIELSEN OG VALDEMAR NEIIENDAM</h2> -<h2><a name="LANDSMAEND" id="LANDSMAEND"></a>LANDSMÆND</h2> +<h2><a name="LANDSMAEND" id="LANDSMAEND"></a>LANDSMÆND</h2> <div class="center"><div class="poem"><div class="stanza"> <span class="i0">Der er ingen, jeg ude i fremmede Byer<br /></span> -<span class="i0">saa ængsteligt som mine <em>Landsmænd</em> skyer.<br /></span> +<span class="i0">saa ængsteligt som mine <em>Landsmænd</em> skyer.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Det er ækelt af hjemlige Skvalp at beskylles<br /></span> +<span class="i0">Det er ækelt af hjemlige Skvalp at beskylles<br /></span> <span class="i0">derude, hvor blot af det ny man vil fyldes.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Men ellers — jeg véd det — i Udlandets Havn,<br /></span> -<span class="i0">dèr falder hver dansk i sin Landsmands Favn.<br /></span> +<span class="i0">Men ellers — jeg véd det — i Udlandets Havn,<br /></span> +<span class="i0">dèr falder hver dansk i sin Landsmands Favn.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Dèr er <em>de</em> saa henrykte for hinanden,<br /></span> +<span class="i0">Dèr er <em>de</em> saa henrykte for hinanden,<br /></span> <span class="i0">som hjemme er Fjender som bare Fanden.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Tilsammen rakker de Danmark ned<br /></span> -<span class="i0">og røber deres Venners Hemmelighed.<br /></span> +<span class="i0">og røber deres Venners Hemmelighed.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">De følges i Cirkus og Opera;<br /></span> +<span class="i0">De følges i Cirkus og Opera;<br /></span> <span class="i0">det er tydeligt, hvilket Land de er fra.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">De er Ravnekrogsfolk fra en Lilleputstat,<br /></span> <span class="i0">altid til Kaffesladder parat ...<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">— Men da jeg kom til Eskimoernes Land,<br /></span> -<span class="i0">da maatte <em>jeg</em> søge den danske Mand.<br /></span> +<span class="i0">da maatte <em>jeg</em> søge den danske Mand.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <div><span class="pagenum"><a name="Side_112" id="Side_112" title="[S. 112]"> </a></span></div> -<span class="i0">Han hersker i Grønland som nogen Czar,<br /></span> +<span class="i0">Han hersker i Grønland som nogen Czar,<br /></span> <span class="i0">behersker mig, til jeg er hjemrejse-klar.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Sandt skal være sandt: det maa jeg jo sige,<br /></span> +<span class="i0">Sandt skal være sandt: det maa jeg jo sige,<br /></span> <span class="i0">vi talte ofte sammen som Lige.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0"><em>Jeg</em> haanede Grønlands usle Regering,<br /></span> +<span class="i0"><em>Jeg</em> haanede Grønlands usle Regering,<br /></span> <span class="i0"><em>han</em> peged paa Eskimoernes Formering:<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">at <em>nu</em> var de vokset til elleve Tusende;<br /></span> <span class="i0">— for et lykkeligt Styre er Beviset jo knusende!<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Især naar man véd, at adskillige Hundrede<br /></span> -<span class="i0">er uægte Frugt af den højligt beundrede<br /></span> +<span class="i0">Især naar man véd, at adskillige Hundrede<br /></span> +<span class="i0">er uægte Frugt af den højligt beundrede<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">danske Regerings Embedsmænd,<br /></span> +<span class="i0">danske Regerings Embedsmænd,<br /></span> <span class="i0">der opfylder Jorden, hvor de kommer hen ...<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">— De elsker mig ikke i denne Region,<br /></span> <span class="i0">de tror, jeg er kommen herop som Spion.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">De véd, at jeg mener, vi handler ilde<br /></span> +<span class="i0">De véd, at jeg mener, vi handler ilde<br /></span> <span class="i0">mod dem, over hvem vi Herrer spille.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Jeg finder vort Styre dumt og slet,<br /></span> <span class="i0">— og der er vel dem, som giver mig Ret.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">De frygter, at jeg skal Sandheden skrive<br /></span> -<span class="i0">og Grønlands Enevoldsmagt aflive.<br /></span> +<span class="i0">og Grønlands Enevoldsmagt aflive.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">En nybagt Præst, der mest var Kujon,<br /></span> +<span class="i0">En nybagt Præst, der mest var Kujon,<br /></span> <span class="i0">spotlo bestandig vor Ekspedition.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Jeg kendte ham hjemme. Han fik den Fornemmelse:<br /></span> -<span class="i0">Grønland gir Penge og sikker Forfremmelse.<br /></span> +<span class="i0">Grønland gir Penge og sikker Forfremmelse.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <div><span class="pagenum"><a name="Side_113" id="Side_113" title="[S. 113]"> </a></span></div> -<span class="i0">Nu sad han i Landet som »Missionær«<br /></span> -<span class="i0">og mente sig Martyr-Glorien værd.<br /></span> +<span class="i0">Nu sad han i Landet som »Missionær«<br /></span> +<span class="i0">og mente sig Martyr-Glorien værd.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Langt fra den hjemlige Faarestald<br /></span> -<span class="i0">»<em>led</em>« han — for at vente paa federe Kald.<br /></span> +<span class="i0">»<em>led</em>« han — for at vente paa federe Kald.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Han præked: »Jer Rejse lader sig ej gøre.«<br /></span> -<span class="i0">Selv turde han ikke sin Slæde køre.<br /></span> +<span class="i0">Han præked: »Jer Rejse lader sig ej gøre.«<br /></span> +<span class="i0">Selv turde han ikke sin Slæde køre.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Han spaaede: »I opgir jer Tur som for streng.«<br /></span> -<span class="i0">Selv laa han lunt i sin Præsteseng ...<br /></span> +<span class="i0">Han spaaede: »I opgir jer Tur som for streng.«<br /></span> +<span class="i0">Selv laa han lunt i sin Præsteseng ...<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Nogle Præstefruer troede min Virken<br /></span> +<span class="i0">Nogle Præstefruer troede min Virken<br /></span> <span class="i0">bare galdt at omstyrte Kirken.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Nervøse, forpjattede, hyklerisk søde<br /></span> -<span class="i0">kom et Par af dem Fjenden i Møde.<br /></span> +<span class="i0">Nervøse, forpjattede, hyklerisk søde<br /></span> +<span class="i0">kom et Par af dem Fjenden i Møde.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Den ene, en værdig Guds Ords Repræsentant,<br /></span> -<span class="i0">er Grønlands berømteste Løgn-Fabrikant.<br /></span> +<span class="i0">Den ene, en værdig Guds Ords Repræsentant,<br /></span> +<span class="i0">er Grønlands berømteste Løgn-Fabrikant.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Dulgt sværted hun mig som en ryggesløs Ka'l<br /></span> -<span class="i0">— saadan er grønlandsk Missions-Moral.<br /></span> +<span class="i0">Dulgt sværted hun mig som en ryggesløs Ka'l<br /></span> +<span class="i0">— saadan er grønlandsk Missions-Moral.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Men havde hun vidst, hvor min Pen er svag,<br /></span> -<span class="i0">havde hun vel næppe skjult sit Nag.<br /></span> +<span class="i0">havde hun vel næppe skjult sit Nag.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Da kunde hun sparet Bagvaskelsens Pil<br /></span> -<span class="i0">her i Danskhedens ækleste Sladder-Eksil ...<br /></span> +<span class="i0">her i Danskhedens ækleste Sladder-Eksil ...<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Der er i Verden, hvorhen jeg drog,<br /></span> <span class="i0">ingensteds Mage til Sladrekrog.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Endnu har jeg aldrig paa min Færden<br /></span> -<span class="i0">truffet saa snæver en Tankeverden.<br /></span> +<span class="i0">Endnu har jeg aldrig paa min Færden<br /></span> +<span class="i0">truffet saa snæver en Tankeverden.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <div><span class="pagenum"><a name="Side_114" id="Side_114" title="[S. 114]"> </a></span></div> <span class="i0">Ingen kan holde sig for sig selv,<br /></span> -<span class="i0">enhver maa ud i Skænderiets Elv.<br /></span> +<span class="i0">enhver maa ud i Skænderiets Elv.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Hver Plads har højst tre-fire Familjer,<br /></span> -<span class="i0">— men alle saa er de selvstændige Viljer.<br /></span> +<span class="i0">Hver Plads har højst tre-fire Familjer,<br /></span> +<span class="i0">— men alle saa er de selvstændige Viljer.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Bestyrerens bøjer sig ikke for Præstens,<br /></span> -<span class="i0">Doktorens Mening skal ogsaa være Restens.<br /></span> +<span class="i0">Bestyrerens bøjer sig ikke for Præstens,<br /></span> +<span class="i0">Doktorens Mening skal ogsaa være Restens.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Nu fatter jeg, at en Dansk kunde mene,<br /></span> <span class="i0">at han havde det bedst, hvor han boede <em>alene</em>.<br /></span> @@ -3543,121 +3503,121 @@ TIL L. C. NIELSEN OG VALDEMAR NEIIENDAM</h2> <span class="i0">i fyrre Graders Kulde en Helvedes Hede.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Men — jeg maa sige — heller intet Sted<br /></span> -<span class="i0">af mere opofrende Værter jeg véd.<br /></span> +<span class="i0">af mere opofrende Værter jeg véd.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Straks, deres Gæst over Tærskelen er traadt,<br /></span> +<span class="i0">Straks, deres Gæst over Tærskelen er traadt,<br /></span> <span class="i0">er det bedste, de ejer, ikke for godt.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Som Budbringer kom han fra Verdenshavet<br /></span> <span class="i0">til dem, der er Aar efter Aar som begravet.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Til dem, der lever i Afstandsbedømmelsen<br /></span> -<span class="i0">og tror paa Personlighed bag Berømmelsen<br /></span> +<span class="i0">Til dem, der lever i Afstandsbedømmelsen<br /></span> +<span class="i0">og tror paa Personlighed bag Berømmelsen<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">og længes naivt efter Bud om de Røster,<br /></span> -<span class="i0">som hjemme Humbugens Laurbær høster,<br /></span> +<span class="i0">og længes naivt efter Bud om de Røster,<br /></span> +<span class="i0">som hjemme Humbugens Laurbær høster,<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">som læser Romanerne uden Nøgler<br /></span> -<span class="i0">og ikke véd, hvor Talenterne gøgler,<br /></span> +<span class="i0">som læser Romanerne uden Nøgler<br /></span> +<span class="i0">og ikke véd, hvor Talenterne gøgler,<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">som vilde den bitreste Skuffelse lide,<br /></span> <span class="i0">om de fik Hemmeligheden at vide.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <div><span class="pagenum"><a name="Side_115" id="Side_115" title="[S. 115]"> </a></span></div> -<span class="i0">De sidder og lytter med graadige Øjne<br /></span> -<span class="i0">til det brogede Liv, dets Skønhed og Løgne,<br /></span> +<span class="i0">De sidder og lytter med graadige Øjne<br /></span> +<span class="i0">til det brogede Liv, dets Skønhed og Løgne,<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">véd ikke selv, hvor lykkelig skjult<br /></span> +<span class="i0">véd ikke selv, hvor lykkelig skjult<br /></span> <span class="i0">langt borte de er fra forlorent og hult,<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">fra Skurkenes Fald og Dydens Forfremmelse<br /></span> -<span class="i0">— <em>alt</em> det, der volder <em>os</em> Brækfornemmelse,<br /></span> +<span class="i0">— <em>alt</em> det, der volder <em>os</em> Brækfornemmelse,<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">fra alt, der saa afstands-lokkende stod,<br /></span> <span class="i0">— <em>det</em>, som vi andre tilfredse forlod,<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">sidder og finder sig selv forurettede,<br /></span> -<span class="i0">— de graadige Øjne blir aldrig mættede,<br /></span> +<span class="i0">— de graadige Øjne blir aldrig mættede,<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">saa er det, de fristes til at nyde,<br /></span> <span class="i0">hvad Naboen koger i sin Gryde,<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">og saa er de midt i det grønlandske Kævl<br /></span> +<span class="i0">og saa er de midt i det grønlandske Kævl<br /></span> <span class="i0">og splittes til bare Las og Trevl ...<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">— Men <em>Gryderne</em>, det maa jeg sige for sandt,<br /></span> -<span class="i0">var det bedste omtrent, jeg i Grønland fandt.<br /></span> +<span class="i0">var det bedste omtrent, jeg i Grønland fandt.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Nu sidder jeg her og mindes med Tak<br /></span> -<span class="i0">de gæstmilde Hjem, hvor jeg aad og drak,<br /></span> +<span class="i0">de gæstmilde Hjem, hvor jeg aad og drak,<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">baade de hyklerske og de ærlige,<br /></span> -<span class="i0">baade de kølige og de kærlige,<br /></span> +<span class="i0">baade de hyklerske og de ærlige,<br /></span> +<span class="i0">baade de kølige og de kærlige,<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">længes mod nogle faa især,<br /></span> -<span class="i0">som virkelig traadte mit Hjærte nær,<br /></span> +<span class="i0">længes mod nogle faa især,<br /></span> +<span class="i0">som virkelig traadte mit Hjærte nær,<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">som jeg altid vil mindes, taknemmelig stemt,<br /></span> -<span class="i0">naar længst deres gode Mad er glemt.<br /></span> +<span class="i0">naar længst deres gode Mad er glemt.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <div><span class="pagenum"><a name="Side_116" id="Side_116" title="[S. 116]"> </a></span></div> -<span class="i0">Ét, hvor man tog mig som den, jeg er,<br /></span> -<span class="i0">og viste sig selv i dagligdags Klær,<br /></span> +<span class="i0">Ét, hvor man tog mig som den, jeg er,<br /></span> +<span class="i0">og viste sig selv i dagligdags Klær,<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">ét, hvor man ingen Bordtaler holdt,<br /></span> -<span class="i0">ét, hvis Vært var korrekt og stolt,<br /></span> +<span class="i0">ét, hvor man ingen Bordtaler holdt,<br /></span> +<span class="i0">ét, hvis Vært var korrekt og stolt,<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">ét, hvor Tanker blev drøftet tidt,<br /></span> -<span class="i0">ét, hvor Latteren blussede frit,<br /></span> +<span class="i0">ét, hvor Tanker blev drøftet tidt,<br /></span> +<span class="i0">ét, hvor Latteren blussede frit,<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">ét, hvor man græd, da vi Afsked tog,<br /></span> -<span class="i0">da vi ud mod den uvisse Skæbne drog ...<br /></span> +<span class="i0">ét, hvor man græd, da vi Afsked tog,<br /></span> +<span class="i0">da vi ud mod den uvisse Skæbne drog ...<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">— Her, hvor jeg lever paa Sultekost<br /></span> <span class="i0">og savner Livretter og liflig Most<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">og immer det sejge Hvalroskød nyder,<br /></span> -<span class="i0">her længes jeg ned til de danske Gryder.<br /></span> +<span class="i0">og immer det sejge Hvalroskød nyder,<br /></span> +<span class="i0">her længes jeg ned til de danske Gryder.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Her mindes jeg altid bevæget og glad<br /></span> +<span class="i0">Her mindes jeg altid bevæget og glad<br /></span> <span class="i0">Eders Velkomstvin, Eders dejlige Mad.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Fortørnes ikke — men her er desværre<br /></span> +<span class="i0">Fortørnes ikke — men her er desværre<br /></span> <span class="i0">Ganen saa tidt Fantasiernes Herre.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Jeg takker jer alt det bedste, jeg kan,<br /></span> -<span class="i0">I Slettelandsbørn i et bjærgfuldt Land.<br /></span> +<span class="i0">I Slettelandsbørn i et bjærgfuldt Land.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">I er som Blomster, oprykket med Rod,<br /></span> -<span class="i0">udplantet i Muld Eders Væsen imod.<br /></span> +<span class="i0">udplantet i Muld Eders Væsen imod.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Men Aarene rinder med ondt og godt,<br /></span> <span class="i0">alt smaat bliver stort, det store smaat.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">I føler det selv: I forkrøbles let,<br /></span> -<span class="i0">Modstanden svigter, Aanden blir træt.<br /></span> +<span class="i0">I føler det selv: I forkrøbles let,<br /></span> +<span class="i0">Modstanden svigter, Aanden blir træt.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <div><span class="pagenum"><a name="Side_117" id="Side_117" title="[S. 117]"> </a></span></div> -<span class="i0">Det er kun de Faa, der i dette Øde<br /></span> -<span class="i0">altid har Aand og Hjærte i Grøde.<br /></span> +<span class="i0">Det er kun de Faa, der i dette Øde<br /></span> +<span class="i0">altid har Aand og Hjærte i Grøde.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0"><em>Dem</em> er det især, jeg mindes med Tak,<br /></span> -<span class="i0">af hvis Aand jeg aad, af hvis Hjærte jeg drak.<br /></span> +<span class="i0"><em>Dem</em> er det især, jeg mindes med Tak,<br /></span> +<span class="i0">af hvis Aand jeg aad, af hvis Hjærte jeg drak.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Vredes I over en ærlig Paamindelse?<br /></span> +<span class="i0">Vredes I over en ærlig Paamindelse?<br /></span> <span class="i0">Nej! Vi har knyttet Venskabs-Forbindelse!<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Jeg véd, I vil ikke nøjes med Venner,<br /></span> +<span class="i0">Jeg véd, I vil ikke nøjes med Venner,<br /></span> <span class="i0">hvis <em>sande</em> Mening I ikke kender.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">De »andre« mindes jeg blot med Medlidenhed,<br /></span> +<span class="i0">De »andre« mindes jeg blot med Medlidenhed,<br /></span> <span class="i0">smiler ad deres Sladder-Alvidenhed.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">De kom jo saa ynkeligt tilkort:<br /></span> <span class="i0">de forblev i Sladder, mens jeg rejste bort.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">— Iøvrigt: jeg tog det altid som Straf,<br /></span> -<span class="i0">naar jeg ude i Verden Landsmænd traf!<br /></span> +<span class="i0">— Iøvrigt: jeg tog det altid som Straf,<br /></span> +<span class="i0">naar jeg ude i Verden Landsmænd traf!<br /></span> </div></div></div> <hr class="chapbreak" /> @@ -3671,81 +3631,81 @@ TIL L. C. NIELSEN OG VALDEMAR NEIIENDAM</h2> <div class="center"><div class="poem"><div class="stanza"> <span class="i0">Man har spurgt mig, om jeg savner<br /></span> <span class="i0">Scenens Kunst, som hjemme bydes,<br /></span> -<span class="i0">og som jeg til Gavns har søgt.<br /></span> -<span class="i0">Nej! Jeg savner Aand og Kløgt,<br /></span> -<span class="i0">og jeg ækles ved de Avner,<br /></span> +<span class="i0">og som jeg til Gavns har søgt.<br /></span> +<span class="i0">Nej! Jeg savner Aand og Kløgt,<br /></span> +<span class="i0">og jeg ækles ved de Avner,<br /></span> <span class="i0">der som Kunstens Kerne nydes.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Jeg har kendt en Hob Aktører<br /></span> +<span class="i0">Jeg har kendt en Hob Aktører<br /></span> <span class="i0">og mangfoldige Aktricer<br /></span> <span class="i0">i den <em>sande</em> Hjemmedragt,<br /></span> <span class="i0">og jeg mindes med Foragt,<br /></span> -<span class="i0">hvad blandt dem man ser og hører<br /></span> +<span class="i0">hvad blandt dem man ser og hører<br /></span> <span class="i0">— Scenekunsten <em>bag</em> Kulisser.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Sur Misundelse var Præget,<br /></span> +<span class="i0">Sur Misundelse var Præget,<br /></span> <span class="i0">raa Kynisme Modersmaalet,<br /></span> -<span class="i0">falsk Elskværdighed en Norm,<br /></span> +<span class="i0">falsk Elskværdighed en Norm,<br /></span> <span class="i0">selv om tidt nok de har skraalet,<br /></span> -<span class="i0">svine-gryntet, faare-bræget<br /></span> -<span class="i0">højt om Kunstens Maal og Form.<br /></span> +<span class="i0">svine-gryntet, faare-bræget<br /></span> +<span class="i0">højt om Kunstens Maal og Form.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Og hvem af dem gør vel Fyldest:<br /></span> -<span class="i0">— kundskabsløse, aandsforladte,<br /></span> +<span class="i0">Og hvem af dem gør vel Fyldest:<br /></span> +<span class="i0">— kundskabsløse, aandsforladte,<br /></span> <span class="i0">blottet for Kultur og Smag!<br /></span><span class="pagenum"><a name="Side_119" id="Side_119" title="[S. 119]"> </a></span> <span class="i0">Men de fraadser i vor Hyldest,<br /></span> <span class="i0">er Nationens dyre Skatte,<br /></span> -<span class="i0">deres »Kunst« en Samfundssag.<br /></span> +<span class="i0">deres »Kunst« en Samfundssag.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Nej — Gud fri mig for den Vaande<br /></span> -<span class="i0">atter at besé vor Scene<br /></span> -<span class="i0">med dens Pøbel og dens »Kunst«.<br /></span> +<span class="i0">atter at besé vor Scene<br /></span> +<span class="i0">med dens Pøbel og dens »Kunst«.<br /></span> <span class="i0">Heller Sne og Is og ene<br /></span> <span class="i0">end fra hver Avis indaande<br /></span> <span class="i0">Scenegulvets mugne Dunst.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">— Da fra Galleriets Bænke<br /></span> +<span class="i0">— Da fra Galleriets Bænke<br /></span> <span class="i0">ung og arm paa Sparepenge<br /></span> -<span class="i0">jeg de første Indtryk fik,<br /></span> -<span class="i0">kunde jeg gaa ene, længe<br /></span> -<span class="i0">gadelangs og gennemtænke<br /></span> +<span class="i0">jeg de første Indtryk fik,<br /></span> +<span class="i0">kunde jeg gaa ene, længe<br /></span> +<span class="i0">gadelangs og gennemtænke<br /></span> <span class="i0">alt med varmt begejstret Blik.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Men min Drøm blev sønderflænget,<br /></span> +<span class="i0">Men min Drøm blev sønderflænget,<br /></span> <span class="i0">da jeg naade i Parkettet<br /></span> -<span class="i0">og fik Teksten fra Sufflør:<br /></span> +<span class="i0">og fik Teksten fra Sufflør:<br /></span> <span class="i0">alt var grelt af Sminke plettet,<br /></span> -<span class="i0">alle Miner grimt forvrænget<br /></span> -<span class="i0">— og jeg kendte hver Aktør!<br /></span> +<span class="i0">alle Miner grimt forvrænget<br /></span> +<span class="i0">— og jeg kendte hver Aktør!<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Kendte mangen vigtig Blære,<br /></span> -<span class="i0">mange sløve Solderister,<br /></span> +<span class="i0">Kendte mangen vigtig Blære,<br /></span> +<span class="i0">mange sløve Solderister,<br /></span> <span class="i0">deres blinde Selvrespekt,<br /></span> <span class="i0">deres tomme Tankekister<br /></span> -<span class="i0">og forlorne Pral og Ære,<br /></span> -<span class="i0">kendte — ak! — Den hele Slægt ...<br /></span> +<span class="i0">og forlorne Pral og Ære,<br /></span> +<span class="i0">kendte — ak! — Den hele Slægt ...<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Men blandt denne simple Vrimmel<br /></span> -<span class="i0">stiger højt en ensom Søjle<br /></span><span class="pagenum"><a name="Side_120" id="Side_120" title="[S. 120]"> </a></span> -<span class="i0">med et klassisk Kapitæl,<br /></span> -<span class="i0">stræbende mod Kunstens Himmel.<br /></span> -<span class="i0">— Mens de andre kun vil gøgle,<br /></span> -<span class="i0">skaber han ud af sin Sjæl.<br /></span> -</div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Disse faa og stolte Hjærter<br /></span> -<span class="i0">og den danske Scenes Hæder<br /></span> -<span class="i0">kan jeg ofte længes til:<br /></span> -<span class="i0"><em>de</em> har kendt de dyre Glæder,<br /></span> -<span class="i0">gennemlevet dybe Smærter,<br /></span> -<span class="i0"><em>de</em> er, trods Teatrets Klæder,<br /></span> +<span class="i0">stiger højt en ensom Søjle<br /></span><span class="pagenum"><a name="Side_120" id="Side_120" title="[S. 120]"> </a></span> +<span class="i0">med et klassisk Kapitæl,<br /></span> +<span class="i0">stræbende mod Kunstens Himmel.<br /></span> +<span class="i0">— Mens de andre kun vil gøgle,<br /></span> +<span class="i0">skaber han ud af sin Sjæl.<br /></span> +</div><br /><div class="stanza"> +<span class="i0">Disse faa og stolte Hjærter<br /></span> +<span class="i0">og den danske Scenes Hæder<br /></span> +<span class="i0">kan jeg ofte længes til:<br /></span> +<span class="i0"><em>de</em> har kendt de dyre Glæder,<br /></span> +<span class="i0">gennemlevet dybe Smærter,<br /></span> +<span class="i0"><em>de</em> er, trods Teatrets Klæder,<br /></span> <span class="i0"><em>Mennesker</em> i deres Spil.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Og jeg véd, at ses vi atter,<br /></span> +<span class="i0">Og jeg véd, at ses vi atter,<br /></span> <span class="i0">staar I som hver Gang, jeg rejser,<br /></span> -<span class="i0">ubønhørligt kun jer <em>selv</em>,<br /></span> -<span class="i0">I har trodset Pøblens Latter,<br /></span> -<span class="i0">I er Søjler, og I knejser<br /></span> -<span class="i0">rankt mod Kunstens Himmelhvælv.<br /></span> +<span class="i0">ubønhørligt kun jer <em>selv</em>,<br /></span> +<span class="i0">I har trodset Pøblens Latter,<br /></span> +<span class="i0">I er Søjler, og I knejser<br /></span> +<span class="i0">rankt mod Kunstens Himmelhvælv.<br /></span> </div></div></div> <hr class="chapbreak" /> @@ -3757,66 +3717,66 @@ TIL L. C. NIELSEN OG VALDEMAR NEIIENDAM</h2> <div class="center"><div class="poem"><div class="stanza"> -<span class="i0">Tænk, naar jeg igen skal høre Musik,<br /></span> -<span class="i0">Musik, som rører min Sjæl til Suk!<br /></span> -<span class="i0">Jeg tror, jeg maa græde det Øjeblik,<br /></span> -<span class="i0">jeg atter hører Musik, som er smuk.<br /></span> +<span class="i0">Tænk, naar jeg igen skal høre Musik,<br /></span> +<span class="i0">Musik, som rører min Sjæl til Suk!<br /></span> +<span class="i0">Jeg tror, jeg maa græde det Øjeblik,<br /></span> +<span class="i0">jeg atter hører Musik, som er smuk.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Musik, o Musik! Beethoven og Bach!<br /></span> <span class="i0">Jeg vil sidde og gemme mit Ansigt bort,<br /></span> <span class="i0">jeg vil glemme mit Liv, og at Livet er kort,<br /></span> <span class="i0">blot leve med Mestrene, aande min Tak.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Heroppe synger kun Søfugl og Hval,<br /></span> +<span class="i0">Heroppe synger kun Søfugl og Hval,<br /></span> <span class="i0">selv voved jeg bare en enkelt Gang<br /></span> <span class="i0">at nynne en lille Schubertsk Sang,<br /></span> -<span class="i0">— Folk lo og tænkte, at jeg var gal.<br /></span> +<span class="i0">— Folk lo og tænkte, at jeg var gal.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Deres Hedningehjærner har ikke Rum<br /></span> +<span class="i0">Deres Hedningehjærner har ikke Rum<br /></span> <span class="i0">for Lykke og Lidelse sat i Musik,<br /></span> <span class="i0">blot Troldmandens monotone Brum<br /></span> -<span class="i0">til Tarmskindstrommens sære Rytmik.<br /></span> +<span class="i0">til Tarmskindstrommens sære Rytmik.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Maaske man kunde faaet dem lært<br /></span> +<span class="i0">Maaske man kunde faaet dem lært<br /></span> <span class="i0">— hvad Tusinder Danske jo lever i —<br /></span> <span class="i0">en flunkende tom Revy-Melodi,<br /></span> -<span class="i0">men det var nok ikke Umagen værd.<br /></span> +<span class="i0">men det var nok ikke Umagen værd.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <div><span class="pagenum"><a name="Side_122" id="Side_122" title="[S. 122]"> </a></span></div> <span class="i0">Thi lykkeligvis er de ikke bragt<br /></span> <span class="i0">saa vidt som de kristnede Eskimoer,<br /></span> -<span class="i0">hvis Salmesang blot er drævende Kor<br /></span> +<span class="i0">hvis Salmesang blot er drævende Kor<br /></span> <span class="i0">— al anden Musik gaar i Hopsatakt.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Dèr dansed jeg vildt til Harmonika-Kluk,<br /></span> -<span class="i0">og al min Hjerne blev Lirekasse-ør,<br /></span> -<span class="i0">min Mund var Latter — mit Hjærte Suk<br /></span> -<span class="i0">efter Toner, som altid fyldte mig før.<br /></span> +<span class="i0">Dèr dansed jeg vildt til Harmonika-Kluk,<br /></span> +<span class="i0">og al min Hjerne blev Lirekasse-ør,<br /></span> +<span class="i0">min Mund var Latter — mit Hjærte Suk<br /></span> +<span class="i0">efter Toner, som altid fyldte mig før.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Der er ikke i Verden en Kunst som Musik,<br /></span> -<span class="i0">hver skælvende Sjæl er i Tonernes Magt,<br /></span> +<span class="i0">hver skælvende Sjæl er i Tonernes Magt,<br /></span> <span class="i0">hvad aldrig jeg saa' med mit Menneskeblik,<br /></span> -<span class="i0">de lønligste Ting har Musikken mig sagt.<br /></span> +<span class="i0">de lønligste Ting har Musikken mig sagt.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Min Sjæl er Musik, snart fortvivlende trist,<br /></span> +<span class="i0">Min Sjæl er Musik, snart fortvivlende trist,<br /></span> <span class="i0">snart kaad som en Scherzo i lyseste Dur,<br /></span> -<span class="i0">og jeg véd, at Musikken vil vare tilsidst,<br /></span> -<span class="i0">naar længst jeg er sløv for Maleri og Skulptur.<br /></span> +<span class="i0">og jeg véd, at Musikken vil vare tilsidst,<br /></span> +<span class="i0">naar længst jeg er sløv for Maleri og Skulptur.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Naar jeg ikke længer kan røre en Pen<br /></span> +<span class="i0">Naar jeg ikke længer kan røre en Pen<br /></span> <span class="i0">og har, hvad de andre fik skrevet, forglemt,<br /></span> <span class="i0">da er vel endnu Musikken igen,<br /></span> -<span class="i0">jeg kan dø i hentonende Klokkeklemt.<br /></span> +<span class="i0">jeg kan dø i hentonende Klokkeklemt.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">— Aa, tænk, naar jeg atter skal høre Musik,<br /></span> -<span class="i0">en kendt Symfoni, tungsindig og stærk,<br /></span> -<span class="i0">o, hvilket højtideligt Øjeblik,<br /></span> -<span class="i0">naar jeg bøjer min Sjæl under Mesterens Værk,<br /></span> +<span class="i0">— Aa, tænk, naar jeg atter skal høre Musik,<br /></span> +<span class="i0">en kendt Symfoni, tungsindig og stærk,<br /></span> +<span class="i0">o, hvilket højtideligt Øjeblik,<br /></span> +<span class="i0">naar jeg bøjer min Sjæl under Mesterens Værk,<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">naar jeg sidder gemt bort i den skjulteste Krog<br /></span> <span class="i0">og glemmer mit eget forsvindende Fnug,<br /></span> <span class="i0">med Sanser, der kender kun Tonernes Sprog,<br /></span> -<span class="i0">og Øjne, der tindrer som Blomster i Dugg.<br /></span> +<span class="i0">og Øjne, der tindrer som Blomster i Dugg.<br /></span> </div></div></div> <hr class="chapbreak" /> @@ -3833,22 +3793,22 @@ TIL L. C. NIELSEN OG VALDEMAR NEIIENDAM</h2> <span class="i0">dem derhjemme, jeg glad forlod,<br /></span> <span class="i0">ikke en eneste en var mig god,<br /></span> <span class="i0">jeg var saa inderlig ked af jer alle,<br /></span> -<span class="i0">træt af at sejre, syg af at falde,<br /></span> -<span class="i0">o! Og bedrøvet af Minder.<br /></span> +<span class="i0">træt af at sejre, syg af at falde,<br /></span> +<span class="i0">o! Og bedrøvet af Minder.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Fjernt gaar Rejsen<br /></span> <span class="i2">bag Nord-Atlanten,<br /></span> -<span class="i0">Fjælde løfter sig, klædt med Is,<br /></span> +<span class="i0">Fjælde løfter sig, klædt med Is,<br /></span> <span class="i0">Hjemmet er skjult i Forglemmelsens Dis.<br /></span> <span class="i0">Endelig fri! Kan uhinderlig drage<br /></span> -<span class="i0">Vejen i sære Henrykkelsens Dage<br /></span> +<span class="i0">Vejen i sære Henrykkelsens Dage<br /></span> <span class="i0">— lykkelige jeg, som fandt den!<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Og jeg nyder<br /></span> -<span class="i2">med skærpede Sanser,<br /></span> -<span class="i0">stormer frem med ubændig Kraft,<br /></span> +<span class="i2">med skærpede Sanser,<br /></span> +<span class="i0">stormer frem med ubændig Kraft,<br /></span> <span class="i0">alt mit Blod er som sydende Saft,<br /></span> -<span class="i0">daglig sejrer ærgerrige Kræfter,<br /></span> +<span class="i0">daglig sejrer ærgerrige Kræfter,<br /></span> <span class="i0">grundigt hviler de sig derefter,<br /></span> <span class="i0">naar ved Maalet jeg stanser.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> @@ -3858,48 +3818,48 @@ TIL L. C. NIELSEN OG VALDEMAR NEIIENDAM</h2> <span class="i0">dem derhjemme, <span class="sic" title="[sic]">de dunkle Blik</span>,<br /></span> <span class="i0">deres berusende Skumringsdrik!<br /></span> <span class="i0">Jeg havde troet jer ude af Tanke ...<br /></span> -<span class="i0">Stille, Hjærte! Du maa ikke banke<br /></span> +<span class="i0">Stille, Hjærte! Du maa ikke banke<br /></span> <span class="i0">Blodet til mine Kinder.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Hør, jeg raaber det:<br /></span> +<span class="i0">Hør, jeg raaber det:<br /></span> <span class="i2">Kvinde, Kvinde!<br /></span> -<span class="i0">Bort med Forsagelsen, Elskov først,<br /></span> -<span class="i0">kom nu og sluk mine Læbers Tørst,<br /></span> -<span class="i0">se, jeg bønfalder dig, vær mig til Vilje,<br /></span> -<span class="i0">ræk mig din duggede Kalk, o Lilje,<br /></span> -<span class="i0">og lad mig dø derinde.<br /></span> +<span class="i0">Bort med Forsagelsen, Elskov først,<br /></span> +<span class="i0">kom nu og sluk mine Læbers Tørst,<br /></span> +<span class="i0">se, jeg bønfalder dig, vær mig til Vilje,<br /></span> +<span class="i0">ræk mig din duggede Kalk, o Lilje,<br /></span> +<span class="i0">og lad mig dø derinde.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Danske Kvinder!<br /></span> <span class="i2">I skal dog vide det:<br /></span> -<span class="i0">Kvinderne her i det høje Nord<br /></span> -<span class="i0">er Hundyr, Byttekvæg, tvungne til Hor,<br /></span> -<span class="i0">Manddyrets Trælle, afhændelig Vare<br /></span> +<span class="i0">Kvinderne her i det høje Nord<br /></span> +<span class="i0">er Hundyr, Byttekvæg, tvungne til Hor,<br /></span> +<span class="i0">Manddyrets Trælle, afhændelig Vare<br /></span> <span class="i0">— elske <em>dem</em>! Nej, det har ingen Fare;<br /></span> -<span class="i0">man væmmes kun, at de maa lide det.<br /></span> +<span class="i0">man væmmes kun, at de maa lide det.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Nej, <em>Kulturens</em><br /></span> <span class="i2">stolte Kvinde,<br /></span> <span class="i0">hende jeg haanede tidt af Trods,<br /></span> <span class="i0">hun er den eneste Kvinde for os.<br /></span> -<span class="i0">Hendes Sjæl er en <em>Kaktus</em>, der udfolder sig<br /></span> +<span class="i0">Hendes Sjæl er en <em>Kaktus</em>, der udfolder sig<br /></span> <span class="i0">bare en eneste Gang. Den beholder jeg<br /></span> <span class="i0">gemt som mit helligste Minde.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Ja, jeg savner dig,<br /></span> <span class="i2">Hjemmets Kvinde!<br /></span><span class="pagenum"><a name="Side_125" id="Side_125" title="[S. 125]"> </a></span> -<span class="i0">Al din friske, fortryllende Skæmt,<br /></span> +<span class="i0">Al din friske, fortryllende Skæmt,<br /></span> <span class="i0">din beslutsomme Mund, der ler saa nemt,<br /></span> -<span class="i0">savner især dine kærligt dømmende<br /></span> -<span class="i0">dunkle Øjne, de vemods-drømmende<br /></span> +<span class="i0">savner især dine kærligt dømmende<br /></span> +<span class="i0">dunkle Øjne, de vemods-drømmende<br /></span> <span class="i0">— mer end en Himmel at vinde!<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Dit stille Vemod,<br /></span> -<span class="i2">din <em>Sjæl</em>, Veninde:<br /></span> +<span class="i2">din <em>Sjæl</em>, Veninde:<br /></span> <span class="i0">dybt, hvor din reneste Strengebund toner<br /></span> -<span class="i0">i sælsomt grublende Regioner,<br /></span> +<span class="i0">i sælsomt grublende Regioner,<br /></span> <span class="i0"><em>den</em> er det, jeg savner — elsker og savner, —<br /></span> -<span class="i0">naar i de svimlende Drømme jeg favner<br /></span> -<span class="i0">mit Hjærtes eneste Kvinde!<br /></span> +<span class="i0">naar i de svimlende Drømme jeg favner<br /></span> +<span class="i0">mit Hjærtes eneste Kvinde!<br /></span> </div></div></div> <hr class="chapbreak" /> @@ -3911,30 +3871,30 @@ TIL L. C. NIELSEN OG VALDEMAR NEIIENDAM</h2> <div class="center"><div class="poem"><div class="stanza"> -<span class="i0">Overmæt af Kunst og Kultur,<br /></span> +<span class="i0">Overmæt af Kunst og Kultur,<br /></span> <span class="i0">led og ked af Venner og Fjender<br /></span> -<span class="i0">søgte jeg bort til en vild Natur,<br /></span> -<span class="i0">hvor intet dagligdags hænder.<br /></span> +<span class="i0">søgte jeg bort til en vild Natur,<br /></span> +<span class="i0">hvor intet dagligdags hænder.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Her fik jeg prøvet min Muskelkraft,<br /></span> -<span class="i0">véd, <em>hvad</em> jeg magter, og <em>hvor</em> det svigter,<br /></span> +<span class="i0">Her fik jeg prøvet min Muskelkraft,<br /></span> +<span class="i0">véd, <em>hvad</em> jeg magter, og <em>hvor</em> det svigter,<br /></span> <span class="i0">fik gennemlevet hver Sorg, jeg har haft,<br /></span> -<span class="i0">og alle forsømte Pligter.<br /></span> +<span class="i0">og alle forsømte Pligter.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Frosset og sultet og legemlig slidt,<br /></span> -<span class="i0">savnet, hvad før var mig uundværligt,<br /></span> -<span class="i0">svævet i pirrende Farer tidt,<br /></span> +<span class="i0">savnet, hvad før var mig uundværligt,<br /></span> +<span class="i0">svævet i pirrende Farer tidt,<br /></span> <span class="i0">— aa, dette Liv er herligt!<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Levet i Solskin Maaneder rundt<br /></span> -<span class="i0">vaagen og virksom Døgnet til Ende,<br /></span> -<span class="i0">besteget Fjældene, sovet sundt<br /></span> -<span class="i0">og bare tænkt smukt om min Fjende.<br /></span> +<span class="i0">vaagen og virksom Døgnet til Ende,<br /></span> +<span class="i0">besteget Fjældene, sovet sundt<br /></span> +<span class="i0">og bare tænkt smukt om min Fjende.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Kysterne ejer rige Spor<br /></span> <span class="i0">om fjerne, formummede Tider,<br /></span> <span class="i0">da frem af Kaos vor elskede Jord<br /></span> -<span class="i0">ung og almægtig stiger.<br /></span> +<span class="i0">ung og almægtig stiger.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <div><span class="pagenum"><a name="Side_127" id="Side_127" title="[S. 127]"> </a></span></div> <span class="i0">Mangt et besynderligt Visdomsord<br /></span> @@ -3942,13 +3902,13 @@ TIL L. C. NIELSEN OG VALDEMAR NEIIENDAM</h2> <span class="i0">Hunde og Herre fik gratis For<br /></span> <span class="i0">og Herren <em>Telt</em> med det samme.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Og naar man først sig vænnet har<br /></span> -<span class="i0">til Kødmad raat ud af Skankerne<br /></span> -<span class="i0">eller Kødmad lunknet i grissede Kar,<br /></span> -<span class="i0">pyt saa, om det dufter af »Tankerne«.<br /></span> +<span class="i0">Og naar man først sig vænnet har<br /></span> +<span class="i0">til Kødmad raat ud af Skankerne<br /></span> +<span class="i0">eller Kødmad lunknet i grissede Kar,<br /></span> +<span class="i0">pyt saa, om det dufter af »Tankerne«.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Og kan man bare faa Hvile og Mad<br /></span> -<span class="i0">og nøgen hos Værtsfolket ligge,<br /></span> +<span class="i0">og nøgen hos Værtsfolket ligge,<br /></span> <span class="i0">da er man tilfreds og lader glad<br /></span> <span class="i0">Polar-Parasiterne stikke.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> @@ -3960,33 +3920,33 @@ TIL L. C. NIELSEN OG VALDEMAR NEIIENDAM</h2> <span class="i0">— Aa, hvilken Tid, naar Hundene sprang,<br /></span> <span class="i0">og Sanserne, friheds-svimle,<br /></span> <span class="i0">og Blodet, der gennem Aarerne sang,<br /></span> -<span class="i0">gløded med glødende Himle!<br /></span> +<span class="i0">gløded med glødende Himle!<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Da foer jeg omkring mellem smaabitte Hjem<br /></span> <span class="i0">norden for Lands Lov og Ret,<br /></span> <span class="i0">— heroppe drog mangen Polstormer frem<br /></span> -<span class="i0">og drog sit sidste Aandedræt.<br /></span> +<span class="i0">og drog sit sidste Aandedræt.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Her søgte jeg Vej til Menneskers Sjæl,<br /></span> -<span class="i0">søgte at bruge to aabne Øjne,<br /></span> -<span class="i0">jagede Réner og Bjørn og Sæl<br /></span> -<span class="i0">de hellige Døgn som de søgne.<br /></span> +<span class="i0">Her søgte jeg Vej til Menneskers Sjæl,<br /></span> +<span class="i0">søgte at bruge to aabne Øjne,<br /></span> +<span class="i0">jagede Réner og Bjørn og Sæl<br /></span> +<span class="i0">de hellige Døgn som de søgne.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <div><span class="pagenum"><a name="Side_128" id="Side_128" title="[S. 128]"> </a></span></div> <span class="i0"><em>Da</em> var jeg langt fra de hjemlige Kaar,<br /></span> -<span class="i0">lod haant om Kulturens Krøller,<br /></span> -<span class="i0">ynkede Oprørets tamme Faar,<br /></span> -<span class="i0">belo vore aandelige Bøller.<br /></span> +<span class="i0">lod haant om Kulturens Krøller,<br /></span> +<span class="i0">ynkede Oprørets tamme Faar,<br /></span> +<span class="i0">belo vore aandelige Bøller.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Vidste saa vel, at <em>selv</em> var jeg glemt<br /></span> <span class="i0">eller agtedes saare ringe.<br /></span> -<span class="i0">Bravo, Københavner! Des mere bekvemt<br /></span> +<span class="i0">Bravo, Københavner! Des mere bekvemt<br /></span> <span class="i0">kunde her jeg sprede min Vinge.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Ja — og jeg folded mine Svingfjer ud,<br /></span> -<span class="i0">hørte du Luften suse!<br /></span> -<span class="i0">Himlen har ikke saa høj en Gud,<br /></span> -<span class="i0">jeg var jo dèr til Huse.<br /></span> +<span class="i0">hørte du Luften suse!<br /></span> +<span class="i0">Himlen har ikke saa høj en Gud,<br /></span> +<span class="i0">jeg var jo dèr til Huse.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Alle mine inderste Tanker steg<br /></span> <span class="i0">fremad, ustanseligt fremad.<br /></span> @@ -3994,19 +3954,19 @@ TIL L. C. NIELSEN OG VALDEMAR NEIIENDAM</h2> <span class="i0">skal kendes, naar jeg vender hjemad ...<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Men jeg maa sige jer det for sandt,<br /></span> -<span class="i0"><em>nu</em> længes jeg hjem til de danske,<br /></span> -<span class="i0">dem jeg dog helst har været iblandt,<br /></span> -<span class="i0">og som jeg tilhører ganske.<br /></span> +<span class="i0"><em>nu</em> længes jeg hjem til de danske,<br /></span> +<span class="i0">dem jeg dog helst har været iblandt,<br /></span> +<span class="i0">og som jeg tilhører ganske.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Her oppe leved jeg længe nok<br /></span> +<span class="i0">Her oppe leved jeg længe nok<br /></span> <span class="i0">til for bestandigt at vide:<br /></span> <span class="i0"><em>jeg</em> er et Faar af min egen Flok,<br /></span> -<span class="i0">det hjemlige Hø vil jeg bide.<br /></span> +<span class="i0">det hjemlige Hø vil jeg bide.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Saadan ender vi Menneskers Flugt<br /></span> <span class="i0">bort fra Kulturens Centrer.<br /></span> -<span class="i0">Den Tid er dog ikke forgæves brugt,<br /></span> -<span class="i0">hvori vore Meninger kæntrer.<br /></span> +<span class="i0">Den Tid er dog ikke forgæves brugt,<br /></span> +<span class="i0">hvori vore Meninger kæntrer.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <div><span class="pagenum"><a name="Side_129" id="Side_129" title="[S. 129]"> </a></span></div> <span class="i0">Mennesket bliver sig selv overalt,<br /></span> @@ -4016,25 +3976,25 @@ TIL L. C. NIELSEN OG VALDEMAR NEIIENDAM</h2> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Blot en Nuance, uendelig lidt<br /></span> <span class="i0">adskiller Stodder fra Greve,<br /></span> -<span class="i0">denne Erkendelse gør jeg tidt,<br /></span> -<span class="i0">den gør det til Fest at leve.<br /></span> +<span class="i0">denne Erkendelse gør jeg tidt,<br /></span> +<span class="i0">den gør det til Fest at leve.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Hedningen her er ej ideal<br /></span> -<span class="i0">og heller ej sjælesort,<br /></span> +<span class="i0">og heller ej sjælesort,<br /></span> <span class="i0">snart er han god, snart er han gal,<br /></span> <span class="i0">— men hans Liv er en herlig Sport.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Det var til dette friske Pust,<br /></span> -<span class="i0">jeg længtes af al mit Hjærte,<br /></span> +<span class="i0">jeg længtes af al mit Hjærte,<br /></span> <span class="i0">— o! Mine unge Vinger har brust,<br /></span> -<span class="i0">men nu har jeg Hjemvéens Smærte.<br /></span> +<span class="i0">men nu har jeg Hjemvéens Smærte.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Og faar jeg en Gang lagt <em>Naturen</em> bag<br /></span> <span class="i0">og aander Civilisationen,<br /></span> -<span class="i0">saa véd jeg: <em>Sandheden</em> er ej Nat eller Dag,<br /></span> +<span class="i0">saa véd jeg: <em>Sandheden</em> er ej Nat eller Dag,<br /></span> <span class="i0">den ligger i Midt-Regionen.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Den Vished kan gøre moderat og svag,<br /></span> +<span class="i0">Den Vished kan gøre moderat og svag,<br /></span> <span class="i0">men <em>falsk</em> bliver ikke Tonen!<br /></span> </div></div></div> @@ -4048,82 +4008,82 @@ TIL L. C. NIELSEN OG VALDEMAR NEIIENDAM</h2> <div class="center"><div class="poem"><div class="stanza"> <span class="i0">Saa staar vi da en Dag og bygger Hus<br /></span> -<span class="i0">højt under Fjæld, hvor Sandstens-Søjler knejse,<br /></span> +<span class="i0">højt under Fjæld, hvor Sandstens-Søjler knejse,<br /></span> <span class="i0">— vort Byggestof er bare Sten og Grus —,<br /></span> <span class="i0">opgivet er hvert Haab om Hjemad-Rejse,<br /></span> <span class="i0">hen over Havet gaar Sensomrens Sus,<br /></span> <span class="i0">og vi har ingen Baad, og udeblevet<br /></span> <span class="i0">er Skibet, hvormed Brev og Bud var skrevet,<br /></span> <span class="i0">maaske er det forlist med Mand og Mus.<br /></span> -<span class="i0">— Hér har vi drøje Længslens Timer levet,<br /></span> -<span class="i0">hér maa vi vente, til der lægges Is,<br /></span> -<span class="i0">og sælge Livet for den dyreste Pris ...<br /></span> +<span class="i0">— Hér har vi drøje Længslens Timer levet,<br /></span> +<span class="i0">hér maa vi vente, til der lægges Is,<br /></span> +<span class="i0">og sælge Livet for den dyreste Pris ...<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">En frisk August-Dag! Visnet ligger Græsset,<br /></span> +<span class="i0">En frisk August-Dag! Visnet ligger Græsset,<br /></span> <span class="i0">og det er fattigt nu med Fuglesang,<br /></span> <span class="i0">saa staar vi da og spejder sidste Gang<br /></span> -<span class="i0">ud over Havet efter Skib bag Næsset.<br /></span> -<span class="i0">Og se! Fjernt borte mellem Isfjælds-Vrimlen<br /></span> +<span class="i0">ud over Havet efter Skib bag Næsset.<br /></span> +<span class="i0">Og se! Fjernt borte mellem Isfjælds-Vrimlen<br /></span> <span class="i0">tegner der sig et Skibsskrog lavt mod Himlen.<br /></span> <span class="i0">— Kikkerten frem! Tavse staar vi og stirrer;<br /></span> -<span class="i0">hver gisner <em>sit</em>: er Længslens Tid nu omme,<br /></span> +<span class="i0">hver gisner <em>sit</em>: er Længslens Tid nu omme,<br /></span> <span class="i0">og skal med dette Skib Befrielsen komme?<br /></span> -<span class="i0">— Øjet dugges. Det er <em>Solen</em>, som forvirrer ...<br /></span> +<span class="i0">— Øjet dugges. Det er <em>Solen</em>, som forvirrer ...<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <div><span class="pagenum"><a name="Side_131" id="Side_131" title="[S. 131]"> </a></span></div> -<span class="i0">Vi, som var raske, løb til Strand og Fjær,<br /></span> +<span class="i0">Vi, som var raske, løb til Strand og Fjær,<br /></span> <span class="i0">fik snart Kajakken fat, klemte os ned<br /></span> -<span class="i0">og stak til Søs med vore Boplads-Fæller:<br /></span> -<span class="i0">Der blir en Raaben-op, mens de fortæller,<br /></span> -<span class="i0">om hvem der først saa' Skib, fra hvilket Sted,<br /></span> -<span class="i0">hvor mange Master, Skorstene og Rær,<br /></span> -<span class="i0">om nu den sjældne Gæst vil stanse her,<br /></span> +<span class="i0">og stak til Søs med vore Boplads-Fæller:<br /></span> +<span class="i0">Der blir en Raaben-op, mens de fortæller,<br /></span> +<span class="i0">om hvem der først saa' Skib, fra hvilket Sted,<br /></span> +<span class="i0">hvor mange Master, Skorstene og Rær,<br /></span> +<span class="i0">om nu den sjældne Gæst vil stanse her,<br /></span> <span class="i0">om han er Amerikaner, Skotte — eller — —<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Men som vi naar derud: énmastet, lille<br /></span> +<span class="i0">Men som vi naar derud: énmastet, lille<br /></span> <span class="i0">fremglider Skuden paa den brede Fjord,<br /></span> <span class="i0">bjerget er Sejlene, og fra dens Motor<br /></span> -<span class="i0">hører vi, som en Hilsen, Stempelslaget,<br /></span> +<span class="i0">hører vi, som en Hilsen, Stempelslaget,<br /></span> <span class="i0">og rundt om tier Verden lyttende stille.<br /></span> <span class="i0">Og op mod Masteknappen farer Flaget,<br /></span> <span class="i0">det rene norske! Og vi kommer ombord ...<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Nej — der var ingen Post og intet Bud ...<br /></span> <span class="i0">Er vi da helt af Vennerne forglemte,<br /></span> -<span class="i0">og mon de tror os sporløst slettede ud,<br /></span> -<span class="i0">saa véd jeg dem, der er tungsindigt stemte;<br /></span> -<span class="i0">— men maaske er de alle sammen døde?<br /></span> -<span class="i0">— — O, hvem der kendte nu en Trøstens Gud<br /></span> -<span class="i0">mod Skuffelsen ved dette glade Møde ...<br /></span> +<span class="i0">og mon de tror os sporløst slettede ud,<br /></span> +<span class="i0">saa véd jeg dem, der er tungsindigt stemte;<br /></span> +<span class="i0">— men maaske er de alle sammen døde?<br /></span> +<span class="i0">— — O, hvem der kendte nu en Trøstens Gud<br /></span> +<span class="i0">mod Skuffelsen ved dette glade Møde ...<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Men der blev Fest ombord: blot ved at se<br /></span> <span class="i0">Nordmand og Dansk her under fjerne Zoner.<br /></span> -<span class="i0">Af deres Læber lød de kendte Toner,<br /></span> -<span class="i0">der indebærer al vor Fryd og Vé,<br /></span> -<span class="i0">— hvor vi dog kunde snakke løs og le!<br /></span> -<span class="i0">Lettet blev Hjærtet og vor Hjerne kaad,<br /></span> +<span class="i0">Af deres Læber lød de kendte Toner,<br /></span> +<span class="i0">der indebærer al vor Fryd og Vé,<br /></span> +<span class="i0">— hvor vi dog kunde snakke løs og le!<br /></span> +<span class="i0">Lettet blev Hjærtet og vor Hjerne kaad,<br /></span> <span class="i0">vor syge Ven blev bragt ombord i Baad,<br /></span> -<span class="i0">paany sad vi ved dækket Bord og aad;<br /></span><span class="pagenum"><a name="Side_132" id="Side_132" title="[S. 132]"> </a></span> -<span class="i0">Gaffel og Ske faldt uvant os i Hænde,<br /></span> +<span class="i0">paany sad vi ved dækket Bord og aad;<br /></span><span class="pagenum"><a name="Side_132" id="Side_132" title="[S. 132]"> </a></span> +<span class="i0">Gaffel og Ske faldt uvant os i Hænde,<br /></span> <span class="i0">vor Madlyst vilde aldrig tage Ende ...<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Kun altfor hurtigt gled de gode Stunder,<br /></span> <span class="i0">snart roede vi fra Skibet i Kajakken.<br /></span> -<span class="i0">Der stod en lille kæk Flok Mænd paa Bakken<br /></span> -<span class="i0">og vinked os et hjærteligt Farvel.<br /></span> +<span class="i0">Der stod en lille kæk Flok Mænd paa Bakken<br /></span> +<span class="i0">og vinked os et hjærteligt Farvel.<br /></span> <span class="i0">Nu drog de vesterud, hvor Sol gik under,<br /></span> -<span class="i0">paa Forskerfærd — til Skuffelse eller Held —,<br /></span> +<span class="i0">paa Forskerfærd — til Skuffelse eller Held —,<br /></span> <span class="i0">og Is og Polnat vil sig om dem lukke,<br /></span> -<span class="i0">og hjemme vil de bange Hjærter sukke,<br /></span> +<span class="i0">og hjemme vil de bange Hjærter sukke,<br /></span> <span class="i0">— ja, hjemme! hjemme! — Naa, tag Aaren fat,<br /></span> <span class="i0">her nytter ingen Klynk: Tyndis paa Vandet —<br /></span> <span class="i0">og endnu skal der roes to Mil til Landet,<br /></span> -<span class="i0">— og dèr skal vi gaa mod den store Nat.<br /></span> +<span class="i0">— og dèr skal vi gaa mod den store Nat.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Men tidt vil over Havet, der os skiller,<br /></span> <span class="i0">og bag de mange Hundred Mil derhjem<br /></span> -<span class="i0">Tankerne graadigt søge Næring frem<br /></span> -<span class="i0">af vore fælles Minders forfriskende Kilder.<br /></span> +<span class="i0">Tankerne graadigt søge Næring frem<br /></span> +<span class="i0">af vore fælles Minders forfriskende Kilder.<br /></span> </div></div></div> <hr class="chapbreak" /> @@ -4131,7 +4091,7 @@ TIL L. C. NIELSEN OG VALDEMAR NEIIENDAM</h2> -<h2><a name="SEPTEMBER_I_FJAELDHULEN" id="SEPTEMBER_I_FJAELDHULEN"></a>SEPTEMBER I „FJÆLDHULEN“</h2> +<h2><a name="SEPTEMBER_I_FJAELDHULEN" id="SEPTEMBER_I_FJAELDHULEN"></a>SEPTEMBER I „FJÆLDHULEN“</h2> <h3><a name="SEPTEMBER_I" id="SEPTEMBER_I"></a>I</h3> @@ -4141,16 +4101,16 @@ TIL L. C. NIELSEN OG VALDEMAR NEIIENDAM</h2> <span class="i0">glad for September-Solen,<br /></span> <span class="i0">den bryder uformodet<br /></span> <span class="i0">frem af den tunge Sky,<br /></span> -<span class="i0">saa gul som Æggeblommen<br /></span> +<span class="i0">saa gul som Æggeblommen<br /></span> <span class="i0">skinner den uindbuden,<br /></span> -<span class="i0">men hjærteligt velkommen<br /></span> +<span class="i0">men hjærteligt velkommen<br /></span> <span class="i0">gennem Tarmskindsruden<br /></span> <span class="i0">ind i vort ringe Ly,<br /></span> <span class="i0">bestraaler en tilsodet<br /></span> -<span class="i0">mos-fuget Sandstensvæg,<br /></span> -<span class="i0">gløder over mit Skæg,<br /></span> +<span class="i0">mos-fuget Sandstensvæg,<br /></span> +<span class="i0">gløder over mit Skæg,<br /></span> <span class="i0">varmer mig dybt i Blodet<br /></span> -<span class="i0">og strejfer skælmsk Reolen<br /></span> +<span class="i0">og strejfer skælmsk Reolen<br /></span> <span class="i0">— ja, for vi har en Bogreol,<br /></span> <span class="i0">tre Pakkasse-Borde og en Stol.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> @@ -4164,7 +4124,7 @@ TIL L. C. NIELSEN OG VALDEMAR NEIIENDAM</h2> <span class="i0">for hver personlig Mening,<br /></span> <span class="i0">og Ordene er som forynget,<br /></span> <span class="i0">thi Huset er vort eget,<br /></span> -<span class="i0">ved egne Kræfter bygget,<br /></span> +<span class="i0">ved egne Kræfter bygget,<br /></span> <span class="i0">af ingen Skatter tynget,<br /></span> <span class="i0">ej heller truet og trykket<br /></span> <span class="i0">af nogen Kreditforening<br /></span> @@ -4172,33 +4132,33 @@ TIL L. C. NIELSEN OG VALDEMAR NEIIENDAM</h2> <span class="i0">uden Prioritet!<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Dog: <em>kunde</em> man prioritere,<br /></span> -<span class="i2">til Mønningen prioritere<br /></span> +<span class="i2">til Mønningen prioritere<br /></span> <span class="i0">den stadigt vedligeholdte<br /></span> <span class="i0">barnligt selvejer-stolte<br /></span> -<span class="i0">Glæde hos Hulebeboerne,<br /></span> -<span class="i0">naar vi har Besøg af Bekendte<br /></span> +<span class="i0">Glæde hos Hulebeboerne,<br /></span> +<span class="i0">naar vi har Besøg af Bekendte<br /></span> <span class="i0">og Venner blandt Eskimoerne<br /></span> -<span class="i0">og fester for dem i vor »Sal«,<br /></span> +<span class="i0">og fester for dem i vor »Sal«,<br /></span> <span class="i0">saa blev der Tilbud om Kapital,<br /></span> <span class="i0">for <em>den</em> skulde nok svare Rente,<br /></span> <span class="i0">— men det er nok ikke at vente ...<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Her er saa solskins-stille,<br /></span> -<span class="i2">saa høstligt højtids-stille,<br /></span> +<span class="i2">saa høstligt højtids-stille,<br /></span> <span class="i0">for en Naturtilbeder<br /></span> <span class="i0">underfuldt fredsomme Steder:<br /></span> <span class="i0">En af os sidder og maler<br /></span> -<span class="i0">Isfjældene, guld-bestrøde,<br /></span> -<span class="i0">en anden skæmtende taler<br /></span> +<span class="i0">Isfjældene, guld-bestrøde,<br /></span> +<span class="i0">en anden skæmtende taler<br /></span> <span class="i0">med Folkene her fra Landet,<br /></span><span class="pagenum"><a name="Side_135" id="Side_135" title="[S. 135]"> </a></span> <span class="i0">selv falder jeg hen i Goethe,<br /></span> -<span class="i0">læser mig langt, langt bort,<br /></span> -<span class="i0"><em>véd</em>, hvad jeg gerne vilde,<br /></span> +<span class="i0">læser mig langt, langt bort,<br /></span> +<span class="i0"><em>véd</em>, hvad jeg gerne vilde,<br /></span> <span class="i0">nu, da Dagen er kort<br /></span> -<span class="i0">og Aftenen mørk og stille.<br /></span> +<span class="i0">og Aftenen mørk og stille.<br /></span> <span class="i0">Jeg mindes en fjern Akkord<br /></span> -<span class="i0">og <em>længes</em>, kæreste du:<br /></span> -<span class="i0">»<span xml:lang="de" lang="de">Ueber allen Gipfeln ist Ruh.</span>«<br /></span> +<span class="i0">og <em>længes</em>, kæreste du:<br /></span> +<span class="i0">»<span xml:lang="de" lang="de">Ueber allen Gipfeln ist Ruh.</span>«<br /></span> </div></div></div> @@ -4206,9 +4166,9 @@ TIL L. C. NIELSEN OG VALDEMAR NEIIENDAM</h2> <div class="center"><div class="poem"><div class="stanza"> <span class="i0">Jeg har samlet i Dag nogle fattige Blomster,<br /></span> -<span class="i0">der trives paa »Længselens Ø«,<br /></span> -<span class="i0">blege er de som brystsyge Børn,<br /></span> -<span class="i0">der ligger og kan ikke dø.<br /></span> +<span class="i0">der trives paa »Længselens Ø«,<br /></span> +<span class="i0">blege er de som brystsyge Børn,<br /></span> +<span class="i0">der ligger og kan ikke dø.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">En Valmu, en Liljekonval og en blaa,<br /></span> <span class="i0">som jeg ikke kender ved Navn.<br /></span> @@ -4217,7 +4177,7 @@ TIL L. C. NIELSEN OG VALDEMAR NEIIENDAM</h2> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Aa, men hvor er de dog faa og fortabte,<br /></span> <span class="i0">i Sommer de straalede rent!<br /></span> -<span class="i0">Stormene slog dem nok skaanselsløst,<br /></span> +<span class="i0">Stormene slog dem nok skaanselsløst,<br /></span> <span class="i0">og nu er det ogsaa sent.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Ja — det er altfor sent for en Blomst<br /></span> @@ -4230,78 +4190,78 @@ TIL L. C. NIELSEN OG VALDEMAR NEIIENDAM</h2> <h3><a name="SEPTEMBER_III" id="SEPTEMBER_III"></a>III</h3> <div class="center"><div class="poem"><div class="stanza"> -<span class="i0">Hvor er dog Havet mørkt i Dag<br /></span> +<span class="i0">Hvor er dog Havet mørkt i Dag<br /></span> <span class="i0">som ved Decembertide hjemme.<br /></span><span class="pagenum"><a name="Side_136" id="Side_136" title="[S. 136]"> </a></span> <span class="i0">Nordvestens tunge Aandedrag<br /></span> -<span class="i0">kan gennem Væggen jeg fornemme.<br /></span> +<span class="i0">kan gennem Væggen jeg fornemme.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Koldt er her: Termometret Nul,<br /></span> -<span class="i0">Blæst stryger ind af hver en Sprække.<br /></span> +<span class="i0">Blæst stryger ind af hver en Sprække.<br /></span> <span class="i0">Og dog! Hvor hyggeligt et Hul,<br /></span> -<span class="i0">mod Uvejr et velsignet Dække.<br /></span> +<span class="i0">mod Uvejr et velsignet Dække.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Spæklampens muntre Flammeild<br /></span> -<span class="i0">flakker kærtegnende paa Muren,<br /></span> +<span class="i0">Spæklampens muntre Flammeild<br /></span> +<span class="i0">flakker kærtegnende paa Muren,<br /></span> <span class="i0">ude raser en arktisk vild<br /></span> -<span class="i0">Efteraarshærgning i Naturen.<br /></span> +<span class="i0">Efteraarshærgning i Naturen.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Lav rinder Solen, høstlig gul,<br /></span> -<span class="i0">hver Nat blir nye Stjerner tændte,<br /></span> +<span class="i0">Lav rinder Solen, høstlig gul,<br /></span> +<span class="i0">hver Nat blir nye Stjerner tændte,<br /></span> <span class="i0">visnet er Blomst og flygtet Fugl,<br /></span> <span class="i0">kun Vintrens dybe Nat i Vente.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Ude Orkan — men inde Fred,<br /></span> <span class="i0">den lykkeligste Fred, jeg kender,<br /></span> <span class="i0">naar Dag er endt, og Sol gaar ned,<br /></span> -<span class="i0">og alle Længslers Lamper brænder.<br /></span> +<span class="i0">og alle Længslers Lamper brænder.<br /></span> </div></div></div> <h3><a name="SEPTEMBER_IV" id="SEPTEMBER_IV"></a>IV</h3> <div class="center"><div class="poem"><div class="stanza"> -<span class="i0">Den første dryssende Sne<br /></span> -<span class="i0">over de nøgne Fjælde<br /></span> -<span class="i0">og Frostens klingre Bjælde.<br /></span> +<span class="i0">Den første dryssende Sne<br /></span> +<span class="i0">over de nøgne Fjælde<br /></span> +<span class="i0">og Frostens klingre Bjælde.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Forbi den korte Sommer,<br /></span> <span class="i0">Valmuer og Konvaller,<br /></span> <span class="i0">Elvenes Draabe-Krystaller.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <div><span class="pagenum"><a name="Side_137" id="Side_137" title="[S. 137]"> </a></span></div> -<span class="i0">Den nøgne Jord blev Is<br /></span> -<span class="i0">ved første Nattekulde,<br /></span> +<span class="i0">Den nøgne Jord blev Is<br /></span> +<span class="i0">ved første Nattekulde,<br /></span> <span class="i0">nu sover Kim i Mulde.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Nu graver sig alle Mennesker<br /></span> <span class="i0">ned i den lune Jord<br /></span> <span class="i0">med alt deres Vinterfor.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Borte er Narhvalstrækket,<br /></span> +<span class="i0">Borte er Narhvalstrækket,<br /></span> <span class="i0">ikke en Fugl under Land,<br /></span> <span class="i0">bare det mumlende Vand.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Og ved de stejle Kløfter<br /></span> -<span class="i0">vaander sig Ræv og Hare<br /></span> +<span class="i0">Og ved de stejle Kløfter<br /></span> +<span class="i0">vaander sig Ræv og Hare<br /></span> <span class="i0">inde i Saks og Snare ...<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Men til det store Mørke,<br /></span> -<span class="i0">klædte i Dyrehuder,<br /></span> +<span class="i0">Men til det store Mørke,<br /></span> +<span class="i0">klædte i Dyrehuder,<br /></span> <span class="i0">bringer vi vore Guder:<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Hjemmets og alle Erindringers!<br /></span> -<span class="i0">— drøfter gamle Hændelser,<br /></span> -<span class="i0">kommer med sære Bekendelser,<br /></span> +<span class="i0">— drøfter gamle Hændelser,<br /></span> +<span class="i0">kommer med sære Bekendelser,<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">trevler vort Livsvæv op,<br /></span> -<span class="i0">de skøre, bristende Traade,<br /></span> -<span class="i0">brænder dem uden Naade,<br /></span> +<span class="i0">trevler vort Livsvæv op,<br /></span> +<span class="i0">de skøre, bristende Traade,<br /></span> +<span class="i0">brænder dem uden Naade,<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">klæder os splitternøgne,<br /></span> +<span class="i0">klæder os splitternøgne,<br /></span> <span class="i0">kender til Bunds hinanden<br /></span> <span class="i0">— dog bare til Afgrundsranden,<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">bygger jo, hver især,<br /></span> +<span class="i0">bygger jo, hver især,<br /></span> <span class="i0">et Ly for sit skjulteste Minde,<br /></span> <span class="i0">hvor man er <em>ene</em> inde,<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> @@ -4310,7 +4270,7 @@ TIL L. C. NIELSEN OG VALDEMAR NEIIENDAM</h2> <span class="i0">en vanskelig Jord at dyrke,<br /></span> <span class="i0">men Ensomhed giver Styrke ...<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Saa er da Sommeren død,<br /></span> +<span class="i0">Saa er da Sommeren død,<br /></span> <span class="i0">og i det yderste Thule<br /></span> <span class="i0">gemmer vi os i en Hule,<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> @@ -4318,15 +4278,15 @@ TIL L. C. NIELSEN OG VALDEMAR NEIIENDAM</h2> <span class="i0">varmet af hjemlig Sol<br /></span> <span class="i0">her ved den kolde Pol,<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">drømmer saa meget gammelt,<br /></span> +<span class="i0">drømmer saa meget gammelt,<br /></span> <span class="i0">higer mod nye Stier,<br /></span> -<span class="i0">tænker, taler og tier ...<br /></span> +<span class="i0">tænker, taler og tier ...<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Luften er vinter-skarp.<br /></span> -<span class="i0">Mod Himlens lydløse Blaanen<br /></span> -<span class="i0">staar som et Genfærd Maanen.<br /></span> +<span class="i0">Mod Himlens lydløse Blaanen<br /></span> +<span class="i0">staar som et Genfærd Maanen.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Fantastisk dødninge-hvide<br /></span> +<span class="i0">Fantastisk dødninge-hvide<br /></span> <span class="i0">spejler sig fjerne Strande<br /></span> <span class="i0">dybt i de dunkle Vande.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> @@ -4335,25 +4295,25 @@ TIL L. C. NIELSEN OG VALDEMAR NEIIENDAM</h2> <span class="i0">af Moderjordens Bryster.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Stivnet alle Tinderne<br /></span> -<span class="i0">gløder som Okker og Mønje<br /></span> -<span class="i0">op gennem Bræens Brynje.<br /></span> +<span class="i0">gløder som Okker og Mønje<br /></span> +<span class="i0">op gennem Bræens Brynje.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Om Milliarder af Aar<br /></span> -<span class="i0">vil da mon Isbræen smælte,<br /></span> -<span class="i0">Søjlerne sprænges og vælte?<br /></span> +<span class="i0">vil da mon Isbræen smælte,<br /></span> +<span class="i0">Søjlerne sprænges og vælte?<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <div><span class="pagenum"><a name="Side_139" id="Side_139" title="[S. 139]"> </a></span></div> <span class="i0">Vil da den signede Jord<br /></span> -<span class="i0">syde igen, før den daaner<br /></span> -<span class="i0">hen mellem livløse Maaner?<br /></span> +<span class="i0">syde igen, før den daaner<br /></span> +<span class="i0">hen mellem livløse Maaner?<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">— Ak, hvor usselig lidt<br /></span> <span class="i0">selv den Viseste aner<br /></span> -<span class="i0">om vore Skæbnebaner.<br /></span> +<span class="i0">om vore Skæbnebaner.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">— Hvad véd jeg vel om mig selv:<br /></span> -<span class="i0">Er jeg et glødende Hjærte<br /></span> -<span class="i0">eller en udbrændt Kærte?<br /></span> +<span class="i0">— Hvad véd jeg vel om mig selv:<br /></span> +<span class="i0">Er jeg et glødende Hjærte<br /></span> +<span class="i0">eller en udbrændt Kærte?<br /></span> </div></div></div> <hr class="chapbreak" /> @@ -4366,30 +4326,30 @@ TIL L. C. NIELSEN OG VALDEMAR NEIIENDAM</h2> <div class="center"><div class="poem"><div class="stanza"> <span class="i0">Nu er det stille,<br /></span> -<span class="i0">Høstnatten skumrer,<br /></span> +<span class="i0">Høstnatten skumrer,<br /></span> <span class="i0">Vindene slumrer,<br /></span> <span class="i0">hvor Livets Kilde<br /></span> -<span class="i0">dagtræt gik ned,<br /></span> -<span class="i0">— lydløs Fred<br /></span> +<span class="i0">dagtræt gik ned,<br /></span> +<span class="i0">— lydløs Fred<br /></span> <span class="i0">rundt om Landene,<br /></span> <span class="i0">ud over Vandene.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Den, som nu kunde<br /></span> -<span class="i0">sit Hoved bøje,<br /></span> -<span class="i0">lukke sit Øje<br /></span> +<span class="i0">sit Hoved bøje,<br /></span> +<span class="i0">lukke sit Øje<br /></span> <span class="i0">og fredfyldt blunde<br /></span> <span class="i0">den lange Nat<br /></span> <span class="i0">fornufts-forladt,<br /></span> <span class="i0">uden Vaande<br /></span> -<span class="i0">drømmeløst aande!<br /></span> +<span class="i0">drømmeløst aande!<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">O, men der rinder<br /></span> -<span class="i0">Lyd i mit Øre,<br /></span><span class="pagenum"><a name="Side_141" id="Side_141" title="[S. 141]"> </a></span> -<span class="i0">Kamp maa jeg føre<br /></span> +<span class="i0">Lyd i mit Øre,<br /></span><span class="pagenum"><a name="Side_141" id="Side_141" title="[S. 141]"> </a></span> +<span class="i0">Kamp maa jeg føre<br /></span> <span class="i0">med bitre Minder:<br /></span> -<span class="i0">Venskab, jeg brød,<br /></span> -<span class="i0">Had, jeg fortrød.<br /></span> -<span class="i0">— Fredløse Gru,<br /></span> +<span class="i0">Venskab, jeg brød,<br /></span> +<span class="i0">Had, jeg fortrød.<br /></span> +<span class="i0">— Fredløse Gru,<br /></span> <span class="i0">hvil ogsaa du!<br /></span> </div></div></div> @@ -4402,19 +4362,19 @@ TIL L. C. NIELSEN OG VALDEMAR NEIIENDAM</h2> <div class="center"><div class="poem"><div class="stanza"> -<span class="i0">Stjernerne skælver,<br /></span> +<span class="i0">Stjernerne skælver,<br /></span> <span class="i2">Himlen er bleg,<br /></span> <span class="i0">Maanen er bare<br /></span> <span class="i2">en svindende Streg.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Jorden er kold<br /></span> -<span class="i2">som et blodløst Lig,<br /></span> -<span class="i0">Fjældvæggen skummel<br /></span> +<span class="i2">som et blodløst Lig,<br /></span> +<span class="i0">Fjældvæggen skummel<br /></span> <span class="i2">af Ravneskrig.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Tungt gaar Havet<br /></span> -<span class="i2">mod nøgen Kyst<br /></span> -<span class="i0">som et hjælpeløst Suk<br /></span> +<span class="i2">mod nøgen Kyst<br /></span> +<span class="i0">som et hjælpeløst Suk<br /></span> <span class="i2">fra et ensomt Bryst.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Ud i den isnende<br /></span> @@ -4422,7 +4382,7 @@ TIL L. C. NIELSEN OG VALDEMAR NEIIENDAM</h2> <span class="i0">flakker den ensommes<br /></span> <span class="i2">angstfulde Sind,<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">skælver i Nattens<br /></span> +<span class="i0">skælver i Nattens<br /></span> <span class="i2">Kuldegys,<br /></span> <span class="i0">hilser bekymret<br /></span> <span class="i2">det svindende Lys.<br /></span> @@ -4439,88 +4399,88 @@ TIL L. C. NIELSEN OG VALDEMAR NEIIENDAM</h2> -<h2><a name="HOEST" id="HOEST"></a>HØST</h2> +<h2><a name="HOEST" id="HOEST"></a>HØST</h2> <div class="center"><div class="poem"><div class="stanza"> <span class="i0">Jeg ynder ikke den unge Vaar,<br /></span> <span class="i0">den er mig for fersk og flov.<br /></span> <span class="i0">Er <em>det</em> mon, fordi jeg blev atten Aar,<br /></span> -<span class="i0">før jeg saà nogen Bøgeskov.<br /></span> +<span class="i0">før jeg saà nogen Bøgeskov.<br /></span> <span class="i0">Jeg har jo aldrig kunnet begaa,<br /></span> -<span class="i0">end ikke turdet forsøge,<br /></span> -<span class="i0">en Lovsang ud af mit Hjærte<br /></span> -<span class="i0">over de danske Bøge.<br /></span> +<span class="i0">end ikke turdet forsøge,<br /></span> +<span class="i0">en Lovsang ud af mit Hjærte<br /></span> +<span class="i0">over de danske Bøge.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">I gamle Dage var det min Sorg,<br /></span> -<span class="i0">naar Bøgen stod lysegrøn,<br /></span> -<span class="i0">og Grøntet hang paa Charlottenborg,<br /></span> -<span class="i0">at jeg ikke fandt Farven køn.<br /></span> +<span class="i0">naar Bøgen stod lysegrøn,<br /></span> +<span class="i0">og Grøntet hang paa Charlottenborg,<br /></span> +<span class="i0">at jeg ikke fandt Farven køn.<br /></span> <span class="i0">Muligt er det en Fejl ved mit Syn,<br /></span> -<span class="i0">mit Øje er lyseblaat;<br /></span> +<span class="i0">mit Øje er lyseblaat;<br /></span> <span class="i0">al denne megen Andemad<br /></span> <span class="i0">taaler det ikke godt.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Men da jeg voved en svag Protest,<br /></span> -<span class="i0">Kors! Hvor der saa blev Vrøvl,<br /></span> -<span class="i0">Grøntkaals-Malerne rasede mest,<br /></span> -<span class="i0">jeg skulde ha' mine Høvl.<br /></span> +<span class="i0">Kors! Hvor der saa blev Vrøvl,<br /></span> +<span class="i0">Grøntkaals-Malerne rasede mest,<br /></span> +<span class="i0">jeg skulde ha' mine Høvl.<br /></span> <span class="i0">Jamen saa mal dog bare Spinat,<br /></span><span class="pagenum"><a name="Side_145" id="Side_145" title="[S. 145]"> </a></span> <span class="i0">de Farver er mig for blege,<br /></span> -<span class="i0">de rører ikke mit Hjærte,<br /></span> -<span class="i0">jeg vælger Graner og Ege.<br /></span> -</div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Granen er Skabelsens rankeste Værk,<br /></span> -<span class="i0">et løftende Høvdingesyn,<br /></span> -<span class="i0">Egen er uovervindelig stærk,<br /></span> -<span class="i0">en Tænker med rynkede Bryn.<br /></span> -<span class="i0">Egens Rødder gaar dybest ned<br /></span> +<span class="i0">de rører ikke mit Hjærte,<br /></span> +<span class="i0">jeg vælger Graner og Ege.<br /></span> +</div><br /><div class="stanza"> +<span class="i0">Granen er Skabelsens rankeste Værk,<br /></span> +<span class="i0">et løftende Høvdingesyn,<br /></span> +<span class="i0">Egen er uovervindelig stærk,<br /></span> +<span class="i0">en Tænker med rynkede Bryn.<br /></span> +<span class="i0">Egens Rødder gaar dybest ned<br /></span> <span class="i0">i Danmarks frodige Muld,<br /></span> -<span class="i0">Granen er sejg og nøjsom,<br /></span> -<span class="i0">gør Hedesandet til Guld.<br /></span> +<span class="i0">Granen er sejg og nøjsom,<br /></span> +<span class="i0">gør Hedesandet til Guld.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Alle de grønne Haab ved Vaar,<br /></span> +<span class="i0">Alle de grønne Haab ved Vaar,<br /></span> <span class="i0">den grumsede Stemningsflod,<br /></span> <span class="i0">som fylder Sindet i unge Aar,<br /></span> <span class="i0">er saa inderligt mig imod,<br /></span> -<span class="i0">minder mig om den grønne Student,<br /></span> -<span class="i0">der har læst lidt Psykologi<br /></span> +<span class="i0">minder mig om den grønne Student,<br /></span> +<span class="i0">der har læst lidt Psykologi<br /></span> <span class="i0">og vil systematisere Livet,<br /></span> <span class="i0">han aldrig har levet i.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Den dovne Sommerferie-Døs<br /></span> +<span class="i0">Den dovne Sommerferie-Døs<br /></span> <span class="i0">er mig heller ikke tilpas,<br /></span> -<span class="i0">underlig sløv og udtryksløs<br /></span> +<span class="i0">underlig sløv og udtryksløs<br /></span> <span class="i0">ligger den blot og ta'r Plads<br /></span> -<span class="i0">— Plads for den gule, flammende Høst,<br /></span> -<span class="i0">hvor Stormen blæser Koral,<br /></span> -<span class="i0">Høsten er dybsindig,<br /></span> +<span class="i0">— Plads for den gule, flammende Høst,<br /></span> +<span class="i0">hvor Stormen blæser Koral,<br /></span> +<span class="i0">Høsten er dybsindig,<br /></span> <span class="i0">Vaar og Sommer banal.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Pragtfulde Høst, vémodige Høst,<br /></span> -<span class="i0">Menneskesjælens Fornyer,<br /></span><span class="pagenum"><a name="Side_146" id="Side_146" title="[S. 146]"> </a></span> -<span class="i0">du ejer, som det bedrøvede Bryst,<br /></span> +<span class="i0">Pragtfulde Høst, vémodige Høst,<br /></span> +<span class="i0">Menneskesjælens Fornyer,<br /></span><span class="pagenum"><a name="Side_146" id="Side_146" title="[S. 146]"> </a></span> +<span class="i0">du ejer, som det bedrøvede Bryst,<br /></span> <span class="i0">Lys bag truende Skyer.<br /></span> -<span class="i0">Du er den store, afgørende Kamp,<br /></span> +<span class="i0">Du er den store, afgørende Kamp,<br /></span> <span class="i0">hvor Kornmodsglimtene lyner,<br /></span> -<span class="i0">du lever det stærke Øjeblik<br /></span> -<span class="i0">og dør under vældige Syner.<br /></span> +<span class="i0">du lever det stærke Øjeblik<br /></span> +<span class="i0">og dør under vældige Syner.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Saa gaar da alt plumret Liv til Forlis,<br /></span> <span class="i0">naar Vinteren drager om Land,<br /></span> -<span class="i0">ren og klar er Søernes Is,<br /></span> -<span class="i0">kølig og klog vor Forstand.<br /></span> -<span class="i0">Da fatter den tumlende Menneskesværm,<br /></span> +<span class="i0">ren og klar er Søernes Is,<br /></span> +<span class="i0">kølig og klog vor Forstand.<br /></span> +<span class="i0">Da fatter den tumlende Menneskesværm,<br /></span> <span class="i0">at Kampmaalet tidt er for lille,<br /></span> <span class="i0">den tier som selve Jorden,<br /></span> <span class="i0">der ligger hvid og stille.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Og derfor søgte jeg højt mod Nord,<br /></span> +<span class="i0">Og derfor søgte jeg højt mod Nord,<br /></span> <span class="i0">hvor Kysten er hvid og tavs:<br /></span> <span class="i0">hjemme stank der forraadnet Jord,<br /></span> <span class="i0">i Byen laa Gadesnavs!<br /></span> <span class="i0">Ja, Luften var lummer, da jeg drog bort,<br /></span> -<span class="i0">vi trængte til Storm og Sne.<br /></span> +<span class="i0">vi trængte til Storm og Sne.<br /></span> <span class="i0">Maatte en susende Byge have renset,<br /></span> <span class="i0">naar jeg atter mit Land skal se!<br /></span> </div></div></div> @@ -4535,49 +4495,49 @@ TIL L. C. NIELSEN OG VALDEMAR NEIIENDAM</h2> <div class="center"><div class="poem"><div class="stanza"> <span class="i0">Paa den lave Klippetange<br /></span> -<span class="i0">mod en blodrød Aftenhimmel<br /></span> +<span class="i0">mod en blodrød Aftenhimmel<br /></span> <span class="i0">ser jeg Eskimoernes Stimmel.<br /></span> <span class="i0">Stimmel? Ja, en halv Snes Mand,<br /></span> <span class="i0">og jeg synes, det er mange<br /></span> -<span class="i0">her i dette øde Land.<br /></span> +<span class="i0">her i dette øde Land.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Hør, de leger Bjørnejagter,<br /></span> -<span class="i0">og de ler saa overvættes,<br /></span> -<span class="i0">Hundene mod Bjørnen sættes,<br /></span> -<span class="i0">Bjørnen er en udklædt Knøs.<br /></span> +<span class="i0">Hør, de leger Bjørnejagter,<br /></span> +<span class="i0">og de ler saa overvættes,<br /></span> +<span class="i0">Hundene mod Bjørnen sættes,<br /></span> +<span class="i0">Bjørnen er en udklædt Knøs.<br /></span> <span class="i0">Under kanibalske Fagter<br /></span> -<span class="i0">slippes Hundespandet løs.<br /></span> +<span class="i0">slippes Hundespandet løs.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Straks som sultne Ulve løber<br /></span> +<span class="i0">Straks som sultne Ulve løber<br /></span> <span class="i0">Hundeflokken mod sin Fjende,<br /></span> <span class="i0">Legen kunde gerne ende<br /></span> -<span class="i0">med, at han blev sønderædt,<br /></span> -<span class="i0">men de rappe Piskesvøber<br /></span> -<span class="i0">stanser dem, der naar for tæt.<br /></span> +<span class="i0">med, at han blev sønderædt,<br /></span> +<span class="i0">men de rappe Piskesvøber<br /></span> +<span class="i0">stanser dem, der naar for tæt.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Stanse maa jeg selv af Latter<br /></span> <span class="i0">over den groteske Scene.<br /></span><span class="pagenum"><a name="Side_148" id="Side_148" title="[S. 148]"> </a></span> <span class="i0">Ja, jert Liv er Leg alene,<br /></span> <span class="i0">I kan skoggerle af alt,<br /></span> -<span class="i0">skøndt I prøved atter og atter<br /></span> -<span class="i0">Bjørnekampe, som Livet galdt!<br /></span> +<span class="i0">skøndt I prøved atter og atter<br /></span> +<span class="i0">Bjørnekampe, som Livet galdt!<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Selve det at leve Livet,<br /></span> <span class="i0">sulte, naar der intet skydes,<br /></span> -<span class="i0">æde graadigt, hvad der bydes,<br /></span> -<span class="i0">elske sig udtømt og træt<br /></span> -<span class="i0">og ved Søvn faa Kræfter givet,<br /></span> +<span class="i0">æde graadigt, hvad der bydes,<br /></span> +<span class="i0">elske sig udtømt og træt<br /></span> +<span class="i0">og ved Søvn faa Kræfter givet,<br /></span> <span class="i0">er jert Liv og Livets Ret.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Derfor maa I gerne undres,<br /></span> <span class="i0">naar I ser mig i vor Hule<br /></span> <span class="i0">sidde tavs og travl — og skule,<br /></span> -<span class="i0">hvis I ler min Stemning væk.<br /></span> -<span class="i0">— Mener I, jeg bør opmuntres<br /></span> -<span class="i0">til at kaste Pen og Blæk?<br /></span> +<span class="i0">hvis I ler min Stemning væk.<br /></span> +<span class="i0">— Mener I, jeg bør opmuntres<br /></span> +<span class="i0">til at kaste Pen og Blæk?<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Aa, I skulde bare vide,<br /></span> -<span class="i0">at der sidder »Venner« hjemme,<br /></span> +<span class="i0">at der sidder »Venner« hjemme,<br /></span> <span class="i0">som afgiver samme Stemme,<br /></span> <span class="i0">men at det er alt omsonst,<br /></span> <span class="i0">thi det er mit Liv at stride<br /></span> @@ -4586,30 +4546,30 @@ TIL L. C. NIELSEN OG VALDEMAR NEIIENDAM</h2> <span class="i0">Den, der <em>skaber</em>, gaar ej Pligtens<br /></span> <span class="i0">borgerlige Alfarveje<br /></span> <span class="i0">og har aldrig haft i Eje<br /></span> -<span class="i0">snævre Dyders Rettesnor ...<br /></span> +<span class="i0">snævre Dyders Rettesnor ...<br /></span> <span class="i0">Men, hvad er vel al min Digtens<br /></span> -<span class="i0">Fryd og Smærte? ... Døde Ord!<br /></span> +<span class="i0">Fryd og Smærte? ... Døde Ord!<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <div><span class="pagenum"><a name="Side_149" id="Side_149" title="[S. 149]"> </a></span></div> -<span class="i0">Det, som dybest Sjælen føler,<br /></span> +<span class="i0">Det, som dybest Sjælen føler,<br /></span> <span class="i0">det kan intet Ord udtale,<br /></span> <span class="i0">ikke noget Billed male,<br /></span> <span class="i0">knapt nok anes i Musik ...<br /></span> -<span class="i0">— Venner! Gid I aldrig nøler<br /></span> +<span class="i0">— Venner! Gid I aldrig nøler<br /></span> <span class="i0">med en kold Fornufts-Kritik.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Eller le som Eskimoen,<br /></span> <span class="i0">le ustyrligt, mens jeg skriver,<br /></span> <span class="i0">jeg forsikrer, jeg vedbliver<br /></span> -<span class="i0">og skal aldrig slides træt,<br /></span> +<span class="i0">og skal aldrig slides træt,<br /></span> <span class="i0">naar <em>jeg</em> bare ejer <em>Troen</em>,<br /></span> <span class="i0">maa I gerne have <em>Ret</em>.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Gerne blev jeg her og jaged<br /></span> -<span class="i0">Bjørn og Rén ved Vintermaane,<br /></span> +<span class="i0">Bjørn og Rén ved Vintermaane,<br /></span> <span class="i0">skulde ingen Evne skaane,<br /></span> <span class="i0">blev her gerne Livet langt,<br /></span> -<span class="i0">ingen Tid af Længsel naget,<br /></span> +<span class="i0">ingen Tid af Længsel naget,<br /></span> <span class="i0">aldrig Livet surt og trangt.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Thi det vil jeg ikke skjule,<br /></span> @@ -4619,12 +4579,12 @@ TIL L. C. NIELSEN OG VALDEMAR NEIIENDAM</h2> <span class="i0">— Men selv her i yderst Thule<br /></span> <span class="i0">er jeg Slave af min Drift.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Og min Drift er den at være<br /></span> -<span class="i0">én, der har sin egen Stemme,<br /></span> -<span class="i0">én, der skriver dansk derhjemme<br /></span> -<span class="i0">om, hvad Livet har ham lært;<br /></span> -<span class="i0">— denne Drift er sød at nære,<br /></span> -<span class="i0">dette Liv er rigt, men svært.<br /></span> +<span class="i0">Og min Drift er den at være<br /></span> +<span class="i0">én, der har sin egen Stemme,<br /></span> +<span class="i0">én, der skriver dansk derhjemme<br /></span> +<span class="i0">om, hvad Livet har ham lært;<br /></span> +<span class="i0">— denne Drift er sød at nære,<br /></span> +<span class="i0">dette Liv er rigt, men svært.<br /></span> </div></div></div> <hr class="chapbreak" /> @@ -4637,22 +4597,22 @@ TIL L. C. NIELSEN OG VALDEMAR NEIIENDAM</h2> <div class="center"><div class="poem"><div class="stanza"> <span class="i0">Der er i Dag et Fjerdingaar til Jul ...<br /></span> -<span class="i0">Til Jul — <em>hvor</em> er vi saa? Levende eller døde?<br /></span> -<span class="i0">»Der rinder Sorg, rinder Harm af Roser røde«.<br /></span> +<span class="i0">Til Jul — <em>hvor</em> er vi saa? Levende eller døde?<br /></span> +<span class="i0">»Der rinder Sorg, rinder Harm af Roser røde«.<br /></span> <span class="i0">Skal vi mon finde her vort evige Skjul?<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Ingen véd det. Natvinden varslende hul<br /></span> -<span class="i0">klager oppe i Fjældenes dystre Øde.<br /></span> -<span class="i0">Ingen véd, om vi rækker mod Syd og skal møde<br /></span> -<span class="i0">Landsmænd igen og Solen, god og gul.<br /></span> +<span class="i0">Ingen véd det. Natvinden varslende hul<br /></span> +<span class="i0">klager oppe i Fjældenes dystre Øde.<br /></span> +<span class="i0">Ingen véd, om vi rækker mod Syd og skal møde<br /></span> +<span class="i0">Landsmænd igen og Solen, god og gul.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Alt, hvad der hændte i to lange Aar,<br /></span> +<span class="i0">Alt, hvad der hændte i to lange Aar,<br /></span> <span class="i0">ligger dernede og venter os i Breve,<br /></span> <span class="i0">— hvilke grufulde Timer, naar jeg dem faar! ...<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Men jeg kan ikke ændre mine Kaar,<br /></span> -<span class="i0">død er den døde! — Nej, I maa <em>alle</em> leve!<br /></span> -<span class="i0">Min Sjæl vil forbløde af disse dybe Saar.<br /></span> +<span class="i0">Men jeg kan ikke ændre mine Kaar,<br /></span> +<span class="i0">død er den døde! — Nej, I maa <em>alle</em> leve!<br /></span> +<span class="i0">Min Sjæl vil forbløde af disse dybe Saar.<br /></span> </div></div></div> <hr class="chapbreak" /> @@ -4660,21 +4620,21 @@ TIL L. C. NIELSEN OG VALDEMAR NEIIENDAM</h2> -<h2><a name="ENE_TILSOES" id="ENE_TILSOES"></a>ENE TILSØS</h2> +<h2><a name="ENE_TILSOES" id="ENE_TILSOES"></a>ENE TILSØS</h2> <div class="center"><div class="poem"><div class="stanza"> <span class="i0">Saa har vi naaet Oktober,<br /></span> -<span class="i2">og Fjæren iser til,<br /></span> +<span class="i2">og Fjæren iser til,<br /></span> <span class="i0">det store stille Hav kan stivne<br /></span> <span class="i2">straks, naar Frosten vil.<br /></span> <span class="i0">I Nat blev Vandet tyndis-lagt,<br /></span> <span class="i0">det glimter som et slebent Glar,<br /></span> -<span class="i0">ja, kom kun Frost og øv din Magt,<br /></span> -<span class="i0">træng ind til alle Kroge,<br /></span> +<span class="i0">ja, kom kun Frost og øv din Magt,<br /></span> +<span class="i0">træng ind til alle Kroge,<br /></span> <span class="i0">jeg venter glad — dog se, jeg har<br /></span> <span class="i0">endnu en Gang Kajakken klar,<br /></span> -<span class="i0">vil vugge mig i Bølgetakt<br /></span> +<span class="i0">vil vugge mig i Bølgetakt<br /></span> <span class="i0">paa Bugtens sidste Vaage.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Men da jeg gennem Isen skar,<br /></span> @@ -4685,21 +4645,21 @@ TIL L. C. NIELSEN OG VALDEMAR NEIIENDAM</h2> <span class="i0">Jeg glemmer rent at ro min Aare<br /></span> <span class="i2">og gaar ikke frem.<br /></span> <span class="i0">Langt borte lyder kold og hul<br /></span> -<span class="i0">den vrede Snøften af en Hval,<br /></span> +<span class="i0">den vrede Snøften af en Hval,<br /></span> <span class="i0">som dukker op af Dybets Skjul<br /></span><span class="pagenum"><a name="Side_152" id="Side_152" title="[S. 152]"> </a></span> <span class="i0">og tvinger frem sin Pande,<br /></span> -<span class="i0">trægt dønner Sø mod Fjældportal,<br /></span> -<span class="i0">fjernt synker Solen sært oval<br /></span> -<span class="i0">og bævrer tung og æggegul<br /></span> +<span class="i0">trægt dønner Sø mod Fjældportal,<br /></span> +<span class="i0">fjernt synker Solen sært oval<br /></span> +<span class="i0">og bævrer tung og æggegul<br /></span> <span class="i0">paa Kiming-Skaalens Rande.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Jeg længes hjem, som jeg var gal,<br /></span> -<span class="i2">fra disse Dødens Vande.<br /></span> +<span class="i0">Jeg længes hjem, som jeg var gal,<br /></span> +<span class="i2">fra disse Dødens Vande.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Men som jeg saadan ligger<br /></span> -<span class="i2">og knapt véd af mig selv,<br /></span> -<span class="i0">rækker mit Øje op til Hulen<br /></span> -<span class="i2">ved den døde Elv:<br /></span> +<span class="i2">og knapt véd af mig selv,<br /></span> +<span class="i0">rækker mit Øje op til Hulen<br /></span> +<span class="i2">ved den døde Elv:<br /></span> <span class="i0">Brudte er nu alle Broer,<br /></span> <span class="i0">her faar jeg Hjem endnu en Stund,<br /></span> <span class="i0">deroppe er mit Arbejdsbord<br /></span> @@ -4707,10 +4667,10 @@ TIL L. C. NIELSEN OG VALDEMAR NEIIENDAM</h2> <span class="i0">Lad Frosten tvinge Hav i Blund<br /></span> <span class="i0">til Farvej hjem! Jeg nyder sund<br /></span> <span class="i0">den hemmelige Fryd, der gror,<br /></span> -<span class="i0">og som ej Navn kan nævne,<br /></span> +<span class="i0">og som ej Navn kan nævne,<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">paa Livstilværelsens dunkle Bund,<br /></span> -<span class="i2">hvor Synerne holder Stævne.<br /></span> +<span class="i0">paa Livstilværelsens dunkle Bund,<br /></span> +<span class="i2">hvor Synerne holder Stævne.<br /></span> </div></div></div> <hr class="chapbreak" /> @@ -4718,7 +4678,7 @@ TIL L. C. NIELSEN OG VALDEMAR NEIIENDAM</h2> -<h2><a name="TOEBRUD" id="TOEBRUD"></a>TØBRUD</h2> +<h2><a name="TOEBRUD" id="TOEBRUD"></a>TØBRUD</h2> <div class="center"><div class="poem"><div class="stanza"> @@ -4728,71 +4688,71 @@ TIL L. C. NIELSEN OG VALDEMAR NEIIENDAM</h2> <span class="i0">som tyder paa noget andet.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Vor Hule var netop bleven saa lun,<br /></span> -<span class="i0">Sneen laa højt over Taget,<br /></span> -<span class="i0">Fnuggene tætned som Edderdun,<br /></span> -<span class="i0">— nu smælter hele Laget.<br /></span> +<span class="i0">Sneen laa højt over Taget,<br /></span> +<span class="i0">Fnuggene tætned som Edderdun,<br /></span> +<span class="i0">— nu smælter hele Laget.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Det drypper, det stænker, det styrter herned,<br /></span> -<span class="i0">og ingen har sit paa det tørre,<br /></span> -<span class="i0">vi væbner os bravt med Taalmodighed,<br /></span> -<span class="i0">mens Vandfloden vokser sig større.<br /></span> +<span class="i0">Det drypper, det stænker, det styrter herned,<br /></span> +<span class="i0">og ingen har sit paa det tørre,<br /></span> +<span class="i0">vi væbner os bravt med Taalmodighed,<br /></span> +<span class="i0">mens Vandfloden vokser sig større.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Alt, hvad vi ejer, blir blødt og ødt,<br /></span> -<span class="i0">hjærteløst Regnen strømmer;<br /></span> -<span class="i0">de rummer just ikke det bare sødt<br /></span> -<span class="i0">de Oplevelsens Bægre, vi tømmer.<br /></span> +<span class="i0">Alt, hvad vi ejer, blir blødt og ødt,<br /></span> +<span class="i0">hjærteløst Regnen strømmer;<br /></span> +<span class="i0">de rummer just ikke det bare sødt<br /></span> +<span class="i0">de Oplevelsens Bægre, vi tømmer.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Gulvet er som en rindende Sø,<br /></span> -<span class="i0">og Brikseskindene fælder,<br /></span> -<span class="i0">vi ligger paa hver sin opdagede Ø<br /></span> -<span class="i0">i Oversvømmelsens Kælder.<br /></span> +<span class="i0">Gulvet er som en rindende Sø,<br /></span> +<span class="i0">og Brikseskindene fælder,<br /></span> +<span class="i0">vi ligger paa hver sin opdagede Ø<br /></span> +<span class="i0">i Oversvømmelsens Kælder.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <div><span class="pagenum"><a name="Side_154" id="Side_154" title="[S. 154]"> </a></span></div> -<span class="i0">Himlen er bare et trøstesløst Hvælv,<br /></span> +<span class="i0">Himlen er bare et trøstesløst Hvælv,<br /></span> <span class="i0">en eneste styrtende Sluse,<br /></span> -<span class="i0">Fjældene mumler, den døde Elv<br /></span> +<span class="i0">Fjældene mumler, den døde Elv<br /></span> <span class="i0">er atter begyndt at bruse.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Dens Leje var som et furet Ar,<br /></span> -<span class="i0">nu springer det op og bløder.<br /></span> +<span class="i0">nu springer det op og bløder.<br /></span> <span class="i0">Vi fylder paany vore Kogekar,<br /></span> -<span class="i0">men Regnen slukker vore Gløder.<br /></span> +<span class="i0">men Regnen slukker vore Gløder.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Saa maa vi kvittere »den varme Ret«,<br /></span> -<span class="i0">en ofte prøvet Elende,<br /></span> -<span class="i0">men at Soveposen ikke er tæt,<br /></span> -<span class="i0">er det værste, der kunde hænde.<br /></span> +<span class="i0">Saa maa vi kvittere »den varme Ret«,<br /></span> +<span class="i0">en ofte prøvet Elende,<br /></span> +<span class="i0">men at Soveposen ikke er tæt,<br /></span> +<span class="i0">er det værste, der kunde hænde.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Dog, skulde man blive lidt sur i Sind,<br /></span> -<span class="i0">da lyder den Trøst til den triste:<br /></span> -<span class="i0">»Lad alt smælte bort! Dit eget Skind,<br /></span> -<span class="i0">det holder nok tæt til det sidste!«<br /></span> +<span class="i0">da lyder den Trøst til den triste:<br /></span> +<span class="i0">»Lad alt smælte bort! Dit eget Skind,<br /></span> +<span class="i0">det holder nok tæt til det sidste!«<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0"><em>Først</em>, naar ikke en Trevl er tør<br /></span> +<span class="i0"><em>Først</em>, naar ikke en Trevl er tør<br /></span> <span class="i0">og ikke et Ly at finde,<br /></span> -<span class="i0">da vaagner der et Galgenhumør,<br /></span> +<span class="i0">da vaagner der et Galgenhumør,<br /></span> <span class="i0">og runger vor Latter herinde.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Vi driver hver huslig Sorg paa Flugt,<br /></span> <span class="i0">fantaserer om fjerne Steder<br /></span> <span class="i0">med alt, en Hjemkomst byder af smukt:<br /></span> -<span class="i0">varm Kaffe og tørre Klæder!<br /></span> +<span class="i0">varm Kaffe og tørre Klæder!<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">— — Vejrprofeterne kalder det Føhn,<br /></span> +<span class="i0">— — Vejrprofeterne kalder det Føhn,<br /></span> <span class="i0">saadan Mildning ved Vintertide,<br /></span> -<span class="i0">men Eskimoerne tror, det er Tøen,<br /></span> +<span class="i0">men Eskimoerne tror, det er Tøen,<br /></span> <span class="i0">der driller Frosten til at bide.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <div><span class="pagenum"><a name="Side_155" id="Side_155" title="[S. 155]"> </a></span></div> -<span class="i0">Tre Gange hvert Døgn, gaar jeg nøgen ud<br /></span> -<span class="i0">og aflæser Varmegrader ...<br /></span> +<span class="i0">Tre Gange hvert Døgn, gaar jeg nøgen ud<br /></span> +<span class="i0">og aflæser Varmegrader ...<br /></span> <span class="i0">Men lad der blot rase Regn og Slud,<br /></span> -<span class="i0">naar det ikke <em>Islæget</em> skader.<br /></span> +<span class="i0">naar det ikke <em>Islæget</em> skader.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Jeg véd jo, at Frosten sejrer som før,<br /></span> +<span class="i0">Jeg véd jo, at Frosten sejrer som før,<br /></span> <span class="i0">og snart kan jeg hjemad drage<br /></span> -<span class="i0">blottet for <em>alt</em>, kun rig paa Humør<br /></span> -<span class="i0">til Slædefærden tilbage!<br /></span> +<span class="i0">blottet for <em>alt</em>, kun rig paa Humør<br /></span> +<span class="i0">til Slædefærden tilbage!<br /></span> </div></div></div> <hr class="chapbreak" /> @@ -4806,89 +4766,89 @@ TIL L. C. NIELSEN OG VALDEMAR NEIIENDAM</h2> <div class="center"><div class="poem"><div class="stanza"> <span class="i0">I Dag har jeg haft en lille Sorg,<br /></span> <span class="i0">og her, hvor saa lidet sker,<br /></span> -<span class="i0">har denne ringe Hændelse<br /></span> -<span class="i0">bedrøvet mig endnu mer.<br /></span> +<span class="i0">har denne ringe Hændelse<br /></span> +<span class="i0">bedrøvet mig endnu mer.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Min Yndlingshund er bleven dræbt<br /></span> +<span class="i0">Min Yndlingshund er bleven dræbt<br /></span> <span class="i0">af en af de gamle Store,<br /></span> -<span class="i0">bare fordi den løb og leged<br /></span> +<span class="i0">bare fordi den løb og leged<br /></span> <span class="i0">og slet intet andet gjorde.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Den vidste ikke, at Tand for Tand<br /></span> -<span class="i0">er Livets beskæmmende Lære<br /></span> +<span class="i0">er Livets beskæmmende Lære<br /></span> <span class="i0">baade for Dyr og Mennesker,<br /></span> -<span class="i0">om vi skal faa Lov til at <em>være</em>.<br /></span> +<span class="i0">om vi skal faa Lov til at <em>være</em>.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Min Yndlingshund var bare en Hvalp,<br /></span> <span class="i0">saa munter og uden Harm,<br /></span> -<span class="i0">hver Morgen den krøb i min Sovepose<br /></span> +<span class="i0">hver Morgen den krøb i min Sovepose<br /></span> <span class="i0">til et lykkeligt Blund i min Arm.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Dèr laa jeg og skærmed den som mit Barn<br /></span> -<span class="i0">og kunde aldrig blive træt<br /></span> -<span class="i0">af at stryge dens bløde Pels<br /></span> -<span class="i0">og høre dens Aandedræt.<br /></span> +<span class="i0">Dèr laa jeg og skærmed den som mit Barn<br /></span> +<span class="i0">og kunde aldrig blive træt<br /></span> +<span class="i0">af at stryge dens bløde Pels<br /></span> +<span class="i0">og høre dens Aandedræt.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <div><span class="pagenum"><a name="Side_157" id="Side_157" title="[S. 157]"> </a></span></div> <span class="i0">For jeg er jo bare et Menneske,<br /></span> -<span class="i0">hvis Kærlighed ligger vaagen;<br /></span> -<span class="i0">jeg længes efter at elske<br /></span> -<span class="i0">og være <em>god</em> mod nogen.<br /></span> +<span class="i0">hvis Kærlighed ligger vaagen;<br /></span> +<span class="i0">jeg længes efter at elske<br /></span> +<span class="i0">og være <em>god</em> mod nogen.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Men her, hvor jeg intet Menneske har<br /></span> -<span class="i0">at kysse med brændende Mund,<br /></span> -<span class="i0">gav jeg af Hjærtet alle mine Kærtegn<br /></span> +<span class="i0">at kysse med brændende Mund,<br /></span> +<span class="i0">gav jeg af Hjærtet alle mine Kærtegn<br /></span> <span class="i0">til den tillidsfulde lille Hund.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Og nu er dine undrende Øjne lukt,<br /></span> +<span class="i0">Og nu er dine undrende Øjne lukt,<br /></span> <span class="i0">din Strube blev gennembidt.<br /></span> -<span class="i0">— Ak, var du bleven ældre,<br /></span> -<span class="i0">skulde tungere Smærter du lidt!<br /></span> +<span class="i0">— Ak, var du bleven ældre,<br /></span> +<span class="i0">skulde tungere Smærter du lidt!<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Ja, var du vokset dig stærk og stor,<br /></span> +<span class="i0">Ja, var du vokset dig stærk og stor,<br /></span> <span class="i0">vented dig megen Plage;<br /></span> -<span class="i0">en stakkels trællende Slædehund<br /></span> +<span class="i0">en stakkels trællende Slædehund<br /></span> <span class="i0">har ikke gode Dage ...<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Men da de kom og mældte,<br /></span> -<span class="i0">at min lille Hund var død,<br /></span> +<span class="i0">Men da de kom og mældte,<br /></span> +<span class="i0">at min lille Hund var død,<br /></span> <span class="i0">blev der saa underligt stille,<br /></span> -<span class="i0">dèr, hvor mit Hjærte lød.<br /></span> +<span class="i0">dèr, hvor mit Hjærte lød.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Da maatte jeg betvinge<br /></span> <span class="i0">en Graad, der vilde frembrudt,<br /></span> <span class="i0">da svor jeg over Morderen<br /></span> -<span class="i0">en Hævn, jeg ikke har fortrudt.<br /></span> +<span class="i0">en Hævn, jeg ikke har fortrudt.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Skaanselsløst tærskede jeg det Skarn,<br /></span> -<span class="i0">hvis Tænder min Yndling traf;<br /></span> +<span class="i0">Skaanselsløst tærskede jeg det Skarn,<br /></span> +<span class="i0">hvis Tænder min Yndling traf;<br /></span> <span class="i0">hver Dyrebeskyttelsesdame<br /></span> <span class="i0">vilde skaffet mig Dyrplager-Straf.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <div><span class="pagenum"><a name="Side_158" id="Side_158" title="[S. 158]"> </a></span></div> -<span class="i0">Tæt til dens sammensnørede Gab<br /></span> -<span class="i0">bandt jeg den lille døde,<br /></span> +<span class="i0">Tæt til dens sammensnørede Gab<br /></span> +<span class="i0">bandt jeg den lille døde,<br /></span> <span class="i0">— nu ligger den med sit Offer<br /></span> -<span class="i0">bunden og uden Føde.<br /></span> +<span class="i0">bunden og uden Føde.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Min Yndlingshund var bare en Hvalp,<br /></span> <span class="i0">skabagtig kan Sorgen lyde,<br /></span> -<span class="i0">men den, hvis Hjærte er ene,<br /></span> -<span class="i0">véd, hvad en Hund kan betyde.<br /></span> +<span class="i0">men den, hvis Hjærte er ene,<br /></span> +<span class="i0">véd, hvad en Hund kan betyde.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Og den, der kender Polarfærd,<br /></span> -<span class="i0">véd, han var gaaet til Grunde,<br /></span> +<span class="i0">Og den, der kender Polarfærd,<br /></span> +<span class="i0">véd, han var gaaet til Grunde,<br /></span> <span class="i0">om ikke han var bleven hjulpet<br /></span> <span class="i0">af sine trofaste Hunde.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Lønnen, han bød sin trællende Ven,<br /></span> -<span class="i0">var Pisk og en kneben Føde<br /></span> +<span class="i0">Lønnen, han bød sin trællende Ven,<br /></span> +<span class="i0">var Pisk og en kneben Føde<br /></span> <span class="i0">og saa en Kugle i Hjernen,<br /></span> -<span class="i0">naar den næsten var kørt tildøde.<br /></span> +<span class="i0">naar den næsten var kørt tildøde.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Og Hvalpen skulde i Vinter<br /></span> -<span class="i0">trukket for Slæden tilbage,<br /></span> -<span class="i0">— en stakkels trællende Grønlænderhund<br /></span> +<span class="i0">trukket for Slæden tilbage,<br /></span> +<span class="i0">— en stakkels trællende Grønlænderhund<br /></span> <span class="i0">har ikke gode Dage.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Men dyrebar er mig Hundene,<br /></span> @@ -4898,8 +4858,8 @@ TIL L. C. NIELSEN OG VALDEMAR NEIIENDAM</h2> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Og det er sandt, hvad en Digter har sagt,<br /></span> <span class="i0">— sikkert en klog gammel Fyr:<br /></span> -<span class="i0">»Jo bedre jeg kender Mennesker,<br /></span> -<span class="i0">des mer holder jeg af Dyr!«<br /></span> +<span class="i0">»Jo bedre jeg kender Mennesker,<br /></span> +<span class="i0">des mer holder jeg af Dyr!«<br /></span> </div></div></div> <hr class="chapbreak" /> @@ -4916,56 +4876,56 @@ TIL L. C. NIELSEN OG VALDEMAR NEIIENDAM</h2> <span class="i0">Ingen Lyd og ingen Sejler,<br /></span> <span class="i0">intet Bud fra fjerne Byer.<br /></span> <span class="i2">Indelukket<br /></span> -<span class="i2">Længselssukket<br /></span> -<span class="i0">stiger mod det kolde Fjæld,<br /></span> +<span class="i2">Længselssukket<br /></span> +<span class="i0">stiger mod det kolde Fjæld,<br /></span> <span class="i0">der paa Himlens Rand har trukket<br /></span> <span class="i0">en henaandet bleg Pastel.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Som en Knivseg, skarpt tilsleben,<br /></span> -<span class="i0">skærer Horisonten Himlen.<br /></span> -<span class="i0">Som et Hjærte, vémodsgreben,<br /></span> -<span class="i0">gløder dæmpet Solfaldstrimlen.<br /></span> +<span class="i0">skærer Horisonten Himlen.<br /></span> +<span class="i0">Som et Hjærte, vémodsgreben,<br /></span> +<span class="i0">gløder dæmpet Solfaldstrimlen.<br /></span> <span class="i2">Gult og gustent<br /></span> <span class="i2">som et brustent<br /></span> -<span class="i0">Venneblik er Solens Øje<br /></span> -<span class="i0">sluknet bag en Isfjældsmur,<br /></span> -<span class="i0">der har bygt sin borgtaarns-høje,<br /></span> +<span class="i0">Venneblik er Solens Øje<br /></span> +<span class="i0">sluknet bag en Isfjældsmur,<br /></span> +<span class="i0">der har bygt sin borgtaarns-høje,<br /></span> <span class="i0">vildt fantastiske Kontur.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Sølvhvid Maanebaaden skyder<br /></span> -<span class="i0">højt henad den mørke Himmel.<br /></span><span class="pagenum"><a name="Side_160" id="Side_160" title="[S. 160]"> </a></span> -<span class="i0">Som et Morildskølvand flyder<br /></span> -<span class="i0">Mælkevejens Stjernevrimmel.<br /></span> +<span class="i0">Sølvhvid Maanebaaden skyder<br /></span> +<span class="i0">højt henad den mørke Himmel.<br /></span><span class="pagenum"><a name="Side_160" id="Side_160" title="[S. 160]"> </a></span> +<span class="i0">Som et Morildskølvand flyder<br /></span> +<span class="i0">Mælkevejens Stjernevrimmel.<br /></span> <span class="i2">Tunge Skygger<br /></span> <span class="i2">travlt bebygger<br /></span> -<span class="i0">som et mystisk Dværgfolk Sletten,<br /></span> +<span class="i0">som et mystisk Dværgfolk Sletten,<br /></span> <span class="i0">der har gemt sig tavs og trykket<br /></span> -<span class="i0">inde under Fjælde-Jætten.<br /></span> +<span class="i0">inde under Fjælde-Jætten.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Snart af Skyggerne besejres<br /></span> <span class="i0">Dagens sidste Farvetoner,<br /></span> <span class="i0">Mulmets Nattepust henvejres<br /></span> -<span class="i0">over Dødens Regioner.<br /></span> -<span class="i2">Men i Mørket,<br /></span> -<span class="i2">sjælestyrket,<br /></span> +<span class="i0">over Dødens Regioner.<br /></span> +<span class="i2">Men i Mørket,<br /></span> +<span class="i2">sjælestyrket,<br /></span> <span class="i0">slaas vi med os selv og Livet,<br /></span> <span class="i0">og vi tror, at vi faar dyrket<br /></span> -<span class="i0">rodfast Træ af Mose-Sivet.<br /></span> +<span class="i0">rodfast Træ af Mose-Sivet.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Ubønhørlig stræng bekriger<br /></span> +<span class="i0">Ubønhørlig stræng bekriger<br /></span> <span class="i0">Vintren disse arme Kyster,<br /></span> <span class="i0">Sneen ligger haard og skriger,<br /></span> <span class="i0">Isen dem i Favntag kryster,<br /></span> <span class="i2">Lyset brister,<br /></span> -<span class="i2">Bjørnen lister<br /></span> -<span class="i0">mørkeskjult, beredt til Krig,<br /></span> +<span class="i2">Bjørnen lister<br /></span> +<span class="i0">mørkeskjult, beredt til Krig,<br /></span> <span class="i0">hungerpint den Livet frister,<br /></span> -<span class="i0">røver Gravens frosne Lig.<br /></span> +<span class="i0">røver Gravens frosne Lig.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Og uskaansomt koldt bekriger<br /></span> -<span class="i0"><em>vi</em> det Liv, vi før har levet;<br /></span> +<span class="i0"><em>vi</em> det Liv, vi før har levet;<br /></span> <span class="i0">gennembrudt, som Vandflods-Diger,<br /></span> -<span class="i0">er vort Løgnliv — talt og skrevet.<br /></span><span class="pagenum"><a name="Side_161" id="Side_161" title="[S. 161]"> </a></span> +<span class="i0">er vort Løgnliv — talt og skrevet.<br /></span><span class="pagenum"><a name="Side_161" id="Side_161" title="[S. 161]"> </a></span> <span class="i2">Nu skal Volden<br /></span> <span class="i2">hel og holden<br /></span> <span class="i0">sten-forskanses, klar til Krig<br /></span> @@ -4982,95 +4942,95 @@ TIL L. C. NIELSEN OG VALDEMAR NEIIENDAM</h2> <div class="center"><div class="poem"><div class="stanza"> -<span class="i0">Jeg laa ude i Nat. Og hvor frøs jeg i Nat!<br /></span> -<span class="i0">Der var ikke paa Fjældet det ringeste Læ,<br /></span> -<span class="i0">og Fjældet var snevidt af Driver og Bræ.<br /></span> +<span class="i0">Jeg laa ude i Nat. Og hvor frøs jeg i Nat!<br /></span> +<span class="i0">Der var ikke paa Fjældet det ringeste Læ,<br /></span> +<span class="i0">og Fjældet var snevidt af Driver og Bræ.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Der var madtomt i Hulen og glubende Sult,<br /></span> -<span class="i0">saa kørte jeg hen til et Køddepot,<br /></span> -<span class="i0">men Vejret blev værre, end jeg havde troet.<br /></span> +<span class="i0">saa kørte jeg hen til et Køddepot,<br /></span> +<span class="i0">men Vejret blev værre, end jeg havde troet.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Der blæste en fygende stiv Sydvest,<br /></span> -<span class="i0">langsomt ad Kløften steg vi til Fjælds,<br /></span> -<span class="i0">Foden blev træt, for Føret var træls.<br /></span> +<span class="i0">Der blæste en fygende stiv Sydvest,<br /></span> +<span class="i0">langsomt ad Kløften steg vi til Fjælds,<br /></span> +<span class="i0">Foden blev træt, for Føret var træls.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Den gamle Eleng'uak fulgte mig tro,<br /></span> -<span class="i0">syv Hunde trak Slæden med ingen Ting paa,<br /></span> +<span class="i0">syv Hunde trak Slæden med ingen Ting paa,<br /></span> <span class="i0">alligevel maatte vi begge gaa.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Ved Slædeopstanderne sled vi os frem,<br /></span> -<span class="i0">stavred i Sneen til op over Knæ,<br /></span> -<span class="i0">og Sne skød sig højt over Gængernes Træ.<br /></span> +<span class="i0">Ved Slædeopstanderne sled vi os frem,<br /></span> +<span class="i0">stavred i Sneen til op over Knæ,<br /></span> +<span class="i0">og Sne skød sig højt over Gængernes Træ.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Dagslyset svandt, og Knoget tog til,<br /></span> <span class="i0"><em>nu</em> sank vi i til midt paa vort Liv,<br /></span> -<span class="i0">Skinddragten dampede og frøs stiv.<br /></span> +<span class="i0">Skinddragten dampede og frøs stiv.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <div><span class="pagenum"><a name="Side_163" id="Side_163" title="[S. 163]"> </a></span></div> <span class="i0">Hundene orked tilsidst ikke mer,<br /></span> -<span class="i0">vi spændte dem fra, og de stak i Løb,<br /></span> -<span class="i0">selv fulgte vi efter, stumled og krøb.<br /></span> +<span class="i0">vi spændte dem fra, og de stak i Løb,<br /></span> +<span class="i0">selv fulgte vi efter, stumled og krøb.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Sort var Natten, da vi naa'de frem,<br /></span> -<span class="i0">aandeløst smed vi os ned bag en Sten,<br /></span> +<span class="i0">aandeløst smed vi os ned bag en Sten,<br /></span> <span class="i0">som ikke gav ringeste Ly for Sneen.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Dèr laa vi en Time og hakked og skjalv,<br /></span> -<span class="i0">Eleng'uak pressed sin Ryg tæt mod min.<br /></span> -<span class="i0">Op gennem Kløften jog Uvejrets Hvin.<br /></span> +<span class="i0">Dèr laa vi en Time og hakked og skjalv,<br /></span> +<span class="i0">Eleng'uak pressed sin Ryg tæt mod min.<br /></span> +<span class="i0">Op gennem Kløften jog Uvejrets Hvin.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Da blev som en isnende Strøm mit Blod,<br /></span> -<span class="i0">jeg svælged lidt raa-frossent Kød med Spæk,<br /></span> -<span class="i0">Fingrene var ved at fryse væk.<br /></span> +<span class="i0">Da blev som en isnende Strøm mit Blod,<br /></span> +<span class="i0">jeg svælged lidt raa-frossent Kød med Spæk,<br /></span> +<span class="i0">Fingrene var ved at fryse væk.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Vi maatte nok helst gaa os varme igen:<br /></span> <span class="i0">fra Hvalros-Depotet tog hver sin Dragt<br /></span> -<span class="i0">og slæbte det hjemad af al vor Magt.<br /></span> +<span class="i0">og slæbte det hjemad af al vor Magt.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Mandshøj laa Sneen, til Tops gik vor Vej,<br /></span> +<span class="i0">Mandshøj laa Sneen, til Tops gik vor Vej,<br /></span> <span class="i0">Legemet damped, vor Aande blev kort;<br /></span> -<span class="i0">i Mørket kom jeg fra Eleng'uak bort.<br /></span> +<span class="i0">i Mørket kom jeg fra Eleng'uak bort.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Men endelig, da jeg var Slæden nær,<br /></span> -<span class="i0">var ogsaa min yderste Kraft udøst,<br /></span> -<span class="i0">jeg faldt og blev liggende, kraftesløst.<br /></span> +<span class="i0">Men endelig, da jeg var Slæden nær,<br /></span> +<span class="i0">var ogsaa min yderste Kraft udøst,<br /></span> +<span class="i0">jeg faldt og blev liggende, kraftesløst.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Dèr laa jeg en Stund næsten uden Begreb,<br /></span> -<span class="i0">saa vaagned jeg: aa, saa livstræt og kold.<br /></span> -<span class="i0">Jeg tænkte: Nu gaar jeg Pokker i Vold!<br /></span> +<span class="i0">Dèr laa jeg en Stund næsten uden Begreb,<br /></span> +<span class="i0">saa vaagned jeg: aa, saa livstræt og kold.<br /></span> +<span class="i0">Jeg tænkte: Nu gaar jeg Pokker i Vold!<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Da fik jeg en latterlig Ynk med mig selv,<br /></span> -<span class="i0">at jeg skulde ligge forkommen og dø<br /></span> -<span class="i0">i den fygende Storm paa vor Fjældhule-Ø.<br /></span> +<span class="i0">at jeg skulde ligge forkommen og dø<br /></span> +<span class="i0">i den fygende Storm paa vor Fjældhule-Ø.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <div><span class="pagenum"><a name="Side_164" id="Side_164" title="[S. 164]"> </a></span></div> -<span class="i0">Før havde jeg troet mig saa gammel og klog;<br /></span> -<span class="i0"><em>nu</em> syntes jeg ung, havde ingen Ting lært,<br /></span> -<span class="i0">og Livet, jeg mistede, var mig saa kært.<br /></span> +<span class="i0">Før havde jeg troet mig saa gammel og klog;<br /></span> +<span class="i0"><em>nu</em> syntes jeg ung, havde ingen Ting lært,<br /></span> +<span class="i0">og Livet, jeg mistede, var mig saa kært.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Jeg sørged mig vred, jeg ærgred mig hed,<br /></span> -<span class="i0">jeg tændte min Viljes hendøende Gnist<br /></span> -<span class="i0">og naaed da ogsaa Slæden tilsidst.<br /></span> +<span class="i0">Jeg sørged mig vred, jeg ærgred mig hed,<br /></span> +<span class="i0">jeg tændte min Viljes hendøende Gnist<br /></span> +<span class="i0">og naaed da ogsaa Slæden tilsidst.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Dèr saa' jeg blandt Hundene, dybt føget til,<br /></span> +<span class="i0">Dèr saa' jeg blandt Hundene, dybt føget til,<br /></span> <span class="i0">Eleng'uak ligge — en underlig Bylt.<br /></span> <span class="i0">Han sov og snorked, hans Bug var fyldt.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Som svimmel jeg gøs i min frosne Pels,<br /></span> +<span class="i0">Som svimmel jeg gøs i min frosne Pels,<br /></span> <span class="i0">fik stukket mig under en Hundekrop,<br /></span> -<span class="i0">hvor jeg døsede hen og tøede op.<br /></span> +<span class="i0">hvor jeg døsede hen og tøede op.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Jeg drømte mig død paa det hvide Fjæld,<br /></span> -<span class="i0">begravet af Sneen og sporløst gemt.<br /></span> +<span class="i0">Jeg drømte mig død paa det hvide Fjæld,<br /></span> +<span class="i0">begravet af Sneen og sporløst gemt.<br /></span> <span class="i0">Ingen savned mig, jeg var glemt.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Da maatte mit Hjærte saa inderligt le:<br /></span> -<span class="i0">»I slipper mig ikke <em>saa</em> bekvemt!«<br /></span> -<span class="i0">Glad vaagned jeg. Tænderne hakkede slemt.<br /></span> +<span class="i0">Da maatte mit Hjærte saa inderligt le:<br /></span> +<span class="i0">»I slipper mig ikke <em>saa</em> bekvemt!«<br /></span> +<span class="i0">Glad vaagned jeg. Tænderne hakkede slemt.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Men netop, som Dagen graaned i Øst,<br /></span> -<span class="i0">tog Snestormen af og Kræfterne til:<br /></span> -<span class="i0">— Det er svært at dø, naar man ikke <em>vil</em>!<br /></span> +<span class="i0">Men netop, som Dagen graaned i Øst,<br /></span> +<span class="i0">tog Snestormen af og Kræfterne til:<br /></span> +<span class="i0">— Det er svært at dø, naar man ikke <em>vil</em>!<br /></span> </div></div></div> <hr class="chapbreak" /> @@ -5086,66 +5046,66 @@ TIL L. C. NIELSEN OG VALDEMAR NEIIENDAM</h2> <span class="i0">ikke mindre end en Snes<br /></span> <span class="i2">Eskimoer<br /></span> <span class="i2">hos os boer<br /></span> -<span class="i0">i en skøn Familjekres<br /></span> +<span class="i0">i en skøn Familjekres<br /></span> <span class="i0">— en lidt rundelig Formering,<br /></span> -<span class="i0">naar vi selv er seks Mand høj.<br /></span> +<span class="i0">naar vi selv er seks Mand høj.<br /></span> <span class="i2">Man begriber,<br /></span> <span class="i2">at det kniber<br /></span> -<span class="i0">svært med Plads og Sengetøj.<br /></span> +<span class="i0">svært med Plads og Sengetøj.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Men vort Samliv er det bedste,<br /></span> -<span class="i0">skøndt man ikke skulde tro,<br /></span> +<span class="i0">skøndt man ikke skulde tro,<br /></span> <span class="i2">at der kunde<br /></span> <span class="i2">nogenlunde<br /></span> <span class="i0">herske Enighed og Ro,<br /></span> -<span class="i0">naar man har sin kære Næste<br /></span> +<span class="i0">naar man har sin kære Næste<br /></span> <span class="i0">indlogeret bunkevis.<br /></span> -<span class="i2">Her er Glæde,<br /></span> -<span class="i2">fælles Æde,<br /></span> -<span class="i0">fælles Trug for So og Gris.<br /></span> +<span class="i2">Her er Glæde,<br /></span> +<span class="i2">fælles Æde,<br /></span> +<span class="i0">fælles Trug for So og Gris.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Alle Kogelamper sprager,<br /></span> -<span class="i0">Luften hænger tyk af Os,<br /></span><span class="pagenum"><a name="Side_166" id="Side_166" title="[S. 166]"> </a></span> +<span class="i0">Luften hænger tyk af Os,<br /></span><span class="pagenum"><a name="Side_166" id="Side_166" title="[S. 166]"> </a></span> <span class="i2">Stuens Kroge<br /></span> <span class="i2">staar i Taage,<br /></span> <span class="i0">men vor Hule faar dog Ros.<br /></span> <span class="i0">Udenfor Orkanen drager<br /></span> -<span class="i0">rovbegærlig om vor Ø,<br /></span> +<span class="i0">rovbegærlig om vor Ø,<br /></span> <span class="i2">mangen Hytte<br /></span> <span class="i2">blev dens Bytte,<br /></span> -<span class="i0">knust og slugt af Styrtesø.<br /></span> +<span class="i0">knust og slugt af Styrtesø.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Alle vore Boplads-Fæller<br /></span> -<span class="i0">blev berøvet Kød og Hjem,<br /></span> -<span class="i2">halv-paaklædte,<br /></span> -<span class="i2">ilde-stædte<br /></span> +<span class="i0">Alle vore Boplads-Fæller<br /></span> +<span class="i0">blev berøvet Kød og Hjem,<br /></span> +<span class="i2">halv-paaklædte,<br /></span> +<span class="i2">ilde-stædte<br /></span> <span class="i0">stred de sig til Hulen frem,<br /></span> -<span class="i0">sidder nu og smaa-fortæller<br /></span> -<span class="i0">om den storm-oprørte Fjord,<br /></span> +<span class="i0">sidder nu og smaa-fortæller<br /></span> +<span class="i0">om den storm-oprørte Fjord,<br /></span> <span class="i2">klager ikke,<br /></span> -<span class="i2">smælter Drikke<br /></span> -<span class="i0">og faar kogt et vældigt For.<br /></span> +<span class="i2">smælter Drikke<br /></span> +<span class="i0">og faar kogt et vældigt For.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">I en sammenbyltet Mængde<br /></span> -<span class="i0">sover snarligt Vært og Gæst,<br /></span> +<span class="i0">I en sammenbyltet Mængde<br /></span> +<span class="i0">sover snarligt Vært og Gæst,<br /></span> <span class="i2">Lampen slukner,<br /></span> <span class="i2">ude drukner<br /></span> -<span class="i0">Hundehyl i Sø og Blæst.<br /></span> -<span class="i0">— Men jeg vaagned tidt og tænkte:<br /></span> +<span class="i0">Hundehyl i Sø og Blæst.<br /></span> +<span class="i0">— Men jeg vaagned tidt og tænkte:<br /></span> <span class="i0">her mod Nord er Livet Fest,<br /></span> -<span class="i2">intet knægter<br /></span> -<span class="i2">disse Slægter,<br /></span> -<span class="i0">hverken Himmel eller Præst!<br /></span> +<span class="i2">intet knægter<br /></span> +<span class="i2">disse Slægter,<br /></span> +<span class="i0">hverken Himmel eller Præst!<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Ja, en Livets Jubelsalme<br /></span> <span class="i0">toner ud af Vejrets Brus,<br /></span><span class="pagenum"><a name="Side_167" id="Side_167" title="[S. 167]"> </a></span> <span class="i2">Leg og Latter<br /></span> <span class="i2">toner atter<br /></span> <span class="i0">i vort overfyldte Hus.<br /></span> -<span class="i0">Her kan Glæden aldrig falme,<br /></span> +<span class="i0">Her kan Glæden aldrig falme,<br /></span> <span class="i0">Livet tager vi som bedst:<br /></span> <span class="i2">Eskimoen<br /></span> -<span class="i2">dør i Troen<br /></span> +<span class="i2">dør i Troen<br /></span> <span class="i0">paa, at Livet er en Fest.<br /></span> </div></div></div> @@ -5154,75 +5114,75 @@ TIL L. C. NIELSEN OG VALDEMAR NEIIENDAM</h2> -<h2><a name="NYT_ISLAEG" id="NYT_ISLAEG"></a>NYT ISLÆG</h2> +<h2><a name="NYT_ISLAEG" id="NYT_ISLAEG"></a>NYT ISLÆG</h2> <div class="center"><div class="poem"><div class="stanza"> <span class="i0">Jeg suser atter over nylagt Is,<br /></span> -<span class="i0">og alle Hunde trækker kry og travle,<br /></span> -<span class="i0">thi højt bag Fjældets gothisk bygte Gavle<br /></span> -<span class="i0">har Maanen nytændt flænget Skyr og Dis<br /></span> +<span class="i0">og alle Hunde trækker kry og travle,<br /></span> +<span class="i0">thi højt bag Fjældets gothisk bygte Gavle<br /></span> +<span class="i0">har Maanen nytændt flænget Skyr og Dis<br /></span> <span class="i0">og ridset sin lyse Streg paa Himlens Tavle.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Mit Forspand elsker dette blege Skær,<br /></span> +<span class="i0">Mit Forspand elsker dette blege Skær,<br /></span> <span class="i0">der blinker i de frosne Iskolosser<br /></span> -<span class="i0">og viser Vej om Vaage-Strøm og Skodser;<br /></span> -<span class="i0">— i Mørketid gaar Rejsen træls og tvær,<br /></span> -<span class="i0">da savnes det Humør, som Kulden trodser.<br /></span> -</div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Men nu gør atter Maanen Rejsen let,<br /></span> -<span class="i0">paa ben-skoet Slæde er det Fest at køre<br /></span> -<span class="i0">det lange hvide Døgn i snefrit Føre,<br /></span> -<span class="i0">hvid hvirvler Rimfrost af mit Aandedræt,<br /></span> -<span class="i0">og hvidbrændt blir i Kulden Kind og Øre.<br /></span> -</div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Men Blodet pulser varmt bag kuldskær Hud,<br /></span> -<span class="i0">og jeg kan timevis henslængt paa Slæden<br /></span> -<span class="i0">ligge med adspredt Sind og nyde Glæden,<br /></span> +<span class="i0">og viser Vej om Vaage-Strøm og Skodser;<br /></span> +<span class="i0">— i Mørketid gaar Rejsen træls og tvær,<br /></span> +<span class="i0">da savnes det Humør, som Kulden trodser.<br /></span> +</div><br /><div class="stanza"> +<span class="i0">Men nu gør atter Maanen Rejsen let,<br /></span> +<span class="i0">paa ben-skoet Slæde er det Fest at køre<br /></span> +<span class="i0">det lange hvide Døgn i snefrit Føre,<br /></span> +<span class="i0">hvid hvirvler Rimfrost af mit Aandedræt,<br /></span> +<span class="i0">og hvidbrændt blir i Kulden Kind og Øre.<br /></span> +</div><br /><div class="stanza"> +<span class="i0">Men Blodet pulser varmt bag kuldskær Hud,<br /></span> +<span class="i0">og jeg kan timevis henslængt paa Slæden<br /></span> +<span class="i0">ligge med adspredt Sind og nyde Glæden,<br /></span> <span class="i0">blot ved at se mit Forspand halse ud,<br /></span> -<span class="i0">og høre Isen knage fjernt som Skud.<br /></span> +<span class="i0">og høre Isen knage fjernt som Skud.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <div><span class="pagenum"><a name="Side_169" id="Side_169" title="[S. 169]"> </a></span></div> -<span class="i0">Og naar jeg lukker Øjet, kan jeg se<br /></span> +<span class="i0">Og naar jeg lukker Øjet, kan jeg se<br /></span> <span class="i0">mit Hjemlands tavse, istillagte Fjorde,<br /></span> -<span class="i0">og <em>da</em> er det med ét, som blev jeg borte,<br /></span> -<span class="i0">som sank jeg dybt i hjemlig Fryd og Vé,<br /></span> -<span class="i0">saa dybt og blødt som i en Grav af Sne.<br /></span> +<span class="i0">og <em>da</em> er det med ét, som blev jeg borte,<br /></span> +<span class="i0">som sank jeg dybt i hjemlig Fryd og Vé,<br /></span> +<span class="i0">saa dybt og blødt som i en Grav af Sne.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">En Grav af Sne! — Men da blev alting koldt,<br /></span> <span class="i0">jeg vaagned op og fandt mig selv i Vandet,<br /></span> -<span class="i0">Isen var bristet: Slæden, Hundespandet,<br /></span> -<span class="i0">alt det, der havde mig min Drøm forvoldt,<br /></span> -<span class="i0">sank dybt og blødt, — men Skaglerne de holdt.<br /></span> -</div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Jeg var vist Graven nær og skreg Gevalt;<br /></span> -<span class="i0">to Eskimoer, der fulgte, krøb som Bjørne<br /></span> -<span class="i0">ad Isen og slog Remme om et Hjørne<br /></span> -<span class="i0">af Slædesnuden og fik mig og alt<br /></span> +<span class="i0">Isen var bristet: Slæden, Hundespandet,<br /></span> +<span class="i0">alt det, der havde mig min Drøm forvoldt,<br /></span> +<span class="i0">sank dybt og blødt, — men Skaglerne de holdt.<br /></span> +</div><br /><div class="stanza"> +<span class="i0">Jeg var vist Graven nær og skreg Gevalt;<br /></span> +<span class="i0">to Eskimoer, der fulgte, krøb som Bjørne<br /></span> +<span class="i0">ad Isen og slog Remme om et Hjørne<br /></span> +<span class="i0">af Slædesnuden og fik mig og alt<br /></span> <span class="i0">omsider halet ind — har de fortalt.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Forresten lo de. Og da vi drog bort,<br /></span> -<span class="i0">og mine Klæder stivned straks i Kulden,<br /></span> +<span class="i0">og mine Klæder stivned straks i Kulden,<br /></span> <span class="i0">og baade Haand og Fod blev saar og svullen,<br /></span> -<span class="i0">lo de igen. Jeg <em>løb</em>, som var det Sport,<br /></span> +<span class="i0">lo de igen. Jeg <em>løb</em>, som var det Sport,<br /></span> <span class="i0">og holdt mig varm de otte Mil til vort ...<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Den glade Hedning, som bestandig ler,<br /></span> -<span class="i0">han er i Livets Dyst altid fornøjet;<br /></span> -<span class="i0">og hjemme, da jeg først kom af med Tøjet<br /></span> +<span class="i0">han er i Livets Dyst altid fornøjet;<br /></span> +<span class="i0">og hjemme, da jeg først kom af med Tøjet<br /></span> <span class="i0">og laa i Soveposens lune Fjer,<br /></span> <span class="i0">da lo jeg selv, — jeg fejled intet mer.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Ja, saadan er det: undflyet et Forlis<br /></span> -<span class="i0">higer vi atter ud paa tynd-klædt Bølge,<br /></span> -<span class="i0">evig og altid maa vort Kald vi følge,<br /></span><span class="pagenum"><a name="Side_170" id="Side_170" title="[S. 170]"> </a></span> +<span class="i0">higer vi atter ud paa tynd-klædt Bølge,<br /></span> +<span class="i0">evig og altid maa vort Kald vi følge,<br /></span><span class="pagenum"><a name="Side_170" id="Side_170" title="[S. 170]"> </a></span> <span class="i0">Kaldet er Livets Dyst i Sol og Dis,<br /></span> <span class="i0">farefuld Vejen over nylagt Is.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">— Jeg suser atter paa den blanke Fjord<br /></span> -<span class="i0">ind under Fjældets gothisk bygte Gavle,<br /></span> -<span class="i0">nytændt staar Maanens Streg paa Himlens Tavle,<br /></span> -<span class="i0">og sølvhvidt gnistrer mine Slædespor,<br /></span> +<span class="i0">ind under Fjældets gothisk bygte Gavle,<br /></span> +<span class="i0">nytændt staar Maanens Streg paa Himlens Tavle,<br /></span> +<span class="i0">og sølvhvidt gnistrer mine Slædespor,<br /></span> <span class="i0">og Verden er bare dette kolde Nord!<br /></span> </div></div></div> @@ -5235,40 +5195,40 @@ TIL L. C. NIELSEN OG VALDEMAR NEIIENDAM</h2> <div class="center"><div class="poem"><div class="stanza"> -<span class="i0">Saa kom den sidste Dag paa Længslens Ø,<br /></span> -<span class="i0">Fjældhulen rømmet, ingen Vinduslysning.<br /></span> -<span class="i0">— Dèrinde blev der dog sat Frugt og Frø,<br /></span> +<span class="i0">Saa kom den sidste Dag paa Længslens Ø,<br /></span> +<span class="i0">Fjældhulen rømmet, ingen Vinduslysning.<br /></span> +<span class="i0">— Dèrinde blev der dog sat Frugt og Frø,<br /></span> <span class="i0">mon de nu taaler Vinter og Forfrysning?<br /></span> <span class="i0">Lyse er de Forhaabninger, der bygges,<br /></span> -<span class="i0">men mørk den lange Hjemvej. Vil den lykkes?<br /></span> +<span class="i0">men mørk den lange Hjemvej. Vil den lykkes?<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Og endnu er vor Ven og Fælle syg,<br /></span> -<span class="i0">og køres maa han hundred Mil i Pose,<br /></span> -<span class="i0">— men Skæbnen fik ham ingentid gjort myg,<br /></span> -<span class="i0">endda den bød ham Torne blot for Rose;<br /></span> +<span class="i0">Og endnu er vor Ven og Fælle syg,<br /></span> +<span class="i0">og køres maa han hundred Mil i Pose,<br /></span> +<span class="i0">— men Skæbnen fik ham ingentid gjort myg,<br /></span> +<span class="i0">endda den bød ham Torne blot for Rose;<br /></span> <span class="i0">han higer hjem mod nye Arbejdsfelter,<br /></span> -<span class="i0">— ak, i en foddyb Sne gaar vi og ælter!<br /></span> +<span class="i0">— ak, i en foddyb Sne gaar vi og ælter!<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Decembermørket skjuler Fjæld og Kløft,<br /></span> -<span class="i0">Dagen er kort, og Maaneskinnet blænder,<br /></span> -<span class="i0">fra skjulte Vaager lyder Sælens Snøft,<br /></span> -<span class="i0">langs alle Fjære blegt Morilden brænder.<br /></span> -<span class="i0">Gemt er bag Skrueis Fjældhule-Næsset,<br /></span> -<span class="i0"><em>hjemad</em> det gaar — men tungt er Slædelæsset.<br /></span> +<span class="i0">Decembermørket skjuler Fjæld og Kløft,<br /></span> +<span class="i0">Dagen er kort, og Maaneskinnet blænder,<br /></span> +<span class="i0">fra skjulte Vaager lyder Sælens Snøft,<br /></span> +<span class="i0">langs alle Fjære blegt Morilden brænder.<br /></span> +<span class="i0">Gemt er bag Skrueis Fjældhule-Næsset,<br /></span> +<span class="i0"><em>hjemad</em> det gaar — men tungt er Slædelæsset.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Just nu faar jeg vor Hule dobbelt kær,<br /></span> +<span class="i0">Just nu faar jeg vor Hule dobbelt kær,<br /></span> <span class="i0">det er, som om jeg ikke kunde slippe<br /></span> -<span class="i0">dens Tarmskinds-Vindu med Spæklampens Skær<br /></span><span class="pagenum"><a name="Side_172" id="Side_172" title="[S. 172]"> </a></span> -<span class="i0">og Ildsteds-Røgen op mod snedækt Klippe;<br /></span> +<span class="i0">dens Tarmskinds-Vindu med Spæklampens Skær<br /></span><span class="pagenum"><a name="Side_172" id="Side_172" title="[S. 172]"> </a></span> +<span class="i0">og Ildsteds-Røgen op mod snedækt Klippe;<br /></span> <span class="i0">— hvor ofte har jeg ikke langvejs ude<br /></span> -<span class="i0">træt og forkommen hilst den blege Rude!<br /></span> +<span class="i0">træt og forkommen hilst den blege Rude!<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Men det gaar hjemad, — og vor syge Ven<br /></span> <span class="i0">maa bjerges frem til bedre Kaar og Pleje,<br /></span> -<span class="i0">saa drager vore Slæder da igen<br /></span> +<span class="i0">saa drager vore Slæder da igen<br /></span> <span class="i0">Sporet langs nye Kysters nye Veje.<br /></span> -<span class="i0">Raa-frossent Kød er Hunds og Herres Føde,<br /></span> -<span class="i0">tungt kører vi i Skrueis og Bløde ...<br /></span> +<span class="i0">Raa-frossent Kød er Hunds og Herres Føde,<br /></span> +<span class="i0">tungt kører vi i Skrueis og Bløde ...<br /></span> </div></div></div> <hr class="chapbreak" /> @@ -5276,25 +5236,25 @@ TIL L. C. NIELSEN OG VALDEMAR NEIIENDAM</h2> -<h2><a name="TILBAGE_TIL_MOERKET" id="TILBAGE_TIL_MOERKET"></a>TILBAGE TIL MØRKET</h2> +<h2><a name="TILBAGE_TIL_MOERKET" id="TILBAGE_TIL_MOERKET"></a>TILBAGE TIL MØRKET</h2> <h3><a name="TILBAGE_I" id="TILBAGE_I"></a>I</h3> <div class="center"><div class="poem"><div class="stanza"> -<span class="i0">Saa slaar vi da Retræte:<br /></span> +<span class="i0">Saa slaar vi da Retræte:<br /></span> <span class="i2">vor Vej er altfor fyldt med Sne,<br /></span> -<span class="i2">vi skulde været frem til Jul,<br /></span> +<span class="i2">vi skulde været frem til Jul,<br /></span> <span class="i2">men det kan ikke ske.<br /></span> <span class="i2">Nu maa vi hen, hvorfra vi kom,<br /></span> <span class="i2">men det er tungt at vende om.<br /></span> -<span class="i0">Fjældhulen er Ruiner nu. <em>Hvor</em> finder vi et Skjul!<br /></span> +<span class="i0">Fjældhulen er Ruiner nu. <em>Hvor</em> finder vi et Skjul!<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Vi drager op mod Mørket,<br /></span> +<span class="i0">Vi drager op mod Mørket,<br /></span> <span class="i2">og vi, som haabed det forladt,<br /></span> <span class="i2">gaar trist til Sinds, med Haabet brudt,<br /></span> <span class="i2">ind i den store Nat ...<br /></span> -<span class="i2">Naar atter Slæden staar beredt<br /></span> +<span class="i2">Naar atter Slæden staar beredt<br /></span> <span class="i2">til Hjemfart, hvad er der saa sket? ...<br /></span> <span class="i0">O, gid den Time aldrig kom, da Rejsen blev fortrudt!<br /></span> </div></div></div> @@ -5305,37 +5265,37 @@ TIL L. C. NIELSEN OG VALDEMAR NEIIENDAM</h2> <div class="center"><div class="poem"><div class="stanza"> <span class="i0">Nu er vi da ribbet for Dun og for Fjer,<br /></span> <span class="i0">bare Livet igen — ellers ingen Ting mer,<br /></span> -<span class="i0">vi har hverken Bøsse, Kop eller Kniv,<br /></span> +<span class="i0">vi har hverken Bøsse, Kop eller Kniv,<br /></span> <span class="i0">kun Livet igen — det dejlige Liv!<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <div><span class="pagenum"><a name="Side_174" id="Side_174" title="[S. 174]"> </a></span></div> -<span class="i0">For Hunde og Kød og varmende Klær<br /></span> -<span class="i0">borttusked vi alt, hvad vi ejed af Værd;<br /></span> -<span class="i0">de Hedninge-Venner, hvis Forraad er størst,<br /></span> -<span class="i0">maa stille vor Sult nu og slukke vor Tørst.<br /></span> +<span class="i0">For Hunde og Kød og varmende Klær<br /></span> +<span class="i0">borttusked vi alt, hvad vi ejed af Værd;<br /></span> +<span class="i0">de Hedninge-Venner, hvis Forraad er størst,<br /></span> +<span class="i0">maa stille vor Sult nu og slukke vor Tørst.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Saa tyr vi da hver til en gæstfri Dør<br /></span> -<span class="i0">og beder om Husly som ofte før,<br /></span> +<span class="i0">Saa tyr vi da hver til en gæstfri Dør<br /></span> +<span class="i0">og beder om Husly som ofte før,<br /></span> <span class="i0">man luner vor Briks, vore Skinddragter syr<br /></span> <span class="i0">og fodrer os selv og de udslidte Dyr.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">I Jordklodens nordligste Menneskehus,<br /></span> -<span class="i0">ind under en Gletschers Morænegrus,<br /></span> -<span class="i0">dèr lever jeg Livet som Eskimo,<br /></span> +<span class="i0">ind under en Gletschers Morænegrus,<br /></span> +<span class="i0">dèr lever jeg Livet som Eskimo,<br /></span> <span class="i0">og Livet er bedre, end jeg turde tro.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Ja, Livet er dejligt og dyrebart<br /></span> <span class="i0">i vekslende Vejrlig og skiftende Fart,<br /></span> -<span class="i0">her fanger til Føde jeg Ræv og Ravn,<br /></span> -<span class="i0">her bæver mit Hjærte i Lyst og Savn.<br /></span> +<span class="i0">her fanger til Føde jeg Ræv og Ravn,<br /></span> +<span class="i0">her bæver mit Hjærte i Lyst og Savn.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Piuva'toks og Alakra'sinas Hus<br /></span> <span class="i0">saa ynkelig armt, kun rigt paa Lus,<br /></span> -<span class="i0">saa hjærteligt godt mod den selvbudne Gæst,<br /></span> +<span class="i0">saa hjærteligt godt mod den selvbudne Gæst,<br /></span> <span class="i0">er <em>det</em> Hedningeskjul, hvor jeg har det bedst!<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Ja, tidt, om jeg rækker mit Hjemland igen,<br /></span> -<span class="i0">vil taksomme Tanker søge herhen,<br /></span> +<span class="i0">Ja, tidt, om jeg rækker mit Hjemland igen,<br /></span> +<span class="i0">vil taksomme Tanker søge herhen,<br /></span> <span class="i0">— jeg kender de Tusinder Kristne af Navn,<br /></span> <span class="i0">men Hedningen her er Kristen af Gavn.<br /></span> </div></div></div> @@ -5351,69 +5311,69 @@ TIL L. C. NIELSEN OG VALDEMAR NEIIENDAM</h2> <h3><a name="POLARNAT_I" id="POLARNAT_I"></a>I</h3> <div class="center"><div class="poem"><div class="stanza"> -<span class="i2">Hvor skal jeg gøre af mig selv,<br /></span> +<span class="i2">Hvor skal jeg gøre af mig selv,<br /></span> <span class="i2">hvad skal min Tanke sysle med?<br /></span> <span class="i2">Hvordan forglemme Tid og Sted?<br /></span> -<span class="i2">Hver søvnløs Dag er uden Fred<br /></span> -<span class="i2">og drømmepint hver Søvn, jeg véd.<br /></span> +<span class="i2">Hver søvnløs Dag er uden Fred<br /></span> +<span class="i2">og drømmepint hver Søvn, jeg véd.<br /></span> <span class="i0">Jeg higede ud, nu higer jeg hjem og savner dig alle Vegne;<br /></span> -<span class="i0">det er, som jeg bærer al Verdens Sorg, og er lige ved at segne.<br /></span> +<span class="i0">det er, som jeg bærer al Verdens Sorg, og er lige ved at segne.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i2">Nu troede jeg saa vist, det gik<br /></span> <span class="i2">mod Syd, mod Sol, mod Hjem, mod dig,<br /></span> <span class="i2">og vi var mange Mil paa Vej,<br /></span> -<span class="i2">da Blæst og Mørke, Sult og Sne<br /></span> -<span class="i2">tvang os til Venderejsens Vé.<br /></span> -<span class="i0">Jeg ligger igen, hvor jeg før laa fast, maa vente til Vaarens Komme.<br /></span> -<span class="i0">Hvor skal jeg dog gøre af mig selv, til Længslens Tid er omme?<br /></span> +<span class="i2">da Blæst og Mørke, Sult og Sne<br /></span> +<span class="i2">tvang os til Venderejsens Vé.<br /></span> +<span class="i0">Jeg ligger igen, hvor jeg før laa fast, maa vente til Vaarens Komme.<br /></span> +<span class="i0">Hvor skal jeg dog gøre af mig selv, til Længslens Tid er omme?<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i2">Jeg lever blot i Kamp for Mad,<br /></span> <span class="i2">opholder Livet som et Dyr,<br /></span> -<span class="i2">der ej den værste Føde skyr.<br /></span> -<span class="i2">Forraadnet er det Kød, jeg faar,<br /></span> +<span class="i2">der ej den værste Føde skyr.<br /></span> +<span class="i2">Forraadnet er det Kød, jeg faar,<br /></span> <span class="i2">mit Legem smudsigt, vildt mit Haar.<br /></span><span class="pagenum"><a name="Side_176" id="Side_176" title="[S. 176]"> </a></span> -<span class="i0">Alle Bøger er læst, alt Papir skrevet fuldt, hvordan skal mine Tanker da næres,<br /></span> -<span class="i0">de kreser bestandig om <em>dig</em> og Hjemmet — vort eget og vore Kæres.<br /></span> -<span class="i0">— Taalmodighed, Hjærte! <em>Den</em> svære Kunst, nu skal den for Alvor læres.<br /></span> +<span class="i0">Alle Bøger er læst, alt Papir skrevet fuldt, hvordan skal mine Tanker da næres,<br /></span> +<span class="i0">de kreser bestandig om <em>dig</em> og Hjemmet — vort eget og vore Kæres.<br /></span> +<span class="i0">— Taalmodighed, Hjærte! <em>Den</em> svære Kunst, nu skal den for Alvor læres.<br /></span> </div></div></div> <h3><a name="POLARNAT_II" id="POLARNAT_II"></a>II</h3> <div class="center"><div class="poem"><div class="stanza"> -<span class="i0">Gennem goldt Polarnats-Øde<br /></span> -<span class="i0">gaar det vrede Vejr med Vælde,<br /></span> -<span class="i0">Mørket sukker, graat af Ælde<br /></span> -<span class="i2">som min Mor, der døde.<br /></span> +<span class="i0">Gennem goldt Polarnats-Øde<br /></span> +<span class="i0">gaar det vrede Vejr med Vælde,<br /></span> +<span class="i0">Mørket sukker, graat af Ælde<br /></span> +<span class="i2">som min Mor, der døde.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Gennem Jordens Dunstkres tumler<br /></span> -<span class="i0">vildt Decembersneens Bølger.<br /></span> +<span class="i0">vildt Decembersneens Bølger.<br /></span> <span class="i0">Tungt den frosne Havstok mumler<br /></span> -<span class="i2">om en Kval, jeg dølger.<br /></span> +<span class="i2">om en Kval, jeg dølger.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Paa de vejr-forbidte Strande<br /></span> -<span class="i0">har hvert ængstet Liv sig dækket,<br /></span> -<span class="i0">Stormen blot langs døde Vande<br /></span> -<span class="i2">tumler som forskrækket.<br /></span> +<span class="i0">har hvert ængstet Liv sig dækket,<br /></span> +<span class="i0">Stormen blot langs døde Vande<br /></span> +<span class="i2">tumler som forskrækket.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Over Fjældets dystre Gavle<br /></span> -<span class="i0">ingen nordlys-blændet Stjerne<br /></span> +<span class="i0">Over Fjældets dystre Gavle<br /></span> +<span class="i0">ingen nordlys-blændet Stjerne<br /></span> <span class="i0">— bare Livets evigt travle<br /></span> <span class="i2">Lynglimt i min Hjerne.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Uvejrs-slagen, pint af Brøde,<br /></span> -<span class="i0">mørkeskræmt, en fredløs Fange,<br /></span> -<span class="i0">mindes jeg min Mor, som døde:<br /></span> +<span class="i0">Uvejrs-slagen, pint af Brøde,<br /></span> +<span class="i0">mørkeskræmt, en fredløs Fange,<br /></span> +<span class="i0">mindes jeg min Mor, som døde:<br /></span> <span class="i2"><em>hun</em> var ikke bange.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <div><span class="pagenum"><a name="Side_177" id="Side_177" title="[S. 177]"> </a></span></div> -<span class="i0">Kunde jeg — en dødsdømt Evne —<br /></span> -<span class="i0">med <em>din</em> sikre Ro mig væbne!<br /></span> -<span class="i0">Men jeg elsker Livets Stævne,<br /></span> -<span class="i2">hader Dødens Skæbne,<br /></span> +<span class="i0">Kunde jeg — en dødsdømt Evne —<br /></span> +<span class="i0">med <em>din</em> sikre Ro mig væbne!<br /></span> +<span class="i0">Men jeg elsker Livets Stævne,<br /></span> +<span class="i2">hader Dødens Skæbne,<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">hader Rummets mørke Gaade,<br /></span> -<span class="i0">— urørt af vor Strid herneden<br /></span> +<span class="i0">hader Rummets mørke Gaade,<br /></span> +<span class="i0">— urørt af vor Strid herneden<br /></span> <span class="i0">hersker den og skal os raade<br /></span> <span class="i2">i Al-Evigheden.<br /></span> </div></div></div> @@ -5425,24 +5385,24 @@ TIL L. C. NIELSEN OG VALDEMAR NEIIENDAM</h2> <span class="i2">Der er i Nat saa tyst<br /></span> <span class="i2">som fjernt, i <em>det</em> Minut,<br /></span> <span class="i2">da lykke-pint mit Bryst<br /></span> -<span class="i2">fik Tvivl og Vægring brudt<br /></span> +<span class="i2">fik Tvivl og Vægring brudt<br /></span> <span class="i0">og skjalv, fordi det skulde <em>Ordet</em> sige.<br /></span> <span class="i2">Min Stemme var som kvalt,<br /></span> <span class="i2">og jeg fik ikke talt,<br /></span> -<span class="i2">blot rørt din bange Haand,<br /></span> -<span class="i2">men Hjærtets Helligaand<br /></span> -<span class="i0">nævnede tavst det uudsigelige.<br /></span> +<span class="i2">blot rørt din bange Haand,<br /></span> +<span class="i2">men Hjærtets Helligaand<br /></span> +<span class="i0">nævnede tavst det uudsigelige.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i2">En Nat saa lykke-tyst,<br /></span> <span class="i2">al Verden Fred og Hvil!<br /></span> <span class="i2">Men det blir ikke lyst<br /></span> <span class="i2">som den Gang i April,<br /></span> -<span class="i0">da vore Hjærter mødtes vaarberuste ...<br /></span> -<span class="i2">Jeg lider Længslens Véer<br /></span> -<span class="i2">hjem til lidt Dagnings-Skær,<br /></span> +<span class="i0">da vore Hjærter mødtes vaarberuste ...<br /></span> +<span class="i2">Jeg lider Længslens Véer<br /></span> +<span class="i2">hjem til lidt Dagnings-Skær,<br /></span> <span class="i2">hjem til dit Lykke-Smil,<br /></span> <span class="i2">som lyste i April<br /></span> -<span class="i0">den dæmrende Nat, da Helligaanden suste.<br /></span> +<span class="i0">den dæmrende Nat, da Helligaanden suste.<br /></span> </div></div></div> <p><span class="pagenum"><a name="Side_178" id="Side_178" title="[S. 178]"> </a></span></p> @@ -5451,63 +5411,63 @@ TIL L. C. NIELSEN OG VALDEMAR NEIIENDAM</h2> <div class="center"><div class="poem"><div class="stanza"> <span class="i2">Den stille hvide Vinternat<br /></span> <span class="i4">med ringe Skel<br /></span> -<span class="i4">paa Dag og Kvæld,<br /></span> -<span class="i2">med ingen Genklang under Fjæld<br /></span> -<span class="i2">af Hundeglam og Piskesmæld<br /></span> -<span class="i4">— en lydhør, duftløs Time!<br /></span> -<span class="i2">Se, Maanen tændes blank og kold,<br /></span> -<span class="i2">og Himlen hvælver stjernesat,<br /></span> +<span class="i4">paa Dag og Kvæld,<br /></span> +<span class="i2">med ingen Genklang under Fjæld<br /></span> +<span class="i2">af Hundeglam og Piskesmæld<br /></span> +<span class="i4">— en lydhør, duftløs Time!<br /></span> +<span class="i2">Se, Maanen tændes blank og kold,<br /></span> +<span class="i2">og Himlen hvælver stjernesat,<br /></span> <span class="i2">bag Nordlysbaandets Silkefold<br /></span> <span class="i4">sit Skjold,<br /></span> -<span class="i0">mens alle Mindets Højtidsklokker kime.<br /></span> +<span class="i0">mens alle Mindets Højtidsklokker kime.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i2">Snart ringer Hjemmet Julen ind.<br /></span> -<span class="i4">Min Sjæl, vær stærk:<br /></span> -<span class="i4"><em>dit</em> Højtidsværk<br /></span> +<span class="i4">Min Sjæl, vær stærk:<br /></span> +<span class="i4"><em>dit</em> Højtidsværk<br /></span> <span class="i2">skal tone fjernt fra Hjem og Jul<br /></span> -<span class="i2">i hvide Vinternætters Skjul,<br /></span> +<span class="i2">i hvide Vinternætters Skjul,<br /></span> <span class="i4">hvor ingen Granduft kendes.<br /></span> -<span class="i2">Og dog, min Sjæl, jeg har ej glemt<br /></span> -<span class="i2">mit længst aflagte Barnesind,<br /></span> -<span class="i2">jeg hører Højtidsklokkens Klemt<br /></span> +<span class="i2">Og dog, min Sjæl, jeg har ej glemt<br /></span> +<span class="i2">mit længst aflagte Barnesind,<br /></span> +<span class="i2">jeg hører Højtidsklokkens Klemt<br /></span> <span class="i4">forstemt<br /></span> -<span class="i0">og længes hjem, hvor Juletræet tændes.<br /></span> +<span class="i0">og længes hjem, hvor Juletræet tændes.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i2">En hjemlig Jul, en uskylds-hvid<br /></span> <span class="i4">med Englebud<br /></span> <span class="i4">fra Himlens Gud,<br /></span> -<span class="i2">som da uprøvet jeg og stolt<br /></span> -<span class="i2">den gode gamle Højtid holdt,<br /></span> +<span class="i2">som da uprøvet jeg og stolt<br /></span> +<span class="i2">den gode gamle Højtid holdt,<br /></span> <span class="i4">— den Jul, der kun er Minde ...<br /></span> -<span class="i2">Ja, hvilken Højtid, om jeg blot<br /></span><span class="pagenum"><a name="Side_179" id="Side_179" title="[S. 179]"> </a></span> +<span class="i2">Ja, hvilken Højtid, om jeg blot<br /></span><span class="pagenum"><a name="Side_179" id="Side_179" title="[S. 179]"> </a></span> <span class="i2">kom hjem nu ind mod Juletid<br /></span> <span class="i2">og sagde En, hvis Blik er vaadt,<br /></span> <span class="i4">lidt godt ...<br /></span> -<span class="i0">Ak, <em>død</em> er Julen og jeg selv sneet inde.<br /></span> +<span class="i0">Ak, <em>død</em> er Julen og jeg selv sneet inde.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i2">Tavs er den hvide Vinternat,<br /></span> -<span class="i4">træt gaar min Fod,<br /></span> +<span class="i4">træt gaar min Fod,<br /></span> <span class="i4">tungt slaar mit Blod,<br /></span> <span class="i2">og se, hvor Maanen blank og kold<br /></span> -<span class="i2">som et fordægtigt Avind-Skjold<br /></span> +<span class="i2">som et fordægtigt Avind-Skjold<br /></span> <span class="i4">har skjult min Lykkes Fjender.<br /></span> -<span class="i2">Er alt mit Liv da uden Værd?<br /></span> -<span class="i2">Udløber redningsløs forladt<br /></span> -<span class="i2">i Nattens blege Nordlysskær<br /></span> -<span class="i4">min Færd,<br /></span> -<span class="i0">mens alle Hjemmets Juletræer brænder?<br /></span> +<span class="i2">Er alt mit Liv da uden Værd?<br /></span> +<span class="i2">Udløber redningsløs forladt<br /></span> +<span class="i2">i Nattens blege Nordlysskær<br /></span> +<span class="i4">min Færd,<br /></span> +<span class="i0">mens alle Hjemmets Juletræer brænder?<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i2">Velan, min unge Sjæl, vær stærk:<br /></span> +<span class="i2">Velan, min unge Sjæl, vær stærk:<br /></span> <span class="i4">den Vej, du drog,<br /></span> -<span class="i4">gør glad og klog,<br /></span> -<span class="i2">gør rig, trods Tab af Jul og Hjem,<br /></span> +<span class="i4">gør glad og klog,<br /></span> +<span class="i2">gør rig, trods Tab af Jul og Hjem,<br /></span> <span class="i2">den Vej, du drog, er Vejen <em>frem</em>,<br /></span> <span class="i4">den eneste, der frister.<br /></span> -<span class="i2">Og træder jeg mit sidste Skridt,<br /></span> -<span class="i2">og ænser ingen mer mit Værk,<br /></span> +<span class="i2">Og træder jeg mit sidste Skridt,<br /></span> +<span class="i2">og ænser ingen mer mit Værk,<br /></span> <span class="i2"><em>Liv</em> har jeg levet, jublet tidt<br /></span> <span class="i4">og stridt —<br /></span> -<span class="i0">ja, højtids-helligt er det Liv, jeg mister.<br /></span> +<span class="i0">ja, højtids-helligt er det Liv, jeg mister.<br /></span> </div></div></div> @@ -5519,14 +5479,14 @@ TIL L. C. NIELSEN OG VALDEMAR NEIIENDAM</h2> <span class="i0">og et Brus af fjerne Minder<br /></span> <span class="i0">jager Blod til mine Kinder,<br /></span> <span class="i0">— dem, den fattige Polarnat havde bleget.<br /></span> -<span class="i0">Jeg er sær og syg til Mode,<br /></span> -<span class="i0">kunde gerne grædt og skreget<br /></span> -<span class="i0">over Smærter i mit Ho'de,<br /></span> -<span class="i0">for jeg længes, saa min Hjerne bliver svimmel,<br /></span> +<span class="i0">Jeg er sær og syg til Mode,<br /></span> +<span class="i0">kunde gerne grædt og skreget<br /></span> +<span class="i0">over Smærter i mit Ho'de,<br /></span> +<span class="i0">for jeg længes, saa min Hjerne bliver svimmel,<br /></span> <span class="i0">og mit Livshaab slukner som en bristet Klode ...<br /></span> -<span class="i0">Der er Taage over Fjældet,<br /></span> -<span class="i0">der er Slør for Aftnens Himmel,<br /></span> -<span class="i0">og jeg ligger, overvældet<br /></span> +<span class="i0">Der er Taage over Fjældet,<br /></span> +<span class="i0">der er Slør for Aftnens Himmel,<br /></span> +<span class="i0">og jeg ligger, overvældet<br /></span> <span class="i0">af de gamle Minders Brus,<br /></span> <span class="i0">tavs i Angmalor'toks Hus.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> @@ -5534,29 +5494,29 @@ TIL L. C. NIELSEN OG VALDEMAR NEIIENDAM</h2> <span class="i2">det er Lillejuleaften ...<br /></span> <span class="i0">Hvordan lever I derhjemme? —<br /></span> <span class="i0">Aa, om jeg dog kunde <em>glemme</em> — —<br /></span> -<span class="i0">Nøgen ligger jeg paa Fælgen,<br /></span> -<span class="i0">og min Vært, som ser mig lide,<br /></span> -<span class="i0">siger: »Det er vist paa Tide<br /></span> -<span class="i0">at faa givet dig lidt Foer!«<br /></span> -<span class="i0">Og jeg ser ham trække Bælgen<br /></span> -<span class="i0">af en Blaaræv, Dagens Fangst;<br /></span> +<span class="i0">Nøgen ligger jeg paa Fælgen,<br /></span> +<span class="i0">og min Vært, som ser mig lide,<br /></span> +<span class="i0">siger: »Det er vist paa Tide<br /></span> +<span class="i0">at faa givet dig lidt Foer!«<br /></span> +<span class="i0">Og jeg ser ham trække Bælgen<br /></span> +<span class="i0">af en Blaaræv, Dagens Fangst;<br /></span> <span class="i0">den blir kogt og, Gud skal vide,<br /></span> <span class="i0">jeg er slunken som en Slange,<br /></span> <span class="i0">Gulvet er vort Spisebord,<br /></span> <span class="i0">og jeg spiser,<br /></span> <span class="i0">mens han viser<br /></span> <span class="i0">mig den Gunst at nynne Sange,<br /></span> -<span class="i0">først et Par og siden mange;<br /></span> +<span class="i0">først et Par og siden mange;<br /></span> <span class="i0">— men min Sult er stadig stor,<br /></span> -<span class="i0">og hans Kone spytter Spæk<br /></span><span class="pagenum"><a name="Side_181" id="Side_181" title="[S. 181]"> </a></span> -<span class="i0">paa en optøet Narhvalshjerne,<br /></span> +<span class="i0">og hans Kone spytter Spæk<br /></span><span class="pagenum"><a name="Side_181" id="Side_181" title="[S. 181]"> </a></span> +<span class="i0">paa en optøet Narhvalshjerne,<br /></span> <span class="i0">for hun under mig saa gerne<br /></span> -<span class="i0">denne lækre Juleret.<br /></span> -<span class="i0">Endelig blir jeg da mæt —<br /></span> -<span class="i0">og min Svimmelhed er væk,<br /></span> -<span class="i0">— Taagen med; nu har vi Blæst —<br /></span> -<span class="i0">og jeg sover mig fra Længsel hjem og Angst,<br /></span> -<span class="i0">mens Fru Angmalor'tok, venlig mod sin Gæst,<br /></span> +<span class="i0">denne lækre Juleret.<br /></span> +<span class="i0">Endelig blir jeg da mæt —<br /></span> +<span class="i0">og min Svimmelhed er væk,<br /></span> +<span class="i0">— Taagen med; nu har vi Blæst —<br /></span> +<span class="i0">og jeg sover mig fra Længsel hjem og Angst,<br /></span> +<span class="i0">mens Fru Angmalor'tok, venlig mod sin Gæst,<br /></span> <span class="i0">nytter Tiden til en heldig Lyske-Fangst ...<br /></span> </div></div></div> @@ -5564,33 +5524,33 @@ TIL L. C. NIELSEN OG VALDEMAR NEIIENDAM</h2> <h3><a name="POLARNAT_VI" id="POLARNAT_VI"></a>VI</h3> <div class="center"><div class="poem"><div class="stanza"> -<span class="i0">Saa tyst stod aldrig Fjældene om Fjorden<br /></span> +<span class="i0">Saa tyst stod aldrig Fjældene om Fjorden<br /></span> <span class="i0">og aldrig Stjernerne saa vemodsfulde<br /></span> <span class="i0">og Sneen ingen Tid saa hvid af Kulde<br /></span> <span class="i0">som nu ved Jul. Og der er Fred paa Jorden.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Selv er af Fred og Vé jeg sært bevæget,<br /></span> -<span class="i0">kan ikke være ude, ikke inde,<br /></span> -<span class="i0">min Sjæl er fyldt af Julens fjerne Minde,<br /></span> -<span class="i0">og Vunder bløder, som jeg troede læged.<br /></span> +<span class="i0">Selv er af Fred og Vé jeg sært bevæget,<br /></span> +<span class="i0">kan ikke være ude, ikke inde,<br /></span> +<span class="i0">min Sjæl er fyldt af Julens fjerne Minde,<br /></span> +<span class="i0">og Vunder bløder, som jeg troede læged.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Og rundt i Verden fejres Juledrømmen,<br /></span> -<span class="i0">og alle Hjærter næste-kærligt bløder.<br /></span> -<span class="i0">— Snart er vel Julens Baal kun slukne Gløder,<br /></span> -<span class="i0">og Hjærtet gaar igen saa jævnt med Strømmen.<br /></span> +<span class="i0">Og rundt i Verden fejres Juledrømmen,<br /></span> +<span class="i0">og alle Hjærter næste-kærligt bløder.<br /></span> +<span class="i0">— Snart er vel Julens Baal kun slukne Gløder,<br /></span> +<span class="i0">og Hjærtet gaar igen saa jævnt med Strømmen.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Men der var Tider, da jeg ærligt troede<br /></span> +<span class="i0">Men der var Tider, da jeg ærligt troede<br /></span> <span class="i0">paa Julens store Fredsbudskab i Folket,<br /></span> -<span class="i0">— forlængst har Verden Loven omfortolket,<br /></span> +<span class="i0">— forlængst har Verden Loven omfortolket,<br /></span> <span class="i0">og Julen er nu blot en gammel Mode.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Rørte til Gavmildhed, som Lammets Hyrde,<br /></span> +<span class="i0">Rørte til Gavmildhed, som Lammets Hyrde,<br /></span> <span class="i0">er alle Menneskenes Millioner —<br /></span><span class="pagenum"><a name="Side_182" id="Side_182" title="[S. 182]"> </a></span> -<span class="i0">men kun saa længe Klokken højtids-toner,<br /></span> -<span class="i0">Dagen derefter stjæle de og myrde ...<br /></span> +<span class="i0">men kun saa længe Klokken højtids-toner,<br /></span> +<span class="i0">Dagen derefter stjæle de og myrde ...<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Og dog stod aldrig Fjældene om Fjorden<br /></span> -<span class="i0">og aldrig Himlens Lys saa højtidsfulde<br /></span> +<span class="i0">Og dog stod aldrig Fjældene om Fjorden<br /></span> +<span class="i0">og aldrig Himlens Lys saa højtidsfulde<br /></span> <span class="i0">som nu i denne Nat, saa hvid af Kulde,<br /></span> <span class="i0">thi det er Jul. Og der er Fred paa Jorden ...<br /></span> </div></div></div> @@ -5599,35 +5559,35 @@ TIL L. C. NIELSEN OG VALDEMAR NEIIENDAM</h2> <h3><a name="POLARNAT_VII" id="POLARNAT_VII"></a>VII</h3> <div class="center"><div class="poem"><div class="stanza"> -<span class="i0">Nej, det er altfor skøn en Nat,<br /></span> +<span class="i0">Nej, det er altfor skøn en Nat,<br /></span> <span class="i0">og jeg kan ikke sove,<br /></span> -<span class="i0">Fjældkæderne har Linjer<br /></span> -<span class="i0">som danske Bøgeskove.<br /></span> -<span class="i0">Som Udhugst-Lysninger blandt Trær<br /></span> -<span class="i0">staar istids-fødte hvide Brær<br /></span> -<span class="i0">i sælsomt livløst Maaneskær —<br /></span> -<span class="i0">et Snitværk af Sølv-Filigran,<br /></span> -<span class="i0">som tier dødt. Her lever Pan ...<br /></span> +<span class="i0">Fjældkæderne har Linjer<br /></span> +<span class="i0">som danske Bøgeskove.<br /></span> +<span class="i0">Som Udhugst-Lysninger blandt Trær<br /></span> +<span class="i0">staar istids-fødte hvide Brær<br /></span> +<span class="i0">i sælsomt livløst Maaneskær —<br /></span> +<span class="i0">et Snitværk af Sølv-Filigran,<br /></span> +<span class="i0">som tier dødt. Her lever Pan ...<br /></span> </div></div></div> <h3><a name="POLARNAT_VIII" id="POLARNAT_VIII"></a>VIII</h3> <div class="center"><div class="poem"><div class="stanza"> -<span class="i0">Jeg har saa ung en Glæde<br /></span> -<span class="i0">bare ved at træde<br /></span> +<span class="i0">Jeg har saa ung en Glæde<br /></span> +<span class="i0">bare ved at træde<br /></span> <span class="i0">mit Fodtrins lette Spor<br /></span> -<span class="i0">paa den sne-tilføgne Jord.<br /></span> +<span class="i0">paa den sne-tilføgne Jord.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Min Sjæl er tavs af Lykke,<br /></span> +<span class="i0">Min Sjæl er tavs af Lykke,<br /></span> <span class="i0">jeg kaster ingen Skygge<br /></span> <span class="i0">i denne dejlige Nat<br /></span> <span class="i0">fredfyldt og lysforladt.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Min Hjerne har ej Tanker,<br /></span> <span class="i0">og Livet ingen Skranker ...<br /></span><span class="pagenum"><a name="Side_183" id="Side_183" title="[S. 183]"> </a></span> -<span class="i0">Over Himlen de funklende Stjerneskud strøs,<br /></span> -<span class="i0">her gaar jeg saa lykkelig skyggeløs.<br /></span> +<span class="i0">Over Himlen de funklende Stjerneskud strøs,<br /></span> +<span class="i0">her gaar jeg saa lykkelig skyggeløs.<br /></span> </div></div></div> @@ -5637,46 +5597,46 @@ TIL L. C. NIELSEN OG VALDEMAR NEIIENDAM</h2> <span class="i0">Maane og skyfrit og en Snes Kuldegrader!<br /></span> <span class="i0">Nu har vi Nyaar efter Almanakken,<br /></span> <span class="i0">hjemme er Vrimlen en gensidig Takken,<br /></span> -<span class="i0">en Ønsken Godt-Aar selv for dem, man hader,<br /></span> +<span class="i0">en Ønsken Godt-Aar selv for dem, man hader,<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">et Mundsvejr blot af tyndslidte Tirader,<br /></span> <span class="i0">en Brev-Hob Falskhed, bragt paa Kaffe-Bakken,<br /></span> <span class="i0">— aa, Gudskelov, jeg kasted Selskabsfrakken,<br /></span> <span class="i0">da Luften blev mig kvalm i vore Gader ...<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0"><em>Mit</em> Nyaar nævnes aldrig i Kalender,<br /></span> -<span class="i0">det kommer uanmældt og uformodet<br /></span> -<span class="i0">en skønne Dag, naar noget sælsomt hænder:<br /></span> +<span class="i0"><em>Mit</em> Nyaar nævnes aldrig i Kalender,<br /></span> +<span class="i0">det kommer uanmældt og uformodet<br /></span> +<span class="i0">en skønne Dag, naar noget sælsomt hænder:<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0"><em>de</em> Stunder, da mit Selv sanddru <em>erkender</em><br /></span> -<span class="i0">og rejser Viljen, lutrer Hjærteblodet,<br /></span> -<span class="i0">da blir en Nyaars-Kvist mit Træ indpodet.<br /></span> +<span class="i0">og rejser Viljen, lutrer Hjærteblodet,<br /></span> +<span class="i0">da blir en Nyaars-Kvist mit Træ indpodet.<br /></span> </div></div></div> <h3><a name="POLARNAT_X" id="POLARNAT_X"></a>X</h3> <div class="center"><div class="poem"><div class="stanza"> -<span class="i0">Der er ikke et Træ, som tør Pollandet gæste,<br /></span> -<span class="i0">end ikke den usleste Busk finder Fæste,<br /></span> +<span class="i0">Der er ikke et Træ, som tør Pollandet gæste,<br /></span> +<span class="i0">end ikke den usleste Busk finder Fæste,<br /></span> <span class="i0">— men hjemme staar Graner paa goldeste Banke<br /></span> <span class="i2">hvidpudrede ranke.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Jeg drømmer mig hjemme, ser Raabukken springe<br /></span> +<span class="i0">Jeg drømmer mig hjemme, ser Raabukken springe<br /></span> <span class="i0">og lytter til flaksende Fuglevinge,<br /></span> -<span class="i0">jeg følger i Snedriven Muldvarpens Stier,<br /></span> +<span class="i0">jeg følger i Snedriven Muldvarpens Stier,<br /></span> <span class="i2">jeg lytter og tier.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <div><span class="pagenum"><a name="Side_184" id="Side_184" title="[S. 184]"> </a></span></div> <span class="i0">Jeg har en Veninde, vi elsker begge<br /></span> -<span class="i0">at suse paa Skøjter langs klukkende Bække,<br /></span> +<span class="i0">at suse paa Skøjter langs klukkende Bække,<br /></span> <span class="i0">og ud ad de barfrosne Veje vi gaar<br /></span> -<span class="i2">med Rimløv i Haar.<br /></span> +<span class="i2">med Rimløv i Haar.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Nu gaar hun alene. Jeg sidder som bundet,<br /></span> <span class="i0">maaske er mit Timeglas snart udrundet.<br /></span> <span class="i0">Jeg sanser kun Mad, baade god og slet,<br /></span> -<span class="i2">og jeg er saa træt ...<br /></span> +<span class="i2">og jeg er saa træt ...<br /></span> </div></div></div> @@ -5686,20 +5646,20 @@ TIL L. C. NIELSEN OG VALDEMAR NEIIENDAM</h2> <span class="i0">Min Livskraft ligger i Dvale,<br /></span> <span class="i0">alle mine Tanker er gaaet i Hi.<br /></span> <span class="i0">Nu drager den store Nat forbi<br /></span> -<span class="i0">de slumrende Fjælde og Dale.<br /></span> +<span class="i0">de slumrende Fjælde og Dale.<br /></span> <span class="i0">Jeg ligger som dybt i Dvale.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Min Sjæl er sløv som en Larve,<br /></span> -<span class="i0">den sanser ej længer sin vante Strid,<br /></span> +<span class="i0">Min Sjæl er sløv som en Larve,<br /></span> +<span class="i0">den sanser ej længer sin vante Strid,<br /></span> <span class="i0">den sover sig frem til Lysets Tid,<br /></span> <span class="i0">hvor den skal faa Liv og Farve.<br /></span> -<span class="i0">Min Sjæl er en jordbunden Larve.<br /></span> +<span class="i0">Min Sjæl er en jordbunden Larve.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Jeg tror, Genfødelsen kommer.<br /></span> +<span class="i0">Jeg tror, Genfødelsen kommer.<br /></span> <span class="i0">Naar Vinterens Nattemulm er forbi,<br /></span> <span class="i0">skal Larven blive sommerfugle-fri<br /></span> <span class="i0">med al den flyvende Sommer.<br /></span> -<span class="i0">Jeg véd jo, Genfødelsen kommer.<br /></span> +<span class="i0">Jeg véd jo, Genfødelsen kommer.<br /></span> </div></div></div> @@ -5708,46 +5668,46 @@ TIL L. C. NIELSEN OG VALDEMAR NEIIENDAM</h2> <div class="center"><div class="poem"><div class="stanza"> <span class="i0">Tidt tror jeg min Ungdoms livssvulmende Lilje<br /></span> <span class="i2">udblomstret og gold,<br /></span><span class="pagenum"><a name="Side_185" id="Side_185" title="[S. 185]"> </a></span> -<span class="i0">mit følsomme Hjærteblod omstøbt til Vilje<br /></span> +<span class="i0">mit følsomme Hjærteblod omstøbt til Vilje<br /></span> <span class="i2">og Hjernen is-kold,<br /></span> -<span class="i0">skarpt ser mine Øjne, som før var forblindet,<br /></span> +<span class="i0">skarpt ser mine Øjne, som før var forblindet,<br /></span> <span class="i0">min Manddomsvej ligger belyst ud ad Vildnissets<br /></span> -<span class="i2">skyggende Løv.<br /></span> -<span class="i2">Mit Øre<br /></span> -<span class="i2">kan høre<br /></span> -<span class="i0">hver varslende Rytme, hvert dryssende Støv,<br /></span> -<span class="i0">klart véd jeg, hvorhen al min Stræben skal føre,<br /></span> -<span class="i0">men tidt gaar en hjælpeløs Sorg mig i Sindet:<br /></span> -<span class="i2">Jeg er kun et Frø,<br /></span> -<span class="i2">som skal dø.<br /></span> -</div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Hvad er vel mit Livsværk mig, selv om jeg sejrrig<br /></span> +<span class="i2">skyggende Løv.<br /></span> +<span class="i2">Mit Øre<br /></span> +<span class="i2">kan høre<br /></span> +<span class="i0">hver varslende Rytme, hvert dryssende Støv,<br /></span> +<span class="i0">klart véd jeg, hvorhen al min Stræben skal føre,<br /></span> +<span class="i0">men tidt gaar en hjælpeløs Sorg mig i Sindet:<br /></span> +<span class="i2">Jeg er kun et Frø,<br /></span> +<span class="i2">som skal dø.<br /></span> +</div><br /><div class="stanza"> +<span class="i0">Hvad er vel mit Livsværk mig, selv om jeg sejrrig<br /></span> <span class="i2">til Kampmaalet naar?<br /></span> <span class="i0">Vandt Livet, der udrandt i vekslende Vejrlig,<br /></span> <span class="i2">ublidere Kaar?<br /></span> -<span class="i0">Og hvad er det værd, hvis jeg Maalet forfejler?<br /></span> -<span class="i0">Gik ikke i maalbevidst Trang og Ærgerrighed<br /></span> +<span class="i0">Og hvad er det værd, hvis jeg Maalet forfejler?<br /></span> +<span class="i0">Gik ikke i maalbevidst Trang og Ærgerrighed<br /></span> <span class="i2">Ungdommen tabt?<br /></span> <span class="i2">— Men bygge<br /></span> <span class="i2">min Lykke<br /></span> -<span class="i0">paa Ungdom, dertil var min Sjæl ikke skabt;<br /></span> -<span class="i0">jeg savner det Stof, som gør Mennesker trygge.<br /></span> +<span class="i0">paa Ungdom, dertil var min Sjæl ikke skabt;<br /></span> +<span class="i0">jeg savner det Stof, som gør Mennesker trygge.<br /></span> <span class="i0">— O, Ungdomsaar! Jeg er en ydmyget Bejler,<br /></span> <span class="i2">der angrer, at I<br /></span> <span class="i2">gled forbi!<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Jeg angrer hver Klogskab, der førte til Handling.<br /></span> +<span class="i0">Jeg angrer hver Klogskab, der førte til Handling.<br /></span> <span class="i2">Er <em>Ungdommen</em> klog?<br /></span> <span class="i0">Nej, Ungdom er Afsind og evig Forvandling<br /></span> -<span class="i2">og hensynsløst Sprog.<br /></span><span class="pagenum"><a name="Side_186" id="Side_186" title="[S. 186]"> </a></span> +<span class="i2">og hensynsløst Sprog.<br /></span><span class="pagenum"><a name="Side_186" id="Side_186" title="[S. 186]"> </a></span> <span class="i0">Den Gang, jeg var ung med de yngste, som kendtes,<br /></span> -<span class="i0">da sad jeg indspundet i taktfuld, forkrøblende<br /></span> -<span class="i2">Slægts-Pietet.<br /></span> +<span class="i0">da sad jeg indspundet i taktfuld, forkrøblende<br /></span> +<span class="i2">Slægts-Pietet.<br /></span> <span class="i2">Jeg vilde<br /></span> <span class="i2">ved stille<br /></span> <span class="i0">udadlelig Flid vinde <em>mere</em> end sket.<br /></span> -<span class="i0">Først <em>nu</em> er jeg fri. O, men <em>er</em> det for silde<br /></span> -<span class="i0">forynget at leve de Drømme, som sendtes,<br /></span> +<span class="i0">Først <em>nu</em> er jeg fri. O, men <em>er</em> det for silde<br /></span> +<span class="i0">forynget at leve de Drømme, som sendtes,<br /></span> <span class="i2">da Haabet var sundt,<br /></span> <span class="i2">Verden rundt!<br /></span> </div></div></div> @@ -5756,99 +5716,99 @@ TIL L. C. NIELSEN OG VALDEMAR NEIIENDAM</h2> <h3><a name="POLARNAT_XIII" id="POLARNAT_XIII"></a>XIII</h3> <div class="center"><div class="poem"><div class="stanza"> -<span class="i0">Der er en Higen i hver Drøm, jeg digter,<br /></span> -<span class="i0">ud til et blodrigt Liv i sære Egne,<br /></span> -<span class="i0">en Udvé, som gaar alle vide Vegne<br /></span> -<span class="i0">til Fjæld og Skov, frigjort for trange Pligter,<br /></span> +<span class="i0">Der er en Higen i hver Drøm, jeg digter,<br /></span> +<span class="i0">ud til et blodrigt Liv i sære Egne,<br /></span> +<span class="i0">en Udvé, som gaar alle vide Vegne<br /></span> +<span class="i0">til Fjæld og Skov, frigjort for trange Pligter,<br /></span> <span class="i0">hvor Fugl og Dyr er Maal, hvortil jeg sigter.<br /></span> -<span class="i0">— Der er saa mange Præmie-Sjæle til,<br /></span> -<span class="i0">o, lad mig altid være ung og vild!<br /></span> -</div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Og lad mig aldrig, ivrig efter »Ære«,<br /></span> -<span class="i0">min egen ranke Nakke ydmygt bøje<br /></span> -<span class="i0">— hellere med det <em>lidet</em> lade mig nøje<br /></span> -<span class="i0">end tækkes Krybet i en højere Sfære,<br /></span> -<span class="i0">hvor der er smitsomt for min Sjæl at være.<br /></span> +<span class="i0">— Der er saa mange Præmie-Sjæle til,<br /></span> +<span class="i0">o, lad mig altid være ung og vild!<br /></span> +</div><br /><div class="stanza"> +<span class="i0">Og lad mig aldrig, ivrig efter Ȯre«,<br /></span> +<span class="i0">min egen ranke Nakke ydmygt bøje<br /></span> +<span class="i0">— hellere med det <em>lidet</em> lade mig nøje<br /></span> +<span class="i0">end tækkes Krybet i en højere Sfære,<br /></span> +<span class="i0">hvor der er smitsomt for min Sjæl at være.<br /></span> <span class="i0">Saa mangen Radikal blir Snob ad Aare,<br /></span> -<span class="i0">o, lad mig altid være ung og Daare!<br /></span> +<span class="i0">o, lad mig altid være ung og Daare!<br /></span> </div></div></div> <h3><a name="POLARNAT_XIV" id="POLARNAT_XIV"></a>XIV</h3> <div class="center"><div class="poem"><div class="stanza"> -<span class="i0">Der er ikke et Menneske, fjern eller nær,<br /></span> -<span class="i0">som véd, hvilken Grøde mit Sjæledyb bær,<br /></span><span class="pagenum"><a name="Side_187" id="Side_187" title="[S. 187]"> </a></span> +<span class="i0">Der er ikke et Menneske, fjern eller nær,<br /></span> +<span class="i0">som véd, hvilken Grøde mit Sjæledyb bær,<br /></span><span class="pagenum"><a name="Side_187" id="Side_187" title="[S. 187]"> </a></span> <span class="i0">jeg kalde jer Hustru, Far eller Ven,<br /></span> -<span class="i0">I véd, <em>hvad</em> jeg hedder, og <em>hvor</em> jeg gaar hen,<br /></span> +<span class="i0">I véd, <em>hvad</em> jeg hedder, og <em>hvor</em> jeg gaar hen,<br /></span> <span class="i0">men Driften, som hidser mig, kender I den?<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Tidt véd jeg knapt selv, om min Saasæd gir Frugt.<br /></span> -<span class="i0">Hvem er jeg? Hvad vil jeg af hæsligt og smukt?<br /></span> -<span class="i0">Jeg véd kun, og det har med Kvide jeg lært,<br /></span> -<span class="i0">at Menneskelivet er bitterlig svært<br /></span> -<span class="i0">og Mennesket selv af omtvisteligt Værd.<br /></span> +<span class="i0">Tidt véd jeg knapt selv, om min Saasæd gir Frugt.<br /></span> +<span class="i0">Hvem er jeg? Hvad vil jeg af hæsligt og smukt?<br /></span> +<span class="i0">Jeg véd kun, og det har med Kvide jeg lært,<br /></span> +<span class="i0">at Menneskelivet er bitterlig svært<br /></span> +<span class="i0">og Mennesket selv af omtvisteligt Værd.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Jeg er i den vide Verden kun én,<br /></span> -<span class="i0">hvorhen jeg saa færdes, i Fryd eller Mén,<br /></span> +<span class="i0">Jeg er i den vide Verden kun én,<br /></span> +<span class="i0">hvorhen jeg saa færdes, i Fryd eller Mén,<br /></span> <span class="i0">kun ene og ensom, en tillukket Grav,<br /></span> -<span class="i0">hvor strømmende Ord mine Læber saa gav,<br /></span> -<span class="i0">en Sjæl, der er tavs med sit dybeste Krav.<br /></span> +<span class="i0">hvor strømmende Ord mine Læber saa gav,<br /></span> +<span class="i0">en Sjæl, der er tavs med sit dybeste Krav.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Og enten jeg lever, hvor Larmen er stor,<br /></span> <span class="i0">eller gemmer mig bort i det tavseste Nord,<br /></span> -<span class="i0">hvad enten jeg længes fra Mylret mod Fred<br /></span> +<span class="i0">hvad enten jeg længes fra Mylret mod Fred<br /></span> <span class="i0">eller higer mod Liv fra mit Skjulested,<br /></span> -<span class="i0">jeg er dog kun <em>én</em> i al Evighed.<br /></span> +<span class="i0">jeg er dog kun <em>én</em> i al Evighed.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">En venneløs gaar jeg i Fjendekrig,<br /></span> -<span class="i0">og fjenderig møder jeg Vennesvig,<br /></span> +<span class="i0">En venneløs gaar jeg i Fjendekrig,<br /></span> +<span class="i0">og fjenderig møder jeg Vennesvig,<br /></span> <span class="i0">selv sviger jeg, stejl af den Ensommes Magt,<br /></span> <span class="i0">den Ven eller Fjende, der faar min Foragt<br /></span> -<span class="i0">— og dømmer mig selv for hvert Ord, jeg har sagt.<br /></span> +<span class="i0">— og dømmer mig selv for hvert Ord, jeg har sagt.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Tidt knuger min ensomme Lod mig i Knæ,<br /></span> -<span class="i0">jeg ønsker mig podet paa rodfæstet Træ,<br /></span> +<span class="i0">Tidt knuger min ensomme Lod mig i Knæ,<br /></span> +<span class="i0">jeg ønsker mig podet paa rodfæstet Træ,<br /></span> <span class="i0">men ofte — og mest naar jeg rammes brutalt —<br /></span> -<span class="i0">da lukker min Sjæl sig, mit Skrig bliver kvalt,<br /></span> -<span class="i0">men <em>stærk</em> er jeg bleven i godt som i galt.<br /></span> +<span class="i0">da lukker min Sjæl sig, mit Skrig bliver kvalt,<br /></span> +<span class="i0">men <em>stærk</em> er jeg bleven i godt som i galt.<br /></span> </div></div></div> <p><span class="pagenum"><a name="Side_188" id="Side_188" title="[S. 188]"> </a></span></p> <h3><a name="POLARNAT_XV" id="POLARNAT_XV"></a>XV</h3> <div class="center"><div class="poem"><div class="stanza"> -<span class="i0">Jeg har grædt, naar en Spurv blev skudt ned,<br /></span> +<span class="i0">Jeg har grædt, naar en Spurv blev skudt ned,<br /></span> <span class="i0">naar jeg saa' et Insekt blive pint,<br /></span> -<span class="i0">naar en Blomst, jeg holdt af, traadtes sønder,<br /></span> -<span class="i0">og dens Hjærteblad skælvede fint.<br /></span> -<span class="i0">Jeg har været et fængeligt Tønder<br /></span> +<span class="i0">naar en Blomst, jeg holdt af, traadtes sønder,<br /></span> +<span class="i0">og dens Hjærteblad skælvede fint.<br /></span> +<span class="i0">Jeg har været et fængeligt Tønder<br /></span> <span class="i0">for hvad Skabningens Ringeste led,<br /></span> -<span class="i0">jeg har <em>ødslet</em> med Kærlighed.<br /></span> +<span class="i0">jeg har <em>ødslet</em> med Kærlighed.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Jeg har næret min Pen med mit Blod,<br /></span> -<span class="i0">naar jeg skrev om al Menneskenød,<br /></span> +<span class="i0">Jeg har næret min Pen med mit Blod,<br /></span> +<span class="i0">naar jeg skrev om al Menneskenød,<br /></span> <span class="i0">om forskyldt eller skyldfri Elende<br /></span> -<span class="i0">og dens Véraab paa Retfærd og Brød.<br /></span> -<span class="i0">O, mit pulsende Blod kunde brænde,<br /></span> -<span class="i0">og min følsomme Sjæl fatte Mod,<br /></span> +<span class="i0">og dens Véraab paa Retfærd og Brød.<br /></span> +<span class="i0">O, mit pulsende Blod kunde brænde,<br /></span> +<span class="i0">og min følsomme Sjæl fatte Mod,<br /></span> <span class="i0">naar jeg stred for den Sag, jeg fandt god.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Det var den Gang, mit Hjærte var Ler<br /></span> -<span class="i0">og min Tillid til Menneske-Værd<br /></span> -<span class="i0">og min Tro paa mig selv uforfærdet,<br /></span> -<span class="i0">da mit Liv laa i morgenrødt Skær.<br /></span> -<span class="i0">Ak, men nu er mit Hjærte forhærdet<br /></span> +<span class="i0">Det var den Gang, mit Hjærte var Ler<br /></span> +<span class="i0">og min Tillid til Menneske-Værd<br /></span> +<span class="i0">og min Tro paa mig selv uforfærdet,<br /></span> +<span class="i0">da mit Liv laa i morgenrødt Skær.<br /></span> +<span class="i0">Ak, men nu er mit Hjærte forhærdet<br /></span> <span class="i0">af de usle Bedrag, som det ser,<br /></span> <span class="i0">og nu tror jeg paa ingen Ting mer.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">— Ja, en Gang har jeg inderlig grædt<br /></span> +<span class="i0">— Ja, en Gang har jeg inderlig grædt<br /></span> <span class="i0">ved al Skabningens Kummer og Nag,<br /></span> -<span class="i0">men da selv jeg fik Pinslerne prøvet,<br /></span> -<span class="i0">tog jeg graadløs de grusomme Slag.<br /></span> -<span class="i0">Og nu taler mit Hjærte bedrøvet<br /></span> -<span class="i0">kun i dæmpede Aandedrag,<br /></span> -<span class="i0">men min Taare har rundet sig træt.<br /></span> +<span class="i0">men da selv jeg fik Pinslerne prøvet,<br /></span> +<span class="i0">tog jeg graadløs de grusomme Slag.<br /></span> +<span class="i0">Og nu taler mit Hjærte bedrøvet<br /></span> +<span class="i0">kun i dæmpede Aandedrag,<br /></span> +<span class="i0">men min Taare har rundet sig træt.<br /></span> </div></div></div> <p><span class="pagenum"><a name="Side_189" id="Side_189" title="[S. 189]"> </a></span></p> @@ -5857,31 +5817,31 @@ TIL L. C. NIELSEN OG VALDEMAR NEIIENDAM</h2> <div class="center"><div class="poem"><div class="stanza"> <span class="i2">Jeg byder ej mit Venskab frem<br /></span> <span class="i2">til Per og Povl og alle dem,<br /></span> -<span class="i0">der søger mine Stuer, min Tobak, mit Bord, min Vin,<br /></span> +<span class="i0">der søger mine Stuer, min Tobak, mit Bord, min Vin,<br /></span> <span class="i2">men <em>vandt</em> du mig for dig og dit,<br /></span> <span class="i2">saa bliver du mig aldrig kvit,<br /></span> <span class="i0">da er jeg al min Levetid uforbeholden din.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i2">Og den, der kalder mig sin Ven,<br /></span> -<span class="i2">skal ærligt yde mig igen<br /></span> -<span class="i0">et Alvorsord, en sund Kritik, ud af sin Hjærtebund,<br /></span> +<span class="i2">skal ærligt yde mig igen<br /></span> +<span class="i0">et Alvorsord, en sund Kritik, ud af sin Hjærtebund,<br /></span> <span class="i2">og han skal taale min Protest,<br /></span> <span class="i2">naar han ej gir sig, sand og bedst,<br /></span> -<span class="i0">thi den, hvis Hjærte aabnes ret, slaar ikke Laas for Mund.<br /></span> +<span class="i0">thi den, hvis Hjærte aabnes ret, slaar ikke Laas for Mund.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i2">En Kvinde kan jeg ofre <em>alt</em>:<br /></span> -<span class="i2">min Daad, mit Hjærte, <em>ubetalt</em>,<br /></span> -<span class="i0">og <em>alt</em> kan af en Kvinde jeg modtage hjærteløst.<br /></span> +<span class="i2">min Daad, mit Hjærte, <em>ubetalt</em>,<br /></span> +<span class="i0">og <em>alt</em> kan af en Kvinde jeg modtage hjærteløst.<br /></span> <span class="i2">Men Mand og Mand i Venskabspagt<br /></span> <span class="i2">har samme Pligt og lige Magt,<br /></span> -<span class="i0">og <em>han</em> skal mig gengælde dyrt, som af min Sjæl har øst.<br /></span> +<span class="i0">og <em>han</em> skal mig gengælde dyrt, som af min Sjæl har øst.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i2">Men vandt du mig for dig og dit,<br /></span> -<span class="i2">og tør du tale hensyns-frit<br /></span> +<span class="i2">og tør du tale hensyns-frit<br /></span> <span class="i0">og elske mine Evner frem og kue mine Fejl,<br /></span> <span class="i2">da bliver du mig aldrig kvit,<br /></span> <span class="i2">da ejer du alt, som er mit,<br /></span> -<span class="i0">ubrydelig vor Venskabspagt bær' Hjærtets Adels-Segl.<br /></span> +<span class="i0">ubrydelig vor Venskabspagt bær' Hjærtets Adels-Segl.<br /></span> </div></div></div> @@ -5889,55 +5849,55 @@ TIL L. C. NIELSEN OG VALDEMAR NEIIENDAM</h2> <div class="center"><div class="poem"><div class="stanza"> <span class="i0">Mit Liv er planlagt frem til sene Stunder,<br /></span> -<span class="i0">hvert Arbejd gennemtænkt i Hovedtrækket,<br /></span><span class="pagenum"><a name="Side_190" id="Side_190" title="[S. 190]"> </a></span> +<span class="i0">hvert Arbejd gennemtænkt i Hovedtrækket,<br /></span><span class="pagenum"><a name="Side_190" id="Side_190" title="[S. 190]"> </a></span> <span class="i0">skal al Ting lykkes, maa der ske det Under,<br /></span> -<span class="i0">at jeg blir hundred-aarig og usvækket.<br /></span> -<span class="i0">Men er der muldfast dèr, hvor Roden bunder,<br /></span> -<span class="i0">hvordan blir Stammen trøsket da og knækket!<br /></span> +<span class="i0">at jeg blir hundred-aarig og usvækket.<br /></span> +<span class="i0">Men er der muldfast dèr, hvor Roden bunder,<br /></span> +<span class="i0">hvordan blir Stammen trøsket da og knækket!<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Nej, jeg vil ikke dø den meningsløse<br /></span> -<span class="i0">snigmorderiske Død af Sot og Syge,<br /></span> -<span class="i0">Knald eller Fald! Og aldrig daadløs døse<br /></span> +<span class="i0">Nej, jeg vil ikke dø den meningsløse<br /></span> +<span class="i0">snigmorderiske Død af Sot og Syge,<br /></span> +<span class="i0">Knald eller Fald! Og aldrig daadløs døse<br /></span> <span class="i0">i lunkent Sollys — hellere en Byge,<br /></span> -<span class="i0">lad bare Stormen piske, Regnen øse,<br /></span> +<span class="i0">lad bare Stormen piske, Regnen øse,<br /></span> <span class="i0">og alle Lungepibere rejse og ryge!<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">I brat og voldsom Død har helst jeg villet<br /></span> +<span class="i0">I brat og voldsom Død har helst jeg villet<br /></span> <span class="i0">med denne dejlige Jord faa Afsked taget.<br /></span> -<span class="i0">Paa ét Kort sat mit Liv — jeg vover Spillet,<br /></span> -<span class="i0">men alle Kneb skal gælde, selv Bedraget,<br /></span> -<span class="i0">og først naar alle Trumfer er udspillet,<br /></span> -<span class="i0">slutter jeg af, livsmæt og højt bedaget.<br /></span> +<span class="i0">Paa ét Kort sat mit Liv — jeg vover Spillet,<br /></span> +<span class="i0">men alle Kneb skal gælde, selv Bedraget,<br /></span> +<span class="i0">og først naar alle Trumfer er udspillet,<br /></span> +<span class="i0">slutter jeg af, livsmæt og højt bedaget.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Maaske, naar jeg blir gammel, kommer Gigten,<br /></span> -<span class="i0">et Eftersmæk fra Liv i Baad og Slæde,<br /></span> +<span class="i0">et Eftersmæk fra Liv i Baad og Slæde,<br /></span> <span class="i0">men aldrig skal jeg angre, at min Digten<br /></span> -<span class="i0">drog mig langt udenfor den alfar Glæde.<br /></span> +<span class="i0">drog mig langt udenfor den alfar Glæde.<br /></span> <span class="i0">Mit Liv er planlagt, dyrebar er Pligten,<br /></span> -<span class="i0">o, lad mig hundred-aarig Jorden træde!<br /></span> +<span class="i0">o, lad mig hundred-aarig Jorden træde!<br /></span> </div></div></div> <h3><a name="POLARNAT_XVIII" id="POLARNAT_XVIII"></a>XVIII</h3> <div class="center"><div class="poem"><div class="stanza"> -<span class="i0">Ja, jeg vil vorde Mand og fæste Rod<br /></span> +<span class="i0">Ja, jeg vil vorde Mand og fæste Rod<br /></span> <span class="i0">dybt i den jydske Muld, der var min Amme,<br /></span> <span class="i0">Jordens Safter skal stige i min Stamme,<br /></span> -<span class="i0">forny mit Væv og nære mit Løv med Blod,<br /></span> -<span class="i0">— ja, jeg vil dyrke Jorden grøn og god.<br /></span> +<span class="i0">forny mit Væv og nære mit Løv med Blod,<br /></span> +<span class="i0">— ja, jeg vil dyrke Jorden grøn og god.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <div><span class="pagenum"><a name="Side_191" id="Side_191" title="[S. 191]"> </a></span></div> -<span class="i0">Min Sjæl er træt af fremmed, bjergfuld Strand<br /></span> -<span class="i0">og længes hjem til Slettens Kløver og Tidsler,<br /></span> -<span class="i0">til Heden helst, dèr hvor et Aaløb risler<br /></span> -<span class="i0">det frodige Grønsvær frem af magert Sand,<br /></span> +<span class="i0">Min Sjæl er træt af fremmed, bjergfuld Strand<br /></span> +<span class="i0">og længes hjem til Slettens Kløver og Tidsler,<br /></span> +<span class="i0">til Heden helst, dèr hvor et Aaløb risler<br /></span> +<span class="i0">det frodige Grønsvær frem af magert Sand,<br /></span> <span class="i0">stolt vil jeg dyrke Jord i eget Land.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Ja, jeg vil fæste Rod i Lyng og Klit<br /></span> +<span class="i0">Ja, jeg vil fæste Rod i Lyng og Klit<br /></span> <span class="i0">og klamre mig som Marehalm til Bunden,<br /></span> -<span class="i0">at Havet ikke skal underskære Grunden,<br /></span> -<span class="i0">men bruse mig for Øje tro og frit,<br /></span> +<span class="i0">at Havet ikke skal underskære Grunden,<br /></span> +<span class="i0">men bruse mig for Øje tro og frit,<br /></span> <span class="i0">thi ene dette Hav og Land er mit!<br /></span> </div></div></div> @@ -5945,13 +5905,13 @@ TIL L. C. NIELSEN OG VALDEMAR NEIIENDAM</h2> <h3><a name="POLARNAT_XIX" id="POLARNAT_XIX"></a>XIX</h3> <div class="center"><div class="poem"><div class="stanza"> -<span class="i0">Den Mand véd ikke, hvad Sol vil sige,<br /></span> +<span class="i0">Den Mand véd ikke, hvad Sol vil sige,<br /></span> <span class="i0">hvem den tilsmiler hver Dag i Aaret,<br /></span> -<span class="i0">for ham er Sol det selvfølgelige,<br /></span> -<span class="i0">men her i Pollandets Mørkerige,<br /></span> +<span class="i0">for ham er Sol det selvfølgelige,<br /></span> +<span class="i0">men her i Pollandets Mørkerige,<br /></span> <span class="i0">hvor jeg maa leve, dens Lys beskaaret,<br /></span> -<span class="i0">her faar jeg Solen smærtelig kær:<br /></span> -<span class="i0">nu véd mit Øje, hvad Sol er værd.<br /></span> +<span class="i0">her faar jeg Solen smærtelig kær:<br /></span> +<span class="i0">nu véd mit Øje, hvad Sol er værd.<br /></span> </div></div></div> @@ -5963,26 +5923,26 @@ TIL L. C. NIELSEN OG VALDEMAR NEIIENDAM</h2> <span class="i0">hvor Natten skifter med solfyldt Dag,<br /></span> <span class="i0">og Himlen spejles i dybt-blaa Vande,<br /></span> <span class="i0">paa Marken Solsikken og Violen<br /></span> -<span class="i0">og Lyd af Kornlærkers Vingeslag.<br /></span> +<span class="i0">og Lyd af Kornlærkers Vingeslag.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Giv mig Solen, aa, giv mig Solen,<br /></span> -<span class="i0">en purpurglødende Morgenrøde<br /></span><span class="pagenum"><a name="Side_192" id="Side_192" title="[S. 192]"> </a></span> +<span class="i0">en purpurglødende Morgenrøde<br /></span><span class="pagenum"><a name="Side_192" id="Side_192" title="[S. 192]"> </a></span> <span class="i0">bag Ferskenblomsternes hvide Lin,<br /></span> -<span class="i0">med sødlig Duft af en tropisk Grøde,<br /></span> +<span class="i0">med sødlig Duft af en tropisk Grøde,<br /></span> <span class="i0">af Oleanderen og <span class="sic" title="[sic]">Magniolen</span>,<br /></span> <span class="i0">af gul Orange og blaalig Vin.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Giv mig Solen, ja, giv mig Solen,<br /></span> <span class="i0">den skal fremelske Ungdom og Ynde,<br /></span> -<span class="i0">jeg længes vanvittigt langt mod Syd,<br /></span> -<span class="i0">dèr vil jeg aande og se og synde,<br /></span> -<span class="i0">jeg hader Natmørket her ved Polen<br /></span> -<span class="i0">og min Grav-Tilværelses golde Dyd.<br /></span> +<span class="i0">jeg længes vanvittigt langt mod Syd,<br /></span> +<span class="i0">dèr vil jeg aande og se og synde,<br /></span> +<span class="i0">jeg hader Natmørket her ved Polen<br /></span> +<span class="i0">og min Grav-Tilværelses golde Dyd.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Giv mig Solen, aa, giv mig Solen,<br /></span> -<span class="i0">jeg sidder længsels-pint her og bier.<br /></span> +<span class="i0">jeg sidder længsels-pint her og bier.<br /></span> <span class="i0">Hvordan er Verden? — fremdeles slet?<br /></span> -<span class="i0">Har Kunsten udklækket ny Genier,<br /></span> +<span class="i0">Har Kunsten udklækket ny Genier,<br /></span> <span class="i0">har Frihedskravet knust Kongestolen?<br /></span> <span class="i0">— aa, hvem der bare kom hjem til <em>det</em>!<br /></span> </div></div></div> @@ -5991,77 +5951,77 @@ TIL L. C. NIELSEN OG VALDEMAR NEIIENDAM</h2> <h3><a name="POLARNAT_XXI" id="POLARNAT_XXI"></a>XXI</h3> <div class="center"><div class="poem"><div class="stanza"> -<span class="i0">Vi har atter Maanetid og Gæsteri<br /></span> -<span class="i0">— ja, den Maane os med Mørkets Tid forsoner! —<br /></span> -<span class="i0">Her er daglig et Par Slæder paa Visit,<br /></span> +<span class="i0">Vi har atter Maanetid og Gæsteri<br /></span> +<span class="i0">— ja, den Maane os med Mørkets Tid forsoner! —<br /></span> +<span class="i0">Her er daglig et Par Slæder paa Visit,<br /></span> <span class="i0">for vi ligger netop paa en alfar Sti,<br /></span> <span class="i0">og her er en stadig livlig Bytten Koner,<br /></span> -<span class="i0">det er svært at skelne mellem mit og dit<br /></span> +<span class="i0">det er svært at skelne mellem mit og dit<br /></span> <span class="i0">— akkurat som blandt de Kristnes Millioner!<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Her kom nys Krajo'dak med sin Nabos Viv,<br /></span> <span class="i0">og med Agpalarsuar'suk kom Fru O'dak,<br /></span> -<span class="i0">Husets allerbedste raadne Kød blir budt,<br /></span> +<span class="i0">Husets allerbedste raadne Kød blir budt,<br /></span> <span class="i0">og man skynder sig at proppe i sit Liv,<br /></span> <span class="i0">mens Passiaren stiger som en lystig Krosnak,<br /></span><span class="pagenum"><a name="Side_193" id="Side_193" title="[S. 193]"> </a></span> -<span class="i0">og en høflig Vært gir Konen med til Slut,<br /></span> -<span class="i0">og en høflig Gæst har blot at svare: Jo Tak!<br /></span> +<span class="i0">og en høflig Vært gir Konen med til Slut,<br /></span> +<span class="i0">og en høflig Gæst har blot at svare: Jo Tak!<br /></span> </div></div></div> <h3><a name="POLARNAT_XXII" id="POLARNAT_XXII"></a>XXII</h3> <div class="center"><div class="poem"><div class="stanza"> -<span class="i0">Ja, lille søde Aini'nak,<br /></span> -<span class="i0">du spørger, om Kvinderne hjemme<br /></span> +<span class="i0">Ja, lille søde Aini'nak,<br /></span> +<span class="i0">du spørger, om Kvinderne hjemme<br /></span> <span class="i0">er ligesaa gode som her mod Nord<br /></span> -<span class="i0">og Mændene ligesaa slemme?<br /></span> +<span class="i0">og Mændene ligesaa slemme?<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Om Damer, lille Aini'nak,<br /></span> -<span class="i0">tør ingen sin Mening sige.<br /></span> -<span class="i0">Men Mændene er af et grumset Stof<br /></span> +<span class="i0">tør ingen sin Mening sige.<br /></span> +<span class="i0">Men Mændene er af et grumset Stof<br /></span> <span class="i0">og ikke just elskelige.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Jeg véd, at din Mand har slaaet dig,<br /></span> -<span class="i0">jeg ser jo, din Kind bærer Skrammer,<br /></span> +<span class="i0">Jeg véd, at din Mand har slaaet dig,<br /></span> +<span class="i0">jeg ser jo, din Kind bærer Skrammer,<br /></span> <span class="i0">— aa, stakkels lille Aini'nak,<br /></span> <span class="i0">hos <em>os</em> er der bitrere Jammer.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Du havde vel været ulydig<br /></span> -<span class="i0">og nægtet ham, hvad han kan kræve,<br /></span> +<span class="i0">Du havde vel været ulydig<br /></span> +<span class="i0">og nægtet ham, hvad han kan kræve,<br /></span> <span class="i0">— hos <em>os</em> er der tungere Vaaben<br /></span> -<span class="i0">end den bare knyttede Næve.<br /></span> +<span class="i0">end den bare knyttede Næve.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Det véd du jo, lille Aini'nak,<br /></span> -<span class="i0">snart læges din Smule Rift,<br /></span> -<span class="i0">men Mændene hjemme i Danmark<br /></span> +<span class="i0">Det véd du jo, lille Aini'nak,<br /></span> +<span class="i0">snart læges din Smule Rift,<br /></span> +<span class="i0">men Mændene hjemme i Danmark<br /></span> <span class="i0">de drypper i Saaret Gift.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0"><em>Vi</em> saarer med Øjets Staalblink<br /></span> +<span class="i0"><em>Vi</em> saarer med Øjets Staalblink<br /></span> <span class="i0">og Tungens bidende Odd,<br /></span> -<span class="i0">med smaabitte haanske Skuldertræk<br /></span> -<span class="i0">eller Tavshedens ætsende Braadd.<br /></span> +<span class="i0">med smaabitte haanske Skuldertræk<br /></span> +<span class="i0">eller Tavshedens ætsende Braadd.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <div><span class="pagenum"><a name="Side_194" id="Side_194" title="[S. 194]"> </a></span></div> <span class="i0">Saa lever vi Side om Side,<br /></span> <span class="i0">men dyrker dog hver sin Gud,<br /></span> -<span class="i0"><em>vi</em> vælger helst det dulgte Bedrag<br /></span> -<span class="i0">fremfor et ærligt Brud.<br /></span> +<span class="i0"><em>vi</em> vælger helst det dulgte Bedrag<br /></span> +<span class="i0">fremfor et ærligt Brud.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Nej, kære lille Aini'nak,<br /></span> +<span class="i0">Nej, kære lille Aini'nak,<br /></span> <span class="i0"><em>du</em>, som er saa god og smuk,<br /></span> -<span class="i0">du kender ikke den Livsens Vé,<br /></span> -<span class="i0">der bæver i Kvindesuk.<br /></span> +<span class="i0">du kender ikke den Livsens Vé,<br /></span> +<span class="i0">der bæver i Kvindesuk.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Og paa dit Spørgsmaal, Aini'nak,<br /></span> +<span class="i0">Og paa dit Spørgsmaal, Aini'nak,<br /></span> <span class="i0">svarer den fremmede Herre:<br /></span> <span class="i0">Kvinderne hjemme er bedre end her,<br /></span> -<span class="i0">men Mændene meget værre!<br /></span> +<span class="i0">men Mændene meget værre!<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Alene den lille Aini'nak,<br /></span> -<span class="i0">der er sky som en opskræmmet Raa,<br /></span> -<span class="i0">du er den eneste Kvindesjæl,<br /></span> -<span class="i0">jeg blandt dine Søstre saa'.<br /></span> +<span class="i0">der er sky som en opskræmmet Raa,<br /></span> +<span class="i0">du er den eneste Kvindesjæl,<br /></span> +<span class="i0">jeg blandt dine Søstre saa'.<br /></span> </div></div></div> @@ -6073,24 +6033,24 @@ TIL L. C. NIELSEN OG VALDEMAR NEIIENDAM</h2> <span class="i0">under Selv-Reflektionernes Mareridt<br /></span> <span class="i0">vi leger og kriges med Vitser og Finter,<br /></span> <span class="i0">men flytter os ikke et eneste Skridt,<br /></span> -<span class="i0">dèr sidder de Skriftkloge højsæde-kry<br /></span> +<span class="i0">dèr sidder de Skriftkloge højsæde-kry<br /></span> <span class="i0">og haaner hver Handlingens Mand og hans Ry.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Tidt væmmes jeg ved at tænke med <em>Ord</em>,<br /></span> +<span class="i0">Tidt væmmes jeg ved at tænke med <em>Ord</em>,<br /></span> <span class="i0">det er <em>Tingene</em> selv og ej deres Navne,<br /></span> <span class="i0">hvoraf jeg vil fyldes — som Barnet, der tror<br /></span><span class="pagenum"><a name="Side_195" id="Side_195" title="[S. 195]"> </a></span> -<span class="i0">uden at famle og føle og favne,<br /></span> +<span class="i0">uden at famle og føle og favne,<br /></span> <span class="i0">thi Ord er Bedrag, den Naive er stor;<br /></span> <span class="i0">mit slyngede, selv-reflekterende Jeg<br /></span> -<span class="i0">skal blive én eneste lige Streg.<br /></span> +<span class="i0">skal blive én eneste lige Streg.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Saa vil jeg da bortkaste Tingenes Dragt,<br /></span> -<span class="i0">min Tænkning skal være blot nøgen Beskuen,<br /></span> +<span class="i0">min Tænkning skal være blot nøgen Beskuen,<br /></span> <span class="i0">jeg sanser kun Tingenes egen Magt<br /></span> -<span class="i0">oprindeligt, ubevidst — Fjældet og Tuen —<br /></span> +<span class="i0">oprindeligt, ubevidst — Fjældet og Tuen —<br /></span> <span class="i0">og glemmer hvert Ord, der er skrevet og sagt;<br /></span> <span class="i0">jeg vil ikke mere studere mit Selv,<br /></span> -<span class="i0">blot leve naivt under Himmelens Hvælv.<br /></span> +<span class="i0">blot leve naivt under Himmelens Hvælv.<br /></span> </div></div></div> @@ -6098,24 +6058,24 @@ TIL L. C. NIELSEN OG VALDEMAR NEIIENDAM</h2> <div class="center"><div class="poem"><div class="stanza"> <span class="i0">Nu stiger Lyset,<br /></span> -<span class="i0">Nat-Mørket brister,<br /></span> +<span class="i0">Nat-Mørket brister,<br /></span> <span class="i0">og Kulde-Gyset<br /></span> <span class="i0">af Landet lister.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Rødlige Buer<br /></span> -<span class="i0">af Dæmringens Straale<br /></span> +<span class="i0">Rødlige Buer<br /></span> +<span class="i0">af Dæmringens Straale<br /></span> <span class="i0">dirrer som Luer<br /></span> <span class="i0">bag Isblink-Naale.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Paa Sletten blegner<br /></span> <span class="i0">Skyggerne bort,<br /></span> -<span class="i0">Fjældryggen tegner<br /></span> +<span class="i0">Fjældryggen tegner<br /></span> <span class="i0">sig skarp og sort.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Tarmrude-Lyset<br /></span> -<span class="i0">taber sit Skær,<br /></span> +<span class="i0">taber sit Skær,<br /></span> <span class="i0">— nu flygter Gyset,<br /></span> -<span class="i0">Dagen er nær.<br /></span> +<span class="i0">Dagen er nær.<br /></span> </div></div></div> <p><span class="pagenum"><a name="Side_196" id="Side_196" title="[S. 196]"> </a></span></p> @@ -6125,56 +6085,56 @@ TIL L. C. NIELSEN OG VALDEMAR NEIIENDAM</h2> <span class="i0">Opbruds-Travlhed, Rejse-Iver,<br /></span> <span class="i0">raskt Farvel til dem, der bliver,<br /></span> <span class="i0">Tak for alt og Tak til Alle:<br /></span> -<span class="i0">— se, dèr kommer En og giver<br /></span> -<span class="i0">mig en lækker Hvalros-Lalle,<br /></span> -<span class="i0">som han i sin Kødgrav fandt,<br /></span> +<span class="i0">— se, dèr kommer En og giver<br /></span> +<span class="i0">mig en lækker Hvalros-Lalle,<br /></span> +<span class="i0">som han i sin Kødgrav fandt,<br /></span> <span class="i0">den er Rejseproviant;<br /></span> -<span class="i0">og den største Tromme-Mand<br /></span> -<span class="i0">forærer mig en Narhvalstand ...<br /></span> +<span class="i0">og den største Tromme-Mand<br /></span> +<span class="i0">forærer mig en Narhvalstand ...<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">— Afsked gør mig altid trist,<br /></span> +<span class="i0">— Afsked gør mig altid trist,<br /></span> <span class="i0">jeg blir helt beklemt tilsidst;<br /></span> -<span class="i0">det er svært nok at forlade<br /></span> +<span class="i0">det er svært nok at forlade<br /></span> <span class="i0">disse gode, altid glade,<br /></span> -<span class="i0">trofast hjælpsomme Eskimoer;<br /></span> +<span class="i0">trofast hjælpsomme Eskimoer;<br /></span> <span class="i0">— hvad jeg haaber end og tror,<br /></span> <span class="i0">skal vi maaske aldrig ses ...<br /></span> -<span class="i0">— Det er rart at se sit Værk<br /></span> +<span class="i0">— Det er rart at se sit Værk<br /></span> <span class="i0">kronet af en fast, besluttet<br /></span> -<span class="i0">Viljesytring; den gør stærk:<br /></span> +<span class="i0">Viljesytring; den gør stærk:<br /></span> <span class="i0">— jeg vil <em>hjem</em>, straks paa Minuttet!<br /></span> -<span class="i0">— Hør, der snakkes og der les,<br /></span> +<span class="i0">— Hør, der snakkes og der les,<br /></span> <span class="i0">og jeg gir Signal til Spandet<br /></span> -<span class="i0">og er snart langt væk fra Landet ...<br /></span> +<span class="i0">og er snart langt væk fra Landet ...<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Ja, nu gaar det atter hjemad,<br /></span> -<span class="i0">men det gaar kun trælsomt fremad,<br /></span> +<span class="i0">men det gaar kun trælsomt fremad,<br /></span> <span class="i0">Maanen skjuler sig bag Taage,<br /></span> -<span class="i0">Strømmen skærer mangen Vaage,<br /></span> +<span class="i0">Strømmen skærer mangen Vaage,<br /></span> <span class="i0">vi maa lejre os som bedst<br /></span> <span class="i0">midt i isnende Sydvest.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <div><span class="pagenum"><a name="Side_197" id="Side_197" title="[S. 197]"> </a></span></div> -<span class="i0">— Av, dèr »brændte« jeg min Næse,<br /></span> +<span class="i0">— Av, dèr »brændte« jeg min Næse,<br /></span> <span class="i0">fire Fingre og en Taa,<br /></span> <span class="i0">jeg har vaade Vanter paa<br /></span> -<span class="i0">— og et Ur, jeg skal aflæse,<br /></span> +<span class="i0">— og et Ur, jeg skal aflæse,<br /></span> <span class="i0">det er gaaet rent i Staa ...<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">»Her maa ties, her maa bies«,<br /></span> +<span class="i0">»Her maa ties, her maa bies«,<br /></span> <span class="i0">jeg er bleven vant til Turen.<br /></span> <span class="i0">Mens min Hud i Frost afsvides,<br /></span> -<span class="i0">støder Stormen fælt i Luren,<br /></span> -<span class="i0">men tilsidst er den blæst træt,<br /></span> -<span class="i0">i dens sidste Aandedræt<br /></span> -<span class="i0">krydser vi den sidste Bræ,<br /></span> -<span class="i0">gaar i Sne til over Knæ<br /></span> +<span class="i0">støder Stormen fælt i Luren,<br /></span> +<span class="i0">men tilsidst er den blæst træt,<br /></span> +<span class="i0">i dens sidste Aandedræt<br /></span> +<span class="i0">krydser vi den sidste Bræ,<br /></span> +<span class="i0">gaar i Sne til over Knæ<br /></span> <span class="i0">og naar i Melville-Bugten<br /></span> -<span class="i0">ud paa ny og let-kørt Is,<br /></span> -<span class="i0">hvor vi følger langs en Rende,<br /></span> +<span class="i0">ud paa ny og let-kørt Is,<br /></span> +<span class="i0">hvor vi følger langs en Rende,<br /></span> <span class="i0">— mere Kulde, mer Elende:<br /></span> <span class="i0">i Kamikken stivner Fugten,<br /></span> -<span class="i0">Termometrets Kviksølv fryser —<br /></span> +<span class="i0">Termometrets Kviksølv fryser —<br /></span> <span class="i0">men den hvide Maane lyser<br /></span> <span class="i0">gennem rimfyldt Kuldedis ...<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> @@ -6182,45 +6142,45 @@ TIL L. C. NIELSEN OG VALDEMAR NEIIENDAM</h2> <span class="i0">vi naar hjemad,<br /></span> <span class="i0">og vi slider, angst-befriet,<br /></span> <span class="i0">hele Kuske-Kompagniet,<br /></span> -<span class="i0">dansk og fremmed, døbt og Hedning,<br /></span> -<span class="i0">elleve Mand om otte Læs,<br /></span> +<span class="i0">dansk og fremmed, døbt og Hedning,<br /></span> +<span class="i0">elleve Mand om otte Læs,<br /></span> <span class="i0">elleve Mand, tre Snese Hunde,<br /></span> <span class="i0">lutter gridske Fraasemunde<br /></span> -<span class="i0">om det samme frosne Kød,<br /></span> -<span class="i0">— naa, vi lider ingen Nød,<br /></span><span class="pagenum"><a name="Side_198" id="Side_198" title="[S. 198]"> </a></span> -<span class="i0">og vi nærmer os vor Redning,<br /></span> -<span class="i0">thi dèr henne<br /></span> -<span class="i0">bag et Næs<br /></span> +<span class="i0">om det samme frosne Kød,<br /></span> +<span class="i0">— naa, vi lider ingen Nød,<br /></span><span class="pagenum"><a name="Side_198" id="Side_198" title="[S. 198]"> </a></span> +<span class="i0">og vi nærmer os vor Redning,<br /></span> +<span class="i0">thi dèr henne<br /></span> +<span class="i0">bag et Næs<br /></span> <span class="i0">kan Upernivik jeg kende!<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Og vi kappes. Frem paa Fronten,<br /></span> -<span class="i0">Sol er nær ved Horisonten!<br /></span> -<span class="i0">— Ah, dèr ser vi Spor af Bjørn,<br /></span> +<span class="i0">Sol er nær ved Horisonten!<br /></span> +<span class="i0">— Ah, dèr ser vi Spor af Bjørn,<br /></span> <span class="i0">Hundene blir rent beruste!<br /></span> <span class="i0">— Stolte Time, da vi suste<br /></span> -<span class="i0">som en Flok kamplystne Børn<br /></span> +<span class="i0">som en Flok kamplystne Børn<br /></span> <span class="i0">hen blandt Isens vilde Kaos,<br /></span> -<span class="i0">— Fjæld ved Fjæld stod opmarscherte, —<br /></span> -<span class="i0">Bjørnene slap ikke fra os,<br /></span> -<span class="i0">snart laa to <em>døds</em>-harpunerte.<br /></span> +<span class="i0">— Fjæld ved Fjæld stod opmarscherte, —<br /></span> +<span class="i0">Bjørnene slap ikke fra os,<br /></span> +<span class="i0">snart laa to <em>døds</em>-harpunerte.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Selv <em>blev</em> vi paa Kampens Sted,<br /></span> -<span class="i0">vi var hungrige og trætte,<br /></span> -<span class="i0">laa og aad os tungnemt mætte,<br /></span> +<span class="i0">vi var hungrige og trætte,<br /></span> +<span class="i0">laa og aad os tungnemt mætte,<br /></span> <span class="i0">den skrigvorne Mave fuld,<br /></span> <span class="i0">Hund og Herre,<br /></span> -<span class="i0">— men desværre<br /></span> +<span class="i0">— men desværre<br /></span> <span class="i0">Hundene aad Skindet med ...<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Pyt! Med Skind og røden Guld,<br /></span> -<span class="i0">hvad er Guld mod Morgenskær:<br /></span> -<span class="i0">se, vi møder Solen her,<br /></span> -<span class="i0">se, derude staar den røde<br /></span> +<span class="i0">Pyt! Med Skind og røden Guld,<br /></span> +<span class="i0">hvad er Guld mod Morgenskær:<br /></span> +<span class="i0">se, vi møder Solen her,<br /></span> +<span class="i0">se, derude staar den røde<br /></span> <span class="i0">Solgud op af Vinterdvale,<br /></span> -<span class="i0">alle Iskrystaller gløde,<br /></span> -<span class="i0">— og vi gaar vort Hjem i Møde,<br /></span> +<span class="i0">alle Iskrystaller gløde,<br /></span> +<span class="i0">— og vi gaar vort Hjem i Møde,<br /></span> <span class="i0">og vi staar og ser og ser<br /></span> -<span class="i0">— længe — — og kan ikke tale — —<br /></span> +<span class="i0">— længe — — og kan ikke tale — —<br /></span> </div></div></div> <hr class="chapbreak" /> @@ -6232,21 +6192,21 @@ TIL L. C. NIELSEN OG VALDEMAR NEIIENDAM</h2> <div class="center"><div class="poem"><div class="stanza"> -<span class="i0">Saa kom det store Øjeblik,<br /></span> +<span class="i0">Saa kom det store Øjeblik,<br /></span> <span class="i0">da vi igen var fremme;<br /></span> -<span class="i0">dèr laa de kendte Huse,<br /></span> -<span class="i0">vi følte os som hjemme.<br /></span> -<span class="i0">Der fløj et Dannebrog til Tops,<br /></span> +<span class="i0">dèr laa de kendte Huse,<br /></span> +<span class="i0">vi følte os som hjemme.<br /></span> +<span class="i0">Der fløj et Dannebrog til Tops,<br /></span> <span class="i0">og Hytten syntes os et Slot,<br /></span> -<span class="i0">— aa, disse kære Farver,<br /></span> +<span class="i0">— aa, disse kære Farver,<br /></span> <span class="i0">hvor gjorde de dog godt!<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Nu traadte vi i Stuen ind,<br /></span> <span class="i0">vor syge Ven blev baaret,<br /></span> -<span class="i0">saa rørende en Velkomst<br /></span> +<span class="i0">saa rørende en Velkomst<br /></span> <span class="i0">blev aldrig os beskaaret.<br /></span> -<span class="i0">I Ovnen brændte festligt Baal,<br /></span> -<span class="i0">og mange hvide Lys stod tændt,<br /></span> +<span class="i0">I Ovnen brændte festligt Baal,<br /></span> +<span class="i0">og mange hvide Lys stod tændt,<br /></span> <span class="i0">— vi maatte alle tie<br /></span> <span class="i0">med Ansigtet bortvendt.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> @@ -6255,23 +6215,23 @@ TIL L. C. NIELSEN OG VALDEMAR NEIIENDAM</h2> <span class="i0">vi skal nok aldrig glemme<br /></span> <span class="i0">den Stund, vi kom tilbage;<br /></span><span class="pagenum"><a name="Side_200" id="Side_200" title="[S. 200]"> </a></span> <span class="i0"><em>det</em> sagde ogsaa O'sakrak,<br /></span> -<span class="i0">da han af Hvedebrødet bed:<br /></span> -<span class="i0">— »Ja, <em>nu</em> kan jeg begribe,<br /></span> -<span class="i0">I længtes svært herned!« ...<br /></span> +<span class="i0">da han af Hvedebrødet bed:<br /></span> +<span class="i0">— »Ja, <em>nu</em> kan jeg begribe,<br /></span> +<span class="i0">I længtes svært herned!« ...<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Men laa der intet Brevskab gemt?<br /></span> <span class="i0">— min Puls tog til at banke,<br /></span> <span class="i0">den store Post fra Danmark<br /></span> <span class="i0">var aldrig af min Tanke.<br /></span> <span class="i0">— Nej! Ingen Hilsen, intet Bud!<br /></span> -<span class="i0">da blev mit Hjærte koldt som Is,<br /></span> +<span class="i0">da blev mit Hjærte koldt som Is,<br /></span> <span class="i0">saa har I Stakler hjemme<br /></span> <span class="i0">vel frygtet vort Forlis! ...<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Se — jeg er karsk paa Krop og Sjæl,<br /></span> -<span class="i0">og vi skal atter mødes,<br /></span> +<span class="i0">Se — jeg er karsk paa Krop og Sjæl,<br /></span> +<span class="i0">og vi skal atter mødes,<br /></span> <span class="i0">og af vor Gensyns-Lykke<br /></span> -<span class="i0">skal ny Værdier fødes.<br /></span> +<span class="i0">skal ny Værdier fødes.<br /></span> <span class="i0">Og er endnu min Hjemvej lang,<br /></span> <span class="i0">og faar jeg ingen Breve,<br /></span> <span class="i0">aa Gud, om vi naar sammen,<br /></span> @@ -6289,35 +6249,35 @@ TIL L. C. NIELSEN OG VALDEMAR NEIIENDAM</h2> <div class="center"><div class="poem"><div class="stanza"> <span class="i0">Ja, Livet er dejligt, og Livet er langt<br /></span> <span class="i0">for den, som har Sans til at leve det ret,<br /></span> -<span class="i0">men hjemme dèr gaar vi og har det saa trangt,<br /></span> -<span class="i0">naar Udlængslen snører vort Aandedræt.<br /></span> -<span class="i0">— Den Solsort og Lærke og Gøg sang forgæves,<br /></span> +<span class="i0">men hjemme dèr gaar vi og har det saa trangt,<br /></span> +<span class="i0">naar Udlængslen snører vort Aandedræt.<br /></span> +<span class="i0">— Den Solsort og Lærke og Gøg sang forgæves,<br /></span> <span class="i0">jeg gad ikke se Bekkasinen i Mose,<br /></span> <span class="i0">af Lyngblomst og Rose<br /></span> -<span class="i2">var længst jeg træt,<br /></span> +<span class="i2">var længst jeg træt,<br /></span> <span class="i0">var vammel ved Troskab, forbitret af Svig,<br /></span> <span class="i0">men Verden derude var stor og rig,<br /></span> -<span class="i0">og kostelige Skatte skulde hæves.<br /></span> +<span class="i0">og kostelige Skatte skulde hæves.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> -<span class="i0">Saa traadte min Fod den forjættede Muld,<br /></span> +<span class="i0">Saa traadte min Fod den forjættede Muld,<br /></span> <span class="i0">og dejligt var Livet, hvorhen jeg end foer,<br /></span> <span class="i0">men ikke <em>alt</em> det, som glimred, var Guld,<br /></span> -<span class="i0">og tidt blev der øde, hvor jeg satte Spor.<br /></span> -<span class="i0">Snart sang jeg, snart græd jeg — og fandt ikke Skatten,<br /></span> -<span class="i0">min Sjæl blev bekymret — <em>hvor</em> gemtes vel Lykken?<br /></span> +<span class="i0">og tidt blev der øde, hvor jeg satte Spor.<br /></span> +<span class="i0">Snart sang jeg, snart græd jeg — og fandt ikke Skatten,<br /></span> +<span class="i0">min Sjæl blev bekymret — <em>hvor</em> gemtes vel Lykken?<br /></span> <span class="i0">saa sejled fra Bryggen<br /></span> -<span class="i2">jeg længst mod Nord,<br /></span> -<span class="i0">dèr leved jeg rigt i en livsforladt Egn,<br /></span> -<span class="i0">dèr inddrak min Sjæl sin befrugtende Regn<br /></span> -<span class="i0">og skjalv dog for Mørket og Natten.<br /></span> +<span class="i2">jeg længst mod Nord,<br /></span> +<span class="i0">dèr leved jeg rigt i en livsforladt Egn,<br /></span> +<span class="i0">dèr inddrak min Sjæl sin befrugtende Regn<br /></span> +<span class="i0">og skjalv dog for Mørket og Natten.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <div><span class="pagenum"><a name="Side_202" id="Side_202" title="[S. 202]"> </a></span></div> <span class="i0">Da kom der en stormfuld, oprivende Tid,<br /></span> -<span class="i0">for første Gang fik jeg mig selv endevendt,<br /></span> -<span class="i0">— dèr stod jeg saa sort, hvor jeg før var hvid,<br /></span> -<span class="i0">nu først fik den rette Kulør jeg bekendt ...<br /></span> +<span class="i0">for første Gang fik jeg mig selv endevendt,<br /></span> +<span class="i0">— dèr stod jeg saa sort, hvor jeg før var hvid,<br /></span> +<span class="i0">nu først fik den rette Kulør jeg bekendt ...<br /></span> <span class="i0">Vi tumler i Rummet som vildsomme Sole<br /></span> -<span class="i0">og véd hverken ud eller ind med vor Bane,<br /></span> +<span class="i0">og véd hverken ud eller ind med vor Bane,<br /></span> <span class="i0">kan slet ikke ane,<br /></span> <span class="i2">hvordan den var endt,<br /></span> <span class="i0">men just som det hvirvlende Vejr vil opsluge os,<br /></span> @@ -6327,414 +6287,32 @@ TIL L. C. NIELSEN OG VALDEMAR NEIIENDAM</h2> <span class="i0 tb"> — <br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Og <em>det</em> blev just Skatten, den Vildfarne fandt<br /></span> -<span class="i0">dèrude, hvorhen alle Længsler ham drog,<br /></span> +<span class="i0">dèrude, hvorhen alle Længsler ham drog,<br /></span> <span class="i0">at <em>Fred</em> til en Selv-Omvurdering han vandt,<br /></span> -<span class="i0">og læged blev Vunderne, Livet ham slog.<br /></span> +<span class="i0">og læged blev Vunderne, Livet ham slog.<br /></span> <span class="i0">Det dyrebart dejlige Liv, det, som frister<br /></span> <span class="i0">og drager langt bort fra de hjemlige Kyster<br /></span> <span class="i0">til vovsomme Dyster<br /></span> <span class="i2">afsindig og klog.<br /></span> <span class="i0">Ja, Livet er farligt og dejligt og dyrt,<br /></span> <span class="i0">og Lysten til Livet en adelig Byrd,<br /></span> -<span class="i0">hvad enten det bær eller brister.<br /></span> +<span class="i0">hvad enten det bær eller brister.<br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0 tb"> — <br /></span> </div><br /><div class="stanza"> <span class="i0">Du dejlige Liv, som jeg nu har forladt,<br /></span> <span class="i0">du dejlige Liv, som jeg drager imod<br /></span> -<span class="i0">fra Pollandets nordlys-forsølvede Nat<br /></span> +<span class="i0">fra Pollandets nordlys-forsølvede Nat<br /></span> <span class="i0">til Foraar med Midnatssols gyldne Flod!<br /></span> <span class="i0">Jeg aander saa henrykt befriet mod Verden,<br /></span> <span class="i0">fjernt borte fra hilser mig hjemlige Vinde,<br /></span><span class="pagenum"><a name="Side_203" id="Side_203" title="[S. 203]"> </a></span> <span class="i0">jeg har en Veninde —<br /></span> -<span class="i2">og træt er min Fod —<br /></span> +<span class="i2">og træt er min Fod —<br /></span> <span class="i0">ja, <em>dejligt</em> er Livet i Fare og Flugt,<br /></span> <span class="i0">men dejligst af alt, som er dejligt og smukt,<br /></span> -<span class="i0">er altid min Hjemkomst fra Færden!<br /></span> +<span class="i0">er altid min Hjemkomst fra Færden!<br /></span> </div></div></div> - - - - - - - - -<pre> - - - - - -End of the Project Gutenberg EBook of Isblink, by Ludvig Mylius-Erichsen - -*** END OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK ISBLINK *** - -***** This file should be named 43338-h.htm or 43338-h.zip ***** -This and all associated files of various formats will be found in: - http://www.gutenberg.org/4/3/3/3/43338/ - -Produced by The Online Distributed Proofreading Team at -http://www.pgdp.net (This book was produced from scanned -images of public domain material from the Google Print -project.) - - -Updated editions will replace the previous one--the old editions -will be renamed. - -Creating the works from public domain print editions means that no -one owns a United States copyright in these works, so the Foundation -(and you!) can copy and distribute it in the United States without -permission and without paying copyright royalties. Special rules, -set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to -copying and distributing Project Gutenberg-tm electronic works to -protect the PROJECT GUTENBERG-tm concept and trademark. Project -Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you -charge for the eBooks, unless you receive specific permission. If you -do not charge anything for copies of this eBook, complying with the -rules is very easy. You may use this eBook for nearly any purpose -such as creation of derivative works, reports, performances and -research. They may be modified and printed and given away--you may do -practically ANYTHING with public domain eBooks. Redistribution is -subject to the trademark license, especially commercial -redistribution. - - - -*** START: FULL LICENSE *** - -THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE -PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK - -To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free -distribution of electronic works, by using or distributing this work -(or any other work associated in any way with the phrase "Project -Gutenberg"), you agree to comply with all the terms of the Full Project -Gutenberg-tm License (available with this file or online at -http://gutenberg.org/license). - - -Section 1. General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg-tm -electronic works - -1.A. By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm -electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to -and accept all the terms of this license and intellectual property -(trademark/copyright) agreement. If you do not agree to abide by all -the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy -all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your possession. -If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project -Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound by the -terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or -entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8. - -1.B. "Project Gutenberg" is a registered trademark. It may only be -used on or associated in any way with an electronic work by people who -agree to be bound by the terms of this agreement. There are a few -things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works -even without complying with the full terms of this agreement. See -paragraph 1.C below. There are a lot of things you can do with Project -Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this agreement -and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm electronic -works. See paragraph 1.E below. - -1.C. The Project Gutenberg Literary Archive Foundation ("the Foundation" -or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project -Gutenberg-tm electronic works. Nearly all the individual works in the -collection are in the public domain in the United States. If an -individual work is in the public domain in the United States and you are -located in the United States, we do not claim a right to prevent you from -copying, distributing, performing, displaying or creating derivative -works based on the work as long as all references to Project Gutenberg -are removed. Of course, we hope that you will support the Project -Gutenberg-tm mission of promoting free access to electronic works by -freely sharing Project Gutenberg-tm works in compliance with the terms of -this agreement for keeping the Project Gutenberg-tm name associated with -the work. You can easily comply with the terms of this agreement by -keeping this work in the same format with its attached full Project -Gutenberg-tm License when you share it without charge with others. - -1.D. The copyright laws of the place where you are located also govern -what you can do with this work. Copyright laws in most countries are in -a constant state of change. If you are outside the United States, check -the laws of your country in addition to the terms of this agreement -before downloading, copying, displaying, performing, distributing or -creating derivative works based on this work or any other Project -Gutenberg-tm work. The Foundation makes no representations concerning -the copyright status of any work in any country outside the United -States. - -1.E. Unless you have removed all references to Project Gutenberg: - -1.E.1. The following sentence, with active links to, or other immediate -access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear prominently -whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work on which the -phrase "Project Gutenberg" appears, or with which the phrase "Project -Gutenberg" is associated) is accessed, displayed, performed, viewed, -copied or distributed: - -This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with -almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or -re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included -with this eBook or online at www.gutenberg.org/license - -1.E.2. If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is derived -from the public domain (does not contain a notice indicating that it is -posted with permission of the copyright holder), the work can be copied -and distributed to anyone in the United States without paying any fees -or charges. If you are redistributing or providing access to a work -with the phrase "Project Gutenberg" associated with or appearing on the -work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1 -through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the -Project Gutenberg-tm trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or -1.E.9. - -1.E.3. If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted -with the permission of the copyright holder, your use and distribution -must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional -terms imposed by the copyright holder. Additional terms will be linked -to the Project Gutenberg-tm License for all works posted with the -permission of the copyright holder found at the beginning of this work. - -1.E.4. Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm -License terms from this work, or any files containing a part of this -work or any other work associated with Project Gutenberg-tm. - -1.E.5. Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this -electronic work, or any part of this electronic work, without -prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with -active links or immediate access to the full terms of the Project -Gutenberg-tm License. - -1.E.6. You may convert to and distribute this work in any binary, -compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any -word processing or hypertext form. However, if you provide access to or -distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format other than -"Plain Vanilla ASCII" or other format used in the official version -posted on the official Project Gutenberg-tm web site (www.gutenberg.org), -you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a -copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon -request, of the work in its original "Plain Vanilla ASCII" or other -form. Any alternate format must include the full Project Gutenberg-tm -License as specified in paragraph 1.E.1. - -1.E.7. Do not charge a fee for access to, viewing, displaying, -performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works -unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9. - -1.E.8. You may charge a reasonable fee for copies of or providing -access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works provided -that - -- You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from - the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method - you already use to calculate your applicable taxes. The fee is - owed to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he - has agreed to donate royalties under this paragraph to the - Project Gutenberg Literary Archive Foundation. Royalty payments - must be paid within 60 days following each date on which you - prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax - returns. Royalty payments should be clearly marked as such and - sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the - address specified in Section 4, "Information about donations to - the Project Gutenberg Literary Archive Foundation." - -- You provide a full refund of any money paid by a user who notifies - you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he - does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm - License. You must require such a user to return or - destroy all copies of the works possessed in a physical medium - and discontinue all use of and all access to other copies of - Project Gutenberg-tm works. - -- You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any - money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the - electronic work is discovered and reported to you within 90 days - of receipt of the work. - -- You comply with all other terms of this agreement for free - distribution of Project Gutenberg-tm works. - -1.E.9. If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg-tm -electronic work or group of works on different terms than are set -forth in this agreement, you must obtain permission in writing from -both the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and Michael -Hart, the owner of the Project Gutenberg-tm trademark. Contact the -Foundation as set forth in Section 3 below. - -1.F. - -1.F.1. Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable -effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread -public domain works in creating the Project Gutenberg-tm -collection. Despite these efforts, Project Gutenberg-tm electronic -works, and the medium on which they may be stored, may contain -"Defects," such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or -corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual -property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a -computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by -your equipment. - -1.F.2. LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the "Right -of Replacement or Refund" described in paragraph 1.F.3, the Project -Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project -Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project -Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all -liability to you for damages, costs and expenses, including legal -fees. YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT -LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE -PROVIDED IN PARAGRAPH 1.F.3. YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE -TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE -LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR -INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH -DAMAGE. - -1.F.3. LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a -defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can -receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a -written explanation to the person you received the work from. If you -received the work on a physical medium, you must return the medium with -your written explanation. The person or entity that provided you with -the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a -refund. If you received the work electronically, the person or entity -providing it to you may choose to give you a second opportunity to -receive the work electronically in lieu of a refund. If the second copy -is also defective, you may demand a refund in writing without further -opportunities to fix the problem. - -1.F.4. Except for the limited right of replacement or refund set forth -in paragraph 1.F.3, this work is provided to you 'AS-IS' WITH NO OTHER -WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO -WARRANTIES OF MERCHANTABILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE. - -1.F.5. Some states do not allow disclaimers of certain implied -warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages. -If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the -law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be -interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by -the applicable state law. The invalidity or unenforceability of any -provision of this agreement shall not void the remaining provisions. - -1.F.6. INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the -trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone -providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in accordance -with this agreement, and any volunteers associated with the production, -promotion and distribution of Project Gutenberg-tm electronic works, -harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees, -that arise directly or indirectly from any of the following which you do -or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg-tm -work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any -Project Gutenberg-tm work, and (c) any Defect you cause. - - -Section 2. Information about the Mission of Project Gutenberg-tm - -Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of -electronic works in formats readable by the widest variety of computers -including obsolete, old, middle-aged and new computers. It exists -because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from -people in all walks of life. - -Volunteers and financial support to provide volunteers with the -assistance they need, are critical to reaching Project Gutenberg-tm's -goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will -remain freely available for generations to come. In 2001, the Project -Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure -and permanent future for Project Gutenberg-tm and future generations. -To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation -and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4 -and the Foundation web page at http://www.pglaf.org. - - -Section 3. Information about the Project Gutenberg Literary Archive -Foundation - -The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit -501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the -state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal -Revenue Service. The Foundation's EIN or federal tax identification -number is 64-6221541. Its 501(c)(3) letter is posted at -http://pglaf.org/fundraising. Contributions to the Project Gutenberg -Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent -permitted by U.S. federal laws and your state's laws. - -The Foundation's principal office is located at 4557 Melan Dr. S. -Fairbanks, AK, 99712., but its volunteers and employees are scattered -throughout numerous locations. Its business office is located at -809 North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887, email -business@pglaf.org. Email contact links and up to date contact -information can be found at the Foundation's web site and official -page at http://pglaf.org - -For additional contact information: - Dr. Gregory B. Newby - Chief Executive and Director - gbnewby@pglaf.org - - -Section 4. Information about Donations to the Project Gutenberg -Literary Archive Foundation - -Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide -spread public support and donations to carry out its mission of -increasing the number of public domain and licensed works that can be -freely distributed in machine readable form accessible by the widest -array of equipment including outdated equipment. Many small donations -($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt -status with the IRS. - -The Foundation is committed to complying with the laws regulating -charities and charitable donations in all 50 states of the United -States. Compliance requirements are not uniform and it takes a -considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up -with these requirements. We do not solicit donations in locations -where we have not received written confirmation of compliance. To -SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any -particular state visit http://pglaf.org - -While we cannot and do not solicit contributions from states where we -have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition -against accepting unsolicited donations from donors in such states who -approach us with offers to donate. - -International donations are gratefully accepted, but we cannot make -any statements concerning tax treatment of donations received from -outside the United States. U.S. laws alone swamp our small staff. - -Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation -methods and addresses. Donations are accepted in a number of other -ways including checks, online payments and credit card donations. -To donate, please visit: http://pglaf.org/donate - - -Section 5. General Information About Project Gutenberg-tm electronic -works. - -Professor Michael S. Hart is the originator of the Project Gutenberg-tm -concept of a library of electronic works that could be freely shared -with anyone. For thirty years, he produced and distributed Project -Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of volunteer support. - - -Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed -editions, all of which are confirmed as Public Domain in the U.S. -unless a copyright notice is included. Thus, we do not necessarily -keep eBooks in compliance with any particular paper edition. - - -Most people start at our Web site which has the main PG search facility: - - http://www.gutenberg.org - -This Web site includes information about Project Gutenberg-tm, -including how to make donations to the Project Gutenberg Literary -Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to -subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks. - - -</pre> - +<div>*** END OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK 43338 ***</div> </body> </html> |