diff options
Diffstat (limited to '43295-0.txt')
| -rw-r--r-- | 43295-0.txt | 3242 |
1 files changed, 3242 insertions, 0 deletions
diff --git a/43295-0.txt b/43295-0.txt new file mode 100644 index 0000000..e947f9d --- /dev/null +++ b/43295-0.txt @@ -0,0 +1,3242 @@ +*** START OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK 43295 *** + +Afskriverens bemærkninger: Åbenlyse trykfejl er rettet i denne +e-bog, men forfatterens stavning er for øvrigt bevaret. +_Understreg_ er brugt til at gengive kursiveret tekst. + + + + + PETER NANSEN + + GUDS FRED + + ANDET OPLAG + + KJØBENHAVN + + P. G. PHILIPSENS FORLAG + + Trykt hos J. Jørgensen & Co. (M. A. Hannover) + + 1895 + + + + + En autoriseret tysk Udgave af _Guds Fred_ udkommer, + samtidig med den danske Udgave, hos _S. Fischer_ + i Berlin. + + Fjerde Tusend. + + + + +I. + + + _5. Juni._ + +Saa skal jeg da bort fra Hovedstaden. I femten Aar holdt den mig +fast, den listige Skøge, bildte mig ind, at jeg ikke kunde undvære +dens giftigt parfumerede Luft, dens støjende Lader, dens hidsende +Anspændthed, dens forfinede Magelighed. Jeg sad i et Spind af tusind +Fangetraade, jeg troede, den havde fanget mig for Tid og Evighed. +Jeg troede vel ogsaa saa smaat, at den ikke kunde undvære mig. Var +jeg ikke i Aarenes Løb bleven et fast Led i det store Maskineri? +Ansaas af Alle for at høre med. Var selvskreven Deltager i Byens +broget vekslende Liv, snart festklædt, snart sørgeklædt; gav min +Stemme med i de afgørende Ordskifter, blev spurgt og søgt, var +Raadgiver og Hjælper, en paalidelig Ven, en Fjende, der maatte +regnes med. + +Hvor træt jeg ofte har været. Udslidt som en gammel Droskehest, der +maa drives afsted med Piskeslag og som gærne lagde sig plat ned paa +Stenbroen og blev liggende, til Døden og Hvilen kom. + +Dødsenstræt er jeg, af Fornøjelser og Arbejde, af altid at være til +Rede, tage Parti, forsvare og angribe; dødsenstræt og i mit Hjærte +saa ligegyldig, mens ingen Slaphed tør røbes i Ord og Væsen. + +Allermest træt af den evige Kamp for Penge. Penge, der maatte +og skulde skaffes, slides til Veje, laanes frem, forrentes, +tilbagebetales, altid flere, altid besværligere -- en stedse +voksende Lavine, mere og mere truende, tungere for hver Time at +stemme Ryg imod, hæmmende Arbejdsevnen om Dagen, skræmmende Søvnen +som en Mare. + +Hvorfor undre sig over den mer eller mindre aabenbare Støtte, +Socialismen i stigende Grad vinder hos Folk, der ikke hører til +de legemlige Arbejdere? Forklaringen ligger lige for Haanden. Hvad +har de ni af ti blandt os, der rangerer i de øvre Klasser, at tabe +ved en Samfundsomvæltning, en Forandring af de herskende økonomiske +Regler og Love? Vi er, mindst de ni af ti, Proletarer, der kæmper +en haabløs Kamp for at faa de Indtægter, Samfundet under os, til at +holde Maal med de Udgifter, det samme Samfund kræver af os, om vi +ikke vil sættes udenfor Numer. Paa faa Undtagelser nær lever vi alle +over Evne, Embedsmænd og Kunstnere, Videnskabsmænd og Handlende, +Præster, Skuespillere, Oberster, Journalister, Borgmestre og +Poeter. Hvad tabte vi vel, om pludselig den store Eksplosion kom, +Eksplosionen, som sprængte Samfundet løs af alle Fuger og lavede +Fidibusser af Gældsbreve, Veksler og Forskrivninger? _De_ har det +maaske endda forholdsvis bedst, som lever fra Haanden i Munden. +Deres Fordringer til Livet er smaa og der stilles ingen Fordringer +til dem. Hellerikke er det dem, der satte Gang i den Bevægelse, som +fører til Omvæltningen. Det er Mænd fra vor Midte, der lærte dem at +blive Socialister, det er Fortvivlelsen i de højere Klasser, der har +avlet Kravene nede fra. + +-- -- Forleden brød jeg overtvært. Overgav mit Bo til en velsindet +Sagfører, ordnede mig med en Forlægger, der nærede en venlig Tillid +til mine Evner og erklærede sig villig til at udbetale mig for et +Aar eller to en beskeden maanedlig Understøttelse, har nu pakket min +Kuffert og indskiber mig i Eftermiddag -- uden Farvel til Nogen -- +for at drage til den gamle Provinsby, hvor jeg har levet min første +Barndom; som jeg ikke i tyve Aar har set, men som jeg stadig, naar +Trætheden kom op i mig, har længtes tilbage til. + +Jeg har ikke vaklet. I samme Nu, mit Opbrud fra Hovedstaden +besluttedes, i samme Nu vidste jeg, hvor jeg vilde hen. Den gamle By +kalder mig som en Moder, der trofast har siddet og ventet paa sit +vidt omstrejfende Barn. I den gamle By er der intet, som kan minde +mig om det, jeg vil glemme og bort fra. Den og jeg kender hinanden +kun fra de gode Aar, da den var det skønneste og dejligste, jeg +vidste, Genstanden for min Stolthed og Beundring, og da jeg var et +af dens mest forkælede Børn. Den kalder paa mig som en Moder. Thi +dér ligger min Moder begravet. Den rummer al den Moderkærlighed, jeg +i hine Dage nød mere end nogen anden og som jeg mistede saa tidligt. +Hvor i Verden tage hen uden netop til den gamle By? Jeg søger den jo +for at blive Barn igen. + + + + +II. + + + _Ombord._ + +Ikke har jeg sovet og ikke vaaget paa Overfarten. Jeg sidder i den +lune lyse Sommernat paa Dækket og lader drømmende Tankerne følge +den gyldne Kølvandsstribe, vugget blidt til Ro af Maskinens tunge +regelmæssige Slag og de hoppende Smaabølgers klukkende Skvulp mod +Skibet. + +Tankerne følger Striben tilbage -- til det Liv, den Verden, hvor +jeg nys færdedes. Saa underlig langt jeg allerede føler mig fra det +altsammen, saa fremmed og overlegen overfor det. Hvor ligegyldigt, +tomt og intetsigende det nu synes mig. Og _det_ har jeg ofret femten +af mine bedste Aar. Ingen har været ivrigere end jeg, ingen mere +fanatisk troende. Pur ung meldte jeg mig til mit Partis Fane, +sloges bravt og blindt i de Meniges Rækker, forfremmedes og naaede +vel noget nær de Udmærkelser, min Ærgærrighed kunde begære. Midt i +Kampbulderet har jeg været, har hadet og tilbedt, aldrig svigtet +min Fane-Ed, aldrig følt mig fristet til det, har vundet Venner og +Fjender, gjort Godt og Ondt efter Evne og bedste Skøn. + +Og hvad er saa Resultatet blevet? Lykke for mig? Lykke for nogen +Anden? Næppe det sidste; det første afgjort ikke. Naar jeg nu +godvilligt opgiver min tilkæmpede Stilling -- den, vistnok Mange +misunder mig som atraaværdig --, er det i en inderlig Følelse af +dens haabløse Uudholdelighed. + +Hvad i Herrens Navn slaas man for? Hvorfor forfølger man hinanden, +mistænker og mishandler hinanden, altid væbnet til Tænderne, altid +parat til at hugge løs? Maaske er der, langt ude i det Fjærne, +et Maal at naa. En højere Retfærdighed, en bedre Fordeling af +Tilværelsens Goder. Maaske oplever vore Børnebørn en ny social +Omvæltning. Men forøvrigt: vil Menneskene føle sig lykkeligere, om +Maalet virkelig naaes, eller vil de ikke blot skynde sig, med Uro i +Hjærterne, i unøjsom Higen, at kæmpe og hade sig frem mod nye Maal? +Sikkert. Nej, det er en tom Indbildning, at Lykken vindes gennem +Kamp. Kun i Fred, Fred med sig selv og Verden, findes Lykken. + +At tænke sig, at de stadig slaas derinde. Endnu har den store +By ikke lagt sig til Hvile, endnu summer Ondskaben og Vreden i +elektrisk Belysning gennem Gaderne, stimer sammen paa Kaféerne, +drikker sig ør og sløv, vaagner saa imorgen, efter en angstfuld +Søvn, i hede Hjærner og bitre Hjærter. At de gider! At de ikke +alle en dejlig Sommermorgenstund springer op med den Beslutning, +at nu vil de ikke længer! Smider Vaabnene fra sig, svaler den hede +Hjærne i den friske Morgen, fylder det bitre Hjærte med Naturens +søde Vellyst, renser sig ud for al Ondskab og alt Had, slutter +Fred over hele Linjen paa det simple, letfattelige Grundlag: Vi +er Mennesker alle, vi vil hinanden intet Ondt. Og fuldbyrder, +uden Blodsudgydelse, den Revolution, som gør enhver ny Revolution +overflødig. + +-- -- Saadan sidder jeg og drømmer, mens Skibet den skønne Juninat +bærer mig over den stille Sø til min gamle By. Og som var det et +Billed, skabt af min Drøm, ser jeg i Solopgangen, just som vi har +passeret Fjordens Indløb, en ung Kvinde staa ved min Side, stor og +stolt, med et Ansigt, der lyser af mild Fred. Som et Syn kom hun, +som et Syn forsvandt hun. Men var hun et Varselbud, jeg modtager det +med Tak. Et Varsel om, at jeg er styret den rette Kurs for at finde +Freden. + + + + +III. + + + _Vejrbakken, 6. Juni, Aften._ + +Vi ankom i den aarle Morgenstund. Bagagen lod jeg foreløbig staa +ombord -- jeg vidste endnu ikke, hvor jeg vilde bo. Og jeg drev +op gennem den slumrende By. Straks var jeg lidt vildsom til +Mode. Den Gade, jeg gik i, havde et Navn, jeg ikke mindedes, og +mange nye Huse med flove glatte Allemands-Façader og hjærteløse +Spejlglas-Butiksruder. + +Men da jeg kom ud paa Torvet, kendte jeg min gamle By. + +Jeg satte mig paa den fritstaaende Stentrappe foran det Hus, hvor +jeg som Barn havde boet; jeg lukkede Øjnene over det hastigt +gensete Billede, og saa livagtigt, som havde jeg nys forladt +det, opstod Torvet i min Erindring, saadant som det var i mine +Barndomsdage. + +For Enden af Torvet løber Østeraa. Den er ikke overdækket -- +som nu --, den flyder aaben gennem Byen, med Broer over og med +knudrede løvrige Træer paa begge Sider. Og den er fuld af Baade og +smaa Skuder, hvor der sælges Fisk og Jydepotter og Træsko og, om +Efteraaret, Frugt. Saa dufter hele Torvet, ja Gaderne udenom med, af +krydrede Bergamotter og Gravensteners Rosen-Em. + +Den anden Ende af Torvet beherskes af det gulstrøgne Kongehus med +den takkede Gavl. Her er det, at Byens gamle Storkefædre holder +Forsamling Sommereftermiddage. De staar én paa hver af Gavlens +Afsatser, øverst oppe Præsidenten, der aabner Mødet med en høj +Knebren. Derefter knebrer de paa Rad, alle de ærværdige Storke, og +de, der lytter til, staar undertiden paa ét Ben af lutter Iver. Men +det hænder, at Raadsforsamlingen opløses i almindeligt Klammeri, +mens alle Storkene basker med Vingerne og knebrer forbitret i Munden +paa hinanden. Ogsaa hænder det, at en nidkær Storkemadam eller en +næsvis Storkepode forsøger at trænge sig ind i Forsamlingen og +bliver sat paa Porten under drøje Knubs, saa Fjerene ryger om den. + +Det gamle Kongehus, hvilken Sorg den Dag det dømmes til Døden af et +pietetsløst Borgervels Krav paa en ny tidssvarende Bankbygning. De +skændige Rænker, de giftige Løgne, der føres i Marken for at fælde +det. + +Det insinueres, at alle de historiske Overleveringer, som giver +Kongehuset Ry og Glans gennem Aarhundreder, er tyvstjaalen Pynt. +Det paastaas ydermere, at Huset er saa medtaget af Ælde, at det +næppe kan holde sig oprejst og at det er en stadig truende Fare for +de omliggende Bygninger. En rasende Kamp føres i Byraad og i den +stedlige Presse mellem Ideens Talsmand -- Latinskolens Historielærer +-- og Borgervellets Materialister. Men disse sidste sejrer, efterat +et Velfærdsudvalg af bankforhippede Haandværkere har givet +sagkyndigt Skøn for Kongehusets Affældighed. Og Nedbrydningen +begynder. Vi Børn, hvis fædrelandske Fantasi er vokset op i Skyggen +af det gamle Hus, følger med forbitret Sorg hvert Slag af Hakken, +og vi nyder en smerteblandet Triumf, da Haandværkerne midt under +Arbejdet maa erklære sig magtesløse og tage Krudtet til Hjælp for +at sprænge Kongehusets favntykke Mure. Saa falder omsider den gamle +Kæmpe, men ej for Menneskehaand. Døende spotter den sine Voldsmænd. + +Midt paa Torvet ligger det røde Raadhus med Byens Vaaben i Guld og +Farver over den svære brune Egetræsdør. Om Raadhuset samler sig +alle Barnestue-Historiernes Uhygge. Foran det stod i gamle Dage +Gabestokken og Pælen, hvortil Forbryderne bandtes, naar de offenligt +piskedes. Her udsonede bl. a. de berygtede Røvere fra de store Skove +Nord for Fjorden Begyndelsen af deres Straf, da de langt om længe, +efter talløse Skændselsgærninger, fangedes af Militæret og Omegnens +Bønder. Banden bestod af en gammel Kælling, hendes syv ryggesløse +Sønner og en vidunderskøn ung Pige, Kæreste til den ældste af +Brødrene, Erik Krumfinger. Plyndring, Voldtægt og Ildebrand var de +mindste af deres Forbrydelser. Ogsaa adskillige Mord havde de paa +deres Samvittighed og Grusomheder af den skrækkeligste Art. Saaledes +-- fortalte ialfald min Barnepige -- morede de sig med at binde +smaa Børn til gloende Ovne, naar de forlod en Bondegaard efterat +have plyndret den og myrdet de voksne Beboere. Det var en Fest for +hele Byen og Omegnen, da de, nøgne til Bæltestedet, piskedes foran +Raadhuset og Morgenen efter førtes til Galgebakken og henrettedes. +Kun Erik Krumfingers Kæreste vakte en vis Medlidenhed. Hun var saa +dejlig af Skikkelse og Aasyn, hun var saa ung og hun jamrede sig saa +bitterligt, da hun blev pisket. Men om Skaansel kunde der ikke være +Tale. Hun havde været den allergrummeste til at stege de smaa Børn. + +Rundt om Torvet ligger saa alle de gamle Købmands- og +Beværtningsgaarde, hvor Bønderne tager ind Torvedagene og hvor der +er den herligste Tumleplads for Børnenes Lege. Bindingværks-Gaarde, +der er et sandt Vildnis af Svalegange med tørrede Sild paa udspændte +Snore, af vaklende Trapper og møre Ud- og Tilbygninger, der raver +mellem hinanden som fulde Mænd. Her paa Lofterne i de store +Korndynger leges der Skjul, og om Lørdagen sidder jeg bag Disken i +den holstenske Madams Værtshuskælder og skænker hvidt Øl og Dram +for Bønderne og min Ven Droskekusken, som bor i et Hul bag Stalden +i Porten og dér, i en altid frisk Atmosfære af Hestegødning, med +et Spritkogeapparat, en Rugbrødshumpel, en Krukke Svinefedt og en +Billing Kommensost fører den lykkeligste Ungkarle-Husholdning, jeg +kan tænke mig. Men naar Stemningen bliver høj i den lave Kælder, +morer man sig med at give den aldrende Droskehest Brød, dyppet +i Brændevin, og som en vild Araber farer Øget rundt om Torvet, +bredende Skræk og Forfærdelse mellem Bønderkonerne, der sidder +med udbredte Skørter foran Raadhustrappen og i landlig Ugenérthed +besørger deres Privatanliggender. + +-- -- -- Jeg aabner Øjnene og ser ud over det sollyse Torv. +Raadhuset ligger der endnu, de gamle Gaarde ogsaa, jeg ser +Værtshuskælderens smaa grønne Ruder, jeg øjner en Stump af Aaen, +der bugter sig mellem hældende Huse og over hvis lemlæstede Poesi +et enkelt Syrentræ i en tilstødende Have breder et ungt blomstrende +Smil -- -- jeg kender min gamle By og jeg rejser mig, let og glad i +Sindet, med en dirrende Lykkefornemmelse af at være hjemme. + +Jeg er hjemme, og jeg vil til min Moders Grav. + + * * * * * + +Endnu er Byen ikke vaagnet. Mens jeg vandrer gennem dens tomme +Gader, fornemmer jeg det, som om jeg er kommen og har overrasket +den, og jeg sender vækkende Gensynshilsener til alle de kendte Ting, +jeg møder. Herregud, her hænger det endnu nedad Kirketaarnet, det +tykke Tov, som var den gamle Bys ukunstlede Brandsignal-Apparat. +Den, der opdagede en Brand, havde at trække i Tovet, saa Klokken +i Taarnet klemtede. Mellem os Børn hed det sig, at den Lykkelige, +der saaledes meldte en Brand, fik udbetalt en blank Rigsdaler. Hvor +flittigt -- men forgæves -- spejdede jeg ikke paa hver Spadseretur +efter at se Luerne slaa ud af et Hus. Jeg vandt aldrig Daleren. +Monstro det gamle Tov endnu gør Tjeneste, eller hænger det mon blot +som en forglemt Levning fra svundne Dage? + +Jeg standser og ser ned ad en skraanende Side-Gade. I det +fremspringende Hjørne-Hus dernede var det jo, vi boede i Krigens +Aar. Jeg var ikke mere end et Par Aar den Gang, og dog præntede +hine Dages Begivenheder uudslettelige Indtryk i min Sjæl. Den +tyske Indkvartering -- Soldaterne, der skændtes med Moder om den +danske Mad, og den gemytlige hvidskæggede Major Brumbasse, der +forelskede sig i os Børn, men som jeg ikke vilde lade kysse mig, +fordi han var en Tysker. Allermest dog disse Billeder: Min Moder +og mine halvvoksne Søstre samt et Par andre af Byens Smaapiger +sidder og piller Charpi. Pludselig lyder der Hestetramp i Gaden, +jeg skynder mig til Vinduet, men i det samme gaar Døren til Faders +Studereværelse op, og med et kraftigt Ryk rives jeg bort fra +Vinduet. »Rul Gardinerne ned, Ingen maa se ud,« -- siger Fader, bleg +og bevæget. »Tyskerne kommer!« En uhyggesvanger Stilhed hersker i +den mørke Stue, og bange kryber jeg sammen i Moders Skørter, mens +den klaprende Larm af mange Heste kommer nærmere. Saa standser +Støjen lige nedenfor vore Vinduer, vi hører kun nogle hastige høje +Ord, der lyder som Skældsord, en Klynken, nye Eder, Forbandelser, +Raslen af Sabler, urolig Stampen af Heste og, tilsidst, et +angstfuldt Skrig paa Dansk. Sit eget Forbud til Trods iler Fader +til Vinduet, Moder og vi Børn bag ham, og fra en Stol ser jeg en +Mand, i hvem jeg kender vor Skomager, blive slæbt af en Officer i +skinnende hvid Kappe henad Stenbroen, langs den stejlende Hest. Og +jeg ser Gaden fuld af fint uniformerede Ryttere, der nu alle igen +sætter sig i Bevægelse, efter Officeren, der, med Skomageren som +tvungen Vejviser, fører an ned mod Fjorden, over hvilken de danske +Soldater er flygtede. + +Og saa Billedet af de saarede danske Soldater, der køres gennem +Gaderne, efter den ulykkelige Træfning ved Bakkerne Vest for Byen. +Saa sikkert var Sejren ventet, thi for en Gangs Skyld var Danskerne +de fleste. Desværre havde Obersten, der førte vor Afdeling, ogsaa +været for tillidsfuld. I Stormløb lod han sine Folk tage Terrænet +ned ad Bakkerne, ved hvis Fod Tyskerne ventede i Ly bag Grøftehegn. +Og fra den dækkede Stilling strakte Tyskernes Geværkugler de +fremstormende Danskere til Jorden som værgeløst Vildt. Herom +havde vi Børn hørt, ogsaa om Oberstens Fortvivlelse -- han var +indkvarteret hos en Embedsmandsfamilje, som stod os nær, og det var +fortalt Fader, hvordan Obersten, der om Morgenen red sejrssikker ud +for at oplede Tyskerne, sent om Aftenen var vendt tilbage og havde +lukket sig inde paa sine Værelser, uden at ville spise og uden at +ville tale med Nogen. Nu, den næste Morgen, kom de Saaredes Træn. +Langsomt og tungt, som et Ligtog, ruller Vognene gennem Gaden, og +paa spredte Halmneg hviler de Saarede. Nogle har Bind om Hovedet, +andre om Arme eller Ben. Bindene er plettede af Blod og Ansigterne +er hvidere end Bindene. Ikke en af de Saarede ser til Vinduerne, +alle stirrer de frem for sig med udslukte, haabløse Blikke. +Jeg havde vel næppe nogen saadan Tanke den Gang: det har siden +staaet for mig, som om disse saarede danske Soldater mindre vakte +Medlidenhed ved deres legemlige Smerter end ved den Fortvivlelse +-- ja, Skamfølelse -- over Nederlaget, der stod at læse i deres +forpinte Ansigter. + + * * * * * + +-- -- Jeg gaar uden at tænke paa den Vej, jeg følger. Det er tyve +Aar siden, jeg traadte disse Gader, deres Navne har jeg i tyve Aar +ikke haft i mine Tanker: som ved en usynlig Haand, uden Eftertanke, +uden Famlen, føres jeg nøjagtigt derhen, jeg vil. Jeg er i mit +Barndomshjem, jeg er i min Faders Hus; min Fod farer ikke vild paa +den hjemlige Grund. + +Saa staar jeg, just som Hanen galer tredie Gang sin Morgenhilsen +over Byen, i den lille Gade, som leder ned til Kirkegaarden. De +lave straatækte gule Huse, hvor de gamle Kransebindersker boede, +indrammer endnu Gaden, og som for tyve Aar siden hænger endnu +-- som var det de samme -- tarvelige Vedbendkranse og Moskranse +med Evighedsblomster udenom de smaa Døre med Klinkelaase. I et +af Husene staar et Vindu aabent, og, hidkaldt ved Lyden af den +tidlige Morgenvandrer, stikker en Morlille Hovedet ud. Jeg køber +hendes Kranse, lægger den beskedne Betaling i hendes rynkede Haand, +og, fulgt af hendes Velsignelse, gaar jeg gennem Laagen ind paa +Kirkegaarden, hvor Fuglekvidder og Duft af Cypresser og morgenfriske +Blomster modtager mig. + +Min Moders Grav ligger borte fra den alfare Vej, i en stille fjærn +Krog blandt Hundreder af andre Grave. Den usynlige Haand leder mig +ad de halvtilvoksede Stier, der snor sig mellem Græstuerne, og +saa staar jeg med ét foran den lille indhegnede Plet, hvor Moder +hviler, med et Barn ved hver Side: en større Tue mellem to ganske +smaa. Frisk Vedbend dækker alle Gravene og snor sig op om det +simple Marmorkors paa Moders Grav. Bag den, bøjende deres tunge +lilla og gyldne Blomsterklaser ned over den, staar en Guldregn +og et Syrentræ, og i hvert af det lille Kirkegaardsbeds fire +Hjørner folder Rosentræer deres lyserøde og hvide Knopper ud med +Morgensolens Smil gennem Regntaarerne fra Natten. + +Jeg sætter mig paa den grønne Tremmebænk, jeg kærtegner med Blikket +Navnet paa Korset ligeoverfor og jeg taler med min Moder. + +»Jeg er kommen til Dig, Moder, for at finde Fred. I tyve Aar har jeg +været borte fra Dig, langt, langt borte blandt fremmede Mennesker. +Da jeg sidst sad her og tog Afsked med Dig, vidste jeg ikke, hvad +jeg mistede. Jeg var et Barn og Du en ung Hustru. Nu er Du en klog +gammel Kone, og jeg en dagtræt Mand med Haar, der begynder at +graane. Skænk mig den Fred, Du forlængst har vundet, og jeg bliver +hos Dig.« + +Jeg synes min Moder sidder overfor mig, en gammel Kone med hvidt +Haar og milde brune Øjne. Jeg glemmer Tiden, mens jeg ser ind i de +Øjne, til jeg vækkes ved, at Kirkeklokken sender syv skingre Slag +ind over Kirkegaarden. Jeg tager Kransene, dem jeg stadig bærer paa +Armen, og lægger dem, knælende, paa Graven. »Tak, Moder. Tak for +alt -- i gamle Dage og nu.« + +Men mit Hjærte rummer ogsaa en anden Tak, mens jeg langsomt, omsust +af Fuglekvidder og Vindens Leg i Trækronerne, forlader den stille, +sødt duftende Dødens Have. En Tak til den gamle Bys Trofasthed, der +ikke har ladet min Moders Grav ligge øde, men har fredet og hæget +om den. Findes vel saadan lang Hukommelse og bestandig Troskab i de +store Stæder, hvor hver Dags Nyt jager støjende frem og puffer alt +forbigangent til Side? Dér mindes man kun Døden i pralende Opraab i +Avisernes Avertissementsspalter. Dér er Kirkegaardene altfor store +og altfor langt borte. De Døde faar skøtte sig selv. Den gamle By +har de Døde i sin Midte, altid nærværende, levende i en kærlig +Hukommelse. Jeg takker Jer, min Moders Venner i den gamle By, jeg +kender Jer ikke længer, jeg bringer Jer mit Hjærtes stille Tak. + + * * * * * + +-- -- Jeg ender min Morgenvandring paa Vejrbakken, og dér bliver +jeg. + +Vejrbakken ligger lige udenfor den gamle By, er dens Lystanlæg, +dens Stolthed. Sjældent fandt ogsaa en By saa herlig en Plet til +en offenlig Park. En gavmild Borger »anlagde« og beplantede for et +Aarhundred siden Vejrbakken, delte den ved Trapper og Vindelalléer +i Terrasser, skærmede den med Gran og Fyr og lod i Ly deraf Bøge og +Sirbuske vokse op, tog Magten fra Vestenvinden og lod Solen herske, +skabte saaledes af den golde Vejr-Bakke en frugtbar Have. Herop +drager den gamle Bys Beboere Sommer-Eftermiddage med Madkurve og +Flaskefoder, faar Vand paa Maskine fra Pavillonen paa den første +Terrasse og gør sig det hyggeligt i Lysthusene. Men paa Terrasserne +ovenfor, i »Skoven«, gaar Drengenes Røverleg. + +Jeg kommer til Vejrbakken med en hemmelig Angst for at blive +skuffet. For min Erindring fra Barneaarene staar den som noget rent +æventyragtig stort og skønt. Bakken et Bjærg, Skoven en Urskov. + +Jeg ser med et Smil Storagtigheden forsvunden. Baade Bakke og Træer +synes mig at være voksede nedad. Der er intet æventyrligt, intet +fantastisk ved Vejrbakken. Men dens Skønhed er paalidelig nok. En +yndigt smilende Idyl. Alligevel mangler Vejrbakken ikke Storhed. Den +har sin Udsigt. + +Jeg er naaet op til »Pavillonen«, en gul Trævilla, udenfor hvilken +en Opvarter og en Hærskare af Spurve er ifærd med at rense de +smaa Beværtningsborde for Madkurvenes Affald. Jeg vender mig om +og blændes. For min Fod har jeg hele Byen og bag den Fjorden, der +bugter sig som en spejlklar Flod mellem Bakker og Enge. Milevidt +naaer Blikket til begge Sider. En Uendelighed af Himmel, Vand +og sommerfrodigt dansk Land. Og Byen, hvis røde Tage synes som +rutschede ned ad Vejrbakkens grønne Skraaninger. + +Her har jeg hele min gamle By. Og i samme Nu føler jeg, at her maa +jeg bo. Jeg lader Opvarteren kalde paa Værten, og fem Minutter efter +er jeg indkvarteret i Pavillonens to Kvistværelser, som ellers ikke +udlejes, -- Pavillonen har overhovedet ikke liggende Gæster -- men +som overlades mig, da jeg tilbyder at leje dem for Vinteren med. + +Og nu har jeg mit fremtidige Hjem i Orden. Her er ingen Luksus, men +alt hvad jeg behøver: en god Seng i Soveværelset og i min Dagligstue +et Arbejdsbord, nogle Stole -- ja ovenikøbet en Sofa. + +Mine Bøger er pakkede ud, mine Piber stoppede. Siden jeg var ung +Student, har jeg ikke smagt Pibe. + +Gud være med Jer, Havannacigarer og Cigaretter -- hvad er I dog mod +de Drag af uforfalsket hollandsk Knaster, som jeg i dette Øjeblik +ryger, mens jeg sidder ved mit Kvistvindue og skuer ud over min +gamle By! + + + + +IV. + + + _12. Juni._ + +Øverst oppe paa Vejrbakken, ovenover Skoven, paa den aabne Bakkekam +knejser Møllen, hvid med sorte Vinger, paa sin grønne Jordvold. Det +er den bedste Mølle i Egnen, thi den har altid Vind nok. Den tjener +tillige som Sømærke for Skibene paa Fjorden. Den ses i flere Miles +Afstand. + +Mølleren ejer Jorden oppe paa Bakken saa langt ned, til Anlægget +begynder. Skrænten mod Nord, mod Fjorden, ligger øde og udyrket. Men +paa Skraaningen mod Syd er et stort Stykke indhegnet og opdyrket til +Have. Mølleren har taget Lære af den Mand, der anlagde Lystanlægget. +Han har trodset Vind og Vejr, har rejst en skærmende Hæk mod Vest, +har blandet Bakkens sandede Jord med møjsommelig tilkørt fed Muld +fra Agerlandet, har gødet og vandet, grøftet og gravet, indtil han +saa' sin hængende Have trives og blomstre. + +Jeg mindes den halvt uvillige Respekt, hvormed Mølleren omtaltes +af Byens Folk. Man beundrede hans Dygtighed, men frastødtes af +hans brydske Særlinge-Væsen. Det stod i hans Kontrakt med Byen, af +hvem han købte sin Grund, at den til enhver Tid skulde staa aaben +for Folk, der vilde nyde Udsigten. Men skønt han ikke gjorde noget +Forsøg paa at omgaa denne Kontrakt, følte Byens Beboere sig ikke vel +paa hans Enemærker. I hvert Fald holdt man sig i ærbødig Afstand +fra hans Hus og hans Have. Selv vi Drenge, der nødigt gik af Vejen +for et Vikingetogt ind i en Frugthave, lod om Efteraaret Møllerens +berømte Pærer og Æbler modnes i Fred. Der gik ogsaa ganske ondartede +Rygter om Mølleren. Det fortaltes saaledes, at han behandlede sin +unge smukke Kone, en Proprietærdatter fra en Egn sydpaa, med +tyrannisk Haardhed. Maaske Rygterne blot kom af, at Møllerens Kone +levede lige saa afsondret og indesluttet som han selv -- noget, +den gæstevenlige og selskabelige Befolkning vanskeligt opfattede +som frivilligt --; blidere blev ialfald Rygterne ikke, da den unge +Kone døde faa Maaneder efter sin første Barselseng, efterladende +sin Mand en lille Datter, som hverken fik Amme eller Barnepige, men +passedes af Mølleren selv og hans Svend. Den lille Pige, Genstand +for hele Byens Beklagelse, var vel en 2-3 Aar, da vi rejste bort. +Med sky Nysgærrighed havde jeg ofte betragtet hende, naar hun i sin +Barnevogn -- en simpel Trækasse paa fire Hjul -- blev rullet af den +gamle skutryggede Svend rundt paa Møllevolden. + + * * * * * + +-- -- Jeg har hver Dag været en Tur oppe ved Møllen. Vi har haft +Vestenstorm. Jeg har nydt det storartede Skue af Fjorden i Oprør, og +jeg har, da Stormen løjede af, lyttet til det fjærne Tordendrøn fra +Vest: Dønningerne fra Havet fem Mil borte. + +Jeg fandt Møllen paa sin Plads; men til min Forbavselse stod +Vingerne stille. Jeg tænkte: »Mølleren maa have forandret sig meget +paa sine gamle Dage. Han kan nok ikke længer lide at lade Møllen +gaa i Storm.« Men ogsaa idag, da det er Magsvejr og kun blæser +en almindelig skikkelig Vind oppe over Skoven, hvilede Møllen i +urokkelig Ligegyldighed. Vinden ruskede i de rebede Sejl, den muntre +Bygesol legede gennem Vingernes Ribber. Men Møllen lod sig ikke +vække. Og det allervidunderligste: støttet op mod en af Vingerne, +saa trygt dvælende som kunde der slet ingen Fare tænkes, stod en ung +Kvinde i en tætsluttende blaa Lærreds Kjole, med Armene korslagte +over det høje Bryst, og stirrede ud over det vide Land. Hun hørte +mig ikke, saa' mig ikke. Hun syntes, lig en Tornerose, at drømme ved +Foden af den sovende Mølle. + +Skulde Mølleren være død? Og ingen Efterfølger have taget Møllen og +Arbejdet i Arv? + +Da jeg for lidt siden kom hjem, spurgte jeg i Forbigaaende min Vært, +om den gamle Møller endnu boede deroppe. Jo, det gjorde han. + + + + +V. + + + _19. Juni._ + +Hver Dag gaar jeg lange Ture i Byen og gennemstrejfer den paa +Kryds og Tværs. For hvert Skridt vaagner en Erindring. Jeg +føler mig som en Opdagelsesrejsende i min egen Sjæl: der bygger +sig, Sten paa Sten, op i mig et Kongerige af gode Minder, jeg i +mange Aar har ladet falde i Ruiner. Den gamle By med Barndommens +Søndagsstemning bliver levende i mig, og den befolkes med et Mylr +af kære Skikkelser. Nogle af dem træffer jeg endnu spadserende om i +Gaderne. Gamle Adjunkter, allerede gamle den Gang, jeg var blandt +deres Elever, vandrende samme sindige eller skyndsomt trippende +Gang til Skolen; ærværdige Borgermænd, hvis smilende gæstfri +Ansigter jeg mindes fra deres Sønners Børneselskaber, og unge +travle Forretningsfolk, af hvis alvorsfulde Familjeforsørger-Miner +jeg pludselig ser en gammel forglemt Legekammerats Barnetræk kigge +frem. Jeg gaar som Harun al Raschid i Bagdads Gader. Iagttagende, +genkendende uden selv at blive hverken kendt eller iagttaget. Kun en +Gang imellem møder jeg et skottende, prøvende Blik, der siger: Naa, +der er nok kommen en Fremmed til Byen. + +Der er andre Skikkelser, som stiger frem for mig, mens jeg studerer +Butikskiltenes Navne. Det forekommer mig, naar jeg finder de samme +Butiker og samme Købmands-, Bager- og Haandværker-Navne paa samme +Plads, jeg sidst saa' dem, som om den gamle By havde standset sit +Liv og sin Udvikling den Dag, vi forlod den. Jeg maa ræsonnere for +mig selv: »det er jo dog kun tyve Aar siden.« Thi jeg føler mig som +en gammel, gammel Mand, der efter at have levet mange Menneskealdre +i Troldenes Høj, vender tilbage til min Hjemstavn. Jeg kan egenlig +slet ikke forstaa, at ikke alt er forandret og at ikke alle de +Mennesker, jeg kendte, er døde. + +Mange af dem er det dog. Om nogle véd jeg det af Beretning, om andre +slutter jeg det, fordi jeg ikke finder dem i deres vante Krog. Ogsaa +disse Skikkelser lever op for mig af den Stenbro, de før traadte og +som jeg nu træder uden at møde dem. + +Allertydeligst ser jeg for mig den Frøken, som holdt Skole for bedre +Folks Smaadrenge i den gamle By. Det tykke rare gamle Menneske, til +hvem Mødrene saa trygt betroede deres Poder, thi hun tog sig dem an +ikke blot som Skolemesterinde, men noksaa meget som en Barnepige og +Kæletante. Hende var det, der med sine buttede Fingre hjalp os af +med vore Mælketænder, naar de begyndte at rokke; til hende blev vi +sendt de Dage, hvor vore Forældre formedelst et Storkebesøg eller +andre forstyrrende Familjeanliggender vilde være af med os. Hun +forærede os de første Komediebilletter, og, naar vi betalte vore +fire Mark i Skolepenge hver Maanedsdag, gav hun dem af os, hvis +Forældre sad i smaa Kaar, de to tilbage som en Foræring til at købe +»noget nyttigt« for. Hende endelig var det, der til Fornøjelse for +os Drenge laa og svedte i Sengen Fastelavns-Mandag til langt op paa +Dagen, for at vi alle kunde naa at rise hende op og blive belønnede +med de Boller, hun i en stor Torvekurv havde staaende under Sengen. + +Du gode, gamle Pige, i dit store Hjærte bankede al den gamle Bys +barnlige Troskyldighed. Jeg rejser Dig et Æres-Minde, det, dine +Drenge altfor længe har skyldt Dig. + + + + +VI. + + + _20. Juni._ + +Naturligvis er den unge Kvinde, jeg saa' oppe paa Møllen forleden, +Møllerens Datter. Jeg Dumrian, som ikke straks begreb det. Hun maa +jo nu være en forlængst voksen Pige. + +Jeg kan ikke faa hende ud af mine Tanker. Saa stolt hun stod dér, +højtsvævende, vidtskuende, ovenover Byen og Skoven, ja ovenover +selve Vejrbakken. Hvilke Drømme svulmede mon i hendes Barm, hvilke +Længsler var det mon, som hendes korslagte Arme knugede tilbage? +Saa' hun fra sit høje Bo med Foragt ned paa Menneskenes jordbundne +Stræben, eller gik hendes Hu mod at stige ned og være med i den +travle Færden? + +Helst tænker jeg mig hende som den store Freds Gudinde, den +Gudinde, jeg dyrker. Her paa Vejrbakken er hendes Tempel rejst, +og af Møllen bygger jeg hende et Højalter. Herop kalder hun til +livsalig Fred i Naturens ubesmittede Rige den, som mødig søger bort +fra Hverdagslivets Støv og Møje. Hendes Skød har Engens duftende +Kløverhvile for den trætte Vandrers Hoved, hendes Øje spejler +Himlens Blaa og hendes Stemme synger Vindens hviskende Vuggesang i +Træernes Kroner. + +Er jeg en Nar, Du smukke Møllerdatter, at jeg fæster Digtningens +Glorie om din Pande, kaarer Dig til min Lykkedrøms Gudinde? Er +Du maaske en ganske jævn lille Borgerpige, der skikkeligt længes +mod Kæreste, Lysning og Brudeseng? Har Du maaske allerede fundet +din Møllersvend? Var det ham, Du spejdede efter, da Du stod paa +Højalteret? + +Ligemeget: jeg lader Dig staa, som min Drøm har stillet Dig. +Jeg kender Dig ikke og vil ikke lære Dig at kende. Ingen brutal +Virkelighed skal skænde dit hellige Billed. + + + + +VII. + + + _25. Juni._ + +Jeg fik idag gennem min Forlægger Post fra Hovedstaden. En Bunke +ligegyldige Breve, et Brev ogsaa fra min Elskerinde. + +Hun spørger forundret, krænket og bedrøvet, om jeg er sunken i +Jorden. Hun har forgæves ventet og søgt mig. Af en fælles Bekendt +har hun saa hørt Rygtet om, at jeg skulde være rejst til Udlandet +med en Dame. Og hun sender mig nu sit Brev paa Maa og Faa, efter +min gamle Adresse: »Jeg véd jo ikke, om det naaer Dig. Dog syntes +jeg, jeg paa en eller anden Maade maatte spørge Dig, hvorvidt Rygtet +taler sandt. Jeg maa jo næsten tro det. Men har jeg da fortjent, at +Du handler saadan mod mig? Har jeg nogensinde forbrudt mig? Har jeg +ikke altid tværtimod føjet Dig i ét og alt, gjort mig Umage for at +være netop saadan som Du vilde have mig; ikke plaget Dig hverken med +Overhæng eller Skinsyge? Nu, Du har tilføjet mig saa bitter en Sorg, +vilde jeg ønske, jeg kunde hade Dig. Jeg kan det ikke. Skriv blot to +Ord, at Du vil komme snart tilbage til mig, og jeg elsker Dig nu som +altid.« + +Hun kan ikke hade mig, hun bilder sig ind, hun elsker mig. Jeg tror +ikke paa, at Kærlighed og Had er hinandens nødvendige Supplementer. +Jeg føler mig tværtimod overbevist om, at den største Kærlighed +aldrig, hvor forsmædeligt den end martres, slaar om i Hadets +Modsætning. Men _hun_, der sender mig dette Turteldue-Brev, er +kun Due, forsaavidt som hun forstaar at kurre elskovssygt, kan +ingensinde blive en Høg, thi hun mangler den Følelsens Fanatisme, +der hvæsser Klør og Næb. Hun valgte mig til Elsker, fordi det +behagede hendes Forfængelighed at blive foretrukken af mig. Hun +føler en vis Tomhed nu, jeg er borte. Hun ønsker at faa mig +tilbage; thi det krænker hende, at jeg af egen Drift er gaaet fra +hende. Men om føje Tid vil den Lykke, hun begærer, atter blomstre +for hende. Den tomme Plads vil blive optagen af en ny Elsker, der +har om end andre saa ligesaa store Fortrin som jeg. Hendes Nag imod +mig vil svinde, og naar vi ad Aare atter ses, vil vi hilse fornøjet +paa hinanden som to Venner, der aldrig har haft noget Livsens Alvor +sammen, næppe nok nogen minde- eller glemselværdig Oplevelse. + +Det er Sagen. Og det er Forklaringen af, at jeg kunde rejse bort +uden at føle det som en Nødvendighed at tage Afsked med hende. Her +var ikke Tale om et Brud. Hvad skulde jeg sagt hende andet end +et valent »Tak for denne Gang«? Her var end ingen Knude at hugge +over, kun en løst sammenhæftet Kotillonssløjfe at skille i sine to +Baand, det hvide og det røde. Jeg kunde ikke overvinde mig til at +sige de behørige sløve Trøstens- og Takkeord ved denne Skin-Grav. +Jeg skammede mig ved at spille med i en Scene af saa aabenlys +Uvederhæftighed, at give Repliken til hende, der sikkert ikke havde +nægtet sig den Fornøjelse at forsøge sig i det store Drama efter de +bedste Mønstre. + +Naar jeg besluttede at bryde op fra Hovedstaden, var maaske +ogsaa, dybest inde, det den stærkeste Bevæggrund, at jeg vilde +bort ikke just fra hende, min sidste Elskerinde, men fra hele den +Elskovs-Sport, som leges i den store Bys Overflade-Selskab og som +jeg med saamegen Iver havde dyrket. Havde dyrket mest fordi jeg +derved tilfredsstillede en Lyst til at haane Kærligheden, til at +rive den ned fra det svimlende høje Fodstykke, som min Ungdoms +blinde Tro byggede den med det Resultat, at jeg selv en skønne Dag +laa værkbruden paa Jorden. + +Jeg havde elsket og var blevet skuffet. Jeg tvang min Sorg i mig, +jeg svor en stille Ed, at for første og sidste Gang havde jeg været +Kærlighedens Nar. Var jeg bleven erobret, vilde jeg nu erobre. +Havde man leget med mig, vilde jeg nu lege med andre. Ikke havde +jeg nogen Lyst til at gøre ondt, som der var gjort mig ondt. Jeg +vilde blot tage Kærligheden ovenfra, saadan som den en Gang havde +taget mig i Nakken. Og jeg vilde lære andre at gøre det. Lære dem, +at Kærlighed ikke er værd at regnes for andet end en Spas. Mindst +af alt noget at sætte Livet ind paa. Jeg lærte, at i Kærlighed +sætter man altid Livet ind, ogsaa naar man netop ikke vil det. Jeg +følte mit Liv forspildes, mens jeg troede mig ifærd med at gøre mig +til Kærlighedens Herre. Jeg vaagnede en Morgen i Angst: Se, Aarene +svinder. Hvor er de henne alle de, Du legede med? Hvad har Du samlet +i Lade af de Følelser, Du saaede ud for Vejr og Vind? Draabevis lod +Du dit Hjærte forbløde og lægge sig øde, gav lidet og fik intet, gav +saa ofte, at Du snart intet vil have tilbage. + +Jeg vil svare min fortørnede Elskerinde: Jeg ønsker Dig, der var min +altfor lærvillige Elev, at Du en Gang maa træffe En, der lærer Dig +at elske. + +Maaske vil jeg da ialfald lære hende at hade. + +Thi dum er hun ikke. + + + + +VIII. + + + _Sidste Dage i Juni._ + +Jeg vil skrive en Bog om den gamle By. Ikke som den er -- jeg bryder +mig sletikke om med en moderne Kunsts kritisk-psykologiske Metode, +der ogsaa staar til min Raadighed, at bore Sonden i den og krænge +dens Indvolde ud --, hellerikke som den var, men saadan som jeg ser +og genser den under Barndomsmindets blaa Glas ... i en Soldis af +stille Glæde og Vemod uden Bitterhed. Det skal være en Bog for alle +dem, der, ligesom jeg, trænger til at sætte sig hen i en lun og god +Krog, hvor der er stængt af for Omverdenen og hvor Sjælen for en +Stund kan leve sit Blomsterliv i en Klosterhave. Det bliver en Bog +uden pirrende Nyt, uden blændende Farver, der bliver ingen Spænding, +næppe nok Handling i den. Mit Maal vil være naaet, om de, der læser +den, fornemmer det, som om jeg havde bragt en Buket af enkelt +farvede, enkelt duftende Markblomster ind i deres Stue. + +Tre Gange om Ugen er Stiftsbiblioteket aabent. Da sidder jeg i +Læsestuen og blader i de gulnede Folianter, hvor i sirlig snørklet +Skrift den gamle Bys Liv og Begivenheder er optegnede. Jeg faar +vel næppe Brug for de Studier, jeg gør. Men jeg indsuger gennem +Fordybelsen i de henfarne Tider den Stemning af sagtmodig Fjærnhed, +hvormed jeg gærne vil fylde min Bog. Det er hellerikke alene for de +gamle Folianters Skyld, jeg søger Biblioteket. Selve Stedet drager +mig. Ofte glemmer jeg rent Bøgerne, der ligger foran mig, læner mig +tilbage i den brede slidte Svinelæders Armstol og fortaber mig i +drømmende Beskuelse. Biblioteket er indrettet i det gamle Brødrehus, +hvor i den katolske Tid Munkene boede og hvor i de første +Aarhundreder efter Reformationen Latinskolen holdtes. Den Stue, hvor +jeg sidder, var Klosterets Refektorium. Et temmelig langt Rum med +hvidkalkede Mure og tre lave spidse Loftsbuer. I den ene Langvæg +er Dørbuen -- saa lav, at en voksen Mand maa bukke sig for at gaa +igennem. Den aabner Udsigt ind til Biblioteks-Stuerne med deres +Reoler fulde af falmede gule og blaa Bogrygge. Paa den anden Langvæg +er der tre Vinduer, et for hver af Loftsbuerne. Vinduer, der sidder +i dybe buede Udskæringer og med smaabitte blyindfattede Ruder, som +Solen har brændt grønne og røggule. Vinduerne naaer næsten ned til +Jorden, og udenfor er Bibliotekarens Have, et Hjørne af den gamle +Klosterhave og Kirkegaard. Det er en frugtbar Jord med svulmende +Buskadser og et prangende Blomsterflor i fede skinnende Græsplæner. +Mellem en Klynge af bugnende tunge Frugttræer staar en høj, flad, +halvt forvitret Gravsten med en næsten udvisket Indskrift. Oftest +dvæler dog mit Blik ved den høje gule Mur, som omslutter Haven og +vender ud til en smal Gyde. Der er et Sted, hvor denne Mur bliver +dobbelt, dannende et lille Indelukke. Paa Indermuren ses Spor af +raat tilhugne Trin, og i Indelukket vantrives et ældgammelt Træ, der +nu kun løves i enkelte Grene. + +Jeg ser paa Trinene i Muren, paa Træet i Indelukket og jeg drømmer +om den unge Munk, der har siddet her, hvor jeg nu sidder, og lyttet +til de gamle Brødres Pludren efter Nadveren. Men hans Tanker er +andetsteds, han følger Solnedgangens gyldne Spil i Løvet udenfor +de lave Vinduer og hans Hjærte banker uroligt. Saa er Brødrene +gaaet til Hvile, Natten har sænket sig over Klosterhaven. Men +forsigtigt aabnes Døren til Refektoriet, den unge Munk lister sig +hen til et af Vinduerne, løsner dets Hængsler og svinger sig ud i +Haven, famler sig i den mørke Nat frem til Muren, staar nu paa det +øverste af Trinene, bøjer en af Træets Grene ned til sig, lader den +vippe tilbage og er i Indelukket, hvor hans Elskede, formummet i +Mandsklæder, venter ham og bliver hos ham, mens Nattergalene slaar i +Klosterhavens Buske. + +Jeg vil skrive en Bog om den gamle By og dens Klosterfred. Jeg vilde +ogsaa gærne lade Nattergalene synge over den unge Munk og hans +forborgne Kærligheds-Lykke. + + + + +IX. + + + _1. Juli._ + +Der er hændet mig en Stump af et Æventyr. + +Jeg sidder i Morges, som sædvanlig, udenfor Pavillonen og fodrer +mine Spurve. Mange Spurve var der paa Vejrbakken, da jeg kom +hertil. De er blevne flere Dag for Dag, og de forfremmes stadig i +Dristighed. Efterhaanden kommer de bogstavelig ind i min Stue for at +se, om jeg ikke har noget til dem, og naar jeg en Morgen lader vente +paa mig med Affodringen, melder de sig med at pikke paa mine Vinduer +og med utaalmodige Skrig i Vindueskarmen. + +Vi er netop naaede til Afslutningsnumret: et stort Stykke Hvedebrød, +som jeg lægger midt paa Bordet og som hele Banden styrter sig over, +hakker og river og slider i, indtil et dristigt Par ved forenede +Kræfter, efter et behændigt Indhug, slæber af med den sidste +Kæmpebid. + +I det samme faar jeg Øje paa en ung lysklædt Pige, der staar paa +Trappen op til den øvre Bakkeafsats og som aabenbart har overværet +min Leg med Spurvene. Hun rødmer, da mit Blik møder hendes; hun +synes forvirret ved at blive overrasket i at have beluret mig, hun +gør en Bevægelse som for at vende om og flygte, saa betænker hun +sig, gaar med rolige Skridt ned ad Trappen og styrer lige hen til +mig. + +Jeg rejser mig og hilser, hun gør en svag Bøjning med Hovedet, siger +saa med en Sikkerhed, der maaske er tilkæmpet, men synes naturlig: +»Jeg har noget til Dem.« Og hun tager op af Lommen et sammenlagt +Blad og giver mig det. Jeg ser forbavset paa hende og aabner +Papiret. »Ikke sandt« -- spørger hun -- »det er Deres? Jeg kendte +Dem, da jeg før saa' Dem.« Det, hun giver mig, er et Blad, som +fløj fra mig under Overrejsen paa Skibet og hvorpaa jeg har skrevet +nogle meget aabenhjærtige Linjer. »Ja, det er mit,« svarer jeg. »Men +hvorfra kender De mig og hvorledes vidste De, at det Papir tilhørte +mig?« + +Hun smiler fornøjet: »Kender De slet ikke mig? ... Aa nej, +naturligvis; det var dumt af mig at spørge; De saa' mig vist næppe +nok.« + +Nu har jeg det. Og jeg udbryder triumferende: »Det var Dem, der +ombord pludselig i Solopgangen stod ved Siden af mig!« »Rigtigt. Paa +det nær, at jeg ikke »pludselig« stod der. Jeg er ingen Heks eller +anden Slags Troldtøj, selv om jeg bor paa en Høj.« + +At jeg ikke straks saa' det: det er jo Møllerens Datter. Pigen oppe +fra Højalteret. + +Saa rækker hun mig Haanden. »Farvel og tilgiv, at jeg forstyrrede +Dem. Men jeg tænkte« -- og hun saa' alvorligt paa mig -- »at De +maaske gærne vilde have det Papir igen. Og da jeg fandt det paa +Skibet ved Landgangen, var De borte.« + +Jeg stod og saa' efter hende, mens hun, med sin faste rolige Gang, +gik fra mig hen til Trappen, let og hastigt løb op og var borte som +et hvidt Syn mellem de mørke Graner. + +Jeg havde paa Læben et Raab for at kalde hende tilbage, jeg var paa +Springet til at ile efter hende. Jeg syntes, der var saa meget endnu +jeg skulde spurgt hende om, talt med hende om, forklaret hende. Dog +i det samme tænkte jeg: »Nej, det er smukkest, som det er. De Ord, +der faldt mellem os, bryder ingen Stemning. Min Gudinde er stegen +ned fra Bjærget, har aabenbaret sig for mig et flygtigt Nu og er +atter forsvunden.« + +Men jeg staar længe og stirrer med store Øjne paa den Plet, hvor hun +forsvandt. + + + + +X. + + + _2. Juli._ + +Er hun smuk? Hvordan ser hun egenlig ud? -- Jeg vil prøve paa at +klare mig det Indtryk, hun har gjort paa mig. + +Luften bliver høj og ren dér, hvor hun træder. Hun er saa nyskabt i +sin Fuldmodenhed, straalende af ung Sundhed og uvilkaarlig Godhed. +Hendes Øjne er dybe og ømme, men klare og aabenhjærtige som et +Barns. Enten de smiler eller mørknes i Alvor, siger de deres Mening +lige ret ud, der er ingen Fordulgthed i Krogene. Hendes Barm er høj +og rund, hendes Midie slank, hendes Hofter yppige. Men hun bærer +sin rankvoksne Frodighed saa ubekymret som et Træ sin Sommerpragts +Fylde. Skred hun igennem en Lejr af berusede Krigsfolk, de vilde, +uden selv at vide hvorfor, aabne hende en bred Vej. Saa unærmelig +synes hun. Og dog saa dragende. Fra Haaret, der, skilt i Midten, +falder i to brune Bølger om hendes hvide Pande, til Fødderne, der i +taktfast Lethed fører hende hen over Jorden, danner hendes Person +og Væsen Indbegrebet af retlinjet Sikkerhed. Hun kender sin Vej og +sit Maal som den lyse Dag. Hos hende vilde man føle sig tryg. Hun +er uden Svig og Svinkeærinder, hun bringer med sig den Luft, som er +ovenover By og Skov. Hun drager som et Alter. Knælende maa man nærme +sig hende. Hun er Kvinden, som hun udgik af Naturens Haand: paa +samme Tid Jomfru og Moder. + +Saadant er det Indtryk, jeg ubevidst modtog af hende allerede, da +hun stod i Solopgangen paa Skibet, og siden da jeg saa' hende oppe +paa Møllen, lænet til de hvilende Vinger. Og saadan aabenbarede hun +sig forgangen Dag for mig. + +Paa det Papir, hun bragte mig tilbage, havde jeg skrevet: »Min Sjæl +raaber i Vaande paa en Moder.« Formodenlig har hun læst det. Jeg +føler ingen Undseelse derover. _Hun_ maa gærne kende mit Hjærtes +Hemmeligheder. Hun vil ikke spotte mig, ikke forraade mig. + +Maaske viser hun sig ikke mere for mig. Ialfald faar jeg næppe +Lejlighed til oftere at tale med hende. Jeg synes dog, jeg nu har i +min Nærhed en forstaaende Ven og Medvider, En, hvis Sympati mildt +omsvæver mig, En, jeg ikke vilde frygte at søge Hjælp hos, om jeg +var i Nød. Naar jeg ensom vandrer i Skoven, ser jeg hendes Ansigt +smile mig imøde mellem Træerne, jeg gaar saa let og trygt, som +holdt jeg hendes faste varme Haand i min. Og gribes jeg stundom af +Tilbagefaldets forvirrende Tanker og hede Begær, maner jeg hendes +Billed frem som Værn. Og et svalende Aandepust køler mit Sind til Ro. + +Hun er altid hos mig som min Skytsaand. + + + + +XI. + + + _4. Juli._ + +Jeg har en Veninde i Stiftelsen. Stiftelsen er et Alderdomshjem +for gamle Jomfruer og Enker. Min Veninde, en Jomfru paa henimod 70 +Somre, er en af Stiftelsens yngste Beboere, hun anses af de Andre +for et rent Barn. Alligevel er hun Anstaltens Veteran. Hun har +nemlig været der, fra hun virkelig var Barn, slap derind, mod al +Skik og Brug, sammen med sin Moder, fordi hun var saa svagelig, at +hun, ifølge Lægernes Mening, kun havde en stakket Stund at leve. +Saa laa hun til Sengs i mange Aar, og da hun begyndte at komme sig, +var Moderen død, og man beholdt den nu 30-40 aarige Pige, der ikke +havde andre Paarørende end Stiftelsen. + +I hendes Celle, den hun beboede sammen med tre andre Damer, -- +Stiftelsens Beboere kaldte altid hinanden ceremonielt for »Damerne« +--, tilbragte jeg mange af min Barndoms lykkeligste Dage. Hun havde +utallige Talenter. Ingen fortalte saa dejlige Æventyr som hun, +hendes Forraad var uudtømmeligt, thi hun digtede dem selv; og ingen +kunde saamange Kortkunster. Desuden var hun en sand Kunstnerinde +med sine Hænder: klippede alle Slags Figurer af Papir, lavede den +vidunderligste Juletræspynt og flettede af Straa de nydeligste Kurve +og Æsker. Den sidste Færdighed, som hun drev til virkelig Kunst, +havde hun lært sig i de mange Aar, hun laa til Sengs. Madratsen +leverede Straaet, Resten besørgede hendes Fantasi og Snille. + +At besøge hende var for et Barn at komme til Æventyrets Land. Altid +var her sælsomme Ting at høre og se. Og saa fik man til paa Købet +den dejligste Kop Kaffe, Kaffe med brun Kandis, som ikke kom i +Koppen, men suttedes og knasedes, mens man nød Nektaren. + +Jeg var hos hende idag. I den lange sandstrøede Gang stod nu, som +før, gamle Koner, der nejede og nysgærrigt stak Hovederne sammen, og +den kendte Duft af Indelukkethed, Lavendler og sippet Renlevned slog +mig i Møde. Jeg bankede paa Døren til den Stue, som min Veninde har +beboet i et halvt Aarhundred, mens Hold paa Hold af Kontubernaler +er lagte i Kisten og baarne bort. I det smalle lange Rum med et +Vindue, vendende ud mod Stiftelsens Grønnehave, dybest inde sad fire +gamle Kvinder, hver paa sit Territorium, en Fjerdedel af Stuen, hvor +der akkurat er Plads til en Seng ved den ene Væg, en Kommode og et +Servantebord ved den anden Væg og to Stole imellem. Min Indtræden +vakte betuttet Nyfigenhed hos Stuens Beboere. Strikketøjet sank ned +i Skødet paa dem, og med spørgende Miner afventede de, hvem Besøget +af den fremmede Herre kunde gælde. Jeg havde straks opdaget min +Veninde paa Primadonna-Pladsen ved Vinduet, graanet og rynket, endnu +mere mager end før, men med de samme kloge og fiffige Øjne. Og det +Liv, der kom over hende, da hun omsider genkendte mig. Hun blev helt +rød i Kinderne af Sindsbevægelse, aabnede Armene og trykkede mig +til sit indfaldne Bryst. »Ja, saa sandelig er det ikke ham! Og han +kommer her til mig!« + +Saamegen Lykke har jeg aldrig drømt om at gøre. Jeg blev fejret som +en Prins. Min Veninde var ganske fortumlet. Ikke blot Stuens Damer +blev præsenterede for mig, hun hentede rundt fra Stuer og Gange +alle de Gamle, der havde kendt mine Forældre og set mig som Barn. +De stimede ind, rokkende Morliller og strunke Gammeljomfruer, de +trykkede mine Hænder, de puffedes om mig og pludrede i Munden paa +hinanden for at fortælle mig, hvor godt de mindedes mig, hvor nøje +de havde kendt mine Forældre, og for at spørge til hele Familjens +Befindende. + +Kaffe fik jeg i Guds Velsignelse, men med Kandis'en kneb det. De +gamle Damer kunde ikke forsone sig med, at jeg ikke vilde have hvidt +Sukker. + +Da jeg omsider gik, blev jeg fulgt til Dørs af den halve Stiftelse. +Men med min Veninde aftalte jeg, at vi, naar jeg kom igen, skulde +have det lidt mere for os selv. + + + + +XII. + + + _9. Juli._ + +Jeg fandt forleden i Biblioteket nogle Familjeoptegnelser, som jeg +fik Lyst til at kontrollere. Jeg var derfor idag oppe hos Præsten +for at faa Lov til at slaa efter i de gamle Kirkebøger. + +Det var en ung høj Mand med et skarpt Ansigt og stærke, lyse Øjne. +Med største Forekommenhed gik han mig til Haande og lagde i det +hele et behageligt Verdensmands-Væsen for Dagen. Men vi havde ikke +samtalet i mange Minutter, før han røbede sig som en af den strænge +Kristendoms ivrigste Forkæmpere. Han førte Ordet; jeg sad og lyttede +halvt aandsfraværende til. Jeg forstod dog saameget, at han var +ifærd med at rydde op i den gamle Slendrian, hvori hans Forgængere +havde efterladt Byens kirkelige Forhold. Han skildrede den gamle +By som et Sodoma af Ugudelighed og Ryggesløshed. Alle Laster gik +i Svang: Drik, Usædelighed, Kortspil og Foreningsballer. De, som +roste den gamle By, kendte den ikke eller lod sig bedrage af dens +tilsyneladende Bravhed og Elskværdighed. Med Guds Hjælp skulde Piben +dog snart faa en anden Lyd. Allerede nu sporede han Frugter af sit +Vækkelses-Arbejde, og han var endda kun lige begyndt. + +Det var saalænge siden, jeg havde hørt Fanatismens Ord. De buldrede +som en tom Torden over mit Hoved. Saa grim han saa' ud i sin +harmfulde Vrede, saa vanvittigt det lød, at denne unge rasende +Mand vilde lære skikkelige Borgerfolk Gudsfrygt. Jeg tænkte et Par +Gange paa at modsige ham, men opgav det. Jeg følte mig saa udenfor +Striden, og ingensinde har jeg dybere fornummet Lykken ved ikke at +være med længer. At tænke sig, at her gaar en Mand, som indbilder +sig at arbejde i en algod Guds Tjeneste, og fraader af Vrede, mens +Verden trænger til Mildhed og Fred. I Sandhed, Ulvene rives om +Lammene. + +Da jeg rejser mig for at gaa, bliver Præsten pludselig atter den +belevne Verdensmand. Trykker mig varmt i Haanden, smiler venligt og +siger en Spøg om sin egen Hidsighed. + +Men mens jeg vandrer hjemefter, ynker jeg min gamle By. Den har haft +sin gode Tid med de gamle Præster. De forstod den, de læmpede deres +Forkyndelse efter dens Behov. De sad gærne selv ved L'hombre-Bordet, +de kimsede ikke af et godt Glas, de glædede sig, naar de Unge +svingede sig i Dansen, og de græd ikke, naar de saa' en lidt for +trivelig Mø myrtesmykket træde frem for Brudeskamlen. + +Jeg synes, Luften er bleven trykkende; der er ingen rigtig Fryd i +Solskinnet, Blæsten er kold og graa. Du gamle, sunde, livslystne By, +nu kommer din onde Besøgelsens Stund. + +... Først i Vejrbakkens Sol ryster jeg Misstemningen af mig. Og dér +venter mig en Glæde, som fylder mig med de taabeligste Fantasier og +faar mit Hjærte til at slaa en ganske ungdommelig Stormmarsch. + +Paa mit Arbejdsbord stod en Buket Roser. Et Bud havde bragt den uden +anden Besked end at den skulde stilles paa den fremmede Herres Bord. + +Fra hvem skulde den være, om ikke fra hende? Hun har altsaa ikke +glemt mig; hun tænker paa mig; hun sender ovenikøbet en Hilsen. Et +Øjeblik formørkes min Henrykkelse ved Tanken om, at Buketten maaske +kunde være fra min Veninde i Stiftelsen. Nej, umuligt. Saa fine +Blomster gror ikke i den gamle By. De plukkes kun paa Vejrbakken, i +Møllerens Have. + + + + +XIII. + + + _20. Juli._ + +Nattergalene synger i Vejrbakkens Buske. Jeg har iaften vandret i +Skoven med min Møllerdatter, som hedder Grethe. + +Saa lidt det i Grunden er, saa lidt mærkværdigt. Og dog synes jeg, +at der ingensinde er hændet mig noget større. + +Jeg gaar i Skoven og jeg møder hende. Vi er Naboer, saa deri er +intet underligt. Vi kender hinanden, altsaa havde det været den +rimeligste Ting i Verden, om jeg havde standset hende og talt +til hende. Det var imidlertid hende, som standsede mig, hvori +hellerintet naturstridigt var. + +Hun spurgte: Hvordan lever De? Omgaas De mange Mennesker? Savner De +ikke Hovedstaden? + +Jeg svarede: Jeg bliver for hver Dag lykkeligere. Jeg omgaas Ingen, +savner Intet, i Forgaars fik jeg ovenikøbet en Buket Roser. + +Hun siger nu, at Roserne var fra hende, og jeg frydes over, at hun +ingen Hemmelighed gør deraf. Hun siger, at hun havde faaet saadan +Lyst til at sende mig nogle af sine Blomster. »Jeg tænkte, det vilde +glæde Dem, fordi de er saa skønne og sjældne. Og jeg vilde gærne +glæde Dem.« + +Jeg spurgte hende, hvorfor hun nærede saa venlige Følelser overfor +mig, en næsten Fremmed. Hun svarede: »Fordi jeg forstod, at De ikke +har været lykkelig. Og jeg, jeg har altid haft det saa godt.« + +Jeg beder hende fortælle noget om sit Liv deroppe med Faderen i +Ensomheden ved Møllen. Hun ryster paa Hovedet: »Der er ikke stort +at fortælle. Jeg røgter mine Blomster, mine Bier og mine Frugter, og +jeg læser for min Fader. Vil De vide mere, saa kom selv op og se. +Vi, ligesom De, omgaas Ingen. Derfor vil vi passe sammen.« Og hun +tilføjer: »De behøver ikke at svare Ja eller Nej. Er De lykkelig ved +at være ene, vilde det være meningsløst, om De søgte Selskab. Men +synes De en Dag, at De har Brug for os, er De velkommen.« + +Saa staar vi og skal byde Farvel. Men pludselig kommer jeg i Tanker +om, at der er noget, jeg har glemt at faa Rede paa, og jeg siger: +»Jeg saa' Dem en Dag oppe paa Møllen. De lænede Dem mod den ene +Vinge. Sæt nu, Møllen var begyndt at gaa!« + +»Aa nej,« svarer hun, »der var ingen Fare. Møllen har i de sidste +Par Aar ikke gaaet. Fader er gammel og næsten blind, han er hørt op +med at drive Møllen.« + +Hun nikker Farvel og gaar. Men jeg bliver staaende og hvisker tusind +Velsignelser efter hende, al den Takkens og Lykkens stille Musik, +som hun har fyldt mit Hjærte med. + +Elsker jeg hende? Jeg tror det ikke; thi jeg begærer hende ikke. +Der er intet mellem os, som jeg ønsker andet og mere. Mine Sanser +ligger som lykkeligt smilende Vuggebørn og lytter til hendes Stemmes +Kærtegn. Hendes Øjnes store milde Varme svøber mig. Hendes Haandtryk +er Aftenbønnens Englevagt. Kunde det umulige tænkes, at hun i Nat +kom til min Dør og bad om at blive indladt, jeg vilde flygte som fra +en Vanhelligelse, jeg vilde føle mig som en Forbandet paa Jorden. +Som En, der har staaet ved Renselsens Kilde og set den grumses af at +spejle hans Billed. + +Da jeg atter sidder i min Stue med hendes Roser foran mig, gribes +jeg af en Trang til at tilkendegive hende, hvormeget hendes Venskab +betyder for mig. I et hvidt Papir fæster jeg en af Roserne og +skriver nedenunder: »Fra En, den har gjort karsk«, haster op gennem +Skoven til Møllerhuset og fastgør Rosen over Døren. Jeg véd jo, at +den vil falde i de rette Hænder, da hendes Fader er blind. + +Og jeg vandrer langsomt hjemad, mens Nattergalene synger i mit +Bryst. + + + + +XIV. + + + _29. Juli._ + +Jeg sidder i Morges nede paa Bolværket ved Havnen for at se +Dampskibet fra Hovedstaden komme. For at undgaa mulige Bekendte +blandt Passagererne har jeg sat mig lidt afsides, ved Oplagspladsen +for ankommende Varer. Jeg morer mig med at se ned i Vandet paa de +grønslimede Bolværkspæle, hvor Krabber kravler mellem fastgroede +Muslinger, og jeg tænker paa gamle Dage, da det var en Fest, naar +Dampskibet, den eneste daværende Kommunikation med Hovedstaden, +bragte Gæster i Besøg. Festen begyndte ved aarle Gry. Den Gang, +som nu, var Ankomsttiden meget skiftende. Under normale Forhold +skulde Skibet lægge i Havn Kl. 5, og fra det Klokkeslet gjaldt det +om at være parat; men faldt det i med en af de Taager, der udmærker +Fjorden og som i Løbet af faa Sekunder overtrækker den med et +uigennemsigtigt Bomulds-Slør fra Bred til Bred, kan Ventetiden blive +flere Timer lang. Ofte løb vi Børn fem, seks Gange frem og tilbage +for at melde vore Forældre Tilstanden. Endelig hejses Kurven paa +Fjordbakkens Signalstang, Taagen letter, nu kommer det, Skibet, det +længselsfuldt ventede, som bringer Tanter og Gaver samt megen fin +Mad og en Række af Fornøjelser i Udsigt. + +Og det hænder, mens jeg idag sidder og opfrisker disse Minder, +at Taagen sænker sig over Fjorden, ligesom Skibet dukker frem +om den sidste Pynt. En graa Mur glider ned foran mig, jeg maa +sunde mig lidt, før jeg forstaar, hvad der er sket. Langt ude fra +lyder Dampskibets Taagehorn, jammerfuldt klagende, ængsteligt +varskoende. Men det er klart, at Kaptejnen, saa nær sit Maal, +forsøger at læmpe sig frem. Langsomt nærmer Taagehornets Tuden sig, +nu ses Mastetoppene ragende op over Skyen. Da, ligesaa pludselig +som den er kommen, forsvinder Taagen. Et Blændværk: i glitrende +Morgensol ligger Skibet et Par Hundred Alen fra Land og, forude paa +Overdækket, staar en ung høj Kvinde i et langt, mørkt Regnstykke. +Bedrager mit Syn mig? Er det hende? -- Uden at bryde mig om Per +eller Poul styrter jeg hen til Landgangen. Nu har den unge Dame +faaet Øje paa mig, hun vifter med sit Lommetørklæde. Det er hende! + +Gud være lovet for det Smil, der lyser mig i Møde. Hun er altsaa +glad ved at se mig, glad ved saa uventet at træffe mig her. + +Vi følges op gennem Byen. Jeg er saa betagen af Lykke, at jeg +ikke kan tale. Jeg gaar gennem _min_ By ved _hendes_ Side, og +jeg hører hende fortælle, hvordan det hænger sammen med hendes +Rejse. Hun kommer sammesteds fra som hin Morgen, jeg saa' hende +paa Skibet, fra en lille Handelsplads ved Fjordens Munding. Derud +tager hun hver fjortende Dag for at sælge Havens Produkter: Frugt, +Honning, Syltetøjer og henkogte Grøntsager. Hendes Fader har der en +Forretningsven, som han foretrækker at handle med fremfor med den +gamle Bys Købmænd. + +Da hun har fortalt mig alt dette og jeg stadig tier, spørger hun: +»Men hvad vilde De egenlig ved Skibet? Ventede De Nogen?« »Ja,« +svarer jeg, »det gjorde jeg vist. Fra min Barndom af har Skibet +altid bragt mig Nogen, jeg holder af. Og Skibet narrede mig +heller ikke idag.« Og da jeg ser, at mine Ord ikke skræmmer eller +forstemmer hende, fortsætter jeg: »Men nu De? Tænkte De, da De +stirrede mod Land, at blive modtagen af Nogen?« Hun siger: »Jeg +stod inde i Taagen og tænkte paa Dem, saadan som De var den første +Gang, jeg mødte Dem. Og saa saa' jeg Dem paa den anden Side Taagen.« +Uvilkaarligt griber jeg hendes Haand, og hun trækker den ikke +tilbage: »Ja, nu er jeg paa den anden Side Taagen.« + +Men lidt efter, da vi skilles, siger hun: »Kommer De saa op til +Møllen? Vi venter Dem.« + + + + +XV. + + + _Natten mellem 1ste og 2den August._ + +I to Dage tøvede jeg med at følge Indbydelsen. Jeg tænkte: hun har +sagtens ikke ment, Du skulde komme ligestraks. Men iaften maatte jeg +derop. Da jeg kom, stod Grethe i Døren: »Naa, endelig!« sagde hun. +»Fader begyndte allerede at drille mig med, at De nok helst var fri +for vort Selskab.« Saa vidste jeg, at jeg var velkommen og kunde +straks føle mig tryg og vel til Mode. + +Møllerens Dagligstue, gennem hvis Vinduer man har Udsigt over +Fjorden, ligner en Kahyt, lavloftet og dyb, med en lang gulpoleret +Hestehaarssofa, et stort Klapbord, læderbetrukne Stole, Søkort og +Billeder af Skibe paa Væggen, i et Hjørne en Skibsmodel, i et +andet Hjørne et gammeldags Klaver, paa Hylder og Skabe Konkylier og +udstoppede tropiske Fiske, over Bordet en Svinglampe. + +Herind blev jeg ført til Mølleren, hvis brede ranke Kæmpeskikkelse +jeg straks genkendte, men hvis Blik under de buskede graa Bryn +var blegt og udslukt. Han sad i Sofahjørnet i en blaa Pjækkert og +dampede paa en svær Merskumspibe. Grethe førte mig hen til ham +og sagde: »Her er han, den fremmede Herre, kan Du se, han kom +alligevel.« Hans haarede brune Haand trykkede hjærteligt min, og +dermed var jeg hjemme i Møllerens Stue. + +Aldrig har jeg nogetsteds følt mig saa hjemme. Jeg sad og tænkte: +har jeg set alt dette før i en Drøm, eller er det en Drøm, som min +Sjæls Længsler fremtryller? Jeg syntes, jeg havde levet mange Aar i +disse ejendommelige Omgivelser, i denne Kahyt, der som et Vrag var +kastet i Land paa et gæstevenligt Bjærg, sammen med denne blinde +Olding, der talte vise Ord, og denne unge Pige, der stille hyggede +og smykkede Eneboerlivet for os. + +Jeg lyttede til den Gamles Fortællinger og havde Sjælen jublende +fuld af Grethes Billed. Iført en tarvelig graa Hjemmekjole og et +broget Bondeforklæde syslede hun ud og ind, bragte os skaaret +Smørrebrød og Frugtmost af egen Tilvirkning, stoppede os bagefter +Piber og bryggede os en Toddy af gammel vestindisk Rom. Hver Gang, +hun vendte tilbage, strømmede Solskin ind i Stuen. At den Gamle +ogsaa fornam det, saa' jeg paa de Glimt af Liv, hendes Indtræden +altid tændte i hans Øjne. + +Da Grethe var ude at tilberede Aftensmaden, fortalte Mølleren: + +»Før jeg faldt til Ro heroppe, foer jeg vidt omkring. Jeg førte +Skibe paa de store Have, baade for egen og andres Regning. Men en +skønne Dag syntes jeg, det kunde være nok. Jeg havde set mere end +jeg brød mig om, Tiderne blev daarlige for Sejlskibene, jeg mente +ikke, Sejladsen førte til ret meget mere. Saa byggede jeg Møllen +her. En Mølle er dog et Slags Skib, den bruger baade Vind og Sejl +for at male i Posen, og tillige maler den langt sikrere. De andre +Møllere paa Egnen korsede sig over den ny Møller, der førte sin +Mølle som en Skude og lod staa til selv i den stærkeste Storm. +Efterhaanden havde min Mølle malet saameget, som jeg og min Datter +behøvede. Jeg var gammel, mit Syn ødelagt af den skarpe Blæst og +det hvirvlende Melstøv. Og saa bliver man saa træt af saadan en +Mølle, der evigt støjer og altid svinger rundt paa samme Plet. Jeg +var træt, trængte til at lade Møllen hvile og faa Stilhed omkring +mig. Deri er jo intet underligt. De, der dog ikke er nogen gammel +Mand, har nok haft noget af samme Fornemmelse, efter hvad Grethe har +fortalt mig. + +Mærkeligere er det med Grethe. Hun er ligesom Barn af Stilheden +heroppe, hun kan ikke slippe den, saa ung hun er. Hvis De tror, det +er mig, som øver Pres paa hende for at faa hende til at sidde og +kukkelure sammen med mig, tager De Fejl. Jeg har ofte nok foreslaaet +hende, at hun skulde se sig om i Verden. Jeg har endogsaa tilbudt +hende at flytte med hende et Aarstid til Hovedstaden. Hun vil ikke +bort herfra. Her synes hun, hun har alt det, der gør hende glad. For +det derude føler hun kun Frygt og Uvilje. Det er ikke kommet med +Alderen, gennem Læsning af alle de utilfredse moderne Bøger, som man +kunde formode. Hun er født med det. Da hun var en lille Pige, tænkte +jeg at skulle gøre hende en Fornøjelse ved at skikke hende paa et +Besøg over til hendes Moders Slægtninge i Hovedstaden. Hun blev +artigt sin Tid ud; men da hun kom tilbage, tog hun det Løfte af mig, +at jeg aldrig mere maatte sende hende bort. Familjen havde været god +nok imod hende og gjort alt for at adsprede hende. Men hun længtes +kun efter Vejrbakken, hun var bleven bleg af at længes og føle sig +ene.« + +Den Gamle standsede og sad en Stund fordybet i Tanker. Saa tilføjede +han: »Naa, en Gang maa hun vel bort herfra -- naar jeg er død. +Medmindre hun faar en Mand, der kan finde sig i at blive her hos +hende. Men Vejrbakken er just ikke frodig paa unge Mænd, og, saavidt +jeg kan skønne, har Grethe hellerikke været videre befængt med +Giftetanker. Ogsaa i det Stykke er hun anderledes end unge Piger +flest, endda hun har læst nok af Romaner om Elskov og Sværmeri.« + +-- -- Jeg blev længe siddende i Møllerens Stue. Da Mørket faldt paa, +tændte Grethe Lampen og satte sig til Klaveret. I det aabne Vindu +tegnede sig Omridset af den hvilende Mølle paa Baggrund af den blege +Sommerhimmel. Og ud i Stilheden bares til Klaverets spinkle, sprøde +Toner Grethes simple, rørende Sang. + +Men i Sofahjørnet slumrede den gamle Møller, med Lampelysets bløde +Skær over det mildt smilende Ansigt. + + + + +XVI. + + + _15. August._ + +Hvad mon Verden for Tiden foretager sig? Var den store Krig +eller den store Revolution brudt løs, havde Rygtet vel været saa +højrøstet, at det var naaet mig. Nu da ingen Rygter forstyrrer min +avisløse Tilværelse, tør jeg sikkert slutte, at Begivenhederne ikke +er overvældende. Fra det hjemlige Marked indskrænker Noteringerne +sig formodenlig til det sædvanlige Antal Forlovelser og Skandaler, +den sædvanlige politiske Suppe paa en Pølsepind, der næppe en Gang +har Lugten af Kødmad tilbage, en Smule Teatervrøvl i Anledning af +den tilstundende Sæson og Forkyndelsen af et Par Snese nye Bøger, +hvoraf de tre Fjerdedele vil være glemte samme Dag, de udkommer +-- fordi de handler om alt muligt andet end det, der ligger baade +Forfatteren og hans Læsere paa Sinde, eller fordi Forfatteren ikke +har noget paa Sinde, der kan interessere Andre end ham selv og hans +nærmeste Paarørende. + +Det er Betænkeligheder af den sidste Art, der faar mig til at tøve +med min Bog om den gamle By. Den ene Dag finder jeg Emnet altfor +ringe og ubetydende, frygter, at Folk med Foragt skal vende sig fra +min Bog, sigende: hvad vedkommer dette os? Men næste Dag, naar jeg +vaagner i svulmende Lykke over al den Skønhed af gamle Minder og nye +Indtryk, hvori jeg lever, genfødes Forvisningen om, at min Bog ogsaa +maa kunne bringe Bud til andre Hjærter, der har følt og drømt de +samme Længsler som mit. + +Saaledes gaar Arbejdet langsomt og rykvis under de skiftende +Stemninger. Eller tøver jeg af den Grund, at de nye Oplevelser væver +ind i de gamle Minder en Roman, som endnu kun er i sin Vorden; hvis +Afslutning jeg ialfald ikke kender? + +Hæmmes jeg maaske ogsaa af en vis fejg Angst for de Venner og +Veninder, jeg har forladt? Faar de skeptiske Smil, hvormed jeg +forudser, at de vil læse om min Pilgrimsfærd til Barndommens hellige +Land, undertiden min Haand til at standse? Er jeg selv her i min +sikre Ensomhed, borte fra alle Rygter og alle Randgloser, under +Selskabets Trældomsfrygt? + +Jeg betroede mig iaften til Grethe, mens vi gik vor Aftentur paa +Møllebakken. Da jeg havde endt mit Skriftemaal, sagde hun, varsomt +og med sænket Hoved, ligesom hun vilde undskylde, at hun udtalte +sin Mening: »Efter hvad jeg kender til Literatur -- jeg har før +læst ikke saa lidt -- og saavidt jeg kan dømme, er Frygt for at +tale rent ud, Frygt for at give sig helt hen, Mangelen hos næsten +alle Forfattere. Jeg har den Fornemmelse, naar jeg læser en Bog, at +Forfatteren, selv hvor han foregiver Aabenhjærtighed, altid skeler +til Læsernes Domstol, altid er betænkt paa sin Værdighed, altid +pynter og pudser sig lidt, for at Ingen skal tage Anledning til +Forargelse eller Spot. Bryder De Dem om mit Raad, der maaske lyder +anmassende, saa skriv, som om De ikke havde andet Publikum end mig, +der er en uvidende Pige og ikke klog nok til hverken at spotte eller +forarges.« + +Vi var standsede, vi saa' Fjorden og Byen dybt under os: + +»Eller skriv,« sagde hun, »som den, der boer paa Vejrbakken.« + + + + +XVII. + + + _23. August._ + +Jeg har opdaget, at Grethe i Grunden slet ikke kender den gamle +By, og jeg har bedt hende, om jeg maatte vise hende den. Jeg vilde +saa gærne, at hun skulde lære at holde af den, saadan som jeg gør. +Fordi hun forstod, at det vilde glæde mig, modtog hun mit Tilbud. +Hun synes ogsaa at interessere sig for, hvad jeg viser og fortæller +hende, men mest morer det hende vist at se min Iver som den gamle +Bys Fremfører. + +Idag viste jeg hende Slottet. + +Slottet, der ligger nede ved Fjorden og gør Tjeneste som +Amtmandsbolig, er en lang graa pakhuslignende Bygning med et Utal af +smaarudede Vinduer i to Etager. Kun den Række af gamle Poppeltræer, +der paraderer foran det, og den rødkappede Skildvagt, der vandrer +frem og tilbage mellem Poplerne, kendetegner det som et fremragende +Hus. Som det nu fremtræder, er Slottet hverken særlig gammelt eller +paa nogen Maade mærkeligt. Det har kun sparsomme Rester fra den Tid, +det var et virkeligt Slot og Sæde for Kongens Lensmand. + +Det er henimod Skumring, da jeg med Grethe vandrer gennem den dybe +skumle Port i Forhuset ind i den store firkantede Slotsgaard, +der omsluttes af lave hvide Længer. Græsset gror frodigt mellem +Gaardens Brostene, langs Længerne staar paa fornem Herregaardsvis +smaa kuppelklippede Linde. Ved Foden af Træerne løber, hele Gaarden +rundt, en Rendesten saa dyb og bred som en lille Bæk, med talrige +Gangbrædter over. + +Vi sidder paa en Bænk under Lindene ved Længen lige over for +Porten, hvor Vandet fra Rendestenene samler sig og forsvinder i en +underjordisk Afløbskanal ned til Fjorden. Og mens Solen daler i +Bakkerne Nordvest for Byen og sender sine sidste Straaler paa Skraa +gennem Porten ind over Gaardens Græs, fortæller jeg Grethe om den +strænge Hr. Esben, der for mange Aarhundreder siden raadede her paa +Slottet, navnkundig ikke mindre som Kvindebedaarer end som Kriger. +Til Sikkerhed i Ufredstider var af hans Forgængere bygget en Løngang +fra Slottets Kælder til Volden paa den anden Side Fjorden. Hr. Esben +benyttede dog Løngangen mest til sine galante Æventyr. Han havde et +vennesælt, nedladende Væsen, samme Herre. Ofte bød han en Borger +med hans unge Kone eller Fæstemø til Gilde paa Slottet. Men naar +Borgermanden var drukken ganske sanseløs, lokkede han den unge Kone +ud af Salen, lod hende, om hun gjorde Modstand, kneble og førte +hende gennem Løngangen under Fjorden til et lidet Hus med vellystige +Kammerser, hvor Gildet saa fortsattes, den Bortførte oftest ej til +Ubehag, saasom Hr. Esben var saare skøn og gavmild; den narrede Mand +eller Elsker til megen Fortrædelighed, naar han vaagnede af sin Rus +og fandt Fuglen fløjet. Dog saa' han sin Fordel i at tie, holde gode +Miner til slet Spil og bide Skammen i sig. For Hr. Esben var kendt +som en nidkær Herre med en haard Haand. Desuden var der jo ingen +Anledning til at udbasunere over den ganske Stad den Tort, der var +bleven Ens Kæreste til Del, især naar man ikke kunde være saa sikker +paa, hvor god eller hvor daarlig hendes Vilje havde været. Et og +andet sivede dog ud gennem forblommede Ord, et og andet kunde anes +ved pludseligt brudte Trolovelser og Ufred mellem Ægtefæller, der +før havde levet i god Enighed. En Sky af hemmelig Angst og hviskende +Had lagde sig efterhaanden mellem Byen og Slottet. + +Saa hændte det, at Hr. Esben kastede sine Øjne paa Borgmesterens +dejlige 17 Aars Datter, nygift med en af Byens raskeste og dygtigste +unge Haandværkere, Klaus Bryde. Hr. Esben smægtede og smiskede en +Stund med dristige Blik og lønlige Tegn, naar han red forbi den +unge Kones Vindue. Og da han havde forstaaet, at hun ikke tog ham +hans Hyldest ilde op, greb han den først mulige Anledning til at +byde Klaus Bryde og Kone være Gæster paa Slottet. Klaus Bryde havde +imidlertid lugtet Lunten. Han drak sig fuld kun paa Skrømt. Alt mens +hans Hoved sank dybere paa Brystet, iagttog han de ømme Blikke, der +veksledes mellem hans Kone og Lensmanden. Og ikke saasnart var de +to forsvundne ud af Salen, hvor de troede Ægtemanden hvilende i en +salig Rus, før Klaus Bryde rejste sig, gik hen til et af Slottets +Vinduer og gav en lille Skare udenfor ventende Venner et aftalt +Tegn. Med Vaaben i Haand trængte de sig ind i Slottet, overmandede +og kneblede den intet anende Vagt, fandt, anførte af Klaus Bryde, +den aabne Dør til Løngangen, saa' i det Fjærne det blege Lys af +døende Fakler og ilede ind i Mørket ... -- Om det Drama, der er +udspillet paa Fjordens Dyb, beretter Sagnet følgende: Da Slottets +Folk den næste Morgen, opskræmte af den omsider befriede Vagts +Fortælling, kom til, var Løngangens Dør smækket i Laas. Det varede +en rum Stund, inden den svære Jærndør sprængtes, og i det samme, den +aabnedes, saa' man de uskadte Lig af tre af Klaus Brydes Venner. +Efter en haabløs Kamp for at sprænge Døren var de kvalte. Længere +inde i Gangen fandtes flere Lig af Kvalte, midtvejs Lensmanden, den +unge Kone, Klaus Bryde, de to Fakkelsvende og et Par Andre, alle +skrækkeligt lemlæstede. -- Siden hed det sig, at en Fisker, der hin +Nat havde stanget Aal paa Fjorden ligeover Løngangen, mente at have +hørt Vaabenraslen nede fra Dybet. + + * * * * * + +... Solen er gaaet ned. Den graa Skumring er falden over den stille +Slotsgaard. Da lyder et dumpt Pjask i Vandet lige bag os og Grethe +griber mig i Armen. »Hvad var det?« spørger hun. »Se selv,« svarer +jeg og peger paa Gangbrædtet: + +»De gamle Slots-Rotters Time er inde. De drager deres Spøgelse-Færd +fra Slottet ned til Fjorden. Se, snart svømmer de og snart +entrer de over Brædtet. Sid bare roligt, de følger deres vante +Vej, herop kommer de ikke. Det er en hel Karavane, de skal ned at +se til den gamle Løngang, vaage over, at Ingen forstyrrer dens +hemmelighedsfulde Hvile i Sagnets Mørke.« + +»Hvad har Rotterne med Løngangen at bestille?« spørger Grethe. + +»Kom, saa skal De høre!« + +Jeg fører hende hen til en Kælderluge i et Hjørne af Gaarden. Gennem +Lugen, som jeg aabner, ser vi ned i nogle mørke murede Hvælvinger, +hvorfra en klam indelukket Gravkammer-Luft slaar os i Møde. + +Og jeg fortæller: »Da disse Krypt-Hvælvinger -- vi gaar ikke +derned; thi paa dette Tidspunkt er der næppe ganske hyggeligt -- +udgravedes i forrige Aarhundrede, paastaar man, at Løngangen, som +man troede forlængst forsvunden, om den overhovedet nogensinde +havde eksisteret, genfandtes. En af Arbejderne tilbød at gaa +derind; spændt afventede man Resultatet: man hørte hans Skridt og +hans muntre Sang fjærne sig, det var tydeligt, at han naaede frem. +Saa blev alt stille. Man ventede og ventede, men han kom aldrig +tilbage. Byens Øvrighed lovede da en Straffefange Friheden, om han +vilde forny Forsøget. Det var en forsoren Galgenfugl, der frygtede +hverken Gud eller Fanden. Han slog til. En Tov blev bundet ham om +Livet: saasnart der var Fare paa Færde, skulde han trække til. +Karlen gik rask ned og forsvandt. Paa Tovet, der droges efter ham, +kunde man skønne, at han fandt aaben Vej adskillige Favne. Pludselig +standsede Tovet, uden at der dog rykkedes i det. Man tænkte, han var +stødt paa en eller anden Hindring, som han var ifærd med at rydde. +Standsningen blev imidlertid uhyggelig langvarig. Maaske Manden var +besvimet. Og man halede ind i Tovet: det kom tilbage uden Byrde; det +var gnavet over -- af Rotterne, som havde beholdt Karlen ... Men +endnu ses i Hvælvingen en rusten Jærndør og indenfor den et Par +murede Trin, som fører nedad.« + +-- -- Vi stod atter udenfor, hvor de gamle Popler og Skildvagten +i sin røde Kappe paraderer. Smilende saa' Grethe paa Slottet og +sagde: »Hvem skulde nu tro, at den grimme, kedelige Bygning kunde +forskrække Nogen! Og dog var jeg ikke rigtig hyggelig til Mode før.« + +»Ja,« svarede jeg, »saadan gaar det med hele den gamle By. For +den, der haster den ligegyldig igennem, er den kun en almindelig, +hverdagsagtig Provinsby. Men for den, der oplader den sit Hjærte, +aabenbarer den en Skat af fin Poesi og sære Sagn.« + + + + +XVIII. + + + _3. September._ + +Vi har inat haft den første Efteraarsstorm. Jeg laa i Sengen og +lyttede til den. + +Oppe fra Skoven kommer et Vindstød susende, rusker i Pavillonens +Træværk, saa det knager i alle Fuger, og bulrer videre ned over +Bakken til Byen. Stød følger paa Stød, om og om igen den samme +Leg, stadig vildere, stadig voldsommere. Træerne sukker, gisper og +stønner. Stormen giver ikke Pardon. Hvad der ikke har Kraft at staa, +faar falde. + +Stormen, den store Opriver og Forskrækker, raser udenom mig. Jeg +kender ingen Angst, jeg ler den op i Ansigtet: Du skræmmer mig ikke, +Du naaer mig ikke, Du havde din Klo i mig, men jeg undslap Dig. + +Og i lykkeligt Overmod velsigner jeg Stormen. Den blæser Efteraaret +ind, den dejlige Tid, hvor der bliver endnu mere stille paa +Vejrbakken; den Tid, hvor Vejrbakken vil tilhøre kun Grethe og mig. + +Iaftes, da jeg forlod Møllerhuset og hun fulgte mig til Dørs, +sagde hun: »Ser De, nu er Himlen fuld af Efteraar. Nu drager Syden +Trækfuglene, nu længes Hovedstadsfolk bort fra de stille Steder. +Begynder ikke ogsaa De at længes?« + +»Og hvis jeg rejste,« spurgte jeg, »vilde De føle det som et Savn?« + +Hendes Øjne duggedes, mens de saa' ind i mine og hun svarede: »Jeg +synes, det maa være saa forfærdeligt at skulle sige Farvel. Hvis De +rejser, saa lov mig, at De gør det uden Afsked.« + +»Jeg rejser ikke, før _De_ siger Farvel.« + +Og jeg skyndte mig bort i det frembrydende Uvejr, men da jeg, henne +ved Skoven, vendte mig, stod hun endnu i Døren og saa' efter mig. + + + _7. September._ + +Hvorfor siger jeg hende ikke, at jeg elsker hende? Er det af Frygt +for, at det skulde bedrøve eller mishage hende? Visselig ikke. Af +tusind Smaating har hun forstaaet, hvor kær og dyrebar hun er mig; +for hver Dag ser hun, uden at jeg behøver at sige det, hvordan min +Kærlighed tager Vækst. Hun sér det, med Smil i sit Blik, med fagre +Roser paa Kind. + +Jeg taler ikke, fordi jeg ikke nænner at forstyrre vore Sjæles Møde +i den trygge Ventens Tysthed. Fordi jeg føler mig til Mode, som sad +vi Haand i Haand og lyttede til en dæmpet Sang ude over Vandet en +yndig Skærsommernat. + + + + +XIX. + + + _Slutningen af September._ + +Det er Frugthøstens Tid. I Møllerens Have gaar Arbejdet muntert og +travlt. + +Paa den lille Plæne mellem alle de bugnende Træer, midt i +Travlheden, sidder Mølleren i en Lænestol og leder, trods sin +Blindhed, Arbejdet. Han kender alle Træer i Haven og udpeger dem +i den Rækkefølge, de skal høstes; han giver Ordre om, hvordan +Plukningen for hvert enkelt Træs Vedkommende skal foregaa, og +han modtager Kurvene, efterhaanden som de fyldes, til kyndig +Undersøgelse og Prøvelse. + +Grethe fører Tilsyn med Plukningen, hvortil er lejede et Par Piger +og Karle; hun tager selv Del i Arbejdet og hun sætter ogsaa mig i +Beskæftigelse. Hun og jeg besørger de fine Frugter, der vokser paa +glasdækkede Espalierer og som maa behandles med særlig Varsomhed. +Jeg staar paa en Stige og plukker dem, hun nedenfor med udbredt +Forklæde. Men ofte maa hun skænde paa mig for min Dovenskab; thi +det hænder hvert Øjeblik, naar jeg skal række hende Frugten, at jeg +fortaber mig i Beskuelsen af hendes ivrigt blussende Ansigt, der +er skønnere end nogen Frugt. Og hvad hjælper det, hun skænder? Hun +bliver kun dobbelt sød i sin skrømtede Utaalmodighed. + +-- -- -- Naar Duggen begynder at falde, standses Plukningen og +Kurvene bæres ind i Frugtkamrene, der har Hylder fra Gulv til Loft, +og hvor Grethe forestaar Sorteringens vigtige og vanskelige Arbejde: +hvad der tør sendes til Hovedstadens kræsne, men højtbetalende +Frugthandlere, hvad Prangerne kan faa overladt til en billig Penge, +hvad der egner sig til Syltning og Henkogning og hvad endelig der +skal forbeholdes Husets Vinterforbrug. + +Som der dufter her i disse Frugtkamre. Alle de syrlige og søde Aande +fra Kurve og Hylder fortættes i de indelukkede Rum og blander sig +til en berusende Essens, der længe hænger i Ens Klæder. + +Og saa prægtig Grethe ser ud, som hun, med Kjoleærmerne smøgede op +om de hvide stærke Arme, tager i de solbrændte Hænder Frugt paa +Frugt og med hastig Kendermine tildeler hver sin Plads og Rang. + +Helst tænker jeg dog paa hende, som jeg saa' hende nedenfor Stigen +ved Espalieret. Hvis jeg skrev Vers, vilde jeg sætte Billedet i Digt: + +»Det er Frugthøstens Tid. I Møllerens Have paa den golde Vejrbakke +modnes den ædleste Frugt i Landet. I Møllerens Have staar hans +Datter, den højbarmede Mø, med Favnen fuld af svulmende Druer.« + + + + +XX. + + + _Oktober._ + +I Kildehaven, der ligger mellem Byen og Vejrbakken, har de smaa +Børn deres Park. Naar Vejret er godt, føres de, kørende i deres +Vugge-Kareter eller trippende paa deres stumpede Ben, herud af +Mødre, Ammer og Barnepiger. En stor Runddel, skærmet af store +Træer og omgiven af lange Bænke, er Samlingsstedet. Her findes en +Træbod, hvorfra sælges Mælk og Smaakager, Lakris, Johannesbrød og +fristende rødstribede Brystsukkerstænger. Men midt paa Pladsen staar +en broncebarsk Statue af en fædrelandsk Helt og ser med uanfægtet +Krigeriskhed paa Børnenes Leg. + +Paa vor Vej til Byen gaar Grethe og jeg gærne gennem Kildehaven. For +mig er det en Opfriskelse af mine spædeste Minder, fra den Gang +jeg var et saa bevægeligt Gemyt, at jeg i Arrigskab rakte Tunge ad +Blæsten og græd af Angst, naar min Barnepige, efter den almindelige +respektløse Sædvane i Kildehaven, lod mig forrette mine nødtørftige +Smaaærinder ved Foden af den strænge General. Først og fremmest +nyder jeg dog Grethes Henrykkelse over de Smaa. Med straalende +Øjne følger hun deres yndefuldt-kejtede Tumlen og finder dem lige +bedaarende, enten de leende pludrer eller pludselig stikker i en +fortvivlet Brølen. Men allermest elsker hun de ganske Smaa, dem, +der ligger i Vognene og kigger ud i Verden med store forundrede +Øjne. Det hændte idag, at vi saa' en ung Moder tage saadan En op af +Puderne og lægge den til sit store hvide Bryst, som den sugede sig +fast til med graadig Mund og greb om med smaa ivrige Hænder. Med øm, +andagtsfuld Tilbedelse fortabte Grethes Blik sig i dette Billede, og +da hun endelig rev sig løs og vi gik bort, saa' jeg, at hun havde +Taarer i Øjnene. + +-- -- Vi talte siden om hendes Kærlighed til Børn. Hun sagde: + +»Mit højeste Ønske er at blive Moder til mange Børn og bo paa +Vejrbakken, hvor der er Plads til at tumle med dem. Jeg kunde ikke +forestille mig at være gift, selv om jeg elskede min Mand aldrig +saa højt, uden at have Børn. Kan noget tænkes skønnere for en +Kvinde end at give den Mand, hun elsker, Børn? Kan noget tænkes +dejligere end at blive kaldt Moder? Vide og føle, ja høre paa den +Klang, hvormed Ordet bliver sagt, at man ikke lever forgæves, +men at der er Nogen, som saa nødvendigt trænger til En? Min Mand +skulde intet tabe ved den Ømhed, jeg ofrede vore Børn. Jeg vilde +elske ham dobbelt som deres Fader. Men fordi jeg føler det saadan, +forstaar jeg ikke, ja forskrækkes af de unge Kvinder, hvorom jeg +læser i moderne Bøger. Det er jo næsten, som de frygtede Børn +som en Fare for deres Lykke. Og ikke nok med det. De klynker og +jamrer ovenikøbet over den Naturens Grusomhed, der lader dem føde i +Smerte. Som om ikke de fik tifold Vederlag for selv den pinefuldeste +Kvide, naar de holder Barnet i deres Arme. Som om overhovedet det +at blive Moder var noget værd, naar det ikke kostede Smerte! -- +Jeg tænkte først: det er Mændene, der i blødagtig Medynk skriver +saa taabeligt om noget, de ikke forstaar. Men jeg læste siden det +samme i langt stærkere Ord i Bøger, skrevne af Kvinder, som hævder +at tale Kvindernes Sag. Disse kvindelige Forfattere, Hustruer og +Mødre ofte, er ligefrem fornærmede over, at alene Kvinden skal være +Moder og at Moderpligterne afholder dem fra Deltagelse i vigtigere +Samfundsopgaver. Jeg forstaar ikke de Kvinder, jeg forfærdes over +dem. Jeg ser dem for mig med Ansigter fortrukne af Oprør mod +Naturen. Jeg bliver syg af at læse deres Bøger. Jeg føler det, som +om der blev myrdet smaa Børn inde i mig.« + +Men, efter en Pavse, tilføjede Grethe: »Ser De, jeg tror nok, det +har gjort meget, at jeg mistede min Moder saa tidligt. Al den +utilfredsstillede Trang, jeg havde til Moder-Ømhed, har givet min +Moder-Trang Vækst. Jeg, der ikke mindes, hvordan det er at sidde paa +Mo'rs Skød, kunde alt som lille Pige ikke se et Barn, uden at mine +Arme længtes efter at favne det og lægge det op til mig.« + +Saaledes talte den Moderløse til den Moderløse. Og mens jeg saa' +paa hendes frodige Legeme, dér hun gik stolt og ren i sin frimodige +Bekendelse, tænkte jeg, at bedre Lykke kunde jeg ikke give min Søn +end at lade ham fødes af denne Kvinde. + + + + +XXI. + + + _Oktober._ + +Vi standser foran et langt lavt skiddengult Hus i en snæver +Sidegyde. I hvert af Vinduerne, der ligger nær Jorden, sidder bag +Geranier og Gyldenlakker en gammel Kvinde med et kulørt strikket +Tørklæde om Skuldrene. + +»I dette Hus -- fortæller jeg Grethe -- bor saadanne gamle fattige +Kvinder, der ikke er fine nok til at komme i Stiftelsen. Huset +bestaar af en eneste lang Stue, afdelt ved Sirtses-Forhæng i tyve +Rum, ti paa hver Side. I hver Baas bor en gammel Kvinde. I min +Barndom hed en af dem Ane Marie. Hun er den eneste, hvem jeg har +arvet. + +Ane Marie var en brystsvag Sypige. Hvor gammel hun var, véd jeg +ikke; uden Tvivl dog temmelig til Aars, siden hun havde faaet Plads +i de veldædige Baase. Hun bevarede imidlertid saa sent, jeg husker +hende, et fuldstændigt Barneansigt, glat og fint med to troskyldige, +altid smilende brune Øjne. Af Person var hun det klejneste, jeg har +sét. Hun listede som en lille beskeden Skygge ned ad Gaden med sin +Bondehue paa Hovedet og det grønne uldne Sjal viklet om de spinkle +Skuldre. Her i Huset havde hun frit Logis, men forresten maatte hun +ernære sig selv. Det gjorde hun ved at sy hos Folk i Byen, hun havde +sin Dag hver Uge hos seks Familjer. Nogen vidtdreven Færdighed i +Sykunsten besad Ane Marie ikke. Men at lappe og stoppe forstod hun +som ingen anden; der var aldrig et Stykke Linned eller Uldtøj saa +laset, at hun ikke fandt det for godt til at kasseres. De barnrige +Familjer, der ydede hende hendes Underhold, var da ikke narrede med +hende, navnlig da hun ikke kunde beskyldes for at trække dem op. +Hendes Gage, den hun bestemt afslog at faa forhøjet -- hun fandt +den i alle Maader rundelig -- var seks Skilling pr. Dag. Men saa +havde hun jo rigtignok tillige det meste af Kosten. Og med Hensyn +til Kosten blev der kræset for Ane Marie, hvor hun kom. Familjerne +sørgede altid for at have hendes Livretter til hende, hvad der +ejheller var økonomisk uoverkommeligt for Husmoderen og gjorde +hendes Besøg dobbelt kært for os Børn; thi Ane Marie havde ogsaa +i sin Smag bevaret en afgjort Barnlighed. Skulde hun have nævnet +den Diner, der mest fristede hende, vilde hun uden Betænkning have +svaret: Sødsuppe og Pandekager. Fra min tidligste Barndom, til vi +rejste fra Byen, kom Ane Marie hver Torsdag hjemme hos os. Lignede +hun paa Gaden en Skygge, blev hun i Stuen en mild lille Solstraale. +Hun var altid fornøjet, altid opfyldt af, hvor godt hun havde det og +hvor gode Folk var imod hende, smilede altid taknemmeligt ud af sine +brune Barneøjne. Men meddelsom blev hun først, naar hun var alene +med os Børn. De Voksne skræmmede hende en Smule med deres Fornuft +og Alvor. Sammen med Børn følte hun sig i sit Es. Deres smaa Sorger +og Glæder forstod hun, som det var hendes egne. Deres Forestillinger +og Interesser var ogsaa hendes. Hele Eftermiddagen, naar vi var +komne fra Skole, sad vi inde hos hende i den lille Strygestue og +passiarede lunt og godt som med en jævnaldrende Kammerat. -- Men da +Afskedens Stund oprandt og vi rejste fra Byen, stod hun ved Skibet +og græd, som skulde hendes Hjærte briste. + +Hun glemte ikke sine smaa Venner. + +Aarene gik, jeg var allerede en stor Dreng med første Del af Artium, +da der, just som Eksamen var overstaaet, kom Brev om, at Ane Marie, +hvem jeg i Barndommens Letsindighed ikke ofte havde skænket nogen +mindende Tanke, var død og havde indsat mig og en Broder samt to +Børn i en anden Familje til sine Arvinger. Den efterladte Kapital +var 50 Rigsdaler til lige Deling, 12½ Daler til hver Arving. +50 Rigsdaler, det vilde for Ane Marie sige 800 Arbejdsdages +Fortjeneste samlet sammen, Seksskilling paa Seksskilling. + +Jeg rejste min Arv op. For Ane Maries Seksskillinger gjorde jeg en +dejlig fjorten Dages Fodtur efter den overstandne Eksamen. + +-- -- Og derfor, Grethe, kommer Taarer mig i Øjnene, naar jeg ser +paa dette fattige Hus, hvor der sidder gamle Kvinder i Vinduerne bag +Geranier og Gyldenlakker.« + + + + +XXII. + + + _November._ + +Min Veninde i Stiftelsen er Grethes og min eneste Omgang. Vi +havde hende for nogen Tid siden til Chokoladegilde paa min +Vejrbakke-Kvist. Hun blev hentet i Droske, fik Flødeskum paa +Chokoladen og, da hun atter steg ind i sin Ekvipage, en Kurv med +Æbler og Pærer samt nogle smaa Glas Syltetøj, som Grethe havde bragt +med til hende. Hun blev kort sagt, som hun selv sagde, behandlet +akkurat som en Prinsesse i et af de Æventyr, hun digtede til mig, da +jeg var Barn. + +Men ogsaa vi har besøgt hende og været hendes fejrede Gæster. + +Grethe har ganske erobret min Veninde, der vist vilde have +Vanskelighed ved at afgøre, for hvem af os, Grethe eller mig, hendes +gamle Hjærte banker stærkest. Det forvirrer og ærgrer hende lidt, +at vi ikke er forlovede; men hun har aabenbart ikke opgivet Haabet +om, at det kan komme. Naar vi besøger hende, trækker hun snart mig, +snart Grethe afsides og fortaber sig i blomstrende Lovprisninger: +af Grethe overfor mig og omvendt. Til mig er det stadige Omkvæd: +»Er hun nu ikke yndig? Har han nogensinde set Mage til gudvelsignet +Pigebarn? Blusser hun ikke af lutterste Hjærtensgodhed? Og sikke +Øjnene skinner, naar hun ser paa ham! Ja, det kan da Enhver opdage +med et vindt Øje, at hun har en Klat tilovers for ham.« + +-- -- Igaar var vi til stor Kaffestads hos hende. Til hendes Sorg +fik hun ikke Lov at invitere Præsten, hun maatte indskrænke sig til +at hædre os med nogle af Stiftelsens fornemste Damer; men forøvrigt +forløb Festen paa bedste Maade. Beværtningen var kongelig: +Kaffekedlen gik ikke af Kog og Tallerkenen med Wienerbrød tømtes +aldrig saasnart, før den fyldtes igen. Og Samtalen kunde ikke være +livligere. I samme Nu, den ene Dame afsluttede Beretningen om sine +Skrøbeligheder og Genvordigheder, tog den næste fat. Tilsidst vilde +min Veninde absolut lægge Kabaler for mig og Grethe, de andre gamle +Damer brændte af Iver efter at overvære den spændende Forestilling; +men Grethe, der kendte Kabalens Hensigt og af tidligere Erfaring +vidste, at min Veninde altid lod den »pusle i Hjærtersiden« +med »lønlige Bud« og en »sukkende Ven« og alt andet til Faget +henhørende, ønskede, tydeligt nok, at blive forskaanet i dette +større Selskab af Kirsten Gifteknive. + +Med et taknemmeligt Blik modtog hun derfor mit Forslag om, at vi +skulde lade Kabalen hvile til en anden Dag og at hun istedetfor +skulde ende Festen med at synge nogle af sine Smaasange nede i +Spindestuen for alle de Gamle. + +-- -- I Spindestuen har de Gamle deres Rokke, og mens Rokkehjulene +snurrer, gaar Passiaren rapt om Stiftelsens Anliggender. Men +Spindestuen gør tillige Tjeneste som Bedesal. Som Følge deraf er den +udstyret med et Harmonium. + +Der er gaaet Bud ud om den forestaaende Begivenhed, og da vi træder +ind i Spindestuen, anførte af min Veninde, der føler sig mindst som +Direktrice for det store Operateater, er Salen fuld. Med hastigt +anlagte Søndagskapper sidder de gamle Kvinder og virrer saa benauet +og andægtigt, som om de skulde til Alters. Rank og frodig, i lys og +fager Ungdom staar Grethe midt blandt dem: et skinnende Birketræ, +der er skudt op i et udgaaende Krats forvitrede og forkrøblede +Rester. Men alle de rynkede og indfaldne Gamle fornemmer, da de ser +hende, et Genskin af Vaar i deres Hjærter, og i beundrende Mumlen +bølger de virrende Kappe-Hoveder sammen. + +Der bliver atter dødsensstille: Grethe har sat sig ved Harmoniet, +slaar en Melodi an ... saa synger hun. Luften i den lave overfyldte +Sal er tyk og tung. Tonerne risler dugklare gennem den, stiger som +kvidrende Fugle, blinker i muntre Solstraaler, spreder sig med Duft +af Skov og Mark, hvælver et blaanende Højenloft over det fattige Rum +og de gamle Kvinder. Det er de sødt smægtende, fromt skælmske Sange +fra vore Mødres og Bedstemødres unge Dage, Grethe synger. De Gamle +lytter, disse Toner faar længe hvilende Strænge i dem til at bæve, +forsigtigt prøver de sig frem, efterhaanden mimrer alle de gamle +Munde og nikker alle de krusede Kapper i Takt med Grethes Sang. +Viserne om Elskovs Fryd og Elskovs Smerte er dog dem, der finder den +modtageligste Sangbund. For hvert Kys i Lunden paa Pigemunden glider +der et lykkeligt Smil over de rynkede Ansigter; men naar Taaren +rinder paa blege Kinder, staar et halvthundred Par gamle rødrandede +Øjne i Vand. + +Jeg sidder længst tilbage i Stuen sammen med min Veninde. Hun, der +ellers ikke fattes Ord, er saa bevæget, at hun ikke kan tale. Men +hun klapper ustandseligt min Haand. Og da Grethe omsider rejser sig +fra Instrumentet og omringes af takkende og haandkyssende og nejende +og velsignende Gamle, siger min Veninde de Ord, som jeg kunde have +kysset hende for: »Aa nej da. Saa lyslevende som hun ligner hans +salig Mo'r.« + + + + +XXIII. + + + _December._ + +Jeg gaar med Grethe til min Moders Grav. + +Der er vintermørkt paa Kirkegaarden. I den sorte Dødens Have lysner +kun de nøgne hvide Kors. Det har nylig regnet og vi træder lydløst +paa det faldne Løv. + +Døden bliver større og mægtigere i sin Vinterdragt. Ved Sommertid +dækkes dens sælsomme Gru af brogede Blomster og smilende Løv. Vi +søger at gøre Døden mild og god med Sommerens rige Offergaver. Men +om Vinteren rejser den sig i sin strænge Majestæt, breder ud sin +Kappe saa sort og fæster sit Benrads-Mærke paa hvert Kirkegaardens +Træ. + +Jeg gaar med Grethe over den vintermørke Kirkegaard, og Dødens Gru +forskrækker mig ikke. Jeg gaar i Pagt med Livets gode Herre; jeg +synes, Døden viger, dér vi skrider frem. + +Vi sidder ved Graven, og Grethe siger: »Saa ofte De har talt til mig +om Deres Moder, har De aldrig fortalt mig, hvordan hun saa' ud. De +var dog den Gang, hun døde, ikke mindre end at De maa have modtaget +et bestemt Indtryk af hende.« + +»Det Billede af min Moder, jeg tydeligst bevarer i min Erindring, +er ikke fra hendes allersidste Leveaar. Det er fra Tiden, før +Sygdom blegnede hende; fra den Tid, hun endnu var ung og smuk eller +syntes mig at være det. Jeg ser hende midt paa en Plæne i en Have +en dejlig Sommerdag. Hun stod mellem os Børn, der legede om hende, +med et let Sjal yndefuldt draperet om Skuldrene. Jeg mindes aldrig +at have set en Kvinde, der kunde bære et Sjal saa smukt. En stor +Havehat indrammede hendes Ansigts fine Oval, og det mørke Haar +laa glat ned over hendes Pande, en Pande saa klar og hvid. Med +straalende Øjne stod hun i sin legende Børneflok. Da pludselig sad +der en Kanariefugl paa hendes Skulder. En flygtende Fugl, der søgte +Hvile hos hende. Tyssende løftede hun Haanden. En Stund blev Fuglen +siddende, strøg saa kælent sit Næb mod hendes Kind og fløj.« + +Jeg tager Grethes Haand, der hviler i hendes Skød: »Ja, Grethe, +saadan mindes jeg min Moder. Men vil De vide mere, da spørg vor +gamle Veninde i Stiftelsen. Hun siger, og jeg kan ikke tvivle om, at +hun har Ret, at De er hendes lyslevende Billed.« + +Grethe ser op paa mig med store, kærlige Øjne. Og jeg føler hendes +Arme om min Hals og hendes Læber mod mine. Saa staar vi længe, Arm i +Arm, i stille Andagt foran Moders Grav. + +-- -- Men da vi gaar hjemad til Vejrbakken, spørger jeg: »Fortæl +mig, hvordan det gik til, at Du kom til at holde af mig?« Hun +svarer: »Jeg forstod, at Du trængte til mig, og fra samme Stund +havde Du mit Hjærte.« + +Siden siger hun: »Lov mig, at Du, naar jeg dør, vil begrave mig tæt +ved din Moder. Min egen Moders Grav er paa et fremmed Sted, og jeg +vil ikke langt bort fra Vejrbakken. Jeg vil ogsaa, at Du skal finde +din Moder og mig sammen.« Men da hun ser, at hendes Ord gør mig +sørgmodig, tilføjer hun smilende: »Du taabelige Mand, tror Du, jeg +tænker paa at dø? Jeg har ingensinde velsignet Livet højere end nu.« + + + + +XXIV. + + + _December._ + +Altid tilforn, naar jeg opnaaede noget, jeg kaldte en Lykke, og jeg +ransagede mit Hjærte, om Lykken nu ogsaa virkelig boede i det, fandt +jeg i en eller anden Krog det saare Punkt, hvor Tvivlens Orm gnavede +fordulgt bag Blomsterdækket. Og jeg har vidst, at der vilde komme +det Øjeblik, før eller senere, hvor Pragten falmede. + +Tvivlen er nøjsom. Et uroligt Blik, et uoverlagt Ord giver den +Næring. Du sidder en Aftenstund med din Elskede. Da pludselig ser Du +hendes Øje sløres af en fremmed Tanke, et fremmed Minde. Du spørger, +og hun svarer med et aandsfraværende Smil et ligegyldigt Ord. Det +er kun et Nu. Hun glemmer det; og Du glemmer det, mens hun holder +Dig i sine Arme. Men naar den ensomme Nat kommer, stiger frem i din +Sjæl Billedet af din Elskede med Øjne som kolde Løgne og med et +Smil, hvis Spot stivner dit Hjærte. Hvad hjælper det saa, at hun den +næste Dag møder Dig mere øm end nogensinde? Du kan tro Dig frelst en +Dag, en Uge, Maaneder. Ormen har sat sin giftige Tunge i din Lykke. +Du er dens Bytte. + +Der er dem, som i arm Blindhed slaar sig tiltaals med den kranke +Lykke. Der er andre, som i indbildsk Trods siger: Tryghed dræber +Lykken. + +Der er kun én Lykke: at hvile i Lykken. At vide, at Dagen, der +kommer, rinder op med den samme Sol, der svandt igaar. Intet mere at +begære, intet mere at frygte. Ingen Dag at ønske om igen, ingen Dag +at ønske anderledes, fordi hver Dag er éns lykkelig. + +Den Lykke, den eneste, er min. + +Saagodt som Nogen har jeg jaget den. Har søgt den ude i den Verden, +hvor man gør sin Lykke. Været tidlig oppe og silde ude for at finde +den, har hidset mig op og trættet mig ud i dens Forfølgelse. + +Og saa dalede den nedover mig som en stille Sang paa et fjærnt og +stille Sted. Jeg hørte den klinge dæmpet ude fra Vandet en dejlig +Skærsommernat. Jeg turde ikke kalde paa den, jeg frygtede at skræmme +den bort. Jeg aabnede den blot i ydmyg Tro mit Hjærte. Og se, en Dag +sang Lykken derinde. + +-- -- Jeg har ransaget mit Hjærte, der skjuler sig ingen Tvivl i +det. Jeg har vaaget ensomme Nætter, ingen Skygge forvanskede Grethes +hulde Billed. + +Jeg glider i en hvid Baad nedad en solbeskinnet Flod, og jeg holder +en gylden Frugt, hel og rund, i min Haand. + + + + +XXV. + + + _Julenat._ + +Da jeg i Eftermiddag kommer op til Møllen, ser jeg, at der er to +Jule-Gæster foruden mig. Det er Grethes Guddatter, den fireaarige +Asta, og hendes toaarige Broder Carl, Børn af en Fisker nede ved +Fjorden, der i sin Tid var Dreng paa Møllen. De skal for første +Gang til Juletræ. I den Anledning skinner de af nyvasket Pyntethed +og betuttet Artighed. Og da de ser mig, den fremmede Mand, søger de +en forsigtig Dækstilling bag Grethe, der maa hale dem frem og ruske +dem op for at faa dem foreviste i al deres Dejlighed. Dejlige er +de: Asta en livagtig Englebarnsmodel, lige til at sætte i Toppen af +et Juletræ, kælen og indsmigrende, med gul krøllet Top og store +lyseblaa Øjne; Carl en tæt Prop, sømands-mut og mandfolkevigtig og +med brune Øjne, der blinker af lunt Humør. + +Julenadveren er endt og vi gaar ind i Havestuen, hvor Træet er +tændt. Grethe har Purken paa Armen og Asta holder hende i Haanden. +Bagefter kommer Mølleren og jeg med vore Piber. Børnene er straks +helt stumme af Forbavselse; med opspilede Øjne stirrer de frem for +sig, mens Grethe dansende fører dem rundt om Træet. Jeg hvisker til +hende: »Jeg tror, Du er den gladeste af Jer tre.« »Ja,« svarer hun, +»tænk at holde Jul med Dig og saadanne to.« + +Det varer dog ikke længe, før Børnene frimodigt giver sig hen i +Fryd. Og da de opdager, at Herlighederne paa Træet er Frugter, som +tør plukkes, bliver de rent ellevilde. Tilsidst ruller de rundt paa +Gulvet som to Kattekillinger mellem alle deres Skatte og fylder den +ellers saa stille Stue med klukkende Latter og ivrig Pludren. Indtil +de bliver trætte og søvnige og med bittesmaa glippende Øjne bæres +om til Godnat. Men da Grethe har lagt dem til Sengs, kommer hun ind +og sætter sig i Sofaen mellem sin Fader og mig. + +Endnu brænder Lysene paa Træet, og den Gamle siger: »Der maa være +flere Lys iaar. Sidst var der mørkt foran mig, men iaar synes jeg, +jeg skimter et Lysskær.« + +»Ja, lille Fa'r«, svarer Grethe og bøjer sit Hoved op til hans +Skulder, »der er ogsaa flere Lys iaar. Sidst var Du og jeg ene. Jeg +vilde ikke for min Skyld tænde de mange Lys. Men denne Juleaften har +Vejrbakken haft Børn og rigtig Julefest. Og saadan vil det være hver +Juleaften herefter, for han her« -- hun tager min Haand og lægger +den i den Gamles -- »han bliver hos os ... hvis Du giver ham og mig +Lov til det.« + +Den Gamle kysser Grethe, trykker fast min Haand, og, mens to store +Taarer pibler frem af hans blinde Øjne, siger han: »Gud velsigne +Jer, Børn, og give Jer lyse Dage paa Vejrbakken. Dem, min Søn, har +jeg jo aldrig set, faar Dem aldrig at se. Men paa Deres Stemme, +naar vi talte om Grethe, har jeg hørt, at De holdt af hende.« + +-- -- Før jeg gaar, fører Grethe mig ind i sit Sovekammer, hvor +Asta og Carl hviler i hendes gamle Barneseng, slumrende trygt i +hinandens Arme, mens Asta moderligt har lagt den lille Broder op til +sit Bryst. Forsigtigt lister vi os hen og kysser dem. De vaagner +ikke, men smiler, som de i Søvne følte den Kærlighed, der staar ved +deres Leje. Saa kysser Grethe mig og siger: »Tænk, hvor vidunderlig +dejligt, om det var vore egne!« + + * * * * * + +Grethe følger mig ud paa Bakken. Det er den skønneste stjærneklare +Frostnat. Vi staar paa Bakkekammen ud mod Fjorden. Til Højre for os +skraaner den hvide Skov; det er saa stille, at vi hører det, naar en +Kvist knækker i Frosten. Foran, dybt under os, ligger den isdækkede +Fjord og Byen, hvor der skinner Julelys i alle Huse. + +»Nu er der Fred paa Jorden,« hvisker Grethe. »Ja, og Fred i +Menneskenes Hjærter,« svarer jeg. + +Men da vi vender os om, staar Møllen med sine store sorte Vinger +lige for os. Jeg mærker en Gysen gennemfare Grethe og jeg spørger: +»Blev Du bange for Møllen?« + +»Nej,« siger hun, »jeg var blot kommen til at fryse af at staa +saalænge.« + + + + +XXVI. + + + _Nytaarstid._ + +Frost og Sne har lukket af for den gamle By. I mange Dage er intet +Bud fra Omverdenen trængt ind til den. Men da Proviant forefindes i +rigelig Mængde og det tilmed er Ferietid, føler Byen ingen Uhygge +som indespærret Fæstning. Den lever blot saameget stærkere sit eget +Liv, den samler som en Høne Kyllingerne under sine lune Vinger; den +glemmer, at den er ifærd med at udvikle sig til en udadstræbende +Fremtidsby med Bank og Eksportforeninger; den bliver atter helt og +ganske den gamle By. + +Naar jeg møder de ringlende Kanetog med lystige pelsindhyllede unge +Herrer og Damer; naar jeg hører den skingrende Jubel og den leende +Hvinen fra Børnene, der kjælker ned ad Vejrbakkens Sneskraaninger; +naar jeg ser Fjorden sort af farende Skøjteløbere og naar om Aftenen +Sang og Dansemusik toner bag de festligt oplyste Vinduer -- da +mindes jeg hin strænge Vinter for mange Aar siden, da Byen, efter +møjsommeligt at have gravet sig op af Sneen, drog ud paa Fjorden og +holdt Karneval Uger igennem. + +Saa fantastisk det staar for min Erindring: + +Gennem en Granport kommer man ind i en lang Isgade, der ligger lunt +mellem høje Snemure. Saa pludselig er man paa en stor aaben Plads, +der straaler i Fakkellys og indhegnes af Telte, illuminerede med +kulørte Lamper. Telte, hvor der spises og drikkes, synges og danses. +Og fra Pladsen skærer nye Gader sig ind i Snebjærgene. Man kommer +forbi Huler i magisk Blaalysskær, Snemænd med funklende Ildøjne, +Smaaboder, hvor gamle Kællinger i Tranlampe-Belysning braser Aal og +Pandekager, et Varmeskur, der benævnes den gloende Ovn, og man naaer +ind i en Lund af Grantræer, hvor der er Trængsel om en Karrusel +med Slæder, der har den oplivende Egenskab, at den i hver Omgang +lader en Slæde vende Koldbøtte i en Drive. Snebyen forgrener og +breder sig endnu videre. Vi Børn naaer aldrig til dens Ende, thi der +gaar Rygter om megen Vildskab og uhyggelige Slagsmaal i dens fjærne +mørke Forstæder, dér den gamle Bys Svende og Lærlinge mødes med de +fjendlig sindede Folk fra den anden Side Fjorden. Vi bliver, hvor +Lyset hersker og Uskylden boer. Hvor vore Søstre og deres Veninder +farer os forbi i susende Fart med deres Kavallerer eller opfører en +ikke altid saa vellykket, men des muntrere Skøjte-Lanciers. Henad +Aftensmad-Tid er hele Byen paa Fjorden. Saa kommer Mødre og Fædre +for at hente de unge Døtre og Børnene, eller de bringer Maden med +i Kurve. Inde i den gloende Ovn slaar man sig da sammen, Venner +og Bekendte, og dækker et Fællesbord med de forskellige Madkurves +Herligheder. Og naar man bagefter vandrer hjemad, stiger Raketter +op over Fjorden, hvor den summende Karnevalstummel først forstummer +sent paa Natten. + + * * * * * + +Grethe og jeg var i Formiddags en Kanetur. Nede ved Fjorden gjorde +vi Holdt og gik ud paa Isen mellem Skøjteløberne. Der var Liv og +Glæde, men ikke det Æventyr-Sceneri som i gamle Dage. Jeg følte +mig maaske en Kende skuffet over den glatte velfejede Bane og hele +det ordnede sportsmæssige Præg, Forlystelsen havde faaet; saameget +ivrigere fortabte jeg mig i Genopfriskelsen af de gamle Minder. +Først sent opdagede jeg, at Grethe, den ellers saa ligelige, gik +ganske tavs og med et forpint Udtryk i Øjnene af fjærntskuende +Sørgmod. Bekymret spurgte jeg, hvad hende fattedes. + +»Min egen Ven«, sagde hun, »tilgiv mig. Det er slet intet uden +Barnagtighed. Mens vi gik her blandt alle disse Mennesker, der +ligesom jager hæsblæsende efter Glæden, overfaldt der mig en Angst +for at miste Dig. Jeg syntes, de vilde rive Dig fra mig. Jeg +syntes, din Tale hastede bort med dem, saa langt, langt bort. Tilgiv +mig. Husk, hvor lidet jeg er vant at færdes blandt Mange. Husk, det +er første Gang, vi har forladt de stille Steder.« + +Hun smiler atter til mig, hun trykker ømt min Arm. Men jeg fører +hende hastigt bort fra Skøjteløbernes Bane; vi stiger op i den +ventende Kane, og vi vender tilbage til de stille Steder. + + + + +XXVII. + + + _7. Januar._ + +Idag kom der Slædepost. Den bragte mig et Brev fra min Forlægger, +der drilsk spørger, om jeg ikke snart er ked af mit Eneboerliv og +om det ikke kunde friste mig til en Tilbagevenden at blive Leder af +et stort literært Foretagende, som han paatænker. De Vilkaar, han +kunde byde, er saa gode, at jeg foreløbig ikke behøvede at frygte +økonomiske Vanskeligheder. + +For nogle Maaneder siden vilde jeg maaske have vaklet. Nu behøver +mit Svar ingen Overvejelse. Jeg dypper straks min Pen og skriver: +At jeg ikke kan modtage hans venlige Tilbud, fordi jeg heroppe +er bleven det lykkeligste Menneske i Verden og fordi min Lykke +er bunden til denne Plet Jord. At jeg saaledes uigenkaldelig har +opgivet enhver Tanke om at vende tilbage og at min Deltagelse i +det literære og offenlige Liv maa indskrænke sig til de Bøger, +jeg skriver. At den Bog, han venter, snart kommer og at den vil +efterfølges af andre, der ligner mine tidligere ligesaa lidt. At jeg +har taget Stade paa Vejrbakken, hvor Luften er klar og ren; hvor +Livets Mening bliver lettere at fatte, Lidenskaben mere usammensat, +Følelsen dybere. Endelig, at min Lykke er saa sikker, at den trænger +hverken til Anger eller Anklage; at den tværtimod har Raad til Tak +for alt forbigangent, fordi den uden det ikke vilde været saa stor. + +Inden jeg afsender mit Svar, viser jeg Grethe Brevet fra +Forlæggeren. Da hun har læst det, siger hun, efter et Øjebliks +Tavshed: + +»Jeg faar nu Anledning til at sige Dig noget, jeg har tænkt paa +stadig siden hin Dag paa Isen. Jeg tør ikke holde Dig tilbage. Du +kan for en kort Stund trives her; før eller senere vil alt det, Du +kom fra, atter kalde Dig. Jeg finder det kun rigtigt og naturligt. +Og derfor skal Du vide, at jeg intet Baand lægger paa Dig. Gør, som +Du vil og maa. Gør med mig, hvad Du vil. Lad mig blive her, om Du +maaske frygter mig som en Hæmsko, hvad Du har Grund til efter min +dumme Adfærd forleden. Eller tag mig med, om Du mener at have nogen +Brug for mig og om Du tør tro mig paa mit Ord, at jeg er grundig +kureret for min Dumhed. Jeg følger Dig, hvorhen Du vil. Vejrbakken +var hidtil mit Hjem. Uden Dig vil jeg være hjemløs paa Vejrbakken. +Livet og Verden derude skræmmede mig. Sammen med Dig vil jeg ingen +Frygt føle. Og siger Du, at jeg maa blive her for Faders Skyld, saa +svarer jeg: Det er ikke Fader mest, som ikke har villet herfra. Til +Tider tror jeg endog, han gærne rejste. Maaske var det ogsaa bedre +for ham. Han er gammel, hans Sind plages ofte i den sidste Tid af +sære Tanker deroppe i Stilheden. Han ligesom frygter Møllen, han +tror, den kalder paa ham; at den bebrejder ham, at han har standset +den. Mod min Fader gør vi ingen Uret ved at rejse. -- Men vil Du, at +jeg skal blive her og vente paa Dig, da er ogsaa det godt. Maaske +synes Du, at Du helst en Tid maa være ene og prøve dit Hjærte: om +det nu ikke blot var her i Ensomheden, at Du trængte til mig. Alt, +hvad Du bestemmer, alt, hvad Du gør med mig, er godt. Thi jeg elsker +Dig.« + +Jeg lader Grethe tale til Ende. Var det haardt og stygt af mig, min +søde Veninde? Var det egenkærlig grusomt, at min Sjæl intet vilde +spilde af de velsignede Ord, som dit angstfulde Hjærte udblødte? Jeg +tror, Du tilgiver mig, for den dobbelte Fryd, mit Svar nu voldte. + +Mit Svar, som Du fik sort paa hvidt i Svaret til Forlæggeren. + + + + +XXVIII. + + + _Slutningen af Januar._ + +Grethe havde aldrig spurgt mig om min Fortid, det Spørgsmaal, som +plejer at være det første, en Mand hører af sin Elskede. Jeg tænkte: +Skulde det skyldes Uvidenhed? Utvivlsomt ikke. Grethes Viden om +Livet var tydelig og klar. Hun talte uden Omsvøb om det, som unge +Piger ellers anser det for et Uskyldighedsbevis at rødme over. +Skulde det da maaske skyldes en altfor god Tro til mig? + +Jeg vilde ingen Tvivl, intet Bedrag i det Punkt. Og jeg spurgte +hende idag. + +Aldrig har jeg set Grethe saa overvættes lystig. Hun lo saa +hjærteligt, saa overgivent, at hun næsten ikke kunde holde op. +Omsider sagde hun: »Nej, Du er virkelig for morsom. Du spørger, +halvt fornærmet, om jeg anser Dig for at have levet, som de gamle +Damer i Stiftelsen lever. Nej, min Ven, Du kan berolige Dig. Du har +for tydeligt indskærpet Offenligheden dine Letsindigheder, til at +Nogen skulde tvivle om, hvilken forfærdelig Person Du er.« + +Og hun lo atter, saa jeg blev ganske forvirret. Efterhaanden +genvandt hun sin Alvor og sagde -- vi gik i Skoven --: »Lad os sætte +os her paa Bænken, saa skal jeg forklare Dig Grunden til, at din +slemme Fortid aldrig har foruroliget mig, ja, at den tværtimod, +efter hvad jeg véd om den, yder mig Sikkerhed for, at Du nu først +føler det, jeg forstaar ved Kærlighed. Du kan bagefter sige mig, om +jeg har Ret eller Uret. + +Først maa jeg tilstaa, at min Sikkerhed intet har at gøre med den -- +vistnok af Mændene -- udbredte Mening, at en Mand bør anvende en Del +af sin Ungdom til at rase ud. Jeg tror ikke paa, at Jert Raseri er +saa stort, at I behøver det. + +Nej, min Sikkerhed har en Grund, jeg selv har udspekuleret og som +jeg bilder mig ind er noksaa solid. Jeg har i alle dine Bekendelser +forgæves ledt efter _Barnet_. Mange begejstrede Ord har Du ødslet +paa at lovprise dine Elskerinders Dejlighed. Du har udstyret dem +med alle Fortrin. Kun ét nægtede Du dem: Berettigelsen til at føde +dine Børn. Maaske har det ikke været Dig bevidst. Ialfald synes det +mig, at Du ligefrem med Flid gaar udenom Børnespørgsmaalet, hvori +jeg ser al virkelig Kærligheds baade Begyndelse og Ende. Hvad kan +den Kvinde være en Mand værd, hvem han ikke ønsker at skænke Frugten +af sit Favntag? Det er dog det store Under, den Lykke over al Lykke +i Favntaget mellem Mand og Kvinde, at dér mødes deres Kærligheds +Evighedstrang, Trangen til at vide sig forenede ud i de fjærne Tider +gennem Børnene og atter disses Børn og saa fremdeles, til Dagenes +Ophør. Hvis jeg hvilede i dine Arme og jeg fornam din Vilje kølnes +af Frygten for Barnet, jeg vilde føle den dybeste Beskæmmelse. Jeg +vilde tænke: til en flygtig Lyst, et Sansernes hensigtsløse Behag +er jeg ham god. Men han værdiger ikke at lade mit Skød bære hans +Evighedstanke. -- Nu er jeg stolt og sikker, fordi jeg tror at vide, +at jeg er den første, hvem Du har ønsket at se som dine Børns Moder. +Og jeg nærer ingen Misundelse til din Fortid og de Kvinder, der +fylder den. Stakler, om de elskede Dig; thi deres Hjærter vil da, +selv under dine mest glødende Kærtegn og Smigerord, have følt Tomhed +og Skuffelse. I modsat Fald er de end ingen Beklagelse værd. De +fandt, hvad de søgte. De tog, ingen af dem, noget af den Lykke, din +Kærlighed forjætter mig.« + + * * * * * + +»Har jeg saa« -- spurgte Grethe -- »haft Uret i ikke at foruroliges +af din Fortid?« + +Men uden Ord knælede jeg ned og lagde mit Hoved i hendes Skød. + + + + +XXIX. + + + _Februar._ + +Det er, som Grethe siger. Det staar ikke vel til med hendes Fader. + +Vi er komne under Vejr med, at han i den senere Tid flere Gange, +mens vi var ude, har listet sig over i Møllen. Vi fik Mistanke ved +hans forblommede Ord, og nu forleden saa' vi ham, da han gik derfra. +Han sneg sig bort som En, der er bange for at blive overrasket. +Drejede sagte Nøglen om og lyttede for hvert Skridt. + +Vi har været inde i Møllen for at se, om vi kunde opdage, hvad han +foretog sig. Alt stod tilsyneladende urørt. + +I Virkeligheden er der jo intet underligt i, om den gamle Mand kunde +føle Lyst til en Gang imellem at færdes i sin Mølle, der rummer +saamange Erindringer for ham. Det ængstende er kun den fordulgte +Maade, hvorpaa han aflægger sine Besøg, og den Omhu, hvormed han +søger at skjule dem for os. Samtidig kan han ikke lade være at sige +Ting, som røber ham. + +En Dag, Grethe var gaaet ud af Stuen og han og jeg sad sammen i +Sofaen, rykkede han tæt hen til mig og hviskede: »De har nok lagt +Mærke til, at Grethe ikke holder af, at jeg kommer over til Møllen? +Har hun aldrig fortalt Dem Grunden? Naa ikke. Skal jeg sige Dem, +hvad jeg tror? Hun er bange, fordi jeg er gammel og blind. Hun +mener, at jeg ikke kan klare mig selv længer og at der kunde ske mig +en Ulykke. Grethe er saa omhyggelig for mig, hun er en god Datter +og jeg nænner ikke at gøre hende imod. Men havde jeg ellers noget +Ærind, fandt jeg vel Vej paa Vejrbakken og i Møllen saa godt som +nogen Ung med to karske Øjne.« + +I det hele taget kredser hans Tanker sygeligt om Møllen. Det er ikke +blot i Nattens Drømme -- som Grethe, bekymret lyttende ved hans Dør, +har hørt --, at han fantaserer om den. Ogsaa ved højlys Dag spøger +den i hans Sind. Han taler om den som om et levende Væsen, der bærer +Nag til ham og som han frygter Hævn af. + +Forgangen Aften sagde han til mig: + +»Synes De ikke, at saadan en Mølle, der altid staar, er en underlig +Ting? Ja naturligvis, var den gammel og aflægs, blev det jo en anden +Sag. Men Møllen fejler ikke noget, den har sine Sager iorden baade +indvendig og udvendig. Og dens Bestemmelse her i Verden er dog at +gaa, saalænge dens Kræfter slaar til. Ser De, der er jo ogsaa noget +ydmygende i det, at Folk, som ikke véd bedre Besked og som ikke har +kendt den i de Tider, den var den raskeste Mølle paa Egnen, kunde +falde paa at tro, at den overhovedet ikke _kan_ gaa. Nej, jeg har +ikke handlet ret mod Møllen. Enten burde jeg afstaaet den til en +Yngre, da jeg selv blev gammel og træt, eller jeg burde have skudt +den som en Jagthund, hvis Herre ikke længer duer til at føre den paa +Mark og i Skov og ikke vil se den i nogen Andens Eje.« + +Grethe, der var kommen ind og havde hørt de sidste Ord, gjorde et +Tegn til mig, og jeg sagde: + +»Ja, Møller, jeg synes ogsaa, det er Synd for Møllen. De vilde gøre +vel imod den ved at rive den ned. Saa er den død og borte og faar +Fred, og De med.« + +»Det bliver vel ogsaa dertil,« svarede Mølleren. »Ja, naturligvis, +det maa sagtens saa være. Men man gaar ikke til det med let Sind. +Man véd dog aldrig, om der ikke kunde være Gærning for den endnu en +Gang. Om ikke i min Tid, saa naar den nye Mand tager min Plads.« + +»Jamen Fader,« indskød Grethe. »Den nye Mand er jo kommen, og han +har helleringen Brug for Møllen.« + +»Nej, det er nok ogsaa sandt,« smilede den Gamle. »Den nye Mand har +selv ladet sin Mølle staa.« + + * * * * * + +-- -- Men siden har Grethe og jeg talt om, at vi for enhver Pris maa +have hendes Fader til at tillade Møllens Nedrivning. + + + + +XXX. + + + _Sidst i Februar._ + +Vi har besluttet at gifte os til Maj. Hvad har vi at vente paa? I +Møllerhuset er der Plads og Mad nok. Det lidet, vi mere behøver, +kan jeg vel digte mig til. Foreløbig skal Resthonoraret for min nye +Bog anvendes til Grethes Brudekjole. Hun skænder paa mig for min +Letsindighed, men jeg vil, at hun skal være den smukkeste og fineste +Brud, som den gamle By har sét. Bryllupet skal staa i Stiftelsens +lille landsbyagtige Kirke, og der maa ingen faa Adgang uden de gamle +Damer. Men vor Veninde og tre andre gode Jomfruer fra Stiftelsen +skal som Brudepiger følge Grethe til Alteret. Efter Vielsen drikker +vi et Glas Champagne med Brudefølget, men der skal ogsaa være sød +fransk Vin for dem, der foretrækker det. Naar vi saa kører hjem, +lader vi Vognen holde udenfor Kirkegaarden; thi Grethe vil lægge +sin Brudekrans paa Moders Grav, den, der forenede os. Og saa holder +vi vort Indtog paa Vejrbakken som Mand og Kone og flytter ind i +Møllerhusets øvre Etage, der har staaet tom og ubenyttet, lige +siden Grethes Moder døde. Det er Maj, Bøgen nys udsprungen, Luften +fuld af Blomsterduft, og i Vejrbakkens Skov synger Nattergalen sine +Elskovsmelodier. + +Dagene rinder hastigt, mens Grethe og jeg lever vor store Lykke og +drømmer om den end større Lykke, der venter os, naar Foraaret kommer. + +Om Morgenen gaar vi som Regel en lang Tur. Enten i Byens afsides +Gyder og Stræder, hvis Navne alene henflytter En til en fjærn Fortid +og hvoraf enkelte, fornemmeligst den ældgamle Peblingegyde, der i +Trappeafsatser bugter sig mellem faldefærdige Rønner og forvitret +Murværk, er saa snæver, at den maa passeres i Gaasegang. Eller vi +søger ud paa de høje, aabne Landeveje, hvor Blikket skuer vidt og +Tankerne drager paa Rejse ud i Fremtiden. Forfriskede af den kolde +Luft, varme og rødmussede af den gode Bevægelse vender vi saa hjem +til vort Arbejde. Jeg til min Bog, som nu skrider hastigt og sikkert +fremad. Grethe til sit Udstyr. + +Der ligger fra Moderens Tid fuldt op i Kister og Skabe af Linned og +Dækketøj, stærke hjemmevævede Sager. Men Grethe vil ikke gaa som en +doven Brud til Brudesengen. Den skal klædes med Lagener, sømmede, +stukne og navnede af hende selv. Og som den skal hele Brudehuset +være. Symaskinen snurrer Dagen lang, og om Aftenen trædes Traaden, +mens jeg sidder hos og ofte bringer Forstyrrelse i Arbejdet ved at +kysse de kære travle Hænder. + +En Aften finder jeg Grethe ilag med at klippe fint Lærred ud i +bittesmaa Stykker. Jeg sidder og bryder mit Hoved med, hvad det +vel skal blive til, og Grethe, der ser min Forundring, smiler +underfundigt. Endelig brister min Nysgærrighed, og jeg spørger: »Er +det Dig eller mig, der skal pyntes med det Dukketøj?« + +»Nej,« svarer hun. »Det er vor Førstefødtes Skjorter.« + +Halvt spøgende, halvt alvorligt siger jeg: »Pas paa, Barn, at ikke +dit altfor sikre Haab skuffes. Der blev vel ogsaa Tid nok siden at +ordne Sønnens Udstyr.« + +Hun ser paa mig med Taarer i Øjnene: »Det maa Du ikke sige. Jeg vil +ikke tænke noget saa sørgeligt. Hvad Mening var der saa i al min +Kærlighed, om jeg ikke engang skulde kunne føde Dig en Søn? Og din +Søn skal ikke komme til et fattigt og uforberedt Hjem. Han skal +hellerikke bære Klæder, købte i Boder, fremmede Klæder, hvori ingen +Tanke om ham gemmes. Derfor syer jeg hans Tøj nu, mens jeg er rask +og har Kræfter til det. Hvordan det bliver siden, kan man aldrig +vide. Skulde det saa end hændes, at jeg døde fra ham, vil Du dog, +naar han bliver stor nok til at fatte det, kunne fortælle ham, at +hans Moder havde sørget for ham, saavidt hun formaaede. Og han vil +aldrig føle sig ganske moderløs.« + + * * * * * + +-- -- »Saa er Du ikke vred paa mig og synes ikke, jeg er overspændt, +ejheller altfor tillidsfuld? Hvilken Gud skulde misunde en Kvinde +den Lykke at drage Omsorg for det Barn, hun gærne ofrer Livet for at +føde?« + +Dette sagde hun, da hun i den mørke Aften stod ude paa Vejrbakken +og rakte mig Haanden til Godnat. Jeg drog hende ind til mig og +hviskede: »Du bedste af alle Mødre.« + + + + +XXXI. + + + _8. Marts._ + +Det er nu bestemt, at Møllen skal rives ned. Den Gamle har givet sit +Samtykke, om fjorten Dage tages der fat paa Arbejdet. Efter først +endelig at have fattet sin Beslutning synes Mølleren beroliget. +Saavidt vi kan skønne, har han i den sidste Tid end ikke aflagt +Smugbesøg i Møllen. + +Beslutningen om Møllens Nedrivning har bragt Ro over os alle. +Uden at ville tilstaa det for hinanden gik Grethe og jeg begge i +Ængstelse for, at en Ulykke skulde ske. Hvor let kunde det ikke +hænde, naar den gamle blinde Mand færdedes alene i Møllen, at han +snublede paa en af de stejle Trapper, styrtede igennem en Luge eller +kom galt afsted med Hjulværket? Grethe har nu tilstaaet det: ofte +naar hun afslog en Spadseretur under Foregivende af Travlhed med +Udstyret, var det Frygt for at forlade Faderen, der holdt hende +hjemme. + +Nu er alt trygt og godt som før. Og om Aftenen sidder vi og drøfter, +alle tre, hvad Volden skal bruges til, naar Møllen er borte. Den +Gamle mener, at, da Møllen hidtil har tjent mange Skippere som +Sømærke, bør han tilbyde Grunden til Oprejselse af et andet let +iøjnefaldende Mærke. Men Grethe hævder, at mange andre Punkter paa +Vejrbakken egner sig ligesaa godt dertil; at Volden er deres egen og +at Ingen kan fortænke dem i, at de indretter den til deres Behag. +Hun og jeg har en Plan, som vi haaber at faa hendes Fader til at +bifalde. + +Paa Volden vil vi bygge et Lysthus i antik Tempelstil. Rundt om det, +paa Voldgangen, planter vi en Krans af skærmende Graner, men op om +Templet og dets Søjler skal i Tidens Løb vild Vin og vilde Roser og +Kaprifolier slynge sig. Og paa dets Frontespice fæster vi i gylden +Skrift Indvielsens Ord: _Til Vejrbakkens Gud_. + +Vejrbakkens Gud, Fredens Gud, vor Lykkes Gud vil vi bygge vort +Blomster-Tempel, vort Olymps idylliske Parnas. Her vil vi sidde og +skue vidt over Land, lade Verden støje under os, høre Stormen suse +og Uvejret knitre om os og alle Dage, i Storm som i Stille, skærmes +af Fredens milde Paulun. Her vil vi sidde, mens vi er unge og Roser +og Vin og Kaprifolier ranker sig om vore Hjærter; her vil vi ogsaa +sidde, naar de gamle Aar kommer og Mindernes Duft ombølger os. Herop +vil vi føre vore Børn, mens de er smaa, og lære dem at bøje Knæ for +vor Gud, og her vil vi vente dem, naar de, prøvede i Livets Kamp, +søger Hvile i Barndomshjemmets Tempel. Men allerdejligst synes vi, +det vil være -- vi smiler ad vore Drømmes ufortrødne Flugt --, naar +den Dag kommer, da vor Søn og hans Brud tager vor Plads mellem Roser +og Kaprifolier. + +I Fællesskab bygger vi vort Tempel. Men den Dag, Templet er rejst og +vi staar sammen deroppe, vil jeg fortælle Grethe, hvordan jeg, alt +før jeg kendte hende, og længe før jeg vidste, jeg elskede hende, +tilbad hende som Fredens Gudinde og af Møllen byggede hende et +Højalter. + + + + +XXXII. + + + _19. Marts._ + +Foraaret kommer tidligt iaar. De sidste otte Dages lune Regn og +bagende Sol har allerede bragt Skovbundens Blomster til at pible +frem af det brune Løvdække, har allerede vakt Fuglesangen foroven. + +Det er lige efter Solopgang, da jeg imorges henter Grethe til vor +Spadseretur. Morgensolen har kaldt paa mig, jeg nænnede ikke at sove +de dejlige Timer bort. Og jeg staar fløjtende udenfor Møllerhuset, +hvor alt endnu er lukket. Et Gardin rulles op, og Grethe kommer til +Syne i hvid Natdragt, med det rige brune Haar frit nedhængende og +glimtende gyldent i Solen. Hun nikker smilende til mig og sender mig +et Godmorgen saa fornøjet, at hele Luften fyldes med Glæde. Men da +jeg tænker paa, at denne livstraalende Ungdom er min og at om en +føje Stund dette frodige hvide Legeme skal hvile i mine Arme og være +min Hu til Vilje, svimler det for mig. + + * * * * * + +Vi gaar i Skoven og drikker Foraarets stærke Vin, som Solen perser +af tusind gærende Safte. Jeg ser Blodet stige i Grethes Kinder, jeg +hører det banke i hendes Haand, som jeg holder i min. Foraarets Rus +er i os, dens liflige Døsighed gyder sig gennem vore Aarer. Grethe +bøjer sig ind til mig, træt søger hun, med Hovedet lænet mod min +Skulder, Støtte ved min Arm, og hun siger sagte: + +»Hører Du den samme Sang som jeg?« + +»Hvilken Sang hører Du?« + +»Der er Stemmer, som higende kalder, og der er Stemmer, som vigende +lokker. De leger med hinanden, snart klagende fjærnt, snart +sukkende nær; snart spørgende og svarende, snart flydende sammen +i et jublende Møde af alle Toner ... Jeg synes, det er Naturens +Bryllupssang, der lyder om os. Hører Du den ikke ogsaa?« + +»Jeg hører Naturen kalde til Fest: Frem alle Blomster, syng alle +Fugle, spring ud alle Træer. Stat tidligt op, smyk Jer og øv Jer. +Vaaren er kommen alt nu, at I kan være rede. Thi naar Majdag rinder, +staar Vejrbakkens Prinsesse Brud. -- Jeg hører Naturen synge dit +Bryllup ind.« + + * * * * * + +Vor Vej standses af en Bæk, der ellers risler med sparsomt Vand +mellem store Stene, men som Vaarbruddet har ladet svulme over alle +Bredder. Kun hist og her rager en Sten op. + +»Vi maa vel vende om?« spørger jeg. + +Grethe læner sig ømt til mig: »Jeg er saa foraarsdoven,« siger hun. +»Jeg vil nødig gaa en Omvej. Tror Du ikke nok, Du kan bære mig?« + +Hun slaar sine Arme om min Nakke, jeg løfter den store Pige, og jeg +staar med hende ude i Bækken. Jeg føler hendes bløde Legeme tæt mod +mit, hendes varme Aande i mit Ansigt. Jeg mærker ingen Byrde, men +atter svimler det for mig. Jeg maa tage al min Vilje sammen for ikke +at styrte med hende. + +... Saa sidder vi, begge lidt forpustede, paa Bænken hinsides +Bækken. Men Grethe lægger sit Hoved til mit og hvisker i mit Øre: + +»Du, min stærke Brudgom. Saa dejligt jeg havde det i dine Arme.« + + * * * * * + +Foraaret kommer tidligt iaar. Der kimer Bryllupsklokker i Naturen. +Brudefolkene længes mod Bryllupets Dag. + + + _21. Marts._ + +Jeg har faaet mine Papirer fra Hovedstaden, de Attester, uden hvilke +man ikke bliver gift, selv ikke paa Vejrbakken. Jeg ser, at jeg i +min Alders første Aar blev kokoppeindpodet og at Podningen »slog +an«. Himlen være lovet. Ellers havde jeg formodenlig ikke faaet +Tilladelse at indtræde i Ægtestanden. + +Imorgen eller i Overmorgen begynder Nedrivningen af Møllen. Den +Gamle var i helt godt Humør iaften. + + + + +XXXIII. + + + _22. Marts._ + +Grethe er imorges kommen til Skade oppe ved Møllen. Lægen giver +ganske godt Haab. + + + _Samme Dags Aften._ + +Der var nok blæst en stærk Storm op inat. Jeg synes forresten ikke, +det blæste noget videre, da jeg gik op til Møllen, men jeg tænkte jo +hellerikke saa meget paa Vejret. + +Da jeg fra Skoven naaede ud til Bakkekammen, ser jeg Grethe staa +oppe paa Møllevolden mellem Vingerne, akkurat som første Gang, jeg +saa' hende paa Vejrbakken. Saa er Arbejderne altsaa ikke komne +endnu, tænkte jeg. Det var maaske ogsaa for tidligt. Og jeg tænkte +videre, at Grethe sagtens var gaaet derop for at tage Afsked +med Møllen. Hun saa' mig ikke, hun stirrede ud over Fjorden. Jeg +svingede med Hatten, jeg kaldte paa hende. Hun hørte mig ikke, hun +stod i dybe Tanker. Og Blæsten har vel ogsaa baaret imod. + +Pludselig gav det et Ryk i Vingerne. Jeg tror nok, jeg udstødte +et Skrig. Enten har hun hørt mit Skrig, eller hun har selv mærket +Faren. Hun drejede Hovedet, vore Blikke mødtes, hun gjorde en +Bevægelse som for at styrte frem, i det samme Sekund faldt hun +lydløst til Jorden, ramt af den ene Vinge. Og den næste Vinge fulgte +efter, hen over hendes Legeme, og den næste. Rundt og rundt, i +stigende Fart, gik Vingerne, henover Grethe. Jeg tænkte, mens jeg +løb: Du er bleven forstyrret i Hovedet, det er Svimmelhed, alt gaar +rundt for Dig. Men saa saa' jeg jo, at Grethes Legeme ikke skiftede +Plads. + +Paa den anden Side af Møllen, ligefor Voldtrappen, fandt jeg Grethes +Fader. Han stod og gjorde et Tov fast. Han smilede saa underligt. +Den Tanke fo'r mig gennem Hovedet: han har i Sindssyge dræbt sin +Datter. En vanvittig Tanke. Jeg anede i det samme alt. Jeg sagde +i Forbifarten roligt: »Grethe er bleven ramt af Vingerne.« Da jeg +naaede hen til hende, stod Møllen atter. Hendes Fader havde vel +standset den. Jeg laa bøjet over hende, hun rørte sig ikke. Hun var +helt hvid i Ansigtet, men jeg saa' ikke Saar eller Blod. Jeg kaldte +paa hende, jeg blev ved at nævne hendes Navn. Saa aabnede hun sine +Øjne og smilede, lukkede straks Øjnene igen, men Smilet blev om +hendes Mund. Hun havde sét mig og hun smilede! Aa Gud, aa Gud! hun +var ikke død. + +En Hulken lød bag mig og en rystende Haand famlede paa min Skulder. +Det var den Gamle. »Hun lever!« sagde jeg. »Men vi maa have hende +baaret ind.« -- Jeg saa' op; lidt borte stod tre, fire Arbejdere i +en Klynge med brave medlidende Øjne. De trængte sig stille frem for +at hjælpe. Og en af dem sagde: »Der er gaaet Bud efter Læge.« + +Vi bar hende ind, og Lægen kom. + +Hendes Tilstand er iaften uforandret. Hun ligger bevidstløs hen. +Slaget har ramt hende paa den højre Side af Hovedet. Der er kun +en Skramme og nogen Hævelse at se. Men Lægen frygter enten en +Hjærnerystelse eller et Brud. + + * * * * * + +Min Anelse om Ulykkens Aarsag bekræfter sig. Grethes Fader vilde en +sidste Gang, inden den blev revet ned og bragtes til evig Ro, lade +Møllen gaa. Ved sine hemmelige Besøg derovre havde han forvisset sig +om, at Maskineriet var i Orden. Han er imorges gaaet tidligt op til +Møllen, har rimeligvis været inde i den, da Grethe kom. Under Larmen +af den stærke Blæst har hun ikke hørt hans Puslen hverken derinde +eller da han gik ud paa den modsatte Side. Saa har han trukket +Persen fra, i samme Nu satte Stormen Møllen i Gang og Ulykken skete. + +Saameget har jeg kunnet slutte af de faa Ord, han har sagt. +Han sidder mest hen i stum Fortvivlelse. Det er en Ynk at se. +Pinefuldere næsten end at dvæle ved Grethes stille Sygeleje. +Men da Arbejderne kom og spurgte, om de saa skulde begynde +Nedbrydnings-Arbejdet, sagde han, at de kunde gaa. Han vilde sende +Bud efter dem, naar han behøvede dem. + + + + +XXXIV. + + + _24. Marts._ + +Hun er død. Min Grethe, min kære Pige er død. + +Vi vidste jo hele Dagen igaar, at der intet Haab var. Feberen og +Vildelsen begyndte om Natten, og Lægen gik om Morgenen uden at sige +noget. Jeg kunde ikke spørge. Jeg forstod, det var overflødigt. + +Jeg har siddet hos hende og maattet tvinge Smil og Glæde frem i mit +Ansigt. Hun troede, hun laa til Sengs, fordi hun havde født vort +Barn. Hun var saa lykkelig, men en Gang imellem græd hun, fordi hun +ikke maatte have Barnet hos sig. Og naar jeg ikke smilede, blev hun +ganske fortvivlet, jamrede sig og sagde, at vi løj for hende: at +Barnet var død eller røvet fra hende. I de Øjeblikke blandede ogsaa +Møllen uhyggelige Forestillinger ind i hendes Fantasier. Hun troede, +at hendes Fader havde bragt Barnet op til Møllen, og bad mig saa +bønligt hente det tilbage. + +Ud paa Aftenen tog Feberen til. Lægen kom, men gik hurtigt igen. Jeg +talte ikke med ham. Jeg sad atter ved Grethes Seng, hun kendte mig +ikke. Hun laa mest med lukkede Øjne, mumlede uhørlige, forvirrede +Ord og fortrak Ansigtet i Smerter. Jeg syntes næsten, det var bedre +saadan. Jeg behøvede jo ikke at skjule min Sorg, jeg kunde holde +hendes stakkels hede Haand i min og græde. + +Pludselig slog hun Øjnene, store og klare, op. + +»Græder Du, fordi jeg skal dø?« spurgte hun. + +Jeg sank ned paa Gulvet og lagde mit Hoved i hendes Puder. Hun strøg +sin Haand nedover det, mildt og længe. Saa sagde hun: + +»Du maa ikke græde for min Skyld. Jeg har det saa godt. Det er ikke +slemt at dø. Baade din og min Moder kalder paa mig: de smiler saa +kærligt til mig; de viser mig, at der er Plads til mig imellem dem.« + +En mørk Skygge gled over hendes Blik. Hun rejste sig op i Sengen: +»Barnet! Hvor er Barnet? Det er Synd af Dig at lade mig vente saa +forfærdelig længe!« + +Saa faldt hun tilbage, hendes Øjne var atter klare, men store Taarer +trængte sig frem. + +»Min egen Ven,« sagde hun, »læg dit Hoved tæt til mit. Der er noget, +jeg vil sige Dig, nu mens jeg véd rigtig Besked med alt og inden jeg +dør.« + +Jeg gjorde, som hun bad, og hun hviskede: + +»Jeg er ikke bange for at dø, men jeg synes, det er saa sørgeligt, +at jeg skal herfra, før jeg har født Dig den Søn, jeg havde lovet +Dig. Nu er det saa lidt, Du har som Minde om mig, saalidt at takke +mig for. Jeg gav Dig jo kun mig selv en stakket Stund. Og knap nok +det gjorde jeg. Nej, Du maa ikke afbryde mig og ikke sige mig imod; +jeg maa have Lov at sige det altsammen, som jeg føler det. Jeg +bebrejder mig, at jeg lod Dig vente. Jeg syntes vel, det var Dig, +der skulde bede. Du skal vide, at alt, hvad Du havde bedt om, havde +jeg givet Dig. Du skal vide, at hin Formiddag i Skoven, da vi hørte +Bryllupssangen tone om os, var jeg af mit ganske Hjærte, af hele +min Længsel din Brud. Og det vil jeg, uden at rødme, sige Gud paa +hans Trone, at jeg gik grædende fra Jorden, fordi jeg ikke naaede at +hvile som Brud i dine Arme.« + +»Nu er det Tid,« sagde hun lidt efter, »at Du henter Fader herind.« + +Men da hun havde kysset den Gamle, bad hun om at maatte sove, +smilede til mig, lukkede sine Øjne og slog dem ikke mere op. + + + + +XXXV. + + + _Løst Blad._ + +Foraaret gaar sin Sejrsgang op over Vejrbakken, med stort Følge af +glade Mennesker nede fra Byen. Unge og Gamle, Børn og Kærestefolk, +værdige Mænd og Matroner, ja selv værkbrudne Stakler -- alle skal de +med at se Vaaren paa Vejrbakken. + + * * * * * + +Strøende gylden Sol for alle Vinde fører Foraaret an, og de glade +Mennesker fra Byen udpeger beundrende for hinanden dets stolte +Bedrifter. + +»Alt staar Hækken i Knop, og i Vejkanten blomstrer Violer. Pluk mig +et Par, jeg vil fæste dem ved mit Bryst.« + +»Nej, kære, pas dog paa, at Du ikke træder paa Sneglen. Og se +Sommerfuglene dér, den ganske gule og den røde med de sorte Pletter. +Herregud, lad dem flagre i Fred, lad dem nyde Foraaret ligesom vi.« + +»Hørte I Stæren, Børn. Og Pipfuglen hist. Den flyver med Straa til +sin Rede.« + + * * * * * + +Toget standser ved Pavillonen, som Foraaret har vakt af sin Dvale; +hvor, Vinteren igennem, kun en enlig Fremmed har været Gæst. + +»Lad os drikke et Glas for Vaaren. For Vaaren og Livet. For Livet og +Glæden.« + +»Hvad I ikke spiser, Børn, strø det for Spurvene. Vi maa ikke glemme +Vinterens Fugle, fordi Foraaret er kommet.« + + * * * * * + +De glade Mennesker fra Byen følger Foraaret videre, op gennem Skoven. + +»Saa lifligt her dufter af Muld og Gran. Men gaa ikke i Græsset, det +har regnet i Nat.« + +»Jo, i Græsset maa jeg. Jeg har fundet en blaa Anemone. Og de hvide +dér. Hvormange der er, naar man ret ser efter.« + +»Og tænk Bøgen. Saa store Knopper den alt har. Tro mig, den springer +ud før Maj, hvis dette Foraar varer ved.« + +»Vist varer det ved. Spørg blot Fuglene, der jubler. De véd Besked.« + + * * * * * + +Foraaret staar triumferende paa Vejrbakkens Kam, og de glade +Mennesker udbryder i høje Fryderaab: + +»Helt herop er Vaaren naaet. Møllevolden er klædt med nyt Græs, +og Vingerne skinner som Guld i Solen. I Møllerens Have knoppes +Frugtblomsterne, i en Stue vilde de hastigt udfolde sig. Hvem der +turde bryde en Gren!« + +Da aabnes Døren til Møllerhuset, en klam Luftning gaar hen over +de glade Mennesker: paa sit hvide Leje hviler en ung Kvinde, kold +og bleg. Og ved hendes Side staar en Mand, den Fremmede paa +Vejrbakken. Hans Øjne græder ikke, de har ingen Taarer fler. Han +siger, bøjet over sin kolde, blege Brud: »Vaaren er død.« + + + + +XXXVI. + + + _30. Marts._ + +Idag er Grethe bragt til Hvile paa Kirkegaarden. + +I Stiftelsens Kirke forrettedes Andagten. Dér sad alle de gamle +Kvinder og græd uhyklede Taarer over Grethe, fordi hun, der havde +bragt Ungdom og Skønhed ind i deres falmede Hjærter, var gaaet bort +midt i sin unge Glæde. Paa hendes Kiste havde de lagt Kranse, bundne +med deres egne rystende Hænder, Kranse af Vedbend og Mos, prydede +med Evighedsblomster og troskyldige Farvel-Indskrifter i sorte og +hvide Perler. Og saa sang de nu for hende, der havde sunget for dem, +sang med deres spinkle, brustne Stemmer: »Tænk, naar en Gang den +Taage er forsvunden.« Aa Gud, aa Gud. Her var det, hun havde glædet +sig saa inderligt til at skulle staa Brud, her, hvor hun nu laa i +sin Kiste, en Dødens Brud, klædt i det Lin, hun selv havde sømmet og +syet til sin Fest. -- Mit trætte, forpinte Hoved sank ned ved min +gamle Venindes Bryst. Hun klappede mig og talte til mig som til et +bedrøvet Barn, saadan som hun saamange Gange i svundne Dage havde +trøstet mig og kælet for mig. Baade hun og jeg glemte nok, at jeg nu +var en stor og klog Mand. Jeg syntes, jeg havde det godt ved hendes +enfoldige Bryst; jeg syntes, Sorgen mildnedes, mens hun hviskede: +»Saa maa det da være saa skønt for ham at tænke paa, at hun ikke +skal ligge alene, men skal ud til hans Mo'r. De to vil tale saameget +godt og kærligt om ham, det kan han være forvisset om, og hænder der +ham nogen stor Fortræd eller Modgang, saa vil han fornemme, hvordan +de trøstende omsvæver ham.« + +-- Præsten, den stærke Kirkens Svøbe over den gamle Bys +Vankundighed, traadte frem ved Grethes Kiste. Han saa' prøvende +strængt ud mod Forsamlingen, men, som om han uvilkaarligt forstod, +at her ved denne unge Piges Kiste, overfor disse grædende gamle +Kvinder og denne haardt ramte Fremmede, her var Strænghed +Helligbrøde, saa gød sig et Skær af bevæget Menneskelighed over hans +skarpe Træk, og da han begyndte at tale, skælvede hans Stemme: + +»Jeg kendte ikke den unge Kvinde, hvem Gud tog bort, just som hun +troede at staa ved den største Jordelykkes Indgang. Men der er mig +om hende intet fortalt uden Godt og Skønt. Hun synes ad egne Veje +paa det høje ensomme Sted, hun boede, at have fundet Fred med Gud og +Verden. Hun synes ogsaa at have haft Evne til at meddele Andre Fred. +Jeg kender ikke dem, der er hendes Nærmeste og hvem hendes Død blev +saa tungt et Slag. Jeg véd ikke, om deres Sorg har søgt den Trøst, +jeg kalder den ene rette. Men mit Hjærte krymper sig i deltagende +Forstaaelse af deres Smerte. Jeg beder Gud skænke hende og dem sin +Fred. Amen.« + +Alene med Præsten vandrer jeg henover Kirkegaarden bag Grethes +Kiste. Jeg ser, hvordan Foraaret har begyndt at brede sin Pynt over +Døden. Jeg ser Foraarets Blomster og jeg hører i mit Øre genlyde +Præstens Ord om Guds Fred. Og min Sjæl skriger i Kval: »Du lyver +Præst, ligesom Foraaret paa Gravene lyver. Alverdens Blomster kan +ikke dække den Dødens Gru, at hun, jeg elskede, skal ædes af Ormene. +Alverdens Præster kan ikke lade opstige til mig af Graven den Guds +Fred, som for evigt jordedes med hende.« + +Kisten er sænket i Graven, Jordpaakastelsen til Ende, Præsten har +trykket min Haand -- jeg er ene. + +Men først rigtig ene dog, da jeg, kold og rystende af at sidde +stille saalænge i den skarpe Foraarsluft, forlader mine Grave og +gaar op paa Vejrbakken, der nu end ikke huser Grethes tomme Ler. + +Saa ene, saa ene. + + + + +XXXVII. + + + _April._ + +Jeg flygtede jo hertil for at søge Ensomheden. Jeg fandt den. Og om +Grethe ikke var kommen paa min Vej, havde sikkert Ensomheden ikke +skræmmet mig. Thi jeg havde da ikke kendt det Savn, der nu jager mig +som en Fredløs. + +En Fredløs er jeg i min Ensomhed. Hvor finder jeg den Krog, som kan +yde mig Fristed? Enten jeg flakker om i den gamle Bys øde Gader +eller jeg løber min Fod træt paa Vejrbakkens stejle Veje, overalt +følger Savnet mig som en graadig Ravn, skrigende hæst i mit Øre, +parat til at hugge sit Næb i mit Hjærte. Der er ikke den Plet, +ikke det Hus, det Træ, der ikke raaber mig mit Savn imøde. »Husk, +sidst Du var her, kom Du med _hende_! Nu er Du alene, hun følger +Dig aldrig mere.« »Her sad Du med hende. I talte om Eders Lykke, I +drømte Jer ud i Fremtiden; alt, hvad I talte, tænkte og drømte, var +Sommer og Sol, idel Liv og Lyst. Nu ligger hun i Jorden, Drømmen har +Dødens kolde Pust splittet.« + +Jeg har søgt Freden i Bibliotekets Klostersal, hvis højtidsfulde +Stilhed før dulmede mit Sind til god Hvile i gamle Minder. Men +Ravnen sad paa min Skulder: »Du unge Munk, hvi dvæler dit Blik +saa længselssygt ved Træet derude bag Muren? Bliv kun, hvor Du +er. Dig venter ingen længer, naar Mørket falder over Klosteret. I +Klosterhaven er Nattergalene forstummede. Og i det gamle Træ bygger +Ravnen Rede.« + +I Kildehaven har jeg været, jeg tør ikke komme der mer. Jeg syntes +Børnene blev stille, da de saa' mig. Jeg læste i deres Øjne +bedrøvede Spørgsmaal: »Hvor er hun henne, hun, som altid før var med +Dig og som holdt saameget af os? Du maa ikke komme alene, Du skal +hente hende.« + +Min Veninde i Stiftelsen sørger over min Troløshed. Netop nu vilde +hun saa gærne vise mig sin Hengivenhed. Hun forstaar det ikke og +jeg nænner ikke at sige hende det: mit saarede Hjærte taaler ikke +de medlidende Blikke, som det maa løbe Spidsrod igennem, saasnart +jeg er indenfor Stiftelsens Porte; som forfølger mig paa Trapper og +i Gange, helt op til hendes Dør, og som modtager mig i hendes egen +Stue, fra hendes egne trofaste Øjne. + +Men mest hjærteskærende er det dog at besøge Grethes Fader. At +færdes i de Stuer, som hun fyldte med sin Fred og sin Ynde; hvor +Savnet klager som et forpint Dyr under hvert Skridt, man træder; +hvor Luften endnu skælver af hendes Dødssuk; hvor endelig han +sidder, den gamle Mand, og stirrer med den blinde Skæbnes tomme +Øjne paa det Frygtelige, han har fuldbragt. Hvad har han og jeg +at sige hinanden, som kan bringe Trøst? Han hører næppe nok de +Fornuftbetragtninger, hvormed jeg forsøger at møde hans Selvanklage +og hans forvirrede Udtalelser om Grethes Ulykke som den forurettede +og vrede Mølles Hævn. Er jeg derimod selv ganske upaavirket af hans +sære Grublerier? Eller er det alene Mindet om hin forfærdelige +Morgen, der vækker Uhygge i mit Sind og faar mig til at skælve, naar +jeg passerer Møllen? Endnu ligger den der, endnu har dens Herre ikke +villet fælde Dommen over den. + + * * * * * + +-- -- Men naar Savnet har jaget mig fredløs fra Sted til Sted, +søger jeg Hvile i mit Arbejde, i min Bog. Mens jeg skriver paa den, +glemmer jeg, at Grethe er død. I den lever hun, i den genopstaar +hun med den Guds Fred, som hun skænkede mig, da jeg kom som en træt +Flygtning til Vejrbakkens Ensomhed. + + + + +XXXVIII. + + + _Sidste Dage i April._ + +Jeg havde Lyst at skrive en Fortale til min Bog, som nu er +færdig. Rigtignok bandlyser den moderne literære Katekismus +Fortaler saavelsom de gamle fortrolige Henvendelser midt i Bogen +fra Forfatteren til hans kære Læser. Et af de første Bud lyder: +Forfatteren maa aldrig stikke sin Person frem og ikke give sin +private Mening til Kende. Forfatteren objektiverer sig i Værket, der +har at tale for sig. + +At vise Humbugen heri skulde bl. a. være Hensigten med min Fortale. +Har en Forfatter noget paa Sinde overfor sine Læsere, skal han nok +faa dem det sagt trods Katekismens Forbud. Han lader bare en af +Personerne holde et lille Foredrag. Og hvad nytter det, man forbyder +ham personlig at optræde i sine Bøger? De allerfleste Bøger skrives +om Forfatterne selv. Følgen af Forbudet mod de umaskerede sorte +Dominoer bliver da blot, at Forfatterne kostymerer sig mer eller +mindre smagfuldt, mer eller mindre gennemskueligt. Tag en af vore +Forfatteres samlede Produkter for Dem, og De vil se ham paradere +forbi i en Række skiftende Forklædninger: som Præst og som Læge, +som Ingeniør og som Adelsmand; snart det overlegne Fornuftmenneske, +snart en dybsindig Grubler; snart en barnlig Fantast og snart en +fortvivlet Oprører mod Samfundsordenen. Den naive Mand bilder sig +ind, at han er vel forvaret i sin sindrige Forklædning. Men ikke +blot hans Kaldsfæller, der kender Fiffene, skriver ham straks leende +i Haanden. Ogsaa Læserne, dresserede af den moderne kritiske Metode, +hvis Stolthed det netop er at »finde Katten«, udpeger ham med +Lethed og siger henrykte til hinanden: Har I set den skævbenede Hr. +A.... nu optræder han min Salighed som en uimodstaaelig Ingeniør? +Hvad mener I om den evigglade Hr. B., er han ikke grinagtig, naar +han giver Partiet som den verdensforagtende Naturforsker? + +Forklædningen narrer Ingen anden end -- Forfatteren. Han tænker: +siden jeg nu en Gang skal i Kostyme, vil jeg dog gøre mig akkurat +saa prægtig, som jeg dog nok egenlig er. Hvilket latterlig glimrende +Galleri af Selvportræter udviser ikke den moderne Literatur. Hvor +har Forfatterne ikke svælget i at afmale sig som Ynglinge med +dejlige Aasyn, med slanke, elegante Skikkelser, med ildfulde blaa +eller brune Øjne eller Øjne, der betagende skifter i alle Farver. +Eller de har set sig selv i moden Manddom, med Alvor og Myndighed +i det viljestærke Blik, med graanende, men endnu fyldige Lokker. I +kærlig Overbærenhed retoucherer de bort alle Maver og Maaner, alle +Latterligheder og Grimheder. Og hænder det en sjælden Gang, at de, +ved at se sig i Spejlet, faar en Anelse om, at en vis Beskedenhed +maaske vilde være passende, slaar det ikke fejl, at de Svagheder +eller Mangler, de med ædel Oprigtighed vedkender sig, stilles i +en flatterende Belysning af en Ejendommelighed, der overgaar al +sædvanemæssig Skønhed. Eller de tager yderligere Oprejsning for +de koket tilstaaede legemlige Skavanker ved at gøre de aandelige +Fortrin, der aldrig fattes en Forfatters Selvfremstilling, end mere +overvældende. + +Saaledes ser vi da vore Forfattere, som Ofre for +Forklædnings-Humbugen, udlevere sig til Spot for en lattermild +Samtid. + +Det fik endda være. Værre er det, at Forklædningen hæmmer +Forfatteren i at sige sit Hjærtes usminkede Mening. Maskeradebøgerne +fordrer en pinagtig Hensyntagen til æstetisk Vedtægt, der føles +som Humbug, fordi Forfatteren véd, hvad den er »gjort af«. Vi +kender alle den moderne Romanformel: et første Kapitel, hvor vi +springer badus ud i Handlingen, og et andet Kapitel, hvor vi hales +i Land af en lang og kedsommelig Forhistorie, som Forfatteren +møjsommeligt har sammenstillet til Baggrund for sin Maskerade. +Alle disse Udenomssysler med Garderobe, Maskineri, Dekorationer +og med Personer, der skal agere imod hinanden efter en stereotyp +Kapitel-Regie, suger Marven af den Energi, som skulde gøre Bogen +til et helt og ægte Udtryk for de Oplevelser, Stemninger og +Følelser, der har født den i Forfatterens Sjæl. Kunstletheden og +Kunstfærdigheden kvæler den Hjærtets simple, enfoldige Tilstaaelse, +som det var Bogens Mening at gøre andre Hjærter, der har levet og +følt noget lignende. + +Derfor har jeg fortalt min Bog saa lige ud, som jeg har levet den. +Derfor er det »jeg«, der selv henvender mig til Læserne. »Jeg« er +hverken smuk eller grim, hverken en velskabt Trubadur eller en +dæmonisk Pukkelryg. »Jeg« er kun et Hjærte med Trang til at synge +sin Fryd og sin Kvide. »Kostymet« passer sagtens til de store +Bøger, der skildrer Samfundets Maskerade. Hjærtets smaa Bøger +skrives bedst af den, der ikke forsøger at være andet end »jeg«. + + + + +XXXIX. + + + _30. April._ + +Jeg har sluttet min Bog; jeg har sluttet alt, hvad her var for mig +at virke. + +Iaftes, da jeg paa det sidste Blad havde lukket Grethes Øjne med et +Afskedskys og det tomme hvide Papir laa foran mig, da forstod jeg, +at nu kom først ret de ensomme Dage paa Vejrbakken. Og jeg stod op, +samlede alle Ting sammen, pakkede min Kuffert og lod min Vært vide, +at jeg rejser med Skibet imorgen. + +Hvad jeg vil? Først og fremmest bort herfra. Men dernæst didhen, +hvor Arbejdet venter mig. Træt, fordi det syntes mig at føre +til intet, opgav jeg det. Jeg genoptager det, uden altfor store +Indbildninger, men følende, at det i hvert Fald har sit Værd i +sig selv. Hvilen giver kun de Lykkelige Fred. For os andre dulmer +Arbejdet Ulykken. + +Lad mig desuden tilstaa det. Naar jeg i disse sidste Tider af og +til, for at søge en Smule Adspredelse, har gæstet en af Byens Kaféer +og dér faaet et Blad ihænde, er der vaagnet i mig en kriblende Lyst +til atter at føre en Pen for eller imod det, jeg læste. Jeg fornam, +at min Mølle ikke var standset anderledes, end at en Smule Vind +kunde sætte den i Bevægelse. Og jeg syntes, jeg begyndte at forstaa +Grethes Fader. Ikke Møllen, men ham var det, der trængte til at +høre Hjulene snurre og Vingerne suse. I hans eget Indre var det, at +Anklagen mod Hvilen lød. Jeg syntes, jeg forstod endnu mere. Jeg +hørte Varselraabet: Ve den, der i Blinde lader Møllen gaa! + +Idag har jeg været rundt at tage Afsked. Med Byen, med Vejrbakken, +med alt det, der for mig gemmer Livets lyseste og bitreste Minder. + +Jeg har sagt min Veninde i Stiftelsen Farvel. Hendes Trofasthed +overgav jeg Grethes Grav i Værn og Varetægt. Thi jeg véd, at den +gamle Møller ikke kommer der før den Dag, han selv bringes derud +til evig Hvile. Jeg sagde til min Veninde: »Smyk ikke Graven med +de forgængelige Blomster, dem, hvis Trøst er en stakket pralende +Løgn; dæk den med det altid levende Mindes beskedne Vækster, med +Vedbend og Evighedsblomster.« Min Veninde gav grædende sit Løfte: +»Hendes Grav skal staa smykket, som han vil det, saalænge Gud lader +mig leve. Og falder jeg fra, vil de Andre herinde gøre, som jeg har +gjort. Den Tid blot En er tilbage, der har set hendes velsignede +Ansigt, skal hendes Grav ikke forfalde, det kan han stole paa.« + +Hos Grethes Fader var jeg. Jeg fandt ham mere meddelsom end ellers +siden Ulykken. Efterretningen om min Afrejse syntes intet Indtryk +at gøre paa ham. Hvad var jeg vel ogsaa for ham uden i Forbindelse +med Grethe? Han fortalte mig, at han havde fæstet den gamle Kone, +der før gik til Haande i Huset, til at bo hos sig og passe ham. +For ham var der da sørget, det, han behøvede. Om at flytte fra +Vejrbakken vilde han ikke høre Tale. Mindre nu end nogensinde. Thi +nu -- fortalte han mig videre -- var det »i Orden« med Møllen. +Istedetfor at rive den ned havde han indrettet den til et Sørgeminde +over Grethe. Alt Maskineriet havde han ladet hugge isønder, og, +naglede fast til Bygningen, stod Vingerne som et oprejst Kors ud +mod Fjorden. »Hverken den eller jeg« -- sagde han -- »kan nu gøre +mere Fortræd her i Livet. Vi bliver her sammen paa det Sted, hvor +vi forbrød os. Og saa er det jo min Tanke, at Møllen, naar jeg dør, +skal gives i Arv og Eje som Sømærke og nævnes paa Kortet som Grethes +Minde.« + +Jeg gik fra Møllerhuset gennem Haven. Den stod i sin fejre +Foraarspragt, men det skønnedes tydeligt, at Ingen længer tænkte paa +at røgte den. Græsset paa Plænerne groede vildt og uslaaet, i Bedene +voksede Ukrudt frodigt mellem Blomsterne. Jeg forudsaa den Dag, +hvor den vilde forfalde til Vildnis og dernæst atter blive et Bytte +for den golde Vestenvind. Kærlighedens og Fredens milde Haand var +vegen fra Vejrbakkens Oase. + +Tilsidst var jeg paa Kirkegaarden. Hos hende, der var min +Barndoms Sol og hos hende, der lod denne Sol genlyse en kort, men +uforglemmelig Dag over min Manddom. + +I to gode Mødre, sov i Fred ved hinandens Side paa min gamle Bys +Kirkegaard. + +-- -- Min Kuffert er pakket. Men øverst i den ligger en af de smaa +Skjorter, Grethe syede til vor Søn. + + + + +XL. + + + _1. Maj. Ombord._ + +Skibet gled ud af Havnen, forbi Slottet med den hverdagsagtige graa +Façade, udenom Brohovedet, hvor min gamle Veninde stod og viftede +Farvel. Bag mig laa nu Byen, smilende rød mellem foraarsgrønne +Marker og Bakker, med munter Røg fra alle Skorstene og med +Storkeknebren over Tagene. Langsomt blegnede den i Aftenens Dis. +Skibet svingede om en Pynt, forsvunden var Byen. + +Jeg vaagnede, som om Tæppet var gaaet ned for et Skuespil, i hvis +fjærne Drømmeverden jeg for en kort Stund havde levet. Da fulgte +Skibet en ny Drejning af Fjorden, og et eneste Øjeblik saa' jeg, ude +i Horisonten, Vejrbakkens Top og øverst oppe Møllen som et sort +Kors paa hvid Grund. + +Saa er den gamle By uigenkaldelig borte. Og jeg vender tilbage, +derfra jeg kom. Til gamle Venner og gamle Fjender. + +Har da dette Aar været forgæves, er det sporløst svundet som den +Æventyrets Drømmeverden, for hvilken Teatrets Tæppe ruller ned? + +Visselig ikke. Det har bragt mig den _Treuga Dei_, hvorefter den +ganske Jord sukker, den Guds Fred, som selv vore krigeriske Fædre +undte hinanden, den livsalige Forsoning med sig selv og Andre, der +lutrer Sjælen og ædler Viljen. Jeg drager tilbage, hvorfra jeg kom, +men ikke som den samme. Jeg har, hvad jeg manglede før, et højt og +sikkert Mærke for min Sejlads: Grethes Minde. Mine Venner vil maaske +modtage mig med et medlidende Skuldertræk, mine Fjender maaske sende +mig et hoverende Smil. De vil erfare, at der er Grund hverken til +Medynk eller Glæde. Den Guds Fred, der har rørt min Sjæl, har ikke +haft Brug for nogen Omvendelse; det Sømærke, mit Liv har vundet, +fører mig ikke i nogen ny Retning. Blot følger jeg nu sikrere en +ligere Vej. + +Paa dit Dødsleje, Grethe, bebrejdede Du Dig, at Du døde som Jomfru +i mine Arme. Jeg tvivlede ingensinde om din redebonne Gavmildhed. +Jomfru eller Ikke-Jomfru, Du var bleven den samme. Jeg véd ogsaa, +at ingen Salighed vilde været større end at hvile som Brudgom ved +din Side. Men Du, min Jomfrubrud, har lært mig Forsagelsens hidtil +ukendte Lykke. Du har lært mig Lykken ved at være paa Vej til +Lykken, selv om man aldrig naaer den. + +Jeg sætter atter Møllen i Gang. Det maa saa være. Den kræver sin Ret +af min Ungdom og mine Evner. Og jeg tænker paa, at den Møllevinge, +der dræbte Dig, maaske ikke fortjener Forbandelse. Langt snarere +handlede den maaske mildt og godt, da den i Blinde tog Dig bort, +inden den forfærdelige Stund oprandt, da jeg, uden at _ville_ se, +satte i Gang min Mølle, ved hvis Vinger Du havde søgt Hvile. +»Grethes Minde« har lært mig at se mig for. + +Min Drøm er til Ende. I Foraarsnatten bærer Skibet mig tilbage fra +min gamle By til Virkeligheden og Arbejdet. Drømmen er til Ende, +Guds Fred udrunden, Grethe død. + +Eller var det ingen Drøm? Eller drømmer jeg endnu? Jeg synes at +fornemme, mens jeg skriver dette, Grethes Haand paa min Skulder, at +høre hende hviske i mit Øre: + +Guds Fred udrinder aldrig for den, der elsker. + + + + + +End of the Project Gutenberg EBook of Guds Fred, by Peter Nansen + +*** END OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK 43295 *** |