initial commit of ebook 39507HEADmain

1 files changed, 5361 insertions, 0 deletions

diff --git a/39507-8.txt b/39507-8.txt
new file mode 100644
index 0000000..254384b
--- /dev/null
+++ b/39507-8.txt
@@ -0,0 +1,5361 @@
+The Project Gutenberg EBook of Støv og Stjærner, by Knud Hjortø¸
+
+This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
+almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
+re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
+with this eBook or online at www.gutenberg.org
+
+
+Title: Støv og Stjærner
+
+Author: Knud Hjortø¸
+
+Release Date: April 22, 2012 [EBook #39507]
+
+Language: Danish
+
+Character set encoding: ISO-8859-1
+
+*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK STØV OG STJÆRNER ***
+
+
+
+
+Produced by The Online Distributed Proofreading Team at
+http://www.pgdp.net (This file was produced from images
+generously made available by Arkiv for Dansk Litteratur
+at http://adl.dk)
+
+
+
+
+
+Afskriverens bemærkninger: Åbenlyse trykfejl er rettet i denne
+e-bog, men forfatterens stavning er i øvrigt bevaret. Kursiv tekst
+i originalen er angivet med _understregning_ i denne e-bog.
+
+
+
+
+ KNUD HJORTØ
+
+ STØV OG STJÆRNER
+
+
+ KØBENHAVN
+
+ DET SCHUBOTHESKE FORLAG
+
+ J. L. LYBECKER OG E. A. HIRSCHSPRUNG
+
+ 1904
+
+
+
+
+ J. COHENS BOGTRYKKERIER
+
+ (GEORG A. BACH).
+
+
+
+
+Op ad en støvgrå bakke kravler et menneske med seje, langsomme
+bevægelser, hans ryg står paralelt med bakkens hældning. Da han
+kommer helt op, synes han, bagfra set, at sidde og sprælle på en
+lodret pind, men nu drejer han, det er en siklist. Han går som et
+pust ned ad bakken, vejen står skrå og stiv foran som et bræt, og
+nede, hvor den forsvinder for øjet, står solen og venter på ham; han
+kan bare køre lige ind, den er halvt nede, står dær som en gloende
+buehvælving. Manden er betaget af synet, han suser stift af sted som
+en keglekugle, myggene hagler mod hans ansigt, de små hunde langs
+vejen kommer meget for sent. Men nu er solen sunket; han løfter hodet
+og ser sig om, farten sagtnes. Foran ham bugter sig landevejen som en
+snog, der flygter; den blir borte ved landsbyen, men langt fremme,
+oppe på møllebakken, under en vinkel på fem og fyrretyve grader,
+toner en stump vej frem og ser fristende ud.
+
+Dær vil jeg op!
+
+Han ruller stille igennem landsbyen -- hvad den nu hedder. De har
+renset gadekær; en krans mørkeviolet mudder ligger rundt om og står
+godt til det gule, en rivende stank snærter hans næsebor, men straks
+efter kommer lugten af stegt flæsk med løg.
+
+Flæsk, hm. Manden blir tvivlrådig, hans forhjul slår volter, de små
+børn tar fingrene ud af mundene og flytter sig, idet de ældre griber
+efter de yngres ærmer. Alting er uhyre fredeligt. Støvet ligger
+fløjelsblødt og tykt ved siden af vejen -- tanken om støv under
+fodsålen, op mellem tæerne, stemmer ham idyllisk. To børn har hvert
+en stor bunke, de leger med; deres ansigter er næsten ikke til at se,
+da de har samme farve som den blegede muld, men håret er hvidt.
+Landevejsstøv, der render mellem fingrene som vand, er en velbehag at
+gribe i, at lægge sine bare ben i, og hvad der ellers er nøgent.
+
+Mennesket glemmer igen, at han er sulten. Her er så megen fred at se.
+Løvetandens dunhoder står som glødelamper mod aftenrøden, ude i kæret
+trækker frøerne deres vækkeure op, en sort grævlingekøter viser sin
+hvidgule bag inde på bygmarkens grønne dun, folk snakker sammen med
+bagdelen op mod en stolpe, en dreng prøver at bide nok et stykke af
+en endeskorpe, han skruer tænderne sammen, vrider nedad og opad, til
+sidst knækker den, og han planter næsen midt i fedtet; ud af et
+gammelt hus, hvis dør hænger skævt, kommer rokkende en gammel kone,
+indhyllet som en mumie, gul og fed som en ædderkop -- hver
+pedalomdrejning bringer noget nyt, han kan dårlig overkomme det.
+
+Ved landsbyens post springer han af, retter benene og drikker vand og
+smiler, idet han tænker ved sig selv: Så fik jeg da viklet den halve
+snes mil om mine sikkelhjul.
+
+Uden for byen, ved en bivej, finder han en gammel halmstak, hvor han
+spiser sin mad. Derefter laver han et hul i halmen og sover ind med
+en arm om siklens styr.
+
+Mens han ligger dær med øret op til jordens hjærte, hører han,
+hvordan det skriger i det nederste bælte, hvor menneskene bor:
+
+Riv alle trådene ud! Vi er ikke dukker, vi vil ikke trækkes på snore
+og udføre de bevægelser, som andre har udtænkt. Store fugle er vi!
+Med livets blæst susende gennem vore vingefjær driver vi af sted, med
+vinden, når vi synes; imod alle storme, når det falder os ind. Vi
+følger med og går imod, ingen love kender os og holder os fast. Vi
+går ikke med i livets almindelige tog. Vi er ikke skinnevogne langs
+ad lige og langsomt krummede baner; den lige linje er skadelig; der
+skal ret mange steder være skønne og lystelige kruseduller på vor
+livsbane. Langs ad den lige vej dør fantasien.
+
+Lad vore skibe drive af sted med mange sejl og uden ror, over
+ungdommens hoppende sø, hvor vinden kommer uberegnelig fra alle
+sider! Alting vugger; mange gribes af svimlen, der kommer op af det
+våde hul; vi ser ikke efter dem. Vi ænser ikke de forhåbninger, der
+falder i vandet; endnu mindre tænker vi på den flade, gule strandbred
+forude; dær skal vi forlise, men der er længe til. Det hele skal løbe
+ud i sandet, meget skal knuses i brændingen, før vi kommer i land,
+men til den tid kan vi tåle det; for så er der magsvær i sindet,
+blodets dønning har lagt sig. Så bygger vi med kolde, rynkede hænder
+vor lavloftede hytte nær ved kysten, hvor vi ser ud over det hav, som
+bortvaskede så mange af de forhåbninger, vi havde lastet vort skib
+med, ti overlastede sejlede vi ud, fulde til vandgangen af anelser og
+begæringer, og hvad kastede vi ikke over bord allerede i den første
+storm!
+
+Vor sandskurede, stormrevne skude skal stå på grund uden for vor
+hytte; den har en gang været lastet med det meste af alverden.
+
+-- Mennesket kravlede ud fra halmstakken og stillede sig ret op mod
+himlen. Idet han fik hodet løftet, hørte han ikke længere den
+tusindfoldige attrå, der kogte op fra den underste region.
+
+Over ham stod stjærnerne som ubegribelige orakler; een kan gå hen og
+tyde dem, en anden kan erklære det for løgn; derpå kommer det ikke
+an; hvad man har læst, beholder man.
+
+Han så ned mod jorden, som for lidt siden gjorde ham urolig.
+Stjærnerne er skinnende, blottede grave, lysende sarkofager, der står
+tomme. En lykkelig sjæl kan nå derop og lægge sig til hvile i en af
+dem.
+
+Det var nat og stille, da han siklede videre. Den vind, han selv
+frembragte, brummede godmodigt i hans øren og suste om hans kinder
+med en mild friskhed, der mindede om rinskvinens smag. Hver gang han
+foer gennem en landsby eller forbi en stor have, blev det helt
+stille, han indhylledes i en sød varme, men friskheden ventede på den
+anden side. Månen stod over vejen og flyttede sig fra trætop til
+trætop. De stævnede popler så ud, som om de steg op af grøften, og de
+kom svævende hen imod ham med en rytmeløs gang, som spøgelser. Første
+gang han så en poppels forvredne gengangerkrop med det uhyggeligt
+langbørstede hoved komme anstigende, blev han uvilkårlig bange,
+sveden prikkede ham langs ned ad næsen, men han besindede sig straks
+og blev klar over, at det var første gang, han så det syn. Inde fra
+den sorte græsmark hørtes nu og da en fredelig skærelyd fra en
+drøvtyggende ko.
+
+Idet han således sad på en maskine, der adlød ethvert tryk sikrere
+end den ædleste araber, fik han en bred og grundig fornæmmelse af
+tilværelsens simpelhed. Han trak været og fløj af sted. Mere var ikke
+fornødent.
+
+De primitive folkeslag har ret, der satte sjælen lig med åndedrættet.
+Det er lige så sandt, som at han næsten glemte at trække været, da
+han søgte efter sjæl i bøgerne. Han tænkte med uvilje på sine bøger,
+men snart tænkte han på slet ingenting, han var i ekstase, mens han
+vandt den ene mil efter den anden ud af sin lydige maskine. Han følte
+sit sjæleliv strakt ud i en ret linje. Nu da han kørte her, hvor han
+aldrig havde været før, havde han en mægtig, hemmelighedsfuld
+fornæmmelse af at drage ind i noget gammelkendt. Han sugede sjæl til
+sig fra de sorte marker og de lune trætoppe. De gav mere end bøgerne.
+
+Han lænede sig forover og trådte til. Nu gik det studium i sønder, og
+hvad mon der er på den anden side af den bakke? Luften rejste sig
+imod ham, et hårdt insekt knaldede mod hans tænder og mindede ham om
+at lukke munden.
+
+Der er øjeblikke, da et menneske kan synes, at han er hele verdens
+centrum, at han er faldet lige ned i midten af verden. Han står op
+fra sin søvn og går ud, fri for sorger og uden problemer. Han kommer
+ud i det fri med en sjæl, der er tom og følsom som en fotografisk
+plade, og indtrykkene strømmer ind på ham fra alle sider. Øjne og
+øren tar kun den mindre part, han har sanser over hele kroppen.
+Foran sig tar han verden ind med øjnene, men vældigt føler han
+tilværelsen bag sig; det risler ned ad hans ryg, og hans flanker
+sitrer som elektriske sugere. Han har den sjældne følelse, at verden
+virkelig er på alle sider af ham, den omgiver ham rundt om, men han
+kan ave den; der er ikke en smule for meget, han får det altsammen og
+kan bære det. Han er midt i verden, den graviterer om ham og kan ikke
+knuse ham. Kraft stråler til ham og fra ham, det hele er i orden; han
+_har_ verden; den er ordnet ligeligt rundt om ham.
+
+Mennesket glemte siklen, som han ikke længere så; det var en slags
+flugt; jorden skred så villigt under ham, den bandt ikke og stødte
+ikke imod som sædvanligt; den var begyndt at blive immateriel; ved et
+kraftigt afstød måtte han være i stand til at forlade den helt og
+holdent. Ned ad bakkerne -- det var luft. En sten i vejen kaldte ham
+lejlighedsvis tilbage til jorden.
+
+Hans sind, der idelig piskedes af indtryk, blev varmt og løftet. Så
+er det svært at gå roligt på jorden, men sikle, det kan gå an.
+
+Det blev morgen. Solrøden havde forlængst været omme i nord, nu
+vandrede den øst på og var i tiltagende. Det lysnede, markerne var
+atter grønne, det hele fik et koldt, fornuftigt udseende. Mennesket
+på siklen så sig forundret om og var nær ved at gå i stå. Han var
+både træt og sulten, men det varede noget endnu, inden folk var oppe.
+Han satte sig på en grøftekant og følte sig hjemsøgt af en ubehagelig
+nøgternhed, mens solen stod op.
+
+Men en times tid senere fandt han i en landsby en høker, der solgte
+ham skinke, surbrød, radiser og salt, og med en stor pakke på styret
+siklede han videre ned til en lille sø for at ta et bad før
+frokosten.
+
+Det halve af trætheden faldt af ham tillige med klæderne, han løb
+omkring som et nyt menneske, vinden viftede ham køligt om
+skulderbladene. Flade bølger gled stift foran ham, han så solbilledet
+hoppe i dem med et pludseligt sæt, mens han vadede ud, hans ben blev
+grønlige under vandet, og så kastede han sig bagover. Der var en tynd
+hinde af varmt vand ovenpå, og det isnede op under ryggen, hver gang
+han tog et kraftigt tag. Han flød så stille som muligt og mindedes
+den tid, da han første gang lå på ryggen og så op i himlen, det var
+en svimmel fornæmmelse, himlen kom nærmere ned til ham -- ja, det var
+den dag, han først havde begyndt at erobre rummet. Kort derefter var
+det, han lærte at stå på hodet, hvorved hans verdensanskuelse også
+havde fået en tilvækst, han var ikke klar over, hvilken, men siden
+han huskede det indtryk så godt, måtte det ha haft betydning for hans
+udvikling; vist var det, at den samme verden blev en anden, når man
+så den stående på hodet.
+
+Nu lå han her og flød et sted på Sjælland i en lille sø, hvis navn og
+beliggenhed han ikke anede, og i sin store glæde sparkede han en
+masse koldt vand op under sig. Det rev i hans venstre næsebor, han
+rejste sig og vadede i land. Store, spraglede fluer satte sig på hans
+ryg og drak vand af ham.
+
+Kirkeklokkerne begyndte at ringe, mens han spiste sin frokost.
+Derovre et sted var der altså et menneske; lyden dannede en bro
+imellem dem, ellers var han afskåret fra al menneskelig forbindelse.
+Ringeren begyndte arbejdet med jævnt sind, men det holdt sig ikke;
+han blev hidsig, og han sløjede af, han blev træt, han spyttede i
+næverne og samlede friske kræfter, han faldt i tanker og ringede
+decrescendo, og han huskede sin pligt og la kræfterne i. Dær stod han
+gemt, troede han, og så sad der langt borte et menneske og
+kontrollerede hans inderste stemninger. Til sidst sluttede han af med
+et ordenligt drag, der lød ganske uærbødigt og kunde oversættes som:
+Har du så fået nok?
+
+Så blev det igen stille om mennesket nede ved søen, der var ingen
+forbindelse med omverdenen, undtagen at en vædder lejlighedsvis
+brægede tykt og slimet gennem en gammel bronkitis. Også den tav
+stille engang, ingen flere begærede ordet, mennesket spiste sine
+sidste radiser og faldt i søvn.
+
+Det var hen på eftermiddagen, da han kørte videre. Solen brændte
+stille, varmen lå om ham som en kappe. Bakkerne væltede sig bort
+under ham som uhyre tønder; han smed sig ned gennem hulningerne,
+bivejene svingede forbi ham som lange grå penduler; mellem stunder,
+ved et gammelt hus, eksploderede en lille lænkehund ud af sit hul,
+valsede rundt, slog knuder på sin børstede krop, og så var den langt
+væk. Jorden måtte i sandhed være rund, den rejste sig foran og
+dukkede sig bagved.
+
+-- Landsbyer stiger op, først viser en husgavl sit ansigt med taget
+ned i panden, som om den har kyse på, så kommer byen, og dær ender
+landevejen op mod et havegærde med en klynge sirenbuske, det ser ud,
+som om han ikke kan komme længere. Men han sætter al kraft på, og det
+hjælper, sirenbuskene hummer sig til siden, landevejen skubber sig
+og lægger sig til rette, som om den var levende, og se: nu gav den
+et spjæt; der gik hul på udsigten, en lang bane ligger udstrakt foran
+ham.
+
+Det gør et symbolsk indtryk på ham; sådan åbnede tilværelsen sig
+pludseligt for ham, da han troede, at han var kommet til en grænse;
+noget gled til side, ny udsigt viste sig.
+
+Alle bekymringer sparker han bagud med sine pedaler; de ligger i
+støvet og kan ikke vinde med. Måske, hvis han punkterer, så vil de
+rejse sig og komme over ham, men det foreligger ikke. På den tid, da
+himlen er blå, marken grøn og vejen gul, behøver han fra nu af kun
+sine to gummisirkler; oven på dem ryger han sønden om alle ærgrelser
+og stridhårede køtere og alt det onde, som gud fri os fra.
+
+Videre altså.
+
+Langs vejen står køerne og ryster fluerne af deres sider, engang
+imellem slænger de hodet bagud og lar tungen følge med, så det hele
+kan række længere, og halen pisker bagfra, det kan omtrent nå sammen.
+Fluerne må være slemme nu; alle køerne har et blankt, slimet sted på
+begge sider oppe ved ryggen.
+
+Nok en kirke toner frem, som et firkantet stykke skolekridt stiger
+den ret op af det grønne, og et stykke kirkemur skinner hvidt som
+skjortestriben på en høstkarls ryg, mellem vesten og bukserne.
+
+Jorden runder sig trindt om ham, til venstre marsjerer en bakke frem,
+ujævn og hakket, en vorte midt på jordens mave. Han går i stå i
+anledning af dens underlige form, og siden han nu er nede, bestemmer
+han sig til at gå op på den.
+
+Landet ligger broget og mangfoldigt omkring ham. Dær krummer sig et
+stykke mørkegrønt havre ned mod engen, med blade så brede som
+tagrørets; længere nede blir den gul og tynd, mosejorden stikker sine
+rustbrune knolde op imellem. Der er en vandgrøft, så tilgroet med
+kraftig dueurt, at den ser ud som et dige, og der er et vænge med
+kalve. Se, hvordan en tyrekalv pludselig kan få et anfald! Den sætter
+tværs over vænget med hals, ryg og hale ud i en ret linje, så stanser
+den ved indhegningen, løfter sit stupid-forslagne ansigt mod solen,
+slikker sig tværs over mulen, først op i det ene næsebor, så op i det
+andet, ryster på hodet og forstår øjensynlig slet ikke, hvad der går
+af den.
+
+Tuer af stridt græs stikker deres koste op mellem røde, stive
+vandflader, hjærtegræsset glimter silkeagtigt i solskinnet. På den
+anden side af mosen ligger to gamle huse med brudte ryglinjer og
+vinduer og lemme anbragte på bedste beskub. Husene er ikke lige
+invalide over det hele, de strammer sig op i den ende, hvor den pæne
+dør er, men bægge er de lamme i bagkroppen. Et nødtørftshus læner sig
+dånefærdigt over mod en skæv brændestak; det ser nok ud til, at de
+skal nå hinanden en gang.
+
+Mennesket vender sig og går over til den anden side. Fårene nedenfor
+ser op med sænkede hoder, græsdusken står stille mellem deres kæber.
+
+Firkantede og trekantede marker passer ind i hverandre, intet blir
+til overs; grøfterne knibes sammen, og der spares på vejenes bredde.
+En sandgrav, der er prikket af svalehuller, ligger midt i og er noget
+for sig; oven over den ser man en hulvej, der som en gul rem snærer
+sig ind i bakkens runde mave.
+
+Her har jeg aldrig været før, tænker mennesket, og tanken gør et
+stærkt indtryk på ham, som om der var noget genialt ved den.
+
+Her er ikke den gade, der har set mig komme uvillig hjem til mine
+studier; her er ikke den grøftekant, hvor jeg har siddet og været
+bange for at la min sjæl råde for alting; her er ikke den vej, der så
+mig vende om, ydmyg og uværdig.
+
+Her er rent og nyt, her er til at begynde forfra.
+
+Han satte sig ned og lukkede øjnene.
+
+Milliarder af meteorer rykker solen daglig ud af deres baner og
+tvinger dem til at styrte ind på sig, hvor de selv blir dele af
+solen. Mig har solen rykket ud af min bane, også min sjæl skal blive
+en del af solen.
+
+Da han gik ned, kom han til at tænke på en drukken digter, der engang
+sad på en høj. Han tog det ikke som et varsel, men lo, idet han
+rejste siklen op.
+
+-- -- Nu kommer _jeg_, og udviklingens kurve skal et sted slå et
+særlig bugt, der skyldes mig.
+
+
+
+
+Forfatteren hr. Kasbjerg var i fuldt arbejde med sin nye bog, han
+bøjede sit spidse, blanke hoved over papiret, og små, sirlige orme
+vrimlede ud af hans pen; det var flere timer siden, han havde set ud
+af vinduet, ti han var nu for attende gang i sit liv kommet til det
+sted i et værk, hvor, i følge hans teori, livets kræfter skal samle
+sig ligesom i et brændpunkt, og da må en samvittighedsfuld forfatter
+være blind og døv, han må ikke kunne la sig forstyrre af indtryk ude
+fra. Hr. Kasbjerg fyldte sine ark med meget åbne linjer, læste
+igennem, stregede ud, lavede inde i teksten små og store cirkler med
+bemærkninger i, dryssede spørgsmålstegn ned langs margen -- det vilde
+ikke rigtig gå.
+
+Sommeren bragte ham intet nyt, ikke engang tab af ligevægt. Mens
+cellerne uden for svedte og arbejdede, hentede og afleverede kraft,
+foregik der kun lidet i hans hjærneceller. Solen gjorde ham ikke
+noget: der lå en blækskorpe over hans sjæl, som solen ikke kunde
+trænge igennem.
+
+Han arbejdede, han koncentrerede sig. Med rette rostes han for den
+kunstneriske omhu, der prægede hans bøger, han blev ikke træt af at
+lave om, han stred sig tappert gennem de mange døde stunder. Men det
+blev ikke i dag, at han kom igennem; menneskene vilde ikke lykkes for
+ham, de snakkede så langt og træt, de talte med hverandre om,
+hvordan intet vilde lykkes for dem -- -- ja det, de egenlig talte
+om, var deres forfatters bitre lede ved sin egen ævneløshed, men han
+var slet ikke klar over denne uhyggelige kendsgærning.
+
+Når en kunstner er så vidt færdig med sin udvikling, at alle omslag
+og væsenlige ændringer er utænkelige, så lider han i sine stille
+arbejdstimer jævnlig af en regelmæssig susen, der betyder, at han har
+bunden rotasjon; hans ideer har deres faste omdrejninger, alt kommer
+igen, det uforudsete er udelukket, han er fuldt udviklet, fuldkommen
+og færdig. Der er ikke mere noget nyt under solen.
+
+Uden for Kasbjergs vinduer sad en stær, der lige var kommet hjem til
+sin kasse på gavlen af villaen. Efter at den havde fodret ungerne,
+gav den en forestilling for sin egen fornøjelse. Den baskede med
+vingerne og trippede nervøst omkring, mens erindringsbilleder fra
+dens dags oplevelser strømmede i et broget tonemylr ud af dens næb.
+Den huskede vibens forpinte skrig og rovfuglenes skarpe stemmer, den
+gengav bogfinkens triller, den smældede hårde stenlyde af sig, som
+den havde hørt langs vejkanten, og den eftergjorde amboltens
+metalsang. Mellem det altsammen indførte den sine personlige
+stemninger, den forfattede den ene skildring efter den anden og
+fløjtede på sin egen vis, blandede objektivt med subjektivt -- som en
+rigtig forfatter -- og stansede ikke et øjeblik for at tænke sig om.
+
+Men Kasbjerg hørte ikke, hvad den talentfulde lille kunstner
+improviserede. Han sad og skrev med tom sjæl og stive øjne.
+
+Månen stod op, rød og tung, som et forsviret baronhoved, der med
+møje løfter sin røde globus op over sengens hvide horisont. Den blev
+gulere, mens den steg, og kom snart til at skinne på Kasbjergs
+skaldethed, der begyndte bredt og endte i en spids, ligesom
+Sydamerika.
+
+Han havde en tom fornæmmelse om mellemgulvet, ligesom det kunde være
+sult. Måske trængte han til aftensmad. Han så på uret, dette var
+dagens tiende arbejdstime -- den lyse tid gir kræfter. Men da han
+rejste sig op, fik han et anfald af svimmelhed, så han nær var faldet
+ind over bordet. Han rynkede panden og gik lidt omkring i det store
+arbejdsværelse. Det var ikke noget, men han kendte det ellers nok:
+når man efter timers ihærdigt arbejde løfter et udpresset hoved i
+været, er det, som om den øverste halvdel af ens legeme pludselig
+blir immaterielt.
+
+Han så ud ad vinduet. Måske var det bedst at rejse ud i landet, til
+en eller anden provinsby. Ja; i morgen skulde der stå i bladet, hvor
+han var anmælder: Den bekendte forfatter, hr. Kasbjerg rejser i dag
+til provinsen for at gøre studier til sin næste bog.
+
+Disse studierejser morede ham for resten ikke. Naturligvis havde han
+skitsebog med, og han anholdt også nogle fakta: græsset er grønt,
+køerne røde, støvet gulgråt, men det er endnu ikke litteratur. Og
+hvad var der ellers at opdage? Det danske land er uden karakter som
+dets beboere; vi er fortræffelige mennesker, men vi er ikke
+interessante. Han skrev rejsebreve til sit blad, hvori han
+mildt og modent ironiserede over landets og folkets mangel på
+ejendommelighed. Han kunde ikke se andet, han havde lavet for meget
+litteratur. Blæk blinder.
+
+Han samlede sine ark og gjorde et overslag over udbyttet. Nej, det
+havde været en dårlig dag, omtrent 66 p.c. udstregninger. Forandring
+af sted var nødvendig.
+
+Han tog sin hat og trykkede den ned over Sydamerika. Dog ragede Kap
+Horn frem forneden.
+
+
+
+
+Ivar Holt boede i den bedre ende af Saksogade. Da han i sin tid kom
+til København med ny studenterhue og gammel, sort håndkuffert, drev
+han ud ad Vesterbro for at se efter et værelse. Han blev opmærksom på
+gaderne med de berømte navne, der går ud fra Vesterbrogade, tætte og
+snavsede som tænderne i en redekam. Et stykke nede i Saksogade
+stansede han foran et kældervindue, hvor der stod skrevet på et
+stykke pap: Varm toddy 5 øre. -- Det må være et sted, hvor jeg har
+råd til at bo, tænkte han og gik hen til det næste kældervindu for at
+se, hvad det gjorde indtryk af. En petroleumslampe med tragtformet
+blikskærm hang under loftet; i vinduet lå fire magre sild på en
+tallerken (fineste norske flommesild), to klipfisk på et bræt, en
+papirspose med ildtændere, en med koks, en æske støvlebeskyttere, en
+halv kasse grifler, fem dåser skosmørelse. Han behøvede ikke at gå
+hen til et tredje vindu; inden for disken stod en kone og svøbte det
+øverste af en petroleumsflaske ind i et lille stykke af et toøresblad
+-- gaden var god nok. Papstykker med "Værelse til leje" smilede ned
+til ham mange steder fra, fem minutter efter var han lejer af et,
+ikke for nær ved kælderen, og kunde nu, lettet for håndkufferten, gå
+hvorhen han vilde, og more sig gratis, hvor han kunde komme til.
+
+Humøret holdt sig nogenlunde, mens han var på Vesterbro, men det
+faldt betydeligt, da han nåede ind i Frederiksberggades lune
+atmosfære. Han betragtede butikkerne og navnlig de spaserendes
+ansigter, de imponerede ham, han måtte tænke på, hvad han havde
+halvdrømt mellem Korsør og København. Nu stod han her, hvor han havde
+forpligtet sig til at blive til noget, denne by tog ham på ordet, den
+vilde gærne se, om han duede til det, han selv mente -- og disse
+mennesker, det var altså dem, der skulde tvinges til at lægge mærke
+til ham. Det var eksamen om igen, men meget værre, han fik kvalme
+ligesom den gang og ønskede, han var igennem byen, som om alverden la
+mærke til ham.
+
+Også husene generede ham, de var groet sammen i lange klumper, ikke
+enkelte individer som hjemme i hans egen by, hvor der var lige så
+stor forskel på huse som på mennesker; små huse og store huse, gamle
+og unge huse, pralende huse og fornuftige huse, velvoksne huse og
+krøblinger. Ikke at tale om, at der var faers hus, konsulens hus,
+fabrikantens hus -- --
+
+Jeg er måske en ret tarvelig fyr desværre, tænkte han, da han gik
+igennem Østergade. I sin egenskab af provinsbo måtte han kigge ind
+gennem et kafevindu, det kunde ligne ham! Dær så han gamle herrers
+hvide overskæg spjætte under tygningen, han kom til at tænke på får,
+der æder hø med en strid dusk sparkende ud af hver mundvig. En
+pegefinger beskrev en kurve på fem tommer, samtidig gennemløb en
+opvarter en dermed ligedannet kurve på femten alen. Det kendte han
+fra geometrien og gik forholdsvis opmuntret Kongens Nytorv rundt, ned
+til Nyhavn, der prikker ind i torvet som en våd, snavset pegefinger,
+hvis sorte neglerand er Bethelskibet.
+
+En garderløjtnants stramme, blå bagdel fangede hans blik; ved hvert
+skridt skiftede den fysiognomi, en dyb fold vred sig som en skæv,
+grinende mund, snart opad til højre, snart opad til venstre. Det var
+et blåt klownansigt. Han søgte at få indtryk af ansigtet, i det
+øjeblik det var symmetrisk, uden grin, men det lykkedes ikke,
+mundvigene fløj som et lyn til højre og venstre, og han måtte følge
+bagefter, indtil manden stod stille, og ansigtet var borte.
+
+Med optændt fantasi gik han smilende gennem Kristianshavn og nåede ud
+på landet, hvor han satte sig på en grøftekant, mens det blev aften.
+
+Mørket faldt over byen, lygterne tændtes forneden, stjærnerne
+foroven, også månen kom frem, rød og osende i sammenligning med
+buelamperne nedenunder.
+
+Hvad har lyset der foran at byde mig? tænkte han. Her sidder jeg med
+min fordring. Gamle mænd har advaret mig; de forlangte, at jeg skulde
+benytte deres skuffelser, som nu en gang er prøvede og befundne i
+overensstemmelse med livets love. Men jeg vil lave mig mine
+skuffelser selv, det er min menneskelige ret. Har lyset foran brug
+for en mand, der ikke ved, hvad han duer til, men som har i sinde at
+følge sit kald, selv om det viser sig, at han duer til ingenting.
+
+Han følte, at der i det sorteblå mørke var noget, der vinkede ad ham,
+og hans sjæl rejste sig i ham, den forlængedes, stjærnerne sugede den
+til sig. Det var den første forbindelse mellem ham og hans skæbne --
+den rykkede i ham, men han sad endnu altfor fast i jorden.
+
+En lille tør, hæslig lyd fik ham til at se ned. Det var en utydelig
+skrubtusse, som med besvær alkede sig frem ad landevejen. Hjulsporets
+kant forårsagede den uhyre møje, den kørte i luften med forbenene,
+krummede ryg og trådte efter med bagbenene; det gjorde et slimet,
+arbejdsomt indtryk, men den kom over kanten og stræbte videre langs
+ad hjulsporet med sin tørre skurelyd.
+
+Ivar Holt gik ind mod byen igen, stjærnerne slap taget i ham, og der
+var en spænding, som tabte sig.
+
+Han fulgte den samme vej, han var gået udad, men uden sjælelige
+reaksjoner. Nu skulde han bare til at være flittig, han med sin gode
+eksamen.
+
+Allerede det blotte syn af rygge, der fjærner sig; maver, der nærmer
+sig; ben, der bevæger sig, alt det virker hæmmende og regulerende.
+Gamle tiders eneboere kendte denne magt og frygtede for den, de drog
+afsides og lod deres sjæle vokse vildt, og da der ingen mennesker var
+om dem, skød deres sjæl en uhyre stængel op mod himlen, mod poesiens
+blå rum, mod stjærnerne, mod Gud -- hvad de nu kaldte det --;
+det blev høje sjæle uden bred menneskelighed, astrologer,
+religionsstiftere, digtere, gale. De, der blev længe nok i ensomheden
+og nåede den fulde vækst, de fik den gave at tro, de var
+overmennesker, og de døde salige i den tro. Men der var nogle, som
+ikke kunde udholde ensomheden og savnet af menneskene, de vendte for
+tidligt tilbage, forstod ikke menneskene og var ulykkelige i deres
+samfund; men de turde heller ikke forblive i ensomheden, hvor deres
+lykke dog var nærmest ved at være fuldkommen. De døde som stakler,
+der afvekslende følte sig større end andre -- hvad de dog aldrig
+turde tro på -- og mindre end andre mennesker, hvilket egenlig var
+den tryggeste følelse, men også den mest ydmygende.
+
+Ivar Holt var behagelig træt, da han nåede hjem til Saksogade. I
+morgen begyndte der en hel ny tilværelse. Ligesom han vilde gå op, så
+han, at der på kældertrappens øverste trin hang en gråladen tusse;
+med to ben arbejdede den i luften, to andre ben kartede hen ad
+trinet, så forsvandt den, og et modbydeligt, tørt bums hørtes nede i
+mørket. Ivar Holt fik ikke tid til at overveje, at en skrubtusse ikke
+i løbet af en times tid kan nå fra Amager til Saksogade; skrækken kan
+være hurtigere end nogen fornuftig tanke; den besindige overvejelse
+kom et godt stykke bagefter.
+
+Der er nok nogen, der er søvnig, tænkte han og smilede, da han gik op
+ad sin trappe, men hans nakke og rygrad var endnu ligesom ladede med
+elektricitet.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Snart efter var Ivar Holt fuldstændig optaget af sit sprogstudium.
+Regelmæssig og ihærdig læsning virkede kanaliserende på hans
+stemninger; mange små bække forsvandt, uregelmæssige løb tørredes
+hen; det meste blev til een bred, snorlige strøm. I begyndelsen gik
+han endnu lange ture og søgte efter sine gamle stemninger; der mældte
+sig nogle rester nu og da, men de forsvandt igen, og samtidig blev
+hans spasereture kortere; ud på landet kom han meget sjældent. Inden
+han ret tænkte over det, var han blevet det mest afrettede
+kulturmenneske, han fik kammerater, hvad der var noget temmelig nyt
+for ham, men da han kun havde meget få penge at råde over, strakte
+hans omgang sig ikke ud over de flittige, stille, halv fortrykte
+eksistenser, som i længden ikke var ham til synderlig fornøjelse. I
+løbet af et år faldt det også helt bort igen.
+
+Studiet tog alle interesser fangne; til jeg-fornæmmelser var der ikke
+plads mere. Men det kunde hænde en sjælden gang, at han blev sig selv
+bevidst og tænkte: Her står jeg, Ivar Holt, på Vesterbrogades højre
+fortov, bestemt til Saksogade. Første gang, da dette kom aldeles
+uvilkårligt, var det en fornæmmelse af en uforklarlig forandring, af
+noget, der var tabt, af en mangel på ævne til at genkende sig selv;
+bagefter var han uarbejdsdygtig hele resten af dagen og gik en lang
+tur ud på landet, hvorfra han vendte tilbage med en bitter følelse af
+at være revet op af jorden. Senere, når en lignende jeg-opvækkelse
+foregik, skete det ikke længere ganske uvilkårligt, virkningen blev
+svagere derved, at den var forudset og forudfølt, og snart holdt det
+helt op.
+
+Sit hovedfag, dansk litteratur, kom han så godt ind i, at det efter
+tre års forløb ikke interesserede ham længere, og det hjalp ikke, at
+han vendte sig udelukkende til fremmede litteraturer; al denne
+æstetik begyndte at gøre ham trist. Værst var det, når han om
+efterårsaftenerne kom hjem til sin hybel; så kunde han stå bøjet med
+næverne i bordet og se ud på lysene, mens det arbejdede mørkt og
+ubegribeligt inde i ham, og i sin krumbøjede stilling gjorde han
+indtryk på sig selv af at være en gammel mand. Han mindedes afdøde
+stemninger, mere forvovne og fantastiske end det, han nu følte, men
+ikke det fjærneste bølgeslag fra den tid kom igen nu, og i grunden
+var det også bedst; den Ivar Holt, som nu levede, var mere værd, mere
+trist, men også mere klog.
+
+Denne triste klogskab gik han og bar på en uges tid. Hvad skulde han
+bruge den til? Det gik heldigvis op for ham snart efter, en dag han
+sad og tænkte på J. P. Jacobsen: Han vilde skrive en lille bog.
+
+"Da så jeg poesiens engel træde trøstende hen til mit leje," hedder
+det hos de gamle, og ganske vist, den første, muligvis elendige, bog,
+man skriver med frygt og bæven -- -- der er slet ikke noget forhold
+mellem dens værdiløshed og den uhyre betydning, den har for ens egen
+udvikling.
+
+Titlen på Ivar Holts bog var noget med "ung" i. For han var jo
+egenlig en ung mand. Den handlede om erotik. Forfatteren havde intet
+som helst praktisk kendskab til æmnet, men hvad andet skulde han
+skrive om? Helten var en fin og veg natur, der elskedes af flere
+kvinder, men ikke ævnede at holde fast på nogen; han var brystsvag,
+men slap for at dø i sidste kapitel.
+
+Bogen kom ud, og anmælderne tog med varsom hånd på det lille,
+forknytte opus. På een virkede den som blå årer under hvid hud; en
+anden mindedes J. P. Jacobsen. Det var der god grund til, og skønt
+fortællingen ikke var nær så god som "Niels Lyhne", havde de dog det
+til fælles, at de bægge passende kunde betitles: En Pebersvends
+Formodninger om Forholdet mellem Mand og Kvinde.
+
+Den lille bog blev pænt solgt, og som det hører sig til, var der et
+par anmældere, der spåede den unge forfatter en fremtid i den danske
+litteratur.
+
+Det skete om efteråret. Ivar Holt levede hele vinteren igennem uden i
+mindste måde at lide tab på sin fornuft, han var uendelig lettet og
+mindre trist, og han havde endnu ikke taget den for mange forfattere
+skæbnesvangre beslutning, at der skulde komme en ny bog næste efterår
+og så fremdeles, så vidt ævner og publikums tålmodighed slog til. Han
+satte sine penge i sparekassen og studerede roligt videre.
+
+Men så kom foråret.
+
+En formiddag gik han ud ad Vesterbrogade. En siklist foer tæt forbi
+ham, strøg ham med albuen og susede lydløst videre. Med en svag
+smærtefornæmmelse så Ivar Holt ham forsvinde. Straks efter gjorde det
+så ondt, at han måtte stå stille. Manden på siklen var borte, men han
+havde taget noget af Ivar Holt med sig, idet han siklede forbi; et
+stykke af Ivar Holts sjæl fløj rimeligvis ud ad Lampevejen i dette
+øjeblik, bundet til en anden mands maskine. Smærten gik ikke over
+igen, den var aldeles ikke af dem, som vi nok kender, lad os nu bare
+ha et øjebliks tålmodighed, det er straks ovre igen. Han var og blev
+gået i stykker.
+
+Lidt efter huskede han, at han jo også kunde sikle, i næste øjeblik
+vilde han leje en sikkel, og en halv time efter sad han på sin egen,
+nye maskine og susede ud ad Vesterbrogade, bag efter sin skæbnes
+mand.
+
+Penge i morgen, kontant.
+
+Ivar Holts sårede sjæl var igen blevet hel rask, da han fløj hen ad
+Lampevejen på den nye "Sleipner".
+
+Rundt om siklisten blir alting levende, vejene snor sig virkelig,
+højene inde på markerne skrider, den til højre, den til venstre, de
+leger en stille tagfat; træstammer danser sindig vals og fletter ben
+med hinanden, gårde drejer sig om deres akse, landsbyer åbner sig og
+lukker sig, en ko ses spasere langs ad en hvid kirke; de træer, der
+er een nærmest, blir pludselig løbske og styrter hen imod een, men
+vender man hodet, ser man, hvordan de står stille bagude og ser efter
+een, mens de langsomt går baglæns. Vinden svulmer, og man kan få den,
+som man vil ha den, kraftig eller lind; selv dens temperatur kan man
+regulere. Det hele går som på snore og blir uendelig simpelt.
+
+Men musklerne fra knæet op ad låret, de har deres tid, da de varer
+ad, nu skal du hjem, og de står i ledtog med samvittigheden, der
+samtidig begynder at hviske om alt det, man nu er siklet fra, som
+ligger hjemme og ophobes.
+
+Ivar Holt mærkede ikke noget til studierne, så længe han siklede, men
+da han sprang af, følte han straks, hvordan de sled i ham; desuden
+var han træt; hjem igen.
+
+Når en forudbestemt alkoholist har haft sin første rus, så bestemmer
+han, at næste gang -- -- d. v. s. officielt beslutter han jo, at han
+vil aldrig drikke mere, men bag ved, inderst inde, tar han den
+bestemmelse, at han næste gang skal drikke sig en endnu større rus,
+og han vil ved senere gentagne forsøg stræbe at nå ud til
+fuldskabens yderste grænse.
+
+I morgen, tænkte Ivar Holt, skal jeg se at nå Roskilde, senere går
+turen til Korsør, og engang tar jeg Fyen med, lige til Svendborg.
+
+Han stod op næste morgen med højt humør -- forelæsningerne fik være
+den dag -- men han var træt, da han nåede Roskilde, og højst elendig,
+da han kom tilbage til København. Han sov nederdrægtigt om natten og
+drømte i et væk om stejle bakker, tabte pedaler, flåede ansigter og
+brækkede arme.
+
+Nej, han skulde nok køre fornuftigt og passe sine studier.
+
+Men så kom den tid, da det ikke længere gjorde ondt under knæskallen,
+og de store benmuskler var gennemhærdede. En dag kørte han lige til
+Sorø uden at tænke over det, han kunde helt hengive sig til den
+fornøjelse at se og at trække været. Støvet, der bulnede op om
+hestenes hove og strålede frem under hjulene; vejene, der delte sig
+under spidse vinkler og ligesom uhyre, gule sakse klippede ind i
+markernes grønne klæde, og den frie udsigt til alle sider og især
+solskinnet -- alt det vakte en uhyre glæde hos ham. Sådan som solen
+skinnede ned i højt græs ved middagstid -- -- han mindedes dunkelt,
+at han som lille dreng havde haft det samme syn, og nu havde han fået
+sine øjne igen.
+
+Da Ivar Holt kom hjem med en behagelig træthed, hvori ny kraft lå
+gemt, var han led ved at læse og havde ikke mere lyst til at skrive.
+
+Der er insekter -- lige så vel som der er mennesker --, som ynder at
+æde papir; når man får dem ud et øjeblik, og lyset falder på dem, så
+piler de travlt af sted -- det gælder livet -- længere ned for atter
+at æde papir.
+
+Inden Ivar Holt sov ind den aften, var han klar over, at han ikke
+længere vilde være papiræder, og da han vågnede næste morgen -- ti
+han faldt i søvn lige oven på beslutningen -- så tænkte han nøjere
+over det.
+
+Mine studier har hidtil kun budt mig papir, jeg har levet et
+papirliv. Altså er jeg kommet ind på en forkert bane. Jeg vil prøve
+en ny sikletur.
+
+Græsset fik herefter en stor betydning for hans udvikling. Græs og
+papir -- det var to betydningsfulde modsætninger. Også i
+litteraturen. Der var det, der groede af sig selv, og på den anden
+side: papirgræsset, papirblomsterne. Men det ærgrede ham for resten,
+at han i sine betragtninger måtte ta sit udgangspunkt i de foragtede
+bøger. De slap ham alligevel ikke så let.
+
+Men nu vilde han ellers sikle fra det hele, og så kørte han en
+fjorten dages tur på lykke og fromme, Sjælland rundt, og da han en
+dag tilfældigvis faldt ind i Korsør, sejlede han over bæltet og tog
+Fyn med.
+
+På denne tur var det, at gennembruddet skete. Ivar Holt vendte hjem
+som digter og var indtil videre glad og løftet.
+
+Gennembrud er et relativt begreb. Når en stor mængde nærveceller har
+ophobet en ensartet kraftmængde, så opstår der et pres i een bestemt
+retning. Det kaldes Længsel, Attrå, Sturm und Drang o. s. v., og når
+det bryder frem inden for bevidsthedens grænse, så er gennembruddet
+sket. Een ligger på sofaen og grunder over et filosofisk system,
+klokkerne ringer, og pludselig bryder forståelsen igennem. Han
+skriver en masse ilde snak om kunst og religion, hvori tretallet er
+den store, forløsende hemmelighed. Der er ikke menneskelighed og
+natur i det hele, men gennembruddet er fuldbyrdet, et forholdsvis
+fornuftigt menneske blev den æstetisk forblindede nar, han var
+bestemt til at blive. En anden går en lang tur, sover uroligt om
+natten, sparker dynen af sig og vågner næste morgen som en stor
+digter. En blir stor, en blir gal, en blir en tosse, det kan
+altsammen foregå i et gennembrud.
+
+Ved Ivar Holt var det nu det mærkelige, at han ikke havde nogen
+videre skrivelyst -- lige efter et gennembrud kommer der ellers gærne
+en voldsom blæk-eksplosjon -- og at han heller ikke erhvervede hin
+enkle, storslåede verdensopfattelse, som vi nok ved. Det var snarere,
+som om tilværelsen var gået i stykker for ham, men da hans helbred
+var godt, og hans humør antageligt, så led han ikke under sin mangel
+på bestemte anskuelser. Han nød solskinnet om sommeren og gjorde den
+opdagelse, at musikken er det, der bedst kan erstatte lyset i den
+mørke tid.
+
+
+
+
+En dag, da forfatteren hr. Kasbjerg kom hjem fra sin sædvanlige
+eftermiddagstur, lå der en tyk, blå konvolut på hans skrivebord. I
+mangel af bedre beskæftigelse satte han sig ned og gjorde sig bekendt
+med indholdet; det viste sig at være et bidrag til hans tidsskrift.
+Forfatteren syntes at være student med dansk litteratur til hovedfag.
+Det var udtrykt sådan, at nogle slette -- eller måske dumme --
+mennesker havde overtalt ham til at bestige den danske litteraturs
+himmelbjærg; det skulde bringe ham nærmere himlen og skaffe ham
+større udsyn over jorden, bægge dele trængte han til, for han var af
+dem, der higer efter poesi --
+
+Kasbjerg rejste sig og gik en omgang langs med sine bogreoler, men de
+tilbød ham ikke noget læseligt, han vendte misfornøjet tilbage til
+den urolige, jaskede skrift.
+
+Bjærget så godt nok ud på afstand, det var passende højt og
+imponerende bredt, og det fortonede sig blåt. Op ad det! Det var
+svært. Stenene, der var brede fliser, gled idelig bort under ham, han
+svedte, været blev tyndt i hans lunger, men det var jo også et helt
+bjærg. Foreløbig var der ikke andet end sten, men al sødheden lå
+naturligvis på toppen.
+
+Hovedpine, tom susen for ørene, svimmelhed. Død blødhed under
+kraniet, senere fortsat ned gennem rygraden. Havde han vidst det! Men
+nu var han snart oppe. Der var ikke tid til at se sig om efter noget
+som helst.
+
+Begyndende sindsforvirring, mangel på orienteringsævne; nu måtte han
+være meget nær ved toppen. Når bare han fik vænnet sig til denne luft
+og temperatur! Bægge dele var afgjort ubehagelige.
+
+Ha ha! Toppen! Først så han ned efter jorden; forfærdelig langt borte
+lå den grønne jord -- ja, men den var slet ikke grøn, og havet så ud
+som ostevalle. Han la sig ned og lukkede øjnene, alt imens han
+bittert beklagede, at han var gået fra forstanden i dette vigtige
+øjeblik. Da han atter fik mod til at se sig om, opdagede han, at
+bjærget bestod af lutter bøger, det var ikke noget rigtigt bjærg.
+Denne opdagelse tog sådan på ham, at han dånede, under suset af et
+dusin lyriske englevinger, og straks derpå åbnedes bjærget under ham
+og slugte ham.
+
+Han vågnede, levende begravet nede mellem bjærgets rødder. Der var
+mørkt, ikke en menneskelig lyd trængte ned til ham; det meste vær,
+han trak, var støv, og der lugtede nederdrægtigt; alle slags harske,
+mugne, visne uddunstninger trængte med vold ind gennem hans næsebor.
+Således gik der ubestemmelige tider; nu skulde han altså dø. Havde
+det endda været på åben mark! Han misundte den mand, der kan gå ud i
+den grønne skov og hænge sig, mens _han_ kvaltes i en nedrig bogdød.
+
+På ryggen havde han det ligesom mere behageligt; han masede en hånd
+ned og fik fat i jorden. Ah, jorden! Hvem der bare lå på maven med
+næsen i muldet! Han fik en håndfuld op og snusede til den.
+Vidunderlig kraft bredte sig ufortøvet gennem hele hans krop. Han
+snusede mange gange, livskraften vendte tilbage. Op! Rejse sig kunde
+han ikke, men med uhyre besvær lettede han sig to tommer og skød et
+lag bøger ind under bagdelen. Laget fortsattes til op under hodet.
+Han tog en nævefuld jord i hver lomme for at ha noget med at styrke
+sig på. Så skubbede han et nyt lag under sig og var følgelig fire
+tommer højere oppe, og på den måde blev han ved. Det tog tid,
+rimeligvis år, men selv om han var en gammel mand, når han kom op,
+han vilde være glad, hvis han blot slap for at dø dernede. Det gik
+virkelig, muldet gav styrke, en skønne dag rejste han sig op gennem
+det øverste lag, de sidste volumina haglede ned om hans fødder, og
+uden kraft til at sparke dem fra sig trillede han halvdød ned ad hele
+bjærget og vågnede længe efter med næsen i det grønneste græs, nogen
+har set -- --
+
+Kasbjerg vendte sig i sin stol, som om han så efter en, med hvem han
+kunde udveksle et forstående smil.
+
+Under skitsen stod navnet Ivar Holt. Han mindedes utydeligt en lille
+forknyt bog, som han havde anbefalet yngre kollegaer i kritikken at
+ta lidt læmpeligt på. Han fandt bogen i en reol; jo, rigtigt nok. Men
+manden måtte ha forandret sig en del. Dette her var sikkert noget af
+hans virkelige jeg, og forknytheden et begynderstadium. Mærkeligt
+nok. Forknythed plejede ellers at være uhelbredeligt. Han måtte se
+noget mere af den unge mand, ja, og se ham selv. Måske var her tale
+om et gennembrud. Det skulde han snart afgøre. Han vilde sende et par
+ord af sted den aften; hr. Ivar Holt, der sandsynligvis var ung, naiv
+og trængte til anerkendelse, kom nok næste formiddag, hvis hans
+stolthed tillod det, ti han var sikkert vanskelig og selvfølende.
+Alene det træk, at han, så snart han var kommet godt og vel ind i
+litteraturen, begyndte at nedslagte ældre kollegaer! Men hr. Kasbjerg
+skulde snart blive klog på ham, for når han ikke uheldigvis havde en
+pen i hånden, var han en særdeles duelig menneskekender.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Kasbjerg gættede straks, at den, der ringede, måtte være hr. Ivar
+Holt. Han var gået hjemmefra, straks han fik brevet. Den ansete
+forfatter drejede sig halvt om i sin skrivestol, så at den
+indtrædende fik en fornæmmelse af noget solidt, der med besvær tog
+notits af hans spinkle ringhed.
+
+Det første, Kasbjerg bemærkede, var en forbavsende solbrændthed og et
+meget lyst hår; dertil kom et par alvorlige, usikre øjne og en lidt
+ubehersket gang; den unge mand var vant til at slentre omkring for
+sig selv.
+
+"Nå, det er Dem, der har sendt mig dette -- mærkelige bidrag."
+
+"Ja," svarede den anden ivrigt, og så smilede han, som om der til det
+bidrag knyttede sig noget morsomt, han gærne vilde fortælle.
+
+Kasbjergs ansigt forblev alvorligt. "De har skrevet noget tidligere,
+ikke sandt?"
+
+"Jo," sa Ivar Holt og så misfornøjet på Kasbjergs øjne. "Der kommer
+snart en bog af mig igen."
+
+Det svarede Kasbjerg ikke noget til, men ligesom nikkede op ad loftet
+til.
+
+"Så vidt jeg husker, har vi ikke før haft bidrag af Dem."
+
+Den unge mand trommede misfornøjet med alle fem fingre på sit ene
+knæ, hans mund fortrak sig, mens han så ned i gulvet og svarede
+affærdigende:
+
+"Nej, men jeg må gøre noget for at blive kendt. Publikum ved ikke, at
+jeg eksisterer. Når de opdager det, vil jeg blive læst."
+
+"Hm. Ja, Deres første bog kan jeg altså ikke -- --"
+
+"Min første bog duer ikke. Men den næste blir bedre, og især de
+næste."
+
+Han så op med en svag antydning af hidsighed.
+
+"Nå. Så venter vi os noget stort af Deres næste bog."
+
+"Nej. Det vilde være for meget sagt. De, jeg ikke har skrevet endnu,
+blir de bedste."
+
+Kasbjerg følte sig en smule påvirket. Mennesket talte øjensynlig med
+sig selv og var vant til det. Han overvejede sagerne i enrum og kom
+til uomstødelige resultater. Eneboere er sikre i deres trossager.
+
+"Deres ideer kommer uden vanskelighed?" spurte Kasbjerg.
+
+"Jeg klemmer dem ikke ud. Men det, der kommer nu, er kun det
+foreløbige. Jeg har vished for, at der engang indfinder sig noget,
+som er -- --" Han smilede hen for sig: ansigtet fik stærkere farve.
+"Nu, da jeg læser korrektur på min næste bog, ser jeg godt, at den
+ikke er den rigtige."
+
+"Det må jo være trist."
+
+"Det gør ikke noget. Jeg kan sagtens vente. Det er også meget
+heldigt, at det bedste ikke kommer endnu."
+
+Kasbjerg drejede sig lidt bort. Denne fanatiske overbevisning virkede
+sådan på ham, at han et øjeblik glemte sin overlegne kølighed og blev
+helt naturlig.
+
+"Har De en god ide til den næste bog igen?"
+
+"Det antager jeg. For resten ved jeg ikke noget om ideen, før jeg får
+skrevet den ud. Jeg begynder med ingenting, det hele kommer under
+vejs."
+
+Hm ja. Han vilde gærne tro det. Selv om denne unge mands indfald
+ingenting var værd, de havde den fordel, at de kom let. Kasbjerg
+huskede sine allerførste bøger, de var ganske vist uden værdi, men så
+til gengæld fornøjelsen ved at kunne frembringe med denne
+vidunderlige lethed!
+
+"Jeg har sendt bud til Dem," sa han højt og koldt, "for at foreslå
+Dem visse rettelser -- ikke med hensyn til de navne, De gør løjer med
+-- -- desuden er det hele vel nærmest spøg, men -- -- jeg har sat
+nogle blå mærker, hvor jeg synes, der kunde tiltrænges ændringer. De
+har vist en del fantasi."
+
+Ivar Holt tog sit papir. "Det har jeg vist. Blandt andet." Han stak
+papiret i lommen og rejste sig. Kasbjerg så på hans øjne, at han kom
+ikke igen. Han måtte ikke gå!
+
+"Når jeg ser Deres næste bog," sa han med en velvilje, der gjorde
+hans ansigt mere ubehageligt, end han selv vidste, "så vil jeg bedre
+kunne bedømme Deres talent. Forhåbenlig kan vi til den tid drøfte
+Deres bog sammen, hvis det skulde interessere Dem, og -- med hensyn
+til Deres bidrag, så er jeg naturligvis villig til at la det trykke,
+som det er, hvis De ikke mener, det kan formes anderledes."
+
+Ivar Holt tog sit papir frem igen og glemte at skjule sin
+tilfredshed.
+
+"Nu skal vi se, om De kan bringe noget nyt i stedet for det, De slår
+ned."
+
+"Det kan jeg sikkert."
+
+"Om det just allerede viste sig ved Deres første bog -- --"
+
+"Min første bog brugte jeg til at skrabe fremmed påvirkning af mig;
+den tæller altså slet ikke."
+
+Forbavsende oprigtighed. Den mand skal komme igen. Han udleverer sig,
+han er let at studere. Jeg trænger til en levende model.
+
+"Jeg håber altså at se Dem igen, hr. Holt, når De en anden gang har
+noget på hjærte."
+
+Ivar Holt smilede godmodig og afvæbnet. Vist kom han igen.
+
+Hr. Kasbjerg gik urolig om i sit rummelige Arbejdsværelse. Hvor mange
+år var det nu siden han havde truffet et naivt menneske? Og dette her
+var jo virkelig en ide: hans egne personer var for lidt naive, de var
+alle forbeholdne, de led af overkultur; der var ingen solbrændthed i
+hans bøger -- det havde han hørt så tit, og nu så han, at det var
+sandt, men her var netop et formløst, umiddelbart menneske, der kunde
+blive grundlaget for en ny type, en række nye typer i den Kasbjergske
+litteratur. Ja!
+
+Dermed satte den udmærkede forfatter sig ved sit skrivebord og tog
+med fornyet iver fat på sin ufuldendte bog; nu havde han særlig grund
+til at haste med at få den færdig. Han længtes efter Ivar Holt; det
+var noget andet end at efterligne sig selv for tredje eller fjerde
+gang.
+
+Kasbjerg hørte til en gammel, anset familje, der havde frembragt
+adskillige officerer og et respektabelt antal lærde mænd. Selv følte
+han i sin ungdom intet bestemt kald, men hans opdragelse og omgang
+gjorde ham ganske naturligt til litterat, og da hans faer,
+professoren, både var lærd og radikalismen hengiven, og han selv ud
+af familiens fortræffelige egenskaber havde reddet et alvorligt og
+bydende udseende, så blev han i en tidlig alder knyttet til et anset
+venstreblad.
+
+Kasbjerg var repræsentativ. Han havde en høj tænkerpande, der
+forlængst var udvidet ved hensigtsmæssig skaldethed, endvidere
+professorøjenbryn, buskede som et tjørnekrat ved et lille blåt vand;
+der er nok, som veed at fortælle om deres overordenlige virkning på
+en talerstol. Næsen var nærmest militær, den krummede sig som ryggen
+på en mand, der tar et vældigt tag baglæns i en svær ting. Munden var
+stram og intetsigende, men det kunde også se ud, som om den gemte
+over en hel del; manden smilte uhyre sjældent og led ikke af
+meddelelsestrang, han havde fra forfædrene arvet et udtørret gemyt.
+Hagen var dækket af et spidst, gult skæg, som nu grånede stærkt; hans
+ungdomsvenner huskede, hvor udtryksløs hans lille hageklump havde
+været, inden skægget kom. Men altså i det hele et imponerende hoved,
+der sad på en statelig krop. Stemmen var hård og klar; på en
+talerstol kunde den blive til en smældende komandorøst. Hele manden
+var skabt til at være autoritet, og det blev vedtaget i bladets
+redaksjon, at hr. Kasbjerg skulde udtale den afgørende dom i alle
+litterære spørsmål, så vel som i sager, der ikke helt og holdent
+tilhørte politik eller det praktiske liv. Han anmældte de
+betydeligste skønlitterære værker; i polemik optrådte han som
+afsluttende part, og så var det uigenkaldelig forbi, Kasbjerg dixit;
+han fastslog bladets endelige dom om de betydeligste modstanderes
+officielle personligheder, han blev den ansete journalist, længe
+inden han var den udmærkede forfatter.
+
+Men forfatter blev han altså også. Dær forbavsede han publikum
+betydeligt; man havde ventet sig noget i retning af spartansk ruhed,
+og navnlig havde man ventet, at han slet ikke vilde lave romaner.
+Hans første bøger var pinligt åndrige, sindrigt affekterede som en
+ældre ung piges kærestebreve. Der var megen erotik, og skønt der var
+en evig tale om hengivelser, så var der ingen videre sanselighed, men
+mange kønne ord. Humor fattedes komplet. Det var gentlemans-realisme;
+Kasbjerg kom ikke på listen over de usædelige forfattere.
+
+Men der var mange, som undrede sig, og de så manden igennem endnu en
+gang. Ansigtet var meget godt, men så gik de om bag ved ham og
+opdagede, at han havde ingen nakke. Panden var af de bekendte høje og
+hvælvede, men kraniet løb op i en kegle som et indianerhoved; bag
+panden var der ingen hjærnekuppel, men kun et smalt tagkammer. Næsen
+var heltemæssig, men den kan i det højeste kun opfattes som et
+symbol; realiteten, baghodet, hvor karakteren skal sidde, var
+desværre udeladt. Der var mennesker, som nu fik øjet op for, hvordan
+en silkehat i virkeligheden sad på hr. Kasbjergs hoved. Og
+øjenbrynene var altfor overdrevent buskede, øjnene var rå og kolde,
+næsen for bred og rimeligvis blød, den var langt mere et snorkehorn
+end en hieroglyf, der skal læses: karakterfasthed.
+
+Manden var et fasademenneske; fortil havde han et godt materiel at
+råde over, bagtil var der fladt. I litteraturen viste han nakken
+frem.
+
+Imidlertid, hr. Kasbjerg blev ved at skrive og erhvervede sig således
+en vis anciennitet, d. v. s. krav på tiltagende længde af
+anmældelserne. Ti det er retfærdighed, at en anmælder om en
+forfatters mislykkede opus 10 bruger to spalter for at påvise,
+hvordan værket er mislykket, og hvilke spor af talent der endnu er
+igen, mens han kan nøjes med en tredjedel spalte, når han skal omtale
+et talentfuldt begynderværk -- dog modificeres denne regel
+naturligvis af bekendtskabs-, slægtskabs- og andre forhold mellem
+forfatter og anmælder.
+
+Nu havde Kasbjerg også anden anbefaling end den leverede bogmasse;
+tidens rørelser gik ham ikke sporløst forbi; midt i firserne fik hans
+litteratur henholdsvis et politisk og et dæmonisk anstrøg, lidt
+senere tog han religiøse æmner op -- en omvendelse og en skildring
+fra Indre Missjons mark, bægge vel spækkede med erotik -- så vakte
+han opsigt ved en arbejderroman, og nu var han havnet i den noble
+litteratur, og dær udviklede han sig til stadig større finhed. Der
+var ikke spor af groft i hans skildringer; trætheden gjorde ham fin.
+Han blev mere og mere kultiveret, mere kunstnerisk ren, erklærede
+hans kollegaer, der også selv blev finere, mens de skrev sig bort
+fra virkeligheden, og det roste de hinanden for, men de opdagede
+ikke, hvor lidt liv der var igen i dem, de opfattede ikke begyndelsen
+til døden. Når der går kronisk finhed i udviklingen, så er der noget
+sygt; kunsten stiger, men livet synker.
+
+
+
+
+Det at omgive sig med en ringeagtende atmosfære mod hr. Kasbjerg var
+ikke så ligefrem en ting, som Ivar Holt havde tænkt sig. Den ældre
+kollega var en erfaren mand og mere praktisk menneskekender, end
+forfattere plejer at være -- det var formodenlig derfor, at hans
+bøger var mindre gode -- og han forstod at være elskværdig på en
+behagelig dæmpet måde, der efterhånden virkede fordelende på den
+blanding af overlegenhed og generthed, der var Ivar Holts
+omgangsform. At denne ikke led ham, kunde han sagtens se; han på sin
+side følte heller ingen sympati for den unge mand, der mindede ham om
+den egenkærlige digtertype, der aldrig gør noget godt, og som der
+ikke er noget ondt i. Men det er en menneskeart, som det i alt fald
+kan betale sig at gi i trykken; nu er det tid at bedømme ham med
+billighed, efter at romantikken har forherliget ham, og dens reaksjon
+har lastet ham og næsten stillet ham i klasse med samfundets skadedyr
+-- Kasbjerg var manden, den ubestikkelige vejer og måler, og
+litteraturen skulde få et nyt hovedværk.
+
+En formiddag, da de var spaseret sammen ud på Frederiksberg,
+inviterede Kasbjerg rent tilfældigt på frokost. Ivar Holt tog gærne
+imod det; der var i at la sig invitere noget passivt, der lå særlig
+for ham.
+
+Det var altså hans næste bog, der skulde tales om. Jo, den blev et
+slags kalejdoskop, ikke andet. Alting gik i stykker for ham, han
+vilde helst begynde med hele verden, senere kunde han nøjere gå i
+enkeltheder.
+
+"Poul Møller siger et sted, at det er en almindelig begynderfejl --
+eller et tegn på magtesløshed. Det er også ideerne, der regerer mig,
+ikke omvendt; det mærker jeg nu, da jeg har begyndt at skrive for
+alvor. Når jeg sikler eller ligger i en høstak, så heles min
+verdensopfattelse; når jeg skriver, går den i stykker igen; det er
+måske galt, men jeg kan ikke andet, jeg må se stumperne. Det er også
+fristende; for når jeg har dyppet pennen og skrevet en sætning, så er
+der stukket hul, jeg kan næsten ikke holde op igen. Men jeg ved nok
+-- skønt hvor ved jeg det fra? -- at først når det ikke går i den
+grad af sig selv, først da blir det godt. Jeg skal skrive, for at der
+kan komme bevægelse; selv mine sværeste fyldefornæmmelser er kun
+_tilstande_, de bevæger sig ikke. Derfor pennen. Men jeg kan skrive
+mig selv itu, som jeg kan tale mig itu, det sidste er det hæsligste."
+
+"Deri er jeg ikke enig med Dem," bemærkede Kasbjerg; "det er
+ubetinget sundt at tale ud -- bortset fra, i dette tilfælde, at det
+interesserer mig overordenligt."
+
+"Jeg er ikke ved min fulde bevidsthed, når jeg er kommen i gang med
+at tale; det er, ligesom det var en anden, der førte ordet inden i
+mig. Min stemme blir også utydelig og usikker, som om denne anden
+ikke rigtig formåede at bruge min stemme. Det er inspirasjonen, der
+gør, at jeg ikke ganske behersker min tunge. Moses stammede også.
+Men jeg ved, at jeg nu skal ha et par dage til at komme over
+tømmermændene efter denne her talesvir."
+
+Han så uvillig hen til Kasbjerg og frabad sig likør til kaffen. Men
+en sigar, jo tak, og så ud ad landet til.
+
+Kasbjerg vinkede ad opvarteren, der straks kom ilende med et
+forekommende knæk i ryggen.
+
+Det var velgørende at komme op og gå. Blodet strømmede igen tilbage
+fra hodet; bevidstheden indsnævredes, han blev herre over sig selv og
+kunde tale om andre ting; nu vilde han også være i stand til at gå
+hen ad et ligevægtsbræt uden at dingle; i inspirasjonens højde trådte
+han forkert på alting.
+
+De talte om naturopfattelse. Ivar Holt mente ikke, at realismens mænd
+havde meget at rose sig af i den henseende.
+
+"Hvordan opfatter De naturen?" spurte Kasbjerg.
+
+"Det ved jeg ikke. Mener De, om jeg har nogen metode? Det har De
+ganske vist selv. De sidder hjemme og optænker åndrigheder, så man
+kan mærke, hvordan de lugter af sved -- men der er ikke et grønt
+græsstrå i det hele. Sådan går det ganske vist de fleste, især alle
+dem, der ikke er direkte fra landet. De pinder litteratur sammen, så
+man kan se limen og sammenføjningerne, men der vokser ikke noget af
+sig selv. Den slags forfattere har allervanskeligst ved at gengive
+naturbilleder; det at ligge på landet gør det i alt fald ikke. Men
+for resten, hvis De vil ha en metode, kør landet rundt, eller gå til
+fods, ta et ris papir med, skriv op alle de hunde, gamle koner,
+brændestakke, børn, fedtebrød, som De ser i landsbyerne. Studeer
+alle de ansigter, kalve- og tyreansigter, svineansigter og
+menneskeansigter, De møder. Gå op på alle høje bakker, beskriv
+landskabets linjer og hestepærernes udseende, lige fra de rødgule til
+de halmgrå (for at publikum kan se, De er realist!). Skriv alt, hvad
+De ser, tusende ark; rens så ud og se, om der ikke skulde blive ti
+ark tilbage, som der er noget ved! Det er ikke min metode, men det
+kan godt være, den er brugbar."
+
+Selv når Ivar Holt udtalte sig så spottende, bevarede hans ansigt sit
+fredelige udtryk, som om han ikke havde nogen anelse om, at han
+sårede. I virkeligheden talte han snarere for at tilfredsstille sig
+selv, end for at ramme en anden. Han følte vel uvilje mod hr.
+Kasbjerg, men den var af den art, at det vilde være utåleligt at ha
+fornærmet ham; allerhelst vilde han være fri for ham, så at han kunde
+foragte ham i enrum; men nu var manden der engang, hørte på ham og
+lokkede, alene ved sin opmærksomme interesse, tanker ud af ham.
+
+Noget efter bemærkede Kasbjerg: "Jeg er ikke klar over, hvad der
+egenlig er udgangspunktet for Deres nye værk."
+
+"Udgangspunkt -- næ. Hvad mener De eksempelvis om en høstak? Skal vi
+lægge os ned for resten? Se, hvor skyerne ligger lavt og fast i dag;
+verden er ikke ret stor, den er ikke større, end jeg godt kunde agere
+Vorherre over den smule, man kan se. Så vilde jeg sidde på kanten af
+den sorteblå sky derovre, der er skubbet ud på himlen som en hylde,
+sidde i en høstak deroppe og dingle med benene ned ad jorden til. Da
+måtte menneskene ta sig i agt, skønt jeg er ikke ondskabsfuld, men
+jeg vil nok ha dingleplads. Bagefter vil jeg ophøjes -- når jeg har
+trådt hjærnetaget ind på en skok mennesker --, jeg vil være gud over
+en stjærnetåge. En spiralring, der består af sten i størrelse fra
+Jupiter til almindeligt nyregrus. Alle stenene sidder på deres sted
+og følger smukt med i rotasjonen, for der er ingen vind, der støder
+til dem, luften har endnu ikke frigjort sig af den hele masse. Jeg
+selv sidder på en middelstor sten. Jeg ser mig sidde midt inde i
+tågen, der er forstenet af ligevægt. Omkring mig hænger sten og støv,
+som om de var indkapslede i luften, som ikke er der. Over mit hoved
+hænger en klods på størrelse med Peterskirken. Hvis den gik nedad,
+måtte den knuse mig, men den er fængslet til sit sted. Under min
+venstre albu flyver en splint, der ligner obelisken fra Luksor; den
+kunde ta mig midt over -- og der var straks et geni mindre --, hvis
+den fik et skub, men skubbet er der ikke. Der er kun inerti, alle
+kræfter vogter på hinanden og holder hinanden i tømme; jeg kan ikke
+se noget røre sig; vi farer vore tusende mile i sekundet og lader som
+ingenting. Men der er eet brud på loven: mig. Ingen inerti binder
+mig. Jeg vil lave noget. Jeg tar obelisken om livet og gir den en
+bevægelse fremad. Den adlyder uden vrangvilje og borer sig syv og
+fyrretyve alen ind i det tomme rum, men den kommer tilbage,
+naturkræfterne trækkes om den, den ene kan ikke unde den anden denne
+sten. Derefter får Peterskirken et spark og hummer sig uden
+betænkning, og så daler den igen som en damphammer, så jeg er nød til
+at springe over og ride på obelisken for ikke også at blive lavet
+til inerti. Men nu viser jeg min almagt; jeg maser rundt i min
+spiraltåge, så der kommer gyngning i det hele; de store blokke knuser
+de små imellem sig, de spidse borer huller i de brede, og efterhånden
+kommer det hele i brand. Astronomerne nede på jorden, der ikke kender
+mig, de glor op til mig og tænker: Hvad pokker går der af
+spiraltågen? Mægtige enøjede kikkerter stirrer op til mig, og i enden
+af hver af dem sidder der et ynkeligt insekt. Tre og tyve forskellige
+hypoteser fremsættes, mens jeg sidder på den køligste blok og ler ad
+alle de tre og tyve, indtil jeg kort efter falder i søvn, mens mine
+naturkræfter arbejder videre på egen hånd."
+
+Kasbjergs bifald kaldte ham ned på jorden, han satte sig op, rynkede
+brynene og søgte at fiksere det menneske, der, mærkværdigt nok, sad
+ved siden af ham, men blikket kunde ikke holde ham fast.
+
+"Det vilde være et meget passende sted at falde i søvn," bemærkede
+Ivar Holt, idet han lukkede øjnene.
+
+"Vil De ikke med tilbage til byen?" spurte Kasbjerg og rejste sig.
+
+"Nej."
+
+"Nå. Farvel da, hr. Holt, og på gensyn."
+
+"Farvel," sa Ivar Holt, stadig med lukkede øjne.
+
+Mens Kasbjerg gik bort, tænkte han: Hvordan mon det menneske er i
+erotisk henseende?
+
+"Væmmelig," tænkte Ivar Holt, da den anden var gået, "hæslig som de
+insekter, man træder itu, mens man ser til den anden side." Nu kunde
+han lukke øjnene op igen.
+
+Så hensank han på ny i høduft og solskin, mens han lå på bunden af
+et hav af lyksalighed, der begyndte rundt om ham og endte -- -- som
+ikke behøvede at ende noget bestemt sted.
+
+Han følte, hvordan lyset skinnede helt igennem ham og opløste ham.
+Han blev til en lys tågestøtte, der skred halvbevidst fremad uden at
+kaste nogen videre skygge, en søjle, der efterhånden klarnedes helt i
+lyset, så at den ligesom slet ikke var til; ingen mennesker kunde
+forurolige den ved at pege på den og sige: Dette skulde egenlig ha
+været et menneske, men det er ikke andet end dis fra en dekomponeret
+personlighed. Men ingen ser den; den er kun til for sin egen
+fornøjelses skyld.
+
+Ak ja, jeg er tyst lyksalig som en døddrukken mand, der ingenting kan
+sige og ligger ned og griner til sig selv af ikke noget.
+
+
+
+
+En hundredkroneseddel er en mærkelig ting. Til at begynde er den
+ganske vist et kortfattet og uanseligt udtryk for en svimlende
+formue, men gå ind og køb seks fine sigarer for den. Straks yngler
+den beskedne lap ni andre lapper ud af sit liv, foruden en skøn masse
+sølv; den blir moer til et læs penge, der kan føles både på låret og
+på brystet. Det er hundredkronesedlens geniale øjeblik. Den blir et
+herligt symbol på frugtbarhed og fedme, som en flod, der danner
+delta, som en so, der får grise. En hundredkrone, der veksles, er et
+af livets højere øjeblikke, ligesom forplantning, løvspring, den
+længste dag o. s. v. Derefter går det nedad. Tikronerne, der
+forsvinder, det er som en slægts sørgelige undergang, livsfyldens
+forfald. En hundredkrone, der veksles, er et ophøjet symbol på
+kulminasjon, så skal vi nedad; til de højeste bjærge hører de dybeste
+dale. Har vi toppet, må vi dale, siger en stor digter, og hvad han
+siger om rigsdalerne, gælder lige så godt om kronerne.
+
+Ivar Holt kom ud på gaden med en udmærket syv øres sigar i munden;
+fem andre havde han i lommen.
+
+Det er noget andet end at skulle indsnuse andres sigarrøg, ti så dybt
+var du sunket!
+
+Løftet af en fin pengerus gik han hjem for at ta sit bedste tøj på.
+Han la vejen om ad Vesterbrogade. Nu skulde det være slut med
+studierne. Han havde ikke rigtig været klar over, hvor vidt han
+studerede længere eller ikke, for han hørte stadig nogle
+forelæsninger, men fra i dag!
+
+Uh ha! Der var noget lumpent i at skulle dreje ned ad Saksogade! Han
+gik videre til Valdemars, hvor træerne kiggede ud på fortovet med
+deres nysgærrige kroner. Her vilde han også bo nu.
+
+Der blev foretaget en reparasjon på Matthæuskirkens spir. To
+arbejdsmænd stod deroppe og manøvrerede med en bjælke; de lignede
+myrer, der er i færd med at slæbe et halmstrå ind ad et hul. Hvis han
+skulde stå derude med et reb om sig, så vilde digteren nok forgå i
+ham, og han vilde blive vanvittig af skræk, mens han i virkeligheden
+burde blive endnu større digter, han, som var sådan en linedanser på
+mælkevejen.
+
+Det var en underlig, ubehagelig tanke, agressiv, som om en anden
+havde tænkt den for ham. Han skyndte sig hjem og klædte sig om. Han
+skulde til selskab hos Kasbjerg.
+
+Der lå en stemning af idyllisk magelighed over det villakvarter, hvor
+den ansete forfatter boede. Husene behøvede dær ikke at trykke sig
+flade og magre op ad hinanden, de havde ikke nødig at rende op som
+bønner og blive svimle. De var ikke kolonidyr, ikke menneskekager med
+mange celler, de var enkeltvæsner. De stod ikke, men de lå,
+henslængte mellem haver og alleer, de generede ikke hinanden, de
+kunde brede sig, strække deres udhuse mageligt fra sig, skyde
+karnapper frem, som de syntes, uden at gnave nogen nabo i ryggen, de
+kunde la deres trappegange og verandaer vokse frit ud; der var ingen
+fare for, at deres ekstremiteter skulde kollidere med deres
+medskabningers.
+
+Kulasken på gangstien knasede under Ivar Holts sko, solen stod ham
+lige i ansigtet. Bagved lå byen med sin lysebrune atmosfære over sig
+som en tronhimmel. Fra en fabriksskorsten stod en vældig røgsøjle op,
+vinden tog den og bøjede den forsigtigt, for at den ikke skulde gå
+itu, den strakte sig elastisk og blev ved at krybe hen over tagene,
+til sidst omspændte den hele byen som en uhyre slange og viste
+menneskene sin sorte bug.
+
+Han gik op og ringede på. Husholderskens højre øje sås i en forsigtig
+dørspalte, der straks efter antog en mere gæstfri bredde.
+
+Det var ikke noget udsøgt selskab, der ventede på ham. Kasbjerg havde
+i den sidste tid lagt sig efter mindre fin omgang. Litteraturen blev
+mere og mere demokratisk, den ene efter den anden tog sig over at
+skrabe samfundets bund. Publikum ønskede det, og hr. Kasbjerg bøjede
+sig for ønsket; han vilde anlægge sin gentlemans-metode på de
+forkomne eksistenser.
+
+Da Ivar Holt kom ind, var der allerede tre gæster, pianisten
+Tornberg, tegneren Drewes og Katinka. Tornberg spillede i en natkafe,
+han var en bleg ung mand med en ansigtsfarve som marsipan; på
+overlæben havde han en smule mørkt skæg, der lignede tørvesmul.
+Drewes var en ældre mand og en ærlig mand med rigtig kone og mange
+børn. Han var desuden faer til adskillige af de studiehoder af skønne
+mænd og kvinder, som har glædet mangen ærlig abonnent på illustrerede
+blade; det var også ham, der opfandt konfirmanden i sorte handsker og
+rund hat (i hånden) og skytsengel bagved med skuldret palmegren. Den
+skal han ha tjent betydeligt på; samme år fik han to ægte børn. Nu
+havde han også måttet lægge sig efter sultne børn, pjaltede mødre og
+fulde fædre, og endelig var han humoristisk bagsideleverandør.
+Katinka endelig var simpelthen Katinka, hendes væsen var ret
+dameagtigt; hun var kendt med Kasbjerg og havde dagen før fået ti
+kroner af ham, hvorfor hun nu ventede sig et eller andet, for hun
+vidste nok, at ti kroner ikke kommer flagrende alene, de efterfølges
+af noget, eller de har en omstændighed foran sig, de er et led af
+noget.
+
+Straks efter indfandt sig cand. phil. Lynggren, tidligere stud.
+theol. og skolekammerat til Ivar Holt. Han havde opgivet teologien
+for journalistikken og var nu boganmælder ved et kristeligt farvet
+blad. Æren for denne omlægning af løbebane tilskrev han den gode
+veninde, der kom i følgeskab med ham, en varietesangerinde, hvis
+plakatnavn var Miss Irene Whiteflower, men som i en snævrere
+vennekres bar det navn, Lynggren havde givet hende, næmlig Teologine.
+
+Teologine var ung og fint skabt, havde gode tænder, store, uskyldige
+øjne og en lav pande, hvorover lyseblondt hårskum stænkede ned i
+rigelig mængde. Hun havde gode engagementer og sang ikke med benene
+alene. Hun var ikke uden alvor; i ensomme timer havde hun rørende
+drømme om honnet kærlighed; desuden var hun en stor beundrer af
+Sherlock Holmes, men satte ikke pris på den øvrige moderne
+litteratur.
+
+Der præsenteredes. Ivar Holt begyndte på et høfligt buk, men
+Lynggren samlede ham og Teologine i sin favn.
+
+"Så, børn," sa han med salvelse, "nu er I to mødtes ved mit bryst;
+derved har I et grundlag at elske videre på."
+
+Forlegenheden var overstået. Kasbjerg dunkede Teologine i ryggen for
+at stemme instrumentet; hun lo ham op i næsen og rykkede ham i
+skægget, og det var netop kammertonen. Tornberg smilede og gned
+tørvesmullet. Drewes så mørk og mat ud; dog bordet var dækket, han
+overkom et smil.
+
+Bøf, spejlæg, kold kylling, sildesalat, hummer, sardiner -- jævne
+retter uden udskejelser. Kasbjerg vidste, at det var ikke retternes
+udsøgthed, der vakte stemningen hos hans fornæmste forsøgsobjekt.
+
+"Drikker damerne bajer?" spurte værten og drejede heltenæsen.
+
+"Ja," sa Teologine, "og dram!"
+
+Lynggren velsignede hende ned ad ryggen med den ene hånd.
+
+Katinka derimod afslog drammen: hun vilde endnu holde sig på dannet
+grund.
+
+Der hævedes glas og nikkedes over dem; Teologines blottede hals gik
+bagover, og straks efter beskrev hendes glas en meget stor bue ned på
+bordet.
+
+Stemningen var middels. Lynggren snakkede, Teologine lo, Katinka
+smilede. Ivar Holt, der var anledning til hele selskabet, ytrede sig
+ikke; han så ikke, hvordan Teologine sled i ham med øjnene; værten
+var misstemt, han greb til den fortvivlede udvej at tale om
+litteratur, hvorover digteren blev aldeles tungsindig, og da ingen
+fandt noget at bemærke, tilfaldt ordet igen Lynggren.
+
+"Nej, som sagt, kære menighed, teologi er en farlig medicin, der gør
+de bedre til fanatikere eller bespottere og de slappe -- hvis de blir
+præster -- til folk, der hemmeligt skammer sig, -- lad mig nu se, du
+snøfter pænt, Teologine. Disse mennesker er inderligt og modbydeligt
+forargede over sig selv, og så bedøver de sig med store indtægter,
+store middage og mange børn -- græd, Teologine! -- de har det såmænd
+ikke så godt. Men imidlertid -- tør her din tåre af, kære Teologine!
+-- da så til sidst embede, kone, børn, vrøvl og den bekendte
+menneskelige dekadence, der allerede i fyrrerne begynder at ta pippet
+fra os -- ikke sandt, hr. børnehjemsejer? -- tvivlens og spottens
+pip, tænkningens pip -- mener hr. vært ikke også? -- da alt det gør
+sin virkning, så vender det hele sig dog omsider en gang til den
+bedste, salige ende. Amen. Modtager dernæst herrens velsignede salat,
+som han gerne vil ha sendt om."
+
+"Skål, Lynggren," hilste Ivar Holt. "Du er en bedre karl, end jeg
+havde tænkt."
+
+"Skål, fromme bekender. Det glæder mig, at min forkyndelse dog i det
+mindste har vakt een sjæl. Men lad os nu hellige damerne vor
+opmærksomhed, det synes jeg, vi skylder Gud, konge og fædreland.
+Spil, slave, du er betalt."
+
+Tornberg spillede, Lynggren valsede en gang rundt om bordet med
+Teologine, måltidet endtes med al mulig spetakkel; kun to forholdt
+sig stille; den ene var Drewes, der havde nok at gøre med at spise.
+
+Ivar Holt stod ved en dørkarm og så til. Han følte i sig en vis trang
+til noget vildt, men den blev ikke til noget, ligesom man ikke kan
+finde sin egen melodi mellem en kres af lirekasser. Hans eget væsen
+det var en susen i højstammede træer; i denne rå larm forekom det
+ham, at han ikke var andet end høje, klare toner, der har lydt, mens
+gøglet brølede rundt om; ingen har hørt dem.
+
+Han vidste ikke, hvad de andre tog sig til den næste time; men da han
+igen kom til sig selv, bemærkede han, at Lynggren var kendelig
+påvirket.
+
+"Nu vil vi sidde blødt og dybt," sa han. "Kom her hen, Teologine,
+Katinka med, jeg trænger til at elskes. I anbringer jer på hver side
+af mig, så jeg delvis forsvinder under jere skørter og albuer. Det
+har altid været mit ideal at sidde i et blødt hul, garneret rundt om
+med kvinder, belæsset på knæer, bryst, ryg og skuldre med kælne
+hænder, hofter samt hager med smilehul. Skål, slaver, og modtag
+min foragt, ti jeg er fuld. Jeg har østerlandske tilbøjligheder.
+Katinka: læg kun nogle flere punds vægt på, kvindelig tyngde gir
+frugtbarhedsfornæmmelser. Jeg har overdådige aspirasjoner efter
+elskov og røgelse, det har jeg lært af den åbenbarede religion. Du
+skal ikke skotte efter Ivar Holt, Teologine, hans kæreste sidder på
+regnbuen og dingler med sin tøffel ned i en tordensky; han deler leje
+med himlens små stjærner, men aldrig med dig, du er ham for kødelig
+anlagt. Hvis han avler et barn, så blir det med en af de højeste
+lammeskyer, sådan en kraftkarl er han. Men kom alligevel her hen,
+Ivar Holt, og lad dig småelske på skuldre og knæer. Se på os og
+opdag, hvad du selv mangler."
+
+Ivar Holt rykkede sin lænestol hen til de andre. Teologine faldt
+ligesom af sig selv over på hans skød.
+
+"Hvad skal vi nu være enige om at drømme?" mumlede hun op til ham.
+
+"Jeg vil være kong Salomon," erklærede Lynggren. "Jeg sidder halv
+slumrende med min pibe på en trone, der er udpolstret med kvinder."
+
+"Uha," vrissede Katinka og dunkede ham på mellemgulvet med hodet.
+
+"Stille! Jeg er kong Salomon. I er to af mine fem hundrede hustruer.
+De kvindeløse tre mandfolk i baggrunden er mine øverste eunukker."
+
+Teologine så op til Ivar Holt med sit jomfruåsyn, der var fuldt af
+lyst til sjov. "Uh, jeg gad nok vide, hvordan De egenlig er," sa hun
+og ruskede i ham.
+
+Han gad også selv vide det, og i det samme faldt det ham ind, at han
+kunde kysse den pige, der lå på hans skød; det gjorde han. En lille
+gnist gled fra hendes læber ned i hans krop og fulgte med blodet, han
+kunde hele tiden føle i sig, hvor den var.
+
+"Drøm så noget," bad Teologine, "om kærlighed."
+
+Hendes hår kildrede ham på halsen og krøb ned under hans flip. Det
+var straks en omstændighed, tænkte han.
+
+"Kærlighed," svarede han, "ja. Jeg vilde nok eje en villa, og i min
+have går min kæreste i hvidt, halvlange ærmer, bar hals. Livet skulde
+gå hen som et stille smil. Hvis jeg var rig -- ja; jeg kunde tænke
+mig tilværelsen som et venligt pigeansigt under en bred, hvid hat --
+--"
+
+"Ja, men opgiv så at være digter," afbrød Lynggren, "sælg din
+samvittighed til et blad og tjen penge; ellers kommer villaen ikke.
+Jeg er selv en Schuft og står mig ved det. Når jeg er fuld, har jeg
+samvittighedsnag, men sandelig! Der er noget i kvindens favn, som
+gør, at jeg forsoner mig med den måde, jeg tjener penge på."
+
+Teologine syntes at vente på noget; værten gned hænder på den anden
+side af bordet, hans bryn klaredes. Måske den levende model vilde
+ytre sig erotisk.
+
+Men Ivar Holt rejste sig og lod hende glide af. Han blev pludselig
+vild. "Nej, ånd!" udbrød han, "hellig ånd! Skal vi gå op og ruske den
+hellige ånd løs af treenigheden! For det er den, vi har brug for.
+Inden den helt rådner op ved sin sammenvoksning med faderen, der er
+færdig med verden, og sønnen, hvis død hver dag blir mere utvivlsom.
+Det er ånden, vi har fornøden, krop har vi selv, Skabelsen er
+overstået, opholdelsen går af sig selv, og døden dør vi selv med så
+megen væmmelse, at det er afskyeligt, at en anden oven i købet skulde
+gøre det for os, som om vi ikke gjorde det nederdrægtig godt nok
+selv. Men hellig ånd, skal vi prøve at hente ham!"
+
+Da Ivar Holt så de andres øjne, kom han til sig selv, sa farvel og
+gik. Så snart han kom ud i den friske luft, så han, at hans sjæl var
+ligesom oversået med store, ildelugtende menneskepletter; der skulde
+mange sikleture og megen blæst til at få dem af igen.
+
+
+
+
+Ivar Holt og Henriette Ravnø var en Søndag eftermiddag kommet helt ud
+til Vanløse. Når de gik alene, havde de gærne deres lillefingre
+hægtede sammen; det var noget, han havde fundet på, mere attråede han
+ikke. Hendes lille finger var så spæd, og når den var rigtig varm,
+gjorde den et uvirkeligt indtryk, som en sart drøm.
+
+De var meget tavse på deres lange ture, især når været var godt. En
+gang imellem dinglede han med hendes hånd, som en hvalp rusker i et
+lommetørklæde, den har erhværvet, for bedre at mærke besiddelsen, og
+så vekslede de måske en bemærkning. Hun virkede så svalt på ham, han
+oversnakkede sig aldrig sammen med hende, og derfor søgte han gærne
+hendes selskab.
+
+"Ved De hvad," sagde han, da de nåede Damhussøen, "det er noget, jeg
+har tænkt på før, jeg vil være havnesjover i Marseille, mine bukser
+skal være fløjelsbukser og min kasket en bred stråhat; jeg står op
+ad en fortøjningspæl og har solen i ansigtet, min kone er
+appelsinkælling og sidder ti alen fra mig på havnepladsen."
+
+"Så gå hen og snak med hende, hun keder sig."
+
+"Jeg snakker med solen."
+
+"Men hun vil ikke ha en mand, der snakker med solen; ham render hun
+fra."
+
+"Farvel, kone."
+
+"Hvor De er sorgløs," sa hun lidt utålmodig.
+
+"Om aftenen finder vi et bjærg, der ikke er for højt, og kryber op på
+det for at se ud over Middelhavet. Det ligger dær som en blå
+stålklinge, der på et sted er rødglødende; det er månen, der står
+op."
+
+"Blir de dær hele natten?"
+
+"Nej -- de går hjem."
+
+"Og ser til deres lille pige."
+
+"Mon de har sådan en?"
+
+"Ja. Så har konen noget at bestille, mens manden har glemt, at hun
+eksisterer."
+
+"Jeg tror også," bemærkede han efter lang overvejelse, "at det er
+godt at ha en lille pige. Undertiden savner jeg en vis fornæmmelse af
+menneskelighed. Ingen rod i jorden; jeg er som en afskåret blomst,
+der er sat i vand."
+
+"De trænger til at blive gift," mente hun.
+
+"Ja. Hvis det er det. Jeg -- --" han så fortabt på hende og rystede
+på hodet; "det er mærkværdigt; måske er jeg slet ikke noget
+menneske."
+
+Hun havde lært at dæmpe sin lidt robuste natur, siden han var blevet
+hendes ideal af mandig finhed. Hun forstod også at undgå at komme for
+plumpt med sine praktiske bemærkninger, og når han talte på sin
+betagne, åndsfraværende måde, kunde hun få det indtryk af sig selv,
+at hun var en plebej, men det var vist ikke så meget, at det stødte
+ham; hun vilde også se at hjælpe på det og lære noget af ham. Godt
+var det, at hun var den mest praktiske; lærde folk trænger til
+praktiske koner, og det skulde ikke undre hende, om han, der var så
+stille og flittig, en gang endte som professor. Men det var egenlig
+mærkeligt, at de endnu ikke havde talt fornuftigt sammen en eneste
+gang, når han dog tog alting så alvorligt.
+
+Han gik og så op på det fine, hvidlige slør, der lå over den blå
+himmel. Det vakte et dybt velbehag hos ham som noget beslægtet.
+
+"Hvordan må der ikke være nede i syden, dær hvor de har opfundet
+Elysion, Paradiset! Å ja, hvis jeg havde meget mere af denne sommer,
+så skulde jeg også nok opfinde noget saligt, som menneskene kunde
+blive mere lykkelige ved at tro på."
+
+"Jeg kan godt forstå, De får den slags indfald, nu mens De går og har
+ferie."
+
+"Ja --" sa han noget efter, da han havde glemt hendes bemærkning,
+"der er noget fremmed inde i mig siden min lange sikletur. Det er,
+ligesom hele verdens tanker er sluppet ind i mig og skal udvikles
+dær. Jeg forstår ikke, hvad der falder mig ind -- jeg har slugt
+verdenssjæl -- -- hvad det nu vil sige."
+
+"Mon det er heldigt for Deres studier?" spurte hun.
+
+Det gav et ryk i ham. Spørsmålet påtrængte sig alvorligt, nu da det
+blev stillet af en anden. Gør man virkelig sådan noget? Kaster man
+sin sikre fremtid over bord? Er man et alvorligt menneske med
+ansvarsfølelse?
+
+Han så op og mødte hendes alvorlige blik. De øjne -- det var
+familiens øjne, alle fornuftige folks øjne, der ser undrende på ham,
+som render fra sine studier. Vil han virkelig ikke ta sin eksamen?
+
+Heldigvis var der endnu to måneders ferie igen, han kunde tænke over
+det.
+
+"Lad os gå ud i Damhuskroen og drikke kaffe," sa han.
+
+Tidligt på aftenen fulgte han hende tilbage til byen og drev så selv
+om i gaderne, til det blev sengetid.
+
+Det var hel mørkt, da han kom hjem. I værelset bag ved var
+frelsermændenes aftenbøn i fuld gang. Den ene ekstemporerede med
+forbløffende virtuositet en grædefærdig anråbelse, mens de andre
+faldt ind med hjærteskærende nødskrig: Jaaa, Herre! Å hvad, Jæsus! --
+-- Det tog dem et godt kvarter at forrette deres fromme nødtørft.
+
+Det er åbenbart, tænkte Ivar Holt -- lige så uanfægtet af
+frelsermændenes råb som rimeligvis Vorherre selv --, at hun holder en
+del af mig. Mon hun egner sig til at være appelsinkælling i
+Marseille? Solen vilde gøre hende bedre, hendes øjne er endnu noget
+for kolde.
+
+
+
+
+For anden gang udkom der en lille bog, hvorpå der stod navnet Ivar
+Holt. Den skildrede ikke noget, der optog sindene på det tidspunkt.
+
+Det danske smør havde da for længe siden tilkæmpet sig sin ansete
+plads på det europæiske marked; der var svær drift i agerbruget,
+opadgående konjunkturer; husmandssagen var alles kælebarn,
+socialdemokratiet havde sine jærnbånd om hele landets industri, og
+det vandt stadig flere pladser i regeringen og i hovedstadens råd;
+venstre havde den politiske overmagt; der måtte -- skulde man tro --
+snart komme et systemskifte.
+
+Forfatteren, cand. phil. Ivar Holt udgav en bog, der foregik midt i
+universet. Verden var gået i stykker, eller rettere sagt, den var
+samlet i een stor kugle af urtåge, grå, halv gennemsigtig, og inden i
+den gemtes hele resultatet af verdens hidtidige udvikling; mennesker
+og menneskelig kultur hvirvledes rundt deri og sønderdeltes; sjæle
+frigjordes og maledes ud i den hele masse. Geniale ideer omslyngedes
+side om side med jævne betragtninger over spegepølse og hakkebøf.
+Shakespearske tankelyn sås at slå igennem tågen, lidenskabelige,
+Michelangeloske hvirvler tegnede sig glødende midt i det grå, og
+brudstykker af Beethovenske akkorder fik rotasjonens larm til at tie
+stille og undre sig. Men også masser af skidenhed maledes rundt i
+verdensmøllen; glimt af lave pander og hæslige næver skabtes og
+udslettedes. Stank slog ud, banditsjæle opløstes i det store
+krematorium; Meyerbeers slubbertmusik kvalmede ud ved siden af hæse
+øl-eder.
+
+Verden malede videre, modstridige elementer pressedes sammen og
+indgik nødtvungent forbindelse; Lionardos lysende ånd svejtsedes
+sammen med en eskimokællings trannede sjæl trods hæftig kemisk
+frastødning. Beethovens fjortende kvartet kom i nærheden af "Der
+Prophet", og opløsningens vidunderlige magt loddede dem sammen under
+gyselige disharmonier. Menneskenes røde og brandgule drifter
+fortæredes med umenneskelige brøl til fin aske og tav derpå stille.
+Rotasjonen tog fart, heden voksede. Som tyve tusende mile lange
+protuberanser flammede de halv opløste geniers sjæle ud af
+verdenskuglen, men centripetalkraften sugede dem ind igen,
+udjævningen fuldbyrdedes. Da alt var udbrændt, begyndte en ny verden
+at danne sig.
+
+Digteren sad i Guds ene øjenkrog og stirrede ud gennem det sorte
+verdensrum; dær så han en utydelig kugle, hvis gråhed lyste i det
+sorte, og idet tiden fløj forbi -- tusende år som een dag -- opdagede
+han, hvordan kuglens overflade begyndte at bæve uendelig svagt, den
+trak sig sammen og strammedes og blev mere klar i omridset. Men
+medens den grå bug arbejdede, fødte den rødsort ud af sig, det blev
+til rødt og til gult, og det gule fortættedes til hvid ild. Den hvide
+kugle ynglede og udsendte andre hvide kugler, der gik baglæns i
+udviklingen, blev røde og til sidst grå. En af disse valgte digteren
+sig til beskuelse. Skinnende dampskyer bulnede ud og blev sugede ind
+igen for atter at hvæse ud et andet sted i snehvide eksplosjoner.
+Men det hørte op, kuglen hang med grå og blå pletter for digterens
+øje. Han så, hvordan der kastedes grønt skum i land fra havet, det
+krøb op over landet, jorden blev grøn. Senere kom et blegt slimdyr og
+begyndte en udvikling, i hvis anden ende der sad digteren selv.
+
+Stort længere kom de ihærdigste læsere ikke.
+
+På samme tid som bogen udkom, blev husmandsloven forelagt i
+Folketinget, et par ministre gjorde deres historisk bekendte
+skandaler, højremænd mældte sig fra, aviserne havde travlt, der var
+ikke megen plads til litteratur. Verden gik ganske vist skævt, men
+alligevel i grunden hel godt; hvad skulde man med en digter, der
+havde set verden gå i stykker?
+
+Der blev ikke gjort meget grin med Ivar Holt. Man fandt latterlighed
+nok i landet uden at behøve at søge efter den hos en gal digter.
+Masser af politisk dumhed lå klart for dagen; en forrykt poet kunde
+ikke længere opfattes som god komik. Derfor tav alle ordenlige
+anmældere stille; de kendte desuden ikke den herre; i politisk
+bevægede tider må man vide, hvor en mand har sin gang, før man
+indlader sig med ham, hvad enten han er ligtornespecialist,
+embedssøgende skolelærer eller poet. De øvrige anmældere præsterede
+et skuldertræk og en erklæring om, at de ikke havde forstået og
+ganske vist heller ikke havde gjort sig ulejlighed for at forstå; et
+par særlig reaksjonære blade, der mente, at intet uden venstresind
+kunde fostre slig litteratur, gjorde sig virkelig den ulejlighed at
+skælde ud. I provinsen så det langt bedre ud, for dær havde aviserne
+ikke så meget at underholde læserne med, og de gjorde forfatteren til
+grin efter al deres ringe ævne. Ivar Holt nød den ære at blive
+citeret og begrint ved kaffeselskaber; i en enkelt by købte man endog
+selve bogen. I den by, hvor han selv var fra, nød hans forældre, der
+var hæderlige folk, stiltiende, men hjærtelige beviser på agtelse og
+medfølelse.
+
+-- "Nå, hr. Kasbjerg," spurte det mægtige blads redaktør en dag,
+"hvad mener De om den nye mand, Ivar Holt? Har han noget talent?"
+
+"Å, det kan man vist ikke afgøre endnu."
+
+"Men er han ikke nogen brugbar kraft for os? Kan det ikke tænkes, han
+har en fremtid for sig?"
+
+"Jeg ved skam ikke. Noget af det første, han sa til mig, da vi en dag
+talte om litteratur, det var: Ja, De har jo ikke selv noget talent."
+
+Redaktørens overskæg bevægede sig svagt.
+
+"De kan nok forstå, at en mand, der siger det, mangler opdragelse."
+
+"Men ikke overbevisning," smilede redaktøren.
+
+"Hm. Jeg har nu ingen overbevisning kunnet mærke hos ham. Han er både
+forlegen og aggressiv. De ved, hvordan generte mennesker undertiden
+kan blive ubeherskede og sige de groveste ting, uden at de rigtig ved
+af det. Jeg stoler ikke på ham. Sæt, vi en dag slipper ham herind --
+vi beskytter jo de nye talenter, der kommer frem, så skal De se: en
+dag falder han os i ryggen."
+
+"Ja, men går det unge menneskes overbevisninger da ikke i nogen
+bestemt retning?"
+
+"Det tror jeg ikke. For resten er han over fem og tyve år. Han har
+svært travlt med at få sine meninger frem. I løbet af fem minutter
+kan han nedsable hele Schandorph og det meste af J. P. Jacobsen og
+Bjørnson. Og jeg vil ikke sige, han gør det særlig uvittigt."
+
+"Heller ikke da han nedsablede Dem selv?"
+
+"Hensynsløshed er overhodet et betegnende træk hos ham," fortsatte
+hr. Kasbjerg. "Og dog siger han sine -- -- flotheder med en vis naiv
+blidhed. Han mener næmlig ikke noget ondt med det; jeg tror slet
+ikke, der er noget ondt i ham. Også af den grund synes jeg dårligt,
+vi kan bruge ham."
+
+"Det var da mærkeligt. Jeg talte i går med dr. Rønnow, og han lod til
+at være temmelig interesseret af den bog."
+
+"Dr. Rønnow anmælder den ikke."
+
+"Nej, det ved jeg. Han mente, det var bedst at vente. Skal vi anmælde
+den?"
+
+"Det synes jeg absolut ikke. Han er så glubsk, han må først
+disciplineres noget. De skal få mit eksemplar, jeg har indstreget en
+del steder, læs dem, de er temmelig agressive."
+
+"Virkelig! Jeg har ellers forstået, at bogen handlede om urtåger og
+-- --"
+
+"Ganske vist. Men den handler også en del om ham selv og hans private
+meninger. I et kapittel gør han det af med hele romantikken, nå, det
+er ganske vist lige meget, men -- --"
+
+"De er måske også selv med?"
+
+"Det skal jeg ikke kunne sige. Nej, la ham afklares, lad os se, om
+han finder et sted at stå på, så kan vi altid snakke med ham; at ha
+ham gående her -- --"
+
+"Bag kulisserne, nej, det er klart. Men derfor kunde vi måske nok
+optage et eller andet lille stykke ved lejlighed."
+
+"Ja -- og lægge vort navn til som garanti for hans talent."
+
+"Å hvad, det er just ikke store digtere alle de, vi har i vore
+spalter -- -- men naturligvis, det litterære overlader jeg som
+sædvanligt til Dem."
+
+"Ja, og jeg kan jo altid ved lejlighed skaffe nogle skitser af ham
+ind andre steder, for selvfølgelig bør han ha adgang til at ytre
+sig."
+
+"Nå, De har altså dog en vis interesse for ham."
+
+"Jeg nægter ikke, at han til en vis grad interesserer mig."
+
+"Hm. Ja, det er jo meget uegennyttigt af Dem."
+
+Der sad en spørgende tvivl begravet i redaktørens overskæg, idet de
+to erfarne mænd vekslede et blik.
+
+Men i ethvert tilfælde, hvad hr. Kasbjerg gjorde, skete til bladets
+gavn og formodenlig ikke altid til hans egen skade.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Samme eftermiddag fik hr. Kasbjerg besøg af Ivar Holt. Han var både
+nedslået og stor på det.
+
+"Hvordan er De tilfreds med virkningen af Deres bog?" spurte den
+ansete forfatter.
+
+"Pressens køtere har unægtelig brændt røgelse for mig," svarede den
+ubekendte forfatter, "men det er jo kedeligt, den ikke lugter noget
+bedre."
+
+Hr. Kasbjerg kneb det højre øje sammen, som om han søgte efter noget,
+der var faldet ham ud af hukommelsen. Så skubbede han en sigarkasse
+til side og halede en anden ud, der stod bagved, lod langfingeren
+løbe hen over sigarerne, indtil han fandt en, han gad tænde, skar
+spidsen af den og stak den i munden, idet han løftede øjenbrynene,
+som en, der kommer til at tænke på noget, der for resten er ganske
+ligegyldigt, og i det samme fik han tilfældigvis øje på Ivar Holt.
+
+"Å, undskyld, må jeg byde Dem en sigar?"
+
+Ivar Holt var blevet så medtaget, at det tog nogen tid, inden han fik
+samlet sig og sagt nej tak.
+
+"Har De ikke søgt at få nogle timer her i København? De er jo cand.
+mag., ikke sandt?"
+
+"Nej."
+
+"Nå ikke. Der skal jo dog noget til -- for at leve. Det at skrive
+bøger er jo ikke sådan nogen levevej."
+
+"Nej, det betaler sig vist bedre at skælde ud over dem," svarede Ivar
+Holt og søgte at se lidt større ud. "Men man kunde jo gå til et
+skandaleblad."
+
+Hr. Kasbjerg overvejede ved sig selv, at den unge mand kunde blive
+ganske brugbar til at lave skandaløse portrætter af bekendte mænd til
+et toøresblad. Men der udkrævedes megen demoralisasjon, før han selv
+opdagede den ævne og fik mod til at bruge den.
+
+"Jeg tror ikke, det er indbringende at samle ulykkestilfælde til
+småblade, og andet vilde De ikke blive brugt til."
+
+Ivar Holt så ned for sig og rynkede brynene. Der var noget i den
+bevægelse, som var betegnende for ham, tænkte hr. Kasbjerg.
+
+"De har endnu ikke anmældt min bog."
+
+"Nej. Jeg er så stærkt optaget i denne tid. Desuden er det jo ikke
+alle bøger, vi anmælder."
+
+"Nej, men De beskytter alt, hvad der kommer frem, som er nyt og
+originalt. Det er almindelig bekendt. Og da nu hele højrepressen har
+rakket mig ned, så synes jeg, der er så meget mere grund -- --"
+
+Hr. Kasbjergs sigar trak dårligt, trods det at det var en Yurak-Bat.
+Der måtte skæres lidt mere spids af. Hr. Kasbjerg var for resten ilde
+til mode. Det blir en gammel litterær synder undertiden, når han
+under fire øjne får sin pligt at vide af en naiv ung mand, især når
+det er en pligt, han selv officielt og alvorsfuldt har vedkendt sig.
+
+"Hvordan havde De egenlig ventet, at Deres bog skulde blive anmældt?"
+
+"Sådan," svarede Ivar Holt og trak noget papir frem. "Jeg har i går
+gjort et forsøg på at sætte mig ind i en jævn dumrians tankegang. Nu
+skal De høre: Vi tror ikke, at forfatteren er egenlig gal, og vi vil
+ikke påstå, at han simulerer sindsforvirring, men vi forstår ham bare
+ikke. Vi tvivler ikke om, at hans bevidsthed er løftet ud af de
+almindelige menneskelige fuger og stablet op i luften; vi tror, han
+er kommet op på et stillads, hvorfra han ser andre ting, end vi ser
+her nede. Men vi vil ikke med ham derop; der er jo unægtelig
+mennesker, der heller går på jævn alfarvej end på en tynd line
+hundrede alen over jorden, og vi hører til de mennesker. Vi ønsker
+ikke at ramle sammen, som forfatteren rimeligvis vil gøre en dag, og
+som vi sikkert vilde gøre, hvis vi havde en stige op til forfatterens
+verden. Og hvad er det, vi ser inde i den urtåge, der drejer rundt?
+Et sted ser vi en knyttet næve, men den sidder ikke på nogen arm; et
+andet sted er der en pegefinger, men hvor den peger hen, kan ikke
+ses, da den er revet af hånden. Vi opdager et stykke tænkende hjærne
+med kunstige vindinger, som kunde ha været interessant, hvis vi havde
+haft hele det menneske, som oprindelig var ejermanden dertil. Hvad
+stirrer dette udrevne øje efter, og hvorhen skal disse herreløse
+brøl, der flakker om fra ekko til ekko? Næ -- vi kan nok lige kigge
+op til forfatteren, alt imens vi holder på vort hoved, men idet vi
+går bort med vor rygmarv elektrisk af gysen, ønsker vi på det
+inderligste, at forfatteren må beholde sin verden for sig selv. Vi
+ser ingen grund til at læse flere af den slags bøger, og vi vil ikke
+anbefale dem til nogen. At forfatteren byder os sådan noget, er os
+ubegribeligt, da dog enhver fornuftig mand skriver bøger, for at
+publikum skal læse dem, og ikke for sin egen private fornøjelse. Om
+forfatterens talent ønsker vi ikke at udtale os, da vi ikke fra
+pålidelig kilde veed noget om det himmelstrøg, hvor han hører hjemme.
+Det er måske skildret med en vis energi, men det kan meget godt være
+den gloende galskab, vi kender det ikke. Hvis der en gang skulde
+fødes flere mennesker, der har det på samme måde som forfatteren, så
+er det at håbe, at de vil sige os, hvorvidt han efter deres bedste
+skøn er gal eller genial. Vi fordrister os ikke til nogen afgørelse.
+-- Se sådan," sa Ivar Holt, "bør en fornuftig kritiker, der ikke har
+begreb om tingen, udtale sig om min bog. I stedet for dømmer de rask
+væk om sjælstilstande, de ikke har anelse om. I teorien forlanger de
+altid noget nyt, i praksis tillader de kun, at man serverer det
+samme på en anden måde. Mennesker, hvis mening for mig ikke betyder
+mere end det stykke hestepære, jeg kan få på min støvlesnude ved at
+gå igennem Købmagergade, de erklærer min bog for mislykket, endskønt
+de ikke ved, hvordan en vellykket bog om samme æmne skulde se ud. Men
+publikum stiller sig altid på hestepærens side. Jeg ser, hvordan vore
+kritiske tosser falder i to afdelinger: de, der indrømmer, at de ikke
+forstår, og derfor gør nar -- og de, som forstår så udmærket, og
+derfor gør nar."
+
+Ivar Holt havde rejst sig op. Han var nu et stykke højere end hr.
+Kasbjerg.
+
+"Men vil De ha denne anmældelse? De kan jo optage den i Deres blad
+under et eller andet mærke. Måske tror så nogen, den er af Dem selv."
+
+"Hm ja. Redaktøren mener, vi bør indtage en afventende holdning. Som
+De selv så udmærket forstår det, kan vi slet ikke bedømme Deres
+talent endnu. Med Deres næste bog håber vi, at der kommer klarhed i
+det spørsmål."
+
+"Derfor kan De godt optage min kritik. De kan jo sætte mit eget navn
+under."
+
+"Det vilde unægtelig være temmelig barokt," smilede hr. Kasbjerg.
+"Men på den anden side er vi jo et alvorligt blad -- --"
+
+"Da mangler De ellers ikke humorister."
+
+"Nej på den måde. Men De er jo selv en alvorlig mand. Derimod vil jeg
+med fornøjelse optage en eller anden ting af Dem i vort tidsskrift.
+Dær er jeg jo på en måde mere enerådende."
+
+Ivar Holt gik lige hjem og la sig på sin hårde sofa. Den passede
+bedst til de overvejelser, der nu forestod.
+
+Det er ubehageligt at blive erklæret for ikke eksisterende. Det, jeg
+har skrevet, er mig selv og må altså være virkelighed, da jeg vel
+selv er et virkeligt menneske. Men ingen har erkendt noget fælles
+menneskeligt i, hvad jeg har skrevet. Jeg er hverken dum eller
+forrykt, hverken genial eller talentløs -- ingen af disse fire
+menneskelige egenskaber tør jeg tillægge mig. Tosserne rækker mig
+ingen broderhånd, og de gale siger: Hvad er du for en? De store
+opdager mig slet ikke, og de små ryster på hodet ad mig. Jeg er altså
+ikke ubetinget og uden videre et menneske. Undertiden forekommer det
+mig virkelig, at jeg ikke er det. Er der noget tredje foruden galskab
+og fornuft? Jeg forstår dog den gales vanvid og den normales
+forstand. Jeg indser Kasbjergs manglende talent og føler vægten af
+mit eget pund. Hvad er der så i vejen med min menneskelighed? Intet
+svar.
+
+Men det er ikke vinter endnu. Skal vi køre ud og la solen skinne på
+os? Skal vi samle solhonning til den lange, morderiske vinter?
+
+
+
+
+"Der er en plads ved en skole, som jeg er vis på, at De kunde få,
+hvis De selv vil," sa frøken Ravnø; "min onkel er næmlig bestyrer. De
+får dansk som hovedfag."
+
+"Sikken en nådegave af et forår, vi har fået denne gang!" bemærkede
+han længe efter. "Man kan blive from af det: Denne er dagen, som
+Herren har gjort. Når nattergalen synger om formiddagen, da er
+sommeren på sit højdepunkt. Læg for resten mærke til forskellen på
+stroferne i nattergalens sang. Der er almindelig kvidren af
+forskellige grader, og der er fløjtetoner, som gør nattergalen til
+nummer et af alt syngende, men der er også en ganske umusikalsk
+snærren -- jeg antager, den er det ældste i de forskellige
+udviklingslag, dens stemme repræsenterer. Hvis jeg var nattergal,
+vilde jeg blandt andet skrive en epokegørende afhandling --
+sammenlignende sprogvidenskab -- om de forskellige strofer i
+nattergalens sang. Denne snærren er så antik. Jeg tænker mig
+fuglekrybdyret -- Archæopteryx -- sidde og slå sine knastørre triller
+ved randen af kridthavet. Det må ha været storslået hæsligt. Hvorfor
+ser De så gnaven ud? Synes De, det er noget vrøvl? Det er det også.
+Men sådan går min tid, og den går godt."
+
+"Nej, det må De virkelig ikke sige."
+
+"Nå. Men hvad vil De herude, når De er i dårligt humør? Jeg vilde
+ønske, jeg var en gammel krage med en stor familie, så vilde jeg
+skrige rundt om Dem, til jeg fik Dem jaget langt ind på en kedelig
+brakmark."
+
+"Hvad mener De så om den plads?"
+
+"Det ved jeg ikke. Hvad skulde jeg mene om den?"
+
+Hun ser ikke godt ud, tænkte han. Hvor menneskekød virker råt ved
+siden af solbeskinnet bøgeløv!
+
+"Skal De da ikke ha en stilling, nu da De har opgivet Deres studier!
+Jeg forstår ikke, nogen kan være så ligegyldig med sin fremtid."
+
+"Hvad fejler min fremtid, synes De? Gør jeg ikke nok for den?"
+
+"Deres bog sidste efterår gjorde heller ingen virkning."
+
+"Den gjorde den virkning, at min næste bog blir bedre."
+
+"Og imens har De ingenting at leve af."
+
+"Jeg føler mig meget levende."
+
+"Jeg kan ikke forstå, De har meget imod at få en ordenlig, sikker
+indtægt. De kan vist godt få den plads; min onkel holder umådelig
+meget af mig; han har ingen børn selv. Så har De hele eftermiddagen
+og aftenen fri og kan skrive i. Hvis De engang kan leve af Deres
+bøger, så kan De jo ta Deres afsked igen. Er der ikke nogen mening i
+det?"
+
+"Alle mine formiddage ødelagte. Og hvorfor skulde jeg gøre det?"
+
+"Jeg forstår Dem virkelig ikke," sa hun næsten grædefærdig, og
+derefter tilføjede hun med et koldt, klart blik: "Og så blev De da
+til noget rigtigt. De kom ind i en praktisk stilling og fik andet at
+bestille end at tænke Dem som nattergal."
+
+Hendes blik gjorde et dybt indtryk på ham. Han så sig pludselig
+afklædt alle digterdrømme, han stod dær foran hende som en afsløret,
+æstetisk tosse. Det var kvalmt. Og så opdagede han en ting til: Det
+var jo meningen, han skulde gifte sig med hende. Selvfølgelig.
+Hvorfor gik han alle de ture med hende, hvorfor fortalte han hende
+alting? Han havde engageret sig. Han mindedes noget, som nogle
+mennesker har, det kaldes forsørgelsespligt; han blev kold lige ned
+til mellemgulvet, og han fik næsten vand i øjnene, ikke tårer, men
+vand, af noget, der river. Han tænkte ikke på, om han var forelsket i
+Henriette Ravnø. Til tider var han det, en gylden, luftig kærlighed,
+uden henblik på dagligt udkomme, uden sanselighed. Nu var den
+fuldstændig forsvundet, samtidig med at det var blevet hans pligt at
+gifte sig med hende. Men kunde han leve af det, som hans fiaskoer
+indbragte?
+
+Det var altsammen noget helt nyt for Ivar Holt. Stik den ramme
+virkelighed i næsen på en rigtig poet: han vil påstå, at det er
+salmiakspiritus.
+
+"Hvad mener De så?" spurte hun endelig.
+
+"Jeg ved ikke -- --"
+
+Som han stod dær, lignede han et beslutningsfoster, der er gået i stå
+midt i udviklingen. Han svajede hid og did som et menneskesiv for
+stridige viljers vinde.
+
+"Nu er denne dag ødelagt for mig," sa han og stivede sig af.
+
+"Var det det hele?" udbrød hun.
+
+Han stejlede under hendes foragt som en ung hest for et piskeslag.
+
+"Nu vil jeg hjem," erklærede han, og dermed gik han.
+
+Men hun kom bagefter. Der gik et kvarter, før hun turde spørge:
+
+"Har jeg fornærmet Dem, hr. Holt?"
+
+"Det ved jeg ikke. Nu skal jeg tænke over det. Men hvis jeg opdager,
+at jeg virkelig er en pjalt, så tror jeg ikke, at jeg kan være Dem
+taknæmlig for, at De har bragt mig på sporet efter den sandhed."
+
+Resten af vejen gik han alene. Da han nåede ind ad København til, kom
+han til at gå bag efter to herrer, der talte meget højt og ivrigt.
+
+"Det hele anfægter mig aldeles ikke," sa den ene. "Så længe jeg er
+direktør, skal vort selskab være første klasses, og mit personale
+første klasses. Vi er forrest i konkurrencen, og det agter vi at
+blive ved med. Vi tjener godt, og vi lønner godt, og det, vi har at
+bestille, kan overkommes, når der arbejdes med fuld kraft. Jeg kunde
+antage flere folk, så der blev mindre at bestille, det ved jeg nok,
+men jeg ved også, at et personale er bedst, når det arbejder med fuld
+kraft. Hvad man udretter med halv kraft, blir halv mislykket.
+Selvfølgelig antager jeg ikke tuberkuløse, og en mand med mavekatar
+er eo ipso diskvalificeret. Selvfølgelig gir jeg nødig ferie, jeg har
+selv ingen ferie, og jeg kan kun bruge et personale, der kan udholde
+det samme som jeg. Alt det om frisind og humanitet -- -- så længe jeg
+kan få mine folk på _mine_ betingelser, så får jeg dem. Vil selskabet
+indføre et andet princip, så kan det jo ta en anden direktør.
+Hvorfor skulde jeg forandre principper, som jeg ved, er gode nok?"
+
+Ivar Holt skyndte sig forbi og stod stille foran de to. Han måtte se
+den mægtige mand, der talte sådan.
+
+Han huskede, hvordan han en gang som lille dreng havde fået lov til
+at stå og se et tog køre forbi. Da havde han fået en forestilling om
+livets store magter, om noget, som ingen kan stanse, men som knuser
+den, der stiller sig i vejen. Eksprestoget var det brutaleste, han
+indtil da havde set. Han fandt tilværelsen mindre tryg fra den dag og
+drømte tit vildt om nætterne. Men synet af den ubekendte direktørs
+ansigt gjorde endnu stærkere indtryk på ham. Han fik en knusende
+forestilling om, hvad det vil sige at være noget og at udrette noget.
+Det praktiske liv var en buldrende, hårdt malende jærnmaskine, som
+brusede forbi ham og ikke kunde bruge ham; hans bestilling var at stå
+ved vejen som en ringe og indskrumpen poet, der blæstes omkuld og i
+sønder af det store sus, der drog forbi. Det vilde aldrig ske, at den
+mægtige direktør la mærke til Ivar Holt, selv om han blev nok så stor
+en digter. Ingen af hans slags kunde tiltvinge sig denne mands
+anerkendelse; ikke engang som kontorist under ham vilde han være
+brugelig; alene udtrykket i hans øjne vilde røbe ham; han var nu en
+gang forbandet til at være digter i et tomt rum.
+
+I samme øjeblik som han opdagede det, fik han en uhyre længsel efter
+den virkelige, håndgribelige tilværelse, og denne længsel ledsagedes
+af forvisningen om, at han var den, der stod uden for. Toget var
+larmet forbi. Han kom ikke med.
+
+Han satte sig ned på en grøftekant og syntes, det var bedst at dø.
+Verden har set nok af livstrætte mennesker, der hænger sig. Burde den
+ikke for en gangs skyld se en, der hænger sig, træt af mangel på liv?
+
+Digterens lod har tabt betydeligt i værdi i den sidste menneskealder.
+I gamle dage var det anderledes, skønt digterne også den gang var
+lukkede uden for virkeligheden. Dær sad Ingemann på det slot i
+Vesterled, mens Paludan-Müller lurede på dybsindige tanker i sin
+filosofiske luftballon -- -- men deres lod var udelt, de anede vel en
+anden verden, men den foragtede de, sådan som man er tilbøjelig til
+at foragte, hvad man ikke forstår. De vågnede aldrig op af deres
+digterkæfert, de var og blev salige. Den prosaiske verden er intet
+andet end et skyggebillede af den poetiske, dær har en digter altså
+intet at gøre. Det mente også manden for det hele, Johan Ludvig
+Heiberg, der var en stor svindler og simulerede digter hele sit liv
+igennem. Men nu er digterens lod udstykket i to parceller, hvoraf
+den ene findes på jorden, så at digteren står med et ben i himlen
+og et på jorden; men det er meget ulykkeligt at være i verden og dog
+ikke være der, det er en stilling, der aldrig kan gøre sin mand
+tilfreds. Dog er det uundgåeligt, at digteren nu har sit ene ben på
+jorden, da denne omsider er blevet godkendt -- efter at den i en
+forholdsvis kort periode, dansk åndslivs fornedrelsestid, har været
+mistænkeliggjort -- og angsten for at komme uden for verden er slem
+og levende hos digterne i nutiden, den er omtrent lige så frygtelig
+som selve dødsangsten. Et ben oppe og et nede, hinkende på bægge ben,
+det er en digters ikke længer salige lod. Tilmed falder menneskenes
+ringeagt stundom over det ben af ham, der står på jorden, de synes,
+det står usikkert. Da han havde sin verden helt for sig selv, nød han
+dog altid noget af den agtelse, man tilkender specialister; nu kan
+han kontrolleres på det ene ben.
+
+Solen gik ned over Ivar Holt på hans grøftekant. Hans skygge lå halet
+ud hen over kløvermarken, og langt borte, på en ledstolpe, så han sit
+hoved opslået med rødt om. Han fik noget smørrebrød op af lommen og
+spiste. Det begyndte at blive lidt bedre med ham. Nu fik han snart
+tresindstyve kroner. Bare han kunde blive hel glad igen. Ti ret
+beset, det at sidde ved en grøft og grine frem for sig ud i
+landskabet, solo og intensivt, uden at nogen hårdfingret hånd i hele
+verden har ret til at gribe en i armen og sige: Op med dig! Vi skal
+forsørges! Du har andet at bestille end at sidde og glo! -- det er
+unægtelig en tilværelsesform. Den forrenter sig ikke stærkt, men er
+der ikke så meget grøftekant, at den kan ernære en mand eller to? Så
+meget mere som den menneskerace er i færd med at uddø.
+
+Lad så de andre slås. De behøver ikke at hade manden på grøftekanten,
+han er ikke farlig. Det sker ikke, at han en dag slår hodet i stykker
+på et andet menneske; hans velvære kræver ikke knuste hjærneskaller.
+Men det kan gærne være, han skal sulte ihjel; det er meget muligt, at
+den, der aldrig har haft lyst eller ævne til at slå en anden mand ned
+i landevejen, selv skal dø af en tom mave.
+
+
+
+
+Forstå og beundre en mand, det gør en fornuftig og forelsket kvinde
+gærne, når hun er vis på, at han vil gifte sig med hende. Men dersom
+hun ikke er det, da må han være belavet på at få kritik i stedet for.
+
+Henriette Ravnø var en praktisk pige, der en gang kunde blive en
+udmærket hustru. Hun havde uden modstræben forelsket sig i Ivar Holt,
+og da det var fuldbyrdet, var han efterhånden blevet forringet i
+hendes øjne. Hun betvivlede just ikke hans talent, og hun vidste
+også, at man skal ikke straks foragte et talent, fordi det ikke er
+noget levebrød, men derfor behøver det vel ikke at hindre sin
+ejermand i at få et andet, virkeligt levebrød.
+
+Hun forstod ham slet ikke mere. Han opsøgte hende stadig, men havde
+aldrig noget at tale om. Han søgte ikke nogen plads, studerede ikke,
+skrev ikke ret meget, men det lod til, at han var meget interesseret
+i at høre hende fortælle om alle sine ubetydelige småting. Hun kom
+snart til at gøre en ende på det.
+
+For ham var hun ikke længere det lyse akkompagnement til hans syner.
+Nu, så længe han følte sig som en ussel digter, var hun den, der
+havde opdaget ham og givet ham et knæk i selvtilliden. Men det kunde
+jo være, at hun, som havde opdaget hans sygdom, også kunde blive hans
+læge.
+
+Han tænkte sig hende som sin kone, nu da han var blevet så nøgtern,
+og forelskelsen var gået over. Han så hendes kolde, fordrende blik:
+Har du, hvad vi skal leve af? Om natten vågnede han op af drømme om
+rigeligt børn og ringe udkomme. Det var en kur, han skulde gennemgå.
+Hun var af denne verden, og han vilde over til hende, over det
+gabende svælg.
+
+Han arbejdede i bedste tro på at blive et normalt, almindeligt
+menneske. Som så mange mennesker, der dog vist ikke er digtere, kunde
+han ikke tåle at tænke ordet _poesi_. Hans sjæl stod sig nok bedst
+ved, at han blev maskinsmed; så havde han en næve med i noget. Han
+formanede sig selv til nøgternhed. Det ligger vist særligt til de
+senere danske poeter. "På det jævne, på det jævne," skriger en, som
+om han havde opdaget det jævne. -- "Gik der en smule digter tabt, et
+menneske blev bevaret," forkynder en anden, som om det nogen sinde
+lykkedes ham at smøge digteren af og blive et menneske. Mange danske
+forfattere er gået så vidt, at de hadede digteren i sig selv. I en af
+dem sad der en romantiker, som ikke tav et øjeblik, og når denne
+hviskede: Kanel! så skrev forfatteren: Skidt! Og hver gang vi i hans
+bøger finder en realistisk klat møg, så kan vi vide, at han har brugt
+den til at kvæle et romantisk suk med. Nylig har en stor mand fordømt
+sig selv i forklædning med ordet _digter_, hvilket var det eneste
+ord, der svarede til hans foragt.
+
+Det er digterens forbandelse, at han ikke finder nivoet. Han synker i
+jorden til op på lårene og er ringere end andre mennesker; han når op
+i overmenneskelige højder og regnes dog ikke for større, men han
+træffer ikke selve jordens overflade.
+
+Ivar Holt håbede ikke, at han nogen sinde mere skulde få inspirerede
+øjeblikke. Han følte den allerstørste trang til at være et fornuftigt
+menneske og gifte sig med en kvinde, der kunde hjælpe ham dermed,
+selv om han ikke var forelsket i hende. Han vilde også gøre noget for
+at sikre sin fremtid. At han ikke havde begyndt endnu det kom
+udelukkende af, at han var så optaget af sin egen nøgternhed, den
+havde aldrig været så udpræget som i dette år. Den kunde også kaldes
+nedslåethed, for så vidt som den berøvede ham al mulig lyst til at
+foretage noget som helst, men når humøret var kommet igen, så skulde
+han til at tænke på fremtiden.
+
+Hans sjæl var et meteor, som var suset glødende gennem den høje luft;
+nu var den faldet ned på jorden som en kold sten; han tænkte aldrig,
+den kunde hæve sig mere.
+
+
+
+
+Hos en livskraftig natur er der intet, som er mere upålideligt end
+forknythed. Han kan ha slået sig nok så godt til ro i resignasjon,
+den varer ikke ved. Hans selvnedsættelse kan være fuldkommen ærlig
+ment; men der er i hans iver efter at regne sig selv for ingenting,
+et forbrug af energi, som tyder på, at nedslåetheden ikke er andet
+end en hvile, hvori han samler kræfter til et nyt opsving.
+Nedtrykthed hos et sundt menneske, det er asken, der lægges på ilden,
+for at den kan holde sig til næste morgen, da det igen blir dag, og
+ny ild nødvendig.
+
+Allerbedst som Ivar Holt gik og applauderede sig selv som det jævne
+menneske, så kom ånden over ham. Han siklede en dag ud af byen, nord
+på, indtil han nåede strand. Dær satte han sig. Det var næsten
+vindstille; ingen bølger var at se, undtagen at der med regelmæssige
+mellemrum dannedes en rynke ti alen fra land, rynken blev til en
+vold, og en bølge væltede sig ned i sandet med et brat, tungt plask,
+der fortalte om mange miles rejse.
+
+Hans ven solen skinnede ham i ansigtet, han sugede lyset ind i sig,
+og dette lys, som nu blev opmagasineret, vilde en gang stråle tilbage
+igen; måske på en regnmørk vinterdag vilde han pludselig se sig selv
+vade i solskin. Han var i dette øjeblik ikke bange for nogen vinter,
+han indsamlede et forråd af lys, der var stærkere end alle nætters
+mørke.
+
+Foran ham lå havet i glat, silkeblå sorgløshed, over ham stod solen
+og glemte ikke at gøre sin pligt. Solen er umådelig god, den gør alt,
+hvad den kan.
+
+Han havde igen indtaget sin retmæssige plads midt i verden, rundt om
+sig bandt han ved sin sjæls kraft lyksaligheden, ligelig fordelt på
+alle sider som en verdenskugle.
+
+Mens han lå med sit ansigt ned i græsset og rugede over sit ensomme
+afsind, kom der igen den overfarende kulde, som han havde lært at
+kende i det sidste års tid -- bruddet på fuldkommenheden. Nu kom han
+til at forstå den. Lykken er en kugle. For hver en, der står med
+hodet opad, er der en, der har hodet nedad. Den ene står op mod
+solen, den anden vender bort fra solen, anelser farer frem og
+tilbage. Når den ene om middagen bær solskinnet på sine skuldre,
+ligger den anden med brækket lår ude i natten og råber om hjælp.
+
+Disse to mænd er mig, den ene ikke mindre end den anden, jeg har
+været nede, og jeg har været oppe; bægge disse mænds lod er min lod,
+jeg glemmer aldrig den ene for den anden.
+
+Han lå længe uden at kunne tænke på at røre sig, hans sanser virkede
+ikke længere. Tiden rislede forbi ham med uhørlig hast, men han var
+gledet af og blevet liggende uden for tidens vej. Han mærkede ikke
+sit eget legeme, han vidste ikke, om hans fødder lå over kors, og han
+kunde umuligt sige, hvordan hans hænder var anbragt.
+
+Bevidstheden var udslukt, undtagen en rest, der kontrollerede den
+stansede maskine, en rest så lille som infusjonsdyret, der kryber hen
+over den hvilende oceandampers skrueskovle.
+
+Mange grublere har kendt denne sindstilstand: det mindst mulige
+kvantum bevidsthed lysende over den øvrige, bevidstløse ånd.
+
+Store, ubegribelige ord er opstået bagefter: Uendelighed,
+Udødelighed, Personlighedens grænseløshed -- --. Ingen forstår dem,
+men der er i dem et vældigt afsind, der river mange med. Opfinderne,
+der rimeligvis senere omkom af åndelig forstrakthed, hædredes
+hinsides graven som digtere og profeter.
+
+En mand vågner midt om natten i absolut mørke og stilhed, hans sanser
+griber efter noget og får intet, han kender ikke tid og sted, mærker
+ikke sit legeme, men føler sig i øjeblikket som en ånd uden krop, og
+i sin meningsløse angst farer han op i sengen -- legemet er der, arme
+og ben er rigtigt nok fordelt, dette er mig, herfra og dertil. Han er
+på ny sprunget ind i tiden og kører med, men han forstår livets
+mystik, han er i stand til at tro på sjælens udødelighed, og han
+kræver kødets opstandelse: Jeg må beholde mit legeme, at jeg ved,
+hvad der er mig, og hvad der ikke er mig. Fornæmmelse af at være blot
+sjæl er forfærdelig.
+
+Seeren -- manden med de lukkede øjne og det indre lys -- glemmer hele
+sit legeme, og hans bevidsthed svinder bort indtil en lille lysende
+prik. I ham alene foregår der intet; de døde forandres uophørligt i
+deres kister, det arbejder i jordens indre, og glødende storme hærger
+stjærnetågerne, men et menneskes sjæl kan gå i stå nogle sekunder.
+Seeren slipper uden for tiden og verden, han opdager gud og alt
+andet, hvad han ikke forstår. Han er borte et sekund, der for ham
+synes tusende år, han rejser sig bleg og forfærdet op fra jorden og
+bekender: Fra evighed til evighed er du gud!
+
+Du? Hvem er gud? Hvad er evighed? Der har jo ingen været hos ham, han
+ved ikke, hvem han taler til.
+
+Den ene står op fra ekstasen og bekender gud. Det var et øjebliks
+afsind, men afsindet var ikke hans, han skyder det fra sig, gud var
+hos ham, afsindet var gud.
+
+Den anden finder sig selv i ekstasen: Jeg har været ude i
+uendeligheden, jeg er selv uendelig, jeg kan bære denne
+ubegribelighed og behøver ikke at redde min forstand ved at kaste
+ubegribeligheden over på en anden. Der er ingen anden gud end mig
+selv.
+
+
+
+
+Allerede i begyndelsen af sommeren sivede det gennem aviserne ud til
+publikum, at forfatteren hr. Kasbjerg arbejdede på en stor, ny roman.
+Deri var der nu ikke noget mærkeligt, da han var en sikker mand til
+at komme med en bog hver jul, men det år blev der i pressen talt
+usædvanlig meget om hr. Kasbjergs næste bog. En redaksjonssekretær
+ved et stort jysk blad (fra først af medarbejder sammen med hr.
+Kasbjerg) havde hørt, at bogen vilde komme til at indtage en særegen
+og betydelig plads i den ansete forfatters produksjon. En fynsk
+redaktør (som skyldte hr. Kasbjerg penge) udtalte, at julemarkedet i
+år vilde frembyde en ikke almindelig interesse, idet en af
+litteraturens bedste mænd -- for at spænde publikums nysgærrighed
+skulde navnet endnu ikke nævnes -- samlede al sin kraft for at
+slå et hovedslag, der sikkert vilde gi genlyd viden om. Og en
+fælleskorrespondent (der skyldte hr. Kasbjerg sin stilling) talte om
+de opsigtsvækkende rygter, der gik i Københavns litterært
+interesserede krese om hr. Kasbjergs næste værk, enkelte indviede
+påstod endog at kunne citere sentenser deraf, efter hvilke sentenser
+at dømme værket vilde blive af en mere fantasirig flugt end den
+betydelige forfatters tidligere værker. Og sådan blev det ved,
+succes'en forberedtes, publikum talte de forskellige tegn på et
+kommende storværk, men opdagede ikke den skjulte tråd, som forbandt
+dem.
+
+Til sidst kunde hr. Kasbjergs eget blad ikke længere forholde sig
+passivt over for de mange rygter. Først på efteråret bragte bladet et
+interview af den udmærkede digter, men skønt intervieweren, der var i
+nystrøgen silkehat, forbandt en forhørsdommers borende energi med en
+Sherlock Holmes' snedighed, så fik han ikke ret meget ud af sit
+besøg. Den populære forfatter svarede så vidt muligt kun med smil og
+skuldertræk, men visse fakta fik manden i silkehatten dog
+møjsommeligt fravristet sit offer: Det var en moderne roman, just
+ingen københavnerroman og slet ikke nogen samfundsroman; en
+ufrivillig blottelse fra det til sidst udmattede offers side tydede
+på, at der var vers i den; manden i silkehatten turde derfor love
+sine nydelige læserinder, at romanen kom til at handle om kærlighed.
+-- Derefter tog vi vor høje hat og bad undskylde; havde vi vidst, at
+_det_ var æmnet, skulde vi ikke ha oprevet digterens sind ved vort
+lange og pinlige forhør. Kærlighedsdigtere skal man lade i fred, de
+andre gør det ikke så nøje med.
+
+Det lille interview var umådelig morsomt og blev optrykt i mange
+provinsblade. Det var skrevet af hr. Kasbjerg selv.
+
+Men samtidig artede hans levende model, Ivar Holt, sig ikke så vel,
+som ønskeligt var.
+
+Fra først af havde han anlagt sin helt som den vege, unge mand med
+sky, hvidspirende længsler efter livets lyst og med en fantasi, der
+gik ovenud, fanden i vold, op i den blå himmel. Men snart fordærvede
+Ivar Holt dette billede for ham. Han kunde være hæftig og
+hensynsløs; længsel var ikke noget heldigt udtryk for hans herskende
+sindsstemning; der var lidenskab i ham, ikke så lidt. Der måtte
+stærkere farver til, det skulde ikke være noget kalkmaleri. Hr.
+Kasbjerg vilde hellere gøre en himmelstormer ud af ham, det første
+udkast måtte kasseres. Men så kunde Ivar Holt være mild og
+fredsommelig, han stormede ikke himlen, han svævede derop. Hm ja,
+hvordan skal det nu tillaves i en bog? En slags forloren
+himmelstormer? Jo, det gør sig vist bedre, og så har man brug for
+ironi. Man kommer publikum til at smile, mens det dog indser, at det
+ikke er en ren gøgler.
+
+Hvad hr. Kasbjerg vanskelig forstod, det var Ivar Holts nøje kendskab
+til jorden. Han havde megen natursans. Hr. Kasbjergs "udpenslede"
+stil magtede selvfølgelig også naturskildringer, men Ivar Holt tog
+naturen ind gennem alle sanser. Endogså hans lugtesans var overmåde
+fin og skelnedygtig. Han kunde mange af Københavns gader på næsen;
+hans kendskab til sjællandske provinsbyers lugt var videnskabelig
+udviklet. Også hans smagsævne var meget nuanceret. Når han talte om
+smags- og lugtefornæmmelser, var hans skiftende minespil en hel række
+illustrasjoner til hans ord. Og hans synsævne -- -- hr. Kasbjerg
+havde med uro lagt mærke til, at der hos enkelte yngre forfattere
+åbenbarede sig en ejendommelig styrke i synsiagttagelser. De gjorde
+overraskende opdagelser, hvor den ældre slægt troede at ha set alt,
+hvad der var, men de nøjedes ikke med synet alene, de belejrede
+fænomenerne med alle sanser, og meget gammelt blev nyt. Hr. Kasbjerg
+plejede -- som anmælder -- at udtale om dem, at de manglede tanker,
+de havde ikke anelse om sykologi, i virkeligheden misundte og
+frygtede han dem. Heldigvis havde de endnu uhyre vanskeligt ved at
+vinde frem til publikum. Ivar Holt syntes at være en af dem. Men han
+var rigtignok en besværlig fyr at benytte som levende model. Hvordan
+kan een være hjemme både i himlen og på jorden? Og frem for alt,
+hvordan skal det forenes i en bog, så at publikum tror på det?
+
+Hr. Kasbjerg var ikke længe om at finde på noget. Det spørsmål var
+snart faldet ham ind: Hvordan har den unge mand det i erotisk
+henseende? Og da det gik op for ham, at manden var uerfaren, forstod
+han det hele: Under manglende erotik blir fantasien vild; kvinder,
+det er noget, der trækker nedad på den vilde flugt. Der var altså
+ikke andet at gøre: Ivar Holt måtte studeres i erotisk belysning. Men
+det blev en ubetinget fiasko. Hr. Kasbjerg skulde ikke for hans skyld
+umage sig med at invitere piger; de betød ikke noget for ham.
+
+Det var særdeles ubehageligt. Hr. Kasbjerg skulde med fornøjelse ha
+skaffet den unge mand lidt ekstra indtægt, for at han kunde overkomme
+at beholde Katinka eller Teologine i nogen tid. Selv vilde han bare
+betinge sig en vis ret til observasjon. Men det mærkelige menneske
+syntes slet ikke erotisk angribelig. Det var uforklarligt. Hvad skal
+man stille op med et menneske, i hvem der ikke er erotik? Frem for
+alt, tør man i vore dage sætte ham i en bog? Publikum går ikke på
+ham; hr. Kasbjerg kendte sine folk. Det blev nødvendigt at foretage
+en sammensmæltning. Lynggren, der ellers skulde ha været en person
+for sig, kom i støbeskeen sammen med Ivar Holt -- altså bogens
+hovedperson, som derved både erhværvede frækhed og erotik. Det
+begyndte at blive lidt indviklet; manuskript måtte kasseres, der
+måtte igen tages fat forfra. Nå, men indviklet, det er også meget
+godt, indviklet og opløst; det sidste ord står hos Poul Møller og er
+udmærket, når bare det kan laves. Hr. Kasbjerg lavede af alle kræfter
+og kunde allerede la rygterne begynde at sive ud til publikum.
+
+Hr. Kasbjerg fik heldigt lavet moralsk fordærvelse og udskejelser,
+dog i et sømmeligt sprog, eftersom dette jo var en alvorlig mands
+værk og måske en gang vilde nå ind i selve sognebibliotekerne. Dagene
+tog af, bogen tog til. Men nu var spørsmålet -- det blev påtrængende
+midt i September --: Hvordan ender sådan et menneske? For en snes år
+siden vilde det være at anbefale, at han begik selvmord, men i vore
+dage tar det sig ligesom lidt gammelt ud, vi må vogte os for det
+melodramatiske. Nej, det gør sig bedre, at han slet ikke ender. Han
+-- -- man ser ham gå bort, ud ad en pløret landevej. November,
+skumring, ikke videre godt vær, han forsvinder i regntykningen, man
+ser ham ikke mere, en flok råger flyver skrigende op, vinden stønner
+hæst -- --
+
+Ja. Det er naturligvis udmærket; sådan noget forstår et københavnsk
+publikum at gutere. Den bratte afslutning virker brutalt og er vist
+heller ikke gennemsnitlig den mest virkelighedstro, livet ynder at gå
+ud decrescendo, pp, ppp, fermat.
+
+Jo. Meget sandt. Men vi skriver ikke blot for de kræsne
+litteraturmagere, vi er ikke kunstnere for kunstens skyld, vi har et
+formål, vi skriver demokratisk og vil helst ha det brede lag i tale;
+derfor vil vi ikke ende ubestemt, i gråt, men skarpt, med et knald, i
+rødt. Vi bestemmer os for selvmord.
+
+Nu var Ivar Holt en ualmindelig uheldig model til en selvmorder; hans
+modløshed var upålidelig. Hr. Kasbjerg troede, at han kunde hjælpe på
+det ved ikke at optage bidrag fra ham og ved at afspærre ham fra
+publikum, hvor han havde magt til det. Men ingenting bed på ham.
+Efter at han en stor del af sommeren havde været umedgørlig tavs, var
+han nu blevet så ivrig med sit eget værk og så ovenpå, at hr.
+Kasbjerg kom i den største forlegenhed. Og for at ikke Ivar Holt
+skulde komme ham i forkøbet med sin egen bog, blev han nød til at
+hente modløsheden hos Drewes, men den var desværre ikke af nogen
+rigtig god kvalitet. Der blev meget at gøre med at smælte sammen og
+lave overgang; først i midten af Oktober var helten færdig til
+selvmord, og bogen gik i trykken.
+
+
+
+
+"I vor litteraturs fredsommelige andepark falder hr. Kasbjergs ny bog
+ned som en stor sten, der slår et stort hul i al den grønne andemad
+og får de bestyrtede hundestejler og skaller til at pile forfærdede
+til alle sider. Hr. Kasbjergs højt ansete navn trængte i og for sig
+ikke til dette mesterværk, men en gang for alle har han villet slå
+fast -- -- dog nej, her er ikke tale om vilje, det er en ny åre, der
+er brudt frem i hans rige talent, et nyt kildevæld, der sikkerlig i
+lang tid har været forberedt til udbrud. Vi -- publikum -- kender
+ikke de sjælelige omvæltninger, der er gået forud for dette værk, vi
+aner, at der i den ikke længere unge forfatters sind har fundet en
+krise sted (som viser, at han dog er ung), og vi ser -- hvad der for
+os er det vigtigste -- at et betydeligt digterværk er resultatet
+deraf. Ja netop digterværk. Det er ellers ikke det ord, vi snarest
+vilde anvende på hr. Kasbjergs strængt reelle og realistiske
+produksjon. Men bor der ikke en digter selv i den mest nøgterne
+forfatter? Må ikke poesien en gang bryde igennem også hos livets
+koldeste iagttager?
+
+Men lad mig nu få lov til at sige, hvad bogen handler om.
+Hovedpersonen er en digter, en poet, som vor tid frembringer ham.
+Uden overtro og uden fordom er forf. skredet til skildringen af sin
+helt. Han har vendt og drejet ham, belyst ham fra oven og fra neden,
+uden urimelig beundring, uden for megen ringeagt, ti så forskellige
+er synspunkterne, hvorunder helten stilles frem for læserne. Først
+ser vi ham som et naturens barn -- det siger kun lidt at nævne
+Christian Winther i denne forbindelse, men her er naturskildringer af
+høj skønhed, her er den sete, ligefrem malede natur, prægtige
+panoramaer, hvor landsbyer ses at vandre forbi beskueren, og
+solbeskinnede marker breder deres tavler ud for os i alle farver og
+nuancer. De, der har søgt at fastslå hr. Kasbjerg som ren
+Københavner, de nødes nu til beskæmmede at indrømme, at forf. kender
+sit land, sit _muld_, så godt som nogen.
+
+Den anden side af digterens karakter er hans elskovsforhold. Vi ser,
+hvordan den fine unge pige, Kaja, længes imod ham og skænker ham sin
+unge elskov, ham, hendes digter og hælt; det hele synes at være såre
+skønt. Men -- og her viser forf. os digterens første brøst -- han
+sviger hendes tillid, nej, han sviger den ikke, ti ansvarsløs og
+bevidstløs, som han er, står han uden for de moralske bestemmelser,
+hendes ulykke er for ham ingen vellyst og ingen sorg; en dag ved han
+ikke længere, at hun er til, han slipper hende, som han slipper alt
+andet, han griber i blinde og slipper i blinde.
+
+Senere træffer han den kvinde, som han ikke mere kommer fra, fordi
+_hun_ holder ham fast, den rå, sjælløse kokotte, hundyret og hendes
+hjælpersker, ti hun tar andre til hjælp, da hun ved, at hun ikke
+alene kan holde på ham; der må afveksling til. Vi forudser den
+moralske forargelse, som disse kapitler vil vække hos snævre sind,
+der ikke begriber forf.s sunde alvor. Her er ikke et ord for meget
+og ikke et ord for lidt, ingen unødvendige udpenslinger af
+udsvævelser, men med rystende sandhed gives der os et indblik i
+digterens blodige perversitet, ti i perversiteten ender denne opløste
+type; det moderne liv drager ham for voldsomt fra poesien, og han
+formår kun at suge det moderne samfunds gifte i sig.
+
+Som et skyggebillede ser vi endnu en gang den unge kvinde, han har
+forladt, men hun formår ikke mere over ham, han er i kløerne på
+Messalina og -- befinder sig bedst dær. Men op af dette erotiske
+moras stiger den digteriske fantasi med forunderlig kraft; mens
+karakteren opløses, og legemet nedbrydes, svinger sjælen sig mod
+himlen og stjærnerne -- ikke den religiøse himmel, nej, det uendelige
+rum, der er forlængelsen af digterens uendelige higen. For første
+gang er her gjort et alvorligt forsøg på at forklare den samtidige
+tilstedeværelse af grov sanselighed og høj, digterisk flugt; det ene
+er ligesom reaksjonen mod det andet, og således splittes digterens
+sind mer og mere. Der findes her -- i til dels rimfri vers -- syner
+af høj patos, som er mærkelige i hr. Kasbjergs produksjon og et godt
+varsel for fremtiden; mange af bogens genialeste steder er samlede
+her, skønheder, trodsige paradokser og store tankeglimt, alt blandet
+mellem hverandre, tilsyneladende forvirret og dog ordnet af en hånd,
+der intet øjeblik ryster eller griber fejl.
+
+Således er skuet af det opløste menneske, vor tids farligste produkt,
+åndens anarkist, der intet tror og intet vil, men som spiller bold
+med alle sandheder. Nu spiller naturen ingen rolle længere; vel søger
+digteren i længsel tilbage til den, men den er nu død for ham, død
+som hans første, ideale kærlighed. Og dog, hvor dybt han end er
+sunket, så er der endnu tider, hvor en ædlere menneskelighed glimter
+frem, et suk efter naturens fred, en halvkvalt bøn om lykke, men
+forf. tror ikke på disse forsøg på rejsning, vi tror heller ikke
+derpå. Med en næsten umærkelig ironi viser forf. os sin helts
+svingninger mellem høj stjærnelyrik og lav nydelsestrang; vi
+forudser, der må komme en sprængning, idet storhedsvanvid og
+dyriskhed kæmper med hinanden -- -- indtil der en dag knalder et
+skud. Nu er der et geni mindre i verden! siger han, idet han hæver
+revolveren til sin højre tinding. Da han føler det kolde stål, mindes
+han sin ungdoms kærlighed: En pjalt mindre! hvisker han og trækker
+af.
+
+Det er en hård og alvorlig bog. Vel er den ikke skrevet for unge
+piger, men dog er der for de rene sind intet urent i den. Moralen er
+holdt i ære, -- man mærke sig modsætningen mellem heltens vilde
+paradokser og forf.s rolige, uforstyrrede fortællertone. Man tar ikke
+fejl af, hvor forf. selv står, og det er det, der gir bogen dens
+sædelige ballast. Den har en revsende betydning, der kan sammenlignes
+med 'Adam Homo's -- omend den er mindre almenmenneskelig --; der er
+vel smuds i den, men intet deraf kommer fra forf. selv; han er ren,
+mens han gransker det urene med uforstyrreligt sind."
+
+Således blev hr. Kasbjergs ny bog anmældt af den dybt grebne og højt
+ansete højskoleforstander Lindeblad, dr. phil. ("Jens Christian
+Hostrup og den senere Realisme"), og på denne frisindede og alvorlige
+mands bud åbnede præstegårde og skolelærerfamilier deres bogskabe for
+mesterværket, de religiøst vakte lægfolk, både grundtvigske og
+indremissjonske, tog imod den som halvkristelig litteratur, og da de
+ledende, københavnske anmældere istemte en lignende tone, var dens
+succes fastslået.
+
+Så snart Ivar Holt fik læst dr. Lindeblads anmældelse, købte han
+bogen og læste den med interesse og væmmelse. Alle hans ideer
+aflurede og lagt i blød i sanselighed! Hans egne ord side op og side
+ned, med underlagte dyriske lyster. Det øverste lag var ham selv,
+kynismen var Lynggrens, pianisten Tornberg havde måttet levere
+simpelheden, og slapheden var hentet hos Drewes. Ivar Holt kunde ha
+fisket sig selv op stykkevis. Det var frygteligt. Han huskede et
+billede af en hellig mand, der får tarmene vundet ud af livet på en
+almindelig garnvinde.
+
+En hel uge var han lammet efter dette rov, og så begyndte han at
+tænke over det. Var det ikke en bekræftelse på hans tidligere anelse?
+Han var i sig selv intet virkeligt, gyldigt menneske. Lige så lidt
+som han egnede sig til at skildres i en bog, netop som han var, lige
+så lidt egnede han sig til at være menneske, sådan som han var.
+Kasbjerg, der aldeles ikke forstod ham, havde haft den ganske rigtige
+forståelse, at en Ivar Holt uden tilsætning er umulig i litteratur.
+Vilde det ikke ha tjent ham bedst, om han selv havde haft Lynggrens
+frække ævne til at finde sig til rette, Tornbergs simpelhed o. s. v.?
+Ved siden af Kasbjergs succes var det sikkert, at hans egen bog vilde
+falde igennem. Mens Kasbjerg gik frem i anseelse og indtægt, vilde
+Ivar Holt være den, der blev tilbage. Det gennemsnitlige har en
+forfærdelig magt, der knuser undtagelsen, ti det er ikke alle
+undtagelser, der er pansrede fra top til tå, så de kan træde reglen
+under fødder og hæve sig bydende over den. Alting lukker sig om den
+særegne, hvis der ikke er dynamit i hans sjæl, han spærres ude fra
+solen og gemmes i det mørke hul, hvor han får god tid til at dyrke
+menneskeforagt eller selvforagt, alt eftersom det passer ham. Men
+denne afspærring er ikke nødvendig; den særegne kan godt bruges, hvis
+de andre får lov at indrette ham efter deres eget tykke, blande til
+og ta fra, så han blir almenmenneskelig, på lignende måde som hr.
+Kasbjerg lavede et normalt menneske af Ivar Holt med tilsætning og
+fradrag. Måske var den bog alligevel genial, mens Ivar Holt selv var
+fiaskoen.
+
+En dag mødtes de to på gaden, mennesket og hans forbedrer. Kasbjerg
+hilste flygtigt, Ivar Holt stansede; den anden stod også stille, han
+vilde ikke ha udseende af at rende fra det.
+
+"Hvordan går det?" spurte Kasbjerg, da de havde set noget på
+hinanden.
+
+"Jo -- jeg arbejder på bogen. Nu må der jo forandres noget."
+
+Kasbjerg så studsende på ham. Var manden ikke rasende? Kunde han
+bruges mere endnu?
+
+"Det er naturligvis skidt gjort," sa Ivar Holt. "Det vil sige
+slyngelagtig godt gjort. Jeg skal se, om jeg kan gøre det bedre."
+
+"Ja, gør det."
+
+"Ved De en ting? Sig mig: Var det Deres egen mangel på talent, eller
+var det min skyld, at De ikke kunde skildre mig uden at blande andre
+mennesker i mig?"
+
+"Hm," sa Kasbjerg.
+
+"De trækker mig ned i mudderet. Jeg vil prøve at klynge Dem op i
+luften og ryste alt det lånte af Dem. Hvad blir der tilbage af Dem,
+når De er bleven raffineret for efterligning og påvirkning? Det er
+vist svært at sige, hvad der egenlig er Dem. Det nobelt affekterede,
+tror jeg nærmest."
+
+Ivar Holt så op til den tavse, opmærksomme himmel. Hvis man kan knuse
+mennesker med ord, så måtte han kunne det i dette øjeblik. "Endskønt,
+hvad De selv leverer, det er kun litterær afmagt. Det vidner også
+Deres nye bog om. Jeg kan se det. Hvis jeg skulde sætte Dem i en bog,
+vilde jeg altså komme i forlegenhed. De er en beholder med andres
+ideer i, et tøndemenneske med en bred tragt og et godt spunshul. Jeg
+har været i tvivl om, hvorvidt jeg selv er et reelt, gyldigt
+menneskeeksemplar; det har De også, siden De mente, det var bedst at
+mikse mig med andre. Men nu ser jeg, at det er Dem, der er ureel, De
+tåler ikke kemisk rensning, for der vilde ikke blive så meget
+tilbage, at det kunde gælde for een person. Ja. Det indser jeg nu.
+Det er vigtigere end alt andet. Jeg taler slet ikke med Dem, De
+eksisterer ikke. De er -- en -- usubstantiel -- hallunk. Det er Deres
+latinske artsnavn, jeg ved ikke, hvad hallunk hedder på latin. Det
+kan De selv se efter."
+
+Kasbjerg vendte sig bort. "Jeg har for resten travlt," mumlede han.
+
+"Ja -- hør, det er sandt! Jeg vil selvfølgelig ikke omgås Dem
+længere. Jeg vil ingen mere pumpning ha."
+
+Han stod og så efter Kasbjerg, indtil han var forsvundet. Så foer
+blodet ham pludselig op i hodet. Bevares, han hadede jo det menneske!
+Det opdagede han først, da manden ikke mere virkede hæmmende ved sin
+tilstedeværelse.
+
+Ha, ja! Jeg kunde skyde ham i mørke. Dær står han, usynlig, lige
+foran det lys, der ses i et fjærnt vindu. Det er ude på landevejen,
+jeg kunde godt skyde ham. Men jeg vil ikke se ham falde, høre ham
+skrige. Jeg kunde også trykke på en knap, så at han langt borte
+forsvandt lydløst i jorden.
+
+Han vedblev sit foredrag for hr. Kasbjerg, mens han gik. Det blev
+langt; der kom stadig nye, gode indfald. Han tvang hr. Kasbjerg til
+at svare, hvert svar gav nye ideer. Hans ben blev adskillige alen
+lange, hans hoved ragede op over husene, han tog sig ikke af, om han
+nu og da trådte et menneske i stykker. Han gik og gik. Til sidst
+nåede han vand og konstaterede, at det var Øresund. Dær stansede han
+og blev til et menneske af almindelig højde, men han var ikke kuet
+endnu, han skulde også træde ned og komme frem. I den næste bog igen,
+det ukendte værk, som han følte vægten af i dette øjeblik, skulde han
+vinde sin sejr. Han var ramt og havde lært at slå.
+
+Men ikke hjem og skrive nu! Han var ingen af den slags digtere, der
+står på hodet i blækhuset, så såre ånden kommer over dem.
+
+Han vandrede længe omkring med et fuldt og forpint sind. En flok
+måger brusede op foran ham og gik ud over sundet. Han smilede og så
+glad efter dem. Det var altid så velgørende at se noget hvidt gå til
+værs.
+
+
+
+
+Publikum havde god grund til at undre sig over Ivar Holts nye bog, så
+meget mere som han allerede en gang havde vakt dets undren. Det var
+en jeg-bog, skønt denne fremstillingsform udtrykkelig er forbudt af
+fagmænd, og ligesom den foregående var den uden handling og egenlig
+uden mennesker, ti jeg'et gjorde eller oplevede intet, der betegnede
+det som et rigtigt menneske. Det syntes til en begyndelse at være
+en turist eller snarere sjælen af en turist, der, uvist med
+hvilken befordring, færdedes hen over jorden. Her var en del
+naturskildringer, der kunde være gode nok, når man blot vidste, hvad
+de skulde være rammen om, men der skete ikke noget inden for dem. Til
+tider syntes det, som om denne sjæl kørte på sikkel, men længere hen
+i bogen var den blevet til en slags guddom, der dog igen steg ned på
+jorden og tog et unyttigt menneskes skikkelse på. Denne unyttige, der
+var ejer af en grøftekant, skildredes som lykkeligere end andre
+mennesker, men han var det blot ikke ret længe. Ti -- hed det -- det
+nyttige breder sig og erobrer verden: heder opdyrkes, urskov kommer
+under forstkultur, grøftekantens græs har en mand købt af kommunen,
+det må ikke siddes ned, og snart er alt solskin beslaglagt til at
+modne frugt og sæd med, til at tørre skjorter og underbukser, til at
+drive motorer og helbrede syge, for at de igen kan blive nyttige
+borgere, -- ikke en stråle er til overs; den unyttige, der lar sig
+beskinne af solen, er en tyv, han stjæler en værdi, som han ikke har
+ret til. Der er ingen plads til ham uden i det indre af Grønland og
+ved polerne, hvis han kan finde dem. Den unyttige drives bort og
+udryddes som Indianere, Australnegre og andre af hans fæller. Og selv
+om han vil leve som åbenbar tyv, der stjæler plads og lys fra andre,
+så har han intet sted ro: Toget, der farer forbi, gør ham til skamme;
+dampmaskinen hujer med sin fløjten: Ned med ham!
+
+Han betragtes af menneskene som uddød, hans tilværelse benægtes. Hvis
+han ytrer sig, ryster alle på hodet: Sådan taler et menneske ikke;
+disse tænkeformer er dels gået af brug, dels har de aldrig
+eksisteret.
+
+Og alligevel har han i al sin fornedrelse, der består i, at han er
+det knusende mindretal, een mod en million, -- den trøst, at han er
+ene om en tilfredshed, som er større end andres. Heller ikke trænger
+han til nogen medynk, fordi han hører til en race, der skal udryddes;
+de stærkere former uddør uafbrudt, mens de spinklere stadig er de
+sejrende.
+
+Kritikken havde ret i, at bogen manglede enhed og ledende ide.
+Publikum mente det samme og havde andet at bestille end at
+udspekulere, hvad forfatteren egenlig vilde, for ved publikums
+venstre albue ligger et bogbjerg på ni og tredive bøger i højden og
+otte og halvfjerdsindstyve bøger i omkreds; der er ikke tid til lang
+rettergang: lad forfatteren sige med tydelige ord, hvad han mener, at
+vi kan få ham ekspederet og komme til den næste! Hvorfor kan han
+ikke udtrykke sig som de andre, vi er vant til at forstå!
+
+Men ganske vist: originalitet frem for alt. Ejendommelighed er
+forfriskende. Den, der har noget specielt på hjærte, ham vil vi høre.
+Frem med ham. Naturligvis skal der altid noget nyt til, ellers går vi
+i stå, man kan blive idiot af alle de bøger, der ligner hverandre --
+-- Publikum kan leksjen, den har stået i alle landets aviser.
+
+Ivar Holt kom galt af sted med sin nye bog. Bedre folk omtalte ham
+slet ikke eller hentydede til ham som forfatter til den og den som
+bekendt mislykkede bog. Hr. Kasbjerg var ikke fri for sindsbevægelse,
+da han læste bogen. Ligheden med hans egen var jo på visse steder
+påfaldende. Han læste den virkelig helt igennem, for at se om der var
+udfald mod ham personligt. Jo, der var noget, som næppe vilde blive
+forstået. Men alligevel var det ikke værd, at publikum læste bogen,
+og efter nogen overvejelse bestemte han sig til at stikke anmældelsen
+ind mellem to andre, helst ikke af de berømteste forfattere. En dag
+så Ivar Holt sig anmældt mellem hr. Jokkumsen og hr. Eriksen. Han
+blev straks slået af det snedige heri; han havde ikke tiltroet hr.
+Kasbjergs intelligens denne opfindsomhed. Men det er netop faget.
+Ubehagelige individer kvæler man under en dyne. Begravelsen foregår i
+al stilhed. Det litterære frisind her i landet er ikke til at spøge
+med. Vi har karle, som fælder deres mand med bagen. De sidder
+modstanderne ihjæl.
+
+Dog skulde det times Ivar Holt at blive genstand for en
+samvittighedsfuld henrettelse. Den foretoges naturligvis i et
+konservativt blad, for dær blir man dog altid flået på en
+standsmæssig måde; de spytter i næverne og skælder ud. Folk, der
+læser det, forstår dog så meget, at man er en mand, der har gjort
+noget.
+
+Nu var der en gammel mand -- han var for resten nær ved at dø den
+gang, hans venner var alvorligt bekymrede på hans vegne og opfordrede
+ham indtrængende til at hvile sig og i nogen tid overlade kritikken
+til yngre, pålidelige kræfter, men han vilde ikke svigte sit hværv,
+så længe han kunde holde på en pen, så stor var hans pligtiver og
+hans kærlighed til litteraturen. Denne mand havde læst Ivar Holts
+anden bog og fik nu også fat i den tredje. Han huskede meget godt den
+anden og behøvede aldeles ikke at læse den tredje helt igennem for at
+opdage, at forfatteren ikke havde forbedret sig siden sidst. Det var
+en ubehagelig bog, den fornærmede ham; ganske vist var den ikke
+rettet mod ham personligt, men den kunde udmærket godt fortolkes som
+hån mod alderdommens sunde fornuft. På side 38, linje 7 fra neden
+stansede han, han kunde ikke mere, det var ikke til at forlange. Ja
+-- alderdommen er gammel, og ungdommen er fræk --
+
+Mæ-n --
+
+Han anbragte sig i sin skrivestol -- hustru og døtre ilede til og
+stivede ham bekymret af med puder -- og så skrev han med skæld og
+smæld sin sidste artikkel. Den kom i trykken samme aften, næste
+morgen så han for sidste gang et eksemplar af sit kære blad, om
+eftermiddagen udåndede han. Dette skete i hans egen otte og
+halvfjerdsindstyvende og i bladets et hundrede og syv og
+halvfemsindstyvende årgang.
+
+Ivar Holt fik således aldrig den mand at se, og det var et stort tab
+for ham; han vilde ellers lettere ha forstået den døde modstand, som
+ungdom finder så harmelig og ubegribelig.
+
+Journalist Axel Ørnberg havde et tyndt, spidst hoved og alt sit hår i
+behold (manddomskraft), gråblege, visne øjne (erfaring), en dyb,
+lodret grøft uden for hver mundvig (livets alvor), samt en tør,
+småskændende træstemme (hård skal, bag hvilken varmt hjærte). Han var
+oprindelig cand. theol. uden nogen tanke om at blive litterat, men da
+han en gang stod ledig på torvet, erhværvedes han af det ældgamle
+blads redaktør. Han var grundhæderlig, familiefader, højremand, lidt
+formuende og vilde altså være en udmærket litteraturanmælder, navnlig
+i vore dage -- det vil her sige i halvfjerdserne -- da det ikke er de
+ydre glimrende ævner, det kommer an på (ti uvederhæftige begavelser
+har vi nok af), men alvorlige mænd, hvis hoved ikke svimler i de
+stride strømme, hvis øje ikke tåges af det moderne blændværk, og hvis
+tag om penneskaftet altid er fast og sikkert. Ørnberg var manden.
+Hans hjærne, der var tør som en afgnavet okseskank, forvirredes
+aldeles ikke. Hans hånsord var altid de samme, og hans relative
+bisætninger altid lige samvittighedsfuldt indæskede i hverandre. Han
+benyttede hellere de statelige ord: påbegynde og bibeholde, end de
+mere tarvelige: begynde og beholde, og indtil sin sidste stund
+stavede han s-k-j-ø-n-d-t skjøndt. Han var en karakter, det blev
+sagt, mens han endnu levede, og hvor mange af os andre får den lov,
+før vi er døde? Han, den alvorlige mand, forstod ikke spøg, lige
+så lidt som han forstod at le. Han lod sig ikke blænde af de
+moderne, men klassikerne lærte han at elske gennem Kurzgefasste
+Litteraturgeschichte'r, Die Perlen der Weltlitteratur og résumé'er af
+la littérature classique. Derfor kom også hans store tid hver første
+Januar, ti så forærede han som nytårsgave sine læsere en udsigt over
+verdenslitteraturen i de to sidste århundreder. Dær var Goethes
+mægtige skikkelse og Schillers ophøjede tankeverden: dær var Heines
+hensynsløse genialitet og Byron, der blottede samfundets brøst -- --
+det var forfærdeligt, der var eet geni (med spærret tryk) på hver
+linje, og når læserne var nået gennem dette optog, der varede fire
+numre, så følte de sig styrkede til at modstå de elendige modernes
+nedbrydende påvirkning hele resten af året.
+
+Han var en af de konservatives bedste mænd, og da han nu endelig
+begik den sidste fortjenstfulde handling, hvorved man indkasserer
+resten af den ros, der billigvis tilkommer en -- næmlig at dø, da var
+det smukt at tænke på, hvordan han havde endt sit dådrige liv med at
+fordømme en dådløs bog.
+
+Desværre blev denne omstændighed ikke til nogen reklame for den
+dådløse digter. Ivar Holts undlivelse hørte jo til den afdødes mindre
+betydningsfulde forsøg på at redde den danske litteratur fra
+undergang.
+
+
+
+
+"Jeg har læst den bog med Dem i. Jeg synes, den er afskyelig."
+
+"Synes De?"
+
+"Ja, det kan De ikke finde Dem i. Skriv en bog imod ham."
+
+Han blev hel forundret over hendes iver. Nu var han optaget af ganske
+andre ting.
+
+"Det kan jeg vist ikke," sa han.
+
+"Hvad vil De da gøre?"
+
+"Jeg ved ikke. Det er godt vær; skal vi gå en tur uden for byen?"
+
+"Nej. Men det var for resten godt, jeg traf Dem. Så kan jeg sige
+farvel til Dem med det samme."
+
+"Rejser De?"
+
+"I overmorgen, ja."
+
+"Nå. Hvad skal De -- -- Er det på besøg?"
+
+"Det er en plads. I Århus."
+
+"Ja -- Århus er vist en meget god by."
+
+Hun smilede harmfuldt. Han var såmænd slet ikke ked af det. Han
+spekulerede over noget helt andet.
+
+"De vil ikke hellere blive i København?"
+
+Frøken Ravnø lo. "Jeg vil hellere leve, hr. Holt, jeg mener: ha noget
+at leve af, være fri for at dø af sult, mener jeg."
+
+"Nå. Ja såmænd. Det kan nok være."
+
+"Det kan det. Farvel. Lev vel."
+
+"Farvel. Vent lidt. Der var noget, jeg -- -- Jeg kan ikke forstå,
+hvad det var, jeg kom til at tænke på."
+
+"Det kommer nok, når jeg er gået."
+
+"Ja, men det var netop noget, der angik Dem. Jeg synes i grunden, jeg
+holder meget af Dem, men der er altid noget imellem. Hvad mon det
+er?"
+
+"Der er vist så meget," sa hun og vendte et blegt, hårdt ansigt imod
+ham. "Tænk Dem bare, at De skulde giftes med mig."
+
+"Ja. Verden er så kold. Jeg fryser tit."
+
+"Det er Dem selv, der er kold."
+
+"Sikken et lille kvindeindfald. De klarer vanskelige problemer med et
+knips af en finger."
+
+"Å -- De er slet ikke noget problem. Derfor kan De jo godt være en
+stor digter naturligvis."
+
+"Klog kone. Kunde De blive, mener jeg. Pille det ubrugelige ud af
+mig. Jeg befinder mig netop i en -- -- overgangstilstand, hvor De
+kunde være mig til stor nytte."
+
+"Uha, hvor De ydmyger mig!"
+
+"Men det er da mærkværdigt, at De tror, det skal være en fornærmelse.
+Det er jo bare en -- -- teori."
+
+"Ja det er vist en teori. Uf! Farvel."
+
+"Farvel. Det er ækelt, at De foragter mig. Det klæer Dem meget
+grimt."
+
+"Så? For at tale om noget andet -- -- skal De ikke selv ha noget at
+leve af -- -- efter Deres sidste fiasko?"
+
+"Jeg lever da. Jeg behøver ikke andet end -- ja -- formiddagen fri:
+klæer, det er ikke meget, og så en smule at spise, så hvad!"
+
+"De har det vist rædsomt der hjemme!"
+
+"Sikken et farvel-ansigt. De kunde gærne være lidt sød den sidste
+dag."
+
+"Å -- --" hun stampede i jorden foran ham, "undertiden er jeg
+virkelig nær ved at tro, at De ikke har den fulde brug af Deres
+forstand!"
+
+Han blev hel ilde til mode. Nu havde han gået og bildt sig ind, at
+hun brød sig noget om ham. Det gjorde hun ikke -- med det ansigt.
+Hvad vilde hun så med ham? Det havde måske moret hende. De skulde
+altså heller ikke skrive til hinanden, ingenting, bare farvel. Det
+var nu ikke rigtigt imod ham. Han havde virkelig savnet hende i de
+tre måneder, hun havde været borte fra København. Men nu havde hun en
+plads, og dermed færdig med ham.
+
+"Der er alligevel meget ved Dem, jeg har syntes umådelig godt om," sa
+han stille som slutning på sine egne tanker.
+
+Nu er det ikke den heldigste form for en kærlighedserklæring. Det er
+muligt, den kan bruges over for en ældre jomfru, der står på
+springet, men Henriette Ravnø var varmblodig og stolt. Hun rystede
+afvisende på hodet. Og dog var hun i dette øjeblik så vidt, at hun
+uden hensyn til fremtid og følger kunde ha givet ham al sin
+kærlighed, hvis det havde været hende muligt at tro på hans.
+
+"Jeg vil også tænke på Dem, når De er borte."
+
+"Så? Vil De det?"
+
+"Ja."
+
+"Så sidder jeg vel oppe på en sky -- ved siden af Dem?"
+
+"Det kan vi godt sige -- ja men det klæer Dem."
+
+"Nej, det gør ikke. Farvel."
+
+"Farvel. Det er kedeligt, De er vred på mig."
+
+"Nej, det er ligegyldigt. Tag mig med op på en sky, så gør det ikke
+Dem noget."
+
+"Ja, sådan vil jeg tænke på Dem."
+
+"Hør, tror De ikke, vi kan blive ved at stå og snakke på den måde i
+det uendelige?"
+
+"Jo akkurat. Det var morsomt, at det også faldt Dem ind."
+
+Frøken Ravnø lo. "Ved De hvad: Lad være at tænke mere på, at De -- --
+synes godt om mig. Det er latterligt."
+
+"Nå. Det var underligt. Jeg ved hele tiden slet ikke, hvad det er, vi
+snakker om. Vi er to døvstumme, der står i tåge og mumler noget i
+retning af hinanden. Før har der dog været tider, hvor vi anderledes
+kunde -- -- der er i alt fald ingen, jeg har talt så godt med som med
+Dem."
+
+Nej om det gjaldt hendes liv, kunde hun ikke forstå meningen med hans
+sørgmodige udtryk! Men nu måtte hun gå; det var ikke til at holde ud
+længere. Hun vilde ikke græde, mens han så på det. Hun måtte gå fra
+ham i det øjeblik, det var sværest, fordi han endelig havde begyndt
+at tale som et menneske.
+
+"Farvel."
+
+"Farvel, frøken Ravnø." Han fik lige indtrykket af en kold, død hånd,
+og så var hun gået.
+
+Å, hvor de første hundrede skridt var drøje! Men bagefter var hun
+altid glad over, at hun havde taget en rask beslutning; ellers havde
+hun måske sagt alt, og hun vilde nødig se, hvordan hendes tilståelse
+blev modtaget af hans åndsfraværende venlighed.
+
+Ivar Holt følte sig underlig lammet. Et menneske var gået fra ham og
+havde ikke ladet andet tilbage end sin foragt. Den kunde han ikke
+vride sig fra, den var læsset på ham; enten han vilde eller ej, var
+der ikke andet for ham at gøre end undersøge sin egen fortjeneste og
+værdighed. At ønske foragteren ad helvede til -- det kan man gøre,
+når andre hører på det, overfor en selv er det utilfredsstillende;
+slige ønsker lå desuden ikke for hans temperament.
+
+Først interesserer jeg hende, siden forlader hun mig med et
+mistillidsvotum -- digteri, manglende indtægt. Hun syntes en gang, at
+hun så noget i mig, et par modne rynker i panden, der kunde tyde på
+noget oplevet og gennemtænkt; men dem har jeg fået en nat på
+Mælkevejen. Et udtryk i mine øjne, der kunde vidne om livets alvor --
+men det er den særegne migske mangel på duelighed til livet.
+Mennesker er væmmelse, de minder mig om, hvad jeg er, og gir mig lyst
+til at være, hvad jeg ikke er.
+
+Men efterhånden som han gik, opløstes den smærtende knude inde i ham;
+kun en lille hård, uforanderlig knast blev tilbage og markerede tiden
+med svag og pinlig dunken. Han slap ikke bort fra det den gang. Det
+var ikke bedøvet af sult og træthed, da han kom hjem, og da han
+vågnede, ellers vel til pas, næste morgen, var hans første tanke:
+Hvad er det dog, der er i vejen med mig? Og så huskede han det
+straks. Men det var ellers godt vær og tegnede til at blive en smuk
+dag, og da han stak hodet ud ad vinduet og så solskinnet falde ind
+nede fra tværgaden, tænkte han: Det er alligevel ubegribeligt, at jeg
+ikke er meget mere ulykkelig.
+
+
+
+
+Noget af det værste, Ivar Holt kunde huske fra sine drengeår, var når
+han skulde op og i skole i den mørke årstid. Når han ved halvotte
+tiden lukkede gangdøren op og så ud i den sorte blæst og i regnen, da
+forstod han det, man kalder for livets skyggesider. Men når han fik
+skindhuen ned i panden og hænderne begravede i lommerne på den lange
+kappe, og regnen forgæves piskede på de tykke fedtelædersstøvler, da
+fyldtes han altid af en stor hyggefølelse. Han krøb gærne lidt
+sammen, lukkede øjnene halvt og slog kraven op om ørene; så var han
+utilgængelig; regn, storm og kulde belejrede ham og erobrede ikke en
+tomme af ham; han havde en fjerdingvej at gå, men kunde gærne ha gået
+en hel mil, for dette her var meget bedre end at ligge i sengen, han
+var midt i elendigheden, og den gjorde ham ikke noget; kvadratmile af
+snavs rundt omkring; ovenover, et milehøjt hav af regn og mørke; han
+var et uhyre lille væsen på bunden af regntykningen, men han modstod
+det hele. Mon folk tænkte på, at den våde klump, der arbejdede imod
+blæsten, var fuld af varm lyksalighed indeni?
+
+Også som voksen bevarede han den ævne til at hylle sig ind, når livet
+gik ham imod. Han krøb sammen og gjorde sig hård, lukkede sanserne og
+lavede drivhus indenfor, hvor jegfølelsen skød vildt op i den
+tropiske hede. Men tilværelsen slider hul på de fleste pansre,
+hudløsheder er uundgåelige, et eller andet sted siver der noget ondt
+ind; også i drengeårene kunde det hænde, at en støvle var utæt, og da
+var glæden ufuldstændig.
+
+Ivar Holt gik og svedte og frøs, østenvinden var slem dette forår, og
+livets kår var ubillige. Herregud, at mægtig dumhed gjorde sig
+sådanne anstrængelser for at slå ham ned! Skulde man ikke tro, at han
+var den store og farlige, mens det tohundredårige blad var den lille
+og betrængte? Dær sad en velhavende mand ved sit brede skrivebord og
+slagtede en sølle poet, der sandt at sige ikke havde mange penge i
+sparekassen. Lad ham dø af sig selv, han er ingen samfundsfare.
+
+Ude ved frihavnen mødte han Lynggren.
+
+"Nå, det var godt, jeg traf dig! Du ved vel, at Ørnberg er død. Dær
+er vist en plads for dig. Jeg kender redaksjonssekretæren. Du var i
+stand til at kunne blive anmælder. Der skal skældes ud naturligvis.
+Det kan de andre jo nok, men de har opdaget, at en smule vittighed
+var ingen skade til. Jeg tror, du er brugbar."
+
+"Synes du, det vilde være en passende stilling for mig? Især nu, da
+-- --"
+
+"Skidt. Selvfølgelig blir du nødt til at rose Kasbjerg, men hvad, så
+hævner man sig og gør det lidt ondskabsfuldt, uden at nogen lægger
+mærke til det. Det er ens private tilfredsstillelse."
+
+"Ja men, hvor kan du tro, at de vil antage mig som medarbejder, efter
+den behandling, de har givet mig?"
+
+"Å -- Ørnberg var jo gammel og havde lov til at sige, hvad han
+tænkte. Men det vigtigste er, at du er jo hverken pervers eller alt
+dette her; du blir med tiden en meget renlig forfatter; det er jo
+noget, enhver kan se. Det må du prøve at forklare dem. Der er såmænd
+ingen dernede, der er gale på dig; gamle Ørnberg forstod dig ikke, og
+så skældte han ud, du kan vel nok forstå, at det hører til i ordenlig
+journalistik. Men gå ned og snak med redaksjonssekretæren, han er den
+fornuftigste, og tag noget bedre tøj på, du kan godt låne en syl af
+mig, og forklar ham, at du er et meget medgørligt menneske, og at du
+bare vil ha lov at skrive om blåt og grønt og -- det kan du nok selv
+sige på en pæn måde."
+
+"Synes du ikke, det er en lumpenhed, du opfordrer mig til?"
+
+"Det ved jeg sgu ikke. Jeg siger jo ikke, du skal skrive falske
+veksler eller brække ind og stjæle pengeskabe. Men du søger da for
+fanden vel nok den plads?"
+
+"Du forstår vel ikke, Lynggren, at jeg hader det blad?"
+
+"Nej, gu' gør jeg ej. Hvis du vælter med din sikkel i en bunke
+hestepærer, så hader du vel også dem! Hvad rager det dog det
+spørsmål, om man skal leve, eller man skal dø af sult?"
+
+"Alene det at træde op dær og lave mig til -- -- for resten ved
+hverken du eller nogen anden, hvor medgørlig jeg er."
+
+"Når man først lærer mennesker at kende, blir man altid medgørlig.
+Selv om man får lyst til at spytte på dem, så opdager man dog, at de
+kan bruges til noget, og det gør straks, at man blir mere
+menneskelig."
+
+"Der må være andre udveje, Lynggren, det er umuligt andet. Det kan
+ikke være nødvendigt, at jeg sælger mig selv."
+
+"Hør min ven: du må sgu hellere gå til et gammelt, konservativt blad,
+for dær er nu mere spillerum. Selvfølgelig er de sure og sære, men
+disciplinen er slet ikke slem; de ser og hører så dårligt. Jeg vilde
+ikke anbefale dig et radikalt blad, for dær har de nu mundering og
+klaptræ og alting i orden, parolen lystres og ingen sludder i
+geleddet. Du kan aldrig få nogen friere stilling end den, der nu
+tilbydes dig. Herregud, selv om du skal omgås nogle gamle stødere og
+vogte på din mund."
+
+"Jeg tør ikke, Lynggren. Jeg tør ikke sælge min frihed. Og der er en
+uhæderlighed i det, som jeg ikke skøtter om at hærde mig til."
+
+"Nå. Jeg ser, at monsøren er en stor digter på månen, men en nar på
+jorden."
+
+"Å, det er slet ikke så vittigt, det kunde jeg selv ha sagt."
+
+"Des større nar er du da. Men nu vil jeg ikke låne ti kroner på dig.
+Det vil sige, hvis du trænger til en syl -- --."
+
+"Nej. Jeg er ikke til salg endnu. Jeg blir nok en slubbert, der kan
+købes, når jeg blir noget ældre."
+
+"Det tror jeg med, men så er det for sent. Kære ven, gamle
+slubberter, dem er der ingen pris på. Det skal være unge. Ja -- og så
+farvel."
+
+
+
+
+I løbet af foråret fik Ivar Holt en elev i dansk. Det var et ungt
+menneske, der trængte til at lære retskrivning; han kom midt på
+eftermiddagen, og det gjorde et hak i sikleturene, men det kunde også
+være det samme. Det havde ikke længere nogen betydning, at marken var
+grøn, og himlen blå. Siklen stod og samlede rust, og en dag blev den
+solgt. Det var en lettelse; det leddeløse dyr var en forfører. Ivar
+Holt var blevet moralsk oplagt og sammenlignede angerfuldt sig selv
+med den, der drikker, og den, der gør endnu værre ting. Han søgte
+også en plads ved en privat realskole, 900 kr., stigende hvert tredje
+år med 100 kr. indtil 1200 kr., men han fik den ikke.
+
+Når han havde undervist sin time og sad alene tilbage med
+bevidstheden om, at han nu havde råd til at anskaffe sig for
+fyrretyve øre af livets bekvemmeligheder, så tænkte han på, hvad han
+havde sagt nej til, og var glad over, at han modstod den fristelse.
+Det faldt ham ikke ind, at lidt uhæderlighed i dette tilfælde kunde
+ha været på sin plads. Når først man er pekuniært ovenpå, får man nok
+råd til at foragte de tarvelige midler, man benyttede for at komme i
+vej. En praktisk mand spiller sine kort fint, bagefter afsværger han
+de småsnyderier, der hører til for at komme ind i spillet.
+
+Men det tænkte Ivar Holt ikke på. Han sad hjemme hos sig selv og
+smagte fattigdommen -- den virkede snarere som bærme end som gift --
+og overvejede, hvad andre mennesker nu vilde gøre i hans sted, men
+han fandt ikke på noget, han kunde efterligne. Derimod slog det ham
+som noget aldeles utvivlsomt, at han mere end andre mennesker var
+skabt til at være rig. Ikke for at bruge rigdommen, men han fandt i
+sin sjæls hele grundstemning noget, der var analogt med rigdom. Hvis
+han havde en guldklump på otte og halvfemsindstyve pund, vilde han
+grave den ned lige under en bred, magelig kampsten, og så vilde han,
+hver dag det var godt vær, gå ud og sætte sig på denne kampsten og
+fløjte en melodi. Det skulde kurere ham for visse svagheder.
+Halvandet pund vilde han måske skrabe af til at opholde livet med.
+
+Hans nætter hjemsøgtes af elendighedssyner, og de var uregerlige, de
+slap ham ikke, før det blev lyst. Om dagen kunde han trøste sig med,
+at det strængt taget ikke var umuligt at slå sig igennem livet som
+vagabond, men mørket tog tilliden fra ham og nedbrød hans sind. Der
+kom øjeblikke, hvor han vilde sælge sin frihed for en ringe pris, men
+hvornår kom der en, der vilde købe den?
+
+Han gik sjælden ud. Det gjorde ondt i ham, når han så mennesker med
+hårde, snavsede hænder; sådan en næve var mere værd end hans elendige
+sjæl. Men så blev han igen oprørt over sin egen selvforagt; denne
+følelse lå slet ikke for ham. Han måtte le ad sig selv, når han følte
+sig mest ulykkelig, ti ulykke var ikke hans bestemmelse, det var en
+misforståelse af et skammeligt tilfælde. Hvordan han var skabt til
+at være, det kunde han sige aldeles nøjagtigt, han behøvede blot at
+huske en af sine sikleture i godt vær. Det var ganske forfejlet, når
+sorg bankede på hos ham, han var ikke af dem, der forrenter ulykke
+ved at udvise større energi. At han skulde fortvivle, det var lige så
+unaturligt, som at en Kongoneger skulde fryse ihjel. Modgang var ham
+til ingen nytte, han blev aldrig alvorsmand. Det var ikke
+fordringsfuldhed; han måtte jo kende sin egen natur. Man forlanger
+heller ikke, at et appelsintræ skal blomstre og bære frugt i
+Grønland.
+
+Hans bestemmelse lå klart for dagen, den tvivlede han ikke et øjeblik
+om. Hvis der altså var nogen højere mening med, at han var indrettet,
+som han var, så måtte der ske noget; det måtte snart komme, nu da han
+var så langt nede. Dette håb var hos ham om dagen; om natten kom
+panikken over ham. Tiden gik, og han syntes snart, han kunde se, hvor
+skrænten hældede hen ad.
+
+
+
+
+Det skal nok hænde en mand -- selv om han ikke er sig nogen god
+gærning bevidst -- at der en dag på hans dørtærskel står en ung,
+_altopofrende_ kvinde med vildt hår og veltalende øjne. Så glider et
+fornuftvæsen et øjeblik ud af sin bane og begår en dårskab, som i
+naturens husholdning er høj, værdifuld visdom, og hvis han er et helt
+uerfarent menneske, glemmer han ikke at takke de hemmelighedsfulde
+magter, der bevirkede, at en kvindes øjne kom til at hvile på ham med
+velbehag, og at livets frugt endelig engang modnedes og faldt ned til
+ham, som ikke vidste, hvor han skulde gå hen og plukke den.
+
+Ivar Holts sjæl skød op gennem en miledyb sø af tavshed og ensomhed,
+da det bankede på hans dør. Hans hjærte slog hurtigere, mens han gik
+hen for at lukke op.
+
+Det varede noget, før han kendte hende. Uskyldige blå øjne,
+forfjamsket hår, der gjorde indtryk af, at dets ejerinde kunde
+djævles hedt med en tilgængelig mand. Det var Teologine.
+
+Nu vilde han ikke netop ha nævnt hende, om nogen havde spurt ham,
+hvad han mest trængte til i hele verden. Dog bad han hende ikke gå
+pokker i vold, han var jo selv på vej derhen og var derfor i en ydmyg
+forfatning.
+
+Hun vilde gærne -- lidt forpustet -- sige goddag og se, hvordan han
+boede.
+
+Han tænkte sig om. Jo, såmænd. Nu huskede han et varmt, rundladent
+faktum; hende havde han en gang kysset. Det kys havde trukket renter,
+her kom kapitalen til hævning; værsgo, kom indenfor.
+
+"Det var Dem, der var så sød den aften. De var med Lynggren."
+
+Ja; så forklarede hun, Lynggren skrev altså i aviserne, det var det
+hele med ham. Man var nødt til at -- --
+
+Hun så fornærmet ud og gik tilbage mod døren. Han tog hendes hånd og
+førte hende helt hen til vinduet og smilede til hende. Det gjorde han
+så nobelt. Hun blev ganske tillidsfuld og betragtede ham med sine
+raffineret barnlige øjne.
+
+"Og De er sangerinde," sa han, mens han tænkte på, hvor fattig en
+mand kan være.
+
+Ja. I dette øjeblik vilde hun gærne ha været noget finere for hans
+skyld.
+
+"Men jeg kommer aldrig på varieté!"
+
+"Nej, det skal De heller ikke, det er ikke noget for Dem."
+
+Han protesterede ikke mod at blive stillet uden for mændenes
+almindelige hob, han var helt optaget af at se på hende, men vidste
+ellers ikke, hvad han skulde gøre. Rummet om ham var fuldt af stille,
+smilende lykke; det grå loft var blå himmel, de snavset marmorerede
+vægge var horisonten. Han sad midt i verden og tiltrak lyksalighed,
+den faldt ned fra himlen og steg op fra jorden; fra hele horisonten
+strålede den ind på ham. Nu skete der endelig noget af det, som var
+lovet ham for lang tid siden.
+
+De så på hinanden, indtil der måtte ske noget. Hun gemte sit hoved
+ved hans bryst, det kunde ikke være andet, og så kom de til sæde på
+hans sofa, hun på skødet af ham. Dær sad den uerfarne mand med
+problemet lige over sig; hvad vilde det nu være mest hensigtsmæssigt
+at gøre? Han vidste det ikke af nogen erfaring, men da hans ene arm
+ved forsynets tilskikkelse var kommet til at ligge om hendes hals, så
+lå det nær at klappe hende på kinden, og det gjorde han. Virkningen
+var øjeblikkelig og vidunderlig, og dog var det hans første forsøg på
+rigtige kærtegn. Han sad i held den gang.
+
+Dagen gik.
+
+Verden var blevet anderledes. Sortrøde, glødende kobberskyer dækkede
+himlen, vinden gik i korte, tunge stød; der var forventning om noget,
+der skulde komme. Så stod solen op, kobberskyerne flammede skummelt,
+dækket rævnede langs den østlige horisont, og gennem den blå kløft
+væltede sollyset ind over den forbavsede jord, hvorpå der stod et
+eneste gråt, sammenkrummet menneske. Men nu traf lyset ham, og mens
+muldet flammede mørkt, stod han ret op mod himlen som en
+menneskefakkel. Det blå er forbigangent, verden er blevet rød.
+
+For hendes enfoldige, erfarne sind tog det sig ikke så stort ud, men
+hun så, at han var god, hun erfarede, at han ikke blev rå eller
+ligegyldig bagefter, og hun hørte ham sige, at han vilde gifte sig
+med hende, og at han var lykkelig.
+
+Når blot han var det! Hun havde gjort, hvad hun kunde. Teologine, det
+fattige barn, hun gav den eneste skærv, hun ejede.
+
+
+
+
+Ivar Holt gik sig en glad tur. Han var fuld af stille latter, ligesom
+når han i sine drengeår gik til skole en regnfuld vintermorgen og
+efterhånden samlede en masse privat forlystelse under sin varme
+frakke. Han morede sig ganske ubehersket, mens han gik ud ad
+Vesterbrogade; folk så efter ham, og enkelte forhørte sig om, hvem
+han var, idet de ventede at høre et navn, der var bekendt i landet.
+Hans munterhed kogte over, mens han hviskende fløjtede sig et stykke
+"Lohengrin"; han underholdt sig med at repetere vittigheder, han
+havde læst, og fandt dem bedre, end han tidligere havde gjort; han
+fandt morskab i at stå stille og klappe en venlig danois, og imens så
+det meget forstyrret og meget lidt alvorligt ud i hans sjæl. Han var
+åben som et hus, der har lukket op til alle sider; enhver grov næve
+kunde komme hen og grave i ham, han var forsvarsløs. Kun den
+ensomhed, han selv skabte om sig, beskyttede ham; ti der lå over hans
+ansigt en art tilfredshed, der fik folk til at gå uden om ham; de
+forstod, at han havde ikke noget at dele. Den glade eneboer ligner
+ikke andre glade mennesker; man flytter sig for ham og lar ham gå
+alene.
+
+Ivar Holt tilbragte hele dagen ude på landet og forfattede under
+sagte fløjten en lyksalighedsteori, som han glemte i det øjeblik, han
+blev færdig med den. Kærnen i hans teori lød ellers som følger:
+
+Den sande lyksalighed består i at ha uendelig megen tid til sin
+rådighed og ikke at mærke, at man bruger den.
+
+Da han kom tilbage til byen og så andre menneskers ansigter, faldt
+det ham ind, at også han måtte gøre noget for sin fremtid. Han
+henvendte sig til fire redaktører og fik tre afslag. Den fjerde, som
+var den mindst fine, spurte, om han kendte noget til samtidige
+forfatteres intimere oplevelser, og om han kunde levere bladet en god
+roman om dette æmne. Dertil mente han nej og gik.
+
+Jeg kan alligevel ikke anerkende tilværelsens alvor, tænkte han, mens
+han sad hjemme og ventede på Teologine. Jeg lærer det aldrig. Jeg kan
+ikke engang lære at se på et alvorsmenneske, uden at jeg får kvalme
+og ond samvittighed. Og dog kan jeg godt se den højere styrelse, der
+stadig forsøger at få et alvorligt menneske ud af mig. Den sendte mig
+til København, for at jeg kunde blive embedsmand; jeg selv gjorde mig
+til digter. Den fik Kasbjerg til at skrive en bog om mig, hvoraf jeg
+kunde se, i hvad retning jeg i så tilfælde burde udvikle mig, men jeg
+blev i uskyldigheden, tilfældigvis. Den højere styrelse tilbød mig
+Henriette Ravnø som alvorskone, og da jeg lod hende gå, kastede den
+mig Teologine om halsen; hende havde jeg, inden jeg rigtig vidste af
+det, hende har jeg. Godt. Hende beholder jeg. Men jeg må ikke ta ud
+på en grøftekant og ingenting bestille, derfor er jeg nu igen blevet
+straffet. Bare det kunde hjælpe noget, at jeg kan alt det udenad, som
+veltænkende mennesker mener om mig! Jeg kan holde op med at skrive
+bøger, men jeg kan ikke holde op med at være digter. Kunde jeg blot
+skabe min sjæl om til en grovsmeds sjæl -- næverne kunde endda gå an.
+Men det er desværre noget vrøvl. Og her har vi så Teologine.
+
+       *       *       *       *       *
+
+"Nå," sa hun, da de hen på aftenen var blevet så vidt nøgterne, at de
+kunde tale om forretninger, "hvor meget tjener du så ved dine bøger?"
+
+Ivar Holt pegede på en kasse ved siden af kufferten. "Fedtebrød og
+cervelatpølse," svarede han.
+
+"Ja, men så indbringer det vel en del at skrive i aviser," fortsatte
+hun alvorlig uden i mindste måde at finde hans svar morsomt.
+
+"Det gør det. Men mig indbringer det ikke noget, da jeg ikke skriver
+i aviser."
+
+"Hvorfor gør De ikke det?"
+
+Hvor kvinders øjne kan ligne hverandre, tænkte han. Og nu har jeg
+igen ægtemandsfornæmmelser.
+
+"Og hvorfor blir Deres bøger ikke rost noget mere? For jeg har hørt
+folk sige, som har forstand på det, at De skriver udmærket."
+
+"Det kommer af, at vi her til lands ikke har litterære kliker; nu
+kaldes det fagforeninger. Når man ikke har sine papirer i orden, får
+man ingenting for ulejligheden, hverken ondt eller godt."
+
+Hun så forvildet på ham. I værelset bagved afjamrede frelsermændene
+deres allerindstændigste aftenbøn.
+
+"Hvad lever De da af?"
+
+"Jeg lever ikke af noget videre. Ved De hvad, for resten? Jeg får en
+stilfærdig lyst til at slå de mennesker ihjel, som spør, hvad jeg
+lever af."
+
+Han så panik i hendes øjne; hun var bange for fattigdom, havde
+rimeligvis fået for meget af den en gang. Frelsermændene sluttede af
+med et gudsjammerligt: Amæ--n!
+
+"Nu går jeg," sa hun. "Jeg går!"
+
+"Ja vel; jo. Vist går De. Det var jo rigtig sødt, den tid det varede.
+Husk nu på for fremtiden at sætte penge i sparekassen; tænk på mig,
+og husk det. Så -- er det så slemt?"
+
+"De må ikke røre ved mig! Jo -- det mener jeg ikke -- -- De har været
+så god. Men jeg er bange for Dem."
+
+"Ja. De opfatter mig symbolsk. Så er jeg heller ikke hyggelig. Ellers
+er jeg rar. Det kunde blevet godt med os. De er den eneste -- -- jeg
+må ha lov til ikke at kunne mere for bevægelse. Men hvis De vinder i
+lotteriet, så kan De komme og gifte Dem med mig. Jeg skal ikke banke
+Dem, fordi det er Deres penge."
+
+Før han kom ind igen, smilede han til noget ude i mørket. "Det
+forslår endnu ikke," sa han.
+
+Fra frelsermændenes værelse trængte nu allehånde, ganske verdslige
+lyde ind til ham.
+
+Han satte sig op på bordet, dinglede med det ene ben og spidsede
+læberne.
+
+Her sidder jeg og fløjter, tænkte han.
+
+
+
+
+Hvor menneskelighed er, dær er også en udvej, selv om vort håb og
+vort eje er blevet fortæret af luerne -- læg så for resten mærke til,
+hvor forskelligt det såkaldte menneskelige er. Ti een fylder det
+umættelige rum med bønner, een begynder at bygge op igen, een roder
+sig vanvid til i asken og slæbes bort af tre stærke mænd; to knytter
+næver og ryster dem mod himlen, går derefter bort, den ene hænger
+sig, den anden drikker sig fuld -- alt dette er menneskeligt.
+
+Men der kan også findes den, der sætter sig på en sten og fløjter en
+melodi. Hans livsbegreb er så fordrejet -- perversus kaldte Romerne
+det --, at elendigheden gør ham til humorist, han bestrider livets
+alvor. Han har ingens medfølelse, for ham er der ingen udvej.
+
+Ti den hængte begraves, og den drukne -- stakkels mand -- reddes af
+rettænkende på et drankerasyl, den gale forsørges på en anstalt, den
+bedende har valgt den bedre del, og den byggende skaffer sig et nyt
+hus -- deres menneskelige adfærd bragte dem alle ud af elendigheden.
+
+Men ham, der fløjter, er der ikke noget at stille op med. Han duer
+ikke. Lad ham stikke piben ind, den nar! Han er ikke noget alvorligt
+menneske, det kan man høre på hans fløjten. Han må sejle sin egen sø.
+Vi kan ikke gøre noget for ham.
+
+Imidlertid -- det kan jo ske, at mennesket med fløjten er af pæn
+familie. Hans faer er en gammel mand med agtværdige grå hår, hans
+moer er en hæderlig kvinde. Der skaffes ham en plads på et kontor,
+900 kroner, han er reddet. Retsindige folk glæder sig, skønt de
+ryster på hodet. Det kan jo gærne være -- -- men han har rigtignok
+ikke fortjent det.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Ved nytårstid rejste kontorist Ivar Holt ned til sin nye plads. Det
+var endnu lyst, da han tog fra København, men det blev mørkt, inden
+han nåede sin lille by. Han fandt sig rolig i tilfældets venskabelige
+symbolik og søgte at genkende de landskaber, han kørte igennem, det
+var så længe siden, han var blevet befordret med jærnbane. Det
+regnede stort og tungt, ruderne var dækkede med de perlesnore og
+køller, som regnen dannede, idet den faldt. Markerne rejste sig
+udenfor som sorte mure, vejene var gule floder. Han sank hen i en døs
+og havde det hel godt; endnu var der varmt forinden, og livet var til
+at holde ud. Han var ligesom pindsvinet; når han fik rullet sig
+solidt sammen, kunde de vende og dreje ham, som de vilde. Ingen slags
+ondt havde adgang. Et øjeblik faldt den sandsynlighed ham ind, at nu
+kom han ikke til Italien. Farvel, fløjelsbukser og solskin. Men det
+gjorde ham ikke noget, han sad usårlig i sin krog, tiden gik
+umærkeligt, som noget tungt, der flyver tavst gennem mørket; ingen
+aner noget, før der kommer et dumpt stød -- --
+
+Toget holdt, her skulde han ud. I samme nu var det hans eneste ønske,
+at han kunde få lov til at blive siddende, han vilde ha afstået en
+stor del af sin løn for at kunne køre videre, så længe den salige døs
+varede -- aldrig havde han haft det så godt; denne overgang var endnu
+værre end at stå op en vintermorgen for mange år siden. Så stod han
+ud.
+
+Blæsten bredte sig over perronen, regnen slog i en bue ind under
+taget. Han foretog et hastigt overblik over sit livs onde dage, hvor
+han uforvarende blev lukket op, så at den dødelige kulde slap ind. I
+aften var det særlig slemt; der måtte vel også nok være en vis
+fremgang i det.
+
+Han vilde først se toget gå; den fornøjelse havde han fortjent. En
+mand gik baglæns med en fløjte i munden, hvinede og spyttede fløjten
+ud. Lokomotivet udstødte et hyl og begyndte at hoste store klumper
+hvid damp op gennem skorstenen, de første sad godt fast. Ivar Holt
+gik ud på skinnerne og så en mørk firkant, der blev mindre og snart
+viskedes ud i regntågen.
+
+Han gik igennem stasjonsbygningen og kom ud på en bred plads. De
+sorte, lysplettede klatter på den anden side det var vel så byen. Ude
+over markerne krøb et leddyr med svagt lysende ringe langsomt af
+sted; men en lille hund forstyrrede ham i nydelsen af synet:
+Væv-væv-væv! Han belønnede dens iver ved at svinge håndkufferten
+efter den. Dette gjorde den så overhånds arrig, at den gøede væv-væv
+med voksende hastighed, indtil al rytme faldt bort, og det blev til
+et langt, sammensmæltet æ -- --.
+
+Han klistrede sig hen ad et fortov, idet han undrede sig over pløret.
+Dybden overtraf vel ikke hans forventninger, men det bandt skoene
+langt stærkere, end almindelig vejvælling gør. Han stod stille under
+en lygte, løftede den ene fod og undersøgte belægningen med en
+pegefinger. Det var vist kalk, der var i.
+
+Bladløse træer og en hæk dannede grå, uredelige bunker på den anden
+side af vejen, men et sted var der et sort hul, og en svagt skinnende
+stribe pløre viste vej ind i mørket, dær gik sandsynligvis en smøge
+op i byen. Men først skulde han over pløret, overgangen antydedes af
+en smal stribe sten; han samlede al sin følesans i støvlesnuderne og
+vovede overgangen. Der var fortov; på den ene side en hæk, på den
+anden -- han prøvede med en fod og fik den til sig igen, det slap med
+et lille, velbehageligt smask --: pløre. Det blev snart mørkt igen,
+han lod kufferten gå i hækken, så faldt han ikke ned til den anden
+side. Hov, dær var nok en krumning, og se: langt fremme, i den anden
+ende stod der en lygte og ventede på ham. Han hug øjnene fast i
+lyset, og hans gang blev sikker.
+
+Se se. Her vadede han nu i mørke lige op til øjnene, kun en lille
+rødlig lysplet holdt ham oppe. Der var ikke meget igen af ham nu, det
+var næsten drukning. Han stod stille i mørket, han og lygten så på
+hinanden. Når han skelede, kunde han også se sin næse, nedefter så
+han slet ingenting. Mørk -- obscur. En anmælder havde kaldt ham
+obscur, rimeligvis på grund af hans frækhed mod sine kollegaer. Nå,
+men videre. Lygten stod åbenbart på den anden side af vejen, for nu
+fik han tendens til at gå ned i pløret. Der måtte altså beregnes en
+vis afvigelse. En mand gik forbi i mørket, lige i hælene på ham
+fulgte stank af en shagpibe. Ivar Holt fik lyst til at høre sig selv
+tale midt i alt dette mørke. Vidste han, hvor skomager Andersen
+boede?
+
+Jo. Manden afgav en lang og velvillig forklaring, som han gentog
+flere gange. Ivar Holt sa mange tak og fik til gengæld beliggenheden
+indskærpet nok en gang. Tak, godnat. Godnat. -- -- Og det er det
+eneste hus med frontspids, råbte manden efter ham. Tak. Så havde han
+fire kendetegn på sit hus og kunde ikke gå fejl.
+
+Fjerde hus fra apoteket, tredje fra næste tværgade, bager Svendsen
+skrås overfor, frontispice. Nu kunde han ikke rende fra det med nogen
+rimelig undskyldning.
+
+Foran indgangen lå en sump, midt i sumpen en buet træbro. På første
+sal boede familien selv; to fag vinduer, hvis gamle, solbrændte
+gardiner lyste gulligt som tørveaske. Ja, så --. Han tog tilløb og
+sprang midt op på broen. Fra gaden faldt der lys ind i gangen, han så
+en trappe, der vred sig op i mørket. Den knagede forurettet, da han
+gik op ad den. Bag en dør snakkedes der; grov, hjærtelig latter
+væltede gennem de mange utætheder ud til den fremmede, der allerede
+havde lavet knoen til.
+
+Her står jeg, Ivar Holt, en vældig nar for Herren, slået, fordi jeg
+ikke slog; jeg tålmodige ryg, der skal komme til at erkende albuerne
+på dem, som maser sig frem over mig. -- Men nu har du imidlertid fået
+et levebrød, bank så på, og hold op med at mane dig selv frem.
+
+Han bankede; værtinden kom ud, en ældre kone med hatteknage i
+underkæben.
+
+"Mit navn er Ivar Holt," sa han, skønt han i øjeblikket næsten havde
+tabt al mulig fornæmmelse af sin egen identitet.
+
+Nå ja. Værelset var i stand, nu skulde hun vise ham det. Straks efter
+kom hun med en lampe.
+
+"Jeg har hældt betrolium på for i aften," og derefter gik hun med
+overbevisningen om at ha fået en pæn logerende.
+
+Han stod midt i værelset og så sig om.
+
+Fire nøgne, sømhullede vægge, en gulmalet træseng, klædeskab og en
+skeletagtig servante med en jærnring om livet. Midt på gulvet, over
+et rødbroget gulvtæppe, stod et gult bord, der fik et eget fromt
+udtryk ved det, at klapperne var slået ned. Det syntes at ha kendt
+bedre dage, men nu havde det opgivet alting og hang med ørene.
+
+Ivar Holt satte sig på bordet og følte sig gennemstrømmet af et
+hemmelighedsfuldt Wahlverwandtschaft. Men fy hvor det sorte vindushul
+gabede efter ham som en forslugen grav! Han skyndte sig at gøre
+gardinsnoren løs; en to alens ledstolpe skramlede ned og halede et
+kugleblåt rektangel efter sig.
+
+Så var der ikke mere at gøre. Han satte sig igen op på bordet og lod
+de fire vægges nøgne råhed skinne på sig uden at reagere. Det var nu
+altså kommet til håndgribeligheder mellem ham og tilværelsen, og han
+kunde i øjeblikket ikke finde på noget, som det vilde være
+hensigtsmæssigt at gøre.
+
+Med den bevidsthed sad han ubevægelig en times tid. Lige straks havde
+han krusningsfornæmmelser af kulde, men det faldt bort, efterhånden
+som den kaloriske ligevægt kom i stand. Desuden rørte han sig ikke,
+og så er kulden ufølelig. Man kan fryse ihjel på den behageligste
+måde, når man kun afholder sig fra enhver bevægelse.
+
+Men det er svært at sidde stille i længden. For der er et sted i den
+menneskelige organisme, som står i særlig forbindelse med
+dødsangsten, det er vist omkring mellemgulvet. Benene kan blive
+kolde, hodet tomt, det hindrer ikke; man er på vejen nedad, men så
+kommer der et svagt ryk nede under hjærtet, man springer op og griber
+efter livet. Kulden kan arbejde sig nok så forsigtigt ind i ens
+legeme: der kommer et øjeblik, da den røber sit slægtskab med døden,
+og man slår fra sig.
+
+Ivar Holt sprang ned fra bordet og gjorde gymnastik, indtil han fik
+al sin varme igen, og så gik han i seng. Han glædede sig altid
+inderligt til at falde i søvn. Så snart han var kommet under dynen og
+havde skubbet sig til rette i den mest bekvemme stilling, så var alle
+bekymringer forbi. Hvad der lå uden for dynen, var fra da af ganske
+ligegyldigt, og han sov altid godt.
+
+Men i aften narrede søvnen ham. Sengen var klam, og han svedte
+ubehageligt. Han lå sig træt på ryggen og på bægge sider,
+søvnløsheden blev en tung byrde, som han ikke kunde kaste fra sig.
+
+Udenfor rumsterede den våde blæst. Den kogte langt borte som en uhyre
+gryde, den kastede sig med rabalder over husets gavl og knaldede nede
+i gården som våde lagener: den kunde puste længe og jævnt som et
+sundt åndedræt, og den kunde futte af i dumpe eksplosjoner i de
+snævre smøger mellem husene. Den smældede regnen ind på ruderne som
+et læs kosteris, den peb og brummede, spillede både fløjte og
+kontrabas og alle stemmerne der imellem. Den udstødte hyl, der fik de
+lykkelige, sovende mennesker til at vende sig på den anden side og
+sove videre, mens de øvrige, der ikke længere havde nogen
+hvilestilling, de kunde indtage, vred sig i deres træthed og følte
+det blæse koldt under hjærtet. Stormen og regnen forberedte lukkede
+og mørke sind til morgendagen, meget arbejde gjort og liden glæde
+derved. Nødvendigheden af, hvad der må gøres, gik som en kold vind
+over det våde land; klam, muggen besindighed dryssede ned fra den
+usynlige himmel. Det blev ikke mange, der stod op med halleluja!
+næste morgen.
+
+Ivar Holt lå i dvale. Han var lige træt på alle leder og flyttede sig
+derfor ikke mere.
+
+I Firenze, tænkte han, dær drejer måske i dette øjeblik et lykkeligt
+menneske om hjørnet af -- -- lad os kalde det Rue des Oranges, da vi
+ikke kan italiensk. Han knejser og har hænderne på ryggen,
+aftenluften viger blødt og silkekøligt til side for ham, idet han
+går. Han står åben for alverdens lykke, han er ikke krummet af nogen
+bekymring. Han er så lykkelig, at han står stille og ikke kan mere.
+Han er så overhånds glad, at han knytter hænderne, tæerne krummer sig
+ned i støvlesålen. Inde i skyggen, hvor ingen kan se det, brister han
+i vild latter og vrider sig, hvorefter han blir lidt mere stille og
+går ud mellem de andre mennesker. Det kan godt være, at der går sådan
+et menneske nede i Firenze på hjørnet af Rue des Oranges. Hvis han
+har haft det ilde (og det har han, siden han er så lykkelig), da
+tænker han sig, at et sted, i et sort værelse, belejret af våd, døsig
+storm, ligger et menneske, der ikke har det som han. Der kan meget
+vel gå et saligt menneske i Firenze og tænke på mig. Det gør kun et
+lille skår i hans lykke.
+
+Han er over, hvor jeg nu er under. En står på toppen og har den halve
+himmel over sig, en anden ligger langs sin egen ryg på bunden og ser
+en rund skive himmel på størrelse med en femøre.
+
+Manden nede i Firenze har som bestilling -- foruden den at indehave
+et betroet mål af lykke --, at han afbalancerer mig. Sådan indretter
+verdensvisdommen det. Den gang Teologine løb fra mig i rædsel, var
+der i Central Afrika en neger, der slæbte af sted med sin nykøbte
+kone, hjem til sin hytte. Sligt må afpasses. Vi kan ikke ha for meget
+af den ene slags på eet sted uden modvægt, jorden fik ellers en
+rystelse, den slog en kolbøtte, men de vise grækere havde ret: kuglen
+er det fuldkomneste legeme, til ethvert opad må der svare et nedad.
+
+Lidt efter var Ivar Holt selv i Firenze. Han gik ned ad Rue des
+Oranges: foran ham krøb hans sorte skygge på maven, han og skyggen
+havde fødderne fælles. Det viste sig, at Rue des Oranges førte ham
+ned til havnen, dær satte han sig på en fortøjningspæl, strakte sine
+fløjels bukser mageligt fra sig og strøg sig ned ad brystets stribede
+flonel. Med sine nøgne fødder gravede han sand op mellem brostenene
+og tesede det med stortåen og dens sidekammerat, ti af lang vane med
+at gå barbenet var hans tæer blevet yderst bevægelige, ligesom de
+også havde genvundet deres velskabthed fra drengeårene. Han rullede
+en sigaret på det venstre lår, hvor der i tidens løb havde slidt sig
+et blankt sted, for man må erindre, at det var på andet år, han gik
+med de fløjels bukser; om et par måneder vilde det blive nødvendigt
+at foretage rulningen på højre lår. Længere inde på havnepladsen sad
+hans kæreste, der handlede med appelsiner. Hendes hår, der skummede
+luftigt ned over panden, var lysere end hendes ansigt. De havde nylig
+spist frokost, appelsiner fra hendes vogn og desuden brød, som de
+købte hos deres gamle veninde, madam -- -- signora Carlotta. -- --
+Carlotta Barbiere. Om lidt skulde han rimeligvis til at bestille så
+meget, at han kunde tjene sin ene fornødne -- -- lira.
+
+Det var varmt. Nakken var kold og klam at føle på, som den skulde
+være. Derved kom han for resten til at tænke på et menneske, der lå
+langt nede i den sorte, klagende kulde. Det vilde han ikke tænke på.
+Hans ene seleknap var sprunget under frokosten, men heldigvis var
+hans stilling sådan, at han uden ubekvemhed kunde ha bukserne
+hængende på tre knapper.
+
+Det var som sagt varmt, en varme, der var pakket tæt sammen, himlen
+var klappet ovenpå, og øverst i klokken stod solen og holdt ved lige.
+Når han rørte benene, svalede det helt op over knæerne, det kom af
+den kølige luft, som de lyse fløjels bukser gemte i deres rummelige
+beholdere. Der lå en ringe fugtighed over hans hud, det var sådan
+indrettet, for at han ikke skulde få solstik; og i hans sjæl var der
+svalt og stille, der var grønt og gyldent. Nu var det nået; han
+skulde ikke tiere op i stjærnetågernes forrygende hvirvler, for han
+havde fundet jorden, fundet den god, han var et menneske, han havde
+sin kæreste, sin egen tid og sit solskin, hans ven solen vågede altid
+varmt over ham.
+
+Gamle murstens brobuer spejlede deres morderiske farver i flodens
+vand: blodskum, blodskorpe og helt ned til ådselbrunt, og der var
+sygelige byldefarver, gult og et rødt, der ikke er til at sige, men
+intet af det forstyrrede hans sjæls gyldne fred.
+
+Tværs over floden lå en fabriksskorsten, stiv og ubevægelig. Men så
+kom der en båd, skorstenen blev elastisk; fortykninger løb ned ad
+dens krop, som var det en slange, der i umådelig fart slugte en kalv.
+Båden kom nærmere, skorstenen forlængedes og forkortedes, den
+fjedrede voldsomt og gik i stykker, den blev til en række tykke,
+teglstensrøde orme, der parredes og foer fra hinanden, og så gik
+båden over og smadrede den fuldstændigt. Men endnu længe efter lå
+skorstenen hen over floden og vred sig med nervøse jag gennem hele
+legemet, førend den faldt til ro.
+
+Ivar Holt vågnede op og huskede, hvor han havde det fra. Det var fra
+Susåen; på en af sine lykkelige dage -- de stod optegnede og
+nummererede i hans kalender -- havde han set dette billede i Susåens
+vand.
+
+Det var så mørkt inde hos ham, at han ikke formåede at samle
+indtrykket af sin egen personlighed, han smæltede hen i mørket som
+flydende sjæl. Han vidste ikke, om hans hoved eller hans fødder
+vendte imod vinduet. I en fart var han ude af sengen og rullede
+gardinet op. Blæsten pulsede koldt ind gennem vinduet, sveden på hans
+krop blev ligesom til isslag.
+
+
+
+
+Igen en gang var det blevet forår. De fede kastanjeknopper, der altid
+er så sangvinske, var allerede sprunget ud og stod og frøs med deres
+nøgne, grønne kroppe, mens bøgen, som er særlig dansk og kendt med
+forholdene, så tiden an og krævede garantier, før den vovede noget.
+Nattergalen kom også en gang, den sad med vat om halsen hjemme i sin
+rede, hostede og nøs, men i alle moser og vandhuller vikarierede
+frøerne af en god vilje. Udenfor brølede vinden, indenfor brølede
+ilden, men vinden var nær ved at være den stærkeste, den trængte ind
+gennem sprækker og huller som kolde knivsblade og isnende spyd, det
+var ikke let at beskytte sig imod foråret. Folk kunde ikke begribe
+det klima, erklærede de tyve gange om dagen, skønt man skulde synes,
+de snart måtte kunne det udenad, men det viser måske, at vi ikke har
+det klima, som svarer til vort sindsanlæg.
+
+Mænd gik og holdt sig i kraven. Deres lyse sommerbenklæder var brune
+på knæerne af regnen, og bagtil havde snavset gjort dem stive som
+læder. I rendestenene løb vandet så brunt som bærme. Smådrenge, der
+gik med opsmøgede ærmer og syntes at befinde sig ypperligt, jog med
+lange kæppe ind under rendestensbrætterne, hvor vandet samlede sig,
+og når det kom frem med alt snavset fra den tørre tid, gav de det et
+hurra og skyndte sig til næste bræt.
+
+Da Ivar Holt kom ud fra sit kontor og skulde ha sin sædvanlige mosjon
+før aftensmaden, var regnen holdt op, og vinden havde lagt sig noget.
+Han styrede ud ad skoven til. De våde stier lyste i aftensolen,
+landevejene lå blanke hen mellem markerne. Det hørtes langt bort, når
+hjulene skar i det våde grus.
+
+Han gik forsigtigt hen ad de faste, fedtede skovstier. Man kunde
+komme til at fryse ved at se på træernes kolde stammer, man vadede i
+forkølelse, luften var drivende fuld af snue; der hang næsedryp på
+enden af alle kviste. Han bredte en hånd fladt ud på brystet og
+rømmede sig. Oppe i halsen havde en bronkitis begyndt at sætte sig
+fast, han forstod godt, at det var kulden, der begyndte at erobre
+ham, den lod sig ikke mere drive ud; selv i de varmeste sommernætter
+kværkede kulden ham, der var ingen pardon. De første år var han kun
+forkølet om vinteren, nu var han det både vinter og sommer; i dette
+forår havde det begyndt at stikke længere nede i brystet, erobringen
+skred frem. Han vænnede sig til den, og for resten kunde det godt
+helbredes endnu; når han en gang blev velhavende, vilde han gøre
+noget alvorligt. Navnlig rejse syd på, for der måtte jo være den
+varme, der kunde få kulden til at slippe sit bid. Her hjemme fandtes
+den ikke.
+
+Men det tænkte han ikke så meget på nu. Tiden efter at kontoret var
+blevet lukket og indtil aftensmaden var den bedste på hele dagen; han
+følte da friheden så stærkt, at han ikke behøvede at tænke på noget,
+selve det at drive omkring var beskæftigelse nok; tiden gik af sig
+selv. Om ikke andet havde han dog den fornøjelse at mærke, hvordan
+appetitten udviklede sig; under en rask tur kunde den undertiden
+komme lige på en gang, den slog sig på knæerne, han blev ganske svedt
+og måtte gå langsomt hjem til pensjonatet. Aftensmåltidet tog gærne
+en time. Der blev leet og talt meget, de var så mange, at han næmt
+kunde forsvinde i det hele, for han sa ikke noget, han holdt mest af
+at høre stemmerne rundt om sig uden at opfatte, hvad der blev sagt,
+og når han tillige så ansigter og hænder, der bevægede sig, -- det
+betød for ham ikke andet end forskellige pletter og striber, der
+passerede hen over hans næthinde -- så kunde han lettere falde hen i
+sin dvaletilstand; den var altid så tryg, når der var en del
+mennesker til stede. Han var efterhånden blevet ræd for ensomhed; at
+være alene med sig selv -- det var som at stå overfor en kreditor,
+der kan få i sinde at trække en ubehagelig fordring op af lommen, men
+i andres nærværelse var der ikke noget at frygte. Derfor trak han
+tiden ud om aftenen, og hvis der blev nogen tilbage for at samtale
+efter bordet, så gik _han_ heller ikke hjem, ti nu var der en
+ubehagelig overgang, der ventede på ham, men når han kunde, så snød
+han den og udeblev så længe som muligt.
+
+Men en gang kom det jo; han rejste sig og gik hjem. Det vil sige, han
+kunde endnu vinde en kort frist ved at gå sig en tur, hvad der nok
+kunde behøves, da han led meget af en grødet fornæmmelse i hodet, men
+han var så træt efter aftensmaden, han tænkte ikke på andet, mens han
+gik, end at vælge sig et hus, et træ eller et andet mærke, hvor han
+havde lov at vende om. Når dette fandtes, havde det lille drama nået
+sin kulminasjon, handlingen gled jævnt hen mod sin slutning: at
+komme hjem til ingenting.
+
+Det var et stakkels gammelt hus, Ivar Holt boede i. Aldrig så snart
+havde han sat foden på det første trin, før en alderssvækket jamren
+opstod i det brøstfældige træværk. Det klagede sig foroven, når han
+trådte forneden, og i det øjeblik, han nåede sin egen dør, knirkede
+det endnu bebrejdende op til ham nede fra dybet. Han vadede i suk og
+klage.
+
+Han stod inde i sit værelse og støttede bægge hænder i bordpladen.
+Hvad så? Lige i tiden så han ud ad vinduet, men om lidt, hvad så?
+
+Det går med fortvivlelse som med så mange andre superlative begreber,
+man kender nok navnet, men man ved ikke noget nærmere om dem. Ivar
+Holt, der dog ikke var så meget digter, at han vilde tilsnyde sig
+hævd på ualmindelige sjælslidelser, måtte indrømme, at han ikke
+vidste, hvad fortvivlelse er. Det kunde nok ske, når han om aftenen
+kom hjem gennem mørke og regn og havde fundet tændstikkerne og
+vidste, at han i næste øjeblik skulde se de tomme, snavsede vægge
+stille sig op omkring ham i en snæver firkant, så kunde han sige til
+sig selv: Dette her er forbandet. Vil der ikke komme noget
+forfærdeligt, et sværd, der går igennem min sjæl? Sker det ikke nu,
+om lidt?
+
+Jo, om lidt. Han vidste godt, at eksplosjonen kom aldrig. Han havde
+en gang set en kraftig, ung pige græde på en perron, fuldstændig
+desperat, så det var en skandale, tårerne løb, ansigtet var
+fortrukket, der eksisterede for hende ikke andet end fortvivlelse --
+-- sådan noget vilde aldrig hænde ham. Men han var også en fattig
+karl. Andre mistede kone, børn, penge -- altsammen rigtige,
+materielle ulykker, hans egne sorger led af ulegemlighed, han havde
+aldeles ingen respekt for dem og agtede dem ikke værdige til det
+smukke, alvorsfulde ord: sorger.
+
+Mens han tændte lampen og søgte at holde styr på den lange tunge, der
+altid vilde slikke glasset sort på den ene eller den anden side, så
+meddelte han sig selv, at han ubestridelig var værre stillet end de
+fleste mennesker, hvorefter han løftede øjenbrynene og trommede på
+bordet, som om han havde en tilskuer til sin overlegenhed.
+
+Hans tilfredshed var i virkeligheden også tålelig. Den betryggelse,
+som der ligger i 900 kr. årlig, der med tiden kan stige til 1000 og
+måske til 1100 kroner, befriede ham for pengesorger. Han kom aldrig
+så dybt ned i panik som før, og reaksjonen bar ham heller ikke mere
+så højt til værs. Og kontorarbejdet regulerede hans sind. Han var
+skabt til at være en nogenlunde fredelig sværmer -- han var hverken
+oprevet eller neurasteniker, som anmældere havde forsikret -- og mens
+han førte den samme tilværelse dag efter dag, faldt der aske på hans
+brændende sjæl.
+
+I den første tid havde han haft mange voldsomme opsving, de kom altid
+hæftigst om formiddagen, men så var han ved kontorarbejdet, og det
+skulde passes. Da forekom han sig selv som en forbryder, der frækt og
+dumt smider den tilbudte lyksalighed i rendestenen, men han bøjede
+sig også for den indsigt, at netop deri består en betydelig del af et
+menneskes liv. Alt imens han passede sine tal, lavede han smukke
+skriftsteder om dådløse drømmere, udelukkende til sin private
+afbenyttelse, og samtidig gjorde han sig klart, at han egenlig ikke
+var digter, ti en retskaffen digter render fra det hele, ud på de
+vilde marker, eller på hodet i blækhuset, hvis han er af den
+produktive slags. Ivar Holt rendte ikke fra noget, han passede sin
+gærning som en jævn og bramfri mand, og samtidig havde han en
+fornæmmelse af, at det tjente ham bedst at afkøles og falde til ro.
+Det var også det, der skete, og det gjorde, at han følte sig stærkere
+og mere samlet. På den måde skulde der gå nogle år, og så -- --!
+
+Årene gik også, men det, der skulde komme efter, lod vente på sig, og
+han vænnede sig efterhånden til slet ikke at tænke på det. Det
+mærkedes, at formiddagen var taget fra ham, den bedste del af hans
+tilværelse skåret helt bort. Imod dette tab betød fritiden fra
+klokken fem kun lidt; da var dagens mon allerede så udpint, at der
+ikke kunde gro noget op, inden han skulde i seng. Men så kom det
+undertiden til gengæld midt om natten og holdt ham vågen og slap ham
+ikke, før han stod op og lettede sit sind ved hjælp af pen og blæk,
+men det var der ingen glæde ved, mange gange fandt han sig hellere i
+søvnløsheden.
+
+Senere, da hans nætter mere blev optaget af hoste og dårlige nærver,
+blev de påtrængende ideer borte, og han kunde med frelst samvittighed
+blive liggende.
+
+For resten bekymrede han sig kun lidt om tabet af sine ævner, troede
+heller slet ikke på det; så snart han blev fri, kom alt det gamle nok
+igen, under fastere former, men værre var det, at han stadig stod så
+fjærn fra andre mennesker: deres ligegyldighed graviterede om ham
+som en kold atmosfære, hvorigennem der ingen færdsel kunde finde
+sted, hverken til ham eller fra ham.
+
+Han kunde se alle, og alle kunde se ham, men der var glas om ham.
+
+
+
+
+Bønderpigerne i den østlige del af Jylland, for eksempel omkring
+Vejle, synes at tilhøre en lidt særegen race. De er høje og
+bomstærke, men går ganske godt på deres ben. Hænder og fødder tar sig
+små ud i sammenligning med de kraftige lemmer. I denne legemsstyrke
+bor der en blid stemme, og de synger i reglen godt. Det kan gærne
+falde dem ind at gi en lidt sentimental sang, med mange vers, til
+bedste i en jærnbanekupé, hvis der da ikke er altfor kritisk udseende
+mandfolk til stede, og når de har sunget deres vise til ende, er de
+ikke utilbøjelige til selv at le over den. Hvis de har været på
+højskole, hvad de som regel har, så bringer de gærne et lille
+harmonium med, første gang de drager ud i verden. Deres øjne er blide
+som deres stemme, og allerede før deres tyvende år har de et udpræget
+moderligt udseende. Deres kinder danner store, svagt rundede flader,
+de er ikke så tykkindede som deres frænker på øerne. Deres navne
+vidner om forældrenes gammeldags troskyldighed, de hedder med
+forkærlighed Karen, Kirstine, Maren og Signe. Det er stilfærdigt
+glade piger, som man gærne træffer i landets højskolehjem. Når de får
+plads i en by, mælder de sig straks ind i en sangforening samt
+begynder at gå i kirke, bægge dele for at få anvendelse for den
+smukke stemme, der gærne vil bruges. De er i reglen mere andægtige
+under salmesangen end under prækenen.
+
+Signe Kristjansen, datter af gårdejer Kristjansen fra Vejlekanten,
+ankom første Maj med kufferter, komode og harmonium til den lille by,
+hvor Ivar Holt virkede som kontorist; hun skulde være frøkenpige på
+højskolehjemmet. Det varede ikke mange timer, før hun var klar over,
+at det var et godt sted at være. Manden i huset hed fru Schmidt, hun
+var gift med herr Schmidt, som røg tobak. Signe fik en forfærdelig
+pæn velkomst af fru Schmidt, og herr Schmidt, der kom nummer to som
+den mindst veltalende, forsøgte også nogle venligheder, der var bedre
+ment end udtrykt.
+
+Efter aftensmaden spurte Signe, hvem den tavse herre med det lyse,
+spidse skæg var. Det var en herr Holt. Fru Schmidt vilde gærne
+opmuntre ham lidt, når bare hun vidste, hvordan hun skulde bære sig
+ad, men han var ikke syg og heller ikke misfornøjet med at spise der,
+så der var vel ikke noget at gøre ved ham. Signe syntes, han så rar
+ud. Ja, han var i det hele taget et umådelig pænt menneske. Han havde
+udgivet nogle bøger en gang. Schmidts havde købt den sidste af dem.
+Når man kendte ham, så var det nu en meget god bog; der var rigtig
+kønne naturskildringer i. Signe vilde gærne låne den bog, for hun
+kunde allerede godt lide hr. Holt. Ja -- han var da heller ikke
+forlovet, men det var rigtignok en lille løn, han fik, for et
+menneske i den alder.
+
+Om aftenen foredrog Signe ikke så sjældent en salme eller en sang,
+der ikke gik for hurtigt, på sit harmonium, og så samledes der gærne
+et lille damekor om instrumentet. Det var så hyggeligt, syntes fru
+Schmidt, og Schmidt ledsagede musikken med sin tobaksrygning i den
+anden ende af stuen.
+
+Ivar Holt sad også gærne og hørte til. Han fik det indtryk af sig
+selv, at han var blevet gammel, siden det interesserede ham at lytte
+til salmesang. Han kom virkelig i stemning ved det, og han vidste
+heller ikke, hvorfor han skulde nægte sig den luksus at blive
+sentimental over en flok unge piger, der sang. Nej. En sådan stolthed
+passede sig ikke for ham. Han var jo ikke en mand, der repræsenterede
+noget, han behøvede altså ikke at prætendere nogen som helst slags
+overlegenhed. Han var en slagen mand mellem tredve og fyrre.
+
+Synet af den naive, glade ungdom gjorde ham bitter. Den fortalte ham
+om det tabte og uopnåede. Bagefter kunde han gå hjem i sin rå stue og
+med et strøg af en tændstik tvinge sine fire vægge til at vise sig.
+
+En aften spurte Signe, om ikke han kunde spille. Han rejste sig
+overrasket og kom hurtigt hen til harmoniet. De unge piger skiltes ad
+i to grupper med rigelig plads i midten. Jo, han havde en gang kunnet
+spille klaver, for mange år siden. Nå, ja for Signe havde nogle andre
+stykker for harmonium, som skulde være så kønne, vidste hun, men de
+var for svære til hende. Hun vilde gærne hente dem.
+
+Og hun skyndte sig at løbe, idet hun nynnede under vejs. Ivar Holt
+stod midt imellem de to grupper unge piger, der ikke vidste, hvad de
+skulde gøre, nu Signe var borte. De, der stod nærmest ved ham,
+skubbede til de andre og fniste genert. Ivar Holt var også genert,
+han følte stillingens urimelighed, så længe Signe ikke var der. Men
+hun kom snart igen, nynnende, og bragte et harmoniumalbum med. Det
+kendte han naturligvis altsammen. Han bladede det igennem og mente,
+han vilde forsøge at spille "Åses død" af Grieg. Pigeflokken gled
+sammen i en klump, så såre han anbragte sig ved harmoniet.
+
+"Det var kønt," sa Signe, da han var færdig.
+
+Ja, han havde kunnet spille lidt en gang, men det var snart glemt, så
+længe det var siden.
+
+"Det er da en skam," sa Signe og vendte sit lyse, hæderlige ansigt
+imod ham og smilede.
+
+"Å -- når man aldrig har kunnet noget, så -- --"
+
+De andre unge piger trak sig lidt tilbage, de kom vist ikke til at
+snakke med alligevel, men de vilde nok høre, hvad det blev til, så
+havde de i alt fald noget at drille Signe med.
+
+"Nu vilde jeg ønske, jeg kunde huske begyndelsen af 'Lohengrin', så
+skulde De høre --"
+
+Signe vilde forfærdelig gærne høre bare lidt, og det viste sig
+virkelig, at han kunde huske en del af det.
+
+"Det var dejligt!" Signe stirrede på ham i plakat henrykkelse. Det
+blev sommer i hans sind, da denne varme strømmede ind på ham. Han
+mindedes den lysende spalte, som solen undertiden tvinger frem mellem
+skyerne, idet den står op.
+
+Nu tar jeg varsel af dig, Signe. Dit ansigt skal fælde en gudsdom
+over mig. Lyver det -- blir det løgn, som jeg nu tænker, så -- --
+
+"Undskyld," sa han meget behersket, "jeg må hjem. Hvis De gærne vil
+ha det, skal jeg spille noget for Dem en anden gang. Godnat."
+
+Signe blev forskrækket midt i sin henrykkelse og fik lige tid til et
+smil. Godnat.
+
+Han gik ud ad landet til. Det var meget mildt, vindstødene kom over
+ham som runde baller bomuld, svøbte ham ind og spredtes så rundt om.
+Himlen var synlig, og mod vest lyste horisonten endnu svagt; husene
+lå langs med den som mørke, tunge klodstørv, i hver af dem skinnede
+der en rød gnist. Ved alle gårde, han kom forbi, stod der halmstakke
+og sydede i den smule blæst. Inde på en bivej kom langsomt en
+siklist, der skubbede en bævrende lysvifte foran sig.
+
+Det var en stille, hyggelig aften. Himlen hang nær over jorden, og
+intet sted hørte man noget til svære lyde; tilmed var det så lunt.
+Stormen, der gør verden bred og vild, var faldet til en undertrykt
+blæsen, og ingen regn malede hele verdensrummet sammen til en
+uendelig blå røg. Verden var til at overkomme, menneskene kunde
+beherske den med øjne og øren. Det var en behagelig aften.
+
+Men der er mennesker, som reagerer, når verden synes at skrumpe
+sammen om dem. De blir selv klemt sammen, og der opstår et hæftigt
+modtryk inde i dem. De får trang til at sprænge snæverheden uden om.
+
+Ivar Holt havde udvidelsesfornæmmelser, der tog til i styrke, jo
+længere han kom ud ad landevejen. Nu var verden samlet om ham igen,
+men han kunde bære den, han lod sig ikke knuse.
+
+Da han var blevet varm, kunde han gå mere stille og tænke over det.
+Når han kom hjem, skulde han huske at sætte et rødt krys og et nummer
+ved denne dato. Mon det ikke var nr. 46, han var nået til, nu i sit
+syv og tredfte år? Det var så længe siden, han havde haft nogen
+lykkelig dag at optegne.
+
+Ja -- og så var der Signe. Han stod stille og smilede op i mørket.
+Hvorfor skulde han nu ikke tilstå den ting for sig selv? Hvad havde
+han at bestille med stolthed og selvfølelse eller bare med almindelig
+fornuft? Nej, et menneske som han, der ubestrideligt omgikkes med ene
+fakta og var hærdet i kendsgærninger, ham sømmede det sig ikke at
+borteskamotere en indset sag. Altså: han var forelsket i Signe. Eller
+-- ja vel, han var ikke forelsket, men så blev han det i løbet af
+ugen.
+
+Han blev så ivrig, at han en gang imellem snakkede højt og lo.
+
+O, Signes lykkelige, idylliske ansigt! Så skabt til at beskinnes af
+solen som nogen kornmark. Der er danske pigers ansigter, som har
+drukket sol, og solskinnet i disse ansigter slukkes ikke igen.
+
+Snart mærkede han ikke mere til, at det var mørkt; solskin, opbevaret
+fra forrige tider, slog ud af hans sjæl, han kom hjem i fuld
+skærsommer.
+
+Klokken var ni. Han tændte lys og spaserede en stund omkring i
+værelset, langs sine fire vægge. Så bankede det pludseligt.
+
+"Godaften. Jeg så, De havde tændt lys, jeg troede næsten ikke, jeg
+skulde træffe Dem, for jeg har allerede været her en gang."
+
+Det var en ung mand, som før havde været på slagteriet sammen med
+Ivar Holt, nu var han kommet til København og havde det godt, hvad
+hans fine tøj, særlig hans ny vinterfrakke, også nok tydede på.
+
+Ivar Holt stod stille i et hjørne af værelset og betragtede ham
+uvillig. Dette er et menneske, tænkte han, og alle de varme fantasier
+var borte med det samme.
+
+"Værsgo og sæt Dem ned."
+
+Disse vægge var for resten ikke en passende baggrund til en mand der
+havde sådan en flot overfrakke. Den fremmede følte det også selv, han
+satte sig på et hjørne af stolesædet. Og for at afryste det
+uhyggelige indtryk, som han slet ikke havde været belavet på,
+begyndte han at tale om sin stilling. Den var meget ordenlig, nu var
+han allerede nået over de tre tusende kroner om året, men det kunde
+blive mere endnu, måske gik han til udlandet, forholdene her hjemme
+var alligevel så snævre.
+
+"Her nede går det vel ellers ved det gode gamle?"
+
+Ivar Holt var forlængst faldet ned fra sin højde; han havde fundet de
+ydmyge steder, som det undertiden anbefales at søge.
+
+Han gik her og blev til ingenting, sa han, og fik ingenting for det,
+men indså godt, at der var en vis logik i det forhold. Han vidste
+ikke, hvad øjeblik det gik i stykker: bestyreren havde meget
+beklaget, at han ikke kunde gå op til de 1200, men det var gået
+tilbage, og ikke frem, som han havde ventet. Han måtte formodenlig
+være glad, hvis han i det hele taget fik lov at beholde pladsen.
+
+Mens han talte, følte han for alvor, hvordan stillingen var;
+fattigdommen lå over ham som en lammelse; han var sig bevidst, at
+hans stemme lød klagende.
+
+Den anden rejste sig i samme øjeblik. Ivar Holt var færdig. Han
+knappede sin overfrakke om sin diplomat og børstede sin hat med
+hånden. Han måtte se at komme af sted; dette her var uhyggeligt. Da
+han kom, havde han ikke tænkt sig, at han besøgte en vordende
+proletar. Det var nok bedst, han så at slippe væk. Han skrabede i al
+hast nogle talemåder sammen: Der var jo ingen fare, slagteriet gik
+jo fremad, havde han hørt, og så måtte lønnen jo også stige. Ellers
+kunde han jo søge til København -- og -- farvel -- han havde for
+resten travlt.
+
+Han trykkede Ivar Holts hånd, hjærteligt og med bortvendt ansigt, som
+om han frygtede for en anmodning om pengelån. Så skyndte han sig ned
+ad trappen, han vilde se at komme med nattoget, den andens elendighed
+havde set så ægte ud, det var nok ikke værd at tøve. For resten vilde
+han gærne ha lånt ham halvtredsindstyve kroner en gang for alle.
+
+Imens sad Ivar Holt deroppe og forstod den velstillede mands
+hastværk. Det var en hel ynk at se ham få travlt med at slippe af
+sted; i det øjeblik var han næsten den mest beklagelsesværdige af de
+to.
+
+Ivar Holt følte sig som en stakkel. I det øjeblik, det duelige
+menneske ser sig trykket under og ikke kan komme op, så gør han noget
+galt, han øver vold mod det, der uden hans skyld knuger ham ned,
+eller mod noget andet, der ikke kan gøre for det. Den duelige mand
+hader aktivt, han lar det gå ud over nogen. Staklen skammer sig og
+går under.
+
+Han kunde ha lyst til at rende efter den anden og slå ham ned. Nu
+rejser han bort med evig, uigenkaldelig ret til at ynkes over mig, og
+jeg finder mig i det. Den, der har noget, knapper sin ny overfrakke
+mod den, der ingenting har. Jeg kender det, for mig er der knappet
+til. Nu venter jeg blot på den dag, da en tilfældig, intet vidende
+hæl træder mig ned. Jeg er en nøgen snegl på alfar vej.
+
+Han stod midt i værelset og stirrede, men pludselig blev det ligesom
+sort omkring ham, og inde i mørket nikkede det, usynligt og
+uhyggeligt, som et varsel fra den ubøjelige gud, den mellemting
+mellem skæbne og tilfælde, der regerer livet.
+
+Han tørrede sveden af panden og tændte sin pibe for at kunne tænke
+mere koldblodigt.
+
+Tilværelsens ligegyldighed er utvivlsomt gavnlig for de fleste. De
+brændende sjæle isoleres, de føles som frastødende og naturstridige,
+menneskenes flertal vender sig bort fra dem, de er usunde, kunde
+afstedkomme eksplosjoner. De er heller ikke praktisk anvendelige og
+stødes derfor ud i samfundets kroge. Manden med det brændende sind
+kan gå hen i en krog, vende ryggen til og gløde ind mod væggen.
+Samfundet regulerer sig selv: de, der er for varme, drives så langt
+ud i kulden, at de afkøles, indtil de blir brugbare mennesker, eller
+indtil de fryser ihjel. Hvis verden var indrettet som et drivhus
+efter nogle enkeltes behov, så forkulledes flertallet og smuldrede
+hen.
+
+Lav kunst ud af din varme, eller bliv afkølet til et almindeligt
+menneske, eller frys ihjel. Menneskehedens temperatur kan ikke
+ændres, livets kulde er uforanderlig og nødvendig.
+
+Ivar Holt gik en omgang rundt i værelset, satte sig derefter på sit
+bord og lukkede øjnene. Hans sind, der i flere år havde været tomt og
+koldt, blev følsomt og levende. Han fik igen en gang det fulde udsyn
+over sig selv, og han anskuede det menneske, han kunde være blevet.
+
+Der er mange, der ved, hvordan de helst vil ha det, og der er nogle,
+som ved, hvordan de helst vil være. De har haft en stærk og hel
+stemning, hvor deres personlighed brød igennem, og i et nu har de
+følt sig som den, de i allerbedste fald kunde udvikle sig til.
+Senere forhold har måske hæmmet denne udvikling, men alligevel kan de
+til tider få besøg af deres jeg-mulighed.
+
+Ivar Holt huskede et forår, han huskede et menneske, hvis lykke var
+en stille og uforstyrret flamme. Samtidig så han den lykkelige mand i
+Firenze, hans skæbnes mand, der en gang var siklet tæt forbi ham og
+havde revet ham ud af sin bane -- -- nu drejede han om ad en gade i
+Firenze, hvor solen skinnede ned i al sin fylde -- --.
+
+Ivar Holt sprang ned fra bordet og sa halv højt: Men jeg gifter mig
+alligevel med Signe.
+
+Hvorefter han gik i seng og sov -- fraregnet hosten -- som et
+lykkeligt menneske.
+
+
+
+
+Signe Kristjansen var så ren. Det kom vel noget af, at hun havde
+været mejerielev; der var en sund, lys friskhed over hende, der
+mindede om noget så ædelt som nykærnet smør. Hun var i sin tid
+nydelig i mejeridragt, og endnu gik hun gærne i kjoler, der lyste, og
+med hvide forklæder. Hendes brede hænder var ikke meget modtagelige
+for vask og groft arbejde, det var sådan en medfødt gave. Hendes
+ansigt var blødt og bevægeligt, man kunde ligesom modellere i det, og
+hun lavede villigt de tilsvarende miner, det var morsomt. Men hvad
+der var betagende ved Signe, det var den langsomme inderlighed,
+hvormed hun snoede en arm om ens hals og trak til, og hele den
+stilfærdige måde, hendes hænder kom een i møde -- -- det var næmt at
+se, at Signe var en god pige.
+
+Gårdejer Kristiansen blev ikke henrykt over forlovelsen;
+han henvendte sig først til sin ven, Signes forrige lærer,
+højskoleforstander Thorkildsen, der undersøgte sagen nærmere. Til en
+begyndelse læste han Ivar Holts bøger. Hm ja -- de kunde rigtignok ha
+været værre, og manden passede jo sin bestilling; han vilde tale med
+Signe. Signe var overbevisende, Thorkildsen blev grebet, her var
+knyttet et hjærtebånd, han hilste på manden og læste bøgerne en gang
+til. Der kunde siges meget om den ustyrlige fantasi, men nu kunde han
+dog godt se naturskildringernes betydelige skønhed, og forfatterens
+sædelige alvor var der ingen tvingende grund til at drage i tvivl,
+desværre var hans talent blevet aldeles miskendt. Thorkildsen skrev
+til sin gode ven og kollega, den ansete folkeopdrager og
+litteraturkender Børgesen; kunde han ikke i en af sine afhandlinger
+tale et par kraftige ord om denne altfor tidligt forstummede harpe?
+Dette lovede Børgesen. Det vilde heller ikke være vanskeligt at
+skaffe Ivar Holt -- med de sprogkundskaber -- en bedre plads.
+Forlovelsen blev deklareret.
+
+-- Den mand, som en vinternat er faldet igennem en våge og har slået
+sine håndled til trævler på den bristende is, indtil han slæber sig
+derfra med døde ben, han har gennem rædslen lært noget af livets
+dybde at kende. Den, der har set sine kære dø, han ved noget om liv
+og død; selv den, der har kæmpet sig frem mellem gæld og spiritus og
+er beladt med verdens foragt, han har i alt fald levet. Men den
+stille, hæderlige mand, som af 900 kroner sparede 100, som passede
+sig selv, vogtede på sin sjæl og skuede op til stjærnerne -- han, som
+tosser og kvinder kalder indholdsrig, han kender ikke livet. Hvad har
+han at meddele?
+
+Sådan tænkte Ivar Holt, mens Signe fortalte af sin slægts historie.
+Det var folk, der havde set noget af verden, Signe havde meget at
+meddele om dem, og foruden den fælles fremtid vidste hun ikke noget
+bedre at tale med sin kæreste om. Hun fortalte godt, og han hørte
+til, tavs og interesseret, han, den indholdsrige, der intet havde at
+berette. Signe mindede ham om en anden ung kvinde, der også syntes at
+ha haft en missjon med ham; nu påtog Signe sig missjonen, efter at
+ti år var spildt. Han trykkede sin hånd mod siden og hostede -- --
+nej, ikke spildt. Brøstfældighed spilder ikke tiden, undergang
+benytter hver time; døden arbejder, om så alt andet driver de
+kostbare år hen.
+
+Han pressede Signe ind til sig og blev varm. Fortæl mere, elsk mig
+mere, se om du kan gøre en usselig digter til et menneske. Ti år er
+spildt. Vær rask, Signe.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Det blev forår. Ivar Holt kom sig; han rettede sig betydeligt og blev
+et bedre menneske; han genfandt selvfølelse fra forrige dage. Hans
+helbred bedredes, han opdagede, at lykke er sund. Signe var
+strålende, skønt han gav ikke meget igen for alt det, hun fortalte
+ham og var for ham, men så kunde han også sige: Signe! som ingen
+anden mand i hele landet.
+
+Han blev igen nævnt som forfatter. Der var blade, som anmodede om
+bidrag. Vilde han ikke skrive mere? spurte Signe. Han rystede på
+hodet og kyssede hende.
+
+Det var forår hele Maj måned, lys og varme tog til, og derefter blev
+det sommer; Juni fortsatte i samme spor. Ivar Holt ventede snart at
+kunne sætte et krys og et nummer ved en lykkelig dag, men _den_ var
+endnu ikke kommet, der ragede op over dagenes almindelige geled.
+
+Den kom en Søndag eftermiddag, da han sad på en sten nede ved
+fjorden. Solen stod svidende over ham. Men han var ikke glad; han
+tænkte på, at om han nu havde haft Signe hos sig, så havde han været
+aldeles lykkelig. Det kunde han nøjes med nu, men før havde verden
+været større. Snart fik han vel en bedre stilling, en god kone, børn
+måske, og så skulde han altså til at blive et menneske som andre. Men
+nu da solen skinnede sådan, vidste han godt, hvad han var, og hvad
+der aldrig lod sig ændre. Han tilhørte en art mennesker, der har den
+opgave at uddø, han var måske den allersidste af en udslukt stamme,
+og i dette øjeblik kunde han dø uden at mærke det, hans sjæl var lys
+og tom, den fungerede næsten ikke mere.
+
+Når jeg søger at begribe mine medmennesker, tænkte han, da slår min
+begriben tilbage, jeg kommer til at spekulere over mig selv. Jeg
+tænker forhistorisk og får aldrig fat i noget fælles menneskeligt,
+fordi jeg er uden for alt fællesskab. I Amerika findes min art ikke
+mere, i Europa er den under udryddelse. Men måske vil mine fossile
+knokler en gang få stor værdi; et af Europas store museer kan gærne
+ende med at blive min fremtidige sarkofag, og der vil blive udgivet
+illustrerede værker om aftrykkene af mine hjærnevindinger.
+
+Jeg kan finde mig i at dø ud, men måtte det dog bare forundes mig,
+digteren, den lykkelige stakkel, at sidde under solen, for resten af
+mit liv, på en sten ved vandet, med landet bag ved mig! Kan verdens
+økonomi ikke bære det krafttab, at jeg sidder her og intet udretter?
+
+Han huskede en mand, der var ringere og klogere end han, og som havde
+sat ham i en bog for at vise ham, hvordan han burde være, hvis han
+skulde reddes for livet. Han indså bogens store sandhed. Nu sad han
+her og solede sig: han havde ikke fulgt anvisningen, var ikke blevet
+fordærvet eller skamløs, skønt det kunde ha reddet ham menneskeligt,
+og så havde han aldrig haft nødig at skyde sig som manden i bogen.
+Uhæderlighed var blevet ham tilbudt, han kunde ha solgt sin
+samvittighed, men han gjorde det ikke. Nu sad han her, fladslået
+under resignasjon.
+
+Han målte den vej, han var sunket, og hans sind blev vildt. Mange års
+tryk havde holdt ham nede, deres mange hverdage havde drysset aske på
+ilden, og ved forsigtig, jævn anvendelse af trøstesløs ensformighed
+kan et menneskesind knuges uhyre dybt ned, uden at det kvæles eller
+reagerer, men kommer der pludselig noget lykkeligt til fra en anden
+side, da må der ske en eksplosjon.
+
+Han mindedes en nat, da sommeren og hans ungdom forstod hinanden.
+Dengang fattede han alverden. Liv og død, der kæmpede; kraft, som
+styrtede, og kraft, som steg op -- alt det foregik i ham, hans sjæl
+var verden. De frembrydende spirer og de vilde lyster, døden, som
+henter kraft fra foråret, livet, der søger den samme sted, -- alt det
+husedes i ham. Dette tilbud gjorde naturen ham: Vælg! Alt er dit. Og
+han lod sig skræmme bort fra det altsammen. Han, der bedre end nogen
+anden måtte forstå sommerens kald, han havde svigtet. Han skrev en
+bog om dette kald; den havde måske gjort nogle mennesker gale, han
+selv blev from og bange efter den. Det begyndte med et øjebliks
+panik, senere dryssede asken ned over ham og søgte at slukke.
+
+Men endnu en gang øste solen sin ild ned på ham, om han ellers kunde
+forstå det, og fra dette lys så han ind i de mørke år, ligesom den
+lille dreng står ved den yderste lygtepæl og ser med angst ud over
+det mørke land, som han er kommet fra; han forstår ikke, at han har
+haft mod til at gå igennem det mørke, og for ingen pris gjorde han
+vejen tilbage.
+
+Heller ikke jeg går igen ind i mørket. Signe, du har opnået det
+modsatte af, hvad du vilde. Du har givet mit sind ny kraft, og dermed
+forlader jeg dig!
+
+Ivar Holt rejste sig og gik hjem med usikre skridt. Han samlede
+tingene ned fra sine fattige vægge og fra sine hylder og pakkede sin
+kuffert, og inden aften var han borte uden at ha sagt farvel til
+nogen.
+
+
+
+
+Salige er de, som ikke gør sig bekymring og uro for mange ting.
+
+Alt er indsovet i lys stilhed, de dunede mælkebøtter står forhekset
+ubevægelige langs vejkanten, ikke et fnug krummes på deres hoder.
+Solen er gået i stå. Lange, hvide skystriber ligger hen over himlen
+som skinnende veje, der fører ind i saligheden.
+
+Dær henad vandrer nu lykkelige sjæle; hver dag springer en ny lille
+skare op på de hvide veje, de gjorde sig ikke bekymring for mange
+ting, nu vandrer de ud mod solen og blomsterne. Luften glider om dem
+som dun og pelsværk; op om deres fødder står sandet så fint og blødt
+som mel. Mange dage senere nåer de blomsternes store ocean; vinden
+stryger over det, solstrålerne falder ned deri som gyldne strænge.
+Røde, grønne og blå bølger vælter sig efter hverandre; skum af hvide
+roser sprøjter op med hvert bølgeslag, de saliges hoder forsvinder
+under de højeste blomsterbølgers kamme, de evige rosers blade risler
+køligt duftende ned over dem, og i dette bad skylles jordiske sorger
+af de vandrende sjæle.
+
+Om morgenen sidder de salige på skyernes bløde bjærgtoppe og ser
+solen hejse sig op gennem det uhyre, blå hul. Solskinnet slår som en
+brænding mod bjærgene, slikker deres sider og beskyller til sidst de
+saliges fødder, og snart sidder de helt oversvømmede af sollyset.
+Solen går sin gang, skønt ingen ser den flytte sig, det blir aften,
+og gennem verdensrummets brønd bæres månens gule lygte op, mens
+skumringens mørke vover skvulper om de saliges knæ og bestænker deres
+hoder. Da mindes de deres mindre lykkelige brødre på brøndens bund,
+under månen, de svøber sig i grå erindringers flor og sidder stille
+natten over, mens de tænker på, hvordan det står til nede på bunden
+af mørkets grøft, indtil en ny dags lyshav atter plasker for foden af
+deres bjærge.
+
+De salige! Nu knitrer mælkevejens stjærner under deres fødder;
+urtåger hvisler op om deres skinneben, mens de går. De drager ud om
+morgenen og ser nye verdener dannes; stjærnestof snoes og omhvirvles
+som krumme møllevinger af rummets kræfter; de salige vader hen gennem
+svangre og golde verdener; med deres venstre albu skubber de
+læmpeligt en komethale til side, og med højre hånd skyggende over
+brynet ser de tåger spindes som på en rok, føde ild og skabe varme,
+hvoraf en verden kan leve i to tusende tre hundrede og en og
+halvtredsindstyve billioner år. De vandrer videre, mens det er aften,
+de flytter sig for en sol, der har suget alle sine planeter til sig,
+og igen spyr dem gloende fra sig; de gør en omvej på en halv million
+mil for at komme uden om erupsjonerne.
+
+Når en passelig tid er gået, sætter de sig på en udslukt sol og
+prøver at mindes væsner, der kaldte dem -- de salige -- dårer. De ser
+sig tilbage over den vej, de har gjort; langt inde på mælkevejen
+kommer der stadig flere vandrende; de kaster et blik gennem rummet og
+opdager sjæle siddende på fjærne skyer, og langt nede skimter de
+længselsfulde mennesker, der ser op -- endnu er der dårer til; mange
+skal endnu helst ville sidde mellem solen og vandet, med landet bag
+sig, gale, uduelige, lykkelige.
+
+Derefter vender rummets vandringsmænd sig og går videre mellem
+faldende verdener og fejende kometer, indtil de nåer mælkevejens
+yderste brink. Lyset skinner på dem, nu er de helt gennemsigtige og
+ens, alle de menneskelige lidenskaber er smæltede sammen og blevet
+til lys -- som en hvid, brændende sol, og med et smil, hvori der er
+et suk af lyksalighed, brister de ud over skrænten og opløses til
+tavs, usynlig lykke mellem de vandrende, usalige kloder.
+
+
+
+
+Da Signe fik at vide, hvor hensynsløst Ivar Holt var rejst fra alting
+og havde ødelagt sin egen fremtid, så forstod hun ham pludselig, som
+hun aldrig havde forstået ham før. Hun havde læst hans bøger, som han
+nødig talte om, og se: Nu viste det sig, at han var den, man skulde
+tro. Ud af sit jævne sind og sin første, store forelskelse fattede
+hun, at han kunde -- måtte -- handle sådan, og mens de andre skreg op
+og talte om sindssvaghed, og om hvad de ikke havde tiltroet en
+alvorlig mand, så sad hun ikke i en krog med hjælpeløse hænder og
+græd; hun fortvivlede ikke nætter igennem. Det var så højtideligt;
+hun følte sig berørt af tilværelsens storhed, hun blev elsket af en
+mand, der ofrede alt det timelige vel for ideen.
+
+Der kom snart brev fra ham. Køligt og nøgternt fortalte han, at han
+havde sluttet akkord med flere blade om en række artikler; det skulde
+være skildringer af Danmarks land, senere blev det rimeligvis
+udlandet. Derfor havde han nu taget sin frihed med et ryk, hun skulde
+ikke være forskrækket.
+
+Brevet var ikke med hensigt ligegyldigt, men han havde skrevet det
+lige efter en af sine store dage, i et øjeblik, da han tilfældigvis
+kom til at tænke på hende.
+
+Signe græd, mens hun læste brevet; denne skuffelse var værre end
+noget andet. Hvor var begejstringen, hvor var det store pust, der
+havde drevet ham bort, og hvis fjærnere virkning hun også havde
+mærket? Og hvor var det, hun inderligst ventede at høre: at det var
+kærligheden til hende, der havde givet ham kraft til at rive sig løs
+efter så mange spildte år? Ti det skulde være sandt; så måtte alt
+andet i verden gærne være løgn. Han skulde blive stor, og hun skulde
+ha haft sin lille del deri. Og så rejste hun ned til ham.
+
+Højskoleforstander Thorkildsen havde grund til at sige, at Signe var
+den af hans elever, han ventede sig mest af.
+
+Ivar Holt blev underlig til mode, straks han så Signe, men da hun
+spurte, hvordan det gik med hans bronkitis, så svarede han, at det
+gik godt, og var hel glad for hende. De tilbragte en behagelig dag
+sammen, men han talte ikke ret meget, hans fantasi var foreløbig
+træt, og han følte sig så frisk ved at gå med en tom sjæl. Det kom
+ikke til anden forklaring mellem dem, end at han nu vilde slå sig på
+journalistikken, og at det var dumt, han ikke havde gjort det for
+længe siden. Signe tav og ventede med fuldt hjærte, men der kom ikke
+mere. Han lignede et menneske, der har glemt meget.
+
+De passede ikke sammen den dag. Han havde fået sin lyksalighed så
+fuldt, at han var bragt til et plantelivs-stade, hvor ikke engang
+kærligheden var nødvendig. Han kunde sidde ved en å og ryge sigarer
+og lade den glødende aske falde ned i vandet; mere tiltrængtes ikke.
+Han havde det som sjælene ved mælkevejens yderste skrænt, han havde
+set og nydt alt og var færdig til opløsning. Men hun havde kun
+skimtet livets herlighed; det forekom hende, at hun havde fået løfte
+om hans storhed ved hendes elskov. Hun trængte til alt, som den, der
+endnu er på jorden og har haft en åbenbaring om dens gode gaver. De
+forstod ikke hinanden, hun prøvede ikke på at tale om noget, men lod
+ham holde hendes hånd.
+
+Samme aften rejste hun; han skulde få lov at være alene. Mens hun sad
+i toget, søgte hun at forklare sig det hele. Hvor skjulte han sin
+storhed? Kom intet af den hende til gode? Det hjalp, at hun kom til
+at huske på et foredrag om store mænd og store mennesker. De store
+kan tit synes så små, de kan være forfængelige, latterlige, ofte
+meget lastefulde, og ikke sjældent kan de gøre et ganske ubetydeligt
+og intetsigende indtryk, men man skal tro på dem. Ja. Signe troede
+også på Ivar Holt, men det begreb hun dog uden vaklen, at sådan er
+forskellen på det himmelske og det jordiske, at overfor det himmelske
+må man begynde med troen, men overfor det jordiske dær kan man kræve
+noget håndgribeligt; det kan umuligt være min pligt blot at _tro_ på
+et menneske; jeg må daglig se beviser for, at han er den, jeg tror.
+
+Hun huskede, at han en dag klagede over sine små indtægter; hvordan
+skulde det gå i fremtiden? Hun havde kysset ham og sagt: Jeg har nok
+til os bægge to, tag alt hvad jeg har, og mig selv med; det er det
+bedste, der kan ske.
+
+Nu var han rejst. Han tog ikke noget og forstod hende ikke. Heller
+ikke havde han givet kærligheden æren for den indsigt, han nu endelig
+var kommet til, og kunde han vel ha undladt at sige det til hende,
+om det havde været tilfældet? Vilde han forsømme en så herlig
+anledning til at binde dem endnu fastere sammen end nogen sinde?
+
+Denne gang tog Signe ingen på råd, og før somren var forbi, rejste
+hun over til en familie, hun kendte, i Idaho, U. S. A.
+
+
+
+
+                                        Idaho, den 24. August.
+
+Når du læser dette brev -- --
+
+Ivar Holt rev det ned og tænkte: Nu tror du vist, du blir ulykkelig,
+men du ved godt, at det er kun indbildning. Så læste han videre: hun
+vilde ikke være ham til hindring, og hun kunde jo ikke være alt for
+ham, vidste han nok; han måtte gå sin egen strålende vej alene.
+
+Ja; hvorfor havde han undertiden så meget imod at være digter? Flere
+gange havde han endog helt afsvoret det, skønt han ikke slap fra det
+alligevel. Signe, den fornuftige, enfoldige pige, havde nu også peget
+på hans kald; vilde han ikke lyde vinket? Der var ikke længere noget,
+der hindrede ham. Nu skulde han i færd med sit digterværk; han kunde
+ikke mere undslå sig.
+
+Der gik måske et år. Han levede af at skrive til aviser; afsides
+købstæder og øer, mærkelige gamle landsbyer skildrede han, det ansås
+for at være godt. Men værket måtte fuldbringes.
+
+Han fandt naturen død og tillukket. Jorden var et stort skaldyr, der
+har krummet sig sammen om sine mærkværdigheder og gemt dem i sin
+mave; overalt vendte den et rundt rygskjold ud imod ham, han kunde
+ingenting se. Og dog skulde værket begynde på jorden.
+
+Da han var ung, kunde han komme i stor spænding, når han så langt ud
+over landet. Han mærkede store anelser, der gik forbi; geniale ideer
+steg op, bævrende som bobler, men de brød ikke gennem bevidstheden.
+Den gang gjorde det ham ikke noget; han vidste, at det, der blev
+nede, med tiden måtte komme frem. Lignende anelser kom igen nu så
+længe efter, det kom af den megen frihed; hans sjæl søgte atter at
+udvide sig; uden om bevidstheden lå en vidtstrakt, grå zone, hvor det
+nu igen blev uhyre levende. Han kendte det så godt, dette fantasiens
+dæmrings-bælte, der ligger uden om den klare erkendelse; dær var han
+så tit tyet ud og havde haft sine største øjeblikke. Men han mærkede,
+at der var sket en stor forandring; der var gået en sælsom vildskab i
+anelserne; ikke en eneste lod sig gribe. Det var værst om natten; da
+hvirvlede det i hans sind som en orkan af ideer, men ikke een blev
+til klarhed, ingen stor anskuelse brød pludselig ind på hans
+bevidsthed; derimod haglede det ned med lange, meningsløse ord og
+hele sætninger. Så måtte han stå op, han gik om på markerne og talte
+med sig selv for ikke at gå fra forstanden.
+
+Her står jeg og mærker, at jeg har en sjæl. Jeg vil sammenligne den
+med en klode, der er ved at dannes; der er allerede en fast kærne, og
+uden om svæver en verdenssky af meteorer -- det er anelser, der skal
+trækkes til og gøre kloden større. Jeg har ret til disse anelser --
+mine tilkommende geniale ideer, de er mine, jeg mangler kun at tvinge
+dem ind i min bevidsthed. Jeg føler dem som en blind, der mærker,
+hvordan en uhyre genstand lydløst glider ham forbi og fjærner sig
+igen. Jeg kan ikke undvære disse anelser, de udgør den bedste del af
+mit geni; hvad jeg hidtil har draget ind i bevidstheden var kun det
+foreløbige; det har jeg altid vidst. Hvorfor kommer resten ikke? Har
+jeg fordømmelige menneske i de spildte år tilsat min samlingsævne?
+Før har jeg ofte siddet midt i rummet med verden rundt om mig, bundet
+ved min magt, nu er denne verden ved at opløses og flygte. Her står
+jeg. Ingen ved, hvad muligheder der har været i mig; jeg kan gå rundt
+og fortælle, at de har været store, ingen behøver at tro mig. De, der
+ikke har andet at bestille, kan frit håne mig. Jeg hører til den
+slags gale, der ikke længere har kurs. Hvis jeg slog et par mennesker
+ihjel, kunde jeg måske opnå at blive sykologisk udgransket af en tre
+øres journalist. Men jeg gør det ikke. Det er min bestilling at stå
+ude på den vilde mark og tale med ingen; imens splittes min sjæl til
+alle sider.
+
+Han hørte den sorte storm puste rundt om sig, da han gik hjem. Udover
+det mærkede han intet. Livets kulde begyndte at angribe ham.
+
+Der kom en tid, hvor det var koldt.
+
+I hans yngre dage kunde det sagtens ske, at han frøs dygtigt om
+vinteren. Han hostede, skuttede sig, gik en lang tur og kom over det;
+han gik i seng og glemte det. Senere vogtede han på kulden og holdt
+den fra sig, og han blev en del år ældre. Men nu en dag kom han igen
+til at fryse, det var ikke en kulde, der la sig ned ad ryggen eller
+dødede benene. Den sad inde under hjærtet og vinkede ad kulden
+udenfor; den var sluppet ind og var ikke mere til at værge sig imod.
+Det er forfærdeligt og simpelt, at kulden er døden. Døden kan sidde
+kold under hjærtet og røre sig, mens den venter en hjælper udefra.
+
+For spøgs skyld havde han liggende på sit bord nogle stykker rødt,
+blåt og grønt papir, det frister produksjonslysten, siger man. Han
+iførte sig -- efter en digters eksempel -- diplomat og nærmede sig
+papirerne med bevæbnet hånd. Vilde det nu komme, dette vidunderlige
+ryk, der får hele verden til at synke rundt om en, så man sidder højt
+oppe på en ny jord?
+
+En dag fik han så anskuelsen af sin afmagt. Den kom på en fredeligt
+uhyggelig måde, og da han tog imod den, befandt han sig tilfældigvis
+i en uædel situasjon. Han gjorde sig selv opmærksom på, at
+erkendelsen ikke kom uventet, og at den havde valgt et mærkeligt
+øjeblik at indfinde sig i. Men sådan er det altså. Een begriber
+tilværelsens uudholdelighed, mens han stanger sine tænder; en anden
+bestemmer sig for selvmord, bedst som han skær ligtorne, og der kunde
+nævnes plattere eksempler på, hvordan en betydningsfuld indsigt ikke
+altid ledsages af ydre højtidelighed.
+
+Men nu var han altså færdig, han var eks-mennesket, som jorden længes
+efter; han bøjede sit hoved og følte grønsværen lukke sig over ham.
+
+Der gik tid, han regnede den ikke længere i dage og måneder. Han led
+ikke mere af anelser, den grå zone affolkedes og lod ham i ro, hans
+bevidsthed slappedes og faldt ned over ham som teltdugen, når pælene
+rykkes op.
+
+Han blev kold på sjælen, ti fantasiens grå, myldrende bælte, som er
+uden om, det luner og holder meget borte; dær bygges nye værn i dag,
+hvor andre faldt ned i går; håbet har mange rødder dær, lyset brydes
+og splittes i mange farver -- -- men er det en gang borte, så falder
+den rå kulde umiddelbart ind på den værgeløse sjæl.
+
+Alligevel, når han så tilbage over sit livs fallit, da måtte han sige
+til sig selv, at den kunde gærne ha været større. Om han nu havde
+været gift og mistet kone og børn. Tab af sjæl er så lidt, det er
+ikke overskueligt bag efter, ikke engang for een selv. Det var hans
+fattigdom, at han, som intet ejede, havde tabt altfor lidt.
+
+Det er min forbandelse, tænkte han, at jeg kan ikke blive ulykkelig.
+Der er mennesker, som er rige på ulykker. Men jeg har tabt selve
+tabet.
+
+I denne logiske vanskelighed tøjredes hans forstand som et får, der
+har snoet rebet om pælen og står med mulen i jorden og venter.
+
+
+
+
+På brakmarken uden for byen stikker knoldene deres grå snuder op
+gennem det tynde snelag og snuser til den kolde Februarluft. Solen
+står op og gør dem rosa, men ved middagstid blir de brune og bløde
+oveni som chokoladeklumper i varme, og brakjorden ser ud som en ret
+mælkebrød. Landevejene gråner svagt, og på flere steder er
+hjulsporene smukt strågule, men inde i byen er vejene mørkere, og i
+de lune smøger ligger de hen som sort dyppelse, der overtrækkes med
+skorpe, i samme nu solen er borte.
+
+I mørkningen begynder vinden at vågne og flytte sig rykvis, som om
+den ikke ved, hvad retning den skal ta; den kaster sig hid og did og
+prøver musklerne. Folk får pludselig ørene fulde af klaprende skrald,
+birketræerne langs smøgen ømmer sig med tyndt mæle, og den nye
+halmstak ved brænderiet tar til at hvæse. En avis flagrer som en
+forfjamsket fugl op gennem smøgen, lægger sig sammen på den ene og
+den anden måde og ender til sidst i hodet på en gammel hest, der
+stejler i været, mens bagkroppen synker, så den et øjeblik minder om
+en giraf.
+
+Vinden gør et par hop, der får folk til at se sig om efter den,
+som om den havde skikkelse; hatte trykkes fast, skørter samles,
+flagrende flige indfanges, hoder sænkes eller knejser alt efter
+angrebsretningen, en gammel kone blir et øjeblik til en ukendelig
+ansamling skørter på to træskoben. Men lidt efter blir det stille
+igen. Skyerne -- gulsorte som blæk, der er trådt ud på et skolegulv
+-- er nået frem, og nu sner det.
+
+Store klatter skynder sig ned, luften er levende. Når man ser op, er
+det hele lutter lysende prikker, der vokser i størrelse; man stirrer
+ind i en uhyre gryde, hvor melflager stadig hvirvler frem i en tæt,
+levende vælling. Står man ude i det hvide mørke og ser mod en lygte
+eller et oplyst vindu, da er det, som om et stort, tyndt fileret
+uldtæppe blev ved at synke og synke, som var det uendelig langt. Det
+er et syn, der gir varmefornæmmelser. Menneskene ser opsvulmede ud,
+idet de går under en lygte; dær rækker een sin arm frem, lige ud i
+tæppet, men han kan ikke holde det fast, det synker fremdeles, skønt
+han griber i det. Stemmerne lyder tykt, som kom de nede fra en sø af
+bomuld. Hen gennem luften går der tykke uldsnore, der straks
+forsvinder i det vatterede mørke, det er telefontrådene, de er blevet
+ganske stumme nu. Men se: Der kommer en hvirvel på uldtæppet; der
+ligger totter ud i krese som hårlaget på en hvid hest, der er svedt.
+Det rykker frem og tilbage i tæppet, der kommer tyndslidte steder på
+det, men ligesom det vil gå i stykker, bødes det med tusende nye
+masker. Nu synker det ikke længere, det trækkes hastigt sidelæns, og
+vævningen blir finere, man kan se trådene. Stormen er med i det, den
+river voldsomt i sit væv, og efter hvert ryk blir det stærkere og
+tættere.
+
+Nede på jorden blir det også livligt, sneen damper op i skyer, som
+når en melsæk kastes ned fra et loft, derefter rives den med i den
+store vævning, føres bort sidelæns. De tykke uldsnore ind i mørket
+brister og falder hen i støv, ligesom de var brændt til hvid aske, og
+hvor de forsvandt, begynder det at synge.
+
+Snestråler sprøjter ned fra tagene; ud fra smøgerne kommer de, på
+maven, som hvide slanger, og de rejser sig og hugger de forbigående i
+hodet. Ned ad tagene går sneen slagvis i åbne sirkler, som korn, der
+kastes på et logulv.
+
+Sneen har travlt, ude på markerne hører man dens hvæsen alle vegne;
+den lægger sig i runde diger bag knoldene, den danner skarpe rygge
+bag flintstenene, og ud fra græsstråene trækker den tynde, hvide
+huder; grøfterne forsynes med tungede tagskæg på vindsiden. Men
+efterhånden som blæsten tiltager, flyver jorden bar på de højere
+steder, den skarpe sne sliber toppen af knoldene, og brune striber
+trækkes langt hen ad markerne.
+
+Folk skynder sig hjem. Det er et herrens vær, siger de fromme, mens
+de andre kalder det fanden til vær, men ingen vil være ude i det, for
+de stoler ikke på vorherre, og de er bange for fanden. Ved hver
+hus-ende passer stormen dem op og kværker dem, og den står på lur
+uden for husene; så snart en dør går op derinde, fyldes alle
+nøglehuller med vræl, indtil man hører et brag af en anden,
+ubehersket dør, og stormen tier pludselig, som om den blev slået
+ihjel med det samme.
+
+Det blir nat; der stænges og slukkes overalt. Den beske frost breder
+sig gennem alle stuer, og den sidder på vagt oven på sengene; hvis en
+skulder eller et bryst kommer frem, stikker den med sin giftige nål
+og planter en spire til død i det levende.
+
+Uden for byen ligger der et hus, en mumie af et gammelt, trøsket hus;
+stormen kender det ud og ind, går lige igennem; menneskene går mest
+uden om det. Manden derinde er ved at gå i seng, han står bøjet over
+sit bord, mens han lytter til den flyvende frost, der jager hen over
+jorden som en blind, der har tabt alverden og er fordømt til aldrig
+at finde det tabte igen. Kulden siver sagte ind i ham, mens han
+lytter, men det varer længe, før han mærker det, han er så betaget af
+den stemme udenfor, som var det hans egen dødsdom, han hørte oplæse.
+Men hosten minder ham; han skal i seng. Han blæser lampen ud -- det
+er ligesom mørket brød ind fra alle sider og kastede sig over ham. Så
+pakker han sig ind i sin gamle havelok og går til ro. Underdynen og
+halmen huler sig under ham som et trug, overdynens låg lukker for
+oven, det er så koldt som i en ligkiste, kulden ligger hos ham. Han
+fryser tålmodigt og skubber sig forsigtigt til rette, havelokken
+beklager sig under dynen, for den er mør som en pandekage. Så
+indfinder alt sig i den fastsatte orden; varmen kommer først, hosten
+bagefter, den harver ham indvendig, fra mellemgulvet op til munden,
+krummer ham som en fjeder og slipper ham igen; så kommer spydet, der
+stikker i venstre side, og noget værre, der flænger i højre side --
+intet udebliver, til sidst kommer trætheden og søvnen.
+
+Hen imod midnat lægger stormen sig, frosten arbejder alene. Den
+binder det levende vand, der endnu rinder nøgent i åer og grøfter;
+fra bredderne løber stærke, tykke ribber ud, isflader udspændes
+imellem dem som huden på en svømmefugls fod; vandet vasker imod dem,
+men de vokser alligevel; fra bægge bredder bygges der isbjælker ud
+mod midten; et net af usynlige hår knyttes imellem, rives itu og
+knyttes om igen, maskerne i det gyngende net blir tættere og tykkere;
+inden solen står op, er det levende vand gemt.
+
+Mennesket i det lille hus rører sig uroligt i sin seng; endnu i søvne
+mærker han kulden. Han har ikke længere sin ungdoms dybe søvn, som i
+alt fald for en tid svøber den pinte sjæl ind i et lag bevidstløshed,
+der beskytter mod alt ondt. Kulden nåer ham, som den nåer det
+rindende vand under isdækket, hvor der sidder kamme og takker og
+stanser noget af det levende element, indtil der intet rinder mere.
+Mens han sover, mærker han, hvordan han bundfryser, og han flytter
+sig uafbrudt, hans bevægelser markerer tiden, som paukernes pp-slag
+angiver takten under lange toner af fløjter og violiner.
+
+Drømme kommer og forsvinder som vindstød gennem et øde hus. Nu sikler
+han hen ad en bred landevej, der forsvinder i en krumning nede i en
+grøn dal. Mens han kører, synker vejen under ham som et bræt, der
+vipper; farten griber ham, måske var det endnu tid at springe af, men
+han træder til. Træerne springer forbi med et sæt, køerne suser
+baglæns, som om de blev blæst væk een for een. Vejen er nu kun en
+sti, den krummer sig nedefter, og dog er han højt over jorden,
+stormen er et hylende orkester; foran sig ser han den skinnende
+knivsryg, som han nu kører på, og så slynges han ud -- --
+
+Han farer op i sengen og besinder sig straks, da han hører vinteren
+arbejde udenfor. Den frosne fjord skaber sig som et vildt dyr, store
+revner løber brølende fra den ene bred til den anden.
+
+Han synker tilbage i puderne som under et uhyre tryk, ild slår ud af
+hans hjærne, han ser en hånd gøre et kast i mørket, og karlsvognens
+syv stjærner springer frem på himlen og sitrer et øjeblik, inden de
+hænger fast. Et menneske ligger hen over karlsvognen, med hænderne
+griber han om stangen, og han støtter fødderne mod de to bageste
+hjul. Der sidder et brækket spyd i hans venstre side, af højre side
+stikker en kniv frem.
+
+Det må være mig, tænker manden i sengen, idet han forestiller sig
+denne smærte, og i næste øjeblik er det virkelig ham. Kulden brænder
+i ham som snehvid ild, og dybt under sig, gennem vinteren, der som et
+hvidstribet mørke vælter hen over jorden, ser han en utydelig
+skikkelse, der flytter sig uroligt, en varm menneske-ø, der snart
+skal bortskylles af kuldens uendelige hav. Han flår spydet af sig,
+river kniven ud og bøjer vognstangen med sine hænders kraft, mens
+hans fødder sprænger baghjulene fra, han styrter ned, og de løsrevne
+stjærner hviner bag efter ham.
+
+-- Mon natten snart er gået? tænker han og sover ind igen, udmattet
+af den anstrængelse at lukke øjnene op. Det er mørkt, hvor han nu
+kommer hen, tavst og tomt. Han forstår, at han er nede under verden,
+på bunden af et hav. Ovenover er der storme, bølger, skibe,
+mennesker, lykke, ulykke -- hernede: intet. Uvær kan rase deroppe,
+tangskovens blade rører sig ikke. Sådan går der hundrede år hen. Men
+nu skal der ske noget; han fatter om et træ og river i det, mens han
+har en ynkelig fornæmmelse af at være eneste, almægtig gud hernede;
+vandet bevæger sig, havbunden blir urolig, den hopper som et føl,
+kaster ham af sig som en vild hest. Han laver jordskælv langt borte
+fra menneskene, ingen mærker det.
+
+-- Han letter hodet og ser op mod vinduets lysende firkant.
+Stjærnerne skinner ind, snefoget er forbi. Vinteren har lagt sin
+kølle og grebet til kniven.
+
+Men i hans næste drøm blæser det. Stormen driver en nøgen sjæl foran
+sig, så let som et vissent blad. På sin flugt kommer sjælen forbi
+mennesker, som ikke ænser den. De stritter imod stormen; livet har
+skænket dem modstandsævne. Her kommer en, svær af sin rigdom; en
+anden trækker tungt af sted med sin gæld, bægge klæber ved jorden og
+blæses ikke væk. Den sorgfulde slæber på sin modgang, den glade kan
+næppe bære sin lykke, livet har lastet dem. Den nøgne sjæl blæses
+forbi dem alle, den er fragtet med intet, en tom sjæl.
+
+-- Han farer op og lytter: En forfærdelig skuren, som om et stykke af
+jorden rev sig løs og gled af! Lyden kommer igen, hver gang han rører
+sig, langt borte fra, men han kan tænke sig, hvordan det vilde lyde,
+hvis han var midt i katastrofen. Han ryster på hodet for at blive
+klar: det er dynen, der skurer mod stolens ryg, men der er noget i
+denne hændelse, som længe holder ham vågen, en dybere mening, han
+gærne vilde forstå.
+
+-- Lokomotivet kører frem nede ved stasjonen.
+
+Nu går han ind over markerne, hvor han ikke møder mennesker, og søger
+at begribe sig selv, fatte skæbnens logik. Men det blir kun
+plukværk. Mens han stirrer på verden, går den i stykker. Han ser med
+facetøjne -- ti tusende billeder på en gang; hans sjæl er et knust
+spejl, hvem kan samle det? -- Han går, toget kommer bagved. Da det
+opdager ham, bryder det af fra sin linje og løber hen til ham. Det
+står stille og ser på ham med et rundt øje, et overmåde klogt og
+stort øje, det rømmer sig gnistrende op gennem skorstenen og tier,
+det snurrer med hjulene og ligesom puffer ham i siden med sine
+stempelstænger. Han forstår det altsammen og bekender sin usselhed:
+Du er hel, du kan ikke undvære en nagle på din krop. Jeg har mistet
+det halve af min sjæl og kaldes dog et menneske. Men dersom jeg blot
+var den ringeste og skidneste af dine tjenere, så var jeg mere værd,
+end jeg nu er. Knus mig, hvis du har lyst.
+
+-- Der er nogen, der taler uden for. Det er morgen og på tide at stå
+op. Trætheden breder sig over ham og trykker ham ned. En stor
+svimmelhed griber ham og fører ham ind i en ny drøm.
+
+Denne gang er han blind, og hænderne er bundet på hans ryg. En tæt
+stimmel færdes rundt om ham, han forstår straks, hvad det er, og
+ligesom griber efter det med skuldrene, skønt han ved, det er ikke
+hans længere, det er uigenkaldelig tabt og ejes ikke af nogen.
+Genfærdene fra hans fordums fremtid taler ikke til ham, men han ved,
+hvad deres tavshed siger: Hvorfor indhentede du ikke det mål, som
+skæbnen i sin nåde viste dig? Livets herre, hvorfor tvang du ikke
+omstændighederne til at føje sig efter dit behov, og hvorfor ofrede
+du ikke alt, hvad der tilbød sig, på det store bål, hvoraf dit geni
+skulde udsmæltes? Du begreb ikke, at geniet søger kun sit eget, og
+for ham er alting kun brændsel til hans egen ild. Hvorfor listede du
+dig bort med ære og samvittighed ængstelig skjult i din lomme? Ilden
+blev ikke stor nok, og du kvaltes i røgen, du, som ikke forstod at
+opofre -- --
+
+-- Men da togets piben driver ham ud af sengen, er alle syner
+forsvundet, han er en fattig, vågen mand, der ikke engang kan holde
+sig varm, ti kulden har erobret hans hjærte og kan ikke igen
+fordrives. Den lammer hans hænder, mens han vasker sig, bagefter kan
+han dårligt komme i klæerne, armene lægger sig dobbelt i overfrakkens
+ærmer.
+
+Han går ud. Luften er som glas og følsom for den svageste lyd. Det
+snærper om næseborene, og været stopper op i halsen. Frosten bider
+glubsk i hans nyvaskede hænder og ansigt, og det er, som om han gik
+på kunstige ben, det mærkes først oppe ved knæet, hver gang han
+sætter foden til. Kulden inde i ham stræber mod den udenfor; han ved,
+at disse to en gang skal forene sig og slå ham ihjel, men ikke endnu,
+ikke i dag! Og han går raskere, indtil sveden bryder frem på hans
+ryg; det er, som om han sveder is. Men så kommer hosten og holder ham
+tilbage, den driver ham varmen til hodet og lægger et blylåg oven på
+hans isse. Sådan lister han forsigtigt videre. Det gør forfærdelig
+ondt i bægge sider, han har en fornæmmelse af at blive savet over,
+ligesom uvist hvilken hellig mand, men det blir bedre, når han går
+langsomt, og det gør han så. Han sagtner gangen så meget, at en
+ligevægt mellem ham og omgivelserne kan begynde at udvikle sig.
+Kulden breder sig igennem ham så stille og indsmigrende, at han
+føler den som varme, og efterhånden som den bedøver smærterne, kommer
+der et stort og fredeligt velvære over ham, han kender det og mindes
+gamle dage, når det var sommer, og livet var så let at leve. Mens han
+går, har han en besynderlig følelse af, at han ligger, og at noget
+bær ham bort, han mærker ikke, at han bevæger sig, og i den absolutte
+sindsro, der nu falder over ham, forstår han sammenhængen i alt, hvad
+der er hændet med ham. Nedgangens linjer ligger klart for hans øjne,
+de viser alle hen imod det punkt, hvor han nu befinder sig. Det har
+været fald på fald, og nu fatter han betydningen af de store
+henrykkelser: Når bygninger styrter sammen, rejser støvet sig højere,
+end de højeste tårne har rakt; så længe der fandtes noget i ham, der
+ragede op, så længe var der stof til nye fald, og løftelser støvede
+op om dem i skinnende skyer. Nu er alle rester faldet, han er nået
+til vejs ende og kan begynde på en ny rejse.
+
+Dødens visdom trænger ind i ham med sin kulde, han indser livets
+korthed og fuldkomne dårskab; det er altsammen forfængelighed!
+
+Jeg har gjort jagt på faldende stjærner og fartet om efter dem i
+rummet -- nu ser jeg de kolde, sorte stene, der ligger strøet hen ad
+jorden. Lad en dåre samle dem op.
+
+Han smiler roligt i sin ensomhed, mens selve dødsangsten dræbes under
+hans hjærte. -- Alt mit overmod og min håbløshed -- det eneste, der
+har været virkeligt i min tilværelse -- har nu tilsammen givet det
+facit nul, der er den fuldkomne tilfredsheds balance.
+
+Der er ingen bitterhed i hans sind, mens han gør regnskabet op, ti
+nu har han smagt verdensvisdommens søde kærne: at livet til sidst
+skal synes værdiløst, for at mennesket uden smærte kan skilles fra
+det.
+
+Og da den umenneskelige kulde således har bragt ham til den yderste
+grad af resignasjon, fælder den ham ned i vejen som sit retmæssige
+bytte og lar ham ligge. Han slår ansigtet ned i sneen og ved ikke, om
+det er ild. Jo, det er solskin; der er høj sommer rundt om ham, og
+ligesom alt er blevet såre godt, dør han.
+
+Isnåle borer sig ind i ham, og i hans krop vokser der snart frem et
+underligt, frosset træ med røde grene.
+
+Op ad dagen rejser vinden sig, fygeværet begynder på ny, sneen koger
+op om mennesket som hvid em, han forsvinder efterhånden i en
+langstrakt drive, han viskes ud og ligesom blir til eet med den kolde
+jord. Mere sne kommer ned oven fra, vinden jager den over markerne og
+bort fra den flade vej, kun den ene lange drive vokser uafladelig og
+nåer over bægge grøfter ind på markerne. Det damper farligt op fra
+den, og den lyser i halvmørket mellem de gule knolde, der stikker op
+gennem sneen.
+
+Imidlertid blir det nat, og dær ligger den døde mand i sin gravhøj og
+lurer på de vejfarende.
+
+
+
+
+
+End of the Project Gutenberg EBook of Støv og Stjærner, by Knud Hjortø¸
+
+*** END OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK STØV OG STJÆRNER ***
+
+***** This file should be named 39507-8.txt or 39507-8.zip *****
+This and all associated files of various formats will be found in:
+        http://www.gutenberg.org/3/9/5/0/39507/
+
+Produced by The Online Distributed Proofreading Team at
+http://www.pgdp.net (This file was produced from images
+generously made available by Arkiv for Dansk Litteratur
+at http://adl.dk)
+
+
+Updated editions will replace the previous one--the old editions
+will be renamed.
+
+Creating the works from public domain print editions means that no
+one owns a United States copyright in these works, so the Foundation
+(and you!) can copy and distribute it in the United States without
+permission and without paying copyright royalties.  Special rules,
+set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to
+copying and distributing Project Gutenberg-tm electronic works to
+protect the PROJECT GUTENBERG-tm concept and trademark.  Project
+Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you
+charge for the eBooks, unless you receive specific permission.  If you
+do not charge anything for copies of this eBook, complying with the
+rules is very easy.  You may use this eBook for nearly any purpose
+such as creation of derivative works, reports, performances and
+research.  They may be modified and printed and given away--you may do
+practically ANYTHING with public domain eBooks.  Redistribution is
+subject to the trademark license, especially commercial
+redistribution.
+
+
+
+*** START: FULL LICENSE ***
+
+THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE
+PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK
+
+To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free
+distribution of electronic works, by using or distributing this work
+(or any other work associated in any way with the phrase "Project
+Gutenberg"), you agree to comply with all the terms of the Full Project
+Gutenberg-tm License (available with this file or online at
+http://gutenberg.org/license).
+
+
+Section 1.  General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg-tm
+electronic works
+
+1.A.  By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm
+electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to
+and accept all the terms of this license and intellectual property
+(trademark/copyright) agreement.  If you do not agree to abide by all
+the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy
+all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your possession.
+If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project
+Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound by the
+terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or
+entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8.
+
+1.B.  "Project Gutenberg" is a registered trademark.  It may only be
+used on or associated in any way with an electronic work by people who
+agree to be bound by the terms of this agreement.  There are a few
+things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works
+even without complying with the full terms of this agreement.  See
+paragraph 1.C below.  There are a lot of things you can do with Project
+Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this agreement
+and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm electronic
+works.  See paragraph 1.E below.
+
+1.C.  The Project Gutenberg Literary Archive Foundation ("the Foundation"
+or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project
+Gutenberg-tm electronic works.  Nearly all the individual works in the
+collection are in the public domain in the United States.  If an
+individual work is in the public domain in the United States and you are
+located in the United States, we do not claim a right to prevent you from
+copying, distributing, performing, displaying or creating derivative
+works based on the work as long as all references to Project Gutenberg
+are removed.  Of course, we hope that you will support the Project
+Gutenberg-tm mission of promoting free access to electronic works by
+freely sharing Project Gutenberg-tm works in compliance with the terms of
+this agreement for keeping the Project Gutenberg-tm name associated with
+the work.  You can easily comply with the terms of this agreement by
+keeping this work in the same format with its attached full Project
+Gutenberg-tm License when you share it without charge with others.
+
+1.D.  The copyright laws of the place where you are located also govern
+what you can do with this work.  Copyright laws in most countries are in
+a constant state of change.  If you are outside the United States, check
+the laws of your country in addition to the terms of this agreement
+before downloading, copying, displaying, performing, distributing or
+creating derivative works based on this work or any other Project
+Gutenberg-tm work.  The Foundation makes no representations concerning
+the copyright status of any work in any country outside the United
+States.
+
+1.E.  Unless you have removed all references to Project Gutenberg:
+
+1.E.1.  The following sentence, with active links to, or other immediate
+access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear prominently
+whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work on which the
+phrase "Project Gutenberg" appears, or with which the phrase "Project
+Gutenberg" is associated) is accessed, displayed, performed, viewed,
+copied or distributed:
+
+This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
+almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
+re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
+with this eBook or online at www.gutenberg.org
+
+1.E.2.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is derived
+from the public domain (does not contain a notice indicating that it is
+posted with permission of the copyright holder), the work can be copied
+and distributed to anyone in the United States without paying any fees
+or charges.  If you are redistributing or providing access to a work
+with the phrase "Project Gutenberg" associated with or appearing on the
+work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1
+through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the
+Project Gutenberg-tm trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or
+1.E.9.
+
+1.E.3.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted
+with the permission of the copyright holder, your use and distribution
+must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional
+terms imposed by the copyright holder.  Additional terms will be linked
+to the Project Gutenberg-tm License for all works posted with the
+permission of the copyright holder found at the beginning of this work.
+
+1.E.4.  Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm
+License terms from this work, or any files containing a part of this
+work or any other work associated with Project Gutenberg-tm.
+
+1.E.5.  Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this
+electronic work, or any part of this electronic work, without
+prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with
+active links or immediate access to the full terms of the Project
+Gutenberg-tm License.
+
+1.E.6.  You may convert to and distribute this work in any binary,
+compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any
+word processing or hypertext form.  However, if you provide access to or
+distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format other than
+"Plain Vanilla ASCII" or other format used in the official version
+posted on the official Project Gutenberg-tm web site (www.gutenberg.org),
+you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a
+copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon
+request, of the work in its original "Plain Vanilla ASCII" or other
+form.  Any alternate format must include the full Project Gutenberg-tm
+License as specified in paragraph 1.E.1.
+
+1.E.7.  Do not charge a fee for access to, viewing, displaying,
+performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works
+unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9.
+
+1.E.8.  You may charge a reasonable fee for copies of or providing
+access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works provided
+that
+
+- You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from
+     the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method
+     you already use to calculate your applicable taxes.  The fee is
+     owed to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he
+     has agreed to donate royalties under this paragraph to the
+     Project Gutenberg Literary Archive Foundation.  Royalty payments
+     must be paid within 60 days following each date on which you
+     prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax
+     returns.  Royalty payments should be clearly marked as such and
+     sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the
+     address specified in Section 4, "Information about donations to
+     the Project Gutenberg Literary Archive Foundation."
+
+- You provide a full refund of any money paid by a user who notifies
+     you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he
+     does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm
+     License.  You must require such a user to return or
+     destroy all copies of the works possessed in a physical medium
+     and discontinue all use of and all access to other copies of
+     Project Gutenberg-tm works.
+
+- You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any
+     money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the
+     electronic work is discovered and reported to you within 90 days
+     of receipt of the work.
+
+- You comply with all other terms of this agreement for free
+     distribution of Project Gutenberg-tm works.
+
+1.E.9.  If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg-tm
+electronic work or group of works on different terms than are set
+forth in this agreement, you must obtain permission in writing from
+both the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and Michael
+Hart, the owner of the Project Gutenberg-tm trademark.  Contact the
+Foundation as set forth in Section 3 below.
+
+1.F.
+
+1.F.1.  Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable
+effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread
+public domain works in creating the Project Gutenberg-tm
+collection.  Despite these efforts, Project Gutenberg-tm electronic
+works, and the medium on which they may be stored, may contain
+"Defects," such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or
+corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual
+property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a
+computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by
+your equipment.
+
+1.F.2.  LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the "Right
+of Replacement or Refund" described in paragraph 1.F.3, the Project
+Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project
+Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project
+Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all
+liability to you for damages, costs and expenses, including legal
+fees.  YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT
+LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE
+PROVIDED IN PARAGRAPH 1.F.3.  YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE
+TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE
+LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR
+INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH
+DAMAGE.
+
+1.F.3.  LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a
+defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can
+receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a
+written explanation to the person you received the work from.  If you
+received the work on a physical medium, you must return the medium with
+your written explanation.  The person or entity that provided you with
+the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a
+refund.  If you received the work electronically, the person or entity
+providing it to you may choose to give you a second opportunity to
+receive the work electronically in lieu of a refund.  If the second copy
+is also defective, you may demand a refund in writing without further
+opportunities to fix the problem.
+
+1.F.4.  Except for the limited right of replacement or refund set forth
+in paragraph 1.F.3, this work is provided to you 'AS-IS' WITH NO OTHER
+WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO
+WARRANTIES OF MERCHANTIBILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE.
+
+1.F.5.  Some states do not allow disclaimers of certain implied
+warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages.
+If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the
+law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be
+interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by
+the applicable state law.  The invalidity or unenforceability of any
+provision of this agreement shall not void the remaining provisions.
+
+1.F.6.  INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the
+trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone
+providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in accordance
+with this agreement, and any volunteers associated with the production,
+promotion and distribution of Project Gutenberg-tm electronic works,
+harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees,
+that arise directly or indirectly from any of the following which you do
+or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg-tm
+work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any
+Project Gutenberg-tm work, and (c) any Defect you cause.
+
+
+Section  2.  Information about the Mission of Project Gutenberg-tm
+
+Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of
+electronic works in formats readable by the widest variety of computers
+including obsolete, old, middle-aged and new computers.  It exists
+because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from
+people in all walks of life.
+
+Volunteers and financial support to provide volunteers with the
+assistance they need, are critical to reaching Project Gutenberg-tm's
+goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will
+remain freely available for generations to come.  In 2001, the Project
+Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure
+and permanent future for Project Gutenberg-tm and future generations.
+To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation
+and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4
+and the Foundation web page at http://www.pglaf.org.
+
+
+Section 3.  Information about the Project Gutenberg Literary Archive
+Foundation
+
+The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit
+501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the
+state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal
+Revenue Service.  The Foundation's EIN or federal tax identification
+number is 64-6221541.  Its 501(c)(3) letter is posted at
+http://pglaf.org/fundraising.  Contributions to the Project Gutenberg
+Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent
+permitted by U.S. federal laws and your state's laws.
+
+The Foundation's principal office is located at 4557 Melan Dr. S.
+Fairbanks, AK, 99712., but its volunteers and employees are scattered
+throughout numerous locations.  Its business office is located at
+809 North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887, email
+business@pglaf.org.  Email contact links and up to date contact
+information can be found at the Foundation's web site and official
+page at http://pglaf.org
+
+For additional contact information:
+     Dr. Gregory B. Newby
+     Chief Executive and Director
+     gbnewby@pglaf.org
+
+
+Section 4.  Information about Donations to the Project Gutenberg
+Literary Archive Foundation
+
+Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide
+spread public support and donations to carry out its mission of
+increasing the number of public domain and licensed works that can be
+freely distributed in machine readable form accessible by the widest
+array of equipment including outdated equipment.  Many small donations
+($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt
+status with the IRS.
+
+The Foundation is committed to complying with the laws regulating
+charities and charitable donations in all 50 states of the United
+States.  Compliance requirements are not uniform and it takes a
+considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up
+with these requirements.  We do not solicit donations in locations
+where we have not received written confirmation of compliance.  To
+SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any
+particular state visit http://pglaf.org
+
+While we cannot and do not solicit contributions from states where we
+have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition
+against accepting unsolicited donations from donors in such states who
+approach us with offers to donate.
+
+International donations are gratefully accepted, but we cannot make
+any statements concerning tax treatment of donations received from
+outside the United States.  U.S. laws alone swamp our small staff.
+
+Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation
+methods and addresses.  Donations are accepted in a number of other
+ways including checks, online payments and credit card donations.
+To donate, please visit: http://pglaf.org/donate
+
+
+Section 5.  General Information About Project Gutenberg-tm electronic
+works.
+
+Professor Michael S. Hart is the originator of the Project Gutenberg-tm
+concept of a library of electronic works that could be freely shared
+with anyone.  For thirty years, he produced and distributed Project
+Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of volunteer support.
+
+
+Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed
+editions, all of which are confirmed as Public Domain in the U.S.
+unless a copyright notice is included.  Thus, we do not necessarily
+keep eBooks in compliance with any particular paper edition.
+
+
+Most people start at our Web site which has the main PG search facility:
+
+     http://www.gutenberg.org
+
+This Web site includes information about Project Gutenberg-tm,
+including how to make donations to the Project Gutenberg Literary
+Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to
+subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks.