diff options
Diffstat (limited to '41956-h')
| -rw-r--r-- | 41956-h/41956-h.htm | 10601 |
1 files changed, 5092 insertions, 5509 deletions
diff --git a/41956-h/41956-h.htm b/41956-h/41956-h.htm index f648958..a8716ab 100644 --- a/41956-h/41956-h.htm +++ b/41956-h/41956-h.htm @@ -2,10 +2,10 @@ "http://www.w3.org/TR/xhtml1/DTD/xhtml1-strict.dtd"> <html xmlns="http://www.w3.org/1999/xhtml" xml:lang="da" lang="da"> <head> - <meta http-equiv="Content-Type" content="text/html;charset=iso-8859-1" /> + <meta http-equiv="Content-Type" content="text/html;charset=UTF-8" /> <meta http-equiv="Content-Style-Type" content="text/css" /> <link rel="coverpage" href="images/cover.jpg" /> - <title>Hans Råskov, by Knud Hjortø; an eBook from Project Gutenberg</title> + <title>Hans RÃ¥skov, by Knud Hjortø; an eBook from Project Gutenberg</title> <style type="text/css"> /* <![CDATA[ */ h1, h2, h3, h4, h5, h6 { @@ -134,56 +134,17 @@ a.corr { text-decoration: none; color: inherit; /*border-bottom: 1px dotted #333 </style> </head> <body> +<div>*** START OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK 41956 ***</div> - -<pre> - -The Project Gutenberg EBook of Hans Råskov, by Knud Hjortø - -This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with -almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or -re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included -with this eBook or online at www.gutenberg.org - - -Title: Hans Råskov - -Author: Knud Hjortø - -Release Date: January 31, 2013 [EBook #41956] - -Language: Danish - -Character set encoding: ISO-8859-1 - -*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK HANS RÅSKOV *** - - - - -Produced by The Online Distributed Proofreading Team at -http://www.pgdp.net (This file was produced from images -generously made available by Arkiv for Dansk Litteratur -at http://adl.dk) - - - - - - -</pre> - - - -<h1>Hans Råskov</h1> +<h1>Hans RÃ¥skov</h1> <div class="trnote"> -<h2><a name="trnote" id="trnote"></a>Afskriverens bemærkninger</h2> -<p>Åbenlyse trykfejl er rettet i denne e-bog, men forfatterens stavning -er for øvrigt bevaret. En <a href="#Rettelser">ordliste med rettelser</a> er placeret +<h2><a name="trnote" id="trnote"></a>Afskriverens bemærkninger</h2> +<p>Ã…benlyse trykfejl er rettet i denne e-bog, men forfatterens stavning +er for øvrigt bevaret. En <a href="#Rettelser">ordliste med rettelser</a> er placeret sidst i bogen. Den trykte bog havde ingen kapiteloverskrifter, -men disse er tilføjet for at lette brugen af e-bogen.</p> +men disse er tilføjet for at lette brugen af e-bogen.</p> <h3>Indhold</h3> <ol class="toc"> <li><a href="#KAPITEL_I">KAPITEL I</a></li> @@ -216,15 +177,15 @@ men disse er tilføjet for at lette brugen af e-bogen.</p> <div class="front caps"> -<p class="center larger">Knud Hjortø</p> +<p class="center larger">Knud Hjortø</p> -<p class="center huge">Hans Råskov</p> +<p class="center huge">Hans RÃ¥skov</p> <div class="figcenter"> <img alt="Forlagets logo" src="images/logo.png" width="120" height="65" /> </div> -<p class="center topmarg">København<br /> +<p class="center topmarg">København<br /> Det Schubotheske Forlag<br /> <span class="smaller">J. L. Lybecker og E. A. Hirschsprung<br /> 1906</span></p> @@ -249,275 +210,275 @@ Det Schubotheske Forlag<br /> <h2><a name="KAPITEL_I" id="KAPITEL_I"></a>I</h2> -<p>Uden for den søndre længe af Peder Hansens -gård begyndte foråret fjorten dage tidligere end -andre steder; solens stråler faldt med kraft tilbage -fra de okrede mure, og træerne gav læ mod østenvinden; -så var der også bakker på bægge sider af -gården, så den selv lå i en dal. Hesteomgangen stod -med en krans af udsprungne følfod allerede først i +<p>Uden for den søndre længe af Peder Hansens +gÃ¥rd begyndte forÃ¥ret fjorten dage tidligere end +andre steder; solens strÃ¥ler faldt med kraft tilbage +fra de okrede mure, og træerne gav læ mod østenvinden; +sÃ¥ var der ogsÃ¥ bakker pÃ¥ bægge sider af +gÃ¥rden, sÃ¥ den selv lÃ¥ i en dal. Hesteomgangen stod +med en krans af udsprungne følfod allerede først i Marts, og samtidig begyndte kastanieknopperne at -blinke i solen som <a class="corr" name="rett_1" id="rett_1" title="var: smaa">små</a> bitte lygter, sådan svedte +blinke i solen som <a class="corr" name="rett_1" id="rett_1" title="var: smaa">smÃ¥</a> bitte lygter, sÃ¥dan svedte de, men midt i April sprang de ud med en lille -grøn hånd til hver side som folk, der holder tale. -Vejen, der her gik uden om gården, blev grå og -tør, mens andre veje endnu var helt fugtige; om dens -hjulspor stod sandet i tynde, sprøde kamme, og når -man gik og trådte dem ned med bare fødder, så -havde man sommerfornæmmelser længe inden første -Maj; her kom hønsene ud og pillede i græsset og -hakkede følfoden i de gule hoder, og den sorte -grævlingehund, Vaps, nød ikke sjælden sin middagslur -her og lå og blinkede velbehageligt i solen -med sine gule øjenlåg.</p> - -<p>Og den, der ikke mindst søgte ud til den søndre -længe, det var gårdens ældste søn, Hans — kaldet -Råskov efter sin afdøde moer. Dær sad han en<span class="pagenum"><a name="Side_2" id="Side_2" title="[S. 2]"> </a></span> -lun Aprildag og lae den sidste hånd på sin vindmølle; -vingerne var af bedste asketræ, der for længe -siden var blevet udsøgt og tørret; de antog en smuk -skrå form under hans fem og halvfjerds øres svanekniv -og blev siden glattet efter med et glasskår. -Hans havde sat sig sådan, at han i god tid kunde +grøn hÃ¥nd til hver side som folk, der holder tale. +Vejen, der her gik uden om gÃ¥rden, blev grÃ¥ og +tør, mens andre veje endnu var helt fugtige; om dens +hjulspor stod sandet i tynde, sprøde kamme, og nÃ¥r +man gik og trÃ¥dte dem ned med bare fødder, sÃ¥ +havde man sommerfornæmmelser længe inden første +Maj; her kom hønsene ud og pillede i græsset og +hakkede følfoden i de gule hoder, og den sorte +grævlingehund, Vaps, nød ikke sjælden sin middagslur +her og lÃ¥ og blinkede velbehageligt i solen +med sine gule øjenlÃ¥g.</p> + +<p>Og den, der ikke mindst søgte ud til den søndre +længe, det var gÃ¥rdens ældste søn, Hans — kaldet +RÃ¥skov efter sin afdøde moer. Dær sad han en<span class="pagenum"><a name="Side_2" id="Side_2" title="[S. 2]"> </a></span> +lun Aprildag og lae den sidste hÃ¥nd pÃ¥ sin vindmølle; +vingerne var af bedste asketræ, der for længe +siden var blevet udsøgt og tørret; de antog en smuk +skrÃ¥ form under hans fem og halvfjerds øres svanekniv +og blev siden glattet efter med et glasskÃ¥r. +Hans havde sat sig sÃ¥dan, at han i god tid kunde vare sig, om nogen skulde komme og overraske ham -i arbejdet, hvorved det vilde ha tabt al værdi i hans -øjne. Men ingen forstyrrede ham undtagen hønsene, -der kom stilkende på lange, forsigtige ben og blinkede -og nikkede efter de spåner, der uafbrudt faldt -fra hans kniv; de holdt hodet på siden ligesom -gamle nysgærrige koner, der kun kan se med det -ene øje. Hans tog småsten op med tæerne og kastede +i arbejdet, hvorved det vilde ha tabt al værdi i hans +øjne. Men ingen forstyrrede ham undtagen hønsene, +der kom stilkende pÃ¥ lange, forsigtige ben og blinkede +og nikkede efter de spÃ¥ner, der uafbrudt faldt +fra hans kniv; de holdt hodet pÃ¥ siden ligesom +gamle nysgærrige koner, der kun kan se med det +ene øje. Hans tog smÃ¥sten op med tæerne og kastede efter dem; han kunde ikke fordrage dem; de mindede ham om kvindemennesket derinde, som han havde -mistænkt for at gå på lur efter ham for at opdage -hvad det var, han havde for, som hun ikke måtte se. -Hun havde en dag oppe på loftet fundet en halvfærdig +mistænkt for at gÃ¥ pÃ¥ lur efter ham for at opdage +hvad det var, han havde for, som hun ikke mÃ¥tte se. +Hun havde en dag oppe pÃ¥ loftet fundet en halvfærdig elektrisermaskine af Hans' fabrikat, og hvor -havde hun ikke knævret og nikket og kaglet til alle -mennesker på gården om den maskine, som hun -oven i købet skulde ha forklaring på, hvad hun naturligvis -ikke fik og selvfølgelig skældte ud for. Han -havde været nødt til at slå den i stykker og grave +havde hun ikke knævret og nikket og kaglet til alle +mennesker pÃ¥ gÃ¥rden om den maskine, som hun +oven i købet skulde ha forklaring pÃ¥, hvad hun naturligvis +ikke fik og selvfølgelig skældte ud for. Han +havde været nødt til at slÃ¥ den i stykker og grave den ned, ikke at tale om, at han nu for fremtiden var udelukket fra at lave elektrisermaskine mere, da hun havde snaget i den. Hun var akkurat ligesom -hønsene her; det var ikke noget under, at Hans +hønsene her; det var ikke noget under, at Hans hadede dem.</p> -<p>Sværest var det at lave skåret, hvor vingerne -skulde passe sammen. Han mærkede det med en -blyant, trak en ridse med kniven og begyndte så<span class="pagenum"><a name="Side_3" id="Side_3" title="[S. 3]"> </a></span> -at skære ud, men pludselig så han træet blive rødt, +<p>Sværest var det at lave skÃ¥ret, hvor vingerne +skulde passe sammen. Han mærkede det med en +blyant, trak en ridse med kniven og begyndte sÃ¥<span class="pagenum"><a name="Side_3" id="Side_3" title="[S. 3]"> </a></span> +at skære ud, men pludselig sÃ¥ han træet blive rødt, kniven havde givet ham et snit i den ene finger. — -Nåda, sae han vredt; hvad skal det til? Du kan godt -blive fri. — Han løb ind i tørvehuset, hvor han +NÃ¥da, sae han vredt; hvad skal det til? Du kan godt +blive fri. — Han løb ind i tørvehuset, hvor han havde nogle af sine gemmesteder, og stak kniven -ind under dørtrinet; dær skulde den ligge i fjorten -dage, inden den måtte bruges igen. Der var heller -ikke noget i vejen for, at han kunde hjælpe sig -med den gamle, skønt den var af meget ringere -stål. De ægte svaneknive har den egenskab, at når -man spytter en klat på bladet og lægger en stump -halmstrå oven i, så kan det dreje sig et lille stykke, -men skal de derfor ha lov at skære en i fingrene?</p> - -<p>Når Hans sad her ude og arbejdede, søgte hans -øjne gærne op til en gård, der lå langt borte, men -meget tydeligt oppe på en høj bakke; man så ikke +ind under dørtrinet; dær skulde den ligge i fjorten +dage, inden den mÃ¥tte bruges igen. Der var heller +ikke noget i vejen for, at han kunde hjælpe sig +med den gamle, skønt den var af meget ringere +stÃ¥l. De ægte svaneknive har den egenskab, at nÃ¥r +man spytter en klat pÃ¥ bladet og lægger en stump +halmstrÃ¥ oven i, sÃ¥ kan det dreje sig et lille stykke, +men skal de derfor ha lov at skære en i fingrene?</p> + +<p>NÃ¥r Hans sad her ude og arbejdede, søgte hans +øjne gærne op til en gÃ¥rd, der lÃ¥ langt borte, men +meget tydeligt oppe pÃ¥ en høj bakke; man sÃ¥ ikke andet af den end to stykker skinnende gule mure -og midt mellem dem en stor bruntjæret port; træer -og andet tilhørende kunde man ikke se; den lå -dær så underlig ensom og udgjorde en vigtig del +og midt mellem dem en stor bruntjæret port; træer +og andet tilhørende kunde man ikke se; den lÃ¥ +dær sÃ¥ underlig ensom og udgjorde en vigtig del af Hans' tidligste erindringer. Som ganske lille havde -han haft en æventyrlig forestilling om, at det var en -guldring med en eller anden mærkelig sten, og -senere var æventyret aldrig ganske gået af den; -den adskilte sig fra alle andre gårde derved, at den +han haft en æventyrlig forestilling om, at det var en +guldring med en eller anden mærkelig sten, og +senere var æventyret aldrig ganske gÃ¥et af den; +den adskilte sig fra alle andre gÃ¥rde derved, at den en gang havde levendegjort et stykke af hans fantasi. -Den faldt ham uvilkårlig i øjnene, når han +Den faldt ham uvilkÃ¥rlig i øjnene, nÃ¥r han gik alene her ude og var helt tilfreds, den stod i -indre livssammenhæng med hans lykkeligste øjeblikke.</p> +indre livssammenhæng med hans lykkeligste øjeblikke.</p> -<p>Vingerne var imidlertid blevet færdige, og møllen -samlet. Det var en god mølle, der var lavet med al -tænkelig omhu; om aksen gik der en snor, hvori den<span class="pagenum"><a name="Side_4" id="Side_4" title="[S. 4]"> </a></span> -kunde hæve en sten af forud beregnet vægt. Hans -bar den fløjtende hen til en pæl ved urtehaven og +<p>Vingerne var imidlertid blevet færdige, og møllen +samlet. Det var en god mølle, der var lavet med al +tænkelig omhu; om aksen gik der en snor, hvori den<span class="pagenum"><a name="Side_4" id="Side_4" title="[S. 4]"> </a></span> +kunde hæve en sten af forud beregnet vægt. Hans +bar den fløjtende hen til en pæl ved urtehaven og gjorde den fast.</p> -<p>Gå så, sae han.</p> +<p>GÃ¥ sÃ¥, sae han.</p> <p>Den vrikkede om til den ene side og gik ikke. Hans stillede den bedre i vinden og satte den i -gang igen, så vrikkede den bare om på den anden -side. Der var noget, der rejste sig med et hårdt -sæt i Hans' sind, men han holdt ikke op med at -fløjte; han vilde vise sin mølle, at han blev ikke -vred på den, skønt den var urimelig. Han skulde -være så forekommende at smøre den, hvis det var -det, den ønskede, og han hentede vognsmørelse -og smurte den netop så meget, som den trængte -til, men den vilde ikke gå, skønt der ikke kunde -være tale om nogen fejl eller mangel ved den. -Måske var den ked af den sten til at begynde med; +gang igen, sÃ¥ vrikkede den bare om pÃ¥ den anden +side. Der var noget, der rejste sig med et hÃ¥rdt +sæt i Hans' sind, men han holdt ikke op med at +fløjte; han vilde vise sin mølle, at han blev ikke +vred pÃ¥ den, skønt den var urimelig. Han skulde +være sÃ¥ forekommende at smøre den, hvis det var +det, den ønskede, og han hentede vognsmørelse +og smurte den netop sÃ¥ meget, som den trængte +til, men den vilde ikke gÃ¥, skønt der ikke kunde +være tale om nogen fejl eller mangel ved den. +MÃ¥ske var den ked af den sten til at begynde med; ja men der var aldrig nogen af hans andre maskiner, -der havde budt ham sådan en stædighed. Alligevel, -da han havde særlig meget til overs for -denne her mølle, så vilde han for en gangs skyld -strække sig så vidt, at han fritog den for stenen, -skønt det var tosset. Fløjtende tog han stenen af, +der havde budt ham sÃ¥dan en stædighed. Alligevel, +da han havde særlig meget til overs for +denne her mølle, sÃ¥ vilde han for en gangs skyld +strække sig sÃ¥ vidt, at han fritog den for stenen, +skønt det var tosset. Fløjtende tog han stenen af, men hans ansigt lignede et ultimatum, da han tog tre skridt tilbage og for sidste gang befalede den -at gå.</p> +at gÃ¥.</p> <p>Den gjorde det ikke. Hans smilede vredt, han vidste godt, hvad det vilde ende med, men han trak det i langdrag, og til ingen nytte tog han -vindretningen med største nøjagtighed, afsatte den -på jorden med et rids og indstillede møllen for +vindretningen med største nøjagtighed, afsatte den +pÃ¥ jorden med et rids og indstillede møllen for sidste gang, men den blev ved sit; han sendte den -en sten, og den ligesom rystede på hodet. Så gik<span class="pagenum"><a name="Side_5" id="Side_5" title="[S. 5]"> </a></span> -han meget langsomt — skønt hans hænder dirrede — -hen til den stridige ting, der stumt og stædigt benægtede +en sten, og den ligesom rystede pÃ¥ hodet. SÃ¥ gik<span class="pagenum"><a name="Side_5" id="Side_5" title="[S. 5]"> </a></span> +han meget langsomt — skønt hans hænder dirrede — +hen til den stridige ting, der stumt og stædigt benægtede rigtigheden af hans beregninger, tog den -forsigtigt af og bar den hen på marken, hvor der -var en stenbunke. Dær lavede han et leje til den i -jorden, løftede den største sten, han kunde magte, -og holdt den over sit hoved. Han betragtede sit værk, -der var anbragt sådan, at ikke en pind var hel i det +forsigtigt af og bar den hen pÃ¥ marken, hvor der +var en stenbunke. Dær lavede han et leje til den i +jorden, løftede den største sten, han kunde magte, +og holdt den over sit hoved. Han betragtede sit værk, +der var anbragt sÃ¥dan, at ikke en pind var hel i det om lidt; ikke een havde set det; kun kvindemennesket havde ligesom lugtet det en dag, ikke mere. Det var ellers et smukt stykke arbejde; han havde -købt en ny kniv, for at det skulde blive rigtig godt; -så meget mindre grund var der til at skåne det nu. -Så hug han stenen ned, men det knasede ikke nok; -han tog møllen op og brækkede den vredt i så -mange stykker han kunde, med større hidsighed, +købt en ny kniv, for at det skulde blive rigtig godt; +sÃ¥ meget mindre grund var der til at skÃ¥ne det nu. +SÃ¥ hug han stenen ned, men det knasede ikke nok; +han tog møllen op og brækkede den vredt i sÃ¥ +mange stykker han kunde, med større hidsighed, jo mindre stykkerne blev, og smed dem rundt om, -så ingen skulde ane, hvad det en gang havde været.</p> +sÃ¥ ingen skulde ane, hvad det en gang havde været.</p> -<p>Det gjorde godt; han så sig sky og hurtigt omkring; -der var vel ikke nogen til også at fordærve dette +<p>Det gjorde godt; han sÃ¥ sig sky og hurtigt omkring; +der var vel ikke nogen til ogsÃ¥ at fordærve dette for ham! Men pludselig glemte han alt andet over -noget rødt, der lå og skinnede infamt i solen; han -var vis på, at det ikke havde været der for et øjeblik -siden, og han gik lige løs på det i stor ophidselse. -Det var ikke andet end en rød klud; han betragtede -den med væmmelse og undrede sig over, at han ikke -havde lagt mærke til den, da han gik derud, men -efter at han havde set lidt mere på den, gravede -han med sin nøgne fod et hul ved siden af, sparkede +noget rødt, der lÃ¥ og skinnede infamt i solen; han +var vis pÃ¥, at det ikke havde været der for et øjeblik +siden, og han gik lige løs pÃ¥ det i stor ophidselse. +Det var ikke andet end en rød klud; han betragtede +den med væmmelse og undrede sig over, at han ikke +havde lagt mærke til den, da han gik derud, men +efter at han havde set lidt mere pÃ¥ den, gravede +han med sin nøgne fod et hul ved siden af, sparkede den der ned og kastede til over den.</p> -<p>Da han igen gik forbi gården, skingrede en -kvindestemme løs med en lang ramse, hvori hans -navn var det første ord. Det gav et hop i ham, men<span class="pagenum"><a name="Side_6" id="Side_6" title="[S. 6]"> </a></span> +<p>Da han igen gik forbi gÃ¥rden, skingrede en +kvindestemme løs med en lang ramse, hvori hans +navn var det første ord. Det gav et hop i ham, men<span class="pagenum"><a name="Side_6" id="Side_6" title="[S. 6]"> </a></span> han gik sindigt videre; det skulde ikke se ud, som om han vilde rende sin vej. Han gemte sig inde -i pileplantningen for at følge hendes voksende arrigskab, -og han blev efterhånden vel til mode igen. -Det var lutter personlige fornærmelser mod ham -selv, og det nærede yderligere hans foragt, at de -var så fjollede; hun var nu ikke opfindsom. Men da +i pileplantningen for at følge hendes voksende arrigskab, +og han blev efterhÃ¥nden vel til mode igen. +Det var lutter personlige fornærmelser mod ham +selv, og det nærede yderligere hans foragt, at de +var sÃ¥ fjollede; hun var nu ikke opfindsom. Men da det begyndte at slippe op for hende, mente han, -at det var på tide at vise sin ryg, han kom frem +at det var pÃ¥ tide at vise sin ryg, han kom frem og gik langsomt ned ad mosen til, hvad der ganske -rigtigt gav hendes ordstrøm nyt liv.</p> +rigtigt gav hendes ordstrøm nyt liv.</p> <p>Bliv bare ved, sae han hen for sig; det er det jeg -vil høre; du gør din pligt.</p> +vil høre; du gør din pligt.</p> <p>Et stamp i jorden fik ham til at se op. Det var -fårene, som han nu var kommet tæt hen til. De -stod med mulen mod jorden og stirrede på ham +fÃ¥rene, som han nu var kommet tæt hen til. De +stod med mulen mod jorden og stirrede pÃ¥ ham med deres lange, flakte pupiller, og da han tog et skridt hen imod dem, stampede de igen og nikkede, -og så bævrede de med halerne og rystede en mængde -bønner af sig.</p> - -<p>Hvad skulde det nu betyde? Hans blev rå og -ond ved synet af de tåbelige dyr. Han gik lige ind -i tøjrslaget til dem og satte sig på pælen; så kunde -de more sig med at hænge sig; og se, om de ikke -straks gjorde forsøg på det! Godt! så blev han siddende -dær, til de bar sig fornuftigt ad ligesom andre -dyr. Han hørte, hvordan det peb i deres halse, +og sÃ¥ bævrede de med halerne og rystede en mængde +bønner af sig.</p> + +<p>Hvad skulde det nu betyde? Hans blev rÃ¥ og +ond ved synet af de tÃ¥belige dyr. Han gik lige ind +i tøjrslaget til dem og satte sig pÃ¥ pælen; sÃ¥ kunde +de more sig med at hænge sig; og se, om de ikke +straks gjorde forsøg pÃ¥ det! Godt! sÃ¥ blev han siddende +dær, til de bar sig fornuftigt ad ligesom andre +dyr. Han hørte, hvordan det peb i deres halse, men de var dog fornuftige nok til at linde lidt, da de -mærkede, at de ikke fik vær nok på den måde. Efter -uhyre lang tids forløb fik den ene mod til at nippe -af et <a class="corr" name="rett_2" id="rett_2" title="var: græsstraa">græsstrå</a>, men drejede han blot hodet, så -kvalte de sig igen af hjærtens lyst, mens rædsel og -dumhed strålede ud af deres modbydelige øjne, der<span class="pagenum"><a name="Side_7" id="Side_7" title="[S. 7]"> </a></span> -lignede gamle slidte knaphuller. Han belønnede dem -med et spark og gik, og så var der igen en stemme, -der skrålede efter ham.</p> - -<p>Nå, tak, hun var stadig på udkig! Det blev nok +mærkede, at de ikke fik vær nok pÃ¥ den mÃ¥de. Efter +uhyre lang tids forløb fik den ene mod til at nippe +af et <a class="corr" name="rett_2" id="rett_2" title="var: græsstraa">græsstrÃ¥</a>, men drejede han blot hodet, sÃ¥ +kvalte de sig igen af hjærtens lyst, mens rædsel og +dumhed strÃ¥lede ud af deres modbydelige øjne, der<span class="pagenum"><a name="Side_7" id="Side_7" title="[S. 7]"> </a></span> +lignede gamle slidte knaphuller. Han belønnede dem +med et spark og gik, og sÃ¥ var der igen en stemme, +der skrÃ¥lede efter ham.</p> + +<p>NÃ¥, tak, hun var stadig pÃ¥ udkig! Det blev nok en morsom aften, for hun vidste jo, at der var i alt fald een ting, Hans ikke kunde fordrage, og det -var at blive skældt ud, mens han fik mad. Det -skulde hun nok huske at benytte sig af, og hæsligt -til mode gik han ned over engene; til han nåede -skelgrøften, der var grænsen mellem faerens eng og +var at blive skældt ud, mens han fik mad. Det +skulde hun nok huske at benytte sig af, og hæsligt +til mode gik han ned over engene; til han nÃ¥ede +skelgrøften, der var grænsen mellem faerens eng og genboens mose.</p> -<p>Når man vandrer omkring med uroligt sind -og kommer til rindende vand, så behøver man -ikke at gå selv, man kan sætte sig, uroen risler -bort med vandet, der løber ustanseligt; man -kan la øjnene følge krusningerne på vandet, -med græsstråene, med de blanke sorte hvirvlere, -der danser deres lunefulde kvadriller på overfladen, -og de fremmede tings bevægelse overfører vandringens -fortryllelse på ens sind, mens man nyder den -hvile, som man hemmeligt, under sjælens uro, dog -trænger mest til.</p> - -<p>Og har man fulgt en ting med øjnene så langt +<p>NÃ¥r man vandrer omkring med uroligt sind +og kommer til rindende vand, sÃ¥ behøver man +ikke at gÃ¥ selv, man kan sætte sig, uroen risler +bort med vandet, der løber ustanseligt; man +kan la øjnene følge krusningerne pÃ¥ vandet, +med græsstrÃ¥ene, med de blanke sorte hvirvlere, +der danser deres lunefulde kvadriller pÃ¥ overfladen, +og de fremmede tings bevægelse overfører vandringens +fortryllelse pÃ¥ ens sind, mens man nyder den +hvile, som man hemmeligt, under sjælens uro, dog +trænger mest til.</p> + +<p>Og har man fulgt en ting med øjnene sÃ¥ langt man kan, og i sit stille sind ladet den komme til et -ønskeligt mål, så kan man, hvis man er anlagt for -det, lægge planer om opstemning af vandet og anbringelse +ønskeligt mÃ¥l, sÃ¥ kan man, hvis man er anlagt for +det, lægge planer om opstemning af vandet og anbringelse af overfaldshjul, lavede af en gammel <a class="corr" name="rett_3" id="rett_3" title="var: cigarkasse">sigarkasse</a> — —</p> -<p>Hans blev sulten. Han kastede et mørkt blik -hjem mod gården, mod spisekammervinduet, han -oplevede i tanken den lange kamp om smørrebrødet, -med tvær tavshed på den ene side og mange slags -ubehageligheder på den anden. — Hvad skal du?<span class="pagenum"><a name="Side_8" id="Side_8" title="[S. 8]"> </a></span> -Jeg spør, hvad du skal. — Hvad siger du så? Hvad? -Hvad er det så, du skal sige? Siger du ikke tak? -Kan du så sige tak? Nå: Tak? — Hvad, er du -dær inyw, skal du ha mer inyw? Kan du be' pænt -om det, må jeg høre? Nå! Har du glemt, hvad jeg -har lært dig? Hvad skal du sige? Hvad, render du +<p>Hans blev sulten. Han kastede et mørkt blik +hjem mod gÃ¥rden, mod spisekammervinduet, han +oplevede i tanken den lange kamp om smørrebrødet, +med tvær tavshed pÃ¥ den ene side og mange slags +ubehageligheder pÃ¥ den anden. — Hvad skal du?<span class="pagenum"><a name="Side_8" id="Side_8" title="[S. 8]"> </a></span> +Jeg spør, hvad du skal. — Hvad siger du sÃ¥? Hvad? +Hvad er det sÃ¥, du skal sige? Siger du ikke tak? +Kan du sÃ¥ sige tak? NÃ¥: Tak? — Hvad, er du +dær inyw, skal du ha mer inyw? Kan du be' pænt +om det, mÃ¥ jeg høre? NÃ¥! Har du glemt, hvad jeg +har lært dig? Hvad skal du sige? Hvad, render du fra din mad? Hans! Ha—ns!</p> -<p>Han vendte sig med væmmelse om mod sin grøft, +<p>Han vendte sig med væmmelse om mod sin grøft, men den var ligesom blevet tom; den var ham ikke -til nogen trøst, og det overfaldshjul blev der måske -ikke noget af. Hans havde en stærk appetit og kendte -glæden ved at få mad; bægge dele var opdaget og +til nogen trøst, og det overfaldshjul blev der mÃ¥ske +ikke noget af. Hans havde en stærk appetit og kendte +glæden ved at fÃ¥ mad; bægge dele var opdaget og blev benyttede imod ham. Jo tak, fruentimmeret -kunde rigtignok beskrive ham, når han var sulten, -eller når han endelig fik noget. Det var helt morsomt -at høre på — for andre.</p> +kunde rigtignok beskrive ham, nÃ¥r han var sulten, +eller nÃ¥r han endelig fik noget. Det var helt morsomt +at høre pÃ¥ — for andre.</p> <p>Det var altid den smurte mad, kampen stod om; middagsmaden fik han i borgestuen sammen med -folkene, den var nogenlunde fredelig, for så havde +folkene, den var nogenlunde fredelig, for sÃ¥ havde hun andet at bestille.</p> -<p>Der var ikke mere fornøjelse ved skelgrøften, +<p>Der var ikke mere fornøjelse ved skelgrøften, Hans gik hjem. Han var blevet godt ondskabsfuld, foruden at han var sulten, og det kunde jo blive helt -morsomt at tvære sin vilje igennem og få alt det, +morsomt at tvære sin vilje igennem og fÃ¥ alt det, man kunde spise og samtidig se hende blive mere og mere arrig.</p> -<p>Da Hans gik ind gennem køkkenet, følte han sig -fuldkommen parat til at ta den forestående kamp op.</p> +<p>Da Hans gik ind gennem køkkenet, følte han sig +fuldkommen parat til at ta den forestÃ¥ende kamp op.</p> <hr class="chapbreak" /> <p><span class="pagenum"><a name="Side_9" id="Side_9" title="[S. 9]"> </a></span></p> @@ -529,128 +490,128 @@ fuldkommen parat til at ta den forestående kamp op.</p> <p>Det var en kold vinteraften i Januar med en urolig -knaldende blæst; Hans kom ud af gården -og gik over marken ned til søen. Han fyldte egenlig -tretten år den dag, men al festlighed var forsvundet -fra fødselsdagene, siden hans moer var død, og skønt -han jo måtte vide det fra de to foregående år, så -havde han dog glemt det igen i år og sat forventningen -op efter noget usædvanligt; godt var det da, at -han ikke havde røbet det med et eneste ord, men +knaldende blæst; Hans kom ud af gÃ¥rden +og gik over marken ned til søen. Han fyldte egenlig +tretten Ã¥r den dag, men al festlighed var forsvundet +fra fødselsdagene, siden hans moer var død, og skønt +han jo mÃ¥tte vide det fra de to foregÃ¥ende Ã¥r, sÃ¥ +havde han dog glemt det igen i Ã¥r og sat forventningen +op efter noget usædvanligt; godt var det da, at +han ikke havde røbet det med et eneste ord, men endnu mens de spiste deres nadver, havde han ikke -tænkt på andet, end at der måtte komme noget — — -og så var det endt med, at han havde pådraget sig en +tænkt pÃ¥ andet, end at der mÃ¥tte komme noget — — +og sÃ¥ var det endt med, at han havde pÃ¥draget sig en stor og skammelig ydmygelse: han var kommet til -at tale om, hvad han nok skulde blive til, når han -blev stor; det var ikke ham, der først havde givet -anledning til det, han huskede ikke længere, hvordan -det var gået til, men det var blevet sagt. Faeren -havde småleet, men husholdersken — — å, hun -var blevet så glad, som om hun havde fået noget forærende! -Hvor havde hun tygget på det og bavlet +at tale om, hvad han nok skulde blive til, nÃ¥r han +blev stor; det var ikke ham, der først havde givet +anledning til det, han huskede ikke længere, hvordan +det var gÃ¥et til, men det var blevet sagt. Faeren +havde smÃ¥leet, men husholdersken — — Ã¥, hun +var blevet sÃ¥ glad, som om hun havde fÃ¥et noget forærende! +Hvor havde hun tygget pÃ¥ det og bavlet over det og forklaret det og spurt husmanden hvad -han mente, og drengen, hvad han skulde være, og +han mente, og drengen, hvad han skulde være, og hun havde sagt, at det var vel bedst, at Hans og -drengen kom til at følges ad, så kunde de jo kappes<span class="pagenum"><a name="Side_10" id="Side_10" title="[S. 10]"> </a></span> +drengen kom til at følges ad, sÃ¥ kunde de jo kappes<span class="pagenum"><a name="Side_10" id="Side_10" title="[S. 10]"> </a></span> — — Det var fordi hun en dag var kommet efter, at -Hans »havde leget« med den elendige dreng, nå ja, -på en vis måde havde han også givet sig af med +Hans »havde leget« med den elendige dreng, nÃ¥ ja, +pÃ¥ en vis mÃ¥de havde han ogsÃ¥ givet sig af med ham; det havde han nu for det. Han foragtede sig -selv, fordi han sådan havde udleveret sig til et -kvindemenneske, men nu måtte han altså tænke på -noget andet, for der kunde jo ikke være tale om at -blive noget, som hun havde haft sin næse i og vrøvlet +selv, fordi han sÃ¥dan havde udleveret sig til et +kvindemenneske, men nu mÃ¥tte han altsÃ¥ tænke pÃ¥ +noget andet, for der kunde jo ikke være tale om at +blive noget, som hun havde haft sin næse i og vrøvlet om.</p> -<p>Han nåede søen og gik ud på isen; han var så led +<p>Han nÃ¥ede søen og gik ud pÃ¥ isen; han var sÃ¥ led til mode, at det var lige meget, hvor han gik hen. Isen knagede advarende under ham, og han stampede -vredt i den til gengæld: Hvad skabte den sig +vredt i den til gengæld: Hvad skabte den sig for? Det havde vel frosset i fjorten dage! Men den knagede igen.</p> -<p>Godt; så blev han nød til at gå længere ud. Han -var egenlig bange; ved hvert brag slog der hede bølger -op gennem hans krop, og sveden stak som nåle -på siderne af hans næse.</p> +<p>Godt; sÃ¥ blev han nød til at gÃ¥ længere ud. Han +var egenlig bange; ved hvert brag slog der hede bølger +op gennem hans krop, og sveden stak som nÃ¥le +pÃ¥ siderne af hans næse.</p> <p>Der var en tosset vise, han mod sin vilje havde -lært af drengen, og som havde plaget ham hele aftenen; -den blev nu mere påtrængende, skønt han hvert -øjeblik kom i tanke om den og jog den bort. Den -lød sådan:</p> +lært af drengen, og som havde plaget ham hele aftenen; +den blev nu mere pÃ¥trængende, skønt han hvert +øjeblik kom i tanke om den og jog den bort. Den +lød sÃ¥dan:</p> <div class="center"><div class="poem"><div class="stanza"> <span class="i0">Min bedstemor<br /></span> -<span class="i2">fik trillinger hvert år,<br /></span> -<span class="i0">som hver en nok så net<br /></span> -<span class="i2">af bedstefar blev ædt.<br /></span> +<span class="i2">fik trillinger hvert Ã¥r,<br /></span> +<span class="i0">som hver en nok sÃ¥ net<br /></span> +<span class="i2">af bedstefar blev ædt.<br /></span> </div></div></div> -<p>Den havde næsten taget magten fra ham, nu da +<p>Den havde næsten taget magten fra ham, nu da han var bange og dog ikke kunde beslutte sig til at -vende om. Men den blev siddende i halsen på ham, -da han pludselig faldt og gled ned ad en skrå isflade, +vende om. Men den blev siddende i halsen pÃ¥ ham, +da han pludselig faldt og gled ned ad en skrÃ¥ isflade, indtil vandet lukkede sig over ham. Det<span class="pagenum"><a name="Side_11" id="Side_11" title="[S. 11]"> </a></span> -brændte og isnede på een gang, og da han kom op -igen, var det ligesom himlen var løftet højt over -ham. Han begyndte at svømme, samtidig med at -han fløjtede den tossede vise: Min bedstemor — —. -Den slap ham ikke mere, så længe han lå i vandet. -Han skubbede det løse isstykke fra sig og kom med -lethed op på kanten af den faste is, men så var der +brændte og isnede pÃ¥ een gang, og da han kom op +igen, var det ligesom himlen var løftet højt over +ham. Han begyndte at svømme, samtidig med at +han fløjtede den tossede vise: Min bedstemor — —. +Den slap ham ikke mere, sÃ¥ længe han lÃ¥ i vandet. +Han skubbede det løse isstykke fra sig og kom med +lethed op pÃ¥ kanten af den faste is, men sÃ¥ var der noget, der tog fat i hans ben og halede dem ind -under isen; det rev ham baglæns ned i vandet igen. -Hvor det værkede i hodet, da han kom ovenfor. Han -klemte kasketten godt fast; det var ikke værd, den -blev her nede, og så tog han fat igen; men selv om +under isen; det rev ham baglæns ned i vandet igen. +Hvor det værkede i hodet, da han kom ovenfor. Han +klemte kasketten godt fast; det var ikke værd, den +blev her nede, og sÃ¥ tog han fat igen; men selv om han fik sparket sine ben fri fra det, der sugede dem -fremefter, så knækkede isen, når han var omtrent -oppe. Der var altså ikke andet at gøre end at bryde -den itu indefter, og under stadig fløjten, der undertiden -blev hakket i stykker af hans klaprende tænder, -slog han bid efter bid af isen, først med knoerne, -så med håndleddene, og så, da de ikke kunde holde -længere, trak han ærmerne ud over hænderne og -slog til med hele armen, og stadig måtte han passe -på den forbandede sugen, der tog fat i hans ben; -han fik en fornæmmelse af, at han sloges, og at det +fremefter, sÃ¥ knækkede isen, nÃ¥r han var omtrent +oppe. Der var altsÃ¥ ikke andet at gøre end at bryde +den itu indefter, og under stadig fløjten, der undertiden +blev hakket i stykker af hans klaprende tænder, +slog han bid efter bid af isen, først med knoerne, +sÃ¥ med hÃ¥ndleddene, og sÃ¥, da de ikke kunde holde +længere, trak han ærmerne ud over hænderne og +slog til med hele armen, og stadig mÃ¥tte han passe +pÃ¥ den forbandede sugen, der tog fat i hans ben; +han fik en fornæmmelse af, at han sloges, og at det var ham, der gav pryglene; det styrkede ham, at han kom i et slags raseri; snart havde han lavet en lang -bugt ind i isen; der var en vældig fremfærd i ham. -Men det blev galt igen, da han ikke kunde slå mere -is i stykker, for han blev suget ned lige så tit han -kravlede op. Han <em>tænkte eder</em>; han kunde ikke udtale -dem, da hans mund var optaget af at fløjte, men -han glødede i tavs banden og sværgen. Den kolde -luft svalede langt ned i svælget, hvor den rev og +bugt ind i isen; der var en vældig fremfærd i ham. +Men det blev galt igen, da han ikke kunde slÃ¥ mere +is i stykker, for han blev suget ned lige sÃ¥ tit han +kravlede op. Han <em>tænkte eder</em>; han kunde ikke udtale +dem, da hans mund var optaget af at fløjte, men +han glødede i tavs banden og sværgen. Den kolde +luft svalede langt ned i svælget, hvor den rev og slog knuder som sodavand, helt nede i brystet blev<span class="pagenum"><a name="Side_12" id="Side_12" title="[S. 12]"> </a></span> -han kold; han mærkede ikke heller nogen varme i -den luft, han udåndede, den peb kold ud af ham +han kold; han mærkede ikke heller nogen varme i +den luft, han udÃ¥ndede, den peb kold ud af ham som ud af et gammelt hus.</p> -<p>Mens han så efter en revne, hvor der kunde slås +<p>Mens han sÃ¥ efter en revne, hvor der kunde slÃ¥s mere is itu, syntes han lige med et, at der var et -stort rødt lys på himlen; han lå stille et øjeblik og -så sig om, men så var der alligevel ingenting, og i +stort rødt lys pÃ¥ himlen; han lÃ¥ stille et øjeblik og +sÃ¥ sig om, men sÃ¥ var der alligevel ingenting, og i det samme huskede han sin store lommekniv, den -huggede han ned i isen foran sig, og sådan kom han -op. Han måtte hvile sig lidt, benene kunde ikke bære -ham lige straks, og da han lå dær og så på det hul, -han var sluppet op af, så faldt det ham ind, at det -for lidt siden slet ikke havde været så sikkert, at -han kunde redde sig, og nu kom skrækken bagefter -og krævede sin part, som der før ikke havde været -plads til. Han løb hjem, først på fire og siden på +huggede han ned i isen foran sig, og sÃ¥dan kom han +op. Han mÃ¥tte hvile sig lidt, benene kunde ikke bære +ham lige straks, og da han lÃ¥ dær og sÃ¥ pÃ¥ det hul, +han var sluppet op af, sÃ¥ faldt det ham ind, at det +for lidt siden slet ikke havde været sÃ¥ sikkert, at +han kunde redde sig, og nu kom skrækken bagefter +og krævede sin part, som der før ikke havde været +plads til. Han løb hjem, først pÃ¥ fire og siden pÃ¥ to, men blev igen helt sig selv, da han stod inde i -gården. Nu <a class="corr" name="rett_4" id="rett_4" title="var: gjalt">gjaldt</a> det om at ingen fik noget at vide -og noget at vrøvle om; han listede sig stille ind i -sovekammeret og skiftede tøj i mørket, men efter -denne omklædning var kostaldens fugtige, mælkeduftende -varme noget så lykkeligt, at han aldrig -havde oplevet noget tilsvarende. Han lae sig på en -bunke halm og blev endelig af med den ihærdige -melodi og faldt i søvn.</p> +gÃ¥rden. Nu <a class="corr" name="rett_4" id="rett_4" title="var: gjalt">gjaldt</a> det om at ingen fik noget at vide +og noget at vrøvle om; han listede sig stille ind i +sovekammeret og skiftede tøj i mørket, men efter +denne omklædning var kostaldens fugtige, mælkeduftende +varme noget sÃ¥ lykkeligt, at han aldrig +havde oplevet noget tilsvarende. Han lae sig pÃ¥ en +bunke halm og blev endelig af med den ihærdige +melodi og faldt i søvn.</p> <hr class="chapbreak" /> <p><span class="pagenum"><a name="Side_13" id="Side_13" title="[S. 13]"> </a></span></p> @@ -661,291 +622,291 @@ melodi og faldt i søvn.</p> <h2><a name="KAPITEL_III" id="KAPITEL_III"></a>III</h2> -<p>At Hans Råskov havde et vanskeligt sind, det var -der to mennesker, der særlig kom til at mærke -i løbet af det følgende forår. Den ene var husholdersken, -mod hvem han befæstede sig ved et gennemført -tavshedssystem; den anden var hans lærerinde. +<p>At Hans RÃ¥skov havde et vanskeligt sind, det var +der to mennesker, der særlig kom til at mærke +i løbet af det følgende forÃ¥r. Den ene var husholdersken, +mod hvem han befæstede sig ved et gennemført +tavshedssystem; den anden var hans lærerinde. For Hans gik i den fine skole, der antoges at -gi en højere dannelse end almueskolen, væsenlig -fordi undervisningen kostede noget, og så fordi der, -om det ønskedes, kunde undervises i fremmede -sprog. Hans havde længe måttet høre af de andre -drenge, at han gik i tøseskole og lærte at hækle +gi en højere dannelse end almueskolen, væsenlig +fordi undervisningen kostede noget, og sÃ¥ fordi der, +om det ønskedes, kunde undervises i fremmede +sprog. Hans havde længe mÃ¥ttet høre af de andre +drenge, at han gik i tøseskole og lærte at hækle blonder til sin faers underbukser, og det var endelig -gået op for ham, at kvinderegimente er en uværdig -ting for et mandfolk. Han fandt også en vis lighed -mellem lærerinden og det kvindemenneske, han foragtede +gÃ¥et op for ham, at kvinderegimente er en uværdig +ting for et mandfolk. Han fandt ogsÃ¥ en vis lighed +mellem lærerinden og det kvindemenneske, han foragtede mest af alle, og da han en gang havde begyndt at sammenligne, blev ligheden fuldkommen, -og hans opførsel blev derefter. Han mærkede ikke +og hans opførsel blev derefter. Han mærkede ikke selv, hvor hurtigt han forandrede sig, men han fik -det at vide af lærerinden; det blev udførligt beskrevet -for ham, hvordan han næsten lige med et var +det at vide af lærerinden; det blev udførligt beskrevet +for ham, hvordan han næsten lige med et var blevet en slem dreng — til sorg for mange, og ingen kunde begribe hvad der gik af ham; men han <em>var</em> -ikke mere den han havde været.</p> +ikke mere den han havde været.</p> <p><span class="pagenum"><a name="Side_14" id="Side_14" title="[S. 14]"> </a></span></p> -<p>Hans kritiserede i tanken udtrykket »en slem -dreng«. Dær tog hun nu fejl og vidste ikke, hvad -hun sae, for Hans hverken stjal eller løj eller ødelagde; +<p>Hans kritiserede i tanken udtrykket »en slem +dreng«. Dær tog hun nu fejl og vidste ikke, hvad +hun sae, for Hans hverken stjal eller løj eller ødelagde; derimod gjorde det et stolt og ubeskriveligt -indtryk på ham, at han ikke mere var den han havde -været; det mindede om udtryk i bøger, og så var det +indtryk pÃ¥ ham, at han ikke mere var den han havde +været; det mindede om udtryk i bøger, og sÃ¥ var det tillige sandt, men han havde aldrig rigtig vidst det, -før hun sae det.</p> +før hun sae det.</p> -<p>Af stor betydning for hans udvikling var det også, +<p>Af stor betydning for hans udvikling var det ogsÃ¥, at der var kommet en ny dreng ind i skolen; han kunde mere end Hans, og navnlig forstod han de -samme ting på en anden måde, og Hans blev dybt -rystet i troen på sine egne kundskaber. En dag så -Hans ham smile overlegent, og det var over lærerinden; +samme ting pÃ¥ en anden mÃ¥de, og Hans blev dybt +rystet i troen pÃ¥ sine egne kundskaber. En dag sÃ¥ +Hans ham smile overlegent, og det var over lærerinden; han kunde ikke glemme det igen, men hvis -der nogen sinde blev smilet sådan af ham, da troede -han sikkert, at han måtte blive syg af det; bagefter -kunde han ikke tåle at se på lærerinden, hun var -mærket af det smil; når han hørte hendes stemme, -fortrak hans ansigt sig, så der blev lagt mærke til -det, han blev udspurt og fik skænd, da han ikke +der nogen sinde blev smilet sÃ¥dan af ham, da troede +han sikkert, at han mÃ¥tte blive syg af det; bagefter +kunde han ikke tÃ¥le at se pÃ¥ lærerinden, hun var +mærket af det smil; nÃ¥r han hørte hendes stemme, +fortrak hans ansigt sig, sÃ¥ der blev lagt mærke til +det, han blev udspurt og fik skænd, da han ikke vilde svare; derved huskede han det hele endnu -bedre, og hans kritik, der allerede havde været vågen -nogen tid, blev nu sikker og skånselløs. Men der var i -det smil en åbenbaring af en højere kultur, der bevirkede, -at han for første gang kom til at beundre -samtidig med at han lærte at foragte.</p> +bedre, og hans kritik, der allerede havde været vÃ¥gen +nogen tid, blev nu sikker og skÃ¥nselløs. Men der var i +det smil en Ã¥benbaring af en højere kultur, der bevirkede, +at han for første gang kom til at beundre +samtidig med at han lærte at foragte.</p> <p>En dag sad de ved siden af hinanden og regnede -reguladetri af samme bog. Hans var i dårligt -humør, fordi han så den anden strege sine tal ud og -skrive små tal oven over og stadig blive først færdig; -det nagede ham, at han ikke også var inde i den -hemmelighed, og langt om længe bekvemmede han<span class="pagenum"><a name="Side_15" id="Side_15" title="[S. 15]"> </a></span> -sig til at spørge. — Det kaldtes at forkorte; man -havde lov at dividere første og andet led eller første +reguladetri af samme bog. Hans var i dÃ¥rligt +humør, fordi han sÃ¥ den anden strege sine tal ud og +skrive smÃ¥ tal oven over og stadig blive først færdig; +det nagede ham, at han ikke ogsÃ¥ var inde i den +hemmelighed, og langt om længe bekvemmede han<span class="pagenum"><a name="Side_15" id="Side_15" title="[S. 15]"> </a></span> +sig til at spørge. — Det kaldtes at forkorte; man +havde lov at dividere første og andet led eller første og tredie led med samme tal.</p> -<p>Hans viste uden nogen forklaring lærerinden en -del stykker, der var regnede på denne ny måde; hun -nikkede, at de var rigtige, men hun rødmede; det så -han. Da de var færdige med deres stykker før tiden, -fik de som belønning lov at sidde og tegne på tavlen. -Hans <a class="corr" name="rett_5" id="rett_5" title="var: udspurgte">udspurte</a> <a class="corr" name="rett_6" id="rett_6" title="var: Kammeraten">kammeraten</a> om brøk; han lærte i -en fart at forkorte og gøre til uægte brøk; det var -ikke svært. — Lad mig få addisjonen med med det +<p>Hans viste uden nogen forklaring lærerinden en +del stykker, der var regnede pÃ¥ denne ny mÃ¥de; hun +nikkede, at de var rigtige, men hun rødmede; det sÃ¥ +han. Da de var færdige med deres stykker før tiden, +fik de som belønning lov at sidde og tegne pÃ¥ tavlen. +Hans <a class="corr" name="rett_5" id="rett_5" title="var: udspurgte">udspurte</a> <a class="corr" name="rett_6" id="rett_6" title="var: Kammeraten">kammeraten</a> om brøk; han lærte i +en fart at forkorte og gøre til uægte brøk; det var +ikke svært. — Lad mig fÃ¥ addisjonen med med det samme!</p> -<p>Kan Hans ikke være stille? lød det fra lærerinden.</p> +<p>Kan Hans ikke være stille? lød det fra lærerinden.</p> <p>Jo, sae Hans og adderede hviskende, men lidt efter -kom der nok en påmindelse, og kammeraten vilde nu +kom der nok en pÃ¥mindelse, og kammeraten vilde nu ikke regne mere med ham.</p> -<p>Nu skal jeg skrive alt hvad hun siger, op på tavlen, -sae Hans, så skal du se sikken en masse sludder.</p> +<p>Nu skal jeg skrive alt hvad hun siger, op pÃ¥ tavlen, +sae Hans, sÃ¥ skal du se sikken en masse sludder.</p> <p>Men den anden vendte ryggen til ham, og derved -blev Hans mere ond; så vilde han selv se, hvor -meget vrøvl han kunde samle.</p> +blev Hans mere ond; sÃ¥ vilde han selv se, hvor +meget vrøvl han kunde samle.</p> -<p>Det blev en mærkværdig sidefuld, griflen skreg +<p>Det blev en mærkværdig sidefuld, griflen skreg hen ad tavlen; der var mere end han kunde -overkomme, og det blev endnu værre vrøvl, fordi -han måtte springe det halve over. Kammeraterne -blev opmærksomme, men hans sidemand flyttede +overkomme, og det blev endnu værre vrøvl, fordi +han mÃ¥tte springe det halve over. Kammeraterne +blev opmærksomme, men hans sidemand flyttede langt bort fra ham og regnede med ansigtet helt nede i tavlen. Hans kunde ikke mere, da han kom til -disse to sætninger: Sandelig sandelig siger jeg dig -— — du er så våd, din gris. — Det sidste gjaldt den -store hund, der plejede at ligge på hendes skød, og -som lugtede nok så tit som børnene; det berørte<span class="pagenum"><a name="Side_16" id="Side_16" title="[S. 16]"> </a></span> -Hans så ublufærdigt, at hun en dag havde sagt, at -hun godt kunde lugte forskel på hunden og dem.</p> - -<p>Mens Hans hvilede sig og nød det mishandlede -skriftsted, var lærerinden pludselig over ham. Han +disse to sætninger: Sandelig sandelig siger jeg dig +— — du er sÃ¥ vÃ¥d, din gris. — Det sidste gjaldt den +store hund, der plejede at ligge pÃ¥ hendes skød, og +som lugtede nok sÃ¥ tit som børnene; det berørte<span class="pagenum"><a name="Side_16" id="Side_16" title="[S. 16]"> </a></span> +Hans sÃ¥ ublufærdigt, at hun en dag havde sagt, at +hun godt kunde lugte forskel pÃ¥ hunden og dem.</p> + +<p>Mens Hans hvilede sig og nød det mishandlede +skriftsted, var lærerinden pludselig over ham. Han rodede rundt i det skrevne med albuerne, men fik i skyndingen ikke tid til at spytte.</p> -<p>Nå, du skriver uartigheder på din tavle, sae hun -virkelig bestyrtet. Du trænger nok til at få nogen -smæk.</p> +<p>NÃ¥, du skriver uartigheder pÃ¥ din tavle, sae hun +virkelig bestyrtet. Du trænger nok til at fÃ¥ nogen +smæk.</p> -<p>Smæk, hvæsede Hans. Når det hedder klø. Tøsepjat!</p> +<p>Smæk, hvæsede Hans. NÃ¥r det hedder klø. Tøsepjat!</p> -<p>Drengene så hen på ham, og alle pigerne hviskede: +<p>Drengene sÃ¥ hen pÃ¥ ham, og alle pigerne hviskede: Me—n, i kor. Han blev grebet under armene og -slæbt ud på gulvet og skulde sige det en gang til. -Men i samme nu var hans sind slået i lås som -et kunstigt skrin, og der var ingen, der kunde åbne +slæbt ud pÃ¥ gulvet og skulde sige det en gang til. +Men i samme nu var hans sind slÃ¥et i lÃ¥s som +et kunstigt skrin, og der var ingen, der kunde Ã¥bne det.</p> -<p>Spanskrøret kom frem; der blev givet ordre til, at -alle skulde se på, at han fik prygl; i pusterummene +<p>Spanskrøret kom frem; der blev givet ordre til, at +alle skulde se pÃ¥, at han fik prygl; i pusterummene spurte hun, om han ikke skammede sig.</p> -<p>Han skammede sig virkelig; det var måske det, -han havde lettest ved af alting. Hans sind var så -ømt, at han blev flov over det ubetydeligste, men at +<p>Han skammede sig virkelig; det var mÃ¥ske det, +han havde lettest ved af alting. Hans sind var sÃ¥ +ømt, at han blev flov over det ubetydeligste, men at se til tog hans skamfuldhed sig ud som trods, fordi den gjorde ham indesluttet og inderst inde hadefuld mod den, der gav anledning til, at han skammede -sig. De prygl, han fik, disse elendige tøseprygl, -de var den hæsligste ydmygelse, han havde -oplevet, og havde han set noget mere af livets hensynsløshed, -så havde han vel rettet sig og ladet det -komme an på, hvem der havde flest kræfter, han eller -lærerinden, men hans sind var endnu bundet af nedarvet -respekt og tålsomhed; han stod med krum ryg<span class="pagenum"><a name="Side_17" id="Side_17" title="[S. 17]"> </a></span> -under pryglene og nøjedes med at puffe fra sig med -en albu som en antydning af modværge. Senere da -det var bagefter, <em>tænkte</em> han sig, hvordan han kunde -ha slået igen.</p> - -<p>Da han hverken vilde græde eller sige, at han -skammede sig, kunde det jo ikke være andet, end at -han skulde stå ved døren. Bægge dørene var ganske +sig. De prygl, han fik, disse elendige tøseprygl, +de var den hæsligste ydmygelse, han havde +oplevet, og havde han set noget mere af livets hensynsløshed, +sÃ¥ havde han vel rettet sig og ladet det +komme an pÃ¥, hvem der havde flest kræfter, han eller +lærerinden, men hans sind var endnu bundet af nedarvet +respekt og tÃ¥lsomhed; han stod med krum ryg<span class="pagenum"><a name="Side_17" id="Side_17" title="[S. 17]"> </a></span> +under pryglene og nøjedes med at puffe fra sig med +en albu som en antydning af modværge. Senere da +det var bagefter, <em>tænkte</em> han sig, hvordan han kunde +ha slÃ¥et igen.</p> + +<p>Da han hverken vilde græde eller sige, at han +skammede sig, kunde det jo ikke være andet, end at +han skulde stÃ¥ ved døren. Bægge dørene var ganske vist optaget; ved den ene stod endda to med en -brændekurv imellem, men de blev hjemsendt på +brændekurv imellem, men de blev hjemsendt pÃ¥ grund af deres forholdsvis ringere forseelser, og Hans -kom til at stå alene i hele sin afskylighed.</p> +kom til at stÃ¥ alene i hele sin afskylighed.</p> <p>Det var en betydningsfuld oplevelse. Med -stjålne øjekast så han, hvordan kammeraterne -skammede sig over ham, han mærkede deres afsky -på sig og gennemgik dem i tankerne een for een, -flere havde været hans ret gode venner, men han var -færdig med dem, og idet han anede, hvad de mente -om ham, tændtes der en vrede imod dem, der først -dæmpedes, da de var blevet ham fuldstændig ligegyldige. -Kun een kunde Hans ingenting se på; han -skulde for fremtiden være hans eneste ven. Han -tænkte så ivrigt, at hans læber bevægede sig, -og lærerinden gjorde alle opmærksomme på det; de, +stjÃ¥lne øjekast sÃ¥ han, hvordan kammeraterne +skammede sig over ham, han mærkede deres afsky +pÃ¥ sig og gennemgik dem i tankerne een for een, +flere havde været hans ret gode venner, men han var +færdig med dem, og idet han anede, hvad de mente +om ham, tændtes der en vrede imod dem, der først +dæmpedes, da de var blevet ham fuldstændig ligegyldige. +Kun een kunde Hans ingenting se pÃ¥; han +skulde for fremtiden være hans eneste ven. Han +tænkte sÃ¥ ivrigt, at hans læber bevægede sig, +og lærerinden gjorde alle opmærksomme pÃ¥ det; de, der havde samlet sig efter katastrofen, smilede, men -Hans, der følte latterliggørelse som den eneste virkelige -straf, pressede læberne sammen og holdt dem i +Hans, der følte latterliggørelse som den eneste virkelige +straf, pressede læberne sammen og holdt dem i ro. Der var nu lukket noget i ham, som selv den -redeligste vilje ikke kunde få op.</p> +redeligste vilje ikke kunde fÃ¥ op.</p> <p>I frikvarteret havde Hans den store skuffelse, at den, han havde udvalgt til sin eneste kammerat, tog -flov og kølig imod ham, og da Hans udelod sig med -nogle hånlige bemærkninger om lærerinden, svarede +flov og kølig imod ham, og da Hans udelod sig med +nogle hÃ¥nlige bemærkninger om lærerinden, svarede den anden stille og fornuftigt, at han syntes egenlig<span class="pagenum"><a name="Side_18" id="Side_18" title="[S. 18]"> </a></span> -ikke hun var så tosset. Så var Hans færdig; han -havde altså ikke noget menneske, hvis øjne han -kunde møde; han gik skulende omkring og lignede -en overbevist synder mellem lutter retfærdige.</p> - -<p>Fra vinduet holdt lærerinden øje med ham, det -gik som det skulde: alle fornægtede ham. Da syntes -Hans, at han så altfor meget, og at det måtte være -en lindring at være blind.</p> - -<p>— — Det var på den tid de skulde hjem; Hans begyndte -allerede at glæde sig til forskellige ting +ikke hun var sÃ¥ tosset. SÃ¥ var Hans færdig; han +havde altsÃ¥ ikke noget menneske, hvis øjne han +kunde møde; han gik skulende omkring og lignede +en overbevist synder mellem lutter retfærdige.</p> + +<p>Fra vinduet holdt lærerinden øje med ham, det +gik som det skulde: alle fornægtede ham. Da syntes +Hans, at han sÃ¥ altfor meget, og at det mÃ¥tte være +en lindring at være blind.</p> + +<p>— — Det var pÃ¥ den tid de skulde hjem; Hans begyndte +allerede at glæde sig til forskellige ting han havde liggende i sine skjulesteder; der var meget -han ikke havde rørt i flere måneder, og som han -næsten havde glemt; det skulde blive morsomt at -få fat i det altsammen igen. Men alt gik i stå i ham, -han stivnede fuldstændig, da han blev holdt tilbage, -mens de andre fik lov at gå. Havde han været nærmere -døren, så vilde han ha rendt sin vej, men hun -havde jo regnet det hele ud i forvejen. Han forudså -alt hvad der vilde komme: hun vilde skabe sig sød -og ækel og gal og tosset; formaninger og skældud -og <em>smæk</em> vilde blive enden på det; han fik et anfald +han ikke havde rørt i flere mÃ¥neder, og som han +næsten havde glemt; det skulde blive morsomt at +fÃ¥ fat i det altsammen igen. Men alt gik i stÃ¥ i ham, +han stivnede fuldstændig, da han blev holdt tilbage, +mens de andre fik lov at gÃ¥. Havde han været nærmere +døren, sÃ¥ vilde han ha rendt sin vej, men hun +havde jo regnet det hele ud i forvejen. Han forudsÃ¥ +alt hvad der vilde komme: hun vilde skabe sig sød +og ækel og gal og tosset; formaninger og skældud +og <em>smæk</em> vilde blive enden pÃ¥ det; han fik et anfald af raseri og rystede, mens kammeraterne sae farvel -og lånte ham øjne, som han havde lyst til at +og lÃ¥nte ham øjne, som han havde lyst til at stikke ud.</p> -<p>Døren blev lukket efter den sidste; hun besørgede -det selv; den blev låset af.</p> +<p>Døren blev lukket efter den sidste; hun besørgede +det selv; den blev lÃ¥set af.</p> -<p>Men når hun hadede ham, som hun jo måtte gøre, -hvorfor satan sparkede hun ham ikke ud ad døren, -så han rullede hen ad vejen og slog hodet i stykker -på kantstenene? — Det buldrede i hans hoved, som -vankede der rungende lussinger, han kunde tænke -sig dem — — — og så tog hun fat på at tale ham +<p>Men nÃ¥r hun hadede ham, som hun jo mÃ¥tte gøre, +hvorfor satan sparkede hun ham ikke ud ad døren, +sÃ¥ han rullede hen ad vejen og slog hodet i stykker +pÃ¥ kantstenene? — Det buldrede i hans hoved, som +vankede der rungende lussinger, han kunde tænke +sig dem — — — og sÃ¥ tog hun fat pÃ¥ at tale ham til rette.</p> <p><span class="pagenum"><a name="Side_19" id="Side_19" title="[S. 19]"> </a></span></p> <p>Allerede det at han kunde det uden ad i forvejen, -fordærvede virkningen af hendes ord; der var naturligvis -det om den rare dreng, han altid havde været, +fordærvede virkningen af hendes ord; der var naturligvis +det om den rare dreng, han altid havde været, om den slemme dreng, han nu var blevet; hun gjorde -ham så sød, som han aldrig havde været, og så ond +ham sÃ¥ sød, som han aldrig havde været, og sÃ¥ ond som han ikke var blevet endnu.</p> -<p>Hvor længe varer det? tænkte han; Satan, hvor -længe varer det? — Hun vilde løfte hans hoved, men -han var lige ved at få kvalme og måtte smide sig -ned på en bænk, og til sidst begyndte hun, gud -hjælpe mig, at græde. Han blev svimmel af væmmelse -og flygtede, da hun rørte ved ham. Ved den +<p>Hvor længe varer det? tænkte han; Satan, hvor +længe varer det? — Hun vilde løfte hans hoved, men +han var lige ved at fÃ¥ kvalme og mÃ¥tte smide sig +ned pÃ¥ en bænk, og til sidst begyndte hun, gud +hjælpe mig, at græde. Han blev svimmel af væmmelse +og flygtede, da hun rørte ved ham. Ved den lejlighed huskede han, at kvindemennesket der -hjemme en gang havde kysset ham, og føj for satan +hjemme en gang havde kysset ham, og føj for satan hvor det lugtede!</p> -<p>Hun følte, at der var ikke noget at stille op med -ham; han var som en maskine, der ved et sammenstød -har fået hjul og stænger forvredne, og det er +<p>Hun følte, at der var ikke noget at stille op med +ham; han var som en maskine, der ved et sammenstød +har fÃ¥et hjul og stænger forvredne, og det er ikke at rette ud igen. Hun opgav ham med sorg, -hun lod ham gå, ja hun gav ham også et puf i -ryggen, da hun fik lukket døren op for ham. Han -løb ned ad vejen, men opdagede straks, at det +hun lod ham gÃ¥, ja hun gav ham ogsÃ¥ et puf i +ryggen, da hun fik lukket døren op for ham. Han +løb ned ad vejen, men opdagede straks, at det var tosset; skulde hun tro, at han ikke var lige glad! Ved omdrejningen kom han mod sin vilje -til at se et glimt af hendes røde ansigt i vinduet, -og kvalmefornæmmelsen kom igen.</p> +til at se et glimt af hendes røde ansigt i vinduet, +og kvalmefornæmmelsen kom igen.</p> <p>Det hjalp, da han kom uden for landsbyen; han -syntes det var en uhyre tid siden han havde været -fri for andre mennesker, og han nød i høj grad den -halve mil han havde at gå. Han var så optaget af -det velvære, der langsomt vendte tilbage, at han +syntes det var en uhyre tid siden han havde været +fri for andre mennesker, og han nød i høj grad den +halve mil han havde at gÃ¥. Han var sÃ¥ optaget af +det velvære, der langsomt vendte tilbage, at han brasede ind i stuen uden at iagttage nogen som helst -forsigtighedsregel, og dær sad så husholdersken og<span class="pagenum"><a name="Side_20" id="Side_20" title="[S. 20]"> </a></span> -stoppede strømper. Her forestod rimeligvis også -noget; det skulde være mærkeligt andet. Han vilde -liste ud i køkkenet for at spise dær, men nej tak, +forsigtighedsregel, og dær sad sÃ¥ husholdersken og<span class="pagenum"><a name="Side_20" id="Side_20" title="[S. 20]"> </a></span> +stoppede strømper. Her forestod rimeligvis ogsÃ¥ +noget; det skulde være mærkeligt andet. Han vilde +liste ud i køkkenet for at spise dær, men nej tak, hun hentede maden ind til ham og satte sig over for ham, for at han skulde nyde hendes selskab. -Underholdningen lod heller ikke vente længe på sig:</p> - -<p>Ja, du trænger rigtignok hårdt til at komme ud -mellem mennesker og lære, hvordan du skal opføre -dig. Når en rækker dig noget, så kommer du bare -med hånden uden at sige tak, ligesom et dyr, ligesom -en ko, man gir noget. Men når man blir budt noget, -så siger man først tak, og så rækker man hånden +Underholdningen lod heller ikke vente længe pÃ¥ sig:</p> + +<p>Ja, du trænger rigtignok hÃ¥rdt til at komme ud +mellem mennesker og lære, hvordan du skal opføre +dig. NÃ¥r en rækker dig noget, sÃ¥ kommer du bare +med hÃ¥nden uden at sige tak, ligesom et dyr, ligesom +en ko, man gir noget. Men nÃ¥r man blir budt noget, +sÃ¥ siger man først tak, og sÃ¥ rækker man hÃ¥nden ud og tar imod det. — — —</p> -<p>Hans tyggede med besvær og døjede med at finde -munden; det var ligesom kæberne vilde gå af led, -og han syntes de sad forkert i hodet på ham.</p> +<p>Hans tyggede med besvær og døjede med at finde +munden; det var ligesom kæberne vilde gÃ¥ af led, +og han syntes de sad forkert i hodet pÃ¥ ham.</p> <p>Og sikken du sidder og spilder; du skulde ud ved -siden af svinene og ha et trug ligesom de, og så +siden af svinene og ha et trug ligesom de, og sÃ¥ skulde man ikke tro du vidste, hvor din egen mund -var. Og du skal heller ikke begynde at gabe, så -snart du har brokket skeen fuld, for det kan gærne -vare længe, inden den kommer, sådan som du spilder -hele tiden, men du skal lukke munden op, når skeen -er omtrent deroppe; det ser så tosset ud at sidde -sådan og gabe, inden der er noget at gabe over — —</p> +var. Og du skal heller ikke begynde at gabe, sÃ¥ +snart du har brokket skeen fuld, for det kan gærne +vare længe, inden den kommer, sÃ¥dan som du spilder +hele tiden, men du skal lukke munden op, nÃ¥r skeen +er omtrent deroppe; det ser sÃ¥ tosset ud at sidde +sÃ¥dan og gabe, inden der er noget at gabe over — —</p> <p>Hans rejste sig og smed skeen hen foran hende.</p> -<p>Hold kæft, skreg han, og der var sådan en klang -i hans stemme, at hunden, der lå under bordet, -sprang op og begyndte at gø, idet den troede der -var kommet fremmede; den kendte ikke hans røst +<p>Hold kæft, skreg han, og der var sÃ¥dan en klang +i hans stemme, at hunden, der lÃ¥ under bordet, +sprang op og begyndte at gø, idet den troede der +var kommet fremmede; den kendte ikke hans røst igen.</p> <p>Men Hans gik ud af stuen med ualmindelig @@ -960,320 +921,320 @@ rejsning.</p> <h2><a name="KAPITEL_IV" id="KAPITEL_IV"></a>IV</h2> -<p>Eva hed en trettenårig københavnerpige, der var -på feriebesøg hos naboens. Hun var den første +<p>Eva hed en trettenÃ¥rig københavnerpige, der var +pÃ¥ feriebesøg hos naboens. Hun var den første af det navn, som Hans nogen sinde havde kendt; hun -var også i andre henseender det første, han havde +var ogsÃ¥ i andre henseender det første, han havde oplevet. Han traf hende en dag, han var nede hos -naboens i et ærinde. Hun hilste ikke igen, da han -sae goddag, men da hun havde set lidt på ham, -spurte hun: Hvad hedder du så? Hun måtte høre -hans navn to gange, før hun forstod det. — Hans -Råskov. Kan du ikke tale mere tydeligt? — Hvad -hun selv sae, kunde man aldrig misforstå. Hun -havde sort hår og mørkeblå øjne, der var mere bydende -end de øjne, han ellers plejede at se; man -kunde ordenlig få vand i sine egne ved at se ind i -dem. Hendes næse var lang og lige og lignede ikke -andre pigers næser; den var så smal og bestemt.</p> +naboens i et ærinde. Hun hilste ikke igen, da han +sae goddag, men da hun havde set lidt pÃ¥ ham, +spurte hun: Hvad hedder du sÃ¥? Hun mÃ¥tte høre +hans navn to gange, før hun forstod det. — Hans +RÃ¥skov. Kan du ikke tale mere tydeligt? — Hvad +hun selv sae, kunde man aldrig misforstÃ¥. Hun +havde sort hÃ¥r og mørkeblÃ¥ øjne, der var mere bydende +end de øjne, han ellers plejede at se; man +kunde ordenlig fÃ¥ vand i sine egne ved at se ind i +dem. Hendes næse var lang og lige og lignede ikke +andre pigers næser; den var sÃ¥ smal og bestemt.</p> <p>Vil du lege med? spurte hun, — hvis du ellers -har set nok på mig.</p> +har set nok pÃ¥ mig.</p> <p>Det vilde han; bagefter fik han tid til at undre sig over, at han vilde. — Hun skreg aldrig, -mens hun legede, men man hørte hele tiden hendes -stemme mere end nogen andens. Hans måtte rømme +mens hun legede, men man hørte hele tiden hendes +stemme mere end nogen andens. Hans mÃ¥tte rømme sig, inden han talte til hende; derfor gjorde han det -sjældent. Hun sae sin mening lige i ens ansigt,<span class="pagenum"><a name="Side_22" id="Side_22" title="[S. 22]"> </a></span> +sjældent. Hun sae sin mening lige i ens ansigt,<span class="pagenum"><a name="Side_22" id="Side_22" title="[S. 22]"> </a></span> hun rettede og kommanderede, og det faldt hende -ikke ind at se efter, om nogen muligvis blev fornærmet -over det. Hun var i uafbrudt bevægelse, -mens de legede, dansede hele tiden, og når der ikke -var noget at løbe for, så hoppede hun lige op og ned, -som om det kedede hende at stå stille. Hans følte -sig meget tung og sej bare ved at se på hende, og -han rørte sig så lidt som muligt, men hun kommanderede +ikke ind at se efter, om nogen muligvis blev fornærmet +over det. Hun var i uafbrudt bevægelse, +mens de legede, dansede hele tiden, og nÃ¥r der ikke +var noget at løbe for, sÃ¥ hoppede hun lige op og ned, +som om det kedede hende at stÃ¥ stille. Hans følte +sig meget tung og sej bare ved at se pÃ¥ hende, og +han rørte sig sÃ¥ lidt som muligt, men hun kommanderede ham ud.</p> <p>Du er en klods, sae hun til ham under tagfatten.</p> -<p>Han var forbavset over at hun sae sådan noget, -skønt hun hverken var vred eller vilde drille. Han +<p>Han var forbavset over at hun sae sÃ¥dan noget, +skønt hun hverken var vred eller vilde drille. Han kom snart i en meget sammensat og ikke helt behagelig -stemning over for hende, hvoraf det værste -var, at han følte sig som noget underordnet, noget -mindre betydningsfuldt end før.</p> +stemning over for hende, hvoraf det værste +var, at han følte sig som noget underordnet, noget +mindre betydningsfuldt end før.</p> -<p>Hun viste ham en gren og sae: Skær mig en kæp, +<p>Hun viste ham en gren og sae: Skær mig en kæp, derfra og dertil.</p> <p>Han gjorde det hurtigt og samvittighedsfuldt; men hun sae ikke tak, da han rakte hende den, udsang blot et hm, der var en lys og fin tone, og dansede -væk med den.</p> +væk med den.</p> -<p>De kom til at spille nips, hvilket udføres med -en lang og en kort pind, og hvor det gælder om at -kunne måle så mange gange som muligt med den -lange pind; men når man rammer den korte tre -gange med den lange, så har man lov at måle med +<p>De kom til at spille nips, hvilket udføres med +en lang og en kort pind, og hvor det gælder om at +kunne mÃ¥le sÃ¥ mange gange som muligt med den +lange pind; men nÃ¥r man rammer den korte tre +gange med den lange, sÃ¥ har man lov at mÃ¥le med den korte. Hans var en mester i denne kunst og -vandt mange points for sit parti. Så kom Eva +vandt mange points for sit parti. SÃ¥ kom Eva springende.</p> -<p>Lær mig det, sae hun.</p> +<p>Lær mig det, sae hun.</p> <p>Hans blev stolt og glad. Han gjorde det langsomt, at hun kunde se, hvordan det gik til; han<span class="pagenum"><a name="Side_23" id="Side_23" title="[S. 23]"> </a></span> -måtte holde på hendes hånd, mens hun prøvede, han -lo ad hendes kejtethed og tog tøjet fra hende for at -vise det en gang til, men så var hun pludselig borte. +mÃ¥tte holde pÃ¥ hendes hÃ¥nd, mens hun prøvede, han +lo ad hendes kejtethed og tog tøjet fra hende for at +vise det en gang til, men sÃ¥ var hun pludselig borte. Han gik bag efter hende, for han syntes dog, hun -skulde lære det; hun havde let ved det. Men hun -var allerede ked af det. — Uha, dreng, sae hun, gå -dog væk med det tossede stads.</p> +skulde lære det; hun havde let ved det. Men hun +var allerede ked af det. — Uha, dreng, sae hun, gÃ¥ +dog væk med det tossede stads.</p> -<p>Hans var i nærheden af hende det meste af den +<p>Hans var i nærheden af hende det meste af den dag; han havde erkendt sin overmand og uden vaklen underkastet sig. Hans tanker stod stille om -hende som en flok måbende landsbybørn om en -dejlig og fornæm dame. Det ubehag, han havde -følt ved at stå over for et menneske, der pludselig +hende som en flok mÃ¥bende landsbybørn om en +dejlig og fornæm dame. Det ubehag, han havde +følt ved at stÃ¥ over for et menneske, der pludselig gjorde ham selv til noget ubetydeligt, var helt forsvundet; -her kunde han ikke, som han plejede, gå -bort og i sin ensomhed hævde sig selv som den overlegne, -men det følte han heller ingen trang til; han -så bare på hende, ja han så gennem hende ind i en -anden verden, som han anede eller havde læst om, +her kunde han ikke, som han plejede, gÃ¥ +bort og i sin ensomhed hævde sig selv som den overlegne, +men det følte han heller ingen trang til; han +sÃ¥ bare pÃ¥ hende, ja han sÃ¥ gennem hende ind i en +anden verden, som han anede eller havde læst om, en verden, hvor menneskene var smukkere og lettere, mere sikre i deres holdning og tale end her -ude. Det faldt ham ind, at han også stræbte hen -imod den verden, og når han tidligere havde set folk -fra København, der kom ud til hans landsby, — og -som naturligvis ikke lae mærke til ham — så havde -han ikke følt sig overdreven imponeret; han skulde -blive som en af dem, å ja, det havde ingen nød, det -blev han nok; han gik omkring og beså dem på afstand +ude. Det faldt ham ind, at han ogsÃ¥ stræbte hen +imod den verden, og nÃ¥r han tidligere havde set folk +fra København, der kom ud til hans landsby, — og +som naturligvis ikke lae mærke til ham — sÃ¥ havde +han ikke følt sig overdreven imponeret; han skulde +blive som en af dem, Ã¥ ja, det havde ingen nød, det +blev han nok; han gik omkring og besÃ¥ dem pÃ¥ afstand og sae til sig selv, at de anede ikke, hvad han -tænkte om dem.</p> +tænkte om dem.</p> <p>Men her kom Eva ud fra en verden, der var -endnu mere fornæm, og han var så optaget af at -se på hende og tænke sig, hvad der lå bagved, at det<span class="pagenum"><a name="Side_24" id="Side_24" title="[S. 24]"> </a></span> -var først da han hen på eftermiddagen gik hjem, at -det faldt ham ind, hvor højt han egenlig stilede. -Han havde ikke formået at sige et fornuftigt ord til -hende, ikke en gang at opføre sig fornuftigt over for -hende; han havde bare gabt på hende som en dum +endnu mere fornæm, og han var sÃ¥ optaget af at +se pÃ¥ hende og tænke sig, hvad der lÃ¥ bagved, at det<span class="pagenum"><a name="Side_24" id="Side_24" title="[S. 24]"> </a></span> +var først da han hen pÃ¥ eftermiddagen gik hjem, at +det faldt ham ind, hvor højt han egenlig stilede. +Han havde ikke formÃ¥et at sige et fornuftigt ord til +hende, ikke en gang at opføre sig fornuftigt over for +hende; han havde bare gabt pÃ¥ hende som en dum bondedreng. Og hans sind deltes pinligt mellem -hans store betagethed i den nydelige tretten års -dame og frygten for at falde ynkeligt igennem, når -han en gang skulde åbne sig adgang til den verden, -hvor han vilde træffe kvinder, der lignede hende, og -komme til at måle sig med mænd af den slags, som -hun beundrede. Dem hørte han ikke til, ham regnede +hans store betagethed i den nydelige tretten Ã¥rs +dame og frygten for at falde ynkeligt igennem, nÃ¥r +han en gang skulde Ã¥bne sig adgang til den verden, +hvor han vilde træffe kvinder, der lignede hende, og +komme til at mÃ¥le sig med mænd af den slags, som +hun beundrede. Dem hørte han ikke til, ham regnede hun ikke for noget, det var han klar over, inden han kom hjem.</p> -<p>Han havde ikke i lang tid været så misfornøjet +<p>Han havde ikke i lang tid været sÃ¥ misfornøjet med sig selv — nej ikke siden den dag han -havde haft det spetakkel med lærerinden og var +havde haft det spetakkel med lærerinden og var kommet i en anden skole. Hun indfandt sig en -times tid efter at han kom fra skole; han så hende -komme ned ad alleen med sit røde ansigt fuldt af -højtidelig domfældelse. Han rendte ned til søen og -gemte sig og kom ikke hjem, før det blev nat. Naturligvis +times tid efter at han kom fra skole; han sÃ¥ hende +komme ned ad alleen med sit røde ansigt fuldt af +højtidelig domfældelse. Han rendte ned til søen og +gemte sig og kom ikke hjem, før det blev nat. Naturligvis var han ikke stolt af denne flugt, og havde -han været sikker på, at det kunde afgøres ved en -dragt prygl af faeren, så havde han taget den, men -stå mellem to kvindfolk og lae sig overvrøvle, det -kunde der ikke være tale om; han havde en modbydelig -fornæmmelse af at være fej, da han lå nede -ved søen og desværre ikke kunde undgå at høre, at -de råbte på ham, men alligevel hellere det end stilles -op mellem de to. Næste morgen, inden han var -stået op, havde han husholdersken over sig; hun stod -på hodet over ham og ævlede, og hun vilde oven i<span class="pagenum"><a name="Side_25" id="Side_25" title="[S. 25]"> </a></span> -købet ta fat i ham, så han var nær ved at blive -dårlig af væmmelse, og for en gangs skyld skreg han -om hjælp: Hun vil op i sengen til mig! Der var nogen, -der hørte det. Det hjalp. Derefter var han -naturligvis en væmmelig dreng og meget endnu -værre; husholdersken fandt i en eller anden gammel -bog ordet »forvorpen«, som hun var meget glad for. +han været sikker pÃ¥, at det kunde afgøres ved en +dragt prygl af faeren, sÃ¥ havde han taget den, men +stÃ¥ mellem to kvindfolk og lae sig overvrøvle, det +kunde der ikke være tale om; han havde en modbydelig +fornæmmelse af at være fej, da han lÃ¥ nede +ved søen og desværre ikke kunde undgÃ¥ at høre, at +de rÃ¥bte pÃ¥ ham, men alligevel hellere det end stilles +op mellem de to. Næste morgen, inden han var +stÃ¥et op, havde han husholdersken over sig; hun stod +pÃ¥ hodet over ham og ævlede, og hun vilde oven i<span class="pagenum"><a name="Side_25" id="Side_25" title="[S. 25]"> </a></span> +købet ta fat i ham, sÃ¥ han var nær ved at blive +dÃ¥rlig af væmmelse, og for en gangs skyld skreg han +om hjælp: Hun vil op i sengen til mig! Der var nogen, +der hørte det. Det hjalp. Derefter var han +naturligvis en væmmelig dreng og meget endnu +værre; husholdersken fandt i en eller anden gammel +bog ordet »forvorpen«, som hun var meget glad for. Hans var en forvorpen dreng. Der var andre, der mente noget lignende, og over for al denne enstemmighed -var han <a class="corr" name="rett_7" id="rett_7" title="var: ogsaa">også</a> selv nær ved at anse sig for et -udskud. Men nu var han over fjorten år; han havde -ganske overstået disse to kvinder, og de runde, tragiske -øjne, husholdersken havde lagt sig til, da hun -mærkede at ord ingenting formåede, de forstyrrede -ikke en gang hans madro nu. Han havde for længe +var han <a class="corr" name="rett_7" id="rett_7" title="var: ogsaa">ogsÃ¥</a> selv nær ved at anse sig for et +udskud. Men nu var han over fjorten Ã¥r; han havde +ganske overstÃ¥et disse to kvinder, og de runde, tragiske +øjne, husholdersken havde lagt sig til, da hun +mærkede at ord ingenting formÃ¥ede, de forstyrrede +ikke en gang hans madro nu. Han havde for længe siden opdaget, hvordan det i virkeligheden stod til med de to, som han en tid troede var til for at forbitre -ham livet: De beundrede ham egenlig, de så -noget stort i ham, men de vilde være med til at lede -ham på den rigtige vej; det var deres ærgærrighed. -Husholdersken var en dag kommet til at røbe det, -idet hun langede ham sine rundeste øjne, og da tabte -ordet »forvorpen« så vel som de svagere skældsord +ham livet: De beundrede ham egenlig, de sÃ¥ +noget stort i ham, men de vilde være med til at lede +ham pÃ¥ den rigtige vej; det var deres ærgærrighed. +Husholdersken var en dag kommet til at røbe det, +idet hun langede ham sine rundeste øjne, og da tabte +ordet »forvorpen« sÃ¥ vel som de svagere skældsord resten af deres kraft.</p> -<p>Men det var ingen sag at være den store over for -disse to, det følte han nu. Jo mere hans sind fyldtes -af tanken om Eva, des mere var der både ved gården +<p>Men det var ingen sag at være den store over for +disse to, det følte han nu. Jo mere hans sind fyldtes +af tanken om Eva, des mere var der bÃ¥de ved gÃ¥rden og i hele egnen, som han i tanken tog afsked med -som noget, der ikke kunde få betydning for ham -mere. Det stod langt under hende, altså også under +som noget, der ikke kunde fÃ¥ betydning for ham +mere. Det stod langt under hende, altsÃ¥ ogsÃ¥ under ham. Det gjaldt om at komme bort herfra og blive til noget og aldrig komme tilbage. Da han sov ind, var han i tanken langt borte fra sin landsby; han<span class="pagenum"><a name="Side_26" id="Side_26" title="[S. 26]"> </a></span> var konfirmeret og havde begyndt at studere, og da -han vågnede næste morgen var han allerede et andet -menneske. Han tænkte <a class="corr" name="rett_8" id="rett_8" title="var: paa">på</a> Eva og klædte sig på i -en fart. Hans sind var så åbent og i en usædvanlig -bevægelse, han måtte tænke på mange ting og savnede -en at tale med; når det var blevet lidt op på -formiddagen, vilde han gå ned til naboens; morgenens +han vÃ¥gnede næste morgen var han allerede et andet +menneske. Han tænkte <a class="corr" name="rett_8" id="rett_8" title="var: paa">pÃ¥</a> Eva og klædte sig pÃ¥ i +en fart. Hans sind var sÃ¥ Ã¥bent og i en usædvanlig +bevægelse, han mÃ¥tte tænke pÃ¥ mange ting og savnede +en at tale med; nÃ¥r det var blevet lidt op pÃ¥ +formiddagen, vilde han gÃ¥ ned til naboens; morgenens friskhed var over ham, og han var ikke genert -ved tanken om hende. Da han kom uden for, så han -oppe på bakken den gård, der lignede en guldring, -tanken om Eva smæltede på en hemmelighedsfuld -måde sammen med dette syn, og med en fornæmmelse -af, at der nu måtte ske noget usædvanligt, gik -han ned til nabogården. Men i stedet for at gå ind -satte han sig på en grøftekant og ventede på, at der +ved tanken om hende. Da han kom uden for, sÃ¥ han +oppe pÃ¥ bakken den gÃ¥rd, der lignede en guldring, +tanken om Eva smæltede pÃ¥ en hemmelighedsfuld +mÃ¥de sammen med dette syn, og med en fornæmmelse +af, at der nu mÃ¥tte ske noget usædvanligt, gik +han ned til nabogÃ¥rden. Men i stedet for at gÃ¥ ind +satte han sig pÃ¥ en grøftekant og ventede pÃ¥, at der skulde komme nogen ud, og hans sikkerhed tabte sig -i denne ventetid, hvor han ikke længere følte sig så -ganske alene som hjemme ved sin faers gård. Han -blev uvillig til mode ved tanken om, at der hvert øjeblik +i denne ventetid, hvor han ikke længere følte sig sÃ¥ +ganske alene som hjemme ved sin faers gÃ¥rd. Han +blev uvillig til mode ved tanken om, at der hvert øjeblik kunde komme et eller andet ligegyldigt menneske, -som han blev nød til at ta en vis stilling til.</p> +som han blev nød til at ta en vis stilling til.</p> -<p>Så kom Eva i spidsen for de andre børn.</p> +<p>SÃ¥ kom Eva i spidsen for de andre børn.</p> <p>Han syntes ikke rigtig han kunde kende hende igen; det var ligesom hun havde forandret sig siden -i går. Det overraskede ham, at hendes øjne virkelig -var så kolde; hun så på ham, som om han kunde -være en hund. Han blev straks meget forbeholden -og klodset, men vilde ellers nok være med til at lege.</p> - -<p>Der var en stor, gammel halmstak, der så ud til -at interessere frøken Eva. Hjemme havde Hans -før i tiden haft en lignende stak, som han havde +i gÃ¥r. Det overraskede ham, at hendes øjne virkelig +var sÃ¥ kolde; hun sÃ¥ pÃ¥ ham, som om han kunde +være en hund. Han blev straks meget forbeholden +og klodset, men vilde ellers nok være med til at lege.</p> + +<p>Der var en stor, gammel halmstak, der sÃ¥ ud til +at interessere frøken Eva. Hjemme havde Hans +før i tiden haft en lignende stak, som han havde gennemboret med et indviklet system af huller. -Han foreslog, at de skulde behandle denne på<span class="pagenum"><a name="Side_27" id="Side_27" title="[S. 27]"> </a></span> -samme måde; han vilde gærne føre an, men han -kunde dårlig få det frem, og bedst som han talte, -stak Eva i løb hen mod stakken, og de andre bagefter. -Hans løb også, men han skammede sig og kom -derfor sidst. Da han nærmede sig stakken, havde +Han foreslog, at de skulde behandle denne pÃ¥<span class="pagenum"><a name="Side_27" id="Side_27" title="[S. 27]"> </a></span> +samme mÃ¥de; han vilde gærne føre an, men han +kunde dÃ¥rlig fÃ¥ det frem, og bedst som han talte, +stak Eva i løb hen mod stakken, og de andre bagefter. +Hans løb ogsÃ¥, men han skammede sig og kom +derfor sidst. Da han nærmede sig stakken, havde de andre allerede boret sig et stykke ind i halmen, -og da han så den begyndte leg, opdagede han også, +og da han sÃ¥ den begyndte leg, opdagede han ogsÃ¥, at han kom alene og var uden for, og da kneb det -med at vinde der hen. Han mødte oven i købet Evas -øjne og måtte se ned i jorden.</p> +med at vinde der hen. Han mødte oven i købet Evas +øjne og mÃ¥tte se ned i jorden.</p> -<p>Der kom et eller andet lune over det forkælede -barn, da hun så den store dreng, der kom trækkende -på benene og skulede til siden, den dårligste legekammerat, -der kunde tænkes, og hun sae tydeligt og -afgørende, som hun sae alt andet:</p> +<p>Der kom et eller andet lune over det forkælede +barn, da hun sÃ¥ den store dreng, der kom trækkende +pÃ¥ benene og skulede til siden, den dÃ¥rligste legekammerat, +der kunde tænkes, og hun sae tydeligt og +afgørende, som hun sae alt andet:</p> -<p>Ham dær, Hans, ham vil vi ikke ha med.</p> +<p>Ham dær, Hans, ham vil vi ikke ha med.</p> <p>Hans gjorde tre hurtige skridt frem ad hen til en middelstor, skarpkantet flintsten, som han havde opdaget -i samme øjeblik; han tog den op og vendte -sig mod hende; nu turde han se på hende, og samtidig -følte han med velbehag, hvordan spidserne af -den skarpe sten gik ind i hans hånd. Hun stod ret -op og passede på ham, parat til at vende sig og løbe, -hvis han hævede armen. Han var en mærkelig -dreng, tænkte hun, med den tunge krop og det altfor -store ansigt; første gang hun så ham, var han for -hende blevet indbegrebet af det, de i København -kaldte »bonde«. Hans mund var for lille og så -underlig ubehjælpsom; men i dette øjeblik var der -lige som draget et slør fra hans blå øjne, de var mere -klare og sikre, end hun før havde lagt mærke til; nu -huskede hun også, at der kunde komme et eget stærkt<span class="pagenum"><a name="Side_28" id="Side_28" title="[S. 28]"> </a></span> -udtryk i dem, når de var rettede på fjærne ting. Og -nu faldt dette samme blik lige på hende. Som den -verdensdame hun var, havde hun fra første øjeblik -haft sans for den latterlige modsætning mellem den -klodsethed, der hørte til hans alder, og alvoren i -hans øjne, der ikke svarede til hans fjorten år. Han -var en meget ordinær bondeknold, men samtidig tillod -han sig at se på en, som om han allerede var en -voksen mand. Lige i øjeblikket var det latterlige -mindre påfaldende; hun var også lidt bange for den -sten, han stod med i hånden.</p> - -<p>Hans gik forbi stakken, idet han stadig holdt på -stenen. De andre sae ikke noget, de fornægtede ham +i samme øjeblik; han tog den op og vendte +sig mod hende; nu turde han se pÃ¥ hende, og samtidig +følte han med velbehag, hvordan spidserne af +den skarpe sten gik ind i hans hÃ¥nd. Hun stod ret +op og passede pÃ¥ ham, parat til at vende sig og løbe, +hvis han hævede armen. Han var en mærkelig +dreng, tænkte hun, med den tunge krop og det altfor +store ansigt; første gang hun sÃ¥ ham, var han for +hende blevet indbegrebet af det, de i København +kaldte »bonde«. Hans mund var for lille og sÃ¥ +underlig ubehjælpsom; men i dette øjeblik var der +lige som draget et slør fra hans blÃ¥ øjne, de var mere +klare og sikre, end hun før havde lagt mærke til; nu +huskede hun ogsÃ¥, at der kunde komme et eget stærkt<span class="pagenum"><a name="Side_28" id="Side_28" title="[S. 28]"> </a></span> +udtryk i dem, nÃ¥r de var rettede pÃ¥ fjærne ting. Og +nu faldt dette samme blik lige pÃ¥ hende. Som den +verdensdame hun var, havde hun fra første øjeblik +haft sans for den latterlige modsætning mellem den +klodsethed, der hørte til hans alder, og alvoren i +hans øjne, der ikke svarede til hans fjorten Ã¥r. Han +var en meget ordinær bondeknold, men samtidig tillod +han sig at se pÃ¥ en, som om han allerede var en +voksen mand. Lige i øjeblikket var det latterlige +mindre pÃ¥faldende; hun var ogsÃ¥ lidt bange for den +sten, han stod med i hÃ¥nden.</p> + +<p>Hans gik forbi stakken, idet han stadig holdt pÃ¥ +stenen. De andre sae ikke noget, de fornægtede ham og skammede sig ved ham; den lille dame havde -fældet dommen over ham med en stemme, der var +fældet dommen over ham med en stemme, der var som skabt til det samme; det faldt dem ikke ind at ta hans parti.</p> -<p>Hans kom hjem med sin flintsten i hånden; han -vidste ikke, hvad han skulde gøre med den, da han -havde undladt at kaste den i det øjeblik, anledningen -var der. Han blev så desperat hver gang han så på +<p>Hans kom hjem med sin flintsten i hÃ¥nden; han +vidste ikke, hvad han skulde gøre med den, da han +havde undladt at kaste den i det øjeblik, anledningen +var der. Han blev sÃ¥ desperat hver gang han sÃ¥ pÃ¥ den, at det var ham umuligt at kaste den fra sig uden videre. Til sidst fandt han en plads til den i et hul -i havegærdet, hvor han også havde andre sager -gemt. Dær opbevarede han den og så til den en +i havegærdet, hvor han ogsÃ¥ havde andre sager +gemt. Dær opbevarede han den og sÃ¥ til den en gang imellem.</p> -<p>Et sted ude i marken var der en skrænt med store -huller i, hvor Hans kunde ligge skjult, når han -ikke kunde tåle, at nogen kom i nærheden af ham -eller talte til ham. Dær gennemgik han med sig -selv, hvad der var sket; undertiden krævede hans -sindsstemning, at han også forestillede sig, hvad der<span class="pagenum"><a name="Side_29" id="Side_29" title="[S. 29]"> </a></span> -dernæst kunde være sket, hvis han havde båret sig +<p>Et sted ude i marken var der en skrænt med store +huller i, hvor Hans kunde ligge skjult, nÃ¥r han +ikke kunde tÃ¥le, at nogen kom i nærheden af ham +eller talte til ham. Dær gennemgik han med sig +selv, hvad der var sket; undertiden krævede hans +sindsstemning, at han ogsÃ¥ forestillede sig, hvad der<span class="pagenum"><a name="Side_29" id="Side_29" title="[S. 29]"> </a></span> +dernæst kunde være sket, hvis han havde bÃ¥ret sig anderledes ad, om han for eksempel havde kastet -stenen på hende og givet hende en lille blodig -erindring i det frække ansigt, et mærke, hun kunde -beholde for livstid — — Han hadede hende så vel -som det forbandede tilfælde, der havde gjort, at han -nogen sinde havde set hende, og han krøb dybere -ind mellem brombærrankerne, når lyden af stemmer -nåede ham henne fra marken, og sådan gik der et -par timer, uden at hævnsygen fæstnede sig under -en bestemt form; når han tænkte sig een mulighed, -kom der altid et »eller«, men aldrig noget, han -kunde blive tilfreds med. Det endte gærne med, -at han faldt i søvn, og så snart han vågnede, søgte +stenen pÃ¥ hende og givet hende en lille blodig +erindring i det frække ansigt, et mærke, hun kunde +beholde for livstid — — Han hadede hende sÃ¥ vel +som det forbandede tilfælde, der havde gjort, at han +nogen sinde havde set hende, og han krøb dybere +ind mellem brombærrankerne, nÃ¥r lyden af stemmer +nÃ¥ede ham henne fra marken, og sÃ¥dan gik der et +par timer, uden at hævnsygen fæstnede sig under +en bestemt form; nÃ¥r han tænkte sig een mulighed, +kom der altid et »eller«, men aldrig noget, han +kunde blive tilfreds med. Det endte gærne med, +at han faldt i søvn, og sÃ¥ snart han vÃ¥gnede, søgte han tilbage til andre mennesker, altid til flere, der -talte sammen og ikke ænsede ham, og allerbedst -var det da inde i borgestuen om aftenen, når han -kunde sidde i en krog og la sine øjne vandre fra +talte sammen og ikke ænsede ham, og allerbedst +var det da inde i borgestuen om aftenen, nÃ¥r han +kunde sidde i en krog og la sine øjne vandre fra den ene til den anden, eftersom de tog ordet. Der var -lægedom i at høre mennesker tale om ting, der lå -så langt borte som muligt fra det, han tænkte -på, og mens de snakkede om hverdagsting, som han -ikke hørte det halve af, nåede han selv til en mere -fornuftig betragtning af sit eget: Han havde båret -sig rigtigt ad; det var bedst, sådan som det var -gået.</p> - -<p>Hans læste meget i denne tid; han havde fået fat i +lægedom i at høre mennesker tale om ting, der lÃ¥ +sÃ¥ langt borte som muligt fra det, han tænkte +pÃ¥, og mens de snakkede om hverdagsting, som han +ikke hørte det halve af, nÃ¥ede han selv til en mere +fornuftig betragtning af sit eget: Han havde bÃ¥ret +sig rigtigt ad; det var bedst, sÃ¥dan som det var +gÃ¥et.</p> + +<p>Hans læste meget i denne tid; han havde fÃ¥et fat i en stor fysik, som han uden vanskelighed forstod -det meste af, efter at de i skolen havde gennemgået -en mindre lærebog. Den og så en anden bog +det meste af, efter at de i skolen havde gennemgÃ¥et +en mindre lærebog. Den og sÃ¥ en anden bog tog han med ud til sit skjulested i marken; han -læste afvekslende i dem bægge, eftersom hans trang<span class="pagenum"><a name="Side_30" id="Side_30" title="[S. 30]"> </a></span> +læste afvekslende i dem bægge, eftersom hans trang<span class="pagenum"><a name="Side_30" id="Side_30" title="[S. 30]"> </a></span> tilsagde ham det, og hans stemning svingede fra -følelsen af at ha overvundet sin beskæmmelse, til -den sjælelige smærte, der blir tilbage, når ens sind +følelsen af at ha overvundet sin beskæmmelse, til +den sjælelige smærte, der blir tilbage, nÃ¥r ens sind udvider sig for at optage en indgribende oplevelse.</p> -<p>Den anden bog, han læste i, var Johannes' Åbenbaring.</p> +<p>Den anden bog, han læste i, var Johannes' Ã…benbaring.</p> <hr class="chapbreak" /> <p><span class="pagenum"><a name="Side_31" id="Side_31" title="[S. 31]"> </a></span></p> @@ -1284,466 +1245,466 @@ udvider sig for at optage en indgribende oplevelse.</p> <h2><a name="KAPITEL_V" id="KAPITEL_V"></a>V</h2> -<p>Det var en blytung Augustaften. Hen på eftermiddagen -var himlen dækket ligesom af en lys +<p>Det var en blytung Augustaften. Hen pÃ¥ eftermiddagen +var himlen dækket ligesom af en lys stenbro af runde skyer, men mens solen gik ned, -begyndte mørkere skymasser at arbejde sig op over +begyndte mørkere skymasser at arbejde sig op over horisonten; de skubbede mod hinanden som store, -dorske dyr og drev sejt op på himlen, som havde -det ingen hast; de blev nok færdige med deres, uden -at de behøvede at jage på. Lidt efter lidt blev de -til en sammenhængende masse, der skred hen under -himlen som en sort hylde, og nede på jorden blev -det drøjt at røre sig til noget; ved den mindste bevægelse -sprang sveden frem og var ikke til at tørre -af, og små bitte sorte fluer satte sig hele tiden -fast i ansigtet og ned på halsen. Så begyndte tordenen -at la sig høre langt borte som en hul hvisken +dorske dyr og drev sejt op pÃ¥ himlen, som havde +det ingen hast; de blev nok færdige med deres, uden +at de behøvede at jage pÃ¥. Lidt efter lidt blev de +til en sammenhængende masse, der skred hen under +himlen som en sort hylde, og nede pÃ¥ jorden blev +det drøjt at røre sig til noget; ved den mindste bevægelse +sprang sveden frem og var ikke til at tørre +af, og smÃ¥ bitte sorte fluer satte sig hele tiden +fast i ansigtet og ned pÃ¥ halsen. SÃ¥ begyndte tordenen +at la sig høre langt borte som en hul hvisken af brag, der har rejst mange mil og tabt sig under vejs.</p> <p>Inde i Peder Hansens borgestue sad mandfolkene -og røg og snakkede om været. Karlen var utidig -og gjorde løjer med den gamle, der nu igen begyndte +og røg og snakkede om været. Karlen var utidig +og gjorde løjer med den gamle, der nu igen begyndte at spille kegler, men manden talte ham -strængt til, og husmanden sae: Det kan allersnarest -træffe dig selv. — Og ud af sin uudtømmelige grube +strængt til, og husmanden sae: Det kan allersnarest +træffe dig selv. — Og ud af sin uudtømmelige grube af historier begyndte han:</p> <p><span class="pagenum"><a name="Side_32" id="Side_32" title="[S. 32]"> </a></span></p> <p>Peder Hansen kan du huske Rasmus, der -tjente hos gamle Jens Jørgen, gale Rasmus, som -de kaldte ham? De var jo noget hellige, folkene på -gården, og gik meget i kirke, præsten tog dem altid -i hånden, og somme tider fulgtes de med ham et +tjente hos gamle Jens Jørgen, gale Rasmus, som +de kaldte ham? De var jo noget hellige, folkene pÃ¥ +gÃ¥rden, og gik meget i kirke, præsten tog dem altid +i hÃ¥nden, og somme tider fulgtes de med ham et stykke; det var ualmindelig flinke folk. Rasmus' -kæreste døde for ham, mens jeg tjente dær som -dreng, og siden den tid drak han noget meget. Så -en Søndag formiddag, vi sidder og får vor mellemmad, -siger manden: Du skulde hellere ta og gå -med i kirken, Rasmus — — sådan på en meget -pæn måde. Men Rasmus grinede ilde og bandede -på, at det sludder brød han sig ikke om. — Ja ja, +kæreste døde for ham, mens jeg tjente dær som +dreng, og siden den tid drak han noget meget. SÃ¥ +en Søndag formiddag, vi sidder og fÃ¥r vor mellemmad, +siger manden: Du skulde hellere ta og gÃ¥ +med i kirken, Rasmus — — sÃ¥dan pÃ¥ en meget +pæn mÃ¥de. Men Rasmus grinede ilde og bandede +pÃ¥, at det sludder brød han sig ikke om. — Ja ja, siger manden, det er da'n noget du blir fuld af, det -er da een ting. — Efter dette her blev Rasmus så -tosset til at bruge mund, når nogen talte om kirken -eller præsten eller sådan noget. Så var det en dag, -vi var ude og høste, og det var tordenvær, og vi +er da een ting. — Efter dette her blev Rasmus sÃ¥ +tosset til at bruge mund, nÃ¥r nogen talte om kirken +eller præsten eller sÃ¥dan noget. SÃ¥ var det en dag, +vi var ude og høste, og det var tordenvær, og vi sad bag ved en hov og skrukkede, men Rasmus stod -op og skældte ud over været. Han var blevet så +op og skældte ud over været. Han var blevet sÃ¥ snaksom. Det var jo noget sludder han sae, men -<span class="sic" title="[sic]">fruentømmerne</span> kunde ikke li' det. — Du skulde ta -og sætte dig ned, sae de, men han brød sig fanden +<span class="sic" title="[sic]">fruentømmerne</span> kunde ikke li' det. — Du skulde ta +og sætte dig ned, sae de, men han brød sig fanden om vorherre, som han sae, og det vilde han ta dem -alle sammen til vidne på. Det var jo ikke noget at -sige, når været var lige op over. Som vi sidder dær, -slår det ned i et hus oppe i byen, og vi ser den klare -lue stå op fra taget. — Nu skal du sgu her ned til +alle sammen til vidne pÃ¥. Det var jo ikke noget at +sige, nÃ¥r været var lige op over. Som vi sidder dær, +slÃ¥r det ned i et hus oppe i byen, og vi ser den klare +lue stÃ¥ op fra taget. — Nu skal du sgu her ned til os andre, siger den anden karl og begynder at rejse sig, men i det samme siger Rasmus noget, som jeg -nu ikke vil genta, og rækker pegefingeren op mod +nu ikke vil genta, og rækker pegefingeren op mod himlen, og det er der jo en gammel tro, der siger,<span class="pagenum"><a name="Side_33" id="Side_33" title="[S. 33]"> </a></span> -man ikke skal, og lige som han gør det, kommer +man ikke skal, og lige som han gør det, kommer der et ualmindelig stort lyn — — —</p> <p>Blev han ramt? spurte pigen.</p> <p>Det er der ingen, der veed, svarede husmanden; -han blev da stående op, men fingeren var så stiv +han blev da stÃ¥ende op, men fingeren var sÃ¥ stiv som en pind, og han blev aldrig til menneske mer. -Vi måtte ha ham ned imellem os og holde på ham; -jeg var da også med til det; men da han havde +Vi mÃ¥tte ha ham ned imellem os og holde pÃ¥ ham; +jeg var da ogsÃ¥ med til det; men da han havde skabet sig lidt, blev han ligesom en klud. Doktoren -sae, det var delirium, og det var det naturligvis også +sae, det var delirium, og det var det naturligvis ogsÃ¥ til dels, men den stive finger kunde da ikke komme af det. Siden veed I jo nok, at han gik omkring -og solgte bændler og tråd og den slags.</p> +og solgte bændler og trÃ¥d og den slags.</p> <p>— Hans rejste sig og gik ud; historien havde sat -hans sind i et sådant oprør, at han måtte være -alene. Han huskede godt Rasmus; han havde været -der engang for en syv otte år siden. De havde ingenting -købt, men han havde fået en snaps, for det var -hans fødselsdag, sae han. Hans havde ikke glemt -den tynde, blanke, blå pegefinger, der stak ret op, +hans sind i et sÃ¥dant oprør, at han mÃ¥tte være +alene. Han huskede godt Rasmus; han havde været +der engang for en syv otte Ã¥r siden. De havde ingenting +købt, men han havde fÃ¥et en snaps, for det var +hans fødselsdag, sae han. Hans havde ikke glemt +den tynde, blanke, blÃ¥ pegefinger, der stak ret op, mens han tog om glasset. Hans kunde lige se op -over bordpladen den gang. Nu genfølte han den -stemning, han da var bleven hensat i, følelsen af +over bordpladen den gang. Nu genfølte han den +stemning, han da var bleven hensat i, følelsen af at ha set noget sygt og giftigt. Synet af bedstefaerens -lig et par år senere havde ikke gjort nær så stærkt -et indtryk på ham.</p> +lig et par Ã¥r senere havde ikke gjort nær sÃ¥ stærkt +et indtryk pÃ¥ ham.</p> -<p>Han gik en omgang i gården, mens en anden -erindring, der var omtrent samtidig med den blå -finger, kom op i ham: Familien var på skovtur, og -Hans var alene gået ind under nogle graner, hvor +<p>Han gik en omgang i gÃ¥rden, mens en anden +erindring, der var omtrent samtidig med den blÃ¥ +finger, kom op i ham: Familien var pÃ¥ skovtur, og +Hans var alene gÃ¥et ind under nogle graner, hvor der voksede tre fluesvampe. Han havde aldrig set -den slags svampe før, han stod og så på dem uden -at røre sig, med bægge hænder i lommen og i stærk<span class="pagenum"><a name="Side_34" id="Side_34" title="[S. 34]"> </a></span> -sindsbevægelse over den underlige røde farve, der -var så syg og giftig, så vild og sælsom. Det faldt -ham ikke ind at gå hen og røre ved svampene, men -når han var færdig med at se på dem, vilde han -mase dem med en kæp. Men så kom der nogen og -kaldte på ham og opdagede ham, før han kunde +den slags svampe før, han stod og sÃ¥ pÃ¥ dem uden +at røre sig, med bægge hænder i lommen og i stærk<span class="pagenum"><a name="Side_34" id="Side_34" title="[S. 34]"> </a></span> +sindsbevægelse over den underlige røde farve, der +var sÃ¥ syg og giftig, sÃ¥ vild og sælsom. Det faldt +ham ikke ind at gÃ¥ hen og røre ved svampene, men +nÃ¥r han var færdig med at se pÃ¥ dem, vilde han +mase dem med en kæp. Men sÃ¥ kom der nogen og +kaldte pÃ¥ ham og opdagede ham, før han kunde gemme sig. Bag efter vilde de endelig ha at vide, -hvad han havde været så optaget af.</p> +hvad han havde været sÃ¥ optaget af.</p> -<p>Hans var kommet hen til Thor, der lå uden for -sit hus og døsede. Han løste den, lænken faldt klirrende +<p>Hans var kommet hen til Thor, der lÃ¥ uden for +sit hus og døsede. Han løste den, lænken faldt klirrende ned, Thor viftede takkende med halen, men benyttede sig ikke af friheden. Heller ikke hunden -var i normal sindsstemning under det optrækkende -uvær. Han gad ikke klappe det ligegyldige bæst og +var i normal sindsstemning under det optrækkende +uvær. Han gad ikke klappe det ligegyldige bæst og gik videre.</p> -<p>Han vilde ønske, at han og husmanden kunde -ha været gode venner, men Hans var blevet skældt -ud, fordi han ganske vist havde knækket husmandens -kæp, som han var blevet gal på; ingen vidste, -hvor meget han måtte bøde for sådan noget i sine -egne tanker; men at nogen greb ham i gærningen -og lod ham høre for det, det kunde han ikke glemme; -han var færdig med det menneske. Alligevel kunde -han ikke la være at høre til, når husmanden fortalte; -ingen kunde så mange historier om underlige +<p>Han vilde ønske, at han og husmanden kunde +ha været gode venner, men Hans var blevet skældt +ud, fordi han ganske vist havde knækket husmandens +kæp, som han var blevet gal pÃ¥; ingen vidste, +hvor meget han mÃ¥tte bøde for sÃ¥dan noget i sine +egne tanker; men at nogen greb ham i gærningen +og lod ham høre for det, det kunde han ikke glemme; +han var færdig med det menneske. Alligevel kunde +han ikke la være at høre til, nÃ¥r husmanden fortalte; +ingen kunde sÃ¥ mange historier om underlige og gale mennesker som han. Og han fortalte dem -så ligefrem, som om han ikke selv tænkte noget -ved dem. Hans huskede dem og tænkte over dem; -de tiltrak ham stærkt, de var ligesom en lang hemmelighedsfuld -snor, der går ind og rykker i noget +sÃ¥ ligefrem, som om han ikke selv tænkte noget +ved dem. Hans huskede dem og tænkte over dem; +de tiltrak ham stærkt, de var ligesom en lang hemmelighedsfuld +snor, der gÃ¥r ind og rykker i noget skjult og farligt, de fremkaldte en gysen, der endnu -ikke var bleven til angst. Han tænkte undertiden<span class="pagenum"><a name="Side_35" id="Side_35" title="[S. 35]"> </a></span> -på, om han ikke selv havde lighed med de mænd +ikke var bleven til angst. Han tænkte undertiden<span class="pagenum"><a name="Side_35" id="Side_35" title="[S. 35]"> </a></span> +pÃ¥, om han ikke selv havde lighed med de mænd i husmandens historier.</p> <p>Hans vilde uden for og se, hvad det blev til -med tordenværet. Nede i portrummet var der så -mørkt som i en stue. En sur lugt strømmede ud over -den åbne halvdør fra fårehuset; høet knirkede fint og -hurtigt mellem fårenes tænder, af og til hørtes også -et rask lille ryktag, duften af kløverhø kom ud -sammen med den anden lugt. Hans' knæ stødte mod -enspændervognens hjulnav, og han standsede igen -og gav sig til at føle på vognen, famlede med hænderne -ved sædet, om nogen måske havde glemt at -ta pisken ind. Hans sind var så tungt, han hang -fast i alle ting, tog på dem, grublede over dem, fik +med tordenværet. Nede i portrummet var der sÃ¥ +mørkt som i en stue. En sur lugt strømmede ud over +den Ã¥bne halvdør fra fÃ¥rehuset; høet knirkede fint og +hurtigt mellem fÃ¥renes tænder, af og til hørtes ogsÃ¥ +et rask lille ryktag, duften af kløverhø kom ud +sammen med den anden lugt. Hans' knæ stødte mod +enspændervognens hjulnav, og han standsede igen +og gav sig til at føle pÃ¥ vognen, famlede med hænderne +ved sædet, om nogen mÃ¥ske havde glemt at +ta pisken ind. Hans sind var sÃ¥ tungt, han hang +fast i alle ting, tog pÃ¥ dem, grublede over dem, fik tankeforbindelser. —</p> -<p>Så åbnede han portlågen og <span class="sic" title="[sic]">sà</span> ud. Her havde -han stået mange gange som lille dreng og set på -mørket, tænkt over det, fået lyst til det; det dækkede +<p>SÃ¥ Ã¥bnede han portlÃ¥gen og <span class="sic" title="[sic]">sà </span> ud. Her havde +han stÃ¥et mange gange som lille dreng og set pÃ¥ +mørket, tænkt over det, fÃ¥et lyst til det; det dækkede markerne, skjulte alleen og stakkene, gjorde at alting -der ude blev fremmed. <em>Hjemmet</em> — det lå mellem -de fire længer, udenfor turde han ikke komme, men -han kunde stå ved lågen og gærne ville ud og -opleve mørkets æventyr, som lå over markerne og -alleen og stakkene. Hvem skulde han få med?</p> - -<p>— Han gik med tungt bankende hjærte op gennem -alleen; også dær var indelukket, træerne skjulte -himlen over ham, og når han vendte sig, så han -stakkene sætte deres uhyre savtænder op i horisonten, -og gården alene tog halvdelen af udsigten.</p> - -<p>Han skråede ind over marken, op mod byen, hvor +der ude blev fremmed. <em>Hjemmet</em> — det lÃ¥ mellem +de fire længer, udenfor turde han ikke komme, men +han kunde stÃ¥ ved lÃ¥gen og gærne ville ud og +opleve mørkets æventyr, som lÃ¥ over markerne og +alleen og stakkene. Hvem skulde han fÃ¥ med?</p> + +<p>— Han gik med tungt bankende hjærte op gennem +alleen; ogsÃ¥ dær var indelukket, træerne skjulte +himlen over ham, og nÃ¥r han vendte sig, sÃ¥ han +stakkene sætte deres uhyre savtænder op i horisonten, +og gÃ¥rden alene tog halvdelen af udsigten.</p> + +<p>Han skrÃ¥ede ind over marken, op mod byen, hvor jordsmonnet steg, og udsigten blev fri. Han gik, og -han stansede igen, uafbrudt, som om han søgte et<span class="pagenum"><a name="Side_36" id="Side_36" title="[S. 36]"> </a></span> -sted, hvor der var godt at være, og hvor han kunde +han stansede igen, uafbrudt, som om han søgte et<span class="pagenum"><a name="Side_36" id="Side_36" title="[S. 36]"> </a></span> +sted, hvor der var godt at være, og hvor han kunde blive.</p> -<p>Uværet nærmede sig. Det blussede svagt langs +<p>Uværet nærmede sig. Det blussede svagt langs horisonten, og da var det ligesom den sorte skykuppel -lettede sig et øjeblik og atter faldt ned på +lettede sig et øjeblik og atter faldt ned pÃ¥ synsranden efter at ha vist den store ild bag ved. Det lysnede i lange striber, tavst og tit, og samtidig -var der noget, der sae: H—m, h—m, dæmpet og -besværligt, som kunde det være en gammel mand, +var der noget, der sae: H—m, h—m, dæmpet og +besværligt, som kunde det være en gammel mand, der sad og rokkede frem og tilbage, bange og resigneret. -Å den var så elendig, denne stønnen, der -kom fra den anden side af jorden, den var så fattet -på det allerværste, at der kunde stå et uvær af -rædsel ud af ens eget sind ved anelsen om, hvad -der gemte sig under dette sørgelige: H—m, h—m, +Ã… den var sÃ¥ elendig, denne stønnen, der +kom fra den anden side af jorden, den var sÃ¥ fattet +pÃ¥ det allerværste, at der kunde stÃ¥ et uvær af +rædsel ud af ens eget sind ved anelsen om, hvad +der gemte sig under dette sørgelige: H—m, h—m, der fulgte efter hvert lyn.</p> -<p>Hans vilde ikke længere bort, det var til ingen +<p>Hans vilde ikke længere bort, det var til ingen nytte; han gik rundt i en kres, fuld af trang til skrig, -som han syntes, at han kunde høre, men så begyndte -været at bryde løs og overdøvede forestillingen -om indre larm. Lysningerne kom højere -op; jorden var som et mørkt, sovende skib, der sejlede +som han syntes, at han kunde høre, men sÃ¥ begyndte +været at bryde løs og overdøvede forestillingen +om indre larm. Lysningerne kom højere +op; jorden var som et mørkt, sovende skib, der sejlede ind i et ildhav, flammerne vaskede op over forstavnen.</p> -<p>Hans var meget uhyggelig til mode; han følte -sig omgivet af skræk på alle sider, kun lige hvor +<p>Hans var meget uhyggelig til mode; han følte +sig omgivet af skræk pÃ¥ alle sider, kun lige hvor han var, kunde han holde den fra livet: Han gik rundt i en lille cirkel og grundede over, hvad han -egenlig vilde heroppe; det hændte undertiden, at -noget ligesom sendte ham et sted hen, og når han -så var der, så han sig undrende om og tænkte: -Hvad så? Han kunde gruble længe og pinligt, men -den halvdrøm, der havde sendt ham af sted, veg<span class="pagenum"><a name="Side_37" id="Side_37" title="[S. 37]"> </a></span> +egenlig vilde heroppe; det hændte undertiden, at +noget ligesom sendte ham et sted hen, og nÃ¥r han +sÃ¥ var der, sÃ¥ han sig undrende om og tænkte: +Hvad sÃ¥? Han kunde gruble længe og pinligt, men +den halvdrøm, der havde sendt ham af sted, veg<span class="pagenum"><a name="Side_37" id="Side_37" title="[S. 37]"> </a></span> for en fuld bevidsthed, der ikke oplyste ham om noget.</p> -<p>— Han så ned mod gården, der var mere uhyggelig +<p>— Han sÃ¥ ned mod gÃ¥rden, der var mere uhyggelig end noget andet, og forstod ikke, hvordan han var kommet det stykke vej. Men han glemte -sine spekulasjoner over uværet. Tordenen begyndte -at blive hidsig, den satte i med brøl, som den ikke -kunde føre igennem; den sprængte sig frem over +sine spekulasjoner over uværet. Tordenen begyndte +at blive hidsig, den satte i med brøl, som den ikke +kunde føre igennem; den sprængte sig frem over hans hoved, bandte og rasede og kvaltes i det, den -tog fat og stoppede op, som om den havde fået det -i den gale hals, og så spyttede den det fra sig i den -næste sky med et gruligt vræl. Hans blev svimmel -af at gå rundt; han måtte også holde øjne med lynene, -der piskede skyerne som svøber af flossede ildtråde; -han så uafbrudt fra det ene til det andet og -søgte at være forberedt på dem, der kom, for at -ingen skulde komme bag på ham og ta magten -fra ham og udløse det skrig, der lurede i ham.</p> - -<p>Tordenen var næsten op over; hele skove af ildtræer -voksede på horisonten, høje stabler af skrald -væltede, slængtes med et kort, mangfoldigt brag ned -over jorden. Der fløj et pust hen over markerne, -og så væltede regnen ned. Hans vidste ikke, hvad -han skulde gøre, om lidt måtte han herfra, endnu +tog fat og stoppede op, som om den havde fÃ¥et det +i den gale hals, og sÃ¥ spyttede den det fra sig i den +næste sky med et gruligt vræl. Hans blev svimmel +af at gÃ¥ rundt; han mÃ¥tte ogsÃ¥ holde øjne med lynene, +der piskede skyerne som svøber af flossede ildtrÃ¥de; +han sÃ¥ uafbrudt fra det ene til det andet og +søgte at være forberedt pÃ¥ dem, der kom, for at +ingen skulde komme bag pÃ¥ ham og ta magten +fra ham og udløse det skrig, der lurede i ham.</p> + +<p>Tordenen var næsten op over; hele skove af ildtræer +voksede pÃ¥ horisonten, høje stabler af skrald +væltede, slængtes med et kort, mangfoldigt brag ned +over jorden. Der fløj et pust hen over markerne, +og sÃ¥ væltede regnen ned. Hans vidste ikke, hvad +han skulde gøre, om lidt mÃ¥tte han herfra, endnu kunde han holde det fra sig, men tre skridt til en side, og han vadede ind i den gloende galskab. Tordenen skreg oven over ham som sten, der rammer -sten, og når det slog ned, kom der en skurrende klapren, +sten, og nÃ¥r det slog ned, kom der en skurrende klapren, som var det tandhjul, der splintredes mod hinanden. Han kunde ikke blive der, hvad skulde det ende med?</p> -<p>Der kom et knald som af en stålakse, der vrides -over, en rå, grulig metallyd, der fik alle hans nærver<span class="pagenum"><a name="Side_38" id="Side_38" title="[S. 38]"> </a></span> +<p>Der kom et knald som af en stÃ¥lakse, der vrides +over, en rÃ¥, grulig metallyd, der fik alle hans nærver<span class="pagenum"><a name="Side_38" id="Side_38" title="[S. 38]"> </a></span> til at rejse sig, idet de blev ligesom ladede med elektricitet, -og i samme nu så han et lyn, der borede -sig ned i bakken så stift som en glødende jærnstang. -Hestene skrålede; der kom en stormende ned imod -ham; det var den sorte, der havde revet sig løs +og i samme nu sÃ¥ han et lyn, der borede +sig ned i bakken sÃ¥ stift som en glødende jærnstang. +Hestene skrÃ¥lede; der kom en stormende ned imod +ham; det var den sorte, der havde revet sig løs og styrede hjem efter i fuld firspring. Hans -gjorde et spring efter tøjrepælen, der hoppede højt +gjorde et spring efter tøjrepælen, der hoppede højt op i luften, han fik fat i rebet, styrtede og blev -slæbt, men hesten sagtnede farten, da den mærkede -et menneske, og de to løb hjem til gården ved -siden af hinanden. Men så snart Hans var inden -for lågen, kom der en rystelse over ham, han var -nær ved at blive dårlig og satte sig på hjulet af -enspænderen, mens hesten knaldede på sine fire hove +slæbt, men hesten sagtnede farten, da den mærkede +et menneske, og de to løb hjem til gÃ¥rden ved +siden af hinanden. Men sÃ¥ snart Hans var inden +for lÃ¥gen, kom der en rystelse over ham, han var +nær ved at blive dÃ¥rlig og satte sig pÃ¥ hjulet af +enspænderen, mens hesten knaldede pÃ¥ sine fire hove hen over stenbroen og standsede med mulen mod -stalddøren. Hans hørte dem råbe inden for, et vindu +stalddøren. Hans hørte dem rÃ¥be inden for, et vindu blev lukket op; han samlede sig og afgav forklaring. -Så bragte han den sorte i stald og gik ind i stuen, -men ligesom han åbnede døren, satte Thor snuden -i spalten og tvang døren op med angstens kraft, -væltede først ind og gemte sig under bænken bag -folkenes ben; dær lå han og gav sig lydeligt for hvert +SÃ¥ bragte han den sorte i stald og gik ind i stuen, +men ligesom han Ã¥bnede døren, satte Thor snuden +i spalten og tvang døren op med angstens kraft, +væltede først ind og gemte sig under bænken bag +folkenes ben; dær lÃ¥ han og gav sig lydeligt for hvert skrald, der kom, og i mellemtiden slikkede han de -medlidende hænder, der kom ned for at klappe ham.</p> - -<p>Henne på sofaen snorkede den blanksorte grævlingehund -uden at blive forstyrret af religiøse anfægtelser; -kun når der kom et usædvanlig stærkt -lyn, så man ham blinke med sine hårde, brune øjne -og derefter bore snuden endnu længere ind mellem -bagbenene og sove videre. Vaps var en stemningsløs -hund uden respekt for livets højere magter, men -med udviklet sans for dets realiteter, såsom rotter, -katte, suleben, kyllinger, knaldepiske og sød mælk.</p> +medlidende hænder, der kom ned for at klappe ham.</p> + +<p>Henne pÃ¥ sofaen snorkede den blanksorte grævlingehund +uden at blive forstyrret af religiøse anfægtelser; +kun nÃ¥r der kom et usædvanlig stærkt +lyn, sÃ¥ man ham blinke med sine hÃ¥rde, brune øjne +og derefter bore snuden endnu længere ind mellem +bagbenene og sove videre. Vaps var en stemningsløs +hund uden respekt for livets højere magter, men +med udviklet sans for dets realiteter, sÃ¥som rotter, +katte, suleben, kyllinger, knaldepiske og sød mælk.</p> <p><span class="pagenum"><a name="Side_39" id="Side_39" title="[S. 39]"> </a></span></p> -<p>Næ, som sagt, fortalte husmanden med sin halvhøje +<p>Næ, som sagt, fortalte husmanden med sin halvhøje stemme, — der var noget i vejen med hele -den længe; værst var det i den søndre ende; køerne -kunde blive helt tossede om natten, og røgteren var -ikke glad ved at gå der ned så; det var da ikke -køerne, han var bange for, kan I nok vide. Somme -tider, når vi kom sent ned for at fodre af, så hørte -vi dem der inde, det var kunstigt at høre på, man -skulde ikke tro, det var køer. De malkede også +den længe; værst var det i den søndre ende; køerne +kunde blive helt tossede om natten, og røgteren var +ikke glad ved at gÃ¥ der ned sÃ¥; det var da ikke +køerne, han var bange for, kan I nok vide. Somme +tider, nÃ¥r vi kom sent ned for at fodre af, sÃ¥ hørte +vi dem der inde, det var kunstigt at høre pÃ¥, man +skulde ikke tro, det var køer. De malkede ogsÃ¥ blod. Manden — det var den klogeste mand i sognet -—, han rystede bare på hodet og sae: Hm! når +—, han rystede bare pÃ¥ hodet og sae: Hm! nÃ¥r nogen snakkede til ham om det, men han vilde ikke -ha, der skulde hentes dyrlæge. — Det kan dyrlægen -ikke gøre noget ved, sae han. — En aften, røgteren -kom lidt sent hjem, mødte han alle svinene, da han -lukkede portlågen op, de havde nær væltet ham; +ha, der skulde hentes dyrlæge. — Det kan dyrlægen +ikke gøre noget ved, sae han. — En aften, røgteren +kom lidt sent hjem, mødte han alle svinene, da han +lukkede portlÃ¥gen op, de havde nær væltet ham; men da han rendte efter dem, var det ligesom de sank -i jorden. Og ude i svinehuset, dær lå naturligvis alle +i jorden. Og ude i svinehuset, dær lÃ¥ naturligvis alle svinene og sov rigtigt nok. Der gik dyr igen omkring -den gård. Det er der mange, der har set. -En nat da manden gik hjem, så kom alle hans -køer og spaserede ved siden af ham, langs skelgrøften, +den gÃ¥rd. Det er der mange, der har set. +En nat da manden gik hjem, sÃ¥ kom alle hans +køer og spaserede ved siden af ham, langs skelgrøften, ikke ti alen fra ham. De sae ikke noget. Men -I skal ikke tro, han gennede efter dem; han så lige -så vist på dem, og så sank de ned i skelgrøften og -var væk. I kan nok forstå, at han prøvede ikke på -at trække dem op. Folk snakkede meget om det. -Til sidst begyndte der at spasere høns og kyllinger -omkring gården, men så sae han det var bedst, at +I skal ikke tro, han gennede efter dem; han sÃ¥ lige +sÃ¥ vist pÃ¥ dem, og sÃ¥ sank de ned i skelgrøften og +var væk. I kan nok forstÃ¥, at han prøvede ikke pÃ¥ +at trække dem op. Folk snakkede meget om det. +Til sidst begyndte der at spasere høns og kyllinger +omkring gÃ¥rden, men sÃ¥ sae han det var bedst, at vi ikke snakkede om det til nogen, for det blev det -bare værre af. Så døde manden da, og det første -sønnen gjorde, var at grave i den søndre ende af +bare værre af. SÃ¥ døde manden da, og det første +sønnen gjorde, var at grave i den søndre ende af kostalden; han var selv med til det; folkene var jo<span class="pagenum"><a name="Side_40" id="Side_40" title="[S. 40]"> </a></span> -ikke så glade ved det. Ja — dær fandt de så en -gammel, rusten jærngryde, der var fuld af afklippede -menneskehår og negle. Jeg gik til præsten den gang. -Men siden var der ikke noget i vejen med køerne. +ikke sÃ¥ glade ved det. Ja — dær fandt de sÃ¥ en +gammel, rusten jærngryde, der var fuld af afklippede +menneskehÃ¥r og negle. Jeg gik til præsten den gang. +Men siden var der ikke noget i vejen med køerne. Manden tog gryden og gik med, inden vi rigtig fik set den.</p> <p>Nu er det nok ovre, sae Peder Hansen og rejste sig.</p> -<p>Træskoene buldrede langs bordet, folkene bød godnat -og gik ud. Thor kom også frem og slikkede -mandens hånd og gik til sit. Hans fulgte efter, han +<p>Træskoene buldrede langs bordet, folkene bød godnat +og gik ud. Thor kom ogsÃ¥ frem og slikkede +mandens hÃ¥nd og gik til sit. Hans fulgte efter, han satte sig foran hundehuset og snakkede med Thor og klappede den; hunden slikkede ham stille og uafbrudt. Men denne venlighed fra en hunds side — det var omtrent den eneste, Hans kendte, eller i alt fald den eneste, han med vilje fremkaldte — -dæmpede ikke hans indre ophidselse. Der stod i -hans sind noget mørkt, der syntes at tyde på, at -der en gang, måske snart, vilde hænde ham noget, -som ikke plejede at hænde mennesker, og han var -bange for det. Tænke sig, at der kunde ligge noget -et sted — som en rusten gryde, fuld af hår og negle -— ligge og lure og tiltrække blod og galskab oven -over. Noget forfærdeligt, underjordisk, som man -går hen over hver dag, og man synes, der er noget +dæmpede ikke hans indre ophidselse. Der stod i +hans sind noget mørkt, der syntes at tyde pÃ¥, at +der en gang, mÃ¥ske snart, vilde hænde ham noget, +som ikke plejede at hænde mennesker, og han var +bange for det. Tænke sig, at der kunde ligge noget +et sted — som en rusten gryde, fuld af hÃ¥r og negle +— ligge og lure og tiltrække blod og galskab oven +over. Noget forfærdeligt, underjordisk, som man +gÃ¥r hen over hver dag, og man synes, der er noget galt, man ser blod — — og man vil alligevel ikke -vide, hvor galt det er, man lar hellere være med +vide, hvor galt det er, man lar hellere være med at grave efter det — —</p> <p>Hans var ikke langt fra et Fader Vor, da han -lå i sin seng. Religionen var aldrig blevet ham bibragt -sådan, at den kunde få nogen betydning for -ham, men nu huskede han på, at der skulde være -stor hjælp at hente i den, og han overvejede ved<span class="pagenum"><a name="Side_41" id="Side_41" title="[S. 41]"> </a></span> -sig selv, om han skulde forsøge at bede; han følte -ikke den ringeste lyst, men han trængte jo til hjælp, +lÃ¥ i sin seng. Religionen var aldrig blevet ham bibragt +sÃ¥dan, at den kunde fÃ¥ nogen betydning for +ham, men nu huskede han pÃ¥, at der skulde være +stor hjælp at hente i den, og han overvejede ved<span class="pagenum"><a name="Side_41" id="Side_41" title="[S. 41]"> </a></span> +sig selv, om han skulde forsøge at bede; han følte +ikke den ringeste lyst, men han trængte jo til hjælp, og det var det eneste sted, hvor der endnu kunde -være tale om at prøve. Men han opgav det alligevel; +være tale om at prøve. Men han opgav det alligevel; han kom jo nok over det, han vilde hellere vente, -om det en anden gang skulde blive værre. Med det -forsæt sov han ind.</p> +om det en anden gang skulde blive værre. Med det +forsæt sov han ind.</p> <hr class="tb" /> -<p>Han vågnede ved, at månen skinnede ham lige +<p>Han vÃ¥gnede ved, at mÃ¥nen skinnede ham lige i ansigtet; den stod som en ildebrand over rygningen -af den søndre længe. Han var meget varm og utilpas; -da han holdt hånden frem for sig, så han, at -den dampede i månelyset. Han var så led ved sig -selv der inde i den hede, tunge atmosfære, men han -kunde ikke bestemme sig til at stå op. Sengen tog til -at gynge under ham, stærkt og længe; han mærkede -den gennemborende gysen, når det gik fremad, og -den behagelige svimmelhed, når den svingede den -anden vej; tiden gik ganske godt på den måde. Så -kom der noget andet; han gled nøgen hen ad varme, -ru stenflader, berørte dem lige, idet han svævede af -sted, også det var nogenlunde behageligt, skønt det +af den søndre længe. Han var meget varm og utilpas; +da han holdt hÃ¥nden frem for sig, sÃ¥ han, at +den dampede i mÃ¥nelyset. Han var sÃ¥ led ved sig +selv der inde i den hede, tunge atmosfære, men han +kunde ikke bestemme sig til at stÃ¥ op. Sengen tog til +at gynge under ham, stærkt og længe; han mærkede +den gennemborende gysen, nÃ¥r det gik fremad, og +den behagelige svimmelhed, nÃ¥r den svingede den +anden vej; tiden gik ganske godt pÃ¥ den mÃ¥de. SÃ¥ +kom der noget andet; han gled nøgen hen ad varme, +ru stenflader, berørte dem lige, idet han svævede af +sted, ogsÃ¥ det var nogenlunde behageligt, skønt det kildrede, og hele hans legeme var knitrende fuldt -af elektricitet, han kunde jage det bort ved at røre -sig, men han stod det igennem for at prøve. Så -var det ligesom han gik med en stor kugle på sin -hånd; den var ru og varm og uhyre stor, men -hans hånd var lille og indskrumpen som en fugleklo; -samtidig havde han en fornæmmelse, som om -hans hjærne var svøbt ind i vat; men han vidste, -at han kunde blive fri for det, så snart han vilde, -det havde altså ingen hast med at ryste det af. Han<span class="pagenum"><a name="Side_42" id="Side_42" title="[S. 42]"> </a></span> -lukkede øjnene og blev døsig, men hans opmærksomhed +af elektricitet, han kunde jage det bort ved at røre +sig, men han stod det igennem for at prøve. SÃ¥ +var det ligesom han gik med en stor kugle pÃ¥ sin +hÃ¥nd; den var ru og varm og uhyre stor, men +hans hÃ¥nd var lille og indskrumpen som en fugleklo; +samtidig havde han en fornæmmelse, som om +hans hjærne var svøbt ind i vat; men han vidste, +at han kunde blive fri for det, sÃ¥ snart han vilde, +det havde altsÃ¥ ingen hast med at ryste det af. Han<span class="pagenum"><a name="Side_42" id="Side_42" title="[S. 42]"> </a></span> +lukkede øjnene og blev døsig, men hans opmærksomhed vaktes igen af en lille lyd fra hovedpuden, som var et underligt insekt kommet i klemme under -hans hals og arbejdede for at slippe løs; men da det -gik op for ham, at det var pulsåren, der bankede, så -måtte han tro, at der var noget i vejen med hans forstand; -den vatterede fornæmmelse om hjærnen var -der endnu; han vilde bare se, hvor længe den kunde +hans hals og arbejdede for at slippe løs; men da det +gik op for ham, at det var pulsÃ¥ren, der bankede, sÃ¥ +mÃ¥tte han tro, at der var noget i vejen med hans forstand; +den vatterede fornæmmelse om hjærnen var +der endnu; han vilde bare se, hvor længe den kunde holde sig.</p> <p>Da skete der noget besynderligt med ham; det var -som om hans øjnes sekraft blev vredet den anden -vej om, og i et fordrejet, blodigt øjeblik så han sin egen -hjærne med alle nærver hængende ned i et knippe.</p> +som om hans øjnes sekraft blev vredet den anden +vej om, og i et fordrejet, blodigt øjeblik sÃ¥ han sin egen +hjærne med alle nærver hængende ned i et knippe.</p> -<p>Hans stod op. Mens han klædte sig på, hørte han -klokken slå tre, hårdt og nøgternt, det gav et sæt +<p>Hans stod op. Mens han klædte sig pÃ¥, hørte han +klokken slÃ¥ tre, hÃ¥rdt og nøgternt, det gav et sæt i ham, og han hviskede noget ondt ved sig selv. -Køligheden faldt på hans krop, da han kom ud; +Køligheden faldt pÃ¥ hans krop, da han kom ud; han rystede i buksebenene og i skjorten, for at hele kroppen kunde blive svalet. Han gik hen til posten og kastede vand over den, at den ikke skulde skrige, -når han pumpede; han drak og svalede sine hænder +nÃ¥r han pumpede; han drak og svalede sine hænder og holdt den ene nede i vandtruget, mens han postede -med den anden. Der er ingenting så blødt at føle på -som en vandstråle, der falder ned i vand. Ud fra -hundehuset stod en varm damp til værs; Thor sov, -Hans vækkede den og klappede den, men Thor brummede; -han slæbte den uden for, for at den kunde lære +med den anden. Der er ingenting sÃ¥ blødt at føle pÃ¥ +som en vandstrÃ¥le, der falder ned i vand. Ud fra +hundehuset stod en varm damp til værs; Thor sov, +Hans vækkede den og klappede den, men Thor brummede; +han slæbte den uden for, for at den kunde lære fornuft, men den sled sig fra ham og foer ind igen -og fik et spark med på vejen. Den kom straks ud -med et åbent gabfuld tænder og et vredt glam.</p> +og fik et spark med pÃ¥ vejen. Den kom straks ud +med et Ã¥bent gabfuld tænder og et vredt glam.</p> <p>Ti stille, hund!</p> <p>Thor protesterede. Hans hentede en rive og knubsede -den med skaftet, og den slap ikke, før den havde<span class="pagenum"><a name="Side_43" id="Side_43" title="[S. 43]"> </a></span> -holdt op med at glamme ad ham og hylede af smærte +den med skaftet, og den slap ikke, før den havde<span class="pagenum"><a name="Side_43" id="Side_43" title="[S. 43]"> </a></span> +holdt op med at glamme ad ham og hylede af smærte i stedet for.</p> -<p>Dersom nu en fast hånd havde grebet ham i nakken +<p>Dersom nu en fast hÃ¥nd havde grebet ham i nakken og givet ham en lignende medfart som den, -Thor havde fået, så havde det måske skaffet ham -en vis lindring, men ingen så ham. Han gik syg -omkring og så på forskellige ting; til sidst stansede -han foran en vidiekurv, som han længe betragtede +Thor havde fÃ¥et, sÃ¥ havde det mÃ¥ske skaffet ham +en vis lindring, men ingen sÃ¥ ham. Han gik syg +omkring og sÃ¥ pÃ¥ forskellige ting; til sidst stansede +han foran en vidiekurv, som han længe betragtede og flere gange bukkede sig efter, men der gik adskillige -minutter, før han tog den og gik ud af -gården med den.</p> +minutter, før han tog den og gik ud af +gÃ¥rden med den.</p> <p>Det var en frisk og stille nat, men den bragte ham -ingen husvalelse; han betragtede månen, der hang lavt -på den sydvestlige himmel, rødgul, forbrændt og øde, -en død, kold ting ligesom et brandsted, der svier +ingen husvalelse; han betragtede mÃ¥nen, der hang lavt +pÃ¥ den sydvestlige himmel, rødgul, forbrændt og øde, +en død, kold ting ligesom et brandsted, der svier fantasien med forestillingen om den ild, der har -været; et lille stykke forkullet ørken af aske og slagger -på den friske blå himmel.</p> +været; et lille stykke forkullet ørken af aske og slagger +pÃ¥ den friske blÃ¥ himmel.</p> -<p>Hans var nået ned til vandhullet, hvor han igen -stod og betænkte sig længe og pinefuldt; endelig +<p>Hans var nÃ¥et ned til vandhullet, hvor han igen +stod og betænkte sig længe og pinefuldt; endelig trak han en gang med kurven, og da han fik den -op, sprællede der en stor, rødgul karusse i den; han -havde en fornæmmelse, som om en sygelig flamme -dansede for hans øjne; han rystede den ud i en blikdåse, -der var fyldt med vand, og den rødlige flamme -blev til en sort stribe, der foer hid og did. Så gik +op, sprællede der en stor, rødgul karusse i den; han +havde en fornæmmelse, som om en sygelig flamme +dansede for hans øjne; han rystede den ud i en blikdÃ¥se, +der var fyldt med vand, og den rødlige flamme +blev til en sort stribe, der foer hid og did. SÃ¥ gik der atter en lang tid, og som om det ikke kunde -være andet, tog han sin kniv op, sigtede og jog -bladet ind i ryggen på karussen; han følte, hvordan -den sprællede under hans hånd, og denne fornæmmelse +være andet, tog han sin kniv op, sigtede og jog +bladet ind i ryggen pÃ¥ karussen; han følte, hvordan +den sprællede under hans hÃ¥nd, og denne fornæmmelse af liv, der mishandledes, gik som en elektrisk -strøm op gennem hans arm og bredte sig over hele<span class="pagenum"><a name="Side_44" id="Side_44" title="[S. 44]"> </a></span> -hans legeme; han kastede fisk og dåse ud i hullet -og vendte sig for at gå hjem.</p> +strøm op gennem hans arm og bredte sig over hele<span class="pagenum"><a name="Side_44" id="Side_44" title="[S. 44]"> </a></span> +hans legeme; han kastede fisk og dÃ¥se ud i hullet +og vendte sig for at gÃ¥ hjem.</p> -<p>Idet han løftede hodet, så han en gnist springe +<p>Idet han løftede hodet, sÃ¥ han en gnist springe op over skovbakken, og der kom et klagende suk fra -ham; han troede lige straks, at den gnist måtte være -sprunget frem af hans egen hjærne.</p> +ham; han troede lige straks, at den gnist mÃ¥tte være +sprunget frem af hans egen hjærne.</p> -<p>Men det var solen, der stod op. Han blev stående -for at se på den, og da alt var lyst, gik han hjem og +<p>Men det var solen, der stod op. Han blev stÃ¥ende +for at se pÃ¥ den, og da alt var lyst, gik han hjem og i seng.</p> <hr class="chapbreak" /> @@ -1755,360 +1716,360 @@ i seng.</p> <h2><a name="KAPITEL_VI" id="KAPITEL_VI"></a>VI</h2> -<p>Peder Hansen og et par andre gårdmandsfamilier -havde slået sig sammen og var kørt i skoven; +<p>Peder Hansen og et par andre gÃ¥rdmandsfamilier +havde slÃ¥et sig sammen og var kørt i skoven; de sad ved bordene og havde begyndt at pakke maden ud: oksestege, der sad i et tommetykt lag sky, -stegte høns og duer, kogte æg, sandkager så store -som slibestene, stikkelsbærgrød med stødt kanel, og -fløde i trepægleflasker, så tyk, at den næsten ikke +stegte høns og duer, kogte æg, sandkager sÃ¥ store +som slibestene, stikkelsbærgrød med stødt kanel, og +fløde i trepægleflasker, sÃ¥ tyk, at den næsten ikke var til at lokke ud gennem halsen.</p> -<p>Hans gik inde mellem træerne, i meget bedre -humør, end han længe havde været. Dagen før var -Eva kommet ind i gården, fulgt af naboens datter, -og var gået lige hen til Hans og havde spurt: Hvorfor +<p>Hans gik inde mellem træerne, i meget bedre +humør, end han længe havde været. Dagen før var +Eva kommet ind i gÃ¥rden, fulgt af naboens datter, +og var gÃ¥et lige hen til Hans og havde spurt: Hvorfor ser man aldrig noget til dig? — Som den, der -var blevet opsøgt og først tiltalt, gav Hans sig -god tid og tog hende rigtig i øjesyn. Det var så -længe siden, han havde tænkt på hende. Hun havde -da et par væmmelige, næsvise øjne, og hun snakkede -højere, end ordenlige folk plejer; hun lignede i det -hele taget børnene oppe i den fattige naboby, hvor -der var så megen råhed; de havde de samme øjne, -der så alting, og som løb op og ned ad en på en -fræk måde, og den samme tilklemte mund, der havde -let ved at komme frem med de næsvisheder, de -tænkte. Og så var det endda hende her, han havde<span class="pagenum"><a name="Side_46" id="Side_46" title="[S. 46]"> </a></span> -været forelsket i; det gjorde ham endnu mere uvillig +var blevet opsøgt og først tiltalt, gav Hans sig +god tid og tog hende rigtig i øjesyn. Det var sÃ¥ +længe siden, han havde tænkt pÃ¥ hende. Hun havde +da et par væmmelige, næsvise øjne, og hun snakkede +højere, end ordenlige folk plejer; hun lignede i det +hele taget børnene oppe i den fattige naboby, hvor +der var sÃ¥ megen rÃ¥hed; de havde de samme øjne, +der sÃ¥ alting, og som løb op og ned ad en pÃ¥ en +fræk mÃ¥de, og den samme tilklemte mund, der havde +let ved at komme frem med de næsvisheder, de +tænkte. Og sÃ¥ var det endda hende her, han havde<span class="pagenum"><a name="Side_46" id="Side_46" title="[S. 46]"> </a></span> +været forelsket i; det gjorde ham endnu mere uvillig stemt. — Hvorfor kommer du aldrig ned og spiller -nips med os? spurte hun utålmodig. — Han vendte -sig fra hende, fandt noget andet, der var værd at -se på og sae så: Det er ikke noget, jeg bryder mig -om. — Bondelømmel, sae hun. — Han gik og tog -det ord med sig, det var en lindring at høre; hun -var altså bare en simpel tøs, det var meget godt. -Han hørte hende bruge mund, mens hun gik; den -anden pige tyssede på hende og skammede sig -åbenbart over at være i hendes selskab. Men nu -var han altså fri for hende; ganske vist havde det -jo været flovt nok for ham, men han tænkte helt -anderledes på det nu, og navnlig følte han, at dette -bekendtskab i høj grad havde forøget hans verdenskundskab; -han kunde se tilbage på sit tidligere jeg +nips med os? spurte hun utÃ¥lmodig. — Han vendte +sig fra hende, fandt noget andet, der var værd at +se pÃ¥ og sae sÃ¥: Det er ikke noget, jeg bryder mig +om. — Bondelømmel, sae hun. — Han gik og tog +det ord med sig, det var en lindring at høre; hun +var altsÃ¥ bare en simpel tøs, det var meget godt. +Han hørte hende bruge mund, mens hun gik; den +anden pige tyssede pÃ¥ hende og skammede sig +Ã¥benbart over at være i hendes selskab. Men nu +var han altsÃ¥ fri for hende; ganske vist havde det +jo været flovt nok for ham, men han tænkte helt +anderledes pÃ¥ det nu, og navnlig følte han, at dette +bekendtskab i høj grad havde forøget hans verdenskundskab; +han kunde se tilbage pÃ¥ sit tidligere jeg med den tilfredsstillelse, at han var mindre dum, -end han havde været. Derfor var det nu også på -tide at gøre alvor af den plan, han havde gået med -siden den foregående aften: at lægge sig efter kemi; -fysik lærte han i den skole, hvor han nu gik; kemi -havde han lige fået et indblik i, det vilde han studere -fra nu af indtil efteråret, da han skulde konfirmeres, -og så — — —</p> - -<p>Der blev kaldt på ham henne fra bordene; de -skulde spise. De lo og talte højt; det var ikke morsomt -at skulle der hen, han følte, hvordan de frastødte +end han havde været. Derfor var det nu ogsÃ¥ pÃ¥ +tide at gøre alvor af den plan, han havde gÃ¥et med +siden den foregÃ¥ende aften: at lægge sig efter kemi; +fysik lærte han i den skole, hvor han nu gik; kemi +havde han lige fÃ¥et et indblik i, det vilde han studere +fra nu af indtil efterÃ¥ret, da han skulde konfirmeres, +og sÃ¥ — — —</p> + +<p>Der blev kaldt pÃ¥ ham henne fra bordene; de +skulde spise. De lo og talte højt; det var ikke morsomt +at skulle der hen, han følte, hvordan de frastødte ham; der var modstand at overvinde; det -var ligesom når man drømte, at man gik og måtte +var ligesom nÃ¥r man drømte, at man gik og mÃ¥tte ta fat i tingene for at slide sig frem; han syntes selv, -at han var umådelig kantet og besynderlig, mens -han nærmede sig, han vendte hodet bort, folks øjne -satte sig på ham som ækle insekter. Det var ingen<span class="pagenum"><a name="Side_47" id="Side_47" title="[S. 47]"> </a></span> -sag, når han kom til København og kunde læse og -passe sig selv; så skulde de ikke få ham med på -skovture og den slags. Og da han endelig fik kæmpet +at han var umÃ¥delig kantet og besynderlig, mens +han nærmede sig, han vendte hodet bort, folks øjne +satte sig pÃ¥ ham som ækle insekter. Det var ingen<span class="pagenum"><a name="Side_47" id="Side_47" title="[S. 47]"> </a></span> +sag, nÃ¥r han kom til København og kunde læse og +passe sig selv; sÃ¥ skulde de ikke fÃ¥ ham med pÃ¥ +skovture og den slags. Og da han endelig fik kæmpet sig frem til maden, som var noget af det, -han havde mest glæde af, så lå den fremmed -og underlig i hans mund; den var også vanskelig +han havde mest glæde af, sÃ¥ lÃ¥ den fremmed +og underlig i hans mund; den var ogsÃ¥ vanskelig ligesom alt andet.</p> <p>Ved et bord lidt borte sad et enligt par og drak -kaffe, en ung pige og en herre i diplomat og grå -filthat. Hun smilede hele tiden og så hvert øjeblik -op på ham; stråhatten sad hende i nakken og dannede +kaffe, en ung pige og en herre i diplomat og grÃ¥ +filthat. Hun smilede hele tiden og sÃ¥ hvert øjeblik +op pÃ¥ ham; strÃ¥hatten sad hende i nakken og dannede en glorie om det lyse ansigt; hendes ene arm -stak halvt ud af ærmet og lå hen over bordet; Hans -havde aldrig set noget så yndefuldt som den arm. +stak halvt ud af ærmet og lÃ¥ hen over bordet; Hans +havde aldrig set noget sÃ¥ yndefuldt som den arm. Herren talte meget, men smilede ikke og tog sig -af og til om det spidse hageskæg. Dersom der ikke -havde lydt så høje og grove stemmer, hvor Hans sad, -havde han kunnet høre det meste af, hvad der -blev sagt ved det andet bord; han vilde gærne høre -det; så kunde han måske få lidt at vide om, hvad der -gør mennesker så glade og fine og sikre som de to +af og til om det spidse hageskæg. Dersom der ikke +havde lydt sÃ¥ høje og grove stemmer, hvor Hans sad, +havde han kunnet høre det meste af, hvad der +blev sagt ved det andet bord; han vilde gærne høre +det; sÃ¥ kunde han mÃ¥ske fÃ¥ lidt at vide om, hvad der +gør mennesker sÃ¥ glade og fine og sikre som de to der ovre.</p> -<p>Han så sig selv som voksen, smallere i ansigtet, -med spidst fuldskæg, diplomat, dr. phil. Hans Råskov; +<p>Han sÃ¥ sig selv som voksen, smallere i ansigtet, +med spidst fuldskæg, diplomat, dr. phil. Hans RÃ¥skov; han stod ved et bord og holdt tale, og folk -bøjede sig frem for at se ham, han mødte mænds -øjne, mens han talte; han havde det hele for sig — — -Men henne ved døren kom een ind, drengen Hans, -klodset i sine klodsede klæer, forlegen og studs; +bøjede sig frem for at se ham, han mødte mænds +øjne, mens han talte; han havde det hele for sig — — +Men henne ved døren kom een ind, drengen Hans, +klodset i sine klodsede klæer, forlegen og studs; dr. phil.'en forsvandt — — —</p> -<p>Et par tørre træfingre kneb ham i armen: Hvad +<p>Et par tørre træfingre kneb ham i armen: Hvad glor du efter, ka du'n svare, skal du ha noget mer kaff'?</p> <p><span class="pagenum"><a name="Side_48" id="Side_48" title="[S. 48]"> </a></span></p> <p>Hans sae nej, rejste sig og gik. Lidt inde i skoven -fandt han et krat af unge bøge, hvor han kunde -gemme sig. Mens han sad dær, hørte han stemmer, -der nærmede sig, og han kom i stor sindsbevægelse +fandt han et krat af unge bøge, hvor han kunde +gemme sig. Mens han sad dær, hørte han stemmer, +der nærmede sig, og han kom i stor sindsbevægelse ved tanken om, at det muligvis var de to fra det andet bord. Han listede sig hen til stien og dukkede sig; det var dem.</p> -<p>Hans følte sig taknæmlig for dette tilfælde; han, -der så dybt havde erkendt sin egen plumphed ved +<p>Hans følte sig taknæmlig for dette tilfælde; han, +der sÃ¥ dybt havde erkendt sin egen plumphed ved synet af de to fine mennesker, og som i sit inderste -havde besluttet at blive ligesom dem, når han kom -hjemme fra, han var tilfreds med at høre blot et par +havde besluttet at blive ligesom dem, nÃ¥r han kom +hjemme fra, han var tilfreds med at høre blot et par ord af disse menneskers mund, at fange tonen i -deres samtale og huske den som et mønster. De -lignede næmlig ikke de Københavnere, der kom ud -og besøgte hans faer og medbragte hovedstadens -sidste sjofle vittigheder — — så foretrak han at -høre på gårdens karle og husmænd.</p> +deres samtale og huske den som et mønster. De +lignede næmlig ikke de Københavnere, der kom ud +og besøgte hans faer og medbragte hovedstadens +sidste sjofle vittigheder — — sÃ¥ foretrak han at +høre pÃ¥ gÃ¥rdens karle og husmænd.</p> -<p>Nu kunde han høre, hvad herren sae; han talte +<p>Nu kunde han høre, hvad herren sae; han talte om en mand, der havde gjort sig umulig, og som -herefter ikke fortjente at nævnes af ordenlige mennesker. -Hans fordømmelse var så klar og umedgørlig, -han satte den frem med sådan en kraft, at den -var lige så god som et spark. Den sølle fyr, der -blev foragtet, kunde gå hen og gemme sig i et hul; -han havde nok bedst af, at han ikke mødte andre -folks øjne.</p> - -<p>Det kunde jeg ha sagt mig selv, tænkte Hans oprørt; -hvad der udgår af den mands mund, det må -være ringeagt.</p> - -<p>Man ignorerer sådan en fyr, sae herren; det er -det hele; at gøre noget som helst ved ham vilde være +herefter ikke fortjente at nævnes af ordenlige mennesker. +Hans fordømmelse var sÃ¥ klar og umedgørlig, +han satte den frem med sÃ¥dan en kraft, at den +var lige sÃ¥ god som et spark. Den sølle fyr, der +blev foragtet, kunde gÃ¥ hen og gemme sig i et hul; +han havde nok bedst af, at han ikke mødte andre +folks øjne.</p> + +<p>Det kunde jeg ha sagt mig selv, tænkte Hans oprørt; +hvad der udgÃ¥r af den mands mund, det mÃ¥ +være ringeagt.</p> + +<p>Man ignorerer sÃ¥dan en fyr, sae herren; det er +det hele; at gøre noget som helst ved ham vilde være dumt.</p> <p><span class="pagenum"><a name="Side_49" id="Side_49" title="[S. 49]"> </a></span></p> -<p>Hans kendte godt det fremmede ord »ignorere«. +<p>Hans kendte godt det fremmede ord »ignorere«. Og hvad sae hun til det? Hun gav ham ret med -en mild stemme, hvori Hans kunde fornæmme det -smil, han før havde set om hendes mund. Hun deltog -smilende i hans foragt; hun, der havde det søde -ansigt, dømte et andet menneske til den værste straf, -der gives: ikke at kunne møde nogens blik; at måtte -flygte fredløs for menneskers øjne — —</p> - -<p>Hans sprang ud på stien, greb en stor hård jordknold +en mild stemme, hvori Hans kunde fornæmme det +smil, han før havde set om hendes mund. Hun deltog +smilende i hans foragt; hun, der havde det søde +ansigt, dømte et andet menneske til den værste straf, +der gives: ikke at kunne møde nogens blik; at mÃ¥tte +flygte fredløs for menneskers øjne — —</p> + +<p>Hans sprang ud pÃ¥ stien, greb en stor hÃ¥rd jordknold og slyngede den efter mandens hoved; den knustes mod hans hat, der rullede langt hen foran ham. Han var straks inde mellem buskene igen, -han hørte et skrig og derefter herrens rolige stemme, -der sae: Det var en eller anden bølle; lad ham bare -rende, han tør ikke engang vise sig efter sin bedrift.</p> - -<p>I den store beskæmmelse, Hans følte over, at han -var rendt fra det i stedet for at ta følgerne, var -der dog en slags trøst: Ingen havde set det. Også -i dag havde han været heldig ligesom den aften -nede ved vandhullet. Men han var ikke så lidt +han hørte et skrig og derefter herrens rolige stemme, +der sae: Det var en eller anden bølle; lad ham bare +rende, han tør ikke engang vise sig efter sin bedrift.</p> + +<p>I den store beskæmmelse, Hans følte over, at han +var rendt fra det i stedet for at ta følgerne, var +der dog en slags trøst: Ingen havde set det. OgsÃ¥ +i dag havde han været heldig ligesom den aften +nede ved vandhullet. Men han var ikke sÃ¥ lidt bange for sig selv, det gentog sig for tit, at han -gjorde ting, der bagefter skaffede ham fredløse timer. -Hvad der i dette tilfælde harmede ham mest, det -var, at han havde været nød til at gemme sig. +gjorde ting, der bagefter skaffede ham fredløse timer. +Hvad der i dette tilfælde harmede ham mest, det +var, at han havde været nød til at gemme sig. Kunde han vel stille sig op foran den mand og stumt blive stillet i klasse med den slags mennesker, man -ikke gør noget som helst ved? Modtage hans ringeagt +ikke gør noget som helst ved? Modtage hans ringeagt og luske af?</p> <p>Nej!</p> -<p>Men dette her var altså gjort, og han var sikker -på, at han kunde afholde sig fra at gøre noget lignende +<p>Men dette her var altsÃ¥ gjort, og han var sikker +pÃ¥, at han kunde afholde sig fra at gøre noget lignende en anden gang.</p> <p><span class="pagenum"><a name="Side_50" id="Side_50" title="[S. 50]"> </a></span></p> -<p>Ved en krumning af den sti, han gik på, fik -han øje <a class="corr" name="rett_9" id="rett_9" title="var: paa">på</a> en flok drenge fra byen, og han hviskede -en ed af ærgrelse over, at han ikke kunde undgå -dem. De havde nok gået og moret sig rigtig godt, -eller også blev de så glade ved at opdage ham. Ja, -der var absolut noget triumferende ved den forøgelse, -deres gode humør pludselig fik. De kom lige hen -imod ham, vilde rimeligvis gærne i kast med ham. +<p>Ved en krumning af den sti, han gik pÃ¥, fik +han øje <a class="corr" name="rett_9" id="rett_9" title="var: paa">pÃ¥</a> en flok drenge fra byen, og han hviskede +en ed af ærgrelse over, at han ikke kunde undgÃ¥ +dem. De havde nok gÃ¥et og moret sig rigtig godt, +eller ogsÃ¥ blev de sÃ¥ glade ved at opdage ham. Ja, +der var absolut noget triumferende ved den forøgelse, +deres gode humør pludselig fik. De kom lige hen +imod ham, vilde rimeligvis gærne i kast med ham. Ved den blotte formodning derom fyldtes hans sind med had mod denne flok, der havde ledt efter ham -og nu endelig hittede ham; de havde vist været svært -utålmodige!</p> +og nu endelig hittede ham; de havde vist været svært +utÃ¥lmodige!</p> -<p>Hans havde ingen kammerater længere. Da han -var en halv snes år, var han en hård og rask dreng, +<p>Hans havde ingen kammerater længere. Da han +var en halv snes Ã¥r, var han en hÃ¥rd og rask dreng, der kunde komme ud af det med andre, men nu var -han både blevet for hård og for blød, og den forandring, -der var foregået med ham, havde gjort det -nødvendigt for ham at søge ensomhed; den var næsten +han bÃ¥de blevet for hÃ¥rd og for blød, og den forandring, +der var foregÃ¥et med ham, havde gjort det +nødvendigt for ham at søge ensomhed; den var næsten blevet ham en livsbetingelse. Imens glemte han, -hvad kammeratskab er; han tænkte sig, hvad de +hvad kammeratskab er; han tænkte sig, hvad de mente om ham, der ikke vilde ha mere med dem -at gøre, og hans sind reagerede mod det, han tænkte -sig. Anså de ham for vigtig — godt, så ringeagtede +at gøre, og hans sind reagerede mod det, han tænkte +sig. AnsÃ¥ de ham for vigtig — godt, sÃ¥ ringeagtede han dem; thi han havde lagt sig efter at bruge ord, -der hører den voksne alder til. Men kammeraterne -tænkte mindre på ham, end han på dem. Mens +der hører den voksne alder til. Men kammeraterne +tænkte mindre pÃ¥ ham, end han pÃ¥ dem. Mens man dyrker sig selv, vokser man ganske vist i sine egne tanker, men man forsvinder for andre mennesker; det vidste Hans ikke endnu.</p> <p>Drengene foran ham havde dog for en gangs skyld -virkelig talt om ham; de havde fortalt en rødhåret -tjenestedreng, der var ny på egnen, at Hans var -den lærdeste i sognet, og at han allerede havde anlagt<span class="pagenum"><a name="Side_51" id="Side_51" title="[S. 51]"> </a></span> -mange af de egenheder, der gør lærde folk -mere grinagtige end andre mennesker. Søren — den -rødhårede dreng — var blevet helt glad, da der nu -var udsigt til at gøre nærmere bekendtskab med -sognets lærdeste dreng, som han allerede havde lagt -mærke til, mens de sad og spiste.</p> - -<p>Men Hans syntes ikke om Sørens grinende ansigt, -der var forrest og så ud som et ondt forvarsel +virkelig talt om ham; de havde fortalt en rødhÃ¥ret +tjenestedreng, der var ny pÃ¥ egnen, at Hans var +den lærdeste i sognet, og at han allerede havde anlagt<span class="pagenum"><a name="Side_51" id="Side_51" title="[S. 51]"> </a></span> +mange af de egenheder, der gør lærde folk +mere grinagtige end andre mennesker. Søren — den +rødhÃ¥rede dreng — var blevet helt glad, da der nu +var udsigt til at gøre nærmere bekendtskab med +sognets lærdeste dreng, som han allerede havde lagt +mærke til, mens de sad og spiste.</p> + +<p>Men Hans syntes ikke om Sørens grinende ansigt, +der var forrest og sÃ¥ ud som et ondt forvarsel om drengenes stemning imod ham, desuden havde -Søren det ydre imod sig. Han havde en medfødt -hovenhed under øjnene, hvad der gav ham et påfaldende -brøsigt udseende, og så havde han fregner -over hele hodet; selv på ørerne og på halsen sad -der brune klatter, men over næsen dannede de en -sammenhængende kage, og hans øren stod ud fra -hodet, rå og røde, som var de skåret ud af en frisk -kohud. Søren bandede flittigt, mest på Satan, det -havde han lært af en svensk tjenestekarl, og i sine -eder tilstræbte han en svensk udtale, hvilket gjorde +Søren det ydre imod sig. Han havde en medfødt +hovenhed under øjnene, hvad der gav ham et pÃ¥faldende +brøsigt udseende, og sÃ¥ havde han fregner +over hele hodet; selv pÃ¥ ørerne og pÃ¥ halsen sad +der brune klatter, men over næsen dannede de en +sammenhængende kage, og hans øren stod ud fra +hodet, rÃ¥ og røde, som var de skÃ¥ret ud af en frisk +kohud. Søren bandede flittigt, mest pÃ¥ Satan, det +havde han lært af en svensk tjenestekarl, og i sine +eder tilstræbte han en svensk udtale, hvilket gjorde dem ligesom mer krydrede.</p> -<p>Nå, det er dig, der skal være så klog, begyndte -Søren, da han og Hans stod over for hinanden.</p> +<p>NÃ¥, det er dig, der skal være sÃ¥ klog, begyndte +Søren, da han og Hans stod over for hinanden.</p> <p>Hans svarede ikke. Det faldt ham ikke ind at overveje, at der godt kunde ligge en anerkendelse af hans overlegenhed i disse ord, men hans tavshed -gjorde, at Søren tabte noget af sin velvilje for ham.</p> +gjorde, at Søren tabte noget af sin velvilje for ham.</p> <p>Der skal vel blive en professor af dig en gang, -mener du nok, vedblev Søren.</p> +mener du nok, vedblev Søren.</p> -<p>Hans tav fremdeles. Dette her må vel ende med -slagsmål, tænkte han, og det var han heller ikke -bange for, skønt det ikke var synderlig appetitligt -at gribe i de fregner eller komme nærmere til Sørens +<p>Hans tav fremdeles. Dette her mÃ¥ vel ende med +slagsmÃ¥l, tænkte han, og det var han heller ikke +bange for, skønt det ikke var synderlig appetitligt +at gribe i de fregner eller komme nærmere til Sørens staldlugt.</p> <p><span class="pagenum"><a name="Side_52" id="Side_52" title="[S. 52]"> </a></span></p> <p>Nu lo drengene bag ved. Det var ikke udelukket, -at de lo ad Søren, der spurte som en tosse og ikke -fik svar. Han gik fornærmende tæt ind på livet -af Hans og sae: Du skal nok være halv tosset -omtrent, siger de; og du vil ikke hilse på andre +at de lo ad Søren, der spurte som en tosse og ikke +fik svar. Han gik fornærmende tæt ind pÃ¥ livet +af Hans og sae: Du skal nok være halv tosset +omtrent, siger de; og du vil ikke hilse pÃ¥ andre folk nok.</p> -<p>Sørens ansigt havde nu fået et udtryk, som om +<p>Sørens ansigt havde nu fÃ¥et et udtryk, som om han personligt havde lidt under Hans' ejendommeligheder -og kom for at få oprejsning.</p> +og kom for at fÃ¥ oprejsning.</p> <p>Jeg ved slet ikke, hvem du er, svarede Hans.</p> -<p>Søren så sig om til de andre, der straks grinede, -og han nikkede som den, der har latteren på sin -side: Du går sådan i dine egne fjantasier, og du -kan dårlig se træerne, du er nær ved at rende dem -om af bar lærdom.</p> +<p>Søren sÃ¥ sig om til de andre, der straks grinede, +og han nikkede som den, der har latteren pÃ¥ sin +side: Du gÃ¥r sÃ¥dan i dine egne fjantasier, og du +kan dÃ¥rlig se træerne, du er nær ved at rende dem +om af bar lærdom.</p> -<p>Bag ved grinedes bekræftende, og Søren kunde -nok behøve denne moralske støtte, for han var temmelig -usikker over for Hans' tavshed, og hans øjne, -der af og til mødte Sørens og tvang dem til at vige +<p>Bag ved grinedes bekræftende, og Søren kunde +nok behøve denne moralske støtte, for han var temmelig +usikker over for Hans' tavshed, og hans øjne, +der af og til mødte Sørens og tvang dem til at vige til siden.</p> -<p>Sikken en fin stok, du dær har lagt dig til, tog -Søren fat igen.</p> +<p>Sikken en fin stok, du dær har lagt dig til, tog +Søren fat igen.</p> -<p>Jublende latter bag ved; det var næmlig en almindelig -kæp.</p> +<p>Jublende latter bag ved; det var næmlig en almindelig +kæp.</p> -<p>Hvem skal ha klø af den? — Søren rakte efter den.</p> +<p>Hvem skal ha klø af den? — Søren rakte efter den.</p> <p>Nu skulde Hans blot ha svaret: Du! Eller han -skulde ha holdt den om på ryggen, så de kunde -begynde at trækkes om den, da havde sagen været -klar, og Søren kunde snart komme til at gi de klø, -han nu havde tiltænkt Hans; men Hans lod ham ta -om kæppen og rørte sig ikke.</p> +skulde ha holdt den om pÃ¥ ryggen, sÃ¥ de kunde +begynde at trækkes om den, da havde sagen været +klar, og Søren kunde snart komme til at gi de klø, +han nu havde tiltænkt Hans; men Hans lod ham ta +om kæppen og rørte sig ikke.</p> -<p>Søren var lige så gal i hodet, som han inderst +<p>Søren var lige sÃ¥ gal i hodet, som han inderst inde var genert. Han havde drillet mange drenge<span class="pagenum"><a name="Side_53" id="Side_53" title="[S. 53]"> </a></span> -til slagsmål, men han havde aldrig fået en modtagelse -som denne her. Han havde helst gået sin -vej, men det tillod hans ære ham ikke; tilhørernes -munterhed, der ikke forstummede et øjeblik, vilde -da straks ha vendt sig mod ham selv, men mærkeligt -nok var det ham heller ikke muligt at følge sin lyst -og stikke Hans en knyttet næve i synet.</p> - -<p>Må jeg få den kæp, sae Søren med anstrængt +til slagsmÃ¥l, men han havde aldrig fÃ¥et en modtagelse +som denne her. Han havde helst gÃ¥et sin +vej, men det tillod hans ære ham ikke; tilhørernes +munterhed, der ikke forstummede et øjeblik, vilde +da straks ha vendt sig mod ham selv, men mærkeligt +nok var det ham heller ikke muligt at følge sin lyst +og stikke Hans en knyttet næve i synet.</p> + +<p>MÃ¥ jeg fÃ¥ den kæp, sae Søren med anstrængt barskhed.</p> <p>Han fik lov at ta den.</p> <p>Sikken en stok, sae han igen, og bifaldet svigtede -ham ikke. Men hvad skulde han nu gøre? Han stod -rådvild og lam og gloede på den elendige pind. Han -følte sig slået flad. Han var stødt sammen med -noget fint og hårdt, som han ikke kunde måle sig -med. Havde Hans åbnet sin mund og sagt: Hold nu -op med det sludder og lad os gå hen og få et -slag kegler, så havde Søren været hans svorne beundrer -for resten af livet; men noget så naturligt -lå Hans fjærnest af alt. Hans tanker drejede sig -kun om det slagsmål, der snart måtte komme; hans -vrede ventede på at blive udløst af Sørens første +ham ikke. Men hvad skulde han nu gøre? Han stod +rÃ¥dvild og lam og gloede pÃ¥ den elendige pind. Han +følte sig slÃ¥et flad. Han var stødt sammen med +noget fint og hÃ¥rdt, som han ikke kunde mÃ¥le sig +med. Havde Hans Ã¥bnet sin mund og sagt: Hold nu +op med det sludder og lad os gÃ¥ hen og fÃ¥ et +slag kegler, sÃ¥ havde Søren været hans svorne beundrer +for resten af livet; men noget sÃ¥ naturligt +lÃ¥ Hans fjærnest af alt. Hans tanker drejede sig +kun om det slagsmÃ¥l, der snart mÃ¥tte komme; hans +vrede ventede pÃ¥ at blive udløst af Sørens første angreb.</p> -<p>Du går sådan med hodet og render på træer og -støder dem ligesom en vædder, sae Søren med rystende +<p>Du gÃ¥r sÃ¥dan med hodet og render pÃ¥ træer og +støder dem ligesom en vædder, sae Søren med rystende stemme. Man kan da nok se, du er tosset. -Og du banker de små; gør han ikke?</p> +Og du banker de smÃ¥; gør han ikke?</p> -<p>Jo—o, skreg de andre. Det var nemlig hændet for -et halvt år siden, at nogle mindre drenge havde -drillet ham og fået prygl for det.</p> +<p>Jo—o, skreg de andre. Det var nemlig hændet for +et halvt Ã¥r siden, at nogle mindre drenge havde +drillet ham og fÃ¥et prygl for det.</p> -<p>Du skulde selv ha prygl, sae Søren med al den +<p>Du skulde selv ha prygl, sae Søren med al den harme, han kunde opdrive, og samtidig kom han i tanke om sine svenske eder, som han helt havde<span class="pagenum"><a name="Side_54" id="Side_54" title="[S. 54]"> </a></span> glemt. Han prikkede efter Hans, men Hans flyttede -sig; han kunde heller ikke få bestemt sig.</p> - -<p>Har du underbukser på? spurte Søren og prikkede -på en ærerørig måde. Uendelig jubel bag ved. Hans -svarede med et spark, der ikke ramte, og Søren blev -så glad og følte sig som den, der kan klare sagen. -Han udsendte en øvet knytnæve mod det tavse ansigt, -så at Hans satte sig ned, mens tilskuernes latter -blev til ivrige drøftelser. Hans løb nogle skridt tilbage -og bukkede sig ned, og Søren blev pludselig -stanset i sin forfølgelse, idet en skarpkantet sten -ramte ham under øjet, så han faldt.</p> - -<p>Drengenes råb blev til et mørkt og truende: Nå—å, +sig; han kunde heller ikke fÃ¥ bestemt sig.</p> + +<p>Har du underbukser pÃ¥? spurte Søren og prikkede +pÃ¥ en ærerørig mÃ¥de. Uendelig jubel bag ved. Hans +svarede med et spark, der ikke ramte, og Søren blev +sÃ¥ glad og følte sig som den, der kan klare sagen. +Han udsendte en øvet knytnæve mod det tavse ansigt, +sÃ¥ at Hans satte sig ned, mens tilskuernes latter +blev til ivrige drøftelser. Hans løb nogle skridt tilbage +og bukkede sig ned, og Søren blev pludselig +stanset i sin forfølgelse, idet en skarpkantet sten +ramte ham under øjet, sÃ¥ han faldt.</p> + +<p>Drengenes rÃ¥b blev til et mørkt og truende: NÃ¥—Ã¥, nu kommer du i tugthuset!</p> -<p>Søren lå ned og skreg: Jeg dør! Gå hen og sig -til min husbond, at han kommer til at køre alene -hjem, for jeg dør.</p> +<p>Søren lÃ¥ ned og skreg: Jeg dør! GÃ¥ hen og sig +til min husbond, at han kommer til at køre alene +hjem, for jeg dør.</p> <p>Med disse ord rejste han sig op, og et par af drengene fulgte med ham hen til teltene, for at han @@ -2124,145 +2085,145 @@ inden han gik.</p> <h2><a name="KAPITEL_VII" id="KAPITEL_VII"></a>VII</h2> -<p>En aften sent i September gik Hans nede ved søen; +<p>En aften sent i September gik Hans nede ved søen; han havde arbejdet med sin kemi hele dagen; -nu havde han læst bogen igennem, og med forsøgene +nu havde han læst bogen igennem, og med forsøgene var han halvvejen. Det var en stor befrielse at ha -noget, der optog tankerne så stærkt; men når han -gik og spaserede som nu, så mærkede han alligevel, +noget, der optog tankerne sÃ¥ stærkt; men nÃ¥r han +gik og spaserede som nu, sÃ¥ mærkede han alligevel, at der var mange ting i vejen; det blev ikke godt -med ham, før han kom bort fra egnen; hver aften -havde han noget at tænke over, som han burde ha -undgået; han var snart lige glad med at passe på; +med ham, før han kom bort fra egnen; hver aften +havde han noget at tænke over, som han burde ha +undgÃ¥et; han var snart lige glad med at passe pÃ¥; han havde opgivet at blive et ordenligt menneske, -så længe han var hjemme. Men når alt var nyt -omkring ham, så vilde han begynde at blive anderledes. +sÃ¥ længe han var hjemme. Men nÃ¥r alt var nyt +omkring ham, sÃ¥ vilde han begynde at blive anderledes. Det var jo forbavsende, hvor alene en ting som -kemi kunde hjælpe på hans humør, og nu skulde -han snart til at lære mange nye ting. Han levede helt +kemi kunde hjælpe pÃ¥ hans humør, og nu skulde +han snart til at lære mange nye ting. Han levede helt i fremtiden; nutiden kunde han ikke klare, det gjaldt -bare om at få ende på den, på den ene eller den -anden måde.</p> +bare om at fÃ¥ ende pÃ¥ den, pÃ¥ den ene eller den +anden mÃ¥de.</p> -<p>Ud af de høje rør dukkede en skikkelse frem -og kom hurtigt hen imod ham; det var Søren.</p> +<p>Ud af de høje rør dukkede en skikkelse frem +og kom hurtigt hen imod ham; det var Søren.</p> -<p>Alle de stemninger, Hans havde gået med, forsvandt -i een anspændelse, ligesom bugter på et reb, -der strammes. Søren røg sigar, men nu spyttede<span class="pagenum"><a name="Side_56" id="Side_56" title="[S. 56]"> </a></span> -han på den, stak den i lommen og tog til at løbe; +<p>Alle de stemninger, Hans havde gÃ¥et med, forsvandt +i een anspændelse, ligesom bugter pÃ¥ et reb, +der strammes. Søren røg sigar, men nu spyttede<span class="pagenum"><a name="Side_56" id="Side_56" title="[S. 56]"> </a></span> +han pÃ¥ den, stak den i lommen og tog til at løbe; han var ikke i tvivl om, hvad han vilde; han havde -gået her aften efter aften og ventet. Hans stod +gÃ¥et her aften efter aften og ventet. Hans stod stille og lod ham komme; det var et meget godt sted; ingen kunde se dem. Men det var forbandet -at skulle slås med den fyr; Hans havde glemt ham, -men han var i fuldt raseri, inden Søren nåede ham; -han genkendte lugten af ham på lang afstand. Bare -han kunde ha skudt ham, inden han kom nær, så -kunde han bagefter gå hen og vende ham med foden -og se, om han var død.</p> - -<p>Nå dær har vi dig, der stritter med sten, råbte -Søren; her skal du se, — og han viste på arret, der -gik i en rød, ujævn halvbue under venstre øje: Doktoren -måtte sy mig sammen; hører du det? Han -måtte sy mig sammen med silketråd; det skal din +at skulle slÃ¥s med den fyr; Hans havde glemt ham, +men han var i fuldt raseri, inden Søren nÃ¥ede ham; +han genkendte lugten af ham pÃ¥ lang afstand. Bare +han kunde ha skudt ham, inden han kom nær, sÃ¥ +kunde han bagefter gÃ¥ hen og vende ham med foden +og se, om han var død.</p> + +<p>NÃ¥ dær har vi dig, der stritter med sten, rÃ¥bte +Søren; her skal du se, — og han viste pÃ¥ arret, der +gik i en rød, ujævn halvbue under venstre øje: Doktoren +mÃ¥tte sy mig sammen; hører du det? Han +mÃ¥tte sy mig sammen med silketrÃ¥d; det skal din faer betale, men dig skal jeg selv betale — —</p> -<p>Han knyttede næverne, længe inden han kunde -nå med dem, og han var endnu ikke færdig med -at fortælle om sammensyningen, da han foer ind -på Hans med næverne hvirvlende om ørerne på +<p>Han knyttede næverne, længe inden han kunde +nÃ¥ med dem, og han var endnu ikke færdig med +at fortælle om sammensyningen, da han foer ind +pÃ¥ Hans med næverne hvirvlende om ørerne pÃ¥ sig. Men medens han i runde buer udsendte nogle almindelige knubs mod Hans' hoved og skuldre, -fik han selv et stift og hårdt stød lige oven på -arret under venstre øje, og det gjorde ham aldeles -følelsesløs langt ind i hodet, som om han havde +fik han selv et stift og hÃ¥rdt stød lige oven pÃ¥ +arret under venstre øje, og det gjorde ham aldeles +følelsesløs langt ind i hodet, som om han havde rendt ansigtet ind i et riveskaft.</p> -<p>Søren blev bestyrtet og ude af sig selv over en -så utrolig ondskab. Her kom han med sin gode ret -til at slå først! Han havde ikke tænkt sig, at der -kunde være den slags mennesker til. Og der sad -blodvand på hans fingre, da han havde følt til sin +<p>Søren blev bestyrtet og ude af sig selv over en +sÃ¥ utrolig ondskab. Her kom han med sin gode ret +til at slÃ¥ først! Han havde ikke tænkt sig, at der +kunde være den slags mennesker til. Og der sad +blodvand pÃ¥ hans fingre, da han havde følt til sin sammensyning. Han glemte helt at bande svensk, -hvad han dog havde gjort, når han pralede med de<span class="pagenum"><a name="Side_57" id="Side_57" title="[S. 57]"> </a></span> -forfærdelige prygl, Hans skulde ha; alt det tillærte +hvad han dog havde gjort, nÃ¥r han pralede med de<span class="pagenum"><a name="Side_57" id="Side_57" title="[S. 57]"> </a></span> +forfærdelige prygl, Hans skulde ha; alt det tillærte faldt af ham, mens de rullede hen ad jorden.</p> -<p>Søren var ingen kunstner i at slås; han brugte -knoer og træsko mod Hans, ligesom han plejede at -bruge dem mod sin husbonds køer, men kampen blev -først for alvor ondartet, da Hans ved sit eksempel -havde givet anvisning på stød i <span class="sic" title="[sic]">hjærtkulen</span> og hug -med flad hånd på siden af halsen. Søren brugte -mund hele tiden; halvdelen af sine kræfter ødede -han bort i skældsord.</p> +<p>Søren var ingen kunstner i at slÃ¥s; han brugte +knoer og træsko mod Hans, ligesom han plejede at +bruge dem mod sin husbonds køer, men kampen blev +først for alvor ondartet, da Hans ved sit eksempel +havde givet anvisning pÃ¥ stød i <span class="sic" title="[sic]">hjærtkulen</span> og hug +med flad hÃ¥nd pÃ¥ siden af halsen. Søren brugte +mund hele tiden; halvdelen af sine kræfter ødede +han bort i skældsord.</p> -<p>Så du er ondskabsfuld oven i købet, hylede han i -retfærdig harme; dit infame bæst! Jeg skal — —</p> +<p>SÃ¥ du er ondskabsfuld oven i købet, hylede han i +retfærdig harme; dit infame bæst! Jeg skal — —</p> -<p>Da åbnede Hans for første gang sin mund: Hold -kæft for satan, hviskede han; hvad har du at vræle +<p>Da Ã¥bnede Hans for første gang sin mund: Hold +kæft for satan, hviskede han; hvad har du at vræle for?</p> -<p>Søren tav imponeret, og slagsmålet blev mere -indædt; knoerne på Hans' højre hånd sad snart i -frynser, Sørens buldne næver holdt bedre ud. Hans -mærkede, at han kunde ikke stå sig; pryglene, han -fik, blev mere følelige, og han gav ikke nok igen for -dem. Han måtte se blod nu, hvis han ikke skulde -gå fra forstanden, han glemte al sin væmmelse for +<p>Søren tav imponeret, og slagsmÃ¥let blev mere +indædt; knoerne pÃ¥ Hans' højre hÃ¥nd sad snart i +frynser, Sørens buldne næver holdt bedre ud. Hans +mærkede, at han kunde ikke stÃ¥ sig; pryglene, han +fik, blev mere følelige, og han gav ikke nok igen for +dem. Han mÃ¥tte se blod nu, hvis han ikke skulde +gÃ¥ fra forstanden, han glemte al sin væmmelse for den ildelugtende dreng, tog ham om halsen og klemte ham ind til sig og ledte med munden efter hans -hals for at bide ham i struben. Søren mærkede -læberne, der famlede ved hans strube, og tænderne, +hals for at bide ham i struben. Søren mærkede +læberne, der famlede ved hans strube, og tænderne, der fik klemt sig om et tyndt lag hud; han hvinede -af rædsel og satte Hans i jorden med et knæ i -hjærtekulen og dunkede været ud af ham ved at falde -ned på hans bryst med bægge knæ; men et stykke +af rædsel og satte Hans i jorden med et knæ i +hjærtekulen og dunkede været ud af ham ved at falde +ned pÃ¥ hans bryst med bægge knæ; men et stykke af hans hud var bleven siddende mellem Hans' -tænder.</p> - -<p>Hans kunde ikke mere; men det var lige så meget -hans eget raseri som pryglene, der tog kræfterne fra<span class="pagenum"><a name="Side_58" id="Side_58" title="[S. 58]"> </a></span> -ham, og for hans øjne flimrede en blodpøl på en -mørkegrå markvej — som kunde et kreatur dær ha -brækket benet og være blevet stukket med det samme -— den krøb ud i mange flige, den løftede sig og -sank igen, som om den åndede, og nu dannede der -sig en mund på midten, i det slimede lyserøde; den -åbnede sig for at gi et brøl af sig — —</p> - -<p>Nå, har du så fået nok?</p> - -<p>I det øjeblik Hans sansede, at det var Søren, der -talte, kom hans fornuft på sin plads igen, men med -et ryk, der voldte en smærte, som når de to benstumper -i et brækket lår på ny sættes mod hinanden; -han så sig omkring og blev lidt beroliget ved -synet af de kendte ting. Søren sad på hans højre -hofte og var ved at tænde sin sigar; han havde givet -nok for sin skramme og var i godt humør som en +tænder.</p> + +<p>Hans kunde ikke mere; men det var lige sÃ¥ meget +hans eget raseri som pryglene, der tog kræfterne fra<span class="pagenum"><a name="Side_58" id="Side_58" title="[S. 58]"> </a></span> +ham, og for hans øjne flimrede en blodpøl pÃ¥ en +mørkegrÃ¥ markvej — som kunde et kreatur dær ha +brækket benet og være blevet stukket med det samme +— den krøb ud i mange flige, den løftede sig og +sank igen, som om den Ã¥ndede, og nu dannede der +sig en mund pÃ¥ midten, i det slimede lyserøde; den +Ã¥bnede sig for at gi et brøl af sig — —</p> + +<p>NÃ¥, har du sÃ¥ fÃ¥et nok?</p> + +<p>I det øjeblik Hans sansede, at det var Søren, der +talte, kom hans fornuft pÃ¥ sin plads igen, men med +et ryk, der voldte en smærte, som nÃ¥r de to benstumper +i et brækket lÃ¥r pÃ¥ ny sættes mod hinanden; +han sÃ¥ sig omkring og blev lidt beroliget ved +synet af de kendte ting. Søren sad pÃ¥ hans højre +hofte og var ved at tænde sin sigar; han havde givet +nok for sin skramme og var i godt humør som en mand, der har bragt sine sager i orden.</p> -<p>Kan du så nære dig en anden gang? formanede -Søren, og ikke stritte sten i hodet på ordenlige mennesker.</p> +<p>Kan du sÃ¥ nære dig en anden gang? formanede +Søren, og ikke stritte sten i hodet pÃ¥ ordenlige mennesker.</p> <p>Men da Hans omsider var blevet herre over sin -stemme, sae han: Næste gang jeg træffer dig, blir jeg -nød til at slå dig ihjel.</p> - -<p>Søren grinede fredsommelig: Kan du lugte røgen? -Værsgo, du må gærne lugte. — Han strøg sigaren -af med lillefingeren, så asken og gnisterne faldt ned -på Hans' ansigt. — Du sku' eg'lig selv slås ihjel, -men det vil jeg nu la en anden besørge.</p> - -<p>Dermed gik Søren. Hans gik hen og satte sig ved -en stak rør; blodet størknede på hans ansigt, og hans -sind formede sig og hærdedes over denne rå begivenhed, -der blev stående i hans erindring som støbt +stemme, sae han: Næste gang jeg træffer dig, blir jeg +nød til at slÃ¥ dig ihjel.</p> + +<p>Søren grinede fredsommelig: Kan du lugte røgen? +Værsgo, du mÃ¥ gærne lugte. — Han strøg sigaren +af med lillefingeren, sÃ¥ asken og gnisterne faldt ned +pÃ¥ Hans' ansigt. — Du sku' eg'lig selv slÃ¥s ihjel, +men det vil jeg nu la en anden besørge.</p> + +<p>Dermed gik Søren. Hans gik hen og satte sig ved +en stak rør; blodet størknede pÃ¥ hans ansigt, og hans +sind formede sig og hærdedes over denne rÃ¥ begivenhed, +der blev stÃ¥ende i hans erindring som støbt i cement.</p> <hr class="chapbreak" /> @@ -2274,208 +2235,208 @@ i cement.</p> <h2><a name="KAPITEL_VIII" id="KAPITEL_VIII"></a>VIII</h2> -<p>Det var lige efter nytår. Hans gik sin sædvanlige -tur ned til søen; det var sidste gang for lang -tid, næste dag skulde han til København og begynde -på sin læsning. Men der var ikke længere nogen tilfredshed -ved det; hvor han så kom hen, vilde han -blive nød til at tænke på det, der havde optaget alle -hans tanker de sidste tre måneder: Han havde endnu -ikke slået Søren ihjel; han havde overhodet ikke gjort -noget som helst ved den ting, skønt den sad i hans -sind som et ulægeligt brandsår. Jo han havde tænkt -sig drabet på Søren. Han havde oplevet det mange -gange. Men han havde ikke taget sin hævn. Han -havde bekæmpet sig og ikke taget bøssen derhjemme, -passet Søren op og skudt ham. Og dog havde han -udtrykkelig sagt: Næste gang slår jeg dig ihjel. Han -vidste næmlig straks den gang, at Sørens død var -ham en nødvendighed, og det havde også vist sig, for -et værre liv end han havde ført i tre måneder, kunde -ikke tænkes, og det kunde heller ikke fortsættes; han +<p>Det var lige efter nytÃ¥r. Hans gik sin sædvanlige +tur ned til søen; det var sidste gang for lang +tid, næste dag skulde han til København og begynde +pÃ¥ sin læsning. Men der var ikke længere nogen tilfredshed +ved det; hvor han sÃ¥ kom hen, vilde han +blive nød til at tænke pÃ¥ det, der havde optaget alle +hans tanker de sidste tre mÃ¥neder: Han havde endnu +ikke slÃ¥et Søren ihjel; han havde overhodet ikke gjort +noget som helst ved den ting, skønt den sad i hans +sind som et ulægeligt brandsÃ¥r. Jo han havde tænkt +sig drabet pÃ¥ Søren. Han havde oplevet det mange +gange. Men han havde ikke taget sin hævn. Han +havde bekæmpet sig og ikke taget bøssen derhjemme, +passet Søren op og skudt ham. Og dog havde han +udtrykkelig sagt: Næste gang slÃ¥r jeg dig ihjel. Han +vidste næmlig straks den gang, at Sørens død var +ham en nødvendighed, og det havde ogsÃ¥ vist sig, for +et værre liv end han havde ført i tre mÃ¥neder, kunde +ikke tænkes, og det kunde heller ikke fortsættes; han kom aldrig til at du til noget.</p> -<p>Og så havde han sagt: jeg slår dig ihjel. — Hans -tænkte så meget; det var sjældent at han sae noget -af betydenhed, men når det skete, kunde han aldrig +<p>Og sÃ¥ havde han sagt: jeg slÃ¥r dig ihjel. — Hans +tænkte sÃ¥ meget; det var sjældent at han sae noget +af betydenhed, men nÃ¥r det skete, kunde han aldrig glemme det bagefter; han var bundet af de ord, han -havde hørt sig selv sige.</p> +havde hørt sig selv sige.</p> <p><span class="pagenum"><a name="Side_60" id="Side_60" title="[S. 60]"> </a></span></p> <p>I et sogn noget der fra var det sket, at en dreng -havde fået et par rå lussinger af en karl. Han -havde ikke sagt noget til det, men næste nat kom -han med en økse og hakkede ansigtet i stykker på +havde fÃ¥et et par rÃ¥ lussinger af en karl. Han +havde ikke sagt noget til det, men næste nat kom +han med en økse og hakkede ansigtet i stykker pÃ¥ karlen. Hans forstod den dreng; der var mennesker, -som var nød til at gøre den slags ting, for de kunde -gå fra forstanden over det, de ellers måtte gå og -gemme på. Hans var en af den slags mennesker; +som var nød til at gøre den slags ting, for de kunde +gÃ¥ fra forstanden over det, de ellers mÃ¥tte gÃ¥ og +gemme pÃ¥. Hans var en af den slags mennesker; det vidste han nu; men han fejlede et eller andet, der gjorde at han ingenting udrettede, og alligevel -havde han følt <em>nødvendigheden</em> lige så stærkt som -den dreng, der var så klar over, hvad der skulde -gøres. Men han havde strittet imod, og nu skulde -han oven i købet rejse, så at han kom til at gå med +havde han følt <em>nødvendigheden</em> lige sÃ¥ stærkt som +den dreng, der var sÃ¥ klar over, hvad der skulde +gøres. Men han havde strittet imod, og nu skulde +han oven i købet rejse, sÃ¥ at han kom til at gÃ¥ med det hele sit liv.</p> -<p>Han havde set Søren et par gange på lang afstand; +<p>Han havde set Søren et par gange pÃ¥ lang afstand; men det, der var kommet over ham, var ikke -viljen til at slå ihjel — — det var snarere som en rød -dug, der viftede for hans øjne, og han var krøbet i -skjul, mere bange for sig selv end for at dræbe. -Det slog sig på ham selv, det fortærede hans sjæl — +viljen til at slÃ¥ ihjel — — det var snarere som en rød +dug, der viftede for hans øjne, og han var krøbet i +skjul, mere bange for sig selv end for at dræbe. +Det slog sig pÃ¥ ham selv, det fortærede hans sjæl — — og nu skulde han rejse langt bort med det, og det -havde kun ham at leve af, kun ham at fortære i ensomheden. +havde kun ham at leve af, kun ham at fortære i ensomheden. Her var dog kendte mennesker; der inde -mellem de fremmede vilde det blive endnu værre.</p> +mellem de fremmede vilde det blive endnu værre.</p> -<p>Der blæste en fugtig og larmende vind hen over -søens is, og den ene revne knaldede der ude efter den -anden. Der gik nogen på isen, en, der vilde gøre +<p>Der blæste en fugtig og larmende vind hen over +søens is, og den ene revne knaldede der ude efter den +anden. Der gik nogen pÃ¥ isen, en, der vilde gøre vejen kort i stedet for at dreje uden om. Hans gik -nærmere; det var nok en meget kry herre, han gav -ondt af sig, når det knagede; han påkaldte Satan, -som det er bedst at tie stille om, når man går på +nærmere; det var nok en meget kry herre, han gav +ondt af sig, nÃ¥r det knagede; han pÃ¥kaldte Satan, +som det er bedst at tie stille om, nÃ¥r man gÃ¥r pÃ¥ usikker is — —</p> <p><span class="pagenum"><a name="Side_61" id="Side_61" title="[S. 61]"> </a></span></p> -<p>Det var Søren! Han kom ud på det farlige sted -lige over for bakken; han kendte nok ikke søen. Hans -rystede af ophidselse, og mens han kæmpede med sin -første tilskyndelse: at advare Søren, kom der et brag -og en brølende ed, der straks blev til et jamrende -skrig om hjælp.</p> - -<p>Hans kunde høre, hvordan det hele gik til; han -fulgte med i alle enkelthederne. Nu arbejdede Søren -sig op, skrigene blev ligesom klemt flade, idet han lå -på maven, for han kunde ikke tie stille et øjeblik; +<p>Det var Søren! Han kom ud pÃ¥ det farlige sted +lige over for bakken; han kendte nok ikke søen. Hans +rystede af ophidselse, og mens han kæmpede med sin +første tilskyndelse: at advare Søren, kom der et brag +og en brølende ed, der straks blev til et jamrende +skrig om hjælp.</p> + +<p>Hans kunde høre, hvordan det hele gik til; han +fulgte med i alle enkelthederne. Nu arbejdede Søren +sig op, skrigene blev ligesom klemt flade, idet han lÃ¥ +pÃ¥ maven, for han kunde ikke tie stille et øjeblik; og nu gik han bag over og sank; han udsendte et -hvin med al den luft, der kunde være i ham. Det -gyste også i Hans; han huskede rædslen ved det, der -sugede og trak under; det var værre for ham at stå -et halvt hundred alen borte end at være midt i det. -Havde det ikke været Søren, kunde han ha ønsket, at +hvin med al den luft, der kunde være i ham. Det +gyste ogsÃ¥ i Hans; han huskede rædslen ved det, der +sugede og trak under; det var værre for ham at stÃ¥ +et halvt hundred alen borte end at være midt i det. +Havde det ikke været Søren, kunde han ha ønsket, at han skreg lidt mindre.</p> -<p>Hvem der nu havde haft en sigar! Så kunde han -stå her og la røgen svæve hen over det menneske, der -havde tilføjet ham den værste meen og tøvet så længe -med at bøde for den. Muligvis han også kunde ha -lugtet røgen. Hans' tanker var delt mellem Søren, -som sprællede der ude, og Søren, som næsten havde +<p>Hvem der nu havde haft en sigar! SÃ¥ kunde han +stÃ¥ her og la røgen svæve hen over det menneske, der +havde tilføjet ham den værste meen og tøvet sÃ¥ længe +med at bøde for den. Muligvis han ogsÃ¥ kunde ha +lugtet røgen. Hans' tanker var delt mellem Søren, +som sprællede der ude, og Søren, som næsten havde pryglet ham fra forstanden.</p> -<p>Søren blev ved at gå ned igen; vandet rendte ind -i munden på ham, når han gled bag over; det skulde -han ellers passe på; hvorfor vrælede han også så forbandet? -— Hans kunde ikke stå stille, han løftede på +<p>Søren blev ved at gÃ¥ ned igen; vandet rendte ind +i munden pÃ¥ ham, nÃ¥r han gled bag over; det skulde +han ellers passe pÃ¥; hvorfor vrælede han ogsÃ¥ sÃ¥ forbandet? +— Hans kunde ikke stÃ¥ stille, han løftede pÃ¥ benene og gjorde skridt til siden som en, der ser -på gymnastik.</p> +pÃ¥ gymnastik.</p> <p>Han huggede sgu godt i isen der nede, men der -var jo også næver til det. — Du kan ikke komme op, -Søren, men du kan knuse dig frem. Tærsk bare løs;<span class="pagenum"><a name="Side_62" id="Side_62" title="[S. 62]"> </a></span> -brug næverne og spar på kæften; du sluger alt for -megen kulde på den måde.</p> +var jo ogsÃ¥ næver til det. — Du kan ikke komme op, +Søren, men du kan knuse dig frem. Tærsk bare løs;<span class="pagenum"><a name="Side_62" id="Side_62" title="[S. 62]"> </a></span> +brug næverne og spar pÃ¥ kæften; du sluger alt for +megen kulde pÃ¥ den mÃ¥de.</p> -<p>Hans kunde ikke mer forstå, hvad han skreg; +<p>Hans kunde ikke mer forstÃ¥, hvad han skreg; han tudede som en hund; han hvinede som en tyr, -der er rent desperat og vil se mennesketarme hænge -på sine horn. Men det gik forfærdelig hurtigt tilbage -for ham; han vilde overbyde sig selv i vræl og kunde +der er rent desperat og vil se mennesketarme hænge +pÃ¥ sine horn. Men det gik forfærdelig hurtigt tilbage +for ham; han vilde overbyde sig selv i vræl og kunde derfor snart ikke mer. Han gav sig som en hund, -der har fået bagkroppen knust under et læs sæd; og -da han selv mærkede, at han ikke kunde få skriget -igennem, så blev han endnu vildere; men han slog -ikke mer i isen; det lød ikke en gang som om han -forsøgte at komme op; han havde opgivet alt og -vidste måske ikke selv hvordan han skreg.</p> - -<p>Hans ønskede, han var borte der fra, men han -kunde da heller ikke gå fra en, der var ved at drukne. -Mon han da ikke vilde gøre alvor af at komme op? -Det kom bare an på at holde mund og tænke sig om.</p> - -<p>Hvor længe mon det snart havde varet? Hans -syntes der måtte være gået en god halv time. Det -begyndte at angribe ham. Det var så grufuldt, at -noget menneske skulde være nød til at skrige sådan. -Når det er kommet så vidt med nogen, så var det vel -bedst at løbe til og slå ham ned i en fart, ligesom -man gør ved kreaturer, der er kommet galt af sted.</p> - -<p>Hans glemte et øjeblik Søren som en, der var hans -medmenneske; han hørte kun skrigene, og det var -som om de blev ved at kalde på noget i ham selv, og -det rørte sig virkelig og vilde svare; skrig arbejdede +der har fÃ¥et bagkroppen knust under et læs sæd; og +da han selv mærkede, at han ikke kunde fÃ¥ skriget +igennem, sÃ¥ blev han endnu vildere; men han slog +ikke mer i isen; det lød ikke en gang som om han +forsøgte at komme op; han havde opgivet alt og +vidste mÃ¥ske ikke selv hvordan han skreg.</p> + +<p>Hans ønskede, han var borte der fra, men han +kunde da heller ikke gÃ¥ fra en, der var ved at drukne. +Mon han da ikke vilde gøre alvor af at komme op? +Det kom bare an pÃ¥ at holde mund og tænke sig om.</p> + +<p>Hvor længe mon det snart havde varet? Hans +syntes der mÃ¥tte være gÃ¥et en god halv time. Det +begyndte at angribe ham. Det var sÃ¥ grufuldt, at +noget menneske skulde være nød til at skrige sÃ¥dan. +NÃ¥r det er kommet sÃ¥ vidt med nogen, sÃ¥ var det vel +bedst at løbe til og slÃ¥ ham ned i en fart, ligesom +man gør ved kreaturer, der er kommet galt af sted.</p> + +<p>Hans glemte et øjeblik Søren som en, der var hans +medmenneske; han hørte kun skrigene, og det var +som om de blev ved at kalde pÃ¥ noget i ham selv, og +det rørte sig virkelig og vilde svare; skrig arbejdede sig op i hans hals og kunde knap holdes tilbage.</p> -<p>Han var også faldet gennem isen en gang, det var -ikke så farligt, han havde heller ikke et øjeblik +<p>Han var ogsÃ¥ faldet gennem isen en gang, det var +ikke sÃ¥ farligt, han havde heller ikke et øjeblik troet, at han skulde blive der nede; men nu kom den<span class="pagenum"><a name="Side_63" id="Side_63" title="[S. 63]"> </a></span> -oplevelse tilbage med en hel ny rædsel: Sæt at han -havde begyndt at skrige, blot havde givet det første +oplevelse tilbage med en hel ny rædsel: Sæt at han +havde begyndt at skrige, blot havde givet det første skrig og ikke kunde blive herre over det igen! Han -var aldrig blevet til menneske mere. Når man een -gang havde givet sig sådan hen i det, måtte man jo -være bange for sig selv resten af livet.</p> - -<p>— Nu kunde Søren ikke hyle længere; en slimet, -trævlet lyd flåede sig op gennem hans hals; der var -endnu rester af skrig i den, de lød løjerligt komisk, -som når en lirekasse går i stå midt i melodien. Det -skulde vist betyde, at han græd, men det sank snart -til en hvæsen, hvori der blot var en mindelse af gråd. -Det lød som kom det fra en døende, der ikke har -andet mæle igen end selve været, ikke andre ord at +var aldrig blevet til menneske mere. NÃ¥r man een +gang havde givet sig sÃ¥dan hen i det, mÃ¥tte man jo +være bange for sig selv resten af livet.</p> + +<p>— Nu kunde Søren ikke hyle længere; en slimet, +trævlet lyd flÃ¥ede sig op gennem hans hals; der var +endnu rester af skrig i den, de lød løjerligt komisk, +som nÃ¥r en lirekasse gÃ¥r i stÃ¥ midt i melodien. Det +skulde vist betyde, at han græd, men det sank snart +til en hvæsen, hvori der blot var en mindelse af grÃ¥d. +Det lød som kom det fra en døende, der ikke har +andet mæle igen end selve været, ikke andre ord at klage med end sine sidste suk.</p> -<p>Hans glemte sig selv over følelsen af dødens nærhed; -han løb ned til søen, fandt et sivknippe og -skyndte sig ud på isen.</p> +<p>Hans glemte sig selv over følelsen af dødens nærhed; +han løb ned til søen, fandt et sivknippe og +skyndte sig ud pÃ¥ isen.</p> -<p>Søren hørte ham, han begyndte at trække været -på en menneskelig måde, og lidt efter fik han sit -mæle igen. — Gud fader, søn og helligånd, stammede -han; kom og hjælp mig. Ok, Jesus Christus, guds -enbårne søn — —</p> +<p>Søren hørte ham, han begyndte at trække været +pÃ¥ en menneskelig mÃ¥de, og lidt efter fik han sit +mæle igen. — Gud fader, søn og helligÃ¥nd, stammede +han; kom og hjælp mig. Ok, Jesus Christus, guds +enbÃ¥rne søn — —</p> -<p>Hans lae sig på maven og skubbede sit neg hen til -hullet, han mærkede Sørens tag og så ham komme -op. Han løb straks tilbage til bredden, Søren stavrede +<p>Hans lae sig pÃ¥ maven og skubbede sit neg hen til +hullet, han mærkede Sørens tag og sÃ¥ ham komme +op. Han løb straks tilbage til bredden, Søren stavrede usikkert bagefter.</p> -<p>Hvem er det, der har hjulpet mig op? græd Søren +<p>Hvem er det, der har hjulpet mig op? græd Søren med pibende stemme.</p> -<p>Det kan jo være dig det samme, mumlede Hans og -vendte sig og løb.</p> +<p>Det kan jo være dig det samme, mumlede Hans og +vendte sig og løb.</p> <p>Hvorfor mon det skrog skulde overfalde mig den<span class="pagenum"><a name="Side_64" id="Side_64" title="[S. 64]"> </a></span> -dag ude i skoven? tænkte Hans; men det har de -andre vel fået ham til.</p> - -<p>Da Hans nåede hjem til gården, kunde han ikke -bekvemme sig til at gå ind; han gik længe uden for -og søgte forgæves at få sit sind til at falde i lave over -det, der var sket. Hver gang han trøstede sig med, -at nu var det altså overstået, så mældte der sig indvendinger. -Der fandtes ingen tilfredsstillende løsning, +dag ude i skoven? tænkte Hans; men det har de +andre vel fÃ¥et ham til.</p> + +<p>Da Hans nÃ¥ede hjem til gÃ¥rden, kunde han ikke +bekvemme sig til at gÃ¥ ind; han gik længe uden for +og søgte forgæves at fÃ¥ sit sind til at falde i lave over +det, der var sket. Hver gang han trøstede sig med, +at nu var det altsÃ¥ overstÃ¥et, sÃ¥ mældte der sig indvendinger. +Der fandtes ingen tilfredsstillende løsning, selv ikke den mulighed, at Hans slet ikke var -kommet, og Søren havde fået lov at drukne. Hans +kommet, og Søren havde fÃ¥et lov at drukne. Hans tanker vendte stadig tilbage til den dag, da han -mødte Søren i skoven; dær lå fejlen. Hans skulde -slet ikke ha været med i skoven, han skulde ha +mødte Søren i skoven; dær lÃ¥ fejlen. Hans skulde +slet ikke ha været med i skoven, han skulde ha holdt sig borte fra steder, hvor han kunde risikere at -træffe mennesker. Fejlen var hans; der var ikke -andet at gøre end at forhindre, at noget sådant gentog +træffe mennesker. Fejlen var hans; der var ikke +andet at gøre end at forhindre, at noget sÃ¥dant gentog sig.</p> -<p>Men nu rejser jeg, tænkte Hans, idet han tog i -portlågen, og Satan skal vide, at det <em>skal</em> blive anderledes.</p> +<p>Men nu rejser jeg, tænkte Hans, idet han tog i +portlÃ¥gen, og Satan skal vide, at det <em>skal</em> blive anderledes.</p> <hr class="chapbreak" /> <p><span class="pagenum"><a name="Side_65" id="Side_65" title="[S. 65]"> </a></span></p> @@ -2486,397 +2447,397 @@ portlågen, og Satan skal vide, at det <em>skal</em> blive anderledes.</p> <h2><a name="KAPITEL_IX" id="KAPITEL_IX"></a>IX</h2> -<p>Da Hans Råskov som sejstenårig dreng kom til -København for at studere, lignede han ikke -ganske de andre lærelystne drenge, der tit kommer +<p>Da Hans RÃ¥skov som sejstenÃ¥rig dreng kom til +København for at studere, lignede han ikke +ganske de andre lærelystne drenge, der tit kommer ind fra landet; han havde ikke alene den kundskabstrang, -der kan opsamles i en familie, der slægtled -efter slægtled lever uden for kulturen; hos ham føltes -alt det, hans forfædre havde levet i, som noget der -var fare ved; den hjemlige gård var et sted, hvor han -ikke turde blive, alting gik galt for ham dær, det +der kan opsamles i en familie, der slægtled +efter slægtled lever uden for kulturen; hos ham føltes +alt det, hans forfædre havde levet i, som noget der +var fare ved; den hjemlige gÃ¥rd var et sted, hvor han +ikke turde blive, alting gik galt for ham dær, det gjaldt livet, at han kom der fra. — Hvad skal jeg -så gøre med de andre? sae hans faer, da Hans endelig -vidste, hvad han vilde være; — de har heller -ingen lyst til at bestille noget, og jeg har ikke råd til +sÃ¥ gøre med de andre? sae hans faer, da Hans endelig +vidste, hvad han vilde være; — de har heller +ingen lyst til at bestille noget, og jeg har ikke rÃ¥d til at la jer studere allesammen. — Hans gik sin vej og -svarede ikke, men da han var alene, tænkte han over -det. Nej der blev vist ikke meget landmænd ud af -de yngre brødre, han syntes nok, han havde lagt -mærke til, at deres lyst ikke gik i den retning. Sæt -at han havde været en af de yngre, og der ikke havde -været råd! Halvfjerdsindstyve kroner om måneden +svarede ikke, men da han var alene, tænkte han over +det. Nej der blev vist ikke meget landmænd ud af +de yngre brødre, han syntes nok, han havde lagt +mærke til, at deres lyst ikke gik i den retning. Sæt +at han havde været en af de yngre, og der ikke havde +været rÃ¥d! Halvfjerdsindstyve kroner om mÃ¥neden — — Han blev ilde til mode og fik kvalme ved det; han havde stor respekt for penge og gemte med -omhu, hvad han kunde lægge til side af dem, hans -faer gav ham. Mon gården kunde bære det, han<span class="pagenum"><a name="Side_66" id="Side_66" title="[S. 66]"> </a></span> -kom til at koste? Men så slap han da fra det. Han -vidste godt, at han var egenkærlig, og han fik det -også tit nok at vide, navnlig var husholdersken utrættelig: -Tænk at han skulde koste så meget, og at han -ikke kunde nøjes med mindre! Men så sae Peder -Hansen en aften: Ja ja, han er den første jeg koster -noget på, og så er det bedst, jeg gør noget ud af det, -mens jeg har råd til det.</p> - -<p>Hans syntes det lød så sørgeligt, han gik hen og -fandt et ensomt sted, hvor han kunde tænke over -det. Det var måske også rent galt at gi så mange -penge ud på ham, bare fordi han ikke kunde holde +omhu, hvad han kunde lægge til side af dem, hans +faer gav ham. Mon gÃ¥rden kunde bære det, han<span class="pagenum"><a name="Side_66" id="Side_66" title="[S. 66]"> </a></span> +kom til at koste? Men sÃ¥ slap han da fra det. Han +vidste godt, at han var egenkærlig, og han fik det +ogsÃ¥ tit nok at vide, navnlig var husholdersken utrættelig: +Tænk at han skulde koste sÃ¥ meget, og at han +ikke kunde nøjes med mindre! Men sÃ¥ sae Peder +Hansen en aften: Ja ja, han er den første jeg koster +noget pÃ¥, og sÃ¥ er det bedst, jeg gør noget ud af det, +mens jeg har rÃ¥d til det.</p> + +<p>Hans syntes det lød sÃ¥ sørgeligt, han gik hen og +fandt et ensomt sted, hvor han kunde tænke over +det. Det var mÃ¥ske ogsÃ¥ rent galt at gi sÃ¥ mange +penge ud pÃ¥ ham, bare fordi han ikke kunde holde det ud der hjemme, for det var vel mere det, der -pressede på end læselysten. Om nu nogen havde -vidst det! Han vilde bare redde sig selv, så kunde -de andre blive hængende der. Han klyngede sig -desperat til fremtiden, for når der var gået ti år, -så var han en hel anden, og så havde han glemt alle -disse elendige spekulasjoner; hvad anfægtede det -ham om ti år, om han måske havde været nederdrægtig -egenkærlig nu. Derfor gjaldt det om at -komme af sted! Blot den tanke at gå i seng i sit -eget værelse i København, så langt fra gården, den +pressede pÃ¥ end læselysten. Om nu nogen havde +vidst det! Han vilde bare redde sig selv, sÃ¥ kunde +de andre blive hængende der. Han klyngede sig +desperat til fremtiden, for nÃ¥r der var gÃ¥et ti Ã¥r, +sÃ¥ var han en hel anden, og sÃ¥ havde han glemt alle +disse elendige spekulasjoner; hvad anfægtede det +ham om ti Ã¥r, om han mÃ¥ske havde været nederdrægtig +egenkærlig nu. Derfor gjaldt det om at +komme af sted! Blot den tanke at gÃ¥ i seng i sit +eget værelse i København, sÃ¥ langt fra gÃ¥rden, den indeholdt en stor lettelse. Imidlertid blev han mere -indesluttet og umedgørlig for hver dag, der gik, og -følte, at han hver dag gjorde sig mindre fortjent til, +indesluttet og umedgørlig for hver dag, der gik, og +følte, at han hver dag gjorde sig mindre fortjent til, at der blev gjort noget for ham. Han havde opgivet -sig selv derhjemme; dær var han nu en gang uforbederlig.</p> +sig selv derhjemme; dær var han nu en gang uforbederlig.</p> -<p>Opholdet i København hjalp virkelig. Han arbejdede, -han tænkte, og han sov, og sådan gik årene. -Meget sjælden stansede han i sit arbejde for at sige +<p>Opholdet i København hjalp virkelig. Han arbejdede, +han tænkte, og han sov, og sÃ¥dan gik Ã¥rene. +Meget sjælden stansede han i sit arbejde for at sige til sig selv, at det og det ikke kom igen; hvad der var<span class="pagenum"><a name="Side_67" id="Side_67" title="[S. 67]"> </a></span> -sket, kunde åbenbart ikke gentage sig, han kom -snart ind i en dyb tryghedsfølelse: Han var voksen -og havde overstået børnesygdommene. Hans hjærne -udvikledes stærkt i disse år, ellers skete der ikke -noget med ham. Forstandslivet i ham var så kraftigt, -at hans sind i mange år kunde finde næring -alene i det, efter at han havde mættet sig med hæftige +sket, kunde Ã¥benbart ikke gentage sig, han kom +snart ind i en dyb tryghedsfølelse: Han var voksen +og havde overstÃ¥et børnesygdommene. Hans hjærne +udvikledes stærkt i disse Ã¥r, ellers skete der ikke +noget med ham. Forstandslivet i ham var sÃ¥ kraftigt, +at hans sind i mange Ã¥r kunde finde næring +alene i det, efter at han havde mættet sig med hæftige stemninger. Studierne, som han havde begyndt med -lidenskabelig iver, blev efterhånden det, han faldt til -ro ved, og det eneste, der optog ham; på anden måde -levede han ikke med; der kom kun få mennesker -inden for den begivenhedsløse atmosfære, der omgav +lidenskabelig iver, blev efterhÃ¥nden det, han faldt til +ro ved, og det eneste, der optog ham; pÃ¥ anden mÃ¥de +levede han ikke med; der kom kun fÃ¥ mennesker +inden for den begivenhedsløse atmosfære, der omgav ham. Senere da han blev bekendt for sine -undersøgelser over sprængstofferne, kom flere til +undersøgelser over sprængstofferne, kom flere til at kende ham, og der opstod et slags kammeratskab, -hvor arbejdet var det eneste, der bandt, men nærmere -end til værkfællesskabet kom ingen; der var -over hans væsen en advarende kulde, der holdt -andre mennesker på afstand. Han blev en stille -ung mand, der passede sin gærning, og selv om det -skete, at han under et vanskeligt forsøg satte en -kolbe i bordet, så den revnede, eller han knækkede -et reagensglas mellem fingrene, så mindede det ham +hvor arbejdet var det eneste, der bandt, men nærmere +end til værkfællesskabet kom ingen; der var +over hans væsen en advarende kulde, der holdt +andre mennesker pÃ¥ afstand. Han blev en stille +ung mand, der passede sin gærning, og selv om det +skete, at han under et vanskeligt forsøg satte en +kolbe i bordet, sÃ¥ den revnede, eller han knækkede +et reagensglas mellem fingrene, sÃ¥ mindede det ham ikke om noget; han havde sit hoved oven over alting, og alle stemninger var sunket til bunds og glemt -som en kildebrønd, der er kastet til. Det, der i den -sejstenårige drengs opfattelse havde været en sygdom, -det var nu overstået; selv den sygdom at huske, +som en kildebrønd, der er kastet til. Det, der i den +sejstenÃ¥rige drengs opfattelse havde været en sygdom, +det var nu overstÃ¥et; selv den sygdom at huske, var han blevet helbredet for.</p> -<p>Han gik dær og arbejdede i København, som hans -forfædre havde slidt i den hjemlige jord, og slægtens -præg af uforanderlighed — det de plejede at bære +<p>Han gik dær og arbejdede i København, som hans +forfædre havde slidt i den hjemlige jord, og slægtens +præg af uforanderlighed — det de plejede at bære fra det fem og tyvende til det halvtredsindstyvende<span class="pagenum"><a name="Side_68" id="Side_68" title="[S. 68]"> </a></span> -år — begyndte at komme over ham, han fik sin faers -tunge gang og krumme arme, og så havde han ligesom +Ã¥r — begyndte at komme over ham, han fik sin faers +tunge gang og krumme arme, og sÃ¥ havde han ligesom mange af sin familie den vane, at han aldrig -besvarede et spørsmål lige straks, og mens han -tænkte sig om efter svar, plejede han at ta den spørgende -i øjesyn; også det bidrog til, at folk vanskelig -fattede velvilje for ham. Formående mænd, der -gjorde hans bekendtskab, tænkte: Han blir nok til -noget, — men næppe en eneste af dem ønskede at -være den, der ydede ham sin støtte. Han selv -tænkte ikke på at skaffe sig forbindelser, foreløbig -nøjedes han med sine forsøg og en underordnet beskæftigelse +besvarede et spørsmÃ¥l lige straks, og mens han +tænkte sig om efter svar, plejede han at ta den spørgende +i øjesyn; ogsÃ¥ det bidrog til, at folk vanskelig +fattede velvilje for ham. FormÃ¥ende mænd, der +gjorde hans bekendtskab, tænkte: Han blir nok til +noget, — men næppe en eneste af dem ønskede at +være den, der ydede ham sin støtte. Han selv +tænkte ikke pÃ¥ at skaffe sig forbindelser, foreløbig +nøjedes han med sine forsøg og en underordnet beskæftigelse ved et laboratorium.</p> <p>En mands indesluttethed holder i reglen andre -mænd på afstand, men virker tiltrækkende på adskillige -kvinder. Hans Råskov kom også til at gøre -den erfaring. Nogle kvinder ærgrede sig over ham -og skulde være spydige og sige ham sandheder, som -de mente, han havde godt af at høre — den samme -påtrængenhed kendte han fra husholdersken hjemme -på gården. Andre var interesserede og nærgående, -og når de fik lov at snakke ud, så kunde de -finde på at fortælle ham, at han var altfor uskyldig -— — Å jo, han kendte dem straks; pigerne der -hjemme var heller ikke svært generte over for drengene, -når de blev en fjorten femten år, og i København +mænd pÃ¥ afstand, men virker tiltrækkende pÃ¥ adskillige +kvinder. Hans RÃ¥skov kom ogsÃ¥ til at gøre +den erfaring. Nogle kvinder ærgrede sig over ham +og skulde være spydige og sige ham sandheder, som +de mente, han havde godt af at høre — den samme +pÃ¥trængenhed kendte han fra husholdersken hjemme +pÃ¥ gÃ¥rden. Andre var interesserede og nærgÃ¥ende, +og nÃ¥r de fik lov at snakke ud, sÃ¥ kunde de +finde pÃ¥ at fortælle ham, at han var altfor uskyldig +— — Ã… jo, han kendte dem straks; pigerne der +hjemme var heller ikke svært generte over for drengene, +nÃ¥r de blev en fjorten femten Ã¥r, og i København var damerne bare endnu mere fremmelige. -Han huskede ikke, om han havde ventet, at de så -kaldte dannede damer skulde være af en finere slags, -men det varede i alt fald ikke længe, før han vidste -besked om den ting. Han betænkte sig ikke på at -bedømme dem alle ens; det lå nu en gang for ham, +Han huskede ikke, om han havde ventet, at de sÃ¥ +kaldte dannede damer skulde være af en finere slags, +men det varede i alt fald ikke længe, før han vidste +besked om den ting. Han betænkte sig ikke pÃ¥ at +bedømme dem alle ens; det lÃ¥ nu en gang for ham, at han lettest optog menneskefjendtlige ideer; de<span class="pagenum"><a name="Side_69" id="Side_69" title="[S. 69]"> </a></span> -nærede hans sind, de groede bedst i ham, og dem -lukkede han sig om og bevarede med størst troskab. +nærede hans sind, de groede bedst i ham, og dem +lukkede han sig om og bevarede med størst troskab. Lysere indtryk fandt ikke jordbund i ham; det var -ligesom de ingen livsværdi havde; de visnede og +ligesom de ingen livsværdi havde; de visnede og glemtes. Bitterheden mod mennesker var det eneste, der var igen af drengens lidenskabelige sind; den -fandt næring i mange ubetydeligheder, den skærpedes -mod sig selv ligesom ornens hjørnetænder.</p> +fandt næring i mange ubetydeligheder, den skærpedes +mod sig selv ligesom ornens hjørnetænder.</p> -<p>Hans Råskov havde ingen svaghed for kvinder. -Det var en arv fra forfædrene, de giftede sig sent og -havde ingen erotiske erfaringer forinden; deres ægteskaber +<p>Hans RÃ¥skov havde ingen svaghed for kvinder. +Det var en arv fra forfædrene, de giftede sig sent og +havde ingen erotiske erfaringer forinden; deres ægteskaber var bestemt ved en harmonisk blanding af -fornuft og <span class="sic" title="[sic]">tilbøjlighed</span>; der blev ikke født uægte børn -blandt dem. At karle og piger førte et andet liv, det +fornuft og <span class="sic" title="[sic]">tilbøjlighed</span>; der blev ikke født uægte børn +blandt dem. At karle og piger førte et andet liv, det undrede dem ikke og forargede dem knapt nok; det kom dem ikke ved; de var selv af en anden slags og -efterlignede ikke; de var hærdede i kyskhed fra slægt -til slægt. Det var folk, der gemte på meget hårdsind og +efterlignede ikke; de var hærdede i kyskhed fra slægt +til slægt. Det var folk, der gemte pÃ¥ meget hÃ¥rdsind og hidsighed, men den slog ikke ud i uregerlige drifter. -Hans havde tit hørt sin faer fortælle grove historier, +Hans havde tit hørt sin faer fortælle grove historier, men aldrig for en utugtig pointes skyld; heller ikke -havde han set ham kaste lystne øjne efter gårdens -piger, skønt han blev enkemand i sit fem og fyrretyvende -år, og det faldt ham ikke ind at tænke sig, -at hans faer nogen sinde havde haft en kamp at bestå +havde han set ham kaste lystne øjne efter gÃ¥rdens +piger, skønt han blev enkemand i sit fem og fyrretyvende +Ã¥r, og det faldt ham ikke ind at tænke sig, +at hans faer nogen sinde havde haft en kamp at bestÃ¥ i den henseende.</p> <p>Hans huskede sin bedstefaer, der godt kunde -minde om en gammel kone, med det lange hår kæmmet +minde om en gammel kone, med det lange hÃ¥r kæmmet op over issen og med det glatragede ansigt. Ved de mange rynker, der var kommet om hans mund, kunde det se ud, som om han altid smilede, men i -de små blå øjne var der et lille stikkende lys, der<span class="pagenum"><a name="Side_70" id="Side_70" title="[S. 70]"> </a></span> -aldrig helt gik ud, ligesom hos en hund med et kødben, -der har mistro til en anden, der ser på den.</p> - -<p>Hans havde hørt og set meget råt der hjemme, -det gjorde ikke større indtryk på ham, end når han -så på dyrene, der heller ikke undså sig — det kom -ham ikke ved. Da han boede i København, kunde -det ske, at en kammerat gav ham et godt råd — og -der var vel også mange, som det var godt nok for; -de, der »levede« mest med, havde unægtelig en vis +de smÃ¥ blÃ¥ øjne var der et lille stikkende lys, der<span class="pagenum"><a name="Side_70" id="Side_70" title="[S. 70]"> </a></span> +aldrig helt gik ud, ligesom hos en hund med et kødben, +der har mistro til en anden, der ser pÃ¥ den.</p> + +<p>Hans havde hørt og set meget rÃ¥t der hjemme, +det gjorde ikke større indtryk pÃ¥ ham, end nÃ¥r han +sÃ¥ pÃ¥ dyrene, der heller ikke undsÃ¥ sig — det kom +ham ikke ved. Da han boede i København, kunde +det ske, at en kammerat gav ham et godt rÃ¥d — og +der var vel ogsÃ¥ mange, som det var godt nok for; +de, der »levede« mest med, havde unægtelig en vis smidighed til at klare sig, hvor andre, mere naive, -blev hængende og fandt vanskeligheder. De kom -hjem med en erfaring, som de fløjtede en melodi til +blev hængende og fandt vanskeligheder. De kom +hjem med en erfaring, som de fløjtede en melodi til — — Hans kendte det meget godt, det var tjenestekarlemoralen; -de havde den samme hjemme på egnen. -Men det var lige ved at undre ham, da han så -den gå igen i litteraturen; dær var beskrivelser, lovprisninger +de havde den samme hjemme pÃ¥ egnen. +Men det var lige ved at undre ham, da han sÃ¥ +den gÃ¥ igen i litteraturen; dær var beskrivelser, lovprisninger og opfordringer akkurat af samme slags, -som når karlene om aftenen sad på gærdet med en -kurv bajere og drøftede, hvad de havde oplevet, og -hvad de skulde til næste gang, eller belærte de -yngre, der endnu ikke havde øvet karleværk. De -mest opvakte af disse karle var altså rejst til København -for at dirigere litteraturen; den havde nok også -fået nyt liv og indhold, hørte han sige.</p> - -<p>Det forbløffede ham da heller ikke synderligt, da -han nogle år senere lae mærke til, at tjenestepigerne +som nÃ¥r karlene om aftenen sad pÃ¥ gærdet med en +kurv bajere og drøftede, hvad de havde oplevet, og +hvad de skulde til næste gang, eller belærte de +yngre, der endnu ikke havde øvet karleværk. De +mest opvakte af disse karle var altsÃ¥ rejst til København +for at dirigere litteraturen; den havde nok ogsÃ¥ +fÃ¥et nyt liv og indhold, hørte han sige.</p> + +<p>Det forbløffede ham da heller ikke synderligt, da +han nogle Ã¥r senere lae mærke til, at tjenestepigerne var rejst bag efter karlene ind til hovedstaden for -også at få deres oplevelser ind i litteraturen. Å jo, -når han læste deres bøger, så genkendte han snakken, -som den gik der hjemme mellem piger og kællinger, -når der ellers kun var børn til stede; de nægtede +ogsÃ¥ at fÃ¥ deres oplevelser ind i litteraturen. Ã… jo, +nÃ¥r han læste deres bøger, sÃ¥ genkendte han snakken, +som den gik der hjemme mellem piger og kællinger, +nÃ¥r der ellers kun var børn til stede; de nægtede sig ikke noget, hverken der hjemme eller her<span class="pagenum"><a name="Side_71" id="Side_71" title="[S. 71]"> </a></span> -inde, og ingen kunde ta fejl af, hvor det hele stræbte +inde, og ingen kunde ta fejl af, hvor det hele stræbte hen.</p> <p>Alt dette betegnedes under eet med denne glose: -LIVET. Hjemme på egnen havde de ganske vist en +LIVET. Hjemme pÃ¥ egnen havde de ganske vist en mere plat betegnelse for det.</p> <p>Han opfattede det ikke som noget, han skulde ta -stilling til, noget som kunde vække hans uvilje eller -virke på ham som et kald. Det tog ikke mange timer -af hans liv at overveje det og blive færdig med det; -han passede sit arbejde, og når han undertiden måtte -bøje uden om en pige eller kone, der kom i hans -nærhed, så var det jo ikke andet, end hvad karlene -i hans slægt havde gjort før, når en af gårdens piger -blev dem for kærlige. Han forstod meget godt, at det -liv han førte, måtte kaldes kedeligt efter den almindelige -opfattelse; bønderne der hjemme havde heller -ikke stort begreb om at more sig, endskønt de var -svært dygtige til at spise og drikke; der var andre -klasser, der havde bedre tag på at nyde livet, men -så rådnede de vel op så meget tidligere.</p> - -<p>Hans Råskov var blevet fem og tyve år, og den -rene fornufts periode nærmede sig sin slutning. I -hans sind, dær hvor alle de gamle stemninger havde -rørt sig, var der et tavst rum, der så vidt han selv +stilling til, noget som kunde vække hans uvilje eller +virke pÃ¥ ham som et kald. Det tog ikke mange timer +af hans liv at overveje det og blive færdig med det; +han passede sit arbejde, og nÃ¥r han undertiden mÃ¥tte +bøje uden om en pige eller kone, der kom i hans +nærhed, sÃ¥ var det jo ikke andet, end hvad karlene +i hans slægt havde gjort før, nÃ¥r en af gÃ¥rdens piger +blev dem for kærlige. Han forstod meget godt, at det +liv han førte, mÃ¥tte kaldes kedeligt efter den almindelige +opfattelse; bønderne der hjemme havde heller +ikke stort begreb om at more sig, endskønt de var +svært dygtige til at spise og drikke; der var andre +klasser, der havde bedre tag pÃ¥ at nyde livet, men +sÃ¥ rÃ¥dnede de vel op sÃ¥ meget tidligere.</p> + +<p>Hans RÃ¥skov var blevet fem og tyve Ã¥r, og den +rene fornufts periode nærmede sig sin slutning. I +hans sind, dær hvor alle de gamle stemninger havde +rørt sig, var der et tavst rum, der sÃ¥ vidt han selv vidste, var tomt; der kom ikke noget foruroligende -der fra, skorpen lå tyk og fast over det altsammen, -og oven på groede hans forstand, hans duelighed; det -var frugtbare år.</p> +der fra, skorpen lÃ¥ tyk og fast over det altsammen, +og oven pÃ¥ groede hans forstand, hans duelighed; det +var frugtbare Ã¥r.</p> -<p>Så kom der endelig en dag, da han mente det var -på tide at gøre noget for at skaffe sig en stilling for -fremtiden; der indfandt sig nok ingen og tilbød ham +<p>SÃ¥ kom der endelig en dag, da han mente det var +pÃ¥ tide at gøre noget for at skaffe sig en stilling for +fremtiden; der indfandt sig nok ingen og tilbød ham noget, hans dygtighed var bekendt, men han selv -ikke, og han så sig stillet over for den ubehagelige<span class="pagenum"><a name="Side_72" id="Side_72" title="[S. 72]"> </a></span> -nødvendighed at skulle sætte sin egen person ind i -stedet for sit arbejde; indflydelsesrige mænd måtte -opsøges, anmodninger rettes, og for første gang i +ikke, og han sÃ¥ sig stillet over for den ubehagelige<span class="pagenum"><a name="Side_72" id="Side_72" title="[S. 72]"> </a></span> +nødvendighed at skulle sætte sin egen person ind i +stedet for sit arbejde; indflydelsesrige mænd mÃ¥tte +opsøges, anmodninger rettes, og for første gang i lang tid blev han sig en svaghed bevidst. Han egnede -sig næmlig ikke til bønner og anmodninger; +sig næmlig ikke til bønner og anmodninger; han bad med en urimelig stiv ryg og et ansigt -som den, der kræver. Bag hans bøn lå der en +som den, der kræver. Bag hans bøn lÃ¥ der en hadsk formodning om, at han ikke fik, og mod -denne formodning reagerede han allerede i bønnens -øjeblik, og det gjorde ham usympatetisk. Han havde -ikke det bibelske sind: Beder, så skal I få .... Gud -elsker en glad giver, står der, og menneskene ser -gærne en glad beder. Derfor led han den ene skuffelse -efter den anden, og skønt han hver gang forud -var vis på, at han ikke opnåede noget, så gjorde -det dog ikke noget skår i den harme, han følte, -når hans vished blev til virkelighed. Hans uvilje og +denne formodning reagerede han allerede i bønnens +øjeblik, og det gjorde ham usympatetisk. Han havde +ikke det bibelske sind: Beder, sÃ¥ skal I fÃ¥ .... Gud +elsker en glad giver, stÃ¥r der, og menneskene ser +gærne en glad beder. Derfor led han den ene skuffelse +efter den anden, og skønt han hver gang forud +var vis pÃ¥, at han ikke opnÃ¥ede noget, sÃ¥ gjorde +det dog ikke noget skÃ¥r i den harme, han følte, +nÃ¥r hans vished blev til virkelighed. Hans uvilje og mistro overfor andre mennesker blev grundigt opfrisket.</p> -<p>Jeg må jo være mere barn, end jeg ved af, -tænkte han; den, der endnu kan føle skuffelse og +<p>Jeg mÃ¥ jo være mere barn, end jeg ved af, +tænkte han; den, der endnu kan føle skuffelse og undren, er ikke voksen. — En dag opsagde han sin stilling ved laboratoriet og rejste til Tyskland for at -lære bryggeri.</p> +lære bryggeri.</p> <p>En mand er ikke moden, fordi han er duelig til -at tænke og arbejde og beslutte. Hans vækst er -ikke færdig, selv om det gror i overfladen af hans -sjæl, selv om han ser frugter deraf. Mennesket er +at tænke og arbejde og beslutte. Hans vækst er +ikke færdig, selv om det gror i overfladen af hans +sjæl, selv om han ser frugter deraf. Mennesket er ikke som jorden, der gror i sin skal, og hvor livet aftager nedefter; hvad der er dybere nede i mennesket, -kan undertiden sammentrykkes og hærdes ligesom +kan undertiden sammentrykkes og hærdes ligesom sten og grus i jordens indre, men der er ingen -vished for, at det i ethvert tilfælde vil la sig forvandle<span class="pagenum"><a name="Side_73" id="Side_73" title="[S. 73]"> </a></span> -til et dødt fyld af ubevidsthed under forstandens +vished for, at det i ethvert tilfælde vil la sig forvandle<span class="pagenum"><a name="Side_73" id="Side_73" title="[S. 73]"> </a></span> +til et dødt fyld af ubevidsthed under forstandens og viljens skorpe. Hvad der <em>vil</em> modnes, skal en dag komme frem.</p> -<p>Hans Råskov kom hjem fra udlandet og fik plads +<p>Hans RÃ¥skov kom hjem fra udlandet og fik plads som brygmester i en provinsby. Samtidig var der kommet en uro over ham, som han tilskrev de skuffelser, han havde lidt, og hvor ringe lyst han end -følte til at beskæftige sig med sig selv, så undgik han -ikke at lægge mærke til, at barndomsminderne fra +følte til at beskæftige sig med sig selv, sÃ¥ undgik han +ikke at lægge mærke til, at barndomsminderne fra nu af blev mere og mere levende i ham. Han hilste -dem ikke med glæde og tillagde det heller ingen -synderlig vægt, at han ikke kunde gå en tur, uden +dem ikke med glæde og tillagde det heller ingen +synderlig vægt, at han ikke kunde gÃ¥ en tur, uden at han stadig blev mindet om, hvad han havde set og oplevet der hjemme; men det var dog noget, der ingen nytte var til, og som vakte hans mistro; det skulde stanses; derfor blev han inde og lavede sig -et privat laboratorium og gjorde forsøg i sin fritid, -siden han var sådan indrettet, at han ikke kunde -tåle at være ledig.</p> +et privat laboratorium og gjorde forsøg i sin fritid, +siden han var sÃ¥dan indrettet, at han ikke kunde +tÃ¥le at være ledig.</p> <p>Men kuren hjalp ikke; en dag var han ude af -sig selv af sindsbevægelse under et tordenvær, og -en nat, da det var fuldmåne, huskede han med skam -en ubegribelig drengestreg, og den holdt ham vågen, +sig selv af sindsbevægelse under et tordenvær, og +en nat, da det var fuldmÃ¥ne, huskede han med skam +en ubegribelig drengestreg, og den holdt ham vÃ¥gen, lige til solen stod op; men det var harmeligt, at han -som voksen mand skulde være nød til at føle sig -syg af ansvar over noget, der var lige så hæsligt -som intetsigende. Alle ting der hjemme fra vågnede +som voksen mand skulde være nød til at føle sig +syg af ansvar over noget, der var lige sÃ¥ hæsligt +som intetsigende. Alle ting der hjemme fra vÃ¥gnede i hans erindring, det ene kom efter det andet, ligesom -efter tur. Først stod det for ham i et indre syn — +efter tur. Først stod det for ham i et indre syn — og det var underligt, at han en gang havde troet -det så fuldstændig glemt — og så kom stemningerne -og tøvede dagevis i hans sind; hvert minde efterlod +det sÃ¥ fuldstændig glemt — og sÃ¥ kom stemningerne +og tøvede dagevis i hans sind; hvert minde efterlod en hede, som gjorde ham mere og mere utryg. Men<span class="pagenum"><a name="Side_74" id="Side_74" title="[S. 74]"> </a></span> -det værste ved det altsammen var den blanding af +det værste ved det altsammen var den blanding af fremmedhed og kendthed, der var over det; alt forekom -så underlig nyt, og alligevel var det i højeste +sÃ¥ underlig nyt, og alligevel var det i højeste grad netop hans egne oplevelser; men de havde imidlertid -slået dybere rødder. Der var noget, dybt i -hans sind, der rørte sig og trængte op mod bevidstheden +slÃ¥et dybere rødder. Der var noget, dybt i +hans sind, der rørte sig og trængte op mod bevidstheden og ikke kunde komme igennem.</p> -<p>Han var den gang otte og tyve år, og nu begyndte +<p>Han var den gang otte og tyve Ã¥r, og nu begyndte den gentagelsernes periode, som han havde troet sig -sikret imod. Det var, som om han havde gennemløbet -sit livs kres een gang og på en vis måde begyndte -forfra. Han levede så at sige parallelt med -alt, hvad han tidligere havde oplevet, han kom nærmere -til det, han så det lige som gennem et slør, +sikret imod. Det var, som om han havde gennemløbet +sit livs kres een gang og pÃ¥ en vis mÃ¥de begyndte +forfra. Han levede sÃ¥ at sige parallelt med +alt, hvad han tidligere havde oplevet, han kom nærmere +til det, han sÃ¥ det lige som gennem et slør, det bevarede en vis afstand fra ham, han kunde hverken gribe det eller slippe det.</p> -<p>Havde han før måttet bøje sig for begivenhedernes -nødvendighed, så kom han nu under mindernes +<p>Havde han før mÃ¥ttet bøje sig for begivenhedernes +nødvendighed, sÃ¥ kom han nu under mindernes tvang. Barske og bitre erindringer fyldte hans -villige hukommelse og satte hans sind <a class="corr" name="rett_10" id="rett_10" title="var: i i">i</a> en bevægelse, -som anstrængt arbejde ikke kunde dæmpe. -Når han søgte at glemme ved uafbrudt arbejde, så +villige hukommelse og satte hans sind <a class="corr" name="rett_10" id="rett_10" title="var: i i">i</a> en bevægelse, +som anstrængt arbejde ikke kunde dæmpe. +NÃ¥r han søgte at glemme ved uafbrudt arbejde, sÃ¥ mindede selve dette ham om hans barndoms sysler, og derfra gik tanken igen videre. Minderne har de -primitive organismers hele livskraft og ævne til formering. +primitive organismers hele livskraft og ævne til formering. Det er kun i et nu, at de eksisterer som -en enkelt celle, i næste øjeblik har de delt sig, -dannet kæder, kolonier, de har spredt sig og er -alle vegne, sjælen er fuld af dem, de kan findes -selv i den mest nøgterne tanke, i den mest stemningsforladte -handling. At kæmpe mod dem er at -slå sig selv.</p> +en enkelt celle, i næste øjeblik har de delt sig, +dannet kæder, kolonier, de har spredt sig og er +alle vegne, sjælen er fuld af dem, de kan findes +selv i den mest nøgterne tanke, i den mest stemningsforladte +handling. At kæmpe mod dem er at +slÃ¥ sig selv.</p> <p>Der kom andre erindringer og bragte med sig en<span class="pagenum"><a name="Side_75" id="Side_75" title="[S. 75]"> </a></span> varme, der ikke syntes at ha noget med hans tidligere -oplevelser at gøre. De vidnede om, at han havde haft -lykkelige øjeblikke; måske var det næste øjebliks -virkelighed faldet hårdt over dem og havde begravet -dem, men nu kom de tilbage og rørte ved hans -sjæl som en uendelig mildhed — —</p> +oplevelser at gøre. De vidnede om, at han havde haft +lykkelige øjeblikke; mÃ¥ske var det næste øjebliks +virkelighed faldet hÃ¥rdt over dem og havde begravet +dem, men nu kom de tilbage og rørte ved hans +sjæl som en uendelig mildhed — —</p> -<p>Det var en art stemninger, der fik Hans Råskov +<p>Det var en art stemninger, der fik Hans RÃ¥skov til at huske sin foragt for kvinder; han holdt sig med fordoblet iver til sit arbejde og ventede, at alt -det andet imidlertid skulde gå over. For øvrigt var -det nu gået op for ham, at han ikke kunde være +det andet imidlertid skulde gÃ¥ over. For øvrigt var +det nu gÃ¥et op for ham, at han ikke kunde være ansvarlig for, ikke engang medbestemmende, i enhver stemning, der opstod i ham; ved siden af ens -vilje og forstand — som man skal stå til regnskab +vilje og forstand — som man skal stÃ¥ til regnskab for — er der hele den vrimmel af stemninger og indfald, som ikke er under ens kontrol; den utilregnelige -del af ens sind bereder een <a class="corr" name="rett_11" id="rett_11" title="var: uundgaaelige">uundgåelige</a> -overraskelser og ydmygelser, som man må finde sig -i, ligesom man må finde sig i sygdomme, der også -delvis er uundgåelige; livet er ikke stoltere end som -så, og man er ikke selv dets herre, endnu mindre +del af ens sind bereder een <a class="corr" name="rett_11" id="rett_11" title="var: uundgaaelige">uundgÃ¥elige</a> +overraskelser og ydmygelser, som man mÃ¥ finde sig +i, ligesom man mÃ¥ finde sig i sygdomme, der ogsÃ¥ +delvis er uundgÃ¥elige; livet er ikke stoltere end som +sÃ¥, og man er ikke selv dets herre, endnu mindre sin egen.</p> -<p>I denne tankegang fandt Hans Råskov en foreløbig +<p>I denne tankegang fandt Hans RÃ¥skov en foreløbig tilfredshed, mens han afventede, at hans fornuft -atter skulde få herredømmet, ti i hans hede -sind var der een længsel, som han allerede havde i -drengeårene, når han misundte andre drenge deres -ufølsomme sindsro: det var længslen efter nøgternhed. -Altid — også når tanken om kvinder faldt forstyrrende +atter skulde fÃ¥ herredømmet, ti i hans hede +sind var der een længsel, som han allerede havde i +drengeÃ¥rene, nÃ¥r han misundte andre drenge deres +ufølsomme sindsro: det var længslen efter nøgternhed. +Altid — ogsÃ¥ nÃ¥r tanken om kvinder faldt forstyrrende ind i hans arbejde — stod dette for ham -som det højeste gode: sindets kolde ligevægt; den -alene var en anstrængelse værd, om den kunde +som det højeste gode: sindets kolde ligevægt; den +alene var en anstrængelse værd, om den kunde vindes.</p> <p><span class="pagenum"><a name="Side_76" id="Side_76" title="[S. 76]"> </a></span></p> -<p>Imidlertid prægedes hans væsen mere og mere -af opholdet i provinsbyen; han kom nødvendigvis til +<p>Imidlertid prægedes hans væsen mere og mere +af opholdet i provinsbyen; han kom nødvendigvis til at kende flere mennesker, og hans uvilje mod mennesker -fik et mere personligt anstrøg; den nærmere -omgang medførte fra hans side forøget tilbageholdenhed. -Han befæstedes i ejendommeligheder, der frastødte -endnu mere end hans tavshed. Mange følte sig -ligefrem fornærmede ved hans måde at sige farvel -på; han sae farvel i en lav, faldende tone, som ingen -kunde få til at betyde andet, end at han ikke skøttede +fik et mere personligt anstrøg; den nærmere +omgang medførte fra hans side forøget tilbageholdenhed. +Han befæstedes i ejendommeligheder, der frastødte +endnu mere end hans tavshed. Mange følte sig +ligefrem fornærmede ved hans mÃ¥de at sige farvel +pÃ¥; han sae farvel i en lav, faldende tone, som ingen +kunde fÃ¥ til at betyde andet, end at han ikke skøttede om at se det menneske mere. Han var overhodet -ikke af dem, man søgte tilbage til, når man en +ikke af dem, man søgte tilbage til, nÃ¥r man en gang havde gjort hans bekendtskab. Men han var -en respekteret mand, og hans besindighed ansås for -at være ualmindelig; folk indrømmede hans dygtighed -og beklagede sig i samme øjeblik over »hans -forbandede nøgternhed«.</p> +en respekteret mand, og hans besindighed ansÃ¥s for +at være ualmindelig; folk indrømmede hans dygtighed +og beklagede sig i samme øjeblik over »hans +forbandede nøgternhed«.</p> <hr class="chapbreak" /> <p><span class="pagenum"><a name="Side_77" id="Side_77" title="[S. 77]"> </a></span></p> @@ -2887,155 +2848,155 @@ forbandede nøgternhed«.</p> <h2><a name="KAPITEL_X" id="KAPITEL_X"></a>X</h2> -<p>Det er midt i det vildeste forår.</p> +<p>Det er midt i det vildeste forÃ¥r.</p> -<p>Kræfter, der har ligget sammenfoldede som -bregner i svøb, springer nu op mod lyset som nye -stålfjedre. Gemte safter fylder sig med en uendelighed -af bitte små perler og stiger op i alle vækster.</p> +<p>Kræfter, der har ligget sammenfoldede som +bregner i svøb, springer nu op mod lyset som nye +stÃ¥lfjedre. Gemte safter fylder sig med en uendelighed +af bitte smÃ¥ perler og stiger op i alle vækster.</p> -<p>Hos sygelige mennesker stiger onde væsker og +<p>Hos sygelige mennesker stiger onde væsker og blomstrer usundt frem.</p> -<p>Kastanjeknopperne, der i går blinkede fedt i sollyset, -står i dag med udbredte skæl som oldenborrer, +<p>Kastanjeknopperne, der i gÃ¥r blinkede fedt i sollyset, +stÃ¥r i dag med udbredte skæl som oldenborrer, der skal til at flyve, og i morgen ser man vel to -små grønne hænder, der famler i den lune luft. Bøgens -knopper holder igen, men rævner alligevel -uimodståeligt under safternes pres. Poplernes tynde +smÃ¥ grønne hænder, der famler i den lune luft. Bøgens +knopper holder igen, men rævner alligevel +uimodstÃ¥eligt under safternes pres. Poplernes tynde grene blir hver dag gulere.</p> -<p>Samtidig gror det i bøllenæver, de klør af spirekraft -og kan ikke holde igen på livets fylde, -de springer ud og blomstrer med blå øjne og knækkede +<p>Samtidig gror det i bøllenæver, de klør af spirekraft +og kan ikke holde igen pÃ¥ livets fylde, +de springer ud og blomstrer med blÃ¥ øjne og knækkede ribben.</p> <p>Det kribler i jordens brogede pels, og menneskene -opdager, at den er sælsom at træde på; nogle vandrer -over den med besvær og pusten, andre føler sig -for lette og kan ikke hænge ved den.</p> +opdager, at den er sælsom at træde pÃ¥; nogle vandrer +over den med besvær og pusten, andre føler sig +for lette og kan ikke hænge ved den.</p> -<p>Hjærtet blir ømt hos de unge og vanskeligt at rumme<span class="pagenum"><a name="Side_78" id="Side_78" title="[S. 78]"> </a></span> -i brystet; det går ikke bedre med de gamles gigtsvage -steder, der ikke kan nære sig inden for tøjet.</p> +<p>Hjærtet blir ømt hos de unge og vanskeligt at rumme<span class="pagenum"><a name="Side_78" id="Side_78" title="[S. 78]"> </a></span> +i brystet; det gÃ¥r ikke bedre med de gamles gigtsvage +steder, der ikke kan nære sig inden for tøjet.</p> -<p>Gamle kærestehistorier kommer atter i husken og -kræver, at nye begyndes. Bittert angrede dumheder +<p>Gamle kærestehistorier kommer atter i husken og +kræver, at nye begyndes. Bittert angrede dumheder tilskynder til mere af samme slags. En gavnlig -lære, man en gang har fået, vender tilbage i -erindringen med det resultat, at man må gøre forsøget -om igen for at se, om denne lære endnu står +lære, man en gang har fÃ¥et, vender tilbage i +erindringen med det resultat, at man mÃ¥ gøre forsøget +om igen for at se, om denne lære endnu stÃ¥r ved magt.</p> -<p>Grøn delirium damper op langs hvert græsstrå og -falder den for brystet, som går hen over marken. -Plovmanden, der vælter svær og metalblinkende jord -op i solskinnet, laver sin fure skæv, idet pigen går -forbi nede på markvejen, og i de store byers gader -går den gloende Satan løs hele døgnet. Studenten -stiller den hede latinske digter ind i reolen og går -selv ud for at erfare, om det var løgn han skrev.</p> - -<p>Gæld stiftes. Fædre ude i provinsen ryster på -fortvivlede hoder, hvorefter de går hen og ter sig -noget lignende som sønnerne.</p> - -<p>Heste skråler efter hinanden på lang afstand. -Lænkehunden tuder hele natten og får stemmen +<p>Grøn delirium damper op langs hvert græsstrÃ¥ og +falder den for brystet, som gÃ¥r hen over marken. +Plovmanden, der vælter svær og metalblinkende jord +op i solskinnet, laver sin fure skæv, idet pigen gÃ¥r +forbi nede pÃ¥ markvejen, og i de store byers gader +gÃ¥r den gloende Satan løs hele døgnet. Studenten +stiller den hede latinske digter ind i reolen og gÃ¥r +selv ud for at erfare, om det var løgn han skrev.</p> + +<p>Gæld stiftes. Fædre ude i provinsen ryster pÃ¥ +fortvivlede hoder, hvorefter de gÃ¥r hen og ter sig +noget lignende som sønnerne.</p> + +<p>Heste skrÃ¥ler efter hinanden pÃ¥ lang afstand. +Lænkehunden tuder hele natten og fÃ¥r stemmen betydelig udviklet; der kommer foredrag i det, meget -mere end der har været; nye modulasjoner findes -på, det er slet ikke så ensformigt; Trofast har sin -geniale tid på det sanglige område. Men det morer -ham ikke; en nat slipper han endelig løs, halv kvalt -og med flået hals.</p> - -<p>Alle katte går aldeles fra forstanden, hver nat. -Menneskene næstendels med, af samme grund, foruden +mere end der har været; nye modulasjoner findes +pÃ¥, det er slet ikke sÃ¥ ensformigt; Trofast har sin +geniale tid pÃ¥ det sanglige omrÃ¥de. Men det morer +ham ikke; en nat slipper han endelig løs, halv kvalt +og med flÃ¥et hals.</p> + +<p>Alle katte gÃ¥r aldeles fra forstanden, hver nat. +Menneskene næstendels med, af samme grund, foruden af andre private grunde.</p> <p>Lige et par dage kan der komme en ualmindelig -varme i luften; den står om en som vat og edderdun,<span class="pagenum"><a name="Side_79" id="Side_79" title="[S. 79]"> </a></span> -men den er som vin at <a class="corr" name="rett_12" id="rett_12" title="var: indaande">indånde</a>. Nej meget mere +varme i luften; den stÃ¥r om en som vat og edderdun,<span class="pagenum"><a name="Side_79" id="Side_79" title="[S. 79]"> </a></span> +men den er som vin at <a class="corr" name="rett_12" id="rett_12" title="var: indaande">indÃ¥nde</a>. Nej meget mere berusende er den.</p> -<p>Det unge menneske på kvisten tar mod til sig og -frier. Grønthandleren i kælderen banker konen af -sit fulde hjærte; natten derpå kysses de dobbelt så +<p>Det unge menneske pÃ¥ kvisten tar mod til sig og +frier. Grønthandleren i kælderen banker konen af +sit fulde hjærte; natten derpÃ¥ kysses de dobbelt sÃ¥ hedt.</p> -<p>Fru A render fra mand og børn, mens hr. B -og hans kone pludselig enes i kærlig forståelse, der -varer til langt hen på sommeren.</p> +<p>Fru A render fra mand og børn, mens hr. B +og hans kone pludselig enes i kærlig forstÃ¥else, der +varer til langt hen pÃ¥ sommeren.</p> -<p>Ungdom og visdom følges ikke ad, men det er +<p>Ungdom og visdom følges ikke ad, men det er heller ikke nogen regel — lige for tiden — at alderdommen holder godt trit med visdommen.</p> -<p>Leksjer læres ilde, pligter forsømmes, ansvar -glemmes; der optræder maleriske bugter på retskafne -menneskers livslinje. Om mange år kan der -ses tilbage på dem med stort udbytte; med vemod og +<p>Leksjer læres ilde, pligter forsømmes, ansvar +glemmes; der optræder maleriske bugter pÃ¥ retskafne +menneskers livslinje. Om mange Ã¥r kan der +ses tilbage pÃ¥ dem med stort udbytte; med vemod og stolthed og anger.</p> <p>Der skrives digte, falske veksler ikke mindre. Nygifte -stifter gæld og rejser til syden, kassebedrøvere +stifter gæld og rejser til syden, kassebedrøvere forsvinder til Amerika. Uoprettelige ting sker; brave -folks tro på mennesker får et ubodeligt knæk.</p> +folks tro pÃ¥ mennesker fÃ¥r et ubodeligt knæk.</p> -<p>Man kan ikke holde rede på nogen ting. Moer -forstår ikke hvor døtrene blir af, faer begriber ikke -hvor tiden blir af, og sønnerne har det på en lignende -måde med pengene. Drengenes bukser og +<p>Man kan ikke holde rede pÃ¥ nogen ting. Moer +forstÃ¥r ikke hvor døtrene blir af, faer begriber ikke +hvor tiden blir af, og sønnerne har det pÃ¥ en lignende +mÃ¥de med pengene. Drengenes bukser og ansigter fremviser hver dag nye huller.</p> <p>Der er fart i alting og ikke forslag i nogen ting. -Af og til blæser det dygtigt; blæst er omsætning.</p> +Af og til blæser det dygtigt; blæst er omsætning.</p> -<p>Det er blevet lydt af levende stemmer oven på -vinterens stilhed. Der er lærkesang over alle marker, +<p>Det er blevet lydt af levende stemmer oven pÃ¥ +vinterens stilhed. Der er lærkesang over alle marker, og kommer man ud i skoven, blir man straks henrykt, men kan snart ikke holde det ud for nattergal, solsort, bogfinke o. s. v., hele orkestret.</p> <p><span class="pagenum"><a name="Side_80" id="Side_80" title="[S. 80]"> </a></span></p> -<p>Men tro heller ikke, at lirekasserne har tabt mælet. -Og ikke mindre behjærtet brøler kæferter — -maskerede som fædrelandssange, når de kører hjem +<p>Men tro heller ikke, at lirekasserne har tabt mælet. +Og ikke mindre behjærtet brøler kæferter — +maskerede som fædrelandssange, nÃ¥r de kører hjem fra skovtur.</p> -<p>Glemsomme mænd kommer i tanker om deres kærester -eller glemmer dem helt og søger andre. -De, der slet ingen har, får et udtryk i deres øjne, -som enhver kan gå hen og aflæse; de venter på -lejlighed til at begå den befriende galskab. Unge -folk farer til og gifter sig og kan fem år senere -ikke forstå, hvad der gik af dem.</p> +<p>Glemsomme mænd kommer i tanker om deres kærester +eller glemmer dem helt og søger andre. +De, der slet ingen har, fÃ¥r et udtryk i deres øjne, +som enhver kan gÃ¥ hen og aflæse; de venter pÃ¥ +lejlighed til at begÃ¥ den befriende galskab. Unge +folk farer til og gifter sig og kan fem Ã¥r senere +ikke forstÃ¥, hvad der gik af dem.</p> -<p>Unge enkers tårer tørres.</p> +<p>Unge enkers tÃ¥rer tørres.</p> -<p>Under den vældige sol steges mulden lysebrun, -og vejene blir lysegrå; grøfterne skinner af blankt -dynd nede på bunden. Det er længe siden der blev -grønt langs hvert lille vandløb gennem markerne. -Letsindig ungdom tar sikkel på afbetaling.</p> +<p>Under den vældige sol steges mulden lysebrun, +og vejene blir lysegrÃ¥; grøfterne skinner af blankt +dynd nede pÃ¥ bunden. Det er længe siden der blev +grønt langs hvert lille vandløb gennem markerne. +Letsindig ungdom tar sikkel pÃ¥ afbetaling.</p> -<p>Den blå anemone er sprunget ud og forsvundet -igen; blonde pigers øjne synes mere blå end i vinter.</p> +<p>Den blÃ¥ anemone er sprunget ud og forsvundet +igen; blonde pigers øjne synes mere blÃ¥ end i vinter.</p> -<p>Gråt humør kan overvindes af lyset. Man ser sig -om, blinker med øjnene og fatter håb på ny. Den -livstrætte tar sig endelig sammen og hænger sig.</p> +<p>GrÃ¥t humør kan overvindes af lyset. Man ser sig +om, blinker med øjnene og fatter hÃ¥b pÃ¥ ny. Den +livstrætte tar sig endelig sammen og hænger sig.</p> -<p>Tiden går hurtigt. Violerne er snart færdige med +<p>Tiden gÃ¥r hurtigt. Violerne er snart færdige med deres duft. Husmandskoner bringer stribede dyner -med rustbrune pletter ud for at soles. Ældgamle -folk rykker også udenfor og anbringer sig på sydsiden -af fattige huse; på solbeskinnede dørtærskler +med rustbrune pletter ud for at soles. Ældgamle +folk rykker ogsÃ¥ udenfor og anbringer sig pÃ¥ sydsiden +af fattige huse; pÃ¥ solbeskinnede dørtærskler ses aldrende moppers sure ansigter.</p> <p>Der er altfor megen saft i de unge grene; den -danner klare dråber på spidsen af skuddene. Hos +danner klare drÃ¥ber pÃ¥ spidsen af skuddene. Hos menneskene stiger blodet til hoderne og indhyller forstanden i sin elledamp.</p> @@ -3044,131 +3005,131 @@ i sin elledamp.</p> <p>Det kribler i spidsen af nye skud, og det stikker i svage lungespidser.</p> -<p>Ungdom lider af for mange kræfter, og gigtsvage -vender sig stønnende i deres senge. Der går forår i -mennesker, der har været syge hele vinteren, de begynder -at komme sig og dør så med større kraft, end +<p>Ungdom lider af for mange kræfter, og gigtsvage +vender sig stønnende i deres senge. Der gÃ¥r forÃ¥r i +mennesker, der har været syge hele vinteren, de begynder +at komme sig og dør sÃ¥ med større kraft, end man skulde ha tiltroet dem.</p> <p>Folk kommer hjem fra spasereture med forelskelser, nye planer, vilde ideer, hoste og sting i ryggen. -Proletarer tøer op, fryser og sveder afvekslende; i -vinter, da de var stivfrosne, havde de det nok så -godt. I slunkne maver vågner ny appetit, og store -ideer fødes i tyvenes hjærner. Ruder knalder tyst -under grøn sæbe i mørket; pigebørn, der er mer -end tvivlsomme, går med ægte guld på hovedgaderne; +Proletarer tøer op, fryser og sveder afvekslende; i +vinter, da de var stivfrosne, havde de det nok sÃ¥ +godt. I slunkne maver vÃ¥gner ny appetit, og store +ideer fødes i tyvenes hjærner. Ruder knalder tyst +under grøn sæbe i mørket; pigebørn, der er mer +end tvivlsomme, gÃ¥r med ægte guld pÃ¥ hovedgaderne; arresterne fyldes.</p> -<p>I levemænds degenererede hjærner skaber foråret -vækst så godt som andre steder; dær gror det +<p>I levemænds degenererede hjærner skaber forÃ¥ret +vækst sÃ¥ godt som andre steder; dær gror det imod naturen og dog efter dens love; der blir meget -at dække over og betale for; småbladene glæder sig -ved forøget salg.</p> +at dække over og betale for; smÃ¥bladene glæder sig +ved forøget salg.</p> <p>Solen lar alting komme til sin ret, den kalder -modsætninger frem ved siden af hverandre.</p> +modsætninger frem ved siden af hverandre.</p> -<p>Der er møde i missjonshuset; præsten har valgt et -aktuelt æmne: Menneskenes onde lyster; han er slem -ved de onde lyster og levner dem ikke ære for en -skilling. Gud alene æren!</p> +<p>Der er møde i missjonshuset; præsten har valgt et +aktuelt æmne: Menneskenes onde lyster; han er slem +ved de onde lyster og levner dem ikke ære for en +skilling. Gud alene æren!</p> -<p>Men på missjonshusets gavl er der en <span class="sic" title="[sic]">stærkasse</span>, -hvor en stær har begyndt at lave i stand til rede; +<p>Men pÃ¥ missjonshusets gavl er der en <span class="sic" title="[sic]">stærkasse</span>, +hvor en stær har begyndt at lave i stand til rede; bagefter er der kommet en anden, som vil ha rede samme sted. Hvem der egenlig har ret, vides ikke, -men nu slås de om den.</p> - -<p>Ja de slås fanden gale mig, så fjer og snavs og<span class="pagenum"><a name="Side_82" id="Side_82" title="[S. 82]"> </a></span> -strå ryger ud gennem hullet; undertiden stikker en -hale også ud og trækkes ind igen. Kassen ryster, -et rustent søm knækkes over og falder ned på jorden. -Men nu ses den ene stær på pinden, den er -borte i samme øjeblik. Hvem af dem, der blev sejrherren, -ved man ikke, men han viser sig også på +men nu slÃ¥s de om den.</p> + +<p>Ja de slÃ¥s fanden gale mig, sÃ¥ fjer og snavs og<span class="pagenum"><a name="Side_82" id="Side_82" title="[S. 82]"> </a></span> +strÃ¥ ryger ud gennem hullet; undertiden stikker en +hale ogsÃ¥ ud og trækkes ind igen. Kassen ryster, +et rustent søm knækkes over og falder ned pÃ¥ jorden. +Men nu ses den ene stær pÃ¥ pinden, den er +borte i samme øjeblik. Hvem af dem, der blev sejrherren, +ved man ikke, men han viser sig ogsÃ¥ pÃ¥ pinden, hvor han hastigt bringer sine fjer i orden. -Derefter flyver han op på rygningen og kvæder en +Derefter flyver han op pÃ¥ rygningen og kvæder en vise om den vundne sejr.</p> -<p>Inden for lyder salmesangen om idel brøde og +<p>Inden for lyder salmesangen om idel brøde og uendelig langmodighed; den er selv lang, uendelig og sej som selve langmodigheden. Inden et vers er -forbi, har stæren endt sin salme og er igen ved arbejdet.</p> +forbi, har stæren endt sin salme og er igen ved arbejdet.</p> -<p>Folk kommer ud i en tæt klump og bær en sur +<p>Folk kommer ud i en tæt klump og bær en sur stank imellem sig, som den friske vind river fra -dem; solen skinner klamheden af deres klæder, og -efter at de har gået et halvt hundrede skridt, får -de rettet sig og kan igen tale højt, de kommer sig +dem; solen skinner klamheden af deres klæder, og +efter at de har gÃ¥et et halvt hundrede skridt, fÃ¥r +de rettet sig og kan igen tale højt, de kommer sig forholdsvis hurtigt.</p> <p>Solen er stor. Malere drager ud med deres staffelier -for at erfare, hvordan det står til med deres -talent, men solen maler også selv med meget forstand. -Menneskene trænger til nye farver. Hvad -der syntes smukt ved månens og lampens upålidelige +for at erfare, hvordan det stÃ¥r til med deres +talent, men solen maler ogsÃ¥ selv med meget forstand. +Menneskene trænger til nye farver. Hvad +der syntes smukt ved mÃ¥nens og lampens upÃ¥lidelige lys, det er nu vissent at se til. Solen udbedrer hver dag fejl i farvegivningen.</p> -<p>Solen lyver ikke. Den skinner på vinterlæsning -og vinterdrik, på nattevågen og stuedorskhed. Den -lyser over meget, der er hæsligt. Den graver mennesket +<p>Solen lyver ikke. Den skinner pÃ¥ vinterlæsning +og vinterdrik, pÃ¥ nattevÃ¥gen og stuedorskhed. Den +lyser over meget, der er hæsligt. Den graver mennesket op af jorden, muldplettet, bleg og lysfremmed -som han er; han skal ikke længer være muldvarp;<span class="pagenum"><a name="Side_83" id="Side_83" title="[S. 83]"> </a></span> -solen overdænger ham med lys, maler ham med de -rigtige farver, så det kan ses, at han er et menneske.</p> +som han er; han skal ikke længer være muldvarp;<span class="pagenum"><a name="Side_83" id="Side_83" title="[S. 83]"> </a></span> +solen overdænger ham med lys, maler ham med de +rigtige farver, sÃ¥ det kan ses, at han er et menneske.</p> -<p>Menneskene kan rette sig nu; solen har løftet himlen -højt op over dem.</p> +<p>Menneskene kan rette sig nu; solen har løftet himlen +højt op over dem.</p> -<p>Foråret ligger mellem to mægtige årstider, som -bægge gør deres indhug i det; det er en stribet årstid. -Kræfter stiger og synker voldsomt, og lovene -derfor er vanskelige at forstå. Liv fornyes, og døden +<p>ForÃ¥ret ligger mellem to mægtige Ã¥rstider, som +bægge gør deres indhug i det; det er en stribet Ã¥rstid. +Kræfter stiger og synker voldsomt, og lovene +derfor er vanskelige at forstÃ¥. Liv fornyes, og døden — som er livet set fra en anden side — arbejder med fordoblet kraft.</p> <p>Det er en tid, der varmer og isner. Det spirer -og bryder sig vej, alt hvad der er sået; tvivl og vished -stræber hinanden over hodet; samling og opløsning -trives ved hinandens side; kraft står stift -opret, og afmagt skælver næst ved, solen står højt -på himlen og sørger for det altsammen; alt rejser sig -mod dens stråler og henter derfra, hvad det har +og bryder sig vej, alt hvad der er sÃ¥et; tvivl og vished +stræber hinanden over hodet; samling og opløsning +trives ved hinandens side; kraft stÃ¥r stift +opret, og afmagt skælver næst ved, solen stÃ¥r højt +pÃ¥ himlen og sørger for det altsammen; alt rejser sig +mod dens strÃ¥ler og henter derfra, hvad det har behov.</p> -<p>Blomster åbner sig for det voksende lys; der er -andet, der gror med forøget styrke i skyggen. Sindene -åbner sig, men der er også dem, der får større +<p>Blomster Ã¥bner sig for det voksende lys; der er +andet, der gror med forøget styrke i skyggen. Sindene +Ã¥bner sig, men der er ogsÃ¥ dem, der fÃ¥r større kraft til at lukke sig og gemme over deres eget -mørke; indesluttede sjæle fortykkes og lar sig ikke +mørke; indesluttede sjæle fortykkes og lar sig ikke fravriste noget.</p> -<p>Ingen blir der nægtet noget, ingen forurettes; i -himlens åbne, blå favn er der alt hvad mennesker -kan begære og ufattelig meget til rest; og når høstens -tid kommer, har enhver sjæl båret frugt. En har -høstet lys, hvormed han kan <a class="corr" name="rett_13" id="rett_13" title="var: gaa">gå</a> ind i den mørke +<p>Ingen blir der nægtet noget, ingen forurettes; i +himlens Ã¥bne, blÃ¥ favn er der alt hvad mennesker +kan begære og ufattelig meget til rest; og nÃ¥r høstens +tid kommer, har enhver sjæl bÃ¥ret frugt. En har +høstet lys, hvormed han kan <a class="corr" name="rett_13" id="rett_13" title="var: gaa">gÃ¥</a> ind i den mørke tid. En anden, der fandt, at lyset ikke var ham -gavnligt, går fremad i forøget mørke. En erobrede +gavnligt, gÃ¥r fremad i forøget mørke. En erobrede et stykke af verden; en anden sluttede sin trang -inde i sig og må siden tære dobbelt på sig selv.<span class="pagenum"><a name="Side_84" id="Side_84" title="[S. 84]"> </a></span> -Den, der glædede sig ved lyset og forstod at bruge -det, hans glæde blir forøget; og den der frygtede det -og ikke turde bøje sig for det, han skal stivne i -større frygt. Men ingen er mere ganske den samme, -efter at solen har skinnet på ham. Ingen er aldeles -gold for solens frugtbringende stråler. Alt hvad der -har liv, skal modtage mere liv og udløse død, skal -atter og atter bære høst, som jorden bær den hvert -år. Solen tåler intet uforanderligt om sig.</p> - -<p>Men solen, der er årsag til det altsammen, står -på sit sted og lar jorden kredse om sig og opsamle +inde i sig og mÃ¥ siden tære dobbelt pÃ¥ sig selv.<span class="pagenum"><a name="Side_84" id="Side_84" title="[S. 84]"> </a></span> +Den, der glædede sig ved lyset og forstod at bruge +det, hans glæde blir forøget; og den der frygtede det +og ikke turde bøje sig for det, han skal stivne i +større frygt. Men ingen er mere ganske den samme, +efter at solen har skinnet pÃ¥ ham. Ingen er aldeles +gold for solens frugtbringende strÃ¥ler. Alt hvad der +har liv, skal modtage mere liv og udløse død, skal +atter og atter bære høst, som jorden bær den hvert +Ã¥r. Solen tÃ¥ler intet uforanderligt om sig.</p> + +<p>Men solen, der er Ã¥rsag til det altsammen, stÃ¥r +pÃ¥ sit sted og lar jorden kredse om sig og opsamle nogle smuler af den lysets rigdom, der falder fra -dens bord. Solen udsender kraft og spør ikke, hvor -meget af den der blir brug for — mægtig, ødsel, +dens bord. Solen udsender kraft og spør ikke, hvor +meget af den der blir brug for — mægtig, ødsel, ligegyldig som en gud.</p> <hr class="chapbreak" /> @@ -3180,145 +3141,145 @@ ligegyldig som en gud.</p> <h2><a name="KAPITEL_XI" id="KAPITEL_XI"></a>XI</h2> -<p>Fru Ida Hansted var to og tyve år og enke; hun -havde været meget forelsket i sin mand, der -pludselig var død fra hende, og når hun smilede, -kunde man godt tænke sig, at hun havde tilbragt en -tid af sit liv med at græde; det havde givet hendes -smil en farlig dybde, og den mand, der så det, -kunde føle det dirrende i sig længe efter og ventede -utålmodigt på, at det skulde komme igen; men hun +<p>Fru Ida Hansted var to og tyve Ã¥r og enke; hun +havde været meget forelsket i sin mand, der +pludselig var død fra hende, og nÃ¥r hun smilede, +kunde man godt tænke sig, at hun havde tilbragt en +tid af sit liv med at græde; det havde givet hendes +smil en farlig dybde, og den mand, der sÃ¥ det, +kunde føle det dirrende i sig længe efter og ventede +utÃ¥lmodigt pÃ¥, at det skulde komme igen; men hun lo mere end hun smilede, og hendes latter var lang -og støjende; den gav nærmest indtrykket af en ung -enke, der inden ret længe vilde blive gift igen.</p> +og støjende; den gav nærmest indtrykket af en ung +enke, der inden ret længe vilde blive gift igen.</p> -<p>Hun havde lyseblondt, tjavset hår over en lav -pande; i højre tinding var der en lok, der om morgenen +<p>Hun havde lyseblondt, tjavset hÃ¥r over en lav +pande; i højre tinding var der en lok, der om morgenen kunde sidde <span class="sic" title="[sic]">astadig</span> sammenfoldet som en -spændt fjeder, men inden middag rev den sig løs -og slog en langstrakt bue ned over kinden, især når -det var højt vær, der kunde stemme til lystighed; -den kom ind og kildrede hende i næsen, og i blæst, -når hun var overgiven, så man hende sprutte sin -krølle ud af munden. Den fik mange mænd til at -le, og det så hæftigt og hengivent, som blev de selv -kildrede på sjælen og havde møje med at holde +spændt fjeder, men inden middag rev den sig løs +og slog en langstrakt bue ned over kinden, især nÃ¥r +det var højt vær, der kunde stemme til lystighed; +den kom ind og kildrede hende i næsen, og i blæst, +nÃ¥r hun var overgiven, sÃ¥ man hende sprutte sin +krølle ud af munden. Den fik mange mænd til at +le, og det sÃ¥ hæftigt og hengivent, som blev de selv +kildrede pÃ¥ sjælen og havde møje med at holde det ud.</p> -<p>Men fru Ida havde også sine døde stunder. Da kunde<span class="pagenum"><a name="Side_86" id="Side_86" title="[S. 86]"> </a></span> +<p>Men fru Ida havde ogsÃ¥ sine døde stunder. Da kunde<span class="pagenum"><a name="Side_86" id="Side_86" title="[S. 86]"> </a></span> der komme et udtryk af tidligt forfald over hendes -skønne ansigt, der lignede et prægtigt hus, hvis ejer -er død i elendighed og har ladet sit hus stå tomt -og forfaldent efter sig. Da havde hun ikke øje for -de mænd, der ellers plejede at flokkes om hende; -hendes blik var skråt og synkende, det var sjældent, -at hun hævede det for at se efter nogen; de lange -øjenvipper krøb ned mod kinden som benene af insekter, -der holdes gemt i en tændstikæske. Hun -sad da helst tilbagelænet i en fredelig krog og så billederne +skønne ansigt, der lignede et prægtigt hus, hvis ejer +er død i elendighed og har ladet sit hus stÃ¥ tomt +og forfaldent efter sig. Da havde hun ikke øje for +de mænd, der ellers plejede at flokkes om hende; +hendes blik var skrÃ¥t og synkende, det var sjældent, +at hun hævede det for at se efter nogen; de lange +øjenvipper krøb ned mod kinden som benene af insekter, +der holdes gemt i en tændstikæske. Hun +sad da helst tilbagelænet i en fredelig krog og sÃ¥ billederne af mennesker glide hen over sin nethinde som aflange striber.</p> -<p>Der var een mand, hvem hendes trætte stemninger +<p>Der var een mand, hvem hendes trætte stemninger kom til gode, det var hendes skolekammerat, Kai, -der var et år yngre end hun. Han fik lov at sidde -hos hende og klappe hendes hånd og tale dæmpet +der var et Ã¥r yngre end hun. Han fik lov at sidde +hos hende og klappe hendes hÃ¥nd og tale dæmpet til hende; men hun svarede aldrig noget til det. Kai -fulgte hende overalt og sørgede samtidig for at være -et sted, hvor der blev lagt så lidt mærke til ham som -muligt, og det var efterhånden lykkedes ham at udslette +fulgte hende overalt og sørgede samtidig for at være +et sted, hvor der blev lagt sÃ¥ lidt mærke til ham som +muligt, og det var efterhÃ¥nden lykkedes ham at udslette sig i den grad, at ingen talte til ham; det befandt han sig bedst ved. Men da han ellers var -en anselig mands søn, blev han inviteret med til +en anselig mands søn, blev han inviteret med til mange ting. Midt i en samtale kunde det ske, at fru Ida rejste sig, gik hen til Kai og klappede ham -på kinden uden at sige et ord, hvorefter hun igen -tog del i underholdningen, som om intet var hændet. -Det vakte altid mændenes latter — lidt anstrængt +pÃ¥ kinden uden at sige et ord, hvorefter hun igen +tog del i underholdningen, som om intet var hændet. +Det vakte altid mændenes latter — lidt anstrængt kunde den undertiden lyde — men damerne fandt, -at så megen troskab fortjente en bedre behandling. -Kai selv smilede blidt efter hende og ænsede ikke +at sÃ¥ megen troskab fortjente en bedre behandling. +Kai selv smilede blidt efter hende og ænsede ikke latteren.</p> -<p>Fru Idas træthedsanfald endte altid med, at hun<span class="pagenum"><a name="Side_87" id="Side_87" title="[S. 87]"> </a></span> -blev søvnig; hun sov og døsede et døgn igennem, så -vendte hun atter tilbage til verden. Den første, hun -da gærne traf på — så at sige ved indgangen til -livet — var forfatteren Karl Vejgård, den ansete, +<p>Fru Idas træthedsanfald endte altid med, at hun<span class="pagenum"><a name="Side_87" id="Side_87" title="[S. 87]"> </a></span> +blev søvnig; hun sov og døsede et døgn igennem, sÃ¥ +vendte hun atter tilbage til verden. Den første, hun +da gærne traf pÃ¥ — sÃ¥ at sige ved indgangen til +livet — var forfatteren Karl VejgÃ¥rd, den ansete, livsglade lyriker, der havde sit hjem i den samme by, hvor Ida tilbragte sin enkestand. Der var ingen, -med hvem hun sådan kunde gøre løjer over sin -tværhed, som hun bagefter kaldte det, som med -ham; ingen kunde lave så pudsige vers om det; han -var et fund for et menneske, der endnu med sjælen -fuld af gysen kom inde fra en nedslåethed, som +med hvem hun sÃ¥dan kunde gøre løjer over sin +tværhed, som hun bagefter kaldte det, som med +ham; ingen kunde lave sÃ¥ pudsige vers om det; han +var et fund for et menneske, der endnu med sjælen +fuld af gysen kom inde fra en nedslÃ¥ethed, som det var bedst at glemme. Han tog aldeles ikke hendes -mørke øjeblikke alvorligt, som hun selv havde en -hemmelig angst for; han lo så overbevisende, hun +mørke øjeblikke alvorligt, som hun selv havde en +hemmelig angst for; han lo sÃ¥ overbevisende, hun holdt nok af at le sammen med ham. Ingen kunde -som de to sætte liv i et selskab; i dem fandt den +som de to sætte liv i et selskab; i dem fandt den glade hurlumhej sit naturlige midtpunkt.</p> -<p>Vejgård syntes at besidde en uforanderlig oplagthed -til løjer; han var den eneste mand, hvis væsen +<p>VejgÃ¥rd syntes at besidde en uforanderlig oplagthed +til løjer; han var den eneste mand, hvis væsen altid var det samme over for hende. Hun kaldte -ham sin leende djævel og påstod, at han kunde ikke -andet end le. På ham ødslede hun al den lystighed, +ham sin leende djævel og pÃ¥stod, at han kunde ikke +andet end le. PÃ¥ ham ødslede hun al den lystighed, som hun i grunden ikke mente stort med; de tog -livtag, der undertiden endte på gulvet; han kyssede -hende, uden at det behøvede at være i panteleg; han +livtag, der undertiden endte pÃ¥ gulvet; han kyssede +hende, uden at det behøvede at være i panteleg; han var et godt redskab, der kunde hentes frem, hvad -øjeblik det skulde være, og straks tages i brug. I -al stilhed ærgrede det hende, at hans kys var så -spøgefulde og kolde, hans tag om hende så beherskede; -enhver måtte gærne se, hvad der var imellem -dem, det var alting beregnet på, syntes hun at kunne -mærke, og hun tænkte ved sig selv, at det var egenlig +øjeblik det skulde være, og straks tages i brug. I +al stilhed ærgrede det hende, at hans kys var sÃ¥ +spøgefulde og kolde, hans tag om hende sÃ¥ beherskede; +enhver mÃ¥tte gærne se, hvad der var imellem +dem, det var alting beregnet pÃ¥, syntes hun at kunne +mærke, og hun tænkte ved sig selv, at det var egenlig et tarveligt princip hos en mand.</p> <p><span class="pagenum"><a name="Side_88" id="Side_88" title="[S. 88]"> </a></span></p> -<p>Så var de mænd, der ellers flokkedes om hende, -af en anden slags. Hun var opmærksom for deres -blik, der kom langt borte fra og søgte hendes; hun -kunde se på deres ansigter, hvor længe de havde -stået og ventet, hun opfattede deres glæde, når det -endelig lykkedes for dem, og hun så, hvordan de -undertiden kæmpede for at skjule det — — det kunde -jo være, at det var gifte mænd. Hun var lydhør -for, hvordan alvorsmænd indledte alvorssamtaler -med hende om spørsmål, som de dog godt vidste, at -hun ikke havde forstand på, og så, på ganske umotiverede -steder begyndte de pludselig at vrøvle og -fik noget på hjærte, der ikke kom den øvrige alvor +<p>SÃ¥ var de mænd, der ellers flokkedes om hende, +af en anden slags. Hun var opmærksom for deres +blik, der kom langt borte fra og søgte hendes; hun +kunde se pÃ¥ deres ansigter, hvor længe de havde +stÃ¥et og ventet, hun opfattede deres glæde, nÃ¥r det +endelig lykkedes for dem, og hun sÃ¥, hvordan de +undertiden kæmpede for at skjule det — — det kunde +jo være, at det var gifte mænd. Hun var lydhør +for, hvordan alvorsmænd indledte alvorssamtaler +med hende om spørsmÃ¥l, som de dog godt vidste, at +hun ikke havde forstand pÃ¥, og sÃ¥, pÃ¥ ganske umotiverede +steder begyndte de pludselig at vrøvle og +fik noget pÃ¥ hjærte, der ikke kom den øvrige alvor ved. Hun havde blik for forstemtheder, hun selv -havde fremkaldt, og hvis sande årsag røbedes af en -bemærkning, der skulde gå for at være ligegyldig +havde fremkaldt, og hvis sande Ã¥rsag røbedes af en +bemærkning, der skulde gÃ¥ for at være ligegyldig henkastet; hun vidste, hvor vigtigt det er for en -mand, der føler sig tilsidesat, at få sagt et par bitre -ord, uden at han dog ønsker at røbe den virkelige -grund. Hun så gifte mænd forlade hende efter mange -indholdsrige ord og pludselig gå hen og blive overvættes -kærlige mod deres koner. Hun morede sig -over mænds latterlighed, men hun nød tillige at +mand, der føler sig tilsidesat, at fÃ¥ sagt et par bitre +ord, uden at han dog ønsker at røbe den virkelige +grund. Hun sÃ¥ gifte mænd forlade hende efter mange +indholdsrige ord og pludselig gÃ¥ hen og blive overvættes +kærlige mod deres koner. Hun morede sig +over mænds latterlighed, men hun nød tillige at samle al den erotiske varme om sig; det gyste og -kriblede i hende, og hun elskede at gøre ny bekendtskaber, +kriblede i hende, og hun elskede at gøre ny bekendtskaber, mod dem alle strakte hun sig ud som et -følsomt og smidigt lille slimdyr, og gled atter ind i -sig selv, når hun havde fået nok. Ingen havde -endnu formået at holde hende fast, og ingen var -ganske den samme, når han havde tilbragt en dag i -hendes nærhed. Alvorlige <a class="corr" name="rett_14" id="rett_14" title="var: Mænd">mænd</a>, der havde de vægtigste +følsomt og smidigt lille slimdyr, og gled atter ind i +sig selv, nÃ¥r hun havde fÃ¥et nok. Ingen havde +endnu formÃ¥et at holde hende fast, og ingen var +ganske den samme, nÃ¥r han havde tilbragt en dag i +hendes nærhed. Alvorlige <a class="corr" name="rett_14" id="rett_14" title="var: Mænd">mænd</a>, der havde de vægtigste beviser for, at hun var ubetydelig og i grunden uden karakter, de vendte senere tilbage — for at forvisse<span class="pagenum"><a name="Side_89" id="Side_89" title="[S. 89]"> </a></span> sig om de ikke havde taget fejl, eller som om -de trængte til flere beviser til at støtte deres opfattelse +de trængte til flere beviser til at støtte deres opfattelse med.</p> -<p>Hun var meget indtagende og ansås af fornuftige -mennesker for at være temmelig tvivlsom, og disse to -ting i forening gav hende en mærkelig ævne til at få -det latterlige frem i modstræbende tilbedere.</p> +<p>Hun var meget indtagende og ansÃ¥s af fornuftige +mennesker for at være temmelig tvivlsom, og disse to +ting i forening gav hende en mærkelig ævne til at fÃ¥ +det latterlige frem i modstræbende tilbedere.</p> <hr class="chapbreak" /> <p><span class="pagenum"><a name="Side_90" id="Side_90" title="[S. 90]"> </a></span></p> @@ -3329,339 +3290,339 @@ det latterlige frem i modstræbende tilbedere.</p> <h2><a name="KAPITEL_XII" id="KAPITEL_XII"></a>XII</h2> -<p>Et stort selskab, der skulde på skovtur, var ved +<p>Et stort selskab, der skulde pÃ¥ skovtur, var ved at samle sig uden for fru Idas hus, hvor der -holdt to vogne; den ene var omtrent fuld, og længere +holdt to vogne; den ene var omtrent fuld, og længere henne i gaden kom de, der endnu manglede. Fru Ida kunde ikke bekvemme sig til at stige op; de havde -så meget morsomt vrøvl om, hvor enhver især skulde -sidde; Vejgård holdt et helt lærd foredrag i den anledning; -han og fru Ida var så kåde som to lam på -en skrænt i Maj måned, og den næstdristigste af hendes -beundrere, proprietær Ahlmark, enkemand på -tredive år, løftede på hende under påskud af at ville -hjælpe hende op, bønfaldt hende med hele sin stemmes +sÃ¥ meget morsomt vrøvl om, hvor enhver især skulde +sidde; VejgÃ¥rd holdt et helt lærd foredrag i den anledning; +han og fru Ida var sÃ¥ kÃ¥de som to lam pÃ¥ +en skrænt i Maj mÃ¥ned, og den næstdristigste af hendes +beundrere, proprietær Ahlmark, enkemand pÃ¥ +tredive Ã¥r, løftede pÃ¥ hende under pÃ¥skud af at ville +hjælpe hende op, bønfaldt hende med hele sin stemmes larm om dog at la det blive til noget, og lo -bragende og var henrykt, fordi det varede så længe, og -fru Ida lo, og når man så omkring på ansigterne, så -var forskellen på dem, der beundrede hende, og dem -der ikke gjorde det, så tydelig som muligt. Også +bragende og var henrykt, fordi det varede sÃ¥ længe, og +fru Ida lo, og nÃ¥r man sÃ¥ omkring pÃ¥ ansigterne, sÃ¥ +var forskellen pÃ¥ dem, der beundrede hende, og dem +der ikke gjorde det, sÃ¥ tydelig som muligt. OgsÃ¥ disse to yderligheder elskede fru Ida at samle om sig.</p> -<p>Blandt dem, der endnu ikke var nået hen til vognene, -var der en, som gav sig særlig god tid og til -sidst kom til at gå alene bag ved de øvrige; han -stansede af og til og så sig om til alle sider, som om -han ventede nogen. Det var en mand på omtrent<span class="pagenum"><a name="Side_91" id="Side_91" title="[S. 91]"> </a></span> -tredive år, han havde et glatraget, alvorligt ansigt, -kort, lige næse, hans mund var noget for lille til hans +<p>Blandt dem, der endnu ikke var nÃ¥et hen til vognene, +var der en, som gav sig særlig god tid og til +sidst kom til at gÃ¥ alene bag ved de øvrige; han +stansede af og til og sÃ¥ sig om til alle sider, som om +han ventede nogen. Det var en mand pÃ¥ omtrent<span class="pagenum"><a name="Side_91" id="Side_91" title="[S. 91]"> </a></span> +tredive Ã¥r, han havde et glatraget, alvorligt ansigt, +kort, lige næse, hans mund var noget for lille til hans brede ansigt, men dens linjer var fast tegnede; dog -tabte den noget af sin bestemthed, når han åbnede den -for at tale. Han havde været i følge med købmand Sørensen -og frue og doktoren, men da de kom i nærheden +tabte den noget af sin bestemthed, nÃ¥r han Ã¥bnede den +for at tale. Han havde været i følge med købmand Sørensen +og frue og doktoren, men da de kom i nærheden af det lystige spektakkel der henne, havde de -uvilkårlig fremskyndet deres gang, mens han holdt sig -tilbage. De fandt ham vanskelig at underholde; når -de mødte hans øjne, kom der noget mellem dem og +uvilkÃ¥rlig fremskyndet deres gang, mens han holdt sig +tilbage. De fandt ham vanskelig at underholde; nÃ¥r +de mødte hans øjne, kom der noget mellem dem og ham, som det ikke var helt let at udviske med en -intetsigende bemærkning. Nu kom han altså alene -og så tøvende som muligt. Hvis nogen havde lagt -mærke til ham, vilde de ha set, at hans blik strejfede +intetsigende bemærkning. Nu kom han altsÃ¥ alene +og sÃ¥ tøvende som muligt. Hvis nogen havde lagt +mærke til ham, vilde de ha set, at hans blik strejfede selskabet henne ved vognene, og at hans ansigt fik et udtryk af tiltagende uvilje.</p> -<p>Doktoren kom hen og tog hans arm: Må jeg så -præsentere Dem for vores alles kære veninde, fru +<p>Doktoren kom hen og tog hans arm: MÃ¥ jeg sÃ¥ +præsentere Dem for vores alles kære veninde, fru Ida Hansted?</p> <p>Hun tog hurtigt sin fod ned fra hjulnavet, da hun forstod, der var en fremmed til stede.</p> -<p>Hr. brygmester Råskov.</p> +<p>Hr. brygmester RÃ¥skov.</p> -<p>Det klædte hende pudsigt og barnligt, da hun påtvang -sig alvor for at ta mod præsentasjonen, og -flere af herrerne lo, men Hans Råskov smilte ikke.</p> +<p>Det klædte hende pudsigt og barnligt, da hun pÃ¥tvang +sig alvor for at ta mod præsentasjonen, og +flere af herrerne lo, men Hans RÃ¥skov smilte ikke.</p> -<p>Hun så nysgærrigt på ham. En grå sommerfrakke -af fint stof sad ikke ulasteligt på en velvoksen, -svært bygget skikkelse; der var rynker ved knaphullerne -og folder på ærmerne; han plejede vist ikke +<p>Hun sÃ¥ nysgærrigt pÃ¥ ham. En grÃ¥ sommerfrakke +af fint stof sad ikke ulasteligt pÃ¥ en velvoksen, +svært bygget skikkelse; der var rynker ved knaphullerne +og folder pÃ¥ ærmerne; han plejede vist ikke at rette sine arme. Men hvor er han godt i stand! -tænkte hun, idet hun så på hans kinder og kraftige -hals. Lyseblå øjne. Men det er da ikke høfligt at<span class="pagenum"><a name="Side_92" id="Side_92" title="[S. 92]"> </a></span> -se så gravalvorligt på en dame, når man blir præsenteret, -især i en situasjon som denne her.</p> - -<p>Hun blev hel ilde berørt og tog ham nærmere i -øjesyn. Et udtryk af ringeagt mødte nok så ugenert -hendes blik. Var det meningen? Jo, han forsøgte -ikke at lægge bånd på sig, han fortrak formelig +tænkte hun, idet hun sÃ¥ pÃ¥ hans kinder og kraftige +hals. LyseblÃ¥ øjne. Men det er da ikke høfligt at<span class="pagenum"><a name="Side_92" id="Side_92" title="[S. 92]"> </a></span> +se sÃ¥ gravalvorligt pÃ¥ en dame, nÃ¥r man blir præsenteret, +især i en situasjon som denne her.</p> + +<p>Hun blev hel ilde berørt og tog ham nærmere i +øjesyn. Et udtryk af ringeagt mødte nok sÃ¥ ugenert +hendes blik. Var det meningen? Jo, han forsøgte +ikke at lægge bÃ¥nd pÃ¥ sig, han fortrak formelig munden, havde vel ingen anelse om, hvordan han -så ud — —</p> +sÃ¥ ud — —</p> <p>Hun blev i et nu alvorlig og bestemte sig til at -stå op; de andre fulgte efter i mærkværdig god +stÃ¥ op; de andre fulgte efter i mærkværdig god orden.</p> -<p>Det var altså denne hr. Råskov, som hun havde -hørt tale om, brygmester af livsstilling, men bag ved +<p>Det var altsÃ¥ denne hr. RÃ¥skov, som hun havde +hørt tale om, brygmester af livsstilling, men bag ved det noget videnskabeligt fint, som af en eller anden grund ikke var blevet til noget; en tavs herre, som hun ikke havde dannet sig nogen forestilling om, -fordi der havde været talt så lidt om ham, og hvad -der var blevet sagt, havde været præget af agtelse. -Og denne ubestemmelige herre havde stået dær bag +fordi der havde været talt sÃ¥ lidt om ham, og hvad +der var blevet sagt, havde været præget af agtelse. +Og denne ubestemmelige herre havde stÃ¥et dær bag ved og studeret hende, mens hun ingenting anede. -Han havde fået tid til at lave sig det ansigt, der ligefrem +Han havde fÃ¥et tid til at lave sig det ansigt, der ligefrem var stift af uvilje. Bag hendes ryg var han -kommet hende i forkøbet og havde nok så uforstyrret +kommet hende i forkøbet og havde nok sÃ¥ uforstyrret dannet sig en mening om hende, mens hun foreviste sig og ikke vidste af, at der var andre end vennerne -og så dem, hun kendte og ikke regnede med. -Det var yderst ubehageligt. Hun søgte at huske alt +og sÃ¥ dem, hun kendte og ikke regnede med. +Det var yderst ubehageligt. Hun søgte at huske alt hvad hun havde sagt og gjort, og meget kom nu tilbage med en tydelighed, som det pjatteri ikke fortjente. Alt det havde han samlet sammen og sad nu -og gemte på. Hun havde også nok set en grå skikkelse -henne på gaden, men hvor kunde hun vide, at +og gemte pÃ¥. Hun havde ogsÃ¥ nok set en grÃ¥ skikkelse +henne pÃ¥ gaden, men hvor kunde hun vide, at den kom dem ved? Han havde givet sig god tid og<span class="pagenum"><a name="Side_93" id="Side_93" title="[S. 93]"> </a></span> -mønstret hende med al sådan en lærd herres grundighed. +mønstret hende med al sÃ¥dan en lærd herres grundighed. Og han var alvorsmand; det var jo nydeligt. -Hun blev så gal på Vejgård; hvorfor havde han ikke -varskoet hende og hindret sådan en overrumpling?</p> - -<p>Hun fik Råskov anbragt skrås over for sig selv; -hvis han var et dannet menneske, måtte han sige -noget til hende for de øjne, han havde lånt hende. -Men han henvendte sig udelukkende til Sørensen, -og det kun for at få oplysninger om egnen, de kørte +Hun blev sÃ¥ gal pÃ¥ VejgÃ¥rd; hvorfor havde han ikke +varskoet hende og hindret sÃ¥dan en overrumpling?</p> + +<p>Hun fik RÃ¥skov anbragt skrÃ¥s over for sig selv; +hvis han var et dannet menneske, mÃ¥tte han sige +noget til hende for de øjne, han havde lÃ¥nt hende. +Men han henvendte sig udelukkende til Sørensen, +og det kun for at fÃ¥ oplysninger om egnen, de kørte igennem. Det var en sjov stemme, han havde, syntes -hun, altfor høj og meget for hæs; til en alvorsmand -af hans slags hørte nødvendigvis en mandig bas. -Han spurte ikke om meget ad gangen, men hørte -godt efter og lod til at indprænte sig nøje, hvad han -hørte. Jo, han var grundig. Han lukkede sin mund -stædigt om det, han havde opfattet.</p> - -<p>Fru Ida blev lystig igen, lidt anstrængt i begyndelsen, -mens hun uafbrudt iagttog Hans Råskov. -Det var mærkeligt, hvordan alle linjerne i hans -ansigt viste ned ad, folderne om øjne og mund, og -selve mundkrogene; øjenbrynene var så langt nede -de kunde komme, og håret lå i en fast kage på hans +hun, altfor høj og meget for hæs; til en alvorsmand +af hans slags hørte nødvendigvis en mandig bas. +Han spurte ikke om meget ad gangen, men hørte +godt efter og lod til at indprænte sig nøje, hvad han +hørte. Jo, han var grundig. Han lukkede sin mund +stædigt om det, han havde opfattet.</p> + +<p>Fru Ida blev lystig igen, lidt anstrængt i begyndelsen, +mens hun uafbrudt iagttog Hans RÃ¥skov. +Det var mærkeligt, hvordan alle linjerne i hans +ansigt viste ned ad, folderne om øjne og mund, og +selve mundkrogene; øjenbrynene var sÃ¥ langt nede +de kunde komme, og hÃ¥ret lÃ¥ i en fast kage pÃ¥ hans hoved; han var nok ikke en mand, der var megen -løftelse ved. Hvor var han ikke forskellig fra Vejgård, -der havde næsten samme lød, og hvis skikkelse -heller ikke tydede på fin afstamning, men hos ham -gik alting op ad, rynkerne, øjenbrynene, der havde -den vane at fare til værs, det opstrittende hår, ja -selv det spidse skæg havde sin betydning, hans hoved +løftelse ved. Hvor var han ikke forskellig fra VejgÃ¥rd, +der havde næsten samme lød, og hvis skikkelse +heller ikke tydede pÃ¥ fin afstamning, men hos ham +gik alting op ad, rynkerne, øjenbrynene, der havde +den vane at fare til værs, det opstrittende hÃ¥r, ja +selv det spidse skæg havde sin betydning, hans hoved var tilspidset for oven og for neden som ting, der er -fart ved. Hun følte pludselig en svag uvilje mod Vejgård.</p> +fart ved. Hun følte pludselig en svag uvilje mod VejgÃ¥rd.</p> <p>Det undrede hende, at der ikke var en glat ring<span class="pagenum"><a name="Side_94" id="Side_94" title="[S. 94]"> </a></span> -på hans højre hånd, men den sad vel på den anden, -for naturligvis var sådan en alvorsmand gift; et eller +pÃ¥ hans højre hÃ¥nd, men den sad vel pÃ¥ den anden, +for naturligvis var sÃ¥dan en alvorsmand gift; et eller andet sted i verden havde han et alvorligt stativ af en kone, der heller ikke forsnakkede sig, de to havde -det rigtig hyggeligt og tavst sammen. Når han nu -kom hjem, kunde han med tre ord fortælle sin kone -og sine fem børn — fem blonde pinde lavede af -samme træ som han selv — om hvad for letfærdige -enker der var til. Hvis de væltede på denne tur, og -han omkom, hvad man jo næsten måtte ønske, så -vilde dydsirede enkefru Råskov ikke fjante som fru -Ida, hun vilde sidde på en stol som et stykke blondt -keramik og græde tre tårer ned ad sin spidse næse, -og så vilde hun rejse sig og ta sig af hus og børn — -— Han så ud til at være mindst fem og tredve, og da -alvorsmænd altid tar ældre koner for at være vis -på at få dem alvorlige nok, så måtte hun være +det rigtig hyggeligt og tavst sammen. NÃ¥r han nu +kom hjem, kunde han med tre ord fortælle sin kone +og sine fem børn — fem blonde pinde lavede af +samme træ som han selv — om hvad for letfærdige +enker der var til. Hvis de væltede pÃ¥ denne tur, og +han omkom, hvad man jo næsten mÃ¥tte ønske, sÃ¥ +vilde dydsirede enkefru RÃ¥skov ikke fjante som fru +Ida, hun vilde sidde pÃ¥ en stol som et stykke blondt +keramik og græde tre tÃ¥rer ned ad sin spidse næse, +og sÃ¥ vilde hun rejse sig og ta sig af hus og børn — +— Han sÃ¥ ud til at være mindst fem og tredve, og da +alvorsmænd altid tar ældre koner for at være vis +pÃ¥ at fÃ¥ dem alvorlige nok, sÃ¥ mÃ¥tte hun være fyrre.</p> -<p>Hun hadede ham af hele sin egensindige, forkælede -sjæl; der var ingen mening i den nederdrægtighed -at komme listende bag fra ligesom en stor grå -kat med grønne øjne! Han havde vel hørt noget om -hende og var straks blevet forarget, og så havde han -været forfærdelig glad ved at kunne stå bag ved og +<p>Hun hadede ham af hele sin egensindige, forkælede +sjæl; der var ingen mening i den nederdrægtighed +at komme listende bag fra ligesom en stor grÃ¥ +kat med grønne øjne! Han havde vel hørt noget om +hende og var straks blevet forarget, og sÃ¥ havde han +været forfærdelig glad ved at kunne stÃ¥ bag ved og se, at det var rigtigt nok. Hun fandt, at der var noget forkert i, at han var blond, men det gjorde ham for resten ikke mindre skummel. Og nu sad han -dær på en isolerskammel og passede på det, han +dær pÃ¥ en isolerskammel og passede pÃ¥ det, han havde samlet.</p> -<p>Fru Ida kunde ikke fordrage, at der var mænd, -som ikke ænsede hende. De måtte så gærne misbillige -hende i ord eller ved deres væsen; hun havde heller +<p>Fru Ida kunde ikke fordrage, at der var mænd, +som ikke ænsede hende. De mÃ¥tte sÃ¥ gærne misbillige +hende i ord eller ved deres væsen; hun havde heller ikke noget imod at de vilde omvende hende eller tale<span class="pagenum"><a name="Side_95" id="Side_95" title="[S. 95]"> </a></span> til det, de kaldte det bedre menneske i hende — -sådan som købmand Sørensen, der var indremissjonær; +sÃ¥dan som købmand Sørensen, der var indremissjonær; men hun kunde spekulere sig sin sindsro fra over dem, der var nul — —</p> -<p>Men så vilde hun da prøve sin magt, og hun +<p>Men sÃ¥ vilde hun da prøve sin magt, og hun brugte den med eftertanke. Hun lod sin lystighed suse om ham, lige uden om ham hele tiden; hun -vilde bare strejfe ham, måske var det det bedste -middel til at ramme ham. Han var ikke så dannet, -at han smilede for selskabs skyld, så han selv kunde +vilde bare strejfe ham, mÃ¥ske var det det bedste +middel til at ramme ham. Han var ikke sÃ¥ dannet, +at han smilede for selskabs skyld, sÃ¥ han selv kunde komme med i morskaben. Godt, hun vilde tvinge ham.</p> -<p>Der blev efterhånden meget lystigt på den vogn; -proprietær Ahlmark så ud i hodet som en rødkål af -at le og vride sig om fra forsædet; ovre fra den anden -vogn råbte de og spurte misundeligt, hvad der var -så morsomt, men der var ingen, der fortalte dem det. -Fru Ida havde den store opmuntring, at Sørensen, -der sad lige over for, begyndte at opløses under -den hidsige munterhed, der udstrømmede fra -hende. På hans ansigt kæmpede et mørkt udtryk -med et hjælpeløst smil; han måtte arbejde med munden +<p>Der blev efterhÃ¥nden meget lystigt pÃ¥ den vogn; +proprietær Ahlmark sÃ¥ ud i hodet som en rødkÃ¥l af +at le og vride sig om fra forsædet; ovre fra den anden +vogn rÃ¥bte de og spurte misundeligt, hvad der var +sÃ¥ morsomt, men der var ingen, der fortalte dem det. +Fru Ida havde den store opmuntring, at Sørensen, +der sad lige over for, begyndte at opløses under +den hidsige munterhed, der udstrømmede fra +hende. PÃ¥ hans ansigt kæmpede et mørkt udtryk +med et hjælpeløst smil; han mÃ¥tte arbejde med munden og gumle og synke noget for at bevare resten af -alvoren; fru Ida blev så glad for det ligegyldige menneske, -som hun aldrig før havde taget sig af, men -han var jo morsom. Hans kone så hvert øjeblik på -ham for at søge hans deltagelse i forargelse, og hun -fandt den; han havde let ved at udtrykke den, når -han havde hendes ansigt at se efter, men så desværre -mødte han fru Idas ansigt, og så genspejlede +alvoren; fru Ida blev sÃ¥ glad for det ligegyldige menneske, +som hun aldrig før havde taget sig af, men +han var jo morsom. Hans kone sÃ¥ hvert øjeblik pÃ¥ +ham for at søge hans deltagelse i forargelse, og hun +fandt den; han havde let ved at udtrykke den, nÃ¥r +han havde hendes ansigt at se efter, men sÃ¥ desværre +mødte han fru Idas ansigt, og sÃ¥ genspejlede han noget helt andet, men det opdagede hans kone -ikke; hun så lige ud med en forargelse, der var -ægte nok, og anede ikke noget om den sjælekamp,<span class="pagenum"><a name="Side_96" id="Side_96" title="[S. 96]"> </a></span> -hendes mand havde at bestå. Sørensens ubeherskethed -bredte sig efterhånden over hele hans person, -hans hænder famlede frem for sig som under et let -anfald af sankt vejtsdans, så lae de sig til hvile på -hans lår og kravlede helt frem til knæerne, der også -selv kom frem ad og nærmede sig fru Idas.</p> - -<p>Fru Ida skælvede af hed lystighed, der næsten var -smærtelig; hun bævede som en dråbe kviksølv på et -poleret bord, hun gik frem i fortryllelse, Sørensen -var den første stasjon på vejen; mon den tavse, kolde -herre blev den næste?</p> - -<p>Hans Råskov så ikke på hende, han havde set nok, -kunde uden ad hendes smidige bevægelser med hoved -og overkrop og hænder, der altid var fremkaldt af en +ikke; hun sÃ¥ lige ud med en forargelse, der var +ægte nok, og anede ikke noget om den sjælekamp,<span class="pagenum"><a name="Side_96" id="Side_96" title="[S. 96]"> </a></span> +hendes mand havde at bestÃ¥. Sørensens ubeherskethed +bredte sig efterhÃ¥nden over hele hans person, +hans hænder famlede frem for sig som under et let +anfald af sankt vejtsdans, sÃ¥ lae de sig til hvile pÃ¥ +hans lÃ¥r og kravlede helt frem til knæerne, der ogsÃ¥ +selv kom frem ad og nærmede sig fru Idas.</p> + +<p>Fru Ida skælvede af hed lystighed, der næsten var +smærtelig; hun bævede som en drÃ¥be kviksølv pÃ¥ et +poleret bord, hun gik frem i fortryllelse, Sørensen +var den første stasjon pÃ¥ vejen; mon den tavse, kolde +herre blev den næste?</p> + +<p>Hans RÃ¥skov sÃ¥ ikke pÃ¥ hende, han havde set nok, +kunde uden ad hendes smidige bevægelser med hoved +og overkrop og hænder, der altid var fremkaldt af en mand, altid gik i retning af en mand. Han kunde straks bestemme hende, hun var ikke af de kvinder, -der har et samlet sind, hun var spredt, søgte altid +der har et samlet sind, hun var spredt, søgte altid udad; hun havde ikke noget i sig selv, hvorom hun -kunde finde ro. Det ærgrede ham, at han havde +kunde finde ro. Det ærgrede ham, at han havde anlagt den vane at analysere de kvinder, han traf -på, men det var måske det sikreste for en mand, der -ikke mere kunde undgå at få tanker, hver gang han +pÃ¥, men det var mÃ¥ske det sikreste for en mand, der +ikke mere kunde undgÃ¥ at fÃ¥ tanker, hver gang han gjorde et nyt kvindebekendtskab. Hende her var -han snart færdig med; hun mindede ham om en vis -hæslig barndomserindring. Som dreng var han en -dag kommet ind i en gård, hvor han ellers kun -sjælden kom, og dær havde han set en rødflammet +han snart færdig med; hun mindede ham om en vis +hæslig barndomserindring. Som dreng var han en +dag kommet ind i en gÃ¥rd, hvor han ellers kun +sjælden kom, og dær havde han set en rødflammet kat, der legede med en anden. Aldrig havde noget -gjort et så modbydeligt, fordærvet og upålideligt -indtryk på ham; hans første indskydelse havde været -at kaste en sten efter den, men det kunde ikke gå -an lige foran andre folks vinduer, men da den så +gjort et sÃ¥ modbydeligt, fordærvet og upÃ¥lideligt +indtryk pÃ¥ ham; hans første indskydelse havde været +at kaste en sten efter den, men det kunde ikke gÃ¥ +an lige foran andre folks vinduer, men da den sÃ¥ kom hen og vilde stryge sig op ad ham, med krum<span class="pagenum"><a name="Side_97" id="Side_97" title="[S. 97]"> </a></span> -ryg og opret hale, der endte i en krog, en så nederdrægtig, -giftig rød krog, så var han nød til at sparke +ryg og opret hale, der endte i en krog, en sÃ¥ nederdrægtig, +giftig rød krog, sÃ¥ var han nød til at sparke efter den — —</p> -<p>Han så op; fru Idas løse lok fløj om hendes kinder; +<p>Han sÃ¥ op; fru Idas løse lok fløj om hendes kinder; hun tog om den med varsomme fingre og trak den -om bag øret med en langsom, kælen bevægelse, og +om bag øret med en langsom, kælen bevægelse, og der kom et smilende indadvendt udtryk over hendes -ansigt. Det gyste i Hans Råskov, da han så det; der -påkom ham et øjebliks oprør; mange ting, han ikke -vidste besked om, rørte sig vildt og dunkelt i ham; -der var noget så forfærdeligt i det, ligesom da han -for en snes år siden for første <a class="corr" name="rett_15" id="rett_15" title="var: Gang">gang</a> så et dampskib -blive sat i gang; en smule bevægelse med et eller -andet håndtag, og straks begyndte en pusten og støden -og hvæsen af ting, han ikke kunde se de halve -af; der kom buldrende liv i en mængde ståldele, som +ansigt. Det gyste i Hans RÃ¥skov, da han sÃ¥ det; der +pÃ¥kom ham et øjebliks oprør; mange ting, han ikke +vidste besked om, rørte sig vildt og dunkelt i ham; +der var noget sÃ¥ forfærdeligt i det, ligesom da han +for en snes Ã¥r siden for første <a class="corr" name="rett_15" id="rett_15" title="var: Gang">gang</a> sÃ¥ et dampskib +blive sat i gang; en smule bevægelse med et eller +andet hÃ¥ndtag, og straks begyndte en pusten og støden +og hvæsen af ting, han ikke kunde se de halve +af; der kom buldrende liv i en mængde stÃ¥ldele, som han ikke turde vove sig ned imellem. — — Det er -urigtigt af mig, tænkte han, at jeg har ladet mig påtvinge -en måneds ferie; det er ikke alle mennesker, -der kan tåle at blive amputerede fra deres arbejde.</p> +urigtigt af mig, tænkte han, at jeg har ladet mig pÃ¥tvinge +en mÃ¥neds ferie; det er ikke alle mennesker, +der kan tÃ¥le at blive amputerede fra deres arbejde.</p> -<p>Hr. Råskov, sae pludselig fru Ida, er det ikke +<p>Hr. RÃ¥skov, sae pludselig fru Ida, er det ikke kemiker De er? Hvad er det egenlig De laver?</p> -<p>Dynamit, bragede proprietæren; kan De ikke se -det på ham?</p> +<p>Dynamit, bragede proprietæren; kan De ikke se +det pÃ¥ ham?</p> -<p>Å jeg troede, det var øl, sae hun.</p> +<p>Ã… jeg troede, det var øl, sae hun.</p> -<p>Jeg laver bægge dele, svarede han.</p> +<p>Jeg laver bægge dele, svarede han.</p> <p>Men nu er De jo her for at rekreere Dem. Vi -støjer vist også lovlig meget. — Hun så mildt spørgende -på ham.</p> +støjer vist ogsÃ¥ lovlig meget. — Hun sÃ¥ mildt spørgende +pÃ¥ ham.</p> -<p>Dynamit støjer undertiden mere, sae han.</p> +<p>Dynamit støjer undertiden mere, sae han.</p> -<p>Gør det virkelig? spurte hun med naiv undren.</p> +<p>Gør det virkelig? spurte hun med naiv undren.</p> <p>Ja.</p> -<p>Der blev stille på vognen; alle havde følelsen af<span class="pagenum"><a name="Side_98" id="Side_98" title="[S. 98]"> </a></span> -noget usædvanligt, da de to for første gang talte -sammen. Hans Råskovs stemme faldt som en kulde -på de tilstedeværende, og ingen kunde finde på noget -at sige bag efter, indtil endelig Vejgård sukkede -komisk og lidelsesfuldt: Å ja, såmænd ja, — og som -på et ventet signal brød munterheden løs igen.</p> +<p>Der blev stille pÃ¥ vognen; alle havde følelsen af<span class="pagenum"><a name="Side_98" id="Side_98" title="[S. 98]"> </a></span> +noget usædvanligt, da de to for første gang talte +sammen. Hans RÃ¥skovs stemme faldt som en kulde +pÃ¥ de tilstedeværende, og ingen kunde finde pÃ¥ noget +at sige bag efter, indtil endelig VejgÃ¥rd sukkede +komisk og lidelsesfuldt: Ã… ja, sÃ¥mænd ja, — og som +pÃ¥ et ventet signal brød munterheden løs igen.</p> <p>En halv time senere holdt vognen ved skovpavillonen.</p> -<p>De, hr. Råskov, som laver dynamit og øl, sae fru -Ida, kommer til at gå ned først.</p> +<p>De, hr. RÃ¥skov, som laver dynamit og øl, sae fru +Ida, kommer til at gÃ¥ ned først.</p> <p>Skal jeg ta imod Dem? spurte han nede fra.</p> -<p>Tak, hvis De vil flytte Dem, så jeg kan komme til -— og med det samme sprang hun ned tæt ved siden -af ham; han følte hende suse gennem luften og sank -i knæene.</p> +<p>Tak, hvis De vil flytte Dem, sÃ¥ jeg kan komme til +— og med det samme sprang hun ned tæt ved siden +af ham; han følte hende suse gennem luften og sank +i knæene.</p> -<p>Uvant med interiøret, tænkte han, gid jeg var -vel hjemme igen. Det gjorde også hans stilling mere +<p>Uvant med interiøret, tænkte han, gid jeg var +vel hjemme igen. Det gjorde ogsÃ¥ hans stilling mere vanskelig, at der ikke var et menneske at tale med; -mændene her var lige tåbelige allesammen; tvang -de sig for hans skyld til at tale fornuftigt, så kunde -han gennem deres ord høre, hvordan de ventede på +mændene her var lige tÃ¥belige allesammen; tvang +de sig for hans skyld til at tale fornuftigt, sÃ¥ kunde +han gennem deres ord høre, hvordan de ventede pÃ¥ at slippe fra ham og higede efter at komme til at fjante igen. Nu legede de tagfat; der blev skreget -uhyre, de rullede også lystigt mellem hverandre. -Proprietæren rendte efter fru Ida; hun snoede sig -og løb rundt inden for et ganske lille areal, så han +uhyre, de rullede ogsÃ¥ lystigt mellem hverandre. +Proprietæren rendte efter fru Ida; hun snoede sig +og løb rundt inden for et ganske lille areal, sÃ¥ han blev aldeles fortumlet af den stadige indbildning, at nu havde han hende; han snurrede om hende, tyk og -dog vims, påtrængende og væmmelig som en spyflue. -Hans Råskov var så optaget, at fru Ida benyttede -ham som centrum for deres fangeleg; hun håbede -vel at gøre ham latterlig, han blev derfor rolig -stående, til Ahlmark fik fat i hende.</p> +dog vims, pÃ¥trængende og væmmelig som en spyflue. +Hans RÃ¥skov var sÃ¥ optaget, at fru Ida benyttede +ham som centrum for deres fangeleg; hun hÃ¥bede +vel at gøre ham latterlig, han blev derfor rolig +stÃ¥ende, til Ahlmark fik fat i hende.</p> <p><span class="pagenum"><a name="Side_99" id="Side_99" title="[S. 99]"> </a></span></p> -<p>De fik ikke andet end hænderne, sae hun; nu kan -De ikke komme mig nærmere, ved De nok — — Ja, -De vilde gærne ha fat om livet — hun så dristig på -ham med sine leende øjne — men det er som bekendt -ikke så let. Se så!</p> +<p>De fik ikke andet end hænderne, sae hun; nu kan +De ikke komme mig nærmere, ved De nok — — Ja, +De vilde gærne ha fat om livet — hun sÃ¥ dristig pÃ¥ +ham med sine leende øjne — men det er som bekendt +ikke sÃ¥ let. Se sÃ¥!</p> -<p>Hun sled sig løs, og løb baglæns, idet hun blæste -på sine ildrøde håndled: De raser indvendig, stakkels -mand, men hvad kan det hjælpe? Nå, De skal ikke -være så ked af det — — Må nok.</p> +<p>Hun sled sig løs, og løb baglæns, idet hun blæste +pÃ¥ sine ildrøde hÃ¥ndled: De raser indvendig, stakkels +mand, men hvad kan det hjælpe? NÃ¥, De skal ikke +være sÃ¥ ked af det — — MÃ¥ nok.</p> -<p>Han tog hende om livet og løftede hende op på +<p>Han tog hende om livet og løftede hende op pÃ¥ sin arm.</p> <p>Kan De godt lide det? spurte hun.</p> @@ -3671,335 +3632,335 @@ ligesom indhyllede dem begge i een skandale; hele resten af selskabet var vidne.</p> <p>Kast mig, befalede hun, og han sendte hende fra -sig, så hun dalede til jorden i en stor bue; hun genvandt -ligevægten tæt ved siden af Hans Råskov.</p> +sig, sÃ¥ hun dalede til jorden i en stor bue; hun genvandt +ligevægten tæt ved siden af Hans RÃ¥skov.</p> -<p>Det kunde De ikke gøre, sae hun.</p> +<p>Det kunde De ikke gøre, sae hun.</p> -<p>Jeg kan tumle med kornsække, svarede han; de er -næmmere at beregne.</p> +<p>Jeg kan tumle med kornsække, svarede han; de er +næmmere at beregne.</p> -<p>— Du bær dig meget underligt ad, Ida, sae Kai, -som hun mødte lige i skovkanten. Du burde kunne -forestille dig, hvordan det tar sig ud, når du sidder -på en tyk mands arm; han vrider det gule ud af -øjnene som en tyr og snøfter ad dig; hans forelskelse -klær dig slet ikke; han smasker efter dig, så det er -uappetitligt; jeg er nød til at sige dig det.</p> +<p>— Du bær dig meget underligt ad, Ida, sae Kai, +som hun mødte lige i skovkanten. Du burde kunne +forestille dig, hvordan det tar sig ud, nÃ¥r du sidder +pÃ¥ en tyk mands arm; han vrider det gule ud af +øjnene som en tyr og snøfter ad dig; hans forelskelse +klær dig slet ikke; han smasker efter dig, sÃ¥ det er +uappetitligt; jeg er nød til at sige dig det.</p> <p>Hvorfor er du det, stakkels Kai?</p> <p>Fordi jeg vil det, der er det bedste og smukkeste for dig. Jeg er den eneste, der virkelig holder af dig; -derfor ler jeg ikke, når de andre gør det; det er ikke +derfor ler jeg ikke, nÃ¥r de andre gør det; det er ikke noget godt, de mener med deres latter.</p> <p><span class="pagenum"><a name="Side_100" id="Side_100" title="[S. 100]"> </a></span></p> <p>Rare lille Kai. Men jeg tror alligevel ikke, det -blir dig. Gør du vel det?</p> +blir dig. Gør du vel det?</p> -<p>Ikke endnu. Du skal ha prøvet mange rå mænd, -før jeg er god nok.</p> +<p>Ikke endnu. Du skal ha prøvet mange rÃ¥ mænd, +før jeg er god nok.</p> <p>Du er da ikke rigtig klog, men du er rigtig morsom.</p> -<p>Hun klappede ham på kinden, og idet hun berørte -hans ansigt, kom der et glimt i hendes øjne; -hun tog ham ved øret, drejede hans hoved om og +<p>Hun klappede ham pÃ¥ kinden, og idet hun berørte +hans ansigt, kom der et glimt i hendes øjne; +hun tog ham ved øret, drejede hans hoved om og kyssede ham.</p> <p>Barnekys, hviskede hun, idet hun gik.</p> -<p>— Nu skal vi, dælen dundre mig, ha nogen levemåde, -sae Ahlmark, og <a class="corr" name="rett_16" id="rett_16" title="var: det">der</a> var et brag som når en -flok råger flyver til værs.</p> +<p>— Nu skal vi, dælen dundre mig, ha nogen levemÃ¥de, +sae Ahlmark, og <a class="corr" name="rett_16" id="rett_16" title="var: det">der</a> var et brag som nÃ¥r en +flok rÃ¥ger flyver til værs.</p> -<p>Ingen tænkte på at gøre indsigelse mod dette signal, -og snart var der dækket på græsset inde i +<p>Ingen tænkte pÃ¥ at gøre indsigelse mod dette signal, +og snart var der dækket pÃ¥ græsset inde i skoven.</p> -<p>Fru Ida skal sidde nærmest ved mig og ved madkurven, -sae Ahlmark; for dær vil De helst være. Er -det løgn i min hals?</p> +<p>Fru Ida skal sidde nærmest ved mig og ved madkurven, +sae Ahlmark; for dær vil De helst være. Er +det løgn i min hals?</p> -<p>Å nej. Og De, herren over dynamitten, skal sidde +<p>Ã… nej. Og De, herren over dynamitten, skal sidde ved min side; for De har en god appetit, ikke? Jo, -det kunde jeg nok tænke, og De blir let glemt, når +det kunde jeg nok tænke, og De blir let glemt, nÃ¥r De kommer ned ved den anden ende.</p> -<p>Ahlmark lae et stykke smørrebrød sammen og -stoppede det i munden på een gang. — Og så skal -vi ha en <span class="sic" title="[sic]">akavit</span>! Damerne drikker nok snaps, når +<p>Ahlmark lae et stykke smørrebrød sammen og +stoppede det i munden pÃ¥ een gang. — Og sÃ¥ skal +vi ha en <span class="sic" title="[sic]">akavit</span>! Damerne drikker nok snaps, nÃ¥r jeg gir den, ikke?</p> <p>Jo, jo! blev der skreget.</p> -<p>Fru Ida fik den første og stak den ud.</p> +<p>Fru Ida fik den første og stak den ud.</p> <p>Hvordan ser det ud? spurte hun, idet hun vendte -sig til Hans Råskov.</p> +sig til Hans RÃ¥skov.</p> -<p>Ilde. Men jeg har set det før.</p> +<p>Ilde. Men jeg har set det før.</p> <p><span class="pagenum"><a name="Side_101" id="Side_101" title="[S. 101]"> </a></span></p> -<p>I så tilfælde behøver De ikke at se så meget på -mig. Vejgård, min sande ven, De vil gærne ha et -æg. Kan De fange det?</p> +<p>I sÃ¥ tilfælde behøver De ikke at se sÃ¥ meget pÃ¥ +mig. VejgÃ¥rd, min sande ven, De vil gærne ha et +æg. Kan De fange det?</p> <p>Hun sendte det hen over hoder, der dukkede sig, -og Vejgårds store, bløde håndflade tog sikkert og -læmpeligt imod det.</p> +og VejgÃ¥rds store, bløde hÃ¥ndflade tog sikkert og +læmpeligt imod det.</p> -<p>Tak for de sande venneord, råbte han tilbage; -hvad vil De ha til gengæld? Forlang!</p> +<p>Tak for de sande venneord, rÃ¥bte han tilbage; +hvad vil De ha til gengæld? Forlang!</p> <p>Idet hun vendte blikket mod ham, skinnede det -hvide af øjnene stærkt ud af det glødende ansigt. — -Å, send mig det tilbage igen.</p> +hvide af øjnene stærkt ud af det glødende ansigt. — +Ã…, send mig det tilbage igen.</p> -<p>Ægget gjorde flere gange turen gennem luften og -fangedes til sidst uskadt af Vejgård.</p> +<p>Ægget gjorde flere gange turen gennem luften og +fangedes til sidst uskadt af VejgÃ¥rd.</p> -<p>Nu ser hr. Råskov på mig igen, sae fru Ida stille; -en underlig, ufri latter hørtes, alle så hen på Hans -Råskov, og der blev temmelig stille.</p> +<p>Nu ser hr. RÃ¥skov pÃ¥ mig igen, sae fru Ida stille; +en underlig, ufri latter hørtes, alle sÃ¥ hen pÃ¥ Hans +RÃ¥skov, og der blev temmelig stille.</p> -<p>Det kunde De ikke gøre, sae fru Ida til ham; De -har ikke det bløde håndelag sådan som Vejgård; De +<p>Det kunde De ikke gøre, sae fru Ida til ham; De +har ikke det bløde hÃ¥ndelag sÃ¥dan som VejgÃ¥rd; De knuste det straks, ikke?</p> <p>Jeg kan slet ikke spille bold, svarede han.</p> -<p>Når der en gang går hul på Dem, så skal jeg lære +<p>NÃ¥r der en gang gÃ¥r hul pÃ¥ Dem, sÃ¥ skal jeg lære Dem det.</p> <p>Det er for sent, jeg er altfor stiv til det.</p> <p>Hvad taler De nu egenlig om?</p> -<p>Hun så på ham og mødte også hans blik. Nej +<p>Hun sÃ¥ pÃ¥ ham og mødte ogsÃ¥ hans blik. Nej aldrig havde hun truffet et menneske, der i den grad -manglede ævnen til at være på skovtur; han var ikke -en gang vant til at se på mennesker, man skulde ikke -tro, at han brugte sine øjne til det, et almindeligt -menneske anvender dem til. De kunde få en til at -tænke på gamle underlige historier, der gør en utilfreds -og længselsfuld efter det sælsomme og gir urolige -drømme — — —</p> +manglede ævnen til at være pÃ¥ skovtur; han var ikke +en gang vant til at se pÃ¥ mennesker, man skulde ikke +tro, at han brugte sine øjne til det, et almindeligt +menneske anvender dem til. De kunde fÃ¥ en til at +tænke pÃ¥ gamle underlige historier, der gør en utilfreds +og længselsfuld efter det sælsomme og gir urolige +drømme — — —</p> <p><span class="pagenum"><a name="Side_102" id="Side_102" title="[S. 102]"> </a></span></p> -<p>Nej nu kan jeg sgu ikke holde det ud længere, -jamrede proprietæren; jeg sidder på en træstub med -mit ene rundstykke, så det er helt fladt; hvis jeg -ikke må få noget at sætte mig på, blir jeg aldrig til +<p>Nej nu kan jeg sgu ikke holde det ud længere, +jamrede proprietæren; jeg sidder pÃ¥ en træstub med +mit ene rundstykke, sÃ¥ det er helt fladt; hvis jeg +ikke mÃ¥ fÃ¥ noget at sætte mig pÃ¥, blir jeg aldrig til et velskabt menneske mere!</p> -<p>Han så bønfaldende på fru Ida, der ellers selv -sad på sit overstykke, men han var så morsom i sin -elendighed over, at hun et øjeblik ikke lae mærke -til ham, at han fik lov at låne det. Han var nok -værd at ha med som en modsætning til særlinge og -fortjente virkelig en belønning.</p> +<p>Han sÃ¥ bønfaldende pÃ¥ fru Ida, der ellers selv +sad pÃ¥ sit overstykke, men han var sÃ¥ morsom i sin +elendighed over, at hun et øjeblik ikke lae mærke +til ham, at han fik lov at lÃ¥ne det. Han var nok +værd at ha med som en modsætning til særlinge og +fortjente virkelig en belønning.</p> -<p>Opmuntringspræmie til hr. Ahlmark, bemærkede -Vejgård, da proprietæren fik det sammenlagte overstykke +<p>Opmuntringspræmie til hr. Ahlmark, bemærkede +VejgÃ¥rd, da proprietæren fik det sammenlagte overstykke udleveret.</p> <hr class="tb" /> -<p>Fru Ida sad ved et træ og røg; hun så bleg og +<p>Fru Ida sad ved et træ og røg; hun sÃ¥ bleg og mat ud, og mens hun betragtede sin <a class="corr" name="rett_17" id="rett_17" title="var: cigaret">sigaret</a>, hvorfra -en tynd, blå tråd spandt sig op i luften, følte hun, -at hendes særlingehumør var ved at nærme sig; -mændenes øjne søgte hende hele tiden; hun mødte -dem med et så ligegyldigt blik, at de holdt sig på afstand; -de måtte gærne gå dær rundt om hende og ha +en tynd, blÃ¥ trÃ¥d spandt sig op i luften, følte hun, +at hendes særlingehumør var ved at nærme sig; +mændenes øjne søgte hende hele tiden; hun mødte +dem med et sÃ¥ ligegyldigt blik, at de holdt sig pÃ¥ afstand; +de mÃ¥tte gærne gÃ¥ dær rundt om hende og ha en anelse om, hvor ligegyldige de var; det var godt, -hun undte dem det og følte en smule triumf ved det. +hun undte dem det og følte en smule triumf ved det. Herren med dynamitten var heller ikke langt borte, -men han kunde holde sine øjne hos sig selv. Hvad -mon det menneske nogen sinde så på? Det var ikke -fjærne ting som skyer eller stjærner; han så heller -ikke ud som en mand, der går og har øje med praktiske -sager, nej — — — Man så for meget, når man -så på ham — —. Å, han kunde alligevel godt gå -dær henne og føle hendes øjne!</p> +men han kunde holde sine øjne hos sig selv. Hvad +mon det menneske nogen sinde sÃ¥ pÃ¥? Det var ikke +fjærne ting som skyer eller stjærner; han sÃ¥ heller +ikke ud som en mand, der gÃ¥r og har øje med praktiske +sager, nej — — — Man sÃ¥ for meget, nÃ¥r man +sÃ¥ pÃ¥ ham — —. Ã…, han kunde alligevel godt gÃ¥ +dær henne og føle hendes øjne!</p> <p><span class="pagenum"><a name="Side_103" id="Side_103" title="[S. 103]"> </a></span></p> -<p>Nå, hr. Råskov, sae hun, da han gjorde et par -skridt hen mod hende, hvad synes De så om vor lille +<p>NÃ¥, hr. RÃ¥skov, sae hun, da han gjorde et par +skridt hen mod hende, hvad synes De sÃ¥ om vor lille klike?</p> -<p>Jeg mangler forudsætninger for at kunne bedømme +<p>Jeg mangler forudsætninger for at kunne bedømme den, svarede han.</p> <p>Men herregud da, hvor det er magert, lo hun. Ja, -for det kunde næsten se ud, som om De var vred over +for det kunde næsten se ud, som om De var vred over et eller andet.</p> -<p>Han blev ilde berørt over den bemærkning, der +<p>Han blev ilde berørt over den bemærkning, der var som et indbrud i hans inderste tanker, men han -sae ganske roligt: Det er nu en gang mit væsen.</p> +sae ganske roligt: Det er nu en gang mit væsen.</p> <p>De har den vane, fortsatte hun koldt og drillende, -at se Dem om, som om De søgte efter et menneske, -De vilde slå ihjel. Men det er altså Deres væsen.</p> +at se Dem om, som om De søgte efter et menneske, +De vilde slÃ¥ ihjel. Men det er altsÃ¥ Deres væsen.</p> <p>Ja.</p> <p>Vi andre morer os og — hun tog et drag af -<a class="corr" name="rett_18" id="rett_18" title="var: cigaretten">sigaretten</a> og udsendte en røgsky i retning af ham -— har mange galskaber for, som man jo næmt kan +<a class="corr" name="rett_18" id="rett_18" title="var: cigaretten">sigaretten</a> og udsendte en røgsky i retning af ham +— har mange galskaber for, som man jo næmt kan se, men De har heldigvis bedre forstand.</p> -<p>Hun vil mig noget, tænkte han.</p> +<p>Hun vil mig noget, tænkte han.</p> <p>Han mindedes farlige ting, han var kommet for -nær til, og som havde efterladt sig meget ondt i -hans sind; i mange år havde han søgt tilflugt i arbejdet +nær til, og som havde efterladt sig meget ondt i +hans sind; i mange Ã¥r havde han søgt tilflugt i arbejdet som det, hvori der ikke er noget ondt, og som et -menneske kan betro sin åndelige velfærd til, men -om det middel ikke mere slog til en skønne dag — —</p> +menneske kan betro sin Ã¥ndelige velfærd til, men +om det middel ikke mere slog til en skønne dag — —</p> <p>Og med hele sin fortid foran sig og uden tanke for -det fremmede menneske, som sad dær, sae han: -Ingen ved hvad der kan hænde ham.</p> +det fremmede menneske, som sad dær, sae han: +Ingen ved hvad der kan hænde ham.</p> -<p>Hun lo, med den uvedkommendes kolde, sårende -latter: Å, sae hun, så er der jo håb endnu!</p> +<p>Hun lo, med den uvedkommendes kolde, sÃ¥rende +latter: Ã…, sae hun, sÃ¥ er der jo hÃ¥b endnu!</p> -<p>Hun gik og lod ham stå med sin fortid.</p> +<p>Hun gik og lod ham stÃ¥ med sin fortid.</p> <p><span class="pagenum"><a name="Side_104" id="Side_104" title="[S. 104]"> </a></span></p> -<p>Hende kommer jeg til at hade — forhåbenlig, -tænkte han.</p> +<p>Hende kommer jeg til at hade — forhÃ¥benlig, +tænkte han.</p> <hr class="tb" /> -<p>Solen gik ned; mod den røde himmel stod træstammerne -som et sort gitter; købmand Sørensen -og hans unge kone var ude for at sværme lidt -i det dejlige vær. De kyssedes på et sted, hvor belysningen -faldt særlig hed og rød, og i de dybe skygger, -hvor alt var sort, udåndede de deres afsky over fru -Idas åbenlyse jagen efter mændenes attrå; de brugte -ordet attrå flere gange, de måtte stå stille og trykke -sig tæt ind til hinanden, men hvor luften faldt over -dem med et koldere pust, fordømte de den hetærenatur, +<p>Solen gik ned; mod den røde himmel stod træstammerne +som et sort gitter; købmand Sørensen +og hans unge kone var ude for at sværme lidt +i det dejlige vær. De kyssedes pÃ¥ et sted, hvor belysningen +faldt særlig hed og rød, og i de dybe skygger, +hvor alt var sort, udÃ¥ndede de deres afsky over fru +Idas Ã¥benlyse jagen efter mændenes attrÃ¥; de brugte +ordet attrÃ¥ flere gange, de mÃ¥tte stÃ¥ stille og trykke +sig tæt ind til hinanden, men hvor luften faldt over +dem med et koldere pust, fordømte de den hetærenatur, der dag for dag blev mere utvetydig i fru Idas -væsen. De beklagede — under et langt og ømt kys -— at hun havde mistet sin mand så tidligt; de forstod -bægge, hvad for et savn det måtte være, men de -så også med gru, hvor vel hun befandt sig midt imellem -mændenes utilslørede lyster; det var ham, der -brugte dette udtryk, og de gyste bægge derved. De +væsen. De beklagede — under et langt og ømt kys +— at hun havde mistet sin mand sÃ¥ tidligt; de forstod +bægge, hvad for et savn det mÃ¥tte være, men de +sÃ¥ ogsÃ¥ med gru, hvor vel hun befandt sig midt imellem +mændenes utilslørede lyster; det var ham, der +brugte dette udtryk, og de gyste bægge derved. De stansede og hviskede noget til hinanden, og det -måtte ha en forsonende karakter, for de smilede så -sødt bag efter.</p> +mÃ¥tte ha en forsonende karakter, for de smilede sÃ¥ +sødt bag efter.</p> -<p>Fru Ida havde det ikke så godt som de to nygifte; -Vejgårds underholdning kedede hende; han var +<p>Fru Ida havde det ikke sÃ¥ godt som de to nygifte; +VejgÃ¥rds underholdning kedede hende; han var kommet hen til hende som den, der mener, at han -har forrettigheder og kan benytte dem, når han får -lyst. Hvor det menneske kunde tale, hun hørte ikke +har forrettigheder og kan benytte dem, nÃ¥r han fÃ¥r +lyst. Hvor det menneske kunde tale, hun hørte ikke bestemt, hvad han sae, hans ord frembragte blot en -underlig tom larm i hendes øre, men han kom aldrig -nærmere, han nåede aldrig til mere end at få sagt -en utrolig mængde ord.</p> +underlig tom larm i hendes øre, men han kom aldrig +nærmere, han nÃ¥ede aldrig til mere end at fÃ¥ sagt +en utrolig mængde ord.</p> <p><span class="pagenum"><a name="Side_105" id="Side_105" title="[S. 105]"> </a></span></p> -<p>Han var som en vogn, man hører en stille aften -på en hård vej; man prøver på at beregne, hvor +<p>Han var som en vogn, man hører en stille aften +pÃ¥ en hÃ¥rd vej; man prøver pÃ¥ at beregne, hvor langt den er borte, og man venter fem minutter, -men den kommer ikke; det er underligt, den må -være ganske nær ved — — godt; jeg vil vente fem -minutter til, nej ti; så er den forsvundet til den +men den kommer ikke; det er underligt, den mÃ¥ +være ganske nær ved — — godt; jeg vil vente fem +minutter til, nej ti; sÃ¥ er den forsvundet til den anden side. Ti minutter, ingen vogn, men den -samme rumlen. Det blir spændende; jeg vil vædde -med mig selv; er den her om fem minutter, så tar -jeg den lyserøde kjole på til Gerdas fødselsdag, ellers -den blå, som ikke er så pæn, men det blir altså den -lyserøde. Stadig ingen vogn. Men hvad er det dog +samme rumlen. Det blir spændende; jeg vil vædde +med mig selv; er den her om fem minutter, sÃ¥ tar +jeg den lyserøde kjole pÃ¥ til Gerdas fødselsdag, ellers +den blÃ¥, som ikke er sÃ¥ pæn, men det blir altsÃ¥ den +lyserøde. Stadig ingen vogn. Men hvad er det dog for en drillevogn, der bare vil rumle og ikke -komme? Jeg vil lægge mig ned og sove, og når jeg -vågner, er den her. Der blir uhyggeligt; hun græder -og stamper i jorden, og så stikker hun i rend hen ad -vejen; hun render vist en halv mil, og så kaster hun -sig grædende og arrig på en grøftekant, for det er -ingen æventyrvogn, men en almindelig arbejdsvogn, -der slet ikke kørte i retning af hende. Hun kunde -rende efter den og myrde den! Så lusker hun hjem -i det modbydeligste humør og vil hverken ha den -lyserøde eller den blå kjole på; moer kan ikke forstå, -hvad der er i vejen med pigebarnet, som er forgrædt +komme? Jeg vil lægge mig ned og sove, og nÃ¥r jeg +vÃ¥gner, er den her. Der blir uhyggeligt; hun græder +og stamper i jorden, og sÃ¥ stikker hun i rend hen ad +vejen; hun render vist en halv mil, og sÃ¥ kaster hun +sig grædende og arrig pÃ¥ en grøftekant, for det er +ingen æventyrvogn, men en almindelig arbejdsvogn, +der slet ikke kørte i retning af hende. Hun kunde +rende efter den og myrde den! SÃ¥ lusker hun hjem +i det modbydeligste humør og vil hverken ha den +lyserøde eller den blÃ¥ kjole pÃ¥; moer kan ikke forstÃ¥, +hvad der er i vejen med pigebarnet, som er forgrædt og hidsig og ingenting vil sige — —</p> -<p>Uha, udbrød fru Ida, bare jeg havde en kat!</p> +<p>Uha, udbrød fru Ida, bare jeg havde en kat!</p> -<p>Hvad vilde De med den? spurte Vejgård forbløffet.</p> +<p>Hvad vilde De med den? spurte VejgÃ¥rd forbløffet.</p> -<p>Jeg vilde træde den på halen og høre den skrige +<p>Jeg vilde træde den pÃ¥ halen og høre den skrige og sprutte.</p> -<p>Og hvad så?</p> +<p>Og hvad sÃ¥?</p> -<p>Og så, når jeg havde lavet en rigtig djævlekat ud -af den, skulde De få den for at gøre den god igen.</p> +<p>Og sÃ¥, nÃ¥r jeg havde lavet en rigtig djævlekat ud +af den, skulde De fÃ¥ den for at gøre den god igen.</p> <p><span class="pagenum"><a name="Side_106" id="Side_106" title="[S. 106]"> </a></span></p> <p>Hvad fejler De? spurte han dumt.</p> -<p>Jeg vilde ønske, De selv var en kat, men De er -en grinende djævel, der nu også er blevet snaksom.</p> +<p>Jeg vilde ønske, De selv var en kat, men De er +en grinende djævel, der nu ogsÃ¥ er blevet snaksom.</p> -<p>Det var første gang, hun ligefrem vendte ham -ryggen; men han lod hende høre, at han lo, idet +<p>Det var første gang, hun ligefrem vendte ham +ryggen; men han lod hende høre, at han lo, idet hun gik.</p> <hr class="tb" /> -<p>Hun stod med aftenrøden ind i sit ansigt, da Ahlmark +<p>Hun stod med aftenrøden ind i sit ansigt, da Ahlmark kom hen til hende.</p> -<p>Det er en mageløs aften, sae han med en stemme, -som han forsøgte at dæmpe.</p> +<p>Det er en mageløs aften, sae han med en stemme, +som han forsøgte at dæmpe.</p> <p>Hendes fregner, der sprang ud sammen med de -første anemoner, stod tydelige i aftenlyset.</p> +første anemoner, stod tydelige i aftenlyset.</p> -<p>Gift Dem med mig, eksploderede han, her står +<p>Gift Dem med mig, eksploderede han, her stÃ¥r jeg — han grinede ynkeligt og lidenskabeligt — jeg -kan, gud hjælpe mig, ikke andet. De skal være min -kone; i morgen den dag; nu! — Han løftede hende op -på sin arm.</p> +kan, gud hjælpe mig, ikke andet. De skal være min +kone; i morgen den dag; nu! — Han løftede hende op +pÃ¥ sin arm.</p> <p>Slip mig, sae hun med en lille fin stemme, der i -hans øren lød som en overgivelse.</p> +hans øren lød som en overgivelse.</p> -<p>Jeg gør det ikke, jeg måtte jo være gal; nu har +<p>Jeg gør det ikke, jeg mÃ¥tte jo være gal; nu har jeg Dem!</p> -<p>Sæt mig ned, sae hun uden at røre sig.</p> +<p>Sæt mig ned, sae hun uden at røre sig.</p> <p>Ja, men De mener det jo ikke, klynkede han; -hvorfor siger De det så? Spring selv! udbrød han +hvorfor siger De det sÃ¥? Spring selv! udbrød han pludselig, ligesom i eftermiddags, la mig se det igen; -den gang sprang De lige ind i mit hjærte. Nu -kaster jeg Dem, så løber jeg efter Dem og fanger -Dem; det er sådan en leg mellem os to, tiggede +den gang sprang De lige ind i mit hjærte. Nu +kaster jeg Dem, sÃ¥ løber jeg efter Dem og fanger +Dem; det er sÃ¥dan en leg mellem os to, tiggede han.</p> <p>Hun rakte op og fik fat i en tyk gren oven over, og med et rask tag var hun ude af hans arme og -sprang ned på jorden.</p> +sprang ned pÃ¥ jorden.</p> <p><span class="pagenum"><a name="Side_107" id="Side_107" title="[S. 107]"> </a></span></p> @@ -4009,94 +3970,94 @@ gribe efter hende igen.</p> <p>Sig dog noget, bad han; De kan da altid snakke til mig. Nu har De gjort mig tosset, fordi jeg har -båret Dem — De ved ikke hvad jeg blir nød til at -gøre, når jeg — — — uha, jeg er lige ved at foragte -mig selv — — men De må heller ikke sige nej; -sig nu noget — — Er jeg så væmmelig?</p> +bÃ¥ret Dem — De ved ikke hvad jeg blir nød til at +gøre, nÃ¥r jeg — — — uha, jeg er lige ved at foragte +mig selv — — men De mÃ¥ heller ikke sige nej; +sig nu noget — — Er jeg sÃ¥ væmmelig?</p> -<p>Han var ikke væmmelig, bare ubrugelig. De +<p>Han var ikke væmmelig, bare ubrugelig. De snakker, og de tigger og de ligner hinanden, men — —</p> <p>Nu skal vi hjem, sae hun, og der var et pres i -hendes bryst, så hun næppe kunde få ordene frem.</p> - -<p>Hos mændene var der oplagthed til store løjer, -da de skulde til vogns igen, de samlede sig gnæggende -om fru Ida og ventede på et signal, -men så erklærede hun meget tørt, at det var bedst, -enhver satte sig på sin forrige plads, så blev der -ikke noget vrøvl. Herrerne kom hurtigt op og begyndte +hendes bryst, sÃ¥ hun næppe kunde fÃ¥ ordene frem.</p> + +<p>Hos mændene var der oplagthed til store løjer, +da de skulde til vogns igen, de samlede sig gnæggende +om fru Ida og ventede pÃ¥ et signal, +men sÃ¥ erklærede hun meget tørt, at det var bedst, +enhver satte sig pÃ¥ sin forrige plads, sÃ¥ blev der +ikke noget vrøvl. Herrerne kom hurtigt op og begyndte en fornuftig passiar. Fru Ida satte sig ved -siden af Hans Råskov og sae ikke et ord under +siden af Hans RÃ¥skov og sae ikke et ord under hjemturen.</p> -<p>Al skrigen var ham imod, og han følte den almindelige -lavmælthed som en behagelig modsætning til -udturens hurlumhej. Men ved det at hun tav så tæt -ved siden af ham, kom han endnu mere til at tænke -på hende; det billede han havde dannet sig af hende, -begyndte at blive utydeligt og forvansket. Når han så -på hendes ansigt, der stod som en silhuet mod aftenhimlen -med en lidt spids næse og tynde <a class="corr" name="rett_19" id="rett_19" title="var: fremstanende">fremstående</a> -læber, så syntes han ikke, at han kendte hende igen. +<p>Al skrigen var ham imod, og han følte den almindelige +lavmælthed som en behagelig modsætning til +udturens hurlumhej. Men ved det at hun tav sÃ¥ tæt +ved siden af ham, kom han endnu mere til at tænke +pÃ¥ hende; det billede han havde dannet sig af hende, +begyndte at blive utydeligt og forvansket. NÃ¥r han sÃ¥ +pÃ¥ hendes ansigt, der stod som en silhuet mod aftenhimlen +med en lidt spids næse og tynde <a class="corr" name="rett_19" id="rett_19" title="var: fremstanende">fremstÃ¥ende</a> +læber, sÃ¥ syntes han ikke, at han kendte hende igen. Hendes tavshed var farlig, han kunde naturligvis<span class="pagenum"><a name="Side_108" id="Side_108" title="[S. 108]"> </a></span> -rette fejlen, når han så hende igen — han vilde se -hende igen — ti denne klart tegnede, mørke profil +rette fejlen, nÃ¥r han sÃ¥ hende igen — han vilde se +hende igen — ti denne klart tegnede, mørke profil mod den gule himmel, lignede ikke hendes ansigt fra -før; den var så fin, den svarede til den forestilling om +før; den var sÃ¥ fin, den svarede til den forestilling om finhed, han havde haft, da han selv var en grov, kantet -dreng, og som han første gang havde set hos en -fræk, men nydelig lille pige fra København, hans -første forelskelse.</p> +dreng, og som han første gang havde set hos en +fræk, men nydelig lille pige fra København, hans +første forelskelse.</p> -<p>Hun bemærkede, at han så på hende, og vendte -ansigtet mod ham, så det blev usynligt et øjeblik; +<p>Hun bemærkede, at han sÃ¥ pÃ¥ hende, og vendte +ansigtet mod ham, sÃ¥ det blev usynligt et øjeblik; hans fantasi havde da slet ingenting, og den tog sig friheder — —</p> -<p>Hun sad så tæt ved ham, at han kunde føle varmen -fra hende, men han ænsede det ikke, han var -ikke modtagelig for erotisk overføring af den art.</p> +<p>Hun sad sÃ¥ tæt ved ham, at han kunde føle varmen +fra hende, men han ænsede det ikke, han var +ikke modtagelig for erotisk overføring af den art.</p> -<p>Det var nu en forbandet trang, han havde fået i -den senere tid, at han måtte tænke så langvarigt -over enhver kvinde han mødte! Han plejede om +<p>Det var nu en forbandet trang, han havde fÃ¥et i +den senere tid, at han mÃ¥tte tænke sÃ¥ langvarigt +over enhver kvinde han mødte! Han plejede om enhver enkelt at danne sig en klar forestilling, der -ikke lod sig rokke bagefter. I det foreliggende tilfælde +ikke lod sig rokke bagefter. I det foreliggende tilfælde var den ikke blevet urokkelig endnu.</p> -<p>Det skulde vel ikke være af beregning, at hun -var så tavs? Der var kommet en varslende uro -over ham og en fjærn angst; han havde fornæmmelser -af en hul hvisken, som kunde det være tordenlarm, +<p>Det skulde vel ikke være af beregning, at hun +var sÃ¥ tavs? Der var kommet en varslende uro +over ham og en fjærn angst; han havde fornæmmelser +af en hul hvisken, som kunde det være tordenlarm, der endnu var langt borte fra bevidstheden.</p> -<p>De ældre damer på den anden vogn var allerede -faldet i søvn. I deres figurløse kåber og deres besynderlige, +<p>De ældre damer pÃ¥ den anden vogn var allerede +faldet i søvn. I deres figurløse kÃ¥ber og deres besynderlige, ludende stillinger lignede de et spil kegler -fra Torneroses slot, hvor en har slået alle ni, i samme -øjeblik som alting er stanset til hundredårig søvn.</p> +fra Torneroses slot, hvor en har slÃ¥et alle ni, i samme +øjeblik som alting er stanset til hundredÃ¥rig søvn.</p> -<p>Herrerne talte om stærke mænd. Doktoren betegnede +<p>Herrerne talte om stærke mænd. Doktoren betegnede bryderkonger som en slags dekadenter, hvortil<span class="pagenum"><a name="Side_109" id="Side_109" title="[S. 109]"> </a></span> -Ahlmark erklærede, at han, som dog selv havde -mange kræfter, aldrig havde følt sig så imponeret +Ahlmark erklærede, at han, som dog selv havde +mange kræfter, aldrig havde følt sig sÃ¥ imponeret af noget som af en brydekamp, han nylig havde -overværet. En tredie mente, at det meste måske +overværet. En tredie mente, at det meste mÃ¥ske bare var humbug; hvem vidste, hvad aftaler der var -truffet før kampene, og om ikke pengene spillede en -lige så stor rolle som kræfterne?</p> +truffet før kampene, og om ikke pengene spillede en +lige sÃ¥ stor rolle som kræfterne?</p> <p>Men diskussjonen interesserede ingen synderligt, -og den døde snart hen.</p> +og den døde snart hen.</p> -<p>Da åbnede fru Sørensen, der slet ikke havde taget +<p>Da Ã¥bnede fru Sørensen, der slet ikke havde taget del i samtalen, pludselig sin mund og sae stille og -indadvendt uden at henvende sig til nogen særligt:</p> +indadvendt uden at henvende sig til nogen særligt:</p> <p>Min mand har nu osse ualmindelig mange -kræfter.</p> +kræfter.</p> <hr class="chapbreak" /> <p><span class="pagenum"><a name="Side_110" id="Side_110" title="[S. 110]"> </a></span></p> @@ -4107,167 +4068,167 @@ kræfter.</p> <h2><a name="KAPITEL_XIII" id="KAPITEL_XIII"></a>XIII</h2> -<p>Hans Råskov kom hjem fra skovturen væbnet +<p>Hans RÃ¥skov kom hjem fra skovturen væbnet med al sin kvindeforagt, og den holdt sig -frisk, så længe han endnu havde det vilde kor -rungende i sine øren. Men medens de andre ufortrødent -blev ved at more sig, så trak han sig foreløbig +frisk, sÃ¥ længe han endnu havde det vilde kor +rungende i sine øren. Men medens de andre ufortrødent +blev ved at more sig, sÃ¥ trak han sig foreløbig tilbage til sine overvejelser, og kedsomheden, -der i den tid var husvild, slog sig på ham; han -blev et af de få mennesker, der kedede sig, og solen, +der i den tid var husvild, slog sig pÃ¥ ham; han +blev et af de fÃ¥ mennesker, der kedede sig, og solen, der skinnede uforanderligt dag efter dag, blev som -et symbol på hans kedsomhed, der også var uforanderlig; -de to ting smæltede sammen i hans bevidsthed. -Det var altid værst om eftermiddagen. -Når solen var på nedvejen, da så alting så falmet -og udtryksløst ud, at han selv følte sig ganske tom +et symbol pÃ¥ hans kedsomhed, der ogsÃ¥ var uforanderlig; +de to ting smæltede sammen i hans bevidsthed. +Det var altid værst om eftermiddagen. +NÃ¥r solen var pÃ¥ nedvejen, da sÃ¥ alting sÃ¥ falmet +og udtryksløst ud, at han selv følte sig ganske tom indvendig, som om han var uden for det hele. Andre mennesker levede, men det var ligesom tiden et -øjeblik var gået i stå for at sætte ham af og så +øjeblik var gÃ¥et i stÃ¥ for at sætte ham af og sÃ¥ komme videre. Aften efter aften kom han hjem -med den samme sol over sig, og hans sjæl var så -flad og bar som pakhusets grå murflader, hvor +med den samme sol over sig, og hans sjæl var sÃ¥ +flad og bar som pakhusets grÃ¥ murflader, hvor solen skinnede ens hver eftermiddag.</p> -<p>Han forudså, at det blev en drøj sommer. Om -vinteren kan man dog samle noget, som man går -og ruger over; det gir stemning, sætter en vis varme.<span class="pagenum"><a name="Side_111" id="Side_111" title="[S. 111]"> </a></span> -Om sommeren er man hjælpeløs med sit dårlige -humør; solen skinner på en, så man blir hul.</p> +<p>Han forudsÃ¥, at det blev en drøj sommer. Om +vinteren kan man dog samle noget, som man gÃ¥r +og ruger over; det gir stemning, sætter en vis varme.<span class="pagenum"><a name="Side_111" id="Side_111" title="[S. 111]"> </a></span> +Om sommeren er man hjælpeløs med sit dÃ¥rlige +humør; solen skinner pÃ¥ en, sÃ¥ man blir hul.</p> -<p>Det blev nødvendigt at se fru Ida af og til for at +<p>Det blev nødvendigt at se fru Ida af og til for at komme til klarhed over hende, for at finde et middel til at komme ud over hende. For det var hans -faste beslutning: det skulde overvindes, læmpeligt, -uden sindsbevægelser, som han på forhånd frygtede. +faste beslutning: det skulde overvindes, læmpeligt, +uden sindsbevægelser, som han pÃ¥ forhÃ¥nd frygtede. Han forstod ikke, hvad der var med hende; rimeligvis var der slet ikke noget, men tiden var -skæbnesvanger; hun var kun en tilfældighed, og det -betød ikke noget, at hans forrykthed havde fået udseende -af at være en forelskelse i hende; den skyldtes -i virkeligheden slet ikke hende. Derfor så han -ingen grund til at rejse, han kunde lige så godt -gennemgå sit anfald her som et andet sted.</p> +skæbnesvanger; hun var kun en tilfældighed, og det +betød ikke noget, at hans forrykthed havde fÃ¥et udseende +af at være en forelskelse i hende; den skyldtes +i virkeligheden slet ikke hende. Derfor sÃ¥ han +ingen grund til at rejse, han kunde lige sÃ¥ godt +gennemgÃ¥ sit anfald her som et andet sted.</p> <p>Ensomme mennesker er tit store beregnere og -fremragende teoretikere; de hører til de få, som får -deres livs regnestykker færdige, fordi de i langt ringere +fremragende teoretikere; de hører til de fÃ¥, som fÃ¥r +deres livs regnestykker færdige, fordi de i langt ringere grad end andre forstyrres af mennesker og menneskelige indtryk, mens de opstiller deres tal og -søger deres facit. Deres beregninger er prægede af -en sjældent rendyrket logik, men kommer mennesker -dem en dag nær ind på livet, så viser der sig -hos dem større fejl end hos andre, hvis beregninger -hver dag blev ændrede, ved at mennesker gik ud og -ind i deres hus og deres hjærte og deres regnestykker.</p> - -<p>Hans Råskov fik en forstyrrelse i sin regning, da -fru Ida en aften indhentede ham på en sti i skoven -og uden videre slog følge med ham.</p> - -<p>Det kan godt være, havde han gået og tænkt, at +søger deres facit. Deres beregninger er prægede af +en sjældent rendyrket logik, men kommer mennesker +dem en dag nær ind pÃ¥ livet, sÃ¥ viser der sig +hos dem større fejl end hos andre, hvis beregninger +hver dag blev ændrede, ved at mennesker gik ud og +ind i deres hus og deres hjærte og deres regnestykker.</p> + +<p>Hans RÃ¥skov fik en forstyrrelse i sin regning, da +fru Ida en aften indhentede ham pÃ¥ en sti i skoven +og uden videre slog følge med ham.</p> + +<p>Det kan godt være, havde han gÃ¥et og tænkt, at jeg kommer til at gifte mig med en eller anden; selv -det vil jeg gøre, hvis jeg så har nogen sikkerhed for,<span class="pagenum"><a name="Side_112" id="Side_112" title="[S. 112]"> </a></span> -at jeg får fred. — De andre mænd, som han så trave -og stejle så fyrigt om kvinderne, de havde det næmmere -end han. Sanselighed tænkte han, må dog -undertiden gøre det lettere at leve.</p> +det vil jeg gøre, hvis jeg sÃ¥ har nogen sikkerhed for,<span class="pagenum"><a name="Side_112" id="Side_112" title="[S. 112]"> </a></span> +at jeg fÃ¥r fred. — De andre mænd, som han sÃ¥ trave +og stejle sÃ¥ fyrigt om kvinderne, de havde det næmmere +end han. Sanselighed tænkte han, mÃ¥ dog +undertiden gøre det lettere at leve.</p> -<p>Fru Ida talte ikke stort, men gik så utvungent +<p>Fru Ida talte ikke stort, men gik sÃ¥ utvungent ved siden af ham, at han fandt hende tiltalende. -Hun kom nærmere til ham, uden at han gættede -på nogen beregning eller væbnede sig med sin vidtløftigt -gennemtænkte ringeagt. Det var en lun, -god aften; himlen var som en åben mund, der åndede +Hun kom nærmere til ham, uden at han gættede +pÃ¥ nogen beregning eller væbnede sig med sin vidtløftigt +gennemtænkte ringeagt. Det var en lun, +god aften; himlen var som en Ã¥ben mund, der Ã¥ndede varmt og uafbrudt ned over menneskene, og der stod -en ram lugt fra alt det grønne, der var i sin stærkeste -vækst.</p> +en ram lugt fra alt det grønne, der var i sin stærkeste +vækst.</p> -<p>Han gik så uregelmæssigt, at hun ikke kunde -vare sig, de stødte af og til sammen, og deres hænder -rørte ved hinanden. Mange sammensatte stemninger +<p>Han gik sÃ¥ uregelmæssigt, at hun ikke kunde +vare sig, de stødte af og til sammen, og deres hænder +rørte ved hinanden. Mange sammensatte stemninger forsvandt fra hans sind, han blev ligesom -ført tilbage til en mere primitiv tid — inden det raffinerede -københavnerbarn, Eva, havde befæstet +ført tilbage til en mere primitiv tid — inden det raffinerede +københavnerbarn, Eva, havde befæstet hans mistillid til kvinder. Han syntes at finde i sig selv en forestilling om, hvor let og simpelt man -kunde blive tilfreds — lykkelig måske, uden at man -behøvede at skule længe og ængsteligt om sig. Lykken -kunde måske nåes lige så let som solskinnet, -det er bare at man går ud i det — —</p> +kunde blive tilfreds — lykkelig mÃ¥ske, uden at man +behøvede at skule længe og ængsteligt om sig. Lykken +kunde mÃ¥ske nÃ¥es lige sÃ¥ let som solskinnet, +det er bare at man gÃ¥r ud i det — —</p> <p>Han tog hendes arm og trykkede den ind til sig, -hun kom nærmere, og de gik tæt sammen længe, +hun kom nærmere, og de gik tæt sammen længe, men der blev ikke talt ret meget. Det var den samme tavse tilfredshed, som han havde kendt for -mange år siden, når han nød den tidlige sommer -uden for gårdens søndre længe, og han havde det -lykkelige syn af noget, der lå og blinkede højt oppe, +mange Ã¥r siden, nÃ¥r han nød den tidlige sommer +uden for gÃ¥rdens søndre længe, og han havde det +lykkelige syn af noget, der lÃ¥ og blinkede højt oppe, gyldent og fredeligt — —</p> <p><span class="pagenum"><a name="Side_113" id="Side_113" title="[S. 113]"> </a></span></p> -<p>Hun styrede deres gang hen til et grønt gærde og -fik ham til at sætte sig hos hende.</p> +<p>Hun styrede deres gang hen til et grønt gærde og +fik ham til at sætte sig hos hende.</p> -<p>Hvor køerne brøler der ovre, sae hun; de må -være sultne.</p> +<p>Hvor køerne brøler der ovre, sae hun; de mÃ¥ +være sultne.</p> -<p>De vil malkes, svarede han, og så længe på -hende. Hun tog om hans hoved med sine hænder, +<p>De vil malkes, svarede han, og sÃ¥ længe pÃ¥ +hende. Hun tog om hans hoved med sine hænder, drejede det varsomt og hviskede: Nej.</p> -<p>Han måtte da nøjes med at skimte hende. Hun -var endnu så bevæget, hendes øreflipper var ganske +<p>Han mÃ¥tte da nøjes med at skimte hende. Hun +var endnu sÃ¥ bevæget, hendes øreflipper var ganske hede, og blodet bankede i dem; hun tog et blad og svalede dem med.</p> <p>Men hans lykkelige stemning forsvandt. Han -følte hendes nærhed med sit eget legeme, og idet +følte hendes nærhed med sit eget legeme, og idet denne nye oplevelse kom til hans bevidsthed, blev -den ligesom fordrejet; den nåede ikke hans sanser, -men slog sig på sjælen. Han var ikke forberedt -eller ikke moden. Måske er der en lov om, at når den -naturlige sanselighed forgæves påkaldes, så kan der -reageres fra et andet sted; påvirkningen går +den ligesom fordrejet; den nÃ¥ede ikke hans sanser, +men slog sig pÃ¥ sjælen. Han var ikke forberedt +eller ikke moden. MÃ¥ske er der en lov om, at nÃ¥r den +naturlige sanselighed forgæves pÃ¥kaldes, sÃ¥ kan der +reageres fra et andet sted; pÃ¥virkningen gÃ¥r dybere ned og finder svar. Og svaret blev en vild og -gold smærte. Det glimtede ind i hans bevidsthed; -noget mørkt løftede sig og faldt igen, som når det +gold smærte. Det glimtede ind i hans bevidsthed; +noget mørkt løftede sig og faldt igen, som nÃ¥r det lyner ind fra horisonten, og skyernes sorte kalot et -øjeblik ses at hænge på himlen.</p> +øjeblik ses at hænge pÃ¥ himlen.</p> <p>Dette var ikke lykken; det var snarere som det -sværd, hvorom der står: Også din sjæl skal et -sværd gennemtrænge.</p> +sværd, hvorom der stÃ¥r: OgsÃ¥ din sjæl skal et +sværd gennemtrænge.</p> -<p>Hun mærkede godt, at hans tanker var andre +<p>Hun mærkede godt, at hans tanker var andre steder henne; han klappede hende — modbydeligt -åndsfraværende — på skulderen, men hun ventede -dog på, at han skulde sige noget. Hun lae sit hoved +Ã¥ndsfraværende — pÃ¥ skulderen, men hun ventede +dog pÃ¥, at han skulde sige noget. Hun lae sit hoved op mod hans skulder, men det var forbavsende, hvor det hoved kom til at ligge ubekvemt.</p> <p><span class="pagenum"><a name="Side_114" id="Side_114" title="[S. 114]"> </a></span></p> -<p>Han stredes med uværet i sit sind; det rykkede i -ham, som havde han en kantet sten i sin hånd, -som han ønskede at kaste; han stirrede på galskaben, -der flyttede sig, glødende, hen mod hans -hjærte.</p> +<p>Han stredes med uværet i sit sind; det rykkede i +ham, som havde han en kantet sten i sin hÃ¥nd, +som han ønskede at kaste; han stirrede pÃ¥ galskaben, +der flyttede sig, glødende, hen mod hans +hjærte.</p> -<p>Nu vil jeg hjem, sae han kort og tørt, og den -skælven, der var i hans indre, hørtes ikke i hans +<p>Nu vil jeg hjem, sae han kort og tørt, og den +skælven, der var i hans indre, hørtes ikke i hans stemme.</p> -<p>Hun løftede hodet og så bestyrtet på ham, kunde -ikke forstå det; hans ord lød i hendes øren som -træskotramp på en stenbro.</p> +<p>Hun løftede hodet og sÃ¥ bestyrtet pÃ¥ ham, kunde +ikke forstÃ¥ det; hans ord lød i hendes øren som +træskotramp pÃ¥ en stenbro.</p> <p>Nej, hviskede hun og klyngede sig til ham. Hun -vilde ikke tro, det skulde ende sådan.</p> +vilde ikke tro, det skulde ende sÃ¥dan.</p> <p>Men han rejste sig, og hun fulgte med. Ved hendes -dør sae han slet og ret godnat og gik så hjem +dør sae han slet og ret godnat og gik sÃ¥ hjem til sit.</p> <hr class="chapbreak" /> @@ -4279,879 +4240,879 @@ til sit.</p> <h2><a name="KAPITEL_XIV" id="KAPITEL_XIV"></a>XIV</h2> -<p>Par efter par går det store selskab ind i proprietærens +<p>Par efter par gÃ¥r det store selskab ind i proprietærens spisestue, hvor alting udsender et koldt -lys, kun vinduerne er mørke, og de blir lidt efter lidt -helt sorte. Der har været varmt i dagligstuen, men -her inde er man lige ved at fryse. Rødmen på damernes -kinder begynder at vise bestemte grænser, -hos de ældre flytter en afdeling af den ud på næsetippen, +lys, kun vinduerne er mørke, og de blir lidt efter lidt +helt sorte. Der har været varmt i dagligstuen, men +her inde er man lige ved at fryse. Rødmen pÃ¥ damernes +kinder begynder at vise bestemte grænser, +hos de ældre flytter en afdeling af den ud pÃ¥ næsetippen, kavallerer sendes ind efter sjaler, men de unge vil hellere spise sig varme eller le sig varme. -Med det sidste er det alligevel kun småt; ingen siger +Med det sidste er det alligevel kun smÃ¥t; ingen siger noget, alle stivner over for det meget hvide. Der mumles, mens suppen bydes om.</p> -<p>Det var da satan til højtidelighed, knager proprietæren, -hvis stemme hersker enevældig i det tavse -rum. Ja, må jeg så bede det ærede ligfølge om at ta -for sig; de, der ikke får nok at æde kan bag efter -gå ud i spisekammeret og gøre sig færdige.</p> - -<p>Ældre damer mindes hans kone, som han begravede -for to år siden, men de formildes svagt, idet -suppens varme dampe står op om deres kolde næser.</p> - -<p>Ahlmark har fru Ida til bords; hun er i diset blå -silke, og ligner en af de små danske søer en sommermorgen, -så blå og stille og frisk; hendes bordherres<span class="pagenum"><a name="Side_116" id="Side_116" title="[S. 116]"> </a></span> -underholdning fremkalder næppe en krusning af et -smil på hendes smalle ansigt.</p> - -<p>Nå De dynamitgrosserer, siger Ahlmark, når De -er færdig med at læse bordbøn, eller hvad det er, -De bestiller, vil De så skænke i Deres dames glas?</p> - -<p>Hans Råskov ser op, idet han rækker efter rødvinsflasken. -Dette brølende stykke kød og blod af -et mandfolk var også kommet i ulave i anledning af -den pludselig så tillukkede lille dame ved siden af, -en næm og glubsk kærlighed, som der var råd for, +<p>Det var da satan til højtidelighed, knager proprietæren, +hvis stemme hersker enevældig i det tavse +rum. Ja, mÃ¥ jeg sÃ¥ bede det ærede ligfølge om at ta +for sig; de, der ikke fÃ¥r nok at æde kan bag efter +gÃ¥ ud i spisekammeret og gøre sig færdige.</p> + +<p>Ældre damer mindes hans kone, som han begravede +for to Ã¥r siden, men de formildes svagt, idet +suppens varme dampe stÃ¥r op om deres kolde næser.</p> + +<p>Ahlmark har fru Ida til bords; hun er i diset blÃ¥ +silke, og ligner en af de smÃ¥ danske søer en sommermorgen, +sÃ¥ blÃ¥ og stille og frisk; hendes bordherres<span class="pagenum"><a name="Side_116" id="Side_116" title="[S. 116]"> </a></span> +underholdning fremkalder næppe en krusning af et +smil pÃ¥ hendes smalle ansigt.</p> + +<p>NÃ¥ De dynamitgrosserer, siger Ahlmark, nÃ¥r De +er færdig med at læse bordbøn, eller hvad det er, +De bestiller, vil De sÃ¥ skænke i Deres dames glas?</p> + +<p>Hans RÃ¥skov ser op, idet han rækker efter rødvinsflasken. +Dette brølende stykke kød og blod af +et mandfolk var ogsÃ¥ kommet i ulave i anledning af +den pludselig sÃ¥ tillukkede lille dame ved siden af, +en næm og glubsk kærlighed, som der var rÃ¥d for, om hun vilde. Men heller ikke han lod til at ha -held med sig, skønt han udfoldede alle sine ævner; +held med sig, skønt han udfoldede alle sine ævner; han formelig knaldede mod hende med sin stemme -som en splittergal og bespændt spyflue mod en rude. -Han var såre elendig ligesom Hans Råskov selv, -skønt han endnu var under påvirkning af øjeblikkets -kølighed. Hans tykke, fastsnoede overskæg -hang ned som to massive <a class="corr" name="rett_20" id="rett_20" title="var: spørgsmålstegn">spørsmålstegn</a>; mellem -dem blev hans skrå, ubetydelige hage endnu mere -intetsigende, og neden under kom den svære hals -som hagens naturlige fortsættelse. Skilningen på -den smalle isse var endnu uberørt af de sindsbevægelser, -der stod tilbage; det lå i hendes magt, -hvor forpjusket han skulde være, inden aftenen var +som en splittergal og bespændt spyflue mod en rude. +Han var sÃ¥re elendig ligesom Hans RÃ¥skov selv, +skønt han endnu var under pÃ¥virkning af øjeblikkets +kølighed. Hans tykke, fastsnoede overskæg +hang ned som to massive <a class="corr" name="rett_20" id="rett_20" title="var: spørgsmÃ¥lstegn">spørsmÃ¥lstegn</a>; mellem +dem blev hans skrÃ¥, ubetydelige hage endnu mere +intetsigende, og neden under kom den svære hals +som hagens naturlige fortsættelse. Skilningen pÃ¥ +den smalle isse var endnu uberørt af de sindsbevægelser, +der stod tilbage; det lÃ¥ i hendes magt, +hvor forpjusket han skulde være, inden aftenen var til ende.</p> -<p>— Ved næste ret blir samtalen højrøstet, og da -Ahlmark ser at hans gæster er i gang, ophører hans +<p>— Ved næste ret blir samtalen højrøstet, og da +Ahlmark ser at hans gæster er i gang, ophører hans basunsoloer ud over bordet, han taler med fru Ida alene.</p> <p>De er altfor alvorlig, fru Hansted, siger han.</p> -<p>Ja, svarer hun og slår øjnene op imod ham. -Disse øjne er der to, der ser.</p> +<p>Ja, svarer hun og slÃ¥r øjnene op imod ham. +Disse øjne er der to, der ser.</p> <p>Ahlmark er straks helt ude af det. — Hvis De<span class="pagenum"><a name="Side_117" id="Side_117" title="[S. 117]"> </a></span> -vil smile til mig nu, siger han, så vil jeg forære -Dem denne her gård, og De kan så gøre med den, -hvad De vil. De kan ansætte mig som røgterdreng; -jeg vil være Deres dreng; jeg har aldrig før været -nogens dreng, jeg vil være Deres dreng på Deres -gård.</p> +vil smile til mig nu, siger han, sÃ¥ vil jeg forære +Dem denne her gÃ¥rd, og De kan sÃ¥ gøre med den, +hvad De vil. De kan ansætte mig som røgterdreng; +jeg vil være Deres dreng; jeg har aldrig før været +nogens dreng, jeg vil være Deres dreng pÃ¥ Deres +gÃ¥rd.</p> <p>Vil De det?</p> -<p>Ja, dælen baldyre mig, siger han, glad over at -få anledning til at bande på det. Men hun ser -på ham med sine blå øjne, der er kolde som et tilfrosset +<p>Ja, dælen baldyre mig, siger han, glad over at +fÃ¥ anledning til at bande pÃ¥ det. Men hun ser +pÃ¥ ham med sine blÃ¥ øjne, der er kolde som et tilfrosset vand en vintereftermiddag.</p> -<p>De må jo fejle noget, hvisker han og ser mere -end een gang ned til Hans Råskov, for at hun skal -lægge mærke til det og sige noget om ham. — Nu -har jeg ikke hørt Dem le i tre dage, hvad skal det -blive til? Det går rent galt med mig, hvis det skal -blive sådan ved. Men det er lige meget: smil nu til -mig, så rejser jeg mig op og slår på mit glas og siger: -Her, mine damer og herrer, ser De gårdens frue, og -jeg er hendes røgterdreng. Skal vi imponere rakket, -så de aldrig forvinder det, bare for grins skyld?</p> - -<p>Hun ser frem for sig og ler højt, så de nærmeste -hører det; Hans Råskov vender sine øjne op mod +<p>De mÃ¥ jo fejle noget, hvisker han og ser mere +end een gang ned til Hans RÃ¥skov, for at hun skal +lægge mærke til det og sige noget om ham. — Nu +har jeg ikke hørt Dem le i tre dage, hvad skal det +blive til? Det gÃ¥r rent galt med mig, hvis det skal +blive sÃ¥dan ved. Men det er lige meget: smil nu til +mig, sÃ¥ rejser jeg mig op og slÃ¥r pÃ¥ mit glas og siger: +Her, mine damer og herrer, ser De gÃ¥rdens frue, og +jeg er hendes røgterdreng. Skal vi imponere rakket, +sÃ¥ de aldrig forvinder det, bare for grins skyld?</p> + +<p>Hun ser frem for sig og ler højt, sÃ¥ de nærmeste +hører det; Hans RÃ¥skov vender sine øjne op mod hende og tar dem straks til sig igen; der var et fremmed udtryk i hans ansigt som hos en mand, der -er optaget af vigtige ting, og pludselig hører noget -skingrende, der får ham til at vende hodet.</p> - -<p>Han spiller den ligegyldige, tænker hun. Ja ja, -lad os prøve ham.</p> - -<p>Det synker godt i vinflaskerne; til gengæld er der -stigning i øjnenes udtryk; over alt ses strålende -øjne, salige øjne, hvis ejere befinder sig på et af deres -livs højdepunkter, øjne, der gløder af mad og vin;<span class="pagenum"><a name="Side_118" id="Side_118" title="[S. 118]"> </a></span> -bange øjne, der er blevet dristige og ikke holder -på nogen hemmelighed. Det kendes mest på de +er optaget af vigtige ting, og pludselig hører noget +skingrende, der fÃ¥r ham til at vende hodet.</p> + +<p>Han spiller den ligegyldige, tænker hun. Ja ja, +lad os prøve ham.</p> + +<p>Det synker godt i vinflaskerne; til gengæld er der +stigning i øjnenes udtryk; over alt ses strÃ¥lende +øjne, salige øjne, hvis ejere befinder sig pÃ¥ et af deres +livs højdepunkter, øjne, der gløder af mad og vin;<span class="pagenum"><a name="Side_118" id="Side_118" title="[S. 118]"> </a></span> +bange øjne, der er blevet dristige og ikke holder +pÃ¥ nogen hemmelighed. Det kendes mest pÃ¥ de unge; de har siddet kejtede ved siden af hinanden -og udvekslet flere ufrivillige albuestød end interessante -bemærkninger, men nu får de held til at opdage -hinanden og gøre lange strejftog ind i hinandens -fortrolighed, og de støder snart på den erotiske +og udvekslet flere ufrivillige albuestød end interessante +bemærkninger, men nu fÃ¥r de held til at opdage +hinanden og gøre lange strejftog ind i hinandens +fortrolighed, og de støder snart pÃ¥ den erotiske betagelse, som ligger bag ved. De udveksler deres -gensidige beundring mere end een gang i små -private glas og øjekast; megen letsindig ild tændes -og næres yderligere ved sagte samtale; forvovne små -lygtemænd danser på randen af vinglassene; albuestød -undgås lettere og erstattes med mindre spidse -berøringer. Her blir så hedt, men det er svalt i -haven; det kunde gøre godt at gå en lille tur efter -bordet, forblommede aftaler træffes; man føler allerede -fortryllelsen ved at se på hinandens munde, der -under samtalen nærmer sig til en afstand af et lille +gensidige beundring mere end een gang i smÃ¥ +private glas og øjekast; megen letsindig ild tændes +og næres yderligere ved sagte samtale; forvovne smÃ¥ +lygtemænd danser pÃ¥ randen af vinglassene; albuestød +undgÃ¥s lettere og erstattes med mindre spidse +berøringer. Her blir sÃ¥ hedt, men det er svalt i +haven; det kunde gøre godt at gÃ¥ en lille tur efter +bordet, forblommede aftaler træffes; man føler allerede +fortryllelsen ved at se pÃ¥ hinandens munde, der +under samtalen nærmer sig til en afstand af et lille kvarter — —</p> -<p>Fornuftige forældre aner ingenting.</p> +<p>Fornuftige forældre aner ingenting.</p> -<p>— I Hans Råskovs øren lød det hele som en kold, +<p>— I Hans RÃ¥skovs øren lød det hele som en kold, uvedkommende larm; det var en koncert som af -skralder og piber på et marked, og til denne koncert -hørte også fru Ida. Han vidste ikke, hvorfor hun +skralder og piber pÃ¥ et marked, og til denne koncert +hørte ogsÃ¥ fru Ida. Han vidste ikke, hvorfor hun ikke skraldede med i aften, hun vidste det vel heller -ikke selv, det kunde være ligegyldigt. Ti da han så -hende dagen efter deres møde i skoven, da optrådte -hun med lystigheds fulde musik, hun fik mændene +ikke selv, det kunde være ligegyldigt. Ti da han sÃ¥ +hende dagen efter deres møde i skoven, da optrÃ¥dte +hun med lystigheds fulde musik, hun fik mændene til at danse om sig, og det var vel meningen, at han -også skulde danse, hun vilde naturligvis vise verden, -at hun havde fået ham med, og at han kunde +ogsÃ¥ skulde danse, hun vilde naturligvis vise verden, +at hun havde fÃ¥et ham med, og at han kunde ligesom de andre. Men han havde ganske vist ikke<span class="pagenum"><a name="Side_119" id="Side_119" title="[S. 119]"> </a></span> -danset. Han havde holdt øje med, hvad hun tog sig +danset. Han havde holdt øje med, hvad hun tog sig for, og allerede det syntes at more hende en hel del.</p> -<p>Meget energisk var han således blevet stanset i sit -anfald af forrykthed. Han havde næmlig været på -vej til at tro på hende. Da han kom hjem den -aften, havde hans sindsbevægelse efterhånden lagt +<p>Meget energisk var han sÃ¥ledes blevet stanset i sit +anfald af forrykthed. Han havde næmlig været pÃ¥ +vej til at tro pÃ¥ hende. Da han kom hjem den +aften, havde hans sindsbevægelse efterhÃ¥nden lagt sig, han var kommet til ro, og han havde sagt til sig -selv, at det var jo alligevel muligt — — måske var -hun den rette, han havde tilbagekaldt sine hånlige +selv, at det var jo alligevel muligt — — mÃ¥ske var +hun den rette, han havde tilbagekaldt sine hÃ¥nlige tanker om hende, og var til sidst kommet i en stemning, der var helt ny for ham. Det var slemt, at -han måtte gå fra hende så pludseligt; næste dag +han mÃ¥tte gÃ¥ fra hende sÃ¥ pludseligt; næste dag vilde han forklare hende — — eller blot bede hende -om ikke at tænke mere på det.</p> +om ikke at tænke mere pÃ¥ det.</p> -<p>Det blev en anden næste dag, end han havde -tænkt sig. Dog, så snart han havde set det første -blik, hun sendte en anden mand, så var han underrettet. +<p>Det blev en anden næste dag, end han havde +tænkt sig. Dog, sÃ¥ snart han havde set det første +blik, hun sendte en anden mand, sÃ¥ var han underrettet. Der var ingen vaklen, han troede ikke, at han havde set fejl; han vidste straks, at hun ikke var hans, men alle andres. Han havde ligesom lagt -hånden på noget, der var i bevægelse inde i ham, +hÃ¥nden pÃ¥ noget, der var i bevægelse inde i ham, i fremgang mod mere lykkelige tider, han havde -stanset det, og da han så hende fortsætte sin sædvanlige +stanset det, og da han sÃ¥ hende fortsætte sin sædvanlige leg, havde han sagt til sig selv: Naturligvis! -I samme øjeblik var det ham ubegribeligt, at hans +I samme øjeblik var det ham ubegribeligt, at hans fornuft i den grad kunde svigte ham. Siden havde -han undgået at tale med hende, men havde truffet +han undgÃ¥et at tale med hende, men havde truffet sammen med hende ret ofte; han led under det, men det var vel rimeligt, at han skulde lide for sin galskab.</p> -<p>Han greb sig i at stirre påfaldende på hende, -mens disse erindringer gik hårdt og larmende gennem -hans sind, som ankerkættinger, der løber ud.<span class="pagenum"><a name="Side_120" id="Side_120" title="[S. 120]"> </a></span> +<p>Han greb sig i at stirre pÃ¥faldende pÃ¥ hende, +mens disse erindringer gik hÃ¥rdt og larmende gennem +hans sind, som ankerkættinger, der løber ud.<span class="pagenum"><a name="Side_120" id="Side_120" title="[S. 120]"> </a></span> Hendes kinder flammede af en ild, der stod i en -betagende modsætning til hendes tavshed, men der +betagende modsætning til hendes tavshed, men der var ikke den mand, der var dristig nok til at anse -sig selv for årsagen til den varme, der udstrålede -fra hende. Hun smilede ad de vittigheder, Vejgård -tilråbte hende; hun nikkede til Kai, der betragtede -hende med megen alvor; hun løftede sit glas mod -købmand Sørensen, der trods sine religiøse og sædelige -grundsætninger afleverede sine kantede forbindtligheder +sig selv for Ã¥rsagen til den varme, der udstrÃ¥lede +fra hende. Hun smilede ad de vittigheder, VejgÃ¥rd +tilrÃ¥bte hende; hun nikkede til Kai, der betragtede +hende med megen alvor; hun løftede sit glas mod +købmand Sørensen, der trods sine religiøse og sædelige +grundsætninger afleverede sine kantede forbindtligheder — — af forretningshensyn, forklarede han hviskende sin kone, ligesom han kun af forretningshensyn -var gået med til dette selskab. Fru -Ida sad dær, som om hun var husets frue, en nådig -og vanskelig frue; ondskabsfuld mumlen løb langs +var gÃ¥et med til dette selskab. Fru +Ida sad dær, som om hun var husets frue, en nÃ¥dig +og vanskelig frue; ondskabsfuld mumlen løb langs bordet.</p> -<p>Fru Ida behøvede ikke at stirre på Hans Råskov -for at holde øje med ham; han var heller ikke et menneske, -som man fik noget ud af ved at se på ham; han -lignede sig selv fra den aften, da han på en så plat -måde havde narret hende midt i en stor forventning. -Hun havde været så betaget, at hun ikke kunde tale, -og ventet i stor spænding på, hvad han endelig vilde -sige, han der sparede sin mund og kunde gå og tie en -mængde indholdsrige ting sammen. Så stille og sælsomt +<p>Fru Ida behøvede ikke at stirre pÃ¥ Hans RÃ¥skov +for at holde øje med ham; han var heller ikke et menneske, +som man fik noget ud af ved at se pÃ¥ ham; han +lignede sig selv fra den aften, da han pÃ¥ en sÃ¥ plat +mÃ¥de havde narret hende midt i en stor forventning. +Hun havde været sÃ¥ betaget, at hun ikke kunde tale, +og ventet i stor spænding pÃ¥, hvad han endelig vilde +sige, han der sparede sin mund og kunde gÃ¥ og tie en +mængde indholdsrige ting sammen. SÃ¥ stille og sælsomt havde de to fundet hinanden, at hun ikke turde -vove sig til at være den første til at tale, det tilkom -et ualmindeligt menneske som ham. Og så havde -han sagt: Jeg vil hjem! Ligesom en gammel ægtemand, +vove sig til at være den første til at tale, det tilkom +et ualmindeligt menneske som ham. Og sÃ¥ havde +han sagt: Jeg vil hjem! Ligesom en gammel ægtemand, hun en gang havde set, der var kommet ud at spasere med sin unge kone en dejlig sommeraften, og bedst som hun tror, de skal til at ha -det godt, så støder han stokken i jorden og bider -tandstumperne i den ene kæbe ned i de bare gummer<span class="pagenum"><a name="Side_121" id="Side_121" title="[S. 121]"> </a></span> -i den anden og siger stædig og gnaven: Jevejææm!</p> +det godt, sÃ¥ støder han stokken i jorden og bider +tandstumperne i den ene kæbe ned i de bare gummer<span class="pagenum"><a name="Side_121" id="Side_121" title="[S. 121]"> </a></span> +i den anden og siger stædig og gnaven: Jevejææm!</p> -<p>Jo, hun havde haft en kamp at bestå, for en +<p>Jo, hun havde haft en kamp at bestÃ¥, for en gangs skyld, en kamp med sig selv for at kunne -le over dette optrin. Da hun traf ham næste gang, -vilde hun vise ham, at hun ikke havde tabt humøret, -og så var det desværre alligevel tilfældet. Det var +le over dette optrin. Da hun traf ham næste gang, +vilde hun vise ham, at hun ikke havde tabt humøret, +og sÃ¥ var det desværre alligevel tilfældet. Det var hendes knagende dumhed, at hun ikke straks var -færdig med ham. Han havde igen forstyrret billedet -af den gnavne ægtemand, han snart blev, hvis hun +færdig med ham. Han havde igen forstyrret billedet +af den gnavne ægtemand, han snart blev, hvis hun tog ham, han var kun halvvejs latterlig, og hun var endnu forelsket i denne halvt komiske, halvt uhyggelige figur. Men hun vilde tvinge ham til -at træde frem som den, han var, at hun kunde blive -klog på ham og færdig med ham. Hidtil havde -hendes forsøg på indirekte at sætte liv i ham kun -bevirket, at han blev fuldstændig til sten. Hans -selvbeherskelse måtte være umådelig; han så ikke -en gang så indædt på hende, at det var opsigtsvækkende, -selv om hun nok læste mere i hans øjne end -andre; men hun vilde øve ham yderligere i selvbeherskelse, -så kunde han gå sin vej med den, hvis der +at træde frem som den, han var, at hun kunde blive +klog pÃ¥ ham og færdig med ham. Hidtil havde +hendes forsøg pÃ¥ indirekte at sætte liv i ham kun +bevirket, at han blev fuldstændig til sten. Hans +selvbeherskelse mÃ¥tte være umÃ¥delig; han sÃ¥ ikke +en gang sÃ¥ indædt pÃ¥ hende, at det var opsigtsvækkende, +selv om hun nok læste mere i hans øjne end +andre; men hun vilde øve ham yderligere i selvbeherskelse, +sÃ¥ kunde han gÃ¥ sin vej med den, hvis der ikke var andet at klemme ud af ham.</p> -<p>— Se, hvor uhyggeligt mørket står lige uden for -vinduerne, sae Hans Råskovs borddame, frøken Anna -Årbo, idet hun vendte ansigtet mod ham. — Når -grenene vifter, ser det ud, ligesom mørket blev +<p>— Se, hvor uhyggeligt mørket stÃ¥r lige uden for +vinduerne, sae Hans RÃ¥skovs borddame, frøken Anna +Ã…rbo, idet hun vendte ansigtet mod ham. — NÃ¥r +grenene vifter, ser det ud, ligesom mørket blev levende.</p> -<p>Hvad er det, der får Dem til at gøre iagttagelser -over mørket? spurte han, underlig berørt.</p> +<p>Hvad er det, der fÃ¥r Dem til at gøre iagttagelser +over mørket? spurte han, underlig berørt.</p> <p>Ikke andet, end at jeg kan godt lide det.</p> -<p>Anna Årbo var atten år, høj og kraftig af sin +<p>Anna Ã…rbo var atten Ã¥r, høj og kraftig af sin alder; det mest voksne ved hende var den dybe,<span class="pagenum"><a name="Side_122" id="Side_122" title="[S. 122]"> </a></span> -fyldige stemme, som hun var fuldstændig herre -over; derimod var hendes bevægelser endnu helt +fyldige stemme, som hun var fuldstændig herre +over; derimod var hendes bevægelser endnu helt barnlige; de havde noget af den pudsige ynde, der -undertiden er over føl eller hundehvalpe af god +undertiden er over føl eller hundehvalpe af god race. Hendes store, venlige ansigt gav hele hendes -fremtoning noget vist naivt, og hendes væsen var -overhovedet præget af den troskyldighed, der virker -pirrende på erotisk erfarne mænd, men hendes forstandige, -mørkeblå øjne holdt de nysgærrige på afstand, -og de fandt heller ikke hendes smalle læber +fremtoning noget vist naivt, og hendes væsen var +overhovedet præget af den troskyldighed, der virker +pirrende pÃ¥ erotisk erfarne mænd, men hendes forstandige, +mørkeblÃ¥ øjne holdt de nysgærrige pÃ¥ afstand, +og de fandt heller ikke hendes smalle læber varmblodige nok.</p> -<p>Hvor kan det være, Hr. Råskov, sae hun, at De -aldrig har været henne at besøge min onkel? Jeg +<p>Hvor kan det være, Hr. RÃ¥skov, sae hun, at De +aldrig har været henne at besøge min onkel? Jeg vil sige Dem, at han er skuffet over det, og jeg ved, at han interesserer sig meget for Dem.</p> -<p>Jeg er ikke interessant, frøken. De kan være -vis på, at jeg mener det, føjede han til.</p> +<p>Jeg er ikke interessant, frøken. De kan være +vis pÃ¥, at jeg mener det, føjede han til.</p> -<p>Ja men det er onkel; han tænker meget over alting. -Han taler også meget om Dem.</p> +<p>Ja men det er onkel; han tænker meget over alting. +Han taler ogsÃ¥ meget om Dem.</p> -<p>De har formodenlig drøftet mig i fællesskab, +<p>De har formodenlig drøftet mig i fællesskab, henkastede han.</p> -<p>Det har vi, svarede hun uden forvirring og så -åbent på ham.</p> +<p>Det har vi, svarede hun uden forvirring og sÃ¥ +Ã¥bent pÃ¥ ham.</p> -<p>Det er vel også ham, De skylder Deres usædvanlige +<p>Det er vel ogsÃ¥ ham, De skylder Deres usædvanlige alvor? sae han med en antydning af et smil.</p> <p>Hun blev underlig grebet ved hans minespil, det -var ruinerne af munterhed, hun pludselig så afdækkede -på et menneskes ansigt.</p> +var ruinerne af munterhed, hun pludselig sÃ¥ afdækkede +pÃ¥ et menneskes ansigt.</p> <p>Jeg skylder ham meget, svarede hun med alvor.</p> -<p>Også Deres forståelse af mig? spurte han ironisk.</p> +<p>OgsÃ¥ Deres forstÃ¥else af mig? spurte han ironisk.</p> -<p>Jeg fordrister mig ikke til at ville forstå Dem.</p> +<p>Jeg fordrister mig ikke til at ville forstÃ¥ Dem.</p> -<p>Det svarede han ikke noget til; også hun tav et -øjeblik.</p> +<p>Det svarede han ikke noget til; ogsÃ¥ hun tav et +øjeblik.</p> <p><span class="pagenum"><a name="Side_123" id="Side_123" title="[S. 123]"> </a></span></p> -<p>— Det er den sørgeligste dag i mit liv, sae Ahlmark +<p>— Det er den sørgeligste dag i mit liv, sae Ahlmark til fru Ida; De har siddet ved siden af mig -og kedet Dem, og jeg kan ikke en gang købe et -smil af Dem med hele min gård. Så fallit har jeg -endnu aldrig været.</p> +og kedet Dem, og jeg kan ikke en gang købe et +smil af Dem med hele min gÃ¥rd. SÃ¥ fallit har jeg +endnu aldrig været.</p> -<p>Hvem er den konfirmandpige, Hr. Råskov konverserer -så ivrigt? spurte hun.</p> +<p>Hvem er den konfirmandpige, Hr. RÃ¥skov konverserer +sÃ¥ ivrigt? spurte hun.</p> -<p>Han konverserer hende s'gu slet ikke så ivrigt, og -hvis det kan trøste Dem, tilføjede han med et mislykket -forsøg på at se ondskabsfuld ud, så har han +<p>Han konverserer hende s'gu slet ikke sÃ¥ ivrigt, og +hvis det kan trøste Dem, tilføjede han med et mislykket +forsøg pÃ¥ at se ondskabsfuld ud, sÃ¥ har han siddet og skulet meget indsmigrende op til Dem hele tiden.</p> -<p>Det er også det, han gør bedst. Skal De ikke -hilse på ham også? Jeg synes, De forsømmer Deres -pligter som vært.</p> +<p>Det er ogsÃ¥ det, han gør bedst. Skal De ikke +hilse pÃ¥ ham ogsÃ¥? Jeg synes, De forsømmer Deres +pligter som vært.</p> -<p>Ahlmark tog sit glas og rømmede sig, så det drønede, -Hans Råskov og flere andre så den vej.</p> +<p>Ahlmark tog sit glas og rømmede sig, sÃ¥ det drønede, +Hans RÃ¥skov og flere andre sÃ¥ den vej.</p> -<p>Må jeg hilse på repræsentanten for sprængstofferne?</p> +<p>MÃ¥ jeg hilse pÃ¥ repræsentanten for sprængstofferne?</p> -<p>De løftede deres glas og drak; fru Idas øjne veg +<p>De løftede deres glas og drak; fru Idas øjne veg ikke fra hans ansigt.</p> <p>Hvad ligger der dog under den maske af bondegenerthed? -tænkte hun. — Måske slet ingenting. +tænkte hun. — MÃ¥ske slet ingenting. Men jeg vil se ham uden maske.</p> <p>— Mine damer og herrer, sae Ahlmark; vil De -så være så venlige at føle på Deres maver, om der -kan være mere; ellers er kykkenæet den vej. Velbekomme!</p> - -<p>Selskabet fordelte sig i stuerne; blå røgsøjler steg -til værs om kap med de tykke skyer, der blev pustet -ud; sigarendernes gløden tiltog og aftog, som var -det ilden selv, der åndede; mange herrer gumlede -på røgen, inden de slap den ud, de havde også<span class="pagenum"><a name="Side_124" id="Side_124" title="[S. 124]"> </a></span> +sÃ¥ være sÃ¥ venlige at føle pÃ¥ Deres maver, om der +kan være mere; ellers er kykkenæet den vej. Velbekomme!</p> + +<p>Selskabet fordelte sig i stuerne; blÃ¥ røgsøjler steg +til værs om kap med de tykke skyer, der blev pustet +ud; sigarendernes gløden tiltog og aftog, som var +det ilden selv, der Ã¥ndede; mange herrer gumlede +pÃ¥ røgen, inden de slap den ud, de havde ogsÃ¥<span class="pagenum"><a name="Side_124" id="Side_124" title="[S. 124]"> </a></span> siddet til bords over en time. Ahlmark gik om og -strøg tændstikker og havde sin sædvanlige morskab -med den lille tykke dyrlæge, der gik i stadig fare +strøg tændstikker og havde sin sædvanlige morskab +med den lille tykke dyrlæge, der gik i stadig fare for at le sig ihjel over hans morsomheder.</p> -<p>Bak, Thomsen, formanede proprietæren og forsøgte +<p>Bak, Thomsen, formanede proprietæren og forsøgte at ramme den hoppende sigarende med sin -tændstik; bak nu, lille Thomsen. Men så bak dog -for satan! Står mennesket ikke dær og griner som -selve fanden, da han så sin oldemor danse svejtrit -i sivsko med den helligånd. — Han strøg to -tændstikker på een gang og holdt jagt på dyrlægens +tændstik; bak nu, lille Thomsen. Men sÃ¥ bak dog +for satan! StÃ¥r mennesket ikke dær og griner som +selve fanden, da han sÃ¥ sin oldemor danse svejtrit +i sivsko med den helligÃ¥nd. — Han strøg to +tændstikker pÃ¥ een gang og holdt jagt pÃ¥ dyrlægens dansende sigar.</p> -<p>Lad <em>mig</em> tænde — — jeg ve' sæl, jamrede Thomsen. -Du brænder mig, av, hav, hav, hav — — —</p> +<p>Lad <em>mig</em> tænde — — jeg ve' sæl, jamrede Thomsen. +Du brænder mig, av, hav, hav, hav — — —</p> -<p>Dyrlægen lå ned i sofaen og droges med døden; -han kunde ikke en gang få begyndt at le for bare +<p>Dyrlægen lÃ¥ ned i sofaen og droges med døden; +han kunde ikke en gang fÃ¥ begyndt at le for bare grin. Han lo som en basun for munden af en begynder; han tog fat oppe i falsetten, hvor han ikke -kunde føre det igennem, han misbrugte sit latterinstrument, -så det slet ikke kunde gi de rigtige toner; +kunde føre det igennem, han misbrugte sit latterinstrument, +sÃ¥ det slet ikke kunde gi de rigtige toner; de blev siddende nede i mellemgulvet og rystede hans -indvolde, og da han ikke kunde andet, så sparkede +indvolde, og da han ikke kunde andet, sÃ¥ sparkede han latteren fra sig med benene, han vred den af -sig i sælsom mavedans, smed den om sig med bægge -hænder, han græd den ud i stride tårer, og da han -således længe havde grinet med hele kroppen og -havde været døden nær, så fik han endelig forløsning +sig i sælsom mavedans, smed den om sig med bægge +hænder, han græd den ud i stride tÃ¥rer, og da han +sÃ¥ledes længe havde grinet med hele kroppen og +havde været døden nær, sÃ¥ fik han endelig forløsning for sin latter ad naturlig vej.</p> -<p>— Vejgård havde — i mangel af fru Ida — drillet -en flok unge piger, så de samlede sig om ham; -han lå udstrakt i en flugtstol, medens de stod foran +<p>— VejgÃ¥rd havde — i mangel af fru Ida — drillet +en flok unge piger, sÃ¥ de samlede sig om ham; +han lÃ¥ udstrakt i en flugtstol, medens de stod foran ham med dirrende pegefingre og skreg i munden -på hverandre, at han måtte skamme sig; de skældte<span class="pagenum"><a name="Side_125" id="Side_125" title="[S. 125]"> </a></span> -ham hæder og ære fra i deres taknæmlighed over, -at han vilde beskæftige sig med dem og glemme -sin fru Ida et øjeblik; de krummede sig over ham, -faldefærdige af optagethed, og skubbede til hverandre. -Han lo til dem gennem sin sigaret og fnøs -dem røgen ind i ansigtet og trak den mest højrøstede -ned på sit skød, hvorfra hun straks sprang op igen -og gav plads for en anden. Længere tilbage stod en -sejstenårig lille dame og blæste sigaretrøgen ud -gennem næsen, idet hun hånligt erklærede, at hun -var lige glad, når han bare vilde la være at snyde -i krokket. Vejgård rejste sig og hentede hende, bar -hende over gulvet og satte sig med hende på skødet. +pÃ¥ hverandre, at han mÃ¥tte skamme sig; de skældte<span class="pagenum"><a name="Side_125" id="Side_125" title="[S. 125]"> </a></span> +ham hæder og ære fra i deres taknæmlighed over, +at han vilde beskæftige sig med dem og glemme +sin fru Ida et øjeblik; de krummede sig over ham, +faldefærdige af optagethed, og skubbede til hverandre. +Han lo til dem gennem sin sigaret og fnøs +dem røgen ind i ansigtet og trak den mest højrøstede +ned pÃ¥ sit skød, hvorfra hun straks sprang op igen +og gav plads for en anden. Længere tilbage stod en +sejstenÃ¥rig lille dame og blæste sigaretrøgen ud +gennem næsen, idet hun hÃ¥nligt erklærede, at hun +var lige glad, nÃ¥r han bare vilde la være at snyde +i krokket. VejgÃ¥rd rejste sig og hentede hende, bar +hende over gulvet og satte sig med hende pÃ¥ skødet. Da hun tog fra sig, vilde han kysse hende, blot for -at lære hende at opføre sig ordenligt; hun knoede -løs på ham med knyttede næver og vilde ikke slippe -sin sigaret, røg og gnister stod om dem; hun fyldte -hans søgende mund med røg, så han hostede al kraft -af sig og måtte slippe, men de andre skreg og lo -i stor indignasjon: Hvorfor skulde han netop slås -med hende? mente de. — Hr. Vejgård er rigtignok -store slem i aften, sae de; og så blev de ivrige igen; +at lære hende at opføre sig ordenligt; hun knoede +løs pÃ¥ ham med knyttede næver og vilde ikke slippe +sin sigaret, røg og gnister stod om dem; hun fyldte +hans søgende mund med røg, sÃ¥ han hostede al kraft +af sig og mÃ¥tte slippe, men de andre skreg og lo +i stor indignasjon: Hvorfor skulde han netop slÃ¥s +med hende? mente de. — Hr. VejgÃ¥rd er rigtignok +store slem i aften, sae de; og sÃ¥ blev de ivrige igen; men den fejrede digter gik pludselig sin vej og lod -dem stå. Den sejstenårige fik sig en anden sigaret +dem stÃ¥. Den sejstenÃ¥rige fik sig en anden sigaret og var stadig lige glad; hun kunde slet ikke dele -de andres følelser og måtte søge andet selskab.</p> +de andres følelser og mÃ¥tte søge andet selskab.</p> <p>— Foran fru Ida sad to unge mennesker og gjorde sig til, de hviskede, den ene sagtere end den anden -og hældede sig over hende om kap; med deres ludende -kroppe og deres øjne, der opmærksomt vandrede -om på hendes fine skikkelse, mindede de om -to hunde, der sidder og gir agt på deres herre; og +og hældede sig over hende om kap; med deres ludende +kroppe og deres øjne, der opmærksomt vandrede +om pÃ¥ hendes fine skikkelse, mindede de om +to hunde, der sidder og gir agt pÃ¥ deres herre; og ligesom to hunde vekslede de undertiden et kort,<span class="pagenum"><a name="Side_126" id="Side_126" title="[S. 126]"> </a></span> -mistroisk blik, når det kunde se ud, som om der +mistroisk blik, nÃ¥r det kunde se ud, som om der faldt mere af til den ene end den anden. Fru Idas -ansigt blussede og havde et træt udseende; hendes -krølle hang som en forstrakt proptrækker ned over -tindingen og kildrede hende på munden; det kunde +ansigt blussede og havde et træt udseende; hendes +krølle hang som en forstrakt proptrækker ned over +tindingen og kildrede hende pÃ¥ munden; det kunde gyse i en mand ved at se det, man kunde komme -til at bævre med munden; de to unge lo sygeligt af +til at bævre med munden; de to unge lo sygeligt af og til.</p> -<p>— Købmand Sørensen indlod sig i sin egenskab af -alvorsmand i samtale med Hans Råskov, men hans -øjne kunde ikke slippe fru Ida; de dansede alle vegne +<p>— Købmand Sørensen indlod sig i sin egenskab af +alvorsmand i samtale med Hans RÃ¥skov, men hans +øjne kunde ikke slippe fru Ida; de dansede alle vegne rundt om hende som to hunde om deres elskede herre, men hvor mange krumspring de end gjorde, -så var de hele tiden optaget af hende; gjorde hun -en lille usædvanlig bevægelse, så var de der, som to +sÃ¥ var de hele tiden optaget af hende; gjorde hun +en lille usædvanlig bevægelse, sÃ¥ var de der, som to kloge hunde, der tror, at deres herre vil dem noget. -Han pillede med svagt bævende fingre ved de lysebrune -krøllede hår, der stod så frodigt ud af hans -friske kinder, og når hun smilede, skiltes hans tætte -skæg straks af de bugnende, røde læber.</p> - -<p>Mens fru Ida lod de unge mennesker brænde sig -op — de bøjede sig hen over hende, som om de var -bange for, at forbrændingen ikke skulde gå hurtigt -nok — iagttog hun de to mænd, der havde valgt at +Han pillede med svagt bævende fingre ved de lysebrune +krøllede hÃ¥r, der stod sÃ¥ frodigt ud af hans +friske kinder, og nÃ¥r hun smilede, skiltes hans tætte +skæg straks af de bugnende, røde læber.</p> + +<p>Mens fru Ida lod de unge mennesker brænde sig +op — de bøjede sig hen over hende, som om de var +bange for, at forbrændingen ikke skulde gÃ¥ hurtigt +nok — iagttog hun de to mænd, der havde valgt at tale om alvorlige ting tre alen fra hende. Det var -underligt at se Sørensens ferskhed så tæt op til Hans -Råskov, og det var endnu mere påfaldende, at han -ikke følte det selv, men hendes nærhed styrkede ham -formodenlig; han snakkede hele tiden og mærkede -ikke den andens øjne. Å, hun vilde gærne opleve, -at det menneske en gang åbnede sin mund og oplod -sit væsen mod den ferskhed ved siden af ham! -Hvor vilde Sørensen ikke slime sig af sted i en fart,<span class="pagenum"><a name="Side_127" id="Side_127" title="[S. 127]"> </a></span> -som en snegl, der kommer ud af det kølige græs og -uforvarende dumper ned på en gloende jærnvejsskinne!</p> - -<p>Det skete, at Hans Råskovs øjne fulgte med Sørensens -og søgte hendes øjne et kort nu; de vandrede -ikke hen ad hendes arme og fødder eller dvælede +underligt at se Sørensens ferskhed sÃ¥ tæt op til Hans +RÃ¥skov, og det var endnu mere pÃ¥faldende, at han +ikke følte det selv, men hendes nærhed styrkede ham +formodenlig; han snakkede hele tiden og mærkede +ikke den andens øjne. Ã…, hun vilde gærne opleve, +at det menneske en gang Ã¥bnede sin mund og oplod +sit væsen mod den ferskhed ved siden af ham! +Hvor vilde Sørensen ikke slime sig af sted i en fart,<span class="pagenum"><a name="Side_127" id="Side_127" title="[S. 127]"> </a></span> +som en snegl, der kommer ud af det kølige græs og +uforvarende dumper ned pÃ¥ en gloende jærnvejsskinne!</p> + +<p>Det skete, at Hans RÃ¥skovs øjne fulgte med Sørensens +og søgte hendes øjne et kort nu; de vandrede +ikke hen ad hendes arme og fødder eller dvælede ved hendes figur; det var snarere, som om de gjorde -et spørsmål eller afleverede en erklæring. Ak ja, -hvad kom det hende ved? Han havde måske problemer, -der gik forud for kærligheden; han misbilligede -hende, når hun vilde elskes! Og så var hun på -alle sider omgivet af mandfolkeøjne — — — hun -vilde pille dem ud allesammen og sælge dem, hvis -hun for den pris kunde købe sig, at han så anderledes -på hende.</p> +et spørsmÃ¥l eller afleverede en erklæring. Ak ja, +hvad kom det hende ved? Han havde mÃ¥ske problemer, +der gik forud for kærligheden; han misbilligede +hende, nÃ¥r hun vilde elskes! Og sÃ¥ var hun pÃ¥ +alle sider omgivet af mandfolkeøjne — — — hun +vilde pille dem ud allesammen og sælge dem, hvis +hun for den pris kunde købe sig, at han sÃ¥ anderledes +pÃ¥ hende.</p> <p>Hun rejste sig og gik. De to unge mennesker blev en stund siddende og stirrede efter hende med -opmærksomme, modfaldne øjne som to hunde, der -efter lang venten ingenting får; derpå betragtede de -hinanden gennem øjenkrogen og mumlede noget, som -om de knurrede ad hinanden; så fjærnede de sig -i modsatte retninger, og Sørensen blev pludselig beklemt -ved Hans Råskovs selskab og fik flyttet sig +opmærksomme, modfaldne øjne som to hunde, der +efter lang venten ingenting fÃ¥r; derpÃ¥ betragtede de +hinanden gennem øjenkrogen og mumlede noget, som +om de knurrede ad hinanden; sÃ¥ fjærnede de sig +i modsatte retninger, og Sørensen blev pludselig beklemt +ved Hans RÃ¥skovs selskab og fik flyttet sig et andet sted hen.</p> -<p>— Men der har vi jo vor lille Kai, udbrød fru +<p>— Men der har vi jo vor lille Kai, udbrød fru Ida; velbekomme, Kai. Jeg har slet ikke set dig hele aftenen; godaften, Kai.</p> <p>Du er meget smuk i aften, Ida.</p> <p>Det er jeg jo altid, svarede hun. — Hvor havde det -været godt at modtage den erklæring i lykkelig tavshed, +været godt at modtage den erklæring i lykkelig tavshed, om den var bleven sagt af en mand, hun elskede!</p> <p>Men der er forskel, sae han. Havde jeg ikke set<span class="pagenum"><a name="Side_128" id="Side_128" title="[S. 128]"> </a></span> -dig før i aften, så var jeg blevet gal inden i morgen. -Du ligner noget, som man aldrig har set før, og -som man synes man må gribe straks, fordi det +dig før i aften, sÃ¥ var jeg blevet gal inden i morgen. +Du ligner noget, som man aldrig har set før, og +som man synes man mÃ¥ gribe straks, fordi det aldrig mere kommer igen.</p> -<p>Å, det ved du slet ikke, Kai; der kunde godt tænkes +<p>Ã…, det ved du slet ikke, Kai; der kunde godt tænkes den, der skubbede mig bort, hvis jeg bare kom -i nærheden af ham.</p> +i nærheden af ham.</p> -<p>Kai så efter Hans Råskov, der gik ud gennem -havestuedøren. — Det må så være en, der ikke har -sin forstand kær, sae han.</p> +<p>Kai sÃ¥ efter Hans RÃ¥skov, der gik ud gennem +havestuedøren. — Det mÃ¥ sÃ¥ være en, der ikke har +sin forstand kær, sae han.</p> -<p>Hvordan bær du dig ad med at bevare din egen +<p>Hvordan bær du dig ad med at bevare din egen forstand? spurte hun, mens hendes tanker var langt borte fra ham.</p> -<p>Å, sae han; du kommer alligevel til mig. Du blir -en gang så forrevet, at du ikke trænger til mere -lidenskab af nogen slags, og så ved du ingen andre +<p>Ã…, sae han; du kommer alligevel til mig. Du blir +en gang sÃ¥ forrevet, at du ikke trænger til mere +lidenskab af nogen slags, og sÃ¥ ved du ingen andre end mig.</p> -<p>Hvad vil du så gøre ved mig?</p> +<p>Hvad vil du sÃ¥ gøre ved mig?</p> -<p>Jeg vil trøste dig og gøre dig glad, som du -var før.</p> +<p>Jeg vil trøste dig og gøre dig glad, som du +var før.</p> -<p>Mange tak, Kai; så render jeg fra dig igen.</p> +<p>Mange tak, Kai; sÃ¥ render jeg fra dig igen.</p> -<p>— — — Hør nu, fru Ida, sae Vejgård og stansede -hende; her går en ven af Dem omkring i en tilstand +<p>— — — Hør nu, fru Ida, sae VejgÃ¥rd og stansede +hende; her gÃ¥r en ven af Dem omkring i en tilstand af den dybeste forladthed og har endnu ikke den -hele aften været genstand for Deres medlidenhed.</p> +hele aften været genstand for Deres medlidenhed.</p> -<p>Nå ikke det, svarede hun og lo tørt.</p> +<p>NÃ¥ ikke det, svarede hun og lo tørt.</p> -<p>Nej. Her står en afsat ven, der er kasseret i -unåde, mens han levende husker den tid, da han -dyrkede vidtstrakte, lystige marker i fællesskab med +<p>Nej. Her stÃ¥r en afsat ven, der er kasseret i +unÃ¥de, mens han levende husker den tid, da han +dyrkede vidtstrakte, lystige marker i fællesskab med Dem og var en stor godsejer i latterens rige, men nu — — —</p> -<p>Han trak lange tankestreger i luften med højre -hånds pegefinger.</p> +<p>Han trak lange tankestreger i luften med højre +hÃ¥nds pegefinger.</p> <p><span class="pagenum"><a name="Side_129" id="Side_129" title="[S. 129]"> </a></span></p> <p>Herregud da, jeg vidste slet ikke af, at De havde -det så slemt.</p> - -<p>Ganske rigtigt. Fra det øjeblik De tar den bestemmelse -mig angående, at De ikke ønsker at vide -af mig, så er jeg udslettet og fallit. Nu er jeg kun -rig på forstødthed og savn; jeg ejer ikke andet end -min udlændighed, som er uden ende. De har ikke -latter eller smil til overs for mig; De skyder bjærge +det sÃ¥ slemt.</p> + +<p>Ganske rigtigt. Fra det øjeblik De tar den bestemmelse +mig angÃ¥ende, at De ikke ønsker at vide +af mig, sÃ¥ er jeg udslettet og fallit. Nu er jeg kun +rig pÃ¥ forstødthed og savn; jeg ejer ikke andet end +min udlændighed, som er uden ende. De har ikke +latter eller smil til overs for mig; De skyder bjærge af alvor op imellem os — — — men nu, idet De lo uden ironi, forsvandt de allesammen; Deres latter -flytter bjærge, hvilket man ellers påstår, at kun -troen kan gøre, skønt det aldrig er prøvet, men -Deres latter har stået sin prøve, og jeg er Deres -grinende djævel til tjeneste. <em>Skal</em> vi to more os, +flytter bjærge, hvilket man ellers pÃ¥stÃ¥r, at kun +troen kan gøre, skønt det aldrig er prøvet, men +Deres latter har stÃ¥et sin prøve, og jeg er Deres +grinende djævel til tjeneste. <em>Skal</em> vi to more os, en rigtig gang, en stor, god gang? Samle hvad her er og ta dem med ud i haven og lave fest? Vi kan -sætte elementerne i bevægelse, himlene skal humme -sig, når vi huserer!</p> +sætte elementerne i bevægelse, himlene skal humme +sig, nÃ¥r vi huserer!</p> -<p>Ja, men ikke lige nu; jeg er træt.</p> +<p>Ja, men ikke lige nu; jeg er træt.</p> -<p>Vi resolverer at kalde det træt. Det er ellers en -højtidelig og vanskelig tid. Deres for øjeblikket -bedste, men ikke morsomste ven, har for så vidt -et tidssvarende ansigt på. I de andre mandfolks -fjæs står der en apoplektisk kamp mellem alvor og -grin; også Deres åsyn vidner om denne tids usædvanlighed. +<p>Vi resolverer at kalde det træt. Det er ellers en +højtidelig og vanskelig tid. Deres for øjeblikket +bedste, men ikke morsomste ven, har for sÃ¥ vidt +et tidssvarende ansigt pÃ¥. I de andre mandfolks +fjæs stÃ¥r der en apoplektisk kamp mellem alvor og +grin; ogsÃ¥ Deres Ã¥syn vidner om denne tids usædvanlighed. Kun jeg er den uforanderlige, grinende -djævel, og det er det eneste, hvorfor De kan ganske +djævel, og det er det eneste, hvorfor De kan ganske godt lide mig og samtidig foragter mig. Det er ikke mig, der skal ha at vide, hvad der er i vejen med -Dem; det ved De først, når De står overfor den, De -venter på, men skal vi to ikke alligevel gå en tur -i haven? Det er et meget fornuftigt, køligt vær i<span class="pagenum"><a name="Side_130" id="Side_130" title="[S. 130]"> </a></span> +Dem; det ved De først, nÃ¥r De stÃ¥r overfor den, De +venter pÃ¥, men skal vi to ikke alligevel gÃ¥ en tur +i haven? Det er et meget fornuftigt, køligt vær i<span class="pagenum"><a name="Side_130" id="Side_130" title="[S. 130]"> </a></span> aften; De kan godt spasere lidt med den mand, der ikke er den rette.</p> -<p>— — — Hans Råskov sad i en mørk krog af -haven og så op mod den halvlyse veranda, hvor fru -Ida og Vejgård var kommet til sæde, efter at de -var gået haven rundt. Det så ud til, at de havde -samlet en del på deres tur, som de nu holdt opgør -over. Deres hoder bøjede sig til og fra hinanden; -en hånd blev lagt indtrængende på et ærme, en +<p>— — — Hans RÃ¥skov sad i en mørk krog af +haven og sÃ¥ op mod den halvlyse veranda, hvor fru +Ida og VejgÃ¥rd var kommet til sæde, efter at de +var gÃ¥et haven rundt. Det sÃ¥ ud til, at de havde +samlet en del pÃ¥ deres tur, som de nu holdt opgør +over. Deres hoder bøjede sig til og fra hinanden; +en hÃ¥nd blev lagt indtrængende pÃ¥ et ærme, en finger rettedes demonstrerende mod et bryst — hendes -bryst — mens løftede øjenbryn understregede -demonstrasjonen; nu viftede en hånd afværgende -understøttet af hovedrysten, mens en anden hånd +bryst — mens løftede øjenbryn understregede +demonstrasjonen; nu viftede en hÃ¥nd afværgende +understøttet af hovedrysten, mens en anden hÃ¥nd indtog en tankefuld stilling under en kind, og dermed -gik det foreløbig i stå. Dog kom imidlertid en hånd -sagte vandrende fra ejermandens knæ over til det -andet knæ; dær blev den liggende, fortrolig, men ikke -nærgående, det syntes at være dens ret. Pludselig -lo han, så det kunde høres, og begyndte at gynge -med hendes knæ og slap det så. Han spillede med -fingerspidserne mod hverandre og sae en mængde, -der til sidst bragte den tankefulde hånd ned fra -kinden. Hun strøg ned over sit skød og strammede -kjolen over knæene, idet hun smilede en bemærkning -ind i ansigtet på ham. Han rettede sig i sin -stol, tog ligesom besværgende en favnfuld luft med -bægge arme, og som om det havde været for meget for -ham, søgte han støtte på hendes stoleryg; hans hage -hvilede vist på hendes skulder. Derpå sank hans -hoved endnu dybere, og hun så ikke op; hendes ansigt -kunde en tid slet ikke ses. Hendes hænder lå trætte -og opgivende i hendes skød. Men så lod det til, at -hun vilde sige noget afgørende, og hun løftede den<span class="pagenum"><a name="Side_131" id="Side_131" title="[S. 131]"> </a></span> -ene hånd, men han rystede på hodet en enkelt gang; -hendes pegefinger gled magtesløs ned ad hans bryst; -han tog om hånden og lae den med et lille tryk i -hendes skød; nu blev den der vel! Derefter kunde -man ikke skælne deres hoder fra hinanden.</p> - -<p>Hans Råskov rørte sig ikke, dær hvor han sad; -han sank ikke sammen, skønt han følte det, som om +gik det foreløbig i stÃ¥. Dog kom imidlertid en hÃ¥nd +sagte vandrende fra ejermandens knæ over til det +andet knæ; dær blev den liggende, fortrolig, men ikke +nærgÃ¥ende, det syntes at være dens ret. Pludselig +lo han, sÃ¥ det kunde høres, og begyndte at gynge +med hendes knæ og slap det sÃ¥. Han spillede med +fingerspidserne mod hverandre og sae en mængde, +der til sidst bragte den tankefulde hÃ¥nd ned fra +kinden. Hun strøg ned over sit skød og strammede +kjolen over knæene, idet hun smilede en bemærkning +ind i ansigtet pÃ¥ ham. Han rettede sig i sin +stol, tog ligesom besværgende en favnfuld luft med +bægge arme, og som om det havde været for meget for +ham, søgte han støtte pÃ¥ hendes stoleryg; hans hage +hvilede vist pÃ¥ hendes skulder. DerpÃ¥ sank hans +hoved endnu dybere, og hun sÃ¥ ikke op; hendes ansigt +kunde en tid slet ikke ses. Hendes hænder lÃ¥ trætte +og opgivende i hendes skød. Men sÃ¥ lod det til, at +hun vilde sige noget afgørende, og hun løftede den<span class="pagenum"><a name="Side_131" id="Side_131" title="[S. 131]"> </a></span> +ene hÃ¥nd, men han rystede pÃ¥ hodet en enkelt gang; +hendes pegefinger gled magtesløs ned ad hans bryst; +han tog om hÃ¥nden og lae den med et lille tryk i +hendes skød; nu blev den der vel! Derefter kunde +man ikke skælne deres hoder fra hinanden.</p> + +<p>Hans RÃ¥skov rørte sig ikke, dær hvor han sad; +han sank ikke sammen, skønt han følte det, som om han forkulledes indvendig fra; der var et flammende -øde i ham, en uforanderligt sviende tomhed, der -syntes at betyde, at alt var brændt op; men der kom -også en velgørende følelsesløshed over ham; dette var -måske det sidste, der skulde forbrændes, og så var +øde i ham, en uforanderligt sviende tomhed, der +syntes at betyde, at alt var brændt op; men der kom +ogsÃ¥ en velgørende følelsesløshed over ham; dette var +mÃ¥ske det sidste, der skulde forbrændes, og sÃ¥ var der ikke mere, <em>det</em> var nemlig umuligt, menneskeligt set. Af og til fik han et slags hastigt overblik over -det heles forløb, og han tænkte: Jeg holder det ud, +det heles forløb, og han tænkte: Jeg holder det ud, jeg kommer over det — ligesom bevidstheden pludselig -kan overskue ens stilling under et ulykkestilfælde: +kan overskue ens stilling under et ulykkestilfælde: Jeg slipper fra det med livet — mens ens -legeme flås hen ad jorden. — Hans Råskov formåede -at hæve sig over det og hævde sig selv ved -den tanke: Jeg kan bære det med.</p> +legeme flÃ¥s hen ad jorden. — Hans RÃ¥skov formÃ¥ede +at hæve sig over det og hævde sig selv ved +den tanke: Jeg kan bære det med.</p> -<p>Men det var en underlig tilvækst til stilheden, da -de to der oppe ikke rørte sig mere; han blev svimmel -deraf som en, der ser alting gå i stå rundt om +<p>Men det var en underlig tilvækst til stilheden, da +de to der oppe ikke rørte sig mere; han blev svimmel +deraf som en, der ser alting gÃ¥ i stÃ¥ rundt om sig; det dirrede i ham, og det var som om han selv -begyndte at bevæge sig; bænken gled bort med -ham, tilbage i mørket; han så den halvoplyste veranda +begyndte at bevæge sig; bænken gled bort med +ham, tilbage i mørket; han sÃ¥ den halvoplyste veranda med samme tydelighed, men han kom virkelig -længere bort fra den, så langt at han glemte, hvem +længere bort fra den, sÃ¥ langt at han glemte, hvem der sad deroppe; det var ikke nogen, der kom ham ved, mere end de hundrede gange to mennesker, -han før havde set, som ødslede fortrolighed og godhed -på hinanden, mens han stod udenfor og så til;<span class="pagenum"><a name="Side_132" id="Side_132" title="[S. 132]"> </a></span> -og så betød denne ødselhed alligevel ikke noget for +han før havde set, som ødslede fortrolighed og godhed +pÃ¥ hinanden, mens han stod udenfor og sÃ¥ til;<span class="pagenum"><a name="Side_132" id="Side_132" title="[S. 132]"> </a></span> +og sÃ¥ betød denne ødselhed alligevel ikke noget for de mange par mennesker; de regnede det ikke bag -efter; de havde kastet værdier af varme og venlighed +efter; de havde kastet værdier af varme og venlighed til hinanden, men det bandt dem ikke siden hen, de -søgte ikke hinanden som mennesker, der har livsværdier -fælles; de havde råd til at glemme det. Så +søgte ikke hinanden som mennesker, der har livsværdier +fælles; de havde rÃ¥d til at glemme det. SÃ¥ rige var de fleste mennesker, men han var den, der -så til; i beskuelsen lå hans tab. I sin barndom havde -han undertiden tænkt sig, at han kom frem af mørket -med en sten og knuste hodet på to, der havde det -så godt. De skiltes jo alligevel senere og mente -altså ikke noget med det. Men for ham var der +sÃ¥ til; i beskuelsen lÃ¥ hans tab. I sin barndom havde +han undertiden tænkt sig, at han kom frem af mørket +med en sten og knuste hodet pÃ¥ to, der havde det +sÃ¥ godt. De skiltes jo alligevel senere og mente +altsÃ¥ ikke noget med det. Men for ham var der et tab i det; de holdt ham borte med ryggen, de -trådte ham ned med hælene uden at se ham, uden +trÃ¥dte ham ned med hælene uden at se ham, uden nogen sinde at vende sig om efter ham. Derfor -ønskede han at slå dem ned. De glade, blinde mennesker -burde på en eller anden måde erfare, at +ønskede han at slÃ¥ dem ned. De glade, blinde mennesker +burde pÃ¥ en eller anden mÃ¥de erfare, at han var til.</p> -<p>Han følte bænken gynge under sig; det var en +<p>Han følte bænken gynge under sig; det var en lystig tur. Men de to vilde ikke blive borte for ham; de sad der endnu, han havde taget dem -med sig på sin nethinde, de kunde ikke vidskes ud. -Selv om han slog dem ned med en gråsten, så vilde +med sig pÃ¥ sin nethinde, de kunde ikke vidskes ud. +Selv om han slog dem ned med en grÃ¥sten, sÃ¥ vilde et andet par straks stille sig op i deres sted; hvad -betød det, om den ene var en kvinde, han ikke elskede? -Han elskede ikke hende dær; han elskede alle kvinder +betød det, om den ene var en kvinde, han ikke elskede? +Han elskede ikke hende dær; han elskede alle kvinder med samme had.</p> -<p>Døren ud til verandaen blev åbnet; stemmer hørtes; -Vejgård og fru Ida rejste sig, og der blev let -og spurt; spørsmål og udbrud lød helt inde fra +<p>Døren ud til verandaen blev Ã¥bnet; stemmer hørtes; +VejgÃ¥rd og fru Ida rejste sig, og der blev let +og spurt; spørsmÃ¥l og udbrud lød helt inde fra stuerne.</p> -<p>Hans Råskov stod op; han var blevet sig stedet +<p>Hans RÃ¥skov stod op; han var blevet sig stedet bevidst, men han rystede endnu lidt efter farten.<span class="pagenum"><a name="Side_133" id="Side_133" title="[S. 133]"> </a></span> -Han tænkte på de foregående års arbejde, som der +Han tænkte pÃ¥ de foregÃ¥ende Ã¥rs arbejde, som der ingen erindring var ved, men denne aften fyldte med -års vidde i hans sind. Han satte sig på verandaen -og så ind i de oplyste stuer for at vænne sig til dem, +Ã¥rs vidde i hans sind. Han satte sig pÃ¥ verandaen +og sÃ¥ ind i de oplyste stuer for at vænne sig til dem, inden han gik der ind.</p> <p>Der kom nogen nede fra haven — — det var -hende! Jeg må altså ha siddet her temmelig længe, -tænkte han, siden hun er kommet en anden vej ud. -Hun måtte ha set ham, nu kom hun lige imod ham. +hende! Jeg mÃ¥ altsÃ¥ ha siddet her temmelig længe, +tænkte han, siden hun er kommet en anden vej ud. +Hun mÃ¥tte ha set ham, nu kom hun lige imod ham. Hvad skulde det betyde? Kunde hun tro, de havde -noget at tale om? Kom hun her og stolede på sin -skønhed? Hvad havde han med den at gøre? Han -var ikke kommet så langt ud over bondenaturen, at -skønhed betød noget for ham. Det mest rosende udtryk -om kvinder, han havde hørt i sin familie, var: +noget at tale om? Kom hun her og stolede pÃ¥ sin +skønhed? Hvad havde han med den at gøre? Han +var ikke kommet sÃ¥ langt ud over bondenaturen, at +skønhed betød noget for ham. Det mest rosende udtryk +om kvinder, han havde hørt i sin familie, var: Det er en god kone — — Om de unge piger var -der sædvanligvis ikke tale, før de skulde giftes; så +der sædvanligvis ikke tale, før de skulde giftes; sÃ¥ kunde det ske, at der blev sagt: Hun blir en god -kone. — Han vedkendte sig denne fædrene værdibestemmelse; -hvad vilde hun så her med sit elskovsgøgl?</p> +kone. — Han vedkendte sig denne fædrene værdibestemmelse; +hvad vilde hun sÃ¥ her med sit elskovsgøgl?</p> -<p>Lyset faldt på hendes ansigt; det var sagtens beregnet. -Men hendes øjne var dejlige; blå og uransagelige -som fjærne skove på en sollys septembermorgen.</p> +<p>Lyset faldt pÃ¥ hendes ansigt; det var sagtens beregnet. +Men hendes øjne var dejlige; blÃ¥ og uransagelige +som fjærne skove pÃ¥ en sollys septembermorgen.</p> -<p>Hans tænder hakkede mod hverandre. — Fryser -jeg? tænkte han. —</p> +<p>Hans tænder hakkede mod hverandre. — Fryser +jeg? tænkte han. —</p> <p>Hun stod foran ham. — Vi to har endnu ikke talt sammen, sae hun.</p> -<p>Vi to, tænkte han.</p> +<p>Vi to, tænkte han.</p> -<p>Hun skimtede lige hans ansigt gennem det grå -mørke, øjnene sad deri som sorte huller, men hun<span class="pagenum"><a name="Side_134" id="Side_134" title="[S. 134]"> </a></span> +<p>Hun skimtede lige hans ansigt gennem det grÃ¥ +mørke, øjnene sad deri som sorte huller, men hun<span class="pagenum"><a name="Side_134" id="Side_134" title="[S. 134]"> </a></span> vidste hvad der stirrede ud fra dem, og der kom en svaghed over hende.</p> <p>Jeg synes dog, vi har haft — — begyndte hun.</p> -<p>Da sae han med tør, udtryksløs stemme: Vi har +<p>Da sae han med tør, udtryksløs stemme: Vi har haft noget sammen, ja. Jeg opfatter det som en -fejltagelse fra Deres side; jeg trænger ikke til at -få den nærmere forklaret.</p> +fejltagelse fra Deres side; jeg trænger ikke til at +fÃ¥ den nærmere forklaret.</p> -<p>Hun lo højt, på een gang skuffet og lettet: Ja, +<p>Hun lo højt, pÃ¥ een gang skuffet og lettet: Ja, vist har jeg taget fejl af Dem. Jeg troede — — — -nå, pyt med det; nu ser jeg, De er en ganske -triviel tølper, en bonde, der har lært kemi. Det er +nÃ¥, pyt med det; nu ser jeg, De er en ganske +triviel tølper, en bonde, der har lært kemi. Det er hele herligheden.</p> -<p>Hun lo igen. Han rejste sig langsomt, hun hørte, -hvordan det gav sig i hans knæled, og hun blev +<p>Hun lo igen. Han rejste sig langsomt, hun hørte, +hvordan det gav sig i hans knæled, og hun blev bange, ligesom et barn, der er faldet i betragtninger -over en tyr inde på marken, og som pludselig ser -den stable sin krop på sine knagende ledemod og -vende de blodskudte, skulende øjne hen mod vejen -og overlægge ved sig selv — —</p> +over en tyr inde pÃ¥ marken, og som pludselig ser +den stable sin krop pÃ¥ sine knagende ledemod og +vende de blodskudte, skulende øjne hen mod vejen +og overlægge ved sig selv — —</p> <p>Den gang De — — — begyndte han med en uklar -stemme, der fik hende til at bæve, — den gang De -mødte mig — — en aften, da kom De fra andre -mænds hænder, med Deres tanker fulde af andre -mænds begær, der altid hænger ved Dem. Jeg ved -det. Nu hader jeg Dem; det må jeg også ha gjort -den gang; i alt fald ophæver det alt andet.</p> +stemme, der fik hende til at bæve, — den gang De +mødte mig — — en aften, da kom De fra andre +mænds hænder, med Deres tanker fulde af andre +mænds begær, der altid hænger ved Dem. Jeg ved +det. Nu hader jeg Dem; det mÃ¥ jeg ogsÃ¥ ha gjort +den gang; i alt fald ophæver det alt andet.</p> <p>Han rejste sig og gik lige forbi hende ned i haven. -Hun knyttede hånden efter ham:</p> +Hun knyttede hÃ¥nden efter ham:</p> <p>Godt; had du mig bare; bild dig det ind; du skal -ikke slippe så let.</p> +ikke slippe sÃ¥ let.</p> -<p>Da hun vendte sig, så hun købmand Sørensens -ansigt tæt mod verandaens rude; han hakkede i den<span class="pagenum"><a name="Side_135" id="Side_135" title="[S. 135]"> </a></span> -med næsen og ledte omkring på den som et insekt, +<p>Da hun vendte sig, sÃ¥ hun købmand Sørensens +ansigt tæt mod verandaens rude; han hakkede i den<span class="pagenum"><a name="Side_135" id="Side_135" title="[S. 135]"> </a></span> +med næsen og ledte omkring pÃ¥ den som et insekt, der vil den vej ud.</p> -<p>Er det mig, De søger, hr. Sørensen? spurte hun -højt, og hun hørte skridtene stanse nede i haven. -Å ja, han kunde måske ha ganske godt af at være -tilskuer, han med sit had. Bare han havde været +<p>Er det mig, De søger, hr. Sørensen? spurte hun +højt, og hun hørte skridtene stanse nede i haven. +Ã… ja, han kunde mÃ¥ske ha ganske godt af at være +tilskuer, han med sit had. Bare han havde været her for lidt siden og set hende blive fortumlet af -Vejgårds lyrik! Hans forstand var vist allerede rystet; -Kai skulde få ret, om det på nogen måde var +VejgÃ¥rds lyrik! Hans forstand var vist allerede rystet; +Kai skulde fÃ¥ ret, om det pÃ¥ nogen mÃ¥de var muligt!</p> -<p>Sørensen var kommet ud efter nogen kamp med -døren; han stod endnu og holdt sig ved dørgrebet.</p> +<p>Sørensen var kommet ud efter nogen kamp med +døren; han stod endnu og holdt sig ved dørgrebet.</p> -<p>De morer Dem ikke, sae han og søgte at lægge +<p>De morer Dem ikke, sae han og søgte at lægge en let beklagelse i sin stemme.</p> <p>Hun vendte hodet om imod ham, idet hun lyttede -anspændt: Mon han havde fundet noget at sidde på +anspændt: Mon han havde fundet noget at sidde pÃ¥ der nede?</p> -<p>Sørensen tog et langt skridt og satte sig lidt pludseligt +<p>Sørensen tog et langt skridt og satte sig lidt pludseligt hos hende, ligesom et lille barn, der slipper -en stol og når at få fat i en anden.</p> +en stol og nÃ¥r at fÃ¥ fat i en anden.</p> -<p>De er bedrøvet over noget, fortsatte han i en mindre -selskabsmæssig tone; De har sorg. Det gør mig -ondt, at De sørger; livet er jo dog sådan indrettet, at -det er muligt for os alle at være glade.</p> +<p>De er bedrøvet over noget, fortsatte han i en mindre +selskabsmæssig tone; De har sorg. Det gør mig +ondt, at De sørger; livet er jo dog sÃ¥dan indrettet, at +det er muligt for os alle at være glade.</p> -<p>Det blik, hvormed hun så på ham, gjorde prædikanten +<p>Det blik, hvormed hun sÃ¥ pÃ¥ ham, gjorde prædikanten til et menneske. Han famlede efter hendes -hånd, og det gav et sæt i ham, da han fandt den, -men så holdt han fast.</p> - -<p>Jeg har længe kunnet se, at De var bedrøvet; det -er mig en nødvendighed at opsøge de mennesker, der -er i nød, derfor er det ikke tilfældigt, at jeg træffer -Dem her. Men De behøver ikke at være bedrøvet; -jeg mener: så underfuldt er livet jo indrettet, at ingen<span class="pagenum"><a name="Side_136" id="Side_136" title="[S. 136]"> </a></span> -er bestemt til glæde, mens andre må være bedrøvede; +hÃ¥nd, og det gav et sæt i ham, da han fandt den, +men sÃ¥ holdt han fast.</p> + +<p>Jeg har længe kunnet se, at De var bedrøvet; det +er mig en nødvendighed at opsøge de mennesker, der +er i nød, derfor er det ikke tilfældigt, at jeg træffer +Dem her. Men De behøver ikke at være bedrøvet; +jeg mener: sÃ¥ underfuldt er livet jo indrettet, at ingen<span class="pagenum"><a name="Side_136" id="Side_136" title="[S. 136]"> </a></span> +er bestemt til glæde, mens andre mÃ¥ være bedrøvede; ved De ikke det?</p> <p>Han talte flydende og i den evangeliske tone, som -han havde så megen færdighed i, at han havde glemt -sin naturlige røst, men han blev usikker og stammede -ikke så lidt, da han kom til det æmne, som -havde skaffet ham så stor indflydelse inden for vennernes -kres: Kærlighedens Favn, der står åben for -os alle; dær er det sødt at hvile, når vi blot vil +han havde sÃ¥ megen færdighed i, at han havde glemt +sin naturlige røst, men han blev usikker og stammede +ikke sÃ¥ lidt, da han kom til det æmne, som +havde skaffet ham sÃ¥ stor indflydelse inden for vennernes +kres: Kærlighedens Favn, der stÃ¥r Ã¥ben for +os alle; dær er det sødt at hvile, nÃ¥r vi blot vil kaste os i den med blind hengivelse.</p> -<p>Han tog hendes hånd i bægge sine og kunde ikke +<p>Han tog hendes hÃ¥nd i bægge sine og kunde ikke slippe igen; han var som en smed, der er kommet til -marked og har fået et elektrisk batteris lodder i sine -grove næver; han sveder og skælver og gennembæves, +marked og har fÃ¥et et elektrisk batteris lodder i sine +grove næver; han sveder og skælver og gennembæves, det er ikke til at holde ud, men han holder fast, -som han endnu aldrig har holdt fast på nogen forhammer; -en højere magt er over ham.</p> - -<p>Fru Ida sænkede hodet, som stillingen krævede -det, og klippede med sine lange øjenvipper; for et -tåget blik kunde det godt se ud, som hang der en -tåre i dem. Købmand Sørensen vandrede som en -søvngænger fra det hellige evangelium over i det -verdslige; han anede ikke, at han lokkede en sjæl -til vildfarelse, han vilde ikke gøre det, men han bestræbte +som han endnu aldrig har holdt fast pÃ¥ nogen forhammer; +en højere magt er over ham.</p> + +<p>Fru Ida sænkede hodet, som stillingen krævede +det, og klippede med sine lange øjenvipper; for et +tÃ¥get blik kunde det godt se ud, som hang der en +tÃ¥re i dem. Købmand Sørensen vandrede som en +søvngænger fra det hellige evangelium over i det +verdslige; han anede ikke, at han lokkede en sjæl +til vildfarelse, han vilde ikke gøre det, men han bestræbte sig dog for det. Han forsikrede, at der <em>var</em> -trøst for hver sørgende sjæl, og mens han sae: sjæl -og atter sjæl, skælvede hans legeme over hendes -legemlige nærværelse. Han forkyndte om kærlighedens -ånd, og samtidig krusedes hans kød af lyst.</p> +trøst for hver sørgende sjæl, og mens han sae: sjæl +og atter sjæl, skælvede hans legeme over hendes +legemlige nærværelse. Han forkyndte om kærlighedens +Ã¥nd, og samtidig krusedes hans kød af lyst.</p> <p>Han blev ved og lod sig ikke stanse; han vilde -husvale hendes sjæl, og han trykkede hendes hånd, -som var den en sjæl, og hans hånd husvaleren. Han +husvale hendes sjæl, og han trykkede hendes hÃ¥nd, +som var den en sjæl, og hans hÃ¥nd husvaleren. Han vidste til sidst ikke mere hvad han sae, han kom<span class="pagenum"><a name="Side_137" id="Side_137" title="[S. 137]"> </a></span> -bort fra det tillærte, han blev så naturlig som en -plante, der står ved vejen og tar imod solen og -senere sætter blomst og gir sin frugt til vinden. -Han havde af ganske ævne indsuget alt hvad der udstrålede +bort fra det tillærte, han blev sÃ¥ naturlig som en +plante, der stÃ¥r ved vejen og tar imod solen og +senere sætter blomst og gir sin frugt til vinden. +Han havde af ganske ævne indsuget alt hvad der udstrÃ¥lede fra hende, det spirede og stred sig frem til -lyset med ufattelig hast — men det var jo også midt -i foråret — det blomstrede og fik farve i hede ord, +lyset med ufattelig hast — men det var jo ogsÃ¥ midt +i forÃ¥ret — det blomstrede og fik farve i hede ord, og det satte frugt i et kys — — —</p> -<p>Sørensen havde bøjet sig over hende, han prøvede -ikke på at læse en tilladelse i hendes øjne, for han -så kun hendes mund, og den kyssede han.</p> +<p>Sørensen havde bøjet sig over hende, han prøvede +ikke pÃ¥ at læse en tilladelse i hendes øjne, for han +sÃ¥ kun hendes mund, og den kyssede han.</p> -<p>Var det sket for fjorten dage siden, så kunde hun -godt ha leet og klappet ham drillende på kinden og +<p>Var det sket for fjorten dage siden, sÃ¥ kunde hun +godt ha leet og klappet ham drillende pÃ¥ kinden og sagt, at det gjorde ikke noget, men hun skubbede ham fra sig og sae blot: De er jo tosset — og hun -gik uden at tilføje noget formildende ord.</p> +gik uden at tilføje noget formildende ord.</p> -<p>Hun løb ned ad gangen, der hen hvor hun mente, -Hans Råskov sad. Skønt dette kun havde været et -eksperiment, så havde hun ikke helt undgået at føle -sig svimmel; det var anden gang og tilstrækkeligt. +<p>Hun løb ned ad gangen, der hen hvor hun mente, +Hans RÃ¥skov sad. Skønt dette kun havde været et +eksperiment, sÃ¥ havde hun ikke helt undgÃ¥et at føle +sig svimmel; det var anden gang og tilstrækkeligt. Nu — — —</p> <p>Han var der ikke. Hun ilede haven igennem, -søgte ham til sidst inde i stuerne; dær fandt hun ham; +søgte ham til sidst inde i stuerne; dær fandt hun ham; han var kommet i samtale med en eller anden, med -Anna Årbo, det lange unge pigebarn, hun konverserede -ham så mildt og fornuftigt som nogen verdensdame.</p> +Anna Ã…rbo, det lange unge pigebarn, hun konverserede +ham sÃ¥ mildt og fornuftigt som nogen verdensdame.</p> -<p>Sørensen sad endnu på verandaen.</p> +<p>Sørensen sad endnu pÃ¥ verandaen.</p> -<p>»De er jo tosset,« tænkte han. Han huskede det +<p>»De er jo tosset,« tænkte han. Han huskede det kys, smagte det om igen, brugte skriftsteder mod det og fik det ligesom til at blive blegere, men netop som han mente, at han havde taget kraft og farve af det,<span class="pagenum"><a name="Side_138" id="Side_138" title="[S. 138]"> </a></span> -så svulmede det på ny rødt og modent i hans erindring, -og han fik en lang kamp at bestå.</p> +sÃ¥ svulmede det pÃ¥ ny rødt og modent i hans erindring, +og han fik en lang kamp at bestÃ¥.</p> -<p>Det hjalp først, da han kom i tanke om sin kone. -Han gik en omgang i haven og pålagde sig den straf -at skrifte alt for hende, om så hendes tro på ham -blev rystet derved. Og så måtte han hjem, han -måtte fly denne farlige kvinde. Dette var vel en -prøvelse, en advarsel; han vilde huske den.</p> +<p>Det hjalp først, da han kom i tanke om sin kone. +Han gik en omgang i haven og pÃ¥lagde sig den straf +at skrifte alt for hende, om sÃ¥ hendes tro pÃ¥ ham +blev rystet derved. Og sÃ¥ mÃ¥tte han hjem, han +mÃ¥tte fly denne farlige kvinde. Dette var vel en +prøvelse, en advarsel; han vilde huske den.</p> -<p>Han opsøgte sin kone, og de tog hjem. Undervejs +<p>Han opsøgte sin kone, og de tog hjem. Undervejs betroede han hende, hvad der var sket, men da nu -den evangeliske ånd nogenlunde var kommet over -ham igen, så kunde det nok ske, at han udelod nogle -rent menneskelige enkeltheder, men det hun hørte, +den evangeliske Ã¥nd nogenlunde var kommet over +ham igen, sÃ¥ kunde det nok ske, at han udelod nogle +rent menneskelige enkeltheder, men det hun hørte, rystede hende dybt nok, og hun led med ham.</p> -<p>Han tilbragte det meste af natten i et lille gæsteværelse -oppe på loftet, under bøn.</p> +<p>Han tilbragte det meste af natten i et lille gæsteværelse +oppe pÃ¥ loftet, under bøn.</p> <hr class="chapbreak" /> <p><span class="pagenum"><a name="Side_139" id="Side_139" title="[S. 139]"> </a></span></p> @@ -5162,483 +5123,483 @@ oppe på loftet, under bøn.</p> <h2><a name="KAPITEL_XV" id="KAPITEL_XV"></a>XV</h2> -<p>Det regner; en stærk, tung forårsregn slår ned -i udtørrede veje, dråberne falder med kraft -som små bomber, og i begyndelsen springer støvet op -om dem. På de skrå sider af vejene dannes der -efterhånden en bugtet rand af skum og støv, som -vandet bryder igennem, små støvede orme kravler -ned mod grøften og viskes snart ud af den tiltagende -regn. En ram, ubehagelig dunst stiger til værs fra -de fugtige veje, men de grønne marker opsender en -sundere lugt, der er ligesom en bedre forståelse af +<p>Det regner; en stærk, tung forÃ¥rsregn slÃ¥r ned +i udtørrede veje, drÃ¥berne falder med kraft +som smÃ¥ bomber, og i begyndelsen springer støvet op +om dem. PÃ¥ de skrÃ¥ sider af vejene dannes der +efterhÃ¥nden en bugtet rand af skum og støv, som +vandet bryder igennem, smÃ¥ støvede orme kravler +ned mod grøften og viskes snart ud af den tiltagende +regn. En ram, ubehagelig dunst stiger til værs fra +de fugtige veje, men de grønne marker opsender en +sundere lugt, der er ligesom en bedre forstÃ¥else af den sunde regn.</p> -<p>Voksne mennesker slår kraver og paraplyer op -eller skynder sig i hus, men børn går uden for og lar -sig dunke i hodet af regnen; med deres stortæer trækker -de hvide striber i det brune, våde støv for at se, -hvor dybt det har blødt, og de følger alle de grumsede -småstrømme på vej, der kæmper sig frem ad sandede -hældninger, og hjælper dem undertiden med at +<p>Voksne mennesker slÃ¥r kraver og paraplyer op +eller skynder sig i hus, men børn gÃ¥r uden for og lar +sig dunke i hodet af regnen; med deres stortæer trækker +de hvide striber i det brune, vÃ¥de støv for at se, +hvor dybt det har blødt, og de følger alle de grumsede +smÃ¥strømme pÃ¥ vej, der kæmper sig frem ad sandede +hældninger, og hjælper dem undertiden med at overvinde vanskelighederne.</p> -<p>— De blir våd, højstærede, sae gamle postmester -Årbo til Hans Råskov, der stod bøjet over et hjulspor -inde på en bivej, hvor sten og gruskanter ragede -op over vandene, så at det kunde ligne et terrænkort +<p>— De blir vÃ¥d, højstærede, sae gamle postmester +Ã…rbo til Hans RÃ¥skov, der stod bøjet over et hjulspor +inde pÃ¥ en bivej, hvor sten og gruskanter ragede +op over vandene, sÃ¥ at det kunde ligne et terrænkort over Finland.</p> <p><span class="pagenum"><a name="Side_140" id="Side_140" title="[S. 140]"> </a></span></p> -<p>God dag, svarede Hans Råskov. Han vidste godt, -at han blev våd; han var ingenlunde faldet så dybt i +<p>God dag, svarede Hans RÃ¥skov. Han vidste godt, +at han blev vÃ¥d; han var ingenlunde faldet sÃ¥ dybt i tanker, at han havde glemt regnen, der havde givet hans lyse overfrakke samme farve som vejen, og -som pjaskede ned fra hatteskyggen, så snart han -bevægede hodet. Men han var kommet til at se på et +som pjaskede ned fra hatteskyggen, sÃ¥ snart han +bevægede hodet. Men han var kommet til at se pÃ¥ et hjulspor, der samlede vand fra vejen, og problemet -om dets afløb havde stanset ham; senere var andre +om dets afløb havde stanset ham; senere var andre tanker kommet til og havde bundet hans sind, mens -han stod og stirrede på hjulsporet, som han havde +han stod og stirrede pÃ¥ hjulsporet, som han havde glemt.</p> -<p>Rindende vand får også tit mig til at stå stille, -vedblev postmesteren, undtagen, ganske vist, når +<p>Rindende vand fÃ¥r ogsÃ¥ tit mig til at stÃ¥ stille, +vedblev postmesteren, undtagen, ganske vist, nÃ¥r det kommer ned fra skyerne.</p> -<p>Ja, De er jo også ungkarl, sae Hans Råskov hen +<p>Ja, De er jo ogsÃ¥ ungkarl, sae Hans RÃ¥skov hen for sig.</p> -<p>Ja — ha ha, meget skarpsindigt bemærket. Men +<p>Ja — ha ha, meget skarpsindigt bemærket. Men skal vi to ungkarle ikke se at komme under tag? -De er meget mere våd end De selv tror; kom ind -under min paraply, så har De allerede været under +De er meget mere vÃ¥d end De selv tror; kom ind +under min paraply, sÃ¥ har De allerede været under mit tag, det er altid en begyndelse — he! Det vilde -glæde mig at gøre Deres nærmere bekendtskab; sidste -gang blev det jo ikke til noget videre, men når De -kender min niece, så må De finde Dem i også at -lære mig at kende; der er næmlig en ejendommelig +glæde mig at gøre Deres nærmere bekendtskab; sidste +gang blev det jo ikke til noget videre, men nÃ¥r De +kender min niece, sÃ¥ mÃ¥ De finde Dem i ogsÃ¥ at +lære mig at kende; der er næmlig en ejendommelig forbindelse mellem hende og mig, skal jeg sige Dem.</p> -<p>Hans Råskov så med interesse på denne mand, -hvem det glædede at gøre hans bekendtskab. Det +<p>Hans RÃ¥skov sÃ¥ med interesse pÃ¥ denne mand, +hvem det glædede at gøre hans bekendtskab. Det var en lille gammel herre med et magert, gult ansigt -og visne hænder, men i hans øjne, der var +og visne hænder, men i hans øjne, der var runde og livlige, og hans mund, der havde let ved at -stå åben, var der noget ungt — noget, der ikke var -blevet brug for, og som ikke var hentørret endnu,<span class="pagenum"><a name="Side_141" id="Side_141" title="[S. 141]"> </a></span> -skønt manden var over tres; han var en livlig blanding -af erfaring og naivitet, og i den måde, hvorpå -han tog Hans Råskov under armen og trak ham ind +stÃ¥ Ã¥ben, var der noget ungt — noget, der ikke var +blevet brug for, og som ikke var hentørret endnu,<span class="pagenum"><a name="Side_141" id="Side_141" title="[S. 141]"> </a></span> +skønt manden var over tres; han var en livlig blanding +af erfaring og naivitet, og i den mÃ¥de, hvorpÃ¥ +han tog Hans RÃ¥skov under armen og trak ham ind under paraplyen og vilde ha ham med hjem, var -der en enestående oplevelse, der fik den yngre til at +der en enestÃ¥ende oplevelse, der fik den yngre til at gi efter.</p> -<p>— Værsgo og sæt Dem ned, hr. Råskov, mens jeg +<p>— Værsgo og sæt Dem ned, hr. RÃ¥skov, mens jeg konfererer med min husholderske; det er jo lige ved -spisetid — — gør mig nu ikke den sorg at snakke -om den store ulejlighed; det er jo en fornøjelse — —</p> +spisetid — — gør mig nu ikke den sorg at snakke +om den store ulejlighed; det er jo en fornøjelse — —</p> -<p>Men <em>er</em> De ikke våd om fødderne, udbrød han, da -han igen kom ind, jo min sandten er De så — — -jomfru Andersen, ta og kom med mine skindtøfler!</p> +<p>Men <em>er</em> De ikke vÃ¥d om fødderne, udbrød han, da +han igen kom ind, jo min sandten er De sÃ¥ — — +jomfru Andersen, ta og kom med mine skindtøfler!</p> <p>Jomfruen kom ind og styrede med udstrakt arm -løs på Hans Råskov og stak fire stive træfingre ind -i hans hånd, men de samme fingre blev meget levende, -da tøflerne skulde hentes frem og en lænestol -stilles til rette til gæsten; imidlertid spruttede æggene -der ude, ligesom de kaldte på hende, men hun -gjorde sig hård og stillede en broderet skammel -foran lænestolen, men så blev æggene altfor højrøstede, -hun måtte af sted, og straks efter tav de, -som et barn, der kommer mellem sin moers hænder. +løs pÃ¥ Hans RÃ¥skov og stak fire stive træfingre ind +i hans hÃ¥nd, men de samme fingre blev meget levende, +da tøflerne skulde hentes frem og en lænestol +stilles til rette til gæsten; imidlertid spruttede æggene +der ude, ligesom de kaldte pÃ¥ hende, men hun +gjorde sig hÃ¥rd og stillede en broderet skammel +foran lænestolen, men sÃ¥ blev æggene altfor højrøstede, +hun mÃ¥tte af sted, og straks efter tav de, +som et barn, der kommer mellem sin moers hænder. Og mens postmesteren hentede kuriositeter ned fra -vægge og fra etagerer, for at gæsten ikke skulde +vægge og fra etagerer, for at gæsten ikke skulde ha ulejlighed med at rejse sig eller dreje sig efter -dem, nu han sad så mageligt, så begyndte køkkenkniven -at arbejde der ude; man hørte den komme -igennem og ende med små sikre hak på spækkebrættet; +dem, nu han sad sÃ¥ mageligt, sÃ¥ begyndte køkkenkniven +at arbejde der ude; man hørte den komme +igennem og ende med smÃ¥ sikre hak pÃ¥ spækkebrættet; kopper klingrede, og tallerkner skramlede, -glassene tog hver sin tone, det ene fik mæle efter -det andet, tilkendegav sig som det, det var og tav så;<span class="pagenum"><a name="Side_142" id="Side_142" title="[S. 142]"> </a></span> -hver ting afgav sit: Her! kom på sin plads og lod -siden ikke høre fra sig.</p> +glassene tog hver sin tone, det ene fik mæle efter +det andet, tilkendegav sig som det, det var og tav sÃ¥;<span class="pagenum"><a name="Side_142" id="Side_142" title="[S. 142]"> </a></span> +hver ting afgav sit: Her! kom pÃ¥ sin plads og lod +siden ikke høre fra sig.</p> -<p>Klokken slog syv; postmesteren rømmede sig, -hvad enten det var et signal eller en tilfældighed; +<p>Klokken slog syv; postmesteren rømmede sig, +hvad enten det var et signal eller en tilfældighed; jomfru Andersen kom ind, tog vasen med den ene -hånd, lysedugen med den anden, en hvid dug +hÃ¥nd, lysedugen med den anden, en hvid dug blev slynget hen over bordet, og tingene marsjerede -op, taktfast og fåmælt, og så gled hun lydløst hen -i døren: Værsgo!</p> +op, taktfast og fÃ¥mælt, og sÃ¥ gled hun lydløst hen +i døren: Værsgo!</p> -<p>Hans Råskov havde allerede lært at sætte pris på +<p>Hans RÃ¥skov havde allerede lært at sætte pris pÃ¥ den gamle <a class="corr" name="rett_21" id="rett_21" title="var: Mand">mand</a>, der befandt sig vel i hans selskab og -ikke følte det som noget tryk, at han talte så lidt; han -måtte være et sjældent menneske, netop af den elskværdige -slags, der plejede at holde sig længst borte fra -Hans Råskov; over for ham kom det undtagelsesvise -altid frem i folks væsen, derfor var det velgørende en +ikke følte det som noget tryk, at han talte sÃ¥ lidt; han +mÃ¥tte være et sjældent menneske, netop af den elskværdige +slags, der plejede at holde sig længst borte fra +Hans RÃ¥skov; over for ham kom det undtagelsesvise +altid frem i folks væsen, derfor var det velgørende en gang at blive behandlet som et almindeligt menneske.</p> -<p>— Nu skal De se min lejlighed, hr. Råskov, sae +<p>— Nu skal De se min lejlighed, hr. RÃ¥skov, sae postmesteren, da de havde spist. — Ja, man bor jo -hyggeligt, men det bedste mangler; jeg er ikke så +hyggeligt, men det bedste mangler; jeg er ikke sÃ¥ gammel, at jeg har glemt det. Hvad mener De om -sådant et sovekammer? Der er plads til to, ja, der +sÃ¥dant et sovekammer? Der er plads til to, ja, der er altfor god plads, man vil ikke blive gammel, hr. -Råskov — selv sådan en gammel hulmavet stabejs +RÃ¥skov — selv sÃ¥dan en gammel hulmavet stabejs som jeg. Nogle kan ikke bevare ungdommen, andre -kan ikke — — — Næ, der inde er ingenting, der er øde -og tomt, hvor der kunde ha været skabt en lille verden; -børnekammer, hvad? Skulde ha været. — — Skal -vi gå ned og se, hvad jomfru Andersen har sat +kan ikke — — — Næ, der inde er ingenting, der er øde +og tomt, hvor der kunde ha været skabt en lille verden; +børnekammer, hvad? Skulde ha været. — — Skal +vi gÃ¥ ned og se, hvad jomfru Andersen har sat frem til os?</p> -<p>— Skal De ikke ha mere rom i Deres te, hr. Råskov? -Ja ja, jeg tror næsten, min kan tåle et lille -stænk endnu. Hm, ja det er nu en underlig fornæmmelse<span class="pagenum"><a name="Side_143" id="Side_143" title="[S. 143]"> </a></span> -med sådan en del tomme kamre oven på. +<p>— Skal De ikke ha mere rom i Deres te, hr. RÃ¥skov? +Ja ja, jeg tror næsten, min kan tÃ¥le et lille +stænk endnu. Hm, ja det er nu en underlig fornæmmelse<span class="pagenum"><a name="Side_143" id="Side_143" title="[S. 143]"> </a></span> +med sÃ¥dan en del tomme kamre oven pÃ¥. Men hun vilde jo ikke. Ja nu er jeg da svundet ikke -så lidt ind, men jeg vil ellers nok stå ved, at jeg aldrig -har været en kraftkarl; der var ikke noget at -sige til, at hun fandt mig for tynd og kalveknæet, -især når medbejleren var — ja han var nærmest en +sÃ¥ lidt ind, men jeg vil ellers nok stÃ¥ ved, at jeg aldrig +har været en kraftkarl; der var ikke noget at +sige til, at hun fandt mig for tynd og kalveknæet, +især nÃ¥r medbejleren var — ja han var nærmest en karl af Deres dimensjoner. Han havde skuldre og en favn af den slags, som kvinderne ser hen til, -navnlig i den gale tid. Han fik et par uægte børn; +navnlig i den gale tid. Han fik et par uægte børn; hvad tror De, hun mente om det? Det viser da, at -han er et mandfolk, sae hun; det var vel også med -et vist henblik på mig. Galt gik det naturligvis, det -kunde enhver ha forudsagt, men kan det hjælpe -noget at forudsige det, når alting om en er fuldt af -galskab og en selv er ligesådan?</p> +han er et mandfolk, sae hun; det var vel ogsÃ¥ med +et vist henblik pÃ¥ mig. Galt gik det naturligvis, det +kunde enhver ha forudsagt, men kan det hjælpe +noget at forudsige det, nÃ¥r alting om en er fuldt af +galskab og en selv er ligesÃ¥dan?</p> -<p>Hun fik børn, og hun fik prygl, og hun fik noget +<p>Hun fik børn, og hun fik prygl, og hun fik noget at bestille, og hun fik ikke tak for det. Jeg har -mange gange stået uden for hendes vinduer, når det -var mørkt, og hørt hende synge for børnene; jeg tror -nok de små var mere glade ved at høre på det end -jeg; de faldt i søvn, jeg gik hjem og sov ikke for +mange gange stÃ¥et uden for hendes vinduer, nÃ¥r det +var mørkt, og hørt hende synge for børnene; jeg tror +nok de smÃ¥ var mere glade ved at høre pÃ¥ det end +jeg; de faldt i søvn, jeg gik hjem og sov ikke for godt; jeg gad vide om hun gjorde det. Det var en -drøj tid for to mennesker. Havde nu vorherre taget -sig af den ting, så havde han sagt til hende: Du -skal ta ham, den lille postekspedient Årbo; jeg har -nok skabt ham lidt smalstrøgen ned ad flankerne og +drøj tid for to mennesker. Havde nu vorherre taget +sig af den ting, sÃ¥ havde han sagt til hende: Du +skal ta ham, den lille postekspedient Ã…rbo; jeg har +nok skabt ham lidt smalstrøgen ned ad flankerne og har heller ikke stillet benene aldeles lige under ham; -men ellers indestår jeg for ham, og tar du ham, så -kan du sige, at du har fået ham af vorherre selv.</p> +men ellers indestÃ¥r jeg for ham, og tar du ham, sÃ¥ +kan du sige, at du har fÃ¥et ham af vorherre selv.</p> <p>Jeg tror nok, at vorherre regerer det meste af -hvad der sker, men menneskenes kærlighedssager +hvad der sker, men menneskenes kærlighedssager blander han sig ikke i, det kan da enhver se. Men -vil De tro, at der kom et forår, da jeg også blev<span class="pagenum"><a name="Side_144" id="Side_144" title="[S. 144]"> </a></span> +vil De tro, at der kom et forÃ¥r, da jeg ogsÃ¥ blev<span class="pagenum"><a name="Side_144" id="Side_144" title="[S. 144]"> </a></span> tosset? Det skal jo til. — Vil De sige, at De kender -det ikke? Nå — jeg skal afholde mig fra nogen bemærkning -desangående; men der var altså piger, -der hittede mig, skønt jeg var smal og stod skævt -på benene; det var vel ikke af de bedste, men dog af -dem, der havde gjort nar ad mig før; men de mærker, -at man er i rasetiden, og så er der altid nogen, -der kommer. Når galskaben er ægte, skal den nok +det ikke? NÃ¥ — jeg skal afholde mig fra nogen bemærkning +desangÃ¥ende; men der var altsÃ¥ piger, +der hittede mig, skønt jeg var smal og stod skævt +pÃ¥ benene; det var vel ikke af de bedste, men dog af +dem, der havde gjort nar ad mig før; men de mærker, +at man er i rasetiden, og sÃ¥ er der altid nogen, +der kommer. NÃ¥r galskaben er ægte, skal den nok smitte. Der var to — — Tror De, det var mig, der -lod dem løbe, hr. Råskov, skønt jeg nok vidste, at de -ikke var den rette nogen af dem? Nej, de gik bægge +lod dem løbe, hr. RÃ¥skov, skønt jeg nok vidste, at de +ikke var den rette nogen af dem? Nej, de gik bægge to hen og giftede sig med en anden; jeg var dem -alligevel for smal, da de kom til samlingen, de forsmåede -mig — bag efter, hvor de dog ikke havde så +alligevel for smal, da de kom til samlingen, de forsmÃ¥ede +mig — bag efter, hvor de dog ikke havde sÃ¥ meget at prale af mere.</p> -<p>Skal De ikke ha en til, hr. Råskov? De kan jo -drikke den uden rom, det er så læskende. — Ja, nu +<p>Skal De ikke ha en til, hr. RÃ¥skov? De kan jo +drikke den uden rom, det er sÃ¥ læskende. — Ja, nu sidder De og synes, at det er nogen temmelig snavsede -ungdomshistorier, De her får at høre af en -gammel mands mund. Sig kun jo, hr. Råskov; ud +ungdomshistorier, De her fÃ¥r at høre af en +gammel mands mund. Sig kun jo, hr. RÃ¥skov; ud fra Deres temperament har De ret. Deres oplevelser -tillader Dem ikke at dømme anderledes — indtil +tillader Dem ikke at dømme anderledes — indtil videre.</p> -<p>Næ — — det er ikke det urene, <em>jeg</em> finder mest påfaldende, -når jeg nu tænker på det. En fyr med min -krop kan vel ikke vente sig mere, og når man så har -alle slags store, om jeg så må sige: omfavnende følelser -i en snæver krop, så blir man endnu mere -komisk; jeg havde dog gærne nøjedes med en af de -næstbedste. Det synes jeg er min mest prisværdige -egenskab, og jeg kan ikke gøre for, at den ikke +<p>Næ — — det er ikke det urene, <em>jeg</em> finder mest pÃ¥faldende, +nÃ¥r jeg nu tænker pÃ¥ det. En fyr med min +krop kan vel ikke vente sig mere, og nÃ¥r man sÃ¥ har +alle slags store, om jeg sÃ¥ mÃ¥ sige: omfavnende følelser +i en snæver krop, sÃ¥ blir man endnu mere +komisk; jeg havde dog gærne nøjedes med en af de +næstbedste. Det synes jeg er min mest prisværdige +egenskab, og jeg kan ikke gøre for, at den ikke indbragte mig noget.</p> -<p>Hvis jeg var vorherre, så vilde jeg ligesom han<span class="pagenum"><a name="Side_145" id="Side_145" title="[S. 145]"> </a></span> -la menneskene rase — jeg har set på mange, siden -det var min tid — og jeg vilde særlig ta mig af dem, -der raser, fordi de ikke kan få den, de helst vil ha. -Når de har fyldt deres mål af galskab, så vilde jeg -søge at indgive dem den ånd, der får et menneske -til at se sig fornuftigt om efter den næstbedste, for -det er dær, at mange bær sig værst ad, det har tit +<p>Hvis jeg var vorherre, sÃ¥ vilde jeg ligesom han<span class="pagenum"><a name="Side_145" id="Side_145" title="[S. 145]"> </a></span> +la menneskene rase — jeg har set pÃ¥ mange, siden +det var min tid — og jeg vilde særlig ta mig af dem, +der raser, fordi de ikke kan fÃ¥ den, de helst vil ha. +NÃ¥r de har fyldt deres mÃ¥l af galskab, sÃ¥ vilde jeg +søge at indgive dem den Ã¥nd, der fÃ¥r et menneske +til at se sig fornuftigt om efter den næstbedste, for +det er dær, at mange bær sig værst ad, det har tit gjort mig ondt at se, for disse mennesker forbliver mod deres bedre vidende i galskaben, og det er ikke -alene unaturligt, men det har langt mere forfærdelige -følger. Jeg har ingen glæde af at se på den slags folk.</p> +alene unaturligt, men det har langt mere forfærdelige +følger. Jeg har ingen glæde af at se pÃ¥ den slags folk.</p> -<p>De andre, hr. Råskov, der slet ikke ved hvad de gør, -men har et par minutter, hvor de er bevidstløse af +<p>De andre, hr. RÃ¥skov, der slet ikke ved hvad de gør, +men har et par minutter, hvor de er bevidstløse af salighed — — der er dog en stor menneskelig tilfredsstillelse -ved, at de er til endnu, skønt man siger -at kulturen går fremad med kæmpeskridt, de finder +ved, at de er til endnu, skønt man siger +at kulturen gÃ¥r fremad med kæmpeskridt, de finder dog lejlighed til at slippe uden for kulturen. Ja vel, -bag efter minutterne kommer <em>årene</em>, og de er længere -end minutterne, der er så forbandet korte, men der -har været <span class="sic" title="[sic]">en</span> uhyre forbrug af kraft i de minutter, -og den almindelige livssum har fået en forøgelse.</p> +bag efter minutterne kommer <em>Ã¥rene</em>, og de er længere +end minutterne, der er sÃ¥ forbandet korte, men der +har været <span class="sic" title="[sic]">en</span> uhyre forbrug af kraft i de minutter, +og den almindelige livssum har fÃ¥et en forøgelse.</p> -<p>Jeg er en gammel tosse, hr. Råskov, som man -ikke behøver at regne det så nøje; jeg kan sige, hvad +<p>Jeg er en gammel tosse, hr. RÃ¥skov, som man +ikke behøver at regne det sÃ¥ nøje; jeg kan sige, hvad jeg vil. Jeg ser De tar mig det ikke ilde op. De kan -nok høre, jeg har flere teorier end oplevelser; hvad -andet skal jeg sætte i verden, når det er blevet mig -nægtet at befolke den på en bedre måde? Min niece er -den eneste, der plejer at høre på mig, men De har -for resten også været meget tålmodig.</p> +nok høre, jeg har flere teorier end oplevelser; hvad +andet skal jeg sætte i verden, nÃ¥r det er blevet mig +nægtet at befolke den pÃ¥ en bedre mÃ¥de? Min niece er +den eneste, der plejer at høre pÃ¥ mig, men De har +for resten ogsÃ¥ været meget tÃ¥lmodig.</p> <p>Den menneskelige galskab antager underlige former, -hr. Råskov — ja synes De ikke også? Hvad -mener De, når den hos kvinder udvikler sig i form af -opofrelsessyge? Det må De nok ha set. Den og den<span class="pagenum"><a name="Side_146" id="Side_146" title="[S. 146]"> </a></span> -er ulykkelig og trænger til en god kvinde, der kan -elske ham — ja, og man er selv en sådan kvinde, -det føler man — — Tror De, en kvinde er til at få -bort fra sådan en ide? — Å, vil De lukke op, jomfru; +hr. RÃ¥skov — ja synes De ikke ogsÃ¥? Hvad +mener De, nÃ¥r den hos kvinder udvikler sig i form af +opofrelsessyge? Det mÃ¥ De nok ha set. Den og den<span class="pagenum"><a name="Side_146" id="Side_146" title="[S. 146]"> </a></span> +er ulykkelig og trænger til en god kvinde, der kan +elske ham — ja, og man er selv en sÃ¥dan kvinde, +det føler man — — Tror De, en kvinde er til at fÃ¥ +bort fra sÃ¥dan en ide? — Ã…, vil De lukke op, jomfru; der var vist nogen, der ringede.</p> -<p>Det var frøken Anna Årbo; hun kom gærne over -og så til onklen om aftenen, når hun ikke var optaget -af andet, og så var der glæde hos de to gamle; -jomfru Andersen kom da også ind med et smil om de -brunlige barklæber og gled tyst ned på en stol og -hørte til.</p> - -<p>Anna lod et glad overrasket »godaften« høre, -idet hun så Hans Råskov, og sae Velkommen, som -om hun på en måde var værtinde i huset. Derefter -satte hun sig på en ledig stol lige over for ham og -ventede et øjeblik på, at den afbrudte samtale skulde -blive fortsat, men da alle i tavshed så på hende, begyndte -hun at tale. Hun fik Hans Råskov til at fortælle -om sine undersøgelser og om årene i udlandet. -Hun havde troet, at han derved også måtte +<p>Det var frøken Anna Ã…rbo; hun kom gærne over +og sÃ¥ til onklen om aftenen, nÃ¥r hun ikke var optaget +af andet, og sÃ¥ var der glæde hos de to gamle; +jomfru Andersen kom da ogsÃ¥ ind med et smil om de +brunlige barklæber og gled tyst ned pÃ¥ en stol og +hørte til.</p> + +<p>Anna lod et glad overrasket »godaften« høre, +idet hun sÃ¥ Hans RÃ¥skov, og sae Velkommen, som +om hun pÃ¥ en mÃ¥de var værtinde i huset. Derefter +satte hun sig pÃ¥ en ledig stol lige over for ham og +ventede et øjeblik pÃ¥, at den afbrudte samtale skulde +blive fortsat, men da alle i tavshed sÃ¥ pÃ¥ hende, begyndte +hun at tale. Hun fik Hans RÃ¥skov til at fortælle +om sine undersøgelser og om Ã¥rene i udlandet. +Hun havde troet, at han derved ogsÃ¥ mÃ¥tte komme til at tale om sig selv, men han havde -den ævne at holde sig til, hvad enhver anden -også kunde ha oplevet eller tænkt, men netop +den ævne at holde sig til, hvad enhver anden +ogsÃ¥ kunde ha oplevet eller tænkt, men netop denne upersonlighed greb hende med en underlig -magt: Han var altså et menneske, der vidste, at +magt: Han var altsÃ¥ et menneske, der vidste, at han skjulte sit egenlige jeg for andre; han udleverede -kun et temmelig tørt hverdagsmenneske og beholdt -resten for sig selv. Men når så onklen blandede sig -i samtalen, og Hans Råskov et øjeblik så tavs hen -for sig, så var han straks en anden, end da han +kun et temmelig tørt hverdagsmenneske og beholdt +resten for sig selv. Men nÃ¥r sÃ¥ onklen blandede sig +i samtalen, og Hans RÃ¥skov et øjeblik sÃ¥ tavs hen +for sig, sÃ¥ var han straks en anden, end da han talte; han var borte i det han havde tiet om — — —</p> -<p>Hun ønskede heller ikke at høre, hvad det var; -han vilde ha tabt i hendes omdømme, hvis han havde<span class="pagenum"><a name="Side_147" id="Side_147" title="[S. 147]"> </a></span> -kunnet få sig selv til at tale om det eller hentyde til -det, så at formodninger lå nær. Hun antog han +<p>Hun ønskede heller ikke at høre, hvad det var; +han vilde ha tabt i hendes omdømme, hvis han havde<span class="pagenum"><a name="Side_147" id="Side_147" title="[S. 147]"> </a></span> +kunnet fÃ¥ sig selv til at tale om det eller hentyde til +det, sÃ¥ at formodninger lÃ¥ nær. Hun antog han havde oplevet rystende begivenheder, som han nu -var i færd med at glemme; han stod afsides fra -andre mennesker og så efter sit livs bortdragende -uvær — tordenen, som han alene havde hørt, lynene, -som havde hvislet og svedet forfærdeligt i hans sjæl. +var i færd med at glemme; han stod afsides fra +andre mennesker og sÃ¥ efter sit livs bortdragende +uvær — tordenen, som han alene havde hørt, lynene, +som havde hvislet og svedet forfærdeligt i hans sjæl. Ingen skulde forstyrre den mand, der havde rejst sig -efter slaget og vilde være alene med sig selv for at -glemme; ingen burde ønske at udspørge ham for at -høre, hvordan det var gået, og om det nu var bedre, -om der var længe igen — — — Hun vilde heller ikke +efter slaget og vilde være alene med sig selv for at +glemme; ingen burde ønske at udspørge ham for at +høre, hvordan det var gÃ¥et, og om det nu var bedre, +om der var længe igen — — — Hun vilde heller ikke tro, hvad der blev sagt om ham, at han var forelsket -i fru Ida; men måske mindede hun ham om noget -sørgeligt, hindrede ham i at glemme — — —</p> - -<p>Aftenen gik hurtigt, og de blev længe siddende -sammen; Hans Råskov kunde ikke bekvemme sig til -at bryde op; han var træt og næsten vel til mode, -aftenens hyggelighed havde et øjeblik brudt anspændelsen -i hans sind; her var ikke noget at gøre -sig stiv imod, og der var en næsten sorgløs hvile i +i fru Ida; men mÃ¥ske mindede hun ham om noget +sørgeligt, hindrede ham i at glemme — — —</p> + +<p>Aftenen gik hurtigt, og de blev længe siddende +sammen; Hans RÃ¥skov kunde ikke bekvemme sig til +at bryde op; han var træt og næsten vel til mode, +aftenens hyggelighed havde et øjeblik brudt anspændelsen +i hans sind; her var ikke noget at gøre +sig stiv imod, og der var en næsten sorgløs hvile i slapheden. Det var meget godt, at han var kommet her hen; lange intetsigende samtaler med venlige -mennesker var måske det, han allermest havde -nødig i denne tid, og dette halvvoksne barn, der underholdt +mennesker var mÃ¥ske det, han allermest havde +nødig i denne tid, og dette halvvoksne barn, der underholdt ham med en verdensdames utvungenhed, hun gjorde ham en stor tjeneste; det var anden -gang. Han berørtes pinligt af den formodning, at -hun måske selv vidste det. Skulde han tro, at postmesteren +gang. Han berørtes pinligt af den formodning, at +hun mÃ¥ske selv vidste det. Skulde han tro, at postmesteren havde sigtet til hende i sin vismandstale -om kvinder, der anser sig for kaldede til at være en -mands frelsende engel? Han blev mistænksom og så +om kvinder, der anser sig for kaldede til at være en +mands frelsende engel? Han blev mistænksom og sÃ¥ sig med opstigende harme om i den hyggelige kres,<span class="pagenum"><a name="Side_148" id="Side_148" title="[S. 148]"> </a></span> -men så afviste han atter tanken: Hun var jo et +men sÃ¥ afviste han atter tanken: Hun var jo et rent barn!</p> <p>Men et barn, der meget snart vilde blive en voksen -kvinde, og måske den bedste blandt dem, der nogen -sinde var kommet ham i møde. Havde han været en -mand, der forstod at indrette sit liv sådan, som det +kvinde, og mÃ¥ske den bedste blandt dem, der nogen +sinde var kommet ham i møde. Havde han været en +mand, der forstod at indrette sit liv sÃ¥dan, som det var tjenligt for ham, da havde han valgt en kvinde -som den, der sad foran ham, nærmere ved ham end -mennesker i reglen fandt det hyggeligt, og dær havde +som den, der sad foran ham, nærmere ved ham end +mennesker i reglen fandt det hyggeligt, og dær havde hun siddet og talt fuldkommen ugenert med ham i -to timer; han så på sit ur — to timer. Hvor den tid -var gået hurtigt! Men da han rejste sig for at ta -afsked, var der ikke noget i hans natur, der bøjede -sig imod hende eller søgte at holde hendes billede -fast; hun havde blot på ny fyldt ham med tanken +to timer; han sÃ¥ pÃ¥ sit ur — to timer. Hvor den tid +var gÃ¥et hurtigt! Men da han rejste sig for at ta +afsked, var der ikke noget i hans natur, der bøjede +sig imod hende eller søgte at holde hendes billede +fast; hun havde blot pÃ¥ ny fyldt ham med tanken om den anden; her havde han hvilet sig, men nu var det forbi.</p> -<p>Frøken Anna gav ham et meget hjærteligt håndtryk -til godnat, han måtte se på hende en gang til; -hun var vistnok god; for lidt siden havde han været -nær ved at falde i en døs, og han havde tilladt sig -en flygtig drøm, som hun var med i; så træt var han -altså; den slags unyttige overraskelser kunde man -opleve i et hyggeligt øjeblik. Han trak uvillig sin -hånd til sig og gik. Men da han var alene, blev han -sig en mærkelig kraft og friskhed bevidst. Jeg -kommer nok over det, tænkte han og gik rask til.</p> - -<p>— Anna sad oppe i sit kammer og så ud i den -halvmørke forårsnat og mindedes en sommeraften -for fire år siden; hun var da fjorten år og meget -sørgmodig, og hun skulde egenlig i seng; i stedet for -sad hun ved sit vindu og betragtede telegrafstængerne, -der stod i en lang række og bar trådene ud<span class="pagenum"><a name="Side_149" id="Side_149" title="[S. 149]"> </a></span> -mod vest, helt ud i den rødgule himmel; hun skimtede +<p>Frøken Anna gav ham et meget hjærteligt hÃ¥ndtryk +til godnat, han mÃ¥tte se pÃ¥ hende en gang til; +hun var vistnok god; for lidt siden havde han været +nær ved at falde i en døs, og han havde tilladt sig +en flygtig drøm, som hun var med i; sÃ¥ træt var han +altsÃ¥; den slags unyttige overraskelser kunde man +opleve i et hyggeligt øjeblik. Han trak uvillig sin +hÃ¥nd til sig og gik. Men da han var alene, blev han +sig en mærkelig kraft og friskhed bevidst. Jeg +kommer nok over det, tænkte han og gik rask til.</p> + +<p>— Anna sad oppe i sit kammer og sÃ¥ ud i den +halvmørke forÃ¥rsnat og mindedes en sommeraften +for fire Ã¥r siden; hun var da fjorten Ã¥r og meget +sørgmodig, og hun skulde egenlig i seng; i stedet for +sad hun ved sit vindu og betragtede telegrafstængerne, +der stod i en lang række og bar trÃ¥dene ud<span class="pagenum"><a name="Side_149" id="Side_149" title="[S. 149]"> </a></span> +mod vest, helt ud i den rødgule himmel; hun skimtede den ene stang bag ved den anden og vidste, at -der var ingen ende på dem; de stod med trådene på -deres skuldre, førte dem ud efter i det uendelige. -Her hvor hun sad, var der ikke noget, hun brød sig -om; hun grundede længe over det og græd til sidst; -det at hun kun var fjorten år, gjorde det heller ikke +der var ingen ende pÃ¥ dem; de stod med trÃ¥dene pÃ¥ +deres skuldre, førte dem ud efter i det uendelige. +Her hvor hun sad, var der ikke noget, hun brød sig +om; hun grundede længe over det og græd til sidst; +det at hun kun var fjorten Ã¥r, gjorde det heller ikke lettere.</p> -<p>Fjorten år! Men så viste det sig, at dette tal dog +<p>Fjorten Ã¥r! Men sÃ¥ viste det sig, at dette tal dog var stort nok til at fremkalde en simpel og lykkelig -tanke: Når hun var fjorten år, så måtte den mand -jo allerede være til, som hun ventede på. Han boede -et eller andet sted, han gik måske i dette øjeblik hen -ad en landevej, og hun kunde møde ham, havde -måske mødt ham uden at vide det, for det var ingen +tanke: NÃ¥r hun var fjorten Ã¥r, sÃ¥ mÃ¥tte den mand +jo allerede være til, som hun ventede pÃ¥. Han boede +et eller andet sted, han gik mÃ¥ske i dette øjeblik hen +ad en landevej, og hun kunde møde ham, havde +mÃ¥ske mødt ham uden at vide det, for det var ingen af dem, hun kendte. Men han var til, var ikke en -drøm, men lige så godt et virkeligt menneske som -hun selv — — — Hun gik trøstet i sin seng og havde -aldrig mere triste øjeblikke. Hun så ham af og til, +drøm, men lige sÃ¥ godt et virkeligt menneske som +hun selv — — — Hun gik trøstet i sin seng og havde +aldrig mere triste øjeblikke. Hun sÃ¥ ham af og til, han gik hen ad en vej langt borte, men han kom -aldrig nærmere, og han forsvandt, så snart hun prøvede -at forestille sig hvordan han så ud. Ellers -tænkte hun kun lidt på ham, mindedes ham måske -ved sine fødselsdage med den tanke, at han imidlertid -også var blevet et år ældre.</p> - -<p>Men nu havde hun altså mødt ham.</p> - -<p>Hun rullede gardinet ned og tændte lampen; mørket -der ude blev for stærkt, og da hun ikke kunde -gå i seng, bestemte hun sig til at rode op i sine -skuffer, det kunde desuden behøves. Hun ryddede -op og fordelte indholdet på puffen og på sengen, og -det gjorde godt i hendes hænder, der rystede svagt. -Alt tøjet lae hun først i orden, derefter kom turen til<span class="pagenum"><a name="Side_150" id="Side_150" title="[S. 150]"> </a></span> -det, der var stemning ved; hun beså hvert brev, og +aldrig nærmere, og han forsvandt, sÃ¥ snart hun prøvede +at forestille sig hvordan han sÃ¥ ud. Ellers +tænkte hun kun lidt pÃ¥ ham, mindedes ham mÃ¥ske +ved sine fødselsdage med den tanke, at han imidlertid +ogsÃ¥ var blevet et Ã¥r ældre.</p> + +<p>Men nu havde hun altsÃ¥ mødt ham.</p> + +<p>Hun rullede gardinet ned og tændte lampen; mørket +der ude blev for stærkt, og da hun ikke kunde +gÃ¥ i seng, bestemte hun sig til at rode op i sine +skuffer, det kunde desuden behøves. Hun ryddede +op og fordelte indholdet pÃ¥ puffen og pÃ¥ sengen, og +det gjorde godt i hendes hænder, der rystede svagt. +Alt tøjet lae hun først i orden, derefter kom turen til<span class="pagenum"><a name="Side_150" id="Side_150" title="[S. 150]"> </a></span> +det, der var stemning ved; hun besÃ¥ hvert brev, og hvis hun ikke af konvolutten kunde huske sig til indholdet, -læste hun noget af det og lae det til side; en +læste hun noget af det og lae det til side; en hel stabel ligegyldige breve fyldte det halve af en -skuffe, gratulasjonskort og små bøger i guldsnit indtog +skuffe, gratulasjonskort og smÃ¥ bøger i guldsnit indtog den anden halvdel — det var venindernes afdeling.</p> -<p>Hun stansede lidt og betænkte sig, da hun kom -til den nederste skuffe, som hun ikke havde rørt i -lange tider, men klokken var ikke så mange endnu, -og hun holdt mest af at tænke på ham med alle -disse gamle erindringer mellem hænderne; det hele -blev mere fortroligt og jævnt, hun kunde nok trænge -til et slags værn imod ham.</p> +<p>Hun stansede lidt og betænkte sig, da hun kom +til den nederste skuffe, som hun ikke havde rørt i +lange tider, men klokken var ikke sÃ¥ mange endnu, +og hun holdt mest af at tænke pÃ¥ ham med alle +disse gamle erindringer mellem hænderne; det hele +blev mere fortroligt og jævnt, hun kunde nok trænge +til et slags værn imod ham.</p> <p>Skuffens indhold var ikke af den art, at det let lod sig ordne, men hun vilde dog se det igennem. Der -var minder fra hendes rejser i ferierne: små buketter -lyng, bundet sammen med silkebånd, muslingeskaller +var minder fra hendes rejser i ferierne: smÃ¥ buketter +lyng, bundet sammen med silkebÃ¥nd, muslingeskaller fra mange kyster, rav og flade stene med indskrifter. -Der var store, mærkelige knapper fra hendes forskellige -kåber, en stump tøj fra hver eneste kjole, hun -havde haft, så længe hun kunde huske. Der var -naive jule- og fødselsdagsgaver, som veninderne -havde lavet; tre mælketænder, hvoraf den ene havde -tilhørt hendes ældste søster, men hun havde tigget den -af hende, da hun selv var fire år gammel, og der var -lange udsigter til, at hendes egne tænder vilde skifte; -den var pakket ind i et stykke rødt silkepapir for sig -selv. Og der var et hentørret firben, som hun havde -pillet af en vild rose; det havde været en stadig genstand -for hendes undren, til hun kom i skole og lærte +Der var store, mærkelige knapper fra hendes forskellige +kÃ¥ber, en stump tøj fra hver eneste kjole, hun +havde haft, sÃ¥ længe hun kunde huske. Der var +naive jule- og fødselsdagsgaver, som veninderne +havde lavet; tre mælketænder, hvoraf den ene havde +tilhørt hendes ældste søster, men hun havde tigget den +af hende, da hun selv var fire Ã¥r gammel, og der var +lange udsigter til, at hendes egne tænder vilde skifte; +den var pakket ind i et stykke rødt silkepapir for sig +selv. Og der var et hentørret firben, som hun havde +pillet af en vild rose; det havde været en stadig genstand +for hendes undren, til hun kom i skole og lærte om tornskaderne i naturhistorien.</p> -<p>Denne skuffe havde en særegen værdi og var<span class="pagenum"><a name="Side_151" id="Side_151" title="[S. 151]"> </a></span> +<p>Denne skuffe havde en særegen værdi og var<span class="pagenum"><a name="Side_151" id="Side_151" title="[S. 151]"> </a></span> noget for sig; hun kunde ikke huske det halve af hvad der knyttede sig til disse rare sager, men fra -dem alle slog der hende en stemning i møde, der forøgede -hendes sindsbevægelse. Hun læste kærestebreve +dem alle slog der hende en stemning i møde, der forøgede +hendes sindsbevægelse. Hun læste kærestebreve fra skolekammerater uden at more sig over -dem; fandt frierbreve fra voksne mænd — de var -blevet straffede med at få deres tilståelser gemt ned -i børneskuffen; men nu satte hun sig til rette og -læste dem igennem med største opmærksomhed og -tænkte over dem; det ene var slet ikke så dårligt, hun +dem; fandt frierbreve fra voksne mænd — de var +blevet straffede med at fÃ¥ deres tilstÃ¥elser gemt ned +i børneskuffen; men nu satte hun sig til rette og +læste dem igennem med største opmærksomhed og +tænkte over dem; det ene var slet ikke sÃ¥ dÃ¥rligt, hun tog begyndelsen af det en gang til. Men nu huskede hun godt, at det var ikke ham, hun havde syntes bedst om. Han var underlig.</p> -<p>Hun lod brevet falde ned og skød skuffen til, meget +<p>Hun lod brevet falde ned og skød skuffen til, meget alvorlig, altfor fuld af stemning, til at hun kunde -være hel lykkelig. Hun rullede atter gardinet op og -så ud; solrøden var nu blevet stærkere og havde flyttet -sig om i nordøst. I stedet for skuffens visne -dufte trængte forårets pust ind til hende; hun lænede -sig ud for at få mere.</p> - -<p>For nogle dage siden havde hun endnu søgt at -værge sig, hun havde håbet, at det ikke måtte blive -ham, skønt der allerede bag dette håb var en sikkerhed +være hel lykkelig. Hun rullede atter gardinet op og +sÃ¥ ud; solrøden var nu blevet stærkere og havde flyttet +sig om i nordøst. I stedet for skuffens visne +dufte trængte forÃ¥rets pust ind til hende; hun lænede +sig ud for at fÃ¥ mere.</p> + +<p>For nogle dage siden havde hun endnu søgt at +værge sig, hun havde hÃ¥bet, at det ikke mÃ¥tte blive +ham, skønt der allerede bag dette hÃ¥b var en sikkerhed om, at det var ham; men der var noget i hans -ansigt, der skræmmede hende, han var vist en mand, +ansigt, der skræmmede hende, han var vist en mand, der kunde blive farlig for den kvinde, der elskede -ham; han gik så tungt, han stirrede barsk og stift -frem for sig som en mand, der skyder et svært og -vanskeligt læs og ikke har stunder til at se efter -nogen anden ting. Hun havde ønsket, at hun kunde -gå af vejen, fordi han var en mand, der hang -ulykke ved. Eller — hun havde just ikke ønsket det; -men hun havde dog tænkt — — hun huskede, at hun<span class="pagenum"><a name="Side_152" id="Side_152" title="[S. 152]"> </a></span> -i sine yngre dage altid havde tænkt sig, at det var +ham; han gik sÃ¥ tungt, han stirrede barsk og stift +frem for sig som en mand, der skyder et svært og +vanskeligt læs og ikke har stunder til at se efter +nogen anden ting. Hun havde ønsket, at hun kunde +gÃ¥ af vejen, fordi han var en mand, der hang +ulykke ved. Eller — hun havde just ikke ønsket det; +men hun havde dog tænkt — — hun huskede, at hun<span class="pagenum"><a name="Side_152" id="Side_152" title="[S. 152]"> </a></span> +i sine yngre dage altid havde tænkt sig, at det var en let og ligefrem sag at blive lykkelig.</p> -<p>Men disse pigetanker vilde hun nu lægge ned i -skuffen, hvor alt det andet var, der hørte barndommen -til. I næste uge skulde der være stort skovbal; -han kom også med, havde han sagt. I dagene -imellem vilde hun gå og tænke på ham, det glædede +<p>Men disse pigetanker vilde hun nu lægge ned i +skuffen, hvor alt det andet var, der hørte barndommen +til. I næste uge skulde der være stort skovbal; +han kom ogsÃ¥ med, havde han sagt. I dagene +imellem vilde hun gÃ¥ og tænke pÃ¥ ham, det glædede hun sig til. Med den troendes dristighed tog -hun sin lykke i forskud; hun var så overvældet af +hun sin lykke i forskud; hun var sÃ¥ overvældet af forventning, der stadig voksede, at hun til sidst ikke -mere vidste, hvad hun skulde gøre med det altsammen; +mere vidste, hvad hun skulde gøre med det altsammen; det tog til som en snebold, man ruller foran sig, og som man snart ikke kan magte. Men -så er legen også fuldkommen.</p> +sÃ¥ er legen ogsÃ¥ fuldkommen.</p> -<p>Kirkeuret slog halv. Halv fire. Hun trak været +<p>Kirkeuret slog halv. Halv fire. Hun trak været dybt og lettet og tog sin hat; nu var der endelig noget, hun havde lyst til: Hun vilde ud og se solen -stå op.</p> +stÃ¥ op.</p> <hr class="chapbreak" /> <p><span class="pagenum"><a name="Side_153" id="Side_153" title="[S. 153]"> </a></span></p> @@ -5649,533 +5610,533 @@ stå op.</p> <h2><a name="KAPITEL_XVI" id="KAPITEL_XVI"></a>XVI</h2> -<p>Der er skovbal i byens lystanlæg, et blandet -publikum fylder den åbne estrade ved siden -af pavillonen. Midt på gulvet drejer honoratiores -sig sindigt den rigtige vej med deres ægtefæller, men +<p>Der er skovbal i byens lystanlæg, et blandet +publikum fylder den Ã¥bne estrade ved siden +af pavillonen. Midt pÃ¥ gulvet drejer honoratiores +sig sindigt den rigtige vej med deres ægtefæller, men langs den ydre rand suser den vilde galop avet om, saftige svende hvirvler af sted med deres piger i -stramt favntag. Der står en sød og farlig em til værs -fra den dansende ungdom, og efterhånden som aftenen -skrider frem, påvirkes de sindige elementer +stramt favntag. Der stÃ¥r en sød og farlig em til værs +fra den dansende ungdom, og efterhÃ¥nden som aftenen +skrider frem, pÃ¥virkes de sindige elementer deraf, varmen og farten fordeler sig mere ligeligt -over det hele. Langs bænkeraderne syder hed hvisken, -og i de mørkere kroge sprutter fordækte kys -frem under sænkede ansigter. Musikken lyder velsignende +over det hele. Langs bænkeraderne syder hed hvisken, +og i de mørkere kroge sprutter fordækte kys +frem under sænkede ansigter. Musikken lyder velsignende over det hele erotiske ocean, pisker det med stormende galopader, lar det svulme bredt i sindige valse og maler det i kvadrillers hvirvler. -Men de bølger, som opstår her, nåer længere ud, -end musikken lyder, og jo fjærnere de ruller ud i -mørket og stilheden, des mere skummende blir de; -deres toppe kruses af sød gysen, men dalene er +Men de bølger, som opstÃ¥r her, nÃ¥er længere ud, +end musikken lyder, og jo fjærnere de ruller ud i +mørket og stilheden, des mere skummende blir de; +deres toppe kruses af sød gysen, men dalene er fulde af svimmel.</p> -<p>Fru Ida færdes alle steder som en vidunderlig -ting, der gør nytte overalt og ingen steder tør savnes; +<p>Fru Ida færdes alle steder som en vidunderlig +ting, der gør nytte overalt og ingen steder tør savnes; hun drejes langsomt og varmt i den indre cirkel som<span class="pagenum"><a name="Side_154" id="Side_154" title="[S. 154]"> </a></span> -en hvid lue midt i bålet, hvor der er hedest; hun ses -hvirvle af sted langs den farlige, oprørte rand som +en hvid lue midt i bÃ¥let, hvor der er hedest; hun ses +hvirvle af sted langs den farlige, oprørte rand som en af de ydre flammer, der er brandens forposter og -vinder nyt terræn for den, og mange ser på hende -og vil gærne være det stykke tørre træ, som hun -næste gang river med sig ind i bålet. Her hvor der -er mange til at gi og ikke færre til at ta, her er -næsten alt hvad hun kan ønske sig, og mere end +vinder nyt terræn for den, og mange ser pÃ¥ hende +og vil gærne være det stykke tørre træ, som hun +næste gang river med sig ind i bÃ¥let. Her hvor der +er mange til at gi og ikke færre til at ta, her er +næsten alt hvad hun kan ønske sig, og mere end noget menneske kan overkomme. Hun morer sig, som om dette var den yderste dag, og dog synes hun -ikke at kunne få nok, hendes øjne søger stadig ud -mellem træerne i det usikre lys, hvor folk kommer -og går, langt ud mellem de grå stammer, hvor -menneskene er lige så utydelige som deres egne +ikke at kunne fÃ¥ nok, hendes øjne søger stadig ud +mellem træerne i det usikre lys, hvor folk kommer +og gÃ¥r, langt ud mellem de grÃ¥ stammer, hvor +menneskene er lige sÃ¥ utydelige som deres egne skygger.</p> -<p>Vejgård er aldrig ret langt fra hende; han er -aldeles overstadig; når han og fru Ida morer sig -sammen, er der ikke til at være i nærheden for almindelige -mennesker. Men dette er også Vejgårds -store tid; bladene veed at fortælle om en digtsamling, -han har under forberedelse, hvor livsglæden går i -endnu højere bølger end i noget af hans tidligere -værker; hans venner kan citere brudstykker deraf, -og småbladene mumler om en kvinde, der har inspireret +<p>VejgÃ¥rd er aldrig ret langt fra hende; han er +aldeles overstadig; nÃ¥r han og fru Ida morer sig +sammen, er der ikke til at være i nærheden for almindelige +mennesker. Men dette er ogsÃ¥ VejgÃ¥rds +store tid; bladene veed at fortælle om en digtsamling, +han har under forberedelse, hvor livsglæden gÃ¥r i +endnu højere bølger end i noget af hans tidligere +værker; hans venner kan citere brudstykker deraf, +og smÃ¥bladene mumler om en kvinde, der har inspireret ham. Han digter uafladelig, hans poesi begynder vel ved jorden, men den ender mellem de -hvide skyer og stjærnerne, han er aldrig før nået så -højt. Det kan være det samme med at forklare, -hvorfor han har opsøgt fru Ida som inspirasjonskilde +hvide skyer og stjærnerne, han er aldrig før nÃ¥et sÃ¥ +højt. Det kan være det samme med at forklare, +hvorfor han har opsøgt fru Ida som inspirasjonskilde til den overjordiske fryd, men sker det, at tiden blir -ham for hed og besværlig, så ved han, hvor let tilgængelige +ham for hed og besværlig, sÃ¥ ved han, hvor let tilgængelige piger er at finde, og siden digter han -videre med befriet hjærne. Han holder sig hele<span class="pagenum"><a name="Side_155" id="Side_155" title="[S. 155]"> </a></span> +videre med befriet hjærne. Han holder sig hele<span class="pagenum"><a name="Side_155" id="Side_155" title="[S. 155]"> </a></span> tiden nogle alen fra den platte jord og er et af de -få mennesker, som virkelig er oven på i denne tid. -Hans hoved rager altid op over den højeste svimmel, -og han er nu for alvor i færd med at blive en stor -digter. Han går tit uden for og tar noter, fylder sin +fÃ¥ mennesker, som virkelig er oven pÃ¥ i denne tid. +Hans hoved rager altid op over den højeste svimmel, +og han er nu for alvor i færd med at blive en stor +digter. Han gÃ¥r tit uden for og tar noter, fylder sin skitsebog med udbrud og versestumper, skriver hastigt -i mørket uden at se på papiret.</p> +i mørket uden at se pÃ¥ papiret.</p> -<p>Fru Idas latter lyder ikke så naturligt som hans, -hun ler hårdt og stakkato, og hendes stemme kan +<p>Fru Idas latter lyder ikke sÃ¥ naturligt som hans, +hun ler hÃ¥rdt og stakkato, og hendes stemme kan undertiden falde hen ligesom i jammer, men hun -hører det ikke selv, alt det andet overdøver hende -og blander sig for hendes øre til eet kor; hun ønsker -at smælte sammen med den almindelige vildskab +hører det ikke selv, alt det andet overdøver hende +og blander sig for hendes øre til eet kor; hun ønsker +at smælte sammen med den almindelige vildskab og glemme sig selv, og lidt efter lidt kommer hun -i spidsen for al lystighed; hun er det glødende midtpunkt, +i spidsen for al lystighed; hun er det glødende midtpunkt, der selv er uden bevidsthed, fordi det er -brændt ud, men hun spreder liv om sig og fylder +brændt ud, men hun spreder liv om sig og fylder alles bevidsthed med sin person. Der gribes mere og -mere grådigt efter hende, alt som aftenen skrider -frem; hendes spænstige former knuges i mange -favne og taber ikke noget derved; det kan også ske, -at der lægger sig en arm om hendes liv og vil føre -hende med ud i mørket, men hun gør sig hver gang -fri og lar manden stå dær med en tom, rundet arm -frem for sig. Ingen har hun så tit stillet fra sig på -den måde som proprietær Ahlmark.</p> +mere grÃ¥digt efter hende, alt som aftenen skrider +frem; hendes spænstige former knuges i mange +favne og taber ikke noget derved; det kan ogsÃ¥ ske, +at der lægger sig en arm om hendes liv og vil føre +hende med ud i mørket, men hun gør sig hver gang +fri og lar manden stÃ¥ dær med en tom, rundet arm +frem for sig. Ingen har hun sÃ¥ tit stillet fra sig pÃ¥ +den mÃ¥de som proprietær Ahlmark.</p> <hr class="tb" /> -<p>Hans Råskov gik uden for og snakkede fornuftigt +<p>Hans RÃ¥skov gik uden for og snakkede fornuftigt med sig selv, han formanede og underhandlede -som en bedstefaer, der taler en seksårig til rette. — -Jeg kan bære det, tænkte han, mens han afvekslende<span class="pagenum"><a name="Side_156" id="Side_156" title="[S. 156]"> </a></span> -så på dansen og gik en tur ind i skoven, og dog var -besindelsen hvert øjeblik ved at svigte ham.</p> +som en bedstefaer, der taler en seksÃ¥rig til rette. — +Jeg kan bære det, tænkte han, mens han afvekslende<span class="pagenum"><a name="Side_156" id="Side_156" title="[S. 156]"> </a></span> +sÃ¥ pÃ¥ dansen og gik en tur ind i skoven, og dog var +besindelsen hvert øjeblik ved at svigte ham.</p> -<p>Han havde slået sig gennem isen med fatning, +<p>Han havde slÃ¥et sig gennem isen med fatning, han havde ikke kastet stenen; han havde ganske -vist glemt sig selv, da han sloges med Søren, men +vist glemt sig selv, da han sloges med Søren, men ham havde han senere besejret og gjort uskadelig -ved at trække ham op. Nu havde han kun sig selv -at stride med, og når han kom over dette, så kunde -han være sikker, så var han stærkere end alting. -Han vidste hvad det gjaldt, og det kunde ikke gå an -at svigte, for da var han uhjælpelig faldet igennem, -han måtte ligge dær og hyle ligesom Søren, og ingen -kunde trække ham op; han måtte vide, at hvis han -først een gang var gået til bunds i sit eget raseri, så +ved at trække ham op. Nu havde han kun sig selv +at stride med, og nÃ¥r han kom over dette, sÃ¥ kunde +han være sikker, sÃ¥ var han stærkere end alting. +Han vidste hvad det gjaldt, og det kunde ikke gÃ¥ an +at svigte, for da var han uhjælpelig faldet igennem, +han mÃ¥tte ligge dær og hyle ligesom Søren, og ingen +kunde trække ham op; han mÃ¥tte vide, at hvis han +først een gang var gÃ¥et til bunds i sit eget raseri, sÃ¥ slap han ikke op af det igen.</p> <p>Han gik tilbage til dansepladsen, og inden han -kunde være forberedt på nogen ting, stod fru Ida +kunde være forberedt pÃ¥ nogen ting, stod fru Ida for ham.</p> -<p>Nej tænk, er De også her, sae hun med ganske +<p>Nej tænk, er De ogsÃ¥ her, sae hun med ganske dagligdags stemme: God aften!</p> -<p>Hun ventede på et svar, men da der ikke kom +<p>Hun ventede pÃ¥ et svar, men da der ikke kom noget, gik hun igen.</p> -<p>Ja, her var han — også!</p> +<p>Ja, her var han — ogsÃ¥!</p> <p>Hvad var det? Blev han pludselig sindsforvirret? -Alting var jo vendt op og ned med et ryk. Nå, sådan; -sagen var ganske simpel den, at han også var -her ligesom de andre mænd; uden at være sig nogen +Alting var jo vendt op og ned med et ryk. NÃ¥, sÃ¥dan; +sagen var ganske simpel den, at han ogsÃ¥ var +her ligesom de andre mænd; uden at være sig nogen ydmygelse bevidst rendte han her fra og til som en -hund, bare for at se hende og på samme tid bange -for hende, som en hund, der har fået prygl, men +hund, bare for at se hende og pÃ¥ samme tid bange +for hende, som en hund, der har fÃ¥et prygl, men alligevel ikke kan dy sig. — Hvad var det for en teori -han havde lavet sig — en forbandet fej løgn? Og så +han havde lavet sig — en forbandet fej løgn? Og sÃ¥ kom hun, og med et eneste blik begreb hun ham<span class="pagenum"><a name="Side_157" id="Side_157" title="[S. 157]"> </a></span> -straks, afslørede ham som en tosse, der var værre +straks, afslørede ham som en tosse, der var værre end andre tosser, en fej nar, der ikke har mod til -at begå den frelsende dårskab. Alt det så hun med -et blik; hun sae det med et ord; hun hånede ham, -som ret var, og gik så. Hvad skulde hun med ham, -når der var villige narre i tilstrækkeligt tal?</p> +at begÃ¥ den frelsende dÃ¥rskab. Alt det sÃ¥ hun med +et blik; hun sae det med et ord; hun hÃ¥nede ham, +som ret var, og gik sÃ¥. Hvad skulde hun med ham, +nÃ¥r der var villige narre i tilstrækkeligt tal?</p> <p>Han lae sig ned og fortalte sig selv, at han vilde -sove, det var det eneste rigtige efter de mange søvnløse -nætter; han tvang sig til at ligge stille i flere +sove, det var det eneste rigtige efter de mange søvnløse +nætter; han tvang sig til at ligge stille i flere minutter, og det var ligesom fornuften kom tilbage; han kunde igen tale fredeligt med sig selv. Han fandt de fredsommeligste udtryk ligesom en mand, -der er i fuldt raseri og endnu ikke har slået første -gang, men han holder sine hænder nede og taler -sagte og formanende, mens han allerede i sine næver -føler den udfarende kraft i det slag, der skal sætte +der er i fuldt raseri og endnu ikke har slÃ¥et første +gang, men han holder sine hænder nede og taler +sagte og formanende, mens han allerede i sine næver +føler den udfarende kraft i det slag, der skal sætte blod.</p> -<p>Det kan ikke gå an at springe over noget, tænkte -han. Ligesom slægtens gamle, kloge folk overbeviste +<p>Det kan ikke gÃ¥ an at springe over noget, tænkte +han. Ligesom slægtens gamle, kloge folk overbeviste han sig selv med den tankegang: Hvad der skal til, det skal til. Han forlangte af sig selv, at han ikke gik til side for noget, allermindst for en kvinde, han foragtede. Dette vigtige holdepunkt havde han: -Foragten; det gjaldt om at bringe så meget som muligt +Foragten; det gjaldt om at bringe sÃ¥ meget som muligt ud af den. Der kunde komme en rystelse over -ham, når han hørte hende le og støje der inde. — +ham, nÃ¥r han hørte hende le og støje der inde. — Jeg har feber, sae han til sig selv; det er krisen der -nærmer sig, og nu er det, at det gælder om at komme -godt fra det; ellers skal jeg gå med det i år, som jeg -nu har gået med det i uger. — Hun var i sit bedste -humør, den fordel havde hun desværre; hun hylede, -når mændene kom i nærheden af hende; den perverse, -røde kat, han havde set i sin barndom, det var<span class="pagenum"><a name="Side_158" id="Side_158" title="[S. 158]"> </a></span> +nærmer sig, og nu er det, at det gælder om at komme +godt fra det; ellers skal jeg gÃ¥ med det i Ã¥r, som jeg +nu har gÃ¥et med det i uger. — Hun var i sit bedste +humør, den fordel havde hun desværre; hun hylede, +nÃ¥r mændene kom i nærheden af hende; den perverse, +røde kat, han havde set i sin barndom, det var<span class="pagenum"><a name="Side_158" id="Side_158" title="[S. 158]"> </a></span> ganske rigtigt hende; den var blevet til et menneske i hende, og hendes stemme var kattens, der jamrede efter elskov.</p> -<p>Han tvang sig til at blive stående, når han følte, -at han gærne vilde løbe fra det; al forfædrenes fornuftige -ævne til at ta livet, som det faldt, syntes at -blive levende i ham nu; de gamle bønders stille dukken -med nakken over for hvad der ikke kunde være +<p>Han tvang sig til at blive stÃ¥ende, nÃ¥r han følte, +at han gærne vilde løbe fra det; al forfædrenes fornuftige +ævne til at ta livet, som det faldt, syntes at +blive levende i ham nu; de gamle bønders stille dukken +med nakken over for hvad der ikke kunde være anderledes, den levede op i ham og hjalp ham, nu -da det var fornødent.</p> +da det var fornødent.</p> <p>Han hviskede med sig selv, mens han gik fra og -til; han kunde gribe med rasende hånd i en gren, +til; han kunde gribe med rasende hÃ¥nd i en gren, der slog ham i ansigtet, men han slap den straks og -passede på sig selv som en, der for nylig har brækket -en arm og veed, at han skal være forsigtig.</p> +passede pÃ¥ sig selv som en, der for nylig har brækket +en arm og veed, at han skal være forsigtig.</p> -<p>Det blev vildere der inde. Ja vel, dette var næmlig -den endelige prøve, den yderste dag — — —</p> +<p>Det blev vildere der inde. Ja vel, dette var næmlig +den endelige prøve, den yderste dag — — —</p> -<p>Idet han tænkte dette ord, så ramte det ham vildt -som noget man render imod og kvæster sig på i -mørke; han blev overvældet af syner fra Åbenbaringen, -som han havde læst to gange i sin barndom; -sværd og flammer, død og brøl i basuner stod om -ham; alle de syv skåle blev udgydt over ham — —</p> +<p>Idet han tænkte dette ord, sÃ¥ ramte det ham vildt +som noget man render imod og kvæster sig pÃ¥ i +mørke; han blev overvældet af syner fra Ã…benbaringen, +som han havde læst to gange i sin barndom; +sværd og flammer, død og brøl i basuner stod om +ham; alle de syv skÃ¥le blev udgydt over ham — —</p> -<p>Han gik dybt ind i skoven og holdt sig ved et træ, +<p>Han gik dybt ind i skoven og holdt sig ved et træ, han tvang det under, han stirrede det ned, og i -mørket fik hans øjne den samme betvingende kraft -som hans bedstefaers havde haft, når han løftede ansigtet -oppe ved sin bordende og så på en, til han +mørket fik hans øjne den samme betvingende kraft +som hans bedstefaers havde haft, nÃ¥r han løftede ansigtet +oppe ved sin bordende og sÃ¥ pÃ¥ en, til han blev kold i ansigtet og gik.</p> -<p>Skulde det nu briste for ham på grund af en elskovssyg +<p>Skulde det nu briste for ham pÃ¥ grund af en elskovssyg kvinde? Han var hidtil kommet over alting, havde tvunget det ned det ene efter det andet med en<span class="pagenum"><a name="Side_159" id="Side_159" title="[S. 159]"> </a></span> -stigende følelse af spændkraft til at holde det nede, +stigende følelse af spændkraft til at holde det nede, og nu — — — — —</p> -<p>Et hyl af en kvindestemme sprængtes ud af mørket -tæt ved siden af ham; han havde nær skreget -selv og greb forfærdet for sig, som var selve tavsheden +<p>Et hyl af en kvindestemme sprængtes ud af mørket +tæt ved siden af ham; han havde nær skreget +selv og greb forfærdet for sig, som var selve tavsheden eksploderet om ham. En skikkelse foer forbi, -derefter kom en anden, og en anden stemme hørtes, -der bandede på dælen — —. Den sidste kendte han; -han gik i modsat retning af de to, og støjen døde +derefter kom en anden, og en anden stemme hørtes, +der bandede pÃ¥ dælen — —. Den sidste kendte han; +han gik i modsat retning af de to, og støjen døde snart hen.</p> -<p>Der måtte vel være gået en time; han følte, at det -vilde være farligt at blive længere i mørket og ensomheden; +<p>Der mÃ¥tte vel være gÃ¥et en time; han følte, at det +vilde være farligt at blive længere i mørket og ensomheden; det var bedre at vende tilbage til de andre. -Men da han kom i nærheden af dansepladsen, hørte -han sit navn blive nævnet, og en stemme sae: Han +Men da han kom i nærheden af dansepladsen, hørte +han sit navn blive nævnet, og en stemme sae: Han var her lige for fem minutter siden.</p> -<p>Fem minutter. Han havde det altså ligesom de -syge, der begynder at mærke dødens famlende tag, -der strammes og løsnes, og mellem hver gang de slår -øjnene op, tror de, der er gået dage!</p> +<p>Fem minutter. Han havde det altsÃ¥ ligesom de +syge, der begynder at mærke dødens famlende tag, +der strammes og løsnes, og mellem hver gang de slÃ¥r +øjnene op, tror de, der er gÃ¥et dage!</p> -<p>Så var det bedre at være død. Hans sjæl bøjede -sig i et nu længselsfuld mod denne udvej, men han -skød straks tanken bort igen. Det var jo hans ide, at -han ikke vilde gå under; hans forstand og hans vilje +<p>SÃ¥ var det bedre at være død. Hans sjæl bøjede +sig i et nu længselsfuld mod denne udvej, men han +skød straks tanken bort igen. Det var jo hans ide, at +han ikke vilde gÃ¥ under; hans forstand og hans vilje skulde altid rejse sig sejrende over det, der styrtede over ham og truede med at begrave ham. Nej, den -udvej stod ham ikke åben; det var at springe i vågen -af fri vilje, at gå under i en dødskamp, om hvis vildhed -han ikke kunde gøre sig nogen forestilling. Nej. -Han havde at holde ud. Andre kunde gøre det, der -var mere heldige end ham, men han formåede ikke -en gang at misunde dem; han var født med den nødvendighed<span class="pagenum"><a name="Side_160" id="Side_160" title="[S. 160]"> </a></span> -at leve livet sådan som det var; det kunde -ikke ændres.</p> - -<p>En skikkelse kom ud mellem træerne og stansede +udvej stod ham ikke Ã¥ben; det var at springe i vÃ¥gen +af fri vilje, at gÃ¥ under i en dødskamp, om hvis vildhed +han ikke kunde gøre sig nogen forestilling. Nej. +Han havde at holde ud. Andre kunde gøre det, der +var mere heldige end ham, men han formÃ¥ede ikke +en gang at misunde dem; han var født med den nødvendighed<span class="pagenum"><a name="Side_160" id="Side_160" title="[S. 160]"> </a></span> +at leve livet sÃ¥dan som det var; det kunde +ikke ændres.</p> + +<p>En skikkelse kom ud mellem træerne og stansede foran ham.</p> -<p>Godaften, hr. Råskov; De danser ikke.</p> +<p>Godaften, hr. RÃ¥skov; De danser ikke.</p> -<p>Det var Anna Årbo. Hun begyndte uden opfordring +<p>Det var Anna Ã…rbo. Hun begyndte uden opfordring at tale om ballet, om sidste gang de havde truffet hinanden; han vidste ikke, om hun kunde -mærke noget på ham, men hun blev åbenbart glad, +mærke noget pÃ¥ ham, men hun blev Ã¥benbart glad, da han sae: Jeg danser ikke, men skal vi spasere lidt -sammen? — Det skaffede ham en vis lindring at gå -og høre på hende; der faldt ligesom en blå, sval tåge -over de røde syner, der brændte i hans sind, som -var hans lange, glødende dag snart forbi, og mørket -bragte kølighed og hvile. Han førte hende tæt forbi -det træ, hvor han for lidt siden havde ligget; hun -mærkede, at han trykkede hendes arm, og der kom -en skælven over dem bægge. Hans arm kom til at -ligge om hendes liv, og hun lænede sig tættere ind -til ham, men blev dog ved at tale som før, om ting, -som ingen af dem skænkede den ringeste opmærksomhed.</p> - -<p>Det var anden gang, at en kvinde var så nær ved +sammen? — Det skaffede ham en vis lindring at gÃ¥ +og høre pÃ¥ hende; der faldt ligesom en blÃ¥, sval tÃ¥ge +over de røde syner, der brændte i hans sind, som +var hans lange, glødende dag snart forbi, og mørket +bragte kølighed og hvile. Han førte hende tæt forbi +det træ, hvor han for lidt siden havde ligget; hun +mærkede, at han trykkede hendes arm, og der kom +en skælven over dem bægge. Hans arm kom til at +ligge om hendes liv, og hun lænede sig tættere ind +til ham, men blev dog ved at tale som før, om ting, +som ingen af dem skænkede den ringeste opmærksomhed.</p> + +<p>Det var anden gang, at en kvinde var sÃ¥ nær ved ham. Dybt inde fra hans erindring kom billedet af en usigelig mildhed langt borte, og han syntes at -forstå, at den var bestemt til ham, men andre tiders +forstÃ¥, at den var bestemt til ham, men andre tiders barskhed var kommet efter og havde indtaget pladsen. -Han havde glemt det, men der var altså noget, +Han havde glemt det, men der var altsÃ¥ noget, der havde magt til at kalde det tilbage.</p> -<p>De er den første — — begyndte han, men så tav +<p>De er den første — — begyndte han, men sÃ¥ tav han.</p> <p>Hun vendte hodet om imod ham og smilede, rede<span class="pagenum"><a name="Side_161" id="Side_161" title="[S. 161]"> </a></span> -til at tro på alting. Men da fik hans ansigt et andet +til at tro pÃ¥ alting. Men da fik hans ansigt et andet udtryk.</p> -<p>Hvorfor bær De rød sløjfe? spurte han og pegede -på hendes hals.</p> +<p>Hvorfor bær De rød sløjfe? spurte han og pegede +pÃ¥ hendes hals.</p> -<p>Hun førte hånden op til den og rev den af.</p> +<p>Hun førte hÃ¥nden op til den og rev den af.</p> -<p>De var kommet hen til lyset og støjen; stemmer -lød ud til dem, også fru Idas latter hørtes, blandet +<p>De var kommet hen til lyset og støjen; stemmer +lød ud til dem, ogsÃ¥ fru Idas latter hørtes, blandet med andres.</p> -<p>Hans sjæl blev ligesom grebet af en kastevind, -hele hans bevidsthed duvede for en glødende storm; +<p>Hans sjæl blev ligesom grebet af en kastevind, +hele hans bevidsthed duvede for en glødende storm; han greb hende i armen og stirrede, som om han -havde møje med at genkende hende; det var heller -ikke mere hende, han så, en eller anden tilfældig -ung pige, han havde mødt; han stod ansigt til ansigt -med sit eget gøglende afsind, der lidt efter lidt +havde møje med at genkende hende; det var heller +ikke mere hende, han sÃ¥, en eller anden tilfældig +ung pige, han havde mødt; han stod ansigt til ansigt +med sit eget gøglende afsind, der lidt efter lidt havde ladet ham glemme, hvem det var han fulgtes -med, og i stedet for påtvunget ham forestillingen om +med, og i stedet for pÃ¥tvunget ham forestillingen om en anden — —. Og denne andens stemme lo der inde, lo ad ham, som om det var selve det triumferende -vanvid, der lod sig høre, nu da han var i +vanvid, der lod sig høre, nu da han var i dets vold.</p> -<p>Skal De så ikke ind og danse? <a class="corr" name="rett_22" id="rett_22" title="var: spurgte">spurte</a> hun +<p>Skal De sÃ¥ ikke ind og danse? <a class="corr" name="rett_22" id="rett_22" title="var: spurgte">spurte</a> hun med forandret stemme.</p> <p>Nej.</p> -<p>Hun så på ham med angst og undren, men han -mærkede det ikke, hans bevidsthed kunde ikke rumme -mere. I næste øjeblik var hun borte.</p> +<p>Hun sÃ¥ pÃ¥ ham med angst og undren, men han +mærkede det ikke, hans bevidsthed kunde ikke rumme +mere. I næste øjeblik var hun borte.</p> -<p>En trompetsolo bragede løs fra musiktribunen og +<p>En trompetsolo bragede løs fra musiktribunen og borede sig ind i hans bevidsthed som en giftig -splint. Han så sig forvirret om.</p> +splint. Han sÃ¥ sig forvirret om.</p> <p>Fru Ida kom frem i den granprydede indgang -til dansepladsen. Straks efter så Hans Råskov +til dansepladsen. Straks efter sÃ¥ Hans RÃ¥skov hende komme lige hen imod sig.</p> <p><span class="pagenum"><a name="Side_162" id="Side_162" title="[S. 162]"> </a></span></p> -<p>Er vi ikke venner? spurte hun og rakte hånden ud +<p>Er vi ikke venner? spurte hun og rakte hÃ¥nden ud imod ham.</p> <p>Nej. Vi er fjender.</p> <p>Hun lo. Han var virkelig komisk, dette forrykte -mandfolk, der øjeblikkelig røbede sig, så snart man -talte til ham. Gik han ikke dær ude i mørket som -en gal tyr, der straks gav et brøl af sig, når +mandfolk, der øjeblikkelig røbede sig, sÃ¥ snart man +talte til ham. Gik han ikke dær ude i mørket som +en gal tyr, der straks gav et brøl af sig, nÃ¥r nogen talte til ham. Han havde viist alt hvad han kunde.</p> <p>Hun morede sig oprigtigt, med musikken bag sig -og mændene, der ventede. Hun lo; det var som om +og mændene, der ventede. Hun lo; det var som om hun nu endelig kunde le al sin forelskelse bort — eller hvad det nu var for noget galskab, hun havde -fået i sig ved at se for meget på ham, — og det gav +fÃ¥et i sig ved at se for meget pÃ¥ ham, — og det gav hende mere lyst til at le; han var ganske simpelt morsommere end nogen af de andre. Hun lo jublende, og nu vilde hun ind og more sig kosteligt, mens han -gik her ude og <em>hadede</em> hende; måske endte det alligevel -med, at han også kom ind, men det var ellers -lige meget. Det var længe siden, hun havde haft en -så befriende latter — —</p> +gik her ude og <em>hadede</em> hende; mÃ¥ske endte det alligevel +med, at han ogsÃ¥ kom ind, men det var ellers +lige meget. Det var længe siden, hun havde haft en +sÃ¥ befriende latter — —</p> -<p>Ler De ad mig? sae han og trådte et skridt frem.</p> +<p>Ler De ad mig? sae han og trÃ¥dte et skridt frem.</p> <p>Ja, svarede hun, idet hun holdt op med at le; De er da komisk, men kom De hellere med ind, nu -har De længe nok gået og skabt Dem her ude. -Kom så!</p> +har De længe nok gÃ¥et og skabt Dem her ude. +Kom sÃ¥!</p> <p><em>Ler De ad mig?</em> gentog han. Han stod nu helt op ad hende. — Er jeg latterlig?</p> <p>Ja, sae hun og blev bleg.</p> -<p>Hun bøjede hodet tilbage; han gabede næsten -over hendes ansigt, og han stirrede på hende -med øjne, der ikke blinkede eller forandrede udtryk; +<p>Hun bøjede hodet tilbage; han gabede næsten +over hendes ansigt, og han stirrede pÃ¥ hende +med øjne, der ikke blinkede eller forandrede udtryk; han mindede om visse asiatiske gudebilleder,<span class="pagenum"><a name="Side_163" id="Side_163" title="[S. 163]"> </a></span> -hvis ansigt er en dødsmaske, mens øjnene skinner +hvis ansigt er en dødsmaske, mens øjnene skinner med et overnaturligt liv.</p> -<p>Hun blev som lammet af dette blik; senere følte +<p>Hun blev som lammet af dette blik; senere følte hun, at han kunde ha gjort med hende, hvad han -vilde, om han så havde kvalt hende; hun var næsten +vilde, om han sÃ¥ havde kvalt hende; hun var næsten uden bevidsthed og uden vilje.</p> -<p>Han stirrede ind i hendes ansigt, til det blev dødt -og gråt, med had og med et forfærdet spørsmål, -men han så i hendes ansigt kun et spejlbillede af +<p>Han stirrede ind i hendes ansigt, til det blev dødt +og grÃ¥t, med had og med et forfærdet spørsmÃ¥l, +men han sÃ¥ i hendes ansigt kun et spejlbillede af sit eget afsind; og han, der i den sidste tid stadig -havde følt sig svævende på randen mellem det tragiske -og det latterlige, han fik ikke noget svar på -sit spørsmål. Hun havde leet et øjeblik, og nu stod +havde følt sig svævende pÃ¥ randen mellem det tragiske +og det latterlige, han fik ikke noget svar pÃ¥ +sit spørsmÃ¥l. Hun havde leet et øjeblik, og nu stod tragedien skrevet i hele hendes skikkelse.</p> <p>Jeg blir syg, hviskede hun og sank bag over. Idet -han vilde gribe hende, udstødte hun et hvinende -skrig; folk kom til, og Hans Råskov forsvandt mellem -træerne.</p> +han vilde gribe hende, udstødte hun et hvinende +skrig; folk kom til, og Hans RÃ¥skov forsvandt mellem +træerne.</p> <p>Hvem er det? spurte hun, da nogen greb om -hende og støttede hende.</p> +hende og støttede hende.</p> -<p>Det er Kai, der kommer for at spørge, om du -nu vil med, Ida. Du er syg; lad os to gå.</p> +<p>Det er Kai, der kommer for at spørge, om du +nu vil med, Ida. Du er syg; lad os to gÃ¥.</p> -<p>Hvad er det, vil De hjem? lød Ahlmarks stemme +<p>Hvad er det, vil De hjem? lød Ahlmarks stemme bag ved. — Han stillede sin uordenlige person -foran fru Ida: Ja gå De kun hjem; De har gjort mig -så ulykkelig, som jeg kan blive.</p> +foran fru Ida: Ja gÃ¥ De kun hjem; De har gjort mig +sÃ¥ ulykkelig, som jeg kan blive.</p> <p>Fru Hansted er syg, sae Kai.</p> -<p>Det er jeg også, men hun dør vel ikke af det; -det gør jeg måske. Farvel, fru Hansted, og tænk -på mig, når jeg har hængt mig.</p> +<p>Det er jeg ogsÃ¥, men hun dør vel ikke af det; +det gør jeg mÃ¥ske. Farvel, fru Hansted, og tænk +pÃ¥ mig, nÃ¥r jeg har hængt mig.</p> -<p>Han lo fjollet. Men vil De frelse mig, så kan -det la sig gøre endnu — — Der kom pludselig rejsning -over manden, og et håb lyste i hans ansigt.</p> +<p>Han lo fjollet. Men vil De frelse mig, sÃ¥ kan +det la sig gøre endnu — — Der kom pludselig rejsning +over manden, og et hÃ¥b lyste i hans ansigt.</p> <p><span class="pagenum"><a name="Side_164" id="Side_164" title="[S. 164]"> </a></span></p> <p>Kai, sae fru Ida forvildet og holdt fast i hans -hånd; jeg følger med dig; jeg vil hjem.</p> +hÃ¥nd; jeg følger med dig; jeg vil hjem.</p> -<p>Nu går vi, Ida. De skulde ikke samle opløb, -herr Ahlmark; De må jo nok kunne mærke på Dem +<p>Nu gÃ¥r vi, Ida. De skulde ikke samle opløb, +herr Ahlmark; De mÃ¥ jo nok kunne mærke pÃ¥ Dem selv, at De ikke er tilregnelig.</p> -<p>Der hørtes stemmer længere inde: Ahlmark — -— han skal være her et sted — —</p> +<p>Der hørtes stemmer længere inde: Ahlmark — +— han skal være her et sted — —</p> -<p>Farvel, fru Ida, sae han; jeg tilgiver Dem, dælen -— — nej, her skal det sgu ikke gå for sig, afbrød -han sig selv og satte af sted i fuldt løb.</p> +<p>Farvel, fru Ida, sae han; jeg tilgiver Dem, dælen +— — nej, her skal det sgu ikke gÃ¥ for sig, afbrød +han sig selv og satte af sted i fuldt løb.</p> <p>Kai tog fru Ida under armen og gik. De kom forbi en betjent, der havde en flok om sig, som han -udspurte. Det sidste de skimtede i halvmørket, var -Vejgård, der stod op mod et træ og noterede; hans -blyant blinkede og dansede i det svage lysskær.</p> +udspurte. Det sidste de skimtede i halvmørket, var +VejgÃ¥rd, der stod op mod et træ og noterede; hans +blyant blinkede og dansede i det svage lysskær.</p> -<p>— Hans Råskov var på vejen hjem, men det -varede ikke længe, før han måtte sætte sig; det var +<p>— Hans RÃ¥skov var pÃ¥ vejen hjem, men det +varede ikke længe, før han mÃ¥tte sætte sig; det var ham umuligt at komme bort fra det sted, hvor det -afgørende endnu ikke var sket, det der skulde gøre +afgørende endnu ikke var sket, det der skulde gøre ham til en fri mand igen. Det gjaldt livet, at han ikke kom bort her fra med uforrettet sag, hvor alle hans tanker var bundne og atter og atter vilde vende tilbage og rase i minderne. Det beroligede ham lidt, at han ikke mere gik; han vilde vente; imidlertid kunde der ske et eller andet; han var indenfor en -mulighed, så længe han blev på stedet; der kom en -vis tålmodighed over ham.</p> +mulighed, sÃ¥ længe han blev pÃ¥ stedet; der kom en +vis tÃ¥lmodighed over ham.</p> -<p>Men sæt, at hun var <a class="corr" name="rett_23" id="rett_23" title="var: gaaet">gået</a> hjem. Han rejste sig -med et spring og begyndte straks at gå. Hans sindsbevægelse -tiltog, idet han nærmede sig det sted, -hvor hun måtte være, for hun kunde vel ikke være -gået hjem! Hvad skulde der så blive af ham?</p> +<p>Men sæt, at hun var <a class="corr" name="rett_23" id="rett_23" title="var: gaaet">gÃ¥et</a> hjem. Han rejste sig +med et spring og begyndte straks at gÃ¥. Hans sindsbevægelse +tiltog, idet han nærmede sig det sted, +hvor hun mÃ¥tte være, for hun kunde vel ikke være +gÃ¥et hjem! Hvad skulde der sÃ¥ blive af ham?</p> <p><span class="pagenum"><a name="Side_165" id="Side_165" title="[S. 165]"> </a></span></p> -<p>Han vilde ikke løbe; gå fornuftigt vilde han, indtil +<p>Han vilde ikke løbe; gÃ¥ fornuftigt vilde han, indtil han fandt hende og havde hendes legeme mellem -sine hænder, og hvad så?</p> +sine hænder, og hvad sÃ¥?</p> -<p>Nej, han vilde gå besindigt — — men hvis hun -nu var gået hjem — sammen med sin spinkle ven, -så vilde han løbe, til han indhentede dem; så måtte +<p>Nej, han vilde gÃ¥ besindigt — — men hvis hun +nu var gÃ¥et hjem — sammen med sin spinkle ven, +sÃ¥ vilde han løbe, til han indhentede dem; sÃ¥ mÃ¥tte der ske noget — — det, der <em>skulde</em> ske.</p> -<p>Han gik hidsigt til, det kunde ikke gå an at udsætte +<p>Han gik hidsigt til, det kunde ikke gÃ¥ an at udsætte sig for, at hun var borte. Nu vilde han hende noget; hun skulde findes. Hvad der skulde ske, -vidste han ikke; først vilde han se hende.</p> +vidste han ikke; først vilde han se hende.</p> -<p>Men så kom der pludselig noget, der <a class="corr" name="rett_24" id="rett_24" title="var: standsede">stansede</a> +<p>Men sÃ¥ kom der pludselig noget, der <a class="corr" name="rett_24" id="rett_24" title="var: standsede">stansede</a> ham: Blod.</p> -<p>Han så hendes blod, det flød over hans hænder.</p> +<p>Han sÃ¥ hendes blod, det flød over hans hænder.</p> -<p>Han sank ned på en træstub; været gik hylende i -hans hals, sveden sprang ud på hans pande, faldt -tungt på hans hænder og løb som varmt blod mellem -hans fingre. Han var nær ved at græde; gråden -steg op i hans hals, spændte og brast. Han græd -virkelig, uden hulken og med tørre øjne, og der kom +<p>Han sank ned pÃ¥ en træstub; været gik hylende i +hans hals, sveden sprang ud pÃ¥ hans pande, faldt +tungt pÃ¥ hans hænder og løb som varmt blod mellem +hans fingre. Han var nær ved at græde; grÃ¥den +steg op i hans hals, spændte og brast. Han græd +virkelig, uden hulken og med tørre øjne, og der kom ingen friskhed eller lindring af det. Hvad han -knap havde formået som dreng, det var blevet ham -næsten umuligt som mand; det var, som om den -gråd, han ikke kunde græde, var bleven til sten i -ham. Hans sjæl var en stenørken, skoldet af en -uforanderlig sol. Var det det sidste grønne strå, der -nu visnede, den sidste friske dugdråbe, der hentørredes?</p> - -<p>Måske var dette slutningen, og han blev fri for -bevidstheden om sig selv, der altid havde været -ham en kval. Han samlede i een anspændelse al -sin sjælsstyrke for med al den klarhed, der endnu var<span class="pagenum"><a name="Side_166" id="Side_166" title="[S. 166]"> </a></span> -ham lævnet, at berede sig på tabet af sin forstand; han -syntes også han så ned gennem sin fortid og erkendte -de linjer, der fornuftigvis førte op til denne +knap havde formÃ¥et som dreng, det var blevet ham +næsten umuligt som mand; det var, som om den +grÃ¥d, han ikke kunde græde, var bleven til sten i +ham. Hans sjæl var en stenørken, skoldet af en +uforanderlig sol. Var det det sidste grønne strÃ¥, der +nu visnede, den sidste friske dugdrÃ¥be, der hentørredes?</p> + +<p>MÃ¥ske var dette slutningen, og han blev fri for +bevidstheden om sig selv, der altid havde været +ham en kval. Han samlede i een anspændelse al +sin sjælsstyrke for med al den klarhed, der endnu var<span class="pagenum"><a name="Side_166" id="Side_166" title="[S. 166]"> </a></span> +ham lævnet, at berede sig pÃ¥ tabet af sin forstand; han +syntes ogsÃ¥ han sÃ¥ ned gennem sin fortid og erkendte +de linjer, der fornuftigvis førte op til denne afslutning, og han sad og ventede det med beredt sind som den, der ikke kan flygte; han sad med -hængende hænder og gabende mund og stirrede ind -i skovens tætte mørke, han så ind i sin sjæls mørke +hængende hænder og gabende mund og stirrede ind +i skovens tætte mørke, han sÃ¥ ind i sin sjæls mørke og ventede, at det skulde komme.</p> <p>Men der var blevet stille i ham, synet af blod -forsvandt; også dette skulde han rumme i sin bevidsthed -og så kunde han få lov at leve videre så -godt det var ham muligt. Der havde været et kald -på blod, det var ikke blevet fulgt, men han skulde -betale for det. Han måtte selv gi alt, siden han ikke -vilde gå til andre og ta, hvad der krævedes af +forsvandt; ogsÃ¥ dette skulde han rumme i sin bevidsthed +og sÃ¥ kunde han fÃ¥ lov at leve videre sÃ¥ +godt det var ham muligt. Der havde været et kald +pÃ¥ blod, det var ikke blevet fulgt, men han skulde +betale for det. Han mÃ¥tte selv gi alt, siden han ikke +vilde gÃ¥ til andre og ta, hvad der krævedes af ham. Han, der sparede, skulde ikke spares.</p> -<p>Som dreng havde han en gang læst om en morder, -der havde gjort sin gærning og fået sin dom -og blev kørt af sted til tugthuset. Rolig, næsten vel -tilfreds betragtede han fra kupévinduet tilskuernes -stumme mængde, der gruede og forbandede ham +<p>Som dreng havde han en gang læst om en morder, +der havde gjort sin gærning og fÃ¥et sin dom +og blev kørt af sted til tugthuset. Rolig, næsten vel +tilfreds betragtede han fra kupévinduet tilskuernes +stumme mængde, der gruede og forbandede ham indvendig og ikke forstod. Betjenten tog ham i armen, -og han satte sig føjelig ned som en mand, -der er færdig med sit og opgir bestemmelsesretten +og han satte sig føjelig ned som en mand, +der er færdig med sit og opgir bestemmelsesretten over sig selv.</p> -<p>Hans Råskov strøg sveden af panden med den -ene hånd, rejste sig og gik lige ud af skoven. Han -fejede grenene til side og brækkede dem, når de +<p>Hans RÃ¥skov strøg sveden af panden med den +ene hÃ¥nd, rejste sig og gik lige ud af skoven. Han +fejede grenene til side og brækkede dem, nÃ¥r de gjorde modstand; han sparkede sig gennem slyngplanter -og vadede over grøfter, gik lige på med dyrets +og vadede over grøfter, gik lige pÃ¥ med dyrets instinkt. En gren slog hatten af ham, han -havde ikke tid til at lede efter den. Når han trådte<span class="pagenum"><a name="Side_167" id="Side_167" title="[S. 167]"> </a></span> -ned i huller, var det som om benene skulde knække -under ham, men han stansede ikke et øjeblik.</p> +havde ikke tid til at lede efter den. NÃ¥r han trÃ¥dte<span class="pagenum"><a name="Side_167" id="Side_167" title="[S. 167]"> </a></span> +ned i huller, var det som om benene skulde knække +under ham, men han stansede ikke et øjeblik.</p> <p>Han kom hjem, pakkede sammen og fandt et -nattog, der førte ham bort fra byen. Næste dag +nattog, der førte ham bort fra byen. Næste dag opsagde han telegrafisk sin plads og rejste til udlandet.</p> <hr class="chapbreak" /> @@ -6187,240 +6148,240 @@ opsagde han telegrafisk sin plads og rejste til udlandet.</p> <h2><a name="KAPITEL_XVII" id="KAPITEL_XVII"></a>XVII</h2> -<p>Hans Råskov rejste over grænsen som en flygtning, +<p>Hans RÃ¥skov rejste over grænsen som en flygtning, han drog ud af landet med al mulig hast ligesom de, der rejste bort fra Sodoma, hvor det regnede med ild, indtil intet blev efterladt, der -var frisk eller grønt. Men han var ikke så lykkelig, -at han kunde undgå at se sig tilbage. Hans tanke -blev stående i det, der var sket; mindet derom blev -til en bitter saltstøtte, der stirrede ind i fortiden, -hvor alt var dækket med lava og størknet +var frisk eller grønt. Men han var ikke sÃ¥ lykkelig, +at han kunde undgÃ¥ at se sig tilbage. Hans tanke +blev stÃ¥ende i det, der var sket; mindet derom blev +til en bitter saltstøtte, der stirrede ind i fortiden, +hvor alt var dækket med lava og størknet lidenskab. Tanken voksede fast ved bredden af hans -livs døde hav, hvor det røg af svovl og asfalt og -andre helvedes krydderier, og imens førte iltoget +livs døde hav, hvor det røg af svovl og asfalt og +andre helvedes krydderier, og imens førte iltoget ham helt ned til Wien, men der vilde ikke komme -nogen afstandsfølelse i hans sjæl. Hans erindring -var en ild, der sved mange enkeltheder af; også -den ene, der et øjeblik ligesom havde bragt ham -forglemmelse og lindring; tanken om Anna Årbo -syntes at være begravet under asken; tilbage stod et -par enkelte scener, hærdede i ild: Fru Ida, der -skreg som en elskovssyg, rødflammet kat og gjorde +nogen afstandsfølelse i hans sjæl. Hans erindring +var en ild, der sved mange enkeltheder af; ogsÃ¥ +den ene, der et øjeblik ligesom havde bragt ham +forglemmelse og lindring; tanken om Anna Ã…rbo +syntes at være begravet under asken; tilbage stod et +par enkelte scener, hærdede i ild: Fru Ida, der +skreg som en elskovssyg, rødflammet kat og gjorde krumspring fra favn til favn; fru Ida, der lo ad ham -og fremkaldte en hæslig, syg kildren i hans sjæl, -der måske var den latter, han aldrig selv havde -næmmet, og så til sidst: ham selv, alene, med fantasien<span class="pagenum"><a name="Side_169" id="Side_169" title="[S. 169]"> </a></span> -dryppende af hendes blod. Og når han blev træt, -og disse syner blev blege, så brølede og snurrede +og fremkaldte en hæslig, syg kildren i hans sjæl, +der mÃ¥ske var den latter, han aldrig selv havde +næmmet, og sÃ¥ til sidst: ham selv, alene, med fantasien<span class="pagenum"><a name="Side_169" id="Side_169" title="[S. 169]"> </a></span> +dryppende af hendes blod. Og nÃ¥r han blev træt, +og disse syner blev blege, sÃ¥ brølede og snurrede der uden om alt dette en ukendelig masse af andre mennesker.</p> -<p>Han sov ikke stort i de tre døgn, der fulgte på -den aften, og han mærkede, hvordan der på hans -isse opstod to smærtende punkter, der sendte udløbere +<p>Han sov ikke stort i de tre døgn, der fulgte pÃ¥ +den aften, og han mærkede, hvordan der pÃ¥ hans +isse opstod to smærtende punkter, der sendte udløbere til siderne, indtil det for hans fantasi antog formen af et eller andet bogstav, der havde sin -basis i nærheden af hans tindinger, og hvis toppunkt -— når det blev færdigt — skulde være et sted -i baghodet; han begyndte at se dette bogstav, når +basis i nærheden af hans tindinger, og hvis toppunkt +— nÃ¥r det blev færdigt — skulde være et sted +i baghodet; han begyndte at se dette bogstav, nÃ¥r han skulde sove, et bestemmelsens tegn, et Mene -Mene Tekel — —, der måske snart skulde blive tydet.</p> +Mene Tekel — —, der mÃ¥ske snart skulde blive tydet.</p> -<p>Træt og uden kræfter, men med gode papirer hos -sig kom han til Wien, søgte arbejde og fik det, inden +<p>Træt og uden kræfter, men med gode papirer hos +sig kom han til Wien, søgte arbejde og fik det, inden han vidste, om han endnu var arbejdsduelig. Derefter -opsøgte han en berømt nærvelæge, fik noget at -vide om overanstrængelse og medfødt anlæg til nærvøsitet, -og da han således havde fået sit onde beskrevet -og ført til bogs, følte han en vis lettelse og -sae til sig selv: Nu skal der først og fremmest gå +opsøgte han en berømt nærvelæge, fik noget at +vide om overanstrængelse og medfødt anlæg til nærvøsitet, +og da han sÃ¥ledes havde fÃ¥et sit onde beskrevet +og ført til bogs, følte han en vis lettelse og +sae til sig selv: Nu skal der først og fremmest gÃ¥ nogen tid. Og mens hans fantasi skejede ud, talte han fornuftigt med sig selv, levede og arbejdede fornuftigt. -Hans nætter kunde være fulde af galskab, -men dagen efter kaldte han det sygdom, og han indrømmede, -at den måtte ha sin tid. Han længtes -ikke, han fortrød ingenting, eller ønskede noget anderledes; +Hans nætter kunde være fulde af galskab, +men dagen efter kaldte han det sygdom, og han indrømmede, +at den mÃ¥tte ha sin tid. Han længtes +ikke, han fortrød ingenting, eller ønskede noget anderledes; den gamle, fornuftige betragtning fik atter -hold i ham: at det var bedst, sådan som det var -gået, og det kunde ikke ha været anderledes. Hvor -galt det end var gået ham, så turde han dog ikke -ønske sig noget ændret; han vilde ikke tænke<span class="pagenum"><a name="Side_170" id="Side_170" title="[S. 170]"> </a></span> -på andet end at finde sig til rette i det, som var -sket, og så for resten gennemføre en levevis, så begivenhedsløs +hold i ham: at det var bedst, sÃ¥dan som det var +gÃ¥et, og det kunde ikke ha været anderledes. Hvor +galt det end var gÃ¥et ham, sÃ¥ turde han dog ikke +ønske sig noget ændret; han vilde ikke tænke<span class="pagenum"><a name="Side_170" id="Side_170" title="[S. 170]"> </a></span> +pÃ¥ andet end at finde sig til rette i det, som var +sket, og sÃ¥ for resten gennemføre en levevis, sÃ¥ begivenhedsløs som muligt.</p> <p>Ensomme mennesker er mere fanatiske regnemestre end andre; den dag de kommer tilbage fra -menneskene med alle deres stykker gale, så sætter -de sig ned og gør dem om igen og kommer til det -samme resultat som før, og på den måde opnår de +menneskene med alle deres stykker gale, sÃ¥ sætter +de sig ned og gør dem om igen og kommer til det +samme resultat som før, og pÃ¥ den mÃ¥de opnÃ¥r de deres relative tilfredshed.</p> -<p>Han kom efterhånden til ro; han genfandt sin -nedarvede ævne til at gøre tilværelsen ensformig. -Han havde lært at frygte alt, hvad der susede og +<p>Han kom efterhÃ¥nden til ro; han genfandt sin +nedarvede ævne til at gøre tilværelsen ensformig. +Han havde lært at frygte alt, hvad der susede og malede rundt og gyngede indvendig, og hvad der -sled i nærverne og endte i fingrene som lyst til at -gribe og slå itu. Hvad der nu var brændt fast, lod +sled i nærverne og endte i fingrene som lyst til at +gribe og slÃ¥ itu. Hvad der nu var brændt fast, lod sig ikke viske ud, men det blegnede og stivnede; bogstavet, -der var skrevet på hans hjærne, vilde ikke +der var skrevet pÃ¥ hans hjærne, vilde ikke helt forsvinde; han havde altid en foruroligende lethed ved at forestille sig det, og undertiden kunde -han føle og se det, men så benyttede han det som -en målestok for, hvor nærvøs han var, og hvor -meget han skulde passe på sig selv.</p> +han føle og se det, men sÃ¥ benyttede han det som +en mÃ¥lestok for, hvor nærvøs han var, og hvor +meget han skulde passe pÃ¥ sig selv.</p> -<p>Et år senere fik han en mere ledende stilling på -fabrikken, og det hjalp mægtigt på hans selvagtelse; +<p>Et Ã¥r senere fik han en mere ledende stilling pÃ¥ +fabrikken, og det hjalp mægtigt pÃ¥ hans selvagtelse; han begyndte for alvor at anse sig for helbredt. Der kom noget maskinagtigt over ham; af hensyn til sine -nærver foretog han lange udflugter i omegnen af -byen, altid til fods, og da kunde han gå mil efter -mil med stokken hængende mellem to fingre, med +nærver foretog han lange udflugter i omegnen af +byen, altid til fods, og da kunde han gÃ¥ mil efter +mil med stokken hængende mellem to fingre, med usikre, men lange og ens skridt, med stift blik og -med munden halvt åben, og når han var faldet +med munden halvt Ã¥ben, og nÃ¥r han var faldet i den gangart, tilbagelagde han fire fem mil uden<span class="pagenum"><a name="Side_171" id="Side_171" title="[S. 171]"> </a></span> -at se eller høre og uden nogen forandring. På -samme måde arbejdede han, stift, i en ret linje, +at se eller høre og uden nogen forandring. PÃ¥ +samme mÃ¥de arbejdede han, stift, i en ret linje, ligesom i dvale; men alt hvad han havde under sig, gik efter en snor, og han var vel anskreven hos direksjonen.</p> -<p>Han bestræbte sig for at bekæmpe sin menneskeskyhed, -skønt det at ha mennesker i sin nærhed stadig -virkede på ham som en plage — i sine -mest ophidsede øjeblikke følte han det som en modbydelig +<p>Han bestræbte sig for at bekæmpe sin menneskeskyhed, +skønt det at ha mennesker i sin nærhed stadig +virkede pÃ¥ ham som en plage — i sine +mest ophidsede øjeblikke følte han det som en modbydelig hudsygdom — men han sae til sig selv, at -han var ikke længere nogen ung mand, og den -uvilje, mennesker indgød ham, hørte til de ting, han -med sin alder ikke mere kunde tåle, han måtte indrette +han var ikke længere nogen ung mand, og den +uvilje, mennesker indgød ham, hørte til de ting, han +med sin alder ikke mere kunde tÃ¥le, han mÃ¥tte indrette sig derefter. Han fik rigelig anledning til -øvelse, for det lod til, at han virkede mindre frastødende -på folk dær nede end på sine landsmænd, -og det hændte ikke så sjældent, at en sorgløs Wiener -med glatte, hvælvede kinder, og hvis øjne havde en -blankbrun, ligesom fed kulør, gjorde ham til sin -fortrolige og spurte ham til råds — mest i kærlighedssager, +øvelse, for det lod til, at han virkede mindre frastødende +pÃ¥ folk dær nede end pÃ¥ sine landsmænd, +og det hændte ikke sÃ¥ sjældent, at en sorgløs Wiener +med glatte, hvælvede kinder, og hvis øjne havde en +blankbrun, ligesom fed kulør, gjorde ham til sin +fortrolige og spurte ham til rÃ¥ds — mest i kærlighedssager, og apellerede til hans menneskekundskab -i almindelighed, hvis han erklærede, at han -var ukyndig på dette specielle område. Han hørte +i almindelighed, hvis han erklærede, at han +var ukyndig pÃ¥ dette specielle omrÃ¥de. Han hørte mange latterlige ting og tog imod dem med al mulig -alvor, han vænnede sig til at nikke forstående og +alvor, han vænnede sig til at nikke forstÃ¥ende og at udtale en mening om sager, der ikke havde nogen interesse for ham. Han lod sig respektere som en erfaren mand, der vidste mere, end han sae, og han fik en art omgang, der ikke var mere kedelig end ensomheden. Der var inderst i ham den tanke, at dette var en akkord mellem ham og hans livs frygt: -Han lod, som om den ikke eksisterede, og rørte ikke<span class="pagenum"><a name="Side_172" id="Side_172" title="[S. 172]"> </a></span> -ved den; så skulde den til gengæld lade, som om den -ikke var til, og denne sjælelige hygiejne syntes virkelig -at føre til helbredelse; han havde — ligesom det -kunde være for bestandig — sluttet fred med Den -røde galskab; til gengæld forpligtede han sig til at -undgå beskæftigelse med alt, hvad der kunde virke +Han lod, som om den ikke eksisterede, og rørte ikke<span class="pagenum"><a name="Side_172" id="Side_172" title="[S. 172]"> </a></span> +ved den; sÃ¥ skulde den til gengæld lade, som om den +ikke var til, og denne sjælelige hygiejne syntes virkelig +at føre til helbredelse; han havde — ligesom det +kunde være for bestandig — sluttet fred med Den +røde galskab; til gengæld forpligtede han sig til at +undgÃ¥ beskæftigelse med alt, hvad der kunde virke ophidsende.</p> -<p>Sådan gik der fem år; han forandredes ikke -stort, udover at han mistede en del af sit hår og -blev lidt sværere; han var en statelig mand på et +<p>SÃ¥dan gik der fem Ã¥r; han forandredes ikke +stort, udover at han mistede en del af sit hÃ¥r og +blev lidt sværere; han var en statelig mand pÃ¥ et kontor.</p> -<p>Bondeslægtens slidernatur var igen kommet frem -i ham; de fem år var som een lang arbejdsdag, som -en af disse pløjedage, forfædrene havde øvelse i, -når de trak den samme snorlige fure op og ned ad +<p>Bondeslægtens slidernatur var igen kommet frem +i ham; de fem Ã¥r var som een lang arbejdsdag, som +en af disse pløjedage, forfædrene havde øvelse i, +nÃ¥r de trak den samme snorlige fure op og ned ad de flade marker; de passede deres ting og holdt -øjnene fæstede ved hestens øren og furen, der skulde -følges; kun flygtigt lod de blikket vandre efter de -kendte ting: naboen, der kørte forbi og skulde til -smedie, føllet, der gjorde krumspring inde i -græsset og aldrig så de med utålmodighed på -solen eller på uret; de spiste deres midaften på en -grøftekant med blikket delt mellem deres egen træskosnuder +øjnene fæstede ved hestens øren og furen, der skulde +følges; kun flygtigt lod de blikket vandre efter de +kendte ting: naboen, der kørte forbi og skulde til +smedie, føllet, der gjorde krumspring inde i +græsset og aldrig sÃ¥ de med utÃ¥lmodighed pÃ¥ +solen eller pÃ¥ uret; de spiste deres midaften pÃ¥ en +grøftekant med blikket delt mellem deres egen træskosnuder og hestenes muleposer; om aftenen sad de -på bænken og så op mod byen, hvor solen gik ned; +pÃ¥ bænken og sÃ¥ op mod byen, hvor solen gik ned; de gik tidligt i seng, mens karle og piger holdt -sjov, og de sov støt, uforstyrret af den latter og +sjov, og de sov støt, uforstyrret af den latter og galskab fra natteroderne udenfor, der ikke havde bedre forstand. Og nu gik en af deres efterkommere -i et fremmed land og sled på den gamle ensformige +i et fremmed land og sled pÃ¥ den gamle ensformige bondevis, mens glade karle og piger ofte stansede -med deres arbejde og holdt fest, så det skingrede;<span class="pagenum"><a name="Side_173" id="Side_173" title="[S. 173]"> </a></span> -de stod ikke tilbage for deres blodsfrænder i Nordsjælland.</p> +med deres arbejde og holdt fest, sÃ¥ det skingrede;<span class="pagenum"><a name="Side_173" id="Side_173" title="[S. 173]"> </a></span> +de stod ikke tilbage for deres blodsfrænder i Nordsjælland.</p> -<p>— Hans Råskov var ingen kunstkender, men der -var i musæerne en ting, der interesserede ham: den -assyriske og den ægyptiske billedhuggerkunst. Han, -der i det daglige liv vogtede sig for at begå nogen +<p>— Hans RÃ¥skov var ingen kunstkender, men der +var i musæerne en ting, der interesserede ham: den +assyriske og den ægyptiske billedhuggerkunst. Han, +der i det daglige liv vogtede sig for at begÃ¥ nogen handling, der udsprang af en stemning, han kunde ha stemninger, der drev ham til at vandre op og ned mellem faraoner og assyriske fyrster. Alle disse -ens ansigter, de hovmodige smil om de tykke stenlæber, -den uforanderlige kulde i de stive øjne, det -udøvede en stærk tiltrækning på ham. I grunden -så de temmelig stupide ud, men i deres fuldkomne -mangel på stemning eller følelse for andre var der -åbenbart tilsigtet et ideal af menneskelig fuldkommenhed. -De var herskere, måske ikke over så meget, +ens ansigter, de hovmodige smil om de tykke stenlæber, +den uforanderlige kulde i de stive øjne, det +udøvede en stærk tiltrækning pÃ¥ ham. I grunden +sÃ¥ de temmelig stupide ud, men i deres fuldkomne +mangel pÃ¥ stemning eller følelse for andre var der +Ã¥benbart tilsigtet et ideal af menneskelig fuldkommenhed. +De var herskere, mÃ¥ske ikke over sÃ¥ meget, som de hovmodede sig af, men i alt fald over sig -selv. Sådan havde de stået i århundreder, lige uforanderlige, -og efter dette ideal havde de stræbt at -tilpasse deres liv. Muligvis løj mange af disse gamle +selv. SÃ¥dan havde de stÃ¥et i Ã¥rhundreder, lige uforanderlige, +og efter dette ideal havde de stræbt at +tilpasse deres liv. Muligvis løj mange af disse gamle sten; der var lidenskabelige, gale og svage mellem -originalerne; men så var der i alt fald i kunstnerens -sjæl et udtryk for en værdig menneskeart: Manden, -der føler sig hårdere end alting og smiler ad det, -så det smuldrer hen som sand for hans fødder. Det -billede, der forestiller en konge, som står opret og -med et hånligt smil kvæler en løve mellem højre -arm og kroppen, han forestiller den fjærne tids -helt, eller måske blot typen på det lykkelige menneske. -Disse stenbilleder havde Hans Råskov en dyb -sympati for, som om han i dem havde fundet åndsbeslægtede -fra gamle tider; hans tro på egen urokkelighed<span class="pagenum"><a name="Side_174" id="Side_174" title="[S. 174]"> </a></span> -ligesom forstenedes i ham, han fik efterhånden +originalerne; men sÃ¥ var der i alt fald i kunstnerens +sjæl et udtryk for en værdig menneskeart: Manden, +der føler sig hÃ¥rdere end alting og smiler ad det, +sÃ¥ det smuldrer hen som sand for hans fødder. Det +billede, der forestiller en konge, som stÃ¥r opret og +med et hÃ¥nligt smil kvæler en løve mellem højre +arm og kroppen, han forestiller den fjærne tids +helt, eller mÃ¥ske blot typen pÃ¥ det lykkelige menneske. +Disse stenbilleder havde Hans RÃ¥skov en dyb +sympati for, som om han i dem havde fundet Ã¥ndsbeslægtede +fra gamle tider; hans tro pÃ¥ egen urokkelighed<span class="pagenum"><a name="Side_174" id="Side_174" title="[S. 174]"> </a></span> +ligesom forstenedes i ham, han fik efterhÃ¥nden en hovmodig overbevisning om, at han nu for -alvor var i færd med at blive hårdere end alting; -han tænkte sig et ideal af fuldkommen ufølsomhed, -på hvem begivenhederne gjorde lige så lidt indtryk, -som Assyriens og Nildalens flyvesand på de gamle +alvor var i færd med at blive hÃ¥rdere end alting; +han tænkte sig et ideal af fuldkommen ufølsomhed, +pÃ¥ hvem begivenhederne gjorde lige sÃ¥ lidt indtryk, +som Assyriens og Nildalens flyvesand pÃ¥ de gamle stenfyrster.</p> -<p>Men da den lange arbejdsdag var gået i eet -hårdt træk, da Hans Råskov var blevet en anset +<p>Men da den lange arbejdsdag var gÃ¥et i eet +hÃ¥rdt træk, da Hans RÃ¥skov var blevet en anset mand og tjente gode penge, som han sparede de -fleste af, da afveg han pludselig fra sine forfædres +fleste af, da afveg han pludselig fra sine forfædres skik; han tog sig ikke en fornuftig hvil for at kunne -fortsætte den næste lange dag med nye kræfter, og -nøjagtig på samme måde; han opsagde sin plads +fortsætte den næste lange dag med nye kræfter, og +nøjagtig pÃ¥ samme mÃ¥de; han opsagde sin plads med den motivering, at han vilde hjem til Danmark -og søge sig en stilling dær. Direksjonen forstod -udmærket godt hans grunde og beklagede, at han -vilde rejse; han selv var i virkeligheden ikke så klar +og søge sig en stilling dær. Direksjonen forstod +udmærket godt hans grunde og beklagede, at han +vilde rejse; han selv var i virkeligheden ikke sÃ¥ klar over dem, som han gav det udseende af. Men det -var ligesom blevet aften; mørket begyndte at falde; -han følte, at han var ved at blive gammel og vilde +var ligesom blevet aften; mørket begyndte at falde; +han følte, at han var ved at blive gammel og vilde ud af ensformigheden og bort fra den sikre fremtid, -der nu i alt for høj grad lå åben og tilrettelagt for +der nu i alt for høj grad lÃ¥ Ã¥ben og tilrettelagt for ham.</p> -<p>Måske var det grunden. Eller er der perioder i +<p>MÃ¥ske var det grunden. Eller er der perioder i menneskets sind, lovbundne, ukendte forhold, der til -bestemte tider vender tilbage med kresløbets nødvendighed? -På samme måde som himlens sædvanlige -udseende forstyrres, når en komet slæber sin brandfakkel +bestemte tider vender tilbage med kresløbets nødvendighed? +PÃ¥ samme mÃ¥de som himlens sædvanlige +udseende forstyrres, nÃ¥r en komet slæber sin brandfakkel hen over den og siden forsvinder og overlader -det til os at udregne dens bevægelses love.</p> +det til os at udregne dens bevægelses love.</p> -<p>Hans Råskov skyndte sig hjem som en forvist,<span class="pagenum"><a name="Side_175" id="Side_175" title="[S. 175]"> </a></span> -der har fået amnesti, og da han nærmede sig sit -lands grænse, skete det at han glemte alle sine gode -grunde, som han havde udviklet både for sig selv -og andre, de blev til ingenting under det overvældende -indtryk af det ene: Nødvendigheden af at -komme hjem. Det skulde nu sådan være.</p> +<p>Hans RÃ¥skov skyndte sig hjem som en forvist,<span class="pagenum"><a name="Side_175" id="Side_175" title="[S. 175]"> </a></span> +der har fÃ¥et amnesti, og da han nærmede sig sit +lands grænse, skete det at han glemte alle sine gode +grunde, som han havde udviklet bÃ¥de for sig selv +og andre, de blev til ingenting under det overvældende +indtryk af det ene: Nødvendigheden af at +komme hjem. Det skulde nu sÃ¥dan være.</p> <hr class="chapbreak" /> <p><span class="pagenum"><a name="Side_176" id="Side_176" title="[S. 176]"> </a></span></p> @@ -6431,318 +6392,318 @@ komme hjem. Det skulde nu sådan være.</p> <h2><a name="KAPITEL_XVIII" id="KAPITEL_XVIII"></a>XVIII</h2> -<p>Da Hans Råskov kom hjem til Danmark, skyndte -han sig ikke med at få en stilling; han rejste omkring -for at se på forholdene. Der var sket så meget -i de fem år, og han bestræbte sig ærligt for at +<p>Da Hans RÃ¥skov kom hjem til Danmark, skyndte +han sig ikke med at fÃ¥ en stilling; han rejste omkring +for at se pÃ¥ forholdene. Der var sket sÃ¥ meget +i de fem Ã¥r, og han bestræbte sig ærligt for at interessere sig for det, men han var egenlig skuffet -og stærkt tilbøjelig til at rejse ud igen; han havde -atter den underlige fornæmmelse af, at alting var +og stærkt tilbøjelig til at rejse ud igen; han havde +atter den underlige fornæmmelse af, at alting var lukket for ham, ligesom vendte ryggen til ham, -ganske som når de andre drenge legede på skolepladsen, -og han selvfølgelig ikke var med, og den +ganske som nÃ¥r de andre drenge legede pÃ¥ skolepladsen, +og han selvfølgelig ikke var med, og den samme fjendtlighed kom op i ham; han sae til sig -selv, at her var ikke godt at være. Dog fortsatte +selv, at her var ikke godt at være. Dog fortsatte han sin rundrejse, indtil der en dag, som han gik -ned ad gaden i en større provinsby, kom en dame -hen og stansede ham. Han kendte hende, så snart -han hørte hendes stemme; det var Anna Årbo, og -hans næste, øjeblikkelige tanke var: Hvorfor er jeg +ned ad gaden i en større provinsby, kom en dame +hen og stansede ham. Han kendte hende, sÃ¥ snart +han hørte hendes stemme; det var Anna Ã…rbo, og +hans næste, øjeblikkelige tanke var: Hvorfor er jeg ikke rejst?</p> -<p>Måske var det fordi hun så fuldstændigt havde -været ude af hans tanker i de fem år, at han var -dårlig forberedt til pludselig at huske hende igen -med en sådan tydelighed. Hun så ældre ud, var -også vokset lidt; hun var ikke meget mindre end -han, og af sikkerheden i hendes væsen sluttede han,<span class="pagenum"><a name="Side_177" id="Side_177" title="[S. 177]"> </a></span> -at hun var blevet gift; det var ham også påfaldende, +<p>MÃ¥ske var det fordi hun sÃ¥ fuldstændigt havde +været ude af hans tanker i de fem Ã¥r, at han var +dÃ¥rlig forberedt til pludselig at huske hende igen +med en sÃ¥dan tydelighed. Hun sÃ¥ ældre ud, var +ogsÃ¥ vokset lidt; hun var ikke meget mindre end +han, og af sikkerheden i hendes væsen sluttede han,<span class="pagenum"><a name="Side_177" id="Side_177" title="[S. 177]"> </a></span> +at hun var blevet gift; det var ham ogsÃ¥ pÃ¥faldende, at hun slet ikke smilede, mens hun talte, og dog -var hendes stemme uforandret mild ligesom før.</p> +var hendes stemme uforandret mild ligesom før.</p> -<p>Jeg kunde kende Dem på lang afstand, sae hun, -og derefter begyndte hun at fortælle om sig selv; -hun havde begyndt at læse til lærerinde, men havde +<p>Jeg kunde kende Dem pÃ¥ lang afstand, sae hun, +og derefter begyndte hun at fortælle om sig selv; +hun havde begyndt at læse til lærerinde, men havde opgivet det; nu ejede hun en stor modeforretning, der gik godt.</p> -<p>Han fortalte i tre sætninger, hvad han havde taget -sig til, og tav så; den bitterhed, der var kommet +<p>Han fortalte i tre sætninger, hvad han havde taget +sig til, og tav sÃ¥; den bitterhed, der var kommet op i ham ved tanken om hendes mand, forsvandt, da -han hørte, at hun var selvstændig; samtidig blev -han også mere ligegyldig ved hende.</p> +han hørte, at hun var selvstændig; samtidig blev +han ogsÃ¥ mere ligegyldig ved hende.</p> <p>Vidste De, at jeg bor her? spurte hun.</p> <p>Aldeles ikke; jeg rejser bare rundt og ser mig -om. Det kan være, jeg vil søge en plads her +om. Det kan være, jeg vil søge en plads her hjemme.</p> -<p>Hun følte en overlagt kulde i hans svar og fortrød -sit spørsmål; det var vel en rest af gammel -svaghed, tænkte hun.</p> +<p>Hun følte en overlagt kulde i hans svar og fortrød +sit spørsmÃ¥l; det var vel en rest af gammel +svaghed, tænkte hun.</p> -<p>De forsvandt så pludselig den gang, sae hun og -såe fast på ham; ingen vidste, hvor De blev af.</p> +<p>De forsvandt sÃ¥ pludselig den gang, sae hun og +sÃ¥e fast pÃ¥ ham; ingen vidste, hvor De blev af.</p> <p>Det havde heller ingen betydning for nogen.</p> <p>Det tar De fejl i, svarede hun med en sikkerhed, -der helt tilintetgjorde hans erklæring; det havde +der helt tilintetgjorde hans erklæring; det havde betydning for flere end een.</p> -<p>De ved det måske bedre, indrømmede han. Han -følte det som en svaghed, at han ikke kunde spørge, +<p>De ved det mÃ¥ske bedre, indrømmede han. Han +følte det som en svaghed, at han ikke kunde spørge, hvem hun mente. — De har forandret Dem meget -siden sidst, tilføjede han; De var jo også et barn +siden sidst, tilføjede han; De var jo ogsÃ¥ et barn den gang.</p> -<p>Ikke så meget, som De måske tror, sae hun; men -uerfaren var jeg unægtelig.</p> +<p>Ikke sÃ¥ meget, som De mÃ¥ske tror, sae hun; men +uerfaren var jeg unægtelig.</p> <p><span class="pagenum"><a name="Side_178" id="Side_178" title="[S. 178]"> </a></span></p> <p>Der var stadig noget i hendes tone, der gjorde -ham til den lille. — Han hævede stemmen og sae: -Har De hørt noget til — vore fælles bekendte?</p> +ham til den lille. — Han hævede stemmen og sae: +Har De hørt noget til — vore fælles bekendte?</p> -<p>Min onkel lever endnu, ham husker De vel? Proprietær +<p>Min onkel lever endnu, ham husker De vel? Proprietær Ahlmark rejste til Amerika, da han kom ud.</p> <p>Fra hvad?</p> -<p>Fra fængslet.</p> +<p>Fra fængslet.</p> <p>Dette gjorde ham svag. Et lys faldt over noget, som han havde glemt, og som ikke kom ham ved, -men det faldt ham så nær, at det berørte et øjeblik +men det faldt ham sÃ¥ nær, at det berørte et øjeblik i hans liv, der blev endnu mere levende ved -så uventet at blive belyst og så at sige draget frem -af en anden. Han følte pludselig en levende interesse +sÃ¥ uventet at blive belyst og sÃ¥ at sige draget frem +af en anden. Han følte pludselig en levende interesse for den mand, der var stormet forbi ham -og havde begået en forbrydelse, mens <em>han</em> kæmpede +og havde begÃ¥et en forbrydelse, mens <em>han</em> kæmpede med sig selv og vandt sejer.</p> -<p>Hvordan går det ham nu? spurte han.</p> +<p>Hvordan gÃ¥r det ham nu? spurte han.</p> -<p>Det går ham vist udmærket; der blev ikke meget -igen af gården, men han er nok kommet godt i vej +<p>Det gÃ¥r ham vist udmærket; der blev ikke meget +igen af gÃ¥rden, men han er nok kommet godt i vej alligevel.</p> -<p>Ja. Det tror jeg gærne. — Farvel, frøken Årbo.</p> +<p>Ja. Det tror jeg gærne. — Farvel, frøken Ã…rbo.</p> -<p>Farvel hr. Råskov.</p> +<p>Farvel hr. RÃ¥skov.</p> -<p>Hun rakte ham sin hånd, og grebet af det forpinte -udtryk i hans ansigt tilføjede hun: Ses vi ikke +<p>Hun rakte ham sin hÃ¥nd, og grebet af det forpinte +udtryk i hans ansigt tilføjede hun: Ses vi ikke mere? Eller rejser De videre?</p> -<p>Han så hen for sig og sae: Jeg har ikke noget -at rejse efter. — Men han følte ikke selv halvdelen -af den uhyre fattigdom, der lå over ham i det øjeblik.</p> +<p>Han sÃ¥ hen for sig og sae: Jeg har ikke noget +at rejse efter. — Men han følte ikke selv halvdelen +af den uhyre fattigdom, der lÃ¥ over ham i det øjeblik.</p> -<p>Hun sae ham sin adresse og tilføjede, at hun ventede -at se ham med det første. Dermed skiltes de.</p> +<p>Hun sae ham sin adresse og tilføjede, at hun ventede +at se ham med det første. Dermed skiltes de.</p> -<p>Nu har jeg igen oplevet noget, tænkte han, og -nu var det vel på tide at komme af sted. — Han<span class="pagenum"><a name="Side_179" id="Side_179" title="[S. 179]"> </a></span> -følte det ligesom han nu havde fået nok, som om det +<p>Nu har jeg igen oplevet noget, tænkte han, og +nu var det vel pÃ¥ tide at komme af sted. — Han<span class="pagenum"><a name="Side_179" id="Side_179" title="[S. 179]"> </a></span> +følte det ligesom han nu havde fÃ¥et nok, som om det egenlig var hende, han var kommet hjem for at se.</p> -<p>Hvor havde hun været overlegen med sin naturlige -elskværdighed, og han selv ubetydelig og bagvendt! -Det var ingen sag at hæve sig over for +<p>Hvor havde hun været overlegen med sin naturlige +elskværdighed, og han selv ubetydelig og bagvendt! +Det var ingen sag at hæve sig over for mennesker, der i ingen henseende kom en ved, men -her, hvor der var noget fælles, som bandt, var han +her, hvor der var noget fælles, som bandt, var han blevet den underlegne. Hende havde han spaseret med den aften, havde taget hende om halsen og rimeligvis kysset hende, det huskede han ikke bestemt, og hun havde gennemskuet ham, eller hun havde i alt fald -måttet tro, at han plumpt og fejt havde grebet -hende som et redningsmiddel, og så opgivet -hende igen. Nu havde hun haft fem år til at komme +mÃ¥ttet tro, at han plumpt og fejt havde grebet +hende som et redningsmiddel, og sÃ¥ opgivet +hende igen. Nu havde hun haft fem Ã¥r til at komme ud over det, og det var lykkedes hende; han tog ikke -fejl af, at hun var stærkere end han. Hun havde -endogså vist ham mere elskværdighed, end der var +fejl af, at hun var stærkere end han. Hun havde +endogsÃ¥ vist ham mere elskværdighed, end der var nogen som helst anledning til, havde inviteret ham -til at besøge sig, for at han ikke skulde tro, at +til at besøge sig, for at han ikke skulde tro, at han vakte nogen som helst stemning hos hende. Men -så burde han prøve at efterligne hende, han, der -ikke var så nær helbredet, som han troede, men -var blevet overmodig af sin sundhed, som syge gærne -blir, når de mærker, at kræfterne begynder at -komme igen. Og han besluttede at besøge hende -inden ret længe.</p> - -<p>Næste dag mødte han hende på gaden sammen -med en ung mand, der talte ivrigt og halvhøjt, og -som gik så nær ved hende at han måtte være en +sÃ¥ burde han prøve at efterligne hende, han, der +ikke var sÃ¥ nær helbredet, som han troede, men +var blevet overmodig af sin sundhed, som syge gærne +blir, nÃ¥r de mærker, at kræfterne begynder at +komme igen. Og han besluttede at besøge hende +inden ret længe.</p> + +<p>Næste dag mødte han hende pÃ¥ gaden sammen +med en ung mand, der talte ivrigt og halvhøjt, og +som gik sÃ¥ nær ved hende at han mÃ¥tte være en meget god ven.</p> -<p>Nu forstår jeg hendes indbydelse, tænkte Hans -Råskov, ganske uberørt af hendes venlige hilsen; -med den mand i baghånden er der ganske vist<span class="pagenum"><a name="Side_180" id="Side_180" title="[S. 180]"> </a></span> -ingen anledning til at være bange eller blot forsigtig +<p>Nu forstÃ¥r jeg hendes indbydelse, tænkte Hans +RÃ¥skov, ganske uberørt af hendes venlige hilsen; +med den mand i baghÃ¥nden er der ganske vist<span class="pagenum"><a name="Side_180" id="Side_180" title="[S. 180]"> </a></span> +ingen anledning til at være bange eller blot forsigtig over for mig. Nu har jeg ingen grund til at blive -her længere.</p> +her længere.</p> -<p>Men samme eftermiddag, da han var færdig til -at ta af sted, mødte han hende uden for hotellet; -han syntes at kunne mærke på hende, at hun havde -ventet på ham.</p> +<p>Men samme eftermiddag, da han var færdig til +at ta af sted, mødte han hende uden for hotellet; +han syntes at kunne mærke pÃ¥ hende, at hun havde +ventet pÃ¥ ham.</p> <p>Han vilde sige farvel til hende med det samme, -men da hun begyndte at indlede en samtale, så -tænkte han, det kunde jo også vente lidt. Hun var +men da hun begyndte at indlede en samtale, sÃ¥ +tænkte han, det kunde jo ogsÃ¥ vente lidt. Hun var mere livlig end forrige gang, og de fortalte atter hinanden en del om, hvad de havde oplevet i de fem -år, men pludselig gik samtalen i stå; de så på hinanden, -og bægge følte, at de havde ikke flere ligegyldige -æmner at tale om; nu måtte de enten -skilles eller komme til det, der brændte dem på -sjælen; han havde en hel sætning færdig, der begyndte -med »farvel«, han havde sagt den for sig -selv et par gange og overvejet den, så den netop -var, som den skulde være, men så kunde han ikke -få den frem. Når den var sagt, så var det virkelig -forbi; den var sådan, at der ikke kunde siges andet til -den end »farvel«; han ønskede, at det var overstået; -men hver gang han åbnede munden for at tale, -forudså han hele dens rækkevidde; den voksede i -afgørende betydning, hver gang det mislykkedes -at få den frem; den faldt tungt og lammende over -ham, blot idet den blev tænkt; den vilde afgøre hans -fremtid, for så vidt som den skilte ham fra hende.</p> - -<p>Hun mærkede, at han vilde sige noget, og så -forventningsfuld på ham; han gjorde en bemærkning +Ã¥r, men pludselig gik samtalen i stÃ¥; de sÃ¥ pÃ¥ hinanden, +og bægge følte, at de havde ikke flere ligegyldige +æmner at tale om; nu mÃ¥tte de enten +skilles eller komme til det, der brændte dem pÃ¥ +sjælen; han havde en hel sætning færdig, der begyndte +med »farvel«, han havde sagt den for sig +selv et par gange og overvejet den, sÃ¥ den netop +var, som den skulde være, men sÃ¥ kunde han ikke +fÃ¥ den frem. NÃ¥r den var sagt, sÃ¥ var det virkelig +forbi; den var sÃ¥dan, at der ikke kunde siges andet til +den end »farvel«; han ønskede, at det var overstÃ¥et; +men hver gang han Ã¥bnede munden for at tale, +forudsÃ¥ han hele dens rækkevidde; den voksede i +afgørende betydning, hver gang det mislykkedes +at fÃ¥ den frem; den faldt tungt og lammende over +ham, blot idet den blev tænkt; den vilde afgøre hans +fremtid, for sÃ¥ vidt som den skilte ham fra hende.</p> + +<p>Hun mærkede, at han vilde sige noget, og sÃ¥ +forventningsfuld pÃ¥ ham; han gjorde en bemærkning om husene, de gik forbi, og med det samme var hans afskedsord sunket til bunds og forsvundet som<span class="pagenum"><a name="Side_181" id="Side_181" title="[S. 181]"> </a></span> -en sten i en brønd; han måtte la det gå, som det +en sten i en brønd; han mÃ¥tte la det gÃ¥, som det vilde.</p> -<p>Lidt efter mødte de den mand, han før havde set -hende sammen med; han så på hende længe i forvejen +<p>Lidt efter mødte de den mand, han før havde set +hende sammen med; han sÃ¥ pÃ¥ hende længe i forvejen og hilste dybt.</p> -<p>Hvem er den mand? spurte Hans Råskov.</p> +<p>Hvem er den mand? spurte Hans RÃ¥skov.</p> <p>Det er en god ven af mig, sae hun ligefrem; jeg har kendt ham i den tid, jeg har boet her. Skal jeg -fortælle Dem noget mere om ham?</p> +fortælle Dem noget mere om ham?</p> <p>Ja, siden det er en god ven af Dem.</p> -<p>Nå ja — han har friet til mig.</p> +<p>NÃ¥ ja — han har friet til mig.</p> <p>Han svarede ikke; i tanken var han allerede langt borte, det var vel hendes mening at sige farvel -til ham på denne måde, og det vilde også være det -bedste; han følte sig stærk nok til at gengælde hendes -sidste håndtryk; det var rimeligt og sundt, at +til ham pÃ¥ denne mÃ¥de, og det vilde ogsÃ¥ være det +bedste; han følte sig stærk nok til at gengælde hendes +sidste hÃ¥ndtryk; det var rimeligt og sundt, at det endeligt skillende ord udgik fra hende. -Han så langt hen for sig, overskuede i et blik fremtiden -og mente, at den var til at bære; dette var -den sidste prøvelse, også den skulde han bestå, og -så — — —</p> +Han sÃ¥ langt hen for sig, overskuede i et blik fremtiden +og mente, at den var til at bære; dette var +den sidste prøvelse, ogsÃ¥ den skulde han bestÃ¥, og +sÃ¥ — — —</p> -<p>Jeg har haft brug for en ven i disse år, begyndte -hun på ny, skuffet over hans tavshed, og jeg har -måske ikke så meget at beklage mig over, jeg er -ikke den, der er kommet værst fra det.</p> +<p>Jeg har haft brug for en ven i disse Ã¥r, begyndte +hun pÃ¥ ny, skuffet over hans tavshed, og jeg har +mÃ¥ske ikke sÃ¥ meget at beklage mig over, jeg er +ikke den, der er kommet værst fra det.</p> <p>Beklager De mig? spurte han.</p> <p>Hun gik nogle skridt uden at svare. — Det hele lignede til sidst et skibbrud eller en anden katastrofe; -alle søgte at redde sig, så godt de kunde, +alle søgte at redde sig, sÃ¥ godt de kunde, rendte som afsindige hver til sin side.</p> -<p>Jeg ved godt, frøken Årbo, at jeg har gjort uret +<p>Jeg ved godt, frøken Ã…rbo, at jeg har gjort uret imod Dem; men var der nogen grund til, at jeg talte -om det, da jeg havde indtrykket af, at De ikke tænkte<span class="pagenum"><a name="Side_182" id="Side_182" title="[S. 182]"> </a></span> -på det mere? Jeg har selv tænkt meget over det, +om det, da jeg havde indtrykket af, at De ikke tænkte<span class="pagenum"><a name="Side_182" id="Side_182" title="[S. 182]"> </a></span> +pÃ¥ det mere? Jeg har selv tænkt meget over det, siden jeg har set Dem igen.</p> <p>Over for mig har De ikke noget at bebrejde Dem. -Jeg bildte mig ind, at De trængte til en veninde, og -håbede, at det skulde blive mig; jeg var atten år -den gang, hr. Råskov; og jeg tror endnu, at der var -et øjeblik, da De var glad ved mig.</p> +Jeg bildte mig ind, at De trængte til en veninde, og +hÃ¥bede, at det skulde blive mig; jeg var atten Ã¥r +den gang, hr. RÃ¥skov; og jeg tror endnu, at der var +et øjeblik, da De var glad ved mig.</p> -<p>De var også det eneste gode menneske, jeg kendte, +<p>De var ogsÃ¥ det eneste gode menneske, jeg kendte, den gang som nu.</p> -<p>Men så var De pludselig borte, De måtte være -rejst med det samme; da var det først, at jeg forstod, -hvor forfærdeligt det hele havde været. Fru +<p>Men sÃ¥ var De pludselig borte, De mÃ¥tte være +rejst med det samme; da var det først, at jeg forstod, +hvor forfærdeligt det hele havde været. Fru Hansted — —</p> -<p>Sig det kun; det er rimeligt, at jeg får det at +<p>Sig det kun; det er rimeligt, at jeg fÃ¥r det at vide.</p> -<p>Hun var vild af rædsel, hun sae ikke, hvorfor, -men da jeg hørte, at De ikke var der, så begyndte -jeg at forstå; hun blev sindssyg, var det i lang tid; +<p>Hun var vild af rædsel, hun sae ikke, hvorfor, +men da jeg hørte, at De ikke var der, sÃ¥ begyndte +jeg at forstÃ¥; hun blev sindssyg, var det i lang tid; nu ved jeg ikke, hvad der er blevet af hende.</p> <p>Jeg har ingen skyld i det, sae han bleg; jeg talte jo ikke med hende; jeg undgik hende; der kunde -jo ikke være tale om andet, det var forrykthed, jeg +jo ikke være tale om andet, det var forrykthed, jeg ved ikke, om der var nogen forelskelse med i det, -og til sidst måtte jeg ligefrem flygte. Hvad kunde -jeg gøre? Hvem tør påstå, at jeg har skylden?</p> +og til sidst mÃ¥tte jeg ligefrem flygte. Hvad kunde +jeg gøre? Hvem tør pÃ¥stÃ¥, at jeg har skylden?</p> -<p>Der var en, der nævnte Deres navn for hende; -hun så sig om og ventede vist, at De vilde komme; -jeg har aldrig set sådan et udtryk af rædsel i et +<p>Der var en, der nævnte Deres navn for hende; +hun sÃ¥ sig om og ventede vist, at De vilde komme; +jeg har aldrig set sÃ¥dan et udtryk af rædsel i et menneskes ansigt.</p> -<p>Hans Råskov stirrede frem for sig med åben -mund og et udtryksløst blik, som så han ind i sin egen -sjæl. Han så sit eget tavse afsind fra den gang, og -bag dette et andet, forvredent, skrigende; måske<span class="pagenum"><a name="Side_183" id="Side_183" title="[S. 183]"> </a></span> -stod det bøjet over ham den nat, da han troede sig -alene, men han hørte og så kun sig selv, og dog var +<p>Hans RÃ¥skov stirrede frem for sig med Ã¥ben +mund og et udtryksløst blik, som sÃ¥ han ind i sin egen +sjæl. Han sÃ¥ sit eget tavse afsind fra den gang, og +bag dette et andet, forvredent, skrigende; mÃ¥ske<span class="pagenum"><a name="Side_183" id="Side_183" title="[S. 183]"> </a></span> +stod det bøjet over ham den nat, da han troede sig +alene, men han hørte og sÃ¥ kun sig selv, og dog var der en anden han havde smittet, og som havde haft -det værre end han.</p> +det værre end han.</p> -<p>Jeg fortæller Dem dette, hr. Råskov, vedblev hun, +<p>Jeg fortæller Dem dette, hr. RÃ¥skov, vedblev hun, fordi der ikke er andre til at tale om det. Jeg tror -ikke, hun brød sig noget alvorligt om Dem, men +ikke, hun brød sig noget alvorligt om Dem, men hun troede som de fleste andre, at De var forelsket i -hende, derfor udæskede hun Dem, og hvis De blot -har <em>set på hende</em> — — jeg kan forestille mig —</p> +hende, derfor udæskede hun Dem, og hvis De blot +har <em>set pÃ¥ hende</em> — — jeg kan forestille mig —</p> -<p>Han mødte hendes blik, og han så, at hun blev +<p>Han mødte hendes blik, og han sÃ¥, at hun blev bleg.</p> <p>Jeg husker en gang, hun lo ad mig, sae han, -og hans ansigt fortrak sig, som kæmpede han med +og hans ansigt fortrak sig, som kæmpede han med en indre latter. — Jeg var selv lige ved at le med, -men i samme øjeblik mærkede jeg, at jeg kunde -ikke, jeg havde overhovedet ikke den ævne. Men +men i samme øjeblik mærkede jeg, at jeg kunde +ikke, jeg havde overhovedet ikke den ævne. Men det var uheldigt.</p> -<p>Da undrer det mig, at De ikke også gjorde noget -forfærdeligt den nat, sae hun åndeløst og skælvende.</p> +<p>Da undrer det mig, at De ikke ogsÃ¥ gjorde noget +forfærdeligt den nat, sae hun Ã¥ndeløst og skælvende.</p> <p>Nu ved De snart alting om mig.</p> -<p>De må ikke hade mig for det. Jeg er Dem — -taknæmlig, fordi De har sagt mig det; det lyder -måske underligt, men jeg har tænkt så meget på +<p>De mÃ¥ ikke hade mig for det. Jeg er Dem — +taknæmlig, fordi De har sagt mig det; det lyder +mÃ¥ske underligt, men jeg har tænkt sÃ¥ meget pÃ¥ hende, der blev tilbage, og alting blev meget mere -forfærdeligt, ved at De forsvandt så pludseligt og +forfærdeligt, ved at De forsvandt sÃ¥ pludseligt og hemmelighedsfuldt. Jeg har alligevel aldrig kunnet -tro, at — — De var død.</p> +tro, at — — De var død.</p> -<p>Frøken Årbo, De er den første, som — —</p> +<p>Frøken Ã…rbo, De er den første, som — —</p> <p>Han stansede, forundret over den lysning, der gik over hendes ansigt.</p> -<p>Ja det har De sagt en gang før, men så tav De, +<p>Ja det har De sagt en gang før, men sÃ¥ tav De, for De vilde dog ikke lyve for mig.</p> <p><span class="pagenum"><a name="Side_184" id="Side_184" title="[S. 184]"> </a></span></p> @@ -6754,130 +6715,130 @@ sandt nok.</p> <p>Jeg vil hellere sige det andet: De er det eneste menneske, jeg har talt med om alt dette her, og -De ved også mere om mig end nogen anden; jeg vil -håbe, det blir til gavn for mig. Og nu kan jeg sige +De ved ogsÃ¥ mere om mig end nogen anden; jeg vil +hÃ¥be, det blir til gavn for mig. Og nu kan jeg sige Dem farvel, sae han, og hans ansigt stivnede under en -indre viljeanspændelse, idet han ligesom vendte sig +indre viljeanspændelse, idet han ligesom vendte sig om mod sin ensomme fremtid. — Herefter har jeg ikke mere at tale med noget menneske om.</p> -<p>Hr. Råskov, De har sagt mig så meget, at jeg må -ha lov til at spørge Dem om noget. Hvis der var -een tænkelig ting, der kunde gøre livet lykkeligt eller -i alt fald mindre uudholdeligt for Dem, vilde De så -selv gøre et eneste skridt for at få det?</p> +<p>Hr. RÃ¥skov, De har sagt mig sÃ¥ meget, at jeg mÃ¥ +ha lov til at spørge Dem om noget. Hvis der var +een tænkelig ting, der kunde gøre livet lykkeligt eller +i alt fald mindre uudholdeligt for Dem, vilde De sÃ¥ +selv gøre et eneste skridt for at fÃ¥ det?</p> -<p>Hvis jeg var sikker på, at den ene ting kunde -hjælpe mig: ja, det vilde jeg, frøken Årbo, og nu +<p>Hvis jeg var sikker pÃ¥, at den ene ting kunde +hjælpe mig: ja, det vilde jeg, frøken Ã…rbo, og nu skal jeg sige Dem en ting til, inden vi skilles: jeg ved ikke andre end Dem, der kunde ha gjort det, men -nu er det for sent, selv om De ikke havde været +nu er det for sent, selv om De ikke havde været bundet til en anden.</p> <p>Jeg er ikke bundet til nogen; jeg ved ikke, hvem De sigter til.</p> -<p>Deres ven fra før, som De selv talte om.</p> +<p>Deres ven fra før, som De selv talte om.</p> -<p>Å, ham kan vi lade ude af betragtning. Jeg har +<p>Ã…, ham kan vi lade ude af betragtning. Jeg har aldrig holdt af andre end Dem. Den aften, vi gik sammen inde i skoven, da var det min mening at -sige Dem det; ikke fordi jeg troede, De brød Dem +sige Dem det; ikke fordi jeg troede, De brød Dem ret meget om mig, men De skulde vide det; jeg vilde -blot sige Dem det, så De aldrig glemte det; men jeg -opsatte det; det var også rart at gå med det usagt, og -så blev det for sent.</p> +blot sige Dem det, sÃ¥ De aldrig glemte det; men jeg +opsatte det; det var ogsÃ¥ rart at gÃ¥ med det usagt, og +sÃ¥ blev det for sent.</p> <p><span class="pagenum"><a name="Side_185" id="Side_185" title="[S. 185]"> </a></span></p> -<p>Gid De havde sagt det, så havde jeg haft det at -tænke på, da jeg kom til fornuft; så havde jeg +<p>Gid De havde sagt det, sÃ¥ havde jeg haft det at +tænke pÃ¥, da jeg kom til fornuft; sÃ¥ havde jeg haft noget at komme hjem for.</p> <p>Nu er De jo kommet hjem, sae hun mildt.</p> -<p>Disse simple ord var den fulde åbenbarelse af +<p>Disse simple ord var den fulde Ã¥benbarelse af noget, han en gang havde ventet, ligesom gjort regning -på, at livet skulde bringe ham; der glimtede +pÃ¥, at livet skulde bringe ham; der glimtede frem i hans sind en erindring om noget usigelig -mildt og kosteligt, der lå langt borte og vinkede -til ham; og det havde gjort ham hård og hadsk, at +mildt og kosteligt, der lÃ¥ langt borte og vinkede +til ham; og det havde gjort ham hÃ¥rd og hadsk, at det aldrig var blevet til virkelighed.</p> -<p>Nu var det næsten brændt bort, mange giftige, røde -farver havde ætset hans sjæl siden den tid, lige fra -den skidne klud, han opdagede på en mark, til bogstavet, -der nu igen stod tydeligt på hans hjærne. To -magter havde kæmpet om ham, al den tid han kunde -huske; den, der havde sejret, lå vel dybest i hans -natur. Han blev så syg og beskæmmet over sig -selv, som aldrig før; han følte sig som et +<p>Nu var det næsten brændt bort, mange giftige, røde +farver havde ætset hans sjæl siden den tid, lige fra +den skidne klud, han opdagede pÃ¥ en mark, til bogstavet, +der nu igen stod tydeligt pÃ¥ hans hjærne. To +magter havde kæmpet om ham, al den tid han kunde +huske; den, der havde sejret, lÃ¥ vel dybest i hans +natur. Han blev sÃ¥ syg og beskæmmet over sig +selv, som aldrig før; han følte sig som et gult og giftigt ukrudt ved siden af hendes -sundhed, og han kunde ved hjælp af en slags erindring +sundhed, og han kunde ved hjælp af en slags erindring forestille sig, hvad lykke er, ligesom en gammel -mand, der har været blind fra seks års alderen, -kan tænke sig morgenrøden.</p> +mand, der har været blind fra seks Ã¥rs alderen, +kan tænke sig morgenrøden.</p> -<p>Fortæl mig noget af alt det De tænker, sae hun.</p> +<p>Fortæl mig noget af alt det De tænker, sae hun.</p> -<p>Det vilde blive for langt; jeg tror, jeg måtte begynde -med det første, jeg kan huske; sådanne ord -som jeg hører af Dem, skulde ha lydt for mig hver -dag, mens jeg voksede op, og senere; for fem år -siden hørte jeg dem for første gang; da var jeg -tunghør, og nu — —</p> +<p>Det vilde blive for langt; jeg tror, jeg mÃ¥tte begynde +med det første, jeg kan huske; sÃ¥danne ord +som jeg hører af Dem, skulde ha lydt for mig hver +dag, mens jeg voksede op, og senere; for fem Ã¥r +siden hørte jeg dem for første gang; da var jeg +tunghør, og nu — —</p> -<p>Skal jeg fortælle Dem noget mere? spurte hun.</p> +<p>Skal jeg fortælle Dem noget mere? spurte hun.</p> <p><span class="pagenum"><a name="Side_186" id="Side_186" title="[S. 186]"> </a></span></p> -<p>Ja, sae han. — Han ønskede blot at glemme sig +<p>Ja, sae han. — Han ønskede blot at glemme sig selv, at forsvinde for sin egen bevidsthed; aldrig -havde han haft så lidt glæde af sig selv som i -dette øjeblik.</p> +havde han haft sÃ¥ lidt glæde af sig selv som i +dette øjeblik.</p> -<p>Det eneste, jeg følte, da jeg først så Dem igen, -var skræk; jeg opdagede Dem fra et vindu, jeg -håbede, De vilde snart rejse igen; men næste dag +<p>Det eneste, jeg følte, da jeg først sÃ¥ Dem igen, +var skræk; jeg opdagede Dem fra et vindu, jeg +hÃ¥bede, De vilde snart rejse igen; men næste dag var det allerede helt anderledes, jeg gik selv ud -for at møde Dem. De var ikke uvenlig, men at De -blev mere kølig, efterhånden som vi talte, det var +for at møde Dem. De var ikke uvenlig, men at De +blev mere kølig, efterhÃ¥nden som vi talte, det var min skyld; jeg kunde se, De fandt mig kold, og -De blev straks uvillig mod mig. Og jeg tænkte: -Det er godt; nu siger vi farvel, og så har jeg set +De blev straks uvillig mod mig. Og jeg tænkte: +Det er godt; nu siger vi farvel, og sÃ¥ har jeg set ham; men idet jeg sae farvel, og jeg vidste, at jeg -aldrig skulde se Dem mere, så blev jeg svag, jeg -spurte, om De vilde besøge mig; jeg opsøgte Dem -selv uden for hotellet, for det kunde jo være, De fik +aldrig skulde se Dem mere, sÃ¥ blev jeg svag, jeg +spurte, om De vilde besøge mig; jeg opsøgte Dem +selv uden for hotellet, for det kunde jo være, De fik i sinde at rejse bort med bitterhed imod mig; det -skulde ikke ske. Og nu er det altså kommet så vidt +skulde ikke ske. Og nu er det altsÃ¥ kommet sÃ¥ vidt med mig; jeg er den samme, som jeg var i gamle -dage, skønt jeg troede, jeg havde fået noget, jeg -kaldte for »bedre forstand«. Lad mig nu sige Dem -et ord, der gælder os bægge, Hans Råskov: Der er -ingen af os, der gærne vil sige farvel for bestandig, +dage, skønt jeg troede, jeg havde fÃ¥et noget, jeg +kaldte for »bedre forstand«. Lad mig nu sige Dem +et ord, der gælder os bægge, Hans RÃ¥skov: Der er +ingen af os, der gærne vil sige farvel for bestandig, De selv heller ikke, og jeg tror ikke, at De fra Deres ensomhed har bevis for, at noget er for sent.</p> <p>De var kommet uden for byen. Han tog hendes -hånd og gik en stund med den.</p> +hÃ¥nd og gik en stund med den.</p> -<p>Jeg vil blot prøve, hvordan det er, sae han og -så op.</p> +<p>Jeg vil blot prøve, hvordan det er, sae han og +sÃ¥ op.</p> -<p>Hun trykkede hans hånd til svar, og de gik.</p> +<p>Hun trykkede hans hÃ¥nd til svar, og de gik.</p> -<p>Han havde virkelig en fornæmmelse, som om bevidstheden +<p>Han havde virkelig en fornæmmelse, som om bevidstheden til dels forlod ham; han kunde ligesom<span class="pagenum"><a name="Side_187" id="Side_187" title="[S. 187]"> </a></span> -på afstand se tilbage på sig selv. Han lae armen +pÃ¥ afstand se tilbage pÃ¥ sig selv. Han lae armen om hendes liv, og hun vendte ansigtet om mod ham, men idet han kyssede hende, foer der noget forbi -hans øjne; han fik ikke opfattet det, men han slap -hende hurtigt, og de blev ved at gå uden at tale.</p> +hans øjne; han fik ikke opfattet det, men han slap +hende hurtigt, og de blev ved at gÃ¥ uden at tale.</p> -<p>Jeg er virkelig syg, tænkte han, men han sae -det ikke, og hun syntes ikke at ha lagt mærke til -hans bevægelse.</p> +<p>Jeg er virkelig syg, tænkte han, men han sae +det ikke, og hun syntes ikke at ha lagt mærke til +hans bevægelse.</p> <hr class="chapbreak" /> <p><span class="pagenum"><a name="Side_188" id="Side_188" title="[S. 188]"> </a></span></p> @@ -6888,455 +6849,455 @@ hans bevægelse.</p> <h2><a name="KAPITEL_XIX" id="KAPITEL_XIX"></a>XIX</h2> -<p>Det er om morgenen på bryllupsdagen, en grå, -stormende oktoberdag; Hans Råskov og Anna -Årbo er på vej til deres nye hjem.</p> +<p>Det er om morgenen pÃ¥ bryllupsdagen, en grÃ¥, +stormende oktoberdag; Hans RÃ¥skov og Anna +Ã…rbo er pÃ¥ vej til deres nye hjem.</p> -<p>Venlige hænder har sat alting i orden; men den -kolde blæst går tværs igennem huset, derfor er der -tændt op i kakkelovnen, ilden skal gøre hyggen +<p>Venlige hænder har sat alting i orden; men den +kolde blæst gÃ¥r tværs igennem huset, derfor er der +tændt op i kakkelovnen, ilden skal gøre hyggen fuldkommen, og huset blir overladt til sig selv.</p> -<p>Det er halvmørkt inde i den store dagligstue, -men ilden lyser, den stikker en lang, søgende finger -op gennem brændet og koksen, der knitrer, idet den +<p>Det er halvmørkt inde i den store dagligstue, +men ilden lyser, den stikker en lang, søgende finger +op gennem brændet og koksen, der knitrer, idet den piller ved det. Ilden svinger sig op efter fra pind til pind, de ryger alle sammen en tid ud af enderne, -og så springer der en lille flamme frem som -om det var små gasblus, der blev tændt, og +og sÃ¥ springer der en lille flamme frem som +om det var smÃ¥ gasblus, der blev tændt, og nu tar det godt fat; af koksenes sorte knopper udfolder -sig røde blomster, flammer stiger og synker -og trækker små lynblink ud af de lakerede stoleben. -Vinden hoster ned gennem skorstenen, så det blusser -ud af risten, og skygger, der er næsten usynlige, farer -op og ned ad væggene.</p> - -<p>Men så kommer der et vindstød, der river et lille -stykke koks løs og slynger det ud gennem risten, -det flyver hen og sætter sig på en skammel tæt ved -kakkelovnen; dær ligger det og brænder med en ubetydelig<span class="pagenum"><a name="Side_189" id="Side_189" title="[S. 189]"> </a></span> -flamme på hver side, og en røgsøjle lige -til værs. Når vinden støder ned gennem kakkelovnen, -så vifter den lille brandspire med sine to flammer -og kæmper hårdt for livet; den ligner en lille sort -fugl fra helvede med to rødgule vinger; så forsvindende -den er, sætter den tilintetgørelsens mærke under -sig på skamlens fløjl, den begynder at udruge ødelæggelse -og fordærver med sin røg luften, der er lige -så frisk som alt andet her inde. Til sidst kan den -ikke mere; den går i to stykker, det ene blir liggende -over det sorte hul i betrækket, det andet ruller ned, -fægter i døden om sig med sin eneste vinge og strejfer -kanten af en avis, det træffer på sin vej.</p> - -<p>Nu sidder der en flamme på den øverste snip af +sig røde blomster, flammer stiger og synker +og trækker smÃ¥ lynblink ud af de lakerede stoleben. +Vinden hoster ned gennem skorstenen, sÃ¥ det blusser +ud af risten, og skygger, der er næsten usynlige, farer +op og ned ad væggene.</p> + +<p>Men sÃ¥ kommer der et vindstød, der river et lille +stykke koks løs og slynger det ud gennem risten, +det flyver hen og sætter sig pÃ¥ en skammel tæt ved +kakkelovnen; dær ligger det og brænder med en ubetydelig<span class="pagenum"><a name="Side_189" id="Side_189" title="[S. 189]"> </a></span> +flamme pÃ¥ hver side, og en røgsøjle lige +til værs. NÃ¥r vinden støder ned gennem kakkelovnen, +sÃ¥ vifter den lille brandspire med sine to flammer +og kæmper hÃ¥rdt for livet; den ligner en lille sort +fugl fra helvede med to rødgule vinger; sÃ¥ forsvindende +den er, sætter den tilintetgørelsens mærke under +sig pÃ¥ skamlens fløjl, den begynder at udruge ødelæggelse +og fordærver med sin røg luften, der er lige +sÃ¥ frisk som alt andet her inde. Til sidst kan den +ikke mere; den gÃ¥r i to stykker, det ene blir liggende +over det sorte hul i betrækket, det andet ruller ned, +fægter i døden om sig med sin eneste vinge og strejfer +kanten af en avis, det træffer pÃ¥ sin vej.</p> + +<p>Nu sidder der en flamme pÃ¥ den øverste snip af avisen, den krummer sig om bladet som en orm, -og da den ikke kan komme op ad, så kryber den -med største forsigtighed ned efter langs randen, til -den nåer et stoleben og stanses og er lige ved at -dø, men den slipper over lakeringen, som kruses -under dens trin, og fortsætter vandringen på den -anden kant af avisen, og nu går vejen opad; flammen -vokser til et bredt ildbælte, der ruller op over -hele bladets bredde, springer til værs og blir til +og da den ikke kan komme op ad, sÃ¥ kryber den +med største forsigtighed ned efter langs randen, til +den nÃ¥er et stoleben og stanses og er lige ved at +dø, men den slipper over lakeringen, som kruses +under dens trin, og fortsætter vandringen pÃ¥ den +anden kant af avisen, og nu gÃ¥r vejen opad; flammen +vokser til et bredt ildbælte, der ruller op over +hele bladets bredde, springer til værs og blir til ingenting.</p> -<p>Men på bordet er der sat en aflægger i et hjørne -af et visitkort, og så begynder kampen for tilværelsen -igen; flammen blir blå og lav, mens den arbejder -med det vanskelige papir; den støder på en -bog i guldsnit og forsøger at ernære sig af den og -er lige ved at sætte livet til under forsøget; den kravler -med uhyre besvær fra kort til kort og trækker +<p>Men pÃ¥ bordet er der sat en aflægger i et hjørne +af et visitkort, og sÃ¥ begynder kampen for tilværelsen +igen; flammen blir blÃ¥ og lav, mens den arbejder +med det vanskelige papir; den støder pÃ¥ en +bog i guldsnit og forsøger at ernære sig af den og +er lige ved at sætte livet til under forsøget; den kravler +med uhyre besvær fra kort til kort og trækker sorte striber efter sig som en orm, hvis hele krop -udgiver edder og fordærvelse. Den tar til i vækst,<span class="pagenum"><a name="Side_190" id="Side_190" title="[S. 190]"> </a></span> -idet den finder et kort, der står på kant, den blir -rød og sodet i toppen og kommer til at se godt ud, +udgiver edder og fordærvelse. Den tar til i vækst,<span class="pagenum"><a name="Side_190" id="Side_190" title="[S. 190]"> </a></span> +idet den finder et kort, der stÃ¥r pÃ¥ kant, den blir +rød og sodet i toppen og kommer til at se godt ud, og mens den nu er i sin velmagt, avler den i hast -et kuld af rørige flammer, som den anbringer rundt -omkring, hvor der er næring. Den er nu herre over -bordet og alt hvad dær er; bordpladen slår bølger +et kuld af rørige flammer, som den anbringer rundt +omkring, hvor der er næring. Den er nu herre over +bordet og alt hvad dær er; bordpladen slÃ¥r bølger som et lille blankt vand, der kruses for vinden, og bogen i guldsnit, som ilden ikke kan lukke op, efterlades -sort og stinkende som alt andet, ilden rører ved; -lampeskærmen tages i <span class="sic" title="[sic]">ett</span> hidsigt sug, og i næste øjeblik -sejler der små ildskibe omkring i stuen og falder -ned på mange steder, fulde af ilende gnister.</p> - -<p>Ilden springer fra bordet ned i sofaen, hvis fløjl -ulmer kvælende som protest; den knejser op ad væggene, -glor portrætterne ind i ansigtet, knækker glas -og sværter i sin uvornhed gamle og unge; den forgriber -sig på husets tilkommende frues oldemoer i +sort og stinkende som alt andet, ilden rører ved; +lampeskærmen tages i <span class="sic" title="[sic]">ett</span> hidsigt sug, og i næste øjeblik +sejler der smÃ¥ ildskibe omkring i stuen og falder +ned pÃ¥ mange steder, fulde af ilende gnister.</p> + +<p>Ilden springer fra bordet ned i sofaen, hvis fløjl +ulmer kvælende som protest; den knejser op ad væggene, +glor portrætterne ind i ansigtet, knækker glas +og sværter i sin uvornhed gamle og unge; den forgriber +sig pÃ¥ husets tilkommende frues oldemoer i daguerreotypi, og mens ansigtet langsomt udslettes -på sølvpladen, kommer familiens medlemmer skramlende -om kap ned fra væggen.</p> +pÃ¥ sølvpladen, kommer familiens medlemmer skramlende +om kap ned fra væggen.</p> <p>Ilden kryber ned fra sofaen, den snor sig som en -kælen gul slange om bordbenene og ruller sig lystig -i brüsselertæppet, men dens kælenskab er ædende -syge, dens lystighed er tilintetgørelse. Ilden vandrer -ud på gulvet, hvor den træder dybe mærker, og den -yngler; hele geledder stiller op på gulvets brædder, -det blir til et fliget, mangearmet dyr, bølger løber -hid og did, lemmer udstrækkes og forkortes, som løb -blodet levende gennem denne dødbringende organisme, -det ser ud, som om den ånder med hele -legemet på primitive væsners måde; den synker -og trækker lemmerne til sig, som om den hviler og -tænker sig om; små luer, der ikke et øjeblik skilles<span class="pagenum"><a name="Side_191" id="Side_191" title="[S. 191]"> </a></span> -fra moderlegemet, leger med tingene på ungers +kælen gul slange om bordbenene og ruller sig lystig +i brüsselertæppet, men dens kælenskab er ædende +syge, dens lystighed er tilintetgørelse. Ilden vandrer +ud pÃ¥ gulvet, hvor den træder dybe mærker, og den +yngler; hele geledder stiller op pÃ¥ gulvets brædder, +det blir til et fliget, mangearmet dyr, bølger løber +hid og did, lemmer udstrækkes og forkortes, som løb +blodet levende gennem denne dødbringende organisme, +det ser ud, som om den Ã¥nder med hele +legemet pÃ¥ primitive væsners mÃ¥de; den synker +og trækker lemmerne til sig, som om den hviler og +tænker sig om; smÃ¥ luer, der ikke et øjeblik skilles<span class="pagenum"><a name="Side_191" id="Side_191" title="[S. 191]"> </a></span> +fra moderlegemet, leger med tingene pÃ¥ ungers vis, de gnider sig mod stoleryggene og farer op -i portierens kvaster, men små som de er, har de -slægtens gift moden i sig ligesom nys udklækkede +i portierens kvaster, men smÃ¥ som de er, har de +slægtens gift moden i sig ligesom nys udklækkede brilleslanger.</p> -<p>Ilden står nu foran bogskabet; den ånder på det +<p>Ilden stÃ¥r nu foran bogskabet; den Ã¥nder pÃ¥ det med sit giftige pust, lakeringen koger ud i vabler, -der slår ind igen og blir borte ved næste pust. Ilden -famler med røde poter op og ned ad siderne og river -med sine skarpe kløer i glasset. Efterhånden kommer -der arbejdskraft, flammer kryber frem på maven, +der slÃ¥r ind igen og blir borte ved næste pust. Ilden +famler med røde poter op og ned ad siderne og river +med sine skarpe kløer i glasset. EfterhÃ¥nden kommer +der arbejdskraft, flammer kryber frem pÃ¥ maven, griber op ad siderne og tar fat ligesom -flyttemænd, men de kan ikke rokke det endnu. Bøgerne -står uforstyrrede på deres hylder i lange, lige -rækker, samlede værker i søndagsklæer og muntre -små digtsamlinger i gala, leksika i jævne, solide arbejdsklæer -— altsammen tilhørende husets fremtidige -frue. Røgen kommer frem under hylderne i -brede tæpper, bøgerne forsvinder, men ilden lyser -op igen; den stryger titler og forgyldning af og sætter +flyttemænd, men de kan ikke rokke det endnu. Bøgerne +stÃ¥r uforstyrrede pÃ¥ deres hylder i lange, lige +rækker, samlede værker i søndagsklæer og muntre +smÃ¥ digtsamlinger i gala, leksika i jævne, solide arbejdsklæer +— altsammen tilhørende husets fremtidige +frue. Røgen kommer frem under hylderne i +brede tæpper, bøgerne forsvinder, men ilden lyser +op igen; den stryger titler og forgyldning af og sætter sin egen skrift i stedet for, altid den samme, altid -læselig og ikke til at ta fejl af.</p> +læselig og ikke til at ta fejl af.</p> -<p>Ved siden af står klaveret og spiller sin egen -sørgemarsj, mens strængene springer, det lyder sørgeligt +<p>Ved siden af stÃ¥r klaveret og spiller sin egen +sørgemarsj, mens strængene springer, det lyder sørgeligt og sukkende med ulige pauser som fra en, -der ikke har længe igen; ilden glemmer ikke at få +der ikke har længe igen; ilden glemmer ikke at fÃ¥ noderne med.</p> <p>I kakkelovnen danser glade luer over de halvt -udbrændte koks, og på gulvet tæt ved står lange -flammer på tæerne og snakker med deres kammerater +udbrændte koks, og pÃ¥ gulvet tæt ved stÃ¥r lange +flammer pÃ¥ tæerne og snakker med deres kammerater inden for risten.</p> <p>Som en lille fugl fra helvede med sort krop og -gule vinger og røg ud af halsen har ilden holdt<span class="pagenum"><a name="Side_192" id="Side_192" title="[S. 192]"> </a></span> -sit indtog i den fredelige stue; nu går den som en -glubende, fuldvoksen drage fra værelse til værelse -gennem det værgeløse hus; den river med sin klo de -gule gardiner ned fra stængerne, krøller den kostbare -palme sammen i en klump, så let som en ung -pige krøller et kasseret brev sammen i den hule -hånd. Den skåner ikke sølvopsatsen, en gammel -værdigenstand, der tilhører familien Årbo; englen, -der bøjer sig frem over skålen, begynder snart at -hænge med vingerne, og sølvsveden brister frem på -dens pande. Luerne blir sorte og næsten usynlige i -den tykke røg, de dukker sig og falder og har svært -ved at rejse sig igen; men så sprænges ruderne, -en uhyre lang flamme kaster sig hæftigt ud ad vinduet, +gule vinger og røg ud af halsen har ilden holdt<span class="pagenum"><a name="Side_192" id="Side_192" title="[S. 192]"> </a></span> +sit indtog i den fredelige stue; nu gÃ¥r den som en +glubende, fuldvoksen drage fra værelse til værelse +gennem det værgeløse hus; den river med sin klo de +gule gardiner ned fra stængerne, krøller den kostbare +palme sammen i en klump, sÃ¥ let som en ung +pige krøller et kasseret brev sammen i den hule +hÃ¥nd. Den skÃ¥ner ikke sølvopsatsen, en gammel +værdigenstand, der tilhører familien Ã…rbo; englen, +der bøjer sig frem over skÃ¥len, begynder snart at +hænge med vingerne, og sølvsveden brister frem pÃ¥ +dens pande. Luerne blir sorte og næsten usynlige i +den tykke røg, de dukker sig og falder og har svært +ved at rejse sig igen; men sÃ¥ sprænges ruderne, +en uhyre lang flamme kaster sig hæftigt ud ad vinduet, som et menneske, der jager overkroppen ud og -gisper efter luft. Ilden sprænger døre og brækker -gulvet op til kælderen og fortærer alt det brændsel, -der skulde ha varet et år. Og nu blir der træk +gisper efter luft. Ilden sprænger døre og brækker +gulvet op til kælderen og fortærer alt det brændsel, +der skulde ha varet et Ã¥r. Og nu blir der træk gennem huset; vinden hyler ind i nord, og flammer -sprøjter ud i syd; gipsdækket holder dem ude fra -loftet, men så stiger de op på taget, vader i teglene -og træder dem itu og stikker benene ned på loftet, -hvor der opføres en vild dans mellem kasser og +sprøjter ud i syd; gipsdækket holder dem ude fra +loftet, men sÃ¥ stiger de op pÃ¥ taget, vader i teglene +og træder dem itu og stikker benene ned pÃ¥ loftet, +hvor der opføres en vild dans mellem kasser og sparrer og hvad der ellers er, og snart kan ilden -neden under komme op og være med. Alting blir -ens og ukendeligt, lighedens lov går hærgende gennem +neden under komme op og være med. Alting blir +ens og ukendeligt, lighedens lov gÃ¥r hærgende gennem huset.</p> -<p>Folk har længe stået og råbt over ilden; nu -kommer de også med sprøjter; strålerne borer huller -i ildtæppet, river flænger i det og klipper flige af -det, men i næste øjeblik er det helt igen; det erstatter -selv, hvad det mister, og læger straks hvert sår<span class="pagenum"><a name="Side_193" id="Side_193" title="[S. 193]"> </a></span> -med primitive væsners livskraft. Hele huset er nu en -eneste flammebygning med tårne og spir i fantastisk -gotik, men alting står skævt i den forrygende storm.</p> +<p>Folk har længe stÃ¥et og rÃ¥bt over ilden; nu +kommer de ogsÃ¥ med sprøjter; strÃ¥lerne borer huller +i ildtæppet, river flænger i det og klipper flige af +det, men i næste øjeblik er det helt igen; det erstatter +selv, hvad det mister, og læger straks hvert sÃ¥r<span class="pagenum"><a name="Side_193" id="Side_193" title="[S. 193]"> </a></span> +med primitive væsners livskraft. Hele huset er nu en +eneste flammebygning med tÃ¥rne og spir i fantastisk +gotik, men alting stÃ¥r skævt i den forrygende storm.</p> <hr class="tb" /> <p>Der er ildebrand, sae Anna, idet toget svingede -ind til byen. Det brænder i nærheden af vort hus.</p> +ind til byen. Det brænder i nærheden af vort hus.</p> -<p>Ildebrand nu, sae Hans Råskov; det kan ikke -være muligt. — Men i det samme fik han en overvældende -følelse af, at det var det, han havde ventet -på de sidste dage. Ved tanken om ild føg erindringer +<p>Ildebrand nu, sae Hans RÃ¥skov; det kan ikke +være muligt. — Men i det samme fik han en overvældende +følelse af, at det var det, han havde ventet +pÃ¥ de sidste dage. Ved tanken om ild føg erindringer gennem hans sind som gnister i storm.</p> -<p>Se selv, sae hun; det brænder tæt ved vort hjem, -Hans. Hvis det nu er hos os, det brænder!</p> +<p>Se selv, sae hun; det brænder tæt ved vort hjem, +Hans. Hvis det nu er hos os, det brænder!</p> -<p>Det er en stor brand, sae han og så stift på hende; -han så skæret af luerne i hendes øjne. — Lad os -opsætte vort bryllup og rejse tilbage igen. Det stormer -hårdt, og det er ikke til at redde noget, hvor -det får fat.</p> +<p>Det er en stor brand, sae han og sÃ¥ stift pÃ¥ hende; +han sÃ¥ skæret af luerne i hendes øjne. — Lad os +opsætte vort bryllup og rejse tilbage igen. Det stormer +hÃ¥rdt, og det er ikke til at redde noget, hvor +det fÃ¥r fat.</p> <p>Det er sikkert hos os, sae hun, idet toget stansede. Hun greb hans arm og trak ham med ud -af kupeen. Det er forfærdeligt, men vi må skynde +af kupeen. Det er forfærdeligt, men vi mÃ¥ skynde os, om vi kan redde noget.</p> -<p>Hun var for optaget til at bemærke udtrykket i -hans øjne, hun ilede foran, og han fulgte, men ved -hvert skridt følte han, at han gik det uafvendelige -i møde. Denne ild, som han om et øjeblik skulde -stå overfor, lyste allerede langt ind i hans sjæl, -den skinnede på de mange farlige erindringer, der +<p>Hun var for optaget til at bemærke udtrykket i +hans øjne, hun ilede foran, og han fulgte, men ved +hvert skridt følte han, at han gik det uafvendelige +i møde. Denne ild, som han om et øjeblik skulde +stÃ¥ overfor, lyste allerede langt ind i hans sjæl, +den skinnede pÃ¥ de mange farlige erindringer, der i stadig stigende antal var dukket op i ham i de -sidste måneder, og som han havde ført en forgæves +sidste mÃ¥neder, og som han havde ført en forgæves kamp imod; han havde hver dag troet, at det var<span class="pagenum"><a name="Side_194" id="Side_194" title="[S. 194]"> </a></span> -efterveerne af en sygdom, men nu mærkede han, at -det var begyndelsen. I utide var han vågnet +efterveerne af en sygdom, men nu mærkede han, at +det var begyndelsen. I utide var han vÃ¥gnet af sin forstening, der endnu ikke var fuldbyrdet, og det, som han havde kaldt lykken eller blot en vis grad af tilfredshed, havde ikke gjort andet end -bringe det tilbage til livet, som burde være sovet -ind i stenens søvn og aldrig vågnet mere. Det -var, som om han ikke kunde tåle at leve, og nu -følte han livets krav i sig som en dødelig sygdom. -Alt hvad han havde fornægtet og kuet ned, var +bringe det tilbage til livet, som burde være sovet +ind i stenens søvn og aldrig vÃ¥gnet mere. Det +var, som om han ikke kunde tÃ¥le at leve, og nu +følte han livets krav i sig som en dødelig sygdom. +Alt hvad han havde fornægtet og kuet ned, var blevet levende igen, og det bragte tanker med, der -var værre end selve oplevelserne; og dog havde han -stadig håbet på, at det skulde blive bedre, og kæmpet, -for at ingen skulde mærke noget. Nu var kampen -forbi, han var slået, og det røde bogstav, hans -bestemmelses tegn, stod uudsletteligt på hans hjærne.</p> +var værre end selve oplevelserne; og dog havde han +stadig hÃ¥bet pÃ¥, at det skulde blive bedre, og kæmpet, +for at ingen skulde mærke noget. Nu var kampen +forbi, han var slÃ¥et, og det røde bogstav, hans +bestemmelses tegn, stod uudsletteligt pÃ¥ hans hjærne.</p> <p>Hans hus stod i flammer, og da han havde set -lidt på det, sansede han ikke andet end ild og os -og stinkende, sorte bunker. Han så deri sin egen -sygdom; det var et billede i sort og rødt på hans -egen sjæl. Så snart han hørte om denne brand +lidt pÃ¥ det, sansede han ikke andet end ild og os +og stinkende, sorte bunker. Han sÃ¥ deri sin egen +sygdom; det var et billede i sort og rødt pÃ¥ hans +egen sjæl. SÃ¥ snart han hørte om denne brand vidste han, hvordan det stod til med ham selv.</p> <hr class="tb" /> <p>Nu angriber ilden huset ved siden af, den opheder -blæsten og sender den således løs på sit næste -bytte; vinduer springer, og døre krympes i den glødende -storm, men ilden udstrækker og blir ved at forlænge +blæsten og sender den sÃ¥ledes løs pÃ¥ sit næste +bytte; vinduer springer, og døre krympes i den glødende +storm, men ilden udstrækker og blir ved at forlænge sine elastiske arme, til de yderste spidser lige -kan nå til, de fægter i luften og går som skrivende -fingre op og ned ad mure og træværk, de prænter<span class="pagenum"><a name="Side_195" id="Side_195" title="[S. 195]"> </a></span> +kan nÃ¥ til, de fægter i luften og gÃ¥r som skrivende +fingre op og ned ad mure og træværk, de prænter<span class="pagenum"><a name="Side_195" id="Side_195" title="[S. 195]"> </a></span> deres sorte bogstaver, hvor de kommer til, og mange -steder sprudler små flammer frem og dræbes straks -af vagtsomme vandstråler, men det vældigt ophedede -træværk ligefrem drikker ilden, der springer ud og -møder de fremmede flammer, inden de når at røre; -det ser ud som om disse besværgende arme trækker +steder sprudler smÃ¥ flammer frem og dræbes straks +af vagtsomme vandstrÃ¥ler, men det vældigt ophedede +træværk ligefrem drikker ilden, der springer ud og +møder de fremmede flammer, inden de nÃ¥r at røre; +det ser ud som om disse besværgende arme trækker ild frem ved deres blotte pegen.</p> -<p>Ild og vand kæmper, den første er stærkest. Nye -skrig; folk styrter løs på buffeter og skabe, de har +<p>Ild og vand kæmper, den første er stærkest. Nye +skrig; folk styrter løs pÃ¥ buffeter og skabe, de har ikke ventet dette, de tumler med genstridige skuffer, -bearbejder låse med forkerte nøgler; de river til sig +bearbejder lÃ¥se med forkerte nøgler; de river til sig og samler sammen, mens ilden famler ved siden -af deres rystende hænder; de fatter om tunge sager -og slæber af sted med dem, og ilden står bag ved deres -skuldre og skynder på, at de kan komme af sted -og ikke mere vende tilbage. De flyver ud ad døre -og vælter sig igennem vinduer, men da de kommer -igen, møder ilden dem i hver en indgang og forklarer -dem med kraftige gebærder, at huset har +af deres rystende hænder; de fatter om tunge sager +og slæber af sted med dem, og ilden stÃ¥r bag ved deres +skuldre og skynder pÃ¥, at de kan komme af sted +og ikke mere vende tilbage. De flyver ud ad døre +og vælter sig igennem vinduer, men da de kommer +igen, møder ilden dem i hver en indgang og forklarer +dem med kraftige gebærder, at huset har skiftet ejer.</p> -<p>Hele forsvaret samles nu om den store gård ved -siden af, for hvis den brænder, er der fare for, at -den største del af byen skal gå med. Der bredes +<p>Hele forsvaret samles nu om den store gÃ¥rd ved +siden af, for hvis den brænder, er der fare for, at +den største del af byen skal gÃ¥ med. Der bredes presenninger over stuehusets yderste tagside, og -inde på gårdspladsen stilles lange stiger op til rygningen, -hvor der står folk og hælder vand ned; gnister -regner uafbrudt hen på taget, men de finder -en fællesgrav på den våde presenning. Ilden har -nu en lang vej at gå, haven ligger imellem, og dær -er ikke megen næring at få; æblerne steges på -træerne, kviste og grene forkulles og gives hen til -vinden. Lysthuset blir undersøgt, den vilde vin går -fra rødt til sort, og ilden holder et tarveligt måltid<span class="pagenum"><a name="Side_196" id="Side_196" title="[S. 196]"> </a></span> -på tremmer og bord og bænke. Men stuehuset forsvares +inde pÃ¥ gÃ¥rdspladsen stilles lange stiger op til rygningen, +hvor der stÃ¥r folk og hælder vand ned; gnister +regner uafbrudt hen pÃ¥ taget, men de finder +en fællesgrav pÃ¥ den vÃ¥de presenning. Ilden har +nu en lang vej at gÃ¥, haven ligger imellem, og dær +er ikke megen næring at fÃ¥; æblerne steges pÃ¥ +træerne, kviste og grene forkulles og gives hen til +vinden. Lysthuset blir undersøgt, den vilde vin gÃ¥r +fra rødt til sort, og ilden holder et tarveligt mÃ¥ltid<span class="pagenum"><a name="Side_196" id="Side_196" title="[S. 196]"> </a></span> +pÃ¥ tremmer og bord og bænke. Men stuehuset forsvares tappert, vandet render uafladeligt ned ad -tag og ydermur, vandposten inde i gården tier ikke -et øjeblik, og spandene cirkulerer. Flammerne kan -ikke nå; de peger alle om kap hen mod stuehuset; -de dirrer ligesom af ivrighed og slår rasende i luften +tag og ydermur, vandposten inde i gÃ¥rden tier ikke +et øjeblik, og spandene cirkulerer. Flammerne kan +ikke nÃ¥; de peger alle om kap hen mod stuehuset; +de dirrer ligesom af ivrighed og slÃ¥r rasende i luften og sender gnisterne det stykke, de ikke selv -kan række. Tilmed blir ilden angrebet i ryggen; +kan række. Tilmed blir ilden angrebet i ryggen; det andet hus blir revet ned, flammerne blir kortere, -og mændene oppe på taget får sig <span class="sic" title="[sic]">en</span> hvil.</p> +og mændene oppe pÃ¥ taget fÃ¥r sig <span class="sic" title="[sic]">en</span> hvil.</p> -<p>Men ingen har lagt mærke til en lille røgsøjle, -som pibler frem under tagskægget; dær er en middelstor +<p>Men ingen har lagt mærke til en lille røgsøjle, +som pibler frem under tagskægget; dær er en middelstor gnist sluppet uskadt ind og har bidt sig fast; -den har sit på det tørre i en forladt spurverede, -mens vandet driver ned udenfor, og når det kniber, +den har sit pÃ¥ det tørre i en forladt spurverede, +mens vandet driver ned udenfor, og nÃ¥r det kniber, kommer vinden ind og gir nyt mod. Gnisten ruger -ikke længe i det tørre mos; snart hopper flyvefærdige +ikke længe i det tørre mos; snart hopper flyvefærdige luer ud af reden og spreder sig over indersiden af -taget, og mændene, der rider oppe på mønningen, -mærker pludselig, at det blir hedt under dem.</p> - -<p>Det varer ikke længe, før der er spændt et ildsejl -over hele gården, og stakkene udenfor står med røde -kapper på; stormen løfter den brændende halm og -kaster den som en glødende regn ud over byen; på -<span class="corr" title="var: to—tre">to tre</span> halmstrå sejler brandkolonier ud for at anlægge -nybygder, ilden vader oven i byen og træder +taget, og mændene, der rider oppe pÃ¥ mønningen, +mærker pludselig, at det blir hedt under dem.</p> + +<p>Det varer ikke længe, før der er spændt et ildsejl +over hele gÃ¥rden, og stakkene udenfor stÃ¥r med røde +kapper pÃ¥; stormen løfter den brændende halm og +kaster den som en glødende regn ud over byen; pÃ¥ +<span class="corr" title="var: to—tre">to tre</span> halmstrÃ¥ sejler brandkolonier ud for at anlægge +nybygder, ilden vader oven i byen og træder den ned under sig; den rydder gaderne, for at ingen -skal stå dær og sprøjte, den sætter vagt ved brøndene, +skal stÃ¥ dær og sprøjte, den sætter vagt ved brøndene, at vandet skal blive der nede, den falder over -folk, der bryder ind på dens enemærker; den går -hen over alting som en flyvende smitte, som et forfærdeligt +folk, der bryder ind pÃ¥ dens enemærker; den gÃ¥r +hen over alting som en flyvende smitte, som et forfærdeligt udbrud af sygdom i selve naturen, og den<span class="pagenum"><a name="Side_197" id="Side_197" title="[S. 197]"> </a></span> -slår blindt ned over levende og livløst. Den er sygdom, -død og fortærelse på een gang.</p> +slÃ¥r blindt ned over levende og livløst. Den er sygdom, +død og fortærelse pÃ¥ een gang.</p> <hr class="tb" /> -<p>Lad os gå, hviskede Anna og trykkede Hans -Råskovs arm; jeg kan ikke tåle at se på det mere.</p> +<p>Lad os gÃ¥, hviskede Anna og trykkede Hans +RÃ¥skovs arm; jeg kan ikke tÃ¥le at se pÃ¥ det mere.</p> -<p>Han svarede ikke, men da hun så ind i hans -øjne, hvor flammerne gav genskin, da havde de et -lignende udtryk som en aften for fem år siden, da -de havde skræmmet et menneske fra forstanden. +<p>Han svarede ikke, men da hun sÃ¥ ind i hans +øjne, hvor flammerne gav genskin, da havde de et +lignende udtryk som en aften for fem Ã¥r siden, da +de havde skræmmet et menneske fra forstanden. Hun begreb ikke, hvorfor det skulde komme igen nu, men hun forstod, at han igen var hjemtaget af -furierne. Hun følte sig meget lille og afmægtig +furierne. Hun følte sig meget lille og afmægtig overfor dette ubegribelige, som de aldrig rigtig havde -talt om; hver gang de var kommet i nærheden af det, -havde han tiet på en måde, der skræmmede hende -langt bort fra det æmne.</p> +talt om; hver gang de var kommet i nærheden af det, +havde han tiet pÃ¥ en mÃ¥de, der skræmmede hende +langt bort fra det æmne.</p> <p>Et toetages hus styrtede sammen foran dem, -røg og gnister vred sig op mod himlen som -en glødende skypumpe; murene faldt med en -dump lyd og et suk, der mindede hæsligt om mennesker, -der falder ned højt oppe fra, men ilden brølede +røg og gnister vred sig op mod himlen som +en glødende skypumpe; murene faldt med en +dump lyd og et suk, der mindede hæsligt om mennesker, +der falder ned højt oppe fra, men ilden brølede af en stadigt voksende appetit og bredte sig ustanseligt. Foran den flygtede menneskene, men bag ved besatte de alt, hvad den efterlod sig.</p> -<p>Der er ingen i det hus, hørtes en stemme råbe; gå +<p>Der er ingen i det hus, hørtes en stemme rÃ¥be; gÃ¥ ikke der ind.</p> -<p>Ikke en gang et menneske at gå ind efter, mumlede -Hans Råskov.</p> +<p>Ikke en gang et menneske at gÃ¥ ind efter, mumlede +Hans RÃ¥skov.</p> -<p>Længes du nu efter døden, Hans Råskov? spurte +<p>Længes du nu efter døden, Hans RÃ¥skov? spurte hun.</p> <p><span class="pagenum"><a name="Side_198" id="Side_198" title="[S. 198]"> </a></span></p> -<p>Han svarede ikke; hans øjne fulgte branden, han -gik efter den og var hele tiden, hvor det brændte -stærkest. Hun fulgte ham, og sådan gik den dag.</p> +<p>Han svarede ikke; hans øjne fulgte branden, han +gik efter den og var hele tiden, hvor det brændte +stærkest. Hun fulgte ham, og sÃ¥dan gik den dag.</p> -<p>Da aftenen faldt på, brændte den halve by, og i -mørket så den store brand endnu mere skånselløs -ud end før; folk havde omtrent opgivet at gøre modstand, -de nøjedes med at gå ude på gaden og se ilden -færdes i deres stuer, de så den gå fra den ene af deres +<p>Da aftenen faldt pÃ¥, brændte den halve by, og i +mørket sÃ¥ den store brand endnu mere skÃ¥nselløs +ud end før; folk havde omtrent opgivet at gøre modstand, +de nøjedes med at gÃ¥ ude pÃ¥ gaden og se ilden +færdes i deres stuer, de sÃ¥ den gÃ¥ fra den ene af deres kendte ting til den anden — den tog altid gardinerne -ned straks, så de havde frit overblik — der -var en så uanet grusomhed i at se ilden belyse, hvad -den i næste øjeblik havde i sinde at ødelægge, at -mange ikke kunde tåle det og gik bort. Det var +ned straks, sÃ¥ de havde frit overblik — der +var en sÃ¥ uanet grusomhed i at se ilden belyse, hvad +den i næste øjeblik havde i sinde at ødelægge, at +mange ikke kunde tÃ¥le det og gik bort. Det var besynderlig grufuldt at se ens eget klaver bryde -gennem gulvet og tænde i etagen neden under, eller -se skabsdøre lukkes op og ilden vælte ud, som om +gennem gulvet og tænde i etagen neden under, eller +se skabsdøre lukkes op og ilden vælte ud, som om den havde ligget der inde og ventet. Folk, som -stod og så på deres egne mørke vinduer, jamrede -sig, når der begyndte at komme lys i dem, og de +stod og sÃ¥ pÃ¥ deres egne mørke vinduer, jamrede +sig, nÃ¥r der begyndte at komme lys i dem, og de fik deres ting at se for sidste gang. Men de fleste af -dem, der gik bort og græd, de kom igen, når deres -eget var brændt, for at følge branden videre.</p> +dem, der gik bort og græd, de kom igen, nÃ¥r deres +eget var brændt, for at følge branden videre.</p> <hr class="tb" /> -<p>Ud på aftenen lae blæsten sig, og menneskene optog -kampen påny. Men endnu længe efter vandrede -en mængde små og store flammer om på ruinerne; +<p>Ud pÃ¥ aftenen lae blæsten sig, og menneskene optog +kampen pÃ¥ny. Men endnu længe efter vandrede +en mængde smÃ¥ og store flammer om pÃ¥ ruinerne; de dukkede sig og sprang op, som om de legede med hverandre, og de lod sig let pille ned af en -stråle og opgav ånden med et rygende suk, men så -krøb der andre frem og drillede fjenden og bødede -med livet, indtil også denne legen skjul holdt<span class="pagenum"><a name="Side_199" id="Side_199" title="[S. 199]"> </a></span> -op langt ud på natten, og så slumrede den store -ildebrand sødelig ind under ruinerne, hvor den -endnu kunde ligge flere dage i behagelige drømme -om, hvad den havde udrettet, og så endelig dø under -sit eget værk som en ødelæggelsens guddom, der -selv dør i den almindelige død.</p> - -<p>Og folk gik hver til sit, med stive øjne, der næsten +strÃ¥le og opgav Ã¥nden med et rygende suk, men sÃ¥ +krøb der andre frem og drillede fjenden og bødede +med livet, indtil ogsÃ¥ denne legen skjul holdt<span class="pagenum"><a name="Side_199" id="Side_199" title="[S. 199]"> </a></span> +op langt ud pÃ¥ natten, og sÃ¥ slumrede den store +ildebrand sødelig ind under ruinerne, hvor den +endnu kunde ligge flere dage i behagelige drømme +om, hvad den havde udrettet, og sÃ¥ endelig dø under +sit eget værk som en ødelæggelsens guddom, der +selv dør i den almindelige død.</p> + +<p>Og folk gik hver til sit, med stive øjne, der næsten var uden sekraft; de gik hjem, og de, der ikke havde noget hjem, gik et andet sted hen, uden tanke, uden -følelse, udtørrede lige til bunden af deres bevidsthed.</p> +følelse, udtørrede lige til bunden af deres bevidsthed.</p> <hr class="tb" /> -<p>Anna lae sin arm om Hans Råskovs hals: Kom -med mig, sae hun; du er syg og trænger til hvile; -her er ikke godt at være.</p> +<p>Anna lae sin arm om Hans RÃ¥skovs hals: Kom +med mig, sae hun; du er syg og trænger til hvile; +her er ikke godt at være.</p> -<p>Rør ikke ved mit hoved, hviskede han, idet han -for første gang vendte øjnene fra branden, der var -omtrent slukket; — jeg kan ikke tåle det. Men jeg -må blive her, dette skal overstås først. Gå du.</p> +<p>Rør ikke ved mit hoved, hviskede han, idet han +for første gang vendte øjnene fra branden, der var +omtrent slukket; — jeg kan ikke tÃ¥le det. Men jeg +mÃ¥ blive her, dette skal overstÃ¥s først. GÃ¥ du.</p> <p>Jeg blir hos dig.</p> -<p>Hvorfor? Vi skal dog skilles nu. Vær fornuftig -og gå. Nu kommer det altsammen; det har ventet -længe, det har narret mig flere gange; men nu er +<p>Hvorfor? Vi skal dog skilles nu. Vær fornuftig +og gÃ¥. Nu kommer det altsammen; det har ventet +længe, det har narret mig flere gange; men nu er det alvor.</p> -<p>Må jeg ikke blive hos dig, når du er syg?</p> +<p>MÃ¥ jeg ikke blive hos dig, nÃ¥r du er syg?</p> -<p>Det må ingen. Ingen må se mig, når — —. Gå -nu. Jeg er ikke længere et menneske. Se ikke -på mig, du kender mig ikke; det er også det -bedste for dig; bliv ikke længere hos mig; tænk på +<p>Det mÃ¥ ingen. Ingen mÃ¥ se mig, nÃ¥r — —. GÃ¥ +nu. Jeg er ikke længere et menneske. Se ikke +pÃ¥ mig, du kender mig ikke; det er ogsÃ¥ det +bedste for dig; bliv ikke længere hos mig; tænk pÃ¥ hende, som — —</p> <p>Ved den erindring, hans sidste ord vakte hos hende, blev hun pludselig revet ud af den forstenelse,<span class="pagenum"><a name="Side_200" id="Side_200" title="[S. 200]"> </a></span> -der var i færd med at angribe hende; hun -vendte sig bort og gik, han så ikke efter hende.</p> - -<p>Da hun var kommet et stykke ned ad gaden, så -hun endnu en gang tilbage; han stod ubevægelig -med ansigtet vendt mod brandskæret og viste hende -den samme stærkt tegnede profil, som havde gjort et -så dybt indtryk på hende, da hun første gang sad +der var i færd med at angribe hende; hun +vendte sig bort og gik, han sÃ¥ ikke efter hende.</p> + +<p>Da hun var kommet et stykke ned ad gaden, sÃ¥ +hun endnu en gang tilbage; han stod ubevægelig +med ansigtet vendt mod brandskæret og viste hende +den samme stærkt tegnede profil, som havde gjort et +sÃ¥ dybt indtryk pÃ¥ hende, da hun første gang sad ved siden at ham, og den havde ikke forandret sig, -panden, den korte, lige næse, den tæt lukkede +panden, den korte, lige næse, den tæt lukkede mund og hagen: alt var endnu som den gang. Hun -blev grebet af en uhyre smærte og medlidenhed -over alt det, der nu var ødelagt hos denne mand, +blev grebet af en uhyre smærte og medlidenhed +over alt det, der nu var ødelagt hos denne mand, der straks var blevet hendes ideal og nu var et vrag -og selv vidste det; hun hørte igen den utydelige, +og selv vidste det; hun hørte igen den utydelige, mumlende stemme, hvormed han havde befalet hende -at gå, hun forestillede sig skæret i hans øjne, som -hun ikke kunde se, og en voldsom hulken overvældede -hende. Hun satte sig på et stykke væltet mur -for at græde ud, ligesom hun havde grædt før, da -hun i sit hjærte tog afsked med ham for bestandig.</p> - -<p>— Da hun rejste sig, var det næsten hel mørkt; -ilden var slukket; Hans Råskov kunde hun ikke -mere se. En sidste svidende krusning løb over hendes -sjæl, idet hun så der hen, hvor de havde stået; -så gik også hun sin vej, bort fra den store ødelæggelse, -bestemt på at redde så meget af fremtiden, +at gÃ¥, hun forestillede sig skæret i hans øjne, som +hun ikke kunde se, og en voldsom hulken overvældede +hende. Hun satte sig pÃ¥ et stykke væltet mur +for at græde ud, ligesom hun havde grædt før, da +hun i sit hjærte tog afsked med ham for bestandig.</p> + +<p>— Da hun rejste sig, var det næsten hel mørkt; +ilden var slukket; Hans RÃ¥skov kunde hun ikke +mere se. En sidste svidende krusning løb over hendes +sjæl, idet hun sÃ¥ der hen, hvor de havde stÃ¥et; +sÃ¥ gik ogsÃ¥ hun sin vej, bort fra den store ødelæggelse, +bestemt pÃ¥ at redde sÃ¥ meget af fremtiden, som der endnu var til at redde.</p> <hr class="chapbreak" /> @@ -7348,237 +7309,237 @@ som der endnu var til at redde.</p> <h2><a name="KAPITEL_XX" id="KAPITEL_XX"></a>XX</h2> -<p>Sent næste aften ankom Hans Råskov med dagvogn +<p>Sent næste aften ankom Hans RÃ¥skov med dagvogn til en kro i en afsides landsby oppe ad Limfjorden til, han fik sig noget at spise og gik derefter straks i seng. Han vidste at det var ikke noget -godt, der ventede ham, så snart han begyndte at -blive døsig, men nu da han var beredt på det værste, -havde han ingen grund til at opsætte bekendtskabet -med det. Men han var så lysvågen, at det alligevel -lod vente på sig.</p> +godt, der ventede ham, sÃ¥ snart han begyndte at +blive døsig, men nu da han var beredt pÃ¥ det værste, +havde han ingen grund til at opsætte bekendtskabet +med det. Men han var sÃ¥ lysvÃ¥gen, at det alligevel +lod vente pÃ¥ sig.</p> -<p>Det blæste stærkt, og da folk var kommet i seng +<p>Det blæste stærkt, og da folk var kommet i seng og ikke fyldte huset med de mange lyde af deres arbejde, -begyndte huset selv at la høre fra sig med al -den knagen og piben, hvormed gamle huse i blæstvær -underholder syge og søvnløse, og hvad de lykkelige -sovende havde forsømt, inden de gik i seng — +begyndte huset selv at la høre fra sig med al +den knagen og piben, hvormed gamle huse i blæstvær +underholder syge og søvnløse, og hvad de lykkelige +sovende havde forsømt, inden de gik i seng — et vindu, der ikke var lukket, en sinkspand, der var -blevet liggende på gårdspladsens stenbro — det fik -nu mæle og spøgede som rastløse genfærd. Men -livligst af alting var værhanen, den hvinede og galede -i et væk; undertiden blev den så overgiven, at -den snurrede flere gange rundt og tabte mælet af +blevet liggende pÃ¥ gÃ¥rdspladsens stenbro — det fik +nu mæle og spøgede som rastløse genfærd. Men +livligst af alting var værhanen, den hvinede og galede +i et væk; undertiden blev den sÃ¥ overgiven, at +den snurrede flere gange rundt og tabte mælet af svimmelhed, men den var der straks igen, den -skingrede af livslyst, støjede og holdt fest natten -igennem og havde endnu sit humør ubeskåret næste<span class="pagenum"><a name="Side_202" id="Side_202" title="[S. 202]"> </a></span> -morgen — som en ung tjenestepige, der har fri Søndag -og går på bal. Den vakte gamle minder hos -Hans Råskov; hver gang han var ved at døse -hen, tog hans fantasi sig så store friheder med al -denne skrigen og dansen oven over, at han vågnede -og måtte holde den i ave.</p> - -<p>Så kom der en varme, der fordrev al døsigheden -og fik sveden til at springe frem. Han blev opmærksom, -og alting spændtes i ham: det var vel begyndelsen. -Heden blev trykkende, den påvirkede hans -fantasi, og forestillingen om Rødt begyndte at trænge -sig på. Han huskede den ene røde ting efter den +skingrede af livslyst, støjede og holdt fest natten +igennem og havde endnu sit humør ubeskÃ¥ret næste<span class="pagenum"><a name="Side_202" id="Side_202" title="[S. 202]"> </a></span> +morgen — som en ung tjenestepige, der har fri Søndag +og gÃ¥r pÃ¥ bal. Den vakte gamle minder hos +Hans RÃ¥skov; hver gang han var ved at døse +hen, tog hans fantasi sig sÃ¥ store friheder med al +denne skrigen og dansen oven over, at han vÃ¥gnede +og mÃ¥tte holde den i ave.</p> + +<p>SÃ¥ kom der en varme, der fordrev al døsigheden +og fik sveden til at springe frem. Han blev opmærksom, +og alting spændtes i ham: det var vel begyndelsen. +Heden blev trykkende, den pÃ¥virkede hans +fantasi, og forestillingen om Rødt begyndte at trænge +sig pÃ¥. Han huskede den ene røde ting efter den anden, det tiltog hurtigt og fyldte hele hans bevidsthed, -men han så ingenting; under de lukkede -låg stirrede han efter flammer eller blod eller hvilken -skikkelse, det røde Afsind havde i sinde at antage, +men han sÃ¥ ingenting; under de lukkede +lÃ¥g stirrede han efter flammer eller blod eller hvilken +skikkelse, det røde Afsind havde i sinde at antage, men det kom ikke frem. Det var som om hele -rummet bag ved hans sansning var fuldt af rødt, og -når hans opmærksomhed et øjeblik slappedes, kunde -der ligesom slå genskin af flammer frem for hans -blik, men ved den mindste anspændelse fra hans +rummet bag ved hans sansning var fuldt af rødt, og +nÃ¥r hans opmærksomhed et øjeblik slappedes, kunde +der ligesom slÃ¥ genskin af flammer frem for hans +blik, men ved den mindste anspændelse fra hans side var de borte. Det truede med at falde over -ham og fortære hans forstand, men det beherskede +ham og fortære hans forstand, men det beherskede sig og gemte sin kraft og lod ham ligge i forventningen, -som om det kom an på at pine ham langsomt +som om det kom an pÃ¥ at pine ham langsomt ihjel ved skjult belejring, mens det lod ham beholde sin forstand, der ikke ydede ham noget forsvar. Men det tillod ham ikke at sove eller blot -blive adspredt; så snart han ikke var på sin post, -rykkede det et skridt nærmere til hans bevidsthed; -det skred ikke til åbent angreb, men det varskoede +blive adspredt; sÃ¥ snart han ikke var pÃ¥ sin post, +rykkede det et skridt nærmere til hans bevidsthed; +det skred ikke til Ã¥bent angreb, men det varskoede ham gennem et eller andet medium, hvorved det -fandt adgang til hans bevidsthed, så ofte og på hvilken<span class="pagenum"><a name="Side_203" id="Side_203" title="[S. 203]"> </a></span> -måde det ønskede, men der gik ingen forbindelse +fandt adgang til hans bevidsthed, sÃ¥ ofte og pÃ¥ hvilken<span class="pagenum"><a name="Side_203" id="Side_203" title="[S. 203]"> </a></span> +mÃ¥de det ønskede, men der gik ingen forbindelse den anden vej; han var sluttet inde, angribelig -på alle punkter; det triumferende afsind havde +pÃ¥ alle punkter; det triumferende afsind havde ham aldeles i sin magt.</p> <p>Det kunde drive sit spil med ham, som det vilde. -Nu syntes det, som om den store ild, der brændte +Nu syntes det, som om den store ild, der brændte bag hans bevidsthed, blev til hjul, der drejede rundt, -et hoverende, pragtfuldt fyrværkeri, der skulde male -hans sjæl til aske og sprede den til alle sider. Han -følte sengen gynge under sig; han prøvede at stanse -det ved at lette sig og ryste på hodet, men da var +et hoverende, pragtfuldt fyrværkeri, der skulde male +hans sjæl til aske og sprede den til alle sider. Han +følte sengen gynge under sig; han prøvede at stanse +det ved at lette sig og ryste pÃ¥ hodet, men da var det, som om han rystede den store brand buldrende -ned over sig; han forstod, at den ønskede at passe sig -selv, og han blev straks føjelig, fandt sig i ikke at -gribe ind. Lidt efter gled han nøgen ned ad varme, +ned over sig; han forstod, at den ønskede at passe sig +selv, og han blev straks føjelig, fandt sig i ikke at +gribe ind. Lidt efter gled han nøgen ned ad varme, ru stenflader, hans egen hud var som pimpsten og -uden følelse, men når han skurede mod stenene, -kildrede det rædselsfuldt, og latterbobler steg kvælende +uden følelse, men nÃ¥r han skurede mod stenene, +kildrede det rædselsfuldt, og latterbobler steg kvælende op i hans strube. Men han tav til det altsammen; -hvis han havde hørt sin stemme i dette øjeblik, -så måtte han være gået fra forstanden.</p> +hvis han havde hørt sin stemme i dette øjeblik, +sÃ¥ mÃ¥tte han være gÃ¥et fra forstanden.</p> -<p>Mens han lå og stirrede frem for sig i sin uhyre -udmattelse, så han i det tætte mørke en grå firkant +<p>Mens han lÃ¥ og stirrede frem for sig i sin uhyre +udmattelse, sÃ¥ han i det tætte mørke en grÃ¥ firkant tegne sig over for sengens fodende. Han ligesom -hilste på den og tog den med i bekendtskabet og +hilste pÃ¥ den og tog den med i bekendtskabet og undrede sig over, at den ikke ledsagedes af en -eller anden indre fornæmmelse, og at den ikke -lignede det andet. Men så gik det op for ham, at +eller anden indre fornæmmelse, og at den ikke +lignede det andet. Men sÃ¥ gik det op for ham, at det var vinduet; dagen var ved at bryde frem. Hans -øjne hang ved det grå, fattige lys, der var et livstegn +øjne hang ved det grÃ¥, fattige lys, der var et livstegn fra en anden verden end den fordrejede, han husede -i sig. Skønt det andet ikke gav fred, så gik tiden +i sig. Skønt det andet ikke gav fred, sÃ¥ gik tiden dog lettere for ham, mens lyset tiltog og voksede<span class="pagenum"><a name="Side_204" id="Side_204" title="[S. 204]"> </a></span> -ind i værelset, og han så begærligt omkring på -tingene, efterhånden som de blev synlige. Skyerne -skiltes der ude, gennem en karrig spalte trængte -solen ind til ham, men da var han faldet i søvn; -hans bevidsthed var et øjeblik gået gennem ild og -larm, men det havde denne gang ikke formået at +ind i værelset, og han sÃ¥ begærligt omkring pÃ¥ +tingene, efterhÃ¥nden som de blev synlige. Skyerne +skiltes der ude, gennem en karrig spalte trængte +solen ind til ham, men da var han faldet i søvn; +hans bevidsthed var et øjeblik gÃ¥et gennem ild og +larm, men det havde denne gang ikke formÃ¥et at kalde ham tilbage; han slap igennem og sov ind.</p> <hr class="tb" /> -<p>Hans Råskov gik omkring i sit værelse i overfrakke +<p>Hans RÃ¥skov gik omkring i sit værelse i overfrakke og morgensko, for det var koldt, og det vilde -ikke brænde i kakkelovnen; alting var gennemtrængt -af en sur røg, som han til dels havde fået ud gennem -døren; vinduerne kunde han ikke lukke op, for -så væltede regnen ind. Der stod hele søer i vinduskarmen, +ikke brænde i kakkelovnen; alting var gennemtrængt +af en sur røg, som han til dels havde fÃ¥et ud gennem +døren; vinduerne kunde han ikke lukke op, for +sÃ¥ væltede regnen ind. Der stod hele søer i vinduskarmen, han vidste ikke, hvad han skulde stille -op med dem, de fik lov at løbe ned ad væggene. -Over for hans vinduer stod nogle rådne, hvidkalkede -huse, hvis tag lignede møddinger, der til dels er bevoksede; -det så ud, som om de skulde opløses i den +op med dem, de fik lov at løbe ned ad væggene. +Over for hans vinduer stod nogle rÃ¥dne, hvidkalkede +huse, hvis tag lignede møddinger, der til dels er bevoksede; +det sÃ¥ ud, som om de skulde opløses i den voldsomme regn; kalken faldt af i store skiver, og -leret drev i brune striber ned ad væggene; de smæltede +leret drev i brune striber ned ad væggene; de smæltede hen, disse elendige huse, stokke og stolper kom -til syne som trøskede benrade, mens muren regnede -bort og flød som gult dynd ud på vejen og blandede -sig med det grå dynd. Om lidt sank de vel sammen -med et hæst forsøg på at gi et brag fra sig. Dær -var en væg så dårlig, at den havde fået en skrå -stolpe, der gik ned i jorden, at støtte sig til, om den -så kunde holde ud, men stolpen selv var grøn og fordærvet;<span class="pagenum"><a name="Side_205" id="Side_205" title="[S. 205]"> </a></span> -de dybe sår den havde fået, viste, at dens +til syne som trøskede benrade, mens muren regnede +bort og flød som gult dynd ud pÃ¥ vejen og blandede +sig med det grÃ¥ dynd. Om lidt sank de vel sammen +med et hæst forsøg pÃ¥ at gi et brag fra sig. Dær +var en væg sÃ¥ dÃ¥rlig, at den havde fÃ¥et en skrÃ¥ +stolpe, der gik ned i jorden, at støtte sig til, om den +sÃ¥ kunde holde ud, men stolpen selv var grøn og fordærvet;<span class="pagenum"><a name="Side_205" id="Side_205" title="[S. 205]"> </a></span> +de dybe sÃ¥r den havde fÃ¥et, viste, at dens indre ikke var friskere end dens ydre. Den krummede -sig allerede for murens vægt, og det var øjensynligt, -at den ikke gjorde det ret længe; den lignede -et stumt skrig om hjælp.</p> +sig allerede for murens vægt, og det var øjensynligt, +at den ikke gjorde det ret længe; den lignede +et stumt skrig om hjælp.</p> -<p>Hans Råskov tog mod til sig og vadede ud i æltet, -han trængte til varme. Han gik en lang tur +<p>Hans RÃ¥skov tog mod til sig og vadede ud i æltet, +han trængte til varme. Han gik en lang tur og blev varm. Da han var kommet en halv mil fra -kroen, følte han, at han ikke var herre over sig selv, +kroen, følte han, at han ikke var herre over sig selv, heden havde taget magten over ham, den var ligesom -slået ind og havde angrebet sjælen. Han ønskede -sig hjem, han foretrak nu at gå i sit værelse +slÃ¥et ind og havde angrebet sjælen. Han ønskede +sig hjem, han foretrak nu at gÃ¥ i sit værelse og fryse, men det var for sent; et besynderligt raseri kom over ham, og det tabte sig ikke, fordi han stod stille og svalede sig. Han huskede og hadede -den ene efter den anden, der havde gjort ham fortræd; +den ene efter den anden, der havde gjort ham fortræd; han glemte ikke en eneste, heller ikke alle dem, der -havde set på ham med ringeagt eller ligegyldighed, +havde set pÃ¥ ham med ringeagt eller ligegyldighed, eller dem, der havde sendt ham et koldt blik, som -han havde opfattet, uden at den anden måske havde -ønsket det; der dukkede en mængde ansigter op, +han havde opfattet, uden at den anden mÃ¥ske havde +ønsket det; der dukkede en mængde ansigter op, som han slet ikke kunde huske navne til, men alle havde de gjort ham et eller andet; om ikke andet -havde de vakt hans uvilje, de havde været glade +havde de vakt hans uvilje, de havde været glade og ikke delt med ham, de havde moret sig og -set med undren på ham, der ikke kunde være med; -ikke et af alle de blikke var undgået ham; deres -mangel på deltagelse var gået igennem hans bevidsthed +set med undren pÃ¥ ham, der ikke kunde være med; +ikke et af alle de blikke var undgÃ¥et ham; deres +mangel pÃ¥ deltagelse var gÃ¥et igennem hans bevidsthed og vendte nu tilbage som et flammende had. Og det <span class="sic" title="[sic]">bredte</span> endnu videre som en stor ild; -det nåede også dem, han slet ikke havde set, og -som ikke havde ænset ham på nogen måde, mennesker,<span class="pagenum"><a name="Side_206" id="Side_206" title="[S. 206]"> </a></span> +det nÃ¥ede ogsÃ¥ dem, han slet ikke havde set, og +som ikke havde ænset ham pÃ¥ nogen mÃ¥de, mennesker,<span class="pagenum"><a name="Side_206" id="Side_206" title="[S. 206]"> </a></span> han blot havde set fra ryggen, og som alene eller sammen med andre havde ejet noget, som -mennesker kan være glade over — — alle, der havde -haft det bedre end han, han havde noget at hævne -på dem alle; om han nu havde haft stenen i sin -hånd, han vilde ikke holde den tilbage!</p> - -<p>Han stod stille midt i den øsende regn, der malede -hele den synlige verden sammen til een formløs gråhed, -men han så det ikke, han var selv en verden af -ild, hans blik blev hårdt og blændet og formåede ikke -at hvile sig ved synet af det grå, der er som skabt -for øjne, der har set for meget.</p> - -<p>Og den store ild bredte sig; den var færdig med -menneskene og nåede tilværelsens love og vilde ikke -la sig stanse af dem. Den var heller ikke gået ham -selv forbi, skønt han vidste, at han var uden skyld, -skylden lå til sidst i den nødvendighedens lov, der -havde tvunget ham, ført ham fra handling til handling, -pånødet ham den ene stemning efter den anden +mennesker kan være glade over — — alle, der havde +haft det bedre end han, han havde noget at hævne +pÃ¥ dem alle; om han nu havde haft stenen i sin +hÃ¥nd, han vilde ikke holde den tilbage!</p> + +<p>Han stod stille midt i den øsende regn, der malede +hele den synlige verden sammen til een formløs grÃ¥hed, +men han sÃ¥ det ikke, han var selv en verden af +ild, hans blik blev hÃ¥rdt og blændet og formÃ¥ede ikke +at hvile sig ved synet af det grÃ¥, der er som skabt +for øjne, der har set for meget.</p> + +<p>Og den store ild bredte sig; den var færdig med +menneskene og nÃ¥ede tilværelsens love og vilde ikke +la sig stanse af dem. Den var heller ikke gÃ¥et ham +selv forbi, skønt han vidste, at han var uden skyld, +skylden lÃ¥ til sidst i den nødvendighedens lov, der +havde tvunget ham, ført ham fra handling til handling, +pÃ¥nødet ham den ene stemning efter den anden og ikke tilladt ham at handle frit en eneste gang. Han kunde ikke genkende sin egen vilje i noget af -det, der var hændet ham; det eneste der syntes at være +det, der var hændet ham; det eneste der syntes at være hans vilje og resultatet af hans fornuft: hans tilflugt -til det forcerede arbejde, det var også virkningen af +til det forcerede arbejde, det var ogsÃ¥ virkningen af den hemmelige tvang; mens han troede, at han havde -undgået en fare, at han havde reddet sit mishandlede -sind, så var det kun en våbenstilstand, hvorunder +undgÃ¥et en fare, at han havde reddet sit mishandlede +sind, sÃ¥ var det kun en vÃ¥benstilstand, hvorunder nye anfald forberedtes. Her stansede hans raseri og -kunde ikke komme længere; der var stænget ved porten +kunde ikke komme længere; der var stænget ved porten til det ukendte, som fornuften ikke kan dirke op, -og lidenskaben ikke splintre med sine ubændige anfald, +og lidenskaben ikke splintre med sine ubændige anfald, og under denne pludselige hindring for raseriet,<span class="pagenum"><a name="Side_207" id="Side_207" title="[S. 207]"> </a></span> -der ikke har nået sit lovbestemte højdepunkt, gennemgik -han det værste øjeblik i sit liv, men der var ingen +der ikke har nÃ¥et sit lovbestemte højdepunkt, gennemgik +han det værste øjeblik i sit liv, men der var ingen lindring for det, det var hans forbandelse, at han -syntes at kunne holde til alting; han kom også denne +syntes at kunne holde til alting; han kom ogsÃ¥ denne gang fra det med sin forstand i behold.</p> <p>Og lige med et slap raseriet hans sind, med samme brutale pludselighed, som det havde anfaldet ham; han blev ligesom mere ene, ene med en -nøgtern, skælvende forståelse af sig selv, og dermed -var ydmygelsen fuldkommen; hans menneskeværdighed -var slængt hen i <span class="sic" title="[sic]">sølen</span> som en tom kulsæk, -og der var ikke andet at gøre end at gå hjem og i -seng. Men inden han nåede så langt, var verden -blevet ukendelig for ham; alting så vel ud som -det plejede; han så nøjagtig de farver, som han -vidste skulde være der, og dog var ikke en eneste -ting til at kende igen. Når han hørte en hund gø, -sae hans erfaring ham, at sådan lød hundegøen, -sådan havde han hørt den mange gange før, men +nøgtern, skælvende forstÃ¥else af sig selv, og dermed +var ydmygelsen fuldkommen; hans menneskeværdighed +var slængt hen i <span class="sic" title="[sic]">sølen</span> som en tom kulsæk, +og der var ikke andet at gøre end at gÃ¥ hjem og i +seng. Men inden han nÃ¥ede sÃ¥ langt, var verden +blevet ukendelig for ham; alting sÃ¥ vel ud som +det plejede; han sÃ¥ nøjagtig de farver, som han +vidste skulde være der, og dog var ikke en eneste +ting til at kende igen. NÃ¥r han hørte en hund gø, +sae hans erfaring ham, at sÃ¥dan lød hundegøen, +sÃ¥dan havde han hørt den mange gange før, men der var noget andet, der hviskede til ham, at denne lyd i virkeligheden var ham fremmed. Mens han -gik med hænderne i lommen, forekom det ham, at +gik med hænderne i lommen, forekom det ham, at armene var drejede en halv gang om og sad forkert, og selv om han lod sig narre til at se efter og -fik vished for, at der ikke var noget i vejen, så lod +fik vished for, at der ikke var noget i vejen, sÃ¥ lod den anden forestilling sig ikke fordrive. Han gjorde hundrede ny erfaringer, mens han gik hjem; det lod til, at vanviddet havde gemt sig i alt, hvad han -sansede, og påtvang ham forestillingen om altings +sansede, og pÃ¥tvang ham forestillingen om altings forkerthed, men heller ikke her viste det sig, det -dækkede sig bag den normale, sunde verden og lod +dækkede sig bag den normale, sunde verden og lod ham sanse alting dobbelt, satte fordrejelsens gift<span class="pagenum"><a name="Side_208" id="Side_208" title="[S. 208]"> </a></span> ved alt hvad han sansede, tvang ham til at opdage -verden for anden gang på en ny, bagvendt måde.</p> +verden for anden gang pÃ¥ en ny, bagvendt mÃ¥de.</p> -<p>Denne hjemtur var den sværeste gang, han endnu -havde gået, og dog anede han ikke tiendedelen af -de hæslige overraskelser, der forestod.</p> +<p>Denne hjemtur var den sværeste gang, han endnu +havde gÃ¥et, og dog anede han ikke tiendedelen af +de hæslige overraskelser, der forestod.</p> <hr class="chapbreak" /> <p><span class="pagenum"><a name="Side_209" id="Side_209" title="[S. 209]"> </a></span></p> @@ -7589,218 +7550,218 @@ de hæslige overraskelser, der forestod.</p> <h2><a name="KAPITEL_XXI" id="KAPITEL_XXI"></a>XXI</h2> -<p>Så begyndte det lange, tragi-komiske drama, bevidsthedens -forstyrrelse, efterhånden at udspilles.</p> +<p>SÃ¥ begyndte det lange, tragi-komiske drama, bevidsthedens +forstyrrelse, efterhÃ¥nden at udspilles.</p> -<p>Det syntes som om Hans Råskov skulde bøde for, -at han havde tiet så meget og så ofte behersket sig. I -anfald af raseri, der i lang tid gentog sig næsten +<p>Det syntes som om Hans RÃ¥skov skulde bøde for, +at han havde tiet sÃ¥ meget og sÃ¥ ofte behersket sig. I +anfald af raseri, der i lang tid gentog sig næsten hver dag, var han tvungen tilskuer til, at hans fantasi -udførte, hvad han et øjeblik havde tænkt på og +udførte, hvad han et øjeblik havde tænkt pÃ¥ og straks var blevet herre over; handlinger han havde -afvist og skammet sig over at få lyst til, de blev -nu på en måde til virkelighed; det begyndte fra hans +afvist og skammet sig over at fÃ¥ lyst til, de blev +nu pÃ¥ en mÃ¥de til virkelighed; det begyndte fra hans barndom med husholdersken og gik op efter, selv en -ubekendt mand, han en gang havde slået hatten af, -blev trukket frem og lynchet af den tøjlesløse fantasi -— han gennemlevede en hel parodi på sin egen +ubekendt mand, han en gang havde slÃ¥et hatten af, +blev trukket frem og lynchet af den tøjlesløse fantasi +— han gennemlevede en hel parodi pÃ¥ sin egen fortid.</p> -<p>Samtidig bedøvedes hans indre af et uhyre spetakkel, +<p>Samtidig bedøvedes hans indre af et uhyre spetakkel, der vedvarede under anfaldene; det skreg -og larmede — bag ved bevidstheden; han hørte ikke +og larmede — bag ved bevidstheden; han hørte ikke noget, havde ikke den ringeste hallusinasjon af lyd; det skjulte sig under stilheden, og kom der virkelige lyde ude fra, vognrumlen eller dagligdags stemmer, -så svulmede de op og blev ligesom til et med den -skjulte larm. I sådanne øjeblikke følte han også<span class="pagenum"><a name="Side_210" id="Side_210" title="[S. 210]"> </a></span> -selv trang til at skrige; han mærkede et råb, der -arbejdede sig op gennem hans strube, og han hørte +sÃ¥ svulmede de op og blev ligesom til et med den +skjulte larm. I sÃ¥danne øjeblikke følte han ogsÃ¥<span class="pagenum"><a name="Side_210" id="Side_210" title="[S. 210]"> </a></span> +selv trang til at skrige; han mærkede et rÃ¥b, der +arbejdede sig op gennem hans strube, og han hørte det ligesom alt det andet; han forestillede sig det -første og derpå alle dem, der vilde følge efter, han -vilde flå sig op indvendig og slide de sidste, -trævlede skrig frem, indtil de hendøde i komisk -klynkende piben, som når en lirekasse langsomt -går i stå. Dertil vilde det passe godt, om han -kastede sig ned på gulvet og væltede omkring — — -han tænkte sig det med. Men han gjorde ikke noget -af det altsammen. Når det var overstået, følte han -en hæshed, så at han lige straks ikke var vis på, at +første og derpÃ¥ alle dem, der vilde følge efter, han +vilde flÃ¥ sig op indvendig og slide de sidste, +trævlede skrig frem, indtil de hendøde i komisk +klynkende piben, som nÃ¥r en lirekasse langsomt +gÃ¥r i stÃ¥. Dertil vilde det passe godt, om han +kastede sig ned pÃ¥ gulvet og væltede omkring — — +han tænkte sig det med. Men han gjorde ikke noget +af det altsammen. NÃ¥r det var overstÃ¥et, følte han +en hæshed, sÃ¥ at han lige straks ikke var vis pÃ¥, at han ikke havde skreget, og det sang endnu for hans -øren, som om han var kommet ud af en maskinhal.</p> +øren, som om han var kommet ud af en maskinhal.</p> -<p>Det var som om en gal mands sjæl var sluppet ind i +<p>Det var som om en gal mands sjæl var sluppet ind i ham og levede ved siden af hans egen fornuft uden -at fortrænge den, og dog genkendte han alting, og -syntes, at han havde oplevet det før; med uhygge -erkendte han slægtskabet mellem sig selv og det, der -havde taget plads i ham og snyltede på hans sunde -fornuft, så han måtte vente, at den en dag var udhulet -og brast sammen til ingenting. Han førte en -dobbelt tilværelse, der ikke var et menneske værdig, +at fortrænge den, og dog genkendte han alting, og +syntes, at han havde oplevet det før; med uhygge +erkendte han slægtskabet mellem sig selv og det, der +havde taget plads i ham og snyltede pÃ¥ hans sunde +fornuft, sÃ¥ han mÃ¥tte vente, at den en dag var udhulet +og brast sammen til ingenting. Han førte en +dobbelt tilværelse, der ikke var et menneske værdig, med sin forstand og sine sanser, der tilsyneladende -ikke fejlede noget, og samtidig ernærede hans fantasi +ikke fejlede noget, og samtidig ernærede hans fantasi en snylter, der aldrig viste sig — efter snylteres art -— og som syntes at skulle fortære ham fra inden og +— og som syntes at skulle fortære ham fra inden og blandede sin giftige, slimede bevidsthed med hans. -Det skulde for eksempel hænde ham, en dag da det -blev højt vær, at han ikke kunde ha nogen glæde -af den blå himmel; han betragtede den med mistro -og undren: den farve blåt var ikke ærlig; der gemte<span class="pagenum"><a name="Side_211" id="Side_211" title="[S. 211]"> </a></span> -sig rødt under den, og han følte sig lettet, da de -følgende dage igen bragte gråvær.</p> - -<p>Hen på foråret kom der mere ro; det var ligesom +Det skulde for eksempel hænde ham, en dag da det +blev højt vær, at han ikke kunde ha nogen glæde +af den blÃ¥ himmel; han betragtede den med mistro +og undren: den farve blÃ¥t var ikke ærlig; der gemte<span class="pagenum"><a name="Side_211" id="Side_211" title="[S. 211]"> </a></span> +sig rødt under den, og han følte sig lettet, da de +følgende dage igen bragte grÃ¥vær.</p> + +<p>Hen pÃ¥ forÃ¥ret kom der mere ro; det var ligesom selve afsindet gik i forfald, det fik alle de egenskaber, -der kendetegner henrådnen. Havde han før haft -anelser om ild og skrig, så blev det nu til aske og +der kendetegner henrÃ¥dnen. Havde han før haft +anelser om ild og skrig, sÃ¥ blev det nu til aske og uendelig mumlen. Dag efter dag snakkede det ustanselig -rundt om ham, og når han skulde til at falde -i søvn, blev det til byger af lange, meningsløse ord -og sætninger. Han prøvede at modarbejde det ved -selv at lave ord, der var lige så tåbelige, han syntes -han drillede fjenden, og det var ikke til at afgøre, -om det hele var påtvunget, eller om han gjorde det -af fri vilje; men selv dette påfund fattede han mistanke -til som noget, der kunde være opfundet af den -anden, og han forsøgte det ikke mere end et par -gange. Han gjorde også den erfaring, at ethvert -forsøg på at mildne galskaben eller ligesom narre +rundt om ham, og nÃ¥r han skulde til at falde +i søvn, blev det til byger af lange, meningsløse ord +og sætninger. Han prøvede at modarbejde det ved +selv at lave ord, der var lige sÃ¥ tÃ¥belige, han syntes +han drillede fjenden, og det var ikke til at afgøre, +om det hele var pÃ¥tvunget, eller om han gjorde det +af fri vilje; men selv dette pÃ¥fund fattede han mistanke +til som noget, der kunde være opfundet af den +anden, og han forsøgte det ikke mere end et par +gange. Han gjorde ogsÃ¥ den erfaring, at ethvert +forsøg pÃ¥ at mildne galskaben eller ligesom narre den for noget, gjorde den mere ondsindet; han -måtte la den være ene om sit og ikke gribe ind.</p> - -<p>Men hvad han mente at høre, var ikke noget mod -de forestillinger, der påtvang sig. Hans bevidsthed -havde nået de sumpede, farlige dybder, som vort sjæleliv -synes at hvile på, og han overværede — i løbet af -et helt år — en opløsningens komedie, som der ikke -skal gøres forsøg på at gengive her. Han kunde ikke -løbe fra noget; han havde perverse syner, der ligesom -vilde kræve erstatning for hans livs kyskhed; -andre udgik fra Johannes' Åbenbaring og bragte -forvrængede billeder fra en bog, der selv er sjælelig +mÃ¥tte la den være ene om sit og ikke gribe ind.</p> + +<p>Men hvad han mente at høre, var ikke noget mod +de forestillinger, der pÃ¥tvang sig. Hans bevidsthed +havde nÃ¥et de sumpede, farlige dybder, som vort sjæleliv +synes at hvile pÃ¥, og han overværede — i løbet af +et helt Ã¥r — en opløsningens komedie, som der ikke +skal gøres forsøg pÃ¥ at gengive her. Han kunde ikke +løbe fra noget; han havde perverse syner, der ligesom +vilde kræve erstatning for hans livs kyskhed; +andre udgik fra Johannes' Ã…benbaring og bragte +forvrængede billeder fra en bog, der selv er sjælelig usundhed — —</p> -<p>Sådan ser det ud i de sjælens dybder, som vi -taler om med gru eller med en ærefrygt, der er blandet<span class="pagenum"><a name="Side_212" id="Side_212" title="[S. 212]"> </a></span> +<p>SÃ¥dan ser det ud i de sjælens dybder, som vi +taler om med gru eller med en ærefrygt, der er blandet<span class="pagenum"><a name="Side_212" id="Side_212" title="[S. 212]"> </a></span> med mystisk svimmel; i den ubetegnelige dynge, -vor bevidsthed bygger på, skal måske livets dybere -mening søges; det er ikke givet, at resultatet af en -sådan søgen vil falde meget storslået ud. Den dybere, -alvorlige sammenhæng eller den dybere, latterlige -mangel på sammenhæng — hvilken af delene +vor bevidsthed bygger pÃ¥, skal mÃ¥ske livets dybere +mening søges; det er ikke givet, at resultatet af en +sÃ¥dan søgen vil falde meget storslÃ¥et ud. Den dybere, +alvorlige sammenhæng eller den dybere, latterlige +mangel pÃ¥ sammenhæng — hvilken af delene er det nu, filosofien og religionen har lovet os, at vi -skal finde som enden på sagen?</p> +skal finde som enden pÃ¥ sagen?</p> -<p>— Som ganske lille dreng blev Hans Råskov -en dag for første gang vidne til, at en ko blev slagtet. +<p>— Som ganske lille dreng blev Hans RÃ¥skov +en dag for første gang vidne til, at en ko blev slagtet. Synet af alt det, han aldrig havde ventet at se inde -i det velkendte dyr, havde gjort et så rystende -indtryk på ham, at han listede sig bort og gemte -sig i en høstak for at tænke over det; men fra den -dag var en ko ikke længere en ko i hans bevidsthed, +i det velkendte dyr, havde gjort et sÃ¥ rystende +indtryk pÃ¥ ham, at han listede sig bort og gemte +sig i en høstak for at tænke over det; men fra den +dag var en ko ikke længere en ko i hans bevidsthed, og det varede lang tid, inden de to indtryk vilde vokse naturligt sammen.</p> -<p>Nu fik han et lignende indtryk af at se sjælen -flået og skåret op — og gået i fordærvelse tilmed.</p> +<p>Nu fik han et lignende indtryk af at se sjælen +flÃ¥et og skÃ¥ret op — og gÃ¥et i fordærvelse tilmed.</p> -<p>Men over synernes rå, skinnende billeder hævede -hans fornuft sig for så vidt uangreben, at den kunde +<p>Men over synernes rÃ¥, skinnende billeder hævede +hans fornuft sig for sÃ¥ vidt uangreben, at den kunde frasige sig lod eller del i dem; der var stadig noget, -der holdt sig frisk, og når den tyngsel, der hvælvede -sig tung og mørk over hans hoved, lettede et øjeblik, -så syntes han at kunne skimte en fremtid, der dog -på en måde var til at leve; den forjættede ham den -store nøgternhed, som han to gange troede at ha -opnået, og hvori han så sin eneste frelse.</p> +der holdt sig frisk, og nÃ¥r den tyngsel, der hvælvede +sig tung og mørk over hans hoved, lettede et øjeblik, +sÃ¥ syntes han at kunne skimte en fremtid, der dog +pÃ¥ en mÃ¥de var til at leve; den forjættede ham den +store nøgternhed, som han to gange troede at ha +opnÃ¥et, og hvori han sÃ¥ sin eneste frelse.</p> <hr class="tb" /> -<p>Der gik et år, og det blev lidt bedre med ham. -Mens han før havde underholdt sig med uskyldigt<span class="pagenum"><a name="Side_213" id="Side_213" title="[S. 213]"> </a></span> -legetøj, som der ikke skulde åndelig anstrængelse -til, så kunde han nu lave små maskiner af træ og -ståltråd og gøre de simpleste kemiske forsøg om -igen. Han kunde få en hel eftermiddag til at gå -med at fremstille ilt og brænde tykke firtommesøm, -som om det var tændstikker; det havde også været -et af hans første eksperimenter, da han var dreng.</p> - -<p>Han tænkte sig muligheden af helbredelse og nyt -arbejde, men så vidt han kunde mærke, havde han -tabt lysten til arbejde, og det var jo også meget -tvivlsomt, om han havde beholdt ævnen til det.</p> - -<p>Hvad der var ham mest påfaldende, når sygdommen -slap sit tag og tillod ham at tænke på andet +<p>Der gik et Ã¥r, og det blev lidt bedre med ham. +Mens han før havde underholdt sig med uskyldigt<span class="pagenum"><a name="Side_213" id="Side_213" title="[S. 213]"> </a></span> +legetøj, som der ikke skulde Ã¥ndelig anstrængelse +til, sÃ¥ kunde han nu lave smÃ¥ maskiner af træ og +stÃ¥ltrÃ¥d og gøre de simpleste kemiske forsøg om +igen. Han kunde fÃ¥ en hel eftermiddag til at gÃ¥ +med at fremstille ilt og brænde tykke firtommesøm, +som om det var tændstikker; det havde ogsÃ¥ været +et af hans første eksperimenter, da han var dreng.</p> + +<p>Han tænkte sig muligheden af helbredelse og nyt +arbejde, men sÃ¥ vidt han kunde mærke, havde han +tabt lysten til arbejde, og det var jo ogsÃ¥ meget +tvivlsomt, om han havde beholdt ævnen til det.</p> + +<p>Hvad der var ham mest pÃ¥faldende, nÃ¥r sygdommen +slap sit tag og tillod ham at tænke pÃ¥ andet end den, var hans fuldkomne ligegyldighed for alting; intet vakte nogen stemning i ham, hverken til -ondt eller godt, alt var forskelsløst. Med hensyn +ondt eller godt, alt var forskelsløst. Med hensyn til fortiden lod det til, at han havde udraset; alle -minder havde sygdommen bemægtiget sig og tilsyneladende -fortæret; der var ingen varme ved dem, -ikke en ond tanke kunde vækkes ved hjælp af erindringen, +minder havde sygdommen bemægtiget sig og tilsyneladende +fortæret; der var ingen varme ved dem, +ikke en ond tanke kunde vækkes ved hjælp af erindringen, fortiden var en hob aske. At han under -lejlighedsvise tilbagefald måtte beskæftige sig med +lejlighedsvise tilbagefald mÃ¥tte beskæftige sig med den, det vedkom ikke hans fornuft; den stod uden for. Var det nu endelig blevet sandhed, hvad han -en gang havde tænkt: at han var kommet til det -døde hav, hvor alt er brændt ud? Asken og asfalten, -der ligger rundt om, fortæller ikke, hvad her har -været, før alting blev fortæret.</p> +en gang havde tænkt: at han var kommet til det +døde hav, hvor alt er brændt ud? Asken og asfalten, +der ligger rundt om, fortæller ikke, hvad her har +været, før alting blev fortæret.</p> <p>— Han fik lov af kromanden til at lave sig et laboratorium -i et udhus, og tog fat på et vanskeligere -forsøg, der varede to dage; det kostede ham et tilbagefald -på fjorten dage, og da hans sind igen var tilstrækkelig -befriet, til at han kunde tænke over det,<span class="pagenum"><a name="Side_214" id="Side_214" title="[S. 214]"> </a></span> +i et udhus, og tog fat pÃ¥ et vanskeligere +forsøg, der varede to dage; det kostede ham et tilbagefald +pÃ¥ fjorten dage, og da hans sind igen var tilstrækkelig +befriet, til at han kunde tænke over det,<span class="pagenum"><a name="Side_214" id="Side_214" title="[S. 214]"> </a></span> da mente han at ha vished for, at lysten var borte. -Den stive energi, hvormed han før gik på, den vældige -fremdrift, der kunde vare uforandret flere år, +Den stive energi, hvormed han før gik pÃ¥, den vældige +fremdrift, der kunde vare uforandret flere Ã¥r, var den virkelig tabt? Han kendte heller ikke mere den lidenskabelige kedsomhed, der tidligere havde -drevet ham til arbejdet. Måske havde han det sådan, -at han arbejdede bedst, når det halve af arbejdets +drevet ham til arbejdet. MÃ¥ske havde han det sÃ¥dan, +at han arbejdede bedst, nÃ¥r det halve af arbejdets lidenskab skyldtes en anden undertvungen -lidenskab; derved kom der vel dybde i det; sjælens -maskineri går støt under vekselvirkninger af det, -der anes og kues indad til, og det, der tænkes og -frigøres i handling udad til. Men var denne indre -drivkraft gået tabt, hvad så? Selv om han endnu -ikke var aldeles rask, og hans nærvesystem kunde -genvinde noget mere af den gamle kraft, så var der -sket en blivende forandring med ham. Dær hvor -sygdommen havde hærget, var han nu en hel anden, -og der syntes ikke at være andet tilbage fra den -store ødelæggelse end hans forstand. Hvis det var -den nøgternhed, han havde attrået, så havde hans -ønske været dårligt og opfyldelsen værre, ti den +lidenskab; derved kom der vel dybde i det; sjælens +maskineri gÃ¥r støt under vekselvirkninger af det, +der anes og kues indad til, og det, der tænkes og +frigøres i handling udad til. Men var denne indre +drivkraft gÃ¥et tabt, hvad sÃ¥? Selv om han endnu +ikke var aldeles rask, og hans nærvesystem kunde +genvinde noget mere af den gamle kraft, sÃ¥ var der +sket en blivende forandring med ham. Dær hvor +sygdommen havde hærget, var han nu en hel anden, +og der syntes ikke at være andet tilbage fra den +store ødelæggelse end hans forstand. Hvis det var +den nøgternhed, han havde attrÃ¥et, sÃ¥ havde hans +ønske været dÃ¥rligt og opfyldelsen værre, ti den havde ikke bragt andet end idel tomhed.</p> -<p>Det led hen på den anden vinter; han gjorde bekendtskab -med egnens folk og traf gærne en eller -anden, som han kom i tale med, når han gik ud; -hjemme syslede han med forsøg, der før i tiden -kun vilde ha været leg, men nu havde han intet mere +<p>Det led hen pÃ¥ den anden vinter; han gjorde bekendtskab +med egnens folk og traf gærne en eller +anden, som han kom i tale med, nÃ¥r han gik ud; +hjemme syslede han med forsøg, der før i tiden +kun vilde ha været leg, men nu havde han intet mere alvorligt end sin leg, og han kedede sig ikke slemt. -Han kom sig så vidt, at han godt kunde rejse ud og -prøve kræfterne, men han gjorde det ikke; når han -rejste der fra, så var det, at prøven skulde stå, om han +Han kom sig sÃ¥ vidt, at han godt kunde rejse ud og +prøve kræfterne, men han gjorde det ikke; nÃ¥r han +rejste der fra, sÃ¥ var det, at prøven skulde stÃ¥, om han duede til noget eller ikke, og han befandt sig for -vel, til at han vilde udsætte sig for et <a class="corr" name="rett_25" id="rett_25" title="var: ugenkaldeligt">uigenkaldeligt</a><span class="pagenum"><a name="Side_215" id="Side_215" title="[S. 215]"> </a></span> -resultat. Efterhånden blev det spørsmål ham også -ret ligegyldigt; han vilde blive hvor han var, så -længe han ikke følte lyst ved nogen ting.</p> +vel, til at han vilde udsætte sig for et <a class="corr" name="rett_25" id="rett_25" title="var: ugenkaldeligt">uigenkaldeligt</a><span class="pagenum"><a name="Side_215" id="Side_215" title="[S. 215]"> </a></span> +resultat. EfterhÃ¥nden blev det spørsmÃ¥l ham ogsÃ¥ +ret ligegyldigt; han vilde blive hvor han var, sÃ¥ +længe han ikke følte lyst ved nogen ting.</p> -<p>Sådan gik der et år til uden stor forandring. -Han tog sig ikke noget til og var altid beskæftiget +<p>SÃ¥dan gik der et Ã¥r til uden stor forandring. +Han tog sig ikke noget til og var altid beskæftiget ligesom et barn. Han var godt kendt i egnen som -en sær fyr, blev venlig hilst af alle og var vel lidt. -På sine ture, der stadig blev længere, stansede han -og så til overalt, hvor der blev udrettet noget, og +en sær fyr, blev venlig hilst af alle og var vel lidt. +PÃ¥ sine ture, der stadig blev længere, stansede han +og sÃ¥ til overalt, hvor der blev udrettet noget, og snakkede med alle, der havde tid — som en gammel -bedstefaer, der går sin sidste runde og tar afsked +bedstefaer, der gÃ¥r sin sidste runde og tar afsked med dem, der skal overleve ham.</p> <hr class="chapbreak" /> @@ -7812,643 +7773,265 @@ med dem, der skal overleve ham.</p> <h2><a name="KAPITEL_XXII" id="KAPITEL_XXII"></a>XXII</h2> -<p>Det var en klar, kold aften først i Februar.</p> +<p>Det var en klar, kold aften først i Februar.</p> -<p>Hans Råskov var på hjemvejen fra en tur, -der havde varet hele dagen; han havde gået seks -mil og havde een igen. Det at gå var efterhånden +<p>Hans RÃ¥skov var pÃ¥ hjemvejen fra en tur, +der havde varet hele dagen; han havde gÃ¥et seks +mil og havde een igen. Det at gÃ¥ var efterhÃ¥nden blevet hans eneste adspredelse; han gik fra alle tanker -og fornæmmelser, blev ligesom stiv indvendig +og fornæmmelser, blev ligesom stiv indvendig og uimodtagelig for indtryk, gik omtrent de samme -ture hver dag, ligesom plovmændene der hjemme, -der målte den samme mark hundrede gange på een -dag, indtil de kom i en slags følelsesløs ekstase og -havde så vanskeligt ved at lukke munden op og tale -højt, når de kom hjem. Hans Råskov blev dygtig +ture hver dag, ligesom plovmændene der hjemme, +der mÃ¥lte den samme mark hundrede gange pÃ¥ een +dag, indtil de kom i en slags følelsesløs ekstase og +havde sÃ¥ vanskeligt ved at lukke munden op og tale +højt, nÃ¥r de kom hjem. Hans RÃ¥skov blev dygtig stivbenet af de lange ture, og stivheden bredte sig -over hele hans legeme; han mærkede det om morgenen, -når han stod op; og dagens første halve mil -kunde også være besværlig nok, men så gjorde bevægelsens -rytme sin magt gældende, han gik og +over hele hans legeme; han mærkede det om morgenen, +nÃ¥r han stod op; og dagens første halve mil +kunde ogsÃ¥ være besværlig nok, men sÃ¥ gjorde bevægelsens +rytme sin magt gældende, han gik og glemte alting, gik fra sin egen tomhed, der undertiden -syntes at slå sig sammen med sygdommen for +syntes at slÃ¥ sig sammen med sygdommen for at plage ham; han gik i dagevis og forlangte ikke -andet af tiden, end at den skulde gå, gå forbi lydløst, -sporløst, forbi ham som en, der ikke skal med, og -for hvem det er en plage at mærke tidens gang, fordi<span class="pagenum"><a name="Side_217" id="Side_217" title="[S. 217]"> </a></span> -den samtidig er en målestok for hans egen overflødighed.</p> - -<p>Hans Råskov var en dårlig fodgænger; han var -af dem, der slider for meget — både på jorden og -på sig selv. Hvor det var blødt, trådte han dybere i -end andre mennesker, og når han gik på sølede veje, +andet af tiden, end at den skulde gÃ¥, gÃ¥ forbi lydløst, +sporløst, forbi ham som en, der ikke skal med, og +for hvem det er en plage at mærke tidens gang, fordi<span class="pagenum"><a name="Side_217" id="Side_217" title="[S. 217]"> </a></span> +den samtidig er en mÃ¥lestok for hans egen overflødighed.</p> + +<p>Hans RÃ¥skov var en dÃ¥rlig fodgænger; han var +af dem, der slider for meget — bÃ¥de pÃ¥ jorden og +pÃ¥ sig selv. Hvor det var blødt, trÃ¥dte han dybere i +end andre mennesker, og nÃ¥r han gik pÃ¥ sølede veje, tog han mere snavs med sig, end folk i almindelighed; -han havde tungt ved at komme af sted på +han havde tungt ved at komme af sted pÃ¥ jorden, og nu, da han ikke tog sig stort andet til, -kunde det gøre ham livet besværligt nok, og han -var tit overtræt, når han kom hjem, og måtte lide for +kunde det gøre ham livet besværligt nok, og han +var tit overtræt, nÃ¥r han kom hjem, og mÃ¥tte lide for det om natten.</p> -<p>Månen begyndte at skyde sin røde, forbrændte -skive op på himlen, da Hans Råskov drejede uden -om en af Limfjordens mange små vige. Ude på isen -gik der børn; det sang vidt omkring, når de flyttede -deres jærnbeslåede træsko og tog tilløb. Hans Råskov +<p>MÃ¥nen begyndte at skyde sin røde, forbrændte +skive op pÃ¥ himlen, da Hans RÃ¥skov drejede uden +om en af Limfjordens mange smÃ¥ vige. Ude pÃ¥ isen +gik der børn; det sang vidt omkring, nÃ¥r de flyttede +deres jærnbeslÃ¥ede træsko og tog tilløb. Hans RÃ¥skov fulgte vandet en halv mils vej; han konstaterede -med ærgrelse, at han havde gjort sin tur en +med ærgrelse, at han havde gjort sin tur en mil for lang, for han var allerede meget sulten nu -og vilde altså være aldeles udaset, når han havde -gået den sidste mil. Han mistede øjeblikkelig al -sin udholdenhed, når han blev sulten; han blev til +og vilde altsÃ¥ være aldeles udaset, nÃ¥r han havde +gÃ¥et den sidste mil. Han mistede øjeblikkelig al +sin udholdenhed, nÃ¥r han blev sulten; han blev til en klud, hvis han ikke straks fik noget at spise, det -kendte han så godt. Han kom snart til at svede af -mathed og hviskede et halvhøjt: Idiot, hvormed han +kendte han sÃ¥ godt. Han kom snart til at svede af +mathed og hviskede et halvhøjt: Idiot, hvormed han mente sig selv — fordi han ikke, som han plejede, -havde sørget for at ha noget spiseligt hos sig.</p> +havde sørget for at ha noget spiseligt hos sig.</p> -<p>Han var så optaget af sin egen ærgrelse, at han -ikke opfattede et skrig om hjælp, der lød to gange ude +<p>Han var sÃ¥ optaget af sin egen ærgrelse, at han +ikke opfattede et skrig om hjælp, der lød to gange ude fra isen; tredie gang fik det ham til at stanse og glemme sin sult. Der var een faldet igennem. Med<span class="pagenum"><a name="Side_218" id="Side_218" title="[S. 218]"> </a></span> -det samme vidste han også, at han havde hørt det +det samme vidste han ogsÃ¥, at han havde hørt det flere gange; han havde vist antaget det for en slags -<a class="corr" name="rett_26" id="rett_26" title="var: hallucinasjon">hallusinasjon</a>, og det havde stemt hans sind så underligt. -Men nu var alt det væk, han så sig om +<a class="corr" name="rett_26" id="rett_26" title="var: hallucinasjon">hallusinasjon</a>, og det havde stemt hans sind sÃ¥ underligt. +Men nu var alt det væk, han sÃ¥ sig om efter huse eller mennesker, om han kunde tilkalde -hjælp, men der var ingen, det var et ensomt sted.</p> +hjælp, men der var ingen, det var et ensomt sted.</p> -<p>Det var åbenbart en dreng, der var faldet igennem. +<p>Det var Ã¥benbart en dreng, der var faldet igennem. Han skreg fornuftigt og med kraft, hylede ikke -hele tiden, men sparede på stemmen og udsendte -sine skrig som nødsignaler, med visse mellemrum, -og så lyttede han vel efter, om der snart kom nogen.</p> - -<p>Hans Råskov skyndte sig ned til vandet og så -sig om efter en ting, der kunde være til hjælp. -Han kunde høre drengen arbejde der ude, han gav -sig af anstrængelse, idet han søgte at komme op -på kanten; men han kunde nok ikke, det var vel +hele tiden, men sparede pÃ¥ stemmen og udsendte +sine skrig som nødsignaler, med visse mellemrum, +og sÃ¥ lyttede han vel efter, om der snart kom nogen.</p> + +<p>Hans RÃ¥skov skyndte sig ned til vandet og sÃ¥ +sig om efter en ting, der kunde være til hjælp. +Han kunde høre drengen arbejde der ude, han gav +sig af anstrængelse, idet han søgte at komme op +pÃ¥ kanten; men han kunde nok ikke, det var vel den gamle historie med det, der suger ind under isen. -Han havde dog ikke tabt modet eller håbet endnu; -han skreg ikke af skræk, han kaldte på mennesker +Han havde dog ikke tabt modet eller hÃ¥bet endnu; +han skreg ikke af skræk, han kaldte pÃ¥ mennesker og undrede sig vel over, at der ikke snart kom nogen. -Det var så lydt i den kolde, stille aften.</p> - -<p>Hans Råskov så sig om en gang til. Nej, han -var nok ene om det, han måtte selv ud. Ja ja. Han -trak overfrakken af, lae ur og portemonnæ i den, -idet han tænkte, at han vel også selv måtte i vandet. -Han havde allerede fået sympati for fyren -der ude, der holdt sig så tappert og brugte sin -stemme med forstand, på en menneskeværdig måde +Det var sÃ¥ lydt i den kolde, stille aften.</p> + +<p>Hans RÃ¥skov sÃ¥ sig om en gang til. Nej, han +var nok ene om det, han mÃ¥tte selv ud. Ja ja. Han +trak overfrakken af, lae ur og portemonnæ i den, +idet han tænkte, at han vel ogsÃ¥ selv mÃ¥tte i vandet. +Han havde allerede fÃ¥et sympati for fyren +der ude, der holdt sig sÃ¥ tappert og brugte sin +stemme med forstand, pÃ¥ en menneskeværdig mÃ¥de og ikke hylede som et dyr, hylede sig selv til et dyr.</p> -<p>Hallo! råbte han. — Hallo! lød det der ude fra, +<p>Hallo! rÃ¥bte han. — Hallo! lød det der ude fra, og der kom ikke flere skrig.</p> <p><span class="pagenum"><a name="Side_219" id="Side_219" title="[S. 219]"> </a></span></p> -<p>Hans Råskov følte en sindsbevægelse, som han -aldrig før havde kendt. Han holdt allerede af denne +<p>Hans RÃ¥skov følte en sindsbevægelse, som han +aldrig før havde kendt. Han holdt allerede af denne dreng, som han nu gik ud for at redde. Gamle erindringer dukkede op, ikke for at plage ham eller -være stof til goldt raseri. Dette var altså den +være stof til goldt raseri. Dette var altsÃ¥ den tredie, han vidste der var faldet i vandet og var i -fare; han bed ikke sine skrig i sig og vilde være ene +fare; han bed ikke sine skrig i sig og vilde være ene om det, han hylede heller ikke vanvittigt og modbydeligt, -så man fiskede ham op med væmmelse og -smed ham fra sig som et ækelt insekt, der er kommet +sÃ¥ man fiskede ham op med væmmelse og +smed ham fra sig som et ækelt insekt, der er kommet i ens kaffe. Han var et menneske. Han var ikke -bange for at dø, for han var så opsat på at leve, at -tanken om døden slet ikke var faldet ham ind. Han +bange for at dø, for han var sÃ¥ opsat pÃ¥ at leve, at +tanken om døden slet ikke var faldet ham ind. Han fortjente at leve.</p> -<p>Isen knagede; han stansede uvilkårlig og tænkte: -Om et øjeblik ligger jeg der nede. Det holdt igen -på ham; der kom et par sekunder, hvor han ikke -kunde drive sig selv længere ud ad. — Jeg er vel -ikke bange, tænkte han og kom til at ryste. — Det -er sandt, jeg er jo syg. Det er slemt; men det hjælper +<p>Isen knagede; han stansede uvilkÃ¥rlig og tænkte: +Om et øjeblik ligger jeg der nede. Det holdt igen +pÃ¥ ham; der kom et par sekunder, hvor han ikke +kunde drive sig selv længere ud ad. — Jeg er vel +ikke bange, tænkte han og kom til at ryste. — Det +er sandt, jeg er jo syg. Det er slemt; men det hjælper ikke.</p> -<p>Drengen gav sig der ude, om det nu var af utålmodighed -eller af anstrængelse for at holde fast.</p> +<p>Drengen gav sig der ude, om det nu var af utÃ¥lmodighed +eller af anstrængelse for at holde fast.</p> -<p>Du er der vel endnu? råbte Hans Råskov.</p> +<p>Du er der vel endnu? rÃ¥bte Hans RÃ¥skov.</p> -<p>Ja vel, lød det klart og simpelt.</p> +<p>Ja vel, lød det klart og simpelt.</p> -<p>Han krøb på alle fire, til isen brast under ham; -men da han mærkede det kolde vand, troede han, -at han skulde få krampe; hele hans legeme var i -een skærende smærte, kulden ramte ham i brystet -som et knivstik. Så kastede han sig for over, knuste -isen med armene og svømmede. Drengen ventede -tålmodig og spurte en gang, hvordan det gik.<span class="pagenum"><a name="Side_220" id="Side_220" title="[S. 220]"> </a></span> -Hans Råskov svarede med at spørge, hvordan han +<p>Han krøb pÃ¥ alle fire, til isen brast under ham; +men da han mærkede det kolde vand, troede han, +at han skulde fÃ¥ krampe; hele hans legeme var i +een skærende smærte, kulden ramte ham i brystet +som et knivstik. SÃ¥ kastede han sig for over, knuste +isen med armene og svømmede. Drengen ventede +tÃ¥lmodig og spurte en gang, hvordan det gik.<span class="pagenum"><a name="Side_220" id="Side_220" title="[S. 220]"> </a></span> +Hans RÃ¥skov svarede med at spørge, hvordan han havde det. Jo tak, han havde det temmelig godt.</p> -<p>Lidt efter kunde de to følges ad ind efter; Hans -Råskov svømmede i den rende, han havde lavet, -drengen kravlede forsigtigt på isen ved siden af.</p> +<p>Lidt efter kunde de to følges ad ind efter; Hans +RÃ¥skov svømmede i den rende, han havde lavet, +drengen kravlede forsigtigt pÃ¥ isen ved siden af.</p> -<p>Hvad hedder du? spurte Hans Råskov.</p> +<p>Hvad hedder du? spurte Hans RÃ¥skov.</p> <p>Jens.</p> -<p>Du kan vel nok selv gå hjem?</p> +<p>Du kan vel nok selv gÃ¥ hjem?</p> <p>Ja magelig.</p> -<p>Hvis du ikke kan støtte på benene, så rend på -alle fire, til de kommer i orden, vedblev Hans Råskov, -der følte en stedse stærkere sympati for det eneste -menneske, hvem han, så vidt han vidste, havde -gjort vel imod; han vilde gærne sige noget mere, -men kunde ikke finde på noget; desuden havde de -nu nået det sted, hvor han først var gået ned med +<p>Hvis du ikke kan støtte pÃ¥ benene, sÃ¥ rend pÃ¥ +alle fire, til de kommer i orden, vedblev Hans RÃ¥skov, +der følte en stedse stærkere sympati for det eneste +menneske, hvem han, sÃ¥ vidt han vidste, havde +gjort vel imod; han vilde gærne sige noget mere, +men kunde ikke finde pÃ¥ noget; desuden havde de +nu nÃ¥et det sted, hvor han først var gÃ¥et ned med isen.</p> -<p>Nu skal jeg da hjælpe Dem, sae drengen.</p> +<p>Nu skal jeg da hjælpe Dem, sae drengen.</p> -<p>Det kan du ikke, min ven; så falder du bare i -for anden gang; jeg blir nød til at knuse isen et godt -stykke, før jeg kan komme op.</p> +<p>Det kan du ikke, min ven; sÃ¥ falder du bare i +for anden gang; jeg blir nød til at knuse isen et godt +stykke, før jeg kan komme op.</p> -<p>Ja men så er det da bedst at jeg — — —</p> +<p>Ja men sÃ¥ er det da bedst at jeg — — —</p> <p>Nu skynder du dig at komme hjem, det er det bedste for dig.</p> -<p>Ja ja. Så siger jeg da så mange tak — —</p> +<p>Ja ja. SÃ¥ siger jeg da sÃ¥ mange tak — —</p> <p>Selv tak. Farvel, Jens.</p> -<p>Hans Råskov så efter drengen, der løb ind mod -land på sine vaklende ben.</p> +<p>Hans RÃ¥skov sÃ¥ efter drengen, der løb ind mod +land pÃ¥ sine vaklende ben.</p> -<p>Så var det mig, mumlede han.</p> +<p>SÃ¥ var det mig, mumlede han.</p> -<p>Han begyndte at slå i isen. De første to alen -gik let, men snart mærkede han, at en dødelig mathed -lammede hans hænder. Han hævede sig op på<span class="pagenum"><a name="Side_221" id="Side_221" title="[S. 221]"> </a></span> -isen, der knækkede under hans vægt, og på den -måde kom han igen et par alen fremad. Derefter -syntes den at være solid nok til at kunne bære +<p>Han begyndte at slÃ¥ i isen. De første to alen +gik let, men snart mærkede han, at en dødelig mathed +lammede hans hænder. Han hævede sig op pÃ¥<span class="pagenum"><a name="Side_221" id="Side_221" title="[S. 221]"> </a></span> +isen, der knækkede under hans vægt, og pÃ¥ den +mÃ¥de kom han igen et par alen fremad. Derefter +syntes den at være solid nok til at kunne bære ham.</p> -<p>Han hvilede sig lidt med bægge hænder om iskanten, -men under denne hvile svandt næsten alle -hans kræfter. Han formåede ikke at hæve sig op; +<p>Han hvilede sig lidt med bægge hænder om iskanten, +men under denne hvile svandt næsten alle +hans kræfter. Han formÃ¥ede ikke at hæve sig op; benene blev trukket den anden vej.</p> <p>Hans er blevet gammel, mumlede han.</p> <p>Han ledte i sine lommer efter et eller andet, som han kunde hugge ned i isen, men fandt ingenting. -Da trak der ligesom et smil over hans stivnede læber: -Her skulde det altså ende. — Det smærtede i -brystet; hvert åndedrag af den kolde luft gjorde +Da trak der ligesom et smil over hans stivnede læber: +Her skulde det altsÃ¥ ende. — Det smærtede i +brystet; hvert Ã¥ndedrag af den kolde luft gjorde ondt der nede, og hans hoved blev tungt.</p> -<p>Han så ind mod land, hvor drengen ikke mere -var til at øjne. Han var vel snart hjemme. Han +<p>Han sÃ¥ ind mod land, hvor drengen ikke mere +var til at øjne. Han var vel snart hjemme. Han kunde ikke slippe den dreng af tankerne; han havde -dog nogen at holde af i sit sidste øjeblik. — Jeg har -taget hans plads her, tænkte han; han skal ta min -plads i verden, det er et godt bytte. Så er det dog +dog nogen at holde af i sit sidste øjeblik. — Jeg har +taget hans plads her, tænkte han; han skal ta min +plads i verden, det er et godt bytte. SÃ¥ er det dog ligesom jeg efterlader mig noget, idet jeg selv -dør.</p> - -<p>Han så op, himlen havde ligesom løftet sig, stjærnerne -stod højere over hans hoved end ellers; den -sagte vind puslede med hans våde hår. Lammelsen -tog ham nede fra, hjærtet slog med besvær, og der -udgik en ængstelse fra det, som så ofte før, men -døsigheden lae sig over hans hoved og dulmede, han -blinkede tungt et par gange og følte ikke mere kulden; +dør.</p> + +<p>Han sÃ¥ op, himlen havde ligesom løftet sig, stjærnerne +stod højere over hans hoved end ellers; den +sagte vind puslede med hans vÃ¥de hÃ¥r. Lammelsen +tog ham nede fra, hjærtet slog med besvær, og der +udgik en ængstelse fra det, som sÃ¥ ofte før, men +døsigheden lae sig over hans hoved og dulmede, han +blinkede tungt et par gange og følte ikke mere kulden; det var ligesom vandet var blevet lunkent.</p> -<p>Han forsøgte at få øjnene op. Var der ikke noget,<span class="pagenum"><a name="Side_222" id="Side_222" title="[S. 222]"> </a></span> -der skinnede et sted? En kostbar ting, der lå og vinkede +<p>Han forsøgte at fÃ¥ øjnene op. Var der ikke noget,<span class="pagenum"><a name="Side_222" id="Side_222" title="[S. 222]"> </a></span> +der skinnede et sted? En kostbar ting, der lÃ¥ og vinkede i solskinnet?</p> -<p>Et venligt, rødt skær bredte sig for hans lukkede -øjne, idet han gik under, som kunde det være +<p>Et venligt, rødt skær bredte sig for hans lukkede +øjne, idet han gik under, som kunde det være genskinnet af en usigelig mildhed langt borte, der endelig havde fundet vej til ham.</p> <div class="trnote"> <h2><a name="Rettelser" id="Rettelser"></a>Afskriverens rettelser</h2> <ul> -<li><a href="#rett_1">s. 1</a>: blinke i solen som små[smaa] bitte lygter, sådan svedte</li> -<li><a href="#rett_2">s. 6</a>: af et græsstrå[græsstraa], men drejede han blot hodet, så</li> +<li><a href="#rett_1">s. 1</a>: blinke i solen som smÃ¥[smaa] bitte lygter, sÃ¥dan svedte</li> +<li><a href="#rett_2">s. 6</a>: af et græsstrÃ¥[græsstraa], men drejede han blot hodet, sÃ¥</li> <li><a href="#rett_3">s. 7</a>: af overfaldshjul, lavede af en gammel sigarkasse[cigarkasse]</li> -<li><a href="#rett_4">s. 12</a>: gården. Nu gjaldt[gjalt] det om at ingen fik noget at vide</li> -<li><a href="#rett_5">s. 15</a>: Hans udspurte[udspurgte] kammeraten om brøk; han lærte i</li> -<li><a href="#rett_6">s. 15</a>: Hans udspurte kammeraten[Kammeraten] om brøk; han lærte i</li> -<li><a href="#rett_7">s. 25</a>: var han også[ogsaa] selv nær ved at anse sig for et</li> -<li><a href="#rett_8">s. 26</a>: menneske. Han tænkte på[paa] Eva og klædte sig på i</li> -<li><a href="#rett_9">s. 50</a>: han øje på[paa] en flok drenge fra byen, og han hviskede</li> -<li><a href="#rett_10">s. 74</a>: villige hukommelse og satte hans sind i[i i] en bevægelse,</li> -<li><a href="#rett_11">s. 75</a>: del af ens sind bereder een uundgåelige[uundgaaelige]</li> -<li><a href="#rett_12">s. 79</a>: men den er som vin at indånde[indaande]. Nej meget mere</li> -<li><a href="#rett_13">s. 83</a>: høstet lys, hvormed han kan gå[gaa] ind i den mørke</li> -<li><a href="#rett_14">s. 88</a>: hendes nærhed. Alvorlige mænd[Mænd], der havde de vægtigste</li> -<li><a href="#rett_15">s. 97</a>: for en snes år siden for første gang[Gang] så et dampskib</li> -<li><a href="#rett_16">s. 100</a>: sae Ahlmark, og der[det] var et brag som når en</li> +<li><a href="#rett_4">s. 12</a>: gÃ¥rden. Nu gjaldt[gjalt] det om at ingen fik noget at vide</li> +<li><a href="#rett_5">s. 15</a>: Hans udspurte[udspurgte] kammeraten om brøk; han lærte i</li> +<li><a href="#rett_6">s. 15</a>: Hans udspurte kammeraten[Kammeraten] om brøk; han lærte i</li> +<li><a href="#rett_7">s. 25</a>: var han ogsÃ¥[ogsaa] selv nær ved at anse sig for et</li> +<li><a href="#rett_8">s. 26</a>: menneske. Han tænkte pÃ¥[paa] Eva og klædte sig pÃ¥ i</li> +<li><a href="#rett_9">s. 50</a>: han øje pÃ¥[paa] en flok drenge fra byen, og han hviskede</li> +<li><a href="#rett_10">s. 74</a>: villige hukommelse og satte hans sind i[i i] en bevægelse,</li> +<li><a href="#rett_11">s. 75</a>: del af ens sind bereder een uundgÃ¥elige[uundgaaelige]</li> +<li><a href="#rett_12">s. 79</a>: men den er som vin at indÃ¥nde[indaande]. Nej meget mere</li> +<li><a href="#rett_13">s. 83</a>: høstet lys, hvormed han kan gÃ¥[gaa] ind i den mørke</li> +<li><a href="#rett_14">s. 88</a>: hendes nærhed. Alvorlige mænd[Mænd], der havde de vægtigste</li> +<li><a href="#rett_15">s. 97</a>: for en snes Ã¥r siden for første gang[Gang] sÃ¥ et dampskib</li> +<li><a href="#rett_16">s. 100</a>: sae Ahlmark, og der[det] var et brag som nÃ¥r en</li> <li><a href="#rett_17">s. 102</a>: mat ud, og mens hun betragtede sin sigaret[cigaret], hvorfra</li> -<li><a href="#rett_18">s. 103</a>: sigaretten[cigaretten] og udsendte en røgsky i retning af ham</li> -<li><a href="#rett_19">s. 107</a>: med en lidt spids næse og tynde fremstående[fremstanende]</li> -<li><a href="#rett_20">s. 116</a>: hang ned som to massive spørsmålstegn[spørgsmålstegn]; mellem</li> +<li><a href="#rett_18">s. 103</a>: sigaretten[cigaretten] og udsendte en røgsky i retning af ham</li> +<li><a href="#rett_19">s. 107</a>: med en lidt spids næse og tynde fremstÃ¥ende[fremstanende]</li> +<li><a href="#rett_20">s. 116</a>: hang ned som to massive spørsmÃ¥lstegn[spørgsmÃ¥lstegn]; mellem</li> <li><a href="#rett_21">s. 142</a>: den gamle mand[Mand], der befandt sig vel i hans selskab og</li> -<li><a href="#rett_22">s. 161</a>: Skal De så ikke ind og danse? spurte[spurgte] hun</li> -<li><a href="#rett_23">s. 164</a>: Men sæt, at hun var gået[gaaet] hjem. Han rejste sig</li> -<li><a href="#rett_24">s. 165</a>: Men så kom der pludselig noget, der stansede[standsede]</li> -<li><a href="#rett_25">s. 215</a>: vel, til at han vilde udsætte sig for et uigenkaldeligt[ugenkaldeligt] </li> -<li><a href="#rett_26">s. 218</a>: hallusinasjon[hallucinasjon], og det havde stemt hans sind så underligt.</li> +<li><a href="#rett_22">s. 161</a>: Skal De sÃ¥ ikke ind og danse? spurte[spurgte] hun</li> +<li><a href="#rett_23">s. 164</a>: Men sæt, at hun var gÃ¥et[gaaet] hjem. Han rejste sig</li> +<li><a href="#rett_24">s. 165</a>: Men sÃ¥ kom der pludselig noget, der stansede[standsede]</li> +<li><a href="#rett_25">s. 215</a>: vel, til at han vilde udsætte sig for et uigenkaldeligt[ugenkaldeligt] </li> +<li><a href="#rett_26">s. 218</a>: hallusinasjon[hallucinasjon], og det havde stemt hans sind sÃ¥ underligt.</li> </ul> </div> - - - - - - - - -<pre> - - - - - -End of the Project Gutenberg EBook of Hans Råskov, by Knud Hjortø - -*** END OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK HANS RÅSKOV *** - -***** This file should be named 41956-h.htm or 41956-h.zip ***** -This and all associated files of various formats will be found in: - http://www.gutenberg.org/4/1/9/5/41956/ - -Produced by The Online Distributed Proofreading Team at -http://www.pgdp.net (This file was produced from images -generously made available by Arkiv for Dansk Litteratur -at http://adl.dk) - - -Updated editions will replace the previous one--the old editions -will be renamed. - -Creating the works from public domain print editions means that no -one owns a United States copyright in these works, so the Foundation -(and you!) can copy and distribute it in the United States without -permission and without paying copyright royalties. Special rules, -set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to -copying and distributing Project Gutenberg-tm electronic works to -protect the PROJECT GUTENBERG-tm concept and trademark. Project -Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you -charge for the eBooks, unless you receive specific permission. If you -do not charge anything for copies of this eBook, complying with the -rules is very easy. You may use this eBook for nearly any purpose -such as creation of derivative works, reports, performances and -research. They may be modified and printed and given away--you may do -practically ANYTHING with public domain eBooks. Redistribution is -subject to the trademark license, especially commercial -redistribution. - - - -*** START: FULL LICENSE *** - -THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE -PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK - -To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free -distribution of electronic works, by using or distributing this work -(or any other work associated in any way with the phrase "Project -Gutenberg"), you agree to comply with all the terms of the Full Project -Gutenberg-tm License available with this file or online at - www.gutenberg.org/license. - - -Section 1. General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg-tm -electronic works - -1.A. By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm -electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to -and accept all the terms of this license and intellectual property -(trademark/copyright) agreement. If you do not agree to abide by all -the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy -all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your possession. -If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project -Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound by the -terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or -entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8. - -1.B. "Project Gutenberg" is a registered trademark. It may only be -used on or associated in any way with an electronic work by people who -agree to be bound by the terms of this agreement. There are a few -things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works -even without complying with the full terms of this agreement. See -paragraph 1.C below. There are a lot of things you can do with Project -Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this agreement -and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm electronic -works. See paragraph 1.E below. - -1.C. The Project Gutenberg Literary Archive Foundation ("the Foundation" -or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project -Gutenberg-tm electronic works. Nearly all the individual works in the -collection are in the public domain in the United States. If an -individual work is in the public domain in the United States and you are -located in the United States, we do not claim a right to prevent you from -copying, distributing, performing, displaying or creating derivative -works based on the work as long as all references to Project Gutenberg -are removed. Of course, we hope that you will support the Project -Gutenberg-tm mission of promoting free access to electronic works by -freely sharing Project Gutenberg-tm works in compliance with the terms of -this agreement for keeping the Project Gutenberg-tm name associated with -the work. You can easily comply with the terms of this agreement by -keeping this work in the same format with its attached full Project -Gutenberg-tm License when you share it without charge with others. - -1.D. The copyright laws of the place where you are located also govern -what you can do with this work. Copyright laws in most countries are in -a constant state of change. If you are outside the United States, check -the laws of your country in addition to the terms of this agreement -before downloading, copying, displaying, performing, distributing or -creating derivative works based on this work or any other Project -Gutenberg-tm work. The Foundation makes no representations concerning -the copyright status of any work in any country outside the United -States. - -1.E. Unless you have removed all references to Project Gutenberg: - -1.E.1. The following sentence, with active links to, or other immediate -access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear prominently -whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work on which the -phrase "Project Gutenberg" appears, or with which the phrase "Project -Gutenberg" is associated) is accessed, displayed, performed, viewed, -copied or distributed: - -This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with -almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or -re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included -with this eBook or online at www.gutenberg.org - -1.E.2. If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is derived -from the public domain (does not contain a notice indicating that it is -posted with permission of the copyright holder), the work can be copied -and distributed to anyone in the United States without paying any fees -or charges. If you are redistributing or providing access to a work -with the phrase "Project Gutenberg" associated with or appearing on the -work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1 -through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the -Project Gutenberg-tm trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or -1.E.9. - -1.E.3. If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted -with the permission of the copyright holder, your use and distribution -must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional -terms imposed by the copyright holder. Additional terms will be linked -to the Project Gutenberg-tm License for all works posted with the -permission of the copyright holder found at the beginning of this work. - -1.E.4. Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm -License terms from this work, or any files containing a part of this -work or any other work associated with Project Gutenberg-tm. - -1.E.5. Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this -electronic work, or any part of this electronic work, without -prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with -active links or immediate access to the full terms of the Project -Gutenberg-tm License. - -1.E.6. You may convert to and distribute this work in any binary, -compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any -word processing or hypertext form. However, if you provide access to or -distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format other than -"Plain Vanilla ASCII" or other format used in the official version -posted on the official Project Gutenberg-tm web site (www.gutenberg.org), -you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a -copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon -request, of the work in its original "Plain Vanilla ASCII" or other -form. Any alternate format must include the full Project Gutenberg-tm -License as specified in paragraph 1.E.1. - -1.E.7. Do not charge a fee for access to, viewing, displaying, -performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works -unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9. - -1.E.8. You may charge a reasonable fee for copies of or providing -access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works provided -that - -- You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from - the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method - you already use to calculate your applicable taxes. The fee is - owed to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he - has agreed to donate royalties under this paragraph to the - Project Gutenberg Literary Archive Foundation. Royalty payments - must be paid within 60 days following each date on which you - prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax - returns. Royalty payments should be clearly marked as such and - sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the - address specified in Section 4, "Information about donations to - the Project Gutenberg Literary Archive Foundation." - -- You provide a full refund of any money paid by a user who notifies - you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he - does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm - License. You must require such a user to return or - destroy all copies of the works possessed in a physical medium - and discontinue all use of and all access to other copies of - Project Gutenberg-tm works. - -- You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any - money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the - electronic work is discovered and reported to you within 90 days - of receipt of the work. - -- You comply with all other terms of this agreement for free - distribution of Project Gutenberg-tm works. - -1.E.9. If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg-tm -electronic work or group of works on different terms than are set -forth in this agreement, you must obtain permission in writing from -both the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and Michael -Hart, the owner of the Project Gutenberg-tm trademark. Contact the -Foundation as set forth in Section 3 below. - -1.F. - -1.F.1. Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable -effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread -public domain works in creating the Project Gutenberg-tm -collection. Despite these efforts, Project Gutenberg-tm electronic -works, and the medium on which they may be stored, may contain -"Defects," such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or -corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual -property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a -computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by -your equipment. - -1.F.2. LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the "Right -of Replacement or Refund" described in paragraph 1.F.3, the Project -Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project -Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project -Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all -liability to you for damages, costs and expenses, including legal -fees. YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT -LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE -PROVIDED IN PARAGRAPH 1.F.3. YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE -TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE -LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR -INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH -DAMAGE. - -1.F.3. LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a -defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can -receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a -written explanation to the person you received the work from. If you -received the work on a physical medium, you must return the medium with -your written explanation. The person or entity that provided you with -the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a -refund. If you received the work electronically, the person or entity -providing it to you may choose to give you a second opportunity to -receive the work electronically in lieu of a refund. If the second copy -is also defective, you may demand a refund in writing without further -opportunities to fix the problem. - -1.F.4. Except for the limited right of replacement or refund set forth -in paragraph 1.F.3, this work is provided to you 'AS-IS', WITH NO OTHER -WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO -WARRANTIES OF MERCHANTABILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE. - -1.F.5. Some states do not allow disclaimers of certain implied -warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages. -If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the -law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be -interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by -the applicable state law. The invalidity or unenforceability of any -provision of this agreement shall not void the remaining provisions. - -1.F.6. INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the -trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone -providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in accordance -with this agreement, and any volunteers associated with the production, -promotion and distribution of Project Gutenberg-tm electronic works, -harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees, -that arise directly or indirectly from any of the following which you do -or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg-tm -work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any -Project Gutenberg-tm work, and (c) any Defect you cause. - - -Section 2. Information about the Mission of Project Gutenberg-tm - -Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of -electronic works in formats readable by the widest variety of computers -including obsolete, old, middle-aged and new computers. It exists -because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from -people in all walks of life. - -Volunteers and financial support to provide volunteers with the -assistance they need are critical to reaching Project Gutenberg-tm's -goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will -remain freely available for generations to come. In 2001, the Project -Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure -and permanent future for Project Gutenberg-tm and future generations. -To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation -and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4 -and the Foundation information page at www.gutenberg.org - - -Section 3. Information about the Project Gutenberg Literary Archive -Foundation - -The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit -501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the -state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal -Revenue Service. The Foundation's EIN or federal tax identification -number is 64-6221541. Contributions to the Project Gutenberg -Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent -permitted by U.S. federal laws and your state's laws. - -The Foundation's principal office is located at 4557 Melan Dr. S. -Fairbanks, AK, 99712., but its volunteers and employees are scattered -throughout numerous locations. Its business office is located at 809 -North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887. Email -contact links and up to date contact information can be found at the -Foundation's web site and official page at www.gutenberg.org/contact - -For additional contact information: - Dr. Gregory B. Newby - Chief Executive and Director - gbnewby@pglaf.org - -Section 4. Information about Donations to the Project Gutenberg -Literary Archive Foundation - -Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide -spread public support and donations to carry out its mission of -increasing the number of public domain and licensed works that can be -freely distributed in machine readable form accessible by the widest -array of equipment including outdated equipment. Many small donations -($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt -status with the IRS. - -The Foundation is committed to complying with the laws regulating -charities and charitable donations in all 50 states of the United -States. Compliance requirements are not uniform and it takes a -considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up -with these requirements. We do not solicit donations in locations -where we have not received written confirmation of compliance. To -SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any -particular state visit www.gutenberg.org/donate - -While we cannot and do not solicit contributions from states where we -have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition -against accepting unsolicited donations from donors in such states who -approach us with offers to donate. - -International donations are gratefully accepted, but we cannot make -any statements concerning tax treatment of donations received from -outside the United States. U.S. laws alone swamp our small staff. - -Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation -methods and addresses. Donations are accepted in a number of other -ways including checks, online payments and credit card donations. -To donate, please visit: www.gutenberg.org/donate - - -Section 5. General Information About Project Gutenberg-tm electronic -works. - -Professor Michael S. Hart was the originator of the Project Gutenberg-tm -concept of a library of electronic works that could be freely shared -with anyone. For forty years, he produced and distributed Project -Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of volunteer support. - -Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed -editions, all of which are confirmed as Public Domain in the U.S. -unless a copyright notice is included. Thus, we do not necessarily -keep eBooks in compliance with any particular paper edition. - -Most people start at our Web site which has the main PG search facility: - - www.gutenberg.org - -This Web site includes information about Project Gutenberg-tm, -including how to make donations to the Project Gutenberg Literary -Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to -subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks. - - - -</pre> - +<div>*** END OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK 41956 ***</div> </body> </html> |