diff options
Diffstat (limited to '43295-8.txt')
| -rw-r--r-- | 43295-8.txt | 3629 |
1 files changed, 0 insertions, 3629 deletions
diff --git a/43295-8.txt b/43295-8.txt deleted file mode 100644 index 4a6b6e8..0000000 --- a/43295-8.txt +++ /dev/null @@ -1,3629 +0,0 @@ -The Project Gutenberg EBook of Guds Fred, by Peter Nansen - -This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with -almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or -re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included -with this eBook or online at www.gutenberg.org - - -Title: Guds Fred - -Author: Peter Nansen - -Release Date: July 24, 2013 [EBook #43295] - -Language: Danish - -Character set encoding: ISO-8859-1 - -*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK GUDS FRED *** - - - - -Produced by The Online Distributed Proofreading Team at -http://www.pgdp.net (This book was produced from scanned -images of public domain material from the Google Print -project.) - - - - - -Afskriverens bemærkninger: Åbenlyse trykfejl er rettet i denne -e-bog, men forfatterens stavning er for øvrigt bevaret. -_Understreg_ er brugt til at gengive kursiveret tekst. - - - - - PETER NANSEN - - GUDS FRED - - ANDET OPLAG - - KJØBENHAVN - - P. G. PHILIPSENS FORLAG - - Trykt hos J. Jørgensen & Co. (M. A. Hannover) - - 1895 - - - - - En autoriseret tysk Udgave af _Guds Fred_ udkommer, - samtidig med den danske Udgave, hos _S. Fischer_ - i Berlin. - - Fjerde Tusend. - - - - -I. - - - _5. Juni._ - -Saa skal jeg da bort fra Hovedstaden. I femten Aar holdt den mig -fast, den listige Skøge, bildte mig ind, at jeg ikke kunde undvære -dens giftigt parfumerede Luft, dens støjende Lader, dens hidsende -Anspændthed, dens forfinede Magelighed. Jeg sad i et Spind af tusind -Fangetraade, jeg troede, den havde fanget mig for Tid og Evighed. -Jeg troede vel ogsaa saa smaat, at den ikke kunde undvære mig. Var -jeg ikke i Aarenes Løb bleven et fast Led i det store Maskineri? -Ansaas af Alle for at høre med. Var selvskreven Deltager i Byens -broget vekslende Liv, snart festklædt, snart sørgeklædt; gav min -Stemme med i de afgørende Ordskifter, blev spurgt og søgt, var -Raadgiver og Hjælper, en paalidelig Ven, en Fjende, der maatte -regnes med. - -Hvor træt jeg ofte har været. Udslidt som en gammel Droskehest, der -maa drives afsted med Piskeslag og som gærne lagde sig plat ned paa -Stenbroen og blev liggende, til Døden og Hvilen kom. - -Dødsenstræt er jeg, af Fornøjelser og Arbejde, af altid at være til -Rede, tage Parti, forsvare og angribe; dødsenstræt og i mit Hjærte -saa ligegyldig, mens ingen Slaphed tør røbes i Ord og Væsen. - -Allermest træt af den evige Kamp for Penge. Penge, der maatte -og skulde skaffes, slides til Veje, laanes frem, forrentes, -tilbagebetales, altid flere, altid besværligere -- en stedse -voksende Lavine, mere og mere truende, tungere for hver Time at -stemme Ryg imod, hæmmende Arbejdsevnen om Dagen, skræmmende Søvnen -som en Mare. - -Hvorfor undre sig over den mer eller mindre aabenbare Støtte, -Socialismen i stigende Grad vinder hos Folk, der ikke hører til -de legemlige Arbejdere? Forklaringen ligger lige for Haanden. Hvad -har de ni af ti blandt os, der rangerer i de øvre Klasser, at tabe -ved en Samfundsomvæltning, en Forandring af de herskende økonomiske -Regler og Love? Vi er, mindst de ni af ti, Proletarer, der kæmper -en haabløs Kamp for at faa de Indtægter, Samfundet under os, til at -holde Maal med de Udgifter, det samme Samfund kræver af os, om vi -ikke vil sættes udenfor Numer. Paa faa Undtagelser nær lever vi alle -over Evne, Embedsmænd og Kunstnere, Videnskabsmænd og Handlende, -Præster, Skuespillere, Oberster, Journalister, Borgmestre og -Poeter. Hvad tabte vi vel, om pludselig den store Eksplosion kom, -Eksplosionen, som sprængte Samfundet løs af alle Fuger og lavede -Fidibusser af Gældsbreve, Veksler og Forskrivninger? _De_ har det -maaske endda forholdsvis bedst, som lever fra Haanden i Munden. -Deres Fordringer til Livet er smaa og der stilles ingen Fordringer -til dem. Hellerikke er det dem, der satte Gang i den Bevægelse, som -fører til Omvæltningen. Det er Mænd fra vor Midte, der lærte dem at -blive Socialister, det er Fortvivlelsen i de højere Klasser, der har -avlet Kravene nede fra. - --- -- Forleden brød jeg overtvært. Overgav mit Bo til en velsindet -Sagfører, ordnede mig med en Forlægger, der nærede en venlig Tillid -til mine Evner og erklærede sig villig til at udbetale mig for et -Aar eller to en beskeden maanedlig Understøttelse, har nu pakket min -Kuffert og indskiber mig i Eftermiddag -- uden Farvel til Nogen -- -for at drage til den gamle Provinsby, hvor jeg har levet min første -Barndom; som jeg ikke i tyve Aar har set, men som jeg stadig, naar -Trætheden kom op i mig, har længtes tilbage til. - -Jeg har ikke vaklet. I samme Nu, mit Opbrud fra Hovedstaden -besluttedes, i samme Nu vidste jeg, hvor jeg vilde hen. Den gamle By -kalder mig som en Moder, der trofast har siddet og ventet paa sit -vidt omstrejfende Barn. I den gamle By er der intet, som kan minde -mig om det, jeg vil glemme og bort fra. Den og jeg kender hinanden -kun fra de gode Aar, da den var det skønneste og dejligste, jeg -vidste, Genstanden for min Stolthed og Beundring, og da jeg var et -af dens mest forkælede Børn. Den kalder paa mig som en Moder. Thi -dér ligger min Moder begravet. Den rummer al den Moderkærlighed, jeg -i hine Dage nød mere end nogen anden og som jeg mistede saa tidligt. -Hvor i Verden tage hen uden netop til den gamle By? Jeg søger den jo -for at blive Barn igen. - - - - -II. - - - _Ombord._ - -Ikke har jeg sovet og ikke vaaget paa Overfarten. Jeg sidder i den -lune lyse Sommernat paa Dækket og lader drømmende Tankerne følge -den gyldne Kølvandsstribe, vugget blidt til Ro af Maskinens tunge -regelmæssige Slag og de hoppende Smaabølgers klukkende Skvulp mod -Skibet. - -Tankerne følger Striben tilbage -- til det Liv, den Verden, hvor -jeg nys færdedes. Saa underlig langt jeg allerede føler mig fra det -altsammen, saa fremmed og overlegen overfor det. Hvor ligegyldigt, -tomt og intetsigende det nu synes mig. Og _det_ har jeg ofret femten -af mine bedste Aar. Ingen har været ivrigere end jeg, ingen mere -fanatisk troende. Pur ung meldte jeg mig til mit Partis Fane, -sloges bravt og blindt i de Meniges Rækker, forfremmedes og naaede -vel noget nær de Udmærkelser, min Ærgærrighed kunde begære. Midt i -Kampbulderet har jeg været, har hadet og tilbedt, aldrig svigtet -min Fane-Ed, aldrig følt mig fristet til det, har vundet Venner og -Fjender, gjort Godt og Ondt efter Evne og bedste Skøn. - -Og hvad er saa Resultatet blevet? Lykke for mig? Lykke for nogen -Anden? Næppe det sidste; det første afgjort ikke. Naar jeg nu -godvilligt opgiver min tilkæmpede Stilling -- den, vistnok Mange -misunder mig som atraaværdig --, er det i en inderlig Følelse af -dens haabløse Uudholdelighed. - -Hvad i Herrens Navn slaas man for? Hvorfor forfølger man hinanden, -mistænker og mishandler hinanden, altid væbnet til Tænderne, altid -parat til at hugge løs? Maaske er der, langt ude i det Fjærne, -et Maal at naa. En højere Retfærdighed, en bedre Fordeling af -Tilværelsens Goder. Maaske oplever vore Børnebørn en ny social -Omvæltning. Men forøvrigt: vil Menneskene føle sig lykkeligere, om -Maalet virkelig naaes, eller vil de ikke blot skynde sig, med Uro i -Hjærterne, i unøjsom Higen, at kæmpe og hade sig frem mod nye Maal? -Sikkert. Nej, det er en tom Indbildning, at Lykken vindes gennem -Kamp. Kun i Fred, Fred med sig selv og Verden, findes Lykken. - -At tænke sig, at de stadig slaas derinde. Endnu har den store -By ikke lagt sig til Hvile, endnu summer Ondskaben og Vreden i -elektrisk Belysning gennem Gaderne, stimer sammen paa Kaféerne, -drikker sig ør og sløv, vaagner saa imorgen, efter en angstfuld -Søvn, i hede Hjærner og bitre Hjærter. At de gider! At de ikke -alle en dejlig Sommermorgenstund springer op med den Beslutning, -at nu vil de ikke længer! Smider Vaabnene fra sig, svaler den hede -Hjærne i den friske Morgen, fylder det bitre Hjærte med Naturens -søde Vellyst, renser sig ud for al Ondskab og alt Had, slutter -Fred over hele Linjen paa det simple, letfattelige Grundlag: Vi -er Mennesker alle, vi vil hinanden intet Ondt. Og fuldbyrder, -uden Blodsudgydelse, den Revolution, som gør enhver ny Revolution -overflødig. - --- -- Saadan sidder jeg og drømmer, mens Skibet den skønne Juninat -bærer mig over den stille Sø til min gamle By. Og som var det et -Billed, skabt af min Drøm, ser jeg i Solopgangen, just som vi har -passeret Fjordens Indløb, en ung Kvinde staa ved min Side, stor og -stolt, med et Ansigt, der lyser af mild Fred. Som et Syn kom hun, -som et Syn forsvandt hun. Men var hun et Varselbud, jeg modtager det -med Tak. Et Varsel om, at jeg er styret den rette Kurs for at finde -Freden. - - - - -III. - - - _Vejrbakken, 6. Juni, Aften._ - -Vi ankom i den aarle Morgenstund. Bagagen lod jeg foreløbig staa -ombord -- jeg vidste endnu ikke, hvor jeg vilde bo. Og jeg drev -op gennem den slumrende By. Straks var jeg lidt vildsom til -Mode. Den Gade, jeg gik i, havde et Navn, jeg ikke mindedes, og -mange nye Huse med flove glatte Allemands-Façader og hjærteløse -Spejlglas-Butiksruder. - -Men da jeg kom ud paa Torvet, kendte jeg min gamle By. - -Jeg satte mig paa den fritstaaende Stentrappe foran det Hus, hvor -jeg som Barn havde boet; jeg lukkede Øjnene over det hastigt -gensete Billede, og saa livagtigt, som havde jeg nys forladt -det, opstod Torvet i min Erindring, saadant som det var i mine -Barndomsdage. - -For Enden af Torvet løber Østeraa. Den er ikke overdækket -- -som nu --, den flyder aaben gennem Byen, med Broer over og med -knudrede løvrige Træer paa begge Sider. Og den er fuld af Baade og -smaa Skuder, hvor der sælges Fisk og Jydepotter og Træsko og, om -Efteraaret, Frugt. Saa dufter hele Torvet, ja Gaderne udenom med, af -krydrede Bergamotter og Gravensteners Rosen-Em. - -Den anden Ende af Torvet beherskes af det gulstrøgne Kongehus med -den takkede Gavl. Her er det, at Byens gamle Storkefædre holder -Forsamling Sommereftermiddage. De staar én paa hver af Gavlens -Afsatser, øverst oppe Præsidenten, der aabner Mødet med en høj -Knebren. Derefter knebrer de paa Rad, alle de ærværdige Storke, og -de, der lytter til, staar undertiden paa ét Ben af lutter Iver. Men -det hænder, at Raadsforsamlingen opløses i almindeligt Klammeri, -mens alle Storkene basker med Vingerne og knebrer forbitret i Munden -paa hinanden. Ogsaa hænder det, at en nidkær Storkemadam eller en -næsvis Storkepode forsøger at trænge sig ind i Forsamlingen og -bliver sat paa Porten under drøje Knubs, saa Fjerene ryger om den. - -Det gamle Kongehus, hvilken Sorg den Dag det dømmes til Døden af et -pietetsløst Borgervels Krav paa en ny tidssvarende Bankbygning. De -skændige Rænker, de giftige Løgne, der føres i Marken for at fælde -det. - -Det insinueres, at alle de historiske Overleveringer, som giver -Kongehuset Ry og Glans gennem Aarhundreder, er tyvstjaalen Pynt. -Det paastaas ydermere, at Huset er saa medtaget af Ælde, at det -næppe kan holde sig oprejst og at det er en stadig truende Fare for -de omliggende Bygninger. En rasende Kamp føres i Byraad og i den -stedlige Presse mellem Ideens Talsmand -- Latinskolens Historielærer --- og Borgervellets Materialister. Men disse sidste sejrer, efterat -et Velfærdsudvalg af bankforhippede Haandværkere har givet -sagkyndigt Skøn for Kongehusets Affældighed. Og Nedbrydningen -begynder. Vi Børn, hvis fædrelandske Fantasi er vokset op i Skyggen -af det gamle Hus, følger med forbitret Sorg hvert Slag af Hakken, -og vi nyder en smerteblandet Triumf, da Haandværkerne midt under -Arbejdet maa erklære sig magtesløse og tage Krudtet til Hjælp for -at sprænge Kongehusets favntykke Mure. Saa falder omsider den gamle -Kæmpe, men ej for Menneskehaand. Døende spotter den sine Voldsmænd. - -Midt paa Torvet ligger det røde Raadhus med Byens Vaaben i Guld og -Farver over den svære brune Egetræsdør. Om Raadhuset samler sig -alle Barnestue-Historiernes Uhygge. Foran det stod i gamle Dage -Gabestokken og Pælen, hvortil Forbryderne bandtes, naar de offenligt -piskedes. Her udsonede bl. a. de berygtede Røvere fra de store Skove -Nord for Fjorden Begyndelsen af deres Straf, da de langt om længe, -efter talløse Skændselsgærninger, fangedes af Militæret og Omegnens -Bønder. Banden bestod af en gammel Kælling, hendes syv ryggesløse -Sønner og en vidunderskøn ung Pige, Kæreste til den ældste af -Brødrene, Erik Krumfinger. Plyndring, Voldtægt og Ildebrand var de -mindste af deres Forbrydelser. Ogsaa adskillige Mord havde de paa -deres Samvittighed og Grusomheder af den skrækkeligste Art. Saaledes --- fortalte ialfald min Barnepige -- morede de sig med at binde -smaa Børn til gloende Ovne, naar de forlod en Bondegaard efterat -have plyndret den og myrdet de voksne Beboere. Det var en Fest for -hele Byen og Omegnen, da de, nøgne til Bæltestedet, piskedes foran -Raadhuset og Morgenen efter førtes til Galgebakken og henrettedes. -Kun Erik Krumfingers Kæreste vakte en vis Medlidenhed. Hun var saa -dejlig af Skikkelse og Aasyn, hun var saa ung og hun jamrede sig saa -bitterligt, da hun blev pisket. Men om Skaansel kunde der ikke være -Tale. Hun havde været den allergrummeste til at stege de smaa Børn. - -Rundt om Torvet ligger saa alle de gamle Købmands- og -Beværtningsgaarde, hvor Bønderne tager ind Torvedagene og hvor der -er den herligste Tumleplads for Børnenes Lege. Bindingværks-Gaarde, -der er et sandt Vildnis af Svalegange med tørrede Sild paa udspændte -Snore, af vaklende Trapper og møre Ud- og Tilbygninger, der raver -mellem hinanden som fulde Mænd. Her paa Lofterne i de store -Korndynger leges der Skjul, og om Lørdagen sidder jeg bag Disken i -den holstenske Madams Værtshuskælder og skænker hvidt Øl og Dram -for Bønderne og min Ven Droskekusken, som bor i et Hul bag Stalden -i Porten og dér, i en altid frisk Atmosfære af Hestegødning, med -et Spritkogeapparat, en Rugbrødshumpel, en Krukke Svinefedt og en -Billing Kommensost fører den lykkeligste Ungkarle-Husholdning, jeg -kan tænke mig. Men naar Stemningen bliver høj i den lave Kælder, -morer man sig med at give den aldrende Droskehest Brød, dyppet -i Brændevin, og som en vild Araber farer Øget rundt om Torvet, -bredende Skræk og Forfærdelse mellem Bønderkonerne, der sidder -med udbredte Skørter foran Raadhustrappen og i landlig Ugenérthed -besørger deres Privatanliggender. - --- -- -- Jeg aabner Øjnene og ser ud over det sollyse Torv. -Raadhuset ligger der endnu, de gamle Gaarde ogsaa, jeg ser -Værtshuskælderens smaa grønne Ruder, jeg øjner en Stump af Aaen, -der bugter sig mellem hældende Huse og over hvis lemlæstede Poesi -et enkelt Syrentræ i en tilstødende Have breder et ungt blomstrende -Smil -- -- jeg kender min gamle By og jeg rejser mig, let og glad i -Sindet, med en dirrende Lykkefornemmelse af at være hjemme. - -Jeg er hjemme, og jeg vil til min Moders Grav. - - * * * * * - -Endnu er Byen ikke vaagnet. Mens jeg vandrer gennem dens tomme -Gader, fornemmer jeg det, som om jeg er kommen og har overrasket -den, og jeg sender vækkende Gensynshilsener til alle de kendte Ting, -jeg møder. Herregud, her hænger det endnu nedad Kirketaarnet, det -tykke Tov, som var den gamle Bys ukunstlede Brandsignal-Apparat. -Den, der opdagede en Brand, havde at trække i Tovet, saa Klokken -i Taarnet klemtede. Mellem os Børn hed det sig, at den Lykkelige, -der saaledes meldte en Brand, fik udbetalt en blank Rigsdaler. Hvor -flittigt -- men forgæves -- spejdede jeg ikke paa hver Spadseretur -efter at se Luerne slaa ud af et Hus. Jeg vandt aldrig Daleren. -Monstro det gamle Tov endnu gør Tjeneste, eller hænger det mon blot -som en forglemt Levning fra svundne Dage? - -Jeg standser og ser ned ad en skraanende Side-Gade. I det -fremspringende Hjørne-Hus dernede var det jo, vi boede i Krigens -Aar. Jeg var ikke mere end et Par Aar den Gang, og dog præntede -hine Dages Begivenheder uudslettelige Indtryk i min Sjæl. Den -tyske Indkvartering -- Soldaterne, der skændtes med Moder om den -danske Mad, og den gemytlige hvidskæggede Major Brumbasse, der -forelskede sig i os Børn, men som jeg ikke vilde lade kysse mig, -fordi han var en Tysker. Allermest dog disse Billeder: Min Moder -og mine halvvoksne Søstre samt et Par andre af Byens Smaapiger -sidder og piller Charpi. Pludselig lyder der Hestetramp i Gaden, -jeg skynder mig til Vinduet, men i det samme gaar Døren til Faders -Studereværelse op, og med et kraftigt Ryk rives jeg bort fra -Vinduet. »Rul Gardinerne ned, Ingen maa se ud,« -- siger Fader, bleg -og bevæget. »Tyskerne kommer!« En uhyggesvanger Stilhed hersker i -den mørke Stue, og bange kryber jeg sammen i Moders Skørter, mens -den klaprende Larm af mange Heste kommer nærmere. Saa standser -Støjen lige nedenfor vore Vinduer, vi hører kun nogle hastige høje -Ord, der lyder som Skældsord, en Klynken, nye Eder, Forbandelser, -Raslen af Sabler, urolig Stampen af Heste og, tilsidst, et -angstfuldt Skrig paa Dansk. Sit eget Forbud til Trods iler Fader -til Vinduet, Moder og vi Børn bag ham, og fra en Stol ser jeg en -Mand, i hvem jeg kender vor Skomager, blive slæbt af en Officer i -skinnende hvid Kappe henad Stenbroen, langs den stejlende Hest. Og -jeg ser Gaden fuld af fint uniformerede Ryttere, der nu alle igen -sætter sig i Bevægelse, efter Officeren, der, med Skomageren som -tvungen Vejviser, fører an ned mod Fjorden, over hvilken de danske -Soldater er flygtede. - -Og saa Billedet af de saarede danske Soldater, der køres gennem -Gaderne, efter den ulykkelige Træfning ved Bakkerne Vest for Byen. -Saa sikkert var Sejren ventet, thi for en Gangs Skyld var Danskerne -de fleste. Desværre havde Obersten, der førte vor Afdeling, ogsaa -været for tillidsfuld. I Stormløb lod han sine Folk tage Terrænet -ned ad Bakkerne, ved hvis Fod Tyskerne ventede i Ly bag Grøftehegn. -Og fra den dækkede Stilling strakte Tyskernes Geværkugler de -fremstormende Danskere til Jorden som værgeløst Vildt. Herom -havde vi Børn hørt, ogsaa om Oberstens Fortvivlelse -- han var -indkvarteret hos en Embedsmandsfamilje, som stod os nær, og det var -fortalt Fader, hvordan Obersten, der om Morgenen red sejrssikker ud -for at oplede Tyskerne, sent om Aftenen var vendt tilbage og havde -lukket sig inde paa sine Værelser, uden at ville spise og uden at -ville tale med Nogen. Nu, den næste Morgen, kom de Saaredes Træn. -Langsomt og tungt, som et Ligtog, ruller Vognene gennem Gaden, og -paa spredte Halmneg hviler de Saarede. Nogle har Bind om Hovedet, -andre om Arme eller Ben. Bindene er plettede af Blod og Ansigterne -er hvidere end Bindene. Ikke en af de Saarede ser til Vinduerne, -alle stirrer de frem for sig med udslukte, haabløse Blikke. -Jeg havde vel næppe nogen saadan Tanke den Gang: det har siden -staaet for mig, som om disse saarede danske Soldater mindre vakte -Medlidenhed ved deres legemlige Smerter end ved den Fortvivlelse --- ja, Skamfølelse -- over Nederlaget, der stod at læse i deres -forpinte Ansigter. - - * * * * * - --- -- Jeg gaar uden at tænke paa den Vej, jeg følger. Det er tyve -Aar siden, jeg traadte disse Gader, deres Navne har jeg i tyve Aar -ikke haft i mine Tanker: som ved en usynlig Haand, uden Eftertanke, -uden Famlen, føres jeg nøjagtigt derhen, jeg vil. Jeg er i mit -Barndomshjem, jeg er i min Faders Hus; min Fod farer ikke vild paa -den hjemlige Grund. - -Saa staar jeg, just som Hanen galer tredie Gang sin Morgenhilsen -over Byen, i den lille Gade, som leder ned til Kirkegaarden. De -lave straatækte gule Huse, hvor de gamle Kransebindersker boede, -indrammer endnu Gaden, og som for tyve Aar siden hænger endnu --- som var det de samme -- tarvelige Vedbendkranse og Moskranse -med Evighedsblomster udenom de smaa Døre med Klinkelaase. I et -af Husene staar et Vindu aabent, og, hidkaldt ved Lyden af den -tidlige Morgenvandrer, stikker en Morlille Hovedet ud. Jeg køber -hendes Kranse, lægger den beskedne Betaling i hendes rynkede Haand, -og, fulgt af hendes Velsignelse, gaar jeg gennem Laagen ind paa -Kirkegaarden, hvor Fuglekvidder og Duft af Cypresser og morgenfriske -Blomster modtager mig. - -Min Moders Grav ligger borte fra den alfare Vej, i en stille fjærn -Krog blandt Hundreder af andre Grave. Den usynlige Haand leder mig -ad de halvtilvoksede Stier, der snor sig mellem Græstuerne, og -saa staar jeg med ét foran den lille indhegnede Plet, hvor Moder -hviler, med et Barn ved hver Side: en større Tue mellem to ganske -smaa. Frisk Vedbend dækker alle Gravene og snor sig op om det -simple Marmorkors paa Moders Grav. Bag den, bøjende deres tunge -lilla og gyldne Blomsterklaser ned over den, staar en Guldregn -og et Syrentræ, og i hvert af det lille Kirkegaardsbeds fire -Hjørner folder Rosentræer deres lyserøde og hvide Knopper ud med -Morgensolens Smil gennem Regntaarerne fra Natten. - -Jeg sætter mig paa den grønne Tremmebænk, jeg kærtegner med Blikket -Navnet paa Korset ligeoverfor og jeg taler med min Moder. - -»Jeg er kommen til Dig, Moder, for at finde Fred. I tyve Aar har jeg -været borte fra Dig, langt, langt borte blandt fremmede Mennesker. -Da jeg sidst sad her og tog Afsked med Dig, vidste jeg ikke, hvad -jeg mistede. Jeg var et Barn og Du en ung Hustru. Nu er Du en klog -gammel Kone, og jeg en dagtræt Mand med Haar, der begynder at -graane. Skænk mig den Fred, Du forlængst har vundet, og jeg bliver -hos Dig.« - -Jeg synes min Moder sidder overfor mig, en gammel Kone med hvidt -Haar og milde brune Øjne. Jeg glemmer Tiden, mens jeg ser ind i de -Øjne, til jeg vækkes ved, at Kirkeklokken sender syv skingre Slag -ind over Kirkegaarden. Jeg tager Kransene, dem jeg stadig bærer paa -Armen, og lægger dem, knælende, paa Graven. »Tak, Moder. Tak for -alt -- i gamle Dage og nu.« - -Men mit Hjærte rummer ogsaa en anden Tak, mens jeg langsomt, omsust -af Fuglekvidder og Vindens Leg i Trækronerne, forlader den stille, -sødt duftende Dødens Have. En Tak til den gamle Bys Trofasthed, der -ikke har ladet min Moders Grav ligge øde, men har fredet og hæget -om den. Findes vel saadan lang Hukommelse og bestandig Troskab i de -store Stæder, hvor hver Dags Nyt jager støjende frem og puffer alt -forbigangent til Side? Dér mindes man kun Døden i pralende Opraab i -Avisernes Avertissementsspalter. Dér er Kirkegaardene altfor store -og altfor langt borte. De Døde faar skøtte sig selv. Den gamle By -har de Døde i sin Midte, altid nærværende, levende i en kærlig -Hukommelse. Jeg takker Jer, min Moders Venner i den gamle By, jeg -kender Jer ikke længer, jeg bringer Jer mit Hjærtes stille Tak. - - * * * * * - --- -- Jeg ender min Morgenvandring paa Vejrbakken, og dér bliver -jeg. - -Vejrbakken ligger lige udenfor den gamle By, er dens Lystanlæg, -dens Stolthed. Sjældent fandt ogsaa en By saa herlig en Plet til -en offenlig Park. En gavmild Borger »anlagde« og beplantede for et -Aarhundred siden Vejrbakken, delte den ved Trapper og Vindelalléer -i Terrasser, skærmede den med Gran og Fyr og lod i Ly deraf Bøge og -Sirbuske vokse op, tog Magten fra Vestenvinden og lod Solen herske, -skabte saaledes af den golde Vejr-Bakke en frugtbar Have. Herop -drager den gamle Bys Beboere Sommer-Eftermiddage med Madkurve og -Flaskefoder, faar Vand paa Maskine fra Pavillonen paa den første -Terrasse og gør sig det hyggeligt i Lysthusene. Men paa Terrasserne -ovenfor, i »Skoven«, gaar Drengenes Røverleg. - -Jeg kommer til Vejrbakken med en hemmelig Angst for at blive -skuffet. For min Erindring fra Barneaarene staar den som noget rent -æventyragtig stort og skønt. Bakken et Bjærg, Skoven en Urskov. - -Jeg ser med et Smil Storagtigheden forsvunden. Baade Bakke og Træer -synes mig at være voksede nedad. Der er intet æventyrligt, intet -fantastisk ved Vejrbakken. Men dens Skønhed er paalidelig nok. En -yndigt smilende Idyl. Alligevel mangler Vejrbakken ikke Storhed. Den -har sin Udsigt. - -Jeg er naaet op til »Pavillonen«, en gul Trævilla, udenfor hvilken -en Opvarter og en Hærskare af Spurve er ifærd med at rense de -smaa Beværtningsborde for Madkurvenes Affald. Jeg vender mig om -og blændes. For min Fod har jeg hele Byen og bag den Fjorden, der -bugter sig som en spejlklar Flod mellem Bakker og Enge. Milevidt -naaer Blikket til begge Sider. En Uendelighed af Himmel, Vand -og sommerfrodigt dansk Land. Og Byen, hvis røde Tage synes som -rutschede ned ad Vejrbakkens grønne Skraaninger. - -Her har jeg hele min gamle By. Og i samme Nu føler jeg, at her maa -jeg bo. Jeg lader Opvarteren kalde paa Værten, og fem Minutter efter -er jeg indkvarteret i Pavillonens to Kvistværelser, som ellers ikke -udlejes, -- Pavillonen har overhovedet ikke liggende Gæster -- men -som overlades mig, da jeg tilbyder at leje dem for Vinteren med. - -Og nu har jeg mit fremtidige Hjem i Orden. Her er ingen Luksus, men -alt hvad jeg behøver: en god Seng i Soveværelset og i min Dagligstue -et Arbejdsbord, nogle Stole -- ja ovenikøbet en Sofa. - -Mine Bøger er pakkede ud, mine Piber stoppede. Siden jeg var ung -Student, har jeg ikke smagt Pibe. - -Gud være med Jer, Havannacigarer og Cigaretter -- hvad er I dog mod -de Drag af uforfalsket hollandsk Knaster, som jeg i dette Øjeblik -ryger, mens jeg sidder ved mit Kvistvindue og skuer ud over min -gamle By! - - - - -IV. - - - _12. Juni._ - -Øverst oppe paa Vejrbakken, ovenover Skoven, paa den aabne Bakkekam -knejser Møllen, hvid med sorte Vinger, paa sin grønne Jordvold. Det -er den bedste Mølle i Egnen, thi den har altid Vind nok. Den tjener -tillige som Sømærke for Skibene paa Fjorden. Den ses i flere Miles -Afstand. - -Mølleren ejer Jorden oppe paa Bakken saa langt ned, til Anlægget -begynder. Skrænten mod Nord, mod Fjorden, ligger øde og udyrket. Men -paa Skraaningen mod Syd er et stort Stykke indhegnet og opdyrket til -Have. Mølleren har taget Lære af den Mand, der anlagde Lystanlægget. -Han har trodset Vind og Vejr, har rejst en skærmende Hæk mod Vest, -har blandet Bakkens sandede Jord med møjsommelig tilkørt fed Muld -fra Agerlandet, har gødet og vandet, grøftet og gravet, indtil han -saa' sin hængende Have trives og blomstre. - -Jeg mindes den halvt uvillige Respekt, hvormed Mølleren omtaltes -af Byens Folk. Man beundrede hans Dygtighed, men frastødtes af -hans brydske Særlinge-Væsen. Det stod i hans Kontrakt med Byen, af -hvem han købte sin Grund, at den til enhver Tid skulde staa aaben -for Folk, der vilde nyde Udsigten. Men skønt han ikke gjorde noget -Forsøg paa at omgaa denne Kontrakt, følte Byens Beboere sig ikke vel -paa hans Enemærker. I hvert Fald holdt man sig i ærbødig Afstand -fra hans Hus og hans Have. Selv vi Drenge, der nødigt gik af Vejen -for et Vikingetogt ind i en Frugthave, lod om Efteraaret Møllerens -berømte Pærer og Æbler modnes i Fred. Der gik ogsaa ganske ondartede -Rygter om Mølleren. Det fortaltes saaledes, at han behandlede sin -unge smukke Kone, en Proprietærdatter fra en Egn sydpaa, med -tyrannisk Haardhed. Maaske Rygterne blot kom af, at Møllerens Kone -levede lige saa afsondret og indesluttet som han selv -- noget, -den gæstevenlige og selskabelige Befolkning vanskeligt opfattede -som frivilligt --; blidere blev ialfald Rygterne ikke, da den unge -Kone døde faa Maaneder efter sin første Barselseng, efterladende -sin Mand en lille Datter, som hverken fik Amme eller Barnepige, men -passedes af Mølleren selv og hans Svend. Den lille Pige, Genstand -for hele Byens Beklagelse, var vel en 2-3 Aar, da vi rejste bort. -Med sky Nysgærrighed havde jeg ofte betragtet hende, naar hun i sin -Barnevogn -- en simpel Trækasse paa fire Hjul -- blev rullet af den -gamle skutryggede Svend rundt paa Møllevolden. - - * * * * * - --- -- Jeg har hver Dag været en Tur oppe ved Møllen. Vi har haft -Vestenstorm. Jeg har nydt det storartede Skue af Fjorden i Oprør, og -jeg har, da Stormen løjede af, lyttet til det fjærne Tordendrøn fra -Vest: Dønningerne fra Havet fem Mil borte. - -Jeg fandt Møllen paa sin Plads; men til min Forbavselse stod -Vingerne stille. Jeg tænkte: »Mølleren maa have forandret sig meget -paa sine gamle Dage. Han kan nok ikke længer lide at lade Møllen -gaa i Storm.« Men ogsaa idag, da det er Magsvejr og kun blæser -en almindelig skikkelig Vind oppe over Skoven, hvilede Møllen i -urokkelig Ligegyldighed. Vinden ruskede i de rebede Sejl, den muntre -Bygesol legede gennem Vingernes Ribber. Men Møllen lod sig ikke -vække. Og det allervidunderligste: støttet op mod en af Vingerne, -saa trygt dvælende som kunde der slet ingen Fare tænkes, stod en ung -Kvinde i en tætsluttende blaa Lærreds Kjole, med Armene korslagte -over det høje Bryst, og stirrede ud over det vide Land. Hun hørte -mig ikke, saa' mig ikke. Hun syntes, lig en Tornerose, at drømme ved -Foden af den sovende Mølle. - -Skulde Mølleren være død? Og ingen Efterfølger have taget Møllen og -Arbejdet i Arv? - -Da jeg for lidt siden kom hjem, spurgte jeg i Forbigaaende min Vært, -om den gamle Møller endnu boede deroppe. Jo, det gjorde han. - - - - -V. - - - _19. Juni._ - -Hver Dag gaar jeg lange Ture i Byen og gennemstrejfer den paa -Kryds og Tværs. For hvert Skridt vaagner en Erindring. Jeg -føler mig som en Opdagelsesrejsende i min egen Sjæl: der bygger -sig, Sten paa Sten, op i mig et Kongerige af gode Minder, jeg i -mange Aar har ladet falde i Ruiner. Den gamle By med Barndommens -Søndagsstemning bliver levende i mig, og den befolkes med et Mylr -af kære Skikkelser. Nogle af dem træffer jeg endnu spadserende om i -Gaderne. Gamle Adjunkter, allerede gamle den Gang, jeg var blandt -deres Elever, vandrende samme sindige eller skyndsomt trippende -Gang til Skolen; ærværdige Borgermænd, hvis smilende gæstfri -Ansigter jeg mindes fra deres Sønners Børneselskaber, og unge -travle Forretningsfolk, af hvis alvorsfulde Familjeforsørger-Miner -jeg pludselig ser en gammel forglemt Legekammerats Barnetræk kigge -frem. Jeg gaar som Harun al Raschid i Bagdads Gader. Iagttagende, -genkendende uden selv at blive hverken kendt eller iagttaget. Kun en -Gang imellem møder jeg et skottende, prøvende Blik, der siger: Naa, -der er nok kommen en Fremmed til Byen. - -Der er andre Skikkelser, som stiger frem for mig, mens jeg studerer -Butikskiltenes Navne. Det forekommer mig, naar jeg finder de samme -Butiker og samme Købmands-, Bager- og Haandværker-Navne paa samme -Plads, jeg sidst saa' dem, som om den gamle By havde standset sit -Liv og sin Udvikling den Dag, vi forlod den. Jeg maa ræsonnere for -mig selv: »det er jo dog kun tyve Aar siden.« Thi jeg føler mig som -en gammel, gammel Mand, der efter at have levet mange Menneskealdre -i Troldenes Høj, vender tilbage til min Hjemstavn. Jeg kan egenlig -slet ikke forstaa, at ikke alt er forandret og at ikke alle de -Mennesker, jeg kendte, er døde. - -Mange af dem er det dog. Om nogle véd jeg det af Beretning, om andre -slutter jeg det, fordi jeg ikke finder dem i deres vante Krog. Ogsaa -disse Skikkelser lever op for mig af den Stenbro, de før traadte og -som jeg nu træder uden at møde dem. - -Allertydeligst ser jeg for mig den Frøken, som holdt Skole for bedre -Folks Smaadrenge i den gamle By. Det tykke rare gamle Menneske, til -hvem Mødrene saa trygt betroede deres Poder, thi hun tog sig dem an -ikke blot som Skolemesterinde, men noksaa meget som en Barnepige og -Kæletante. Hende var det, der med sine buttede Fingre hjalp os af -med vore Mælketænder, naar de begyndte at rokke; til hende blev vi -sendt de Dage, hvor vore Forældre formedelst et Storkebesøg eller -andre forstyrrende Familjeanliggender vilde være af med os. Hun -forærede os de første Komediebilletter, og, naar vi betalte vore -fire Mark i Skolepenge hver Maanedsdag, gav hun dem af os, hvis -Forældre sad i smaa Kaar, de to tilbage som en Foræring til at købe -»noget nyttigt« for. Hende endelig var det, der til Fornøjelse for -os Drenge laa og svedte i Sengen Fastelavns-Mandag til langt op paa -Dagen, for at vi alle kunde naa at rise hende op og blive belønnede -med de Boller, hun i en stor Torvekurv havde staaende under Sengen. - -Du gode, gamle Pige, i dit store Hjærte bankede al den gamle Bys -barnlige Troskyldighed. Jeg rejser Dig et Æres-Minde, det, dine -Drenge altfor længe har skyldt Dig. - - - - -VI. - - - _20. Juni._ - -Naturligvis er den unge Kvinde, jeg saa' oppe paa Møllen forleden, -Møllerens Datter. Jeg Dumrian, som ikke straks begreb det. Hun maa -jo nu være en forlængst voksen Pige. - -Jeg kan ikke faa hende ud af mine Tanker. Saa stolt hun stod dér, -højtsvævende, vidtskuende, ovenover Byen og Skoven, ja ovenover -selve Vejrbakken. Hvilke Drømme svulmede mon i hendes Barm, hvilke -Længsler var det mon, som hendes korslagte Arme knugede tilbage? -Saa' hun fra sit høje Bo med Foragt ned paa Menneskenes jordbundne -Stræben, eller gik hendes Hu mod at stige ned og være med i den -travle Færden? - -Helst tænker jeg mig hende som den store Freds Gudinde, den -Gudinde, jeg dyrker. Her paa Vejrbakken er hendes Tempel rejst, -og af Møllen bygger jeg hende et Højalter. Herop kalder hun til -livsalig Fred i Naturens ubesmittede Rige den, som mødig søger bort -fra Hverdagslivets Støv og Møje. Hendes Skød har Engens duftende -Kløverhvile for den trætte Vandrers Hoved, hendes Øje spejler -Himlens Blaa og hendes Stemme synger Vindens hviskende Vuggesang i -Træernes Kroner. - -Er jeg en Nar, Du smukke Møllerdatter, at jeg fæster Digtningens -Glorie om din Pande, kaarer Dig til min Lykkedrøms Gudinde? Er -Du maaske en ganske jævn lille Borgerpige, der skikkeligt længes -mod Kæreste, Lysning og Brudeseng? Har Du maaske allerede fundet -din Møllersvend? Var det ham, Du spejdede efter, da Du stod paa -Højalteret? - -Ligemeget: jeg lader Dig staa, som min Drøm har stillet Dig. -Jeg kender Dig ikke og vil ikke lære Dig at kende. Ingen brutal -Virkelighed skal skænde dit hellige Billed. - - - - -VII. - - - _25. Juni._ - -Jeg fik idag gennem min Forlægger Post fra Hovedstaden. En Bunke -ligegyldige Breve, et Brev ogsaa fra min Elskerinde. - -Hun spørger forundret, krænket og bedrøvet, om jeg er sunken i -Jorden. Hun har forgæves ventet og søgt mig. Af en fælles Bekendt -har hun saa hørt Rygtet om, at jeg skulde være rejst til Udlandet -med en Dame. Og hun sender mig nu sit Brev paa Maa og Faa, efter -min gamle Adresse: »Jeg véd jo ikke, om det naaer Dig. Dog syntes -jeg, jeg paa en eller anden Maade maatte spørge Dig, hvorvidt Rygtet -taler sandt. Jeg maa jo næsten tro det. Men har jeg da fortjent, at -Du handler saadan mod mig? Har jeg nogensinde forbrudt mig? Har jeg -ikke altid tværtimod føjet Dig i ét og alt, gjort mig Umage for at -være netop saadan som Du vilde have mig; ikke plaget Dig hverken med -Overhæng eller Skinsyge? Nu, Du har tilføjet mig saa bitter en Sorg, -vilde jeg ønske, jeg kunde hade Dig. Jeg kan det ikke. Skriv blot to -Ord, at Du vil komme snart tilbage til mig, og jeg elsker Dig nu som -altid.« - -Hun kan ikke hade mig, hun bilder sig ind, hun elsker mig. Jeg tror -ikke paa, at Kærlighed og Had er hinandens nødvendige Supplementer. -Jeg føler mig tværtimod overbevist om, at den største Kærlighed -aldrig, hvor forsmædeligt den end martres, slaar om i Hadets -Modsætning. Men _hun_, der sender mig dette Turteldue-Brev, er -kun Due, forsaavidt som hun forstaar at kurre elskovssygt, kan -ingensinde blive en Høg, thi hun mangler den Følelsens Fanatisme, -der hvæsser Klør og Næb. Hun valgte mig til Elsker, fordi det -behagede hendes Forfængelighed at blive foretrukken af mig. Hun -føler en vis Tomhed nu, jeg er borte. Hun ønsker at faa mig -tilbage; thi det krænker hende, at jeg af egen Drift er gaaet fra -hende. Men om føje Tid vil den Lykke, hun begærer, atter blomstre -for hende. Den tomme Plads vil blive optagen af en ny Elsker, der -har om end andre saa ligesaa store Fortrin som jeg. Hendes Nag imod -mig vil svinde, og naar vi ad Aare atter ses, vil vi hilse fornøjet -paa hinanden som to Venner, der aldrig har haft noget Livsens Alvor -sammen, næppe nok nogen minde- eller glemselværdig Oplevelse. - -Det er Sagen. Og det er Forklaringen af, at jeg kunde rejse bort -uden at føle det som en Nødvendighed at tage Afsked med hende. Her -var ikke Tale om et Brud. Hvad skulde jeg sagt hende andet end -et valent »Tak for denne Gang«? Her var end ingen Knude at hugge -over, kun en løst sammenhæftet Kotillonssløjfe at skille i sine to -Baand, det hvide og det røde. Jeg kunde ikke overvinde mig til at -sige de behørige sløve Trøstens- og Takkeord ved denne Skin-Grav. -Jeg skammede mig ved at spille med i en Scene af saa aabenlys -Uvederhæftighed, at give Repliken til hende, der sikkert ikke havde -nægtet sig den Fornøjelse at forsøge sig i det store Drama efter de -bedste Mønstre. - -Naar jeg besluttede at bryde op fra Hovedstaden, var maaske -ogsaa, dybest inde, det den stærkeste Bevæggrund, at jeg vilde -bort ikke just fra hende, min sidste Elskerinde, men fra hele den -Elskovs-Sport, som leges i den store Bys Overflade-Selskab og som -jeg med saamegen Iver havde dyrket. Havde dyrket mest fordi jeg -derved tilfredsstillede en Lyst til at haane Kærligheden, til at -rive den ned fra det svimlende høje Fodstykke, som min Ungdoms -blinde Tro byggede den med det Resultat, at jeg selv en skønne Dag -laa værkbruden paa Jorden. - -Jeg havde elsket og var blevet skuffet. Jeg tvang min Sorg i mig, -jeg svor en stille Ed, at for første og sidste Gang havde jeg været -Kærlighedens Nar. Var jeg bleven erobret, vilde jeg nu erobre. -Havde man leget med mig, vilde jeg nu lege med andre. Ikke havde -jeg nogen Lyst til at gøre ondt, som der var gjort mig ondt. Jeg -vilde blot tage Kærligheden ovenfra, saadan som den en Gang havde -taget mig i Nakken. Og jeg vilde lære andre at gøre det. Lære dem, -at Kærlighed ikke er værd at regnes for andet end en Spas. Mindst -af alt noget at sætte Livet ind paa. Jeg lærte, at i Kærlighed -sætter man altid Livet ind, ogsaa naar man netop ikke vil det. Jeg -følte mit Liv forspildes, mens jeg troede mig ifærd med at gøre mig -til Kærlighedens Herre. Jeg vaagnede en Morgen i Angst: Se, Aarene -svinder. Hvor er de henne alle de, Du legede med? Hvad har Du samlet -i Lade af de Følelser, Du saaede ud for Vejr og Vind? Draabevis lod -Du dit Hjærte forbløde og lægge sig øde, gav lidet og fik intet, gav -saa ofte, at Du snart intet vil have tilbage. - -Jeg vil svare min fortørnede Elskerinde: Jeg ønsker Dig, der var min -altfor lærvillige Elev, at Du en Gang maa træffe En, der lærer Dig -at elske. - -Maaske vil jeg da ialfald lære hende at hade. - -Thi dum er hun ikke. - - - - -VIII. - - - _Sidste Dage i Juni._ - -Jeg vil skrive en Bog om den gamle By. Ikke som den er -- jeg bryder -mig sletikke om med en moderne Kunsts kritisk-psykologiske Metode, -der ogsaa staar til min Raadighed, at bore Sonden i den og krænge -dens Indvolde ud --, hellerikke som den var, men saadan som jeg ser -og genser den under Barndomsmindets blaa Glas ... i en Soldis af -stille Glæde og Vemod uden Bitterhed. Det skal være en Bog for alle -dem, der, ligesom jeg, trænger til at sætte sig hen i en lun og god -Krog, hvor der er stængt af for Omverdenen og hvor Sjælen for en -Stund kan leve sit Blomsterliv i en Klosterhave. Det bliver en Bog -uden pirrende Nyt, uden blændende Farver, der bliver ingen Spænding, -næppe nok Handling i den. Mit Maal vil være naaet, om de, der læser -den, fornemmer det, som om jeg havde bragt en Buket af enkelt -farvede, enkelt duftende Markblomster ind i deres Stue. - -Tre Gange om Ugen er Stiftsbiblioteket aabent. Da sidder jeg i -Læsestuen og blader i de gulnede Folianter, hvor i sirlig snørklet -Skrift den gamle Bys Liv og Begivenheder er optegnede. Jeg faar -vel næppe Brug for de Studier, jeg gør. Men jeg indsuger gennem -Fordybelsen i de henfarne Tider den Stemning af sagtmodig Fjærnhed, -hvormed jeg gærne vil fylde min Bog. Det er hellerikke alene for de -gamle Folianters Skyld, jeg søger Biblioteket. Selve Stedet drager -mig. Ofte glemmer jeg rent Bøgerne, der ligger foran mig, læner mig -tilbage i den brede slidte Svinelæders Armstol og fortaber mig i -drømmende Beskuelse. Biblioteket er indrettet i det gamle Brødrehus, -hvor i den katolske Tid Munkene boede og hvor i de første -Aarhundreder efter Reformationen Latinskolen holdtes. Den Stue, hvor -jeg sidder, var Klosterets Refektorium. Et temmelig langt Rum med -hvidkalkede Mure og tre lave spidse Loftsbuer. I den ene Langvæg -er Dørbuen -- saa lav, at en voksen Mand maa bukke sig for at gaa -igennem. Den aabner Udsigt ind til Biblioteks-Stuerne med deres -Reoler fulde af falmede gule og blaa Bogrygge. Paa den anden Langvæg -er der tre Vinduer, et for hver af Loftsbuerne. Vinduer, der sidder -i dybe buede Udskæringer og med smaabitte blyindfattede Ruder, som -Solen har brændt grønne og røggule. Vinduerne naaer næsten ned til -Jorden, og udenfor er Bibliotekarens Have, et Hjørne af den gamle -Klosterhave og Kirkegaard. Det er en frugtbar Jord med svulmende -Buskadser og et prangende Blomsterflor i fede skinnende Græsplæner. -Mellem en Klynge af bugnende tunge Frugttræer staar en høj, flad, -halvt forvitret Gravsten med en næsten udvisket Indskrift. Oftest -dvæler dog mit Blik ved den høje gule Mur, som omslutter Haven og -vender ud til en smal Gyde. Der er et Sted, hvor denne Mur bliver -dobbelt, dannende et lille Indelukke. Paa Indermuren ses Spor af -raat tilhugne Trin, og i Indelukket vantrives et ældgammelt Træ, der -nu kun løves i enkelte Grene. - -Jeg ser paa Trinene i Muren, paa Træet i Indelukket og jeg drømmer -om den unge Munk, der har siddet her, hvor jeg nu sidder, og lyttet -til de gamle Brødres Pludren efter Nadveren. Men hans Tanker er -andetsteds, han følger Solnedgangens gyldne Spil i Løvet udenfor -de lave Vinduer og hans Hjærte banker uroligt. Saa er Brødrene -gaaet til Hvile, Natten har sænket sig over Klosterhaven. Men -forsigtigt aabnes Døren til Refektoriet, den unge Munk lister sig -hen til et af Vinduerne, løsner dets Hængsler og svinger sig ud i -Haven, famler sig i den mørke Nat frem til Muren, staar nu paa det -øverste af Trinene, bøjer en af Træets Grene ned til sig, lader den -vippe tilbage og er i Indelukket, hvor hans Elskede, formummet i -Mandsklæder, venter ham og bliver hos ham, mens Nattergalene slaar i -Klosterhavens Buske. - -Jeg vil skrive en Bog om den gamle By og dens Klosterfred. Jeg vilde -ogsaa gærne lade Nattergalene synge over den unge Munk og hans -forborgne Kærligheds-Lykke. - - - - -IX. - - - _1. Juli._ - -Der er hændet mig en Stump af et Æventyr. - -Jeg sidder i Morges, som sædvanlig, udenfor Pavillonen og fodrer -mine Spurve. Mange Spurve var der paa Vejrbakken, da jeg kom -hertil. De er blevne flere Dag for Dag, og de forfremmes stadig i -Dristighed. Efterhaanden kommer de bogstavelig ind i min Stue for at -se, om jeg ikke har noget til dem, og naar jeg en Morgen lader vente -paa mig med Affodringen, melder de sig med at pikke paa mine Vinduer -og med utaalmodige Skrig i Vindueskarmen. - -Vi er netop naaede til Afslutningsnumret: et stort Stykke Hvedebrød, -som jeg lægger midt paa Bordet og som hele Banden styrter sig over, -hakker og river og slider i, indtil et dristigt Par ved forenede -Kræfter, efter et behændigt Indhug, slæber af med den sidste -Kæmpebid. - -I det samme faar jeg Øje paa en ung lysklædt Pige, der staar paa -Trappen op til den øvre Bakkeafsats og som aabenbart har overværet -min Leg med Spurvene. Hun rødmer, da mit Blik møder hendes; hun -synes forvirret ved at blive overrasket i at have beluret mig, hun -gør en Bevægelse som for at vende om og flygte, saa betænker hun -sig, gaar med rolige Skridt ned ad Trappen og styrer lige hen til -mig. - -Jeg rejser mig og hilser, hun gør en svag Bøjning med Hovedet, siger -saa med en Sikkerhed, der maaske er tilkæmpet, men synes naturlig: -»Jeg har noget til Dem.« Og hun tager op af Lommen et sammenlagt -Blad og giver mig det. Jeg ser forbavset paa hende og aabner -Papiret. »Ikke sandt« -- spørger hun -- »det er Deres? Jeg kendte -Dem, da jeg før saa' Dem.« Det, hun giver mig, er et Blad, som -fløj fra mig under Overrejsen paa Skibet og hvorpaa jeg har skrevet -nogle meget aabenhjærtige Linjer. »Ja, det er mit,« svarer jeg. »Men -hvorfra kender De mig og hvorledes vidste De, at det Papir tilhørte -mig?« - -Hun smiler fornøjet: »Kender De slet ikke mig? ... Aa nej, -naturligvis; det var dumt af mig at spørge; De saa' mig vist næppe -nok.« - -Nu har jeg det. Og jeg udbryder triumferende: »Det var Dem, der -ombord pludselig i Solopgangen stod ved Siden af mig!« »Rigtigt. Paa -det nær, at jeg ikke »pludselig« stod der. Jeg er ingen Heks eller -anden Slags Troldtøj, selv om jeg bor paa en Høj.« - -At jeg ikke straks saa' det: det er jo Møllerens Datter. Pigen oppe -fra Højalteret. - -Saa rækker hun mig Haanden. »Farvel og tilgiv, at jeg forstyrrede -Dem. Men jeg tænkte« -- og hun saa' alvorligt paa mig -- »at De -maaske gærne vilde have det Papir igen. Og da jeg fandt det paa -Skibet ved Landgangen, var De borte.« - -Jeg stod og saa' efter hende, mens hun, med sin faste rolige Gang, -gik fra mig hen til Trappen, let og hastigt løb op og var borte som -et hvidt Syn mellem de mørke Graner. - -Jeg havde paa Læben et Raab for at kalde hende tilbage, jeg var paa -Springet til at ile efter hende. Jeg syntes, der var saa meget endnu -jeg skulde spurgt hende om, talt med hende om, forklaret hende. Dog -i det samme tænkte jeg: »Nej, det er smukkest, som det er. De Ord, -der faldt mellem os, bryder ingen Stemning. Min Gudinde er stegen -ned fra Bjærget, har aabenbaret sig for mig et flygtigt Nu og er -atter forsvunden.« - -Men jeg staar længe og stirrer med store Øjne paa den Plet, hvor hun -forsvandt. - - - - -X. - - - _2. Juli._ - -Er hun smuk? Hvordan ser hun egenlig ud? -- Jeg vil prøve paa at -klare mig det Indtryk, hun har gjort paa mig. - -Luften bliver høj og ren dér, hvor hun træder. Hun er saa nyskabt i -sin Fuldmodenhed, straalende af ung Sundhed og uvilkaarlig Godhed. -Hendes Øjne er dybe og ømme, men klare og aabenhjærtige som et -Barns. Enten de smiler eller mørknes i Alvor, siger de deres Mening -lige ret ud, der er ingen Fordulgthed i Krogene. Hendes Barm er høj -og rund, hendes Midie slank, hendes Hofter yppige. Men hun bærer -sin rankvoksne Frodighed saa ubekymret som et Træ sin Sommerpragts -Fylde. Skred hun igennem en Lejr af berusede Krigsfolk, de vilde, -uden selv at vide hvorfor, aabne hende en bred Vej. Saa unærmelig -synes hun. Og dog saa dragende. Fra Haaret, der, skilt i Midten, -falder i to brune Bølger om hendes hvide Pande, til Fødderne, der i -taktfast Lethed fører hende hen over Jorden, danner hendes Person -og Væsen Indbegrebet af retlinjet Sikkerhed. Hun kender sin Vej og -sit Maal som den lyse Dag. Hos hende vilde man føle sig tryg. Hun -er uden Svig og Svinkeærinder, hun bringer med sig den Luft, som er -ovenover By og Skov. Hun drager som et Alter. Knælende maa man nærme -sig hende. Hun er Kvinden, som hun udgik af Naturens Haand: paa -samme Tid Jomfru og Moder. - -Saadant er det Indtryk, jeg ubevidst modtog af hende allerede, da -hun stod i Solopgangen paa Skibet, og siden da jeg saa' hende oppe -paa Møllen, lænet til de hvilende Vinger. Og saadan aabenbarede hun -sig forgangen Dag for mig. - -Paa det Papir, hun bragte mig tilbage, havde jeg skrevet: »Min Sjæl -raaber i Vaande paa en Moder.« Formodenlig har hun læst det. Jeg -føler ingen Undseelse derover. _Hun_ maa gærne kende mit Hjærtes -Hemmeligheder. Hun vil ikke spotte mig, ikke forraade mig. - -Maaske viser hun sig ikke mere for mig. Ialfald faar jeg næppe -Lejlighed til oftere at tale med hende. Jeg synes dog, jeg nu har i -min Nærhed en forstaaende Ven og Medvider, En, hvis Sympati mildt -omsvæver mig, En, jeg ikke vilde frygte at søge Hjælp hos, om jeg -var i Nød. Naar jeg ensom vandrer i Skoven, ser jeg hendes Ansigt -smile mig imøde mellem Træerne, jeg gaar saa let og trygt, som -holdt jeg hendes faste varme Haand i min. Og gribes jeg stundom af -Tilbagefaldets forvirrende Tanker og hede Begær, maner jeg hendes -Billed frem som Værn. Og et svalende Aandepust køler mit Sind til Ro. - -Hun er altid hos mig som min Skytsaand. - - - - -XI. - - - _4. Juli._ - -Jeg har en Veninde i Stiftelsen. Stiftelsen er et Alderdomshjem -for gamle Jomfruer og Enker. Min Veninde, en Jomfru paa henimod 70 -Somre, er en af Stiftelsens yngste Beboere, hun anses af de Andre -for et rent Barn. Alligevel er hun Anstaltens Veteran. Hun har -nemlig været der, fra hun virkelig var Barn, slap derind, mod al -Skik og Brug, sammen med sin Moder, fordi hun var saa svagelig, at -hun, ifølge Lægernes Mening, kun havde en stakket Stund at leve. -Saa laa hun til Sengs i mange Aar, og da hun begyndte at komme sig, -var Moderen død, og man beholdt den nu 30-40 aarige Pige, der ikke -havde andre Paarørende end Stiftelsen. - -I hendes Celle, den hun beboede sammen med tre andre Damer, -- -Stiftelsens Beboere kaldte altid hinanden ceremonielt for »Damerne« ---, tilbragte jeg mange af min Barndoms lykkeligste Dage. Hun havde -utallige Talenter. Ingen fortalte saa dejlige Æventyr som hun, -hendes Forraad var uudtømmeligt, thi hun digtede dem selv; og ingen -kunde saamange Kortkunster. Desuden var hun en sand Kunstnerinde -med sine Hænder: klippede alle Slags Figurer af Papir, lavede den -vidunderligste Juletræspynt og flettede af Straa de nydeligste Kurve -og Æsker. Den sidste Færdighed, som hun drev til virkelig Kunst, -havde hun lært sig i de mange Aar, hun laa til Sengs. Madratsen -leverede Straaet, Resten besørgede hendes Fantasi og Snille. - -At besøge hende var for et Barn at komme til Æventyrets Land. Altid -var her sælsomme Ting at høre og se. Og saa fik man til paa Købet -den dejligste Kop Kaffe, Kaffe med brun Kandis, som ikke kom i -Koppen, men suttedes og knasedes, mens man nød Nektaren. - -Jeg var hos hende idag. I den lange sandstrøede Gang stod nu, som -før, gamle Koner, der nejede og nysgærrigt stak Hovederne sammen, og -den kendte Duft af Indelukkethed, Lavendler og sippet Renlevned slog -mig i Møde. Jeg bankede paa Døren til den Stue, som min Veninde har -beboet i et halvt Aarhundred, mens Hold paa Hold af Kontubernaler -er lagte i Kisten og baarne bort. I det smalle lange Rum med et -Vindue, vendende ud mod Stiftelsens Grønnehave, dybest inde sad fire -gamle Kvinder, hver paa sit Territorium, en Fjerdedel af Stuen, hvor -der akkurat er Plads til en Seng ved den ene Væg, en Kommode og et -Servantebord ved den anden Væg og to Stole imellem. Min Indtræden -vakte betuttet Nyfigenhed hos Stuens Beboere. Strikketøjet sank ned -i Skødet paa dem, og med spørgende Miner afventede de, hvem Besøget -af den fremmede Herre kunde gælde. Jeg havde straks opdaget min -Veninde paa Primadonna-Pladsen ved Vinduet, graanet og rynket, endnu -mere mager end før, men med de samme kloge og fiffige Øjne. Og det -Liv, der kom over hende, da hun omsider genkendte mig. Hun blev helt -rød i Kinderne af Sindsbevægelse, aabnede Armene og trykkede mig -til sit indfaldne Bryst. »Ja, saa sandelig er det ikke ham! Og han -kommer her til mig!« - -Saamegen Lykke har jeg aldrig drømt om at gøre. Jeg blev fejret som -en Prins. Min Veninde var ganske fortumlet. Ikke blot Stuens Damer -blev præsenterede for mig, hun hentede rundt fra Stuer og Gange -alle de Gamle, der havde kendt mine Forældre og set mig som Barn. -De stimede ind, rokkende Morliller og strunke Gammeljomfruer, de -trykkede mine Hænder, de puffedes om mig og pludrede i Munden paa -hinanden for at fortælle mig, hvor godt de mindedes mig, hvor nøje -de havde kendt mine Forældre, og for at spørge til hele Familjens -Befindende. - -Kaffe fik jeg i Guds Velsignelse, men med Kandis'en kneb det. De -gamle Damer kunde ikke forsone sig med, at jeg ikke vilde have hvidt -Sukker. - -Da jeg omsider gik, blev jeg fulgt til Dørs af den halve Stiftelse. -Men med min Veninde aftalte jeg, at vi, naar jeg kom igen, skulde -have det lidt mere for os selv. - - - - -XII. - - - _9. Juli._ - -Jeg fandt forleden i Biblioteket nogle Familjeoptegnelser, som jeg -fik Lyst til at kontrollere. Jeg var derfor idag oppe hos Præsten -for at faa Lov til at slaa efter i de gamle Kirkebøger. - -Det var en ung høj Mand med et skarpt Ansigt og stærke, lyse Øjne. -Med største Forekommenhed gik han mig til Haande og lagde i det -hele et behageligt Verdensmands-Væsen for Dagen. Men vi havde ikke -samtalet i mange Minutter, før han røbede sig som en af den strænge -Kristendoms ivrigste Forkæmpere. Han førte Ordet; jeg sad og lyttede -halvt aandsfraværende til. Jeg forstod dog saameget, at han var -ifærd med at rydde op i den gamle Slendrian, hvori hans Forgængere -havde efterladt Byens kirkelige Forhold. Han skildrede den gamle -By som et Sodoma af Ugudelighed og Ryggesløshed. Alle Laster gik -i Svang: Drik, Usædelighed, Kortspil og Foreningsballer. De, som -roste den gamle By, kendte den ikke eller lod sig bedrage af dens -tilsyneladende Bravhed og Elskværdighed. Med Guds Hjælp skulde Piben -dog snart faa en anden Lyd. Allerede nu sporede han Frugter af sit -Vækkelses-Arbejde, og han var endda kun lige begyndt. - -Det var saalænge siden, jeg havde hørt Fanatismens Ord. De buldrede -som en tom Torden over mit Hoved. Saa grim han saa' ud i sin -harmfulde Vrede, saa vanvittigt det lød, at denne unge rasende -Mand vilde lære skikkelige Borgerfolk Gudsfrygt. Jeg tænkte et Par -Gange paa at modsige ham, men opgav det. Jeg følte mig saa udenfor -Striden, og ingensinde har jeg dybere fornummet Lykken ved ikke at -være med længer. At tænke sig, at her gaar en Mand, som indbilder -sig at arbejde i en algod Guds Tjeneste, og fraader af Vrede, mens -Verden trænger til Mildhed og Fred. I Sandhed, Ulvene rives om -Lammene. - -Da jeg rejser mig for at gaa, bliver Præsten pludselig atter den -belevne Verdensmand. Trykker mig varmt i Haanden, smiler venligt og -siger en Spøg om sin egen Hidsighed. - -Men mens jeg vandrer hjemefter, ynker jeg min gamle By. Den har haft -sin gode Tid med de gamle Præster. De forstod den, de læmpede deres -Forkyndelse efter dens Behov. De sad gærne selv ved L'hombre-Bordet, -de kimsede ikke af et godt Glas, de glædede sig, naar de Unge -svingede sig i Dansen, og de græd ikke, naar de saa' en lidt for -trivelig Mø myrtesmykket træde frem for Brudeskamlen. - -Jeg synes, Luften er bleven trykkende; der er ingen rigtig Fryd i -Solskinnet, Blæsten er kold og graa. Du gamle, sunde, livslystne By, -nu kommer din onde Besøgelsens Stund. - -... Først i Vejrbakkens Sol ryster jeg Misstemningen af mig. Og dér -venter mig en Glæde, som fylder mig med de taabeligste Fantasier og -faar mit Hjærte til at slaa en ganske ungdommelig Stormmarsch. - -Paa mit Arbejdsbord stod en Buket Roser. Et Bud havde bragt den uden -anden Besked end at den skulde stilles paa den fremmede Herres Bord. - -Fra hvem skulde den være, om ikke fra hende? Hun har altsaa ikke -glemt mig; hun tænker paa mig; hun sender ovenikøbet en Hilsen. Et -Øjeblik formørkes min Henrykkelse ved Tanken om, at Buketten maaske -kunde være fra min Veninde i Stiftelsen. Nej, umuligt. Saa fine -Blomster gror ikke i den gamle By. De plukkes kun paa Vejrbakken, i -Møllerens Have. - - - - -XIII. - - - _20. Juli._ - -Nattergalene synger i Vejrbakkens Buske. Jeg har iaften vandret i -Skoven med min Møllerdatter, som hedder Grethe. - -Saa lidt det i Grunden er, saa lidt mærkværdigt. Og dog synes jeg, -at der ingensinde er hændet mig noget større. - -Jeg gaar i Skoven og jeg møder hende. Vi er Naboer, saa deri er -intet underligt. Vi kender hinanden, altsaa havde det været den -rimeligste Ting i Verden, om jeg havde standset hende og talt -til hende. Det var imidlertid hende, som standsede mig, hvori -hellerintet naturstridigt var. - -Hun spurgte: Hvordan lever De? Omgaas De mange Mennesker? Savner De -ikke Hovedstaden? - -Jeg svarede: Jeg bliver for hver Dag lykkeligere. Jeg omgaas Ingen, -savner Intet, i Forgaars fik jeg ovenikøbet en Buket Roser. - -Hun siger nu, at Roserne var fra hende, og jeg frydes over, at hun -ingen Hemmelighed gør deraf. Hun siger, at hun havde faaet saadan -Lyst til at sende mig nogle af sine Blomster. »Jeg tænkte, det vilde -glæde Dem, fordi de er saa skønne og sjældne. Og jeg vilde gærne -glæde Dem.« - -Jeg spurgte hende, hvorfor hun nærede saa venlige Følelser overfor -mig, en næsten Fremmed. Hun svarede: »Fordi jeg forstod, at De ikke -har været lykkelig. Og jeg, jeg har altid haft det saa godt.« - -Jeg beder hende fortælle noget om sit Liv deroppe med Faderen i -Ensomheden ved Møllen. Hun ryster paa Hovedet: »Der er ikke stort -at fortælle. Jeg røgter mine Blomster, mine Bier og mine Frugter, og -jeg læser for min Fader. Vil De vide mere, saa kom selv op og se. -Vi, ligesom De, omgaas Ingen. Derfor vil vi passe sammen.« Og hun -tilføjer: »De behøver ikke at svare Ja eller Nej. Er De lykkelig ved -at være ene, vilde det være meningsløst, om De søgte Selskab. Men -synes De en Dag, at De har Brug for os, er De velkommen.« - -Saa staar vi og skal byde Farvel. Men pludselig kommer jeg i Tanker -om, at der er noget, jeg har glemt at faa Rede paa, og jeg siger: -»Jeg saa' Dem en Dag oppe paa Møllen. De lænede Dem mod den ene -Vinge. Sæt nu, Møllen var begyndt at gaa!« - -»Aa nej,« svarer hun, »der var ingen Fare. Møllen har i de sidste -Par Aar ikke gaaet. Fader er gammel og næsten blind, han er hørt op -med at drive Møllen.« - -Hun nikker Farvel og gaar. Men jeg bliver staaende og hvisker tusind -Velsignelser efter hende, al den Takkens og Lykkens stille Musik, -som hun har fyldt mit Hjærte med. - -Elsker jeg hende? Jeg tror det ikke; thi jeg begærer hende ikke. -Der er intet mellem os, som jeg ønsker andet og mere. Mine Sanser -ligger som lykkeligt smilende Vuggebørn og lytter til hendes Stemmes -Kærtegn. Hendes Øjnes store milde Varme svøber mig. Hendes Haandtryk -er Aftenbønnens Englevagt. Kunde det umulige tænkes, at hun i Nat -kom til min Dør og bad om at blive indladt, jeg vilde flygte som fra -en Vanhelligelse, jeg vilde føle mig som en Forbandet paa Jorden. -Som En, der har staaet ved Renselsens Kilde og set den grumses af at -spejle hans Billed. - -Da jeg atter sidder i min Stue med hendes Roser foran mig, gribes -jeg af en Trang til at tilkendegive hende, hvormeget hendes Venskab -betyder for mig. I et hvidt Papir fæster jeg en af Roserne og -skriver nedenunder: »Fra En, den har gjort karsk«, haster op gennem -Skoven til Møllerhuset og fastgør Rosen over Døren. Jeg véd jo, at -den vil falde i de rette Hænder, da hendes Fader er blind. - -Og jeg vandrer langsomt hjemad, mens Nattergalene synger i mit -Bryst. - - - - -XIV. - - - _29. Juli._ - -Jeg sidder i Morges nede paa Bolværket ved Havnen for at se -Dampskibet fra Hovedstaden komme. For at undgaa mulige Bekendte -blandt Passagererne har jeg sat mig lidt afsides, ved Oplagspladsen -for ankommende Varer. Jeg morer mig med at se ned i Vandet paa de -grønslimede Bolværkspæle, hvor Krabber kravler mellem fastgroede -Muslinger, og jeg tænker paa gamle Dage, da det var en Fest, naar -Dampskibet, den eneste daværende Kommunikation med Hovedstaden, -bragte Gæster i Besøg. Festen begyndte ved aarle Gry. Den Gang, -som nu, var Ankomsttiden meget skiftende. Under normale Forhold -skulde Skibet lægge i Havn Kl. 5, og fra det Klokkeslet gjaldt det -om at være parat; men faldt det i med en af de Taager, der udmærker -Fjorden og som i Løbet af faa Sekunder overtrækker den med et -uigennemsigtigt Bomulds-Slør fra Bred til Bred, kan Ventetiden blive -flere Timer lang. Ofte løb vi Børn fem, seks Gange frem og tilbage -for at melde vore Forældre Tilstanden. Endelig hejses Kurven paa -Fjordbakkens Signalstang, Taagen letter, nu kommer det, Skibet, det -længselsfuldt ventede, som bringer Tanter og Gaver samt megen fin -Mad og en Række af Fornøjelser i Udsigt. - -Og det hænder, mens jeg idag sidder og opfrisker disse Minder, -at Taagen sænker sig over Fjorden, ligesom Skibet dukker frem -om den sidste Pynt. En graa Mur glider ned foran mig, jeg maa -sunde mig lidt, før jeg forstaar, hvad der er sket. Langt ude fra -lyder Dampskibets Taagehorn, jammerfuldt klagende, ængsteligt -varskoende. Men det er klart, at Kaptejnen, saa nær sit Maal, -forsøger at læmpe sig frem. Langsomt nærmer Taagehornets Tuden sig, -nu ses Mastetoppene ragende op over Skyen. Da, ligesaa pludselig -som den er kommen, forsvinder Taagen. Et Blændværk: i glitrende -Morgensol ligger Skibet et Par Hundred Alen fra Land og, forude paa -Overdækket, staar en ung høj Kvinde i et langt, mørkt Regnstykke. -Bedrager mit Syn mig? Er det hende? -- Uden at bryde mig om Per -eller Poul styrter jeg hen til Landgangen. Nu har den unge Dame -faaet Øje paa mig, hun vifter med sit Lommetørklæde. Det er hende! - -Gud være lovet for det Smil, der lyser mig i Møde. Hun er altsaa -glad ved at se mig, glad ved saa uventet at træffe mig her. - -Vi følges op gennem Byen. Jeg er saa betagen af Lykke, at jeg -ikke kan tale. Jeg gaar gennem _min_ By ved _hendes_ Side, og -jeg hører hende fortælle, hvordan det hænger sammen med hendes -Rejse. Hun kommer sammesteds fra som hin Morgen, jeg saa' hende -paa Skibet, fra en lille Handelsplads ved Fjordens Munding. Derud -tager hun hver fjortende Dag for at sælge Havens Produkter: Frugt, -Honning, Syltetøjer og henkogte Grøntsager. Hendes Fader har der en -Forretningsven, som han foretrækker at handle med fremfor med den -gamle Bys Købmænd. - -Da hun har fortalt mig alt dette og jeg stadig tier, spørger hun: -»Men hvad vilde De egenlig ved Skibet? Ventede De Nogen?« »Ja,« -svarer jeg, »det gjorde jeg vist. Fra min Barndom af har Skibet -altid bragt mig Nogen, jeg holder af. Og Skibet narrede mig -heller ikke idag.« Og da jeg ser, at mine Ord ikke skræmmer eller -forstemmer hende, fortsætter jeg: »Men nu De? Tænkte De, da De -stirrede mod Land, at blive modtagen af Nogen?« Hun siger: »Jeg -stod inde i Taagen og tænkte paa Dem, saadan som De var den første -Gang, jeg mødte Dem. Og saa saa' jeg Dem paa den anden Side Taagen.« -Uvilkaarligt griber jeg hendes Haand, og hun trækker den ikke -tilbage: »Ja, nu er jeg paa den anden Side Taagen.« - -Men lidt efter, da vi skilles, siger hun: »Kommer De saa op til -Møllen? Vi venter Dem.« - - - - -XV. - - - _Natten mellem 1ste og 2den August._ - -I to Dage tøvede jeg med at følge Indbydelsen. Jeg tænkte: hun har -sagtens ikke ment, Du skulde komme ligestraks. Men iaften maatte jeg -derop. Da jeg kom, stod Grethe i Døren: »Naa, endelig!« sagde hun. -»Fader begyndte allerede at drille mig med, at De nok helst var fri -for vort Selskab.« Saa vidste jeg, at jeg var velkommen og kunde -straks føle mig tryg og vel til Mode. - -Møllerens Dagligstue, gennem hvis Vinduer man har Udsigt over -Fjorden, ligner en Kahyt, lavloftet og dyb, med en lang gulpoleret -Hestehaarssofa, et stort Klapbord, læderbetrukne Stole, Søkort og -Billeder af Skibe paa Væggen, i et Hjørne en Skibsmodel, i et -andet Hjørne et gammeldags Klaver, paa Hylder og Skabe Konkylier og -udstoppede tropiske Fiske, over Bordet en Svinglampe. - -Herind blev jeg ført til Mølleren, hvis brede ranke Kæmpeskikkelse -jeg straks genkendte, men hvis Blik under de buskede graa Bryn -var blegt og udslukt. Han sad i Sofahjørnet i en blaa Pjækkert og -dampede paa en svær Merskumspibe. Grethe førte mig hen til ham -og sagde: »Her er han, den fremmede Herre, kan Du se, han kom -alligevel.« Hans haarede brune Haand trykkede hjærteligt min, og -dermed var jeg hjemme i Møllerens Stue. - -Aldrig har jeg nogetsteds følt mig saa hjemme. Jeg sad og tænkte: -har jeg set alt dette før i en Drøm, eller er det en Drøm, som min -Sjæls Længsler fremtryller? Jeg syntes, jeg havde levet mange Aar i -disse ejendommelige Omgivelser, i denne Kahyt, der som et Vrag var -kastet i Land paa et gæstevenligt Bjærg, sammen med denne blinde -Olding, der talte vise Ord, og denne unge Pige, der stille hyggede -og smykkede Eneboerlivet for os. - -Jeg lyttede til den Gamles Fortællinger og havde Sjælen jublende -fuld af Grethes Billed. Iført en tarvelig graa Hjemmekjole og et -broget Bondeforklæde syslede hun ud og ind, bragte os skaaret -Smørrebrød og Frugtmost af egen Tilvirkning, stoppede os bagefter -Piber og bryggede os en Toddy af gammel vestindisk Rom. Hver Gang, -hun vendte tilbage, strømmede Solskin ind i Stuen. At den Gamle -ogsaa fornam det, saa' jeg paa de Glimt af Liv, hendes Indtræden -altid tændte i hans Øjne. - -Da Grethe var ude at tilberede Aftensmaden, fortalte Mølleren: - -»Før jeg faldt til Ro heroppe, foer jeg vidt omkring. Jeg førte -Skibe paa de store Have, baade for egen og andres Regning. Men en -skønne Dag syntes jeg, det kunde være nok. Jeg havde set mere end -jeg brød mig om, Tiderne blev daarlige for Sejlskibene, jeg mente -ikke, Sejladsen førte til ret meget mere. Saa byggede jeg Møllen -her. En Mølle er dog et Slags Skib, den bruger baade Vind og Sejl -for at male i Posen, og tillige maler den langt sikrere. De andre -Møllere paa Egnen korsede sig over den ny Møller, der førte sin -Mølle som en Skude og lod staa til selv i den stærkeste Storm. -Efterhaanden havde min Mølle malet saameget, som jeg og min Datter -behøvede. Jeg var gammel, mit Syn ødelagt af den skarpe Blæst og -det hvirvlende Melstøv. Og saa bliver man saa træt af saadan en -Mølle, der evigt støjer og altid svinger rundt paa samme Plet. Jeg -var træt, trængte til at lade Møllen hvile og faa Stilhed omkring -mig. Deri er jo intet underligt. De, der dog ikke er nogen gammel -Mand, har nok haft noget af samme Fornemmelse, efter hvad Grethe har -fortalt mig. - -Mærkeligere er det med Grethe. Hun er ligesom Barn af Stilheden -heroppe, hun kan ikke slippe den, saa ung hun er. Hvis De tror, det -er mig, som øver Pres paa hende for at faa hende til at sidde og -kukkelure sammen med mig, tager De Fejl. Jeg har ofte nok foreslaaet -hende, at hun skulde se sig om i Verden. Jeg har endogsaa tilbudt -hende at flytte med hende et Aarstid til Hovedstaden. Hun vil ikke -bort herfra. Her synes hun, hun har alt det, der gør hende glad. For -det derude føler hun kun Frygt og Uvilje. Det er ikke kommet med -Alderen, gennem Læsning af alle de utilfredse moderne Bøger, som man -kunde formode. Hun er født med det. Da hun var en lille Pige, tænkte -jeg at skulle gøre hende en Fornøjelse ved at skikke hende paa et -Besøg over til hendes Moders Slægtninge i Hovedstaden. Hun blev -artigt sin Tid ud; men da hun kom tilbage, tog hun det Løfte af mig, -at jeg aldrig mere maatte sende hende bort. Familjen havde været god -nok imod hende og gjort alt for at adsprede hende. Men hun længtes -kun efter Vejrbakken, hun var bleven bleg af at længes og føle sig -ene.« - -Den Gamle standsede og sad en Stund fordybet i Tanker. Saa tilføjede -han: »Naa, en Gang maa hun vel bort herfra -- naar jeg er død. -Medmindre hun faar en Mand, der kan finde sig i at blive her hos -hende. Men Vejrbakken er just ikke frodig paa unge Mænd, og, saavidt -jeg kan skønne, har Grethe hellerikke været videre befængt med -Giftetanker. Ogsaa i det Stykke er hun anderledes end unge Piger -flest, endda hun har læst nok af Romaner om Elskov og Sværmeri.« - --- -- Jeg blev længe siddende i Møllerens Stue. Da Mørket faldt paa, -tændte Grethe Lampen og satte sig til Klaveret. I det aabne Vindu -tegnede sig Omridset af den hvilende Mølle paa Baggrund af den blege -Sommerhimmel. Og ud i Stilheden bares til Klaverets spinkle, sprøde -Toner Grethes simple, rørende Sang. - -Men i Sofahjørnet slumrede den gamle Møller, med Lampelysets bløde -Skær over det mildt smilende Ansigt. - - - - -XVI. - - - _15. August._ - -Hvad mon Verden for Tiden foretager sig? Var den store Krig -eller den store Revolution brudt løs, havde Rygtet vel været saa -højrøstet, at det var naaet mig. Nu da ingen Rygter forstyrrer min -avisløse Tilværelse, tør jeg sikkert slutte, at Begivenhederne ikke -er overvældende. Fra det hjemlige Marked indskrænker Noteringerne -sig formodenlig til det sædvanlige Antal Forlovelser og Skandaler, -den sædvanlige politiske Suppe paa en Pølsepind, der næppe en Gang -har Lugten af Kødmad tilbage, en Smule Teatervrøvl i Anledning af -den tilstundende Sæson og Forkyndelsen af et Par Snese nye Bøger, -hvoraf de tre Fjerdedele vil være glemte samme Dag, de udkommer --- fordi de handler om alt muligt andet end det, der ligger baade -Forfatteren og hans Læsere paa Sinde, eller fordi Forfatteren ikke -har noget paa Sinde, der kan interessere Andre end ham selv og hans -nærmeste Paarørende. - -Det er Betænkeligheder af den sidste Art, der faar mig til at tøve -med min Bog om den gamle By. Den ene Dag finder jeg Emnet altfor -ringe og ubetydende, frygter, at Folk med Foragt skal vende sig fra -min Bog, sigende: hvad vedkommer dette os? Men næste Dag, naar jeg -vaagner i svulmende Lykke over al den Skønhed af gamle Minder og nye -Indtryk, hvori jeg lever, genfødes Forvisningen om, at min Bog ogsaa -maa kunne bringe Bud til andre Hjærter, der har følt og drømt de -samme Længsler som mit. - -Saaledes gaar Arbejdet langsomt og rykvis under de skiftende -Stemninger. Eller tøver jeg af den Grund, at de nye Oplevelser væver -ind i de gamle Minder en Roman, som endnu kun er i sin Vorden; hvis -Afslutning jeg ialfald ikke kender? - -Hæmmes jeg maaske ogsaa af en vis fejg Angst for de Venner og -Veninder, jeg har forladt? Faar de skeptiske Smil, hvormed jeg -forudser, at de vil læse om min Pilgrimsfærd til Barndommens hellige -Land, undertiden min Haand til at standse? Er jeg selv her i min -sikre Ensomhed, borte fra alle Rygter og alle Randgloser, under -Selskabets Trældomsfrygt? - -Jeg betroede mig iaften til Grethe, mens vi gik vor Aftentur paa -Møllebakken. Da jeg havde endt mit Skriftemaal, sagde hun, varsomt -og med sænket Hoved, ligesom hun vilde undskylde, at hun udtalte -sin Mening: »Efter hvad jeg kender til Literatur -- jeg har før -læst ikke saa lidt -- og saavidt jeg kan dømme, er Frygt for at -tale rent ud, Frygt for at give sig helt hen, Mangelen hos næsten -alle Forfattere. Jeg har den Fornemmelse, naar jeg læser en Bog, at -Forfatteren, selv hvor han foregiver Aabenhjærtighed, altid skeler -til Læsernes Domstol, altid er betænkt paa sin Værdighed, altid -pynter og pudser sig lidt, for at Ingen skal tage Anledning til -Forargelse eller Spot. Bryder De Dem om mit Raad, der maaske lyder -anmassende, saa skriv, som om De ikke havde andet Publikum end mig, -der er en uvidende Pige og ikke klog nok til hverken at spotte eller -forarges.« - -Vi var standsede, vi saa' Fjorden og Byen dybt under os: - -»Eller skriv,« sagde hun, »som den, der boer paa Vejrbakken.« - - - - -XVII. - - - _23. August._ - -Jeg har opdaget, at Grethe i Grunden slet ikke kender den gamle -By, og jeg har bedt hende, om jeg maatte vise hende den. Jeg vilde -saa gærne, at hun skulde lære at holde af den, saadan som jeg gør. -Fordi hun forstod, at det vilde glæde mig, modtog hun mit Tilbud. -Hun synes ogsaa at interessere sig for, hvad jeg viser og fortæller -hende, men mest morer det hende vist at se min Iver som den gamle -Bys Fremfører. - -Idag viste jeg hende Slottet. - -Slottet, der ligger nede ved Fjorden og gør Tjeneste som -Amtmandsbolig, er en lang graa pakhuslignende Bygning med et Utal af -smaarudede Vinduer i to Etager. Kun den Række af gamle Poppeltræer, -der paraderer foran det, og den rødkappede Skildvagt, der vandrer -frem og tilbage mellem Poplerne, kendetegner det som et fremragende -Hus. Som det nu fremtræder, er Slottet hverken særlig gammelt eller -paa nogen Maade mærkeligt. Det har kun sparsomme Rester fra den Tid, -det var et virkeligt Slot og Sæde for Kongens Lensmand. - -Det er henimod Skumring, da jeg med Grethe vandrer gennem den dybe -skumle Port i Forhuset ind i den store firkantede Slotsgaard, -der omsluttes af lave hvide Længer. Græsset gror frodigt mellem -Gaardens Brostene, langs Længerne staar paa fornem Herregaardsvis -smaa kuppelklippede Linde. Ved Foden af Træerne løber, hele Gaarden -rundt, en Rendesten saa dyb og bred som en lille Bæk, med talrige -Gangbrædter over. - -Vi sidder paa en Bænk under Lindene ved Længen lige over for -Porten, hvor Vandet fra Rendestenene samler sig og forsvinder i en -underjordisk Afløbskanal ned til Fjorden. Og mens Solen daler i -Bakkerne Nordvest for Byen og sender sine sidste Straaler paa Skraa -gennem Porten ind over Gaardens Græs, fortæller jeg Grethe om den -strænge Hr. Esben, der for mange Aarhundreder siden raadede her paa -Slottet, navnkundig ikke mindre som Kvindebedaarer end som Kriger. -Til Sikkerhed i Ufredstider var af hans Forgængere bygget en Løngang -fra Slottets Kælder til Volden paa den anden Side Fjorden. Hr. Esben -benyttede dog Løngangen mest til sine galante Æventyr. Han havde et -vennesælt, nedladende Væsen, samme Herre. Ofte bød han en Borger -med hans unge Kone eller Fæstemø til Gilde paa Slottet. Men naar -Borgermanden var drukken ganske sanseløs, lokkede han den unge Kone -ud af Salen, lod hende, om hun gjorde Modstand, kneble og førte -hende gennem Løngangen under Fjorden til et lidet Hus med vellystige -Kammerser, hvor Gildet saa fortsattes, den Bortførte oftest ej til -Ubehag, saasom Hr. Esben var saare skøn og gavmild; den narrede Mand -eller Elsker til megen Fortrædelighed, naar han vaagnede af sin Rus -og fandt Fuglen fløjet. Dog saa' han sin Fordel i at tie, holde gode -Miner til slet Spil og bide Skammen i sig. For Hr. Esben var kendt -som en nidkær Herre med en haard Haand. Desuden var der jo ingen -Anledning til at udbasunere over den ganske Stad den Tort, der var -bleven Ens Kæreste til Del, især naar man ikke kunde være saa sikker -paa, hvor god eller hvor daarlig hendes Vilje havde været. Et og -andet sivede dog ud gennem forblommede Ord, et og andet kunde anes -ved pludseligt brudte Trolovelser og Ufred mellem Ægtefæller, der -før havde levet i god Enighed. En Sky af hemmelig Angst og hviskende -Had lagde sig efterhaanden mellem Byen og Slottet. - -Saa hændte det, at Hr. Esben kastede sine Øjne paa Borgmesterens -dejlige 17 Aars Datter, nygift med en af Byens raskeste og dygtigste -unge Haandværkere, Klaus Bryde. Hr. Esben smægtede og smiskede en -Stund med dristige Blik og lønlige Tegn, naar han red forbi den -unge Kones Vindue. Og da han havde forstaaet, at hun ikke tog ham -hans Hyldest ilde op, greb han den først mulige Anledning til at -byde Klaus Bryde og Kone være Gæster paa Slottet. Klaus Bryde havde -imidlertid lugtet Lunten. Han drak sig fuld kun paa Skrømt. Alt mens -hans Hoved sank dybere paa Brystet, iagttog han de ømme Blikke, der -veksledes mellem hans Kone og Lensmanden. Og ikke saasnart var de -to forsvundne ud af Salen, hvor de troede Ægtemanden hvilende i en -salig Rus, før Klaus Bryde rejste sig, gik hen til et af Slottets -Vinduer og gav en lille Skare udenfor ventende Venner et aftalt -Tegn. Med Vaaben i Haand trængte de sig ind i Slottet, overmandede -og kneblede den intet anende Vagt, fandt, anførte af Klaus Bryde, -den aabne Dør til Løngangen, saa' i det Fjærne det blege Lys af -døende Fakler og ilede ind i Mørket ... -- Om det Drama, der er -udspillet paa Fjordens Dyb, beretter Sagnet følgende: Da Slottets -Folk den næste Morgen, opskræmte af den omsider befriede Vagts -Fortælling, kom til, var Løngangens Dør smækket i Laas. Det varede -en rum Stund, inden den svære Jærndør sprængtes, og i det samme, den -aabnedes, saa' man de uskadte Lig af tre af Klaus Brydes Venner. -Efter en haabløs Kamp for at sprænge Døren var de kvalte. Længere -inde i Gangen fandtes flere Lig af Kvalte, midtvejs Lensmanden, den -unge Kone, Klaus Bryde, de to Fakkelsvende og et Par Andre, alle -skrækkeligt lemlæstede. -- Siden hed det sig, at en Fisker, der hin -Nat havde stanget Aal paa Fjorden ligeover Løngangen, mente at have -hørt Vaabenraslen nede fra Dybet. - - * * * * * - -... Solen er gaaet ned. Den graa Skumring er falden over den stille -Slotsgaard. Da lyder et dumpt Pjask i Vandet lige bag os og Grethe -griber mig i Armen. »Hvad var det?« spørger hun. »Se selv,« svarer -jeg og peger paa Gangbrædtet: - -»De gamle Slots-Rotters Time er inde. De drager deres Spøgelse-Færd -fra Slottet ned til Fjorden. Se, snart svømmer de og snart -entrer de over Brædtet. Sid bare roligt, de følger deres vante -Vej, herop kommer de ikke. Det er en hel Karavane, de skal ned at -se til den gamle Løngang, vaage over, at Ingen forstyrrer dens -hemmelighedsfulde Hvile i Sagnets Mørke.« - -»Hvad har Rotterne med Løngangen at bestille?« spørger Grethe. - -»Kom, saa skal De høre!« - -Jeg fører hende hen til en Kælderluge i et Hjørne af Gaarden. Gennem -Lugen, som jeg aabner, ser vi ned i nogle mørke murede Hvælvinger, -hvorfra en klam indelukket Gravkammer-Luft slaar os i Møde. - -Og jeg fortæller: »Da disse Krypt-Hvælvinger -- vi gaar ikke -derned; thi paa dette Tidspunkt er der næppe ganske hyggeligt -- -udgravedes i forrige Aarhundrede, paastaar man, at Løngangen, som -man troede forlængst forsvunden, om den overhovedet nogensinde -havde eksisteret, genfandtes. En af Arbejderne tilbød at gaa -derind; spændt afventede man Resultatet: man hørte hans Skridt og -hans muntre Sang fjærne sig, det var tydeligt, at han naaede frem. -Saa blev alt stille. Man ventede og ventede, men han kom aldrig -tilbage. Byens Øvrighed lovede da en Straffefange Friheden, om han -vilde forny Forsøget. Det var en forsoren Galgenfugl, der frygtede -hverken Gud eller Fanden. Han slog til. En Tov blev bundet ham om -Livet: saasnart der var Fare paa Færde, skulde han trække til. -Karlen gik rask ned og forsvandt. Paa Tovet, der droges efter ham, -kunde man skønne, at han fandt aaben Vej adskillige Favne. Pludselig -standsede Tovet, uden at der dog rykkedes i det. Man tænkte, han var -stødt paa en eller anden Hindring, som han var ifærd med at rydde. -Standsningen blev imidlertid uhyggelig langvarig. Maaske Manden var -besvimet. Og man halede ind i Tovet: det kom tilbage uden Byrde; det -var gnavet over -- af Rotterne, som havde beholdt Karlen ... Men -endnu ses i Hvælvingen en rusten Jærndør og indenfor den et Par -murede Trin, som fører nedad.« - --- -- Vi stod atter udenfor, hvor de gamle Popler og Skildvagten -i sin røde Kappe paraderer. Smilende saa' Grethe paa Slottet og -sagde: »Hvem skulde nu tro, at den grimme, kedelige Bygning kunde -forskrække Nogen! Og dog var jeg ikke rigtig hyggelig til Mode før.« - -»Ja,« svarede jeg, »saadan gaar det med hele den gamle By. For -den, der haster den ligegyldig igennem, er den kun en almindelig, -hverdagsagtig Provinsby. Men for den, der oplader den sit Hjærte, -aabenbarer den en Skat af fin Poesi og sære Sagn.« - - - - -XVIII. - - - _3. September._ - -Vi har inat haft den første Efteraarsstorm. Jeg laa i Sengen og -lyttede til den. - -Oppe fra Skoven kommer et Vindstød susende, rusker i Pavillonens -Træværk, saa det knager i alle Fuger, og bulrer videre ned over -Bakken til Byen. Stød følger paa Stød, om og om igen den samme -Leg, stadig vildere, stadig voldsommere. Træerne sukker, gisper og -stønner. Stormen giver ikke Pardon. Hvad der ikke har Kraft at staa, -faar falde. - -Stormen, den store Opriver og Forskrækker, raser udenom mig. Jeg -kender ingen Angst, jeg ler den op i Ansigtet: Du skræmmer mig ikke, -Du naaer mig ikke, Du havde din Klo i mig, men jeg undslap Dig. - -Og i lykkeligt Overmod velsigner jeg Stormen. Den blæser Efteraaret -ind, den dejlige Tid, hvor der bliver endnu mere stille paa -Vejrbakken; den Tid, hvor Vejrbakken vil tilhøre kun Grethe og mig. - -Iaftes, da jeg forlod Møllerhuset og hun fulgte mig til Dørs, -sagde hun: »Ser De, nu er Himlen fuld af Efteraar. Nu drager Syden -Trækfuglene, nu længes Hovedstadsfolk bort fra de stille Steder. -Begynder ikke ogsaa De at længes?« - -»Og hvis jeg rejste,« spurgte jeg, »vilde De føle det som et Savn?« - -Hendes Øjne duggedes, mens de saa' ind i mine og hun svarede: »Jeg -synes, det maa være saa forfærdeligt at skulle sige Farvel. Hvis De -rejser, saa lov mig, at De gør det uden Afsked.« - -»Jeg rejser ikke, før _De_ siger Farvel.« - -Og jeg skyndte mig bort i det frembrydende Uvejr, men da jeg, henne -ved Skoven, vendte mig, stod hun endnu i Døren og saa' efter mig. - - - _7. September._ - -Hvorfor siger jeg hende ikke, at jeg elsker hende? Er det af Frygt -for, at det skulde bedrøve eller mishage hende? Visselig ikke. Af -tusind Smaating har hun forstaaet, hvor kær og dyrebar hun er mig; -for hver Dag ser hun, uden at jeg behøver at sige det, hvordan min -Kærlighed tager Vækst. Hun sér det, med Smil i sit Blik, med fagre -Roser paa Kind. - -Jeg taler ikke, fordi jeg ikke nænner at forstyrre vore Sjæles Møde -i den trygge Ventens Tysthed. Fordi jeg føler mig til Mode, som sad -vi Haand i Haand og lyttede til en dæmpet Sang ude over Vandet en -yndig Skærsommernat. - - - - -XIX. - - - _Slutningen af September._ - -Det er Frugthøstens Tid. I Møllerens Have gaar Arbejdet muntert og -travlt. - -Paa den lille Plæne mellem alle de bugnende Træer, midt i -Travlheden, sidder Mølleren i en Lænestol og leder, trods sin -Blindhed, Arbejdet. Han kender alle Træer i Haven og udpeger dem -i den Rækkefølge, de skal høstes; han giver Ordre om, hvordan -Plukningen for hvert enkelt Træs Vedkommende skal foregaa, og -han modtager Kurvene, efterhaanden som de fyldes, til kyndig -Undersøgelse og Prøvelse. - -Grethe fører Tilsyn med Plukningen, hvortil er lejede et Par Piger -og Karle; hun tager selv Del i Arbejdet og hun sætter ogsaa mig i -Beskæftigelse. Hun og jeg besørger de fine Frugter, der vokser paa -glasdækkede Espalierer og som maa behandles med særlig Varsomhed. -Jeg staar paa en Stige og plukker dem, hun nedenfor med udbredt -Forklæde. Men ofte maa hun skænde paa mig for min Dovenskab; thi -det hænder hvert Øjeblik, naar jeg skal række hende Frugten, at jeg -fortaber mig i Beskuelsen af hendes ivrigt blussende Ansigt, der -er skønnere end nogen Frugt. Og hvad hjælper det, hun skænder? Hun -bliver kun dobbelt sød i sin skrømtede Utaalmodighed. - --- -- -- Naar Duggen begynder at falde, standses Plukningen og -Kurvene bæres ind i Frugtkamrene, der har Hylder fra Gulv til Loft, -og hvor Grethe forestaar Sorteringens vigtige og vanskelige Arbejde: -hvad der tør sendes til Hovedstadens kræsne, men højtbetalende -Frugthandlere, hvad Prangerne kan faa overladt til en billig Penge, -hvad der egner sig til Syltning og Henkogning og hvad endelig der -skal forbeholdes Husets Vinterforbrug. - -Som der dufter her i disse Frugtkamre. Alle de syrlige og søde Aande -fra Kurve og Hylder fortættes i de indelukkede Rum og blander sig -til en berusende Essens, der længe hænger i Ens Klæder. - -Og saa prægtig Grethe ser ud, som hun, med Kjoleærmerne smøgede op -om de hvide stærke Arme, tager i de solbrændte Hænder Frugt paa -Frugt og med hastig Kendermine tildeler hver sin Plads og Rang. - -Helst tænker jeg dog paa hende, som jeg saa' hende nedenfor Stigen -ved Espalieret. Hvis jeg skrev Vers, vilde jeg sætte Billedet i Digt: - -»Det er Frugthøstens Tid. I Møllerens Have paa den golde Vejrbakke -modnes den ædleste Frugt i Landet. I Møllerens Have staar hans -Datter, den højbarmede Mø, med Favnen fuld af svulmende Druer.« - - - - -XX. - - - _Oktober._ - -I Kildehaven, der ligger mellem Byen og Vejrbakken, har de smaa -Børn deres Park. Naar Vejret er godt, føres de, kørende i deres -Vugge-Kareter eller trippende paa deres stumpede Ben, herud af -Mødre, Ammer og Barnepiger. En stor Runddel, skærmet af store -Træer og omgiven af lange Bænke, er Samlingsstedet. Her findes en -Træbod, hvorfra sælges Mælk og Smaakager, Lakris, Johannesbrød og -fristende rødstribede Brystsukkerstænger. Men midt paa Pladsen staar -en broncebarsk Statue af en fædrelandsk Helt og ser med uanfægtet -Krigeriskhed paa Børnenes Leg. - -Paa vor Vej til Byen gaar Grethe og jeg gærne gennem Kildehaven. For -mig er det en Opfriskelse af mine spædeste Minder, fra den Gang -jeg var et saa bevægeligt Gemyt, at jeg i Arrigskab rakte Tunge ad -Blæsten og græd af Angst, naar min Barnepige, efter den almindelige -respektløse Sædvane i Kildehaven, lod mig forrette mine nødtørftige -Smaaærinder ved Foden af den strænge General. Først og fremmest -nyder jeg dog Grethes Henrykkelse over de Smaa. Med straalende -Øjne følger hun deres yndefuldt-kejtede Tumlen og finder dem lige -bedaarende, enten de leende pludrer eller pludselig stikker i en -fortvivlet Brølen. Men allermest elsker hun de ganske Smaa, dem, -der ligger i Vognene og kigger ud i Verden med store forundrede -Øjne. Det hændte idag, at vi saa' en ung Moder tage saadan En op af -Puderne og lægge den til sit store hvide Bryst, som den sugede sig -fast til med graadig Mund og greb om med smaa ivrige Hænder. Med øm, -andagtsfuld Tilbedelse fortabte Grethes Blik sig i dette Billede, og -da hun endelig rev sig løs og vi gik bort, saa' jeg, at hun havde -Taarer i Øjnene. - --- -- Vi talte siden om hendes Kærlighed til Børn. Hun sagde: - -»Mit højeste Ønske er at blive Moder til mange Børn og bo paa -Vejrbakken, hvor der er Plads til at tumle med dem. Jeg kunde ikke -forestille mig at være gift, selv om jeg elskede min Mand aldrig -saa højt, uden at have Børn. Kan noget tænkes skønnere for en -Kvinde end at give den Mand, hun elsker, Børn? Kan noget tænkes -dejligere end at blive kaldt Moder? Vide og føle, ja høre paa den -Klang, hvormed Ordet bliver sagt, at man ikke lever forgæves, -men at der er Nogen, som saa nødvendigt trænger til En? Min Mand -skulde intet tabe ved den Ømhed, jeg ofrede vore Børn. Jeg vilde -elske ham dobbelt som deres Fader. Men fordi jeg føler det saadan, -forstaar jeg ikke, ja forskrækkes af de unge Kvinder, hvorom jeg -læser i moderne Bøger. Det er jo næsten, som de frygtede Børn -som en Fare for deres Lykke. Og ikke nok med det. De klynker og -jamrer ovenikøbet over den Naturens Grusomhed, der lader dem føde i -Smerte. Som om ikke de fik tifold Vederlag for selv den pinefuldeste -Kvide, naar de holder Barnet i deres Arme. Som om overhovedet det -at blive Moder var noget værd, naar det ikke kostede Smerte! -- -Jeg tænkte først: det er Mændene, der i blødagtig Medynk skriver -saa taabeligt om noget, de ikke forstaar. Men jeg læste siden det -samme i langt stærkere Ord i Bøger, skrevne af Kvinder, som hævder -at tale Kvindernes Sag. Disse kvindelige Forfattere, Hustruer og -Mødre ofte, er ligefrem fornærmede over, at alene Kvinden skal være -Moder og at Moderpligterne afholder dem fra Deltagelse i vigtigere -Samfundsopgaver. Jeg forstaar ikke de Kvinder, jeg forfærdes over -dem. Jeg ser dem for mig med Ansigter fortrukne af Oprør mod -Naturen. Jeg bliver syg af at læse deres Bøger. Jeg føler det, som -om der blev myrdet smaa Børn inde i mig.« - -Men, efter en Pavse, tilføjede Grethe: »Ser De, jeg tror nok, det -har gjort meget, at jeg mistede min Moder saa tidligt. Al den -utilfredsstillede Trang, jeg havde til Moder-Ømhed, har givet min -Moder-Trang Vækst. Jeg, der ikke mindes, hvordan det er at sidde paa -Mo'rs Skød, kunde alt som lille Pige ikke se et Barn, uden at mine -Arme længtes efter at favne det og lægge det op til mig.« - -Saaledes talte den Moderløse til den Moderløse. Og mens jeg saa' -paa hendes frodige Legeme, dér hun gik stolt og ren i sin frimodige -Bekendelse, tænkte jeg, at bedre Lykke kunde jeg ikke give min Søn -end at lade ham fødes af denne Kvinde. - - - - -XXI. - - - _Oktober._ - -Vi standser foran et langt lavt skiddengult Hus i en snæver -Sidegyde. I hvert af Vinduerne, der ligger nær Jorden, sidder bag -Geranier og Gyldenlakker en gammel Kvinde med et kulørt strikket -Tørklæde om Skuldrene. - -»I dette Hus -- fortæller jeg Grethe -- bor saadanne gamle fattige -Kvinder, der ikke er fine nok til at komme i Stiftelsen. Huset -bestaar af en eneste lang Stue, afdelt ved Sirtses-Forhæng i tyve -Rum, ti paa hver Side. I hver Baas bor en gammel Kvinde. I min -Barndom hed en af dem Ane Marie. Hun er den eneste, hvem jeg har -arvet. - -Ane Marie var en brystsvag Sypige. Hvor gammel hun var, véd jeg -ikke; uden Tvivl dog temmelig til Aars, siden hun havde faaet Plads -i de veldædige Baase. Hun bevarede imidlertid saa sent, jeg husker -hende, et fuldstændigt Barneansigt, glat og fint med to troskyldige, -altid smilende brune Øjne. Af Person var hun det klejneste, jeg har -sét. Hun listede som en lille beskeden Skygge ned ad Gaden med sin -Bondehue paa Hovedet og det grønne uldne Sjal viklet om de spinkle -Skuldre. Her i Huset havde hun frit Logis, men forresten maatte hun -ernære sig selv. Det gjorde hun ved at sy hos Folk i Byen, hun havde -sin Dag hver Uge hos seks Familjer. Nogen vidtdreven Færdighed i -Sykunsten besad Ane Marie ikke. Men at lappe og stoppe forstod hun -som ingen anden; der var aldrig et Stykke Linned eller Uldtøj saa -laset, at hun ikke fandt det for godt til at kasseres. De barnrige -Familjer, der ydede hende hendes Underhold, var da ikke narrede med -hende, navnlig da hun ikke kunde beskyldes for at trække dem op. -Hendes Gage, den hun bestemt afslog at faa forhøjet -- hun fandt -den i alle Maader rundelig -- var seks Skilling pr. Dag. Men saa -havde hun jo rigtignok tillige det meste af Kosten. Og med Hensyn -til Kosten blev der kræset for Ane Marie, hvor hun kom. Familjerne -sørgede altid for at have hendes Livretter til hende, hvad der -ejheller var økonomisk uoverkommeligt for Husmoderen og gjorde -hendes Besøg dobbelt kært for os Børn; thi Ane Marie havde ogsaa -i sin Smag bevaret en afgjort Barnlighed. Skulde hun have nævnet -den Diner, der mest fristede hende, vilde hun uden Betænkning have -svaret: Sødsuppe og Pandekager. Fra min tidligste Barndom, til vi -rejste fra Byen, kom Ane Marie hver Torsdag hjemme hos os. Lignede -hun paa Gaden en Skygge, blev hun i Stuen en mild lille Solstraale. -Hun var altid fornøjet, altid opfyldt af, hvor godt hun havde det og -hvor gode Folk var imod hende, smilede altid taknemmeligt ud af sine -brune Barneøjne. Men meddelsom blev hun først, naar hun var alene -med os Børn. De Voksne skræmmede hende en Smule med deres Fornuft -og Alvor. Sammen med Børn følte hun sig i sit Es. Deres smaa Sorger -og Glæder forstod hun, som det var hendes egne. Deres Forestillinger -og Interesser var ogsaa hendes. Hele Eftermiddagen, naar vi var -komne fra Skole, sad vi inde hos hende i den lille Strygestue og -passiarede lunt og godt som med en jævnaldrende Kammerat. -- Men da -Afskedens Stund oprandt og vi rejste fra Byen, stod hun ved Skibet -og græd, som skulde hendes Hjærte briste. - -Hun glemte ikke sine smaa Venner. - -Aarene gik, jeg var allerede en stor Dreng med første Del af Artium, -da der, just som Eksamen var overstaaet, kom Brev om, at Ane Marie, -hvem jeg i Barndommens Letsindighed ikke ofte havde skænket nogen -mindende Tanke, var død og havde indsat mig og en Broder samt to -Børn i en anden Familje til sine Arvinger. Den efterladte Kapital -var 50 Rigsdaler til lige Deling, 12œ Daler til hver Arving. -50 Rigsdaler, det vilde for Ane Marie sige 800 Arbejdsdages -Fortjeneste samlet sammen, Seksskilling paa Seksskilling. - -Jeg rejste min Arv op. For Ane Maries Seksskillinger gjorde jeg en -dejlig fjorten Dages Fodtur efter den overstandne Eksamen. - --- -- Og derfor, Grethe, kommer Taarer mig i Øjnene, naar jeg ser -paa dette fattige Hus, hvor der sidder gamle Kvinder i Vinduerne bag -Geranier og Gyldenlakker.« - - - - -XXII. - - - _November._ - -Min Veninde i Stiftelsen er Grethes og min eneste Omgang. Vi -havde hende for nogen Tid siden til Chokoladegilde paa min -Vejrbakke-Kvist. Hun blev hentet i Droske, fik Flødeskum paa -Chokoladen og, da hun atter steg ind i sin Ekvipage, en Kurv med -Æbler og Pærer samt nogle smaa Glas Syltetøj, som Grethe havde bragt -med til hende. Hun blev kort sagt, som hun selv sagde, behandlet -akkurat som en Prinsesse i et af de Æventyr, hun digtede til mig, da -jeg var Barn. - -Men ogsaa vi har besøgt hende og været hendes fejrede Gæster. - -Grethe har ganske erobret min Veninde, der vist vilde have -Vanskelighed ved at afgøre, for hvem af os, Grethe eller mig, hendes -gamle Hjærte banker stærkest. Det forvirrer og ærgrer hende lidt, -at vi ikke er forlovede; men hun har aabenbart ikke opgivet Haabet -om, at det kan komme. Naar vi besøger hende, trækker hun snart mig, -snart Grethe afsides og fortaber sig i blomstrende Lovprisninger: -af Grethe overfor mig og omvendt. Til mig er det stadige Omkvæd: -»Er hun nu ikke yndig? Har han nogensinde set Mage til gudvelsignet -Pigebarn? Blusser hun ikke af lutterste Hjærtensgodhed? Og sikke -Øjnene skinner, naar hun ser paa ham! Ja, det kan da Enhver opdage -med et vindt Øje, at hun har en Klat tilovers for ham.« - --- -- Igaar var vi til stor Kaffestads hos hende. Til hendes Sorg -fik hun ikke Lov at invitere Præsten, hun maatte indskrænke sig til -at hædre os med nogle af Stiftelsens fornemste Damer; men forøvrigt -forløb Festen paa bedste Maade. Beværtningen var kongelig: -Kaffekedlen gik ikke af Kog og Tallerkenen med Wienerbrød tømtes -aldrig saasnart, før den fyldtes igen. Og Samtalen kunde ikke være -livligere. I samme Nu, den ene Dame afsluttede Beretningen om sine -Skrøbeligheder og Genvordigheder, tog den næste fat. Tilsidst vilde -min Veninde absolut lægge Kabaler for mig og Grethe, de andre gamle -Damer brændte af Iver efter at overvære den spændende Forestilling; -men Grethe, der kendte Kabalens Hensigt og af tidligere Erfaring -vidste, at min Veninde altid lod den »pusle i Hjærtersiden« -med »lønlige Bud« og en »sukkende Ven« og alt andet til Faget -henhørende, ønskede, tydeligt nok, at blive forskaanet i dette -større Selskab af Kirsten Gifteknive. - -Med et taknemmeligt Blik modtog hun derfor mit Forslag om, at vi -skulde lade Kabalen hvile til en anden Dag og at hun istedetfor -skulde ende Festen med at synge nogle af sine Smaasange nede i -Spindestuen for alle de Gamle. - --- -- I Spindestuen har de Gamle deres Rokke, og mens Rokkehjulene -snurrer, gaar Passiaren rapt om Stiftelsens Anliggender. Men -Spindestuen gør tillige Tjeneste som Bedesal. Som Følge deraf er den -udstyret med et Harmonium. - -Der er gaaet Bud ud om den forestaaende Begivenhed, og da vi træder -ind i Spindestuen, anførte af min Veninde, der føler sig mindst som -Direktrice for det store Operateater, er Salen fuld. Med hastigt -anlagte Søndagskapper sidder de gamle Kvinder og virrer saa benauet -og andægtigt, som om de skulde til Alters. Rank og frodig, i lys og -fager Ungdom staar Grethe midt blandt dem: et skinnende Birketræ, -der er skudt op i et udgaaende Krats forvitrede og forkrøblede -Rester. Men alle de rynkede og indfaldne Gamle fornemmer, da de ser -hende, et Genskin af Vaar i deres Hjærter, og i beundrende Mumlen -bølger de virrende Kappe-Hoveder sammen. - -Der bliver atter dødsensstille: Grethe har sat sig ved Harmoniet, -slaar en Melodi an ... saa synger hun. Luften i den lave overfyldte -Sal er tyk og tung. Tonerne risler dugklare gennem den, stiger som -kvidrende Fugle, blinker i muntre Solstraaler, spreder sig med Duft -af Skov og Mark, hvælver et blaanende Højenloft over det fattige Rum -og de gamle Kvinder. Det er de sødt smægtende, fromt skælmske Sange -fra vore Mødres og Bedstemødres unge Dage, Grethe synger. De Gamle -lytter, disse Toner faar længe hvilende Strænge i dem til at bæve, -forsigtigt prøver de sig frem, efterhaanden mimrer alle de gamle -Munde og nikker alle de krusede Kapper i Takt med Grethes Sang. -Viserne om Elskovs Fryd og Elskovs Smerte er dog dem, der finder den -modtageligste Sangbund. For hvert Kys i Lunden paa Pigemunden glider -der et lykkeligt Smil over de rynkede Ansigter; men naar Taaren -rinder paa blege Kinder, staar et halvthundred Par gamle rødrandede -Øjne i Vand. - -Jeg sidder længst tilbage i Stuen sammen med min Veninde. Hun, der -ellers ikke fattes Ord, er saa bevæget, at hun ikke kan tale. Men -hun klapper ustandseligt min Haand. Og da Grethe omsider rejser sig -fra Instrumentet og omringes af takkende og haandkyssende og nejende -og velsignende Gamle, siger min Veninde de Ord, som jeg kunde have -kysset hende for: »Aa nej da. Saa lyslevende som hun ligner hans -salig Mo'r.« - - - - -XXIII. - - - _December._ - -Jeg gaar med Grethe til min Moders Grav. - -Der er vintermørkt paa Kirkegaarden. I den sorte Dødens Have lysner -kun de nøgne hvide Kors. Det har nylig regnet og vi træder lydløst -paa det faldne Løv. - -Døden bliver større og mægtigere i sin Vinterdragt. Ved Sommertid -dækkes dens sælsomme Gru af brogede Blomster og smilende Løv. Vi -søger at gøre Døden mild og god med Sommerens rige Offergaver. Men -om Vinteren rejser den sig i sin strænge Majestæt, breder ud sin -Kappe saa sort og fæster sit Benrads-Mærke paa hvert Kirkegaardens -Træ. - -Jeg gaar med Grethe over den vintermørke Kirkegaard, og Dødens Gru -forskrækker mig ikke. Jeg gaar i Pagt med Livets gode Herre; jeg -synes, Døden viger, dér vi skrider frem. - -Vi sidder ved Graven, og Grethe siger: »Saa ofte De har talt til mig -om Deres Moder, har De aldrig fortalt mig, hvordan hun saa' ud. De -var dog den Gang, hun døde, ikke mindre end at De maa have modtaget -et bestemt Indtryk af hende.« - -»Det Billede af min Moder, jeg tydeligst bevarer i min Erindring, -er ikke fra hendes allersidste Leveaar. Det er fra Tiden, før -Sygdom blegnede hende; fra den Tid, hun endnu var ung og smuk eller -syntes mig at være det. Jeg ser hende midt paa en Plæne i en Have -en dejlig Sommerdag. Hun stod mellem os Børn, der legede om hende, -med et let Sjal yndefuldt draperet om Skuldrene. Jeg mindes aldrig -at have set en Kvinde, der kunde bære et Sjal saa smukt. En stor -Havehat indrammede hendes Ansigts fine Oval, og det mørke Haar -laa glat ned over hendes Pande, en Pande saa klar og hvid. Med -straalende Øjne stod hun i sin legende Børneflok. Da pludselig sad -der en Kanariefugl paa hendes Skulder. En flygtende Fugl, der søgte -Hvile hos hende. Tyssende løftede hun Haanden. En Stund blev Fuglen -siddende, strøg saa kælent sit Næb mod hendes Kind og fløj.« - -Jeg tager Grethes Haand, der hviler i hendes Skød: »Ja, Grethe, -saadan mindes jeg min Moder. Men vil De vide mere, da spørg vor -gamle Veninde i Stiftelsen. Hun siger, og jeg kan ikke tvivle om, at -hun har Ret, at De er hendes lyslevende Billed.« - -Grethe ser op paa mig med store, kærlige Øjne. Og jeg føler hendes -Arme om min Hals og hendes Læber mod mine. Saa staar vi længe, Arm i -Arm, i stille Andagt foran Moders Grav. - --- -- Men da vi gaar hjemad til Vejrbakken, spørger jeg: »Fortæl -mig, hvordan det gik til, at Du kom til at holde af mig?« Hun -svarer: »Jeg forstod, at Du trængte til mig, og fra samme Stund -havde Du mit Hjærte.« - -Siden siger hun: »Lov mig, at Du, naar jeg dør, vil begrave mig tæt -ved din Moder. Min egen Moders Grav er paa et fremmed Sted, og jeg -vil ikke langt bort fra Vejrbakken. Jeg vil ogsaa, at Du skal finde -din Moder og mig sammen.« Men da hun ser, at hendes Ord gør mig -sørgmodig, tilføjer hun smilende: »Du taabelige Mand, tror Du, jeg -tænker paa at dø? Jeg har ingensinde velsignet Livet højere end nu.« - - - - -XXIV. - - - _December._ - -Altid tilforn, naar jeg opnaaede noget, jeg kaldte en Lykke, og jeg -ransagede mit Hjærte, om Lykken nu ogsaa virkelig boede i det, fandt -jeg i en eller anden Krog det saare Punkt, hvor Tvivlens Orm gnavede -fordulgt bag Blomsterdækket. Og jeg har vidst, at der vilde komme -det Øjeblik, før eller senere, hvor Pragten falmede. - -Tvivlen er nøjsom. Et uroligt Blik, et uoverlagt Ord giver den -Næring. Du sidder en Aftenstund med din Elskede. Da pludselig ser Du -hendes Øje sløres af en fremmed Tanke, et fremmed Minde. Du spørger, -og hun svarer med et aandsfraværende Smil et ligegyldigt Ord. Det -er kun et Nu. Hun glemmer det; og Du glemmer det, mens hun holder -Dig i sine Arme. Men naar den ensomme Nat kommer, stiger frem i din -Sjæl Billedet af din Elskede med Øjne som kolde Løgne og med et -Smil, hvis Spot stivner dit Hjærte. Hvad hjælper det saa, at hun den -næste Dag møder Dig mere øm end nogensinde? Du kan tro Dig frelst en -Dag, en Uge, Maaneder. Ormen har sat sin giftige Tunge i din Lykke. -Du er dens Bytte. - -Der er dem, som i arm Blindhed slaar sig tiltaals med den kranke -Lykke. Der er andre, som i indbildsk Trods siger: Tryghed dræber -Lykken. - -Der er kun én Lykke: at hvile i Lykken. At vide, at Dagen, der -kommer, rinder op med den samme Sol, der svandt igaar. Intet mere at -begære, intet mere at frygte. Ingen Dag at ønske om igen, ingen Dag -at ønske anderledes, fordi hver Dag er éns lykkelig. - -Den Lykke, den eneste, er min. - -Saagodt som Nogen har jeg jaget den. Har søgt den ude i den Verden, -hvor man gør sin Lykke. Været tidlig oppe og silde ude for at finde -den, har hidset mig op og trættet mig ud i dens Forfølgelse. - -Og saa dalede den nedover mig som en stille Sang paa et fjærnt og -stille Sted. Jeg hørte den klinge dæmpet ude fra Vandet en dejlig -Skærsommernat. Jeg turde ikke kalde paa den, jeg frygtede at skræmme -den bort. Jeg aabnede den blot i ydmyg Tro mit Hjærte. Og se, en Dag -sang Lykken derinde. - --- -- Jeg har ransaget mit Hjærte, der skjuler sig ingen Tvivl i -det. Jeg har vaaget ensomme Nætter, ingen Skygge forvanskede Grethes -hulde Billed. - -Jeg glider i en hvid Baad nedad en solbeskinnet Flod, og jeg holder -en gylden Frugt, hel og rund, i min Haand. - - - - -XXV. - - - _Julenat._ - -Da jeg i Eftermiddag kommer op til Møllen, ser jeg, at der er to -Jule-Gæster foruden mig. Det er Grethes Guddatter, den fireaarige -Asta, og hendes toaarige Broder Carl, Børn af en Fisker nede ved -Fjorden, der i sin Tid var Dreng paa Møllen. De skal for første -Gang til Juletræ. I den Anledning skinner de af nyvasket Pyntethed -og betuttet Artighed. Og da de ser mig, den fremmede Mand, søger de -en forsigtig Dækstilling bag Grethe, der maa hale dem frem og ruske -dem op for at faa dem foreviste i al deres Dejlighed. Dejlige er -de: Asta en livagtig Englebarnsmodel, lige til at sætte i Toppen af -et Juletræ, kælen og indsmigrende, med gul krøllet Top og store -lyseblaa Øjne; Carl en tæt Prop, sømands-mut og mandfolkevigtig og -med brune Øjne, der blinker af lunt Humør. - -Julenadveren er endt og vi gaar ind i Havestuen, hvor Træet er -tændt. Grethe har Purken paa Armen og Asta holder hende i Haanden. -Bagefter kommer Mølleren og jeg med vore Piber. Børnene er straks -helt stumme af Forbavselse; med opspilede Øjne stirrer de frem for -sig, mens Grethe dansende fører dem rundt om Træet. Jeg hvisker til -hende: »Jeg tror, Du er den gladeste af Jer tre.« »Ja,« svarer hun, -»tænk at holde Jul med Dig og saadanne to.« - -Det varer dog ikke længe, før Børnene frimodigt giver sig hen i -Fryd. Og da de opdager, at Herlighederne paa Træet er Frugter, som -tør plukkes, bliver de rent ellevilde. Tilsidst ruller de rundt paa -Gulvet som to Kattekillinger mellem alle deres Skatte og fylder den -ellers saa stille Stue med klukkende Latter og ivrig Pludren. Indtil -de bliver trætte og søvnige og med bittesmaa glippende Øjne bæres -om til Godnat. Men da Grethe har lagt dem til Sengs, kommer hun ind -og sætter sig i Sofaen mellem sin Fader og mig. - -Endnu brænder Lysene paa Træet, og den Gamle siger: »Der maa være -flere Lys iaar. Sidst var der mørkt foran mig, men iaar synes jeg, -jeg skimter et Lysskær.« - -»Ja, lille Fa'r«, svarer Grethe og bøjer sit Hoved op til hans -Skulder, »der er ogsaa flere Lys iaar. Sidst var Du og jeg ene. Jeg -vilde ikke for min Skyld tænde de mange Lys. Men denne Juleaften har -Vejrbakken haft Børn og rigtig Julefest. Og saadan vil det være hver -Juleaften herefter, for han her« -- hun tager min Haand og lægger -den i den Gamles -- »han bliver hos os ... hvis Du giver ham og mig -Lov til det.« - -Den Gamle kysser Grethe, trykker fast min Haand, og, mens to store -Taarer pibler frem af hans blinde Øjne, siger han: »Gud velsigne -Jer, Børn, og give Jer lyse Dage paa Vejrbakken. Dem, min Søn, har -jeg jo aldrig set, faar Dem aldrig at se. Men paa Deres Stemme, -naar vi talte om Grethe, har jeg hørt, at De holdt af hende.« - --- -- Før jeg gaar, fører Grethe mig ind i sit Sovekammer, hvor -Asta og Carl hviler i hendes gamle Barneseng, slumrende trygt i -hinandens Arme, mens Asta moderligt har lagt den lille Broder op til -sit Bryst. Forsigtigt lister vi os hen og kysser dem. De vaagner -ikke, men smiler, som de i Søvne følte den Kærlighed, der staar ved -deres Leje. Saa kysser Grethe mig og siger: »Tænk, hvor vidunderlig -dejligt, om det var vore egne!« - - * * * * * - -Grethe følger mig ud paa Bakken. Det er den skønneste stjærneklare -Frostnat. Vi staar paa Bakkekammen ud mod Fjorden. Til Højre for os -skraaner den hvide Skov; det er saa stille, at vi hører det, naar en -Kvist knækker i Frosten. Foran, dybt under os, ligger den isdækkede -Fjord og Byen, hvor der skinner Julelys i alle Huse. - -»Nu er der Fred paa Jorden,« hvisker Grethe. »Ja, og Fred i -Menneskenes Hjærter,« svarer jeg. - -Men da vi vender os om, staar Møllen med sine store sorte Vinger -lige for os. Jeg mærker en Gysen gennemfare Grethe og jeg spørger: -»Blev Du bange for Møllen?« - -»Nej,« siger hun, »jeg var blot kommen til at fryse af at staa -saalænge.« - - - - -XXVI. - - - _Nytaarstid._ - -Frost og Sne har lukket af for den gamle By. I mange Dage er intet -Bud fra Omverdenen trængt ind til den. Men da Proviant forefindes i -rigelig Mængde og det tilmed er Ferietid, føler Byen ingen Uhygge -som indespærret Fæstning. Den lever blot saameget stærkere sit eget -Liv, den samler som en Høne Kyllingerne under sine lune Vinger; den -glemmer, at den er ifærd med at udvikle sig til en udadstræbende -Fremtidsby med Bank og Eksportforeninger; den bliver atter helt og -ganske den gamle By. - -Naar jeg møder de ringlende Kanetog med lystige pelsindhyllede unge -Herrer og Damer; naar jeg hører den skingrende Jubel og den leende -Hvinen fra Børnene, der kjælker ned ad Vejrbakkens Sneskraaninger; -naar jeg ser Fjorden sort af farende Skøjteløbere og naar om Aftenen -Sang og Dansemusik toner bag de festligt oplyste Vinduer -- da -mindes jeg hin strænge Vinter for mange Aar siden, da Byen, efter -møjsommeligt at have gravet sig op af Sneen, drog ud paa Fjorden og -holdt Karneval Uger igennem. - -Saa fantastisk det staar for min Erindring: - -Gennem en Granport kommer man ind i en lang Isgade, der ligger lunt -mellem høje Snemure. Saa pludselig er man paa en stor aaben Plads, -der straaler i Fakkellys og indhegnes af Telte, illuminerede med -kulørte Lamper. Telte, hvor der spises og drikkes, synges og danses. -Og fra Pladsen skærer nye Gader sig ind i Snebjærgene. Man kommer -forbi Huler i magisk Blaalysskær, Snemænd med funklende Ildøjne, -Smaaboder, hvor gamle Kællinger i Tranlampe-Belysning braser Aal og -Pandekager, et Varmeskur, der benævnes den gloende Ovn, og man naaer -ind i en Lund af Grantræer, hvor der er Trængsel om en Karrusel -med Slæder, der har den oplivende Egenskab, at den i hver Omgang -lader en Slæde vende Koldbøtte i en Drive. Snebyen forgrener og -breder sig endnu videre. Vi Børn naaer aldrig til dens Ende, thi der -gaar Rygter om megen Vildskab og uhyggelige Slagsmaal i dens fjærne -mørke Forstæder, dér den gamle Bys Svende og Lærlinge mødes med de -fjendlig sindede Folk fra den anden Side Fjorden. Vi bliver, hvor -Lyset hersker og Uskylden boer. Hvor vore Søstre og deres Veninder -farer os forbi i susende Fart med deres Kavallerer eller opfører en -ikke altid saa vellykket, men des muntrere Skøjte-Lanciers. Henad -Aftensmad-Tid er hele Byen paa Fjorden. Saa kommer Mødre og Fædre -for at hente de unge Døtre og Børnene, eller de bringer Maden med -i Kurve. Inde i den gloende Ovn slaar man sig da sammen, Venner -og Bekendte, og dækker et Fællesbord med de forskellige Madkurves -Herligheder. Og naar man bagefter vandrer hjemad, stiger Raketter -op over Fjorden, hvor den summende Karnevalstummel først forstummer -sent paa Natten. - - * * * * * - -Grethe og jeg var i Formiddags en Kanetur. Nede ved Fjorden gjorde -vi Holdt og gik ud paa Isen mellem Skøjteløberne. Der var Liv og -Glæde, men ikke det Æventyr-Sceneri som i gamle Dage. Jeg følte -mig maaske en Kende skuffet over den glatte velfejede Bane og hele -det ordnede sportsmæssige Præg, Forlystelsen havde faaet; saameget -ivrigere fortabte jeg mig i Genopfriskelsen af de gamle Minder. -Først sent opdagede jeg, at Grethe, den ellers saa ligelige, gik -ganske tavs og med et forpint Udtryk i Øjnene af fjærntskuende -Sørgmod. Bekymret spurgte jeg, hvad hende fattedes. - -»Min egen Ven«, sagde hun, »tilgiv mig. Det er slet intet uden -Barnagtighed. Mens vi gik her blandt alle disse Mennesker, der -ligesom jager hæsblæsende efter Glæden, overfaldt der mig en Angst -for at miste Dig. Jeg syntes, de vilde rive Dig fra mig. Jeg -syntes, din Tale hastede bort med dem, saa langt, langt bort. Tilgiv -mig. Husk, hvor lidet jeg er vant at færdes blandt Mange. Husk, det -er første Gang, vi har forladt de stille Steder.« - -Hun smiler atter til mig, hun trykker ømt min Arm. Men jeg fører -hende hastigt bort fra Skøjteløbernes Bane; vi stiger op i den -ventende Kane, og vi vender tilbage til de stille Steder. - - - - -XXVII. - - - _7. Januar._ - -Idag kom der Slædepost. Den bragte mig et Brev fra min Forlægger, -der drilsk spørger, om jeg ikke snart er ked af mit Eneboerliv og -om det ikke kunde friste mig til en Tilbagevenden at blive Leder af -et stort literært Foretagende, som han paatænker. De Vilkaar, han -kunde byde, er saa gode, at jeg foreløbig ikke behøvede at frygte -økonomiske Vanskeligheder. - -For nogle Maaneder siden vilde jeg maaske have vaklet. Nu behøver -mit Svar ingen Overvejelse. Jeg dypper straks min Pen og skriver: -At jeg ikke kan modtage hans venlige Tilbud, fordi jeg heroppe -er bleven det lykkeligste Menneske i Verden og fordi min Lykke -er bunden til denne Plet Jord. At jeg saaledes uigenkaldelig har -opgivet enhver Tanke om at vende tilbage og at min Deltagelse i -det literære og offenlige Liv maa indskrænke sig til de Bøger, -jeg skriver. At den Bog, han venter, snart kommer og at den vil -efterfølges af andre, der ligner mine tidligere ligesaa lidt. At jeg -har taget Stade paa Vejrbakken, hvor Luften er klar og ren; hvor -Livets Mening bliver lettere at fatte, Lidenskaben mere usammensat, -Følelsen dybere. Endelig, at min Lykke er saa sikker, at den trænger -hverken til Anger eller Anklage; at den tværtimod har Raad til Tak -for alt forbigangent, fordi den uden det ikke vilde været saa stor. - -Inden jeg afsender mit Svar, viser jeg Grethe Brevet fra -Forlæggeren. Da hun har læst det, siger hun, efter et Øjebliks -Tavshed: - -»Jeg faar nu Anledning til at sige Dig noget, jeg har tænkt paa -stadig siden hin Dag paa Isen. Jeg tør ikke holde Dig tilbage. Du -kan for en kort Stund trives her; før eller senere vil alt det, Du -kom fra, atter kalde Dig. Jeg finder det kun rigtigt og naturligt. -Og derfor skal Du vide, at jeg intet Baand lægger paa Dig. Gør, som -Du vil og maa. Gør med mig, hvad Du vil. Lad mig blive her, om Du -maaske frygter mig som en Hæmsko, hvad Du har Grund til efter min -dumme Adfærd forleden. Eller tag mig med, om Du mener at have nogen -Brug for mig og om Du tør tro mig paa mit Ord, at jeg er grundig -kureret for min Dumhed. Jeg følger Dig, hvorhen Du vil. Vejrbakken -var hidtil mit Hjem. Uden Dig vil jeg være hjemløs paa Vejrbakken. -Livet og Verden derude skræmmede mig. Sammen med Dig vil jeg ingen -Frygt føle. Og siger Du, at jeg maa blive her for Faders Skyld, saa -svarer jeg: Det er ikke Fader mest, som ikke har villet herfra. Til -Tider tror jeg endog, han gærne rejste. Maaske var det ogsaa bedre -for ham. Han er gammel, hans Sind plages ofte i den sidste Tid af -sære Tanker deroppe i Stilheden. Han ligesom frygter Møllen, han -tror, den kalder paa ham; at den bebrejder ham, at han har standset -den. Mod min Fader gør vi ingen Uret ved at rejse. -- Men vil Du, at -jeg skal blive her og vente paa Dig, da er ogsaa det godt. Maaske -synes Du, at Du helst en Tid maa være ene og prøve dit Hjærte: om -det nu ikke blot var her i Ensomheden, at Du trængte til mig. Alt, -hvad Du bestemmer, alt, hvad Du gør med mig, er godt. Thi jeg elsker -Dig.« - -Jeg lader Grethe tale til Ende. Var det haardt og stygt af mig, min -søde Veninde? Var det egenkærlig grusomt, at min Sjæl intet vilde -spilde af de velsignede Ord, som dit angstfulde Hjærte udblødte? Jeg -tror, Du tilgiver mig, for den dobbelte Fryd, mit Svar nu voldte. - -Mit Svar, som Du fik sort paa hvidt i Svaret til Forlæggeren. - - - - -XXVIII. - - - _Slutningen af Januar._ - -Grethe havde aldrig spurgt mig om min Fortid, det Spørgsmaal, som -plejer at være det første, en Mand hører af sin Elskede. Jeg tænkte: -Skulde det skyldes Uvidenhed? Utvivlsomt ikke. Grethes Viden om -Livet var tydelig og klar. Hun talte uden Omsvøb om det, som unge -Piger ellers anser det for et Uskyldighedsbevis at rødme over. -Skulde det da maaske skyldes en altfor god Tro til mig? - -Jeg vilde ingen Tvivl, intet Bedrag i det Punkt. Og jeg spurgte -hende idag. - -Aldrig har jeg set Grethe saa overvættes lystig. Hun lo saa -hjærteligt, saa overgivent, at hun næsten ikke kunde holde op. -Omsider sagde hun: »Nej, Du er virkelig for morsom. Du spørger, -halvt fornærmet, om jeg anser Dig for at have levet, som de gamle -Damer i Stiftelsen lever. Nej, min Ven, Du kan berolige Dig. Du har -for tydeligt indskærpet Offenligheden dine Letsindigheder, til at -Nogen skulde tvivle om, hvilken forfærdelig Person Du er.« - -Og hun lo atter, saa jeg blev ganske forvirret. Efterhaanden -genvandt hun sin Alvor og sagde -- vi gik i Skoven --: »Lad os sætte -os her paa Bænken, saa skal jeg forklare Dig Grunden til, at din -slemme Fortid aldrig har foruroliget mig, ja, at den tværtimod, -efter hvad jeg véd om den, yder mig Sikkerhed for, at Du nu først -føler det, jeg forstaar ved Kærlighed. Du kan bagefter sige mig, om -jeg har Ret eller Uret. - -Først maa jeg tilstaa, at min Sikkerhed intet har at gøre med den -- -vistnok af Mændene -- udbredte Mening, at en Mand bør anvende en Del -af sin Ungdom til at rase ud. Jeg tror ikke paa, at Jert Raseri er -saa stort, at I behøver det. - -Nej, min Sikkerhed har en Grund, jeg selv har udspekuleret og som -jeg bilder mig ind er noksaa solid. Jeg har i alle dine Bekendelser -forgæves ledt efter _Barnet_. Mange begejstrede Ord har Du ødslet -paa at lovprise dine Elskerinders Dejlighed. Du har udstyret dem -med alle Fortrin. Kun ét nægtede Du dem: Berettigelsen til at føde -dine Børn. Maaske har det ikke været Dig bevidst. Ialfald synes det -mig, at Du ligefrem med Flid gaar udenom Børnespørgsmaalet, hvori -jeg ser al virkelig Kærligheds baade Begyndelse og Ende. Hvad kan -den Kvinde være en Mand værd, hvem han ikke ønsker at skænke Frugten -af sit Favntag? Det er dog det store Under, den Lykke over al Lykke -i Favntaget mellem Mand og Kvinde, at dér mødes deres Kærligheds -Evighedstrang, Trangen til at vide sig forenede ud i de fjærne Tider -gennem Børnene og atter disses Børn og saa fremdeles, til Dagenes -Ophør. Hvis jeg hvilede i dine Arme og jeg fornam din Vilje kølnes -af Frygten for Barnet, jeg vilde føle den dybeste Beskæmmelse. Jeg -vilde tænke: til en flygtig Lyst, et Sansernes hensigtsløse Behag -er jeg ham god. Men han værdiger ikke at lade mit Skød bære hans -Evighedstanke. -- Nu er jeg stolt og sikker, fordi jeg tror at vide, -at jeg er den første, hvem Du har ønsket at se som dine Børns Moder. -Og jeg nærer ingen Misundelse til din Fortid og de Kvinder, der -fylder den. Stakler, om de elskede Dig; thi deres Hjærter vil da, -selv under dine mest glødende Kærtegn og Smigerord, have følt Tomhed -og Skuffelse. I modsat Fald er de end ingen Beklagelse værd. De -fandt, hvad de søgte. De tog, ingen af dem, noget af den Lykke, din -Kærlighed forjætter mig.« - - * * * * * - -»Har jeg saa« -- spurgte Grethe -- »haft Uret i ikke at foruroliges -af din Fortid?« - -Men uden Ord knælede jeg ned og lagde mit Hoved i hendes Skød. - - - - -XXIX. - - - _Februar._ - -Det er, som Grethe siger. Det staar ikke vel til med hendes Fader. - -Vi er komne under Vejr med, at han i den senere Tid flere Gange, -mens vi var ude, har listet sig over i Møllen. Vi fik Mistanke ved -hans forblommede Ord, og nu forleden saa' vi ham, da han gik derfra. -Han sneg sig bort som En, der er bange for at blive overrasket. -Drejede sagte Nøglen om og lyttede for hvert Skridt. - -Vi har været inde i Møllen for at se, om vi kunde opdage, hvad han -foretog sig. Alt stod tilsyneladende urørt. - -I Virkeligheden er der jo intet underligt i, om den gamle Mand kunde -føle Lyst til en Gang imellem at færdes i sin Mølle, der rummer -saamange Erindringer for ham. Det ængstende er kun den fordulgte -Maade, hvorpaa han aflægger sine Besøg, og den Omhu, hvormed han -søger at skjule dem for os. Samtidig kan han ikke lade være at sige -Ting, som røber ham. - -En Dag, Grethe var gaaet ud af Stuen og han og jeg sad sammen i -Sofaen, rykkede han tæt hen til mig og hviskede: »De har nok lagt -Mærke til, at Grethe ikke holder af, at jeg kommer over til Møllen? -Har hun aldrig fortalt Dem Grunden? Naa ikke. Skal jeg sige Dem, -hvad jeg tror? Hun er bange, fordi jeg er gammel og blind. Hun -mener, at jeg ikke kan klare mig selv længer og at der kunde ske mig -en Ulykke. Grethe er saa omhyggelig for mig, hun er en god Datter -og jeg nænner ikke at gøre hende imod. Men havde jeg ellers noget -Ærind, fandt jeg vel Vej paa Vejrbakken og i Møllen saa godt som -nogen Ung med to karske Øjne.« - -I det hele taget kredser hans Tanker sygeligt om Møllen. Det er ikke -blot i Nattens Drømme -- som Grethe, bekymret lyttende ved hans Dør, -har hørt --, at han fantaserer om den. Ogsaa ved højlys Dag spøger -den i hans Sind. Han taler om den som om et levende Væsen, der bærer -Nag til ham og som han frygter Hævn af. - -Forgangen Aften sagde han til mig: - -»Synes De ikke, at saadan en Mølle, der altid staar, er en underlig -Ting? Ja naturligvis, var den gammel og aflægs, blev det jo en anden -Sag. Men Møllen fejler ikke noget, den har sine Sager iorden baade -indvendig og udvendig. Og dens Bestemmelse her i Verden er dog at -gaa, saalænge dens Kræfter slaar til. Ser De, der er jo ogsaa noget -ydmygende i det, at Folk, som ikke véd bedre Besked og som ikke har -kendt den i de Tider, den var den raskeste Mølle paa Egnen, kunde -falde paa at tro, at den overhovedet ikke _kan_ gaa. Nej, jeg har -ikke handlet ret mod Møllen. Enten burde jeg afstaaet den til en -Yngre, da jeg selv blev gammel og træt, eller jeg burde have skudt -den som en Jagthund, hvis Herre ikke længer duer til at føre den paa -Mark og i Skov og ikke vil se den i nogen Andens Eje.« - -Grethe, der var kommen ind og havde hørt de sidste Ord, gjorde et -Tegn til mig, og jeg sagde: - -»Ja, Møller, jeg synes ogsaa, det er Synd for Møllen. De vilde gøre -vel imod den ved at rive den ned. Saa er den død og borte og faar -Fred, og De med.« - -»Det bliver vel ogsaa dertil,« svarede Mølleren. »Ja, naturligvis, -det maa sagtens saa være. Men man gaar ikke til det med let Sind. -Man véd dog aldrig, om der ikke kunde være Gærning for den endnu en -Gang. Om ikke i min Tid, saa naar den nye Mand tager min Plads.« - -»Jamen Fader,« indskød Grethe. »Den nye Mand er jo kommen, og han -har helleringen Brug for Møllen.« - -»Nej, det er nok ogsaa sandt,« smilede den Gamle. »Den nye Mand har -selv ladet sin Mølle staa.« - - * * * * * - --- -- Men siden har Grethe og jeg talt om, at vi for enhver Pris maa -have hendes Fader til at tillade Møllens Nedrivning. - - - - -XXX. - - - _Sidst i Februar._ - -Vi har besluttet at gifte os til Maj. Hvad har vi at vente paa? I -Møllerhuset er der Plads og Mad nok. Det lidet, vi mere behøver, -kan jeg vel digte mig til. Foreløbig skal Resthonoraret for min nye -Bog anvendes til Grethes Brudekjole. Hun skænder paa mig for min -Letsindighed, men jeg vil, at hun skal være den smukkeste og fineste -Brud, som den gamle By har sét. Bryllupet skal staa i Stiftelsens -lille landsbyagtige Kirke, og der maa ingen faa Adgang uden de gamle -Damer. Men vor Veninde og tre andre gode Jomfruer fra Stiftelsen -skal som Brudepiger følge Grethe til Alteret. Efter Vielsen drikker -vi et Glas Champagne med Brudefølget, men der skal ogsaa være sød -fransk Vin for dem, der foretrækker det. Naar vi saa kører hjem, -lader vi Vognen holde udenfor Kirkegaarden; thi Grethe vil lægge -sin Brudekrans paa Moders Grav, den, der forenede os. Og saa holder -vi vort Indtog paa Vejrbakken som Mand og Kone og flytter ind i -Møllerhusets øvre Etage, der har staaet tom og ubenyttet, lige -siden Grethes Moder døde. Det er Maj, Bøgen nys udsprungen, Luften -fuld af Blomsterduft, og i Vejrbakkens Skov synger Nattergalen sine -Elskovsmelodier. - -Dagene rinder hastigt, mens Grethe og jeg lever vor store Lykke og -drømmer om den end større Lykke, der venter os, naar Foraaret kommer. - -Om Morgenen gaar vi som Regel en lang Tur. Enten i Byens afsides -Gyder og Stræder, hvis Navne alene henflytter En til en fjærn Fortid -og hvoraf enkelte, fornemmeligst den ældgamle Peblingegyde, der i -Trappeafsatser bugter sig mellem faldefærdige Rønner og forvitret -Murværk, er saa snæver, at den maa passeres i Gaasegang. Eller vi -søger ud paa de høje, aabne Landeveje, hvor Blikket skuer vidt og -Tankerne drager paa Rejse ud i Fremtiden. Forfriskede af den kolde -Luft, varme og rødmussede af den gode Bevægelse vender vi saa hjem -til vort Arbejde. Jeg til min Bog, som nu skrider hastigt og sikkert -fremad. Grethe til sit Udstyr. - -Der ligger fra Moderens Tid fuldt op i Kister og Skabe af Linned og -Dækketøj, stærke hjemmevævede Sager. Men Grethe vil ikke gaa som en -doven Brud til Brudesengen. Den skal klædes med Lagener, sømmede, -stukne og navnede af hende selv. Og som den skal hele Brudehuset -være. Symaskinen snurrer Dagen lang, og om Aftenen trædes Traaden, -mens jeg sidder hos og ofte bringer Forstyrrelse i Arbejdet ved at -kysse de kære travle Hænder. - -En Aften finder jeg Grethe ilag med at klippe fint Lærred ud i -bittesmaa Stykker. Jeg sidder og bryder mit Hoved med, hvad det -vel skal blive til, og Grethe, der ser min Forundring, smiler -underfundigt. Endelig brister min Nysgærrighed, og jeg spørger: »Er -det Dig eller mig, der skal pyntes med det Dukketøj?« - -»Nej,« svarer hun. »Det er vor Førstefødtes Skjorter.« - -Halvt spøgende, halvt alvorligt siger jeg: »Pas paa, Barn, at ikke -dit altfor sikre Haab skuffes. Der blev vel ogsaa Tid nok siden at -ordne Sønnens Udstyr.« - -Hun ser paa mig med Taarer i Øjnene: »Det maa Du ikke sige. Jeg vil -ikke tænke noget saa sørgeligt. Hvad Mening var der saa i al min -Kærlighed, om jeg ikke engang skulde kunne føde Dig en Søn? Og din -Søn skal ikke komme til et fattigt og uforberedt Hjem. Han skal -hellerikke bære Klæder, købte i Boder, fremmede Klæder, hvori ingen -Tanke om ham gemmes. Derfor syer jeg hans Tøj nu, mens jeg er rask -og har Kræfter til det. Hvordan det bliver siden, kan man aldrig -vide. Skulde det saa end hændes, at jeg døde fra ham, vil Du dog, -naar han bliver stor nok til at fatte det, kunne fortælle ham, at -hans Moder havde sørget for ham, saavidt hun formaaede. Og han vil -aldrig føle sig ganske moderløs.« - - * * * * * - --- -- »Saa er Du ikke vred paa mig og synes ikke, jeg er overspændt, -ejheller altfor tillidsfuld? Hvilken Gud skulde misunde en Kvinde -den Lykke at drage Omsorg for det Barn, hun gærne ofrer Livet for at -føde?« - -Dette sagde hun, da hun i den mørke Aften stod ude paa Vejrbakken -og rakte mig Haanden til Godnat. Jeg drog hende ind til mig og -hviskede: »Du bedste af alle Mødre.« - - - - -XXXI. - - - _8. Marts._ - -Det er nu bestemt, at Møllen skal rives ned. Den Gamle har givet sit -Samtykke, om fjorten Dage tages der fat paa Arbejdet. Efter først -endelig at have fattet sin Beslutning synes Mølleren beroliget. -Saavidt vi kan skønne, har han i den sidste Tid end ikke aflagt -Smugbesøg i Møllen. - -Beslutningen om Møllens Nedrivning har bragt Ro over os alle. -Uden at ville tilstaa det for hinanden gik Grethe og jeg begge i -Ængstelse for, at en Ulykke skulde ske. Hvor let kunde det ikke -hænde, naar den gamle blinde Mand færdedes alene i Møllen, at han -snublede paa en af de stejle Trapper, styrtede igennem en Luge eller -kom galt afsted med Hjulværket? Grethe har nu tilstaaet det: ofte -naar hun afslog en Spadseretur under Foregivende af Travlhed med -Udstyret, var det Frygt for at forlade Faderen, der holdt hende -hjemme. - -Nu er alt trygt og godt som før. Og om Aftenen sidder vi og drøfter, -alle tre, hvad Volden skal bruges til, naar Møllen er borte. Den -Gamle mener, at, da Møllen hidtil har tjent mange Skippere som -Sømærke, bør han tilbyde Grunden til Oprejselse af et andet let -iøjnefaldende Mærke. Men Grethe hævder, at mange andre Punkter paa -Vejrbakken egner sig ligesaa godt dertil; at Volden er deres egen og -at Ingen kan fortænke dem i, at de indretter den til deres Behag. -Hun og jeg har en Plan, som vi haaber at faa hendes Fader til at -bifalde. - -Paa Volden vil vi bygge et Lysthus i antik Tempelstil. Rundt om det, -paa Voldgangen, planter vi en Krans af skærmende Graner, men op om -Templet og dets Søjler skal i Tidens Løb vild Vin og vilde Roser og -Kaprifolier slynge sig. Og paa dets Frontespice fæster vi i gylden -Skrift Indvielsens Ord: _Til Vejrbakkens Gud_. - -Vejrbakkens Gud, Fredens Gud, vor Lykkes Gud vil vi bygge vort -Blomster-Tempel, vort Olymps idylliske Parnas. Her vil vi sidde og -skue vidt over Land, lade Verden støje under os, høre Stormen suse -og Uvejret knitre om os og alle Dage, i Storm som i Stille, skærmes -af Fredens milde Paulun. Her vil vi sidde, mens vi er unge og Roser -og Vin og Kaprifolier ranker sig om vore Hjærter; her vil vi ogsaa -sidde, naar de gamle Aar kommer og Mindernes Duft ombølger os. Herop -vil vi føre vore Børn, mens de er smaa, og lære dem at bøje Knæ for -vor Gud, og her vil vi vente dem, naar de, prøvede i Livets Kamp, -søger Hvile i Barndomshjemmets Tempel. Men allerdejligst synes vi, -det vil være -- vi smiler ad vore Drømmes ufortrødne Flugt --, naar -den Dag kommer, da vor Søn og hans Brud tager vor Plads mellem Roser -og Kaprifolier. - -I Fællesskab bygger vi vort Tempel. Men den Dag, Templet er rejst og -vi staar sammen deroppe, vil jeg fortælle Grethe, hvordan jeg, alt -før jeg kendte hende, og længe før jeg vidste, jeg elskede hende, -tilbad hende som Fredens Gudinde og af Møllen byggede hende et -Højalter. - - - - -XXXII. - - - _19. Marts._ - -Foraaret kommer tidligt iaar. De sidste otte Dages lune Regn og -bagende Sol har allerede bragt Skovbundens Blomster til at pible -frem af det brune Løvdække, har allerede vakt Fuglesangen foroven. - -Det er lige efter Solopgang, da jeg imorges henter Grethe til vor -Spadseretur. Morgensolen har kaldt paa mig, jeg nænnede ikke at sove -de dejlige Timer bort. Og jeg staar fløjtende udenfor Møllerhuset, -hvor alt endnu er lukket. Et Gardin rulles op, og Grethe kommer til -Syne i hvid Natdragt, med det rige brune Haar frit nedhængende og -glimtende gyldent i Solen. Hun nikker smilende til mig og sender mig -et Godmorgen saa fornøjet, at hele Luften fyldes med Glæde. Men da -jeg tænker paa, at denne livstraalende Ungdom er min og at om en -føje Stund dette frodige hvide Legeme skal hvile i mine Arme og være -min Hu til Vilje, svimler det for mig. - - * * * * * - -Vi gaar i Skoven og drikker Foraarets stærke Vin, som Solen perser -af tusind gærende Safte. Jeg ser Blodet stige i Grethes Kinder, jeg -hører det banke i hendes Haand, som jeg holder i min. Foraarets Rus -er i os, dens liflige Døsighed gyder sig gennem vore Aarer. Grethe -bøjer sig ind til mig, træt søger hun, med Hovedet lænet mod min -Skulder, Støtte ved min Arm, og hun siger sagte: - -»Hører Du den samme Sang som jeg?« - -»Hvilken Sang hører Du?« - -»Der er Stemmer, som higende kalder, og der er Stemmer, som vigende -lokker. De leger med hinanden, snart klagende fjærnt, snart -sukkende nær; snart spørgende og svarende, snart flydende sammen -i et jublende Møde af alle Toner ... Jeg synes, det er Naturens -Bryllupssang, der lyder om os. Hører Du den ikke ogsaa?« - -»Jeg hører Naturen kalde til Fest: Frem alle Blomster, syng alle -Fugle, spring ud alle Træer. Stat tidligt op, smyk Jer og øv Jer. -Vaaren er kommen alt nu, at I kan være rede. Thi naar Majdag rinder, -staar Vejrbakkens Prinsesse Brud. -- Jeg hører Naturen synge dit -Bryllup ind.« - - * * * * * - -Vor Vej standses af en Bæk, der ellers risler med sparsomt Vand -mellem store Stene, men som Vaarbruddet har ladet svulme over alle -Bredder. Kun hist og her rager en Sten op. - -»Vi maa vel vende om?« spørger jeg. - -Grethe læner sig ømt til mig: »Jeg er saa foraarsdoven,« siger hun. -»Jeg vil nødig gaa en Omvej. Tror Du ikke nok, Du kan bære mig?« - -Hun slaar sine Arme om min Nakke, jeg løfter den store Pige, og jeg -staar med hende ude i Bækken. Jeg føler hendes bløde Legeme tæt mod -mit, hendes varme Aande i mit Ansigt. Jeg mærker ingen Byrde, men -atter svimler det for mig. Jeg maa tage al min Vilje sammen for ikke -at styrte med hende. - -... Saa sidder vi, begge lidt forpustede, paa Bænken hinsides -Bækken. Men Grethe lægger sit Hoved til mit og hvisker i mit Øre: - -»Du, min stærke Brudgom. Saa dejligt jeg havde det i dine Arme.« - - * * * * * - -Foraaret kommer tidligt iaar. Der kimer Bryllupsklokker i Naturen. -Brudefolkene længes mod Bryllupets Dag. - - - _21. Marts._ - -Jeg har faaet mine Papirer fra Hovedstaden, de Attester, uden hvilke -man ikke bliver gift, selv ikke paa Vejrbakken. Jeg ser, at jeg i -min Alders første Aar blev kokoppeindpodet og at Podningen »slog -an«. Himlen være lovet. Ellers havde jeg formodenlig ikke faaet -Tilladelse at indtræde i Ægtestanden. - -Imorgen eller i Overmorgen begynder Nedrivningen af Møllen. Den -Gamle var i helt godt Humør iaften. - - - - -XXXIII. - - - _22. Marts._ - -Grethe er imorges kommen til Skade oppe ved Møllen. Lægen giver -ganske godt Haab. - - - _Samme Dags Aften._ - -Der var nok blæst en stærk Storm op inat. Jeg synes forresten ikke, -det blæste noget videre, da jeg gik op til Møllen, men jeg tænkte jo -hellerikke saa meget paa Vejret. - -Da jeg fra Skoven naaede ud til Bakkekammen, ser jeg Grethe staa -oppe paa Møllevolden mellem Vingerne, akkurat som første Gang, jeg -saa' hende paa Vejrbakken. Saa er Arbejderne altsaa ikke komne -endnu, tænkte jeg. Det var maaske ogsaa for tidligt. Og jeg tænkte -videre, at Grethe sagtens var gaaet derop for at tage Afsked -med Møllen. Hun saa' mig ikke, hun stirrede ud over Fjorden. Jeg -svingede med Hatten, jeg kaldte paa hende. Hun hørte mig ikke, hun -stod i dybe Tanker. Og Blæsten har vel ogsaa baaret imod. - -Pludselig gav det et Ryk i Vingerne. Jeg tror nok, jeg udstødte -et Skrig. Enten har hun hørt mit Skrig, eller hun har selv mærket -Faren. Hun drejede Hovedet, vore Blikke mødtes, hun gjorde en -Bevægelse som for at styrte frem, i det samme Sekund faldt hun -lydløst til Jorden, ramt af den ene Vinge. Og den næste Vinge fulgte -efter, hen over hendes Legeme, og den næste. Rundt og rundt, i -stigende Fart, gik Vingerne, henover Grethe. Jeg tænkte, mens jeg -løb: Du er bleven forstyrret i Hovedet, det er Svimmelhed, alt gaar -rundt for Dig. Men saa saa' jeg jo, at Grethes Legeme ikke skiftede -Plads. - -Paa den anden Side af Møllen, ligefor Voldtrappen, fandt jeg Grethes -Fader. Han stod og gjorde et Tov fast. Han smilede saa underligt. -Den Tanke fo'r mig gennem Hovedet: han har i Sindssyge dræbt sin -Datter. En vanvittig Tanke. Jeg anede i det samme alt. Jeg sagde -i Forbifarten roligt: »Grethe er bleven ramt af Vingerne.« Da jeg -naaede hen til hende, stod Møllen atter. Hendes Fader havde vel -standset den. Jeg laa bøjet over hende, hun rørte sig ikke. Hun var -helt hvid i Ansigtet, men jeg saa' ikke Saar eller Blod. Jeg kaldte -paa hende, jeg blev ved at nævne hendes Navn. Saa aabnede hun sine -Øjne og smilede, lukkede straks Øjnene igen, men Smilet blev om -hendes Mund. Hun havde sét mig og hun smilede! Aa Gud, aa Gud! hun -var ikke død. - -En Hulken lød bag mig og en rystende Haand famlede paa min Skulder. -Det var den Gamle. »Hun lever!« sagde jeg. »Men vi maa have hende -baaret ind.« -- Jeg saa' op; lidt borte stod tre, fire Arbejdere i -en Klynge med brave medlidende Øjne. De trængte sig stille frem for -at hjælpe. Og en af dem sagde: »Der er gaaet Bud efter Læge.« - -Vi bar hende ind, og Lægen kom. - -Hendes Tilstand er iaften uforandret. Hun ligger bevidstløs hen. -Slaget har ramt hende paa den højre Side af Hovedet. Der er kun -en Skramme og nogen Hævelse at se. Men Lægen frygter enten en -Hjærnerystelse eller et Brud. - - * * * * * - -Min Anelse om Ulykkens Aarsag bekræfter sig. Grethes Fader vilde en -sidste Gang, inden den blev revet ned og bragtes til evig Ro, lade -Møllen gaa. Ved sine hemmelige Besøg derovre havde han forvisset sig -om, at Maskineriet var i Orden. Han er imorges gaaet tidligt op til -Møllen, har rimeligvis været inde i den, da Grethe kom. Under Larmen -af den stærke Blæst har hun ikke hørt hans Puslen hverken derinde -eller da han gik ud paa den modsatte Side. Saa har han trukket -Persen fra, i samme Nu satte Stormen Møllen i Gang og Ulykken skete. - -Saameget har jeg kunnet slutte af de faa Ord, han har sagt. -Han sidder mest hen i stum Fortvivlelse. Det er en Ynk at se. -Pinefuldere næsten end at dvæle ved Grethes stille Sygeleje. -Men da Arbejderne kom og spurgte, om de saa skulde begynde -Nedbrydnings-Arbejdet, sagde han, at de kunde gaa. Han vilde sende -Bud efter dem, naar han behøvede dem. - - - - -XXXIV. - - - _24. Marts._ - -Hun er død. Min Grethe, min kære Pige er død. - -Vi vidste jo hele Dagen igaar, at der intet Haab var. Feberen og -Vildelsen begyndte om Natten, og Lægen gik om Morgenen uden at sige -noget. Jeg kunde ikke spørge. Jeg forstod, det var overflødigt. - -Jeg har siddet hos hende og maattet tvinge Smil og Glæde frem i mit -Ansigt. Hun troede, hun laa til Sengs, fordi hun havde født vort -Barn. Hun var saa lykkelig, men en Gang imellem græd hun, fordi hun -ikke maatte have Barnet hos sig. Og naar jeg ikke smilede, blev hun -ganske fortvivlet, jamrede sig og sagde, at vi løj for hende: at -Barnet var død eller røvet fra hende. I de Øjeblikke blandede ogsaa -Møllen uhyggelige Forestillinger ind i hendes Fantasier. Hun troede, -at hendes Fader havde bragt Barnet op til Møllen, og bad mig saa -bønligt hente det tilbage. - -Ud paa Aftenen tog Feberen til. Lægen kom, men gik hurtigt igen. Jeg -talte ikke med ham. Jeg sad atter ved Grethes Seng, hun kendte mig -ikke. Hun laa mest med lukkede Øjne, mumlede uhørlige, forvirrede -Ord og fortrak Ansigtet i Smerter. Jeg syntes næsten, det var bedre -saadan. Jeg behøvede jo ikke at skjule min Sorg, jeg kunde holde -hendes stakkels hede Haand i min og græde. - -Pludselig slog hun Øjnene, store og klare, op. - -»Græder Du, fordi jeg skal dø?« spurgte hun. - -Jeg sank ned paa Gulvet og lagde mit Hoved i hendes Puder. Hun strøg -sin Haand nedover det, mildt og længe. Saa sagde hun: - -»Du maa ikke græde for min Skyld. Jeg har det saa godt. Det er ikke -slemt at dø. Baade din og min Moder kalder paa mig: de smiler saa -kærligt til mig; de viser mig, at der er Plads til mig imellem dem.« - -En mørk Skygge gled over hendes Blik. Hun rejste sig op i Sengen: -»Barnet! Hvor er Barnet? Det er Synd af Dig at lade mig vente saa -forfærdelig længe!« - -Saa faldt hun tilbage, hendes Øjne var atter klare, men store Taarer -trængte sig frem. - -»Min egen Ven,« sagde hun, »læg dit Hoved tæt til mit. Der er noget, -jeg vil sige Dig, nu mens jeg véd rigtig Besked med alt og inden jeg -dør.« - -Jeg gjorde, som hun bad, og hun hviskede: - -»Jeg er ikke bange for at dø, men jeg synes, det er saa sørgeligt, -at jeg skal herfra, før jeg har født Dig den Søn, jeg havde lovet -Dig. Nu er det saa lidt, Du har som Minde om mig, saalidt at takke -mig for. Jeg gav Dig jo kun mig selv en stakket Stund. Og knap nok -det gjorde jeg. Nej, Du maa ikke afbryde mig og ikke sige mig imod; -jeg maa have Lov at sige det altsammen, som jeg føler det. Jeg -bebrejder mig, at jeg lod Dig vente. Jeg syntes vel, det var Dig, -der skulde bede. Du skal vide, at alt, hvad Du havde bedt om, havde -jeg givet Dig. Du skal vide, at hin Formiddag i Skoven, da vi hørte -Bryllupssangen tone om os, var jeg af mit ganske Hjærte, af hele -min Længsel din Brud. Og det vil jeg, uden at rødme, sige Gud paa -hans Trone, at jeg gik grædende fra Jorden, fordi jeg ikke naaede at -hvile som Brud i dine Arme.« - -»Nu er det Tid,« sagde hun lidt efter, »at Du henter Fader herind.« - -Men da hun havde kysset den Gamle, bad hun om at maatte sove, -smilede til mig, lukkede sine Øjne og slog dem ikke mere op. - - - - -XXXV. - - - _Løst Blad._ - -Foraaret gaar sin Sejrsgang op over Vejrbakken, med stort Følge af -glade Mennesker nede fra Byen. Unge og Gamle, Børn og Kærestefolk, -værdige Mænd og Matroner, ja selv værkbrudne Stakler -- alle skal de -med at se Vaaren paa Vejrbakken. - - * * * * * - -Strøende gylden Sol for alle Vinde fører Foraaret an, og de glade -Mennesker fra Byen udpeger beundrende for hinanden dets stolte -Bedrifter. - -»Alt staar Hækken i Knop, og i Vejkanten blomstrer Violer. Pluk mig -et Par, jeg vil fæste dem ved mit Bryst.« - -»Nej, kære, pas dog paa, at Du ikke træder paa Sneglen. Og se -Sommerfuglene dér, den ganske gule og den røde med de sorte Pletter. -Herregud, lad dem flagre i Fred, lad dem nyde Foraaret ligesom vi.« - -»Hørte I Stæren, Børn. Og Pipfuglen hist. Den flyver med Straa til -sin Rede.« - - * * * * * - -Toget standser ved Pavillonen, som Foraaret har vakt af sin Dvale; -hvor, Vinteren igennem, kun en enlig Fremmed har været Gæst. - -»Lad os drikke et Glas for Vaaren. For Vaaren og Livet. For Livet og -Glæden.« - -»Hvad I ikke spiser, Børn, strø det for Spurvene. Vi maa ikke glemme -Vinterens Fugle, fordi Foraaret er kommet.« - - * * * * * - -De glade Mennesker fra Byen følger Foraaret videre, op gennem Skoven. - -»Saa lifligt her dufter af Muld og Gran. Men gaa ikke i Græsset, det -har regnet i Nat.« - -»Jo, i Græsset maa jeg. Jeg har fundet en blaa Anemone. Og de hvide -dér. Hvormange der er, naar man ret ser efter.« - -»Og tænk Bøgen. Saa store Knopper den alt har. Tro mig, den springer -ud før Maj, hvis dette Foraar varer ved.« - -»Vist varer det ved. Spørg blot Fuglene, der jubler. De véd Besked.« - - * * * * * - -Foraaret staar triumferende paa Vejrbakkens Kam, og de glade -Mennesker udbryder i høje Fryderaab: - -»Helt herop er Vaaren naaet. Møllevolden er klædt med nyt Græs, -og Vingerne skinner som Guld i Solen. I Møllerens Have knoppes -Frugtblomsterne, i en Stue vilde de hastigt udfolde sig. Hvem der -turde bryde en Gren!« - -Da aabnes Døren til Møllerhuset, en klam Luftning gaar hen over -de glade Mennesker: paa sit hvide Leje hviler en ung Kvinde, kold -og bleg. Og ved hendes Side staar en Mand, den Fremmede paa -Vejrbakken. Hans Øjne græder ikke, de har ingen Taarer fler. Han -siger, bøjet over sin kolde, blege Brud: »Vaaren er død.« - - - - -XXXVI. - - - _30. Marts._ - -Idag er Grethe bragt til Hvile paa Kirkegaarden. - -I Stiftelsens Kirke forrettedes Andagten. Dér sad alle de gamle -Kvinder og græd uhyklede Taarer over Grethe, fordi hun, der havde -bragt Ungdom og Skønhed ind i deres falmede Hjærter, var gaaet bort -midt i sin unge Glæde. Paa hendes Kiste havde de lagt Kranse, bundne -med deres egne rystende Hænder, Kranse af Vedbend og Mos, prydede -med Evighedsblomster og troskyldige Farvel-Indskrifter i sorte og -hvide Perler. Og saa sang de nu for hende, der havde sunget for dem, -sang med deres spinkle, brustne Stemmer: »Tænk, naar en Gang den -Taage er forsvunden.« Aa Gud, aa Gud. Her var det, hun havde glædet -sig saa inderligt til at skulle staa Brud, her, hvor hun nu laa i -sin Kiste, en Dødens Brud, klædt i det Lin, hun selv havde sømmet og -syet til sin Fest. -- Mit trætte, forpinte Hoved sank ned ved min -gamle Venindes Bryst. Hun klappede mig og talte til mig som til et -bedrøvet Barn, saadan som hun saamange Gange i svundne Dage havde -trøstet mig og kælet for mig. Baade hun og jeg glemte nok, at jeg nu -var en stor og klog Mand. Jeg syntes, jeg havde det godt ved hendes -enfoldige Bryst; jeg syntes, Sorgen mildnedes, mens hun hviskede: -»Saa maa det da være saa skønt for ham at tænke paa, at hun ikke -skal ligge alene, men skal ud til hans Mo'r. De to vil tale saameget -godt og kærligt om ham, det kan han være forvisset om, og hænder der -ham nogen stor Fortræd eller Modgang, saa vil han fornemme, hvordan -de trøstende omsvæver ham.« - --- Præsten, den stærke Kirkens Svøbe over den gamle Bys -Vankundighed, traadte frem ved Grethes Kiste. Han saa' prøvende -strængt ud mod Forsamlingen, men, som om han uvilkaarligt forstod, -at her ved denne unge Piges Kiste, overfor disse grædende gamle -Kvinder og denne haardt ramte Fremmede, her var Strænghed -Helligbrøde, saa gød sig et Skær af bevæget Menneskelighed over hans -skarpe Træk, og da han begyndte at tale, skælvede hans Stemme: - -»Jeg kendte ikke den unge Kvinde, hvem Gud tog bort, just som hun -troede at staa ved den største Jordelykkes Indgang. Men der er mig -om hende intet fortalt uden Godt og Skønt. Hun synes ad egne Veje -paa det høje ensomme Sted, hun boede, at have fundet Fred med Gud og -Verden. Hun synes ogsaa at have haft Evne til at meddele Andre Fred. -Jeg kender ikke dem, der er hendes Nærmeste og hvem hendes Død blev -saa tungt et Slag. Jeg véd ikke, om deres Sorg har søgt den Trøst, -jeg kalder den ene rette. Men mit Hjærte krymper sig i deltagende -Forstaaelse af deres Smerte. Jeg beder Gud skænke hende og dem sin -Fred. Amen.« - -Alene med Præsten vandrer jeg henover Kirkegaarden bag Grethes -Kiste. Jeg ser, hvordan Foraaret har begyndt at brede sin Pynt over -Døden. Jeg ser Foraarets Blomster og jeg hører i mit Øre genlyde -Præstens Ord om Guds Fred. Og min Sjæl skriger i Kval: »Du lyver -Præst, ligesom Foraaret paa Gravene lyver. Alverdens Blomster kan -ikke dække den Dødens Gru, at hun, jeg elskede, skal ædes af Ormene. -Alverdens Præster kan ikke lade opstige til mig af Graven den Guds -Fred, som for evigt jordedes med hende.« - -Kisten er sænket i Graven, Jordpaakastelsen til Ende, Præsten har -trykket min Haand -- jeg er ene. - -Men først rigtig ene dog, da jeg, kold og rystende af at sidde -stille saalænge i den skarpe Foraarsluft, forlader mine Grave og -gaar op paa Vejrbakken, der nu end ikke huser Grethes tomme Ler. - -Saa ene, saa ene. - - - - -XXXVII. - - - _April._ - -Jeg flygtede jo hertil for at søge Ensomheden. Jeg fandt den. Og om -Grethe ikke var kommen paa min Vej, havde sikkert Ensomheden ikke -skræmmet mig. Thi jeg havde da ikke kendt det Savn, der nu jager mig -som en Fredløs. - -En Fredløs er jeg i min Ensomhed. Hvor finder jeg den Krog, som kan -yde mig Fristed? Enten jeg flakker om i den gamle Bys øde Gader -eller jeg løber min Fod træt paa Vejrbakkens stejle Veje, overalt -følger Savnet mig som en graadig Ravn, skrigende hæst i mit Øre, -parat til at hugge sit Næb i mit Hjærte. Der er ikke den Plet, -ikke det Hus, det Træ, der ikke raaber mig mit Savn imøde. »Husk, -sidst Du var her, kom Du med _hende_! Nu er Du alene, hun følger -Dig aldrig mere.« »Her sad Du med hende. I talte om Eders Lykke, I -drømte Jer ud i Fremtiden; alt, hvad I talte, tænkte og drømte, var -Sommer og Sol, idel Liv og Lyst. Nu ligger hun i Jorden, Drømmen har -Dødens kolde Pust splittet.« - -Jeg har søgt Freden i Bibliotekets Klostersal, hvis højtidsfulde -Stilhed før dulmede mit Sind til god Hvile i gamle Minder. Men -Ravnen sad paa min Skulder: »Du unge Munk, hvi dvæler dit Blik -saa længselssygt ved Træet derude bag Muren? Bliv kun, hvor Du -er. Dig venter ingen længer, naar Mørket falder over Klosteret. I -Klosterhaven er Nattergalene forstummede. Og i det gamle Træ bygger -Ravnen Rede.« - -I Kildehaven har jeg været, jeg tør ikke komme der mer. Jeg syntes -Børnene blev stille, da de saa' mig. Jeg læste i deres Øjne -bedrøvede Spørgsmaal: »Hvor er hun henne, hun, som altid før var med -Dig og som holdt saameget af os? Du maa ikke komme alene, Du skal -hente hende.« - -Min Veninde i Stiftelsen sørger over min Troløshed. Netop nu vilde -hun saa gærne vise mig sin Hengivenhed. Hun forstaar det ikke og -jeg nænner ikke at sige hende det: mit saarede Hjærte taaler ikke -de medlidende Blikke, som det maa løbe Spidsrod igennem, saasnart -jeg er indenfor Stiftelsens Porte; som forfølger mig paa Trapper og -i Gange, helt op til hendes Dør, og som modtager mig i hendes egen -Stue, fra hendes egne trofaste Øjne. - -Men mest hjærteskærende er det dog at besøge Grethes Fader. At -færdes i de Stuer, som hun fyldte med sin Fred og sin Ynde; hvor -Savnet klager som et forpint Dyr under hvert Skridt, man træder; -hvor Luften endnu skælver af hendes Dødssuk; hvor endelig han -sidder, den gamle Mand, og stirrer med den blinde Skæbnes tomme -Øjne paa det Frygtelige, han har fuldbragt. Hvad har han og jeg -at sige hinanden, som kan bringe Trøst? Han hører næppe nok de -Fornuftbetragtninger, hvormed jeg forsøger at møde hans Selvanklage -og hans forvirrede Udtalelser om Grethes Ulykke som den forurettede -og vrede Mølles Hævn. Er jeg derimod selv ganske upaavirket af hans -sære Grublerier? Eller er det alene Mindet om hin forfærdelige -Morgen, der vækker Uhygge i mit Sind og faar mig til at skælve, naar -jeg passerer Møllen? Endnu ligger den der, endnu har dens Herre ikke -villet fælde Dommen over den. - - * * * * * - --- -- Men naar Savnet har jaget mig fredløs fra Sted til Sted, -søger jeg Hvile i mit Arbejde, i min Bog. Mens jeg skriver paa den, -glemmer jeg, at Grethe er død. I den lever hun, i den genopstaar -hun med den Guds Fred, som hun skænkede mig, da jeg kom som en træt -Flygtning til Vejrbakkens Ensomhed. - - - - -XXXVIII. - - - _Sidste Dage i April._ - -Jeg havde Lyst at skrive en Fortale til min Bog, som nu er -færdig. Rigtignok bandlyser den moderne literære Katekismus -Fortaler saavelsom de gamle fortrolige Henvendelser midt i Bogen -fra Forfatteren til hans kære Læser. Et af de første Bud lyder: -Forfatteren maa aldrig stikke sin Person frem og ikke give sin -private Mening til Kende. Forfatteren objektiverer sig i Værket, der -har at tale for sig. - -At vise Humbugen heri skulde bl. a. være Hensigten med min Fortale. -Har en Forfatter noget paa Sinde overfor sine Læsere, skal han nok -faa dem det sagt trods Katekismens Forbud. Han lader bare en af -Personerne holde et lille Foredrag. Og hvad nytter det, man forbyder -ham personlig at optræde i sine Bøger? De allerfleste Bøger skrives -om Forfatterne selv. Følgen af Forbudet mod de umaskerede sorte -Dominoer bliver da blot, at Forfatterne kostymerer sig mer eller -mindre smagfuldt, mer eller mindre gennemskueligt. Tag en af vore -Forfatteres samlede Produkter for Dem, og De vil se ham paradere -forbi i en Række skiftende Forklædninger: som Præst og som Læge, -som Ingeniør og som Adelsmand; snart det overlegne Fornuftmenneske, -snart en dybsindig Grubler; snart en barnlig Fantast og snart en -fortvivlet Oprører mod Samfundsordenen. Den naive Mand bilder sig -ind, at han er vel forvaret i sin sindrige Forklædning. Men ikke -blot hans Kaldsfæller, der kender Fiffene, skriver ham straks leende -i Haanden. Ogsaa Læserne, dresserede af den moderne kritiske Metode, -hvis Stolthed det netop er at »finde Katten«, udpeger ham med -Lethed og siger henrykte til hinanden: Har I set den skævbenede Hr. -A.... nu optræder han min Salighed som en uimodstaaelig Ingeniør? -Hvad mener I om den evigglade Hr. B., er han ikke grinagtig, naar -han giver Partiet som den verdensforagtende Naturforsker? - -Forklædningen narrer Ingen anden end -- Forfatteren. Han tænker: -siden jeg nu en Gang skal i Kostyme, vil jeg dog gøre mig akkurat -saa prægtig, som jeg dog nok egenlig er. Hvilket latterlig glimrende -Galleri af Selvportræter udviser ikke den moderne Literatur. Hvor -har Forfatterne ikke svælget i at afmale sig som Ynglinge med -dejlige Aasyn, med slanke, elegante Skikkelser, med ildfulde blaa -eller brune Øjne eller Øjne, der betagende skifter i alle Farver. -Eller de har set sig selv i moden Manddom, med Alvor og Myndighed -i det viljestærke Blik, med graanende, men endnu fyldige Lokker. I -kærlig Overbærenhed retoucherer de bort alle Maver og Maaner, alle -Latterligheder og Grimheder. Og hænder det en sjælden Gang, at de, -ved at se sig i Spejlet, faar en Anelse om, at en vis Beskedenhed -maaske vilde være passende, slaar det ikke fejl, at de Svagheder -eller Mangler, de med ædel Oprigtighed vedkender sig, stilles i -en flatterende Belysning af en Ejendommelighed, der overgaar al -sædvanemæssig Skønhed. Eller de tager yderligere Oprejsning for -de koket tilstaaede legemlige Skavanker ved at gøre de aandelige -Fortrin, der aldrig fattes en Forfatters Selvfremstilling, end mere -overvældende. - -Saaledes ser vi da vore Forfattere, som Ofre for -Forklædnings-Humbugen, udlevere sig til Spot for en lattermild -Samtid. - -Det fik endda være. Værre er det, at Forklædningen hæmmer -Forfatteren i at sige sit Hjærtes usminkede Mening. Maskeradebøgerne -fordrer en pinagtig Hensyntagen til æstetisk Vedtægt, der føles -som Humbug, fordi Forfatteren véd, hvad den er »gjort af«. Vi -kender alle den moderne Romanformel: et første Kapitel, hvor vi -springer badus ud i Handlingen, og et andet Kapitel, hvor vi hales -i Land af en lang og kedsommelig Forhistorie, som Forfatteren -møjsommeligt har sammenstillet til Baggrund for sin Maskerade. -Alle disse Udenomssysler med Garderobe, Maskineri, Dekorationer -og med Personer, der skal agere imod hinanden efter en stereotyp -Kapitel-Regie, suger Marven af den Energi, som skulde gøre Bogen -til et helt og ægte Udtryk for de Oplevelser, Stemninger og -Følelser, der har født den i Forfatterens Sjæl. Kunstletheden og -Kunstfærdigheden kvæler den Hjærtets simple, enfoldige Tilstaaelse, -som det var Bogens Mening at gøre andre Hjærter, der har levet og -følt noget lignende. - -Derfor har jeg fortalt min Bog saa lige ud, som jeg har levet den. -Derfor er det »jeg«, der selv henvender mig til Læserne. »Jeg« er -hverken smuk eller grim, hverken en velskabt Trubadur eller en -dæmonisk Pukkelryg. »Jeg« er kun et Hjærte med Trang til at synge -sin Fryd og sin Kvide. »Kostymet« passer sagtens til de store -Bøger, der skildrer Samfundets Maskerade. Hjærtets smaa Bøger -skrives bedst af den, der ikke forsøger at være andet end »jeg«. - - - - -XXXIX. - - - _30. April._ - -Jeg har sluttet min Bog; jeg har sluttet alt, hvad her var for mig -at virke. - -Iaftes, da jeg paa det sidste Blad havde lukket Grethes Øjne med et -Afskedskys og det tomme hvide Papir laa foran mig, da forstod jeg, -at nu kom først ret de ensomme Dage paa Vejrbakken. Og jeg stod op, -samlede alle Ting sammen, pakkede min Kuffert og lod min Vært vide, -at jeg rejser med Skibet imorgen. - -Hvad jeg vil? Først og fremmest bort herfra. Men dernæst didhen, -hvor Arbejdet venter mig. Træt, fordi det syntes mig at føre -til intet, opgav jeg det. Jeg genoptager det, uden altfor store -Indbildninger, men følende, at det i hvert Fald har sit Værd i -sig selv. Hvilen giver kun de Lykkelige Fred. For os andre dulmer -Arbejdet Ulykken. - -Lad mig desuden tilstaa det. Naar jeg i disse sidste Tider af og -til, for at søge en Smule Adspredelse, har gæstet en af Byens Kaféer -og dér faaet et Blad ihænde, er der vaagnet i mig en kriblende Lyst -til atter at føre en Pen for eller imod det, jeg læste. Jeg fornam, -at min Mølle ikke var standset anderledes, end at en Smule Vind -kunde sætte den i Bevægelse. Og jeg syntes, jeg begyndte at forstaa -Grethes Fader. Ikke Møllen, men ham var det, der trængte til at -høre Hjulene snurre og Vingerne suse. I hans eget Indre var det, at -Anklagen mod Hvilen lød. Jeg syntes, jeg forstod endnu mere. Jeg -hørte Varselraabet: Ve den, der i Blinde lader Møllen gaa! - -Idag har jeg været rundt at tage Afsked. Med Byen, med Vejrbakken, -med alt det, der for mig gemmer Livets lyseste og bitreste Minder. - -Jeg har sagt min Veninde i Stiftelsen Farvel. Hendes Trofasthed -overgav jeg Grethes Grav i Værn og Varetægt. Thi jeg véd, at den -gamle Møller ikke kommer der før den Dag, han selv bringes derud -til evig Hvile. Jeg sagde til min Veninde: »Smyk ikke Graven med -de forgængelige Blomster, dem, hvis Trøst er en stakket pralende -Løgn; dæk den med det altid levende Mindes beskedne Vækster, med -Vedbend og Evighedsblomster.« Min Veninde gav grædende sit Løfte: -»Hendes Grav skal staa smykket, som han vil det, saalænge Gud lader -mig leve. Og falder jeg fra, vil de Andre herinde gøre, som jeg har -gjort. Den Tid blot En er tilbage, der har set hendes velsignede -Ansigt, skal hendes Grav ikke forfalde, det kan han stole paa.« - -Hos Grethes Fader var jeg. Jeg fandt ham mere meddelsom end ellers -siden Ulykken. Efterretningen om min Afrejse syntes intet Indtryk -at gøre paa ham. Hvad var jeg vel ogsaa for ham uden i Forbindelse -med Grethe? Han fortalte mig, at han havde fæstet den gamle Kone, -der før gik til Haande i Huset, til at bo hos sig og passe ham. -For ham var der da sørget, det, han behøvede. Om at flytte fra -Vejrbakken vilde han ikke høre Tale. Mindre nu end nogensinde. Thi -nu -- fortalte han mig videre -- var det »i Orden« med Møllen. -Istedetfor at rive den ned havde han indrettet den til et Sørgeminde -over Grethe. Alt Maskineriet havde han ladet hugge isønder, og, -naglede fast til Bygningen, stod Vingerne som et oprejst Kors ud -mod Fjorden. »Hverken den eller jeg« -- sagde han -- »kan nu gøre -mere Fortræd her i Livet. Vi bliver her sammen paa det Sted, hvor -vi forbrød os. Og saa er det jo min Tanke, at Møllen, naar jeg dør, -skal gives i Arv og Eje som Sømærke og nævnes paa Kortet som Grethes -Minde.« - -Jeg gik fra Møllerhuset gennem Haven. Den stod i sin fejre -Foraarspragt, men det skønnedes tydeligt, at Ingen længer tænkte paa -at røgte den. Græsset paa Plænerne groede vildt og uslaaet, i Bedene -voksede Ukrudt frodigt mellem Blomsterne. Jeg forudsaa den Dag, -hvor den vilde forfalde til Vildnis og dernæst atter blive et Bytte -for den golde Vestenvind. Kærlighedens og Fredens milde Haand var -vegen fra Vejrbakkens Oase. - -Tilsidst var jeg paa Kirkegaarden. Hos hende, der var min -Barndoms Sol og hos hende, der lod denne Sol genlyse en kort, men -uforglemmelig Dag over min Manddom. - -I to gode Mødre, sov i Fred ved hinandens Side paa min gamle Bys -Kirkegaard. - --- -- Min Kuffert er pakket. Men øverst i den ligger en af de smaa -Skjorter, Grethe syede til vor Søn. - - - - -XL. - - - _1. Maj. Ombord._ - -Skibet gled ud af Havnen, forbi Slottet med den hverdagsagtige graa -Façade, udenom Brohovedet, hvor min gamle Veninde stod og viftede -Farvel. Bag mig laa nu Byen, smilende rød mellem foraarsgrønne -Marker og Bakker, med munter Røg fra alle Skorstene og med -Storkeknebren over Tagene. Langsomt blegnede den i Aftenens Dis. -Skibet svingede om en Pynt, forsvunden var Byen. - -Jeg vaagnede, som om Tæppet var gaaet ned for et Skuespil, i hvis -fjærne Drømmeverden jeg for en kort Stund havde levet. Da fulgte -Skibet en ny Drejning af Fjorden, og et eneste Øjeblik saa' jeg, ude -i Horisonten, Vejrbakkens Top og øverst oppe Møllen som et sort -Kors paa hvid Grund. - -Saa er den gamle By uigenkaldelig borte. Og jeg vender tilbage, -derfra jeg kom. Til gamle Venner og gamle Fjender. - -Har da dette Aar været forgæves, er det sporløst svundet som den -Æventyrets Drømmeverden, for hvilken Teatrets Tæppe ruller ned? - -Visselig ikke. Det har bragt mig den _Treuga Dei_, hvorefter den -ganske Jord sukker, den Guds Fred, som selv vore krigeriske Fædre -undte hinanden, den livsalige Forsoning med sig selv og Andre, der -lutrer Sjælen og ædler Viljen. Jeg drager tilbage, hvorfra jeg kom, -men ikke som den samme. Jeg har, hvad jeg manglede før, et højt og -sikkert Mærke for min Sejlads: Grethes Minde. Mine Venner vil maaske -modtage mig med et medlidende Skuldertræk, mine Fjender maaske sende -mig et hoverende Smil. De vil erfare, at der er Grund hverken til -Medynk eller Glæde. Den Guds Fred, der har rørt min Sjæl, har ikke -haft Brug for nogen Omvendelse; det Sømærke, mit Liv har vundet, -fører mig ikke i nogen ny Retning. Blot følger jeg nu sikrere en -ligere Vej. - -Paa dit Dødsleje, Grethe, bebrejdede Du Dig, at Du døde som Jomfru -i mine Arme. Jeg tvivlede ingensinde om din redebonne Gavmildhed. -Jomfru eller Ikke-Jomfru, Du var bleven den samme. Jeg véd ogsaa, -at ingen Salighed vilde været større end at hvile som Brudgom ved -din Side. Men Du, min Jomfrubrud, har lært mig Forsagelsens hidtil -ukendte Lykke. Du har lært mig Lykken ved at være paa Vej til -Lykken, selv om man aldrig naaer den. - -Jeg sætter atter Møllen i Gang. Det maa saa være. Den kræver sin Ret -af min Ungdom og mine Evner. Og jeg tænker paa, at den Møllevinge, -der dræbte Dig, maaske ikke fortjener Forbandelse. Langt snarere -handlede den maaske mildt og godt, da den i Blinde tog Dig bort, -inden den forfærdelige Stund oprandt, da jeg, uden at _ville_ se, -satte i Gang min Mølle, ved hvis Vinger Du havde søgt Hvile. -»Grethes Minde« har lært mig at se mig for. - -Min Drøm er til Ende. I Foraarsnatten bærer Skibet mig tilbage fra -min gamle By til Virkeligheden og Arbejdet. Drømmen er til Ende, -Guds Fred udrunden, Grethe død. - -Eller var det ingen Drøm? Eller drømmer jeg endnu? Jeg synes at -fornemme, mens jeg skriver dette, Grethes Haand paa min Skulder, at -høre hende hviske i mit Øre: - -Guds Fred udrinder aldrig for den, der elsker. - - - - - -End of the Project Gutenberg EBook of Guds Fred, by Peter Nansen - -*** END OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK GUDS FRED *** - -***** This file should be named 43295-8.txt or 43295-8.zip ***** -This and all associated files of various formats will be found in: - http://www.gutenberg.org/4/3/2/9/43295/ - -Produced by The Online Distributed Proofreading Team at -http://www.pgdp.net (This book was produced from scanned -images of public domain material from the Google Print -project.) - - -Updated editions will replace the previous one--the old editions -will be renamed. - -Creating the works from public domain print editions means that no -one owns a United States copyright in these works, so the Foundation -(and you!) can copy and distribute it in the United States without -permission and without paying copyright royalties. Special rules, -set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to -copying and distributing Project Gutenberg-tm electronic works to -protect the PROJECT GUTENBERG-tm concept and trademark. Project -Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you -charge for the eBooks, unless you receive specific permission. If you -do not charge anything for copies of this eBook, complying with the -rules is very easy. You may use this eBook for nearly any purpose -such as creation of derivative works, reports, performances and -research. They may be modified and printed and given away--you may do -practically ANYTHING with public domain eBooks. Redistribution is -subject to the trademark license, especially commercial -redistribution. - - - -*** START: FULL LICENSE *** - -THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE -PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK - -To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free -distribution of electronic works, by using or distributing this work -(or any other work associated in any way with the phrase "Project -Gutenberg"), you agree to comply with all the terms of the Full Project -Gutenberg-tm License available with this file or online at - www.gutenberg.org/license. - - -Section 1. General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg-tm -electronic works - -1.A. By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm -electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to -and accept all the terms of this license and intellectual property -(trademark/copyright) agreement. If you do not agree to abide by all -the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy -all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your possession. -If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project -Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound by the -terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or -entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8. - -1.B. "Project Gutenberg" is a registered trademark. It may only be -used on or associated in any way with an electronic work by people who -agree to be bound by the terms of this agreement. There are a few -things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works -even without complying with the full terms of this agreement. See -paragraph 1.C below. There are a lot of things you can do with Project -Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this agreement -and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm electronic -works. See paragraph 1.E below. - -1.C. The Project Gutenberg Literary Archive Foundation ("the Foundation" -or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project -Gutenberg-tm electronic works. Nearly all the individual works in the -collection are in the public domain in the United States. If an -individual work is in the public domain in the United States and you are -located in the United States, we do not claim a right to prevent you from -copying, distributing, performing, displaying or creating derivative -works based on the work as long as all references to Project Gutenberg -are removed. Of course, we hope that you will support the Project -Gutenberg-tm mission of promoting free access to electronic works by -freely sharing Project Gutenberg-tm works in compliance with the terms of -this agreement for keeping the Project Gutenberg-tm name associated with -the work. You can easily comply with the terms of this agreement by -keeping this work in the same format with its attached full Project -Gutenberg-tm License when you share it without charge with others. - -1.D. The copyright laws of the place where you are located also govern -what you can do with this work. Copyright laws in most countries are in -a constant state of change. If you are outside the United States, check -the laws of your country in addition to the terms of this agreement -before downloading, copying, displaying, performing, distributing or -creating derivative works based on this work or any other Project -Gutenberg-tm work. The Foundation makes no representations concerning -the copyright status of any work in any country outside the United -States. - -1.E. Unless you have removed all references to Project Gutenberg: - -1.E.1. The following sentence, with active links to, or other immediate -access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear prominently -whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work on which the -phrase "Project Gutenberg" appears, or with which the phrase "Project -Gutenberg" is associated) is accessed, displayed, performed, viewed, -copied or distributed: - -This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with -almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or -re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included -with this eBook or online at www.gutenberg.org - -1.E.2. If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is derived -from the public domain (does not contain a notice indicating that it is -posted with permission of the copyright holder), the work can be copied -and distributed to anyone in the United States without paying any fees -or charges. If you are redistributing or providing access to a work -with the phrase "Project Gutenberg" associated with or appearing on the -work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1 -through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the -Project Gutenberg-tm trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or -1.E.9. - -1.E.3. If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted -with the permission of the copyright holder, your use and distribution -must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional -terms imposed by the copyright holder. Additional terms will be linked -to the Project Gutenberg-tm License for all works posted with the -permission of the copyright holder found at the beginning of this work. - -1.E.4. Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm -License terms from this work, or any files containing a part of this -work or any other work associated with Project Gutenberg-tm. - -1.E.5. Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this -electronic work, or any part of this electronic work, without -prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with -active links or immediate access to the full terms of the Project -Gutenberg-tm License. - -1.E.6. You may convert to and distribute this work in any binary, -compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any -word processing or hypertext form. However, if you provide access to or -distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format other than -"Plain Vanilla ASCII" or other format used in the official version -posted on the official Project Gutenberg-tm web site (www.gutenberg.org), -you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a -copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon -request, of the work in its original "Plain Vanilla ASCII" or other -form. Any alternate format must include the full Project Gutenberg-tm -License as specified in paragraph 1.E.1. - -1.E.7. Do not charge a fee for access to, viewing, displaying, -performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works -unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9. - -1.E.8. You may charge a reasonable fee for copies of or providing -access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works provided -that - -- You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from - the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method - you already use to calculate your applicable taxes. The fee is - owed to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he - has agreed to donate royalties under this paragraph to the - Project Gutenberg Literary Archive Foundation. Royalty payments - must be paid within 60 days following each date on which you - prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax - returns. Royalty payments should be clearly marked as such and - sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the - address specified in Section 4, "Information about donations to - the Project Gutenberg Literary Archive Foundation." - -- You provide a full refund of any money paid by a user who notifies - you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he - does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm - License. You must require such a user to return or - destroy all copies of the works possessed in a physical medium - and discontinue all use of and all access to other copies of - Project Gutenberg-tm works. - -- You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any - money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the - electronic work is discovered and reported to you within 90 days - of receipt of the work. - -- You comply with all other terms of this agreement for free - distribution of Project Gutenberg-tm works. - -1.E.9. If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg-tm -electronic work or group of works on different terms than are set -forth in this agreement, you must obtain permission in writing from -both the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and Michael -Hart, the owner of the Project Gutenberg-tm trademark. Contact the -Foundation as set forth in Section 3 below. - -1.F. - -1.F.1. Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable -effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread -public domain works in creating the Project Gutenberg-tm -collection. Despite these efforts, Project Gutenberg-tm electronic -works, and the medium on which they may be stored, may contain -"Defects," such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or -corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual -property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a -computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by -your equipment. - -1.F.2. LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the "Right -of Replacement or Refund" described in paragraph 1.F.3, the Project -Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project -Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project -Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all -liability to you for damages, costs and expenses, including legal -fees. YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT -LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE -PROVIDED IN PARAGRAPH 1.F.3. YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE -TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE -LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR -INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH -DAMAGE. - -1.F.3. LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a -defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can -receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a -written explanation to the person you received the work from. If you -received the work on a physical medium, you must return the medium with -your written explanation. The person or entity that provided you with -the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a -refund. If you received the work electronically, the person or entity -providing it to you may choose to give you a second opportunity to -receive the work electronically in lieu of a refund. If the second copy -is also defective, you may demand a refund in writing without further -opportunities to fix the problem. - -1.F.4. Except for the limited right of replacement or refund set forth -in paragraph 1.F.3, this work is provided to you 'AS-IS', WITH NO OTHER -WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO -WARRANTIES OF MERCHANTABILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE. - -1.F.5. Some states do not allow disclaimers of certain implied -warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages. -If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the -law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be -interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by -the applicable state law. The invalidity or unenforceability of any -provision of this agreement shall not void the remaining provisions. - -1.F.6. INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the -trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone -providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in accordance -with this agreement, and any volunteers associated with the production, -promotion and distribution of Project Gutenberg-tm electronic works, -harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees, -that arise directly or indirectly from any of the following which you do -or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg-tm -work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any -Project Gutenberg-tm work, and (c) any Defect you cause. - - -Section 2. Information about the Mission of Project Gutenberg-tm - -Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of -electronic works in formats readable by the widest variety of computers -including obsolete, old, middle-aged and new computers. It exists -because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from -people in all walks of life. - -Volunteers and financial support to provide volunteers with the -assistance they need are critical to reaching Project Gutenberg-tm's -goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will -remain freely available for generations to come. In 2001, the Project -Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure -and permanent future for Project Gutenberg-tm and future generations. -To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation -and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4 -and the Foundation information page at www.gutenberg.org - - -Section 3. Information about the Project Gutenberg Literary Archive -Foundation - -The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit -501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the -state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal -Revenue Service. The Foundation's EIN or federal tax identification -number is 64-6221541. Contributions to the Project Gutenberg -Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent -permitted by U.S. federal laws and your state's laws. - -The Foundation's principal office is located at 4557 Melan Dr. S. -Fairbanks, AK, 99712., but its volunteers and employees are scattered -throughout numerous locations. Its business office is located at 809 -North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887. Email -contact links and up to date contact information can be found at the -Foundation's web site and official page at www.gutenberg.org/contact - -For additional contact information: - Dr. Gregory B. Newby - Chief Executive and Director - gbnewby@pglaf.org - -Section 4. Information about Donations to the Project Gutenberg -Literary Archive Foundation - -Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide -spread public support and donations to carry out its mission of -increasing the number of public domain and licensed works that can be -freely distributed in machine readable form accessible by the widest -array of equipment including outdated equipment. Many small donations -($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt -status with the IRS. - -The Foundation is committed to complying with the laws regulating -charities and charitable donations in all 50 states of the United -States. Compliance requirements are not uniform and it takes a -considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up -with these requirements. We do not solicit donations in locations -where we have not received written confirmation of compliance. To -SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any -particular state visit www.gutenberg.org/donate - -While we cannot and do not solicit contributions from states where we -have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition -against accepting unsolicited donations from donors in such states who -approach us with offers to donate. - -International donations are gratefully accepted, but we cannot make -any statements concerning tax treatment of donations received from -outside the United States. U.S. laws alone swamp our small staff. - -Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation -methods and addresses. Donations are accepted in a number of other -ways including checks, online payments and credit card donations. -To donate, please visit: www.gutenberg.org/donate - - -Section 5. General Information About Project Gutenberg-tm electronic -works. - -Professor Michael S. Hart was the originator of the Project Gutenberg-tm -concept of a library of electronic works that could be freely shared -with anyone. For forty years, he produced and distributed Project -Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of volunteer support. - -Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed -editions, all of which are confirmed as Public Domain in the U.S. -unless a copyright notice is included. Thus, we do not necessarily -keep eBooks in compliance with any particular paper edition. - -Most people start at our Web site which has the main PG search facility: - - www.gutenberg.org - -This Web site includes information about Project Gutenberg-tm, -including how to make donations to the Project Gutenberg Literary -Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to -subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks. |