Add files from ibiblio as of 2025-03-08 23:45:55HEADmain

1 files changed, 0 insertions, 10998 deletions

diff --git a/40291-8.txt b/40291-8.txt
deleted file mode 100644
index 458d1f4..0000000
--- a/40291-8.txt
+++ /dev/null
@@ -1,10998 +0,0 @@
-The Project Gutenberg EBook of Absalons Brond, by Sophus Bauditz
-
-This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
-almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
-re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
-with this eBook or online at www.gutenberg.org
-
-
-Title: Absalons Brond
-
-Author: Sophus Bauditz
-
-Release Date: July 21, 2012 [EBook #40291]
-
-Language: Danish
-
-Character set encoding: ISO-8859-1
-
-*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK ABSALONS BROND ***
-
-
-
-
-Produced by The Online Distributed Proofreading Team at
-http://www.pgdp.net (This book was produced from scanned
-images of public domain material from the Google Print
-project.)
-
-
-
-
-
-Afskriverens bemærkninger: Åbenlyse trykfejl er rettet i denne
-e-bog, men forfatterens stavning er i øvrigt bevaret. Kursiv tekst
-i originalen er gengivet med =lighedstegn=, mens s p a t i e r e t
-tekst er gengivet med _understregning_.
-
-
-
-
- ABSALONS BRØND
-
-
-
-
- Af "Absalons Brønd" udkommer samtidigt en svensk Udgave
- (=Alb. Bonnier=, Stockholm) og en tysk (=Fr. Wilh. Grunow=,
- Leipzig).
-
-
-
-
- ABSALONS BRØND
-
-      AF
-
- SOPHUS BAUDITZ
-
-
- KJØBENHAVN
-
- GYLDENDALSKE BOGHANDELS FORLAG
-
- FR. BAGGES BOGTRYKKERI
-
- 1901
-
-
-
-
- Første til tredie Tusende.
-
-
-
-
-Øverst oppe i et Hus i Gothersgade, nær ved Kongens Nytorv, stod der
-To og saae fra et Dueslag ud over Kjøbenhavn.
-
-       *       *       *       *       *
-
-Et stivnet Bølgehav af spidse, mørkerøde Tage med utalte Skorstene og
-nysgjerrige Luger; Gaarde, snevre og dybe som Skakter, Gaarde, der
-ligesom visse indeklemte Fjelddale kun een Gang om Aaret fanger en
-Solstraale i deres Bund; aabne Vinduer og lukkede Vinduer, Smaavask
-paa Tørresnore spændte fra Kvist til Kvist, og hist og her, hvor man
-mindst venter det, Trækroner indesluttede af Mure som Stueplanten af
-Urtepotten -- det er det Nærmeste.
-
-Rundt omkring voxer Taarne og Kirkespir op over den røgslørede
-Tagvrimmel; de irrede Kobbertage paa Christiansborgs Sidefløie, paa
-Slotskirken og paa Thorvaldsens Musæum ligger som smilende, lysgrønne
-Enge, men glider Øiet længere ud, er der ikke mere lystige røde
-Spidstage eller Farver overhovedet: kun graa Skifer, død, flad
-Skifer -- en ensformig Stenørken som i alle moderne Storbyer.
-
-Langt borte blinker til den ene Side Sundet med Søforterne og den
-svenske Kyst i Baggrunden, til den anden Side, Nordpaa, strækker sig
-"Landet" -- hvor langt _det_ gaaer, veed ingen Kjøbenhavner.
-
-       *       *       *       *       *
-
--- Det var bagende varmt, Himlen var blaa og Havet blaat, og naar den
-tumlende Dueflok pludselig slog et Slag, glitrede Vingerne i Solen.
-
-       *       *       *       *       *
-
--- "Jeg kjender dog ellers mit Kjøbenhavn," sagde den Ene, "men seet
-i Fugleperspectiv tager det sig jo rigtignok noget anderledes ud end
-seet nedefra!"
-
-"Ja, se _De_ kjender nu Gaderne," svarede den Anden med kjendeligt
-jydsk Tonefald, "_jeg_ kjender bedst Tagene og Skorstenene."
-
-Den Første var en halvhundredaarig Mand, beskedent men soigneret,
-næsten pillent klædt; mager og skjægløs var han, et Par Guldbriller
-sad tæt ind til de graa, rolige Øine, Frakken -- lang, sort -- saae
-ud til at være for stor til ham, men var det alligevel ikke: han
-lignede nærmest en gammeldags Professor eller en Adjunct fra en
-Provinsby.
-
-Det var cand. phil., Kommunelærer _Berner_.
-
-Den Anden saae ud til at være nogle Aar ældre. En gammel Kaskjet var
-skudt tilbage i Nakken, saa det graasprængte, krusede Haar stak frem
-under den knækkede Skygge, eet Øie havde han kun -- et fiffigt,
-polisk Øie -- og det runde, rødmussede Ansigt var stubbet -- kjøn var
-han ikke og soigneret saamænd heller ikke.
-
-Det var Boghandler -- antikvarisk Boghandler -- _Terndrup_.
-
--- "Ja, heroppe kan man da faae en Mundfuld Luft," vedblev
-Sidstnævnte.
-
-"Det kan man da heldigvis ogsaa i Gaderne," sagde Berner.
-
-"Aa, ja -- ja, saagu," indrømmede Terndrup, "men hvad _er_ det for
-Luft! Den er brugt noget rigeligt, før man faaer den -- ligesom
-de fleste af de Skolebøger, Drengene vil sælge til mig. Nei,
-Kjøbenhavn --"
-
-"Ja, Kjøbenhavn er en velsignet By -- eller _har_ i alt Fald været
-det!" afbrød Berner ham og saae frem for sig.
-
--- "Naa, De kigger over til det ny Raadhus," sagde Terndrup efter en
-Pause, "ja, det bliver et grumme Taarn efter Tegningen at dømme, og
-det vil alligevel pynte svært op paa Revieret!"
-
-"Jeg saae nu forresten _ikke_ efter Raadhuset" svarede Berner
-alvorligt. "Jeg saae paa Christiansborgs Ruiner -- _de_ pynter ikke!"
-
-"Aa, nei, saagu, ikke saadan -- men saa maa Kjøbenhavnerne trøste sig
-med, at de faaer Raadhuset."
-
-"Ja, det er mig dog ikke tilstrækkeligt. Det er meget godt, at
-Kjøbenhavn udvider sig til alle Sider, at der kommer Hotel efter
-Hotel, Butik ved Butik -- en By af Jern og Glas -- og at det ny
-Raadhus skygger over det Hele, men som der over enhver By maa løfte
-sig Kirketaarne -- Klokkeklangen maa kunne række over alle Tage og
-ned i alle Gaarde -- saadan maa der midt i en gammel Kongestad kneise
-et Slot med Tinder og kronet Spir."
-
-"Aa, ja, saagu, der kan være Noget i det."
-
-"Det er ganske naturligt," vedblev Berner, "at man nu vil stille en
-Statue af Den, der grundede Byen, op over Hovedindgangen til det ny
-Raadhus, men for mig er der dog noget underlig Trist i at gjøre det,
-saa længe som der ikke ligger et Slot men kun sodede Ruiner paa
-Absalons Holm og over Absalons gamle Brønd. -- Ja, De veed jo nok, at
-den djærve Bisp nu engang er _min_ Helt: han værnede ikke blot Kirken
-men ogsaa Landet, han sloges selv som den Bedste mod Venderne, og han
-reiste den Borg, som Kjøbenhavn er voxet op om."
-
-"Ja, han gjorde jo saa."
-
-"Men kan De saa ikke forstaa, at der i 'Kongens Kjøbenhavn' maa være
-et 'Kjøbenhavns Slot' som Midtpunct paa den ældste historiske Grund!"
-
-"Aa, jo, saagu," indrømmede Terndrup atter, "men det ny Raadhus
-kommer jo ogsaa til at ligge paa historisk Grund: det var da _der_,
-Borgerne i 1659 slog Stormen tilbage -- jeg gad nu ellers vidst, om
-Kjøbenhavnerne vil bære sig ligedan ad som dengang, om der igjen
-skulde komme en Fjende og ligge for Voldene."
-
-"Det kan De stole paa -- i saa Tilfælde føler Enhver sig som Borger
-af sin By! Men de gamle Volde og Grave fra dengang -- ja, nu er der
-fem Etagers Huse, hvor de laa! -- Aa, hvor var der deiligt, Terndrup,
-nede ved Stadsgraven! Jeg kan slet ikke tænke mig noget mere Frodigt
-end _den_ Vegetation: alle de mange forskjellige Træer -- sjeldne
-Salix -- og Gifttyde, Arum, Calmus og Krebsklo -- _der_ var Noget at
-samle! Og hvor var der fredeligt dernede en Sommeraften! Min Fader
-havde Baad og Fisketegn, og naar vi laa udenfor Rørene, ude i det
-stille, sorte Vand, mens Nattergalene slog i Buskene, og Myggene
-dansede over den oliegrønne Andemad -- De kan tro, _det_ glemmer man
-ikke!"
-
-"Aa, nei, det kan jeg forstaa! -- Der var nok ogsaa god Jagt ved
-Stadsgraven, har jeg ladet mig fortælle: der blev lagt Ællinger ud
-og --"
-
-"Ja, _der_ var Dyreliv!" afbrød Berner ham ivrigt. "Jeg har Snese
-Gange truffet baade Odder, Ræv og Grævling dernede; de hule Piletræer
-var fulde af Flagermus, og i strenge Vintre kunde der komme et helt
-Træk af Sidensvanser -- ja, een Gang har jeg seet Isfuglen dykke! --
-Og hele den Flora, der var i Kirsebærgangen og paa Voldene: =Tulipa
-silvestris= og de to Arter =Ornithogalum= og --"
-
-"Naa, ja, Planterne, veed De nok, kerer jeg mig nu ikke saa meget om,
-men Jagten -- hvor fik man Skydetegn fra?"
-
-"Det veed jeg virkelig ikke!"
-
-"Ikke? -- Naa, ja, man kunde vel ogsaa ramme uden at have Tegn!"
-
-Der blev igjen en Pause, og denne Gang var det Berner, der gjorde
-Ende paa den ved at spørge:
-
-"Hvad staaer _De_ nu egentlig og seer saa vist efter?"
-
-"Aa, ikke saadan efter Noget," svarede Terndrup. -- "Jo, jeg troer
-ellers, jeg saae ud over Dyrehaven og tænkte paa, at derovre, ud ad
-den Kant til, _der_ ligger Jylland!"
-
-"Ja, er det nu ikke underligt nok," sagde Berner, "det gaaer med en
-Bys Befolkning som med dens Flora: der er en fast Bestand, som ikke
-skifter, men ny Arter forvilder sig stadig herind mellem Brostenene,
-og nogle acclimatiseres, andre ikke -- _De_ er nu aldrig bleven det!"
-
-"Nei, det veed Gud, jeg ikke er!" erklærede Terndrup.
-
-"Og jeg," vedblev Berner, "jeg er knyttet saa fast til min By, at jeg
-slet ikke kunde tænke mig at leve noget andet Sted i Verden end her.
--- Det kommer vel ogsaa af, at jeg er født paa Slottet, paa selve
-Absalons Holm," tilføiede han med et Smil -- han blev formelig kjøn
-ved det Smil -- "og døbt med Vand fra Absalons Brønd!"
-
-"Ja, og _jeg_ er født ved Ringkjøbing," sagde Terndrup, "det gjør
-strax en Forskjel!"
-
-       *       *       *       *       *
-
--- De var ved at gaa ned fra Dueslaget, da Terndrup pludselig
-interesseret udbrød:
-
-"Nei, vil man se, hvor Jomfruens Pralbønner skyder op, det var da
-svært!"
-
-"Hvor?" spurgte Berner.
-
-"Dernede -- i Kassen udenfor det Vindue paa fjerde Sal! Ja, hun har
-baade Pralbønner og Purløg og Karse og Radiser, det er en hel Have."
-
-"Hvilken Jomfru?" spurgte Berner igjen.
-
-"Herregud, Jomfru Buxbom! -- De veed, hende, der holder Skole!"
-
-"Naa, hun!"
-
-"Ja, hun er da omtrent lige saa god Kjøbenhavner som De!"
-
-"Er hun det?"
-
-"Ja -- det vil sige, hun er rigtignok ikke født paa Slottet!"
-
-       *       *       *       *       *
-
-Og saa gik de ned, ned ad de mange slidte, mørke Trapper, hvor
-indegjemt Petroleumsos og gammel Kjøkkenlugt slog dem imøde, og da
-de stod i Gadedøren, følte Berner sig aabenbart igjen paa hjemlig
-Grund, medens Terndrup egentlig snarest saae ud som en Mand, der har
-sagt Farvel til Frihed, Lys og Luft.
-
--- "Saa kommer jeg altsaa paa Lørdag Aften," sagde Berner, "og saa
-gjør vi en Excursion til Amager."
-
-"Ja, det er saa meget godt -- Farvel!"
-
-"Farvel!"
-
-
-
-
-_Terndrup_ var en ægte Vesterjyde, Søn af en fattig Skolelærer. Da
-han var tolv Aar, skjød han sin første Hare inde paa Sognefogdens
-Pløiejord, og da han var bleven sexten, vidste intet løbende eller
-flyvende Vildt indenfor en Omkreds med ham som Centrum og en Radius
-af tre Mil sig sikkert for hans Skud.
-
-Han kom paa Seminariet, gik ogsaa, mens han var _der_, paa Jagt, men
-fik dog Examen -- med hvad Characteer er det ikke værd at tale om --
-og var derefter saa heldig, eller uheldig, at blive kaldet til
-Skolelærer et Sted vesterpaa i Jylland, hvor der var godt med al
-Slags Jagt.
-
-Det var en Skolelærer, som Ungerne kunde bruge! I Jagttiden -- og den
-spændte for _ham_ over Størstedelen af Aaret -- hændte det nemlig
-hveranden Dag, at Skolen fik fri, saa under _det_ og saa under _det_
-Paaskud, og var et Stykke Vildt fra et af Godserne i Omegnen bleven
-seet i Amtsplantagen -- hvor han forresten slet ikke havde Jagtret
--- saa belønnedes en halv Snes Stykker af de flinkeste Drenge med at
-faae Lov til at klappe Plantagen igjennem for ham. Det gik endda --
-mærkeligt nok -- men værre var det, at han sommetider, naar der ikke
-vilde gaa Streifvildt i Amtsplantagen, selv gik ind og hentede et
-Stykke paa det nærmeste Gods. Det blev naturligvis baade opdaget og
-meldt, han fik skrappe Advarsler, siden Bøder -- hans Stilling blev
-efterhaanden stærkt truet.
-
-Og saa kom Katastrophen: Bispevisitatsen, den, han af og til, naar
-han havde spist rørig Mad til Aften, kunde drømme om som i Mareridt.
-Børnene havde naturligvis Ingenting -- bogstavelig Ingenting -- lært;
-Examinationen blev en Skandale, og han fik Afsked paa graat Papir.
-
-Saa levede han et Par Aar paa Gjæsteri hos gode jydske Venner, gik
-paa Jagt og drak Kaffepunscher -- mange Kaffepunscher og stærke
-Kaffepunscher -- men da han en skjønne Dag mærkede, at han rystede
-lidt paa Haanden i Aftrækket, og at man ligesom begyndte at blive en
-Smule kjed af ham, tog han en kraftig Beslutning, solgte sin Bøsse
-for ti Rigsdaler, lovede sig selv hverken at røre Skyder eller
-Punscher mere og drog til Kjøbenhavn.
-
-Her begyndte han i en mørk Baggade at handle med gamle Bøger og
-Naturalier, og efterhaanden fik han en fast Kundekreds af
-Skoledrenge i skiftende Generationer, saa at han efter en Del Aars
-Forløb kunde flytte hen i Gothersgade, i et af de høie, kjedelige
-Huse, der hverken har nogen bestemt Farve eller nogensomhelst
-Architectur, men kun gjør et Indtryk af tilfældigt Graat i Graat. I
-Stueetagen her aabnede han sin "Handel med brugte Bøger og
-Naturalier" -- senere kom Frimærkernes Tid; de sidste blev han lidt
-efter lidt tvungen ind paa, men skjøndt han egentlig bestandig dybt
-foragtede dem, maatte han dog indrømme, "at man ligegodt ender med at
-faae saadan en Slags Interesse for det Kram, naar man hver Dag maa
-staa og pille ved det."
-
-Efterhaanden kjendte han sine Kunders forskjellige Samlinger omtrent
-lige saa godt, som de selv kjendte dem: vidste, om Peter manglede et
-Turn og Taxis Mærke, og Hans et Æg af den store Tornskade, og
-huskede, hvem der havde byttet Skolebøger for Morskabsbøger, og hvem
-der havde gjort det Modsatte.
-
-Pige holdt han ikke, og Hund heller ikke; han nøiedes med at have
-Duer og Stærkasser, og sin Mad lavede han selv, tarvelig til det
-Yderste -- han var ikke for Ingenting Jyde. Vilde han imellem
-delicatere sig, gik han om Efteraaret tidlig paa Morgenen til
-Grønttorvet og kjøbte et halvt Fjerdingkar gule Blommer eller ned til
-en Pæreskipper ved Gammelstrand og fik et rødternet Tørklæde fyldt
-med Løgæbler, som han selv bar hjem og stegte i Kakkelovnen;
-Vinteraftener kunde han fristes af en Lageagurk eller af Rødbederne i
-et Spækhøkervindue -- det var den høieste Luxus.
-
-Adskillige Gange om Dagen heftede han et Stykke Pap med Paaskriften
-"Kommer strax" paa Døren; det betød, at han var oppe at trække frisk
-Luft paa Slaget. Stod han _der_ og saae sine Duer tumle omkring og
-kæntre paa Vingerne, glemte han for en Stund Butiken og Gaderne --
-han var hævet over det Hele.
-
-Men "nede" havde han af og til sine Anfægtelser. Andre Mennesker har
-Foraarsfornemmelser, _han_ havde Efteraarsfornemmelser. Naar de
-første Agerhøns viste sig udenfor Vildthandlernes Vinduer, og naar
-der hang Knipper af Brokfugle, saa længtes han dobbelt efter det
-forjættede Land. Og mødte han en kjøn Hønsehund paa Gaden, stod han
-stille og saae efter den, og hørte han pludselig et ægte, uforfalsket
-Jydsk lyde midt i Kjøbenhavn, saa standsede han ogsaa og lyttede som
-til en liflig Musik.
-
-Søndag Aftener kunde han gaa ad Damhussøen og Rødovre til forat høre
-Solen blive ringet ned fra en Landsbykirke, og kom han hjem fra
-saadan en Tur, var han gjerne hel vemodig stemt, ligesom naar han i
-Efteraarsnætter havde hørt Regnspoverne fløite paa Trækket over
-Kjøbenhavn. Saa maatte den gamle Violin frem -- den var det eneste
-ydre Minde fra hans Skolemesterdage -- og inde i den lille Stue bag
-Butiken spillede han sig til Ro ved gamle Melodier, Bondeviser og
-Danse fra Høstgilderne.
-
-En fremmed Fugl i den store By var og blev han, men helt anderledes
-end tidligere formede dog hans Liv sig fra den Tid af, da han havde
-lært Berner at kjende.
-
-       *       *       *       *       *
-
-Det var nu en femten Aar siden, at Cand. phil. _Berner_ første Gang
-var kommen ind i hans Butik og havde spurgt efter et gammelt
-naturhistorisk Værk; han var oftere kommen igjen, de passiarede
-sammen, de mødtes i en fælles Interesse, og tilsidst var de, til
-Trods for al Forskjel i Dannelse, Anskuelser og Sympathier bleven
-Venner.
-
-Den fælles Interesse, i hvilken de mødtes, var Interessen for
-Kjøbenhavns Fauna.
-
-Berner, der var Søn af ret velstillede Forældre -- Faderen havde
-været kongelig Livkusk og havde som saadan havt Embedsbolig i den
-vestre Sidefløi af Christiansborg Slot -- vilde oprindelig, da han
-var bleven Student, have taget Magisterconferens i Naturhistorie, men
-efterhaanden blev _det_, der tiltrak ham ved Studiet, saa udelukkende
-Kjøbenhavns Fauna og Flora, at han forsømte alt Andet og ikke fik
-Examen. Saa blev han Lærer ved de offentlige Skoler, passede sin
-Undervisning samvittighedsfuldt, men brugte saa godt som al Fritid
-til sit Yndlingsstudium.
-
-Terndrup havde i Begyndelsen slet ikke villet tro, at der overhovedet
-kunde være nogen Fauna og Flora at studere paa Kjøbenhavns Grund, og
-han gjorde store Øine, da han første Gang hørte, at der endnu var
-Odder i Christianshavns Grave, at Vandrefalken hvert Foraar og
-Efteraar holdt til ved Frederikskirken, hvorfra den gjorde sine
-Razziaer efter Duer rundt omkring i Staden, og at der i enkelte gamle
-Huse maaske endnu kunde findes Exemplarer af den sorte Rotte.
-Jægerblodet skjød op i ham; kunde -- og vilde -- han end ikke mere
-skyde, saa var det dog en Slags Surrogat for Jagt at følge Berner paa
-hans Excursioner, opdage en rugende Graaand i Frederiksberg Have og
-iagttage Fugletrækket ved Kallebodstrand.
-
-Byens Flora lærte Terndrup derimod aldrig at faae nogen rigtig
-Interesse for, og end ikke Berners Fortælling om en saadan forsvunden
-Raritet som den italienske Kløver -- =Trifolium resupinatum= -- der i
-sin Tid fandtes paa Slotsholmen, paa Pladsen omkring Thorvaldsens
-Musæum, formaaede at fængsle ham videre.
-
-Som Berner levede for sin Fødebys skiftende Fauna og skiftende Flora
-og dyrkede den med en næsten pietetsfuld Kjærlighed, saaledes dyrkede
-han ogsaa selve Byen, den gamle By, elskede -- lidenskabeligt men
-ensidigt -- Alt, hvad der i den mindede om Fortiden, og saae med
-historisk Glæde paa hver gammel Mur og hvert gammelt Træ.
-
-Og denne Kjærlighed og denne Glæde søgte han efter Evne at meddele
-sine Elever. Om Søndagen gjorde han næsten altid Ture med en Flok
-Drenge fra Kommuneskolen; det var naturligvis Drengenes egen Sag, om
-de vilde møde, men der meldte sig altid Frivillige nok, for Berners
-Excursioner havde et godt Lov paa sig. Snart gik han rundt med dem i
-selve Byen -- først og fremmest paa Slotsholmen, "Absalons Holm", som
-han aldrig glemte at tilføie -- viste dem Grænserne for det gamle
-Kjøbenhavn, Ruinerne af Jermers Taarn og den Linie udenfor Stormgade,
-hvor det var gaaet hedest til under Kampen, og derfra kunde han gjøre
-en Runde gjennem Gader som Knabrostræde, Kattesundet, Snaregade og
-Hyskenstræde blot for paa selve Stedet at forklare de underlige Navne
-og for i et gammelt Hus at vise dem en indmuret Bombe fra 1807; snart
-var man i Byens Udkanter med ham, paa Fælleden og paa Christianshavn,
-og saa var det nærmest Dyre- og Plantelivet, det gjaldt, men hvert
-Øieblik bragte dog ogsaa her en historisk Bemærkning, en Oplysning om
-gamle Dage -- "for en kjøbenhavnsk Dreng kan aldrig vide for meget om
-Kjøbenhavn," pleiede han at sige.
-
-Reiser havde han aldrig gjort, knap nok været borte fra Byens
-Territorium. Rosenborg Have og Frederiksberg Have, Castelsvolden og
-Christianshavns Vold, Lindetræerne paa Helligaands Kirkeplads og
-Kastanietræet i Holbergs Gaard, det var for ham Skov nok: her kunde
-han jo følge Udspring, Blomstring og Løvfald, og her var "historisk
-Luft" under Trækronerne.
-
-Conservativ paa alle Omraader var han, conservativ af Opdragelse,
-Overbevisning og Temperament. Ikke for Intet var han jo, som han nok
-holdt af at fortælle, født paa Absalons Holm, paa selve Slottet, og
-"døbt med Vand fra Absalons Brønd", og ikke for Intet havde hans
-Slægt -- en ganske jevn Borgerslægt -- været bosat i Byen saa langt
-tilbage, at en af hans Forfædre under Kjøbenhavns Beleiring 1659
-vidstes at have staaet i Gevær under Gyldenløve og gjort det store
-Udfald med gjennem Dronningens Have.
-
-Stilfærdigt og uden synderlig Omgang levede han efter Faderens Død i
-sin Ungkarleleilighed i Nyhavn -- han var naturligvis Pebersvend --
-og som han aldrig havde været egentlig ung, syntes han heller ikke at
-ældes med Aarene -- maaske kom det ogsaa af, at han Livet igjennem
-aldrig havde slaaet en Streg uden efter Lineal.
-
-
-
-
-Lørdag Formiddag bankede det paa Døren til Terndrups Butik, og et
-kjønt Pigebarn paa en halv Snes Aar, lille og fin, med store blaa
-Øine og gule Krøller kom ind.
-
-"Goddag, Goddag, bitte Marie!" raabte Terndrup, "hvad vil Du? Er Du
-ikke i Skole?"
-
-"Jo," lød Svaret, "men jeg skulde hilse fra Jomfru Buxbom og bede, om
-De ikke kunde komme op til hende strax, for der var noget meget
-Vigtigt, hun endelig maatte tale med Dem om."
-
-"Meget Vigtigt?" brummede Terndrup. "Vrøvl naturligvis! -- Er
-Papegøien bleven syg?"
-
-"Nei, den feiler vist Ingenting."
-
-"Naa, ja, saa sig, at jeg skal komme."
-
-Pigebarnet gik, Terndrup hængte Placaten med "Kommer strax" paa Døren
-og stavrede saa op paa fjerde Sal.
-
-En Porcelainsplade paa en skjæv Dør bar Inscriptionen:
-
-       _Emilie Buxbom._
-
-      Privat Undervisning.
-
-Her bankede han paa, og en skingrende Stemme raabte: "Kom ind!"
-
-Omkring et udslaaet Klapbord sad en halv Snes Pigebørn i syv, otte
-Aars Alderen og stavede høit eller skrev paa Tavle. Marie sad ved
-Vinduet paa en Forhøining og læste, men Jomfru Buxbom var ikke i
-Stuen -- det var Papegøien i Messingburet, der havde raabt "Kom ind!"
-
-Terndrup sagde Goddag til Børnene og gik husvant rundt og pillede ved
-Smaatingene henne paa Commoden, hvor en Christus i Gibs velsignende
-strakte Hænderne ud mod Ganymedes og Psyche i Biscuit, og hvor
-forresten Photographier af Hovedstadspræster og tidligere Elever
-faldt over hinanden.
-
-Døren ud til Kjøkkenet gik op, og ind trippede Jomfru _Buxbom_ selv,
-lille, indskrumpen men væver som en Lækat til Trods for sine
-halvfjerdsindstyve Aar; sort, slidt Kjole, Kappe med flagrende
-Hængebaand over en mørk Paryk, der faldt i det Rødlige, sorte,
-spillende Øine, Ravhjerte i en Snor _om_ Halsen og store Guldringe i
-Ørene.
-
-"Gud, er De allerede kommen, Terndrup!" udbrød hun og gjorde et Knix.
-"Det var kjønt af Dem at se herop! -- Skriver I flittigt, I smaa Guds
-Lam? Det var Ret! -- Jeg hørte slet ikke, De gik med Døren!"
-
-"Jo, jeg pikked paa, og saa skreg det gamle Asen _der_ 'Kom ind',"
-sagde Terndrup. -- "Det lyder omtrent, som naar man filer en Sav!"
-
-"Det maa De ikke sige," indvendte Jomfruen ivrigt. "Det er min
-Oldefaders Røst, der taler ud af Poppe -- min salig Moder sagde
-altid, at det var, ligesom hun hørte sin Bedstefader!"
-
-"Saa? -- Ja, De skulde nu ligegodt vride Halsen om paa det Kræ,
-Jomfru -- den kan jo jage En ud af Huset!"
-
-"Gud, hvor vil De hen! Jeg har jo tyve Kroner om Aaret i
-Familielegat, saa længe Poppe lever, for at passe og pleie ham!"
-
-"Det er sgu ogsaa sandt! -- Men hvad var det saa, De vilde mig?"
-
-"Jo, seer De -- ja, det er en meget vigtig Affaire. -- Puds din Næse,
-lille Petra, saadan! -- Det er en Datter af den fine Spækhøker henne
-i Grønnegade -- _han_ betaler altid sine to Kroner i Skolepenge
-præcis den første i Maaneden!"
-
-"Det er nok ikke alle Børnenes Forældre, der gjør _det_!"
-
-"Nei -- nei, ikke alle -- det kan jo nok knibe sommetider."
-
-"Ja, de Fleste gaaer vel ogsaa frit?"
-
-"Nei, egentlig frit gaaer kun fire!"
-
-"Naa, ikke flere!"
-
-"Nei -- men har De seet det yndige Billede af Pastor Jespersen!
-Ligner det ikke storartet!"
-
-"Det gjør det formodentlig nok."
-
-"Ja, han er en deilig Mand -- det er ogsaa _min_ Præst!"
-
-Det Sidste blev sagt med en saadan Betoning, at man fik en bestemt
-Fornemmelse af, at Vedkommende egentlig ikke havde anden
-Præstegjerning end at være _hendes_ Sjælesørger, og at _hun_ paa den
-anden Side underholdt _ham_ som sin private Huscapellan.
-
-"Jeg troede ellers, De hørte Pastor Illum?" bemærkede Terndrup.
-
-"Ja -- ja, sommetider -- navnlig tidligere -- men han er gaaet
-tilbage: der er ikke den Kraft i hans Forkyndelse, som der har været.
-Nei, Pastor Jespersen, ham skulde De høre! Naar man gaaer hjem fra
-hans Præken, saa føler man sig saa glad og saa tilfreds med sig selv,
-og det er saa trøsteligt. -- Saa, nu maa I have Lov at spise Frokost,
-I smaa Lam! -- Har _Du_ kun bart Smørrebrød med, lille Fie! Bi lidt,
-det er der Raad for!"
-
-Ud vimsede Jomfru Buxbom i Kjøkkenet og kom strax tilbage med en
-uhyre Spegepølse. -- "Den har jeg faaet sendende fra Frøkenerne paa
-Vennebjerg, De veed," sagde hun forklarende til Terndrup, "den er
-hjemmelavet. -- Nu skal Fie faae Spegepølse! Ja, I Andre skal ogsaa
-nok faae Lov at smage! -- Luk Vinduet op, lille Marie, der er
-Liremanden! -- Jeg skal sige Dem, Terndrup, den Liremand, der kommer
-om Lørdagen, han har altid de nyeste Melodier -- Revueviser og
-saadant noget -- i Kassen, og man vil jo dog gjerne følge lidt med
-Tiden. Men De kan tænke Dem, forrige Lørdag var det saa grumme
-uheldigt, for da kom han sammen med Gaardmissionairen, og ham vil jeg
-ogsaa gjerne høre, for man skal dog tage den Opbyggelse, man kan
-faae, ikke sandt? -- Aa, han har en velsignet Røst! Man kan høre
-hvert Ord, han siger, helt her op paa fjerde Sal, og saa taler han
-saa deiligt; der er altid Noget af, hvad han siger, som man kan tage
-op og gjemme paa -- som nu forleden, saa sagde han: 'Vi er alle
-Syndere,' sagde han, og det _er_ vi, det er meget rigtigt -- _De_
-ogsaa, Terndrup! Jo, De er! -- Men sæt Dem dog ned! Sæt Dem i
-Lænestolen _der_ -- den skal Pastor Jespersen have til Erindring om
-gamle Mille Buxbom, naar jeg er død og borte -- det _har_ jeg ogsaa
-sagt til ham!"
-
-"Jeg troede ellers, Pastor Illum skulde have den," bemærkede
-Terndrup, "for det _har_ De da sagt til ham!"
-
-"Saa? Nei, det troer jeg ikke, jeg har sagt -- det kan jeg da i alt
-Fald ikke huske! -- Naa, nu maa I have spist af, Børn! Tør Dig om
-Munden, lille Sine, saadan! Skriv nu flittigt paa Tavlen -- rigtig
-pæne Bogstaver -- saa skal jeg siden, naar Hr. Terndrup er gaaet,
-fortælle Jer Indholdet af 'Røverborgen': det er saadan et deiligt
-Stykke fra _min_ Ungdom! -- Jo, seer De, Terndrup, det, jeg egentlig
-vilde spørge Dem om, var -- kom ind! -- Nei, er det Dem, Frøken
-Hansen! -- Hr. Boghandler Terndrup -- Frøken Hansen, der synger i
-Garnisons Kirkes Kor!"
-
-Frøkenen vilde blot give Jomfru Buxbom en Billet, der gav Adgang til
-at overvære et Bryllup samme Eftermiddag, og efterat hun som en dyb
-Hemmelighed havde betroet hende, at General Tapto var meget daarlig,
-og at det vilde blive en deilig Begravelse med Masser af Uniformer
-indenfor og militair Honneur udenfor, tog Frøkenen Afsked og fik et
-Stykke af Spegepølsen med hjem.
-
-"Ja, nu maa De se at fatte Dem i Korthed, bitte Jomfru," sagde
-Terndrup, "for jeg maa sgu ned i Butiken!"
-
-"Det skal ske! -- Aa, et Øieblik!" --
-
-Jomfru Buxbom gik hen i en Krog og tog sig en Pris. Hun snuste
-stærkt, men vendte sig altid bort, naar hun gjorde det, og antog
-derfor, at hendes Brug af Tobakken var en lige saa stor Hemmelighed
-for Alle, som at hun bar Paryk.
-
-"Nu skal De høre," begyndte hun igjen, "det angaaer den lille Marie
--- aa, hun er et velsignet Barn, og saa god! Kom hun ikke idag og
-forærede mig en lille Buket, hun havde i sit Belte, og som hun selv
-havde faaet til givende af Grossererens Poul -- _der_ kan De se! Ja,
-det er ikke andet end simple Blomster hjemme fra Gaarden, men det er
-det Samme, de skal blive gjemt alligevel -- kom ind!"
-
-Det var Kogekonen, Madam Siegler, der boede i Huset, og som altid
-samvittighedsfuldt gav Rapport om de Middage, hun havde været til.
-Hun kom forat bringe Menuen fra et Sølvbryllup i et større
-Herskabshus, men da Terndrup begyndte at blive urolig i Lænestolen,
-fik Jomfruen dog Madamen til at gaa med Løfte om at ville komme igjen
-senere.
-
--- "Jo, seer De," begyndte hun igjen, "De kjender jo Maskinmanden paa
-tredie Sal?"
-
-"Maskinmanden?"
-
-"Ja, fra det kongelige Theater -- ham, der er med at heise Bagtepper
-op og ned og flytte Coulisser."
-
-"Naa, ham!"
-
-"Ja, han kommer herind forat faae en halv Flaske Saft til Konen, der
-lige har bekommet sig en Lille."
-
-"Det har hun jo altid!"
-
-"Naa, ja -- ja, jeg kan nu godt lide Manden alligevel -- han drikker
-lidt, men han banker aldrig Konen -- og De veed, det morer mig
-imellem at høre Noget ovre fra Theatret: Repertoire og røde Placater
-og nye Decorationer -- Herregud, min salig Fader var jo Korist ved
-det Kongelige og --"
-
-"Ja, det veed jeg," skyndte Terndrup sig at forsikre.
-
-"Naa, jeg har jo ikke Raad til at holde Aviser, saa jeg maa have al
-min Visdom fra gode Mennesker og --"
-
-"Det var sgu vist alligevel billigere at holde Aviser!"
-
-"Troer De? Nei -- men det var Maskinmanden, vi kom fra -- det var Dem
-selv, der afbrød mig! Seer De, just som han -- Maskinmanden -- sidder
-_der_ i den samme Lænestol, De nu sidder i, og som med Guds Hjælp
-engang, naar jeg er død og borte, Pastor Jespersen skal sidde og
-memorere sine deilige Prækener i, saa kommer Liremanden, -- Fredags
-Liremanden -- og han spiller en Dans -- en ganske ny en: la, la,
-la--la, la, la--la -- og Marie giver sig til at danse -- jeg skal
-sige Dem, vi havde Frikvarteer."
-
-"Det har de nok i Reglen heroppe!" bemærkede Terndrup og kom
-uvilkaarligt til at mindes sin egen Skolemestertid.
-
-"Nu veed De nok, at hun har lært at danse forrige Vinter -- ikke? Jo,
-Grossereren betalte saamænd for hende, og De skulde se hende flytte
-sine smaa Fødder som Trommestikker: det er som at se en Guds Engel --
-især i Hopsa! Saa siger jeg til Maskinmanden, som jeg nu siger til
-Dem: 'Er det ikke som at se en Guds Engel?' siger jeg, og han svarer
-strax: 'Jo, det er, Jomfru!' -- der var nu heller ikke Andet at
-svare til! Men saa fortæller han mig, at de ovre ved Theatret i næste
-Uge skal antage en tre, fire Børn til Balletten, og accurat ligesom
-ved en Indskydelse ovenfra foreslaaer han, at man skulde lade
-Balletmesteren se paa Marie og sige, om hun ikke kunde bruges. --
-Tænk Dem en Lykke for en fattig Enke som Madam Lund -- eller Frue,
-skal hun vel kaldes nu -- at faae sit Barn til det Kongelige: fri
-Undervisning, baade Tysk og Fransk, foruden Dansetimerne, og Skopenge
-og gratis Komedie hver Lørdag Aften fra den lille aparte Loge i
-Galleriet -- er det ikke storartet!"
-
-"Aa, jo -- maaske sgu -- men hvad siger Moderen? For hun maa da vel
-ogsaa have en Stemme med!"
-
-"Gud, hun sidder jo nede i Store Kongensgade og aner ingen Verdens
-Ting! -- Men hende skal _jeg_ nok tale med!"
-
-"Hvad skal _jeg_ da egentlig?"
-
-"De skal tale med Grossereren!"
-
-"Om hvad?"
-
-"Herregud, Terndrup, naar han bestandig har taget sig af Madam Lund
--- eller Fru Lund -- og ladet hende have to Værelser og Kjøkken og
-Adgang til Tørreloft gratis i Baghuset og nu i tre Aar har betalt mig
-to Kroner hver Maaned i Skolepenge for Marie, saa er det da ikke mere
-end rimeligt, at man spørger ham, om han har Noget imod, at
-Pigebarnet kommer i en anden Skole!"
-
-"Hvor _han_ ikke skal betale for hende -- det har han sgu Ingenting
-imod! -- Men De mister jo to Kroner om Maaneden, naar Marie gaaer!"
-
-"Ja, det gjør jeg jo -- men man slaaer sig vel igjennem uden dem. Og
-tænk saa paa, hvad Marie kan fortælle ovre fra Theatret, hvis hun
-kommer til Balletten! -- Men hvad jeg vilde sige, det er nu alligevel
-kjønt, som Grossereren altid har været imod Fru Lund!"
-
-"Synes De?"
-
-"Ja, det veed Gud, jeg synes! -- Aa, gaa lidt ud i Kjøkkenet, lille
-Marie, og hent mig et Glas Vand -- men lad Hanen løbe længe, at det
-kan blive rigtig koldt! -- Jo, seer De, fordi hendes Mand i sin Tid
-havde været Reisende eller Agent, eller hvad det var, for
-Grossereren, derfor havde han da virkelig ingen Forpligtelser overfor
-Enken og Barnet, naar den salig Mand saa skammelig havde misbrugt
-Grossererens Tillid!"
-
-"Aa, var det saa farligt?"
-
-"Jo, veed De hvad, Terndrup, Grossereren handler med Klipfisk og
-Hørkram o. s. v., det veed Gud og Hvermand, og det skulde Lund have
-reist i, men han drev Geschäft paa egen Haand, gjorde han, og
-smuglede, og det taalte Vorherre ikke i Længden, for det blev
-opdaget, at der var Silketøier paa Bunden af de Kasser med
-Appelsiner, som han fortoldede for egen Regning, og saa blev han sat
-fast, og saa døde han -- heldigvis!"
-
-"Ja, ja, lad nu det være godt! -- Tal saa i Guds Navn med Fru Lund,
-og vil hun have Barnet til Dansen, saa kan De skikke mig Bud om det
-iaften med Marie, saa skal jeg nok, siden De endelig vil have det,
-snakke med Grossereren imorgen. -- Farvel, Jomfru!"
-
-
-
-
-Lørdag Aften har Alle travlt.
-
-Arbeiderne har faaet Ugeløn, og Konerne gjør Indkjøb hos Spækhøkerne
-i Smaagaderne -- der er ligefrem Beleiringstilstand. Ud ad Vesterbro
-til, ad "Strøget", gaaer den Sværm, der vil more sig: til Tivoli, til
-Variétéerne og til Frederiksberg. Men de, der maa blive hjemme, har
-det lunt nok inde i Byen den varme Septemberaften, og seer man ned ad
-en Gade, seer man næsten kun aabne Vinduer.
-
-Udenfor Terndrups Butik staaer der til Stadighed en tre, fire Drenge
-og betragter de Bøger, der ligger fremme, betragter Conchylierne,
-Fugleæggene, Hugormen i Spiritus og Frimærkerne, der er klistret op
-paa gamle Papbind. Lørdag Aften er ogsaa Terndrups travle Dag: saa
-har hans Kunder faaet Characteerpenge -- eller i alt Fald Ugepenge --
-og Capitalerne skal strax omsættes.
-
-Inde i den mørke Butik er der foran Disken kun Plads til et Par ad
-Gangen. Fra Gulv til Loft staaer der op ad Væggen umage Reoler
-fyldte med Bøger; Bøger ligger i Stabler og Bunker, paa Gulvet og paa
-Disken -- det er næsten umuligt at røre sig herinde, vanskeligere
-endnu, skulde man tro, at orientere sig.
-
-En eiendommelig muggen, støvmættet Lugt slaaer En imøde -- _den_
-ubeskrivelige Lugt, som gamle Bøger, og _kun_ gamle Bøger har, men
-Terndrup generer den ikke. Munden staaer ikke paa ham, han giver
-Besked, og han handler, raader og skjænder, og Alt i en høi,
-skrattende Skolemestertone, som Drengene har vænnet sig til og sætter
-Pris paa.
-
-       *       *       *       *       *
-
--- "'Gjøngehøvdingen'? Jo, Du kan faae et meget pænt Exemplar for 50
-Øre; der mangler rigtignok et Par Blade henimod Slutningen, men naar
-Du kommer saa vidt, skal jeg fortælle Dig, hvad der staaer paa dem.
--- Naa, nu skal Eskildsen nok sælge sin Frimærkesamling? Ja, jeg
-sagde Dig det nok: Du skulde være bleven ved Fugleæg, det veed man,
-hvad er! -- Bi lidt, lad mig faae Piben tændt først!"
-
-Terndrup tænder en lille Snadde, der strax gaaer ud igjen -- han
-bruger flere Penge til Tændstikker end til Tobak.
-
-To unge Piger kommer forlegne ind; den Ene puffer til den Anden,
-Ingen vil begynde, og først da Terndrup spørger, hvad der er til
-Tjeneste, faaer den Dristigste af dem, gloende rød i Hovedet,
-spurgt, om han har den og den moderne, "uartige" Bog -- nei, Terndrup
-har den ikke, og saa gaaer de, men de er ved at falde over hinanden
-for at komme først ud ad Døren.
-
-_Der_ kommer Berner.
-
--- "Goddag, Goddag! Værsgod at komme indenfor Disken!" sagde
-Terndrup. "De kan nok finde en Plads, for De maa vente, til jeg er
-færdig med Forretningerne! -- Om jeg har 'Peter Simple'? Jo, jeg
-troer sgu nok, jeg har den, men hør hellere herind paa Mandag, for
-jeg skal først have flyttet den Bunke. -- Nei, er _Du_ der, _Poul_!
-Er Du allerede flyttet ind fra Landstedet?"
-
-Dette Spørgsmaal henvendtes til en kjøn, fjortenaars Dreng, frisk og
-solbrændt, sund og freidig.
-
-"Hvad samler _Du_ paa for Tiden? I Foraaret var det Conchylier, og
-før Sommerferien var det Frimærker -- Du skulde sgu hellere give Dig
-til at samle paa Penge! -- Det gjør hans Fader," hviskede Terndrup
-til Berner, "det er den rige Grosserer Lange henne i Store
-Kongensgade. -- -- Naa, Du vil sælge dit latinske Lexicon? Er Du
-kommen i Realklassen? Ja, jeg tænkte nok, det gik ikke med Dig og
-Klassikerne! -- Værsgod: fire Kroner og femogtyve Øre for Lexicon'et
--- jeg kan se, Du har ikke slidt ret meget paa det! Nu skulde Du
-saamænd kjøbe Dig Dyr i Spiritus for Pengene -- her er en pæn
-Bændelorm og en Blæksprutte -- ikke? Naa, Du skal i Tivoli, ja, saa
-god Fornøielse da!"
-
-Kunderne udtyndedes efterhaanden, og Terndrup tænkte allerede paa at
-lukke Butiken, da den lille _Marie_ -- Jomfru Buxboms ældste Elev --
-kom ind.
-
-"Naa, hvad sagde saa Moder?" spurgte Terndrup.
-
-"Jo, jeg skulde bede, om De vilde tale med Grossereren."
-
-"Det skal jeg! -- Hun vil til Dansen," forklarede Terndrup Berner,
-"det er en Datter af Enkefru Lund, som boer i Baghuset hos Grosserer
-Lange. -- Hvordan har din tamme Hane det? Naa, den har det godt, det
-var jo rart!"
-
-Berner, der havde siddet og seet skarpt paa Noget, reiste sig
-pludselig op, bøiede sig ned og tog med varsom Haand et Par visne
-Smaablade ud af Pigebarnets Belte, saae vist paa dem og sagde:
-
-"Hvor i al Verden har Du faaet dem fra, min Pige?"
-
-Marie blev rød i Hovedet, slog Øinene ned, saae derefter op paa
-Terndrup og svarede:
-
-"Det er vist nogle af de Blomster, jeg har faaet af Poul imorges."
-
-"Hvem er Poul?" spurgte Berner.
-
-"Det er jo ham, der var her før -- Grossererens Søn fra Forhuset,"
-forklarede Terndrup.
-
-"Og hvor har _han_ faaet dem fra?" spurgte Berner ivrigt.
-
-"Jeg troer nok, han har plukket dem hjemme i Gaarden," svarede Marie.
--- "Men han har Lov til det," tilføiede hun, "for det er bare
-Ukrudt."
-
-"Ja, det er saa meget godt," sagde Terndrup. "Gaa Du nu kun hjem,
-bitte Marie, og sig til din Moder, at jeg nok skal tale med
-Grossereren imorgen. -- Farvel, min Pige, og hils hjemme!"
-
--- "Er der ellers noget Mærkeligt ved de Blade?" spurgte Terndrup, da
-Marie var gaaet.
-
-Berner, der havde faaet en Lupe frem og omhyggeligt havde undersøgt
-Bladene, rystede betænksomt paa Hovedet og svarede:
-
-"De er ganske vist saa forkrøllede og visne, at det er umuligt at
-sige noget Bestemt, men det er ligefrem forbausende, saa de ligner
-=Trifolium resupinatum=."
-
-"Hvad er det for Noget?"
-
-"Men Herregud, Terndrup, det har jeg jo fortalt Dem om: den
-udenlandske Kløverart, som engang dukkede op paa Pladsen omkring
-Thorvaldsens Musæum, men som nu i lange Tider har været forsvunden."
-
-"Naa _den_! Det var jo ellers morsomt nok!"
-
-"Men hvordan skulde den være kommen i Grossererens Gaard?"
-
-"Ja, det er jo ikke godt for _mig_ at sige."
-
-"Men det vilde dog være uhyre interessant, hvis det virkelig skulde
-være =Trifolium resupinatum=! -- Troer De, Grossereren kan give nogen
-Oplysning om Plantens Forekomst!"
-
-"Nei, jeg troer sgu ikke -- men De kan jo spørge ham ad foruden
-Betaling!"
-
-"Ja, det troer jeg ogsaa, jeg vil. -- Har De noget imod, at vi
-opsætter Turen til Amager et Par Dage, for jeg har alligevel ingen Ro
-paa mig, før jeg har faaet rigtig Besked om den Trifolium!"
-
-"Nei, gaa De kun, Berner -- og Lykke paa Reisen!"
-
-
-
-
-Nede i Store Kongensgade, paa venstre Haand fra Gothersgade, og kun
-et Par Steder fra denne, laa der et toetages, ældre Hus.
-
-Da det i sin Tid blev bygget, var der vistnok ikke nogetsomhelst
-Fornemt ved det, men nu, da Husene rundt omkring alle havde fjerde
-Sal og Kviste, gjorde det med sine to Etager og den fugede Kalkpuds
-mellem de mørkerøde Sten næsten Indtryk af et Patricierhus.
-
-Her boede Grosserer _Lange_.
-
-Hans Fader var en Proprietairsøn fra Sjælland, der som Dreng var
-kommen i Handelslære i Kjøbenhavn og i Slutningen af Tyverne havde
-aabnet en Hørkramforretning paa Vestergade. Den havde han nu for en
-halv Snes Aar siden afstaaet til Sønnen, men Sønnen havde opgivet
-Detailhandelen og handlede kun som Grossist -- hovedsagelig med
-Klipfisk og Sild.
-
-Af Sildelage og Klipfisk lugtede der i Baghuset, hvor Lagrene var, og
-hvor Enkefru Lund havde to Værelser og Kjøkken, men i Forhuset
-lugtede der af levende Blomster, af ægte Maria Farina og fine Stege
--- _der_ betragtedes Klipfisken og Silden som Noget, der kun omtaltes
-og kun existerede i Handelskorrespondance.
-
-       *       *       *       *       *
-
--- Grosserer Lange sad Søndag Formiddag inde i sit private Kontor,
-hvis fornemste Prydelse var et stort, brunet Verdenskort "i Mercators
-Projection", der muligvis kunde bibringe Besøgende den Forestilling,
-at Husets Forbindelser spændte over hele Jordkloden. Grossererens
-rundladne Ansigt, som det var umuligt at kjende igjen efter et
-flygtigt Bekjendtskab, fordi det lignede hundrede andre, var rødt og
-kun udstyret med et Par tynde, blege Whiskers; i Øieblikket saae han
-anstrengt ud, skrev en Linie eller to, stregede ud og skrev igjen.
-
--- "Er det Calculen over den sidste Sending, Du er ved, Fader?"
-spurgte Datteren _Ragna_, der stod ved en Pult henne i den anden Ende
-af Kontoret.
-
-Det var en høi, smuk Pige paa et Par og tyve Aar, med store,
-graablaa, rolige Øine, regelmæssige Træk og en kraftig, ualmindelig
-elegant Figur, der kom godt til sin Ret i en drapfarvet,
-=tailor-made= Kjole.
-
-       *       *       *       *       *
-
--- Frøken Ragna havde gaaet i en af Byens bedste Pigeskoler og i ti
-Aar faaet Undervisning i Klaverspil, men opgivet det, da hun blev
-confirmeret, havde som Barn besøgt alle de vigtigste Musæer een Gang,
-og som Voxen havt abonneret i det Kongelige med den øvrige Familie
-hver Lørdag.
-
-Da hun var fyldt tyve Aar, havde hun imidlertid pludselig erklæret,
-at hun vilde have noget Ordentligt at bestille; hun gjennemgik en
-Handelsskole for Kvinder, forlangte derpaa Plads som Bogholderske hos
-Faderen, tiltvang sig Pladsen og var efterhaanden bleven ham
-fuldstændig uundværlig, saa at han nu Intet foretog sig uden at have
-confereret med Datteren.
-
-       *       *       *       *       *
-
--- "Er det Calculen, Du er ved," gjentog hun, da hun ikke fik noget
-Svar.
-
-"Nei," svarede Grossereren, "nei, det er ikke saadan noget med
-Calcule. -- Det er saamænd Listen over, hvem der skal bedes til
-Herreselskabet."
-
-"Herregud!" sukkede Frøken Ragna. "Allerede! -- Enten _har_ vi
-Selskab, eller ogsaa skal Du ud i Selskab -- saa var der dog meget
-bedre ude paa Landstedet!"
-
-"Ja, seer Du, Ragna, Tingen er, man skal bede Folk tidlig paa
-Eftersommeren: saa er de endnu ikke forspiste af alle de Middage, de
-har været til, og saa er der mange flere Retter at vælge imellem --
-det siger ogsaa Madam Siegler. -- Har Du seet Julius?"
-
-"Nei, han er formodentlig ikke kommen op endnu."
-
-"Naturligvis! Der var nok Sportsfest igaar -- Cycleløb eller Fodbold,
-eller hvad Pokker det var -- hørte Du, naar han kom hjem?"
-
-"Nei, jeg sov."
-
--- "Vil Du saa se Listen over, hvem der skal bedes?"
-
-Og Grossereren læste op. Der var een General og to Etatsraader mellem
-de projecterede Gjæster -- der havde været den Tid, da han var glad
-for en Kammerraad ved sine Middage, men den Tid laa saa langt
-tilbage, at han ikke mere kunde huske den.
-
-Ragna hørte efter af Pligt, ikke interesseret, men da hun ingen
-Bemærkninger gjorde, ansaaes Listen for approberet.
-
-"Aa, kald paa din Moder," bad saa Grossereren, og Fruen kom.
-
-       *       *       *       *       *
-
-Hun var det bedste Menneske og den bedste Kone under Solen, og hun
-havde kun to Sorger her i Verden: den ene var, at hun med Aarene blev
-noget corpulent, og den anden, at hendes Mand ikke længere tillod, at
-hun selv gik i Kjøkkenet -- det passede sig ikke, mente han. Kun
-Syltningen maatte hun have med at gjøre, det var en Indrømmelse fra
-Mandens Side, og Syltetiden var derfor ogsaa hendes bedste Tid.
-
-       *       *       *       *       *
-
-Invitationslisten blev læst op for Fruen, og Grossereren erklærede
-derefter, at hun skulde have Generalen tilbords.
-
-"Det havde jeg jo sidst," tillod Fruen sig at bemærke.
-
-"Ja, det kan ikke hjælpe! Du maa have ham: ellers bliver han
-fornærmet!"
-
-"Aa, saa holder han Tale for mig!"
-
-"Ja, lad ham bare det -- det er sgu det, han bliver bedt for!"
-
-"Men kunde Du ikke lade være med at byde Velkommen -- saa har han da
-ingen Forpligtelser!"
-
-"Nei, Velkommen vil jeg byde -- og han taler forresten i alle
-Tilfælde -- han taler nu storartet! Han kan saadan gribe et eller
-andet Ord, som en Anden har sagt og sætte Noget om det ind i den
-Tale, han har lavet hjemme -- _det_ beundrer jeg. -- Hvor bliver
-Julius af?"
-
-"Han kommer vist strax," skyndte Fruen sig at sige, "han var saa
-træt."
-
-"Ja, det vil jeg tro! -- Naa, _der_ er Du -- Dagdriver!"
-
-       *       *       *       *       *
-
-Den saaledes Tiltalte var en stor Pløk paa atten Aar. Haaret var redt
-ned i Panden som paa en Bologneser, og Øinene stod kun paa Klem;
-gabende kom han ind i Stuen med begge Hænder i Lommen, og efter et
-søvnigt Nik til Deling mellem Familien smed han sig i en Stol.
-
-Det var Grossererens ældste Søn _Julius_ -- Sportssønnen.
-
-       *       *       *       *       *
-
-Det er muligt, at et tidligere Slægtleds physiske Opdragelse var
-forsømt, men Julius tilhørte _den_ yngre Slægt, hvis hele Uddannelse
-saa at sige er legemlig.
-
-I en Alder af ti Aar vandt han Præmier for Skøiteløb og figurerede
-jevnlig i Aviserne, og da han var fjorten, vurderedes en Anbefaling
-af ham for en ny Cycle-Model som en Udtalelse af en Autoritet. I
-Begyndelsen havde Faderen været stolt af Sønnen, naar han kom hjem
-med Præmieuhre, Potageskeer og Vandrepocaler, men efterhaanden som
-det viste sig, at det Eneste i Verden, Julius overhovedet bestilte,
-var at traine og starte, og at han -- i Modsætning til Samson, der jo
-havde sin Styrke i Haaret -- kun havde _sin_ Styrke i Læggene, blev
-Grossereren ligefrem gal i Hovedet ved blot at se ham. Faderen
-skjældte ham ud -- i Tide og Utide -- Moderen forkjælede ham og gav
-ham de Penge, der var nødvendige til at dyrke Variétéerne og
-Forstadstheatrene for; thi helt uden aandelig Interesse var Julius
-heller ikke: han læste ganske vist ikke Andet end Cyclecataloger og
-Sportsblade, og han gik ikke i Theatret, men Parodier og Revuer
-kjendte han grundigt -- kunde endogsaa sommetider fløite et særlig
-actuelt Refrain temmelig rigtigt -- og af dem lærer man jo dog ogsaa
-saa meget, at man med lidt Freidighed kan snakke med om, hvad det
-skal være.
-
-       *       *       *       *       *
-
-"Uh, den Dragt, Du har uglet Dig ud i," vedblev Grossereren. "Man kan
-faae Kvalme af at se paa Dig!"
-
-"=English fashion!=" nedlod Sønnen sig til at bemærke.
-
-"Hold Mund, Flab! -- Jeg troer ikke, at jeg i to Aar har seet Dig paa
-Kontoret uden i ternede Knæbuxer og svedt Uldskjorte!"
-
-"Herregud, lille Mand, han skal jo ud at bentraine," sagde Moderen.
-
-"Hvorfor kom Du først hjem imorges?" spurgte Grossereren.
-
-"Jeg =pacede= Hansen-Rod", svarede Julius gnavent -- det kostede ham
-øiensynlig Anstrengelse at overvinde sig til at tale, "og saa festede
-vi ham bagefter."
-
-"Rod -- hvad for en Rod?"
-
-"Ham, der var lige ved at vinde Verdensmesterskabet i Rotterdam."
-
-"Aa, de forbandede Cycler, man kan snart ikke gaa for dem."
-
-"Ja, hvad skal ogsaa alle de Fodgængere drive om paa Gaderne for --
-de kan jo blive hjemme! Det er sgu næsten ikke muligt at komme frem
-med sin Maskine, uden at vælte idetmindste en gammel Kone og et Par
-Barnevogne!"
-
-"Laban! -- Naa, hvad er der nu?"
-
-Pigen kom ind og meldte, at Madam Siegler var ude i Entreen, og Madam
-Siegler -- Kogekonen, der boede Dør om Dør med Jomfru Buxbom -- blev
-strax indladt, hvilket Julius benyttede sig af til skyndsomt at
-forsvinde.
-
-Der udspandt sig nu en længere Forhandling om Menu'en med Madam
-Siegler, og Grossereren spurgte tilsidst, om hun ikke havde et eller
-andet Nyt at foreslaa, saadan en fix lille Ret, der kunde stikkes ind
-mellem det allerede Vedtagne.
-
-Jo, Madamen foreslog en Chartreuse, det havde de nylig havt hos den
-spanske Minister, vidste hun.
-
-"Chartreuse?" sagde Grossereren. "Det er jo ingen Ret! Det er det
-grønne Skidt, Julius blev saa daarlig af ifjor!"
-
-Madam Siegler forklarede nu, hvad _hun_ mente med en Chartreuse,
-Menuen fik sin endelige Form, og Grossereren og Ragna blev alene, da
-Fruen havde en yderligere Kjøkkenforhandling med Madamen.
-
-       *       *       *       *       *
-
--- "Hvad siger Du til, at Poul vil være Søofficeer?" spurgte
-Grossereren sin Datter.
-
-"Ja, hvad skal man sige -- naar han har Lyst til det, saa --"
-
-"Det er den forbandede Plasken i Baad ude ved Landstedet, der har
-gjort Ulykken, og saa, at vi havde to Cadetter med til Julius' Bal
-sidste Vinter! Poul skulde have været i Forretningen -- Julius bliver
-dog aldrig til Noget! -- Naa det kan maaske alligevel ikke være saa
-galt -- der er jo flere Prinser i Marinen."
-
-"Ja, hvad saa?"
-
-"Hvad saa, hvad saa -- man kan aldrig vide -- ja, det kunde jo dog
-tænkes, at man engang gjennem Poul kunde se en Kongelig Høihed ved
-sit Bord!"
-
-Ragna nøiedes med at smile, og Grossereren studerede meget
-omhyggeligt Verdenskortet.
-
-"Veed Du, hvor Yocobora ligger?" spurgte han pludselig.
-
-"Nei -- jo, er det ikke en Republik i Mellemamerika?"
-
-"Troer Du? -- Ja, her er den sgu! Den seer ikke ud af Meget! -- Veed
-Du, hvad Sprog de taler _der_?"
-
-"Det er vel Spansk, tænker jeg."
-
-"Spansk -- mon det er meget svært at lære?"
-
-"Ja, det er det vel nok."
-
-"Ja, jeg mener ikke saadan rigtigt -- men saa meget, at man f. Ex.
-kunde holde en Tale -- den skulde naturligvis være skreven i Forveien
--- dersom der kom en Orlogsmand fra Yocobora hertil -- de har en
-Orlogsmand veed jeg!"
-
-"Men hvad vedkommer det Dig?"
-
-"Aa, ikke saadan -- ja, jeg kan forresten gjerne betro dig det:
-Møller, der har været Generalconsul for Yocobora, flytter fra Byen og
-vil derfor sælge -- ja, ikke ligefrem sælge, naturligvis, for det kan
-man ikke -- men han vil mod en Affindelsessum anbefale mig til
-Regjeringen derovre, saa at jeg kan blive hans Eftermand."
-
-"Men Fader dog!"
-
-"Ja, Du skal ikke saadan uden videre slaa det hen min Pige. Ganske
-vist er Yocobora kun en Republik -- og Ordener har de ikke, jeg _har_
-forhørt mig -- men Uniformen er sgu storartet: trekantet Hat, Kaarde
-og Guldbroderi i Masse, baade paa Kjolen og Benklæderne -- jeg _har_
-prøvet Møllers Kjole: den passer mig, som den var syet til mig, og
-han har kun havt den paa to Gange."
-
-"Men tænker Du da virkelig --"
-
-"Ja, det veed Gud, jeg gjør! -- Det er nu forresten mest for din
-Moders Skyld."
-
-"For Moders Skyld?"
-
-"Ja, seer Du, _jeg_ er Grosserer -- 'Grosserer Lange', det kan man
-baade sige og skrive -- men din Moder er slet og ret Frue -- 'Fru
-Lange,' hverken mer eller mindre. -- Kunde Du nu ikke unde din egen
-Moder at hedde Generalconsulinde, og troer Du ikke, hun vilde have
-Glæde af Uniformen?"
-
-"Skal Moder maaske ogsaa have Uniform?"
-
-"Snak! Men hun kan da vel glæde sig over min! -- Hvad er der nu?"
-
-Pigen meldte, at den Herre, der havde spurgt efter Grossereren igaar
-Aftes, var her igjen.
-
-"Hvad for en Herre?"
-
-"Candidat Berner."
-
-"Kjender Ingen af det Navn -- ja, lad ham saa komme i Guds Navn!"
-
-Berner kom ind.
-
-Han var i sort Diplomatfrakke, og da hans Diplomatfrakker altid,
-endnu mere end hans daglige Tøi, saae ud, som de var for store til
-ham, og havde et Snit, som om de var syet til hans Bedstefader,
-gjorde han ikke noget egentlig imponerende Indtryk.
-
-Det gjorde derimod Grossereren. Han stillede sig op ved Pulten, slog
-ud med Haanden som en Minister, der første Gang giver Audiens, og
-spurgte i en nedladende Tone:
-
-"Hvad er til Deres Tjeneste?"
-
-Roligt og sagligt begyndte Berner at fortælle, at han den foregaaende
-Aften havde seet en lille Pige, der nok boede her i Baghuset, og i
-hendes Belte havde han opdaget et Par visne Blade, som hun paa
-Forespørgsel erklærede at have faaet af Grossererens yngste Søn.
-
-"Hm," hostede Grossereren og saae fortrædelig ud.
-
-Disse Blade, vedblev Berner, der tydelig nok hidrørte fra en Plante
-af Slægten Kløver, var desværre i en saa forkrøllet Tilstand, at det
-var ganske umuligt med blot nogenlunde Sikkerhed at afgjøre, fra
-hvilken Art de hidrørte, men saa vel Stængel som Blade -- Blomst var
-der uheldigvis ikke -- mindede alligevel paafaldende om en Kløver --
-=Trifolium resupinatum= -- som ellers nærmest hørte hjemme i Italien,
-men som i sin Tid havde voxet paa Pladsen omkring Thorvaldsens
-Musæum, hvorhen den bevislig var bleven bragt med det Hø, som havde
-været brugt ved Indpakningen af Marmorstatuerne nede i Rom, og da det
-nu var ham, Berner, af største Interesse at erfare, hvorledes denne
-Plante -- hvis det virkelig var _den_ -- kunde være kommen her, saa
-tillod han sig --
-
-"Jeg behøver vel ikke at gjøre Nogen Regnskab for, hvad der groer
-eller ikke groer i min Gaard!" foer Grossereren op.
-
-"Men Fader dog!" udbrød Ragna uvilkaarligt, og Grossereren tog sig i
-det og erklærede i en noget høfligere Tone, at Gaarden og Baghuset
-var Noget, der ikke interesserede ham, og som han derfor heller ingen
-Besked vidste om.
-
-Berner tillod sig at spørge, om Grossereren muligvis havde, eller
-havde havt, Handelsforbindelse med Italien eller med sydlige Lande
-overhovedet, men saa foer Grossereren atter op og svarede:
-
-"Klipfisk og Spegesild, det handler jeg med" -- nu var han jo nødt
-til at vedkjende sig Forretningen -- "og de Varer veed De vel som en
-studeret Mand kommer ikke fra Italien! -- Er der mere, jeg kan være
-Dem til Tjeneste med?"
-
-Nei, det var der ikke, og Berner gik.
-
-       *       *       *       *       *
-
--- "Men hvorfor var du dog saa uhøflig, Fader?" spurgte Ragna.
-
-"Uhøflig! Jeg? -- Det var jo ham! Saadan en Næsvished, at trænge sig
-herind til mig og spørge mig ud, som om jeg var i Forhør! Maa jeg
-være her! -- Men er der Ukrudt i den lille Plaine omkring Lindetræet
-i Gaarden, saa er det en Uorden, og saa skal det naturligvis luges op
--- jeg vil give Karlen Ordre til den Dag idag at grave Plainen om --
-og Pouls Intimiteter med Baghustøsen skal ogsaa have en Ende! -- Han
-giver hende Blomster -- det er nydeligt! -- Nei, det er vist meget
-godt, han kommer ud at seile -- væk fra det Hele! Man har kun
-Ærgrelser! -- Ja, vi skulde vel have fat paa den Calcule!"
-
-Men det var nu aabenbart bestemt, at Grossereren den Søndag Formiddag
-idelig skulde forstyrres: nu kom Terndrup.
-
-Grossereren brugte ham ind imellem som en Slags Commissionair, dels
-naar det gjaldt om paa en fin Maade at skaffe Oplysning om Den og
-Dens Soliditet, dels naar der var Tale om at anbringe Penge i et
-eller andet halvt obscurt Foretagende; thi det var en Eiendommelighed
-for Grossereren, at det morede ham, ved Siden af sin egentlige
-Forretning, at vove mindre Summer paa tvivlsomme Forretninger, der
-under særlig heldige Conjuncturer kunde give en forholdsvis stor
-Gevinst.
-
-Terndrup indledede da ogsaa sit Besøg med at tale om en anden
-Prioritet i en Eiendom ude i Saxogade men endte med at bringe
-Spørgsmaalet Marie paa Bane og udbad sig Grossererens Sanction paa
-hendes mulige Overgang til Theatret.
-
-Den var let nok at opnaa: Grossereren brød sig, som han smagfuldt
-udtrykte sig, Fanden om det Pigebarn, og hun kunde for ham gaa til
-Balletten eller til Dyrehavsbakken, hvis hun lystede, _han_ var lige
-glad.
-
-Med den Besked gik saa Terndrup.
-
-Men Frøken Ragna sad i Tanker og glemte mod al Sædvane rent Calculen,
-og Faderen maatte to Gange spørge, hvad hun egentlig tænkte paa, før
-hun ligesom tøvende svarede:
-
-"Aa, jeg tænkte paa den sjeldne Blomst, der skulde voxe nede i
-Gaarden -- jeg synes egentlig det er umuligt, at Poesi eller
-Romantik, hvad man nu skal kalde det, kan forvilde sig ind i vort
-Hus."
-
-"Ja, det Ukrudt skal nok blive luget op," sagde Faderen, der kun
-halvt havde hørt efter, hvad Ragna svarede, "og Poul skal væk -- han
-skal ikke have sin Gang i Baghuset!"
-
-
-
-
-Men _det_ havde nu Poul alligevel.
-
-Han sad netop imens ovre i Fru Lunds Stadsestue og fortalte hende og
-Marie, at han nu endelig havde faaet Lov at gaa til Søs: hans
-Ansøgning var inde hos Marineministeriet, og han haabede bestemt at
-komme ud som frivillig Lærling med Vintercorvetten.
-
-       *       *       *       *       *
-
--- Intet Sted i Verden befandt Poul sig saa vel som hos Fru Lund, og
-Intet i Verden smagte ham, som hvad han fik _der_: et rørt Æg med
-Sukker, en tør Kage eller et Glas Saft og Vand. Fra ganske Lille var
-han vant til at komme der, og den beskedne Stue, der skinnede af
-Renlighed og formelig lugtede af grøn Sæbe, syntes ham meget, meget
-hyggeligere end de elegant monterede Sale i Forhuset -- den forekom
-ham nemlig, uden at han selv gjorde sig Rede for det, at være et
-Hjem.
-
-Og et Hjem havde han her, et Hjem, hvor man baade følte sig glad og
-beæret, naar "Grossererens Søn" kom, hvor han kunde snakke løs med
-Marie og lege med hendes tamme Hane, og hvor han bestandig kunde ty
-hen med sine Sorger og være sikker paa at faae Trøst.
-
-Poul havde nemlig i en vis Forstand altid hørt til de "uheldige"
-Børn. Havde han som Lille faaet en ren Blouse paa, var det givet, at
-han ganske kort efter trillede i Rendestenen; standsede hans
-Barnepige blot fem Minuter forat tale med en Gardist, kunde hun
-være sikker paa, at Drengen var borte og maatte hentes paa
-Politistationen, og var der en nymalet Bænk i Kongens Have, skulde
-han nok finde den og tage en tydelig Erindring om den med sig hjem. I
-saa Tilfælde fik Fru Lund ham fat og vaskede og gned, til han blev
-nogenlunde præsentabel før Hjemkomsten og slap for Skjænd, og _det_
-paaskjønnede han i høi Grad -- han kunde ikke udstaa at faae Skjænd.
-
-Saa var Poul forresten ogsaa tidlig et "fremmeligt" Barn: han var
-forlængst falden ned fra alle Grene i Lindetræet og havde
-efterhaanden brækket Alt, hvad brækkes kunde, undtagen Halsen; fem
-Aar gammel spillede han til Moderens Forfærdelse Klink paa Gaden, og
-paa sin syvaarige Fødselsdag havde han paa egen Haand bedt Melmandens
-skeløiede Søn hjem til Middag.
-
-       *       *       *       *       *
-
--- Fru _Lund_ sad med Andagt og hørte paa Pouls Udmalinger af sin
-maritime Fremtid.
-
-Hun var en lille, mager Kone, altid som et pillet Æg, med Kappe,
-hvidt Forklæde og sort Kjole -- altid ens. Hun syede for et
-Broderimagazin, vaskede og stoppede paa Maries Tøi og tilbragte en
-hel Del af sit Liv med at søge Legater, som hun aldrig fik, og med
-som en fjern, uopnaaelig Mulighed at drømme om engang at blive
-Klasselotteri-Collectrice. Grossererens og Alt, hvad hans var, saae
-hun op til med Ærefrygt og Taknemmelighed, levede af brugt Sol fra
-det rige Forhus og var i det Hele taget saa ydmyg, at hun end ikke i
-sin egen Stue nogensinde sad paa mere end Kanten af en Stol.
-
-Af og til rystede hun nu betænkeligt paa Hovedet, naar Poul talte om
-Hundevagter, Kanonexercits og Olietøi, og i sit stille Sind ønskede
-hun af og til at kunne være med ombord forat tage Pletter af hans Tøi
-og sy Rifter sammen over Knæene.
-
-Marie fortalte straalende glad Poul, at hun skulde til Theatret; hver
-Morgen skulde hun paa Danseskole og om Lørdagen paa Komedie -- Alt
-naturligvis under Forudsætning af, at hun blev antagen -- i næste Uge
-skulde det afgjøres.
-
-Omsider gik Poul og var heldig nok til at komme over i Forhuset uden
-at være bleven savnet.
-
-
-
-
-Der var ordentligt Rykind hos Jomfru Buxbom.
-
-Børnene holdt Frokost, og Jomfruen skar just Karse af til deres
-Smørrebrød fra Kassen udenfor Vinduet, da det bankede, og efterat
-Oldefaderens Røst havde talt ud af Papegøien og raabt "Kom ind!"
-viste Madam Siegler sig.
-
-Hun havde Meget at fortælle: om Middagen hos Grosserer Lange's og om
-et femogtyve Aars Jubilæum hos en velhavende Manufacturhandler.
-
-Hos Grossererens havde de faaet Gaaseleverpostei =en croûte= før den
-anden Steg -- ikke, som tidligere, bagefter -- det havde _hun_ oplyst
-dem om, at man nu brugte -- og Generalen havde ikke blot udbragt en
-Skaal for Fruen, men ogsaa for den yngste Søn, der jo nu skulde til
-Orlogs, og Generalen havde sagt, at han ved at vælge Havet til
-Virkefelt kun fortsatte de fædrene Traditioner, eftersom Huset Lange
-jo altid havde havt sin Levevei af Havets Producter. Den Tale havde
-Madam Siegler selv hørt Ord til andet ude fra Corridoren.
-
-Jubilæet var der ikke andet Mærkeligt at fortælle om, end at der
-blandt Gjæsterne havde været en Vegetarianer, eller, som Madamen
-udtrykte sig: en "Gemysemand" -- "men han kunde jo dog faae Rødderne
-fra Suppen og Persillen fra Kyllingerne," sagde hun -- hun yndede
-ikke Vegetarianere.
-
-De to Menuer var neppe nok drøftede, før der kom en ny Visit: det var
-Madam Asters, Portnerske i et høigreveligt Hus i Bredgade.
-
-Hun var et af Jomfru Buxboms allerinteressanteste og paa en vis Maade
-allerfineste Bekjendtskaber; hun sagde "vi" om Herskabet, kunde
-fortælle om Baller, hvor der kom Prinser og Prinsesser, og vidste paa
-en Prik, om Damerne for Tiden brugte rundt eller firkantet Slæb.
-
-Det Første, der skete efter hendes Ankomst, var, at Kaffekanden blev
-sat paa Petroleumsapparatet, og at et af Børnene fik Lov til at lægge
-Tavlen og blev sendt ned efter Wienerbrød. Kaffekanden blev i det
-Hele sjelden kold her i Stuen, for der var næsten altid Besøg, og
-Jomfruen selv hørte til de mærkelig construerede Kvinder, der i
-Sommermaanederne hovedsagelig ernærer sig af Rødgrød, og Resten af
-Aaret af Kaffe med Wienerbrød.
-
--- "Naa, lille Madam Asters," begyndte Jomfruen, da der var skjænket
-i Kopperne, "hvad Nyt ude fra Bredgade af? Har der nylig været
-Selskabelighed?"
-
-"Gud, nei, Jomfru, hvor vil De hen!" svarede Portnersken. "Vi har jo
-Sorg!"
-
-"Det er ogsaa sandt, det veed jeg jo."
-
-"Det er forresten saa kjønt med Sorg," vedblev Madamen, "især naar
-Herskabet kjører ud. Tjeneren -- det er nu et nydeligt Menneske og af
-pæn Familie: hans Fader er Skovløber ude paa Grevskabet -- han seer
-saa gentil ud i Sort med et blaat og hvidt Silkebaand ned ad
-Skuldrene, og Lygterne er ogsaa helt overtrukken med Sort -- det er
-saa høitideligt!"
-
-Madam Siegler hørte efter med stum Andagt -- hun selv kom kun til det
-velhavende Bourgeoisie.
-
-"Gud veed forresten, om der bliver nogen rigtig Selskabelighed mere
-paa Palais'et," vedblev Madam Asters -- "nei, Tak, kun en lille Kop!"
-
-"Men hvorfor dog ikke det?"
-
-"Nei, jeg har nu min egen Tro -- men ikke _mine_ Ord igjen! --
-Børnene lytter da ikke efter? -- Jo, jeg skal sige Dem, Herskabet
-hører ikke mere Pastor Jespersen, som de før pleiede van."
-
-"Ikke det!" udbrød Jomfru Buxbom. "Det er da ellers den deiligste
-Præst i hele Byen -- det er _min_ Præst -- her skal De se hans
-Photographi! -- Han skal saamænd ogsaa arve den Stol, De sidder i!"
-
-"Nei, nu er Herskabet begyndt at høre Pastor Knastrup," vedblev
-Madamen. "Gudbevares, han præker storartet -- min Mand og jeg er
-ogsaa begyndt at høre ham -- men han er jo noget strix."
-
-"Er han _det_?"
-
-"Jo! -- Og det mærkes naturligvis saadan allerede med den megen
-Gudfrygtighed paa Palais'et."
-
-"Gjør det _det_?"
-
-"Ja, det gjør, Jomfru -- vi holder 'Kristeligt Dagblad'!"
-
-"Nei, tænk!"
-
-"Ja, det er forresten et rigtig godt Blad. Der staaer baade Brylluper
-og Begravelser og Ulykkestilfælde ligesom i 'Berlingske', og hvis man
-synes, man faaer for meget af Gudeligheden, saa kan man jo springe
-den over."
-
-"Ja, det kan man jo."
-
-"Saa har vi ogsaa faaet en hellig Student, som spiser hos os om
-Torsdagen -- det vil sige, han spiser ved Mellembordet med
-Husjomfruen og Oldfruen -- naturligvis -- men _han_ kan sagtens, for
-er han blot færdig med at læse til Præst, saa faaer han naturligvis
-nok Kald ude paa Grevskabet!"
-
-"Gud, tænk, saa er _han_ forsørget!"
-
-"_Det_ er han! -- Forleden Dag havde vi ogsaa en Missionair fra
-Bagindien, men _han_ spiste ved Herskabets eget Bord."
-
-"Nei, gjorde han virkelig!"
-
-"Ja, han gjorde saamænd saa -- men Tjeneren sagde ellers, at han
-spiste med Kniven!"
-
-"Gud, er det sandt!" udbrød Jomfru Buxbom og Madam Siegler i forarget
-Kor og slog Øinene mod Himlen, ret som om de vilde kalde _den_ til
-Vidne paa, at _de_ aldrig før havde tænkt sig, at en Kniv overhovedet
-kunde bruges paa den Maade.
-
-"Ja, man skal jo ikke kritisere det Herskab, hvis Brød man er i,"
-sagde Madam Asters med Værdighed, "men _jeg_ synes nu heller ikke,
-Greven saadan skulde byde alle Slags til sit Bord. Det kan være, det
-var nødvendigt, dengang han var Politiker og sad i Landsthinget --
-det var net Selskab, vi tidt havde den Gang, kan De tro! -- men fordi
-man hører Pastor Knastrup, behøver man da ikke at gjøre sig gemeen
-med hele Slænget -- vel, Jomfru? -- Ja, Tak for Kaffe!"
-
--- Da Madam Asters og Madam Siegler vel var ude af Døren, kom
-Maskinmanden forat meddele, at Marie var bleven antaget af
-Balletmesteren og næste Dag skulde begynde sin Skole i selve det
-Kongelige Theater, og _saa_ stærkt virkede Meddelelsen om denne store
-Begivenhed, at Jomfruen knap hørte efter, da han fortalte om de ny
-Decorationer til "Jægerbruden" og alt det kunstige Spøgeri, der
-skulde være i Ulvesvælget.
-
-_Han_ havde forresten ogsaa travlt, for han skulde hen og bringe det
-vigtige Budskab til Fru Lund, der sad nede i Store Kongensgade og
-anede Ingenting.
-
-_Der_ blev naturligvis Glæde, men samme Dag havde Marie havt sin
-første store Sorg: Hanen havde brækket Benet, og Maskinmanden
-anmodedes derfor om paa en saa vidt muligt lempelig Maade at tage
-Livet af den og begrave den under Lindetræet.
-
-Det lovede han beredvilligt, og om Aftenen græd Marie ved Hanens Grav
-samtidig med, at Maskinmandens Familie spiste Hønsefricassée.
-
-
-
-
-Det lider hen paa Eftersommeren.
-
-Anlæggene paa Kongens Nytorv og foran Christiansborg Slotsruiner har
-ganske vist endnu en blændende Blomsterpragt at opvise, og Gladiolus,
-Asters og Cactusgeorginer kappes i Farveglød med hinanden, men der
-ligger dog et enkelt gulnet Blad i de mørknende Plainer. I Skyggen
-seer den store Kastanie ved Holmens Kirke endnu hel grøn ud, men naar
-Septembersolen lyser igjennem den, faaer man Øie paa det gyldne Løv,
-som allerede er begyndt at tyndes ud.
-
-Midt paa Dagen er "Strøget" endnu sommerligt: der er lyse Damedragter
-og ingen Overfrakker, men i Butiksvinduer og Aviser læser man om
-"Efteraarsudsalg", og forsynlige Folk med god Samvittighed og stor
-Credit -- eller med een af Delene -- bestiller allerede nu den ny
-Vinterfrakke hos Skrædderen.
-
-Cyclerne falder i Pris -- brugte eller stjaalne er slet ikke til at
-sælge -- Fiskesnører og Boldspilrekvisiter maa bag Sportshandlerens
-Ruder vige Pladsen for engelske røgfri Patroner, og nu kommer Vildt-
-og Frugthandlernes gyldne Tid: Agerhøns, Harer og Fasaner viser sig i
-saadanne Mængder, at Fremmede maa faae den Forestilling, at
-Kjøbenhavn hovedsagelig lever af Vildt, og Tomater, Ferskener og
-Druer fryder Øiet rundt omkring.
-
-Skinnende hvide Theaterplacater er traadt i Stedet for de skidne,
-krøllede Laser fra Mai Maaned, der har maattet døie hele Sommerens
-Sol og Regn, Tivoli holder Høst- og Fyrværkerifester, og om Søndagen
-er der vel endnu stærk Trafik til og fra Dyrehaven, men Folk kommer
-tidligt hjem, og det er broget Løv til Kaminvaserne, som de bringer
-med fra Skoven.
-
-Nu har Grønttorvet sin Glansperiode -- der kjøbes ligefrem ind
-til Vinterforraad -- og Gammelstrand ligger hver Morgen i sin
-feireste Pragt: hele Kanalen er stuvende fuld af Sildebaade, der
-tørrer de røde Seil, Fiskerne vader i det sølvskinnende Dræt, og
-Skjællene blinker i Garnet -- det er som Pailletter i et mægtigt
-Kniplingsklæde.
-
-De kridtede Ruder forsvinder, de sidste Efternølere flytter omsider
-ind; Landliggerne har længe kjedet sig gudsjammerligt i de mørke
-Aftener ude paa Villaerne, men for en Ordens Skyld klager de dog over
-at have maattet tage ind.
-
-Husmoderen faaer travlt: Pelsværket hentes fra Bundtmageren, der
-syltes Sveskeblommer og Asier -- hele Byen lugter surt --
-Efteraarsrengjøringen ligger i Luften, og Ægtemændene gruer.
-
-Om Aftenen, især efterat Lampen er tændt, begynder man at fryse ved
-at se paa de hvide Gardiner -- Stemningen er trykket.
-
-Med Vemod stirrer Hotelportier'en efter hver kuffertlastet Droske,
-der ruller bort, og en skjønne Dag opdager de unge Spurve i Tivoli,
-der endnu ikke kjender Livets Kamp, at Saison'en er sluttet, og at de
-fra nu af selv maa sørge for deres Udkomme.
-
-Sommeren er forbi, det er Efteraar.
-
-               *       *       *
-
--- Terndrup havde Efteraarsfornemmelser, Efteraarsanfægtelser.
-
-Bøgerne var ikke fri for at lugte ham noget muggent -- det gjorde de
-aldrig om Sommeren -- Handelen med brugte Frimærker forekom ham endnu
-foragteligere, end den pleiede, og saa vidste han oven i Kjøbet, at
-det var et særlig godt Aar med Høns.
-
-Hyppigere end ellers og længere ad Gangen end tidligere stod han
-derfor ogsaa paa Jageslaget, fulgte sine Duers Flugt og saae "over ad
-den Kant til, hvor Jylland ligger", og hvor Brokfuglene flokkedes, og
-endte saa med at falde i Staver.
-
-Som han saadan stod en Eftermiddag, og hans Øie forvildede sig over
-Gaarden forbi en nøgen, sværtet Brandmur og ind imellem et Par spidse
-Gavle, opdagede han pludselig noget Nyt: oppe i en gammel Rønne var
-der ud fra Kvisten bygget et lille Glashus, og paa en Stump fladt
-Tag, hvortil der var Adgang fra Glashuset, stod en Kasse med
-blomstrende Solsikker og store, rødbrune Lerkrukker med Canna og
-Nerier.
-
-Hvor vel bevandret Terndrup end var i Fugleperspectivets Geographi,
-var det ham dog ikke muligt strax at afgjøre, om det Hus, han saae
-paa, vendte ud til Grønnegade eller til Hovedvagtsgade, og det varede
-en god Stund, inden han blev paa det Rene med, at det alligevel
-maatte være i Grønnegade, i Marskandiserens Sted, at der var bleven
-indrettet et photographisk Atelier.
-
-Det kunde jo i og for sig være ham ganske ligegyldigt, men nysgjerrig
-var han -- som de fleste Mennesker jo er -- og han vilde dog nok,
-blot for en Ordens Skyld, vide, hvem det var, der var flyttet ind
-derovre, og som paa en Maade var bleven Nabo paa Afstand til hans
-Dueslag.
-
-Da Jomfru Buxbom, hvis Stue jo var en Slags Centralstation for al
-Sladder rundt omkring fra, maaske kunde antages at vide Besked om
-Photographen, stak han Hovedet ind ad Døren til hende, da han gik
-forbi, og spurgte sig for.
-
-Nei, Jomfruen vidste saamænd ikke engang, at der var indrettet noget
-photographisk Atelier, men det var jo høist interessant, var det, og
-hun skulde nok gjøre sit Bedste forat faae Klarhed i Sagen. -- Om
-Terndrup ikke vilde sidde lidt ned? Jo, det maatte han endelig! Og
-Terndrup satte sig.
-
--- "Ja, jeg slider vel i Grunden alt for meget paa Pastor Jespersens
-Stol," sagde han. "Pastoren maa da vist koste nyt Betræk paa den,
-naar han engang faaer den!"
-
-Jomfruen blev kjendelig nerveus og svarede efterat have rømmet sig et
-Par Gange:
-
-"Ja, nyt Betræk maa der -- men jeg har forresten de to sidste Søndage
-hørt Pastor Knastrup."
-
-"Naa, det har De -- ja, saa kan Pastor Jespersen nok selv se sig om
-efter en Lænestol!"
-
-Uden at udtale sig videre om Arvespørgsmaalet vedblev hun:
-
-"Han er jo noget strix, Pastor Knastrup, som Madam Asters ogsaa
-sagde, men deiligt taler han, vækkende og indtrængende, saa man
-føler, man er en stor Synder -- hvad man jo ogsaa er, og hvad han,
-Gaardmissionairen, ogsaa sagde!"
-
-"Naa, gjør han _det_!"
-
-"Ja, det veed Gud, han gjør! Jeg kjender ogsaa et helt greveligt Hus,
-der hører ham til Stadighed, og i Søndags var han bedt til Herskabets
-eget Bord, hvor en Tjener i Sort og med blaa og hvide Baand paa
-Skuldrene vartede op med Handsker paa."
-
-"Der kan man se," sagde Terndrup, "man skulde have været Præst,
-skulde man, og have faaet et Kald i en god, jydsk Egn, hvor Bønderne
-ikke selv gjorde Noget af Jagten!"
-
--- "Marie var her ellers igaar," vedblev Jomfruen. "Aa, hun har saa
-Meget at fortælle ovre fra Theatret -- De maa endelig komme op og
-høre paa det en Dag!"
-
-"Ja, det skal jeg -- men nu maa jeg gaa!"
-
-"Aa, Terndrup, De kunde gjøre mig en Tjeneste: vil De ikke laane mig
-en eller anden god, ny Bog?"
-
-"Jo, men hvad skulde det være for en Bog?"
-
-"En, der ender godt!"
-
-"Dem er der sgu ikke mange af for Tiden!"
-
-"Ja, ellers vil jeg ikke have den -- man læser da forat blive i godt
-Humør og forat være i godt Selskab! -- I gamle Dage var det altid saa
-beroligende at læse en Bog, for Forfatteren caverede for sine
-Personer, og naar Helten eller Heltinden fik et Barn paa sidste Side,
-saa vidste man, at det ogsaa gik Barnet godt Resten af Livet -- og
-_det_ var saa hyggeligt!"
-
-"Ja, ja, nu skal jeg se at finde en Bog og skikke den op til Dem --
-Farvel, Jomfru!"
-
-"Farvel, Terndrup!"
-
-
-
-
-Om Eftermiddagen kom Berner. Han havde "Fjortendags Lov" fra Skolen
-og vilde i den Anledning benytte Eftermiddagen til at gjøre sin
-tidligere omtalte Excursion ud paa Amager, og paa _den_ maatte
-Terndrup være med.
-
-Butiken var aaben, men Terndrup var der ikke.
-
-Saa gik Berner ud i det lille Lukaf bagved, der baade var Sovekammer
-og Spisestue, og _der_ saae han Terndrup sidde ubevægelig ved det
-aabne Vindue og stirre ud i Gaarden.
-
-Berner sagde Goddag, men Terndrup svarede ikke, dreiede kun Hovedet
-halvt om og gjorde Tegn, at Berner skulde være ganske stille.
-
-Der gik et Par Minuter, saa lød der et Smeld, Terndrup vendte sig om
-med en Salonbøsse i Haanden og sagde:
-
-"Den blev der sgu!"
-
-"Hvad for En?"
-
-"Rotten, naturligvis -- ja, det var ingen af de sorte, men jeg har
-havt Kig paa den en halv Time, før jeg kunde faae Ram paa den."
-
-"Naa, saa De jagter!"
-
-"Nei, jeg gjør sgu ikke! Jeg har lovet mig selv aldrig mere at røre
-en Skyder, men saadan en Legetøistingest kan man da ikke kalde en
-Bøsse -- og Rotter er da heller ikke Vildt! -- Nei, hvad man har
-lovet, det skal man holde! -- Hvad vil De ellers idag?"
-
-Ja, Berner vilde da have ham med ud paa Amager, men Terndrup vidste
-ikke, om det gik an at lukke saa tidligt.
-
-"Aa, hvad -- nu er Fugletrækket for Alvor begyndt?" bad Berner.
-
-"Ja, det _er_ jo saa -- lad gaa!"
-
-Mens Terndrup gjorde sig istand, satte Berner sig ude i Butiken paa
-en Stabel Bøger, der gyngede frem og tilbage, tændte en Cigar og
-grundede.
-
--- "Hvad sidder De og speculerer paa?" spurgte Terndrup.
-
-"Aa, jeg sad egentlig og tænkte paa den =Trifolium resupinatum= -- om
-det virkelig skulde være _den_! Jeg listede mig ind i Grossererens
-Gaard imorges ganske tidligt forat se, om jeg kunde finde et Exemplar
-til, men der var gravet op omkring Lindetræet og altsaa Ingenting at
-finde -- hvor kunde det dog være, at den Grosserer var saa ubehagelig
-imod mig?"
-
-Terndrup smaafløitede. "Han har for mange Penge -- og han er kommen
-for nemt til dem -- det er det Hele!"
-
-"Er det et gammelt Handelshus, det Lange'ske?" spurgte Berner.
-
-"Nei, det var først Faderen, der begyndte."
-
-"Naa, det tænkte jeg nok!"
-
-"Hvorfor det?"
-
-"Jo, fordi der i et gammelt Handelshus -- ganske som i enhver
-anden Slægt, der har en Tradition -- altid som Regel raader en
-urban Tone. -- Det er forresten mærkeligt," vedblev han, "saa faa
-Handelsdynastier, der overhovedet er ældre end et Par Generationer i
-samme Familie. Det maa vel sagtens komme af, at der kræves en særlig
-Finhed og Fornemhed i Forretninger og en særlig udviklet
-Familiefølelse, forat et Firma kan vedblive at gaa i Arv fra Fader
-til Søn."
-
-"Maaske, sgu," svarede Terndrup. "Se, hvad Finheden i Forretninger
-angaaer, saa trykker den nu heller ikke Grossereren, og
-Familiefølelse troer jeg ikke, den ældste Søn har Synderligt at give
-hen af!"
-
-"Men Datteren er en ualmindelig tiltalende Pige," vedblev Berner med
-Varme, "saa rank og saa damesikker!"
-
-"Ja, hun er sikker nok! -- Hende skulde _De_ tage, Berner -- hun
-kunde føre deres Regnskaber med dobbelt Bogholderi!"
-
-"Nei, virkelig!"
-
-"Ja, hun kunde sgu: det er et grov dygtigt Stykke Fruentimmer! --
-Men De vil maaske ikke alligevel?"
-
-"Nei, jeg troer dog ikke -- _hun_ vil vist heller ikke --"
-
-"Aa, nei, det kan være troligt nok!"
-
-"Ja, lad os saa komme afsted!"
-
-Og afsted vandrede de, Berner med Straahat og Botaniseerkasse,
-Terndrup med Kaskjet og Knortekjep.
-
-       *       *       *       *       *
-
-Ad Frederiksholms Kanal og over Langebro gik de, saa standsede de
-udenfor den gamle Accisebod, der ligger for Enden af Christianshavns
-Vold, Acciseboden med de grønne Skodder og det fremspringende
-Halvtag.
-
--- "Er _det_ nu ikke meget kjønnere end hele det moderne Kjøbenhavn!"
-udbrød Berner. "Acciseboden i Forgrunden, de lave 'Holms Huse' paa
-den anden Side af Gaden, og nedenfor Volden Reberbanen under
-Lindetræerne -- Herregud, det er vel næsten den eneste Reberbane, en
-kjøbenhavnsk Dreng nu kan faae at se!"
-
-"Ja, han har ellers godt Øl inde i Siseboden -- det er en rar, kjølig
-Kjelder," bemærkede Terndrup, og Berner overhørte ikke det fine Vink,
-men gik strax hen og satte sig ved et af de smaa Borde foran og
-bestilte to Glas Øl.
-
--- "Lagde De egentlig Mærke til den gamle Proviantgaard, da vi før
-gik forbi den?" spurgte Berner.
-
-"Nei -- er der ellers noget Mærkeligt ved den?"
-
-"Det er da for det Første en af Christian den Fjerdes Bygninger."
-
-"Naa, er det _det_!"
-
-"Ja, kan De ikke ogsaa se, at de vældige Gavle og det vældige Tag
-seer anderledes solid og imponerende ud end de nye Bygninger?"
-
-"Aa, jo!"
-
-"Og saa ligger den lige opad Tøihusgaarden med de mange gamle,
-udrangerede Kanoner, der har tjent mere end een Konge og været med
-baade tillands og tilvands -- jeg bliver formelig høitidelig tilmode,
-naar jeg gaaer der forbi!"
-
-"Aa, ja -- ja, saagu -- Skaal!"
-
--- "Ja, vi skal vel videre," sagde Berner, da Øllet var drukket. "Men
-har De noget imod at gaa om ad Volden -- det Stykke, man endnu _kan_
-gaa ad? Det er nok lidt længere, men betydelig kjønnere, og jeg vilde
-ogsaa gjerne have Frø af =Lathyrus latifolius= -- den findes
-deroppe."
-
-       *       *       *       *       *
-
--- Kjøn er Christianshavns gamle Vold. Lind og Kastanie, Ahorn og Elm
-voxer i lige Rader paa dens Ryg, og ned ad Skraaningerne til Graven
-er der en hel tæt Underskov af Tjørn, Hassel og Hyld.
-
-Drengene har lavet hulslidte Stier mellem Krattet, og gaaer man ned
-ad en af dem, kan man komme for Skade med at overraske et elskende
-Par eller en upriviligeret Fisker, der har faaet anbragt sin Snøre
-udenfor den brede Rørbræmme med de mumlende, blaagrønne Spydblade.
-Graven selv -- sine Steder bred som en Sø, andre Steder smal som en
-Aa -- er saa stille, saa byfjern som Vandene omkring Torneroses Borg,
-og naar Smaafisken slaaer, bliver man helt forundret over, at Fladen
-virkelig kan sætte Ringe og ikke springer som skjørt Glas.
-
-Oppe paa Bastionerne leger Børnene Tagfat og Enkemand, eller de slaaes
-om nedfaldne Kastanier; gamle Folk ryger en Eftermiddagspibe paa
-Bænkene, og selv Hammerslagene fra Christianshavns Maskinværksteder
-forstyrrer ikke Idyllen men fremhæver den kun end mere gjennem
-Modsætningen.
-
-       *       *       *       *       *
-
-Ude paa det rigtige Amager gik de hen ad Kløvermarksveien, forbi
-Colonihaverne.
-
-Det er jo som en hel By af Lysthuse, smaa, grøntmalede Træhuse med
-Døre, Vinduer og Flagstang -- de ligner strandede Badehuse. Vild Vin,
-Humle og Pralbønner snoer sig op ad Væggene, og som den lille
-Haveplet udenom dyrkes, saadan dyrkes ingen Plet i Verden! De
-Radiser, her faaes, smager bedre end noget Andet, den Buket, her
-skjæres, overgaaer Orchideerne fra Dina Schuldts Vinduer, og har det
-lille Æbletræ virkelig omsider bekvemmet sig til at bære et enkelt
-Æble, er dets Trivsel og Rødmen Gjenstand for en hel Families udelte
-Interesse Sommeren igjennem.
-
--- "Det er sgu kjønt," sagde Terndrup.
-
-"Ja, det er Trangen til at se Andet end Glas og Jern, der her finder
-sit Udtryk," svarede Berner. "Det minder om Sporskifteren paa
-Jernbanestationen, der laver sig en tre Alens Have mellem de
-krydsende Skinner."
-
-       *       *       *       *       *
-
-De passerede den store Losseplads, hvor Rotterne løb husvant om
-mellem Kjøkkenaffald, Rester af fordums Bohave, Murbrokker og rustne
-Blikdaaser, og Berner modstod ikke Fristelsen, men kom strax ind paa
-sit Yndlingsemne: den sorte Rotte contra den brune.
-
-"Ja, nu er den sorte snart forsvunden overalt," sagde han, "dens
-Mission er vel sagtens endt."
-
-"Hvad for en Mission?" spurgte Terndrup.
-
-"Det veed jeg ikke, men ligesom jeg fuldt og fast troer paa, at hvert
-enkelt Menneske har sin Mission, stor eller lille, her i Verden,
-saadan troer jeg ogsaa, at de enkelte Folkeslag, Slægter og og Arter
-af Dyr og Planter har det, og naar et Individs eller en Races Mission
-er endt, saa døer Individet eller Racen. -- Noget af det Tungeste, et
-Menneske kan opleve, maa da ellers være, at det Folk, han tilhører,
-udslettes af Tilværelsen som saadant, fordi det ikke længere har
-nogen Mission -- eller fordi det ikke længere magter den, det har!"
-
-"Aa, ja, saagu -- men saa maa man da ønske, at De aldrig maa faae
-Deres Bog skrevet," bemærkede Terndrup, "for _den_ er da vel _Deres_
-Mission!"
-
-"Det var et fromt Ønske!" svarede Berner leende. "Men det kunde jo
-dog tænkes, at jeg ogsaa havde en anden Mission."
-
-"Hvad skulde det være for en?"
-
-"Aa, f. Ex. at lære mine Drenge at kjende Kjøbenhavn og give min
-Skjærv til deres historiske Opdragelse."
-
-"Aa, ja, det kunde jo tænkes. -- Ja, saa kan De jo godt give Bogen ud
-og maaske leve lidt alligevel!"
-
-       *       *       *       *       *
-
--- Det var Krudttaarnsveien, Veien langs Kysten indenfor Mellemfortet
-og Prøvestenen, der var Dagens Maal; Berner havde Tegn, og det, han
-nærmest vilde, var gjennem Kikkert at constatere, hvilke Vadefugle
-der nu paa Efteraarstrækket gjæstede Stranden og altsaa for saa vidt
-kunde siges at tilhøre Kjøbenhavns Fauna i videre Forstand.
-
-Af saadanne Excursioner gjorde Berner flere hvert Aar, og paa dem var
-Terndrup ham en værdifuld Støtte, thi med sit ene, høire Øie saae
-han glimrende, og selv om han kun havde _hørt_ en Fugls Fløiten, var
-han næsten altid Mand for strax at kunne sige, hvad Fugl det var. Af
-og til, navnlig naar det var en Bekasin, der lettede, kunde han kaste
-Stokken til Kinden, men saa tog han den halv skamfuld ned igjen og
-sagde regelmæssigt: "Nei, de Tider er forbi -- hvad man har lovet,
-det skal man holde!"
-
-Turen blev ikke uden Udbytte, thi foruden at finde =Onopordon
-Acanthium= paa et nyt Voxested -- bagved Strickers Batteri --
-lykkedes det Berner at iagttage baade en Flok Islandsryler og en
-Kobbersneppe, og da dette var henholdsvis en Uge og ti Dage
-tidligere, end disse Trækfugle ellers pleiede at komme her, berigedes
-jo hans Optegnelser med to nye Data.
-
-       *       *       *       *       *
-
-Fyret paa Trekroner var allerede tændt, da de brød op og lagde
-Hjemveien om ad den ydre Grav, udenfor Orlogsværftet -- her havde
-Berner Aaret iforveien seet Odder.
-
-Som gravet op af Jorden mødte de her ved en Omdreining to Mænd, begge
-oppe i Trediverne.
-
-Den Ene var mørk, med opadstrøget Overskjæg, spids Fip og spillende
-Øine; hans Halstørklæde var bundet i en flot Sløife, Frakken var af
-sort Fløil, og under Armen og i Haanden havde han en Malerkasse, et
-sammenslaaet Staffeli og en Feltstol.
-
-Den Anden var der ikke noget Flot ved, men det var en Kjæmpeskikkelse
-med blond Fuldskjæg, store, blaa Øine, klædt ganske som almindelige
-Dødelige.
-
--- "Godaften, Høistærede!" sagde _han_ med Fløilsfrakken. "Ja,
-undskyld, at jeg spørger saa ligefrem, men hvad i Alverden har De
-bestilt ude paa Krudttaarnsveien? Mens jeg sad og malede, har jeg
-seet paa Dem i en stiv Klokketime: De pegede udefter, og de satte
-Kikkerten for Øiet -- ja, undskyld, men jeg _er_ nysgjerrig!"
-
-Berner forklarede, saa godt det lod sig gjøre i faa Ord, hvad der
-havde ført ham herud, og præsenterede sig selv.
-
-"Ja, mit Navn er _Holst_ -- Carl Holst -- jeg er Maler."
-
-"Nei, er _det_ Dem!"
-
-"Ja, det veed Gud, det er! Og min tause Ven der, det er Hans
-_Duborg_."
-
-"Hans Duborg! Var det da Dem, som --" begyndte Berner.
-
-"Ja, det var!" afbrød Holst ham. "Det var ham, som for fire Aar siden
-gjorde den uhyre Lykke med sit store Billede, som baade fik
-Udstillingsmedaillen og blev kjøbt af Galleriet, og det er ham, som
-siden ikke har rørt Pensel og Palet!"
-
-"Maa jeg præsentere," sagde Berner: "Boghandler Terndrup."
-
-"Ja, det veed vi," svarede Holst. "Vi har seet Dem oppe paa
-Dueslaget."
-
-"Har De _det_!" sagde Terndrup. "Det var sgu da ellers morsomt!"
-
-"Ja, oppe fra Atelier'et!"
-
-"Er De da ogsaa Photograph?" spurgte Terndrup interesseret.
-
-"Hvad for Noget!" raabte Holst. "Kalder De mig Photograph? Nei, hør
-nu, det maa jeg dog paa det Bestemteste frabede mig! Vel udmærker
-mine Billeder sig ved den mest slaaende Naturtroskab og indgaaende
-Redegjørelse for Detaillerne, men med Photographer ønsker jeg dog
-ikke at concurrere! Nei, jeg er sgu da Kunstner -- Maler i alt Fald
--- og Duborg og jeg har nu for en forholdsvis billig Penge indrettet
-os et fælles Atelier oppe paa Taget af No 67 i Grønnegade, i det
-maaske -- og desværre rimeligvis -- forfængelige Haab, at Lykken
-_der_ skal tilsmile os."
-
-Man fulgtes nu ad, og Berner spurgte underveis Duborg, hvorfor han
-ikke mere malede.
-
-"Aa --", begyndte Duborg, men Holst afbrød ham og svarede:
-
-"Det skal _jeg_ sige Dem: han er bange for, at hans næste Billede
-ikke skal blive lige saa godt som det forrige, og derfor maler han
-slet ikke det næste! Saa har han siden slaaet sig paa Decoration af
-Porcelain og anden Husflid -- meget hæderligt! -- men Malerier tør
-han ikke mere give sig i Lag med, for han siger, der er Ingenting at
-male. -- Gudbevares, havde _jeg_ noget af hans Talent og Teknik, og
-havde _han_ noget af min Hitten-paa og Gaaen-paa, saa havde Verden
-ikke seet to større Kunstnere siden Michelangelo's og Raffael's Tid!"
-
-"Gud veed, hvor Du gider!" indskjød Duborg.
-
-"Jo, jeg gider! Det kan da ikke hjælpe som Du i Taushed at gaa rundt
-og betragte Tilværelsen med store Øine og et svagt Smil," svarede
-Holst. "_Jeg_ snakker for meget -- det veed Gud, jeg gjør -- men Du
-siger Ingenting, og saa maa det Ene bøde paa det Andet!"
-
--- "Har De malet et Billede her fra Amager?" spurgte Berner Holst.
-
-"Ja, jeg har -- et lille et."
-
-"Men Du var da nær ikke kommen længere end til Frederiksholms Kanal",
-brummede Duborg.
-
-"Nei, jeg skal sige Dem," sagde Holst til Berner, "jeg faldt i
-Begeistring over Proviantgaarden, da vi kom der forbi, og saa maatte
-Duborg trække af med mig."
-
-"Det er sgu accurat ligesom Berner", bemærkede Terndrup.
-
-"Ja, men Proviantgaarden er ogsaa storartet!" vedblev Holst. "Det er
-det eneste ordentlige Tag i hele Kjøbenhavn: mægtig skraanende som en
-Bjergside og af den rigtige gamle Kulør -- ikke ækelt carmoisinrødt
-eller brandgult som den moderne Tegl er, men varmt rødbrunt med en
-Tinte af Blod -- gjort til at sees i Eftermiddagssol! Og saa
-Tøihusgaarden ved Siden af -- ja, jeg er Antimilitarist --
-naturligvis -- men Græsset, der groer op mellem de ærværdige, sorte
-Kanoner og Morterer -- _det_ er et Billede! -- Jeg vil ogsaa male
-det!"
-
-"Ja, der er en ualmindelig historisk Stemning over det Parti," sagde
-Berner.
-
-"Naa, ja, historisk -- ja, _det_ ligger nu ikke saadan for mig,"
-erklærede Holst, "men det er malerisk, og det kan jeg bruge! Jeg skal
-sige Dem, de pæne Landskaber med Bøgetræer og Bukøer, dem maler jeg
-med Gurkemeie og Spinatgrønt forat leve, men for min egen Fornøielses
-Skyld og forat affinde mig med min kunstneriske Samvittighed maler
-jeg smaa Billeder rundt om fra Kjøbenhavn. -- Der er jo tidt stor
-Forskjel paa, hvad man lever _af_, og hvad man lever _for_!"
-
-"Holder De da saa meget af Kjøbenhavn?" spurgte Berner interesseret.
-
-"Om jeg gjør! Jeg elsker den -- der er ikke Mage til By i hele
-Verden!"
-
-"Vaas!" snærrede Duborg.
-
-"Nei, det er slet ikke Vaas! _Jeg_ kjender da i alt Fald ikke saa en
-smuk By -- og Du heller ikke -- nei, Du gjør ikke! -- Ja, jeg veed
-meget godt, hvad Du vil sige! Gudbevares, Italien har sine Fortrin:
-Klimaet medfører, at Menneskenes Børn dernede kan nøies med saa faa
-Beklædningsgjenstande, at man i al Uskyldighed kan se det Meste af de
-deilige Former, Vorherre har givet dem -- hertillands aner man jo
-slet ikke, hvor mange smukke Arme og Ben, Kvinderne gaaer rundt med
--- og Italien er et Vinland, hvor ogsaa Andre end det velhavende
-Bourgeoisie kan drikke sig glad og god i ædel Druesaft -- det er
-sandt, men hvad Skjønhed angaaer, maa jeg saa bede om Kjøbenhavn!"
-
-"Det er virkelig høist interessant at høre en Kunstner udtale sig
-saaledes," bemærkede Berner, kjendelig oplivet.
-
-"Ja, men hvorfor har ikke alle den samme rigtige Opfattelse?" vedblev
-Holst. "Hovedsagelig fordi Kjøbenhavnerne slet ikke kjender
-Kjøbenhavn!"
-
-"Det er sandt," indrømmede Berner. "De Allerfleste kjender egentlig
-ikke Andet af deres By end de Gader, de daglig passerer, og af dem
-kjender de endda kun Stueetagerne, for det falder dem saamænd aldrig
-ind at se tilveirs, undtagen naar der er Ildløs paa Kvisten."
-
-"Eller naar en kjøn Stuepige polerer Vinduer," tilføiede Holst, "det
-har De Ret i! -- Jeg vil nu slet ikke tale om, at der ikke er Een
-blandt Hundrede eller Tusinde af vore Bysbørn, som nogensinde har
-faaet Syn for de enkelte Gaders eller Kvarterers Physiognomi,
-eller som overhovedet har noget Begreb om, at en By ogsaa har
-sine forskjellige Landskaber, der i og for sig er lige saa
-characteristiske som Skoven og Stranden, Marken og Mosen, og ligesom
-de kan skifte Stemning efter Aarstiden og Belysningen."
-
-"Ja, det er sandelig vist," sagde Berner. "Som nu, for blot at nævne
-Noget, Forskjellen mellem en af de gamle, bestandig borgerlige Gader
-som Grønnegade, og saa den rolige, aristokratiske Amaliegade."
-
-"Men hvor Mange, troer De, staaer stille paa deres Vei i Amaliegade
-og glæder sig ved at se Frederik den Femtes Rytterstatue tegne sin
-Silhouet gjennem Colonnaden?" spurgte Holst. "Næsten Ingen, og det
-skjøndt der maaske ikke existerer mere end et Par Rytterstatuer i
-hele Verden, der er bedre, og Ingen, der har Mage til Indramning!
-Nei, Folk er utrolige -- jeg er, i Parenthes sagt, overbevist om, at
-heller ikke een af ti saakaldte Kunstforstandige aner, at de to smaa
-Porttaarne paa den anden Side Marmorbroen er en Perle af Barokstil --
-paa sin Vis lige saa god som Pavillonerne i Dresdens Zwinger -- har
-De været _der_?"
-
-"Nei, jeg har aldrig været udenlands."
-
-"Det er saamænd heller ikke det Vigtigste! Ministeriet giver hvert
-Aar saa og saa mange Umuligheder af begge Kjøn Stipendier til
-Udenlandsreiser: det skulde meget hellere give Mulighederne
-Stipendium til at blive hjemme og studere Kjøbenhavn for! Og veed
-De, hvad saa _jeg_ skulde være?"
-
-"Nei!"
-
-"Jeg skulde være Fører for Stipendiaterne! -- Første Dag begyndte vi
-med 'Strøget' -- naturligvis en Sommerdag, naar Damerne har lyse,
-lette Dragter og tynde, sorte Silkestrømper, som man accurat kan ane
-det Blegrøde igjennem -- _den_ Farvecombination er slet ikke til at
-gjengive! -- Naa, jeg indrømmer naturligvis, at ogsaa Morgenstunden
-kan være bedaarende, den tidlige Morgen, hvor man seer Byen vaagne,
-Vinduerne lukkes op og de fornøielige Tjenestepiger gaa til Bageren
--- ja, jeg elsker ligefrem Morgenen, den friske, liflige Morgen -- i
-alt Fald theoretisk -- og en Regnveirsaften kan nu ogsaa have sin
-Charme, en Regnveirsaften, naar Buelamperne speiler sig i den vaade
-Asphalt -- bleggult, dirrende Lys -- charmant! Men lad os nu
-alligevel holde os til Middagstiden! -- Tænk blot, hvad der er at se
-paa Gammeltorv og Nytorv! Jeg vil slet ikke tale om, at Folk saamænd
-i Reglen ikke veed, hvilket der er hvilket -- det kan ogsaa være det
-Samme! -- men her er Borgerbyens, City'ens Centrum, her er alle
-Tidsaldere, alle Stilarter samlede paa eet Sted, her er Motiver nok
-for tyve Kunstnere og tredive Forfattere! Portalen til det gamle
-Raad- og Domhus à la Pantheon giver Torvet noget Classisk, 'Sukkenes
-Bro', der fører over til Varetægtsarresten, minder om Venedig, og
-Duerne baade om Lagunestaden og Florents. Springvandet er maaske
-nærmest gammeltysk i Characteren, men det er blevet os saa hjemligt,
-fordi vi er opfødt med det: vi har seet med Andagt paa det, naar
-Guldæblerne sprang paa Kongens Fødselsdag, og vi har seet Stenkummen
-blive restaureret og Sokkelen blive forsynet med de mærkelige
-Kobber-Knurhaner; vi kjender det en Sommerdag, naar Bassinet er en
-hel, kjølig Sø, og naar det om Vinteren i Frostveir staaer tomt --
-det er storartet! -- Og saa selve de to Torve! Nytorv er Svinenes,
-Gammeltorv Fjerkræets. Se blot paa Nytorv en Morgenstund, naar de
-rødgule, hovedløse Svinekroppe ligger i Lag ovenpaa hinanden paa
-Vognene -- _det_ er malerisk! Jeg har, i Parenthes sagt, en Bekjendt,
-der baade er Vegetarianer og Fredsven -- _jeg_ er nu kun Fredsven! --
-han siger, at det minder ham om nøgne Menneskekroppe efter et blodigt
-Slag, og Sjouerne, der bærer Svinene ned i Victualiekjelderne, det er
-Ambulancesoldaterne -- men _det_ kan jeg nu ikke være med til -- jeg
-har aldrig seet noget Slag. Nei, saa synes jeg snarere, det minder om
-det stockholmske Blodbad -- som jeg forresten heller ikke har seet --
-men deiligt er det! Og Gammeltorv, hvor Konerne sidder om
-Springvandet med slagtet Fjerkræ: Ænderne, hoved- og halsløse, ligger
-ganske upersonlige, men Hønsene, med slapt nedhængende Hals og Fjer
-paa Hovedet, de seer formelig intelligente ud, skjøndt de hænger med
-Næbbet. Og Kalkunerne med den gulnede, halv gjennemsigtige Hud -- de
-ligner gamle Hofdamer, der er stærkt nedringede -- pragtfuldt, siger
-jeg!"
-
-"Er Du ikke snart færdig med 'Strøget'"? spurgte Duborg.
-
-"Færdig?" gjentog Holst. "Det bliver jeg aldrig! -- Tænk saa blot paa
-Pladsen om Helligaandskirken, og Helligaandshuset -- se paa
-Trappegavlene _der_! Der er ikke noget andet Land i Verden end
-Danmark -- og Skaane, naturligvis -- hvor Kirkebygninger har
-Trappegavle. Og Lindeskyggerne over de gamle, slidte Gravsten --
-hvadbehager! -- Anden Dag skulde man se Fællederne og Udsigten fra
-Rundetaarn -- der er ikke noget Pompøsere end heroppefra at se Nyrops
-Raadhus skyde i Veiret og Christiansborg ligge i Ruiner."
-
-"Kalder De Ruinerne smukke?" udbrød Berner forbauset.
-
-"Ja, det gjør jeg da rigtignok! Jeg vil heller ikke haabe, man igjen
-bygger en Kasse op _der_, for den kan da aldrig blive tilnærmelsesvis
-saa kjøn som Ruinerne. -- Det var ogsaa stor Synd, de kuplede
-Marmorkirken færdig -- den var ti Gange mere malerisk som Ruin!"
-
-"Det giver jeg Dem Ret i," sagde Berner, "og da Marmorkirken aldrig
-havde været Andet end en Begyndelse, var der ingen Forpligtelse til
-at bygge den op. -- Der var ogsaa en meget eiendommelig Flora paa
-Kirkepladsen: =Papaver Rhoeas= og mange andre sjeldne Planter midt
-inde i Byen, -- ja, Ruiner har nu altid en interessant Flora: jeg
-veed, der skal voxe fire Hundrede forskjellige Planter paa Colosseum
-i Rom."
-
-"Det kan der maaske ogsaa med Tiden komme paa Christiansborgs Ruiner
--- og det er altsaa een Grund mere til ikke at bygge dem op!"
-
-"Men seer De da slet ikke historisk paa dem?" spurgte Berner skuffet.
-
-"Nei -- jeg seer selvfølgelig kun malerisk paa dem!"
-
-"De er maaske saadan radical?"
-
-"Ja, hvad i al Verden skulde man ellers være! De vil da vel ikke
-have, jeg skal være conservativ? -- Nei, duer en Kunsner noget, maa
-han altid være i Opposition -- beredt til at holde den hellige Ild
-vedlige, selv om der imellem gaaer et af Borgerskabets Stoleben eller
-et Afgudsbillede i Løbet."
-
-"Talemaader!" indskjød Duborg.
-
-"Nei, aldeles ikke! Jeg vil have Frihed men ikke Lighed -- Gud fri os
-for _den_. Saadan almindelig Nivelleren og Udstykning over det Hele,
-saa Tilværelsen kom til at se ud som en af de lige Sidegader ude paa
-Vesterbro, det vil jeg dog bede mig fritaget for! Nei, Liv og Farver
-maa der til! Derfor holder jeg ogsaa -- skjøndt jeg er Republikaner
-af Princip -- naturligvis -- det er vi vel forresten Allesammen --"
-
-"Nei, jeg er da for den Sags Skyld saadan Høiremand," forsikrede
-Terndrup. "Bønderne har sgu alt for megen Frihed: de skulde aldrig
-havt Lov selv at drive Jagten, og de er ogsaa bleven alt for
-storsnudede af at være med at kalde Skolelærerne. -- Naa, det er nu
-ikke for _det_: Kjøbenhavnerne er ogsaa storsnudede -- ja, undskyld,
-at jeg siger det saa ligefrem -- men de troer, at Kjøbenhavn er hele
-Landet!"
-
-"Kjøbenhavn er Landets Hjerte!" udbrød Holst begeistret.
-
-"Gud veed, hvor Du gider!" brummede Duborg.
-
-"Ja, jeg er Høiremand," erklærede Terndrup igjen, temmelig
-umotiveret, "og Berner er da ogsaa --"
-
-"Hver Mand sin Lyst!" afbrød Holst ham. "Men hvad jeg vilde sige, var
-kun, at skjøndt jeg som sagt er Republikaner -- naturligvis -- saa
-holder jeg dog ubetinget paa Kongehus, Hof, Adel, Uniformer og
-Vagtparade -- malerisk, forstaaer sig -- det liver nemlig op i
-Landskabet og giver Kulører."
-
-Berner smilte. -- "Det var jo _ogsaa_ et Forsvar for Kongedømmet!"
-sagde han.
-
-"Ja, kan _De_ levere et bedre?" spurgte Holst.
-
-"Om det vilde blive bedre, beroer jo ganske paa, hvad Standpunct man
-seer Sagen fra, men at det vilde blive et andet, er sikkert nok --
-jeg er nemlig til en vis Grad nærmest en Beundrer af Enevælden."
-
-"Det var som Pokker!" udbrød Holst og saae uvilkaarligt forbauset op.
-"Kan man virkelig være _det_!"
-
-"Ja, man kan," svarede Berner. "For en Del kommer det maaske af, at
-min Stammefader, der sloges paa Volden 1659, var med at overdrage
-Frederik den Tredie Souverainiteten, og at jeg selv baade er født paa
-Slottet og døbt med Vand fra Absalons Brønd. Men hvad jeg forresten
-navnlig altid har beundret ved Enevælden -- baade herhjemme og
-andensteds -- er dens Evne til at drage Dygtigheden frem, hvor den
-findes, uden Hensyn til Anciennitet, Fødsel eller Familieforhold
-overhovedet. Den constitutionelle Stat derimod -- jeg vil slet ikke
-tale om et socialistisk Fremtidssamfund -- den bliver ganske
-naturligt alt for let en Forsørgelsesanstalt for Middelmaadigheden."
-
-"Det maa jeg sige," erklærede Holst, "det er, ærlig talt, noget af
-det Stiveste, jeg endnu har hørt! Men troer De da ikke, at Friheden i
-al Almindelighed er nok til --"
-
-Berner rystede paa Hovedet.
-
-"Naa ja, De har jo Lov at mene, hvad De vil. Fremskridtsmænd og
-Conservative trækker hver fra sin Side i Tovet, men jeg synes nu
-rigtignok, det maa være noget Trist at høre til den Side, der kun
-holder igjen, saa vi Andre kommer langsommere frem!"
-
-"Ja, var der Ingen, der holdt igjen, saa faldt sgu de, der trak, paa
-Enden," bemærkede Terndrup.
-
-"Nei, vi gjorde ikke, Høistærede," indvendte Holst, "for saa behøvede
-vi ikke at tage saa haardt fat, som vi gjør!"
-
-"Det er sandt," sagde Berner, "men var der Ingen til at holde igjen
-eller, rettere sagt, til at drage i en anden Retning, saa løb vi
-grassat og var snart derude, hvor der endnu hverken er Vei eller Sti
--- og hvor vi slet ikke skal hen."
-
-"Hvad mener De egentlig med, at 'vi slet ikke skal derhen' -- _hvor_
-skal vi ikke hen?"
-
-"Ligeud!" svarede Berner. "Har De aldrig tænkt over, at
-Menneskeheden, Culturen, eller hvad De nu vil kalde det, aldrig
-nogensinde har bevæget sig i lige Retning mod det, vi forstaaer ved
-Maalet, men altid har krydset sig frem?"
-
-"Jo, det kan saamænd gjerne være," indrømmede Holst.
-
-"Og _det_, troer De er tilfældigt! Indseer De da ikke, at det er,
-fordi Forsynet leder Menneskekaravanen ad den Vei, den skal! -- De
-husker nok, der er noget i Physiken, der hedder 'Kræfternes
-Parallelogram', ikke sandt? Den ene Kraft drager f. Ex. mod Øst, den
-anden mod Syd, men det, der drages, føres saa hverken i den ene eller
-den anden af de to Retninger, for naar Kræfterne er lige stærke, maa
-det følge Diagonalen og altsaa føres mod Sydost."
-
-"Ja, hvad saa?"
-
-"Saa synes jeg," svarede Berner, "at begge Kræfter, baade den, De vil
-kalde det absolute Fremskridt, og den, som De formodentlig helst vil
-kalde Reactionen, har ganske samme Betydning og lige stor Ære af at
-have ført Udviklingen det paagjældende Stykke Vei."
-
-"Ja, jeg vil nu alligevel med Deres Tilladelse helst være noget af
-den Kraft, som repræsenterer Fremskridtet," sagde Holst.
-
-"Men _hvilken_ er det?" spurgte Berner med _et_ lunt Smil. "Er det,
-forat blive i Billedet, den, der drager En mod Øst, eller den, der
-drager En mod Syd -- man kan jo paastaa begge Dele!"
-
-Holst betænkte sig, lo saa og svarede:
-
-"Det er den, der trækker i ret Sydost -- naturligvis -- jeg forstaaer
-mig ikke paa at krydse! -- Men jeg kommer jo rent bort fra, hvad jeg
-vilde have sagt -- det gjør jeg nu forresten altid! -- Det var
-Farverne, troer jeg, jeg slap ved -- jeg elsker Farver!"
-
-"Ja, _Du_ er jo farvegal!" sagde Duborg.
-
-"Det skulde _Du_ nødigt bebreide mig, for Du har da havt rent
-Farvedelirium! -- Ja, jeg kan ganske vist godt give mig til at male
-et Billede alene for Farvesammenstillingernes Skyld, det vedkjender
-jeg mig. Som nu i Forsommeren: Jeg kom gaaende ad Skindergade, ned
-imod Kjøbmagergade -- det var et storartet Syn! Gaden var som klippet
-ud af en Holbergsk Komedie -- spidse Tage og glade Kviste, naar man
-saae op, et skinnende Messingbækken dinglede udenfor Barberen, og
-hængende Sørgefaner udenfor Farveren; Rundetaarns Top som Afslutning
-i Baggrunden til Venstre, og grønne Lindekroner -- jeg troer da, det
-er Lindekroner -- ud over den teglstenstækte Mur om Ehlers Collegium
--- jeg sværmer, i Parenthes sagt, for Lindetræer!"
-
-"Og for Parentheser!" knurrede Duborg.
-
-"Ja, det er Linden, der danner Oaserne i den store By," sagde Berner,
-"og Linden er et fornemt Træ: det havde allerede Middelalderens
-Folkeviser Blik for, Linden med de sorte Stammer og de silkeblanke
-Blade, og kun de, der har Tro paa deres Slægts og deres Eiendoms
-Fremtid, planter Lind -- Parvenuer nøies med Elm -- den groer
-hurtigere!"
-
-"Det er meget muligt -- men vi slap ved Skindergade, altsaa: grønne
-Linde, nylig udsprungne, over den gamle Mur, og midt i Gaden holdende
-en kanariegul Postvogn med Postillon paa Bukken -- jeg beder Dem blot
-erindre: rød Frakke og lyseblaa Buxer -- der er ikke saa pragtfuld
-en Uniform i hele Armeen! -- Det blev ogsaa, naar jeg selv skal sige
-det, et storartet Billede!"
-
-"Hvem kjøbte det, med Forlov?" spurgte Terndrup.
-
-"Det var der sgu Ingen, der kjøbte -- naturligvis -- det hænger
-hjemme paa Væggen og længes efter at blive solgt!"
-
-       *       *       *       *       *
-
--- Paa Hjørnet af Gothersgade og Kongens Nytorv skiltes man ad --
-alle Fire oplivde ved det ny Bekjendtskab, som man lovede hinanden --
-og sig selv -- at fortsætte.
-
-
-
-
-Hver Fredag Eftermiddag, naar Marie kom fra Theatret, stillede hun
-hos Jomfru Buxbom -- det blev en fast Regel. Saa kunde hun jo nemlig
-meddele Repertoiret for den kommende Uge, hvilket Jomfruen, skjøndt
-hun næsten aldrig mere kom paa Komedie, dog havde den største
-Interesse af at vide Besked om to, tre Timer førend almindelige
-Dødelige kunde læse sig det til i Aftenaviserne. Repertoiret
-refereredes, og Repertoiret kritiseredes, og saa fortalte Marie Løst
-og Fast derovrefra -- Jomfru Buxbom gjorde ligefrem Kaffegilde paa
-hende, og selv Madam Asters udbad sig speciel Invitation til et
-saadant.
-
-Det var jo endnu kun Smaatræk af det daglige Liv og den daglige
-Undervisning paa Theatret, som Marie kunde fortælle, men ogsaa _det_
-var jo høist interessant; i alt Fald var hun selv uhyre optagen deraf
-og syntes, at alle Andre ogsaa maatte være det.
-
-Øverst oppe i Theatret, paa "femte Sal", laa "Dansebørnene"s Værelse
-med Ovenlys, Skabe med struttende hvide Skjørter langs den ene Væg,
-og langs den anden Toiletbordene med de bevægelige Speile og Skuffer
-til Sminke og Pudder.
-
-Med bankende Hjerte traadte hun hver Morgen præcis Klokken Halvni ind
-i Dansesalen. Gulvet her skraanede som Scenens Gulv, der var Barrer
-af forskjellig Høide langs med Siderne og store Speile -- man kunde
-næsten blive bange for sig selv, syntes hun.
-
-Paa den høie Stol med Lædersædet placerede Repetiteuren sig med sin
-Violin, saa kom Børnenes Lærer, i sort Fløils Frakke og bred, hvid
-Krave, Pigerne neiede og Drengene bukkede, og saa begyndte
-Undervisningen.
-
-Naar _den_ efter en god Times Forløb var endt, kom man igjen op paa
-Værelset, fik Dansetøiet af og "Gadetøiet" paa, blev stundom sendt et
-Ærinde i Byen for en af de Voxne, spiste Frokost og begyndte saa paa
-"Læseskolen" Klokken Halvtolv.
-
-_Den_ var ikke fuldt saa morsom som Danseskolen, men hyppig -- alt
-for hyppig, mente Lærerne og Lærerinden -- blev Undervisningen
-afbrudt af Prøver. Man var iforveien sagt til af Ballettens Bud og
-sad i spændt Forventning -- Tankerne var langt fra Geographien eller
-Naturhistorien -- endelig ringede det, og man skyndte sig ned paa
-Scenen.
-
-Det var helt underligt ved de forberedende Prøver at se Herrerne i
-almindeligt Dansetøi med Sværd ved Siden og de Underofficerer, der
-blev brugt som Statister, kjæmpe i Uniform paa Grathe Hede uden
-rigtige Decorationer, og det var forfærdeligt irriterende hvert
-Øieblik at høre Capelmesteren slaa to skarpe Slag med Tactstokken i
-Nodepulten, standse Orchestret og bede det tage saa og saa mange
-Tacter om.
-
-Generalprøven, det var rigtignok noget Andet: det var som en complet
-Forestilling. Tilskuerpladsen var oplyst, Chef og Embedsmænd sad paa
-Kongesiden paa en af de første Rækker, og Alle, der hørte Theatret
-til, Costumerede og Ikke-Costumerede, fyldte Parkettet. Der blev
-kritiseret -- og kritiseret skarpt -- Theatermaleren saae første Gang
-sine nye Decorationer med den rette Staffage, og Theaterskrædderen
-beundrede sine egne Dragter.
-
-Men selv om der ikke var Prøver, var der dog nok at se, nok at
-drøfte.
-
-Hver Formiddag blev de Dragter, som Børnene skulde bruge om Aftenen,
-bragt op paa deres Værelser, og broget kunde der da se ud derinde,
-naar Englevinger, Troldemasker, Spyd og Skjolde hang paa Knagerne
-mellem de pailletterede Skjørter.
-
-Til daglig Brug var der interessantest paa Forbindelsesgangen over
-Heibergsgade. Her laa nemlig Rekvisiterne, som skulde bruges om
-Aftenen: gyldne Bægre, Frugter, Fjerkræ, Skinker og Kransekager --
-Alt kunstfærdigt fremstillet af Pap -- og stod en Ballet som "Napoli"
-eller en Opera som "Aladdin" paa Repertoiret, var der en hel
-Opdækning af Muslingeskaller og Kurve fyldte med Juveler, som
-repræsenterede mindst to Keiserdømmers Skatkamre.
-
-Smaa Udflugter paa forbudent Territorium havde Marie ogsaa gjort.
-Inde paa Maskinloftet over Sidekulisserne havde hun været med en
-ældre Kamerat -- de listede sig derind fra Dansesalen forat høre paa
-en ny Tenor, der gjorde Prøve for Capelmesteren og Directionen. Her
-gjaldt det om ikke at snuble i Mørket, thi Tove, stramme og
-"slikkede", krydsede vildsomt hinanden, som Takkelagen paa en gammel
-Orlogsmand, og der var hundrede Blokke og Tailler at falde over.
-Bøiede man sig ud over Rækværket og saae ned paa Scenen, var der saa
-dybt som i en Afgrund, men saae man opad, op mellem Soffiter og
-Herter, syntes Afstanden endnu større: Løbebroerne hang som gyngende
-Fjeldstier oppe mellem Bagtæpperne, og allerøverst oppe, hvor Øiet
-slet ikke kunde naa hen, _der_ var Snoreloftet.
-
-Det var et stort Øieblik for hende, da hun første Gang nede i
-Regisseurens Værelse hentede sine Skopenge for den forløbne Maaned;
-stort var Beløbet ikke, men det var selverhvervet Formue. Regisseuren
-var lidt nerveus: han havde just faaet to Sygemeldinger, saa der
-maatte spilles paa rød Placat, men et Par venlige Ord havde han dog
-til hende, og hun var ikke lidt stolt, da hun med sine Penge i
-Haanden ganske langsomt gik forbi Skuespillernes Foyer, hvor Døren
-stod aaben, og kastede et Blik ind i den fornemt hyggelige Sal, med
-Portraiterne af de henfarne Koryphæer paa Væggene.
-
-       *       *       *       *       *
-
-Om Alt det og om meget, meget Andet kunde Marie fortælle. Jomfru
-Buxbom var lutter Øre og lutter Beundring -- og denne Beundring var
-medvirkende til, at Jomfruen igjen skiftede Præst.
-
-Pastor Knastrup havde nemlig en Søndag, da han prædikede til
-Aftensang, talt mod Theatret og tilladt sig at kalde dette for
-"Satans Tempel", og _det_ var dog Jomfru Buxbom for meget. --
-"Theatret, som min salig Fader har virket ved syvogtyve Aar," sagde
-hun til Terndrup, "Theatret, hvor jeg selv har havt mine skjønneste
-og uskyldigste Glæder, og hvor Mie, den lille Guds Engel, danser
-rundt med hvide Vinger paa -- det kalder han for Satans Tempel! Nei,
-jeg vil ikke høre den Person tiere!"
-
-Og efter dette mente Terndrup, at Pastor Jespersens Actier i
-Lænestolen igjen maatte siges at staa al pari.
-
-
-
-
-Poul var ude med Vintercorvetten.
-
-Han var bleven ekviperet og photographeret i Orlogstøiet, havde gjort
-Afskedsvisiter og faaet de nødvendige Formaninger. Moderens og Fru
-Lunds gik navnlig ud paa, at han endelig ikke maatte forkjøle sig og
-saa vidt muligt ikke falde ned; Faderens gik navnlig i Retning af, at
-han ganske vist skulde se at holde sig gode Venner med de andre
-frivillige Lærlinge, men dog fortrinsvis søge nærmere Kameratskab med
-en lille Grevesøn, der var med blandt Lærlingene og saa i det Hele
-gjøre Familien Ære. -- "Hvem veed, lille Poul," sagde han, "om ikke
-din Fader naar Du kommer hjem igjen til Foraaret, kan komme ombord og
-byde dig velkommen til dit Fædreland i Uniform -- og saa skal der
-saluteres for mig: en Generalconsul skal have Salut!"
-
-       *       *       *       *       *
-
-Inden Poul reiste, supplerede han sine Lommepenge ved at gjøre en
-større Forretning.
-
-Han havde altid omhyggeligt samlet de islandske Frimærker, som
-Faderens Klipfiskecorrespondance bragte til Huse, og solgt dem til
-Terndrup, men ved at ransage et Par støvede Kasser paa Loftet havde
-han fundet hele Pakker gamle Forretningsbreve med ældre Frimærketyper
-paa, og den Skat havde han inden Afreisen omsat i klingende Mønt.
-
-Poul var saare vel tilfreds med Handelen -- og det var Terndrup
-ogsaa. Han læste nemlig Brevene -- det gjorde han altid, naar han
-kjøbte Frimærker udenpaa Breve -- og eet af dem læste han med særlig
-Interesse, læste det baade to og tre Gange, betænkte sig en hel Aften
-og brændte det saa i Kakkelovnen -- naturligvis efter først at have
-klippet Frimærket af.
-
-
-
-
-En Morgen i Begyndelsen af December stod Grossereren ved Pulten i sit
-Kontor, Ragna ligeoverfor.
-
--- "Julius er vel ikke oppe?" begyndte han.
-
-"Nei -- der var Brydekamp paa en af Variétéerne iaftes," svarede
-Ragna, som var det den naturligste Ting af Verden.
-
-"Laban!" sagde Grossereren. "Sportslaban! At _det_ skal være _min_
-Søn! -- Og Moder!"
-
-"Hun er til Strikkemøde i Asylselskabet."
-
-"Aa, Asylselskabet! -- Lad de Proletarbørn gaa med bare Ben! Nei, hun
-skulde se at komme ind i den finere Velgjørenhed; i en Comité med
-Geheimeraadinder og Baronesser og Resten af de tre høieste
-Rangklasser -- eller allerhelst i en Bazar, som de Kongelige
-protegerer, _det_ gav Relief! Naa, lad mig nu bare først blive
-Generalconsul, saa kommer det nok Altsammen af sig selv. -- Har vi
-faaet noget Tilbud om Lagerrum efter Avertissementet?"
-
-"Nei, endnu ikke."
-
-"Ja, vi _maa_ have mere Plads, men det er ærgerligt nok at leie
-Lagerrum hos Fremmede, naar man i og for sig har Plads i Huset!"
-
-"Hvad vil det sige?"
-
-"Fru Lunds Leilighed, naturligvis!"
-
-"Ja, men Du kunde da ogsaa leie en Leilighed til hende -- meget bedre
-end den, hun har -- og saa lade hendes Værelser indrette til Lager."
-
-"Ja, det kunde jeg, det kunde jeg -- men det kan jeg alligevel ikke!"
-
-"Hvorfor ikke?"
-
-"Nei -- nei, det gaaer ikke! Jeg har lovet hendes Mand, lige før han
-døde, at hun skulde blive boende, saa længe jeg levede. Han var
-ganske vist en stor Kjeltring -- meget større, end Nogen aner -- men
-alligevel -- nei, det kan jeg ikke! -- Jeg er ikke overtroisk, men
-Fru Lund tør jeg ikke lade flytte, skjøndt jeg af flere Grunde nok
-ønskede, jeg kunde det. -- Nei, man har dog Samvittighed -- og Hjerte
--- men det er dyrt at holde den Artikel paa Lager -- meget dyrt! --
-Veed Du forresten af, at jeg har kjøbt et Maleri!"
-
-"Har Du?"
-
-"Ja, kjøbt og kjøbt -- Du veed, der var en Post paa 150 Kr. for
-Høstsild, som jeg ikke kunde faae betalt hos C. J. Thomsen & Søn --
-naa, saa bød han mig en Fordring paa 100, som han havde paa en Maler
--- Holst, hed han -- og saa gik jeg igaar op til Fyren -- han har
-Værksted henne i Grønnegade -- og ledte mig et Billede ud. Det er
-ganske livligt -- her skal Du se, det staaer _der_! -- Er det ikke
-meget net? Den gule Postvogn og Postillonen -- man kan strax se, hvad
-det skal forestille!"
-
-"Hvor skal det hænge?" spurgte Ragna.
-
-"Jeg har tænkt mig inde i Dagligstuen over Sophaen -- det vil glæde
-din Moder!"
-
-"Ja, jeg troer nu ellers, Moder hellere vilde have nyt Betræk paa
-Sophaen."
-
-"Saa? -- Naa, ja, men det kunde jeg jo ikke faae hos Maleren! Du veed
-ogsaa, der er en Fugtplet _der_ i Muren, som ikke vil gaa bort -- det
-er nu meget for den Plets Skyld, jeg har kjøbt Billedet."
-
-"Naa, ja, til at dække med kan det jo altid bruges," sagde Ragna, og
-saa taltes der ikke mere om Billedet.
-
-       *       *       *       *       *
-
--- Poesi og Kunst var Frøken Ragna aldrig kommen i nærmere Forhold
-til.
-
-I Skolen havde hun læst Literaturhistorie, og paa Foraarsudstillingen
-havde hun i Reglen været een Gang hvert Aar -- det var omtrent det
-Hele. Poesi og Kunst var for hende en Luxus, som man kunde
-beskjæftige sig med, om man havde Lyst, og Kunstnerne og Poeterne
-selv en Pariakaste -- Folk, der aldrig førte ordentligt Regnskab, og
-store Egoister, som kun brød sig om deres Kunst og lod Familien suge
-paa Labben.
-
--- Og dog havde der været een Gang i hendes Liv, hvor hun havde faaet
-et andet Indtryk af Kunsten og af et Kunstnerhjem.
-
-Hun var som Skolepige bedt til Fødselsdag hos en Kamerat, hvis Fader
-var Maler -- Kunstmaler. Hjemmet var vistnok temmelig tarveligt, og
-Tractementet ligesaa, men de spiste til Aften i Atelieret, hvor der
-hang fuldt op af Studier, og Veninden -- Datteren -- kjendte dem alle
-udenad, deres Tilblivelse og senere Skjæbne, fremhævede særlig _den_,
-hvorefter det Billede, der fik Aarsmedaillen, var malet, og var
-tydelig nok stolt af sin Fader -- stolt af at have netop en Kunstner
-til Fader.
-
-_Den_ Veninde havde Ragna aldrig villet have hjem i Store Kongensgade
--- om det nu var, fordi hun syntes, at Store Kongensgade var for god
-til hende, eller hun til Store Kongensgade, det var hun vist knap
-klar over selv.
-
-       *       *       *       *       *
-
--- Julius kom ind, naturligvis gabende, og Faderen gav ham den
-sædvanlige Overhaling for hans sene Tilsynekomst, men den idrætlige
-Yngling erklærede, at naar de blot vilde lade være med at kalde paa
-ham, skulde han nok komme op i ordentlig Tid: det var den evindelige
-Banken paa Døren, der forstyrrede ham i hans Toilette, saa det tog
-dobbelt saa lang Tid, som det ellers vilde gjøre.
-
-Saa kom Posten.
-
-"Tak!" udbrød Grossereren, da han saae Udskriften paa et af Brevene.
-"Nu har vi Vennebjergerne til Terminen!"
-
--- "Vennebjergerne" var hans to gamle, ugifte Fastere, der i Sorø
-Kanten eiede en større Gaard, "Vennebjerg", efter hvilken de i Reglen
-benævnedes.
-
-"Ja, _jeg_ holder nu af Tanterne, og _de_ af mig," sagde Ragna.
-
-"Det er sgu en underlig Smag!" erklærede Julius.
-
-"Fra deres eller fra min Side?" replicerede Ragna, men uden at faae
-noget Svar.
-
--- "Aa, det skulde forbydes Familie fra Landet at komme ind og genere
-Folk!" raabte Grossereren arrigt. "Og saa skal vi have Fader hængende
-her i de Dage -- han bestiller jo ikke Andet end at gaa rundt og
-ærgre sig og være ondskabsfuld!"
-
-"Bedstefader kommer da sjeldent nok!" sagde Ragna.
-
-"Er det maaske min Skyld! -- Aa, husk at lade Moder vide, at Tanterne
-er under Opseiling!"
-
-       *       *       *       *       *
-
-"_Vennebjergerne_" havde saa at sige tilbragt hele Livet -- de var
-nu om ved de Halvfjerds -- paa deres Fødegaard.
-
-Den Ene hed _Hanne_, den Anden _Sine_.
-
-Hanne saae ikke godt, og Sine hørte ikke godt, men den Ene hørte, og
-den Anden saae for dem Begge -- de mindede i saa Henseende om
-Troldene i Eventyret, der tilsammen kun havde eet Øie, som de
-skiftedes til at bruge.
-
-Forresten havde de et Jernhelbred -- "Nerver af Staaltraad," sagde
-Grossereren -- forstod ikke, at Nogen kunde være syg og foragtede i
-Grunden dem, der var det.
-
-De talte altid i første Person Pluralis og sagde virkelig ofte ganske
-det Samme omtrent paa samme Tid -- det vil sige, Sine, der ikke hørte
-saa godt og var en Smule langsommere i Vendingen end Hanne, sagde
-ikke sjeldent det Samme, som Søsteren havde sagt lige iforveien, og
-heraf kom det, at Ingen nogensinde tænkte paa at citere en Replik af
-en enkelt af Søstrene, men man sagde altid: "Tanterne siger" og
-"Tanterne mener".
-
-De lignede ogsaa hinanden som to rynkede Tvillingæbler, gik altid i
-ens Dragt og saae nærmest ud som forklædte Mandfolk. Gaarden drev de
-i Endrægtighed ganske paa egen Haand, og de drev den, saadan som
-deres Fader havde drevet den -- fordelagtig var Driften neppe.
-
-Nutiden og nyere Opfindelser overhovedet saae de ned paa. Postvæsenet
-betragtede de som en Institution, man til Nød kunde betro mere
-ligegyldige Forsendelser, men vigtigere Meddelelser maatte kun sendes
-pr. Bud, og aabne Brevkort bragte dem ligefrem i Harnisk: "dem kan
-jo Landposten læse i, hvad man skriver," sagde de, "og det er da
-ikke Meningen!" Jernbanerne benyttede de ikke, men naar de i
-Terminstiderne skulde til Byen, kjørte de altid hele Veien i den
-gamle Calesche, bedede i Ringsted og Roskilde, og havde skaaret
-Smørrebrød og Solbærrom med i Magazinet under Sædet.
-
-Som ugifte nærede de et indgroet Had til Ægteskabet og betragtede det
-egentlig nærmest som staaende lige med at begaa et Feiltrin, naar en
-ung Pige af Familien gik hen og giftede sig. -- "Ragna, hende kan man
-stole paa," sagde de, "hun gifter sig aldrig", og Ragna elskede de.
-
-At de saae ned paa Kjøbenhavn og Livet _der_, er en Selvfølge. --
-"Det har ikke været Vorherres Mening, at Menneskene skal klumpe sig
-sammen og bo i sex, syv Lag ovenpaa hinanden," forsikrede de -- men
-_kom_ de til Byen, vilde de dog alligevel nok se, hvad Nyt der var,
-og gjerne høre Noget om det moderne Sodoma for siden i Ro at kunne
-forarges over det hjemme paa Gaarden -- det gik de lange Aftener saa
-godt med.
-
-
-
-
-Til Klokken Fire om Eftermiddagen den 11. December havde
-Vennebjergerne meldt deres Ankomst, men allerede flere Timer
-iforveien var Alt i Orden til deres Modtagelse i Grossererens Hus.
-
-Fruen gik nerveus rundt og tørrede for tyvende Gang det Støv, som
-ikke var, af Møblerne, rensede Nøglehullet med en Fjer og gjorde smaa
-Afstikkere ud i Kjøkkenet forat se til Maden; vel erklærede nemlig
-Vennebjergerne altid, at de ikke satte mindste Pris paa Mad og
-Drikke, og at Levemaaden i Kjøbenhavn var alt for overdaadig, men
-ikke desto mindre holdt de dog nok af, at der kræsedes lidt op for
-dem, thi -- som de engang havde sagt -- "kogt Lax, Kalvesteg og
-Lagkage, det kan være meget godt, men det er dog ikke _det_, man
-tager til Kjøbenhavn for!"
-
-Grossereren havde længe før Tiden trukket sig tilbage fra Kontoret og
-sad i Julius' Værelse til Gaarden, hvor han ærgrede sig saadan over
-Photographier af Bech-Olsen og andre halvnøgne "stærke Mænd", at han
-næsten Ingenting fik bestilt. Til Gaden vilde han imidlertid ikke
-sidde, for han ønskede ikke at overvære "den afdøde Diligences
-Ankomst med Tanterne og se Melmanden ligeoverfor ligge i Vinduet og
-grine."
-
-       *       *       *       *       *
-
-Paa Slaget Fire kom Caleschen -- den gamle Andrees satte en Ære i at
-være lige saa præcis som en kongelig Kusk.
-
-En stor, slidt Sælhundeskinds Kuffert, to Hatæsker og en Uendelighed
-af Kurve blev læsset af Vognen og baaret op, og først da begge
-Tanterne havde forvisset sig om, at hele deres Bagage var i Behold og
-Intet glemt, løb de op ad Trappen -- to Trin tog de i hvert Spring.
-
-Hænge deres Overtøi i Entreen kunde de imidlertid ikke -- det
-maatte nødvendigvis lægges paa Sengen, og før Kufferterne var
-pakket helt ud og Pyntekapperne anbragt paa medbragte Stativer
-foran Toilettespeilet, var der ikke Tale om at formaa dem til at
-gaa tilbords.
-
-Endelig var dog Forberedelserne endt, og Tanterne kom ind i
-Dagligstuen, opdagede strax Maleriet -- som de fandt græsseligt --
-følte paa de nye Portièrer og kyssede skiftevis Ragna hvert andet
-Minut.
-
--- "Hvor er vores Broder?" lød det pludselig paa een Gang fra dem
-Begge, da Døren til Spisestuen blev lukket op.
-
-Grossereren forklarede dem, at hans gamle Fader var til Møde i "det
-forenede Begravelsesselskab af 1762", men at han vilde komme næste
-Dag; hermed erklærede Tanterne sig nogenlunde tilfreds, tog dygtigt
-for sig af Retterne men raisonnerede over, at de fik Conditor-Is og
-ikke hjemmelavet Dessert.
-
-Aftenen gik ellers med Udspørgen om alle mulige Forhold fra Tanternes
-Side og detaillerede Besvarelser fra Familiens Side.
-
-Pouls Valg af Livsstilling misbilligede de i høi Grad: "der har
-aldrig før været Nogen af vores Familie, der er gaaet til Søs," sagde
-de, "men vi er blevet paa Landjorden og har ernæret os mere eller
-mindre honnet -- Pjank!"
-
-       *       *       *       *       *
-
--- Næste Morgen var de oppe Klokken Sex og var saa heldige, da de
-aabnede deres Sovekammerdør, at møde Julius, som netop nu kom hjem.
-Da de ikke kunde tænke sig en saadan Afgrund af Fordærvelse som at
-være ude om Natten, fik Julius -- for første og sidste Gang i sit Liv
--- Ros af dem. -- "En Døgenigt er han," sagde de altid siden, "men
-han er alligevel den Eneste i Huset, som er Morgenmand -- hvad sandt
-er, skal være sandt!"
-
-Førend det endnu var rigtig lyst, var de paa Gaden. Tage en Droske
-kunde naturligvis ikke falde dem ind, og i Sporvogn maatte man jo
-sidde ved Siden af Hvemsomhelst, følgelig _gik_ de -- hele Dagen --
-op og ned ad Gaderne og op og ned ad Trapper. -- "De bentrainer sgu!"
-sagde Julius.
-
-Ærinder havde de mangesteds. Rundt i Butiker forat gjøre Indkjøb --
-de _saae_ nu paa betydelig Mere, end de _kjøbte_ -- henne hos
-Procuratoren, som besørgede deres Pengeaffairer, og oppe hos Jomfru
-Buxbom, deres gamle Barndomsveninde.
-
--- "Nei, Sine! Og Hanne!" udbrød Jomfruen. "Er det virkelig Jer!
-Velkommen skal I rigtignok være -- og tusind Tak for den deilige
-Slagtemad, jeg fik forleden!"
-
-"Ja, Du gav den naturligvis væk strax, Mille!" sagde Hanne, og et
-Øieblik efter sagde Sine: "Du forærede den formodentlig bort, ligesom
-Du havde faaet den!"
-
-Kaffen kom paa Bordet, Søstrene kritiserede Fløden og drøftede det
-interessante Spørgsmaal, om den var forfalsket med Kartoffelmel eller
-med Maizena, og saa kom -- som lokket af Kaffelugten -- Frøken
-Hansen, der lige havde været henne at synge til en civil Begravelse i
-Garnisons Kirke.
-
-Hun kunde en ganske ny, styg Historie om en ung Kone, der var bleven
-forladt af sin Mand, og dette gav Vennebjergerne Anledning til at
-fremhæve sig selv som dem, der ikke havde indladt sig paa saadanne
-tvivlsomme Vidtløftigheder som Ægteskab.
-
-Jomfruen tillod sig en beskeden Bemærkning om, at _hun_ jo da heller
-ikke var gift, men den skulde hun hellere have holdt for sig selv,
-thi som stukket af en Brems udbrød begge Søstrene i Munden paa
-hinanden:
-
-"Nei, tal _Du_ bare ikke med, Mille, for _det_ er saamænd ikke _din_
-Skyld: Du har aldrig været paalidelig! Havde _Du_ kunnet faae en
-eller anden Bierfiedler eller Bajads, havde Du taget ham med
-Kyshaand, for der er Gjøglerblod i Dig, Mille -- din Fader var jo
-ogsaa Korist!"
-
-Efterat denne Salve var afgivet, skyndte Frøken Hansen sig
-forskrækket bort, og dette benyttede Vennebjergerne sig af til at
-spørge "Mille" ordentlig ud om hendes Skole.
-
-"Du har ni Elever," sagde de, "naa, de fire gaaer frit, og de tre
-betaler ikke regelmæssigt -- det kan Du umuligt leve af, Mille! --
-Maa vi se en Statusopgjørelse?"
-
-Var der Noget, Mille Buxbom vidste sin Samvittighed fri for, saa var
-det Statusopgjørelser og Regnskab overhovedet. Hun saae derfor ogsaa
-overordentlig ulykkelig ud, men hendes Veninder rystede paa Hovedet
-og sagde:
-
-"Paa den Maneer kan Du aldrig lægge Penge op, Mille!"
-
-Mille indrømmede stiltiende og angergivent Factum, og efterat have
-givet mange Formaninger og en klækkelig contant Julegave forlod
-Vennebjergerne hende.
-
-       *       *       *       *       *
-
--- Til Middagen kom deres Broder -- "_den gamle Grosserer_", som han
-kaldtes.
-
-       *       *       *       *       *
-
-Han var henved de Firs, men rask og rørig, lille og indskrumpen med
-smaa, stikkende, urolig flakkende Øine og et grimt Smil.
-
-Da han i sin Tid trak sig ud af Forretningen, flyttede han til
-Frederiksberg og levede der hovedsagelig af at ærgre sig -- navnlig
-over Sønnen.
-
--- "Han slaaer stort paa, gjør Jesper," sagde han, "Gud maa vide,
-hvor længe _det_ kan holde -- men af _mig_ faaer han ikke en
-Skilling!" og Sønnen paa sin Side sagde: "Fader tænker og calculerer
-stadigt en detail -- han mangler det mercantile Overblik!"
-
-For den Gamle var og blev Vestergade Jordens Centrum, og Vestergade
-passerede han, _hvor_ i Byen han end skulde hen. -- "Men der lugter
-ikke mere, som der gjorde i min Tid," sukkede han, "dengang kunde man
-mærke Sildelagen og de harske Klipfisk helt ud paa Halmtorvet -- det
-kan man ikke nu!"
-
-Tiden gik brillant for ham, thi han traskede gjerne paa sin Fod helt
-ud til Østerbro, naar han havde hørt, at man _der_ kunde faae
-Risengryn to Øre billigere Pundet end andre Steder, og havde han
-ikke Andet at bestille, kunde han godt tilbringe en halv Dag med at
-pille rustne Søm ud af gamle Pakkasser og banke dem lige -- saa havde
-han dog baade udrettet Noget og tjent Noget, syntes han.
-
-Udenfor det Daglige undte han sig ogsaa smaa uskyldige Adspredelser
-af den Slags, som ikke kostede Noget. Sommer Søndage stillede han
-saaledes jevnlig ved Klampenborg Stationen forat fornøie sig over
-dem, der kom for sent til Toget, og i stærk Blæst kunde han godt et
-helt Kvarteer tage Post paa et Gadehjørne, hvor der var rimelig
-Udsigt til, at Hattene hyppig vilde blæse af, saa at han kunde more
-sig ved at se de barhovede Eiermænd løbe efter dem.
-
-I Aviserne var det først og fremmest Falliter, der interesserede ham.
--- "Naa, nu er _han_ da endelig røget af Pinden!" kunde han sige med
-et særeget Behag. "Ja, jeg har længe ventet paa det!" Og saa var han
-i forholdsvis godt Humør den Dag og gik om med et Smil over hele
-Ansigtet. Det Samme var Tilfældet, naar han uformodet hørte noget
-Ondt om en Mand, især naar han hidtil ikke havde hørt noget
-Ufordelagtigt om ham, men han var for saa vidt nøisom, som han ogsaa,
-i Mangel af Bedre, tog til Takke med at høre, at en Mand havde en
-Søn, der ikke artede sig vel -- det bestyrkede dog hans Tro paa
-Menneskeheden.
-
-Saae han i et Kjeldervindue en Reclameseddel fra et af Smaabladene,
-hvoraf det fremgik, at En eller Anden maatte være taget rigtig under
-Behandling, kunde han gjerne staa fem Minuter og betænke sig, men det
-endte dog altid med, at han gav sine to Øre ud for Bladet, og selv om
-han ikke kjendte Den, der blev skjældt Hæder og Ære fra, gned han sig
-dog i Hænderne og mumlede: "_Den_ er sgu god! _Den_ kan han være
-længe om at hoste af sig!"
-
-Familien frygtede ham og hadede ham, og af sine egne betragtedes han
-nærmest som et Slags Husspøgelse eller =spiritus familiaris=, der gik
-igjen ved høilys Dag og altid varslede Ondt. Selv hans gamle Søstre
-var i Virkeligheden gladest, naar han var borte, og Ragna forsvarede
-ham nok til en vis Grad, men kunde alligevel ikke udstaa ham.
-
-       *       *       *       *       *
-
--- "Godaften i Stuen," sagde han, da han kom ind. "Godaften, Hanne,
-og Godaften, Sine! -- Nei, hvor I har skjæmmet Jer, siden jeg saae
-Jer! Det bliver nok sidste Termin, vi sees!"
-
-Denne Vending gjorde imidlertid ikke den tilsigtede Virkning, thi han
-havde regelmæssigt benyttet den de sidste ti Aar, og man gik tilbords
-uden flere Giftigheder.
-
-Den Gamle passede sin Mad, og først da der ved Desserten blev budt
-Æbler om fra Familiens eget Landsted, blev han livlig og morede sig
-med at regne ud, hvad hvert Æble stod Sønnen i, og efterat Regnskabet
-var opgjort, tilføiede han smilende: "Ja, har _Du_ Raad til det,
-lille Jesper, er det jo godt!"
-
-Kort efter Kaffe gik han, medtagende tre Stykker Sukker i
-Vestelommen; det tog han altid med til sin The næste Morgen, og han
-lod pligtskyldigst, som om han troede, at Ingen saae eller vidste
-det.
-
-       *       *       *       *       *
-
-Hen paa Aftenen vilde Julius knibe ud fra Familietheen, men Faderen
-mærkede det og sagde snærrende:
-
-"Nu skal Du vel paa Variété -- Laban!"
-
-"Hvad er egentlig en Variété for Noget?" spurgte saa Tanterne. "Vi
-har saa tidt læst om det i Aviserne, men vi har aldrig seet saadan
-en!"
-
-"I kan jo gaa med _mig_!" sagde Julius grinende, men rigtignok uden
-noget Øieblik at kunne tænke sig blot Muligheden af at blive taget
-paa Ordet.
-
-"Top!" sagde Tanterne imidlertid. "Vi vil ikke gaa i vores Grav uden
-at have seet en Variété!" Og til Trods for den øvrige Families
-lydelige Protest tog de Overtøiet paa og kjørte ad Vesterbro til med
-Julius, der fandt det hele sjou nok for en Gangs Skyld.
-
-       *       *       *       *       *
-
-Ret længe blev de dog ikke i Kunstens Tempel.
-
-Hanne sagde hvert Øieblik: "Sine, hvad er det, man seer nu?" og Sine
-spurgte hvert Øieblik: "Hanne, hvad er det, hun synger?" saa tilsidst
-var en af Tjenerne lige ved at vise dem ud, fordi de forstyrrede
-Forestillingen.
-
-Indignerede reiste de sig, og da de var kommen vel udenfor, havde
-hver af dem for første Gang i længere Tid en virkelig selvstændig
-Replik. Hanne sagde nemlig: "Sine, Du kan være glad ved, Du ikke
-hører saa godt, for der var en tysk Mamsell, der sang en meget
-uanstændig Vise," og Sine svarede: "Hanne, vær Vorherre taknemmelig
-for dit svage Syn: der var et fransk Fruentimmer, som havde næsten
-Ingenting paa!"
-
-       *       *       *       *       *
-
-Næste Dag reiste Vennebjergerne og rystede Støvet af deres Fødder, og
-Grossererfamilien trak lettet Veiret.
-
-
-
-
-Midt i Terminen blev det Vinter i Byen.
-
-       *       *       *       *       *
-
-Himlen mørknes og bliver hel blaasort, i to Timer gaaer man og venter
-som paa et optrækkende Uveir -- endelig begynder det.
-
-Først løber der over Torve og Pladser som hvide, bølgende Røglinier
-af fin, fygende Sne, og et Par Øieblikke efter er Mellemrummene
-mellem Brostenene hvide, saa at Torvet seer ud som en Mur med Kalk
-mellem Fugerne.
-
-Saa først kommer det rigtige Snefog med de store Fnug, der hvirvler
-og jager rundt -- man forstaaer ikke, hvordan noget kan naa ned, thi
-følger man med Øinene et enkelt, hvirvles det rundt, til Siden og
-opad, og forsvinder i Sværmen, den tætte, rastløse Sværm, gjennem
-hvilken Kirkespirene kun skimtes som Skygger bag et Florteppe.
-
-Folk slaaer Kraverne op om Ørene, dækker sig, holder paa Hattene og
-seer ud, som om de hele Tiden skulde hilse, men Alle er de
-fornøiede, vexler Ord med tilfældig Forbipasserende, som de aldrig
-før har truffet -- det er ganske anderledes end i Regnveir, som kun
-gjør Menneskenes Børn gnavne.
-
-Stormen tager til. Aabne Pladser skyes saa vidt muligt af
-Fodgjængerne, Paraplyen maa slaaes ned, inden man dreier om Hjørnet,
-og skrøbelige gamle Koner venter taalmodigt paa, at en Betjent eller
-anden barmhjertig Sjæl skal lodse dem over Gaden.
-
-Saltvognen med fire dampende Heste for søger at holde
-Sporveisskinnerne farbare, men det gaaer kun til en Tid, saa standser
-Trafiken. Det ryger fra Tagene, og det fyger langs Husrækkerne,
-Kjeldervinduerne dækkes, og naar en Butiksdør aabnes, smutter en
-nysgjerrig lille Lavine med ind.
-
-Endelig standser Stormen, og Fodsporene faaer Lov at blive staaende
-ude i den hvide Ørken; snart er der hele Stier over Torvene, Skovle
-og Koste faaer travlt, Vognmændene begynder at kjøre Sne bort, en
-enkelt Kane viser sig i Gaderne, og Terndrup faaer landlige
-Anfægtelser, tænker paa Sporsne og Klapjagt og maa have Violinen frem
-om Aftenen.
-
--- Frosten tager til, og dobbelt koldt synes Alt, naar man seer paa
-de døde Springvandskummer eller paa Statuerne, der har hvid Kalot og
-hvidt Skjæg. Henne paa Frue Plads bombarderer Drengene Broncebusterne
-med Sneboldte -- Kirkeskolerne kiler løs paa Martensen og Mynster,
-Metropolitanerne lader det fortrinsvis gaa ud over Madvig.
-
-Sultne Krager skriger fra et enkelt, afsides Tag, Musviten hakker i
-den frosne Steg udenfor Kjøkkenvinduet, og Spurvene tager
-Standkvarteer ved Droskernes Holdepladser, hvor de lever høit paa den
-spildte Havre og stundom gjør et samlet Choc imod en forsulten
-Bogfinke, der er kommen til Byen uden at være Medlem af den stedlige
-Fagforening.
-
-Folk, der spadserer og har Tid til at spadsere, gaaer ind i Kongens
-Have og Ørstedsparken -- i Ørstedsparken er der kjønnest.
-
-Nedenfor den saarede Galler er der aabent Vand, og ved Solnedgang
-falder der messinggule Lysreflexer hen over det. Skrænten ligeoverfor
-er hvid -- et Par Graner og Thujaer tegner sig helt sorte paa den.
-Hundreder af Maager er trukne herind fra Stranden, svømmer husvant om
-eller sidder ubevægelige paa Iskanten. Af og til letter hele Sværmen
-ganske umotiveret, flyver nogle Gange frem og tilbage, holder sig
-vippende med Vingerne paa samme Plet og seer undertiden ud som en
-Flok af mægtige, hvide Sommerfugle.
-
-Mod Aften kommer Krager langsomt trækkende, og pludselig suser med
-Iltogsfart to Vildænder gjennem Luften og kaster sig i Vaagen. En
-Svane kommer majestætisk brusende hen imod dem, men standser
-pludselig, betænker sig og vender om -- det "Vilde" imponerer den
-uvilkaarligt.
-
-       *       *       *       *       *
-
-Herinde mødes Berner og Terndrup, Holst og Duborg.
-
-Holst maler med valne Hænder et af de smaa Billeder, han gjør for sin
-egen Fornøielse, Berner og Terndrup bestemmer Vildænderne som
-Brunnakker (d. e. =Anas Penelope=), og Duborg erklærer, at det
-Smukkeste, han overhovedet kan tænke sig, er Sollys, der falder
-gjennem en hvid Maagevinge -- "men det kan ikke engang gjengives i
-Underglasurfarver!"
-
-Saa skilles de Fire igjen ad efterat have aftalt at mødes en Aften
-mellem Jul og Nytaar.
-
-
-
-
-Nu ligger Julen i Luften, Alt er Travlhed.
-
-Butiksvinduerne pyntes med Gran og hele smaa Juletræer, de Handlendes
-private Leilighed maa gjøre Tjeneste som Udstillingslocaler, og Alt
-figurerer nu under Navn af "Julegaver": nyttige Julegaver og billige
-Julegaver, belærende Julegaver for Børn og Julegaver for voxne
-Herrer.
-
-Alt fixes op og pyntes, Slagterne giver Grisene Citron i Munden, og
-Tobakshandleren sætter Mavebelte om alle sine Cigarer. I Hovedgaderne
-kjører Herskaber rundt i egen Vogn og gjør deres Indkjøb i god Tid,
-og unge Piger "hjælper" hinanden med -- til Kræmmerens Fortvivlelse
--- at vælge Julekort.
-
-Godstogene bringer hele Ladninger af Graner -- Skoven kommer til Byen
--- og paa Amagertorv sidder Mutter mellem alle sine Juletræer med
-uldent Tørklæde om Hals og Hovede, og mens Handelen gaaer livligt, og
-Bydreng efter Bydreng tager et solgt Træ paa Nakken og skridter
-afsted, nyder hun alt imellem en Slurk af den varme Kaffe, der
-damper i Spølkummen.
-
-Paa Posthusene staaer Folk i Queue forat faae afleveret deres Pakker,
-og de gule Postvogne og Char-à-banc'er med de mange røde Postbude
-kjører tre Gange saa hyppigt som ellers og tager sig dobbelt saa godt
-ud paa den hvide Sne -- det er Noget for Holst at se paa!
-
-Nye Bøger vælter ned fra Himlen, ligesom Sneen, Anmelderne maa sidde
-oppe hele Natten, og Aviserne udkommer med tre Tillæg.
-
-Udenfor Victualiehandlerne hænger Knipper af Gjæs, Julens nationale
-Fugl. I de fine Gader er de pænt plukkede, men i Smaagaderne og ude
-paa Broerne er Skindet revnet og hullet; fattige Børn seer med store
-Øine paa dem og taber Næse og Mund over Udstillingen i deres egen
-Urtekræmmers Vinduer: her er hængt et halvt Dusin blege Appelsiner op
-paa et Par Grangrene, og under dem ligger et Hav af simpel Confect i
-skrigende, giftige Farver -- tænk, hvilken Herlighed! -- Hvad bruges
-der ikke af Indpakningspapir, og hvor mange Mile Seilgarn gaaer der
-ikke med!
-
-Alt er Travlhed, Alt er Forventning. Men Julius tænker med Gru paa de
-mange forestaaende Helligdage, da Alt er lukket, den gamle Grosserer
-ærgrer sig over de Penge, som Sønnen naturligvis giver ud, og Ragna
-flygter fra Selskabeligheden, ud paa Landet til Vennebjerg. Forinden
-har hun været ovre hos Fru Lund med en Foræring til Marie og med et
-Brevkort fra Poul; det var fra Malta: han har det godt og er kun een
-Gang falden ned ad en Trappe men slap -- mærkeligt nok -- med kun at
-brække Kravebenet.
-
-Mille Buxbom har frygtelig travlt: i flere Uger har Børnene omtrent
-ikke bestilt Andet end at klistre Julestads, og selv laver hun Snese
-af smaa Papirs Danserinder med korte, luftige Florsskjørter; de
-hænger paa Traade over hele Værelset, og hun synes, de ligner Marie
-allesammen. En Kasse ankommer fra Vennebjerg; den har været ventet
-med Længsel, ikke blot af hende, men ogsaa af Maskinmandens Kone og
-af Madam Siegler.
-
-Og saa kommer omsider Juleaften. Alle Juleroser i hele Byen er
-udsolgt -- baade Blomsterhandlernes og Ernst Bojesens --
-Kirkeklokkerne kimer, og fra Frue Kirke falder Lyset i Strimer ud paa
-Sneen. Her er Berner og Terndrup til lithurgisk Gudstjeneste, og fra
-_den_ gaaer de hjem til Berner -- det er en fast Regel.
-
-
-
-
-Efter truffen Aftale mødtes Holst og Duborg sammen med Terndrup hos
-Berner en Aften mellem Jul og Nytaar.
-
-       *       *       *       *       *
-
-Berner boede paa en første Sal i Nyhavn ligeoverfor
-Charlottenborgsiden, og her havde han boet, lige siden han efter
-Faderens Død havde maattet flytte fra Slottet og "Absalons Holm".
-
-Nyhavn tiltalte ham, mest vel fordi dette Kvarteer midt inde i Byens
-Centrum, lige op til "Hallandsaas", har bevaret saa Meget af det
-gamle, det maritime Kjøbenhavn.
-
-       *       *       *       *       *
-
-Mast ved Mast viser der sig i Kanalen, ikke Skyskrabere med Mers og
-Ræer, som man seer dem paa Indrerheden, men Smaamaster i Everter og
-Galeaser, der farer paa Island om Sommeren, men som med strøgen Stang
-og skalkede Luger overvintrer i Nyhavn.
-
-Husrækkerne er -- heldigvis, finder Berner -- af meget forskjellig
-Høide og kan i Halvmørke næsten gjøre Indtryk af et takket
-Fjeldlandskab; adskillige spidse Gavle vender ud til Gaden og forøger
-det "hollandske" Indtryk, og enkelte stilfulde Huse er her fra gammel
-Tid med Neptun og Mercur i broderligt Sandstensrelief over Porten.
-
-       *       *       *       *       *
-
-I saadant et Hus boede Berner. I Kjelderen var der til den ene
-Side Forhyringskontor og Logis for Søfolk, kjendetegnet ved to
-af de engelske Fayencehunde -- med forgyldt Halsbaand og Hængelaas
--- og en hvid Koralblok i Vinduet; til den anden Side var der
-Skibsprovianteringshandel med en grønmalet Skibskiste udenfor, og
-Seler, kulørte Prospectlommetørklæder og Shagpiber indenfor Ruden. I
-Stuen var der Dampskibsexpedition for et Par udenlandske Linier, og
-her saaes i Vinduet en Kjæmpedamper, der uden saa meget som at krænge
-hjulede sig frem over Atlanterhavets let krusede Flade.
-
-       *       *       *       *       *
-
-Til bestemt Tid kom Selskabet. Berner havde hørt sine Gjæster paa
-Trappegangen -- en deilig bred Trappegang med lave Trin og
-Mahognirækværk -- og lukkede selv op; de fik Tøiet af ude i Entreen
-og kom ind i den forreste, store men lavloftede Stue.
-
--- "Her er forfærdelig hyggeligt!" udbrød Holst.
-
-Og hyggeligt var her.
-
-Perlemalede Reoler stod fra Væggene ud paa Gulvet, Møblerne var af
-gult poleret Birketræ fra Aarhundredets Begyndelse, og overalt, paa
-Væggene, Dørene og Enderne af Reolerne, hang i gamle Rammer
-Kobberstik af det forsvundne Kjøbenhavn.
-
-Duborg gik rundt og saae paa de mange Bøger med en uvilkaarlig
-Respect for den Lærdom, de repræsenterede, Holst betragtede Rammerne,
-og Terndrup gjorde sig det strax mageligt i en Lænestol.
-
-Berner skjænkede til en Begyndelse selv The og bød sine Gjæster den
-af kulørt decorerede Kopper af kjøbenhavnsk Porcelain -- selvfølgelig
-gamle -- Cigarerne blev tændt -- selv røg Berner lang Pibe -- det
-Hele tegnede til at blive en rigtig behagelig Aften.
-
--- "Jeg har egentlig aldrig tænkt mig, at Thevand var Noget, man
-saadan kunde drikke, undtagen naar man havde Influenza," sagde Holst,
-"men det smager i Grunden godt!"
-
-Man saae paa Kobberstikkene, og man mødtes i skjøn Enighed om, at det
-gamle Kjøbenhavn var smukkere end det ny -- "Nyrops Raadhus
-naturligvis undtaget," tilføiede Holst.
-
-"Og man gjør det Muligste for at ødelægge det Kjønne, der endnu er
-tilbage," vedblev han. "Som nu f. Ex. Nyhavn! Hvor i Verden findes
-der Mage til det Prospect, som Nyhavn _har_ frembudt og kunde
-frembyde, seet fra Kongens Nytorv! Men hvad gjør man: man lægger
-Bethelskibet og det uartige Hus foran, saa at Prospectet gaaer
-fløiten! -- Nei, den Dag, da Bethelskibet af Holmens Provst -- som
-det vel sagtens maa sortere under -- faaer Ordre til at stryge
-Commandoen, og da Huset synker i Jorden, den Dag giver jeg Bourgogne!
--- Bourgogne er nemlig, i Parenthes sagt, den ædleste af alle Vine,
-den eneste, der i Grunden fortjener Navn af Drueblod. Bourgogne er
-herlig -- men til daglig Brug kan den desværre kun nydes af det
-velhavende Bourgeoisie."
-
-Fra Kobberstikkene gik Samtalen over til Berners egentlige Studium.
-
-Holst og Duborg lyttede som til et Eventyr, da Berner fortalte dem om
-Kjøbenhavns Fauna og Flora, om Fugletræk og Plantevandringer --
-Haveplanters Udvandring til Marken, og nye Planters Opdukken og
-Forsvinden paa Lossepladser og Ruiner. Med stor Interesse hørte de om
-=Trifolium resupinatum=, der havde voxet ved Thorvaldsens Musæum og
-senest muligvis var funden i Store Kongensgade i Grosserer Langes
-Gaard, og med endnu større Interesse hørte de om den sorte Rotte --
-Terndrup saae imens i en Bog.
-
-Ikke uden en vis Veltalenhed skildrede Berner, hvordan den sorte
-Rotte i umindelige Tider havde været eneherskende paa sit Omraade i
-det hele Europa, i Kjelder og paa Loft -- navnlig dog paa Lofter.
-Men i Slutningen af det attende Aarhundrede vældede der pludselig en
-Hær af brune Rotter, et hidtil ukjendt Dyr, frem fra Asien -- "fra
-Asien", sagde han, "hvorfra Alt, Godt og Ondt, er kommet, hvorfra
-alle Verdensreligioner stammer, og hvorfra vi har faaet alle
-Landeplager: Hunner, Pest, Tyrker og Cholera -- Asien, hvorfra vi
-maaske ogsaa en Gang faaer den gule Kineserbølge ind over os, som
-bringer Europa til at slutte sig sammen og til for en Tid at føle sig
-som eet Land." Seirrigt og skaanselsløst som Hunnerne drog den brune
-Rotte fra Land til Land, kjæmpende paa Liv og Død med den sorte. Her
-i Kjøbenhavn havde Parvenuen først rigtig viist sig efter
-Englændernes Bombardement 1807, og nu var der _maaske_ i hele Byen
-ikke et eneste Exemplar mere tilbage af den sorte -- senest var den
-iagttaget ude i Dragør, men dertil var den formodentlig bragt ved et
-Skib.
-
-Og uden maaske egentlig selv at ville det symboliserede Berner
-gjennem Fortællingen om den sorte og den brune Rotte den ene Races
-Fortrængen af den anden, Arternes, Generationernes og Tidsaldrenes
-Vexlen, Indvandring og Udvandring til og fra den store By. Han kom
-ind paa Jordlagenes Afleiringer; dette førte atter til Samtaler om
-"Byens Afleiringer", hvorledes man hver Gang, der gravedes Grund,
-stødte paa gamle Murrester, der atter hvilede paa endnu ældre
-Fundamenter, Minder om graa Tider, der nu var glemte, og tilsidst
-talte man om, hvordan den skiftende Smag, den vexlende Stil, prægede
-sig i de gamle Bygninger, hvor Rundbuerne var tilmurede, og Spidsbuen
-havde trængt sig frem.
-
--- "Men De maatte jo kunne skrive en forfærdelig god Bog om Alt det,"
-sagde Holst, "om den forsvindende Dyreverden og den skiftende
-Plantevæxt her i Kjøbenhavn -- det maatte jo blive et rigtig
-videnskabeligt Værk!"
-
-"Ja, kan _De_ faae ham til at skrive Bogen, saa tager jeg min Hat af
-for Dem," sagde Terndrup -- "han skulde have skrevet den for længe
-siden!"
-
-"Jeg skriver virkelig ogsaa paa en Bog," svarede Berner, "men
-videnskabelig kan man ikke kalde den -- jeg er kun Dilettant. Kunde
-jeg, inden jeg døer, opnaa at faae gjort noget Lignende for
-Kjøbenhavns Fauna og Flora, som en gammel Student, der hed Peder
-Kylling, i det syttende Aarhundrede gjorde for Danmarks Flora, og
-specielt for Gyldenlunds -- skaffe en Samling af paalidelige
-Iagttagelser, saa forlanger jeg ikke mere. Men jeg trænger til et
-'Puf' udefra, en Impuls, ellers er jeg bange for, det gaaer mig,
-ligesom det gik Historikeren Anders Sørensen Vedel, der samlede og
-samlede, men aldrig kunde bekvemme sig til at blive færdig." "De
-veed dog voldsomt meget!" udbrød Duborg imponeret.
-
-"Ja, saagu veed han saa!" attesterede Terndrup.
-
-"Nei, saamænd om jeg gjør," indvendte Berner, "men Lidt veed jeg
-naturligvis -- _saa_ Meget i alt Fald, at jeg tør sige, jeg har
-_nogen_ historisk Sans, og det er _det_, som vort Folk, og vor Tid i
-det Hele taget, mest trænger til. Opdragelsen er alt for lidt
-historisk!"
-
-"Er den _det_?" spurgte Holst. "Jeg mener da netop, at det, der
-skulde lægges mest Vægt paa ved Skoleundervisningen, var det Reale,
-Naturfagene -- Alt, hvad der kan aabne Øiet og lære Ungdommen at se
-og forstaa Skjønheden i Tilværelsen!"
-
-"Naturfagene i Ære," svarede Berner, "_jeg_ er vel nærmest til at
-forsvare dem, og jeg er ogsaa villig til at gjøre det, om det skulde
-blive nødvendigt. Men man maa blot ikke tro, at det er tilstrækkeligt
-ensidigt at udvikle Børns Erkjendelse, det er at give dem Stene for
-Brød: Udviklingen af deres Phantasi og Følelse er mindst lige saa
-vigtig, og dertil hjælper Historien som intet andet Fag."
-
-"Naa--aa, Aarstal og Kongerækker," indvendte Holst, "de er da ikke
-egentlig udviklende!"
-
-"Men Aarstal og Kongerækker er jo heller ikke Historie," svarede
-Berner, "lige saa lidt som Bogstaver er Literatur eller Tal er
-Mathematik. -- Nei, _hele_ Undervisningen skal paa en vis Maade være
-historisk: vise, hvordan Verdensudviklingen paa alle Omraader er
-gaaet for sig, og hvordan man har levet, tænkt og troet til de
-forskjellige Tider -- _det_ vilde være en gavnlig Lærdom: for
-historisk Opdragelse, den er baade religiøs, ethisk og national. Og
-De kan tro, ni Tiendedele af alle de Misforstaaelser, som Menneskenes
-Børn nu gjør sig skyldig i overfor hinanden, de vilde forsvinde, hvis
-man blot havde noget mere historisk Sans og historisk Syn!"
-
-"Ja, jeg vilde nu alligevel foretrække, at man først og fremmest
-søgte at aabne Børnenes Øine for Kunst og Skjønhed," sagde Holst,
-"det mener _jeg_ er mest udviklende!"
-
-"Kunst i Skolen er god -- men man kan ikke leve et Liv paa Skjønhed
-alene!"
-
-"Heller ikke paa Tradition alene!"
-
-"Bedre i alt Fald! -- Har De ikke lagt Mærke til, at det, der har en
-Fortid, en historisk Baggrund bagved sig, virker ganske anderledes
-betagende end det, der ikke har det?"
-
-"Aa, jeg veed ikke -- naar der bydes En virkelig Skjønhed, troer jeg,
-den tager En ganske umiddelbart."
-
-"Til en vis Grad, selvfølgelig. Men _De_, som Kunstner, maa da bedre
-end de Fleste have Blik for den Betydning, en Baggrund har, og --"
-
-"Ja, i Maleriet!"
-
-"Sandelig ogsaa i Livet! Og den virkningsfuldeste Baggrund, Noget kan
-springe frem af, det er netop den historiske. -- Hvorpaa beroer den
-forventningsfulde, festlige Glædesmumlen, der som et Bølgesus kan gaa
-gjennem et helt Theater, naar en feiret Kunstner blot viser sig paa
-Scenen? Simpelthen derpaa, at han i Øieblikket har sin egen Fortid
-til Baggrund og spiller paa _den_; Tilskuerne tænker uvilkaarligt paa
-de mange glade Minder, som han og de har sammen, og _det_ vækker
-Stemningen. -- Og hvorfor valfarter man til Forum Romanum?"
-
-"Fordi Tempelresterne og Triumphbuerne og det Hele er saa ualmindelig
-malerisk!"
-
-"Nei, det er slet ikke Grunden. Det er, fordi man der staaer i
-Verdenshistoriens locale Centrum; deroppe ligger det Capitolium, som
-frelste Rom fra Gallerne, her har Cato og Cicero talt, og i
-Titusbuens Reliefer seer man endnu Triumphen efter Jerusalems
-Indtagelse og selve den syvarmede Guldstage. -- Og hvorfor valfarter
-man til Wartburg? Ja, _jeg_ har ikke været der, lige saa lidt som paa
-Forum --"
-
-"Det har _jeg_," sagde Duborg, "der er kjønt!"
-
-"Jeg tvivler ikke paa det, men det er saamænd alligevel hverken
-Architecturen eller Udsigten over Thüringens blaanende Skovbølger,
-der gjør Wartburg til et Valfartssted; det er Borgen kun bleven,
-fordi den er Reformationens Vugge, det Sted, hvor den nyere
-Verdenshistorie begynder. -- Og saa kan alligevel hverken Forum
-Romanum eller Wartburg give _mig_ som Nordbo den høitidsfulde Glæde,
-den Følelse af Betagethed, der ligesom paatvinges mig, naar jeg møder
-Noget, der har Bud til mig fra min egen Slægts, mit eget Lands
-Fortid. Jeg bliver sjeldent paa rent ydre Maade greben af et
-Skuespil, men jeg skammer mig ikke ved at tilstaa, at jeg kan faae
-Taarer i Øinene blot ved at se Fanen, mit Lands gamle Flag, blive
-hilst med militair Honneur, eller ved at høre f. Ex. det finske
-Rytteris Marsch fra Trediveaarskrigen -- med _den_ er jeg som Dansk
-jo i saa nær Slægt, at den ligefrem bliver mig nationale Toner -- og
-jeg troer fuldt og fast, at _den_ Følelse, _den_ Betagethed, er i
-Slægt med det Allerbedste i os Mennesker."
-
-"Og det er Følelsen for Kunsten maaske ikke?" spurgte Holst.
-
-"Jo, ubetinget! Men Menigmand, det store Flertal, kommer nu engang
-lettere under Paavirkning af en historisk end af en kunstnerisk
-Stemning."
-
-"Det benægter jeg!"
-
-"Men saa tænk dog blot paa, hvordan Forholdet er Verden over: Hvilke
-Musæer er mest besøgt paa Søn- og Helligdage, de historiske eller
-Kunstsamlingerne? Det er virkelig de første. Og hvad er det for
-Billeder, der samler flest Tilskuere paa Gallerierne! Det er dem, der
-giver et Optrin af Folkets, af Slægtens Historie, og deri, synes jeg,
-ligger ogsaa et Fingerpeg i Retning af, at det Land, hvis Kunstnere
-og Digtere forsømmer Folkets historiske Opdragelse, forsømmer en
-væsentlig Del af sin Opgave."
-
-"Ja, _jeg_ kan ikke male Historie!"
-
-"Jo, De kan!"
-
-"Hvadbehager?"
-
-"Der er saamænd mere 'Historie', end De formodentlig selv troer, i
-Deres Billeder fra Kjøbenhavn!"
-
-"Mener De virkelig, at --"
-
-"Ja, det gjør jeg rigtignok!"
-
-"Det var som Pokker! 'Historiemaler Holst', det lyder ligefrem af
-Noget!"
-
--- "Ja, _jeg_ er nu egentlig tidig til Aftensmad," sagde Terndrup, og
-saa ophørte Discussionen.
-
-Man gik ind til et velbesat, sirligt dækket Bord, senere drak man
-Toddy, og det var over Midnat, da Gjæsterne stod paa Gaden.
-
-       *       *       *       *       *
-
--- "Han, Berner, han er god nok," sagde Duborg til de to Andre, da de
-gik langs Kanalen. "Der er ingen Humbug ved ham!"
-
-"Det er sandt," svarede Holst. "Da jeg første Gang traf ham ude paa
-Amager, syntes jeg nok, han smagte mig noget af hjemmebagte Kager,
-men det har fortaget sig -- han er, som Du siger, god nok!"
-
-Terndrup sluttede sig uden nogetsomhelst Forbehold til disse
-Udtalelser, og Holst, hvis Specialitet det var, aldrig at kunne gaa
-hjem, naar han var ude om Aftenen -- og _det_ var han altid -- fik
-Duborg og Terndrup smuglede bagfra ind paa en Café, og ved "et
-sildigt Aftenbæger" -- som Giveren euphemistisk kaldte det --
-drøftede de endnu en rum Tid Berner, d. v. s. Holst talte, og de
-Andre sagde Ja og nikkede paa de rigtige Steder.
-
-
-
-
-Ugedagen efter var der travlt oppe hos Holst og Duborg: Berner og
-Terndrup ventedes om Aftenen.
-
-Travlheden var nu omtrent udelukkende paa Holsts Side -- Duborg
-indskrænkede sig i det Væsentlige til at sidde ned og se interesseret
-ud, og saadan havde det stadig gaaet i en Række af Aar.
-
-       *       *       *       *       *
-
-Holst og Duborg var jevnaldrende -- et Par og Tredive -- havde været
-Kamerater paa Academiet og havde ogsaa siden, til Trods for al
-Forskjel, fulgtes troligt ad gjennem Livet; de boede sammen,
-arbeidede sammen og skjændtes sammen.
-
-       *       *       *       *       *
-
-Duborg var en Bondesøn fra Jylland, hvem en kunstelskende Præst havde
-"opdaget" og faaet sendt til Kjøbenhavn.
-
-Han ansaaes i Kunstnerkredse for en Slags Autoritet paa forskjellige
-Omraader; Meget sagde han ikke, men sagde han Noget, havde det Vægt,
-mente man.
-
-Da han i femogtyve Aars Alderen havde faaet Udstillingsmedaillen for
-sit store Billede og solgte det til Galleriet, troede Alle -- og han
-selv maaske med -- at nu skulde han for Alvor producere, men han
-holdt tvertimod pludselig helt op med at male -- som Holst sagde,
-fordi han var bange for ikke oftere at kunne gjøre noget saa Godt,
-men efter hvad han selv paastod, fordi han manglede Inspiration, og
-fordi han, utilfreds med den traditionelle Teknik og haabende paa en
-ny Renaissance, ad forskjellige Veie ledte efter "den ny Stil".
-
-I nogen Tid experimenterede han med Temperafarver, var først
-Impressionist og saa Prærafaelit, og prøvede siden paa at fremkalde
-en Slags musikalske Stemninger ved brogede, halv rhytmiske
-Farvesammenstillinger, som han snart gav Navn efter bibelske
-Skikkelser, snart efter kjendte Digterværker. Men saa kastede han sig
-pludselig over Keramik og fandt en Forløsning i Porcelainets sarte
-Underglasurfarver, som han nu erklærede for de eneste, der ikke
-virkede brutalt; desuden illustrerede han af og til Bøger og tegnede
-Titelblade -- hyppigst med stiliserede Friser og med blot decorative
-Motiver -- og kritiserede forresten strengt, hvad Holst og alle Andre
-malede.
-
-Holst var Kjøbenhavner, født af fattige Forældre, Student og begavet
-med ikke ringe practisk Sans -- Forretningssans, vilde Grosserer
-Lange have kaldt det.
-
-"Den gamle Teknik er sgu god nok," paastod han, "bare man forstaaer
-at bruge den," og saa malede han løs og sørgede for at faae sine
-Arbeider solgt -- helst naturligvis til Bestillere eller i alt Fald
-til private Kjøbere, men i Mangel heraf ved Auctioner, naar han
-trængte stærkt til Penge. Ogsaa Duborgs Affairer tog han sig af,
-bestemte Priserne for hvad _han_ leverede, incasserede Pengene og
-styrede den fælles Husholdning.
-
-       *       *       *       *       *
-
--- Der var helt festligt den Aften hos de to Kunstnere.
-
-Holst havde ryddet op i, hvad han kaldte "Modtagelsesværelset",
-støvet af og flyttet om paa de utallige Smaating, der til daglig
-bedækkede ikke blot Borde og Skabe, men ogsaa Stolene og "Løibænken"
--- Duborg taalte ikke Ordet "Sopha".
-
-Der stod Foglietter med rød og hvid Vin paa Chatolklappen og gamle,
-slebne Glas; i et Par Messingstager lyste Voxlys ned over Opdækningen
--- Holst elskede _Vox_lys -- det Hele var høist tiltalende.
-
-Og inde i Atelieret var der fyret i, saa den lille Kakkelovn var
-rødglødende, Hængelampen kastede sit Lys over levende Planter, over
-Studier, Billeder, Statuetter og Krukker -- "over Godt og Ondt," som
-Duborg sagde -- nu kunde Gjæsterne komme, naar det skulde være.
-
-Og Gjæsterne kom, og Gjæsterne var imponerede.
-
-Berner havde den gjennemdannede Mands Respect for Kunsten uden paa
-nogen Maade at være særlig kunstforstandig og uden paa nogen Maade at
-give sig Mine af at være det, og i et Kunstnerhjem havde han ikke før
-været. Terndrup var smigret over at være bedt i, hvad _han_ kaldte
-fint Selskab; han var ogsaa til Ære for Festen nybarberet -- henne i
-Grønnegade, det var ikke hjemmegjort Arbeide -- og havde sort Frakke
-paa, men det klædte ham egentlig ikke.
-
-Man begyndte med at se paa Billederne -- det var næsten allesammen
-Holsts -- man spurgte og fik Forklaring.
-
--- "Har _hun_ nu staaet saadan -- jeg mener uden nogen Klæder paa?"
-spurgte Terndrup og pegede paa Billedet af en kvindelig Model.
-
-"Ja, hun har," svarede Duborg, "jeg malede hende nede i Italien."
-
-Berner fandt en lille Studie af en gammel Herregaard med Spir og
-Tinder og Grave omkring. "Det er kjønt," sagde han.
-
-"Ja, det er ude ved Skovnæsholm," svarede Holst. "Jeg var der en
-fjorten Dages Tid ifjor, efter Bestilling. -- Gudbevares, jeg er god
-Demokrat, men jeg tilstaaer, at det -- naar man endelig _skal_ være
-borte fra Kjøbenhavn -- er Pokkers tiltalende at hentes ved Stationen
-af en grevelig Kusk med fire Heste for Landaueren, spise paa Sølv og
-hver Dag drikke forfærdelig god Cognac til Kaffen."
-
-"Du spiste jo slet ikke paa Sølv," bemærkede Duborg.
-
-"Nei, det gjorde jeg nu forresten heller ikke," indrømmede Holst,
-"men de fire Heste og Cognac'en er i det Væsentlige sandt -- ja, skal
-vi saa gaa tilbords!"
-
-Det var en hel anden Slags Opdækning og en hel anden Slags Mad end
-hos Berner. Her var varme Nyrer, som Holst selv havde ristet, grøn
-Salat med _lidt_ Eddike og _megen_ Olie, stuvede Muslinger, og som
-Dessert Druer, en stor Skaal fuld af deilige, gjennemsigtige Druer.
-Og Vinen flød: Bourgogne og hvid Capri.
-
-"Jeg har faaet en hel Kurv fuld," forklarede Holst, "foruden rigeligt
-Honorar, blot for at tegne Vinhandleren henne paa Hjørnet en
-Reclameplacat, der opfylder alle moderne Fordringer: den er grim, den
-har grelle Farver og ulæselige Bogstaver -- mere kan man da billigvis
-ikke forlange!"
-
-Cigarer og Cigaretter blev tændt ved Bordet, og Tungebaandene løstes
--- selv Duborg blev talende. Han og Terndrup mødtes nemlig i at være
-Jyder og Jægere, og i over en Time drøftede de Andejagt og
-Bekasinjagt med Alvor, Sagkundskab og correct Terminologi.
-
--- "Ja, var _jeg_ enevældig Konge af Kjøbenhavn," sagde Holst som
-Afslutning paa et for Berner holdt, indgaaende Foredrag, "saa skulde
-De se Løier! For det første skulde Alt, hvad der nu er lukket, aabnes
-for Alle og Enhver -- først og fremmest det chinesiske Lysthus i
-Frederiksberg Have! De maa gjerne kalde det barnagtigt af mig, men
-saa langt tilbage, jeg kan huske, har jeg havt en brændende Længsel
-efter at komme over til det, og endnu den Dag idag troer jeg i
-Grunden, at der er et eller andet Mystisk -- en sovende Prinsesse
-eller en glemt Eremit eller saadan Noget derovre. Det irriterer mig
-ligefrem, at jeg ikke kan komme over paa den Ø!"
-
-"Men troer De ikke," indvendte Berner, "at al Charme saa vilde
-forsvinde? Troer De ikke, at Øen netop ved sin Afspærring -- og kun
-ved den -- virker, som den skal?"
-
-"Aa, jo, saagu, der kan være Noget i det -- men det irriterer mig nu
-alligevel!" svarede Holst og faldt et Øieblik i Tanker. Pludselig
-saae han op paa Berner og sagde:
-
-"Veed De, hvad jeg egentlig misunder Dem? _De_ har Pietet, det har
-_jeg_ ikke! Jeg vilde ikke have det, om jeg kunde faae det -- ikke
-for Alt i Verden! -- men de Mennesker, der har det, er vist
-alligevel de lykkeligste!"
-
-"De maa ogsaa huske, jeg er født paa Absalons Holm," sagde Berner
-smilende.
-
-"Ja, og 'døbt med Vand fra Absalons Brønd', det er _jeg_ ganske vist
-ikke," indrømmede Holst. "Men jeg er ellers ogsaa en god
-Kjøbenhavner: jeg er da født paa Gammelholm!"
-
-"Men Gammelholm er nærmest opfyldt Grund," svarede Berner og lo. "Det
-er en senere Afleiring, der ikke har nogen rigtig Tradition!"
-
-Bordet blev ryddet, Holst tog Guitaren frem og begyndte til eget
-Accompagnement at synge, med ganske god Stemme og med ypperligt
-Foredrag: italienske Folkeviser, gamle franske Sange og danske
-Kjæmpeviser.
-
-"Kan De _ogsaa_ spille?" udbrød Berner.
-
-"Nei, i Grunden ikke," svarede Holst. "BDur Accorden f. Ex. faaer jeg
-aldrig i Fingrene, men saadan klimpre lidt Musik af Guds Naade, det
-kan jo de fleste Kunstnere."
-
-"Ja, det er sgu da meget bedre end en hel Variété!" erklærede
-Terndrup, formelig begeistret.
-
-"Nei, virkelig! Er det _det_!" svarede Holst. -- Nu skal _jeg_ sige
-_Dem_ noget: var jeg, som jeg før sagde, enevældig Konge af
-Kjøbenhavn, saa skulde en af mine første Regjeringshandlinger være at
-jevne alle Variétéer med Jorden. De ødelægger Menneskenes Børn --"
-
-"Og de fordærver Smagen -- den er daarlig nok i Forveien!" supplerede
-Duborg.
-
-"Det er simpelthen Idioti!" sagde Holst.
-
-"Internationalt Idioti!" vedblev Duborg helt ivrig. "Det er ens over
-hele Verden! Jeg gik en Aften nede ved Santa Lucia i Neapel og saae
-paa Middelhavet og syntes, det var for tidligt at krybe under
-Moskitonettet. Saa hørte jeg Musik og Kvinkeleren lyde ud fra en Sal,
-og saa gik jeg derind. Men hvad fik jeg at høre! Troer De, det var
-Viser paa Landets Maal, de sang? Nei! Et Fruentimmer i lang Kjole,
-der gav sig paa Tysk, og et andet i kort, der hvinede Fransk.
-Publicum forstod naturligvis ikke et Ord, men alligevel hylede de op
-af Glæde -- ligesom herhjemme -- over hvert Nummer, klappede med
-Næverne og stampede med Stokkene. Bagefter kom der saa et Par
-Negerkomikere og --"
-
-"Negerkomikere!" afbrød Holst ham. "Ja, _det_ uappetitlige Griseri
-vover man jo at byde En! -- Negerkomikere! Deres Optræden var ikke
-bleven taalt paa Arenaen i Roms værste Forfaldsperiode -- man havde i
-det Høieste brugt dem til at kaste for vilde Dyr -- om de ellers gad
-ædt dem, hvad jeg meget betvivler! -- Man vilde saamænd heller ikke
-finde sig i dem paa Dyrehavsbakken!"
-
-"Ja, Dyrehavsbakken er nu ellers ogsaa noget simpelt Gjøgl, der
-skulde afskaffes!" sagde Duborg.
-
-"Dyrehavsbakken!" raabte Holst og Berner i Kor.
-
-"Ja, _jeg_ kommer der da i alt Fald ikke!"
-
-"Men Dyrehavsbakken er jo et Stykke Folkeliv," indvendte Berner, "og
-Dyrehavsbakken har jo baade sin Historie og sin Poesi -- hvor kan De
-dog sammenligne _den_ med Variétéerne!"
-
-"Aa, det er, fordi han ikke har Begreb om det Hele!" svarede Holst.
-"Kan man tænke sig noget Kjønnere, noget Festligere end en
-Eftermiddag oppe paa Bakken at se Folk myldre omkring eller ligge i
-Græsset! De hvide Telte med Dannebrogsflag i Toppen -- der er ikke et
-Flag i Verden, hvis Farver staaer saa godt sammen -- Tørverøgen fra
-Beværtningerne, som mørkeblaa trækker sig op under de grønne
-Bøgekupler, ja, selv hele den disharmoniske Symphoni af falske
-Lirekasser, skrattende Trompeter, Harmonikaer og Skrigeballoner midt
-inde i den stolte Skov -- _det_ er Stemning! -- Nei, maa vi beholde
-Dyrehavsbakken!"
-
-"For mig gjerne," brummede Duborg, "men man skulde indrette
-Forstadstheatre -- rigtige Folketheatre -- ude paa Broerne, saadan
-Theatre, hvor der for halvtredsindstyve Øre -- eller allerhelst
-gratis -- blev spillet god Komedie -- eller hvor der i alt Fald blev
-budt paa gode Stykker, daarligt spillede -- _det_ var en
-Samfundsopgave!"
-
-"Og man skulde have store, lyse Concertsale med gratis Entré, billig
-Vin og billigt Øl," sagde Holst, "og saa Pokker i Vold med de simple
-Syngepiger!"
-
-"Ja, i Absalons Kjøbenhavn hører de da ikke hjemme," sagde Berner.
-
--- "Mine Herrer!" begyndte Holst og slog med en Pensel paa Glasset.
-"Vi er uenige om Meget. Vi er uenige om Politik --"
-
-"Nei, vi er ikke," protesterede Duborg, "for jeg har ingen politisk
-Mening og har Gudskelov aldrig i mit Liv været til et politisk Møde.
--- _Du_ har da forresten heller ingen politisk Mening, Holst!"
-
-"Har _jeg_ ikke!"
-
-"Nei! -- Har Du glemt, dengang Du var Stiller, eller hvad det hedder
--- det skulde Du fortælle de to Herrer!"
-
-"Ja, hvad skulde afholde mig fra det? -- Det var for en tre, fire Aar
-siden, da var jeg Stiller for en af Folkethingscandidaterne her i
-Byen -- naturligvis en af de radicale -- det var det Hele; han var
-min personlige Ven, saa det var jo ikke mere end rimeligt!"
-
-"Men Du glemmer det Vigtigste," sagde Duborg. "Du husker nok ikke, at
-Du samtidigt gik rundt ude paa Nørrebro og agiterede for en
-Høirecandidat!"
-
-"Ja, hvad saa?" svarede Holst. "Det var jo i en hel anden Kreds!
-_Han_ var ogsaa min personlige Ven, og han havde bedt mig om at tage
-mig lidt af hans Affairer -- men jeg vidste, at han ikke kunde blive
-valgt, saa det gjorde da Ingenting!"
-
-"Gud veed, hvor Du gad! -- Nei, Høire og Venstre, Conservatisme og
-Socialisme, det er mig knusende ligegyldigt Altsammen, naar _jeg_
-blot maa have min Frihed!"
-
-"Ja, den _personlige_ Frihed, det er Hovedsagen," sagde Berner.
-
-"Friheden leve!" raabte Holst.
-
-"Men den personlige Frihed," vedblev Berner, "den, man har kjæmpet
-for lige fra 1789, den maa vi sandelig efter Evne værne om nu."
-
-"Naa, De mener Reactionen og Provisorierne o. s. v.," udbrød Holst.
-
-"Nei, jeg taler ikke om politisk men om personlig Frihed," svarede
-Berner. "Nu for Tiden har man jo knap Lov til overhovedet at mene
-eller tro andet, end hvad den Fagforening, man tilfældig sorterer
-under, decreterer, at der skal menes eller troes her paa Bjerget --
-det er _ikke_ Frihed!"
-
-"Aa, hvad," indvendte Holst, "det er kun en Overgang!"
-
-"Det troer jeg ogsaa, men det er altid ubehageligt at leve i en
-Overgangstid."
-
-"Tvertimod!" raabte Holst. "Jeg vilde ikke for Alt i Verden have
-levet paa nogen anden Tid end netop nu -- og De skal se, det bliver
-saa meget desto bedre, naar Overgangen først er forbi!"
-
-"Ja, _jeg_ nærer selvfølgelig heller ingen Tvivl om, at Udviklingen,
-nu som bestandig, bærer fremad," sagde Berner -- "troede jeg ikke
-_det_, var det jo ikke til at holde ud at være Lærer for den
-opvoxende Slægt! Jeg troer ogsaa fuldt og fast paa, at vor Landalmue
-_er_, og at vort Socialdemokrati i Virkeligheden vil _blive_ et
-nationalt Parti, der viser sig lige saa interesseret som alle Andre i
-at hævde Landets Ære og Selvstændighed, og desuden --"
-
-"Troer De da, Socialdemokraterne nogensinde bliver Militarister?"
-udbrød Holst.
-
-"Nei, ikke Militarister -- det er nu forresten et af de mest
-misbrugte Ord, Sproget har -- men Venner af det nationale Forsvar,
-selvfølgelig. Jeg tvivler heller ikke om, at dersom en Fjende imorgen
-laa for Kjøbenhavn, saa vilde dens Arbeiderbefolkning vise sig saa
-fædrelandssindet og saa offervillig som Nogen -- det var jo en
-Fornærmelse at tro Andet."
-
-"Ja -- ja, det kan være sandt nok," indrømmede Holst, "men jeg er
-rigtignok noget forbauset over, at _De_ -- stokconservativ, som De
-er -- virkelig troer paa, at --"
-
-"Hvorfor undrer _det_ Dem?" spurgte Berner med et Smil. "Radical og
-conservativ, det er jo blandt hæderlige Mennesker væsentligst kun en
-Temperamentsforskjel: der er dem, som glæder sig over Noget, blot
-fordi det er nyt, og der er Andre, som føler den samme Glæde ved at
-møde Noget, blot fordi det er gammelt. Begge Betragtningsmaader kan
-være lige forsvarlige og lige honnette -- men jeg synes nu rigtignok,
-det er mere rationelt at glæde sig over _det_, som paa en eller anden
-Maade _har_ staaet sin Prøve, end nøies med at haabe paa det Ny, der
-først skal udvikle sig, og som man slet ikke kjender."
-
-"Det var nu ellers Militarismen, vi kom fra," sagde Holst -- "_jeg_
-kommer jo forresten altid fra _det_, jeg taler om! -- Seer De, var
-der Krig, saa mødte jeg ogsaa paa Skansen, Gudbevares --"
-
-"Men De vilde alligevel hellere staa bag en Barricade end paa en
-Skanse!" afbrød Berner ham.
-
-"Der kan være Noget i det! Jeg vilde ellers blot have sagt, at under
-Krigsforhold, saa slaaes man -- naturligvis -- men Rustninger i
-Fredstid og navnlig Befæstninger, dem er jeg afgjort imod. Jeg skal
-sige Dem, jeg troer, at det bærer hen imod den almindelige
-Verdensfred -- troer De ikke ogsaa?"
-
-"Maaske. -- _Om_ den evige Fred forresten vilde være et saa absolut
-Gode for Menneskeheden, det drister i alt Fald _jeg_ mig ikke til at
-afgjøre, men der er dog vist et Stykke til den endnu, og derfor synes
-jeg egentlig ikke, det er rigtig practisk allerede nu at indrette
-sig, som om den _var_ proclameret og garanteret. -- Det er jo ogsaa
-gjerne muligt, at Menneskene engang bliver _saa_ gode, at der hverken
-er Vagabonder eller uartige Drenge mere, men indtil den Tid kommer,
-synes jeg virkelig, det er ganske fornuftigt at sætte Stakit om sin
-Have -- navnlig naar den vender ud til Alfarvei!"
-
-"De har det nu altid med Billeder!" sagde Holst. "Men naar jeg troer
-paa den kommende Verdensfred, saa er det, fordi jeg i det Hele troer
-paa Udviklingslæren, _vor_ Tids Evangelium: vi gaaer fremad til
-større og større Fuldkommenhed -- troer De ikke ogsaa _det_?"
-
-"Jo," svarede Berner, "i visse Henseender ubetinget. -- Men hvor kan
-det være, at de fleste svorne Tilhængere af Evolutionslæren i Reglen
-er saa mærkværdig inconsekvente eller ulogiske, hvad De nu vil kalde
-det?"
-
-"Hvordan det?"
-
-"Jo, har De ikke lagt Mærke til, at de for det Første, snurrigt nok,
-ynder at kokettere med Samfundets revolutionaire Tendentser,
-endskjøndt jo netop Alt, hvad der blot ligner en pludselig Omvæltning
-eller et Spring i Bevægelsen, er ligefrem utænkeligt efter
-Evolutionstheorien, og derfor dog vel ogsaa skulde synes at være i
-alt Fald irrationelt, naar Mennesker gjør det. Og dernæst hævder de
-bestandig den skete Udvikling paa alle Omraader, men paa det ethiske,
-det moralske Omraade, _der_ kan de aabenbart ikke tænke sig
-Muligheden af, at der ogsaa maa være skeet en Udvikling. Saa snart
-Talen er om det Ethiske -- eller i alt Fald om den sexuelle Ethik --
-saa er det jo nu godt Latin strax at møde op med 'Menneskedyret' og
-de animalske Drifter, men _har_ vi udviklet os fra Aber til, hvad vi
-nu er, saa er der dog virkelig ikke noget saa Unaturligt i, at vi
-heller ikke længere kan nøies med en Abemoral."
-
-"Det kan vi ikke," sagde Holst, "men hvad der er skjønt, har sin egen
-Moral eller, rettere sagt: jeg troer nu paa, at hvad der er skjønt,
-ogsaa maa være godt -- _det_ troede de gamle Grækere. -- Men hvor var
-det forresten, jeg slap? Det er sandt, det var ved Militarismen! Men
-den er nu heller ikke det Værste i vore Dage: det Værste er den
-perverse Religieusitet, den sneverhjertede Pietisme, som igjen er
-ifærd med at faae Vind i Seilene -- det minder mig ligefrem om
-Vegetarianerne!"
-
-"Om Vegetarianerne!"
-
-"Ja! Baade _de_ og Missionsfolkene mener jo aabenbart, at Menneskenes
-Børn kun er skabt til at nyde Fastespiser. -- Jeg kan ikke taale
-Vegetarianere -- allermindst deres forlorne Videnskabelighed og deres
-Fanatisme!"
-
-"Jeg ynder virkelig ikke Pietismen," sagde Berner med et Smil,
-"tvertimod! Men beskylde den for at kokettere med Videnskabelighed,
-det kan man ikke! Forresten maa jeg tilstaa, at af to Onder
-foretrækker jeg alligevel Troens Intolerance for Vantroens -- som jeg
-overhovedet altid foretrækker det Positive for det Negative -- og
-naar der nu, baade af Myndige og Umyndige -- mest naturligvis af de
-Sidste -- raabes op mod den indre Mission, som ganske vist har gjort
-umaadelig Fortræd, saa glemmer man helt det Gode, den mange Steder
-har bragt. Og _hvem_ er det, der raaber høiest? Det er saamænd ikke
-dem, der i den indre Mission seer en ensidig Opfattelse af
-Christendommen og derfor raaber Vagt i Gevær, nei, det er dem, der
-bruger Angrebene paa _den_ til at komme Troen overhovedet og den
-religieuse Følelse til Livs!"
-
-"Det benægter jeg bestemt!" indvendte Holst. "Det gjælder da i alt
-Fald ikke om mig selv. -- Men jeg begyndte for lang Tid siden paa en
-Tale, hvor var det nu, jeg slap? -- Jo, det var ved Uenigheden! --
-Altsaa, mine Herrer!" -- han slog igjen paa Glasset -- "Vi er uenige
-om det Meste, men om Eet er vi enige, hver paa sin Vis: vi føler os
-høit hævede over _det_ Kjøbenhavn, der kun lever for Valgagitation,
-Variété-Premièrer, Fagforeninger, Speculationer og Demonstrationer;
-vi staaer udenfor -- eller over -- Massen, det er maaske en Feil --"
-
-"Ja!" brummede Duborg.
-
--- "men vi gjør det nu engang. Folk troer, at hele Myretuen er een
-Organisme -- det er den ikke! Naar Duborg og jeg sidder paa vort
-flade Tag -- der er ialt tyve Kvadratalen -- og naar D'Hrr. Berner og
-Terndrup staaer paa Dueslaget og seer ud over Byen, saa lyder den
-store Bys uharmoniske og philistrøse Larmen op til os i afdæmpet og
-harmonisk Form. Og hvorfor? Fordi vi, skjøndt vi lever i den og ikke
-vilde leve noget andet Sted -- _jeg_ i alt Fald ikke -- alligevel har
-den paa Afstand. Og det har vi forresten ogsaa, naar vi gaaer nede i
-Gaderne -- naturligvis -- og derfor en Skaal for godt Gjenboskab over
-Tagene!"
-
-"Det er jo Sludder det Meste af, hvad Du siger," erklærede Duborg,
-"men det Sidste er jeg med til -- Skaal!"
-
-"Du er saa ualmindelig veltalende iaften, Duborg," sagde Holst, "jeg
-har flere Gange hørt din indsmigrende Baryton! -- Bare Du ogsaa vilde
-begynde at male igjen!"
-
-"Vrøvl!" svarede Duborg mut. "Troer Du maaske, _Du_ kan inspirere
-mig? Ja, skaf mig et Motiv, der duer noget, saa skal jeg nok tage
-fat -- men Motiver voxer ikke paa Træer!"
-
-       *       *       *       *       *
-
-Holst sang endnu et Par Sange, et Par Foglietter tømtes, og Klokken
-blev henad To, før man endelig skiltes.
-
-
-
-
-Der var kommet Brev fra Poul, fra Athen.
-
-Juleaften havde han og de andre Lærlinge været oppe paa Slottet, og
-Grossereren gjentog til Alle og Enhver, han traf:
-
-"Min Søn har været Kong Georgs Gjæst, og begge Majestæterne var
-særdeles allernaadige imod ham!"
-
-Grossereren havde ellers godt Haab om at blive Generalconsul nu, for
-Møller _havde_ skrevet til Yocobora, og Republikens Præsident
-stillede sig velvilligt til Sagen. -- "Men hvem veed", tænkte han,
-"om _det_ ikke blot er en Begyndelse, for europæisk Generalconsul --
-f. Ex. græsk -- var rigtignok bedre, og har man først Frelserens
-Officeerskors, bliver man nok bagefter Ridder af Dannebrog -- man kan
-godt begynde med at være 'p. p.'!"
-
-       *       *       *       *       *
-
-Marie havde ogsaa faaet Brev fra Poul, men det vidste Grossereren
-ikke noget af. Hun gjorde gode Fremskridt baade i Dans og i
-Skolekundskaber, og Mille Buxbom var ude af sig selv af Beundring og
-Rørelse, da hun hørte, at hendes fordums Elev havde været Gadedreng i
-"Carmen" og som Gnom i "Hans Heiling" var gaaet ned i en
-Forsænkning.
-
-
-
-
-Nu begyndte det saa smaat at lide mod Foraar.
-
-Det er jo -- som Holst ogsaa altid sagde -- en ren Overtro, at
-Aarstidernes Vexlen kun mærkes paa Landet og ikke i Byen -- de mærkes
-kun paa anden Maade.
-
-       *       *       *       *       *
-
-Midt i Februar opdager de faste Strøgspadserende pludselig en skjønne
-Dag om ved Klokken Fire, at Dagen virkelig længes; Smaafuglene
-kvidrer i Kor i Lindene ved Helligaandskirken, og naar man fra
-Gammeltorv gaaer ud ad Frederiksberggade, kan man se Gaden fyldt af
-et glødende Solnedgangsskjær. Kuplen paa Panoptikon ligger i
-farvemættet, violet Skygge som Kuplen paa San Pietro seet fra Monte
-Pincio, og saa faaer En og Anden, der ellers kun traver regelmæssigt
-mellem Kongens Nytorv og Raadhuspladsen, den underlige Idee at vandre
-helt ud ad Vesterbro -- derud ad, hvor Solen gaaer ned.
-
-I Begyndelsen af Marts seer man en Morgen stund, at Stæren er kommen;
-husvant og selvbevidst sidder den paa Pinden foran sin gamle Kasse og
-lader, som om den slet ikke har været borte, fløiter efter Varme og
-koketterer i Solskinnet med sin mørkegrønne, hvidprikkede Silketrøie.
-
-Det er næsten ganske lyst, naar man gaaer til Theatret -- Overtøiet
-taaler ikke altid Dagslyset. Der hænger Snepper i Vildthandlerens
-Vinduer, og paa Blomstertorvet, paa Høibroplads, begynder Glasvognene
-med den brændende Petroleumslampe inde mellem Palmerne og Azaleaerne
-at forsvinde -- først i April er hele Torvet een Foraarspragt af
-Tulipaner og Tazetter, Hyacinther, Paaske- og Pintselilier.
-
-Bananerne bag Frugthandlernes Vinduer er bleven plettede, og Æblerne
-faaer endnu fler Rynker. Damer og enkelte Herrer viser sig allerede i
-bar Figur, Drengene paa Frue Plads spiller Klink, og Pigerne i
-Grønningen leger Paradis.
-
-Om Søndagen begynder Karusellerne paa Alleenberg og Sommerlyst igjen
-at gaa, og man seer, at "Hestene" er bleven malet op: Skimlerne
-straaler ligefrem, og de chocoladefarvede Arabere glinser fedt.
-
-Tjørnehækkene ude ved St. Jørgens Sø og Ligustrumbuskene i
-Villahaverne faaer en grøn Tone, Holbergs Kastanie svulmer,
-Skjællene bøier sig nedad, og Knopperne seer ud som heraldiske
-Lilier.
-
-Saa kommer Udstillingens Aabning: Splitflaget smelder i Luften fra
-Charlottenborg, de kongelige Kjøretøier med røde Kuske holder
-udenfor, og nu veed hele Kjøbenhavn, at der er rigtigt Foraar i
-Luften.
-
-Caféerne sætter Laurbærtræer og Vedbendkasser ud paa Fortovene, de
-Handlende skynder sig med Foraarsudsalget, og Selskabsherrer, der har
-gjort hele Vinterens Campagne med, begynder at tænke paa Carlsbad.
-
-Efter Fyraften er der travlt i Colonihaverne udenfor Byen: der
-graves, rives, saaes og plantes -- det er Forhaabningernes Tid.
-Grossereren tager ud og seer til sit Landsted, giver Gartneren Ordrer
-og bestiller Maleren -- han kommer saa sent hjem, at han maa stavre
-op ad Trappen i Mørke, for Husværten holder naturligvis op med at
-tænde Gassen den 15. April!
-
-Om Boulevardernes Lindekroner hviler endnu som en stillestaaende,
-grønlig Bisværm: det er Knopperne, der betænker sig paa at skride,
-men snart er de i Udspring, Folk kommer fra Skoven med Anemoner og
-Bøgeløv, Tivoli lukker op, og de "faste" Spurve pipper af Fornøielse
--- og saa -- ja, saa er det Foraar i Kjøbenhavn.
-
-
-
-
-Poul kom hjem, glad og seig.
-
-Han havde Smaaforæringer med til hele Familien, men til Marie havde
-han det Bedste: et Syskrin med Træmosaik, som han havde kjøbt i
-Neapel -- _det_ havde sin Historie.
-
-       *       *       *       *       *
-
-En Nat paa Hundevagten havde Poul i aldeles usædvanlig Grad følt den
-blandt Lærlingene ombord meget almindelige Trang til at faae et eller
-andet "Extra" -- ligegyldigt hvad -- i Livet, og just som denne Trang
-var paa sit Høieste, saae han en Kamerat, en Grosserersøn som han
-selv, tage et Par Figen op af Lommen og ganske langsomt spise dem --
-det var ikke til at holde ud.
-
-"Hei, Du! Giv mig en!" sagde Poul.
-
-"Nei, jeg har kun fire tilbage," lød Svaret.
-
-"Vil Du sælge dem?" spurgte Poul saa.
-
-"Nei, jeg har jo ingen Brug for Penge nu."
-
-"Hvad vil Du _da_ have for dem?"
-
-"Aa, jeg veed ikke -- jo, Du kan faae dem for det Skrin, Du kjøbte i
-Neapel!"
-
-Det blev nærmest sagt i Spøg, men Poul var bleven hidset, netop fordi
-det Attraaede syntes ham uopnaaeligt, og han slog til -- han havde i
-Øieblikket givet baade Skrinet, Førstefødselsret, og hvad det nu
-ellers skulde være, for de fire Figen.
-
-Næste Morgen skammede han sig -- skammede sig som en Hund. Han havde
-kjøbt Syskrinet til Marie, og hun _skulde_ have det, _hun_ og ingen
-Anden.
-
-Han bød Kameraten fem Kroner, ti Kroner, Alt, hvad han eiede og
-havde, for at lade Handelen gaa tilbage, men i rum Sø synker Pengenes
-Værdi, ganske ligesom den stiger med Udsigt til Landlov, og den Anden
-vilde beholde sit Skrin -- Poul var fortvivlet. "Om der da ikke var
-nogensomhelst Maade, han kunde faae det tilbage paa?" -- "Nei! Jo,
-det Eneste skulde være, om Poul for Resten af Togtet hver Dag vilde
-afstaa sin Ration Vin?"
-
-Og _det_ gjorde han. Det ene Øiebliks Letsindighed paa Hundevagten
-kostede ham et dagligt og føleligt Afsavn, men Gaven til Marie havde
-da ogsaa faaet dobbelt Værdi, syntes han selv, og han var ikke helt
-fri for at være lidt stolt, da han afleverede den.
-
-_Nogen_ Bitterhed nærede han fremdeles mod den mercantile Kamerat,
-der saa godt havde forstaaet at benytte sig af Conjuncturerne, men
-Bitterheden fortog sig, da Denne, der havde faaet nok af Søen, forlod
-Marinen og blev anbragt paa et Handelskontor, hvor han efter Pouls
-Mening vistnok hurtigt vilde avancere.
-
-
-
-
-En smuk Mai Morgen, ganske tidligt, stod Duborg alene oppe i
-Atelieret -- Holst var taget paa Landet "forat male Bøgeskov og
-Bukøer", som han pleiede at sige.
-
-Som Duborg nu stod og saae tvers over Gothersgade, aabnedes der
-pludselig et Kvistvindue ud til en Gaard, og en ung Kvinde kom til
-Syne. Den høire, helt op til Skulderen blottede Arm strakte hun langt
-ud forat faae Stormkrogen sat paa, med venstre holdt hun Linnedet
-sammen over Brystet.
-
-Det Hele stod kun paa et Øieblik, saa var hun forsvunden, men Duborg
-blev idetmindste i fem Minuter ved at stirre over Tagene, hen til
-Vinduet, som efter en tabt Skjønhedsaabenbaring.
-
-Den unge Kvinde, der aabnede sit Vindue, det var jo et Motiv, det var
-Noget at male! De røde Tage i Baggrunden og de hvide, hvide Arme --
-hvor havde hun dog holdt den venstre Haand gratiøst! Der var en
-ubevidst Kyskhed i den hele Stilling, og hun var ganske sikkert
-smuk, meget smuk -- det var han overbevist om, skjøndt han
-naturligvis paa Grund af Afstanden Intet havde kunnet opfatte af
-hendes Ansigt.
-
-Duborg gik op og ned i Atelieret i en Time, fløitede og nynnede
-afvexlende -- begge Dele hvinende falskt -- kigede til det stadig
-aabne Vindue og saae ud som en Mand, hvem der er vederfaredes en stor
-Lykke. -- Ja, vist skulde det males, _hun_ skulde males -- men netop
-_hun_, ingen anden Model i Verden vilde han have!
-
-Han tog Peiling af Stedet, gik ned paa Gaden og recognoscerede, stjal
-sig til at se ind i forskjellige Gaarde -- nei, Vinduet var ikke til
-at finde -- hvem var hun?
-
-Han gik op igjen, tog endnu nøiagtigere Sigte paa Huset og forsøgte
-at finde, men atter forgjæves.
-
-Saa hentede han Terndrup op paa Atelieret, viste ham Kvistvinduet og
-spurgte, hvor det var.
-
-"Tøv lidt," svarede Terndrup, "derovre i Store Kongensgade? -- Men
-det er jo Grosserer Langes Gaard!"
-
-"Og hvem boer paa Kvisten?"
-
-"Det gjør hans Datter."
-
-Duborg følte selv, at det var Vanvid, men ti Minuter senere stod han
-i Grossererens Gaard. Inde under Lindetræet stod han, kastede sky
-Blikke til Kvisten, som om han ventede, at Synet skulde komme igjen,
-og betænkte sig paa, om han virkelig skulde gaa op og ringe paa.
-
-Grossereren gik ud ad Porten i det Samme. Han saae noget mistænksomt
-paa Duborg og drøftede et Øieblik med sig selv Muligheden af, at det
-igjen kunde være en næsvis Naturforsker, der vilde lede efter sjeldne
-Planter, men den Fremmede saae slet ikke _ned_, kun _op_, saa var det
-jo ligegyldigt, og Grossereren gik.
-
-Duborg tog en rask Beslutning, skridtede op ad Trappen, ringede paa,
-spurgte efter Frøkenen og kom ind til Ragna, der heldigvis var alene
-paa Kontoret -- hvad han vilde have gjort, om hun _ikke_ havde været
-det, er ikke godt at sige!
-
-Forgjæves bestræbte Duborg sig senere i Livet mangen god Gang for at
-gjenkalde i sin Erindring, hvad han egentlig sagde, hvordan han
-begyndte, og hvordan han endte, men det var ham ganske umuligt. Kun
-_saa_ Meget vidste han, at han havde fortalt om sit Morgensyn fra
-Atelieret, sagt, at han følte med sig selv, at han nu -- nu og maaske
-aldrig mere -- kunde gjøre et godt Billede, men at _hun_ maatte være
-hans Model -- blot for Armenes og Skuldrenes Vedkommende -- Ansigtet
-var der ikke Tale om, hvis hun ikke ønskede det -- men hun maatte
-endelig, endelig sige Ja, og ikke blive vred over hans Dristighed.
-
-Og Ragna! Ja, hun følte for anden Gang i sit Liv, at der midt i det
-nøgterne Kontor kunde komme som Bud fra en anden Verden, en Verden,
-som hun ikke kjendte, og som laa langt, langt borte fra Journalen,
-Hovedbogen og hele Store Kongensgade.
-
-Et lille Øieblik blev hun fornærmet, men _det_ fortog sig i næste Nu,
-da hun slog Øiet op, for Duborg saae paa een Gang saa troskyldig og
-saa betagen ud.
-
-Fra sin Skoletid mindedes hun Plougs Digt "Et Kys". _Der_ kom en ung
-Mand op til en ung Dame og bad hende om at give ham et Kys ved
-Vinduet, mens Vennerne saae paa det -- _det_ var da meget værre; men
-den unge Pige i Digtet gav ham alligevel Kysset, for hans Livslykke
-afhang deraf. -- Maleren her sagde jo ogsaa, at det beroede paa
-hende, udelukkende paa hende, om han skulde gjøre sin Lykke -- fattig
-var han formodentlig, det var jo alle Kunstnere -- og hvad var saa i
-Grunden det Hele? At møde som til Bal, ikke Andet. -- Hun havde nu
-forresten næsten aldrig været nedringet som Voxen -- men hendes Arme
-kunde godt taale at sees, vidste hun, og Skuldrene med -- og hans
-Blik var saa aabent og saa discret -- hun sagde Ja.
-
-Men hun sagde det saa tilkjæmpet overlegent som muligt, tvang et
-lille Smil frem, der skulde antyde, at hun egentlig fandt det Hele
-ret komisk, og tilføiede saa, at hun foreløbig vilde staa til hans
-Disposition i Atelieret fra Tolv til Et; paa den Tid var Kontoret
-lukket, og hendes Fader og Broder henne at spise Frokost paa
-d'Angleterre -- Moderen var nemlig allerede flyttet ud paa Landstedet
-Dagen iforveien.
-
-       *       *       *       *       *
-
-Duborg gik efter forinden at have klemt hendes Haand mellem sine, saa
-den blev ganske øm -- det var nu _hans_ Maade at udtrykke sin
-Taknemmelighed paa.
-
-
-
-
-Paa Slaget Tolv næste Dag kom Ragna ind i Atelieret.
-
-Duborg modtog hende næsten ærbødigt og bad hende forlegent gaa ind i
-Dagligstuen.
-
-_Der_ tog hun Livet og Underlivet af, saae sig om efter et Speil, men
-fandt intet, stod et Øieblik og betænkte sig og gik saa rolig ind i
-Atelieret med en lignende Fornemmelse, som naar hun første Gang om
-Sommeren sprang i Vandet ude fra Landstedets Badehustrappe.
-
-Duborg viste hende den Stilling, han ønskede, hun skulde staa i,
-rettede lidt paa den, da hun havde stillet sig op, og begyndte saa --
-først uden egentlig at se rigtigt paa hende -- at tegne Omridsene op
-paa Lærredet med Kul.
-
-Ragna ventede stadig, at han skulde conversere hende -- ikke fordi
-hun ønskede det, men fordi Tausheden ligefrem generede hende -- men
-han tegnede kun, begyndte at undermale, saae paa hende og saae paa
-Lærredet -- det var ikke til at holde ud.
-
-Pludselig reiste han sig op, satte Armene i Siden, lagde Hovedet paa
-skraa og udbrød:
-
-"De har dog et Par deilige Arme, Frøken!"
-
-Ragna havde en bestemt Følelse af, at hun blev rød i Hovedet. Hun var
-efterhaanden bleven vant til at betragte sig selv som Bogholderske,
-som Procurist, og havde næsten glemt, at hun tillige var en ung, smuk
-Pige. Det tiltalte hende i og for sig nok at blive beundret, men
-Duborg sagde sin Replik saa fagligt, saa objectivt, at det formelig
-var irriterende.
-
--- "Han er dog en ualmindelig Træmand," tænkte hun, og synderlig mere
-end Farvel og Tak sagde han heller ikke den Dag.
-
-       *       *       *       *       *
-
-Næste Dag gik det allerede bedre.
-
-Hun fik sig selv til "i Costume" at gaa rundt i Atelieret og se paa
-Studierne, og _han_ begyndte et Par Gange paa en Slags Conversation,
-der dog hurtig døde hen igjen.
-
-Med eet gled der et Smil hen over hendes Ansigt, hun lo næsten.
-
-"Er det _mig_, De leer af Frøken?" spurgte han roligt.
-
-"Nei, undskyld," svarede hun, "det er det virkelig ikke! Men jeg kom
-pludselig til at tænke paa, hvad min Faders to gamle Tanter ude paa
-Vennebjerg egentlig vilde sige, om de vidste, at jeg stod Model nu!
--- Jeg troer saamænd ikke, de vilde se mig mere for deres Øine!"
-
-"Vennebjerg," sagde Duborg. "Det er jo den Gaard _der_ -- er det
-ikke?" -- han pegede paa en af Holsts Studier.
-
-"Jo, det er det ogsaa! Det var da morsomt! -- Skal Deres Billede --
-det, De nu maler paa, udstilles?"
-
-"Det skal det vel nok -- hvis det ellers lykkes."
-
-"Hvorfor skulde det ikke det?"
-
-"Aa, man veed jo aldrig iforveien --"
-
-"Det maa man da vide! Naar man overhovedet _kan_ male, og man sætter
-al sin Energi ind paa Arbeidet, saa _maa_ det jo blive godt!"
-
-"Nei -- nei, det gaaer nu alligevel ikke saadan," svarede Duborg, og
-der blev en længere Pause.
-
-Ragna hvilede -- efter hans Opfordring -- nogle Minuter, skjøndt hun
-erklærede, at hun slet ikke var træt, og lod imens Blikket streife
-rundt paa Væggene. Det standsede uvilkaarligt ved den samme
-kvindelige Modelfigur, som havde fanget Terndrups Blik, og da hun
-instinctmæssigt mærkede, at Duborg havde seet, hvad det var, hun saae
-paa, vilde hun ikke faae Udseende af, at der kunde være Noget at
-genere sig for, og spurgte derfor ganske ligefrem:
-
-"Har _De_ malet det?"
-
-"Ja, jeg har saa," svarede Duborg.
-
-"Det er altsaa en Model?"
-
-"Ja, _det_ var det -- hun var fra Capri."
-
--- "Var det nu virkelig -- ja, jeg mener en anstændig Pige?"
-
-Nei, saadan hvad man herhjemme vilde kalde en anstændig Pige -- nei,
-det mente da Duborg ikke, det havde været.
-
-Ragna fortrød i samme Nu sit Spørgsmaal og sagde:
-
-"Hvorfor bruger Kunstnerne dog _den_ Slags til Modeller -- hvorfor er
-det ikke Damer?"
-
-"Aa," svarede Duborg sindigt, "hvor skulde man egentlig faae Damer
-fra til at staa for det Hele?"
-
-Og saa spurgte Ragna ikke videre.
-
-               *       *       *
-
--- En Dag lagde Duborg pludselig Penselen og erklærede, at nu kunde
-han ikke mere for den Gang, det gik ikke.
-
-"Men jeg kan jo blive en halv Time endnu!" sagde Ragna.
-
-"Ja, men jeg er ikke oplagt idag."
-
-"Oplagt?" gjentog hun. "Hvad vil det sige? Fordi jeg en Dag har
-Hovedpine, fører jeg virkelig alligevel Bøgerne og besørger
-Correspondancen lige til Middag!"
-
-"Ja," indvendte Duborg, "men det er vel ogsaa noget Andet med Kunst
-end med Bogholderi."
-
-"Det kan jeg aldeles ikke indrømme! Arbeide er Arbeide! -- Mal nu
-blot: De har mig en halv Time endnu!"
-
-"Nei, jeg kan ikke idag."
-
-Saa gik hun halvfornærmet bort men kom næste Dag igjen til sædvanlig
-Tid -- Duborg havde slet ikke mærket, hun var vred.
-
-       *       *       *       *       *
-
--- "Hvorefter vil De male Hovedet paa Billedet?" spurgte hun, da der
-var gaaet en Ugestid.
-
-"Aa, jeg veed ikke rigtig endnu," svarede han. "Maaske efter en Model
-her i Byen, som en Bekjendt af mig har brugt, maaske efter Motiver
-fra den Skizze _der_" -- han pegede paa Capripigen.
-
-Der var Ingenting at sige hertil, eftersom det jo netop var en
-bestemt Forudsætning, at Billedet _ikke_ maatte ligne _hende_, men
-ubehagelig berørt følte hun sig dog ved Tanken om, at en simpel Model
--- rimeligvis en fordærvet Pige -- skulde ligesom give Personlighed
-til Billedet -- _hendes_ Billede, for _det_ var og blev det
-alligevel, følte hun -- hendes og ingen Andens.
-
-Hun blev forstemt og taus Resten af den Time.
-
-
-
-
-Holst kom uventet en Dag til Byen.
-
-Han skulde kjøbe Farver, hed det, "Gurkemeie og Spinatgrønt", men i
-Virkeligheden kom han nok nærmest forat gaa en Tur nedad Strøget, se
-de kjendte Omgivelser og de kjendte Ansigter og indaande lidt
-kjøbenhavnsk Luft, som han kunde have at tære paa ude mellem alt det
-Grønne.
-
-Han gik naturligvis op til Duborg, men blev modtaget underlig
-forbeholdent, og da han vilde gaa ind i Atelieret, stillede Duborg
-sig omtrent i Veien for ham.
-
-"Hvadbehager?" sagde Holst forbauset. "Maa jeg ikke komme ind til mig
-selv! -- Har Du Damebesøg?"
-
-"Nei, det har jeg ikke, men --"
-
-"Naa, det manglede ogsaa kun, at Du skulde benytte Dig af min
-Fraværelse til den Slags Vidtløftigheder -- ja, var det _mig_, der
-var alene i Byen, det var en anden Sag! -- Vil Du saa behage at
-flytte Dig!"
-
-Holst kom ind i Atelieret og saae Maleriet.
-
-"Naa, saa _det_ var Hemmeligheden!" udbrød han. "Du er igjen begyndt
-at male -- maa jeg gratulere! -- Og det tegner jo ligefrem udmærket:
-det er den gamle Niels Duborg lyslevende opstaaet fra Porcelainet! Og
-sikken en Model, det maa være! Vidunderlig deilige Arme -- _det_ er
-Noget, _jeg_ forstaaer mig paa! -- og hele Skikkelsen kysk og
-jomfruelig -- hvor Pokker har Du hittet det Pigebarn?"
-
-"Det er ikke noget Pigebarn," brummede Duborg.
-
-"Er det ikke noget Pigebarn! Hvad er det da, om jeg maa spørge?"
-
-"Det er en Dame."
-
-"En Dame! -- Nu staaer Verden ikke til Foraarsudstillingen! -- Men
-hvem er hun da?"
-
-"Det kan jeg virkelig ikke sige Dig!"
-
-"Men hvordan, i Himlens Navn, har Du dog --"
-
-"Ja, det kan jeg heller ikke sige Dig."
-
-"Naa saaledes! -- Ja, jeg respecterer din Discretion -- naturligvis
--- men vil Du da blot sige mig, med hvem hun er forlovet -- om det er
-med en Kunstner, mener jeg, for jeg under ikke en Bourgeois at være
-den lykkelige!"
-
-"Hun er slet ikke forlovet, det _jeg_ veed," svarede Duborg og blev
-umotiveret rød i Hovedet, "det troer jeg da ikke, hun er."
-
-"Og _de_ Arme er ikke forlovede!" udbrød Holst begeistret. "Det er jo
-umuligt! Saa maa Ingen have seet dem -- men _det_ er jo ogsaa
-umuligt! Det skulde nu lige rent ud forbydes vedkommende unge Dame at
-vise sig høihalset -- sig det til hende fra mig!"
-
-"Gud veed, hvor Du gider!"
-
-"Ja, Du _har_ da vel fortalt hende, at der ikke er Mage til de Arme i
-Kjøbenhavn? -- Ikke engang det! -- Du er jo umulig! Den Slags Ting
-fortæller _jeg_ altid unge Damer: _mig_ er det en Lettelse at sige
-det, og _dem_ fornøier det at høre det, selv om de meget godt veed
-det!"
-
-"Er Du snart færdig?"
-
-"Nei, jeg kunde gjerne blive ved en halv Time endnu! -- Men forat
-komme tilbage til Billedet: det bliver brillant, gamle Duborg! Det er
-jo som en Personification af selve Foraaret, eller snarere af
-Morgenstemningen i den store By, der vaagner -- Du veed, jeg elsker
-den tidlige Morgen -- theoretisk i alt Fald -- Morgenens Friskhed
-repræsenteret af den skjønne Kvinde, som aabner sit Jomfrubur og --"
-
-"Vrøvl! -- Det er da ikke Andet end en ung Pige, der lukker sit
-Vindue op," indvendte Duborg.
-
-"Prosaist, som Du er!" raabte Holst. "Du veed, Gud hjælpe mig, ikke
-engang, hvad det er, Du selv gjør! Det kan man rigtignok kalde
-kunstnerisk Umiddelbarhed!"
-
-"Du kan for mig kalde det, hvad Du vil!"
-
-"Ja, man kan ogsaa kalde det Philisteri, Aandsforladthed eller
-plebejisk Syn paa Tilværelsen, hvis Du foretrækker _det_! -- Men godt
-bliver Billedet sgu alligevel -- og _det_ er egentlig det
-irriterende!"
-
-Lidt efter gik Holst.
-
-
-
-
-Grossereren og Julius spiste, som Ragna havde sagt, om Sommeren deres
-Frokost paa d'Angleterre mellem Tolv og Et, men Ragna havde altid sin
-Pakke Smørrebrød med fra Hjemmet og nød den til et Glas Melk paa
-Kontoret, som hun ellers aldrig forlod.
-
-Stor var derfor ogsaa Julius' Forbauselse, da han en Dag mellem Tolv
-og Et tilfældigvis kom tilbage paa Kontoret forat hente sit
-Cigaretetui og ikke fandt Søsteren ved Pulten, og da Faderen senere
-gav ham en Overhaling, fordi han ikke passede Kontortiden, udlod han
-sig gnavent med, at _han_ da ikke var den Eneste, der sløiede den af,
-for Ragna var saamænd ikke bedre, o. s. v.
-
-"Vaas!" svarede Grossereren.
-
-En Gang til traf Julius Kontoret tomt mellem Tolv og Et og
-rapporterede det samvittighedsfuldt til Faderen. Denne gik saa
-tilbage noget før Et -- nei, Ragna var der virkelig ikke!
-
-Grossereren fandt nu selv Sagen saa besynderlig, at han nedlod sig
-til at opfordre Julius til at udspionere Søsterens Veie, og _det_
-gjorde Julius med en god Villie og med saa godt Resultat, at han et
-Par Dage efter kunde meddele Faderen, _hvor_ det var, hun gik hen,
-men _hvad_ hun bestilte _der_, det vidste han rigtignok ikke.
-
-       *       *       *       *       *
-
-Ragna stod imidlertid oppe paa Atelieret uden at ane Noget om, at man
-udspeidede hendes skjulte Skridt.
-
-Forholdet mellem hende og Duborg havde _noget_ skiftet Characteer.
-
-Hun var ham ikke længere blot Modellen med de deilige Arme og de
-runde Skuldre, men hun var bleven en Personlighed, der mere og
-mere fyldte ham og navnlig imponerede ham ved sin i alt Fald
-tilsyneladende uanfægtelige Sikkerhed i Eet og Alt. Hun havde en
-bestemt Mening om Alt, Principer og en færdig Dom, og desuden var hun
-saa behagelig ladylike, saa smuk og saa sund -- navnlig ladylike.
-
-Og _han_ var heller ikke længer for hende Træmanden eller den fattige
-Kunstner, som hun gjorde vel imod ved at stille sin Deilighed til
-Skue; han var et stort Barn, uden al Forstand paa Livets almindelige
-Krav, det var sandt, men hvor var det alligevel velgjørende at høre
-ham tale -- sindigt og jevnt og med lange Pauser mellem de enkelte
-Ord -- som om der Intet i Verden var til, der var værd at leve sit
-Liv for uden Kunsten, og hvor høit stod han ikke over hende og hele
-den Kreds, hun hidtil havde bevæget sig i! Aldrig før havde hun
-vidst, hvad Begeistring -- stilfærdig men glødende Begeistring --
-var; nu fik hun en Anelse om det.
-
-Og heller aldrig før havde hun vidst, hvad det vil sige, naar en
-Mands Blik med taus Beundring hviler paa en Kvinde: hvordan man kan
-føle Blikket uden at møde det, varmes af det og fyldes af en dulgt
-Glæde, en Stolthed, som man ikke selv forstaaer.
-
-       *       *       *       *       *
-
--- Billedet var snart færdigt: Omgivelserne, Kvistvinduet, de røde
-Tage i Baggrunden og hele Skikkelsen stod omtrent, som det skulde --
-han arbeidede ogsaa flittigt, naar hun _ikke_ var til Stede -- og
-skjøndt Hovedet kun var løst anlagt, uden nogen Individualitet, havde
-hun dog, da hun saae paa Billedet, en bestemt Følelse af, at det
-allerede var et Hele -- Morgenstemningen aandede ud af det.
-
-       *       *       *       *       *
-
-En Dag var han særlig ivrig, næsten febrilsk, talte mindre end ellers
-og var underlig nerveus, naar hun spurgte ham om Noget.
-
-Da hun var færdig og paaklædt til at gaa, saae hun, at det var
-Hovedet, han havde malet paa, og -- hun tog ikke feil -- det var
-_hendes_ Træk!
-
--- "Skal _det_ Billede udstilles?" spurgte hun.
-
-"Ja, det tænker jeg da," svarede han roligt. "Jeg har aldrig før
-gjort Noget, der var saa godt."
-
-"Men det er jo _mig_ -- _mit_ Ansigt!"
-
-"Ja, det er det nok blevet -- det er saadan kommen ganske af sig
-selv. Jeg skal sige Dem, der er alligevel ikke noget andet Hovede,
-der kan passe ind i _det_ Billede, saadan som jeg har tænkt mig det."
-
-"Men De lovede jo bestemt, at --"
-
-"Ja, jeg gjorde saa, og jeg troede saamænd ogsaa, jeg kunde have
-holdt, hvad jeg lovede -- dengang kjendte jeg Dem jo kun paa saa lang
-Afstand, maa De huske."
-
-Ragna vidste ikke selv, om hun i Øieblikket nærmest var glad over,
-hvad der var skeet, eller dybt krænket, men sin Glæde kunde hun jo
-dog i hvert Fald ikke give Udtryk, og derfor kom det, tilsyneladende
-kun indigneret og overlegent, fra hende:
-
-"Jeg burde have betænkt det i Forveien: en Kunstners Ord er
-selvfølgelig ikke bindende -- end ikke overfor en Dame -- hvis blot
-hans Kunst -- eller, forat bruge det rette Ord: hans Egoisme --
-kræver, at det brydes! Men _det_ Billede skal _ikke_ udstilles --
-forstaaer De mig! -- Hvor meget koster det? Jeg faaer vel Raad til
-selv at kjøbe det."
-
-I det Samme gik Døren op, og ind traadte Grossereren og Julius.
-
-"Fader!" udbrød Ragna og blev blodrød.
-
-"Maa jeg spørge, hvad Du tager Dig for her?" spurgte Grossereren
-fnysende. "Oppe hos en fremmed Maler -- Du er maaske Model -- eller
-har Stævnemøder -- hvadbehager?"
-
-Duborg stod foran Billedet med Ansigtet vendt mod Døren. I samme Nu,
-som han forstod Situationen, gjorde han med Penslen et Par hurtige
-Strøg over Billedet, saa Hovedet helt udviskedes; derefter saae han
-op paa Grossereren og sagde roligt:
-
-"Nei, Deres Datter er kommen herop forat bestille et Billede af
-Vennebjerg efter _den_ Skizze -- hun vidste, at min Ven Holst havde
-malet derude."
-
-Strax da Ragna saae, eller snarere instinctmæssigt forstod, hvad
-Duborg havde i Sinde, gjorde hun en uvilkaarlig Bevægelse som forat
-forhindre ham fra det, men da det var skeet, skjød Blodet op i hende,
-hun rakte ham sin Haand med et straalende Blik og sagde til Faderen:
-
-"Her er en Mand, der holder af _mig_ -- og _jeg_ holder af _ham_!"
-
-       *       *       *       *       *
-
-Saadan blev Duborg forlovet.
-
-
-
-
-En Forlovelse hører jo altid til de Begivenheder, der kan glæde sig
-ved at omfattes med almindelig Interesse, men Duborgs og Ragnas
-Forlovelse vakte mere end almindeligt Røre.
-
-Aviserne meddelte naturligvis Nyheden. De fleste benyttede Vendinger
-som: "den udmærkede Maler" eller "vor berømte Kunstner" og fortalte
-tillige, at Ragna var Datter af "den i Forretningsverdenen vel
-bekjendte Grosserer Lange". _Det_ tiltalte naturligvis den for
-offentlig Berømmelse ikke ufølsomme Grosserer, men forresten var han,
-til en Begyndelse, ædende gal.
-
-"_Min_ Datter giftes med en Lærredsmører!" sagde han. "En, der kun
-lever af Haanden og i Munden! Og jeg, som troede, at hun skulde have
-været min Alderdoms Forretningsstøtte -- Julius er umulig, og Poul
-vil være Søofficeer -- nei, Verdens Løn er Utaknemmelighed!"
-
-Grossererfruen var glad, lige rent ud glad -- hverken mere eller
-mindre -- over at have faaet sin Datter forlovet, og paa Forhaand
-syntes hun, at _hendes_ Svigersøn maatte være et udmærket Menneske.
-
-Poul, der efter sin Hjemkomst fra Vintertogtet gik paa Cursus for at
-forberedes til Adgangsexamen til Søofficeersskolen, syntes, det var
-morsomt at have faaet en forlovet Søster, og navnlig at have faaet En
-at være Svoger med -- det sagde han ogsaa til Fru Lund og Marie, der
-som Ragnas Husfæller var stærkt interesserede i Begivenheden -- og
-Julius, ja, han var sgu i og for sig lige glad, men det var dog ham,
-paastod han selv, der egentlig var Skyld i det Hele.
-
-Holst skrev strax et længere, overstrømmende Brev til Duborg, et
-Brev, der begyndte med en Bemærkning om, at "de Arme selvfølgelig
-ikke kunde blive ved med at være uforlovede", og forresten
-hovedsagelig handlede om, at Kvinderne i al Almindelighed var en
-mærkelig Race, for den Klasse Mandfolk, som de elskede inderligst og
-mest opofrende, var altid elendige Karle som Loke, Faust, Adam Homo
-og Peer Gynt; men til Trods herfor haabede han, at den ubekjendte
-Dame, hvem han, Carl Holst, endnu ikke havde den Fornøielse at
-kjende, vilde holde lige meget af ham, Hans Duborg, skjøndt _han_ jo
-ikke ubetinget var nogen elendig Karl.
-
-Berner mindedes stadig fra sit eneste Besøg hos Grossereren den
-smukke, ranke Pige, hvis Forekomst i Kontoret egentlig var lige saa
-mærkelig, som om =Trifolium resupinatum= virkelig skulde være funden
-i Gaarden, og Terndrup erklærede med Sikkerhed, at Ragna og Poul var
-de Bedste af Familien.
-
-Oppe hos Mille Buxbom blev der ligefrem holdt Kaffegilde paa
-Forlovelsen. Kogekonen Madam Siegler syntes, at Ragna var en yndig
-Pige, og mente, at hun under kyndig Veiledning nok kunde tilegne sig
-de nødvendige Kundskaber i Husholdning og Madlavning, hvilket var og
-blev Basis for et lykkeligt Ægteskab, og Frøken Hansen haabede
-bestemt paa at komme til at synge ved hendes Bryllup -- det skulde
-naturligvis staa i Garnisons Kirke -- og lovede paa Forhaand Jomfruen
-en Billet til Kirken. Maskinmandens Kone, der atter var i velsignede
-Omstændigheder og derfor noget tilbøielig til altid at tro det
-Værste, havde paa fjerde Haand en skrækkelig Historie om, at
-Grossereren skulde have overrasket sin Datter oppe i Malerens
-Atelier, hvor hun stod Model som Havfrue med saa godt som slet
-Ingenting paa, og at han i den Situation skulde have givet Parret sin
-faderlige Velsignelse, men Mille Buxbom følte strax i sin
-Samvittighed, at der ikke var et Ord sandt i den Krønike, og Madam
-Siegler erklærede med Sikkerhed, at Frøkenen rigtignok ikke var af
-_den_ Slags.
-
--- "Men Gud skal vide, hvad Vennebjergerne siger!" udbrød Mille
-Buxbom ganske umotiveret.
-
-Ja, hvad sagde Vennebjergerne?
-
-De sagde foreløbig ikke et Ord, for de var bleven saa rystede over
-Begivenheden, at de ikke engang gratulerede skriftligt.
-
-
-
-
-Forlovelsen kom forresten, særlig paa dette Tidspunct, Grossereren
-meget ubeleiligt.
-
-Han havde, allerede da Begivenheden indtraf, bedt til en mindre
-Middag ude paa sit Landsted; afsige Middagen kunde han jo ikke, men
-da den nu nødvendigvis maatte blive en Forlovelsesmiddag, maatte der
-jo Flere med.
-
-For det Første den gamle Grosserer. Dernæst maatte Duborg spørges, om
-han havde Familie eller meget nære Venner, han ønskede med, og Duborg
-erklærede sig fuldstændig renonce paa Familie, men udtalte Ønsket om,
-at Holst og Berner maatte blive bedt, og det blev de. Han havde ogsaa
-gjerne seet Terndrup ved denne Leilighed, men da han havde en bestemt
-Fornemmelse af, at han ikke vilde passe i Omgivelserne -- og navnlig
-ikke vilde more sig -- foreslog han det ikke.
-
-       *       *       *       *       *
-
-Klokken Sex mødte de Indbudte paa Landstedet -- den gamle Grosserer
-var dog kommen forinden. Han optraadte af Princip altid i Frakke,
-aldrig i Kjole -- vistnok nærmest forat drille Sønnen.
-
-Der var Generalen, den store Taler, som ikke med sin gode Villie
-forsømte nogen Middag; der var en Etatsraad med tre Ordener -- den
-ene af dem om Halsen -- der var Directeuren for det amerikanske
-Exportselskab, to, tre Ligegyldigheder og endelig Duborg, Holst og
-Berner.
-
-Et lille Skaar i Feststemningen havde det paa Forhaand gjort, at
-Julius Aftenen forud paa Strandveien havde havt et Sammenstød, dels
-med en anden Cyclist, dels med Nordre Birks Politi, og derved havde
-erhvervet sig to Skrammer og Udsigt til en større Bøde. Nu mødte han
-op til Middagen med en ny, ganske sindssvag Flip, der gik helt op i
-Nakken og snærede Halsen ind, saa at Hovedet saae ud, som det, hvad
-Øieblik det skulde være, kunde trille af Pinden, men da Faderen
-tillod sig en kritisk Bemærkning desangaaende, fik han ikke andet
-Svar end et medlidende: "=English fashion="!
-
-Poul, der naturligvis havde ligget ude og rakket med Jollen lige til
-det Sidste, optraadte med Tjære paa Benklæderne, men det var jo af
-den Slags Gjenvordigheder, som Verden giver, og som egentlig ikke
-Andre end hans Moder saae eller i alt Fald tog sig nær.
-
-De Gjæster, der for første Gang var ude paa Landstedet -- det hed
-"Kildehøien", rimeligvis fordi der hverken fandtes nogen Høi eller
-nogen Kilde -- gik før Bordet rundt og beundrede pligtskyldigst
-Bygningen og Haven.
-
-Haven var nok værd at beundre, for den gik skraanende lige ud til
-Sundet og stod jo netop nu i sin feireste Pragt med blomstrende
-Syrener og Guldregn, med Kastanier og Rødtjørn. Villaen derimod var i
-den mærkelige Blandingsstil, der characteriserer saa mange Villaer i
-de forskjelligste Lande: et Miniaturtaarn, nærmest passende for en
-gothisk Ridderborg, hævede sig over Skifertaget, korinthiske Pilastre
-prydede Sidemurene og en Loggia udgik fra den store Gavltrappe, som
-bevogtedes af to støbte Cementløver, der begge saae uhyre
-menneskevenlige og gjæstfri ud, og af hvilke den ene fuldstændig
-havde Udtryk som en soigneret =père noble= fra en Scribe'sk Komedie.
-
-Den gamle Grosserer gik rundt med Hænderne paa Ryggen og ludende
-Hoved, men han kigede op alligevel, saae Alt, ærgrede sig over Alt og
-smilede.
-
-Duborg var saa glad og saa stolt som et Barn, og Ragna, i hvid,
-luftig Sommerkjole, saae ud, som om hun var bleven ti Aar yngre, og
-som om der hverken havde existeret Klipfisk eller Hovedbøger.
-
-Holst følte sig paa Vennens Vegne forpligtet til at conversere Alle
-og være behagelig mod Alle -- han drev det endogsaa til i
-Grossererens Paahør at rose de to Familieløver -- og Berner, hvem
-Grossereren syntes at skulle kjende, men alligevel ikke kjendte, gik
-om og var stille begeistret ved at se paa Ragna.
-
-Middagen var udmærket, og Champagnen -- fortræffelig frapperet --
-flød i stride Strømme. Grossereren udbragte, ganske kort og uden
-overdreven Varme, de Forlovedes Skaal, og Duborg talte -- endnu
-kortere -- for Ragnas Forældre. Generalen talte, efter Opfordring,
-for den gamle Grosserer -- han fordrede nemlig, at der altid skulde
-henvendes en speciel Tale til ham -- og saa vidt var Alting gaaet
-godt, men da man var naaet længere hen i Middagen, forbi det Stadium,
-hvor ældre Gentlemen med eet bliver klar over, at de maa skynde sig
-med at tømme deres Glas Bordeaux inden Desserten, og derfor udleder
-sig en eller anden beskeden Yngling, som de til hans store Forundring
-hædrer ved at drikke et Glas med, da reiste til alt Uheld Generalen
-sig anden Gang og holdt en Tale for Duborg, en Tale, der i det
-Væsentlige gik ud paa, at _den_ Mand maatte misundes, der ledet af
-Kjærlighedens Genius var saa lykkelig at blive indført i en Familie
-som Grosserer Langes.
-
-Dette var mere end Holst, som allerede var noget oplivet, kunde sidde
-rolig ved.
-
-Neppe havde Generalen sluttet, før han slog paa sit Glas og reiste
-sig -- Duborg saae ængstelig og advarende hen paa ham.
-
-"Mine Damer og Herrer!" begyndte han. "Den sidste, meget ærede Taler
-sagde, at den Mand maatte være lykkelig, der var bleven indført i den
-Lange'ske Familie, hvor jeg for Øieblikket har den Fornøielse at
-befinde mig -- og befinder mig vel. Jeg troer nu ogsaa, at min Ven
-Duborg er lykkelig -- jeg kan se det paa ham! -- og han har jo ogsaa
-forsaavidt god Grund til det, som det er en ualmindelig bedaarende
-Pige, han har faaet sig til Kjæreste og -- rimeligvis -- senere vil
-faae til Kone. -- Skaal, gamle Dreng, hun gjør din Smag Ære! -- Men
-_er_ der forresten Nogen, der skal være stolt, og er der Nogen, der
-er bleven hædret, saa er det da den Familie, i hvilken en Kunstner
-som Duborg har indforlovet sig og -- rimeligvis -- senere agter at
-indgifte sig. Menneskeheden bestaaer jo nemlig, som vi Alle veed, af
-to, i og for sig ganske incommensurable, Verdener: Kunstnerne og
-Borgerskabet. Det sidste kan overhovedet kun komme i Berøring med
-Kunsten paa tre Maader: dels ved Giftermaal, dels ved at kjøbe
-Malerier -- det skeer nu forresten saa forbandet sjeldent! -- og
-endelig gjennem de bedre Middage, som det er Bourgeoisiets lykkelige
-Privilegium ind imellem at kunne give. Og derfor, mine Damer og
-Herrer -- jeg haaber at have motiveret tilstrækkeligt -- et Leve for
-Kunsten!"
-
-Der blev en pinlig Pause, og midt under den sagde den gamle Grosserer
-fornøiet smilende til Sønnen:
-
-"Jeg troer sgu, han gjør Nar af Dig i dit eget Landsted, lille
-Jesper! -- Ikke? Naa, ja, jeg tager maaske feil, jeg hører jo ikke
-saa godt mere!"
-
-Etatsraaden søgte at redde Situationen ved at holde en særlig Tale
-for Grosserer Lange, "hvis Forretningsskjold var uden nogen Plet,
-lige saa blankt som Messingpladen med hans Navn udenfor Porten." Det
-havde imidlertid kun til Følge, at Holst gemytligt afbrød ham ved at
-sige:
-
-"Ja, men selv om Pladen skulde blive anløben, saa kan den jo pudses
--- _jeg_ er ogsaa anløben, men _jeg_ kan ikke pudses -- det er hele
-Forskjellen."
-
-Fruen skyndte sig nu at faae Bordet hævet, og man gik ud i Haven
-forat drikke Kaffe og ryge Cigar.
-
-Den gamle Grosserer reddede sine tre Stykker Sukker, Sønnen benyttede
-sig af Leiligheden til at betro Generalen og Etatsraaden sine
-Fremtidsplaner om Yocobora, og Holst, hvem den friske Luft strax
-gjorde godt, faldt i Begeistring over Sundet.
-
--- "Hvor i Verden har man en Kyst som her!" udbrød han. "Ingensteds!
-Det skulde være ved Sorrent, naar man om Aftenen sidder under
-Vinløvet og seer over til Capri -- men _vi_ har ogsaa et Capri:
-Middelgrundsfortet derude! Jeg er naturligvis Anti-Militarist og
-Fredsven -- Gudbevares! -- men Middelgrundsfortet, decorativt seet,
-er en afgjort Vinding for Sundet -- her er vidunderligt!"
-
-Herrerne satte sig i Lysthuset, drak Cognac og Likør, og drøftede
-forholdsvis neutrale Emner.
-
-En kom til at nævne Amerika, og Directeuren, der hørte til
-Oppositionen, udbrød pludselig med _den_ beherskede Lyrik, der kommer
-til Orde efter en Sommermiddag: "Ja, Amerika, _det_ er et Land!" og
-saa tilføiede han, velvilligt henvendt til Berner, der sad ham
-nærmest; "_De_ vilde formodentlig ogsaa gjerne se Amerika?"
-
-"Nei," svarede Berner paa sin stilfærdige Maade, "det brød jeg mig da
-egentlig ikke om."
-
-"Ikke det! Tør man spørge hvorfor?"
-
-"Aa, fordi Parvenu-Stater interesserer mig lige saa lidt som
-Parvenu-Byer: de har jo hverken Historie eller Tradition! Det er da
-ogsaa characteristisk nok, at Amerika, til Trods for sin Udstrækning
-og sin Folkemængde, endnu ikke har frembragt nogen Aandens Stormand."
-
-"Nu har jeg sandelig hørt _det_ med!" raabte Directeuren. "Hvad
-forstaar _De_ ved en Aandens Stormand, Høistærede?"
-
-"Derved forstaaer jeg simpelthen en Mand, uden hvem Verdens aandelige
-Habitus vilde være betydelig anderledes, end den er," svarede Berner.
-"Shakespeare og Linné, Goethe og Thorvaldsen f. Ex. kalder jeg
-Aandens Stormænd, og mange, mange Andre."
-
-"Og Edison skulde ikke være lige saa stor som Nogen af dem!" haanlo
-Directeuren. "Han, Menneskehedens Velgjører!"
-
-"Menneskehedens Velgjører!" gjentog Holst. "_Den_ er ualmindelig god!
--- Nei, seer De, Edison er fingernem, og --"
-
-"Er Edison fingernem!" fnysede Directeuren og saae næsten forfærdet
-ud.
-
-"Ja, han er sgu," forsikrede Holst. "Baade hans Phonograph og hans
-levende Billeder er brillante Variéténumre, det indrømmer jeg,
-men --"
-
-"De glemmer Telephonen, min Herre," sagde Etatsraaden.
-
-"Nei, jeg gjør ikke. Telephonen sparer os adskillige Støvlesaaler, og
-vil en velhavende Bedsteborger inde fra sit Kontor i Byen bestille en
-bedre Middag ude paa Klampenborg eller Skodsborg og være ganske
-sikker paa, at Champagnen er isafkjølet, naar han kommer, saa er
-Telephonen ligefrem uvurdeerlig. Men Verdens aandelige Habitus, som
-Candidat Berner kaldte det, vilde saamænd være accurat den samme,
-hvad enten Edison havde existeret eller ei!"
-
-"Amerika -- Amerika er dog sikkert Fremtidens Land!" henkastede
-Generalen og behagede sig saaledes i Repliken, at han gjentog: "Jeg
-siger Fremtidens Land, mine Herrer!"
-
-"Det er høist rimeligt," indrømmede Berner, "men _det_ hjælper da
-ingen af _os_. Englænderne siger, at der skal syv Generationer til
-for at skabe en Gentleman, og er _det_ sandt, kan man vel nok gaa ud
-fra, at der hører idetmindste adskillige Aarhundreder til at skabe et
-Folk. For mig i alt Fald er Amerikanerne endnu kun dygtige men
-ucultiverede Barbarer, og jeg synes ogsaa, at det er saa betegnende,
-at den eneste ordentlige Krig, de siden Uafhængighedskampen har ført
-mod Europa, var Røvertoget mod Spanien -- og _det_ var de oven i
-Kjøbet Hyklere nok til at kalde en Befrielseskrig!"
-
-"Ja, vist er de Barbarer!" brummede Duborg. "Se blot paa den Smag, de
-saakaldte Dannede derovre har for Kunst og Digtning og Musik: det, de
-klapper i Næverne for, er jo det Samme, som Pøbelen herhjemme himler
-over!"
-
-"Ja, Negerkomikere!" indskjød Holst.
-
-"Amerikanerne boxer da storartet," sagde Julius, der endelig fandt en
-Anledning til at blande sig i Samtalen, "det kan man se af '=Police
-Gazette=', og der er heller Ingen, der kan tage det op med dem i at
-bygge Cycler!"
-
-"Man maa nu heller ikke skjære hele Amerika over een Kam," mente
-Grossereren. "Fristaterne ynder jeg ikke, men i Mellemamerikas
-Republiker rører der sig et fremadstræbende Liv, og jeg veed f. Ex.
-at Yocobora --"
-
-"Amerikanerne er det sande Demokratis og den sande Fordomsfriheds
-Folk!" afbrød Directeuren ham.
-
-"De er da slet ikke noget Folk," tillod Berner sig at bemærke.
-
-"Er de ikke noget Folk! Hvad er de da?"
-
-"De er endnu kun Indbyggere."
-
-Etatsraaden saae uforstaaende op paa Berner, og imens tog Holst fat.
-
-"Det er en rar Fordomsfrihed!" sagde han. "Der er da ikke saa snobbet
-en Race til i Verden! Fortæl en Amerikaner, at en Mand er berømt, og
-han kliner sig op ad ham -- giv en amerikansk Millionair Udsigt til,
-at hans Datter kan blive gift med en forgjældet Greve og faae Krone
-paa alt sit Nattøi: han byder strax det halve af Millionerne i
-Medgift!"
-
-"Amerika er og bliver Frihedens Land!" sagde Directeuren irriteret,
-og denne Udtalelse vilde sikkert have affødt adskillige Bemærkninger,
-hvis ikke den gamle Grosserer, der netop rokkede forbi, havde
-opfanget et Par af de sidste Ord.
-
-"Frihed!" sagde han. "Jeg synes, der blev talt om Frihed? Aa, ja, vi
-har da ogsaa havt Frihed her i Landet, lige til vi fik den
-forbandede Grundlov, men nu har man jo ikke engang Lov at slaa sine
-egne Tjenestefolk paa Snuden længer! Aa, ja, Herregud!"
-
-Efter denne Replik følte Ingen mere Kraft til at føre Samtalen
-tilbage til Amerika, og man bevægede sig fra nu af i almindelige
-Talemaader og i _den_ Velvillie, der følger med at have spist og
-drukket mere end absolut nødvendigt.
-
-       *       *       *       *       *
-
-Duborg var med Ragna gaaet ned til Stranden. Aftenen var lys som
-Dæmring, Maanen slog en gylden Bro over Sundet helt over til den
-svenske Kyst, og bløde Smaabølger, blaa som en svag Svovllue,
-skyllede klirrende ind mod Bredden.
-
--- "Din Ven var rigtignok ikke ganske heldig som Taler," sagde Ragna.
-
-"Aa, hvad Herregud -- Du maa huske, han er Kunstner," svarede Duborg.
-
-"Men han er da ogsaa Gjæst i vort Hus," indvendte Ragna.
-
-Der blev en Pause, Hver tænkte Sit.
-
--- "Hans er saa god og saa opofrende," tænkte Ragna, "Ingen af alle
-de Andre er som han, og alligevel -- alligevel har han lidt -- ganske
-lidt -- af Kunstnernes Hovmod og Formløshed. Men det forsvinder nok,
-naar han faaer et godt Hjem, et roligt Hjem med Hygge og Orden."
-
-Og Duborg tænkte: "Ragna er den deiligste Kvinde under Solen, fin og
-klog; den Smule Spidsborgerlighed, hun har taget i Arv fra Hjemmet,
-gaaer nok af hende, naar hun bliver revet ud af de vante Forhold!"
-
-       *       *       *       *       *
-
-Saa drog han hende tættere til sig, hun lagde sin Haand paa hans
-Skulder, og saa tænkte Ingen af dem mere.
-
-
-
-
-Da otte Dage var gaaet, kunde Duborg ikke holde det ud længere saadan
-at gaa om som forlovet tam Stork, og Ragna mærkede det. Hun tog
-derfor en rask Beslutning og telegrapherede til Vennebjergerne:
-
-"Min Forlovede og jeg kommer i Eftermiddag med Femtoget. Hent os ved
-Stationen."
-
-Vennebjergerne havde stadig ikke ladet høre fra sig, og Ragna fandt
-det derfor rigtigere at telegraphere til dem end at skrive -- saa
-levnedes der dem ikke Tid til at reflectere.
-
-Og ved Femtoget holdt den gamle Andrees med den gamle Vogn og de
-gamle Heste, og et Kvarteer senere rullede de Nyforlovede ind paa
-Vennebjerg.
-
-Tanterne stod opstillede paa Stentrappen, stive og stramme som
-Postamenter -- de saae ikke nær saa menneskevenlige og gjæstfrie ud
-som Neveuens Cementløver -- men ikke saa snart var Ragna sprungen ud
-af Vognen og havde givet hver af dem et Kys paa Panden, før de i
-samme Nu tøede op, et Par klare Taarer trillede dem ned ad de magre
-Kinder, de rystede paa Hovedet og udbrød i Kor:
-
-"Stakkels, lille Ragna!"
-
-Ragna lo og præsenterede Duborg, og efterat Tanterne havde taget Maal
-af ham fra øverst til nederst, fandt de, at _skulde_ Ulykken ske,
-kunde Vedkommende jo have seet værre ud, og de erklærede, at han i
-alt Fald var velkommen paa Vennebjerg i sin Egenskab af Ragnas
-Forlovede.
-
-Saa lo Duborg ogsaa, Tanterne saae fornøiet paa hinanden, og Hanne
-sagde: "Sine, han leer af os!" og Sine fortsatte: "Hanne, Mennesket
-er jo gemytligt!" og dermed var Duborg introduceret paa Vennebjerg.
-
-       *       *       *       *       *
-
--- Tanterne skulde sees i deres Hjem. I Kjøbenhavn gav de kun
-Gjæsteroller og følte sig paa fremmed Grund, men paa Vennebjerg, hvor
-de var født, og hvor de havde levet deres hele, lange Liv, _der_
-passede de til Omgivelserne og Omgivelserne til dem.
-
-Selv styrede de Bedriften uden at taale nogen som helst fremmed
-Indblanding: de bestemte Saaning og Høst, Kjøb af Kreaturer og
-Udvisning i Skoven, kort sagt, det Hele, og det gik nøiagtigt, som
-det havde gaaet i deres Faders Tid: i det Bed, hvor der nu var
-Levkøier, havde der været Levkøier i de sidste halvhundrede Aar, og
-gik en Busk ud, plantedes der en af samme Slags i Steden. Folkene paa
-Gaarden var alle gamle, Frugttræerne gamle og Kreaturerne gamle --
-Grossereren paastod, at de døde af Apoplexi.
-
-Søstrenes Liv gik som et Uhrværk. Om Sommeren var de oppe Klokken
-Fem, om Vinteren Klokken Sex; Dagen var inddelt som en Timetabel:
-selv Middagssøvnen fra 1¼ til 2 var paa Klokkeslet, og i det Øieblik,
-de satte sig hen for at sove, sov de -- "saadant Noget er kun en
-Vane", erklærede de.
-
-De skiftedes for Madlavningens Vedkommende til at have Uge, men gik
-forresten bogstaveligt i hinandens Fodspor Dagen igjennem: fulgtes
-ad, naar de lugede Gulerødderne med Grossererfruens eller Ragnas
-aflagte Handsker paa, og fulgtes ad, naar de om Sommeren efter Middag
-gik et Kvarteer i Stikkelsbærrene; saa havde de, af Økonomi, Vrangen
-vendt ud af Forklæderne, Ansigtet var hel skjult af en mægtig
-Shirtings Solhat af Form som en Kyse, og hver af dem bar sin
-"Skallekurv", i hvilken Stikkelsbærskallerne omhyggeligt gjemtes til
-Hønsene.
-
-Sommeren igjennem var der Gjæster paa Vennebjerg: gamle, hjemløse
-Damer, mere eller mindre havarerede Existenser, der var kommen paa
-Livets Skyggeside; Mille Buxbom blev regelmæssig bedt men kom næsten
-aldrig, for hun kjedede sig frygteligt ude paa Landet og erklærede
-selv, at "Luften _der_ var hende for stærk."
-
-Gjæsterne havde det som Blommen i et Æg, fededes systematisk og kunde
-gjøre og lade, ganske som de selv vilde, naar blot den rent ydre
-Caserneorden iagttoges.
-
-Paa Slaget Syv om Morgenen skulde Alle være ved Frokostbordet,
-Klokken Tolv spistes der til Middag, og fra 1¼ til 2 skulde der være
-Ro i Huset. Den, der kom for sent til Bordet, havde at betale en Bøde
-af ti Øre, der gik til Sognets Fattigkasse, men Søstrene betalte
-rigtignok i de fleste Tilfælde selv Bøderne for deres Gjæster.
-Klokken Syv spistes der til Aften, og Klokken Otte var der staaende
-Dessert -- Rødgrød, Smaakager eller Frugt -- inde i Havestuen; det
-var egentlig det Maaltid, de selv satte mest Pris paa, for de var
-store Slikmunde, der altid hver havde sin private Krukke med
-Syltetøi, som de i Utide kunde tage en Skefuld af. Klokken Ti skulde
-Alle uden Undtagelse være i Seng, og Alt lukket og slukket, og før de
-selv lagde sig, gjorde de en Runde i hele Huset.
-
-To Gange om Ugen var de og alle Gjæster paa Kjøretur i den store
-Char-à-banc; selv sad de lige overfor hinanden, inderst i Vognen, op
-til Kuskesædet, og naar de mente, der var Fare paa Færde -- naar den
-gamle Andrees gjorde for kort en Vending ved Hovmarksveien, eller
-naar der i det Fjerne viste sig en Cycle -- reiste de sig op og greb
-hver fra sin Side i Linerne. Cycler hadede de; i deres Skov var ved
-alle Indgangene opslaaet Placater med Indskriften "Ingen Adgang for
-Cyclister!" og den nærmest boende Læge havde de afskediget, fordi han
-havde tilladt sig at møde paa Vennebjerg pr. Hjul: "Vi vil ikke have
-en svedt Doctor ved vores Seng," sagde de.
-
-Udenfor Sommertiden var der stille paa Gaarden, men Tiden gik,
-umærkeligt og uden et ledigt Øieblik.
-
-Mange Timer om Dagen spandt de -- alt deres Dækketøi og Linned var
-selvfølgelig hjemmegjort -- og altid uheglet Hør; "Frøkenerne har
-haarde Hænder men bløde Hjerter," hed det derfor ogsaa almindeligt i
-Egnen. Om Aftenen skiftedes de til at rode op i Kakkelovnen med en
-Ildrager -- det var en af de bedste Vinterfornøielser -- og til at
-læse "Berlingske Tidende" høit fra Ende til anden, og en særlig
-Interesse havde da Trækningslisten, ikke fordi de spillede i
-Lotteriet, men de havde hver valgt sig et Nummer, og det lod de, som
-de spillede paa; "_mit_ Nummer er kommet ud med Hundrede Kroner,"
-kunde den Ene triumpherende sige, og den Anden kunde da i nedstemt
-Tone svare: "denne Gang har _jeg_ ikke vundet."
-
-For den nærliggende Landsby havde de en protegerende Interesse og
-stor Nysgjerrighed. Flere Gange om Aaret holdt de Middag for
-Honoratiores: Præst, Læge, Skolelærer og Sognefoged, og til Trods
-for deres afgjorte Uvillie mod Ægteskabet var det dem dog ganske
-umuligt at blive hjemme, naar de hørte, at En eller Anden havde gjort
-Barsel nede i Byen; saa skridtede de ud som et Par Landpostbude --
-Sine regelmæssigt bagved Hanne -- gjorde Visit, saae paa den Nyfødte
-og bragte Moderen en Flaske Hindbærsaft. Og de Fornøielser, Egnen
-bød, dem tog de. Var der en Liremand i Byen, hørte de med større
-Fornøielse paa hans Toner end mangt et Medlem af Musikforeningen paa
-Concerterne, og var der Foredrag eller Oplæsning paa Kroen, sad de i
-forreste Række med fine Pyntekapper og fransk Langshawl paa. Naar
-derimod Missionsfolkene reiste deres transportable Telt paa den
-hellige Husmands Udlod, kom de _ikke_ til Bønnemøderne: "Vi gaaer i
-Kirke," sagde de, "og ikke i Telt," og da en Totalafholdsforening
-omsider fik Lov af dem at holde Fest i deres Skov, blev de ogsaa selv
-borte, men betalte Entreen for deres Factotum, den fordrukne Smed, i
-det forfængelige Haab, at Talerne skulde have en heldig Indflydelse
-paa hans fugtige Tilbøieligheder.
-
-Glade og taknemmelige var de altid, og selv en vis Aarstidernes Poesi
-kunde der falde over dem. Æblehøsten var dem en Fest -- de klatrede
-naturligvis som Egern -- det var med formelig Andagt, de første Gang
-efter den lange Vinter aabnede de tildækkede Havedøre og sagde: "Nu
-lukker vi Foraaret ind i Stuen!" og naar Hanne en Dag i Mai kunde
-raabe: "Sine, Sine! Jeg har hørt Gjøgen kukke!" og naar saa Sine
-kunde svare: "Hanne, Hanne! Jeg har seet Storken!" ja, saa kunde
-Enhver paa Røsten høre, at de to Gamle følte Jubelen over Vaarens
-Komme lige saa varmt som nogen Ung.
-
-
-
-
-Duborg var naturligvis strax bleven præsenteret for alle de liggende
-kvindelige Gjæster, men det holdt haardt for ham at huske Navnene og
-holde Personerne ude fra hinanden.
-
-       *       *       *       *       *
-
-Der var den gamle, forhenværende Lærerinde, som af ren og skjær Pligt
-gik sine reglementerede Ture, saa hun transpirerede ved det, blot
-forat faae rigtig Appetit til Maaltiderne. Hun fortalte hver Morgen
-sine Medmennesker, hvordan hun havde sovet om Natten, og havde hun
-drømt, undgik Ingen at faae Drømmen i alle dens Detailler.
-
-Der var den ældgamle, døve Dame, som aldrig kom længere end i
-Verandaen, og som troligt sad posteret _der_ med Hørerøret i Haab om,
-at en barmhjertig Sjæl skulde raabe Noget ind i det; skete det saa,
-straalede hun over hele Ansigtet og holdt Vedkommende fast, saa længe
-det paa nogen Maade var muligt.
-
-Saa var der Frøkenen fra Langeland, hvis Specialitet det var hver Dag
-at liste sig ned i Kjøkkenet forat se eller lugte sig til, hvad man
-skulde have til Middag, og var Missionen lykkedes, fortalte hun stolt
-Resultatet til de Andre.
-
-Endelig var der Enkefruen med Datter; de var lige tynde, ens klædt og
-tilsyneladende lige gamle -- ubestemmelig Alder. De _gav_ Veninderne,
-supplerede hinandens Fortællinger og betroede hinanden, hvad de mente
-at have erfaret. Den største Mærkelighed var imidlertid Moderens Evne
-til ved Alt i Verden, hvad hun foretog sig, at give det Udseende af,
-at hun handlede netop saaledes, som hun gjorde, af Hensyn til sine
-Medmennesker, og dog gjorde hun aldrig Andet, end hvad hun havde Lyst
-til. Gik hun Tur, saa var det forat glæde den appetitspadserende
-Jomfru, og blev hun hjemme, var det forat holde den Døve med Selskab;
-tog hun Brystet af Anden, var det, fordi hun vidste, at Vingen var
-hendes Sidemands Livret, og var hun nødt til at byde en af de Andre
-først af Kagefadet, forstod hun, ligesom en Taskenspiller, der
-forcerer et Kort, ufravigeligt at faae Vedkommende til at tage _den_
-Kage, hun skulde, og lade _den_ ligge, som hun selv vilde have.
-Datteren maatte, forat befinde sig fuldstændig vel, daglig kunne
-consumere flere Lispund høirøstet Beundring, men kneb det med
-Tilveiebringelsen af dette Kvantum paa anden Maade, var Moderen Mand
-for at levere mindst de fire.
-
-       *       *       *       *       *
-
--- "Det er ikke nogen bedaarende kvindelig Modelsamling, der er
-her paa Gaarden," erklærede Duborg til Ragna, der sad og saae paa
-ham, mens han malede et Interieur af Bryggerset, hvor Ilden under
-Kjedlen og Solskinnet fra Vinduerne hver fra sin Side lyste paa
-Bryggerspigens kraftige Skikkelse. "Men det er det samme," tilføiede
-han, "jeg har _Dig_, og Du er mere end nok for mig at se paa!"
-
--- "Hvor jeg dog fører et Driverliv!" sagde Ragna. "Det er egentlig
-ganske utilladeligt saadan at sidde med Hænderne i Skjødet!"
-
-"Savner Du maaske Kontoret?" spurgte Duborg.
-
-"Nei, jeg vil ikke sige, jeg savner det, men --"
-
-"Da maa Du skam vænne Dig til at undvære det! Naar vi nu til
-Efteraaret har holdt Bryllup, saa reiser vi til Syden, og saa --"
-
-"Skal vi have Bryllup til Efteraaret?" spurgte Ragna tøvende.
-
-"Ja, hvad skulde vi bie efter!"
-
-"Nei -- ja, jeg tænkte kun -- har vi -- _Du_, mener jeg -- faste
-Indtægter, saa vi kan leve?"
-
-"Faste Indtægter!" gjentog Duborg forbauset og lod Haanden synke.
-"Nei -- hvordan skulde en Kunstner have _det_?"
-
-"Nei, det kan han vel hel heller ikke have," indrømmede Ragna, "men
-det er alligevel saa underligt at tænke paa!"
-
-Saa blev der en længere Pause, men Duborg malede flittigt.
-
-       *       *       *       *       *
-
--- "Er det Olie, De sidder og sviner med!" udbrød Tanterne,
-da de lidt efter kom forbi. "Faae ikke noget af _det_ paa Tøiet,
-og vær endelig forsigtig med Billedet, naar de gaaer gjennem
-Dagligstuedøren, at der ikke bliver smurt noget af paa Portièren!
-Vandfarve er meget bedre og proprere -- det lærte _vi_ at male med i
-vores Ungdom, og det blev pæne Stykker, der tørrede hurtigt."
-
-Duborg lo. Han kunde i Grunden rigtig godt lide Tanterne, men det
-generede ham skrækkeligt om Aftenen efter den staaende Dessert at
-maatte sidde en Time inde i den store, kjedelige Havestue med de faa,
-stilfulde Møbler, høre paa Gjæsternes Samtale og af og til selv tage
-Del i den.
-
-       *       *       *       *       *
-
-_Nogen_ Oplivelse bragte Pouls uformodede Ankomst. Han havde faaet
-Ferie og var strax taget til Vennebjerg, nærmest forat være sammen
-med sin nye Svoger. -- "Ja, _vi_ vil ingen Ansvar have for ham,"
-erklærede Tanterne strax til Ragna. "Tager han ud paa Søen og drukner
-sig, er det paa hans egen og din Kjærestes Risico -- _vi_ kan ikke
-redde ham!"
-
-Forresten morede det i høi Grad de to Gamle at høre om hans
-Vintertogt, navnlig om Forpleiningen ombord. -- "Lutter Mandfolk,
-ogsaa i Kjøkkenet!" sagde de. "Gud, sikke noget Griseri, den Mad maa
-være! -- Lutter Mandfolk, hvad skal _det_ ogsaa blive til!"
-
-Men Poul følte sig krænket paa Mandkjønnets Vegne og svarede:
-
-"Det kan gjerne være, at Kjøkkenet paa Vennebjerg er renere end
-Kabyssen ombord, men veed I hvad, Tante Hanne og Tante Sine: naar der
-ligger en Krydser med, lad os sige tre Hundrede Mand ombord paa
-Indrerheden, og den faaer Ordre til at lette næste Morgen Klokken
-Fem, saa letter den; og lyder Seilordren paa, at den skal gjøre et
-Togt til Vestindien og anløbe Madeira paa Udreisen og være hjemme fem
-Maaneders Dagen efter, saa _er_ den hjemme og stryger Commandoen til
-bestemt Tid. -- Troer I nu ogsaa, naar det var en Krydser med tre
-Hundrede Fruentimmer ombord, at den kunde holde sig sin Seilordre
-efterrettelig? -- Nei, Mænd, om den kunde, for Fruentimmer er og
-bliver udisciplinerede!"
-
-"Der er Noget i, hvad Drengen _der_ siger!" svarede Hanne, og et
-Øieblik efter sagde Sine: "Hvad der _er_ sandt, _skal_ være sandt:
-Poul har Ret!"
-
-Fra det Øieblik af havde Tanterne vundet Pouls Hjerte, og han deres,
-og der var ikke den Ting, han ikke turde tillade sig, ja, tilsidst
-drev han det endogsaa til at indføre saadanne maritime Retter som
-Lobescowes og Bixemad paa Vennebjerg, og Tanterne erklærede ganske
-vist, at det saae fælt ud, men indrømmede, at det smagte godt.
-
-       *       *       *       *       *
-
--- Duborgs Bryggersbillede var færdigt, og Ragna syntes naturligvis,
-det var udmærket.
-
-"Ja, det er slet ikke saa galt," sagde han selv, "male kan jeg jo nok
-endnu, men det er alligevel Ingenting -- saadant Noget kan Enhver,
-der vil, lære at gjøre. -- Nei, det forrige -- det, jeg blev forlovet
-paa -- det kunde have blevet godt!"
-
-"Men Du gjør det da færdigt en anden Gang -- naar vi først er gift,
-og Du altid kan have mig som Model," sagde Ragna men blev uvilkaarlig
-forlegen ved sine Ord.
-
-"Nei," svarede Duborg, "det kan jeg ikke."
-
-"Hvad vil det sige?"
-
-"Jo, kan Du ikke forstaa, at naar man _har_ gjort et Billede, saa er
-_det_ gjort, og saa kan man ikke gjøre det om igjen."
-
-"Nei, det forstaaer jeg virkelig ikke -- det maa jo være lettere
-anden Gang!"
-
-Duborg saae hjælpeløst op paa hende. Han vidste slet ikke, hvordan
-han skulde forklare sig, men saa fik han en lykkelig Indskydelse,
-syntes han selv, og sagde smilende:
-
-"Kan Du huske, hvad Du sagde til din Fader, da Du friede til mig?"
-
-"Men Hans dog!"
-
-"Du sagde: '_Der_ staaer en Mand, der holder af _mig_, og _jeg_
-holder af ham!' -- Se, det kunde _Du_ heller ikke gjøre om, og det
-blev skam ikke lettere at sige anden Gang end første -- tvertimod!"
-
-       *       *       *       *       *
-
--- "Skal det Billede nu paa Udstillingen derinde?" spurgte Tanterne
-siden.
-
-"Aa, jeg veed saamænd ikke," svarede Duborg. "Jeg er egentlig helst
-fri for at udstille; Folk, de gaaer og gloer og forstaaer Ingenting,
-og saa er man dog selv alligevel i en Slags Spænding!"
-
-"Ja, om man faaer Præmie eller ei!" afbrød Hanne ham, "det er saa
-rimeligt!" og Sine tilføiede: "Det kan _vi_ saa godt forstaa, for vi
-var ogsaa helt æggesyge ifjor, inden vi vidste, om vores engelske
-Vædder havde faaet 'Hæderlig Omtale' paa Jyderup Dyrskue -- det er
-saa sin Sag med at udstille!"
-
-Duborg lo, saa det rungede efter, men to Dage efter sagde han til
-Ragna, at hun ikke maatte blive vred, men nu kunde han ikke længer
-holde det ud, han maatte bort.
-
-"Dine Tanter kan jeg rentud godt lide," sagde han, "og jeg troer
-ogsaa, jeg kunde døie det øvrige Antikcabinet en Uge eller to endnu,
-naar blot den Enkefrue og hendes Datter ikke var, men _de_ tager for
-meget paa Humeuret -- jeg seer mig gal paa dem! De snakker jo
-ligefrem forat snakke, bare forat høre deres egne, sprukne Stemmer --
-og det lige fra Morgenstunden -- nei, jeg maa væk!"
-
-       *       *       *       *       *
-
-Og Duborg og Ragna reiste, og Poul med -- han længtes efter Saltvand,
-sagde han.
-
-
-
-
-Midt om Sommeren er Kjøbenhavn en hel anden By.
-
-Gaaer man ned ad Strøget, seer man lutter fremmede Ansigter, og mødes
-to Bekjendte, maa de nødvendigvis standse forat meddele hinanden
-deres Forundring.
-
-Udlændinge med Bädeker eller Murray under Armen stiller sig op paa et
-Gadehjørne, studerer Kortet, seer sig forvildet omkring og ender
-alligevel med at spørge den nærmeste Betjent om Vei til Thorvaldsens
-Musæum eller Frue Kirke.
-
-Landsbyskolelærere kommer til Byen med deres Ungdom; parvis trasker
-Poderne med en Bylt i Haanden bagved Skolemester, besøger
-Amalienborg, Rundetaarn og et Par af Samlingerne, gaaer i Zoologisk
-Have om Eftermiddagen og ender dødtrætte i Tivoli om Aftenen.
-
-Vinduerne staaer aabne overalt, hvor en Leilighed er beboet, Gaderne
-vandes, og det drypper kjøligt fra Isværkernes Vogne; offentlige
-Bygninger restaureres, og Græsset luges op mellem Brostenene paa de
-afsides, lidet befærdede Pladser.
-
-Butikerne har indrettet sig paa Fremmedbesøg: det vrimler med
-"=Souvenirs de Copenhague=", og i Boghandlervinduerne er det
-Reisebøger, Kort, Photographier og udenlandsk Lecture, der dominerer
-Markedet.
-
-Hotellerne er overfyldte, og Portier'ne blaseerte; udenfor Caféerne
-er der neppe en Plads at opdrive, og man faaer et Indtryk af rastløs
-Flid ved at se Udlændinge sidde og skrive Adresser paa Bunker af
-Prospect-Brevkort.
-
-En enkelt fredlyst Plet paa Strøget er der dog, som altid bliver sig
-selv lig: det er Helligaands Kirkeplads. Gamle, graa Mænd sidder her
-under Lindeskyggerne, tegner med Stokken i Gruset, lokker for en
-vagabonderende Hund eller henvender et Par Ord til Børnene, der leger
-mellem de slidte Gravsten -- "Slægt skal følge Slægters Gang!"
-
-De hvidtede Vinduer kan gjøre En hel trist -- man faaer Fornemmelsen
-af selv at være den eneste Indfødte i den uddøde By. Intet Hof, ingen
-Vagtparade af Garden; Gesandtskabspalaiserne i Bredgade staaer tomme:
-i det Høieste er der efterladt en overcomplet Attaché -- diplomatiske
-Forviklinger frabedes i Sommerferien! Sognepræsterne er borte, og
-Capellanerne faaer Lov at øve sig om Søndagen for tomme Bænke;
-Aviserne lever høit paa at bringe bekjendte og ubekjendte Mænds
-Ferieadresser, Søslangen er paa sin aarlige Tournée i Smaabladene, og
-kasserede Feuilletoner trykkes. Selv Militairet skifter Physiognomi:
-Infanteriet, der kommer fra Skydebanerne paa Amager, og
-Gardehusarerne, der trækker ad Østerbro til, er hvide -- hvide af
-Uniform og hvide af Støv -- og Officerernes Ansigter seer ud som
-kogte Krebs med lyst Overskjæg.
-
-Om Aftenen bevæger der sig igjen en Strøm af Mennesker i forskjellige
-Retninger: Nogle ad Langelinie til, Andre mod Vesterbro -- Tivoli
-haaber paa Tørveir, Circus paa Regn -- og atter Andre tager i Skoven,
-til Charlottenlund og Klampenborg eller længere bort. -- Men
-Smaafolk! Hvor er de henne?
-
-Ja, i den gamle By, i "City", er de jo snart en uddøende Race,
-ligesom Berners sorte Rotte, men i de snevre, afsidesliggende Gader
-er der dog endnu en varm Sommeraften et "Stillleben", der kan minde
-om Frederik den Sjettes Tid eller om en fredelig Provinsidyl.
-
-Fatter har flyttet sin Stol ud paa Fortovet og ryger sin Pibe i det
-Fri, af og til converserende Pigerne inde i Strygeriet, hvor der
-endnu arbeides for aabne Døre og i let Costume, Kjeldermanden staaer
-i Skjorteærmer ved Nedgangen til sin Hule, Madamen passiarer
-tversover Gaden, Børnene leger -- der er saa mange, at de synes at
-gro op ad Brostenene -- fede Mopper døser med gispende Tunge, og en
-Trækkevogn med solhedet, halvfordærvet Frugt gjør glimrende
-Forretninger.
-
-Og ude paa Broerne, i Arbeiderkvartererne, _der_ foregaar ogsaa en
-hel Udvandring til Colonihaver, Marker, Grønninger og -- fremfor Alt
--- til Fællederne.
-
-Hvor mangen Kjøbenhavner kjender egentlig Fællederne rigtigt? Og hvor
-er dog Fællederne smukke, med fine Farvenuancer og med fine
-Curvelinier, og hvor er det dog skiftende Sommerbilleder, de
-frembyder! -- Om Formiddagen, naar der exerceres, er Indtrykket
-overveiende militairt; de marscherende Colonner seer i Afstand ud som
-eet fremadskridende Legeme, der er mørkt og ensfarvet, men saa høres
-der en Commando eller et Hornsignal, en Vending følger, og der kommer
-et Farveskjær og et Lynblink i blanke Vaaben -- Garde, Infanteri
-eller Husarer. -- Om Eftermiddagen er her civilt fredeligt, saa
-dyrkes Sporten, den mere demokratiske Sport: Fodbold, Cricquet eller
-Langbold, og der bevæger sig hvide, blaa og røde Huer over den
-gulgrønne Flade. -- Men Den, der vil se Fællederne i deres Glans,
-skal se dem en Sommeraften, naar Smaakaarsfolk leirer sig derude om
-de medbragte Madkurve -- Mand, Kone, Børn og Hund -- og ligger paa
-Maven og nyder Aftensmaden i det Grønne. Saa er der Liv ved "Holger
-Danskes Briller": Børnene vader, Skibe seiler og gaaer til Bunds, og
-en enkelt Terne vipper paa sine Vinger. Heste og Køer søger herned
-forat drikke, og Husdyrene vækker hos mangen kulsværtet, skjægstubbet
-Byarbeider halv vemodige Minder om den Tid, da han selv var en god,
-lille Dreng ude paa Landet -- det fredelige, stille Land, Barndommens
-tabte Paradis.
-
-
-
-
-Nu var der dem, som begyndte at længes efter, at Sommeren snart
-skulde faae Ende -- først og fremmest Mille Buxbom. Hun kjedede sig
-gudsjammerligt, savnede sine sex Børn og gik ikke engang i Kirke, for
-hun hørte af Princip ikke Capellaner. Besøg havde hun kun faa af, og
-selv Maskinmanden og Marie havde intet Nyt at melde, naar de kom.
-
-Marie var voxet stærkt, kjøn var hun bleven, dygtig til Dansen og
-dygtig i Læseskolen, men spinkel, meget spinkel, og noget bleg -- hun
-trængte aabenbart til Sol og kraftig Føde. Sin daglige Gjerning og
-Kameraterne savnede hun voldsomt, og en Dag, da hun havde været oppe
-paa Theatret forat hente Noget, hun havde glemt, og var gaaet ned paa
-Scenen, havde det formelig været trist at se op i det mægtige, tomme
-Rum, hvor der nu hverken var Soffiter eller Bagtepper, og hvor
-Løbebroerne hang saa ensomt oppe under Snoreloftet.
-
-Endelig kom da den femtende August; Danseskolen begyndte, Prøverne
-begyndte, og hun fik tildelt et Soloparti: hun skulde danse
-Børnemenuetten i "Elverhøi", det var en stor Begivenhed! I Fritiden
-sad hun, naar Veiret var godt, gjerne sammen med Kameraterne ude paa
-det flade Tag over Forbindelsesbygningen og spiste sin Frokost, saae
-paa Folk, der gik nedenfor, og listede sig stundom ind ad et af
-Vinduerne paa den anden Side, ind i Malersalen, hvor de nye Bagtepper
-laa paa det store Gulv, og hvor Theatermaleren prøvede Virkningen af
-sine Decorationsskizzer paa det lille Modeltheater -- det var Noget
-at høre om baade for Mille Buxbom og Madam Siegler, Frøken Hansen og
-Madam Asters.
-
-Madam Siegler klagede ellers stærkt over den døde Tid, og det samme
-gjorde Frøken Hansen. "Ingen Brylluper er der," sagde hun, "og _det_
-kan jeg forstaa, men hvorfor der heller aldrig er fine Lig om
-Sommeren, _det_ veed jeg ikke!"
-
-Madam Asters residerede ganske alene med sin Mand i det grevelige
-Palais, men det var ikke morsomt, erklærede hun: "der er Betræk over
-alle Møblerne og Flor om Lysekronen, ikke et Menneske ringer paa
-Porten, og man kan ligefrem forfalde til Tungsindighed og
-Religionsskrupler."
-
-Terndrup tilbragte den halve Dag oppe paa Dueslaget; Ingen kjøbte
-Naturalier, Ingen byttede Frimærker, og der var endnu noget til,
-Drengene skulde have de ny Skolebøger. Saa fulgtes han i Reglen om
-Aftenen med Berner, der nød sin Ferie, paa Excursioner, og da
-Holst kom til Byen, fordi han ikke længere kunde holde ud at være
-borte, slog de Tre sig jevnlig sammen -- en Dag var de inde i
-Christiansborgs Ruiner.
-
-       *       *       *       *       *
-
-Berner havde jo saa tidt og saa vemodig-begeistret talt om den
-eiendommelige Verden, Ruinerne indesluttede -- "Absalons Brønd" først
-og fremmest -- at Holst havde faaet umaadelig Lyst til at se dem;
-Berner selv vilde gjerne engang igjen undersøge, om Faunaen og
-Floraen skulde være bleven forøget, og saa gik naturligvis Terndrup
-ogsaa med, for Selskabs og mulig Fornøielses Skyld.
-
-En af Brandvagterne, som Berner kjendte fra gamle Dage, havde han
-faaet til at lukke dem ind -- Adgangen til Ruinerne er jo ellers af
-Hensyn til mulige Nedstyrtninger forbudt -- og forsynet med en tændt
-Lygte gik han da i Spidsen for Trekløveret ind gjennem Kirkeporten og
-ned i Kjelderne.
-
-De mægtige, vildsomme Kjelderhvælvinger ligger endnu uberørte fra det
-forrige Slots Tid; Lygteskjæret flakker og skrider hen over de
-graalige, fugtige Flader, hvor de vaklende Skygger nysgjerrigt følger
-efter -- man gaaer som i en Fæstnings underjordiske Kasematter.
-
-Pludselig, efter en Dreining, staaer der en Væg af Dagslys ind i
-Gangen, man gaaer et Skridt til Høire og seer op som gjennem en uhyre
-Skakt med ru, sodede Mursider og med blaa Himmel foroven. -- "Ja,
-_der_ var Kjøkkentrappen," siger Berner, "og derinde er den kongelige
-Vinkjelder!"
-
-"Er De _saa_ localiseret!" udbryder Holst.
-
-"Det er da intet Under," svarer Berner. "Husk, at jeg er født paa
-Slottet og har levet al min Tid her -- lige til hin Octobernat, der
-lagde det Hele i Grus -- min gamle Fader tog sin Død over det!"
-
--- "Der ligger Kjøkkenerne," siger Brandvagten og viser dem ind til
-Venstre, ind i de vældige, kjølige Rum, hvor de lange, massive
-Plankeborde endnu strækker sig under Hvælvingerne, hvor et Par uhyre
-Stenmortere staar i Hjørnerne, og hvor rustne Ringe foran det aabne
-Ildsted engang har baaret Spiddene.
-
-"Her er bleven lavet megen god Mad i Tidens Løb!" siger Terndrup.
-
-"Og hentet megen god Vin!" tilføier Holst -- han smækker ligefrem med
-Tungen.
-
-"Ja, men Gudbevares, hvor der maa være gaaet meget til Spilde i
-saadan en Husholdning!" bemærker Terndrup, og saa gaaer de videre.
-
--- "Nu nærmer vi os til Absalons Brønd," siger Berner, og hans Stemme
-faaer en næsten høitidelig Klang.
-
-Henad en Sidehvælving dreier de, og fra den kommer de ind i en anden
-Gang, smallere og ganske lav; her er mørkt som i Graven og blød,
-sivende Grund -- man maa føle sig for med Foden for hvert Skridt.
-
-For Enden af Gangen ligger en simpel, rund Stenbrystning, Lygten
-holdes ind over den, og et Par Alen nede blinker der et lille
-Vandspeil.
-
--- "Er her dybt?" spørger Holst.
-
-"Ja, der er vel en halv Snes Alen Vand," svarer Brandvagten, "og naar
-det ikke, som nu, staaer og bliver surt, fordi der aldrig tages af
-det, saa er det saamænd det bedste Vand i Kjøbenhavn. I gamle Dage, i
-Frederik den Sjettes og Christian den Ottendes Tid, længe før vi
-havde Vandværk, da var det nu ogsaa en hel Herlighed og en stor Naade
-for de fornemste Familier i Byen at faae Nøgle her til Brønden og
-have Lov at hente Vand af den; min salig Fader har fortalt mig, at
-der om Morgenen tidt kunde komme en halv Snes kjønne Herskabspiger
-paa een Gang med deres Spande -- ak, ja, det var andre Tider!"
-
-"Men hvorfor kaldes den nu egentlig 'Absalons Brønd'?" spørger
-Terndrup.
-
-"Ganske simpelt, fordi den stammer fra hans Tid," svarer Berner.
-
-"Ja, er _det_ nu saa vist?"
-
-"Saa vist, som at Brønden overhovedet existerer! Troer De, at der i
-henimod syv Hundrede Aar holder sig en fast, uafbrudt Tradition om
-Brøndens Oprindelse, naar Traditionen ikke er ægte -- nei! Og selve
-Forholdene viser jo ogsaa tydeligt, at Traditionen er rigtig. Det
-Første, Absalon har gjort, da han tænkte paa at bygge sin Borg her
-paa Holmen, har naturligvis været at sikre sig, at der var fersk
-Vand; Brønden er bleven gravet, og Taarnet er reist udenom _den_ --
-med faste, høie Mure forat værne Livskilden i Ufredstider. Absalons
-Borg maatte give Plads for 'Kjøbenhavns Slot', og Kjøbenhavns Slot
-for det første og det andet Christiansborg, men Kjelderne hvælvedes
-over den gamle Brønd -- Slottets eneste -- og som Hovedstaden er
-opstaaet omkring Borgen, saadan kan man sige, at Borgen er opstaaet
-om Absalons Brønd -- _den_ er det inderste Centrum, Kjernen,
-Livskilden, hvad De vil kalde det -- Byens og Landets. -- Med _dens_
-Vand er _jeg_ døbt, og af _den_ har jeg drukket Hundreder af Gange!"
-
-"Og ved den Daab har De faaet Deres Indvielse som Ridder af
-Kjøbenhavn," siger Holst, "og Pietet og historisk Sans har De siden
-drukket Dem til af den!"
-
-"Maaske! -- I saa Fald vilde jeg blot ønske, at mange, mange Flere
-kunde faae deres Indvielse og læske deres Tørst af Absalons gamle
-Brønd!"
-
-"Ja, der skulde først og fremmest være uhindret Adgang til Ruinerne,"
-siger Holst.
-
-"Nei, først og fremmest skulde Ruinerne ryddes og Borgen reises,"
-svarer Berner -- og saa gaaer de videre, opad, op til Lyset, til den
-varme Dag.
-
-Tommetykt ligger sine Steder den faldne Askeregn over de blottede
-Hvælvinger -- i Asken opdager Berner tydelige Aftryk af Husmaarens
-lette Fod, og inde under en Murkant finder han en indtørret Mumie af
-den store Flagermus, =Vesperugo noctula=.
-
-"Ja, det Stads er der nok af," forklarer Brandvagten. "De ligger i
-Dvale herinde om Vinteren i snesevis, og Sommeraftener kan det være
-hel fælt, naar man skræmmer dem op, og de flagrer lige om Ørerne paa
-En!"
-
--- Gjennem en Vinduesaabning seer de ind i et uhyre, aflangt Rum,
-stort som Torvet i en Kjøbstad; Fordybninger i Mursiderne viser,
-_hvor_ Bjælkehovederne har hvilet, sværtede Nischer, _hvor_ der har
-staaet Ovne -- her laa Riddersalen.
-
-"_Der_ har jeg som Barn to Gange været oppe paa Galleriet og seet ned
-paa Nytaarstaflet," siger Berner. "Og ovre i det Hjørnevindue, ud mod
-Slotspladsen -- ved Siden af Colonnaden, hvor der var Opgang til
-Høiesteret -- _der_ stod Frederik den Syvende, husker jeg, en
-Grundlovsdag og talte til Folket. Naar man hørte ham tale, og naar
-man saae hans stolte Skikkelse, saa var han Kongen, og man glemte
-rent, at han kastede en Slagskygge, der hed Grevinde Danner, ud over
-Landet!"
-
-"Hun maa ligegodt have været et svært bjergsomt Fruentimmer," siger
-Terndrup, "saa mange Contanter hun kunde efterlade sig!" -- det lyder
-til en vis Grad anerkjendende, jydsk anerkjendende.
-
--- "Det er 'Kongens Trappe'," forklarer Brandvagten, da de gaaer op
-ad de massive Mahognitrin med de røgsværtede Messingbalustre paa
-Siderne; kulsort, trekantet Spindelvæv hænger i Hjørner paa
-Marmorvæggene, Støv og Aske dækker Afsatserne.
-
-"_Jeg_ interesserer mig nu mest for 'Dronningens Trappe'," siger
-Holst, "for _der_ stod Jerichau's 'Hercules og Hebe' -- men _den_
-Gruppe blev da heldigvis reddet!"
-
-"Ja, 'Dronningens Trappe' er derovre," svarer Berner, "ovre paa den
-anden Side af Hovedporten."
-
-Og gjennem Hovedporten gaaer de, det endnu helt bevarede Portrum, der
-er høit som en Kirke og vidtstrakt som en Hal.
-
--- "Husker De, hvor det rungede, naar man ved Nattetide gik igjennem
-her og slog den lille Portlaage i efter sig!" udbryder Holst. "Jeg
-kan høre det tordne endnu!"
-
-"Ja, her er Plads!" erklærer Brandvagten. "Naar Portene for begge
-Ender var lukket, holdt der mageligt et Sexspand herinde -- det tog
-sig ud!"
-
-"Aa, jeg husker endnu, som var det igaar," siger Berner, "sidste Gang
-der var rigtigt Hof i stor Stil her paa Slottet! Det var i 1875, da
-Kong Oscar var Kong Christians Gjæst -- da var her Liv! Ekvipagerne
-rullede ud og ind Dagen igjennem, og Gardervagten her ved Foden af
-Trappen havde nok at gjøre: uafbrudt maatte den træde under Gevær, og
-Musiken spillede -- nu er der ikke Andet tilbage af den Tids
-Herlighed end Ringen _der_, som Fanen stod i, og saa Fourchetterne
-ovenover!"
-
-Ude i Slotsgaarden sætter Holst sig til at tegne, og Berner finder
-mellem de store Dynger af Murbrokker og Slakker allerede en hel
-begyndende Vegetation: flere Tidselarter, Følfod, Nelder og Fuglegræs
--- Planteverdenens Pariaer.
-
--- "Men den sjeldne italienske Kløver, De har talt om," spørger
-Holst, da han er færdig, "kan den ikke være her?"
-
-"Var den italiensk!" udbryder Terndrup og seer pludselig interesseret
-ud.
-
-"Ja, vist var den italiensk," svarer Berner.
-
-"Og det var jo i Gaarden hos Duborgs Svigerfader, den siden skulde
-være funden, ikke sandt?" spørger Holst videre.
-
-"_Det_ var det!"
-
--- "Veed De af, at han nu skal være Generalconsul?"
-
-"Nei!"
-
-"Jo, han skal sgu!"
-
--- "Veed De af, at han er en stor Kjeltring?" siger Terndrup,
-tilsyneladende ganske umotiveret.
-
-"Nei, jeg _veed_ det ikke," erklærer Holst, "men det forbauser mig
-ikke: jeg har paa Forhaand ikke nogen synderlig Fidus til
-Bourgeoisiets Hæderlighed!"
-
-"Det veed De jo slet ikke noget om, Terndrup!" siger Berner.
-
-"Ikke det! -- Naa, ja ja, saa veed jeg Ingenting! Men jeg har da
-ellers engang læst et Brev, som jeg brændte, for man skal ikke lede
-sig selv udi Fristelse, og nu, da jeg hører, at -- jo, gu er _han_ en
-Kjeltring -- man kan da baade stave og lægge sammen!"
-
-"Grosserer Lange repræsenterer den ny, den indvandrede Slægt, der
-trænger sig frem," siger Berner.
-
-"Ligesom den brune Rotte!" svarer Terndrup, og Berner smiler.
-
--- Inde i Buegangene falder Holst i Extase. "Se dog blot det
-Perspectiv, man har for Øie herinde! -- Det er noget af det Fineste
-og mest Harmoniske i Linier, som Kjøbenhavn overhovedet har at opvise
--- det minder ligefrem om Fratergangen i et italiensk Kloster!"
-
-"Men veed De saa, hvad der alligevel er mest Stemning over her i
-Buegangene?" spørger Berner. "Det er saamænd over de gamle,
-hvidhaarede Veteraner fra Hans Majestæts Staldetat. -- Ja, _jeg_ seer
-naturligvis med andre Øine end De, det er rimeligt, men betragt
-alligevel saadan en gammel Livkusk, naar han en Sommerdag er ude at
-sole sig selv og de kongelige Ekvipager og Seletøier paa Ridebanen!
-Se det Blik, hvormed han betragter den bedagede Galakareth, som han i
-sine Velmagtsdage maaske selv har tronet paa Bukken af, mens hans
-Konge sad derinde! Firspandet, han styrede, det er forlængst
-forsvundet, men Karethen existerer endnu, og _den_ vækker for ham
-stolte, lykkelige Minder -- det er nu _hans_ Livs Poesi!"
-
-"Ja, de høirøde Frakker og gule Veste tager sig brillant ud paa
-saadan en gammel Patriark," siger Holst. "Han er egentlig lige saa
-festlig at se paa som en Postillon!"
-
-       *       *       *       *       *
-
--- Ved Frederiksholms Kanal skilles man, og Holst takker Berner for
-Turen.
-
--- "Nu har De da været paa Valfart!" siger Berner.
-
-"Valfart?"
-
-"Ja, til Absalons Brønd!"
-
-"Naa, saadan at forstaa!"
-
-"Ja, den er og bliver da Kjøbenhavns 'hellige Kilde'," svarer
-Berner, "og hvis der blot med Tro og Andagt blev valfartet til _den_,
-saa --"
-
-"Hvad saa?"
-
-"Saa var der maaske mere Sans for Historiens Poesi og for de
-Forpligtelser, der følger med en Tradition, end der nu er!"
-
-
-
-
-Det forholdt sig ganske rigtigt, hvad der hin Dag blev sagt i
-Christiansborgs Ruiner om Grosserer Lange -- det vil sige _det_ af
-det, der angik Generalconsulværdigheden. Grossereren var virkelig ved
-at naa sine foreløbige Ønskers Maal.
-
-Den tidligere Generalconsul havde varmt anbefalet Grossereren til
-Præsidenten for Republiken Yocobora, og Præsidenten havde efter moden
-Overveielse og i Betragtning af de udmærkede mercantile og
-diplomatiske Egenskaber, som altid havde været et Særkjende for
-Grosserer Jesper Lange, bestemt sig til at meddele hans Exequatur som
-Republikens Generalconsul for Kongeriget Danmark. Nu manglede der kun
-Hans Majestæt Kongen af Danmarks Sanction -- "men de smøler jo altid
-oppe i Ministerierne," sagde Grossereren, "saa det kan gjerne trække
-en Maaned eller to ud endnu." Og dette var saa meget ubehageligere,
-som Ragna og Duborg jo skulde have Bryllup, men der naturligvis ikke
-kunde blive noget Bryllup, før Grossereren havde Ret til at optræde
-i Uniform. -- "_Den_ Satisfaction vil jeg dog nok have," sagde han.
-
-Fruen havde travlt med at sørge for Ragnas personlige Udstyr -- om
-Indbo var der ikke Tale, da Ægteparret for det Beløb, som Indboet
-vilde have kostet, strax efter Bryllupet agtede at reise til Udlandet
-paa ubestemt Tid -- og næsten hver Dag tog hun ind fra Landstedet,
-besaae og vragede, kjøbte og byttede og spillede som en Fisk i
-Vandet.
-
-Poul var utaalelig, erklærede hele Familien; han var altid værst i
-lange Ferier, og saa tyede Poul, naar han da var i Byen, over i
-Baghuset til Fru Lund, udmalede sin egen Fremtid som Cadet og hørte
-med stor Interesse paa Marie, der i Slutningen af Saisonen havde
-været Skibsdreng i "Fjernt fra Danmark".
-
-Julius var forholdsvis skikkelig, syntes Faderen. -- "Gudbevares, han
-møder ikke paa Kontoret i rette Tid, og møder han, bestiller han
-Ingenting, men han har ikke i sex Uger plustret mig for Extra-Penge,
-og det er store Ting!"
-
-Sagen var den, at Julius en Søndag ude paa Traverbanen, som han nu
-var begyndt at dyrke, af en ren Feiltagelse havde holdt paa en Hest,
-som Ingen ventede sig Noget af, og da den ganske uformodet kom ind
-som en smuk Nummer Eet, gav den saa store Odds, at Julius i længere
-Tid kunde leve paa Gevinsten -- og leve flot.
-
-       *       *       *       *       *
-
-Ragna var under sin korte Forlovelsestid baade stolt og lykkelig,
-glad og forventningsfuld, men alligevel var hun af og til en lille
-Smule betænkelig -- navnlig efter et Kunstnergilde, som en af Duborgs
-gifte Bekjendte gav til Ære for de Forlovede.
-
-Allerede det at blive bedt ud til _Aften_, og ikke til Middag, var
-saa underligt, syntes hun, og saa spiste man baade i Atelieret og i
-de andre Værelser, drak megen Vin af umage Glas, lo og talte i Munden
-paa hinanden og røg uafbrudt Cigaretter -- ogsaa Damerne; _det_ sved
-græsseligt i Øinene, og det hjalp jo ikke, at Duborg forsikrede, at
-naar hun blot selv røg, mærkede hun det slet ikke, for hun _kunde_
-ikke ryge.
-
-Saa blev der talt om Kunst, Udstillinger og Academiet, nævnet Navne,
-hun aldrig før havde hørt, og hentydet til Forhold, hun ikke kjendte.
-
-Hun sad taus, søgte at være elskværdig mod Alle, men blev alligevel
-nærmest opfattet som stiv og overlegen. Duborg mærkede det, _han_
-blev ærgerlig, og _hun_ blev bedrøvet.
-
-Man sang og spillede -- Nogle Mandolin, Andre Guitar. Ragna spillede
-jo intet Instrument, sang ikke heller, og saa havde hun desuden saa
-svært ved strax at finde de anerkjendende Ord, som Enhver, der
-præsterer Noget, det være nok saa Lidt, nu engang venter af
-Tilhørerne.
-
--- "Det er jo lidt kjedeligt, at Du slet ikke kan gjøre noget Musik,"
-sagde Duborg til hende, da de langt ud paa Natten gik hjem, men hun
-var saa træt og saa søvnig, at hun i Grunden neppe tænkte over det i
-Øieblikket, og først op ad Dagen huskede hun, hvad han havde sagt,
-gav ham i sit stille Sind Ret og syntes, at hun var en dum og
-kjedelig En. Men hvad der, naar hun senere tænkte paa Aftenselskabet,
-dog optog hende mere end noget Andet, var, at alle Gjæsterne, -- alle
-undtagen hun -- aabenbart havde moret sig storartet.
-
-Det, at man overhovedet kunde more sig i et Selskab, det var ikke før
-forefaldet i hendes Praxis.
-
-
-
-
-I Begyndelsen af October stod Ragnas og Duborgs Bryllup.
-
-I sidste Øieblik havde det maattet udsættes otte Dage af Hensyn til
-Generalconsulens Uniform, thi vel var Formandens, som han jo havde
-overtaget samtidig med Stillingen, overmaade vel conditioneret, men
-den strammede i Ærmegabene, og Kraven var for snever. Alt blev dog
-ordnet, og den store Dag oprandt.
-
-Vielsen fandt Sted i Garnisons Kirke, Frøken Hansen sang, og Mille
-Buxbom havde Billet til Pulpituret, hvorfra hun kunde se det Hele
-storartet.
-
-Efter Vielsen Middag i Hjemmet -- Madam Siegler omtalte senere altid
-med særlig Anerkjendelse, at Generalconsulen ikke havde holdt Festen
-paa Skydebanen.
-
-Generalen var med, Berner var med og Holst ogsaa -- men _han_ havde
-faaet bestemt Tilhold af Duborg om ikke under nogen Omstændigheder at
-holde Tale.
-
-Den gamle Grosserer tog Maal af Sønnen og sagde med sit grimmeste
-Smil: "Herregud, han, Petersen, som vi grinede saa meget af -- han,
-Du veed, der var Brandmajor og altid fulgte Lig i Uniform -- han var
-da ikke nær saa pyntet som Du!" og Vennebjergerne stillede sig op
-foran den nye Generalconsul, slog Hænderne sammen og sagde: "Jesper,
-Du har trekantet Hat, Sabel ved Siden og forgyldte Buxer -- Du kunde
-bruges til at ride Fastelavn ind, _hvor_ det skulde være!"
-
-Ellers gik Middagen rigtig godt. Generalen holdt først en Tale for
-Brudeparret og characteriserede træffende den nu sluttede Forbindelse
-som en Alliance mellem den store Forretningsverden og den mere
-flygtige, høitsvævende Kunst, og desuden en Tale for den nye
-Generalconsul, hvem han betegnede som en Mand, i hvis Hænder den
-fremadstræbende Republik Yocoboras Velfærd trygt kunde betroes.
-
-Tilsidst talte Berner. Han fortalte, hvordan han en Dag var kommen
-ind til daværende Grosserer Lange -- Grossereren nød Ordet
-"daværende" -- og hos ham havde søgt Oplysninger om en sjelden Plante
--- ja, Generalconsulen mindedes det vel neppe. Han, Berner, havde
-ikke fundet, hvad han søgte, men Duborg var bleven den Lykkelige:
-_han_ havde fundet Den, der for ham var Verdens deiligste Rose -- et
-Leve for Bruden, den skjønne, ranke Frue!
-
-Lidt efter Middagen brød Brudeparret op -- de skulde reise sydpaa med
-Ottetoget.
-
-Den gamle Grosserer, der jo gjerne havde et venligt Ord til Enhver,
-saae op paa dem med sine smaa, rødkantede Øine og sagde:
-
-"Aa, ja, Herregud, det gaaer jo nok en lille Tid, men naar Krybben er
-tom, bides Hestene, Børn -- ja, de gjør saamænd! Men det kommer _jeg_
-nu ikke til at opleve, ak, nei, jeg er saa gammel!"
-
-Holst kom til dem ude i Entreen, trykkede hjerteligt Begges Hænder og
-sagde til Ragna:
-
-"Jeg vil blot sige Dem een Ting, lille, deilige Frue: Deres Mand har
-omtrent aldrig kysset nogen anden Kvinde end sin Moder -- men _det_
-har f. Ex. _jeg_! Derfor skal De ogsaa skjønne paa, at det er _ham_,
-og ikke f. Ex. _mig_, De iaften reiser ud i den vide Verden med --
-Levvel!"
-
-Og da Parret gik ned ad Trappen, sagde Duborg til Ragna:
-
-"Er Du nu rigtig glad ved Tanken om alt det, Du skal se i Syden?"
-
-Men Ragna saae op paa ham med sine store, klare Øine og svarede:
-
-"Hvor kan jeg tænke paa _det_! Jeg er kun opfyldt af, at det er med
-_Dig_, jeg reiser!"
-
-
-
-
--- Holst savnede Duborg umaadeligt.
-
-Det var ikke til at holde ud, syntes han, at gaa alene rundt i
-Atelieret; der var tomt og koldt, han tænkte paa at flytte.
-
--- "Hvad om vi To slog os sammen," sagde han en Dag til Berner, "det
-kunde blive hyggeligt! Saa leiede vi en større Leilighed -- _De_
-faaer en stor Stue, hvor De stiller alle Bøgerne op i de perlemalede
-Reoler og pynter med de kjøbenhavnske Kobberstik, _jeg_ faaer et
-Atelier, og saa holder vi en fælles Stue, der bliver udstyret med en
-Blanding af Deres og min Smag!"
-
-Men Berner vilde naturligvis ikke fra Nyhavn. Han tænkte ogsaa med
-Gru paa Oliepletter, henkastede Pensler og geniale Drapperier, saa
-den Sammenflytning blev der ikke Noget af, men hyppig mødtes de, og
-glade var de for hinanden.
-
-       *       *       *       *       *
-
-Terndrup var bleven lidt underlig, fandt Berner.
-Efteraarsanfægtelserne var stærkere, end de pleiede at være: han
-faldt jevnlig i Tanker, som de allerbedst sad, spillede paa Violin
-midt om Dagen, og en Aften, da de var paa Expedition sammen ude ved
-Kallebodstrand, kastede han tre, fire Gange Stokken til Kinden blot
-ved at se en Ryle eller en Strandbrokfugl.
-
-En Eftermiddag, da Berner kom ind i Butiken, søgte Terndrup
-omhyggeligt at skjule Noget, han sad med i Skjødet, men det
-mislykkedes, og corpus delicti viste sig at være en Bøsse.
-
-"Ja, det er rent tilfældigt, jeg er kommen til den Skyder,"
-forklarede Terndrup undskyldende, "og naar jeg i sin Tid lovede mig
-selv ikke mere at røre en Bøsse, saa mente jeg begribeligvis bare, at
-jeg ikke mere vilde skyde, og det gjør jeg heller aldrig -- nei, hvad
-man har lovet, det skal man holde -- saa vidt muligt da! Men der kom
-forleden en Fyr ind i Butiken og vilde sælge den her Tingest -- han
-troede nok, jeg var saadan en almindelig Marschandiser -- og han var
-i Pengetrang, sagde han, og Bøssen er sgu meget god -- det er
-Baandløb, og Fjedrene er stærke -- saa kjøbte jeg den -- jeg kan jo
-altid sælge den igjen for den Pris, jeg har givet, eller maaske tjene
-lidt paa den!"
-
-Men hvad der ikke blev solgt, det var Bøssen. Den blev anbragt over
-Terndrups Seng paa det Søm, hvor Violinen hidtil havde hængt, og
-_der_ blev den hængende.
-
-
-
-
-En Fredag Eftermiddag blev Terndrup hentet op til Mille Buxbom -- han
-maatte endelig komme strax, blev der sagt.
-
-Neppe var han imidlertid bragt til Sæde i den Lænestol, som for
-Øieblikket tænktes testamenteret til den ny Catechet ved Frelsers
-Kirke, før Madam Asters kom. Terndrup vilde gaa, men det fik han
-naturligvis ikke Lov til, og saa maatte han da i en stiv halv Time
-døie alle Madamens Fortællinger om det grevelige Herskab, som nu
-endelig var kommet til Byen. -- Det var rigtignok ikke som før, sagde
-hun, nede paa Palais'et. I gamle Dage, saa havde man Diner'er, Baller
-og Router -- men nu! Det var kun Bønnemøder og Samtalemøder, og
-Missionsmøder og Tractatmøder, men økonomisk maatte den
-Selskabelighed da være, mente hun, for Gjæsterne fik ikke Andet end
-Thevand og smaa Tvebakker -- Vin taaltes ikke mere i Huset. "Greven
-siger ogsaa altid, at Guds Rige koster ham femten Tusind om Aaret,"
-fortsatte hun, "det er mange Penge, saa der maa jo spares paa andre
-Maader. Og Grevinden og Comtesserne, de er altid klædt i Sort nu og
-altid høihalsede -- det gaaer der jo mere Tøi med til end før, men
-saa faaer de jo ogsaa mere for Kjolerne, naar de sælger dem, det kan
-vel gaa lige op, tænker jeg. -- Men et deiligt Herskab er det!"
-
-Endelig gik da Madam Asters, og Mille Buxbom rykkede frem med, hvad
-hun vilde.
-
-Marie havde faaet den største Børnerolle, der var i nogen Ballet --
-Fanny i "Conservatoriet" -- og Balletten skulde gaa første Gang paa
-Onsdag, og gamle Mille vilde da saa forfærdelig gjerne hen at se sin
-egen Marie.
-
-Terndrup saae spørgende op og bemærkede først nu, at Jomfruen kun
-havde een Guldørenring paa. Saa vidste han af Erfaring, at den anden
-var paa Assistentshuset, og at der var særlig Ebbe i Portemonnaien,
-og med en næsten galant Haandbevægelse sagde han:
-
-"Maa _jeg_ have den Fornøielse at invitere Jomfruen til den Aften!"
-
-"Tusind Tak, lille Terndrup!" svarede hun og lod uhyre overrasket.
-"Det var rigtignok pænt af Dem -- men De gaaer da selv med?"
-
-"Aa, jeg veed ikke --"
-
-"Ja, maa jeg saa ikke have den Fornøielse at invitere _Dem_!" sagde
-Jomfruen, og Terndrup, der naturligvis intet Øieblik var i Tvivl om,
-at Invitationen var paa hans egen Regning, sagde Ja, Tak og fik saa
-omsider Lov at gaa.
-
-       *       *       *       *       *
-
-Næste Dag gik han hen til Fru Lund, hvem han traf ved Vaskeballien --
-_der_ tilbragte hun en stor Del af sin Tid, navnlig efterat Marie var
-kommen til Theatret, hvor hun jo skulde bruge saa meget rent
-Dansetøi. Hun strøg Sæben af Hænderne og tørrede dem i sit Forklæde
-og gjorde forresten mange Undskyldninger, fordi han fandt hende
-saadan. Først talte hun om sin salig Mand og græd lidt, saa talte hun
-om Datteren med moderlig Stolthed og om Generalconsulen med ærbødig
-Taknemmelighed, drøftede sine Chancer for at faae et af de ledige
-Legater og vendte saa igjen tilbage til Marie.
-
-Terndrup fortalte da, at han var kommen for at invitere hende til
-Galleriets Pladsloge førstkommende Onsdag Aften, og Fru Lund neiede,
-hel rød i Hovedet, og sagde saa mange Tak.
-
-       *       *       *       *       *
-
-Da Berner og Holst hørte om Terndrups Invitationer, vilde de ogsaa
-med -- de satte Begge megen Pris paa Balletten.
-
-"Jeg er voxet op med Bournonville's Værker," sagde Berner, "og en
-Ballet som 'Valdemar' er mere vækkende og folkeopdragende end hele
-den nyere Literatur!"
-
-Det var nu stærke Ord, mente Holst, men ogsaa han elskede den danske
-Ballet, navnlig "Et Folkesagn" og "Napoli". -- "Der er festivitas
-over dem," sagde han, "Livsglæde og Skjønhed, og man trænger ligefrem
-til Skjønhed en Gang imellem. -- Jeg glæder mig til paa Onsdag!"
-
-
-
-
-Onsdag Aften mødtes Terndrups Selskab i Galleriets Pladsloge.
-
-Mille Buxbom havde begge Guldørenringe paa, grøn Sløife i Halsen og
-gule Handsker -- dem, hun pleiede at gaa til Bryllup i Garnisons
-Kirke med.
-
-Fru Lund var sortklædt som altid -- hun kunde, for den Sags Skyld,
-gaa til Bønnemøde hos Grevens, naar det skulde være -- pibet og
-strimlet, og sad kun paa det Yderste af Klappladsen.
-
-Inden Ouverturen begyndte, havde Jomfruen faaet fortalt de
-Nærmestsiddende om Marie: at hendes Moder sad _der_, at hun, Mille
-Buxbom, havde lagt Grunden til hendes boglige Viden, og at Terndrup
-havde inviteret dem Allesammen hen til Debut'en. Fra de
-Nærmestsiddende forplantede Meddelelsen sig videre, og snart vidste
-hele Logen al ønskelig Besked, og alle Tilskuerne i den dreiede
-Hovederne om efter Fru Lund.
-
-Det første Stykke blev ikke fulgt med synderlig Interesse af
-Selskabet -- man fandt det langtrukkent og higede kun efter
-"Conservatoriet".
-
-Endelig begyndte Balletten, og da Marie viste sig i første Act,
-udbrød Mille Buxbom: "Der er hun, det yndige Lam!" og det saa høit,
-at hele Logen hørte det, og Fru Lund maatte tysse paa hende. Men
-efter den store Scene i anden Act var det tydeligt at se, at ogsaa
-Andre end Terndrups Selskab havde lagt Mærke til Marie: det rungede
-med Bifald, Mille Buxbom græd, som hun var pisket, og Fru Lund
-tørrede bevæget Øinene.
-
-Da Teppet faldt, skyndte Fru Lund sig ud: hun skulde jo, som hun
-gjorde hver Aften, hente Marie, og saa blev Jomfruen fulgt hjem af
-hele tre Kavalerer -- _det_ var ikke det mindst storartede ved den
-uforglemmelige Aften!
-
-       *       *       *       *       *
-
--- "Hvor skal vi saa gaa hen?" spurgte Holst.
-
-Ja, Berner havde rigtignok nærmest tænkt paa at gaa hjem: Kjedlen
-stod over Spritapparatet, saa han kunde lave The paa fem Minuter.
-
-"The!" raabte Holst indigneret. "Maa jeg være her -- jeg har ikke
-Influenza!"
-
-Terndrup foreslog at gaa hen paa en Ølstue i Gothersgade, hvor han
-vidste, at de havde god Grisesylte med Rødbeder til, men heller ikke
-det Forslag vandt Holsts Bifald.
-
-"Øl vilde profanere Aftenens Indtryk", sagde han, "og lille Maries
-Debut skal feires med Vin, for sød var hun! -- Vi kan jo gaa hen i
-Ankjærs Vinstue i Lille Kongensgade," foreslog han, "_der_ faaer man
-en forfærdelig god Burgunder til rimelig Pris!"
-
-Terndrup erklærede imidlertid, at i alt Fald _han_ ikke kunde nøies
-med at drikke, han maatte have Noget at _spise_, men Holst afviste
-enhver Indvending. -- "Spise!" gjentog han. "Ja, naturligvis skal De
-have Noget at spise -- troer De, _jeg_ vil faste! Kom blot med!"
-
-Ankjærs Vinstue var en Overlevering fra Fortiden -- fra den Tid, da
-baiersk Øl ikke kjendtes, og da agtbare Skatteborgere, naar de ikke
-gik i Clubben og ikke vilde sidde hjemme, ufravigeligt om Aftenen gik
-hen og drak en halv Flaske Vin.
-
-Udstyrelsen viste ogsaa, at man ikke fulgte med Tiden: i en lille,
-daarlig oplyst og tilrøget Stue var der tre, fire slidte Smaaborde
-med Stole omkring, Skjænken var af umalet Fyrretræ, og bagved den
-stod der Ankere med Rom, Cognac og Arrac; i Baggrunden af Rummet, i
-mystisk Halvmørke, laa i tilgitrede Rum Stabler af støvede Flasker,
-og i Gulvet fandtes en Lem, der førte ned til Kjelderen, den dybe,
-mørke Kjelder, hvor Fadene laa.
-
-Et halvt Dusin Spidsborgere sad om Bordene og drak -- mest Portvin --
-røg og smaasnakkede, men halv sagte og i Enstavelsesord -- det var
-tydeligt nok, at de kom for Vinens og ikke for Passiarens Skyld.
-
-Holst anbragte sig selv og de to Andre ved et ledigt Bord, vinkede ad
-Kjeldersvenden, der bar et mægtigt Forklæde af Læder, og sagde blot:
-
-"En Flaske Bourgogne af den rigtige, og Aftensmad til Tre!"
-
-"Ja, vel, Hr. Holst!" svarede Kjeldersvenden, tændte en Lygte,
-forsvandt i Dybet og vendte et Øieblik efter tilbage med en støvet,
-tykmavet Flaske, som han med en vis Kjærlighed satte for de
-nysankomne Gjæster. Saa trak han den op, nød selv fagmæssigt Buketten
-og satte Glas paa Bordet. Lidt efter kom han igjen med tre dybe
-Tallerkener, og paa hver af dem fandtes et Surbrød, en Skive Smør, to
-Ansjoser og en Kile Eidammer Ost -- det var, hvad Ankjærs Vinstue bød
--- og rimeligvis i Menneskealdere havde budt -- af Aftensmad.
-
--- "Smager det saa ikke storartet?" spurgte Holst.
-
-"Udmærket!" forsikrede Terndrup. "Det er en god, fed Ost!"
-
-"Men Vinen!"
-
-"Ja -- er den ikke noget sur?"
-
-"Sur!" raabte Holst. "Men Menneske, kan De da ikke smage, at det er
-en Drue, som der maaske ikke har været Mage til i den kongelige
-Vinkjelder, man viste os i Christiansborgs Ruiner! -- Det er et rent
-Tilfælde, at den i sin Tid har forvildet sig herhen i Lille
-Kongensgade," tilføiede han hviskende, "og der er ikke meget tilbage
-af den, har Kjeldersvenden betroet mig, saa man maa nyde den, mens
-man har den! -- Aa, hvor den smager!"
-
-"De er vist egentlig en stor Gourmand!" sagde Berner.
-
-"Nei, det tør jeg ikke rose mig af," svarede Holst, "men jeg skjønner
-paa, naar jeg faaer noget Godt, og jeg nyder det -- hvor Mange gjør
-det! Der er jo Folk, som, hvor utroligt det end kan lyde, roser sig
-af at have Grød og Vælling til Livretter -- som om _det_ var noget
-Fortjenstligt, at have en daarlig Smag! Og der er Folk, som f. Ex.
-Duborg, der bilder sig selv ind at have Smag, men som i Virkeligheden
-ikke kan kjende Forskjel paa Slikasparges og Macaroni! -- Aa, mærk
-den Buket! Gudbevares, jeg er en god Demokrat, men _saa_ demokratisk,
-at jeg foretrækker Øl for ædel Vin, det er jeg dog ikke, og var _jeg_
-enevældig Konge af Kjøbenhavn, saa skulde alle Kjeldere i det nye
-Raadhus fyldes med Fade, der indeholdt det Bedste, Jorden kan byde:
-Burgunder og Asmannshäuser, hvid Capri og Tokayer -- til Folket er
-det Bedste ikke for godt! Borgmestre og Raad skulde som i gamle Dage
-selv gjøre Indkjøb for Stadens Regning, Vinen skulde modnes i den
-kjølig-lune Kjelder, og af stilfulde Glas skulde Byens jevne Borgere
--- ikke blot det velhavende Bourgeoisie -- her for en rimelig Pris
-kunne gjøre sig til Gode -- se, det kalder _jeg_ en demokratisk
-Idee!"
-
-Om Ideen egentlig var demokratisk, vidste Berner ikke, men han kunde
-godt sympathisere med Tanken om en rigtig Raadhuskjelder, forsaavidt
-det jo herved dreiede sig om at kalde en gammel, nu forsvunden
-Tradition til Live, og Holst benyttede sig strax af Berners
-Tilslutning til at bestille endnu en Flaske, og dette havde til
-Følge, at Terndrup indrømmede, at naar man havde drukket et Par Glas
-af den Burgunder, saa begyndte det Ramme at gaa af den.
-
--- "Apropos hvid Capri, som jeg nævnte før," sagde Holst pludselig,
-"jeg har faaet Brev fra Capri, fra Duborg!"
-
-"Hvordan har han det?" spurgte Terndrup.
-
-"Ja, og Fruen?" tilføiede Berner.
-
-"Meget skriver han ikke," svarede Holst, -- "Skriveri har nu aldrig
-været hans stærke Side -- men de er raske begge To, og han har faaet
-et Par Bestillinger."
-
-"Naa, ja, saa er jo Alting godt!" sagde Terndrup.
-
-
-
-
-Og Alting var forsaavidt ogsaa godt.
-
-Langsomt var Ragna og Duborg reist sydpaa -- første Station havde
-været _Dresden_. _Der_ gik de naturligvis strax op paa Galleriet, og
-Ragna var virkelig betaget af den sixtinske Madonna. _Den_ kjendte
-hun dog, baade af Navn og af Gjengivelser, men Holbeins Madonna havde
-hun aldrig før hørt nævne; den gjorde imidlertid stærkt Indtryk paa
-hende, og hun spurgte beskedent Duborg, om den ikke, paa sin Vis, var
-lige saa stor Kunst som Raffaels.
-
-"Det er den dog vel knap," svarede han, "men Du er alligevel en klog
-lille Kone, at Du synes saa godt om den -- det kan jeg lide Dig for!"
-
-Og Ragna saae taknemmelig op paa ham og syntes, at hun blev
-anerkjendt som aldrig før.
-
-Det kneb noget for hende at blive begeistret over Rubens' og Lucas
-Cranachs Kvinder -- de første fandt hun for fede, de sidste for
-magre, men det maatte hun ikke paa nogen Maade have Lov til: hun
-skulde have Blik for den skiftende Opfattelse af den menneskelige
-Idealskikkelse.
-
-"Ja, Du maa bære over med mig, Hans," sagde hun saa, "og huske, at
-jeg egentlig aldrig har været udenfor Store Kongensgade -- men det
-skal forhaabentlig nok komme Altsammen, naar _Du_ blot hjælper mig!"
-
-Gjerne havde hun gjort en Tur ind i sachsisk Schweiz -- det var jo
-endnu den gode Aarstid -- men Duborg erklærede, at sachsisk Schweiz
-var Legetøis-Natur, det var saamænd ikke Noget at se -- og _han_
-maatte jo vide det, for _han_ havde været der, og saa kom de der
-ikke.
-
-       *       *       *       *       *
-
-I _Nürnberg_ mødtes de Begge i Glæden over Helhedsindtrykket af den
-gamle By, og da de om Aftenen stod oppe paa Borgen og saae ud over
-alle de vildsomme, rødbrune Tage, lagde han Armen om hendes Liv, drog
-hende ind til sig og sagde:
-
-"_Dig_ saae jeg ogsaa for første Gang mellem de røde Tage -- se,
-derhenne, bagved det Hus med de to Karnapper, _der_ er en Kvist, hvor
-jeg gad se Dig staa og aabne Vinduet med din hvide Arm! -- Ja, det
-kunde være blevet et godt Billede, det, jeg malede af Dig!"
-
-Saa talte han om Terndrup og sagde, at Nürnberg maatte være en By for
-ham at holde Dueslag i, og da de lidt efter stod i Raadhusgaarden,
-mindedes han Holst og sagde forresten, at Labenswolffs lille
-Fontaine herinde egentlig var mere værd end al Nürnbergs øvrige Kunst
--- bedre end selve Peter Vischer's Sebaldusgrav og Veit Stoss'
-Sacramenthus. Det forstod Ragna nu ikke, men hun vidste jo, at naar
-Hans sagde det, var det rigtigt, og bestræbte sig troligt for at se
-med hans Øine.
-
-       *       *       *       *       *
-
-Fra Nürnberg reiste de lige til Florents.
-
-Ragna var henrykt over Arnofloden og =Palazzo vecchio=, over Turen
-til Fiesole og hele det Stykke italiensk Renaissance, Medicæerstaden
-frembyder, men det var knebent nok, hun fik Lov at være det.
-
-"Du seer jo kun paa det Hele saadan som i Fugleperspectiv," sagde
-Duborg, "men det maa man ikke: man skal se paa Enkelthederne og lære
-at forstaa dem. -- Nu i Formiddag tager vi Ghiberti's Broncedøre og
-Verrocchio's Fontaine inde i =Palazzo vecchio=, saa kan vi altid se,
-om vi kan overkomme mere i Eftermiddag."
-
-"Der er forresten een Ting her i Florents, jeg saa gjerne vilde se,"
-svarede Ragna.
-
-"Hvad er det? Er det nogle af Luca della Robbia's Majolikaer?"
-
-"Nei, dem kjender jeg ikke -- det er Metalsvinet!"
-
-"Metalsvinet! Hvad for et Metalsvin? -- Naa, jeg troer forresten nok,
-jeg saae det forrige Gang, jeg var her -- det staaer henne paa det
-lille Grønttorv. -- Men hvor kjender Du _det_ fra?"
-
-"Men, Herregud, Hans: fra H. C. Andersens Eventyr!"
-
-"Naa, har _han_ skrevet om _det_, se, se! -- Men det er da ellers
-ingen Grund til at rende efter det!"
-
-Og saa kom de naturligvis ikke til Metalsvinet.
-
--- Næste Dag skulde de i Uffizierne, men lige som de var ved at gaa
-ind, og Duesværmen flagrede omkring dem, opdagede Ragna, at man kunde
-kjøbe Kræmmerhuse med Mais og fodre Duerne. Det maatte hun prøve, og
-et Øieblik efter sad der til hendes store Fryd en halv Snes af de
-tamme Fugle rundt omkring paa hende, paa Hænder, Skuldre og Hoved.
-Maisen var fortæret i et Nu, og hun bad derfor Duborg kjøbe et
-Kræmmerhus til og række hende: hun vilde saa nødig skræmme de Duer,
-der sad paa hende, ved en større Bevægelse.
-
-"Ja, jeg kunde jo gjerne kjøbe noget mere Mais," svarede han, "det
-kunde jeg saamænd godt, men det er da egentlig at spilde Tiden -- Du
-maa huske paa, vi skal op at se paa Kunst, _det_ er da vigtigere!"
-
-Saa lod Ragna Duerne flyve og gik i Uffizierne med ham.
-
-Da de kom i den Sal, hvor de store Mestres Selvportraiter fra alle
-Lande er samlet, udbrød hun pludselig:
-
-"Men, Hans! _Der_ hænger jo Otto Bache -- og Krøyer! Og _der_ hænger
-jo Carl Bloch!"
-
-"Ja, de gjør saa!"
-
-"Nei, hvor det dog er morsomt at træffe sine berømte Landsmænd paa
-den Maade -- synes Du ikke?"
-
-"Aa, jo -- jo -- men det er da ellers ikke _dem_, man tager til
-Florents for at se!"
-
-"Nei, det er det ikke, men alligevel -- Hans, troer Du nogensinde
-_Du_ kan komme til at hænge her?"
-
-"Nei -- aa, nei -- jeg maler jo heller ikke saadan Portraiter."
-
-Og saa gik de videre, saae paa Malerier og Haandtegninger -- mest paa
-de sidste, for Duborg sagde, at _de_ var interessantest.
-
-       *       *       *       *       *
-
-Efter et Par Dages Ophold reiste de videre, men der var endnu for
-varmt i Rom, sagde han, de skulde være en Maaned paa _Capri_.
-
-Her var Ragna egentlig for første Gang i sit Liv begeistret. Hvor hun
-gik og stod, laa det vidunderlige Hav dybt under hende med _den_ blaa
-Farve, som hun kun kjendte fra Billeder -- og dog ikke kjendte -- og
-med skiftende grønt og violet Perlemoersskjær inde mellem de rødbrune
-Klipper; modne Druer hang i overvældende Rigdom fra Loggiaer, Mure
-og Træer, Citronerne blinkede lyst mellem det mørke Løv, Solen bagte,
-og lette som Gemser løb Pigerne op ad Klippetrapperne med de tunge
-Byrder paa Hovedet.
-
--- "Den Capripige, Du havde hjemme paa din Væg," sagde Ragna en Dag,
-"hende Modellen, hvad hed hun?"
-
-"Hun hed Graziella," svarede Duborg.
-
-"Troer Du, hun lever endnu -- jeg kunde have Lyst til at se hende!"
-
-"Det skal Du ikke ønske -- hun maa nu være om ved de tredive Aar, og
-saa er hun her paa Capri en gammel Kone."
-
-"Jeg kunde nu alligevel nok lide at se hende," erklærede Ragna, men
-der blev ikke gjort noget Skridt for at imødekomme hendes Ønske, og
-saa talte hun ikke oftere om det.
-
--- De boede først hos Pagano, og her var Duborg flittig, malede det
-meste af Dagen og fik to Bestillinger af tyske Familier.
-
-Ragna sad og saae paa ham, mens han arbeidede og tog sig af og til en
-Cigaret; oprindelig havde hun begyndt at ryge udelukkende forat glæde
-sin Mand, men efterhaanden smagte det hende, og nu kunde hun ligefrem
-daarligt undvære sin "Bostanjoglo" efter Middag. Stundom tog hun
-ogsaa et Arbeide frem imens, men det blev ikke til Noget: hun kunde
-aldrig blive træt af at se paa ham, syntes hun.
-
-Om Eftermiddagen gik de ned til den store Marina, fik et dobbelt
-Badehus og svømmede sammen.
-
-Den første Gang gjorde hun Indvendinger. -- "Men Ragna dog!" sagde
-han og lo. "Hvad generer Du Dig for? _Jeg_ har jo ogsaa Badedragt
-paa, og kan den magre, russiske Fyrstinde plaske om her ved Siden af,
-saa kan _Du_ virkelig ogsaa -- _Du_ kan godt lade Dig se!"
-
-Saa svømmede de ud til et lille Skjær, der laa en halv Snes Alen
-udenfor Badehuset, satte sig _der_, hvilede et Par Minuter og saae
-over ad Sorrent til.
-
--- "Nei, hvor Du dog er kjøn, som Du sidder _der_!" udbrød han en
-Dag.
-
-"Troer Du ogsaa, Tanterne paa Vennebjerg vilde finde det?" svarede
-hun og lo.
-
-"Aa, lad være at røre Dig, blot et Øieblik!" bad Duborg. "Det er
-accurat, som der kom en Sølvhinde af Vandet om dine Fødder -- jeg
-kunde male Dig som Havfrue -- hvis jeg da gav mig af med at male den
-Slags!" lagde han til.
-
-Ragna smilede, lod sig glide ned i Vandet og strakte ud i lange,
-sikre Tag. Han svømmede efter og anstrengte sig for at række hende,
-men da han naaede ind til Badehuset, stod hun allerede paa Trappen.
-
--- Af og til faldt det hende lidt underligt, at han kunde sidde i
-timevis uden at tale, men det vænnede hun sig til, og Tiden blev
-hende sjelden lang.
-
-Saa flyttede de efter nogle Ugers Forløb op til Anacapri og boede i
-"=Paradiso=".
-
-Her var Forholdene jevnere, man levede paa nært Hold sammen med
-Værtsfolkene og de Omboende, og Duborg kunde længe ad Gangen more sig
-med at pludre med Børnene, mens Ragna sad overladt til sig selv. En
-Aften udbrød han pludselig: "Men det er sandt: Du kan vel ikke
-Italiensk?"
-
-Nei, det kunde Ragna rigtignok ikke.
-
-"Det er ellers kjedeligt," sagde han saa, -- og Ragna modsagde ham
-ikke.
-
-Ogsaa heroppe malede han et Par Billeder og flere Studier. -- "Det
-gaaer saa let for mig," sagde han, "naar Du sidder og seer paa mig --
-saa let har jeg saamænd aldrig arbeidet før!"
-
-Ragna smilte fornøiet -- men hun begyndte alligevel saa smaat at
-længes efter at have en lille Smule at tage sig for, _lidt_ Andet at
-bestille end blot at se paa ham, og _det_ sagde hun ogsaa en Dag til
-ham, forsigtigt og følende sig for.
-
-"Naa, Noget at bestille," svarede han, "det er saamænd ikke faldet
-mig ind, for jeg synes i Grunden, det er allerrarest Ingenting at
-have for. Men vent kun, til vi kommer til Rom, saa skal vi føre egen
-Husholdning!"
-
--- Ragna tænkte imidlertid alligevel paa at skaffe sig Noget, der
-baade kunde udfylde en Del af hendes mange ledige Timer, og, som hun
-haabede, tillige glæde Duborg, og uden at han anede det, gik hun en
-Dag ned til Signora Morgana, der i sin Café tæt ved Pagano jo
-handlede med alt Muligt. Her kjøbte hun for sine private Lommepenge
-en stor, oval Gjenstand, bar den selv, omhyggeligt indpakket, op til
-Anacapri og havde hver Dag siden hemmelige Sammenkomster med Datteren
-i "=Paradiso=", som hun efterhaanden saa nogenlunde havde lært at
-gjøre sig forstaaelig for.
-
--- Den sidste Aften, de var paa Capri, faldt Duborg ligefrem i
-Begeistring over en Agave, som stod yderst ude paa en brat Skrænt.
-
-"Er den ikke deilig i Linierne!" udbrød _han_. "Og saa den dæmpede,
-discrete Tone, den har -- lige til at bruge i Underglasurfarver! Den
-er ti Gange mere værd end den brutalt grønne Bøgeskov derhjemme!"
-
-Ragna sagde ikke Noget, men den Aften følte hun med sig selv, at hun
-alligevel med Tiden kunde komme til at længes efter Bøgeskoven.
-
-       *       *       *       *       *
-
-Saa tog de til _Rom_.
-
-Hvor mange Forudsætninger Ragna end manglede, saa var det dog med en
-naturlig Andagt, hun betraadte den evige Stad, og da hun første Gang
-saae Solen gaa ned oppe fra Monte Pincio, saae de gyldne Toner vige
-for de violette, og Peterskirkens Kuppel indrammet af Forgrundens
-Løvværk, da var det Hele som Slutningen paa en Kirkegang, hvor
-Velsignelsen lyses, og man bøier sit Hoved.
-
-De leiede sig en Bolig med Atelier i Via Sistina, og Ragna begyndte
-at føre Hus: gjorde selv Indkjøb om Morgenen og lavede Maden. Hun
-havde egentlig tænkt sig, at man maatte kunne leve i Rom omtrent som
-i Kjøbenhavn, men det gik aabenbart ikke, for man maatte jo tage,
-hvad man kunde faae, og prøvede hun en enkelt Gang paa at lave en
-hjemlig Ret som Grød, frabad Duborg sig paa det Bestemteste
-Gjentagelser.
-
-"Du længes da vel ikke efter Klipfisken?" kunde han saa sige, og det
-holdt Ragna ikke af at høre.
-
-Flittig var han, og hurtigt arbeidede han, men han talte mindre og
-mindre med hende, mens han malede. Kom imidlertid en Fremmed til,
-kunde han blive livlig og forholdsvis talende, endog lægge Penselen
-og tænde en Cigaret, og det krænkede i Grunden Ragna lidt, at han
-aldrig kunde tænke sig at gjøre en Pause for hendes Skyld -- hun
-sagde det ogsaa en Gang til ham, men han slog det hen.
-
-Om Aftenen vilde _hun_ helst sidde hjemme; hun indrettede ogsaa deres
-Opholdsstue saa hyggeligt som muligt, fik anskaffet en Lampe og et
-Spritapparat, lavede The og sad med sit Sytøi eller Hæklearbeide,
-men saa gabede Duborg, det kunde han ikke holde ud.
-
-"Du er da ikke kommen til Rom forat drikke Thevand og sidde og gnirke
-med et Hækletøi," sagde han en Dag. "Nei, om Aftenen vil vi ud, ud at
-drikke Vin og faae Musik -- det hører sig til!"
-
-"Du kunde nu ogsaa faae baade Vin og Musik herhjemme," svarede Ragna
-smilende men rød i Hovedet, gik ind i Soveværelset og kom et Øieblik
-efter tilbage med en Mandolin, som hun til Duborgs store Forbauselse
-spillede et Par italienske Folkemelodier paa, correct og musikalsk,
-men uhyre angst. Det var Mandolinen, hun havde kjøbt hos Signora
-Morgana, og den unge Pige i "=Paradiso=" havde lært hende
-Begyndelsesgrundene af Kunsten.
-
-"Naa, Du spiller!" sagde Duborg. "Naar har Du lært det?"
-
-"Jeg har øvet mig, naar jeg var alene," svarede Ragna, "men Du skulde
-egentlig slet ikke have hørt mig, før jeg var dygtigere."
-
-"Aa, det er saamænd meget pænt -- synger Du ogsaa?"
-
-Ragna var ligefrem bange for at høre sin egen Stemme -- men hun sang
-alligevel, lidt vibrerende men rent og kjønt.
-
-"Ja, det er jo meget rart, Du har _det_ at more Dig med, naar jeg er
-ude," sagde Duborg anerkjendende, -- "skal vi saa gaa!"
-
-Og de gik hen i "Thunfisken" ved Trevi og drak Frascati; _han_ indlod
-sig med hvem han traf, _hun_ blev søvnig og træt -- hun kunde jo
-endnu ikke følge en Samtale paa Italiensk.
-
-En Aften traf de en fransk Familie, unge, livlige Folk, der var paa
-Bryllupsreise, og det morede Ragna at tale med dem; men Duborg talte
-ikke Fransk og var halv stødt, da de gik hjem, over at have maattet
-sidde saa længe udenfor Samtalen.
-
-       *       *       *       *       *
-
--- Landsmænd omgikkes de i Begyndelsen slet ikke, og da Ragna en Dag
-paa Gaden hørte to Danske tale sammen og glad overrasket vendte sig
-om, skyndte Duborg sig at sige: "Giv Dig bare ikke til Kjende som
-Dansk -- Landsmænd har vi saamænd nok af hjemme!", men efterhaanden
-kunde det dog ikke undgaaes, at de traf Danske, og i "Skandinavisk
-Forening" kom de af og til.
-
-Her blev Ragna strax taget under beskyttende Vinger af
-Kunstnercoloniens kvindelige Nestor, Billedhuggerinden _Asta Hansen_,
-der uden Afbrydelse havde tilbragt en halv Snes Aar i Rom. Hun var om
-ved Halvtreds, meget lidt kjøn men umaadelig hjælpsom, havde et lille
-Talent men stor Forretningssans, var som et Forsyn for alle
-tilreisende Skandinaver og tilbragte en stor Del af sin Tid med at
-være ulønnet Cicerone og ulønnet Commissionair.
-
--- "Men Gud forbarme sig, lille Frue," udbrød Frøken Hansen næsten
-forfærdet en af de første Gange, de var sammen, "De har været to
-Maaneder i Rom og har ikke seet Peterskirken! -- Skammer De Dem ikke,
-Duborg!"
-
-"Nei, jeg gjør ikke," svarede Duborg gnavent. "Peterskirken morer mig
-ikke, derfor har jeg ikke viist min Kone den -- men jeg har havt
-hende to Gange henne i =San Clemente=, _den_ morer mig, og den er der
-saa Faa, der har seet ordentligt! -- Forresten kan hun jo gaa i
-Peterskirken, _naar_ hun vil!"
-
-Følgen af denne Samtale var, at Ragna saa smaat begyndte at gaa paa
-egen Haand og at gaa paa Opdagelse, og hver Dag fandt hun noget Nyt,
-som hun, i alt Fald i Begyndelsen, absolut maatte vise Duborg næste
-Gang, de kom forbi. Snart var det et antikt Capitæl, der var muret
-ind i Sokkelen paa et moderne Hus, snart en Klynge frodiggrønne,
-spydbladede Bregner, der voxede frem mellem Fugerne paa en Brøndkarm,
-snart et særlig decorativt Motiv i Mosaikgulvene i Caracallas
-Thermer.
-
-"Ja, aa, ja," sagde Duborg saa i Reglen, "det kan være meget kjønt,
-men Du skal nu ikke gaa og se paa alt det Smaatteri: Du skal se
-stort paa Rom!"
-
-Og Duborg var egentlig ikke fri for at være fornærmet paa Asta
-Hansen, der var Skyld i, at hans Kone gik paa egen Haand, men Ragna
-tænkte i sit stille Sind, at det alligevel var svært nok at vide,
-_naar_ man skulde se paa Detaillerne og _naar_ paa Helheden.
-
-       *       *       *       *       *
-
-Med Asta Hansen og Duborg gik det dog. Værre var det, naar han i
-Foreningen traf Maleren og Kunstkritikeren _A. B. Jensen_ --
-undertiden kaldet "A. B. C. Jensen".
-
-Han havde i sin Tid malet lidt, men da det ikke blev til videre,
-slog han sig paa Kritik, og gik nu i Reglen under Navnet
-"Stabstrompeteren", fordi han i det lille Blad, der stod til hans
-Raadighed, ved enhver Leilighed var frivillig Trompeter for den
-faatallige Flok af miskjendte Blænkere, der altid var formeret som
-helt Compagni og egentlig helst omtalte sig selv som Bataillon. Ham
-kunde Duborg ikke udstaa, og det skjøndt der havde været en Tid, da
-A. B. Jensen ogsaa trompetede for _ham_.
-
-       *       *       *       *       *
-
-Saa var der endnu En, som Duborg havde seet sig gal paa -- egentlig
-ganske uden Grund -- det var Maleren _Løvenørn-Petersen_, hvem han
-forresten havde kjendt i mange Aar.
-
-Løvenørn-Petersen var halvhundrede Aar og nu, som for tredive Aar
-siden, stadig "lovende". Han var velhavende gift uden Børn, havde en
-ganske lille Kone, der beundrede ham og kun levede for ham og hans
-Kunst, og et Par skikkelige Svigerforældre, af hvilke _han_ levede.
-
-I sine unge Dage havde han oprindelig tænkt paa først at erhverve sig
-europæisk Berømmelse og derefter at anlægge et genialt Ydre med
-tætklippet Haar, blød Skjorte o. s. v., men da det trak noget ud med
-den europæiske Berømmelse, bestemte han sig til at begynde med det
-geniale Ydre i Haab om, at Resten saa nok vilde komme af sig selv.
-Men skjøndt han, som Duborg sagde, i flere Aar egentlig ikke havde
-turdet gaa hjemmefra, af Frygt for, at Berømmelsen imens skulde komme
-og banke paa Døren, og skjøndt han gjorde alt Muligt -- og lidt til
--- forat blive bemærket, lykkedes det dog ikke. Forgjæves søgte han
-at arrangere Succes'er ved af og til at sætte sine Smaabilleder ind
-til Salg hos Kunsthandlere og paa Auctioner og saa lade Familiens
-Medlemmer skiftes til at opkjøbe dem; forgjæves sled han alle
-Redactionskontorers Bagtrapper forat tigge sig en Smule trykt
-Anerkjendelse til -- det hjalp Altsammen ikke, Berømmelsen udeblev,
-og saa blev Løvenørn-Petersen bitter, bitter mod Alle og misundelig
-paa Enhver, det gik godt. Hørte han om en Kamerat, der havde gjort et
-Billede, var han hel nerveus, inden han havde seet det; var han da
-saa heldig strax at kunne skjønne, at det ikke var noget Betydeligt,
-gik han beroliget bort, men saae han, at det var godt og vilde gjøre
-sig, blev han næsten syg.
-
-Hvert tredie, fjerde Aar fik han en Gyldenlak eller en Buket Aurikler
-paa Udstillingen, og da Blomsterne jo dog maatte have en Anvendelse,
-pleiede _han_ at forære Svigerfaderen to Billeder om Aaret, og
-Svigermoderen at kjøbe fire Billeder af ham, saaledes at
-Svigerforældrenes Hus efterhaanden, som Duborg ogsaa sagde, var
-blevet et helt "Petersens Musæum", hvor der ikke manglede Andet end
-Petersens egen Grav i Gaarden. -- _Ham_ kunde Duborg ikke taale.
-
-       *       *       *       *       *
-
--- Julen kom. Ragna var fra Hjemmet ikke synderlig religieust
-udviklet men kunde dog ikke tænke sig en Juleaften uden Kirkegang og
-spurgte derfor Juleaftens Formiddag Duborg, _hvor_ de skulde gaa i
-Kirke.
-
-"Ja," svarede han, "der er jo saa mange Kirker. -- Belysningen er
-naturligvis mest storartet i Peterskirken, men Musiken er vel
-egentlig bedst i =Maria Maggiore=."
-
-"Men Hans dog!" udbrød hun. "Du kan da vel nok begribe, at jeg mener
-protestantisk Gudstjeneste!"
-
-"Naa, ja, det kan vi jo ogsaa gaa til," svarede han, "men det
-Katholske er forresten slet ikke saa galt. -- Kunde _Du_ ikke tænke
-Dig at blive Katholik?"
-
-"Nei!"
-
-"Da kunde _jeg_ godt tænke mig at være Munk!"
-
-"Munk!"
-
-"Ja, hvis jeg ikke var gift, naturligvis, og kun naar Klostrene endnu
-var, hvad de var i den gode, gamle Pavetid. -- Tænk blot, hvor det
-maatte være storartet altid at sidde oppe i =Bonaventura= paa
-Palatinerbjerget, ligesom Küchler gjorde, og se ud over Rom og kun
-male, naar man havde Lyst! Og saa aldrig at skulle tænke paa at
-skaffe Penge eller give Penge ud! -- Jo, Katholicismen er saamænd
-meget god i mange Dele, men vi kan jo gjerne gaa til protestantisk
-Gudstjeneste alligevel!"
-
-Og saa var de først til tysk Prædiken og siden til Julefest i
-"Skandinavisk Forening". _Der_ forærede han hende en udmærket smuk
-antik Gemme -- en Hermesfigur -- som han en Morgen havde kjøbt paa
-=Campo de' fiori= og siden ladet fatte i en svær Guldring. Hun blev
-umaadelig glad for den men syntes blot, at Gaven var alt for kostbar.
--- "Aa, hvad," svarede han, "saa suger vi paa Labben siden, om det
-bliver nødvendigt. Hellere for meget den ene Dag og for lidt den
-anden end evig og altid den samme nøgterne Indtægt -- men _Du_
-tænker naturligvis bestandig paa din Hovedbog, der skulde stemme hver
-Aften!"
-
-Bestandig tænkte Ragna ganske vist ikke paa Hovedbogen, men jevnlig,
-efterhaanden hyppigere og hyppigere, gik hendes Tanker til Hjemmet.
-Ikke at hun just savnede Kontoret, og ikke at hun vilde bytte sit
-nuværende Liv med det forrige, men Overgangen havde alligevel været
-for stærk og for brat, hun trængte ligefrem til Arbeide, og hun
-længtes -- af og til i alt Fald -- efter Hjemmet. Brevene fra
-Familien -- faa og temmelig indholdsløse -- var et saa tarveligt
-Surrogat, syntes hun, og dog blev hun glad, hvergang der kom et --
-men det kunde Duborg ikke lide, at hun blev: han var næsten skinsyg
-paa Hjemmet og kunde undertiden rent ud krænke hende ved saarende
-Ytringer.
-
-       *       *       *       *       *
-
--- I Begyndelsen af April, romersk Foraar, arrangerede Asta Hansen en
-Tur til Tivoli, og Duborg lod sig overtale til for Ragnas Skyld at
-tage med, skjøndt baade A. B. Jensen og Løvenørn-Petersen var
-Deltagere.
-
-Man forsmaaede Dampsporvognen og havde eget Kjøretøi. Hen over den
-vaargrønne, fint nuancerede Campagne kjørte de, mødte tungtlæssede
-Æselskærrer med mægtige Hjul, langhornede Oxer og maleriske
-Campagnuoler med Gedeflokke -- her var nok at se. Aniofloden
-passerede de, bedede ved =Acque Albule= med det dampende, svovlede
-Vand, og havnede endelig i Tivoli.
-
-Anemoner, røde og blaa, stod i fuldt Flor, Venushaarenes fine, sorte
-Stilke bar allerede det grønne Kniplingsslør, og nede i Grotterne
-buldrede Vandmasserne, som vilde de sprænge Klippefanget. Det var
-deiligt Veir, næsten dansk Sommervarme, og man spiste naturligvis i
-det Fri, ved Siden af Sibylletemplet.
-
-Duborg var paa Forhaand gnaven. Løvenørn-Petersen havde bestemt sig
-til at ville skabe et nyt, udødeligt Mesterværk til næste
-Foraarsudstilling, forestillende italienske Anemoner, og klistrede
-sig i den Anledning uafbrudt opad A. B. Jensen, medens den lille Frue
-hagede sig fast ved den anden Side for gjennem orienterende
-Bemærkninger at stille ham paa det rette Standpunct overfor al den
-Miskjendelse, Manden bestandig havde været Gjenstand for. _Det_
-irriterede yderligere Duborg, og lige efter Maaltidet reiste han sig
-og gik hen til Skrænten. Ragna fulgte efter, lagde en Haand paa hans
-Skulder og sagde, idet hun saae ud over Faldene:
-
-"Hvor er det dog en deilig Natur her -- Tak, fordi Du tog mig med,
-Hans!"
-
-Duborg vendte ikke Hovedet om men brummede:
-
-"Natur! Det er ikke Natur, det er Kunst -- daarlig Kunst,
-Panoramaopstilling!"
-
-"Ja, _jeg_ finder det nu smukt alligevel," sagde Ragna, "og det vil
-jeg med din Tilladelse blive ved med!"
-
-"Se, se! Du begynder nok at lægge Dig en selvstændig Opfattelse til!
-Det klæder Dig godt -- næsten lige saa godt som at ryge Cigaret!"
-
-"Om det klæder mig, veed jeg ikke," svarede Ragna, "og det er mig
-ogsaa ligegyldigt, men vær Du glad ved at have en Kone, der ikke som
-Løvenørn-Petersens talende Automat kun har lært at sige: 'Allah er
-stor!' -- Aa, jeg holdt det ikke ud!" udbrød hun heftigt. "Og jeg
-holder det heller ikke ud, Hans, hører Du! Jeg maa have Noget, der
-kan fylde mig, Noget at tænke paa og tage fat i -- giv mig en Opgave,
-ellers ender det med, jeg gaaer til Grunde!"
-
-Duborg havde vendt sig om og saae næsten forskrækket paa hende.
-
-"Men Herregud, lille Ragna," sagde han hjælpeløst som til et Barn,
-"hvad er der dog i Veien! Og hvor skulde _jeg_ faae en Opgave fra?
-Det kan jeg virkelig ikke skaffe Dig!"
-
-"Du skal ikke bryde Dig om, at jeg blev heftig," sagde Ragna nu
-roligt. "Jeg er lidt træt og lidt nerveus i den sidste Tid, men det
-gaaer nok over -- tænk blot ikke paa, hvad jeg sagde før -- hører
-Du!"
-
-Det gjorde Duborg nu alligevel et Par Gange i de nærmest følgende
-Dage efter Tivoli Turen, men hvor meget han end tænkte -- undertiden
-et helt Kvarteer ad Gangen -- var og blev det ham dog umuligt at
-skaffe Ragna en Opgave.
-
-       *       *       *       *       *
-
-Saa kom den imidlertid af sig selv -- hun følte, at hun skulde være
-Moder.
-
-
-
-
-Hjemme i Kjøbenhavn blev det ogsaa Foraar, men først senere.
-
-Vinteren igjennem havde den nye Generalconsul savnet Ragna paa
-Kontoret, og nu endte det med, at han maatte tage en Bogholder, saa
-meget mere som Cyclisten Julius, til Faderens Forbitrelse, for Alvor
-tænkte paa at gaa over fra "Amateur" til "Professional".
-
-Generalconsulen nød forresten sin Værdighed, nød hvert Brev med
-Titlen udenpaa, og blev for saa vidt en stadig Kirkens Mand, som han
-nu, langt hyppigere end tidligere, mødte ved Begravelser og luftede
-Uniformen. _Den_ Tilfredsstillelse havde han ogsaa, at han fik sin
-Kone ind i en meget fin Damecomitée til Opklædning af ubemidlede
-Negerconfirmander i Dahomey; Møderne holdtes i selve det grevelige
-Palais, hvor Madam Asters var Portnerske, og Madamen gav Referat til
-Mille Buxbom af Generalconsulindens Ankomst.
-
-Den største Begivenhed i det generalconsulige Hus var imidlertid, at
-Poul i April skulde op til Adgangsexamen til Søofficeersskolen.
-
-Aftenen før den første "mundtlige Examensdag" sad han ovre hos Fru
-Lund og Marie, som den Aften ikke var "med". Han var i Gravstemning
-og var ganske sikker paa at falde; "men saa gaaer jeg til Koffardis,"
-forsikrede han, "for til Søs _vil_ jeg!"
-
-Fru Lund rystede bekymret paa Hovedet og tænkte, at det vist næsten
-maatte være lige saa svært at komme ind paa Søofficeersskolen som at
-blive Klasselotteri-Collectrice, men Marie sagde:
-
-"Aa, Pyt! Hvorfor skulde _Du_ falde! Du har jo været flittig!"
-
-"Ja--a, de sidste to Maaneder!"
-
-"Naa, ja, saa gaaer det nok, Du skal bare have Courage!"
-
--- Da det høitidelige Øieblik kom, da Poul næste Morgen gik ind ad
-Søofficeersskolens Port og passerede den maritime Skildvagt i
-Gaarden, var det med et Udtryk af overlegen Freidighed, som om det
-ikke kom ham ved, men Hjertet sad ham i Halsen, og da han traadte ind
-ad Døren og stod i Vestibulen, bankede hans Hjerte stærkere, end da
-han som Lærling første Gang stod til Rors.
-
-Med Huen i Haanden traadte han ind i den store, eiendommelig
-stilfulde Gymnastiksal, der indtager hele Bygningens Midte, og
-hvorfra der er Indgang til alle Rummene i Stueetagen; foroven løber
-et Galleri af udskaaret Træværk, og derfra er Indgang til første Sals
-Rum.
-
-Han og en anden Adgangsgast havde foreløbig god Tid til at se sig om.
-Gallionsfiguren af gamle "Heimdal", der var med ved Helgoland,
-kneiste i Baggrunden af Salen, og oppe paa Galleriet, hvor i
-Øieblikket den vagthavende Kvarteerchef, som sad og skrev en Rapport,
-var det eneste Levende, straalede i Guld og Farver danske Søheltes
-Vaabenskjolde lige fra Absalon til Suenson.
-
-Saa trak Adgangsgasterne deres Nummer -- Poul trak Nummer Tre.
-
-Nummer Et kom ind i et af Klasseværelserne nedenunder, Døren lukkede
-sig efter ham -- nu var _han_ i Ilden!
-
-Saa kom Nummer To -- det var dog en syndig Tid, han var oppe, syntes
-Poul! Men Alt faaer en Ende, og det fik da Examinationen af Nummer To
-ogsaa -- nu var det Pouls Tur!
-
-Hvor betagen han end var af Situationen, saae han dog i et eneste Nu
-hver Enkelthed i Værelset for sig: Skabet med Modeller og
-Projectilprøver, Rammerne paa Væggen med artilleristiske Tegninger og
--- først og sidst -- Examinator og de to Censorer ved det grønne
-Bord.
-
-Alt løb rundt for ham, da han satte sig ned, men lige saa snart han
-hørte sin egen Stemme, var al Benouelse som blæst væk, og han
-klarede sig meget anstændigt.
-
-Og som det gik den første Dag, gik det de følgende. _Meget_ stiv i
-Papirerne var Poul ikke noget Sted, men han dummede sig ikke mere end
-nødvendigt, og da han hørte til de Lykkelige, hvis blotte Fremtræden
-uvilkaarlig virker behageligt, hjalp det vel ogsaa: han blev virkelig
-en af de tolv Aspiranter, der skulde gjøre Sommertogtet med
-Cadetcorvetten. Nu gjaldt det altsaa blot om at være blandt de
-Flinkeste ombord, "og det skal jeg nok blive," sagde han til Fru Lund
-og Marie, "saa til Efteraaret er jeg Cadet og har Dolken ved Siden!"
-
-
-
-
-Marie skrantede.
-
-Ikke at hun feilede noget Bestemt, men hun blev spinklere og
-spinklere, blegere og blegere. Hun var efterhaanden bleven Alles
-Yndling oppe paa Theatret, og snart kom den Ene og snart den Anden
-derovre og spurgte deltagende til hende og gav gode Raad i Retning af
-Maltextract og Hæmatogeen. Balletmesteren talte til Theaterlægen, og
-Theaterlægen erklærede, at hun led af Blodmangel -- hun skulde blot,
-naar Theaterferien kom, ud paa Landet og have frisk Luft og kraftig
-Føde.
-
-Det blev sagt som en Beroligelse til Moderen, men det var ingen
-Beroligelse, for Fru Lund vidste ikke sine levende Raad for, hvordan
-og hvor hun skulde faae Marie paa Landet; hun havde ingen Bekjendte
-udenfor Byen -- hvor skulde man sende et halvvoxent Pigebarn hen paa
-egen Haand, og hvor skulde Pengene komme fra?
-
-I sin Nød henvendte hun sig da til Maries gamle Læremo'er, til Mille
-Buxbom. Og Mille Buxbom, der nu var reduceret til fem Børn, sendte
-midt i Skoletiden Bud ned til Terndrup, som hun altid pleiede, og bad
-ham komme op strax.
-
-Terndrup var imidlertid ikke hjemme, og paa hans Dør stod ikke den
-sædvanlige Placat med Paaskriften "Kommer strax!" men en ny, hvorpaa
-læstes: "Forretningen lukket paa Grund af Begravelse." Det var første
-Gang, Mille Buxbom oplevede _det_ -- Terndrup gik jo ellers aldrig
-til Begravelse! Hvem kunde det være, der blev begravet!
-
-Havde hun spurgt Terndrup selv, var hun neppe bleven synderlig
-klogere, men havde hun spurgt Berner, kunde han nok have givet visse
-Oplysninger. Han havde nemlig i Løbet af Efteraaret og Vinteren
-oftere seet den samme Begravelsesplacat paa Terndrups Dør, og da han
-ikke kunde forstaa, hvorfor just hele hans gamle Vens meget
-indskrænkede Bekjendtskabskreds skulde gaa hen og dø paa omtrent
-samme Tid -- der var jo dog ikke Pest i Byen -- havde han lirket og
-frittet saa længe, til Terndrup omsider, meget tøvende, var gaaet til
-Bekjendelse og havde maattet tilstaa, at Begravelsen kun betød, at
-han var "ude med sin Bøsse", som han kaldte det.
-
-"Seer De," sagde han, "jeg lovede mig selv ovre i Jylland aldrig mere
-at røre en Bøsse -- men her er vi jo paa Sjælland, og her gjælder
-Jydske Lov ikke. -- Jeg kan sgu ikke længer lade det Skyderi helt
-fare," lagde han til, "det er Jægerblodet -- enten har man det, eller
-ogsaa har man det ikke -- men jeg gaaer begribeligvis kun, hvor jeg
-har Lov til det -- det kan De stole paa!"
-
--- Den Maidag, Mille Buxbom sendte Bud efter Terndrup, var han ude i
-Sundet efter Knortegjæs sammen med fire Andre -- Jægere finder jo
-altid hinanden, hvor stor saa Byen er -- men næste Dag var der ingen
-"Begravelse", og han stillede derfor efter Anmodning oppe paa
-Kvisten.
-
-Først converserede Jomfruen ham om Familiepapegøien, af hvilken
-Oldefaderens Røst endnu talte, men svagere og hæsere. -- "Poppe
-bliver gammel," sagde hun, "jeg beholder ham vist ikke længe, og det
-er lige saa meget som et Tab af tyve Kroner om Aaret, naar han gaaer
-bort. -- Troer De, der er Noget at gjøre ved ham, Terndrup?"
-
-Terndrup foreslog ti Draaber amerikansk Olie, og det bedst begavede
-og flittigste af de fem Børn blev strax sendt hen paa Hjorteapotheket
-efter det foreskrevne Medicament.
-
-"Skriv nu flinkt paa Tavlen imens, I smaa Guds Unger," sagde hun
-opmuntrende til de resterende fire Børn, "og sæt De Dem i Lænestolen,
-lille Terndrup, jeg har noget meget Vigtigt at tale med Dem om!"
-
-"Hvis Lænestol er det for Tiden, jeg sidder i?" spurgte Terndrup. "Er
-det nu Pastor Knastrups eller Pastor Jespersens, eller er de i
-Compagni om den?"
-
-"Aa, Passiar!" svarede hun vrippent. "Pastor Jespersen er jo
-forflyttet til Jylland -- han er dem forresten vel undt derovre! --
-og Pastor Knastrup har jeg ikke hørt det sidste Aar. -- Nei, om Gud
-vil, er det jo rigtignok min Mening, at Præsten ved tysk Kirke skal
-have Lænestolen -- men han bliver nødt til at koste nyt Betræk til
-den!"
-
-"Det gjør han vist! -- Men gaaer De nu i tysk Kirke, Jomfru?"
-
-"Ja, jeg gjør saamænd -- sommetider i alt Fald. Man forstaaer dog
-næsten altid Noget af, hvad Præsten siger -- han har en deilig stærk
-Stemme -- og saa er det saa nemt at faae en god Plads i tysk Kirke --
-det er en vigtig Post! -- Men hvad jeg vilde sige, har De hørt _det_
-med lille Marie?"
-
-Nei, Terndrup vidste Ingenting, og saa fortalte Jomfruen, at Marie
-maatte paa Landet og have mere Blod, sagde Doctoren, men Fru Lund
-vidste ikke, hvor hun skulde faae hende anbragt, og saa havde hun,
-Mille Buxbom, tænkt sig, om ikke Frøkenerne paa Vennebjerg vilde tage
-hende i Ferien, og vilde nu spørge, om det ikke kunde gaa an at bede
-dem om det.
-
-Jo, det mente Terndrup godt det kunde, Mille skrev til Vennebjerg, og
-Søstrene svarede, at Pigebarnet skulde være velkomment.
-
-
-
-
-Marie var naturligvis henrykt over at skulle ud i den vide Verden,
-Fru Lund var taknemmelig men høitidelig -- Moder og Datter havde jo
-hidtil aldrig været en Dag borte fra hinanden.
-
-Mille Buxbom og Terndrup fulgte sammen med Fru Lund Marie paa
-Stationen, Terndrup tog Perronbilletter, og alle Tre saae de hende
-vel anbragt i en Coupée i det rigtige Tog -- saa gik det.
-
-       *       *       *       *       *
-
-Søstrene paa Vennebjerg havde to Dage forinden havt Sengen til hende
-opredt, og ti Gange om Dagen saae de paa den, vendte og dreiede paa
-Hovedpuden og pillede ved Teppet.
-
--- "Det er et stort Ansvar for Gud og Mennesker," sagde de til
-hinanden, "saadan at tage et fremmed Barn til sig, men et Pigebarn,
-det kan dog gaa, og proper og velopdragen skriver Mille jo, hun er."
-
-Det havde Mille Buxbom ogsaa ganske rigtigt skrevet men derimod
-klogeligt fortiet, at hun var ved Balletten, vel vidende, at de
-Gamle i saa Fald aldrig havde indladt sig paa at huse et efter deres
-Mening moralsk fordærvet Pigebarn, der snarere hørte hjemme paa
-Flakkebjerg end paa Vennebjerg.
-
-       *       *       *       *       *
-
--- "Nu maa Andrees kunne være her med hende," sagde Hanne, der jo
-altid var lidt forud.
-
-"Nei," svarede Sine, "før om fem Minuter kan Vognen ikke komme."
-
-"Jo, den skulde have været her nu, men der er formodentlig skeet en
-Ulykke -- ikke med Andrees, men med Jernbanen!"
-
-Det troede Hanne nu altid, der var, men heldigvis spaaede hun ved
-denne som ved alle andre tidligere Leiligheder feil, for et Øieblik
-efter svingede Andrees ind i Gaarden og holdt nedenfor Stentrappen.
-
--- "Hun er jo sød!" udbrød Søstrene ganske ugeneert, ligesom hun var
-kommen af Vognen.
-
-"Men Du er meget større, end vi havde tænkt os," tilføiede Hanne.
-"Hvor gammel er Du?"
-
-"Tretten Aar."
-
-"Og hvad hedder Du?" spurgte Sine.
-
-"Marie."
-
-"Herregud, Marie! Det hed Væverens Datter, der døde ifjor, jo ogsaa!"
-
-"Naa, Velkommen til Vennebjerg!" lød det i Kor.
-
-"Og nu skal Du se dit Værelse og din Seng," sagde Hanne.
-
-"Men _jeg_ vil være med at vise det!" erklærede Sine, og saa fulgtes
-de alle Tre ad.
-
-Marie syntes, det var meget for pænt Altsammen til hende, sagde hun
-med straalende Øine, Søstrene puffede fornøiet til hinanden, og saa
-skulde den ny Gjæst vises om i Hus og Have.
-
--- "Nei, hvor den er stor!" sagde Marie om Havesalen. "Den er jo lige
-saa stor som Ballettens Foyer!"
-
-"Som hvad for Noget?" spurgte Hanne forbauset.
-
-"Som Ballettens Foyer," gjentog Marie.
-
-"Kjender den ikke!" sagde Søstrene, og saa gik de ud i Haven.
-
--- "Aa, hvor her er kjønt!" udbrød Marie. "Saadan en Have har jeg
-aldrig seet -- den er ligesom anden Act af 'Eventyr paa Fodreisen'."
-
-"Hvad er det for noget underligt Noget, Barnet gaaer og siger!" sagde
-Sine, og Hanne rystede paa Hovedet. "Anden Act af hvad for Noget?"
-
-"Af Hostrups 'Eventyr paa Fodreisen'," svarede Marie, der blev hel
-betuttet. "Kjender De ikke det Stykke?"
-
-"Nei! Vi har ikke Noget med Komedie og Linedansere at gjøre -- men
-hvor i al Verden veed Du alt saadant Noget fra?"
-
-"Men, Herregud, jeg er jo ved Balletten," svarede Marie troskyldigt.
-
-"Ved Balletten!" formelig raabte Søstrene og slog Hænderne sammen.
-"Ja, det kunde man jo have tænkt sig, at naar Mille anbefalede os et
-Pigebarn, saa maatte det være en Badutspringerske -- naturligvis! --
-for der er Gjøglerblod i Mille! -- Du forbarmende Gud! Et Balletbarn
-her paa Vennebjerg!"
-
-Marie havde Øinene fulde af Taarer, og det saae et Øieblik ud til, at
-hun skulde briste i Graad, men hun tog sig sammen, reiste Hovedet og
-sagde:
-
-"Det er meget kjedeligt, at Jomfru Buxbom ikke har skrevet til Dem,
-hvem jeg var, og hvad jeg var, men jeg har rigtignok aldrig før
-vidst, at der var nogen Skam i at være ved Balletten -- tvertimod,
-jeg er stolt af det! Jeg veed nok, at Danserinder i andre Lande
-maaske ikke har saa godt et Navn paa sig, men er det andre Steder en
-Plet paa en ung Pige at være ved Balletten, saa er det en Ære at være
-det i Kjøbenhavn, ved Bournonville's Ballet, ved det kongelige
-Theater -- _det_ veed jeg ogsaa! Og jeg har ikke tigget mig paa her
-hos Dem -- De har bedt mig, og jeg troede, jeg var velkommen, som De
-ogsaa før sagde, jeg var; men det er jeg altsaa ikke, mærker jeg nok,
-og saa beder jeg blot om at maatte blive kjørt til Stationen igjen --
-jeg kan ogsaa godt _gaa_, hvis De vil sende mit Tøi efter mig -- og
-saa tager jeg hjem til min Moder, til mit eget, gode Hjem!"
-
-"Pigebarnet har fuldstændig Ret, Sine!" udbrød Hanne, og neppe havde
-hun faaet det sagt, før Sine busede ud med et lige saa fuldtonende:
-"Hanne, det er vist og sandt, hvert Ord, hun siger!" og i Kor kom det
-saa: "Vi er to gamle, ufornuftige Mennesker, der staaer her og
-snakker op om, hvad vi ikke har mindste Forstand paa! Vi har været
-een Gang i vores Liv paa en Variété, og det tiltalte os ikke; Ballet
-har vi aldrig været paa, men nu vil vi saamænd ikke gaa i Graven uden
-at have seet en, det er sikkert!"
-
-"Din lille Stakkel!" sagde Hanne og kyssede hende to Gange, Sine
-gjorde det Samme, saa græd de lidt alle Tre, og dermed var Venskabet
-sluttet -- for bestandig.
-
-Om Aftenen, da Marie var kommen i Seng, listede de to Gamle sig sagte
-ind forat se til hende -- jo, hun sov! Og Hanne saae paa hende og
-sagde: "Søster!" -- det sagde Vennebjergerne nu kun til hinanden ved
-høitidelige Leiligheder, eller naar de var meget rørt -- "Søster! Hun
-ligner en Guds Engel!" Og Sine svarede: "Det gjør hun! -- Gamle Mille
-skal ogsaa have en Spegepølse og en Sødmelksost imorgen, fordi hun
-har sendt os Barnet!"
-
-De nærmest følgende Dage bragte idel Glæde for alle Parter. De Gamle
-kunde ikke blive træt af Maries Fortællinger om Livet paa Theatret,
-Kameraterne, Prøver og Forestillinger, og det ene Øieblik imponeredes
-de af at høre hende tale ud fra den Verdenserfaring, Skuespillene
-havde givet hende, ret som om hun var en voxen Dame paa mindst tyve,
-det næste Øieblik slog de Hænderne sammen over hendes Uvidenhed om
-Alt, hvad der blot laa udenfor Scenen.
-
-Naturen kjendte hun jo egentlig slet ikke Noget til, havde kun en
-dunkel Anelse om den. Hun mindedes en Foraarsdag, da hun som ganske
-Lille havde været inde i Kongens Have og _der_ seet et stort Bed med
-Hundreder af spættede Crocus, som Solen skinnede paa; _det_ Bed var
-efterhaanden blevet hende Udtryk baade for Foraar, Farvepragt og al
-Sydens Herlighed, og hver Gang hun siden paa Theatret saae en tropisk
-Decoration med Palmer, Magnolier og Lianer, maatte hun bestandig
-tænke paa de spættede Crocus inde i Kongens Have.
-
-Bagtepper og Sætstykker, det var iøvrigt hendes Natur og hendes
-Landskaber, og uvilkaarligt sammenlignede hun nu ude paa Vennebjerg
-Alt med Scenen: bryggede Mosekonen nede paa Engen, mindedes hun strax
-om "Et Folkesagn", og lærte Søstrene hende at klatre til Veirs i det
-store Kirsebærtræ, tænkte hun paa Zerina og Zeretta i "Alferne".
-
--- "Nei, hvad er det, _der_ løber?" spurgte hun en Dag meget
-interesseret.
-
-"Det er jo en Hare, Barn!"
-
-"Tænk, kan _den_ løbe saa hurtigt! -- Ja, jeg kjender ellers godt
-Harer: jeg har seet mange af dem hænge udenfor Generalconsulens
-Kjøkkenvinduer!"
-
-"Hvad for en Generalconsul?" spurgte Søstrene og spidsede alle fire
-Ører.
-
-"Generalconsul Lange -- _der_, hvor vi boer i Baghuset!"
-
-"Vores egen Brodersøn! Nei, boer Du _der_!"
-
-Denne Oplysning blev jo ganske naturligt Udgangspunctet for en hel
-Række interessante Samtaler om den generalconsulige Familie, og Alle
-Tre enedes om at gjøre mest af Ragna og Poul -- Tanterne dog mest af
-Ragna, Marie af Poul.
-
-       *       *       *       *       *
-
-Ud i den lille Skov kom de, hvor Alt undtagen Cyclister frededes --
-_der_ saae de et Stykke Raavildt -- og ned til Søen gik de, hvor
-Søstrene lærte hende at fiske og skiftedes til at sætte Orm paa
-Krogen for hende. Bredden var flad og deilig fintsandet, som _gjort_
-til at soppe ud fra, og Marie tog Sko og Strømper af og vadede ud
-mellem Sivene -- _det_ havde hun naturligvis heller aldrig før
-prøvet.
-
-"Sine," sagde Hanne imens, "vi har aldrig i vores unge Dage danset
-med korte Skjørter, det veed Gud -- men lad os være enige om, at vi
-heller aldrig har havt saadan et Par Ben at vise frem!" og Sine
-svarede:
-
-"Nei, Hanne, det har Du Ret i: vores Ben har altid været lige op og
-ned som Portstolper -- det var Faconen, der manglede!"
-
-Og da Marie kom iland og satte sig i Græsset hos dem forat trække
-Strømperne paa, kunde Hanne ikke dy sig men udbrød:
-
-"Det var dog en nydelig lille Fod, Du har, Barn!"
-
-"Aa, den er slet ikke saa pæn," svarede Marie ganske roligt og saae
-selv ned. "Nei, saa skulde De se Ellen Haudrups Fod: Vristen er saa
-høi og Svanget saa stort -- aa, den er ligefrem deilig! _Hun_ kunde
-spille 'Trilby', kan De tro!"
-
-"Kjender det ikke!" lød Koret.
-
-"Og saa er hun saa udværts," vedblev Marie, faglig begeistret, "og
-der Ingen, der har saadanne Taaspidser som hun ved hele Theatret!"
-
-"Ikke!"
-
-"Nei, ikke Een!"
-
-"Ja, _vi_ har da ellers ogsaa lært at danse, da vi var unge," sagde
-Hanne. "Vi gik til Trinøvelser hos Mamsell Pitoretti -- hun var meget
-bekjendt i sin Tid. Der var en Dans, der var saa anstændig og saa
-rolig -- men den var meget svær, saa _vi_ fik den aldrig rigtig lært
--- den hed Menuet, kjender Du _den_?"
-
-Om Marie kjendte Menuet! Hun helmede da heller ikke, før hun om
-Aftenen fik det gamle, forstemte Klaveer i Havestuen, der ikke havde
-været rørt i tyve Aar, lukket op; Sine maatte med stive Fingre og med
-et Anslag, som om hun tærskede, spille Menuetten af "Elverhøi", Marie
-dansede, og de Gamle græd -- det var en skjøn Aften!
-
-       *       *       *       *       *
-
--- Der var ikke gaaet en Uge, før Marie kunde vikle hele Vennebjerg
--- Søstrene først og fremmest -- om sin lille Finger. Hun fik sin
-egen private Syltetøiskrukke, af hvilken hun kunde slikke i Utide,
-den gamle, blinde "Fido", der ellers altid saa vidt muligt bed Folk i
-Benene, strøg sig op ad hende, og Andrees vilde paa Kjøreturene helst
-have hende op ved Siden af sig paa Bukken, hvor han ellers ikke
-taalte Nogens siddende Nærværelse.
-
-Hvor man gik, og hvor man stod paa Vennebjerg, hørte man, at der blev
-kaldt paa Marie -- Marie her og Marie der -- og en frisk, klokkeren
-Latter lød hundrede Gange om Dagen gjennem Haven og Lunden, over
-Markerne og Søen, og saadan en Latter havde Ekkoet derude aldrig før
-kjendt, saa det gjorde sig en særlig Fornøielse af at gjentage den
-saa længe og saa kjønt som muligt -- det sagde i alt Fald Hanne.
-
--- Saa kom de sædvanlige Sommergjæster, og Marie blev udtrykkeligt
-præsenteret for hver enkelt af dem som vordende Danserinde ved det
-kongelige Theater -- de Gamle syntes ligefrem at være stolte ikke
-blot af deres Gjæst men ogsaa af hendes Livsstilling, og Gud naade
-Den, der havde vovet at kimse ad den! Men det var der heller Ingen,
-der gjorde, og i Løbet af et Par Dage var Marie lige saa indgaaet med
-hele "Antikcabinettet" som med de to Værtinder selv. Hun gik Tur med
-den appetitspadserende Jomfru og hørte hver Morgen hendes Drømme,
-Frøkenen fra Langeland betroede hende Spisesedlen, før nogen Anden
-fik den, den Døve satte strax Trompeten for Øret og smilede over hele
-Ansigtet, saa snart Marie blot viste sig i det Fjerne, og selv
-Enkefruen og hendes Datter beundrede -- foruden hinanden -- tilsidst
-ogsaa hende.
-
-Hver eneste Dag bragte noget Nyt -- noget Morsomt eller noget høist
-Interessant. Snart var Marie med "Tanterne" -- som Søstrene nu
-bestemt forlangte, at hun skulde kalde dem -- oppe paa Kirkegaarden
-forat luge deres Gravsted -- det skete regelmæssigt en Gang om
-Maaneden -- og paa Hjemturen plukkede de Perikum paa Grøftekanten;
-snart var hun med ude at røgte Ruserne i Søen eller nede i Byen hos
-Smeden, der desværre stadig drak men stadig var Vennebjergs tekniske
-Factotum.
-
-En Dag var det Regnveir, og Tanterne udgød sig i Forbitrelse mod
-Metereologisk Institut. -- "Veiret er slet ikke blevet bedre, siden
-vi har faaet _det_," sagde de, "og hvordan det er eller ikke er, saa
-veed man nu aldrig mere Besked: Veiret retter sig ikke længer efter
-Barometret, og Barometret ikke efter Veiret -- der er Kludder i det!"
-
-Stemningen inden Døre var følgelig lidt trykket paa Grund af
-Dagregnen, men saa opdagede Hanne, da "Berlingske" kom, at hun havde
-vundet to Hundrede Kroner paa sin imaginaire Lotteriseddel, og i
-denne glædelige Anledning gav hun Æggepunsch om Aftenen. Alle maatte
-de skiftes til at "røre" -- Enkefruen og Datteren benyttede
-Leiligheden til i høie Toner at berømme hinandens Ihærdighed -- og
-saa drak man og blev saa gemytlig, at Klokken virkelig blev fem
-Minuter over Ti, før Tappenstregen gik, og alle de gamle Mennesker
-kom mere eller mindre omtaagede i Seng og sov over sig næste Morgen,
-saa Hanne og Sine maatte betale adskillige Mulcter for deres Gjæster.
-
-En anden Aften kom Capellanen paa Besøg. Han var jo temmelig
-pietistisk, og den Dag var Tanterne paa Forhaand endnu mere krigersk
-stemt imod ham, end de pleiede, for de havde nylig seet et
-Avertissement fra ham i det stedlige Organ, hvori han til November
-ønskede sig "en _troende_ Barnepige og en _from_ Kjørehoppe", og
-_den_ Sammenstilling havde de taget ham meget ilde op. Han kom ellers
-forat bede om et Bidrag til et Varmeapparat til Kirken, men _det_ gik
-ogsaa galt. -- "Varmeapparat!" udbrød Søstrene forargede. "Vi fryser
-aldrig om vores Fødder, og fryser vi, saa mærker vi det ikke, naar vi
-er i Guds Hus -- og hører en _ordentlig_ Prædiken, vel at mærke! Nei,
-vil De have Bidrag til et Orgel, _det_ kan De faae -- og vil De sidde
-ned og have en Portion Rødgrød, saa kan De ogsaa -- værsaaartig!"
-
-Selv _det_, som i og for sig slet ikke var morsomt men nærmest det
-modsatte, havde ude paa Vennebjerg i Maries Øine et fornøieligt Præg.
-Som f. Ex. den Mavepine, Tanterne pludselig fik -- de fik,
-naturligvis, Mavepine, som alt Andet, i Pluralis og nøiagtigt paa
-samme Tid. Andrees blev strax sendt efter Huslægen -- ikke
-Cycledoctoren, men den rigtige, der boede en halv Mil længere borte
--- "for _har_ man en Doctor," sagde de, "saa er det ogsaa simpel
-Høflighed mod ham at sende Bud, naar der er Noget i Veien, ikke fordi
-han kan hjælpe, men fordi det maa være ham en Behagelighed dog at
-have gjort Noget for sit Nytaarshonorar" -- men inden Doctoren kom,
-spiste hver af Patienterne en stor Portion Stikkelsbær, da de gik ud
-fra, at det Første, Doctoren vilde paabyde, var Diæt, "og hvad
-Doctoren siger, det skal man gjøre!" -- Naa, næste Dag var Tanterne
-naturligvis raske igjen, og Alt gik sin daglige Gang.
-
-       *       *       *       *       *
-
-Da Ferien omsider var til Ende, fik Fru Lund en rødmusset Datter hjem
-i Store Kongengade, og Marie medbragte, foruden adskillige gode
-Sager, en staaende Invitation til alle Ferier -- men ude paa
-Vennebjerg gik de to Søstre rundt og syntes, at der var saa tomt paa
-Gaarden.
-
-
-
-
-Berner var nær ved at opgive Terndrup det Efteraar.
-
-Begravelsesplacaten anvendtes hyppigere og hyppigere, og da den 16.
-September faldt paa en Lørdag, og Terndrup af den Grund endogsaa
-udeblev fra Forretningen paa den vigtigste Ugedag, rystede Berner
-betænkeligt paa Hovedet og beklagede sig til Holst, da han mødte ham
-paa Gaden.
-
-Men Holst havde ingen Betænkeligheder, tvertimod.
-
-"Kan De ikke indse," sagde han til Berner, "at Terndrup i en Snes Aar
-har ført et mod hans Natur stridende og derfor i Virkeligheden ganske
-uværdigt Liv! Men nu, da han begynder at blæse Forretning og
-Spidsborgerlighed et Stykke, nu opfylder han sin Mission. -- Det
-skulde _De_ ogsaa gjøre! De skulde opgive alt Andet, hvis det er
-nødvendigt, og lægge sidste Haand paa det udmærkede Værk, De saa
-længe har arbeidet paa, hører De!"
-
-Men med _det_, mente Berner, havde det lange Udsigter; der var saa
-Meget, der endnu maatte undersøges og constateres, Huller skulde
-udfyldes, og nye Oplysninger tilveiebringes. -- "Jeg har jo ikke
-engang fundet den sorte Rotte!" sagde han med et Smil.
-
-"Og heller ikke faaet Klarhed over den italienske Kløver," supplerede
-Holst, "nei, det veed jeg! Men De er alt for samvittighedsfuld, alt
-for nerveus og --"
-
-"_Er_ jeg nerveus," svarede Berner, "saa er det Tidens Skyld. -- Men
-hvad er det, som gjør Tiden nerveus? Det er Jernbaner og Telegrapher,
-Telephoner og elektriske Ringeapparater, og, fremfor Alt,
-Smaabladene!"
-
-"Smaabladene!" gjentog Holst. "_De_ læser dem jo ikke!"
-
-"Jeg ikke, men næsten alle Andre. Seer De, naar en russisk Krydser i
-vore Dage løber ud af Kronstadts Havn, saa telegrapheres det Verden
-rundt, og Aviserne har strax en Spidsartikel med Overskriften 'Europa
-i Flammer', og forefalder der idag et mistænkeligt Sygdomstilfælde i
-Constantinopel, har Smaabladene imorgen i alle Kjeldervinduer
-Reclamesedler med Ordene: 'Pesten nærmer sig!' Det gjælder jo kun om
-at hidse, om at lave Panik, og den Slægt, der fra Barndommen af er
-voxet op under den Slags Paavirkninger, den bliver nerveus!"
-
--- "_Der_ var da ellers et Par, som ikke saae ud til at lide under
-Tidens Daarligheder!" udbrød Holst.
-
-Det var Poul, som i Cadetuniform hilste paa Marie. Hun blev rød i
-Hovedet, og Begge saae lige straalende, lige ungdommelige ud.
-
-Berner vendte sig om efter dem, smilte og svarede:
-
-"Det har De Ret i! -- Men veed De, hvad jeg troer, der er de Tos
-Lykke?"
-
-"Nei!"
-
-"At de er dygtige og sunde Gjennemsnitsmennesker -- hverken mere
-eller mindre!"
-
-"Skal _det_ være en Lykke?"
-
-"Ja, ubetinget! -- Og det er fremfor Alt en Lykke for Samfundet:
-_det_ kan nemlig ikke leve paa Genierne alene!"
-
-       *       *       *       *       *
-
-Et Øieblik efter skiltes Holst og Berner.
-
-
-
-
-Poul var, som han ganske rigtigt selv havde propheteret, bleven
-blandt de Flinkeste af Aspiranterne ombord, baade i Corvetten og
-senere paa Kanonbaaden; efter Togtets Afslutning kom Udnævnelsen til
-Cadet, og nu var han altsaa caserneret paa Søofficeersskolen, hvorfra
-han i Begyndelsen havde nok at fortælle Fru Lund og Marie: om
-Sovesalen, om Cadetternes Forsamlingsværelse med Billardet og
-Bogsamlingen, om Chefens Værelse, som man aldrig nærmede sig uden en
-vis Ængstelse -- "for _Noget_ har man jo altid paa Samvittigheden,"
-mente han -- om Skoleofficerer og Lærere. En og anden af
-Kvarteercheferne kunde jo nok være noget skrap og sommetider ogsaa
-urimelig, syntes han, "men man bliver jo selv Kvarteerchef engang,"
-trøstede han sig med.
-
-       *       *       *       *       *
-
-Generalconsulen var ikke saa lidt stolt af sin uniformerede Søn og
-protegerede ham, til stor Forbitrelse for Julius, nu afgjort fremfor
-Denne.
-
-Julius havde forresten igjen opgivet at blive "Professional" og
-interesserede sig nu væsentlig for Brydekampe og Athletpræstationer;
-han havde anskaffet sig en hel Mængde Jernlodder og Stænger og
-fortalte daglig sine -- i Reglen uinteresserede -- Medmennesker, hvor
-mange Pund han nu kunde "stemme" et vist Antal Gange.
-
-       *       *       *       *       *
-
--- En Søndag, da Poul var hjemme, sad han og Julius alene i
-Dagligstuen, Hver i sin Lænestol, og stiklede paa hinanden -- det
-gjorde de hver Søndag.
-
--- "Det maa være en rar Levevei at være Officeer!" sagde Julius.
-
-"Ja, det er da i alt Fald bedre end at være Sports-Laban," svarede
-Poul.
-
-"Veed Du, hvad _jeg_ synes," vedblev Julius, "jeg synes, det er
-ynkeligt for et lille Land at ville starte med saadan en Klat
-tillands og tilvands, som vi har; for Verdensmesterskabet, det er hos
-Stormagterne, og den Record, de har sat, den kan _vi_ sgu ikke slaa!"
-
-"Vi skulde maaske afvæbne, hvad?"
-
-"Ja, Du troer vel ikke, vi kan staa os mod en Stormagt!"
-
-"Nei, det troer jeg ikke, men vi kan vel først mule Hvem det skal
-være nogenlunde af med en god Villie, før vi selv maa stryge, og
-_det_ er da altid en Tilfredsstillelse!"
-
-"Er _det_ en Tilfredsstillelse?"
-
-"Ja, det veed Gud, det er!"
-
--- Saa kom Generalconsulen.
-
-"Aa, Poul, maa jeg tale lidt alene med Dig," sagde han.
-
-"Det vil vel ikke sige, at _jeg_ skal forlade Localet?" spurgte
-Julius.
-
-"Jo, det vil!"
-
-"Skal man nu jages ud af sine Forældres Stue for saadan en
-Søofficeersspire!"
-
-"Dy Dig lidt, din Cyclebølle!" replicerede Poul.
-
-"Ja, _jeg_ gaaer ikke," erklærede Julius, "jeg sidder godt, hvor jeg
-er!"
-
-Faderen snærrede ad ham som en Lænkehund, men det endte dog med, at
-han og Poul gik over i Kontoret og lod Julius beholde Valpladsen.
-
--- "Sig mig, Poul," begyndte Generalconsulen, efterat have laaset
-Døren, "har I havt nogen Generalconsul ombord paa Turen?"
-
-"Nei -- jo, det er sandt: vi havde een i Havre!"
-
-"Naa, og hvordan blev han saa modtaget?"
-
-"Han blev naturligvis pænt modtaget og fik en bedre Frokost hos
-Chefen o. s. v., men _hvad_ han fik, det veed jeg ikke, for _jeg_ var
-ikke inviteret med!"
-
-"Aa, jeg bryder mig Pokker om Frokosten, men jeg mener, hvordan han
-ellers blev modtaget, med hvad Ceremoniel?".
-
-"Naa, saadan! Jo, han fik naturligvis baade Salut og Faldereb og --"
-
-"Faldereb?"
-
-"Ja, Honneur, da han kom ombord!"
-
-"Naa, ja, vel! Men Salut -- skyder de Kanonerne af lige over Hovedet
-paa En?"
-
-"Ja, hvor skulde man ellers skyde?"
-
-"Nei, det er ogsaa sandt. -- Knalder det svært?"
-
-"Ja, det er ligesom man tager det -- vi skyder ikke med brugt Krudt!"
-
-"Nei, det knalder sgu vist ækelt! -- Jeg troer, jeg vil gaa et Par
-Gange ud paa Amager i Nærheden af faste Batteri og øve mig i at staa
-for Skud!"
-
-"Hvorfor det?"
-
-"Herregud, fordi, fordi -- ja, jeg kan jo gjerne betro Dig det: jeg
-har officiel Meddelelse om, at Yocobora til Foraaret sender en
-Krydser herop for at vise Flaget."
-
-"Det var som Fanden! -- Har _de_ nogen Flaade?"
-
-"Ja, de har da een Krydser -- de kjøbte den af Honduras ifjor!"
-
-"Sikke Sjov! -- Men det maa jo være sorte Officerer!"
-
-"Hvad for Noget?"
-
-"Ja, er det ikke en Negerrepublik?"
-
-Generalconsulen saae et Øieblik usikkert paa Sønnen, men Denne
-vedblev:
-
-"Nei, det er sandt: det er nok Haïti! -- Men gjør Dig nu bare ikke
-til Grin, Fader!"
-
-"Maa jeg frabede mig dine Næsvisheder! -- Tag ikke Exempel af din
-Broder Julius!"
-
-"Nei, _det_ skal jeg nok hytte mig for!"
-
-"Og saa taler Du ikke et Ord til Nogen om, hvad jeg har betroet Dig
--- det er Statshemmeligheder, hører Du!"
-
-Poul førte Skarpen af sin høire Haand over Halsen og sagde: "Amager!"
--- det var den kraftigste Edsformular, han kjendte -- saa blev han
-dimitteret, og Generalconsulen satte sig ned og begyndte for
-halvtredsindstyvende Gang paa Begyndelsesgrundene af den spanske
-Formlære, som han paa egen Haand studerede forat kunne byde
-Yocobora's Søofficerer Velkommen til Kjøbenhavn paa deres eget Maal.
-
-
-
-
-Da Vennebjergerne det Aar kom ind til December Termin, ventede der
-baade dem og adskillige Andre forskjellige Overraskelser.
-
-Ragna havde faaet en Søn nede i Rom; der var lige kommet Brev, og Alt
-stod vel til.
-
-"Saa er vi Oldetanter!" sagde Vennebjergerne og kneiste uvilkaarligt,
-og samme Dag sendte de Ragna hundrede Kroner, "der kunde bruges
-saaledes, som den Nyfødte maatte ønske det". De hundrede Kroner kom
-saare beleiligt.
-
-Efter Middag erklærede Søstrene, at de skulde over i Baghuset, paa
-Visit hos Fru Lund.
-
-"Hvad Pokker vil I der!" udbrød Generalconsulen forbauset.
-
-"Vi vil se Maries Moder", lød Svaret, "for saadant et Pigebarn maa
-have sjeldne Forældre!"
-
-"Aa, Faderen er der da i alt Fald ikke noget særligt at være stolt
-af!" sagde Generalconsulen haanligt. "Han begik Toldsvig og
-adskilligt Andet, og havde han ikke været saa fornuftig at dø i
-Tide, var han endt i Forbedringshuset!"
-
-       *       *       *       *       *
-
-Det blev et langt Besøg, Vennebjergerne aflagde hos Fru Lund. De
-maatte jo fortælle Marie om Alt, hvad der var foregaaet paa Gaarden
-og i Egnen, siden hun reiste, og det var Meget! Husjomfruen havde
-faaet en Tand trukket ud, Cycledoctoren var væltet med sin
-Helvedesmaskine og havde forstuvet Foden, Capellanen frøs i Kirken,
-og der var to Streifdyr i Lunden. Men det Bedste, de havde at melde,
-kom tilsidst: de ventede bestemt baade Marie og hendes Moder
-Lille-Juleaften -- Marie kunde jo i alt Fald blive til anden Juledags
-Morgen.
-
-       *       *       *       *       *
-
-Havde Generalconsulens Forbauselse været stor, da hans Tanter gjorde
-Visit i Baghuset, blev den endnu større, da de næste Dag erklærede,
-at de vilde i det kongelige Theater om Aftenen.
-
-"I Theatret!" udbrød han. "Næste Gang vil I formodentlig i 'Figaro!'
-Hvordan er I pludselig bleven saa forlystelsessyge!"
-
-Jo, de vilde da se en Ballet, der hed "Fjernt fra Danmark", for i
-_den_ dansede Marie Noget, der hed Eskimodansen, og da samme Ballet,
-efter hvad de havde hørt, til Dels foregik ombord paa en dansk
-Orlogsmand, og da Poul, efter hvad de ligeledes havde erfaret,
-kjendte Marie og var hendes gode Ven, havde de inviteret ham med.
-
-"Vil I ikke hellere have Julius med?" spurgte Generalconsulen. "Jeg
-synes, I pleier at bruge ham til Fører paa Jeres Udflugter, og ham
-har I da ogsaa mere Nytte af!"
-
-Generalconsulens Forslag var ikke blot en Spydighed men skyldtes
-forsaavidt ogsaa Beregning, som han efterhaanden var kommen til det
-Resultat, at Julius vistnok vilde egne sig bedst til Landmand -- d.
-v. s. til at være borte fra Hovedstaden -- og den kjærlige Fader
-haabede nu saa smaat paa ved forsigtig og stadig Lirken at kunne
-bringe Tanterne til i saa Fald at testamentere _ham_ Vennebjerg.
-
-Men Forslaget vandt ingen Tilslutning: det blev Poul, Tanterne tog
-med sig i Theatret -- i første Parket.
-
-       *       *       *       *       *
-
-Ligesom der blev lukket op, stillede de og sad omtrent ene Tre i det
-store, endnu kun halvt oplyste Theater.
-
--- "Da vi i vores Ungdom kom i det gamle Komediehus," sagde de, "saa
-sad vi der allerøverst oppe under Loftet -- er _det_ ikke bedre?"
-
-Nei, Poul forklarede dem, at de sad paa bedste Plads.
-
-"Ja, det er maaske ogsaa lovlig høit til Veirs," indrømmede Hanne,
-"men næste Gang, vi kommer her, vil vi sidde deroppe til Venstre,
-lige ved Forteppet," og Sine var ganske af samme Mening.
-
-"Men det er jo Kongelogen!" svarede Poul og lo.
-
-"Nei, er _det_ Kongelogen!" udbrød de i Kor og var ikke langt fra at
-reise sig op og neie for den tomme Loge. "Mon Kongen ogsaa kommer
-iaften og seer Marie?"
-
-Ja, det vidste Poul jo ikke, men nu begyndte der at komme Folk, saa
-han maatte tysse paa dem.
-
--- "Der er hun!" sagde Sine, da Marie viste sig paa Scenen -- mod al
-Sædvane var det Sine, der denne Gang paa Grund af sit skarpe Syn
-havde den første Replik.
-
-"Lad mig se!" svarede Hanne og laante Pouls Kikkert. -- "Ja, det er
-hende!"
-
-Efter Eskimodansen klappede Søstrene _for_, som var det Banketræer og
-ikke Hænder, de arbeidede med, og skjøndt Poul var mindst lige saa
-begeistret som de to Gamle, dreiede han sig dog til Siden og lod, som
-om han ikke kjendte dem.
-
--- "Gaaer det nu saadan til ombord?" spurgte Hanne ham paa Hjemveien.
-
-"Ja, for saa er det alligevel nettere, end vi troede," bemærkede
-Sine.
-
-"Nei, ikke altid!" svarede Poul og lo.
-
--- "Veed Du, hvad _jeg_ vilde være, min Dreng, hvis jeg var et ungt
-Mandfolk?" spurgte Hanne lidt efter, og Poul svarede Nei men
-ventede, at Tanten, imponeret af den maritime Ballet, vilde sige
-saadan Noget som Cadet eller Søofficeer.
-
-Hanne sagde imidlertid til hans store Forbauselse: "Jeg vilde være
-forelsket i Marie!" og Sine sagde: "Det vilde _jeg_ ogsaa!" hvorpaa
-Poul erklærede, at der jo heller ikke var Nogen, der vidste, om et
-ungt Mandfolk ikke var det.
-
-Saadan endte _den_ bevægede Aften, og saa opfyldt var Vennebjergerne
-af, hvad de havde seet, at det varede mindst ti Minuter, efterat de
-var gaaet iseng, inden Nogen af dem sov.
-
-       *       *       *       *       *
-
--- Næste Dag var de hos Mille Buxbom.
-
-De var usædvanlig mildt stemt overfor hende og enige om, at man i
-Grunden ikke kunde være hende taknemmelig nok, fordi det var hende,
-der havde skaffet dem Bekjendtskabet med Marie.
-
-Da de kom op paa Kvisten, traf de _der_ til deres Forfærdelse to
-rigtige, sorte Nonner, som imidlertid strax anbefalede sig og gik.
-
-"Mille, Mille!" raabte de og hævede i samme Tempo advarende
-Pegefingeren. "Er Du bleven Katholik?"
-
-Mille saae uhyre sønderknust ud, men erklærede da, at hun ikke var
-Katholik; de to "Søstre" besøgte hende af og til -- det var saadan et
-Par velsignede Mennesker -- og de talte sammen, og de drøftede
-aandelige Ting sammen o. s. v.
-
-"Mille, Mille!" lød det igjen formanende. "Skal Du, gamle Menneske,
-nu gaa rundt og knixe for Helgenbilleder og krydse Dig af, og stænke
-Dig med Vievand -- fy, Du maa skamme Dig, maa Du! Og nu skal Du vel
-ogsaa staa Skrifte for en eller anden Jesuit eller Sortebroder! --
-Ja, skulde _Du_ skrifte, hvor tidt Du i din Ungdom har været forliebt
-i en Badutspringer, saa blev det nok et vidtløftigt Skriftemaal!"
-
-Omsider forlod de, til Milles store Lettelse,
-Confessionsspørgsmaalet; hun fik Lov at byde Kaffe, og Samtalen
-bevægede sig i nogen Tid om Marie. Derfra gik den over til hendes
-Moder og saa til Faderen. -- "Om det var sandt, hvad de havde hørt,
-at han paa det Sidste havde siddet arresteret for Toldsvig?" -- Jo,
-det havde han da, indrømmede Mille, men Fru Lund var fuldt og fast
-overbevist om, at der var skeet Manden den blodigste Uret, og paastod
-altid, at han lige til sin Død havde erklæret, at han var uskyldig i
-det, han sad for. -- "Det paastaaer Mandfolk nu altid," sagde de,
-"men derfor _kan_ han jo gjerne have været uskyldig!"
-
-Tilsidst drøftedes Jomfruens egne Affairer.
-
-Hun havde nu kun to Børn tilbage, og da det ene antoges at ville gaa
-ud til Nytaar, maatte hun indrømme, at der jo ikke godt kunde være
-Tale om at fortsætte Skolen.
-
-"Hvad hun da saa havde tænkt paa?"
-
-Ja, Mille havde naturligvis egentlig ikke tænkt paa Noget, men man
-læste jo dog i Aviserne om saa mange Legater og Stiftelser og --
-
-"Vaas!" sagde Vennebjergerne. "Nei, Du maa sættes i Huset paa et godt
-Sted, og hvad Du ikke faaer paa anden Maade, det betaler _vi_! -- Se
-nu blot at finde et passende Sted!"
-
-       *       *       *       *       *
-
-Næste Morgen reiste Vennebjergerne hjem.
-
-
-
-
--- Oldefaderens Røst talte ikke længere ud af Poppe.
-
-Kort før Jul døde den efterat have faaet den sidste Olie af Terndrup
-og blev strax sendt til Udstopning. Familielegatet paa de tyve Kroner
-aarligt gik nu over til Bombebøssen, og Mille Buxbom var høitideligt
-stemt.
-
-Ganske vist hang hendes lille Værelse nu, som altid før Jul, fuldt af
-Papirsdanserinder, Kurve og malede Æggeskaller med Baand i, og ganske
-vist havde hun i Steden for Papegøien anskaffet sig en Kumme med to
-blegsottige Guldfisk, som hun forsikrede var høist interessante at se
-paa, men de forestaaende store Begivenheder -- Opbrud og Flytning --
-havde rent taget Veiret fra hende, og hun var hel distrait, da
-Terndrup efter Tilsigelse saae op til hende.
-
-Først talte hun om Løst og Fast, om Marie og Vennebjerg og Alt, hvad
-hun havde hørt derudefra; om tysk Kirke, som hun havde forladt, og
-om Madam Asters, som havde været der den foregaaende Dag.
-
-Pludselig faldt Terndrups Øie paa et nyt Skilderi henne over
-Commoden, og da han reiste sig forat se, hvad det var, skyndte
-Jomfruen sig halv forlegen at sige:
-
-"Det er saamænd ikke Andet end den hellige Barbara!"
-
-"Naa, er det _det_," svarede Terndrup. "Hvor kommer De ellers til
-hende? Er det fra en Auction?"
-
-"Gud, Nei, jeg har faaet hende af Søster Veronica!"
-
-"Hvem er hun?"
-
-"Det er et velsignet Menneske! -- Hvem der blot var som hun!"
-
-"De tænker da ikke paa at tage Sløret, Jomfru? Er De ikke lovlig
-gammel til _det_?"
-
-"Snak, Terndrup! -- Nei, men nu, da jeg maa opgive at holde Skole og
-opgive at holde egen Leilighed -- nu kunde jeg komme i saadan et
-Slags katholsk Pensionat, hvor man har det saa udmærket: første
-Klasses aandelig og legemlig Pleie og to Retter kraftig Mad hver
-Middag -- synes De ikke, jeg skulde se at komme _der_?"
-
-"Nei, jeg synes sgu ikke!"
-
-"Ja, hvorfor ikke?"
-
-"Troer De, Frøkenerne paa Vennebjerg vil give Penge til Katholiker?"
-
-"Nei, det vil de maaske ikke --"
-
-"Nei, det kan De godt bande to Gange paa, de ikke vil!"
-
-"Ja, ja, saa opgiver vi _det_! -- Men saa vil jeg bo hos en Familie,
-hvor Manden er Frimurer!"
-
-"Frimurer?"
-
-"Ja, min salig Fader var tjenende Broder ved Logen i
-Kronprinsensgade, og min salig Moder sagde altid: 'Mille,' sagde hun,
-'_hvad_ de bestiller i deres Loge, det veed jeg ikke, men der maa
-ikke komme Fruentimmer med, og _det_ respecterer jeg, for saa veed
-man, at det gaaer anstændigt til.' -- Jo, jeg vil avertere i
-Adresseavisen om en pæn Frimurerfamilie -- vil De hjælpe mig med at
-sætte saadan et Avertissement sammen?"
-
-Terndrup rystede paa Hovedet, men satte sig alligevel til at skrive,
-og omsider fik han da Lov at gaa.
-
-Neppe var han imidlertid ude af Døren, før han efter Sædvane blev
-kaldt tilbage: Jomfruen havde naturligvis glemt Noget.
-
-"Seer De," sagde hun, "jeg har to levende Vinterfluer her i Stuen;
-dem er det jo ikke saa godt at flytte med -- troer De ikke, det
-kunde more den lille Marie, om De fik den ene med i et Kræmmerhus og
-forærede hende den fra mig af? -- Naa, ikke? -- Ja, saa kan
-Maskinmandens Børn faae den -- Farvel, Terndrup!"
-
-
-
-
-Sne var der falden, og Frost var det -- Marie og hendes Moder blev
-hentet i Kane ved Stationen.
-
-Gamle Andrees saae hel fornøiet ud ved Gjensynet med Marie, stoppede
-hende omhyggeligt ned i Fodposen, stod op bagpaa og slog et knaldende
-Smeld med den lange Pisk -- saa susede de afsted.
-
-       *       *       *       *       *
-
-Vennebjergerne havde havt ordentlig travlt. I to Dage var der bleven
-fyret i Gjæsteværelset, Smeden havde været oppe forat hjælpe med at
-pynte det mægtige Juletræ, der stod i Havestuen -- det var fuldt af
-Lys, Æbler og forgyldte Valnødder, Andet var der ikke paa det -- og
-der var bleven slagtet, bagt, kogt og braset, som om Gaarden skulde
-have Indkvartering under Cantonnementstiden. Rokkene var sat til
-Side, der var ødslet med hjemmelavet Potpourri paa alle Kakkelovne,
-og en Blikæske med Kager var specielt sat hen til Marie: "til Slik i
-Utide."
-
--- "Velkommen, velkommen!" raabte Søstrene, længe før Vognen holdt
-for Stentrappen. "Kom ind, og læg Tøiet i en Fart, og faae noget
-Varmt i Livet -- nei, _vi_ fryser ikke!"
-
-Marie var rundt, oppe og nede, ude og inde, lo og trallede hele den
-korte Vinterdag igjennem, alle Folkene smilte, naar de saae hende, og
-Fido kjendte hende aabenbart igjen, for den knurrede kun ganske smaat
-ad hende.
-
-Fru Lund gik andægtig rundt og følte sig saa inderlig taknemmelig,
-lod sig nøde til at drikke to Kopper Kaffe efter Middag, men var ikke
-at formaa til at sætte sig i Sophaen.
-
-       *       *       *       *       *
-
--- "Saa skal vi have Træet tændt!" sagde Hanne næste Aften. --
-"Lænkehunden har vel faaet sine Kjødben?"
-
-"Ja, for længe siden," svarede Sine, "og jeg _har_ taget Musefælden
-ind -- det gjør vi altid Juleaften," tilføiede hun forklarende til
-Fru Lund, "for Julenat vil vi ikke have, der skal gaa nogen Mus i. --
-Kom saa!"
-
-Træet straalede omkap med de glade Ansigter -- Gjæsternes og alle
-Folkenes -- Sine spillede en Psalme, Marie sang, og de Fleste havde
-Taarer i Øinene.
-
--- "Søster," sagde Hanne til Sine, da de gik i Seng, "det var en
-velsignet Juleaften!" og Sine svarede: "Ja, _det_ var det!"
-
--- Julemorgen, før det endnu var hel lyst, kjørte de Alle til Kirke.
-
-Kirken var oplyst -- det var den altid Julemorgen paa Vennebjergs
-Bekostning -- og den duftede af Gran; alle Mennesker saae saa glade
-ud, og de gamle Psalmer lød saa kjønt under det lave Loft.
-
--- "Det er næsten bedre at være i Kirke paa Landet end i Byen," sagde
-Marie paa Hjemturen.
-
-"Ja, _det_ skulde vi nok mene," svarede Tanterne.
-
-"Idag var Capellanen nu ogsaa særlig heldig," sagde Hanne.
-
-"Ja, han mener det vist i Grunden ikke saa slemt, som han siger,"
-tilføiede Sine.
-
-       *       *       *       *       *
-
-Det blev en bevæget Formiddag. Lige som de var kommen hjem fra Kirke,
-viste Poul sig -- han var gaaet hertil fra Stationen.
-
-Stor var Glæden hos Marie og Fru Lund, men ogsaa Tanterne var paa
-deres Vis ikke helt fri for at være lidt stolte af Cadetten, og naar
-Hanne sagde: "Vi er saamænd bleven en militair Familie: Poul har
-Dolk, og hans Fader har Sabel ved Siden!" og naar Sine tilføiede:
-"Skal _Du_ ikke ogsaa have forgyldte Buxer?" saa klang der alligevel
-herigjennem en Anerkjendelse af den maritime Militarisme som et i
-alt Fald ubestrideligt =fait accompli=.
-
-Umiddelbart efter Frokosten kom Smeden -- desværre ikke absolut ædru
--- og meldte, at der igjen stod to Stykker Raavildt i Lunden, ikke
-tusend Alen fra Gaarden: han havde selv seet dem, da han før kom
-gaaende fra Kroen.
-
-"Saa vil vi se at skyde det ene af dem," sagde Hanne, "for det hører
-ikke til her, det er Streifvildt."
-
-"Ja, vi har vores Faders Bøsse, Krudthorn og Haglpung," sagde Sine,
-"og vi har saa tidt skudt efter Stære i Kirsebærtræerne, saa et Dyr
-maa vi da sagtens kunne ramme!"
-
-Poul tilbød at ville fungere som Skytte, men Tilbudet modtoges ikke.
--- "Du kan maaske skyde med Kanoner," hed det, "det er gjerne muligt,
-men vores Faders Bøsse troer vi dog nok, vi selv kan haandtere bedst
--- kom saa!"
-
-De to Gamle skridtede ud, fulgte af Marie og Poul, der nok vilde se,
-hvordan den Jagt spændte af.
-
-Ude paa Engen, foran Skoven, stod ganske rigtigt et Stykke Raavildt
--- _to_ var der ikke, men Smeden havde maaske seet dobbelt -- og Sine
-opdagede det strax.
-
-"Giv mig Bøssen!" sagde hun til Hanne.
-
-"Ja, men vær forsigtig, Sine!" lød det. "Du veed, den venstre Hane
-kan ikke staa paa Halv! -- Er Dyret der endnu?"
-
-"Ja, vist er det der -- men vær nu bare stille -- nu sigter jeg!"
-
-"Hold paa Hovedet af den, Sine! Du skal ikke være bange for at trykke
-af -- Du kan jo i det Høieste faae en hoven Kind! -- Men hvad var
-_det_?"
-
-Ja, _det_ maatte Hanne _nok_ spørge om!
-
-Inde fra Skoven lød der et Skud, Dyret brækkede sammen og laa
-ubevægeligt paa Pletten, og frem mellem Stammerne kom en Mand med
-Bøsse i Haanden.
-
-Poul, der selvfølgelig strax var paa det Rene med, at det maatte være
-en Krybskytte, satte i fuldt Firspring afsted efter ham, fulgt af
-Tanterne og Marie, og et Øieblik efter stod de alle Tre ved Siden af
-Jægeren, der aabenbart havde opgivet at stole paa sine Ben.
-
-"Hvor understaaer han sig i at skyde vores Dyr lige for Næsen af os!"
-raabte Vennebjergerne. "Arresteres skal han -- hvad hedder han?"
-
-"Men Goddag, Hr. Terndrup, og glædelig Jul!" udbrød Marie og gav ham
-Haanden. "Er det virkelig Dem!"
-
-"Ja, det er sgu!" svarede Terndrup, yderlig flou.
-
-Han havde af Mille Buxbom hørt om Streifdyrene i Vennebjerg Lund --
-_hun_ havde jo hørt det af Marie -- og da han ikke godt kunde tænke
-sig Muligheden af, at Frøkenerne selv pürschede -- tilmed paa en
-første Juledag -- havde han troet, at der var Fred og ingen Fare, og
-var taget afsted med Morgentoget for en Gang igjen at skyde et
-ordentligt Stykke Vildt -- hidtil havde han jo maattet lade sig nøie
-med Fugle og hvad Smaat, der kunde falde for.
-
-Ikke saa snart havde imidlertid Marie rakt Terndrup Haanden, før
-Situationen med Eet var forandret.
-
-"Hun kjender Mennesket!" sagde Søstrene til hinanden. "Ja, det er jo
-en anden Sag! -- Vær saa god at følge med op paa Gaarden og drikke en
-Kop Kaffe -- og Tak, fordi De skjød Dyret, det var meget godt gjort!"
-
-Terndrup saae lidt mistænksomt hen paa de Gamle, som forat forvisse
-sig om, at den overvættes Artighed ikke var en Fælde, men da han ved
-at se paa dem blev fuldt beroliget i saa Henseende, tog han
-Kaskjetten af, sagde: "Tak, som byder!" og fulgte med til Vennebjerg
-efter dog først at have brækket Dyret op og taget det paa Nakken.
-
-Underveis erfarede Søstrene, at det var _den_ Terndrup, som tog sig
-saa meget af Mille Buxbom, og som de saa tidt havde hørt Tale om, og
-oppe paa Gaarden viste det sig, at han jo ogsaa var en god Bekjendt
-af Fru Lund.
-
--- "Maa vi tale et Par Ord med Dem, men afsides," sagde Hanne, da
-Kaffen var drukken.
-
-Terndrup var endnu ikke helt vel til Mode og ventede sig et
-Krydsforhør angaaende den ulovlige Jagt, som han navnlig var uhyre
-bange for, at Berner skulde høre noget om.
-
--- "Har De kjendt Fru Lunds Mand?" begyndte Hanne.
-
-Ja, det havde Terndrup da.
-
-Om det var sandt, at Manden havde været uskyldig?
-
-"Ja, til Dels -- i _det_, han fik Skyld for," svarede Terndrup.
-
-Om han kunde bevise det?
-
-Nei, det kunde han ikke, men han _havde_ kunnet.
-
-Hanne og Sine saae uforstaaende paa hinanden. -- "Men saa var der vel
-en Anden, som --"
-
-Terndrup nikkede.
-
-Og han vidste, hvem det var?
-
-Terndrup nikkede igjen -- men Mere var der aabenbart ikke at faae ud
-af ham.
-
-       *       *       *       *       *
-
-Om Aftenen tog Poul og Terndrup bort med samme Tog -- den Ene paa
-anden, den Anden paa tredie Klasse. Poul havde faaet mange Hilsener
-med, og Terndrup havde faaet Anmodning om endelig at komme ud paa
-Vennebjerg, _naar_ han vilde, og skyde det Vildt, der fandtes.
-
--- "Det er saamænd første Gang, Poul har besøgt os ved Juletid,"
-sagde Hanne om Aftenen, da Søstrene var kommen ind i deres
-Soveværelse.
-
-"Ja, men det er vel egentlig heller ikke _os_, han har besøgt,"
-svarede Sine, og saa vexledes der ikke flere Ord imellem dem den
-Aften.
-
-       *       *       *       *       *
-
-Næste Morgen reiste Fru Lund og Marie, og om Aftenen dansede Marie i
-"Livjægerne paa Amager".
-
-
-
-
--- Tiden gaaer.
-
-       *       *       *       *       *
-
-Paa Vinter følger Vaar og Sommer; det bliver atter Vinter, atter
-Vaar. Tiden lider fremdeles men uden store Begivenheder.
-
-Mille Buxbom er forlængst flyttet fra Frimurerfamilien og skifter
-stadig Pensionat og stadig Husdyr.
-
-Vennebjergerne kommer ind til Terminerne, gaaer regelmæssigt i det
-kongelige Theater og seer _der_, hvor Marie danser sig større og
-smukkere -- seer ogsaa, hvor hun danser sig ind i Hjertet paa Poul og
-paa alle Andre med.
-
-Poul læser om Vinteren og er paa Togt om Sommeren, Julius uddanner
-sig til practisk Landmand paa en Herregaard, og Generalconsulens
-Knaphul begynder at gabe efter et Baand.
-
-Berner passer sin Skole og samler og samler til sit store Værk, men
-han har hverken fundet den sorte Rotte eller den italienske Kløver;
-han er forresten stadig paa "historiske" Excursioner med sine
-Drenge, og imellem ogsaa paa Excursion med Holst og Terndrup, men
-Denne er bleven upaalideligere og upaalideligere, han lader
-Forretningen skjøtte sig selv og "jagter" mere og mere: Sjælland, og
-specielt Vennebjerg, ligger jo udenfor _hans_ Lov og Ret!
-
-       *       *       *       *       *
-
-Men Duborgs!
-
-       *       *       *       *       *
-
-Jo, en Foraarsdag sagde Holst til Berner:
-
-"Har De hørt, at Duborgs kommer hjem om en Maaned?"
-
-"Nei!"
-
-"Ja, De maa ikke tro, han selv har skrevet det, men jeg fik Brev fra
-min gamle Veninde, Asta Hansen i Rom, og hun fortalte det!"
-
-       *       *       *       *       *
-
-Og det var ganske rigtigt, Duborgs kom hjem.
-
-Ragna havde jo sin "Opgave", en prægtig, stor Dreng, som hun selv
-havde ammet, og hun var, som rimeligt, baade glad og stolt, som alle
-Mødre. Men Duborg -- ja han var paa sin Vis ellevild! I timevis kunde
-han sidde og se paa sin "romerske Dreng", der forresten var født i
-Olevano, hvor de havde tilbragt de varme Sommermaaneder, beundre ham,
-lege for ham, røre Vuggen og smaasynge -- ganske uden Stemme -- han
-bestilte til Tider ligefrem ikke Andet.
-
--- "Men Hans dog!" sagde Ragna en Dag. "Du glemmer jo rent dit
-Arbeide!"
-
-"Aa, blæse være med det! Det er skam meget morsommere at sidde og se
-paa Drengen," svarede han.
-
-"Men Du havde jo bestemt lovet Englænderen Billedet færdigt inden
-Jul!"
-
-"Det kan det vel ogsaa blive -- og bliver det ikke færdigt, saa maa
-han vente."
-
-Ragna maatte tvinge sig for ikke at blive heftig. -- "Men
-Betalingen," sagde hun. "Der er snart Ebbe i Kassen!"
-
-"Ja, Herregud, saa har vi vel Kredit!"
-
-"Jeg er ikke vant til at leve paa Kredit!"
-
-"Det kan man vænne sig til!"
-
-Ragna bed sig i Læben, Drengen vaagnede og skreg, og hun tog ham paa
-Skjødet.
-
-"Veed Du hvad," udbrød Duborg pludselig, "Du seer storartet ud saadan
--- en ren Madonna!"
-
-Ragna blev formelig rød i Hovedet, men glemt var alligevel Vreden, og
-det var med et fornøiet Smil, hun svarede:
-
-"Aa, Pjank, Hans!"
-
-"Nei, det er ikke Pjank! Nu skal jeg sige Dig Noget: Englænderen skal
-nok faae sit Billede, men før jeg har gjort _det_ færdigt, vil jeg
-male et, som Du og ingen Anden skal have: jeg vil male Dig med
-Drengen paa Skjødet!"
-
-"Aa, hvad!"
-
-"Jo, jeg vil. Og det skal nok blive et godt Billede, for _det_ er et
-Motiv, jeg synes om!"
-
--- Og Billedet _blev_ godt.
-
-I forbausende kort Tid gjorde Duborg det færdigt, og det var, som om
-hans Kjærlighed til Emnet lyste ud af Billedet; Venner og Bekjendte
-roste det, Løvenørn-Petersen blev næsten syg af at se det, og selv
-sagde Duborg, at det var det næstbedste, han i sit Liv havde gjort.
-
--- "Jeg er ogsaa umaadelig glad for det, Hans," sagde Ragna, "først
-og fremmest naturligvis for Drengen --"
-
-"Og for Dig selv!"
-
-"-- men ogsaa for hele Interieuret. Nu har jeg jo altid et synligt
-Romerminde hjemme i Kjøbenhavn."
-
-"I Kjøbenhavn?"
-
-"Ja, vi skal jo hjem til Foraaret."
-
-"Hvem siger _det_?"
-
-"Det har _Du_ jo sagt!"
-
-"Naa, ja -- men jeg kan jo ellers ombestemme mig mange Gange."
-
-"Men _jeg_ ombestemmer mig ikke, Hans, og _jeg_ har bestemt at reise
-hjem i April -- sammen med Drengen naturligvis."
-
-"Herregud, hvad vil Du egentlig hjemme, Ragna?"
-
-"Længes _Du_ da aldrig hjem?"
-
-"Nei -- ikke, naar jeg har det godt, hvor jeg er -- Du veed nok, jeg
-sætter mere Pris paa Pinier og Agaver end paa Bøgeskov."
-
-"Men kan Du da ikke forstaa, at jeg længes efter eget Hus og Hjem og
-ordentlige Kakkelovne og --"
-
-"Kakkelovne! Uha! Noget Grimmere end saadan en sort Jerncylinder kan
-man da ikke tænke sig at have i en Stue!"
-
-"Naa, ja, saa længes jeg ogsaa efter ordentlig Mad: Grød og --"
-
-"Klipfisk!"
-
-"Ja, ogsaa det! -- _Du_ har ingen Forældre, og Du har aldrig havt
-Søskende, men Du maa vel alligevel kunne forstaa, at jeg ogsaa føler
-mig _saa_ meget knyttet til min Familie, at jeg gjerne vil se den
-igjen -- kan Du ikke?"
-
-"Aa, jeg veed ikke -- naar Du har Drengen og mig, saa maa Du da kunne
-være tilfreds. _Jeg_ savner jo Ingenting, naar jeg har ham og Dig!"
-
-"Men Du har dit Arbeide, din Kunst!"
-
-"Ja, jo -- det har jeg ogsaa, det er sandt nok -- men det er da
-forresten rarest at være fri for at male."
-
-"Hvad mener Du med det?"
-
-"Ja, det er ikke saadan at forklare -- jo, jeg mener egentlig, at
-det, _jeg_ maler, det er saamænd i Reglen Noget, som hundrede Andre
-kunde gjøre lige saa godt, og saa kunde Verden lige saa gjerne
-undvære det -- og _jeg_ vilde helst være fri for at lave det."
-
-"Det mener Du jo slet ikke!"
-
-"Jo, vist mener jeg det! -- Jeg har egentlig aldrig været gladere,
-end naar jeg saadan i lange Tider havde siddet og svinet med et
-Billede, som jeg ikke kunde faae ordentligt, og jeg saa tilsidst blev
-arrig og tog en Kniv og flængede det igjennem paa Kryds og tvers --
-_det_ var en Lettelse, kan Du tro! Jeg skal sige Dig, jeg har kun
-været, hvad de Andre kalder inspireret, et Par Gange i mit Liv, og
-det er jo ikke godt at vide, om jeg nogen Tid bliver _det_ mere.
-Holst, han er nu altid enten begeistret eller indigneret, men det
-ligger nu ikke for _mig_ -- _jeg_ kunde heller ikke holde ud saadan
-som han hele Livet igjennem at male smaa Billeder til Dagligstuer,
-nei, Galleribilleder, det er noget Andet, men _dem_ kan man ikke
-gjøre hvert Aar. Der skulde slet ikke være Malerier andre Steder end
-i Musæer, og de Malerier, der ikke var gode nok til Musæerne, de
-skulde brændes!"
-
-"Hvad skulde der da hænge paa Væggene i Dagligstuerne?" spurgte
-Ragna.
-
-"Ingenting! -- Der skulde i det Hele taget ikke existere Dagligstuer
--- i alt Fald ikke hos Kunstnere!"
-
-"Skulde _de_ maaske slet ingen Hjem have?"
-
-"Nei! -- Og Folk, der er saa uheldige at bo i de nordlige Lande, de
-skulde om Vinteren altid reise sydpaa, lukke Landet af til om
-Foraaret og tage Nøglen med. -- Hvad er det, Du har saa travlt med?"
-
-"Aa, det er ikke Noget," svarede Ragna, blev rød i Hovedet og pakkede
-Noget sammen.
-
-"Nei, lad mig se! -- Hvad skal det være til?"
-
-Det var et Stykke vissengrønt Stof, hvorpaa der var syet en hel lille
-Skov af Svampe, klippede ud af forskjelligfarvede Klædestumper
-og skyggede med Silkesting: der var hvide Champignons med
-chocoladefarvede Lameller, gloende røde Fluesvampe og slanke
-Paddehatte, der lignede chinesiske Parasoller.
-
-"Hvad det skal være til?" gjentog Ragna. "Aa, jeg veed saamænd ikke
--- til at lægge over en Stol eller en Bænk, naar vi faaer vor egen
-Dagligstue -- den Slags Ting har jeg syet saa mange af, naar Du var
-ude: Noget maatte jeg have at bestille, og man maa jo dog ogsaa tænke
-paa, at vi egentlig ikke har ret Meget at gjøre det hyggeligt med
-hjemme."
-
-"Det er slet ikke daarligt!" sagde Duborg. "Det er egentlig ligefrem
-godt. Hvem har tegnet det for Dig?"
-
-"Det har virkelig Ingen -- jeg har gjort det saa godt, jeg kunde."
-
-"Ja, det er naturligvis heller ikke hel godt tegnet -- men det er
-godt fundet paa -- det kunde ogsaa have været brugt til Decoration
-af Porcelain. -- Lad mig se, hvad Du ellers har gjort!"
-
-Meget forlegen kom Ragna nu frem med en Del andre Ting, som hun selv
-havde udstyret med originale Motiver -- italienske Anemoner, Firben,
-Piniekogler og Bregner -- i paasyet Klæde.
-
-Duborg saae længe paa det Altsammen, nikkede roligt og udtalte af og
-til et Par anerkjendende Ord, men om Nogen havde spurgt ham, om han
-nu nærmest var stolt af sin Kone eller skinsyg paa hende, vilde han
-have været i den største Forlegenhed med Svaret, og tilsidst brummede
-han -- ret som om han var bange for at have sagt for meget:
-
-"Jeg synes nu forresten, det maatte være morsommere for Dig at sidde
-og se paa, at _jeg_ maler, end selv at lave saadant Noget!"
-
-"Ja, men jeg kan da ikke hele Livet igjennem sidde og se paa Dig!"
-indvendte Ragna.
-
-"Nei -- men Du kan jo ogsaa gjerne klimpre lidt paa din Mandolin,
-naar jeg er ude, og saa har Du da Drengen at passe."
-
-"Men han skal da ikke Livet igjennem have Bryst!"
-
-       *       *       *       *       *
-
-Det maatte Duborg indrømme, og Resultatet af denne Indrømmelse blev,
-at de virkelig kom til Kjøbenhavn sidst i April.
-
-
-
-
-Holst havde havt i Commission at leie Leilighed til det hjemvendende
-Ægtepar, og det var ingen let Opgave med de Betingelser, Duborg havde
-stillet ham: han vilde bo udenfor Byen, men ikke _for_ langt borte;
-helst skulde det være et Hus for sig selv, et Værelse brugeligt til
-Atelier maatte der være, og mere end fem Hundrede Kroner aarligt
-vilde han ikke give.
-
-Holst havde været paa Expedition sammen med Berner, Gud veed, hvor
-mange Gange, og tilsidst lykkedes det ham virkelig at finde saa
-omtrent, hvad han søgte.
-
-Langt ude ved Østerfælled, paa Jagtveien, laa der et gammelt, halv
-forfaldent Hus, som engang i sine Velmagtsdage havde været brugt som
-Landsted. Kalkpudsen paa Pilastrene var falden af, Trapperne var
-slidte og skjæve, og Haven tilgroet som en Urskov og fuld af Ukrudt,
-men den kunde blive voldsom hyggelig, mente baade Holst og Berner, og
-da ingen Andre vilde bo der, var Eieren villig til at overlade
-Leieren alle Herlighederne for de fem Hundrede om Aaret.
-
--- "Her er forfærdelig godt at være!" sagde Holst. "Gudbevares, _jeg_
-vilde ikke bo her -- det er mig alt for langt borte fra det rigtige
-Kjøbenhavn -- men Udsigten over Fællederne vil minde Duborg om
-Campagnen -- kun at _her_ er meget kjønnere -- og saa gaaer det nok!"
-
-"Ja, her kan et Barn da voxe op i Omgivelser, der giver en Baggrund
-af Minder," sagde Berner. "Her er mørke Trapperum og Loft og Have,
-Skodder for Vinduerne og ordentligt Ringetøi ved Døren -- ikke det
-fæle elektriske Stads, der gjør En saa nerveus!"
-
-Duborgs Ungkarlemøbler, der havde været magazinerede, mens han var i
-Udlandet, kom paa Plads, og Ragnas Moder kjøbte for sine opsparede
-Naalepenge det Nødvendigste, men skjønt det var smaa Rum, forslog det
-alligevel ikke ret meget.
-
-Berner paastod, at en kjøn, gammel Etagère, han havde, stod ham i
-Veien hjemme i Nyhavn, og lod den derfor flytte ud til Østerfælled,
-og Holst forsikrede, at han var ligefrem glad ved at blive af med et
-lille japanesisk Bord, som han nylig havde tusket sig til, men det
-voldte nogen Vanskelighed at enes om, _hvor_ Stykkerne skulde
-anbringes, idet begge Giverne var enige om, at der egentlig var mest
-Trang til Noget inde i Atelieret, men alligevel vilde de begge To
-have hver sin Gjenstand placeret inde i "Fruens Værelse". Saa endte
-de da ogsaa tilsidst med at negligere Atelieret, og da Duborg og
-Ragna kom hjem, var Alt i foreløbig Orden.
-
-       *       *       *       *       *
-
-Ragna var henrykt over sit Hjem og glad ved at se sine Nærmeste efter
-den lange Adskillelse, og Duborg var -- i alt Fald til en Begyndelse
--- temmelig elskværdig mod sin Kones Familie. Julius var jo ikke
-hjemme -- han studerede stadig til Agrar -- Poul var efter Duborgs
-Mening saa frisk og saa kjøn, at selv _han_ blev i godt Humeur ved
-blot at se ham, Svigermoderen mødtes med Svigersønnen i Beundring
-over den "romerske Dreng", og Svigerfader og Svigersøn talte saa lidt
-som muligt med hinanden.
-
-       *       *       *       *       *
-
-Generalconsulen beklagede forresten, at det var Italiensk, Ragna
-havde lært at tale paa Reisen, og ikke Spansk, for havde det blot
-været _det_, kunde hun jo have hjulpet ham med den rette Betoning af
-den Tale, som han, da Selvstudierne ikke førte til noget, havde ladet
-en Translateur oversætte til ham efter selve Generalens Concept. I
-flere Maaneder havde han øvet sig -- høit -- inde paa Kontoret, og
-hele Huset, lige fra Generalconsulinden til Stuepigen, kunde
-Begyndelsen: "=¡Señores! Perdonen Vds:, que hablo sin preparación!="
-udenad. Han havde virkelig ogsaa tilsidst opnaaet at kunne aflevere
-hele Talen uden Standsninger, da der pludselig arriverede en
-Hjobspost: der kom ingen Krydser fra Yocobora!
-
-       *       *       *       *       *
-
-Dette hang saaledes sammen.
-
-       *       *       *       *       *
-
-Fra umindelige Tider havde der i Republiken Yocobora -- ligesom i de
-andre mellem- og sydamerikanske Stater -- været to Partier, der
-skiftedes til at have Magten og til paa alle Maader at fortrædige den
-til enhver Tid bestaaende Regjering. Det ene Parti kaldtes "de Gule"
-og det andet "de Røde"; var Præsidenten "gul", gjorde "de Røde"
-Opstand, og var han "rød", gjorde "de Gule" det Samme, men altid var
-det en ganske uskyldig Opstand, der aldrig kostede Blod, men kun
-nogle Vinduesruder og et Par Snese raadne Æg.
-
-Den Præsident, der havde lagt Republikens diplomatiske og mercantile
-Forbindelser med Kongeriget Danmark i Generalconsulens faste Haand,
-var "rød", og det var derfor altsaa i sin Orden, at "de Gule" ved
-enhver Leilighed demonstrerede imod ham. Saaledes ogsaa ved en
-Tropperevue, hvor Oppositionens Fører gav Møde til Hest i Spidsen for
-sin udvalgte Garde, udskjældte Præsidenten i passende Afstand og
-erklærede strax at ville rykke ind paa Livet af ham. Det var der
-imidlertid Ingen, der tog alvorligt, og allermindst den "gule" Chef,
-der meget skulde have sig frabedt Noget, der blot lignede
-Haandgribeligheder; men hvad _han_ ikke vilde, det vilde hans fyrige,
-spanske Hingst: den blev sky for Et eller Andet og satte uheldigvis i
-fuldt Firspring over ad Præsidenten til.
-
-Ikke saa snart saae Denne til sin store Forbauselse, at det virkelig
-syntes at være Alvor med "de Gule", før han resolut gjorde omkring og
-som klog General salverede sin dyrebare Person, og til sin endnu
-større Forbauselse saae den "gule" Høvding sig fem Minuter senere
-hyldet af et forholdsvis begeistret Folk og indsat som Præsident.
-
-Dette havde et Systemskifte til Følge: den nye Præsident sendte
-_ikke_ Republikens Krydser til Europa men bestemte sig til at holde
-den i hjemlige Farvande for i paakommende Tilfælde at kunne stikke
-til Søs, og at Generalconsulen brændte inde med sin improviserede
-spanske Tale, skyldtes saaledes i Virkeligheden udelukkende den
-fyrige spanske Hingst. -- "En Hest, en Hest!" kunde han med Føie have
-udraabt, men Generalconsulen citerede aldrig Shakespeare.
-
-       *       *       *       *       *
-
-Den fyrige Hingst blev imidlertid -- indirecte -- ogsaa Skyld i noget
-Andet.
-
-Generalconsulen var i Forveien skuffet og ærgerlig -- skuffet over
-endnu ikke at være bleven decoreret, ærgerlig over Julius, hvis
-agrariske Virksomhed efter de Oplysninger, der forelaa, nærmest
-indskrænkede sig til at deltage i Fællesspisningen ved Dyrskuer og
-til at vise en levende Interesse for Hestevæddeløb og Ridning
-overhovedet, hvilket sidste kun fandt en Slags Opmuntring hos den
-gamle Grosserer, der med et mimrende Smil erklærede, at af al den
-Sport, Sønnesønnen havde drevet, var denne saamænd den fornuftigste,
-for ved _den_ havde han dog _nogen_ Udsigt til engang at
-brække Halsen. Til den hjemlige Skuffelse og Ærgrelse kom saa
-Yocobora-Krydserens Udeblivelse, og Generalconsulens Misstemning fik
-jevnlig Udbrud, saaledes ogsaa en Dag, da Ragna og Duborg spiste
-hjemme hos ham, og da han var bleven yderligere irriteret over, at en
-af hans smaa, mindre fine, Transactioner var falden uheldig ud.
-
-Hans Kone, der jo baade vidste og mærkede, at Datteren og
-Svigersønnen havde det smaat, vilde gjerne have sin Mand til at give
-dem et fast aarligt Tilskud, men dels tvivlede hun paa at kunne faae
-ham til det, dels havde hun paa Fornemmelsen, at Duborg rimeligvis
-vilde afslaa at modtage noget Fast. Saa havde hun da som en Udvei,
-der gjorde baade hendes Moderhjerte og hendes diplomatiske Sans Ære,
-foreslaaet sin Mand at tilbyde Ragna, at hun daglig skulde komme et
-Par Timer paa Kontoret og føre Bøgerne -- _saa_ længe kunde hun jo
-nok være borte fra Hjemmet -- og for det Arbeide have et ret
-klækkeligt Honorar. Det Forslag var Generalconsulen ogsaa gaaet ind
-paa -- han havde jo udmærket Brug for Datteren -- og ved Kaffen kom
-han frem med sit Tilbud men -- rimeligvis paa Grund af de inden- og
-udenlandske Ærgrelser -- under en saadan Form, at det nærmest lød som
-et Løfte om fast Almisse.
-
-Duborg reiste sig strax op, høirød i Kammen. Ragna vilde, skjøndt hun
-naturligvis ogsaa følte sig krænket, dog søge at dæmpe ham, men det
-var for sent, og han svarede i en skarp Tone, at _hans_ Kone ikke
-skulde bruges til at calculere Klipfisk, hun havde Andet at bruge sin
-Tid til, og forresten behøvede hun slet ikke at arbeide og tjene
-Penge, _han_, Hans Duborg, skulde nok ernære Kone og Barn ved sin
-Kunst.
-
-"Talemaader!" hvæsede Grossereren og tyggede arrigt paa Cigaren.
-"Kunstnerhovmod! Store Ord og fedt Flæsk! Troer De, _De_ kan ernære
-en Familie med Deres Pensel -- hidtil har De jo levet af _det_, som
-et ordentligt Udstyr skulde have kostet, og nu -- nei, havde De ikke
-_mig_ i Ryggen, saa sultede De!"
-
-"Men Fader dog!" raabte Ragna.
-
-"Ja, jeg mener, hvad jeg siger -- men _Du_ kan jo ikke gjøre ved, at
-din Mand er en Pjalt!"
-
-"Hans, lad os gaa!" sagde Ragna, ligbleg men rolig. "Den, der
-fornærmer min Mand, fornærmer mig -- ligegyldigt, hvem det er -- og
-i hans Hus hverken kan eller vil jeg sætte min Fod!"
-
-"Naa, _Du_ er ogsaa høibenet!" brølte Faderen og smed Cigaren henad
-Gulvet. "Ja, ja, Du kommer nok igjen, naar Du bliver sulten, min
-Pige! -- Farvel saa længe!" raabte han nedad Trappen efter hende.
-
-
-
-
-Men Ragna kom ikke -- selv om hun var sulten.
-
-Hun led i Stilhed under Forholdene, men hun anstrengte sig dobbelt
-for altid at vise Duborg et mildt Ansigt, og det lykkedes ogsaa i
-Reglen. Hvad der hjalp hende, var, at hun havde nok at tage Vare paa
-i Hjemmet -- næsten for meget.
-
-I forbausende kort Tid fik hun med ganske smaa Midler hele Huset
-monteret. Romer-Portièrerne blev hængt op, gamle Fyrretræs Kister
-dækkedes med de udsyede Stykker og blev til "Løibænke" og Skamler, og
-af Cigarkasser, der limedes sammen, lavede hun et stort, morsomt
-Kryderiskab med utallige Rum og med indbrændte, "allegoriske"
-Ornamenter -- det saae ligefrem ud af Noget.
-
-"Ja, saadan en vis Smag for det Decorative, det har Du," indrømmede
-Duborg. "Men det er jo egentlig ingen Nytte til," tilføiede han, "og
-først og fremmest maa Du jo tænke paa at passe Drengen."
-
-Stundom kunde det falde hende lidt svært at holde Humeuret oppe,
-navnlig naar Duborg pludselig i otte Dage holdt op at bestille Noget,
-fordi han erklærede, at det var ham ganske umuligt at arbeide. --
-"Jeg har heller Ingenting mere at male," sagde han saa, "Ingenting!
--- Jeg skulde være bleven ved Porcelainet!"
-
-"Saa begynd paa det igjen!" foreslog Ragna mere end een Gang, men
-_det_ vilde han heller ikke, og saa kunde, hvad Duborg kaldte
-"Kontorblodet" komme op i hende: hun blev taus og myndig, og hun
-kunde lade ham vide, at han manglede Energi.
-
-Holst var hendes Trøst.
-
-Han beundrede hende i Stort og Smaat, udtalte sig i stærke Ord om
-hendes sikre decorative Smag og var altid den Oplivende. Imellem
-spillede han ogsaa lidt sammen med hende og bragte hende Bøger til
-Laans, men Duborg holdt ikke af, at hun læste ret længe ad Gangen:
-"det er saa uselskabeligt," sagde han.
-
-Duborgs Affairer begyndte Holst igjen at tage sig af, skaffede ham
-Bestillinger -- som han forresten jevnlig kun modstræbende tog imod
--- og skaffede Udveie, bestandig lige fornøielig og lige uegennyttig.
-
--- "Du skulde holde Auction!" sagde han en Dag til Duborg. "Det har
-Du aldrig gjort, og Du vilde faae forfærdelig gode Priser -- prøv
-det en Gang!"
-
-Men det vilde Duborg ikke paa nogen Maade. -- "Vil Folk kjøbe et
-Billede af mig, saa kan de jo komme ud at bestille det," sagde han.
-
-"Ja, det _kan_ de," indrømmede Holst, "men det _gjør_ de sgu ikke!"
-
-       *       *       *       *       *
-
-En Dag foreslog Ragna Duborg at gjøre nogle Tegninger til Julekort.
--- "Holst siger, at det betaler sig saa godt," sagde hun.
-
-Men det blev han som ude af sig selv over.
-
-"Holst!" raabte han. "Hvad kommer det ham ved? Og hvad har _min_ Kone
-i det Hele at drøfte med ham! -- Julekort! Troer Du, jeg vil stykke
-min Kunst ud i Skillinger! Tegne Julenisser og Grantræer og oplyste
-Kirker -- nei, Pøbelkunstner er jeg ikke!"
-
-Ragna græd, og det oplivede hende kun lidt, at der samme Dag bragtes
-hende en anonym Høne og en do. Rullepølse; saadanne Victualier viste
-sig af og til, og hun søgte af Princip aldrig at faae at vide,
-hvorfra de kom, men hun vidste alligevel godt, at det var fra
-Moderen, hvem Faderen naturligvis paa det strengeste havde forbudt at
-besøge hende.
-
-Den Eneste af Familien, hun saae, var Poul.
-
-_Han_ brød sig Pokker om Familievrøvlet, sagde han, og han vilde
-besøge sin Søster og sin Svoger og sin lille Neveu, _naar_ han havde
-Lyst.
-
-Nu skulde han jo snart være Officeer og optraadte i den Anledning i
-det Hele med større Selvstændighed overfor Faderen, ja, vovede
-endogsaa, da Denne en Dag beklagede sig over Yocobora-Krydserens
-Udeblivelse, at sige:
-
-"Vær Du glad ved _det_, Fader: Du havde sgu dog rystet i de forgyldte
-Buxer, naar Saluten var gaaet!"
-
-
-
-
-En Aften i December var der Selskab hos Duborgs. Der var ikke Andre
-end Holst, Berner og Terndrup, og de var bedt paa Slagtemad fra
-Vennebjerg.
-
-Holst var til at begynde med rasende indigneret. Han havde paa anden
-Haand faaet en "Stambog" sendende fra en ikke kjøn Dame, som han een
-Gang havde været sammen med i stort Selskab, og Meningen var, at han
-skulde tegne et Billede i den og skrive sit Navn.
-
--- "Er det nu ikke for galt," sagde han, "at saadan en ganske
-almindelig Grossererfrue tillader sig at holde Stambog! Det kan en
-Kunstners eller en Forfatters eller en Componists Kone gjøre -- En,
-der hører til Lavet -- men Andre har sgu ikke Lov til at stille den
-Slags Fordringer! -- Troer hun, det kan være _mig_ en Fornøielse at
-male Bøgeskov og Bukøer i et Album inde mellem de Forglemmigeier,
-hendes private Veninder har tegnet, og de Flouser, hendes Mands
-Kontorister har skrevet! Nei, det er for frækt!"
-
-"Gud veed, hvor Du gider!" mumlede Duborg, der var sulten.
-
-"Jo, det er _for_ paatrængende," vedblev Holst, "det sagde jeg ogsaa,
-da jeg gav Bogen tilbage."
-
-"Du gjorde da ikke Noget ved den?"
-
-"Jo -- naturligvis! Hun fik for fem Øre Gurkemeie og for ti Øre
-Spinatgrønt i passende Blanding -- jeg vil først og fremmest have
-Fred -- men jeg vil have Lov til at ærgre mig bagefter!"
-
-"Gud veed, hvor Du gider!" gjentog Duborg, og saa gik man til Bords.
-
--- "Sikken Sylte!" udbrød Terndrup og satte Servietten fastere om
-Halsen. "Ja, jeg smagte Magen til den forgangen Dag, da jeg var ude
-at skyde et Par Harer for Frøkenerne."
-
-"Og Leverpølsen er delicat!" erklærede Holst. -- "I Parenthes sagt:
-Gudskelov, man ikke er Vegetarianer!"
-
-"Du med dine Parentheser!" brummede Duborg.
-
-"Ja, nu har jeg en Menneskealder igjennem talt i Parentheser,"
-svarede Holst, "saa vil jeg ogsaa blive ved med det! -- Apropos
-Leverpølsen: som god Demokrat maa jeg naturligvis misbillige
-Herregaardenes Existens saadan ganske i Almindelighed, men at
-Herregaards Pølse er noget for _sig_, det maa man indrømme."
-
-"Det er mig alt for svær Mad om Aftenen," sagde Duborg. -- "Har Du
-ikke noget Salat, Ragna?"
-
-Nei, det havde hun virkelig ikke, det var alt for dyrt paa denne
-Aarstid.
-
-Duborg saae gnaven ud, men Berner, der jo altid havde næret et stille
-Sværmeri for "den ranke Frue", som han kaldte Ragna, og ikke forsømte
-nogen Leilighed til at bryde en Lanse for hende, tog nu Ordet og
-sagde:
-
-"Og selv om Salat slet ikke var dyrere nu end om Sommeren, saa skulde
-man alligevel ikke have den paa sit Bord i December Maaned!"
-
-"Hvadbehager! Hvorfor ikke det?"
-
-"Fordi man efterhaanden helt forrykker Aarstiderne og ikke længer
-veed, naar det er Paaske, og naar det er Jul! Nu har man jo Violer
-hele Aaret om, og Ingen skjønner mere paa dem om Foraaret. Nei, i
-gamle Dage, paa Frederik den Sjettes Fødselsdag den 28. Januar, saa
-fik Hoffet første Gang Lammesteg og Jordbær fra Driverierne ved
-Rosenborg; det vidste hele Byen, og hele Byen vidste ogsaa, at ingen
-Andre kunde faae det -- _det_ gav Ro og Tilfredshed i Gemytterne!"
-
-"Aa, De fortjente selv at have levet paa Frederik den Sjettes Tid!"
-sagde Holst.
-
-"Ja, jeg vilde sikkert have befundet mig inderlig vel," svarede
-Berner. "Det var hyggelige Hjem, som fandtes dengang, tarvelige men
-hyggelige!"
-
-"Nei, det bliver snart for galt!" raabte Holst. "Vover De virkelig at
-prise Hjemmenes Hygge i de Tider! Man _havde_ jo ingen Hjem: Manden
-gik i Clubben, og Kone og Børn sad om Aftenen og halvsov over et
-Tællelys i de kjedelige Stuer med de nøgne Vægge og de stive, haarde
-Stole. Nu til Dags bestræber dog næsten Enhver sig for efter Evne at
-forme Hjemmet efter sin Smag -- den er ikke altid fin --"
-
-"Nei!" sagde Duborg.
-
--- "men, enfin, man begynder at forstaa, at Bohavet ikke er noget
-Ligegyldigt, at det giver Hjemmet Physiognomi, Characteer; man
-begynder at komme bort fra, at Alt skal være Fabrikarbeide, man
-sætter Pris paa, at Haandværkeren, ligesom i Middelalderen, har søgt
-at lægge sin Individualitet og sin Kjærlighed i hvert enkelt Stykke,
-og man ender med selv at faae Kjærlighed til alle de enkelte livløse
-Ting, der i Forening danner Rammen om et Hjem. Og selve Kunsten er
-bleven demokratiseret: den finder jo Vei derhen, hvor den fordum kun
-kjendtes af Navn! Gudbevares, jeg indrømmer villigt, at vor Tid ikke
-er den _store_ Kunsts, ikke Galleribilledernes, men den er en Tid for
-Hjemmets Kunst og for Samarbeidet mellem Kunst og Haandværk. -- Nei,
-Gud velsigne vor Tid! Tænk blot paa Blomsterne, Berner! _Har_ De
-egentlig nogensinde skjønnet paa, hvordan vi i vore Dage svælger i
-Blomster Aaret om -- Blomster i Hjemmet og Blomster paa Strøget --
-det er jo en ren Øienlyst! Og man kan ligefrem bedømme det
-Culturtrin, en By staaer paa, efter dens Blomsterforbrug! -- Ja, i
-een Henseende staaer vi endnu tilbage: vi har ikke lært at sætte
-Blomster udenfor Vinduerne, som de gjør i Syden, i alt Fald i
-Smaabyerne, hvor hele Gaden om Sommeren er een broget Altanhave --
-men det kommer nok!"
-
-"Nei, det kommer vist alligevel ikke," indvendte Berner.
-
-"Hvorfor ikke det?"
-
-"Fordi det netop er characteristisk for Sydboerne at smykke udadtil,
-mens vi pynter op inden Døre. Nordboen har et _Hjem_ -- det kjender
-Sydboen i Virkeligheden ikke. Og naar De paastaaer, at man kan
-bedømme det Culturtrin, en By staaer paa, efter dens Blomsterforbrug,
-saa vil jeg rigtignok hævde, at der er en anden Maalestok, der er
-meget, meget bedre."
-
-"Hvad er det for en?"
-
-"Det er de Monumenter, som vedkommende By rummer. De peger nemlig
-ikke blot paa bestemte historiske Begivenheder eller Personer, men de
-viser, _hvad_ det er, og _hvem_ det er, Byen ønsker at mindes om. De
-er et Led i den historiske Opdragelse, og _den_, veed De jo nok, jeg
-i en vis Forstand sætter over al anden Opdragelse."
-
-"Det veed jeg!"
-
-"Derfor beundrer jeg f. Ex. ogsaa Keiser Wilhelms Idee, i
-'Siegesallee' at give sine Berlinere en kronologisk Række Statuer og
-Buster af de Fyrster og de store Mænd, der fra den graa Fortid til nu
-har skabt Landets Saga -- daglig historisk Læsning for Menigmand i
-hvidt Marmor -- det er alligevel en stolt Tanke!"
-
-"Ja, jeg har ikke været i Berlin i de senere Aar, saa jeg veed ikke,
-hvordan det tager sig ud i Praxis, men de fleste Monumenter kjeder
-mig, det tilstaaer jeg."
-
-"Et Monument kan aldrig kjede, naar det betyder Noget og siger Noget.
--- Tænk blot paa Carl den Tolvtes Statue i Stockholm -- ja, jeg har
-ikke været _der_, lige saa lidt som i Berlin, men selv gjennem
-Afbildninger faaer man dog et Indtryk, som aldrig glemmes, af den
-faste Kongeskikkelse med det dragne Værge, der peger mod _Øst_,
-bestandig mod _Øst_. -- Det er et helt stort Capitel af Sveriges
-Historie, man kan læse sig til af _den_ Statue! -- Og herhjemme! For
-blot at nævne et enkelt Eksempel: hvad siger De om Huitfeldt-Søilen
-ved Langelinie!"
-
-"Ja, den er smuk!"
-
-"Men det er ikke _det_, der gjør den til, hvad den er -- lige saa
-lidt som de maleriske Buer og Tempelrester skaber Forum Romanum!"
-sagde Berner med et Smil. "Nei, med al Respect for den slanke,
-korinthiske Søile, der bærer Udødelighedens Genius, saa er det dog de
-gamle, irrede Malmkanoner ved dens Fod, der er det egentlige
-Monument. Hvert Barn veed, at de var med, da 'Dannebrog' sprang i
-Luften, og at de først et Par Aarhundreder efter hentedes op fra
-Kjøge Bugt; hvert Barn kan lægge sin varme Haand paa dem -- man har
-ikke mange historiske Documenter af den Slags!"
-
-"Naa, ja, Huitfeldt-Søilen har nu ogsaa Verdens deiligste Promenade
--- mindst lige saa smuk som =Villa nazionale= i Neapel -- til
-Omgivelse: paa den ene Side Rheden med Seilere og Dampere, paa
-den anden Side Castelsgraven som en skovkranset Indsø -- en
-Maaneskinsaften her -- vidunderlig!"
-
-"Ja, Huitfeldts Æresminde staaer paa den Plads, der passer for det,"
-sagde Berner. "Orlogsmænd passerer ud og ind forbi det, paa
-Vagtskibet ligeoverfor vaier Splitflaget, og Saluten fra Sixtus
-drøner lige imod det."
-
--- "Jeg har hele Tiden siddet og villet sige Noget," sagde Duborg.
-
-"Saa kom med det!" svarede Holst.
-
-"Ja, men det er ikke om jeres Monumenter -- der er kun to eller tre i
-hele Verden, der duer noget -- nei, det var dengang Talen var om
-Blomster."
-
-"Saa kom med Blomsterne!"
-
-"Ja, jeg vilde bare have sagt, at Blomster, det kan være meget godt
--- men hvad kan det hjælpe, man pynter op med _dem_, saa længe vi har
-de rædsomme Kakkelovne herhjemme! Saadan en sort, poleret Tingest kan
-jo tage Humeuret rent fra En ved bare Grimhed -- og _dem_ længtes
-Ragna efter nede i Rom!"
-
-"Ja, naar jeg frøs!" svarede Ragna.
-
-"Kakkelovnene var nok baade kjønnere og hyggeligere i Frederik den
-Sjettes Tid," sagde Berner, "de gamle, norske Ovne med bibelske
-Scener og danske Konger i Relief paa Siderne!"
-
-"Ja, de var sgu gode!" forsikrede Terndrup. "De holdt storartet paa
-Varmen, og saa var der de her rare Rum, hvor man kunde stege Løgæbler
-i og have en Kaffepunsch staaende!"
-
-"Er det ikke det, jeg siger," udbrød Holst. "Berner skulde have levet
-paa Frederik den Sjettes Tid!"
-
-"Maaske!" svarede Berner med et Smil. -- "Men hvem indestaaer mig saa
-for, at jeg ikke havde seet hen til Frederik den Femtes Tid som
-Idealet! Der er dem, som er forud for deres Tid: Folk, som helst
-gaaer langt udenfor Portene blot forat tage imod det Ny -- og der er
-dem, som helst sidder indenfor Voldene og seer tilbage -- _jeg_
-hører nu engang til de Sidste!"
-
-"Og beskjæftiger Dem derfor med de uddøende Racer!"
-
-"Og med de indvandrende!" tilføiede Berner.
-
-"Ja, det er sandt," sagde Duborg, "hvordan gaaer det med Deres Bog?"
-
-"Som det har gaaet i Aaringer," svarede Berner. "Jeg samler og samler
-og faaer jo ogsaa stadig nye Data, men jeg mangler Energi eller
-Resignation -- man kan vel kalde det begge Dele -- til at sætte
-Punctum. Jeg mangler et Stød fremad, et Puf i Nakken!"
-
-"Som f. Ex. at kunne constatere den sorte Rottes Existens paa et
-kjøbenhavnsk Loft!" sagde Holst.
-
-"Ja, for Exempel!"
-
-"Veed De, hvem der egentlig er en gammel sort Rotte!" spurgte
-Terndrup pludselig. "Det er Jomfru Buxbom! Hun hører sgu til den
-oprindelig indfødte Kjøbenhavnerrace, men hun har i lange Tider været
-fortrængt til Loftskamrene, og naar hun engang døer, er hun saamænd
-den Sidste af sin Slags! -- Hun er ogsaa ligefrem kommen til at ligne
-en gammel Stængerotte!"
-
-Alle de Tilstedeværende kjendte jo Mille Buxbom af Navn og Omtale, og
-det interesserede dem derfor ogsaa meget at høre, hvordan hun efterat
-være flyttet fra Frimurerfamilien til Christianshavn, og gjennem
-flere Mellemstationer til Nørrebro, nu var havnet i Vingaardsstræde
-med sin udstoppede Papegøie, Lænestolen og to levende Vinterfluer. --
-"Men _der_ bliver hun naturligvis heller ikke længe!" sluttede
-Terndrup.
-
-Saa reiste man sig fra Bordet, fik Vin i Glassene og Cigarerne tændt;
-Holst sang -- Duborg havde en gammel Guitar, som han kun brugte til
-at decorere med -- og der var saare fornøieligt i den lille lune
-Stue, mens Vinterstormen hylede udenfor.
-
-"Men nu maa Fru Ragnas Mandolin med," erklærede Holst. "Mandolin og
-Guitar, de supplerer hinanden!"
-
-Ragna saae til Duborg, men han lod, som om han ikke mærkede det, og
-saa svarede hun undvigende.
-
-"Jo, vist saa!" vedblev Holst. "Duborg, hjælp mig at overtale din
-Kone!"
-
-"Hvorfor skulde jeg egentlig det?" lød Svaret mut.
-
-"Fordi det fornøier baade hende og os Andre at faae lidt Musik -- hun
-og jeg spiller saa godt sammen!"
-
-"Ja, det er nok muligt -- men _jeg_ spiller jo ikke!"
-
-"Nei, netop derfor!"
-
-"Du er mageløs!" sagde Holst, rystede smilende paa Hovedet og tog
-igjen fat paa sin Sang.
-
--- "Ja, var man endda _der_nede!" brummede Duborg, efterat Holst
-havde sunget =Sul mare l'uccica=.
-
-"_Her_ er jo meget bedre!" paastod Holst.
-
-"Ja, jeg skal love for det! -- Man hundefryser jo!"
-
-"Saa se Dig varm paa Billedet _der_! -- Det er da Romerminder!" --
-Holst pegede paa Maleriet af Ragna og Drengen.
-
-"Ja, det er godt gjort," sagde Duborg.
-
-"Jeg er ogsaa hel stolt af, at Hans har malet det til _mig_," sagde
-hun. "Før han begyndte paa det, sagde han: 'det Billede skal Du og
-ingen Anden have!' -- Han havde nu heller ikke faaet Lov at male det
-paa andre Vilkaar!" tilføiede hun med et Smil.
-
-Men ellers var det smaat bevendt med Smilet hos hende. Berner lagde
-Mærke til, at hun kunde falde helt hen, naar hun sad imellem dem, og
-der gled hvert Øieblik som en Skygge over hendes Ansigt -- den ranke,
-kloge Frue!
-
-       *       *       *       *       *
-
--- "Er hun lykkelig?" spurgte Berner paa Hjemveien Holst.
-
-"Ja, Lykke er jo som alt Andet noget Relativt," svarede Denne. "Men
-hvis hun fik Valget imellem Alverdens Herligheder paa den ene Side
-og Duborg paa den anden Side, saa valgte hun alligevel ham."
-
-"Troer De?"
-
-"Ja, _De_ troer maaske, hun valgte _mig_ -- eller _Dem_!"
-
-Berner blev rød i Hovedet og skyndte sig at sige:
-
-"Hun er da ikke syg?"
-
-"Nei. Men hun har Pengesorger, og det er ogsaa saadan en Slags
-Sygdom. Jeg kjender den godt, for det velhavende Bourgeoisi er ikke
-engang rigtig villigt til at kjøbe _mine_ Mesterværker for Tiden. --
-Det er nu ogsaa Pokkers uheldigt for en Kunstner, at Ingen finder paa
-at anskaffe sig Malerier ved Juletid!"
-
-       *       *       *       *       *
-
-Det var der forresten En, der gjorde -- men han var anonym.
-
-Et Par Dage før Jul viste Terndrup sig hos Duborgs og skulde i
-dybeste Hemmelighed spørge, fra en ubekjendt Kunstven, der ønskede at
-være unævnt, om en nærmere betegnet Studie fra Albano var at faae til
-Kjøbs, og hvad Prisen var.
-
-Duborg smaavrissede og sagde, at han egentlig ikke solgte Studier,
-men Ragna skyndte sig at tage Ordet og sagde:
-
-"Vil De sige, at den kan faaes for hundrede Kroner."
-
-Saa betalte Terndrup og gik med Billedet, og Ragna var vis paa, at
-det var Moderen, der var Kjøberen.
-
-Det _var_ imidlertid Berner, men foreløbig turde han dog ikke hænge
-Albaneserinden op.
-
-
-
-
-Terndrup havde naturligvis havt fuldstændig Ret den Aften ude hos
-Duborgs: Mille Buxbom blev _ikke_ i Vingaardsstræde.
-
-De første otte Dage, hun var der, havde som sædvanligt Alt været
-udmærket: Værelset, Kosten og den selskabelige Omgang. Men saa blev
-paa een Gang Alt umuligt: der var ingen Sol, hun fik Puddersukker til
-Eftermiddagskaffen, kort sagt, hun _maatte_ flytte, og _det_ mente
-ogsaa baade Madam Asters og Frk. Hansen og Madam Siegler, der troligt
-opsøgte hende, _hvor_ hun boede, og aldrig forsmaaede hendes private
-Kaffe.
-
-Jomfruen var bleven gammel og daarlig til Bens, kunde ikke mere gaa
-til Brylluper men nøiedes med Frk. Hansens Referater og maatte til
-sin store Sorg lade Maskinmandens Kone kjøbe den Snus, som hun stadig
-brugte og stadig betragtede som en Statshemmelighed. Hun kom i
-Grunden kun paa Gaden, naar hun flyttede, men da dette i Reglen
-skete hver Maaned, blev hun dog ikke hel fremmed for Byen og dens
-forskjellige Kvarterer.
-
-Sidst havde hun jo boet ude paa Nørrebro, lige overfor
-Assistens-Kirkegaard, og det havde strax tiltalt hende i høi Grad. --
-"Her er tre, fire store Begravelser hver Dag," sagde hun, "og om
-Søndagen kommer Folk ud og har deres Smørrebrød og en Baier med i
-Lommen -- det er lige saa livligt som Dyrehavsbakken!" men da
-Madamen, hun boede hos, tillod sig at skulle have en Lille, erklærede
-hun strax, at hun vilde bort. "_Den_ Historie ønsker jeg dog ikke at
-overvære," sagde hun bestemt, "og saa skulde man maaske oven i Kjøbet
-i otte Dage spises af med Havresuppe og Vandgrød -- nei, Tak!"
-
-Nu var hun foreløbig installeret hos en Rodemesterfamilie ved
-Vestervold, men da Solen stod paa, saa det ikke var muligt at være
-der, havde hun bestilt Terndrup op forat gjøre Aftale om et nyt Sted.
-
--- "Ak, ja, lille Terndrup," sagde Jomfruen, "det er besværligt, kan
-De tro, for mig skrøbelige Stakkel at skulle raabe 'Kom ind!' hver
-Gang det banker -- De maa tro, jeg savner salig Poppe og de tyve
-Kroner aarligt! Men jeg trøster mig med den _der_" -- hun pegede paa
-en Løvfrø, der med store Øine sad og philosopherede i et Sylteglas.
-"Den har jeg byttet mig til for de hvide Mus, jeg fik efter
-Guldfiskene -- de var ikke til at holde ud at have i Længden -- og
-den er uhyre interessant, for man kan bestemt se paa den, hvordan
-Veiret bliver, og det slaaer mangen Gang til. -- Aa, vær saa god at
-sidde ned -- nei, i Lænestolen -- ja, der skulde nyt Betræk, jeg veed
-det nok, men det maa Doctor Hjarup selv koste sig!"
-
-"Hvem?" spurgte Terndrup.
-
-"Min egen Læge, den velsignede Mand! _Han_ har fundet ud af, hvad tre
-andre Læger ikke kunde: det er i mit Hovede, det sidder, siger han,
-og der er ikke Noget at gjøre ved det, men det er dog saa beroligende
-at vide, _hvad_ det er, man feiler."
-
-Siden Mille Buxbom ikke mere kunde komme i Kirke, havde hun nemlig
-kastet sig over Læger. Hver Gang hun flyttede, skiftede hun ogsaa
-Doctor og omtalte naturligvis Vedkommende, som om han var hendes
-private Hof-Medicus; Honorar fik han ikke, men Expectance paa
-Lænestolen.
-
--- "Naa, _har_ De saa fundet et Sted, hvor De vil hen?" spurgte
-Terndrup.
-
-"Gud, ja! Det er et lille Pensionat for enlige Damer, der har kjendt
-bedre Dage, henne i Løngangsstræde, lige ved det nye Raadhus, saa man
-har Klokkerne _der_ paa første Haand. Det er kun fine, dannede Damer,
-som logerer _der_ -- ifjor havde to af dem abonneret i Tivoli, og den
-Ene, som jeg kjender gjennem Frøken Hansen, er saa musikalsk, at hun
-kan fortælle om Symphonierne saa livagtigt, at det er, som om man
-hørte dem. -- _Der_ vil jeg hen!"
-
-"Ja, ja, saa skal jeg se at ordne det -- men prøv paa at holde ud
-_der_ et Par Maaneder!"
-
-"Et Par Maaneder -- hvor vil De hen! Jeg vil aldrig derfra, før jeg
-skal kjøres ud paa Kirkegaarden! Nu har jeg ogsaa aftalt det Hele
-angaaende Begravelsen med Be'emanden: der skal være Kareth til
-Præsten og to smaa Laurbærtræer i Capellet ved Hovedenden af Kisten
--- vil De huske det, hvis han skulde glemme det?"
-
-"Det skal jeg!"
-
-"Saa var der ogsaa noget Andet, jeg vilde tale med _Dem_ om: De veed
-jo, at Marie skal confirmeres nu?"
-
-"Ja, hun skal jo saa."
-
-"Troer De, hun vilde bryde sig om at faae Poppe -- med Bur,
-naturligvis? Han er saa besværlig at flytte med!"
-
-"Nei, det troer jeg sgu egentlig ikke!"
-
-"Naa, ikke -- nei, det kan jo ogsaa nok være, det var for verdslig en
-Gave ved saadan en Leilighed. -- Ja, saa troer jeg, jeg vil give
-hende den hellige Barbara i Ramme, som jeg fik af Søster Veronica."
-
-"Ja, gjør De det, Jomfru!"
-
--- "Hvordan mon Frøkenerne paa Vennebjerg har det?"
-
-"Udmærket! -- Jeg skjød to Snepper i Lunden til dem forgangen Dag. --
-Farvel Jomfru!"
-
-"Farvel, lille Terndrup! -- Og husk saa angaaende min Begravelse, at
-Be'emanden veed Besked! -- Farvel!"
-
-
-
-
-Marie blev confirmeret i Slotskirken -- det kongelige Theater hører
-jo til Slotsmenigheden.
-
-Vennebjergerne kom, for første Gang i Gud veed hvor mange Aar, til
-Byen udenfor Terminstiderne og var høiligt opbyggede: Marie svarede
-storartet, syntes de, og Slotspræsten talte meget bedre end
-Capellanen derhjemme, som stadig var uden Varmeapparat.
-
-Holst og Terndrup forærede Marie henholdsvis en Aquarel og
-Oehlenschläger's Tragedier -- et saa godt som nyt Exemplar -- Mille
-Buxbom blev ved den trufne Aftale og skjænkede hende den hellige
-Barbara i Ramme, og Generalconsulen havde om Morgenen sendt hende en
-Psalmebog med Guldsnit.
-
-Men det Bedste af Alt var dog den Ring -- en glat Guldring med en
-enkelt Turkis -- som Poul selv kom med om Aftenen; _han_ var halv
-forlegen ved at give den, og hun blev baade rød og bleg ved at tage
-imod den, men Ingen af dem sagde egentlig noget Rigtigt. Poul
-fortalte mest om sin Afgangsexamen, som han nu var oppe til, og om
-sin Udnævnelse til Officeer, som han vilde faae til Efteraaret, naar
-Sommertogtet var forbi, og Marie ønskede ham god Lykke og tænkte
-uvilkaarligt: "Hvad saa?"
-
--- "Nu kommer min Marie paa Placaten som 'Frøken'," sagde Fru Lund og
-tørrede Øinene. "Herregud, havde blot min Mand oplevet _den_ Dag!"
-
-"Ja, De har Glæde af Deres Datter," sagde Generalconsulinden, der
-ogsaa var kommen paa Gratulationsvisit i Baghuset, "og De lever
-daglig sammen med hende -- skjøn paa _det_!"
-
-Og saa græd ogsaa hun -- det gjorde hun nu saa jevnlig, naar Manden
-ikke saae det.
-
-       *       *       *       *       *
-
--- Generalconsulen var ikke bleven blidere, tvertimod.
-
-Han havde af en eller anden Grund -- eller maaske af flere -- ventet
-at blive udnævnt til Ridder af Dannebrog ved en bestemt Leilighed,
-men han blev det ikke, og saa gik det pludselig op for ham, at han
-egentlig altid havde næret frisindede, oppositionelle Anskuelser.
-Høireregjeringen havde ikke holdt, hvad han havde ventet sig af den,
-og det var jo da ogsaa en Republik, intet Monarchi, som han havde den
-Ære at repræsentere: han besluttede sig til at blive radical. Da
-imidlertid den liberale Directeur for det amerikanske Exportselskab
-omtrent samtidig udnævntes til Etatsraad og fra nu af blev en trofast
-og værdifuld Støtte for de conservative Interesser, skete der altsaa
-ingen Forrykkelse af de politiske Partiers numeriske Forhold.
-
-Generalconsulens Frontforandring foregik med _den_ resolute
-Forretningsdygtighed, der altid havde udmærket ham: han meldte sig ud
-af Høires Arbeider- og Vælgerforening og ind i den liberale
-Vælgerforening, og forat constatere, at han nu var rettroende radical
-paa alle Omraader, opsagde han samtidigt sin faste Stol i Garnisons
-Kirke og blev Medlem af Foreningen for Ligbrænding.
-
-       *       *       *       *       *
-
--- "Jesper vil brændes!" sagde Vennebjergerne og slog Hænderne
-sammen, da dette rygtedes ud paa Landet. "Han vil brændes i de
-forgyldte Buxer, og saa skal hans Aske kommes paa Krukke og bindes
-til ligesom Syltetøi! -- Ja, vi vil i alt Fald ikke have Krukken ned
-i _vores_ Familiebegravelse!"
-
-
-
-
-Ude i det gamle Havehus paa Jagtveien sad en Junidag "den ranke Frue"
--- betydelig mindre rank end før, syntes Holst, der var kommen paa
-Besøg; Duborg var ude.
-
--- "Skal vi saa gjøre lidt Musik, Fru Ragna?" spurgte han.
-
-"Nei, Tak," svarede hun, "Hans holder nu engang ikke rigtig af det,
-og saa kan jeg ikke lide at spille med Dem, naar han er ude."
-
-"Men det er jo mere end urimeligt!" indvendte Holst. "Hvad i al
-Verden kan han dog have imod _det_?"
-
-"Ja, det er jo en lille Særhed -- dem har vi vel Alle -- men jeg
-troer ligefrem, han er jaloux!"
-
-"Paa mig?"
-
-"Nei, _det_ troer jeg dog ikke! Men paa Alt, hvad jeg overhovedet
-foretager mig, undtagen netop at passe Drengen og en Strikkestrømpe!"
-
-"Er han da heller ikke glad for Deres Teppe?"
-
-"Han har saamænd slet ikke seet det! Jeg arbeider kun paa det, naar
-han er ude, for saae han det, vilde han sige, at det ikke var nogen
-Nytte til, og at det kun tog mine Tanker fra _ham_!"
-
-Holst rystede paa Hovedet. -- "Maa jeg se, hvor vidt De er kommen?"
-
-Ragna gik ind i Værelset ved Siden af, lukkede en Puf op og hentede
-et Teppe, som hun bredte ud over Gulvet. Paa hvid Bund var der over
-hele Midten syet gule Silkebaand overkors, saa de dannede
-regelmæssige Parallelogrammer; udenom var der Tunger af Laurbærblade
-i mørkegrønt Klæde.
-
-"Det er jo bleven complet smukt!" udbrød Holst. "Ren Empire! Og _det_
-har De selv componeret saadan lige ud af deres kloge lille Hoved! --
-Veed De hvad: der er ikke ti Fruentimmer -- om Forladelse: Damer! --
-i hele Kongeriget Danmark med tilhørende Bilande, der kunde gjøre
-noget saa Simpelt og Stilfuldt! -- De har en Fremtid for Dem, hvis De
-selv vil!"
-
-"Aa, det mener De jo slet ikke!"
-
-"Jo, det veed Gud, jeg gjør! Den _store_ Kunst, den staaer i Stampe
-hele Verden over, men den 'lille', den florerer, og i _den_ kan De
-ogsaa præstere Noget. -- Maa jeg have Lov at indlevere Teppet til den
-kunstindustrielle Udstilling -- det er jo færdigt!"
-
-"Aa, nei, lad hellere være! Det er ikke nær godt nok, og --"
-
-"Jo, det er!"
-
--- "og Hans vilde slet ikke synes om, hvis det virkelig blev
-antaget!"
-
-"Han skal Ingenting vide, før det _er_ paa Udstillingen. -- Nu pakker
-jeg det ind og tager det med mig!"
-
-Holst begyndte at rulle Teppet sammen og fik et stort Papir lagt om,
-men han var knap færdig, da Ragna ængstelig udbrød:
-
-"Der kommer Duborg! Jeg kan høre ham i Haven -- skynd Dem endelig!"
-
-Teppet var accurat bundet sammen, da Duborg kom ind, men Ragna blev
-alligevel rød i Hovedet, da han saae paa hende, og der blev et Par
-Øieblikkes Taushed, før Nogen sagde Noget.
-
-Lidt efter lidt tøede man dog saa temmelig op, og Duborg hentede
-Drengen ind, saae beundrende paa ham med store Øine og sagde saa til
-Holst:
-
-"Er han nu ikke storartet!"
-
-"Jo, det er han vist," svarede Holst, "men det interesserer mig altid
-mere at se paa de smaa Børns Mødre end paa Børnene selv!"
-
-Duborg kigede stjaalent op paa ham, saae ogsaa hen paa Ragna men
-sagde ikke Noget.
-
--- "Veed Du, hvad jeg vilde gjøre, hvis jeg var i dit Sted, Duborg?"
-spurgte Holst, der Ingenting havde mærket. "Havde jeg _den_ Kone, Du
-har, saa gjorde jeg hende for det Første til enevældig Minister --
-Gudbevares, jeg er Demokrat, udadtil, men i Hjemmet, det er noget
-Andet -- og saa gav jeg hende Ret til Krigserklæringer og Afslutning
-af Fred og Tractater -- ved de sidste forstaaer jeg nu nærmest
-Overdragelse af Kunstværker for contant Betaling til det velhavende
-Bourgeoisi -- og veed Du, hvad jeg saa mere vilde gjøre? Jeg vilde
-igjen tage fat paa det Decorative og --"
-
-"Naa, paa Porcelainet!"
-
-"Ja! Du skal naturligvis male Billeder imellem, men der er Ingen
-herhjemme, der har viist den Sans for det Decorative som Du --
-skjøndt vor moderne Keramik i det Hele jo ubestridt staaer som den
-første i Verden -- og naar Du nu oven i Kjøbet har en Kone, som --"
-
-"Som hvad for Noget?"
-
-Ragna saae bønligt hen paa Holst, han dreiede af og svarede blot:
-
-"En Kone, som ogsaa har Interesse for den Gren af Kunsten -- ja, saa
-synes jeg, at Du --"
-
-"Og jeg synes, Du skulde lade mig passe mig selv!" afbrød Duborg ham.
-"Gjøres umyndig vil jeg ikke!"
-
-Saa vovede Holst sig ikke længere frem, han tog Fru Ragnas Teppe og
-gik.
-
-
-
-
-Duborg blev ved med at være i et skrækkeligt Humeur, og det blev ikke
-bedre, da Løvenørn-Petersen -- Gud maa vide hvorfor -- aflagde ham et
-længere Besøg. Han kom lige fra Cultusministeriet -- der var nemlig
-udnævnt en ny Minister, og den lovende Yngling paa de halvhundrede
-Aar forsømte ikke ved hvert Personskifte at bringe sig selv og sin
-miskjendte Kunst i behagelig Erindring hos Excellencen for om muligt
-ad den Vei at opnaa en beskeden Understøttelse paa Finansloven eller
-en ydre Anerkjendelse af sine Fortjenester.
-
-Duborg snærrede næsten ad ham, og Løvenørn-Petersen maatte to, tre
-Gange bede om at se det sidste Billede, han havde malet, før han
-bekvemmede sig til at vise ham det. Saa blev Løvenørn-Petersen
-elskværdig og smilende og roste det i høie Toner, og da han omsider
-var vel ude af Døren, sagde Duborg til Ragna:
-
-"Det er ikke til at tage feil af: selv _han_ kan se, at det er noget
-Skidt!"
-
-Men det blev ikke ved _det_ Besøg: samme Dag kom "Stabstrompeteren",
-A. B. Jensen.
-
-Han var for sin Klike ifærd med at arrangere en Salgsudstilling hos
-en tysk Kunsthandler, men han vilde gjerne have et Par Navne udenfor
-de Sammensvornes Kreds med, og derfor kom han til ham og bad ham
-udstille; der var udmærkede Chancer for at sælge, forsikrede han, og
-han skulde blot ikke forlange for lave Priser.
-
-Nei, Duborg havde saamænd Ingenting at udstille og Ingenting at sælge
-for Tiden, saa det kunde ikke hjælpe.
-
-Jo, han havde da det brillante Billede nede fra Rom, sagde A. B.
-Jensen, det af Fruen og Barnet. -- "_Der_ hænger det jo!"
-
-Ja, mente Duborg, men det var jo ikke saadan Noget at udstille og --
-
-"Det er det Bedste, De nogensinde har gjort!" forsikrede den Anden.
-
-"Ja, Billedet er godt nok, men --"
-
-"Jeg vil næsten garantere Dem, at De kan faae det solgt dernede -- De
-skal forlange 1500 Mark!"
-
-"Ja--a, det er godt nok, men --"
-
-"Det Billede er hverken bestemt til at udstilles eller til at
-sælges," sagde Ragna.
-
-"Ja, det vil da sige --", begyndte Duborg.
-
-"Billedet er min personlige Eiendom," afbrød Ragna ham og reiste sig
-op, "og det kommer ikke udenfor denne Stue uden min Villie!"
-
-Duborg havde knap et eneste Øieblik for Alvor tænkt sig Muligheden af
-at udstille eller afhænde Billedet, men Ragnas bestemte Optræden
-irriterede ham, han vilde ikke "gjøres umyndig", og derfor svarede
-han bryskt:
-
-"_Jeg_ har da _malet_ Billedet, veed jeg!"
-
-"Ja, til _mig_," indvendte Ragna.
-
-"Men vil De da virkelig forhindre Deres Mand fra en stor Succes?"
-spurgte A. B. Jensen nok saa lumskeligt.
-
-"Ja! Naar Succes'en kun kan kjøbes paa Bekostning af noget Større!"
-
-"Noget Større?"
-
-"Ja, De forstaaer det formodentlig ikke -- men det _er_ noget Andet
-og Større, der staaer paa Spil!"
-
-"Og jeg skal virkelig gaa med uforrettet Sag?"
-
-"Ja, tvinge min Kone kan jeg jo ikke," svarede Duborg med indeklemt
-Forbitrelse, og A. B. Jensen gik.
-
-       *       *       *       *       *
-
-Det varede nogle Øieblikke, inden Uveiret brød løs -- hverken Duborg
-eller Ragna vilde begynde.
-
-Omsider busede han ud med et rasende:
-
-"Egoist, som Du er! -- Hvad mente Du med den Snak om, at 'noget
-Større' stod paa Spil?"
-
-"Dit og mit Samliv!" svarede hun.
-
-"Talemaader!"
-
-"Det er ikke Talemaader! -- Nei, Du _skal_ blive og høre mig! Kunde
-Du virkelig ønske, at _det_ Billede blev solgt! Forstaaer Du da ikke,
-at det er _mit_ -- paa samme Maade som _jeg_ tilhører Dig, og Dig
-alene, med Sjæl og Legeme!"
-
-"Ja, gjør Du da det?"
-
-"Om jeg gjør! Betragter Du mig som en Model, som Capripigen, der --"
-
-"Snerperi!"
-
-"Og _det_ kalder Du Snerperi! -- Du maa være mig taknemmelig, fordi
-jeg har forhindret Dig fra at gjøre Noget, som Du bittert vilde have
-fortrudt!"
-
-"Glad!" raabte Duborg ude af sig selv. "Glad over, at din utidige
-Sentimentalitet forhindrer mig fra at vinde Anerkjendelse som
-Kunstner! -- Du glemmer nok, at Du allerede een Gang har spoleret min
-Lykke!"
-
-"Jeg!"
-
-"Ja, Du! Var det maaske ikke for din Skyld, jeg ødelagde det bedste
-Billede, jeg nogensinde har gjort!"
-
-"Og _det_ fortryder Du! Glemmer Du da, at det var _det_, som --"
-
-"Jeg mener hvert Ord, jeg siger! Havde jeg dengang gjort, som enhver
-Anden vilde have gjort, og ikke været dum hensynsfuld, saa havde det
-Billede bragt mit Navn Verden over og --"
-
-"Og havde Du saa været lykkeligere?"
-
-"Saa havde jeg nu været en fri Mand, der ikke maatte gaa i
-Trædemøllen forat føde Kone og Barn!"
-
-"For Guds Skyld, Hans, sig dog, at Du ikke mener et Ord af, hvad Du
-_der_ har sagt!"
-
-"Jeg mener hvert Ord! En Kunstner skal være fri -- uafhængig til alle
-Sider -- ellers gaaer han bag af Dansen som Kunstner!"
-
-Ragna var bleven ligbleg. -- "Jeg skal ikke længer staa Dig i Veien!"
-sagde hun. "Jeg gaaer og tager mit Barn med mig!"
-
-"Naa, saa Du gaaer! Hvor gaaer Du hen? Til dine Forældre, til
-Kontoret? -- Du kommer nok snart igjen!"
-
-"Nei, Hans, jeg kommer ikke igjen!"
-
-"Hvor skulde Du løbe hen, spørger jeg? -- Du tænker da vel ikke paa
--- Pjank!"
-
-       *       *       *       *       *
-
-Duborg slog en tvungen Latter op, tog sin Hat og gik, men da han en
-Timestid efter kom hjem, var baade hans Kone og Barn borte.
-
-Som en Vanvittig styrtede han op til Holst -- han var ikke hjemme.
-
-
-
-
--- "Hvem er det, der kommer Sine?" udbrød Hanne, der stod paa den
-lille Høi i Vennebjergs Have og saae ned ad Veien til Stationen. "Er
-det ikke Posten?"
-
-"Ih, nei!" svarede Sine. "Det er jo et Fruentimmer med en Barnevogn!"
-
-"Er det Smedekonen?"
-
-"Nei, _det_ er det ikke -- hun har rund Hat paa! -- Jeg troer, saa
-min Sandten, det er Ragna!"
-
-Og _det_ var det.
-
--- "Velkommen til Vennebjerg!" raabte Tanterne i Kor. "Det er dog et
-deiligt Barn, Du har! -- Men hvad er der i Veien! Du seer jo ud, som
-om Du havde solgt Smørret og tabt Pengene! -- Og hvor er din Mand?"
-
-Saa let og saa skaansomt som muligt sagde Ragna, at hun havde maattet
-forlade ham, fordi hun ikke _kunde_ blive, men bad dem forresten
-gjøre hende den Tjeneste ikke at spørge videre.
-
-"Er Du rendt fra ham!" udbrød Søstrene. "Saa Marsch omkring strax, og
-hjem igjen -- vi har ingen Fraskilte i vores Familie!"
-
-Ragna brast i Graad -- "den ranke Frue" var som et knækket Rør.
-
-"Jeg har ikke et Sted i Verden at gaa hen uden her," hulkede hun, "og
-saa jager I mig bort!"
-
-"Nei, det veed Gud, vi ikke gjør!" sagde Hanne og kyssede hende, og
-Sine sagde: "Vel er vi et Par haardhændede gamle Jomfruer, men rene
-Umennesker er vi da heller ikke! -- Sikken en Skurk han maa være!"
-
-"Nei, det er han slet ikke, Tante!"
-
-"Jo, vist er han saa! Han skulde kagstryges paa Gammel-Torv, skulde
-han, om der ellers var Lov og Ret i Landet, og vi vilde leie Vinduer
-hos Conditoren paa Hjørnet og se paa det!"
-
-"Tante Hanne og Tante Sine, jeg beder Jer saa mindeligt om det: sig
-ikke noget Ondt om Hans -- det bedrøver mig jo kun!"
-
-"Gud, lille Ragna, det maa da kun opmuntre Dig!" sagde Hanne, og Sine
-tilføiede: "Vi siger det jo kun forat vise, at vi er paa dit Parti
-overfor det fremmede Mandfolk, der har trængt sig ind i Familien --
-men naar Du vil have det, saa tier vi bomstille og nævner ikke
-Mennesket! -- Kom nu med indenfor!"
-
-Hvor diplomatisk Tanterne end optraadte, og hvor taus end Ragna var,
-kunde det dog ikke undgaaes, at Sommergjæsterne paa Vennebjerg
-efterhaanden fik Færten af, at der var noget Aparte ved Ragnas
-uventede Besøg uden Mand. Enkefruen og Datteren overbød hinanden i
-ufine Spørgsmaal og ufin Hvisken, Frøkenen fra Langeland tabte næsten
-Interessen for Spisesedlen, og selv den Døve fik man gjennem
-Trompeten bibragt Forestillingen om, at der var Noget paa Færde.
-
-Under disse Forhold blev Marie Ragnas eneste Trøst.
-
-Ragna stod for Marie bestandig som den fine Frøken fra Forhuset, hvem
-hun havde seet op til fra ganske Lille, men Ragna var jo tillige
-noget Andet: hun var Pouls Søster. Intet Under derfor, at Marie af
-hele sin sextenaarige Sjæl kom Ragna imøde og, uden at spørge,
-instinctmæssigt forstod hende bedre end Nogen af de Andre. Ragna
-_maatte_ aabne sit Hjerte for En, og det var, til Trods for
-Aldersforskjellen, Marie, der blev hendes Fortrolige. Time efter Time
-kunde de To sidde sammen, Ragna talte som til en Jevnaldrende, og
-tilsidst blev hun for Marie som den ældre Søster, hvem man kunde
-betro Alt. Ængstelig prøvende sig frem nævnede Marie tilsidst Pouls
-Navn efterat have havt det paa Læberne hundrede Gange, og da det
-først var nævnet, var det, som alle Sluser sprængtes; hidtil havde
-hun kun turdet hviske til Sivene ved Søen, nu kunde hun tale til et
-levende Væsen, nævne Navnet høit: Poul, Poul, Poul!
-
-       *       *       *       *       *
-
--- Et Par Dage efter Ragnas Ankomst til Vennebjerg kom der Brev til
-hende fra Faderen. Heri erklærede han, til Trods for sine nyanlagte
-moderne Anskuelser, at han betragtede det Hele som en Skandale, men
-at hendes Plads i Hjemmet og paa Kontoret ikke desto mindre stod
-hende aaben, naar hun snarest muligt vilde gjøre de fornødne Skridt
-til en lovformelig Separation.
-
-Det Brev svarede hun ikke paa.
-
-Dagen efter kom Terndrup paa Besøg fra Morgen til Aften -- han var
-ude forat skyde Ænder.
-
--- "Jeg har ellers en Hilsen til Fruen," sagde han til Ragna, og
-Ragna blev blodrød. "Det er fra Holst, han kommer imorgen."
-
-       *       *       *       *       *
-
-Og Holst kom.
-
-I flere Timer gik han alene rundt med Ragna, i Haven og i Lunden;
-Sine saae, at han kyssede hende paa Haanden, baade da han kom, og da
-han gik, og Hanne hørte, at han kaldte hende "Kjære Fru Ragna!"
-
--- "_Ham_ kan vi ikke lide!" sagde Tanterne.
-
-Og Holst kom igjen to Dage efter. Ragna blev hel febrilsk, Enkefruen
-og hendes Datter korsede sig, og der blev sagt stygge Ting i
-Trompeten til den Døve.
-
--- "Sine!" sagde Hanne. "Vi har næret en Slange ved vores Barm! Ragna
-er rendt væk fra een Mand forat løbe væk med en anden -- saadan gaar
-det til nutildags!" Og Sine svarede: "Hanne! Hun løber ingen Steder
-uden Barnet -- _saa_ meget Fruentimmer er hun dog! Lad os bare passe
-paa Drengen men forresten lade som Ingenting, for _tale_ til hende,
-det kan gjøre Ondt værre!"
-
-Med den største Forbauselse mærkede Ragna, at Tanterne var hel
-anderledes imod hende end før; de iagttog hende skarpt, benyttede
-enhver Leilighed til at omtale Duborg med en vis Anerkjendelse og
-skiftedes ligefrem til i Afstand at gaa efter hende, saa snart hun
-var udenfor med Barnet.
-
-       *       *       *       *       *
-
-Tredie Gang kom Holst.
-
--- "Tør vi spørge, hvem der egentlig har havt Bud efter Dem?" spurgte
-Hanne, og Sine tilføiede den ganske overflødige Forsikring: "_Mig_ er
-det ikke!" Men Holst var uforknyt og svarede blot, at da han laa paa
-Landet kun to Mil fra Vennebjerg, saa var det jo saa rimeligt, at han
-besøgte sin Veninde Fru Ragna saa ofte, han kunde.
-
--- "Han er lige saa fræk som Stratenrøveren i den forrige
-Feuilleton!" erklærede Hanne, og da Ragna gik ud i Haven med Holst,
-listede de sig begge To efter dem.
-
-"Hvor blev de af?" spurgte Hanne.
-
-"De satte sig paa Bænken nede ved den gamle Eg -- jeg kan se dem
-gjennem Buskene!" svarede Sine.
-
-"Kom saa -- men forsigtigt!"
-
--- "Kan Du høre, hvad de siger?"
-
-"Vist kan jeg saa, men vær blot stille!"
-
-Hvad Hanne hørte og siden meddelte til Sine, opfyldte imidlertid de
-Gamle med Forfærdelse -- _saa_ vidt havde dog Ingen af dem troet, det
-var kommet!
-
--- "Tage Afsked forinden med Tanterne vil jeg ikke," havde Ragna sagt
-til Holst, "det giver kun Scener, og jeg troer heller ikke engang, de
-godvilligt lod mig tage afsted, for i de sidste Dage vogter de paa
-hvert af mine Skridt, som om de anede Noget! Skal det ske imorgen,
-saa maa det være, efterat hele Gaarden er iseng, ikke før Klokken
-Elleve!"
-
-Og Holst havde svaret: "Altsaa imorgen Aften Klokken Elleve med
-lukket Vogn paa Landeveien nedenfor Havehøien!"
-
--- Tanterne holdt Krigsraad.
-
-"Skal vi lukke hende inde?" foreslog Hanne.
-
-"Nei, hun springer ud af Vinduet!" mente Sine.
-
-"Eller ligefrem tage Barnet fra hende?"
-
-"Nei, saa kan hun gjøre en Ulykke paa sig selv!"
-
-"Ja, hvad da?"
-
--- "Veed Du hvad, Søster," sagde Sine efter nogen Betænkning, "hendes
-Mand er da nærmest til at vide det Hele, saa kan _han_ jo gjøre, hvad
-han vil. Vi ynder ham ikke, men vi skal dog huske paa, at det ikke er
-_ham_, der er løbet fra _hende_, saa _noget_ Hensyn skylder man ham
-da!"
-
-"Det har Du Ret i, Søster, vi maa skrive!"
-
-"Nei, det bliver for sent at skrive, og Postvæsenet er ogsaa noget
-usikkert Noget: vi maa telegraphere."
-
-Efter længere Raadslagning opsattes da et Telegram til Duborg
-saalydende:
-
-  "Hun vil løbe væk igjen imorgen Nat Klokken Elleve, men vi veed
-  det Hele og passer paa. Nu kan De gjøre, hvad De synes."
-
-                                        Hanne og Sine.
-
-Telegrammet blev afsendt -- det var første Gang i deres lange Liv, at
-Vennebjergerne havde telegrapheret -- og hele næste Dag ventede de to
-Gamle Duborg, men han kom ikke.
-
-"Ja, ja," sagde de til hinanden, "saa har _vi_ i alt Fald vores
-Samvittighed fri overfor det fremmede Menneske. Men selv om _han_
-ikke vil holde sin Kone fra at løbe bort med Galanen, saa vil _vi_!"
-
-Lidt før Rødgrødstid gik Ragna en Tur i Haven med Barnet; _det_ kunde
-der jo ikke være nogen Fare ved, saa Tanterne fritog sig selv for
-yderligere Observation. Rødgrøden kom paa Bordet, Enkefruen og
-Datteren havde lige øst op til hinanden, saa sprang Bomben: Ragna var
-borte.
-
-Hvor var Ragna! Hele Huset kom i Forhør, og Gaasepigen kunde da
-tilsidst melde, at der for lidt siden havde holdt en lukket Vogn paa
-Veien nedenfor Havehøien; af den var der steget en Mandsperson ud,
-han havde omfavnet og kysset den unge Frue, og hun havde sat sig ind
-i Vognen med ham og Barnet og var kjørt bort -- i Retning af
-Hovedlandeveien.
-
-Hele Gaarden i Oprør: Ordrer og Contraordrer, Lamenteren og Skrigen
-op! Den Eneste, der var rolig, var Marie. Hun gik oven i Kjøbet rundt
-med et stille Smil, og det var ikke langt fra, at Tanterne et Øieblik
-endogsaa næsten tænkte sig Muligheden af at kunne blive ganske lidt
-vrede paa hende for hendes Mangel paa Medfølelse, eftersom hun
-bestemt raadede dem til at forholde sig rolige og endelig ikke
-foretage sig noget uoverlagt Skridt, før de næste Dag havde faaet
-paalidelige Efterretninger.
-
-"Næste Dag!" udbrød de. "Imorgen kan Ragna jo være i Hamborg, og
-iovermorgen i Polen eller Tyrkiet! Nei, enten har man Familie, eller
-ogsaa har man det ikke -- nu kjører vi ind til hendes Forældre og
-derfra til hendes Mand, saa maa _de_ tage Affaire!"
-
-Andrees fik til sin utrolige Forbauselse Ordre til strax at spænde
-for, de Gamle satte sig i Caleschen, kjørte hele Natten og holdt hen
-paa Morgenstunden i Store Kongensgade udenfor Generalconsulens
-Gaard.
-
-
-
-
-Der var naturligvis Ingen oppe hos Generalconsulens paa den Tid --
-Julius var jo den eneste Morgenmand i Huset, og han var i Jylland --
-men Portneren lukkede dem omsider ind, og de fik da banket Familien
-op.
-
--- "Hvad er der paa Færde!" raabte Generalconsulen.
-
-"Er Ragna død?" udbrød hans Kone forfærdet.
-
-"Gid det var saa vel!" svarede Tanterne. "Veed I virkelig Ingenting?"
-
-Nei, Forældrene vidste af gode Grunde ikke det Mindste, og saa
-fortalte Vennebjergerne dem, at deres Datter den foregaaende Aften,
-mir nichts dir nichts, var løben væk med en anden Mand. De havde, saa
-snart de var kommen under Veir med, hvad hun tænkte paa, telegraphisk
-meddelt Manden det, men han var formodentlig lige glad, for han havde
-slet ikke ladet høre fra sig.
-
-"Men det er din egen Skyld, Jesper!" sagde Hanne. "Det er Straffen,
-fordi Du hjerteløst har lukket din Dør for dit eget Barn og smidt
-Blodets Røst ned ad Trapperne!"
-
-"Ja, og Du har sagt din Stol af i Garnisons Kirke," supplerede Sine,
-"og Du vil brændes og kommes paa Krukke -- den Slags Ting taaler
-Vorherre ikke i Længden!"
-
-"Vaas!" raabte Generalconsulen men var dog aabenbart selv en Del
-rystet ved, hvad han hørte. -- "Skulde det virkelig være Ragna, der
-har Skylden -- vi maa ud til min Svigersøn, hvor ubehageligt det end
-er mig -- men han maa vel kunne give Besked!"
-
-"Ja, _vi_ tager med!" erklærede Vennebjergerne. "Det er _vores_ Hjem,
-hun senest er løben fra, saa vi har dog vel en vis Ret til at faae
-nogen Redelighed paa Tingene! -- Skynd Jer lidt -- nei, Tak, vi skal
-ikke have Kaffe!"
-
-Og saa kjørte de alle Fire afsted i den gamle Calesche --
-Generalconsulen sagde altid siden, at var der Noget, han var
-taknemmelig for, saa var det, at han ikke havde mødt nogen af sine
-Bekjendte i _den_ Ekvipage! Ud ad Jagtveien kjørte de, langs
-Østerfælled -- og de saae da ogsaa ud, som om de skulde til
-Henrettelse Allesammen.
-
-Endelig holdt de ved det gamle Landsted; Døren stod aaben -- Duborg
-var altsaa hjemme -- og de gik lige ind i Havestuen.
-
-_Der_ sad Ragna og Duborg med Drengen imellem sig og drak
-Morgenkaffe, og det Hele saae høist tiltalende og høist fredeligt ud.
-
-       *       *       *       *       *
-
-Ægteparret foer noget hurtigt op, da de uventede Morgengjæster
-traadte ind, og en eneste lille Brøkdel af et Secund var det
-tydeligt, at Ingen vidste, hvad der skulde siges eller gjøres; men
-saa faldt Moder og Datter i Armene paa hinanden, og Vennebjergerne
-snøftede og tørrede Øinene.
-
--- "Ja, I maa ikke være vrede paa mig, fordi jeg ikke fik sagt Farvel
-iaftes," sagde Ragna med et Smil til Tanterne, "men jeg kom lidt
-hovedkulds afsted."
-
-"Det kan man jo godt kalde det," svarede Hanne spidst, "men maa vi
-saa alligevel bede om en Forklaring!"
-
-Ja, Ragna gav den Forklaring, hun kunde. Hun havde længtes saa
-umaadeligt efter Duborg, og Duborg efter hende -- tilsidst havde
-egentlig Ingen af dem kunnet holde det ud, men Ingen af dem vilde dog
-gjøre det første Skridt. Men saa var Holst traadt til og havde
-afvexlende læst begge Parter Texten og foreslaaet Duborg, at han
-simpelthen skulde tage ud til Vennebjerg, hilse paa Tanterne og hente
-sin Kone og sit Barn. Det vilde Duborg ogsaa hellere end gjerne have
-gjort, men Ragna vilde for enhver Pris undgaa Scener ude paa Gaarden
-i Gjæsternes Overværelse og havde derfor bestemt at gaa alene ned til
-Stationen og _der_ møde sin Mand og tage hjem med ham. Men saa kom
-Tanternes uafbrudte Observation, der gjorde det umuligt for hende at
-forlade Gaarden sammen med Barnet, og saa maatte hun forat komme
-ubemærket bort lade Holst bede Duborg om at hente hende med Vogn
-Klokken Elleve om Aftenen.
-
--- "Ham, Holst, ham kan vi godt lide!" erklærede Tanterne, men de var
-dog endnu ikke rigtig klare over Forholdene, og Sine spurgte
-tvivlende: "Var det virkelig din egen Mand, Du løb væk med?"
-
-"Ja, det veed Gud, det var!"
-
-"Men vi telegrapherede jo!" sagde Hanne.
-
-"Ja, det er sandt," svarede Duborg, "Tak for _det_! Derfor kom jeg
-ogsaa med Vognen to Timer før, end jeg ellers var kommen, og saa var
-Marie Lund saa god at kalde paa Ragna, og saa gik det Hele!"
-
--- "Maa vi _saa_ faae Kaffe!" sagde Tanterne og satte sig ned.
-
-Alt aandede Fred og Forsoning over hele Linien -- selv
-Generalconsulen kyssede sin Datter paa Panden og trykkede sin
-Svigersøn i Haanden.
-
--- Da Morgengjæsterne omsider var taget bort, gik Ragna hen til sin
-Mand, lagde begge Hænder paa hans Skuldre og sagde:
-
-"Veed Du, hvad _min_ store Feil har været, Hans! Jeg vilde have, at
-Du skulde være som alle de Andre -- og saa er _det_, jeg er lykkelig
-over og stolt af, jo netop det, at Du _ikke_ er det!"
-
-"Er Du virkelig!" brummede Duborg. "Vilde Du da ikke alligevel
-hellere sidde hjemme hos dine Forældre -- med Drengen, naturligvis --
-og ønske, at Du aldrig havde seet mig?"
-
-"Men Hans dog!" sagde Ragna og lo. "Hvor skulde saa Drengen være
-kommen fra!"
-
-"Naa, ja, det er jo sandt nok, men jeg mener bare, om Du ikke havde
-været lykkeligere, hvis Alt var bleven ved at gaa i den gamle Gjænge,
-og Du endnu havde siddet paa Kontoret -- saa havde Du dog været
-sparet for mange Sorger!"
-
-"Men saa havde jeg jo heller ikke været Den, jeg nu er! -- Troer Du
-da ikke, jeg veed, at jeg er en Anden nu end før -- og at det er Dig,
-der er Skyld i det!"
-
-"Jo, det er Du vel ogsaa. -- Du havde da i alt Fald ikke faaet
-Sølvmedaille for dit Teppe, hvis Du endnu havde siddet over
-Klipfisken," tilføiede han med et lunt Smil.
-
-"Har _jeg_! Er det sandt!"
-
-"Ja, vist er det sandt, og Teppet er godt nok, jeg _har_ seet det!"
-
-"Og Du er ikke vred over, at jeg --"
-
-"Vred! Nei, det manglede kun! Jeg er skam ikke helt fri for at være
-vigtig af min Kone! -- Men nu skal jeg fortælle Dig Noget: mens Du
-var borte, har jeg naturligvis tænkt over mange Ting, og jeg er ogsaa
-bleven klar over, at Holst havde Ret, da han sagde Noget om, at vor
-Tid ikke er den store, men den _lille_ Kunsts. Jeg interesserer mig
-ganske vist mest for Gallerierne, det gjør jeg -- men Dagligstuerne
-har vel alligevel ogsaa deres Ret. Naa, saa bestemte jeg mig til
-igjen at slaa mig paa Porcelainet -- det er dog saadan noget temmelig
-fornemt Noget -- og _det_ duer jeg til. -- Nu _har_ jeg været ude paa
-Fabriken, og _der_ tog man imod mig med Kyshaand."
-
-"Ja, det troer jeg nok! -- Men Du skal da ogsaa male rigtige
-Malerier, Hans?"
-
-"Ja -- naar jeg _har_ Noget at male! Men seer Du, det er mere og mere
-gaaet op for mig: jeg er jo af dem, der kun en sjelden Gang saadan
-bliver inspireret -- og jeg kan ogsaa kun en Gang imellem lade være
-med at være Egoist -- men holde af Dig, det gjør jeg alligevel
-altid!"
-
-Ragna faldt ham rent ud om Halsen og græd og lo, og lo og græd -- det
-var længe siden, hun havde gjort det!
-
-"Men _Du_ skal hjælpe mig med at hitte paa decorative Motiver,"
-vedblev Duborg, "for _det_ har Holst ogsaa Ret i: Du seer brillant,
-og havde Du i Tide lært det, _jeg_ har, saa var Du ti Gange mere
-værd, end _jeg_ er -- jo, Du var!"
-
--- Efter en Pause sagde Duborg: "Og veed Du, hvad jeg egentlig troer,
-der har været min største Feil: jeg har ikke saadan altid kunnet
-finde mig i, at _Du_ var den Overlegne -- men det _er_ Du! -- og saa
-har jeg været jaloux -- paa Alt, hvad Du rørte ved, og Alt, hvad Du
-saae til -- men det skal jeg ikke være mere!"
-
-"Aldrig?"
-
-"Jo, jeg bliver det vel nok alligevel -- en Gang imellem. Men det,
-som jeg især ikke har kunnet udstaa ved Dig, det var, at Du altid --
-næsten altid -- havde Ret -- det maa en Kone aldrig have!"
-
-       *       *       *       *       *
-
--- Fra den Dag af var Duborgs Hjem, som Holst udtrykte sig, en
-constitutionel Stat, i hvilken den hidtil enevældige Souverain af fri
-Villie havde delt sin Magt baade m. H. t. Lovgivning, Administration
-i Almindelighed og Finansvæsen i Særdeleshed med en ansvarlig
-Eneminister, og samtidig havde Duborg indført en ny Tidsregning, idet
-det senere altid hed: "Det var saa og saa længe før eller efter, at
-jeg hentede min Kone paa Vennebjerg!"
-
-
-
-
-Poul blev da Officeer og skulde med Vintercorvetten til Vestindien.
-Uniformen havde været prøvet Uger iforveien, og den Dag, han fik sin
-Udnævnelse, gjorde han i fuld Gala Visit hos Fru Lund og Marie.
-
-Marie havde ganske naivt troet, at naar han først var Officeer, saa
-vilde han med Sabelen ved Siden komme over og fri, og hans Besøg var
-hende derfor en uhyre Skuffelse. Han sagde rigtignok, at _hun_ var
-hans eneste rigtige Ven, den Eneste, hvem han kunde betro alle sine
-Sorger og alle sine Glæder, men forresten var han overgiven, næsten
-ellevild, og talte mest om den forestaaende Vestindietur, som han
-glædede sig umaneerligt til -- hvor _kunde_ han dog glæde sig til at
-være en hel Vinter borte!
-
-       *       *       *       *       *
-
-Marie græd, da han var gaaet, og mistede rent Humeuret, og det var
-saa meget desto uheldigere, som hun netop nu skulde have sin
-egentlige Debut: Titelrollen i "Søvngjængersken".
-
-Maaneder igjennem havde hun arbeidet, været til Gud veed hvor mange
-Prøver i Dansesalen og siden paa Scenen, og Alle, baade Balletmester
-og Kamerater, ventede sig en Succes.
-
-Og saa kom den store Aften. Fru Lund havde fra Morgenstunden af været
-ude forat kaste stjaalne Blikke til alle Gadehjørner og i
-Forbigaaende læse Datterens Navn paa Placaterne; Marie syntes, at den
-Dag aldrig fik Ende, og saa blev det dog omsider Aften.
-
-Alle hendes Venner var i Theatret. Poul sad med Vennebjergerne i
-første Parket, Duborg med Holst og Berner i andet, og Terndrup i
-Galleriet -- han var mødt, skjøndt Hønsejagten gik ind den Dag.
-
-Oppe paa sit Paaklædningsværelse fandt Marie en Buket med et Par
-Linier fra Ragna -- Alle paa Theatret var saa venlige imod hende, og
-da hun i god Tid stod fuldt færdig i Foyeren, syntes hun, at
-Bournonvilles Billede saae opmuntrende ned paa hende.
-
-Og Debut'en blev en Succes, i Grunden en stor Succes. Det var ikke
-alene hendes Skjønhed, og hendes sikre, fuldt beherskede Dans, der
-tog Publicum med Storm: det var først og fremmest den kvindelige
-Ynde, der prægede hver af hendes Bevægelser, den Følelse, hun lagde
-for Dagen i de alvorlige Scener, og den kyske Frihed, hvormed hun
-helt igjennem førte sig.
-
-Hun vidste, at Poul sad i Parkettet -- men hun vidste ikke, om hun
-var glad eller bedrøvet over det.
-
-Publicum var begeistret, og Aviserne var næste Morgen dog for en
-Gangs Skyld enige om Noget, nemlig om, at Balletten havde faaet en
-ny, vordende Primadonna; det morede Marie at læse, men hun læste det
-egentlig som Noget, der handlede om en Anden, en ganske Anden end den
-Marie, der sad i Baghuset i Store Kongensgade.
-
--- "Du var storartet iaftes!" sagde Poul, der lige kigede over til
-hende. "Jeg er hel stolt over, at vi To er voxet op i samme Gaard!"
-
-       *       *       *       *       *
-
--- Terndrup kom efter Løfte op til Mille Buxbom og gav Referat --
-Mille var bleven meget gammel.
-
-Hun havde virkelig for et Par Maaneder siden faaet sat igjennem, at
-hun var kommen til at bo i et Slags Gjæstehjem, der styredes af St:
-Apollonia Søstrene, og i Begyndelsen havde dette selvfølgelig været
-det eneste Sted paa Jorden, hvor hun overhovedet kunde tænke sig at
-existere. Men lige saa selvfølgeligt havde Bladet vendt sig. -- "Nei,
-jeg vil ikke dø hos Katholikerne," havde hun erklæret. "Katholiklig,
-dem ryger de over og læser over og gjør Stads af, men almindelige
-Lig, som jeg og andre Lutheranere, de bliver puttet i en umalet
-Fyrretræs Kiste og baaret ned ad Kjøkkentrappen -- det har jeg selv
-seet! Nei, nu har jeg igjen gjort ordentlig Aftale om min Begravelse,
-og Be'emanden veed Besked!"
-
-Og saa sad hun da nu i Nyhavn hos en Skræderfamilie og var foreløbig
-henrykt baade over Værelset, Udsigten og Skræderfamilien; det var jo
-nok lidt høit oppe -- fjerde Sal -- "men saa er man saa rart nær ved
-Pulterkammeret," mente hun, "og det er en vigtig Post!"
-
-Løvfrøen havde hun skilt sig af med og i Steden faaet en Skildpadde,
-som var meget oplivende, sagde hun: det var et roligt Dyr, rigtig
-passende for ældre, enlige Folk, og grumme billigt at holde, for
-Vinteren igjennem spiste den slet Ingenting, men for Øieblikket var
-Padden laant ud til Nabokonen, der sommetider var noget tungsindig af
-sig og derfor trængte til Opmuntring.
-
-Terndrup blev anbragt i Lænestolen, og Terndrup maatte fortælle.
-
--- "Herregud, at lille Marie nu er naaet _saa_ vidt!" sagde Jomfruen
-rørt. "Kan De huske, da hun sad paa Skammelen under Vinduet og skrev
-paa sin Tavle! -- Poppe kunde saa godt lide hende -- ja, nu er der
-gaaet Møl i ham, det gamle Skind, og Gud veed, hvad Bombebøssen gjør
-med de tyve Kroner -- og hun var et fromt Barn: hun skal ogsaa have
-mit Ravhjerte, naar jeg er død og borte og er kommen honnet i
-Jorden! -- Ak, ja, man bliver gammel, og man har det ensomt.
-Gudbevares, Skræderens er flinke Folk, det var Synd at klage paa dem,
-men fine er de jo ikke, og han er da egentlig ogsaa kun Buxeskræder
--- ja, det vil sige, han vender en bedre Frakke imellem og syer en
-Vest om, men alligevel -- nei! Frøken Hansen synger ikke mere i
-Garnisons -- hun har rent mistet Stemmen, og nu gaaer hun rundt og
-seer paa Leiligheder -- ikke fordi hun flytter -- hun har jo sine to
-Værelser i 'Trøstens Bolig' -- men forat faae Tiden til at gaa med
-Noget -- og Madam Siegler tager ikke mere ud til Middag, og Madam
-Asters er bleven værkelig. -- Lirekasserne er heller ikke mere, hvad
-de _har_ været -- det er altid saadan gesvindte Melodier, de nu
-spiller, saa man faaer hel ondt i Hovedet, naar man vil nikke Tacten
-med. -- Nei, det var andre Tider, Terndrup, da vi boede i Hus sammen
-i Gothersgade -- har Duerne det godt? -- Ja, jeg vilde gjerne give
-Dem en lille Ting med til Marie, der kunde glæde hende, men jeg veed
-saamænd ikke, hvad det skulde være -- jo, bi lidt! Jeg maa have dem i
-Commoden!"
-
-Og Jomfruen ledte og ledte i tre Commodeskuffer, og tilsidst fandt
-hun mellem havarerede Papirsdanserinder og Stumper af brogede
-Silkebaand en gulnet Convolut.
-
-"Giv lille Marie dem," sagde hun, "det vil fornøie hende at se, at
-jeg har gjemt dem!"
-
-"Hvad for nogen?" spurgte Terndrup og vendte og dreiede Convoluten.
-
-"Aa, det er saamænd ikke Andet end et Par Blomster, hun engang gav
-mig for mange Aar siden -- jeg troer, hun havde faaet dem af den
-lille Poul Lange -- ja, nu er _han_ vel ogsaa bleven stor, for
-Officeer _er_ han da -- men det kunde jo være, det vilde more hende
-at faae dem igjen saa længe efter. -- Husk nu at give hende dem, og
-sig, at hun snart skal se op til sin gamle Læremo'er!"
-
-"Det skal jeg!
-
-"Ak, ja, Herregud, man er skrøbelig, Terndrup. Og saa har Doctoren
-her i Gaden ikke mindste Begreb om, hvad jeg feiler!"
-
-"Ikke det?"
-
-"Nei! Han siger, at det er Alderdom -- men Alderdom er da ingen
-Sygdom, vel?"
-
-"Nei, det er det jo ikke."
-
-"Bare jeg kunde dø, Terndrup -- men jeg troer, Sjælen er groet fast i
-Ryggen paa mig!"
-
-"Aa, hvad, saa slemt er det vel heller ikke! -- Men nu maa jeg afsted
--- Farvel, Jomfru!"
-
-Terndrup var allerede ude af Døren, da han blev kaldt tilbage:
-
-"Der var blot een Ting, jeg endnu vilde sige Dem -- De skal have
-Lænestolen efter mig -- jo De skal!"
-
-"Skal _jeg_! -- Er der da ikke en eneste Præst eller Doctor, som
-De --"
-
-"Nei, der er ikke. -- Men De maa selv koste nyt Betræk til den!"
-
-       *       *       *       *       *
-
-Og efter dette var Terndrup sikker paa, at Mille Buxbom ikke kunde
-have ret langt tilbage.
-
-
-
-
-Der var Bal hos Generalconsulens, Bal for Poul inden hans Afreise.
-
-Poul vilde havt Marie bedt med, men det vilde Faderen ikke paa nogen
-Maade vide af. -- "Vi gjør ikke Fester for Balletdronninger," sagde
-han, "og Du har allerede havt Maskepi nok med Baghuset -- mere end
-nok!"
-
-Saa fandt Poul sig ogsaa i det og trøstede sig med, at Marie egentlig
-var alt for god til at tages om Livet af Alle og Enhver -- "og hun
-vilde saamænd heller ikke engang have moret sig," mente han.
-
-Men more sig, det gjorde Poul. Marie sad Balaftenen i Mørke i aabent
-Vindue, og saae over mod den oplyste Etage. Musiken lød ned til
-hende, Par for Par bevægede sig forbi Ruderne -- _der_ var Poul med
-en ung, smuk Dame. De standsede i Vinduesfordybningen, han lo og saae
-straalende fornøiet ud -- nu bøiede han sig ind bag Gardinet og
-hviskede Noget til hende -- _hun_ saae ned -- Parret forsvandt.
-
-Og Marie græd. Hvad hjalp det hende, at Aviserne sagde, hun havde
-lagt hele Kjøbenhavn for sine Fødder, naar _han_, han, den Eneste --
-aa, det var til at fortvivle over! Illusion efter Illusion var tabt,
-fløiet som Trækfuglene i den kolde Efteraarsnat -- forbi, forbi!
-
-Og hun aabnede den gulnede Convolut, som hun samme Dag havde faaet af
-Terndrup -- et Barndomsminde dæmrede frem for hende: hun huskede saa
-tydeligt, da Poul gav hende den lille Buket, han selv havde plukket i
-Grønsværen om Lindetræet -- nu stod ogsaa _det_ afbladet, sort og
-nøgent mod den stjerneklare Himmel. Tidligere vilde de tørre Blade
-have været hende en Relikvie -- nu var de kun Symbolet paa en tabt
-Illusion.
-
--- "Far hen for Vinden, forsvind i Rummet -- den visne Blomst grønnes
-aldrig mere!"
-
-Og ud i Septembernatten flyver Convoluten med de skjørnede Stilke og
-det smulrede Løv, et Vindpust løfter den opad, op over Lindetræet --
-saa bliver den borte i Mørket.
-
-
-
-
--- I Februar fik Marie et underligt Brev fra Poul, fra Vestindien.
-Hun maatte læse det baade to og tre Gange, før hun rigtig forstod
-det.
-
-       *       *       *       *       *
-
-Det lød saadan:
-
-    Min egen, kjære Marie!
-
-  Jeg veed slet ikke, hvordan jeg skal faae begyndt, og endnu
-  mindre, hvordan jeg skal faae sagt, hvad jeg vil.
-
-  Jeg skammer mig som en Hund over mig selv, det er sikkert, men
-  det er forresten alt for lidt sagt. Naar jeg blot i fem Minuter
-  nu kunde se Dig ind i Øinene -- eller maaske slaa mine Øine ned
-  for Dig! -- Men det er jo umuligt -- og komme hjem uden at have
-  skrevet Dig til, som det er, det vil jeg heller ikke.
-
-  Marie, jeg er en Æsel! Jeg veed jo godt, at _Du_ holder af mig --
-  hvis Du da ikke har skiftet Sind, mens jeg har været borte -- og
-  _jeg_ holder mere af Dig end af noget andet Menneske paa Jorden
-  -- det har jeg altid gjort. Men jeg er en letsindig Hund. Og det
-  er saa underligt, at jeg egentlig først, efterat vi havde staaet
-  Skagen ud, blev rigtig klar over, at Du var den Eneste i hele
-  Verden, jeg vilde have til Kone -- hvis Du da ellers vilde have
-  mig. Det tænkte jeg saa paa at ville skrive til Dig fra Madeira,
-  men det blev ikke til Noget, for Du veed jo, at Skriveri aldrig
-  har været min Sag, og jeg syntes ogsaa, det var naturligst at
-  sige saadan Noget mundtligt, naar jeg kom hjem, i Steden for at
-  skrive det -- og Du vidste det vel ogsaa iforveien.
-
-  Det var der jo alligevel ingen Ulykke i Altsammen, men nu kommer
-  det.
-
-  Der var Bal igaar ude paa en af Plantagerne, og _jeg_ var med.
-  Jeg veed godt, at Du ikke kan forstaa det, men jeg vil alligevel
-  have Lov at skrive det, for sandt er det: jeg tænkte paa _Dig_,
-  og ikke paa noget Andet end Dig hele Veien ud, baade da vi roede
-  ind til Quaien, og da vi red ud til den forbandede Plantage, og
-  jeg var saa glad, som jeg ikke længe har været. Men netop fordi
-  jeg tænkte paa Dig hele Tiden, var jeg munter, overstadig, og
-  gjorde Kur til Damerne over en lav Sko.
-
-  Damerne i Troperne er nu anderledes end Damerne hjemme -- Du
-  kjender Spanierinden i "Fjernt fra Danmark"! Der var En af dem,
-  som jeg dansede meget med. Hun var kjøn -- det vil sige, det
-  syntes jeg igaar -- og hun var venlig og indladende og alt
-  Muligt. Jeg maatte tale _om Dig_ med et Menneske -- netop fordi
-  Du er saa forskjellig fra alle dem, jeg var sammen med -- og saa
-  fortalte jeg hende Løst og Fast: at vi var voxet op sammen og
-  havde holdt af hinanden som Børn, at Du allerede var en berømt
-  Danserinde, og at jeg vilde fri høitideligt til Dig, saa snart
-  jeg kom hjem -- det var ligefrem en Lettelse at faae talt ud. Og
-  hun var saa deltagende, spurgte, hvad Du hed -- kun Fornavn
-  naturligvis -- og jeg sagde hende det, og hun gjentog: "Marie,
-  Marie, Marie" -- og _det_ lød meget kjønnere end hele Balmusiken.
-
-  Ja, kan Du saa gjætte Dig til Resten? Nei, det er Ulykken, det
-  kan Du ikke, for det er Du alt for god og honnet til, og der er
-  naturligvis heller ikke et Menneske, der vil forstaa, at man kan
-  bære sig saadan ad.
-
-  Kjære, lille Marie, jeg vil ikke gjøre mig bedre, end jeg er, men
-  det _var_ hende, som ude i den mørke Palmeallee pludselig slog
-  sine Arme om Halsen paa mig og sagde noget Sludder, som jeg i
-  Øieblikket tog for gode Varer -- jeg havde jo ogsaa drukket en
-  hel Del iskold Champagne, og varmt var det -- noget Sludder om,
-  at her i Vestindien var _hun_ min Marie, og at hun skulde
-  erstatte mig Savnet af den rigtige Marie o. s. v. i den Dur. Men
-  det var nu alligevel voldsomt durkdrevent af hende, for det var
-  den eneste Maade, hun kunde fange mig paa.
-
-  Jeg tænkte paa _Dig_, men jeg tog _hende_ i mine Arme.
-
-  Og nu er jeg saa voldsom ulykkelig og skamfuld, og jeg veed slet
-  ikke, om Du kan tilgive mig. Men det troer jeg nu alligevel, Du
-  kan, for Du er saa god, og jeg er egentlig saa umaadelig glad
-  over at have faaet Dig sagt alt det, jeg vilde. Men Anledningen
-  skulde jo rigtignok helst have været en anden.
-
-  Holder Du af mig endnu, saa skriv to Ord til mig, til Havre --
-  saa veed jeg dog, om jeg er kjøbt eller solgt, inden jeg kommer
-  hjem. Men Du skal ikke sige Noget til Nogen -- for med Fader maa
-  man varpe sig frem, og det vil jeg selv gjøre.
-
-  Gud velsigne Dig, og hold af mig trods Alt!
-
-                                        Din
-                                          Poul.
-
-Marie skrev til Havre, og Ragna var den Eneste, hun betroede sin
-Lykke til.
-
-
-
-
-Sidst i Marts kom Poul hjem med Corvetten, brunet af Vestindiens Sol
-og straalende af Glæde. _Naar_ han kunde, stjal han sig over til
-Marie i hendes Hjem, ellers mødtes de kun hos Duborgs.
-
-       *       *       *       *       *
-
-I Begyndelsen af Juni var det Ragnas Fødselsdag. Hendes Forældre
-havde været paa officiel Visit om Formiddagen, men til om Aftenen var
-der bedt større Selskab: Holst, Berner og Terndrup, Poul og Marie.
-
--- "Jomfru Buxbom er død imorges," sagde Terndrup, "og det er godt
-for _hende_, men jeg vil ligegodt savne at komme op og høre paa
-hendes Kjørileis en Gang om Maaneden, det veed Gud, jeg vil!"
-
-"Herregud, er _hun_ borte!" udbrød Berner. "Den Slags Existenser døer
-ud og erstattes ikke af lignende ny."
-
-"Ja, kan De huske, jeg kaldte hende den sidste sorte Rotte?" vedblev
-Terndrup. "Nu, da hun er død, kan _det_ saa ikke give Dem det 'Puf',
-De trænger til for at lade Bogen komme ud?"
-
-"Nei, det troer jeg dog ikke," svarede Berner med et Smil. "Min Bog
-skulde jo ikke beskjæftige sig med Symboler men med Realiteter!"
-
-Saa kom Holst.
-
--- "Det er da en Evighed, siden man har seet noget til Dig!" brummede
-Duborg. "Man skulde tro, Du havde været udenlands!"
-
-"Udenlands!" gjentog Holst. "Nei! Jeg forlader ikke uden bydende
-Nødvendighed mit kjære Kjøbenhavn, men jeg har havt forfærdelig
-travlt!"
-
-"Hvormed?"
-
-"Med de forberedende Arbeider og Forsøg, der har været nødvendige for
-at kunne bringe Fru Ragna en Fødselsdagsgave -- værsaagod!"
-
-Ragna aabnede en Mappe, han rakte hende, og fandt en Radering: et
-Billede af Gaarden i hendes gamle Hjem, hvor Lindetræet løftede sin
-Krone op over Taget.
-
-"Nei, hvor det er kjønt!" udbrød Ragna. "Og endnu kjønnere af Dem at
-tænke paa _mig_ -- Tusind Tak!"
-
-"Ja, det er jo det 'historiske Vindue'," sagde Holst. "Havde Duborg
-ikke hin Morgen seet en hvid, uforlovet Arm lukke det op, saa Gud
-veed, hvordan Alting var gaaet!"
-
-"Saa havde Du formodentlig endnu været en fri Mand," sagde Ragna til
-Duborg, "som en Kunstner jo bør være!"
-
-"Det er nok muligt," svarede Duborg, "men saa havde jeg heller ikke
-havt en enevældig Minister, der styrede mine Affairer -- og styrede
-dem godt! -- Men hvad er _det_, Holst, er Du begyndt at radere?"
-
-"Ja, jeg er! Jeg havde en temmelig bestemt Fornemmelse af, at
-Kjøbelysten hos det velhavende Bourgeoisi begyndte at tabe sig -- i
-alt Fald overfor _mine_ Mesterværker -- og saa tog jeg fat paa
-Radeernaalen og prøvede mig frem -- ja, det er det første rigtige
-Forsøg, din Kone har faaet."
-
-"Det er sgu godt!" erklærede Duborg.
-
-"Ja, Løvenørn-Petersen fik ogsaa hel ondt af det igaar -- men det
-skal nok blive bedre," forsikrede Holst, "og gjennem det Utal af
-fortrinlige Blade, der efterhaanden vil udkomme fra min agtede Haand,
-skal Efterverdenen faae et Begreb om, hvordan _det_ gamle Kjøbenhavn
-saae ud, der var tilbage ved Aarhundredets Begyndelse."
-
-"Det kan jeg lide!" sagde Berner. "Det er historisk Opdragelse
-gjennem Kunsten, og det er historisk Opdragelse, det kommer an paa!"
-
--- "Men jeg glemmer jo rent, at jeg har en Present endnu!" sagde
-Holst og tog en lille Convolut frem af Lommen, lukkede den op og gav
-Ragna en Firkløver. -- "Den fandt jeg under Deres Faders Lindetræ
-forleden, da jeg var inde i Gaarden og gjøre en Skizze til
-Raderingen -- den bringer nok Lykke, skal De se!"
-
-"Tillader De!" sagde Berner, reiste sig hurtigt og saae interesseret
-paa Firkløveren. "Og _den_ har De virkelig plukket i Generalconsulens
-Gaard?"
-
-"Ja, det veed Gud, jeg har! Der stod et Par Kløverplanter under
-Lindetræet, og saa --"
-
-"Det er =Trifolium resupinatum=!" sagde Berner næsten høitideligt.
-
-"Den fra Pladsen om Thorvaldsens Musæum -- 'Planten funden og
-forsvunden'!"
-
-"Ja, den italienske Kløverart, som i sin Tid kom hertil med det Hø,
-som var brugt ved Indpakningen af Marmorstatuerne."
-
-"Men De har jo een Gang tidligere funden den i Generalconsulens Gaard
--- har De ikke?" spurgte Holst.
-
-"Nej, _jeg_ har ikke fundet den," svarede Berner, "men jeg har for en
-Del Aar siden havt et Exemplar i min Haand, som jeg tog ud af Beltet
-paa Frøken Marie, og hun sagde dengang, at nuværende Lieutenant Lange
-havde plukket det hjemme i sin Faders Gaard."
-
-"Det er sgu rigtigt!" udbrød Terndrup. "Nu kan jeg huske det!"
-
-"Men jeg har i Grunden lige til nu troet, at der dengang forelaa en
-Feiltagelse," vedblev Berner, "for jeg har siden flere Aar i Træk om
-Sommeren, naar Generalconsulen laa paa Landet, listet mig ind i
-Gaarden og ledt og ledt men aldrig fundet hverken =Trifolium
-resupinatum= eller nogen anden Kløver. -- Og hvordan kan den nu
-pludselig efter saa lang Tids Forløb dukke op?"
-
-Berner satte sig ned og saae og saae paa Firkløveren, med og uden
-Lupe, saae og grundede, og grundede og saae, og var temmelig taus
-Resten af Aftenen.
-
-Saa kom Poul og Marie -- de kom "ganske tilfældigt" sammen.
-
--- "Maa jeg se min Neveu!" sagde Poul, da Gratulationen og
-Haandtrykningen var endt. "Det er saa flot at være Onkel!"
-
-Og Poul og Marie saae paa Drengen sammen og snakkede med Drengen
-sammen, og Marie kom pludselig til at tænke sig selv som Tante til
-ham og blev rød i Hovedet ved sine egne Tanker.
-
--- "Aa, maatte jeg have talt to Ord med Dem i Enrum," sagde Terndrup
-efter Aftensbordet til Marie ude i Haven, og saa gik de ind i
-"Urskoven", mens Poul saae langt efter dem.
-
-"Sig mig, bitte Frøken," begyndte han, "det Papir med nogle tørrede
-Blomster i, som jeg gav Dem engang fra gamle Jomfru Buxbom -- har De
-det endnu?"
-
-"Nei, det har jeg ikke," svarede Marie og blev hel ulykkelig.
-
-"Ja, det gjør Ingenting," sagde Terndrup, "slet Ingenting. -- Men
-skulde De kunne huske, hvor Papiret blev af, for det kunde saadan
-more mig at vide?"
-
-"Ja -- jo, jeg troer nok, det fløi fra mig en Aften," svarede Marie.
-
-"Se, se! -- Og _hvor_ var det, med Forlov at spørge?"
-
-"Det var hjemme i Gaarden -- jeg ledte efter det næste Dag, men det
-var ikke til at finde, og jeg er saa voldsom bedrøvet over det netop
-nu, da gamle Jomfru Buxbom er død -- det havde dog været et Minde om
-hende."
-
-"Aa, De faaer jo hendes Ravhjerte," trøstede Terndrup, "og hvad de
-her Blomster angaaer, saa skal De ikke sørge -- det var maaske
-allerbedst, det gik, som det gik. -- Ja, Tak, Andet var det ikke, jeg
-vilde!"
-
-       *       *       *       *       *
-
-Man brød sent op og _gik_ hjem i den lune, lyse Midsommernat.
-
--- "Hvor er det dog et kjønt Par!" sagde Holst til Berner og Terndrup
-om Poul og Marie, der Arm i Arm gik foran.
-
-"Gu, er det saa!" indrømmede Terndrup.
-
-"Ja, og veed De, hvad der er saa velgjørende ved de To?" spurgte
-Berner. "Det er, at de har Tro paa Livet, Mod paa Fremtiden -- der er
-vist ikke den Ting i hele Verden, Nogen af dem er bange for!"
-
-"Naa -- aa," sagde Terndrup, "jeg troer sgu ikke, Lieutenanten vil
-være synderlig kaalhøgen, naar han skal til at tale med sin Fader!"
-
-"Det skulde da ogsaa være det Eneste!" indrømmede Berner.
-
-       *       *       *       *       *
-
-Det allersidste Stykke af Hjemveien fulgtes Terndrup og Berner alene
-ad.
-
--- "Naa," sagde Terndrup, "nu har De da Deres Trifolium. -- Er _det_
-heller ingen 'Puf' til Bogen?"
-
-"Jo -- umuligt var det jo ikke!"
-
-"Naa, det var da godt! Klem saa bare paa, og smed, mens Jernet er
-varmt! -- Jeg vil dog ogsaa nok se den Bog trykt, før jeg tager fra
-Byen!"
-
-"Fra Byen?"
-
-"Ja -- jeg reiser til Efteraaret -- til Hønsetiden," svarede Terndrup
-og saae ned.
-
-"Men hvorhen dog?"
-
-"Til Jylland, begribeligvis! Først tager jeg over ad Skjern til, og
-saa seer jeg, hvor jeg vil slaa mig ned for Resten af min Levetid."
-
-"Men jeg troede dog, at De --"
-
-"Naa, at jeg havde lovet mig selv o. s. v. -- Ja, det har jeg jo paa
-en Maade ogsaa. -- Men saadan Noget skal man ikke love -- for i
-Længden kan man ikke holde det!"
-
-"Herregud, skal man nu miste _Dem_! -- Men har De da Raad til at
-opgive Forretningen?"
-
-"Gu', har jeg saa! -- Man er da ikke for Ingenting Jyde, og jeg har
-lagt Skilling paa Skilling."
-
-"Og det skal virkelig være allerede til Efteraaret?"
-
-"Ja, det er da paa høie Tid!"
-
-"Hvad vil det sige?"
-
-"Jo, seer De, Vorherre har nu bestemt et vist Antal Patroner for
-enhver Jæger, og jeg har jo sparet svært paa mine i over tyve Aar;
-skydes op _skal_ de, og saa vil jeg dog helst knalde dem af, mens jeg
-endnu kan se lige ud ad en Bøssepibe. -- Godnat, Berner!"
-
-
-
-
-Vel var Poul, som Terndrup rigtigt havde bemærket, ikke synderlig
-"kaalhøgen" overfor sin Fader, men der maa jo en Ende paa Alting, og
-en skjønne Dag i Eftersommeren, ude paa Landet, opgav han -- efter
-Poussecaféen -- at "varpe sig frem" og fortalte rent ud, at han og
-Marie holdt af hinanden.
-
-Det blev en artig Scene!
-
-Generalconsulen saae saa forfærdet ud, som om Saluten fra mindst ti
-mellemamerikanske Orlogsmænd var gaaet lige over Hovedet paa ham; han
-kylede Cigaren i Ansigtet paa den nærmeste og mest menneskevenlige af
-Familieløverne, begyndte med at spørge, om Poul var bleven gal, sagde
-derefter, at han kun havde Sorg af sine Børn, og erklærede saa,
-aldrig, aldrig at ville finde sig i en saadan Forbindelse. --
-"Heldigvis," sluttede han, "veed jeg dog, at Du som Lieutenant skal
-have en vis Indtægt for at faae Giftermaalstilladelse, og den Indtægt
-kan Du -- heldigvis! -- ikke skaffe, for din Danserinde har vist
-ikke nogen større Formue, vel?"
-
-Poul fandt det klogest ikke at spænde mere i den Gang og trak sig
-tilbage, men Generalconsulen lod det ikke være nok med at have sagt
-Poul Besked: han gik næste Dag til Fru Lund.
-
-       *       *       *       *       *
-
--- "Det er nydelige Historier," begyndte han, "med min Søn og Deres
-Datter! Men det har man for sin Godhed! Skjøndt jeg ikke havde
-mindste Forpligtelse overfor Dem -- hører De: ikke den mindste! --
-saa har jeg dog ladet Dem bo gratis her i Huset, jeg har støttet Dem
-med et fast contant Beløb, og saa har De alligevel systematisk søgt
-at lokke min uerfarne Søn -- jo, De har! Da Deres Mand kom i
-Fedtefadet --"
-
-"Han var uskyldig, Hr. Generalconsul," indvendte Fru Lund ydmygt,
-"det blev han ved med at sige til det Sidste!"
-
-"Lad os ikke tale om _det_! Jeg anklager Ingen, men at der ikke kan
-være Tale om Giftermaal, haaber jeg, De som en fornuftig Kone
-indseer. Vel er jeg en fordomsfri og afgjort liberal Mand -- en god
-Demokrat -- men Fordomsfriheden har ogsaa sine Grænser, og i dette
-Tilfælde betegner Begrebet Balletdanserinde som Svigerdatter for mig
-Grænsen, den absolute Grænse. Gudbevares, jeg siger ikke Noget om
-Deres Datter i og for sig, men min Søns Hustru -- nei! -- De maa
-flytte til October, Understøttelsen beholder De!"
-
-       *       *       *       *       *
-
-Fru Lund græd, og Marie græd, da hun i skaansomme Udtryk fik
-Meddelelsen om det Forefaldne; Generalconsulinden sørgede, Duborg
-brummede, og Poul saae ikke til sin Fader.
-
-
-
-
--- "Jeg kommer nok ikke til Jylland iaar før efter Hønsetiden," sagde
-Terndrup. "Ja, jeg _har_ nok tænkt det!"
-
-       *       *       *       *       *
-
-Terndrup havde forresten allerede "hævet" sin Forretning og
-realiseret Bøger, Frimærker, Conchylier og "Spirituosa". Han havde
-imidlertid travlt alligevel, var stærkt interesseret i Trykningen af
-Berners Bog og gjorde flere Afstikkere fra Byen uden at have Bøsse
-med.
-
-       *       *       *       *       *
-
-En skjønne Dag stillede han paa Generalconsulens Kontor.
-
-"Hvad er til Tjeneste?" spurgte Denne og stillede sig i
-Audienspositur.
-
-"Aa, det er skam egentlig kun et godt Raad, jeg vilde bede om,"
-svarede Terndrup, "men det kan jo nok være, det trækker lidt ud, saa
-jeg troer, vi gjør bedst i at sætte os ned."
-
-Dermed tog han ugeneert en Stol, og da _han_ satte sig, gjorde
-Generalconsulen fornærmet det Samme.
-
-"Det er saamænd angaaende Fru Lund," vedblev Terndrup. "Hvad skal vi
-stille op med hende: hun vil flytte!"
-
-"Vil flytte!" raabte Generalconsulen. "Hun _skal_!"
-
-"Naa, hun _skal_, se, se! -- Ja, det kommer jo strengt taget ikke mig
-ved, men --"
-
-"Nei!"
-
--- "men jeg synes sgu, det er urimeligt! Saa faaer jo for det Første
-Deres Søn længere at gaa, naar han vil besøge sin Kjæreste -- naa,
-han har naturligvis unge Ben, saa --"
-
-"Kjæreste! Er De gal, Menneske! Hvem taler De om?"
-
-"Om Deres Søn og Fru Lunds Datter, begribeligvis!"
-
-"De faaer aldrig i Evighed hinanden!"
-
-"Naa, ikke det? -- Gjør Fru Lund maaske Vanskeligheder, fordi Deres
-Søn kun er Secondlieutenant?"
-
-"Nei, _det_ troer jeg dog ikke, hun gjør!"
-
-"Ja, men hvad kan det da være for? -- Er det monstro, fordi hun veed
-Noget?"
-
-"Om hvem?"
-
-"Ja, det maatte vel være om Dem!"
-
-"Om mig!"
-
-"Ja, men det kan Deres Søn jo ikke gjøre ved!"
-
-"Maa jeg bede Dem øieblikkelig --"
-
-"Ja, jeg skal strax være der! -- Saa maa Fru Lund alligevel have
-faaet Noget at vide -- men det er ikke af _mig_!"
-
-"Aa, De er jo forrykt -- hvad mener De?"
-
-"Det var ellers en Skam, for _jeg_ har holdt ren Mund -- men hun maa
-jo have faaet Rede paa de her Appelsiner!"
-
-Generalconsulen var bleven høirød i Hovedet, og hans Stemme rystede,
-da han sagde:
-
-"Jeg indseer virkelig ikke, hvad det vedkommer _mig_, at hendes Mand
-smuglede og blev overbevist om Toldsvig!"
-
-"Naa, ikke?"
-
-"Nei!"
-
-"Ja, saa maa jeg nok forklare mig tydeligere. -- Det var sgu _Dem_,
-der smuglede!"
-
-"Mig!"
-
-"Ja, vist var det saa!"
-
-"De lyver! -- Og om det saa var sandt tusende Gange og tusende Gange
-til, saa veed _De_ Ingenting -- Ingenting!"
-
-"Ja, det er nu ellers, ligesom man tager det! -- Jeg har altid havt
-saadan hvad man kalder Misfidus til Dem, og saa var det for en hel
-Del Aar siden, at Deres yngste Søn en Dag solgte mig nogle gamle
-Frimærker, som sad paa Brevene."
-
-"Den Satans Dreng!" udbrød Generalconsulen.
-
-"Og eet af dem var skam fra Fru Lunds Mand!"
-
-"Naa, og det Brev, det læste De?"
-
-"Ja, jeg gjorde saamænd! -- Det skulde jeg maaske ikke have gjort,
-men --"
-
-"En Gentleman læser ikke andre Folks Breve!"
-
-"Det har De sgu vist egentlig Ret i! Jeg har ogsaa fortrudt det, men
-gjort er gjort!"
-
-"Naa, og Brevet, Brevet!"
-
-"Ja, man maatte jo stave og lægge sammen, men saa blev Meningen ogsaa
-grumme tydelig."
-
-"Naa, det blev den!"
-
-"Ja, grumme tydelig! -- De har jo nu altid holdt af saadan smaa,
-mindre propre Nebengeschäfter -- ogsaa _før_ De blev Generalconsul --
-og saa havde De hittet paa -- bare som en Adspredelse, begribeligvis
--- at smugle Silketøi ind paa Bunden af Appelsinkasser, og Kasserne
-blev slaaet op om Natten i Deres Gaard -- jo, de gjorde! -- og De
-brugte Deres Agent, Lund, som Straamand -- det var _hans_ Navn, der
-blev klareret paa, og det var da ogsaa _ham_, der blev snuppet!"
-
-"Tilstod han maaske ikke selv?"
-
-"Jo, han gjorde!"
-
-"Og det vil De bilde voxne Folk ind, at han havde gjort godvilligt,
-hvis han havde havt rent Mel i Posen!"
-
-"Nei, aa, nei! Han gjorde det heller ikke godvilligt, og han havde
-heller ikke rent Mel i Posen, det var Synd at sige, for han havde
-brugt af de Penge, han havde incasseret som Deres Reisende, og han
-kunde ikke erstatte Beløbet. Saa gjorde _De_ ham klar paa, at
-Straffen for Bedrageri var meget større end for den Smule Toldsvig,
-og De lovede ham at holde ren Mund med det Første, naar han alene
-vilde tage sig Skylden paa for det Andet!"
-
-"Hvor meget koster det Brev?"
-
-"Ja, jeg har nu aldrig saadan handlet med Breve," svarede Terndrup,
-stadig lige irriterende rolig, "kun med Frimærker, og _det_ er jeg
-ogsaa hørt op med nu -- men forresten er det Brev ikke til at faae."
-
-"Hvad skal det sige?"
-
-"Nei, for jeg har brændt det."
-
-"Har De brændt det?"
-
-"Ja, jeg har sgu. Det skulde jeg maaske ikke have gjort -- jeg har
-ogsaa fortrudt det bagefter!"
-
-Generalconsulen trak lettet Veiret og reiste sig igjen.
-
-"Vil De uopholdeligt forlade mit Kontor!" sagde han.
-
-"Ja, jeg kan snart være færdig," svarede Terndrup. -- "Men jeg er
-alligevel bange for, at Fru Lund har faaet noget at vide om den
-Kløver, siden hun absolut vil flytte, og det er sgu kjedeligt!"
-
-"Kløver! -- Vaas! -- Hvad for en Kløver?"
-
-"Ja, Generalconsulen kan nok huske, at Berner -- De veed, ham, Deres
-Svigersøns gode Ven -- han kom engang for mange Tider siden og sagde
-til Dem, at han havde faaet et Par visne Blade af en sjelden Plante,
-som skulde være funden i Deres Gaard. Det var nu mærkeligt nok, for
-det var en Kløver, som ellers kun findes nede i Italien, og som kun
-var funden eet Sted før i Kjøbenhavn -- nei, De maa sgu sidde ned og
-høre paa mig, for det er ligefrem en Historie, der kunde trykkes i
-Aviserne!"
-
-"Alt det Vrøvl kommer jo ikke mig ved!"
-
-"Nei, man skulde ikke tro det, for _De_ faaer jo ingen Klipfisk nede
-fra Italien, vel? Det var jo ogsaa _det_, der var det Mærkelige, at
-den Plante netop skulde voxe i _Deres_ Gaard!"
-
-"Det har været en Feiltagelse. Jeg har selv seet efter i flere Aar
-siden: der har ikke været mere Kløver end bag paa min Haand!"
-
-"Det er rigtigt -- men iaar er der sgu!"
-
-"Det er jo umuligt! Men selv om det var sandt -- den Kløver iaar kan
-da ikke stamme fra Høet i de Appelsinkasser, som Lund -- selvfølgelig
-imod mit Vidende og Villie -- muligvis har brugt min Gaard til at
-slaa op i!"
-
-"Jo, det er det Underlige af det: det gjør den nu alligevel! Det er
-skam, som jeg før sagde, en Historie, der er lige til at trykke --
-men den er lidt lang. -- Seer De, de visne Blade, som Berner i sin
-Tid fik fat paa, de var af en lille Buket, som Deres yngste Søn havde
-plukket her i Gaarden og givet Marie Lund."
-
-"Den Satans Dreng!" udbrød Generalconsulen for anden Gang.
-
-"Ja, det er Satan til Dreng!" indrømmede Terndrup. -- "Om Forladelse,
-nu er han jo Lieutenant! -- Men, hvad jeg vilde sige, Marie Lund, hun
-havde saamænd, før Berner kom til, givet den gamle Jomfru Buxbom --
-De veed hende, der var kjendt fra Barn af med Deres Tanter fra
-Vennebjerg -- det Meste af Buketten, og se, Jomfruen -- hun var jo
-saadan sær i mange Dele, men honnet, det var hun -- naa, hun havde
-gjemt de her Blomster i et Papir, og dem gav hun mig ifjor, forat jeg
-skulde fly dem tilbage til Marie Lund som en lille Amindelse. Det
-gjorde jeg ogsaa, men saa gik det hverken værre eller bedre, end at
-Papiret en Aften, da hun stod i et aabent Vindue her i Baghuset, fløi
-fra hende, op over Lindetræet. Og saa har der formodentlig været lidt
-Frø ved de visne Stilke, og det har spiret. -- Kan De saa se, at
-Kløveren iaar alligevel stammer fra _den_, Deres Appelsiner har været
-pakket i? Og troer De ikke, at saadan en italiensk Plante i Store
-Kongensgade, naar man pirred lidt op i de gamle Historier, kunde
-være, hvad de oppe i Criminalretten kalder for et Indicium?"
-
-"Aa, De er jo gal, Menneske -- splittergal!" raabte Generalconsulen.
-"Og jeg skal i alt Fald nok sørge for, at der ikke mere skal være
-Noget at finde i Gaarden -- det kan De stole paa!"
-
-"Aa, ja, saamænd, ja," svarede Terndrup, "det kunde jeg næsten tænke
-mig. -- Men det gjør nu Ingenting!"
-
-"Ikke det!"
-
-"Nei! -- Jeg skal sige Dem, den er allerede paa Tryk!"
-
-"Hvad for en?"
-
-"Kløveren! De veed, Berner -- ham, Deres Svigersøns gode Ven -- han
-har i lange Tider skrevet paa en Bog om alle Planter og Dyr i hele
-Kjøbenhavn, og nu er den da endelig givet i Trykken -- det har
-saamænd holdt haardt nok at faae ham til det! -- Jeg har ellers et
-Correcturark i Lommen, som jeg fik Lov at laane -- her skal De se,
-hvad der staaer:
-
-  "=Trifolium resupinatum.= Første Gang funden paa Pladsen omkring
-  Thorvaldsens Musæum. Senere funden i Generalconsul Lange's Gaard,
-  Store Kongensgade 238."
-
-"Se, nu kan De jo luge, saa meget De vil, om Deres Lindetræ -- De
-kan sgu ikke luge Historien ud af Berners Bog!"
-
-"Det er mig ogsaa ganske ligegyldigt! Naar der Ingenting findes i
-Gaarden, saa vil Enhver sige, at Deres Hr. Berner har taget feil!"
-
-"Ja, Gud veed! -- Jeg skal sige Dem, han har været saa forsigtig at
-plukke nogle Stykker, som han har, pænt tørret, i sit Herbarium."
-
-"Det er Tyveri! Jeg kan sagsøge ham for uberettiget Indtrængen paa
-mit Territorium og for Krænkelse af Privatlivets Fred!"
-
-"Det kan De! -- Men De lader nok være med det!"
-
-"Nei, jeg gjør ikke!"
-
-"Jo, gu, gjør De saa! For nu skal _jeg_ sige _Dem_ Noget: _De_ kunde
-ikke staa Dem ved, at jeg sørgede for, der i Smaabladene kom en nem
-lille Historie om Generalconsul Lange og Handelsagent Lund og
-Toldsvig og italiensk Kløver. Veed De hvad: _det_ Nummer af Avisen,
-det kjøbte sgu Deres Fader strax!"
-
-"Det Hele beviser Ingenting!"
-
-"Nei, _det_ gjør det ikke -- men De er ligegodt en død Mand den Dag,
-det kommer frem!"
-
-Generalconsulen begyndte at se ud, som om han mente Slaget tabt og
-ikke engang selv troede paa Muligheden af, at der var Tid til at
-vinde et nyt.
-
--- "Hvad forlanger De saa for at tie stille?" spurgte han med brudt
-Stemme. "Ikke fordi jeg har Nogetsomhelst at bebreide mig -- ikke det
-Mindste! -- men offentlig Skandale er mig modbydelig!"
-
-"Ja, mig ogsaa, uha, uha!" forsikrede Terndrup. "Men jeg er ellers
-grumme billig, for jeg holder ren Mund, naar bare Fru Lund bliver
-boende -- og De saa lader hendes Datter og Deres Søn faae hinanden,
-begribeligvis!"
-
-"Men er De da forrykt, Menneske! _Min_ Søn og den fattige
-Balletspringerske -- aldrig!"
-
-"Ja, se fattig kan man nu vel i Grunden ikke kalde hende."
-
-"Ikke det!"
-
-"Nei, det kan man ikke -- hun faaer da baade at bide og brænde!"
-
-"Saa! -- Maa jeg spørge hvorfra?"
-
-"Ja, det skulde jo egentlig være en Hemmelighed, men siden
-Generalconsulen ligefrem spørger om det, og da De jo saadan paa en
-Maade er nærmest til at vide det -- jo, seer De: Frøkenerne paa
-Vennebjerg har gjort Testamente for nylig -- jeg var selv
-Vitterlighedsvidne sammen med Smeden."
-
-"Naa, det _var_ De! -- Og hvad kommer det Sagen ved?"
-
-"Jo, det kommer den sgu meget ved! Se, de rede Penge, som Frøkenerne
-efterlader sig --"
-
-"Dem skal maaske Dansefrøkenen have?"
-
-"Nei, aa, nei! -- Nei, dem skal Deres Datter have, men se Gaarden --"
-
-"Ja, _den_ skal min Søn Julius have -- han er den eneste Landmand i
-Familien!"
-
-"Det er nok muligt -- men den er nu ligegodt testamenteret til Marie
-Lund."
-
-"Vennebjerg! Til Fremmede! Det er for galt! -- De to gamle
-Fruentimmer maa jo gaa i Barndom!"
-
-"Aa, nei, det maa man ikke sige! Det er jo nok lidt kleint med Synet
-for Frøken Hanne, og Frøken Sine kunde jo være noget mere skrap til
-at høre, end hun er, men Forstanden, den skader Gudskelov Ingenting!"
-
-Generalconsulen gik op og ned ad Gulvet, standsede ved Pulten og
-trommede med Fingrene, gik igjen op og ned, og standsede igjen --
-overveiede og beregnede, calculerede Skandalen og taxerede
-Vennebjerg, og endte med at give sig.
-
-       *       *       *       *       *
-
-Terndrup var allerede ude paa Gangen, da han blev kaldt tilbage.
-
--- "Hør, den Bog," begyndte Generalconsulen, "den, som han -- hvad er
-det nu, han hedder --"
-
-"Berner!"
-
-"Ja, Berner -- der har altid været mig noget Ubehageligt ved den
-Person, lige fra den første Gang, jeg saae ham! -- Den Bog ønsker jeg
-ikke skal udkomme!"
-
-"Ikke det!"
-
-"Nei, De maa standse Trykningen!"
-
-"Det kan jeg sgu ikke!"
-
-"Ja, det om den forbandede -- om denne Kløver -- det maa i alt Fald
-gaa ud! Det stiller jeg som Betingelse, som absolut Betingelse for
-min -- forresten ganske frivillige -- Indvilligelse i Partiet!"
-
-"Ja, ja, saa maa jeg jo se, hvad jeg kan gjøre! -- Godmorgen, Hr.
-Generalconsul!"
-
-
-
-
-Samme Aften søgte Terndrup Berner i hans Hjem.
-
--- "Hør, Berner," sagde han, "De kommer til at gjøre mig en Tjeneste.
-Det om den her Trifolium -- det maa De stryge i Correcturen!"
-
-"Jeg troer, De vil!" svarede Berner og saae næsten forfærdet ud.
-"Dens sporadiske Forekomst er jo netop det Mærkeligste i hele Bogen!"
-
-"Ja, det er nok muligt -- men den maa sgu væk alligevel! Jeg har ikke
-Lov saadan at sætte Dem ind i hele Redeligheden, men jeg skal sige
-Dem: der er To, som ikke kan faae hinanden, uden at De stryger den
-Trifolium."
-
-"Hvem er det?"
-
-"Ja, det er ogsaa en Hemmelighed, men det er ellers Marie Lund og
-Lieutenant Lange -- nu veed De det!"
-
-"Men Terndrup -- kan De forlange _det_ af mig!"
-
-"Ja, jeg kan sgu! -- Har De ikke altid sagt, at naar en Art -- et Dyr
-eller en Plante -- saadan har opfyldt sin Mission, saa forsvinder
-den?"
-
-"Jo, det har jeg vel nok, men --"
-
-"Naa, den Trifolium, den _har_ opfyldt sin Mission -- det kan De
-stole paa! -- og saa lader vi den forsvinde!"
-
-"Mission -- ja, hvilken Mission?"
-
-Terndrup stod et Øieblik og betænkte sig, saa saae han op med et
-polisk Smil i det ene Øie og svarede:
-
-"Den har jo faaet Dem til at udgive Deres Bog -- det var saamænd
-ellers aldrig bleven til Noget uden den."
-
-Det kunde Berner ikke Andet end indrømme; saa tænkte han paa Poul og
-Marie -- og saa lovede han -- med et resigneret Suk -- at føie sin
-gamle Ven.
-
-"Det var Ret!" sagde Terndrup. "Og Bogen kan sgu være lige god for
-_det_! Men siden De var saa nem at faae i Tale, skal De ogsaa have
-hele Historien!" og saa fortalte han Alt, hvad han vidste, fra først
-til sidst.
-
-Berner hørte efter med største Opmærksomhed, og da Terndrup omsider
-var færdig, sad Berner endnu lidt og grundede, før han sagde:
-
-"Det er altsaa egentlig gamle Jomfru Buxbom, som Lieutenant Lange og
-Frøken Marie kan takke for, at de faaer hinanden!"
-
-"Hvordan det?"
-
-"Jo, havde _hun_ ikke gjemt den lille Buket, saa --"
-
-"Ja, men hvad kunde det have hjulpet, naar _De_ ikke strax havde
-seet, at der var noget Aparte ved de Blade, De tog fra Marie Lunds
-Belte!"
-
-"Nei, det er ogsaa sandt! -- Men det er dog Marie selv, der har saaet
-Frøet!"
-
-"_Det_ er det! -- Men dersom Holst ikke var gaaet ind i
-Generalconsulens Gaard forat tegne, saa havde han ikke fundet
-Firkløveren, og saa havde vi været lige nær!"
-
-"Og dersom _De_ ikke paa Forhaand havde havt Deres Viden fra det
-Brev, Terndrup --"
-
-"Ja, det, som Lieutenanten solgte mig!"
-
--- "Og _saa_ siger man, at Livet selv aldrig 'componerer'!" udbrød
-Berner. "Jo, Livet combinerer og componerer saamænd omkap med
-Alverdens Forfattere -- men man har ikke altid saa let ved at se det
-i Virkeligheden som i Bøgerne!"
-
-"Det er nok muligt, men veed De, hvad jeg forresten tænker paa,
-Berner: gamle Jomfru Buxbom, hun vilde altid laane Bøger, hvor man
-paa sidste Side havde en Fornemmelse af, at de, der fik hinanden,
-blev lykkelige, og det var skam tidt svært at skaffe hende, især i de
-senere Aar. Men _den_ Fornemmelse, den har jeg med Marie Lund og
-Lieutenanten -- jeg var sgu ikke nær saa sikker, dengang Duborg blev
-gift med hans Søster!"
-
-"Hun er dog en sjelden Kvinde," svarede Berner, "saa rank og saa
-sikker!"
-
--- "Ja, gu, er _hun_ sikker!" indrømmede Terndrup.
-
-
-
-
-Terndrup sagde selv, at hans "Mission" i Kjøbenhavn nu ogsaa var endt
--- ligesom Trifolium's -- der var Ingenting at bie efter, og først i
-October vilde han reise.
-
-       *       *       *       *       *
-
-Om Formiddagen, som han skulde med Dampskibet om Aftenen, kom Holst
-og Berner hen til ham forat sige et sidste Farvel i den gamle, tomme
-Leilighed, hvor der nu saae saa underlig fremmed ud, og hvor man
-mindst af Alt forstod, at der kunde have været saa mange Bøger til
-Huse i de smaa Rum.
-
-Terndrup vilde endnu engang op paa Slaget og tage Afsked med Udsigten
-og Duerne -- han havde forresten foræret dem til Værtens Søn -- og
-saa gik Holst og Berner med op.
-
-       *       *       *       *       *
-
-Det var smukt Octoberveir med ualmindelig klar Luft; Røgsløret laa
-lavt nede, kun Tage og Kviste ragede op af det.
-
--- "Herregud, _der_ er gamle Jomfru Buxboms Vindue!" siger Terndrup.
-"Ja, nu er der ingen Kasser med Purløg og Pralbønner udenfor -- Gud
-maa vide, hvem der egentlig boer!"
-
-"Og _der_ var Duborgs og mit Atelier!" svarer Holst. "Nu boer der en
-Photograph -- =sic transit= --!"
-
-       *       *       *       *       *
-
-Berner seer i modsat Retning, over ad Store Kongensgade til. --
-"_Der_ er Generalconsulens Gaard," siger han og falder i Tanker, men
-om han nærmest tænker paa =Trifolium resupinatum= eller paa det
-"historiske Vindue", hvor Duborg første Gang saae sin "ranke Frue",
-det er ikke godt at sige.
-
-       *       *       *       *       *
-
--- "Hvor der dog i Virkeligheden er Faa i en stor By, der rigtig
-føler sig knyttet til den!" udbryder Holst. "Somme er og bliver
-Fremmede --"
-
-"Ja, Terndrup har jo altid seet over ad den Kant til, hvor Jylland
-ligger," afbryder Berner ham med et Smil.
-
-"Og Andre har bestandig staaet udenfor det Hele," vedbliver Holst,
-"som f. Ex. Duborg -- han er lige glad, om han er paa Capri eller i
-Kjøbenhavn -- eller, rettere sagt, han er gladest, naar han blot er
-borte!"
-
-"Men hvor _er_ det dog muligt!" svarer Berner. "Her er jo bedst i
-hele Verden!"
-
-"Og smukkest!" tilføier Holst. "Her bliver kjønnere og kjønnere -- se
-blot paa Nyrops Raadhus, hvor det kneiser over Kjøbenhavn!"
-
-"Men Christiansborg ligger endnu i Ruiner," indvender Berner,
-"'Kongens Kjøbenhavn' har intet Midtpunct!"
-
-"Det _skal_ det have!" forsikrer Holst. "Festivitas kan ingen By og
-ingen Tid undvære, og derfor skal Slotstinderne ogsaa løfte sig over
-Staden Side om Side med Raadhustaarnet!"
-
-"Men Slotstaarnet maa være det høieste, og Spiret skal bære den
-gyldne Kongekrone!"
-
-"Kan indrømmes -- af Skjønhedshensyn! -- Men det bliver os
-Demokrater, og ikke Dem og Deres Lige, som bygger Kongen det ny
-'Kjøbenhavns Slot'!"
-
-Berner smiler. -- "For _mig_ er det Væsentlige ikke, _hvem_ der
-bygger, men at der bygges. Hovedsagen er, at Holmen ikke ligger hen
-som en Brandtomt, et Splittelsens Tegn, men at man igjen reiser den
-sunkne Kongeborg paa historisk Grund, hvælver og kupler den over
-Absalons Brønd -- Traditionens 'hellige Kilde' -- _den_, som er og
-bliver et Folks dyreste Eie!"
-
--- "Ja, Eet er sikkert," siger Holst, "De og jeg, vi holder af
-Kjøbenhavn -- 'Landets Hjerte', som Duborg ikke kan lide, jeg siger
--- og hver af os holder nu af den paa sin Maade. -- Men var _jeg_
-enevældig Konge af Kjøbenhavn, saa lod jeg Folk som Dem og mig sætte
-i forgyldte Rammer!"
-
-"_Jeg_ vilde dog foretrække en gammel Mahogniramme," indvender
-Berner, "jeg troer, den vil passe mig bedst!"
-
-"Ogsaa indrømmet!" svarer Holst, og der bliver en Pause.
-
-       *       *       *       *       *
-
-Lidt efter siger Berner: "Har De tænkt paa, at det rimeligvis er
-sidste Gang, vi To staaer heroppe og seer ud over Byen! Det er dog
-altid en Afslutning paa Noget, Noget, man er færdig med -- og jeg
-synes, den sidste Tid har bragt saa mange Afslutninger!"
-
-"Afslutning!" gjentager Holst. "Jeg kan ikke fordrage Afslutninger,
-hverken i Livet eller i Bøger! Man skal altid kunne tænke sig en
-Fortsættelse, ellers er jo Interessen forbi, men man skal ikke vide,
-_hvordan_ Fortsættelsen bliver -- og det veed man da heldigvis
-heller aldrig! -- Færdig, siger De! Troer De, _jeg_ er færdig,
-eller nogensinde bliver det? Nei! Jeg kan skabe mange smaa
-udødelige Mesterværker endnu -- og De! De skal naturligvis udgive
-Supplementbind til Deres store Værk -- hvem veed, maaske naaer De
-endnu at faae den sidste sorte Rotte med: den kan jo komme for Dagens
-Lys, naar vi begynder at rydde Christiansborgs Ruiner forat bygge det
-ny Slot! -- og saa skal De fortsætte Ungdommens historiske Opdragelse
--- helst naturligvis gjennem Kunsten! -- Og Duborgs! Troer De, _de_
-er færdige? Jo, Pyt! _Han_ kan endnu blive inspireret og gjøre et
-Galleribillede, og Fru Ragna -- ja, _hun_ kan gjøre, _hvad_ det skal
-være! -- Og Lieutenanten og hans bedaarende lille Kjæreste -- den
-sunde Ungdom, som ethvert Samfunds Fremtid skal bygges paa -- de skal
-jo først til at begynde! Selv Terndrup kan der saamænd ovre i
-Tredækkernes Land være forbeholdt de mærkeligste Oplevelser -- det er
-kun _Byens_ Saga, han gaaer ud af, ikke Aarhundredets! -- Ja, vi
-_skal_ vel ned!"
-
--- Berner gaaer forrest. -- "Giv mig Deres Haand," siger han til
-Holst, "her er mørkt, og jeg er dog mere husvant end De!"
-
-"Den ny Tid støtter sig til den gamle," svarer Holst, "og det er
-_det_, den skal, for saa bryder vi da ikke med Traditionen!"
-
-       *       *       *       *       *
-
--- Terndrup staaer endnu deroppe og seer sig omkring -- det er jo
-tyve Aar af sit Liv, han tager Afsked med.
-
-Den dæmpede Støi fra Gaderne nedenunder -- et sammenstemt Kor af
-Raslen og Klirren, Rumlen og Raaben -- lyder op til ham, i Øieblikke
-stærkere, i Øieblikke svagere -- snart skal han slet ikke mere høre
-den, _han_ drager bort, Andre kommer til.
-
-Dueflokken slaaer et Slag over de nærmeste røde Tage, løfter og
-sænker sig og bliver borte for Øiet, borte i Soltaagen, som dirrer
-over den store By.
-
-       *       *       *       *       *
-
-Og saa gaaer ogsaa Terndrup ned forat drage til sine Fædres Land og
-_der_ bruge de Patroner, som Vorherre endnu maatte have bestemt for
-ham.
-
-
-
-
-
-End of the Project Gutenberg EBook of Absalons Brond, by Sophus Bauditz
-
-*** END OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK ABSALONS BROND ***
-
-***** This file should be named 40291-8.txt or 40291-8.zip *****
-This and all associated files of various formats will be found in:
-        http://www.gutenberg.org/4/0/2/9/40291/
-
-Produced by The Online Distributed Proofreading Team at
-http://www.pgdp.net (This book was produced from scanned
-images of public domain material from the Google Print
-project.)
-
-
-Updated editions will replace the previous one--the old editions
-will be renamed.
-
-Creating the works from public domain print editions means that no
-one owns a United States copyright in these works, so the Foundation
-(and you!) can copy and distribute it in the United States without
-permission and without paying copyright royalties.  Special rules,
-set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to
-copying and distributing Project Gutenberg-tm electronic works to
-protect the PROJECT GUTENBERG-tm concept and trademark.  Project
-Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you
-charge for the eBooks, unless you receive specific permission.  If you
-do not charge anything for copies of this eBook, complying with the
-rules is very easy.  You may use this eBook for nearly any purpose
-such as creation of derivative works, reports, performances and
-research.  They may be modified and printed and given away--you may do
-practically ANYTHING with public domain eBooks.  Redistribution is
-subject to the trademark license, especially commercial
-redistribution.
-
-
-
-*** START: FULL LICENSE ***
-
-THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE
-PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK
-
-To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free
-distribution of electronic works, by using or distributing this work
-(or any other work associated in any way with the phrase "Project
-Gutenberg"), you agree to comply with all the terms of the Full Project
-Gutenberg-tm License available with this file or online at
-  www.gutenberg.org/license.
-
-
-Section 1.  General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg-tm
-electronic works
-
-1.A.  By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm
-electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to
-and accept all the terms of this license and intellectual property
-(trademark/copyright) agreement.  If you do not agree to abide by all
-the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy
-all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your possession.
-If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project
-Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound by the
-terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or
-entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8.
-
-1.B.  "Project Gutenberg" is a registered trademark.  It may only be
-used on or associated in any way with an electronic work by people who
-agree to be bound by the terms of this agreement.  There are a few
-things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works
-even without complying with the full terms of this agreement.  See
-paragraph 1.C below.  There are a lot of things you can do with Project
-Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this agreement
-and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm electronic
-works.  See paragraph 1.E below.
-
-1.C.  The Project Gutenberg Literary Archive Foundation ("the Foundation"
-or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project
-Gutenberg-tm electronic works.  Nearly all the individual works in the
-collection are in the public domain in the United States.  If an
-individual work is in the public domain in the United States and you are
-located in the United States, we do not claim a right to prevent you from
-copying, distributing, performing, displaying or creating derivative
-works based on the work as long as all references to Project Gutenberg
-are removed.  Of course, we hope that you will support the Project
-Gutenberg-tm mission of promoting free access to electronic works by
-freely sharing Project Gutenberg-tm works in compliance with the terms of
-this agreement for keeping the Project Gutenberg-tm name associated with
-the work.  You can easily comply with the terms of this agreement by
-keeping this work in the same format with its attached full Project
-Gutenberg-tm License when you share it without charge with others.
-
-1.D.  The copyright laws of the place where you are located also govern
-what you can do with this work.  Copyright laws in most countries are in
-a constant state of change.  If you are outside the United States, check
-the laws of your country in addition to the terms of this agreement
-before downloading, copying, displaying, performing, distributing or
-creating derivative works based on this work or any other Project
-Gutenberg-tm work.  The Foundation makes no representations concerning
-the copyright status of any work in any country outside the United
-States.
-
-1.E.  Unless you have removed all references to Project Gutenberg:
-
-1.E.1.  The following sentence, with active links to, or other immediate
-access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear prominently
-whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work on which the
-phrase "Project Gutenberg" appears, or with which the phrase "Project
-Gutenberg" is associated) is accessed, displayed, performed, viewed,
-copied or distributed:
-
-This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
-almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
-re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
-with this eBook or online at www.gutenberg.org
-
-1.E.2.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is derived
-from the public domain (does not contain a notice indicating that it is
-posted with permission of the copyright holder), the work can be copied
-and distributed to anyone in the United States without paying any fees
-or charges.  If you are redistributing or providing access to a work
-with the phrase "Project Gutenberg" associated with or appearing on the
-work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1
-through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the
-Project Gutenberg-tm trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or
-1.E.9.
-
-1.E.3.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted
-with the permission of the copyright holder, your use and distribution
-must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional
-terms imposed by the copyright holder.  Additional terms will be linked
-to the Project Gutenberg-tm License for all works posted with the
-permission of the copyright holder found at the beginning of this work.
-
-1.E.4.  Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm
-License terms from this work, or any files containing a part of this
-work or any other work associated with Project Gutenberg-tm.
-
-1.E.5.  Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this
-electronic work, or any part of this electronic work, without
-prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with
-active links or immediate access to the full terms of the Project
-Gutenberg-tm License.
-
-1.E.6.  You may convert to and distribute this work in any binary,
-compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any
-word processing or hypertext form.  However, if you provide access to or
-distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format other than
-"Plain Vanilla ASCII" or other format used in the official version
-posted on the official Project Gutenberg-tm web site (www.gutenberg.org),
-you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a
-copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon
-request, of the work in its original "Plain Vanilla ASCII" or other
-form.  Any alternate format must include the full Project Gutenberg-tm
-License as specified in paragraph 1.E.1.
-
-1.E.7.  Do not charge a fee for access to, viewing, displaying,
-performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works
-unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9.
-
-1.E.8.  You may charge a reasonable fee for copies of or providing
-access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works provided
-that
-
-- You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from
-     the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method
-     you already use to calculate your applicable taxes.  The fee is
-     owed to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he
-     has agreed to donate royalties under this paragraph to the
-     Project Gutenberg Literary Archive Foundation.  Royalty payments
-     must be paid within 60 days following each date on which you
-     prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax
-     returns.  Royalty payments should be clearly marked as such and
-     sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the
-     address specified in Section 4, "Information about donations to
-     the Project Gutenberg Literary Archive Foundation."
-
-- You provide a full refund of any money paid by a user who notifies
-     you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he
-     does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm
-     License.  You must require such a user to return or
-     destroy all copies of the works possessed in a physical medium
-     and discontinue all use of and all access to other copies of
-     Project Gutenberg-tm works.
-
-- You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any
-     money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the
-     electronic work is discovered and reported to you within 90 days
-     of receipt of the work.
-
-- You comply with all other terms of this agreement for free
-     distribution of Project Gutenberg-tm works.
-
-1.E.9.  If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg-tm
-electronic work or group of works on different terms than are set
-forth in this agreement, you must obtain permission in writing from
-both the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and Michael
-Hart, the owner of the Project Gutenberg-tm trademark.  Contact the
-Foundation as set forth in Section 3 below.
-
-1.F.
-
-1.F.1.  Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable
-effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread
-public domain works in creating the Project Gutenberg-tm
-collection.  Despite these efforts, Project Gutenberg-tm electronic
-works, and the medium on which they may be stored, may contain
-"Defects," such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or
-corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual
-property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a
-computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by
-your equipment.
-
-1.F.2.  LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the "Right
-of Replacement or Refund" described in paragraph 1.F.3, the Project
-Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project
-Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project
-Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all
-liability to you for damages, costs and expenses, including legal
-fees.  YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT
-LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE
-PROVIDED IN PARAGRAPH 1.F.3.  YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE
-TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE
-LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR
-INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH
-DAMAGE.
-
-1.F.3.  LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a
-defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can
-receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a
-written explanation to the person you received the work from.  If you
-received the work on a physical medium, you must return the medium with
-your written explanation.  The person or entity that provided you with
-the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a
-refund.  If you received the work electronically, the person or entity
-providing it to you may choose to give you a second opportunity to
-receive the work electronically in lieu of a refund.  If the second copy
-is also defective, you may demand a refund in writing without further
-opportunities to fix the problem.
-
-1.F.4.  Except for the limited right of replacement or refund set forth
-in paragraph 1.F.3, this work is provided to you 'AS-IS', WITH NO OTHER
-WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO
-WARRANTIES OF MERCHANTABILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE.
-
-1.F.5.  Some states do not allow disclaimers of certain implied
-warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages.
-If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the
-law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be
-interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by
-the applicable state law.  The invalidity or unenforceability of any
-provision of this agreement shall not void the remaining provisions.
-
-1.F.6.  INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the
-trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone
-providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in accordance
-with this agreement, and any volunteers associated with the production,
-promotion and distribution of Project Gutenberg-tm electronic works,
-harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees,
-that arise directly or indirectly from any of the following which you do
-or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg-tm
-work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any
-Project Gutenberg-tm work, and (c) any Defect you cause.
-
-
-Section  2.  Information about the Mission of Project Gutenberg-tm
-
-Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of
-electronic works in formats readable by the widest variety of computers
-including obsolete, old, middle-aged and new computers.  It exists
-because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from
-people in all walks of life.
-
-Volunteers and financial support to provide volunteers with the
-assistance they need are critical to reaching Project Gutenberg-tm's
-goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will
-remain freely available for generations to come.  In 2001, the Project
-Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure
-and permanent future for Project Gutenberg-tm and future generations.
-To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation
-and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4
-and the Foundation information page at www.gutenberg.org
-
-
-Section 3.  Information about the Project Gutenberg Literary Archive
-Foundation
-
-The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit
-501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the
-state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal
-Revenue Service.  The Foundation's EIN or federal tax identification
-number is 64-6221541.  Contributions to the Project Gutenberg
-Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent
-permitted by U.S. federal laws and your state's laws.
-
-The Foundation's principal office is located at 4557 Melan Dr. S.
-Fairbanks, AK, 99712., but its volunteers and employees are scattered
-throughout numerous locations.  Its business office is located at 809
-North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887.  Email
-contact links and up to date contact information can be found at the
-Foundation's web site and official page at www.gutenberg.org/contact
-
-For additional contact information:
-     Dr. Gregory B. Newby
-     Chief Executive and Director
-     gbnewby@pglaf.org
-
-Section 4.  Information about Donations to the Project Gutenberg
-Literary Archive Foundation
-
-Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide
-spread public support and donations to carry out its mission of
-increasing the number of public domain and licensed works that can be
-freely distributed in machine readable form accessible by the widest
-array of equipment including outdated equipment.  Many small donations
-($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt
-status with the IRS.
-
-The Foundation is committed to complying with the laws regulating
-charities and charitable donations in all 50 states of the United
-States.  Compliance requirements are not uniform and it takes a
-considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up
-with these requirements.  We do not solicit donations in locations
-where we have not received written confirmation of compliance.  To
-SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any
-particular state visit www.gutenberg.org/donate
-
-While we cannot and do not solicit contributions from states where we
-have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition
-against accepting unsolicited donations from donors in such states who
-approach us with offers to donate.
-
-International donations are gratefully accepted, but we cannot make
-any statements concerning tax treatment of donations received from
-outside the United States.  U.S. laws alone swamp our small staff.
-
-Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation
-methods and addresses.  Donations are accepted in a number of other
-ways including checks, online payments and credit card donations.
-To donate, please visit:  www.gutenberg.org/donate
-
-
-Section 5.  General Information About Project Gutenberg-tm electronic
-works.
-
-Professor Michael S. Hart was the originator of the Project Gutenberg-tm
-concept of a library of electronic works that could be freely shared
-with anyone.  For forty years, he produced and distributed Project
-Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of volunteer support.
-
-Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed
-editions, all of which are confirmed as Public Domain in the U.S.
-unless a copyright notice is included.  Thus, we do not necessarily
-keep eBooks in compliance with any particular paper edition.
-
-Most people start at our Web site which has the main PG search facility:
-
-     www.gutenberg.org
-
-This Web site includes information about Project Gutenberg-tm,
-including how to make donations to the Project Gutenberg Literary
-Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to
-subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks.