Add files from ibiblio as of 2025-03-07 18:13:12HEADmain

5 files changed, 5382 insertions, 6184 deletions

diff --git a/43295-0.txt b/43295-0.txt
new file mode 100644
index 0000000..e947f9d
--- /dev/null
+++ b/43295-0.txt
@@ -0,0 +1,3242 @@
+*** START OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK 43295 ***
+
+Afskriverens bemærkninger: Åbenlyse trykfejl er rettet i denne
+e-bog, men forfatterens stavning er for øvrigt bevaret.
+_Understreg_ er brugt til at gengive kursiveret tekst.
+
+
+
+
+                            PETER NANSEN
+
+                              GUDS FRED
+
+                             ANDET OPLAG
+
+                             KJØBENHAVN
+
+                       P. G. PHILIPSENS FORLAG
+
+            Trykt hos J. Jørgensen & Co. (M. A. Hannover)
+
+                                1895
+
+
+
+
+  En autoriseret tysk Udgave af _Guds Fred_ udkommer,
+  samtidig med den danske Udgave, hos _S. Fischer_
+  i Berlin.
+
+  Fjerde Tusend.
+
+
+
+
+I.
+
+
+                                                       _5. Juni._
+
+Saa skal jeg da bort fra Hovedstaden. I femten Aar holdt den mig
+fast, den listige Skøge, bildte mig ind, at jeg ikke kunde undvære
+dens giftigt parfumerede Luft, dens støjende Lader, dens hidsende
+Anspændthed, dens forfinede Magelighed. Jeg sad i et Spind af tusind
+Fangetraade, jeg troede, den havde fanget mig for Tid og Evighed.
+Jeg troede vel ogsaa saa smaat, at den ikke kunde undvære mig. Var
+jeg ikke i Aarenes Løb bleven et fast Led i det store Maskineri?
+Ansaas af Alle for at høre med. Var selvskreven Deltager i Byens
+broget vekslende Liv, snart festklædt, snart sørgeklædt; gav min
+Stemme med i de afgørende Ordskifter, blev spurgt og søgt, var
+Raadgiver og Hjælper, en paalidelig Ven, en Fjende, der maatte
+regnes med.
+
+Hvor træt jeg ofte har været. Udslidt som en gammel Droskehest, der
+maa drives afsted med Piskeslag og som gærne lagde sig plat ned paa
+Stenbroen og blev liggende, til Døden og Hvilen kom.
+
+Dødsenstræt er jeg, af Fornøjelser og Arbejde, af altid at være til
+Rede, tage Parti, forsvare og angribe; dødsenstræt og i mit Hjærte
+saa ligegyldig, mens ingen Slaphed tør røbes i Ord og Væsen.
+
+Allermest træt af den evige Kamp for Penge. Penge, der maatte
+og skulde skaffes, slides til Veje, laanes frem, forrentes,
+tilbagebetales, altid flere, altid besværligere -- en stedse
+voksende Lavine, mere og mere truende, tungere for hver Time at
+stemme Ryg imod, hæmmende Arbejdsevnen om Dagen, skræmmende Søvnen
+som en Mare.
+
+Hvorfor undre sig over den mer eller mindre aabenbare Støtte,
+Socialismen i stigende Grad vinder hos Folk, der ikke hører til
+de legemlige Arbejdere? Forklaringen ligger lige for Haanden. Hvad
+har de ni af ti blandt os, der rangerer i de øvre Klasser, at tabe
+ved en Samfundsomvæltning, en Forandring af de herskende økonomiske
+Regler og Love? Vi er, mindst de ni af ti, Proletarer, der kæmper
+en haabløs Kamp for at faa de Indtægter, Samfundet under os, til at
+holde Maal med de Udgifter, det samme Samfund kræver af os, om vi
+ikke vil sættes udenfor Numer. Paa faa Undtagelser nær lever vi alle
+over Evne, Embedsmænd og Kunstnere, Videnskabsmænd og Handlende,
+Præster, Skuespillere, Oberster, Journalister, Borgmestre og
+Poeter. Hvad tabte vi vel, om pludselig den store Eksplosion kom,
+Eksplosionen, som sprængte Samfundet løs af alle Fuger og lavede
+Fidibusser af Gældsbreve, Veksler og Forskrivninger? _De_ har det
+maaske endda forholdsvis bedst, som lever fra Haanden i Munden.
+Deres Fordringer til Livet er smaa og der stilles ingen Fordringer
+til dem. Hellerikke er det dem, der satte Gang i den Bevægelse, som
+fører til Omvæltningen. Det er Mænd fra vor Midte, der lærte dem at
+blive Socialister, det er Fortvivlelsen i de højere Klasser, der har
+avlet Kravene nede fra.
+
+-- -- Forleden brød jeg overtvært. Overgav mit Bo til en velsindet
+Sagfører, ordnede mig med en Forlægger, der nærede en venlig Tillid
+til mine Evner og erklærede sig villig til at udbetale mig for et
+Aar eller to en beskeden maanedlig Understøttelse, har nu pakket min
+Kuffert og indskiber mig i Eftermiddag -- uden Farvel til Nogen --
+for at drage til den gamle Provinsby, hvor jeg har levet min første
+Barndom; som jeg ikke i tyve Aar har set, men som jeg stadig, naar
+Trætheden kom op i mig, har længtes tilbage til.
+
+Jeg har ikke vaklet. I samme Nu, mit Opbrud fra Hovedstaden
+besluttedes, i samme Nu vidste jeg, hvor jeg vilde hen. Den gamle By
+kalder mig som en Moder, der trofast har siddet og ventet paa sit
+vidt omstrejfende Barn. I den gamle By er der intet, som kan minde
+mig om det, jeg vil glemme og bort fra. Den og jeg kender hinanden
+kun fra de gode Aar, da den var det skønneste og dejligste, jeg
+vidste, Genstanden for min Stolthed og Beundring, og da jeg var et
+af dens mest forkælede Børn. Den kalder paa mig som en Moder. Thi
+dér ligger min Moder begravet. Den rummer al den Moderkærlighed, jeg
+i hine Dage nød mere end nogen anden og som jeg mistede saa tidligt.
+Hvor i Verden tage hen uden netop til den gamle By? Jeg søger den jo
+for at blive Barn igen.
+
+
+
+
+II.
+
+
+                                                        _Ombord._
+
+Ikke har jeg sovet og ikke vaaget paa Overfarten. Jeg sidder i den
+lune lyse Sommernat paa Dækket og lader drømmende Tankerne følge
+den gyldne Kølvandsstribe, vugget blidt til Ro af Maskinens tunge
+regelmæssige Slag og de hoppende Smaabølgers klukkende Skvulp mod
+Skibet.
+
+Tankerne følger Striben tilbage -- til det Liv, den Verden, hvor
+jeg nys færdedes. Saa underlig langt jeg allerede føler mig fra det
+altsammen, saa fremmed og overlegen overfor det. Hvor ligegyldigt,
+tomt og intetsigende det nu synes mig. Og _det_ har jeg ofret femten
+af mine bedste Aar. Ingen har været ivrigere end jeg, ingen mere
+fanatisk troende. Pur ung meldte jeg mig til mit Partis Fane,
+sloges bravt og blindt i de Meniges Rækker, forfremmedes og naaede
+vel noget nær de Udmærkelser, min Ærgærrighed kunde begære. Midt i
+Kampbulderet har jeg været, har hadet og tilbedt, aldrig svigtet
+min Fane-Ed, aldrig følt mig fristet til det, har vundet Venner og
+Fjender, gjort Godt og Ondt efter Evne og bedste Skøn.
+
+Og hvad er saa Resultatet blevet? Lykke for mig? Lykke for nogen
+Anden? Næppe det sidste; det første afgjort ikke. Naar jeg nu
+godvilligt opgiver min tilkæmpede Stilling -- den, vistnok Mange
+misunder mig som atraaværdig --, er det i en inderlig Følelse af
+dens haabløse Uudholdelighed.
+
+Hvad i Herrens Navn slaas man for? Hvorfor forfølger man hinanden,
+mistænker og mishandler hinanden, altid væbnet til Tænderne, altid
+parat til at hugge løs? Maaske er der, langt ude i det Fjærne,
+et Maal at naa. En højere Retfærdighed, en bedre Fordeling af
+Tilværelsens Goder. Maaske oplever vore Børnebørn en ny social
+Omvæltning. Men forøvrigt: vil Menneskene føle sig lykkeligere, om
+Maalet virkelig naaes, eller vil de ikke blot skynde sig, med Uro i
+Hjærterne, i unøjsom Higen, at kæmpe og hade sig frem mod nye Maal?
+Sikkert. Nej, det er en tom Indbildning, at Lykken vindes gennem
+Kamp. Kun i Fred, Fred med sig selv og Verden, findes Lykken.
+
+At tænke sig, at de stadig slaas derinde. Endnu har den store
+By ikke lagt sig til Hvile, endnu summer Ondskaben og Vreden i
+elektrisk Belysning gennem Gaderne, stimer sammen paa Kaféerne,
+drikker sig ør og sløv, vaagner saa imorgen, efter en angstfuld
+Søvn, i hede Hjærner og bitre Hjærter. At de gider! At de ikke
+alle en dejlig Sommermorgenstund springer op med den Beslutning,
+at nu vil de ikke længer! Smider Vaabnene fra sig, svaler den hede
+Hjærne i den friske Morgen, fylder det bitre Hjærte med Naturens
+søde Vellyst, renser sig ud for al Ondskab og alt Had, slutter
+Fred over hele Linjen paa det simple, letfattelige Grundlag: Vi
+er Mennesker alle, vi vil hinanden intet Ondt. Og fuldbyrder,
+uden Blodsudgydelse, den Revolution, som gør enhver ny Revolution
+overflødig.
+
+-- -- Saadan sidder jeg og drømmer, mens Skibet den skønne Juninat
+bærer mig over den stille Sø til min gamle By. Og som var det et
+Billed, skabt af min Drøm, ser jeg i Solopgangen, just som vi har
+passeret Fjordens Indløb, en ung Kvinde staa ved min Side, stor og
+stolt, med et Ansigt, der lyser af mild Fred. Som et Syn kom hun,
+som et Syn forsvandt hun. Men var hun et Varselbud, jeg modtager det
+med Tak. Et Varsel om, at jeg er styret den rette Kurs for at finde
+Freden.
+
+
+
+
+III.
+
+
+                                    _Vejrbakken, 6. Juni, Aften._
+
+Vi ankom i den aarle Morgenstund. Bagagen lod jeg foreløbig staa
+ombord -- jeg vidste endnu ikke, hvor jeg vilde bo. Og jeg drev
+op gennem den slumrende By. Straks var jeg lidt vildsom til
+Mode. Den Gade, jeg gik i, havde et Navn, jeg ikke mindedes, og
+mange nye Huse med flove glatte Allemands-Façader og hjærteløse
+Spejlglas-Butiksruder.
+
+Men da jeg kom ud paa Torvet, kendte jeg min gamle By.
+
+Jeg satte mig paa den fritstaaende Stentrappe foran det Hus, hvor
+jeg som Barn havde boet; jeg lukkede Øjnene over det hastigt
+gensete Billede, og saa livagtigt, som havde jeg nys forladt
+det, opstod Torvet i min Erindring, saadant som det var i mine
+Barndomsdage.
+
+For Enden af Torvet løber Østeraa. Den er ikke overdækket --
+som nu --, den flyder aaben gennem Byen, med Broer over og med
+knudrede løvrige Træer paa begge Sider. Og den er fuld af Baade og
+smaa Skuder, hvor der sælges Fisk og Jydepotter og Træsko og, om
+Efteraaret, Frugt. Saa dufter hele Torvet, ja Gaderne udenom med, af
+krydrede Bergamotter og Gravensteners Rosen-Em.
+
+Den anden Ende af Torvet beherskes af det gulstrøgne Kongehus med
+den takkede Gavl. Her er det, at Byens gamle Storkefædre holder
+Forsamling Sommereftermiddage. De staar én paa hver af Gavlens
+Afsatser, øverst oppe Præsidenten, der aabner Mødet med en høj
+Knebren. Derefter knebrer de paa Rad, alle de ærværdige Storke, og
+de, der lytter til, staar undertiden paa ét Ben af lutter Iver. Men
+det hænder, at Raadsforsamlingen opløses i almindeligt Klammeri,
+mens alle Storkene basker med Vingerne og knebrer forbitret i Munden
+paa hinanden. Ogsaa hænder det, at en nidkær Storkemadam eller en
+næsvis Storkepode forsøger at trænge sig ind i Forsamlingen og
+bliver sat paa Porten under drøje Knubs, saa Fjerene ryger om den.
+
+Det gamle Kongehus, hvilken Sorg den Dag det dømmes til Døden af et
+pietetsløst Borgervels Krav paa en ny tidssvarende Bankbygning. De
+skændige Rænker, de giftige Løgne, der føres i Marken for at fælde
+det.
+
+Det insinueres, at alle de historiske Overleveringer, som giver
+Kongehuset Ry og Glans gennem Aarhundreder, er tyvstjaalen Pynt.
+Det paastaas ydermere, at Huset er saa medtaget af Ælde, at det
+næppe kan holde sig oprejst og at det er en stadig truende Fare for
+de omliggende Bygninger. En rasende Kamp føres i Byraad og i den
+stedlige Presse mellem Ideens Talsmand -- Latinskolens Historielærer
+-- og Borgervellets Materialister. Men disse sidste sejrer, efterat
+et Velfærdsudvalg af bankforhippede Haandværkere har givet
+sagkyndigt Skøn for Kongehusets Affældighed. Og Nedbrydningen
+begynder. Vi Børn, hvis fædrelandske Fantasi er vokset op i Skyggen
+af det gamle Hus, følger med forbitret Sorg hvert Slag af Hakken,
+og vi nyder en smerteblandet Triumf, da Haandværkerne midt under
+Arbejdet maa erklære sig magtesløse og tage Krudtet til Hjælp for
+at sprænge Kongehusets favntykke Mure. Saa falder omsider den gamle
+Kæmpe, men ej for Menneskehaand. Døende spotter den sine Voldsmænd.
+
+Midt paa Torvet ligger det røde Raadhus med Byens Vaaben i Guld og
+Farver over den svære brune Egetræsdør. Om Raadhuset samler sig
+alle Barnestue-Historiernes Uhygge. Foran det stod i gamle Dage
+Gabestokken og Pælen, hvortil Forbryderne bandtes, naar de offenligt
+piskedes. Her udsonede bl. a. de berygtede Røvere fra de store Skove
+Nord for Fjorden Begyndelsen af deres Straf, da de langt om længe,
+efter talløse Skændselsgærninger, fangedes af Militæret og Omegnens
+Bønder. Banden bestod af en gammel Kælling, hendes syv ryggesløse
+Sønner og en vidunderskøn ung Pige, Kæreste til den ældste af
+Brødrene, Erik Krumfinger. Plyndring, Voldtægt og Ildebrand var de
+mindste af deres Forbrydelser. Ogsaa adskillige Mord havde de paa
+deres Samvittighed og Grusomheder af den skrækkeligste Art. Saaledes
+-- fortalte ialfald min Barnepige -- morede de sig med at binde
+smaa Børn til gloende Ovne, naar de forlod en Bondegaard efterat
+have plyndret den og myrdet de voksne Beboere. Det var en Fest for
+hele Byen og Omegnen, da de, nøgne til Bæltestedet, piskedes foran
+Raadhuset og Morgenen efter førtes til Galgebakken og henrettedes.
+Kun Erik Krumfingers Kæreste vakte en vis Medlidenhed. Hun var saa
+dejlig af Skikkelse og Aasyn, hun var saa ung og hun jamrede sig saa
+bitterligt, da hun blev pisket. Men om Skaansel kunde der ikke være
+Tale. Hun havde været den allergrummeste til at stege de smaa Børn.
+
+Rundt om Torvet ligger saa alle de gamle Købmands- og
+Beværtningsgaarde, hvor Bønderne tager ind Torvedagene og hvor der
+er den herligste Tumleplads for Børnenes Lege. Bindingværks-Gaarde,
+der er et sandt Vildnis af Svalegange med tørrede Sild paa udspændte
+Snore, af vaklende Trapper og møre Ud- og Tilbygninger, der raver
+mellem hinanden som fulde Mænd. Her paa Lofterne i de store
+Korndynger leges der Skjul, og om Lørdagen sidder jeg bag Disken i
+den holstenske Madams Værtshuskælder og skænker hvidt Øl og Dram
+for Bønderne og min Ven Droskekusken, som bor i et Hul bag Stalden
+i Porten og dér, i en altid frisk Atmosfære af Hestegødning, med
+et Spritkogeapparat, en Rugbrødshumpel, en Krukke Svinefedt og en
+Billing Kommensost fører den lykkeligste Ungkarle-Husholdning, jeg
+kan tænke mig. Men naar Stemningen bliver høj i den lave Kælder,
+morer man sig med at give den aldrende Droskehest Brød, dyppet
+i Brændevin, og som en vild Araber farer Øget rundt om Torvet,
+bredende Skræk og Forfærdelse mellem Bønderkonerne, der sidder
+med udbredte Skørter foran Raadhustrappen og i landlig Ugenérthed
+besørger deres Privatanliggender.
+
+-- -- -- Jeg aabner Øjnene og ser ud over det sollyse Torv.
+Raadhuset ligger der endnu, de gamle Gaarde ogsaa, jeg ser
+Værtshuskælderens smaa grønne Ruder, jeg øjner en Stump af Aaen,
+der bugter sig mellem hældende Huse og over hvis lemlæstede Poesi
+et enkelt Syrentræ i en tilstødende Have breder et ungt blomstrende
+Smil -- -- jeg kender min gamle By og jeg rejser mig, let og glad i
+Sindet, med en dirrende Lykkefornemmelse af at være hjemme.
+
+Jeg er hjemme, og jeg vil til min Moders Grav.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Endnu er Byen ikke vaagnet. Mens jeg vandrer gennem dens tomme
+Gader, fornemmer jeg det, som om jeg er kommen og har overrasket
+den, og jeg sender vækkende Gensynshilsener til alle de kendte Ting,
+jeg møder. Herregud, her hænger det endnu nedad Kirketaarnet, det
+tykke Tov, som var den gamle Bys ukunstlede Brandsignal-Apparat.
+Den, der opdagede en Brand, havde at trække i Tovet, saa Klokken
+i Taarnet klemtede. Mellem os Børn hed det sig, at den Lykkelige,
+der saaledes meldte en Brand, fik udbetalt en blank Rigsdaler. Hvor
+flittigt -- men forgæves -- spejdede jeg ikke paa hver Spadseretur
+efter at se Luerne slaa ud af et Hus. Jeg vandt aldrig Daleren.
+Monstro det gamle Tov endnu gør Tjeneste, eller hænger det mon blot
+som en forglemt Levning fra svundne Dage?
+
+Jeg standser og ser ned ad en skraanende Side-Gade. I det
+fremspringende Hjørne-Hus dernede var det jo, vi boede i Krigens
+Aar. Jeg var ikke mere end et Par Aar den Gang, og dog præntede
+hine Dages Begivenheder uudslettelige Indtryk i min Sjæl. Den
+tyske Indkvartering -- Soldaterne, der skændtes med Moder om den
+danske Mad, og den gemytlige hvidskæggede Major Brumbasse, der
+forelskede sig i os Børn, men som jeg ikke vilde lade kysse mig,
+fordi han var en Tysker. Allermest dog disse Billeder: Min Moder
+og mine halvvoksne Søstre samt et Par andre af Byens Smaapiger
+sidder og piller Charpi. Pludselig lyder der Hestetramp i Gaden,
+jeg skynder mig til Vinduet, men i det samme gaar Døren til Faders
+Studereværelse op, og med et kraftigt Ryk rives jeg bort fra
+Vinduet. »Rul Gardinerne ned, Ingen maa se ud,« -- siger Fader, bleg
+og bevæget. »Tyskerne kommer!« En uhyggesvanger Stilhed hersker i
+den mørke Stue, og bange kryber jeg sammen i Moders Skørter, mens
+den klaprende Larm af mange Heste kommer nærmere. Saa standser
+Støjen lige nedenfor vore Vinduer, vi hører kun nogle hastige høje
+Ord, der lyder som Skældsord, en Klynken, nye Eder, Forbandelser,
+Raslen af Sabler, urolig Stampen af Heste og, tilsidst, et
+angstfuldt Skrig paa Dansk. Sit eget Forbud til Trods iler Fader
+til Vinduet, Moder og vi Børn bag ham, og fra en Stol ser jeg en
+Mand, i hvem jeg kender vor Skomager, blive slæbt af en Officer i
+skinnende hvid Kappe henad Stenbroen, langs den stejlende Hest. Og
+jeg ser Gaden fuld af fint uniformerede Ryttere, der nu alle igen
+sætter sig i Bevægelse, efter Officeren, der, med Skomageren som
+tvungen Vejviser, fører an ned mod Fjorden, over hvilken de danske
+Soldater er flygtede.
+
+Og saa Billedet af de saarede danske Soldater, der køres gennem
+Gaderne, efter den ulykkelige Træfning ved Bakkerne Vest for Byen.
+Saa sikkert var Sejren ventet, thi for en Gangs Skyld var Danskerne
+de fleste. Desværre havde Obersten, der førte vor Afdeling, ogsaa
+været for tillidsfuld. I Stormløb lod han sine Folk tage Terrænet
+ned ad Bakkerne, ved hvis Fod Tyskerne ventede i Ly bag Grøftehegn.
+Og fra den dækkede Stilling strakte Tyskernes Geværkugler de
+fremstormende Danskere til Jorden som værgeløst Vildt. Herom
+havde vi Børn hørt, ogsaa om Oberstens Fortvivlelse -- han var
+indkvarteret hos en Embedsmandsfamilje, som stod os nær, og det var
+fortalt Fader, hvordan Obersten, der om Morgenen red sejrssikker ud
+for at oplede Tyskerne, sent om Aftenen var vendt tilbage og havde
+lukket sig inde paa sine Værelser, uden at ville spise og uden at
+ville tale med Nogen. Nu, den næste Morgen, kom de Saaredes Træn.
+Langsomt og tungt, som et Ligtog, ruller Vognene gennem Gaden, og
+paa spredte Halmneg hviler de Saarede. Nogle har Bind om Hovedet,
+andre om Arme eller Ben. Bindene er plettede af Blod og Ansigterne
+er hvidere end Bindene. Ikke en af de Saarede ser til Vinduerne,
+alle stirrer de frem for sig med udslukte, haabløse Blikke.
+Jeg havde vel næppe nogen saadan Tanke den Gang: det har siden
+staaet for mig, som om disse saarede danske Soldater mindre vakte
+Medlidenhed ved deres legemlige Smerter end ved den Fortvivlelse
+-- ja, Skamfølelse -- over Nederlaget, der stod at læse i deres
+forpinte Ansigter.
+
+       *       *       *       *       *
+
+-- -- Jeg gaar uden at tænke paa den Vej, jeg følger. Det er tyve
+Aar siden, jeg traadte disse Gader, deres Navne har jeg i tyve Aar
+ikke haft i mine Tanker: som ved en usynlig Haand, uden Eftertanke,
+uden Famlen, føres jeg nøjagtigt derhen, jeg vil. Jeg er i mit
+Barndomshjem, jeg er i min Faders Hus; min Fod farer ikke vild paa
+den hjemlige Grund.
+
+Saa staar jeg, just som Hanen galer tredie Gang sin Morgenhilsen
+over Byen, i den lille Gade, som leder ned til Kirkegaarden. De
+lave straatækte gule Huse, hvor de gamle Kransebindersker boede,
+indrammer endnu Gaden, og som for tyve Aar siden hænger endnu
+-- som var det de samme -- tarvelige Vedbendkranse og Moskranse
+med Evighedsblomster udenom de smaa Døre med Klinkelaase. I et
+af Husene staar et Vindu aabent, og, hidkaldt ved Lyden af den
+tidlige Morgenvandrer, stikker en Morlille Hovedet ud. Jeg køber
+hendes Kranse, lægger den beskedne Betaling i hendes rynkede Haand,
+og, fulgt af hendes Velsignelse, gaar jeg gennem Laagen ind paa
+Kirkegaarden, hvor Fuglekvidder og Duft af Cypresser og morgenfriske
+Blomster modtager mig.
+
+Min Moders Grav ligger borte fra den alfare Vej, i en stille fjærn
+Krog blandt Hundreder af andre Grave. Den usynlige Haand leder mig
+ad de halvtilvoksede Stier, der snor sig mellem Græstuerne, og
+saa staar jeg med ét foran den lille indhegnede Plet, hvor Moder
+hviler, med et Barn ved hver Side: en større Tue mellem to ganske
+smaa. Frisk Vedbend dækker alle Gravene og snor sig op om det
+simple Marmorkors paa Moders Grav. Bag den, bøjende deres tunge
+lilla og gyldne Blomsterklaser ned over den, staar en Guldregn
+og et Syrentræ, og i hvert af det lille Kirkegaardsbeds fire
+Hjørner folder Rosentræer deres lyserøde og hvide Knopper ud med
+Morgensolens Smil gennem Regntaarerne fra Natten.
+
+Jeg sætter mig paa den grønne Tremmebænk, jeg kærtegner med Blikket
+Navnet paa Korset ligeoverfor og jeg taler med min Moder.
+
+»Jeg er kommen til Dig, Moder, for at finde Fred. I tyve Aar har jeg
+været borte fra Dig, langt, langt borte blandt fremmede Mennesker.
+Da jeg sidst sad her og tog Afsked med Dig, vidste jeg ikke, hvad
+jeg mistede. Jeg var et Barn og Du en ung Hustru. Nu er Du en klog
+gammel Kone, og jeg en dagtræt Mand med Haar, der begynder at
+graane. Skænk mig den Fred, Du forlængst har vundet, og jeg bliver
+hos Dig.«
+
+Jeg synes min Moder sidder overfor mig, en gammel Kone med hvidt
+Haar og milde brune Øjne. Jeg glemmer Tiden, mens jeg ser ind i de
+Øjne, til jeg vækkes ved, at Kirkeklokken sender syv skingre Slag
+ind over Kirkegaarden. Jeg tager Kransene, dem jeg stadig bærer paa
+Armen, og lægger dem, knælende, paa Graven. »Tak, Moder. Tak for
+alt -- i gamle Dage og nu.«
+
+Men mit Hjærte rummer ogsaa en anden Tak, mens jeg langsomt, omsust
+af Fuglekvidder og Vindens Leg i Trækronerne, forlader den stille,
+sødt duftende Dødens Have. En Tak til den gamle Bys Trofasthed, der
+ikke har ladet min Moders Grav ligge øde, men har fredet og hæget
+om den. Findes vel saadan lang Hukommelse og bestandig Troskab i de
+store Stæder, hvor hver Dags Nyt jager støjende frem og puffer alt
+forbigangent til Side? Dér mindes man kun Døden i pralende Opraab i
+Avisernes Avertissementsspalter. Dér er Kirkegaardene altfor store
+og altfor langt borte. De Døde faar skøtte sig selv. Den gamle By
+har de Døde i sin Midte, altid nærværende, levende i en kærlig
+Hukommelse. Jeg takker Jer, min Moders Venner i den gamle By, jeg
+kender Jer ikke længer, jeg bringer Jer mit Hjærtes stille Tak.
+
+       *       *       *       *       *
+
+-- -- Jeg ender min Morgenvandring paa Vejrbakken, og dér bliver
+jeg.
+
+Vejrbakken ligger lige udenfor den gamle By, er dens Lystanlæg,
+dens Stolthed. Sjældent fandt ogsaa en By saa herlig en Plet til
+en offenlig Park. En gavmild Borger »anlagde« og beplantede for et
+Aarhundred siden Vejrbakken, delte den ved Trapper og Vindelalléer
+i Terrasser, skærmede den med Gran og Fyr og lod i Ly deraf Bøge og
+Sirbuske vokse op, tog Magten fra Vestenvinden og lod Solen herske,
+skabte saaledes af den golde Vejr-Bakke en frugtbar Have. Herop
+drager den gamle Bys Beboere Sommer-Eftermiddage med Madkurve og
+Flaskefoder, faar Vand paa Maskine fra Pavillonen paa den første
+Terrasse og gør sig det hyggeligt i Lysthusene. Men paa Terrasserne
+ovenfor, i »Skoven«, gaar Drengenes Røverleg.
+
+Jeg kommer til Vejrbakken med en hemmelig Angst for at blive
+skuffet. For min Erindring fra Barneaarene staar den som noget rent
+æventyragtig stort og skønt. Bakken et Bjærg, Skoven en Urskov.
+
+Jeg ser med et Smil Storagtigheden forsvunden. Baade Bakke og Træer
+synes mig at være voksede nedad. Der er intet æventyrligt, intet
+fantastisk ved Vejrbakken. Men dens Skønhed er paalidelig nok. En
+yndigt smilende Idyl. Alligevel mangler Vejrbakken ikke Storhed. Den
+har sin Udsigt.
+
+Jeg er naaet op til »Pavillonen«, en gul Trævilla, udenfor hvilken
+en Opvarter og en Hærskare af Spurve er ifærd med at rense de
+smaa Beværtningsborde for Madkurvenes Affald. Jeg vender mig om
+og blændes. For min Fod har jeg hele Byen og bag den Fjorden, der
+bugter sig som en spejlklar Flod mellem Bakker og Enge. Milevidt
+naaer Blikket til begge Sider. En Uendelighed af Himmel, Vand
+og sommerfrodigt dansk Land. Og Byen, hvis røde Tage synes som
+rutschede ned ad Vejrbakkens grønne Skraaninger.
+
+Her har jeg hele min gamle By. Og i samme Nu føler jeg, at her maa
+jeg bo. Jeg lader Opvarteren kalde paa Værten, og fem Minutter efter
+er jeg indkvarteret i Pavillonens to Kvistværelser, som ellers ikke
+udlejes, -- Pavillonen har overhovedet ikke liggende Gæster -- men
+som overlades mig, da jeg tilbyder at leje dem for Vinteren med.
+
+Og nu har jeg mit fremtidige Hjem i Orden. Her er ingen Luksus, men
+alt hvad jeg behøver: en god Seng i Soveværelset og i min Dagligstue
+et Arbejdsbord, nogle Stole -- ja ovenikøbet en Sofa.
+
+Mine Bøger er pakkede ud, mine Piber stoppede. Siden jeg var ung
+Student, har jeg ikke smagt Pibe.
+
+Gud være med Jer, Havannacigarer og Cigaretter -- hvad er I dog mod
+de Drag af uforfalsket hollandsk Knaster, som jeg i dette Øjeblik
+ryger, mens jeg sidder ved mit Kvistvindue og skuer ud over min
+gamle By!
+
+
+
+
+IV.
+
+
+                                                      _12. Juni._
+
+Øverst oppe paa Vejrbakken, ovenover Skoven, paa den aabne Bakkekam
+knejser Møllen, hvid med sorte Vinger, paa sin grønne Jordvold. Det
+er den bedste Mølle i Egnen, thi den har altid Vind nok. Den tjener
+tillige som Sømærke for Skibene paa Fjorden. Den ses i flere Miles
+Afstand.
+
+Mølleren ejer Jorden oppe paa Bakken saa langt ned, til Anlægget
+begynder. Skrænten mod Nord, mod Fjorden, ligger øde og udyrket. Men
+paa Skraaningen mod Syd er et stort Stykke indhegnet og opdyrket til
+Have. Mølleren har taget Lære af den Mand, der anlagde Lystanlægget.
+Han har trodset Vind og Vejr, har rejst en skærmende Hæk mod Vest,
+har blandet Bakkens sandede Jord med møjsommelig tilkørt fed Muld
+fra Agerlandet, har gødet og vandet, grøftet og gravet, indtil han
+saa' sin hængende Have trives og blomstre.
+
+Jeg mindes den halvt uvillige Respekt, hvormed Mølleren omtaltes
+af Byens Folk. Man beundrede hans Dygtighed, men frastødtes af
+hans brydske Særlinge-Væsen. Det stod i hans Kontrakt med Byen, af
+hvem han købte sin Grund, at den til enhver Tid skulde staa aaben
+for Folk, der vilde nyde Udsigten. Men skønt han ikke gjorde noget
+Forsøg paa at omgaa denne Kontrakt, følte Byens Beboere sig ikke vel
+paa hans Enemærker. I hvert Fald holdt man sig i ærbødig Afstand
+fra hans Hus og hans Have. Selv vi Drenge, der nødigt gik af Vejen
+for et Vikingetogt ind i en Frugthave, lod om Efteraaret Møllerens
+berømte Pærer og Æbler modnes i Fred. Der gik ogsaa ganske ondartede
+Rygter om Mølleren. Det fortaltes saaledes, at han behandlede sin
+unge smukke Kone, en Proprietærdatter fra en Egn sydpaa, med
+tyrannisk Haardhed. Maaske Rygterne blot kom af, at Møllerens Kone
+levede lige saa afsondret og indesluttet som han selv -- noget,
+den gæstevenlige og selskabelige Befolkning vanskeligt opfattede
+som frivilligt --; blidere blev ialfald Rygterne ikke, da den unge
+Kone døde faa Maaneder efter sin første Barselseng, efterladende
+sin Mand en lille Datter, som hverken fik Amme eller Barnepige, men
+passedes af Mølleren selv og hans Svend. Den lille Pige, Genstand
+for hele Byens Beklagelse, var vel en 2-3 Aar, da vi rejste bort.
+Med sky Nysgærrighed havde jeg ofte betragtet hende, naar hun i sin
+Barnevogn -- en simpel Trækasse paa fire Hjul -- blev rullet af den
+gamle skutryggede Svend rundt paa Møllevolden.
+
+       *       *       *       *       *
+
+-- -- Jeg har hver Dag været en Tur oppe ved Møllen. Vi har haft
+Vestenstorm. Jeg har nydt det storartede Skue af Fjorden i Oprør, og
+jeg har, da Stormen løjede af, lyttet til det fjærne Tordendrøn fra
+Vest: Dønningerne fra Havet fem Mil borte.
+
+Jeg fandt Møllen paa sin Plads; men til min Forbavselse stod
+Vingerne stille. Jeg tænkte: »Mølleren maa have forandret sig meget
+paa sine gamle Dage. Han kan nok ikke længer lide at lade Møllen
+gaa i Storm.« Men ogsaa idag, da det er Magsvejr og kun blæser
+en almindelig skikkelig Vind oppe over Skoven, hvilede Møllen i
+urokkelig Ligegyldighed. Vinden ruskede i de rebede Sejl, den muntre
+Bygesol legede gennem Vingernes Ribber. Men Møllen lod sig ikke
+vække. Og det allervidunderligste: støttet op mod en af Vingerne,
+saa trygt dvælende som kunde der slet ingen Fare tænkes, stod en ung
+Kvinde i en tætsluttende blaa Lærreds Kjole, med Armene korslagte
+over det høje Bryst, og stirrede ud over det vide Land. Hun hørte
+mig ikke, saa' mig ikke. Hun syntes, lig en Tornerose, at drømme ved
+Foden af den sovende Mølle.
+
+Skulde Mølleren være død? Og ingen Efterfølger have taget Møllen og
+Arbejdet i Arv?
+
+Da jeg for lidt siden kom hjem, spurgte jeg i Forbigaaende min Vært,
+om den gamle Møller endnu boede deroppe. Jo, det gjorde han.
+
+
+
+
+V.
+
+
+                                                      _19. Juni._
+
+Hver Dag gaar jeg lange Ture i Byen og gennemstrejfer den paa
+Kryds og Tværs. For hvert Skridt vaagner en Erindring. Jeg
+føler mig som en Opdagelsesrejsende i min egen Sjæl: der bygger
+sig, Sten paa Sten, op i mig et Kongerige af gode Minder, jeg i
+mange Aar har ladet falde i Ruiner. Den gamle By med Barndommens
+Søndagsstemning bliver levende i mig, og den befolkes med et Mylr
+af kære Skikkelser. Nogle af dem træffer jeg endnu spadserende om i
+Gaderne. Gamle Adjunkter, allerede gamle den Gang, jeg var blandt
+deres Elever, vandrende samme sindige eller skyndsomt trippende
+Gang til Skolen; ærværdige Borgermænd, hvis smilende gæstfri
+Ansigter jeg mindes fra deres Sønners Børneselskaber, og unge
+travle Forretningsfolk, af hvis alvorsfulde Familjeforsørger-Miner
+jeg pludselig ser en gammel forglemt Legekammerats Barnetræk kigge
+frem. Jeg gaar som Harun al Raschid i Bagdads Gader. Iagttagende,
+genkendende uden selv at blive hverken kendt eller iagttaget. Kun en
+Gang imellem møder jeg et skottende, prøvende Blik, der siger: Naa,
+der er nok kommen en Fremmed til Byen.
+
+Der er andre Skikkelser, som stiger frem for mig, mens jeg studerer
+Butikskiltenes Navne. Det forekommer mig, naar jeg finder de samme
+Butiker og samme Købmands-, Bager- og Haandværker-Navne paa samme
+Plads, jeg sidst saa' dem, som om den gamle By havde standset sit
+Liv og sin Udvikling den Dag, vi forlod den. Jeg maa ræsonnere for
+mig selv: »det er jo dog kun tyve Aar siden.« Thi jeg føler mig som
+en gammel, gammel Mand, der efter at have levet mange Menneskealdre
+i Troldenes Høj, vender tilbage til min Hjemstavn. Jeg kan egenlig
+slet ikke forstaa, at ikke alt er forandret og at ikke alle de
+Mennesker, jeg kendte, er døde.
+
+Mange af dem er det dog. Om nogle véd jeg det af Beretning, om andre
+slutter jeg det, fordi jeg ikke finder dem i deres vante Krog. Ogsaa
+disse Skikkelser lever op for mig af den Stenbro, de før traadte og
+som jeg nu træder uden at møde dem.
+
+Allertydeligst ser jeg for mig den Frøken, som holdt Skole for bedre
+Folks Smaadrenge i den gamle By. Det tykke rare gamle Menneske, til
+hvem Mødrene saa trygt betroede deres Poder, thi hun tog sig dem an
+ikke blot som Skolemesterinde, men noksaa meget som en Barnepige og
+Kæletante. Hende var det, der med sine buttede Fingre hjalp os af
+med vore Mælketænder, naar de begyndte at rokke; til hende blev vi
+sendt de Dage, hvor vore Forældre formedelst et Storkebesøg eller
+andre forstyrrende Familjeanliggender vilde være af med os. Hun
+forærede os de første Komediebilletter, og, naar vi betalte vore
+fire Mark i Skolepenge hver Maanedsdag, gav hun dem af os, hvis
+Forældre sad i smaa Kaar, de to tilbage som en Foræring til at købe
+»noget nyttigt« for. Hende endelig var det, der til Fornøjelse for
+os Drenge laa og svedte i Sengen Fastelavns-Mandag til langt op paa
+Dagen, for at vi alle kunde naa at rise hende op og blive belønnede
+med de Boller, hun i en stor Torvekurv havde staaende under Sengen.
+
+Du gode, gamle Pige, i dit store Hjærte bankede al den gamle Bys
+barnlige Troskyldighed. Jeg rejser Dig et Æres-Minde, det, dine
+Drenge altfor længe har skyldt Dig.
+
+
+
+
+VI.
+
+
+                                                      _20. Juni._
+
+Naturligvis er den unge Kvinde, jeg saa' oppe paa Møllen forleden,
+Møllerens Datter. Jeg Dumrian, som ikke straks begreb det. Hun maa
+jo nu være en forlængst voksen Pige.
+
+Jeg kan ikke faa hende ud af mine Tanker. Saa stolt hun stod dér,
+højtsvævende, vidtskuende, ovenover Byen og Skoven, ja ovenover
+selve Vejrbakken. Hvilke Drømme svulmede mon i hendes Barm, hvilke
+Længsler var det mon, som hendes korslagte Arme knugede tilbage?
+Saa' hun fra sit høje Bo med Foragt ned paa Menneskenes jordbundne
+Stræben, eller gik hendes Hu mod at stige ned og være med i den
+travle Færden?
+
+Helst tænker jeg mig hende som den store Freds Gudinde, den
+Gudinde, jeg dyrker. Her paa Vejrbakken er hendes Tempel rejst,
+og af Møllen bygger jeg hende et Højalter. Herop kalder hun til
+livsalig Fred i Naturens ubesmittede Rige den, som mødig søger bort
+fra Hverdagslivets Støv og Møje. Hendes Skød har Engens duftende
+Kløverhvile for den trætte Vandrers Hoved, hendes Øje spejler
+Himlens Blaa og hendes Stemme synger Vindens hviskende Vuggesang i
+Træernes Kroner.
+
+Er jeg en Nar, Du smukke Møllerdatter, at jeg fæster Digtningens
+Glorie om din Pande, kaarer Dig til min Lykkedrøms Gudinde? Er
+Du maaske en ganske jævn lille Borgerpige, der skikkeligt længes
+mod Kæreste, Lysning og Brudeseng? Har Du maaske allerede fundet
+din Møllersvend? Var det ham, Du spejdede efter, da Du stod paa
+Højalteret?
+
+Ligemeget: jeg lader Dig staa, som min Drøm har stillet Dig.
+Jeg kender Dig ikke og vil ikke lære Dig at kende. Ingen brutal
+Virkelighed skal skænde dit hellige Billed.
+
+
+
+
+VII.
+
+
+                                                      _25. Juni._
+
+Jeg fik idag gennem min Forlægger Post fra Hovedstaden. En Bunke
+ligegyldige Breve, et Brev ogsaa fra min Elskerinde.
+
+Hun spørger forundret, krænket og bedrøvet, om jeg er sunken i
+Jorden. Hun har forgæves ventet og søgt mig. Af en fælles Bekendt
+har hun saa hørt Rygtet om, at jeg skulde være rejst til Udlandet
+med en Dame. Og hun sender mig nu sit Brev paa Maa og Faa, efter
+min gamle Adresse: »Jeg véd jo ikke, om det naaer Dig. Dog syntes
+jeg, jeg paa en eller anden Maade maatte spørge Dig, hvorvidt Rygtet
+taler sandt. Jeg maa jo næsten tro det. Men har jeg da fortjent, at
+Du handler saadan mod mig? Har jeg nogensinde forbrudt mig? Har jeg
+ikke altid tværtimod føjet Dig i ét og alt, gjort mig Umage for at
+være netop saadan som Du vilde have mig; ikke plaget Dig hverken med
+Overhæng eller Skinsyge? Nu, Du har tilføjet mig saa bitter en Sorg,
+vilde jeg ønske, jeg kunde hade Dig. Jeg kan det ikke. Skriv blot to
+Ord, at Du vil komme snart tilbage til mig, og jeg elsker Dig nu som
+altid.«
+
+Hun kan ikke hade mig, hun bilder sig ind, hun elsker mig. Jeg tror
+ikke paa, at Kærlighed og Had er hinandens nødvendige Supplementer.
+Jeg føler mig tværtimod overbevist om, at den største Kærlighed
+aldrig, hvor forsmædeligt den end martres, slaar om i Hadets
+Modsætning. Men _hun_, der sender mig dette Turteldue-Brev, er
+kun Due, forsaavidt som hun forstaar at kurre elskovssygt, kan
+ingensinde blive en Høg, thi hun mangler den Følelsens Fanatisme,
+der hvæsser Klør og Næb. Hun valgte mig til Elsker, fordi det
+behagede hendes Forfængelighed at blive foretrukken af mig. Hun
+føler en vis Tomhed nu, jeg er borte. Hun ønsker at faa mig
+tilbage; thi det krænker hende, at jeg af egen Drift er gaaet fra
+hende. Men om føje Tid vil den Lykke, hun begærer, atter blomstre
+for hende. Den tomme Plads vil blive optagen af en ny Elsker, der
+har om end andre saa ligesaa store Fortrin som jeg. Hendes Nag imod
+mig vil svinde, og naar vi ad Aare atter ses, vil vi hilse fornøjet
+paa hinanden som to Venner, der aldrig har haft noget Livsens Alvor
+sammen, næppe nok nogen minde- eller glemselværdig Oplevelse.
+
+Det er Sagen. Og det er Forklaringen af, at jeg kunde rejse bort
+uden at føle det som en Nødvendighed at tage Afsked med hende. Her
+var ikke Tale om et Brud. Hvad skulde jeg sagt hende andet end
+et valent »Tak for denne Gang«? Her var end ingen Knude at hugge
+over, kun en løst sammenhæftet Kotillonssløjfe at skille i sine to
+Baand, det hvide og det røde. Jeg kunde ikke overvinde mig til at
+sige de behørige sløve Trøstens- og Takkeord ved denne Skin-Grav.
+Jeg skammede mig ved at spille med i en Scene af saa aabenlys
+Uvederhæftighed, at give Repliken til hende, der sikkert ikke havde
+nægtet sig den Fornøjelse at forsøge sig i det store Drama efter de
+bedste Mønstre.
+
+Naar jeg besluttede at bryde op fra Hovedstaden, var maaske
+ogsaa, dybest inde, det den stærkeste Bevæggrund, at jeg vilde
+bort ikke just fra hende, min sidste Elskerinde, men fra hele den
+Elskovs-Sport, som leges i den store Bys Overflade-Selskab og som
+jeg med saamegen Iver havde dyrket. Havde dyrket mest fordi jeg
+derved tilfredsstillede en Lyst til at haane Kærligheden, til at
+rive den ned fra det svimlende høje Fodstykke, som min Ungdoms
+blinde Tro byggede den med det Resultat, at jeg selv en skønne Dag
+laa værkbruden paa Jorden.
+
+Jeg havde elsket og var blevet skuffet. Jeg tvang min Sorg i mig,
+jeg svor en stille Ed, at for første og sidste Gang havde jeg været
+Kærlighedens Nar. Var jeg bleven erobret, vilde jeg nu erobre.
+Havde man leget med mig, vilde jeg nu lege med andre. Ikke havde
+jeg nogen Lyst til at gøre ondt, som der var gjort mig ondt. Jeg
+vilde blot tage Kærligheden ovenfra, saadan som den en Gang havde
+taget mig i Nakken. Og jeg vilde lære andre at gøre det. Lære dem,
+at Kærlighed ikke er værd at regnes for andet end en Spas. Mindst
+af alt noget at sætte Livet ind paa. Jeg lærte, at i Kærlighed
+sætter man altid Livet ind, ogsaa naar man netop ikke vil det. Jeg
+følte mit Liv forspildes, mens jeg troede mig ifærd med at gøre mig
+til Kærlighedens Herre. Jeg vaagnede en Morgen i Angst: Se, Aarene
+svinder. Hvor er de henne alle de, Du legede med? Hvad har Du samlet
+i Lade af de Følelser, Du saaede ud for Vejr og Vind? Draabevis lod
+Du dit Hjærte forbløde og lægge sig øde, gav lidet og fik intet, gav
+saa ofte, at Du snart intet vil have tilbage.
+
+Jeg vil svare min fortørnede Elskerinde: Jeg ønsker Dig, der var min
+altfor lærvillige Elev, at Du en Gang maa træffe En, der lærer Dig
+at elske.
+
+Maaske vil jeg da ialfald lære hende at hade.
+
+Thi dum er hun ikke.
+
+
+
+
+VIII.
+
+
+                                            _Sidste Dage i Juni._
+
+Jeg vil skrive en Bog om den gamle By. Ikke som den er -- jeg bryder
+mig sletikke om med en moderne Kunsts kritisk-psykologiske Metode,
+der ogsaa staar til min Raadighed, at bore Sonden i den og krænge
+dens Indvolde ud --, hellerikke som den var, men saadan som jeg ser
+og genser den under Barndomsmindets blaa Glas ... i en Soldis af
+stille Glæde og Vemod uden Bitterhed. Det skal være en Bog for alle
+dem, der, ligesom jeg, trænger til at sætte sig hen i en lun og god
+Krog, hvor der er stængt af for Omverdenen og hvor Sjælen for en
+Stund kan leve sit Blomsterliv i en Klosterhave. Det bliver en Bog
+uden pirrende Nyt, uden blændende Farver, der bliver ingen Spænding,
+næppe nok Handling i den. Mit Maal vil være naaet, om de, der læser
+den, fornemmer det, som om jeg havde bragt en Buket af enkelt
+farvede, enkelt duftende Markblomster ind i deres Stue.
+
+Tre Gange om Ugen er Stiftsbiblioteket aabent. Da sidder jeg i
+Læsestuen og blader i de gulnede Folianter, hvor i sirlig snørklet
+Skrift den gamle Bys Liv og Begivenheder er optegnede. Jeg faar
+vel næppe Brug for de Studier, jeg gør. Men jeg indsuger gennem
+Fordybelsen i de henfarne Tider den Stemning af sagtmodig Fjærnhed,
+hvormed jeg gærne vil fylde min Bog. Det er hellerikke alene for de
+gamle Folianters Skyld, jeg søger Biblioteket. Selve Stedet drager
+mig. Ofte glemmer jeg rent Bøgerne, der ligger foran mig, læner mig
+tilbage i den brede slidte Svinelæders Armstol og fortaber mig i
+drømmende Beskuelse. Biblioteket er indrettet i det gamle Brødrehus,
+hvor i den katolske Tid Munkene boede og hvor i de første
+Aarhundreder efter Reformationen Latinskolen holdtes. Den Stue, hvor
+jeg sidder, var Klosterets Refektorium. Et temmelig langt Rum med
+hvidkalkede Mure og tre lave spidse Loftsbuer. I den ene Langvæg
+er Dørbuen -- saa lav, at en voksen Mand maa bukke sig for at gaa
+igennem. Den aabner Udsigt ind til Biblioteks-Stuerne med deres
+Reoler fulde af falmede gule og blaa Bogrygge. Paa den anden Langvæg
+er der tre Vinduer, et for hver af Loftsbuerne. Vinduer, der sidder
+i dybe buede Udskæringer og med smaabitte blyindfattede Ruder, som
+Solen har brændt grønne og røggule. Vinduerne naaer næsten ned til
+Jorden, og udenfor er Bibliotekarens Have, et Hjørne af den gamle
+Klosterhave og Kirkegaard. Det er en frugtbar Jord med svulmende
+Buskadser og et prangende Blomsterflor i fede skinnende Græsplæner.
+Mellem en Klynge af bugnende tunge Frugttræer staar en høj, flad,
+halvt forvitret Gravsten med en næsten udvisket Indskrift. Oftest
+dvæler dog mit Blik ved den høje gule Mur, som omslutter Haven og
+vender ud til en smal Gyde. Der er et Sted, hvor denne Mur bliver
+dobbelt, dannende et lille Indelukke. Paa Indermuren ses Spor af
+raat tilhugne Trin, og i Indelukket vantrives et ældgammelt Træ, der
+nu kun løves i enkelte Grene.
+
+Jeg ser paa Trinene i Muren, paa Træet i Indelukket og jeg drømmer
+om den unge Munk, der har siddet her, hvor jeg nu sidder, og lyttet
+til de gamle Brødres Pludren efter Nadveren. Men hans Tanker er
+andetsteds, han følger Solnedgangens gyldne Spil i Løvet udenfor
+de lave Vinduer og hans Hjærte banker uroligt. Saa er Brødrene
+gaaet til Hvile, Natten har sænket sig over Klosterhaven. Men
+forsigtigt aabnes Døren til Refektoriet, den unge Munk lister sig
+hen til et af Vinduerne, løsner dets Hængsler og svinger sig ud i
+Haven, famler sig i den mørke Nat frem til Muren, staar nu paa det
+øverste af Trinene, bøjer en af Træets Grene ned til sig, lader den
+vippe tilbage og er i Indelukket, hvor hans Elskede, formummet i
+Mandsklæder, venter ham og bliver hos ham, mens Nattergalene slaar i
+Klosterhavens Buske.
+
+Jeg vil skrive en Bog om den gamle By og dens Klosterfred. Jeg vilde
+ogsaa gærne lade Nattergalene synge over den unge Munk og hans
+forborgne Kærligheds-Lykke.
+
+
+
+
+IX.
+
+
+                                                       _1. Juli._
+
+Der er hændet mig en Stump af et Æventyr.
+
+Jeg sidder i Morges, som sædvanlig, udenfor Pavillonen og fodrer
+mine Spurve. Mange Spurve var der paa Vejrbakken, da jeg kom
+hertil. De er blevne flere Dag for Dag, og de forfremmes stadig i
+Dristighed. Efterhaanden kommer de bogstavelig ind i min Stue for at
+se, om jeg ikke har noget til dem, og naar jeg en Morgen lader vente
+paa mig med Affodringen, melder de sig med at pikke paa mine Vinduer
+og med utaalmodige Skrig i Vindueskarmen.
+
+Vi er netop naaede til Afslutningsnumret: et stort Stykke Hvedebrød,
+som jeg lægger midt paa Bordet og som hele Banden styrter sig over,
+hakker og river og slider i, indtil et dristigt Par ved forenede
+Kræfter, efter et behændigt Indhug, slæber af med den sidste
+Kæmpebid.
+
+I det samme faar jeg Øje paa en ung lysklædt Pige, der staar paa
+Trappen op til den øvre Bakkeafsats og som aabenbart har overværet
+min Leg med Spurvene. Hun rødmer, da mit Blik møder hendes; hun
+synes forvirret ved at blive overrasket i at have beluret mig, hun
+gør en Bevægelse som for at vende om og flygte, saa betænker hun
+sig, gaar med rolige Skridt ned ad Trappen og styrer lige hen til
+mig.
+
+Jeg rejser mig og hilser, hun gør en svag Bøjning med Hovedet, siger
+saa med en Sikkerhed, der maaske er tilkæmpet, men synes naturlig:
+»Jeg har noget til Dem.« Og hun tager op af Lommen et sammenlagt
+Blad og giver mig det. Jeg ser forbavset paa hende og aabner
+Papiret. »Ikke sandt« -- spørger hun -- »det er Deres? Jeg kendte
+Dem, da jeg før saa' Dem.« Det, hun giver mig, er et Blad, som
+fløj fra mig under Overrejsen paa Skibet og hvorpaa jeg har skrevet
+nogle meget aabenhjærtige Linjer. »Ja, det er mit,« svarer jeg. »Men
+hvorfra kender De mig og hvorledes vidste De, at det Papir tilhørte
+mig?«
+
+Hun smiler fornøjet: »Kender De slet ikke mig? ... Aa nej,
+naturligvis; det var dumt af mig at spørge; De saa' mig vist næppe
+nok.«
+
+Nu har jeg det. Og jeg udbryder triumferende: »Det var Dem, der
+ombord pludselig i Solopgangen stod ved Siden af mig!« »Rigtigt. Paa
+det nær, at jeg ikke »pludselig« stod der. Jeg er ingen Heks eller
+anden Slags Troldtøj, selv om jeg bor paa en Høj.«
+
+At jeg ikke straks saa' det: det er jo Møllerens Datter. Pigen oppe
+fra Højalteret.
+
+Saa rækker hun mig Haanden. »Farvel og tilgiv, at jeg forstyrrede
+Dem. Men jeg tænkte« -- og hun saa' alvorligt paa mig -- »at De
+maaske gærne vilde have det Papir igen. Og da jeg fandt det paa
+Skibet ved Landgangen, var De borte.«
+
+Jeg stod og saa' efter hende, mens hun, med sin faste rolige Gang,
+gik fra mig hen til Trappen, let og hastigt løb op og var borte som
+et hvidt Syn mellem de mørke Graner.
+
+Jeg havde paa Læben et Raab for at kalde hende tilbage, jeg var paa
+Springet til at ile efter hende. Jeg syntes, der var saa meget endnu
+jeg skulde spurgt hende om, talt med hende om, forklaret hende. Dog
+i det samme tænkte jeg: »Nej, det er smukkest, som det er. De Ord,
+der faldt mellem os, bryder ingen Stemning. Min Gudinde er stegen
+ned fra Bjærget, har aabenbaret sig for mig et flygtigt Nu og er
+atter forsvunden.«
+
+Men jeg staar længe og stirrer med store Øjne paa den Plet, hvor hun
+forsvandt.
+
+
+
+
+X.
+
+
+                                                       _2. Juli._
+
+Er hun smuk? Hvordan ser hun egenlig ud? -- Jeg vil prøve paa at
+klare mig det Indtryk, hun har gjort paa mig.
+
+Luften bliver høj og ren dér, hvor hun træder. Hun er saa nyskabt i
+sin Fuldmodenhed, straalende af ung Sundhed og uvilkaarlig Godhed.
+Hendes Øjne er dybe og ømme, men klare og aabenhjærtige som et
+Barns. Enten de smiler eller mørknes i Alvor, siger de deres Mening
+lige ret ud, der er ingen Fordulgthed i Krogene. Hendes Barm er høj
+og rund, hendes Midie slank, hendes Hofter yppige. Men hun bærer
+sin rankvoksne Frodighed saa ubekymret som et Træ sin Sommerpragts
+Fylde. Skred hun igennem en Lejr af berusede Krigsfolk, de vilde,
+uden selv at vide hvorfor, aabne hende en bred Vej. Saa unærmelig
+synes hun. Og dog saa dragende. Fra Haaret, der, skilt i Midten,
+falder i to brune Bølger om hendes hvide Pande, til Fødderne, der i
+taktfast Lethed fører hende hen over Jorden, danner hendes Person
+og Væsen Indbegrebet af retlinjet Sikkerhed. Hun kender sin Vej og
+sit Maal som den lyse Dag. Hos hende vilde man føle sig tryg. Hun
+er uden Svig og Svinkeærinder, hun bringer med sig den Luft, som er
+ovenover By og Skov. Hun drager som et Alter. Knælende maa man nærme
+sig hende. Hun er Kvinden, som hun udgik af Naturens Haand: paa
+samme Tid Jomfru og Moder.
+
+Saadant er det Indtryk, jeg ubevidst modtog af hende allerede, da
+hun stod i Solopgangen paa Skibet, og siden da jeg saa' hende oppe
+paa Møllen, lænet til de hvilende Vinger. Og saadan aabenbarede hun
+sig forgangen Dag for mig.
+
+Paa det Papir, hun bragte mig tilbage, havde jeg skrevet: »Min Sjæl
+raaber i Vaande paa en Moder.« Formodenlig har hun læst det. Jeg
+føler ingen Undseelse derover. _Hun_ maa gærne kende mit Hjærtes
+Hemmeligheder. Hun vil ikke spotte mig, ikke forraade mig.
+
+Maaske viser hun sig ikke mere for mig. Ialfald faar jeg næppe
+Lejlighed til oftere at tale med hende. Jeg synes dog, jeg nu har i
+min Nærhed en forstaaende Ven og Medvider, En, hvis Sympati mildt
+omsvæver mig, En, jeg ikke vilde frygte at søge Hjælp hos, om jeg
+var i Nød. Naar jeg ensom vandrer i Skoven, ser jeg hendes Ansigt
+smile mig imøde mellem Træerne, jeg gaar saa let og trygt, som
+holdt jeg hendes faste varme Haand i min. Og gribes jeg stundom af
+Tilbagefaldets forvirrende Tanker og hede Begær, maner jeg hendes
+Billed frem som Værn. Og et svalende Aandepust køler mit Sind til Ro.
+
+Hun er altid hos mig som min Skytsaand.
+
+
+
+
+XI.
+
+
+                                                       _4. Juli._
+
+Jeg har en Veninde i Stiftelsen. Stiftelsen er et Alderdomshjem
+for gamle Jomfruer og Enker. Min Veninde, en Jomfru paa henimod 70
+Somre, er en af Stiftelsens yngste Beboere, hun anses af de Andre
+for et rent Barn. Alligevel er hun Anstaltens Veteran. Hun har
+nemlig været der, fra hun virkelig var Barn, slap derind, mod al
+Skik og Brug, sammen med sin Moder, fordi hun var saa svagelig, at
+hun, ifølge Lægernes Mening, kun havde en stakket Stund at leve.
+Saa laa hun til Sengs i mange Aar, og da hun begyndte at komme sig,
+var Moderen død, og man beholdt den nu 30-40 aarige Pige, der ikke
+havde andre Paarørende end Stiftelsen.
+
+I hendes Celle, den hun beboede sammen med tre andre Damer, --
+Stiftelsens Beboere kaldte altid hinanden ceremonielt for »Damerne«
+--, tilbragte jeg mange af min Barndoms lykkeligste Dage. Hun havde
+utallige Talenter. Ingen fortalte saa dejlige Æventyr som hun,
+hendes Forraad var uudtømmeligt, thi hun digtede dem selv; og ingen
+kunde saamange Kortkunster. Desuden var hun en sand Kunstnerinde
+med sine Hænder: klippede alle Slags Figurer af Papir, lavede den
+vidunderligste Juletræspynt og flettede af Straa de nydeligste Kurve
+og Æsker. Den sidste Færdighed, som hun drev til virkelig Kunst,
+havde hun lært sig i de mange Aar, hun laa til Sengs. Madratsen
+leverede Straaet, Resten besørgede hendes Fantasi og Snille.
+
+At besøge hende var for et Barn at komme til Æventyrets Land. Altid
+var her sælsomme Ting at høre og se. Og saa fik man til paa Købet
+den dejligste Kop Kaffe, Kaffe med brun Kandis, som ikke kom i
+Koppen, men suttedes og knasedes, mens man nød Nektaren.
+
+Jeg var hos hende idag. I den lange sandstrøede Gang stod nu, som
+før, gamle Koner, der nejede og nysgærrigt stak Hovederne sammen, og
+den kendte Duft af Indelukkethed, Lavendler og sippet Renlevned slog
+mig i Møde. Jeg bankede paa Døren til den Stue, som min Veninde har
+beboet i et halvt Aarhundred, mens Hold paa Hold af Kontubernaler
+er lagte i Kisten og baarne bort. I det smalle lange Rum med et
+Vindue, vendende ud mod Stiftelsens Grønnehave, dybest inde sad fire
+gamle Kvinder, hver paa sit Territorium, en Fjerdedel af Stuen, hvor
+der akkurat er Plads til en Seng ved den ene Væg, en Kommode og et
+Servantebord ved den anden Væg og to Stole imellem. Min Indtræden
+vakte betuttet Nyfigenhed hos Stuens Beboere. Strikketøjet sank ned
+i Skødet paa dem, og med spørgende Miner afventede de, hvem Besøget
+af den fremmede Herre kunde gælde. Jeg havde straks opdaget min
+Veninde paa Primadonna-Pladsen ved Vinduet, graanet og rynket, endnu
+mere mager end før, men med de samme kloge og fiffige Øjne. Og det
+Liv, der kom over hende, da hun omsider genkendte mig. Hun blev helt
+rød i Kinderne af Sindsbevægelse, aabnede Armene og trykkede mig
+til sit indfaldne Bryst. »Ja, saa sandelig er det ikke ham! Og han
+kommer her til mig!«
+
+Saamegen Lykke har jeg aldrig drømt om at gøre. Jeg blev fejret som
+en Prins. Min Veninde var ganske fortumlet. Ikke blot Stuens Damer
+blev præsenterede for mig, hun hentede rundt fra Stuer og Gange
+alle de Gamle, der havde kendt mine Forældre og set mig som Barn.
+De stimede ind, rokkende Morliller og strunke Gammeljomfruer, de
+trykkede mine Hænder, de puffedes om mig og pludrede i Munden paa
+hinanden for at fortælle mig, hvor godt de mindedes mig, hvor nøje
+de havde kendt mine Forældre, og for at spørge til hele Familjens
+Befindende.
+
+Kaffe fik jeg i Guds Velsignelse, men med Kandis'en kneb det. De
+gamle Damer kunde ikke forsone sig med, at jeg ikke vilde have hvidt
+Sukker.
+
+Da jeg omsider gik, blev jeg fulgt til Dørs af den halve Stiftelse.
+Men med min Veninde aftalte jeg, at vi, naar jeg kom igen, skulde
+have det lidt mere for os selv.
+
+
+
+
+XII.
+
+
+                                                       _9. Juli._
+
+Jeg fandt forleden i Biblioteket nogle Familjeoptegnelser, som jeg
+fik Lyst til at kontrollere. Jeg var derfor idag oppe hos Præsten
+for at faa Lov til at slaa efter i de gamle Kirkebøger.
+
+Det var en ung høj Mand med et skarpt Ansigt og stærke, lyse Øjne.
+Med største Forekommenhed gik han mig til Haande og lagde i det
+hele et behageligt Verdensmands-Væsen for Dagen. Men vi havde ikke
+samtalet i mange Minutter, før han røbede sig som en af den strænge
+Kristendoms ivrigste Forkæmpere. Han førte Ordet; jeg sad og lyttede
+halvt aandsfraværende til. Jeg forstod dog saameget, at han var
+ifærd med at rydde op i den gamle Slendrian, hvori hans Forgængere
+havde efterladt Byens kirkelige Forhold. Han skildrede den gamle
+By som et Sodoma af Ugudelighed og Ryggesløshed. Alle Laster gik
+i Svang: Drik, Usædelighed, Kortspil og Foreningsballer. De, som
+roste den gamle By, kendte den ikke eller lod sig bedrage af dens
+tilsyneladende Bravhed og Elskværdighed. Med Guds Hjælp skulde Piben
+dog snart faa en anden Lyd. Allerede nu sporede han Frugter af sit
+Vækkelses-Arbejde, og han var endda kun lige begyndt.
+
+Det var saalænge siden, jeg havde hørt Fanatismens Ord. De buldrede
+som en tom Torden over mit Hoved. Saa grim han saa' ud i sin
+harmfulde Vrede, saa vanvittigt det lød, at denne unge rasende
+Mand vilde lære skikkelige Borgerfolk Gudsfrygt. Jeg tænkte et Par
+Gange paa at modsige ham, men opgav det. Jeg følte mig saa udenfor
+Striden, og ingensinde har jeg dybere fornummet Lykken ved ikke at
+være med længer. At tænke sig, at her gaar en Mand, som indbilder
+sig at arbejde i en algod Guds Tjeneste, og fraader af Vrede, mens
+Verden trænger til Mildhed og Fred. I Sandhed, Ulvene rives om
+Lammene.
+
+Da jeg rejser mig for at gaa, bliver Præsten pludselig atter den
+belevne Verdensmand. Trykker mig varmt i Haanden, smiler venligt og
+siger en Spøg om sin egen Hidsighed.
+
+Men mens jeg vandrer hjemefter, ynker jeg min gamle By. Den har haft
+sin gode Tid med de gamle Præster. De forstod den, de læmpede deres
+Forkyndelse efter dens Behov. De sad gærne selv ved L'hombre-Bordet,
+de kimsede ikke af et godt Glas, de glædede sig, naar de Unge
+svingede sig i Dansen, og de græd ikke, naar de saa' en lidt for
+trivelig Mø myrtesmykket træde frem for Brudeskamlen.
+
+Jeg synes, Luften er bleven trykkende; der er ingen rigtig Fryd i
+Solskinnet, Blæsten er kold og graa. Du gamle, sunde, livslystne By,
+nu kommer din onde Besøgelsens Stund.
+
+... Først i Vejrbakkens Sol ryster jeg Misstemningen af mig. Og dér
+venter mig en Glæde, som fylder mig med de taabeligste Fantasier og
+faar mit Hjærte til at slaa en ganske ungdommelig Stormmarsch.
+
+Paa mit Arbejdsbord stod en Buket Roser. Et Bud havde bragt den uden
+anden Besked end at den skulde stilles paa den fremmede Herres Bord.
+
+Fra hvem skulde den være, om ikke fra hende? Hun har altsaa ikke
+glemt mig; hun tænker paa mig; hun sender ovenikøbet en Hilsen. Et
+Øjeblik formørkes min Henrykkelse ved Tanken om, at Buketten maaske
+kunde være fra min Veninde i Stiftelsen. Nej, umuligt. Saa fine
+Blomster gror ikke i den gamle By. De plukkes kun paa Vejrbakken, i
+Møllerens Have.
+
+
+
+
+XIII.
+
+
+                                                      _20. Juli._
+
+Nattergalene synger i Vejrbakkens Buske. Jeg har iaften vandret i
+Skoven med min Møllerdatter, som hedder Grethe.
+
+Saa lidt det i Grunden er, saa lidt mærkværdigt. Og dog synes jeg,
+at der ingensinde er hændet mig noget større.
+
+Jeg gaar i Skoven og jeg møder hende. Vi er Naboer, saa deri er
+intet underligt. Vi kender hinanden, altsaa havde det været den
+rimeligste Ting i Verden, om jeg havde standset hende og talt
+til hende. Det var imidlertid hende, som standsede mig, hvori
+hellerintet naturstridigt var.
+
+Hun spurgte: Hvordan lever De? Omgaas De mange Mennesker? Savner De
+ikke Hovedstaden?
+
+Jeg svarede: Jeg bliver for hver Dag lykkeligere. Jeg omgaas Ingen,
+savner Intet, i Forgaars fik jeg ovenikøbet en Buket Roser.
+
+Hun siger nu, at Roserne var fra hende, og jeg frydes over, at hun
+ingen Hemmelighed gør deraf. Hun siger, at hun havde faaet saadan
+Lyst til at sende mig nogle af sine Blomster. »Jeg tænkte, det vilde
+glæde Dem, fordi de er saa skønne og sjældne. Og jeg vilde gærne
+glæde Dem.«
+
+Jeg spurgte hende, hvorfor hun nærede saa venlige Følelser overfor
+mig, en næsten Fremmed. Hun svarede: »Fordi jeg forstod, at De ikke
+har været lykkelig. Og jeg, jeg har altid haft det saa godt.«
+
+Jeg beder hende fortælle noget om sit Liv deroppe med Faderen i
+Ensomheden ved Møllen. Hun ryster paa Hovedet: »Der er ikke stort
+at fortælle. Jeg røgter mine Blomster, mine Bier og mine Frugter, og
+jeg læser for min Fader. Vil De vide mere, saa kom selv op og se.
+Vi, ligesom De, omgaas Ingen. Derfor vil vi passe sammen.« Og hun
+tilføjer: »De behøver ikke at svare Ja eller Nej. Er De lykkelig ved
+at være ene, vilde det være meningsløst, om De søgte Selskab. Men
+synes De en Dag, at De har Brug for os, er De velkommen.«
+
+Saa staar vi og skal byde Farvel. Men pludselig kommer jeg i Tanker
+om, at der er noget, jeg har glemt at faa Rede paa, og jeg siger:
+»Jeg saa' Dem en Dag oppe paa Møllen. De lænede Dem mod den ene
+Vinge. Sæt nu, Møllen var begyndt at gaa!«
+
+»Aa nej,« svarer hun, »der var ingen Fare. Møllen har i de sidste
+Par Aar ikke gaaet. Fader er gammel og næsten blind, han er hørt op
+med at drive Møllen.«
+
+Hun nikker Farvel og gaar. Men jeg bliver staaende og hvisker tusind
+Velsignelser efter hende, al den Takkens og Lykkens stille Musik,
+som hun har fyldt mit Hjærte med.
+
+Elsker jeg hende? Jeg tror det ikke; thi jeg begærer hende ikke.
+Der er intet mellem os, som jeg ønsker andet og mere. Mine Sanser
+ligger som lykkeligt smilende Vuggebørn og lytter til hendes Stemmes
+Kærtegn. Hendes Øjnes store milde Varme svøber mig. Hendes Haandtryk
+er Aftenbønnens Englevagt. Kunde det umulige tænkes, at hun i Nat
+kom til min Dør og bad om at blive indladt, jeg vilde flygte som fra
+en Vanhelligelse, jeg vilde føle mig som en Forbandet paa Jorden.
+Som En, der har staaet ved Renselsens Kilde og set den grumses af at
+spejle hans Billed.
+
+Da jeg atter sidder i min Stue med hendes Roser foran mig, gribes
+jeg af en Trang til at tilkendegive hende, hvormeget hendes Venskab
+betyder for mig. I et hvidt Papir fæster jeg en af Roserne og
+skriver nedenunder: »Fra En, den har gjort karsk«, haster op gennem
+Skoven til Møllerhuset og fastgør Rosen over Døren. Jeg véd jo, at
+den vil falde i de rette Hænder, da hendes Fader er blind.
+
+Og jeg vandrer langsomt hjemad, mens Nattergalene synger i mit
+Bryst.
+
+
+
+
+XIV.
+
+
+                                                      _29. Juli._
+
+Jeg sidder i Morges nede paa Bolværket ved Havnen for at se
+Dampskibet fra Hovedstaden komme. For at undgaa mulige Bekendte
+blandt Passagererne har jeg sat mig lidt afsides, ved Oplagspladsen
+for ankommende Varer. Jeg morer mig med at se ned i Vandet paa de
+grønslimede Bolværkspæle, hvor Krabber kravler mellem fastgroede
+Muslinger, og jeg tænker paa gamle Dage, da det var en Fest, naar
+Dampskibet, den eneste daværende Kommunikation med Hovedstaden,
+bragte Gæster i Besøg. Festen begyndte ved aarle Gry. Den Gang,
+som nu, var Ankomsttiden meget skiftende. Under normale Forhold
+skulde Skibet lægge i Havn Kl. 5, og fra det Klokkeslet gjaldt det
+om at være parat; men faldt det i med en af de Taager, der udmærker
+Fjorden og som i Løbet af faa Sekunder overtrækker den med et
+uigennemsigtigt Bomulds-Slør fra Bred til Bred, kan Ventetiden blive
+flere Timer lang. Ofte løb vi Børn fem, seks Gange frem og tilbage
+for at melde vore Forældre Tilstanden. Endelig hejses Kurven paa
+Fjordbakkens Signalstang, Taagen letter, nu kommer det, Skibet, det
+længselsfuldt ventede, som bringer Tanter og Gaver samt megen fin
+Mad og en Række af Fornøjelser i Udsigt.
+
+Og det hænder, mens jeg idag sidder og opfrisker disse Minder,
+at Taagen sænker sig over Fjorden, ligesom Skibet dukker frem
+om den sidste Pynt. En graa Mur glider ned foran mig, jeg maa
+sunde mig lidt, før jeg forstaar, hvad der er sket. Langt ude fra
+lyder Dampskibets Taagehorn, jammerfuldt klagende, ængsteligt
+varskoende. Men det er klart, at Kaptejnen, saa nær sit Maal,
+forsøger at læmpe sig frem. Langsomt nærmer Taagehornets Tuden sig,
+nu ses Mastetoppene ragende op over Skyen. Da, ligesaa pludselig
+som den er kommen, forsvinder Taagen. Et Blændværk: i glitrende
+Morgensol ligger Skibet et Par Hundred Alen fra Land og, forude paa
+Overdækket, staar en ung høj Kvinde i et langt, mørkt Regnstykke.
+Bedrager mit Syn mig? Er det hende? -- Uden at bryde mig om Per
+eller Poul styrter jeg hen til Landgangen. Nu har den unge Dame
+faaet Øje paa mig, hun vifter med sit Lommetørklæde. Det er hende!
+
+Gud være lovet for det Smil, der lyser mig i Møde. Hun er altsaa
+glad ved at se mig, glad ved saa uventet at træffe mig her.
+
+Vi følges op gennem Byen. Jeg er saa betagen af Lykke, at jeg
+ikke kan tale. Jeg gaar gennem _min_ By ved _hendes_ Side, og
+jeg hører hende fortælle, hvordan det hænger sammen med hendes
+Rejse. Hun kommer sammesteds fra som hin Morgen, jeg saa' hende
+paa Skibet, fra en lille Handelsplads ved Fjordens Munding. Derud
+tager hun hver fjortende Dag for at sælge Havens Produkter: Frugt,
+Honning, Syltetøjer og henkogte Grøntsager. Hendes Fader har der en
+Forretningsven, som han foretrækker at handle med fremfor med den
+gamle Bys Købmænd.
+
+Da hun har fortalt mig alt dette og jeg stadig tier, spørger hun:
+»Men hvad vilde De egenlig ved Skibet? Ventede De Nogen?« »Ja,«
+svarer jeg, »det gjorde jeg vist. Fra min Barndom af har Skibet
+altid bragt mig Nogen, jeg holder af. Og Skibet narrede mig
+heller ikke idag.« Og da jeg ser, at mine Ord ikke skræmmer eller
+forstemmer hende, fortsætter jeg: »Men nu De? Tænkte De, da De
+stirrede mod Land, at blive modtagen af Nogen?« Hun siger: »Jeg
+stod inde i Taagen og tænkte paa Dem, saadan som De var den første
+Gang, jeg mødte Dem. Og saa saa' jeg Dem paa den anden Side Taagen.«
+Uvilkaarligt griber jeg hendes Haand, og hun trækker den ikke
+tilbage: »Ja, nu er jeg paa den anden Side Taagen.«
+
+Men lidt efter, da vi skilles, siger hun: »Kommer De saa op til
+Møllen? Vi venter Dem.«
+
+
+
+
+XV.
+
+
+                             _Natten mellem 1ste og 2den August._
+
+I to Dage tøvede jeg med at følge Indbydelsen. Jeg tænkte: hun har
+sagtens ikke ment, Du skulde komme ligestraks. Men iaften maatte jeg
+derop. Da jeg kom, stod Grethe i Døren: »Naa, endelig!« sagde hun.
+»Fader begyndte allerede at drille mig med, at De nok helst var fri
+for vort Selskab.« Saa vidste jeg, at jeg var velkommen og kunde
+straks føle mig tryg og vel til Mode.
+
+Møllerens Dagligstue, gennem hvis Vinduer man har Udsigt over
+Fjorden, ligner en Kahyt, lavloftet og dyb, med en lang gulpoleret
+Hestehaarssofa, et stort Klapbord, læderbetrukne Stole, Søkort og
+Billeder af Skibe paa Væggen, i et Hjørne en Skibsmodel, i et
+andet Hjørne et gammeldags Klaver, paa Hylder og Skabe Konkylier og
+udstoppede tropiske Fiske, over Bordet en Svinglampe.
+
+Herind blev jeg ført til Mølleren, hvis brede ranke Kæmpeskikkelse
+jeg straks genkendte, men hvis Blik under de buskede graa Bryn
+var blegt og udslukt. Han sad i Sofahjørnet i en blaa Pjækkert og
+dampede paa en svær Merskumspibe. Grethe førte mig hen til ham
+og sagde: »Her er han, den fremmede Herre, kan Du se, han kom
+alligevel.« Hans haarede brune Haand trykkede hjærteligt min, og
+dermed var jeg hjemme i Møllerens Stue.
+
+Aldrig har jeg nogetsteds følt mig saa hjemme. Jeg sad og tænkte:
+har jeg set alt dette før i en Drøm, eller er det en Drøm, som min
+Sjæls Længsler fremtryller? Jeg syntes, jeg havde levet mange Aar i
+disse ejendommelige Omgivelser, i denne Kahyt, der som et Vrag var
+kastet i Land paa et gæstevenligt Bjærg, sammen med denne blinde
+Olding, der talte vise Ord, og denne unge Pige, der stille hyggede
+og smykkede Eneboerlivet for os.
+
+Jeg lyttede til den Gamles Fortællinger og havde Sjælen jublende
+fuld af Grethes Billed. Iført en tarvelig graa Hjemmekjole og et
+broget Bondeforklæde syslede hun ud og ind, bragte os skaaret
+Smørrebrød og Frugtmost af egen Tilvirkning, stoppede os bagefter
+Piber og bryggede os en Toddy af gammel vestindisk Rom. Hver Gang,
+hun vendte tilbage, strømmede Solskin ind i Stuen. At den Gamle
+ogsaa fornam det, saa' jeg paa de Glimt af Liv, hendes Indtræden
+altid tændte i hans Øjne.
+
+Da Grethe var ude at tilberede Aftensmaden, fortalte Mølleren:
+
+»Før jeg faldt til Ro heroppe, foer jeg vidt omkring. Jeg førte
+Skibe paa de store Have, baade for egen og andres Regning. Men en
+skønne Dag syntes jeg, det kunde være nok. Jeg havde set mere end
+jeg brød mig om, Tiderne blev daarlige for Sejlskibene, jeg mente
+ikke, Sejladsen førte til ret meget mere. Saa byggede jeg Møllen
+her. En Mølle er dog et Slags Skib, den bruger baade Vind og Sejl
+for at male i Posen, og tillige maler den langt sikrere. De andre
+Møllere paa Egnen korsede sig over den ny Møller, der førte sin
+Mølle som en Skude og lod staa til selv i den stærkeste Storm.
+Efterhaanden havde min Mølle malet saameget, som jeg og min Datter
+behøvede. Jeg var gammel, mit Syn ødelagt af den skarpe Blæst og
+det hvirvlende Melstøv. Og saa bliver man saa træt af saadan en
+Mølle, der evigt støjer og altid svinger rundt paa samme Plet. Jeg
+var træt, trængte til at lade Møllen hvile og faa Stilhed omkring
+mig. Deri er jo intet underligt. De, der dog ikke er nogen gammel
+Mand, har nok haft noget af samme Fornemmelse, efter hvad Grethe har
+fortalt mig.
+
+Mærkeligere er det med Grethe. Hun er ligesom Barn af Stilheden
+heroppe, hun kan ikke slippe den, saa ung hun er. Hvis De tror, det
+er mig, som øver Pres paa hende for at faa hende til at sidde og
+kukkelure sammen med mig, tager De Fejl. Jeg har ofte nok foreslaaet
+hende, at hun skulde se sig om i Verden. Jeg har endogsaa tilbudt
+hende at flytte med hende et Aarstid til Hovedstaden. Hun vil ikke
+bort herfra. Her synes hun, hun har alt det, der gør hende glad. For
+det derude føler hun kun Frygt og Uvilje. Det er ikke kommet med
+Alderen, gennem Læsning af alle de utilfredse moderne Bøger, som man
+kunde formode. Hun er født med det. Da hun var en lille Pige, tænkte
+jeg at skulle gøre hende en Fornøjelse ved at skikke hende paa et
+Besøg over til hendes Moders Slægtninge i Hovedstaden. Hun blev
+artigt sin Tid ud; men da hun kom tilbage, tog hun det Løfte af mig,
+at jeg aldrig mere maatte sende hende bort. Familjen havde været god
+nok imod hende og gjort alt for at adsprede hende. Men hun længtes
+kun efter Vejrbakken, hun var bleven bleg af at længes og føle sig
+ene.«
+
+Den Gamle standsede og sad en Stund fordybet i Tanker. Saa tilføjede
+han: »Naa, en Gang maa hun vel bort herfra -- naar jeg er død.
+Medmindre hun faar en Mand, der kan finde sig i at blive her hos
+hende. Men Vejrbakken er just ikke frodig paa unge Mænd, og, saavidt
+jeg kan skønne, har Grethe hellerikke været videre befængt med
+Giftetanker. Ogsaa i det Stykke er hun anderledes end unge Piger
+flest, endda hun har læst nok af Romaner om Elskov og Sværmeri.«
+
+-- -- Jeg blev længe siddende i Møllerens Stue. Da Mørket faldt paa,
+tændte Grethe Lampen og satte sig til Klaveret. I det aabne Vindu
+tegnede sig Omridset af den hvilende Mølle paa Baggrund af den blege
+Sommerhimmel. Og ud i Stilheden bares til Klaverets spinkle, sprøde
+Toner Grethes simple, rørende Sang.
+
+Men i Sofahjørnet slumrede den gamle Møller, med Lampelysets bløde
+Skær over det mildt smilende Ansigt.
+
+
+
+
+XVI.
+
+
+                                                    _15. August._
+
+Hvad mon Verden for Tiden foretager sig? Var den store Krig
+eller den store Revolution brudt løs, havde Rygtet vel været saa
+højrøstet, at det var naaet mig. Nu da ingen Rygter forstyrrer min
+avisløse Tilværelse, tør jeg sikkert slutte, at Begivenhederne ikke
+er overvældende. Fra det hjemlige Marked indskrænker Noteringerne
+sig formodenlig til det sædvanlige Antal Forlovelser og Skandaler,
+den sædvanlige politiske Suppe paa en Pølsepind, der næppe en Gang
+har Lugten af Kødmad tilbage, en Smule Teatervrøvl i Anledning af
+den tilstundende Sæson og Forkyndelsen af et Par Snese nye Bøger,
+hvoraf de tre Fjerdedele vil være glemte samme Dag, de udkommer
+-- fordi de handler om alt muligt andet end det, der ligger baade
+Forfatteren og hans Læsere paa Sinde, eller fordi Forfatteren ikke
+har noget paa Sinde, der kan interessere Andre end ham selv og hans
+nærmeste Paarørende.
+
+Det er Betænkeligheder af den sidste Art, der faar mig til at tøve
+med min Bog om den gamle By. Den ene Dag finder jeg Emnet altfor
+ringe og ubetydende, frygter, at Folk med Foragt skal vende sig fra
+min Bog, sigende: hvad vedkommer dette os? Men næste Dag, naar jeg
+vaagner i svulmende Lykke over al den Skønhed af gamle Minder og nye
+Indtryk, hvori jeg lever, genfødes Forvisningen om, at min Bog ogsaa
+maa kunne bringe Bud til andre Hjærter, der har følt og drømt de
+samme Længsler som mit.
+
+Saaledes gaar Arbejdet langsomt og rykvis under de skiftende
+Stemninger. Eller tøver jeg af den Grund, at de nye Oplevelser væver
+ind i de gamle Minder en Roman, som endnu kun er i sin Vorden; hvis
+Afslutning jeg ialfald ikke kender?
+
+Hæmmes jeg maaske ogsaa af en vis fejg Angst for de Venner og
+Veninder, jeg har forladt? Faar de skeptiske Smil, hvormed jeg
+forudser, at de vil læse om min Pilgrimsfærd til Barndommens hellige
+Land, undertiden min Haand til at standse? Er jeg selv her i min
+sikre Ensomhed, borte fra alle Rygter og alle Randgloser, under
+Selskabets Trældomsfrygt?
+
+Jeg betroede mig iaften til Grethe, mens vi gik vor Aftentur paa
+Møllebakken. Da jeg havde endt mit Skriftemaal, sagde hun, varsomt
+og med sænket Hoved, ligesom hun vilde undskylde, at hun udtalte
+sin Mening: »Efter hvad jeg kender til Literatur -- jeg har før
+læst ikke saa lidt -- og saavidt jeg kan dømme, er Frygt for at
+tale rent ud, Frygt for at give sig helt hen, Mangelen hos næsten
+alle Forfattere. Jeg har den Fornemmelse, naar jeg læser en Bog, at
+Forfatteren, selv hvor han foregiver Aabenhjærtighed, altid skeler
+til Læsernes Domstol, altid er betænkt paa sin Værdighed, altid
+pynter og pudser sig lidt, for at Ingen skal tage Anledning til
+Forargelse eller Spot. Bryder De Dem om mit Raad, der maaske lyder
+anmassende, saa skriv, som om De ikke havde andet Publikum end mig,
+der er en uvidende Pige og ikke klog nok til hverken at spotte eller
+forarges.«
+
+Vi var standsede, vi saa' Fjorden og Byen dybt under os:
+
+»Eller skriv,« sagde hun, »som den, der boer paa Vejrbakken.«
+
+
+
+
+XVII.
+
+
+                                                    _23. August._
+
+Jeg har opdaget, at Grethe i Grunden slet ikke kender den gamle
+By, og jeg har bedt hende, om jeg maatte vise hende den. Jeg vilde
+saa gærne, at hun skulde lære at holde af den, saadan som jeg gør.
+Fordi hun forstod, at det vilde glæde mig, modtog hun mit Tilbud.
+Hun synes ogsaa at interessere sig for, hvad jeg viser og fortæller
+hende, men mest morer det hende vist at se min Iver som den gamle
+Bys Fremfører.
+
+Idag viste jeg hende Slottet.
+
+Slottet, der ligger nede ved Fjorden og gør Tjeneste som
+Amtmandsbolig, er en lang graa pakhuslignende Bygning med et Utal af
+smaarudede Vinduer i to Etager. Kun den Række af gamle Poppeltræer,
+der paraderer foran det, og den rødkappede Skildvagt, der vandrer
+frem og tilbage mellem Poplerne, kendetegner det som et fremragende
+Hus. Som det nu fremtræder, er Slottet hverken særlig gammelt eller
+paa nogen Maade mærkeligt. Det har kun sparsomme Rester fra den Tid,
+det var et virkeligt Slot og Sæde for Kongens Lensmand.
+
+Det er henimod Skumring, da jeg med Grethe vandrer gennem den dybe
+skumle Port i Forhuset ind i den store firkantede Slotsgaard,
+der omsluttes af lave hvide Længer. Græsset gror frodigt mellem
+Gaardens Brostene, langs Længerne staar paa fornem Herregaardsvis
+smaa kuppelklippede Linde. Ved Foden af Træerne løber, hele Gaarden
+rundt, en Rendesten saa dyb og bred som en lille Bæk, med talrige
+Gangbrædter over.
+
+Vi sidder paa en Bænk under Lindene ved Længen lige over for
+Porten, hvor Vandet fra Rendestenene samler sig og forsvinder i en
+underjordisk Afløbskanal ned til Fjorden. Og mens Solen daler i
+Bakkerne Nordvest for Byen og sender sine sidste Straaler paa Skraa
+gennem Porten ind over Gaardens Græs, fortæller jeg Grethe om den
+strænge Hr. Esben, der for mange Aarhundreder siden raadede her paa
+Slottet, navnkundig ikke mindre som Kvindebedaarer end som Kriger.
+Til Sikkerhed i Ufredstider var af hans Forgængere bygget en Løngang
+fra Slottets Kælder til Volden paa den anden Side Fjorden. Hr. Esben
+benyttede dog Løngangen mest til sine galante Æventyr. Han havde et
+vennesælt, nedladende Væsen, samme Herre. Ofte bød han en Borger
+med hans unge Kone eller Fæstemø til Gilde paa Slottet. Men naar
+Borgermanden var drukken ganske sanseløs, lokkede han den unge Kone
+ud af Salen, lod hende, om hun gjorde Modstand, kneble og førte
+hende gennem Løngangen under Fjorden til et lidet Hus med vellystige
+Kammerser, hvor Gildet saa fortsattes, den Bortførte oftest ej til
+Ubehag, saasom Hr. Esben var saare skøn og gavmild; den narrede Mand
+eller Elsker til megen Fortrædelighed, naar han vaagnede af sin Rus
+og fandt Fuglen fløjet. Dog saa' han sin Fordel i at tie, holde gode
+Miner til slet Spil og bide Skammen i sig. For Hr. Esben var kendt
+som en nidkær Herre med en haard Haand. Desuden var der jo ingen
+Anledning til at udbasunere over den ganske Stad den Tort, der var
+bleven Ens Kæreste til Del, især naar man ikke kunde være saa sikker
+paa, hvor god eller hvor daarlig hendes Vilje havde været. Et og
+andet sivede dog ud gennem forblommede Ord, et og andet kunde anes
+ved pludseligt brudte Trolovelser og Ufred mellem Ægtefæller, der
+før havde levet i god Enighed. En Sky af hemmelig Angst og hviskende
+Had lagde sig efterhaanden mellem Byen og Slottet.
+
+Saa hændte det, at Hr. Esben kastede sine Øjne paa Borgmesterens
+dejlige 17 Aars Datter, nygift med en af Byens raskeste og dygtigste
+unge Haandværkere, Klaus Bryde. Hr. Esben smægtede og smiskede en
+Stund med dristige Blik og lønlige Tegn, naar han red forbi den
+unge Kones Vindue. Og da han havde forstaaet, at hun ikke tog ham
+hans Hyldest ilde op, greb han den først mulige Anledning til at
+byde Klaus Bryde og Kone være Gæster paa Slottet. Klaus Bryde havde
+imidlertid lugtet Lunten. Han drak sig fuld kun paa Skrømt. Alt mens
+hans Hoved sank dybere paa Brystet, iagttog han de ømme Blikke, der
+veksledes mellem hans Kone og Lensmanden. Og ikke saasnart var de
+to forsvundne ud af Salen, hvor de troede Ægtemanden hvilende i en
+salig Rus, før Klaus Bryde rejste sig, gik hen til et af Slottets
+Vinduer og gav en lille Skare udenfor ventende Venner et aftalt
+Tegn. Med Vaaben i Haand trængte de sig ind i Slottet, overmandede
+og kneblede den intet anende Vagt, fandt, anførte af Klaus Bryde,
+den aabne Dør til Løngangen, saa' i det Fjærne det blege Lys af
+døende Fakler og ilede ind i Mørket ... -- Om det Drama, der er
+udspillet paa Fjordens Dyb, beretter Sagnet følgende: Da Slottets
+Folk den næste Morgen, opskræmte af den omsider befriede Vagts
+Fortælling, kom til, var Løngangens Dør smækket i Laas. Det varede
+en rum Stund, inden den svære Jærndør sprængtes, og i det samme, den
+aabnedes, saa' man de uskadte Lig af tre af Klaus Brydes Venner.
+Efter en haabløs Kamp for at sprænge Døren var de kvalte. Længere
+inde i Gangen fandtes flere Lig af Kvalte, midtvejs Lensmanden, den
+unge Kone, Klaus Bryde, de to Fakkelsvende og et Par Andre, alle
+skrækkeligt lemlæstede. -- Siden hed det sig, at en Fisker, der hin
+Nat havde stanget Aal paa Fjorden ligeover Løngangen, mente at have
+hørt Vaabenraslen nede fra Dybet.
+
+       *       *       *       *       *
+
+... Solen er gaaet ned. Den graa Skumring er falden over den stille
+Slotsgaard. Da lyder et dumpt Pjask i Vandet lige bag os og Grethe
+griber mig i Armen. »Hvad var det?« spørger hun. »Se selv,« svarer
+jeg og peger paa Gangbrædtet:
+
+»De gamle Slots-Rotters Time er inde. De drager deres Spøgelse-Færd
+fra Slottet ned til Fjorden. Se, snart svømmer de og snart
+entrer de over Brædtet. Sid bare roligt, de følger deres vante
+Vej, herop kommer de ikke. Det er en hel Karavane, de skal ned at
+se til den gamle Løngang, vaage over, at Ingen forstyrrer dens
+hemmelighedsfulde Hvile i Sagnets Mørke.«
+
+»Hvad har Rotterne med Løngangen at bestille?« spørger Grethe.
+
+»Kom, saa skal De høre!«
+
+Jeg fører hende hen til en Kælderluge i et Hjørne af Gaarden. Gennem
+Lugen, som jeg aabner, ser vi ned i nogle mørke murede Hvælvinger,
+hvorfra en klam indelukket Gravkammer-Luft slaar os i Møde.
+
+Og jeg fortæller: »Da disse Krypt-Hvælvinger -- vi gaar ikke
+derned; thi paa dette Tidspunkt er der næppe ganske hyggeligt --
+udgravedes i forrige Aarhundrede, paastaar man, at Løngangen, som
+man troede forlængst forsvunden, om den overhovedet nogensinde
+havde eksisteret, genfandtes. En af Arbejderne tilbød at gaa
+derind; spændt afventede man Resultatet: man hørte hans Skridt og
+hans muntre Sang fjærne sig, det var tydeligt, at han naaede frem.
+Saa blev alt stille. Man ventede og ventede, men han kom aldrig
+tilbage. Byens Øvrighed lovede da en Straffefange Friheden, om han
+vilde forny Forsøget. Det var en forsoren Galgenfugl, der frygtede
+hverken Gud eller Fanden. Han slog til. En Tov blev bundet ham om
+Livet: saasnart der var Fare paa Færde, skulde han trække til.
+Karlen gik rask ned og forsvandt. Paa Tovet, der droges efter ham,
+kunde man skønne, at han fandt aaben Vej adskillige Favne. Pludselig
+standsede Tovet, uden at der dog rykkedes i det. Man tænkte, han var
+stødt paa en eller anden Hindring, som han var ifærd med at rydde.
+Standsningen blev imidlertid uhyggelig langvarig. Maaske Manden var
+besvimet. Og man halede ind i Tovet: det kom tilbage uden Byrde; det
+var gnavet over -- af Rotterne, som havde beholdt Karlen ... Men
+endnu ses i Hvælvingen en rusten Jærndør og indenfor den et Par
+murede Trin, som fører nedad.«
+
+-- -- Vi stod atter udenfor, hvor de gamle Popler og Skildvagten
+i sin røde Kappe paraderer. Smilende saa' Grethe paa Slottet og
+sagde: »Hvem skulde nu tro, at den grimme, kedelige Bygning kunde
+forskrække Nogen! Og dog var jeg ikke rigtig hyggelig til Mode før.«
+
+»Ja,« svarede jeg, »saadan gaar det med hele den gamle By. For
+den, der haster den ligegyldig igennem, er den kun en almindelig,
+hverdagsagtig Provinsby. Men for den, der oplader den sit Hjærte,
+aabenbarer den en Skat af fin Poesi og sære Sagn.«
+
+
+
+
+XVIII.
+
+
+                                                  _3. September._
+
+Vi har inat haft den første Efteraarsstorm. Jeg laa i Sengen og
+lyttede til den.
+
+Oppe fra Skoven kommer et Vindstød susende, rusker i Pavillonens
+Træværk, saa det knager i alle Fuger, og bulrer videre ned over
+Bakken til Byen. Stød følger paa Stød, om og om igen den samme
+Leg, stadig vildere, stadig voldsommere. Træerne sukker, gisper og
+stønner. Stormen giver ikke Pardon. Hvad der ikke har Kraft at staa,
+faar falde.
+
+Stormen, den store Opriver og Forskrækker, raser udenom mig. Jeg
+kender ingen Angst, jeg ler den op i Ansigtet: Du skræmmer mig ikke,
+Du naaer mig ikke, Du havde din Klo i mig, men jeg undslap Dig.
+
+Og i lykkeligt Overmod velsigner jeg Stormen. Den blæser Efteraaret
+ind, den dejlige Tid, hvor der bliver endnu mere stille paa
+Vejrbakken; den Tid, hvor Vejrbakken vil tilhøre kun Grethe og mig.
+
+Iaftes, da jeg forlod Møllerhuset og hun fulgte mig til Dørs,
+sagde hun: »Ser De, nu er Himlen fuld af Efteraar. Nu drager Syden
+Trækfuglene, nu længes Hovedstadsfolk bort fra de stille Steder.
+Begynder ikke ogsaa De at længes?«
+
+»Og hvis jeg rejste,« spurgte jeg, »vilde De føle det som et Savn?«
+
+Hendes Øjne duggedes, mens de saa' ind i mine og hun svarede: »Jeg
+synes, det maa være saa forfærdeligt at skulle sige Farvel. Hvis De
+rejser, saa lov mig, at De gør det uden Afsked.«
+
+»Jeg rejser ikke, før _De_ siger Farvel.«
+
+Og jeg skyndte mig bort i det frembrydende Uvejr, men da jeg, henne
+ved Skoven, vendte mig, stod hun endnu i Døren og saa' efter mig.
+
+
+                                                  _7. September._
+
+Hvorfor siger jeg hende ikke, at jeg elsker hende? Er det af Frygt
+for, at det skulde bedrøve eller mishage hende? Visselig ikke. Af
+tusind Smaating har hun forstaaet, hvor kær og dyrebar hun er mig;
+for hver Dag ser hun, uden at jeg behøver at sige det, hvordan min
+Kærlighed tager Vækst. Hun sér det, med Smil i sit Blik, med fagre
+Roser paa Kind.
+
+Jeg taler ikke, fordi jeg ikke nænner at forstyrre vore Sjæles Møde
+i den trygge Ventens Tysthed. Fordi jeg føler mig til Mode, som sad
+vi Haand i Haand og lyttede til en dæmpet Sang ude over Vandet en
+yndig Skærsommernat.
+
+
+
+
+XIX.
+
+
+                                       _Slutningen af September._
+
+Det er Frugthøstens Tid. I Møllerens Have gaar Arbejdet muntert og
+travlt.
+
+Paa den lille Plæne mellem alle de bugnende Træer, midt i
+Travlheden, sidder Mølleren i en Lænestol og leder, trods sin
+Blindhed, Arbejdet. Han kender alle Træer i Haven og udpeger dem
+i den Rækkefølge, de skal høstes; han giver Ordre om, hvordan
+Plukningen for hvert enkelt Træs Vedkommende skal foregaa, og
+han modtager Kurvene, efterhaanden som de fyldes, til kyndig
+Undersøgelse og Prøvelse.
+
+Grethe fører Tilsyn med Plukningen, hvortil er lejede et Par Piger
+og Karle; hun tager selv Del i Arbejdet og hun sætter ogsaa mig i
+Beskæftigelse. Hun og jeg besørger de fine Frugter, der vokser paa
+glasdækkede Espalierer og som maa behandles med særlig Varsomhed.
+Jeg staar paa en Stige og plukker dem, hun nedenfor med udbredt
+Forklæde. Men ofte maa hun skænde paa mig for min Dovenskab; thi
+det hænder hvert Øjeblik, naar jeg skal række hende Frugten, at jeg
+fortaber mig i Beskuelsen af hendes ivrigt blussende Ansigt, der
+er skønnere end nogen Frugt. Og hvad hjælper det, hun skænder? Hun
+bliver kun dobbelt sød i sin skrømtede Utaalmodighed.
+
+-- -- -- Naar Duggen begynder at falde, standses Plukningen og
+Kurvene bæres ind i Frugtkamrene, der har Hylder fra Gulv til Loft,
+og hvor Grethe forestaar Sorteringens vigtige og vanskelige Arbejde:
+hvad der tør sendes til Hovedstadens kræsne, men højtbetalende
+Frugthandlere, hvad Prangerne kan faa overladt til en billig Penge,
+hvad der egner sig til Syltning og Henkogning og hvad endelig der
+skal forbeholdes Husets Vinterforbrug.
+
+Som der dufter her i disse Frugtkamre. Alle de syrlige og søde Aande
+fra Kurve og Hylder fortættes i de indelukkede Rum og blander sig
+til en berusende Essens, der længe hænger i Ens Klæder.
+
+Og saa prægtig Grethe ser ud, som hun, med Kjoleærmerne smøgede op
+om de hvide stærke Arme, tager i de solbrændte Hænder Frugt paa
+Frugt og med hastig Kendermine tildeler hver sin Plads og Rang.
+
+Helst tænker jeg dog paa hende, som jeg saa' hende nedenfor Stigen
+ved Espalieret. Hvis jeg skrev Vers, vilde jeg sætte Billedet i Digt:
+
+»Det er Frugthøstens Tid. I Møllerens Have paa den golde Vejrbakke
+modnes den ædleste Frugt i Landet. I Møllerens Have staar hans
+Datter, den højbarmede Mø, med Favnen fuld af svulmende Druer.«
+
+
+
+
+XX.
+
+
+                                                       _Oktober._
+
+I Kildehaven, der ligger mellem Byen og Vejrbakken, har de smaa
+Børn deres Park. Naar Vejret er godt, føres de, kørende i deres
+Vugge-Kareter eller trippende paa deres stumpede Ben, herud af
+Mødre, Ammer og Barnepiger. En stor Runddel, skærmet af store
+Træer og omgiven af lange Bænke, er Samlingsstedet. Her findes en
+Træbod, hvorfra sælges Mælk og Smaakager, Lakris, Johannesbrød og
+fristende rødstribede Brystsukkerstænger. Men midt paa Pladsen staar
+en broncebarsk Statue af en fædrelandsk Helt og ser med uanfægtet
+Krigeriskhed paa Børnenes Leg.
+
+Paa vor Vej til Byen gaar Grethe og jeg gærne gennem Kildehaven. For
+mig er det en Opfriskelse af mine spædeste Minder, fra den Gang
+jeg var et saa bevægeligt Gemyt, at jeg i Arrigskab rakte Tunge ad
+Blæsten og græd af Angst, naar min Barnepige, efter den almindelige
+respektløse Sædvane i Kildehaven, lod mig forrette mine nødtørftige
+Smaaærinder ved Foden af den strænge General. Først og fremmest
+nyder jeg dog Grethes Henrykkelse over de Smaa. Med straalende
+Øjne følger hun deres yndefuldt-kejtede Tumlen og finder dem lige
+bedaarende, enten de leende pludrer eller pludselig stikker i en
+fortvivlet Brølen. Men allermest elsker hun de ganske Smaa, dem,
+der ligger i Vognene og kigger ud i Verden med store forundrede
+Øjne. Det hændte idag, at vi saa' en ung Moder tage saadan En op af
+Puderne og lægge den til sit store hvide Bryst, som den sugede sig
+fast til med graadig Mund og greb om med smaa ivrige Hænder. Med øm,
+andagtsfuld Tilbedelse fortabte Grethes Blik sig i dette Billede, og
+da hun endelig rev sig løs og vi gik bort, saa' jeg, at hun havde
+Taarer i Øjnene.
+
+-- -- Vi talte siden om hendes Kærlighed til Børn. Hun sagde:
+
+»Mit højeste Ønske er at blive Moder til mange Børn og bo paa
+Vejrbakken, hvor der er Plads til at tumle med dem. Jeg kunde ikke
+forestille mig at være gift, selv om jeg elskede min Mand aldrig
+saa højt, uden at have Børn. Kan noget tænkes skønnere for en
+Kvinde end at give den Mand, hun elsker, Børn? Kan noget tænkes
+dejligere end at blive kaldt Moder? Vide og føle, ja høre paa den
+Klang, hvormed Ordet bliver sagt, at man ikke lever forgæves,
+men at der er Nogen, som saa nødvendigt trænger til En? Min Mand
+skulde intet tabe ved den Ømhed, jeg ofrede vore Børn. Jeg vilde
+elske ham dobbelt som deres Fader. Men fordi jeg føler det saadan,
+forstaar jeg ikke, ja forskrækkes af de unge Kvinder, hvorom jeg
+læser i moderne Bøger. Det er jo næsten, som de frygtede Børn
+som en Fare for deres Lykke. Og ikke nok med det. De klynker og
+jamrer ovenikøbet over den Naturens Grusomhed, der lader dem føde i
+Smerte. Som om ikke de fik tifold Vederlag for selv den pinefuldeste
+Kvide, naar de holder Barnet i deres Arme. Som om overhovedet det
+at blive Moder var noget værd, naar det ikke kostede Smerte! --
+Jeg tænkte først: det er Mændene, der i blødagtig Medynk skriver
+saa taabeligt om noget, de ikke forstaar. Men jeg læste siden det
+samme i langt stærkere Ord i Bøger, skrevne af Kvinder, som hævder
+at tale Kvindernes Sag. Disse kvindelige Forfattere, Hustruer og
+Mødre ofte, er ligefrem fornærmede over, at alene Kvinden skal være
+Moder og at Moderpligterne afholder dem fra Deltagelse i vigtigere
+Samfundsopgaver. Jeg forstaar ikke de Kvinder, jeg forfærdes over
+dem. Jeg ser dem for mig med Ansigter fortrukne af Oprør mod
+Naturen. Jeg bliver syg af at læse deres Bøger. Jeg føler det, som
+om der blev myrdet smaa Børn inde i mig.«
+
+Men, efter en Pavse, tilføjede Grethe: »Ser De, jeg tror nok, det
+har gjort meget, at jeg mistede min Moder saa tidligt. Al den
+utilfredsstillede Trang, jeg havde til Moder-Ømhed, har givet min
+Moder-Trang Vækst. Jeg, der ikke mindes, hvordan det er at sidde paa
+Mo'rs Skød, kunde alt som lille Pige ikke se et Barn, uden at mine
+Arme længtes efter at favne det og lægge det op til mig.«
+
+Saaledes talte den Moderløse til den Moderløse. Og mens jeg saa'
+paa hendes frodige Legeme, dér hun gik stolt og ren i sin frimodige
+Bekendelse, tænkte jeg, at bedre Lykke kunde jeg ikke give min Søn
+end at lade ham fødes af denne Kvinde.
+
+
+
+
+XXI.
+
+
+                                                       _Oktober._
+
+Vi standser foran et langt lavt skiddengult Hus i en snæver
+Sidegyde. I hvert af Vinduerne, der ligger nær Jorden, sidder bag
+Geranier og Gyldenlakker en gammel Kvinde med et kulørt strikket
+Tørklæde om Skuldrene.
+
+»I dette Hus -- fortæller jeg Grethe -- bor saadanne gamle fattige
+Kvinder, der ikke er fine nok til at komme i Stiftelsen. Huset
+bestaar af en eneste lang Stue, afdelt ved Sirtses-Forhæng i tyve
+Rum, ti paa hver Side. I hver Baas bor en gammel Kvinde. I min
+Barndom hed en af dem Ane Marie. Hun er den eneste, hvem jeg har
+arvet.
+
+Ane Marie var en brystsvag Sypige. Hvor gammel hun var, véd jeg
+ikke; uden Tvivl dog temmelig til Aars, siden hun havde faaet Plads
+i de veldædige Baase. Hun bevarede imidlertid saa sent, jeg husker
+hende, et fuldstændigt Barneansigt, glat og fint med to troskyldige,
+altid smilende brune Øjne. Af Person var hun det klejneste, jeg har
+sét. Hun listede som en lille beskeden Skygge ned ad Gaden med sin
+Bondehue paa Hovedet og det grønne uldne Sjal viklet om de spinkle
+Skuldre. Her i Huset havde hun frit Logis, men forresten maatte hun
+ernære sig selv. Det gjorde hun ved at sy hos Folk i Byen, hun havde
+sin Dag hver Uge hos seks Familjer. Nogen vidtdreven Færdighed i
+Sykunsten besad Ane Marie ikke. Men at lappe og stoppe forstod hun
+som ingen anden; der var aldrig et Stykke Linned eller Uldtøj saa
+laset, at hun ikke fandt det for godt til at kasseres. De barnrige
+Familjer, der ydede hende hendes Underhold, var da ikke narrede med
+hende, navnlig da hun ikke kunde beskyldes for at trække dem op.
+Hendes Gage, den hun bestemt afslog at faa forhøjet -- hun fandt
+den i alle Maader rundelig -- var seks Skilling pr. Dag. Men saa
+havde hun jo rigtignok tillige det meste af Kosten. Og med Hensyn
+til Kosten blev der kræset for Ane Marie, hvor hun kom. Familjerne
+sørgede altid for at have hendes Livretter til hende, hvad der
+ejheller var økonomisk uoverkommeligt for Husmoderen og gjorde
+hendes Besøg dobbelt kært for os Børn; thi Ane Marie havde ogsaa
+i sin Smag bevaret en afgjort Barnlighed. Skulde hun have nævnet
+den Diner, der mest fristede hende, vilde hun uden Betænkning have
+svaret: Sødsuppe og Pandekager. Fra min tidligste Barndom, til vi
+rejste fra Byen, kom Ane Marie hver Torsdag hjemme hos os. Lignede
+hun paa Gaden en Skygge, blev hun i Stuen en mild lille Solstraale.
+Hun var altid fornøjet, altid opfyldt af, hvor godt hun havde det og
+hvor gode Folk var imod hende, smilede altid taknemmeligt ud af sine
+brune Barneøjne. Men meddelsom blev hun først, naar hun var alene
+med os Børn. De Voksne skræmmede hende en Smule med deres Fornuft
+og Alvor. Sammen med Børn følte hun sig i sit Es. Deres smaa Sorger
+og Glæder forstod hun, som det var hendes egne. Deres Forestillinger
+og Interesser var ogsaa hendes. Hele Eftermiddagen, naar vi var
+komne fra Skole, sad vi inde hos hende i den lille Strygestue og
+passiarede lunt og godt som med en jævnaldrende Kammerat. -- Men da
+Afskedens Stund oprandt og vi rejste fra Byen, stod hun ved Skibet
+og græd, som skulde hendes Hjærte briste.
+
+Hun glemte ikke sine smaa Venner.
+
+Aarene gik, jeg var allerede en stor Dreng med første Del af Artium,
+da der, just som Eksamen var overstaaet, kom Brev om, at Ane Marie,
+hvem jeg i Barndommens Letsindighed ikke ofte havde skænket nogen
+mindende Tanke, var død og havde indsat mig og en Broder samt to
+Børn i en anden Familje til sine Arvinger. Den efterladte Kapital
+var 50 Rigsdaler til lige Deling, 12½ Daler til hver Arving.
+50 Rigsdaler, det vilde for Ane Marie sige 800 Arbejdsdages
+Fortjeneste samlet sammen, Seksskilling paa Seksskilling.
+
+Jeg rejste min Arv op. For Ane Maries Seksskillinger gjorde jeg en
+dejlig fjorten Dages Fodtur efter den overstandne Eksamen.
+
+-- -- Og derfor, Grethe, kommer Taarer mig i Øjnene, naar jeg ser
+paa dette fattige Hus, hvor der sidder gamle Kvinder i Vinduerne bag
+Geranier og Gyldenlakker.«
+
+
+
+
+XXII.
+
+
+                                                      _November._
+
+Min Veninde i Stiftelsen er Grethes og min eneste Omgang. Vi
+havde hende for nogen Tid siden til Chokoladegilde paa min
+Vejrbakke-Kvist. Hun blev hentet i Droske, fik Flødeskum paa
+Chokoladen og, da hun atter steg ind i sin Ekvipage, en Kurv med
+Æbler og Pærer samt nogle smaa Glas Syltetøj, som Grethe havde bragt
+med til hende. Hun blev kort sagt, som hun selv sagde, behandlet
+akkurat som en Prinsesse i et af de Æventyr, hun digtede til mig, da
+jeg var Barn.
+
+Men ogsaa vi har besøgt hende og været hendes fejrede Gæster.
+
+Grethe har ganske erobret min Veninde, der vist vilde have
+Vanskelighed ved at afgøre, for hvem af os, Grethe eller mig, hendes
+gamle Hjærte banker stærkest. Det forvirrer og ærgrer hende lidt,
+at vi ikke er forlovede; men hun har aabenbart ikke opgivet Haabet
+om, at det kan komme. Naar vi besøger hende, trækker hun snart mig,
+snart Grethe afsides og fortaber sig i blomstrende Lovprisninger:
+af Grethe overfor mig og omvendt. Til mig er det stadige Omkvæd:
+»Er hun nu ikke yndig? Har han nogensinde set Mage til gudvelsignet
+Pigebarn? Blusser hun ikke af lutterste Hjærtensgodhed? Og sikke
+Øjnene skinner, naar hun ser paa ham! Ja, det kan da Enhver opdage
+med et vindt Øje, at hun har en Klat tilovers for ham.«
+
+-- -- Igaar var vi til stor Kaffestads hos hende. Til hendes Sorg
+fik hun ikke Lov at invitere Præsten, hun maatte indskrænke sig til
+at hædre os med nogle af Stiftelsens fornemste Damer; men forøvrigt
+forløb Festen paa bedste Maade. Beværtningen var kongelig:
+Kaffekedlen gik ikke af Kog og Tallerkenen med Wienerbrød tømtes
+aldrig saasnart, før den fyldtes igen. Og Samtalen kunde ikke være
+livligere. I samme Nu, den ene Dame afsluttede Beretningen om sine
+Skrøbeligheder og Genvordigheder, tog den næste fat. Tilsidst vilde
+min Veninde absolut lægge Kabaler for mig og Grethe, de andre gamle
+Damer brændte af Iver efter at overvære den spændende Forestilling;
+men Grethe, der kendte Kabalens Hensigt og af tidligere Erfaring
+vidste, at min Veninde altid lod den »pusle i Hjærtersiden«
+med »lønlige Bud« og en »sukkende Ven« og alt andet til Faget
+henhørende, ønskede, tydeligt nok, at blive forskaanet i dette
+større Selskab af Kirsten Gifteknive.
+
+Med et taknemmeligt Blik modtog hun derfor mit Forslag om, at vi
+skulde lade Kabalen hvile til en anden Dag og at hun istedetfor
+skulde ende Festen med at synge nogle af sine Smaasange nede i
+Spindestuen for alle de Gamle.
+
+-- -- I Spindestuen har de Gamle deres Rokke, og mens Rokkehjulene
+snurrer, gaar Passiaren rapt om Stiftelsens Anliggender. Men
+Spindestuen gør tillige Tjeneste som Bedesal. Som Følge deraf er den
+udstyret med et Harmonium.
+
+Der er gaaet Bud ud om den forestaaende Begivenhed, og da vi træder
+ind i Spindestuen, anførte af min Veninde, der føler sig mindst som
+Direktrice for det store Operateater, er Salen fuld. Med hastigt
+anlagte Søndagskapper sidder de gamle Kvinder og virrer saa benauet
+og andægtigt, som om de skulde til Alters. Rank og frodig, i lys og
+fager Ungdom staar Grethe midt blandt dem: et skinnende Birketræ,
+der er skudt op i et udgaaende Krats forvitrede og forkrøblede
+Rester. Men alle de rynkede og indfaldne Gamle fornemmer, da de ser
+hende, et Genskin af Vaar i deres Hjærter, og i beundrende Mumlen
+bølger de virrende Kappe-Hoveder sammen.
+
+Der bliver atter dødsensstille: Grethe har sat sig ved Harmoniet,
+slaar en Melodi an ... saa synger hun. Luften i den lave overfyldte
+Sal er tyk og tung. Tonerne risler dugklare gennem den, stiger som
+kvidrende Fugle, blinker i muntre Solstraaler, spreder sig med Duft
+af Skov og Mark, hvælver et blaanende Højenloft over det fattige Rum
+og de gamle Kvinder. Det er de sødt smægtende, fromt skælmske Sange
+fra vore Mødres og Bedstemødres unge Dage, Grethe synger. De Gamle
+lytter, disse Toner faar længe hvilende Strænge i dem til at bæve,
+forsigtigt prøver de sig frem, efterhaanden mimrer alle de gamle
+Munde og nikker alle de krusede Kapper i Takt med Grethes Sang.
+Viserne om Elskovs Fryd og Elskovs Smerte er dog dem, der finder den
+modtageligste Sangbund. For hvert Kys i Lunden paa Pigemunden glider
+der et lykkeligt Smil over de rynkede Ansigter; men naar Taaren
+rinder paa blege Kinder, staar et halvthundred Par gamle rødrandede
+Øjne i Vand.
+
+Jeg sidder længst tilbage i Stuen sammen med min Veninde. Hun, der
+ellers ikke fattes Ord, er saa bevæget, at hun ikke kan tale. Men
+hun klapper ustandseligt min Haand. Og da Grethe omsider rejser sig
+fra Instrumentet og omringes af takkende og haandkyssende og nejende
+og velsignende Gamle, siger min Veninde de Ord, som jeg kunde have
+kysset hende for: »Aa nej da. Saa lyslevende som hun ligner hans
+salig Mo'r.«
+
+
+
+
+XXIII.
+
+
+                                                      _December._
+
+Jeg gaar med Grethe til min Moders Grav.
+
+Der er vintermørkt paa Kirkegaarden. I den sorte Dødens Have lysner
+kun de nøgne hvide Kors. Det har nylig regnet og vi træder lydløst
+paa det faldne Løv.
+
+Døden bliver større og mægtigere i sin Vinterdragt. Ved Sommertid
+dækkes dens sælsomme Gru af brogede Blomster og smilende Løv. Vi
+søger at gøre Døden mild og god med Sommerens rige Offergaver. Men
+om Vinteren rejser den sig i sin strænge Majestæt, breder ud sin
+Kappe saa sort og fæster sit Benrads-Mærke paa hvert Kirkegaardens
+Træ.
+
+Jeg gaar med Grethe over den vintermørke Kirkegaard, og Dødens Gru
+forskrækker mig ikke. Jeg gaar i Pagt med Livets gode Herre; jeg
+synes, Døden viger, dér vi skrider frem.
+
+Vi sidder ved Graven, og Grethe siger: »Saa ofte De har talt til mig
+om Deres Moder, har De aldrig fortalt mig, hvordan hun saa' ud. De
+var dog den Gang, hun døde, ikke mindre end at De maa have modtaget
+et bestemt Indtryk af hende.«
+
+»Det Billede af min Moder, jeg tydeligst bevarer i min Erindring,
+er ikke fra hendes allersidste Leveaar. Det er fra Tiden, før
+Sygdom blegnede hende; fra den Tid, hun endnu var ung og smuk eller
+syntes mig at være det. Jeg ser hende midt paa en Plæne i en Have
+en dejlig Sommerdag. Hun stod mellem os Børn, der legede om hende,
+med et let Sjal yndefuldt draperet om Skuldrene. Jeg mindes aldrig
+at have set en Kvinde, der kunde bære et Sjal saa smukt. En stor
+Havehat indrammede hendes Ansigts fine Oval, og det mørke Haar
+laa glat ned over hendes Pande, en Pande saa klar og hvid. Med
+straalende Øjne stod hun i sin legende Børneflok. Da pludselig sad
+der en Kanariefugl paa hendes Skulder. En flygtende Fugl, der søgte
+Hvile hos hende. Tyssende løftede hun Haanden. En Stund blev Fuglen
+siddende, strøg saa kælent sit Næb mod hendes Kind og fløj.«
+
+Jeg tager Grethes Haand, der hviler i hendes Skød: »Ja, Grethe,
+saadan mindes jeg min Moder. Men vil De vide mere, da spørg vor
+gamle Veninde i Stiftelsen. Hun siger, og jeg kan ikke tvivle om, at
+hun har Ret, at De er hendes lyslevende Billed.«
+
+Grethe ser op paa mig med store, kærlige Øjne. Og jeg føler hendes
+Arme om min Hals og hendes Læber mod mine. Saa staar vi længe, Arm i
+Arm, i stille Andagt foran Moders Grav.
+
+-- -- Men da vi gaar hjemad til Vejrbakken, spørger jeg: »Fortæl
+mig, hvordan det gik til, at Du kom til at holde af mig?« Hun
+svarer: »Jeg forstod, at Du trængte til mig, og fra samme Stund
+havde Du mit Hjærte.«
+
+Siden siger hun: »Lov mig, at Du, naar jeg dør, vil begrave mig tæt
+ved din Moder. Min egen Moders Grav er paa et fremmed Sted, og jeg
+vil ikke langt bort fra Vejrbakken. Jeg vil ogsaa, at Du skal finde
+din Moder og mig sammen.« Men da hun ser, at hendes Ord gør mig
+sørgmodig, tilføjer hun smilende: »Du taabelige Mand, tror Du, jeg
+tænker paa at dø? Jeg har ingensinde velsignet Livet højere end nu.«
+
+
+
+
+XXIV.
+
+
+                                                      _December._
+
+Altid tilforn, naar jeg opnaaede noget, jeg kaldte en Lykke, og jeg
+ransagede mit Hjærte, om Lykken nu ogsaa virkelig boede i det, fandt
+jeg i en eller anden Krog det saare Punkt, hvor Tvivlens Orm gnavede
+fordulgt bag Blomsterdækket. Og jeg har vidst, at der vilde komme
+det Øjeblik, før eller senere, hvor Pragten falmede.
+
+Tvivlen er nøjsom. Et uroligt Blik, et uoverlagt Ord giver den
+Næring. Du sidder en Aftenstund med din Elskede. Da pludselig ser Du
+hendes Øje sløres af en fremmed Tanke, et fremmed Minde. Du spørger,
+og hun svarer med et aandsfraværende Smil et ligegyldigt Ord. Det
+er kun et Nu. Hun glemmer det; og Du glemmer det, mens hun holder
+Dig i sine Arme. Men naar den ensomme Nat kommer, stiger frem i din
+Sjæl Billedet af din Elskede med Øjne som kolde Løgne og med et
+Smil, hvis Spot stivner dit Hjærte. Hvad hjælper det saa, at hun den
+næste Dag møder Dig mere øm end nogensinde? Du kan tro Dig frelst en
+Dag, en Uge, Maaneder. Ormen har sat sin giftige Tunge i din Lykke.
+Du er dens Bytte.
+
+Der er dem, som i arm Blindhed slaar sig tiltaals med den kranke
+Lykke. Der er andre, som i indbildsk Trods siger: Tryghed dræber
+Lykken.
+
+Der er kun én Lykke: at hvile i Lykken. At vide, at Dagen, der
+kommer, rinder op med den samme Sol, der svandt igaar. Intet mere at
+begære, intet mere at frygte. Ingen Dag at ønske om igen, ingen Dag
+at ønske anderledes, fordi hver Dag er éns lykkelig.
+
+Den Lykke, den eneste, er min.
+
+Saagodt som Nogen har jeg jaget den. Har søgt den ude i den Verden,
+hvor man gør sin Lykke. Været tidlig oppe og silde ude for at finde
+den, har hidset mig op og trættet mig ud i dens Forfølgelse.
+
+Og saa dalede den nedover mig som en stille Sang paa et fjærnt og
+stille Sted. Jeg hørte den klinge dæmpet ude fra Vandet en dejlig
+Skærsommernat. Jeg turde ikke kalde paa den, jeg frygtede at skræmme
+den bort. Jeg aabnede den blot i ydmyg Tro mit Hjærte. Og se, en Dag
+sang Lykken derinde.
+
+-- -- Jeg har ransaget mit Hjærte, der skjuler sig ingen Tvivl i
+det. Jeg har vaaget ensomme Nætter, ingen Skygge forvanskede Grethes
+hulde Billed.
+
+Jeg glider i en hvid Baad nedad en solbeskinnet Flod, og jeg holder
+en gylden Frugt, hel og rund, i min Haand.
+
+
+
+
+XXV.
+
+
+                                                       _Julenat._
+
+Da jeg i Eftermiddag kommer op til Møllen, ser jeg, at der er to
+Jule-Gæster foruden mig. Det er Grethes Guddatter, den fireaarige
+Asta, og hendes toaarige Broder Carl, Børn af en Fisker nede ved
+Fjorden, der i sin Tid var Dreng paa Møllen. De skal for første
+Gang til Juletræ. I den Anledning skinner de af nyvasket Pyntethed
+og betuttet Artighed. Og da de ser mig, den fremmede Mand, søger de
+en forsigtig Dækstilling bag Grethe, der maa hale dem frem og ruske
+dem op for at faa dem foreviste i al deres Dejlighed. Dejlige er
+de: Asta en livagtig Englebarnsmodel, lige til at sætte i Toppen af
+et Juletræ, kælen og indsmigrende, med gul krøllet Top og store
+lyseblaa Øjne; Carl en tæt Prop, sømands-mut og mandfolkevigtig og
+med brune Øjne, der blinker af lunt Humør.
+
+Julenadveren er endt og vi gaar ind i Havestuen, hvor Træet er
+tændt. Grethe har Purken paa Armen og Asta holder hende i Haanden.
+Bagefter kommer Mølleren og jeg med vore Piber. Børnene er straks
+helt stumme af Forbavselse; med opspilede Øjne stirrer de frem for
+sig, mens Grethe dansende fører dem rundt om Træet. Jeg hvisker til
+hende: »Jeg tror, Du er den gladeste af Jer tre.« »Ja,« svarer hun,
+»tænk at holde Jul med Dig og saadanne to.«
+
+Det varer dog ikke længe, før Børnene frimodigt giver sig hen i
+Fryd. Og da de opdager, at Herlighederne paa Træet er Frugter, som
+tør plukkes, bliver de rent ellevilde. Tilsidst ruller de rundt paa
+Gulvet som to Kattekillinger mellem alle deres Skatte og fylder den
+ellers saa stille Stue med klukkende Latter og ivrig Pludren. Indtil
+de bliver trætte og søvnige og med bittesmaa glippende Øjne bæres
+om til Godnat. Men da Grethe har lagt dem til Sengs, kommer hun ind
+og sætter sig i Sofaen mellem sin Fader og mig.
+
+Endnu brænder Lysene paa Træet, og den Gamle siger: »Der maa være
+flere Lys iaar. Sidst var der mørkt foran mig, men iaar synes jeg,
+jeg skimter et Lysskær.«
+
+»Ja, lille Fa'r«, svarer Grethe og bøjer sit Hoved op til hans
+Skulder, »der er ogsaa flere Lys iaar. Sidst var Du og jeg ene. Jeg
+vilde ikke for min Skyld tænde de mange Lys. Men denne Juleaften har
+Vejrbakken haft Børn og rigtig Julefest. Og saadan vil det være hver
+Juleaften herefter, for han her« -- hun tager min Haand og lægger
+den i den Gamles -- »han bliver hos os ... hvis Du giver ham og mig
+Lov til det.«
+
+Den Gamle kysser Grethe, trykker fast min Haand, og, mens to store
+Taarer pibler frem af hans blinde Øjne, siger han: »Gud velsigne
+Jer, Børn, og give Jer lyse Dage paa Vejrbakken. Dem, min Søn, har
+jeg jo aldrig set, faar Dem aldrig at se. Men paa Deres Stemme,
+naar vi talte om Grethe, har jeg hørt, at De holdt af hende.«
+
+-- -- Før jeg gaar, fører Grethe mig ind i sit Sovekammer, hvor
+Asta og Carl hviler i hendes gamle Barneseng, slumrende trygt i
+hinandens Arme, mens Asta moderligt har lagt den lille Broder op til
+sit Bryst. Forsigtigt lister vi os hen og kysser dem. De vaagner
+ikke, men smiler, som de i Søvne følte den Kærlighed, der staar ved
+deres Leje. Saa kysser Grethe mig og siger: »Tænk, hvor vidunderlig
+dejligt, om det var vore egne!«
+
+       *       *       *       *       *
+
+Grethe følger mig ud paa Bakken. Det er den skønneste stjærneklare
+Frostnat. Vi staar paa Bakkekammen ud mod Fjorden. Til Højre for os
+skraaner den hvide Skov; det er saa stille, at vi hører det, naar en
+Kvist knækker i Frosten. Foran, dybt under os, ligger den isdækkede
+Fjord og Byen, hvor der skinner Julelys i alle Huse.
+
+»Nu er der Fred paa Jorden,« hvisker Grethe. »Ja, og Fred i
+Menneskenes Hjærter,« svarer jeg.
+
+Men da vi vender os om, staar Møllen med sine store sorte Vinger
+lige for os. Jeg mærker en Gysen gennemfare Grethe og jeg spørger:
+»Blev Du bange for Møllen?«
+
+»Nej,« siger hun, »jeg var blot kommen til at fryse af at staa
+saalænge.«
+
+
+
+
+XXVI.
+
+
+                                                    _Nytaarstid._
+
+Frost og Sne har lukket af for den gamle By. I mange Dage er intet
+Bud fra Omverdenen trængt ind til den. Men da Proviant forefindes i
+rigelig Mængde og det tilmed er Ferietid, føler Byen ingen Uhygge
+som indespærret Fæstning. Den lever blot saameget stærkere sit eget
+Liv, den samler som en Høne Kyllingerne under sine lune Vinger; den
+glemmer, at den er ifærd med at udvikle sig til en udadstræbende
+Fremtidsby med Bank og Eksportforeninger; den bliver atter helt og
+ganske den gamle By.
+
+Naar jeg møder de ringlende Kanetog med lystige pelsindhyllede unge
+Herrer og Damer; naar jeg hører den skingrende Jubel og den leende
+Hvinen fra Børnene, der kjælker ned ad Vejrbakkens Sneskraaninger;
+naar jeg ser Fjorden sort af farende Skøjteløbere og naar om Aftenen
+Sang og Dansemusik toner bag de festligt oplyste Vinduer -- da
+mindes jeg hin strænge Vinter for mange Aar siden, da Byen, efter
+møjsommeligt at have gravet sig op af Sneen, drog ud paa Fjorden og
+holdt Karneval Uger igennem.
+
+Saa fantastisk det staar for min Erindring:
+
+Gennem en Granport kommer man ind i en lang Isgade, der ligger lunt
+mellem høje Snemure. Saa pludselig er man paa en stor aaben Plads,
+der straaler i Fakkellys og indhegnes af Telte, illuminerede med
+kulørte Lamper. Telte, hvor der spises og drikkes, synges og danses.
+Og fra Pladsen skærer nye Gader sig ind i Snebjærgene. Man kommer
+forbi Huler i magisk Blaalysskær, Snemænd med funklende Ildøjne,
+Smaaboder, hvor gamle Kællinger i Tranlampe-Belysning braser Aal og
+Pandekager, et Varmeskur, der benævnes den gloende Ovn, og man naaer
+ind i en Lund af Grantræer, hvor der er Trængsel om en Karrusel
+med Slæder, der har den oplivende Egenskab, at den i hver Omgang
+lader en Slæde vende Koldbøtte i en Drive. Snebyen forgrener og
+breder sig endnu videre. Vi Børn naaer aldrig til dens Ende, thi der
+gaar Rygter om megen Vildskab og uhyggelige Slagsmaal i dens fjærne
+mørke Forstæder, dér den gamle Bys Svende og Lærlinge mødes med de
+fjendlig sindede Folk fra den anden Side Fjorden. Vi bliver, hvor
+Lyset hersker og Uskylden boer. Hvor vore Søstre og deres Veninder
+farer os forbi i susende Fart med deres Kavallerer eller opfører en
+ikke altid saa vellykket, men des muntrere Skøjte-Lanciers. Henad
+Aftensmad-Tid er hele Byen paa Fjorden. Saa kommer Mødre og Fædre
+for at hente de unge Døtre og Børnene, eller de bringer Maden med
+i Kurve. Inde i den gloende Ovn slaar man sig da sammen, Venner
+og Bekendte, og dækker et Fællesbord med de forskellige Madkurves
+Herligheder. Og naar man bagefter vandrer hjemad, stiger Raketter
+op over Fjorden, hvor den summende Karnevalstummel først forstummer
+sent paa Natten.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Grethe og jeg var i Formiddags en Kanetur. Nede ved Fjorden gjorde
+vi Holdt og gik ud paa Isen mellem Skøjteløberne. Der var Liv og
+Glæde, men ikke det Æventyr-Sceneri som i gamle Dage. Jeg følte
+mig maaske en Kende skuffet over den glatte velfejede Bane og hele
+det ordnede sportsmæssige Præg, Forlystelsen havde faaet; saameget
+ivrigere fortabte jeg mig i Genopfriskelsen af de gamle Minder.
+Først sent opdagede jeg, at Grethe, den ellers saa ligelige, gik
+ganske tavs og med et forpint Udtryk i Øjnene af fjærntskuende
+Sørgmod. Bekymret spurgte jeg, hvad hende fattedes.
+
+»Min egen Ven«, sagde hun, »tilgiv mig. Det er slet intet uden
+Barnagtighed. Mens vi gik her blandt alle disse Mennesker, der
+ligesom jager hæsblæsende efter Glæden, overfaldt der mig en Angst
+for at miste Dig. Jeg syntes, de vilde rive Dig fra mig. Jeg
+syntes, din Tale hastede bort med dem, saa langt, langt bort. Tilgiv
+mig. Husk, hvor lidet jeg er vant at færdes blandt Mange. Husk, det
+er første Gang, vi har forladt de stille Steder.«
+
+Hun smiler atter til mig, hun trykker ømt min Arm. Men jeg fører
+hende hastigt bort fra Skøjteløbernes Bane; vi stiger op i den
+ventende Kane, og vi vender tilbage til de stille Steder.
+
+
+
+
+XXVII.
+
+
+                                                     _7. Januar._
+
+Idag kom der Slædepost. Den bragte mig et Brev fra min Forlægger,
+der drilsk spørger, om jeg ikke snart er ked af mit Eneboerliv og
+om det ikke kunde friste mig til en Tilbagevenden at blive Leder af
+et stort literært Foretagende, som han paatænker. De Vilkaar, han
+kunde byde, er saa gode, at jeg foreløbig ikke behøvede at frygte
+økonomiske Vanskeligheder.
+
+For nogle Maaneder siden vilde jeg maaske have vaklet. Nu behøver
+mit Svar ingen Overvejelse. Jeg dypper straks min Pen og skriver:
+At jeg ikke kan modtage hans venlige Tilbud, fordi jeg heroppe
+er bleven det lykkeligste Menneske i Verden og fordi min Lykke
+er bunden til denne Plet Jord. At jeg saaledes uigenkaldelig har
+opgivet enhver Tanke om at vende tilbage og at min Deltagelse i
+det literære og offenlige Liv maa indskrænke sig til de Bøger,
+jeg skriver. At den Bog, han venter, snart kommer og at den vil
+efterfølges af andre, der ligner mine tidligere ligesaa lidt. At jeg
+har taget Stade paa Vejrbakken, hvor Luften er klar og ren; hvor
+Livets Mening bliver lettere at fatte, Lidenskaben mere usammensat,
+Følelsen dybere. Endelig, at min Lykke er saa sikker, at den trænger
+hverken til Anger eller Anklage; at den tværtimod har Raad til Tak
+for alt forbigangent, fordi den uden det ikke vilde været saa stor.
+
+Inden jeg afsender mit Svar, viser jeg Grethe Brevet fra
+Forlæggeren. Da hun har læst det, siger hun, efter et Øjebliks
+Tavshed:
+
+»Jeg faar nu Anledning til at sige Dig noget, jeg har tænkt paa
+stadig siden hin Dag paa Isen. Jeg tør ikke holde Dig tilbage. Du
+kan for en kort Stund trives her; før eller senere vil alt det, Du
+kom fra, atter kalde Dig. Jeg finder det kun rigtigt og naturligt.
+Og derfor skal Du vide, at jeg intet Baand lægger paa Dig. Gør, som
+Du vil og maa. Gør med mig, hvad Du vil. Lad mig blive her, om Du
+maaske frygter mig som en Hæmsko, hvad Du har Grund til efter min
+dumme Adfærd forleden. Eller tag mig med, om Du mener at have nogen
+Brug for mig og om Du tør tro mig paa mit Ord, at jeg er grundig
+kureret for min Dumhed. Jeg følger Dig, hvorhen Du vil. Vejrbakken
+var hidtil mit Hjem. Uden Dig vil jeg være hjemløs paa Vejrbakken.
+Livet og Verden derude skræmmede mig. Sammen med Dig vil jeg ingen
+Frygt føle. Og siger Du, at jeg maa blive her for Faders Skyld, saa
+svarer jeg: Det er ikke Fader mest, som ikke har villet herfra. Til
+Tider tror jeg endog, han gærne rejste. Maaske var det ogsaa bedre
+for ham. Han er gammel, hans Sind plages ofte i den sidste Tid af
+sære Tanker deroppe i Stilheden. Han ligesom frygter Møllen, han
+tror, den kalder paa ham; at den bebrejder ham, at han har standset
+den. Mod min Fader gør vi ingen Uret ved at rejse. -- Men vil Du, at
+jeg skal blive her og vente paa Dig, da er ogsaa det godt. Maaske
+synes Du, at Du helst en Tid maa være ene og prøve dit Hjærte: om
+det nu ikke blot var her i Ensomheden, at Du trængte til mig. Alt,
+hvad Du bestemmer, alt, hvad Du gør med mig, er godt. Thi jeg elsker
+Dig.«
+
+Jeg lader Grethe tale til Ende. Var det haardt og stygt af mig, min
+søde Veninde? Var det egenkærlig grusomt, at min Sjæl intet vilde
+spilde af de velsignede Ord, som dit angstfulde Hjærte udblødte? Jeg
+tror, Du tilgiver mig, for den dobbelte Fryd, mit Svar nu voldte.
+
+Mit Svar, som Du fik sort paa hvidt i Svaret til Forlæggeren.
+
+
+
+
+XXVIII.
+
+
+                                          _Slutningen af Januar._
+
+Grethe havde aldrig spurgt mig om min Fortid, det Spørgsmaal, som
+plejer at være det første, en Mand hører af sin Elskede. Jeg tænkte:
+Skulde det skyldes Uvidenhed? Utvivlsomt ikke. Grethes Viden om
+Livet var tydelig og klar. Hun talte uden Omsvøb om det, som unge
+Piger ellers anser det for et Uskyldighedsbevis at rødme over.
+Skulde det da maaske skyldes en altfor god Tro til mig?
+
+Jeg vilde ingen Tvivl, intet Bedrag i det Punkt. Og jeg spurgte
+hende idag.
+
+Aldrig har jeg set Grethe saa overvættes lystig. Hun lo saa
+hjærteligt, saa overgivent, at hun næsten ikke kunde holde op.
+Omsider sagde hun: »Nej, Du er virkelig for morsom. Du spørger,
+halvt fornærmet, om jeg anser Dig for at have levet, som de gamle
+Damer i Stiftelsen lever. Nej, min Ven, Du kan berolige Dig. Du har
+for tydeligt indskærpet Offenligheden dine Letsindigheder, til at
+Nogen skulde tvivle om, hvilken forfærdelig Person Du er.«
+
+Og hun lo atter, saa jeg blev ganske forvirret. Efterhaanden
+genvandt hun sin Alvor og sagde -- vi gik i Skoven --: »Lad os sætte
+os her paa Bænken, saa skal jeg forklare Dig Grunden til, at din
+slemme Fortid aldrig har foruroliget mig, ja, at den tværtimod,
+efter hvad jeg véd om den, yder mig Sikkerhed for, at Du nu først
+føler det, jeg forstaar ved Kærlighed. Du kan bagefter sige mig, om
+jeg har Ret eller Uret.
+
+Først maa jeg tilstaa, at min Sikkerhed intet har at gøre med den --
+vistnok af Mændene -- udbredte Mening, at en Mand bør anvende en Del
+af sin Ungdom til at rase ud. Jeg tror ikke paa, at Jert Raseri er
+saa stort, at I behøver det.
+
+Nej, min Sikkerhed har en Grund, jeg selv har udspekuleret og som
+jeg bilder mig ind er noksaa solid. Jeg har i alle dine Bekendelser
+forgæves ledt efter _Barnet_. Mange begejstrede Ord har Du ødslet
+paa at lovprise dine Elskerinders Dejlighed. Du har udstyret dem
+med alle Fortrin. Kun ét nægtede Du dem: Berettigelsen til at føde
+dine Børn. Maaske har det ikke været Dig bevidst. Ialfald synes det
+mig, at Du ligefrem med Flid gaar udenom Børnespørgsmaalet, hvori
+jeg ser al virkelig Kærligheds baade Begyndelse og Ende. Hvad kan
+den Kvinde være en Mand værd, hvem han ikke ønsker at skænke Frugten
+af sit Favntag? Det er dog det store Under, den Lykke over al Lykke
+i Favntaget mellem Mand og Kvinde, at dér mødes deres Kærligheds
+Evighedstrang, Trangen til at vide sig forenede ud i de fjærne Tider
+gennem Børnene og atter disses Børn og saa fremdeles, til Dagenes
+Ophør. Hvis jeg hvilede i dine Arme og jeg fornam din Vilje kølnes
+af Frygten for Barnet, jeg vilde føle den dybeste Beskæmmelse. Jeg
+vilde tænke: til en flygtig Lyst, et Sansernes hensigtsløse Behag
+er jeg ham god. Men han værdiger ikke at lade mit Skød bære hans
+Evighedstanke. -- Nu er jeg stolt og sikker, fordi jeg tror at vide,
+at jeg er den første, hvem Du har ønsket at se som dine Børns Moder.
+Og jeg nærer ingen Misundelse til din Fortid og de Kvinder, der
+fylder den. Stakler, om de elskede Dig; thi deres Hjærter vil da,
+selv under dine mest glødende Kærtegn og Smigerord, have følt Tomhed
+og Skuffelse. I modsat Fald er de end ingen Beklagelse værd. De
+fandt, hvad de søgte. De tog, ingen af dem, noget af den Lykke, din
+Kærlighed forjætter mig.«
+
+       *       *       *       *       *
+
+»Har jeg saa« -- spurgte Grethe -- »haft Uret i ikke at foruroliges
+af din Fortid?«
+
+Men uden Ord knælede jeg ned og lagde mit Hoved i hendes Skød.
+
+
+
+
+XXIX.
+
+
+                                                       _Februar._
+
+Det er, som Grethe siger. Det staar ikke vel til med hendes Fader.
+
+Vi er komne under Vejr med, at han i den senere Tid flere Gange,
+mens vi var ude, har listet sig over i Møllen. Vi fik Mistanke ved
+hans forblommede Ord, og nu forleden saa' vi ham, da han gik derfra.
+Han sneg sig bort som En, der er bange for at blive overrasket.
+Drejede sagte Nøglen om og lyttede for hvert Skridt.
+
+Vi har været inde i Møllen for at se, om vi kunde opdage, hvad han
+foretog sig. Alt stod tilsyneladende urørt.
+
+I Virkeligheden er der jo intet underligt i, om den gamle Mand kunde
+føle Lyst til en Gang imellem at færdes i sin Mølle, der rummer
+saamange Erindringer for ham. Det ængstende er kun den fordulgte
+Maade, hvorpaa han aflægger sine Besøg, og den Omhu, hvormed han
+søger at skjule dem for os. Samtidig kan han ikke lade være at sige
+Ting, som røber ham.
+
+En Dag, Grethe var gaaet ud af Stuen og han og jeg sad sammen i
+Sofaen, rykkede han tæt hen til mig og hviskede: »De har nok lagt
+Mærke til, at Grethe ikke holder af, at jeg kommer over til Møllen?
+Har hun aldrig fortalt Dem Grunden? Naa ikke. Skal jeg sige Dem,
+hvad jeg tror? Hun er bange, fordi jeg er gammel og blind. Hun
+mener, at jeg ikke kan klare mig selv længer og at der kunde ske mig
+en Ulykke. Grethe er saa omhyggelig for mig, hun er en god Datter
+og jeg nænner ikke at gøre hende imod. Men havde jeg ellers noget
+Ærind, fandt jeg vel Vej paa Vejrbakken og i Møllen saa godt som
+nogen Ung med to karske Øjne.«
+
+I det hele taget kredser hans Tanker sygeligt om Møllen. Det er ikke
+blot i Nattens Drømme -- som Grethe, bekymret lyttende ved hans Dør,
+har hørt --, at han fantaserer om den. Ogsaa ved højlys Dag spøger
+den i hans Sind. Han taler om den som om et levende Væsen, der bærer
+Nag til ham og som han frygter Hævn af.
+
+Forgangen Aften sagde han til mig:
+
+»Synes De ikke, at saadan en Mølle, der altid staar, er en underlig
+Ting? Ja naturligvis, var den gammel og aflægs, blev det jo en anden
+Sag. Men Møllen fejler ikke noget, den har sine Sager iorden baade
+indvendig og udvendig. Og dens Bestemmelse her i Verden er dog at
+gaa, saalænge dens Kræfter slaar til. Ser De, der er jo ogsaa noget
+ydmygende i det, at Folk, som ikke véd bedre Besked og som ikke har
+kendt den i de Tider, den var den raskeste Mølle paa Egnen, kunde
+falde paa at tro, at den overhovedet ikke _kan_ gaa. Nej, jeg har
+ikke handlet ret mod Møllen. Enten burde jeg afstaaet den til en
+Yngre, da jeg selv blev gammel og træt, eller jeg burde have skudt
+den som en Jagthund, hvis Herre ikke længer duer til at føre den paa
+Mark og i Skov og ikke vil se den i nogen Andens Eje.«
+
+Grethe, der var kommen ind og havde hørt de sidste Ord, gjorde et
+Tegn til mig, og jeg sagde:
+
+»Ja, Møller, jeg synes ogsaa, det er Synd for Møllen. De vilde gøre
+vel imod den ved at rive den ned. Saa er den død og borte og faar
+Fred, og De med.«
+
+»Det bliver vel ogsaa dertil,« svarede Mølleren. »Ja, naturligvis,
+det maa sagtens saa være. Men man gaar ikke til det med let Sind.
+Man véd dog aldrig, om der ikke kunde være Gærning for den endnu en
+Gang. Om ikke i min Tid, saa naar den nye Mand tager min Plads.«
+
+»Jamen Fader,« indskød Grethe. »Den nye Mand er jo kommen, og han
+har helleringen Brug for Møllen.«
+
+»Nej, det er nok ogsaa sandt,« smilede den Gamle. »Den nye Mand har
+selv ladet sin Mølle staa.«
+
+       *       *       *       *       *
+
+-- -- Men siden har Grethe og jeg talt om, at vi for enhver Pris maa
+have hendes Fader til at tillade Møllens Nedrivning.
+
+
+
+
+XXX.
+
+
+                                               _Sidst i Februar._
+
+Vi har besluttet at gifte os til Maj. Hvad har vi at vente paa? I
+Møllerhuset er der Plads og Mad nok. Det lidet, vi mere behøver,
+kan jeg vel digte mig til. Foreløbig skal Resthonoraret for min nye
+Bog anvendes til Grethes Brudekjole. Hun skænder paa mig for min
+Letsindighed, men jeg vil, at hun skal være den smukkeste og fineste
+Brud, som den gamle By har sét. Bryllupet skal staa i Stiftelsens
+lille landsbyagtige Kirke, og der maa ingen faa Adgang uden de gamle
+Damer. Men vor Veninde og tre andre gode Jomfruer fra Stiftelsen
+skal som Brudepiger følge Grethe til Alteret. Efter Vielsen drikker
+vi et Glas Champagne med Brudefølget, men der skal ogsaa være sød
+fransk Vin for dem, der foretrækker det. Naar vi saa kører hjem,
+lader vi Vognen holde udenfor Kirkegaarden; thi Grethe vil lægge
+sin Brudekrans paa Moders Grav, den, der forenede os. Og saa holder
+vi vort Indtog paa Vejrbakken som Mand og Kone og flytter ind i
+Møllerhusets øvre Etage, der har staaet tom og ubenyttet, lige
+siden Grethes Moder døde. Det er Maj, Bøgen nys udsprungen, Luften
+fuld af Blomsterduft, og i Vejrbakkens Skov synger Nattergalen sine
+Elskovsmelodier.
+
+Dagene rinder hastigt, mens Grethe og jeg lever vor store Lykke og
+drømmer om den end større Lykke, der venter os, naar Foraaret kommer.
+
+Om Morgenen gaar vi som Regel en lang Tur. Enten i Byens afsides
+Gyder og Stræder, hvis Navne alene henflytter En til en fjærn Fortid
+og hvoraf enkelte, fornemmeligst den ældgamle Peblingegyde, der i
+Trappeafsatser bugter sig mellem faldefærdige Rønner og forvitret
+Murværk, er saa snæver, at den maa passeres i Gaasegang. Eller vi
+søger ud paa de høje, aabne Landeveje, hvor Blikket skuer vidt og
+Tankerne drager paa Rejse ud i Fremtiden. Forfriskede af den kolde
+Luft, varme og rødmussede af den gode Bevægelse vender vi saa hjem
+til vort Arbejde. Jeg til min Bog, som nu skrider hastigt og sikkert
+fremad. Grethe til sit Udstyr.
+
+Der ligger fra Moderens Tid fuldt op i Kister og Skabe af Linned og
+Dækketøj, stærke hjemmevævede Sager. Men Grethe vil ikke gaa som en
+doven Brud til Brudesengen. Den skal klædes med Lagener, sømmede,
+stukne og navnede af hende selv. Og som den skal hele Brudehuset
+være. Symaskinen snurrer Dagen lang, og om Aftenen trædes Traaden,
+mens jeg sidder hos og ofte bringer Forstyrrelse i Arbejdet ved at
+kysse de kære travle Hænder.
+
+En Aften finder jeg Grethe ilag med at klippe fint Lærred ud i
+bittesmaa Stykker. Jeg sidder og bryder mit Hoved med, hvad det
+vel skal blive til, og Grethe, der ser min Forundring, smiler
+underfundigt. Endelig brister min Nysgærrighed, og jeg spørger: »Er
+det Dig eller mig, der skal pyntes med det Dukketøj?«
+
+»Nej,« svarer hun. »Det er vor Førstefødtes Skjorter.«
+
+Halvt spøgende, halvt alvorligt siger jeg: »Pas paa, Barn, at ikke
+dit altfor sikre Haab skuffes. Der blev vel ogsaa Tid nok siden at
+ordne Sønnens Udstyr.«
+
+Hun ser paa mig med Taarer i Øjnene: »Det maa Du ikke sige. Jeg vil
+ikke tænke noget saa sørgeligt. Hvad Mening var der saa i al min
+Kærlighed, om jeg ikke engang skulde kunne føde Dig en Søn? Og din
+Søn skal ikke komme til et fattigt og uforberedt Hjem. Han skal
+hellerikke bære Klæder, købte i Boder, fremmede Klæder, hvori ingen
+Tanke om ham gemmes. Derfor syer jeg hans Tøj nu, mens jeg er rask
+og har Kræfter til det. Hvordan det bliver siden, kan man aldrig
+vide. Skulde det saa end hændes, at jeg døde fra ham, vil Du dog,
+naar han bliver stor nok til at fatte det, kunne fortælle ham, at
+hans Moder havde sørget for ham, saavidt hun formaaede. Og han vil
+aldrig føle sig ganske moderløs.«
+
+       *       *       *       *       *
+
+-- -- »Saa er Du ikke vred paa mig og synes ikke, jeg er overspændt,
+ejheller altfor tillidsfuld? Hvilken Gud skulde misunde en Kvinde
+den Lykke at drage Omsorg for det Barn, hun gærne ofrer Livet for at
+føde?«
+
+Dette sagde hun, da hun i den mørke Aften stod ude paa Vejrbakken
+og rakte mig Haanden til Godnat. Jeg drog hende ind til mig og
+hviskede: »Du bedste af alle Mødre.«
+
+
+
+
+XXXI.
+
+
+                                                      _8. Marts._
+
+Det er nu bestemt, at Møllen skal rives ned. Den Gamle har givet sit
+Samtykke, om fjorten Dage tages der fat paa Arbejdet. Efter først
+endelig at have fattet sin Beslutning synes Mølleren beroliget.
+Saavidt vi kan skønne, har han i den sidste Tid end ikke aflagt
+Smugbesøg i Møllen.
+
+Beslutningen om Møllens Nedrivning har bragt Ro over os alle.
+Uden at ville tilstaa det for hinanden gik Grethe og jeg begge i
+Ængstelse for, at en Ulykke skulde ske. Hvor let kunde det ikke
+hænde, naar den gamle blinde Mand færdedes alene i Møllen, at han
+snublede paa en af de stejle Trapper, styrtede igennem en Luge eller
+kom galt afsted med Hjulværket? Grethe har nu tilstaaet det: ofte
+naar hun afslog en Spadseretur under Foregivende af Travlhed med
+Udstyret, var det Frygt for at forlade Faderen, der holdt hende
+hjemme.
+
+Nu er alt trygt og godt som før. Og om Aftenen sidder vi og drøfter,
+alle tre, hvad Volden skal bruges til, naar Møllen er borte. Den
+Gamle mener, at, da Møllen hidtil har tjent mange Skippere som
+Sømærke, bør han tilbyde Grunden til Oprejselse af et andet let
+iøjnefaldende Mærke. Men Grethe hævder, at mange andre Punkter paa
+Vejrbakken egner sig ligesaa godt dertil; at Volden er deres egen og
+at Ingen kan fortænke dem i, at de indretter den til deres Behag.
+Hun og jeg har en Plan, som vi haaber at faa hendes Fader til at
+bifalde.
+
+Paa Volden vil vi bygge et Lysthus i antik Tempelstil. Rundt om det,
+paa Voldgangen, planter vi en Krans af skærmende Graner, men op om
+Templet og dets Søjler skal i Tidens Løb vild Vin og vilde Roser og
+Kaprifolier slynge sig. Og paa dets Frontespice fæster vi i gylden
+Skrift Indvielsens Ord: _Til Vejrbakkens Gud_.
+
+Vejrbakkens Gud, Fredens Gud, vor Lykkes Gud vil vi bygge vort
+Blomster-Tempel, vort Olymps idylliske Parnas. Her vil vi sidde og
+skue vidt over Land, lade Verden støje under os, høre Stormen suse
+og Uvejret knitre om os og alle Dage, i Storm som i Stille, skærmes
+af Fredens milde Paulun. Her vil vi sidde, mens vi er unge og Roser
+og Vin og Kaprifolier ranker sig om vore Hjærter; her vil vi ogsaa
+sidde, naar de gamle Aar kommer og Mindernes Duft ombølger os. Herop
+vil vi føre vore Børn, mens de er smaa, og lære dem at bøje Knæ for
+vor Gud, og her vil vi vente dem, naar de, prøvede i Livets Kamp,
+søger Hvile i Barndomshjemmets Tempel. Men allerdejligst synes vi,
+det vil være -- vi smiler ad vore Drømmes ufortrødne Flugt --, naar
+den Dag kommer, da vor Søn og hans Brud tager vor Plads mellem Roser
+og Kaprifolier.
+
+I Fællesskab bygger vi vort Tempel. Men den Dag, Templet er rejst og
+vi staar sammen deroppe, vil jeg fortælle Grethe, hvordan jeg, alt
+før jeg kendte hende, og længe før jeg vidste, jeg elskede hende,
+tilbad hende som Fredens Gudinde og af Møllen byggede hende et
+Højalter.
+
+
+
+
+XXXII.
+
+
+                                                     _19. Marts._
+
+Foraaret kommer tidligt iaar. De sidste otte Dages lune Regn og
+bagende Sol har allerede bragt Skovbundens Blomster til at pible
+frem af det brune Løvdække, har allerede vakt Fuglesangen foroven.
+
+Det er lige efter Solopgang, da jeg imorges henter Grethe til vor
+Spadseretur. Morgensolen har kaldt paa mig, jeg nænnede ikke at sove
+de dejlige Timer bort. Og jeg staar fløjtende udenfor Møllerhuset,
+hvor alt endnu er lukket. Et Gardin rulles op, og Grethe kommer til
+Syne i hvid Natdragt, med det rige brune Haar frit nedhængende og
+glimtende gyldent i Solen. Hun nikker smilende til mig og sender mig
+et Godmorgen saa fornøjet, at hele Luften fyldes med Glæde. Men da
+jeg tænker paa, at denne livstraalende Ungdom er min og at om en
+føje Stund dette frodige hvide Legeme skal hvile i mine Arme og være
+min Hu til Vilje, svimler det for mig.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Vi gaar i Skoven og drikker Foraarets stærke Vin, som Solen perser
+af tusind gærende Safte. Jeg ser Blodet stige i Grethes Kinder, jeg
+hører det banke i hendes Haand, som jeg holder i min. Foraarets Rus
+er i os, dens liflige Døsighed gyder sig gennem vore Aarer. Grethe
+bøjer sig ind til mig, træt søger hun, med Hovedet lænet mod min
+Skulder, Støtte ved min Arm, og hun siger sagte:
+
+»Hører Du den samme Sang som jeg?«
+
+»Hvilken Sang hører Du?«
+
+»Der er Stemmer, som higende kalder, og der er Stemmer, som vigende
+lokker. De leger med hinanden, snart klagende fjærnt, snart
+sukkende nær; snart spørgende og svarende, snart flydende sammen
+i et jublende Møde af alle Toner ... Jeg synes, det er Naturens
+Bryllupssang, der lyder om os. Hører Du den ikke ogsaa?«
+
+»Jeg hører Naturen kalde til Fest: Frem alle Blomster, syng alle
+Fugle, spring ud alle Træer. Stat tidligt op, smyk Jer og øv Jer.
+Vaaren er kommen alt nu, at I kan være rede. Thi naar Majdag rinder,
+staar Vejrbakkens Prinsesse Brud. -- Jeg hører Naturen synge dit
+Bryllup ind.«
+
+       *       *       *       *       *
+
+Vor Vej standses af en Bæk, der ellers risler med sparsomt Vand
+mellem store Stene, men som Vaarbruddet har ladet svulme over alle
+Bredder. Kun hist og her rager en Sten op.
+
+»Vi maa vel vende om?« spørger jeg.
+
+Grethe læner sig ømt til mig: »Jeg er saa foraarsdoven,« siger hun.
+»Jeg vil nødig gaa en Omvej. Tror Du ikke nok, Du kan bære mig?«
+
+Hun slaar sine Arme om min Nakke, jeg løfter den store Pige, og jeg
+staar med hende ude i Bækken. Jeg føler hendes bløde Legeme tæt mod
+mit, hendes varme Aande i mit Ansigt. Jeg mærker ingen Byrde, men
+atter svimler det for mig. Jeg maa tage al min Vilje sammen for ikke
+at styrte med hende.
+
+... Saa sidder vi, begge lidt forpustede, paa Bænken hinsides
+Bækken. Men Grethe lægger sit Hoved til mit og hvisker i mit Øre:
+
+»Du, min stærke Brudgom. Saa dejligt jeg havde det i dine Arme.«
+
+       *       *       *       *       *
+
+Foraaret kommer tidligt iaar. Der kimer Bryllupsklokker i Naturen.
+Brudefolkene længes mod Bryllupets Dag.
+
+
+                                                     _21. Marts._
+
+Jeg har faaet mine Papirer fra Hovedstaden, de Attester, uden hvilke
+man ikke bliver gift, selv ikke paa Vejrbakken. Jeg ser, at jeg i
+min Alders første Aar blev kokoppeindpodet og at Podningen »slog
+an«. Himlen være lovet. Ellers havde jeg formodenlig ikke faaet
+Tilladelse at indtræde i Ægtestanden.
+
+Imorgen eller i Overmorgen begynder Nedrivningen af Møllen. Den
+Gamle var i helt godt Humør iaften.
+
+
+
+
+XXXIII.
+
+
+                                                     _22. Marts._
+
+Grethe er imorges kommen til Skade oppe ved Møllen. Lægen giver
+ganske godt Haab.
+
+
+                                              _Samme Dags Aften._
+
+Der var nok blæst en stærk Storm op inat. Jeg synes forresten ikke,
+det blæste noget videre, da jeg gik op til Møllen, men jeg tænkte jo
+hellerikke saa meget paa Vejret.
+
+Da jeg fra Skoven naaede ud til Bakkekammen, ser jeg Grethe staa
+oppe paa Møllevolden mellem Vingerne, akkurat som første Gang, jeg
+saa' hende paa Vejrbakken. Saa er Arbejderne altsaa ikke komne
+endnu, tænkte jeg. Det var maaske ogsaa for tidligt. Og jeg tænkte
+videre, at Grethe sagtens var gaaet derop for at tage Afsked
+med Møllen. Hun saa' mig ikke, hun stirrede ud over Fjorden. Jeg
+svingede med Hatten, jeg kaldte paa hende. Hun hørte mig ikke, hun
+stod i dybe Tanker. Og Blæsten har vel ogsaa baaret imod.
+
+Pludselig gav det et Ryk i Vingerne. Jeg tror nok, jeg udstødte
+et Skrig. Enten har hun hørt mit Skrig, eller hun har selv mærket
+Faren. Hun drejede Hovedet, vore Blikke mødtes, hun gjorde en
+Bevægelse som for at styrte frem, i det samme Sekund faldt hun
+lydløst til Jorden, ramt af den ene Vinge. Og den næste Vinge fulgte
+efter, hen over hendes Legeme, og den næste. Rundt og rundt, i
+stigende Fart, gik Vingerne, henover Grethe. Jeg tænkte, mens jeg
+løb: Du er bleven forstyrret i Hovedet, det er Svimmelhed, alt gaar
+rundt for Dig. Men saa saa' jeg jo, at Grethes Legeme ikke skiftede
+Plads.
+
+Paa den anden Side af Møllen, ligefor Voldtrappen, fandt jeg Grethes
+Fader. Han stod og gjorde et Tov fast. Han smilede saa underligt.
+Den Tanke fo'r mig gennem Hovedet: han har i Sindssyge dræbt sin
+Datter. En vanvittig Tanke. Jeg anede i det samme alt. Jeg sagde
+i Forbifarten roligt: »Grethe er bleven ramt af Vingerne.« Da jeg
+naaede hen til hende, stod Møllen atter. Hendes Fader havde vel
+standset den. Jeg laa bøjet over hende, hun rørte sig ikke. Hun var
+helt hvid i Ansigtet, men jeg saa' ikke Saar eller Blod. Jeg kaldte
+paa hende, jeg blev ved at nævne hendes Navn. Saa aabnede hun sine
+Øjne og smilede, lukkede straks Øjnene igen, men Smilet blev om
+hendes Mund. Hun havde sét mig og hun smilede! Aa Gud, aa Gud! hun
+var ikke død.
+
+En Hulken lød bag mig og en rystende Haand famlede paa min Skulder.
+Det var den Gamle. »Hun lever!« sagde jeg. »Men vi maa have hende
+baaret ind.« -- Jeg saa' op; lidt borte stod tre, fire Arbejdere i
+en Klynge med brave medlidende Øjne. De trængte sig stille frem for
+at hjælpe. Og en af dem sagde: »Der er gaaet Bud efter Læge.«
+
+Vi bar hende ind, og Lægen kom.
+
+Hendes Tilstand er iaften uforandret. Hun ligger bevidstløs hen.
+Slaget har ramt hende paa den højre Side af Hovedet. Der er kun
+en Skramme og nogen Hævelse at se. Men Lægen frygter enten en
+Hjærnerystelse eller et Brud.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Min Anelse om Ulykkens Aarsag bekræfter sig. Grethes Fader vilde en
+sidste Gang, inden den blev revet ned og bragtes til evig Ro, lade
+Møllen gaa. Ved sine hemmelige Besøg derovre havde han forvisset sig
+om, at Maskineriet var i Orden. Han er imorges gaaet tidligt op til
+Møllen, har rimeligvis været inde i den, da Grethe kom. Under Larmen
+af den stærke Blæst har hun ikke hørt hans Puslen hverken derinde
+eller da han gik ud paa den modsatte Side. Saa har han trukket
+Persen fra, i samme Nu satte Stormen Møllen i Gang og Ulykken skete.
+
+Saameget har jeg kunnet slutte af de faa Ord, han har sagt.
+Han sidder mest hen i stum Fortvivlelse. Det er en Ynk at se.
+Pinefuldere næsten end at dvæle ved Grethes stille Sygeleje.
+Men da Arbejderne kom og spurgte, om de saa skulde begynde
+Nedbrydnings-Arbejdet, sagde han, at de kunde gaa. Han vilde sende
+Bud efter dem, naar han behøvede dem.
+
+
+
+
+XXXIV.
+
+
+                                                     _24. Marts._
+
+Hun er død. Min Grethe, min kære Pige er død.
+
+Vi vidste jo hele Dagen igaar, at der intet Haab var. Feberen og
+Vildelsen begyndte om Natten, og Lægen gik om Morgenen uden at sige
+noget. Jeg kunde ikke spørge. Jeg forstod, det var overflødigt.
+
+Jeg har siddet hos hende og maattet tvinge Smil og Glæde frem i mit
+Ansigt. Hun troede, hun laa til Sengs, fordi hun havde født vort
+Barn. Hun var saa lykkelig, men en Gang imellem græd hun, fordi hun
+ikke maatte have Barnet hos sig. Og naar jeg ikke smilede, blev hun
+ganske fortvivlet, jamrede sig og sagde, at vi løj for hende: at
+Barnet var død eller røvet fra hende. I de Øjeblikke blandede ogsaa
+Møllen uhyggelige Forestillinger ind i hendes Fantasier. Hun troede,
+at hendes Fader havde bragt Barnet op til Møllen, og bad mig saa
+bønligt hente det tilbage.
+
+Ud paa Aftenen tog Feberen til. Lægen kom, men gik hurtigt igen. Jeg
+talte ikke med ham. Jeg sad atter ved Grethes Seng, hun kendte mig
+ikke. Hun laa mest med lukkede Øjne, mumlede uhørlige, forvirrede
+Ord og fortrak Ansigtet i Smerter. Jeg syntes næsten, det var bedre
+saadan. Jeg behøvede jo ikke at skjule min Sorg, jeg kunde holde
+hendes stakkels hede Haand i min og græde.
+
+Pludselig slog hun Øjnene, store og klare, op.
+
+»Græder Du, fordi jeg skal dø?« spurgte hun.
+
+Jeg sank ned paa Gulvet og lagde mit Hoved i hendes Puder. Hun strøg
+sin Haand nedover det, mildt og længe. Saa sagde hun:
+
+»Du maa ikke græde for min Skyld. Jeg har det saa godt. Det er ikke
+slemt at dø. Baade din og min Moder kalder paa mig: de smiler saa
+kærligt til mig; de viser mig, at der er Plads til mig imellem dem.«
+
+En mørk Skygge gled over hendes Blik. Hun rejste sig op i Sengen:
+»Barnet! Hvor er Barnet? Det er Synd af Dig at lade mig vente saa
+forfærdelig længe!«
+
+Saa faldt hun tilbage, hendes Øjne var atter klare, men store Taarer
+trængte sig frem.
+
+»Min egen Ven,« sagde hun, »læg dit Hoved tæt til mit. Der er noget,
+jeg vil sige Dig, nu mens jeg véd rigtig Besked med alt og inden jeg
+dør.«
+
+Jeg gjorde, som hun bad, og hun hviskede:
+
+»Jeg er ikke bange for at dø, men jeg synes, det er saa sørgeligt,
+at jeg skal herfra, før jeg har født Dig den Søn, jeg havde lovet
+Dig. Nu er det saa lidt, Du har som Minde om mig, saalidt at takke
+mig for. Jeg gav Dig jo kun mig selv en stakket Stund. Og knap nok
+det gjorde jeg. Nej, Du maa ikke afbryde mig og ikke sige mig imod;
+jeg maa have Lov at sige det altsammen, som jeg føler det. Jeg
+bebrejder mig, at jeg lod Dig vente. Jeg syntes vel, det var Dig,
+der skulde bede. Du skal vide, at alt, hvad Du havde bedt om, havde
+jeg givet Dig. Du skal vide, at hin Formiddag i Skoven, da vi hørte
+Bryllupssangen tone om os, var jeg af mit ganske Hjærte, af hele
+min Længsel din Brud. Og det vil jeg, uden at rødme, sige Gud paa
+hans Trone, at jeg gik grædende fra Jorden, fordi jeg ikke naaede at
+hvile som Brud i dine Arme.«
+
+»Nu er det Tid,« sagde hun lidt efter, »at Du henter Fader herind.«
+
+Men da hun havde kysset den Gamle, bad hun om at maatte sove,
+smilede til mig, lukkede sine Øjne og slog dem ikke mere op.
+
+
+
+
+XXXV.
+
+
+                                                     _Løst Blad._
+
+Foraaret gaar sin Sejrsgang op over Vejrbakken, med stort Følge af
+glade Mennesker nede fra Byen. Unge og Gamle, Børn og Kærestefolk,
+værdige Mænd og Matroner, ja selv værkbrudne Stakler -- alle skal de
+med at se Vaaren paa Vejrbakken.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Strøende gylden Sol for alle Vinde fører Foraaret an, og de glade
+Mennesker fra Byen udpeger beundrende for hinanden dets stolte
+Bedrifter.
+
+»Alt staar Hækken i Knop, og i Vejkanten blomstrer Violer. Pluk mig
+et Par, jeg vil fæste dem ved mit Bryst.«
+
+»Nej, kære, pas dog paa, at Du ikke træder paa Sneglen. Og se
+Sommerfuglene dér, den ganske gule og den røde med de sorte Pletter.
+Herregud, lad dem flagre i Fred, lad dem nyde Foraaret ligesom vi.«
+
+»Hørte I Stæren, Børn. Og Pipfuglen hist. Den flyver med Straa til
+sin Rede.«
+
+       *       *       *       *       *
+
+Toget standser ved Pavillonen, som Foraaret har vakt af sin Dvale;
+hvor, Vinteren igennem, kun en enlig Fremmed har været Gæst.
+
+»Lad os drikke et Glas for Vaaren. For Vaaren og Livet. For Livet og
+Glæden.«
+
+»Hvad I ikke spiser, Børn, strø det for Spurvene. Vi maa ikke glemme
+Vinterens Fugle, fordi Foraaret er kommet.«
+
+       *       *       *       *       *
+
+De glade Mennesker fra Byen følger Foraaret videre, op gennem Skoven.
+
+»Saa lifligt her dufter af Muld og Gran. Men gaa ikke i Græsset, det
+har regnet i Nat.«
+
+»Jo, i Græsset maa jeg. Jeg har fundet en blaa Anemone. Og de hvide
+dér. Hvormange der er, naar man ret ser efter.«
+
+»Og tænk Bøgen. Saa store Knopper den alt har. Tro mig, den springer
+ud før Maj, hvis dette Foraar varer ved.«
+
+»Vist varer det ved. Spørg blot Fuglene, der jubler. De véd Besked.«
+
+       *       *       *       *       *
+
+Foraaret staar triumferende paa Vejrbakkens Kam, og de glade
+Mennesker udbryder i høje Fryderaab:
+
+»Helt herop er Vaaren naaet. Møllevolden er klædt med nyt Græs,
+og Vingerne skinner som Guld i Solen. I Møllerens Have knoppes
+Frugtblomsterne, i en Stue vilde de hastigt udfolde sig. Hvem der
+turde bryde en Gren!«
+
+Da aabnes Døren til Møllerhuset, en klam Luftning gaar hen over
+de glade Mennesker: paa sit hvide Leje hviler en ung Kvinde, kold
+og bleg. Og ved hendes Side staar en Mand, den Fremmede paa
+Vejrbakken. Hans Øjne græder ikke, de har ingen Taarer fler. Han
+siger, bøjet over sin kolde, blege Brud: »Vaaren er død.«
+
+
+
+
+XXXVI.
+
+
+                                                     _30. Marts._
+
+Idag er Grethe bragt til Hvile paa Kirkegaarden.
+
+I Stiftelsens Kirke forrettedes Andagten. Dér sad alle de gamle
+Kvinder og græd uhyklede Taarer over Grethe, fordi hun, der havde
+bragt Ungdom og Skønhed ind i deres falmede Hjærter, var gaaet bort
+midt i sin unge Glæde. Paa hendes Kiste havde de lagt Kranse, bundne
+med deres egne rystende Hænder, Kranse af Vedbend og Mos, prydede
+med Evighedsblomster og troskyldige Farvel-Indskrifter i sorte og
+hvide Perler. Og saa sang de nu for hende, der havde sunget for dem,
+sang med deres spinkle, brustne Stemmer: »Tænk, naar en Gang den
+Taage er forsvunden.« Aa Gud, aa Gud. Her var det, hun havde glædet
+sig saa inderligt til at skulle staa Brud, her, hvor hun nu laa i
+sin Kiste, en Dødens Brud, klædt i det Lin, hun selv havde sømmet og
+syet til sin Fest. -- Mit trætte, forpinte Hoved sank ned ved min
+gamle Venindes Bryst. Hun klappede mig og talte til mig som til et
+bedrøvet Barn, saadan som hun saamange Gange i svundne Dage havde
+trøstet mig og kælet for mig. Baade hun og jeg glemte nok, at jeg nu
+var en stor og klog Mand. Jeg syntes, jeg havde det godt ved hendes
+enfoldige Bryst; jeg syntes, Sorgen mildnedes, mens hun hviskede:
+»Saa maa det da være saa skønt for ham at tænke paa, at hun ikke
+skal ligge alene, men skal ud til hans Mo'r. De to vil tale saameget
+godt og kærligt om ham, det kan han være forvisset om, og hænder der
+ham nogen stor Fortræd eller Modgang, saa vil han fornemme, hvordan
+de trøstende omsvæver ham.«
+
+-- Præsten, den stærke Kirkens Svøbe over den gamle Bys
+Vankundighed, traadte frem ved Grethes Kiste. Han saa' prøvende
+strængt ud mod Forsamlingen, men, som om han uvilkaarligt forstod,
+at her ved denne unge Piges Kiste, overfor disse grædende gamle
+Kvinder og denne haardt ramte Fremmede, her var Strænghed
+Helligbrøde, saa gød sig et Skær af bevæget Menneskelighed over hans
+skarpe Træk, og da han begyndte at tale, skælvede hans Stemme:
+
+»Jeg kendte ikke den unge Kvinde, hvem Gud tog bort, just som hun
+troede at staa ved den største Jordelykkes Indgang. Men der er mig
+om hende intet fortalt uden Godt og Skønt. Hun synes ad egne Veje
+paa det høje ensomme Sted, hun boede, at have fundet Fred med Gud og
+Verden. Hun synes ogsaa at have haft Evne til at meddele Andre Fred.
+Jeg kender ikke dem, der er hendes Nærmeste og hvem hendes Død blev
+saa tungt et Slag. Jeg véd ikke, om deres Sorg har søgt den Trøst,
+jeg kalder den ene rette. Men mit Hjærte krymper sig i deltagende
+Forstaaelse af deres Smerte. Jeg beder Gud skænke hende og dem sin
+Fred. Amen.«
+
+Alene med Præsten vandrer jeg henover Kirkegaarden bag Grethes
+Kiste. Jeg ser, hvordan Foraaret har begyndt at brede sin Pynt over
+Døden. Jeg ser Foraarets Blomster og jeg hører i mit Øre genlyde
+Præstens Ord om Guds Fred. Og min Sjæl skriger i Kval: »Du lyver
+Præst, ligesom Foraaret paa Gravene lyver. Alverdens Blomster kan
+ikke dække den Dødens Gru, at hun, jeg elskede, skal ædes af Ormene.
+Alverdens Præster kan ikke lade opstige til mig af Graven den Guds
+Fred, som for evigt jordedes med hende.«
+
+Kisten er sænket i Graven, Jordpaakastelsen til Ende, Præsten har
+trykket min Haand -- jeg er ene.
+
+Men først rigtig ene dog, da jeg, kold og rystende af at sidde
+stille saalænge i den skarpe Foraarsluft, forlader mine Grave og
+gaar op paa Vejrbakken, der nu end ikke huser Grethes tomme Ler.
+
+Saa ene, saa ene.
+
+
+
+
+XXXVII.
+
+
+                                                         _April._
+
+Jeg flygtede jo hertil for at søge Ensomheden. Jeg fandt den. Og om
+Grethe ikke var kommen paa min Vej, havde sikkert Ensomheden ikke
+skræmmet mig. Thi jeg havde da ikke kendt det Savn, der nu jager mig
+som en Fredløs.
+
+En Fredløs er jeg i min Ensomhed. Hvor finder jeg den Krog, som kan
+yde mig Fristed? Enten jeg flakker om i den gamle Bys øde Gader
+eller jeg løber min Fod træt paa Vejrbakkens stejle Veje, overalt
+følger Savnet mig som en graadig Ravn, skrigende hæst i mit Øre,
+parat til at hugge sit Næb i mit Hjærte. Der er ikke den Plet,
+ikke det Hus, det Træ, der ikke raaber mig mit Savn imøde. »Husk,
+sidst Du var her, kom Du med _hende_! Nu er Du alene, hun følger
+Dig aldrig mere.« »Her sad Du med hende. I talte om Eders Lykke, I
+drømte Jer ud i Fremtiden; alt, hvad I talte, tænkte og drømte, var
+Sommer og Sol, idel Liv og Lyst. Nu ligger hun i Jorden, Drømmen har
+Dødens kolde Pust splittet.«
+
+Jeg har søgt Freden i Bibliotekets Klostersal, hvis højtidsfulde
+Stilhed før dulmede mit Sind til god Hvile i gamle Minder. Men
+Ravnen sad paa min Skulder: »Du unge Munk, hvi dvæler dit Blik
+saa længselssygt ved Træet derude bag Muren? Bliv kun, hvor Du
+er. Dig venter ingen længer, naar Mørket falder over Klosteret. I
+Klosterhaven er Nattergalene forstummede. Og i det gamle Træ bygger
+Ravnen Rede.«
+
+I Kildehaven har jeg været, jeg tør ikke komme der mer. Jeg syntes
+Børnene blev stille, da de saa' mig. Jeg læste i deres Øjne
+bedrøvede Spørgsmaal: »Hvor er hun henne, hun, som altid før var med
+Dig og som holdt saameget af os? Du maa ikke komme alene, Du skal
+hente hende.«
+
+Min Veninde i Stiftelsen sørger over min Troløshed. Netop nu vilde
+hun saa gærne vise mig sin Hengivenhed. Hun forstaar det ikke og
+jeg nænner ikke at sige hende det: mit saarede Hjærte taaler ikke
+de medlidende Blikke, som det maa løbe Spidsrod igennem, saasnart
+jeg er indenfor Stiftelsens Porte; som forfølger mig paa Trapper og
+i Gange, helt op til hendes Dør, og som modtager mig i hendes egen
+Stue, fra hendes egne trofaste Øjne.
+
+Men mest hjærteskærende er det dog at besøge Grethes Fader. At
+færdes i de Stuer, som hun fyldte med sin Fred og sin Ynde; hvor
+Savnet klager som et forpint Dyr under hvert Skridt, man træder;
+hvor Luften endnu skælver af hendes Dødssuk; hvor endelig han
+sidder, den gamle Mand, og stirrer med den blinde Skæbnes tomme
+Øjne paa det Frygtelige, han har fuldbragt. Hvad har han og jeg
+at sige hinanden, som kan bringe Trøst? Han hører næppe nok de
+Fornuftbetragtninger, hvormed jeg forsøger at møde hans Selvanklage
+og hans forvirrede Udtalelser om Grethes Ulykke som den forurettede
+og vrede Mølles Hævn. Er jeg derimod selv ganske upaavirket af hans
+sære Grublerier? Eller er det alene Mindet om hin forfærdelige
+Morgen, der vækker Uhygge i mit Sind og faar mig til at skælve, naar
+jeg passerer Møllen? Endnu ligger den der, endnu har dens Herre ikke
+villet fælde Dommen over den.
+
+       *       *       *       *       *
+
+-- -- Men naar Savnet har jaget mig fredløs fra Sted til Sted,
+søger jeg Hvile i mit Arbejde, i min Bog. Mens jeg skriver paa den,
+glemmer jeg, at Grethe er død. I den lever hun, i den genopstaar
+hun med den Guds Fred, som hun skænkede mig, da jeg kom som en træt
+Flygtning til Vejrbakkens Ensomhed.
+
+
+
+
+XXXVIII.
+
+
+                                           _Sidste Dage i April._
+
+Jeg havde Lyst at skrive en Fortale til min Bog, som nu er
+færdig. Rigtignok bandlyser den moderne literære Katekismus
+Fortaler saavelsom de gamle fortrolige Henvendelser midt i Bogen
+fra Forfatteren til hans kære Læser. Et af de første Bud lyder:
+Forfatteren maa aldrig stikke sin Person frem og ikke give sin
+private Mening til Kende. Forfatteren objektiverer sig i Værket, der
+har at tale for sig.
+
+At vise Humbugen heri skulde bl. a. være Hensigten med min Fortale.
+Har en Forfatter noget paa Sinde overfor sine Læsere, skal han nok
+faa dem det sagt trods Katekismens Forbud. Han lader bare en af
+Personerne holde et lille Foredrag. Og hvad nytter det, man forbyder
+ham personlig at optræde i sine Bøger? De allerfleste Bøger skrives
+om Forfatterne selv. Følgen af Forbudet mod de umaskerede sorte
+Dominoer bliver da blot, at Forfatterne kostymerer sig mer eller
+mindre smagfuldt, mer eller mindre gennemskueligt. Tag en af vore
+Forfatteres samlede Produkter for Dem, og De vil se ham paradere
+forbi i en Række skiftende Forklædninger: som Præst og som Læge,
+som Ingeniør og som Adelsmand; snart det overlegne Fornuftmenneske,
+snart en dybsindig Grubler; snart en barnlig Fantast og snart en
+fortvivlet Oprører mod Samfundsordenen. Den naive Mand bilder sig
+ind, at han er vel forvaret i sin sindrige Forklædning. Men ikke
+blot hans Kaldsfæller, der kender Fiffene, skriver ham straks leende
+i Haanden. Ogsaa Læserne, dresserede af den moderne kritiske Metode,
+hvis Stolthed det netop er at »finde Katten«, udpeger ham med
+Lethed og siger henrykte til hinanden: Har I set den skævbenede Hr.
+A.... nu optræder han min Salighed som en uimodstaaelig Ingeniør?
+Hvad mener I om den evigglade Hr. B., er han ikke grinagtig, naar
+han giver Partiet som den verdensforagtende Naturforsker?
+
+Forklædningen narrer Ingen anden end -- Forfatteren. Han tænker:
+siden jeg nu en Gang skal i Kostyme, vil jeg dog gøre mig akkurat
+saa prægtig, som jeg dog nok egenlig er. Hvilket latterlig glimrende
+Galleri af Selvportræter udviser ikke den moderne Literatur. Hvor
+har Forfatterne ikke svælget i at afmale sig som Ynglinge med
+dejlige Aasyn, med slanke, elegante Skikkelser, med ildfulde blaa
+eller brune Øjne eller Øjne, der betagende skifter i alle Farver.
+Eller de har set sig selv i moden Manddom, med Alvor og Myndighed
+i det viljestærke Blik, med graanende, men endnu fyldige Lokker. I
+kærlig Overbærenhed retoucherer de bort alle Maver og Maaner, alle
+Latterligheder og Grimheder. Og hænder det en sjælden Gang, at de,
+ved at se sig i Spejlet, faar en Anelse om, at en vis Beskedenhed
+maaske vilde være passende, slaar det ikke fejl, at de Svagheder
+eller Mangler, de med ædel Oprigtighed vedkender sig, stilles i
+en flatterende Belysning af en Ejendommelighed, der overgaar al
+sædvanemæssig Skønhed. Eller de tager yderligere Oprejsning for
+de koket tilstaaede legemlige Skavanker ved at gøre de aandelige
+Fortrin, der aldrig fattes en Forfatters Selvfremstilling, end mere
+overvældende.
+
+Saaledes ser vi da vore Forfattere, som Ofre for
+Forklædnings-Humbugen, udlevere sig til Spot for en lattermild
+Samtid.
+
+Det fik endda være. Værre er det, at Forklædningen hæmmer
+Forfatteren i at sige sit Hjærtes usminkede Mening. Maskeradebøgerne
+fordrer en pinagtig Hensyntagen til æstetisk Vedtægt, der føles
+som Humbug, fordi Forfatteren véd, hvad den er »gjort af«. Vi
+kender alle den moderne Romanformel: et første Kapitel, hvor vi
+springer badus ud i Handlingen, og et andet Kapitel, hvor vi hales
+i Land af en lang og kedsommelig Forhistorie, som Forfatteren
+møjsommeligt har sammenstillet til Baggrund for sin Maskerade.
+Alle disse Udenomssysler med Garderobe, Maskineri, Dekorationer
+og med Personer, der skal agere imod hinanden efter en stereotyp
+Kapitel-Regie, suger Marven af den Energi, som skulde gøre Bogen
+til et helt og ægte Udtryk for de Oplevelser, Stemninger og
+Følelser, der har født den i Forfatterens Sjæl. Kunstletheden og
+Kunstfærdigheden kvæler den Hjærtets simple, enfoldige Tilstaaelse,
+som det var Bogens Mening at gøre andre Hjærter, der har levet og
+følt noget lignende.
+
+Derfor har jeg fortalt min Bog saa lige ud, som jeg har levet den.
+Derfor er det »jeg«, der selv henvender mig til Læserne. »Jeg« er
+hverken smuk eller grim, hverken en velskabt Trubadur eller en
+dæmonisk Pukkelryg. »Jeg« er kun et Hjærte med Trang til at synge
+sin Fryd og sin Kvide. »Kostymet« passer sagtens til de store
+Bøger, der skildrer Samfundets Maskerade. Hjærtets smaa Bøger
+skrives bedst af den, der ikke forsøger at være andet end »jeg«.
+
+
+
+
+XXXIX.
+
+
+                                                     _30. April._
+
+Jeg har sluttet min Bog; jeg har sluttet alt, hvad her var for mig
+at virke.
+
+Iaftes, da jeg paa det sidste Blad havde lukket Grethes Øjne med et
+Afskedskys og det tomme hvide Papir laa foran mig, da forstod jeg,
+at nu kom først ret de ensomme Dage paa Vejrbakken. Og jeg stod op,
+samlede alle Ting sammen, pakkede min Kuffert og lod min Vært vide,
+at jeg rejser med Skibet imorgen.
+
+Hvad jeg vil? Først og fremmest bort herfra. Men dernæst didhen,
+hvor Arbejdet venter mig. Træt, fordi det syntes mig at føre
+til intet, opgav jeg det. Jeg genoptager det, uden altfor store
+Indbildninger, men følende, at det i hvert Fald har sit Værd i
+sig selv. Hvilen giver kun de Lykkelige Fred. For os andre dulmer
+Arbejdet Ulykken.
+
+Lad mig desuden tilstaa det. Naar jeg i disse sidste Tider af og
+til, for at søge en Smule Adspredelse, har gæstet en af Byens Kaféer
+og dér faaet et Blad ihænde, er der vaagnet i mig en kriblende Lyst
+til atter at føre en Pen for eller imod det, jeg læste. Jeg fornam,
+at min Mølle ikke var standset anderledes, end at en Smule Vind
+kunde sætte den i Bevægelse. Og jeg syntes, jeg begyndte at forstaa
+Grethes Fader. Ikke Møllen, men ham var det, der trængte til at
+høre Hjulene snurre og Vingerne suse. I hans eget Indre var det, at
+Anklagen mod Hvilen lød. Jeg syntes, jeg forstod endnu mere. Jeg
+hørte Varselraabet: Ve den, der i Blinde lader Møllen gaa!
+
+Idag har jeg været rundt at tage Afsked. Med Byen, med Vejrbakken,
+med alt det, der for mig gemmer Livets lyseste og bitreste Minder.
+
+Jeg har sagt min Veninde i Stiftelsen Farvel. Hendes Trofasthed
+overgav jeg Grethes Grav i Værn og Varetægt. Thi jeg véd, at den
+gamle Møller ikke kommer der før den Dag, han selv bringes derud
+til evig Hvile. Jeg sagde til min Veninde: »Smyk ikke Graven med
+de forgængelige Blomster, dem, hvis Trøst er en stakket pralende
+Løgn; dæk den med det altid levende Mindes beskedne Vækster, med
+Vedbend og Evighedsblomster.« Min Veninde gav grædende sit Løfte:
+»Hendes Grav skal staa smykket, som han vil det, saalænge Gud lader
+mig leve. Og falder jeg fra, vil de Andre herinde gøre, som jeg har
+gjort. Den Tid blot En er tilbage, der har set hendes velsignede
+Ansigt, skal hendes Grav ikke forfalde, det kan han stole paa.«
+
+Hos Grethes Fader var jeg. Jeg fandt ham mere meddelsom end ellers
+siden Ulykken. Efterretningen om min Afrejse syntes intet Indtryk
+at gøre paa ham. Hvad var jeg vel ogsaa for ham uden i Forbindelse
+med Grethe? Han fortalte mig, at han havde fæstet den gamle Kone,
+der før gik til Haande i Huset, til at bo hos sig og passe ham.
+For ham var der da sørget, det, han behøvede. Om at flytte fra
+Vejrbakken vilde han ikke høre Tale. Mindre nu end nogensinde. Thi
+nu -- fortalte han mig videre -- var det »i Orden« med Møllen.
+Istedetfor at rive den ned havde han indrettet den til et Sørgeminde
+over Grethe. Alt Maskineriet havde han ladet hugge isønder, og,
+naglede fast til Bygningen, stod Vingerne som et oprejst Kors ud
+mod Fjorden. »Hverken den eller jeg« -- sagde han -- »kan nu gøre
+mere Fortræd her i Livet. Vi bliver her sammen paa det Sted, hvor
+vi forbrød os. Og saa er det jo min Tanke, at Møllen, naar jeg dør,
+skal gives i Arv og Eje som Sømærke og nævnes paa Kortet som Grethes
+Minde.«
+
+Jeg gik fra Møllerhuset gennem Haven. Den stod i sin fejre
+Foraarspragt, men det skønnedes tydeligt, at Ingen længer tænkte paa
+at røgte den. Græsset paa Plænerne groede vildt og uslaaet, i Bedene
+voksede Ukrudt frodigt mellem Blomsterne. Jeg forudsaa den Dag,
+hvor den vilde forfalde til Vildnis og dernæst atter blive et Bytte
+for den golde Vestenvind. Kærlighedens og Fredens milde Haand var
+vegen fra Vejrbakkens Oase.
+
+Tilsidst var jeg paa Kirkegaarden. Hos hende, der var min
+Barndoms Sol og hos hende, der lod denne Sol genlyse en kort, men
+uforglemmelig Dag over min Manddom.
+
+I to gode Mødre, sov i Fred ved hinandens Side paa min gamle Bys
+Kirkegaard.
+
+-- -- Min Kuffert er pakket. Men øverst i den ligger en af de smaa
+Skjorter, Grethe syede til vor Søn.
+
+
+
+
+XL.
+
+
+                                                _1. Maj. Ombord._
+
+Skibet gled ud af Havnen, forbi Slottet med den hverdagsagtige graa
+Façade, udenom Brohovedet, hvor min gamle Veninde stod og viftede
+Farvel. Bag mig laa nu Byen, smilende rød mellem foraarsgrønne
+Marker og Bakker, med munter Røg fra alle Skorstene og med
+Storkeknebren over Tagene. Langsomt blegnede den i Aftenens Dis.
+Skibet svingede om en Pynt, forsvunden var Byen.
+
+Jeg vaagnede, som om Tæppet var gaaet ned for et Skuespil, i hvis
+fjærne Drømmeverden jeg for en kort Stund havde levet. Da fulgte
+Skibet en ny Drejning af Fjorden, og et eneste Øjeblik saa' jeg, ude
+i Horisonten, Vejrbakkens Top og øverst oppe Møllen som et sort
+Kors paa hvid Grund.
+
+Saa er den gamle By uigenkaldelig borte. Og jeg vender tilbage,
+derfra jeg kom. Til gamle Venner og gamle Fjender.
+
+Har da dette Aar været forgæves, er det sporløst svundet som den
+Æventyrets Drømmeverden, for hvilken Teatrets Tæppe ruller ned?
+
+Visselig ikke. Det har bragt mig den _Treuga Dei_, hvorefter den
+ganske Jord sukker, den Guds Fred, som selv vore krigeriske Fædre
+undte hinanden, den livsalige Forsoning med sig selv og Andre, der
+lutrer Sjælen og ædler Viljen. Jeg drager tilbage, hvorfra jeg kom,
+men ikke som den samme. Jeg har, hvad jeg manglede før, et højt og
+sikkert Mærke for min Sejlads: Grethes Minde. Mine Venner vil maaske
+modtage mig med et medlidende Skuldertræk, mine Fjender maaske sende
+mig et hoverende Smil. De vil erfare, at der er Grund hverken til
+Medynk eller Glæde. Den Guds Fred, der har rørt min Sjæl, har ikke
+haft Brug for nogen Omvendelse; det Sømærke, mit Liv har vundet,
+fører mig ikke i nogen ny Retning. Blot følger jeg nu sikrere en
+ligere Vej.
+
+Paa dit Dødsleje, Grethe, bebrejdede Du Dig, at Du døde som Jomfru
+i mine Arme. Jeg tvivlede ingensinde om din redebonne Gavmildhed.
+Jomfru eller Ikke-Jomfru, Du var bleven den samme. Jeg véd ogsaa,
+at ingen Salighed vilde været større end at hvile som Brudgom ved
+din Side. Men Du, min Jomfrubrud, har lært mig Forsagelsens hidtil
+ukendte Lykke. Du har lært mig Lykken ved at være paa Vej til
+Lykken, selv om man aldrig naaer den.
+
+Jeg sætter atter Møllen i Gang. Det maa saa være. Den kræver sin Ret
+af min Ungdom og mine Evner. Og jeg tænker paa, at den Møllevinge,
+der dræbte Dig, maaske ikke fortjener Forbandelse. Langt snarere
+handlede den maaske mildt og godt, da den i Blinde tog Dig bort,
+inden den forfærdelige Stund oprandt, da jeg, uden at _ville_ se,
+satte i Gang min Mølle, ved hvis Vinger Du havde søgt Hvile.
+»Grethes Minde« har lært mig at se mig for.
+
+Min Drøm er til Ende. I Foraarsnatten bærer Skibet mig tilbage fra
+min gamle By til Virkeligheden og Arbejdet. Drømmen er til Ende,
+Guds Fred udrunden, Grethe død.
+
+Eller var det ingen Drøm? Eller drømmer jeg endnu? Jeg synes at
+fornemme, mens jeg skriver dette, Grethes Haand paa min Skulder, at
+høre hende hviske i mit Øre:
+
+Guds Fred udrinder aldrig for den, der elsker.
+
+
+
+
+
+End of the Project Gutenberg EBook of Guds Fred, by Peter Nansen
+
+*** END OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK 43295 ***
diff --git a/43295-8.txt b/43295-8.txt
deleted file mode 100644
index 4a6b6e8..0000000
--- a/43295-8.txt
+++ /dev/null
@@ -1,3629 +0,0 @@
-The Project Gutenberg EBook of Guds Fred, by Peter Nansen
-
-This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
-almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
-re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
-with this eBook or online at www.gutenberg.org
-
-
-Title: Guds Fred
-
-Author: Peter Nansen
-
-Release Date: July 24, 2013 [EBook #43295]
-
-Language: Danish
-
-Character set encoding: ISO-8859-1
-
-*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK GUDS FRED ***
-
-
-
-
-Produced by The Online Distributed Proofreading Team at
-http://www.pgdp.net (This book was produced from scanned
-images of public domain material from the Google Print
-project.)
-
-
-
-
-
-Afskriverens bemærkninger: Åbenlyse trykfejl er rettet i denne
-e-bog, men forfatterens stavning er for øvrigt bevaret.
-_Understreg_ er brugt til at gengive kursiveret tekst.
-
-
-
-
-                            PETER NANSEN
-
-                              GUDS FRED
-
-                             ANDET OPLAG
-
-                             KJØBENHAVN
-
-                       P. G. PHILIPSENS FORLAG
-
-            Trykt hos J. Jørgensen & Co. (M. A. Hannover)
-
-                                1895
-
-
-
-
-  En autoriseret tysk Udgave af _Guds Fred_ udkommer,
-  samtidig med den danske Udgave, hos _S. Fischer_
-  i Berlin.
-
-  Fjerde Tusend.
-
-
-
-
-I.
-
-
-                                                       _5. Juni._
-
-Saa skal jeg da bort fra Hovedstaden. I femten Aar holdt den mig
-fast, den listige Skøge, bildte mig ind, at jeg ikke kunde undvære
-dens giftigt parfumerede Luft, dens støjende Lader, dens hidsende
-Anspændthed, dens forfinede Magelighed. Jeg sad i et Spind af tusind
-Fangetraade, jeg troede, den havde fanget mig for Tid og Evighed.
-Jeg troede vel ogsaa saa smaat, at den ikke kunde undvære mig. Var
-jeg ikke i Aarenes Løb bleven et fast Led i det store Maskineri?
-Ansaas af Alle for at høre med. Var selvskreven Deltager i Byens
-broget vekslende Liv, snart festklædt, snart sørgeklædt; gav min
-Stemme med i de afgørende Ordskifter, blev spurgt og søgt, var
-Raadgiver og Hjælper, en paalidelig Ven, en Fjende, der maatte
-regnes med.
-
-Hvor træt jeg ofte har været. Udslidt som en gammel Droskehest, der
-maa drives afsted med Piskeslag og som gærne lagde sig plat ned paa
-Stenbroen og blev liggende, til Døden og Hvilen kom.
-
-Dødsenstræt er jeg, af Fornøjelser og Arbejde, af altid at være til
-Rede, tage Parti, forsvare og angribe; dødsenstræt og i mit Hjærte
-saa ligegyldig, mens ingen Slaphed tør røbes i Ord og Væsen.
-
-Allermest træt af den evige Kamp for Penge. Penge, der maatte
-og skulde skaffes, slides til Veje, laanes frem, forrentes,
-tilbagebetales, altid flere, altid besværligere -- en stedse
-voksende Lavine, mere og mere truende, tungere for hver Time at
-stemme Ryg imod, hæmmende Arbejdsevnen om Dagen, skræmmende Søvnen
-som en Mare.
-
-Hvorfor undre sig over den mer eller mindre aabenbare Støtte,
-Socialismen i stigende Grad vinder hos Folk, der ikke hører til
-de legemlige Arbejdere? Forklaringen ligger lige for Haanden. Hvad
-har de ni af ti blandt os, der rangerer i de øvre Klasser, at tabe
-ved en Samfundsomvæltning, en Forandring af de herskende økonomiske
-Regler og Love? Vi er, mindst de ni af ti, Proletarer, der kæmper
-en haabløs Kamp for at faa de Indtægter, Samfundet under os, til at
-holde Maal med de Udgifter, det samme Samfund kræver af os, om vi
-ikke vil sættes udenfor Numer. Paa faa Undtagelser nær lever vi alle
-over Evne, Embedsmænd og Kunstnere, Videnskabsmænd og Handlende,
-Præster, Skuespillere, Oberster, Journalister, Borgmestre og
-Poeter. Hvad tabte vi vel, om pludselig den store Eksplosion kom,
-Eksplosionen, som sprængte Samfundet løs af alle Fuger og lavede
-Fidibusser af Gældsbreve, Veksler og Forskrivninger? _De_ har det
-maaske endda forholdsvis bedst, som lever fra Haanden i Munden.
-Deres Fordringer til Livet er smaa og der stilles ingen Fordringer
-til dem. Hellerikke er det dem, der satte Gang i den Bevægelse, som
-fører til Omvæltningen. Det er Mænd fra vor Midte, der lærte dem at
-blive Socialister, det er Fortvivlelsen i de højere Klasser, der har
-avlet Kravene nede fra.
-
--- -- Forleden brød jeg overtvært. Overgav mit Bo til en velsindet
-Sagfører, ordnede mig med en Forlægger, der nærede en venlig Tillid
-til mine Evner og erklærede sig villig til at udbetale mig for et
-Aar eller to en beskeden maanedlig Understøttelse, har nu pakket min
-Kuffert og indskiber mig i Eftermiddag -- uden Farvel til Nogen --
-for at drage til den gamle Provinsby, hvor jeg har levet min første
-Barndom; som jeg ikke i tyve Aar har set, men som jeg stadig, naar
-Trætheden kom op i mig, har længtes tilbage til.
-
-Jeg har ikke vaklet. I samme Nu, mit Opbrud fra Hovedstaden
-besluttedes, i samme Nu vidste jeg, hvor jeg vilde hen. Den gamle By
-kalder mig som en Moder, der trofast har siddet og ventet paa sit
-vidt omstrejfende Barn. I den gamle By er der intet, som kan minde
-mig om det, jeg vil glemme og bort fra. Den og jeg kender hinanden
-kun fra de gode Aar, da den var det skønneste og dejligste, jeg
-vidste, Genstanden for min Stolthed og Beundring, og da jeg var et
-af dens mest forkælede Børn. Den kalder paa mig som en Moder. Thi
-dér ligger min Moder begravet. Den rummer al den Moderkærlighed, jeg
-i hine Dage nød mere end nogen anden og som jeg mistede saa tidligt.
-Hvor i Verden tage hen uden netop til den gamle By? Jeg søger den jo
-for at blive Barn igen.
-
-
-
-
-II.
-
-
-                                                        _Ombord._
-
-Ikke har jeg sovet og ikke vaaget paa Overfarten. Jeg sidder i den
-lune lyse Sommernat paa Dækket og lader drømmende Tankerne følge
-den gyldne Kølvandsstribe, vugget blidt til Ro af Maskinens tunge
-regelmæssige Slag og de hoppende Smaabølgers klukkende Skvulp mod
-Skibet.
-
-Tankerne følger Striben tilbage -- til det Liv, den Verden, hvor
-jeg nys færdedes. Saa underlig langt jeg allerede føler mig fra det
-altsammen, saa fremmed og overlegen overfor det. Hvor ligegyldigt,
-tomt og intetsigende det nu synes mig. Og _det_ har jeg ofret femten
-af mine bedste Aar. Ingen har været ivrigere end jeg, ingen mere
-fanatisk troende. Pur ung meldte jeg mig til mit Partis Fane,
-sloges bravt og blindt i de Meniges Rækker, forfremmedes og naaede
-vel noget nær de Udmærkelser, min Ærgærrighed kunde begære. Midt i
-Kampbulderet har jeg været, har hadet og tilbedt, aldrig svigtet
-min Fane-Ed, aldrig følt mig fristet til det, har vundet Venner og
-Fjender, gjort Godt og Ondt efter Evne og bedste Skøn.
-
-Og hvad er saa Resultatet blevet? Lykke for mig? Lykke for nogen
-Anden? Næppe det sidste; det første afgjort ikke. Naar jeg nu
-godvilligt opgiver min tilkæmpede Stilling -- den, vistnok Mange
-misunder mig som atraaværdig --, er det i en inderlig Følelse af
-dens haabløse Uudholdelighed.
-
-Hvad i Herrens Navn slaas man for? Hvorfor forfølger man hinanden,
-mistænker og mishandler hinanden, altid væbnet til Tænderne, altid
-parat til at hugge løs? Maaske er der, langt ude i det Fjærne,
-et Maal at naa. En højere Retfærdighed, en bedre Fordeling af
-Tilværelsens Goder. Maaske oplever vore Børnebørn en ny social
-Omvæltning. Men forøvrigt: vil Menneskene føle sig lykkeligere, om
-Maalet virkelig naaes, eller vil de ikke blot skynde sig, med Uro i
-Hjærterne, i unøjsom Higen, at kæmpe og hade sig frem mod nye Maal?
-Sikkert. Nej, det er en tom Indbildning, at Lykken vindes gennem
-Kamp. Kun i Fred, Fred med sig selv og Verden, findes Lykken.
-
-At tænke sig, at de stadig slaas derinde. Endnu har den store
-By ikke lagt sig til Hvile, endnu summer Ondskaben og Vreden i
-elektrisk Belysning gennem Gaderne, stimer sammen paa Kaféerne,
-drikker sig ør og sløv, vaagner saa imorgen, efter en angstfuld
-Søvn, i hede Hjærner og bitre Hjærter. At de gider! At de ikke
-alle en dejlig Sommermorgenstund springer op med den Beslutning,
-at nu vil de ikke længer! Smider Vaabnene fra sig, svaler den hede
-Hjærne i den friske Morgen, fylder det bitre Hjærte med Naturens
-søde Vellyst, renser sig ud for al Ondskab og alt Had, slutter
-Fred over hele Linjen paa det simple, letfattelige Grundlag: Vi
-er Mennesker alle, vi vil hinanden intet Ondt. Og fuldbyrder,
-uden Blodsudgydelse, den Revolution, som gør enhver ny Revolution
-overflødig.
-
--- -- Saadan sidder jeg og drømmer, mens Skibet den skønne Juninat
-bærer mig over den stille Sø til min gamle By. Og som var det et
-Billed, skabt af min Drøm, ser jeg i Solopgangen, just som vi har
-passeret Fjordens Indløb, en ung Kvinde staa ved min Side, stor og
-stolt, med et Ansigt, der lyser af mild Fred. Som et Syn kom hun,
-som et Syn forsvandt hun. Men var hun et Varselbud, jeg modtager det
-med Tak. Et Varsel om, at jeg er styret den rette Kurs for at finde
-Freden.
-
-
-
-
-III.
-
-
-                                    _Vejrbakken, 6. Juni, Aften._
-
-Vi ankom i den aarle Morgenstund. Bagagen lod jeg foreløbig staa
-ombord -- jeg vidste endnu ikke, hvor jeg vilde bo. Og jeg drev
-op gennem den slumrende By. Straks var jeg lidt vildsom til
-Mode. Den Gade, jeg gik i, havde et Navn, jeg ikke mindedes, og
-mange nye Huse med flove glatte Allemands-Façader og hjærteløse
-Spejlglas-Butiksruder.
-
-Men da jeg kom ud paa Torvet, kendte jeg min gamle By.
-
-Jeg satte mig paa den fritstaaende Stentrappe foran det Hus, hvor
-jeg som Barn havde boet; jeg lukkede Øjnene over det hastigt
-gensete Billede, og saa livagtigt, som havde jeg nys forladt
-det, opstod Torvet i min Erindring, saadant som det var i mine
-Barndomsdage.
-
-For Enden af Torvet løber Østeraa. Den er ikke overdækket --
-som nu --, den flyder aaben gennem Byen, med Broer over og med
-knudrede løvrige Træer paa begge Sider. Og den er fuld af Baade og
-smaa Skuder, hvor der sælges Fisk og Jydepotter og Træsko og, om
-Efteraaret, Frugt. Saa dufter hele Torvet, ja Gaderne udenom med, af
-krydrede Bergamotter og Gravensteners Rosen-Em.
-
-Den anden Ende af Torvet beherskes af det gulstrøgne Kongehus med
-den takkede Gavl. Her er det, at Byens gamle Storkefædre holder
-Forsamling Sommereftermiddage. De staar én paa hver af Gavlens
-Afsatser, øverst oppe Præsidenten, der aabner Mødet med en høj
-Knebren. Derefter knebrer de paa Rad, alle de ærværdige Storke, og
-de, der lytter til, staar undertiden paa ét Ben af lutter Iver. Men
-det hænder, at Raadsforsamlingen opløses i almindeligt Klammeri,
-mens alle Storkene basker med Vingerne og knebrer forbitret i Munden
-paa hinanden. Ogsaa hænder det, at en nidkær Storkemadam eller en
-næsvis Storkepode forsøger at trænge sig ind i Forsamlingen og
-bliver sat paa Porten under drøje Knubs, saa Fjerene ryger om den.
-
-Det gamle Kongehus, hvilken Sorg den Dag det dømmes til Døden af et
-pietetsløst Borgervels Krav paa en ny tidssvarende Bankbygning. De
-skændige Rænker, de giftige Løgne, der føres i Marken for at fælde
-det.
-
-Det insinueres, at alle de historiske Overleveringer, som giver
-Kongehuset Ry og Glans gennem Aarhundreder, er tyvstjaalen Pynt.
-Det paastaas ydermere, at Huset er saa medtaget af Ælde, at det
-næppe kan holde sig oprejst og at det er en stadig truende Fare for
-de omliggende Bygninger. En rasende Kamp føres i Byraad og i den
-stedlige Presse mellem Ideens Talsmand -- Latinskolens Historielærer
--- og Borgervellets Materialister. Men disse sidste sejrer, efterat
-et Velfærdsudvalg af bankforhippede Haandværkere har givet
-sagkyndigt Skøn for Kongehusets Affældighed. Og Nedbrydningen
-begynder. Vi Børn, hvis fædrelandske Fantasi er vokset op i Skyggen
-af det gamle Hus, følger med forbitret Sorg hvert Slag af Hakken,
-og vi nyder en smerteblandet Triumf, da Haandværkerne midt under
-Arbejdet maa erklære sig magtesløse og tage Krudtet til Hjælp for
-at sprænge Kongehusets favntykke Mure. Saa falder omsider den gamle
-Kæmpe, men ej for Menneskehaand. Døende spotter den sine Voldsmænd.
-
-Midt paa Torvet ligger det røde Raadhus med Byens Vaaben i Guld og
-Farver over den svære brune Egetræsdør. Om Raadhuset samler sig
-alle Barnestue-Historiernes Uhygge. Foran det stod i gamle Dage
-Gabestokken og Pælen, hvortil Forbryderne bandtes, naar de offenligt
-piskedes. Her udsonede bl. a. de berygtede Røvere fra de store Skove
-Nord for Fjorden Begyndelsen af deres Straf, da de langt om længe,
-efter talløse Skændselsgærninger, fangedes af Militæret og Omegnens
-Bønder. Banden bestod af en gammel Kælling, hendes syv ryggesløse
-Sønner og en vidunderskøn ung Pige, Kæreste til den ældste af
-Brødrene, Erik Krumfinger. Plyndring, Voldtægt og Ildebrand var de
-mindste af deres Forbrydelser. Ogsaa adskillige Mord havde de paa
-deres Samvittighed og Grusomheder af den skrækkeligste Art. Saaledes
--- fortalte ialfald min Barnepige -- morede de sig med at binde
-smaa Børn til gloende Ovne, naar de forlod en Bondegaard efterat
-have plyndret den og myrdet de voksne Beboere. Det var en Fest for
-hele Byen og Omegnen, da de, nøgne til Bæltestedet, piskedes foran
-Raadhuset og Morgenen efter førtes til Galgebakken og henrettedes.
-Kun Erik Krumfingers Kæreste vakte en vis Medlidenhed. Hun var saa
-dejlig af Skikkelse og Aasyn, hun var saa ung og hun jamrede sig saa
-bitterligt, da hun blev pisket. Men om Skaansel kunde der ikke være
-Tale. Hun havde været den allergrummeste til at stege de smaa Børn.
-
-Rundt om Torvet ligger saa alle de gamle Købmands- og
-Beværtningsgaarde, hvor Bønderne tager ind Torvedagene og hvor der
-er den herligste Tumleplads for Børnenes Lege. Bindingværks-Gaarde,
-der er et sandt Vildnis af Svalegange med tørrede Sild paa udspændte
-Snore, af vaklende Trapper og møre Ud- og Tilbygninger, der raver
-mellem hinanden som fulde Mænd. Her paa Lofterne i de store
-Korndynger leges der Skjul, og om Lørdagen sidder jeg bag Disken i
-den holstenske Madams Værtshuskælder og skænker hvidt Øl og Dram
-for Bønderne og min Ven Droskekusken, som bor i et Hul bag Stalden
-i Porten og dér, i en altid frisk Atmosfære af Hestegødning, med
-et Spritkogeapparat, en Rugbrødshumpel, en Krukke Svinefedt og en
-Billing Kommensost fører den lykkeligste Ungkarle-Husholdning, jeg
-kan tænke mig. Men naar Stemningen bliver høj i den lave Kælder,
-morer man sig med at give den aldrende Droskehest Brød, dyppet
-i Brændevin, og som en vild Araber farer Øget rundt om Torvet,
-bredende Skræk og Forfærdelse mellem Bønderkonerne, der sidder
-med udbredte Skørter foran Raadhustrappen og i landlig Ugenérthed
-besørger deres Privatanliggender.
-
--- -- -- Jeg aabner Øjnene og ser ud over det sollyse Torv.
-Raadhuset ligger der endnu, de gamle Gaarde ogsaa, jeg ser
-Værtshuskælderens smaa grønne Ruder, jeg øjner en Stump af Aaen,
-der bugter sig mellem hældende Huse og over hvis lemlæstede Poesi
-et enkelt Syrentræ i en tilstødende Have breder et ungt blomstrende
-Smil -- -- jeg kender min gamle By og jeg rejser mig, let og glad i
-Sindet, med en dirrende Lykkefornemmelse af at være hjemme.
-
-Jeg er hjemme, og jeg vil til min Moders Grav.
-
-       *       *       *       *       *
-
-Endnu er Byen ikke vaagnet. Mens jeg vandrer gennem dens tomme
-Gader, fornemmer jeg det, som om jeg er kommen og har overrasket
-den, og jeg sender vækkende Gensynshilsener til alle de kendte Ting,
-jeg møder. Herregud, her hænger det endnu nedad Kirketaarnet, det
-tykke Tov, som var den gamle Bys ukunstlede Brandsignal-Apparat.
-Den, der opdagede en Brand, havde at trække i Tovet, saa Klokken
-i Taarnet klemtede. Mellem os Børn hed det sig, at den Lykkelige,
-der saaledes meldte en Brand, fik udbetalt en blank Rigsdaler. Hvor
-flittigt -- men forgæves -- spejdede jeg ikke paa hver Spadseretur
-efter at se Luerne slaa ud af et Hus. Jeg vandt aldrig Daleren.
-Monstro det gamle Tov endnu gør Tjeneste, eller hænger det mon blot
-som en forglemt Levning fra svundne Dage?
-
-Jeg standser og ser ned ad en skraanende Side-Gade. I det
-fremspringende Hjørne-Hus dernede var det jo, vi boede i Krigens
-Aar. Jeg var ikke mere end et Par Aar den Gang, og dog præntede
-hine Dages Begivenheder uudslettelige Indtryk i min Sjæl. Den
-tyske Indkvartering -- Soldaterne, der skændtes med Moder om den
-danske Mad, og den gemytlige hvidskæggede Major Brumbasse, der
-forelskede sig i os Børn, men som jeg ikke vilde lade kysse mig,
-fordi han var en Tysker. Allermest dog disse Billeder: Min Moder
-og mine halvvoksne Søstre samt et Par andre af Byens Smaapiger
-sidder og piller Charpi. Pludselig lyder der Hestetramp i Gaden,
-jeg skynder mig til Vinduet, men i det samme gaar Døren til Faders
-Studereværelse op, og med et kraftigt Ryk rives jeg bort fra
-Vinduet. »Rul Gardinerne ned, Ingen maa se ud,« -- siger Fader, bleg
-og bevæget. »Tyskerne kommer!« En uhyggesvanger Stilhed hersker i
-den mørke Stue, og bange kryber jeg sammen i Moders Skørter, mens
-den klaprende Larm af mange Heste kommer nærmere. Saa standser
-Støjen lige nedenfor vore Vinduer, vi hører kun nogle hastige høje
-Ord, der lyder som Skældsord, en Klynken, nye Eder, Forbandelser,
-Raslen af Sabler, urolig Stampen af Heste og, tilsidst, et
-angstfuldt Skrig paa Dansk. Sit eget Forbud til Trods iler Fader
-til Vinduet, Moder og vi Børn bag ham, og fra en Stol ser jeg en
-Mand, i hvem jeg kender vor Skomager, blive slæbt af en Officer i
-skinnende hvid Kappe henad Stenbroen, langs den stejlende Hest. Og
-jeg ser Gaden fuld af fint uniformerede Ryttere, der nu alle igen
-sætter sig i Bevægelse, efter Officeren, der, med Skomageren som
-tvungen Vejviser, fører an ned mod Fjorden, over hvilken de danske
-Soldater er flygtede.
-
-Og saa Billedet af de saarede danske Soldater, der køres gennem
-Gaderne, efter den ulykkelige Træfning ved Bakkerne Vest for Byen.
-Saa sikkert var Sejren ventet, thi for en Gangs Skyld var Danskerne
-de fleste. Desværre havde Obersten, der førte vor Afdeling, ogsaa
-været for tillidsfuld. I Stormløb lod han sine Folk tage Terrænet
-ned ad Bakkerne, ved hvis Fod Tyskerne ventede i Ly bag Grøftehegn.
-Og fra den dækkede Stilling strakte Tyskernes Geværkugler de
-fremstormende Danskere til Jorden som værgeløst Vildt. Herom
-havde vi Børn hørt, ogsaa om Oberstens Fortvivlelse -- han var
-indkvarteret hos en Embedsmandsfamilje, som stod os nær, og det var
-fortalt Fader, hvordan Obersten, der om Morgenen red sejrssikker ud
-for at oplede Tyskerne, sent om Aftenen var vendt tilbage og havde
-lukket sig inde paa sine Værelser, uden at ville spise og uden at
-ville tale med Nogen. Nu, den næste Morgen, kom de Saaredes Træn.
-Langsomt og tungt, som et Ligtog, ruller Vognene gennem Gaden, og
-paa spredte Halmneg hviler de Saarede. Nogle har Bind om Hovedet,
-andre om Arme eller Ben. Bindene er plettede af Blod og Ansigterne
-er hvidere end Bindene. Ikke en af de Saarede ser til Vinduerne,
-alle stirrer de frem for sig med udslukte, haabløse Blikke.
-Jeg havde vel næppe nogen saadan Tanke den Gang: det har siden
-staaet for mig, som om disse saarede danske Soldater mindre vakte
-Medlidenhed ved deres legemlige Smerter end ved den Fortvivlelse
--- ja, Skamfølelse -- over Nederlaget, der stod at læse i deres
-forpinte Ansigter.
-
-       *       *       *       *       *
-
--- -- Jeg gaar uden at tænke paa den Vej, jeg følger. Det er tyve
-Aar siden, jeg traadte disse Gader, deres Navne har jeg i tyve Aar
-ikke haft i mine Tanker: som ved en usynlig Haand, uden Eftertanke,
-uden Famlen, føres jeg nøjagtigt derhen, jeg vil. Jeg er i mit
-Barndomshjem, jeg er i min Faders Hus; min Fod farer ikke vild paa
-den hjemlige Grund.
-
-Saa staar jeg, just som Hanen galer tredie Gang sin Morgenhilsen
-over Byen, i den lille Gade, som leder ned til Kirkegaarden. De
-lave straatækte gule Huse, hvor de gamle Kransebindersker boede,
-indrammer endnu Gaden, og som for tyve Aar siden hænger endnu
--- som var det de samme -- tarvelige Vedbendkranse og Moskranse
-med Evighedsblomster udenom de smaa Døre med Klinkelaase. I et
-af Husene staar et Vindu aabent, og, hidkaldt ved Lyden af den
-tidlige Morgenvandrer, stikker en Morlille Hovedet ud. Jeg køber
-hendes Kranse, lægger den beskedne Betaling i hendes rynkede Haand,
-og, fulgt af hendes Velsignelse, gaar jeg gennem Laagen ind paa
-Kirkegaarden, hvor Fuglekvidder og Duft af Cypresser og morgenfriske
-Blomster modtager mig.
-
-Min Moders Grav ligger borte fra den alfare Vej, i en stille fjærn
-Krog blandt Hundreder af andre Grave. Den usynlige Haand leder mig
-ad de halvtilvoksede Stier, der snor sig mellem Græstuerne, og
-saa staar jeg med ét foran den lille indhegnede Plet, hvor Moder
-hviler, med et Barn ved hver Side: en større Tue mellem to ganske
-smaa. Frisk Vedbend dækker alle Gravene og snor sig op om det
-simple Marmorkors paa Moders Grav. Bag den, bøjende deres tunge
-lilla og gyldne Blomsterklaser ned over den, staar en Guldregn
-og et Syrentræ, og i hvert af det lille Kirkegaardsbeds fire
-Hjørner folder Rosentræer deres lyserøde og hvide Knopper ud med
-Morgensolens Smil gennem Regntaarerne fra Natten.
-
-Jeg sætter mig paa den grønne Tremmebænk, jeg kærtegner med Blikket
-Navnet paa Korset ligeoverfor og jeg taler med min Moder.
-
-»Jeg er kommen til Dig, Moder, for at finde Fred. I tyve Aar har jeg
-været borte fra Dig, langt, langt borte blandt fremmede Mennesker.
-Da jeg sidst sad her og tog Afsked med Dig, vidste jeg ikke, hvad
-jeg mistede. Jeg var et Barn og Du en ung Hustru. Nu er Du en klog
-gammel Kone, og jeg en dagtræt Mand med Haar, der begynder at
-graane. Skænk mig den Fred, Du forlængst har vundet, og jeg bliver
-hos Dig.«
-
-Jeg synes min Moder sidder overfor mig, en gammel Kone med hvidt
-Haar og milde brune Øjne. Jeg glemmer Tiden, mens jeg ser ind i de
-Øjne, til jeg vækkes ved, at Kirkeklokken sender syv skingre Slag
-ind over Kirkegaarden. Jeg tager Kransene, dem jeg stadig bærer paa
-Armen, og lægger dem, knælende, paa Graven. »Tak, Moder. Tak for
-alt -- i gamle Dage og nu.«
-
-Men mit Hjærte rummer ogsaa en anden Tak, mens jeg langsomt, omsust
-af Fuglekvidder og Vindens Leg i Trækronerne, forlader den stille,
-sødt duftende Dødens Have. En Tak til den gamle Bys Trofasthed, der
-ikke har ladet min Moders Grav ligge øde, men har fredet og hæget
-om den. Findes vel saadan lang Hukommelse og bestandig Troskab i de
-store Stæder, hvor hver Dags Nyt jager støjende frem og puffer alt
-forbigangent til Side? Dér mindes man kun Døden i pralende Opraab i
-Avisernes Avertissementsspalter. Dér er Kirkegaardene altfor store
-og altfor langt borte. De Døde faar skøtte sig selv. Den gamle By
-har de Døde i sin Midte, altid nærværende, levende i en kærlig
-Hukommelse. Jeg takker Jer, min Moders Venner i den gamle By, jeg
-kender Jer ikke længer, jeg bringer Jer mit Hjærtes stille Tak.
-
-       *       *       *       *       *
-
--- -- Jeg ender min Morgenvandring paa Vejrbakken, og dér bliver
-jeg.
-
-Vejrbakken ligger lige udenfor den gamle By, er dens Lystanlæg,
-dens Stolthed. Sjældent fandt ogsaa en By saa herlig en Plet til
-en offenlig Park. En gavmild Borger »anlagde« og beplantede for et
-Aarhundred siden Vejrbakken, delte den ved Trapper og Vindelalléer
-i Terrasser, skærmede den med Gran og Fyr og lod i Ly deraf Bøge og
-Sirbuske vokse op, tog Magten fra Vestenvinden og lod Solen herske,
-skabte saaledes af den golde Vejr-Bakke en frugtbar Have. Herop
-drager den gamle Bys Beboere Sommer-Eftermiddage med Madkurve og
-Flaskefoder, faar Vand paa Maskine fra Pavillonen paa den første
-Terrasse og gør sig det hyggeligt i Lysthusene. Men paa Terrasserne
-ovenfor, i »Skoven«, gaar Drengenes Røverleg.
-
-Jeg kommer til Vejrbakken med en hemmelig Angst for at blive
-skuffet. For min Erindring fra Barneaarene staar den som noget rent
-æventyragtig stort og skønt. Bakken et Bjærg, Skoven en Urskov.
-
-Jeg ser med et Smil Storagtigheden forsvunden. Baade Bakke og Træer
-synes mig at være voksede nedad. Der er intet æventyrligt, intet
-fantastisk ved Vejrbakken. Men dens Skønhed er paalidelig nok. En
-yndigt smilende Idyl. Alligevel mangler Vejrbakken ikke Storhed. Den
-har sin Udsigt.
-
-Jeg er naaet op til »Pavillonen«, en gul Trævilla, udenfor hvilken
-en Opvarter og en Hærskare af Spurve er ifærd med at rense de
-smaa Beværtningsborde for Madkurvenes Affald. Jeg vender mig om
-og blændes. For min Fod har jeg hele Byen og bag den Fjorden, der
-bugter sig som en spejlklar Flod mellem Bakker og Enge. Milevidt
-naaer Blikket til begge Sider. En Uendelighed af Himmel, Vand
-og sommerfrodigt dansk Land. Og Byen, hvis røde Tage synes som
-rutschede ned ad Vejrbakkens grønne Skraaninger.
-
-Her har jeg hele min gamle By. Og i samme Nu føler jeg, at her maa
-jeg bo. Jeg lader Opvarteren kalde paa Værten, og fem Minutter efter
-er jeg indkvarteret i Pavillonens to Kvistværelser, som ellers ikke
-udlejes, -- Pavillonen har overhovedet ikke liggende Gæster -- men
-som overlades mig, da jeg tilbyder at leje dem for Vinteren med.
-
-Og nu har jeg mit fremtidige Hjem i Orden. Her er ingen Luksus, men
-alt hvad jeg behøver: en god Seng i Soveværelset og i min Dagligstue
-et Arbejdsbord, nogle Stole -- ja ovenikøbet en Sofa.
-
-Mine Bøger er pakkede ud, mine Piber stoppede. Siden jeg var ung
-Student, har jeg ikke smagt Pibe.
-
-Gud være med Jer, Havannacigarer og Cigaretter -- hvad er I dog mod
-de Drag af uforfalsket hollandsk Knaster, som jeg i dette Øjeblik
-ryger, mens jeg sidder ved mit Kvistvindue og skuer ud over min
-gamle By!
-
-
-
-
-IV.
-
-
-                                                      _12. Juni._
-
-Øverst oppe paa Vejrbakken, ovenover Skoven, paa den aabne Bakkekam
-knejser Møllen, hvid med sorte Vinger, paa sin grønne Jordvold. Det
-er den bedste Mølle i Egnen, thi den har altid Vind nok. Den tjener
-tillige som Sømærke for Skibene paa Fjorden. Den ses i flere Miles
-Afstand.
-
-Mølleren ejer Jorden oppe paa Bakken saa langt ned, til Anlægget
-begynder. Skrænten mod Nord, mod Fjorden, ligger øde og udyrket. Men
-paa Skraaningen mod Syd er et stort Stykke indhegnet og opdyrket til
-Have. Mølleren har taget Lære af den Mand, der anlagde Lystanlægget.
-Han har trodset Vind og Vejr, har rejst en skærmende Hæk mod Vest,
-har blandet Bakkens sandede Jord med møjsommelig tilkørt fed Muld
-fra Agerlandet, har gødet og vandet, grøftet og gravet, indtil han
-saa' sin hængende Have trives og blomstre.
-
-Jeg mindes den halvt uvillige Respekt, hvormed Mølleren omtaltes
-af Byens Folk. Man beundrede hans Dygtighed, men frastødtes af
-hans brydske Særlinge-Væsen. Det stod i hans Kontrakt med Byen, af
-hvem han købte sin Grund, at den til enhver Tid skulde staa aaben
-for Folk, der vilde nyde Udsigten. Men skønt han ikke gjorde noget
-Forsøg paa at omgaa denne Kontrakt, følte Byens Beboere sig ikke vel
-paa hans Enemærker. I hvert Fald holdt man sig i ærbødig Afstand
-fra hans Hus og hans Have. Selv vi Drenge, der nødigt gik af Vejen
-for et Vikingetogt ind i en Frugthave, lod om Efteraaret Møllerens
-berømte Pærer og Æbler modnes i Fred. Der gik ogsaa ganske ondartede
-Rygter om Mølleren. Det fortaltes saaledes, at han behandlede sin
-unge smukke Kone, en Proprietærdatter fra en Egn sydpaa, med
-tyrannisk Haardhed. Maaske Rygterne blot kom af, at Møllerens Kone
-levede lige saa afsondret og indesluttet som han selv -- noget,
-den gæstevenlige og selskabelige Befolkning vanskeligt opfattede
-som frivilligt --; blidere blev ialfald Rygterne ikke, da den unge
-Kone døde faa Maaneder efter sin første Barselseng, efterladende
-sin Mand en lille Datter, som hverken fik Amme eller Barnepige, men
-passedes af Mølleren selv og hans Svend. Den lille Pige, Genstand
-for hele Byens Beklagelse, var vel en 2-3 Aar, da vi rejste bort.
-Med sky Nysgærrighed havde jeg ofte betragtet hende, naar hun i sin
-Barnevogn -- en simpel Trækasse paa fire Hjul -- blev rullet af den
-gamle skutryggede Svend rundt paa Møllevolden.
-
-       *       *       *       *       *
-
--- -- Jeg har hver Dag været en Tur oppe ved Møllen. Vi har haft
-Vestenstorm. Jeg har nydt det storartede Skue af Fjorden i Oprør, og
-jeg har, da Stormen løjede af, lyttet til det fjærne Tordendrøn fra
-Vest: Dønningerne fra Havet fem Mil borte.
-
-Jeg fandt Møllen paa sin Plads; men til min Forbavselse stod
-Vingerne stille. Jeg tænkte: »Mølleren maa have forandret sig meget
-paa sine gamle Dage. Han kan nok ikke længer lide at lade Møllen
-gaa i Storm.« Men ogsaa idag, da det er Magsvejr og kun blæser
-en almindelig skikkelig Vind oppe over Skoven, hvilede Møllen i
-urokkelig Ligegyldighed. Vinden ruskede i de rebede Sejl, den muntre
-Bygesol legede gennem Vingernes Ribber. Men Møllen lod sig ikke
-vække. Og det allervidunderligste: støttet op mod en af Vingerne,
-saa trygt dvælende som kunde der slet ingen Fare tænkes, stod en ung
-Kvinde i en tætsluttende blaa Lærreds Kjole, med Armene korslagte
-over det høje Bryst, og stirrede ud over det vide Land. Hun hørte
-mig ikke, saa' mig ikke. Hun syntes, lig en Tornerose, at drømme ved
-Foden af den sovende Mølle.
-
-Skulde Mølleren være død? Og ingen Efterfølger have taget Møllen og
-Arbejdet i Arv?
-
-Da jeg for lidt siden kom hjem, spurgte jeg i Forbigaaende min Vært,
-om den gamle Møller endnu boede deroppe. Jo, det gjorde han.
-
-
-
-
-V.
-
-
-                                                      _19. Juni._
-
-Hver Dag gaar jeg lange Ture i Byen og gennemstrejfer den paa
-Kryds og Tværs. For hvert Skridt vaagner en Erindring. Jeg
-føler mig som en Opdagelsesrejsende i min egen Sjæl: der bygger
-sig, Sten paa Sten, op i mig et Kongerige af gode Minder, jeg i
-mange Aar har ladet falde i Ruiner. Den gamle By med Barndommens
-Søndagsstemning bliver levende i mig, og den befolkes med et Mylr
-af kære Skikkelser. Nogle af dem træffer jeg endnu spadserende om i
-Gaderne. Gamle Adjunkter, allerede gamle den Gang, jeg var blandt
-deres Elever, vandrende samme sindige eller skyndsomt trippende
-Gang til Skolen; ærværdige Borgermænd, hvis smilende gæstfri
-Ansigter jeg mindes fra deres Sønners Børneselskaber, og unge
-travle Forretningsfolk, af hvis alvorsfulde Familjeforsørger-Miner
-jeg pludselig ser en gammel forglemt Legekammerats Barnetræk kigge
-frem. Jeg gaar som Harun al Raschid i Bagdads Gader. Iagttagende,
-genkendende uden selv at blive hverken kendt eller iagttaget. Kun en
-Gang imellem møder jeg et skottende, prøvende Blik, der siger: Naa,
-der er nok kommen en Fremmed til Byen.
-
-Der er andre Skikkelser, som stiger frem for mig, mens jeg studerer
-Butikskiltenes Navne. Det forekommer mig, naar jeg finder de samme
-Butiker og samme Købmands-, Bager- og Haandværker-Navne paa samme
-Plads, jeg sidst saa' dem, som om den gamle By havde standset sit
-Liv og sin Udvikling den Dag, vi forlod den. Jeg maa ræsonnere for
-mig selv: »det er jo dog kun tyve Aar siden.« Thi jeg føler mig som
-en gammel, gammel Mand, der efter at have levet mange Menneskealdre
-i Troldenes Høj, vender tilbage til min Hjemstavn. Jeg kan egenlig
-slet ikke forstaa, at ikke alt er forandret og at ikke alle de
-Mennesker, jeg kendte, er døde.
-
-Mange af dem er det dog. Om nogle véd jeg det af Beretning, om andre
-slutter jeg det, fordi jeg ikke finder dem i deres vante Krog. Ogsaa
-disse Skikkelser lever op for mig af den Stenbro, de før traadte og
-som jeg nu træder uden at møde dem.
-
-Allertydeligst ser jeg for mig den Frøken, som holdt Skole for bedre
-Folks Smaadrenge i den gamle By. Det tykke rare gamle Menneske, til
-hvem Mødrene saa trygt betroede deres Poder, thi hun tog sig dem an
-ikke blot som Skolemesterinde, men noksaa meget som en Barnepige og
-Kæletante. Hende var det, der med sine buttede Fingre hjalp os af
-med vore Mælketænder, naar de begyndte at rokke; til hende blev vi
-sendt de Dage, hvor vore Forældre formedelst et Storkebesøg eller
-andre forstyrrende Familjeanliggender vilde være af med os. Hun
-forærede os de første Komediebilletter, og, naar vi betalte vore
-fire Mark i Skolepenge hver Maanedsdag, gav hun dem af os, hvis
-Forældre sad i smaa Kaar, de to tilbage som en Foræring til at købe
-»noget nyttigt« for. Hende endelig var det, der til Fornøjelse for
-os Drenge laa og svedte i Sengen Fastelavns-Mandag til langt op paa
-Dagen, for at vi alle kunde naa at rise hende op og blive belønnede
-med de Boller, hun i en stor Torvekurv havde staaende under Sengen.
-
-Du gode, gamle Pige, i dit store Hjærte bankede al den gamle Bys
-barnlige Troskyldighed. Jeg rejser Dig et Æres-Minde, det, dine
-Drenge altfor længe har skyldt Dig.
-
-
-
-
-VI.
-
-
-                                                      _20. Juni._
-
-Naturligvis er den unge Kvinde, jeg saa' oppe paa Møllen forleden,
-Møllerens Datter. Jeg Dumrian, som ikke straks begreb det. Hun maa
-jo nu være en forlængst voksen Pige.
-
-Jeg kan ikke faa hende ud af mine Tanker. Saa stolt hun stod dér,
-højtsvævende, vidtskuende, ovenover Byen og Skoven, ja ovenover
-selve Vejrbakken. Hvilke Drømme svulmede mon i hendes Barm, hvilke
-Længsler var det mon, som hendes korslagte Arme knugede tilbage?
-Saa' hun fra sit høje Bo med Foragt ned paa Menneskenes jordbundne
-Stræben, eller gik hendes Hu mod at stige ned og være med i den
-travle Færden?
-
-Helst tænker jeg mig hende som den store Freds Gudinde, den
-Gudinde, jeg dyrker. Her paa Vejrbakken er hendes Tempel rejst,
-og af Møllen bygger jeg hende et Højalter. Herop kalder hun til
-livsalig Fred i Naturens ubesmittede Rige den, som mødig søger bort
-fra Hverdagslivets Støv og Møje. Hendes Skød har Engens duftende
-Kløverhvile for den trætte Vandrers Hoved, hendes Øje spejler
-Himlens Blaa og hendes Stemme synger Vindens hviskende Vuggesang i
-Træernes Kroner.
-
-Er jeg en Nar, Du smukke Møllerdatter, at jeg fæster Digtningens
-Glorie om din Pande, kaarer Dig til min Lykkedrøms Gudinde? Er
-Du maaske en ganske jævn lille Borgerpige, der skikkeligt længes
-mod Kæreste, Lysning og Brudeseng? Har Du maaske allerede fundet
-din Møllersvend? Var det ham, Du spejdede efter, da Du stod paa
-Højalteret?
-
-Ligemeget: jeg lader Dig staa, som min Drøm har stillet Dig.
-Jeg kender Dig ikke og vil ikke lære Dig at kende. Ingen brutal
-Virkelighed skal skænde dit hellige Billed.
-
-
-
-
-VII.
-
-
-                                                      _25. Juni._
-
-Jeg fik idag gennem min Forlægger Post fra Hovedstaden. En Bunke
-ligegyldige Breve, et Brev ogsaa fra min Elskerinde.
-
-Hun spørger forundret, krænket og bedrøvet, om jeg er sunken i
-Jorden. Hun har forgæves ventet og søgt mig. Af en fælles Bekendt
-har hun saa hørt Rygtet om, at jeg skulde være rejst til Udlandet
-med en Dame. Og hun sender mig nu sit Brev paa Maa og Faa, efter
-min gamle Adresse: »Jeg véd jo ikke, om det naaer Dig. Dog syntes
-jeg, jeg paa en eller anden Maade maatte spørge Dig, hvorvidt Rygtet
-taler sandt. Jeg maa jo næsten tro det. Men har jeg da fortjent, at
-Du handler saadan mod mig? Har jeg nogensinde forbrudt mig? Har jeg
-ikke altid tværtimod føjet Dig i ét og alt, gjort mig Umage for at
-være netop saadan som Du vilde have mig; ikke plaget Dig hverken med
-Overhæng eller Skinsyge? Nu, Du har tilføjet mig saa bitter en Sorg,
-vilde jeg ønske, jeg kunde hade Dig. Jeg kan det ikke. Skriv blot to
-Ord, at Du vil komme snart tilbage til mig, og jeg elsker Dig nu som
-altid.«
-
-Hun kan ikke hade mig, hun bilder sig ind, hun elsker mig. Jeg tror
-ikke paa, at Kærlighed og Had er hinandens nødvendige Supplementer.
-Jeg føler mig tværtimod overbevist om, at den største Kærlighed
-aldrig, hvor forsmædeligt den end martres, slaar om i Hadets
-Modsætning. Men _hun_, der sender mig dette Turteldue-Brev, er
-kun Due, forsaavidt som hun forstaar at kurre elskovssygt, kan
-ingensinde blive en Høg, thi hun mangler den Følelsens Fanatisme,
-der hvæsser Klør og Næb. Hun valgte mig til Elsker, fordi det
-behagede hendes Forfængelighed at blive foretrukken af mig. Hun
-føler en vis Tomhed nu, jeg er borte. Hun ønsker at faa mig
-tilbage; thi det krænker hende, at jeg af egen Drift er gaaet fra
-hende. Men om føje Tid vil den Lykke, hun begærer, atter blomstre
-for hende. Den tomme Plads vil blive optagen af en ny Elsker, der
-har om end andre saa ligesaa store Fortrin som jeg. Hendes Nag imod
-mig vil svinde, og naar vi ad Aare atter ses, vil vi hilse fornøjet
-paa hinanden som to Venner, der aldrig har haft noget Livsens Alvor
-sammen, næppe nok nogen minde- eller glemselværdig Oplevelse.
-
-Det er Sagen. Og det er Forklaringen af, at jeg kunde rejse bort
-uden at føle det som en Nødvendighed at tage Afsked med hende. Her
-var ikke Tale om et Brud. Hvad skulde jeg sagt hende andet end
-et valent »Tak for denne Gang«? Her var end ingen Knude at hugge
-over, kun en løst sammenhæftet Kotillonssløjfe at skille i sine to
-Baand, det hvide og det røde. Jeg kunde ikke overvinde mig til at
-sige de behørige sløve Trøstens- og Takkeord ved denne Skin-Grav.
-Jeg skammede mig ved at spille med i en Scene af saa aabenlys
-Uvederhæftighed, at give Repliken til hende, der sikkert ikke havde
-nægtet sig den Fornøjelse at forsøge sig i det store Drama efter de
-bedste Mønstre.
-
-Naar jeg besluttede at bryde op fra Hovedstaden, var maaske
-ogsaa, dybest inde, det den stærkeste Bevæggrund, at jeg vilde
-bort ikke just fra hende, min sidste Elskerinde, men fra hele den
-Elskovs-Sport, som leges i den store Bys Overflade-Selskab og som
-jeg med saamegen Iver havde dyrket. Havde dyrket mest fordi jeg
-derved tilfredsstillede en Lyst til at haane Kærligheden, til at
-rive den ned fra det svimlende høje Fodstykke, som min Ungdoms
-blinde Tro byggede den med det Resultat, at jeg selv en skønne Dag
-laa værkbruden paa Jorden.
-
-Jeg havde elsket og var blevet skuffet. Jeg tvang min Sorg i mig,
-jeg svor en stille Ed, at for første og sidste Gang havde jeg været
-Kærlighedens Nar. Var jeg bleven erobret, vilde jeg nu erobre.
-Havde man leget med mig, vilde jeg nu lege med andre. Ikke havde
-jeg nogen Lyst til at gøre ondt, som der var gjort mig ondt. Jeg
-vilde blot tage Kærligheden ovenfra, saadan som den en Gang havde
-taget mig i Nakken. Og jeg vilde lære andre at gøre det. Lære dem,
-at Kærlighed ikke er værd at regnes for andet end en Spas. Mindst
-af alt noget at sætte Livet ind paa. Jeg lærte, at i Kærlighed
-sætter man altid Livet ind, ogsaa naar man netop ikke vil det. Jeg
-følte mit Liv forspildes, mens jeg troede mig ifærd med at gøre mig
-til Kærlighedens Herre. Jeg vaagnede en Morgen i Angst: Se, Aarene
-svinder. Hvor er de henne alle de, Du legede med? Hvad har Du samlet
-i Lade af de Følelser, Du saaede ud for Vejr og Vind? Draabevis lod
-Du dit Hjærte forbløde og lægge sig øde, gav lidet og fik intet, gav
-saa ofte, at Du snart intet vil have tilbage.
-
-Jeg vil svare min fortørnede Elskerinde: Jeg ønsker Dig, der var min
-altfor lærvillige Elev, at Du en Gang maa træffe En, der lærer Dig
-at elske.
-
-Maaske vil jeg da ialfald lære hende at hade.
-
-Thi dum er hun ikke.
-
-
-
-
-VIII.
-
-
-                                            _Sidste Dage i Juni._
-
-Jeg vil skrive en Bog om den gamle By. Ikke som den er -- jeg bryder
-mig sletikke om med en moderne Kunsts kritisk-psykologiske Metode,
-der ogsaa staar til min Raadighed, at bore Sonden i den og krænge
-dens Indvolde ud --, hellerikke som den var, men saadan som jeg ser
-og genser den under Barndomsmindets blaa Glas ... i en Soldis af
-stille Glæde og Vemod uden Bitterhed. Det skal være en Bog for alle
-dem, der, ligesom jeg, trænger til at sætte sig hen i en lun og god
-Krog, hvor der er stængt af for Omverdenen og hvor Sjælen for en
-Stund kan leve sit Blomsterliv i en Klosterhave. Det bliver en Bog
-uden pirrende Nyt, uden blændende Farver, der bliver ingen Spænding,
-næppe nok Handling i den. Mit Maal vil være naaet, om de, der læser
-den, fornemmer det, som om jeg havde bragt en Buket af enkelt
-farvede, enkelt duftende Markblomster ind i deres Stue.
-
-Tre Gange om Ugen er Stiftsbiblioteket aabent. Da sidder jeg i
-Læsestuen og blader i de gulnede Folianter, hvor i sirlig snørklet
-Skrift den gamle Bys Liv og Begivenheder er optegnede. Jeg faar
-vel næppe Brug for de Studier, jeg gør. Men jeg indsuger gennem
-Fordybelsen i de henfarne Tider den Stemning af sagtmodig Fjærnhed,
-hvormed jeg gærne vil fylde min Bog. Det er hellerikke alene for de
-gamle Folianters Skyld, jeg søger Biblioteket. Selve Stedet drager
-mig. Ofte glemmer jeg rent Bøgerne, der ligger foran mig, læner mig
-tilbage i den brede slidte Svinelæders Armstol og fortaber mig i
-drømmende Beskuelse. Biblioteket er indrettet i det gamle Brødrehus,
-hvor i den katolske Tid Munkene boede og hvor i de første
-Aarhundreder efter Reformationen Latinskolen holdtes. Den Stue, hvor
-jeg sidder, var Klosterets Refektorium. Et temmelig langt Rum med
-hvidkalkede Mure og tre lave spidse Loftsbuer. I den ene Langvæg
-er Dørbuen -- saa lav, at en voksen Mand maa bukke sig for at gaa
-igennem. Den aabner Udsigt ind til Biblioteks-Stuerne med deres
-Reoler fulde af falmede gule og blaa Bogrygge. Paa den anden Langvæg
-er der tre Vinduer, et for hver af Loftsbuerne. Vinduer, der sidder
-i dybe buede Udskæringer og med smaabitte blyindfattede Ruder, som
-Solen har brændt grønne og røggule. Vinduerne naaer næsten ned til
-Jorden, og udenfor er Bibliotekarens Have, et Hjørne af den gamle
-Klosterhave og Kirkegaard. Det er en frugtbar Jord med svulmende
-Buskadser og et prangende Blomsterflor i fede skinnende Græsplæner.
-Mellem en Klynge af bugnende tunge Frugttræer staar en høj, flad,
-halvt forvitret Gravsten med en næsten udvisket Indskrift. Oftest
-dvæler dog mit Blik ved den høje gule Mur, som omslutter Haven og
-vender ud til en smal Gyde. Der er et Sted, hvor denne Mur bliver
-dobbelt, dannende et lille Indelukke. Paa Indermuren ses Spor af
-raat tilhugne Trin, og i Indelukket vantrives et ældgammelt Træ, der
-nu kun løves i enkelte Grene.
-
-Jeg ser paa Trinene i Muren, paa Træet i Indelukket og jeg drømmer
-om den unge Munk, der har siddet her, hvor jeg nu sidder, og lyttet
-til de gamle Brødres Pludren efter Nadveren. Men hans Tanker er
-andetsteds, han følger Solnedgangens gyldne Spil i Løvet udenfor
-de lave Vinduer og hans Hjærte banker uroligt. Saa er Brødrene
-gaaet til Hvile, Natten har sænket sig over Klosterhaven. Men
-forsigtigt aabnes Døren til Refektoriet, den unge Munk lister sig
-hen til et af Vinduerne, løsner dets Hængsler og svinger sig ud i
-Haven, famler sig i den mørke Nat frem til Muren, staar nu paa det
-øverste af Trinene, bøjer en af Træets Grene ned til sig, lader den
-vippe tilbage og er i Indelukket, hvor hans Elskede, formummet i
-Mandsklæder, venter ham og bliver hos ham, mens Nattergalene slaar i
-Klosterhavens Buske.
-
-Jeg vil skrive en Bog om den gamle By og dens Klosterfred. Jeg vilde
-ogsaa gærne lade Nattergalene synge over den unge Munk og hans
-forborgne Kærligheds-Lykke.
-
-
-
-
-IX.
-
-
-                                                       _1. Juli._
-
-Der er hændet mig en Stump af et Æventyr.
-
-Jeg sidder i Morges, som sædvanlig, udenfor Pavillonen og fodrer
-mine Spurve. Mange Spurve var der paa Vejrbakken, da jeg kom
-hertil. De er blevne flere Dag for Dag, og de forfremmes stadig i
-Dristighed. Efterhaanden kommer de bogstavelig ind i min Stue for at
-se, om jeg ikke har noget til dem, og naar jeg en Morgen lader vente
-paa mig med Affodringen, melder de sig med at pikke paa mine Vinduer
-og med utaalmodige Skrig i Vindueskarmen.
-
-Vi er netop naaede til Afslutningsnumret: et stort Stykke Hvedebrød,
-som jeg lægger midt paa Bordet og som hele Banden styrter sig over,
-hakker og river og slider i, indtil et dristigt Par ved forenede
-Kræfter, efter et behændigt Indhug, slæber af med den sidste
-Kæmpebid.
-
-I det samme faar jeg Øje paa en ung lysklædt Pige, der staar paa
-Trappen op til den øvre Bakkeafsats og som aabenbart har overværet
-min Leg med Spurvene. Hun rødmer, da mit Blik møder hendes; hun
-synes forvirret ved at blive overrasket i at have beluret mig, hun
-gør en Bevægelse som for at vende om og flygte, saa betænker hun
-sig, gaar med rolige Skridt ned ad Trappen og styrer lige hen til
-mig.
-
-Jeg rejser mig og hilser, hun gør en svag Bøjning med Hovedet, siger
-saa med en Sikkerhed, der maaske er tilkæmpet, men synes naturlig:
-»Jeg har noget til Dem.« Og hun tager op af Lommen et sammenlagt
-Blad og giver mig det. Jeg ser forbavset paa hende og aabner
-Papiret. »Ikke sandt« -- spørger hun -- »det er Deres? Jeg kendte
-Dem, da jeg før saa' Dem.« Det, hun giver mig, er et Blad, som
-fløj fra mig under Overrejsen paa Skibet og hvorpaa jeg har skrevet
-nogle meget aabenhjærtige Linjer. »Ja, det er mit,« svarer jeg. »Men
-hvorfra kender De mig og hvorledes vidste De, at det Papir tilhørte
-mig?«
-
-Hun smiler fornøjet: »Kender De slet ikke mig? ... Aa nej,
-naturligvis; det var dumt af mig at spørge; De saa' mig vist næppe
-nok.«
-
-Nu har jeg det. Og jeg udbryder triumferende: »Det var Dem, der
-ombord pludselig i Solopgangen stod ved Siden af mig!« »Rigtigt. Paa
-det nær, at jeg ikke »pludselig« stod der. Jeg er ingen Heks eller
-anden Slags Troldtøj, selv om jeg bor paa en Høj.«
-
-At jeg ikke straks saa' det: det er jo Møllerens Datter. Pigen oppe
-fra Højalteret.
-
-Saa rækker hun mig Haanden. »Farvel og tilgiv, at jeg forstyrrede
-Dem. Men jeg tænkte« -- og hun saa' alvorligt paa mig -- »at De
-maaske gærne vilde have det Papir igen. Og da jeg fandt det paa
-Skibet ved Landgangen, var De borte.«
-
-Jeg stod og saa' efter hende, mens hun, med sin faste rolige Gang,
-gik fra mig hen til Trappen, let og hastigt løb op og var borte som
-et hvidt Syn mellem de mørke Graner.
-
-Jeg havde paa Læben et Raab for at kalde hende tilbage, jeg var paa
-Springet til at ile efter hende. Jeg syntes, der var saa meget endnu
-jeg skulde spurgt hende om, talt med hende om, forklaret hende. Dog
-i det samme tænkte jeg: »Nej, det er smukkest, som det er. De Ord,
-der faldt mellem os, bryder ingen Stemning. Min Gudinde er stegen
-ned fra Bjærget, har aabenbaret sig for mig et flygtigt Nu og er
-atter forsvunden.«
-
-Men jeg staar længe og stirrer med store Øjne paa den Plet, hvor hun
-forsvandt.
-
-
-
-
-X.
-
-
-                                                       _2. Juli._
-
-Er hun smuk? Hvordan ser hun egenlig ud? -- Jeg vil prøve paa at
-klare mig det Indtryk, hun har gjort paa mig.
-
-Luften bliver høj og ren dér, hvor hun træder. Hun er saa nyskabt i
-sin Fuldmodenhed, straalende af ung Sundhed og uvilkaarlig Godhed.
-Hendes Øjne er dybe og ømme, men klare og aabenhjærtige som et
-Barns. Enten de smiler eller mørknes i Alvor, siger de deres Mening
-lige ret ud, der er ingen Fordulgthed i Krogene. Hendes Barm er høj
-og rund, hendes Midie slank, hendes Hofter yppige. Men hun bærer
-sin rankvoksne Frodighed saa ubekymret som et Træ sin Sommerpragts
-Fylde. Skred hun igennem en Lejr af berusede Krigsfolk, de vilde,
-uden selv at vide hvorfor, aabne hende en bred Vej. Saa unærmelig
-synes hun. Og dog saa dragende. Fra Haaret, der, skilt i Midten,
-falder i to brune Bølger om hendes hvide Pande, til Fødderne, der i
-taktfast Lethed fører hende hen over Jorden, danner hendes Person
-og Væsen Indbegrebet af retlinjet Sikkerhed. Hun kender sin Vej og
-sit Maal som den lyse Dag. Hos hende vilde man føle sig tryg. Hun
-er uden Svig og Svinkeærinder, hun bringer med sig den Luft, som er
-ovenover By og Skov. Hun drager som et Alter. Knælende maa man nærme
-sig hende. Hun er Kvinden, som hun udgik af Naturens Haand: paa
-samme Tid Jomfru og Moder.
-
-Saadant er det Indtryk, jeg ubevidst modtog af hende allerede, da
-hun stod i Solopgangen paa Skibet, og siden da jeg saa' hende oppe
-paa Møllen, lænet til de hvilende Vinger. Og saadan aabenbarede hun
-sig forgangen Dag for mig.
-
-Paa det Papir, hun bragte mig tilbage, havde jeg skrevet: »Min Sjæl
-raaber i Vaande paa en Moder.« Formodenlig har hun læst det. Jeg
-føler ingen Undseelse derover. _Hun_ maa gærne kende mit Hjærtes
-Hemmeligheder. Hun vil ikke spotte mig, ikke forraade mig.
-
-Maaske viser hun sig ikke mere for mig. Ialfald faar jeg næppe
-Lejlighed til oftere at tale med hende. Jeg synes dog, jeg nu har i
-min Nærhed en forstaaende Ven og Medvider, En, hvis Sympati mildt
-omsvæver mig, En, jeg ikke vilde frygte at søge Hjælp hos, om jeg
-var i Nød. Naar jeg ensom vandrer i Skoven, ser jeg hendes Ansigt
-smile mig imøde mellem Træerne, jeg gaar saa let og trygt, som
-holdt jeg hendes faste varme Haand i min. Og gribes jeg stundom af
-Tilbagefaldets forvirrende Tanker og hede Begær, maner jeg hendes
-Billed frem som Værn. Og et svalende Aandepust køler mit Sind til Ro.
-
-Hun er altid hos mig som min Skytsaand.
-
-
-
-
-XI.
-
-
-                                                       _4. Juli._
-
-Jeg har en Veninde i Stiftelsen. Stiftelsen er et Alderdomshjem
-for gamle Jomfruer og Enker. Min Veninde, en Jomfru paa henimod 70
-Somre, er en af Stiftelsens yngste Beboere, hun anses af de Andre
-for et rent Barn. Alligevel er hun Anstaltens Veteran. Hun har
-nemlig været der, fra hun virkelig var Barn, slap derind, mod al
-Skik og Brug, sammen med sin Moder, fordi hun var saa svagelig, at
-hun, ifølge Lægernes Mening, kun havde en stakket Stund at leve.
-Saa laa hun til Sengs i mange Aar, og da hun begyndte at komme sig,
-var Moderen død, og man beholdt den nu 30-40 aarige Pige, der ikke
-havde andre Paarørende end Stiftelsen.
-
-I hendes Celle, den hun beboede sammen med tre andre Damer, --
-Stiftelsens Beboere kaldte altid hinanden ceremonielt for »Damerne«
---, tilbragte jeg mange af min Barndoms lykkeligste Dage. Hun havde
-utallige Talenter. Ingen fortalte saa dejlige Æventyr som hun,
-hendes Forraad var uudtømmeligt, thi hun digtede dem selv; og ingen
-kunde saamange Kortkunster. Desuden var hun en sand Kunstnerinde
-med sine Hænder: klippede alle Slags Figurer af Papir, lavede den
-vidunderligste Juletræspynt og flettede af Straa de nydeligste Kurve
-og Æsker. Den sidste Færdighed, som hun drev til virkelig Kunst,
-havde hun lært sig i de mange Aar, hun laa til Sengs. Madratsen
-leverede Straaet, Resten besørgede hendes Fantasi og Snille.
-
-At besøge hende var for et Barn at komme til Æventyrets Land. Altid
-var her sælsomme Ting at høre og se. Og saa fik man til paa Købet
-den dejligste Kop Kaffe, Kaffe med brun Kandis, som ikke kom i
-Koppen, men suttedes og knasedes, mens man nød Nektaren.
-
-Jeg var hos hende idag. I den lange sandstrøede Gang stod nu, som
-før, gamle Koner, der nejede og nysgærrigt stak Hovederne sammen, og
-den kendte Duft af Indelukkethed, Lavendler og sippet Renlevned slog
-mig i Møde. Jeg bankede paa Døren til den Stue, som min Veninde har
-beboet i et halvt Aarhundred, mens Hold paa Hold af Kontubernaler
-er lagte i Kisten og baarne bort. I det smalle lange Rum med et
-Vindue, vendende ud mod Stiftelsens Grønnehave, dybest inde sad fire
-gamle Kvinder, hver paa sit Territorium, en Fjerdedel af Stuen, hvor
-der akkurat er Plads til en Seng ved den ene Væg, en Kommode og et
-Servantebord ved den anden Væg og to Stole imellem. Min Indtræden
-vakte betuttet Nyfigenhed hos Stuens Beboere. Strikketøjet sank ned
-i Skødet paa dem, og med spørgende Miner afventede de, hvem Besøget
-af den fremmede Herre kunde gælde. Jeg havde straks opdaget min
-Veninde paa Primadonna-Pladsen ved Vinduet, graanet og rynket, endnu
-mere mager end før, men med de samme kloge og fiffige Øjne. Og det
-Liv, der kom over hende, da hun omsider genkendte mig. Hun blev helt
-rød i Kinderne af Sindsbevægelse, aabnede Armene og trykkede mig
-til sit indfaldne Bryst. »Ja, saa sandelig er det ikke ham! Og han
-kommer her til mig!«
-
-Saamegen Lykke har jeg aldrig drømt om at gøre. Jeg blev fejret som
-en Prins. Min Veninde var ganske fortumlet. Ikke blot Stuens Damer
-blev præsenterede for mig, hun hentede rundt fra Stuer og Gange
-alle de Gamle, der havde kendt mine Forældre og set mig som Barn.
-De stimede ind, rokkende Morliller og strunke Gammeljomfruer, de
-trykkede mine Hænder, de puffedes om mig og pludrede i Munden paa
-hinanden for at fortælle mig, hvor godt de mindedes mig, hvor nøje
-de havde kendt mine Forældre, og for at spørge til hele Familjens
-Befindende.
-
-Kaffe fik jeg i Guds Velsignelse, men med Kandis'en kneb det. De
-gamle Damer kunde ikke forsone sig med, at jeg ikke vilde have hvidt
-Sukker.
-
-Da jeg omsider gik, blev jeg fulgt til Dørs af den halve Stiftelse.
-Men med min Veninde aftalte jeg, at vi, naar jeg kom igen, skulde
-have det lidt mere for os selv.
-
-
-
-
-XII.
-
-
-                                                       _9. Juli._
-
-Jeg fandt forleden i Biblioteket nogle Familjeoptegnelser, som jeg
-fik Lyst til at kontrollere. Jeg var derfor idag oppe hos Præsten
-for at faa Lov til at slaa efter i de gamle Kirkebøger.
-
-Det var en ung høj Mand med et skarpt Ansigt og stærke, lyse Øjne.
-Med største Forekommenhed gik han mig til Haande og lagde i det
-hele et behageligt Verdensmands-Væsen for Dagen. Men vi havde ikke
-samtalet i mange Minutter, før han røbede sig som en af den strænge
-Kristendoms ivrigste Forkæmpere. Han førte Ordet; jeg sad og lyttede
-halvt aandsfraværende til. Jeg forstod dog saameget, at han var
-ifærd med at rydde op i den gamle Slendrian, hvori hans Forgængere
-havde efterladt Byens kirkelige Forhold. Han skildrede den gamle
-By som et Sodoma af Ugudelighed og Ryggesløshed. Alle Laster gik
-i Svang: Drik, Usædelighed, Kortspil og Foreningsballer. De, som
-roste den gamle By, kendte den ikke eller lod sig bedrage af dens
-tilsyneladende Bravhed og Elskværdighed. Med Guds Hjælp skulde Piben
-dog snart faa en anden Lyd. Allerede nu sporede han Frugter af sit
-Vækkelses-Arbejde, og han var endda kun lige begyndt.
-
-Det var saalænge siden, jeg havde hørt Fanatismens Ord. De buldrede
-som en tom Torden over mit Hoved. Saa grim han saa' ud i sin
-harmfulde Vrede, saa vanvittigt det lød, at denne unge rasende
-Mand vilde lære skikkelige Borgerfolk Gudsfrygt. Jeg tænkte et Par
-Gange paa at modsige ham, men opgav det. Jeg følte mig saa udenfor
-Striden, og ingensinde har jeg dybere fornummet Lykken ved ikke at
-være med længer. At tænke sig, at her gaar en Mand, som indbilder
-sig at arbejde i en algod Guds Tjeneste, og fraader af Vrede, mens
-Verden trænger til Mildhed og Fred. I Sandhed, Ulvene rives om
-Lammene.
-
-Da jeg rejser mig for at gaa, bliver Præsten pludselig atter den
-belevne Verdensmand. Trykker mig varmt i Haanden, smiler venligt og
-siger en Spøg om sin egen Hidsighed.
-
-Men mens jeg vandrer hjemefter, ynker jeg min gamle By. Den har haft
-sin gode Tid med de gamle Præster. De forstod den, de læmpede deres
-Forkyndelse efter dens Behov. De sad gærne selv ved L'hombre-Bordet,
-de kimsede ikke af et godt Glas, de glædede sig, naar de Unge
-svingede sig i Dansen, og de græd ikke, naar de saa' en lidt for
-trivelig Mø myrtesmykket træde frem for Brudeskamlen.
-
-Jeg synes, Luften er bleven trykkende; der er ingen rigtig Fryd i
-Solskinnet, Blæsten er kold og graa. Du gamle, sunde, livslystne By,
-nu kommer din onde Besøgelsens Stund.
-
-... Først i Vejrbakkens Sol ryster jeg Misstemningen af mig. Og dér
-venter mig en Glæde, som fylder mig med de taabeligste Fantasier og
-faar mit Hjærte til at slaa en ganske ungdommelig Stormmarsch.
-
-Paa mit Arbejdsbord stod en Buket Roser. Et Bud havde bragt den uden
-anden Besked end at den skulde stilles paa den fremmede Herres Bord.
-
-Fra hvem skulde den være, om ikke fra hende? Hun har altsaa ikke
-glemt mig; hun tænker paa mig; hun sender ovenikøbet en Hilsen. Et
-Øjeblik formørkes min Henrykkelse ved Tanken om, at Buketten maaske
-kunde være fra min Veninde i Stiftelsen. Nej, umuligt. Saa fine
-Blomster gror ikke i den gamle By. De plukkes kun paa Vejrbakken, i
-Møllerens Have.
-
-
-
-
-XIII.
-
-
-                                                      _20. Juli._
-
-Nattergalene synger i Vejrbakkens Buske. Jeg har iaften vandret i
-Skoven med min Møllerdatter, som hedder Grethe.
-
-Saa lidt det i Grunden er, saa lidt mærkværdigt. Og dog synes jeg,
-at der ingensinde er hændet mig noget større.
-
-Jeg gaar i Skoven og jeg møder hende. Vi er Naboer, saa deri er
-intet underligt. Vi kender hinanden, altsaa havde det været den
-rimeligste Ting i Verden, om jeg havde standset hende og talt
-til hende. Det var imidlertid hende, som standsede mig, hvori
-hellerintet naturstridigt var.
-
-Hun spurgte: Hvordan lever De? Omgaas De mange Mennesker? Savner De
-ikke Hovedstaden?
-
-Jeg svarede: Jeg bliver for hver Dag lykkeligere. Jeg omgaas Ingen,
-savner Intet, i Forgaars fik jeg ovenikøbet en Buket Roser.
-
-Hun siger nu, at Roserne var fra hende, og jeg frydes over, at hun
-ingen Hemmelighed gør deraf. Hun siger, at hun havde faaet saadan
-Lyst til at sende mig nogle af sine Blomster. »Jeg tænkte, det vilde
-glæde Dem, fordi de er saa skønne og sjældne. Og jeg vilde gærne
-glæde Dem.«
-
-Jeg spurgte hende, hvorfor hun nærede saa venlige Følelser overfor
-mig, en næsten Fremmed. Hun svarede: »Fordi jeg forstod, at De ikke
-har været lykkelig. Og jeg, jeg har altid haft det saa godt.«
-
-Jeg beder hende fortælle noget om sit Liv deroppe med Faderen i
-Ensomheden ved Møllen. Hun ryster paa Hovedet: »Der er ikke stort
-at fortælle. Jeg røgter mine Blomster, mine Bier og mine Frugter, og
-jeg læser for min Fader. Vil De vide mere, saa kom selv op og se.
-Vi, ligesom De, omgaas Ingen. Derfor vil vi passe sammen.« Og hun
-tilføjer: »De behøver ikke at svare Ja eller Nej. Er De lykkelig ved
-at være ene, vilde det være meningsløst, om De søgte Selskab. Men
-synes De en Dag, at De har Brug for os, er De velkommen.«
-
-Saa staar vi og skal byde Farvel. Men pludselig kommer jeg i Tanker
-om, at der er noget, jeg har glemt at faa Rede paa, og jeg siger:
-»Jeg saa' Dem en Dag oppe paa Møllen. De lænede Dem mod den ene
-Vinge. Sæt nu, Møllen var begyndt at gaa!«
-
-»Aa nej,« svarer hun, »der var ingen Fare. Møllen har i de sidste
-Par Aar ikke gaaet. Fader er gammel og næsten blind, han er hørt op
-med at drive Møllen.«
-
-Hun nikker Farvel og gaar. Men jeg bliver staaende og hvisker tusind
-Velsignelser efter hende, al den Takkens og Lykkens stille Musik,
-som hun har fyldt mit Hjærte med.
-
-Elsker jeg hende? Jeg tror det ikke; thi jeg begærer hende ikke.
-Der er intet mellem os, som jeg ønsker andet og mere. Mine Sanser
-ligger som lykkeligt smilende Vuggebørn og lytter til hendes Stemmes
-Kærtegn. Hendes Øjnes store milde Varme svøber mig. Hendes Haandtryk
-er Aftenbønnens Englevagt. Kunde det umulige tænkes, at hun i Nat
-kom til min Dør og bad om at blive indladt, jeg vilde flygte som fra
-en Vanhelligelse, jeg vilde føle mig som en Forbandet paa Jorden.
-Som En, der har staaet ved Renselsens Kilde og set den grumses af at
-spejle hans Billed.
-
-Da jeg atter sidder i min Stue med hendes Roser foran mig, gribes
-jeg af en Trang til at tilkendegive hende, hvormeget hendes Venskab
-betyder for mig. I et hvidt Papir fæster jeg en af Roserne og
-skriver nedenunder: »Fra En, den har gjort karsk«, haster op gennem
-Skoven til Møllerhuset og fastgør Rosen over Døren. Jeg véd jo, at
-den vil falde i de rette Hænder, da hendes Fader er blind.
-
-Og jeg vandrer langsomt hjemad, mens Nattergalene synger i mit
-Bryst.
-
-
-
-
-XIV.
-
-
-                                                      _29. Juli._
-
-Jeg sidder i Morges nede paa Bolværket ved Havnen for at se
-Dampskibet fra Hovedstaden komme. For at undgaa mulige Bekendte
-blandt Passagererne har jeg sat mig lidt afsides, ved Oplagspladsen
-for ankommende Varer. Jeg morer mig med at se ned i Vandet paa de
-grønslimede Bolværkspæle, hvor Krabber kravler mellem fastgroede
-Muslinger, og jeg tænker paa gamle Dage, da det var en Fest, naar
-Dampskibet, den eneste daværende Kommunikation med Hovedstaden,
-bragte Gæster i Besøg. Festen begyndte ved aarle Gry. Den Gang,
-som nu, var Ankomsttiden meget skiftende. Under normale Forhold
-skulde Skibet lægge i Havn Kl. 5, og fra det Klokkeslet gjaldt det
-om at være parat; men faldt det i med en af de Taager, der udmærker
-Fjorden og som i Løbet af faa Sekunder overtrækker den med et
-uigennemsigtigt Bomulds-Slør fra Bred til Bred, kan Ventetiden blive
-flere Timer lang. Ofte løb vi Børn fem, seks Gange frem og tilbage
-for at melde vore Forældre Tilstanden. Endelig hejses Kurven paa
-Fjordbakkens Signalstang, Taagen letter, nu kommer det, Skibet, det
-længselsfuldt ventede, som bringer Tanter og Gaver samt megen fin
-Mad og en Række af Fornøjelser i Udsigt.
-
-Og det hænder, mens jeg idag sidder og opfrisker disse Minder,
-at Taagen sænker sig over Fjorden, ligesom Skibet dukker frem
-om den sidste Pynt. En graa Mur glider ned foran mig, jeg maa
-sunde mig lidt, før jeg forstaar, hvad der er sket. Langt ude fra
-lyder Dampskibets Taagehorn, jammerfuldt klagende, ængsteligt
-varskoende. Men det er klart, at Kaptejnen, saa nær sit Maal,
-forsøger at læmpe sig frem. Langsomt nærmer Taagehornets Tuden sig,
-nu ses Mastetoppene ragende op over Skyen. Da, ligesaa pludselig
-som den er kommen, forsvinder Taagen. Et Blændværk: i glitrende
-Morgensol ligger Skibet et Par Hundred Alen fra Land og, forude paa
-Overdækket, staar en ung høj Kvinde i et langt, mørkt Regnstykke.
-Bedrager mit Syn mig? Er det hende? -- Uden at bryde mig om Per
-eller Poul styrter jeg hen til Landgangen. Nu har den unge Dame
-faaet Øje paa mig, hun vifter med sit Lommetørklæde. Det er hende!
-
-Gud være lovet for det Smil, der lyser mig i Møde. Hun er altsaa
-glad ved at se mig, glad ved saa uventet at træffe mig her.
-
-Vi følges op gennem Byen. Jeg er saa betagen af Lykke, at jeg
-ikke kan tale. Jeg gaar gennem _min_ By ved _hendes_ Side, og
-jeg hører hende fortælle, hvordan det hænger sammen med hendes
-Rejse. Hun kommer sammesteds fra som hin Morgen, jeg saa' hende
-paa Skibet, fra en lille Handelsplads ved Fjordens Munding. Derud
-tager hun hver fjortende Dag for at sælge Havens Produkter: Frugt,
-Honning, Syltetøjer og henkogte Grøntsager. Hendes Fader har der en
-Forretningsven, som han foretrækker at handle med fremfor med den
-gamle Bys Købmænd.
-
-Da hun har fortalt mig alt dette og jeg stadig tier, spørger hun:
-»Men hvad vilde De egenlig ved Skibet? Ventede De Nogen?« »Ja,«
-svarer jeg, »det gjorde jeg vist. Fra min Barndom af har Skibet
-altid bragt mig Nogen, jeg holder af. Og Skibet narrede mig
-heller ikke idag.« Og da jeg ser, at mine Ord ikke skræmmer eller
-forstemmer hende, fortsætter jeg: »Men nu De? Tænkte De, da De
-stirrede mod Land, at blive modtagen af Nogen?« Hun siger: »Jeg
-stod inde i Taagen og tænkte paa Dem, saadan som De var den første
-Gang, jeg mødte Dem. Og saa saa' jeg Dem paa den anden Side Taagen.«
-Uvilkaarligt griber jeg hendes Haand, og hun trækker den ikke
-tilbage: »Ja, nu er jeg paa den anden Side Taagen.«
-
-Men lidt efter, da vi skilles, siger hun: »Kommer De saa op til
-Møllen? Vi venter Dem.«
-
-
-
-
-XV.
-
-
-                             _Natten mellem 1ste og 2den August._
-
-I to Dage tøvede jeg med at følge Indbydelsen. Jeg tænkte: hun har
-sagtens ikke ment, Du skulde komme ligestraks. Men iaften maatte jeg
-derop. Da jeg kom, stod Grethe i Døren: »Naa, endelig!« sagde hun.
-»Fader begyndte allerede at drille mig med, at De nok helst var fri
-for vort Selskab.« Saa vidste jeg, at jeg var velkommen og kunde
-straks føle mig tryg og vel til Mode.
-
-Møllerens Dagligstue, gennem hvis Vinduer man har Udsigt over
-Fjorden, ligner en Kahyt, lavloftet og dyb, med en lang gulpoleret
-Hestehaarssofa, et stort Klapbord, læderbetrukne Stole, Søkort og
-Billeder af Skibe paa Væggen, i et Hjørne en Skibsmodel, i et
-andet Hjørne et gammeldags Klaver, paa Hylder og Skabe Konkylier og
-udstoppede tropiske Fiske, over Bordet en Svinglampe.
-
-Herind blev jeg ført til Mølleren, hvis brede ranke Kæmpeskikkelse
-jeg straks genkendte, men hvis Blik under de buskede graa Bryn
-var blegt og udslukt. Han sad i Sofahjørnet i en blaa Pjækkert og
-dampede paa en svær Merskumspibe. Grethe førte mig hen til ham
-og sagde: »Her er han, den fremmede Herre, kan Du se, han kom
-alligevel.« Hans haarede brune Haand trykkede hjærteligt min, og
-dermed var jeg hjemme i Møllerens Stue.
-
-Aldrig har jeg nogetsteds følt mig saa hjemme. Jeg sad og tænkte:
-har jeg set alt dette før i en Drøm, eller er det en Drøm, som min
-Sjæls Længsler fremtryller? Jeg syntes, jeg havde levet mange Aar i
-disse ejendommelige Omgivelser, i denne Kahyt, der som et Vrag var
-kastet i Land paa et gæstevenligt Bjærg, sammen med denne blinde
-Olding, der talte vise Ord, og denne unge Pige, der stille hyggede
-og smykkede Eneboerlivet for os.
-
-Jeg lyttede til den Gamles Fortællinger og havde Sjælen jublende
-fuld af Grethes Billed. Iført en tarvelig graa Hjemmekjole og et
-broget Bondeforklæde syslede hun ud og ind, bragte os skaaret
-Smørrebrød og Frugtmost af egen Tilvirkning, stoppede os bagefter
-Piber og bryggede os en Toddy af gammel vestindisk Rom. Hver Gang,
-hun vendte tilbage, strømmede Solskin ind i Stuen. At den Gamle
-ogsaa fornam det, saa' jeg paa de Glimt af Liv, hendes Indtræden
-altid tændte i hans Øjne.
-
-Da Grethe var ude at tilberede Aftensmaden, fortalte Mølleren:
-
-»Før jeg faldt til Ro heroppe, foer jeg vidt omkring. Jeg førte
-Skibe paa de store Have, baade for egen og andres Regning. Men en
-skønne Dag syntes jeg, det kunde være nok. Jeg havde set mere end
-jeg brød mig om, Tiderne blev daarlige for Sejlskibene, jeg mente
-ikke, Sejladsen førte til ret meget mere. Saa byggede jeg Møllen
-her. En Mølle er dog et Slags Skib, den bruger baade Vind og Sejl
-for at male i Posen, og tillige maler den langt sikrere. De andre
-Møllere paa Egnen korsede sig over den ny Møller, der førte sin
-Mølle som en Skude og lod staa til selv i den stærkeste Storm.
-Efterhaanden havde min Mølle malet saameget, som jeg og min Datter
-behøvede. Jeg var gammel, mit Syn ødelagt af den skarpe Blæst og
-det hvirvlende Melstøv. Og saa bliver man saa træt af saadan en
-Mølle, der evigt støjer og altid svinger rundt paa samme Plet. Jeg
-var træt, trængte til at lade Møllen hvile og faa Stilhed omkring
-mig. Deri er jo intet underligt. De, der dog ikke er nogen gammel
-Mand, har nok haft noget af samme Fornemmelse, efter hvad Grethe har
-fortalt mig.
-
-Mærkeligere er det med Grethe. Hun er ligesom Barn af Stilheden
-heroppe, hun kan ikke slippe den, saa ung hun er. Hvis De tror, det
-er mig, som øver Pres paa hende for at faa hende til at sidde og
-kukkelure sammen med mig, tager De Fejl. Jeg har ofte nok foreslaaet
-hende, at hun skulde se sig om i Verden. Jeg har endogsaa tilbudt
-hende at flytte med hende et Aarstid til Hovedstaden. Hun vil ikke
-bort herfra. Her synes hun, hun har alt det, der gør hende glad. For
-det derude føler hun kun Frygt og Uvilje. Det er ikke kommet med
-Alderen, gennem Læsning af alle de utilfredse moderne Bøger, som man
-kunde formode. Hun er født med det. Da hun var en lille Pige, tænkte
-jeg at skulle gøre hende en Fornøjelse ved at skikke hende paa et
-Besøg over til hendes Moders Slægtninge i Hovedstaden. Hun blev
-artigt sin Tid ud; men da hun kom tilbage, tog hun det Løfte af mig,
-at jeg aldrig mere maatte sende hende bort. Familjen havde været god
-nok imod hende og gjort alt for at adsprede hende. Men hun længtes
-kun efter Vejrbakken, hun var bleven bleg af at længes og føle sig
-ene.«
-
-Den Gamle standsede og sad en Stund fordybet i Tanker. Saa tilføjede
-han: »Naa, en Gang maa hun vel bort herfra -- naar jeg er død.
-Medmindre hun faar en Mand, der kan finde sig i at blive her hos
-hende. Men Vejrbakken er just ikke frodig paa unge Mænd, og, saavidt
-jeg kan skønne, har Grethe hellerikke været videre befængt med
-Giftetanker. Ogsaa i det Stykke er hun anderledes end unge Piger
-flest, endda hun har læst nok af Romaner om Elskov og Sværmeri.«
-
--- -- Jeg blev længe siddende i Møllerens Stue. Da Mørket faldt paa,
-tændte Grethe Lampen og satte sig til Klaveret. I det aabne Vindu
-tegnede sig Omridset af den hvilende Mølle paa Baggrund af den blege
-Sommerhimmel. Og ud i Stilheden bares til Klaverets spinkle, sprøde
-Toner Grethes simple, rørende Sang.
-
-Men i Sofahjørnet slumrede den gamle Møller, med Lampelysets bløde
-Skær over det mildt smilende Ansigt.
-
-
-
-
-XVI.
-
-
-                                                    _15. August._
-
-Hvad mon Verden for Tiden foretager sig? Var den store Krig
-eller den store Revolution brudt løs, havde Rygtet vel været saa
-højrøstet, at det var naaet mig. Nu da ingen Rygter forstyrrer min
-avisløse Tilværelse, tør jeg sikkert slutte, at Begivenhederne ikke
-er overvældende. Fra det hjemlige Marked indskrænker Noteringerne
-sig formodenlig til det sædvanlige Antal Forlovelser og Skandaler,
-den sædvanlige politiske Suppe paa en Pølsepind, der næppe en Gang
-har Lugten af Kødmad tilbage, en Smule Teatervrøvl i Anledning af
-den tilstundende Sæson og Forkyndelsen af et Par Snese nye Bøger,
-hvoraf de tre Fjerdedele vil være glemte samme Dag, de udkommer
--- fordi de handler om alt muligt andet end det, der ligger baade
-Forfatteren og hans Læsere paa Sinde, eller fordi Forfatteren ikke
-har noget paa Sinde, der kan interessere Andre end ham selv og hans
-nærmeste Paarørende.
-
-Det er Betænkeligheder af den sidste Art, der faar mig til at tøve
-med min Bog om den gamle By. Den ene Dag finder jeg Emnet altfor
-ringe og ubetydende, frygter, at Folk med Foragt skal vende sig fra
-min Bog, sigende: hvad vedkommer dette os? Men næste Dag, naar jeg
-vaagner i svulmende Lykke over al den Skønhed af gamle Minder og nye
-Indtryk, hvori jeg lever, genfødes Forvisningen om, at min Bog ogsaa
-maa kunne bringe Bud til andre Hjærter, der har følt og drømt de
-samme Længsler som mit.
-
-Saaledes gaar Arbejdet langsomt og rykvis under de skiftende
-Stemninger. Eller tøver jeg af den Grund, at de nye Oplevelser væver
-ind i de gamle Minder en Roman, som endnu kun er i sin Vorden; hvis
-Afslutning jeg ialfald ikke kender?
-
-Hæmmes jeg maaske ogsaa af en vis fejg Angst for de Venner og
-Veninder, jeg har forladt? Faar de skeptiske Smil, hvormed jeg
-forudser, at de vil læse om min Pilgrimsfærd til Barndommens hellige
-Land, undertiden min Haand til at standse? Er jeg selv her i min
-sikre Ensomhed, borte fra alle Rygter og alle Randgloser, under
-Selskabets Trældomsfrygt?
-
-Jeg betroede mig iaften til Grethe, mens vi gik vor Aftentur paa
-Møllebakken. Da jeg havde endt mit Skriftemaal, sagde hun, varsomt
-og med sænket Hoved, ligesom hun vilde undskylde, at hun udtalte
-sin Mening: »Efter hvad jeg kender til Literatur -- jeg har før
-læst ikke saa lidt -- og saavidt jeg kan dømme, er Frygt for at
-tale rent ud, Frygt for at give sig helt hen, Mangelen hos næsten
-alle Forfattere. Jeg har den Fornemmelse, naar jeg læser en Bog, at
-Forfatteren, selv hvor han foregiver Aabenhjærtighed, altid skeler
-til Læsernes Domstol, altid er betænkt paa sin Værdighed, altid
-pynter og pudser sig lidt, for at Ingen skal tage Anledning til
-Forargelse eller Spot. Bryder De Dem om mit Raad, der maaske lyder
-anmassende, saa skriv, som om De ikke havde andet Publikum end mig,
-der er en uvidende Pige og ikke klog nok til hverken at spotte eller
-forarges.«
-
-Vi var standsede, vi saa' Fjorden og Byen dybt under os:
-
-»Eller skriv,« sagde hun, »som den, der boer paa Vejrbakken.«
-
-
-
-
-XVII.
-
-
-                                                    _23. August._
-
-Jeg har opdaget, at Grethe i Grunden slet ikke kender den gamle
-By, og jeg har bedt hende, om jeg maatte vise hende den. Jeg vilde
-saa gærne, at hun skulde lære at holde af den, saadan som jeg gør.
-Fordi hun forstod, at det vilde glæde mig, modtog hun mit Tilbud.
-Hun synes ogsaa at interessere sig for, hvad jeg viser og fortæller
-hende, men mest morer det hende vist at se min Iver som den gamle
-Bys Fremfører.
-
-Idag viste jeg hende Slottet.
-
-Slottet, der ligger nede ved Fjorden og gør Tjeneste som
-Amtmandsbolig, er en lang graa pakhuslignende Bygning med et Utal af
-smaarudede Vinduer i to Etager. Kun den Række af gamle Poppeltræer,
-der paraderer foran det, og den rødkappede Skildvagt, der vandrer
-frem og tilbage mellem Poplerne, kendetegner det som et fremragende
-Hus. Som det nu fremtræder, er Slottet hverken særlig gammelt eller
-paa nogen Maade mærkeligt. Det har kun sparsomme Rester fra den Tid,
-det var et virkeligt Slot og Sæde for Kongens Lensmand.
-
-Det er henimod Skumring, da jeg med Grethe vandrer gennem den dybe
-skumle Port i Forhuset ind i den store firkantede Slotsgaard,
-der omsluttes af lave hvide Længer. Græsset gror frodigt mellem
-Gaardens Brostene, langs Længerne staar paa fornem Herregaardsvis
-smaa kuppelklippede Linde. Ved Foden af Træerne løber, hele Gaarden
-rundt, en Rendesten saa dyb og bred som en lille Bæk, med talrige
-Gangbrædter over.
-
-Vi sidder paa en Bænk under Lindene ved Længen lige over for
-Porten, hvor Vandet fra Rendestenene samler sig og forsvinder i en
-underjordisk Afløbskanal ned til Fjorden. Og mens Solen daler i
-Bakkerne Nordvest for Byen og sender sine sidste Straaler paa Skraa
-gennem Porten ind over Gaardens Græs, fortæller jeg Grethe om den
-strænge Hr. Esben, der for mange Aarhundreder siden raadede her paa
-Slottet, navnkundig ikke mindre som Kvindebedaarer end som Kriger.
-Til Sikkerhed i Ufredstider var af hans Forgængere bygget en Løngang
-fra Slottets Kælder til Volden paa den anden Side Fjorden. Hr. Esben
-benyttede dog Løngangen mest til sine galante Æventyr. Han havde et
-vennesælt, nedladende Væsen, samme Herre. Ofte bød han en Borger
-med hans unge Kone eller Fæstemø til Gilde paa Slottet. Men naar
-Borgermanden var drukken ganske sanseløs, lokkede han den unge Kone
-ud af Salen, lod hende, om hun gjorde Modstand, kneble og førte
-hende gennem Løngangen under Fjorden til et lidet Hus med vellystige
-Kammerser, hvor Gildet saa fortsattes, den Bortførte oftest ej til
-Ubehag, saasom Hr. Esben var saare skøn og gavmild; den narrede Mand
-eller Elsker til megen Fortrædelighed, naar han vaagnede af sin Rus
-og fandt Fuglen fløjet. Dog saa' han sin Fordel i at tie, holde gode
-Miner til slet Spil og bide Skammen i sig. For Hr. Esben var kendt
-som en nidkær Herre med en haard Haand. Desuden var der jo ingen
-Anledning til at udbasunere over den ganske Stad den Tort, der var
-bleven Ens Kæreste til Del, især naar man ikke kunde være saa sikker
-paa, hvor god eller hvor daarlig hendes Vilje havde været. Et og
-andet sivede dog ud gennem forblommede Ord, et og andet kunde anes
-ved pludseligt brudte Trolovelser og Ufred mellem Ægtefæller, der
-før havde levet i god Enighed. En Sky af hemmelig Angst og hviskende
-Had lagde sig efterhaanden mellem Byen og Slottet.
-
-Saa hændte det, at Hr. Esben kastede sine Øjne paa Borgmesterens
-dejlige 17 Aars Datter, nygift med en af Byens raskeste og dygtigste
-unge Haandværkere, Klaus Bryde. Hr. Esben smægtede og smiskede en
-Stund med dristige Blik og lønlige Tegn, naar han red forbi den
-unge Kones Vindue. Og da han havde forstaaet, at hun ikke tog ham
-hans Hyldest ilde op, greb han den først mulige Anledning til at
-byde Klaus Bryde og Kone være Gæster paa Slottet. Klaus Bryde havde
-imidlertid lugtet Lunten. Han drak sig fuld kun paa Skrømt. Alt mens
-hans Hoved sank dybere paa Brystet, iagttog han de ømme Blikke, der
-veksledes mellem hans Kone og Lensmanden. Og ikke saasnart var de
-to forsvundne ud af Salen, hvor de troede Ægtemanden hvilende i en
-salig Rus, før Klaus Bryde rejste sig, gik hen til et af Slottets
-Vinduer og gav en lille Skare udenfor ventende Venner et aftalt
-Tegn. Med Vaaben i Haand trængte de sig ind i Slottet, overmandede
-og kneblede den intet anende Vagt, fandt, anførte af Klaus Bryde,
-den aabne Dør til Løngangen, saa' i det Fjærne det blege Lys af
-døende Fakler og ilede ind i Mørket ... -- Om det Drama, der er
-udspillet paa Fjordens Dyb, beretter Sagnet følgende: Da Slottets
-Folk den næste Morgen, opskræmte af den omsider befriede Vagts
-Fortælling, kom til, var Løngangens Dør smækket i Laas. Det varede
-en rum Stund, inden den svære Jærndør sprængtes, og i det samme, den
-aabnedes, saa' man de uskadte Lig af tre af Klaus Brydes Venner.
-Efter en haabløs Kamp for at sprænge Døren var de kvalte. Længere
-inde i Gangen fandtes flere Lig af Kvalte, midtvejs Lensmanden, den
-unge Kone, Klaus Bryde, de to Fakkelsvende og et Par Andre, alle
-skrækkeligt lemlæstede. -- Siden hed det sig, at en Fisker, der hin
-Nat havde stanget Aal paa Fjorden ligeover Løngangen, mente at have
-hørt Vaabenraslen nede fra Dybet.
-
-       *       *       *       *       *
-
-... Solen er gaaet ned. Den graa Skumring er falden over den stille
-Slotsgaard. Da lyder et dumpt Pjask i Vandet lige bag os og Grethe
-griber mig i Armen. »Hvad var det?« spørger hun. »Se selv,« svarer
-jeg og peger paa Gangbrædtet:
-
-»De gamle Slots-Rotters Time er inde. De drager deres Spøgelse-Færd
-fra Slottet ned til Fjorden. Se, snart svømmer de og snart
-entrer de over Brædtet. Sid bare roligt, de følger deres vante
-Vej, herop kommer de ikke. Det er en hel Karavane, de skal ned at
-se til den gamle Løngang, vaage over, at Ingen forstyrrer dens
-hemmelighedsfulde Hvile i Sagnets Mørke.«
-
-»Hvad har Rotterne med Løngangen at bestille?« spørger Grethe.
-
-»Kom, saa skal De høre!«
-
-Jeg fører hende hen til en Kælderluge i et Hjørne af Gaarden. Gennem
-Lugen, som jeg aabner, ser vi ned i nogle mørke murede Hvælvinger,
-hvorfra en klam indelukket Gravkammer-Luft slaar os i Møde.
-
-Og jeg fortæller: »Da disse Krypt-Hvælvinger -- vi gaar ikke
-derned; thi paa dette Tidspunkt er der næppe ganske hyggeligt --
-udgravedes i forrige Aarhundrede, paastaar man, at Løngangen, som
-man troede forlængst forsvunden, om den overhovedet nogensinde
-havde eksisteret, genfandtes. En af Arbejderne tilbød at gaa
-derind; spændt afventede man Resultatet: man hørte hans Skridt og
-hans muntre Sang fjærne sig, det var tydeligt, at han naaede frem.
-Saa blev alt stille. Man ventede og ventede, men han kom aldrig
-tilbage. Byens Øvrighed lovede da en Straffefange Friheden, om han
-vilde forny Forsøget. Det var en forsoren Galgenfugl, der frygtede
-hverken Gud eller Fanden. Han slog til. En Tov blev bundet ham om
-Livet: saasnart der var Fare paa Færde, skulde han trække til.
-Karlen gik rask ned og forsvandt. Paa Tovet, der droges efter ham,
-kunde man skønne, at han fandt aaben Vej adskillige Favne. Pludselig
-standsede Tovet, uden at der dog rykkedes i det. Man tænkte, han var
-stødt paa en eller anden Hindring, som han var ifærd med at rydde.
-Standsningen blev imidlertid uhyggelig langvarig. Maaske Manden var
-besvimet. Og man halede ind i Tovet: det kom tilbage uden Byrde; det
-var gnavet over -- af Rotterne, som havde beholdt Karlen ... Men
-endnu ses i Hvælvingen en rusten Jærndør og indenfor den et Par
-murede Trin, som fører nedad.«
-
--- -- Vi stod atter udenfor, hvor de gamle Popler og Skildvagten
-i sin røde Kappe paraderer. Smilende saa' Grethe paa Slottet og
-sagde: »Hvem skulde nu tro, at den grimme, kedelige Bygning kunde
-forskrække Nogen! Og dog var jeg ikke rigtig hyggelig til Mode før.«
-
-»Ja,« svarede jeg, »saadan gaar det med hele den gamle By. For
-den, der haster den ligegyldig igennem, er den kun en almindelig,
-hverdagsagtig Provinsby. Men for den, der oplader den sit Hjærte,
-aabenbarer den en Skat af fin Poesi og sære Sagn.«
-
-
-
-
-XVIII.
-
-
-                                                  _3. September._
-
-Vi har inat haft den første Efteraarsstorm. Jeg laa i Sengen og
-lyttede til den.
-
-Oppe fra Skoven kommer et Vindstød susende, rusker i Pavillonens
-Træværk, saa det knager i alle Fuger, og bulrer videre ned over
-Bakken til Byen. Stød følger paa Stød, om og om igen den samme
-Leg, stadig vildere, stadig voldsommere. Træerne sukker, gisper og
-stønner. Stormen giver ikke Pardon. Hvad der ikke har Kraft at staa,
-faar falde.
-
-Stormen, den store Opriver og Forskrækker, raser udenom mig. Jeg
-kender ingen Angst, jeg ler den op i Ansigtet: Du skræmmer mig ikke,
-Du naaer mig ikke, Du havde din Klo i mig, men jeg undslap Dig.
-
-Og i lykkeligt Overmod velsigner jeg Stormen. Den blæser Efteraaret
-ind, den dejlige Tid, hvor der bliver endnu mere stille paa
-Vejrbakken; den Tid, hvor Vejrbakken vil tilhøre kun Grethe og mig.
-
-Iaftes, da jeg forlod Møllerhuset og hun fulgte mig til Dørs,
-sagde hun: »Ser De, nu er Himlen fuld af Efteraar. Nu drager Syden
-Trækfuglene, nu længes Hovedstadsfolk bort fra de stille Steder.
-Begynder ikke ogsaa De at længes?«
-
-»Og hvis jeg rejste,« spurgte jeg, »vilde De føle det som et Savn?«
-
-Hendes Øjne duggedes, mens de saa' ind i mine og hun svarede: »Jeg
-synes, det maa være saa forfærdeligt at skulle sige Farvel. Hvis De
-rejser, saa lov mig, at De gør det uden Afsked.«
-
-»Jeg rejser ikke, før _De_ siger Farvel.«
-
-Og jeg skyndte mig bort i det frembrydende Uvejr, men da jeg, henne
-ved Skoven, vendte mig, stod hun endnu i Døren og saa' efter mig.
-
-
-                                                  _7. September._
-
-Hvorfor siger jeg hende ikke, at jeg elsker hende? Er det af Frygt
-for, at det skulde bedrøve eller mishage hende? Visselig ikke. Af
-tusind Smaating har hun forstaaet, hvor kær og dyrebar hun er mig;
-for hver Dag ser hun, uden at jeg behøver at sige det, hvordan min
-Kærlighed tager Vækst. Hun sér det, med Smil i sit Blik, med fagre
-Roser paa Kind.
-
-Jeg taler ikke, fordi jeg ikke nænner at forstyrre vore Sjæles Møde
-i den trygge Ventens Tysthed. Fordi jeg føler mig til Mode, som sad
-vi Haand i Haand og lyttede til en dæmpet Sang ude over Vandet en
-yndig Skærsommernat.
-
-
-
-
-XIX.
-
-
-                                       _Slutningen af September._
-
-Det er Frugthøstens Tid. I Møllerens Have gaar Arbejdet muntert og
-travlt.
-
-Paa den lille Plæne mellem alle de bugnende Træer, midt i
-Travlheden, sidder Mølleren i en Lænestol og leder, trods sin
-Blindhed, Arbejdet. Han kender alle Træer i Haven og udpeger dem
-i den Rækkefølge, de skal høstes; han giver Ordre om, hvordan
-Plukningen for hvert enkelt Træs Vedkommende skal foregaa, og
-han modtager Kurvene, efterhaanden som de fyldes, til kyndig
-Undersøgelse og Prøvelse.
-
-Grethe fører Tilsyn med Plukningen, hvortil er lejede et Par Piger
-og Karle; hun tager selv Del i Arbejdet og hun sætter ogsaa mig i
-Beskæftigelse. Hun og jeg besørger de fine Frugter, der vokser paa
-glasdækkede Espalierer og som maa behandles med særlig Varsomhed.
-Jeg staar paa en Stige og plukker dem, hun nedenfor med udbredt
-Forklæde. Men ofte maa hun skænde paa mig for min Dovenskab; thi
-det hænder hvert Øjeblik, naar jeg skal række hende Frugten, at jeg
-fortaber mig i Beskuelsen af hendes ivrigt blussende Ansigt, der
-er skønnere end nogen Frugt. Og hvad hjælper det, hun skænder? Hun
-bliver kun dobbelt sød i sin skrømtede Utaalmodighed.
-
--- -- -- Naar Duggen begynder at falde, standses Plukningen og
-Kurvene bæres ind i Frugtkamrene, der har Hylder fra Gulv til Loft,
-og hvor Grethe forestaar Sorteringens vigtige og vanskelige Arbejde:
-hvad der tør sendes til Hovedstadens kræsne, men højtbetalende
-Frugthandlere, hvad Prangerne kan faa overladt til en billig Penge,
-hvad der egner sig til Syltning og Henkogning og hvad endelig der
-skal forbeholdes Husets Vinterforbrug.
-
-Som der dufter her i disse Frugtkamre. Alle de syrlige og søde Aande
-fra Kurve og Hylder fortættes i de indelukkede Rum og blander sig
-til en berusende Essens, der længe hænger i Ens Klæder.
-
-Og saa prægtig Grethe ser ud, som hun, med Kjoleærmerne smøgede op
-om de hvide stærke Arme, tager i de solbrændte Hænder Frugt paa
-Frugt og med hastig Kendermine tildeler hver sin Plads og Rang.
-
-Helst tænker jeg dog paa hende, som jeg saa' hende nedenfor Stigen
-ved Espalieret. Hvis jeg skrev Vers, vilde jeg sætte Billedet i Digt:
-
-»Det er Frugthøstens Tid. I Møllerens Have paa den golde Vejrbakke
-modnes den ædleste Frugt i Landet. I Møllerens Have staar hans
-Datter, den højbarmede Mø, med Favnen fuld af svulmende Druer.«
-
-
-
-
-XX.
-
-
-                                                       _Oktober._
-
-I Kildehaven, der ligger mellem Byen og Vejrbakken, har de smaa
-Børn deres Park. Naar Vejret er godt, føres de, kørende i deres
-Vugge-Kareter eller trippende paa deres stumpede Ben, herud af
-Mødre, Ammer og Barnepiger. En stor Runddel, skærmet af store
-Træer og omgiven af lange Bænke, er Samlingsstedet. Her findes en
-Træbod, hvorfra sælges Mælk og Smaakager, Lakris, Johannesbrød og
-fristende rødstribede Brystsukkerstænger. Men midt paa Pladsen staar
-en broncebarsk Statue af en fædrelandsk Helt og ser med uanfægtet
-Krigeriskhed paa Børnenes Leg.
-
-Paa vor Vej til Byen gaar Grethe og jeg gærne gennem Kildehaven. For
-mig er det en Opfriskelse af mine spædeste Minder, fra den Gang
-jeg var et saa bevægeligt Gemyt, at jeg i Arrigskab rakte Tunge ad
-Blæsten og græd af Angst, naar min Barnepige, efter den almindelige
-respektløse Sædvane i Kildehaven, lod mig forrette mine nødtørftige
-Smaaærinder ved Foden af den strænge General. Først og fremmest
-nyder jeg dog Grethes Henrykkelse over de Smaa. Med straalende
-Øjne følger hun deres yndefuldt-kejtede Tumlen og finder dem lige
-bedaarende, enten de leende pludrer eller pludselig stikker i en
-fortvivlet Brølen. Men allermest elsker hun de ganske Smaa, dem,
-der ligger i Vognene og kigger ud i Verden med store forundrede
-Øjne. Det hændte idag, at vi saa' en ung Moder tage saadan En op af
-Puderne og lægge den til sit store hvide Bryst, som den sugede sig
-fast til med graadig Mund og greb om med smaa ivrige Hænder. Med øm,
-andagtsfuld Tilbedelse fortabte Grethes Blik sig i dette Billede, og
-da hun endelig rev sig løs og vi gik bort, saa' jeg, at hun havde
-Taarer i Øjnene.
-
--- -- Vi talte siden om hendes Kærlighed til Børn. Hun sagde:
-
-»Mit højeste Ønske er at blive Moder til mange Børn og bo paa
-Vejrbakken, hvor der er Plads til at tumle med dem. Jeg kunde ikke
-forestille mig at være gift, selv om jeg elskede min Mand aldrig
-saa højt, uden at have Børn. Kan noget tænkes skønnere for en
-Kvinde end at give den Mand, hun elsker, Børn? Kan noget tænkes
-dejligere end at blive kaldt Moder? Vide og føle, ja høre paa den
-Klang, hvormed Ordet bliver sagt, at man ikke lever forgæves,
-men at der er Nogen, som saa nødvendigt trænger til En? Min Mand
-skulde intet tabe ved den Ømhed, jeg ofrede vore Børn. Jeg vilde
-elske ham dobbelt som deres Fader. Men fordi jeg føler det saadan,
-forstaar jeg ikke, ja forskrækkes af de unge Kvinder, hvorom jeg
-læser i moderne Bøger. Det er jo næsten, som de frygtede Børn
-som en Fare for deres Lykke. Og ikke nok med det. De klynker og
-jamrer ovenikøbet over den Naturens Grusomhed, der lader dem føde i
-Smerte. Som om ikke de fik tifold Vederlag for selv den pinefuldeste
-Kvide, naar de holder Barnet i deres Arme. Som om overhovedet det
-at blive Moder var noget værd, naar det ikke kostede Smerte! --
-Jeg tænkte først: det er Mændene, der i blødagtig Medynk skriver
-saa taabeligt om noget, de ikke forstaar. Men jeg læste siden det
-samme i langt stærkere Ord i Bøger, skrevne af Kvinder, som hævder
-at tale Kvindernes Sag. Disse kvindelige Forfattere, Hustruer og
-Mødre ofte, er ligefrem fornærmede over, at alene Kvinden skal være
-Moder og at Moderpligterne afholder dem fra Deltagelse i vigtigere
-Samfundsopgaver. Jeg forstaar ikke de Kvinder, jeg forfærdes over
-dem. Jeg ser dem for mig med Ansigter fortrukne af Oprør mod
-Naturen. Jeg bliver syg af at læse deres Bøger. Jeg føler det, som
-om der blev myrdet smaa Børn inde i mig.«
-
-Men, efter en Pavse, tilføjede Grethe: »Ser De, jeg tror nok, det
-har gjort meget, at jeg mistede min Moder saa tidligt. Al den
-utilfredsstillede Trang, jeg havde til Moder-Ømhed, har givet min
-Moder-Trang Vækst. Jeg, der ikke mindes, hvordan det er at sidde paa
-Mo'rs Skød, kunde alt som lille Pige ikke se et Barn, uden at mine
-Arme længtes efter at favne det og lægge det op til mig.«
-
-Saaledes talte den Moderløse til den Moderløse. Og mens jeg saa'
-paa hendes frodige Legeme, dér hun gik stolt og ren i sin frimodige
-Bekendelse, tænkte jeg, at bedre Lykke kunde jeg ikke give min Søn
-end at lade ham fødes af denne Kvinde.
-
-
-
-
-XXI.
-
-
-                                                       _Oktober._
-
-Vi standser foran et langt lavt skiddengult Hus i en snæver
-Sidegyde. I hvert af Vinduerne, der ligger nær Jorden, sidder bag
-Geranier og Gyldenlakker en gammel Kvinde med et kulørt strikket
-Tørklæde om Skuldrene.
-
-»I dette Hus -- fortæller jeg Grethe -- bor saadanne gamle fattige
-Kvinder, der ikke er fine nok til at komme i Stiftelsen. Huset
-bestaar af en eneste lang Stue, afdelt ved Sirtses-Forhæng i tyve
-Rum, ti paa hver Side. I hver Baas bor en gammel Kvinde. I min
-Barndom hed en af dem Ane Marie. Hun er den eneste, hvem jeg har
-arvet.
-
-Ane Marie var en brystsvag Sypige. Hvor gammel hun var, véd jeg
-ikke; uden Tvivl dog temmelig til Aars, siden hun havde faaet Plads
-i de veldædige Baase. Hun bevarede imidlertid saa sent, jeg husker
-hende, et fuldstændigt Barneansigt, glat og fint med to troskyldige,
-altid smilende brune Øjne. Af Person var hun det klejneste, jeg har
-sét. Hun listede som en lille beskeden Skygge ned ad Gaden med sin
-Bondehue paa Hovedet og det grønne uldne Sjal viklet om de spinkle
-Skuldre. Her i Huset havde hun frit Logis, men forresten maatte hun
-ernære sig selv. Det gjorde hun ved at sy hos Folk i Byen, hun havde
-sin Dag hver Uge hos seks Familjer. Nogen vidtdreven Færdighed i
-Sykunsten besad Ane Marie ikke. Men at lappe og stoppe forstod hun
-som ingen anden; der var aldrig et Stykke Linned eller Uldtøj saa
-laset, at hun ikke fandt det for godt til at kasseres. De barnrige
-Familjer, der ydede hende hendes Underhold, var da ikke narrede med
-hende, navnlig da hun ikke kunde beskyldes for at trække dem op.
-Hendes Gage, den hun bestemt afslog at faa forhøjet -- hun fandt
-den i alle Maader rundelig -- var seks Skilling pr. Dag. Men saa
-havde hun jo rigtignok tillige det meste af Kosten. Og med Hensyn
-til Kosten blev der kræset for Ane Marie, hvor hun kom. Familjerne
-sørgede altid for at have hendes Livretter til hende, hvad der
-ejheller var økonomisk uoverkommeligt for Husmoderen og gjorde
-hendes Besøg dobbelt kært for os Børn; thi Ane Marie havde ogsaa
-i sin Smag bevaret en afgjort Barnlighed. Skulde hun have nævnet
-den Diner, der mest fristede hende, vilde hun uden Betænkning have
-svaret: Sødsuppe og Pandekager. Fra min tidligste Barndom, til vi
-rejste fra Byen, kom Ane Marie hver Torsdag hjemme hos os. Lignede
-hun paa Gaden en Skygge, blev hun i Stuen en mild lille Solstraale.
-Hun var altid fornøjet, altid opfyldt af, hvor godt hun havde det og
-hvor gode Folk var imod hende, smilede altid taknemmeligt ud af sine
-brune Barneøjne. Men meddelsom blev hun først, naar hun var alene
-med os Børn. De Voksne skræmmede hende en Smule med deres Fornuft
-og Alvor. Sammen med Børn følte hun sig i sit Es. Deres smaa Sorger
-og Glæder forstod hun, som det var hendes egne. Deres Forestillinger
-og Interesser var ogsaa hendes. Hele Eftermiddagen, naar vi var
-komne fra Skole, sad vi inde hos hende i den lille Strygestue og
-passiarede lunt og godt som med en jævnaldrende Kammerat. -- Men da
-Afskedens Stund oprandt og vi rejste fra Byen, stod hun ved Skibet
-og græd, som skulde hendes Hjærte briste.
-
-Hun glemte ikke sine smaa Venner.
-
-Aarene gik, jeg var allerede en stor Dreng med første Del af Artium,
-da der, just som Eksamen var overstaaet, kom Brev om, at Ane Marie,
-hvem jeg i Barndommens Letsindighed ikke ofte havde skænket nogen
-mindende Tanke, var død og havde indsat mig og en Broder samt to
-Børn i en anden Familje til sine Arvinger. Den efterladte Kapital
-var 50 Rigsdaler til lige Deling, 12½ Daler til hver Arving.
-50 Rigsdaler, det vilde for Ane Marie sige 800 Arbejdsdages
-Fortjeneste samlet sammen, Seksskilling paa Seksskilling.
-
-Jeg rejste min Arv op. For Ane Maries Seksskillinger gjorde jeg en
-dejlig fjorten Dages Fodtur efter den overstandne Eksamen.
-
--- -- Og derfor, Grethe, kommer Taarer mig i Øjnene, naar jeg ser
-paa dette fattige Hus, hvor der sidder gamle Kvinder i Vinduerne bag
-Geranier og Gyldenlakker.«
-
-
-
-
-XXII.
-
-
-                                                      _November._
-
-Min Veninde i Stiftelsen er Grethes og min eneste Omgang. Vi
-havde hende for nogen Tid siden til Chokoladegilde paa min
-Vejrbakke-Kvist. Hun blev hentet i Droske, fik Flødeskum paa
-Chokoladen og, da hun atter steg ind i sin Ekvipage, en Kurv med
-Æbler og Pærer samt nogle smaa Glas Syltetøj, som Grethe havde bragt
-med til hende. Hun blev kort sagt, som hun selv sagde, behandlet
-akkurat som en Prinsesse i et af de Æventyr, hun digtede til mig, da
-jeg var Barn.
-
-Men ogsaa vi har besøgt hende og været hendes fejrede Gæster.
-
-Grethe har ganske erobret min Veninde, der vist vilde have
-Vanskelighed ved at afgøre, for hvem af os, Grethe eller mig, hendes
-gamle Hjærte banker stærkest. Det forvirrer og ærgrer hende lidt,
-at vi ikke er forlovede; men hun har aabenbart ikke opgivet Haabet
-om, at det kan komme. Naar vi besøger hende, trækker hun snart mig,
-snart Grethe afsides og fortaber sig i blomstrende Lovprisninger:
-af Grethe overfor mig og omvendt. Til mig er det stadige Omkvæd:
-»Er hun nu ikke yndig? Har han nogensinde set Mage til gudvelsignet
-Pigebarn? Blusser hun ikke af lutterste Hjærtensgodhed? Og sikke
-Øjnene skinner, naar hun ser paa ham! Ja, det kan da Enhver opdage
-med et vindt Øje, at hun har en Klat tilovers for ham.«
-
--- -- Igaar var vi til stor Kaffestads hos hende. Til hendes Sorg
-fik hun ikke Lov at invitere Præsten, hun maatte indskrænke sig til
-at hædre os med nogle af Stiftelsens fornemste Damer; men forøvrigt
-forløb Festen paa bedste Maade. Beværtningen var kongelig:
-Kaffekedlen gik ikke af Kog og Tallerkenen med Wienerbrød tømtes
-aldrig saasnart, før den fyldtes igen. Og Samtalen kunde ikke være
-livligere. I samme Nu, den ene Dame afsluttede Beretningen om sine
-Skrøbeligheder og Genvordigheder, tog den næste fat. Tilsidst vilde
-min Veninde absolut lægge Kabaler for mig og Grethe, de andre gamle
-Damer brændte af Iver efter at overvære den spændende Forestilling;
-men Grethe, der kendte Kabalens Hensigt og af tidligere Erfaring
-vidste, at min Veninde altid lod den »pusle i Hjærtersiden«
-med »lønlige Bud« og en »sukkende Ven« og alt andet til Faget
-henhørende, ønskede, tydeligt nok, at blive forskaanet i dette
-større Selskab af Kirsten Gifteknive.
-
-Med et taknemmeligt Blik modtog hun derfor mit Forslag om, at vi
-skulde lade Kabalen hvile til en anden Dag og at hun istedetfor
-skulde ende Festen med at synge nogle af sine Smaasange nede i
-Spindestuen for alle de Gamle.
-
--- -- I Spindestuen har de Gamle deres Rokke, og mens Rokkehjulene
-snurrer, gaar Passiaren rapt om Stiftelsens Anliggender. Men
-Spindestuen gør tillige Tjeneste som Bedesal. Som Følge deraf er den
-udstyret med et Harmonium.
-
-Der er gaaet Bud ud om den forestaaende Begivenhed, og da vi træder
-ind i Spindestuen, anførte af min Veninde, der føler sig mindst som
-Direktrice for det store Operateater, er Salen fuld. Med hastigt
-anlagte Søndagskapper sidder de gamle Kvinder og virrer saa benauet
-og andægtigt, som om de skulde til Alters. Rank og frodig, i lys og
-fager Ungdom staar Grethe midt blandt dem: et skinnende Birketræ,
-der er skudt op i et udgaaende Krats forvitrede og forkrøblede
-Rester. Men alle de rynkede og indfaldne Gamle fornemmer, da de ser
-hende, et Genskin af Vaar i deres Hjærter, og i beundrende Mumlen
-bølger de virrende Kappe-Hoveder sammen.
-
-Der bliver atter dødsensstille: Grethe har sat sig ved Harmoniet,
-slaar en Melodi an ... saa synger hun. Luften i den lave overfyldte
-Sal er tyk og tung. Tonerne risler dugklare gennem den, stiger som
-kvidrende Fugle, blinker i muntre Solstraaler, spreder sig med Duft
-af Skov og Mark, hvælver et blaanende Højenloft over det fattige Rum
-og de gamle Kvinder. Det er de sødt smægtende, fromt skælmske Sange
-fra vore Mødres og Bedstemødres unge Dage, Grethe synger. De Gamle
-lytter, disse Toner faar længe hvilende Strænge i dem til at bæve,
-forsigtigt prøver de sig frem, efterhaanden mimrer alle de gamle
-Munde og nikker alle de krusede Kapper i Takt med Grethes Sang.
-Viserne om Elskovs Fryd og Elskovs Smerte er dog dem, der finder den
-modtageligste Sangbund. For hvert Kys i Lunden paa Pigemunden glider
-der et lykkeligt Smil over de rynkede Ansigter; men naar Taaren
-rinder paa blege Kinder, staar et halvthundred Par gamle rødrandede
-Øjne i Vand.
-
-Jeg sidder længst tilbage i Stuen sammen med min Veninde. Hun, der
-ellers ikke fattes Ord, er saa bevæget, at hun ikke kan tale. Men
-hun klapper ustandseligt min Haand. Og da Grethe omsider rejser sig
-fra Instrumentet og omringes af takkende og haandkyssende og nejende
-og velsignende Gamle, siger min Veninde de Ord, som jeg kunde have
-kysset hende for: »Aa nej da. Saa lyslevende som hun ligner hans
-salig Mo'r.«
-
-
-
-
-XXIII.
-
-
-                                                      _December._
-
-Jeg gaar med Grethe til min Moders Grav.
-
-Der er vintermørkt paa Kirkegaarden. I den sorte Dødens Have lysner
-kun de nøgne hvide Kors. Det har nylig regnet og vi træder lydløst
-paa det faldne Løv.
-
-Døden bliver større og mægtigere i sin Vinterdragt. Ved Sommertid
-dækkes dens sælsomme Gru af brogede Blomster og smilende Løv. Vi
-søger at gøre Døden mild og god med Sommerens rige Offergaver. Men
-om Vinteren rejser den sig i sin strænge Majestæt, breder ud sin
-Kappe saa sort og fæster sit Benrads-Mærke paa hvert Kirkegaardens
-Træ.
-
-Jeg gaar med Grethe over den vintermørke Kirkegaard, og Dødens Gru
-forskrækker mig ikke. Jeg gaar i Pagt med Livets gode Herre; jeg
-synes, Døden viger, dér vi skrider frem.
-
-Vi sidder ved Graven, og Grethe siger: »Saa ofte De har talt til mig
-om Deres Moder, har De aldrig fortalt mig, hvordan hun saa' ud. De
-var dog den Gang, hun døde, ikke mindre end at De maa have modtaget
-et bestemt Indtryk af hende.«
-
-»Det Billede af min Moder, jeg tydeligst bevarer i min Erindring,
-er ikke fra hendes allersidste Leveaar. Det er fra Tiden, før
-Sygdom blegnede hende; fra den Tid, hun endnu var ung og smuk eller
-syntes mig at være det. Jeg ser hende midt paa en Plæne i en Have
-en dejlig Sommerdag. Hun stod mellem os Børn, der legede om hende,
-med et let Sjal yndefuldt draperet om Skuldrene. Jeg mindes aldrig
-at have set en Kvinde, der kunde bære et Sjal saa smukt. En stor
-Havehat indrammede hendes Ansigts fine Oval, og det mørke Haar
-laa glat ned over hendes Pande, en Pande saa klar og hvid. Med
-straalende Øjne stod hun i sin legende Børneflok. Da pludselig sad
-der en Kanariefugl paa hendes Skulder. En flygtende Fugl, der søgte
-Hvile hos hende. Tyssende løftede hun Haanden. En Stund blev Fuglen
-siddende, strøg saa kælent sit Næb mod hendes Kind og fløj.«
-
-Jeg tager Grethes Haand, der hviler i hendes Skød: »Ja, Grethe,
-saadan mindes jeg min Moder. Men vil De vide mere, da spørg vor
-gamle Veninde i Stiftelsen. Hun siger, og jeg kan ikke tvivle om, at
-hun har Ret, at De er hendes lyslevende Billed.«
-
-Grethe ser op paa mig med store, kærlige Øjne. Og jeg føler hendes
-Arme om min Hals og hendes Læber mod mine. Saa staar vi længe, Arm i
-Arm, i stille Andagt foran Moders Grav.
-
--- -- Men da vi gaar hjemad til Vejrbakken, spørger jeg: »Fortæl
-mig, hvordan det gik til, at Du kom til at holde af mig?« Hun
-svarer: »Jeg forstod, at Du trængte til mig, og fra samme Stund
-havde Du mit Hjærte.«
-
-Siden siger hun: »Lov mig, at Du, naar jeg dør, vil begrave mig tæt
-ved din Moder. Min egen Moders Grav er paa et fremmed Sted, og jeg
-vil ikke langt bort fra Vejrbakken. Jeg vil ogsaa, at Du skal finde
-din Moder og mig sammen.« Men da hun ser, at hendes Ord gør mig
-sørgmodig, tilføjer hun smilende: »Du taabelige Mand, tror Du, jeg
-tænker paa at dø? Jeg har ingensinde velsignet Livet højere end nu.«
-
-
-
-
-XXIV.
-
-
-                                                      _December._
-
-Altid tilforn, naar jeg opnaaede noget, jeg kaldte en Lykke, og jeg
-ransagede mit Hjærte, om Lykken nu ogsaa virkelig boede i det, fandt
-jeg i en eller anden Krog det saare Punkt, hvor Tvivlens Orm gnavede
-fordulgt bag Blomsterdækket. Og jeg har vidst, at der vilde komme
-det Øjeblik, før eller senere, hvor Pragten falmede.
-
-Tvivlen er nøjsom. Et uroligt Blik, et uoverlagt Ord giver den
-Næring. Du sidder en Aftenstund med din Elskede. Da pludselig ser Du
-hendes Øje sløres af en fremmed Tanke, et fremmed Minde. Du spørger,
-og hun svarer med et aandsfraværende Smil et ligegyldigt Ord. Det
-er kun et Nu. Hun glemmer det; og Du glemmer det, mens hun holder
-Dig i sine Arme. Men naar den ensomme Nat kommer, stiger frem i din
-Sjæl Billedet af din Elskede med Øjne som kolde Løgne og med et
-Smil, hvis Spot stivner dit Hjærte. Hvad hjælper det saa, at hun den
-næste Dag møder Dig mere øm end nogensinde? Du kan tro Dig frelst en
-Dag, en Uge, Maaneder. Ormen har sat sin giftige Tunge i din Lykke.
-Du er dens Bytte.
-
-Der er dem, som i arm Blindhed slaar sig tiltaals med den kranke
-Lykke. Der er andre, som i indbildsk Trods siger: Tryghed dræber
-Lykken.
-
-Der er kun én Lykke: at hvile i Lykken. At vide, at Dagen, der
-kommer, rinder op med den samme Sol, der svandt igaar. Intet mere at
-begære, intet mere at frygte. Ingen Dag at ønske om igen, ingen Dag
-at ønske anderledes, fordi hver Dag er éns lykkelig.
-
-Den Lykke, den eneste, er min.
-
-Saagodt som Nogen har jeg jaget den. Har søgt den ude i den Verden,
-hvor man gør sin Lykke. Været tidlig oppe og silde ude for at finde
-den, har hidset mig op og trættet mig ud i dens Forfølgelse.
-
-Og saa dalede den nedover mig som en stille Sang paa et fjærnt og
-stille Sted. Jeg hørte den klinge dæmpet ude fra Vandet en dejlig
-Skærsommernat. Jeg turde ikke kalde paa den, jeg frygtede at skræmme
-den bort. Jeg aabnede den blot i ydmyg Tro mit Hjærte. Og se, en Dag
-sang Lykken derinde.
-
--- -- Jeg har ransaget mit Hjærte, der skjuler sig ingen Tvivl i
-det. Jeg har vaaget ensomme Nætter, ingen Skygge forvanskede Grethes
-hulde Billed.
-
-Jeg glider i en hvid Baad nedad en solbeskinnet Flod, og jeg holder
-en gylden Frugt, hel og rund, i min Haand.
-
-
-
-
-XXV.
-
-
-                                                       _Julenat._
-
-Da jeg i Eftermiddag kommer op til Møllen, ser jeg, at der er to
-Jule-Gæster foruden mig. Det er Grethes Guddatter, den fireaarige
-Asta, og hendes toaarige Broder Carl, Børn af en Fisker nede ved
-Fjorden, der i sin Tid var Dreng paa Møllen. De skal for første
-Gang til Juletræ. I den Anledning skinner de af nyvasket Pyntethed
-og betuttet Artighed. Og da de ser mig, den fremmede Mand, søger de
-en forsigtig Dækstilling bag Grethe, der maa hale dem frem og ruske
-dem op for at faa dem foreviste i al deres Dejlighed. Dejlige er
-de: Asta en livagtig Englebarnsmodel, lige til at sætte i Toppen af
-et Juletræ, kælen og indsmigrende, med gul krøllet Top og store
-lyseblaa Øjne; Carl en tæt Prop, sømands-mut og mandfolkevigtig og
-med brune Øjne, der blinker af lunt Humør.
-
-Julenadveren er endt og vi gaar ind i Havestuen, hvor Træet er
-tændt. Grethe har Purken paa Armen og Asta holder hende i Haanden.
-Bagefter kommer Mølleren og jeg med vore Piber. Børnene er straks
-helt stumme af Forbavselse; med opspilede Øjne stirrer de frem for
-sig, mens Grethe dansende fører dem rundt om Træet. Jeg hvisker til
-hende: »Jeg tror, Du er den gladeste af Jer tre.« »Ja,« svarer hun,
-»tænk at holde Jul med Dig og saadanne to.«
-
-Det varer dog ikke længe, før Børnene frimodigt giver sig hen i
-Fryd. Og da de opdager, at Herlighederne paa Træet er Frugter, som
-tør plukkes, bliver de rent ellevilde. Tilsidst ruller de rundt paa
-Gulvet som to Kattekillinger mellem alle deres Skatte og fylder den
-ellers saa stille Stue med klukkende Latter og ivrig Pludren. Indtil
-de bliver trætte og søvnige og med bittesmaa glippende Øjne bæres
-om til Godnat. Men da Grethe har lagt dem til Sengs, kommer hun ind
-og sætter sig i Sofaen mellem sin Fader og mig.
-
-Endnu brænder Lysene paa Træet, og den Gamle siger: »Der maa være
-flere Lys iaar. Sidst var der mørkt foran mig, men iaar synes jeg,
-jeg skimter et Lysskær.«
-
-»Ja, lille Fa'r«, svarer Grethe og bøjer sit Hoved op til hans
-Skulder, »der er ogsaa flere Lys iaar. Sidst var Du og jeg ene. Jeg
-vilde ikke for min Skyld tænde de mange Lys. Men denne Juleaften har
-Vejrbakken haft Børn og rigtig Julefest. Og saadan vil det være hver
-Juleaften herefter, for han her« -- hun tager min Haand og lægger
-den i den Gamles -- »han bliver hos os ... hvis Du giver ham og mig
-Lov til det.«
-
-Den Gamle kysser Grethe, trykker fast min Haand, og, mens to store
-Taarer pibler frem af hans blinde Øjne, siger han: »Gud velsigne
-Jer, Børn, og give Jer lyse Dage paa Vejrbakken. Dem, min Søn, har
-jeg jo aldrig set, faar Dem aldrig at se. Men paa Deres Stemme,
-naar vi talte om Grethe, har jeg hørt, at De holdt af hende.«
-
--- -- Før jeg gaar, fører Grethe mig ind i sit Sovekammer, hvor
-Asta og Carl hviler i hendes gamle Barneseng, slumrende trygt i
-hinandens Arme, mens Asta moderligt har lagt den lille Broder op til
-sit Bryst. Forsigtigt lister vi os hen og kysser dem. De vaagner
-ikke, men smiler, som de i Søvne følte den Kærlighed, der staar ved
-deres Leje. Saa kysser Grethe mig og siger: »Tænk, hvor vidunderlig
-dejligt, om det var vore egne!«
-
-       *       *       *       *       *
-
-Grethe følger mig ud paa Bakken. Det er den skønneste stjærneklare
-Frostnat. Vi staar paa Bakkekammen ud mod Fjorden. Til Højre for os
-skraaner den hvide Skov; det er saa stille, at vi hører det, naar en
-Kvist knækker i Frosten. Foran, dybt under os, ligger den isdækkede
-Fjord og Byen, hvor der skinner Julelys i alle Huse.
-
-»Nu er der Fred paa Jorden,« hvisker Grethe. »Ja, og Fred i
-Menneskenes Hjærter,« svarer jeg.
-
-Men da vi vender os om, staar Møllen med sine store sorte Vinger
-lige for os. Jeg mærker en Gysen gennemfare Grethe og jeg spørger:
-»Blev Du bange for Møllen?«
-
-»Nej,« siger hun, »jeg var blot kommen til at fryse af at staa
-saalænge.«
-
-
-
-
-XXVI.
-
-
-                                                    _Nytaarstid._
-
-Frost og Sne har lukket af for den gamle By. I mange Dage er intet
-Bud fra Omverdenen trængt ind til den. Men da Proviant forefindes i
-rigelig Mængde og det tilmed er Ferietid, føler Byen ingen Uhygge
-som indespærret Fæstning. Den lever blot saameget stærkere sit eget
-Liv, den samler som en Høne Kyllingerne under sine lune Vinger; den
-glemmer, at den er ifærd med at udvikle sig til en udadstræbende
-Fremtidsby med Bank og Eksportforeninger; den bliver atter helt og
-ganske den gamle By.
-
-Naar jeg møder de ringlende Kanetog med lystige pelsindhyllede unge
-Herrer og Damer; naar jeg hører den skingrende Jubel og den leende
-Hvinen fra Børnene, der kjælker ned ad Vejrbakkens Sneskraaninger;
-naar jeg ser Fjorden sort af farende Skøjteløbere og naar om Aftenen
-Sang og Dansemusik toner bag de festligt oplyste Vinduer -- da
-mindes jeg hin strænge Vinter for mange Aar siden, da Byen, efter
-møjsommeligt at have gravet sig op af Sneen, drog ud paa Fjorden og
-holdt Karneval Uger igennem.
-
-Saa fantastisk det staar for min Erindring:
-
-Gennem en Granport kommer man ind i en lang Isgade, der ligger lunt
-mellem høje Snemure. Saa pludselig er man paa en stor aaben Plads,
-der straaler i Fakkellys og indhegnes af Telte, illuminerede med
-kulørte Lamper. Telte, hvor der spises og drikkes, synges og danses.
-Og fra Pladsen skærer nye Gader sig ind i Snebjærgene. Man kommer
-forbi Huler i magisk Blaalysskær, Snemænd med funklende Ildøjne,
-Smaaboder, hvor gamle Kællinger i Tranlampe-Belysning braser Aal og
-Pandekager, et Varmeskur, der benævnes den gloende Ovn, og man naaer
-ind i en Lund af Grantræer, hvor der er Trængsel om en Karrusel
-med Slæder, der har den oplivende Egenskab, at den i hver Omgang
-lader en Slæde vende Koldbøtte i en Drive. Snebyen forgrener og
-breder sig endnu videre. Vi Børn naaer aldrig til dens Ende, thi der
-gaar Rygter om megen Vildskab og uhyggelige Slagsmaal i dens fjærne
-mørke Forstæder, dér den gamle Bys Svende og Lærlinge mødes med de
-fjendlig sindede Folk fra den anden Side Fjorden. Vi bliver, hvor
-Lyset hersker og Uskylden boer. Hvor vore Søstre og deres Veninder
-farer os forbi i susende Fart med deres Kavallerer eller opfører en
-ikke altid saa vellykket, men des muntrere Skøjte-Lanciers. Henad
-Aftensmad-Tid er hele Byen paa Fjorden. Saa kommer Mødre og Fædre
-for at hente de unge Døtre og Børnene, eller de bringer Maden med
-i Kurve. Inde i den gloende Ovn slaar man sig da sammen, Venner
-og Bekendte, og dækker et Fællesbord med de forskellige Madkurves
-Herligheder. Og naar man bagefter vandrer hjemad, stiger Raketter
-op over Fjorden, hvor den summende Karnevalstummel først forstummer
-sent paa Natten.
-
-       *       *       *       *       *
-
-Grethe og jeg var i Formiddags en Kanetur. Nede ved Fjorden gjorde
-vi Holdt og gik ud paa Isen mellem Skøjteløberne. Der var Liv og
-Glæde, men ikke det Æventyr-Sceneri som i gamle Dage. Jeg følte
-mig maaske en Kende skuffet over den glatte velfejede Bane og hele
-det ordnede sportsmæssige Præg, Forlystelsen havde faaet; saameget
-ivrigere fortabte jeg mig i Genopfriskelsen af de gamle Minder.
-Først sent opdagede jeg, at Grethe, den ellers saa ligelige, gik
-ganske tavs og med et forpint Udtryk i Øjnene af fjærntskuende
-Sørgmod. Bekymret spurgte jeg, hvad hende fattedes.
-
-»Min egen Ven«, sagde hun, »tilgiv mig. Det er slet intet uden
-Barnagtighed. Mens vi gik her blandt alle disse Mennesker, der
-ligesom jager hæsblæsende efter Glæden, overfaldt der mig en Angst
-for at miste Dig. Jeg syntes, de vilde rive Dig fra mig. Jeg
-syntes, din Tale hastede bort med dem, saa langt, langt bort. Tilgiv
-mig. Husk, hvor lidet jeg er vant at færdes blandt Mange. Husk, det
-er første Gang, vi har forladt de stille Steder.«
-
-Hun smiler atter til mig, hun trykker ømt min Arm. Men jeg fører
-hende hastigt bort fra Skøjteløbernes Bane; vi stiger op i den
-ventende Kane, og vi vender tilbage til de stille Steder.
-
-
-
-
-XXVII.
-
-
-                                                     _7. Januar._
-
-Idag kom der Slædepost. Den bragte mig et Brev fra min Forlægger,
-der drilsk spørger, om jeg ikke snart er ked af mit Eneboerliv og
-om det ikke kunde friste mig til en Tilbagevenden at blive Leder af
-et stort literært Foretagende, som han paatænker. De Vilkaar, han
-kunde byde, er saa gode, at jeg foreløbig ikke behøvede at frygte
-økonomiske Vanskeligheder.
-
-For nogle Maaneder siden vilde jeg maaske have vaklet. Nu behøver
-mit Svar ingen Overvejelse. Jeg dypper straks min Pen og skriver:
-At jeg ikke kan modtage hans venlige Tilbud, fordi jeg heroppe
-er bleven det lykkeligste Menneske i Verden og fordi min Lykke
-er bunden til denne Plet Jord. At jeg saaledes uigenkaldelig har
-opgivet enhver Tanke om at vende tilbage og at min Deltagelse i
-det literære og offenlige Liv maa indskrænke sig til de Bøger,
-jeg skriver. At den Bog, han venter, snart kommer og at den vil
-efterfølges af andre, der ligner mine tidligere ligesaa lidt. At jeg
-har taget Stade paa Vejrbakken, hvor Luften er klar og ren; hvor
-Livets Mening bliver lettere at fatte, Lidenskaben mere usammensat,
-Følelsen dybere. Endelig, at min Lykke er saa sikker, at den trænger
-hverken til Anger eller Anklage; at den tværtimod har Raad til Tak
-for alt forbigangent, fordi den uden det ikke vilde været saa stor.
-
-Inden jeg afsender mit Svar, viser jeg Grethe Brevet fra
-Forlæggeren. Da hun har læst det, siger hun, efter et Øjebliks
-Tavshed:
-
-»Jeg faar nu Anledning til at sige Dig noget, jeg har tænkt paa
-stadig siden hin Dag paa Isen. Jeg tør ikke holde Dig tilbage. Du
-kan for en kort Stund trives her; før eller senere vil alt det, Du
-kom fra, atter kalde Dig. Jeg finder det kun rigtigt og naturligt.
-Og derfor skal Du vide, at jeg intet Baand lægger paa Dig. Gør, som
-Du vil og maa. Gør med mig, hvad Du vil. Lad mig blive her, om Du
-maaske frygter mig som en Hæmsko, hvad Du har Grund til efter min
-dumme Adfærd forleden. Eller tag mig med, om Du mener at have nogen
-Brug for mig og om Du tør tro mig paa mit Ord, at jeg er grundig
-kureret for min Dumhed. Jeg følger Dig, hvorhen Du vil. Vejrbakken
-var hidtil mit Hjem. Uden Dig vil jeg være hjemløs paa Vejrbakken.
-Livet og Verden derude skræmmede mig. Sammen med Dig vil jeg ingen
-Frygt føle. Og siger Du, at jeg maa blive her for Faders Skyld, saa
-svarer jeg: Det er ikke Fader mest, som ikke har villet herfra. Til
-Tider tror jeg endog, han gærne rejste. Maaske var det ogsaa bedre
-for ham. Han er gammel, hans Sind plages ofte i den sidste Tid af
-sære Tanker deroppe i Stilheden. Han ligesom frygter Møllen, han
-tror, den kalder paa ham; at den bebrejder ham, at han har standset
-den. Mod min Fader gør vi ingen Uret ved at rejse. -- Men vil Du, at
-jeg skal blive her og vente paa Dig, da er ogsaa det godt. Maaske
-synes Du, at Du helst en Tid maa være ene og prøve dit Hjærte: om
-det nu ikke blot var her i Ensomheden, at Du trængte til mig. Alt,
-hvad Du bestemmer, alt, hvad Du gør med mig, er godt. Thi jeg elsker
-Dig.«
-
-Jeg lader Grethe tale til Ende. Var det haardt og stygt af mig, min
-søde Veninde? Var det egenkærlig grusomt, at min Sjæl intet vilde
-spilde af de velsignede Ord, som dit angstfulde Hjærte udblødte? Jeg
-tror, Du tilgiver mig, for den dobbelte Fryd, mit Svar nu voldte.
-
-Mit Svar, som Du fik sort paa hvidt i Svaret til Forlæggeren.
-
-
-
-
-XXVIII.
-
-
-                                          _Slutningen af Januar._
-
-Grethe havde aldrig spurgt mig om min Fortid, det Spørgsmaal, som
-plejer at være det første, en Mand hører af sin Elskede. Jeg tænkte:
-Skulde det skyldes Uvidenhed? Utvivlsomt ikke. Grethes Viden om
-Livet var tydelig og klar. Hun talte uden Omsvøb om det, som unge
-Piger ellers anser det for et Uskyldighedsbevis at rødme over.
-Skulde det da maaske skyldes en altfor god Tro til mig?
-
-Jeg vilde ingen Tvivl, intet Bedrag i det Punkt. Og jeg spurgte
-hende idag.
-
-Aldrig har jeg set Grethe saa overvættes lystig. Hun lo saa
-hjærteligt, saa overgivent, at hun næsten ikke kunde holde op.
-Omsider sagde hun: »Nej, Du er virkelig for morsom. Du spørger,
-halvt fornærmet, om jeg anser Dig for at have levet, som de gamle
-Damer i Stiftelsen lever. Nej, min Ven, Du kan berolige Dig. Du har
-for tydeligt indskærpet Offenligheden dine Letsindigheder, til at
-Nogen skulde tvivle om, hvilken forfærdelig Person Du er.«
-
-Og hun lo atter, saa jeg blev ganske forvirret. Efterhaanden
-genvandt hun sin Alvor og sagde -- vi gik i Skoven --: »Lad os sætte
-os her paa Bænken, saa skal jeg forklare Dig Grunden til, at din
-slemme Fortid aldrig har foruroliget mig, ja, at den tværtimod,
-efter hvad jeg véd om den, yder mig Sikkerhed for, at Du nu først
-føler det, jeg forstaar ved Kærlighed. Du kan bagefter sige mig, om
-jeg har Ret eller Uret.
-
-Først maa jeg tilstaa, at min Sikkerhed intet har at gøre med den --
-vistnok af Mændene -- udbredte Mening, at en Mand bør anvende en Del
-af sin Ungdom til at rase ud. Jeg tror ikke paa, at Jert Raseri er
-saa stort, at I behøver det.
-
-Nej, min Sikkerhed har en Grund, jeg selv har udspekuleret og som
-jeg bilder mig ind er noksaa solid. Jeg har i alle dine Bekendelser
-forgæves ledt efter _Barnet_. Mange begejstrede Ord har Du ødslet
-paa at lovprise dine Elskerinders Dejlighed. Du har udstyret dem
-med alle Fortrin. Kun ét nægtede Du dem: Berettigelsen til at føde
-dine Børn. Maaske har det ikke været Dig bevidst. Ialfald synes det
-mig, at Du ligefrem med Flid gaar udenom Børnespørgsmaalet, hvori
-jeg ser al virkelig Kærligheds baade Begyndelse og Ende. Hvad kan
-den Kvinde være en Mand værd, hvem han ikke ønsker at skænke Frugten
-af sit Favntag? Det er dog det store Under, den Lykke over al Lykke
-i Favntaget mellem Mand og Kvinde, at dér mødes deres Kærligheds
-Evighedstrang, Trangen til at vide sig forenede ud i de fjærne Tider
-gennem Børnene og atter disses Børn og saa fremdeles, til Dagenes
-Ophør. Hvis jeg hvilede i dine Arme og jeg fornam din Vilje kølnes
-af Frygten for Barnet, jeg vilde føle den dybeste Beskæmmelse. Jeg
-vilde tænke: til en flygtig Lyst, et Sansernes hensigtsløse Behag
-er jeg ham god. Men han værdiger ikke at lade mit Skød bære hans
-Evighedstanke. -- Nu er jeg stolt og sikker, fordi jeg tror at vide,
-at jeg er den første, hvem Du har ønsket at se som dine Børns Moder.
-Og jeg nærer ingen Misundelse til din Fortid og de Kvinder, der
-fylder den. Stakler, om de elskede Dig; thi deres Hjærter vil da,
-selv under dine mest glødende Kærtegn og Smigerord, have følt Tomhed
-og Skuffelse. I modsat Fald er de end ingen Beklagelse værd. De
-fandt, hvad de søgte. De tog, ingen af dem, noget af den Lykke, din
-Kærlighed forjætter mig.«
-
-       *       *       *       *       *
-
-»Har jeg saa« -- spurgte Grethe -- »haft Uret i ikke at foruroliges
-af din Fortid?«
-
-Men uden Ord knælede jeg ned og lagde mit Hoved i hendes Skød.
-
-
-
-
-XXIX.
-
-
-                                                       _Februar._
-
-Det er, som Grethe siger. Det staar ikke vel til med hendes Fader.
-
-Vi er komne under Vejr med, at han i den senere Tid flere Gange,
-mens vi var ude, har listet sig over i Møllen. Vi fik Mistanke ved
-hans forblommede Ord, og nu forleden saa' vi ham, da han gik derfra.
-Han sneg sig bort som En, der er bange for at blive overrasket.
-Drejede sagte Nøglen om og lyttede for hvert Skridt.
-
-Vi har været inde i Møllen for at se, om vi kunde opdage, hvad han
-foretog sig. Alt stod tilsyneladende urørt.
-
-I Virkeligheden er der jo intet underligt i, om den gamle Mand kunde
-føle Lyst til en Gang imellem at færdes i sin Mølle, der rummer
-saamange Erindringer for ham. Det ængstende er kun den fordulgte
-Maade, hvorpaa han aflægger sine Besøg, og den Omhu, hvormed han
-søger at skjule dem for os. Samtidig kan han ikke lade være at sige
-Ting, som røber ham.
-
-En Dag, Grethe var gaaet ud af Stuen og han og jeg sad sammen i
-Sofaen, rykkede han tæt hen til mig og hviskede: »De har nok lagt
-Mærke til, at Grethe ikke holder af, at jeg kommer over til Møllen?
-Har hun aldrig fortalt Dem Grunden? Naa ikke. Skal jeg sige Dem,
-hvad jeg tror? Hun er bange, fordi jeg er gammel og blind. Hun
-mener, at jeg ikke kan klare mig selv længer og at der kunde ske mig
-en Ulykke. Grethe er saa omhyggelig for mig, hun er en god Datter
-og jeg nænner ikke at gøre hende imod. Men havde jeg ellers noget
-Ærind, fandt jeg vel Vej paa Vejrbakken og i Møllen saa godt som
-nogen Ung med to karske Øjne.«
-
-I det hele taget kredser hans Tanker sygeligt om Møllen. Det er ikke
-blot i Nattens Drømme -- som Grethe, bekymret lyttende ved hans Dør,
-har hørt --, at han fantaserer om den. Ogsaa ved højlys Dag spøger
-den i hans Sind. Han taler om den som om et levende Væsen, der bærer
-Nag til ham og som han frygter Hævn af.
-
-Forgangen Aften sagde han til mig:
-
-»Synes De ikke, at saadan en Mølle, der altid staar, er en underlig
-Ting? Ja naturligvis, var den gammel og aflægs, blev det jo en anden
-Sag. Men Møllen fejler ikke noget, den har sine Sager iorden baade
-indvendig og udvendig. Og dens Bestemmelse her i Verden er dog at
-gaa, saalænge dens Kræfter slaar til. Ser De, der er jo ogsaa noget
-ydmygende i det, at Folk, som ikke véd bedre Besked og som ikke har
-kendt den i de Tider, den var den raskeste Mølle paa Egnen, kunde
-falde paa at tro, at den overhovedet ikke _kan_ gaa. Nej, jeg har
-ikke handlet ret mod Møllen. Enten burde jeg afstaaet den til en
-Yngre, da jeg selv blev gammel og træt, eller jeg burde have skudt
-den som en Jagthund, hvis Herre ikke længer duer til at føre den paa
-Mark og i Skov og ikke vil se den i nogen Andens Eje.«
-
-Grethe, der var kommen ind og havde hørt de sidste Ord, gjorde et
-Tegn til mig, og jeg sagde:
-
-»Ja, Møller, jeg synes ogsaa, det er Synd for Møllen. De vilde gøre
-vel imod den ved at rive den ned. Saa er den død og borte og faar
-Fred, og De med.«
-
-»Det bliver vel ogsaa dertil,« svarede Mølleren. »Ja, naturligvis,
-det maa sagtens saa være. Men man gaar ikke til det med let Sind.
-Man véd dog aldrig, om der ikke kunde være Gærning for den endnu en
-Gang. Om ikke i min Tid, saa naar den nye Mand tager min Plads.«
-
-»Jamen Fader,« indskød Grethe. »Den nye Mand er jo kommen, og han
-har helleringen Brug for Møllen.«
-
-»Nej, det er nok ogsaa sandt,« smilede den Gamle. »Den nye Mand har
-selv ladet sin Mølle staa.«
-
-       *       *       *       *       *
-
--- -- Men siden har Grethe og jeg talt om, at vi for enhver Pris maa
-have hendes Fader til at tillade Møllens Nedrivning.
-
-
-
-
-XXX.
-
-
-                                               _Sidst i Februar._
-
-Vi har besluttet at gifte os til Maj. Hvad har vi at vente paa? I
-Møllerhuset er der Plads og Mad nok. Det lidet, vi mere behøver,
-kan jeg vel digte mig til. Foreløbig skal Resthonoraret for min nye
-Bog anvendes til Grethes Brudekjole. Hun skænder paa mig for min
-Letsindighed, men jeg vil, at hun skal være den smukkeste og fineste
-Brud, som den gamle By har sét. Bryllupet skal staa i Stiftelsens
-lille landsbyagtige Kirke, og der maa ingen faa Adgang uden de gamle
-Damer. Men vor Veninde og tre andre gode Jomfruer fra Stiftelsen
-skal som Brudepiger følge Grethe til Alteret. Efter Vielsen drikker
-vi et Glas Champagne med Brudefølget, men der skal ogsaa være sød
-fransk Vin for dem, der foretrækker det. Naar vi saa kører hjem,
-lader vi Vognen holde udenfor Kirkegaarden; thi Grethe vil lægge
-sin Brudekrans paa Moders Grav, den, der forenede os. Og saa holder
-vi vort Indtog paa Vejrbakken som Mand og Kone og flytter ind i
-Møllerhusets øvre Etage, der har staaet tom og ubenyttet, lige
-siden Grethes Moder døde. Det er Maj, Bøgen nys udsprungen, Luften
-fuld af Blomsterduft, og i Vejrbakkens Skov synger Nattergalen sine
-Elskovsmelodier.
-
-Dagene rinder hastigt, mens Grethe og jeg lever vor store Lykke og
-drømmer om den end større Lykke, der venter os, naar Foraaret kommer.
-
-Om Morgenen gaar vi som Regel en lang Tur. Enten i Byens afsides
-Gyder og Stræder, hvis Navne alene henflytter En til en fjærn Fortid
-og hvoraf enkelte, fornemmeligst den ældgamle Peblingegyde, der i
-Trappeafsatser bugter sig mellem faldefærdige Rønner og forvitret
-Murværk, er saa snæver, at den maa passeres i Gaasegang. Eller vi
-søger ud paa de høje, aabne Landeveje, hvor Blikket skuer vidt og
-Tankerne drager paa Rejse ud i Fremtiden. Forfriskede af den kolde
-Luft, varme og rødmussede af den gode Bevægelse vender vi saa hjem
-til vort Arbejde. Jeg til min Bog, som nu skrider hastigt og sikkert
-fremad. Grethe til sit Udstyr.
-
-Der ligger fra Moderens Tid fuldt op i Kister og Skabe af Linned og
-Dækketøj, stærke hjemmevævede Sager. Men Grethe vil ikke gaa som en
-doven Brud til Brudesengen. Den skal klædes med Lagener, sømmede,
-stukne og navnede af hende selv. Og som den skal hele Brudehuset
-være. Symaskinen snurrer Dagen lang, og om Aftenen trædes Traaden,
-mens jeg sidder hos og ofte bringer Forstyrrelse i Arbejdet ved at
-kysse de kære travle Hænder.
-
-En Aften finder jeg Grethe ilag med at klippe fint Lærred ud i
-bittesmaa Stykker. Jeg sidder og bryder mit Hoved med, hvad det
-vel skal blive til, og Grethe, der ser min Forundring, smiler
-underfundigt. Endelig brister min Nysgærrighed, og jeg spørger: »Er
-det Dig eller mig, der skal pyntes med det Dukketøj?«
-
-»Nej,« svarer hun. »Det er vor Førstefødtes Skjorter.«
-
-Halvt spøgende, halvt alvorligt siger jeg: »Pas paa, Barn, at ikke
-dit altfor sikre Haab skuffes. Der blev vel ogsaa Tid nok siden at
-ordne Sønnens Udstyr.«
-
-Hun ser paa mig med Taarer i Øjnene: »Det maa Du ikke sige. Jeg vil
-ikke tænke noget saa sørgeligt. Hvad Mening var der saa i al min
-Kærlighed, om jeg ikke engang skulde kunne føde Dig en Søn? Og din
-Søn skal ikke komme til et fattigt og uforberedt Hjem. Han skal
-hellerikke bære Klæder, købte i Boder, fremmede Klæder, hvori ingen
-Tanke om ham gemmes. Derfor syer jeg hans Tøj nu, mens jeg er rask
-og har Kræfter til det. Hvordan det bliver siden, kan man aldrig
-vide. Skulde det saa end hændes, at jeg døde fra ham, vil Du dog,
-naar han bliver stor nok til at fatte det, kunne fortælle ham, at
-hans Moder havde sørget for ham, saavidt hun formaaede. Og han vil
-aldrig føle sig ganske moderløs.«
-
-       *       *       *       *       *
-
--- -- »Saa er Du ikke vred paa mig og synes ikke, jeg er overspændt,
-ejheller altfor tillidsfuld? Hvilken Gud skulde misunde en Kvinde
-den Lykke at drage Omsorg for det Barn, hun gærne ofrer Livet for at
-føde?«
-
-Dette sagde hun, da hun i den mørke Aften stod ude paa Vejrbakken
-og rakte mig Haanden til Godnat. Jeg drog hende ind til mig og
-hviskede: »Du bedste af alle Mødre.«
-
-
-
-
-XXXI.
-
-
-                                                      _8. Marts._
-
-Det er nu bestemt, at Møllen skal rives ned. Den Gamle har givet sit
-Samtykke, om fjorten Dage tages der fat paa Arbejdet. Efter først
-endelig at have fattet sin Beslutning synes Mølleren beroliget.
-Saavidt vi kan skønne, har han i den sidste Tid end ikke aflagt
-Smugbesøg i Møllen.
-
-Beslutningen om Møllens Nedrivning har bragt Ro over os alle.
-Uden at ville tilstaa det for hinanden gik Grethe og jeg begge i
-Ængstelse for, at en Ulykke skulde ske. Hvor let kunde det ikke
-hænde, naar den gamle blinde Mand færdedes alene i Møllen, at han
-snublede paa en af de stejle Trapper, styrtede igennem en Luge eller
-kom galt afsted med Hjulværket? Grethe har nu tilstaaet det: ofte
-naar hun afslog en Spadseretur under Foregivende af Travlhed med
-Udstyret, var det Frygt for at forlade Faderen, der holdt hende
-hjemme.
-
-Nu er alt trygt og godt som før. Og om Aftenen sidder vi og drøfter,
-alle tre, hvad Volden skal bruges til, naar Møllen er borte. Den
-Gamle mener, at, da Møllen hidtil har tjent mange Skippere som
-Sømærke, bør han tilbyde Grunden til Oprejselse af et andet let
-iøjnefaldende Mærke. Men Grethe hævder, at mange andre Punkter paa
-Vejrbakken egner sig ligesaa godt dertil; at Volden er deres egen og
-at Ingen kan fortænke dem i, at de indretter den til deres Behag.
-Hun og jeg har en Plan, som vi haaber at faa hendes Fader til at
-bifalde.
-
-Paa Volden vil vi bygge et Lysthus i antik Tempelstil. Rundt om det,
-paa Voldgangen, planter vi en Krans af skærmende Graner, men op om
-Templet og dets Søjler skal i Tidens Løb vild Vin og vilde Roser og
-Kaprifolier slynge sig. Og paa dets Frontespice fæster vi i gylden
-Skrift Indvielsens Ord: _Til Vejrbakkens Gud_.
-
-Vejrbakkens Gud, Fredens Gud, vor Lykkes Gud vil vi bygge vort
-Blomster-Tempel, vort Olymps idylliske Parnas. Her vil vi sidde og
-skue vidt over Land, lade Verden støje under os, høre Stormen suse
-og Uvejret knitre om os og alle Dage, i Storm som i Stille, skærmes
-af Fredens milde Paulun. Her vil vi sidde, mens vi er unge og Roser
-og Vin og Kaprifolier ranker sig om vore Hjærter; her vil vi ogsaa
-sidde, naar de gamle Aar kommer og Mindernes Duft ombølger os. Herop
-vil vi føre vore Børn, mens de er smaa, og lære dem at bøje Knæ for
-vor Gud, og her vil vi vente dem, naar de, prøvede i Livets Kamp,
-søger Hvile i Barndomshjemmets Tempel. Men allerdejligst synes vi,
-det vil være -- vi smiler ad vore Drømmes ufortrødne Flugt --, naar
-den Dag kommer, da vor Søn og hans Brud tager vor Plads mellem Roser
-og Kaprifolier.
-
-I Fællesskab bygger vi vort Tempel. Men den Dag, Templet er rejst og
-vi staar sammen deroppe, vil jeg fortælle Grethe, hvordan jeg, alt
-før jeg kendte hende, og længe før jeg vidste, jeg elskede hende,
-tilbad hende som Fredens Gudinde og af Møllen byggede hende et
-Højalter.
-
-
-
-
-XXXII.
-
-
-                                                     _19. Marts._
-
-Foraaret kommer tidligt iaar. De sidste otte Dages lune Regn og
-bagende Sol har allerede bragt Skovbundens Blomster til at pible
-frem af det brune Løvdække, har allerede vakt Fuglesangen foroven.
-
-Det er lige efter Solopgang, da jeg imorges henter Grethe til vor
-Spadseretur. Morgensolen har kaldt paa mig, jeg nænnede ikke at sove
-de dejlige Timer bort. Og jeg staar fløjtende udenfor Møllerhuset,
-hvor alt endnu er lukket. Et Gardin rulles op, og Grethe kommer til
-Syne i hvid Natdragt, med det rige brune Haar frit nedhængende og
-glimtende gyldent i Solen. Hun nikker smilende til mig og sender mig
-et Godmorgen saa fornøjet, at hele Luften fyldes med Glæde. Men da
-jeg tænker paa, at denne livstraalende Ungdom er min og at om en
-føje Stund dette frodige hvide Legeme skal hvile i mine Arme og være
-min Hu til Vilje, svimler det for mig.
-
-       *       *       *       *       *
-
-Vi gaar i Skoven og drikker Foraarets stærke Vin, som Solen perser
-af tusind gærende Safte. Jeg ser Blodet stige i Grethes Kinder, jeg
-hører det banke i hendes Haand, som jeg holder i min. Foraarets Rus
-er i os, dens liflige Døsighed gyder sig gennem vore Aarer. Grethe
-bøjer sig ind til mig, træt søger hun, med Hovedet lænet mod min
-Skulder, Støtte ved min Arm, og hun siger sagte:
-
-»Hører Du den samme Sang som jeg?«
-
-»Hvilken Sang hører Du?«
-
-»Der er Stemmer, som higende kalder, og der er Stemmer, som vigende
-lokker. De leger med hinanden, snart klagende fjærnt, snart
-sukkende nær; snart spørgende og svarende, snart flydende sammen
-i et jublende Møde af alle Toner ... Jeg synes, det er Naturens
-Bryllupssang, der lyder om os. Hører Du den ikke ogsaa?«
-
-»Jeg hører Naturen kalde til Fest: Frem alle Blomster, syng alle
-Fugle, spring ud alle Træer. Stat tidligt op, smyk Jer og øv Jer.
-Vaaren er kommen alt nu, at I kan være rede. Thi naar Majdag rinder,
-staar Vejrbakkens Prinsesse Brud. -- Jeg hører Naturen synge dit
-Bryllup ind.«
-
-       *       *       *       *       *
-
-Vor Vej standses af en Bæk, der ellers risler med sparsomt Vand
-mellem store Stene, men som Vaarbruddet har ladet svulme over alle
-Bredder. Kun hist og her rager en Sten op.
-
-»Vi maa vel vende om?« spørger jeg.
-
-Grethe læner sig ømt til mig: »Jeg er saa foraarsdoven,« siger hun.
-»Jeg vil nødig gaa en Omvej. Tror Du ikke nok, Du kan bære mig?«
-
-Hun slaar sine Arme om min Nakke, jeg løfter den store Pige, og jeg
-staar med hende ude i Bækken. Jeg føler hendes bløde Legeme tæt mod
-mit, hendes varme Aande i mit Ansigt. Jeg mærker ingen Byrde, men
-atter svimler det for mig. Jeg maa tage al min Vilje sammen for ikke
-at styrte med hende.
-
-... Saa sidder vi, begge lidt forpustede, paa Bænken hinsides
-Bækken. Men Grethe lægger sit Hoved til mit og hvisker i mit Øre:
-
-»Du, min stærke Brudgom. Saa dejligt jeg havde det i dine Arme.«
-
-       *       *       *       *       *
-
-Foraaret kommer tidligt iaar. Der kimer Bryllupsklokker i Naturen.
-Brudefolkene længes mod Bryllupets Dag.
-
-
-                                                     _21. Marts._
-
-Jeg har faaet mine Papirer fra Hovedstaden, de Attester, uden hvilke
-man ikke bliver gift, selv ikke paa Vejrbakken. Jeg ser, at jeg i
-min Alders første Aar blev kokoppeindpodet og at Podningen »slog
-an«. Himlen være lovet. Ellers havde jeg formodenlig ikke faaet
-Tilladelse at indtræde i Ægtestanden.
-
-Imorgen eller i Overmorgen begynder Nedrivningen af Møllen. Den
-Gamle var i helt godt Humør iaften.
-
-
-
-
-XXXIII.
-
-
-                                                     _22. Marts._
-
-Grethe er imorges kommen til Skade oppe ved Møllen. Lægen giver
-ganske godt Haab.
-
-
-                                              _Samme Dags Aften._
-
-Der var nok blæst en stærk Storm op inat. Jeg synes forresten ikke,
-det blæste noget videre, da jeg gik op til Møllen, men jeg tænkte jo
-hellerikke saa meget paa Vejret.
-
-Da jeg fra Skoven naaede ud til Bakkekammen, ser jeg Grethe staa
-oppe paa Møllevolden mellem Vingerne, akkurat som første Gang, jeg
-saa' hende paa Vejrbakken. Saa er Arbejderne altsaa ikke komne
-endnu, tænkte jeg. Det var maaske ogsaa for tidligt. Og jeg tænkte
-videre, at Grethe sagtens var gaaet derop for at tage Afsked
-med Møllen. Hun saa' mig ikke, hun stirrede ud over Fjorden. Jeg
-svingede med Hatten, jeg kaldte paa hende. Hun hørte mig ikke, hun
-stod i dybe Tanker. Og Blæsten har vel ogsaa baaret imod.
-
-Pludselig gav det et Ryk i Vingerne. Jeg tror nok, jeg udstødte
-et Skrig. Enten har hun hørt mit Skrig, eller hun har selv mærket
-Faren. Hun drejede Hovedet, vore Blikke mødtes, hun gjorde en
-Bevægelse som for at styrte frem, i det samme Sekund faldt hun
-lydløst til Jorden, ramt af den ene Vinge. Og den næste Vinge fulgte
-efter, hen over hendes Legeme, og den næste. Rundt og rundt, i
-stigende Fart, gik Vingerne, henover Grethe. Jeg tænkte, mens jeg
-løb: Du er bleven forstyrret i Hovedet, det er Svimmelhed, alt gaar
-rundt for Dig. Men saa saa' jeg jo, at Grethes Legeme ikke skiftede
-Plads.
-
-Paa den anden Side af Møllen, ligefor Voldtrappen, fandt jeg Grethes
-Fader. Han stod og gjorde et Tov fast. Han smilede saa underligt.
-Den Tanke fo'r mig gennem Hovedet: han har i Sindssyge dræbt sin
-Datter. En vanvittig Tanke. Jeg anede i det samme alt. Jeg sagde
-i Forbifarten roligt: »Grethe er bleven ramt af Vingerne.« Da jeg
-naaede hen til hende, stod Møllen atter. Hendes Fader havde vel
-standset den. Jeg laa bøjet over hende, hun rørte sig ikke. Hun var
-helt hvid i Ansigtet, men jeg saa' ikke Saar eller Blod. Jeg kaldte
-paa hende, jeg blev ved at nævne hendes Navn. Saa aabnede hun sine
-Øjne og smilede, lukkede straks Øjnene igen, men Smilet blev om
-hendes Mund. Hun havde sét mig og hun smilede! Aa Gud, aa Gud! hun
-var ikke død.
-
-En Hulken lød bag mig og en rystende Haand famlede paa min Skulder.
-Det var den Gamle. »Hun lever!« sagde jeg. »Men vi maa have hende
-baaret ind.« -- Jeg saa' op; lidt borte stod tre, fire Arbejdere i
-en Klynge med brave medlidende Øjne. De trængte sig stille frem for
-at hjælpe. Og en af dem sagde: »Der er gaaet Bud efter Læge.«
-
-Vi bar hende ind, og Lægen kom.
-
-Hendes Tilstand er iaften uforandret. Hun ligger bevidstløs hen.
-Slaget har ramt hende paa den højre Side af Hovedet. Der er kun
-en Skramme og nogen Hævelse at se. Men Lægen frygter enten en
-Hjærnerystelse eller et Brud.
-
-       *       *       *       *       *
-
-Min Anelse om Ulykkens Aarsag bekræfter sig. Grethes Fader vilde en
-sidste Gang, inden den blev revet ned og bragtes til evig Ro, lade
-Møllen gaa. Ved sine hemmelige Besøg derovre havde han forvisset sig
-om, at Maskineriet var i Orden. Han er imorges gaaet tidligt op til
-Møllen, har rimeligvis været inde i den, da Grethe kom. Under Larmen
-af den stærke Blæst har hun ikke hørt hans Puslen hverken derinde
-eller da han gik ud paa den modsatte Side. Saa har han trukket
-Persen fra, i samme Nu satte Stormen Møllen i Gang og Ulykken skete.
-
-Saameget har jeg kunnet slutte af de faa Ord, han har sagt.
-Han sidder mest hen i stum Fortvivlelse. Det er en Ynk at se.
-Pinefuldere næsten end at dvæle ved Grethes stille Sygeleje.
-Men da Arbejderne kom og spurgte, om de saa skulde begynde
-Nedbrydnings-Arbejdet, sagde han, at de kunde gaa. Han vilde sende
-Bud efter dem, naar han behøvede dem.
-
-
-
-
-XXXIV.
-
-
-                                                     _24. Marts._
-
-Hun er død. Min Grethe, min kære Pige er død.
-
-Vi vidste jo hele Dagen igaar, at der intet Haab var. Feberen og
-Vildelsen begyndte om Natten, og Lægen gik om Morgenen uden at sige
-noget. Jeg kunde ikke spørge. Jeg forstod, det var overflødigt.
-
-Jeg har siddet hos hende og maattet tvinge Smil og Glæde frem i mit
-Ansigt. Hun troede, hun laa til Sengs, fordi hun havde født vort
-Barn. Hun var saa lykkelig, men en Gang imellem græd hun, fordi hun
-ikke maatte have Barnet hos sig. Og naar jeg ikke smilede, blev hun
-ganske fortvivlet, jamrede sig og sagde, at vi løj for hende: at
-Barnet var død eller røvet fra hende. I de Øjeblikke blandede ogsaa
-Møllen uhyggelige Forestillinger ind i hendes Fantasier. Hun troede,
-at hendes Fader havde bragt Barnet op til Møllen, og bad mig saa
-bønligt hente det tilbage.
-
-Ud paa Aftenen tog Feberen til. Lægen kom, men gik hurtigt igen. Jeg
-talte ikke med ham. Jeg sad atter ved Grethes Seng, hun kendte mig
-ikke. Hun laa mest med lukkede Øjne, mumlede uhørlige, forvirrede
-Ord og fortrak Ansigtet i Smerter. Jeg syntes næsten, det var bedre
-saadan. Jeg behøvede jo ikke at skjule min Sorg, jeg kunde holde
-hendes stakkels hede Haand i min og græde.
-
-Pludselig slog hun Øjnene, store og klare, op.
-
-»Græder Du, fordi jeg skal dø?« spurgte hun.
-
-Jeg sank ned paa Gulvet og lagde mit Hoved i hendes Puder. Hun strøg
-sin Haand nedover det, mildt og længe. Saa sagde hun:
-
-»Du maa ikke græde for min Skyld. Jeg har det saa godt. Det er ikke
-slemt at dø. Baade din og min Moder kalder paa mig: de smiler saa
-kærligt til mig; de viser mig, at der er Plads til mig imellem dem.«
-
-En mørk Skygge gled over hendes Blik. Hun rejste sig op i Sengen:
-»Barnet! Hvor er Barnet? Det er Synd af Dig at lade mig vente saa
-forfærdelig længe!«
-
-Saa faldt hun tilbage, hendes Øjne var atter klare, men store Taarer
-trængte sig frem.
-
-»Min egen Ven,« sagde hun, »læg dit Hoved tæt til mit. Der er noget,
-jeg vil sige Dig, nu mens jeg véd rigtig Besked med alt og inden jeg
-dør.«
-
-Jeg gjorde, som hun bad, og hun hviskede:
-
-»Jeg er ikke bange for at dø, men jeg synes, det er saa sørgeligt,
-at jeg skal herfra, før jeg har født Dig den Søn, jeg havde lovet
-Dig. Nu er det saa lidt, Du har som Minde om mig, saalidt at takke
-mig for. Jeg gav Dig jo kun mig selv en stakket Stund. Og knap nok
-det gjorde jeg. Nej, Du maa ikke afbryde mig og ikke sige mig imod;
-jeg maa have Lov at sige det altsammen, som jeg føler det. Jeg
-bebrejder mig, at jeg lod Dig vente. Jeg syntes vel, det var Dig,
-der skulde bede. Du skal vide, at alt, hvad Du havde bedt om, havde
-jeg givet Dig. Du skal vide, at hin Formiddag i Skoven, da vi hørte
-Bryllupssangen tone om os, var jeg af mit ganske Hjærte, af hele
-min Længsel din Brud. Og det vil jeg, uden at rødme, sige Gud paa
-hans Trone, at jeg gik grædende fra Jorden, fordi jeg ikke naaede at
-hvile som Brud i dine Arme.«
-
-»Nu er det Tid,« sagde hun lidt efter, »at Du henter Fader herind.«
-
-Men da hun havde kysset den Gamle, bad hun om at maatte sove,
-smilede til mig, lukkede sine Øjne og slog dem ikke mere op.
-
-
-
-
-XXXV.
-
-
-                                                     _Løst Blad._
-
-Foraaret gaar sin Sejrsgang op over Vejrbakken, med stort Følge af
-glade Mennesker nede fra Byen. Unge og Gamle, Børn og Kærestefolk,
-værdige Mænd og Matroner, ja selv værkbrudne Stakler -- alle skal de
-med at se Vaaren paa Vejrbakken.
-
-       *       *       *       *       *
-
-Strøende gylden Sol for alle Vinde fører Foraaret an, og de glade
-Mennesker fra Byen udpeger beundrende for hinanden dets stolte
-Bedrifter.
-
-»Alt staar Hækken i Knop, og i Vejkanten blomstrer Violer. Pluk mig
-et Par, jeg vil fæste dem ved mit Bryst.«
-
-»Nej, kære, pas dog paa, at Du ikke træder paa Sneglen. Og se
-Sommerfuglene dér, den ganske gule og den røde med de sorte Pletter.
-Herregud, lad dem flagre i Fred, lad dem nyde Foraaret ligesom vi.«
-
-»Hørte I Stæren, Børn. Og Pipfuglen hist. Den flyver med Straa til
-sin Rede.«
-
-       *       *       *       *       *
-
-Toget standser ved Pavillonen, som Foraaret har vakt af sin Dvale;
-hvor, Vinteren igennem, kun en enlig Fremmed har været Gæst.
-
-»Lad os drikke et Glas for Vaaren. For Vaaren og Livet. For Livet og
-Glæden.«
-
-»Hvad I ikke spiser, Børn, strø det for Spurvene. Vi maa ikke glemme
-Vinterens Fugle, fordi Foraaret er kommet.«
-
-       *       *       *       *       *
-
-De glade Mennesker fra Byen følger Foraaret videre, op gennem Skoven.
-
-»Saa lifligt her dufter af Muld og Gran. Men gaa ikke i Græsset, det
-har regnet i Nat.«
-
-»Jo, i Græsset maa jeg. Jeg har fundet en blaa Anemone. Og de hvide
-dér. Hvormange der er, naar man ret ser efter.«
-
-»Og tænk Bøgen. Saa store Knopper den alt har. Tro mig, den springer
-ud før Maj, hvis dette Foraar varer ved.«
-
-»Vist varer det ved. Spørg blot Fuglene, der jubler. De véd Besked.«
-
-       *       *       *       *       *
-
-Foraaret staar triumferende paa Vejrbakkens Kam, og de glade
-Mennesker udbryder i høje Fryderaab:
-
-»Helt herop er Vaaren naaet. Møllevolden er klædt med nyt Græs,
-og Vingerne skinner som Guld i Solen. I Møllerens Have knoppes
-Frugtblomsterne, i en Stue vilde de hastigt udfolde sig. Hvem der
-turde bryde en Gren!«
-
-Da aabnes Døren til Møllerhuset, en klam Luftning gaar hen over
-de glade Mennesker: paa sit hvide Leje hviler en ung Kvinde, kold
-og bleg. Og ved hendes Side staar en Mand, den Fremmede paa
-Vejrbakken. Hans Øjne græder ikke, de har ingen Taarer fler. Han
-siger, bøjet over sin kolde, blege Brud: »Vaaren er død.«
-
-
-
-
-XXXVI.
-
-
-                                                     _30. Marts._
-
-Idag er Grethe bragt til Hvile paa Kirkegaarden.
-
-I Stiftelsens Kirke forrettedes Andagten. Dér sad alle de gamle
-Kvinder og græd uhyklede Taarer over Grethe, fordi hun, der havde
-bragt Ungdom og Skønhed ind i deres falmede Hjærter, var gaaet bort
-midt i sin unge Glæde. Paa hendes Kiste havde de lagt Kranse, bundne
-med deres egne rystende Hænder, Kranse af Vedbend og Mos, prydede
-med Evighedsblomster og troskyldige Farvel-Indskrifter i sorte og
-hvide Perler. Og saa sang de nu for hende, der havde sunget for dem,
-sang med deres spinkle, brustne Stemmer: »Tænk, naar en Gang den
-Taage er forsvunden.« Aa Gud, aa Gud. Her var det, hun havde glædet
-sig saa inderligt til at skulle staa Brud, her, hvor hun nu laa i
-sin Kiste, en Dødens Brud, klædt i det Lin, hun selv havde sømmet og
-syet til sin Fest. -- Mit trætte, forpinte Hoved sank ned ved min
-gamle Venindes Bryst. Hun klappede mig og talte til mig som til et
-bedrøvet Barn, saadan som hun saamange Gange i svundne Dage havde
-trøstet mig og kælet for mig. Baade hun og jeg glemte nok, at jeg nu
-var en stor og klog Mand. Jeg syntes, jeg havde det godt ved hendes
-enfoldige Bryst; jeg syntes, Sorgen mildnedes, mens hun hviskede:
-»Saa maa det da være saa skønt for ham at tænke paa, at hun ikke
-skal ligge alene, men skal ud til hans Mo'r. De to vil tale saameget
-godt og kærligt om ham, det kan han være forvisset om, og hænder der
-ham nogen stor Fortræd eller Modgang, saa vil han fornemme, hvordan
-de trøstende omsvæver ham.«
-
--- Præsten, den stærke Kirkens Svøbe over den gamle Bys
-Vankundighed, traadte frem ved Grethes Kiste. Han saa' prøvende
-strængt ud mod Forsamlingen, men, som om han uvilkaarligt forstod,
-at her ved denne unge Piges Kiste, overfor disse grædende gamle
-Kvinder og denne haardt ramte Fremmede, her var Strænghed
-Helligbrøde, saa gød sig et Skær af bevæget Menneskelighed over hans
-skarpe Træk, og da han begyndte at tale, skælvede hans Stemme:
-
-»Jeg kendte ikke den unge Kvinde, hvem Gud tog bort, just som hun
-troede at staa ved den største Jordelykkes Indgang. Men der er mig
-om hende intet fortalt uden Godt og Skønt. Hun synes ad egne Veje
-paa det høje ensomme Sted, hun boede, at have fundet Fred med Gud og
-Verden. Hun synes ogsaa at have haft Evne til at meddele Andre Fred.
-Jeg kender ikke dem, der er hendes Nærmeste og hvem hendes Død blev
-saa tungt et Slag. Jeg véd ikke, om deres Sorg har søgt den Trøst,
-jeg kalder den ene rette. Men mit Hjærte krymper sig i deltagende
-Forstaaelse af deres Smerte. Jeg beder Gud skænke hende og dem sin
-Fred. Amen.«
-
-Alene med Præsten vandrer jeg henover Kirkegaarden bag Grethes
-Kiste. Jeg ser, hvordan Foraaret har begyndt at brede sin Pynt over
-Døden. Jeg ser Foraarets Blomster og jeg hører i mit Øre genlyde
-Præstens Ord om Guds Fred. Og min Sjæl skriger i Kval: »Du lyver
-Præst, ligesom Foraaret paa Gravene lyver. Alverdens Blomster kan
-ikke dække den Dødens Gru, at hun, jeg elskede, skal ædes af Ormene.
-Alverdens Præster kan ikke lade opstige til mig af Graven den Guds
-Fred, som for evigt jordedes med hende.«
-
-Kisten er sænket i Graven, Jordpaakastelsen til Ende, Præsten har
-trykket min Haand -- jeg er ene.
-
-Men først rigtig ene dog, da jeg, kold og rystende af at sidde
-stille saalænge i den skarpe Foraarsluft, forlader mine Grave og
-gaar op paa Vejrbakken, der nu end ikke huser Grethes tomme Ler.
-
-Saa ene, saa ene.
-
-
-
-
-XXXVII.
-
-
-                                                         _April._
-
-Jeg flygtede jo hertil for at søge Ensomheden. Jeg fandt den. Og om
-Grethe ikke var kommen paa min Vej, havde sikkert Ensomheden ikke
-skræmmet mig. Thi jeg havde da ikke kendt det Savn, der nu jager mig
-som en Fredløs.
-
-En Fredløs er jeg i min Ensomhed. Hvor finder jeg den Krog, som kan
-yde mig Fristed? Enten jeg flakker om i den gamle Bys øde Gader
-eller jeg løber min Fod træt paa Vejrbakkens stejle Veje, overalt
-følger Savnet mig som en graadig Ravn, skrigende hæst i mit Øre,
-parat til at hugge sit Næb i mit Hjærte. Der er ikke den Plet,
-ikke det Hus, det Træ, der ikke raaber mig mit Savn imøde. »Husk,
-sidst Du var her, kom Du med _hende_! Nu er Du alene, hun følger
-Dig aldrig mere.« »Her sad Du med hende. I talte om Eders Lykke, I
-drømte Jer ud i Fremtiden; alt, hvad I talte, tænkte og drømte, var
-Sommer og Sol, idel Liv og Lyst. Nu ligger hun i Jorden, Drømmen har
-Dødens kolde Pust splittet.«
-
-Jeg har søgt Freden i Bibliotekets Klostersal, hvis højtidsfulde
-Stilhed før dulmede mit Sind til god Hvile i gamle Minder. Men
-Ravnen sad paa min Skulder: »Du unge Munk, hvi dvæler dit Blik
-saa længselssygt ved Træet derude bag Muren? Bliv kun, hvor Du
-er. Dig venter ingen længer, naar Mørket falder over Klosteret. I
-Klosterhaven er Nattergalene forstummede. Og i det gamle Træ bygger
-Ravnen Rede.«
-
-I Kildehaven har jeg været, jeg tør ikke komme der mer. Jeg syntes
-Børnene blev stille, da de saa' mig. Jeg læste i deres Øjne
-bedrøvede Spørgsmaal: »Hvor er hun henne, hun, som altid før var med
-Dig og som holdt saameget af os? Du maa ikke komme alene, Du skal
-hente hende.«
-
-Min Veninde i Stiftelsen sørger over min Troløshed. Netop nu vilde
-hun saa gærne vise mig sin Hengivenhed. Hun forstaar det ikke og
-jeg nænner ikke at sige hende det: mit saarede Hjærte taaler ikke
-de medlidende Blikke, som det maa løbe Spidsrod igennem, saasnart
-jeg er indenfor Stiftelsens Porte; som forfølger mig paa Trapper og
-i Gange, helt op til hendes Dør, og som modtager mig i hendes egen
-Stue, fra hendes egne trofaste Øjne.
-
-Men mest hjærteskærende er det dog at besøge Grethes Fader. At
-færdes i de Stuer, som hun fyldte med sin Fred og sin Ynde; hvor
-Savnet klager som et forpint Dyr under hvert Skridt, man træder;
-hvor Luften endnu skælver af hendes Dødssuk; hvor endelig han
-sidder, den gamle Mand, og stirrer med den blinde Skæbnes tomme
-Øjne paa det Frygtelige, han har fuldbragt. Hvad har han og jeg
-at sige hinanden, som kan bringe Trøst? Han hører næppe nok de
-Fornuftbetragtninger, hvormed jeg forsøger at møde hans Selvanklage
-og hans forvirrede Udtalelser om Grethes Ulykke som den forurettede
-og vrede Mølles Hævn. Er jeg derimod selv ganske upaavirket af hans
-sære Grublerier? Eller er det alene Mindet om hin forfærdelige
-Morgen, der vækker Uhygge i mit Sind og faar mig til at skælve, naar
-jeg passerer Møllen? Endnu ligger den der, endnu har dens Herre ikke
-villet fælde Dommen over den.
-
-       *       *       *       *       *
-
--- -- Men naar Savnet har jaget mig fredløs fra Sted til Sted,
-søger jeg Hvile i mit Arbejde, i min Bog. Mens jeg skriver paa den,
-glemmer jeg, at Grethe er død. I den lever hun, i den genopstaar
-hun med den Guds Fred, som hun skænkede mig, da jeg kom som en træt
-Flygtning til Vejrbakkens Ensomhed.
-
-
-
-
-XXXVIII.
-
-
-                                           _Sidste Dage i April._
-
-Jeg havde Lyst at skrive en Fortale til min Bog, som nu er
-færdig. Rigtignok bandlyser den moderne literære Katekismus
-Fortaler saavelsom de gamle fortrolige Henvendelser midt i Bogen
-fra Forfatteren til hans kære Læser. Et af de første Bud lyder:
-Forfatteren maa aldrig stikke sin Person frem og ikke give sin
-private Mening til Kende. Forfatteren objektiverer sig i Værket, der
-har at tale for sig.
-
-At vise Humbugen heri skulde bl. a. være Hensigten med min Fortale.
-Har en Forfatter noget paa Sinde overfor sine Læsere, skal han nok
-faa dem det sagt trods Katekismens Forbud. Han lader bare en af
-Personerne holde et lille Foredrag. Og hvad nytter det, man forbyder
-ham personlig at optræde i sine Bøger? De allerfleste Bøger skrives
-om Forfatterne selv. Følgen af Forbudet mod de umaskerede sorte
-Dominoer bliver da blot, at Forfatterne kostymerer sig mer eller
-mindre smagfuldt, mer eller mindre gennemskueligt. Tag en af vore
-Forfatteres samlede Produkter for Dem, og De vil se ham paradere
-forbi i en Række skiftende Forklædninger: som Præst og som Læge,
-som Ingeniør og som Adelsmand; snart det overlegne Fornuftmenneske,
-snart en dybsindig Grubler; snart en barnlig Fantast og snart en
-fortvivlet Oprører mod Samfundsordenen. Den naive Mand bilder sig
-ind, at han er vel forvaret i sin sindrige Forklædning. Men ikke
-blot hans Kaldsfæller, der kender Fiffene, skriver ham straks leende
-i Haanden. Ogsaa Læserne, dresserede af den moderne kritiske Metode,
-hvis Stolthed det netop er at »finde Katten«, udpeger ham med
-Lethed og siger henrykte til hinanden: Har I set den skævbenede Hr.
-A.... nu optræder han min Salighed som en uimodstaaelig Ingeniør?
-Hvad mener I om den evigglade Hr. B., er han ikke grinagtig, naar
-han giver Partiet som den verdensforagtende Naturforsker?
-
-Forklædningen narrer Ingen anden end -- Forfatteren. Han tænker:
-siden jeg nu en Gang skal i Kostyme, vil jeg dog gøre mig akkurat
-saa prægtig, som jeg dog nok egenlig er. Hvilket latterlig glimrende
-Galleri af Selvportræter udviser ikke den moderne Literatur. Hvor
-har Forfatterne ikke svælget i at afmale sig som Ynglinge med
-dejlige Aasyn, med slanke, elegante Skikkelser, med ildfulde blaa
-eller brune Øjne eller Øjne, der betagende skifter i alle Farver.
-Eller de har set sig selv i moden Manddom, med Alvor og Myndighed
-i det viljestærke Blik, med graanende, men endnu fyldige Lokker. I
-kærlig Overbærenhed retoucherer de bort alle Maver og Maaner, alle
-Latterligheder og Grimheder. Og hænder det en sjælden Gang, at de,
-ved at se sig i Spejlet, faar en Anelse om, at en vis Beskedenhed
-maaske vilde være passende, slaar det ikke fejl, at de Svagheder
-eller Mangler, de med ædel Oprigtighed vedkender sig, stilles i
-en flatterende Belysning af en Ejendommelighed, der overgaar al
-sædvanemæssig Skønhed. Eller de tager yderligere Oprejsning for
-de koket tilstaaede legemlige Skavanker ved at gøre de aandelige
-Fortrin, der aldrig fattes en Forfatters Selvfremstilling, end mere
-overvældende.
-
-Saaledes ser vi da vore Forfattere, som Ofre for
-Forklædnings-Humbugen, udlevere sig til Spot for en lattermild
-Samtid.
-
-Det fik endda være. Værre er det, at Forklædningen hæmmer
-Forfatteren i at sige sit Hjærtes usminkede Mening. Maskeradebøgerne
-fordrer en pinagtig Hensyntagen til æstetisk Vedtægt, der føles
-som Humbug, fordi Forfatteren véd, hvad den er »gjort af«. Vi
-kender alle den moderne Romanformel: et første Kapitel, hvor vi
-springer badus ud i Handlingen, og et andet Kapitel, hvor vi hales
-i Land af en lang og kedsommelig Forhistorie, som Forfatteren
-møjsommeligt har sammenstillet til Baggrund for sin Maskerade.
-Alle disse Udenomssysler med Garderobe, Maskineri, Dekorationer
-og med Personer, der skal agere imod hinanden efter en stereotyp
-Kapitel-Regie, suger Marven af den Energi, som skulde gøre Bogen
-til et helt og ægte Udtryk for de Oplevelser, Stemninger og
-Følelser, der har født den i Forfatterens Sjæl. Kunstletheden og
-Kunstfærdigheden kvæler den Hjærtets simple, enfoldige Tilstaaelse,
-som det var Bogens Mening at gøre andre Hjærter, der har levet og
-følt noget lignende.
-
-Derfor har jeg fortalt min Bog saa lige ud, som jeg har levet den.
-Derfor er det »jeg«, der selv henvender mig til Læserne. »Jeg« er
-hverken smuk eller grim, hverken en velskabt Trubadur eller en
-dæmonisk Pukkelryg. »Jeg« er kun et Hjærte med Trang til at synge
-sin Fryd og sin Kvide. »Kostymet« passer sagtens til de store
-Bøger, der skildrer Samfundets Maskerade. Hjærtets smaa Bøger
-skrives bedst af den, der ikke forsøger at være andet end »jeg«.
-
-
-
-
-XXXIX.
-
-
-                                                     _30. April._
-
-Jeg har sluttet min Bog; jeg har sluttet alt, hvad her var for mig
-at virke.
-
-Iaftes, da jeg paa det sidste Blad havde lukket Grethes Øjne med et
-Afskedskys og det tomme hvide Papir laa foran mig, da forstod jeg,
-at nu kom først ret de ensomme Dage paa Vejrbakken. Og jeg stod op,
-samlede alle Ting sammen, pakkede min Kuffert og lod min Vært vide,
-at jeg rejser med Skibet imorgen.
-
-Hvad jeg vil? Først og fremmest bort herfra. Men dernæst didhen,
-hvor Arbejdet venter mig. Træt, fordi det syntes mig at føre
-til intet, opgav jeg det. Jeg genoptager det, uden altfor store
-Indbildninger, men følende, at det i hvert Fald har sit Værd i
-sig selv. Hvilen giver kun de Lykkelige Fred. For os andre dulmer
-Arbejdet Ulykken.
-
-Lad mig desuden tilstaa det. Naar jeg i disse sidste Tider af og
-til, for at søge en Smule Adspredelse, har gæstet en af Byens Kaféer
-og dér faaet et Blad ihænde, er der vaagnet i mig en kriblende Lyst
-til atter at føre en Pen for eller imod det, jeg læste. Jeg fornam,
-at min Mølle ikke var standset anderledes, end at en Smule Vind
-kunde sætte den i Bevægelse. Og jeg syntes, jeg begyndte at forstaa
-Grethes Fader. Ikke Møllen, men ham var det, der trængte til at
-høre Hjulene snurre og Vingerne suse. I hans eget Indre var det, at
-Anklagen mod Hvilen lød. Jeg syntes, jeg forstod endnu mere. Jeg
-hørte Varselraabet: Ve den, der i Blinde lader Møllen gaa!
-
-Idag har jeg været rundt at tage Afsked. Med Byen, med Vejrbakken,
-med alt det, der for mig gemmer Livets lyseste og bitreste Minder.
-
-Jeg har sagt min Veninde i Stiftelsen Farvel. Hendes Trofasthed
-overgav jeg Grethes Grav i Værn og Varetægt. Thi jeg véd, at den
-gamle Møller ikke kommer der før den Dag, han selv bringes derud
-til evig Hvile. Jeg sagde til min Veninde: »Smyk ikke Graven med
-de forgængelige Blomster, dem, hvis Trøst er en stakket pralende
-Løgn; dæk den med det altid levende Mindes beskedne Vækster, med
-Vedbend og Evighedsblomster.« Min Veninde gav grædende sit Løfte:
-»Hendes Grav skal staa smykket, som han vil det, saalænge Gud lader
-mig leve. Og falder jeg fra, vil de Andre herinde gøre, som jeg har
-gjort. Den Tid blot En er tilbage, der har set hendes velsignede
-Ansigt, skal hendes Grav ikke forfalde, det kan han stole paa.«
-
-Hos Grethes Fader var jeg. Jeg fandt ham mere meddelsom end ellers
-siden Ulykken. Efterretningen om min Afrejse syntes intet Indtryk
-at gøre paa ham. Hvad var jeg vel ogsaa for ham uden i Forbindelse
-med Grethe? Han fortalte mig, at han havde fæstet den gamle Kone,
-der før gik til Haande i Huset, til at bo hos sig og passe ham.
-For ham var der da sørget, det, han behøvede. Om at flytte fra
-Vejrbakken vilde han ikke høre Tale. Mindre nu end nogensinde. Thi
-nu -- fortalte han mig videre -- var det »i Orden« med Møllen.
-Istedetfor at rive den ned havde han indrettet den til et Sørgeminde
-over Grethe. Alt Maskineriet havde han ladet hugge isønder, og,
-naglede fast til Bygningen, stod Vingerne som et oprejst Kors ud
-mod Fjorden. »Hverken den eller jeg« -- sagde han -- »kan nu gøre
-mere Fortræd her i Livet. Vi bliver her sammen paa det Sted, hvor
-vi forbrød os. Og saa er det jo min Tanke, at Møllen, naar jeg dør,
-skal gives i Arv og Eje som Sømærke og nævnes paa Kortet som Grethes
-Minde.«
-
-Jeg gik fra Møllerhuset gennem Haven. Den stod i sin fejre
-Foraarspragt, men det skønnedes tydeligt, at Ingen længer tænkte paa
-at røgte den. Græsset paa Plænerne groede vildt og uslaaet, i Bedene
-voksede Ukrudt frodigt mellem Blomsterne. Jeg forudsaa den Dag,
-hvor den vilde forfalde til Vildnis og dernæst atter blive et Bytte
-for den golde Vestenvind. Kærlighedens og Fredens milde Haand var
-vegen fra Vejrbakkens Oase.
-
-Tilsidst var jeg paa Kirkegaarden. Hos hende, der var min
-Barndoms Sol og hos hende, der lod denne Sol genlyse en kort, men
-uforglemmelig Dag over min Manddom.
-
-I to gode Mødre, sov i Fred ved hinandens Side paa min gamle Bys
-Kirkegaard.
-
--- -- Min Kuffert er pakket. Men øverst i den ligger en af de smaa
-Skjorter, Grethe syede til vor Søn.
-
-
-
-
-XL.
-
-
-                                                _1. Maj. Ombord._
-
-Skibet gled ud af Havnen, forbi Slottet med den hverdagsagtige graa
-Façade, udenom Brohovedet, hvor min gamle Veninde stod og viftede
-Farvel. Bag mig laa nu Byen, smilende rød mellem foraarsgrønne
-Marker og Bakker, med munter Røg fra alle Skorstene og med
-Storkeknebren over Tagene. Langsomt blegnede den i Aftenens Dis.
-Skibet svingede om en Pynt, forsvunden var Byen.
-
-Jeg vaagnede, som om Tæppet var gaaet ned for et Skuespil, i hvis
-fjærne Drømmeverden jeg for en kort Stund havde levet. Da fulgte
-Skibet en ny Drejning af Fjorden, og et eneste Øjeblik saa' jeg, ude
-i Horisonten, Vejrbakkens Top og øverst oppe Møllen som et sort
-Kors paa hvid Grund.
-
-Saa er den gamle By uigenkaldelig borte. Og jeg vender tilbage,
-derfra jeg kom. Til gamle Venner og gamle Fjender.
-
-Har da dette Aar været forgæves, er det sporløst svundet som den
-Æventyrets Drømmeverden, for hvilken Teatrets Tæppe ruller ned?
-
-Visselig ikke. Det har bragt mig den _Treuga Dei_, hvorefter den
-ganske Jord sukker, den Guds Fred, som selv vore krigeriske Fædre
-undte hinanden, den livsalige Forsoning med sig selv og Andre, der
-lutrer Sjælen og ædler Viljen. Jeg drager tilbage, hvorfra jeg kom,
-men ikke som den samme. Jeg har, hvad jeg manglede før, et højt og
-sikkert Mærke for min Sejlads: Grethes Minde. Mine Venner vil maaske
-modtage mig med et medlidende Skuldertræk, mine Fjender maaske sende
-mig et hoverende Smil. De vil erfare, at der er Grund hverken til
-Medynk eller Glæde. Den Guds Fred, der har rørt min Sjæl, har ikke
-haft Brug for nogen Omvendelse; det Sømærke, mit Liv har vundet,
-fører mig ikke i nogen ny Retning. Blot følger jeg nu sikrere en
-ligere Vej.
-
-Paa dit Dødsleje, Grethe, bebrejdede Du Dig, at Du døde som Jomfru
-i mine Arme. Jeg tvivlede ingensinde om din redebonne Gavmildhed.
-Jomfru eller Ikke-Jomfru, Du var bleven den samme. Jeg véd ogsaa,
-at ingen Salighed vilde været større end at hvile som Brudgom ved
-din Side. Men Du, min Jomfrubrud, har lært mig Forsagelsens hidtil
-ukendte Lykke. Du har lært mig Lykken ved at være paa Vej til
-Lykken, selv om man aldrig naaer den.
-
-Jeg sætter atter Møllen i Gang. Det maa saa være. Den kræver sin Ret
-af min Ungdom og mine Evner. Og jeg tænker paa, at den Møllevinge,
-der dræbte Dig, maaske ikke fortjener Forbandelse. Langt snarere
-handlede den maaske mildt og godt, da den i Blinde tog Dig bort,
-inden den forfærdelige Stund oprandt, da jeg, uden at _ville_ se,
-satte i Gang min Mølle, ved hvis Vinger Du havde søgt Hvile.
-»Grethes Minde« har lært mig at se mig for.
-
-Min Drøm er til Ende. I Foraarsnatten bærer Skibet mig tilbage fra
-min gamle By til Virkeligheden og Arbejdet. Drømmen er til Ende,
-Guds Fred udrunden, Grethe død.
-
-Eller var det ingen Drøm? Eller drømmer jeg endnu? Jeg synes at
-fornemme, mens jeg skriver dette, Grethes Haand paa min Skulder, at
-høre hende hviske i mit Øre:
-
-Guds Fred udrinder aldrig for den, der elsker.
-
-
-
-
-
-End of the Project Gutenberg EBook of Guds Fred, by Peter Nansen
-
-*** END OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK GUDS FRED ***
-
-***** This file should be named 43295-8.txt or 43295-8.zip *****
-This and all associated files of various formats will be found in:
-        http://www.gutenberg.org/4/3/2/9/43295/
-
-Produced by The Online Distributed Proofreading Team at
-http://www.pgdp.net (This book was produced from scanned
-images of public domain material from the Google Print
-project.)
-
-
-Updated editions will replace the previous one--the old editions
-will be renamed.
-
-Creating the works from public domain print editions means that no
-one owns a United States copyright in these works, so the Foundation
-(and you!) can copy and distribute it in the United States without
-permission and without paying copyright royalties.  Special rules,
-set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to
-copying and distributing Project Gutenberg-tm electronic works to
-protect the PROJECT GUTENBERG-tm concept and trademark.  Project
-Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you
-charge for the eBooks, unless you receive specific permission.  If you
-do not charge anything for copies of this eBook, complying with the
-rules is very easy.  You may use this eBook for nearly any purpose
-such as creation of derivative works, reports, performances and
-research.  They may be modified and printed and given away--you may do
-practically ANYTHING with public domain eBooks.  Redistribution is
-subject to the trademark license, especially commercial
-redistribution.
-
-
-
-*** START: FULL LICENSE ***
-
-THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE
-PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK
-
-To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free
-distribution of electronic works, by using or distributing this work
-(or any other work associated in any way with the phrase "Project
-Gutenberg"), you agree to comply with all the terms of the Full Project
-Gutenberg-tm License available with this file or online at
-  www.gutenberg.org/license.
-
-
-Section 1.  General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg-tm
-electronic works
-
-1.A.  By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm
-electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to
-and accept all the terms of this license and intellectual property
-(trademark/copyright) agreement.  If you do not agree to abide by all
-the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy
-all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your possession.
-If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project
-Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound by the
-terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or
-entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8.
-
-1.B.  "Project Gutenberg" is a registered trademark.  It may only be
-used on or associated in any way with an electronic work by people who
-agree to be bound by the terms of this agreement.  There are a few
-things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works
-even without complying with the full terms of this agreement.  See
-paragraph 1.C below.  There are a lot of things you can do with Project
-Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this agreement
-and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm electronic
-works.  See paragraph 1.E below.
-
-1.C.  The Project Gutenberg Literary Archive Foundation ("the Foundation"
-or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project
-Gutenberg-tm electronic works.  Nearly all the individual works in the
-collection are in the public domain in the United States.  If an
-individual work is in the public domain in the United States and you are
-located in the United States, we do not claim a right to prevent you from
-copying, distributing, performing, displaying or creating derivative
-works based on the work as long as all references to Project Gutenberg
-are removed.  Of course, we hope that you will support the Project
-Gutenberg-tm mission of promoting free access to electronic works by
-freely sharing Project Gutenberg-tm works in compliance with the terms of
-this agreement for keeping the Project Gutenberg-tm name associated with
-the work.  You can easily comply with the terms of this agreement by
-keeping this work in the same format with its attached full Project
-Gutenberg-tm License when you share it without charge with others.
-
-1.D.  The copyright laws of the place where you are located also govern
-what you can do with this work.  Copyright laws in most countries are in
-a constant state of change.  If you are outside the United States, check
-the laws of your country in addition to the terms of this agreement
-before downloading, copying, displaying, performing, distributing or
-creating derivative works based on this work or any other Project
-Gutenberg-tm work.  The Foundation makes no representations concerning
-the copyright status of any work in any country outside the United
-States.
-
-1.E.  Unless you have removed all references to Project Gutenberg:
-
-1.E.1.  The following sentence, with active links to, or other immediate
-access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear prominently
-whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work on which the
-phrase "Project Gutenberg" appears, or with which the phrase "Project
-Gutenberg" is associated) is accessed, displayed, performed, viewed,
-copied or distributed:
-
-This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
-almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
-re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
-with this eBook or online at www.gutenberg.org
-
-1.E.2.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is derived
-from the public domain (does not contain a notice indicating that it is
-posted with permission of the copyright holder), the work can be copied
-and distributed to anyone in the United States without paying any fees
-or charges.  If you are redistributing or providing access to a work
-with the phrase "Project Gutenberg" associated with or appearing on the
-work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1
-through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the
-Project Gutenberg-tm trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or
-1.E.9.
-
-1.E.3.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted
-with the permission of the copyright holder, your use and distribution
-must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional
-terms imposed by the copyright holder.  Additional terms will be linked
-to the Project Gutenberg-tm License for all works posted with the
-permission of the copyright holder found at the beginning of this work.
-
-1.E.4.  Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm
-License terms from this work, or any files containing a part of this
-work or any other work associated with Project Gutenberg-tm.
-
-1.E.5.  Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this
-electronic work, or any part of this electronic work, without
-prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with
-active links or immediate access to the full terms of the Project
-Gutenberg-tm License.
-
-1.E.6.  You may convert to and distribute this work in any binary,
-compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any
-word processing or hypertext form.  However, if you provide access to or
-distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format other than
-"Plain Vanilla ASCII" or other format used in the official version
-posted on the official Project Gutenberg-tm web site (www.gutenberg.org),
-you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a
-copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon
-request, of the work in its original "Plain Vanilla ASCII" or other
-form.  Any alternate format must include the full Project Gutenberg-tm
-License as specified in paragraph 1.E.1.
-
-1.E.7.  Do not charge a fee for access to, viewing, displaying,
-performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works
-unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9.
-
-1.E.8.  You may charge a reasonable fee for copies of or providing
-access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works provided
-that
-
-- You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from
-     the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method
-     you already use to calculate your applicable taxes.  The fee is
-     owed to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he
-     has agreed to donate royalties under this paragraph to the
-     Project Gutenberg Literary Archive Foundation.  Royalty payments
-     must be paid within 60 days following each date on which you
-     prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax
-     returns.  Royalty payments should be clearly marked as such and
-     sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the
-     address specified in Section 4, "Information about donations to
-     the Project Gutenberg Literary Archive Foundation."
-
-- You provide a full refund of any money paid by a user who notifies
-     you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he
-     does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm
-     License.  You must require such a user to return or
-     destroy all copies of the works possessed in a physical medium
-     and discontinue all use of and all access to other copies of
-     Project Gutenberg-tm works.
-
-- You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any
-     money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the
-     electronic work is discovered and reported to you within 90 days
-     of receipt of the work.
-
-- You comply with all other terms of this agreement for free
-     distribution of Project Gutenberg-tm works.
-
-1.E.9.  If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg-tm
-electronic work or group of works on different terms than are set
-forth in this agreement, you must obtain permission in writing from
-both the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and Michael
-Hart, the owner of the Project Gutenberg-tm trademark.  Contact the
-Foundation as set forth in Section 3 below.
-
-1.F.
-
-1.F.1.  Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable
-effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread
-public domain works in creating the Project Gutenberg-tm
-collection.  Despite these efforts, Project Gutenberg-tm electronic
-works, and the medium on which they may be stored, may contain
-"Defects," such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or
-corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual
-property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a
-computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by
-your equipment.
-
-1.F.2.  LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the "Right
-of Replacement or Refund" described in paragraph 1.F.3, the Project
-Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project
-Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project
-Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all
-liability to you for damages, costs and expenses, including legal
-fees.  YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT
-LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE
-PROVIDED IN PARAGRAPH 1.F.3.  YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE
-TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE
-LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR
-INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH
-DAMAGE.
-
-1.F.3.  LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a
-defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can
-receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a
-written explanation to the person you received the work from.  If you
-received the work on a physical medium, you must return the medium with
-your written explanation.  The person or entity that provided you with
-the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a
-refund.  If you received the work electronically, the person or entity
-providing it to you may choose to give you a second opportunity to
-receive the work electronically in lieu of a refund.  If the second copy
-is also defective, you may demand a refund in writing without further
-opportunities to fix the problem.
-
-1.F.4.  Except for the limited right of replacement or refund set forth
-in paragraph 1.F.3, this work is provided to you 'AS-IS', WITH NO OTHER
-WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO
-WARRANTIES OF MERCHANTABILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE.
-
-1.F.5.  Some states do not allow disclaimers of certain implied
-warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages.
-If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the
-law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be
-interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by
-the applicable state law.  The invalidity or unenforceability of any
-provision of this agreement shall not void the remaining provisions.
-
-1.F.6.  INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the
-trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone
-providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in accordance
-with this agreement, and any volunteers associated with the production,
-promotion and distribution of Project Gutenberg-tm electronic works,
-harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees,
-that arise directly or indirectly from any of the following which you do
-or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg-tm
-work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any
-Project Gutenberg-tm work, and (c) any Defect you cause.
-
-
-Section  2.  Information about the Mission of Project Gutenberg-tm
-
-Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of
-electronic works in formats readable by the widest variety of computers
-including obsolete, old, middle-aged and new computers.  It exists
-because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from
-people in all walks of life.
-
-Volunteers and financial support to provide volunteers with the
-assistance they need are critical to reaching Project Gutenberg-tm's
-goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will
-remain freely available for generations to come.  In 2001, the Project
-Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure
-and permanent future for Project Gutenberg-tm and future generations.
-To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation
-and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4
-and the Foundation information page at www.gutenberg.org
-
-
-Section 3.  Information about the Project Gutenberg Literary Archive
-Foundation
-
-The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit
-501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the
-state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal
-Revenue Service.  The Foundation's EIN or federal tax identification
-number is 64-6221541.  Contributions to the Project Gutenberg
-Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent
-permitted by U.S. federal laws and your state's laws.
-
-The Foundation's principal office is located at 4557 Melan Dr. S.
-Fairbanks, AK, 99712., but its volunteers and employees are scattered
-throughout numerous locations.  Its business office is located at 809
-North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887.  Email
-contact links and up to date contact information can be found at the
-Foundation's web site and official page at www.gutenberg.org/contact
-
-For additional contact information:
-     Dr. Gregory B. Newby
-     Chief Executive and Director
-     gbnewby@pglaf.org
-
-Section 4.  Information about Donations to the Project Gutenberg
-Literary Archive Foundation
-
-Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide
-spread public support and donations to carry out its mission of
-increasing the number of public domain and licensed works that can be
-freely distributed in machine readable form accessible by the widest
-array of equipment including outdated equipment.  Many small donations
-($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt
-status with the IRS.
-
-The Foundation is committed to complying with the laws regulating
-charities and charitable donations in all 50 states of the United
-States.  Compliance requirements are not uniform and it takes a
-considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up
-with these requirements.  We do not solicit donations in locations
-where we have not received written confirmation of compliance.  To
-SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any
-particular state visit www.gutenberg.org/donate
-
-While we cannot and do not solicit contributions from states where we
-have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition
-against accepting unsolicited donations from donors in such states who
-approach us with offers to donate.
-
-International donations are gratefully accepted, but we cannot make
-any statements concerning tax treatment of donations received from
-outside the United States.  U.S. laws alone swamp our small staff.
-
-Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation
-methods and addresses.  Donations are accepted in a number of other
-ways including checks, online payments and credit card donations.
-To donate, please visit:  www.gutenberg.org/donate
-
-
-Section 5.  General Information About Project Gutenberg-tm electronic
-works.
-
-Professor Michael S. Hart was the originator of the Project Gutenberg-tm
-concept of a library of electronic works that could be freely shared
-with anyone.  For forty years, he produced and distributed Project
-Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of volunteer support.
-
-Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed
-editions, all of which are confirmed as Public Domain in the U.S.
-unless a copyright notice is included.  Thus, we do not necessarily
-keep eBooks in compliance with any particular paper edition.
-
-Most people start at our Web site which has the main PG search facility:
-
-     www.gutenberg.org
-
-This Web site includes information about Project Gutenberg-tm,
-including how to make donations to the Project Gutenberg Literary
-Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to
-subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks.
diff --git a/43295-8.zip b/43295-8.zip
deleted file mode 100644
index f98b118..0000000
--- a/43295-8.zip
+++ /dev/null
diff --git a/43295-h.zip b/43295-h.zip
deleted file mode 100644
index cefa8e0..0000000
--- a/43295-h.zip
+++ /dev/null
diff --git a/43295-h/43295-h.htm b/43295-h/43295-h.htm
index 23bdf95..1a5901e 100644
--- a/43295-h/43295-h.htm
+++ b/43295-h/43295-h.htm
@@ -2,7 +2,7 @@
     "http://www.w3.org/TR/xhtml1/DTD/xhtml1-strict.dtd">
 <html xmlns="http://www.w3.org/1999/xhtml" xml:lang="da" lang="da">
   <head>
-    <meta http-equiv="Content-Type" content="text/html;charset=iso-8859-1" />
+    <meta http-equiv="Content-Type" content="text/html;charset=UTF-8" />
     <meta http-equiv="Content-Style-Type" content="text/css" />
     <link rel="coverpage" href="images/cover.jpg" />
     <title>Guds Fred, by Peter Nansen; an eBook from Project Gutenberg</title>
@@ -130,54 +130,15 @@ table.toc  { width: 100%; }
     </style>
   </head>
 <body>
-
-
-<pre>
-
-The Project Gutenberg EBook of Guds Fred, by Peter Nansen
-
-This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
-almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
-re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
-with this eBook or online at www.gutenberg.org
-
-
-Title: Guds Fred
-
-Author: Peter Nansen
-
-Release Date: July 24, 2013 [EBook #43295]
-
-Language: Danish
-
-Character set encoding: ISO-8859-1
-
-*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK GUDS FRED ***
-
-
-
-
-Produced by The Online Distributed Proofreading Team at
-http://www.pgdp.net (This book was produced from scanned
-images of public domain material from the Google Print
-project.)
-
-
-
-
-
-
-</pre>
-
-
+<div>*** START OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK 43295 ***</div>
 
 <h1>Guds Fred</h1>
 
 
 <div class="trnote">
-<h2><a name="trnote" id="trnote"></a>Afskriverens bemærkninger</h2>
-<p>Åbenlyse trykfejl er rettet i denne e-bog, men forfatterens stavning
-er for øvrigt bevaret.
+<h2><a name="trnote" id="trnote"></a>Afskriverens bemærkninger</h2>
+<p>Ã…benlyse trykfejl er rettet i denne e-bog, men forfatterens stavning
+er for øvrigt bevaret.
 En <a href="#Rettelser">ordliste med rettelser</a> er placeret
 sidst i bogen.</p>
 <h3 class="center">Indholdsfortegnelse</h3>
@@ -236,11 +197,11 @@ sidst i bogen.</p>
 
 <p>ANDET OPLAG</p>
 
-<p>KJØBENHAVN</p>
+<p>KJØBENHAVN</p>
 
 <p>P. G. PHILIPSENS FORLAG</p>
 
-<p><span class="smcap">Trykt hos J. Jørgensen &amp; Co.</span> (<span class="smcap">M. A. Hannover</span>)</p>
+<p><span class="smcap">Trykt hos J. Jørgensen &amp; Co.</span> (<span class="smcap">M. A. Hannover</span>)</p>
 
 <p>1895</p>
 
@@ -267,87 +228,87 @@ i Berlin.</p>
 
 <p>Saa skal jeg da bort fra Hovedstaden.
 I femten Aar holdt den mig fast, den listige
-Skøge, bildte mig ind, at jeg ikke kunde
-undvære dens giftigt parfumerede Luft, dens
-støjende Lader, dens hidsende Anspændthed,
+Skøge, bildte mig ind, at jeg ikke kunde
+undvære dens giftigt parfumerede Luft, dens
+støjende Lader, dens hidsende Anspændthed,
 dens forfinede Magelighed. Jeg sad i et Spind
 af tusind Fangetraade, jeg troede, den havde
 fanget mig for Tid og Evighed. Jeg troede
-vel ogsaa saa smaat, at den ikke kunde undvære
-mig. Var jeg ikke i Aarenes Løb bleven
+vel ogsaa saa smaat, at den ikke kunde undvære
+mig. Var jeg ikke i Aarenes Løb bleven
 et fast Led i det store Maskineri? Ansaas af
-Alle for at høre med. Var selvskreven Deltager
-i Byens broget vekslende Liv, snart festklædt,
-snart sørgeklædt; gav min Stemme
-med i de afgørende Ordskifter, blev spurgt<span class="pagenum"><a name="Side_2" id="Side_2" title="[S. 2]"> </a></span>
-og søgt, var Raadgiver og Hjælper, en paalidelig
+Alle for at høre med. Var selvskreven Deltager
+i Byens broget vekslende Liv, snart festklædt,
+snart sørgeklædt; gav min Stemme
+med i de afgørende Ordskifter, blev spurgt<span class="pagenum"><a name="Side_2" id="Side_2" title="[S. 2]"> </a></span>
+og søgt, var Raadgiver og Hjælper, en paalidelig
 Ven, en Fjende, der maatte regnes
 med.</p>
 
-<p>Hvor træt jeg ofte har været. Udslidt
+<p>Hvor træt jeg ofte har været. Udslidt
 som en gammel Droskehest, der maa drives
-afsted med Piskeslag og som gærne lagde sig
+afsted med Piskeslag og som gærne lagde sig
 plat ned paa Stenbroen og blev liggende, til
-Døden og Hvilen kom.</p>
+Døden og Hvilen kom.</p>
 
-<p>Dødsenstræt er jeg, af Fornøjelser og
-Arbejde, af altid at være til Rede, tage Parti,
-forsvare og angribe; dødsenstræt og i mit
-Hjærte saa ligegyldig, mens ingen Slaphed
-tør røbes i Ord og Væsen.</p>
+<p>Dødsenstræt er jeg, af Fornøjelser og
+Arbejde, af altid at være til Rede, tage Parti,
+forsvare og angribe; dødsenstræt og i mit
+Hjærte saa ligegyldig, mens ingen Slaphed
+tør røbes i Ord og Væsen.</p>
 
-<p>Allermest træt af den evige Kamp for
+<p>Allermest træt af den evige Kamp for
 Penge. Penge, der maatte og skulde skaffes,
 slides til Veje, laanes frem, forrentes, tilbagebetales,
-altid flere, altid besværligere &mdash; en
+altid flere, altid besværligere &mdash; en
 stedse voksende Lavine, mere og mere truende,
 tungere for hver Time at stemme Ryg imod,
-hæmmende Arbejdsevnen om Dagen, skræmmende
-Søvnen som en Mare.</p>
+hæmmende Arbejdsevnen om Dagen, skræmmende
+Søvnen som en Mare.</p>
 
 <p>Hvorfor undre sig over den mer eller mindre
-aabenbare Støtte, Socialismen i stigende Grad<span class="pagenum"><a name="Side_3" id="Side_3" title="[S. 3]"> </a></span>
-vinder hos Folk, der ikke hører til de legemlige
+aabenbare Støtte, Socialismen i stigende Grad<span class="pagenum"><a name="Side_3" id="Side_3" title="[S. 3]"> </a></span>
+vinder hos Folk, der ikke hører til de legemlige
 Arbejdere? Forklaringen ligger lige for
 Haanden. Hvad har de ni af ti blandt os,
-der rangerer i de øvre Klasser, at tabe ved
-en Samfundsomvæltning, en Forandring af de
-herskende økonomiske Regler og Love? Vi
-er, mindst de ni af ti, Proletarer, der kæmper
-en haabløs Kamp for at faa de Indtægter,
+der rangerer i de øvre Klasser, at tabe ved
+en Samfundsomvæltning, en Forandring af de
+herskende økonomiske Regler og Love? Vi
+er, mindst de ni af ti, Proletarer, der kæmper
+en haabløs Kamp for at faa de Indtægter,
 Samfundet under os, til at holde Maal med
-de Udgifter, det samme Samfund kræver af
-os, om vi ikke vil sættes udenfor Numer.
-Paa faa Undtagelser nær lever vi alle over
-Evne, Embedsmænd og Kunstnere, Videnskabsmænd
-og Handlende, Præster, Skuespillere,
+de Udgifter, det samme Samfund kræver af
+os, om vi ikke vil sættes udenfor Numer.
+Paa faa Undtagelser nær lever vi alle over
+Evne, Embedsmænd og Kunstnere, Videnskabsmænd
+og Handlende, Præster, Skuespillere,
 Oberster, Journalister, Borgmestre og Poeter.
 Hvad tabte vi vel, om pludselig den store
-Eksplosion kom, Eksplosionen, som sprængte
-Samfundet løs af alle Fuger og lavede Fidibusser
-af Gældsbreve, Veksler og Forskrivninger?
+Eksplosion kom, Eksplosionen, som sprængte
+Samfundet løs af alle Fuger og lavede Fidibusser
+af Gældsbreve, Veksler og Forskrivninger?
 <em>De</em> har det maaske endda forholdsvis
 bedst, som lever fra Haanden i Munden.
 Deres Fordringer til Livet er smaa og der
 stilles ingen Fordringer til dem. Hellerikke<span class="pagenum"><a name="Side_4" id="Side_4" title="[S. 4]"> </a></span>
-er det dem, der satte Gang i den Bevægelse,
-som fører til Omvæltningen. Det er Mænd
-fra vor Midte, der lærte dem at blive Socialister,
-det er Fortvivlelsen i de højere Klasser, der
+er det dem, der satte Gang i den Bevægelse,
+som fører til Omvæltningen. Det er Mænd
+fra vor Midte, der lærte dem at blive Socialister,
+det er Fortvivlelsen i de højere Klasser, der
 har avlet Kravene nede fra.</p>
 
-<p>&mdash; &mdash; Forleden brød jeg overtvært. Overgav
-mit Bo til en velsindet Sagfører, ordnede
-mig med en Forlægger, der nærede en venlig
-Tillid til mine Evner og erklærede sig villig
+<p>&mdash; &mdash; Forleden brød jeg overtvært. Overgav
+mit Bo til en velsindet Sagfører, ordnede
+mig med en Forlægger, der nærede en venlig
+Tillid til mine Evner og erklærede sig villig
 til at udbetale mig for et Aar eller to en
-beskeden maanedlig Understøttelse, har nu
+beskeden maanedlig Understøttelse, har nu
 pakket min Kuffert og indskiber mig i Eftermiddag
 &mdash; uden Farvel til Nogen &mdash; for at
 drage til den gamle Provinsby, hvor jeg har
-levet min første Barndom; som jeg ikke i
+levet min første Barndom; som jeg ikke i
 tyve Aar har set, men som jeg stadig, naar
-Trætheden kom op i mig, har længtes tilbage
+Trætheden kom op i mig, har længtes tilbage
 til.</p>
 
 <p>Jeg har ikke vaklet. I samme Nu, mit
@@ -358,16 +319,16 @@ har siddet og ventet paa sit vidt omstrejfende<span class="pagenum"><a name="Sid
 Barn. I den gamle By er der intet,
 som kan minde mig om det, jeg vil glemme
 og bort fra. Den og jeg kender hinanden kun
-fra de gode Aar, da den var det skønneste og
+fra de gode Aar, da den var det skønneste og
 dejligste, jeg vidste, Genstanden for min Stolthed
 og Beundring, og da jeg var et af dens
-mest forkælede Børn. Den kalder paa mig
-som en Moder. Thi dér ligger min Moder begravet.
-Den rummer al den Moderkærlighed,
-jeg i hine Dage nød mere end nogen anden
+mest forkælede Børn. Den kalder paa mig
+som en Moder. Thi dér ligger min Moder begravet.
+Den rummer al den Moderkærlighed,
+jeg i hine Dage nød mere end nogen anden
 og som jeg mistede saa tidligt. Hvor i Verden
 tage hen uden netop til den gamle By? Jeg
-søger den jo for at blive Barn igen.</p>
+søger den jo for at blive Barn igen.</p>
 
 <hr class="chapbreak" />
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_6" id="Side_6" title="[S. 6]"> </a></span></p>
@@ -382,80 +343,80 @@ søger den jo for at blive Barn igen.</p>
 
 <p>Ikke har jeg sovet og ikke vaaget paa
 Overfarten. Jeg sidder i den lune lyse Sommernat
-paa Dækket og lader drømmende Tankerne
-følge den gyldne Kølvandsstribe, vugget blidt
-til Ro af Maskinens tunge regelmæssige Slag
-og de hoppende Smaabølgers klukkende Skvulp
+paa Dækket og lader drømmende Tankerne
+følge den gyldne Kølvandsstribe, vugget blidt
+til Ro af Maskinens tunge regelmæssige Slag
+og de hoppende Smaabølgers klukkende Skvulp
 mod Skibet.</p>
 
-<p>Tankerne følger Striben tilbage &mdash; til det
-Liv, den Verden, hvor jeg nys færdedes. Saa
-underlig langt jeg allerede føler mig fra det
+<p>Tankerne følger Striben tilbage &mdash; til det
+Liv, den Verden, hvor jeg nys færdedes. Saa
+underlig langt jeg allerede føler mig fra det
 altsammen, saa fremmed og overlegen overfor
 det. Hvor ligegyldigt, tomt og intetsigende
 det nu synes mig. Og <em>det</em> har jeg
 ofret femten af mine bedste Aar. Ingen har
-været ivrigere end jeg, ingen mere fanatisk<span class="pagenum"><a name="Side_7" id="Side_7" title="[S. 7]"> </a></span>
+været ivrigere end jeg, ingen mere fanatisk<span class="pagenum"><a name="Side_7" id="Side_7" title="[S. 7]"> </a></span>
 troende. Pur ung meldte jeg mig til mit
 Partis Fane, sloges bravt og blindt i de Meniges
-Rækker, forfremmedes og naaede vel noget
-nær de Udmærkelser, min Ærgærrighed kunde
-begære. Midt i Kampbulderet har jeg været,
+Rækker, forfremmedes og naaede vel noget
+nær de Udmærkelser, min Ærgærrighed kunde
+begære. Midt i Kampbulderet har jeg været,
 har hadet og tilbedt, aldrig svigtet min Fane-Ed,
-aldrig følt mig fristet til det, har vundet
+aldrig følt mig fristet til det, har vundet
 Venner og Fjender, gjort Godt og Ondt efter
-Evne og bedste Skøn.</p>
+Evne og bedste Skøn.</p>
 
 <p>Og hvad er saa Resultatet blevet? Lykke
-for mig? Lykke for nogen Anden? Næppe
-det sidste; det første afgjort ikke. Naar jeg
-nu godvilligt opgiver min tilkæmpede Stilling
+for mig? Lykke for nogen Anden? Næppe
+det sidste; det første afgjort ikke. Naar jeg
+nu godvilligt opgiver min tilkæmpede Stilling
 &mdash; den, vistnok Mange misunder mig som
-atraaværdig &mdash;, er det i en inderlig Følelse
-af dens haabløse Uudholdelighed.</p>
+atraaværdig &mdash;, er det i en inderlig Følelse
+af dens haabløse Uudholdelighed.</p>
 
 <p>Hvad i Herrens Navn slaas man for?
-Hvorfor forfølger man hinanden, mistænker
-og mishandler hinanden, altid væbnet til Tænderne,
-altid parat til at hugge løs? Maaske
-er der, langt ude i det Fjærne, et Maal at
-naa. En højere Retfærdighed, en bedre Fordeling
-af Tilværelsens Goder. Maaske oplever<span class="pagenum"><a name="Side_8" id="Side_8" title="[S. 8]"> </a></span>
-vore Børnebørn en ny social Omvæltning.
-Men forøvrigt: vil Menneskene føle sig
+Hvorfor forfølger man hinanden, mistænker
+og mishandler hinanden, altid væbnet til Tænderne,
+altid parat til at hugge løs? Maaske
+er der, langt ude i det Fjærne, et Maal at
+naa. En højere Retfærdighed, en bedre Fordeling
+af Tilværelsens Goder. Maaske oplever<span class="pagenum"><a name="Side_8" id="Side_8" title="[S. 8]"> </a></span>
+vore Børnebørn en ny social Omvæltning.
+Men forøvrigt: vil Menneskene føle sig
 lykkeligere, om Maalet virkelig naaes, eller
-vil de ikke blot skynde sig, med Uro i Hjærterne,
-i unøjsom Higen, at kæmpe og hade
+vil de ikke blot skynde sig, med Uro i Hjærterne,
+i unøjsom Higen, at kæmpe og hade
 sig frem mod nye Maal? Sikkert. Nej, det
 er en tom Indbildning, at Lykken vindes
 gennem Kamp. Kun i Fred, Fred med sig
 selv og Verden, findes Lykken.</p>
 
-<p>At tænke sig, at de stadig slaas derinde.
+<p>At tænke sig, at de stadig slaas derinde.
 Endnu har den store By ikke lagt sig til
 Hvile, endnu summer Ondskaben og Vreden
 i elektrisk Belysning gennem Gaderne, stimer
-sammen paa Kaféerne, drikker sig ør og sløv,
-vaagner saa imorgen, efter en angstfuld Søvn,
-i hede Hjærner og bitre Hjærter. At de gider!
+sammen paa Kaféerne, drikker sig ør og sløv,
+vaagner saa imorgen, efter en angstfuld Søvn,
+i hede Hjærner og bitre Hjærter. At de gider!
 At de ikke alle en dejlig Sommermorgenstund
 springer op med den Beslutning, at nu vil
-de ikke længer! Smider Vaabnene fra sig,
-svaler den hede Hjærne i den friske Morgen,
-fylder det bitre Hjærte med Naturens søde
+de ikke længer! Smider Vaabnene fra sig,
+svaler den hede Hjærne i den friske Morgen,
+fylder det bitre Hjærte med Naturens søde
 Vellyst, renser sig ud for al Ondskab og
 alt Had, slutter Fred over hele Linjen paa<span class="pagenum"><a name="Side_9" id="Side_9" title="[S. 9]"> </a></span>
 det simple, letfattelige Grundlag: Vi er Mennesker
 alle, vi vil hinanden intet Ondt. Og
 fuldbyrder, uden Blodsudgydelse, den Revolution,
-som gør enhver ny Revolution overflødig.</p>
+som gør enhver ny Revolution overflødig.</p>
 
-<p>&mdash; &mdash; Saadan sidder jeg og drømmer,
-mens Skibet den skønne Juninat bærer mig
-over den stille Sø til min gamle By. Og
-som var det et Billed, skabt af min Drøm,
+<p>&mdash; &mdash; Saadan sidder jeg og drømmer,
+mens Skibet den skønne Juninat bærer mig
+over den stille Sø til min gamle By. Og
+som var det et Billed, skabt af min Drøm,
 ser jeg i Solopgangen, just som vi har passeret
-Fjordens Indløb, en ung Kvinde staa
+Fjordens Indløb, en ung Kvinde staa
 ved min Side, stor og stolt, med et Ansigt,
 der lyser af mild Fred. Som et Syn kom
 hun, som et Syn forsvandt hun. Men var
@@ -475,158 +436,158 @@ for at finde Freden.</p>
 
 
 <p>Vi ankom i den aarle Morgenstund.
-Bagagen lod jeg foreløbig staa ombord &mdash;
+Bagagen lod jeg foreløbig staa ombord &mdash;
 jeg vidste endnu ikke, hvor jeg vilde bo. Og
 jeg drev op gennem den slumrende By. Straks
 var jeg lidt vildsom til Mode. Den Gade,
 jeg gik i, havde et Navn, jeg ikke mindedes,
-og mange nye Huse med flove glatte Allemands-Façader
-og hjærteløse Spejlglas-Butiksruder.</p>
+og mange nye Huse med flove glatte Allemands-Façader
+og hjærteløse Spejlglas-Butiksruder.</p>
 
 <p>Men da jeg kom ud paa Torvet, kendte
 jeg min gamle By.</p>
 
 <p>Jeg satte mig paa den fritstaaende Stentrappe
 foran det Hus, hvor jeg som Barn
-havde boet; jeg lukkede Øjnene over det<span class="pagenum"><a name="Side_11" id="Side_11" title="[S. 11]"> </a></span>
+havde boet; jeg lukkede Øjnene over det<span class="pagenum"><a name="Side_11" id="Side_11" title="[S. 11]"> </a></span>
 hastigt gensete Billede, og saa livagtigt, som
 havde jeg nys forladt det, opstod Torvet i
 min Erindring, saadant som det var i mine
 Barndomsdage.</p>
 
-<p>For Enden af Torvet løber Østeraa. Den
-er ikke overdækket &mdash; som nu &mdash;, den flyder
+<p>For Enden af Torvet løber Østeraa. Den
+er ikke overdækket &mdash; som nu &mdash;, den flyder
 aaben gennem Byen, med Broer over og med
-knudrede løvrige Træer paa begge Sider. Og
+knudrede løvrige Træer paa begge Sider. Og
 den er fuld af Baade og smaa Skuder, hvor
-der sælges Fisk og Jydepotter og Træsko og,
+der sælges Fisk og Jydepotter og Træsko og,
 om Efteraaret, Frugt. Saa dufter hele Torvet,
 ja Gaderne udenom med, af krydrede Bergamotter
 og Gravensteners Rosen-Em.</p>
 
 <p>Den anden Ende af Torvet beherskes af
-det gulstrøgne Kongehus med den takkede
-Gavl. Her er det, at Byens gamle Storkefædre
+det gulstrøgne Kongehus med den takkede
+Gavl. Her er det, at Byens gamle Storkefædre
 holder Forsamling Sommereftermiddage.
-De staar én paa hver af Gavlens Afsatser,
-øverst oppe Præsidenten, der aabner Mødet
-med en høj Knebren. Derefter knebrer de
-paa Rad, alle de ærværdige Storke, og de,
-der lytter til, staar undertiden paa ét Ben
-af lutter Iver. Men det hænder, at Raadsforsamlingen<span class="pagenum"><a name="Side_12" id="Side_12" title="[S. 12]"> </a></span>
-opløses i almindeligt Klammeri,
+De staar én paa hver af Gavlens Afsatser,
+øverst oppe Præsidenten, der aabner Mødet
+med en høj Knebren. Derefter knebrer de
+paa Rad, alle de ærværdige Storke, og de,
+der lytter til, staar undertiden paa ét Ben
+af lutter Iver. Men det hænder, at Raadsforsamlingen<span class="pagenum"><a name="Side_12" id="Side_12" title="[S. 12]"> </a></span>
+opløses i almindeligt Klammeri,
 mens alle Storkene basker med Vingerne og
 knebrer forbitret i Munden paa hinanden. Ogsaa
-hænder det, at en nidkær Storkemadam
-eller en næsvis Storkepode forsøger at trænge
+hænder det, at en nidkær Storkemadam
+eller en næsvis Storkepode forsøger at trænge
 sig ind i Forsamlingen og bliver sat paa Porten
-under drøje Knubs, saa Fjerene ryger om den.</p>
+under drøje Knubs, saa Fjerene ryger om den.</p>
 
 <p>Det gamle Kongehus, hvilken Sorg den
-Dag det dømmes til Døden af et pietetsløst
+Dag det dømmes til Døden af et pietetsløst
 Borgervels Krav paa en ny tidssvarende Bankbygning.
-De skændige Rænker, de giftige
-Løgne, der føres i Marken for at fælde det.</p>
+De skændige Rænker, de giftige
+Løgne, der føres i Marken for at fælde det.</p>
 
 <p>Det insinueres, at alle de historiske Overleveringer,
 som giver Kongehuset Ry og Glans
 gennem Aarhundreder, er tyvstjaalen Pynt.
 Det paastaas ydermere, at Huset er saa medtaget
-af Ælde, at det næppe kan holde sig
+af Ælde, at det næppe kan holde sig
 oprejst og at det er en stadig truende Fare
 for de omliggende Bygninger. En rasende
-Kamp føres i Byraad og i den stedlige Presse
+Kamp føres i Byraad og i den stedlige Presse
 mellem Ideens Talsmand &mdash; Latinskolens
-Historielærer &mdash; og Borgervellets Materialister.
-Men disse sidste sejrer, efterat et Velfærdsudvalg<span class="pagenum"><a name="Side_13" id="Side_13" title="[S. 13]"> </a></span>
-af bankforhippede Haandværkere har
-givet sagkyndigt Skøn for Kongehusets Affældighed.
+Historielærer &mdash; og Borgervellets Materialister.
+Men disse sidste sejrer, efterat et Velfærdsudvalg<span class="pagenum"><a name="Side_13" id="Side_13" title="[S. 13]"> </a></span>
+af bankforhippede Haandværkere har
+givet sagkyndigt Skøn for Kongehusets Affældighed.
 Og Nedbrydningen begynder. Vi
-Børn, hvis fædrelandske Fantasi er vokset
-op i Skyggen af det gamle Hus, følger
+Børn, hvis fædrelandske Fantasi er vokset
+op i Skyggen af det gamle Hus, følger
 med forbitret Sorg hvert Slag af Hakken,
 og vi nyder en smerteblandet Triumf, da
-Haandværkerne midt under Arbejdet maa erklære
-sig magtesløse og tage Krudtet til Hjælp
-for at sprænge Kongehusets favntykke Mure.
-Saa falder omsider den gamle Kæmpe, men
-ej for Menneskehaand. Døende spotter den
-sine Voldsmænd.</p>
-
-<p>Midt paa Torvet ligger det røde Raadhus
+Haandværkerne midt under Arbejdet maa erklære
+sig magtesløse og tage Krudtet til Hjælp
+for at sprænge Kongehusets favntykke Mure.
+Saa falder omsider den gamle Kæmpe, men
+ej for Menneskehaand. Døende spotter den
+sine Voldsmænd.</p>
+
+<p>Midt paa Torvet ligger det røde Raadhus
 med Byens Vaaben i Guld og Farver over
-den svære brune Egetræsdør. Om Raadhuset
+den svære brune Egetræsdør. Om Raadhuset
 samler sig alle Barnestue-Historiernes Uhygge.
 Foran det stod i gamle Dage Gabestokken og
-Pælen, hvortil Forbryderne bandtes, naar de
+Pælen, hvortil Forbryderne bandtes, naar de
 offenligt piskedes. Her udsonede bl. a. de
-berygtede Røvere fra de store Skove Nord
+berygtede Røvere fra de store Skove Nord
 for Fjorden Begyndelsen af deres Straf, da de
-langt om længe, efter talløse Skændselsgærninger,<span class="pagenum"><a name="Side_14" id="Side_14" title="[S. 14]"> </a></span>
-fangedes af Militæret og Omegnens
-Bønder. Banden bestod af en gammel Kælling,
-hendes syv ryggesløse Sønner og en vidunderskøn
-ung Pige, Kæreste til den ældste
-af Brødrene, Erik Krumfinger. Plyndring,
-Voldtægt og Ildebrand var de mindste af
+langt om længe, efter talløse Skændselsgærninger,<span class="pagenum"><a name="Side_14" id="Side_14" title="[S. 14]"> </a></span>
+fangedes af Militæret og Omegnens
+Bønder. Banden bestod af en gammel Kælling,
+hendes syv ryggesløse Sønner og en vidunderskøn
+ung Pige, Kæreste til den ældste
+af Brødrene, Erik Krumfinger. Plyndring,
+Voldtægt og Ildebrand var de mindste af
 deres Forbrydelser. Ogsaa adskillige Mord
 havde de paa deres Samvittighed og Grusomheder
-af den skrækkeligste Art. Saaledes
+af den skrækkeligste Art. Saaledes
 &mdash; fortalte ialfald min Barnepige &mdash;
-morede de sig med at binde smaa Børn
+morede de sig med at binde smaa Børn
 til gloende Ovne, naar de forlod en Bondegaard
 efterat have plyndret den og myrdet
 de voksne Beboere. Det var en Fest for hele
-Byen og Omegnen, da de, nøgne til Bæltestedet,
+Byen og Omegnen, da de, nøgne til Bæltestedet,
 piskedes foran Raadhuset og Morgenen
-efter førtes til Galgebakken og henrettedes.
-Kun Erik Krumfingers Kæreste vakte en vis
+efter førtes til Galgebakken og henrettedes.
+Kun Erik Krumfingers Kæreste vakte en vis
 Medlidenhed. Hun var saa dejlig af Skikkelse
 og Aasyn, hun var saa ung og hun jamrede
 sig saa bitterligt, da hun blev pisket. Men
-om Skaansel kunde der ikke være Tale. Hun<span class="pagenum"><a name="Side_15" id="Side_15" title="[S. 15]"> </a></span>
-havde været den allergrummeste til at stege
-de smaa Børn.</p>
+om Skaansel kunde der ikke være Tale. Hun<span class="pagenum"><a name="Side_15" id="Side_15" title="[S. 15]"> </a></span>
+havde været den allergrummeste til at stege
+de smaa Børn.</p>
 
 <p>Rundt om Torvet ligger saa alle de
-gamle Købmands- og Beværtningsgaarde, hvor
-Bønderne tager ind Torvedagene og hvor der
-er den herligste Tumleplads for Børnenes
-Lege. Bindingværks-Gaarde, der er et sandt
-Vildnis af Svalegange med tørrede Sild paa
-udspændte Snore, af vaklende Trapper og
-møre Ud- og Tilbygninger, der raver mellem
-hinanden som fulde Mænd. Her paa Lofterne
+gamle Købmands- og Beværtningsgaarde, hvor
+Bønderne tager ind Torvedagene og hvor der
+er den herligste Tumleplads for Børnenes
+Lege. Bindingværks-Gaarde, der er et sandt
+Vildnis af Svalegange med tørrede Sild paa
+udspændte Snore, af vaklende Trapper og
+møre Ud- og Tilbygninger, der raver mellem
+hinanden som fulde Mænd. Her paa Lofterne
 i de store Korndynger leges der Skjul, og
-om Lørdagen sidder jeg bag Disken i den
-holstenske Madams Værtshuskælder og skænker
-hvidt Øl og Dram for Bønderne og min Ven
+om Lørdagen sidder jeg bag Disken i den
+holstenske Madams Værtshuskælder og skænker
+hvidt Øl og Dram for Bønderne og min Ven
 Droskekusken, som bor i et Hul bag Stalden
-i Porten og dér, i en altid frisk Atmosfære af
-Hestegødning, med et Spritkogeapparat, en
-Rugbrødshumpel, en Krukke Svinefedt og en
-Billing Kommensost fører den lykkeligste Ungkarle-Husholdning,
-jeg kan tænke mig. Men
-naar Stemningen bliver høj i den lave Kælder,
+i Porten og dér, i en altid frisk Atmosfære af
+Hestegødning, med et Spritkogeapparat, en
+Rugbrødshumpel, en Krukke Svinefedt og en
+Billing Kommensost fører den lykkeligste Ungkarle-Husholdning,
+jeg kan tænke mig. Men
+naar Stemningen bliver høj i den lave Kælder,
 morer man sig med at give den aldrende<span class="pagenum"><a name="Side_16" id="Side_16" title="[S. 16]"> </a></span>
-Droskehest Brød, dyppet i Brændevin, og som
-en vild Araber farer Øget rundt om Torvet,
-bredende Skræk og Forfærdelse mellem Bønderkonerne,
-der sidder med udbredte Skørter
-foran Raadhustrappen og i landlig Ugenérthed
-besørger deres Privatanliggender.</p>
-
-<p>&mdash; &mdash; &mdash; Jeg aabner Øjnene og ser ud
+Droskehest Brød, dyppet i Brændevin, og som
+en vild Araber farer Øget rundt om Torvet,
+bredende Skræk og Forfærdelse mellem Bønderkonerne,
+der sidder med udbredte Skørter
+foran Raadhustrappen og i landlig Ugenérthed
+besørger deres Privatanliggender.</p>
+
+<p>&mdash; &mdash; &mdash; Jeg aabner Øjnene og ser ud
 over det sollyse Torv. Raadhuset ligger der
-endnu, de gamle Gaarde ogsaa, jeg ser Værtshuskælderens
-smaa grønne Ruder, jeg øjner
+endnu, de gamle Gaarde ogsaa, jeg ser Værtshuskælderens
+smaa grønne Ruder, jeg øjner
 en Stump af Aaen, der bugter sig mellem
-hældende Huse og over hvis lemlæstede Poesi
-et enkelt Syrentræ i en tilstødende Have
+hældende Huse og over hvis lemlæstede Poesi
+et enkelt Syrentræ i en tilstødende Have
 breder et ungt blomstrende Smil &mdash; &mdash; jeg
 kender min gamle By og jeg rejser mig, let og
 glad i Sindet, med en dirrende Lykkefornemmelse
-af at være hjemme.</p>
+af at være hjemme.</p>
 
 <p>Jeg er hjemme, og jeg vil til min Moders
 Grav.</p>
@@ -636,87 +597,87 @@ Grav.</p>
 <p>Endnu er Byen ikke vaagnet. Mens jeg
 vandrer gennem dens tomme Gader, fornemmer
 jeg det, som om jeg er kommen og<span class="pagenum"><a name="Side_17" id="Side_17" title="[S. 17]"> </a></span>
-har overrasket den, og jeg sender vækkende
+har overrasket den, og jeg sender vækkende
 Gensynshilsener til alle de kendte Ting, jeg
-møder. Herregud, her hænger det endnu
+møder. Herregud, her hænger det endnu
 nedad Kirketaarnet, det tykke Tov, som var
 den gamle Bys ukunstlede Brandsignal-Apparat.
-Den, der opdagede en Brand, havde at trække
+Den, der opdagede en Brand, havde at trække
 i Tovet, saa Klokken i Taarnet klemtede.
-Mellem os Børn hed det sig, at den Lykkelige,
+Mellem os Børn hed det sig, at den Lykkelige,
 der saaledes meldte en Brand, fik udbetalt
 en blank Rigsdaler. Hvor flittigt &mdash;
-men forgæves &mdash; spejdede jeg ikke paa hver
+men forgæves &mdash; spejdede jeg ikke paa hver
 Spadseretur efter at se Luerne slaa ud af et
 Hus. Jeg vandt aldrig Daleren. Monstro
-det gamle Tov endnu gør Tjeneste, eller
-hænger det mon blot som en forglemt Levning
+det gamle Tov endnu gør Tjeneste, eller
+hænger det mon blot som en forglemt Levning
 fra svundne Dage?</p>
 
 <p>Jeg standser og ser ned ad en skraanende
-Side-Gade. I det fremspringende Hjørne-Hus
+Side-Gade. I det fremspringende Hjørne-Hus
 dernede var det jo, vi boede i Krigens Aar.
 Jeg var ikke mere end et Par Aar den Gang,
-og dog præntede hine Dages Begivenheder
-uudslettelige Indtryk i min Sjæl. Den tyske
-Indkvartering &mdash; Soldaterne, der skændtes<span class="pagenum"><a name="Side_18" id="Side_18" title="[S. 18]"> </a></span>
+og dog præntede hine Dages Begivenheder
+uudslettelige Indtryk i min Sjæl. Den tyske
+Indkvartering &mdash; Soldaterne, der skændtes<span class="pagenum"><a name="Side_18" id="Side_18" title="[S. 18]"> </a></span>
 med Moder om den danske Mad, og den
-gemytlige hvidskæggede Major Brumbasse,
-der forelskede sig i os Børn, men som jeg
+gemytlige hvidskæggede Major Brumbasse,
+der forelskede sig i os Børn, men som jeg
 ikke vilde lade kysse mig, fordi han var
 en Tysker. Allermest dog disse Billeder:
-Min Moder og mine halvvoksne Søstre samt
+Min Moder og mine halvvoksne Søstre samt
 et Par andre af Byens Smaapiger sidder og
 piller Charpi. Pludselig lyder der Hestetramp
 i Gaden, jeg skynder mig til Vinduet,
-men i det samme gaar Døren til Faders
-Studereværelse op, og med et kraftigt Ryk
-rives jeg bort fra Vinduet. »Rul Gardinerne
-ned, Ingen maa se ud,« &mdash; siger Fader, bleg
-og bevæget. »Tyskerne kommer!« En uhyggesvanger
-Stilhed hersker i den mørke Stue, og
-bange kryber jeg sammen i Moders Skørter,
+men i det samme gaar Døren til Faders
+Studereværelse op, og med et kraftigt Ryk
+rives jeg bort fra Vinduet. »Rul Gardinerne
+ned, Ingen maa se ud,« &mdash; siger Fader, bleg
+og bevæget. »Tyskerne kommer!« En uhyggesvanger
+Stilhed hersker i den mørke Stue, og
+bange kryber jeg sammen i Moders Skørter,
 mens den klaprende Larm af mange Heste
-kommer nærmere. Saa standser Støjen lige
-nedenfor vore Vinduer, vi hører kun nogle
-hastige høje Ord, der lyder som Skældsord,
+kommer nærmere. Saa standser Støjen lige
+nedenfor vore Vinduer, vi hører kun nogle
+hastige høje Ord, der lyder som Skældsord,
 en Klynken, nye Eder, Forbandelser, Raslen
 af Sabler, urolig Stampen af Heste og, tilsidst,
 et angstfuldt Skrig paa Dansk. Sit eget Forbud<span class="pagenum"><a name="Side_19" id="Side_19" title="[S. 19]"> </a></span>
 til Trods iler Fader til Vinduet, Moder og vi
-Børn bag ham, og fra en Stol ser jeg en
+Børn bag ham, og fra en Stol ser jeg en
 Mand, i hvem jeg kender vor Skomager,
-blive slæbt af en Officer i skinnende hvid
+blive slæbt af en Officer i skinnende hvid
 Kappe henad Stenbroen, langs den stejlende
 Hest. Og jeg ser Gaden fuld af fint uniformerede
-Ryttere, der nu alle igen sætter sig i
-Bevægelse, efter Officeren, der, med Skomageren
-som tvungen Vejviser, fører an ned
+Ryttere, der nu alle igen sætter sig i
+Bevægelse, efter Officeren, der, med Skomageren
+som tvungen Vejviser, fører an ned
 mod Fjorden, over hvilken de danske Soldater
 er flygtede.</p>
 
 <p>Og saa Billedet af de saarede danske
-Soldater, der køres gennem Gaderne, efter
-den ulykkelige Træfning ved Bakkerne Vest
+Soldater, der køres gennem Gaderne, efter
+den ulykkelige Træfning ved Bakkerne Vest
 for Byen. Saa sikkert var Sejren ventet, thi
 for en Gangs Skyld var Danskerne de fleste.
-Desværre havde Obersten, der førte vor Afdeling,
-ogsaa været for tillidsfuld. I Stormløb
-lod han sine Folk tage Terrænet ned ad
+Desværre havde Obersten, der førte vor Afdeling,
+ogsaa været for tillidsfuld. I Stormløb
+lod han sine Folk tage Terrænet ned ad
 Bakkerne, ved hvis Fod Tyskerne ventede i
-Ly bag Grøftehegn. Og fra den dækkede
-Stilling strakte Tyskernes Geværkugler de
-fremstormende Danskere til Jorden som værgeløst<span class="pagenum"><a name="Side_20" id="Side_20" title="[S. 20]"> </a></span>
-Vildt. Herom havde vi Børn hørt, ogsaa
+Ly bag Grøftehegn. Og fra den dækkede
+Stilling strakte Tyskernes Geværkugler de
+fremstormende Danskere til Jorden som værgeløst<span class="pagenum"><a name="Side_20" id="Side_20" title="[S. 20]"> </a></span>
+Vildt. Herom havde vi Børn hørt, ogsaa
 om Oberstens Fortvivlelse &mdash; han var indkvarteret
 hos en Embedsmandsfamilje, som
-stod os nær, og det var fortalt Fader, hvordan
+stod os nær, og det var fortalt Fader, hvordan
 Obersten, der om Morgenen red sejrssikker
 ud for at oplede Tyskerne, sent om
 Aftenen var vendt tilbage og havde lukket
-sig inde paa sine Værelser, uden at ville spise
+sig inde paa sine Værelser, uden at ville spise
 og uden at ville tale med Nogen. Nu,
-den næste Morgen, kom de Saaredes Træn.
+den næste Morgen, kom de Saaredes Træn.
 Langsomt og tungt, som et Ligtog, ruller
 Vognene gennem Gaden, og paa spredte
 Halmneg hviler de Saarede. Nogle har Bind
@@ -724,22 +685,22 @@ om Hovedet, andre om Arme eller Ben.
 Bindene er plettede af Blod og Ansigterne er
 hvidere end Bindene. Ikke en af de Saarede
 ser til Vinduerne, alle stirrer de frem for sig
-med udslukte, haabløse Blikke. Jeg havde vel
-næppe nogen saadan Tanke den Gang: det
+med udslukte, haabløse Blikke. Jeg havde vel
+næppe nogen saadan Tanke den Gang: det
 har siden staaet for mig, som om disse saarede
 danske Soldater mindre vakte Medlidenhed
 ved deres legemlige Smerter end ved den<span class="pagenum"><a name="Side_21" id="Side_21" title="[S. 21]"> </a></span>
-Fortvivlelse &mdash; ja, Skamfølelse &mdash; over Nederlaget,
-der stod at læse i deres forpinte Ansigter.</p>
+Fortvivlelse &mdash; ja, Skamfølelse &mdash; over Nederlaget,
+der stod at læse i deres forpinte Ansigter.</p>
 
 <hr class="tb" />
 
-<p>&mdash; &mdash; Jeg gaar uden at tænke paa den
-Vej, jeg følger. Det er tyve Aar siden, jeg
+<p>&mdash; &mdash; Jeg gaar uden at tænke paa den
+Vej, jeg følger. Det er tyve Aar siden, jeg
 traadte disse Gader, deres Navne har jeg i
 tyve Aar ikke haft i mine Tanker: som ved
 en usynlig Haand, uden Eftertanke, uden
-Famlen, føres jeg nøjagtigt derhen, jeg vil.
+Famlen, føres jeg nøjagtigt derhen, jeg vil.
 Jeg er i mit Barndomshjem, jeg er i min
 Faders Hus; min Fod farer ikke vild paa
 den hjemlige Grund.</p>
@@ -747,16 +708,16 @@ den hjemlige Grund.</p>
 <p>Saa staar jeg, just som Hanen galer tredie
 Gang sin Morgenhilsen over Byen, i den lille
 Gade, som leder ned til Kirkegaarden. De
-lave straatækte gule Huse, hvor de gamle
+lave straatækte gule Huse, hvor de gamle
 Kransebindersker boede, indrammer endnu
-Gaden, og som for tyve Aar siden hænger
+Gaden, og som for tyve Aar siden hænger
 endnu &mdash; som var det de samme &mdash; tarvelige
 Vedbendkranse og Moskranse med Evighedsblomster
-udenom de smaa Døre med Klinkelaase.
+udenom de smaa Døre med Klinkelaase.
 I et af Husene staar et Vindu aabent, og,<span class="pagenum"><a name="Side_22" id="Side_22" title="[S. 22]"> </a></span>
 hidkaldt ved Lyden af den tidlige Morgenvandrer,
 stikker en Morlille Hovedet ud. Jeg
-køber hendes Kranse, lægger den beskedne
+køber hendes Kranse, lægger den beskedne
 Betaling i hendes rynkede Haand, og, fulgt
 af hendes Velsignelse, gaar jeg gennem Laagen
 ind paa Kirkegaarden, hvor Fuglekvidder og
@@ -764,144 +725,144 @@ Duft af Cypresser og morgenfriske Blomster
 modtager mig.</p>
 
 <p>Min Moders Grav ligger borte fra den
-alfare Vej, i en stille fjærn Krog blandt
+alfare Vej, i en stille fjærn Krog blandt
 Hundreder af andre Grave. Den usynlige
 Haand leder mig ad de halvtilvoksede Stier,
-der snor sig mellem Græstuerne, og saa staar
-jeg med ét foran den lille indhegnede Plet,
+der snor sig mellem Græstuerne, og saa staar
+jeg med ét foran den lille indhegnede Plet,
 hvor Moder hviler, med et Barn ved hver
-Side: en større Tue mellem to ganske smaa.
-Frisk Vedbend dækker alle Gravene og snor
+Side: en større Tue mellem to ganske smaa.
+Frisk Vedbend dækker alle Gravene og snor
 sig op om det simple Marmorkors paa Moders
-Grav. Bag den, bøjende deres tunge lilla og
+Grav. Bag den, bøjende deres tunge lilla og
 gyldne Blomsterklaser ned over den, staar en
-Guldregn og et Syrentræ, og i hvert af det
-lille Kirkegaardsbeds fire Hjørner folder Rosentræer
-deres lyserøde og hvide Knopper ud<span class="pagenum"><a name="Side_23" id="Side_23" title="[S. 23]"> </a></span>
+Guldregn og et Syrentræ, og i hvert af det
+lille Kirkegaardsbeds fire Hjørner folder Rosentræer
+deres lyserøde og hvide Knopper ud<span class="pagenum"><a name="Side_23" id="Side_23" title="[S. 23]"> </a></span>
 med Morgensolens Smil gennem Regntaarerne
 fra Natten.</p>
 
-<p>Jeg sætter mig paa den grønne Tremmebænk,
-jeg kærtegner med Blikket Navnet paa
+<p>Jeg sætter mig paa den grønne Tremmebænk,
+jeg kærtegner med Blikket Navnet paa
 Korset ligeoverfor og jeg taler med min Moder.</p>
 
-<p>»Jeg er kommen til Dig, Moder, for at
-finde Fred. I tyve Aar har jeg været borte
+<p>»Jeg er kommen til Dig, Moder, for at
+finde Fred. I tyve Aar har jeg været borte
 fra Dig, langt, langt borte blandt fremmede
 Mennesker. Da jeg sidst sad her og tog Afsked
 med Dig, vidste jeg ikke, hvad jeg
 mistede. Jeg var et Barn og Du en ung
 Hustru. Nu er Du en klog gammel Kone,
-og jeg en dagtræt Mand med Haar, der begynder
-at graane. Skænk mig den Fred, Du
-forlængst har vundet, og jeg bliver hos
-Dig.«</p>
+og jeg en dagtræt Mand med Haar, der begynder
+at graane. Skænk mig den Fred, Du
+forlængst har vundet, og jeg bliver hos
+Dig.«</p>
 
 <p>Jeg synes min Moder sidder overfor mig,
 en gammel Kone med hvidt Haar og milde
-brune Øjne. Jeg glemmer Tiden, mens jeg
-ser ind i de Øjne, til jeg vækkes ved, at Kirkeklokken
+brune Øjne. Jeg glemmer Tiden, mens jeg
+ser ind i de Øjne, til jeg vækkes ved, at Kirkeklokken
 sender syv skingre Slag ind over
 Kirkegaarden. Jeg tager Kransene, dem jeg
-stadig bærer paa Armen, og lægger dem,<span class="pagenum"><a name="Side_24" id="Side_24" title="[S. 24]"> </a></span>
-knælende, paa Graven. »Tak, Moder. Tak
-for alt &mdash; i gamle Dage og nu.«</p>
+stadig bærer paa Armen, og lægger dem,<span class="pagenum"><a name="Side_24" id="Side_24" title="[S. 24]"> </a></span>
+knælende, paa Graven. »Tak, Moder. Tak
+for alt &mdash; i gamle Dage og nu.«</p>
 
-<p>Men mit Hjærte rummer ogsaa en anden
+<p>Men mit Hjærte rummer ogsaa en anden
 Tak, mens jeg langsomt, omsust af Fuglekvidder
-og Vindens Leg i Trækronerne, forlader
-den stille, sødt duftende Dødens Have.
+og Vindens Leg i Trækronerne, forlader
+den stille, sødt duftende Dødens Have.
 En Tak til den gamle Bys Trofasthed, der
-ikke har ladet min Moders Grav ligge øde,
-men har fredet og hæget om den. Findes vel
+ikke har ladet min Moders Grav ligge øde,
+men har fredet og hæget om den. Findes vel
 saadan lang Hukommelse og bestandig Troskab
-i de store Stæder, hvor hver Dags Nyt
-jager støjende frem og puffer alt forbigangent
-til Side? Dér mindes man kun Døden i
+i de store Stæder, hvor hver Dags Nyt
+jager støjende frem og puffer alt forbigangent
+til Side? Dér mindes man kun Døden i
 pralende Opraab i Avisernes Avertissementsspalter.
-Dér er Kirkegaardene altfor store og
-altfor langt borte. De Døde faar skøtte sig
-selv. Den gamle By har de Døde i sin Midte,
-altid nærværende, levende i en kærlig Hukommelse.
+Dér er Kirkegaardene altfor store og
+altfor langt borte. De Døde faar skøtte sig
+selv. Den gamle By har de Døde i sin Midte,
+altid nærværende, levende i en kærlig Hukommelse.
 Jeg takker Jer, min Moders Venner i
-den gamle By, jeg kender Jer ikke længer,
-jeg bringer Jer mit Hjærtes stille Tak.</p>
+den gamle By, jeg kender Jer ikke længer,
+jeg bringer Jer mit Hjærtes stille Tak.</p>
 
 <hr class="tb" />
 
 <p>&mdash; &mdash; Jeg ender min Morgenvandring paa
-Vejrbakken, og dér bliver jeg.</p>
+Vejrbakken, og dér bliver jeg.</p>
 
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_25" id="Side_25" title="[S. 25]"> </a></span></p>
 
 <p>Vejrbakken ligger lige udenfor den gamle
-By, er dens Lystanlæg, dens Stolthed. Sjældent
+By, er dens Lystanlæg, dens Stolthed. Sjældent
 fandt ogsaa en By saa herlig en Plet til
-en offenlig Park. En gavmild Borger »anlagde«
+en offenlig Park. En gavmild Borger »anlagde«
 og beplantede for et Aarhundred siden
-Vejrbakken, delte den ved Trapper og Vindelalléer
-i Terrasser, skærmede den med Gran
-og Fyr og lod i Ly deraf Bøge og Sirbuske
+Vejrbakken, delte den ved Trapper og Vindelalléer
+i Terrasser, skærmede den med Gran
+og Fyr og lod i Ly deraf Bøge og Sirbuske
 vokse op, tog Magten fra Vestenvinden og
 lod Solen herske, skabte saaledes af den golde
 Vejr-Bakke en frugtbar Have. Herop drager
 den gamle Bys Beboere Sommer-Eftermiddage
 med Madkurve og Flaskefoder, faar Vand paa
-Maskine fra Pavillonen paa den første Terrasse
-og gør sig det hyggeligt i Lysthusene.
-Men paa Terrasserne ovenfor, i »Skoven«,
-gaar Drengenes Røverleg.</p>
+Maskine fra Pavillonen paa den første Terrasse
+og gør sig det hyggeligt i Lysthusene.
+Men paa Terrasserne ovenfor, i »Skoven«,
+gaar Drengenes Røverleg.</p>
 
 <p>Jeg kommer til Vejrbakken med en hemmelig
 Angst for at blive skuffet. For min
 Erindring fra Barneaarene staar den som noget
-rent æventyragtig stort og skønt. Bakken et
-Bjærg, Skoven en Urskov.</p>
+rent æventyragtig stort og skønt. Bakken et
+Bjærg, Skoven en Urskov.</p>
 
 <p>Jeg ser med et Smil Storagtigheden forsvunden.<span class="pagenum"><a name="Side_26" id="Side_26" title="[S. 26]"> </a></span>
-Baade Bakke og Træer synes mig
-at være voksede nedad. Der er intet æventyrligt,
+Baade Bakke og Træer synes mig
+at være voksede nedad. Der er intet æventyrligt,
 intet fantastisk ved Vejrbakken. Men
-dens Skønhed er paalidelig nok. En yndigt
+dens Skønhed er paalidelig nok. En yndigt
 smilende Idyl. Alligevel mangler Vejrbakken
 ikke Storhed. Den har sin Udsigt.</p>
 
-<p>Jeg er naaet op til »Pavillonen«, en gul
-Trævilla, udenfor hvilken en Opvarter og en
-Hærskare af Spurve er ifærd med at rense de
-smaa Beværtningsborde for Madkurvenes Affald.
-Jeg vender mig om og blændes. For
+<p>Jeg er naaet op til »Pavillonen«, en gul
+Trævilla, udenfor hvilken en Opvarter og en
+Hærskare af Spurve er ifærd med at rense de
+smaa Beværtningsborde for Madkurvenes Affald.
+Jeg vender mig om og blændes. For
 min Fod har jeg hele Byen og bag den
 Fjorden, der bugter sig som en spejlklar Flod
 mellem Bakker og Enge. Milevidt naaer
 Blikket til begge Sider. En Uendelighed af
 Himmel, Vand og sommerfrodigt dansk Land.
-Og Byen, hvis røde Tage synes som rutschede
-ned ad Vejrbakkens grønne Skraaninger.</p>
+Og Byen, hvis røde Tage synes som rutschede
+ned ad Vejrbakkens grønne Skraaninger.</p>
 
 <p>Her har jeg hele min gamle By. Og i
-samme Nu føler jeg, at her maa jeg bo. Jeg
-lader Opvarteren kalde paa Værten, og fem
+samme Nu føler jeg, at her maa jeg bo. Jeg
+lader Opvarteren kalde paa Værten, og fem
 Minutter efter er jeg indkvarteret i Pavillonens
-to Kvistværelser, som ellers ikke udlejes, &mdash;<span class="pagenum"><a name="Side_27" id="Side_27" title="[S. 27]"> </a></span>
+to Kvistværelser, som ellers ikke udlejes, &mdash;<span class="pagenum"><a name="Side_27" id="Side_27" title="[S. 27]"> </a></span>
 Pavillonen har overhovedet ikke liggende
-Gæster &mdash; men som overlades mig, da jeg
+Gæster &mdash; men som overlades mig, da jeg
 tilbyder at leje dem for Vinteren med.</p>
 
 <p>Og nu har jeg mit fremtidige Hjem i
 Orden. Her er ingen Luksus, men alt hvad
-jeg behøver: en god Seng i Soveværelset og
+jeg behøver: en god Seng i Soveværelset og
 i min Dagligstue et Arbejdsbord, nogle Stole
-&mdash; ja ovenikøbet en Sofa.</p>
+&mdash; ja ovenikøbet en Sofa.</p>
 
-<p>Mine Bøger er pakkede ud, mine Piber
+<p>Mine Bøger er pakkede ud, mine Piber
 stoppede. Siden jeg var ung Student, har
 jeg ikke smagt Pibe.</p>
 
-<p>Gud være med Jer, Havannacigarer og
+<p>Gud være med Jer, Havannacigarer og
 Cigaretter &mdash; hvad er I dog mod de Drag af
 uforfalsket hollandsk Knaster, som jeg i dette
-Øjeblik ryger, mens jeg sidder ved mit Kvistvindue
+Øjeblik ryger, mens jeg sidder ved mit Kvistvindue
 og skuer ud over min gamle By!</p>
 
 <hr class="chapbreak" />
@@ -915,103 +876,103 @@ og skuer ud over min gamle By!</p>
 <h3 class="date">12. Juni.</h3>
 
 
-<p>Øverst oppe paa Vejrbakken, ovenover
+<p>Øverst oppe paa Vejrbakken, ovenover
 Skoven, paa den aabne Bakkekam knejser
-Møllen, hvid med sorte Vinger, paa sin grønne
-Jordvold. Det er den bedste Mølle i Egnen,
+Møllen, hvid med sorte Vinger, paa sin grønne
+Jordvold. Det er den bedste Mølle i Egnen,
 thi den har altid Vind nok. Den tjener tillige
-som Sømærke for Skibene paa Fjorden.
+som Sømærke for Skibene paa Fjorden.
 Den ses i flere Miles Afstand.</p>
 
-<p>Mølleren ejer Jorden oppe paa Bakken
-saa langt ned, til Anlægget begynder. Skrænten
-mod Nord, mod Fjorden, ligger øde og udyrket.
+<p>Mølleren ejer Jorden oppe paa Bakken
+saa langt ned, til Anlægget begynder. Skrænten
+mod Nord, mod Fjorden, ligger øde og udyrket.
 Men paa Skraaningen mod Syd er et stort
 Stykke indhegnet og opdyrket til Have.
-Mølleren har taget Lære af den Mand, der
-anlagde Lystanlægget. Han har trodset Vind
-og Vejr, har rejst en skærmende Hæk mod<span class="pagenum"><a name="Side_29" id="Side_29" title="[S. 29]"> </a></span>
+Mølleren har taget Lære af den Mand, der
+anlagde Lystanlægget. Han har trodset Vind
+og Vejr, har rejst en skærmende Hæk mod<span class="pagenum"><a name="Side_29" id="Side_29" title="[S. 29]"> </a></span>
 Vest, har blandet Bakkens sandede Jord med
-møjsommelig tilkørt fed Muld fra Agerlandet,
-har gødet og vandet, grøftet og gravet, indtil
-han saa' sin hængende Have trives og blomstre.</p>
+møjsommelig tilkørt fed Muld fra Agerlandet,
+har gødet og vandet, grøftet og gravet, indtil
+han saa' sin hængende Have trives og blomstre.</p>
 
 <p>Jeg mindes den halvt uvillige Respekt,
-hvormed Mølleren omtaltes af Byens Folk.
-Man beundrede hans Dygtighed, men frastødtes
-af hans brydske Særlinge-Væsen. Det
+hvormed Mølleren omtaltes af Byens Folk.
+Man beundrede hans Dygtighed, men frastødtes
+af hans brydske Særlinge-Væsen. Det
 stod i hans Kontrakt med Byen, af hvem
-han købte sin Grund, at den til enhver
+han købte sin Grund, at den til enhver
 Tid skulde staa aaben for Folk, der vilde
-nyde Udsigten. Men skønt han ikke gjorde
-noget Forsøg paa at omgaa denne Kontrakt,
-følte Byens Beboere sig ikke vel paa hans
-Enemærker. I hvert Fald holdt man sig i
-ærbødig Afstand fra hans Hus og hans Have.
-Selv vi Drenge, der nødigt gik af Vejen for
+nyde Udsigten. Men skønt han ikke gjorde
+noget Forsøg paa at omgaa denne Kontrakt,
+følte Byens Beboere sig ikke vel paa hans
+Enemærker. I hvert Fald holdt man sig i
+ærbødig Afstand fra hans Hus og hans Have.
+Selv vi Drenge, der nødigt gik af Vejen for
 et Vikingetogt ind i en Frugthave, lod om
-Efteraaret Møllerens berømte Pærer og Æbler
+Efteraaret Møllerens berømte Pærer og Æbler
 modnes i Fred. Der gik ogsaa ganske ondartede
-Rygter om Mølleren. Det fortaltes
+Rygter om Mølleren. Det fortaltes
 saaledes, at han behandlede sin unge smukke
-Kone, en Proprietærdatter fra en Egn sydpaa,<span class="pagenum"><a name="Side_30" id="Side_30" title="[S. 30]"> </a></span>
+Kone, en Proprietærdatter fra en Egn sydpaa,<span class="pagenum"><a name="Side_30" id="Side_30" title="[S. 30]"> </a></span>
 med tyrannisk Haardhed. Maaske Rygterne
-blot kom af, at Møllerens Kone levede lige
+blot kom af, at Møllerens Kone levede lige
 saa afsondret og indesluttet som han selv
-&mdash; noget, den gæstevenlige og selskabelige
+&mdash; noget, den gæstevenlige og selskabelige
 Befolkning vanskeligt opfattede som frivilligt
 &mdash;; blidere blev ialfald Rygterne ikke,
-da den unge Kone døde faa Maaneder efter
-sin første Barselseng, efterladende sin Mand
+da den unge Kone døde faa Maaneder efter
+sin første Barselseng, efterladende sin Mand
 en lille Datter, som hverken fik Amme eller
-Barnepige, men passedes af Mølleren selv og
+Barnepige, men passedes af Mølleren selv og
 hans Svend. Den lille Pige, Genstand for
 hele Byens Beklagelse, var vel en 2&mdash;3 Aar,
-da vi rejste bort. Med sky Nysgærrighed
+da vi rejste bort. Med sky Nysgærrighed
 havde jeg ofte betragtet hende, naar hun i
-sin Barnevogn &mdash; en simpel Trækasse paa
+sin Barnevogn &mdash; en simpel Trækasse paa
 fire Hjul &mdash; blev rullet af den gamle skutryggede
-Svend rundt paa Møllevolden.</p>
+Svend rundt paa Møllevolden.</p>
 
 <hr class="tb" />
 
-<p>&mdash; &mdash; Jeg har hver Dag været en Tur
-oppe ved Møllen. Vi har haft Vestenstorm.
+<p>&mdash; &mdash; Jeg har hver Dag været en Tur
+oppe ved Møllen. Vi har haft Vestenstorm.
 Jeg har nydt det storartede Skue af Fjorden
-i Oprør, og jeg har, da Stormen løjede af,<span class="pagenum"><a name="Side_31" id="Side_31" title="[S. 31]"> </a></span>
-lyttet til det fjærne Tordendrøn fra Vest:
-Dønningerne fra Havet fem Mil borte.</p>
+i Oprør, og jeg har, da Stormen løjede af,<span class="pagenum"><a name="Side_31" id="Side_31" title="[S. 31]"> </a></span>
+lyttet til det fjærne Tordendrøn fra Vest:
+Dønningerne fra Havet fem Mil borte.</p>
 
-<p>Jeg fandt Møllen paa sin Plads; men til
+<p>Jeg fandt Møllen paa sin Plads; men til
 min Forbavselse stod Vingerne stille. Jeg
-tænkte: »Mølleren maa have forandret sig
+tænkte: »Mølleren maa have forandret sig
 meget paa sine gamle Dage. Han kan nok
-ikke længer lide at lade Møllen gaa i Storm.«
+ikke længer lide at lade Møllen gaa i Storm.«
 Men ogsaa idag, da det er Magsvejr og kun
-blæser en almindelig skikkelig Vind oppe
-over Skoven, hvilede Møllen i urokkelig Ligegyldighed.
+blæser en almindelig skikkelig Vind oppe
+over Skoven, hvilede Møllen i urokkelig Ligegyldighed.
 Vinden ruskede i de rebede Sejl,
 den muntre Bygesol legede gennem Vingernes
-Ribber. Men Møllen lod sig ikke vække.
-Og det allervidunderligste: støttet op mod en
-af Vingerne, saa trygt dvælende som kunde
-der slet ingen Fare tænkes, stod en ung
-Kvinde i en tætsluttende blaa Lærreds Kjole,
-med Armene korslagte over det høje Bryst,
+Ribber. Men Møllen lod sig ikke vække.
+Og det allervidunderligste: støttet op mod en
+af Vingerne, saa trygt dvælende som kunde
+der slet ingen Fare tænkes, stod en ung
+Kvinde i en tætsluttende blaa Lærreds Kjole,
+med Armene korslagte over det høje Bryst,
 og stirrede ud over det vide Land. Hun
-hørte mig ikke, saa' mig ikke. Hun syntes,
-lig en Tornerose, at drømme ved Foden af
-den sovende Mølle.</p>
+hørte mig ikke, saa' mig ikke. Hun syntes,
+lig en Tornerose, at drømme ved Foden af
+den sovende Mølle.</p>
 
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_32" id="Side_32" title="[S. 32]"> </a></span></p>
 
-<p>Skulde Mølleren være død? Og ingen
-Efterfølger have taget Møllen og Arbejdet
+<p>Skulde Mølleren være død? Og ingen
+Efterfølger have taget Møllen og Arbejdet
 i Arv?</p>
 
 <p>Da jeg for lidt siden kom hjem, spurgte
-jeg i Forbigaaende min Vært, om den gamle
-Møller endnu boede deroppe. Jo, det gjorde han.</p>
+jeg i Forbigaaende min Vært, om den gamle
+Møller endnu boede deroppe. Jo, det gjorde han.</p>
 
 <hr class="chapbreak" />
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_33" id="Side_33" title="[S. 33]"> </a></span></p>
@@ -1025,86 +986,86 @@ Møller endnu boede deroppe. Jo, det gjorde han.</p>
 
 
 <p>Hver Dag gaar jeg lange Ture i Byen
-og gennemstrejfer den paa Kryds og Tværs.
+og gennemstrejfer den paa Kryds og Tværs.
 For hvert Skridt vaagner en Erindring. Jeg
-føler mig som en Opdagelsesrejsende i min
-egen Sjæl: der bygger sig, Sten paa Sten,
+føler mig som en Opdagelsesrejsende i min
+egen Sjæl: der bygger sig, Sten paa Sten,
 op i mig et Kongerige af gode Minder,
 jeg i mange Aar har ladet falde i Ruiner.
-Den gamle By med Barndommens Søndagsstemning
+Den gamle By med Barndommens Søndagsstemning
 bliver levende i mig, og den befolkes
-med et Mylr af kære Skikkelser.
-Nogle af dem træffer jeg endnu spadserende
+med et Mylr af kære Skikkelser.
+Nogle af dem træffer jeg endnu spadserende
 om i Gaderne. Gamle Adjunkter, allerede
 gamle den Gang, jeg var blandt deres Elever,
 vandrende samme sindige eller skyndsomt
-trippende Gang til Skolen; ærværdige Borgermænd,<span class="pagenum"><a name="Side_34" id="Side_34" title="[S. 34]"> </a></span>
-hvis smilende gæstfri Ansigter jeg
-mindes fra deres Sønners Børneselskaber, og
+trippende Gang til Skolen; ærværdige Borgermænd,<span class="pagenum"><a name="Side_34" id="Side_34" title="[S. 34]"> </a></span>
+hvis smilende gæstfri Ansigter jeg
+mindes fra deres Sønners Børneselskaber, og
 unge travle Forretningsfolk, af hvis alvorsfulde
-Familjeforsørger-Miner jeg pludselig ser
-en gammel forglemt Legekammerats Barnetræk
+Familjeforsørger-Miner jeg pludselig ser
+en gammel forglemt Legekammerats Barnetræk
 kigge frem. Jeg gaar som Harun al
 Raschid i Bagdads Gader. Iagttagende, genkendende
 uden selv at blive hverken kendt
-eller iagttaget. Kun en Gang imellem møder
-jeg et skottende, prøvende Blik, der siger:
+eller iagttaget. Kun en Gang imellem møder
+jeg et skottende, prøvende Blik, der siger:
 Naa, der er nok kommen en Fremmed til
 Byen.</p>
 
 <p>Der er andre Skikkelser, som stiger frem
 for mig, mens jeg studerer Butikskiltenes
 Navne. Det forekommer mig, naar jeg finder
-de samme Butiker og samme Købmands-,
-Bager- og Haandværker-Navne paa samme
+de samme Butiker og samme Købmands-,
+Bager- og Haandværker-Navne paa samme
 Plads, jeg sidst saa' dem, som om den gamle
 By havde standset sit Liv og sin Udvikling
-den Dag, vi forlod den. Jeg maa ræsonnere
-for mig selv: »det er jo dog kun tyve
-Aar siden.« Thi jeg føler mig som en
+den Dag, vi forlod den. Jeg maa ræsonnere
+for mig selv: »det er jo dog kun tyve
+Aar siden.« Thi jeg føler mig som en
 gammel, gammel Mand, der efter at have<span class="pagenum"><a name="Side_35" id="Side_35" title="[S. 35]"> </a></span>
-levet mange Menneskealdre i Troldenes Høj,
+levet mange Menneskealdre i Troldenes Høj,
 vender tilbage til min Hjemstavn. Jeg kan
 egenlig slet ikke forstaa, at ikke alt er forandret
 og at ikke alle de Mennesker, jeg
-kendte, er døde.</p>
+kendte, er døde.</p>
 
 <p>Mange af dem er det dog. Om nogle
-véd jeg det af Beretning, om andre slutter
+véd jeg det af Beretning, om andre slutter
 jeg det, fordi jeg ikke finder dem i deres
 vante Krog. Ogsaa disse Skikkelser lever op
-for mig af den Stenbro, de før traadte og
-som jeg nu træder uden at møde dem.</p>
+for mig af den Stenbro, de før traadte og
+som jeg nu træder uden at møde dem.</p>
 
-<p>Allertydeligst ser jeg for mig den Frøken,
+<p>Allertydeligst ser jeg for mig den Frøken,
 som holdt Skole for bedre Folks Smaadrenge
 i den gamle By. Det tykke rare gamle Menneske,
-til hvem Mødrene saa trygt betroede
+til hvem Mødrene saa trygt betroede
 deres Poder, thi hun tog sig dem an ikke
 blot som Skolemesterinde, men noksaa meget
-som en Barnepige og Kæletante. Hende var
+som en Barnepige og Kæletante. Hende var
 det, der med sine buttede Fingre hjalp os af
-med vore Mælketænder, naar de begyndte at
+med vore Mælketænder, naar de begyndte at
 rokke; til hende blev vi sendt de Dage, hvor
-vore Forældre formedelst et Storkebesøg eller
+vore Forældre formedelst et Storkebesøg eller
 andre forstyrrende Familjeanliggender vilde<span class="pagenum"><a name="Side_36" id="Side_36" title="[S. 36]"> </a></span>
-være af med os. Hun forærede os de første
+være af med os. Hun forærede os de første
 Komediebilletter, og, naar vi betalte vore fire
 Mark i Skolepenge hver Maanedsdag, gav hun
-dem af os, hvis Forældre sad i smaa Kaar,
-de to tilbage som en Foræring til at købe
-»noget nyttigt« for. Hende endelig var det,
-der til Fornøjelse for os Drenge laa og svedte
+dem af os, hvis Forældre sad i smaa Kaar,
+de to tilbage som en Foræring til at købe
+»noget nyttigt« for. Hende endelig var det,
+der til Fornøjelse for os Drenge laa og svedte
 i Sengen Fastelavns-Mandag til langt op paa
 Dagen, for at vi alle kunde naa at rise hende
-op og blive belønnede med de Boller, hun i
+op og blive belønnede med de Boller, hun i
 en stor Torvekurv havde staaende under
 Sengen.</p>
 
-<p>Du gode, gamle Pige, i dit store Hjærte
+<p>Du gode, gamle Pige, i dit store Hjærte
 bankede al den gamle Bys barnlige Troskyldighed.
-Jeg rejser Dig et Æres-Minde,
-det, dine Drenge altfor længe har skyldt Dig.</p>
+Jeg rejser Dig et Æres-Minde,
+det, dine Drenge altfor længe har skyldt Dig.</p>
 
 <hr class="chapbreak" />
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_37" id="Side_37" title="[S. 37]"> </a></span></p>
@@ -1118,50 +1079,50 @@ det, dine Drenge altfor længe har skyldt Dig.</p>
 
 
 <p>Naturligvis er den unge Kvinde, jeg
-saa' oppe paa Møllen forleden, Møllerens
+saa' oppe paa Møllen forleden, Møllerens
 Datter. Jeg Dumrian, som ikke straks begreb
-det. Hun maa jo nu være en forlængst
+det. Hun maa jo nu være en forlængst
 voksen Pige.</p>
 
 <p>Jeg kan ikke faa hende ud af mine Tanker.
-Saa stolt hun stod dér, højtsvævende, vidtskuende,
+Saa stolt hun stod dér, højtsvævende, vidtskuende,
 ovenover Byen og Skoven, ja ovenover
-selve Vejrbakken. Hvilke Drømme svulmede
-mon i hendes Barm, hvilke Længsler
+selve Vejrbakken. Hvilke Drømme svulmede
+mon i hendes Barm, hvilke Længsler
 var det mon, som hendes korslagte Arme
-knugede tilbage? Saa' hun fra sit høje Bo
+knugede tilbage? Saa' hun fra sit høje Bo
 med Foragt ned paa Menneskenes jordbundne<span class="pagenum"><a name="Side_38" id="Side_38" title="[S. 38]"> </a></span>
-Stræben, eller gik hendes Hu mod at stige
-ned og være med i den travle Færden?</p>
+Stræben, eller gik hendes Hu mod at stige
+ned og være med i den travle Færden?</p>
 
-<p>Helst tænker jeg mig hende som den
+<p>Helst tænker jeg mig hende som den
 store Freds Gudinde, den Gudinde, jeg dyrker.
 Her paa Vejrbakken er hendes Tempel rejst,
-og af Møllen bygger jeg hende et Højalter.
+og af Møllen bygger jeg hende et Højalter.
 Herop kalder hun til livsalig Fred i Naturens
-ubesmittede Rige den, som mødig søger bort
-fra Hverdagslivets Støv og Møje. Hendes
-Skød har Engens duftende Kløverhvile for
-den trætte Vandrers Hoved, hendes Øje spejler
+ubesmittede Rige den, som mødig søger bort
+fra Hverdagslivets Støv og Møje. Hendes
+Skød har Engens duftende Kløverhvile for
+den trætte Vandrers Hoved, hendes Øje spejler
 Himlens Blaa og hendes Stemme synger
-Vindens hviskende Vuggesang i Træernes
+Vindens hviskende Vuggesang i Træernes
 Kroner.</p>
 
-<p>Er jeg en Nar, Du smukke Møllerdatter,
-at jeg fæster Digtningens Glorie om din Pande,
-kaarer Dig til min Lykkedrøms Gudinde?
-Er Du maaske en ganske jævn lille Borgerpige,
-der skikkeligt længes mod Kæreste, Lysning
+<p>Er jeg en Nar, Du smukke Møllerdatter,
+at jeg fæster Digtningens Glorie om din Pande,
+kaarer Dig til min Lykkedrøms Gudinde?
+Er Du maaske en ganske jævn lille Borgerpige,
+der skikkeligt længes mod Kæreste, Lysning
 og Brudeseng? Har Du maaske allerede
-fundet din Møllersvend? Var det ham, Du
-spejdede efter, da Du stod paa Højalteret?</p>
+fundet din Møllersvend? Var det ham, Du
+spejdede efter, da Du stod paa Højalteret?</p>
 
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_39" id="Side_39" title="[S. 39]"> </a></span></p>
 
 <p>Ligemeget: jeg lader Dig staa, som min
-Drøm har stillet Dig. Jeg kender Dig ikke
-og vil ikke lære Dig at kende. Ingen brutal
-Virkelighed skal skænde dit hellige Billed.</p>
+Drøm har stillet Dig. Jeg kender Dig ikke
+og vil ikke lære Dig at kende. Ingen brutal
+Virkelighed skal skænde dit hellige Billed.</p>
 
 <hr class="chapbreak" />
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_40" id="Side_40" title="[S. 40]"> </a></span></p>
@@ -1174,122 +1135,122 @@ Virkelighed skal skænde dit hellige Billed.</p>
 <h3 class="date">25. Juni.</h3>
 
 
-<p>Jeg fik idag gennem min Forlægger Post
+<p>Jeg fik idag gennem min Forlægger Post
 fra Hovedstaden. En Bunke ligegyldige Breve,
 et Brev ogsaa fra min Elskerinde.</p>
 
-<p>Hun spørger forundret, krænket og bedrøvet,
+<p>Hun spørger forundret, krænket og bedrøvet,
 om jeg er sunken i Jorden. Hun har
-forgæves ventet og søgt mig. Af en fælles
-Bekendt har hun saa hørt Rygtet om, at jeg
-skulde være rejst til Udlandet med en Dame.
+forgæves ventet og søgt mig. Af en fælles
+Bekendt har hun saa hørt Rygtet om, at jeg
+skulde være rejst til Udlandet med en Dame.
 Og hun sender mig nu sit Brev paa Maa og
-Faa, efter min gamle Adresse: »Jeg véd jo
+Faa, efter min gamle Adresse: »Jeg véd jo
 ikke, om det naaer Dig. Dog syntes jeg,
-jeg paa en eller anden Maade maatte spørge
+jeg paa en eller anden Maade maatte spørge
 Dig, hvorvidt Rygtet taler sandt. Jeg maa jo
-næsten tro det. Men har jeg da fortjent, at
+næsten tro det. Men har jeg da fortjent, at
 Du handler saadan mod mig? Har jeg nogensinde<span class="pagenum"><a name="Side_41" id="Side_41" title="[S. 41]"> </a></span>
 forbrudt mig? Har jeg ikke altid
-tværtimod føjet Dig i ét og alt, gjort mig
-Umage for at være netop saadan som Du
+tværtimod føjet Dig i ét og alt, gjort mig
+Umage for at være netop saadan som Du
 vilde have mig; ikke plaget Dig hverken
-med Overhæng eller Skinsyge? Nu, Du har
-tilføjet mig saa bitter en Sorg, vilde jeg ønske,
+med Overhæng eller Skinsyge? Nu, Du har
+tilføjet mig saa bitter en Sorg, vilde jeg ønske,
 jeg kunde hade Dig. Jeg kan det ikke. Skriv
 blot to Ord, at Du vil komme snart tilbage
-til mig, og jeg elsker Dig nu som altid.«</p>
+til mig, og jeg elsker Dig nu som altid.«</p>
 
 <p>Hun kan ikke hade mig, hun bilder sig
 ind, hun elsker mig. Jeg tror ikke paa, at
-Kærlighed og Had er hinandens nødvendige
-Supplementer. Jeg føler mig tværtimod overbevist
-om, at den største Kærlighed aldrig,
-hvor forsmædeligt den end martres, slaar om
-i Hadets Modsætning. Men <em>hun</em>, der sender
+Kærlighed og Had er hinandens nødvendige
+Supplementer. Jeg føler mig tværtimod overbevist
+om, at den største Kærlighed aldrig,
+hvor forsmædeligt den end martres, slaar om
+i Hadets Modsætning. Men <em>hun</em>, der sender
 mig dette Turteldue-Brev, er kun Due, forsaavidt
 som hun forstaar at kurre elskovssygt,
-kan ingensinde blive en Høg, thi hun mangler
-den Følelsens Fanatisme, der hvæsser Klør
-og Næb. Hun valgte mig til Elsker, fordi
-det behagede hendes Forfængelighed at blive
-foretrukken af mig. Hun føler en vis Tomhed<span class="pagenum"><a name="Side_42" id="Side_42" title="[S. 42]"> </a></span>
-nu, jeg er borte. Hun ønsker at faa mig
-tilbage; thi det krænker hende, at jeg af egen
-Drift er gaaet fra hende. Men om føje Tid
-vil den Lykke, hun begærer, atter blomstre
+kan ingensinde blive en Høg, thi hun mangler
+den Følelsens Fanatisme, der hvæsser Klør
+og Næb. Hun valgte mig til Elsker, fordi
+det behagede hendes Forfængelighed at blive
+foretrukken af mig. Hun føler en vis Tomhed<span class="pagenum"><a name="Side_42" id="Side_42" title="[S. 42]"> </a></span>
+nu, jeg er borte. Hun ønsker at faa mig
+tilbage; thi det krænker hende, at jeg af egen
+Drift er gaaet fra hende. Men om føje Tid
+vil den Lykke, hun begærer, atter blomstre
 for hende. Den tomme Plads vil blive optagen
 af en ny Elsker, der har om end andre
 saa ligesaa store Fortrin som jeg. Hendes
 Nag imod mig vil svinde, og naar vi ad Aare
-atter ses, vil vi hilse fornøjet paa hinanden
+atter ses, vil vi hilse fornøjet paa hinanden
 som to Venner, der aldrig har haft noget
-Livsens Alvor sammen, næppe nok nogen
-minde- eller glemselværdig Oplevelse.</p>
+Livsens Alvor sammen, næppe nok nogen
+minde- eller glemselværdig Oplevelse.</p>
 
 <p>Det er Sagen. Og det er Forklaringen
-af, at jeg kunde rejse bort uden at føle det
-som en Nødvendighed at tage Afsked med
+af, at jeg kunde rejse bort uden at føle det
+som en Nødvendighed at tage Afsked med
 hende. Her var ikke Tale om et Brud. Hvad
-skulde jeg sagt hende andet end et valent »Tak
-for denne Gang«? Her var end ingen Knude
-at hugge over, kun en løst sammenhæftet
-Kotillonssløjfe at skille i sine to Baand, det
-hvide og det røde. Jeg kunde ikke overvinde
-mig til at sige de behørige sløve Trøstens- og
+skulde jeg sagt hende andet end et valent »Tak
+for denne Gang«? Her var end ingen Knude
+at hugge over, kun en løst sammenhæftet
+Kotillonssløjfe at skille i sine to Baand, det
+hvide og det røde. Jeg kunde ikke overvinde
+mig til at sige de behørige sløve Trøstens- og
 Takkeord ved denne Skin-Grav. Jeg skammede<span class="pagenum"><a name="Side_43" id="Side_43" title="[S. 43]"> </a></span>
 mig ved at spille med i en Scene af
-saa aabenlys Uvederhæftighed, at give Repliken
-til hende, der sikkert ikke havde nægtet sig
-den Fornøjelse at forsøge sig i det store
-Drama efter de bedste Mønstre.</p>
+saa aabenlys Uvederhæftighed, at give Repliken
+til hende, der sikkert ikke havde nægtet sig
+den Fornøjelse at forsøge sig i det store
+Drama efter de bedste Mønstre.</p>
 
 <p>Naar jeg besluttede at bryde op fra Hovedstaden,
 var maaske ogsaa, dybest inde, det
-den stærkeste Bevæggrund, at jeg vilde bort
+den stærkeste Bevæggrund, at jeg vilde bort
 ikke just fra hende, min sidste Elskerinde,
 men fra hele den Elskovs-Sport, som leges i
 den store Bys Overflade-Selskab og som jeg
 med saamegen Iver havde dyrket. Havde
 dyrket mest fordi jeg derved tilfredsstillede
-en Lyst til at haane Kærligheden, til at rive
-den ned fra det svimlende høje Fodstykke,
+en Lyst til at haane Kærligheden, til at rive
+den ned fra det svimlende høje Fodstykke,
 som min Ungdoms blinde Tro byggede den
-med det Resultat, at jeg selv en skønne Dag
-laa værkbruden paa Jorden.</p>
+med det Resultat, at jeg selv en skønne Dag
+laa værkbruden paa Jorden.</p>
 
 <p>Jeg havde elsket og var blevet skuffet.
 Jeg tvang min Sorg i mig, jeg svor en stille
-Ed, at for første og sidste Gang havde jeg
-været Kærlighedens Nar. Var jeg bleven
+Ed, at for første og sidste Gang havde jeg
+været Kærlighedens Nar. Var jeg bleven
 erobret, vilde jeg nu erobre. Havde man<span class="pagenum"><a name="Side_44" id="Side_44" title="[S. 44]"> </a></span>
 leget med mig, vilde jeg nu lege med andre.
-Ikke havde jeg nogen Lyst til at gøre ondt,
+Ikke havde jeg nogen Lyst til at gøre ondt,
 som der var gjort mig ondt. Jeg vilde
-blot tage Kærligheden ovenfra, saadan som
+blot tage Kærligheden ovenfra, saadan som
 den en Gang havde taget mig i Nakken.
-Og jeg vilde lære andre at gøre det. Lære
-dem, at Kærlighed ikke er værd at regnes
+Og jeg vilde lære andre at gøre det. Lære
+dem, at Kærlighed ikke er værd at regnes
 for andet end en Spas. Mindst af alt noget
-at sætte Livet ind paa. Jeg lærte, at i Kærlighed
-sætter man altid Livet ind, ogsaa naar
-man netop ikke vil det. Jeg følte mit Liv
-forspildes, mens jeg troede mig ifærd med at
-gøre mig til Kærlighedens Herre. Jeg vaagnede
+at sætte Livet ind paa. Jeg lærte, at i Kærlighed
+sætter man altid Livet ind, ogsaa naar
+man netop ikke vil det. Jeg følte mit Liv
+forspildes, mens jeg troede mig ifærd med at
+gøre mig til Kærlighedens Herre. Jeg vaagnede
 en Morgen i Angst: Se, Aarene svinder.
 Hvor er de henne alle de, Du legede med?
-Hvad har Du samlet i Lade af de Følelser,
+Hvad har Du samlet i Lade af de Følelser,
 Du saaede ud for Vejr og Vind? Draabevis
-lod Du dit Hjærte forbløde og lægge sig øde,
+lod Du dit Hjærte forbløde og lægge sig øde,
 gav lidet og fik intet, gav saa ofte, at Du
 snart intet vil have tilbage.</p>
 
-<p>Jeg vil svare min fortørnede Elskerinde:
-Jeg ønsker Dig, der var min altfor lærvillige<span class="pagenum"><a name="Side_45" id="Side_45" title="[S. 45]"> </a></span>
-Elev, at Du en Gang maa træffe En, der
-lærer Dig at elske.</p>
+<p>Jeg vil svare min fortørnede Elskerinde:
+Jeg ønsker Dig, der var min altfor lærvillige<span class="pagenum"><a name="Side_45" id="Side_45" title="[S. 45]"> </a></span>
+Elev, at Du en Gang maa træffe En, der
+lærer Dig at elske.</p>
 
-<p>Maaske vil jeg da ialfald lære hende at
+<p>Maaske vil jeg da ialfald lære hende at
 hade.</p>
 
 <p>Thi dum er hun ikke.</p>
@@ -1309,96 +1270,96 @@ hade.</p>
 By. Ikke som den er &mdash; jeg bryder mig
 sletikke om med en moderne Kunsts kritisk-psykologiske
 Metode, der ogsaa staar til min
-Raadighed, at bore Sonden i den og krænge
+Raadighed, at bore Sonden i den og krænge
 dens Indvolde ud &mdash;, hellerikke som den var,
 men saadan som jeg ser og genser den under
 Barndomsmindets blaa Glas ... i en Soldis
-af stille Glæde og Vemod uden Bitterhed.
-Det skal være en Bog for alle dem, der, ligesom
-jeg, trænger til at sætte sig hen i en
-lun og god Krog, hvor der er stængt af for
-Omverdenen og hvor Sjælen for en Stund
+af stille Glæde og Vemod uden Bitterhed.
+Det skal være en Bog for alle dem, der, ligesom
+jeg, trænger til at sætte sig hen i en
+lun og god Krog, hvor der er stængt af for
+Omverdenen og hvor Sjælen for en Stund
 kan leve sit Blomsterliv i en Klosterhave.<span class="pagenum"><a name="Side_47" id="Side_47" title="[S. 47]"> </a></span>
 Det bliver en Bog uden pirrende Nyt, uden
-blændende Farver, der bliver ingen Spænding,
-næppe nok Handling i den. Mit Maal vil
-være naaet, om de, der læser den, fornemmer
+blændende Farver, der bliver ingen Spænding,
+næppe nok Handling i den. Mit Maal vil
+være naaet, om de, der læser den, fornemmer
 det, som om jeg havde bragt en Buket af enkelt
 farvede, enkelt duftende Markblomster ind
 i deres Stue.</p>
 
 <p>Tre Gange om Ugen er Stiftsbiblioteket
-aabent. Da sidder jeg i Læsestuen og blader
-i de gulnede Folianter, hvor i sirlig snørklet
+aabent. Da sidder jeg i Læsestuen og blader
+i de gulnede Folianter, hvor i sirlig snørklet
 Skrift den gamle Bys Liv og Begivenheder
-er optegnede. Jeg faar vel næppe Brug for
-de Studier, jeg gør. Men jeg indsuger
+er optegnede. Jeg faar vel næppe Brug for
+de Studier, jeg gør. Men jeg indsuger
 gennem Fordybelsen i de henfarne Tider den
-Stemning af sagtmodig Fjærnhed, hvormed
-jeg gærne vil fylde min Bog. Det er hellerikke
+Stemning af sagtmodig Fjærnhed, hvormed
+jeg gærne vil fylde min Bog. Det er hellerikke
 alene for de gamle Folianters Skyld, jeg
-søger Biblioteket. Selve Stedet drager mig.
-Ofte glemmer jeg rent Bøgerne, der ligger
-foran mig, læner mig tilbage i den brede
-slidte Svinelæders Armstol og fortaber mig i
-drømmende Beskuelse. Biblioteket er indrettet
-i det gamle Brødrehus, hvor i den<span class="pagenum"><a name="Side_48" id="Side_48" title="[S. 48]"> </a></span>
+søger Biblioteket. Selve Stedet drager mig.
+Ofte glemmer jeg rent Bøgerne, der ligger
+foran mig, læner mig tilbage i den brede
+slidte Svinelæders Armstol og fortaber mig i
+drømmende Beskuelse. Biblioteket er indrettet
+i det gamle Brødrehus, hvor i den<span class="pagenum"><a name="Side_48" id="Side_48" title="[S. 48]"> </a></span>
 katolske Tid Munkene boede og hvor i de
-første Aarhundreder efter Reformationen Latinskolen
+første Aarhundreder efter Reformationen Latinskolen
 holdtes. Den Stue, hvor jeg sidder,
 var Klosterets Refektorium. Et temmelig
 langt Rum med hvidkalkede Mure og tre
-lave spidse Loftsbuer. I den ene Langvæg er
-Dørbuen &mdash; saa lav, at en voksen Mand maa
+lave spidse Loftsbuer. I den ene Langvæg er
+Dørbuen &mdash; saa lav, at en voksen Mand maa
 bukke sig for at gaa igennem. Den aabner
 Udsigt ind til Biblioteks-Stuerne med deres
 Reoler fulde af falmede gule og blaa Bogrygge.
-Paa den anden Langvæg er der tre
+Paa den anden Langvæg er der tre
 Vinduer, et for hver af Loftsbuerne. Vinduer,
-der sidder i dybe buede Udskæringer og med
+der sidder i dybe buede Udskæringer og med
 smaabitte blyindfattede Ruder, som Solen har
-brændt grønne og røggule. Vinduerne naaer
-næsten ned til Jorden, og udenfor er Bibliotekarens
-Have, et Hjørne af den gamle Klosterhave
+brændt grønne og røggule. Vinduerne naaer
+næsten ned til Jorden, og udenfor er Bibliotekarens
+Have, et Hjørne af den gamle Klosterhave
 og Kirkegaard. Det er en frugtbar Jord
 med svulmende Buskadser og et prangende
-Blomsterflor i fede skinnende Græsplæner.
-Mellem en Klynge af bugnende tunge Frugttræer
-staar en høj, flad, halvt forvitret Gravsten
-med en næsten udvisket Indskrift. Oftest<span class="pagenum"><a name="Side_49" id="Side_49" title="[S. 49]"> </a></span>
-dvæler dog mit Blik ved den høje gule Mur,
+Blomsterflor i fede skinnende Græsplæner.
+Mellem en Klynge af bugnende tunge Frugttræer
+staar en høj, flad, halvt forvitret Gravsten
+med en næsten udvisket Indskrift. Oftest<span class="pagenum"><a name="Side_49" id="Side_49" title="[S. 49]"> </a></span>
+dvæler dog mit Blik ved den høje gule Mur,
 som omslutter Haven og vender ud til en
 smal Gyde. Der er et Sted, hvor denne Mur
 bliver dobbelt, dannende et lille Indelukke.
 Paa Indermuren ses Spor af raat tilhugne
-Trin, og i Indelukket vantrives et ældgammelt
-Træ, der nu kun løves i enkelte
+Trin, og i Indelukket vantrives et ældgammelt
+Træ, der nu kun løves i enkelte
 Grene.</p>
 
-<p>Jeg ser paa Trinene i Muren, paa Træet
-i Indelukket og jeg drømmer om den unge
+<p>Jeg ser paa Trinene i Muren, paa Træet
+i Indelukket og jeg drømmer om den unge
 Munk, der har siddet her, hvor jeg nu sidder,
-og lyttet til de gamle Brødres Pludren efter
+og lyttet til de gamle Brødres Pludren efter
 Nadveren. Men hans Tanker er andetsteds,
-han følger Solnedgangens gyldne Spil i Løvet
-udenfor de lave Vinduer og hans Hjærte
-banker uroligt. Saa er Brødrene gaaet til
-Hvile, Natten har sænket sig over Klosterhaven.
-Men forsigtigt aabnes Døren til Refektoriet,
+han følger Solnedgangens gyldne Spil i Løvet
+udenfor de lave Vinduer og hans Hjærte
+banker uroligt. Saa er Brødrene gaaet til
+Hvile, Natten har sænket sig over Klosterhaven.
+Men forsigtigt aabnes Døren til Refektoriet,
 den unge Munk lister sig hen til et
-af Vinduerne, løsner dets Hængsler og svinger
-sig ud i Haven, famler sig i den mørke Nat
-frem til Muren, staar nu paa det øverste af
-Trinene, bøjer en af Træets Grene ned til sig,<span class="pagenum"><a name="Side_50" id="Side_50" title="[S. 50]"> </a></span>
+af Vinduerne, løsner dets Hængsler og svinger
+sig ud i Haven, famler sig i den mørke Nat
+frem til Muren, staar nu paa det øverste af
+Trinene, bøjer en af Træets Grene ned til sig,<span class="pagenum"><a name="Side_50" id="Side_50" title="[S. 50]"> </a></span>
 lader den vippe tilbage og er i Indelukket,
-hvor hans Elskede, formummet i Mandsklæder,
+hvor hans Elskede, formummet i Mandsklæder,
 venter ham og bliver hos ham, mens Nattergalene
 slaar i Klosterhavens Buske.</p>
 
 <p>Jeg vil skrive en Bog om den gamle By
-og dens Klosterfred. Jeg vilde ogsaa gærne
+og dens Klosterfred. Jeg vilde ogsaa gærne
 lade Nattergalene synge over den unge Munk
-og hans forborgne Kærligheds-Lykke.</p>
+og hans forborgne Kærligheds-Lykke.</p>
 
 <hr class="chapbreak" />
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_51" id="Side_51" title="[S. 51]"> </a></span></p>
@@ -1411,10 +1372,10 @@ og hans forborgne Kærligheds-Lykke.</p>
 <h3 class="date">1. Juli.</h3>
 
 
-<p>Der er hændet mig en Stump af et
-Æventyr.</p>
+<p>Der er hændet mig en Stump af et
+Æventyr.</p>
 
-<p>Jeg sidder i Morges, som sædvanlig, udenfor
+<p>Jeg sidder i Morges, som sædvanlig, udenfor
 Pavillonen og fodrer mine Spurve. Mange
 Spurve var der paa Vejrbakken, da jeg kom
 hertil. De er blevne flere Dag for Dag, og
@@ -1427,81 +1388,81 @@ pikke paa mine Vinduer og med utaalmodige
 Skrig i Vindueskarmen.</p>
 
 <p>Vi er netop naaede til Afslutningsnumret:
-et stort Stykke Hvedebrød, som jeg lægger midt<span class="pagenum"><a name="Side_52" id="Side_52" title="[S. 52]"> </a></span>
+et stort Stykke Hvedebrød, som jeg lægger midt<span class="pagenum"><a name="Side_52" id="Side_52" title="[S. 52]"> </a></span>
 paa Bordet og som hele Banden styrter sig over,
 hakker og river og slider i, indtil et dristigt
-Par ved forenede Kræfter, efter et behændigt
-Indhug, slæber af med den sidste Kæmpebid.</p>
-
-<p>I det samme faar jeg Øje paa en ung
-lysklædt Pige, der staar paa Trappen op til
-den øvre Bakkeafsats og som aabenbart har
-overværet min Leg med Spurvene. Hun
-rødmer, da mit Blik møder hendes; hun synes
+Par ved forenede Kræfter, efter et behændigt
+Indhug, slæber af med den sidste Kæmpebid.</p>
+
+<p>I det samme faar jeg Øje paa en ung
+lysklædt Pige, der staar paa Trappen op til
+den øvre Bakkeafsats og som aabenbart har
+overværet min Leg med Spurvene. Hun
+rødmer, da mit Blik møder hendes; hun synes
 forvirret ved at blive overrasket i at have beluret
-mig, hun gør en Bevægelse som for at
-vende om og flygte, saa betænker hun sig,
+mig, hun gør en Bevægelse som for at
+vende om og flygte, saa betænker hun sig,
 gaar med rolige Skridt ned ad Trappen og
 styrer lige hen til mig.</p>
 
-<p>Jeg rejser mig og hilser, hun gør en
-svag Bøjning med Hovedet, siger saa med en
-Sikkerhed, der maaske er tilkæmpet, men
-synes naturlig: »Jeg har noget til Dem.«
+<p>Jeg rejser mig og hilser, hun gør en
+svag Bøjning med Hovedet, siger saa med en
+Sikkerhed, der maaske er tilkæmpet, men
+synes naturlig: »Jeg har noget til Dem.«
 Og hun tager op af Lommen et sammenlagt
 Blad og giver mig det. Jeg ser forbavset paa
-hende og aabner Papiret. »Ikke sandt« &mdash;
-spørger hun &mdash; »det er Deres? Jeg kendte
-Dem, da jeg før saa' Dem.« Det, hun giver<span class="pagenum"><a name="Side_53" id="Side_53" title="[S. 53]"> </a></span>
-mig, er et Blad, som fløj fra mig under Overrejsen
+hende og aabner Papiret. »Ikke sandt« &mdash;
+spørger hun &mdash; »det er Deres? Jeg kendte
+Dem, da jeg før saa' Dem.« Det, hun giver<span class="pagenum"><a name="Side_53" id="Side_53" title="[S. 53]"> </a></span>
+mig, er et Blad, som fløj fra mig under Overrejsen
 paa Skibet og hvorpaa jeg har skrevet
-nogle meget aabenhjærtige Linjer. »Ja, det
-er mit,« svarer jeg. »Men hvorfra kender
+nogle meget aabenhjærtige Linjer. »Ja, det
+er mit,« svarer jeg. »Men hvorfra kender
 De mig og hvorledes vidste De, at det Papir
-tilhørte mig?«</p>
+tilhørte mig?«</p>
 
-<p>Hun smiler fornøjet: »Kender De slet
+<p>Hun smiler fornøjet: »Kender De slet
 ikke mig? ... Aa nej, naturligvis; det var
-dumt af mig at spørge; De saa' mig vist
-næppe nok.«</p>
+dumt af mig at spørge; De saa' mig vist
+næppe nok.«</p>
 
 <p>Nu har jeg det. Og jeg udbryder triumferende:
-»Det var Dem, der ombord pludselig
-i Solopgangen stod ved Siden af mig!«
-»Rigtigt. Paa det nær, at jeg ikke »pludselig«
+»Det var Dem, der ombord pludselig
+i Solopgangen stod ved Siden af mig!«
+»Rigtigt. Paa det nær, at jeg ikke »pludselig«
 stod der. Jeg er ingen Heks eller anden Slags
-Troldtøj, selv om jeg bor paa en Høj.«</p>
+Troldtøj, selv om jeg bor paa en Høj.«</p>
 
 <p>At jeg ikke straks saa' det: det er jo
-Møllerens Datter. Pigen oppe fra Højalteret.</p>
+Møllerens Datter. Pigen oppe fra Højalteret.</p>
 
-<p>Saa rækker hun mig Haanden. »Farvel
+<p>Saa rækker hun mig Haanden. »Farvel
 og tilgiv, at jeg forstyrrede Dem. Men jeg
-tænkte« &mdash; og hun saa' alvorligt paa mig &mdash;
-»at De maaske gærne vilde have det Papir<span class="pagenum"><a name="Side_54" id="Side_54" title="[S. 54]"> </a></span>
+tænkte« &mdash; og hun saa' alvorligt paa mig &mdash;
+»at De maaske gærne vilde have det Papir<span class="pagenum"><a name="Side_54" id="Side_54" title="[S. 54]"> </a></span>
 igen. Og da jeg fandt det paa Skibet ved
-Landgangen, var De borte.«</p>
+Landgangen, var De borte.«</p>
 
 <p>Jeg stod og saa' efter hende, mens hun,
 med sin faste rolige Gang, gik fra mig hen
-til Trappen, let og hastigt løb op og var
-borte som et hvidt Syn mellem de mørke
+til Trappen, let og hastigt løb op og var
+borte som et hvidt Syn mellem de mørke
 Graner.</p>
 
-<p>Jeg havde paa Læben et Raab for at
+<p>Jeg havde paa Læben et Raab for at
 kalde hende tilbage, jeg var paa Springet til
 at ile efter hende. Jeg syntes, der var saa
 meget endnu jeg skulde spurgt hende om,
 talt med hende om, forklaret hende. Dog
-i det samme tænkte jeg: »Nej, det er
+i det samme tænkte jeg: »Nej, det er
 smukkest, som det er. De Ord, der faldt
 mellem os, bryder ingen Stemning. Min
-Gudinde er stegen ned fra Bjærget, har aabenbaret
+Gudinde er stegen ned fra Bjærget, har aabenbaret
 sig for mig et flygtigt Nu og er atter
-forsvunden.«</p>
+forsvunden.«</p>
 
-<p>Men jeg staar længe og stirrer med store
-Øjne paa den Plet, hvor hun forsvandt.</p>
+<p>Men jeg staar længe og stirrer med store
+Øjne paa den Plet, hvor hun forsvandt.</p>
 
 <hr class="chapbreak" />
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_55" id="Side_55" title="[S. 55]"> </a></span></p>
@@ -1515,35 +1476,35 @@ forsvunden.«</p>
 
 
 <p>Er hun smuk? Hvordan ser hun egenlig
-ud? &mdash; Jeg vil prøve paa at klare mig det
+ud? &mdash; Jeg vil prøve paa at klare mig det
 Indtryk, hun har gjort paa mig.</p>
 
-<p>Luften bliver høj og ren dér, hvor hun
-træder. Hun er saa nyskabt i sin Fuldmodenhed,
+<p>Luften bliver høj og ren dér, hvor hun
+træder. Hun er saa nyskabt i sin Fuldmodenhed,
 straalende af ung Sundhed og uvilkaarlig
-Godhed. Hendes Øjne er dybe og ømme,
-men klare og aabenhjærtige som et Barns.
-Enten de smiler eller mørknes i Alvor, siger
+Godhed. Hendes Øjne er dybe og ømme,
+men klare og aabenhjærtige som et Barns.
+Enten de smiler eller mørknes i Alvor, siger
 de deres Mening lige ret ud, der er ingen
-Fordulgthed i Krogene. Hendes Barm er høj
+Fordulgthed i Krogene. Hendes Barm er høj
 og rund, hendes Midie slank, hendes Hofter
-yppige. Men hun bærer sin rankvoksne Frodighed<span class="pagenum"><a name="Side_56" id="Side_56" title="[S. 56]"> </a></span>
-saa ubekymret som et Træ sin Sommerpragts
+yppige. Men hun bærer sin rankvoksne Frodighed<span class="pagenum"><a name="Side_56" id="Side_56" title="[S. 56]"> </a></span>
+saa ubekymret som et Træ sin Sommerpragts
 Fylde. Skred hun igennem en Lejr
 af berusede Krigsfolk, de vilde, uden selv at
 vide hvorfor, aabne hende en bred Vej. Saa
-unærmelig synes hun. Og dog saa dragende.
+unærmelig synes hun. Og dog saa dragende.
 Fra Haaret, der, skilt i Midten, falder i to
-brune Bølger om hendes hvide Pande, til
-Fødderne, der i taktfast Lethed fører hende
+brune Bølger om hendes hvide Pande, til
+Fødderne, der i taktfast Lethed fører hende
 hen over Jorden, danner hendes Person og
-Væsen Indbegrebet af retlinjet Sikkerhed. Hun
+Væsen Indbegrebet af retlinjet Sikkerhed. Hun
 kender sin Vej og sit Maal som den lyse
-Dag. Hos hende vilde man føle sig tryg.
-Hun er uden Svig og Svinkeærinder, hun
+Dag. Hos hende vilde man føle sig tryg.
+Hun er uden Svig og Svinkeærinder, hun
 bringer med sig den Luft, som er ovenover
 By og Skov. Hun drager som et
-Alter. Knælende maa man nærme sig
+Alter. Knælende maa man nærme sig
 hende. Hun er Kvinden, som hun udgik
 af Naturens Haand: paa samme Tid Jomfru
 og Moder.</p>
@@ -1551,32 +1512,32 @@ og Moder.</p>
 <p>Saadant er det Indtryk, jeg ubevidst modtog
 af hende allerede, da hun stod i Solopgangen
 paa Skibet, og siden da jeg saa'<span class="pagenum"><a name="Side_57" id="Side_57" title="[S. 57]"> </a></span>
-hende oppe paa Møllen, lænet til de hvilende
+hende oppe paa Møllen, lænet til de hvilende
 Vinger. Og saadan aabenbarede hun sig forgangen
 Dag for mig.</p>
 
 <p>Paa det Papir, hun bragte mig tilbage,
-havde jeg skrevet: »Min Sjæl raaber i Vaande
-paa en Moder.« Formodenlig har hun læst
-det. Jeg føler ingen Undseelse derover.
-<em>Hun</em> maa gærne kende mit Hjærtes Hemmeligheder.
+havde jeg skrevet: »Min Sjæl raaber i Vaande
+paa en Moder.« Formodenlig har hun læst
+det. Jeg føler ingen Undseelse derover.
+<em>Hun</em> maa gærne kende mit Hjærtes Hemmeligheder.
 Hun vil ikke spotte mig, ikke forraade
 mig.</p>
 
 <p>Maaske viser hun sig ikke mere for mig.
-Ialfald faar jeg næppe Lejlighed til oftere at
+Ialfald faar jeg næppe Lejlighed til oftere at
 tale med hende. Jeg synes dog, jeg nu har
-i min Nærhed en forstaaende Ven og Medvider,
-En, hvis Sympati mildt omsvæver mig,
-En, jeg ikke vilde frygte at søge Hjælp hos,
-om jeg var i Nød. Naar jeg ensom vandrer
+i min Nærhed en forstaaende Ven og Medvider,
+En, hvis Sympati mildt omsvæver mig,
+En, jeg ikke vilde frygte at søge Hjælp hos,
+om jeg var i Nød. Naar jeg ensom vandrer
 i Skoven, ser jeg hendes Ansigt smile mig
-imøde mellem Træerne, jeg gaar saa let og
+imøde mellem Træerne, jeg gaar saa let og
 trygt, som holdt jeg hendes faste varme Haand
 i min. Og gribes jeg stundom af Tilbagefaldets
-forvirrende Tanker og hede Begær,<span class="pagenum"><a name="Side_58" id="Side_58" title="[S. 58]"> </a></span>
-maner jeg hendes Billed frem som Værn.
-Og et svalende Aandepust køler mit Sind
+forvirrende Tanker og hede Begær,<span class="pagenum"><a name="Side_58" id="Side_58" title="[S. 58]"> </a></span>
+maner jeg hendes Billed frem som Værn.
+Og et svalende Aandepust køler mit Sind
 til Ro.</p>
 
 <p>Hun er altid hos mig som min Skytsaand.</p>
@@ -1598,87 +1559,87 @@ og Enker. Min Veninde, en Jomfru
 paa henimod 70 Somre, er en af Stiftelsens
 yngste Beboere, hun anses af de Andre for
 et rent Barn. Alligevel er hun Anstaltens
-Veteran. Hun har nemlig været der, fra hun
+Veteran. Hun har nemlig været der, fra hun
 virkelig var Barn, slap derind, mod al Skik
 og Brug, sammen med sin Moder, fordi hun
-var saa svagelig, at hun, ifølge Lægernes
+var saa svagelig, at hun, ifølge Lægernes
 Mening, kun havde en stakket Stund at leve.
 Saa laa hun til Sengs i mange Aar, og da
 hun begyndte at komme sig, var Moderen
-død, og man beholdt den nu 30&mdash;40 aarige<span class="pagenum"><a name="Side_60" id="Side_60" title="[S. 60]"> </a></span>
-Pige, der ikke havde andre Paarørende end
+død, og man beholdt den nu 30&mdash;40 aarige<span class="pagenum"><a name="Side_60" id="Side_60" title="[S. 60]"> </a></span>
+Pige, der ikke havde andre Paarørende end
 Stiftelsen.</p>
 
 <p>I hendes Celle, den hun beboede sammen
 med tre andre Damer, &mdash; Stiftelsens
 Beboere kaldte altid hinanden ceremonielt for
-»Damerne« &mdash;, tilbragte jeg mange af min
+»Damerne« &mdash;, tilbragte jeg mange af min
 Barndoms lykkeligste Dage. Hun havde utallige
-Talenter. Ingen fortalte saa dejlige Æventyr
-som hun, hendes Forraad var uudtømmeligt,
+Talenter. Ingen fortalte saa dejlige Æventyr
+som hun, hendes Forraad var uudtømmeligt,
 thi hun digtede dem selv; og ingen
 kunde saamange Kortkunster. Desuden var
-hun en sand Kunstnerinde med sine Hænder:
+hun en sand Kunstnerinde med sine Hænder:
 klippede alle Slags Figurer af Papir, lavede
-den vidunderligste Juletræspynt og flettede af
-Straa de nydeligste Kurve og Æsker. Den
-sidste Færdighed, som hun drev til virkelig
-Kunst, havde hun lært sig i de mange Aar,
+den vidunderligste Juletræspynt og flettede af
+Straa de nydeligste Kurve og Æsker. Den
+sidste Færdighed, som hun drev til virkelig
+Kunst, havde hun lært sig i de mange Aar,
 hun laa til Sengs. Madratsen leverede Straaet,
-Resten besørgede hendes Fantasi og Snille.</p>
+Resten besørgede hendes Fantasi og Snille.</p>
 
-<p>At besøge hende var for et Barn at
-komme til Æventyrets Land. Altid var her
-sælsomme Ting at høre og se. Og saa fik
-man til paa Købet den dejligste Kop Kaffe,<span class="pagenum"><a name="Side_61" id="Side_61" title="[S. 61]"> </a></span>
+<p>At besøge hende var for et Barn at
+komme til Æventyrets Land. Altid var her
+sælsomme Ting at høre og se. Og saa fik
+man til paa Købet den dejligste Kop Kaffe,<span class="pagenum"><a name="Side_61" id="Side_61" title="[S. 61]"> </a></span>
 Kaffe med brun Kandis, som ikke kom i
 Koppen, men suttedes og knasedes, mens
-man nød Nektaren.</p>
+man nød Nektaren.</p>
 
 <p>Jeg var hos hende idag. I den lange
-sandstrøede Gang stod nu, som før, gamle
-Koner, der nejede og nysgærrigt stak Hovederne
+sandstrøede Gang stod nu, som før, gamle
+Koner, der nejede og nysgærrigt stak Hovederne
 sammen, og den kendte Duft af Indelukkethed,
 Lavendler og sippet Renlevned slog
-mig i Møde. Jeg bankede paa Døren til den
+mig i Møde. Jeg bankede paa Døren til den
 Stue, som min Veninde har beboet i et halvt
 Aarhundred, mens Hold paa Hold af Kontubernaler
 er lagte i Kisten og baarne bort. I
 det smalle lange Rum med et Vindue, vendende
-ud mod Stiftelsens Grønnehave, dybest
+ud mod Stiftelsens Grønnehave, dybest
 inde sad fire gamle Kvinder, hver paa sit
 Territorium, en Fjerdedel af Stuen, hvor der
 akkurat er Plads til en Seng ved den ene
-Væg, en Kommode og et Servantebord ved
-den anden Væg og to Stole imellem. Min
-Indtræden vakte betuttet Nyfigenhed hos Stuens
-Beboere. Strikketøjet sank ned i Skødet paa
-dem, og med spørgende Miner afventede de,
-hvem Besøget af den fremmede Herre kunde<span class="pagenum"><a name="Side_62" id="Side_62" title="[S. 62]"> </a></span>
-gælde. Jeg havde straks opdaget min Veninde
+Væg, en Kommode og et Servantebord ved
+den anden Væg og to Stole imellem. Min
+Indtræden vakte betuttet Nyfigenhed hos Stuens
+Beboere. Strikketøjet sank ned i Skødet paa
+dem, og med spørgende Miner afventede de,
+hvem Besøget af den fremmede Herre kunde<span class="pagenum"><a name="Side_62" id="Side_62" title="[S. 62]"> </a></span>
+gælde. Jeg havde straks opdaget min Veninde
 paa Primadonna-Pladsen ved Vinduet,
 graanet og rynket, endnu mere mager end
-før, men med de samme kloge og fiffige Øjne.
+før, men med de samme kloge og fiffige Øjne.
 Og det Liv, der kom over hende, da hun
-omsider genkendte mig. Hun blev helt rød
-i Kinderne af Sindsbevægelse, aabnede Armene
-og trykkede mig til sit indfaldne Bryst. »Ja,
+omsider genkendte mig. Hun blev helt rød
+i Kinderne af Sindsbevægelse, aabnede Armene
+og trykkede mig til sit indfaldne Bryst. »Ja,
 saa sandelig er det ikke ham! Og han kommer
-her til mig!«</p>
+her til mig!«</p>
 
-<p>Saamegen Lykke har jeg aldrig drømt
-om at gøre. Jeg blev fejret som en Prins.
+<p>Saamegen Lykke har jeg aldrig drømt
+om at gøre. Jeg blev fejret som en Prins.
 Min Veninde var ganske fortumlet. Ikke
-blot Stuens Damer blev præsenterede for
+blot Stuens Damer blev præsenterede for
 mig, hun hentede rundt fra Stuer og Gange
-alle de Gamle, der havde kendt mine Forældre
+alle de Gamle, der havde kendt mine Forældre
 og set mig som Barn. De stimede
 ind, rokkende Morliller og strunke Gammeljomfruer,
-de trykkede mine Hænder, de puffedes
+de trykkede mine Hænder, de puffedes
 om mig og pludrede i Munden paa
-hinanden for at fortælle mig, hvor godt de
-mindedes mig, hvor nøje de havde kendt<span class="pagenum"><a name="Side_63" id="Side_63" title="[S. 63]"> </a></span>
-mine Forældre, og for at spørge til hele
+hinanden for at fortælle mig, hvor godt de
+mindedes mig, hvor nøje de havde kendt<span class="pagenum"><a name="Side_63" id="Side_63" title="[S. 63]"> </a></span>
+mine Forældre, og for at spørge til hele
 Familjens Befindende.</p>
 
 <p>Kaffe fik jeg i Guds Velsignelse, men
@@ -1687,7 +1648,7 @@ kunde ikke forsone sig med, at jeg ikke vilde
 have hvidt Sukker.</p>
 
 <p>Da jeg omsider gik, blev jeg fulgt til
-Dørs af den halve Stiftelse. Men med min
+Dørs af den halve Stiftelse. Men med min
 Veninde aftalte jeg, at vi, naar jeg kom igen,
 skulde have det lidt mere for os selv.</p>
 
@@ -1705,75 +1666,75 @@ skulde have det lidt mere for os selv.</p>
 <p>Jeg fandt forleden i Biblioteket nogle
 Familjeoptegnelser, som jeg fik Lyst til at
 kontrollere. Jeg var derfor idag oppe hos
-Præsten for at faa Lov til at slaa efter i de
-gamle Kirkebøger.</p>
+Præsten for at faa Lov til at slaa efter i de
+gamle Kirkebøger.</p>
 
-<p>Det var en ung høj Mand med et skarpt
-Ansigt og stærke, lyse Øjne. Med største
+<p>Det var en ung høj Mand med et skarpt
+Ansigt og stærke, lyse Øjne. Med største
 Forekommenhed gik han mig til Haande og
-lagde i det hele et behageligt Verdensmands-Væsen
+lagde i det hele et behageligt Verdensmands-Væsen
 for Dagen. Men vi havde ikke samtalet
-i mange Minutter, før han røbede sig
-som en af den strænge Kristendoms ivrigste
-Forkæmpere. Han førte Ordet; jeg sad og
-lyttede halvt aandsfraværende til. Jeg forstod
-dog saameget, at han var ifærd med at rydde<span class="pagenum"><a name="Side_65" id="Side_65" title="[S. 65]"> </a></span>
-op i den gamle Slendrian, hvori hans Forgængere
+i mange Minutter, før han røbede sig
+som en af den strænge Kristendoms ivrigste
+Forkæmpere. Han førte Ordet; jeg sad og
+lyttede halvt aandsfraværende til. Jeg forstod
+dog saameget, at han var ifærd med at rydde<span class="pagenum"><a name="Side_65" id="Side_65" title="[S. 65]"> </a></span>
+op i den gamle Slendrian, hvori hans Forgængere
 havde efterladt Byens kirkelige Forhold.
 Han skildrede den gamle By som et
-Sodoma af Ugudelighed og Ryggesløshed.
-Alle Laster gik i Svang: Drik, Usædelighed,
+Sodoma af Ugudelighed og Ryggesløshed.
+Alle Laster gik i Svang: Drik, Usædelighed,
 Kortspil og Foreningsballer. De, som roste
 den gamle By, kendte den ikke eller lod sig
 bedrage af dens tilsyneladende Bravhed og
-Elskværdighed. Med Guds Hjælp skulde Piben
+Elskværdighed. Med Guds Hjælp skulde Piben
 dog snart faa en anden Lyd. Allerede nu
-sporede han Frugter af sit Vækkelses-Arbejde,
+sporede han Frugter af sit Vækkelses-Arbejde,
 og han var endda kun lige begyndt.</p>
 
-<p>Det var saalænge siden, jeg havde hørt
+<p>Det var saalænge siden, jeg havde hørt
 Fanatismens Ord. De buldrede som en tom
 Torden over mit Hoved. Saa grim han saa'
 ud i sin harmfulde Vrede, saa vanvittigt det
-lød, at denne unge rasende Mand vilde lære
-skikkelige Borgerfolk Gudsfrygt. Jeg tænkte
+lød, at denne unge rasende Mand vilde lære
+skikkelige Borgerfolk Gudsfrygt. Jeg tænkte
 et Par Gange paa at modsige ham, men opgav
-det. Jeg følte mig saa udenfor Striden,
+det. Jeg følte mig saa udenfor Striden,
 og ingensinde har jeg dybere fornummet
-Lykken ved ikke at være med længer. At
-tænke sig, at her gaar en Mand, som indbilder<span class="pagenum"><a name="Side_66" id="Side_66" title="[S. 66]"> </a></span>
+Lykken ved ikke at være med længer. At
+tænke sig, at her gaar en Mand, som indbilder<span class="pagenum"><a name="Side_66" id="Side_66" title="[S. 66]"> </a></span>
 sig at arbejde i en algod Guds Tjeneste,
-og fraader af Vrede, mens Verden trænger
+og fraader af Vrede, mens Verden trænger
 til Mildhed og Fred. I Sandhed, Ulvene rives
 om Lammene.</p>
 
 <p>Da jeg rejser mig for at gaa, bliver
-Præsten pludselig atter den belevne Verdensmand.
+Præsten pludselig atter den belevne Verdensmand.
 Trykker mig varmt i Haanden, smiler
-venligt og siger en Spøg om sin egen Hidsighed.</p>
+venligt og siger en Spøg om sin egen Hidsighed.</p>
 
 <p>Men mens jeg vandrer hjemefter, ynker
 jeg min gamle By. Den har haft sin gode
-Tid med de gamle Præster. De forstod den,
-de læmpede deres Forkyndelse efter dens
-Behov. De sad gærne selv ved L'hombre-Bordet,
+Tid med de gamle Præster. De forstod den,
+de læmpede deres Forkyndelse efter dens
+Behov. De sad gærne selv ved L'hombre-Bordet,
 de kimsede ikke af et godt Glas, de
-glædede sig, naar de Unge svingede sig i
-Dansen, og de græd ikke, naar de saa' en
-lidt for trivelig Mø myrtesmykket træde frem
+glædede sig, naar de Unge svingede sig i
+Dansen, og de græd ikke, naar de saa' en
+lidt for trivelig Mø myrtesmykket træde frem
 for Brudeskamlen.</p>
 
 <p>Jeg synes, Luften er bleven trykkende;
-der er ingen rigtig Fryd i Solskinnet, Blæsten
+der er ingen rigtig Fryd i Solskinnet, Blæsten
 er kold og graa. Du gamle, sunde, livslystne
-By, nu kommer din onde Besøgelsens Stund.</p>
+By, nu kommer din onde Besøgelsens Stund.</p>
 
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_67" id="Side_67" title="[S. 67]"> </a></span></p>
 
-<p>... Først i Vejrbakkens Sol ryster jeg Misstemningen
-af mig. Og dér venter mig en
-Glæde, som fylder mig med de taabeligste
-Fantasier og faar mit Hjærte til at slaa en
+<p>... Først i Vejrbakkens Sol ryster jeg Misstemningen
+af mig. Og dér venter mig en
+Glæde, som fylder mig med de taabeligste
+Fantasier og faar mit Hjærte til at slaa en
 ganske ungdommelig Stormmarsch.</p>
 
 <p>Paa mit Arbejdsbord stod en Buket Roser.
@@ -1781,15 +1742,15 @@ Et Bud havde bragt den uden anden Besked
 end at den skulde stilles paa den fremmede
 Herres Bord.</p>
 
-<p>Fra hvem skulde den være, om ikke fra
+<p>Fra hvem skulde den være, om ikke fra
 hende? Hun har altsaa ikke glemt mig; hun
-tænker paa mig; hun sender ovenikøbet en
-Hilsen. Et Øjeblik formørkes min Henrykkelse
+tænker paa mig; hun sender ovenikøbet en
+Hilsen. Et Øjeblik formørkes min Henrykkelse
 ved Tanken om, at Buketten maaske
-kunde være fra min Veninde i Stiftelsen.
+kunde være fra min Veninde i Stiftelsen.
 Nej, umuligt. Saa fine Blomster gror ikke i
 den gamle By. De plukkes kun paa Vejrbakken,
-i Møllerens Have.</p>
+i Møllerens Have.</p>
 
 <hr class="chapbreak" />
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_68" id="Side_68" title="[S. 68]"> </a></span></p>
@@ -1804,15 +1765,15 @@ i Møllerens Have.</p>
 
 <p>Nattergalene synger i Vejrbakkens Buske.
 Jeg har iaften vandret i Skoven med min
-Møllerdatter, som hedder Grethe.</p>
+Møllerdatter, som hedder Grethe.</p>
 
-<p>Saa lidt det i Grunden er, saa lidt mærkværdigt.
+<p>Saa lidt det i Grunden er, saa lidt mærkværdigt.
 Og dog synes jeg, at der ingensinde
-er hændet mig noget større.</p>
+er hændet mig noget større.</p>
 
-<p>Jeg gaar i Skoven og jeg møder hende.
+<p>Jeg gaar i Skoven og jeg møder hende.
 Vi er Naboer, saa deri er intet underligt. Vi
-kender hinanden, altsaa havde det været den
+kender hinanden, altsaa havde det været den
 rimeligste Ting i Verden, om jeg havde
 standset hende og talt til hende. Det var
 imidlertid hende, som standsede mig, hvori
@@ -1826,67 +1787,67 @@ Hovedstaden?</p>
 
 <p>Jeg svarede: Jeg bliver for hver Dag
 lykkeligere. Jeg omgaas Ingen, savner Intet,
-i Forgaars fik jeg ovenikøbet en Buket
+i Forgaars fik jeg ovenikøbet en Buket
 Roser.</p>
 
 <p>Hun siger nu, at Roserne var fra hende,
 og jeg frydes over, at hun ingen Hemmelighed
-gør deraf. Hun siger, at hun havde
+gør deraf. Hun siger, at hun havde
 faaet saadan Lyst til at sende mig nogle af
-sine Blomster. »Jeg tænkte, det vilde glæde
-Dem, fordi de er saa skønne og sjældne. Og
-jeg vilde gærne glæde Dem.«</p>
+sine Blomster. »Jeg tænkte, det vilde glæde
+Dem, fordi de er saa skønne og sjældne. Og
+jeg vilde gærne glæde Dem.«</p>
 
-<p>Jeg spurgte hende, hvorfor hun nærede
-saa venlige Følelser overfor mig, en næsten
-Fremmed. Hun svarede: »Fordi jeg forstod,
-at De ikke har været lykkelig. Og jeg, jeg
-har altid haft det saa godt.«</p>
+<p>Jeg spurgte hende, hvorfor hun nærede
+saa venlige Følelser overfor mig, en næsten
+Fremmed. Hun svarede: »Fordi jeg forstod,
+at De ikke har været lykkelig. Og jeg, jeg
+har altid haft det saa godt.«</p>
 
-<p>Jeg beder hende fortælle noget om sit
+<p>Jeg beder hende fortælle noget om sit
 Liv deroppe med Faderen i Ensomheden ved
-Møllen. Hun ryster paa Hovedet: »Der er<span class="pagenum"><a name="Side_70" id="Side_70" title="[S. 70]"> </a></span>
-ikke stort at fortælle. Jeg røgter mine Blomster,
-mine Bier og mine Frugter, og jeg læser for
+Møllen. Hun ryster paa Hovedet: »Der er<span class="pagenum"><a name="Side_70" id="Side_70" title="[S. 70]"> </a></span>
+ikke stort at fortælle. Jeg røgter mine Blomster,
+mine Bier og mine Frugter, og jeg læser for
 min Fader. Vil De vide mere, saa kom selv
 op og se. Vi, ligesom De, omgaas Ingen.
-Derfor vil vi passe sammen.« Og hun tilføjer:
-»De behøver ikke at svare Ja eller Nej.
-Er De lykkelig ved at være ene, vilde det
-være meningsløst, om De søgte Selskab. Men
+Derfor vil vi passe sammen.« Og hun tilføjer:
+»De behøver ikke at svare Ja eller Nej.
+Er De lykkelig ved at være ene, vilde det
+være meningsløst, om De søgte Selskab. Men
 synes De en Dag, at De har Brug for os, er
-De velkommen.«</p>
+De velkommen.«</p>
 
 <p>Saa staar vi og skal byde Farvel. Men
 pludselig kommer jeg i Tanker om, at der
 er noget, jeg har glemt at faa Rede paa, og
-jeg siger: »Jeg saa' Dem en Dag oppe paa
-Møllen. De lænede Dem mod den ene
-Vinge. Sæt nu, Møllen var begyndt at
-gaa!«</p>
+jeg siger: »Jeg saa' Dem en Dag oppe paa
+Møllen. De lænede Dem mod den ene
+Vinge. Sæt nu, Møllen var begyndt at
+gaa!«</p>
 
-<p>»Aa nej,« svarer hun, »der var ingen
-Fare. Møllen har i de sidste Par Aar ikke
-gaaet. Fader er gammel og næsten blind,
-han er hørt op med at drive Møllen.«</p>
+<p>»Aa nej,« svarer hun, »der var ingen
+Fare. Møllen har i de sidste Par Aar ikke
+gaaet. Fader er gammel og næsten blind,
+han er hørt op med at drive Møllen.«</p>
 
 <p>Hun nikker Farvel og gaar. Men jeg
 bliver staaende og hvisker tusind Velsignelser<span class="pagenum"><a name="Side_71" id="Side_71" title="[S. 71]"> </a></span>
 efter hende, al den Takkens og Lykkens
-stille Musik, som hun har fyldt mit Hjærte
+stille Musik, som hun har fyldt mit Hjærte
 med.</p>
 
 <p>Elsker jeg hende? Jeg tror det ikke; thi
-jeg begærer hende ikke. Der er intet mellem
-os, som jeg ønsker andet og mere. Mine
-Sanser ligger som lykkeligt smilende Vuggebørn
-og lytter til hendes Stemmes Kærtegn.
-Hendes Øjnes store milde Varme svøber mig.
-Hendes Haandtryk er Aftenbønnens Englevagt.
-Kunde det umulige tænkes, at hun i Nat
-kom til min Dør og bad om at blive indladt,
+jeg begærer hende ikke. Der er intet mellem
+os, som jeg ønsker andet og mere. Mine
+Sanser ligger som lykkeligt smilende Vuggebørn
+og lytter til hendes Stemmes Kærtegn.
+Hendes Øjnes store milde Varme svøber mig.
+Hendes Haandtryk er Aftenbønnens Englevagt.
+Kunde det umulige tænkes, at hun i Nat
+kom til min Dør og bad om at blive indladt,
 jeg vilde flygte som fra en Vanhelligelse, jeg
-vilde føle mig som en Forbandet paa Jorden.
+vilde føle mig som en Forbandet paa Jorden.
 Som En, der har staaet ved Renselsens Kilde
 og set den grumses af at spejle hans Billed.</p>
 
@@ -1894,11 +1855,11 @@ og set den grumses af at spejle hans Billed.</p>
 hendes Roser foran mig, gribes jeg af en
 Trang til at tilkendegive hende, hvormeget
 hendes Venskab betyder for mig. I et hvidt
-Papir fæster jeg en af Roserne og skriver
-nedenunder: »Fra En, den har gjort karsk«,
-haster op gennem Skoven til Møllerhuset og<span class="pagenum"><a name="Side_72" id="Side_72" title="[S. 72]"> </a></span>
-fastgør Rosen over Døren. Jeg véd jo, at
-den vil falde i de rette Hænder, da hendes
+Papir fæster jeg en af Roserne og skriver
+nedenunder: »Fra En, den har gjort karsk«,
+haster op gennem Skoven til Møllerhuset og<span class="pagenum"><a name="Side_72" id="Side_72" title="[S. 72]"> </a></span>
+fastgør Rosen over Døren. Jeg véd jo, at
+den vil falde i de rette Hænder, da hendes
 Fader er blind.</p>
 
 <p>Og jeg vandrer langsomt hjemad, mens
@@ -1915,97 +1876,97 @@ Nattergalene synger i mit Bryst.</p>
 <h3 class="date">29. Juli.</h3>
 
 
-<p>Jeg sidder i Morges nede paa Bolværket
+<p>Jeg sidder i Morges nede paa Bolværket
 ved Havnen for at se Dampskibet fra Hovedstaden
 komme. For at undgaa mulige Bekendte
 blandt Passagererne har jeg sat mig
 lidt afsides, ved Oplagspladsen for ankommende
 Varer. Jeg morer mig med at se ned
-i Vandet paa de grønslimede Bolværkspæle,
+i Vandet paa de grønslimede Bolværkspæle,
 hvor Krabber kravler mellem fastgroede Muslinger,
-og jeg tænker paa gamle Dage, da
+og jeg tænker paa gamle Dage, da
 det var en Fest, naar Dampskibet, den eneste
-daværende Kommunikation med Hovedstaden,
-bragte Gæster i Besøg. Festen begyndte ved
+daværende Kommunikation med Hovedstaden,
+bragte Gæster i Besøg. Festen begyndte ved
 aarle Gry. Den Gang, som nu, var Ankomsttiden
 meget skiftende. Under normale Forhold<span class="pagenum"><a name="Side_74" id="Side_74" title="[S. 74]"> </a></span>
-skulde Skibet lægge i Havn Kl. 5, og
-fra det Klokkeslet gjaldt det om at være parat;
+skulde Skibet lægge i Havn Kl. 5, og
+fra det Klokkeslet gjaldt det om at være parat;
 men faldt det i med en af de Taager, der
-udmærker Fjorden og som i Løbet af faa
-Sekunder overtrækker den med et uigennemsigtigt
-Bomulds-Slør fra Bred til Bred, kan
-Ventetiden blive flere Timer lang. Ofte løb
-vi Børn fem, seks Gange frem og tilbage for
-at melde vore Forældre Tilstanden. Endelig
+udmærker Fjorden og som i Løbet af faa
+Sekunder overtrækker den med et uigennemsigtigt
+Bomulds-Slør fra Bred til Bred, kan
+Ventetiden blive flere Timer lang. Ofte løb
+vi Børn fem, seks Gange frem og tilbage for
+at melde vore Forældre Tilstanden. Endelig
 hejses Kurven paa Fjordbakkens Signalstang,
 Taagen letter, nu kommer det, Skibet, det
-længselsfuldt ventede, som bringer Tanter og
-Gaver samt megen fin Mad og en Række af
-Fornøjelser i Udsigt.</p>
+længselsfuldt ventede, som bringer Tanter og
+Gaver samt megen fin Mad og en Række af
+Fornøjelser i Udsigt.</p>
 
-<p>Og det hænder, mens jeg idag sidder og
-opfrisker disse Minder, at Taagen sænker sig
+<p>Og det hænder, mens jeg idag sidder og
+opfrisker disse Minder, at Taagen sænker sig
 over Fjorden, ligesom Skibet dukker frem
 om den sidste Pynt. En graa Mur glider
-ned foran mig, jeg maa sunde mig lidt, før
+ned foran mig, jeg maa sunde mig lidt, før
 jeg forstaar, hvad der er sket. Langt ude fra
 lyder Dampskibets Taagehorn, jammerfuldt
-klagende, ængsteligt varskoende. Men det er<span class="pagenum"><a name="Side_75" id="Side_75" title="[S. 75]"> </a></span>
-klart, at <span class="sic" title="[sic]">Kaptejnen</span>, saa nær sit Maal, forsøger
-at læmpe sig frem. Langsomt nærmer Taagehornets
+klagende, ængsteligt varskoende. Men det er<span class="pagenum"><a name="Side_75" id="Side_75" title="[S. 75]"> </a></span>
+klart, at <span class="sic" title="[sic]">Kaptejnen</span>, saa nær sit Maal, forsøger
+at læmpe sig frem. Langsomt nærmer Taagehornets
 Tuden sig, nu ses Mastetoppene
 ragende op over Skyen. Da, ligesaa pludselig
 som den er kommen, forsvinder Taagen. Et
-Blændværk: i glitrende Morgensol ligger Skibet
+Blændværk: i glitrende Morgensol ligger Skibet
 et Par Hundred Alen fra Land og, forude
-paa Overdækket, staar en ung høj Kvinde
-i et langt, mørkt Regnstykke. Bedrager mit
+paa Overdækket, staar en ung høj Kvinde
+i et langt, mørkt Regnstykke. Bedrager mit
 Syn mig? Er det hende? &mdash; Uden at bryde
 mig om Per eller Poul styrter jeg hen til
 Landgangen. Nu har den unge Dame faaet
-Øje paa mig, hun vifter med sit Lommetørklæde.
+Øje paa mig, hun vifter med sit Lommetørklæde.
 Det er hende!</p>
 
-<p>Gud være lovet for det Smil, der lyser
-mig i Møde. Hun er altsaa glad ved at se
-mig, glad ved saa uventet at træffe mig her.</p>
+<p>Gud være lovet for det Smil, der lyser
+mig i Møde. Hun er altsaa glad ved at se
+mig, glad ved saa uventet at træffe mig her.</p>
 
-<p>Vi følges op gennem Byen. Jeg er saa
+<p>Vi følges op gennem Byen. Jeg er saa
 betagen af Lykke, at jeg ikke kan tale. Jeg
 gaar gennem <em>min</em> By ved <em>hendes</em> Side, og
-jeg hører hende fortælle, hvordan det hænger
+jeg hører hende fortælle, hvordan det hænger
 sammen med hendes Rejse. Hun kommer<span class="pagenum"><a name="Side_76" id="Side_76" title="[S. 76]"> </a></span>
 sammesteds fra som hin Morgen, jeg saa'
 hende paa Skibet, fra en lille Handelsplads
 ved Fjordens Munding. Derud tager hun
-hver fjortende Dag for at sælge Havens Produkter:
-Frugt, Honning, Syltetøjer og henkogte
-Grøntsager. Hendes Fader har der en
-Forretningsven, som han foretrækker at handle
-med fremfor med den gamle Bys Købmænd.</p>
+hver fjortende Dag for at sælge Havens Produkter:
+Frugt, Honning, Syltetøjer og henkogte
+Grøntsager. Hendes Fader har der en
+Forretningsven, som han foretrækker at handle
+med fremfor med den gamle Bys Købmænd.</p>
 
 <p>Da hun har fortalt mig alt dette og jeg
-stadig tier, spørger hun: »Men hvad vilde
-De egenlig ved Skibet? Ventede De Nogen?«
-»Ja,« svarer jeg, »det gjorde jeg vist. Fra
+stadig tier, spørger hun: »Men hvad vilde
+De egenlig ved Skibet? Ventede De Nogen?«
+»Ja,« svarer jeg, »det gjorde jeg vist. Fra
 min Barndom af har Skibet altid bragt mig
 Nogen, jeg holder af. Og Skibet narrede
-mig heller ikke idag.« Og da jeg ser, at
-mine Ord ikke skræmmer eller forstemmer
-hende, fortsætter jeg: »Men nu De? Tænkte
+mig heller ikke idag.« Og da jeg ser, at
+mine Ord ikke skræmmer eller forstemmer
+hende, fortsætter jeg: »Men nu De? Tænkte
 De, da De stirrede mod Land, at blive modtagen
-af Nogen?« Hun siger: »Jeg stod inde
-i Taagen og tænkte paa Dem, saadan som
-De var den første Gang, jeg mødte Dem.
+af Nogen?« Hun siger: »Jeg stod inde
+i Taagen og tænkte paa Dem, saadan som
+De var den første Gang, jeg mødte Dem.
 Og saa saa' jeg Dem paa den anden Side
-Taagen.« Uvilkaarligt griber jeg hendes<span class="pagenum"><a name="Side_77" id="Side_77" title="[S. 77]"> </a></span>
-Haand, og hun trækker den ikke tilbage:
-»Ja, nu er jeg paa den anden Side Taagen.«</p>
+Taagen.« Uvilkaarligt griber jeg hendes<span class="pagenum"><a name="Side_77" id="Side_77" title="[S. 77]"> </a></span>
+Haand, og hun trækker den ikke tilbage:
+»Ja, nu er jeg paa den anden Side Taagen.«</p>
 
 <p>Men lidt efter, da vi skilles, siger hun:
-»Kommer De saa op til Møllen? Vi venter
-Dem.«</p>
+»Kommer De saa op til Møllen? Vi venter
+Dem.«</p>
 
 <hr class="chapbreak" />
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_78" id="Side_78" title="[S. 78]"> </a></span></p>
@@ -2017,145 +1978,145 @@ Dem.«</p>
 
 <h3 class="date">Natten mellem 1ste og 2den August.</h3>
 
-<p>I to Dage tøvede jeg med at følge Indbydelsen.
-Jeg tænkte: hun har sagtens ikke
+<p>I to Dage tøvede jeg med at følge Indbydelsen.
+Jeg tænkte: hun har sagtens ikke
 ment, Du skulde komme ligestraks. Men
 iaften maatte jeg derop. Da jeg kom, stod
-Grethe i Døren: »Naa, endelig!« sagde hun.
-»Fader begyndte allerede at drille mig med,
-at De nok helst var fri for vort Selskab.«
+Grethe i Døren: »Naa, endelig!« sagde hun.
+»Fader begyndte allerede at drille mig med,
+at De nok helst var fri for vort Selskab.«
 Saa vidste jeg, at jeg var velkommen og
-kunde straks føle mig tryg og vel til Mode.</p>
+kunde straks føle mig tryg og vel til Mode.</p>
 
-<p>Møllerens Dagligstue, gennem hvis Vinduer
+<p>Møllerens Dagligstue, gennem hvis Vinduer
 man har Udsigt over Fjorden, ligner en
 Kahyt, lavloftet og dyb, med en lang gulpoleret
 Hestehaarssofa, et stort Klapbord,
-læderbetrukne Stole, Søkort og Billeder af<span class="pagenum"><a name="Side_79" id="Side_79" title="[S. 79]"> </a></span>
-Skibe paa Væggen, i et Hjørne en Skibsmodel,
-i et andet Hjørne et gammeldags Klaver, paa
+læderbetrukne Stole, Søkort og Billeder af<span class="pagenum"><a name="Side_79" id="Side_79" title="[S. 79]"> </a></span>
+Skibe paa Væggen, i et Hjørne en Skibsmodel,
+i et andet Hjørne et gammeldags Klaver, paa
 Hylder og Skabe Konkylier og udstoppede
 tropiske Fiske, over Bordet en Svinglampe.</p>
 
-<p>Herind blev jeg ført til Mølleren, hvis
-brede ranke Kæmpeskikkelse jeg straks genkendte,
+<p>Herind blev jeg ført til Mølleren, hvis
+brede ranke Kæmpeskikkelse jeg straks genkendte,
 men hvis Blik under de buskede graa
-Bryn var blegt og udslukt. Han sad i Sofahjørnet
-i en blaa Pjækkert og dampede paa
-en svær Merskumspibe. Grethe førte mig
-hen til ham og sagde: »Her er han, den
-fremmede Herre, kan Du se, han kom alligevel.«
+Bryn var blegt og udslukt. Han sad i Sofahjørnet
+i en blaa Pjækkert og dampede paa
+en svær Merskumspibe. Grethe førte mig
+hen til ham og sagde: »Her er han, den
+fremmede Herre, kan Du se, han kom alligevel.«
 Hans haarede brune Haand trykkede
-hjærteligt min, og dermed var jeg hjemme i
-Møllerens Stue.</p>
+hjærteligt min, og dermed var jeg hjemme i
+Møllerens Stue.</p>
 
-<p>Aldrig har jeg nogetsteds følt mig saa
-hjemme. Jeg sad og tænkte: har jeg set alt
-dette før i en Drøm, eller er det en Drøm,
-som min Sjæls Længsler fremtryller? Jeg
+<p>Aldrig har jeg nogetsteds følt mig saa
+hjemme. Jeg sad og tænkte: har jeg set alt
+dette før i en Drøm, eller er det en Drøm,
+som min Sjæls Længsler fremtryller? Jeg
 syntes, jeg havde levet mange Aar i disse
 ejendommelige Omgivelser, i denne Kahyt,
 der som et Vrag var kastet i Land paa et
-gæstevenligt Bjærg, sammen med denne blinde<span class="pagenum"><a name="Side_80" id="Side_80" title="[S. 80]"> </a></span>
+gæstevenligt Bjærg, sammen med denne blinde<span class="pagenum"><a name="Side_80" id="Side_80" title="[S. 80]"> </a></span>
 Olding, der talte vise Ord, og denne unge
 Pige, der stille hyggede og smykkede Eneboerlivet
 for os.</p>
 
-<p>Jeg lyttede til den Gamles Fortællinger
-og havde Sjælen jublende fuld af Grethes Billed.
-Iført en tarvelig graa Hjemmekjole og et
-broget Bondeforklæde syslede hun ud og ind,
-bragte os skaaret Smørrebrød og Frugtmost
+<p>Jeg lyttede til den Gamles Fortællinger
+og havde Sjælen jublende fuld af Grethes Billed.
+Iført en tarvelig graa Hjemmekjole og et
+broget Bondeforklæde syslede hun ud og ind,
+bragte os skaaret Smørrebrød og Frugtmost
 af egen Tilvirkning, stoppede os bagefter Piber
 og bryggede os en Toddy af gammel vestindisk
 Rom. Hver Gang, hun vendte tilbage,
-strømmede Solskin ind i Stuen. At den Gamle
+strømmede Solskin ind i Stuen. At den Gamle
 ogsaa fornam det, saa' jeg paa de Glimt af
-Liv, hendes Indtræden altid tændte i hans
-Øjne.</p>
+Liv, hendes Indtræden altid tændte i hans
+Øjne.</p>
 
 <p>Da Grethe var ude at tilberede Aftensmaden,
-fortalte Mølleren:</p>
+fortalte Mølleren:</p>
 
-<p>»Før jeg faldt til Ro heroppe, foer jeg
-vidt omkring. Jeg førte Skibe paa de store
+<p>»Før jeg faldt til Ro heroppe, foer jeg
+vidt omkring. Jeg førte Skibe paa de store
 Have, baade for egen og andres Regning.
-Men en skønne Dag syntes jeg, det kunde
-være nok. Jeg havde set mere end jeg brød
+Men en skønne Dag syntes jeg, det kunde
+være nok. Jeg havde set mere end jeg brød
 mig om, Tiderne blev daarlige for Sejlskibene,<span class="pagenum"><a name="Side_81" id="Side_81" title="[S. 81]"> </a></span>
-jeg mente ikke, Sejladsen førte til ret meget
-mere. Saa byggede jeg Møllen her. En
-Mølle er dog et Slags Skib, den bruger baade
+jeg mente ikke, Sejladsen førte til ret meget
+mere. Saa byggede jeg Møllen her. En
+Mølle er dog et Slags Skib, den bruger baade
 Vind og Sejl for at male i Posen, og tillige
-maler den langt sikrere. De andre Møllere
-paa Egnen korsede sig over den ny Møller,
-der førte sin Mølle som en Skude og lod
-staa til selv i den stærkeste Storm. Efterhaanden
-havde min Mølle malet saameget,
-som jeg og min Datter behøvede. Jeg
-var gammel, mit Syn ødelagt af den skarpe
-Blæst og det hvirvlende Melstøv. Og saa
-bliver man saa træt af saadan en Mølle, der
-evigt støjer og altid svinger rundt paa samme
-Plet. Jeg var træt, trængte til at lade Møllen
+maler den langt sikrere. De andre Møllere
+paa Egnen korsede sig over den ny Møller,
+der førte sin Mølle som en Skude og lod
+staa til selv i den stærkeste Storm. Efterhaanden
+havde min Mølle malet saameget,
+som jeg og min Datter behøvede. Jeg
+var gammel, mit Syn ødelagt af den skarpe
+Blæst og det hvirvlende Melstøv. Og saa
+bliver man saa træt af saadan en Mølle, der
+evigt støjer og altid svinger rundt paa samme
+Plet. Jeg var træt, trængte til at lade Møllen
 hvile og faa Stilhed omkring mig. Deri er
 jo intet underligt. De, der dog ikke er nogen
 gammel Mand, har nok haft noget af samme
 Fornemmelse, efter hvad Grethe har fortalt
 mig.</p>
 
-<p>Mærkeligere er det med Grethe. Hun
+<p>Mærkeligere er det med Grethe. Hun
 er ligesom Barn af Stilheden heroppe, hun
 kan ikke slippe den, saa ung hun er. Hvis<span class="pagenum"><a name="Side_82" id="Side_82" title="[S. 82]"> </a></span>
-De tror, det er mig, som øver Pres paa
+De tror, det er mig, som øver Pres paa
 hende for at faa hende til at sidde og kukkelure
 sammen med mig, tager De Fejl. Jeg
 har ofte nok foreslaaet hende, at hun skulde
 se sig om i Verden. Jeg har endogsaa tilbudt
 hende at flytte med hende et Aarstid
 til Hovedstaden. Hun vil ikke bort herfra.
-Her synes hun, hun har alt det, der gør
-hende glad. For det derude føler hun kun
+Her synes hun, hun har alt det, der gør
+hende glad. For det derude føler hun kun
 Frygt og Uvilje. Det er ikke kommet med
-Alderen, gennem Læsning af alle de utilfredse
-moderne Bøger, som man kunde formode.
-Hun er født med det. Da hun var en lille
-Pige, tænkte jeg at skulle gøre hende en Fornøjelse
-ved at skikke hende paa et Besøg over
-til hendes Moders Slægtninge i Hovedstaden.
+Alderen, gennem Læsning af alle de utilfredse
+moderne Bøger, som man kunde formode.
+Hun er født med det. Da hun var en lille
+Pige, tænkte jeg at skulle gøre hende en Fornøjelse
+ved at skikke hende paa et Besøg over
+til hendes Moders Slægtninge i Hovedstaden.
 Hun blev artigt sin Tid ud; men da hun
-kom tilbage, tog hun det Løfte af mig, at
+kom tilbage, tog hun det Løfte af mig, at
 jeg aldrig mere maatte sende hende bort.
-Familjen havde været god nok imod hende
+Familjen havde været god nok imod hende
 og gjort alt for at adsprede hende. Men
-hun længtes kun efter Vejrbakken, hun var
-bleven bleg af at længes og føle sig ene.«</p>
+hun længtes kun efter Vejrbakken, hun var
+bleven bleg af at længes og føle sig ene.«</p>
 
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_83" id="Side_83" title="[S. 83]"> </a></span></p>
 
 <p>Den Gamle standsede og sad en Stund
-fordybet i Tanker. Saa tilføjede han: »Naa,
+fordybet i Tanker. Saa tilføjede han: »Naa,
 en Gang maa hun vel bort herfra &mdash; naar
-jeg er død. Medmindre hun faar en Mand,
+jeg er død. Medmindre hun faar en Mand,
 der kan finde sig i at blive her hos hende.
 Men Vejrbakken er just ikke frodig paa unge
-Mænd, og, saavidt jeg kan skønne, har Grethe
-hellerikke været videre befængt med Giftetanker.
+Mænd, og, saavidt jeg kan skønne, har Grethe
+hellerikke været videre befængt med Giftetanker.
 Ogsaa i det Stykke er hun anderledes
 end unge Piger flest, endda hun har
-læst nok af Romaner om Elskov og Sværmeri.«</p>
+læst nok af Romaner om Elskov og Sværmeri.«</p>
 
-<p>&mdash; &mdash; Jeg blev længe siddende i Møllerens
-Stue. Da Mørket faldt paa, tændte
+<p>&mdash; &mdash; Jeg blev længe siddende i Møllerens
+Stue. Da Mørket faldt paa, tændte
 Grethe Lampen og satte sig til Klaveret. I
 det aabne Vindu tegnede sig Omridset af den
-hvilende Mølle paa Baggrund af den blege
+hvilende Mølle paa Baggrund af den blege
 Sommerhimmel. Og ud i Stilheden bares
-til Klaverets spinkle, sprøde Toner Grethes
-simple, rørende Sang.</p>
+til Klaverets spinkle, sprøde Toner Grethes
+simple, rørende Sang.</p>
 
-<p>Men i Sofahjørnet slumrede den gamle
-Møller, med Lampelysets bløde Skær over
+<p>Men i Sofahjørnet slumrede den gamle
+Møller, med Lampelysets bløde Skær over
 det mildt smilende Ansigt.</p>
 
 <hr class="chapbreak" />
@@ -2171,82 +2132,82 @@ det mildt smilende Ansigt.</p>
 
 <p>Hvad mon Verden for Tiden foretager
 sig? Var den store Krig eller den store
-Revolution brudt løs, havde Rygtet vel været
-saa højrøstet, at det var naaet mig. Nu da
-ingen Rygter forstyrrer min avisløse Tilværelse,
-tør jeg sikkert slutte, at Begivenhederne
-ikke er overvældende. Fra det hjemlige
-Marked indskrænker Noteringerne sig formodenlig
-til det sædvanlige Antal Forlovelser
-og Skandaler, den sædvanlige politiske Suppe
-paa en Pølsepind, der næppe en Gang har
-Lugten af Kødmad tilbage, en Smule Teatervrøvl
-i Anledning af den tilstundende Sæson
-og Forkyndelsen af et Par Snese nye Bøger,
-hvoraf de tre Fjerdedele vil være glemte<span class="pagenum"><a name="Side_85" id="Side_85" title="[S. 85]"> </a></span>
+Revolution brudt løs, havde Rygtet vel været
+saa højrøstet, at det var naaet mig. Nu da
+ingen Rygter forstyrrer min avisløse Tilværelse,
+tør jeg sikkert slutte, at Begivenhederne
+ikke er overvældende. Fra det hjemlige
+Marked indskrænker Noteringerne sig formodenlig
+til det sædvanlige Antal Forlovelser
+og Skandaler, den sædvanlige politiske Suppe
+paa en Pølsepind, der næppe en Gang har
+Lugten af Kødmad tilbage, en Smule Teatervrøvl
+i Anledning af den tilstundende Sæson
+og Forkyndelsen af et Par Snese nye Bøger,
+hvoraf de tre Fjerdedele vil være glemte<span class="pagenum"><a name="Side_85" id="Side_85" title="[S. 85]"> </a></span>
 samme Dag, de udkommer &mdash; fordi de handler
 om alt muligt andet end det, der ligger baade
-Forfatteren og hans Læsere paa Sinde, eller
+Forfatteren og hans Læsere paa Sinde, eller
 fordi Forfatteren ikke har noget paa Sinde, der
 kan interessere Andre end ham selv og hans
-nærmeste Paarørende.</p>
+nærmeste Paarørende.</p>
 
-<p>Det er Betænkeligheder af den sidste Art,
-der faar mig til at tøve med min Bog om
+<p>Det er Betænkeligheder af den sidste Art,
+der faar mig til at tøve med min Bog om
 den gamle By. Den ene Dag finder jeg
 Emnet altfor ringe og ubetydende, frygter,
 at Folk med Foragt skal vende sig fra min
 Bog, sigende: hvad vedkommer dette os?
-Men næste Dag, naar jeg vaagner i svulmende
-Lykke over al den Skønhed af gamle Minder
-og nye Indtryk, hvori jeg lever, genfødes
+Men næste Dag, naar jeg vaagner i svulmende
+Lykke over al den Skønhed af gamle Minder
+og nye Indtryk, hvori jeg lever, genfødes
 Forvisningen om, at min Bog ogsaa maa
-kunne bringe Bud til andre Hjærter, der har
-følt og drømt de samme Længsler som mit.</p>
+kunne bringe Bud til andre Hjærter, der har
+følt og drømt de samme Længsler som mit.</p>
 
 <p>Saaledes gaar Arbejdet langsomt og rykvis
 under de skiftende Stemninger. Eller
-tøver jeg af den Grund, at de nye Oplevelser
-væver ind i de gamle Minder en Roman,<span class="pagenum"><a name="Side_86" id="Side_86" title="[S. 86]"> </a></span>
+tøver jeg af den Grund, at de nye Oplevelser
+væver ind i de gamle Minder en Roman,<span class="pagenum"><a name="Side_86" id="Side_86" title="[S. 86]"> </a></span>
 som endnu kun er i sin Vorden; hvis Afslutning
 jeg ialfald ikke kender?</p>
 
-<p>Hæmmes jeg maaske ogsaa af en vis
+<p>Hæmmes jeg maaske ogsaa af en vis
 fejg Angst for de Venner og Veninder, jeg
 har forladt? Faar de skeptiske Smil, hvormed
-jeg forudser, at de vil læse om min
-Pilgrimsfærd til Barndommens hellige Land,
+jeg forudser, at de vil læse om min
+Pilgrimsfærd til Barndommens hellige Land,
 undertiden min Haand til at standse? Er jeg
 selv her i min sikre Ensomhed, borte fra alle
 Rygter og alle Randgloser, under Selskabets
-Trældomsfrygt?</p>
+Trældomsfrygt?</p>
 
 <p>Jeg betroede mig iaften til Grethe, mens
-vi gik vor Aftentur paa Møllebakken. Da jeg
+vi gik vor Aftentur paa Møllebakken. Da jeg
 havde endt mit Skriftemaal, sagde hun, varsomt
-og med sænket Hoved, ligesom hun
+og med sænket Hoved, ligesom hun
 vilde undskylde, at hun udtalte sin Mening:
-»Efter hvad jeg kender til Literatur &mdash; jeg
-har før læst ikke saa lidt &mdash; og saavidt jeg
-kan dømme, er Frygt for at tale rent ud,
+»Efter hvad jeg kender til Literatur &mdash; jeg
+har før læst ikke saa lidt &mdash; og saavidt jeg
+kan dømme, er Frygt for at tale rent ud,
 Frygt for at give sig helt hen, Mangelen hos
-næsten alle Forfattere. Jeg har den Fornemmelse,
-naar jeg læser en Bog, at Forfatteren,
-selv hvor han foregiver Aabenhjærtighed, altid<span class="pagenum"><a name="Side_87" id="Side_87" title="[S. 87]"> </a></span>
-skeler til Læsernes Domstol, altid er betænkt
-paa sin Værdighed, altid pynter og pudser
+næsten alle Forfattere. Jeg har den Fornemmelse,
+naar jeg læser en Bog, at Forfatteren,
+selv hvor han foregiver Aabenhjærtighed, altid<span class="pagenum"><a name="Side_87" id="Side_87" title="[S. 87]"> </a></span>
+skeler til Læsernes Domstol, altid er betænkt
+paa sin Værdighed, altid pynter og pudser
 sig lidt, for at Ingen skal tage Anledning til
 Forargelse eller Spot. Bryder De Dem om
 mit Raad, der maaske lyder anmassende, saa
 skriv, som om De ikke havde andet Publikum
 end mig, der er en uvidende Pige og ikke
-klog nok til hverken at spotte eller forarges.«</p>
+klog nok til hverken at spotte eller forarges.«</p>
 
 <p>Vi var standsede, vi saa' Fjorden og Byen
 dybt under os:</p>
 
-<p>»Eller skriv,« sagde hun, »som den, der
-boer paa Vejrbakken.«</p>
+<p>»Eller skriv,« sagde hun, »som den, der
+boer paa Vejrbakken.«</p>
 
 <hr class="chapbreak" />
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_88" id="Side_88" title="[S. 88]"> </a></span></p>
@@ -2262,207 +2223,207 @@ boer paa Vejrbakken.«</p>
 <p>Jeg har opdaget, at Grethe i Grunden
 slet ikke kender den gamle By, og jeg har
 bedt hende, om jeg maatte vise hende den.
-Jeg vilde saa gærne, at hun skulde lære at
-holde af den, saadan som jeg gør. Fordi
-hun forstod, at det vilde glæde mig, modtog
+Jeg vilde saa gærne, at hun skulde lære at
+holde af den, saadan som jeg gør. Fordi
+hun forstod, at det vilde glæde mig, modtog
 hun mit Tilbud. Hun synes ogsaa at interessere
-sig for, hvad jeg viser og fortæller
+sig for, hvad jeg viser og fortæller
 hende, men mest morer det hende vist at se
-min Iver som den gamle Bys Fremfører.</p>
+min Iver som den gamle Bys Fremfører.</p>
 
 <p>Idag viste jeg hende Slottet.</p>
 
 <p>Slottet, der ligger nede ved Fjorden og
-gør Tjeneste som Amtmandsbolig, er en lang
+gør Tjeneste som Amtmandsbolig, er en lang
 graa pakhuslignende Bygning med et Utal af
 smaarudede Vinduer i to Etager. Kun den<span class="pagenum"><a name="Side_89" id="Side_89" title="[S. 89]"> </a></span>
-Række af gamle Poppeltræer, der paraderer
-foran det, og den rødkappede Skildvagt, der
+Række af gamle Poppeltræer, der paraderer
+foran det, og den rødkappede Skildvagt, der
 vandrer frem og tilbage mellem Poplerne,
 kendetegner det som et fremragende Hus.
-Som det nu fremtræder, er Slottet hverken
-særlig gammelt eller paa nogen Maade mærkeligt.
+Som det nu fremtræder, er Slottet hverken
+særlig gammelt eller paa nogen Maade mærkeligt.
 Det har kun sparsomme Rester fra den
-Tid, det var et virkeligt Slot og Sæde for
+Tid, det var et virkeligt Slot og Sæde for
 Kongens Lensmand.</p>
 
 <p>Det er henimod Skumring, da jeg med
 Grethe vandrer gennem den dybe skumle
 Port i Forhuset ind i den store firkantede
-Slotsgaard, der omsluttes af lave hvide Længer.
-Græsset gror frodigt mellem Gaardens Brostene,
-langs Længerne staar paa fornem Herregaardsvis
+Slotsgaard, der omsluttes af lave hvide Længer.
+Græsset gror frodigt mellem Gaardens Brostene,
+langs Længerne staar paa fornem Herregaardsvis
 smaa kuppelklippede Linde. Ved
-Foden af Træerne løber, hele Gaarden rundt,
+Foden af Træerne løber, hele Gaarden rundt,
 en Rendesten saa dyb og bred som en lille
-Bæk, med talrige Gangbrædter over.</p>
+Bæk, med talrige Gangbrædter over.</p>
 
-<p>Vi sidder paa en Bænk under Lindene
-ved Længen lige over for Porten, hvor Vandet
+<p>Vi sidder paa en Bænk under Lindene
+ved Længen lige over for Porten, hvor Vandet
 fra Rendestenene samler sig og forsvinder i
-en underjordisk Afløbskanal ned til Fjorden.<span class="pagenum"><a name="Side_90" id="Side_90" title="[S. 90]"> </a></span>
+en underjordisk Afløbskanal ned til Fjorden.<span class="pagenum"><a name="Side_90" id="Side_90" title="[S. 90]"> </a></span>
 Og mens Solen daler i Bakkerne Nordvest
 for Byen og sender sine sidste Straaler paa
-Skraa gennem Porten ind over Gaardens Græs,
-fortæller jeg Grethe om den strænge Hr. Esben,
+Skraa gennem Porten ind over Gaardens Græs,
+fortæller jeg Grethe om den strænge Hr. Esben,
 der for mange Aarhundreder siden raadede
 her paa Slottet, navnkundig ikke mindre som
 Kvindebedaarer end som Kriger. Til Sikkerhed
-i Ufredstider var af hans Forgængere bygget
-en Løngang fra Slottets Kælder til Volden
+i Ufredstider var af hans Forgængere bygget
+en Løngang fra Slottets Kælder til Volden
 paa den anden Side Fjorden. Hr. Esben benyttede
-dog Løngangen mest til sine galante
-Æventyr. Han havde et vennesælt, nedladende
-Væsen, samme Herre. Ofte bød han
-en Borger med hans unge Kone eller Fæstemø
+dog Løngangen mest til sine galante
+Æventyr. Han havde et vennesælt, nedladende
+Væsen, samme Herre. Ofte bød han
+en Borger med hans unge Kone eller Fæstemø
 til Gilde paa Slottet. Men naar Borgermanden
-var drukken ganske sanseløs, lokkede han den
+var drukken ganske sanseløs, lokkede han den
 unge Kone ud af Salen, lod hende, om hun
-gjorde Modstand, kneble og førte hende gennem
-Løngangen under Fjorden til et lidet
+gjorde Modstand, kneble og førte hende gennem
+Løngangen under Fjorden til et lidet
 Hus med vellystige Kammerser, hvor Gildet
-saa fortsattes, den Bortførte oftest ej til Ubehag,
-saasom Hr. Esben var saare skøn og
+saa fortsattes, den Bortførte oftest ej til Ubehag,
+saasom Hr. Esben var saare skøn og
 gavmild; den narrede Mand eller Elsker til<span class="pagenum"><a name="Side_91" id="Side_91" title="[S. 91]"> </a></span>
-megen Fortrædelighed, naar han vaagnede af
-sin Rus og fandt Fuglen fløjet. Dog saa'
+megen Fortrædelighed, naar han vaagnede af
+sin Rus og fandt Fuglen fløjet. Dog saa'
 han sin Fordel i at tie, holde gode Miner til
 slet Spil og bide Skammen i sig. For Hr.
-Esben var kendt som en nidkær Herre med
+Esben var kendt som en nidkær Herre med
 en haard Haand. Desuden var der jo ingen
 Anledning til at udbasunere over den ganske
-Stad den Tort, der var bleven Ens Kæreste
-til Del, især naar man ikke kunde være saa
+Stad den Tort, der var bleven Ens Kæreste
+til Del, især naar man ikke kunde være saa
 sikker paa, hvor god eller hvor daarlig hendes
-Vilje havde været. Et og andet sivede dog
+Vilje havde været. Et og andet sivede dog
 ud gennem forblommede Ord, et og andet
 kunde anes ved pludseligt brudte Trolovelser
-og Ufred mellem Ægtefæller, der før havde
+og Ufred mellem Ægtefæller, der før havde
 levet i god Enighed. En Sky af hemmelig
 Angst og hviskende Had lagde sig efterhaanden
 mellem Byen og Slottet.</p>
 
-<p>Saa hændte det, at Hr. Esben kastede
-sine Øjne paa Borgmesterens dejlige 17 Aars
+<p>Saa hændte det, at Hr. Esben kastede
+sine Øjne paa Borgmesterens dejlige 17 Aars
 Datter, nygift med en af Byens raskeste og
-dygtigste unge Haandværkere, Klaus Bryde.
-Hr. Esben smægtede og smiskede en Stund
-med dristige Blik og lønlige Tegn, naar han<span class="pagenum"><a name="Side_92" id="Side_92" title="[S. 92]"> </a></span>
+dygtigste unge Haandværkere, Klaus Bryde.
+Hr. Esben smægtede og smiskede en Stund
+med dristige Blik og lønlige Tegn, naar han<span class="pagenum"><a name="Side_92" id="Side_92" title="[S. 92]"> </a></span>
 red forbi den unge Kones <a class="corr" name="rett_1" id="rett_1" title="var: Vindve">Vindue</a>. Og da
 han havde forstaaet, at hun ikke tog ham
-hans Hyldest ilde op, greb han den først
+hans Hyldest ilde op, greb han den først
 mulige Anledning til at byde Klaus Bryde
-og Kone være Gæster paa Slottet. Klaus
+og Kone være Gæster paa Slottet. Klaus
 Bryde havde imidlertid lugtet Lunten. Han
-drak sig fuld kun paa Skrømt. Alt mens
+drak sig fuld kun paa Skrømt. Alt mens
 hans Hoved sank dybere paa Brystet, iagttog
-han de ømme Blikke, der veksledes mellem
+han de ømme Blikke, der veksledes mellem
 hans Kone og Lensmanden. Og ikke saasnart
 var de to forsvundne ud af Salen, hvor
-de troede Ægtemanden <span class="sic" title="[sic]">hvilende</span> i en salig
-Rus, før Klaus Bryde rejste sig, gik hen til
+de troede Ægtemanden <span class="sic" title="[sic]">hvilende</span> i en salig
+Rus, før Klaus Bryde rejste sig, gik hen til
 et af Slottets Vinduer og gav en lille Skare
 udenfor ventende Venner et aftalt Tegn. Med
-Vaaben i Haand trængte de sig ind i Slottet,
+Vaaben i Haand trængte de sig ind i Slottet,
 overmandede og kneblede den intet anende
-Vagt, fandt, anførte af Klaus Bryde, den aabne
-Dør til Løngangen, saa' i det Fjærne det blege
-Lys af døende Fakler og ilede ind i Mørket ...
+Vagt, fandt, anførte af Klaus Bryde, den aabne
+Dør til Løngangen, saa' i det Fjærne det blege
+Lys af døende Fakler og ilede ind i Mørket ...
 &mdash; Om det Drama, der er udspillet paa Fjordens
-Dyb, beretter Sagnet følgende: Da Slottets
-Folk den næste Morgen, opskræmte af den<span class="pagenum"><a name="Side_93" id="Side_93" title="[S. 93]"> </a></span>
-omsider befriede Vagts Fortælling, kom til,
-var Løngangens Dør smækket i Laas. Det
-varede en rum Stund, inden den svære Jærndør
-sprængtes, og i det samme, den aabnedes,
+Dyb, beretter Sagnet følgende: Da Slottets
+Folk den næste Morgen, opskræmte af den<span class="pagenum"><a name="Side_93" id="Side_93" title="[S. 93]"> </a></span>
+omsider befriede Vagts Fortælling, kom til,
+var Løngangens Dør smækket i Laas. Det
+varede en rum Stund, inden den svære Jærndør
+sprængtes, og i det samme, den aabnedes,
 saa' man de uskadte Lig af tre af Klaus Brydes
-Venner. Efter en haabløs Kamp for at sprænge
-Døren var de kvalte. Længere inde i Gangen
+Venner. Efter en haabløs Kamp for at sprænge
+Døren var de kvalte. Længere inde i Gangen
 fandtes flere Lig af Kvalte, midtvejs Lensmanden,
 den unge Kone, Klaus Bryde, de to
-Fakkelsvende og et Par Andre, alle skrækkeligt
-lemlæstede. &mdash; Siden hed det sig, at en
+Fakkelsvende og et Par Andre, alle skrækkeligt
+lemlæstede. &mdash; Siden hed det sig, at en
 Fisker, der hin Nat havde stanget Aal paa
-Fjorden ligeover Løngangen, mente at have
-hørt Vaabenraslen nede fra Dybet.</p>
+Fjorden ligeover Løngangen, mente at have
+hørt Vaabenraslen nede fra Dybet.</p>
 
 <hr class="tb" />
 
 <p>... Solen er gaaet ned. Den graa
 Skumring er falden over den stille Slotsgaard.
 Da lyder <a class="corr" name="rett_2" id="rett_2" title="var: en">et</a> dumpt Pjask i Vandet lige bag
-os og Grethe griber mig i Armen. »Hvad
-var det?« spørger hun. »Se selv,« svarer jeg
-og peger paa Gangbrædtet:</p>
-
-<p>»De gamle Slots-Rotters Time er inde.
-De drager deres Spøgelse-Færd fra Slottet ned<span class="pagenum"><a name="Side_94" id="Side_94" title="[S. 94]"> </a></span>
-til Fjorden. Se, snart svømmer de og snart
-entrer de over Brædtet. Sid bare roligt, de
-følger deres vante Vej, herop kommer de
+os og Grethe griber mig i Armen. »Hvad
+var det?« spørger hun. »Se selv,« svarer jeg
+og peger paa Gangbrædtet:</p>
+
+<p>»De gamle Slots-Rotters Time er inde.
+De drager deres Spøgelse-Færd fra Slottet ned<span class="pagenum"><a name="Side_94" id="Side_94" title="[S. 94]"> </a></span>
+til Fjorden. Se, snart svømmer de og snart
+entrer de over Brædtet. Sid bare roligt, de
+følger deres vante Vej, herop kommer de
 ikke. Det er en hel Karavane, de skal ned
-at se til den gamle Løngang, vaage over, at
+at se til den gamle Løngang, vaage over, at
 Ingen forstyrrer dens hemmelighedsfulde Hvile
-i Sagnets Mørke.«</p>
+i Sagnets Mørke.«</p>
 
-<p>»Hvad har Rotterne med Løngangen at
-bestille?« spørger Grethe.</p>
+<p>»Hvad har Rotterne med Løngangen at
+bestille?« spørger Grethe.</p>
 
-<p>»Kom, saa skal De høre!«</p>
+<p>»Kom, saa skal De høre!«</p>
 
-<p>Jeg fører hende hen til en Kælderluge i
-et Hjørne af Gaarden. Gennem Lugen, som
-jeg aabner, ser vi ned i nogle mørke murede
-Hvælvinger, hvorfra en klam indelukket Gravkammer-Luft
-slaar os i Møde.</p>
+<p>Jeg fører hende hen til en Kælderluge i
+et Hjørne af Gaarden. Gennem Lugen, som
+jeg aabner, ser vi ned i nogle mørke murede
+Hvælvinger, hvorfra en klam indelukket Gravkammer-Luft
+slaar os i Møde.</p>
 
-<p>Og jeg fortæller: »Da disse Krypt-Hvælvinger
+<p>Og jeg fortæller: »Da disse Krypt-Hvælvinger
 &mdash; vi gaar ikke derned; thi paa dette
-Tidspunkt er der næppe ganske hyggeligt &mdash;
+Tidspunkt er der næppe ganske hyggeligt &mdash;
 udgravedes i forrige Aarhundrede, paastaar
-man, at Løngangen, som man troede forlængst
+man, at Løngangen, som man troede forlængst
 forsvunden, om den overhovedet nogensinde
 havde eksisteret, genfandtes. En af
-Arbejderne tilbød at gaa derind; spændt afventede<span class="pagenum"><a name="Side_95" id="Side_95" title="[S. 95]"> </a></span>
-man Resultatet: man hørte hans
-Skridt og hans muntre Sang fjærne sig, det
+Arbejderne tilbød at gaa derind; spændt afventede<span class="pagenum"><a name="Side_95" id="Side_95" title="[S. 95]"> </a></span>
+man Resultatet: man hørte hans
+Skridt og hans muntre Sang fjærne sig, det
 var tydeligt, at han naaede frem. Saa blev
 alt stille. Man ventede og ventede, men han
-kom aldrig tilbage. Byens Øvrighed lovede
+kom aldrig tilbage. Byens Øvrighed lovede
 da en Straffefange Friheden, om han vilde
-forny Forsøget. Det var en forsoren Galgenfugl,
+forny Forsøget. Det var en forsoren Galgenfugl,
 der frygtede hverken Gud eller Fanden.
 Han slog til. En Tov blev bundet ham om
-Livet: saasnart der var Fare paa Færde, skulde
-han trække til. Karlen gik rask ned og forsvandt.
+Livet: saasnart der var Fare paa Færde, skulde
+han trække til. Karlen gik rask ned og forsvandt.
 Paa Tovet, der droges efter ham,
-kunde man skønne, at han fandt aaben Vej
+kunde man skønne, at han fandt aaben Vej
 adskillige Favne. Pludselig standsede Tovet,
-uden at der dog rykkedes i det. Man tænkte,
-han var stødt paa en eller anden Hindring,
-som han var ifærd med at rydde. Standsningen
+uden at der dog rykkedes i det. Man tænkte,
+han var stødt paa en eller anden Hindring,
+som han var ifærd med at rydde. Standsningen
 blev imidlertid uhyggelig langvarig.
 Maaske Manden var besvimet. Og man
 halede ind i Tovet: det kom tilbage uden
 Byrde; det var gnavet over &mdash; af Rotterne,
 som havde beholdt Karlen ... Men endnu ses<span class="pagenum"><a name="Side_96" id="Side_96" title="[S. 96]"> </a></span>
-i Hvælvingen en rusten Jærndør og indenfor
-den et Par murede Trin, som fører nedad.«</p>
+i Hvælvingen en rusten Jærndør og indenfor
+den et Par murede Trin, som fører nedad.«</p>
 
 <p>&mdash; &mdash; Vi stod atter udenfor, hvor de gamle
-Popler og Skildvagten i sin røde Kappe paraderer.
+Popler og Skildvagten i sin røde Kappe paraderer.
 Smilende saa' Grethe paa Slottet og
-sagde: »Hvem skulde nu tro, at den grimme,
-kedelige Bygning kunde forskrække Nogen!
+sagde: »Hvem skulde nu tro, at den grimme,
+kedelige Bygning kunde forskrække Nogen!
 Og dog var jeg ikke rigtig hyggelig til
-Mode før.«</p>
+Mode før.«</p>
 
-<p>»Ja,« svarede jeg, »saadan gaar det med
+<p>»Ja,« svarede jeg, »saadan gaar det med
 hele den gamle By. For den, der haster den
 ligegyldig igennem, er den kun en almindelig,
 hverdagsagtig Provinsby. Men for den,
-der oplader den sit Hjærte, aabenbarer den
-en Skat af fin Poesi og sære Sagn.«</p>
+der oplader den sit Hjærte, aabenbarer den
+en Skat af fin Poesi og sære Sagn.«</p>
 
 <hr class="chapbreak" />
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_97" id="Side_97" title="[S. 97]"> </a></span></p>
@@ -2475,53 +2436,53 @@ en Skat af fin Poesi og sære Sagn.«</p>
 <h3 class="date">3. September.</h3>
 
 
-<p>Vi har inat haft den første Efteraarsstorm.
+<p>Vi har inat haft den første Efteraarsstorm.
 Jeg laa i Sengen og lyttede til den.</p>
 
-<p>Oppe fra Skoven kommer et Vindstød
-susende, rusker i Pavillonens Træværk, saa
+<p>Oppe fra Skoven kommer et Vindstød
+susende, rusker i Pavillonens Træværk, saa
 det knager i alle Fuger, og bulrer videre
-ned over Bakken til Byen. Stød følger paa
-Stød, om og om igen den samme Leg, stadig
-vildere, stadig voldsommere. Træerne sukker,
-gisper og stønner. Stormen giver ikke Pardon.
+ned over Bakken til Byen. Stød følger paa
+Stød, om og om igen den samme Leg, stadig
+vildere, stadig voldsommere. Træerne sukker,
+gisper og stønner. Stormen giver ikke Pardon.
 Hvad der ikke har Kraft at staa, faar falde.</p>
 
-<p>Stormen, den store Opriver og Forskrækker,
+<p>Stormen, den store Opriver og Forskrækker,
 raser udenom mig. Jeg kender
 ingen Angst, jeg ler den op i Ansigtet: Du
-skræmmer mig ikke, Du naaer mig ikke, Du
+skræmmer mig ikke, Du naaer mig ikke, Du
 havde din Klo i mig, men jeg undslap Dig.</p>
 
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_98" id="Side_98" title="[S. 98]"> </a></span></p>
 
 <p>Og i lykkeligt Overmod velsigner jeg
-Stormen. Den blæser Efteraaret ind, den
+Stormen. Den blæser Efteraaret ind, den
 dejlige Tid, hvor der bliver endnu mere stille
 paa Vejrbakken; den Tid, hvor Vejrbakken
-vil tilhøre kun Grethe og mig.</p>
+vil tilhøre kun Grethe og mig.</p>
 
-<p>Iaftes, da jeg forlod Møllerhuset og hun
-fulgte mig til Dørs, sagde hun: »Ser De, nu
+<p>Iaftes, da jeg forlod Møllerhuset og hun
+fulgte mig til Dørs, sagde hun: »Ser De, nu
 er Himlen fuld af Efteraar. Nu drager Syden
-Trækfuglene, nu længes Hovedstadsfolk bort
+Trækfuglene, nu længes Hovedstadsfolk bort
 fra de stille Steder. Begynder ikke ogsaa De
-at længes?«</p>
+at længes?«</p>
 
-<p>»Og hvis jeg rejste,« spurgte jeg, »vilde
-De føle det som et Savn?«</p>
+<p>»Og hvis jeg rejste,« spurgte jeg, »vilde
+De føle det som et Savn?«</p>
 
-<p>Hendes Øjne duggedes, mens de saa' ind
-i mine og hun svarede: »Jeg synes, det maa
-være saa forfærdeligt at skulle sige Farvel.
-Hvis De rejser, saa lov mig, at De gør det
-uden Afsked.«</p>
+<p>Hendes Øjne duggedes, mens de saa' ind
+i mine og hun svarede: »Jeg synes, det maa
+være saa forfærdeligt at skulle sige Farvel.
+Hvis De rejser, saa lov mig, at De gør det
+uden Afsked.«</p>
 
-<p>»Jeg rejser ikke, før <em>De</em> siger Farvel.«</p>
+<p>»Jeg rejser ikke, før <em>De</em> siger Farvel.«</p>
 
 <p>Og jeg skyndte mig bort i det frembrydende
 Uvejr, men da jeg, henne ved Skoven,
-vendte mig, stod hun endnu i Døren og saa'
+vendte mig, stod hun endnu i Døren og saa'
 efter mig.</p>
 
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_99" id="Side_99" title="[S. 99]"> </a></span></p>
@@ -2531,20 +2492,20 @@ efter mig.</p>
 
 <p>Hvorfor siger jeg hende ikke, at jeg
 elsker hende? Er det af Frygt for, at det
-skulde bedrøve eller mishage hende? Visselig
+skulde bedrøve eller mishage hende? Visselig
 ikke. Af tusind Smaating har hun forstaaet,
-hvor kær og dyrebar hun er mig; for hver
-Dag ser hun, uden at jeg behøver at sige det,
-hvordan min Kærlighed tager Vækst. Hun
-sér det, med Smil i sit Blik, med fagre Roser
+hvor kær og dyrebar hun er mig; for hver
+Dag ser hun, uden at jeg behøver at sige det,
+hvordan min Kærlighed tager Vækst. Hun
+sér det, med Smil i sit Blik, med fagre Roser
 paa Kind.</p>
 
-<p>Jeg taler ikke, fordi jeg ikke nænner at
-forstyrre vore Sjæles Møde i den trygge
-Ventens Tysthed. Fordi jeg føler mig til
+<p>Jeg taler ikke, fordi jeg ikke nænner at
+forstyrre vore Sjæles Møde i den trygge
+Ventens Tysthed. Fordi jeg føler mig til
 Mode, som sad vi Haand i Haand og lyttede
-til en dæmpet Sang ude over Vandet en yndig
-Skærsommernat.</p>
+til en dæmpet Sang ude over Vandet en yndig
+Skærsommernat.</p>
 
 <hr class="chapbreak" />
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_100" id="Side_100" title="[S. 100]"> </a></span></p>
@@ -2557,70 +2518,70 @@ Skærsommernat.</p>
 <h3 class="date">Slutningen af September.</h3>
 
 
-<p>Det er Frugthøstens Tid. I Møllerens
+<p>Det er Frugthøstens Tid. I Møllerens
 Have gaar Arbejdet muntert og travlt.</p>
 
-<p>Paa den lille Plæne mellem alle de bugnende
-Træer, midt i Travlheden, sidder Mølleren
-i en Lænestol og leder, trods sin Blindhed,
-Arbejdet. Han kender alle Træer i Haven og
-udpeger dem i den Rækkefølge, de skal høstes;
+<p>Paa den lille Plæne mellem alle de bugnende
+Træer, midt i Travlheden, sidder Mølleren
+i en Lænestol og leder, trods sin Blindhed,
+Arbejdet. Han kender alle Træer i Haven og
+udpeger dem i den Rækkefølge, de skal høstes;
 han giver Ordre om, hvordan Plukningen for
-hvert enkelt Træs Vedkommende skal foregaa,
+hvert enkelt Træs Vedkommende skal foregaa,
 og han modtager Kurvene, efterhaanden
-som de fyldes, til kyndig Undersøgelse og
-Prøvelse.</p>
+som de fyldes, til kyndig Undersøgelse og
+Prøvelse.</p>
 
-<p>Grethe fører Tilsyn med Plukningen,
+<p>Grethe fører Tilsyn med Plukningen,
 hvortil er lejede et Par Piger og Karle; hun<span class="pagenum"><a name="Side_101" id="Side_101" title="[S. 101]"> </a></span>
-tager selv Del i Arbejdet og hun sætter ogsaa
-mig i Beskæftigelse. Hun og jeg besørger de
-fine Frugter, der vokser paa glasdækkede
-Espalierer og som maa behandles med særlig
+tager selv Del i Arbejdet og hun sætter ogsaa
+mig i Beskæftigelse. Hun og jeg besørger de
+fine Frugter, der vokser paa glasdækkede
+Espalierer og som maa behandles med særlig
 Varsomhed. Jeg staar paa en Stige og plukker
-dem, hun nedenfor med udbredt Forklæde.
-Men ofte maa hun skænde paa mig for min
-Dovenskab; thi det hænder hvert Øjeblik,
-naar jeg skal række hende Frugten, at jeg
+dem, hun nedenfor med udbredt Forklæde.
+Men ofte maa hun skænde paa mig for min
+Dovenskab; thi det hænder hvert Øjeblik,
+naar jeg skal række hende Frugten, at jeg
 fortaber mig i Beskuelsen af hendes ivrigt
-blussende Ansigt, der er skønnere end nogen
-Frugt. Og hvad hjælper det, hun skænder?
-Hun bliver kun dobbelt sød i sin skrømtede
+blussende Ansigt, der er skønnere end nogen
+Frugt. Og hvad hjælper det, hun skænder?
+Hun bliver kun dobbelt sød i sin skrømtede
 Utaalmodighed.</p>
 
 <p>&mdash; &mdash; &mdash; Naar Duggen begynder at falde,
-standses Plukningen og Kurvene bæres ind i
+standses Plukningen og Kurvene bæres ind i
 Frugtkamrene, der har Hylder fra Gulv til
 Loft, og hvor Grethe forestaar Sorteringens
-vigtige og vanskelige Arbejde: hvad der tør
-sendes til Hovedstadens kræsne, men højtbetalende
+vigtige og vanskelige Arbejde: hvad der tør
+sendes til Hovedstadens kræsne, men højtbetalende
 Frugthandlere, hvad Prangerne kan
 faa overladt til en billig Penge, hvad der
 egner sig til Syltning og Henkogning og hvad<span class="pagenum"><a name="Side_102" id="Side_102" title="[S. 102]"> </a></span>
 endelig der skal forbeholdes Husets Vinterforbrug.</p>
 
 <p>Som der dufter her i disse Frugtkamre.
-Alle de syrlige og søde Aande fra Kurve og
-Hylder fortættes i de indelukkede Rum og
-blander sig til en berusende Essens, der længe
-hænger i Ens Klæder.</p>
-
-<p>Og saa prægtig Grethe ser ud, som hun,
-med Kjoleærmerne smøgede op om de hvide
-stærke Arme, tager i de solbrændte Hænder
+Alle de syrlige og søde Aande fra Kurve og
+Hylder fortættes i de indelukkede Rum og
+blander sig til en berusende Essens, der længe
+hænger i Ens Klæder.</p>
+
+<p>Og saa prægtig Grethe ser ud, som hun,
+med Kjoleærmerne smøgede op om de hvide
+stærke Arme, tager i de solbrændte Hænder
 Frugt paa Frugt og med hastig Kendermine
 tildeler hver sin Plads og Rang.</p>
 
-<p>Helst tænker jeg dog paa hende, som
+<p>Helst tænker jeg dog paa hende, som
 jeg saa' hende nedenfor Stigen ved Espalieret.
-Hvis jeg skrev Vers, vilde jeg sætte Billedet
+Hvis jeg skrev Vers, vilde jeg sætte Billedet
 i Digt:</p>
 
-<p>»Det er Frugthøstens Tid. I Møllerens
+<p>»Det er Frugthøstens Tid. I Møllerens
 Have paa den golde Vejrbakke modnes den
-ædleste Frugt i Landet. I Møllerens Have
-staar hans Datter, den højbarmede Mø, med
-Favnen fuld af svulmende Druer.«</p>
+ædleste Frugt i Landet. I Møllerens Have
+staar hans Datter, den højbarmede Mø, med
+Favnen fuld af svulmende Druer.«</p>
 
 <hr class="chapbreak" />
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_103" id="Side_103" title="[S. 103]"> </a></span></p>
@@ -2634,109 +2595,109 @@ Favnen fuld af svulmende Druer.«</p>
 
 
 <p>I Kildehaven, der ligger mellem Byen
-og Vejrbakken, har de smaa Børn deres Park.
-Naar Vejret er godt, føres de, kørende i deres
+og Vejrbakken, har de smaa Børn deres Park.
+Naar Vejret er godt, føres de, kørende i deres
 Vugge-Kareter eller trippende paa deres stumpede
-Ben, herud af Mødre, Ammer og Barnepiger.
-En stor Runddel, skærmet af store Træer
-og omgiven af lange Bænke, er Samlingsstedet.
-Her findes en Træbod, hvorfra sælges
-Mælk og Smaakager, Lakris, Johannesbrød og
-fristende rødstribede Brystsukkerstænger. Men
+Ben, herud af Mødre, Ammer og Barnepiger.
+En stor Runddel, skærmet af store Træer
+og omgiven af lange Bænke, er Samlingsstedet.
+Her findes en Træbod, hvorfra sælges
+Mælk og Smaakager, Lakris, Johannesbrød og
+fristende rødstribede Brystsukkerstænger. Men
 midt paa Pladsen staar en broncebarsk Statue
-af en fædrelandsk Helt og ser med uanfægtet
-Krigeriskhed paa Børnenes Leg.</p>
+af en fædrelandsk Helt og ser med uanfægtet
+Krigeriskhed paa Børnenes Leg.</p>
 
 <p>Paa vor Vej til Byen gaar Grethe og jeg
-gærne gennem Kildehaven. For mig er det<span class="pagenum"><a name="Side_104" id="Side_104" title="[S. 104]"> </a></span>
-en Opfriskelse af mine spædeste Minder, fra
-den Gang jeg var et saa bevægeligt Gemyt,
-at jeg i Arrigskab rakte Tunge ad Blæsten og
-græd af Angst, naar min Barnepige, efter den
-almindelige respektløse Sædvane i Kildehaven,
-lod mig forrette mine nødtørftige Smaaærinder
-ved Foden af den strænge General. Først og
+gærne gennem Kildehaven. For mig er det<span class="pagenum"><a name="Side_104" id="Side_104" title="[S. 104]"> </a></span>
+en Opfriskelse af mine spædeste Minder, fra
+den Gang jeg var et saa bevægeligt Gemyt,
+at jeg i Arrigskab rakte Tunge ad Blæsten og
+græd af Angst, naar min Barnepige, efter den
+almindelige respektløse Sædvane i Kildehaven,
+lod mig forrette mine nødtørftige Smaaærinder
+ved Foden af den strænge General. Først og
 fremmest nyder jeg dog Grethes Henrykkelse
-over de Smaa. Med straalende Øjne følger
+over de Smaa. Med straalende Øjne følger
 hun deres yndefuldt-kejtede Tumlen og finder
 dem lige bedaarende, enten de leende pludrer
-eller pludselig stikker i en fortvivlet Brølen.
+eller pludselig stikker i en fortvivlet Brølen.
 Men allermest elsker hun de ganske Smaa,
 dem, der ligger i Vognene og kigger ud i
-Verden med store forundrede Øjne. Det
-hændte idag, at vi saa' en ung Moder tage
-saadan En op af Puderne og lægge den til
+Verden med store forundrede Øjne. Det
+hændte idag, at vi saa' en ung Moder tage
+saadan En op af Puderne og lægge den til
 sit store hvide Bryst, som den sugede sig
 fast til med graadig Mund og greb om med
-smaa ivrige Hænder. Med øm, andagtsfuld
+smaa ivrige Hænder. Med øm, andagtsfuld
 Tilbedelse fortabte Grethes Blik sig i dette
-Billede, og da hun endelig rev sig løs og vi<span class="pagenum"><a name="Side_105" id="Side_105" title="[S. 105]"> </a></span>
+Billede, og da hun endelig rev sig løs og vi<span class="pagenum"><a name="Side_105" id="Side_105" title="[S. 105]"> </a></span>
 gik bort, saa' jeg, at hun havde Taarer i
-Øjnene.</p>
+Øjnene.</p>
 
-<p>&mdash; &mdash; Vi talte siden om hendes Kærlighed
-til Børn. Hun sagde:</p>
+<p>&mdash; &mdash; Vi talte siden om hendes Kærlighed
+til Børn. Hun sagde:</p>
 
-<p>»Mit højeste Ønske er at blive Moder til
-mange Børn og bo paa Vejrbakken, hvor der
+<p>»Mit højeste Ønske er at blive Moder til
+mange Børn og bo paa Vejrbakken, hvor der
 er Plads til at tumle med dem. Jeg kunde
-ikke forestille mig at være gift, selv om jeg
-elskede min Mand aldrig saa højt, uden at
-have Børn. Kan noget tænkes skønnere for
+ikke forestille mig at være gift, selv om jeg
+elskede min Mand aldrig saa højt, uden at
+have Børn. Kan noget tænkes skønnere for
 en Kvinde end at give den Mand, hun elsker,
-Børn? Kan noget tænkes dejligere end at
-blive kaldt Moder? Vide og føle, ja høre
+Børn? Kan noget tænkes dejligere end at
+blive kaldt Moder? Vide og føle, ja høre
 paa den Klang, hvormed Ordet bliver sagt,
-at man ikke lever forgæves, men at der er
-Nogen, som saa nødvendigt trænger til En?
-Min Mand skulde intet tabe ved den Ømhed,
-jeg ofrede vore Børn. Jeg vilde elske ham
-dobbelt som deres Fader. Men fordi jeg føler
-det saadan, forstaar jeg ikke, ja forskrækkes
-af de unge Kvinder, hvorom jeg læser i
-moderne Bøger. Det er jo næsten, som de
-frygtede Børn som en Fare for deres Lykke.<span class="pagenum"><a name="Side_106" id="Side_106" title="[S. 106]"> </a></span>
+at man ikke lever forgæves, men at der er
+Nogen, som saa nødvendigt trænger til En?
+Min Mand skulde intet tabe ved den Ømhed,
+jeg ofrede vore Børn. Jeg vilde elske ham
+dobbelt som deres Fader. Men fordi jeg føler
+det saadan, forstaar jeg ikke, ja forskrækkes
+af de unge Kvinder, hvorom jeg læser i
+moderne Bøger. Det er jo næsten, som de
+frygtede Børn som en Fare for deres Lykke.<span class="pagenum"><a name="Side_106" id="Side_106" title="[S. 106]"> </a></span>
 Og ikke nok med det. De klynker og jamrer
-ovenikøbet over den Naturens Grusomhed,
-der lader dem føde i Smerte. Som om ikke
+ovenikøbet over den Naturens Grusomhed,
+der lader dem føde i Smerte. Som om ikke
 de fik tifold Vederlag for selv den pinefuldeste
 Kvide, naar de holder Barnet i deres Arme.
 Som om overhovedet det at blive Moder var
-noget værd, naar det ikke kostede Smerte! &mdash;
-Jeg tænkte først: det er Mændene, der i blødagtig
+noget værd, naar det ikke kostede Smerte! &mdash;
+Jeg tænkte først: det er Mændene, der i blødagtig
 Medynk skriver saa taabeligt om noget,
-de ikke forstaar. Men jeg læste siden det
-samme i langt stærkere Ord i Bøger, skrevne
-af Kvinder, som hævder at tale Kvindernes
+de ikke forstaar. Men jeg læste siden det
+samme i langt stærkere Ord i Bøger, skrevne
+af Kvinder, som hævder at tale Kvindernes
 Sag. Disse kvindelige Forfattere, Hustruer
-og Mødre ofte, er ligefrem fornærmede over,
-at alene Kvinden skal være Moder og at
+og Mødre ofte, er ligefrem fornærmede over,
+at alene Kvinden skal være Moder og at
 Moderpligterne afholder dem fra Deltagelse i
 vigtigere Samfundsopgaver. Jeg forstaar ikke
-de Kvinder, jeg forfærdes over dem. Jeg ser
-dem for mig med Ansigter fortrukne af Oprør
-mod Naturen. Jeg bliver syg af at læse
-deres Bøger. Jeg føler det, som om der blev
-myrdet smaa Børn inde i mig.«</p>
+de Kvinder, jeg forfærdes over dem. Jeg ser
+dem for mig med Ansigter fortrukne af Oprør
+mod Naturen. Jeg bliver syg af at læse
+deres Bøger. Jeg føler det, som om der blev
+myrdet smaa Børn inde i mig.«</p>
 
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_107" id="Side_107" title="[S. 107]"> </a></span></p>
 
-<p>Men, efter en Pavse, tilføjede Grethe:
-»Ser De, jeg tror nok, det har gjort meget,
+<p>Men, efter en Pavse, tilføjede Grethe:
+»Ser De, jeg tror nok, det har gjort meget,
 at jeg mistede min Moder saa tidligt. Al
-den utilfredsstillede Trang, jeg havde til Moder-Ømhed,
-har givet min Moder-Trang Vækst.
+den utilfredsstillede Trang, jeg havde til Moder-Ømhed,
+har givet min Moder-Trang Vækst.
 Jeg, der ikke mindes, hvordan det er at sidde
-paa Mo'rs Skød, kunde alt som lille Pige
-ikke se et Barn, uden at mine Arme længtes
-efter at favne det og lægge det op til mig.«</p>
+paa Mo'rs Skød, kunde alt som lille Pige
+ikke se et Barn, uden at mine Arme længtes
+efter at favne det og lægge det op til mig.«</p>
 
-<p>Saaledes talte den Moderløse til den Moderløse.
+<p>Saaledes talte den Moderløse til den Moderløse.
 Og mens jeg saa' paa hendes frodige
-Legeme, dér hun gik stolt og ren i sin frimodige
-Bekendelse, tænkte jeg, at bedre Lykke
-kunde jeg ikke give min Søn end at lade ham
-fødes af denne Kvinde.</p>
+Legeme, dér hun gik stolt og ren i sin frimodige
+Bekendelse, tænkte jeg, at bedre Lykke
+kunde jeg ikke give min Søn end at lade ham
+fødes af denne Kvinde.</p>
 
 <hr class="chapbreak" />
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_108" id="Side_108" title="[S. 108]"> </a></span></p>
@@ -2750,92 +2711,92 @@ fødes af denne Kvinde.</p>
 
 
 <p>Vi standser foran et langt lavt skiddengult
-Hus i en snæver Sidegyde. I hvert af
-Vinduerne, der ligger nær Jorden, sidder bag
+Hus i en snæver Sidegyde. I hvert af
+Vinduerne, der ligger nær Jorden, sidder bag
 Geranier og Gyldenlakker en gammel Kvinde
-med et kulørt strikket Tørklæde om Skuldrene.</p>
+med et kulørt strikket Tørklæde om Skuldrene.</p>
 
-<p>»I dette Hus &mdash; fortæller jeg Grethe &mdash;
+<p>»I dette Hus &mdash; fortæller jeg Grethe &mdash;
 bor saadanne gamle fattige Kvinder, der ikke
 er fine nok til at komme i Stiftelsen. Huset
 bestaar af en eneste lang Stue, afdelt ved
-Sirtses-Forhæng i tyve Rum, ti paa hver Side.
+Sirtses-Forhæng i tyve Rum, ti paa hver Side.
 I hver Baas bor en gammel Kvinde. I min
 Barndom hed en af dem Ane Marie. Hun
 er den eneste, hvem jeg har arvet.</p>
 
 <p>Ane Marie var en brystsvag Sypige. Hvor
-gammel hun var, véd jeg ikke; uden Tvivl<span class="pagenum"><a name="Side_109" id="Side_109" title="[S. 109]"> </a></span>
+gammel hun var, véd jeg ikke; uden Tvivl<span class="pagenum"><a name="Side_109" id="Side_109" title="[S. 109]"> </a></span>
 dog temmelig til Aars, siden hun havde faaet
-Plads i de veldædige Baase. Hun bevarede
-imidlertid saa sent, jeg husker hende, et fuldstændigt
+Plads i de veldædige Baase. Hun bevarede
+imidlertid saa sent, jeg husker hende, et fuldstændigt
 Barneansigt, glat og fint med to troskyldige,
-altid smilende brune Øjne. Af
-Person var hun det klejneste, jeg har sét.
+altid smilende brune Øjne. Af
+Person var hun det klejneste, jeg har sét.
 Hun listede som en lille beskeden Skygge
 ned ad Gaden med sin Bondehue paa Hovedet
-og det grønne uldne Sjal viklet om de spinkle
+og det grønne uldne Sjal viklet om de spinkle
 Skuldre. Her i Huset havde hun frit Logis,
-men forresten maatte hun ernære sig selv.
+men forresten maatte hun ernære sig selv.
 Det gjorde hun ved at sy hos Folk i
 Byen, hun havde sin Dag hver Uge hos
-seks Familjer. Nogen vidtdreven Færdighed
+seks Familjer. Nogen vidtdreven Færdighed
 i Sykunsten besad Ane Marie ikke. Men
 at lappe og stoppe forstod hun som ingen
 anden; der var aldrig et Stykke Linned eller
-Uldtøj saa laset, at hun ikke fandt det for
+Uldtøj saa laset, at hun ikke fandt det for
 godt til at kasseres. De barnrige Familjer,
 der ydede hende hendes Underhold, var da
 ikke narrede med hende, navnlig da hun ikke
-kunde beskyldes for at trække dem op. Hendes
-Gage, den hun bestemt afslog at faa forhøjet<span class="pagenum"><a name="Side_110" id="Side_110" title="[S. 110]"> </a></span>
+kunde beskyldes for at trække dem op. Hendes
+Gage, den hun bestemt afslog at faa forhøjet<span class="pagenum"><a name="Side_110" id="Side_110" title="[S. 110]"> </a></span>
 &mdash; hun fandt den i alle Maader rundelig &mdash;
 var seks Skilling pr. Dag. Men saa havde
 hun jo rigtignok tillige det meste af Kosten.
-Og med Hensyn til Kosten blev der kræset
+Og med Hensyn til Kosten blev der kræset
 for Ane Marie, hvor hun kom. Familjerne
-sørgede altid for at have hendes Livretter til
-hende, hvad der ejheller var økonomisk uoverkommeligt
+sørgede altid for at have hendes Livretter til
+hende, hvad der ejheller var økonomisk uoverkommeligt
 for Husmoderen og gjorde hendes
-Besøg dobbelt kært for os Børn; thi Ane
+Besøg dobbelt kært for os Børn; thi Ane
 Marie havde ogsaa i sin Smag bevaret en afgjort
-Barnlighed. Skulde hun have nævnet
+Barnlighed. Skulde hun have nævnet
 den Diner, der mest fristede hende, vilde hun
-uden Betænkning have svaret: Sødsuppe og
+uden Betænkning have svaret: Sødsuppe og
 Pandekager. Fra min tidligste Barndom, til
 vi rejste fra Byen, kom Ane Marie hver Torsdag
 hjemme hos os. Lignede hun paa Gaden
 en Skygge, blev hun i Stuen en mild lille
-Solstraale. Hun var altid fornøjet, altid opfyldt
+Solstraale. Hun var altid fornøjet, altid opfyldt
 af, hvor godt hun havde det og hvor
 gode Folk var imod hende, smilede altid taknemmeligt
-ud af sine brune Barneøjne. Men
-meddelsom blev hun først, naar hun var alene
-med os Børn. De Voksne skræmmede hende<span class="pagenum"><a name="Side_111" id="Side_111" title="[S. 111]"> </a></span>
+ud af sine brune Barneøjne. Men
+meddelsom blev hun først, naar hun var alene
+med os Børn. De Voksne skræmmede hende<span class="pagenum"><a name="Side_111" id="Side_111" title="[S. 111]"> </a></span>
 en Smule med deres Fornuft og Alvor.
-Sammen med Børn følte hun sig i sit Es.
-Deres smaa Sorger og Glæder forstod hun,
+Sammen med Børn følte hun sig i sit Es.
+Deres smaa Sorger og Glæder forstod hun,
 som det var hendes egne. Deres Forestillinger
 og Interesser var ogsaa hendes. Hele
 Eftermiddagen, naar vi var komne fra Skole,
 sad vi inde hos hende i den lille Strygestue
-og passiarede lunt og godt som med en jævnaldrende
+og passiarede lunt og godt som med en jævnaldrende
 Kammerat. &mdash; Men da Afskedens
 Stund oprandt og vi rejste fra Byen, stod
-hun ved Skibet og græd, som skulde hendes
-Hjærte briste.</p>
+hun ved Skibet og græd, som skulde hendes
+Hjærte briste.</p>
 
 <p>Hun glemte ikke sine smaa Venner.</p>
 
 <p>Aarene gik, jeg var allerede en stor Dreng
-med første Del af Artium, da der, just som
+med første Del af Artium, da der, just som
 Eksamen var overstaaet, kom Brev om, at
 Ane Marie, hvem jeg i Barndommens Letsindighed
-ikke ofte havde skænket nogen
-mindende Tanke, var død og havde indsat
-mig og en Broder samt to Børn i en anden
+ikke ofte havde skænket nogen
+mindende Tanke, var død og havde indsat
+mig og en Broder samt to Børn i en anden
 Familje til sine Arvinger. Den efterladte
-Kapital var 50 Rigsdaler til lige Deling, 12½
+Kapital var 50 Rigsdaler til lige Deling, 12½
 Daler til hver Arving. 50 Rigsdaler, det<span class="pagenum"><a name="Side_112" id="Side_112" title="[S. 112]"> </a></span>
 vilde for Ane Marie sige 800 Arbejdsdages
 Fortjeneste samlet sammen, Seksskilling paa
@@ -2846,9 +2807,9 @@ Seksskillinger gjorde jeg en dejlig fjorten
 Dages Fodtur efter den overstandne Eksamen.</p>
 
 <p>&mdash; &mdash; Og derfor, Grethe, kommer Taarer
-mig i Øjnene, naar jeg ser paa dette fattige
+mig i Øjnene, naar jeg ser paa dette fattige
 Hus, hvor der sidder gamle Kvinder i Vinduerne
-bag Geranier og Gyldenlakker.«</p>
+bag Geranier og Gyldenlakker.«</p>
 
 <hr class="chapbreak" />
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_113" id="Side_113" title="[S. 113]"> </a></span></p>
@@ -2865,60 +2826,60 @@ bag Geranier og Gyldenlakker.«</p>
 og min eneste Omgang. Vi havde hende for
 nogen Tid siden til Chokoladegilde paa min
 Vejrbakke-Kvist. Hun blev hentet i Droske,
-fik Flødeskum paa Chokoladen og, da hun
+fik Flødeskum paa Chokoladen og, da hun
 atter steg ind i sin Ekvipage, en Kurv med
-Æbler og Pærer samt nogle smaa Glas Syltetøj,
+Æbler og Pærer samt nogle smaa Glas Syltetøj,
 som Grethe havde bragt med til hende.
 Hun blev kort sagt, som hun selv sagde,
 behandlet akkurat som en Prinsesse i et
-af de Æventyr, hun digtede til mig, da jeg
+af de Æventyr, hun digtede til mig, da jeg
 var Barn.</p>
 
-<p>Men ogsaa vi har besøgt hende og været
-hendes fejrede Gæster.</p>
+<p>Men ogsaa vi har besøgt hende og været
+hendes fejrede Gæster.</p>
 
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_114" id="Side_114" title="[S. 114]"> </a></span></p>
 
 <p>Grethe har ganske erobret min Veninde,
-der vist vilde have Vanskelighed ved at afgøre,
+der vist vilde have Vanskelighed ved at afgøre,
 for hvem af os, Grethe eller mig, hendes
-gamle Hjærte banker stærkest. Det forvirrer
-og ærgrer hende lidt, at vi ikke er forlovede;
+gamle Hjærte banker stærkest. Det forvirrer
+og ærgrer hende lidt, at vi ikke er forlovede;
 men hun har aabenbart ikke opgivet Haabet
-om, at det kan komme. Naar vi besøger
-hende, trækker hun snart mig, snart Grethe
+om, at det kan komme. Naar vi besøger
+hende, trækker hun snart mig, snart Grethe
 afsides og fortaber sig i blomstrende Lovprisninger:
 af Grethe overfor mig og omvendt.
-Til mig er det stadige Omkvæd: »Er hun nu
+Til mig er det stadige Omkvæd: »Er hun nu
 ikke yndig? Har han nogensinde set Mage
 til gudvelsignet Pigebarn? Blusser hun ikke
-af lutterste Hjærtensgodhed? Og sikke Øjnene
+af lutterste Hjærtensgodhed? Og sikke Øjnene
 skinner, naar hun ser paa ham! Ja, det kan
-da Enhver opdage med et vindt Øje, at
-hun har en Klat tilovers for ham.«</p>
+da Enhver opdage med et vindt Øje, at
+hun har en Klat tilovers for ham.«</p>
 
 <p>&mdash; &mdash; Igaar var vi til stor Kaffestads hos
 hende. Til hendes Sorg fik hun ikke Lov
-at invitere Præsten, hun maatte indskrænke
-sig til at hædre os med nogle af Stiftelsens
-fornemste Damer; men forøvrigt forløb Festen
-paa bedste Maade. Beværtningen var kongelig:<span class="pagenum"><a name="Side_115" id="Side_115" title="[S. 115]"> </a></span>
+at invitere Præsten, hun maatte indskrænke
+sig til at hædre os med nogle af Stiftelsens
+fornemste Damer; men forøvrigt forløb Festen
+paa bedste Maade. Beværtningen var kongelig:<span class="pagenum"><a name="Side_115" id="Side_115" title="[S. 115]"> </a></span>
 Kaffekedlen gik ikke af Kog og Tallerkenen
-med Wienerbrød tømtes aldrig saasnart,
-før den fyldtes igen. Og Samtalen
-kunde ikke være livligere. I samme Nu, den
+med Wienerbrød tømtes aldrig saasnart,
+før den fyldtes igen. Og Samtalen
+kunde ikke være livligere. I samme Nu, den
 ene Dame afsluttede Beretningen om sine
-Skrøbeligheder og Genvordigheder, tog den
-næste fat. Tilsidst vilde min Veninde absolut
-lægge Kabaler for mig og Grethe, de andre
-gamle Damer brændte af Iver efter at overvære
-den spændende Forestilling; men Grethe,
+Skrøbeligheder og Genvordigheder, tog den
+næste fat. Tilsidst vilde min Veninde absolut
+lægge Kabaler for mig og Grethe, de andre
+gamle Damer brændte af Iver efter at overvære
+den spændende Forestilling; men Grethe,
 der kendte Kabalens Hensigt og af tidligere
 Erfaring vidste, at min Veninde altid lod den
-»pusle i Hjærtersiden« med »lønlige Bud« og
-en »sukkende Ven« og alt andet til Faget
-henhørende, ønskede, tydeligt nok, at blive
-forskaanet i dette større Selskab af Kirsten
+»pusle i Hjærtersiden« med »lønlige Bud« og
+en »sukkende Ven« og alt andet til Faget
+henhørende, ønskede, tydeligt nok, at blive
+forskaanet i dette større Selskab af Kirsten
 Gifteknive.</p>
 
 <p>Med et taknemmeligt Blik modtog hun
@@ -2933,43 +2894,43 @@ for alle de Gamle.</p>
 <p>&mdash; &mdash; I Spindestuen har de Gamle deres
 Rokke, og mens Rokkehjulene snurrer, gaar
 Passiaren rapt om Stiftelsens Anliggender.
-Men Spindestuen gør tillige Tjeneste som
-Bedesal. Som Følge deraf er den udstyret
+Men Spindestuen gør tillige Tjeneste som
+Bedesal. Som Følge deraf er den udstyret
 med et Harmonium.</p>
 
 <p>Der er gaaet Bud ud om den forestaaende
-Begivenhed, og da vi træder ind i Spindestuen,
-anførte af min Veninde, der føler sig
+Begivenhed, og da vi træder ind i Spindestuen,
+anførte af min Veninde, der føler sig
 mindst som Direktrice for det store Operateater,
 er Salen fuld. Med hastigt anlagte
-Søndagskapper sidder de gamle Kvinder og
-virrer saa benauet og andægtigt, som om de
+Søndagskapper sidder de gamle Kvinder og
+virrer saa benauet og andægtigt, som om de
 skulde til Alters. Rank og frodig, i lys og
 fager Ungdom staar Grethe midt blandt dem:
-et skinnende Birketræ, der er skudt op i et
-udgaaende Krats forvitrede og forkrøblede
+et skinnende Birketræ, der er skudt op i et
+udgaaende Krats forvitrede og forkrøblede
 Rester. Men alle de rynkede og indfaldne
 Gamle fornemmer, da de ser hende, et Genskin
-af Vaar i deres Hjærter, og i beundrende
-Mumlen bølger de virrende Kappe-Hoveder
+af Vaar i deres Hjærter, og i beundrende
+Mumlen bølger de virrende Kappe-Hoveder
 sammen.</p>
 
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_117" id="Side_117" title="[S. 117]"> </a></span></p>
 
-<p>Der bliver atter dødsensstille: Grethe har
+<p>Der bliver atter dødsensstille: Grethe har
 sat sig ved Harmoniet, slaar en Melodi an
 ... saa synger hun. Luften i den lave
 overfyldte Sal er tyk og tung. Tonerne risler
 <a class="corr" name="rett_3" id="rett_3" title="var: duggklare">dugklare</a> gennem den, stiger som kvidrende
 Fugle, blinker i muntre Solstraaler, spreder
-sig med Duft af Skov og Mark, hvælver et
-blaanende Højenloft over det fattige Rum og
-de gamle Kvinder. Det er de sødt smægtende,
-fromt skælmske Sange fra vore Mødres
-og Bedstemødres unge Dage, Grethe synger.
-De Gamle lytter, disse Toner faar længe
-hvilende Strænge i dem til at bæve, forsigtigt
-prøver de sig frem, efterhaanden mimrer alle
+sig med Duft af Skov og Mark, hvælver et
+blaanende Højenloft over det fattige Rum og
+de gamle Kvinder. Det er de sødt smægtende,
+fromt skælmske Sange fra vore Mødres
+og Bedstemødres unge Dage, Grethe synger.
+De Gamle lytter, disse Toner faar længe
+hvilende Strænge i dem til at bæve, forsigtigt
+prøver de sig frem, efterhaanden mimrer alle
 de gamle Munde og nikker alle de krusede
 Kapper i Takt med Grethes Sang. Viserne
 om Elskovs Fryd og Elskovs Smerte er dog
@@ -2977,21 +2938,21 @@ dem, der finder den modtageligste Sangbund.
 For hvert Kys i Lunden paa Pigemunden
 glider der et lykkeligt Smil over de rynkede
 Ansigter; men naar Taaren rinder paa blege
-Kinder, staar et halvthundred Par gamle rødrandede
-Øjne i Vand.</p>
+Kinder, staar et halvthundred Par gamle rødrandede
+Øjne i Vand.</p>
 
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_118" id="Side_118" title="[S. 118]"> </a></span></p>
 
-<p>Jeg sidder længst tilbage i Stuen sammen
+<p>Jeg sidder længst tilbage i Stuen sammen
 med min Veninde. Hun, der ellers ikke
-fattes Ord, er saa bevæget, at hun ikke kan
+fattes Ord, er saa bevæget, at hun ikke kan
 tale. Men hun klapper ustandseligt min Haand.
 Og da Grethe omsider rejser sig fra Instrumentet
 og omringes af takkende og haandkyssende
 og nejende og velsignende Gamle,
 siger min Veninde de Ord, som jeg kunde
-have kysset hende for: »Aa nej da. Saa lyslevende
-som hun ligner hans salig Mo'r.«</p>
+have kysset hende for: »Aa nej da. Saa lyslevende
+som hun ligner hans salig Mo'r.«</p>
 
 <hr class="chapbreak" />
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_119" id="Side_119" title="[S. 119]"> </a></span></p>
@@ -3007,87 +2968,87 @@ som hun ligner hans salig Mo'r.«</p>
 <p>Jeg gaar med Grethe til min Moders
 Grav.</p>
 
-<p>Der er vintermørkt paa Kirkegaarden.
-I den sorte Dødens Have lysner kun de
-nøgne hvide Kors. Det har nylig regnet og
-vi træder lydløst paa det faldne Løv.</p>
+<p>Der er vintermørkt paa Kirkegaarden.
+I den sorte Dødens Have lysner kun de
+nøgne hvide Kors. Det har nylig regnet og
+vi træder lydløst paa det faldne Løv.</p>
 
-<p>Døden bliver større og mægtigere i sin
-Vinterdragt. Ved Sommertid dækkes dens
-sælsomme Gru af brogede Blomster og smilende
-Løv. Vi søger at gøre Døden mild og
+<p>Døden bliver større og mægtigere i sin
+Vinterdragt. Ved Sommertid dækkes dens
+sælsomme Gru af brogede Blomster og smilende
+Løv. Vi søger at gøre Døden mild og
 god med Sommerens rige Offergaver. Men
-om Vinteren rejser den sig i sin strænge
-Majestæt, breder ud sin Kappe saa sort og
-fæster sit Benrads-Mærke paa hvert Kirkegaardens
-Træ.</p>
+om Vinteren rejser den sig i sin strænge
+Majestæt, breder ud sin Kappe saa sort og
+fæster sit Benrads-Mærke paa hvert Kirkegaardens
+Træ.</p>
 
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_120" id="Side_120" title="[S. 120]"> </a></span></p>
 
-<p>Jeg gaar med Grethe over den vintermørke
-Kirkegaard, og Dødens Gru forskrækker
+<p>Jeg gaar med Grethe over den vintermørke
+Kirkegaard, og Dødens Gru forskrækker
 mig ikke. Jeg gaar i Pagt med Livets gode
-Herre; jeg synes, Døden viger, dér vi skrider
+Herre; jeg synes, Døden viger, dér vi skrider
 frem.</p>
 
 <p>Vi sidder ved Graven, og Grethe siger:
-»Saa ofte De har talt til mig om Deres
+»Saa ofte De har talt til mig om Deres
 Moder, har De aldrig fortalt mig, hvordan
 hun saa' ud. De var dog den Gang, hun
-døde, ikke mindre end at De maa have modtaget
-et bestemt Indtryk af hende.«</p>
+døde, ikke mindre end at De maa have modtaget
+et bestemt Indtryk af hende.«</p>
 
-<p>»Det Billede af min Moder, jeg tydeligst
+<p>»Det Billede af min Moder, jeg tydeligst
 bevarer i min Erindring, er ikke fra hendes
-allersidste Leveaar. Det er fra Tiden, før
+allersidste Leveaar. Det er fra Tiden, før
 Sygdom blegnede hende; fra den Tid, hun
 endnu var ung og smuk eller syntes mig
-at være det. Jeg ser hende midt paa en
-Plæne i en Have en dejlig Sommerdag. Hun
-stod mellem os Børn, der legede om hende,
+at være det. Jeg ser hende midt paa en
+Plæne i en Have en dejlig Sommerdag. Hun
+stod mellem os Børn, der legede om hende,
 med et let Sjal yndefuldt draperet om Skuldrene.
 Jeg mindes aldrig at have set en
-Kvinde, der kunde bære et Sjal saa smukt.
+Kvinde, der kunde bære et Sjal saa smukt.
 En stor Havehat indrammede hendes Ansigts<span class="pagenum"><a name="Side_121" id="Side_121" title="[S. 121]"> </a></span>
-fine Oval, og det mørke Haar laa glat ned
+fine Oval, og det mørke Haar laa glat ned
 over hendes Pande, en Pande saa klar og
-hvid. Med straalende Øjne stod hun i sin
-legende Børneflok. Da pludselig sad der en
+hvid. Med straalende Øjne stod hun i sin
+legende Børneflok. Da pludselig sad der en
 Kanariefugl paa hendes Skulder. En flygtende
-Fugl, der søgte Hvile hos hende. Tyssende
-løftede hun Haanden. En Stund blev Fuglen
-siddende, strøg saa kælent sit Næb mod hendes
-Kind og fløj.«</p>
+Fugl, der søgte Hvile hos hende. Tyssende
+løftede hun Haanden. En Stund blev Fuglen
+siddende, strøg saa kælent sit Næb mod hendes
+Kind og fløj.«</p>
 
 <p>Jeg tager Grethes Haand, der hviler i
-hendes Skød: »Ja, Grethe, saadan mindes jeg
-min Moder. Men vil De vide mere, da spørg
+hendes Skød: »Ja, Grethe, saadan mindes jeg
+min Moder. Men vil De vide mere, da spørg
 vor gamle Veninde i Stiftelsen. Hun siger,
 og jeg kan ikke tvivle om, at hun har Ret,
-at De er hendes lyslevende Billed.«</p>
+at De er hendes lyslevende Billed.«</p>
 
-<p>Grethe ser op paa mig med store, kærlige
-Øjne. Og jeg føler hendes Arme om
-min Hals og hendes Læber mod mine. Saa
-staar vi længe, Arm i Arm, i stille Andagt
+<p>Grethe ser op paa mig med store, kærlige
+Øjne. Og jeg føler hendes Arme om
+min Hals og hendes Læber mod mine. Saa
+staar vi længe, Arm i Arm, i stille Andagt
 foran Moders Grav.</p>
 
 <p>&mdash; &mdash; Men da vi gaar hjemad til Vejrbakken,
-spørger jeg: »Fortæl mig, hvordan det
-gik til, at Du kom til at holde af mig?« Hun<span class="pagenum"><a name="Side_122" id="Side_122" title="[S. 122]"> </a></span>
-svarer: »Jeg forstod, at Du trængte til mig,
-og fra samme Stund havde Du mit Hjærte.«</p>
+spørger jeg: »Fortæl mig, hvordan det
+gik til, at Du kom til at holde af mig?« Hun<span class="pagenum"><a name="Side_122" id="Side_122" title="[S. 122]"> </a></span>
+svarer: »Jeg forstod, at Du trængte til mig,
+og fra samme Stund havde Du mit Hjærte.«</p>
 
-<p>Siden siger hun: »Lov mig, at Du, naar
-jeg dør, vil begrave mig tæt ved din Moder.
+<p>Siden siger hun: »Lov mig, at Du, naar
+jeg dør, vil begrave mig tæt ved din Moder.
 Min egen Moders Grav er paa et fremmed
 Sted, og jeg vil ikke langt bort fra Vejrbakken.
 Jeg vil ogsaa, at Du skal finde din
-Moder og mig sammen.« Men da hun ser,
-at hendes Ord gør mig sørgmodig, tilføjer
-hun smilende: »Du taabelige Mand, tror Du,
-jeg tænker paa at dø? Jeg har ingensinde
-velsignet Livet højere end nu.«</p>
+Moder og mig sammen.« Men da hun ser,
+at hendes Ord gør mig sørgmodig, tilføjer
+hun smilende: »Du taabelige Mand, tror Du,
+jeg tænker paa at dø? Jeg har ingensinde
+velsignet Livet højere end nu.«</p>
 
 <hr class="chapbreak" />
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_123" id="Side_123" title="[S. 123]"> </a></span></p>
@@ -3102,27 +3063,27 @@ velsignet Livet højere end nu.«</p>
 
 <p>Altid tilforn, naar jeg opnaaede noget,
 jeg kaldte en Lykke, og jeg ransagede mit
-Hjærte, om Lykken nu ogsaa virkelig boede
+Hjærte, om Lykken nu ogsaa virkelig boede
 i det, fandt jeg i en eller anden Krog det
 saare Punkt, hvor Tvivlens Orm gnavede
-fordulgt bag Blomsterdækket. Og jeg har
-vidst, at der vilde komme det Øjeblik, før
+fordulgt bag Blomsterdækket. Og jeg har
+vidst, at der vilde komme det Øjeblik, før
 eller senere, hvor Pragten falmede.</p>
 
-<p>Tvivlen er nøjsom. Et uroligt Blik, et
-uoverlagt Ord giver den Næring. Du sidder
+<p>Tvivlen er nøjsom. Et uroligt Blik, et
+uoverlagt Ord giver den Næring. Du sidder
 en Aftenstund med din Elskede. Da pludselig
-ser Du hendes Øje sløres af en fremmed
-Tanke, et fremmed Minde. Du spørger, og
-hun svarer med et aandsfraværende Smil et<span class="pagenum"><a name="Side_124" id="Side_124" title="[S. 124]"> </a></span>
+ser Du hendes Øje sløres af en fremmed
+Tanke, et fremmed Minde. Du spørger, og
+hun svarer med et aandsfraværende Smil et<span class="pagenum"><a name="Side_124" id="Side_124" title="[S. 124]"> </a></span>
 ligegyldigt Ord. Det er kun et Nu. Hun
 glemmer det; og Du glemmer det, mens hun
 holder Dig i sine Arme. Men naar den ensomme
-Nat kommer, stiger frem i din Sjæl
-Billedet af din Elskede med Øjne som kolde
-Løgne og med et Smil, hvis Spot stivner dit
-Hjærte. Hvad hjælper det saa, at hun den
-næste Dag møder Dig mere øm end nogensinde?
+Nat kommer, stiger frem i din Sjæl
+Billedet af din Elskede med Øjne som kolde
+Løgne og med et Smil, hvis Spot stivner dit
+Hjærte. Hvad hjælper det saa, at hun den
+næste Dag møder Dig mere øm end nogensinde?
 Du kan tro Dig frelst en Dag, en
 Uge, Maaneder. Ormen har sat sin giftige
 Tunge i din Lykke. Du er dens Bytte.</p>
@@ -3130,36 +3091,36 @@ Tunge i din Lykke. Du er dens Bytte.</p>
 <p>Der er dem, som i arm Blindhed slaar
 sig tiltaals med den kranke Lykke. Der er
 andre, som i indbildsk Trods siger: Tryghed
-dræber Lykken.</p>
+dræber Lykken.</p>
 
-<p>Der er kun én Lykke: at hvile i Lykken.
+<p>Der er kun én Lykke: at hvile i Lykken.
 At vide, at Dagen, der kommer, rinder op
 med den samme Sol, der svandt igaar. Intet
-mere at begære, intet mere at frygte. Ingen
-Dag at ønske om igen, ingen Dag at ønske
-anderledes, fordi hver Dag er éns lykkelig.</p>
+mere at begære, intet mere at frygte. Ingen
+Dag at ønske om igen, ingen Dag at ønske
+anderledes, fordi hver Dag er éns lykkelig.</p>
 
 <p>Den Lykke, den eneste, er min.</p>
 
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_125" id="Side_125" title="[S. 125]"> </a></span></p>
 
 <p>Saagodt som Nogen har jeg jaget den.
-Har søgt den ude i den Verden, hvor man
-gør sin Lykke. Været tidlig oppe og silde
+Har søgt den ude i den Verden, hvor man
+gør sin Lykke. Været tidlig oppe og silde
 ude for at finde den, har hidset mig op og
-trættet mig ud i dens Forfølgelse.</p>
+trættet mig ud i dens Forfølgelse.</p>
 
 <p>Og saa dalede den nedover mig som en
-stille Sang paa et fjærnt og stille Sted. Jeg
-hørte den klinge dæmpet ude fra Vandet en
-dejlig Skærsommernat. Jeg turde ikke kalde
-paa den, jeg frygtede at skræmme den bort.
-Jeg aabnede den blot i ydmyg Tro mit Hjærte.
+stille Sang paa et fjærnt og stille Sted. Jeg
+hørte den klinge dæmpet ude fra Vandet en
+dejlig Skærsommernat. Jeg turde ikke kalde
+paa den, jeg frygtede at skræmme den bort.
+Jeg aabnede den blot i ydmyg Tro mit Hjærte.
 Og se, en Dag sang Lykken derinde.</p>
 
-<p>&mdash; &mdash; Jeg har ransaget mit Hjærte, der
+<p>&mdash; &mdash; Jeg har ransaget mit Hjærte, der
 skjuler sig ingen Tvivl i det. Jeg har vaaget
-ensomme Nætter, ingen Skygge forvanskede
+ensomme Nætter, ingen Skygge forvanskede
 Grethes hulde Billed.</p>
 
 <p>Jeg glider i en hvid Baad nedad en solbeskinnet
@@ -3178,110 +3139,110 @@ hel og rund, i min Haand.</p>
 
 
 <p>Da jeg i Eftermiddag kommer op til
-Møllen, ser jeg, at der er to Jule-Gæster foruden
+Møllen, ser jeg, at der er to Jule-Gæster foruden
 mig. Det er Grethes Guddatter, den
 fireaarige Asta, og hendes toaarige Broder
-Carl, Børn af en Fisker nede ved Fjorden,
-der i sin Tid var Dreng paa Møllen. De
-skal for første Gang til Juletræ. I den Anledning
+Carl, Børn af en Fisker nede ved Fjorden,
+der i sin Tid var Dreng paa Møllen. De
+skal for første Gang til Juletræ. I den Anledning
 skinner de af nyvasket Pyntethed
 og betuttet Artighed. Og da de ser mig, den
-fremmede Mand, søger de en forsigtig Dækstilling
+fremmede Mand, søger de en forsigtig Dækstilling
 bag Grethe, der maa hale dem frem
 og ruske dem op for at faa dem foreviste i
 al deres Dejlighed. Dejlige er de: Asta en
-livagtig Englebarnsmodel, lige til at sætte i
-Toppen af et Juletræ, kælen og indsmigrende,<span class="pagenum"><a name="Side_127" id="Side_127" title="[S. 127]"> </a></span>
-med gul krøllet Top og store lyseblaa
-Øjne; Carl en tæt Prop, sømands-mut og
-mandfolkevigtig og med brune Øjne, der
-blinker af lunt Humør.</p>
+livagtig Englebarnsmodel, lige til at sætte i
+Toppen af et Juletræ, kælen og indsmigrende,<span class="pagenum"><a name="Side_127" id="Side_127" title="[S. 127]"> </a></span>
+med gul krøllet Top og store lyseblaa
+Øjne; Carl en tæt Prop, sømands-mut og
+mandfolkevigtig og med brune Øjne, der
+blinker af lunt Humør.</p>
 
 <p>Julenadveren er endt og vi gaar ind i
-Havestuen, hvor Træet er tændt. Grethe har
+Havestuen, hvor Træet er tændt. Grethe har
 Purken paa Armen og Asta holder hende i
-Haanden. Bagefter kommer Mølleren og jeg
-med vore Piber. Børnene er straks helt stumme
-af Forbavselse; med opspilede Øjne stirrer de
-frem for sig, mens Grethe dansende fører
-dem rundt om Træet. Jeg hvisker til hende:
-»Jeg tror, Du er den gladeste af Jer tre.«
-»Ja,« svarer hun, »tænk at holde Jul med
-Dig og saadanne to.«</p>
-
-<p>Det varer dog ikke længe, før Børnene
+Haanden. Bagefter kommer Mølleren og jeg
+med vore Piber. Børnene er straks helt stumme
+af Forbavselse; med opspilede Øjne stirrer de
+frem for sig, mens Grethe dansende fører
+dem rundt om Træet. Jeg hvisker til hende:
+»Jeg tror, Du er den gladeste af Jer tre.«
+»Ja,« svarer hun, »tænk at holde Jul med
+Dig og saadanne to.«</p>
+
+<p>Det varer dog ikke længe, før Børnene
 frimodigt giver sig hen i Fryd. Og da de
-opdager, at Herlighederne paa Træet er Frugter,
-som tør plukkes, bliver de rent ellevilde. Tilsidst
+opdager, at Herlighederne paa Træet er Frugter,
+som tør plukkes, bliver de rent ellevilde. Tilsidst
 ruller de rundt paa Gulvet som to Kattekillinger
 mellem alle deres Skatte og fylder
 den ellers saa stille Stue med klukkende Latter
-og ivrig Pludren. Indtil de bliver trætte og<span class="pagenum"><a name="Side_128" id="Side_128" title="[S. 128]"> </a></span>
-søvnige og med bittesmaa glippende Øjne
-bæres om til Godnat. Men da Grethe har
+og ivrig Pludren. Indtil de bliver trætte og<span class="pagenum"><a name="Side_128" id="Side_128" title="[S. 128]"> </a></span>
+søvnige og med bittesmaa glippende Øjne
+bæres om til Godnat. Men da Grethe har
 lagt dem til Sengs, kommer hun ind og
-sætter sig i Sofaen mellem sin Fader og mig.</p>
+sætter sig i Sofaen mellem sin Fader og mig.</p>
 
-<p>Endnu brænder Lysene paa Træet, og den
-Gamle siger: »Der maa være flere Lys iaar.
-Sidst var der mørkt foran mig, men iaar
-synes jeg, jeg skimter et Lysskær.«</p>
+<p>Endnu brænder Lysene paa Træet, og den
+Gamle siger: »Der maa være flere Lys iaar.
+Sidst var der mørkt foran mig, men iaar
+synes jeg, jeg skimter et Lysskær.«</p>
 
-<p>»Ja, lille Fa'r«, svarer Grethe og bøjer sit
-Hoved op til hans Skulder, »der er ogsaa
+<p>»Ja, lille Fa'r«, svarer Grethe og bøjer sit
+Hoved op til hans Skulder, »der er ogsaa
 flere Lys iaar. Sidst var Du og jeg ene.
-Jeg vilde ikke for min Skyld tænde de mange
+Jeg vilde ikke for min Skyld tænde de mange
 Lys. Men denne Juleaften har Vejrbakken
-haft Børn og rigtig Julefest. Og saadan vil
-det være hver Juleaften herefter, for han
-her« &mdash; hun tager min Haand og lægger den
-i den Gamles &mdash; »han bliver hos os ... hvis
-Du giver ham og mig Lov til det.«</p>
+haft Børn og rigtig Julefest. Og saadan vil
+det være hver Juleaften herefter, for han
+her« &mdash; hun tager min Haand og lægger den
+i den Gamles &mdash; »han bliver hos os ... hvis
+Du giver ham og mig Lov til det.«</p>
 
 <p>Den Gamle kysser Grethe, trykker fast
 min Haand, og, mens to store Taarer pibler
-frem af hans blinde Øjne, siger han: »Gud
-velsigne Jer, Børn, og give Jer lyse Dage paa
-Vejrbakken. Dem, min Søn, har jeg jo aldrig<span class="pagenum"><a name="Side_129" id="Side_129" title="[S. 129]"> </a></span>
+frem af hans blinde Øjne, siger han: »Gud
+velsigne Jer, Børn, og give Jer lyse Dage paa
+Vejrbakken. Dem, min Søn, har jeg jo aldrig<span class="pagenum"><a name="Side_129" id="Side_129" title="[S. 129]"> </a></span>
 set, faar Dem aldrig at se. Men paa Deres
 Stemme, naar vi talte om Grethe, har jeg
-hørt, at De holdt af hende.«</p>
+hørt, at De holdt af hende.«</p>
 
-<p>&mdash; &mdash; Før jeg gaar, fører Grethe mig
+<p>&mdash; &mdash; Før jeg gaar, fører Grethe mig
 ind i sit Sovekammer, hvor Asta og Carl
 hviler i hendes gamle Barneseng, slumrende
 trygt i hinandens Arme, mens Asta moderligt
 har lagt den lille Broder op til sit Bryst.
 Forsigtigt lister vi os hen og kysser dem. De
-vaagner ikke, men smiler, som de i Søvne
-følte den Kærlighed, der staar ved deres Leje.
-Saa kysser Grethe mig og siger: »Tænk, hvor
-vidunderlig dejligt, om det var vore egne!«</p>
+vaagner ikke, men smiler, som de i Søvne
+følte den Kærlighed, der staar ved deres Leje.
+Saa kysser Grethe mig og siger: »Tænk, hvor
+vidunderlig dejligt, om det var vore egne!«</p>
 
 <hr class="tb" />
 
-<p>Grethe følger mig ud paa Bakken. Det
-er den skønneste stjærneklare Frostnat. Vi
+<p>Grethe følger mig ud paa Bakken. Det
+er den skønneste stjærneklare Frostnat. Vi
 staar paa Bakkekammen ud mod Fjorden.
-Til Højre for os skraaner den hvide Skov;
-det er saa stille, at vi hører det, naar en
-Kvist knækker i Frosten. Foran, dybt under
-os, ligger den isdækkede Fjord og Byen, hvor
+Til Højre for os skraaner den hvide Skov;
+det er saa stille, at vi hører det, naar en
+Kvist knækker i Frosten. Foran, dybt under
+os, ligger den isdækkede Fjord og Byen, hvor
 der skinner Julelys i alle Huse.</p>
 
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_130" id="Side_130" title="[S. 130]"> </a></span></p>
 
-<p>»Nu er der Fred paa Jorden,« hvisker
-Grethe. »Ja, og Fred i Menneskenes Hjærter,«
+<p>»Nu er der Fred paa Jorden,« hvisker
+Grethe. »Ja, og Fred i Menneskenes Hjærter,«
 svarer jeg.</p>
 
-<p>Men da vi vender os om, staar Møllen
+<p>Men da vi vender os om, staar Møllen
 med sine store sorte Vinger lige for os. Jeg
-mærker en Gysen gennemfare Grethe og jeg
-spørger: »Blev Du bange for Møllen?«</p>
+mærker en Gysen gennemfare Grethe og jeg
+spørger: »Blev Du bange for Møllen?«</p>
 
-<p>»Nej,« siger hun, »jeg var blot kommen
-til at fryse af at staa saalænge.«</p>
+<p>»Nej,« siger hun, »jeg var blot kommen
+til at fryse af at staa saalænge.«</p>
 
 <hr class="chapbreak" />
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_131" id="Side_131" title="[S. 131]"> </a></span></p>
@@ -3296,27 +3257,27 @@ til at fryse af at staa saalænge.«</p>
 
 <p>Frost og Sne har lukket af for den
 gamle By. I mange Dage er intet Bud fra
-Omverdenen trængt ind til den. Men da
-Proviant forefindes i rigelig Mængde og det
-tilmed er Ferietid, føler Byen ingen Uhygge
-som indespærret Fæstning. Den lever blot
-saameget stærkere sit eget Liv, den samler
-som en Høne Kyllingerne under sine lune
-Vinger; den glemmer, at den er ifærd med at
-udvikle sig til en udadstræbende Fremtidsby
+Omverdenen trængt ind til den. Men da
+Proviant forefindes i rigelig Mængde og det
+tilmed er Ferietid, føler Byen ingen Uhygge
+som indespærret Fæstning. Den lever blot
+saameget stærkere sit eget Liv, den samler
+som en Høne Kyllingerne under sine lune
+Vinger; den glemmer, at den er ifærd med at
+udvikle sig til en udadstræbende Fremtidsby
 med Bank og Eksportforeninger; den bliver
 atter helt og ganske den gamle By.</p>
 
-<p>Naar jeg møder de ringlende Kanetog
+<p>Naar jeg møder de ringlende Kanetog
 med lystige pelsindhyllede unge Herrer og
-Damer; naar jeg hører den skingrende Jubel<span class="pagenum"><a name="Side_132" id="Side_132" title="[S. 132]"> </a></span>
-og den leende Hvinen fra Børnene, der kjælker
+Damer; naar jeg hører den skingrende Jubel<span class="pagenum"><a name="Side_132" id="Side_132" title="[S. 132]"> </a></span>
+og den leende Hvinen fra Børnene, der kjælker
 ned ad Vejrbakkens Sneskraaninger; naar jeg
-ser Fjorden sort af farende Skøjteløbere og
+ser Fjorden sort af farende Skøjteløbere og
 naar om Aftenen Sang og Dansemusik toner
 bag de festligt oplyste Vinduer &mdash; da mindes
-jeg hin strænge Vinter for mange Aar siden,
-da Byen, efter møjsommeligt at have gravet
+jeg hin strænge Vinter for mange Aar siden,
+da Byen, efter møjsommeligt at have gravet
 sig op af Sneen, drog ud paa Fjorden og holdt
 Karneval Uger igennem.</p>
 
@@ -3324,75 +3285,75 @@ Karneval Uger igennem.</p>
 
 <p>Gennem en Granport kommer man ind
 i en lang Isgade, der ligger lunt mellem
-høje Snemure. Saa pludselig er man paa en
+høje Snemure. Saa pludselig er man paa en
 stor aaben Plads, der straaler i Fakkellys og
-indhegnes af Telte, illuminerede med kulørte
+indhegnes af Telte, illuminerede med kulørte
 Lamper. Telte, hvor der spises og drikkes,
-synges og danses. Og fra Pladsen skærer nye
-Gader sig ind i Snebjærgene. Man kommer
-forbi Huler i magisk Blaalysskær, Snemænd
-med funklende Ildøjne, Smaaboder, hvor gamle
-Kællinger i Tranlampe-Belysning braser Aal
-og Pandekager, et Varmeskur, der benævnes
+synges og danses. Og fra Pladsen skærer nye
+Gader sig ind i Snebjærgene. Man kommer
+forbi Huler i magisk Blaalysskær, Snemænd
+med funklende Ildøjne, Smaaboder, hvor gamle
+Kællinger i Tranlampe-Belysning braser Aal
+og Pandekager, et Varmeskur, der benævnes
 den gloende Ovn, og man naaer ind i en<span class="pagenum"><a name="Side_133" id="Side_133" title="[S. 133]"> </a></span>
-Lund af Grantræer, hvor der er Trængsel om
-en Karrusel med Slæder, der har den oplivende
+Lund af Grantræer, hvor der er Trængsel om
+en Karrusel med Slæder, der har den oplivende
 Egenskab, at den i hver Omgang
-lader en Slæde vende <span class="sic" title="[sic]">Koldbøtte</span> i en Drive.
+lader en Slæde vende <span class="sic" title="[sic]">Koldbøtte</span> i en Drive.
 Snebyen forgrener og breder sig endnu videre.
-Vi Børn naaer aldrig til dens Ende, thi der
+Vi Børn naaer aldrig til dens Ende, thi der
 gaar Rygter om megen Vildskab og uhyggelige
-Slagsmaal i dens fjærne mørke Forstæder,
-dér den gamle Bys Svende og Lærlinge mødes
+Slagsmaal i dens fjærne mørke Forstæder,
+dér den gamle Bys Svende og Lærlinge mødes
 med de fjendlig sindede Folk fra den anden
 Side Fjorden. Vi bliver, hvor Lyset hersker
-og Uskylden boer. Hvor vore Søstre og
+og Uskylden boer. Hvor vore Søstre og
 deres Veninder farer os forbi i susende Fart
-med deres Kavallerer eller opfører en ikke
-altid saa vellykket, men des muntrere Skøjte-Lanciers.
+med deres Kavallerer eller opfører en ikke
+altid saa vellykket, men des muntrere Skøjte-Lanciers.
 Henad Aftensmad-Tid er hele Byen
-paa Fjorden. Saa kommer Mødre og Fædre
-for at hente de unge Døtre og Børnene,
+paa Fjorden. Saa kommer Mødre og Fædre
+for at hente de unge Døtre og Børnene,
 eller de bringer Maden med i Kurve. Inde i
 den gloende Ovn slaar man sig da sammen,
-Venner og Bekendte, og dækker et Fællesbord
+Venner og Bekendte, og dækker et Fællesbord
 med de forskellige Madkurves Herligheder.
 Og naar man bagefter vandrer hjemad, stiger<span class="pagenum"><a name="Side_134" id="Side_134" title="[S. 134]"> </a></span>
 Raketter op over Fjorden, hvor den summende
-Karnevalstummel først forstummer sent paa
+Karnevalstummel først forstummer sent paa
 Natten.</p>
 
 <hr class="tb" />
 
 <p>Grethe og jeg var i Formiddags en Kanetur.
 Nede ved Fjorden gjorde vi Holdt og
-gik ud paa Isen mellem Skøjteløberne. Der
-var Liv og Glæde, men ikke det Æventyr-Sceneri
-som i gamle Dage. Jeg følte mig
+gik ud paa Isen mellem Skøjteløberne. Der
+var Liv og Glæde, men ikke det Æventyr-Sceneri
+som i gamle Dage. Jeg følte mig
 maaske en Kende skuffet over den glatte velfejede
-Bane og hele det ordnede sportsmæssige
-Præg, Forlystelsen havde faaet; saameget
+Bane og hele det ordnede sportsmæssige
+Præg, Forlystelsen havde faaet; saameget
 ivrigere fortabte jeg mig i Genopfriskelsen af
-de gamle Minder. Først sent opdagede jeg, at
+de gamle Minder. Først sent opdagede jeg, at
 Grethe, den ellers saa ligelige, gik ganske tavs
-og med et forpint Udtryk i Øjnene af fjærntskuende
-Sørgmod. Bekymret spurgte jeg, hvad
+og med et forpint Udtryk i Øjnene af fjærntskuende
+Sørgmod. Bekymret spurgte jeg, hvad
 hende fattedes.</p>
 
-<p>»Min egen Ven«, sagde hun, »tilgiv mig.
+<p>»Min egen Ven«, sagde hun, »tilgiv mig.
 Det er slet intet uden Barnagtighed. Mens
 vi gik her blandt alle disse Mennesker, der
-ligesom jager hæsblæsende efter Glæden, overfaldt
+ligesom jager hæsblæsende efter Glæden, overfaldt
 der mig en Angst for at miste Dig. Jeg<span class="pagenum"><a name="Side_135" id="Side_135" title="[S. 135]"> </a></span>
 syntes, de vilde rive Dig fra mig. Jeg syntes,
 din Tale hastede bort med dem, saa langt,
 langt bort. Tilgiv mig. Husk, hvor lidet jeg
-er vant at færdes blandt Mange. Husk, det
-er første Gang, vi har forladt de stille Steder.«</p>
+er vant at færdes blandt Mange. Husk, det
+er første Gang, vi har forladt de stille Steder.«</p>
 
-<p>Hun smiler atter til mig, hun trykker ømt
-min Arm. Men jeg fører hende hastigt bort
-fra Skøjteløbernes Bane; vi stiger op i den
+<p>Hun smiler atter til mig, hun trykker ømt
+min Arm. Men jeg fører hende hastigt bort
+fra Skøjteløbernes Bane; vi stiger op i den
 ventende Kane, og vi vender tilbage til de
 stille Steder.</p>
 
@@ -3407,18 +3368,18 @@ stille Steder.</p>
 <h3 class="date">7. Januar.</h3>
 
 
-<p>Idag kom der Slædepost. Den bragte
-mig et Brev fra min Forlægger, der drilsk
-spørger, om jeg ikke snart er ked af mit Eneboerliv
+<p>Idag kom der Slædepost. Den bragte
+mig et Brev fra min Forlægger, der drilsk
+spørger, om jeg ikke snart er ked af mit Eneboerliv
 og om det ikke kunde friste mig til
 en Tilbagevenden at blive Leder af et stort
-literært Foretagende, som han paatænker. De
+literært Foretagende, som han paatænker. De
 Vilkaar, han kunde byde, er saa gode, at jeg
-foreløbig ikke behøvede at frygte økonomiske
+foreløbig ikke behøvede at frygte økonomiske
 Vanskeligheder.</p>
 
 <p>For nogle Maaneder siden vilde jeg maaske
-have vaklet. Nu behøver mit Svar ingen Overvejelse.
+have vaklet. Nu behøver mit Svar ingen Overvejelse.
 Jeg dypper straks min Pen og skriver:
 At jeg ikke kan modtage hans venlige Tilbud,
 fordi jeg heroppe er bleven det lykkeligste
@@ -3426,71 +3387,71 @@ Menneske i Verden og fordi min Lykke er<span class="pagenum"><a name="Side_137"
 bunden til denne Plet Jord. At jeg saaledes
 uigenkaldelig har opgivet enhver Tanke om
 at vende tilbage og at min Deltagelse i det
-literære og offenlige Liv maa indskrænke sig
-til de Bøger, jeg skriver. At den Bog, han
-venter, snart kommer og at den vil efterfølges
+literære og offenlige Liv maa indskrænke sig
+til de Bøger, jeg skriver. At den Bog, han
+venter, snart kommer og at den vil efterfølges
 af andre, der ligner mine tidligere ligesaa lidt.
 At jeg har taget Stade paa Vejrbakken, hvor
 Luften er klar og ren; hvor Livets Mening
 bliver lettere at fatte, Lidenskaben mere
-usammensat, Følelsen dybere. Endelig, at min
-Lykke er saa sikker, at den trænger hverken
-til Anger eller Anklage; at den tværtimod har
+usammensat, Følelsen dybere. Endelig, at min
+Lykke er saa sikker, at den trænger hverken
+til Anger eller Anklage; at den tværtimod har
 Raad til Tak for alt forbigangent, fordi den
-uden det ikke vilde været saa stor.</p>
+uden det ikke vilde været saa stor.</p>
 
 <p>Inden jeg afsender mit Svar, viser jeg
-Grethe Brevet fra Forlæggeren. Da hun har
-læst det, siger hun, efter et Øjebliks Tavshed:</p>
+Grethe Brevet fra Forlæggeren. Da hun har
+læst det, siger hun, efter et Øjebliks Tavshed:</p>
 
-<p>»Jeg faar nu Anledning til at sige Dig
-noget, jeg har tænkt paa stadig siden hin Dag
-paa Isen. Jeg tør ikke holde Dig tilbage. Du
-kan for en kort Stund trives her; før eller
+<p>»Jeg faar nu Anledning til at sige Dig
+noget, jeg har tænkt paa stadig siden hin Dag
+paa Isen. Jeg tør ikke holde Dig tilbage. Du
+kan for en kort Stund trives her; før eller
 senere vil alt det, Du kom fra, atter kalde<span class="pagenum"><a name="Side_138" id="Side_138" title="[S. 138]"> </a></span>
 Dig. Jeg finder det kun rigtigt og naturligt.
 Og derfor skal Du vide, at jeg intet Baand
-lægger paa Dig. Gør, som Du vil og maa.
-Gør med mig, hvad Du vil. Lad mig blive
+lægger paa Dig. Gør, som Du vil og maa.
+Gør med mig, hvad Du vil. Lad mig blive
 her, om Du maaske frygter mig som en
-Hæmsko, hvad Du har Grund til efter min
-dumme Adfærd forleden. Eller tag mig med,
+Hæmsko, hvad Du har Grund til efter min
+dumme Adfærd forleden. Eller tag mig med,
 om Du mener at have nogen Brug for mig
-og om Du tør tro mig paa mit Ord, at jeg
+og om Du tør tro mig paa mit Ord, at jeg
 er grundig kureret for min Dumhed. Jeg
-følger Dig, hvorhen Du vil. Vejrbakken var
-hidtil mit Hjem. Uden Dig vil jeg være
-hjemløs paa Vejrbakken. Livet og Verden
-derude skræmmede mig. Sammen med Dig
-vil jeg ingen Frygt føle. Og siger Du, at
+følger Dig, hvorhen Du vil. Vejrbakken var
+hidtil mit Hjem. Uden Dig vil jeg være
+hjemløs paa Vejrbakken. Livet og Verden
+derude skræmmede mig. Sammen med Dig
+vil jeg ingen Frygt føle. Og siger Du, at
 jeg maa blive her for Faders Skyld, saa svarer
 jeg: Det er ikke Fader mest, som ikke har
 villet herfra. Til Tider tror jeg endog, han
-gærne rejste. Maaske var det ogsaa bedre for
+gærne rejste. Maaske var det ogsaa bedre for
 ham. Han er gammel, hans Sind plages ofte
-i den sidste Tid af sære Tanker deroppe i
-Stilheden. Han ligesom frygter Møllen, han
+i den sidste Tid af sære Tanker deroppe i
+Stilheden. Han ligesom frygter Møllen, han
 tror, den kalder paa ham; at den bebrejder<span class="pagenum"><a name="Side_139" id="Side_139" title="[S. 139]"> </a></span>
 ham, at han har standset den. Mod min
-Fader gør vi ingen Uret ved at rejse. &mdash; Men
+Fader gør vi ingen Uret ved at rejse. &mdash; Men
 vil Du, at jeg skal blive her og vente paa
 Dig, da er ogsaa det godt. Maaske synes Du,
-at Du helst en Tid maa være ene og prøve
-dit Hjærte: om det nu ikke blot var her i
-Ensomheden, at Du trængte til mig. Alt,
-hvad Du bestemmer, alt, hvad Du gør med
-mig, er godt. Thi jeg elsker Dig.«</p>
+at Du helst en Tid maa være ene og prøve
+dit Hjærte: om det nu ikke blot var her i
+Ensomheden, at Du trængte til mig. Alt,
+hvad Du bestemmer, alt, hvad Du gør med
+mig, er godt. Thi jeg elsker Dig.«</p>
 
 <p>Jeg lader Grethe tale til Ende. Var det
-haardt og stygt af mig, min søde Veninde?
-Var det egenkærlig grusomt, at min Sjæl intet
+haardt og stygt af mig, min søde Veninde?
+Var det egenkærlig grusomt, at min Sjæl intet
 vilde spilde af de velsignede Ord, som dit
-angstfulde Hjærte udblødte? Jeg tror, Du tilgiver
+angstfulde Hjærte udblødte? Jeg tror, Du tilgiver
 mig, for den dobbelte Fryd, mit Svar
 nu voldte.</p>
 
 <p>Mit Svar, som Du fik sort paa hvidt i
-Svaret til Forlæggeren.</p>
+Svaret til Forlæggeren.</p>
 
 <hr class="chapbreak" />
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_140" id="Side_140" title="[S. 140]"> </a></span></p>
@@ -3504,96 +3465,96 @@ Svaret til Forlæggeren.</p>
 
 
 <p>Grethe havde aldrig spurgt mig om min
-Fortid, det Spørgsmaal, som plejer at være det
-første, en Mand hører af sin Elskede. Jeg
-tænkte: Skulde det skyldes Uvidenhed? Utvivlsomt
+Fortid, det Spørgsmaal, som plejer at være det
+første, en Mand hører af sin Elskede. Jeg
+tænkte: Skulde det skyldes Uvidenhed? Utvivlsomt
 ikke. Grethes Viden om Livet var
-tydelig og klar. Hun talte uden Omsvøb om
+tydelig og klar. Hun talte uden Omsvøb om
 det, som unge Piger ellers anser det for et
-Uskyldighedsbevis at rødme over. Skulde det
+Uskyldighedsbevis at rødme over. Skulde det
 da maaske skyldes en altfor god Tro til mig?</p>
 
 <p>Jeg vilde ingen Tvivl, intet Bedrag i det
 Punkt. Og jeg spurgte hende idag.</p>
 
-<p>Aldrig har jeg set Grethe saa overvættes
-lystig. Hun lo saa hjærteligt, saa overgivent,
-at hun næsten ikke kunde holde op. Omsider
-sagde hun: »Nej, Du er virkelig for morsom.<span class="pagenum"><a name="Side_141" id="Side_141" title="[S. 141]"> </a></span>
-Du spørger, halvt fornærmet, om jeg anser
+<p>Aldrig har jeg set Grethe saa overvættes
+lystig. Hun lo saa hjærteligt, saa overgivent,
+at hun næsten ikke kunde holde op. Omsider
+sagde hun: »Nej, Du er virkelig for morsom.<span class="pagenum"><a name="Side_141" id="Side_141" title="[S. 141]"> </a></span>
+Du spørger, halvt fornærmet, om jeg anser
 Dig for at have levet, som de gamle Damer
 i Stiftelsen lever. Nej, min Ven, Du kan
-berolige Dig. Du har for tydeligt indskærpet
+berolige Dig. Du har for tydeligt indskærpet
 Offenligheden dine Letsindigheder, til at Nogen
-skulde tvivle om, hvilken forfærdelig Person
-Du er.«</p>
+skulde tvivle om, hvilken forfærdelig Person
+Du er.«</p>
 
 <p>Og hun lo atter, saa jeg blev ganske forvirret.
 Efterhaanden genvandt hun sin Alvor
-og sagde &mdash; vi gik i Skoven &mdash;: »Lad os
-sætte os her paa Bænken, saa skal jeg forklare
+og sagde &mdash; vi gik i Skoven &mdash;: »Lad os
+sætte os her paa Bænken, saa skal jeg forklare
 Dig Grunden til, at din slemme Fortid
-aldrig har foruroliget mig, ja, at den tværtimod,
-efter hvad jeg véd om den, yder mig
-Sikkerhed for, at Du nu først føler det, jeg
-forstaar ved Kærlighed. Du kan bagefter sige
+aldrig har foruroliget mig, ja, at den tværtimod,
+efter hvad jeg véd om den, yder mig
+Sikkerhed for, at Du nu først føler det, jeg
+forstaar ved Kærlighed. Du kan bagefter sige
 mig, om jeg har Ret eller Uret.</p>
 
-<p>Først maa jeg tilstaa, at min Sikkerhed
-intet har at gøre med den &mdash; vistnok af
-Mændene &mdash; udbredte Mening, at en Mand
-bør anvende en Del af sin Ungdom til at rase
+<p>Først maa jeg tilstaa, at min Sikkerhed
+intet har at gøre med den &mdash; vistnok af
+Mændene &mdash; udbredte Mening, at en Mand
+bør anvende en Del af sin Ungdom til at rase
 ud. Jeg tror ikke paa, at Jert Raseri er saa
-stort, at I behøver det.</p>
+stort, at I behøver det.</p>
 
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_142" id="Side_142" title="[S. 142]"> </a></span></p>
 
 <p>Nej, min Sikkerhed har en Grund, jeg
 selv har udspekuleret og som jeg bilder mig
 ind er noksaa solid. Jeg har i alle dine Bekendelser
-forgæves ledt efter <em>Barnet</em>. Mange
-begejstrede Ord har Du ødslet paa at lovprise
+forgæves ledt efter <em>Barnet</em>. Mange
+begejstrede Ord har Du ødslet paa at lovprise
 dine Elskerinders Dejlighed. Du har udstyret
-dem med alle Fortrin. Kun ét nægtede Du
-dem: Berettigelsen til at føde dine Børn.
-Maaske har det ikke været Dig bevidst. Ialfald
+dem med alle Fortrin. Kun ét nægtede Du
+dem: Berettigelsen til at føde dine Børn.
+Maaske har det ikke været Dig bevidst. Ialfald
 synes det mig, at Du ligefrem med Flid gaar
-udenom Børnespørgsmaalet, hvori jeg ser al
-virkelig Kærligheds baade Begyndelse og Ende.
-Hvad kan den Kvinde være en Mand værd,
-hvem han ikke ønsker at skænke Frugten af
+udenom Børnespørgsmaalet, hvori jeg ser al
+virkelig Kærligheds baade Begyndelse og Ende.
+Hvad kan den Kvinde være en Mand værd,
+hvem han ikke ønsker at skænke Frugten af
 sit Favntag? Det er dog det store Under, den
 Lykke over al Lykke i Favntaget mellem Mand
-og Kvinde, at dér mødes deres Kærligheds
+og Kvinde, at dér mødes deres Kærligheds
 Evighedstrang, Trangen til at vide sig forenede
-ud i de fjærne Tider gennem Børnene
-og atter disses Børn og saa fremdeles, til
-Dagenes Ophør. Hvis jeg hvilede i dine Arme
-og jeg fornam din Vilje kølnes af Frygten for
-Barnet, jeg vilde føle den dybeste Beskæmmelse.<span class="pagenum"><a name="Side_143" id="Side_143" title="[S. 143]"> </a></span>
-Jeg vilde tænke: til en flygtig Lyst, et Sansernes
-hensigtsløse Behag er jeg ham god. Men
-han værdiger ikke at lade mit Skød bære hans
+ud i de fjærne Tider gennem Børnene
+og atter disses Børn og saa fremdeles, til
+Dagenes Ophør. Hvis jeg hvilede i dine Arme
+og jeg fornam din Vilje kølnes af Frygten for
+Barnet, jeg vilde føle den dybeste Beskæmmelse.<span class="pagenum"><a name="Side_143" id="Side_143" title="[S. 143]"> </a></span>
+Jeg vilde tænke: til en flygtig Lyst, et Sansernes
+hensigtsløse Behag er jeg ham god. Men
+han værdiger ikke at lade mit Skød bære hans
 Evighedstanke. &mdash; Nu er jeg stolt og sikker,
-fordi jeg tror at vide, at jeg er den første,
-hvem Du har ønsket at se som dine Børns
-Moder. Og jeg nærer ingen Misundelse til
+fordi jeg tror at vide, at jeg er den første,
+hvem Du har ønsket at se som dine Børns
+Moder. Og jeg nærer ingen Misundelse til
 din Fortid og de Kvinder, der fylder den.
-Stakler, om de elskede Dig; thi deres Hjærter
-vil da, selv under dine mest glødende Kærtegn
-og Smigerord, have følt Tomhed og
+Stakler, om de elskede Dig; thi deres Hjærter
+vil da, selv under dine mest glødende Kærtegn
+og Smigerord, have følt Tomhed og
 Skuffelse. I modsat Fald er de end ingen
-Beklagelse værd. De fandt, hvad de søgte.
+Beklagelse værd. De fandt, hvad de søgte.
 De tog, ingen af dem, noget af den Lykke,
-din Kærlighed forjætter mig.«</p>
+din Kærlighed forjætter mig.«</p>
 
 <hr class="tb" />
 
-<p>»Har jeg saa« &mdash; spurgte Grethe &mdash; »haft
-Uret i ikke at foruroliges af din Fortid?«</p>
+<p>»Har jeg saa« &mdash; spurgte Grethe &mdash; »haft
+Uret i ikke at foruroliges af din Fortid?«</p>
 
-<p>Men uden Ord knælede jeg ned og lagde
-mit Hoved i hendes Skød.</p>
+<p>Men uden Ord knælede jeg ned og lagde
+mit Hoved i hendes Skød.</p>
 
 <hr class="chapbreak" />
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_144" id="Side_144" title="[S. 144]"> </a></span></p>
@@ -3611,109 +3572,109 @@ ikke vel til med hendes Fader.</p>
 
 <p>Vi er komne under Vejr med, at han i
 den senere Tid flere Gange, mens vi var ude,
-har listet sig over i Møllen. Vi fik Mistanke
+har listet sig over i Møllen. Vi fik Mistanke
 ved hans forblommede Ord, og nu forleden
 saa' vi ham, da han gik derfra. Han sneg
 sig bort som En, der er bange for at blive
-overrasket. Drejede sagte Nøglen om og
+overrasket. Drejede sagte Nøglen om og
 lyttede for hvert Skridt.</p>
 
-<p>Vi har været inde i Møllen for at se,
+<p>Vi har været inde i Møllen for at se,
 om vi kunde opdage, hvad han foretog sig.
-Alt stod tilsyneladende urørt.</p>
+Alt stod tilsyneladende urørt.</p>
 
 <p>I Virkeligheden er der jo intet underligt
-i, om den gamle Mand kunde føle Lyst til<span class="pagenum"><a name="Side_145" id="Side_145" title="[S. 145]"> </a></span>
-en Gang imellem at færdes i sin Mølle, der
+i, om den gamle Mand kunde føle Lyst til<span class="pagenum"><a name="Side_145" id="Side_145" title="[S. 145]"> </a></span>
+en Gang imellem at færdes i sin Mølle, der
 rummer saamange Erindringer for ham. Det
-ængstende er kun den fordulgte Maade, hvorpaa
-han aflægger sine Besøg, og den Omhu,
-hvormed han søger at skjule dem for os.
-Samtidig kan han ikke lade være at sige
-Ting, som røber ham.</p>
+ængstende er kun den fordulgte Maade, hvorpaa
+han aflægger sine Besøg, og den Omhu,
+hvormed han søger at skjule dem for os.
+Samtidig kan han ikke lade være at sige
+Ting, som røber ham.</p>
 
 <p>En Dag, Grethe var gaaet ud af Stuen
 og han og jeg sad sammen i Sofaen, rykkede
-han tæt hen til mig og hviskede: »De har
-nok lagt Mærke til, at Grethe ikke holder af,
-at jeg kommer over til Møllen? Har hun
+han tæt hen til mig og hviskede: »De har
+nok lagt Mærke til, at Grethe ikke holder af,
+at jeg kommer over til Møllen? Har hun
 aldrig fortalt Dem Grunden? Naa ikke. Skal
 jeg sige Dem, hvad jeg tror? Hun er bange,
 fordi jeg er gammel og blind. Hun mener,
-at jeg ikke kan klare mig selv længer og at
+at jeg ikke kan klare mig selv længer og at
 der kunde ske mig en Ulykke. Grethe er
 saa omhyggelig for mig, hun er en god
-Datter og jeg nænner ikke at gøre hende
-imod. Men havde jeg ellers noget Ærind,
-fandt jeg vel Vej paa Vejrbakken og i Møllen
+Datter og jeg nænner ikke at gøre hende
+imod. Men havde jeg ellers noget Ærind,
+fandt jeg vel Vej paa Vejrbakken og i Møllen
 saa godt som nogen Ung med to karske
-Øjne.«</p>
+Øjne.«</p>
 
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_146" id="Side_146" title="[S. 146]"> </a></span></p>
 
 <p>I det hele taget kredser hans Tanker
-sygeligt om Møllen. Det er ikke blot i Nattens
-Drømme &mdash; som Grethe, bekymret lyttende
-ved hans Dør, har hørt &mdash;, at han fantaserer
-om den. Ogsaa ved højlys Dag spøger den
+sygeligt om Møllen. Det er ikke blot i Nattens
+Drømme &mdash; som Grethe, bekymret lyttende
+ved hans Dør, har hørt &mdash;, at han fantaserer
+om den. Ogsaa ved højlys Dag spøger den
 i hans Sind. Han taler om den som om et
-levende Væsen, der bærer Nag til ham og
-som han frygter Hævn af.</p>
+levende Væsen, der bærer Nag til ham og
+som han frygter Hævn af.</p>
 
 <p>Forgangen Aften sagde han til mig:</p>
 
-<p>»Synes De ikke, at saadan en Mølle, der
+<p>»Synes De ikke, at saadan en Mølle, der
 altid staar, er en underlig Ting? Ja naturligvis,
-var den gammel og aflægs, blev det jo
-en anden Sag. Men Møllen fejler ikke noget,
+var den gammel og aflægs, blev det jo
+en anden Sag. Men Møllen fejler ikke noget,
 den har sine Sager iorden baade indvendig
 og udvendig. Og dens Bestemmelse her i
-Verden er dog at gaa, saalænge dens Kræfter
+Verden er dog at gaa, saalænge dens Kræfter
 slaar til. Ser De, der er jo ogsaa noget ydmygende
-i det, at Folk, som ikke véd bedre
+i det, at Folk, som ikke véd bedre
 Besked og som ikke har kendt den i de
-Tider, den var den raskeste Mølle paa Egnen,
+Tider, den var den raskeste Mølle paa Egnen,
 kunde falde paa at tro, at den overhovedet
 ikke <em>kan</em> gaa. Nej, jeg har ikke handlet ret
-mod Møllen. Enten burde jeg afstaaet den<span class="pagenum"><a name="Side_147" id="Side_147" title="[S. 147]"> </a></span>
+mod Møllen. Enten burde jeg afstaaet den<span class="pagenum"><a name="Side_147" id="Side_147" title="[S. 147]"> </a></span>
 til en Yngre, da jeg selv blev gammel og
-træt, eller jeg burde have skudt den som en
-Jagthund, hvis Herre ikke længer duer til at
-føre den paa Mark og i Skov og ikke vil se
-den i nogen Andens Eje.«</p>
+træt, eller jeg burde have skudt den som en
+Jagthund, hvis Herre ikke længer duer til at
+føre den paa Mark og i Skov og ikke vil se
+den i nogen Andens Eje.«</p>
 
 <p>Grethe, der var kommen ind og havde
-hørt de sidste Ord, gjorde et Tegn til mig,
+hørt de sidste Ord, gjorde et Tegn til mig,
 og jeg sagde:</p>
 
-<p>»Ja, Møller, jeg synes ogsaa, det er Synd
-for Møllen. De vilde gøre vel imod den
-ved at rive den ned. Saa er den død og
-borte og faar Fred, og De med.«</p>
+<p>»Ja, Møller, jeg synes ogsaa, det er Synd
+for Møllen. De vilde gøre vel imod den
+ved at rive den ned. Saa er den død og
+borte og faar Fred, og De med.«</p>
 
-<p>»Det bliver vel ogsaa dertil,« svarede
-Mølleren. »Ja, naturligvis, det maa sagtens
-saa være. Men man gaar ikke til det med
-let Sind. Man véd dog aldrig, om der ikke
-kunde være Gærning for den endnu en Gang.
+<p>»Det bliver vel ogsaa dertil,« svarede
+Mølleren. »Ja, naturligvis, det maa sagtens
+saa være. Men man gaar ikke til det med
+let Sind. Man véd dog aldrig, om der ikke
+kunde være Gærning for den endnu en Gang.
 Om ikke i min Tid, saa naar den nye Mand
-tager min Plads.«</p>
+tager min Plads.«</p>
 
-<p>»Jamen Fader,« indskød Grethe. »Den
+<p>»Jamen Fader,« indskød Grethe. »Den
 nye Mand er jo kommen, og han har helleringen
-Brug for Møllen.«</p>
+Brug for Møllen.«</p>
 
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_148" id="Side_148" title="[S. 148]"> </a></span></p>
 
-<p>»Nej, det er nok ogsaa sandt,« smilede
-den Gamle. »Den nye Mand har selv ladet
-sin Mølle staa.«</p>
+<p>»Nej, det er nok ogsaa sandt,« smilede
+den Gamle. »Den nye Mand har selv ladet
+sin Mølle staa.«</p>
 
 <hr class="tb" />
 
 <p>&mdash; &mdash; Men siden har Grethe og jeg talt
 om, at vi for enhver Pris maa have hendes
-Fader til at tillade Møllens Nedrivning.</p>
+Fader til at tillade Møllens Nedrivning.</p>
 
 <hr class="chapbreak" />
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_149" id="Side_149" title="[S. 149]"> </a></span></p>
@@ -3727,113 +3688,113 @@ Fader til at tillade Møllens Nedrivning.</p>
 
 
 <p>Vi har besluttet at gifte os til Maj.
-Hvad har vi at vente paa? I Møllerhuset er
+Hvad har vi at vente paa? I Møllerhuset er
 der Plads og Mad nok. Det lidet, vi mere
-behøver, kan jeg vel digte mig til. Foreløbig
+behøver, kan jeg vel digte mig til. Foreløbig
 skal Resthonoraret for min nye Bog anvendes
-til Grethes Brudekjole. Hun skænder paa
+til Grethes Brudekjole. Hun skænder paa
 mig for min Letsindighed, men jeg vil, at
-hun skal være den smukkeste og fineste Brud,
-som den gamle By har sét. Bryllupet skal
+hun skal være den smukkeste og fineste Brud,
+som den gamle By har sét. Bryllupet skal
 staa i Stiftelsens lille landsbyagtige Kirke, og
 der maa ingen faa Adgang uden de gamle
 Damer. Men vor Veninde og tre andre gode
 Jomfruer fra Stiftelsen skal som Brudepiger
-følge Grethe til Alteret. Efter Vielsen drikker<span class="pagenum"><a name="Side_150" id="Side_150" title="[S. 150]"> </a></span>
-vi et Glas Champagne med Brudefølget, men
-der skal ogsaa være sød fransk Vin for dem,
-der foretrækker det. Naar vi saa kører hjem,
+følge Grethe til Alteret. Efter Vielsen drikker<span class="pagenum"><a name="Side_150" id="Side_150" title="[S. 150]"> </a></span>
+vi et Glas Champagne med Brudefølget, men
+der skal ogsaa være sød fransk Vin for dem,
+der foretrækker det. Naar vi saa kører hjem,
 lader vi Vognen holde udenfor Kirkegaarden;
-thi Grethe vil lægge sin Brudekrans paa
+thi Grethe vil lægge sin Brudekrans paa
 Moders Grav, den, der forenede os. Og saa
 holder vi vort Indtog paa Vejrbakken som
-Mand og Kone og flytter ind i Møllerhusets
-øvre Etage, der har staaet tom og ubenyttet,
-lige siden Grethes Moder døde. Det er Maj,
-Bøgen nys udsprungen, Luften fuld af Blomsterduft,
+Mand og Kone og flytter ind i Møllerhusets
+øvre Etage, der har staaet tom og ubenyttet,
+lige siden Grethes Moder døde. Det er Maj,
+Bøgen nys udsprungen, Luften fuld af Blomsterduft,
 og i Vejrbakkens Skov synger Nattergalen
 sine Elskovsmelodier.</p>
 
 <p>Dagene rinder hastigt, mens Grethe og
-jeg lever vor store Lykke og drømmer om
-den end større Lykke, der venter os, naar
+jeg lever vor store Lykke og drømmer om
+den end større Lykke, der venter os, naar
 Foraaret kommer.</p>
 
 <p>Om Morgenen gaar vi som Regel en lang
-Tur. Enten i Byens afsides Gyder og Stræder,
-hvis Navne alene henflytter En til en fjærn Fortid
-og hvoraf enkelte, fornemmeligst den ældgamle
+Tur. Enten i Byens afsides Gyder og Stræder,
+hvis Navne alene henflytter En til en fjærn Fortid
+og hvoraf enkelte, fornemmeligst den ældgamle
 Peblingegyde, der i Trappeafsatser bugter
-sig mellem faldefærdige Rønner og forvitret Murværk,<span class="pagenum"><a name="Side_151" id="Side_151" title="[S. 151]"> </a></span>
-er saa snæver, at den maa passeres i
-Gaasegang. Eller vi søger ud paa de høje,
+sig mellem faldefærdige Rønner og forvitret Murværk,<span class="pagenum"><a name="Side_151" id="Side_151" title="[S. 151]"> </a></span>
+er saa snæver, at den maa passeres i
+Gaasegang. Eller vi søger ud paa de høje,
 aabne Landeveje, hvor Blikket skuer vidt og
 Tankerne drager paa Rejse ud i Fremtiden.
-Forfriskede af den kolde Luft, varme og rødmussede
-af den gode Bevægelse vender vi
+Forfriskede af den kolde Luft, varme og rødmussede
+af den gode Bevægelse vender vi
 saa hjem til vort Arbejde. Jeg til min Bog,
 som nu skrider hastigt og sikkert fremad.
 Grethe til sit Udstyr.</p>
 
 <p>Der ligger fra Moderens Tid fuldt op i
-Kister og Skabe af Linned og Dækketøj,
-stærke hjemmevævede Sager. Men Grethe
+Kister og Skabe af Linned og Dækketøj,
+stærke hjemmevævede Sager. Men Grethe
 vil ikke gaa som en doven Brud til Brudesengen.
-Den skal klædes med Lagener, sømmede,
+Den skal klædes med Lagener, sømmede,
 stukne og navnede af hende selv. Og
-som den skal hele Brudehuset være. Symaskinen
+som den skal hele Brudehuset være. Symaskinen
 snurrer Dagen lang, og om Aftenen
-trædes Traaden, mens jeg sidder hos og ofte
+trædes Traaden, mens jeg sidder hos og ofte
 bringer Forstyrrelse i Arbejdet ved at kysse
-de kære travle Hænder.</p>
+de kære travle Hænder.</p>
 
 <p>En Aften finder jeg Grethe ilag med at
-klippe fint Lærred ud i bittesmaa Stykker.
+klippe fint Lærred ud i bittesmaa Stykker.
 Jeg sidder og bryder mit Hoved med, hvad<span class="pagenum"><a name="Side_152" id="Side_152" title="[S. 152]"> </a></span>
 det vel skal blive til, og Grethe, der ser min
 Forundring, smiler underfundigt. Endelig
-brister min Nysgærrighed, og jeg spørger:
-»Er det Dig eller mig, der skal pyntes med
-det Dukketøj?«</p>
+brister min Nysgærrighed, og jeg spørger:
+»Er det Dig eller mig, der skal pyntes med
+det Dukketøj?«</p>
 
-<p>»Nej,« svarer hun. »Det er vor Førstefødtes
-Skjorter.«</p>
+<p>»Nej,« svarer hun. »Det er vor Førstefødtes
+Skjorter.«</p>
 
-<p>Halvt spøgende, halvt alvorligt siger jeg:
-»Pas paa, Barn, at ikke dit altfor sikre Haab
+<p>Halvt spøgende, halvt alvorligt siger jeg:
+»Pas paa, Barn, at ikke dit altfor sikre Haab
 skuffes. Der blev vel ogsaa Tid nok siden at
-ordne Sønnens Udstyr.«</p>
-
-<p>Hun ser paa mig med Taarer i Øjnene:
-»Det maa Du ikke sige. Jeg vil ikke tænke
-noget saa sørgeligt. Hvad Mening var der
-saa i al min Kærlighed, om jeg ikke engang
-skulde kunne føde Dig en Søn? Og din
-Søn skal ikke komme til et fattigt og uforberedt
-Hjem. Han skal hellerikke bære
-Klæder, købte i Boder, fremmede Klæder,
+ordne Sønnens Udstyr.«</p>
+
+<p>Hun ser paa mig med Taarer i Øjnene:
+»Det maa Du ikke sige. Jeg vil ikke tænke
+noget saa sørgeligt. Hvad Mening var der
+saa i al min Kærlighed, om jeg ikke engang
+skulde kunne føde Dig en Søn? Og din
+Søn skal ikke komme til et fattigt og uforberedt
+Hjem. Han skal hellerikke bære
+Klæder, købte i Boder, fremmede Klæder,
 hvori ingen Tanke om ham gemmes. Derfor
-syer jeg hans Tøj nu, mens jeg er rask
-og har Kræfter til det. Hvordan det bliver
+syer jeg hans Tøj nu, mens jeg er rask
+og har Kræfter til det. Hvordan det bliver
 siden, kan man aldrig vide. Skulde det saa<span class="pagenum"><a name="Side_153" id="Side_153" title="[S. 153]"> </a></span>
-end hændes, at jeg døde fra ham, vil Du
+end hændes, at jeg døde fra ham, vil Du
 dog, naar han bliver stor nok til at fatte det,
-kunne fortælle ham, at hans Moder havde
-sørget for ham, saavidt hun formaaede. Og
-han vil aldrig føle sig ganske moderløs.«</p>
+kunne fortælle ham, at hans Moder havde
+sørget for ham, saavidt hun formaaede. Og
+han vil aldrig føle sig ganske moderløs.«</p>
 
 <hr class="tb" />
 
-<p>&mdash; &mdash; »Saa er Du ikke vred paa mig og
-synes ikke, jeg er overspændt, ejheller altfor
+<p>&mdash; &mdash; »Saa er Du ikke vred paa mig og
+synes ikke, jeg er overspændt, ejheller altfor
 tillidsfuld? Hvilken Gud skulde misunde en
 Kvinde den Lykke at drage Omsorg for det
-Barn, hun gærne ofrer Livet for at føde?«</p>
+Barn, hun gærne ofrer Livet for at føde?«</p>
 
-<p>Dette sagde hun, da hun i den mørke
+<p>Dette sagde hun, da hun i den mørke
 Aften stod ude paa Vejrbakken og rakte mig
 Haanden til Godnat. Jeg drog hende ind til
-mig og hviskede: »Du bedste af alle Mødre.«</p>
+mig og hviskede: »Du bedste af alle Mødre.«</p>
 
 <hr class="chapbreak" />
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_154" id="Side_154" title="[S. 154]"> </a></span></p>
@@ -3846,81 +3807,81 @@ mig og hviskede: »Du bedste af alle Mødre.«</p>
 <h3 class="date">8. Marts.</h3>
 
 
-<p>Det er nu bestemt, at Møllen skal rives
+<p>Det er nu bestemt, at Møllen skal rives
 ned. Den Gamle har givet sit Samtykke, om
 fjorten Dage tages der fat paa Arbejdet. Efter
-først endelig at have fattet sin Beslutning
-synes Mølleren beroliget. Saavidt vi kan
-skønne, har han i den sidste Tid end ikke
-aflagt Smugbesøg i Møllen.</p>
+først endelig at have fattet sin Beslutning
+synes Mølleren beroliget. Saavidt vi kan
+skønne, har han i den sidste Tid end ikke
+aflagt Smugbesøg i Møllen.</p>
 
-<p>Beslutningen om Møllens Nedrivning har
+<p>Beslutningen om Møllens Nedrivning har
 bragt Ro over os alle. Uden at ville tilstaa
 det for hinanden gik Grethe og jeg
-begge i Ængstelse for, at en Ulykke skulde
-ske. Hvor let kunde det ikke hænde, naar
-den gamle blinde Mand færdedes alene i
-Møllen, at han snublede paa en af de stejle
+begge i Ængstelse for, at en Ulykke skulde
+ske. Hvor let kunde det ikke hænde, naar
+den gamle blinde Mand færdedes alene i
+Møllen, at han snublede paa en af de stejle
 Trapper, styrtede igennem en Luge eller kom<span class="pagenum"><a name="Side_155" id="Side_155" title="[S. 155]"> </a></span>
-galt afsted med Hjulværket? Grethe har nu
+galt afsted med Hjulværket? Grethe har nu
 tilstaaet det: ofte naar hun afslog en Spadseretur
 under Foregivende af Travlhed med Udstyret,
 var det Frygt for at forlade Faderen,
 der holdt hende hjemme.</p>
 
-<p>Nu er alt trygt og godt som før. Og
-om Aftenen sidder vi og drøfter, alle tre,
-hvad Volden skal bruges til, naar Møllen er
-borte. Den Gamle mener, at, da Møllen hidtil
-har tjent mange Skippere som Sømærke,
-bør han tilbyde Grunden til Oprejselse af et
-andet let iøjnefaldende Mærke. Men Grethe
-hævder, at mange andre Punkter paa Vejrbakken
+<p>Nu er alt trygt og godt som før. Og
+om Aftenen sidder vi og drøfter, alle tre,
+hvad Volden skal bruges til, naar Møllen er
+borte. Den Gamle mener, at, da Møllen hidtil
+har tjent mange Skippere som Sømærke,
+bør han tilbyde Grunden til Oprejselse af et
+andet let iøjnefaldende Mærke. Men Grethe
+hævder, at mange andre Punkter paa Vejrbakken
 egner sig ligesaa godt dertil; at
-Volden er deres egen og at Ingen kan fortænke
+Volden er deres egen og at Ingen kan fortænke
 dem i, at de indretter den til deres
 Behag. Hun og jeg har en Plan, som vi
 haaber at faa hendes Fader til at bifalde.</p>
 
 <p>Paa Volden vil vi bygge et Lysthus i
 antik Tempelstil. Rundt om det, paa Voldgangen,
-planter vi en Krans af skærmende
-Graner, men op om Templet og dets Søjler
-skal i Tidens Løb vild Vin og vilde Roser<span class="pagenum"><a name="Side_156" id="Side_156" title="[S. 156]"> </a></span>
+planter vi en Krans af skærmende
+Graner, men op om Templet og dets Søjler
+skal i Tidens Løb vild Vin og vilde Roser<span class="pagenum"><a name="Side_156" id="Side_156" title="[S. 156]"> </a></span>
 og Kaprifolier slynge sig. Og paa dets Frontespice
-fæster vi i gylden Skrift Indvielsens
+fæster vi i gylden Skrift Indvielsens
 Ord: <em>Til Vejrbakkens Gud</em>.</p>
 
 <p>Vejrbakkens Gud, Fredens Gud, vor Lykkes
 Gud vil vi bygge vort Blomster-Tempel,
 vort Olymps idylliske Parnas. Her vil vi
 sidde og skue vidt over Land, lade Verden
-støje under os, høre Stormen suse og Uvejret
+støje under os, høre Stormen suse og Uvejret
 knitre om os og alle Dage, i Storm som i
-Stille, skærmes af Fredens milde Paulun. Her
+Stille, skærmes af Fredens milde Paulun. Her
 vil vi sidde, mens vi er unge og Roser og
-Vin og Kaprifolier ranker sig om vore Hjærter;
+Vin og Kaprifolier ranker sig om vore Hjærter;
 her vil vi ogsaa sidde, naar de gamle Aar
-kommer og Mindernes Duft ombølger os.
-Herop vil vi føre vore Børn, mens de er
-smaa, og lære dem at bøje Knæ for vor Gud,
-og her vil vi vente dem, naar de, prøvede i
-Livets Kamp, søger Hvile i Barndomshjemmets
+kommer og Mindernes Duft ombølger os.
+Herop vil vi føre vore Børn, mens de er
+smaa, og lære dem at bøje Knæ for vor Gud,
+og her vil vi vente dem, naar de, prøvede i
+Livets Kamp, søger Hvile i Barndomshjemmets
 Tempel. Men allerdejligst synes vi, det vil
-være &mdash; vi smiler ad vore Drømmes ufortrødne
+være &mdash; vi smiler ad vore Drømmes ufortrødne
 Flugt &mdash;, naar den Dag kommer, da
-vor Søn og hans Brud tager vor Plads mellem
+vor Søn og hans Brud tager vor Plads mellem
 Roser og Kaprifolier.</p>
 
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_157" id="Side_157" title="[S. 157]"> </a></span></p>
 
-<p>I Fællesskab bygger vi vort Tempel.
+<p>I Fællesskab bygger vi vort Tempel.
 Men den Dag, Templet er rejst og vi staar
-sammen deroppe, vil jeg fortælle Grethe,
-hvordan jeg, alt før jeg kendte hende, og
-længe før jeg vidste, jeg elskede hende, tilbad
-hende som Fredens Gudinde og af Møllen
-byggede hende et Højalter.</p>
+sammen deroppe, vil jeg fortælle Grethe,
+hvordan jeg, alt før jeg kendte hende, og
+længe før jeg vidste, jeg elskede hende, tilbad
+hende som Fredens Gudinde og af Møllen
+byggede hende et Højalter.</p>
 
 <hr class="chapbreak" />
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_158" id="Side_158" title="[S. 158]"> </a></span></p>
@@ -3936,95 +3897,95 @@ byggede hende et Højalter.</p>
 <p>Foraaret kommer tidligt iaar. De sidste
 otte Dages lune Regn og bagende Sol har
 allerede bragt Skovbundens Blomster til at
-pible frem af det brune Løvdække, har allerede
+pible frem af det brune Løvdække, har allerede
 vakt Fuglesangen foroven.</p>
 
 <p>Det er lige efter Solopgang, da jeg imorges
 henter Grethe til vor Spadseretur. Morgensolen
-har kaldt paa mig, jeg nænnede ikke at sove
-de dejlige Timer bort. Og jeg staar fløjtende
-udenfor Møllerhuset, hvor alt endnu er lukket.
+har kaldt paa mig, jeg nænnede ikke at sove
+de dejlige Timer bort. Og jeg staar fløjtende
+udenfor Møllerhuset, hvor alt endnu er lukket.
 Et Gardin rulles op, og Grethe kommer til
 Syne i hvid Natdragt, med det rige brune
-Haar frit nedhængende og glimtende gyldent
+Haar frit nedhængende og glimtende gyldent
 i Solen. Hun nikker smilende til mig og
-sender mig et Godmorgen saa fornøjet, at<span class="pagenum"><a name="Side_159" id="Side_159" title="[S. 159]"> </a></span>
-hele Luften fyldes med Glæde. Men da jeg
-tænker paa, at denne livstraalende Ungdom
-er min og at om en føje Stund dette frodige
+sender mig et Godmorgen saa fornøjet, at<span class="pagenum"><a name="Side_159" id="Side_159" title="[S. 159]"> </a></span>
+hele Luften fyldes med Glæde. Men da jeg
+tænker paa, at denne livstraalende Ungdom
+er min og at om en føje Stund dette frodige
 hvide Legeme skal hvile i mine Arme og
-være min Hu til Vilje, svimler det for mig.</p>
+være min Hu til Vilje, svimler det for mig.</p>
 
 <hr class="tb" />
 
 <p>Vi gaar i Skoven og drikker Foraarets
-stærke Vin, som Solen perser af tusind gærende
+stærke Vin, som Solen perser af tusind gærende
 Safte. Jeg ser Blodet stige i Grethes Kinder,
-jeg hører det banke i hendes Haand, som jeg
+jeg hører det banke i hendes Haand, som jeg
 holder i min. Foraarets Rus er i os, dens
-liflige Døsighed gyder sig gennem vore Aarer.
-Grethe bøjer sig ind til mig, træt søger hun,
-med Hovedet lænet mod min Skulder, Støtte
+liflige Døsighed gyder sig gennem vore Aarer.
+Grethe bøjer sig ind til mig, træt søger hun,
+med Hovedet lænet mod min Skulder, Støtte
 ved min Arm, og hun siger sagte:</p>
 
-<p>»Hører Du den samme Sang som jeg?«</p>
+<p>»Hører Du den samme Sang som jeg?«</p>
 
-<p>»Hvilken Sang hører Du?«</p>
+<p>»Hvilken Sang hører Du?«</p>
 
-<p>»Der er Stemmer, som higende kalder,
+<p>»Der er Stemmer, som higende kalder,
 og der er Stemmer, som vigende lokker. De
-leger med hinanden, snart klagende fjærnt,
-snart sukkende nær; snart spørgende og
+leger med hinanden, snart klagende fjærnt,
+snart sukkende nær; snart spørgende og
 svarende, snart flydende sammen i et jublende
-Møde af alle Toner ... Jeg synes, det er<span class="pagenum"><a name="Side_160" id="Side_160" title="[S. 160]"> </a></span>
+Møde af alle Toner ... Jeg synes, det er<span class="pagenum"><a name="Side_160" id="Side_160" title="[S. 160]"> </a></span>
 Naturens Bryllupssang, der lyder om os.
-Hører Du den ikke ogsaa?«</p>
+Hører Du den ikke ogsaa?«</p>
 
-<p>»Jeg hører Naturen kalde til Fest: Frem
+<p>»Jeg hører Naturen kalde til Fest: Frem
 alle Blomster, syng alle Fugle, spring ud alle
-Træer. <span class="sic" title="[sic]">Stat</span> tidligt op, smyk Jer og øv Jer.
-Vaaren er kommen alt nu, at I kan være
+Træer. <span class="sic" title="[sic]">Stat</span> tidligt op, smyk Jer og øv Jer.
+Vaaren er kommen alt nu, at I kan være
 rede. Thi naar Majdag rinder, staar Vejrbakkens
-Prinsesse Brud. &mdash; Jeg hører Naturen
-synge dit Bryllup ind.«</p>
+Prinsesse Brud. &mdash; Jeg hører Naturen
+synge dit Bryllup ind.«</p>
 
 <hr class="tb" />
 
-<p>Vor Vej standses af en Bæk, der ellers
+<p>Vor Vej standses af en Bæk, der ellers
 risler med sparsomt Vand mellem store Stene,
 men som Vaarbruddet har ladet svulme over
 alle Bredder. Kun hist og her rager en
 Sten op.</p>
 
-<p>»Vi maa vel vende om?« spørger jeg.</p>
+<p>»Vi maa vel vende om?« spørger jeg.</p>
 
-<p>Grethe læner sig ømt til mig: »Jeg er
-saa foraarsdoven,« siger hun. »Jeg vil nødig
+<p>Grethe læner sig ømt til mig: »Jeg er
+saa foraarsdoven,« siger hun. »Jeg vil nødig
 gaa en Omvej. Tror Du ikke nok, Du kan
-bære mig?«</p>
+bære mig?«</p>
 
 <p>Hun slaar sine Arme om min Nakke,
-jeg løfter den store Pige, og jeg staar med
-hende ude i Bækken. Jeg føler hendes bløde<span class="pagenum"><a name="Side_161" id="Side_161" title="[S. 161]"> </a></span>
-Legeme tæt mod mit, hendes varme Aande
-i mit Ansigt. Jeg mærker ingen Byrde, men
+jeg løfter den store Pige, og jeg staar med
+hende ude i Bækken. Jeg føler hendes bløde<span class="pagenum"><a name="Side_161" id="Side_161" title="[S. 161]"> </a></span>
+Legeme tæt mod mit, hendes varme Aande
+i mit Ansigt. Jeg mærker ingen Byrde, men
 atter svimler det for mig. Jeg maa tage al
 min Vilje sammen for ikke at styrte med
 hende.</p>
 
 <p>... Saa sidder vi, begge lidt forpustede,
-paa Bænken hinsides Bækken. Men Grethe
-lægger sit Hoved til mit og hvisker i mit
-Øre:</p>
+paa Bænken hinsides Bækken. Men Grethe
+lægger sit Hoved til mit og hvisker i mit
+Øre:</p>
 
-<p>»Du, min stærke Brudgom. Saa dejligt
-jeg havde det i dine Arme.«</p>
+<p>»Du, min stærke Brudgom. Saa dejligt
+jeg havde det i dine Arme.«</p>
 
 <hr class="tb" />
 
 <p>Foraaret kommer tidligt iaar. Der kimer
 Bryllupsklokker i Naturen. Brudefolkene
-længes mod Bryllupets Dag.</p>
+længes mod Bryllupets Dag.</p>
 
 
 <h3 class="date">21. Marts.</h3>
@@ -4032,15 +3993,15 @@ længes mod Bryllupets Dag.</p>
 <p>Jeg har faaet mine Papirer fra Hovedstaden,
 de Attester, uden hvilke man ikke
 bliver gift, selv ikke paa Vejrbakken. Jeg
-ser, at jeg i min Alders første Aar blev
-kokoppeindpodet og at Podningen »slog an«.
-Himlen være lovet. Ellers havde jeg formodenlig<span class="pagenum"><a name="Side_162" id="Side_162" title="[S. 162]"> </a></span>
-ikke faaet Tilladelse at indtræde i
-Ægtestanden.</p>
+ser, at jeg i min Alders første Aar blev
+kokoppeindpodet og at Podningen »slog an«.
+Himlen være lovet. Ellers havde jeg formodenlig<span class="pagenum"><a name="Side_162" id="Side_162" title="[S. 162]"> </a></span>
+ikke faaet Tilladelse at indtræde i
+Ægtestanden.</p>
 
 <p>Imorgen eller i Overmorgen begynder
-Nedrivningen af Møllen. Den Gamle var i
-helt godt Humør iaften.</p>
+Nedrivningen af Møllen. Den Gamle var i
+helt godt Humør iaften.</p>
 
 <hr class="chapbreak" />
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_163" id="Side_163" title="[S. 163]"> </a></span></p>
@@ -4054,100 +4015,100 @@ helt godt Humør iaften.</p>
 
 
 <p>Grethe er imorges kommen til Skade
-oppe ved Møllen. Lægen giver ganske godt
+oppe ved Møllen. Lægen giver ganske godt
 Haab.</p>
 
 
 <h3 class="date">Samme Dags Aften.</h3>
 
-<p>Der var nok blæst en stærk Storm op
-inat. Jeg synes forresten ikke, det blæste
-noget videre, da jeg gik op til Møllen, men
-jeg tænkte jo hellerikke saa meget paa Vejret.</p>
+<p>Der var nok blæst en stærk Storm op
+inat. Jeg synes forresten ikke, det blæste
+noget videre, da jeg gik op til Møllen, men
+jeg tænkte jo hellerikke saa meget paa Vejret.</p>
 
 <p>Da jeg fra Skoven naaede ud til Bakkekammen,
-ser jeg Grethe staa oppe paa Møllevolden
-mellem Vingerne, akkurat som første
+ser jeg Grethe staa oppe paa Møllevolden
+mellem Vingerne, akkurat som første
 Gang, jeg saa' hende paa Vejrbakken. Saa
 er Arbejderne altsaa ikke komne endnu,
-tænkte jeg. Det var maaske ogsaa for tidligt.
-Og jeg tænkte videre, at Grethe sagtens var<span class="pagenum"><a name="Side_164" id="Side_164" title="[S. 164]"> </a></span>
-gaaet derop for at tage Afsked med Møllen.
+tænkte jeg. Det var maaske ogsaa for tidligt.
+Og jeg tænkte videre, at Grethe sagtens var<span class="pagenum"><a name="Side_164" id="Side_164" title="[S. 164]"> </a></span>
+gaaet derop for at tage Afsked med Møllen.
 Hun saa' mig ikke, hun stirrede ud over
 Fjorden. Jeg svingede med Hatten, jeg kaldte
-paa hende. Hun hørte mig ikke, hun stod
-i dybe Tanker. Og Blæsten har vel ogsaa
+paa hende. Hun hørte mig ikke, hun stod
+i dybe Tanker. Og Blæsten har vel ogsaa
 baaret imod.</p>
 
 <p>Pludselig gav det et Ryk i Vingerne.
-Jeg tror nok, jeg udstødte et Skrig. Enten
-har hun hørt mit Skrig, eller hun har selv
-mærket Faren. Hun drejede Hovedet, vore
-Blikke mødtes, hun gjorde en Bevægelse som
+Jeg tror nok, jeg udstødte et Skrig. Enten
+har hun hørt mit Skrig, eller hun har selv
+mærket Faren. Hun drejede Hovedet, vore
+Blikke mødtes, hun gjorde en Bevægelse som
 for at styrte frem, i det samme Sekund faldt
-hun lydløst til Jorden, ramt af den ene Vinge.
-Og den næste Vinge fulgte efter, hen over
-hendes Legeme, og den næste. Rundt og
+hun lydløst til Jorden, ramt af den ene Vinge.
+Og den næste Vinge fulgte efter, hen over
+hendes Legeme, og den næste. Rundt og
 rundt, i stigende Fart, gik Vingerne, henover
-Grethe. Jeg tænkte, mens jeg løb: Du er
+Grethe. Jeg tænkte, mens jeg løb: Du er
 bleven forstyrret i Hovedet, det er Svimmelhed,
 alt gaar rundt for Dig. Men saa saa'
 jeg jo, at Grethes Legeme ikke skiftede Plads.</p>
 
-<p>Paa den anden Side af Møllen, ligefor
+<p>Paa den anden Side af Møllen, ligefor
 Voldtrappen, fandt jeg Grethes Fader. Han
 stod og gjorde et Tov fast. Han smilede saa<span class="pagenum"><a name="Side_165" id="Side_165" title="[S. 165]"> </a></span>
 underligt. Den Tanke fo'r mig gennem
-Hovedet: han har i Sindssyge dræbt sin
+Hovedet: han har i Sindssyge dræbt sin
 Datter. En vanvittig Tanke. Jeg anede i
 det samme alt. Jeg sagde i Forbifarten roligt:
-»Grethe er bleven ramt af Vingerne.« Da
-jeg naaede hen til hende, stod Møllen atter.
+»Grethe er bleven ramt af Vingerne.« Da
+jeg naaede hen til hende, stod Møllen atter.
 Hendes Fader havde vel standset den. Jeg
-laa bøjet over hende, hun rørte sig ikke.
+laa bøjet over hende, hun rørte sig ikke.
 Hun var helt hvid i Ansigtet, men jeg saa'
 ikke Saar eller Blod. Jeg kaldte paa hende,
-jeg blev ved at nævne hendes Navn. Saa
-aabnede hun sine Øjne og smilede, lukkede
-straks Øjnene igen, men Smilet blev om
-hendes Mund. Hun havde sét mig og hun
-smilede! Aa Gud, aa Gud! hun var ikke død.</p>
+jeg blev ved at nævne hendes Navn. Saa
+aabnede hun sine Øjne og smilede, lukkede
+straks Øjnene igen, men Smilet blev om
+hendes Mund. Hun havde sét mig og hun
+smilede! Aa Gud, aa Gud! hun var ikke død.</p>
 
-<p>En Hulken lød bag mig og en rystende
+<p>En Hulken lød bag mig og en rystende
 Haand famlede paa min Skulder. Det var
-den Gamle. »Hun lever!« sagde jeg. »Men vi
-maa have hende baaret ind.« &mdash; Jeg saa' op; lidt
+den Gamle. »Hun lever!« sagde jeg. »Men vi
+maa have hende baaret ind.« &mdash; Jeg saa' op; lidt
 borte stod tre, fire Arbejdere i en Klynge med
-brave medlidende Øjne. De trængte sig stille
-frem for at hjælpe. Og en af dem sagde:
-»Der er gaaet Bud efter Læge.«</p>
+brave medlidende Øjne. De trængte sig stille
+frem for at hjælpe. Og en af dem sagde:
+»Der er gaaet Bud efter Læge.«</p>
 
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_166" id="Side_166" title="[S. 166]"> </a></span></p>
 
-<p>Vi bar hende ind, og Lægen kom.</p>
+<p>Vi bar hende ind, og Lægen kom.</p>
 
 <p>Hendes Tilstand er iaften uforandret.
-Hun ligger bevidstløs hen. Slaget har ramt
-hende paa den højre Side af Hovedet. Der
-er kun en Skramme og nogen Hævelse at
-se. Men Lægen frygter enten en Hjærnerystelse
+Hun ligger bevidstløs hen. Slaget har ramt
+hende paa den højre Side af Hovedet. Der
+er kun en Skramme og nogen Hævelse at
+se. Men Lægen frygter enten en Hjærnerystelse
 eller et Brud.</p>
 
 <hr class="tb" />
 
-<p>Min Anelse om Ulykkens Aarsag bekræfter
+<p>Min Anelse om Ulykkens Aarsag bekræfter
 sig. Grethes Fader vilde en sidste
 Gang, inden den blev revet ned og bragtes
-til evig Ro, lade Møllen gaa. Ved sine hemmelige
-Besøg derovre havde han forvisset sig
+til evig Ro, lade Møllen gaa. Ved sine hemmelige
+Besøg derovre havde han forvisset sig
 om, at Maskineriet var i Orden. Han er
-imorges gaaet tidligt op til Møllen, har rimeligvis
-været inde i den, da Grethe kom.
-Under Larmen af den stærke Blæst har hun
-ikke hørt hans Puslen hverken derinde eller
+imorges gaaet tidligt op til Møllen, har rimeligvis
+været inde i den, da Grethe kom.
+Under Larmen af den stærke Blæst har hun
+ikke hørt hans Puslen hverken derinde eller
 da han gik ud paa den modsatte Side. Saa
 har han trukket Persen fra, i samme Nu
-satte Stormen Møllen i Gang og Ulykken
+satte Stormen Møllen i Gang og Ulykken
 skete.</p>
 
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_167" id="Side_167" title="[S. 167]"> </a></span></p>
@@ -4155,12 +4116,12 @@ skete.</p>
 <p>Saameget har jeg kunnet slutte af de faa
 Ord, han har sagt. Han sidder mest hen i
 stum Fortvivlelse. Det er en Ynk at se.
-Pinefuldere næsten end at dvæle ved Grethes
+Pinefuldere næsten end at dvæle ved Grethes
 stille Sygeleje. Men da Arbejderne kom og
 spurgte, om de saa skulde begynde Nedbrydnings-Arbejdet,
 sagde han, at de kunde gaa.
 Han vilde sende Bud efter dem, naar han
-behøvede dem.</p>
+behøvede dem.</p>
 
 <hr class="chapbreak" />
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_168" id="Side_168" title="[S. 168]"> </a></span></p>
@@ -4173,99 +4134,99 @@ behøvede dem.</p>
 <h3 class="date">24. Marts.</h3>
 
 
-<p>Hun er død. Min Grethe, min kære
-Pige er død.</p>
+<p>Hun er død. Min Grethe, min kære
+Pige er død.</p>
 
 <p>Vi vidste jo hele Dagen igaar, at der
 intet Haab var. Feberen og Vildelsen begyndte
-om Natten, og Lægen gik om Morgenen
-uden at sige noget. Jeg kunde ikke spørge.
-Jeg forstod, det var overflødigt.</p>
+om Natten, og Lægen gik om Morgenen
+uden at sige noget. Jeg kunde ikke spørge.
+Jeg forstod, det var overflødigt.</p>
 
 <p>Jeg har siddet hos hende og maattet
-tvinge Smil og Glæde frem i mit Ansigt.
+tvinge Smil og Glæde frem i mit Ansigt.
 Hun troede, hun laa til Sengs, fordi hun
-havde født vort Barn. Hun var saa lykkelig,
-men en Gang imellem græd hun, fordi hun
+havde født vort Barn. Hun var saa lykkelig,
+men en Gang imellem græd hun, fordi hun
 ikke maatte have Barnet hos sig. Og naar
 jeg ikke smilede, blev hun ganske fortvivlet,
-jamrede sig og sagde, at vi løj for hende: at<span class="pagenum"><a name="Side_169" id="Side_169" title="[S. 169]"> </a></span>
-Barnet var død eller røvet fra hende. I de
-Øjeblikke blandede ogsaa Møllen uhyggelige
+jamrede sig og sagde, at vi løj for hende: at<span class="pagenum"><a name="Side_169" id="Side_169" title="[S. 169]"> </a></span>
+Barnet var død eller røvet fra hende. I de
+Øjeblikke blandede ogsaa Møllen uhyggelige
 Forestillinger ind i hendes Fantasier. Hun
 troede, at hendes Fader havde bragt Barnet
-op til Møllen, og bad mig saa bønligt hente
+op til Møllen, og bad mig saa bønligt hente
 det tilbage.</p>
 
-<p>Ud paa Aftenen tog Feberen til. Lægen
+<p>Ud paa Aftenen tog Feberen til. Lægen
 kom, men gik hurtigt igen. Jeg talte ikke
 med ham. Jeg sad atter ved Grethes Seng,
 hun kendte mig ikke. Hun laa mest med
-lukkede Øjne, mumlede uhørlige, forvirrede
+lukkede Øjne, mumlede uhørlige, forvirrede
 Ord og fortrak Ansigtet i Smerter. Jeg syntes
-næsten, det var bedre saadan. Jeg behøvede
+næsten, det var bedre saadan. Jeg behøvede
 jo ikke at skjule min Sorg, jeg kunde holde
-hendes stakkels hede Haand i min og græde.</p>
+hendes stakkels hede Haand i min og græde.</p>
 
-<p>Pludselig slog hun Øjnene, store og
+<p>Pludselig slog hun Øjnene, store og
 klare, op.</p>
 
-<p>»Græder Du, fordi jeg skal dø?« spurgte
+<p>»Græder Du, fordi jeg skal dø?« spurgte
 hun.</p>
 
 <p>Jeg sank ned paa Gulvet og lagde mit
-Hoved i hendes Puder. Hun strøg sin Haand
-nedover det, mildt og længe. Saa sagde hun:</p>
+Hoved i hendes Puder. Hun strøg sin Haand
+nedover det, mildt og længe. Saa sagde hun:</p>
 
-<p>»Du maa ikke græde for min Skyld.<span class="pagenum"><a name="Side_170" id="Side_170" title="[S. 170]"> </a></span>
+<p>»Du maa ikke græde for min Skyld.<span class="pagenum"><a name="Side_170" id="Side_170" title="[S. 170]"> </a></span>
 Jeg har det saa godt. Det er ikke slemt at
-dø. Baade din og min Moder kalder paa
-mig: de smiler saa kærligt til mig; de viser
-mig, at der er Plads til mig imellem dem.«</p>
+dø. Baade din og min Moder kalder paa
+mig: de smiler saa kærligt til mig; de viser
+mig, at der er Plads til mig imellem dem.«</p>
 
-<p>En mørk Skygge gled over hendes Blik.
-Hun rejste sig op i Sengen: »Barnet! Hvor
+<p>En mørk Skygge gled over hendes Blik.
+Hun rejste sig op i Sengen: »Barnet! Hvor
 er Barnet? Det er Synd af Dig at lade mig
-vente saa forfærdelig længe!«</p>
+vente saa forfærdelig længe!«</p>
 
-<p>Saa faldt hun tilbage, hendes Øjne var
-atter klare, men store Taarer trængte sig
+<p>Saa faldt hun tilbage, hendes Øjne var
+atter klare, men store Taarer trængte sig
 frem.</p>
 
-<p>»Min egen Ven,« sagde hun, »læg dit
-Hoved tæt til mit. Der er noget, jeg vil sige
-Dig, nu mens jeg véd rigtig Besked med alt
-og inden jeg dør.«</p>
+<p>»Min egen Ven,« sagde hun, »læg dit
+Hoved tæt til mit. Der er noget, jeg vil sige
+Dig, nu mens jeg véd rigtig Besked med alt
+og inden jeg dør.«</p>
 
 <p>Jeg gjorde, som hun bad, og hun hviskede:</p>
 
-<p>»Jeg er ikke bange for at dø, men jeg
-synes, det er saa sørgeligt, at jeg skal herfra,
-før jeg har født Dig den Søn, jeg havde
+<p>»Jeg er ikke bange for at dø, men jeg
+synes, det er saa sørgeligt, at jeg skal herfra,
+før jeg har født Dig den Søn, jeg havde
 lovet Dig. Nu er det saa lidt, Du har som
 Minde om mig, saalidt at takke mig for. Jeg
 gav Dig jo kun mig selv en stakket Stund.
 Og knap nok det gjorde jeg. Nej, Du maa<span class="pagenum"><a name="Side_171" id="Side_171" title="[S. 171]"> </a></span>
 ikke afbryde mig og ikke sige mig imod;
 jeg maa have Lov at sige det altsammen,
-som jeg føler det. Jeg bebrejder mig, at jeg
+som jeg føler det. Jeg bebrejder mig, at jeg
 lod Dig vente. Jeg syntes vel, det var Dig,
 der skulde bede. Du skal vide, at alt, hvad
 Du havde bedt om, havde jeg givet Dig.
 Du skal vide, at hin Formiddag i Skoven, da
-vi hørte Bryllupssangen tone om os, var jeg
-af mit ganske Hjærte, af hele min Længsel
-din Brud. Og det vil jeg, uden at rødme,
-sige Gud paa hans Trone, at jeg gik grædende
+vi hørte Bryllupssangen tone om os, var jeg
+af mit ganske Hjærte, af hele min Længsel
+din Brud. Og det vil jeg, uden at rødme,
+sige Gud paa hans Trone, at jeg gik grædende
 fra Jorden, fordi jeg ikke naaede at hvile som
-Brud i dine Arme.«</p>
+Brud i dine Arme.«</p>
 
-<p>»Nu er det Tid,« sagde hun lidt efter,
-»at Du henter Fader herind.«</p>
+<p>»Nu er det Tid,« sagde hun lidt efter,
+»at Du henter Fader herind.«</p>
 
 <p>Men da hun havde kysset den Gamle,
 bad hun om at maatte sove, smilede til mig,
-lukkede sine Øjne og slog dem ikke mere op.</p>
+lukkede sine Øjne og slog dem ikke mere op.</p>
 
 <hr class="chapbreak" />
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_172" id="Side_172" title="[S. 172]"> </a></span></p>
@@ -4275,95 +4236,95 @@ lukkede sine Øjne og slog dem ikke mere op.</p>
 
 <h2><a name="XXXV" id="XXXV"></a>XXXV.</h2>
 
-<h3 class="date">Løst Blad.</h3>
+<h3 class="date">Løst Blad.</h3>
 
 
 <p>Foraaret gaar sin Sejrsgang op over Vejrbakken,
-med stort Følge af glade Mennesker
-nede fra Byen. Unge og Gamle, Børn og
-Kærestefolk, værdige Mænd og Matroner, ja
-selv værkbrudne Stakler &mdash; alle skal de med
+med stort Følge af glade Mennesker
+nede fra Byen. Unge og Gamle, Børn og
+Kærestefolk, værdige Mænd og Matroner, ja
+selv værkbrudne Stakler &mdash; alle skal de med
 at se Vaaren paa Vejrbakken.</p>
 
 <hr class="tb" />
 
-<p>Strøende gylden Sol for alle Vinde fører
+<p>Strøende gylden Sol for alle Vinde fører
 Foraaret an, og de glade Mennesker fra Byen
 udpeger beundrende for hinanden dets stolte
 Bedrifter.</p>
 
-<p>»Alt staar Hækken i Knop, og i Vejkanten
+<p>»Alt staar Hækken i Knop, og i Vejkanten
 blomstrer Violer. Pluk mig et Par,
-jeg vil fæste dem ved mit Bryst.«</p>
+jeg vil fæste dem ved mit Bryst.«</p>
 
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_173" id="Side_173" title="[S. 173]"> </a></span></p>
 
-<p>»Nej, kære, pas dog paa, at Du ikke
-træder paa Sneglen. Og se Sommerfuglene
-dér, den ganske gule og den røde med de
+<p>»Nej, kære, pas dog paa, at Du ikke
+træder paa Sneglen. Og se Sommerfuglene
+dér, den ganske gule og den røde med de
 sorte Pletter. Herregud, lad dem flagre i
-Fred, lad dem nyde Foraaret ligesom vi.«</p>
+Fred, lad dem nyde Foraaret ligesom vi.«</p>
 
-<p>»Hørte I Stæren, Børn. Og Pipfuglen
-hist. Den flyver med Straa til sin Rede.«</p>
+<p>»Hørte I Stæren, Børn. Og Pipfuglen
+hist. Den flyver med Straa til sin Rede.«</p>
 
 <hr class="tb" />
 
 <p>Toget standser ved Pavillonen, som Foraaret
 har vakt af sin Dvale; hvor, Vinteren
-igennem, kun en enlig Fremmed har været
-Gæst.</p>
+igennem, kun en enlig Fremmed har været
+Gæst.</p>
 
-<p>»Lad os drikke et Glas for Vaaren. For
-Vaaren og Livet. For Livet og Glæden.«</p>
+<p>»Lad os drikke et Glas for Vaaren. For
+Vaaren og Livet. For Livet og Glæden.«</p>
 
-<p>»Hvad I ikke spiser, Børn, strø det for
+<p>»Hvad I ikke spiser, Børn, strø det for
 Spurvene. Vi maa ikke glemme Vinterens
-Fugle, fordi Foraaret er kommet.«</p>
+Fugle, fordi Foraaret er kommet.«</p>
 
 <hr class="tb" />
 
-<p>De glade Mennesker fra Byen følger Foraaret
+<p>De glade Mennesker fra Byen følger Foraaret
 videre, op gennem Skoven.</p>
 
-<p>»Saa lifligt her dufter af Muld og Gran.
-Men gaa ikke i Græsset, det har regnet i
-Nat.«</p>
+<p>»Saa lifligt her dufter af Muld og Gran.
+Men gaa ikke i Græsset, det har regnet i
+Nat.«</p>
 
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_174" id="Side_174" title="[S. 174]"> </a></span></p>
 
-<p>»Jo, i Græsset maa jeg. Jeg har fundet
-en blaa Anemone. Og de hvide dér. Hvormange
-der er, naar man ret ser efter.«</p>
+<p>»Jo, i Græsset maa jeg. Jeg har fundet
+en blaa Anemone. Og de hvide dér. Hvormange
+der er, naar man ret ser efter.«</p>
 
-<p>»Og tænk Bøgen. Saa store Knopper
-den alt har. Tro mig, den springer ud før
-Maj, hvis dette Foraar varer ved.«</p>
+<p>»Og tænk Bøgen. Saa store Knopper
+den alt har. Tro mig, den springer ud før
+Maj, hvis dette Foraar varer ved.«</p>
 
-<p>»Vist varer det ved. Spørg blot Fuglene,
-der jubler. De véd Besked.«</p>
+<p>»Vist varer det ved. Spørg blot Fuglene,
+der jubler. De véd Besked.«</p>
 
 <hr class="tb" />
 
 <p>Foraaret staar triumferende paa Vejrbakkens
 Kam, og de glade Mennesker udbryder
-i høje Fryderaab:</p>
+i høje Fryderaab:</p>
 
-<p>»Helt herop er Vaaren naaet. Møllevolden
-er klædt med nyt Græs, og Vingerne
-skinner som Guld i Solen. I Møllerens Have
+<p>»Helt herop er Vaaren naaet. Møllevolden
+er klædt med nyt Græs, og Vingerne
+skinner som Guld i Solen. I Møllerens Have
 knoppes Frugtblomsterne, i en Stue vilde de
 hastigt udfolde sig. Hvem der turde bryde
-en Gren!«</p>
+en Gren!«</p>
 
-<p>Da aabnes Døren til Møllerhuset, en klam
+<p>Da aabnes Døren til Møllerhuset, en klam
 Luftning gaar hen over de glade Mennesker:
 paa sit hvide Leje hviler en ung Kvinde,
 kold og bleg. Og ved hendes Side staar<span class="pagenum"><a name="Side_175" id="Side_175" title="[S. 175]"> </a></span>
 en Mand, den Fremmede paa Vejrbakken.
-Hans Øjne græder ikke, de har ingen Taarer
-fler. Han siger, bøjet over sin kolde, blege
-Brud: »Vaaren er død.«</p>
+Hans Øjne græder ikke, de har ingen Taarer
+fler. Han siger, bøjet over sin kolde, blege
+Brud: »Vaaren er død.«</p>
 
 <hr class="chapbreak" />
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_176" id="Side_176" title="[S. 176]"> </a></span></p>
@@ -4380,90 +4341,90 @@ Brud: »Vaaren er død.«</p>
 Kirkegaarden.</p>
 
 <p>I Stiftelsens Kirke forrettedes Andagten.
-Dér sad alle de gamle Kvinder og græd uhyklede
+Dér sad alle de gamle Kvinder og græd uhyklede
 Taarer over Grethe, fordi hun, der havde
-bragt Ungdom og Skønhed ind i deres falmede
-Hjærter, var gaaet bort midt i sin unge Glæde.
+bragt Ungdom og Skønhed ind i deres falmede
+Hjærter, var gaaet bort midt i sin unge Glæde.
 Paa hendes Kiste havde de lagt Kranse, bundne
-med deres egne rystende Hænder, Kranse af Vedbend
+med deres egne rystende Hænder, Kranse af Vedbend
 og Mos, prydede med Evighedsblomster
 og troskyldige Farvel-Indskrifter i sorte og
 hvide Perler. Og saa sang de nu for hende,
 der havde sunget for dem, sang med deres
-spinkle, brustne Stemmer: »Tænk, naar en<span class="pagenum"><a name="Side_177" id="Side_177" title="[S. 177]"> </a></span>
-Gang den Taage er forsvunden.« Aa Gud,
-aa Gud. Her var det, hun havde glædet sig
+spinkle, brustne Stemmer: »Tænk, naar en<span class="pagenum"><a name="Side_177" id="Side_177" title="[S. 177]"> </a></span>
+Gang den Taage er forsvunden.« Aa Gud,
+aa Gud. Her var det, hun havde glædet sig
 saa inderligt til at skulle staa Brud, her, hvor
-hun nu laa i sin Kiste, en Dødens Brud,
-klædt i det Lin, hun selv havde sømmet og
-syet til sin Fest. &mdash; Mit trætte, forpinte Hoved
+hun nu laa i sin Kiste, en Dødens Brud,
+klædt i det Lin, hun selv havde sømmet og
+syet til sin Fest. &mdash; Mit trætte, forpinte Hoved
 sank ned ved min gamle Venindes Bryst.
 Hun klappede mig og talte til mig som til
-et bedrøvet Barn, saadan som hun saamange
-Gange i svundne Dage havde trøstet mig og
-kælet for mig. Baade hun og jeg glemte
+et bedrøvet Barn, saadan som hun saamange
+Gange i svundne Dage havde trøstet mig og
+kælet for mig. Baade hun og jeg glemte
 nok, at jeg nu var en stor og klog Mand.
 Jeg syntes, jeg havde det godt ved hendes
 enfoldige Bryst; jeg syntes, Sorgen mildnedes,
-mens hun hviskede: »Saa maa det da være
-saa skønt for ham at tænke paa, at hun
+mens hun hviskede: »Saa maa det da være
+saa skønt for ham at tænke paa, at hun
 ikke skal ligge alene, men skal ud til hans
-Mo'r. De to vil tale saameget godt og kærligt
-om ham, det kan han være forvisset om,
-og hænder der ham nogen stor Fortræd eller
+Mo'r. De to vil tale saameget godt og kærligt
+om ham, det kan han være forvisset om,
+og hænder der ham nogen stor Fortræd eller
 Modgang, saa vil han fornemme, hvordan de
-trøstende omsvæver ham.«</p>
+trøstende omsvæver ham.«</p>
 
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_178" id="Side_178" title="[S. 178]"> </a></span></p>
 
-<p>&mdash; Præsten, den stærke Kirkens Svøbe over
+<p>&mdash; Præsten, den stærke Kirkens Svøbe over
 den gamle Bys Vankundighed, traadte frem
-ved Grethes Kiste. Han saa' prøvende strængt
+ved Grethes Kiste. Han saa' prøvende strængt
 ud mod Forsamlingen, men, som om han
 uvilkaarligt forstod, at her ved denne unge
-Piges Kiste, overfor disse grædende gamle
+Piges Kiste, overfor disse grædende gamle
 Kvinder og denne haardt ramte Fremmede,
-her var Strænghed Helligbrøde, saa gød sig
-et Skær af bevæget Menneskelighed over
-hans skarpe Træk, og da han begyndte at
-tale, skælvede hans Stemme:</p>
+her var Strænghed Helligbrøde, saa gød sig
+et Skær af bevæget Menneskelighed over
+hans skarpe Træk, og da han begyndte at
+tale, skælvede hans Stemme:</p>
 
-<p>»Jeg kendte ikke den unge Kvinde, hvem
+<p>»Jeg kendte ikke den unge Kvinde, hvem
 Gud tog bort, just som hun troede at staa
-ved den største Jordelykkes Indgang. Men
+ved den største Jordelykkes Indgang. Men
 der er mig om hende intet fortalt uden Godt
-og Skønt. Hun synes ad egne Veje paa det
-høje ensomme Sted, hun boede, at have
+og Skønt. Hun synes ad egne Veje paa det
+høje ensomme Sted, hun boede, at have
 fundet Fred med Gud og Verden. Hun synes
 ogsaa at have haft Evne til at meddele Andre
 Fred. Jeg kender ikke dem, der er hendes
-Nærmeste og hvem hendes Død blev saa tungt
-et Slag. Jeg véd ikke, om deres Sorg har<span class="pagenum"><a name="Side_179" id="Side_179" title="[S. 179]"> </a></span>
-søgt den Trøst, jeg kalder den ene rette.
-Men mit Hjærte krymper sig i deltagende
+Nærmeste og hvem hendes Død blev saa tungt
+et Slag. Jeg véd ikke, om deres Sorg har<span class="pagenum"><a name="Side_179" id="Side_179" title="[S. 179]"> </a></span>
+søgt den Trøst, jeg kalder den ene rette.
+Men mit Hjærte krymper sig i deltagende
 Forstaaelse af deres Smerte. Jeg beder Gud
-skænke hende og dem sin Fred. Amen.«</p>
+skænke hende og dem sin Fred. Amen.«</p>
 
-<p>Alene med Præsten vandrer jeg henover
+<p>Alene med Præsten vandrer jeg henover
 Kirkegaarden bag Grethes Kiste. Jeg ser,
 hvordan Foraaret har begyndt at brede sin
-Pynt over Døden. Jeg ser Foraarets Blomster
-og jeg hører i mit Øre genlyde Præstens
-Ord om Guds Fred. Og min Sjæl skriger i
-Kval: »Du lyver Præst, ligesom Foraaret paa
+Pynt over Døden. Jeg ser Foraarets Blomster
+og jeg hører i mit Øre genlyde Præstens
+Ord om Guds Fred. Og min Sjæl skriger i
+Kval: »Du lyver Præst, ligesom Foraaret paa
 Gravene lyver. Alverdens Blomster kan ikke
-dække den Dødens Gru, at hun, jeg elskede,
-skal ædes af Ormene. Alverdens Præster
+dække den Dødens Gru, at hun, jeg elskede,
+skal ædes af Ormene. Alverdens Præster
 kan ikke lade opstige til mig af Graven den
 Guds Fred, som for evigt jordedes med
-hende.«</p>
+hende.«</p>
 
-<p>Kisten er sænket i Graven, Jordpaakastelsen
-til Ende, Præsten har trykket min
+<p>Kisten er sænket i Graven, Jordpaakastelsen
+til Ende, Præsten har trykket min
 Haand &mdash; jeg er ene.</p>
 
-<p>Men først rigtig ene dog, da jeg, kold
-og rystende af at sidde stille saalænge i den<span class="pagenum"><a name="Side_180" id="Side_180" title="[S. 180]"> </a></span>
+<p>Men først rigtig ene dog, da jeg, kold
+og rystende af at sidde stille saalænge i den<span class="pagenum"><a name="Side_180" id="Side_180" title="[S. 180]"> </a></span>
 skarpe Foraarsluft, forlader mine Grave og
 gaar op paa Vejrbakken, der nu end ikke
 huser Grethes tomme Ler.</p>
@@ -4481,93 +4442,93 @@ huser Grethes tomme Ler.</p>
 <h3 class="date">April.</h3>
 
 
-<p>Jeg flygtede jo hertil for at søge Ensomheden.
+<p>Jeg flygtede jo hertil for at søge Ensomheden.
 Jeg fandt den. Og om Grethe ikke
 var kommen paa min Vej, havde sikkert Ensomheden
-ikke skræmmet mig. Thi jeg
+ikke skræmmet mig. Thi jeg
 havde da ikke kendt det Savn, der nu jager
-mig som en Fredløs.</p>
+mig som en Fredløs.</p>
 
-<p>En Fredløs er jeg i min Ensomhed.
+<p>En Fredløs er jeg i min Ensomhed.
 Hvor finder jeg den Krog, som kan yde mig
 Fristed? Enten jeg flakker om i den gamle
-Bys øde Gader eller jeg løber min Fod træt
-paa Vejrbakkens stejle Veje, overalt følger
+Bys øde Gader eller jeg løber min Fod træt
+paa Vejrbakkens stejle Veje, overalt følger
 Savnet mig som en graadig Ravn, skrigende
-hæst i mit Øre, parat til at hugge sit Næb i
-mit Hjærte. Der er ikke den Plet, ikke det
-Hus, det Træ, der ikke raaber mig mit Savn<span class="pagenum"><a name="Side_182" id="Side_182" title="[S. 182]"> </a></span>
-imøde. »Husk, sidst Du var her, kom Du
-med <em>hende</em>! Nu er Du alene, hun følger
-Dig aldrig mere.« »Her sad Du med hende.
-I talte om Eders Lykke, I drømte Jer ud i
-Fremtiden; alt, hvad I talte, tænkte og drømte,
+hæst i mit Øre, parat til at hugge sit Næb i
+mit Hjærte. Der er ikke den Plet, ikke det
+Hus, det Træ, der ikke raaber mig mit Savn<span class="pagenum"><a name="Side_182" id="Side_182" title="[S. 182]"> </a></span>
+imøde. »Husk, sidst Du var her, kom Du
+med <em>hende</em>! Nu er Du alene, hun følger
+Dig aldrig mere.« »Her sad Du med hende.
+I talte om Eders Lykke, I drømte Jer ud i
+Fremtiden; alt, hvad I talte, tænkte og drømte,
 var Sommer og Sol, idel Liv og Lyst. Nu
-ligger hun i Jorden, Drømmen har Dødens
-kolde Pust splittet.«</p>
+ligger hun i Jorden, Drømmen har Dødens
+kolde Pust splittet.«</p>
 
-<p>Jeg har søgt Freden i Bibliotekets Klostersal,
-hvis højtidsfulde Stilhed før dulmede mit
+<p>Jeg har søgt Freden i Bibliotekets Klostersal,
+hvis højtidsfulde Stilhed før dulmede mit
 Sind til god Hvile i gamle Minder. Men
-Ravnen sad paa min Skulder: »Du unge
-Munk, hvi dvæler dit Blik saa længselssygt
-ved Træet derude bag Muren? Bliv kun,
-hvor Du er. Dig venter ingen længer, naar
-Mørket falder over Klosteret. I Klosterhaven
+Ravnen sad paa min Skulder: »Du unge
+Munk, hvi dvæler dit Blik saa længselssygt
+ved Træet derude bag Muren? Bliv kun,
+hvor Du er. Dig venter ingen længer, naar
+Mørket falder over Klosteret. I Klosterhaven
 er Nattergalene forstummede. Og i det gamle
-Træ bygger Ravnen Rede.«</p>
+Træ bygger Ravnen Rede.«</p>
 
-<p>I Kildehaven har jeg været, jeg tør ikke
-komme der mer. Jeg syntes Børnene blev
-stille, da de saa' mig. Jeg læste i deres Øjne
-bedrøvede Spørgsmaal: »Hvor er hun henne,
-hun, som altid før var med Dig og som holdt<span class="pagenum"><a name="Side_183" id="Side_183" title="[S. 183]"> </a></span>
+<p>I Kildehaven har jeg været, jeg tør ikke
+komme der mer. Jeg syntes Børnene blev
+stille, da de saa' mig. Jeg læste i deres Øjne
+bedrøvede Spørgsmaal: »Hvor er hun henne,
+hun, som altid før var med Dig og som holdt<span class="pagenum"><a name="Side_183" id="Side_183" title="[S. 183]"> </a></span>
 saameget af os? Du maa ikke komme alene,
-Du skal hente hende.«</p>
+Du skal hente hende.«</p>
 
-<p>Min Veninde i Stiftelsen sørger over min
-Troløshed. Netop nu vilde hun saa gærne
+<p>Min Veninde i Stiftelsen sørger over min
+Troløshed. Netop nu vilde hun saa gærne
 vise mig sin Hengivenhed. Hun forstaar det
-ikke og jeg nænner ikke at sige hende det:
-mit saarede Hjærte taaler ikke de medlidende
-Blikke, som det maa løbe Spidsrod igennem,
+ikke og jeg nænner ikke at sige hende det:
+mit saarede Hjærte taaler ikke de medlidende
+Blikke, som det maa løbe Spidsrod igennem,
 saasnart jeg er indenfor Stiftelsens Porte; som
-forfølger mig paa Trapper og i Gange, helt
-op til hendes Dør, og som modtager mig i
+forfølger mig paa Trapper og i Gange, helt
+op til hendes Dør, og som modtager mig i
 hendes egen Stue, fra hendes egne trofaste
-Øjne.</p>
+Øjne.</p>
 
-<p>Men mest hjærteskærende er det dog at
-besøge Grethes Fader. At færdes i de Stuer,
+<p>Men mest hjærteskærende er det dog at
+besøge Grethes Fader. At færdes i de Stuer,
 som hun fyldte med sin Fred og sin Ynde;
 hvor Savnet klager som et forpint Dyr under
-hvert Skridt, man træder; hvor Luften endnu
-skælver af hendes Dødssuk; hvor endelig han
+hvert Skridt, man træder; hvor Luften endnu
+skælver af hendes Dødssuk; hvor endelig han
 sidder, den gamle Mand, og stirrer med den
-blinde Skæbnes tomme Øjne paa det Frygtelige,
+blinde Skæbnes tomme Øjne paa det Frygtelige,
 han har fuldbragt. Hvad har han og
-jeg at sige hinanden, som kan bringe Trøst?<span class="pagenum"><a name="Side_184" id="Side_184" title="[S. 184]"> </a></span>
-Han hører næppe nok de Fornuftbetragtninger,
-hvormed jeg forsøger at møde hans Selvanklage
+jeg at sige hinanden, som kan bringe Trøst?<span class="pagenum"><a name="Side_184" id="Side_184" title="[S. 184]"> </a></span>
+Han hører næppe nok de Fornuftbetragtninger,
+hvormed jeg forsøger at møde hans Selvanklage
 og hans forvirrede Udtalelser om
 Grethes Ulykke som den forurettede og
-vrede Mølles Hævn. Er jeg derimod selv
-ganske upaavirket af hans sære Grublerier?
-Eller er det alene Mindet om hin forfærdelige
-Morgen, der vækker Uhygge i mit Sind og
-faar mig til at skælve, naar jeg passerer
-Møllen? Endnu ligger den der, endnu har
-dens Herre ikke villet fælde Dommen over den.</p>
+vrede Mølles Hævn. Er jeg derimod selv
+ganske upaavirket af hans sære Grublerier?
+Eller er det alene Mindet om hin forfærdelige
+Morgen, der vækker Uhygge i mit Sind og
+faar mig til at skælve, naar jeg passerer
+Møllen? Endnu ligger den der, endnu har
+dens Herre ikke villet fælde Dommen over den.</p>
 
 <hr class="tb" />
 
 <p>&mdash; &mdash; Men naar Savnet har jaget mig
-fredløs fra Sted til Sted, søger jeg Hvile i
+fredløs fra Sted til Sted, søger jeg Hvile i
 mit Arbejde, i min Bog. Mens jeg skriver
-paa den, glemmer jeg, at Grethe er død. I
+paa den, glemmer jeg, at Grethe er død. I
 den lever hun, i den genopstaar hun med den
-Guds Fred, som hun skænkede mig, da jeg
-kom som en træt Flygtning til Vejrbakkens
+Guds Fred, som hun skænkede mig, da jeg
+kom som en træt Flygtning til Vejrbakkens
 Ensomhed.</p>
 
 <hr class="chapbreak" />
@@ -4582,119 +4543,119 @@ Ensomhed.</p>
 
 
 <p>Jeg havde Lyst at skrive en Fortale til
-min Bog, som nu er færdig. Rigtignok <a class="corr" name="rett_4" id="rett_4" title="var: banlyser">bandlyser</a>
-den moderne literære Katekismus Fortaler
+min Bog, som nu er færdig. Rigtignok <a class="corr" name="rett_4" id="rett_4" title="var: banlyser">bandlyser</a>
+den moderne literære Katekismus Fortaler
 saavelsom de gamle fortrolige Henvendelser
 midt i Bogen fra Forfatteren til hans
-kære Læser. Et af de første Bud lyder: Forfatteren
+kære Læser. Et af de første Bud lyder: Forfatteren
 maa aldrig stikke sin Person frem
 og ikke give sin private Mening til Kende.
-Forfatteren objektiverer sig i Værket, der har
+Forfatteren objektiverer sig i Værket, der har
 at tale for sig.</p>
 
 <p>At vise Humbugen heri skulde bl. a.
-være Hensigten med min Fortale. Har en
-Forfatter noget paa Sinde overfor sine Læsere,
+være Hensigten med min Fortale. Har en
+Forfatter noget paa Sinde overfor sine Læsere,
 skal han nok faa dem det sagt trods Katekismens<span class="pagenum"><a name="Side_186" id="Side_186" title="[S. 186]"> </a></span>
 Forbud. Han lader bare en af Personerne
 holde et lille Foredrag. Og hvad nytter
-det, man forbyder ham personlig at optræde
-i sine Bøger? De allerfleste Bøger skrives
-om Forfatterne selv. Følgen af Forbudet
+det, man forbyder ham personlig at optræde
+i sine Bøger? De allerfleste Bøger skrives
+om Forfatterne selv. Følgen af Forbudet
 mod de umaskerede sorte Dominoer bliver
 da blot, at Forfatterne kostymerer sig mer
 eller mindre smagfuldt, mer eller mindre
 gennemskueligt. Tag en af vore Forfatteres
 samlede Produkter for Dem, og De vil se
-ham paradere forbi i en Række skiftende Forklædninger:
-som Præst og som Læge, som
-Ingeniør og som Adelsmand; snart det overlegne
+ham paradere forbi i en Række skiftende Forklædninger:
+som Præst og som Læge, som
+Ingeniør og som Adelsmand; snart det overlegne
 Fornuftmenneske, snart en dybsindig
 Grubler; snart en barnlig Fantast og snart
-en fortvivlet Oprører mod Samfundsordenen.
+en fortvivlet Oprører mod Samfundsordenen.
 Den naive Mand bilder sig ind, at han er
-vel forvaret i sin sindrige Forklædning. Men
-ikke blot hans Kaldsfæller, der kender Fiffene,
+vel forvaret i sin sindrige Forklædning. Men
+ikke blot hans Kaldsfæller, der kender Fiffene,
 skriver ham straks leende i Haanden. Ogsaa
-Læserne, dresserede af den moderne
+Læserne, dresserede af den moderne
 kritiske Metode, hvis Stolthed det netop er
-at »finde Katten«, udpeger ham med Lethed<span class="pagenum"><a name="Side_187" id="Side_187" title="[S. 187]"> </a></span>
+at »finde Katten«, udpeger ham med Lethed<span class="pagenum"><a name="Side_187" id="Side_187" title="[S. 187]"> </a></span>
 og siger henrykte til hinanden: Har I set den
-skævbenede Hr. A.... nu optræder han min
-Salighed som en uimodstaaelig Ingeniør? Hvad
+skævbenede Hr. A.... nu optræder han min
+Salighed som en uimodstaaelig Ingeniør? Hvad
 mener I om den evigglade Hr. B., er han
 ikke grinagtig, naar han giver Partiet som
 den verdensforagtende Naturforsker?</p>
 
-<p>Forklædningen narrer Ingen anden end
-&mdash; Forfatteren. Han tænker: siden jeg nu
-en Gang skal i Kostyme, vil jeg dog gøre
-mig akkurat saa prægtig, som jeg dog nok
+<p>Forklædningen narrer Ingen anden end
+&mdash; Forfatteren. Han tænker: siden jeg nu
+en Gang skal i Kostyme, vil jeg dog gøre
+mig akkurat saa prægtig, som jeg dog nok
 egenlig er. Hvilket latterlig glimrende Galleri
-af Selvportræter udviser ikke den moderne
-Literatur. Hvor har Forfatterne ikke svælget
+af Selvportræter udviser ikke den moderne
+Literatur. Hvor har Forfatterne ikke svælget
 i at afmale sig som Ynglinge med dejlige
 Aasyn, med slanke, elegante Skikkelser, med
-ildfulde blaa eller brune Øjne eller Øjne, der
+ildfulde blaa eller brune Øjne eller Øjne, der
 betagende skifter i alle Farver. Eller de har
 set sig selv i moden Manddom, med Alvor
-og Myndighed i det viljestærke Blik, med
+og Myndighed i det viljestærke Blik, med
 graanende, men endnu fyldige Lokker. I
-kærlig Overbærenhed retoucherer de bort alle
+kærlig Overbærenhed retoucherer de bort alle
 Maver og Maaner, alle Latterligheder og Grimheder.
-Og hænder det en sjælden Gang, at<span class="pagenum"><a name="Side_188" id="Side_188" title="[S. 188]"> </a></span>
+Og hænder det en sjælden Gang, at<span class="pagenum"><a name="Side_188" id="Side_188" title="[S. 188]"> </a></span>
 de, ved at se sig i Spejlet, faar en Anelse om,
-at en vis Beskedenhed maaske vilde være
+at en vis Beskedenhed maaske vilde være
 passende, slaar det ikke fejl, at de Svagheder
-eller Mangler, de med ædel Oprigtighed vedkender
+eller Mangler, de med ædel Oprigtighed vedkender
 sig, stilles i en flatterende Belysning
-af en Ejendommelighed, der overgaar al sædvanemæssig
-Skønhed. Eller de tager yderligere
+af en Ejendommelighed, der overgaar al sædvanemæssig
+Skønhed. Eller de tager yderligere
 Oprejsning for de koket tilstaaede legemlige
-Skavanker ved at gøre de aandelige Fortrin,
+Skavanker ved at gøre de aandelige Fortrin,
 der aldrig fattes en Forfatters Selvfremstilling,
-end mere overvældende.</p>
+end mere overvældende.</p>
 
 <p>Saaledes ser vi da vore Forfattere, som
-Ofre for Forklædnings-Humbugen, udlevere
+Ofre for Forklædnings-Humbugen, udlevere
 sig til Spot for en lattermild Samtid.</p>
 
-<p>Det fik endda være. Værre er det, at
-Forklædningen hæmmer Forfatteren i at sige
-sit Hjærtes usminkede Mening. Maskeradebøgerne
+<p>Det fik endda være. Værre er det, at
+Forklædningen hæmmer Forfatteren i at sige
+sit Hjærtes usminkede Mening. Maskeradebøgerne
 fordrer en pinagtig Hensyntagen til
-æstetisk Vedtægt, der føles som Humbug,
-fordi Forfatteren véd, hvad den er »gjort af«.
+æstetisk Vedtægt, der føles som Humbug,
+fordi Forfatteren véd, hvad den er »gjort af«.
 Vi kender alle den moderne Romanformel:
-et første Kapitel, hvor vi springer badus ud
+et første Kapitel, hvor vi springer badus ud
 i Handlingen, og et andet Kapitel, hvor vi<span class="pagenum"><a name="Side_189" id="Side_189" title="[S. 189]"> </a></span>
 hales i Land af en lang og kedsommelig Forhistorie,
-som Forfatteren møjsommeligt har
+som Forfatteren møjsommeligt har
 sammenstillet til Baggrund for sin Maskerade.
 Alle disse Udenomssysler med Garderobe,
 Maskineri, Dekorationer og med Personer,
 der skal agere imod hinanden efter en <a class="corr" name="rett_5" id="rett_5" title="var: steorotyp">stereotyp</a>
 Kapitel-Regie, suger Marven af den Energi,
-som skulde gøre Bogen til et helt og ægte
+som skulde gøre Bogen til et helt og ægte
 Udtryk for de Oplevelser, Stemninger og
-Følelser, der har født den i Forfatterens
-Sjæl. Kunstletheden og Kunstfærdigheden
-kvæler den Hjærtets simple, enfoldige Tilstaaelse,
-som det var Bogens Mening at gøre
-andre Hjærter, der har levet og følt noget
+Følelser, der har født den i Forfatterens
+Sjæl. Kunstletheden og Kunstfærdigheden
+kvæler den Hjærtets simple, enfoldige Tilstaaelse,
+som det var Bogens Mening at gøre
+andre Hjærter, der har levet og følt noget
 lignende.</p>
 
 <p>Derfor har jeg fortalt min Bog saa lige
 ud, som jeg har levet den. Derfor er det
-»jeg«, der selv henvender mig til Læserne.
-»Jeg« er hverken smuk eller grim, hverken
-en velskabt Trubadur eller en dæmonisk
-Pukkelryg. »Jeg« er kun et Hjærte med
+»jeg«, der selv henvender mig til Læserne.
+»Jeg« er hverken smuk eller grim, hverken
+en velskabt Trubadur eller en dæmonisk
+Pukkelryg. »Jeg« er kun et Hjærte med
 Trang til at synge sin Fryd og sin Kvide.<span class="pagenum"><a name="Side_190" id="Side_190" title="[S. 190]"> </a></span>
-»Kostymet« passer sagtens til de store Bøger,
-der skildrer Samfundets Maskerade. Hjærtets
-smaa Bøger skrives bedst af den, der ikke
-forsøger at være andet end »jeg«.</p>
+»Kostymet« passer sagtens til de store Bøger,
+der skildrer Samfundets Maskerade. Hjærtets
+smaa Bøger skrives bedst af den, der ikke
+forsøger at være andet end »jeg«.</p>
 
 <hr class="chapbreak" />
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_191" id="Side_191" title="[S. 191]"> </a></span></p>
@@ -4711,41 +4672,41 @@ forsøger at være andet end »jeg«.</p>
 alt, hvad her var for mig at virke.</p>
 
 <p>Iaftes, da jeg paa det sidste Blad havde
-lukket Grethes Øjne med et Afskedskys og
+lukket Grethes Øjne med et Afskedskys og
 det tomme hvide Papir laa foran mig, da forstod
-jeg, at nu kom først ret de ensomme
+jeg, at nu kom først ret de ensomme
 Dage paa Vejrbakken. Og jeg stod op, samlede
 alle Ting sammen, pakkede min Kuffert
-og lod min Vært vide, at jeg rejser med
+og lod min Vært vide, at jeg rejser med
 Skibet imorgen.</p>
 
-<p>Hvad jeg vil? Først og fremmest bort
-herfra. Men dernæst didhen, hvor Arbejdet
-venter mig. Træt, fordi det syntes mig at
-føre til intet, opgav jeg det. Jeg genoptager
+<p>Hvad jeg vil? Først og fremmest bort
+herfra. Men dernæst didhen, hvor Arbejdet
+venter mig. Træt, fordi det syntes mig at
+føre til intet, opgav jeg det. Jeg genoptager
 det, uden altfor store Indbildninger, men<span class="pagenum"><a name="Side_192" id="Side_192" title="[S. 192]"> </a></span>
-følende, at det i hvert Fald har sit Værd i
+følende, at det i hvert Fald har sit Værd i
 sig selv. Hvilen giver kun de Lykkelige
 Fred. For os andre dulmer Arbejdet Ulykken.</p>
 
 <p>Lad mig desuden tilstaa det. Naar jeg i
-disse sidste Tider af og til, for at søge en
-Smule Adspredelse, har gæstet en af Byens
-Kaféer og dér faaet et Blad ihænde, er der
+disse sidste Tider af og til, for at søge en
+Smule Adspredelse, har gæstet en af Byens
+Kaféer og dér faaet et Blad ihænde, er der
 vaagnet i mig en kriblende Lyst til atter at
-føre en Pen for eller imod det, jeg læste.
-Jeg fornam, at min Mølle ikke var standset
+føre en Pen for eller imod det, jeg læste.
+Jeg fornam, at min Mølle ikke var standset
 anderledes, end at en Smule Vind kunde
-sætte den i Bevægelse. Og jeg syntes, jeg
+sætte den i Bevægelse. Og jeg syntes, jeg
 begyndte at forstaa Grethes Fader. Ikke
-Møllen, men ham var det, der trængte til at
-høre Hjulene snurre og Vingerne suse. I
+Møllen, men ham var det, der trængte til at
+høre Hjulene snurre og Vingerne suse. I
 hans eget Indre var det, at Anklagen mod
-Hvilen lød. Jeg syntes, jeg forstod endnu
-mere. Jeg hørte Varselraabet: Ve den, der i
-Blinde lader Møllen gaa!</p>
+Hvilen lød. Jeg syntes, jeg forstod endnu
+mere. Jeg hørte Varselraabet: Ve den, der i
+Blinde lader Møllen gaa!</p>
 
-<p>Idag har jeg været rundt at tage Afsked.
+<p>Idag har jeg været rundt at tage Afsked.
 Med Byen, med Vejrbakken, med alt det, der
 for mig gemmer Livets lyseste og bitreste
 Minder.</p>
@@ -4754,56 +4715,56 @@ Minder.</p>
 
 <p>Jeg har sagt min Veninde i Stiftelsen
 Farvel. Hendes Trofasthed overgav jeg Grethes
-Grav i Værn og Varetægt. Thi jeg véd, at
-den gamle Møller ikke kommer der før den
+Grav i Værn og Varetægt. Thi jeg véd, at
+den gamle Møller ikke kommer der før den
 Dag, han selv bringes derud til evig Hvile.
-Jeg sagde til min Veninde: »Smyk ikke Graven
-med de forgængelige Blomster, dem, hvis
-Trøst er en stakket pralende Løgn; dæk den
-med det altid levende Mindes beskedne Vækster,
-med Vedbend og Evighedsblomster.« Min
-Veninde gav grædende sit Løfte: »Hendes Grav
-skal staa smykket, som han vil det, saalænge
+Jeg sagde til min Veninde: »Smyk ikke Graven
+med de forgængelige Blomster, dem, hvis
+Trøst er en stakket pralende Løgn; dæk den
+med det altid levende Mindes beskedne Vækster,
+med Vedbend og Evighedsblomster.« Min
+Veninde gav grædende sit Løfte: »Hendes Grav
+skal staa smykket, som han vil det, saalænge
 Gud lader mig leve. Og falder jeg fra, vil
-de Andre herinde gøre, som jeg har gjort.
+de Andre herinde gøre, som jeg har gjort.
 Den Tid blot En er tilbage, der har set
 hendes velsignede Ansigt, skal hendes Grav
-ikke forfalde, det kan han stole paa.«</p>
+ikke forfalde, det kan han stole paa.«</p>
 
 <p>Hos Grethes Fader var jeg. Jeg fandt
 ham mere meddelsom end ellers siden Ulykken.
 Efterretningen om min Afrejse syntes intet
-Indtryk at gøre paa ham. Hvad var jeg vel
+Indtryk at gøre paa ham. Hvad var jeg vel
 ogsaa for ham uden i Forbindelse med Grethe?
-Han fortalte mig, at han havde fæstet den<span class="pagenum"><a name="Side_194" id="Side_194" title="[S. 194]"> </a></span>
-gamle Kone, der før gik til Haande i Huset,
+Han fortalte mig, at han havde fæstet den<span class="pagenum"><a name="Side_194" id="Side_194" title="[S. 194]"> </a></span>
+gamle Kone, der før gik til Haande i Huset,
 til at bo hos sig og passe ham. For ham
-var der da sørget, det, han behøvede. Om
-at flytte fra Vejrbakken vilde han ikke høre
+var der da sørget, det, han behøvede. Om
+at flytte fra Vejrbakken vilde han ikke høre
 Tale. Mindre nu end nogensinde. Thi nu
-&mdash; fortalte han mig videre &mdash; var det »i Orden«
-med Møllen. Istedetfor at rive den ned havde
-han indrettet den til et Sørgeminde over
+&mdash; fortalte han mig videre &mdash; var det »i Orden«
+med Møllen. Istedetfor at rive den ned havde
+han indrettet den til et Sørgeminde over
 Grethe. Alt Maskineriet havde han ladet
-hugge isønder, og, naglede fast til Bygningen,
+hugge isønder, og, naglede fast til Bygningen,
 stod Vingerne som et oprejst Kors ud mod
-Fjorden. »Hverken den eller jeg« &mdash; sagde
-han &mdash; »kan nu gøre mere Fortræd <a class="corr" name="rett_6" id="rett_6" title="var: heri">her i</a>
+Fjorden. »Hverken den eller jeg« &mdash; sagde
+han &mdash; »kan nu gøre mere Fortræd <a class="corr" name="rett_6" id="rett_6" title="var: heri">her i</a>
 Livet. Vi bliver her sammen paa det Sted,
-hvor vi forbrød os. Og saa er det jo min
-Tanke, at Møllen, naar jeg dør, skal gives i
-Arv og Eje som Sømærke og nævnes paa
-Kortet som Grethes Minde.«</p>
+hvor vi forbrød os. Og saa er det jo min
+Tanke, at Møllen, naar jeg dør, skal gives i
+Arv og Eje som Sømærke og nævnes paa
+Kortet som Grethes Minde.«</p>
 
-<p>Jeg gik fra Møllerhuset gennem Haven.
+<p>Jeg gik fra Møllerhuset gennem Haven.
 Den stod i sin fejre Foraarspragt, men det
-skønnedes tydeligt, at Ingen længer tænkte
-paa at røgte den. Græsset paa Plænerne
+skønnedes tydeligt, at Ingen længer tænkte
+paa at røgte den. Græsset paa Plænerne
 groede vildt og uslaaet, i Bedene voksede<span class="pagenum"><a name="Side_195" id="Side_195" title="[S. 195]"> </a></span>
 Ukrudt frodigt mellem Blomsterne. Jeg forudsaa
 den Dag, hvor den vilde forfalde til
-Vildnis og dernæst atter blive et Bytte for
-den golde Vestenvind. Kærlighedens og
+Vildnis og dernæst atter blive et Bytte for
+den golde Vestenvind. Kærlighedens og
 Fredens milde Haand var vegen fra Vejrbakkens
 Oase.</p>
 
@@ -4812,12 +4773,12 @@ hende, der var min Barndoms Sol og hos
 hende, der lod denne Sol genlyse en kort,
 men uforglemmelig Dag over min Manddom.</p>
 
-<p>I to gode Mødre, sov i Fred ved hinandens
+<p>I to gode Mødre, sov i Fred ved hinandens
 Side paa min gamle Bys Kirkegaard.</p>
 
-<p>&mdash; &mdash; Min Kuffert er pakket. Men øverst
+<p>&mdash; &mdash; Min Kuffert er pakket. Men øverst
 i den ligger en af de smaa Skjorter, Grethe
-syede til vor Søn.</p>
+syede til vor Søn.</p>
 
 <hr class="chapbreak" />
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_196" id="Side_196" title="[S. 196]"> </a></span></p>
@@ -4831,83 +4792,83 @@ syede til vor Søn.</p>
 
 
 <p>Skibet gled ud af Havnen, forbi Slottet
-med den hverdagsagtige graa Façade, udenom
+med den hverdagsagtige graa Façade, udenom
 Brohovedet, hvor min gamle Veninde stod og
 viftede Farvel. Bag mig laa nu Byen, smilende
-rød mellem foraarsgrønne Marker og Bakker,
-med munter Røg fra alle Skorstene og med
+rød mellem foraarsgrønne Marker og Bakker,
+med munter Røg fra alle Skorstene og med
 Storkeknebren over Tagene. Langsomt blegnede
 den i Aftenens Dis. Skibet svingede
 om en Pynt, forsvunden var Byen.</p>
 
-<p>Jeg vaagnede, som om Tæppet var gaaet
-ned for et Skuespil, i hvis fjærne Drømmeverden
+<p>Jeg vaagnede, som om Tæppet var gaaet
+ned for et Skuespil, i hvis fjærne Drømmeverden
 jeg for en kort Stund havde levet.
 Da fulgte Skibet en ny Drejning af Fjorden,
-og et eneste Øjeblik saa' jeg, ude i Horisonten,<span class="pagenum"><a name="Side_197" id="Side_197" title="[S. 197]"> </a></span>
-Vejrbakkens Top og øverst oppe Møllen som
+og et eneste Øjeblik saa' jeg, ude i Horisonten,<span class="pagenum"><a name="Side_197" id="Side_197" title="[S. 197]"> </a></span>
+Vejrbakkens Top og øverst oppe Møllen som
 et sort Kors paa hvid Grund.</p>
 
 <p>Saa er den gamle By uigenkaldelig borte.
 Og jeg vender tilbage, derfra jeg kom. Til
 gamle Venner og gamle Fjender.</p>
 
-<p>Har da dette Aar været forgæves, er det
-sporløst svundet som den Æventyrets Drømmeverden,
-for hvilken Teatrets Tæppe ruller ned?</p>
+<p>Har da dette Aar været forgæves, er det
+sporløst svundet som den Æventyrets Drømmeverden,
+for hvilken Teatrets Tæppe ruller ned?</p>
 
 <p>Visselig ikke. Det har bragt mig den
 <i>Treuga Dei</i>, hvorefter den ganske Jord sukker,
-den Guds Fred, som selv vore krigeriske Fædre
+den Guds Fred, som selv vore krigeriske Fædre
 undte hinanden, den livsalige Forsoning med
-sig selv og Andre, der lutrer Sjælen og ædler
+sig selv og Andre, der lutrer Sjælen og ædler
 Viljen. Jeg drager tilbage, hvorfra jeg kom,
 men ikke som den samme. Jeg har, hvad
-jeg manglede før, et højt og sikkert Mærke
+jeg manglede før, et højt og sikkert Mærke
 for min Sejlads: Grethes Minde. Mine Venner
 vil maaske modtage mig med et medlidende
-Skuldertræk, mine Fjender maaske sende mig
+Skuldertræk, mine Fjender maaske sende mig
 et hoverende Smil. De vil erfare, at der er
-Grund hverken til Medynk eller Glæde. Den
-Guds Fred, der har rørt min Sjæl, har ikke
-haft Brug for nogen Omvendelse; det Sømærke,<span class="pagenum"><a name="Side_198" id="Side_198" title="[S. 198]"> </a></span>
-mit Liv har vundet, fører mig ikke
-i nogen ny Retning. Blot følger jeg nu
+Grund hverken til Medynk eller Glæde. Den
+Guds Fred, der har rørt min Sjæl, har ikke
+haft Brug for nogen Omvendelse; det Sømærke,<span class="pagenum"><a name="Side_198" id="Side_198" title="[S. 198]"> </a></span>
+mit Liv har vundet, fører mig ikke
+i nogen ny Retning. Blot følger jeg nu
 sikrere en ligere Vej.</p>
 
-<p>Paa dit Dødsleje, Grethe, bebrejdede Du
-Dig, at Du døde som Jomfru i mine Arme.
+<p>Paa dit Dødsleje, Grethe, bebrejdede Du
+Dig, at Du døde som Jomfru i mine Arme.
 Jeg tvivlede ingensinde om din redebonne
 Gavmildhed. Jomfru eller Ikke-Jomfru, Du
-var bleven den samme. Jeg véd ogsaa, at
-ingen Salighed vilde været større end at hvile
+var bleven den samme. Jeg véd ogsaa, at
+ingen Salighed vilde været større end at hvile
 som Brudgom ved din Side. Men Du, min
-Jomfrubrud, har lært mig Forsagelsens hidtil
-ukendte Lykke. Du har lært mig Lykken
-ved at være paa Vej til Lykken, selv om
+Jomfrubrud, har lært mig Forsagelsens hidtil
+ukendte Lykke. Du har lært mig Lykken
+ved at være paa Vej til Lykken, selv om
 man aldrig naaer den.</p>
 
-<p>Jeg sætter atter Møllen i Gang. Det maa
-saa være. Den kræver sin Ret af min Ungdom
-og mine Evner. Og jeg tænker paa,
-at den Møllevinge, der dræbte Dig, maaske
+<p>Jeg sætter atter Møllen i Gang. Det maa
+saa være. Den kræver sin Ret af min Ungdom
+og mine Evner. Og jeg tænker paa,
+at den Møllevinge, der dræbte Dig, maaske
 ikke fortjener Forbandelse. Langt snarere
 handlede den maaske mildt og godt, da den
-i Blinde tog Dig bort, inden den forfærdelige
+i Blinde tog Dig bort, inden den forfærdelige
 Stund oprandt, da jeg, uden at <em>ville</em> se, satte
-i Gang min Mølle, ved hvis Vinger Du havde<span class="pagenum"><a name="Side_199" id="Side_199" title="[S. 199]"> </a></span>
-søgt Hvile. »Grethes Minde« har lært mig
+i Gang min Mølle, ved hvis Vinger Du havde<span class="pagenum"><a name="Side_199" id="Side_199" title="[S. 199]"> </a></span>
+søgt Hvile. »Grethes Minde« har lært mig
 at se mig for.</p>
 
-<p>Min Drøm er til Ende. I Foraarsnatten
-bærer Skibet mig tilbage fra min gamle By
-til Virkeligheden og Arbejdet. Drømmen er
-til Ende, Guds Fred udrunden, Grethe død.</p>
+<p>Min Drøm er til Ende. I Foraarsnatten
+bærer Skibet mig tilbage fra min gamle By
+til Virkeligheden og Arbejdet. Drømmen er
+til Ende, Guds Fred udrunden, Grethe død.</p>
 
-<p>Eller var det ingen Drøm? Eller drømmer
+<p>Eller var det ingen Drøm? Eller drømmer
 jeg endnu? Jeg synes at fornemme, mens
 jeg skriver dette, Grethes Haand paa min
-Skulder, at høre hende hviske i mit Øre:</p>
+Skulder, at høre hende hviske i mit Øre:</p>
 
 <p>Guds Fred udrinder aldrig for den, der
 elsker.</p>
@@ -4918,388 +4879,12 @@ elsker.</p>
 <li><a href="#rett_1">s. 92</a>: red forbi den unge Kones Vindue[Vindve]. Og da</li>
 <li><a href="#rett_2">s. 93</a>: Da lyder et[en] dumpt Pjask i Vandet lige bag</li>
 <li><a href="#rett_3">s. 117</a>: dugklare[duggklare] gennem den, stiger som kvidrende</li>
-<li><a href="#rett_4">s. 185</a>: min Bog, som nu er færdig. Rigtignok bandlyser[banlyser]</li>
+<li><a href="#rett_4">s. 185</a>: min Bog, som nu er færdig. Rigtignok bandlyser[banlyser]</li>
 <li><a href="#rett_5">s. 189</a>: der skal agere imod hinanden efter en stereotyp[steorotyp]</li>
-<li><a href="#rett_6">s. 194</a>: han &mdash; »kan nu gøre mere Fortræd her i[heri] Livet</li>
+<li><a href="#rett_6">s. 194</a>: han &mdash; »kan nu gøre mere Fortræd her i[heri] Livet</li>
 </ul>
 </div>
 
-
-
-
-
-
-
-
-<pre>
-
-
-
-
-
-End of the Project Gutenberg EBook of Guds Fred, by Peter Nansen
-
-*** END OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK GUDS FRED ***
-
-***** This file should be named 43295-h.htm or 43295-h.zip *****
-This and all associated files of various formats will be found in:
-        http://www.gutenberg.org/4/3/2/9/43295/
-
-Produced by The Online Distributed Proofreading Team at
-http://www.pgdp.net (This book was produced from scanned
-images of public domain material from the Google Print
-project.)
-
-
-Updated editions will replace the previous one--the old editions
-will be renamed.
-
-Creating the works from public domain print editions means that no
-one owns a United States copyright in these works, so the Foundation
-(and you!) can copy and distribute it in the United States without
-permission and without paying copyright royalties.  Special rules,
-set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to
-copying and distributing Project Gutenberg-tm electronic works to
-protect the PROJECT GUTENBERG-tm concept and trademark.  Project
-Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you
-charge for the eBooks, unless you receive specific permission.  If you
-do not charge anything for copies of this eBook, complying with the
-rules is very easy.  You may use this eBook for nearly any purpose
-such as creation of derivative works, reports, performances and
-research.  They may be modified and printed and given away--you may do
-practically ANYTHING with public domain eBooks.  Redistribution is
-subject to the trademark license, especially commercial
-redistribution.
-
-
-
-*** START: FULL LICENSE ***
-
-THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE
-PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK
-
-To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free
-distribution of electronic works, by using or distributing this work
-(or any other work associated in any way with the phrase "Project
-Gutenberg"), you agree to comply with all the terms of the Full Project
-Gutenberg-tm License available with this file or online at
-  www.gutenberg.org/license.
-
-
-Section 1.  General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg-tm
-electronic works
-
-1.A.  By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm
-electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to
-and accept all the terms of this license and intellectual property
-(trademark/copyright) agreement.  If you do not agree to abide by all
-the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy
-all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your possession.
-If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project
-Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound by the
-terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or
-entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8.
-
-1.B.  "Project Gutenberg" is a registered trademark.  It may only be
-used on or associated in any way with an electronic work by people who
-agree to be bound by the terms of this agreement.  There are a few
-things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works
-even without complying with the full terms of this agreement.  See
-paragraph 1.C below.  There are a lot of things you can do with Project
-Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this agreement
-and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm electronic
-works.  See paragraph 1.E below.
-
-1.C.  The Project Gutenberg Literary Archive Foundation ("the Foundation"
-or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project
-Gutenberg-tm electronic works.  Nearly all the individual works in the
-collection are in the public domain in the United States.  If an
-individual work is in the public domain in the United States and you are
-located in the United States, we do not claim a right to prevent you from
-copying, distributing, performing, displaying or creating derivative
-works based on the work as long as all references to Project Gutenberg
-are removed.  Of course, we hope that you will support the Project
-Gutenberg-tm mission of promoting free access to electronic works by
-freely sharing Project Gutenberg-tm works in compliance with the terms of
-this agreement for keeping the Project Gutenberg-tm name associated with
-the work.  You can easily comply with the terms of this agreement by
-keeping this work in the same format with its attached full Project
-Gutenberg-tm License when you share it without charge with others.
-
-1.D.  The copyright laws of the place where you are located also govern
-what you can do with this work.  Copyright laws in most countries are in
-a constant state of change.  If you are outside the United States, check
-the laws of your country in addition to the terms of this agreement
-before downloading, copying, displaying, performing, distributing or
-creating derivative works based on this work or any other Project
-Gutenberg-tm work.  The Foundation makes no representations concerning
-the copyright status of any work in any country outside the United
-States.
-
-1.E.  Unless you have removed all references to Project Gutenberg:
-
-1.E.1.  The following sentence, with active links to, or other immediate
-access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear prominently
-whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work on which the
-phrase "Project Gutenberg" appears, or with which the phrase "Project
-Gutenberg" is associated) is accessed, displayed, performed, viewed,
-copied or distributed:
-
-This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
-almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
-re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
-with this eBook or online at www.gutenberg.org
-
-1.E.2.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is derived
-from the public domain (does not contain a notice indicating that it is
-posted with permission of the copyright holder), the work can be copied
-and distributed to anyone in the United States without paying any fees
-or charges.  If you are redistributing or providing access to a work
-with the phrase "Project Gutenberg" associated with or appearing on the
-work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1
-through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the
-Project Gutenberg-tm trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or
-1.E.9.
-
-1.E.3.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted
-with the permission of the copyright holder, your use and distribution
-must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional
-terms imposed by the copyright holder.  Additional terms will be linked
-to the Project Gutenberg-tm License for all works posted with the
-permission of the copyright holder found at the beginning of this work.
-
-1.E.4.  Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm
-License terms from this work, or any files containing a part of this
-work or any other work associated with Project Gutenberg-tm.
-
-1.E.5.  Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this
-electronic work, or any part of this electronic work, without
-prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with
-active links or immediate access to the full terms of the Project
-Gutenberg-tm License.
-
-1.E.6.  You may convert to and distribute this work in any binary,
-compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any
-word processing or hypertext form.  However, if you provide access to or
-distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format other than
-"Plain Vanilla ASCII" or other format used in the official version
-posted on the official Project Gutenberg-tm web site (www.gutenberg.org),
-you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a
-copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon
-request, of the work in its original "Plain Vanilla ASCII" or other
-form.  Any alternate format must include the full Project Gutenberg-tm
-License as specified in paragraph 1.E.1.
-
-1.E.7.  Do not charge a fee for access to, viewing, displaying,
-performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works
-unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9.
-
-1.E.8.  You may charge a reasonable fee for copies of or providing
-access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works provided
-that
-
-- You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from
-     the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method
-     you already use to calculate your applicable taxes.  The fee is
-     owed to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he
-     has agreed to donate royalties under this paragraph to the
-     Project Gutenberg Literary Archive Foundation.  Royalty payments
-     must be paid within 60 days following each date on which you
-     prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax
-     returns.  Royalty payments should be clearly marked as such and
-     sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the
-     address specified in Section 4, "Information about donations to
-     the Project Gutenberg Literary Archive Foundation."
-
-- You provide a full refund of any money paid by a user who notifies
-     you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he
-     does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm
-     License.  You must require such a user to return or
-     destroy all copies of the works possessed in a physical medium
-     and discontinue all use of and all access to other copies of
-     Project Gutenberg-tm works.
-
-- You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any
-     money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the
-     electronic work is discovered and reported to you within 90 days
-     of receipt of the work.
-
-- You comply with all other terms of this agreement for free
-     distribution of Project Gutenberg-tm works.
-
-1.E.9.  If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg-tm
-electronic work or group of works on different terms than are set
-forth in this agreement, you must obtain permission in writing from
-both the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and Michael
-Hart, the owner of the Project Gutenberg-tm trademark.  Contact the
-Foundation as set forth in Section 3 below.
-
-1.F.
-
-1.F.1.  Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable
-effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread
-public domain works in creating the Project Gutenberg-tm
-collection.  Despite these efforts, Project Gutenberg-tm electronic
-works, and the medium on which they may be stored, may contain
-"Defects," such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or
-corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual
-property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a
-computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by
-your equipment.
-
-1.F.2.  LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the "Right
-of Replacement or Refund" described in paragraph 1.F.3, the Project
-Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project
-Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project
-Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all
-liability to you for damages, costs and expenses, including legal
-fees.  YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT
-LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE
-PROVIDED IN PARAGRAPH 1.F.3.  YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE
-TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE
-LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR
-INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH
-DAMAGE.
-
-1.F.3.  LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a
-defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can
-receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a
-written explanation to the person you received the work from.  If you
-received the work on a physical medium, you must return the medium with
-your written explanation.  The person or entity that provided you with
-the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a
-refund.  If you received the work electronically, the person or entity
-providing it to you may choose to give you a second opportunity to
-receive the work electronically in lieu of a refund.  If the second copy
-is also defective, you may demand a refund in writing without further
-opportunities to fix the problem.
-
-1.F.4.  Except for the limited right of replacement or refund set forth
-in paragraph 1.F.3, this work is provided to you 'AS-IS', WITH NO OTHER
-WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO
-WARRANTIES OF MERCHANTABILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE.
-
-1.F.5.  Some states do not allow disclaimers of certain implied
-warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages.
-If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the
-law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be
-interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by
-the applicable state law.  The invalidity or unenforceability of any
-provision of this agreement shall not void the remaining provisions.
-
-1.F.6.  INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the
-trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone
-providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in accordance
-with this agreement, and any volunteers associated with the production,
-promotion and distribution of Project Gutenberg-tm electronic works,
-harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees,
-that arise directly or indirectly from any of the following which you do
-or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg-tm
-work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any
-Project Gutenberg-tm work, and (c) any Defect you cause.
-
-
-Section  2.  Information about the Mission of Project Gutenberg-tm
-
-Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of
-electronic works in formats readable by the widest variety of computers
-including obsolete, old, middle-aged and new computers.  It exists
-because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from
-people in all walks of life.
-
-Volunteers and financial support to provide volunteers with the
-assistance they need are critical to reaching Project Gutenberg-tm's
-goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will
-remain freely available for generations to come.  In 2001, the Project
-Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure
-and permanent future for Project Gutenberg-tm and future generations.
-To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation
-and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4
-and the Foundation information page at www.gutenberg.org
-
-
-Section 3.  Information about the Project Gutenberg Literary Archive
-Foundation
-
-The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit
-501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the
-state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal
-Revenue Service.  The Foundation's EIN or federal tax identification
-number is 64-6221541.  Contributions to the Project Gutenberg
-Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent
-permitted by U.S. federal laws and your state's laws.
-
-The Foundation's principal office is located at 4557 Melan Dr. S.
-Fairbanks, AK, 99712., but its volunteers and employees are scattered
-throughout numerous locations.  Its business office is located at 809
-North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887.  Email
-contact links and up to date contact information can be found at the
-Foundation's web site and official page at www.gutenberg.org/contact
-
-For additional contact information:
-     Dr. Gregory B. Newby
-     Chief Executive and Director
-     gbnewby@pglaf.org
-
-Section 4.  Information about Donations to the Project Gutenberg
-Literary Archive Foundation
-
-Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide
-spread public support and donations to carry out its mission of
-increasing the number of public domain and licensed works that can be
-freely distributed in machine readable form accessible by the widest
-array of equipment including outdated equipment.  Many small donations
-($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt
-status with the IRS.
-
-The Foundation is committed to complying with the laws regulating
-charities and charitable donations in all 50 states of the United
-States.  Compliance requirements are not uniform and it takes a
-considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up
-with these requirements.  We do not solicit donations in locations
-where we have not received written confirmation of compliance.  To
-SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any
-particular state visit www.gutenberg.org/donate
-
-While we cannot and do not solicit contributions from states where we
-have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition
-against accepting unsolicited donations from donors in such states who
-approach us with offers to donate.
-
-International donations are gratefully accepted, but we cannot make
-any statements concerning tax treatment of donations received from
-outside the United States.  U.S. laws alone swamp our small staff.
-
-Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation
-methods and addresses.  Donations are accepted in a number of other
-ways including checks, online payments and credit card donations.
-To donate, please visit:  www.gutenberg.org/donate
-
-
-Section 5.  General Information About Project Gutenberg-tm electronic
-works.
-
-Professor Michael S. Hart was the originator of the Project Gutenberg-tm
-concept of a library of electronic works that could be freely shared
-with anyone.  For forty years, he produced and distributed Project
-Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of volunteer support.
-
-Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed
-editions, all of which are confirmed as Public Domain in the U.S.
-unless a copyright notice is included.  Thus, we do not necessarily
-keep eBooks in compliance with any particular paper edition.
-
-Most people start at our Web site which has the main PG search facility:
-
-     www.gutenberg.org
-
-This Web site includes information about Project Gutenberg-tm,
-including how to make donations to the Project Gutenberg Literary
-Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to
-subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks.
-
-
-</pre>
-
+<div>*** END OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK 43295 ***</div>
 </body>
 </html>