diff options
Diffstat (limited to '39507-8.txt')
| -rw-r--r-- | 39507-8.txt | 5361 |
1 files changed, 5361 insertions, 0 deletions
diff --git a/39507-8.txt b/39507-8.txt new file mode 100644 index 0000000..254384b --- /dev/null +++ b/39507-8.txt @@ -0,0 +1,5361 @@ +The Project Gutenberg EBook of Støv og Stjærner, by Knud Hjortø¸ + +This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with +almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or +re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included +with this eBook or online at www.gutenberg.org + + +Title: Støv og Stjærner + +Author: Knud Hjortø¸ + +Release Date: April 22, 2012 [EBook #39507] + +Language: Danish + +Character set encoding: ISO-8859-1 + +*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK STØV OG STJÆRNER *** + + + + +Produced by The Online Distributed Proofreading Team at +http://www.pgdp.net (This file was produced from images +generously made available by Arkiv for Dansk Litteratur +at http://adl.dk) + + + + + +Afskriverens bemærkninger: Åbenlyse trykfejl er rettet i denne +e-bog, men forfatterens stavning er i øvrigt bevaret. Kursiv tekst +i originalen er angivet med _understregning_ i denne e-bog. + + + + + KNUD HJORTØ + + STØV OG STJÆRNER + + + KØBENHAVN + + DET SCHUBOTHESKE FORLAG + + J. L. LYBECKER OG E. A. HIRSCHSPRUNG + + 1904 + + + + + J. COHENS BOGTRYKKERIER + + (GEORG A. BACH). + + + + +Op ad en støvgrå bakke kravler et menneske med seje, langsomme +bevægelser, hans ryg står paralelt med bakkens hældning. Da han +kommer helt op, synes han, bagfra set, at sidde og sprælle på en +lodret pind, men nu drejer han, det er en siklist. Han går som et +pust ned ad bakken, vejen står skrå og stiv foran som et bræt, og +nede, hvor den forsvinder for øjet, står solen og venter på ham; han +kan bare køre lige ind, den er halvt nede, står dær som en gloende +buehvælving. Manden er betaget af synet, han suser stift af sted som +en keglekugle, myggene hagler mod hans ansigt, de små hunde langs +vejen kommer meget for sent. Men nu er solen sunket; han løfter hodet +og ser sig om, farten sagtnes. Foran ham bugter sig landevejen som en +snog, der flygter; den blir borte ved landsbyen, men langt fremme, +oppe på møllebakken, under en vinkel på fem og fyrretyve grader, +toner en stump vej frem og ser fristende ud. + +Dær vil jeg op! + +Han ruller stille igennem landsbyen -- hvad den nu hedder. De har +renset gadekær; en krans mørkeviolet mudder ligger rundt om og står +godt til det gule, en rivende stank snærter hans næsebor, men straks +efter kommer lugten af stegt flæsk med løg. + +Flæsk, hm. Manden blir tvivlrådig, hans forhjul slår volter, de små +børn tar fingrene ud af mundene og flytter sig, idet de ældre griber +efter de yngres ærmer. Alting er uhyre fredeligt. Støvet ligger +fløjelsblødt og tykt ved siden af vejen -- tanken om støv under +fodsålen, op mellem tæerne, stemmer ham idyllisk. To børn har hvert +en stor bunke, de leger med; deres ansigter er næsten ikke til at se, +da de har samme farve som den blegede muld, men håret er hvidt. +Landevejsstøv, der render mellem fingrene som vand, er en velbehag at +gribe i, at lægge sine bare ben i, og hvad der ellers er nøgent. + +Mennesket glemmer igen, at han er sulten. Her er så megen fred at se. +Løvetandens dunhoder står som glødelamper mod aftenrøden, ude i kæret +trækker frøerne deres vækkeure op, en sort grævlingekøter viser sin +hvidgule bag inde på bygmarkens grønne dun, folk snakker sammen med +bagdelen op mod en stolpe, en dreng prøver at bide nok et stykke af +en endeskorpe, han skruer tænderne sammen, vrider nedad og opad, til +sidst knækker den, og han planter næsen midt i fedtet; ud af et +gammelt hus, hvis dør hænger skævt, kommer rokkende en gammel kone, +indhyllet som en mumie, gul og fed som en ædderkop -- hver +pedalomdrejning bringer noget nyt, han kan dårlig overkomme det. + +Ved landsbyens post springer han af, retter benene og drikker vand og +smiler, idet han tænker ved sig selv: Så fik jeg da viklet den halve +snes mil om mine sikkelhjul. + +Uden for byen, ved en bivej, finder han en gammel halmstak, hvor han +spiser sin mad. Derefter laver han et hul i halmen og sover ind med +en arm om siklens styr. + +Mens han ligger dær med øret op til jordens hjærte, hører han, +hvordan det skriger i det nederste bælte, hvor menneskene bor: + +Riv alle trådene ud! Vi er ikke dukker, vi vil ikke trækkes på snore +og udføre de bevægelser, som andre har udtænkt. Store fugle er vi! +Med livets blæst susende gennem vore vingefjær driver vi af sted, med +vinden, når vi synes; imod alle storme, når det falder os ind. Vi +følger med og går imod, ingen love kender os og holder os fast. Vi +går ikke med i livets almindelige tog. Vi er ikke skinnevogne langs +ad lige og langsomt krummede baner; den lige linje er skadelig; der +skal ret mange steder være skønne og lystelige kruseduller på vor +livsbane. Langs ad den lige vej dør fantasien. + +Lad vore skibe drive af sted med mange sejl og uden ror, over +ungdommens hoppende sø, hvor vinden kommer uberegnelig fra alle +sider! Alting vugger; mange gribes af svimlen, der kommer op af det +våde hul; vi ser ikke efter dem. Vi ænser ikke de forhåbninger, der +falder i vandet; endnu mindre tænker vi på den flade, gule strandbred +forude; dær skal vi forlise, men der er længe til. Det hele skal løbe +ud i sandet, meget skal knuses i brændingen, før vi kommer i land, +men til den tid kan vi tåle det; for så er der magsvær i sindet, +blodets dønning har lagt sig. Så bygger vi med kolde, rynkede hænder +vor lavloftede hytte nær ved kysten, hvor vi ser ud over det hav, som +bortvaskede så mange af de forhåbninger, vi havde lastet vort skib +med, ti overlastede sejlede vi ud, fulde til vandgangen af anelser og +begæringer, og hvad kastede vi ikke over bord allerede i den første +storm! + +Vor sandskurede, stormrevne skude skal stå på grund uden for vor +hytte; den har en gang været lastet med det meste af alverden. + +-- Mennesket kravlede ud fra halmstakken og stillede sig ret op mod +himlen. Idet han fik hodet løftet, hørte han ikke længere den +tusindfoldige attrå, der kogte op fra den underste region. + +Over ham stod stjærnerne som ubegribelige orakler; een kan gå hen og +tyde dem, en anden kan erklære det for løgn; derpå kommer det ikke +an; hvad man har læst, beholder man. + +Han så ned mod jorden, som for lidt siden gjorde ham urolig. +Stjærnerne er skinnende, blottede grave, lysende sarkofager, der står +tomme. En lykkelig sjæl kan nå derop og lægge sig til hvile i en af +dem. + +Det var nat og stille, da han siklede videre. Den vind, han selv +frembragte, brummede godmodigt i hans øren og suste om hans kinder +med en mild friskhed, der mindede om rinskvinens smag. Hver gang han +foer gennem en landsby eller forbi en stor have, blev det helt +stille, han indhylledes i en sød varme, men friskheden ventede på den +anden side. Månen stod over vejen og flyttede sig fra trætop til +trætop. De stævnede popler så ud, som om de steg op af grøften, og de +kom svævende hen imod ham med en rytmeløs gang, som spøgelser. Første +gang han så en poppels forvredne gengangerkrop med det uhyggeligt +langbørstede hoved komme anstigende, blev han uvilkårlig bange, +sveden prikkede ham langs ned ad næsen, men han besindede sig straks +og blev klar over, at det var første gang, han så det syn. Inde fra +den sorte græsmark hørtes nu og da en fredelig skærelyd fra en +drøvtyggende ko. + +Idet han således sad på en maskine, der adlød ethvert tryk sikrere +end den ædleste araber, fik han en bred og grundig fornæmmelse af +tilværelsens simpelhed. Han trak været og fløj af sted. Mere var ikke +fornødent. + +De primitive folkeslag har ret, der satte sjælen lig med åndedrættet. +Det er lige så sandt, som at han næsten glemte at trække været, da +han søgte efter sjæl i bøgerne. Han tænkte med uvilje på sine bøger, +men snart tænkte han på slet ingenting, han var i ekstase, mens han +vandt den ene mil efter den anden ud af sin lydige maskine. Han følte +sit sjæleliv strakt ud i en ret linje. Nu da han kørte her, hvor han +aldrig havde været før, havde han en mægtig, hemmelighedsfuld +fornæmmelse af at drage ind i noget gammelkendt. Han sugede sjæl til +sig fra de sorte marker og de lune trætoppe. De gav mere end bøgerne. + +Han lænede sig forover og trådte til. Nu gik det studium i sønder, og +hvad mon der er på den anden side af den bakke? Luften rejste sig +imod ham, et hårdt insekt knaldede mod hans tænder og mindede ham om +at lukke munden. + +Der er øjeblikke, da et menneske kan synes, at han er hele verdens +centrum, at han er faldet lige ned i midten af verden. Han står op +fra sin søvn og går ud, fri for sorger og uden problemer. Han kommer +ud i det fri med en sjæl, der er tom og følsom som en fotografisk +plade, og indtrykkene strømmer ind på ham fra alle sider. Øjne og +øren tar kun den mindre part, han har sanser over hele kroppen. +Foran sig tar han verden ind med øjnene, men vældigt føler han +tilværelsen bag sig; det risler ned ad hans ryg, og hans flanker +sitrer som elektriske sugere. Han har den sjældne følelse, at verden +virkelig er på alle sider af ham, den omgiver ham rundt om, men han +kan ave den; der er ikke en smule for meget, han får det altsammen og +kan bære det. Han er midt i verden, den graviterer om ham og kan ikke +knuse ham. Kraft stråler til ham og fra ham, det hele er i orden; han +_har_ verden; den er ordnet ligeligt rundt om ham. + +Mennesket glemte siklen, som han ikke længere så; det var en slags +flugt; jorden skred så villigt under ham, den bandt ikke og stødte +ikke imod som sædvanligt; den var begyndt at blive immateriel; ved et +kraftigt afstød måtte han være i stand til at forlade den helt og +holdent. Ned ad bakkerne -- det var luft. En sten i vejen kaldte ham +lejlighedsvis tilbage til jorden. + +Hans sind, der idelig piskedes af indtryk, blev varmt og løftet. Så +er det svært at gå roligt på jorden, men sikle, det kan gå an. + +Det blev morgen. Solrøden havde forlængst været omme i nord, nu +vandrede den øst på og var i tiltagende. Det lysnede, markerne var +atter grønne, det hele fik et koldt, fornuftigt udseende. Mennesket +på siklen så sig forundret om og var nær ved at gå i stå. Han var +både træt og sulten, men det varede noget endnu, inden folk var oppe. +Han satte sig på en grøftekant og følte sig hjemsøgt af en ubehagelig +nøgternhed, mens solen stod op. + +Men en times tid senere fandt han i en landsby en høker, der solgte +ham skinke, surbrød, radiser og salt, og med en stor pakke på styret +siklede han videre ned til en lille sø for at ta et bad før +frokosten. + +Det halve af trætheden faldt af ham tillige med klæderne, han løb +omkring som et nyt menneske, vinden viftede ham køligt om +skulderbladene. Flade bølger gled stift foran ham, han så solbilledet +hoppe i dem med et pludseligt sæt, mens han vadede ud, hans ben blev +grønlige under vandet, og så kastede han sig bagover. Der var en tynd +hinde af varmt vand ovenpå, og det isnede op under ryggen, hver gang +han tog et kraftigt tag. Han flød så stille som muligt og mindedes +den tid, da han første gang lå på ryggen og så op i himlen, det var +en svimmel fornæmmelse, himlen kom nærmere ned til ham -- ja, det var +den dag, han først havde begyndt at erobre rummet. Kort derefter var +det, han lærte at stå på hodet, hvorved hans verdensanskuelse også +havde fået en tilvækst, han var ikke klar over, hvilken, men siden +han huskede det indtryk så godt, måtte det ha haft betydning for hans +udvikling; vist var det, at den samme verden blev en anden, når man +så den stående på hodet. + +Nu lå han her og flød et sted på Sjælland i en lille sø, hvis navn og +beliggenhed han ikke anede, og i sin store glæde sparkede han en +masse koldt vand op under sig. Det rev i hans venstre næsebor, han +rejste sig og vadede i land. Store, spraglede fluer satte sig på hans +ryg og drak vand af ham. + +Kirkeklokkerne begyndte at ringe, mens han spiste sin frokost. +Derovre et sted var der altså et menneske; lyden dannede en bro +imellem dem, ellers var han afskåret fra al menneskelig forbindelse. +Ringeren begyndte arbejdet med jævnt sind, men det holdt sig ikke; +han blev hidsig, og han sløjede af, han blev træt, han spyttede i +næverne og samlede friske kræfter, han faldt i tanker og ringede +decrescendo, og han huskede sin pligt og la kræfterne i. Dær stod han +gemt, troede han, og så sad der langt borte et menneske og +kontrollerede hans inderste stemninger. Til sidst sluttede han af med +et ordenligt drag, der lød ganske uærbødigt og kunde oversættes som: +Har du så fået nok? + +Så blev det igen stille om mennesket nede ved søen, der var ingen +forbindelse med omverdenen, undtagen at en vædder lejlighedsvis +brægede tykt og slimet gennem en gammel bronkitis. Også den tav +stille engang, ingen flere begærede ordet, mennesket spiste sine +sidste radiser og faldt i søvn. + +Det var hen på eftermiddagen, da han kørte videre. Solen brændte +stille, varmen lå om ham som en kappe. Bakkerne væltede sig bort +under ham som uhyre tønder; han smed sig ned gennem hulningerne, +bivejene svingede forbi ham som lange grå penduler; mellem stunder, +ved et gammelt hus, eksploderede en lille lænkehund ud af sit hul, +valsede rundt, slog knuder på sin børstede krop, og så var den langt +væk. Jorden måtte i sandhed være rund, den rejste sig foran og +dukkede sig bagved. + +-- Landsbyer stiger op, først viser en husgavl sit ansigt med taget +ned i panden, som om den har kyse på, så kommer byen, og dær ender +landevejen op mod et havegærde med en klynge sirenbuske, det ser ud, +som om han ikke kan komme længere. Men han sætter al kraft på, og det +hjælper, sirenbuskene hummer sig til siden, landevejen skubber sig +og lægger sig til rette, som om den var levende, og se: nu gav den +et spjæt; der gik hul på udsigten, en lang bane ligger udstrakt foran +ham. + +Det gør et symbolsk indtryk på ham; sådan åbnede tilværelsen sig +pludseligt for ham, da han troede, at han var kommet til en grænse; +noget gled til side, ny udsigt viste sig. + +Alle bekymringer sparker han bagud med sine pedaler; de ligger i +støvet og kan ikke vinde med. Måske, hvis han punkterer, så vil de +rejse sig og komme over ham, men det foreligger ikke. På den tid, da +himlen er blå, marken grøn og vejen gul, behøver han fra nu af kun +sine to gummisirkler; oven på dem ryger han sønden om alle ærgrelser +og stridhårede køtere og alt det onde, som gud fri os fra. + +Videre altså. + +Langs vejen står køerne og ryster fluerne af deres sider, engang +imellem slænger de hodet bagud og lar tungen følge med, så det hele +kan række længere, og halen pisker bagfra, det kan omtrent nå sammen. +Fluerne må være slemme nu; alle køerne har et blankt, slimet sted på +begge sider oppe ved ryggen. + +Nok en kirke toner frem, som et firkantet stykke skolekridt stiger +den ret op af det grønne, og et stykke kirkemur skinner hvidt som +skjortestriben på en høstkarls ryg, mellem vesten og bukserne. + +Jorden runder sig trindt om ham, til venstre marsjerer en bakke frem, +ujævn og hakket, en vorte midt på jordens mave. Han går i stå i +anledning af dens underlige form, og siden han nu er nede, bestemmer +han sig til at gå op på den. + +Landet ligger broget og mangfoldigt omkring ham. Dær krummer sig et +stykke mørkegrønt havre ned mod engen, med blade så brede som +tagrørets; længere nede blir den gul og tynd, mosejorden stikker sine +rustbrune knolde op imellem. Der er en vandgrøft, så tilgroet med +kraftig dueurt, at den ser ud som et dige, og der er et vænge med +kalve. Se, hvordan en tyrekalv pludselig kan få et anfald! Den sætter +tværs over vænget med hals, ryg og hale ud i en ret linje, så stanser +den ved indhegningen, løfter sit stupid-forslagne ansigt mod solen, +slikker sig tværs over mulen, først op i det ene næsebor, så op i det +andet, ryster på hodet og forstår øjensynlig slet ikke, hvad der går +af den. + +Tuer af stridt græs stikker deres koste op mellem røde, stive +vandflader, hjærtegræsset glimter silkeagtigt i solskinnet. På den +anden side af mosen ligger to gamle huse med brudte ryglinjer og +vinduer og lemme anbragte på bedste beskub. Husene er ikke lige +invalide over det hele, de strammer sig op i den ende, hvor den pæne +dør er, men bægge er de lamme i bagkroppen. Et nødtørftshus læner sig +dånefærdigt over mod en skæv brændestak; det ser nok ud til, at de +skal nå hinanden en gang. + +Mennesket vender sig og går over til den anden side. Fårene nedenfor +ser op med sænkede hoder, græsdusken står stille mellem deres kæber. + +Firkantede og trekantede marker passer ind i hverandre, intet blir +til overs; grøfterne knibes sammen, og der spares på vejenes bredde. +En sandgrav, der er prikket af svalehuller, ligger midt i og er noget +for sig; oven over den ser man en hulvej, der som en gul rem snærer +sig ind i bakkens runde mave. + +Her har jeg aldrig været før, tænker mennesket, og tanken gør et +stærkt indtryk på ham, som om der var noget genialt ved den. + +Her er ikke den gade, der har set mig komme uvillig hjem til mine +studier; her er ikke den grøftekant, hvor jeg har siddet og været +bange for at la min sjæl råde for alting; her er ikke den vej, der så +mig vende om, ydmyg og uværdig. + +Her er rent og nyt, her er til at begynde forfra. + +Han satte sig ned og lukkede øjnene. + +Milliarder af meteorer rykker solen daglig ud af deres baner og +tvinger dem til at styrte ind på sig, hvor de selv blir dele af +solen. Mig har solen rykket ud af min bane, også min sjæl skal blive +en del af solen. + +Da han gik ned, kom han til at tænke på en drukken digter, der engang +sad på en høj. Han tog det ikke som et varsel, men lo, idet han +rejste siklen op. + +-- -- Nu kommer _jeg_, og udviklingens kurve skal et sted slå et +særlig bugt, der skyldes mig. + + + + +Forfatteren hr. Kasbjerg var i fuldt arbejde med sin nye bog, han +bøjede sit spidse, blanke hoved over papiret, og små, sirlige orme +vrimlede ud af hans pen; det var flere timer siden, han havde set ud +af vinduet, ti han var nu for attende gang i sit liv kommet til det +sted i et værk, hvor, i følge hans teori, livets kræfter skal samle +sig ligesom i et brændpunkt, og da må en samvittighedsfuld forfatter +være blind og døv, han må ikke kunne la sig forstyrre af indtryk ude +fra. Hr. Kasbjerg fyldte sine ark med meget åbne linjer, læste +igennem, stregede ud, lavede inde i teksten små og store cirkler med +bemærkninger i, dryssede spørgsmålstegn ned langs margen -- det vilde +ikke rigtig gå. + +Sommeren bragte ham intet nyt, ikke engang tab af ligevægt. Mens +cellerne uden for svedte og arbejdede, hentede og afleverede kraft, +foregik der kun lidet i hans hjærneceller. Solen gjorde ham ikke +noget: der lå en blækskorpe over hans sjæl, som solen ikke kunde +trænge igennem. + +Han arbejdede, han koncentrerede sig. Med rette rostes han for den +kunstneriske omhu, der prægede hans bøger, han blev ikke træt af at +lave om, han stred sig tappert gennem de mange døde stunder. Men det +blev ikke i dag, at han kom igennem; menneskene vilde ikke lykkes for +ham, de snakkede så langt og træt, de talte med hverandre om, +hvordan intet vilde lykkes for dem -- -- ja det, de egenlig talte +om, var deres forfatters bitre lede ved sin egen ævneløshed, men han +var slet ikke klar over denne uhyggelige kendsgærning. + +Når en kunstner er så vidt færdig med sin udvikling, at alle omslag +og væsenlige ændringer er utænkelige, så lider han i sine stille +arbejdstimer jævnlig af en regelmæssig susen, der betyder, at han har +bunden rotasjon; hans ideer har deres faste omdrejninger, alt kommer +igen, det uforudsete er udelukket, han er fuldt udviklet, fuldkommen +og færdig. Der er ikke mere noget nyt under solen. + +Uden for Kasbjergs vinduer sad en stær, der lige var kommet hjem til +sin kasse på gavlen af villaen. Efter at den havde fodret ungerne, +gav den en forestilling for sin egen fornøjelse. Den baskede med +vingerne og trippede nervøst omkring, mens erindringsbilleder fra +dens dags oplevelser strømmede i et broget tonemylr ud af dens næb. +Den huskede vibens forpinte skrig og rovfuglenes skarpe stemmer, den +gengav bogfinkens triller, den smældede hårde stenlyde af sig, som +den havde hørt langs vejkanten, og den eftergjorde amboltens +metalsang. Mellem det altsammen indførte den sine personlige +stemninger, den forfattede den ene skildring efter den anden og +fløjtede på sin egen vis, blandede objektivt med subjektivt -- som en +rigtig forfatter -- og stansede ikke et øjeblik for at tænke sig om. + +Men Kasbjerg hørte ikke, hvad den talentfulde lille kunstner +improviserede. Han sad og skrev med tom sjæl og stive øjne. + +Månen stod op, rød og tung, som et forsviret baronhoved, der med +møje løfter sin røde globus op over sengens hvide horisont. Den blev +gulere, mens den steg, og kom snart til at skinne på Kasbjergs +skaldethed, der begyndte bredt og endte i en spids, ligesom +Sydamerika. + +Han havde en tom fornæmmelse om mellemgulvet, ligesom det kunde være +sult. Måske trængte han til aftensmad. Han så på uret, dette var +dagens tiende arbejdstime -- den lyse tid gir kræfter. Men da han +rejste sig op, fik han et anfald af svimmelhed, så han nær var faldet +ind over bordet. Han rynkede panden og gik lidt omkring i det store +arbejdsværelse. Det var ikke noget, men han kendte det ellers nok: +når man efter timers ihærdigt arbejde løfter et udpresset hoved i +været, er det, som om den øverste halvdel af ens legeme pludselig +blir immaterielt. + +Han så ud ad vinduet. Måske var det bedst at rejse ud i landet, til +en eller anden provinsby. Ja; i morgen skulde der stå i bladet, hvor +han var anmælder: Den bekendte forfatter, hr. Kasbjerg rejser i dag +til provinsen for at gøre studier til sin næste bog. + +Disse studierejser morede ham for resten ikke. Naturligvis havde han +skitsebog med, og han anholdt også nogle fakta: græsset er grønt, +køerne røde, støvet gulgråt, men det er endnu ikke litteratur. Og +hvad var der ellers at opdage? Det danske land er uden karakter som +dets beboere; vi er fortræffelige mennesker, men vi er ikke +interessante. Han skrev rejsebreve til sit blad, hvori han +mildt og modent ironiserede over landets og folkets mangel på +ejendommelighed. Han kunde ikke se andet, han havde lavet for meget +litteratur. Blæk blinder. + +Han samlede sine ark og gjorde et overslag over udbyttet. Nej, det +havde været en dårlig dag, omtrent 66 p.c. udstregninger. Forandring +af sted var nødvendig. + +Han tog sin hat og trykkede den ned over Sydamerika. Dog ragede Kap +Horn frem forneden. + + + + +Ivar Holt boede i den bedre ende af Saksogade. Da han i sin tid kom +til København med ny studenterhue og gammel, sort håndkuffert, drev +han ud ad Vesterbro for at se efter et værelse. Han blev opmærksom på +gaderne med de berømte navne, der går ud fra Vesterbrogade, tætte og +snavsede som tænderne i en redekam. Et stykke nede i Saksogade +stansede han foran et kældervindue, hvor der stod skrevet på et +stykke pap: Varm toddy 5 øre. -- Det må være et sted, hvor jeg har +råd til at bo, tænkte han og gik hen til det næste kældervindu for at +se, hvad det gjorde indtryk af. En petroleumslampe med tragtformet +blikskærm hang under loftet; i vinduet lå fire magre sild på en +tallerken (fineste norske flommesild), to klipfisk på et bræt, en +papirspose med ildtændere, en med koks, en æske støvlebeskyttere, en +halv kasse grifler, fem dåser skosmørelse. Han behøvede ikke at gå +hen til et tredje vindu; inden for disken stod en kone og svøbte det +øverste af en petroleumsflaske ind i et lille stykke af et toøresblad +-- gaden var god nok. Papstykker med "Værelse til leje" smilede ned +til ham mange steder fra, fem minutter efter var han lejer af et, +ikke for nær ved kælderen, og kunde nu, lettet for håndkufferten, gå +hvorhen han vilde, og more sig gratis, hvor han kunde komme til. + +Humøret holdt sig nogenlunde, mens han var på Vesterbro, men det +faldt betydeligt, da han nåede ind i Frederiksberggades lune +atmosfære. Han betragtede butikkerne og navnlig de spaserendes +ansigter, de imponerede ham, han måtte tænke på, hvad han havde +halvdrømt mellem Korsør og København. Nu stod han her, hvor han havde +forpligtet sig til at blive til noget, denne by tog ham på ordet, den +vilde gærne se, om han duede til det, han selv mente -- og disse +mennesker, det var altså dem, der skulde tvinges til at lægge mærke +til ham. Det var eksamen om igen, men meget værre, han fik kvalme +ligesom den gang og ønskede, han var igennem byen, som om alverden la +mærke til ham. + +Også husene generede ham, de var groet sammen i lange klumper, ikke +enkelte individer som hjemme i hans egen by, hvor der var lige så +stor forskel på huse som på mennesker; små huse og store huse, gamle +og unge huse, pralende huse og fornuftige huse, velvoksne huse og +krøblinger. Ikke at tale om, at der var faers hus, konsulens hus, +fabrikantens hus -- -- + +Jeg er måske en ret tarvelig fyr desværre, tænkte han, da han gik +igennem Østergade. I sin egenskab af provinsbo måtte han kigge ind +gennem et kafevindu, det kunde ligne ham! Dær så han gamle herrers +hvide overskæg spjætte under tygningen, han kom til at tænke på får, +der æder hø med en strid dusk sparkende ud af hver mundvig. En +pegefinger beskrev en kurve på fem tommer, samtidig gennemløb en +opvarter en dermed ligedannet kurve på femten alen. Det kendte han +fra geometrien og gik forholdsvis opmuntret Kongens Nytorv rundt, ned +til Nyhavn, der prikker ind i torvet som en våd, snavset pegefinger, +hvis sorte neglerand er Bethelskibet. + +En garderløjtnants stramme, blå bagdel fangede hans blik; ved hvert +skridt skiftede den fysiognomi, en dyb fold vred sig som en skæv, +grinende mund, snart opad til højre, snart opad til venstre. Det var +et blåt klownansigt. Han søgte at få indtryk af ansigtet, i det +øjeblik det var symmetrisk, uden grin, men det lykkedes ikke, +mundvigene fløj som et lyn til højre og venstre, og han måtte følge +bagefter, indtil manden stod stille, og ansigtet var borte. + +Med optændt fantasi gik han smilende gennem Kristianshavn og nåede ud +på landet, hvor han satte sig på en grøftekant, mens det blev aften. + +Mørket faldt over byen, lygterne tændtes forneden, stjærnerne +foroven, også månen kom frem, rød og osende i sammenligning med +buelamperne nedenunder. + +Hvad har lyset der foran at byde mig? tænkte han. Her sidder jeg med +min fordring. Gamle mænd har advaret mig; de forlangte, at jeg skulde +benytte deres skuffelser, som nu en gang er prøvede og befundne i +overensstemmelse med livets love. Men jeg vil lave mig mine +skuffelser selv, det er min menneskelige ret. Har lyset foran brug +for en mand, der ikke ved, hvad han duer til, men som har i sinde at +følge sit kald, selv om det viser sig, at han duer til ingenting. + +Han følte, at der i det sorteblå mørke var noget, der vinkede ad ham, +og hans sjæl rejste sig i ham, den forlængedes, stjærnerne sugede den +til sig. Det var den første forbindelse mellem ham og hans skæbne -- +den rykkede i ham, men han sad endnu altfor fast i jorden. + +En lille tør, hæslig lyd fik ham til at se ned. Det var en utydelig +skrubtusse, som med besvær alkede sig frem ad landevejen. Hjulsporets +kant forårsagede den uhyre møje, den kørte i luften med forbenene, +krummede ryg og trådte efter med bagbenene; det gjorde et slimet, +arbejdsomt indtryk, men den kom over kanten og stræbte videre langs +ad hjulsporet med sin tørre skurelyd. + +Ivar Holt gik ind mod byen igen, stjærnerne slap taget i ham, og der +var en spænding, som tabte sig. + +Han fulgte den samme vej, han var gået udad, men uden sjælelige +reaksjoner. Nu skulde han bare til at være flittig, han med sin gode +eksamen. + +Allerede det blotte syn af rygge, der fjærner sig; maver, der nærmer +sig; ben, der bevæger sig, alt det virker hæmmende og regulerende. +Gamle tiders eneboere kendte denne magt og frygtede for den, de drog +afsides og lod deres sjæle vokse vildt, og da der ingen mennesker var +om dem, skød deres sjæl en uhyre stængel op mod himlen, mod poesiens +blå rum, mod stjærnerne, mod Gud -- hvad de nu kaldte det --; +det blev høje sjæle uden bred menneskelighed, astrologer, +religionsstiftere, digtere, gale. De, der blev længe nok i ensomheden +og nåede den fulde vækst, de fik den gave at tro, de var +overmennesker, og de døde salige i den tro. Men der var nogle, som +ikke kunde udholde ensomheden og savnet af menneskene, de vendte for +tidligt tilbage, forstod ikke menneskene og var ulykkelige i deres +samfund; men de turde heller ikke forblive i ensomheden, hvor deres +lykke dog var nærmest ved at være fuldkommen. De døde som stakler, +der afvekslende følte sig større end andre -- hvad de dog aldrig +turde tro på -- og mindre end andre mennesker, hvilket egenlig var +den tryggeste følelse, men også den mest ydmygende. + +Ivar Holt var behagelig træt, da han nåede hjem til Saksogade. I +morgen begyndte der en hel ny tilværelse. Ligesom han vilde gå op, så +han, at der på kældertrappens øverste trin hang en gråladen tusse; +med to ben arbejdede den i luften, to andre ben kartede hen ad +trinet, så forsvandt den, og et modbydeligt, tørt bums hørtes nede i +mørket. Ivar Holt fik ikke tid til at overveje, at en skrubtusse ikke +i løbet af en times tid kan nå fra Amager til Saksogade; skrækken kan +være hurtigere end nogen fornuftig tanke; den besindige overvejelse +kom et godt stykke bagefter. + +Der er nok nogen, der er søvnig, tænkte han og smilede, da han gik op +ad sin trappe, men hans nakke og rygrad var endnu ligesom ladede med +elektricitet. + + * * * * * + +Snart efter var Ivar Holt fuldstændig optaget af sit sprogstudium. +Regelmæssig og ihærdig læsning virkede kanaliserende på hans +stemninger; mange små bække forsvandt, uregelmæssige løb tørredes +hen; det meste blev til een bred, snorlige strøm. I begyndelsen gik +han endnu lange ture og søgte efter sine gamle stemninger; der mældte +sig nogle rester nu og da, men de forsvandt igen, og samtidig blev +hans spasereture kortere; ud på landet kom han meget sjældent. Inden +han ret tænkte over det, var han blevet det mest afrettede +kulturmenneske, han fik kammerater, hvad der var noget temmelig nyt +for ham, men da han kun havde meget få penge at råde over, strakte +hans omgang sig ikke ud over de flittige, stille, halv fortrykte +eksistenser, som i længden ikke var ham til synderlig fornøjelse. I +løbet af et år faldt det også helt bort igen. + +Studiet tog alle interesser fangne; til jeg-fornæmmelser var der ikke +plads mere. Men det kunde hænde en sjælden gang, at han blev sig selv +bevidst og tænkte: Her står jeg, Ivar Holt, på Vesterbrogades højre +fortov, bestemt til Saksogade. Første gang, da dette kom aldeles +uvilkårligt, var det en fornæmmelse af en uforklarlig forandring, af +noget, der var tabt, af en mangel på ævne til at genkende sig selv; +bagefter var han uarbejdsdygtig hele resten af dagen og gik en lang +tur ud på landet, hvorfra han vendte tilbage med en bitter følelse af +at være revet op af jorden. Senere, når en lignende jeg-opvækkelse +foregik, skete det ikke længere ganske uvilkårligt, virkningen blev +svagere derved, at den var forudset og forudfølt, og snart holdt det +helt op. + +Sit hovedfag, dansk litteratur, kom han så godt ind i, at det efter +tre års forløb ikke interesserede ham længere, og det hjalp ikke, at +han vendte sig udelukkende til fremmede litteraturer; al denne +æstetik begyndte at gøre ham trist. Værst var det, når han om +efterårsaftenerne kom hjem til sin hybel; så kunde han stå bøjet med +næverne i bordet og se ud på lysene, mens det arbejdede mørkt og +ubegribeligt inde i ham, og i sin krumbøjede stilling gjorde han +indtryk på sig selv af at være en gammel mand. Han mindedes afdøde +stemninger, mere forvovne og fantastiske end det, han nu følte, men +ikke det fjærneste bølgeslag fra den tid kom igen nu, og i grunden +var det også bedst; den Ivar Holt, som nu levede, var mere værd, mere +trist, men også mere klog. + +Denne triste klogskab gik han og bar på en uges tid. Hvad skulde han +bruge den til? Det gik heldigvis op for ham snart efter, en dag han +sad og tænkte på J. P. Jacobsen: Han vilde skrive en lille bog. + +"Da så jeg poesiens engel træde trøstende hen til mit leje," hedder +det hos de gamle, og ganske vist, den første, muligvis elendige, bog, +man skriver med frygt og bæven -- -- der er slet ikke noget forhold +mellem dens værdiløshed og den uhyre betydning, den har for ens egen +udvikling. + +Titlen på Ivar Holts bog var noget med "ung" i. For han var jo +egenlig en ung mand. Den handlede om erotik. Forfatteren havde intet +som helst praktisk kendskab til æmnet, men hvad andet skulde han +skrive om? Helten var en fin og veg natur, der elskedes af flere +kvinder, men ikke ævnede at holde fast på nogen; han var brystsvag, +men slap for at dø i sidste kapitel. + +Bogen kom ud, og anmælderne tog med varsom hånd på det lille, +forknytte opus. På een virkede den som blå årer under hvid hud; en +anden mindedes J. P. Jacobsen. Det var der god grund til, og skønt +fortællingen ikke var nær så god som "Niels Lyhne", havde de dog det +til fælles, at de bægge passende kunde betitles: En Pebersvends +Formodninger om Forholdet mellem Mand og Kvinde. + +Den lille bog blev pænt solgt, og som det hører sig til, var der et +par anmældere, der spåede den unge forfatter en fremtid i den danske +litteratur. + +Det skete om efteråret. Ivar Holt levede hele vinteren igennem uden i +mindste måde at lide tab på sin fornuft, han var uendelig lettet og +mindre trist, og han havde endnu ikke taget den for mange forfattere +skæbnesvangre beslutning, at der skulde komme en ny bog næste efterår +og så fremdeles, så vidt ævner og publikums tålmodighed slog til. Han +satte sine penge i sparekassen og studerede roligt videre. + +Men så kom foråret. + +En formiddag gik han ud ad Vesterbrogade. En siklist foer tæt forbi +ham, strøg ham med albuen og susede lydløst videre. Med en svag +smærtefornæmmelse så Ivar Holt ham forsvinde. Straks efter gjorde det +så ondt, at han måtte stå stille. Manden på siklen var borte, men han +havde taget noget af Ivar Holt med sig, idet han siklede forbi; et +stykke af Ivar Holts sjæl fløj rimeligvis ud ad Lampevejen i dette +øjeblik, bundet til en anden mands maskine. Smærten gik ikke over +igen, den var aldeles ikke af dem, som vi nok kender, lad os nu bare +ha et øjebliks tålmodighed, det er straks ovre igen. Han var og blev +gået i stykker. + +Lidt efter huskede han, at han jo også kunde sikle, i næste øjeblik +vilde han leje en sikkel, og en halv time efter sad han på sin egen, +nye maskine og susede ud ad Vesterbrogade, bag efter sin skæbnes +mand. + +Penge i morgen, kontant. + +Ivar Holts sårede sjæl var igen blevet hel rask, da han fløj hen ad +Lampevejen på den nye "Sleipner". + +Rundt om siklisten blir alting levende, vejene snor sig virkelig, +højene inde på markerne skrider, den til højre, den til venstre, de +leger en stille tagfat; træstammer danser sindig vals og fletter ben +med hinanden, gårde drejer sig om deres akse, landsbyer åbner sig og +lukker sig, en ko ses spasere langs ad en hvid kirke; de træer, der +er een nærmest, blir pludselig løbske og styrter hen imod een, men +vender man hodet, ser man, hvordan de står stille bagude og ser efter +een, mens de langsomt går baglæns. Vinden svulmer, og man kan få den, +som man vil ha den, kraftig eller lind; selv dens temperatur kan man +regulere. Det hele går som på snore og blir uendelig simpelt. + +Men musklerne fra knæet op ad låret, de har deres tid, da de varer +ad, nu skal du hjem, og de står i ledtog med samvittigheden, der +samtidig begynder at hviske om alt det, man nu er siklet fra, som +ligger hjemme og ophobes. + +Ivar Holt mærkede ikke noget til studierne, så længe han siklede, men +da han sprang af, følte han straks, hvordan de sled i ham; desuden +var han træt; hjem igen. + +Når en forudbestemt alkoholist har haft sin første rus, så bestemmer +han, at næste gang -- -- d. v. s. officielt beslutter han jo, at han +vil aldrig drikke mere, men bag ved, inderst inde, tar han den +bestemmelse, at han næste gang skal drikke sig en endnu større rus, +og han vil ved senere gentagne forsøg stræbe at nå ud til +fuldskabens yderste grænse. + +I morgen, tænkte Ivar Holt, skal jeg se at nå Roskilde, senere går +turen til Korsør, og engang tar jeg Fyen med, lige til Svendborg. + +Han stod op næste morgen med højt humør -- forelæsningerne fik være +den dag -- men han var træt, da han nåede Roskilde, og højst elendig, +da han kom tilbage til København. Han sov nederdrægtigt om natten og +drømte i et væk om stejle bakker, tabte pedaler, flåede ansigter og +brækkede arme. + +Nej, han skulde nok køre fornuftigt og passe sine studier. + +Men så kom den tid, da det ikke længere gjorde ondt under knæskallen, +og de store benmuskler var gennemhærdede. En dag kørte han lige til +Sorø uden at tænke over det, han kunde helt hengive sig til den +fornøjelse at se og at trække været. Støvet, der bulnede op om +hestenes hove og strålede frem under hjulene; vejene, der delte sig +under spidse vinkler og ligesom uhyre, gule sakse klippede ind i +markernes grønne klæde, og den frie udsigt til alle sider og især +solskinnet -- alt det vakte en uhyre glæde hos ham. Sådan som solen +skinnede ned i højt græs ved middagstid -- -- han mindedes dunkelt, +at han som lille dreng havde haft det samme syn, og nu havde han fået +sine øjne igen. + +Da Ivar Holt kom hjem med en behagelig træthed, hvori ny kraft lå +gemt, var han led ved at læse og havde ikke mere lyst til at skrive. + +Der er insekter -- lige så vel som der er mennesker --, som ynder at +æde papir; når man får dem ud et øjeblik, og lyset falder på dem, så +piler de travlt af sted -- det gælder livet -- længere ned for atter +at æde papir. + +Inden Ivar Holt sov ind den aften, var han klar over, at han ikke +længere vilde være papiræder, og da han vågnede næste morgen -- ti +han faldt i søvn lige oven på beslutningen -- så tænkte han nøjere +over det. + +Mine studier har hidtil kun budt mig papir, jeg har levet et +papirliv. Altså er jeg kommet ind på en forkert bane. Jeg vil prøve +en ny sikletur. + +Græsset fik herefter en stor betydning for hans udvikling. Græs og +papir -- det var to betydningsfulde modsætninger. Også i +litteraturen. Der var det, der groede af sig selv, og på den anden +side: papirgræsset, papirblomsterne. Men det ærgrede ham for resten, +at han i sine betragtninger måtte ta sit udgangspunkt i de foragtede +bøger. De slap ham alligevel ikke så let. + +Men nu vilde han ellers sikle fra det hele, og så kørte han en +fjorten dages tur på lykke og fromme, Sjælland rundt, og da han en +dag tilfældigvis faldt ind i Korsør, sejlede han over bæltet og tog +Fyn med. + +På denne tur var det, at gennembruddet skete. Ivar Holt vendte hjem +som digter og var indtil videre glad og løftet. + +Gennembrud er et relativt begreb. Når en stor mængde nærveceller har +ophobet en ensartet kraftmængde, så opstår der et pres i een bestemt +retning. Det kaldes Længsel, Attrå, Sturm und Drang o. s. v., og når +det bryder frem inden for bevidsthedens grænse, så er gennembruddet +sket. Een ligger på sofaen og grunder over et filosofisk system, +klokkerne ringer, og pludselig bryder forståelsen igennem. Han +skriver en masse ilde snak om kunst og religion, hvori tretallet er +den store, forløsende hemmelighed. Der er ikke menneskelighed og +natur i det hele, men gennembruddet er fuldbyrdet, et forholdsvis +fornuftigt menneske blev den æstetisk forblindede nar, han var +bestemt til at blive. En anden går en lang tur, sover uroligt om +natten, sparker dynen af sig og vågner næste morgen som en stor +digter. En blir stor, en blir gal, en blir en tosse, det kan +altsammen foregå i et gennembrud. + +Ved Ivar Holt var det nu det mærkelige, at han ikke havde nogen +videre skrivelyst -- lige efter et gennembrud kommer der ellers gærne +en voldsom blæk-eksplosjon -- og at han heller ikke erhvervede hin +enkle, storslåede verdensopfattelse, som vi nok ved. Det var snarere, +som om tilværelsen var gået i stykker for ham, men da hans helbred +var godt, og hans humør antageligt, så led han ikke under sin mangel +på bestemte anskuelser. Han nød solskinnet om sommeren og gjorde den +opdagelse, at musikken er det, der bedst kan erstatte lyset i den +mørke tid. + + + + +En dag, da forfatteren hr. Kasbjerg kom hjem fra sin sædvanlige +eftermiddagstur, lå der en tyk, blå konvolut på hans skrivebord. I +mangel af bedre beskæftigelse satte han sig ned og gjorde sig bekendt +med indholdet; det viste sig at være et bidrag til hans tidsskrift. +Forfatteren syntes at være student med dansk litteratur til hovedfag. +Det var udtrykt sådan, at nogle slette -- eller måske dumme -- +mennesker havde overtalt ham til at bestige den danske litteraturs +himmelbjærg; det skulde bringe ham nærmere himlen og skaffe ham +større udsyn over jorden, bægge dele trængte han til, for han var af +dem, der higer efter poesi -- + +Kasbjerg rejste sig og gik en omgang langs med sine bogreoler, men de +tilbød ham ikke noget læseligt, han vendte misfornøjet tilbage til +den urolige, jaskede skrift. + +Bjærget så godt nok ud på afstand, det var passende højt og +imponerende bredt, og det fortonede sig blåt. Op ad det! Det var +svært. Stenene, der var brede fliser, gled idelig bort under ham, han +svedte, været blev tyndt i hans lunger, men det var jo også et helt +bjærg. Foreløbig var der ikke andet end sten, men al sødheden lå +naturligvis på toppen. + +Hovedpine, tom susen for ørene, svimmelhed. Død blødhed under +kraniet, senere fortsat ned gennem rygraden. Havde han vidst det! Men +nu var han snart oppe. Der var ikke tid til at se sig om efter noget +som helst. + +Begyndende sindsforvirring, mangel på orienteringsævne; nu måtte han +være meget nær ved toppen. Når bare han fik vænnet sig til denne luft +og temperatur! Bægge dele var afgjort ubehagelige. + +Ha ha! Toppen! Først så han ned efter jorden; forfærdelig langt borte +lå den grønne jord -- ja, men den var slet ikke grøn, og havet så ud +som ostevalle. Han la sig ned og lukkede øjnene, alt imens han +bittert beklagede, at han var gået fra forstanden i dette vigtige +øjeblik. Da han atter fik mod til at se sig om, opdagede han, at +bjærget bestod af lutter bøger, det var ikke noget rigtigt bjærg. +Denne opdagelse tog sådan på ham, at han dånede, under suset af et +dusin lyriske englevinger, og straks derpå åbnedes bjærget under ham +og slugte ham. + +Han vågnede, levende begravet nede mellem bjærgets rødder. Der var +mørkt, ikke en menneskelig lyd trængte ned til ham; det meste vær, +han trak, var støv, og der lugtede nederdrægtigt; alle slags harske, +mugne, visne uddunstninger trængte med vold ind gennem hans næsebor. +Således gik der ubestemmelige tider; nu skulde han altså dø. Havde +det endda været på åben mark! Han misundte den mand, der kan gå ud i +den grønne skov og hænge sig, mens _han_ kvaltes i en nedrig bogdød. + +På ryggen havde han det ligesom mere behageligt; han masede en hånd +ned og fik fat i jorden. Ah, jorden! Hvem der bare lå på maven med +næsen i muldet! Han fik en håndfuld op og snusede til den. +Vidunderlig kraft bredte sig ufortøvet gennem hele hans krop. Han +snusede mange gange, livskraften vendte tilbage. Op! Rejse sig kunde +han ikke, men med uhyre besvær lettede han sig to tommer og skød et +lag bøger ind under bagdelen. Laget fortsattes til op under hodet. +Han tog en nævefuld jord i hver lomme for at ha noget med at styrke +sig på. Så skubbede han et nyt lag under sig og var følgelig fire +tommer højere oppe, og på den måde blev han ved. Det tog tid, +rimeligvis år, men selv om han var en gammel mand, når han kom op, +han vilde være glad, hvis han blot slap for at dø dernede. Det gik +virkelig, muldet gav styrke, en skønne dag rejste han sig op gennem +det øverste lag, de sidste volumina haglede ned om hans fødder, og +uden kraft til at sparke dem fra sig trillede han halvdød ned ad hele +bjærget og vågnede længe efter med næsen i det grønneste græs, nogen +har set -- -- + +Kasbjerg vendte sig i sin stol, som om han så efter en, med hvem han +kunde udveksle et forstående smil. + +Under skitsen stod navnet Ivar Holt. Han mindedes utydeligt en lille +forknyt bog, som han havde anbefalet yngre kollegaer i kritikken at +ta lidt læmpeligt på. Han fandt bogen i en reol; jo, rigtigt nok. Men +manden måtte ha forandret sig en del. Dette her var sikkert noget af +hans virkelige jeg, og forknytheden et begynderstadium. Mærkeligt +nok. Forknythed plejede ellers at være uhelbredeligt. Han måtte se +noget mere af den unge mand, ja, og se ham selv. Måske var her tale +om et gennembrud. Det skulde han snart afgøre. Han vilde sende et par +ord af sted den aften; hr. Ivar Holt, der sandsynligvis var ung, naiv +og trængte til anerkendelse, kom nok næste formiddag, hvis hans +stolthed tillod det, ti han var sikkert vanskelig og selvfølende. +Alene det træk, at han, så snart han var kommet godt og vel ind i +litteraturen, begyndte at nedslagte ældre kollegaer! Men hr. Kasbjerg +skulde snart blive klog på ham, for når han ikke uheldigvis havde en +pen i hånden, var han en særdeles duelig menneskekender. + + * * * * * + +Kasbjerg gættede straks, at den, der ringede, måtte være hr. Ivar +Holt. Han var gået hjemmefra, straks han fik brevet. Den ansete +forfatter drejede sig halvt om i sin skrivestol, så at den +indtrædende fik en fornæmmelse af noget solidt, der med besvær tog +notits af hans spinkle ringhed. + +Det første, Kasbjerg bemærkede, var en forbavsende solbrændthed og et +meget lyst hår; dertil kom et par alvorlige, usikre øjne og en lidt +ubehersket gang; den unge mand var vant til at slentre omkring for +sig selv. + +"Nå, det er Dem, der har sendt mig dette -- mærkelige bidrag." + +"Ja," svarede den anden ivrigt, og så smilede han, som om der til det +bidrag knyttede sig noget morsomt, han gærne vilde fortælle. + +Kasbjergs ansigt forblev alvorligt. "De har skrevet noget tidligere, +ikke sandt?" + +"Jo," sa Ivar Holt og så misfornøjet på Kasbjergs øjne. "Der kommer +snart en bog af mig igen." + +Det svarede Kasbjerg ikke noget til, men ligesom nikkede op ad loftet +til. + +"Så vidt jeg husker, har vi ikke før haft bidrag af Dem." + +Den unge mand trommede misfornøjet med alle fem fingre på sit ene +knæ, hans mund fortrak sig, mens han så ned i gulvet og svarede +affærdigende: + +"Nej, men jeg må gøre noget for at blive kendt. Publikum ved ikke, at +jeg eksisterer. Når de opdager det, vil jeg blive læst." + +"Hm. Ja, Deres første bog kan jeg altså ikke -- --" + +"Min første bog duer ikke. Men den næste blir bedre, og især de +næste." + +Han så op med en svag antydning af hidsighed. + +"Nå. Så venter vi os noget stort af Deres næste bog." + +"Nej. Det vilde være for meget sagt. De, jeg ikke har skrevet endnu, +blir de bedste." + +Kasbjerg følte sig en smule påvirket. Mennesket talte øjensynlig med +sig selv og var vant til det. Han overvejede sagerne i enrum og kom +til uomstødelige resultater. Eneboere er sikre i deres trossager. + +"Deres ideer kommer uden vanskelighed?" spurte Kasbjerg. + +"Jeg klemmer dem ikke ud. Men det, der kommer nu, er kun det +foreløbige. Jeg har vished for, at der engang indfinder sig noget, +som er -- --" Han smilede hen for sig: ansigtet fik stærkere farve. +"Nu, da jeg læser korrektur på min næste bog, ser jeg godt, at den +ikke er den rigtige." + +"Det må jo være trist." + +"Det gør ikke noget. Jeg kan sagtens vente. Det er også meget +heldigt, at det bedste ikke kommer endnu." + +Kasbjerg drejede sig lidt bort. Denne fanatiske overbevisning virkede +sådan på ham, at han et øjeblik glemte sin overlegne kølighed og blev +helt naturlig. + +"Har De en god ide til den næste bog igen?" + +"Det antager jeg. For resten ved jeg ikke noget om ideen, før jeg får +skrevet den ud. Jeg begynder med ingenting, det hele kommer under +vejs." + +Hm ja. Han vilde gærne tro det. Selv om denne unge mands indfald +ingenting var værd, de havde den fordel, at de kom let. Kasbjerg +huskede sine allerførste bøger, de var ganske vist uden værdi, men så +til gengæld fornøjelsen ved at kunne frembringe med denne +vidunderlige lethed! + +"Jeg har sendt bud til Dem," sa han højt og koldt, "for at foreslå +Dem visse rettelser -- ikke med hensyn til de navne, De gør løjer med +-- -- desuden er det hele vel nærmest spøg, men -- -- jeg har sat +nogle blå mærker, hvor jeg synes, der kunde tiltrænges ændringer. De +har vist en del fantasi." + +Ivar Holt tog sit papir. "Det har jeg vist. Blandt andet." Han stak +papiret i lommen og rejste sig. Kasbjerg så på hans øjne, at han kom +ikke igen. Han måtte ikke gå! + +"Når jeg ser Deres næste bog," sa han med en velvilje, der gjorde +hans ansigt mere ubehageligt, end han selv vidste, "så vil jeg bedre +kunne bedømme Deres talent. Forhåbenlig kan vi til den tid drøfte +Deres bog sammen, hvis det skulde interessere Dem, og -- med hensyn +til Deres bidrag, så er jeg naturligvis villig til at la det trykke, +som det er, hvis De ikke mener, det kan formes anderledes." + +Ivar Holt tog sit papir frem igen og glemte at skjule sin +tilfredshed. + +"Nu skal vi se, om De kan bringe noget nyt i stedet for det, De slår +ned." + +"Det kan jeg sikkert." + +"Om det just allerede viste sig ved Deres første bog -- --" + +"Min første bog brugte jeg til at skrabe fremmed påvirkning af mig; +den tæller altså slet ikke." + +Forbavsende oprigtighed. Den mand skal komme igen. Han udleverer sig, +han er let at studere. Jeg trænger til en levende model. + +"Jeg håber altså at se Dem igen, hr. Holt, når De en anden gang har +noget på hjærte." + +Ivar Holt smilede godmodig og afvæbnet. Vist kom han igen. + +Hr. Kasbjerg gik urolig om i sit rummelige Arbejdsværelse. Hvor mange +år var det nu siden han havde truffet et naivt menneske? Og dette her +var jo virkelig en ide: hans egne personer var for lidt naive, de var +alle forbeholdne, de led af overkultur; der var ingen solbrændthed i +hans bøger -- det havde han hørt så tit, og nu så han, at det var +sandt, men her var netop et formløst, umiddelbart menneske, der kunde +blive grundlaget for en ny type, en række nye typer i den Kasbjergske +litteratur. Ja! + +Dermed satte den udmærkede forfatter sig ved sit skrivebord og tog +med fornyet iver fat på sin ufuldendte bog; nu havde han særlig grund +til at haste med at få den færdig. Han længtes efter Ivar Holt; det +var noget andet end at efterligne sig selv for tredje eller fjerde +gang. + +Kasbjerg hørte til en gammel, anset familje, der havde frembragt +adskillige officerer og et respektabelt antal lærde mænd. Selv følte +han i sin ungdom intet bestemt kald, men hans opdragelse og omgang +gjorde ham ganske naturligt til litterat, og da hans faer, +professoren, både var lærd og radikalismen hengiven, og han selv ud +af familiens fortræffelige egenskaber havde reddet et alvorligt og +bydende udseende, så blev han i en tidlig alder knyttet til et anset +venstreblad. + +Kasbjerg var repræsentativ. Han havde en høj tænkerpande, der +forlængst var udvidet ved hensigtsmæssig skaldethed, endvidere +professorøjenbryn, buskede som et tjørnekrat ved et lille blåt vand; +der er nok, som veed at fortælle om deres overordenlige virkning på +en talerstol. Næsen var nærmest militær, den krummede sig som ryggen +på en mand, der tar et vældigt tag baglæns i en svær ting. Munden var +stram og intetsigende, men det kunde også se ud, som om den gemte +over en hel del; manden smilte uhyre sjældent og led ikke af +meddelelsestrang, han havde fra forfædrene arvet et udtørret gemyt. +Hagen var dækket af et spidst, gult skæg, som nu grånede stærkt; hans +ungdomsvenner huskede, hvor udtryksløs hans lille hageklump havde +været, inden skægget kom. Men altså i det hele et imponerende hoved, +der sad på en statelig krop. Stemmen var hård og klar; på en +talerstol kunde den blive til en smældende komandorøst. Hele manden +var skabt til at være autoritet, og det blev vedtaget i bladets +redaksjon, at hr. Kasbjerg skulde udtale den afgørende dom i alle +litterære spørsmål, så vel som i sager, der ikke helt og holdent +tilhørte politik eller det praktiske liv. Han anmældte de +betydeligste skønlitterære værker; i polemik optrådte han som +afsluttende part, og så var det uigenkaldelig forbi, Kasbjerg dixit; +han fastslog bladets endelige dom om de betydeligste modstanderes +officielle personligheder, han blev den ansete journalist, længe +inden han var den udmærkede forfatter. + +Men forfatter blev han altså også. Dær forbavsede han publikum +betydeligt; man havde ventet sig noget i retning af spartansk ruhed, +og navnlig havde man ventet, at han slet ikke vilde lave romaner. +Hans første bøger var pinligt åndrige, sindrigt affekterede som en +ældre ung piges kærestebreve. Der var megen erotik, og skønt der var +en evig tale om hengivelser, så var der ingen videre sanselighed, men +mange kønne ord. Humor fattedes komplet. Det var gentlemans-realisme; +Kasbjerg kom ikke på listen over de usædelige forfattere. + +Men der var mange, som undrede sig, og de så manden igennem endnu en +gang. Ansigtet var meget godt, men så gik de om bag ved ham og +opdagede, at han havde ingen nakke. Panden var af de bekendte høje og +hvælvede, men kraniet løb op i en kegle som et indianerhoved; bag +panden var der ingen hjærnekuppel, men kun et smalt tagkammer. Næsen +var heltemæssig, men den kan i det højeste kun opfattes som et +symbol; realiteten, baghodet, hvor karakteren skal sidde, var +desværre udeladt. Der var mennesker, som nu fik øjet op for, hvordan +en silkehat i virkeligheden sad på hr. Kasbjergs hoved. Og +øjenbrynene var altfor overdrevent buskede, øjnene var rå og kolde, +næsen for bred og rimeligvis blød, den var langt mere et snorkehorn +end en hieroglyf, der skal læses: karakterfasthed. + +Manden var et fasademenneske; fortil havde han et godt materiel at +råde over, bagtil var der fladt. I litteraturen viste han nakken +frem. + +Imidlertid, hr. Kasbjerg blev ved at skrive og erhvervede sig således +en vis anciennitet, d. v. s. krav på tiltagende længde af +anmældelserne. Ti det er retfærdighed, at en anmælder om en +forfatters mislykkede opus 10 bruger to spalter for at påvise, +hvordan værket er mislykket, og hvilke spor af talent der endnu er +igen, mens han kan nøjes med en tredjedel spalte, når han skal omtale +et talentfuldt begynderværk -- dog modificeres denne regel +naturligvis af bekendtskabs-, slægtskabs- og andre forhold mellem +forfatter og anmælder. + +Nu havde Kasbjerg også anden anbefaling end den leverede bogmasse; +tidens rørelser gik ham ikke sporløst forbi; midt i firserne fik hans +litteratur henholdsvis et politisk og et dæmonisk anstrøg, lidt +senere tog han religiøse æmner op -- en omvendelse og en skildring +fra Indre Missjons mark, bægge vel spækkede med erotik -- så vakte +han opsigt ved en arbejderroman, og nu var han havnet i den noble +litteratur, og dær udviklede han sig til stadig større finhed. Der +var ikke spor af groft i hans skildringer; trætheden gjorde ham fin. +Han blev mere og mere kultiveret, mere kunstnerisk ren, erklærede +hans kollegaer, der også selv blev finere, mens de skrev sig bort +fra virkeligheden, og det roste de hinanden for, men de opdagede +ikke, hvor lidt liv der var igen i dem, de opfattede ikke begyndelsen +til døden. Når der går kronisk finhed i udviklingen, så er der noget +sygt; kunsten stiger, men livet synker. + + + + +Det at omgive sig med en ringeagtende atmosfære mod hr. Kasbjerg var +ikke så ligefrem en ting, som Ivar Holt havde tænkt sig. Den ældre +kollega var en erfaren mand og mere praktisk menneskekender, end +forfattere plejer at være -- det var formodenlig derfor, at hans +bøger var mindre gode -- og han forstod at være elskværdig på en +behagelig dæmpet måde, der efterhånden virkede fordelende på den +blanding af overlegenhed og generthed, der var Ivar Holts +omgangsform. At denne ikke led ham, kunde han sagtens se; han på sin +side følte heller ingen sympati for den unge mand, der mindede ham om +den egenkærlige digtertype, der aldrig gør noget godt, og som der +ikke er noget ondt i. Men det er en menneskeart, som det i alt fald +kan betale sig at gi i trykken; nu er det tid at bedømme ham med +billighed, efter at romantikken har forherliget ham, og dens reaksjon +har lastet ham og næsten stillet ham i klasse med samfundets skadedyr +-- Kasbjerg var manden, den ubestikkelige vejer og måler, og +litteraturen skulde få et nyt hovedværk. + +En formiddag, da de var spaseret sammen ud på Frederiksberg, +inviterede Kasbjerg rent tilfældigt på frokost. Ivar Holt tog gærne +imod det; der var i at la sig invitere noget passivt, der lå særlig +for ham. + +Det var altså hans næste bog, der skulde tales om. Jo, den blev et +slags kalejdoskop, ikke andet. Alting gik i stykker for ham, han +vilde helst begynde med hele verden, senere kunde han nøjere gå i +enkeltheder. + +"Poul Møller siger et sted, at det er en almindelig begynderfejl -- +eller et tegn på magtesløshed. Det er også ideerne, der regerer mig, +ikke omvendt; det mærker jeg nu, da jeg har begyndt at skrive for +alvor. Når jeg sikler eller ligger i en høstak, så heles min +verdensopfattelse; når jeg skriver, går den i stykker igen; det er +måske galt, men jeg kan ikke andet, jeg må se stumperne. Det er også +fristende; for når jeg har dyppet pennen og skrevet en sætning, så er +der stukket hul, jeg kan næsten ikke holde op igen. Men jeg ved nok +-- skønt hvor ved jeg det fra? -- at først når det ikke går i den +grad af sig selv, først da blir det godt. Jeg skal skrive, for at der +kan komme bevægelse; selv mine sværeste fyldefornæmmelser er kun +_tilstande_, de bevæger sig ikke. Derfor pennen. Men jeg kan skrive +mig selv itu, som jeg kan tale mig itu, det sidste er det hæsligste." + +"Deri er jeg ikke enig med Dem," bemærkede Kasbjerg; "det er +ubetinget sundt at tale ud -- bortset fra, i dette tilfælde, at det +interesserer mig overordenligt." + +"Jeg er ikke ved min fulde bevidsthed, når jeg er kommen i gang med +at tale; det er, ligesom det var en anden, der førte ordet inden i +mig. Min stemme blir også utydelig og usikker, som om denne anden +ikke rigtig formåede at bruge min stemme. Det er inspirasjonen, der +gør, at jeg ikke ganske behersker min tunge. Moses stammede også. +Men jeg ved, at jeg nu skal ha et par dage til at komme over +tømmermændene efter denne her talesvir." + +Han så uvillig hen til Kasbjerg og frabad sig likør til kaffen. Men +en sigar, jo tak, og så ud ad landet til. + +Kasbjerg vinkede ad opvarteren, der straks kom ilende med et +forekommende knæk i ryggen. + +Det var velgørende at komme op og gå. Blodet strømmede igen tilbage +fra hodet; bevidstheden indsnævredes, han blev herre over sig selv og +kunde tale om andre ting; nu vilde han også være i stand til at gå +hen ad et ligevægtsbræt uden at dingle; i inspirasjonens højde trådte +han forkert på alting. + +De talte om naturopfattelse. Ivar Holt mente ikke, at realismens mænd +havde meget at rose sig af i den henseende. + +"Hvordan opfatter De naturen?" spurte Kasbjerg. + +"Det ved jeg ikke. Mener De, om jeg har nogen metode? Det har De +ganske vist selv. De sidder hjemme og optænker åndrigheder, så man +kan mærke, hvordan de lugter af sved -- men der er ikke et grønt +græsstrå i det hele. Sådan går det ganske vist de fleste, især alle +dem, der ikke er direkte fra landet. De pinder litteratur sammen, så +man kan se limen og sammenføjningerne, men der vokser ikke noget af +sig selv. Den slags forfattere har allervanskeligst ved at gengive +naturbilleder; det at ligge på landet gør det i alt fald ikke. Men +for resten, hvis De vil ha en metode, kør landet rundt, eller gå til +fods, ta et ris papir med, skriv op alle de hunde, gamle koner, +brændestakke, børn, fedtebrød, som De ser i landsbyerne. Studeer +alle de ansigter, kalve- og tyreansigter, svineansigter og +menneskeansigter, De møder. Gå op på alle høje bakker, beskriv +landskabets linjer og hestepærernes udseende, lige fra de rødgule til +de halmgrå (for at publikum kan se, De er realist!). Skriv alt, hvad +De ser, tusende ark; rens så ud og se, om der ikke skulde blive ti +ark tilbage, som der er noget ved! Det er ikke min metode, men det +kan godt være, den er brugbar." + +Selv når Ivar Holt udtalte sig så spottende, bevarede hans ansigt sit +fredelige udtryk, som om han ikke havde nogen anelse om, at han +sårede. I virkeligheden talte han snarere for at tilfredsstille sig +selv, end for at ramme en anden. Han følte vel uvilje mod hr. +Kasbjerg, men den var af den art, at det vilde være utåleligt at ha +fornærmet ham; allerhelst vilde han være fri for ham, så at han kunde +foragte ham i enrum; men nu var manden der engang, hørte på ham og +lokkede, alene ved sin opmærksomme interesse, tanker ud af ham. + +Noget efter bemærkede Kasbjerg: "Jeg er ikke klar over, hvad der +egenlig er udgangspunktet for Deres nye værk." + +"Udgangspunkt -- næ. Hvad mener De eksempelvis om en høstak? Skal vi +lægge os ned for resten? Se, hvor skyerne ligger lavt og fast i dag; +verden er ikke ret stor, den er ikke større, end jeg godt kunde agere +Vorherre over den smule, man kan se. Så vilde jeg sidde på kanten af +den sorteblå sky derovre, der er skubbet ud på himlen som en hylde, +sidde i en høstak deroppe og dingle med benene ned ad jorden til. Da +måtte menneskene ta sig i agt, skønt jeg er ikke ondskabsfuld, men +jeg vil nok ha dingleplads. Bagefter vil jeg ophøjes -- når jeg har +trådt hjærnetaget ind på en skok mennesker --, jeg vil være gud over +en stjærnetåge. En spiralring, der består af sten i størrelse fra +Jupiter til almindeligt nyregrus. Alle stenene sidder på deres sted +og følger smukt med i rotasjonen, for der er ingen vind, der støder +til dem, luften har endnu ikke frigjort sig af den hele masse. Jeg +selv sidder på en middelstor sten. Jeg ser mig sidde midt inde i +tågen, der er forstenet af ligevægt. Omkring mig hænger sten og støv, +som om de var indkapslede i luften, som ikke er der. Over mit hoved +hænger en klods på størrelse med Peterskirken. Hvis den gik nedad, +måtte den knuse mig, men den er fængslet til sit sted. Under min +venstre albu flyver en splint, der ligner obelisken fra Luksor; den +kunde ta mig midt over -- og der var straks et geni mindre --, hvis +den fik et skub, men skubbet er der ikke. Der er kun inerti, alle +kræfter vogter på hinanden og holder hinanden i tømme; jeg kan ikke +se noget røre sig; vi farer vore tusende mile i sekundet og lader som +ingenting. Men der er eet brud på loven: mig. Ingen inerti binder +mig. Jeg vil lave noget. Jeg tar obelisken om livet og gir den en +bevægelse fremad. Den adlyder uden vrangvilje og borer sig syv og +fyrretyve alen ind i det tomme rum, men den kommer tilbage, +naturkræfterne trækkes om den, den ene kan ikke unde den anden denne +sten. Derefter får Peterskirken et spark og hummer sig uden +betænkning, og så daler den igen som en damphammer, så jeg er nød til +at springe over og ride på obelisken for ikke også at blive lavet +til inerti. Men nu viser jeg min almagt; jeg maser rundt i min +spiraltåge, så der kommer gyngning i det hele; de store blokke knuser +de små imellem sig, de spidse borer huller i de brede, og efterhånden +kommer det hele i brand. Astronomerne nede på jorden, der ikke kender +mig, de glor op til mig og tænker: Hvad pokker går der af +spiraltågen? Mægtige enøjede kikkerter stirrer op til mig, og i enden +af hver af dem sidder der et ynkeligt insekt. Tre og tyve forskellige +hypoteser fremsættes, mens jeg sidder på den køligste blok og ler ad +alle de tre og tyve, indtil jeg kort efter falder i søvn, mens mine +naturkræfter arbejder videre på egen hånd." + +Kasbjergs bifald kaldte ham ned på jorden, han satte sig op, rynkede +brynene og søgte at fiksere det menneske, der, mærkværdigt nok, sad +ved siden af ham, men blikket kunde ikke holde ham fast. + +"Det vilde være et meget passende sted at falde i søvn," bemærkede +Ivar Holt, idet han lukkede øjnene. + +"Vil De ikke med tilbage til byen?" spurte Kasbjerg og rejste sig. + +"Nej." + +"Nå. Farvel da, hr. Holt, og på gensyn." + +"Farvel," sa Ivar Holt, stadig med lukkede øjne. + +Mens Kasbjerg gik bort, tænkte han: Hvordan mon det menneske er i +erotisk henseende? + +"Væmmelig," tænkte Ivar Holt, da den anden var gået, "hæslig som de +insekter, man træder itu, mens man ser til den anden side." Nu kunde +han lukke øjnene op igen. + +Så hensank han på ny i høduft og solskin, mens han lå på bunden af +et hav af lyksalighed, der begyndte rundt om ham og endte -- -- som +ikke behøvede at ende noget bestemt sted. + +Han følte, hvordan lyset skinnede helt igennem ham og opløste ham. +Han blev til en lys tågestøtte, der skred halvbevidst fremad uden at +kaste nogen videre skygge, en søjle, der efterhånden klarnedes helt i +lyset, så at den ligesom slet ikke var til; ingen mennesker kunde +forurolige den ved at pege på den og sige: Dette skulde egenlig ha +været et menneske, men det er ikke andet end dis fra en dekomponeret +personlighed. Men ingen ser den; den er kun til for sin egen +fornøjelses skyld. + +Ak ja, jeg er tyst lyksalig som en døddrukken mand, der ingenting kan +sige og ligger ned og griner til sig selv af ikke noget. + + + + +En hundredkroneseddel er en mærkelig ting. Til at begynde er den +ganske vist et kortfattet og uanseligt udtryk for en svimlende +formue, men gå ind og køb seks fine sigarer for den. Straks yngler +den beskedne lap ni andre lapper ud af sit liv, foruden en skøn masse +sølv; den blir moer til et læs penge, der kan føles både på låret og +på brystet. Det er hundredkronesedlens geniale øjeblik. Den blir et +herligt symbol på frugtbarhed og fedme, som en flod, der danner +delta, som en so, der får grise. En hundredkrone, der veksles, er et +af livets højere øjeblikke, ligesom forplantning, løvspring, den +længste dag o. s. v. Derefter går det nedad. Tikronerne, der +forsvinder, det er som en slægts sørgelige undergang, livsfyldens +forfald. En hundredkrone, der veksles, er et ophøjet symbol på +kulminasjon, så skal vi nedad; til de højeste bjærge hører de dybeste +dale. Har vi toppet, må vi dale, siger en stor digter, og hvad han +siger om rigsdalerne, gælder lige så godt om kronerne. + +Ivar Holt kom ud på gaden med en udmærket syv øres sigar i munden; +fem andre havde han i lommen. + +Det er noget andet end at skulle indsnuse andres sigarrøg, ti så dybt +var du sunket! + +Løftet af en fin pengerus gik han hjem for at ta sit bedste tøj på. +Han la vejen om ad Vesterbrogade. Nu skulde det være slut med +studierne. Han havde ikke rigtig været klar over, hvor vidt han +studerede længere eller ikke, for han hørte stadig nogle +forelæsninger, men fra i dag! + +Uh ha! Der var noget lumpent i at skulle dreje ned ad Saksogade! Han +gik videre til Valdemars, hvor træerne kiggede ud på fortovet med +deres nysgærrige kroner. Her vilde han også bo nu. + +Der blev foretaget en reparasjon på Matthæuskirkens spir. To +arbejdsmænd stod deroppe og manøvrerede med en bjælke; de lignede +myrer, der er i færd med at slæbe et halmstrå ind ad et hul. Hvis han +skulde stå derude med et reb om sig, så vilde digteren nok forgå i +ham, og han vilde blive vanvittig af skræk, mens han i virkeligheden +burde blive endnu større digter, han, som var sådan en linedanser på +mælkevejen. + +Det var en underlig, ubehagelig tanke, agressiv, som om en anden +havde tænkt den for ham. Han skyndte sig hjem og klædte sig om. Han +skulde til selskab hos Kasbjerg. + +Der lå en stemning af idyllisk magelighed over det villakvarter, hvor +den ansete forfatter boede. Husene behøvede dær ikke at trykke sig +flade og magre op ad hinanden, de havde ikke nødig at rende op som +bønner og blive svimle. De var ikke kolonidyr, ikke menneskekager med +mange celler, de var enkeltvæsner. De stod ikke, men de lå, +henslængte mellem haver og alleer, de generede ikke hinanden, de +kunde brede sig, strække deres udhuse mageligt fra sig, skyde +karnapper frem, som de syntes, uden at gnave nogen nabo i ryggen, de +kunde la deres trappegange og verandaer vokse frit ud; der var ingen +fare for, at deres ekstremiteter skulde kollidere med deres +medskabningers. + +Kulasken på gangstien knasede under Ivar Holts sko, solen stod ham +lige i ansigtet. Bagved lå byen med sin lysebrune atmosfære over sig +som en tronhimmel. Fra en fabriksskorsten stod en vældig røgsøjle op, +vinden tog den og bøjede den forsigtigt, for at den ikke skulde gå +itu, den strakte sig elastisk og blev ved at krybe hen over tagene, +til sidst omspændte den hele byen som en uhyre slange og viste +menneskene sin sorte bug. + +Han gik op og ringede på. Husholderskens højre øje sås i en forsigtig +dørspalte, der straks efter antog en mere gæstfri bredde. + +Det var ikke noget udsøgt selskab, der ventede på ham. Kasbjerg havde +i den sidste tid lagt sig efter mindre fin omgang. Litteraturen blev +mere og mere demokratisk, den ene efter den anden tog sig over at +skrabe samfundets bund. Publikum ønskede det, og hr. Kasbjerg bøjede +sig for ønsket; han vilde anlægge sin gentlemans-metode på de +forkomne eksistenser. + +Da Ivar Holt kom ind, var der allerede tre gæster, pianisten +Tornberg, tegneren Drewes og Katinka. Tornberg spillede i en natkafe, +han var en bleg ung mand med en ansigtsfarve som marsipan; på +overlæben havde han en smule mørkt skæg, der lignede tørvesmul. +Drewes var en ældre mand og en ærlig mand med rigtig kone og mange +børn. Han var desuden faer til adskillige af de studiehoder af skønne +mænd og kvinder, som har glædet mangen ærlig abonnent på illustrerede +blade; det var også ham, der opfandt konfirmanden i sorte handsker og +rund hat (i hånden) og skytsengel bagved med skuldret palmegren. Den +skal han ha tjent betydeligt på; samme år fik han to ægte børn. Nu +havde han også måttet lægge sig efter sultne børn, pjaltede mødre og +fulde fædre, og endelig var han humoristisk bagsideleverandør. +Katinka endelig var simpelthen Katinka, hendes væsen var ret +dameagtigt; hun var kendt med Kasbjerg og havde dagen før fået ti +kroner af ham, hvorfor hun nu ventede sig et eller andet, for hun +vidste nok, at ti kroner ikke kommer flagrende alene, de efterfølges +af noget, eller de har en omstændighed foran sig, de er et led af +noget. + +Straks efter indfandt sig cand. phil. Lynggren, tidligere stud. +theol. og skolekammerat til Ivar Holt. Han havde opgivet teologien +for journalistikken og var nu boganmælder ved et kristeligt farvet +blad. Æren for denne omlægning af løbebane tilskrev han den gode +veninde, der kom i følgeskab med ham, en varietesangerinde, hvis +plakatnavn var Miss Irene Whiteflower, men som i en snævrere +vennekres bar det navn, Lynggren havde givet hende, næmlig Teologine. + +Teologine var ung og fint skabt, havde gode tænder, store, uskyldige +øjne og en lav pande, hvorover lyseblondt hårskum stænkede ned i +rigelig mængde. Hun havde gode engagementer og sang ikke med benene +alene. Hun var ikke uden alvor; i ensomme timer havde hun rørende +drømme om honnet kærlighed; desuden var hun en stor beundrer af +Sherlock Holmes, men satte ikke pris på den øvrige moderne +litteratur. + +Der præsenteredes. Ivar Holt begyndte på et høfligt buk, men +Lynggren samlede ham og Teologine i sin favn. + +"Så, børn," sa han med salvelse, "nu er I to mødtes ved mit bryst; +derved har I et grundlag at elske videre på." + +Forlegenheden var overstået. Kasbjerg dunkede Teologine i ryggen for +at stemme instrumentet; hun lo ham op i næsen og rykkede ham i +skægget, og det var netop kammertonen. Tornberg smilede og gned +tørvesmullet. Drewes så mørk og mat ud; dog bordet var dækket, han +overkom et smil. + +Bøf, spejlæg, kold kylling, sildesalat, hummer, sardiner -- jævne +retter uden udskejelser. Kasbjerg vidste, at det var ikke retternes +udsøgthed, der vakte stemningen hos hans fornæmste forsøgsobjekt. + +"Drikker damerne bajer?" spurte værten og drejede heltenæsen. + +"Ja," sa Teologine, "og dram!" + +Lynggren velsignede hende ned ad ryggen med den ene hånd. + +Katinka derimod afslog drammen: hun vilde endnu holde sig på dannet +grund. + +Der hævedes glas og nikkedes over dem; Teologines blottede hals gik +bagover, og straks efter beskrev hendes glas en meget stor bue ned på +bordet. + +Stemningen var middels. Lynggren snakkede, Teologine lo, Katinka +smilede. Ivar Holt, der var anledning til hele selskabet, ytrede sig +ikke; han så ikke, hvordan Teologine sled i ham med øjnene; værten +var misstemt, han greb til den fortvivlede udvej at tale om +litteratur, hvorover digteren blev aldeles tungsindig, og da ingen +fandt noget at bemærke, tilfaldt ordet igen Lynggren. + +"Nej, som sagt, kære menighed, teologi er en farlig medicin, der gør +de bedre til fanatikere eller bespottere og de slappe -- hvis de blir +præster -- til folk, der hemmeligt skammer sig, -- lad mig nu se, du +snøfter pænt, Teologine. Disse mennesker er inderligt og modbydeligt +forargede over sig selv, og så bedøver de sig med store indtægter, +store middage og mange børn -- græd, Teologine! -- de har det såmænd +ikke så godt. Men imidlertid -- tør her din tåre af, kære Teologine! +-- da så til sidst embede, kone, børn, vrøvl og den bekendte +menneskelige dekadence, der allerede i fyrrerne begynder at ta pippet +fra os -- ikke sandt, hr. børnehjemsejer? -- tvivlens og spottens +pip, tænkningens pip -- mener hr. vært ikke også? -- da alt det gør +sin virkning, så vender det hele sig dog omsider en gang til den +bedste, salige ende. Amen. Modtager dernæst herrens velsignede salat, +som han gerne vil ha sendt om." + +"Skål, Lynggren," hilste Ivar Holt. "Du er en bedre karl, end jeg +havde tænkt." + +"Skål, fromme bekender. Det glæder mig, at min forkyndelse dog i det +mindste har vakt een sjæl. Men lad os nu hellige damerne vor +opmærksomhed, det synes jeg, vi skylder Gud, konge og fædreland. +Spil, slave, du er betalt." + +Tornberg spillede, Lynggren valsede en gang rundt om bordet med +Teologine, måltidet endtes med al mulig spetakkel; kun to forholdt +sig stille; den ene var Drewes, der havde nok at gøre med at spise. + +Ivar Holt stod ved en dørkarm og så til. Han følte i sig en vis trang +til noget vildt, men den blev ikke til noget, ligesom man ikke kan +finde sin egen melodi mellem en kres af lirekasser. Hans eget væsen +det var en susen i højstammede træer; i denne rå larm forekom det +ham, at han ikke var andet end høje, klare toner, der har lydt, mens +gøglet brølede rundt om; ingen har hørt dem. + +Han vidste ikke, hvad de andre tog sig til den næste time; men da han +igen kom til sig selv, bemærkede han, at Lynggren var kendelig +påvirket. + +"Nu vil vi sidde blødt og dybt," sa han. "Kom her hen, Teologine, +Katinka med, jeg trænger til at elskes. I anbringer jer på hver side +af mig, så jeg delvis forsvinder under jere skørter og albuer. Det +har altid været mit ideal at sidde i et blødt hul, garneret rundt om +med kvinder, belæsset på knæer, bryst, ryg og skuldre med kælne +hænder, hofter samt hager med smilehul. Skål, slaver, og modtag +min foragt, ti jeg er fuld. Jeg har østerlandske tilbøjligheder. +Katinka: læg kun nogle flere punds vægt på, kvindelig tyngde gir +frugtbarhedsfornæmmelser. Jeg har overdådige aspirasjoner efter +elskov og røgelse, det har jeg lært af den åbenbarede religion. Du +skal ikke skotte efter Ivar Holt, Teologine, hans kæreste sidder på +regnbuen og dingler med sin tøffel ned i en tordensky; han deler leje +med himlens små stjærner, men aldrig med dig, du er ham for kødelig +anlagt. Hvis han avler et barn, så blir det med en af de højeste +lammeskyer, sådan en kraftkarl er han. Men kom alligevel her hen, +Ivar Holt, og lad dig småelske på skuldre og knæer. Se på os og +opdag, hvad du selv mangler." + +Ivar Holt rykkede sin lænestol hen til de andre. Teologine faldt +ligesom af sig selv over på hans skød. + +"Hvad skal vi nu være enige om at drømme?" mumlede hun op til ham. + +"Jeg vil være kong Salomon," erklærede Lynggren. "Jeg sidder halv +slumrende med min pibe på en trone, der er udpolstret med kvinder." + +"Uha," vrissede Katinka og dunkede ham på mellemgulvet med hodet. + +"Stille! Jeg er kong Salomon. I er to af mine fem hundrede hustruer. +De kvindeløse tre mandfolk i baggrunden er mine øverste eunukker." + +Teologine så op til Ivar Holt med sit jomfruåsyn, der var fuldt af +lyst til sjov. "Uh, jeg gad nok vide, hvordan De egenlig er," sa hun +og ruskede i ham. + +Han gad også selv vide det, og i det samme faldt det ham ind, at han +kunde kysse den pige, der lå på hans skød; det gjorde han. En lille +gnist gled fra hendes læber ned i hans krop og fulgte med blodet, han +kunde hele tiden føle i sig, hvor den var. + +"Drøm så noget," bad Teologine, "om kærlighed." + +Hendes hår kildrede ham på halsen og krøb ned under hans flip. Det +var straks en omstændighed, tænkte han. + +"Kærlighed," svarede han, "ja. Jeg vilde nok eje en villa, og i min +have går min kæreste i hvidt, halvlange ærmer, bar hals. Livet skulde +gå hen som et stille smil. Hvis jeg var rig -- ja; jeg kunde tænke +mig tilværelsen som et venligt pigeansigt under en bred, hvid hat -- +--" + +"Ja, men opgiv så at være digter," afbrød Lynggren, "sælg din +samvittighed til et blad og tjen penge; ellers kommer villaen ikke. +Jeg er selv en Schuft og står mig ved det. Når jeg er fuld, har jeg +samvittighedsnag, men sandelig! Der er noget i kvindens favn, som +gør, at jeg forsoner mig med den måde, jeg tjener penge på." + +Teologine syntes at vente på noget; værten gned hænder på den anden +side af bordet, hans bryn klaredes. Måske den levende model vilde +ytre sig erotisk. + +Men Ivar Holt rejste sig og lod hende glide af. Han blev pludselig +vild. "Nej, ånd!" udbrød han, "hellig ånd! Skal vi gå op og ruske den +hellige ånd løs af treenigheden! For det er den, vi har brug for. +Inden den helt rådner op ved sin sammenvoksning med faderen, der er +færdig med verden, og sønnen, hvis død hver dag blir mere utvivlsom. +Det er ånden, vi har fornøden, krop har vi selv, Skabelsen er +overstået, opholdelsen går af sig selv, og døden dør vi selv med så +megen væmmelse, at det er afskyeligt, at en anden oven i købet skulde +gøre det for os, som om vi ikke gjorde det nederdrægtig godt nok +selv. Men hellig ånd, skal vi prøve at hente ham!" + +Da Ivar Holt så de andres øjne, kom han til sig selv, sa farvel og +gik. Så snart han kom ud i den friske luft, så han, at hans sjæl var +ligesom oversået med store, ildelugtende menneskepletter; der skulde +mange sikleture og megen blæst til at få dem af igen. + + + + +Ivar Holt og Henriette Ravnø var en Søndag eftermiddag kommet helt ud +til Vanløse. Når de gik alene, havde de gærne deres lillefingre +hægtede sammen; det var noget, han havde fundet på, mere attråede han +ikke. Hendes lille finger var så spæd, og når den var rigtig varm, +gjorde den et uvirkeligt indtryk, som en sart drøm. + +De var meget tavse på deres lange ture, især når været var godt. En +gang imellem dinglede han med hendes hånd, som en hvalp rusker i et +lommetørklæde, den har erhværvet, for bedre at mærke besiddelsen, og +så vekslede de måske en bemærkning. Hun virkede så svalt på ham, han +oversnakkede sig aldrig sammen med hende, og derfor søgte han gærne +hendes selskab. + +"Ved De hvad," sagde han, da de nåede Damhussøen, "det er noget, jeg +har tænkt på før, jeg vil være havnesjover i Marseille, mine bukser +skal være fløjelsbukser og min kasket en bred stråhat; jeg står op +ad en fortøjningspæl og har solen i ansigtet, min kone er +appelsinkælling og sidder ti alen fra mig på havnepladsen." + +"Så gå hen og snak med hende, hun keder sig." + +"Jeg snakker med solen." + +"Men hun vil ikke ha en mand, der snakker med solen; ham render hun +fra." + +"Farvel, kone." + +"Hvor De er sorgløs," sa hun lidt utålmodig. + +"Om aftenen finder vi et bjærg, der ikke er for højt, og kryber op på +det for at se ud over Middelhavet. Det ligger dær som en blå +stålklinge, der på et sted er rødglødende; det er månen, der står +op." + +"Blir de dær hele natten?" + +"Nej -- de går hjem." + +"Og ser til deres lille pige." + +"Mon de har sådan en?" + +"Ja. Så har konen noget at bestille, mens manden har glemt, at hun +eksisterer." + +"Jeg tror også," bemærkede han efter lang overvejelse, "at det er +godt at ha en lille pige. Undertiden savner jeg en vis fornæmmelse af +menneskelighed. Ingen rod i jorden; jeg er som en afskåret blomst, +der er sat i vand." + +"De trænger til at blive gift," mente hun. + +"Ja. Hvis det er det. Jeg -- --" han så fortabt på hende og rystede +på hodet; "det er mærkværdigt; måske er jeg slet ikke noget +menneske." + +Hun havde lært at dæmpe sin lidt robuste natur, siden han var blevet +hendes ideal af mandig finhed. Hun forstod også at undgå at komme for +plumpt med sine praktiske bemærkninger, og når han talte på sin +betagne, åndsfraværende måde, kunde hun få det indtryk af sig selv, +at hun var en plebej, men det var vist ikke så meget, at det stødte +ham; hun vilde også se at hjælpe på det og lære noget af ham. Godt +var det, at hun var den mest praktiske; lærde folk trænger til +praktiske koner, og det skulde ikke undre hende, om han, der var så +stille og flittig, en gang endte som professor. Men det var egenlig +mærkeligt, at de endnu ikke havde talt fornuftigt sammen en eneste +gang, når han dog tog alting så alvorligt. + +Han gik og så op på det fine, hvidlige slør, der lå over den blå +himmel. Det vakte et dybt velbehag hos ham som noget beslægtet. + +"Hvordan må der ikke være nede i syden, dær hvor de har opfundet +Elysion, Paradiset! Å ja, hvis jeg havde meget mere af denne sommer, +så skulde jeg også nok opfinde noget saligt, som menneskene kunde +blive mere lykkelige ved at tro på." + +"Jeg kan godt forstå, De får den slags indfald, nu mens De går og har +ferie." + +"Ja --" sa han noget efter, da han havde glemt hendes bemærkning, +"der er noget fremmed inde i mig siden min lange sikletur. Det er, +ligesom hele verdens tanker er sluppet ind i mig og skal udvikles +dær. Jeg forstår ikke, hvad der falder mig ind -- jeg har slugt +verdenssjæl -- -- hvad det nu vil sige." + +"Mon det er heldigt for Deres studier?" spurte hun. + +Det gav et ryk i ham. Spørsmålet påtrængte sig alvorligt, nu da det +blev stillet af en anden. Gør man virkelig sådan noget? Kaster man +sin sikre fremtid over bord? Er man et alvorligt menneske med +ansvarsfølelse? + +Han så op og mødte hendes alvorlige blik. De øjne -- det var +familiens øjne, alle fornuftige folks øjne, der ser undrende på ham, +som render fra sine studier. Vil han virkelig ikke ta sin eksamen? + +Heldigvis var der endnu to måneders ferie igen, han kunde tænke over +det. + +"Lad os gå ud i Damhuskroen og drikke kaffe," sa han. + +Tidligt på aftenen fulgte han hende tilbage til byen og drev så selv +om i gaderne, til det blev sengetid. + +Det var hel mørkt, da han kom hjem. I værelset bag ved var +frelsermændenes aftenbøn i fuld gang. Den ene ekstemporerede med +forbløffende virtuositet en grædefærdig anråbelse, mens de andre +faldt ind med hjærteskærende nødskrig: Jaaa, Herre! Å hvad, Jæsus! -- +-- Det tog dem et godt kvarter at forrette deres fromme nødtørft. + +Det er åbenbart, tænkte Ivar Holt -- lige så uanfægtet af +frelsermændenes råb som rimeligvis Vorherre selv --, at hun holder en +del af mig. Mon hun egner sig til at være appelsinkælling i +Marseille? Solen vilde gøre hende bedre, hendes øjne er endnu noget +for kolde. + + + + +For anden gang udkom der en lille bog, hvorpå der stod navnet Ivar +Holt. Den skildrede ikke noget, der optog sindene på det tidspunkt. + +Det danske smør havde da for længe siden tilkæmpet sig sin ansete +plads på det europæiske marked; der var svær drift i agerbruget, +opadgående konjunkturer; husmandssagen var alles kælebarn, +socialdemokratiet havde sine jærnbånd om hele landets industri, og +det vandt stadig flere pladser i regeringen og i hovedstadens råd; +venstre havde den politiske overmagt; der måtte -- skulde man tro -- +snart komme et systemskifte. + +Forfatteren, cand. phil. Ivar Holt udgav en bog, der foregik midt i +universet. Verden var gået i stykker, eller rettere sagt, den var +samlet i een stor kugle af urtåge, grå, halv gennemsigtig, og inden i +den gemtes hele resultatet af verdens hidtidige udvikling; mennesker +og menneskelig kultur hvirvledes rundt deri og sønderdeltes; sjæle +frigjordes og maledes ud i den hele masse. Geniale ideer omslyngedes +side om side med jævne betragtninger over spegepølse og hakkebøf. +Shakespearske tankelyn sås at slå igennem tågen, lidenskabelige, +Michelangeloske hvirvler tegnede sig glødende midt i det grå, og +brudstykker af Beethovenske akkorder fik rotasjonens larm til at tie +stille og undre sig. Men også masser af skidenhed maledes rundt i +verdensmøllen; glimt af lave pander og hæslige næver skabtes og +udslettedes. Stank slog ud, banditsjæle opløstes i det store +krematorium; Meyerbeers slubbertmusik kvalmede ud ved siden af hæse +øl-eder. + +Verden malede videre, modstridige elementer pressedes sammen og +indgik nødtvungent forbindelse; Lionardos lysende ånd svejtsedes +sammen med en eskimokællings trannede sjæl trods hæftig kemisk +frastødning. Beethovens fjortende kvartet kom i nærheden af "Der +Prophet", og opløsningens vidunderlige magt loddede dem sammen under +gyselige disharmonier. Menneskenes røde og brandgule drifter +fortæredes med umenneskelige brøl til fin aske og tav derpå stille. +Rotasjonen tog fart, heden voksede. Som tyve tusende mile lange +protuberanser flammede de halv opløste geniers sjæle ud af +verdenskuglen, men centripetalkraften sugede dem ind igen, +udjævningen fuldbyrdedes. Da alt var udbrændt, begyndte en ny verden +at danne sig. + +Digteren sad i Guds ene øjenkrog og stirrede ud gennem det sorte +verdensrum; dær så han en utydelig kugle, hvis gråhed lyste i det +sorte, og idet tiden fløj forbi -- tusende år som een dag -- opdagede +han, hvordan kuglens overflade begyndte at bæve uendelig svagt, den +trak sig sammen og strammedes og blev mere klar i omridset. Men +medens den grå bug arbejdede, fødte den rødsort ud af sig, det blev +til rødt og til gult, og det gule fortættedes til hvid ild. Den hvide +kugle ynglede og udsendte andre hvide kugler, der gik baglæns i +udviklingen, blev røde og til sidst grå. En af disse valgte digteren +sig til beskuelse. Skinnende dampskyer bulnede ud og blev sugede ind +igen for atter at hvæse ud et andet sted i snehvide eksplosjoner. +Men det hørte op, kuglen hang med grå og blå pletter for digterens +øje. Han så, hvordan der kastedes grønt skum i land fra havet, det +krøb op over landet, jorden blev grøn. Senere kom et blegt slimdyr og +begyndte en udvikling, i hvis anden ende der sad digteren selv. + +Stort længere kom de ihærdigste læsere ikke. + +På samme tid som bogen udkom, blev husmandsloven forelagt i +Folketinget, et par ministre gjorde deres historisk bekendte +skandaler, højremænd mældte sig fra, aviserne havde travlt, der var +ikke megen plads til litteratur. Verden gik ganske vist skævt, men +alligevel i grunden hel godt; hvad skulde man med en digter, der +havde set verden gå i stykker? + +Der blev ikke gjort meget grin med Ivar Holt. Man fandt latterlighed +nok i landet uden at behøve at søge efter den hos en gal digter. +Masser af politisk dumhed lå klart for dagen; en forrykt poet kunde +ikke længere opfattes som god komik. Derfor tav alle ordenlige +anmældere stille; de kendte desuden ikke den herre; i politisk +bevægede tider må man vide, hvor en mand har sin gang, før man +indlader sig med ham, hvad enten han er ligtornespecialist, +embedssøgende skolelærer eller poet. De øvrige anmældere præsterede +et skuldertræk og en erklæring om, at de ikke havde forstået og +ganske vist heller ikke havde gjort sig ulejlighed for at forstå; et +par særlig reaksjonære blade, der mente, at intet uden venstresind +kunde fostre slig litteratur, gjorde sig virkelig den ulejlighed at +skælde ud. I provinsen så det langt bedre ud, for dær havde aviserne +ikke så meget at underholde læserne med, og de gjorde forfatteren til +grin efter al deres ringe ævne. Ivar Holt nød den ære at blive +citeret og begrint ved kaffeselskaber; i en enkelt by købte man endog +selve bogen. I den by, hvor han selv var fra, nød hans forældre, der +var hæderlige folk, stiltiende, men hjærtelige beviser på agtelse og +medfølelse. + +-- "Nå, hr. Kasbjerg," spurte det mægtige blads redaktør en dag, +"hvad mener De om den nye mand, Ivar Holt? Har han noget talent?" + +"Å, det kan man vist ikke afgøre endnu." + +"Men er han ikke nogen brugbar kraft for os? Kan det ikke tænkes, han +har en fremtid for sig?" + +"Jeg ved skam ikke. Noget af det første, han sa til mig, da vi en dag +talte om litteratur, det var: Ja, De har jo ikke selv noget talent." + +Redaktørens overskæg bevægede sig svagt. + +"De kan nok forstå, at en mand, der siger det, mangler opdragelse." + +"Men ikke overbevisning," smilede redaktøren. + +"Hm. Jeg har nu ingen overbevisning kunnet mærke hos ham. Han er både +forlegen og aggressiv. De ved, hvordan generte mennesker undertiden +kan blive ubeherskede og sige de groveste ting, uden at de rigtig ved +af det. Jeg stoler ikke på ham. Sæt, vi en dag slipper ham herind -- +vi beskytter jo de nye talenter, der kommer frem, så skal De se: en +dag falder han os i ryggen." + +"Ja, men går det unge menneskes overbevisninger da ikke i nogen +bestemt retning?" + +"Det tror jeg ikke. For resten er han over fem og tyve år. Han har +svært travlt med at få sine meninger frem. I løbet af fem minutter +kan han nedsable hele Schandorph og det meste af J. P. Jacobsen og +Bjørnson. Og jeg vil ikke sige, han gør det særlig uvittigt." + +"Heller ikke da han nedsablede Dem selv?" + +"Hensynsløshed er overhodet et betegnende træk hos ham," fortsatte +hr. Kasbjerg. "Og dog siger han sine -- -- flotheder med en vis naiv +blidhed. Han mener næmlig ikke noget ondt med det; jeg tror slet +ikke, der er noget ondt i ham. Også af den grund synes jeg dårligt, +vi kan bruge ham." + +"Det var da mærkeligt. Jeg talte i går med dr. Rønnow, og han lod til +at være temmelig interesseret af den bog." + +"Dr. Rønnow anmælder den ikke." + +"Nej, det ved jeg. Han mente, det var bedst at vente. Skal vi anmælde +den?" + +"Det synes jeg absolut ikke. Han er så glubsk, han må først +disciplineres noget. De skal få mit eksemplar, jeg har indstreget en +del steder, læs dem, de er temmelig agressive." + +"Virkelig! Jeg har ellers forstået, at bogen handlede om urtåger og +-- --" + +"Ganske vist. Men den handler også en del om ham selv og hans private +meninger. I et kapittel gør han det af med hele romantikken, nå, det +er ganske vist lige meget, men -- --" + +"De er måske også selv med?" + +"Det skal jeg ikke kunne sige. Nej, la ham afklares, lad os se, om +han finder et sted at stå på, så kan vi altid snakke med ham; at ha +ham gående her -- --" + +"Bag kulisserne, nej, det er klart. Men derfor kunde vi måske nok +optage et eller andet lille stykke ved lejlighed." + +"Ja -- og lægge vort navn til som garanti for hans talent." + +"Å hvad, det er just ikke store digtere alle de, vi har i vore +spalter -- -- men naturligvis, det litterære overlader jeg som +sædvanligt til Dem." + +"Ja, og jeg kan jo altid ved lejlighed skaffe nogle skitser af ham +ind andre steder, for selvfølgelig bør han ha adgang til at ytre +sig." + +"Nå, De har altså dog en vis interesse for ham." + +"Jeg nægter ikke, at han til en vis grad interesserer mig." + +"Hm. Ja, det er jo meget uegennyttigt af Dem." + +Der sad en spørgende tvivl begravet i redaktørens overskæg, idet de +to erfarne mænd vekslede et blik. + +Men i ethvert tilfælde, hvad hr. Kasbjerg gjorde, skete til bladets +gavn og formodenlig ikke altid til hans egen skade. + + * * * * * + +Samme eftermiddag fik hr. Kasbjerg besøg af Ivar Holt. Han var både +nedslået og stor på det. + +"Hvordan er De tilfreds med virkningen af Deres bog?" spurte den +ansete forfatter. + +"Pressens køtere har unægtelig brændt røgelse for mig," svarede den +ubekendte forfatter, "men det er jo kedeligt, den ikke lugter noget +bedre." + +Hr. Kasbjerg kneb det højre øje sammen, som om han søgte efter noget, +der var faldet ham ud af hukommelsen. Så skubbede han en sigarkasse +til side og halede en anden ud, der stod bagved, lod langfingeren +løbe hen over sigarerne, indtil han fandt en, han gad tænde, skar +spidsen af den og stak den i munden, idet han løftede øjenbrynene, +som en, der kommer til at tænke på noget, der for resten er ganske +ligegyldigt, og i det samme fik han tilfældigvis øje på Ivar Holt. + +"Å, undskyld, må jeg byde Dem en sigar?" + +Ivar Holt var blevet så medtaget, at det tog nogen tid, inden han fik +samlet sig og sagt nej tak. + +"Har De ikke søgt at få nogle timer her i København? De er jo cand. +mag., ikke sandt?" + +"Nej." + +"Nå ikke. Der skal jo dog noget til -- for at leve. Det at skrive +bøger er jo ikke sådan nogen levevej." + +"Nej, det betaler sig vist bedre at skælde ud over dem," svarede Ivar +Holt og søgte at se lidt større ud. "Men man kunde jo gå til et +skandaleblad." + +Hr. Kasbjerg overvejede ved sig selv, at den unge mand kunde blive +ganske brugbar til at lave skandaløse portrætter af bekendte mænd til +et toøresblad. Men der udkrævedes megen demoralisasjon, før han selv +opdagede den ævne og fik mod til at bruge den. + +"Jeg tror ikke, det er indbringende at samle ulykkestilfælde til +småblade, og andet vilde De ikke blive brugt til." + +Ivar Holt så ned for sig og rynkede brynene. Der var noget i den +bevægelse, som var betegnende for ham, tænkte hr. Kasbjerg. + +"De har endnu ikke anmældt min bog." + +"Nej. Jeg er så stærkt optaget i denne tid. Desuden er det jo ikke +alle bøger, vi anmælder." + +"Nej, men De beskytter alt, hvad der kommer frem, som er nyt og +originalt. Det er almindelig bekendt. Og da nu hele højrepressen har +rakket mig ned, så synes jeg, der er så meget mere grund -- --" + +Hr. Kasbjergs sigar trak dårligt, trods det at det var en Yurak-Bat. +Der måtte skæres lidt mere spids af. Hr. Kasbjerg var for resten ilde +til mode. Det blir en gammel litterær synder undertiden, når han +under fire øjne får sin pligt at vide af en naiv ung mand, især når +det er en pligt, han selv officielt og alvorsfuldt har vedkendt sig. + +"Hvordan havde De egenlig ventet, at Deres bog skulde blive anmældt?" + +"Sådan," svarede Ivar Holt og trak noget papir frem. "Jeg har i går +gjort et forsøg på at sætte mig ind i en jævn dumrians tankegang. Nu +skal De høre: Vi tror ikke, at forfatteren er egenlig gal, og vi vil +ikke påstå, at han simulerer sindsforvirring, men vi forstår ham bare +ikke. Vi tvivler ikke om, at hans bevidsthed er løftet ud af de +almindelige menneskelige fuger og stablet op i luften; vi tror, han +er kommet op på et stillads, hvorfra han ser andre ting, end vi ser +her nede. Men vi vil ikke med ham derop; der er jo unægtelig +mennesker, der heller går på jævn alfarvej end på en tynd line +hundrede alen over jorden, og vi hører til de mennesker. Vi ønsker +ikke at ramle sammen, som forfatteren rimeligvis vil gøre en dag, og +som vi sikkert vilde gøre, hvis vi havde en stige op til forfatterens +verden. Og hvad er det, vi ser inde i den urtåge, der drejer rundt? +Et sted ser vi en knyttet næve, men den sidder ikke på nogen arm; et +andet sted er der en pegefinger, men hvor den peger hen, kan ikke +ses, da den er revet af hånden. Vi opdager et stykke tænkende hjærne +med kunstige vindinger, som kunde ha været interessant, hvis vi havde +haft hele det menneske, som oprindelig var ejermanden dertil. Hvad +stirrer dette udrevne øje efter, og hvorhen skal disse herreløse +brøl, der flakker om fra ekko til ekko? Næ -- vi kan nok lige kigge +op til forfatteren, alt imens vi holder på vort hoved, men idet vi +går bort med vor rygmarv elektrisk af gysen, ønsker vi på det +inderligste, at forfatteren må beholde sin verden for sig selv. Vi +ser ingen grund til at læse flere af den slags bøger, og vi vil ikke +anbefale dem til nogen. At forfatteren byder os sådan noget, er os +ubegribeligt, da dog enhver fornuftig mand skriver bøger, for at +publikum skal læse dem, og ikke for sin egen private fornøjelse. Om +forfatterens talent ønsker vi ikke at udtale os, da vi ikke fra +pålidelig kilde veed noget om det himmelstrøg, hvor han hører hjemme. +Det er måske skildret med en vis energi, men det kan meget godt være +den gloende galskab, vi kender det ikke. Hvis der en gang skulde +fødes flere mennesker, der har det på samme måde som forfatteren, så +er det at håbe, at de vil sige os, hvorvidt han efter deres bedste +skøn er gal eller genial. Vi fordrister os ikke til nogen afgørelse. +-- Se sådan," sa Ivar Holt, "bør en fornuftig kritiker, der ikke har +begreb om tingen, udtale sig om min bog. I stedet for dømmer de rask +væk om sjælstilstande, de ikke har anelse om. I teorien forlanger de +altid noget nyt, i praksis tillader de kun, at man serverer det +samme på en anden måde. Mennesker, hvis mening for mig ikke betyder +mere end det stykke hestepære, jeg kan få på min støvlesnude ved at +gå igennem Købmagergade, de erklærer min bog for mislykket, endskønt +de ikke ved, hvordan en vellykket bog om samme æmne skulde se ud. Men +publikum stiller sig altid på hestepærens side. Jeg ser, hvordan vore +kritiske tosser falder i to afdelinger: de, der indrømmer, at de ikke +forstår, og derfor gør nar -- og de, som forstår så udmærket, og +derfor gør nar." + +Ivar Holt havde rejst sig op. Han var nu et stykke højere end hr. +Kasbjerg. + +"Men vil De ha denne anmældelse? De kan jo optage den i Deres blad +under et eller andet mærke. Måske tror så nogen, den er af Dem selv." + +"Hm ja. Redaktøren mener, vi bør indtage en afventende holdning. Som +De selv så udmærket forstår det, kan vi slet ikke bedømme Deres +talent endnu. Med Deres næste bog håber vi, at der kommer klarhed i +det spørsmål." + +"Derfor kan De godt optage min kritik. De kan jo sætte mit eget navn +under." + +"Det vilde unægtelig være temmelig barokt," smilede hr. Kasbjerg. +"Men på den anden side er vi jo et alvorligt blad -- --" + +"Da mangler De ellers ikke humorister." + +"Nej på den måde. Men De er jo selv en alvorlig mand. Derimod vil jeg +med fornøjelse optage en eller anden ting af Dem i vort tidsskrift. +Dær er jeg jo på en måde mere enerådende." + +Ivar Holt gik lige hjem og la sig på sin hårde sofa. Den passede +bedst til de overvejelser, der nu forestod. + +Det er ubehageligt at blive erklæret for ikke eksisterende. Det, jeg +har skrevet, er mig selv og må altså være virkelighed, da jeg vel +selv er et virkeligt menneske. Men ingen har erkendt noget fælles +menneskeligt i, hvad jeg har skrevet. Jeg er hverken dum eller +forrykt, hverken genial eller talentløs -- ingen af disse fire +menneskelige egenskaber tør jeg tillægge mig. Tosserne rækker mig +ingen broderhånd, og de gale siger: Hvad er du for en? De store +opdager mig slet ikke, og de små ryster på hodet ad mig. Jeg er altså +ikke ubetinget og uden videre et menneske. Undertiden forekommer det +mig virkelig, at jeg ikke er det. Er der noget tredje foruden galskab +og fornuft? Jeg forstår dog den gales vanvid og den normales +forstand. Jeg indser Kasbjergs manglende talent og føler vægten af +mit eget pund. Hvad er der så i vejen med min menneskelighed? Intet +svar. + +Men det er ikke vinter endnu. Skal vi køre ud og la solen skinne på +os? Skal vi samle solhonning til den lange, morderiske vinter? + + + + +"Der er en plads ved en skole, som jeg er vis på, at De kunde få, +hvis De selv vil," sa frøken Ravnø; "min onkel er næmlig bestyrer. De +får dansk som hovedfag." + +"Sikken en nådegave af et forår, vi har fået denne gang!" bemærkede +han længe efter. "Man kan blive from af det: Denne er dagen, som +Herren har gjort. Når nattergalen synger om formiddagen, da er +sommeren på sit højdepunkt. Læg for resten mærke til forskellen på +stroferne i nattergalens sang. Der er almindelig kvidren af +forskellige grader, og der er fløjtetoner, som gør nattergalen til +nummer et af alt syngende, men der er også en ganske umusikalsk +snærren -- jeg antager, den er det ældste i de forskellige +udviklingslag, dens stemme repræsenterer. Hvis jeg var nattergal, +vilde jeg blandt andet skrive en epokegørende afhandling -- +sammenlignende sprogvidenskab -- om de forskellige strofer i +nattergalens sang. Denne snærren er så antik. Jeg tænker mig +fuglekrybdyret -- Archæopteryx -- sidde og slå sine knastørre triller +ved randen af kridthavet. Det må ha været storslået hæsligt. Hvorfor +ser De så gnaven ud? Synes De, det er noget vrøvl? Det er det også. +Men sådan går min tid, og den går godt." + +"Nej, det må De virkelig ikke sige." + +"Nå. Men hvad vil De herude, når De er i dårligt humør? Jeg vilde +ønske, jeg var en gammel krage med en stor familie, så vilde jeg +skrige rundt om Dem, til jeg fik Dem jaget langt ind på en kedelig +brakmark." + +"Hvad mener De så om den plads?" + +"Det ved jeg ikke. Hvad skulde jeg mene om den?" + +Hun ser ikke godt ud, tænkte han. Hvor menneskekød virker råt ved +siden af solbeskinnet bøgeløv! + +"Skal De da ikke ha en stilling, nu da De har opgivet Deres studier! +Jeg forstår ikke, nogen kan være så ligegyldig med sin fremtid." + +"Hvad fejler min fremtid, synes De? Gør jeg ikke nok for den?" + +"Deres bog sidste efterår gjorde heller ingen virkning." + +"Den gjorde den virkning, at min næste bog blir bedre." + +"Og imens har De ingenting at leve af." + +"Jeg føler mig meget levende." + +"Jeg kan ikke forstå, De har meget imod at få en ordenlig, sikker +indtægt. De kan vist godt få den plads; min onkel holder umådelig +meget af mig; han har ingen børn selv. Så har De hele eftermiddagen +og aftenen fri og kan skrive i. Hvis De engang kan leve af Deres +bøger, så kan De jo ta Deres afsked igen. Er der ikke nogen mening i +det?" + +"Alle mine formiddage ødelagte. Og hvorfor skulde jeg gøre det?" + +"Jeg forstår Dem virkelig ikke," sa hun næsten grædefærdig, og +derefter tilføjede hun med et koldt, klart blik: "Og så blev De da +til noget rigtigt. De kom ind i en praktisk stilling og fik andet at +bestille end at tænke Dem som nattergal." + +Hendes blik gjorde et dybt indtryk på ham. Han så sig pludselig +afklædt alle digterdrømme, han stod dær foran hende som en afsløret, +æstetisk tosse. Det var kvalmt. Og så opdagede han en ting til: Det +var jo meningen, han skulde gifte sig med hende. Selvfølgelig. +Hvorfor gik han alle de ture med hende, hvorfor fortalte han hende +alting? Han havde engageret sig. Han mindedes noget, som nogle +mennesker har, det kaldes forsørgelsespligt; han blev kold lige ned +til mellemgulvet, og han fik næsten vand i øjnene, ikke tårer, men +vand, af noget, der river. Han tænkte ikke på, om han var forelsket i +Henriette Ravnø. Til tider var han det, en gylden, luftig kærlighed, +uden henblik på dagligt udkomme, uden sanselighed. Nu var den +fuldstændig forsvundet, samtidig med at det var blevet hans pligt at +gifte sig med hende. Men kunde han leve af det, som hans fiaskoer +indbragte? + +Det var altsammen noget helt nyt for Ivar Holt. Stik den ramme +virkelighed i næsen på en rigtig poet: han vil påstå, at det er +salmiakspiritus. + +"Hvad mener De så?" spurte hun endelig. + +"Jeg ved ikke -- --" + +Som han stod dær, lignede han et beslutningsfoster, der er gået i stå +midt i udviklingen. Han svajede hid og did som et menneskesiv for +stridige viljers vinde. + +"Nu er denne dag ødelagt for mig," sa han og stivede sig af. + +"Var det det hele?" udbrød hun. + +Han stejlede under hendes foragt som en ung hest for et piskeslag. + +"Nu vil jeg hjem," erklærede han, og dermed gik han. + +Men hun kom bagefter. Der gik et kvarter, før hun turde spørge: + +"Har jeg fornærmet Dem, hr. Holt?" + +"Det ved jeg ikke. Nu skal jeg tænke over det. Men hvis jeg opdager, +at jeg virkelig er en pjalt, så tror jeg ikke, at jeg kan være Dem +taknæmlig for, at De har bragt mig på sporet efter den sandhed." + +Resten af vejen gik han alene. Da han nåede ind ad København til, kom +han til at gå bag efter to herrer, der talte meget højt og ivrigt. + +"Det hele anfægter mig aldeles ikke," sa den ene. "Så længe jeg er +direktør, skal vort selskab være første klasses, og mit personale +første klasses. Vi er forrest i konkurrencen, og det agter vi at +blive ved med. Vi tjener godt, og vi lønner godt, og det, vi har at +bestille, kan overkommes, når der arbejdes med fuld kraft. Jeg kunde +antage flere folk, så der blev mindre at bestille, det ved jeg nok, +men jeg ved også, at et personale er bedst, når det arbejder med fuld +kraft. Hvad man udretter med halv kraft, blir halv mislykket. +Selvfølgelig antager jeg ikke tuberkuløse, og en mand med mavekatar +er eo ipso diskvalificeret. Selvfølgelig gir jeg nødig ferie, jeg har +selv ingen ferie, og jeg kan kun bruge et personale, der kan udholde +det samme som jeg. Alt det om frisind og humanitet -- -- så længe jeg +kan få mine folk på _mine_ betingelser, så får jeg dem. Vil selskabet +indføre et andet princip, så kan det jo ta en anden direktør. +Hvorfor skulde jeg forandre principper, som jeg ved, er gode nok?" + +Ivar Holt skyndte sig forbi og stod stille foran de to. Han måtte se +den mægtige mand, der talte sådan. + +Han huskede, hvordan han en gang som lille dreng havde fået lov til +at stå og se et tog køre forbi. Da havde han fået en forestilling om +livets store magter, om noget, som ingen kan stanse, men som knuser +den, der stiller sig i vejen. Eksprestoget var det brutaleste, han +indtil da havde set. Han fandt tilværelsen mindre tryg fra den dag og +drømte tit vildt om nætterne. Men synet af den ubekendte direktørs +ansigt gjorde endnu stærkere indtryk på ham. Han fik en knusende +forestilling om, hvad det vil sige at være noget og at udrette noget. +Det praktiske liv var en buldrende, hårdt malende jærnmaskine, som +brusede forbi ham og ikke kunde bruge ham; hans bestilling var at stå +ved vejen som en ringe og indskrumpen poet, der blæstes omkuld og i +sønder af det store sus, der drog forbi. Det vilde aldrig ske, at den +mægtige direktør la mærke til Ivar Holt, selv om han blev nok så stor +en digter. Ingen af hans slags kunde tiltvinge sig denne mands +anerkendelse; ikke engang som kontorist under ham vilde han være +brugelig; alene udtrykket i hans øjne vilde røbe ham; han var nu en +gang forbandet til at være digter i et tomt rum. + +I samme øjeblik som han opdagede det, fik han en uhyre længsel efter +den virkelige, håndgribelige tilværelse, og denne længsel ledsagedes +af forvisningen om, at han var den, der stod uden for. Toget var +larmet forbi. Han kom ikke med. + +Han satte sig ned på en grøftekant og syntes, det var bedst at dø. +Verden har set nok af livstrætte mennesker, der hænger sig. Burde den +ikke for en gangs skyld se en, der hænger sig, træt af mangel på liv? + +Digterens lod har tabt betydeligt i værdi i den sidste menneskealder. +I gamle dage var det anderledes, skønt digterne også den gang var +lukkede uden for virkeligheden. Dær sad Ingemann på det slot i +Vesterled, mens Paludan-Müller lurede på dybsindige tanker i sin +filosofiske luftballon -- -- men deres lod var udelt, de anede vel en +anden verden, men den foragtede de, sådan som man er tilbøjelig til +at foragte, hvad man ikke forstår. De vågnede aldrig op af deres +digterkæfert, de var og blev salige. Den prosaiske verden er intet +andet end et skyggebillede af den poetiske, dær har en digter altså +intet at gøre. Det mente også manden for det hele, Johan Ludvig +Heiberg, der var en stor svindler og simulerede digter hele sit liv +igennem. Men nu er digterens lod udstykket i to parceller, hvoraf +den ene findes på jorden, så at digteren står med et ben i himlen +og et på jorden; men det er meget ulykkeligt at være i verden og dog +ikke være der, det er en stilling, der aldrig kan gøre sin mand +tilfreds. Dog er det uundgåeligt, at digteren nu har sit ene ben på +jorden, da denne omsider er blevet godkendt -- efter at den i en +forholdsvis kort periode, dansk åndslivs fornedrelsestid, har været +mistænkeliggjort -- og angsten for at komme uden for verden er slem +og levende hos digterne i nutiden, den er omtrent lige så frygtelig +som selve dødsangsten. Et ben oppe og et nede, hinkende på bægge ben, +det er en digters ikke længer salige lod. Tilmed falder menneskenes +ringeagt stundom over det ben af ham, der står på jorden, de synes, +det står usikkert. Da han havde sin verden helt for sig selv, nød han +dog altid noget af den agtelse, man tilkender specialister; nu kan +han kontrolleres på det ene ben. + +Solen gik ned over Ivar Holt på hans grøftekant. Hans skygge lå halet +ud hen over kløvermarken, og langt borte, på en ledstolpe, så han sit +hoved opslået med rødt om. Han fik noget smørrebrød op af lommen og +spiste. Det begyndte at blive lidt bedre med ham. Nu fik han snart +tresindstyve kroner. Bare han kunde blive hel glad igen. Ti ret +beset, det at sidde ved en grøft og grine frem for sig ud i +landskabet, solo og intensivt, uden at nogen hårdfingret hånd i hele +verden har ret til at gribe en i armen og sige: Op med dig! Vi skal +forsørges! Du har andet at bestille end at sidde og glo! -- det er +unægtelig en tilværelsesform. Den forrenter sig ikke stærkt, men er +der ikke så meget grøftekant, at den kan ernære en mand eller to? Så +meget mere som den menneskerace er i færd med at uddø. + +Lad så de andre slås. De behøver ikke at hade manden på grøftekanten, +han er ikke farlig. Det sker ikke, at han en dag slår hodet i stykker +på et andet menneske; hans velvære kræver ikke knuste hjærneskaller. +Men det kan gærne være, han skal sulte ihjel; det er meget muligt, at +den, der aldrig har haft lyst eller ævne til at slå en anden mand ned +i landevejen, selv skal dø af en tom mave. + + + + +Forstå og beundre en mand, det gør en fornuftig og forelsket kvinde +gærne, når hun er vis på, at han vil gifte sig med hende. Men dersom +hun ikke er det, da må han være belavet på at få kritik i stedet for. + +Henriette Ravnø var en praktisk pige, der en gang kunde blive en +udmærket hustru. Hun havde uden modstræben forelsket sig i Ivar Holt, +og da det var fuldbyrdet, var han efterhånden blevet forringet i +hendes øjne. Hun betvivlede just ikke hans talent, og hun vidste +også, at man skal ikke straks foragte et talent, fordi det ikke er +noget levebrød, men derfor behøver det vel ikke at hindre sin +ejermand i at få et andet, virkeligt levebrød. + +Hun forstod ham slet ikke mere. Han opsøgte hende stadig, men havde +aldrig noget at tale om. Han søgte ikke nogen plads, studerede ikke, +skrev ikke ret meget, men det lod til, at han var meget interesseret +i at høre hende fortælle om alle sine ubetydelige småting. Hun kom +snart til at gøre en ende på det. + +For ham var hun ikke længere det lyse akkompagnement til hans syner. +Nu, så længe han følte sig som en ussel digter, var hun den, der +havde opdaget ham og givet ham et knæk i selvtilliden. Men det kunde +jo være, at hun, som havde opdaget hans sygdom, også kunde blive hans +læge. + +Han tænkte sig hende som sin kone, nu da han var blevet så nøgtern, +og forelskelsen var gået over. Han så hendes kolde, fordrende blik: +Har du, hvad vi skal leve af? Om natten vågnede han op af drømme om +rigeligt børn og ringe udkomme. Det var en kur, han skulde gennemgå. +Hun var af denne verden, og han vilde over til hende, over det +gabende svælg. + +Han arbejdede i bedste tro på at blive et normalt, almindeligt +menneske. Som så mange mennesker, der dog vist ikke er digtere, kunde +han ikke tåle at tænke ordet _poesi_. Hans sjæl stod sig nok bedst +ved, at han blev maskinsmed; så havde han en næve med i noget. Han +formanede sig selv til nøgternhed. Det ligger vist særligt til de +senere danske poeter. "På det jævne, på det jævne," skriger en, som +om han havde opdaget det jævne. -- "Gik der en smule digter tabt, et +menneske blev bevaret," forkynder en anden, som om det nogen sinde +lykkedes ham at smøge digteren af og blive et menneske. Mange danske +forfattere er gået så vidt, at de hadede digteren i sig selv. I en af +dem sad der en romantiker, som ikke tav et øjeblik, og når denne +hviskede: Kanel! så skrev forfatteren: Skidt! Og hver gang vi i hans +bøger finder en realistisk klat møg, så kan vi vide, at han har brugt +den til at kvæle et romantisk suk med. Nylig har en stor mand fordømt +sig selv i forklædning med ordet _digter_, hvilket var det eneste +ord, der svarede til hans foragt. + +Det er digterens forbandelse, at han ikke finder nivoet. Han synker i +jorden til op på lårene og er ringere end andre mennesker; han når op +i overmenneskelige højder og regnes dog ikke for større, men han +træffer ikke selve jordens overflade. + +Ivar Holt håbede ikke, at han nogen sinde mere skulde få inspirerede +øjeblikke. Han følte den allerstørste trang til at være et fornuftigt +menneske og gifte sig med en kvinde, der kunde hjælpe ham dermed, +selv om han ikke var forelsket i hende. Han vilde også gøre noget for +at sikre sin fremtid. At han ikke havde begyndt endnu det kom +udelukkende af, at han var så optaget af sin egen nøgternhed, den +havde aldrig været så udpræget som i dette år. Den kunde også kaldes +nedslåethed, for så vidt som den berøvede ham al mulig lyst til at +foretage noget som helst, men når humøret var kommet igen, så skulde +han til at tænke på fremtiden. + +Hans sjæl var et meteor, som var suset glødende gennem den høje luft; +nu var den faldet ned på jorden som en kold sten; han tænkte aldrig, +den kunde hæve sig mere. + + + + +Hos en livskraftig natur er der intet, som er mere upålideligt end +forknythed. Han kan ha slået sig nok så godt til ro i resignasjon, +den varer ikke ved. Hans selvnedsættelse kan være fuldkommen ærlig +ment; men der er i hans iver efter at regne sig selv for ingenting, +et forbrug af energi, som tyder på, at nedslåetheden ikke er andet +end en hvile, hvori han samler kræfter til et nyt opsving. +Nedtrykthed hos et sundt menneske, det er asken, der lægges på ilden, +for at den kan holde sig til næste morgen, da det igen blir dag, og +ny ild nødvendig. + +Allerbedst som Ivar Holt gik og applauderede sig selv som det jævne +menneske, så kom ånden over ham. Han siklede en dag ud af byen, nord +på, indtil han nåede strand. Dær satte han sig. Det var næsten +vindstille; ingen bølger var at se, undtagen at der med regelmæssige +mellemrum dannedes en rynke ti alen fra land, rynken blev til en +vold, og en bølge væltede sig ned i sandet med et brat, tungt plask, +der fortalte om mange miles rejse. + +Hans ven solen skinnede ham i ansigtet, han sugede lyset ind i sig, +og dette lys, som nu blev opmagasineret, vilde en gang stråle tilbage +igen; måske på en regnmørk vinterdag vilde han pludselig se sig selv +vade i solskin. Han var i dette øjeblik ikke bange for nogen vinter, +han indsamlede et forråd af lys, der var stærkere end alle nætters +mørke. + +Foran ham lå havet i glat, silkeblå sorgløshed, over ham stod solen +og glemte ikke at gøre sin pligt. Solen er umådelig god, den gør alt, +hvad den kan. + +Han havde igen indtaget sin retmæssige plads midt i verden, rundt om +sig bandt han ved sin sjæls kraft lyksaligheden, ligelig fordelt på +alle sider som en verdenskugle. + +Mens han lå med sit ansigt ned i græsset og rugede over sit ensomme +afsind, kom der igen den overfarende kulde, som han havde lært at +kende i det sidste års tid -- bruddet på fuldkommenheden. Nu kom han +til at forstå den. Lykken er en kugle. For hver en, der står med +hodet opad, er der en, der har hodet nedad. Den ene står op mod +solen, den anden vender bort fra solen, anelser farer frem og +tilbage. Når den ene om middagen bær solskinnet på sine skuldre, +ligger den anden med brækket lår ude i natten og råber om hjælp. + +Disse to mænd er mig, den ene ikke mindre end den anden, jeg har +været nede, og jeg har været oppe; bægge disse mænds lod er min lod, +jeg glemmer aldrig den ene for den anden. + +Han lå længe uden at kunne tænke på at røre sig, hans sanser virkede +ikke længere. Tiden rislede forbi ham med uhørlig hast, men han var +gledet af og blevet liggende uden for tidens vej. Han mærkede ikke +sit eget legeme, han vidste ikke, om hans fødder lå over kors, og han +kunde umuligt sige, hvordan hans hænder var anbragt. + +Bevidstheden var udslukt, undtagen en rest, der kontrollerede den +stansede maskine, en rest så lille som infusjonsdyret, der kryber hen +over den hvilende oceandampers skrueskovle. + +Mange grublere har kendt denne sindstilstand: det mindst mulige +kvantum bevidsthed lysende over den øvrige, bevidstløse ånd. + +Store, ubegribelige ord er opstået bagefter: Uendelighed, +Udødelighed, Personlighedens grænseløshed -- --. Ingen forstår dem, +men der er i dem et vældigt afsind, der river mange med. Opfinderne, +der rimeligvis senere omkom af åndelig forstrakthed, hædredes +hinsides graven som digtere og profeter. + +En mand vågner midt om natten i absolut mørke og stilhed, hans sanser +griber efter noget og får intet, han kender ikke tid og sted, mærker +ikke sit legeme, men føler sig i øjeblikket som en ånd uden krop, og +i sin meningsløse angst farer han op i sengen -- legemet er der, arme +og ben er rigtigt nok fordelt, dette er mig, herfra og dertil. Han er +på ny sprunget ind i tiden og kører med, men han forstår livets +mystik, han er i stand til at tro på sjælens udødelighed, og han +kræver kødets opstandelse: Jeg må beholde mit legeme, at jeg ved, +hvad der er mig, og hvad der ikke er mig. Fornæmmelse af at være blot +sjæl er forfærdelig. + +Seeren -- manden med de lukkede øjne og det indre lys -- glemmer hele +sit legeme, og hans bevidsthed svinder bort indtil en lille lysende +prik. I ham alene foregår der intet; de døde forandres uophørligt i +deres kister, det arbejder i jordens indre, og glødende storme hærger +stjærnetågerne, men et menneskes sjæl kan gå i stå nogle sekunder. +Seeren slipper uden for tiden og verden, han opdager gud og alt +andet, hvad han ikke forstår. Han er borte et sekund, der for ham +synes tusende år, han rejser sig bleg og forfærdet op fra jorden og +bekender: Fra evighed til evighed er du gud! + +Du? Hvem er gud? Hvad er evighed? Der har jo ingen været hos ham, han +ved ikke, hvem han taler til. + +Den ene står op fra ekstasen og bekender gud. Det var et øjebliks +afsind, men afsindet var ikke hans, han skyder det fra sig, gud var +hos ham, afsindet var gud. + +Den anden finder sig selv i ekstasen: Jeg har været ude i +uendeligheden, jeg er selv uendelig, jeg kan bære denne +ubegribelighed og behøver ikke at redde min forstand ved at kaste +ubegribeligheden over på en anden. Der er ingen anden gud end mig +selv. + + + + +Allerede i begyndelsen af sommeren sivede det gennem aviserne ud til +publikum, at forfatteren hr. Kasbjerg arbejdede på en stor, ny roman. +Deri var der nu ikke noget mærkeligt, da han var en sikker mand til +at komme med en bog hver jul, men det år blev der i pressen talt +usædvanlig meget om hr. Kasbjergs næste bog. En redaksjonssekretær +ved et stort jysk blad (fra først af medarbejder sammen med hr. +Kasbjerg) havde hørt, at bogen vilde komme til at indtage en særegen +og betydelig plads i den ansete forfatters produksjon. En fynsk +redaktør (som skyldte hr. Kasbjerg penge) udtalte, at julemarkedet i +år vilde frembyde en ikke almindelig interesse, idet en af +litteraturens bedste mænd -- for at spænde publikums nysgærrighed +skulde navnet endnu ikke nævnes -- samlede al sin kraft for at +slå et hovedslag, der sikkert vilde gi genlyd viden om. Og en +fælleskorrespondent (der skyldte hr. Kasbjerg sin stilling) talte om +de opsigtsvækkende rygter, der gik i Københavns litterært +interesserede krese om hr. Kasbjergs næste værk, enkelte indviede +påstod endog at kunne citere sentenser deraf, efter hvilke sentenser +at dømme værket vilde blive af en mere fantasirig flugt end den +betydelige forfatters tidligere værker. Og sådan blev det ved, +succes'en forberedtes, publikum talte de forskellige tegn på et +kommende storværk, men opdagede ikke den skjulte tråd, som forbandt +dem. + +Til sidst kunde hr. Kasbjergs eget blad ikke længere forholde sig +passivt over for de mange rygter. Først på efteråret bragte bladet et +interview af den udmærkede digter, men skønt intervieweren, der var i +nystrøgen silkehat, forbandt en forhørsdommers borende energi med en +Sherlock Holmes' snedighed, så fik han ikke ret meget ud af sit +besøg. Den populære forfatter svarede så vidt muligt kun med smil og +skuldertræk, men visse fakta fik manden i silkehatten dog +møjsommeligt fravristet sit offer: Det var en moderne roman, just +ingen københavnerroman og slet ikke nogen samfundsroman; en +ufrivillig blottelse fra det til sidst udmattede offers side tydede +på, at der var vers i den; manden i silkehatten turde derfor love +sine nydelige læserinder, at romanen kom til at handle om kærlighed. +-- Derefter tog vi vor høje hat og bad undskylde; havde vi vidst, at +_det_ var æmnet, skulde vi ikke ha oprevet digterens sind ved vort +lange og pinlige forhør. Kærlighedsdigtere skal man lade i fred, de +andre gør det ikke så nøje med. + +Det lille interview var umådelig morsomt og blev optrykt i mange +provinsblade. Det var skrevet af hr. Kasbjerg selv. + +Men samtidig artede hans levende model, Ivar Holt, sig ikke så vel, +som ønskeligt var. + +Fra først af havde han anlagt sin helt som den vege, unge mand med +sky, hvidspirende længsler efter livets lyst og med en fantasi, der +gik ovenud, fanden i vold, op i den blå himmel. Men snart fordærvede +Ivar Holt dette billede for ham. Han kunde være hæftig og +hensynsløs; længsel var ikke noget heldigt udtryk for hans herskende +sindsstemning; der var lidenskab i ham, ikke så lidt. Der måtte +stærkere farver til, det skulde ikke være noget kalkmaleri. Hr. +Kasbjerg vilde hellere gøre en himmelstormer ud af ham, det første +udkast måtte kasseres. Men så kunde Ivar Holt være mild og +fredsommelig, han stormede ikke himlen, han svævede derop. Hm ja, +hvordan skal det nu tillaves i en bog? En slags forloren +himmelstormer? Jo, det gør sig vist bedre, og så har man brug for +ironi. Man kommer publikum til at smile, mens det dog indser, at det +ikke er en ren gøgler. + +Hvad hr. Kasbjerg vanskelig forstod, det var Ivar Holts nøje kendskab +til jorden. Han havde megen natursans. Hr. Kasbjergs "udpenslede" +stil magtede selvfølgelig også naturskildringer, men Ivar Holt tog +naturen ind gennem alle sanser. Endogså hans lugtesans var overmåde +fin og skelnedygtig. Han kunde mange af Københavns gader på næsen; +hans kendskab til sjællandske provinsbyers lugt var videnskabelig +udviklet. Også hans smagsævne var meget nuanceret. Når han talte om +smags- og lugtefornæmmelser, var hans skiftende minespil en hel række +illustrasjoner til hans ord. Og hans synsævne -- -- hr. Kasbjerg +havde med uro lagt mærke til, at der hos enkelte yngre forfattere +åbenbarede sig en ejendommelig styrke i synsiagttagelser. De gjorde +overraskende opdagelser, hvor den ældre slægt troede at ha set alt, +hvad der var, men de nøjedes ikke med synet alene, de belejrede +fænomenerne med alle sanser, og meget gammelt blev nyt. Hr. Kasbjerg +plejede -- som anmælder -- at udtale om dem, at de manglede tanker, +de havde ikke anelse om sykologi, i virkeligheden misundte og +frygtede han dem. Heldigvis havde de endnu uhyre vanskeligt ved at +vinde frem til publikum. Ivar Holt syntes at være en af dem. Men han +var rigtignok en besværlig fyr at benytte som levende model. Hvordan +kan een være hjemme både i himlen og på jorden? Og frem for alt, +hvordan skal det forenes i en bog, så at publikum tror på det? + +Hr. Kasbjerg var ikke længe om at finde på noget. Det spørsmål var +snart faldet ham ind: Hvordan har den unge mand det i erotisk +henseende? Og da det gik op for ham, at manden var uerfaren, forstod +han det hele: Under manglende erotik blir fantasien vild; kvinder, +det er noget, der trækker nedad på den vilde flugt. Der var altså +ikke andet at gøre: Ivar Holt måtte studeres i erotisk belysning. Men +det blev en ubetinget fiasko. Hr. Kasbjerg skulde ikke for hans skyld +umage sig med at invitere piger; de betød ikke noget for ham. + +Det var særdeles ubehageligt. Hr. Kasbjerg skulde med fornøjelse ha +skaffet den unge mand lidt ekstra indtægt, for at han kunde overkomme +at beholde Katinka eller Teologine i nogen tid. Selv vilde han bare +betinge sig en vis ret til observasjon. Men det mærkelige menneske +syntes slet ikke erotisk angribelig. Det var uforklarligt. Hvad skal +man stille op med et menneske, i hvem der ikke er erotik? Frem for +alt, tør man i vore dage sætte ham i en bog? Publikum går ikke på +ham; hr. Kasbjerg kendte sine folk. Det blev nødvendigt at foretage +en sammensmæltning. Lynggren, der ellers skulde ha været en person +for sig, kom i støbeskeen sammen med Ivar Holt -- altså bogens +hovedperson, som derved både erhværvede frækhed og erotik. Det +begyndte at blive lidt indviklet; manuskript måtte kasseres, der +måtte igen tages fat forfra. Nå, men indviklet, det er også meget +godt, indviklet og opløst; det sidste ord står hos Poul Møller og er +udmærket, når bare det kan laves. Hr. Kasbjerg lavede af alle kræfter +og kunde allerede la rygterne begynde at sive ud til publikum. + +Hr. Kasbjerg fik heldigt lavet moralsk fordærvelse og udskejelser, +dog i et sømmeligt sprog, eftersom dette jo var en alvorlig mands +værk og måske en gang vilde nå ind i selve sognebibliotekerne. Dagene +tog af, bogen tog til. Men nu var spørsmålet -- det blev påtrængende +midt i September --: Hvordan ender sådan et menneske? For en snes år +siden vilde det være at anbefale, at han begik selvmord, men i vore +dage tar det sig ligesom lidt gammelt ud, vi må vogte os for det +melodramatiske. Nej, det gør sig bedre, at han slet ikke ender. Han +-- -- man ser ham gå bort, ud ad en pløret landevej. November, +skumring, ikke videre godt vær, han forsvinder i regntykningen, man +ser ham ikke mere, en flok råger flyver skrigende op, vinden stønner +hæst -- -- + +Ja. Det er naturligvis udmærket; sådan noget forstår et københavnsk +publikum at gutere. Den bratte afslutning virker brutalt og er vist +heller ikke gennemsnitlig den mest virkelighedstro, livet ynder at gå +ud decrescendo, pp, ppp, fermat. + +Jo. Meget sandt. Men vi skriver ikke blot for de kræsne +litteraturmagere, vi er ikke kunstnere for kunstens skyld, vi har et +formål, vi skriver demokratisk og vil helst ha det brede lag i tale; +derfor vil vi ikke ende ubestemt, i gråt, men skarpt, med et knald, i +rødt. Vi bestemmer os for selvmord. + +Nu var Ivar Holt en ualmindelig uheldig model til en selvmorder; hans +modløshed var upålidelig. Hr. Kasbjerg troede, at han kunde hjælpe på +det ved ikke at optage bidrag fra ham og ved at afspærre ham fra +publikum, hvor han havde magt til det. Men ingenting bed på ham. +Efter at han en stor del af sommeren havde været umedgørlig tavs, var +han nu blevet så ivrig med sit eget værk og så ovenpå, at hr. +Kasbjerg kom i den største forlegenhed. Og for at ikke Ivar Holt +skulde komme ham i forkøbet med sin egen bog, blev han nød til at +hente modløsheden hos Drewes, men den var desværre ikke af nogen +rigtig god kvalitet. Der blev meget at gøre med at smælte sammen og +lave overgang; først i midten af Oktober var helten færdig til +selvmord, og bogen gik i trykken. + + + + +"I vor litteraturs fredsommelige andepark falder hr. Kasbjergs ny bog +ned som en stor sten, der slår et stort hul i al den grønne andemad +og får de bestyrtede hundestejler og skaller til at pile forfærdede +til alle sider. Hr. Kasbjergs højt ansete navn trængte i og for sig +ikke til dette mesterværk, men en gang for alle har han villet slå +fast -- -- dog nej, her er ikke tale om vilje, det er en ny åre, der +er brudt frem i hans rige talent, et nyt kildevæld, der sikkerlig i +lang tid har været forberedt til udbrud. Vi -- publikum -- kender +ikke de sjælelige omvæltninger, der er gået forud for dette værk, vi +aner, at der i den ikke længere unge forfatters sind har fundet en +krise sted (som viser, at han dog er ung), og vi ser -- hvad der for +os er det vigtigste -- at et betydeligt digterværk er resultatet +deraf. Ja netop digterværk. Det er ellers ikke det ord, vi snarest +vilde anvende på hr. Kasbjergs strængt reelle og realistiske +produksjon. Men bor der ikke en digter selv i den mest nøgterne +forfatter? Må ikke poesien en gang bryde igennem også hos livets +koldeste iagttager? + +Men lad mig nu få lov til at sige, hvad bogen handler om. +Hovedpersonen er en digter, en poet, som vor tid frembringer ham. +Uden overtro og uden fordom er forf. skredet til skildringen af sin +helt. Han har vendt og drejet ham, belyst ham fra oven og fra neden, +uden urimelig beundring, uden for megen ringeagt, ti så forskellige +er synspunkterne, hvorunder helten stilles frem for læserne. Først +ser vi ham som et naturens barn -- det siger kun lidt at nævne +Christian Winther i denne forbindelse, men her er naturskildringer af +høj skønhed, her er den sete, ligefrem malede natur, prægtige +panoramaer, hvor landsbyer ses at vandre forbi beskueren, og +solbeskinnede marker breder deres tavler ud for os i alle farver og +nuancer. De, der har søgt at fastslå hr. Kasbjerg som ren +Københavner, de nødes nu til beskæmmede at indrømme, at forf. kender +sit land, sit _muld_, så godt som nogen. + +Den anden side af digterens karakter er hans elskovsforhold. Vi ser, +hvordan den fine unge pige, Kaja, længes imod ham og skænker ham sin +unge elskov, ham, hendes digter og hælt; det hele synes at være såre +skønt. Men -- og her viser forf. os digterens første brøst -- han +sviger hendes tillid, nej, han sviger den ikke, ti ansvarsløs og +bevidstløs, som han er, står han uden for de moralske bestemmelser, +hendes ulykke er for ham ingen vellyst og ingen sorg; en dag ved han +ikke længere, at hun er til, han slipper hende, som han slipper alt +andet, han griber i blinde og slipper i blinde. + +Senere træffer han den kvinde, som han ikke mere kommer fra, fordi +_hun_ holder ham fast, den rå, sjælløse kokotte, hundyret og hendes +hjælpersker, ti hun tar andre til hjælp, da hun ved, at hun ikke +alene kan holde på ham; der må afveksling til. Vi forudser den +moralske forargelse, som disse kapitler vil vække hos snævre sind, +der ikke begriber forf.s sunde alvor. Her er ikke et ord for meget +og ikke et ord for lidt, ingen unødvendige udpenslinger af +udsvævelser, men med rystende sandhed gives der os et indblik i +digterens blodige perversitet, ti i perversiteten ender denne opløste +type; det moderne liv drager ham for voldsomt fra poesien, og han +formår kun at suge det moderne samfunds gifte i sig. + +Som et skyggebillede ser vi endnu en gang den unge kvinde, han har +forladt, men hun formår ikke mere over ham, han er i kløerne på +Messalina og -- befinder sig bedst dær. Men op af dette erotiske +moras stiger den digteriske fantasi med forunderlig kraft; mens +karakteren opløses, og legemet nedbrydes, svinger sjælen sig mod +himlen og stjærnerne -- ikke den religiøse himmel, nej, det uendelige +rum, der er forlængelsen af digterens uendelige higen. For første +gang er her gjort et alvorligt forsøg på at forklare den samtidige +tilstedeværelse af grov sanselighed og høj, digterisk flugt; det ene +er ligesom reaksjonen mod det andet, og således splittes digterens +sind mer og mere. Der findes her -- i til dels rimfri vers -- syner +af høj patos, som er mærkelige i hr. Kasbjergs produksjon og et godt +varsel for fremtiden; mange af bogens genialeste steder er samlede +her, skønheder, trodsige paradokser og store tankeglimt, alt blandet +mellem hverandre, tilsyneladende forvirret og dog ordnet af en hånd, +der intet øjeblik ryster eller griber fejl. + +Således er skuet af det opløste menneske, vor tids farligste produkt, +åndens anarkist, der intet tror og intet vil, men som spiller bold +med alle sandheder. Nu spiller naturen ingen rolle længere; vel søger +digteren i længsel tilbage til den, men den er nu død for ham, død +som hans første, ideale kærlighed. Og dog, hvor dybt han end er +sunket, så er der endnu tider, hvor en ædlere menneskelighed glimter +frem, et suk efter naturens fred, en halvkvalt bøn om lykke, men +forf. tror ikke på disse forsøg på rejsning, vi tror heller ikke +derpå. Med en næsten umærkelig ironi viser forf. os sin helts +svingninger mellem høj stjærnelyrik og lav nydelsestrang; vi +forudser, der må komme en sprængning, idet storhedsvanvid og +dyriskhed kæmper med hinanden -- -- indtil der en dag knalder et +skud. Nu er der et geni mindre i verden! siger han, idet han hæver +revolveren til sin højre tinding. Da han føler det kolde stål, mindes +han sin ungdoms kærlighed: En pjalt mindre! hvisker han og trækker +af. + +Det er en hård og alvorlig bog. Vel er den ikke skrevet for unge +piger, men dog er der for de rene sind intet urent i den. Moralen er +holdt i ære, -- man mærke sig modsætningen mellem heltens vilde +paradokser og forf.s rolige, uforstyrrede fortællertone. Man tar ikke +fejl af, hvor forf. selv står, og det er det, der gir bogen dens +sædelige ballast. Den har en revsende betydning, der kan sammenlignes +med 'Adam Homo's -- omend den er mindre almenmenneskelig --; der er +vel smuds i den, men intet deraf kommer fra forf. selv; han er ren, +mens han gransker det urene med uforstyrreligt sind." + +Således blev hr. Kasbjergs ny bog anmældt af den dybt grebne og højt +ansete højskoleforstander Lindeblad, dr. phil. ("Jens Christian +Hostrup og den senere Realisme"), og på denne frisindede og alvorlige +mands bud åbnede præstegårde og skolelærerfamilier deres bogskabe for +mesterværket, de religiøst vakte lægfolk, både grundtvigske og +indremissjonske, tog imod den som halvkristelig litteratur, og da de +ledende, københavnske anmældere istemte en lignende tone, var dens +succes fastslået. + +Så snart Ivar Holt fik læst dr. Lindeblads anmældelse, købte han +bogen og læste den med interesse og væmmelse. Alle hans ideer +aflurede og lagt i blød i sanselighed! Hans egne ord side op og side +ned, med underlagte dyriske lyster. Det øverste lag var ham selv, +kynismen var Lynggrens, pianisten Tornberg havde måttet levere +simpelheden, og slapheden var hentet hos Drewes. Ivar Holt kunde ha +fisket sig selv op stykkevis. Det var frygteligt. Han huskede et +billede af en hellig mand, der får tarmene vundet ud af livet på en +almindelig garnvinde. + +En hel uge var han lammet efter dette rov, og så begyndte han at +tænke over det. Var det ikke en bekræftelse på hans tidligere anelse? +Han var i sig selv intet virkeligt, gyldigt menneske. Lige så lidt +som han egnede sig til at skildres i en bog, netop som han var, lige +så lidt egnede han sig til at være menneske, sådan som han var. +Kasbjerg, der aldeles ikke forstod ham, havde haft den ganske rigtige +forståelse, at en Ivar Holt uden tilsætning er umulig i litteratur. +Vilde det ikke ha tjent ham bedst, om han selv havde haft Lynggrens +frække ævne til at finde sig til rette, Tornbergs simpelhed o. s. v.? +Ved siden af Kasbjergs succes var det sikkert, at hans egen bog vilde +falde igennem. Mens Kasbjerg gik frem i anseelse og indtægt, vilde +Ivar Holt være den, der blev tilbage. Det gennemsnitlige har en +forfærdelig magt, der knuser undtagelsen, ti det er ikke alle +undtagelser, der er pansrede fra top til tå, så de kan træde reglen +under fødder og hæve sig bydende over den. Alting lukker sig om den +særegne, hvis der ikke er dynamit i hans sjæl, han spærres ude fra +solen og gemmes i det mørke hul, hvor han får god tid til at dyrke +menneskeforagt eller selvforagt, alt eftersom det passer ham. Men +denne afspærring er ikke nødvendig; den særegne kan godt bruges, hvis +de andre får lov at indrette ham efter deres eget tykke, blande til +og ta fra, så han blir almenmenneskelig, på lignende måde som hr. +Kasbjerg lavede et normalt menneske af Ivar Holt med tilsætning og +fradrag. Måske var den bog alligevel genial, mens Ivar Holt selv var +fiaskoen. + +En dag mødtes de to på gaden, mennesket og hans forbedrer. Kasbjerg +hilste flygtigt, Ivar Holt stansede; den anden stod også stille, han +vilde ikke ha udseende af at rende fra det. + +"Hvordan går det?" spurte Kasbjerg, da de havde set noget på +hinanden. + +"Jo -- jeg arbejder på bogen. Nu må der jo forandres noget." + +Kasbjerg så studsende på ham. Var manden ikke rasende? Kunde han +bruges mere endnu? + +"Det er naturligvis skidt gjort," sa Ivar Holt. "Det vil sige +slyngelagtig godt gjort. Jeg skal se, om jeg kan gøre det bedre." + +"Ja, gør det." + +"Ved De en ting? Sig mig: Var det Deres egen mangel på talent, eller +var det min skyld, at De ikke kunde skildre mig uden at blande andre +mennesker i mig?" + +"Hm," sa Kasbjerg. + +"De trækker mig ned i mudderet. Jeg vil prøve at klynge Dem op i +luften og ryste alt det lånte af Dem. Hvad blir der tilbage af Dem, +når De er bleven raffineret for efterligning og påvirkning? Det er +vist svært at sige, hvad der egenlig er Dem. Det nobelt affekterede, +tror jeg nærmest." + +Ivar Holt så op til den tavse, opmærksomme himmel. Hvis man kan knuse +mennesker med ord, så måtte han kunne det i dette øjeblik. "Endskønt, +hvad De selv leverer, det er kun litterær afmagt. Det vidner også +Deres nye bog om. Jeg kan se det. Hvis jeg skulde sætte Dem i en bog, +vilde jeg altså komme i forlegenhed. De er en beholder med andres +ideer i, et tøndemenneske med en bred tragt og et godt spunshul. Jeg +har været i tvivl om, hvorvidt jeg selv er et reelt, gyldigt +menneskeeksemplar; det har De også, siden De mente, det var bedst at +mikse mig med andre. Men nu ser jeg, at det er Dem, der er ureel, De +tåler ikke kemisk rensning, for der vilde ikke blive så meget +tilbage, at det kunde gælde for een person. Ja. Det indser jeg nu. +Det er vigtigere end alt andet. Jeg taler slet ikke med Dem, De +eksisterer ikke. De er -- en -- usubstantiel -- hallunk. Det er Deres +latinske artsnavn, jeg ved ikke, hvad hallunk hedder på latin. Det +kan De selv se efter." + +Kasbjerg vendte sig bort. "Jeg har for resten travlt," mumlede han. + +"Ja -- hør, det er sandt! Jeg vil selvfølgelig ikke omgås Dem +længere. Jeg vil ingen mere pumpning ha." + +Han stod og så efter Kasbjerg, indtil han var forsvundet. Så foer +blodet ham pludselig op i hodet. Bevares, han hadede jo det menneske! +Det opdagede han først, da manden ikke mere virkede hæmmende ved sin +tilstedeværelse. + +Ha, ja! Jeg kunde skyde ham i mørke. Dær står han, usynlig, lige +foran det lys, der ses i et fjærnt vindu. Det er ude på landevejen, +jeg kunde godt skyde ham. Men jeg vil ikke se ham falde, høre ham +skrige. Jeg kunde også trykke på en knap, så at han langt borte +forsvandt lydløst i jorden. + +Han vedblev sit foredrag for hr. Kasbjerg, mens han gik. Det blev +langt; der kom stadig nye, gode indfald. Han tvang hr. Kasbjerg til +at svare, hvert svar gav nye ideer. Hans ben blev adskillige alen +lange, hans hoved ragede op over husene, han tog sig ikke af, om han +nu og da trådte et menneske i stykker. Han gik og gik. Til sidst +nåede han vand og konstaterede, at det var Øresund. Dær stansede han +og blev til et menneske af almindelig højde, men han var ikke kuet +endnu, han skulde også træde ned og komme frem. I den næste bog igen, +det ukendte værk, som han følte vægten af i dette øjeblik, skulde han +vinde sin sejr. Han var ramt og havde lært at slå. + +Men ikke hjem og skrive nu! Han var ingen af den slags digtere, der +står på hodet i blækhuset, så såre ånden kommer over dem. + +Han vandrede længe omkring med et fuldt og forpint sind. En flok +måger brusede op foran ham og gik ud over sundet. Han smilede og så +glad efter dem. Det var altid så velgørende at se noget hvidt gå til +værs. + + + + +Publikum havde god grund til at undre sig over Ivar Holts nye bog, så +meget mere som han allerede en gang havde vakt dets undren. Det var +en jeg-bog, skønt denne fremstillingsform udtrykkelig er forbudt af +fagmænd, og ligesom den foregående var den uden handling og egenlig +uden mennesker, ti jeg'et gjorde eller oplevede intet, der betegnede +det som et rigtigt menneske. Det syntes til en begyndelse at være +en turist eller snarere sjælen af en turist, der, uvist med +hvilken befordring, færdedes hen over jorden. Her var en del +naturskildringer, der kunde være gode nok, når man blot vidste, hvad +de skulde være rammen om, men der skete ikke noget inden for dem. Til +tider syntes det, som om denne sjæl kørte på sikkel, men længere hen +i bogen var den blevet til en slags guddom, der dog igen steg ned på +jorden og tog et unyttigt menneskes skikkelse på. Denne unyttige, der +var ejer af en grøftekant, skildredes som lykkeligere end andre +mennesker, men han var det blot ikke ret længe. Ti -- hed det -- det +nyttige breder sig og erobrer verden: heder opdyrkes, urskov kommer +under forstkultur, grøftekantens græs har en mand købt af kommunen, +det må ikke siddes ned, og snart er alt solskin beslaglagt til at +modne frugt og sæd med, til at tørre skjorter og underbukser, til at +drive motorer og helbrede syge, for at de igen kan blive nyttige +borgere, -- ikke en stråle er til overs; den unyttige, der lar sig +beskinne af solen, er en tyv, han stjæler en værdi, som han ikke har +ret til. Der er ingen plads til ham uden i det indre af Grønland og +ved polerne, hvis han kan finde dem. Den unyttige drives bort og +udryddes som Indianere, Australnegre og andre af hans fæller. Og selv +om han vil leve som åbenbar tyv, der stjæler plads og lys fra andre, +så har han intet sted ro: Toget, der farer forbi, gør ham til skamme; +dampmaskinen hujer med sin fløjten: Ned med ham! + +Han betragtes af menneskene som uddød, hans tilværelse benægtes. Hvis +han ytrer sig, ryster alle på hodet: Sådan taler et menneske ikke; +disse tænkeformer er dels gået af brug, dels har de aldrig +eksisteret. + +Og alligevel har han i al sin fornedrelse, der består i, at han er +det knusende mindretal, een mod en million, -- den trøst, at han er +ene om en tilfredshed, som er større end andres. Heller ikke trænger +han til nogen medynk, fordi han hører til en race, der skal udryddes; +de stærkere former uddør uafbrudt, mens de spinklere stadig er de +sejrende. + +Kritikken havde ret i, at bogen manglede enhed og ledende ide. +Publikum mente det samme og havde andet at bestille end at +udspekulere, hvad forfatteren egenlig vilde, for ved publikums +venstre albue ligger et bogbjerg på ni og tredive bøger i højden og +otte og halvfjerdsindstyve bøger i omkreds; der er ikke tid til lang +rettergang: lad forfatteren sige med tydelige ord, hvad han mener, at +vi kan få ham ekspederet og komme til den næste! Hvorfor kan han +ikke udtrykke sig som de andre, vi er vant til at forstå! + +Men ganske vist: originalitet frem for alt. Ejendommelighed er +forfriskende. Den, der har noget specielt på hjærte, ham vil vi høre. +Frem med ham. Naturligvis skal der altid noget nyt til, ellers går vi +i stå, man kan blive idiot af alle de bøger, der ligner hverandre -- +-- Publikum kan leksjen, den har stået i alle landets aviser. + +Ivar Holt kom galt af sted med sin nye bog. Bedre folk omtalte ham +slet ikke eller hentydede til ham som forfatter til den og den som +bekendt mislykkede bog. Hr. Kasbjerg var ikke fri for sindsbevægelse, +da han læste bogen. Ligheden med hans egen var jo på visse steder +påfaldende. Han læste den virkelig helt igennem, for at se om der var +udfald mod ham personligt. Jo, der var noget, som næppe vilde blive +forstået. Men alligevel var det ikke værd, at publikum læste bogen, +og efter nogen overvejelse bestemte han sig til at stikke anmældelsen +ind mellem to andre, helst ikke af de berømteste forfattere. En dag +så Ivar Holt sig anmældt mellem hr. Jokkumsen og hr. Eriksen. Han +blev straks slået af det snedige heri; han havde ikke tiltroet hr. +Kasbjergs intelligens denne opfindsomhed. Men det er netop faget. +Ubehagelige individer kvæler man under en dyne. Begravelsen foregår i +al stilhed. Det litterære frisind her i landet er ikke til at spøge +med. Vi har karle, som fælder deres mand med bagen. De sidder +modstanderne ihjæl. + +Dog skulde det times Ivar Holt at blive genstand for en +samvittighedsfuld henrettelse. Den foretoges naturligvis i et +konservativt blad, for dær blir man dog altid flået på en +standsmæssig måde; de spytter i næverne og skælder ud. Folk, der +læser det, forstår dog så meget, at man er en mand, der har gjort +noget. + +Nu var der en gammel mand -- han var for resten nær ved at dø den +gang, hans venner var alvorligt bekymrede på hans vegne og opfordrede +ham indtrængende til at hvile sig og i nogen tid overlade kritikken +til yngre, pålidelige kræfter, men han vilde ikke svigte sit hværv, +så længe han kunde holde på en pen, så stor var hans pligtiver og +hans kærlighed til litteraturen. Denne mand havde læst Ivar Holts +anden bog og fik nu også fat i den tredje. Han huskede meget godt den +anden og behøvede aldeles ikke at læse den tredje helt igennem for at +opdage, at forfatteren ikke havde forbedret sig siden sidst. Det var +en ubehagelig bog, den fornærmede ham; ganske vist var den ikke +rettet mod ham personligt, men den kunde udmærket godt fortolkes som +hån mod alderdommens sunde fornuft. På side 38, linje 7 fra neden +stansede han, han kunde ikke mere, det var ikke til at forlange. Ja +-- alderdommen er gammel, og ungdommen er fræk -- + +Mæ-n -- + +Han anbragte sig i sin skrivestol -- hustru og døtre ilede til og +stivede ham bekymret af med puder -- og så skrev han med skæld og +smæld sin sidste artikkel. Den kom i trykken samme aften, næste +morgen så han for sidste gang et eksemplar af sit kære blad, om +eftermiddagen udåndede han. Dette skete i hans egen otte og +halvfjerdsindstyvende og i bladets et hundrede og syv og +halvfemsindstyvende årgang. + +Ivar Holt fik således aldrig den mand at se, og det var et stort tab +for ham; han vilde ellers lettere ha forstået den døde modstand, som +ungdom finder så harmelig og ubegribelig. + +Journalist Axel Ørnberg havde et tyndt, spidst hoved og alt sit hår i +behold (manddomskraft), gråblege, visne øjne (erfaring), en dyb, +lodret grøft uden for hver mundvig (livets alvor), samt en tør, +småskændende træstemme (hård skal, bag hvilken varmt hjærte). Han var +oprindelig cand. theol. uden nogen tanke om at blive litterat, men da +han en gang stod ledig på torvet, erhværvedes han af det ældgamle +blads redaktør. Han var grundhæderlig, familiefader, højremand, lidt +formuende og vilde altså være en udmærket litteraturanmælder, navnlig +i vore dage -- det vil her sige i halvfjerdserne -- da det ikke er de +ydre glimrende ævner, det kommer an på (ti uvederhæftige begavelser +har vi nok af), men alvorlige mænd, hvis hoved ikke svimler i de +stride strømme, hvis øje ikke tåges af det moderne blændværk, og hvis +tag om penneskaftet altid er fast og sikkert. Ørnberg var manden. +Hans hjærne, der var tør som en afgnavet okseskank, forvirredes +aldeles ikke. Hans hånsord var altid de samme, og hans relative +bisætninger altid lige samvittighedsfuldt indæskede i hverandre. Han +benyttede hellere de statelige ord: påbegynde og bibeholde, end de +mere tarvelige: begynde og beholde, og indtil sin sidste stund +stavede han s-k-j-ø-n-d-t skjøndt. Han var en karakter, det blev +sagt, mens han endnu levede, og hvor mange af os andre får den lov, +før vi er døde? Han, den alvorlige mand, forstod ikke spøg, lige +så lidt som han forstod at le. Han lod sig ikke blænde af de +moderne, men klassikerne lærte han at elske gennem Kurzgefasste +Litteraturgeschichte'r, Die Perlen der Weltlitteratur og résumé'er af +la littérature classique. Derfor kom også hans store tid hver første +Januar, ti så forærede han som nytårsgave sine læsere en udsigt over +verdenslitteraturen i de to sidste århundreder. Dær var Goethes +mægtige skikkelse og Schillers ophøjede tankeverden: dær var Heines +hensynsløse genialitet og Byron, der blottede samfundets brøst -- -- +det var forfærdeligt, der var eet geni (med spærret tryk) på hver +linje, og når læserne var nået gennem dette optog, der varede fire +numre, så følte de sig styrkede til at modstå de elendige modernes +nedbrydende påvirkning hele resten af året. + +Han var en af de konservatives bedste mænd, og da han nu endelig +begik den sidste fortjenstfulde handling, hvorved man indkasserer +resten af den ros, der billigvis tilkommer en -- næmlig at dø, da var +det smukt at tænke på, hvordan han havde endt sit dådrige liv med at +fordømme en dådløs bog. + +Desværre blev denne omstændighed ikke til nogen reklame for den +dådløse digter. Ivar Holts undlivelse hørte jo til den afdødes mindre +betydningsfulde forsøg på at redde den danske litteratur fra +undergang. + + + + +"Jeg har læst den bog med Dem i. Jeg synes, den er afskyelig." + +"Synes De?" + +"Ja, det kan De ikke finde Dem i. Skriv en bog imod ham." + +Han blev hel forundret over hendes iver. Nu var han optaget af ganske +andre ting. + +"Det kan jeg vist ikke," sa han. + +"Hvad vil De da gøre?" + +"Jeg ved ikke. Det er godt vær; skal vi gå en tur uden for byen?" + +"Nej. Men det var for resten godt, jeg traf Dem. Så kan jeg sige +farvel til Dem med det samme." + +"Rejser De?" + +"I overmorgen, ja." + +"Nå. Hvad skal De -- -- Er det på besøg?" + +"Det er en plads. I Århus." + +"Ja -- Århus er vist en meget god by." + +Hun smilede harmfuldt. Han var såmænd slet ikke ked af det. Han +spekulerede over noget helt andet. + +"De vil ikke hellere blive i København?" + +Frøken Ravnø lo. "Jeg vil hellere leve, hr. Holt, jeg mener: ha noget +at leve af, være fri for at dø af sult, mener jeg." + +"Nå. Ja såmænd. Det kan nok være." + +"Det kan det. Farvel. Lev vel." + +"Farvel. Vent lidt. Der var noget, jeg -- -- Jeg kan ikke forstå, +hvad det var, jeg kom til at tænke på." + +"Det kommer nok, når jeg er gået." + +"Ja, men det var netop noget, der angik Dem. Jeg synes i grunden, jeg +holder meget af Dem, men der er altid noget imellem. Hvad mon det +er?" + +"Der er vist så meget," sa hun og vendte et blegt, hårdt ansigt imod +ham. "Tænk Dem bare, at De skulde giftes med mig." + +"Ja. Verden er så kold. Jeg fryser tit." + +"Det er Dem selv, der er kold." + +"Sikken et lille kvindeindfald. De klarer vanskelige problemer med et +knips af en finger." + +"Å -- De er slet ikke noget problem. Derfor kan De jo godt være en +stor digter naturligvis." + +"Klog kone. Kunde De blive, mener jeg. Pille det ubrugelige ud af +mig. Jeg befinder mig netop i en -- -- overgangstilstand, hvor De +kunde være mig til stor nytte." + +"Uha, hvor De ydmyger mig!" + +"Men det er da mærkværdigt, at De tror, det skal være en fornærmelse. +Det er jo bare en -- -- teori." + +"Ja det er vist en teori. Uf! Farvel." + +"Farvel. Det er ækelt, at De foragter mig. Det klæer Dem meget +grimt." + +"Så? For at tale om noget andet -- -- skal De ikke selv ha noget at +leve af -- -- efter Deres sidste fiasko?" + +"Jeg lever da. Jeg behøver ikke andet end -- ja -- formiddagen fri: +klæer, det er ikke meget, og så en smule at spise, så hvad!" + +"De har det vist rædsomt der hjemme!" + +"Sikken et farvel-ansigt. De kunde gærne være lidt sød den sidste +dag." + +"Å -- --" hun stampede i jorden foran ham, "undertiden er jeg +virkelig nær ved at tro, at De ikke har den fulde brug af Deres +forstand!" + +Han blev hel ilde til mode. Nu havde han gået og bildt sig ind, at +hun brød sig noget om ham. Det gjorde hun ikke -- med det ansigt. +Hvad vilde hun så med ham? Det havde måske moret hende. De skulde +altså heller ikke skrive til hinanden, ingenting, bare farvel. Det +var nu ikke rigtigt imod ham. Han havde virkelig savnet hende i de +tre måneder, hun havde været borte fra København. Men nu havde hun en +plads, og dermed færdig med ham. + +"Der er alligevel meget ved Dem, jeg har syntes umådelig godt om," sa +han stille som slutning på sine egne tanker. + +Nu er det ikke den heldigste form for en kærlighedserklæring. Det er +muligt, den kan bruges over for en ældre jomfru, der står på +springet, men Henriette Ravnø var varmblodig og stolt. Hun rystede +afvisende på hodet. Og dog var hun i dette øjeblik så vidt, at hun +uden hensyn til fremtid og følger kunde ha givet ham al sin +kærlighed, hvis det havde været hende muligt at tro på hans. + +"Jeg vil også tænke på Dem, når De er borte." + +"Så? Vil De det?" + +"Ja." + +"Så sidder jeg vel oppe på en sky -- ved siden af Dem?" + +"Det kan vi godt sige -- ja men det klæer Dem." + +"Nej, det gør ikke. Farvel." + +"Farvel. Det er kedeligt, De er vred på mig." + +"Nej, det er ligegyldigt. Tag mig med op på en sky, så gør det ikke +Dem noget." + +"Ja, sådan vil jeg tænke på Dem." + +"Hør, tror De ikke, vi kan blive ved at stå og snakke på den måde i +det uendelige?" + +"Jo akkurat. Det var morsomt, at det også faldt Dem ind." + +Frøken Ravnø lo. "Ved De hvad: Lad være at tænke mere på, at De -- -- +synes godt om mig. Det er latterligt." + +"Nå. Det var underligt. Jeg ved hele tiden slet ikke, hvad det er, vi +snakker om. Vi er to døvstumme, der står i tåge og mumler noget i +retning af hinanden. Før har der dog været tider, hvor vi anderledes +kunde -- -- der er i alt fald ingen, jeg har talt så godt med som med +Dem." + +Nej om det gjaldt hendes liv, kunde hun ikke forstå meningen med hans +sørgmodige udtryk! Men nu måtte hun gå; det var ikke til at holde ud +længere. Hun vilde ikke græde, mens han så på det. Hun måtte gå fra +ham i det øjeblik, det var sværest, fordi han endelig havde begyndt +at tale som et menneske. + +"Farvel." + +"Farvel, frøken Ravnø." Han fik lige indtrykket af en kold, død hånd, +og så var hun gået. + +Å, hvor de første hundrede skridt var drøje! Men bagefter var hun +altid glad over, at hun havde taget en rask beslutning; ellers havde +hun måske sagt alt, og hun vilde nødig se, hvordan hendes tilståelse +blev modtaget af hans åndsfraværende venlighed. + +Ivar Holt følte sig underlig lammet. Et menneske var gået fra ham og +havde ikke ladet andet tilbage end sin foragt. Den kunde han ikke +vride sig fra, den var læsset på ham; enten han vilde eller ej, var +der ikke andet for ham at gøre end undersøge sin egen fortjeneste og +værdighed. At ønske foragteren ad helvede til -- det kan man gøre, +når andre hører på det, overfor en selv er det utilfredsstillende; +slige ønsker lå desuden ikke for hans temperament. + +Først interesserer jeg hende, siden forlader hun mig med et +mistillidsvotum -- digteri, manglende indtægt. Hun syntes en gang, at +hun så noget i mig, et par modne rynker i panden, der kunde tyde på +noget oplevet og gennemtænkt; men dem har jeg fået en nat på +Mælkevejen. Et udtryk i mine øjne, der kunde vidne om livets alvor -- +men det er den særegne migske mangel på duelighed til livet. +Mennesker er væmmelse, de minder mig om, hvad jeg er, og gir mig lyst +til at være, hvad jeg ikke er. + +Men efterhånden som han gik, opløstes den smærtende knude inde i ham; +kun en lille hård, uforanderlig knast blev tilbage og markerede tiden +med svag og pinlig dunken. Han slap ikke bort fra det den gang. Det +var ikke bedøvet af sult og træthed, da han kom hjem, og da han +vågnede, ellers vel til pas, næste morgen, var hans første tanke: +Hvad er det dog, der er i vejen med mig? Og så huskede han det +straks. Men det var ellers godt vær og tegnede til at blive en smuk +dag, og da han stak hodet ud ad vinduet og så solskinnet falde ind +nede fra tværgaden, tænkte han: Det er alligevel ubegribeligt, at jeg +ikke er meget mere ulykkelig. + + + + +Noget af det værste, Ivar Holt kunde huske fra sine drengeår, var når +han skulde op og i skole i den mørke årstid. Når han ved halvotte +tiden lukkede gangdøren op og så ud i den sorte blæst og i regnen, da +forstod han det, man kalder for livets skyggesider. Men når han fik +skindhuen ned i panden og hænderne begravede i lommerne på den lange +kappe, og regnen forgæves piskede på de tykke fedtelædersstøvler, da +fyldtes han altid af en stor hyggefølelse. Han krøb gærne lidt +sammen, lukkede øjnene halvt og slog kraven op om ørene; så var han +utilgængelig; regn, storm og kulde belejrede ham og erobrede ikke en +tomme af ham; han havde en fjerdingvej at gå, men kunde gærne ha gået +en hel mil, for dette her var meget bedre end at ligge i sengen, han +var midt i elendigheden, og den gjorde ham ikke noget; kvadratmile af +snavs rundt omkring; ovenover, et milehøjt hav af regn og mørke; han +var et uhyre lille væsen på bunden af regntykningen, men han modstod +det hele. Mon folk tænkte på, at den våde klump, der arbejdede imod +blæsten, var fuld af varm lyksalighed indeni? + +Også som voksen bevarede han den ævne til at hylle sig ind, når livet +gik ham imod. Han krøb sammen og gjorde sig hård, lukkede sanserne og +lavede drivhus indenfor, hvor jegfølelsen skød vildt op i den +tropiske hede. Men tilværelsen slider hul på de fleste pansre, +hudløsheder er uundgåelige, et eller andet sted siver der noget ondt +ind; også i drengeårene kunde det hænde, at en støvle var utæt, og da +var glæden ufuldstændig. + +Ivar Holt gik og svedte og frøs, østenvinden var slem dette forår, og +livets kår var ubillige. Herregud, at mægtig dumhed gjorde sig +sådanne anstrængelser for at slå ham ned! Skulde man ikke tro, at han +var den store og farlige, mens det tohundredårige blad var den lille +og betrængte? Dær sad en velhavende mand ved sit brede skrivebord og +slagtede en sølle poet, der sandt at sige ikke havde mange penge i +sparekassen. Lad ham dø af sig selv, han er ingen samfundsfare. + +Ude ved frihavnen mødte han Lynggren. + +"Nå, det var godt, jeg traf dig! Du ved vel, at Ørnberg er død. Dær +er vist en plads for dig. Jeg kender redaksjonssekretæren. Du var i +stand til at kunne blive anmælder. Der skal skældes ud naturligvis. +Det kan de andre jo nok, men de har opdaget, at en smule vittighed +var ingen skade til. Jeg tror, du er brugbar." + +"Synes du, det vilde være en passende stilling for mig? Især nu, da +-- --" + +"Skidt. Selvfølgelig blir du nødt til at rose Kasbjerg, men hvad, så +hævner man sig og gør det lidt ondskabsfuldt, uden at nogen lægger +mærke til det. Det er ens private tilfredsstillelse." + +"Ja men, hvor kan du tro, at de vil antage mig som medarbejder, efter +den behandling, de har givet mig?" + +"Å -- Ørnberg var jo gammel og havde lov til at sige, hvad han +tænkte. Men det vigtigste er, at du er jo hverken pervers eller alt +dette her; du blir med tiden en meget renlig forfatter; det er jo +noget, enhver kan se. Det må du prøve at forklare dem. Der er såmænd +ingen dernede, der er gale på dig; gamle Ørnberg forstod dig ikke, og +så skældte han ud, du kan vel nok forstå, at det hører til i ordenlig +journalistik. Men gå ned og snak med redaksjonssekretæren, han er den +fornuftigste, og tag noget bedre tøj på, du kan godt låne en syl af +mig, og forklar ham, at du er et meget medgørligt menneske, og at du +bare vil ha lov at skrive om blåt og grønt og -- det kan du nok selv +sige på en pæn måde." + +"Synes du ikke, det er en lumpenhed, du opfordrer mig til?" + +"Det ved jeg sgu ikke. Jeg siger jo ikke, du skal skrive falske +veksler eller brække ind og stjæle pengeskabe. Men du søger da for +fanden vel nok den plads?" + +"Du forstår vel ikke, Lynggren, at jeg hader det blad?" + +"Nej, gu' gør jeg ej. Hvis du vælter med din sikkel i en bunke +hestepærer, så hader du vel også dem! Hvad rager det dog det +spørsmål, om man skal leve, eller man skal dø af sult?" + +"Alene det at træde op dær og lave mig til -- -- for resten ved +hverken du eller nogen anden, hvor medgørlig jeg er." + +"Når man først lærer mennesker at kende, blir man altid medgørlig. +Selv om man får lyst til at spytte på dem, så opdager man dog, at de +kan bruges til noget, og det gør straks, at man blir mere +menneskelig." + +"Der må være andre udveje, Lynggren, det er umuligt andet. Det kan +ikke være nødvendigt, at jeg sælger mig selv." + +"Hør min ven: du må sgu hellere gå til et gammelt, konservativt blad, +for dær er nu mere spillerum. Selvfølgelig er de sure og sære, men +disciplinen er slet ikke slem; de ser og hører så dårligt. Jeg vilde +ikke anbefale dig et radikalt blad, for dær har de nu mundering og +klaptræ og alting i orden, parolen lystres og ingen sludder i +geleddet. Du kan aldrig få nogen friere stilling end den, der nu +tilbydes dig. Herregud, selv om du skal omgås nogle gamle stødere og +vogte på din mund." + +"Jeg tør ikke, Lynggren. Jeg tør ikke sælge min frihed. Og der er en +uhæderlighed i det, som jeg ikke skøtter om at hærde mig til." + +"Nå. Jeg ser, at monsøren er en stor digter på månen, men en nar på +jorden." + +"Å, det er slet ikke så vittigt, det kunde jeg selv ha sagt." + +"Des større nar er du da. Men nu vil jeg ikke låne ti kroner på dig. +Det vil sige, hvis du trænger til en syl -- --." + +"Nej. Jeg er ikke til salg endnu. Jeg blir nok en slubbert, der kan +købes, når jeg blir noget ældre." + +"Det tror jeg med, men så er det for sent. Kære ven, gamle +slubberter, dem er der ingen pris på. Det skal være unge. Ja -- og så +farvel." + + + + +I løbet af foråret fik Ivar Holt en elev i dansk. Det var et ungt +menneske, der trængte til at lære retskrivning; han kom midt på +eftermiddagen, og det gjorde et hak i sikleturene, men det kunde også +være det samme. Det havde ikke længere nogen betydning, at marken var +grøn, og himlen blå. Siklen stod og samlede rust, og en dag blev den +solgt. Det var en lettelse; det leddeløse dyr var en forfører. Ivar +Holt var blevet moralsk oplagt og sammenlignede angerfuldt sig selv +med den, der drikker, og den, der gør endnu værre ting. Han søgte +også en plads ved en privat realskole, 900 kr., stigende hvert tredje +år med 100 kr. indtil 1200 kr., men han fik den ikke. + +Når han havde undervist sin time og sad alene tilbage med +bevidstheden om, at han nu havde råd til at anskaffe sig for +fyrretyve øre af livets bekvemmeligheder, så tænkte han på, hvad han +havde sagt nej til, og var glad over, at han modstod den fristelse. +Det faldt ham ikke ind, at lidt uhæderlighed i dette tilfælde kunde +ha været på sin plads. Når først man er pekuniært ovenpå, får man nok +råd til at foragte de tarvelige midler, man benyttede for at komme i +vej. En praktisk mand spiller sine kort fint, bagefter afsværger han +de småsnyderier, der hører til for at komme ind i spillet. + +Men det tænkte Ivar Holt ikke på. Han sad hjemme hos sig selv og +smagte fattigdommen -- den virkede snarere som bærme end som gift -- +og overvejede, hvad andre mennesker nu vilde gøre i hans sted, men +han fandt ikke på noget, han kunde efterligne. Derimod slog det ham +som noget aldeles utvivlsomt, at han mere end andre mennesker var +skabt til at være rig. Ikke for at bruge rigdommen, men han fandt i +sin sjæls hele grundstemning noget, der var analogt med rigdom. Hvis +han havde en guldklump på otte og halvfemsindstyve pund, vilde han +grave den ned lige under en bred, magelig kampsten, og så vilde han, +hver dag det var godt vær, gå ud og sætte sig på denne kampsten og +fløjte en melodi. Det skulde kurere ham for visse svagheder. +Halvandet pund vilde han måske skrabe af til at opholde livet med. + +Hans nætter hjemsøgtes af elendighedssyner, og de var uregerlige, de +slap ham ikke, før det blev lyst. Om dagen kunde han trøste sig med, +at det strængt taget ikke var umuligt at slå sig igennem livet som +vagabond, men mørket tog tilliden fra ham og nedbrød hans sind. Der +kom øjeblikke, hvor han vilde sælge sin frihed for en ringe pris, men +hvornår kom der en, der vilde købe den? + +Han gik sjælden ud. Det gjorde ondt i ham, når han så mennesker med +hårde, snavsede hænder; sådan en næve var mere værd end hans elendige +sjæl. Men så blev han igen oprørt over sin egen selvforagt; denne +følelse lå slet ikke for ham. Han måtte le ad sig selv, når han følte +sig mest ulykkelig, ti ulykke var ikke hans bestemmelse, det var en +misforståelse af et skammeligt tilfælde. Hvordan han var skabt til +at være, det kunde han sige aldeles nøjagtigt, han behøvede blot at +huske en af sine sikleture i godt vær. Det var ganske forfejlet, når +sorg bankede på hos ham, han var ikke af dem, der forrenter ulykke +ved at udvise større energi. At han skulde fortvivle, det var lige så +unaturligt, som at en Kongoneger skulde fryse ihjel. Modgang var ham +til ingen nytte, han blev aldrig alvorsmand. Det var ikke +fordringsfuldhed; han måtte jo kende sin egen natur. Man forlanger +heller ikke, at et appelsintræ skal blomstre og bære frugt i +Grønland. + +Hans bestemmelse lå klart for dagen, den tvivlede han ikke et øjeblik +om. Hvis der altså var nogen højere mening med, at han var indrettet, +som han var, så måtte der ske noget; det måtte snart komme, nu da han +var så langt nede. Dette håb var hos ham om dagen; om natten kom +panikken over ham. Tiden gik, og han syntes snart, han kunde se, hvor +skrænten hældede hen ad. + + + + +Det skal nok hænde en mand -- selv om han ikke er sig nogen god +gærning bevidst -- at der en dag på hans dørtærskel står en ung, +_altopofrende_ kvinde med vildt hår og veltalende øjne. Så glider et +fornuftvæsen et øjeblik ud af sin bane og begår en dårskab, som i +naturens husholdning er høj, værdifuld visdom, og hvis han er et helt +uerfarent menneske, glemmer han ikke at takke de hemmelighedsfulde +magter, der bevirkede, at en kvindes øjne kom til at hvile på ham med +velbehag, og at livets frugt endelig engang modnedes og faldt ned til +ham, som ikke vidste, hvor han skulde gå hen og plukke den. + +Ivar Holts sjæl skød op gennem en miledyb sø af tavshed og ensomhed, +da det bankede på hans dør. Hans hjærte slog hurtigere, mens han gik +hen for at lukke op. + +Det varede noget, før han kendte hende. Uskyldige blå øjne, +forfjamsket hår, der gjorde indtryk af, at dets ejerinde kunde +djævles hedt med en tilgængelig mand. Det var Teologine. + +Nu vilde han ikke netop ha nævnt hende, om nogen havde spurt ham, +hvad han mest trængte til i hele verden. Dog bad han hende ikke gå +pokker i vold, han var jo selv på vej derhen og var derfor i en ydmyg +forfatning. + +Hun vilde gærne -- lidt forpustet -- sige goddag og se, hvordan han +boede. + +Han tænkte sig om. Jo, såmænd. Nu huskede han et varmt, rundladent +faktum; hende havde han en gang kysset. Det kys havde trukket renter, +her kom kapitalen til hævning; værsgo, kom indenfor. + +"Det var Dem, der var så sød den aften. De var med Lynggren." + +Ja; så forklarede hun, Lynggren skrev altså i aviserne, det var det +hele med ham. Man var nødt til at -- -- + +Hun så fornærmet ud og gik tilbage mod døren. Han tog hendes hånd og +førte hende helt hen til vinduet og smilede til hende. Det gjorde han +så nobelt. Hun blev ganske tillidsfuld og betragtede ham med sine +raffineret barnlige øjne. + +"Og De er sangerinde," sa han, mens han tænkte på, hvor fattig en +mand kan være. + +Ja. I dette øjeblik vilde hun gærne ha været noget finere for hans +skyld. + +"Men jeg kommer aldrig på varieté!" + +"Nej, det skal De heller ikke, det er ikke noget for Dem." + +Han protesterede ikke mod at blive stillet uden for mændenes +almindelige hob, han var helt optaget af at se på hende, men vidste +ellers ikke, hvad han skulde gøre. Rummet om ham var fuldt af stille, +smilende lykke; det grå loft var blå himmel, de snavset marmorerede +vægge var horisonten. Han sad midt i verden og tiltrak lyksalighed, +den faldt ned fra himlen og steg op fra jorden; fra hele horisonten +strålede den ind på ham. Nu skete der endelig noget af det, som var +lovet ham for lang tid siden. + +De så på hinanden, indtil der måtte ske noget. Hun gemte sit hoved +ved hans bryst, det kunde ikke være andet, og så kom de til sæde på +hans sofa, hun på skødet af ham. Dær sad den uerfarne mand med +problemet lige over sig; hvad vilde det nu være mest hensigtsmæssigt +at gøre? Han vidste det ikke af nogen erfaring, men da hans ene arm +ved forsynets tilskikkelse var kommet til at ligge om hendes hals, så +lå det nær at klappe hende på kinden, og det gjorde han. Virkningen +var øjeblikkelig og vidunderlig, og dog var det hans første forsøg på +rigtige kærtegn. Han sad i held den gang. + +Dagen gik. + +Verden var blevet anderledes. Sortrøde, glødende kobberskyer dækkede +himlen, vinden gik i korte, tunge stød; der var forventning om noget, +der skulde komme. Så stod solen op, kobberskyerne flammede skummelt, +dækket rævnede langs den østlige horisont, og gennem den blå kløft +væltede sollyset ind over den forbavsede jord, hvorpå der stod et +eneste gråt, sammenkrummet menneske. Men nu traf lyset ham, og mens +muldet flammede mørkt, stod han ret op mod himlen som en +menneskefakkel. Det blå er forbigangent, verden er blevet rød. + +For hendes enfoldige, erfarne sind tog det sig ikke så stort ud, men +hun så, at han var god, hun erfarede, at han ikke blev rå eller +ligegyldig bagefter, og hun hørte ham sige, at han vilde gifte sig +med hende, og at han var lykkelig. + +Når blot han var det! Hun havde gjort, hvad hun kunde. Teologine, det +fattige barn, hun gav den eneste skærv, hun ejede. + + + + +Ivar Holt gik sig en glad tur. Han var fuld af stille latter, ligesom +når han i sine drengeår gik til skole en regnfuld vintermorgen og +efterhånden samlede en masse privat forlystelse under sin varme +frakke. Han morede sig ganske ubehersket, mens han gik ud ad +Vesterbrogade; folk så efter ham, og enkelte forhørte sig om, hvem +han var, idet de ventede at høre et navn, der var bekendt i landet. +Hans munterhed kogte over, mens han hviskende fløjtede sig et stykke +"Lohengrin"; han underholdt sig med at repetere vittigheder, han +havde læst, og fandt dem bedre, end han tidligere havde gjort; han +fandt morskab i at stå stille og klappe en venlig danois, og imens så +det meget forstyrret og meget lidt alvorligt ud i hans sjæl. Han var +åben som et hus, der har lukket op til alle sider; enhver grov næve +kunde komme hen og grave i ham, han var forsvarsløs. Kun den +ensomhed, han selv skabte om sig, beskyttede ham; ti der lå over hans +ansigt en art tilfredshed, der fik folk til at gå uden om ham; de +forstod, at han havde ikke noget at dele. Den glade eneboer ligner +ikke andre glade mennesker; man flytter sig for ham og lar ham gå +alene. + +Ivar Holt tilbragte hele dagen ude på landet og forfattede under +sagte fløjten en lyksalighedsteori, som han glemte i det øjeblik, han +blev færdig med den. Kærnen i hans teori lød ellers som følger: + +Den sande lyksalighed består i at ha uendelig megen tid til sin +rådighed og ikke at mærke, at man bruger den. + +Da han kom tilbage til byen og så andre menneskers ansigter, faldt +det ham ind, at også han måtte gøre noget for sin fremtid. Han +henvendte sig til fire redaktører og fik tre afslag. Den fjerde, som +var den mindst fine, spurte, om han kendte noget til samtidige +forfatteres intimere oplevelser, og om han kunde levere bladet en god +roman om dette æmne. Dertil mente han nej og gik. + +Jeg kan alligevel ikke anerkende tilværelsens alvor, tænkte han, mens +han sad hjemme og ventede på Teologine. Jeg lærer det aldrig. Jeg kan +ikke engang lære at se på et alvorsmenneske, uden at jeg får kvalme +og ond samvittighed. Og dog kan jeg godt se den højere styrelse, der +stadig forsøger at få et alvorligt menneske ud af mig. Den sendte mig +til København, for at jeg kunde blive embedsmand; jeg selv gjorde mig +til digter. Den fik Kasbjerg til at skrive en bog om mig, hvoraf jeg +kunde se, i hvad retning jeg i så tilfælde burde udvikle mig, men jeg +blev i uskyldigheden, tilfældigvis. Den højere styrelse tilbød mig +Henriette Ravnø som alvorskone, og da jeg lod hende gå, kastede den +mig Teologine om halsen; hende havde jeg, inden jeg rigtig vidste af +det, hende har jeg. Godt. Hende beholder jeg. Men jeg må ikke ta ud +på en grøftekant og ingenting bestille, derfor er jeg nu igen blevet +straffet. Bare det kunde hjælpe noget, at jeg kan alt det udenad, som +veltænkende mennesker mener om mig! Jeg kan holde op med at skrive +bøger, men jeg kan ikke holde op med at være digter. Kunde jeg blot +skabe min sjæl om til en grovsmeds sjæl -- næverne kunde endda gå an. +Men det er desværre noget vrøvl. Og her har vi så Teologine. + + * * * * * + +"Nå," sa hun, da de hen på aftenen var blevet så vidt nøgterne, at de +kunde tale om forretninger, "hvor meget tjener du så ved dine bøger?" + +Ivar Holt pegede på en kasse ved siden af kufferten. "Fedtebrød og +cervelatpølse," svarede han. + +"Ja, men så indbringer det vel en del at skrive i aviser," fortsatte +hun alvorlig uden i mindste måde at finde hans svar morsomt. + +"Det gør det. Men mig indbringer det ikke noget, da jeg ikke skriver +i aviser." + +"Hvorfor gør De ikke det?" + +Hvor kvinders øjne kan ligne hverandre, tænkte han. Og nu har jeg +igen ægtemandsfornæmmelser. + +"Og hvorfor blir Deres bøger ikke rost noget mere? For jeg har hørt +folk sige, som har forstand på det, at De skriver udmærket." + +"Det kommer af, at vi her til lands ikke har litterære kliker; nu +kaldes det fagforeninger. Når man ikke har sine papirer i orden, får +man ingenting for ulejligheden, hverken ondt eller godt." + +Hun så forvildet på ham. I værelset bagved afjamrede frelsermændene +deres allerindstændigste aftenbøn. + +"Hvad lever De da af?" + +"Jeg lever ikke af noget videre. Ved De hvad, for resten? Jeg får en +stilfærdig lyst til at slå de mennesker ihjel, som spør, hvad jeg +lever af." + +Han så panik i hendes øjne; hun var bange for fattigdom, havde +rimeligvis fået for meget af den en gang. Frelsermændene sluttede af +med et gudsjammerligt: Amæ--n! + +"Nu går jeg," sa hun. "Jeg går!" + +"Ja vel; jo. Vist går De. Det var jo rigtig sødt, den tid det varede. +Husk nu på for fremtiden at sætte penge i sparekassen; tænk på mig, +og husk det. Så -- er det så slemt?" + +"De må ikke røre ved mig! Jo -- det mener jeg ikke -- -- De har været +så god. Men jeg er bange for Dem." + +"Ja. De opfatter mig symbolsk. Så er jeg heller ikke hyggelig. Ellers +er jeg rar. Det kunde blevet godt med os. De er den eneste -- -- jeg +må ha lov til ikke at kunne mere for bevægelse. Men hvis De vinder i +lotteriet, så kan De komme og gifte Dem med mig. Jeg skal ikke banke +Dem, fordi det er Deres penge." + +Før han kom ind igen, smilede han til noget ude i mørket. "Det +forslår endnu ikke," sa han. + +Fra frelsermændenes værelse trængte nu allehånde, ganske verdslige +lyde ind til ham. + +Han satte sig op på bordet, dinglede med det ene ben og spidsede +læberne. + +Her sidder jeg og fløjter, tænkte han. + + + + +Hvor menneskelighed er, dær er også en udvej, selv om vort håb og +vort eje er blevet fortæret af luerne -- læg så for resten mærke til, +hvor forskelligt det såkaldte menneskelige er. Ti een fylder det +umættelige rum med bønner, een begynder at bygge op igen, een roder +sig vanvid til i asken og slæbes bort af tre stærke mænd; to knytter +næver og ryster dem mod himlen, går derefter bort, den ene hænger +sig, den anden drikker sig fuld -- alt dette er menneskeligt. + +Men der kan også findes den, der sætter sig på en sten og fløjter en +melodi. Hans livsbegreb er så fordrejet -- perversus kaldte Romerne +det --, at elendigheden gør ham til humorist, han bestrider livets +alvor. Han har ingens medfølelse, for ham er der ingen udvej. + +Ti den hængte begraves, og den drukne -- stakkels mand -- reddes af +rettænkende på et drankerasyl, den gale forsørges på en anstalt, den +bedende har valgt den bedre del, og den byggende skaffer sig et nyt +hus -- deres menneskelige adfærd bragte dem alle ud af elendigheden. + +Men ham, der fløjter, er der ikke noget at stille op med. Han duer +ikke. Lad ham stikke piben ind, den nar! Han er ikke noget alvorligt +menneske, det kan man høre på hans fløjten. Han må sejle sin egen sø. +Vi kan ikke gøre noget for ham. + +Imidlertid -- det kan jo ske, at mennesket med fløjten er af pæn +familie. Hans faer er en gammel mand med agtværdige grå hår, hans +moer er en hæderlig kvinde. Der skaffes ham en plads på et kontor, +900 kroner, han er reddet. Retsindige folk glæder sig, skønt de +ryster på hodet. Det kan jo gærne være -- -- men han har rigtignok +ikke fortjent det. + + * * * * * + +Ved nytårstid rejste kontorist Ivar Holt ned til sin nye plads. Det +var endnu lyst, da han tog fra København, men det blev mørkt, inden +han nåede sin lille by. Han fandt sig rolig i tilfældets venskabelige +symbolik og søgte at genkende de landskaber, han kørte igennem, det +var så længe siden, han var blevet befordret med jærnbane. Det +regnede stort og tungt, ruderne var dækkede med de perlesnore og +køller, som regnen dannede, idet den faldt. Markerne rejste sig +udenfor som sorte mure, vejene var gule floder. Han sank hen i en døs +og havde det hel godt; endnu var der varmt forinden, og livet var til +at holde ud. Han var ligesom pindsvinet; når han fik rullet sig +solidt sammen, kunde de vende og dreje ham, som de vilde. Ingen slags +ondt havde adgang. Et øjeblik faldt den sandsynlighed ham ind, at nu +kom han ikke til Italien. Farvel, fløjelsbukser og solskin. Men det +gjorde ham ikke noget, han sad usårlig i sin krog, tiden gik +umærkeligt, som noget tungt, der flyver tavst gennem mørket; ingen +aner noget, før der kommer et dumpt stød -- -- + +Toget holdt, her skulde han ud. I samme nu var det hans eneste ønske, +at han kunde få lov til at blive siddende, han vilde ha afstået en +stor del af sin løn for at kunne køre videre, så længe den salige døs +varede -- aldrig havde han haft det så godt; denne overgang var endnu +værre end at stå op en vintermorgen for mange år siden. Så stod han +ud. + +Blæsten bredte sig over perronen, regnen slog i en bue ind under +taget. Han foretog et hastigt overblik over sit livs onde dage, hvor +han uforvarende blev lukket op, så at den dødelige kulde slap ind. I +aften var det særlig slemt; der måtte vel også nok være en vis +fremgang i det. + +Han vilde først se toget gå; den fornøjelse havde han fortjent. En +mand gik baglæns med en fløjte i munden, hvinede og spyttede fløjten +ud. Lokomotivet udstødte et hyl og begyndte at hoste store klumper +hvid damp op gennem skorstenen, de første sad godt fast. Ivar Holt +gik ud på skinnerne og så en mørk firkant, der blev mindre og snart +viskedes ud i regntågen. + +Han gik igennem stasjonsbygningen og kom ud på en bred plads. De +sorte, lysplettede klatter på den anden side det var vel så byen. Ude +over markerne krøb et leddyr med svagt lysende ringe langsomt af +sted; men en lille hund forstyrrede ham i nydelsen af synet: +Væv-væv-væv! Han belønnede dens iver ved at svinge håndkufferten +efter den. Dette gjorde den så overhånds arrig, at den gøede væv-væv +med voksende hastighed, indtil al rytme faldt bort, og det blev til +et langt, sammensmæltet æ -- --. + +Han klistrede sig hen ad et fortov, idet han undrede sig over pløret. +Dybden overtraf vel ikke hans forventninger, men det bandt skoene +langt stærkere, end almindelig vejvælling gør. Han stod stille under +en lygte, løftede den ene fod og undersøgte belægningen med en +pegefinger. Det var vist kalk, der var i. + +Bladløse træer og en hæk dannede grå, uredelige bunker på den anden +side af vejen, men et sted var der et sort hul, og en svagt skinnende +stribe pløre viste vej ind i mørket, dær gik sandsynligvis en smøge +op i byen. Men først skulde han over pløret, overgangen antydedes af +en smal stribe sten; han samlede al sin følesans i støvlesnuderne og +vovede overgangen. Der var fortov; på den ene side en hæk, på den +anden -- han prøvede med en fod og fik den til sig igen, det slap med +et lille, velbehageligt smask --: pløre. Det blev snart mørkt igen, +han lod kufferten gå i hækken, så faldt han ikke ned til den anden +side. Hov, dær var nok en krumning, og se: langt fremme, i den anden +ende stod der en lygte og ventede på ham. Han hug øjnene fast i +lyset, og hans gang blev sikker. + +Se se. Her vadede han nu i mørke lige op til øjnene, kun en lille +rødlig lysplet holdt ham oppe. Der var ikke meget igen af ham nu, det +var næsten drukning. Han stod stille i mørket, han og lygten så på +hinanden. Når han skelede, kunde han også se sin næse, nedefter så +han slet ingenting. Mørk -- obscur. En anmælder havde kaldt ham +obscur, rimeligvis på grund af hans frækhed mod sine kollegaer. Nå, +men videre. Lygten stod åbenbart på den anden side af vejen, for nu +fik han tendens til at gå ned i pløret. Der måtte altså beregnes en +vis afvigelse. En mand gik forbi i mørket, lige i hælene på ham +fulgte stank af en shagpibe. Ivar Holt fik lyst til at høre sig selv +tale midt i alt dette mørke. Vidste han, hvor skomager Andersen +boede? + +Jo. Manden afgav en lang og velvillig forklaring, som han gentog +flere gange. Ivar Holt sa mange tak og fik til gengæld beliggenheden +indskærpet nok en gang. Tak, godnat. Godnat. -- -- Og det er det +eneste hus med frontspids, råbte manden efter ham. Tak. Så havde han +fire kendetegn på sit hus og kunde ikke gå fejl. + +Fjerde hus fra apoteket, tredje fra næste tværgade, bager Svendsen +skrås overfor, frontispice. Nu kunde han ikke rende fra det med nogen +rimelig undskyldning. + +Foran indgangen lå en sump, midt i sumpen en buet træbro. På første +sal boede familien selv; to fag vinduer, hvis gamle, solbrændte +gardiner lyste gulligt som tørveaske. Ja, så --. Han tog tilløb og +sprang midt op på broen. Fra gaden faldt der lys ind i gangen, han så +en trappe, der vred sig op i mørket. Den knagede forurettet, da han +gik op ad den. Bag en dør snakkedes der; grov, hjærtelig latter +væltede gennem de mange utætheder ud til den fremmede, der allerede +havde lavet knoen til. + +Her står jeg, Ivar Holt, en vældig nar for Herren, slået, fordi jeg +ikke slog; jeg tålmodige ryg, der skal komme til at erkende albuerne +på dem, som maser sig frem over mig. -- Men nu har du imidlertid fået +et levebrød, bank så på, og hold op med at mane dig selv frem. + +Han bankede; værtinden kom ud, en ældre kone med hatteknage i +underkæben. + +"Mit navn er Ivar Holt," sa han, skønt han i øjeblikket næsten havde +tabt al mulig fornæmmelse af sin egen identitet. + +Nå ja. Værelset var i stand, nu skulde hun vise ham det. Straks efter +kom hun med en lampe. + +"Jeg har hældt betrolium på for i aften," og derefter gik hun med +overbevisningen om at ha fået en pæn logerende. + +Han stod midt i værelset og så sig om. + +Fire nøgne, sømhullede vægge, en gulmalet træseng, klædeskab og en +skeletagtig servante med en jærnring om livet. Midt på gulvet, over +et rødbroget gulvtæppe, stod et gult bord, der fik et eget fromt +udtryk ved det, at klapperne var slået ned. Det syntes at ha kendt +bedre dage, men nu havde det opgivet alting og hang med ørene. + +Ivar Holt satte sig på bordet og følte sig gennemstrømmet af et +hemmelighedsfuldt Wahlverwandtschaft. Men fy hvor det sorte vindushul +gabede efter ham som en forslugen grav! Han skyndte sig at gøre +gardinsnoren løs; en to alens ledstolpe skramlede ned og halede et +kugleblåt rektangel efter sig. + +Så var der ikke mere at gøre. Han satte sig igen op på bordet og lod +de fire vægges nøgne råhed skinne på sig uden at reagere. Det var nu +altså kommet til håndgribeligheder mellem ham og tilværelsen, og han +kunde i øjeblikket ikke finde på noget, som det vilde være +hensigtsmæssigt at gøre. + +Med den bevidsthed sad han ubevægelig en times tid. Lige straks havde +han krusningsfornæmmelser af kulde, men det faldt bort, efterhånden +som den kaloriske ligevægt kom i stand. Desuden rørte han sig ikke, +og så er kulden ufølelig. Man kan fryse ihjel på den behageligste +måde, når man kun afholder sig fra enhver bevægelse. + +Men det er svært at sidde stille i længden. For der er et sted i den +menneskelige organisme, som står i særlig forbindelse med +dødsangsten, det er vist omkring mellemgulvet. Benene kan blive +kolde, hodet tomt, det hindrer ikke; man er på vejen nedad, men så +kommer der et svagt ryk nede under hjærtet, man springer op og griber +efter livet. Kulden kan arbejde sig nok så forsigtigt ind i ens +legeme: der kommer et øjeblik, da den røber sit slægtskab med døden, +og man slår fra sig. + +Ivar Holt sprang ned fra bordet og gjorde gymnastik, indtil han fik +al sin varme igen, og så gik han i seng. Han glædede sig altid +inderligt til at falde i søvn. Så snart han var kommet under dynen og +havde skubbet sig til rette i den mest bekvemme stilling, så var alle +bekymringer forbi. Hvad der lå uden for dynen, var fra da af ganske +ligegyldigt, og han sov altid godt. + +Men i aften narrede søvnen ham. Sengen var klam, og han svedte +ubehageligt. Han lå sig træt på ryggen og på bægge sider, +søvnløsheden blev en tung byrde, som han ikke kunde kaste fra sig. + +Udenfor rumsterede den våde blæst. Den kogte langt borte som en uhyre +gryde, den kastede sig med rabalder over husets gavl og knaldede nede +i gården som våde lagener: den kunde puste længe og jævnt som et +sundt åndedræt, og den kunde futte af i dumpe eksplosjoner i de +snævre smøger mellem husene. Den smældede regnen ind på ruderne som +et læs kosteris, den peb og brummede, spillede både fløjte og +kontrabas og alle stemmerne der imellem. Den udstødte hyl, der fik de +lykkelige, sovende mennesker til at vende sig på den anden side og +sove videre, mens de øvrige, der ikke længere havde nogen +hvilestilling, de kunde indtage, vred sig i deres træthed og følte +det blæse koldt under hjærtet. Stormen og regnen forberedte lukkede +og mørke sind til morgendagen, meget arbejde gjort og liden glæde +derved. Nødvendigheden af, hvad der må gøres, gik som en kold vind +over det våde land; klam, muggen besindighed dryssede ned fra den +usynlige himmel. Det blev ikke mange, der stod op med halleluja! +næste morgen. + +Ivar Holt lå i dvale. Han var lige træt på alle leder og flyttede sig +derfor ikke mere. + +I Firenze, tænkte han, dær drejer måske i dette øjeblik et lykkeligt +menneske om hjørnet af -- -- lad os kalde det Rue des Oranges, da vi +ikke kan italiensk. Han knejser og har hænderne på ryggen, +aftenluften viger blødt og silkekøligt til side for ham, idet han +går. Han står åben for alverdens lykke, han er ikke krummet af nogen +bekymring. Han er så lykkelig, at han står stille og ikke kan mere. +Han er så overhånds glad, at han knytter hænderne, tæerne krummer sig +ned i støvlesålen. Inde i skyggen, hvor ingen kan se det, brister han +i vild latter og vrider sig, hvorefter han blir lidt mere stille og +går ud mellem de andre mennesker. Det kan godt være, at der går sådan +et menneske nede i Firenze på hjørnet af Rue des Oranges. Hvis han +har haft det ilde (og det har han, siden han er så lykkelig), da +tænker han sig, at et sted, i et sort værelse, belejret af våd, døsig +storm, ligger et menneske, der ikke har det som han. Der kan meget +vel gå et saligt menneske i Firenze og tænke på mig. Det gør kun et +lille skår i hans lykke. + +Han er over, hvor jeg nu er under. En står på toppen og har den halve +himmel over sig, en anden ligger langs sin egen ryg på bunden og ser +en rund skive himmel på størrelse med en femøre. + +Manden nede i Firenze har som bestilling -- foruden den at indehave +et betroet mål af lykke --, at han afbalancerer mig. Sådan indretter +verdensvisdommen det. Den gang Teologine løb fra mig i rædsel, var +der i Central Afrika en neger, der slæbte af sted med sin nykøbte +kone, hjem til sin hytte. Sligt må afpasses. Vi kan ikke ha for meget +af den ene slags på eet sted uden modvægt, jorden fik ellers en +rystelse, den slog en kolbøtte, men de vise grækere havde ret: kuglen +er det fuldkomneste legeme, til ethvert opad må der svare et nedad. + +Lidt efter var Ivar Holt selv i Firenze. Han gik ned ad Rue des +Oranges: foran ham krøb hans sorte skygge på maven, han og skyggen +havde fødderne fælles. Det viste sig, at Rue des Oranges førte ham +ned til havnen, dær satte han sig på en fortøjningspæl, strakte sine +fløjels bukser mageligt fra sig og strøg sig ned ad brystets stribede +flonel. Med sine nøgne fødder gravede han sand op mellem brostenene +og tesede det med stortåen og dens sidekammerat, ti af lang vane med +at gå barbenet var hans tæer blevet yderst bevægelige, ligesom de +også havde genvundet deres velskabthed fra drengeårene. Han rullede +en sigaret på det venstre lår, hvor der i tidens løb havde slidt sig +et blankt sted, for man må erindre, at det var på andet år, han gik +med de fløjels bukser; om et par måneder vilde det blive nødvendigt +at foretage rulningen på højre lår. Længere inde på havnepladsen sad +hans kæreste, der handlede med appelsiner. Hendes hår, der skummede +luftigt ned over panden, var lysere end hendes ansigt. De havde nylig +spist frokost, appelsiner fra hendes vogn og desuden brød, som de +købte hos deres gamle veninde, madam -- -- signora Carlotta. -- -- +Carlotta Barbiere. Om lidt skulde han rimeligvis til at bestille så +meget, at han kunde tjene sin ene fornødne -- -- lira. + +Det var varmt. Nakken var kold og klam at føle på, som den skulde +være. Derved kom han for resten til at tænke på et menneske, der lå +langt nede i den sorte, klagende kulde. Det vilde han ikke tænke på. +Hans ene seleknap var sprunget under frokosten, men heldigvis var +hans stilling sådan, at han uden ubekvemhed kunde ha bukserne +hængende på tre knapper. + +Det var som sagt varmt, en varme, der var pakket tæt sammen, himlen +var klappet ovenpå, og øverst i klokken stod solen og holdt ved lige. +Når han rørte benene, svalede det helt op over knæerne, det kom af +den kølige luft, som de lyse fløjels bukser gemte i deres rummelige +beholdere. Der lå en ringe fugtighed over hans hud, det var sådan +indrettet, for at han ikke skulde få solstik; og i hans sjæl var der +svalt og stille, der var grønt og gyldent. Nu var det nået; han +skulde ikke tiere op i stjærnetågernes forrygende hvirvler, for han +havde fundet jorden, fundet den god, han var et menneske, han havde +sin kæreste, sin egen tid og sit solskin, hans ven solen vågede altid +varmt over ham. + +Gamle murstens brobuer spejlede deres morderiske farver i flodens +vand: blodskum, blodskorpe og helt ned til ådselbrunt, og der var +sygelige byldefarver, gult og et rødt, der ikke er til at sige, men +intet af det forstyrrede hans sjæls gyldne fred. + +Tværs over floden lå en fabriksskorsten, stiv og ubevægelig. Men så +kom der en båd, skorstenen blev elastisk; fortykninger løb ned ad +dens krop, som var det en slange, der i umådelig fart slugte en kalv. +Båden kom nærmere, skorstenen forlængedes og forkortedes, den +fjedrede voldsomt og gik i stykker, den blev til en række tykke, +teglstensrøde orme, der parredes og foer fra hinanden, og så gik +båden over og smadrede den fuldstændigt. Men endnu længe efter lå +skorstenen hen over floden og vred sig med nervøse jag gennem hele +legemet, førend den faldt til ro. + +Ivar Holt vågnede op og huskede, hvor han havde det fra. Det var fra +Susåen; på en af sine lykkelige dage -- de stod optegnede og +nummererede i hans kalender -- havde han set dette billede i Susåens +vand. + +Det var så mørkt inde hos ham, at han ikke formåede at samle +indtrykket af sin egen personlighed, han smæltede hen i mørket som +flydende sjæl. Han vidste ikke, om hans hoved eller hans fødder +vendte imod vinduet. I en fart var han ude af sengen og rullede +gardinet op. Blæsten pulsede koldt ind gennem vinduet, sveden på hans +krop blev ligesom til isslag. + + + + +Igen en gang var det blevet forår. De fede kastanjeknopper, der altid +er så sangvinske, var allerede sprunget ud og stod og frøs med deres +nøgne, grønne kroppe, mens bøgen, som er særlig dansk og kendt med +forholdene, så tiden an og krævede garantier, før den vovede noget. +Nattergalen kom også en gang, den sad med vat om halsen hjemme i sin +rede, hostede og nøs, men i alle moser og vandhuller vikarierede +frøerne af en god vilje. Udenfor brølede vinden, indenfor brølede +ilden, men vinden var nær ved at være den stærkeste, den trængte ind +gennem sprækker og huller som kolde knivsblade og isnende spyd, det +var ikke let at beskytte sig imod foråret. Folk kunde ikke begribe +det klima, erklærede de tyve gange om dagen, skønt man skulde synes, +de snart måtte kunne det udenad, men det viser måske, at vi ikke har +det klima, som svarer til vort sindsanlæg. + +Mænd gik og holdt sig i kraven. Deres lyse sommerbenklæder var brune +på knæerne af regnen, og bagtil havde snavset gjort dem stive som +læder. I rendestenene løb vandet så brunt som bærme. Smådrenge, der +gik med opsmøgede ærmer og syntes at befinde sig ypperligt, jog med +lange kæppe ind under rendestensbrætterne, hvor vandet samlede sig, +og når det kom frem med alt snavset fra den tørre tid, gav de det et +hurra og skyndte sig til næste bræt. + +Da Ivar Holt kom ud fra sit kontor og skulde ha sin sædvanlige mosjon +før aftensmaden, var regnen holdt op, og vinden havde lagt sig noget. +Han styrede ud ad skoven til. De våde stier lyste i aftensolen, +landevejene lå blanke hen mellem markerne. Det hørtes langt bort, når +hjulene skar i det våde grus. + +Han gik forsigtigt hen ad de faste, fedtede skovstier. Man kunde +komme til at fryse ved at se på træernes kolde stammer, man vadede i +forkølelse, luften var drivende fuld af snue; der hang næsedryp på +enden af alle kviste. Han bredte en hånd fladt ud på brystet og +rømmede sig. Oppe i halsen havde en bronkitis begyndt at sætte sig +fast, han forstod godt, at det var kulden, der begyndte at erobre +ham, den lod sig ikke mere drive ud; selv i de varmeste sommernætter +kværkede kulden ham, der var ingen pardon. De første år var han kun +forkølet om vinteren, nu var han det både vinter og sommer; i dette +forår havde det begyndt at stikke længere nede i brystet, erobringen +skred frem. Han vænnede sig til den, og for resten kunde det godt +helbredes endnu; når han en gang blev velhavende, vilde han gøre +noget alvorligt. Navnlig rejse syd på, for der måtte jo være den +varme, der kunde få kulden til at slippe sit bid. Her hjemme fandtes +den ikke. + +Men det tænkte han ikke så meget på nu. Tiden efter at kontoret var +blevet lukket og indtil aftensmaden var den bedste på hele dagen; han +følte da friheden så stærkt, at han ikke behøvede at tænke på noget, +selve det at drive omkring var beskæftigelse nok; tiden gik af sig +selv. Om ikke andet havde han dog den fornøjelse at mærke, hvordan +appetitten udviklede sig; under en rask tur kunde den undertiden +komme lige på en gang, den slog sig på knæerne, han blev ganske svedt +og måtte gå langsomt hjem til pensjonatet. Aftensmåltidet tog gærne +en time. Der blev leet og talt meget, de var så mange, at han næmt +kunde forsvinde i det hele, for han sa ikke noget, han holdt mest af +at høre stemmerne rundt om sig uden at opfatte, hvad der blev sagt, +og når han tillige så ansigter og hænder, der bevægede sig, -- det +betød for ham ikke andet end forskellige pletter og striber, der +passerede hen over hans næthinde -- så kunde han lettere falde hen i +sin dvaletilstand; den var altid så tryg, når der var en del +mennesker til stede. Han var efterhånden blevet ræd for ensomhed; at +være alene med sig selv -- det var som at stå overfor en kreditor, +der kan få i sinde at trække en ubehagelig fordring op af lommen, men +i andres nærværelse var der ikke noget at frygte. Derfor trak han +tiden ud om aftenen, og hvis der blev nogen tilbage for at samtale +efter bordet, så gik _han_ heller ikke hjem, ti nu var der en +ubehagelig overgang, der ventede på ham, men når han kunde, så snød +han den og udeblev så længe som muligt. + +Men en gang kom det jo; han rejste sig og gik hjem. Det vil sige, han +kunde endnu vinde en kort frist ved at gå sig en tur, hvad der nok +kunde behøves, da han led meget af en grødet fornæmmelse i hodet, men +han var så træt efter aftensmaden, han tænkte ikke på andet, mens han +gik, end at vælge sig et hus, et træ eller et andet mærke, hvor han +havde lov at vende om. Når dette fandtes, havde det lille drama nået +sin kulminasjon, handlingen gled jævnt hen mod sin slutning: at +komme hjem til ingenting. + +Det var et stakkels gammelt hus, Ivar Holt boede i. Aldrig så snart +havde han sat foden på det første trin, før en alderssvækket jamren +opstod i det brøstfældige træværk. Det klagede sig foroven, når han +trådte forneden, og i det øjeblik, han nåede sin egen dør, knirkede +det endnu bebrejdende op til ham nede fra dybet. Han vadede i suk og +klage. + +Han stod inde i sit værelse og støttede bægge hænder i bordpladen. +Hvad så? Lige i tiden så han ud ad vinduet, men om lidt, hvad så? + +Det går med fortvivlelse som med så mange andre superlative begreber, +man kender nok navnet, men man ved ikke noget nærmere om dem. Ivar +Holt, der dog ikke var så meget digter, at han vilde tilsnyde sig +hævd på ualmindelige sjælslidelser, måtte indrømme, at han ikke +vidste, hvad fortvivlelse er. Det kunde nok ske, når han om aftenen +kom hjem gennem mørke og regn og havde fundet tændstikkerne og +vidste, at han i næste øjeblik skulde se de tomme, snavsede vægge +stille sig op omkring ham i en snæver firkant, så kunde han sige til +sig selv: Dette her er forbandet. Vil der ikke komme noget +forfærdeligt, et sværd, der går igennem min sjæl? Sker det ikke nu, +om lidt? + +Jo, om lidt. Han vidste godt, at eksplosjonen kom aldrig. Han havde +en gang set en kraftig, ung pige græde på en perron, fuldstændig +desperat, så det var en skandale, tårerne løb, ansigtet var +fortrukket, der eksisterede for hende ikke andet end fortvivlelse -- +-- sådan noget vilde aldrig hænde ham. Men han var også en fattig +karl. Andre mistede kone, børn, penge -- altsammen rigtige, +materielle ulykker, hans egne sorger led af ulegemlighed, han havde +aldeles ingen respekt for dem og agtede dem ikke værdige til det +smukke, alvorsfulde ord: sorger. + +Mens han tændte lampen og søgte at holde styr på den lange tunge, der +altid vilde slikke glasset sort på den ene eller den anden side, så +meddelte han sig selv, at han ubestridelig var værre stillet end de +fleste mennesker, hvorefter han løftede øjenbrynene og trommede på +bordet, som om han havde en tilskuer til sin overlegenhed. + +Hans tilfredshed var i virkeligheden også tålelig. Den betryggelse, +som der ligger i 900 kr. årlig, der med tiden kan stige til 1000 og +måske til 1100 kroner, befriede ham for pengesorger. Han kom aldrig +så dybt ned i panik som før, og reaksjonen bar ham heller ikke mere +så højt til værs. Og kontorarbejdet regulerede hans sind. Han var +skabt til at være en nogenlunde fredelig sværmer -- han var hverken +oprevet eller neurasteniker, som anmældere havde forsikret -- og mens +han førte den samme tilværelse dag efter dag, faldt der aske på hans +brændende sjæl. + +I den første tid havde han haft mange voldsomme opsving, de kom altid +hæftigst om formiddagen, men så var han ved kontorarbejdet, og det +skulde passes. Da forekom han sig selv som en forbryder, der frækt og +dumt smider den tilbudte lyksalighed i rendestenen, men han bøjede +sig også for den indsigt, at netop deri består en betydelig del af et +menneskes liv. Alt imens han passede sine tal, lavede han smukke +skriftsteder om dådløse drømmere, udelukkende til sin private +afbenyttelse, og samtidig gjorde han sig klart, at han egenlig ikke +var digter, ti en retskaffen digter render fra det hele, ud på de +vilde marker, eller på hodet i blækhuset, hvis han er af den +produktive slags. Ivar Holt rendte ikke fra noget, han passede sin +gærning som en jævn og bramfri mand, og samtidig havde han en +fornæmmelse af, at det tjente ham bedst at afkøles og falde til ro. +Det var også det, der skete, og det gjorde, at han følte sig stærkere +og mere samlet. På den måde skulde der gå nogle år, og så -- --! + +Årene gik også, men det, der skulde komme efter, lod vente på sig, og +han vænnede sig efterhånden til slet ikke at tænke på det. Det +mærkedes, at formiddagen var taget fra ham, den bedste del af hans +tilværelse skåret helt bort. Imod dette tab betød fritiden fra +klokken fem kun lidt; da var dagens mon allerede så udpint, at der +ikke kunde gro noget op, inden han skulde i seng. Men så kom det +undertiden til gengæld midt om natten og holdt ham vågen og slap ham +ikke, før han stod op og lettede sit sind ved hjælp af pen og blæk, +men det var der ingen glæde ved, mange gange fandt han sig hellere i +søvnløsheden. + +Senere, da hans nætter mere blev optaget af hoste og dårlige nærver, +blev de påtrængende ideer borte, og han kunde med frelst samvittighed +blive liggende. + +For resten bekymrede han sig kun lidt om tabet af sine ævner, troede +heller slet ikke på det; så snart han blev fri, kom alt det gamle nok +igen, under fastere former, men værre var det, at han stadig stod så +fjærn fra andre mennesker: deres ligegyldighed graviterede om ham +som en kold atmosfære, hvorigennem der ingen færdsel kunde finde +sted, hverken til ham eller fra ham. + +Han kunde se alle, og alle kunde se ham, men der var glas om ham. + + + + +Bønderpigerne i den østlige del af Jylland, for eksempel omkring +Vejle, synes at tilhøre en lidt særegen race. De er høje og +bomstærke, men går ganske godt på deres ben. Hænder og fødder tar sig +små ud i sammenligning med de kraftige lemmer. I denne legemsstyrke +bor der en blid stemme, og de synger i reglen godt. Det kan gærne +falde dem ind at gi en lidt sentimental sang, med mange vers, til +bedste i en jærnbanekupé, hvis der da ikke er altfor kritisk udseende +mandfolk til stede, og når de har sunget deres vise til ende, er de +ikke utilbøjelige til selv at le over den. Hvis de har været på +højskole, hvad de som regel har, så bringer de gærne et lille +harmonium med, første gang de drager ud i verden. Deres øjne er blide +som deres stemme, og allerede før deres tyvende år har de et udpræget +moderligt udseende. Deres kinder danner store, svagt rundede flader, +de er ikke så tykkindede som deres frænker på øerne. Deres navne +vidner om forældrenes gammeldags troskyldighed, de hedder med +forkærlighed Karen, Kirstine, Maren og Signe. Det er stilfærdigt +glade piger, som man gærne træffer i landets højskolehjem. Når de får +plads i en by, mælder de sig straks ind i en sangforening samt +begynder at gå i kirke, bægge dele for at få anvendelse for den +smukke stemme, der gærne vil bruges. De er i reglen mere andægtige +under salmesangen end under prækenen. + +Signe Kristjansen, datter af gårdejer Kristjansen fra Vejlekanten, +ankom første Maj med kufferter, komode og harmonium til den lille by, +hvor Ivar Holt virkede som kontorist; hun skulde være frøkenpige på +højskolehjemmet. Det varede ikke mange timer, før hun var klar over, +at det var et godt sted at være. Manden i huset hed fru Schmidt, hun +var gift med herr Schmidt, som røg tobak. Signe fik en forfærdelig +pæn velkomst af fru Schmidt, og herr Schmidt, der kom nummer to som +den mindst veltalende, forsøgte også nogle venligheder, der var bedre +ment end udtrykt. + +Efter aftensmaden spurte Signe, hvem den tavse herre med det lyse, +spidse skæg var. Det var en herr Holt. Fru Schmidt vilde gærne +opmuntre ham lidt, når bare hun vidste, hvordan hun skulde bære sig +ad, men han var ikke syg og heller ikke misfornøjet med at spise der, +så der var vel ikke noget at gøre ved ham. Signe syntes, han så rar +ud. Ja, han var i det hele taget et umådelig pænt menneske. Han havde +udgivet nogle bøger en gang. Schmidts havde købt den sidste af dem. +Når man kendte ham, så var det nu en meget god bog; der var rigtig +kønne naturskildringer i. Signe vilde gærne låne den bog, for hun +kunde allerede godt lide hr. Holt. Ja -- han var da heller ikke +forlovet, men det var rigtignok en lille løn, han fik, for et +menneske i den alder. + +Om aftenen foredrog Signe ikke så sjældent en salme eller en sang, +der ikke gik for hurtigt, på sit harmonium, og så samledes der gærne +et lille damekor om instrumentet. Det var så hyggeligt, syntes fru +Schmidt, og Schmidt ledsagede musikken med sin tobaksrygning i den +anden ende af stuen. + +Ivar Holt sad også gærne og hørte til. Han fik det indtryk af sig +selv, at han var blevet gammel, siden det interesserede ham at lytte +til salmesang. Han kom virkelig i stemning ved det, og han vidste +heller ikke, hvorfor han skulde nægte sig den luksus at blive +sentimental over en flok unge piger, der sang. Nej. En sådan stolthed +passede sig ikke for ham. Han var jo ikke en mand, der repræsenterede +noget, han behøvede altså ikke at prætendere nogen som helst slags +overlegenhed. Han var en slagen mand mellem tredve og fyrre. + +Synet af den naive, glade ungdom gjorde ham bitter. Den fortalte ham +om det tabte og uopnåede. Bagefter kunde han gå hjem i sin rå stue og +med et strøg af en tændstik tvinge sine fire vægge til at vise sig. + +En aften spurte Signe, om ikke han kunde spille. Han rejste sig +overrasket og kom hurtigt hen til harmoniet. De unge piger skiltes ad +i to grupper med rigelig plads i midten. Jo, han havde en gang kunnet +spille klaver, for mange år siden. Nå, ja for Signe havde nogle andre +stykker for harmonium, som skulde være så kønne, vidste hun, men de +var for svære til hende. Hun vilde gærne hente dem. + +Og hun skyndte sig at løbe, idet hun nynnede under vejs. Ivar Holt +stod midt imellem de to grupper unge piger, der ikke vidste, hvad de +skulde gøre, nu Signe var borte. De, der stod nærmest ved ham, +skubbede til de andre og fniste genert. Ivar Holt var også genert, +han følte stillingens urimelighed, så længe Signe ikke var der. Men +hun kom snart igen, nynnende, og bragte et harmoniumalbum med. Det +kendte han naturligvis altsammen. Han bladede det igennem og mente, +han vilde forsøge at spille "Åses død" af Grieg. Pigeflokken gled +sammen i en klump, så såre han anbragte sig ved harmoniet. + +"Det var kønt," sa Signe, da han var færdig. + +Ja, han havde kunnet spille lidt en gang, men det var snart glemt, så +længe det var siden. + +"Det er da en skam," sa Signe og vendte sit lyse, hæderlige ansigt +imod ham og smilede. + +"Å -- når man aldrig har kunnet noget, så -- --" + +De andre unge piger trak sig lidt tilbage, de kom vist ikke til at +snakke med alligevel, men de vilde nok høre, hvad det blev til, så +havde de i alt fald noget at drille Signe med. + +"Nu vilde jeg ønske, jeg kunde huske begyndelsen af 'Lohengrin', så +skulde De høre --" + +Signe vilde forfærdelig gærne høre bare lidt, og det viste sig +virkelig, at han kunde huske en del af det. + +"Det var dejligt!" Signe stirrede på ham i plakat henrykkelse. Det +blev sommer i hans sind, da denne varme strømmede ind på ham. Han +mindedes den lysende spalte, som solen undertiden tvinger frem mellem +skyerne, idet den står op. + +Nu tar jeg varsel af dig, Signe. Dit ansigt skal fælde en gudsdom +over mig. Lyver det -- blir det løgn, som jeg nu tænker, så -- -- + +"Undskyld," sa han meget behersket, "jeg må hjem. Hvis De gærne vil +ha det, skal jeg spille noget for Dem en anden gang. Godnat." + +Signe blev forskrækket midt i sin henrykkelse og fik lige tid til et +smil. Godnat. + +Han gik ud ad landet til. Det var meget mildt, vindstødene kom over +ham som runde baller bomuld, svøbte ham ind og spredtes så rundt om. +Himlen var synlig, og mod vest lyste horisonten endnu svagt; husene +lå langs med den som mørke, tunge klodstørv, i hver af dem skinnede +der en rød gnist. Ved alle gårde, han kom forbi, stod der halmstakke +og sydede i den smule blæst. Inde på en bivej kom langsomt en +siklist, der skubbede en bævrende lysvifte foran sig. + +Det var en stille, hyggelig aften. Himlen hang nær over jorden, og +intet sted hørte man noget til svære lyde; tilmed var det så lunt. +Stormen, der gør verden bred og vild, var faldet til en undertrykt +blæsen, og ingen regn malede hele verdensrummet sammen til en +uendelig blå røg. Verden var til at overkomme, menneskene kunde +beherske den med øjne og øren. Det var en behagelig aften. + +Men der er mennesker, som reagerer, når verden synes at skrumpe +sammen om dem. De blir selv klemt sammen, og der opstår et hæftigt +modtryk inde i dem. De får trang til at sprænge snæverheden uden om. + +Ivar Holt havde udvidelsesfornæmmelser, der tog til i styrke, jo +længere han kom ud ad landevejen. Nu var verden samlet om ham igen, +men han kunde bære den, han lod sig ikke knuse. + +Da han var blevet varm, kunde han gå mere stille og tænke over det. +Når han kom hjem, skulde han huske at sætte et rødt krys og et nummer +ved denne dato. Mon det ikke var nr. 46, han var nået til, nu i sit +syv og tredfte år? Det var så længe siden, han havde haft nogen +lykkelig dag at optegne. + +Ja -- og så var der Signe. Han stod stille og smilede op i mørket. +Hvorfor skulde han nu ikke tilstå den ting for sig selv? Hvad havde +han at bestille med stolthed og selvfølelse eller bare med almindelig +fornuft? Nej, et menneske som han, der ubestrideligt omgikkes med ene +fakta og var hærdet i kendsgærninger, ham sømmede det sig ikke at +borteskamotere en indset sag. Altså: han var forelsket i Signe. Eller +-- ja vel, han var ikke forelsket, men så blev han det i løbet af +ugen. + +Han blev så ivrig, at han en gang imellem snakkede højt og lo. + +O, Signes lykkelige, idylliske ansigt! Så skabt til at beskinnes af +solen som nogen kornmark. Der er danske pigers ansigter, som har +drukket sol, og solskinnet i disse ansigter slukkes ikke igen. + +Snart mærkede han ikke mere til, at det var mørkt; solskin, opbevaret +fra forrige tider, slog ud af hans sjæl, han kom hjem i fuld +skærsommer. + +Klokken var ni. Han tændte lys og spaserede en stund omkring i +værelset, langs sine fire vægge. Så bankede det pludseligt. + +"Godaften. Jeg så, De havde tændt lys, jeg troede næsten ikke, jeg +skulde træffe Dem, for jeg har allerede været her en gang." + +Det var en ung mand, som før havde været på slagteriet sammen med +Ivar Holt, nu var han kommet til København og havde det godt, hvad +hans fine tøj, særlig hans ny vinterfrakke, også nok tydede på. + +Ivar Holt stod stille i et hjørne af værelset og betragtede ham +uvillig. Dette er et menneske, tænkte han, og alle de varme fantasier +var borte med det samme. + +"Værsgo og sæt Dem ned." + +Disse vægge var for resten ikke en passende baggrund til en mand der +havde sådan en flot overfrakke. Den fremmede følte det også selv, han +satte sig på et hjørne af stolesædet. Og for at afryste det +uhyggelige indtryk, som han slet ikke havde været belavet på, +begyndte han at tale om sin stilling. Den var meget ordenlig, nu var +han allerede nået over de tre tusende kroner om året, men det kunde +blive mere endnu, måske gik han til udlandet, forholdene her hjemme +var alligevel så snævre. + +"Her nede går det vel ellers ved det gode gamle?" + +Ivar Holt var forlængst faldet ned fra sin højde; han havde fundet de +ydmyge steder, som det undertiden anbefales at søge. + +Han gik her og blev til ingenting, sa han, og fik ingenting for det, +men indså godt, at der var en vis logik i det forhold. Han vidste +ikke, hvad øjeblik det gik i stykker: bestyreren havde meget +beklaget, at han ikke kunde gå op til de 1200, men det var gået +tilbage, og ikke frem, som han havde ventet. Han måtte formodenlig +være glad, hvis han i det hele taget fik lov at beholde pladsen. + +Mens han talte, følte han for alvor, hvordan stillingen var; +fattigdommen lå over ham som en lammelse; han var sig bevidst, at +hans stemme lød klagende. + +Den anden rejste sig i samme øjeblik. Ivar Holt var færdig. Han +knappede sin overfrakke om sin diplomat og børstede sin hat med +hånden. Han måtte se at komme af sted; dette her var uhyggeligt. Da +han kom, havde han ikke tænkt sig, at han besøgte en vordende +proletar. Det var nok bedst, han så at slippe væk. Han skrabede i al +hast nogle talemåder sammen: Der var jo ingen fare, slagteriet gik +jo fremad, havde han hørt, og så måtte lønnen jo også stige. Ellers +kunde han jo søge til København -- og -- farvel -- han havde for +resten travlt. + +Han trykkede Ivar Holts hånd, hjærteligt og med bortvendt ansigt, som +om han frygtede for en anmodning om pengelån. Så skyndte han sig ned +ad trappen, han vilde se at komme med nattoget, den andens elendighed +havde set så ægte ud, det var nok ikke værd at tøve. For resten vilde +han gærne ha lånt ham halvtredsindstyve kroner en gang for alle. + +Imens sad Ivar Holt deroppe og forstod den velstillede mands +hastværk. Det var en hel ynk at se ham få travlt med at slippe af +sted; i det øjeblik var han næsten den mest beklagelsesværdige af de +to. + +Ivar Holt følte sig som en stakkel. I det øjeblik, det duelige +menneske ser sig trykket under og ikke kan komme op, så gør han noget +galt, han øver vold mod det, der uden hans skyld knuger ham ned, +eller mod noget andet, der ikke kan gøre for det. Den duelige mand +hader aktivt, han lar det gå ud over nogen. Staklen skammer sig og +går under. + +Han kunde ha lyst til at rende efter den anden og slå ham ned. Nu +rejser han bort med evig, uigenkaldelig ret til at ynkes over mig, og +jeg finder mig i det. Den, der har noget, knapper sin ny overfrakke +mod den, der ingenting har. Jeg kender det, for mig er der knappet +til. Nu venter jeg blot på den dag, da en tilfældig, intet vidende +hæl træder mig ned. Jeg er en nøgen snegl på alfar vej. + +Han stod midt i værelset og stirrede, men pludselig blev det ligesom +sort omkring ham, og inde i mørket nikkede det, usynligt og +uhyggeligt, som et varsel fra den ubøjelige gud, den mellemting +mellem skæbne og tilfælde, der regerer livet. + +Han tørrede sveden af panden og tændte sin pibe for at kunne tænke +mere koldblodigt. + +Tilværelsens ligegyldighed er utvivlsomt gavnlig for de fleste. De +brændende sjæle isoleres, de føles som frastødende og naturstridige, +menneskenes flertal vender sig bort fra dem, de er usunde, kunde +afstedkomme eksplosjoner. De er heller ikke praktisk anvendelige og +stødes derfor ud i samfundets kroge. Manden med det brændende sind +kan gå hen i en krog, vende ryggen til og gløde ind mod væggen. +Samfundet regulerer sig selv: de, der er for varme, drives så langt +ud i kulden, at de afkøles, indtil de blir brugbare mennesker, eller +indtil de fryser ihjel. Hvis verden var indrettet som et drivhus +efter nogle enkeltes behov, så forkulledes flertallet og smuldrede +hen. + +Lav kunst ud af din varme, eller bliv afkølet til et almindeligt +menneske, eller frys ihjel. Menneskehedens temperatur kan ikke +ændres, livets kulde er uforanderlig og nødvendig. + +Ivar Holt gik en omgang rundt i værelset, satte sig derefter på sit +bord og lukkede øjnene. Hans sind, der i flere år havde været tomt og +koldt, blev følsomt og levende. Han fik igen en gang det fulde udsyn +over sig selv, og han anskuede det menneske, han kunde være blevet. + +Der er mange, der ved, hvordan de helst vil ha det, og der er nogle, +som ved, hvordan de helst vil være. De har haft en stærk og hel +stemning, hvor deres personlighed brød igennem, og i et nu har de +følt sig som den, de i allerbedste fald kunde udvikle sig til. +Senere forhold har måske hæmmet denne udvikling, men alligevel kan de +til tider få besøg af deres jeg-mulighed. + +Ivar Holt huskede et forår, han huskede et menneske, hvis lykke var +en stille og uforstyrret flamme. Samtidig så han den lykkelige mand i +Firenze, hans skæbnes mand, der en gang var siklet tæt forbi ham og +havde revet ham ud af sin bane -- -- nu drejede han om ad en gade i +Firenze, hvor solen skinnede ned i al sin fylde -- --. + +Ivar Holt sprang ned fra bordet og sa halv højt: Men jeg gifter mig +alligevel med Signe. + +Hvorefter han gik i seng og sov -- fraregnet hosten -- som et +lykkeligt menneske. + + + + +Signe Kristjansen var så ren. Det kom vel noget af, at hun havde +været mejerielev; der var en sund, lys friskhed over hende, der +mindede om noget så ædelt som nykærnet smør. Hun var i sin tid +nydelig i mejeridragt, og endnu gik hun gærne i kjoler, der lyste, og +med hvide forklæder. Hendes brede hænder var ikke meget modtagelige +for vask og groft arbejde, det var sådan en medfødt gave. Hendes +ansigt var blødt og bevægeligt, man kunde ligesom modellere i det, og +hun lavede villigt de tilsvarende miner, det var morsomt. Men hvad +der var betagende ved Signe, det var den langsomme inderlighed, +hvormed hun snoede en arm om ens hals og trak til, og hele den +stilfærdige måde, hendes hænder kom een i møde -- -- det var næmt at +se, at Signe var en god pige. + +Gårdejer Kristiansen blev ikke henrykt over forlovelsen; +han henvendte sig først til sin ven, Signes forrige lærer, +højskoleforstander Thorkildsen, der undersøgte sagen nærmere. Til en +begyndelse læste han Ivar Holts bøger. Hm ja -- de kunde rigtignok ha +været værre, og manden passede jo sin bestilling; han vilde tale med +Signe. Signe var overbevisende, Thorkildsen blev grebet, her var +knyttet et hjærtebånd, han hilste på manden og læste bøgerne en gang +til. Der kunde siges meget om den ustyrlige fantasi, men nu kunde han +dog godt se naturskildringernes betydelige skønhed, og forfatterens +sædelige alvor var der ingen tvingende grund til at drage i tvivl, +desværre var hans talent blevet aldeles miskendt. Thorkildsen skrev +til sin gode ven og kollega, den ansete folkeopdrager og +litteraturkender Børgesen; kunde han ikke i en af sine afhandlinger +tale et par kraftige ord om denne altfor tidligt forstummede harpe? +Dette lovede Børgesen. Det vilde heller ikke være vanskeligt at +skaffe Ivar Holt -- med de sprogkundskaber -- en bedre plads. +Forlovelsen blev deklareret. + +-- Den mand, som en vinternat er faldet igennem en våge og har slået +sine håndled til trævler på den bristende is, indtil han slæber sig +derfra med døde ben, han har gennem rædslen lært noget af livets +dybde at kende. Den, der har set sine kære dø, han ved noget om liv +og død; selv den, der har kæmpet sig frem mellem gæld og spiritus og +er beladt med verdens foragt, han har i alt fald levet. Men den +stille, hæderlige mand, som af 900 kroner sparede 100, som passede +sig selv, vogtede på sin sjæl og skuede op til stjærnerne -- han, som +tosser og kvinder kalder indholdsrig, han kender ikke livet. Hvad har +han at meddele? + +Sådan tænkte Ivar Holt, mens Signe fortalte af sin slægts historie. +Det var folk, der havde set noget af verden, Signe havde meget at +meddele om dem, og foruden den fælles fremtid vidste hun ikke noget +bedre at tale med sin kæreste om. Hun fortalte godt, og han hørte +til, tavs og interesseret, han, den indholdsrige, der intet havde at +berette. Signe mindede ham om en anden ung kvinde, der også syntes at +ha haft en missjon med ham; nu påtog Signe sig missjonen, efter at +ti år var spildt. Han trykkede sin hånd mod siden og hostede -- -- +nej, ikke spildt. Brøstfældighed spilder ikke tiden, undergang +benytter hver time; døden arbejder, om så alt andet driver de +kostbare år hen. + +Han pressede Signe ind til sig og blev varm. Fortæl mere, elsk mig +mere, se om du kan gøre en usselig digter til et menneske. Ti år er +spildt. Vær rask, Signe. + + * * * * * + +Det blev forår. Ivar Holt kom sig; han rettede sig betydeligt og blev +et bedre menneske; han genfandt selvfølelse fra forrige dage. Hans +helbred bedredes, han opdagede, at lykke er sund. Signe var +strålende, skønt han gav ikke meget igen for alt det, hun fortalte +ham og var for ham, men så kunde han også sige: Signe! som ingen +anden mand i hele landet. + +Han blev igen nævnt som forfatter. Der var blade, som anmodede om +bidrag. Vilde han ikke skrive mere? spurte Signe. Han rystede på +hodet og kyssede hende. + +Det var forår hele Maj måned, lys og varme tog til, og derefter blev +det sommer; Juni fortsatte i samme spor. Ivar Holt ventede snart at +kunne sætte et krys og et nummer ved en lykkelig dag, men _den_ var +endnu ikke kommet, der ragede op over dagenes almindelige geled. + +Den kom en Søndag eftermiddag, da han sad på en sten nede ved +fjorden. Solen stod svidende over ham. Men han var ikke glad; han +tænkte på, at om han nu havde haft Signe hos sig, så havde han været +aldeles lykkelig. Det kunde han nøjes med nu, men før havde verden +været større. Snart fik han vel en bedre stilling, en god kone, børn +måske, og så skulde han altså til at blive et menneske som andre. Men +nu da solen skinnede sådan, vidste han godt, hvad han var, og hvad +der aldrig lod sig ændre. Han tilhørte en art mennesker, der har den +opgave at uddø, han var måske den allersidste af en udslukt stamme, +og i dette øjeblik kunde han dø uden at mærke det, hans sjæl var lys +og tom, den fungerede næsten ikke mere. + +Når jeg søger at begribe mine medmennesker, tænkte han, da slår min +begriben tilbage, jeg kommer til at spekulere over mig selv. Jeg +tænker forhistorisk og får aldrig fat i noget fælles menneskeligt, +fordi jeg er uden for alt fællesskab. I Amerika findes min art ikke +mere, i Europa er den under udryddelse. Men måske vil mine fossile +knokler en gang få stor værdi; et af Europas store museer kan gærne +ende med at blive min fremtidige sarkofag, og der vil blive udgivet +illustrerede værker om aftrykkene af mine hjærnevindinger. + +Jeg kan finde mig i at dø ud, men måtte det dog bare forundes mig, +digteren, den lykkelige stakkel, at sidde under solen, for resten af +mit liv, på en sten ved vandet, med landet bag ved mig! Kan verdens +økonomi ikke bære det krafttab, at jeg sidder her og intet udretter? + +Han huskede en mand, der var ringere og klogere end han, og som havde +sat ham i en bog for at vise ham, hvordan han burde være, hvis han +skulde reddes for livet. Han indså bogens store sandhed. Nu sad han +her og solede sig: han havde ikke fulgt anvisningen, var ikke blevet +fordærvet eller skamløs, skønt det kunde ha reddet ham menneskeligt, +og så havde han aldrig haft nødig at skyde sig som manden i bogen. +Uhæderlighed var blevet ham tilbudt, han kunde ha solgt sin +samvittighed, men han gjorde det ikke. Nu sad han her, fladslået +under resignasjon. + +Han målte den vej, han var sunket, og hans sind blev vildt. Mange års +tryk havde holdt ham nede, deres mange hverdage havde drysset aske på +ilden, og ved forsigtig, jævn anvendelse af trøstesløs ensformighed +kan et menneskesind knuges uhyre dybt ned, uden at det kvæles eller +reagerer, men kommer der pludselig noget lykkeligt til fra en anden +side, da må der ske en eksplosjon. + +Han mindedes en nat, da sommeren og hans ungdom forstod hinanden. +Dengang fattede han alverden. Liv og død, der kæmpede; kraft, som +styrtede, og kraft, som steg op -- alt det foregik i ham, hans sjæl +var verden. De frembrydende spirer og de vilde lyster, døden, som +henter kraft fra foråret, livet, der søger den samme sted, -- alt det +husedes i ham. Dette tilbud gjorde naturen ham: Vælg! Alt er dit. Og +han lod sig skræmme bort fra det altsammen. Han, der bedre end nogen +anden måtte forstå sommerens kald, han havde svigtet. Han skrev en +bog om dette kald; den havde måske gjort nogle mennesker gale, han +selv blev from og bange efter den. Det begyndte med et øjebliks +panik, senere dryssede asken ned over ham og søgte at slukke. + +Men endnu en gang øste solen sin ild ned på ham, om han ellers kunde +forstå det, og fra dette lys så han ind i de mørke år, ligesom den +lille dreng står ved den yderste lygtepæl og ser med angst ud over +det mørke land, som han er kommet fra; han forstår ikke, at han har +haft mod til at gå igennem det mørke, og for ingen pris gjorde han +vejen tilbage. + +Heller ikke jeg går igen ind i mørket. Signe, du har opnået det +modsatte af, hvad du vilde. Du har givet mit sind ny kraft, og dermed +forlader jeg dig! + +Ivar Holt rejste sig og gik hjem med usikre skridt. Han samlede +tingene ned fra sine fattige vægge og fra sine hylder og pakkede sin +kuffert, og inden aften var han borte uden at ha sagt farvel til +nogen. + + + + +Salige er de, som ikke gør sig bekymring og uro for mange ting. + +Alt er indsovet i lys stilhed, de dunede mælkebøtter står forhekset +ubevægelige langs vejkanten, ikke et fnug krummes på deres hoder. +Solen er gået i stå. Lange, hvide skystriber ligger hen over himlen +som skinnende veje, der fører ind i saligheden. + +Dær henad vandrer nu lykkelige sjæle; hver dag springer en ny lille +skare op på de hvide veje, de gjorde sig ikke bekymring for mange +ting, nu vandrer de ud mod solen og blomsterne. Luften glider om dem +som dun og pelsværk; op om deres fødder står sandet så fint og blødt +som mel. Mange dage senere nåer de blomsternes store ocean; vinden +stryger over det, solstrålerne falder ned deri som gyldne strænge. +Røde, grønne og blå bølger vælter sig efter hverandre; skum af hvide +roser sprøjter op med hvert bølgeslag, de saliges hoder forsvinder +under de højeste blomsterbølgers kamme, de evige rosers blade risler +køligt duftende ned over dem, og i dette bad skylles jordiske sorger +af de vandrende sjæle. + +Om morgenen sidder de salige på skyernes bløde bjærgtoppe og ser +solen hejse sig op gennem det uhyre, blå hul. Solskinnet slår som en +brænding mod bjærgene, slikker deres sider og beskyller til sidst de +saliges fødder, og snart sidder de helt oversvømmede af sollyset. +Solen går sin gang, skønt ingen ser den flytte sig, det blir aften, +og gennem verdensrummets brønd bæres månens gule lygte op, mens +skumringens mørke vover skvulper om de saliges knæ og bestænker deres +hoder. Da mindes de deres mindre lykkelige brødre på brøndens bund, +under månen, de svøber sig i grå erindringers flor og sidder stille +natten over, mens de tænker på, hvordan det står til nede på bunden +af mørkets grøft, indtil en ny dags lyshav atter plasker for foden af +deres bjærge. + +De salige! Nu knitrer mælkevejens stjærner under deres fødder; +urtåger hvisler op om deres skinneben, mens de går. De drager ud om +morgenen og ser nye verdener dannes; stjærnestof snoes og omhvirvles +som krumme møllevinger af rummets kræfter; de salige vader hen gennem +svangre og golde verdener; med deres venstre albu skubber de +læmpeligt en komethale til side, og med højre hånd skyggende over +brynet ser de tåger spindes som på en rok, føde ild og skabe varme, +hvoraf en verden kan leve i to tusende tre hundrede og en og +halvtredsindstyve billioner år. De vandrer videre, mens det er aften, +de flytter sig for en sol, der har suget alle sine planeter til sig, +og igen spyr dem gloende fra sig; de gør en omvej på en halv million +mil for at komme uden om erupsjonerne. + +Når en passelig tid er gået, sætter de sig på en udslukt sol og +prøver at mindes væsner, der kaldte dem -- de salige -- dårer. De ser +sig tilbage over den vej, de har gjort; langt inde på mælkevejen +kommer der stadig flere vandrende; de kaster et blik gennem rummet og +opdager sjæle siddende på fjærne skyer, og langt nede skimter de +længselsfulde mennesker, der ser op -- endnu er der dårer til; mange +skal endnu helst ville sidde mellem solen og vandet, med landet bag +sig, gale, uduelige, lykkelige. + +Derefter vender rummets vandringsmænd sig og går videre mellem +faldende verdener og fejende kometer, indtil de nåer mælkevejens +yderste brink. Lyset skinner på dem, nu er de helt gennemsigtige og +ens, alle de menneskelige lidenskaber er smæltede sammen og blevet +til lys -- som en hvid, brændende sol, og med et smil, hvori der er +et suk af lyksalighed, brister de ud over skrænten og opløses til +tavs, usynlig lykke mellem de vandrende, usalige kloder. + + + + +Da Signe fik at vide, hvor hensynsløst Ivar Holt var rejst fra alting +og havde ødelagt sin egen fremtid, så forstod hun ham pludselig, som +hun aldrig havde forstået ham før. Hun havde læst hans bøger, som han +nødig talte om, og se: Nu viste det sig, at han var den, man skulde +tro. Ud af sit jævne sind og sin første, store forelskelse fattede +hun, at han kunde -- måtte -- handle sådan, og mens de andre skreg op +og talte om sindssvaghed, og om hvad de ikke havde tiltroet en +alvorlig mand, så sad hun ikke i en krog med hjælpeløse hænder og +græd; hun fortvivlede ikke nætter igennem. Det var så højtideligt; +hun følte sig berørt af tilværelsens storhed, hun blev elsket af en +mand, der ofrede alt det timelige vel for ideen. + +Der kom snart brev fra ham. Køligt og nøgternt fortalte han, at han +havde sluttet akkord med flere blade om en række artikler; det skulde +være skildringer af Danmarks land, senere blev det rimeligvis +udlandet. Derfor havde han nu taget sin frihed med et ryk, hun skulde +ikke være forskrækket. + +Brevet var ikke med hensigt ligegyldigt, men han havde skrevet det +lige efter en af sine store dage, i et øjeblik, da han tilfældigvis +kom til at tænke på hende. + +Signe græd, mens hun læste brevet; denne skuffelse var værre end +noget andet. Hvor var begejstringen, hvor var det store pust, der +havde drevet ham bort, og hvis fjærnere virkning hun også havde +mærket? Og hvor var det, hun inderligst ventede at høre: at det var +kærligheden til hende, der havde givet ham kraft til at rive sig løs +efter så mange spildte år? Ti det skulde være sandt; så måtte alt +andet i verden gærne være løgn. Han skulde blive stor, og hun skulde +ha haft sin lille del deri. Og så rejste hun ned til ham. + +Højskoleforstander Thorkildsen havde grund til at sige, at Signe var +den af hans elever, han ventede sig mest af. + +Ivar Holt blev underlig til mode, straks han så Signe, men da hun +spurte, hvordan det gik med hans bronkitis, så svarede han, at det +gik godt, og var hel glad for hende. De tilbragte en behagelig dag +sammen, men han talte ikke ret meget, hans fantasi var foreløbig +træt, og han følte sig så frisk ved at gå med en tom sjæl. Det kom +ikke til anden forklaring mellem dem, end at han nu vilde slå sig på +journalistikken, og at det var dumt, han ikke havde gjort det for +længe siden. Signe tav og ventede med fuldt hjærte, men der kom ikke +mere. Han lignede et menneske, der har glemt meget. + +De passede ikke sammen den dag. Han havde fået sin lyksalighed så +fuldt, at han var bragt til et plantelivs-stade, hvor ikke engang +kærligheden var nødvendig. Han kunde sidde ved en å og ryge sigarer +og lade den glødende aske falde ned i vandet; mere tiltrængtes ikke. +Han havde det som sjælene ved mælkevejens yderste skrænt, han havde +set og nydt alt og var færdig til opløsning. Men hun havde kun +skimtet livets herlighed; det forekom hende, at hun havde fået løfte +om hans storhed ved hendes elskov. Hun trængte til alt, som den, der +endnu er på jorden og har haft en åbenbaring om dens gode gaver. De +forstod ikke hinanden, hun prøvede ikke på at tale om noget, men lod +ham holde hendes hånd. + +Samme aften rejste hun; han skulde få lov at være alene. Mens hun sad +i toget, søgte hun at forklare sig det hele. Hvor skjulte han sin +storhed? Kom intet af den hende til gode? Det hjalp, at hun kom til +at huske på et foredrag om store mænd og store mennesker. De store +kan tit synes så små, de kan være forfængelige, latterlige, ofte +meget lastefulde, og ikke sjældent kan de gøre et ganske ubetydeligt +og intetsigende indtryk, men man skal tro på dem. Ja. Signe troede +også på Ivar Holt, men det begreb hun dog uden vaklen, at sådan er +forskellen på det himmelske og det jordiske, at overfor det himmelske +må man begynde med troen, men overfor det jordiske dær kan man kræve +noget håndgribeligt; det kan umuligt være min pligt blot at _tro_ på +et menneske; jeg må daglig se beviser for, at han er den, jeg tror. + +Hun huskede, at han en dag klagede over sine små indtægter; hvordan +skulde det gå i fremtiden? Hun havde kysset ham og sagt: Jeg har nok +til os bægge to, tag alt hvad jeg har, og mig selv med; det er det +bedste, der kan ske. + +Nu var han rejst. Han tog ikke noget og forstod hende ikke. Heller +ikke havde han givet kærligheden æren for den indsigt, han nu endelig +var kommet til, og kunde han vel ha undladt at sige det til hende, +om det havde været tilfældet? Vilde han forsømme en så herlig +anledning til at binde dem endnu fastere sammen end nogen sinde? + +Denne gang tog Signe ingen på råd, og før somren var forbi, rejste +hun over til en familie, hun kendte, i Idaho, U. S. A. + + + + + Idaho, den 24. August. + +Når du læser dette brev -- -- + +Ivar Holt rev det ned og tænkte: Nu tror du vist, du blir ulykkelig, +men du ved godt, at det er kun indbildning. Så læste han videre: hun +vilde ikke være ham til hindring, og hun kunde jo ikke være alt for +ham, vidste han nok; han måtte gå sin egen strålende vej alene. + +Ja; hvorfor havde han undertiden så meget imod at være digter? Flere +gange havde han endog helt afsvoret det, skønt han ikke slap fra det +alligevel. Signe, den fornuftige, enfoldige pige, havde nu også peget +på hans kald; vilde han ikke lyde vinket? Der var ikke længere noget, +der hindrede ham. Nu skulde han i færd med sit digterværk; han kunde +ikke mere undslå sig. + +Der gik måske et år. Han levede af at skrive til aviser; afsides +købstæder og øer, mærkelige gamle landsbyer skildrede han, det ansås +for at være godt. Men værket måtte fuldbringes. + +Han fandt naturen død og tillukket. Jorden var et stort skaldyr, der +har krummet sig sammen om sine mærkværdigheder og gemt dem i sin +mave; overalt vendte den et rundt rygskjold ud imod ham, han kunde +ingenting se. Og dog skulde værket begynde på jorden. + +Da han var ung, kunde han komme i stor spænding, når han så langt ud +over landet. Han mærkede store anelser, der gik forbi; geniale ideer +steg op, bævrende som bobler, men de brød ikke gennem bevidstheden. +Den gang gjorde det ham ikke noget; han vidste, at det, der blev +nede, med tiden måtte komme frem. Lignende anelser kom igen nu så +længe efter, det kom af den megen frihed; hans sjæl søgte atter at +udvide sig; uden om bevidstheden lå en vidtstrakt, grå zone, hvor det +nu igen blev uhyre levende. Han kendte det så godt, dette fantasiens +dæmrings-bælte, der ligger uden om den klare erkendelse; dær var han +så tit tyet ud og havde haft sine største øjeblikke. Men han mærkede, +at der var sket en stor forandring; der var gået en sælsom vildskab i +anelserne; ikke en eneste lod sig gribe. Det var værst om natten; da +hvirvlede det i hans sind som en orkan af ideer, men ikke een blev +til klarhed, ingen stor anskuelse brød pludselig ind på hans +bevidsthed; derimod haglede det ned med lange, meningsløse ord og +hele sætninger. Så måtte han stå op, han gik om på markerne og talte +med sig selv for ikke at gå fra forstanden. + +Her står jeg og mærker, at jeg har en sjæl. Jeg vil sammenligne den +med en klode, der er ved at dannes; der er allerede en fast kærne, og +uden om svæver en verdenssky af meteorer -- det er anelser, der skal +trækkes til og gøre kloden større. Jeg har ret til disse anelser -- +mine tilkommende geniale ideer, de er mine, jeg mangler kun at tvinge +dem ind i min bevidsthed. Jeg føler dem som en blind, der mærker, +hvordan en uhyre genstand lydløst glider ham forbi og fjærner sig +igen. Jeg kan ikke undvære disse anelser, de udgør den bedste del af +mit geni; hvad jeg hidtil har draget ind i bevidstheden var kun det +foreløbige; det har jeg altid vidst. Hvorfor kommer resten ikke? Har +jeg fordømmelige menneske i de spildte år tilsat min samlingsævne? +Før har jeg ofte siddet midt i rummet med verden rundt om mig, bundet +ved min magt, nu er denne verden ved at opløses og flygte. Her står +jeg. Ingen ved, hvad muligheder der har været i mig; jeg kan gå rundt +og fortælle, at de har været store, ingen behøver at tro mig. De, der +ikke har andet at bestille, kan frit håne mig. Jeg hører til den +slags gale, der ikke længere har kurs. Hvis jeg slog et par mennesker +ihjel, kunde jeg måske opnå at blive sykologisk udgransket af en tre +øres journalist. Men jeg gør det ikke. Det er min bestilling at stå +ude på den vilde mark og tale med ingen; imens splittes min sjæl til +alle sider. + +Han hørte den sorte storm puste rundt om sig, da han gik hjem. Udover +det mærkede han intet. Livets kulde begyndte at angribe ham. + +Der kom en tid, hvor det var koldt. + +I hans yngre dage kunde det sagtens ske, at han frøs dygtigt om +vinteren. Han hostede, skuttede sig, gik en lang tur og kom over det; +han gik i seng og glemte det. Senere vogtede han på kulden og holdt +den fra sig, og han blev en del år ældre. Men nu en dag kom han igen +til at fryse, det var ikke en kulde, der la sig ned ad ryggen eller +dødede benene. Den sad inde under hjærtet og vinkede ad kulden +udenfor; den var sluppet ind og var ikke mere til at værge sig imod. +Det er forfærdeligt og simpelt, at kulden er døden. Døden kan sidde +kold under hjærtet og røre sig, mens den venter en hjælper udefra. + +For spøgs skyld havde han liggende på sit bord nogle stykker rødt, +blåt og grønt papir, det frister produksjonslysten, siger man. Han +iførte sig -- efter en digters eksempel -- diplomat og nærmede sig +papirerne med bevæbnet hånd. Vilde det nu komme, dette vidunderlige +ryk, der får hele verden til at synke rundt om en, så man sidder højt +oppe på en ny jord? + +En dag fik han så anskuelsen af sin afmagt. Den kom på en fredeligt +uhyggelig måde, og da han tog imod den, befandt han sig tilfældigvis +i en uædel situasjon. Han gjorde sig selv opmærksom på, at +erkendelsen ikke kom uventet, og at den havde valgt et mærkeligt +øjeblik at indfinde sig i. Men sådan er det altså. Een begriber +tilværelsens uudholdelighed, mens han stanger sine tænder; en anden +bestemmer sig for selvmord, bedst som han skær ligtorne, og der kunde +nævnes plattere eksempler på, hvordan en betydningsfuld indsigt ikke +altid ledsages af ydre højtidelighed. + +Men nu var han altså færdig, han var eks-mennesket, som jorden længes +efter; han bøjede sit hoved og følte grønsværen lukke sig over ham. + +Der gik tid, han regnede den ikke længere i dage og måneder. Han led +ikke mere af anelser, den grå zone affolkedes og lod ham i ro, hans +bevidsthed slappedes og faldt ned over ham som teltdugen, når pælene +rykkes op. + +Han blev kold på sjælen, ti fantasiens grå, myldrende bælte, som er +uden om, det luner og holder meget borte; dær bygges nye værn i dag, +hvor andre faldt ned i går; håbet har mange rødder dær, lyset brydes +og splittes i mange farver -- -- men er det en gang borte, så falder +den rå kulde umiddelbart ind på den værgeløse sjæl. + +Alligevel, når han så tilbage over sit livs fallit, da måtte han sige +til sig selv, at den kunde gærne ha været større. Om han nu havde +været gift og mistet kone og børn. Tab af sjæl er så lidt, det er +ikke overskueligt bag efter, ikke engang for een selv. Det var hans +fattigdom, at han, som intet ejede, havde tabt altfor lidt. + +Det er min forbandelse, tænkte han, at jeg kan ikke blive ulykkelig. +Der er mennesker, som er rige på ulykker. Men jeg har tabt selve +tabet. + +I denne logiske vanskelighed tøjredes hans forstand som et får, der +har snoet rebet om pælen og står med mulen i jorden og venter. + + + + +På brakmarken uden for byen stikker knoldene deres grå snuder op +gennem det tynde snelag og snuser til den kolde Februarluft. Solen +står op og gør dem rosa, men ved middagstid blir de brune og bløde +oveni som chokoladeklumper i varme, og brakjorden ser ud som en ret +mælkebrød. Landevejene gråner svagt, og på flere steder er +hjulsporene smukt strågule, men inde i byen er vejene mørkere, og i +de lune smøger ligger de hen som sort dyppelse, der overtrækkes med +skorpe, i samme nu solen er borte. + +I mørkningen begynder vinden at vågne og flytte sig rykvis, som om +den ikke ved, hvad retning den skal ta; den kaster sig hid og did og +prøver musklerne. Folk får pludselig ørene fulde af klaprende skrald, +birketræerne langs smøgen ømmer sig med tyndt mæle, og den nye +halmstak ved brænderiet tar til at hvæse. En avis flagrer som en +forfjamsket fugl op gennem smøgen, lægger sig sammen på den ene og +den anden måde og ender til sidst i hodet på en gammel hest, der +stejler i været, mens bagkroppen synker, så den et øjeblik minder om +en giraf. + +Vinden gør et par hop, der får folk til at se sig om efter den, +som om den havde skikkelse; hatte trykkes fast, skørter samles, +flagrende flige indfanges, hoder sænkes eller knejser alt efter +angrebsretningen, en gammel kone blir et øjeblik til en ukendelig +ansamling skørter på to træskoben. Men lidt efter blir det stille +igen. Skyerne -- gulsorte som blæk, der er trådt ud på et skolegulv +-- er nået frem, og nu sner det. + +Store klatter skynder sig ned, luften er levende. Når man ser op, er +det hele lutter lysende prikker, der vokser i størrelse; man stirrer +ind i en uhyre gryde, hvor melflager stadig hvirvler frem i en tæt, +levende vælling. Står man ude i det hvide mørke og ser mod en lygte +eller et oplyst vindu, da er det, som om et stort, tyndt fileret +uldtæppe blev ved at synke og synke, som var det uendelig langt. Det +er et syn, der gir varmefornæmmelser. Menneskene ser opsvulmede ud, +idet de går under en lygte; dær rækker een sin arm frem, lige ud i +tæppet, men han kan ikke holde det fast, det synker fremdeles, skønt +han griber i det. Stemmerne lyder tykt, som kom de nede fra en sø af +bomuld. Hen gennem luften går der tykke uldsnore, der straks +forsvinder i det vatterede mørke, det er telefontrådene, de er blevet +ganske stumme nu. Men se: Der kommer en hvirvel på uldtæppet; der +ligger totter ud i krese som hårlaget på en hvid hest, der er svedt. +Det rykker frem og tilbage i tæppet, der kommer tyndslidte steder på +det, men ligesom det vil gå i stykker, bødes det med tusende nye +masker. Nu synker det ikke længere, det trækkes hastigt sidelæns, og +vævningen blir finere, man kan se trådene. Stormen er med i det, den +river voldsomt i sit væv, og efter hvert ryk blir det stærkere og +tættere. + +Nede på jorden blir det også livligt, sneen damper op i skyer, som +når en melsæk kastes ned fra et loft, derefter rives den med i den +store vævning, føres bort sidelæns. De tykke uldsnore ind i mørket +brister og falder hen i støv, ligesom de var brændt til hvid aske, og +hvor de forsvandt, begynder det at synge. + +Snestråler sprøjter ned fra tagene; ud fra smøgerne kommer de, på +maven, som hvide slanger, og de rejser sig og hugger de forbigående i +hodet. Ned ad tagene går sneen slagvis i åbne sirkler, som korn, der +kastes på et logulv. + +Sneen har travlt, ude på markerne hører man dens hvæsen alle vegne; +den lægger sig i runde diger bag knoldene, den danner skarpe rygge +bag flintstenene, og ud fra græsstråene trækker den tynde, hvide +huder; grøfterne forsynes med tungede tagskæg på vindsiden. Men +efterhånden som blæsten tiltager, flyver jorden bar på de højere +steder, den skarpe sne sliber toppen af knoldene, og brune striber +trækkes langt hen ad markerne. + +Folk skynder sig hjem. Det er et herrens vær, siger de fromme, mens +de andre kalder det fanden til vær, men ingen vil være ude i det, for +de stoler ikke på vorherre, og de er bange for fanden. Ved hver +hus-ende passer stormen dem op og kværker dem, og den står på lur +uden for husene; så snart en dør går op derinde, fyldes alle +nøglehuller med vræl, indtil man hører et brag af en anden, +ubehersket dør, og stormen tier pludselig, som om den blev slået +ihjel med det samme. + +Det blir nat; der stænges og slukkes overalt. Den beske frost breder +sig gennem alle stuer, og den sidder på vagt oven på sengene; hvis en +skulder eller et bryst kommer frem, stikker den med sin giftige nål +og planter en spire til død i det levende. + +Uden for byen ligger der et hus, en mumie af et gammelt, trøsket hus; +stormen kender det ud og ind, går lige igennem; menneskene går mest +uden om det. Manden derinde er ved at gå i seng, han står bøjet over +sit bord, mens han lytter til den flyvende frost, der jager hen over +jorden som en blind, der har tabt alverden og er fordømt til aldrig +at finde det tabte igen. Kulden siver sagte ind i ham, mens han +lytter, men det varer længe, før han mærker det, han er så betaget af +den stemme udenfor, som var det hans egen dødsdom, han hørte oplæse. +Men hosten minder ham; han skal i seng. Han blæser lampen ud -- det +er ligesom mørket brød ind fra alle sider og kastede sig over ham. Så +pakker han sig ind i sin gamle havelok og går til ro. Underdynen og +halmen huler sig under ham som et trug, overdynens låg lukker for +oven, det er så koldt som i en ligkiste, kulden ligger hos ham. Han +fryser tålmodigt og skubber sig forsigtigt til rette, havelokken +beklager sig under dynen, for den er mør som en pandekage. Så +indfinder alt sig i den fastsatte orden; varmen kommer først, hosten +bagefter, den harver ham indvendig, fra mellemgulvet op til munden, +krummer ham som en fjeder og slipper ham igen; så kommer spydet, der +stikker i venstre side, og noget værre, der flænger i højre side -- +intet udebliver, til sidst kommer trætheden og søvnen. + +Hen imod midnat lægger stormen sig, frosten arbejder alene. Den +binder det levende vand, der endnu rinder nøgent i åer og grøfter; +fra bredderne løber stærke, tykke ribber ud, isflader udspændes +imellem dem som huden på en svømmefugls fod; vandet vasker imod dem, +men de vokser alligevel; fra bægge bredder bygges der isbjælker ud +mod midten; et net af usynlige hår knyttes imellem, rives itu og +knyttes om igen, maskerne i det gyngende net blir tættere og tykkere; +inden solen står op, er det levende vand gemt. + +Mennesket i det lille hus rører sig uroligt i sin seng; endnu i søvne +mærker han kulden. Han har ikke længere sin ungdoms dybe søvn, som i +alt fald for en tid svøber den pinte sjæl ind i et lag bevidstløshed, +der beskytter mod alt ondt. Kulden nåer ham, som den nåer det +rindende vand under isdækket, hvor der sidder kamme og takker og +stanser noget af det levende element, indtil der intet rinder mere. +Mens han sover, mærker han, hvordan han bundfryser, og han flytter +sig uafbrudt, hans bevægelser markerer tiden, som paukernes pp-slag +angiver takten under lange toner af fløjter og violiner. + +Drømme kommer og forsvinder som vindstød gennem et øde hus. Nu sikler +han hen ad en bred landevej, der forsvinder i en krumning nede i en +grøn dal. Mens han kører, synker vejen under ham som et bræt, der +vipper; farten griber ham, måske var det endnu tid at springe af, men +han træder til. Træerne springer forbi med et sæt, køerne suser +baglæns, som om de blev blæst væk een for een. Vejen er nu kun en +sti, den krummer sig nedefter, og dog er han højt over jorden, +stormen er et hylende orkester; foran sig ser han den skinnende +knivsryg, som han nu kører på, og så slynges han ud -- -- + +Han farer op i sengen og besinder sig straks, da han hører vinteren +arbejde udenfor. Den frosne fjord skaber sig som et vildt dyr, store +revner løber brølende fra den ene bred til den anden. + +Han synker tilbage i puderne som under et uhyre tryk, ild slår ud af +hans hjærne, han ser en hånd gøre et kast i mørket, og karlsvognens +syv stjærner springer frem på himlen og sitrer et øjeblik, inden de +hænger fast. Et menneske ligger hen over karlsvognen, med hænderne +griber han om stangen, og han støtter fødderne mod de to bageste +hjul. Der sidder et brækket spyd i hans venstre side, af højre side +stikker en kniv frem. + +Det må være mig, tænker manden i sengen, idet han forestiller sig +denne smærte, og i næste øjeblik er det virkelig ham. Kulden brænder +i ham som snehvid ild, og dybt under sig, gennem vinteren, der som et +hvidstribet mørke vælter hen over jorden, ser han en utydelig +skikkelse, der flytter sig uroligt, en varm menneske-ø, der snart +skal bortskylles af kuldens uendelige hav. Han flår spydet af sig, +river kniven ud og bøjer vognstangen med sine hænders kraft, mens +hans fødder sprænger baghjulene fra, han styrter ned, og de løsrevne +stjærner hviner bag efter ham. + +-- Mon natten snart er gået? tænker han og sover ind igen, udmattet +af den anstrængelse at lukke øjnene op. Det er mørkt, hvor han nu +kommer hen, tavst og tomt. Han forstår, at han er nede under verden, +på bunden af et hav. Ovenover er der storme, bølger, skibe, +mennesker, lykke, ulykke -- hernede: intet. Uvær kan rase deroppe, +tangskovens blade rører sig ikke. Sådan går der hundrede år hen. Men +nu skal der ske noget; han fatter om et træ og river i det, mens han +har en ynkelig fornæmmelse af at være eneste, almægtig gud hernede; +vandet bevæger sig, havbunden blir urolig, den hopper som et føl, +kaster ham af sig som en vild hest. Han laver jordskælv langt borte +fra menneskene, ingen mærker det. + +-- Han letter hodet og ser op mod vinduets lysende firkant. +Stjærnerne skinner ind, snefoget er forbi. Vinteren har lagt sin +kølle og grebet til kniven. + +Men i hans næste drøm blæser det. Stormen driver en nøgen sjæl foran +sig, så let som et vissent blad. På sin flugt kommer sjælen forbi +mennesker, som ikke ænser den. De stritter imod stormen; livet har +skænket dem modstandsævne. Her kommer en, svær af sin rigdom; en +anden trækker tungt af sted med sin gæld, bægge klæber ved jorden og +blæses ikke væk. Den sorgfulde slæber på sin modgang, den glade kan +næppe bære sin lykke, livet har lastet dem. Den nøgne sjæl blæses +forbi dem alle, den er fragtet med intet, en tom sjæl. + +-- Han farer op og lytter: En forfærdelig skuren, som om et stykke af +jorden rev sig løs og gled af! Lyden kommer igen, hver gang han rører +sig, langt borte fra, men han kan tænke sig, hvordan det vilde lyde, +hvis han var midt i katastrofen. Han ryster på hodet for at blive +klar: det er dynen, der skurer mod stolens ryg, men der er noget i +denne hændelse, som længe holder ham vågen, en dybere mening, han +gærne vilde forstå. + +-- Lokomotivet kører frem nede ved stasjonen. + +Nu går han ind over markerne, hvor han ikke møder mennesker, og søger +at begribe sig selv, fatte skæbnens logik. Men det blir kun +plukværk. Mens han stirrer på verden, går den i stykker. Han ser med +facetøjne -- ti tusende billeder på en gang; hans sjæl er et knust +spejl, hvem kan samle det? -- Han går, toget kommer bagved. Da det +opdager ham, bryder det af fra sin linje og løber hen til ham. Det +står stille og ser på ham med et rundt øje, et overmåde klogt og +stort øje, det rømmer sig gnistrende op gennem skorstenen og tier, +det snurrer med hjulene og ligesom puffer ham i siden med sine +stempelstænger. Han forstår det altsammen og bekender sin usselhed: +Du er hel, du kan ikke undvære en nagle på din krop. Jeg har mistet +det halve af min sjæl og kaldes dog et menneske. Men dersom jeg blot +var den ringeste og skidneste af dine tjenere, så var jeg mere værd, +end jeg nu er. Knus mig, hvis du har lyst. + +-- Der er nogen, der taler uden for. Det er morgen og på tide at stå +op. Trætheden breder sig over ham og trykker ham ned. En stor +svimmelhed griber ham og fører ham ind i en ny drøm. + +Denne gang er han blind, og hænderne er bundet på hans ryg. En tæt +stimmel færdes rundt om ham, han forstår straks, hvad det er, og +ligesom griber efter det med skuldrene, skønt han ved, det er ikke +hans længere, det er uigenkaldelig tabt og ejes ikke af nogen. +Genfærdene fra hans fordums fremtid taler ikke til ham, men han ved, +hvad deres tavshed siger: Hvorfor indhentede du ikke det mål, som +skæbnen i sin nåde viste dig? Livets herre, hvorfor tvang du ikke +omstændighederne til at føje sig efter dit behov, og hvorfor ofrede +du ikke alt, hvad der tilbød sig, på det store bål, hvoraf dit geni +skulde udsmæltes? Du begreb ikke, at geniet søger kun sit eget, og +for ham er alting kun brændsel til hans egen ild. Hvorfor listede du +dig bort med ære og samvittighed ængstelig skjult i din lomme? Ilden +blev ikke stor nok, og du kvaltes i røgen, du, som ikke forstod at +opofre -- -- + +-- Men da togets piben driver ham ud af sengen, er alle syner +forsvundet, han er en fattig, vågen mand, der ikke engang kan holde +sig varm, ti kulden har erobret hans hjærte og kan ikke igen +fordrives. Den lammer hans hænder, mens han vasker sig, bagefter kan +han dårligt komme i klæerne, armene lægger sig dobbelt i overfrakkens +ærmer. + +Han går ud. Luften er som glas og følsom for den svageste lyd. Det +snærper om næseborene, og været stopper op i halsen. Frosten bider +glubsk i hans nyvaskede hænder og ansigt, og det er, som om han gik +på kunstige ben, det mærkes først oppe ved knæet, hver gang han +sætter foden til. Kulden inde i ham stræber mod den udenfor; han ved, +at disse to en gang skal forene sig og slå ham ihjel, men ikke endnu, +ikke i dag! Og han går raskere, indtil sveden bryder frem på hans +ryg; det er, som om han sveder is. Men så kommer hosten og holder ham +tilbage, den driver ham varmen til hodet og lægger et blylåg oven på +hans isse. Sådan lister han forsigtigt videre. Det gør forfærdelig +ondt i bægge sider, han har en fornæmmelse af at blive savet over, +ligesom uvist hvilken hellig mand, men det blir bedre, når han går +langsomt, og det gør han så. Han sagtner gangen så meget, at en +ligevægt mellem ham og omgivelserne kan begynde at udvikle sig. +Kulden breder sig igennem ham så stille og indsmigrende, at han +føler den som varme, og efterhånden som den bedøver smærterne, kommer +der et stort og fredeligt velvære over ham, han kender det og mindes +gamle dage, når det var sommer, og livet var så let at leve. Mens han +går, har han en besynderlig følelse af, at han ligger, og at noget +bær ham bort, han mærker ikke, at han bevæger sig, og i den absolutte +sindsro, der nu falder over ham, forstår han sammenhængen i alt, hvad +der er hændet med ham. Nedgangens linjer ligger klart for hans øjne, +de viser alle hen imod det punkt, hvor han nu befinder sig. Det har +været fald på fald, og nu fatter han betydningen af de store +henrykkelser: Når bygninger styrter sammen, rejser støvet sig højere, +end de højeste tårne har rakt; så længe der fandtes noget i ham, der +ragede op, så længe var der stof til nye fald, og løftelser støvede +op om dem i skinnende skyer. Nu er alle rester faldet, han er nået +til vejs ende og kan begynde på en ny rejse. + +Dødens visdom trænger ind i ham med sin kulde, han indser livets +korthed og fuldkomne dårskab; det er altsammen forfængelighed! + +Jeg har gjort jagt på faldende stjærner og fartet om efter dem i +rummet -- nu ser jeg de kolde, sorte stene, der ligger strøet hen ad +jorden. Lad en dåre samle dem op. + +Han smiler roligt i sin ensomhed, mens selve dødsangsten dræbes under +hans hjærte. -- Alt mit overmod og min håbløshed -- det eneste, der +har været virkeligt i min tilværelse -- har nu tilsammen givet det +facit nul, der er den fuldkomne tilfredsheds balance. + +Der er ingen bitterhed i hans sind, mens han gør regnskabet op, ti +nu har han smagt verdensvisdommens søde kærne: at livet til sidst +skal synes værdiløst, for at mennesket uden smærte kan skilles fra +det. + +Og da den umenneskelige kulde således har bragt ham til den yderste +grad af resignasjon, fælder den ham ned i vejen som sit retmæssige +bytte og lar ham ligge. Han slår ansigtet ned i sneen og ved ikke, om +det er ild. Jo, det er solskin; der er høj sommer rundt om ham, og +ligesom alt er blevet såre godt, dør han. + +Isnåle borer sig ind i ham, og i hans krop vokser der snart frem et +underligt, frosset træ med røde grene. + +Op ad dagen rejser vinden sig, fygeværet begynder på ny, sneen koger +op om mennesket som hvid em, han forsvinder efterhånden i en +langstrakt drive, han viskes ud og ligesom blir til eet med den kolde +jord. Mere sne kommer ned oven fra, vinden jager den over markerne og +bort fra den flade vej, kun den ene lange drive vokser uafladelig og +nåer over bægge grøfter ind på markerne. Det damper farligt op fra +den, og den lyser i halvmørket mellem de gule knolde, der stikker op +gennem sneen. + +Imidlertid blir det nat, og dær ligger den døde mand i sin gravhøj og +lurer på de vejfarende. + + + + + +End of the Project Gutenberg EBook of Støv og Stjærner, by Knud Hjortø¸ + +*** END OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK STØV OG STJÆRNER *** + +***** This file should be named 39507-8.txt or 39507-8.zip ***** +This and all associated files of various formats will be found in: + http://www.gutenberg.org/3/9/5/0/39507/ + +Produced by The Online Distributed Proofreading Team at +http://www.pgdp.net (This file was produced from images +generously made available by Arkiv for Dansk Litteratur +at http://adl.dk) + + +Updated editions will replace the previous one--the old editions +will be renamed. + +Creating the works from public domain print editions means that no +one owns a United States copyright in these works, so the Foundation +(and you!) can copy and distribute it in the United States without +permission and without paying copyright royalties. Special rules, +set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to +copying and distributing Project Gutenberg-tm electronic works to +protect the PROJECT GUTENBERG-tm concept and trademark. Project +Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you +charge for the eBooks, unless you receive specific permission. If you +do not charge anything for copies of this eBook, complying with the +rules is very easy. You may use this eBook for nearly any purpose +such as creation of derivative works, reports, performances and +research. They may be modified and printed and given away--you may do +practically ANYTHING with public domain eBooks. Redistribution is +subject to the trademark license, especially commercial +redistribution. + + + +*** START: FULL LICENSE *** + +THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE +PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK + +To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free +distribution of electronic works, by using or distributing this work +(or any other work associated in any way with the phrase "Project +Gutenberg"), you agree to comply with all the terms of the Full Project +Gutenberg-tm License (available with this file or online at +http://gutenberg.org/license). + + +Section 1. General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg-tm +electronic works + +1.A. By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm +electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to +and accept all the terms of this license and intellectual property +(trademark/copyright) agreement. If you do not agree to abide by all +the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy +all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your possession. +If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project +Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound by the +terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or +entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8. + +1.B. "Project Gutenberg" is a registered trademark. It may only be +used on or associated in any way with an electronic work by people who +agree to be bound by the terms of this agreement. There are a few +things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works +even without complying with the full terms of this agreement. See +paragraph 1.C below. There are a lot of things you can do with Project +Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this agreement +and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm electronic +works. See paragraph 1.E below. + +1.C. The Project Gutenberg Literary Archive Foundation ("the Foundation" +or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project +Gutenberg-tm electronic works. Nearly all the individual works in the +collection are in the public domain in the United States. If an +individual work is in the public domain in the United States and you are +located in the United States, we do not claim a right to prevent you from +copying, distributing, performing, displaying or creating derivative +works based on the work as long as all references to Project Gutenberg +are removed. Of course, we hope that you will support the Project +Gutenberg-tm mission of promoting free access to electronic works by +freely sharing Project Gutenberg-tm works in compliance with the terms of +this agreement for keeping the Project Gutenberg-tm name associated with +the work. You can easily comply with the terms of this agreement by +keeping this work in the same format with its attached full Project +Gutenberg-tm License when you share it without charge with others. + +1.D. The copyright laws of the place where you are located also govern +what you can do with this work. Copyright laws in most countries are in +a constant state of change. If you are outside the United States, check +the laws of your country in addition to the terms of this agreement +before downloading, copying, displaying, performing, distributing or +creating derivative works based on this work or any other Project +Gutenberg-tm work. The Foundation makes no representations concerning +the copyright status of any work in any country outside the United +States. + +1.E. Unless you have removed all references to Project Gutenberg: + +1.E.1. The following sentence, with active links to, or other immediate +access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear prominently +whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work on which the +phrase "Project Gutenberg" appears, or with which the phrase "Project +Gutenberg" is associated) is accessed, displayed, performed, viewed, +copied or distributed: + +This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with +almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or +re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included +with this eBook or online at www.gutenberg.org + +1.E.2. If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is derived +from the public domain (does not contain a notice indicating that it is +posted with permission of the copyright holder), the work can be copied +and distributed to anyone in the United States without paying any fees +or charges. If you are redistributing or providing access to a work +with the phrase "Project Gutenberg" associated with or appearing on the +work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1 +through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the +Project Gutenberg-tm trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or +1.E.9. + +1.E.3. If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted +with the permission of the copyright holder, your use and distribution +must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional +terms imposed by the copyright holder. Additional terms will be linked +to the Project Gutenberg-tm License for all works posted with the +permission of the copyright holder found at the beginning of this work. + +1.E.4. Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm +License terms from this work, or any files containing a part of this +work or any other work associated with Project Gutenberg-tm. + +1.E.5. Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this +electronic work, or any part of this electronic work, without +prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with +active links or immediate access to the full terms of the Project +Gutenberg-tm License. + +1.E.6. You may convert to and distribute this work in any binary, +compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any +word processing or hypertext form. However, if you provide access to or +distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format other than +"Plain Vanilla ASCII" or other format used in the official version +posted on the official Project Gutenberg-tm web site (www.gutenberg.org), +you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a +copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon +request, of the work in its original "Plain Vanilla ASCII" or other +form. Any alternate format must include the full Project Gutenberg-tm +License as specified in paragraph 1.E.1. + +1.E.7. Do not charge a fee for access to, viewing, displaying, +performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works +unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9. + +1.E.8. You may charge a reasonable fee for copies of or providing +access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works provided +that + +- You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from + the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method + you already use to calculate your applicable taxes. The fee is + owed to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he + has agreed to donate royalties under this paragraph to the + Project Gutenberg Literary Archive Foundation. Royalty payments + must be paid within 60 days following each date on which you + prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax + returns. Royalty payments should be clearly marked as such and + sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the + address specified in Section 4, "Information about donations to + the Project Gutenberg Literary Archive Foundation." + +- You provide a full refund of any money paid by a user who notifies + you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he + does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm + License. You must require such a user to return or + destroy all copies of the works possessed in a physical medium + and discontinue all use of and all access to other copies of + Project Gutenberg-tm works. + +- You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any + money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the + electronic work is discovered and reported to you within 90 days + of receipt of the work. + +- You comply with all other terms of this agreement for free + distribution of Project Gutenberg-tm works. + +1.E.9. If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg-tm +electronic work or group of works on different terms than are set +forth in this agreement, you must obtain permission in writing from +both the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and Michael +Hart, the owner of the Project Gutenberg-tm trademark. Contact the +Foundation as set forth in Section 3 below. + +1.F. + +1.F.1. Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable +effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread +public domain works in creating the Project Gutenberg-tm +collection. Despite these efforts, Project Gutenberg-tm electronic +works, and the medium on which they may be stored, may contain +"Defects," such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or +corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual +property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a +computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by +your equipment. + +1.F.2. LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the "Right +of Replacement or Refund" described in paragraph 1.F.3, the Project +Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project +Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project +Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all +liability to you for damages, costs and expenses, including legal +fees. YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT +LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE +PROVIDED IN PARAGRAPH 1.F.3. YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE +TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE +LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR +INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH +DAMAGE. + +1.F.3. LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a +defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can +receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a +written explanation to the person you received the work from. If you +received the work on a physical medium, you must return the medium with +your written explanation. The person or entity that provided you with +the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a +refund. If you received the work electronically, the person or entity +providing it to you may choose to give you a second opportunity to +receive the work electronically in lieu of a refund. If the second copy +is also defective, you may demand a refund in writing without further +opportunities to fix the problem. + +1.F.4. Except for the limited right of replacement or refund set forth +in paragraph 1.F.3, this work is provided to you 'AS-IS' WITH NO OTHER +WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO +WARRANTIES OF MERCHANTIBILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE. + +1.F.5. Some states do not allow disclaimers of certain implied +warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages. +If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the +law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be +interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by +the applicable state law. The invalidity or unenforceability of any +provision of this agreement shall not void the remaining provisions. + +1.F.6. INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the +trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone +providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in accordance +with this agreement, and any volunteers associated with the production, +promotion and distribution of Project Gutenberg-tm electronic works, +harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees, +that arise directly or indirectly from any of the following which you do +or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg-tm +work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any +Project Gutenberg-tm work, and (c) any Defect you cause. + + +Section 2. Information about the Mission of Project Gutenberg-tm + +Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of +electronic works in formats readable by the widest variety of computers +including obsolete, old, middle-aged and new computers. It exists +because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from +people in all walks of life. + +Volunteers and financial support to provide volunteers with the +assistance they need, are critical to reaching Project Gutenberg-tm's +goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will +remain freely available for generations to come. In 2001, the Project +Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure +and permanent future for Project Gutenberg-tm and future generations. +To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation +and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4 +and the Foundation web page at http://www.pglaf.org. + + +Section 3. Information about the Project Gutenberg Literary Archive +Foundation + +The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit +501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the +state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal +Revenue Service. The Foundation's EIN or federal tax identification +number is 64-6221541. Its 501(c)(3) letter is posted at +http://pglaf.org/fundraising. Contributions to the Project Gutenberg +Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent +permitted by U.S. federal laws and your state's laws. + +The Foundation's principal office is located at 4557 Melan Dr. S. +Fairbanks, AK, 99712., but its volunteers and employees are scattered +throughout numerous locations. Its business office is located at +809 North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887, email +business@pglaf.org. Email contact links and up to date contact +information can be found at the Foundation's web site and official +page at http://pglaf.org + +For additional contact information: + Dr. Gregory B. Newby + Chief Executive and Director + gbnewby@pglaf.org + + +Section 4. Information about Donations to the Project Gutenberg +Literary Archive Foundation + +Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide +spread public support and donations to carry out its mission of +increasing the number of public domain and licensed works that can be +freely distributed in machine readable form accessible by the widest +array of equipment including outdated equipment. Many small donations +($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt +status with the IRS. + +The Foundation is committed to complying with the laws regulating +charities and charitable donations in all 50 states of the United +States. Compliance requirements are not uniform and it takes a +considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up +with these requirements. We do not solicit donations in locations +where we have not received written confirmation of compliance. To +SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any +particular state visit http://pglaf.org + +While we cannot and do not solicit contributions from states where we +have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition +against accepting unsolicited donations from donors in such states who +approach us with offers to donate. + +International donations are gratefully accepted, but we cannot make +any statements concerning tax treatment of donations received from +outside the United States. U.S. laws alone swamp our small staff. + +Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation +methods and addresses. Donations are accepted in a number of other +ways including checks, online payments and credit card donations. +To donate, please visit: http://pglaf.org/donate + + +Section 5. General Information About Project Gutenberg-tm electronic +works. + +Professor Michael S. Hart is the originator of the Project Gutenberg-tm +concept of a library of electronic works that could be freely shared +with anyone. For thirty years, he produced and distributed Project +Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of volunteer support. + + +Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed +editions, all of which are confirmed as Public Domain in the U.S. +unless a copyright notice is included. Thus, we do not necessarily +keep eBooks in compliance with any particular paper edition. + + +Most people start at our Web site which has the main PG search facility: + + http://www.gutenberg.org + +This Web site includes information about Project Gutenberg-tm, +including how to make donations to the Project Gutenberg Literary +Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to +subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks. |