diff options
Diffstat (limited to 'old/30027-h')
| -rw-r--r-- | old/30027-h/30027-h.htm | 10160 | ||||
| -rw-r--r-- | old/30027-h/images/cover.jpg | bin | 0 -> 177914 bytes |
2 files changed, 10160 insertions, 0 deletions
diff --git a/old/30027-h/30027-h.htm b/old/30027-h/30027-h.htm new file mode 100644 index 0000000..142568e --- /dev/null +++ b/old/30027-h/30027-h.htm @@ -0,0 +1,10160 @@ +<!DOCTYPE html PUBLIC "-//W3C//DTD XHTML 1.0 Strict//EN" + "http://www.w3.org/TR/xhtml1/DTD/xhtml1-strict.dtd"> +<html xmlns="http://www.w3.org/1999/xhtml" xml:lang="no" lang="no"> + <head> + <meta http-equiv="Content-Type" content="text/html;charset=UTF-8" /> + <title>The Project Gutenberg eBook of Sult, by Knut Hamsun</title> + <link rel="coverpage" href="images/cover.jpg" /> + +<style type='text/css'> +h1 { text-align: center; margin-top: 10%} +h2 { text-align: center; margin-top: 5%; margin-bottom: 10%} +h3 { text-align: center; margin-top: 5%; margin-bottom: 10%} +p { margin-left: 0%; margin-right: 0%; text-align: justify; text-indent: 4% } +p.noindent { text-indent: 0%; } +p.center { text-indent: 0%; text-align: center; margin-top: 5%; margin-bottom: 5%; } +p.first { text-indent: 0% } +p.first:first-letter { font-size:xx-large} +p.tb { text-indent: 0%; text-align: center; margin-top: 5%; margin-bottom: 5%; } + + +.ph3 { text-align: center; text-indent: 0em; font-weight: bold; } +.ph3 { font-size: large; margin: .83em auto; } +div.chapter {page-break-before: always;} +h2,h3 {page-break-before: avoid;} + </style> + </head> + <body> +<div lang="en"> +<div style='text-align:center; font-size:1.2em; font-weight:bold;'>The Project Gutenberg eBook of Sult, by Knut Hamsun</div> +<div style='display:block; margin:1em 0'> +This eBook is for the use of anyone anywhere in the United States and +most other parts of the world at no cost and with almost no restrictions +whatsoever. You may copy it, give it away or re-use it under the terms +of the Project Gutenberg License included with this eBook or online +at <a href="https://www.gutenberg.org">www.gutenberg.org</a>. If you +are not located in the United States, you will have to check the laws of the +country where you are located before using this eBook. +</div> +<div style='display:block; margin-top:1em; margin-bottom:1em; margin-left:2em; text-indent:-2em'>Title: Sult</div> +<div style='display:block; margin-top:1em; margin-bottom:1em; margin-left:2em; text-indent:-2em'>Author: Knut Hamsun</div> +<div style='display:block;margin:1em 0'>Release Date: September 20, 2009 [EBook #30027]<br /> +[Most recently updated: May 19, 2021]</div> +<div style='display:block;margin:1em 0'>Language: Norwegian</div> +<div style='display:block;margin:1em 0'>Character set encoding: UTF-8</div> +<div style='display:block; margin-left:2em; text-indent:-2em'>Produced by: Jens Sadowski. +Revised by Richard Tonsing.</div> +<div style='margin-top:2em;margin-bottom:4em'>*** START OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK SULT ***</div> + +<div class='ph3' style="page-break-before:always">Transcriber’s note</div> + +<p class="noindent"> +<b>Spelling.</b> In this first edition of “Sult”, old spelling +rules were applied which look quite different from modern +written Norwegian (“bokmål”). In addition, the letters Å and å +where set as Aa and aa, respectively. Since many other Norwegian +books printed at this time used Å and å and in order to improve +readability, all Aa and aa have been converted to Å and å. +Otherwise, the original spelling was not changed. +</p> +<p class="noindent"> +<b>Spaced-out text.</b> Text that was s p a c e d - o u t in the original text has been +changed to use <i>italics</i>. +</p> +</div> + + + + +<h1> +KNUT HAMSUN<br /> +<br /> +SULT +</h1> + + + + +<p class="center"><br /><br /><br /><br /><br />KØBENHAVN +<br /><br /> +P. G. PHILIPSENS FORLAG +<br /> +</p><p class="center" style="font-size:small">Trykt hos J. Jorgensen & Co. (M. A. Hannover) +<br /> +1890 +</p> + + +<div class='chapter' /><h2>FØRSTE STYKKE</h2> + +<p class="first">Det var i den Tid, jeg gik omkring og +sulted i Kristiania, denne forunderlige By, som +ingen forlader, før han har fået Mærker af den . . . . + +</p><p>Jeg ligger vågen på min Kvist og hører +en Klokke nedenunder mig slå seks Slag; +det var allerede ganske lyst, og Folk begyndte +at færdes op og ned i Trapperne. Nede ved +Døren, hvor mit Rum var tapetseret med +gamle Numre af »Morgenbladet«, kunde jeg +så tydelig se en Bekendtgørelse fra Fyrdirektøren, +og lidt tilvenstre derfra et fedt, +bugnende Avertissement fra Bager Fabian +Olsen om nybagt Brød. + +</p><p>Straks jeg slog Øjnene op, begyndte jeg +af gammel Vane at tænke efter, om jeg havde +noget at glæde mig til idag. Det havde været +lidt knapt for mig i den sidste Tid; den ene +efter den anden af mine Ejendele var bragt +til »Onkel«, jeg var bleven nervøs og utålsom, +et Par Gange havde jeg også ligget +tilsengs en Dags Tid af Svimmelhed. Nu og +da, når Lykken var god, kunde jeg drive det +til at få fem Kroner af et eller andet Blad +for en Føljeton. + +</p><p>Det lysned mer og mer, og jeg gav mig +til at læse på Avertissementerne nede ved +Døren; jeg kunde endog skælne de magre, +grinende Bogstaver om »Ligsvøb hos Jomfru +Andersen, tilhøjre i Porten«. Det sysselsatte +mig en lang Stund, jeg hørte Klokken slå +otte nedenunder, inden jeg stod op og klædte +mig på. + +</p><p>Jeg åbned Vinduet og så ud. Der, hvor +jeg stod, havde jeg Udsigt til en Klædesnor +og en åben Mark; langt ude lå Gruen tilbage +af en nedbrændt Smedje, hvor nogle +Arbejdere var i Færd med at rydde op. Jeg +lagde mig med Albuerne ned i Vinduet og +stirred ud i Luften. Det blev ganske vist en +lys Dag, Høsten var kommet, den fine, svale +Årstid, hvori alting skifter Farve og forgår. +Støjen var allerede begyndt at lyde i Gaderne +og lokked mig ud; dette tomme Værelse, hvis +Gulv gynged op og ned for hvert Skridt jeg +tog henover det, var som en gisten, uhyggelig +Ligkiste; der var ingen ordentlig Lås for +Døren og ingen Ovn i Rummet; jeg plejed at +ligge på mine Strømper om Natten, forat få +dem lidt tørre til om Morgenen. Det eneste, +jeg havde at fornøje mig ved, var en liden +rød Gyngestol, som jeg sad i om Aftenerne +og døsed og tænkte på mangehånde Ting. +Når det blæste hårdt, og Dørene nedenunder +stod åbne, lød der alleslags underlige Hvin +op gennem Gulvet og ind fra Væggene, og +»Morgenbladet« nede ved Døren fik Revner +så lange som en Hånd. + +</p><p>Jeg rejste mig og undersøgte en Byldt +henne i Krogen ved Sengen efter lidt til Frokost, +men fandt intet og vendte tilbage til +Vinduet igen. + +</p><p>Gud ved, tænkte jeg, om det aldrig skal +nytte mig at søge efter en Bestilling mer! +Disse mange Afslag, disse halve Løfter, rene +Nej, nærede og skuffede Håb, nye Forsøg, +som hver Gang løb ud i intet, havde gjort +det af med mit Mod. Jeg havde tilsidst søgt +en Plads som Regningsbud, men var kommet +forsent; desuden kunde jeg ikke skaffe Sikkerhed +for femti Kroner. Der var altid et eller +andet til Hinder. Jeg mældte mig også til +Brandkorpset. Vi stod halvhundrede Mand i +Forhallen og satte Brystet ud, forat give Indtryk +af Kraft og stor Dristighed. En Fuldmægtig +gik omkring og beså disse Ansøgere, +følte på deres Arme og gav dem et og +andet Spørgsmål, og mig gik han forbi, rysted +blot på Hovedet og sagde, at jeg var +kasseret på Grund af mine Briller. Jeg mødte +op påny, uden Briller, jeg stod der med +rynkede Bryn og gjorde mine Øjne så hvasse +som Knive, og Manden gik mig atter forbi, +og han smilte, — han havde kendt mig igen. +Det værste af alt var, at mine Klæder var +begyndt at blive så dårlige, at jeg ikke +længer kunde fremstille mig til en Plads som +et skikkeligt Menneske. + +</p><p>Hvor det havde gået jævnt og regelmæssig +nedad med mig hele Tiden! Jeg stod +tilsidst så besynderlig blottet for alt muligt, +jeg havde ikke engang en Kam tilbage eller +en Bog at læse i, når det blev mig for trist. +Hele Sommeren udover havde jeg søgt ud +på Kirkegårdene eller op i Slotsparken, +hvor jeg sad og forfatted Artikler for Bladene, +Spalte efter Spalte om de forskelligste Ting, +underlige Påfund, Luner, Indfald af min urolige +Hjærne; i Fortvivlelse havde jeg ofte valgt de +fjærneste Emner, som voldte mig lange Tiders +Anstrængelse og aldrig blev optaget. Når et +Stykke var færdigt, tog jeg fat på et nyt, +og jeg blev ikke ofte nedslagen af Redaktørernes +Nej; jeg sagde stadig væk til mig +selv, at engang vilde det jo lykkes. Og virkelig, +stundom, når jeg havde Held med mig +og fik det lidt godt til, kunde jeg få fem +Kroner for en Eftermiddags Arbejde. + +</p><p>Jeg rejste mig atter op fra Vinduet, gik +hen til Vaskevandsstolen og dynked en +Smule Vand på mine blanke Bukseknæ, forat +sværte dem lidt og få dem til at se lidt nye +ud. Da jeg havde gjort dette, stak jeg som +sædvanligt Papir og Blyant i Lommen og gik +ud. Jeg gled meget stille nedad Trapperne, +for ikke at vække min Værtindes Opmærksomhed; +der var gået et Par Dage, siden +min Husleje forfaldt, og jeg havde ikke noget +at betale med nu mere. + +</p><p>Klokken var ni. Vognrammel og Stemmer +fyldte Luften, et uhyre Morgenkor, blandet +med Fodgængernes Skridt og Smældene fra +Hyrekuskenes Svøber. Denne støjende +Færdsel overalt oplived mig straks, og jeg +begyndte at føle mig mer og mer tilfreds. +Intet var fjærnere fra min Tanke end blot at +gå en Morgentur i frisk Luft. Hvad kom +Luften mine Lunger ved? Jeg var stærk som +en Rise og kunde standse en Vogn med min +Skulder. En fin, sælsom Stemning, Følelsen +af den lyse Ligegladhed, havde bemægtiget +sig mig. Jeg gav mig til at iagttage de Mennesker, +jeg mødte og gik forbi, læste Plakaterne +på Væggene, modtog Indtryk fra et +Blik, slængt til mig fra en forbifarende Sporvogn, +lod hver Bagatel trænge ind på mig, +alle små Tilfældigheder, som krydsed min +Vej og forsvandt. + +</p><p>Når man bare havde sig lidt til Mad en +sådan lys Dag! Indtrykket af den glade +Morgen overvælded mig, jeg blev uregerlig +tilfreds og gav mig til at nynne af Glæde, +uden nogén bestemt Grund. Ved en Slagterbutik +stod en Kone med en Kurv på Armen +og spekulered på Pølser til Middag; idet jeg +passered hende, så hun hen på mig. Hun +havde blot én Tand i Formunden. Nervøs og let +påvirkelig som jeg var bleven de sidste Dage, +gjorde Konens Ansigt straks et modbydeligt +Indtryk på mig; den lange, gule Tand så +ud som en liden Finger, der stod op fra +Kæven, og hendes Blik var endnu fuldt af +Pølse, da hun vendte det mod mig. Jeg tabte +med en Gang Appetiten og følte Kvalme. +Da jeg kom til Basarerne, gik jeg hen til +Springet og drak lidt Vand; jeg så op — +Klokken var ti i Vor Frelsers Tårn. + +</p><p>Jeg gik videre gennem Gaderne, drev om +uden Bekymring for nogetsomhelst, standsed +ved et Hjørne, uden at behøve det, bøjed af +og gik en Sidegade, uden at have Ærinde +derhen; jeg lod det stå til, førtes omkring i +den glade Morgen, vugged mig sorgfrit frem +og tilbage blandt andre lykkelige Mennesker; +Luften var tom og lys, og mit Sind var uden +en Skygge. + +</p><p>I ti Minutters Tid havde jeg stadig havt +en gammel, halt Mand foran mig. Han bar en +Byldt i den ene Hånd og gik med hele sit +Legeme, arbejded af al Magt, forat skyde +Fart. Jeg hørte, hvor han pusted af Anstrængelse, +og det faldt mig ind, at jeg kunde +bære hans Byldt; jeg søgte dog ikke at indhente +ham. Oppe i Grændsen mødte jeg +Hans Pauli, som hilste og skyndte sig forbi. +Hvorfor hav de han sådant Hastværk? Jeg +havde slet ikke i Sinde at bede ham om en +Krone, jeg vilde også med det allerførste +sende ham tilbage et Tæppe, som jeg havde +lånt af ham for nogle Uger siden. Såsnart +jeg var kommet lidt ovenpå, vilde jeg ikke +være nogen Mand noget Tæppe skyldig; kanske +begyndte jeg allerede idag en Artikel om +Fremtidens Forbrydelser eller om Viljens Frihed, +hvadsomhelst, noget læseværdigt noget, +som jeg vilde få ti Kroner for mindst . . . . +Og ved Tanken på denne Artikel følte jeg mig +med en Gang gennemstrømmet af Trang til at +tage fat straks og øse af min fulde Hjærne; +jeg vilde finde mig et passende Sted i Slotsparken +og ikke hvile, før jeg havde fået den +færdig. + +</p><p>Men den gamle Krøbling gjorde fremdeles +de samme sprællende Bevægelser foran mig i +Gaden. Det begyndte tilsidst at irritere mig +at have dette skrøbelige Menneske foran mig +hele Tiden. Hans Rejse syntes aldrig at ville +tage Ende; måske havde han bestemt sig til +akkurat det samme Sted som jeg, og jeg +skulde hele Vejen have ham for mine Øjne. +I min Ophidselse forekom det mig, at han ved +hver Tvergade sagtned en Smule og ligesom +vented på, hvilken Retning jeg vilde tage, +hvorpå han igen svang Byldten højt i Luften +og gik til af yderste Magt, forat få Forsprang. +Jeg går og ser på dette masede Væsen og +blir mer og mer opfyldt af Forbittrelse mod +ham; jeg følte, at han lidt efter lidt ødelagde +min lyse Stemning og trak den rene, skønne +Morgen med sig ned i Hæslighed med det +samme. Han så ud som et stort humpende +Insekt, der med Vold og Magt vilde slå sig +til en Plads i Verden og forbeholde sig Fortouget +for sig selv alene. Da vi var kommet +på Toppen af Bakken, vilde jeg ikke længer +finde mig i det, jeg vendte mig mod et +Butiksvindu og standsed, forat give ham Anledning +til at komme væk. Da jeg efter nogle +Minutters Forløb atter begyndte at gå, var +Manden foran mig igen, også han havde +stået bom stille. Jeg gjorde, uden at tænke +mig om, tre fire rasende Skridt fremad, indhented +ham og slog Manden på Skulderen. + +</p><p>Han standsed med ét. Vi gav os begge +til at stirre på hinanden. + +</p><p>»En liden Skilling til Melk!« sagde han +endelig og lagde Hovedet på Siden. + +</p><p>Se så, nu stod jeg godt i det! Jeg følte +i Lommerne og sagde: + +</p><p>»Til Melk ja. Hm. Det er småt med +Pengene i disse Tider, og jeg ved ikke, hvor +trængende De kan være.« + +</p><p>»Jeg har ikke spist siden igår i Drammen,« +sagde Manden; »jeg ejer ikke en Øre, +og jeg har ikke fået Arbejde endnu.« + +</p><p>»Er De Håndværker?« + +</p><p>»Ja, jeg er Nådler.« + +</p><p>»Hvilket?« + +</p><p>»Nådler. Forresten kan jeg også gøre +Sko.« + +</p><p>»Det forandrer Sagen,« sagde jeg. »De +får vente her i nogle Minutter, så skal jeg +gå efter lidt Penger til Dem, nogle Øre.« + +</p><p>Jeg gik i største Hast nedad Pilestrædet, +hvor jeg vidste om en Pantelåner i anden +Etage; jeg havde forøvrigt aldrig været hos +ham før. Da jeg kom ind i Porten, trak jeg +skyndsomt min Vest af, rulled den sammen +og stak den under Armen; derpå gik jeg +opad Trappen og banked på til Sjappen. +Jeg bukked og kasted Vesten på Disken. + +</p><p>»Halvanden Krone,« sagde Manden. + +</p><p>»Ja ja, Tak,« svared jeg. »Havde det +ikke været det, at den begyndte at blive lidt +for knap til mig, så vilde jeg ikke have +skilt mig ved den, naturligvis.« + +</p><p>Jeg fik Pengene og Sedlen og begav mig +tilbage. Det var i Grunden et udmærket Påfund, +dette med Vesten; jeg vilde endog få +Penge tilovers til en rigelig Frokost, og inden +Aften skulde så min Afhandling om Fremtidens +Forbrydelser være istand. Jeg begyndte +på Stedet at finde Tilværelsen blidere, og +jeg skyndte mig tilbage til Manden, forat få +ham fra Hånden. + +</p><p>»Værsågod!« sagde jeg til ham. »Det +glæder mig, at De har henvendt Dem til mig +først.« + +</p><p>Manden tog Pengene og begyndte at +mønstre mig med Øjnene. Hvad stod han +og stirred efter? Jeg havde det Indtryk, at +han især undersøgte mine Bukseknæ, og jeg +blev træt af denne Uforskammethed. Troed +Slyngelen, at jeg virkelig var så fattig som +jeg så ud for? Havde jeg måske ikke sågodtsom +begyndt at skrive på en Artikel +til ti Kroner? Overhovedet frygted jeg ikke +for Fremtiden, jeg havde mange Jærn i Ilden. +Hvad kom det så et vild fremmed Menneske +ved, om jeg gav bort en Drikkeskilling på en +sådan lys Dag? Mandens Blik irritered mig, +og jeg beslutted mig til at give ham en Irettesættelse, +inden jeg forlod ham. Jeg trak på +Skuldrene og sagde: + +</p><p>»Min gode Mand, De har lagt Dem til +den stygge Uvane at glo en Mand på Knæerne, +når han giver Dem en Krones Penge.« + +</p><p>Han lagde Hovedet helt tilbage mod +Muren og spærred Munden op. Der arbejded +noget bag hans Stodderpande, han tænkte +ganske vist, at jeg vilde narre ham på en +eller anden Måde, og han rakte mig Pengene +tilbage. + +</p><p>Jeg stamped i Gaden og svor på, at han +skulde beholde dem. Indbildte han sig, at jeg +vilde have alt det Bryderi for ingenting? Når +alt kom til alt skyldte jeg ham måske denne +Krone, jeg havde det med at huske en gammel +Gæld, han stod foran et retskaffent Menneske, +ærlig ud i Fingerspidserne. Kortsagt, Pengene +var hans . . . . Å, ikke noget at takke for, +det havde været mig en Glæde. Farvel. + +</p><p>Jeg gik. Endelig havde jeg denne værkbrudne +Plageånd afvejen, og jeg kunde være +uforstyrret. Jeg tog atter ned gennem Pilestrædet +og standsed udenfor en Husholdningshandel. +Der lå fuldt op af Mad i Vinduet, +og jeg bestemte mig til at gå ind og få +mig lidt med på Vejen. + +</p><p>»Et Stykke Ost og et Franskbrød!« sagde +jeg og slængte min Halvkrone på Disken. + +</p><p>»Ost og Brød for altsammen?« spurgte +Konen ironisk, uden at se på mig. + +</p><p>»For hele femti Øre ja,« svared jeg uforstyrret. + + +</p><p>Jeg fik mine Sager, sagde yderst høfligt +Godmorgen til den gamle, fede Kone og begav +mig sporenstrængs opad Slotsbakken til +Parken. Jeg fandt mig en Bænk for mig selv +og begyndte at gnave grådigt af min Niste. +Det gjorde godt; det var længe siden jeg +havde fået et så rundeligt Måltid, og jeg +følte lidt efter lidt den samme mætte Ro i +mig, som én føler efter en lang Gråd. Mit +Mod steg stærkt; det var mig ikke længer +nok at skrive en Artikel om noget så enkelt +og ligetil som Fremtidens Forbrydelser, som +desuden hvemsomhelst kunde gætte sig til, +ligefrem læse sig til i Historien; jeg følte mig +istand til en større Anstrængelse, jeg var i +Stemning til at overvinde Vanskeligheder, og +jeg bestemte mig for en Afhandling i tre Afsnit +om den filosofiske Erkendelse. Naturligvis +vilde jeg få Lejlighed til at knække ynkeligt +nogle af Kants Sofismer . . . . Da jeg vilde +tage mine Skrivesager frem og begynde Arbejdet, +opdaged jeg, at jeg ikke længer havde +nogen Blyant hos mig; jeg havde glemt den +efter mig i Pantelånersjappen; min Blyant lå +i Vestelommen. + +</p><p>Herregud hvor dog alting havde Lyst til +at gå forkært for mig! Jeg banded nogle +Gange, rejste mig op fra Bænken og drev +frem og tilbage i Gangene. Det var meget +stille overalt; langt borte, ved Dronningens +Lysthus, rulled et Par Barnepiger sine Vogne +omkring, ellers var der ikke et Menneske +at se noget Sted. Jeg var dygtig forbittret +i Sind og spadsered som en rasende +foran min Bænk, Hvor mærkelig vrangt gik +det dog ikke på alle Kanter! En Artikel i +tre Afsnit skulde ligefrem strande på den +simple Ting, at jeg ikke havde et Stykke ti +Øres Blyant i Lommen! Hvad om jeg gik +ned i Pilestrædet igen og fik min Blyant tilbageleveret? +Der vilde endda blive Tid til at +få et godt Stykke færdigt, inden de spadserende +begyndte at fylde Parken. Der var +også så meget, som afhang af denne Afhandling +om den filosofiske Erkendelse, måske +flere Menneskers Lykke, ingen kunde vide det. +Jeg sagde til mig selv, at den kanske vilde +blive til stor Hjælp for mange unge Mennesker. +Ret betænkt vilde jeg ikke forgribe mig på +Kant; jeg kunde jo undgå det, jeg behøved +blot at gøre en ganske umærkelig Bøjning, +når jeg kom til Spørgsmålet Tid og Rum; +men Renan vilde jeg ikke svare for, gamle +Sognepræst Renan . . . . Under alle Omstændigheder +galdt det at gøre en Artikel på så +og så mange Spalter; den ubetalte Husleje, +Værtindens lange Blik om Morgenen, når jeg +traf hende i Trapperne, pinte mig hele Dagen +og dukked frem igen endog i mine glade +Stunder, når jeg ellers ikke havde en mørk +Tanke. Dette måtte jeg have en Ende på. +Jeg gik hurtigt ud af Parken, forat hente min +Blyant hos Pantelåneren. + +</p><p>Da jeg kom ned i Slotsbakken, indhented +jeg to Damer, som jeg gik forbi. Idet jeg +passered dem, strejfed jeg den enes Ærme, +jeg så op, hun havde et fyldigt, lidt blegt +Ansigt. Med ét blusser hun og blir forunderlig +skøn, jeg ved ikke hvorfor, måske af et Ord, +hun hører af en forbigående, måske blot af +en stille Tanke hos hende selv. Eller skulde +det være fordi jeg berørte hendes Arm? Det +høje Bryst bølger heftigt nogle Gange, og hun +klemmer Hånden hårdt om Parasolskaftet. +Hvad gik der af hende? + +</p><p>Jeg standsed og lod hende komme foran +mig igen, jeg kunde ikke i Øjeblikket gå +videre, det hele forekom mig så besynderligt. +Jeg var i et pirreligt Lune, ærgerlig på mig +selv for Hændelsen med Blyanten og i høj +Grad ophidset af al den Mad, jeg havde nydt +på tom Mave. Med en Gang tager min +Tanke ved et lunefuldt Indfald en mærkelig +Retning, jeg føler mig greben af en sælsom +Lyst til at gøre denne Dame bange, følge +efter hende og fortrædige hende på en eller +anden Måde. Jeg indhenter hende atter og +går hende forbi, vender mig pludselig om og +møder hende Ansigt til Ansigt, forat iagttage +hende. Jeg står og ser hende ind i Øjnene +og hitter på Stedet et Navn, som jeg aldrig +havde hørt, et Navn med en glidende, nervøs +Lyd: Ylajali. Da hun var kommet mig +ganske nær, retter jeg mig ivejret og siger +indtrængende: + +</p><p>»De mister Deres Bog, Frøken.« + +</p><p>Jeg kunde høre, hvor mit Hjærte slog +hørligt, da jeg sagde det. + +</p><p>»Min Bog?« spørger hun sin Ledsagerinde. +Og hun går videre. + +</p><p>Min Ondskabsfuldhed tiltog, og jeg fulgte +efter Damen. Jeg var mig i Øjeblikket fuldt +bevidst, at jeg begik gale Streger, uden at +jeg kunde gøre noget ved det; min forvirrede +Tilstand løb af med mig og gav mig de mest +forrykte Indskydelser, som jeg lystred efter +Tur. Det nytted ikke, hvormeget jeg sagde +til mig selv, at jeg bar mig idiotisk ad, jeg +gjorde de dummeste Grimaser bag Damens +Ryg, og jeg hosted rasende nogle Gange, +idet jeg passered hende. Således vandrende +ganske sagte fremad, altid i nogle Skridts +Forspring, følte jeg hendes Øjne i min Ryg, +og jeg dukked mig uvilkårlig ned af Skam +over at have været hende til Plage. Lidt +efter lidt fik jeg en forunderlig Fornemmelse +af at være langt borte, andre Steder henne, +jeg havde en halvt ubestemt Følelse af, at det +ikke var mig, som gik der på Stenfliserne og +dukked mig ned. + +</p><p>Nogle Minutter efter er Damen kommet +til Paschas Boglade, jeg har allerede standset +ved det første Vindu, og idet hun går forbi +mig, træder jeg frem og gentager: + +</p><p>»De mister Deres Bog, Frøken.« + +</p><p>»Nej, hvilken Bog?« siger hun i Angst. +»Kan du forstå, hvad det er for en Bog, han +taler om?« + +</p><p>Og hun standser. Jeg gotter mig grusomt +over hendes Forvirring, denne Rådvildhed i +hendes Øjne henrykker mig. Hendes Tanke +kan ikke fatte min lille desperate Tiltale; hun +har slet ingen Bog med, ikke et eneste Blad +af en Bog, og alligevel leder hun i sine Lommer, +ser sig gentagne Gange ind i Hænderne, vender +Hovedet og undersøger Gaden bag sig, anstrænger +sin lille ømtålige Hjærne til det +yderste, forat finde ud, hvad det er for en +Bog, jeg taler om. Hendes Ansigt skifter +Farve, har snart det ene, snart det andet Udtryk, +og hun ånder ganske hørligt; selv +Knapperne i hendes Kjole synes at stirre på +mig som en Række forfærdede Øjne. + +</p><p>»Bryd dig ikke om ham,« siger hendes +Ledsagerske og trækker hende i Armen; »han +er jo fuld; kan du ikke se, at Manden er +fuld!« + +</p><p>Så fremmed, som jeg i dette Øjeblik var +for mig selv, så fuldstændig et Bytte for +sære, usynlige Indflydelser, foregik der intet +omkring mig, uden at jeg lagde Mærke til det. +En stor brun Hund sprang tværs over Gaden, +henimod Lunden og ned til Tivoli; den havde +et ganske smalt Halsbånd af Nysølv. Højere +op i Gaden åbnedes et Vindu i anden Etage, +og en Pige lagde sig ud af det med opbrættede +Ærmer og gav sig til at pudse Ruderne +på Ydersiden. Intet undgik min Opmærksomhed, +jeg var klar og åndsnærværende, alle +Ting strømmed ind på mig med en skinnende +Tydelighed, som om der pludselig var bleven +et stærkt Lys omkring mig. Damerne foran +mig havde begge en blå Fuglevinge i Hatten +og et skotsk Silkebånd om Halsen. Det faldt +mig ind, at de var Søstre. + +</p><p>De bøjed af og standsed ved Cislers Musikhandel +og talte sammen, jeg standsed også. +Derpå kom de begge to tilbage, gik den +samme Vej, som de var kommet, passered +mig igen, drejed om Hjørnet ved Universitetsgaden +og gik lige op til St. Olafs Plads. Jeg +var dem hele Tiden så nær i Hælene som +jeg turde. De vendte sig engang og sendte +mig et halvt bange, halvt nysgærrigt Blik, og +jeg så ingen Fortørnelse i deres Miner og +ingen rynkede Bryn. Denne Tålmodighed +med mine Plagerier gjorde mig meget skamfuld, +og jeg slog Øjnene ned. Jeg vilde ikke +længer være dem til Fortræd, jeg vilde af ren +Taknemmelighed følge dem med Øjnene, ikke +tabe dem afsyne, helt til de gik ind et Sted +og blev borte. + +</p><p>Udenfor Numer 2, et stort fire Etages +Hus, vendte de sig endnu engang, hvorpå de +gik ind. Jeg læned mig til en Gaslygte ved +Fontænen og lytted efter deres Skridt i Trapperne; +de døde hen i anden Etage. Jeg +træder frem fra Lygten og ser opad Huset. +Da sker der noget besynderligt. Gardinerne +bevæger sig højt oppe, et Øjeblik efter åbnes +et Vindu, et Hoved stikker ud, og to sært +seende Øjne hviler på mig. Ylajali! sagde +jeg halvhøjt, og jeg følte, at jeg blev rød. +Hvorfor råbte hun ikke om Hjælp? Hvorfor +stødte hun ikke til en af Blomsterpotterne og +rammed mig i Hovedet, eller sendte nogen +ned, forat jage mig væk? Vi står og ser +hinanden ind i Øjnene uden at røre os; det +varer et Minut; der skyder Tanker mellem +Vinduet og Gaden, og der siges ikke et Ord +Hun vender sig om, det giver et Ryk i mig, +et fint Stød gennem mit Sind; jeg ser en +Skulder, der drejer sig, en Ryg, der forsvinder +indad Gulvet. Denne langsomme Gang bort +fra Vinduet, Betoningen i denne Bevægelse +med Skuldren var som et Nik til mig; mit +Blod fornam denne fine Hilsen, og jeg følte +mig i samme Stund vidunderlig glad. Så +vendte jeg om og gik nedad Gaden. + +</p><p>Jeg turde ikke se mig tilbage og vidste +ikke, om hun atter var kommet til Vinduet; +efterhvert som jeg overvejed dette Spørgsmål, +blev jeg mer og mer urolig og nervøs. Formodentlig +stod hun i dette Øjeblik og fulgte +nøje alle mine Bevægelser, og det var på +ingen Måde til at holde ud at vide sig således +undersøgt bagfra. Jeg strammed mig +op så godt jeg kunde og gik videre; det +begyndte at rykke i mine Ben, min Gang blev +ustø, fordi jeg med Vilje vilde gøre den smuk. +Forat synes rolig og ligegyldig slængte jeg +meningsløst med Armene, spytted i Gaden og +satte Næsen ivejret; men intet hjalp. Jeg +følte stadig de forfølgende Øjne i min Nakke, +og det løb mig koldt gennem Kroppen. +Endelig redded jeg mig ind i en Sidegade, +hvorfra jeg tog Vejen ned i Pilestrædet, forat +få fat på min Blyant. + +</p><p>Jeg havde ingen Møje med at få den +tilbageleveret. Manden bragte mig Vesten selv +og bad mig undersøge alle Lommerne med +det samme; jeg fandt også et Par Lånesedler, +som jeg stak til mig, og takked den +venlige Mand for hans Imødekommenhed. Jeg +blev mer og mer tiltalt af ham, det blev mig +i samme Stund meget om at gøre at give +dette Menneske et godt Indtryk af mig. Jeg +gjorde et Slag henimod Døren og vendte atter +tilbage til Disken, som om jeg havde glemt +noget; jeg mente at skylde ham en Forklaring, +en Oplysning, og jeg gav mig til at nynne, +forat gøre ham opmærksom. Da tog jeg +Blyanten i Hånden og holdt den ivejret. + +</p><p>Det kunde ikke falde mig ind, sagde jeg, +at gå lange Veje for en hvilkensom helst sådan +Blyant; men med denne var det en anden Sag, +en egen Årsag. Så ringe som den så ud, +havde denne Blyantstump simpelthen gjort mig +til det, jeg var i Verden, så at sige sat mig +på min Plads i Livet . . . . + +</p><p>Jeg sagde ikke mer. Manden kom helt +hen til Disken. + +</p><p>»Ja så?« sagde han og så nysgærrigt +på mig. + +</p><p>Med den Blyant, fortsatte jeg koldblodigt, +havde jeg skrevet min Afhandling om den +filosofiske Erkendelse i tre Bind. Om han +ikke havde hørt den omtale? + +</p><p>Og Manden synes nok, at han havde hørt +Navnet, Titlen. + +</p><p>Ja, sagde jeg, den var af mig, den! Så +det måtte endelig ikke forundre ham, at jeg +vilde have den lille Stump Blyant tilbage; +den havde altfor stort Værd for mig, den var +mig næsten som et lidet Menneske. Forresten +var jeg ham oprigtig taknemmelig for hans Velvilje, +og jeg vilde huske ham for den — jo, +jo, jeg vilde virkelig huske ham for den; et +Ord var et Ord, den Slags Mand var jeg, og +han fortjente det. Farvel. + +</p><p>Jeg gik til Døren med en Holdning, som +om jeg kunde anbringe en Mand i en høj Post +i Brandvæsenet. Den skikkelige Pantelåner +bukked to Gange for mig, idet jeg fjærned +mig, og jeg vendte mig endnu engang og +sagde Farvel. + +</p><p>I Trappen mødte jeg en Kone, som bar +en Vadsæk i Hånden. Hun trykked sig ængsteligt +til Siden, forat give mig Plads, og jeg +greb uvilkårligt i Lommen efter noget at +give hende; da jeg ikke fandt nogen Ting, +blev jeg flau og gik hende duknakket forbi. +Lidt efter hørte jeg, at også hun banked +på til Sjappen; der var et Ståltrådsprinkel +på Døren, og jeg kendte straks igen den +klirrende Lyd, når et Menneskes Knoger berørte +det. + +</p><p>Solen stod i Syd, Klokken var omtrent +tolv. Byen begyndte at komme på Benene, +det nærmed sig Spadsertiden, og hilsende og +leende Folk bølged op og ned ad Karl Johan. +Jeg klemte Albuerne i Siden, gjorde mig liden +og slap ubemærket forbi nogle Bekendte, som +havde indtaget et Hjørne ved Universitetet, +forat beskue de forbigående. Jeg vandred +opad Slotsbakken og faldt i Tanker. + +</p><p>Disse Mennesker, jeg mødte, hvor let og +lystigt vugged de ikke sine lyse Hoveder og +svinged sig gennem Livet som gennem en +Balsal! Der var ikke Sorg i et eneste Øje, +jeg så, ingen Byrde på nogen Skulder, +kanske ikke en skyet Tanke, ikke en liden +hemmelig Pine i noget af disse glade Sind. +Og jeg gik der lige ved Siden af disse Mennesker, +ung og nys udsprungen, og jeg havde +allerede glemt, hvordan Lykken så ud! Jeg +dægged for mig selv med denne Tanke og +fandt, at der var skeet mig gruelig Uret. +Hvorfor havde de sidste Måneder faret så +mærkelig hårdt frem med mig? Jeg kendte +slet ikke mit lyse Sind igen, og jeg havde de +underligste Plager på alle Kanter. Jeg kunde +ikke sætte mig på en Bænk for mig selv +eller røre min Fod noget Sted hen, uden at +blive overfaldt af små og betydningsløse Tilfældigheder, +jammerlige Bagateller, som trængte +ind i mine Forestillinger og spredte mine Kræfter +for alle Vinde. En Hund, som strøg mig forbi, +en gul Rose i en Herres Knaphul, kunde sætte +mine Tanker i Vibren og optage mig for +længere Tid. Hvad var det, som fejled mig? +Havde Herrens Finger pegt på mig? Men +hvorfor just på mig? Hvorfor ikke lige så +godt på en Mand i Sydamerika, for den +Skyld? Når jeg overvejed Tingen, blev det +mig mer og mer ubegribeligt, at netop jeg +skulde være udset til Prøveklud for Guds +Nådes Lune. Det var en nokså ejendommelig +Fremgangsmåde at springe over en hel +Verden, forat række mig; der var nu både +Antikvarboghandler Pascha og Dampskibsekspeditør +Hennechen. + +</p><p>Jeg gik og drøfted denne Sag og kunde +ikke blive den kvit, jeg fandt de vægtigste +Indvendinger mod denne Herrens Vilkårlighed +at lade mig undgælde for alles Skyld. Endog +efterat jeg havde fundet mig en Bænk og sat +mig ned, vedblev dette Spørgsmål at sysselsætte +mig og hindre mig fra at tænke på +andre Ting. Fra den Dag i Majmåned, da +mine Genvordigheder begyndte, kunde jeg +så tydeligt mærke en lidt efter lidt tiltagende +Svaghed, jeg var ligesom bleven for mat til at +styre og lede mig hvorhen jeg vilde; en Sverm +af små Skadedyr havde trængt ind i mit +Indre og udhulet mig. Hvad om Gud ligefrem +havde i Sinde at ødelægge mig ganske? Jeg +rejste mig op og drev frem og tilbage foran +Bænken. + +</p><p>Mit hele Væsen var i dette Øjeblik i den +højeste Grad af Pine; jeg havde endog Smærter +i Armene og kunde knapt holde ud at bære +dem på sædvanlig Måde. Af mit sidste +svære Måltid følte jeg også et stærkt Ubehag, +jeg var overmæt og ophidset og spadsered +frem og tilbage, uden at se op; de Mennesker, +som kom og gik omkring mig, gled mig forbi +som Skimt. Endelig blev min Bænk optagen +af et Par Herrer, som tændte sine Cigarer og +passiared højt; jeg blev vred og vilde tiltale +dem, men vendte om og gik helt over til den +anden Kant af Parken, hvor jeg fandt mig en +ny Bænk. Jeg satte mig. + +</p><p>Tanken på Gud begyndte atter at optage +mig. Jeg syntes, det var højst uforsvarligt +af ham at lægge sig imellem hver Gang, jeg +søgte efter en Post, og forstyrre det hele, +aldenstund det blot var Mad for Dagen, jeg +bad om. Jeg havde så tydelig mærket, at +når jeg sulted lidt længe ad Gangen, var det +ligesom min Hjærne randt mig ganske stille +ud af Hovedet og gjorde mig tom. Mit Hoved +blev let og fraværende, jeg følte ikke længer +dets Tyngde på mine Skuldre, og jeg havde +en Fornemmelse af, at mine Øjne glante +altfor vidtåbent, når jeg så på nogen. + +</p><p>Jeg sad der på Bænken og tænkte over +alt dette og blev mer og mer bitter mod Gud +for hans vedholdende Plagerier. Hvis han +mente at drage mig nærmere til sig og gøre +mig bedre ved at udpine mig og lægge Modgang +på Modgang i min Vej, så tog han +lidt fejl, kunde jeg forsikkre ham. Og jeg +så op mod det høje næsten grædende af +Trods og sagde ham dette en Gang for alle i +mit stille Sind. + +</p><p>Stumper af min Børnelærdom randt mig +ihu, Bibelens Stiltone sang for mine Øren, +og jeg talte ganske sagte med mig selv og +lagde Hovedet spydigt på Siden. Hvi bekymred +jeg mig for, hvad jeg skulde æde, +hvad jeg skulde drikke, og hvad jeg skulde +iføre den usle Maddiksæk kaldet mit jordiske +Legem? Havde ikke min himmelske Fader +sørget for mig, som for Spurvene under Himlen, +og vist mig den Nåde at pege på sin +ringe Tjener? Gud havde stukket sin Finger +ned i mit Nervenet og lempeligt, ganske løseligt +bragt lidt Uorden i Trådene. Og Gud +havde trukket sin Finger tilbage, og der var +Trevler og fine Rodtråde på Fingeren af +mine Nervers Tråde. Og der var et åbent +Hul efter hans Finger, som var Guds Finger, og +Sår i min Hjærne efter hans Fingers Veje. +Men der Gud havde berørt mig med sin +Hånds Finger, lod han mig være og berørte +mig ikke mer og lod mig intet ondt vederfares. +Men han lod mig gå med Fred, og +han lod mig gå med det åbne Hul. Og +intet ondt vederfores mig af Gud, som er +Herren i al Evighed . . . . + +</p><p>Stød af Musik bares af Vinden op til +mig fra Studenterlunden, Klokken var altså +over to. Jeg tog mine Papirsager frem, forat +forsøge at skrive noget, i det samme faldt +min Barberbog ud af Lommen. Jeg åbned +den og talte Bladene, der var seks Billetter +tilbage. Gudskelov! sagde jeg uvilkårlig; jeg +kunde endnu blive barberet i nogle Uger og +se lidt godt ud! Og jeg kom straks i en +bedre Sindsstemning ved denne lille Ejendom, +som jeg endnu havde tilbage; jeg glatted Billetterne +omhyggeligt ud og forvared Bogen i +Lommen. + +</p><p>Men skrive kunde jeg ikke. Efter et Par +Linjer vilde der ikke falde mig noget ind; +mine Tanker vare andre Steder, og jeg kunde +ikke stramme mig op til nogen bestemt +Anstrængelse. Alle Ting indvirked på mig og +distrahered mig, alt, hvad jeg så, gav mig +nye Indtryk. Fluer og små Myg satte sig +fast på Papiret og forstyrred mig; jeg pusted +på dem, forat få dem væk, blæste hårdere +og hårdere, men uden Nytte. De små +Bæster lægger sig bagud, gør sig tunge og +stritter imod, så deres tynde Ben bugner. +De er slet ikke til at flytte af Pletten. De +finder sig noget at hage sig fast i, spænder +Hælene mod et Komma eller en Ujævnhed i +Papiret og står uryggelig stille sålænge, til +de selv finder for godt at gå sin Vej. + +</p><p>En Tidlang vedblev disse små Udyr at +beskæftige mig, og jeg lagde Benene overkors +og gav mig god Tid med at iagttage dem. +Med én Gang bæved en eller to høje Klarinettoner +op til mig fra Lunden og gav min Tanke +et nyt Stød. Mismodig over ikke at kunne +gøre min Artikel istand, stak jeg igen Papirerne +i Lommen og læned mig bagover på Bænken. +I dette Øjeblik er mit Hoved så klart, at jeg +kan tænke de fineste Tanker, uden at trættes. +Idet jeg ligger i denne Stilling og lader Øjnene +løbe nedad mit Bryst og mine Ben, lægger jeg +Mærke til den sprættende Bevægelse, min Fod +gør, hver Gang Pulsen slår. Jeg rejser mig +halvt op og ser ned på mine Fødder, og jeg +gennemgår i denne Stund en fantastisk og +fremmed Stemning, som jeg aldrig tidligere +havde følt; det gav et fint, vidunderligt Sæt +gennem mine Nerver, som om der gik Ilinger +af koldt Lys gennem dem. Ved at kaste +Øjnene på mine Sko, var det som jeg havde +truffet en god Bekendt eller fået en løsreven +Part af mig selv tilbage; en Genkendelsesfølelse +sittrer gennem mine Sandser, Tårerne +kommer mig i Øjnene, og jeg fornemmer mine +Sko som en sagte susende Tone imod mig. +Svaghed! sagde jeg hårdt til mig selv, og +jeg knytted Hænderne og sagde Svaghed. +Jeg gjorde Nar ad mig selv for disse latterlige +Følelser, havde mig tilbedste med fuld Bevidsthed; +jeg talte meget strængt og forstandigt, +og jeg kneb Øjnene heftigt sammen, +forat få Tårerne bort. Som om jeg aldrig +havde set mine Sko før, giver jeg mig til at +studere deres Udseende, deres Mimik, når jeg +rørte på Foden, deres Form og de slidte +Overdele, og jeg opdager, at deres Rynker og +hvide Sømme giver dem Udtryk, meddeler +dem Fysiognomi. Der var noget af mit eget +Væsen gået over i disse Sko, de virked på +mig som en Ånde mod mit Jeg, en pustende +Del af mig selv . . . . + +</p><p>Jeg sad og fabled med disse Fornemmelser +en lang Stund, måske en hel Time. En liden, +gammel Mand kom og optog den anden Ende +af min Bænk; idet han satte sig, pusted han +tungt ud efter Gangen og sagde: + +</p><p>»Ja, ja, ja, ja, ja, ja, ja, ja, ja, ja, san!« + +</p><p>Så snart jeg hørte hans Stemme, var det +som en Vind fejed gennem mit Hoved, jeg +lod Sko være Sko, og det forekom mig allerede, +at den forvirrede Sindsstemning, jeg just +havde oplevet, skrev sig fra en længst svunden +Tid, kanske et År eller to tilbage, og var +så småt i Færd med at udviskes af min +Erindring. Jeg satte mig til at se på den +gamle. + +</p><p>Hvad angik han mig, denne lille Mand? +Intet, ikke det ringeste! Kun at han holdt +en Avis i Hånden, et gammelt Numer, med +Avertissementssiden ud, hvori der syntes at +ligge en eller anden Ting indpakket. Jeg blev +nysgærrig og kunde ikke få mine Øjne bort +fra den Avis; jeg fik den vanvittige Idé, at +det kunde være en ganske mærkelig Avis, +enestående i sit Slags; min Nysgærrighed +steg, og jeg begyndte at flytte mig frem og +tilbage på Bænken. Det kunde være Dokumenter, +farlige Aktstykker, stjålet fra et Arkiv. +Og der foresvæved mig noget om en +hemmelig Traktat, en Sammensværgelse. + +</p><p>Manden sad stille og tænkte. Hvorfor +bar han ikke sin Avis, som ethvert andet +Menneske bar en Avis, med Titlen ud? Hvad +var det for Slags Underfundigheder? Han så +ikke ud til at ville slippe sin Pakke af Hånden, +ikke for alt i Verden, han turde måske +ikke engang betro den til sin egen Lomme. +Jeg kunde dø på, at der stak noget under +med Pakken. + +</p><p>Jeg så ud i Luften. Netop det, at det +var så umuligt at trænge ind i denne mystiske +Sag, gjorde mig forstyrret af Nysgærrighed. +Jeg ledte i mine Lommer efter noget at +give Manden, forat komme i Samtale med +ham, og jeg fik fat i min Barberbog, men +gæmte den igen. Pludselig fik jeg i Sinde at +være yderst fræk, jeg klapped mig på min +tomme Brystlomme og sagde: + +</p><p>»Tør jeg byde Dem en Cigaret?« + +</p><p>Tak, Manden røgte ikke, han havde måttet +høre op, forat spare sine Øjne, han var næsten +blind. Takker forresten så meget! + +</p><p>Om det var længe siden hans Øjne tog +Skade? Så kunde han måske ikke læse +heller? Ikke engang Aviser? + +</p><p>Ikke engang Aviser, desværre! + +</p><p>Manden så på mig. De syge Øjne +havde hver sin Hinde, der gav dem et glasagtigt +Udseende, hans Blik blev hvidt og +gjorde et modbydeligt Indtryk. + +</p><p>»De er fremmed her?« sagde han. + +</p><p>Ja. — Om han ikke engang kunde læse +Titlen på den Avis, han holdt i Hånden? + +</p><p>Næppe. — Forresten havde han straks +hørt, at jeg var fremmed; der var noget i mit +Tonefald, som sagde ham det. Der skulde +så lidet til, han hørte så godt; om Natten, +når alle sov, kunde han høre Menneskene i +Sideværelset puste . . . . Hvad jeg vilde sige, +hvor bor De henne? + +</p><p>En Løgn stod mig med ét fuldt færdig i +Hovedet. Jeg løj ufrivilligt, uden Forsæt og +uden Bagtanke, jeg svared: + +</p><p>»På St. Olafs Plads Numer 2.« + +</p><p>Virkelig? Manden kendte hver Brosten +på St. Olafs Plads. Der var en Fontæne, +nogle Gaslygter, et Par Træer, han husked +det hele . . . . Hvad Numer bor De i? + +</p><p>Jeg vilde gøre en Ende på det og rejste +mig, dreven til det yderste af min fikse Idé +med Avisen. Hemmeligheden skulde opklares, +hvad det så end skulde koste. + +</p><p>»Når De ikke kan læse den Avis, hvorfor +. . . .« + +</p><p>»I Numer 2, syntes jeg, De sagde?« fortsatte +Manden, uden at agte på min Uro. +»Jeg kendte i sin Tid alle Mennesker i Numer +2. Hvad hedder Deres Vært?« + +</p><p>Jeg fandt i Hast et Navn, forat blive ham +kvit, laved dette Navn i Øjeblikket og slynged +det ud, forat standse min Plageånd. + +</p><p>»Happolati,« sagde jeg. + +</p><p>»Happolati, ja,« nikked Manden, og han +misted ikke en Stavelse i dette vanskelige +Navn. + +</p><p>Jeg så forbauset på ham; han sad meget +alvorlig og havde en tænksom Mine. Ikke +før havde jeg udtalt dette dumme Navn, som +faldt mig ind, før Manden fandt sig tilrette +med det og lod til at have hørt det før. +Imidlertid lagde han sin Pakke fra sig på +Bænken, og jeg følte al min Nysgærrighed +dirre mig gennem Nerverne. Jeg lagde Mærke +til, at der var et Par fede Pletter på Avisen. + +</p><p>»Er han ikke Sjømand, Deres Vært?« +spurgte Manden, og der var ikke Spor af +undertrykt Ironi i hans Stemme. »Jeg synes +huske, at han var Sjømand?« + +</p><p>»Sjømand? Om Forladelse, det må være +Broderen, De kender; dette her er nemlig +J. A. Happolati, Agent.« + +</p><p>Jeg troed, at dette vilde gøre det af med +ham; men Manden gik villigt med på alt; +om jeg havde fundet et Navn som Barabas +Rosenknopsen, vilde det ikke have vakt hans +Mistanke. + +</p><p>»Det skal være en flink Mand, har jeg +hørt.« sagde han, forsøgende sig frem. + +</p><p>»Å, en forslagen Mand,« svared jeg, »et +dygtigt Forretningshoved, Agent for alt muligt, +Tyttebær på Kina, Fjær og Dun fra Rusland, +Huder, Træmasse, Skriveblæk . . . .« + +</p><p>»He-he, det var da Fan!« afbrød Oldingen +i høj Grad oplivet. + +</p><p>Dette begyndte at blive interessant. Situationen +løb af med mig, og den ene Løgn efter +den anden opstod i mit Hoved. Jeg satte mig +igen, glemte Avisen, de mærkelige Dokumenter, +blev ivrig og faldt den anden i Talen. Den +lille Dværgs Godtroenhed gjorde mig dumdristig, +jeg vilde lyve ham hensynsløst fuld, +slå ham storslagent af Marken og bringe ham +til at tie af Forbauselse. + +</p><p>Om han havde hørt om den elektriske +Salmebog, som Happolati havde opfundet? + +</p><p>Hvad, elek . . . . + +</p><p>Med elektriske Bogstaver, som kunde lyse +i Mørke! Et aldeles storartet Foretagende, +Millioner Kroner i Bevægelse, Støberier og +Trykkerier i Arbejde, Skarer af fast lønnede +Mekanikere sysselsat, jeg havde hørt sige syv +hundrede Mand. + +</p><p>»Ja, er det ikke som jeg siger!« sagde +Manden stille. Mer sagde han ikke; han troed +hvert Ord, jeg fortalte, og faldt alligevel ikke +i Staver. Dette skuffed mig en Smule, jeg +havde ventet at se ham forvildet af mine +Påfund. + +</p><p>Jeg opfandt endnu et Par desperate Løgne, +drev det til Hazard, ymted om, at Happolati +havde været Minister i ni År i Persien. De +har det måske ikke på Anelsen, hvad det +vil sige at være Minister i Persien? spurgte +jeg. Det var mere end Konge her, eller omtrent +som Sultan, om han vidste, hvad det var. +Men Happolati havde klaret det hele og aldrig +stået fast. Og jeg fortalte om Ylajali, hans +Datter, en Fé, en Prinsesse, som havde tre +hundrede Slavinder og lå på et Leje af gule +Roser; hun var det skønneste Væsen, jeg +havde set, jeg havde Gud straffe mig aldrig +oplevet Magen til Syn i mit Liv! + +</p><p>»Så, hun var så vakker?« yttred den +gamle med en fraværende Mine og så ned i +Marken. + +</p><p>Vakker? Hun var dejlig, hun var syndigt +sød! Øjne som Råsilke, Arme af Rav! Bare +et enkelt Blik af hende var forførende som et +Kys, og når hun kaldte på mig, jog hendes +Stemme mig som en Stråle af Vin lige ind i +min Sjæls Fosfor. Hvorfor skulde hun ikke +være såpas dejlig? Tog han hende for et +Regningsbud eller for noget i Brandvæsenet? +Hun var simpelthen en Himlens Herlighed, +skulde jeg sige ham, et Æventyr. + +</p><p>»Ja, ja!« sagde Manden lidt betuttet. + +</p><p>Hans Ro keded mig; jeg var bleven ophidset +af min egen Stemme og talte i fuldt +Alvor. De stjålne Arkivsager, Traktaten med +en eller anden fremmed Magt, var ikke mere i +min Tanke; den lille, flade Pakke lå der på +Bænken imellem os, og jeg havde ikke længer +den ringeste Lyst til at undersøge den og se, +hvad den indeholdt. Jeg var helt optagen af +mine egne Historier, der drev underlige Syner +forbi mine Øjne, Blodet steg mig til Hovedet, +og jeg løj af fuld Hals. + +</p><p>I dette Øjeblik syntes Manden at ville +gå. Han letted på sig og spurgte, for ikke +at bryde for brat af: + +</p><p>»Han skal have svære Ejendomme denne +Happolati?« + +</p><p>Hvor turde denne blinde, modbydelige +Olding tumle med det fremmede Navn, jeg +havde digtet op, som om det var et almindeligt +Navn og stod på hvert Høkerskildt i +Byen? Han snubled aldrig på et Bogstav og +glemte ikke en Stavelse; dette Navn havde +bidt sig fast i hans Hjærne og slået Rødder +i samme Stund. Jeg blev ærgerlig, en indre +Forbittrelse begyndte at opstå i mig mod +dette Menneske, som intet kunde bringe i +Knibe og intet gøre mistænksom. + +</p><p>»Det kender jeg ikke til,« svared jeg +derfor tvært; »jeg kender aldeles ikke til det. +Lad mig forresten sige Dem nu en Gang for +alle, at han hedder Johan Arendt Happolati, +at dømme efter hans egne Forbogstaver.« + +</p><p>»Johan Arendt Happolati«, gentog Manden +lidt forundret over min Heftighed. Så taug han. + +</p><p>»De skulde set hans Kone,« sagde jeg +rasende; »tykkere Menneske . . . . Ja, De tror +kanske ikke, at hun var videre tyk?« + +</p><p>Jo, det syntes han nok, han ikke kunde +fragå; en sådan Mand havde måske en lidt +tyk Kone. + +</p><p>Oldingen svared sagtmodig og stille på +hvert af mine Udfald og søgte efter Ord, som +om han var bange for at forgå sig og gøre +mig vred. + +</p><p>»Helvedes Pine, Mand, tror De måske, +at jeg sidder her og lyver Dem kapitalt fuld?« +råbte jeg ude af mig selv. »Tror De kanske +ikke engang, at der gives en Mand ved Navn +Happolati? Jeg har aldrig set på Magen til +Trods og Ondskab hos en gammel Mand! +Hvad Fan går der af Dem? De har kanske +ovenikøbet tænkt ved Dem selv, at jeg var +en yderlig fattig Mand, som sad her i min +bedste Puds, uden et Etui fuldt af Cigaretter +i Lommen? En sådan Behandling, som Deres, +er jeg ikke vant til, skal jeg sige Dem, og +jeg tåler den Gud døde mig ikke, hverken +af Dem eller nogen anden, så meget De +ved det!« + +</p><p>Manden havde rejst sig. Med gabende +Mund stod han stum og hørte på mit Udbrud +indtil det var tilende, så greb han hurtigt +sin Pakke på Bænken og gik, næsten løb +henad Gangen med små Oldingeskridt. + +</p><p>Jeg sad tilbage og så på hans Ryg, +som gled mer og mer bort og syntes at lude +mer og mer sammen. Jeg ved ikke, hvor jeg +fik det Indtryk fra, men det forekom mig, at +jeg aldrig havde set en uærligere, lastefuldere +Ryg end denne, og jeg angred ikke, at jeg +havde skældt Mennesket ud, før han forlod +mig . . . . + +</p><p>Dagen begyndte at hælde. Solen sank, +det tog på at suse lidt i Træerne omkring, +og Barnepigerne, som sad i Klynger henne +ved Balancerstangen, belaved sig på at trille +sine Vogne hjem. Jeg var rolig og vel tilmode. +Den Ophidselse, jeg just havde været +i, lagde sig lidt efter hvert, jeg faldt sammen, +blev slap og begyndte at føle mig søvnig; +den store Mængde Brød, jeg havde spist, var +mig heller ikke længer til synderlig Mén. I +den bedste Stemning læned jeg mig bagover +på Bænken, lukked Øjnene og blev mer og +mer døsig, jeg blunded og var lige ved at +falde i fast Søvn, da en Parkmand lagde sin +Hånd på min Skulder og sagde: + +</p><p>»De må ikke sidde og sove herinde.« + +</p><p>»Nej,« sagde jeg og rejste mig straks. +Og med ét Slag stod atter min sørgelige Stilling +lyslevende for mine Øjne. Jeg måtte +gøre noget, finde på et eller andet! At søge +Pladse havde ikke nyttet mig; de Anbefalinger, +jeg gik og viste frem, var blevet lidt gamle +og skrev sig fra altfor ukendte Personer til at +kunne virke kraftigt; desuden havde disse +stadige Afslag udefter Sommeren gjort mig +noget forknyt. Nå — under alle Omstændigheder +var min Husleje forfalden, og jeg måtte +gøre en Udvej til den. Så fik det bero med +det øvrige sålænge. + +</p><p>Ganske uvilkårligt havde jeg igen fået +Blyant og Papir i Hænderne, og jeg sad og +skrev mekanisk Årstallet 1848 i alle Hjørner. +Om nu blot en enkelt brusende Tanke vilde +betage mig vældigt og lægge mig Ordene i +Munden! Det havde jo hændt før, det havde +virkelig hændt, at sådanne Stunder var kommet +over mig, da jeg kunde skrive et langt +Stykke uden Anstrængelse og få det velsignet +godt til. + +</p><p>Jeg sidder der på Bænken og skriver +Snese Gange 1848, skriver dette Tal påkryds +og tvers i alle mulige Façoner, og venter på, +at en brugbar Idé skal falde mig ind. En +Sverm af løse Tanker flagrer om i mit Hoved, +Stemningen i den hældende Dag gør mig mismodig +og sentimental. Høsten er kommet og +har allerede begyndt at lægge alting i Dvale, +Fluer og Smådyr har fået det første Knæk, +oppe i Træerne og nede på Marken høres +Lyden af det stridende Liv, puslende, susende +uroligt, arbejdende for ikke at forgå. Alle +Krybverdenens nedtrampede Tilværelser rører +sig endnu engang, stikker sine gule Hoveder +op af Mosen, løfter sine Ben, føler sig frem +med lange Tråde og synker så pludselig +sammen, vælter om og vender Bugen ivejret. +Hver Vækst har fået sit Særpræg, et fint +henåndende Pust af den første Kulde; Stråene +stritter blege op mod Solen, og det +affaldne Løv hvisler henad Jorden med en Lyd +som af vandrende Silkeorme. Det er Høstens +Tid, midt i Forgængelsens Karneval; Roserne +har fået Betændelse i Rødmen, et hektisk, +vidunderligt Skær over den blodrøde Farve. + +</p><p>Jeg følte mig selv som et Kryb i Undergang, +greben af Ødelæggelsen midt i denne +dvalefærdige Alverden. Jeg rejste mig op, +besat af sære Rædsler, og tog nogle voldsomme +Skridt henad Gangen. Nej! råbte +jeg og knytted begge mine Hænder, dette +må der blive en Ende på! Og jeg satte +mig igen, tog atter Blyanten i Hånden og +vilde gøre Alvor af det med en Artikel. Det +kunde aldeles ikke nytte at give sig over, +når man stod med en ubetalt Husleje lige +for Tænderne. + +</p><p>Langsomt, ganske langsomt begyndte +mine Tanker at samle sig. Jeg passed på og +skrev sagte og vel overvejet et Par Sider som +en Indledning til noget; det kunde være Begyndelsen +til hvadsomhelst, en Rejseskildring, +en politisk Artikel, eftersom jeg selv fandt for +godt. Det var en ganske fortræffelig Begyndelse +til noget af hvert. + +</p><p>Så gav jeg mig til at søge efter et bestemt +Spørgsmål, jeg kunde behandle, en +Mand, en Ting at kaste mig over, og jeg +kunde ikke finde noget. Under denne frugtesløse +Anstrængelse begyndte der igen at komme +Uorden i mine Tanker, jeg følte, hvorledes +min Hjærne formelig slog Klik, mit Hoved +tømtes, tømtes, og det stod tilsidst let og uden +Indhold tilbage på mine Skuldre. Jeg fornam +denne glanende Tomhed i mit Hoved med +hele Legemet, jeg syntes mig selv udhulet fra +øverst til nederst. + +</p><p>»Herre, min Gud og Fader!« råbte jeg i +Smærte, og jeg gentog dette Råb mange +Gange i Træk, uden at sige mer. + +</p><p>Vinden rasled i Løvet, det trak op til +Uvejr. Jeg sad endnu en Stund og stirred +fortabt på mine Papirer, lagde dem så +sammen og stak dem langsomt i Lommen. +Det blev køligt, og jeg havde ingen Vest mere; +jeg knapped Frakken helt op i Halsen og +stak Hænderne i Lommen. Så rejste jeg +mig og gik. + +</p><p>Om det bare havde lykkedes mig denne +Gang, denne ene Gang! To Gange havde +min Værtinde spurgt mig med Øjnene efter +Betalingen, og jeg havde måttet dukke mig +ned og snige mig forbi hende med en forlegen +Hilsen. Jeg kunde ikke gøre det igen; næste +Gang jeg mødte disse Øjne, vilde jeg opsige +mit Rum og gøre ærligt Rede for mig; det +kunde så alligevel ikke vare ved i Længden +på denne Måde. + +</p><p>Da jeg kom til Udgangen af Parken, så +jeg igen den gamle Dværg, som jeg i mit +Raseri havde jaget på Flugt. Den mystiske +Avispakke lå opslagen ved Siden af ham på +Bænken, fuld af Mad af forskellige Sorter, som +han sad og bed af. Jeg vilde lige med ét +gå hen til ham og undsylde mig, bede om +Tilgivelse for min Opførsel, men hans Mad +stødte mig tilbage; de gamle Fingre, der så +ud som ti rynkede Klør, klemte modbydeligt +om de fede Smørogbrød, jeg følte Kvalme og +gik ham forbi, uden at tiltale ham. Han +kendte mig ikke, hans Øjne stirred på mig +tørre som Horn, og hans Ansigt fortrak ikke +en Mine. + +</p><p>Og jeg fortsatte min Vej. + +</p><p>Efter Sædvane standsed jeg ved hver +udhængt Avis, som jeg passered, forat studere +Bekendtgørelserne om ledige Pladse, og jeg +var så heldig at finde én, som jeg kunde +påtage mig: En Købmand på Grønlandsleret +søgte efter en Mand til et Par Timers Bogførsel +hver Aften; Løn efter Overenskomst. Jeg +notered mig Mandens Adresse og bad i Taushed +til Gud om denne Plads; jeg vilde forlange +mindre end nogen anden for Arbejdet, +femti Øre var rigeligt, eller kanske firti Øre; +det fik blive ganske som det vilde med det. + +</p><p>Da jeg kom hjem, lå der på mit Bord +en Seddel fra min Værtinde, hvori hun bad +mig om at betale min Husleje i Forskud eller +flytte ud, så snart jeg kunde. Jeg måtte +ikke optage det fortrydeligt, det var aleneste +en nødig Begæring. Venskabeligst Madam +Gundersen. + +</p><p>Jeg skrev en Ansøgning til Købmand +Christie Grønlandsleret Numer 31, lagde den +i en Konvolut og bragte den ned i Kassen +på Hjørnet. Så gik jeg op på mit Værelse +igen og satte mig til at tænke i Gyngestolen, +mens Mørket blev tættere og tættere. Det +begyndte at blive vanskeligt at holde sig +oppe nu. + +</p><p class="tb">* * * + +</p><p class="noindent">Om Morgenen vågned jeg meget tidligt. +Det var endnu ganske mørkt, da jeg slog +Øjnene op, og først længe efter hørte jeg +Klokken i Lejligheden nedenunder mig slå +fem Slag. Jeg vilde lægge mig til at sove +igen, men kunde ikke mere falde i Søvn, jeg +blev mer og mer vågen og lå og tænkte +på tusind Ting. + +</p><p>Pludselig falder der mig ind en eller to +gode Sætninger til Brug for en Skitse, en +Føljeton, fine sproglige Lykketræf, som jeg +aldrig havde fundet Mage til. Jeg ligger og +gentager disse Ord for mig selv og finder, at +de er udmærkede. Om lidt føjer der sig flere +til, jeg blir med ét lysvågen og rejser mig +op og griber Papir og Blyant på Bordet bag +min Seng. Det var som en Åre var sprunget +i mig, det ene Ord følger efter det andet, +ordner sig i Sammenhæng, danner sig til Situationer; +Scene dynger sig på Scene, Handlinger +og Repliker vælder op i min Hjærne, +og et underfuldt Behag griber mig. Jeg skriver +som en besat og fylder den ene Side efter +den anden, uden et Øjebliks Pause. Tankerne +kommer så pludseligt på mig og vedbliver +at strømme så rigeligt, at jeg mister en +Masse fine Biting, som jeg ikke hurtigt nok +får skrevet ned, skønt jeg arbejder af alle +Kræfter. Det fortsætter at trænge ind på +mig, jeg er fyldt af mit Stof, og hvert Ord, +jeg skriver, blir lagt mig i Munden. + +</p><p>Det varer, varer så velsignet længe, +inden dette forunderlige Øjeblik hører op; jeg +har femten, tyve beskrevne Sider liggende +foran mig på mine Knæ, da jeg endelig +standser og lægger Blyanten væk. Var der +nu såsandt nogen Værdi i disse Papirer, så +var jeg reddet! Jeg springer ud af Sengen og +klæder mig på. Det lysner mer og mer, jeg +kan halvvejs skælne Fyrdirektørens Bekendtgørelse +nede ved Døren, og ved Vinduet er +det allerede så lyst, at jeg til Nød kunde se +at skrive. Og jeg går straks i Gang med at +renskrive mine Papirer. + +</p><p>En underlig, tæt Damp af Lys og Farver +slår op af disse Fantasier; jeg stejler overrasket +foran den ene gode Ting efter den +anden og siger til mig selv, at det var det +bedste, jeg nogensinde havde læst. Jeg blir +yr af Tilfredshed, Glæden puster mig op, og +jeg føler mig storartet ovenpå; jeg vejer mit +Skrift i Hånden og takserer det på Stedet +til fem Kroner efter et løst Skøn. Det vilde +ikke falde et Menneske ind at prutte på fem +Kroner, det måtte tvertimod siges at være +Røverkøb at få det for ti Kroner, kom det +an på Indholdets Beskaffenhed. Jeg havde +ikke i Sinde at gøre et så særegent Arbejde +gratis; så vidt jeg vidste, fandt man ikke +Romaner af den Slags efter Vejene. Og jeg +bestemte mig for ti Kroner. + +</p><p>Det blev lysere og lysere i Værelset, jeg +kasted et Blik ned mod Døren og kunde uden +synderlig Møje læse de fine skeletagtige Bogstaver +om Jomfru Andersens Ligsvøb tilhøjre +i Porten; der var også gået en god Stund +siden Klokken slog syv. + +</p><p>Jeg rejste mig og stilled mig midt på +Gulvet. Alt vel overvejet, kom Madam +Gundersens Opsigelse temmelig belejligt. Dette +var egentlig ikke noget Værelse for mig; her var +nokså simple grønne Gardiner for Vinduerne, og +så synderlig mange Spiger i Væggene til at +hænge sin Garderobe på, var her heller ikke. +Den stakkels Gyngestol henne i Hjørnet var i +Grunden bare en Vits af en Gyngestol, som +man mageligt kunde le sig fordærvet af. Den +var altfor lav for en voksen Mand, desuden +var den så trang, at man så at sige måtte +bruge Stovleknægt, forat komme op af den +igen. Kortsagt, Værelset var ikke indrettet til +at sysle med åndelige Ting i, og jeg agted +ikke at beholde det længer. På ingen Måde +vilde jeg beholde det! Jeg havde altfor længe +tiet og tålt og holdt til i dette Skur. + +</p><p>Opblæst af Håb og Tilfredshed, stadigt +optagen af min mærkelige Skitse, som jeg +hvert Øjeblik trak op af Lommen og læste i, +vilde jeg straks gøre Alvor af det og gå i +Gang med Flytningen. Jeg tog frem min +Byldt, et rødt Lommetørklæde, der indeholdt +et Par rene Snipper og noget sammenkrøllet +Avispapir, som jeg havde båret Brød hjem +i, rulled mit Sengetæppe sammen og stak til +mig min Beholdning af hvidt Skrivepapir. +Derpå undersøgte jeg for Sikkerheds Skyld +alle Kroge, forat forvisse mig om, at jeg ikke +havde lagt noget efter mig, og da jeg intet +fandt, gik jeg hen til Vinduet og så ud. +Morgenen var mørk og våd; der var ingen +tilstede ude ved den nedbrændte Smedje, og +Klædesnoren nede i Gården stod stram fra +Væg til Væg, sammentrukket af Væden. Jeg +kendte altsammen fra før, trådte derfor bort +fra Vinduet, tog Tæppet under Armen, bukked +for Fyrdirektørens Bekendtgørelse, bukked for +Jomfru Andersens Ligsvøb og åbned Døren. + +</p><p>Med en Gang kom jeg i Tanke på min +Værtinde; hun burde dog underrettes om min +Flytning, forat hun kunde se, at hun havde +havt med et ordentligt Menneske at gøre. +Jeg vilde også takke hende skriftlig for de +Par Dage, jeg havde benyttet Værelset over +Tiden. Visheden om, at jeg nu var reddet +for længere Tid, trængte så stærkt ind på +mig, at jeg endog loved min Værtinde fem +Kroner, når jeg kom indom en af Dagene; +jeg vilde vise hende til Overmål, hvad det +var for en honnet Person, hun havde havt +under Tag. + +</p><p>Sedlen lagde jeg efter mig på Bordet. + +</p><p>Atter engang standsed jeg ved Døren og +vendte om. Denne strålende Følelse af at +være kommet ovenpå henrykte mig og gjorde +mig taknemlig mod Gud og Alverden, og jeg +knæled ned ved Sengen og takked Gud med +høj Røst for hans store Godhed mod mig +denne Morgen. Jeg vidste det, å, jeg vidste +det, at den Raptus af Inspiration, jeg just +havde gennemlevet og skrevet ned, var en +vidunderlig Himlens Gærning i min Ånd, et +Svar på mit Nødråb igår. Det er Gud! +det er Gud! råbte jeg til mig selv, og jeg +græd af Begejstring over mine egne Ord; nu +og da måtte jeg standse op og lytte et Øjeblik +om der skulde komme nogen i Trapperne. +Endelig rejste jeg mig og gik; jeg gled lydløst +nedad alle disse Etager og nåed uset +Porten. + +</p><p>Gaderne var blanke af Regn, som havde +faldt på Morgenstunden, Himlen hang rå og +sid over Byen, og der var ingen Steder et +Solglimt at se. Hvad mon det led Dagen? +Jeg gik som sædvanligt i Retning af Rådstuen +og så at Klokken var halv ni. Jeg havde +altså et Par Timer at løbe på; det nytted +ikke at komme i Bladet før ti, kanske elleve, +jeg fik drive omkring sålænge og imidlertid +spekulere på en Udvej til lidt Frokost. Jeg +havde forresten ingen Frygt for at gå sulten +tilsengs den Dag; de Tider var Gudskelov +over! Det var et tilbagelagt Stadium, en +ond Drøm; nu fra af gik det opad! + +</p><p>Imidlertid var det grønne Sengetæppe mig +til Besvær; jeg kunde heller ikke være bekendt +at bære en sådan Ting under Armen midt +for alle Folks Øjne. Hvad måtte man mene +om mig? Og jeg gik og tænkte mig om efter +et Sted, hvor jeg kunde få det forvaret indtil +videre. Da faldt det mig ind, at jeg kunde +gå hen til Semb og få det indpakket i +Papir; det vilde straks se bedre ud, og det +var ikke længer nogen Skam at bære det. +Jeg trådte ind i Butiken og fremførte mit +Ærinde for en af Betjentene. + +</p><p>Han så først på Tæppet, derpå på +mig; det forekom mig, at han i sit stille Sind +trak lidt ringeagtende på Skuldrene, da han +modtog Pakken. Dette stødte mig. + +</p><p>»Død og Pine, vær lidt forsigtig!« råbte +jeg. »Der er to dyre Glasvaser indi; Pakken +skal til Smyrna.« + +</p><p>Det hjalp, det hjalp storartet. Manden +bad i hver Bevægelse, han gjorde, om Forladelse +for, at han ikke straks havde anet +vigtige Ting inde i Tæppet. Da han var +færdig med Indpakningen, takked jeg ham +for Hjælpen som en Mand, der tidligere havde +sendt kostbare Sager til Smyrna; han åbned +Døren for mig og bukked to Gange, da +jeg gik. + +</p><p>Jeg gav mig til at vandre om blandt +Menneskene på Stortorvet og holdt mig helst +i Nærheden af de Koner, som havde Potteplanter +at sælge. De tunge, røde Roser, hvis +Blade ulmed blodige og rå i den fugtige +Morgen, gjorde mig begærlig, fristed mig +syndigt til at rapse en, og jeg spurgte om +Prisen på den, blot forat have Lov til at +komme den så nær som muligt. Fik jeg +Penge tilovers, vilde jeg købe den, det fik gå, +hvordan det vilde; jeg kunde jo nok spare +ind lidt hist og her i min Levemåde, forat +komme op i Balance igen. + +</p><p>Klokken blev ti, og jeg gik op i Bladet. +Saksen gennemroder endel gamle Aviser, Redaktøren +er ikke kommet. På Opfordring afleverer +jeg mit store Manuskript, lader Manden ane, +at det er af mer end almindelig Vigtighed og +lægger ham indstændigt på Minde at lade +Redaktøren få det i sin egen Hånd, når +han kom. Jeg vilde så selv af hente Besked +senere på Dagen. + +</p><p>»Godt!« sagde Saksen og begyndte igen +på sine Aviser. + +</p><p>Jeg syntes, at han tog det lidt for roligt, +men sagde intet, nikked blot lidt ligegyldigt +til ham med Hovedet og gik. + +</p><p>Nu havde jeg Tiden for mig. Om det +blot vilde klarne op! Det var et rent elendigt +Vejr, uden Vind og uden Friskhed; Damerne +brugte for Sikkerheds Skyld Paraplyer, og +Herrernes Uldhuer så flade og triste ud. Jeg +gjorde atter et Slag henover Torvet og så +på Grøntsager og Roser. Da føler jeg en +Hånd på min Skulder og vender mig om, +»Jomfruen« hilser Godmorgen. + +</p><p>»Godmorgen?« svarer jeg lidt spørgende, +for straks at få hans Ærinde at vide. Jeg +syntes ikke meget om »Jomfruen.« + +</p><p>Han ser nysgærrigt hen på den store, +splinterny Pakke under min Arm og spørger: + +</p><p>»Hvad bærer De på der?« + +</p><p>»Jeg har været nede hos Semb og fået +noget Tøj til Klæder,« svarer jeg i en ligegyldig +Tone; »jeg syntes ikke, jeg vilde gå +så slidt længer, man kan jo også være for +karrig mod sit Legeme.« + +</p><p>Han ser på mig og studser. + +</p><p>»Hvordan går det forresten?« spørger +han langsomt. + +</p><p>»Jo, over Forventning.« + +</p><p>»Har De fået noget at gøre nu da?« + +</p><p>»Noget at gøre?« svarer jeg og er meget +forundret, »jeg er jo Bogholder hos Grossererfirmaet +Christie, jo.« + +</p><p>»Ja så!« siger han og rykker lidt tilbage. +»Gud bevare Dem, hvor vel jeg under Dem +det! Bare man nu ikke tigger af Dem de +Penge, De tjener. Godmorgen.« + +</p><p>Om lidt vender han sig om og kommer +tilbage; han peger med Stokken på min Pakke +og siger: + +</p><p>»Jeg vil anbefale Dem min Skrædder til +de Klæder. De får ikke finere Skrædder +end Isaksen. Sig bare, at jeg sendte Dem, +så.« + +</p><p>Dette blev mig lidt vel meget. Hvad +havde han med at stikke sin Næse i mine +Sager? Kom det ham ved, hvilken Skrædder +jeg tog? Jeg blev vred; Synet af dette tomme, +pyntede Menneske gjorde mig forbittret, og +jeg minded ham temmelig brutalt om ti Kroner, +som han havde lånt af mig. Allerede førend +han fik svare, angred jeg imidlertid at have +krævet ham, jeg blev flau og så ham ikke +i Øjnene; da i det samme en Dame kom +forbi, trådte jeg hurtigt tilbage, forat lade +hende passere, og benytted Anledningen til at +gå min Vej. + +</p><p>Hvor skulde jeg nu gøre af mig, mens +jeg vented? En Kafé kunde jeg ikke besøge +med tomme Lommer, og jeg vidste ikke af +nogen Bekendt, som jeg kunde gå til på +denne Tid af Dagen. Instinktsmæssig stiled +jeg opad Byen, drev bort endel Tid på Vejen +mellem Torvet og Grændsen, læste »Aftenposten,« +som nylig var sat på Tavlen, gjorde +en Sving nedi Karl Johan, vendte derpå om +og gik lige op på Vor Frelsers Gravlund, +hvor jeg fandt mig et roligt Sted på Bakken +ved Kapellet. + +</p><p>Jeg sad der i al Stilhed og døsed i den +våde Luft, tænkte, halvsov og frøs. Og Tiden +gik. Var det nu også sikkert, at Føljetonen +var et lidet Mesterstykke af inspireret Kunst? +Gud ved, om den ikke havde sine Fejl her +og der! Alt vel overvejet behøved den ikke +engang at blive antagen, nej, ikke engang +antagen, simpelthen! Den var måske nokså +middelmådig, kanske ligefrem slet; hvad +Sikkerhed havde jeg for, at den ikke allerede +i dette Øjeblik lå i Papirskurven? . . . . Min +Tillidsfuldhed var rugget, jeg sprang op og +stormed ud af Kirkegården. + +</p><p>Nede i Akersgaden titted jeg ind ad et +Butiksvindu og så, at Klokken blot var lidt +over tolv. Dette gjorde mig end mer fortvivlet, +jeg havde så sikkert håbet, at det var langt +over Middag, og før fire nytted det ikke at +soge efter Redaktøren. Min Føljetons Skæbne +fyldte mig med mørke Anelser; jo mer jeg +tænkte på den, desto urimeligere forekom det +mig, at jeg kunde have skrevet noget brugbart +sådan pludseligt, næsten i Søvne, med +Hjærnen fuld af Feber og Drømme. Naturligvis +havde jeg bedraget mig selv og været +glad hele Morgenen udover for ingen Ting! +Naturligvis! . . . . Jeg bevæged mig i stærk +Gang opad Ullevoldsvejen, forbi St. Hanshaugen, +kom ud på åbne Marker, ind i de trange, +underlige Gader ved Sagene, over Tomter og +Agre og befandt mig tilsidst på en Landevej, +hvis Ende jeg ikke kunde se. + +</p><p>Her stopped jeg op og beslutted mig til +at vende om. Jeg var bleven varm af Turen +og gik sagte og meget nedtrykt tilbage. Jeg +mødte to Høvogne; Kørerne lå flade oppe +i Læssene og sang, begge barhovedede, begge +med runde, sorgløse Ansigter. Jeg gik og +tænkte ved mig selv, at de vilde tiltale mig, +slænge til mig en eller anden Bemærkning +eller gøre en Spillop, og da jeg var kommet +dem nær nok, råbte den ene og spurgte, +hvad jeg bar under Armen. + +</p><p>»Et Sengetæppe,« svared jeg. + +</p><p>»Hvormange er Klokken?« spurgte han. + +</p><p>»Jeg ved ikke rigtigt, omtrent tre, tænker +jeg.« + +</p><p>Da lo de begge to og drog forbi. Jeg +følte i det samme Snærten af en Tougsvøbe +på mit ene Øre, og min Hat blev reven af; +de unge Mennesker kunde ikke lade mig +passere, uden at gøre mig et Puds. Jeg tog +mig lidt fortumlet op til Hovedet, samled min +Hat op fra Grøftekanten og fortsatte min Gang. +Nede ved St. Hanshaugen mødte jeg en Mand, +som fortalte mig, at Klokken var over fire. + +</p><p>Over fire! Klokken var allerede over fire! +Jeg strakte ud, næsten løb nedad Byen, bøjed +af og tog ned til Bladet. Redaktøren havde +måske for længe siden været der og forladt +Kontoret! Jeg gik og sprang om hinanden, +snubled, stødte mod Vogne, lagde alle spadserende +bag mig, hamled op med Hestene, +stred som en gal, forat komme tidsnok. Jeg +vred mig indad Porten, tog Trapperne i fire +Spring og banked på. + +</p><p>Ingen svarer. + +</p><p>Han er gået! han er gået! tænker jeg. +Jeg prover Døren, som er åben, banker på +endnu engang og træder ind. + +</p><p>Redaktøren sidder ved sit Bord, med +Ansigtet mod Vinduet og Pennen i Hånden, +færdig til at skrive. Da han hører min forpustede +Hilsen, vender han sig halvt om, ser +lidt på mig, ryster på Hovedet og siger: + +</p><p>»Ja, jeg har ikke fået Tid til at læse +Deres Skitse endda.« + +</p><p>Jeg blir så glad over, at han da ialfald +ikke endnu har kasseret den, at jeg svarer: + +</p><p>»Nej, kære, det forstår jeg nok. Det +haster jo ikke så. Om et Par Dage kanske, +eller . . . .« + +</p><p>»Ja, jeg skal se. Forresten har jeg Deres +Adresse, så.« + +</p><p>Og jeg glemte at oplyse om, at jeg ikke +havde nogen Adresse mer. + +</p><p>Audiensen er forbi, jeg træder bukkende +tilbage og går. Håbet gløder igen op i mig, +endnu var intet tabt, tvertimod, jeg kunde +vinde alt endnu, for den Skyld. Og min +Hjærne begyndte at fable om et stort Råd i +Himlen, hvor det netop var bleven besluttet, +at jeg skulde vinde, vinde kapitalt ti Kroner +for en Føljeton . . . . + +</p><p>Blot jeg nu havde et Sted at ty hen til +for Natten! Jeg overvejer, hvor jeg bedst +skulde kunne stikke mig ind, blir så stærkt +optagen af dette Spørgsmål, at jeg står +stille midt i Gaden. Jeg glemmer, hvor jeg er, +står som en enkelt Riskost midt i Havet, +mens Sjøen strømmer og larmer rundt omkring +den. En Avisgut rækker mig »Vikingen«: +D’n er så morssom, så! Jeg ser op og farer +sammen — jeg er udenfor Semb igen. + +</p><p>Hurtigt gør jeg helt om, holder Pakken +skjult foran mig og iler nedad Kirkegaden, +flau og angst for, at man skulde have set mig +fra Vinduerne. Jeg passerer Ingebret og +Teatret, drejer af ved Logen og tager nedover +til Sjøen ved Fæstningen. Atter finder +jeg mig en Bænk og begynder at spekulere +påny. + +</p><p>Hvor i alverden skulde jeg få Hus inat? +Fandtes der et Hul, hvor jeg kunde smutte +ind og skjule mig til det blev Morgen? Min +Stolthed forbød mig at vende tilbage til mit +Rum; det kunde aldrig falde mig ind at gå +tilbage på mine Ord, jeg afviste denne Tanke +med stor Harme og smilte overlegent i mit +stille Sind ad den lille røde Gyngestol. Ved +Idéassociationer befandt jeg mig pludselig i et +stort to Fags Værelse, jeg engang havde boet +i på Hægdehaugen; jeg så et Bræt på +Bordet fuldt af svære Smørogbrød, det skifted +Udseende, det blev til en Bif, en forførende +Bif, en snehvid Serviet, Brød i Masse, Sølvgaffel. +Og det gik i Døren: min Værtinde +kom og bød mig mer Té . . . . + +</p><p>Syner og dumme Drømme! Jeg sagde +til mig selv, at om jeg fik Mad nu, vilde mit +Hoved blive forstyrret igen, jeg vilde få den +samme Feber i Hjærnen og mange vanvittige +Påfund at kæmpe med. Jeg tålte ikke Mad, +jeg var ikke således anlagt; det var en Besynderlighed +ved mig, en Særegenhed. + +</p><p>Kanske blev der en Råd til Husly, når +det led på Kvælden. Det havde ingen Hast; +i værste Fald kunde jeg søge ud i Skogen et +Sted, jeg havde hele Byens Omegn at tage +til, og der var ikke Kuldegrader i Vejret. + +</p><p>Og Sjøen vugged derude i tung Ro, Skibe +og plumpe, brednæsede Pramme roded Grave +op i dens blyagtige Flade, sprængte Striber +ud til højre og venstre og gled videre, mens +Røgen vælted som Dyner ud af Skorstenene +og Maskinernes Stempelslag trængte mat frem +i den klamme Luft. Der var ingen Sol og +ingen Vind, Træerne bag mig stod næsten +våde, og Bænken, jeg sad på, var kold og +rå. Tiden gik; jeg satte mig til at døse, +blev træt og frøs lidt over Ryggen: en Stund +efter følte jeg, at mine Øjne begyndte at +falde i. Og jeg lod dem falde . . . . + +</p><p>Da jeg vågned, var det mørkt omkring +mig, jeg sprang op fortumlet og frøsen, greb +min Pakke og begyndte at gå. Jeg gik fortere +og fortere, forat blive varm, basked med +Armene, gned mig nedad Benene, som jeg +næsten ikke længer følte noget til, og kom op +til Brandvagten. Klokken var ni; jeg havde +sovet i flere Timer. + +</p><p>Hvor skulde jeg dog gøre af mig? Et +Sted måtte jeg jo være. Jeg står der og +glaner opad Brandvagten og studerer på, om +det ikke skulde kunne lykkes at komme ind i +en af Gangene, passe på et Øjeblik, når +Patroullen vendte Ryggen til. Jeg går opad +Trappen og vil give mig i Snak med Manden, +han hæver straks sin Økse til Honnør og +venter på, hvad jeg skal sige. Denne løftede +Økse, der vender Eggen mod mig, farer mig +som et koldt Hug gennem Nerverne, jeg blir +stum af Rædsel foran denne væbnede Mand +og trækker mig uvilkårlig tilbage. Jeg siger +intet, glider blot mer og mer bort fra ham; +forat redde Skinnet, farer jeg mig med Hånden +over Panden, som om jeg har glemt et +eller andet, og lusker bort. Da jeg atter stod +nede på Fortouget, følte jeg mig så frelst, +som om jeg just havde undflyet en stor Fare. +Og jeg skyndte mig afsted. + +</p><p>Kold og sulten, mer og mer uhyggelig +tilmode, drev jeg opad Karl Johan; jeg begyndte +at bande ganske højt og brød mig +ikke om, at nogen kunde høre det. Nede ved +Stortinget, lige ved den første Løve, kommer +jeg pludselig ved en ny Idéassociation i Tanke +på en Maler, jeg kendte, et ungt Menneske, +som jeg engang havde reddet fra et Ørefigen +ude på Tivoli, og som jeg engang senere +havde været og besøgt. Jeg knipser i Fingrene +og begiver mig ned i Tordenskjoldsgaden, +finder en Dør, hvorpå der står C. Zacharias +Bartel på et Kort, og banker på. + +</p><p>Han kom selv ud; der lugted Øl og Tobak +af ham, så det var en Gru. + +</p><p>»Godaften!« sagde jeg. + +</p><p>»Godaften! Er det Dem? Nej, hvorfor +Fan kommer De så sent? Det tager sig +slet ikke ud i Lampelys. Jeg har sat til en +Høhæsje siden sidst og foretaget et Par Forandringer. +De må se det om Dagen, det +nytter ikke, at vi prøver på det nu.« + +</p><p>»Lad mig se det nu alligevel,« sagde jeg. +forresten husked jeg ikke, hvilket Billede han +stod og talte om. + +</p><p>»Aldeles plat umuligt!« svared han. »Det +blir gult altsammen! Og så er der en anden +Ting« — han kom hviskende hen imod mig +— »jeg har en liden Pige inde hos mig iaften, +så det er rent ugørligt.« + +</p><p>»Ja, når så er, så er det jo ikke Tale +om.« + +</p><p>Jeg trak mig tilbage, sagde Godnat +og gik. + +</p><p>Det blev nok ingen anden Udvej alligevel, +end at gå ud i Skogen et Sted. Når bare +ikke Marken havde været så fugtig! Jeg +klapped på mit Tæppe og følte mig mer og +mer fortrolig med den Tanke, at jeg skulde +ligge ude. Så længe havde jeg plaget mig +med at finde et Logi i Byen, at jeg var bleven +træt og ked af det hele; det blev mig en behagelig +Nydelse at slå mig til Ro, overgive +mig og drive dank henad Gaden, uden en +Tanke i Hovedet. Jeg gik bortom Universitetsuret +og så, at Klokken var over ti, derfra +tog jeg Vejen opover Byen. Et Sted på +Hægdehaugen stod jeg stille udenfor en Husholdningshandel, +hvor noget Mad var udstillet +i Vinduet. Der lå en Kat og sov ved Siden +af et rundt Franskbrød, lige bag den stod en +Kumme Smult og flere Glas Gryn. Jeg stod +og så en Stund på disse Madvarer, men da +jeg ikke havde noget at købe for, vendte jeg +mig hurtigt bort og fortsatte Marschen. Jeg +gik meget sagte, kom forbi Majorstuen, gik +videre, altid videre, gik i Time efter Time og +kom endelig ud i Bogstadskogen. + +</p><p>Her gik jeg af Vejen og satte mig ned, +forat hvile. Så tog jeg til at søge mig om +efter et belejligt Sted, begyndte at pusle +sammen lidt Lyng og Ener og laved en Seng +oppe i et lidet Bakkehæld, hvor det var +nogenlunde tørt, åbned min Pakke og tog Tæppet +ud. Jeg var bleven træt og maset af den +lange Tur og gik straks tilsengs. Jeg kasted +og vendte mig mange Gange, førend jeg endelig +fik lagt mig tilrette; mit Øre smærted +noget, det var lidt ophovnet efter Slaget, og +jeg kunde ikke hvile på det. Mine Sko trak +jeg af og lagde under Hovedet, og ovenpå +dem Papiret fra Semb. + +</p><p>Og Mørkets store Stemning ruged omkring +mig; alting var stille, alting. Men oppe +i Højden sused den evige Sang, Vejrets Lyd, +den fjærne, toneløse Summen, som aldrig tier. +Jeg lytted så længe til dette endeløse, syge +Sus, at det begyndte at forvirre mig; det var +visselig Symfonierne fra de rullende Verdner +over mig, Stjærner, der intonered en Sang . . . . + +</p><p>»Det er Fan heller!« sagde jeg og lo +højt, forat stive mig op; »det er Natuglerne, +som tuder i Kana’an!« + +</p><p>Og jeg rejste mig og lagde mig igen, +tog Skoene på og drev omkring i Mørket +og lagde mig påny, kæmped og stred med +Vrede og Frygt til hen på Morgenstunden, +da jeg endelig faldt i Søvn. + + +</p><p class="tb">* * * + +</p><p class="noindent">Det var lys Dag, da jeg slog Øjnene op, +og jeg havde Følelsen af, at det led henimod +Middag. Jeg trak Skoene på, pakked atter +Tæppet ind og begav mig tilbage til Byen. +Ingen Sol var at se idag heller, og jeg frøs +som en Hund; mine Ben var døde, og der +begyndte at komme Vand ud af mine Øjne, +som om de ikke tålte Dagslyset. + +</p><p>Klokken var tre. Sulten begyndte at +blive noget slem med mig, jeg var mat og gik +og kasted op lidt hist og her i Smug. Jeg +svinged ned til Dampkøkkenet, læste Tavlen +og trak opsigtsvækkende på Skuldrene, som +om sprængt Kød og Flæsk ikke var Mad +for mig; derfra kom jeg ned på Jærnbanetorvet. + +</p><p>En besynderlig Fortumlethed fôr mig med +en Gang gennem Hovedet; jeg gik videre og +vilde ikke agte på det, men blev værre og +værre og måtte tilsidst sætte mig på en +Trappe. Mit hele Sind gennemgik en Forandring, +ligesom noget gled tilside i mit Indre, +eller et Forhæng, et Væv i min Hjærne gik +itu. Jeg tog efter Ånden et Par Gange og +blev forundret siddende. Jeg var ikke ubevidst, +jeg følte klart, hvor det værked lidt i mit Øre, +og da en Bekendt kom forbi, kendte jeg ham +straks, rejste mig og hilste. + +</p><p>Hvad var det for en ny, pinsom Fornemmelse, +som nu lagdes til de øvrige? Var +det en Følge af at sove på rå Mark? Eller +kom det af, at jeg ikke havde fået Frokost +endnu? I det hele taget var det simpelthen +ingen Mening i at leve på denne Måde; +jeg forstod ved Kristi hellige Pine ikke, hvorved +jeg havde gjort mig fortjent til denne +udmærkede Forfølgelse heller! Og det faldt +mig pludselig ind, at jeg lige så godt kunde +gøre mig til Kæltring straks og gå hen til +»Onkels« Kælder med Sengetæppet. Jeg +kunde sætte det fast for en Krone og få tre +passende Måltider, holde mig oppe til jeg +fandt på noget andet; Hans Pauli fik jeg slå +en Plade. Jeg var allerede på Vej til +Kælderen, men standsed foran Indgangen, +rysted tvivlrådigt på Hovedet og vendte om. + +</p><p>Efterhvert som jeg fjærned mig, blev jeg +gladere og gladere over, at jeg havde sejret i +denne svære Fristelse. Bevistheden om, at jeg +endnu var ren og ærlig, steg mig til Hovedet, +fyldte mig med en herlig Følelse af at være en +Karakter, et hvidt Fyrtårn midt i et grumset +Menneskehav, hvor Vrag flød om. Pantsætte +en andens Ejendom for et Måltid Mad, æde +og drikke sig selv til Doms, brændemærke sin +Sjæl med den første lille Streg, sætte det +første sorte Tegn i sin Hæderlighed, kalde sig +Kæltring op i sit eget Ansigt og slå Øjnene +ned for sig selv — aldrig! Aldrig! Det havde +ikke for Alvor været i min Tanke, det havde +næsten ikke faldt mig ind engang; løse, jagende +Strøtanker kunde man virkelig ikke svare +noget for, især når man havde en gruelig +Hovedpine og bar sig næsten ihjæl på et +Sengetæppe, som tilhørte en anden Mand. + +</p><p>Der vilde ganske sikkert blive en Udvej +til Hjælp alligevel, når Tiden kom! Der var +nu Købmanden på Grønlandsleret, havde jeg +overhængt ham hver Time på Dagen, siden +jeg sendte ham Ansøgningen? ringet på sent +og tidligt og bleven afvist? Jeg havde ikke +sågodtsom mældt mig til ham og fået Svar. +Det behøved ikke at være et aldeles forgæves +Forsøg, jeg havde måske havt Lykken med +mig denne Gang; Lykken havde ofte en så +underlig slynget Vej. Og jeg begav mig ud +til Grønlandsleret. + + +</p><p>Den sidste Rystelse, som gik gennem mit +Hoved, havde gjort mig lidt mat, og jeg gik +yderst langsomt og tænkte på, hvad jeg vilde +sige til Købmanden. Han var måske en god +Sjæl; stak det Lune ham, gav han mig gærne +en Krone i Forskud på Arbejdet, uden at +jeg bad ham derom; sådanne Folk kunde +have det med ganske fortræffelige Påfund nu +og da. + +</p><p>Jeg sneg mig ind i en Port og sværted +mine Bukseknæ med Spyt, forat se lidt ordentlig +ud, lagde mit Tæppe efter mig bag en +Kasse i en mørk Krog, skråed over Gaden +og trådte ind i den lille Butik. + +</p><p>En Mand står og klistrer Poser af gamle +Aviser. + +</p><p>»Jeg vilde gærne træffe Hr. Christie,« +sagde jeg. + +</p><p>»Det er mig,« svared Manden. + +</p><p>Nå! Mit Navn var det og det, jeg havde +været så fri at sende ham en Ansøgning, +jeg vidste ikke, om det havde nyttet mig +noget? + +</p><p>Han gentog mit Navn et Par Gange og +begyndte at le. »Nu skal De se!« sagde han +og tog mit Brev op af sin Brystlomme. »Vil +De bare behage at se, hvorledes De omgåes +Tal, min Herre. De har dateret Deres Brev +Året 1848.« Og Manden lo af fuld Hals. + +</p><p>Ja, det var jo lidt forkært, sagde jeg forknyt, +en Tankeløshed, en Distraktion, jeg indrømmed +det. + +</p><p>»Ser De, jeg må have en Mand, som i +det hele taget ikke tager fejl af Tal,« sagde +han. »Jeg beklager det; Deres Håndskrift +er så tydelig, jeg synes også om Deres Brev +forøvrigt, men . . . .« + +</p><p>Jeg vented en Stund; dette kunde umuligt +være Mandens sidste Ord. Han gav sig atter +i Færd med Poserne. + +</p><p>Ja, det var lejt, sagde jeg så, rigtig +gruelig lejt var det; men det skulde jo ikke +gentage sig, naturligvis, og denne lille Fejlskrivning +kunde nu ikke have gjort mig totalt +uskikket til at føre Bøger overhovedet? + +</p><p>»Nej, det siger jeg ikke,« svared han; +»men imidlertid vejed det så meget for mig, +at jeg bestemte mig for en anden Mand med +det samme.« + +</p><p>»Posten er altså besat?« spurgte jeg. + +</p><p>»Ja.« + + +</p><p>»Nå, Herregud, så er der jo ikke mere +at gøre ved det!« + +</p><p>»Nej. Jeg beklager det; men . . . .« + +</p><p>»Farvel!« sagde jeg. + +</p><p>Nu steg Vreden op i mig, glødende og +brutalt. Jeg hented min Pakke i Portrummet, +bed Tænderne sammen og løb på fredelige +Folk på Fortouget og bad ikke om Undskyldning. +Da en Herre standsed og irettesatte +mig lidt skarpt for min Opførsel, vendte +jeg mig om og skreg ham et enkelt meningsløst +Ord ind i Øret, knytted Hænderne lige +under hans Næse og gik videre, forhærdet af +et blindt Raseri, som jeg ikke kunde styre. +Han kaldte på en Konstabel, og jeg ønsked +intet heller end at få en Konstabel mellem +Hænderne et Øjeblik, jeg sagtned med Forsæt +min Gang, forat give ham Anledning til at +indhente mig; men han kom ikke. Var der +nu også nogensomhelst Ræson i, at absolut +alle éns inderligste og ihærdigste Forsøg skulde +mislykkes? Hvorfor havde jeg altså skrevet +1848? Hvad vedkom dette fordømte Årstal +mig? Nu gik jeg her og sulted, så mine +Tarmer krøb sammen i mig som Orme, og +det stod ikke skrevet nogen Steder, at der +skulde blive lidt til Mad, når det led ud på +Dagen. Og efterhvert som Tiden gik, blev jeg mer +og mer åndelig og legemlig udhulet, jeg nedlod +mig til mindre og mindre hæderlige Handlinger +for hver Dag. Jeg løj mig frem uden at blues, +snød fattige Folk for Huslejen, kæmped endog +med de lumpneste Tanker om at forgribe mig +på andres Sengetæpper, alt uden Anger, uden +ond Samvittighed. Der begyndte at komme +rådne Flækker i mit Indre, sorte Svampe, +som bredte sig mer og mer. Og oppe i Himlen +sad Gud og holdt et vågent Øje med mig +og påså, at min Undergang foregik efter +alle Kunstens Regler, jævnt og langsomt, uden +Brud i Takten. Men i Helvedes Afgrund gik +de arge Djævle og skød Børster over, at det +vared så længe inden jeg gjorde en Kapitalsynd, +en utilgivelig Synd, for hvilken Gud i +sin Retfærdighed måtte støde mig ned . . . . +Jeg forstærked min Gang, drev det til +værre og værre Fart, gjorde pludselig venstre +om og kom ophidset og vred ind i en lys, dekoreret +Port. Jeg standsed ikke, gjorde ikke et +Sekunds Ophold; men Portens hele ejendommelige +Udstyr trængte øjeblikkelig ind i min Bevidsthed, +hver Ubetydelighed ved Dørene, +Dekorationerne, Brolægningen stod klart for +mit indre Blik, idet jeg sprang opad Trapperne. +Jeg ringte heftigt på i anden Etage. Hvorfor +skulde jeg netop standse i anden Etage? Og +hvorfor netop gribe til denne Klokkestræng, +der var længst borte fra Trappen? + +</p><p>En ung Dame i grå Dragt med sort Pynt +kom og lukked op; hun så en liden Stund +forbauset på mig, derpå rysted hun på +Hovedet og sagde: + +</p><p>»Nej, vi har ikke noget idag.« Og hun +gjorde Mine til at ville lukke Døren. + +</p><p>Hvorfor havde jeg også dumpet op i +det med dette Menneske? Hun tog mig uden +videre for en Tigger, og jeg blev kold og +rolig med ét. Jeg tog Hatten af og gjorde +et ærbødigt Buk, og som om jeg ikke havde +hørt hendes Ord, sagde jeg yderst høfligt: + +</p><p>»Jeg beder Dem undskylde, Frøken, at +jeg ringte så hårdt, jeg kendte ikke Klokken. +Her skal være en syg Herre, som har averteret +efter en Mand til at trille sig i en +Vogn?« + +</p><p>Hun stod en Stund og smagte på dette +løgnagtige Påfund og syntes at blive tvivlrådig +i sine Meninger om min Person. + + +</p><p>»Nej,« sagde hun tilsidst, »nej, her er +ingen syg Herre.« + +</p><p>»Ikke det? En ældre Herre, to Timers +Kørsel om Dag, firti Øre Timen?« + +</p><p>»Nej.« + +</p><p>»Så beder jeg igen om Undskyldning,« +sagde jeg; »det er kanske i første Etage. Jeg +vilde for Tilfældet blot have anbefalet en +Mand, som jeg kender, og som jeg interesserer +mig for. Mit Navn er Wedel-Jarlsberg.« Og +jeg bukked igen og trådte tilbage; den unge +Dame blev blussende rød, i sin Forlegenhed +kunde hun ikke komme af Pletten, men stod og +stirred efter mig, idet jeg gik ned ad Trapperne. + +</p><p>Min Ro var vendt tilbage, og mit Hoved +var klart. Damens Ord om, at hun intet +havde at give mig idag, havde virket på mig +som en kold Styrt. Så vidt var det kommet, +at hvemsomhelst kunde pege på mig i sin +Tanke og sig til sig selv: Der går en Tigger, +en af dem, som får sin Føde langet ud gennem +Entrédørene hos Folk! + +</p><p>I Møllergaden standsed jeg udenfor en +Beværtning og snused til den friske Duft af +Kød, som stegtes indenfor; jeg havde allerede +Hånden på Dørvrideren og vilde gå ind +uden Ærinde, men betænkte mig tidsnok og +gik bort fra Stedet. Da jeg kom til Stortorvet +og søgte efter en Plads, hvor jeg kunde +hvile en Stund, var alle Bænke optagne, og +jeg ledte forgæves rundt hele Kirken efter et +stille Sted, hvor jeg kunde slå mig ned. +Naturligvis! sagde jeg mørkt til mig selv, naturligvis, +naturligvis! Og jeg tog på at gå +igen. Jeg gjorde en Afstikker nedom Vandspringet +ved Basarhjørnet og drak en Slurk +Vand, gik påny, drog mig frem Fod for Fod, +tog mig Tid til lange Ophold ved hvert Butiksvindu, +standsed og fulgte med Øjnene hver +Vogn, som fôr mig forbi. Jeg følte i mit +Hoved en lysende Hede, og det banked noget +underligt i mine Tindinger; Vandet, jeg havde +drukket, bekom mig højst ilde, og jeg gik og +kasted op lidt hist og lidt her i Gaden, for +ikke at blive opdaget. Således kom jeg lige +op på Krist Kirkegård. Jeg satte mig med +Albuerne på mine Knæ og Hovedet i Hænderne; +i denne sammentrukne Stilling havde +jeg det godt og følte ikke længer den lille +Gnaven i Brystet. + + +</p><p>En Stenhugger lå på Maven på en +stor Granitplade ved Siden af mig og hugged +Indskrift; han havde blå Briller på og minded +mig med én Gang om en Bekendt af mig, +som jeg næsten havde glemt, en Mand, som +stod i en Bank, og som jeg for en Tid tilbage +havde truffet på i Oplandske Kafé. + +</p><p>Kunde jeg bare bide Hovedet af al Skam +og henvende mig til ham! sige ham Sandheden +lige ud, at det begyndte at blive temmelig +småt for mig nu, nokså vanskeligt at holde +mig ilive! Jeg kunde give ham min Barberbog +. . . . Død og Pine, min Barberbog! Billetter +for henimod en Krone! Og jeg tager nervøst +efter denne dyre Skat. Da jeg ikke finder den +hurtigt nok, springer jeg op, leder under Angstens +Sved, finder den endelig på Bunden af +Brystlommen, sammen med andre Papirer, +rene og beskrevne, uden Værdi. Jeg tæller +disse seks Billetter mange Gange, forfra og +bagfra; jeg havde ikke meget Brug for dem, +det kunde være et Lune af mig, et Påfund, +at jeg ikke gad barbere mer. Jeg var hjulpen +for en halv Krone, en hvid halv Krone i Sølv +fra Kongsberg! Banken stængtes Klokken +seks, jeg kunde passe op min Mand udenfor +Oplandske ved syv-otte Tiden. + +</p><p>Jeg sad og glæded mig ved denne Tanke +en lang Stund. Tiden gik, det blæste dygtigt +i Kastanjerne omkring mig, og Dagen hælded. +Var det nu ikke også lidt småt at komme +stikkende med seks Barberbilletter til en ung +Herre, som stod i en Bank? Han havde måske +to smækfulde Barberbøger i Lommen, ganske +anderledes fine og rene Billetter end mine, +ingen kunde vide det. Og jeg følte i alle +mine Lommer efter flere Ting, som jeg kunde +lade følge med, men fandt ingen. Når jeg +blot kunde byde ham mit Slips? Jeg kunde +godt undvære det, når jeg knapped Frakken +tæt til, hvad jeg alligevel måtte gøre, da jeg +ikke havde nogen Vest mer. Jeg løste op +mit Slips, en stor Dæksløjfe, som skjulte mit +halve Bryst, pudsed det omhyggeligt af og +pakked det ind i et hvidt Stykke Skrivepapir, +sammen med Barberbogen. Så forlod jeg +Kirkegården og gik ned til Oplandske. + +</p><p>Klokken var syv på Rådstuen. Jeg bevæged +mig i Nærheden af Kaféen, pusled op +og ned langs Jærnstakittet og holdt skarpt Udkig +med alle, som kom og gik i Døren. +Endelig ved otte Tiden så jeg den unge Mand, +frisk og elegant, komme opad Bakken og skrå +ind mod Kafédøren. Mit Hjærte grassered +som en liden Fugl i mit Bryst, da jeg fik Øje +på ham, og jeg bused på uden at hilse. + +</p><p>»En halv Krone, gamle Ven!« sagde jeg +og gjorde mig fræk; »her — her har De Valutta,« +og jeg stak den lille Pakke i hans +Hånd. + +</p><p>»Har ikke!« sagde han, »nej, ved Gud, +om jeg har!« og han vrængte sin Pengepung +lige for mine Øjne. »Jeg var ude igåraftes +og blev blank; De skal tro mig, jeg ejer det +ikke.« + +</p><p>»Nej, nej, kære, det er vel så!« svared +jeg og troed ham på hans Ord; der var jo +ingen Grund for ham til at lyve i en så liden +Sag; det forekom mig også, at hans blå +Øjne stod næsten fugtige, da han undersøgte +sine Lommer og ikke fandt noget. Jeg trak +mig tilbage. »Undskyld, da!« sagde jeg; »det +var bare en liden Knibe, jeg stod i.« + +</p><p>Jeg var allerede et Stykke nede i Gaden, +da han råbte efter mig om Pakken. + +</p><p>»Behold den, behold den!« svared jeg; +»den er Dem vel undt! Det er bare et Par +Småting, en Bagatel — omtrent alt, jeg ejer +på Jorden.« Og jeg blev rørt over mine egne +Ord, de lød så trøstesløse i den tusmørke +Aften, og jeg stak i at græde . . . . + +</p><p>Vinden friskned på, Skyerne jaged rasende +fremad på Himlen, og det blev køligere og +køligere efterhvert som det mørkned. Jeg gik +og græd hele Gaden nedover, følte mer og +mer Medynk med mig selv og gentog Gang +på Gang et Par Ord, et Udråb, som atter drev +Tårerne frem, når de vilde standse: Herregud, +jeg har så ondt! Herregud, jeg har +så ondt! + +</p><p>Der gik en Times Tid, gik så uendelig +langsomt og trægt. Jeg holdt mig en Tidlang +i Torvgaden, sad på Trapperne, smutted ind +i Portrummene, når nogen kom forbi, stod +og stirred tankeløst ind i de oplyste Butiker, +hvor Folk vimsed om med Varer og Penge; +tilsidst fandt jeg mig en lun Plads bag en +Bordstabel mellem Kirken og Basarerne. + +</p><p>Nej, jeg kunde ikke komme ud i Skogen +iaften, det fik gå som det vilde, jeg havde +ikke Kræfter til det, og Vejen var så endeløst +lang. Jeg vilde få Natten til at gå, som +den bedst kunde, og blive hvor jeg var; blev +det for koldt, kunde jeg spadsere omkring +lidt ved Kirken, jeg agted ikke at gøre flere +Omstændigheder med det. Og jeg læned mig +bagover og halvsov. + +</p><p>Støjen om kring mig aftog, Butikerne lukkedes, +Fodgængernes Skridt lød sjældnere og +sjældnere, og det blev omsider mørkt i alle +Vinduer . . . . + +</p><p>Jeg slog Øjnene op og blev var en Skikkelse +foran mig; de blanke Knapper, som +lyste mig imøde, lod mig ane en Konstabel; +Mandens Ansigt kunde jeg ikke se. + +</p><p>»Godaften!« sagde han. + +</p><p>»Godaften!« svared jeg og blev bange. +Jeg rejste mig forlegen op. Han stod en Stund +urørlig. + +</p><p>»Hvor bor De henne?« spurgte han. + +</p><p>Jeg nævnte af gammel Vane og uden at +tænke over det min gamle Adresse, det lille +Kvistrum, som jeg havde forladt. + +</p><p>Han stod igen en Stund. + +</p><p>»Har jeg gjort noget galt?« spurgte jeg +angst. + +</p><p>»Nej, langtifra!« svared han. »Men De +burde vel gå hjem nu, det er koldt at ligge +her.« + + +</p><p>»Ja, det er sandt, det er lidt køligt, +kender jeg.« + +</p><p>Og jeg sagde Godnat og tog instinktsmæssig +Vejen ud til mit gamle Sted. Blot jeg +fôr varsomt frem, kunde jeg nok nå op, uden +at blive hørt; der var alt i alt otte Trapper, +og blot de to øverste knaged i Trinnene. + +</p><p>Jeg tog Skoene af nede i Porten og gik +op. Det var stille overalt; i anden Etage +hørte jeg en Klokkes langsomme Tik Tak og +et Barn, som græd lidt; siden hørte jeg intet. +Jeg fandt min Dør, løfted den lidt på Hængslerne +og åbned den uden Nøgle, som jeg var +vant til, gik ind i Værelset og trak Døren +lydløst igen. + +</p><p>Alting var som jeg havde forladt det, +Gardinerne var slået tilside for Vinduerne og +Sengen stod tom; henne på Bordet skimted +jeg et Papir, det var kanske min Billet til +Værtinden; hun havde altså ikke engang +været heroppe, siden jeg gik min Vej. Jeg +famled med Hånden over den hvide Plet og +følte til min Forundring, at det var et Brev. +Et Brev? Jeg tager det med hen til Vinduet, +studerer, så godt det lader sig gøre i Mørket, +disse dårligt skrevne Bogstaver og finder +endelig ud mit eget Navn. Aha! tænkte jeg, +Svar fra Værtinden, et Forbud mod at betræde +Værelset mer, om jeg skulde ville ty tilbage! + +</p><p>Og langsomt, ganske langsomt går jeg +ud af Værelset igen, bærer Skoene i den ene +Hånd, Brevet i den anden og Tæppet under +Armen. Jeg letter mig op og bider Tænderne +sammen på de knirkende Trin, kommer lykkeligt +og vel nedad alle disse Trapper og står +atter nede i Porten. + +</p><p>Jeg tager igen Skoene på, giver mig +god Tid med Remmerne, sidder endog et +Øjeblik stille, efterat jeg er færdig, stirrer +tankeløst hen for mig og holder Brevet i +Hånden. + +</p><p>Så rejser jeg mig og går. + +</p><p>Et blaffende Skin af en Gaslygte blinker +oppe i Gaden, jeg går lige hen under Lyset, +rejser min Pakke op mod Lygtepælen og +åbner Brevet, altsammen yderst langsomt. + +</p><p>Der farer som en Strøm af Lys gennem +mit Bryst, og jeg hører, at jeg giver et lidet +Råb, en meningsløs Lyd af Glæde: Brevet +var fra Redaktøren, min Føljeton var antagen, +var gået lige i Sætteriet, med én Gang! +»Nogle små Forandringer . . . . rettet et Par +Fejlskrivninger talentfuldt gjort . . . . +trykkes imorgen . . . . ti Kroner.« + +</p><p>Jeg lo og græd, tog tilsprangs og løb henad +Gaden, standsed op og slog mig i Knæet, +svor højt og dyrt hen i Vejret ad ingen Ting. +Og Tiden gik. + +</p><p>Hele Natten, lige til den lyse Morgen, +jodled jeg om i Gaderne, dum af Glæde, og +gentog: Talentfuldt gjort, altså et lidet Mesterværk, +en Genistreg. Og ti Kroner! + +</p> + +<div class='chapter' /><h2>ANDET STYKKE</h2> + +<p class="first">Et Par Uger senere befandt jeg mig ude +en Aften. + +</p><p>Jeg havde igen siddet på en af Kirkegårdene +og skrevet på en Artikel for et af +Bladene; mens jeg var i Færd hermed, blev +Klokken ti, Mørket faldt ind og Porten skulde +lukkes. Jeg var sulten, meget sulten; de ti +Kroner vared desværre så altfor kort; nu +var det to, næsten tre Døgn, siden jeg havde +spist noget, og jeg følte mig noget mat, lidt +anstrængt af at føre Blyanten. Jeg havde en +halv Pennekniv og et Nøgleknippe i Lommen, +men ikke en Øre. + +</p><p>Da Kirkegårdsporten lukkedes, skulde +jeg jo have gået lige hjem; men af en instinktsmæssig +Sky for mit Værelse, hvor alt +var mørkt og tomt, et forladt Blikkenslagerværksted, +som jeg endelig havde fået Lov +til at holde til i sålænge, sjangled jeg videre, +drev på Må og Få forbi Rådstuen, helt +ned til Sjøen og hen til en Bænk på Jærnbanebryggen +hvor jeg satte mig. + +</p><p>Der faldt mig i Øjeblikket ikke en trist +Tanke ind, jeg glemte min Nød og følte mig +beroliget ved Synet af Havnen, der lå fredelig +og skøn i Halvmørket. Af gammel Vane +vilde jeg glæde mig selv med at gennemlæse +det Stykke, jeg netop havde skrevet, og som +forekom min lidende Hjærne det bedste, +jeg havde gjort. Jeg tog mit Manuskript op +af Lommen, holdt det tæt ind til Øjnene, forat +se, og gennemløb den ene Side efter den +anden. Tilsidst blev jeg træt og stak Papirerne +i Lommen. Alting var stille; Sjøen lå som +et blåt Perlemor henover, og Småfuglene +fløj tause forbi mig fra Sted til Sted. En +Politikonstabel patroullerer et Stykke henne, +ellers ses ikke et Menneske, og hele Havnen +ligger tyst. + +</p><p>Jeg tæller igen mine Penge: en halv Pennekniv, +et Nøgleknippe; men ikke en Øre. Pludselig +griber jeg ned i min Lomme og trækker +atter Papirerne op. Det var en mekanisk Akt, +en ubevidst Nervetrækning. Jeg udsøger mig +et hvidt, ubeskrevet Blad, og — Gud ved, +hvor jeg fik Idéen fra — jeg laved et Kræmmerhus, +lukked det varligt til, så det så ud +som fuldt, og kasted det langt henad Brostenene +; af Vinden førtes det endnu lidt længer, +så blev det liggende. + +</p><p>Nu havde Sulten begyndt at angribe mig. +Jeg sad og så på dette hvide Kræmmerhus, +der ligesom svulmed af blanke Sølvpenge, og +hidsed mig selv til at tro, at det virkelig indeholdt +noget. Ganske højt sad jeg og lokked +mig til at gætte Summen — hvis jeg gætted +rigtigt, var den min! Jeg forestilled mig de +små, nydelige Tiøringer i Bunden og de fede, +riflede Kroner ovenpå — et helt Kræmmerhus +fuldt af Penge! Jeg sad og så på det +med opspilede Øjne og hæled mig selv til at +gå og stjæle det + +</p><p>Så hører jeg Konstablen hoste — og +hvordan kunde jeg dog falde på at gøre netop +det samme? Jeg rejser mig op fra Bænken og +hoster, og jeg gentager det tre Gange, forat +han skal høre det. Hvor vilde han ikke kaste +sig over Kræmmerhuset, når han kom! Jeg +sad og glæded mig over dette Puds, gned mig +henrykt i Hænderne og bandte storslagent +hen i Hyt og Vejr. Om han ikke skulde få +en lang Næse, den Hund! Om han ikke vilde +synke ned i Helvedes hedeste Pøl og Pine +for den Kæltringstreg! Jeg var bleven +drukken af Sult, min Hunger havde beruset +mig. + +</p><p>Et Par Minutter efter kommer Konstablen, +klappende med sine Jærnhæle i Brostenene, +spejdende til alle Sider. Han giver sig god +Tid, han har hele Natten for sig; han ser ikke +Kræmmerhuset — ikke førend han er det +ganske nær. Da standser han og betragter +det. Det ser så hvidt og værdifuldt ud der +det ligger, måske en liden Sum, hvad? en +liden Sum Sølvpenge? . . . . Og han tager +det op. Hm! det er let, det er meget let. +Måske en kostelig Fjær, Hattepynt . . . . Og +han åbner det varsomt med sine store +Hænder og kiger ind. Jeg lo, lo og banked +mig i Knæet, lo som en rasende Mand. Og +ikke en Lyd kom mig fra Struben; min Latter +var tyst og hektisk, havde en Gråds Inderlighed +. . . . + +</p><p>Så klapper det igen i Brostenene, og +Konstablen gør et Slag henover Bryggen. Jeg +sad der med Tårer i Øjnene og hikked efter +Ånde, helt fra mig selv af febersk Lystighed. +Jeg begyndte at tale højt, fortalte mig selv +om Kræmmerhuset, eftergjorde den stakkels +Konstabels Bevægelser, kiged ind i min hule +Hånd og gentog atter og atter for mig selv: +Han hosted, da han kasted det! Han hosted, +da han kasted det! Til disse Ord føjed jeg +nye, gav dem pirrende Tillæg, omsatte hele +Sætningen og spidsed den til: Han hosted én +Gang — khøhø! + +</p><p>Jeg udtømte mig i Variationer af disse +Ord, og det led langt hen på Aftenen, inden +min Lystighed hørte op. En døsig Ro overkom +mig så, en behagelig Mathed, som jeg +ikke gjorde Modstand mod. Mørket var bleven +lidt tykkere, en liden Bris fured i Sjøens Perlemor; +Skibene, hvis Master jeg så mod +Himlen, så ud med sine sorte Skrog som +lydløse Uhyrer, der rejste Børster og lå og +vented på mig. Jeg havde ingen Smærte, +min Sult havde stumpet den af; i dens Sted +følte jeg mig behageligt tom, uberørt af alting +omkring mig og glad over at være uset af +alle. Jeg lagde Benene op på Bænken og +læned mig bagover, således kunde jeg bedst +føle Afsondrethedens hele Velvære. Der var +ikke en Sky i mit Sind, ikke en Fornemmelse +af Ubehag, og jeg havde ikke en Lyst eller +Attrå uopfyldt, så vide min Tanke kunde +gå. Jeg lå med åbne Øjne i en Tilstand +af Fraværenhed fra mig selv, jeg følte mig +dejligt borte. + +</p><p>Fremdeles var der ikke en Lyd, som forstyrred +mig; det milde Mørke havde skjult +Alverden for mine Øjne og begravet mig der +i idel Ro — blot Stilhedens øde Lyddulm tier +mig monotont i Ørene. Og de dunkle Uhyrer +derude vilde suge mig til sig, når Natten +kom, og de vilde bringe mig langt over Hav +og gennem fremmede Land, hvor ikke Mennesker +bo. Og de vilde bringe mig til Prinsesse +Ylajalis Slot, der en uanet Herlighed venter +mig, større end nogen Menneskers er. Og +hun selv vilde sidde i en strålende Sal, hvor +alt er af Amatyst, i en Trone af gule Roser, +og række Hånden ud mod mig, når jeg +stiger ind, hilse og råbe Velkommen, når +jeg nærmer mig og knæler: Velkommen, +Ridder, til mig og mit Land! Jeg har ventet +dig i tyve Somre og kaldet dig i alle lyse +Nætter, og når du sørged, har jeg grædt +herinde, og når du sov, har jeg åndet dig +dejlige Drømme ind! . . . . Og den skønne +tager min Hånd og følger mig, leder mig +frem gennem lange Gange, hvor store Menneskeskarer +råber Hurra, gennem lyse Haver, +hvor tre hundrede unge Piger leger og ler, ind +i en anden Sal, hvor alt er af lysende Smaragd. +Solen skinner herinde, i Gallerier og Gange +går hendragende Kor af Musik, Strømme af +Duft slår mig imøde. Jeg holder hendes +Hånd i min, og jeg føler i mit Blod Forhekselsens +vilde Dejlighed fare; jeg lægger min +Arm om hende, og hun hvisker: Ikke her, +kom længer endnu! Og vi stiger ind i den +røde Sal, hvor alt er Rubin, en frådende +Herlighed, hvori jeg synker om. Da føler jeg +hendes Arme om mig, hun ånder henover +mit Ansigt, hvisker: Velkommen, Elskede! +Kys mig! Mer . . . . mer . . . . + +</p><p>Jeg ser fra min Bænk Stjærner for mine +Øjne, og min Tanke stryger ind i en Orkan +af Lys . . . . + +</p><p>Jeg var falden i Søvn, der jeg lå, og +blev vækket af Konstablen. Der sad jeg, +ubarmhjærtigen kaldt tilbage til Livet og +Elendigheden. Min første Følelse var en stupid +Forbauselse over at finde mig selv ude under +åben Himmel, men snart afløstes denne af et +bittert Mismod; jeg var lige ved at græde +af Sorg over endnu at være ilive. Det havde +regnet, mens jeg sov, mine Kiæder var ganske +gennemvåde, og jeg følte en rå Kulde i +mine Lemmer. Mørket var bleven end tættere, +det var med Nød jeg kunde skimte Konstablens +Ansigtstræk foran mig. + +</p><p>»Såh,« sagde han, »stå nu op!« + +</p><p>Jeg rejste mig straks; om han havde befalet +mig at lægge mig ned igen, havde jeg +også adlydt. Jeg var meget nedstemt og +ganske uden Kraft, dertil kom, at jeg næsten +øjeblikkelig begyndte at føle Sulten igen. + +</p><p>»Vent lidt!« råbte Konstablen efter mig, +»Di går jo fra Demses Hat, Tosken! Såh, +gå nu!« + +</p><p>»Jeg syntes nok også, der var noget, jeg +ligesom — ligesom havde glemt,« stammed +jeg fraværende. »Tak. Godnat.« + +</p><p>Og jeg sjangled afsted. + +</p><p>Den, som nu havde sig lidt Brød at tage +til! Et sådant dejligt lidet Rugbrød, som +man kunde bide over, mens man gik i Gaderne! +Og jeg gik og tænkte mig netop den særlige +Sort Rugbrød, som det skulde være så +usigeligt godt at få gnave. Jeg sulted bitterlig, +ønsked mig død og borte, blev sentimental +og græd. Det blev aldrig Ende på min +Elendighed! Så med en Gang standsed jeg +op på Gaden, stamped i Brostenene og +bandte hojt. Hvad var det, han havde kaldt +mig? Tosken? Jeg skal vise den Konstabel, +hvad det vil sige at kalde mig Tosken! Dermed +vendte jeg om og løb tilbage. Jeg følte +mig blussende hed af Vrede. Nede i Gaden +snubled jeg og faldt, men jeg ændsed det ikke, +sprang op igen og løb. Nede ved Jærnbanetorvet +var jeg imidlertid ble ven så træt, at +jeg følte mig ikke istand til at fortsætte helt +ned til Bryggen; min Vrede havde desuden +taget af under Løbet. Endelig standsed jeg +og trak Vejret. Kunde det ikke også være +ganske ligegyldigt, hvad en sådan Konstabel +havde sagt? — Ja, men jeg tålte ikke alt! — +Rigtignok! afbrød jeg mig selv; men han +vidste ikke bedre! — Og denne Undskyldning +fandt jeg tilfredsstillende; jeg gentog to Gange +for mig selv: Han vidste ikke bedre! Dermed +vendte jeg atter om. + +</p><p>Gud, hvad du kan finde på! tænkte jeg +harmfuldt; løbe om som en gal i slige +dyvåde Gader mørke Natten! Sulten gnaved +mig ulideligen og lod mig ikke i Ro. Atter +og atter svælged jeg Spyt, for på den Måde +at mætte mig lidt, og jeg syntes, det hjalp. +Det havde været for småt med Mad for mig +i mangfoldige Uger, før dette kom på, og +Kræfterne havde taget betydeligt af i det sidste. +Når jeg havde været heldig at fået en Femkrone +opdrevet ved en eller anden Manøvre, +vilde ikke gærne disse Penge vare så længe, +at jeg blev helt restitueret, før en ny Sultetid +brød ind over mig og slog mig i Knæ. Det +havde faret værst med min Ryg og mine +Skuldre; den Smule Gnaven i Brystet kunde +jeg også standse et Øjeblik, når jeg hosted +rigtig hårdt, eller når jeg gik dygtigt foroverbøjet; +men Ryggen og Skuldrene havde +jeg ingen Råd for. Hvordan kunde det dog +være, at det slet ikke vilde lysne for mig? +Var jeg måske ikke lige så berettiget til at +leve som hvemsomhelst anden, som Antikvarboghandler +Pascha og Dampskibsekspeditør +Hennechen? Om jeg kanske ikke havde +Skuldre som en Rise og to svære Arme at +arbejde med, og om jeg måske ikke havde +søgt endog en Vedhuggerplads i Møllergaden, +forat tjene mit daglige Brød? Var jeg lad? +Havde jeg ikke søgt Pladse og hørt Forelæsninger +og skrevet Avisartikler og læst og +arbejdet Nat og Dag, som en gal Mand? Og +havde jeg ikke levet som en Gnier, spist Brød +og Melk, når jeg havde meget, Brød, når +jeg havde lidet, og sultet, når jeg ingenting +havde? Boed jeg på Hotel, havde jeg en +Suite Værelser i første Etage? På et Udloft +boed jeg, i et Blikkenslagerværksted, som Gud +og Hvermand havde rømt ud af sidste Vinter, +fordi det sneed derind. Så jeg kunde aldeles +ikke begribe mig på det hele! + +</p><p>Alt dette gik jeg og tænkte på, og der +var ikke så meget som en Gnist af Ondskab +eller Misundelighed eller Bitterhed i min +Tanke. + +</p><p>Ved en Farvehandel standsed jeg og så +indad Vinduet; jeg forsøgte at læse Vignetterne +på et Par hermetiske Dåser, men det var +altfor mørkt. Ærgerlig på mig selv for dette +ny Påfund, og heftig, næsten vred over ikke +at kunne finde ud, hvad disse Dåser indeholdt, +banked jeg én Gang i Vinduet og gik +videre. Oppe i Gaden så jeg en Politibetjent, +jeg forstærked min Gang, gik tæt hen til ham +og sagde, uden ringeste Foranledning: + +</p><p>»Klokken er ti.« + +</p><p>»Nej, den er to,« svared han forundret. + +</p><p>»Nej, den er ti,« sagde jeg, »Klokken er +ti.« Og stønnende af Vrede trådte jeg endnu +et Par Skridt frem, knytted min Hånd og +sagde: »Hør, ved De hvad — Klokken +er ti!« + +</p><p>Han stod og overvejed en liden Stund, +anskued min Person, stirred forbløffet på mig. +Endelig sagde han ganske stille: + +</p><p>»I hvert Fald er det jo på Tiden, at +Dere går hjem. Vil Di, atte jej ska’ følle +Dere?« + +</p><p>Ved denne Venlighed blev jeg afvæbnet; +jeg følte, at jeg fik Tårer i Øjnene, og jeg +skyndte mig at svare: + +</p><p>»Nej, Tak! — Jeg har bare været lidt +forsent ude . . . . på en Kafé . . . . Jeg +takker Dem så meget.« + +</p><p>Han lagde Hånden på Hjælmen, da jeg +gik. Hans Venlighed havde ganske overvældet +mig, og jeg græd, fordi jeg ikke ejed fem +Kroner at give ham. Jeg standsed og så +efter ham, idet han langsomt vandred sin Vej, +slog mig for Panden og græd heftigere, efterhvert +som han fjærned sig. Jeg skældte mig +ud for min Fattigdom, kaldte mig ved Øgenavne, +opfandt desperate Benævnelser, kostelige +rå Fund af Skældsord, som jeg overdynged +mig selv med. Dette fortsatte jeg med, +indtil jeg var næsten helt hjemme. Da jeg +kom til Porten opdaged jeg, at jeg havde tabt +mine Nøgler. + +</p><p>Ja, naturligvis! sagde jeg bittert til mig +selv, hvorfor skulde jeg ikke tabe mine Nøgler? +Her bor jeg i en Gård, hvor der er en Stald +nedenunder og et Blikkenslagerværksted ovenpå; +Porten er stængt om Natten, og ingen, +ingen kan lukke den op — hvorfor skulde jeg +så ikke tabe mine Nøgler? Jeg er våd som +en Hund, lidt sulten, ganske bitte lidt sulten, +og lidt latterligt træt i Knæerne — hvorfor +skulde jeg så ikke tabe dem? Hvorfor kunde +ikke egentlig hele Huset være flyttet ud i +Aker, når jeg kom og skulde ind? . . . . +Og jeg lo ved mig selv, forhærdet af Sult og +Forkommenhed. + +</p><p>Jeg hørte Hestene stampe inde i Stalden, +og jeg kunde se mit Vindu ovenpå; men +Porten kunde jeg ikke åbne, og jeg kunde +ikke slippe ind. Træt og bitter i Sind bestemte +jeg mig derfor til at gå tilbage til +Bryggen og lede efter mine Nøgler. + +</p><p>Det var igen begyndt at regne, og jeg +følte allerede Vandet trække igennem på +mine Skuldre. Ved Rådstuen fik jeg med +en Gang en lys Idé: jeg vilde anmode Politiet +om at åbne Porten. Jeg henvendte mig straks +til en Konstabel og bad ham indstændigt om +at følge med og lukke mig ind, hvis han +kunde. + +</p><p>Hja, hvis han kunde, ja! Men han kunde +ikke, han havde ingen Nøgle. Politiets Nøgler +var ikke her, de var i Detektivafdelingen. + +</p><p>Hvad skulde jeg da gøre.? + +</p><p>Hja, jeg fik gå til et Hotel og lægge mig. + +</p><p>Men jeg kunde virkelig ikke gå til et +Hotel og lægge mig; jeg havde ingen Penge. +Jeg havde været ude . . . . på en Kafé . . . . +han forstod jo nok . . . . + +</p><p>Vi stod der en liden Stund på Rådstuens +Trappe. Han overvejed og betænkte +sig og anskued min Person. Regnen strømmed +ned udenfor os. + +</p><p>»Så får Di gå ind til Vagthavende og +mælle Dere som husvild,« sagde han. + +</p><p>Som husvild? Det havde jeg ikke tænkt +på. Ja, Død og Plage, det var en god Idé! +Og jeg takked Konstablen på Stedet for +dette fortrinlige Påfund. Om jeg bare simpelthen +kunde gå ind og sige, at jeg var +husvild? + +</p><p>Simpelthen! . . . . + +</p><p>»Navn?« spurgte Vagthavende. + +</p><p>»Tangen — Andreas Tangen.« + +</p><p>Jeg ved ikke, hvorfor jeg løj. Min Tanke +flagred opløst om og gav mig flere Indfald, +end jeg skøtted om; jeg hitted dette fjærntliggende +Navn i Øjeblikket og slynged det ud, +uden nogen Beregning. Jeg løj uden Nødvendighed. + +</p><p>»Bestilling?« + +</p><p>Dette var at sætte mig Stolen for Døren. +Hm. Bestilling! Hvad <i>var</i> min Bestilling? +Jeg tænkte først at gøre mig til Blikkenslager, +men voved det ikke; jeg havde givet mig et +Navn, som ikke enhver Blikkenslager har, desuden +bar jeg Briller på Næsen. Da faldt +det mig i Sinde at være dumdristig, jeg trådte +et Skridt frem og sagde fast og højtideligt: + +</p><p>»Journalist.« + +</p><p>Vagthavende gjorde et Ryk på sig, før +han skrev, og stor som en husvild Statsråd +stod jeg foran Skranken. Det vakte ingen +Mistanke; Vagthavende kunde nok så godt +forstå, at jeg nøled med mit Svar. Hvad +ligned det, en Journalist på Rådstuen, uden +Tag over Hovedet! + +</p><p>»Ved hvilket Blad — Hr. Tangen?« + +</p><p>»Ved »Morgenbladet«,« sagde jeg. »Desværre +har jeg været lidt forsent ude iaften . . .« + +</p><p>»Ja, det taler vi ikke om!« afbrød han, +og han lagde til med et Smil: »Når Ungdommen +er ude . . . . vi forstår . . . .« +Henvendt til en Konstabel sagde han, idet +han rejste sig og bukked høfligt for mig: »Vis +den Herre op i den reserverede Afdeling. +Godnat!« + +</p><p>Jeg følte mig kold nedad Ryggen over +min egen Dristighed, og jeg knytted Hænderne, +der jeg gik, for at stive mig op. Havde jeg +endda ikke blandet »Morgenbladet« ind! Jeg +vidste, at Friele kunde skære Tænder, og da +Nøglen gnissed i Låsen, mindedes jeg ved +Lyden derom. + +</p><p>»Gassen brænder i ti Minutter,« sagde +Konstablen endnu i Døren. + +</p><p>»Og så slukkes den?« + +</p><p>»Så slukkes den.« + +</p><p>Jeg satte mig på Sengen og horte, hvor +Nøglen blev vreden om. Den lyse Celle så +venlig ud; jeg følte mig godt og vel i Hus +og lytted med Velbehag til Regnen udenfor. +Jeg skulde ikke ønske mig noget bedre end +en sådan koselig Celle! Min Tilfredshed +steg; siddende på Sengen med Hatten i +Hånden og med Øjnene heftet på Gasflammen +henne i Væggen, gav jeg mig til at eftertænke +Momenterne i min første Befatning med Politiet. +Dette var den første, og hvor havde jeg +ikke narret det! Journalist Tangen, hvadbehager? +Og så »Morgenbladet«! Hvor havde jeg +ikke rammet Manden lige i Hjærtet med +»Morgenbladet«! Det taler vi ikke om, hvad? +Siddet i Stiftsgården i Galla til Klokken to, +glemt Portnøglen og en Lommebog på nogle +tusind Kroner hjemme! Vis den Herre op i +den reserverede Afdeling . . . . + +</p><p>Så slukner pludseligt Gassen, så forunderlig +pludseligt, uden at tage af, uden at +svinde ind; jeg sidder i dybt Mørke, jeg kan +ikke se min Hånd, ikke de hvide Vægge +omkring mig, intet. Der var ikke noget andet +at gøre end at gå tilsengs. Og jeg klædte +mig af. + +</p><p>Men jeg var ikke søvntræt og kunde ikke +sove. Jeg blev liggende en Tid at se ind i +Mørket, dette tykke Massemørke, som ingen +Bund havde, og som jeg ikke kunde begribe. +Min Tanke kunde ikke fatte det. Det var +mig uden al Måde mørkt, og jeg følte dets +Nærvær trykke mig. Jeg lukked Øjnene, gav +mig til at synge halvhøjt og kasted mig frem +og tilbage på Briksen, forat adsprede mig; +men uden Nytte. Mørket havde besat min +Tanke og lod mig ikke et Øjeblik i Fred. +Hvad om jeg selv var bleven opløst til Mørke, +gjort til ét med det? Jeg rejser mig op i +Sengen og slår ud med Armene. + +</p><p>Min nervøse Tilstand havde ganske taget +Overhånd, og det hjalp ikke, hvormeget jeg +forsøgte at modarbejde den. Der sad jeg, et +Bytte for de særeste Fantasier, tyssende på +mig selv, nynnende Vuggesange, svedende af +Anstrængelse for at bringe mig i Ro. Jeg +stirred ud i Mørket, og jeg havde aldrig i +mine Levedage set et sådant Mørke. Der +var ingen Tvivl om, at jeg her befandt mig +foran en egen Sort af Mørke, et desperat +Element, som ingen tidligere havde været opmærksom +på. De latterligste Tanker sysselsatte +mig, og hver Ting gjorde mig bange. +Det lille Hul i Væggen ved min Seng beskæftiger +mig meget, et Spigerhul, jeg finder, +et Mærke i Muren. Jeg føler på det, blæser +i det og søger at gætte mig dets Dybde. +Det var ikke noget uskyldigt Hul, slet ikke; +det var et rigtig intrikat og hemmelighedsfuldt +Hul, som jeg måtte vogte mig for. Og besat +af Tanken på dette Hul, helt fra mig selv af +Nysgærrighed og Frygt, måtte jeg tilsidst +stå op af Sengen og finde fat på min halve +Pennekniv, forat måle dets Dybde og forvisse +mig om, at det ikke førte helt ind til Sidecellen. + +</p><p>Jeg lagde mig tilbage, forat forsøge at +falde i Søvn, men i Virkeligheden for atter at +kæmpe med Mørket. Regnen havde ophørt +udenfor, og jeg hørte ikke en Lyd. En Tidlang +vedblev jeg at lytte efter Fodtrin på +Gaden, og jeg gav mig ikke Fred, førend jeg +havde hørt en Fodgænger gå forbi, efter +Lyden at dømme en Konstabel. Pludselig +knipser jeg i Fingrene flere Gange og ler. +Det var da som bare Fan! Ha! — Jeg +indbildte mig at have fundet et nyt Ord. Jeg +rejser mig op i Sengen og siger: Det findes +ikke i Sproget, jeg har opfundet det, <i>Kuboå</i>. +Det har Bogstaver som et Ord, ved sødeste +Gud, Mand, du har opfundet et Ord . . . . +<i>Kuboå</i> . . . . af stor grammatikalsk Betydning +. . . . + +</p><p>Jeg sidder med åbne Øjne, forbauset +over mit Fund, og ler af Glæde. Så begynder +jeg at hviske; man kunde belure mig, +og jeg agted at holde min Opfindelse hemmelig. +Jeg var kommet ind i Sultens glade Vanvid; +jeg var tom og smærtefri, og min Tanke var +uden Tøjler. Jeg overlægger i Stilhed med +mig selv. Med de mest forunderlige Spring i +min Tankegang søger jeg at udgranske Betydningen +af mit ny Ord. Det behøved ikke +at betyde hverken Gud eller Tivoli, og hvem +havde sagt, at det skulde betyde Dyrskue? +Jeg knytter Hånden heftigt og gentager en +Gang til: Hvem har sagt, at det skal betyde +Dyrskue? Når jeg betænkte mig ret, var det +ikke engang absolut nødvendigt, at det betød +Hængelås eller Solopgang. Et sådant Ord, +som dette, var det ikke vanskeligt at finde +Mening til. Jeg vilde vente og se Tiden an. +Imidlertid kunde jeg sove på det. + +</p><p>Jeg ligger der på Briksen og småler, +men siger ingenting, udtaler mig ikke hverken +fra eller til. Der går nogle Minutter, og jeg +blir nervøs, det ny Ord plager mig uden Ophør, +vender altid tilbage, bemægtiger sig tilsidst +al min Tanke og gør mig alvorlig. Jeg +havde opgjort mig en Mening om, hvad det +ikke skulde betyde, men ikke fattet nogen +Bestemmelse om, hvad det skulde betyde. +Det er et Bispørgsmål! sagde jeg højt til +mig selv, og jeg griber mig i Armen og gentager, +at det var et Bispørgsmål. Ordet var +Gudskelov fundet, og det var Hovedsagen. +Men Tanken plager mig endeløst og hindrer +mig fra at falde i Søvn; intet var mig godt +nok for dette ualmindeligt sjældne Ord. Endelig +rejser jeg mig atter op i Sengen, griber mig +med begge Hænder om Hovedet og siger: +Nej, det er jo det, som netop er umuligt, at +lade det betyde Emigration eller Tobaksfabrik! +Havde det kunnet betyde noget sådant som +dette, vilde jeg for længe siden have bestemt +mig herfor og taget Følgerne. Nej, egentlig +var Ordet egnet til at betyde noget <i>sjæleligt</i>, +en Følelse, en Tilstand — om jeg ikke kunde +forstå det? Og jeg husker mig om, forat +finde noget sjæleligt. Da forekommer det +mig, at nogen taler, blander sig ind i min +Passiar, og jeg svarer vredt: Hvadbehager? +Nej, din idiotiske Mage findes ikke! Strikkegarn? +Å, rejs til Helvede! Nu måtte jeg +rigtig le! Om jeg måtte spørge: Hvorfor +skulde jeg være forpligtet til at lade det betyde +Strikkegarn, når jeg specielt havde +imod, at det betød Strikkegarn? Jeg havde +selv opfundet Ordet, og jeg var i min gode +Ret til at lade det betyde hvadsomhelst for +den Skyld. Såvidt jeg vidste, havde jeg +ikke endnu udtalt mig . . . . + +</p><p>Men mer og mer kom min Hjærne i +Vildrede. Tilsidst sprang jeg ud af Sengen, +forat finde Vandledningen. Jeg var ikke tørst, +men mit Hoved stod i Feber, og jeg følte en +instinktsmæssig Trang til Vand. Da jeg havde +drukket, gik jeg igen tilsengs og bestemte +mig til med Vold og Magt at ville sove. Jeg +lukked Øjnene og tvang mig til at være rolig. +Så lå jeg i flere Minutter, uden at gøre en +Bevægelse, jeg blev sved, og jeg følte Blodet +støde heftigt gennem Årene. Nej, det var +dog altfor kosteligt, at han kunde lede efter +Penge i det Kræmmerhus! Han hosted også +blot én Gang. Mon han går dernede endnu? +Sidder på min Bænk? . . . . Det blå Perlemor +. . . . Skibene . . . . + +</p><p>Jeg åbned Øjnene. Hvor kunde jeg +også holde dem lukket, når jeg ikke kunde +sove? Og det samme Mørke ruged omkring +mig, samme uudgrundelige sorte Evighed, som +min Tanke stejled imod og ikke kunde fatte. +Hvad kunde jeg dog ligne det med? Jeg +gjorde de mest fortvivlede Anstrængelser, forat +finde et Ord, der var sort nok til at betegne +mig dette Mørke, et Ord så grusomt sort, +at det kunde sværte min Mund, når jeg +nævnte det. Herregud, hvor det var mørkt! +Og jeg bringes igen til at tænke på Havnen, +på Skibene, de sorte Uhyrer, der lå og +vented på mig. De vilde suge mig til sig +og holde mig fast og sejle med mig over +Land og Hav, gennem mørke Riger, som +ingen Mennesker har set. Jeg føler mig ombord, +trukket tilvands, svævende i Skyerne, dalende, +dalende . . . . Jeg giver et hæst Skrig af Angst +og hugger mig fast i Sengen; jeg havde gjort +sådan farlig Rejse, suset ned gennem Luften +som en Byldt. Hvor følte jeg mig ikke frelst, +da jeg slog Hånden mod den hårde Briks! +Således er det at dø, sagde jeg til mig selv, +nu skal du dø! Og jeg lå en liden Stund og +tænkte over dette, at nu skulde jeg dø. Da +rejser jeg mig op i Sengen og spørger strængt: +Hvem sagde, at jeg skulde dø? Har jeg selv +fundet Ordet, så er jeg i min gode Ret til +selv at bestemme, hvad det skal betyde . . . . +Jeg hørte selv, at jeg fantasered, hørte det +endnu mens jeg talte. Min Galskab var et +Delirium af Svaghed og Udmattelse, men jeg +var ikke sandsesløs. Og den Tanke fôr mig +med ét gennem Hjærnen, at jeg var bleven +vanvittig. Greben af Rædsel farer jeg ud af +Sengen. Jeg raver hen til Døren, som jeg +prøver at åbne, kaster mig et Par Gange +mod den, forat sprænge den, støder mit Hoved +mod Væggen, jamrer højt, bider mig i Fingrene, +græder og bander . . . . + +</p><p>Alting var roligt; kun min egen Stemme +kastedes tilbage fra Murene. Jeg var falden +om på Gulvet, ude af Stand til længer at +tumle om i Cellen. Da skimter jeg højt oppe, +midt for mine Øjne, en grålig Kvadrat i +Væggen, en Tone af hvidt, en Anelse — det +var Dagslyset. Jeg følte, at det var Dagslyset, +følte det med hver Pore i mit Legeme. Å, +hvor ånded jeg ikke dejligt ud! Jeg kasted +mig flad på Gulvet og græd af Glæde over +dette velsignede Skimt af Lys, hulked af Taknemmelighed, +kyssed mod Vinduet og bar +mig ad som en gal. Og jeg var mig også i +dette Øjeblik bevidst, hvad jeg gjorde. Alt +Mismod var med engang borte, al Fortvivlelse +og Smærte ophørt, og jeg havde i denne +Stund ikke et Ønske uopfyldt, så vide min +Tanke kunde gå. Jeg satte mig overende +på Gulvet, folded Hænderne og vented tålmodig +på Dagens Frembrud. + +</p><p>Hvilken Nat havde ikke dette været! At +man dog ikke har hørt nogen Larm, tænkte +jeg forundret. Men jeg var jo også i den +reserverede Afdeling, højt over alle Fanger. +En husvild Statsråd, om jeg så måtte sige. +Stadigt i den bedste Stemning, med Øjnene +vendt mod den lysere og lysere Rude i Muren, +mored jeg mig selv med at agere Statsråd, +kaldte mig von Tangen og lagde min Tale i +Departementsstil. Mine Fantasier havde ikke +hørt op, kun var jeg langt mindre nervøs. +Om jeg ikke havde begået den beklagelige +Tankeløshed at lægge min Lommebog hjemme! +Om jeg ikke måtte have den Ære at bringe +Hr. Statsråden tilsengs? Og i yderste Alvor, +med mange Ceremonier gik jeg hen til Briksen +og lagde mig. + +</p><p>Det var nu bleven så lyst, at jeg kunde +nogenlunde skimte Cellens Omrids, og lidt +efter kunde jeg se det svære Håndtag i +Døren. Dette adspreded mig; det ensformige +Mørke, så irriterende tykt, at det hindred +mig fra at se mig selv, var brudt; mit Blod +blev roligere, og snart følte jeg mine Øjne +lukkes. + + +</p><p class="tb">* * * + +</p><p class="noindent">Jeg vækkedes af et Par Slag i min Dør. +I al Hast sprang jeg op og klædte mig skyndsomt +på; mine Klæder var endnu gennemvåde +fra igåraftes. + +</p><p>»Di vil mælle Dere nede hos Jourhavende,« +sagde Konstablen. + +</p><p>Var der altså igen Formaliteter at gennemgå! +tænkte jeg bange. + +</p><p>Jeg kom ind i et stort Rum nedenunder, +hvor tredive eller firti Mennesker sad, alle +husvilde. Og en for en blev de råbt op af +Protokollen, en for en fik de en Billet til Mad. +Jourhavende sagde stadig væk til Konstablen +ved sin Side: + +</p><p>»Fik han en Billet? Ja, glem ikke at +give dem Billetter. De ser ud til at trænge +et Måltid.« + +</p><p>Og jeg stod og så på disse Billetter og +ønsked mig en. + +</p><p>»Andreas Tangen, Journalist!« + +</p><p>Jeg trådte frem og bukked. + +</p><p>»Kære, hvordan kan <i>De</i> være kommen +her?« + +</p><p>Jeg forklared den hele Sammenhæng, gav +den samme Historie som igåraftes, løj med +åbne Øjne og uden at blinke, løj med Oprigtighed: +Været lidt forsent ude, desværre +. . . . på en Kafé . . . . mistet Portnøglen +. . . . + +</p><p>»Ja,« sagde han og smilte, »således er +det! Har de sovet godt da?« + +</p><p>»Som en Statsråd!« svaredjeg. »Som en +Statsråd!« + +</p><p>»Det glæder mig!« sagde han og rejste +sig. »Godmorgen!« + +</p><p>Og jeg gik. + +</p><p>En Billet, en Billet også til mig! Jeg har +ikke spist på over tre lange Dage og Nætter. +Et Brød! Men der var ingen, som bød mig +en Billet, og jeg turde ikke begære en. Det +vilde øjeblikkelig vakt Mistanke. Man vilde +begynde at grave i mine private Forhold og +finde ud, hvem jeg virkelig var; man vilde +arrestere mig for falske Foregivender. — Med +løftet Hoved, med millionær Holdning og +Hænderne heftet i mit Frakkefald skrider jeg +ud af Rådstuen. + +</p><p>Solen skinned allerede varmt, Klokken +var ti, og Trafiken på Youngstorvet var i +fuld Bevægelse. Hvor skulde jeg tage Vejen? +Jeg klapper på Lommen og føler efter mit +Manuskript; når Klokken blev elleve, vilde +jeg forsøge at træffe Redaktøren. Jeg står +en Stund på Ballustraden og iagttager Livet +nedenunder mig; imens var det begyndt at +dampe af mine Klæder. Hungeren indfandt +sig igen, gnaved mig i Brystet, rykked, gav +mig små fine Stik, som smærted mig. Havde +jeg virkelig ikke en Ven, en Bekendt, jeg +kunde henvende mig til? Jeg leder i min +Hukommelse, forat finde en Mand på ti Øre, +og finder ham ikke. Det var dog en dejlig +Dag; der var megen Sol og meget Lys omkring +mig; Himlen strømmed som et fint +Hav henover Lierfjældene . . . . + +</p><p>Jeg var uden at vide det på Vejen +hjem. + +</p><p>Jeg sulted svare, og jeg fandt mig på +Gaden en Træspån at tygge på. Det hjalp. +At jeg dog ikke havde tænkt på det før! + +</p><p>Porten var åben, Staldkarlen hilste som +sædvanligt Godmorgen. + +</p><p>»Fint Vejr!« sagde han. + +</p><p>»Ja« svared jeg. Det var alt, jeg fandt +at sige. Kunde jeg bede ham om at låne +mig en Krone? Han gjorde det vist så gærne, +hvis han kunde. Jeg havde desuden engang +skrevet et Brev for ham. + +</p><p>Han stod og smagte på noget, han vilde +sige. + +</p><p>»Fint Vejr, ja. Hm. Jeg skulde betale +Værtinden min idag, Di kunde vel ikke +være så snil at låne mig fem Kroner, vel? +Bare på no ’en Da’er. Di har gjort mig en +Tjeneste før, Di.« + +</p><p>»Nej, det kan jeg virkelig ikke, Jens Olaj,« +svared jeg. »Ikke nu. Måske senerehen, +måske i Eftermiddag.« Og jeg sjangled opad +Trappen til mit Værelse. + +</p><p>Her kasted jeg mig på min Seng og lo. +Hvor svineheldigt var det ikke, at han var +kommet mig i Forkøbet! Min Ære var reddet. +Fem Kroner — Gud bevare dig, Mand! Du +kunde lige så gærne spurgt mig om fem +Aktier i Dampkøkkenet eller en Herregård +ude i Aker. + +</p><p>Og Tanken på disse fem Kroner fik mig +til at le højere og højere. Var jeg dog ikke +en Pokkers Karl, hvad? Fem Kroner! Jo, her +var rette Manden! Min Lystighed steg, og +jeg gav mig hen i den: Fy, Fan, for Madlugt +her er! Rigtig fersk Karbonadelugt, siden +Middagen, fyh! Og jeg støder Vinduet op, +forat lufte ud den afskyelige Lugt. Opvarter, +en halv Bif! Henvendt til Bordet, dette skrøbelige +Bord, som jeg måtte støtte med Knæerne, +når jeg skrev, bukked jeg dybt og spurgte: +Tør jeg spørge, vil De drikke et Glas Vin? +Ikke? Jeg er Tangen, Statsråd Tangen. +Desværre har jeg været lidt forsent ude . . . . +Portnøglen . . . . + +</p><p>Og uden Tøjler løb min Tanke igen ud +på vildsomme Veje. Jeg var mig stadigt bevidst, +at jeg talte usammenhængende, og jeg +sagde ikke et Ord, uden at jeg hørte og forstod +det. Jeg sagde til mig selv: Nu taler +du usammenhængende igen! Og jeg kunde +dog ikke hjælpe for det. Det var som at +ligge vågen og tale i Søvne. Mit Hoved var +let, uden Smærte og uden et Tryk, og mit +Sind var uden Skyer. Jeg sejled afsted, og +jeg gjorde ingen Modstand. + +</p><p>Kom ind! Jo, kom bare ind! Som de +ser, alt af Rubin. Ylajali, Ylajali! Den røde, +skummende Silkedivan! Hvor heftigt hun +ånder! Kys mig, Elskede! mer! mer! Dine +Arme er som hvidt Rav, din Mund blusser +. . . . Opvarter, jeg bad om en Bif . . . . + +</p><p>Solen skinned indad mit Vindu, nedenunder +hørte jeg Hestene tygge Havre. Jeg +sad og gumled på min Træspån, oprømt, +glad i Sind som et Barn. Stadig væk havde +jeg følt efter Manuskriptet; jeg havde det +ikke én Gang i Tanken, men Instinktet sagde +mig, at det var til, mit Blod minded mig om +det. Og jeg trak det frem. + +</p><p>Det var bleven vådt, og jeg bredte det +ud og lagde det hen i Sollyset. Derpå gav +jeg mig til at vandre frem og tilbage i mit +Værelse. Hvor alt så nedslående ud! Omkring +på Gulvet små nedtrampede Levninger +af Blikplader; men ikke en Stol at sidde på, +ikke engang en Spiger i de nøgne Vægge. +Alt var bragt til »Onkels« Kælder og fortæret. +Et Par Ark Papir på Bordet, belagt med tykt +Støv, var al min Ejendom; det gamle, grønne +Tæppe på Sengen havde Hans Pauli lånt +mig for nogle Måneder siden . . . . Hans +Pauli! Jeg knipser i Fingrene. Hans Pauli +Pettersen skal hjælpe mig! Og jeg husker +mig om efter hans Adresse. Hvor kunde jeg +dog glemme Hans Pauli! Han vilde sikkert +blive meget vred, fordi jeg ikke havde henvendt +mig til ham straks. Hurtigt tager jeg +min Hat på, samler Manuskriptet op, stikker +det i Lommen og haster nedad Trappen. + +</p><p>»Hør, Jens Olaj,« råbte jeg ind i Stalden, +»jeg tror ganske sikkert, jeg kan hjælpe dig +i Eftermiddag!« + +</p><p>Kommen til Rådstuen ser jeg, at Klokken +er over elleve, og jeg bestemmer mig til at gå +indom Redaktionen med det samme. Udenfor +Kontordøren standsed jeg, forat undersøge +om mine Papirer lå efter Pagina; jeg glatted +dem omhyggeligt ud, stak dem igjen i Lommen +og banked på. Mit Hjærte klapped hørligt, da +jeg trådte ind. + +</p><p>Saksen er som sædvanlig tilstede. Jeg +spørger frygtsomt efter Redaktøren. Intet +Svar. Manden sidder og borer efter Smånyt +i Provinsaviserne. + +</p><p>Jeg gentager mit Spørgsmål og stiger +længer frem. + +</p><p>Redaktøren var ikke kommet, sagde endelig +Saksen, uden at se op. + +</p><p>Om hvornår han kom? + +</p><p>Kunde ikke sige det, kunde aldeles ikke +sige det, Di. + +</p><p>Hvorlænge var Kontoret åbent? + +</p><p>Herpå fik jeg intet Svar, og jeg måtte +gå. Saksen havde ikke kastet et Blik på +mig under det hele; han havde hørt min +Stemme og genkendt mig på den. Så ilde +set er du her, tænkte jeg, man gider ikke +engang svare dig. Mon det er Ordre fra +Redaktøren? Jeg havde rigtignok også, lige +siden min berømte Føljeton til ti Kroner blev +antagen, oversvømmet ham med Arbejder, +rændt på hans Døre næsten hver Dag med +ubrugbare Ting, som han havde måttet læse +igennem og give mig tilbage. Han vilde +kanske have en Ende på det, tage sine Forholdsregler +. . . . Jeg begav mig på Vejen +ud i Homandsbyen. + +</p><p>Hans Pauli Pettersen var en Bondestudent +på Kvisten i en fem Etages Gård, altså +var Hans Pauli Pettersen en fattig Mand. Men +havde han en Krone, så vilde han ikke spare +den. Jeg vilde få den lige så sikkert, som +jeg havde den i Hånden. Og jeg gik og +glæded mig til denne Krone den hele Vej og +følte mig vis på at få den. Da jeg kom til +Gadedøren, var den stængt, og jeg måtte +ringe på. + +</p><p>»Jeg ønsker at tale med Student Pettersen,« +sagde jeg og vilde ind; »jeg ved hans Værelse.« + +</p><p>»Student Pettersen?« gentager Pigen. Om +det var ham, som boed på Kvisten? Han +var flyttet. Ja, hun vidste ikke hvorhen; men +han havde bedt om at få sine Breve sendt +ned til Hermansen i Toldbodgaden, og Pigen +nævnte Numret. + +</p><p>Jeg går fuld af Tro og Håb helt ned i +Toldbodgaden, forat spørge om Hans Paulis +Adresse. Dette var min sidste Udvej, og jeg +måtte udnytte den. Undervejs kom jeg forbi +et nys opført Hus, hvor et Par Snedkere stod +og høvled udenfor. Jeg tog i Dyngen et Par +blanke Spåner, stak den ene i Munden og +gæmte den anden i Lommen til senere. Og +jeg fortsatte min Vej. Jeg stønned af Hunger. +Ved en Bagerbutik havde jeg set et forunderlig +stort ti Øres Brød i Vinduet, det største Brød, +som kunde fåes for den Pris . . . . + +</p><p>»Jeg kommer, forat få vide Student +Pettersens Adresse.« + +</p><p>»Bernt Ankers Gade Numer 10. Kvisten.« +— Om jeg skulde derud? Nå, så vilde jeg +måske være så snil at medtage et Par Breve, +som var kommet? + +</p><p>Jeg går atter op i Byen, den samme +Vej, jeg var kommet, passerer igen Snedkerne, +som nu sad med sine Blikspand mellem +Knæerne og spiste sin gode, varme Dampkøkkenmiddag, +kommer forbi Bagerbutiken, +hvor Brødet endnu ligger på sin Plads, og +når endelig Bernt Ankers Gade, halvdød af +Udmattelse. Døren var åben, og jeg begiver +mig opad de mange tunge Trapper til Kvisten. +Jeg tager Brevene op fra Lommen, for med +ét Slag at sætte Hans Pauli i Humør, når +jeg kom ind. Han vilde vist ikke nægte mig +denne Håndsrækning, når jeg forklared ham +Omstændighederne, aldeles ikke. Hans Pauli +havde så stort Hjærte, det havde jeg al tid +sagt om ham . . . . + +</p><p>På Døren fandt jeg hans Kort: »H. P. +Pettersen, stud. theol. — rejst hjem«. + +</p><p>Jeg satte mig ned på Stedet, satte mig +på det bare Gulv, dump træt, slagen af Forkommenhed. +Jeg gentager mekanisk et Par +Gange: Rejst hjem! Rejst hjem! Så tier jeg +ganske stille. Der var ikke en Tåre i mine +Øjne, jeg havde ikke en Tanke og ikke en +Følelse. Med opspærrede Øjne sad jeg og +stirred på Brevene, uden at foretage mig noget. +Der gik ti Minutter, måske tyve, eller mer, +jeg sad der stadig på samme Plet og rørte +ikke en Finger. Denne dumpe Døs var næsten +som en Blund. Så hører jeg nogen komme +i Trappen, jeg rejser mig og siger: + +</p><p>»Det var Student Pettersen — jeg har to +Breve til ham«. + +</p><p>»Han er hjemrejst«, svarer Konen. »Men +han kommer tilbage efter Ferierne. Brevene +kunde jo jeg tage, om De vilde.« + +</p><p>»Ja, Tak, det var rigtigt godt«, sagde jeg, +»så får han dem, når han kommer. Der +kunde være vigtige Ting i dem. Godmorgen!« + +</p><p>Da jeg var kommet udenfor, standsed jeg +og sagde højt midt på åben Gade, idet jeg +knytted Hænderne: Jeg skal sige dig et, min +kære Herre Gud: du er en Noksagt! Og jeg +nikker rasende, med sammenbidte Tænder op +mod Skyerne: Du er Fan ta mig en Noksagt! + +</p><p>Jeg gik så nogle Skridt og standsed +igen. Idet jeg pludselig skifter Holdning, +folder jeg Hænderne, lægger mit Hoved påskakke +og spørger med sød, fromladen Stemme: +Har du også henvendt dig til ham, mit Barn? + +</p><p>Det lød ikke rigtigt. + +</p><p>Med stor H, siger jeg, med H som en +Domkirke! Op igen: Har du også anråbt +<i>Ham</i>, mit Barn? Og jeg sænker Hovedet og +gør min Stemme begrædelig og svarer: Nej! + +</p><p>Det lød heller ikke rigtigt. + +</p><p>Du kan jo ikke hykle, din Nar! <i>Ja</i>, skal +du sige, ja, jeg har anråbt min Gud Fader! +og du skal få til den ynkeligste Melodi på +dine Ord, som du nogensinde har hørt. Så, +op igjen! Ja, det var bedre. Men du må +sukke, sukke som en krampesyg Hest. Så! + +</p><p>Der går jeg og underviser mig selv i +Hykleri, stamper utålmodig i Gaden, når jeg +ikke får det til, og skælder mig ud for et +Træhoved, mens de forbausede forbigående +vender sig om og betragter mig. + +</p><p>Jeg tygged uafbrudt på min Høvlspån +og sjangled så hurtigt, jeg kunde, nedad +Gaderne. Førend jeg selv vidste af det, var +jeg helt nede ved Jærnbanetorvet. Klokken +viste halv to på Vor Frelsers. Jeg stod en +Stund og overvejed. En mat Sved trængte +frem i mit Ansigt og sived ned i mine Øjne. +Følg med en Tur på Bryggen! sagde jeg til +mig selv. Det vil sige, hvis du har Tid? Og +jeg bukked for mig selv og gik ned til Jærnbanebryggen. + +</p><p>Skibene lå derude, Sjøen vugged i Solskinnet. +Der var travl Bevægelse overalt, pibende +Dampfløjter, Dragere med Kasser på +Skuldrene, muntre Hejsesange fra Prammene. +En Kagekone sidder i Nærheden af mig og +luder med sin brune Næse over sine Varer; +det lille Bord foran hende er syndigt fuldt af +Lækkerier, og jeg vender mig bort i Uvilje. +Hun fylder hele Kajen med sin Madlugt; fyh, +op med Vinduerne! Jeg henvender mig til en +Herre, der sidder ved min Side og forestiller +ham indtrængende dette Misforhold med Kagekoner +her og Kagekoner der . . . . Ikke? Ja, +men han måtte dog vel indrømme, at . . . . +Men den gode Mand aned Uråd og lod mig +ikke engang tale tilende, før han rejste sig og +gik. Jeg rejste mig ligeledes og fulgte ham, +fast bestemt på at overbevise Manden om +hans Fejltagelse. + +</p><p>»Endog af Hensyn til de sanitære Forholde«, +sagde jeg og klapped ham på Skuldren +. . . . + +</p><p>»Undskyld, jeg er fremmed her og kender +ikke noget til de sanitære Forholde,« sagde +han og stirred på mig i Rædsel. + +</p><p>Nå, det forandred Sagen, når han var +fremmed . . . . Om jeg ikke kunde gjøre ham +nogen Tjeneste? Vise ham omkring? Ikke? +For det skulde være mig en Fornøjelse, og +det skulde jo ikke koste ham noget . . . . + +</p><p>Men Manden vilde absolut blive af med +mig og skråed hurtigt over Gaden til det +andet Fortoug. + +</p><p>Jeg gik atter tilbage til min Bænk og +satte mig. Jeg var meget urolig, og den store +Lire, som havde begyndt at spille lidt længer +henne, gjorde mig end værre. En fast, metallisk +Musik, en Stump af Weber, hvortil en +liden Pige synger en sørgelig Vise. Det fløjteagtige, +lidelsesfulde i Liren risler mig gennem +Blodet, mine Nerver begynder at dirre, som +gav de Genklang, og et Øjeblik efter falder +jeg tilbage på Bænken, klynkende, nynnende +med. Hvad finder ikke éns Tanker på, når +man sulter! Jeg føler mig optagen i disse +Toner, opløst til Tone, jeg strømmer ud, og +jeg fornemmer så tydeligt, hvorledes jeg +strømmer, svævende højt over Bjærge, dansende +ind over lyse Zoner . . . . + +</p><p>»En Øre!« siger den lille Lirepige og +rækker sin Bliktalærken frem, »bare en Øre!« + +</p><p>»Ja,« svarer jeg ubevidst, og jeg sprang +op og ransaged mine Lommer. Men Barnet +tror, at jeg blot vil holde Løjer med hende +og fjærner sig straks, uden at sige et Ord. +Denne stumme Tålsomhed var mig for stor; +havde hun skældt mig ud, vilde det kommet +belejligere; Smærten greb mig, og jeg råbte +hende tilbage. Jeg ejer ikke en Øre, sagde +jeg, men jeg skal huske dig siden, måske +imorgen. Hvad hedder du? Ja, det var et +pent Navn, jeg skulde ikke glemme det. Altså +imorgen . . . . + +</p><p>Men jeg forstod godt, at hun ikke troed +mig, uagtet hun ikke sagde et Ord, og jeg +græd af Fortvivlelse over, at denne lille Gadetøs +ikke vilde tro mig. Endnu engang råbte +jeg hende tilbage, rev hurtigt min Frakke op +og vilde give hende min Vest. Jeg skal holde +dig skadesløs, sagde jeg, vent blot et Øjeblik . . . . + +</p><p>Og jeg havde ingen Vest. + +</p><p>Hvor kunde jeg også lede efter den! +Der var gået Uger, siden den var i mit Eje. +Hvad gik der også af mig? Den forbausede +Pige vented ikke længer, men trak sig skyndsomt +tilbage. Og jeg måtte lade hende gå. +Folk stimled sammen om mig og lo højt, en +Politibetjent trænger sig hen til mig og vil +vide, hvad der er påfærde. + +</p><p>»Ingen Ting,« svarer jeg, »slet ingen Ting! +Jeg vilde blot give den lille Pige derhenne +min Vest . . . . til hendes Fader . . . . Det +behøver De ikke at stå og le ad. Jeg kunde +bare gå hjem og tage en anden på.« + +</p><p>»Ingen Opstyr på Gaden!« siger Konstablen. +»Såh, marsch!« Og han puffer mig afsted. +»Er dette Demses Papirer?« råbte han efter mig. + +</p><p>Ja, Død og Pine, min Avisartikel, mange +vigtige Skrifter! Hvor kunde jeg også være +så uforsigtig . . . . + +</p><p>Jeg får fat i mit Manuskript, forvisser +mig om, at det ligger i Orden og går, uden +at standse et Øjeblik eller se mig omkring, op +til Redaktionskontoret. Klokken var nu fire +på Vor Frelsers Ur. + +</p><p>Kontoret er stængt. Jeg lister mig lydløst +nedad Trapperne, bange som en Tyv, og +standser rådvild udenfor Porten. Hvad skulde +jeg nu gøre? Jeg læner mig ind til Muren, +stirrer ned i Stenene og tænker efter. En +Knappenål ligger og skinner foran mine +Fødder, og jeg bøjer mig ned og tager den +op. Hvad om jeg tog Knapperne udaf min +Frakke, hvad vilde jeg få for dem? Det +vilde måske ikke nytte mig, Knapper var +nu Knapper; men jeg tog og undersøgte dem +til alle Kanter og fandt dem så godt som +nye. Det var en heldig Idé alligevel, jeg +kunde skære dem ud med min Pennekniv og +bringe dem hen i Kælderen. Håbet om, at +jeg kunde sælge disse fem Knapper, oplived +mig straks, og jeg sagde: Se, se, det retter +sig! Min Glæde tog Overhånd med mig, og +jeg gav mig straks til at tage Knapperne ud, en +efter en. Herunder holdt jeg følgende tyste Passiar: + +</p><p>Ja, ser De, man er bleven lidt fattig, en +øjeblikkelig Forlegenhed . . . . Udslidte, siger +De? De må ikke forsnakke Dem. Jeg vil +se på den, som slider mindre Knapper, end +jeg. Går altid med Frakken åben, skal jeg +sige Dem; det er bleven en Vane hos mig, +en Egenhed . . . . Nej, nej, når De ikke <i>vil</i>, +så! Men jeg skal have mine ti Øre for dem, +mindst . . . . Nej, Herregud, hvem har <i>sagt</i>, +at de skal gøre det? De kan holde Deres +Mund og lade mig være i Fred . . . . Ja, ja, +så kan De jo <i>hente</i> Politiet, vel. Jeg skal +vente her, mens De er ude efter Konstablen. +Og jeg skal ikke stjæle noget fra Dem . . . . +Nå, Goddag, Goddag! Mit Navn er altså +Tangen, jeg har været lidt forsent ude . . . . + +</p><p>Så kommer der nogen i Trappen. Jeg +er øjeblikkelig tilbage i Virkeligheden, genkender +Saksen og stikker Knapperne skyndsomt +i Lommen. Han vil forbi, besvarer ikke +engang min Hilsen, får det pludselig så travlt +med at se på sine Negle. Jeg standser ham +og spørger efter Redaktøren. + +</p><p>»Ikke tilstede, Di.« + +</p><p>»De lyver!« sagde jeg. Og med en Frækhed, +som forundred mig selv, fortsatte jeg: +»Jeg må tale med ham; det er et nødvendigt +Ærinde — Meddelelser fra Stiftsgården.« + +</p><p>»Ja, kan Di ikke sige det til mig, da?« + +</p><p>»Til Dem?« sagde jeg og målte Saksen +lidt med Øjnene. + +</p><p>Det hjalp. Han fulgte straks med og +åbned Døren. Nu sad mit Hjærte mig i +Halsen. Jeg bed Tænderne heftigt sammen, +forat give mig Mod, banked på, og trådte +ind i Redaktørens Privatkontor. + +</p><p>»Goddag! Er det Dem?« sagde han venligt. +»Sid ned.« + +</p><p>Havde han vist mig Døren, vilde det +været kærkomnere; jeg følte Gråden og sagde: + +</p><p>»Jeg beder Dem undskylde . . . .« + +</p><p>»Sæt Dem ned,« gentog han. + +</p><p>Og jeg satte mig og forklared, at jeg +igen havde en Artikel, som det var mig magtpåliggende +at få ind i hans Blad. Jeg havde +gjort mig sådan Flid med den, den havde +kostet mig så megen Anstrængelse. + +</p><p>»Jeg skal læse den,« sagde han og tog +den. »Anstrængelse koster det Dem vist alt, +De skriver; men De er så altfor heftig. Når +De bare kunde være lidt besindigere! Der er +formegen Feber. Imidlertid skal jeg læse den.« +Og han vendte sig igjen ind til Bordet. + +</p><p>Der sad jeg. Turde jeg bede om en +Krone? Forklare ham, hvorfor der altid var +Feber? Så vilde han ganske sikkert hjælpe +mig; det var ikke første Gang. + +</p><p>Jeg rejste mig op. Hm! Men sidst, jeg +var hos ham, havde han klaget sig for Penge, +endog sendt Regningsbudet ud, forat skrabe +sammen til mig. Det vilde måske blive +samme Tilfældet nu. Nej, det skulde ikke +ske! Så jeg slet ikke, at han sad i Arbejde? + +</p><p>»Var det ellers noget?« spurgte han. + +</p><p>»Nej!« sagde jeg og gjorde min Stemme +fast. »Hvornår må jeg få høre ind igen?« + +</p><p>»Å, nårsomhelst De går forbi,« svared +han, »om et Par Dage eller så.« + +</p><p>Jeg kunde ikke få min Begæring over +Læberne. . Denne Mands Venlighed syntes +mig uden Grændser, og jeg skulde vide at +påskønne den. Heller sulte tildøde. Og jeg gik. + +</p><p>Ikke engang, da jeg stod udenfor og igen +følte Hungerens Anfald, angred jeg at have +forladt Kontoret uden at bede om denne +Krone. Jeg tog den anden Høvlspån op af +Lommen og stak den i Munden. Det hjalp +igen. Hvorfor havde jeg ikke gjort det før? +Du måtte skamme dig! sagde jeg højt; kunde +det virkelig falde dig ind at bede den Mand +om en Krone og sætte ham i Forlegenhed +igen? Og jeg blev rigtig grov mod mig selv +for den Uforskammethed, som havde faldt +mig ind. Det er ved Gud det sjofleste, jeg +endnu har hørt! sagde jeg; rænde på en Mand +og næsten klore Øjnene ud på ham, bare +fordi du trænger en Krone, din elendige Hund! +Så, marsch! Hurtigere! Hurtigere, din Tamp! +Jeg skal lære dig! + +</p><p>Jeg begyndte at løbe, forat straffe mig +selv, tilbagelagde i Sprang den ene Gade efter +den anden, drev mig fremad ved indædte Tilråb +og skreg taust og rasende til mig selv, +når jeg vilde standse. Herunder var jeg +kommet højt op i Pilestrædet. Da jeg endelig +stod stille, næsten grædefærdig af Vrede over +ikke at kunne løbe længer, dirred jeg over +mit hele Legeme, og jeg slængte mig ned +på en Trappe. Nej, stop! sagde jeg. Og +for rigtigt at plage mig selv, rejste jeg mig +atter op og tvang mig til at blive stående, +og jeg lo ad mig selv og gotted mig over +min egen Forkommenhed. Endelig efter flere +Minutters Forløb gav jeg mig ved et Nik +Tilladelse til at sætte mig; endog da valgte +jeg den ubekvemmeste Plads på Trappen. + +</p><p>Herregud, det var dejligt at hvile! Jeg +tørred Sveden af mit Ansigt og drak store, +friske Åndedrag ind. Hvor havde jeg ikke +løbet! Men jeg angred det ikke, det var vel +fortjent. Hvorfor havde jeg også villet begære +den Krone? Nu så jeg Følgerne! Og jeg +begyndte at tale mildt til mig selv, holde +Formaninger, som en Moder kunde gjort. Jeg +blev mer og mer rørende, og træt og kraftløs +begyndte jeg at græde. En stille og inderlig +Gråd, en indvendig Hulken uden en +Tåre. + +</p><p>Et Kvarters Tid eller mer sad jeg på +samme Sted. Folk kom og gik, og ingen +forulemped mig. Småbørn legte her og der +omkring, en liden Fugl sang i et Træ på +den anden Side af Gaden. + +</p><p>En Politikonstabel kommer henimod mig. + +</p><p>»Hvorfor sitter Di her?« sagde han. + +</p><p>»Hvorfor jeg sidder her?« spurgte jeg. +»Af Lyst.« + +</p><p>»Jeg har lagt Mærke til Dere den sidste +Hal’time,« sagde han. »Di har sitti her en +hal’ Time?« + +</p><p>»Så omtrent,« svared jeg. »Var det +ellers noget?« Jeg rejse mig vredt og gik. + +</p><p>Kommen til Torvet, standsed jeg og så +ned i Gaden. Af Lyst! Var nu også det et +Svar? Af Træthed! skulde du sagt, og du +skulde gjort din Stemme begrædelig — du er +et Fæ, du lærer aldrig at hykle! — af Udmattelse! +og du skulde sukket som en Hest. + +</p><p>Da jeg kom til Brandvagten, standsed jeg +igen, greben af et nyt Indfald. Jeg knipsed +i Fingrene, slog i en høj Latter, som forbaused +de forbigående, og sagde: Nej, nu skal +du virkelig gå ud til Præsten Levion. Det +skal du bitterdød gøre. Jo, bare forat forsøge. +Hvad har du at forsømme med det? Det er +også sådant dejligt Vejr. + +</p><p>Jeg gik ind i Paschas Boglade, fandt i +Adressekalenderen Pastor Levions Bopæl og +begav mig derud. Nu gælder det! sagde jeg, +far nu ikke med Streger! Samvittighed, siger +du? Ikke noget Sludder; du er for fattig til +at holde Samvittighed. Du er sulten, er du, +kommen i et vigtigt Anliggende, det første +fornødne. Men du skal lægge Hovedet på +Skuldren og sætte Melodi på dine Ord. Det +vil du ikke, hvad? Så går jeg ikke et +Skridt videre, så meget du ved det. Så: +du er i en såre anfægtet Tilstand, kæmper +med Mørkets Magter og store, lydløse Uhyrer +om Nætterne, så det er en Gru, hungrer og +tørster efter Vin og Mælk og får det ikke. +Så langt er det kommet med dig. Nu står +du her og har ikke så godt som Spyt i +Lampen. Men du tror på Nåden, Gudskelov, +du har ikke tabt Troen endda! Og da skal +du slå Hænderne sammen og se ud som en +ren Satan til at tro på Nåden. Med Hensyn +til Mammon, så hader du Mammon under +alle dens Skikkelser; en anden Sag er det +med en Salmebog, en Erindring til et Par +Kroner . . . . Ved Præstens Dør standsed jeg +og læste: »Kontortid fra 12 til 4.« + +</p><p>Fremdeles ikke noget Sludder! sagde jeg; +nu gør vi Alvor af det! Så, ned med Hovedet, +lidt til . . . . og jeg ringte på til Familjelejligheden. + + +</p><p>»Jeg søger Pastoren,« sagde jeg til Pigen; +men det var mig ikke muligt at få Guds +Navn med. + +</p><p>»Han er gået ud,« svared hun. + +</p><p>Gået ud! Gået ud! Det ødelagde hele +min Plan, forrykked fuldstændigt alt, jeg havde +tænkt at sige. Hvad Nytte havde jeg så af +denne lange Tur? Nu stod jeg der. + +</p><p>»Var det noget især?« spurgte Pigen. + +</p><p>»Aldeles ikke!« svared jeg, »slet ikke! +Det var bare sådant dejligt Guds Vejr, og +så vilde jeg gå herud og hilse på ham.« + +</p><p>Der stod jeg og der stod hun. Jeg satte +med Vilje Brystet frem, forat gøre hende opmærksom +på Knappenålen, der holdt min +Frakke sammen; jeg bad hende med Øjnene +om at se, hvad jeg var kommet for; men +Staklen forstod ingen Ting. + +</p><p>Et dejligt Guds Vejr, ja. Om ikke Fruen +var hjemme heller? + +</p><p>Jo, men hun havde Gigt, lå på en Sofa, +uden at kunne røre sig . . . . Vilde jeg måske +lægge ned et Bud eller noget? + +</p><p>Nej, slet ikke. Jeg bare tog slige Ture +nu og da, fik lidt Motion. Det var så bra +efter Middagen. — + +</p><p>Jeg begav mig på Vejen tilbage. Hvad +vilde det føre til at passiare længer? Desuden +var jeg begyndt at føle Svimmelhed; det fejled +ikke, jeg var i Færd med at knække sammen for +Alvor. Kontortid fra 12 til 4; jeg havde banket +på en Time forsent, Nådens Tid var omme! + +</p><p>På Stortorvet satte jeg mig på en af +Bænkene ved Kirken. Herregud, hvor det begyndte +at se sort ud for mig nu! Jeg græd +ikke, jeg var for træt; udpint til det yderste +sad jeg der uden at foretage mig nogen Ting, +sad urørlig og sulted. Brystet var mest betændt, +det sved aldeles besynderlig slemt derinde. +Det vilde heller ikke hjælpe længer at +tygge Spån; mine Kæver var trætte af det +frugtesløse Arbejde, og jeg lod dem hvile. +Jeg gav mig over. Ovenikøbet havde en brun +Appelsinskal, som jeg fandt på Gaden, og +som jeg straks gav mig til at gnave af, givet +mig Kvalme. Jeg var syg; Pulsåren svulmed +blå på mine Håndled. + +</p><p>Hvad havde jeg også egentlig nølet efter? +Løbet om den hele Dag efter en Krone, som +kunde holde Liv i mig i nogle Timer længer. Var +det i Grunden ikke ligegyldigt, om det uundgåelige +skete en Dag før eller en Dag senere? +Havde jeg opført mig som et ordentligt Menneske, +var jeg gået hjem og lagt mig til Ro +for længe siden, overgivet mig. Min Tanke +var i Øjeblikket klar. Nu skulde jeg dø; det +var i Høstens Tid, og alt var lagt i Dvale. +Jeg havde forsøgt hvert Middel, udnyttet hver +Hjælpekilde, som jeg vidste om. Jeg kæled +sentimentalt med denne Tanke, og hver Gang, +jeg endnu håbed på en mulig Redning, +hvisked jeg afvisende: Din Nar, du er jo +allerede begyndt at dø! Jeg burde skrive et +Par Breve, have alt færdigt, gøre mig parat. +Jeg vilde vaske mig omhyggeligt og ordne +smukt op i min Seng; mit Hoved vilde jeg +lægge på det Par Ark hvidt Skrivepapir, den +reneste Ting jeg havde igen, og det grønne +Tæppe kunde jeg . . . . + +</p><p>Det grønne Tæppe! Jeg blev med én +Gang lys vågen, Blodet steg mig til Hovedet, +og jeg fik stærk Hjærteklap. Jeg rejser mig +op fra Bænken og begynder at gå, Livet +rører sig påny i alle mine Fibrer, og jeg +gentager Gang på Gang de løsrevne Ord: +Det grønne Tæppe! Det grønne Tæppe! +Jeg går hurtigere og hurtigere, som om det +galdt at indhente noget, og står om en kort +Stund atter hjemme i mit Blikkenslagerværksted. + +</p><p>Uden at standse et Øjeblik eller vakle i +min Beslutning, går jeg bort til Sengen og +ruller Hans Paulis Tæppe sammen. Det skulde +være underligt, om ikke mit gode Indfald +kunde redde mig! De dumme Betænkeligheder, +som opstod hos mig, halve indre Råb +om et vist Brandmærke, det første sorte Tegn +i min Hæderlighed, hæved jeg mig uendeligt +over; jeg gav det hele en god Dag. Jeg var +ingen Helgen, ingen Dydsidiot, jeg havde min +Forstand i Behold . . . . + +</p><p>Og jeg tog Tæppet under Armen og gik +ned i Stenersgaden Numer 5. + +</p><p>Jeg banked på og trådte ind i den store +fremmede Sal, for første Gang; Bjælden på +Døren slog en hel Masse desperate Slag over +mit Hoved. En Mand kommer ind fra et +Sideværelse, tyggende, med Munden fuld af +Mad, og stiller sig foran Disken. + +</p><p>»Å, lån mig en halv Krones Penge på +mine Briller!« sagde jeg; »jeg skal løse dem +ind om et Par Dage, sikkert.« + +</p><p>»Hvad? Nej, det er jo Stålbriller?« + +</p><p>»Ja.« + +</p><p>»Nej, det kan jeg ikke.« + +</p><p>»Å, nej. De kan vel ikke det. Det var +i Grunden bare Spøg også. Nej, jeg har et +Tæppe med, som jeg egentlig ikke har noget +Brug for længer, og det faldt mig ind, at De +kunde ville skille mig af med det.« + +</p><p>»Jeg har desværre et helt Lager af Sengeklæder,« +svared han, og da jeg havde fået +det oprullet, kasted han et eneste Blik på +det og råbte: + +</p><p>»Nej, undskyld, det har heller ikke jeg +noget Brug for!« + +</p><p>»Jeg vilde vise Dem den dårligste Side +først,« sagde jeg; »det er meget bedre på +den anden Side.« + +</p><p>»Ja, ja, det hjælper ikke, jeg vil ikke eje +det, og De får ikke ti Øre for det noget +Sted.« + +</p><p>»Nej, det er grejt, at det ikke er værd +noget,« sagde jeg; »men jeg tænkte, at det +kunde gå under ét med et andet gammelt +Tæppe på Auktionen.« + +</p><p>»Ja, nej, det nytter ikke.« + +</p><p>»Fem og tyve Øre?« sagde jeg. + +</p><p>»Nej, jeg vil slet ikke have det, Mand, +jeg vil ikke have det i Huset.« + +</p><p>Så tog jeg atter Tæppet under Armen +og gik hjem. + +</p><p>Jeg lod som intet var hændt, bredte igen +Tæppet over Sengen, glatted det godt ud, +som jeg plejed, og forsøgte at udslette ethvert +Spor af min sidste Handling. Jeg kunde +umuligt have været ved min fulde Forstand i +det Øjeblik, da jeg fatted Beslutningen om at +begå denne Kæltringstreg; jo mer jeg tænkte +herpå, des urimeligere forekom det mig. Det +måtte være et Anfald af Svaghed, en eller +anden Slappelse i mit Indre, som havde overrumplet +mig. Jeg var heller ikke falden i +denne Snare, det aned mig, at det begyndte +at bære galt afsted, og jeg havde udtrykkelig +forsøgt med Brillerne først. Og jeg glæded +mig meget over, at jeg ikke havde fået Anledning +til at fuldbyrde denne Brøde, som +vilde have flækket til de sidste Timer, jeg +leved. + +</p><p>Og atter vandred jeg ud i Byen. + +</p><p>Jeg slog mig påny ned på en Bænk ved +Vor Frelsers Kirke, dused sammen, med +Hovedet på Brystet, slap efter den sidste +Ophidselse, syg og forkommen af Sult. Og +Tiden gik. + +</p><p>Jeg fik sidde også denne Time ud; det +var lidt lysere ude end inde i Hus; det forekom +mig desuden, at det arbejded ikke fuldt +så galt i Brystet ude i fri Luft; jeg kom jo +også tidsnok hjem. + +</p><p>Og jeg dused og tænkte og led ganske +hårdt. Jeg havde fundet mig en liden Sten, +som jeg pudsed af på mit Frakkeærme og +stak i Munden, forat have noget at gumle på; +ellers rørte jeg mig ikke og flytted ikke engang +Øjnene. Mennesker kom og gik, +Vognrammel, Hovtramp og Passiar fyldte +Luften. + +</p><p>Men jeg kunde jo forsøge med Knapperne? +Det nytted naturligvis ikke, og desuden +var jeg så temmelig syg. Men når +jeg ret betænkte mig, så skulde jeg jo egentlig +i Retning af »Onkel« — min egentlige +»Onkel« — når jeg gik hjem? + +</p><p>Endelig rejste jeg mig og drog mig sent +og tuslet henefter Gaderne. Det begyndte at +brænde over mine Øjenbryn, det trak op til +Feber, og jeg skyndte mig alt, jeg kunde. +Atter kom jeg forbi Bagerbutiken, hvor Brødet +lå. Så, nu standser vi ikke her! sagde jeg +med tilgjort Bestemthed. Men om jeg nu gik +ind og <i>bad</i> om en Bid Brød? Det var en +Strejftanke, et Glimt; det faldt mig virkelig +ind. Fy! hvisked jeg og rysted på Hovedet. +Og jeg gik videre. + +</p><p>I Rebslagergangen stod der et Par elskende +og hvisked inde i en Port; lidt længer henne +stak en Pige Hovedet ud af Vinduet. Jeg gik +så sagte og betænksomt, jeg så ud til at +grunde på noget af hvert — og Pigen kom +ud på Gaden. + +</p><p>»Hvordan er det med dig da, Gammeln? +Hvad for noget, er du syg? Nej, Gud hjælpe +mig for et Ansigt!« Og Pigen trak sig skyndsomt +tilbage. + +</p><p>Jeg standsed med en Gang. Hvad var +der ivejen med mit Ansigt? Var jeg virkelig +begyndt at dø? Jeg følte med Hånden opad +Kinderne: mager, naturligvis var jeg mager; +Kinderne stod som to Skåler med Bunden +ind; men Herregud . . . . og jeg rusled +atter ivej. + +</p><p>Men jeg standsed igen. Jeg måtte være +ganske ubegribelig mager. Og Øjnene var +på Vej ind gennem Hovedet. Hvordan så +jeg egentlig ud? Det var nu som hede Fan +også, at man måtte lade sig levende vanskabe +af bare Sult! Jeg følte Raseriet endnu +engang, dets sidste Opblussen, en +Senetrækning. Hjælpe os for et Ansigt, hvad? Her +gik jeg med et Hoved, som der ikke fandtes +Mage til i Landet, med et Par Næver, som +Gud forsyne mig kunde male Bybud til Sigtemel, +og sulted mig vanskabt midt i Kristiania +By! Var der nogen Orden og Måde i det? +Jeg havde ligget i Sælen og slidt Nætter +og Dage, som en Mær, der slæber en Præst; +jeg havde læst mig Øjnene ud af Skolten og +sultet mig Forstanden ud af Hjærnen — hvad +Fan havde jeg igen for det? Endog Gadetæverne +bad Gud fri sig for Synet af mig. Men nu +skulde det være stop — forstår du det! — +<i>stop</i> skulde det Djævelen besætte mig være! +. . . . Med stadigt tiltagende Raseri, skærende +Tænder under Følelsen af min Mathed, under +Gråd og Eder, vedblev jeg at buldre løs, +uden at ændse Folk, der gik forbi. Jeg begyndte +igen at martre mig selv, løb med Vilje +min Pande mod Lygtepælene, satte Neglene +dybt ind i mine Håndbage, bed i Afsindighed +i min Tunge, når den ikke talte tydeligt, og +jeg lo rasende hver Gang det gjorde meget +ondt. + +</p><p>Ja, men hvad skal jeg gøre? svared +jeg tilsidst mig selv. Og jeg stamper i Gaden +flere Gange og gentager: Hvad skal jeg gører +— En Herre går just forbi og bemærker +smilende: + +</p><p>»De bør gå og begære Dem anholdt.« + +</p><p>Jeg så efter ham. Det var en af vore +bekendte Damelæger, »Hertugen« kaldet. Ikke +engang han forstod sig på min Tilstand, en +Mand, jeg kendte, og hvis Hånd jeg havde +trykket. Jeg blev stille. Anholdt? Ja, jeg +var gal; han havde Ret. Jeg følte Vanviddet +i mit Blod, følte dets Jag gennem Hjærnen. +Så dér skulde det ende med mig! Ja, ja! +Og jeg begyndte igen min langsomme, sørgelige +Gang. Dér skulde jeg altså havne! + +</p><p>Med ét står jeg atter stille. Men ikke +anholdt! siger jeg; ikke det! Og jeg var +næsten hæs af Angst. Jeg bad for mig, trygled +hen i Hyt og Vejr om ikke at blive anholdt. +Så vilde jeg komme på Rådstuen +igen, blive indestængt i en mørk Celle, hvori +der ikke fandtes en Gnist af Lys. Ikke det! +Der var andre Udveje åbne endnu, som jeg +ikke havde forsøgt. Og jeg vilde forsøge dem; +jeg vilde være så inderlig flittig, tage mig +god Tid til det og gå ufortrødent omkring +fra Hus til Hus. Der var nu for Eksempel +Musikhandler Cisler, ham havde jeg slet ikke +været hos. Der blev nok en Råd . . . . +Således gik jeg og talte, indtil jeg næsten +fik mig selv til at gæde af Rørelse. Bare ikke +blive anholdt! + +</p><p>Cisler? Var det måske et højere Fingerpeg? +Hans Navn havde faldt mig ind uden +Grund, og han boed så langt borte; men jeg +vilde dog opsøge ham, gå sagte og hvile +iblandt. Jeg kendte Stedet, jeg havde været +der ofte, købt så mange Noder i de gode +Dage. Skulde jeg bede om en halv Krone? +Det vilde måske genere ham; jeg fik spørge +om en hel. + +</p><p>Jeg kom ind i Butiken og spurgte efter +Chefen; man viste mig ind i hans Kontor. +Der sad Manden, smuk, klædt efter Moden, +og gennemså Regninger. + +</p><p>Jeg stammed en Undskyldning og frembar +mit Ærinde. Tvungen af Trang til at +henvende mig til ham . . . . Skulde ikke vare +ret længe, før jeg skulde betale det tilbage +. . . . Når jeg fik Honoraret for min Avisartikel +. . . . Han vilde gøre mig så stor en +Velgærning . . . . + +</p><p>Endnu mens jeg talte, vendte han sig til +Pulten og fortsatte sit Arbejde. Da jeg var +færdig, så han påskrå henimod mig, rysted +sit smukke Hoved og sagde: »Nej!« Bare Nej. +Ingen Forklaring. Ikke et Ord. + +</p><p>Mine Knæ skalv voldsomt, og jeg støtted +mig mod den lille polerede Skranke. Jeg fik +forsøge en Gang til. Hvorfor skulde netop +hans Navn falde mig ind, da jeg stod langt +nede i Vaterland? Det sled nogle Gange i +min venstre Side, og jeg begyndte at svede. +Hm! Jeg var virkelig højst forkommen, sagde +jeg, temmelig syg, desværre; det vilde sikkert +ikke gå mer end et Par Dage, før jeg kunde +betale det tilbage. Om han vilde være så snil? + +</p><p>»Kære Mand, hvorfor kommer De til +mig?« sagde han. »De er mig et fuldstændigt +X, løben ind fra Gaden. Gå til Bladet, hvor +man kender Dem.« + +</p><p>»Men blot for iaften!« sagde jeg. »Redaktionen +er allerede stængt, og jeg er meget +sulten nu.« + +</p><p>Han rysted vedholdende på Hovedet, +vedblev at ryste det endog efterat jeg havde +grebet fat i Låsen. + +</p><p>»Farvel!« sagde jeg. + +</p><p>Det var ikke noget højere Fingerpeg, +tænkte jeg og smilte bittert; så højt kunde +også jeg pege, når det kom an på det. +Jeg sled mig frem det ene Kvartal efter det +andet, nu og da hvilte jeg et Øjeblik på en +Trappe. Når jeg bare ikke blev anholdt! +Rædselen for Cellen forfulgte mig hele Tiden, +lod mig slet ikke i Fred; hver Gang jeg så +en Konstabel i min Vej, tusled jeg ind i en +Sidegade, forat undgå at møde ham. Nu +tæller vi et hundrede Skridt, sagde jeg, og +forsøger vor Lykke igen! Engang blir der +vel en Råd . . . . + +</p><p>Det var en mindre Garnhandel, et Sted, +jeg aldrig tidligere havde betrådt. En enkelt +Mand indenfor Disken, Kontor indenfor med +Porcellæns Skildt på Døren, pakkede Hylder +og Borde i lang Række. Jeg vented til den +sidste Kunde havde forladt Butiken, en ung +Dame med Smilehuller. Hvor hun så lykkelig +ud! Jeg nænned ikke at prøve at gøre Indtryk +med min Knappenål i Frakken; jeg +vendte mig bort, og mit Bryst hulked. + +</p><p>»Ønsker De noget?« spurgte Betjenten. + +</p><p>»Er Chefen tilstede?« sagde jeg. + +</p><p>»Han er på Fjældtur i Jotunhejmen,« +svared han. »Var det noget særligt, hvad?« + +</p><p>»Det galdt nogle Øre til Mad,« sagde +jeg og forsøgte at smile; »jeg er bleven sulten, +og jeg har ikke en Øre.« + +</p><p>»Så er De lige så rig, som jeg«, sagde +han og gav sig til at ordne Garnpakker. + +</p><p>»Å, vis mig ikke bort — ikke nu!« +sagde jeg, på en Gang kold over hele Legemet. +»Jeg er virkelig næsten død af Sult, det +er mange Dage, siden jeg nød noget.« + +</p><p>I yderste Alvor, uden at sige noget, gav +han sig til at vrænge sine Lommer, en efter +en. Om jeg ikke vilde tro ham på hans +Ord, hvad? + +</p><p>»Bare fem Øre?« sagde jeg. »Så skal +De få ti igen om et Par Dage.« + +</p><p>»Kære Mand, vil De have mig til at stjæle +af Skuffen?« spurgte han utålmodig. + +</p><p>»Ja,« sagde jeg, »ja, tag fem Øre af +Skuffen.« + +</p><p>»Det blir ikke mig, som gør det,« slutted +han, og han lagde til: »Og lad mig sige Dem +nu med det samme, at nu kan det være nok +af dette.« + +</p><p>Jeg drog mig ud, syg af Sult og hed af +Skam. Jeg havde gjort mig til Hund for det +usleste Ben og ikke fået det. Nej, nu +fik der blive en Ende på det! Det var +virkelig kommet altfor langt med mig. Jeg +havde holdt mig oppe i så mange År, stået +rank i så hårde Stunder, og nu var jeg +på en Gang sunken ned til brutalt Betleri. +Denne ene Dag havde forrået min hele +Tanke, overstænket mit Sind med Ubluhed. +Jeg havde ikke undset mig for at gøre mig +bevægelig og stå og græde til de mindste +Kræmmere. Og hvad havde det nyttet? Stod +jeg måske ikke fremdeles uden en Brødbid +at stikke i Munden. Jeg havde opnået at få +mig til at væmmes ved mig selv. Ja, ja, nu +måtte det komme til en Ende! Retnu stængte +man Porten hjemme, og jeg fik skynde mig, +hvis jeg ikke vilde ligge på Rådstuen inat +igen . . . . + +</p><p>Dette gav mig Kræfter; ligge på Rådstuen +vilde jeg ikke. Med foroverbøjet Krop, +med Hånden stemt mod venstre Ribben, forat +dulme Stingene lidt, kaved jeg fremad, holdt +Øjnene fæstet i Fortouget, for ikke at tvinge +mulige Bekendte til at hilse, og hasted hen +til Brandvagten. Gudskelov, Klokken var blot +syv på Vor Frelsers, jeg havde tre Timer +endnu, før Porten stængtes. Hvor jeg havde +været bange! + +</p><p>Så var der altså ikke en Ting uforsøgt, +jeg havde gjort alt, jeg kunde. At det virkelig +ikke vilde lykkes én Gang på en hel Dag! +tænkte jeg. Om jeg fortalte det til nogen, så +var der ingen, som ville tro det, og om jeg +skrev det ned, så vilde man sige, at det var +lavet. Ikke på et eneste Sted! Ja, ja, der var +ingen Råd med det; fremfor alt ikke gå og +være rørende mer. Fy, det var ækelt, forsikkrer +dig på, det gør mig vammel af dig! Når alt +Håb var ude, så var det ude. Kunde jeg +ikke forresten stjæle mig en Håndfuld Havre +inde i Stalden? En Stribe af Lys, et Strejf +— jeg vidste, at Stalden var lukket. + +</p><p>Jeg tog det mageligt og krøb i sen Sneglegang +hjemover. Jeg følte Tørst, glædeligvis +for første Gang den hele Dag, og jeg gik og +så mig om efter et Sted, hvor jeg kunde +drikke. Jeg var kommet for langt bort fra +Basarerne, og ind i et Privathus vilde jeg +ikke gå; jeg kunde måske også vente til +jeg kom hjem; det vilde tage et Kvarters Tid. +Det var slet ikke sagt, at jeg kunde få beholde +en Slurk Vand heller; min Mave tålte +ikke længer nogen Ting, jeg følte mig endog +kvalm af det Spyt, jeg gik og svælged ned. + +</p><p>Men Knapperne? Jeg havde slet ikke +forsøgt med Knapperne endda? Da stod jeg +plat stille og gav mig til at smile. Kanske +blev der alligevel en Råd! Jeg var ikke helt +fordømt! Jeg vilde ganske sikkert få ti Øre +for dem, imorgen fik jeg så andre ti et eller +andet Sted, og Torsdag vilde jeg få Betaling +for min Avisartikel. Jeg skulde bare se, det +retted sig! At jeg virkelig kunde glemme +Knapperne! Jeg tog dem op af Lommen og +betragted dem, mens jeg atter gik; mine Øjne +blev dunkle af Glæde, jeg så ikke hele Gaden, +jeg gik på. + +</p><p>Hvor kendte jeg ikke nøje den store +Kælder, min Tilflugt i de mørke Aftener, min +blodsugende Ven! En for en var mine Ejendele +forsvundne hernede, mine Småting +hjemmefra, min sidste Bog. På Auktionsdagen +gik jeg gærne derned, forat se til, og +jeg glæded mig hvergang mine Bøger syntes +at komme i gode Hænder. Skuespiller Magelsen +havde mit Ur, og det var jeg næsten stolt +af; en Årskalender, hvori jeg havde mit første +lille poetiske Forsøg, havde en Bekendt købt, +og min Yderfrakke havned hos en Fotograf +til Udlån i Atelieret. Så der var intet at +sige på nogen Ting. + +</p><p>Jeg holdt mine Knapper færdige i Hånden +og trådte ind. »Onkel« sidder ved sin Pult +og skriver. + +</p><p>»Jeg har ingen Hast,« siger jeg, bange +forat forstyrre ham og gøre ham utålmodig +med min Henvendelse. Min Stemme lød så +forunderlig hul, jeg kendte den næsten ikke +selv igen, og mit Hjærte slog som en Hammer. + +</p><p>Han kom mig smilende imøde, som han +plejed, lagde begge sine Hænder flade på +Disken og så mig ind i Ansigtet, uden at sige +noget. + +</p><p>Ja, jeg havde noget med, som jeg vilde +spørge, om han ikke kunde have Brug for . . . . +noget, som blot lå mig ivejen hjemme, forsikkrer +Dem på, ganske til Plage . . . . nogle +Knapper. + +</p><p>Nå, hvad var det så, hvad var det så +med de Knapper? Og han lægger sine Øjne +helt ned til min Hånd. + +</p><p>Om han ikke kunde give mig nogle Øre +for dem? . . . . Så mange, som han selv +syntes . . . . Ganske efter hans eget Skøn . . . . + +</p><p>For de Knapper? Og »Onkel« stirrer +forundret på mig. For <i>disse</i> Knapper? + +</p><p>Bare til en Cigar, eller hvad han selv +vilde. Jeg gik netop forbi, og så vilde jeg +høre ind. + +</p><p>Da lo den gamle Pantelåner og vendte +tilbage til sin Pult, uden at sige et Ord. Der +stod jeg. Jeg havde egentlig ikke håbet så +meget, og alligevel havde jeg tænkt mig det +muligt at blive hjulpen. Denne Latter var min +Dødsdom. Det kunde vel ikke nytte med +Brillerne nu heller? + +</p><p>Jeg vilde naturligvis lade mine Briller gå +med, det er en Selvfølge, sagde jeg så og +tog dem af. Bare ti Øre, eller, om han vilde, +fem Øre? + +</p><p>»De ved jo, at jeg ikke kan låne på +Deres Briller,« sagde »Onkel«; »jeg har sagt +Dem det før.« + +</p><p>»Men jeg trænger et Frimærke,« sagde jeg +dump; jeg kunde ikke engang få afsendt de +Breve, som jeg skulde skrive. »Et ti eller fem +Øres Frimærke, ganske som De selv synes.« + +</p><p>»Gud velsigne Dem og gå Deres Vej!« +svared han og kaved imod mig med Hånden. + +</p><p>Ja, ja, så får det være! sagde jeg til mig +selv. Mekanisk satte jeg Brillerne igen på, tog +Knapperne i Hånden og gik; jeg sagde Godnat +og lukked Døren efter mig som sædvanlig. +Se så, der var ikke mer at gøre! Udenfor +Trappegabet standsed jeg og så endnu engang +på Knapperne. At han slet ikke vilde have +dem! sagde jeg; det er dog næsten nye +Knapper; jeg kan ikke forstå det! + +</p><p>Mens jeg stod der i disse Betragtninger, +kom en Mand forbi og gik ned i Kælderen. +Han havde i Farten givet mig et lidet Stød; +vi gjorde begge Undskyldning, og jeg vendte +mig om og så efter ham. + +</p><p>»Nej, er det dig?« sagde han pludselig +nede i Trappen. Han kom op, og jeg genkendte +ham. »Gud bevare os, så du ser ud!« sagde +han. »Hvad har du gjort hernede?« + +</p><p>»Å — havt Affærer. Du skal herned, ser +jeg?« + +</p><p>»Ja. Hvad har du været der med?« + +</p><p>Mine Knæ skalv, jeg støtted mig mod +Væggen og rakte ud min Hånd med Knapperne. + +</p><p>»Hvad Fan?« råbte han. »Nej, nu går +det for vidt!« + +</p><p>»Godnat!« sagde jeg og vilde gå; jeg +følte Gråden i Brystet. + +</p><p>»Nej, vent et Øjeblik!« sagde han. + +</p><p>Hvad skulde jeg vente efter? Han var jo +selv på Vej til »Onkel«, bragte måske sin +Forlovelsesring, havde sultet i flere Dage, +skyldte sin Værtinde. + +</p><p>»Ja,« svared jeg, »når du vil være snar . . . .« + +</p><p>»Naturligvis,« sagde han og tog Tag i min +Arm; »men jeg skal sige dig, jeg tror dig ikke, +du er en Idiot; det er bedst, du følger med derned.« + +</p><p>Jeg forstod, hvad han vilde, følte pludselig +igen en liden Gnist af Ære og svared: + +</p><p>»Kan ikke! Jeg har lovet at være i Bernt +Ankers Gade Klokken halv otte, og . . . .« + +</p><p>»Halv otte, rigtigt ja! Men nu er Klokken +otte. Her står jeg med Uret i Hånden, det +er det, jeg skal herned med. Så, ind med +dig, sultne Synder! Jeg får mindst fem Kroner +til Dig.« + +</p><p>Og han puffed mig ind. + +</p> + +<div class='chapter' /><h2>TREDJE STYKKE</h2> + +<p class="first">En Uges Tid gik i Herlighed og Glæde. + +</p><p>Jeg var over det værste også denne +Gang, jeg havde Mad hver Dag, mit Mod steg, +og jeg stak det ene Jærn efter det andet i +Ilden. Jeg havde tre eller fire Afhandlinger +under Arbejde, der plyndred min fattige Hjærne +for hver Gnist, hver Tanke, som opstod i den, +og jeg syntes, at det gik bedre end før. +Den sidste Artikel, som jeg havde havt så +meget Rænd for og sat så meget Håb til, +var allerede bleven mig tilbageféveret af Redaktøren, +og jeg havde tilintetgjort den straks, +vred, fornærmet, uden at læse den igennem +påny. For Eftertiden vilde jeg forsøge med +et andet Blad, forat åbne mig flere Udveje. +I værste Fald, hvis heller ikke det hjalp, +havde jeg Skibene at tage til; »Nonnen« lå +sejlklar nede ved Bryggen, og jeg kunde +måske få arbejde mig over på den til +Archangel, eller hvor det nu var, den skulde +hen. Så der mangled mig ikke Udsigter på +mange Kanter. + +</p><p>Den sidste Krise havde faret noget ilde +med mig; jeg begyndte at miste Hår i stor +Mængde, Hovedpinen var også meget plagsom, +især om Morgenen, og Nervøsiteten +vilde ikke give sig. Jeg sad om Dagen og +skrev med Hænderne bundet ind i Kluder, +blot fordi jeg ikke tålte mit eget Åndedrag +imod dem. Når Jens Olaj slog Stalddøren +hårdt i nedenunder mig, eller en Hund kom +ind i Baggården og begyndte at gø, gik det +mig gennem Marv og Ben som kolde Stik, +der traf mig allevegne. Jeg var temmelig forkommen. + +</p><p>Dag efter Dag stræved jeg med mit +Arbejde, undte mig knapt Tid til at sluge min +Mad, førend jeg atter satte mig til at skrive. +I den Tid var både Sengen og mit lille +vaklende Skrivebord oversvømmet med Notiser +og beskrevne Blade, som jeg vekselvis arbejded +på, føjed til nye Ting, som kunde falde mig +ind i Løbet af Dagen, strøg over, frisked op +de døde Punkter med et farvefuldt Ord hist +og her, sled mig fremad Sætning for Sætning +med den værste Møje. En Eftermiddag var +endelig den ene af mine Artikler færdig, og +jeg stak den lykkelig og glad i Lommen og +begav mig op til »Kommandøren«. Det var +på høj Tid, at jeg gjorde Anstalter til lidt +Penge igen, jeg havde ikke mange Øre tilbage. + +</p><p>»Kommandøren« bad mig om at sidde +et Øjeblik, så skulde han straks . . . . og han +skrev videre. + +</p><p>Jeg så mig om i det lille Kontor: Buster, +Litografier, Udklip, en umådelig Papirkurv, +der så ud til at kunne sluge en Mand med +Hud og Hår. Jeg følte mig trist tilmode ved +Synet af dette uhyre Gab, denne Dragekæft, +der altid stod åben, altid var færdig til at +modtage nye kasserede Arbejder — nye knuste +Håb. + +</p><p>»Hvad Dato har vi?« siger pludselig +»Kommandøren« borte ved Bordet. + +</p><p>»28de,« svarer jeg, glad over at kunne +være ham til Tjeneste. + +</p><p>»28de.« Og han skriver fremdeles. +Endelig konvolutterer han et Par Breve, +sender nogle Papirer hen i Kurven og lægger +Pennen ned. Så svinger han sig omkring +på Stolen og ser på mig. Da han mærker, +at jeg endnu står ved Døren, gør han et +halvt alvorligt, halvt spøgefuldt Vink med +Hånden og peger på en Stol. + +</p><p>Jeg vender mig bort, forat han ikke skal +se, at jeg ingen Vest har på, når jeg åbner +Frakken og tager Manuskriptet op af Lommen. + +</p><p>»Det er bare en liden Karakteristik af +Correggio,« siger jeg, »men den er vel ikke +skrevet slig, desværre, at . . . .« + +</p><p>Han tager Papirerne ud af min Hånd og +begynder at blade i dem. Han vender sit +Ansigt mod mig. + +</p><p>Således så han da ud på nært Hold +denne Mand, hvis Navn jeg hørte allerede i +min tidligste Ungdom, og hvis Blad havde +havt den største Indflydelse på mig op gennem +Årene. Hans Hår er krøllet og de smukke +brune Øjne en Smule urolige; han har for +Vane at støde lidt i Næsen nu og da. En +skotsk Præst kunde ikke se mildere ud end +denne farlige Skribent, hvis Ord altid havde +slået blodige Striber, hvor de faldt ned. En +ejendommelig Følelse af Frygt og Beundring +betager mig overfor dette Menneske, jeg er +lige ved at få Tårer i Øjnene, og jeg rykker +uvilkårlig et Skridt frem, forat sige ham, +hvor inderlig jeg holdt af ham for alt, han +havde lært mig, og bede ham om ikke at +gøre mig Fortræd; jeg var blot en fattig +Stymper, som havde det slemt nok alligevel +. . . . + +</p><p>Han så op og lagde mit Manuskript +langsomt sammen, mens han sad og tænkte +efter. Forat lette ham i at give mig et afslående +Svar, rækker jeg Hånden lidt frem +og siger: + +</p><p>»Å, nej, det er naturligvis ikke brugbart?« +Og jeg smiler, forat give Indtryk af at +tage det let. + +</p><p>»Det må være så populært alt, som +vi kan bruge,« svarer han; »De ved, hvad +Slags Publikum vi har. Men kan De ikke +tage og gøre det lidt enklere? Eller finde +på noget andet, som Folk forstår bedre?« + +</p><p>Hans Hensynsfuldhed forundrer mig. Jeg +forstår, at min Artikel er kasseret, og dog +kunde jeg ikke fået et vakkrere Afslag. For +ikke at optage ham længer, svarer jeg: + +</p><p>»Jo, da, det kan jeg nok.« + +</p><p>Jeg går til Døren. Hm. Han måtte +undskylde, at jeg havde heftet ham bort med +dette . . . . Jeg bukker og tager i Dørvrideren. + + +</p><p>»Hvis De trænger det,« siger han, »så +kan De heller få lidt i Forskud. De kan jo +skrive for det.« + +</p><p>Nu havde han jo set, at jeg ikke dued til +at skrive, hans Tilbud ydmyged mig derfor +lidt, og jeg svared: + +</p><p>»Nej, Tak, jeg klarer mig endda en Stund. +Takker ellers så meget. Farvel!« + +</p><p>»Farvel!« svarer »Kommandøren« og +vender sig i det samme ind til sit Skrivebord. + +</p><p>Han havde nu alligevel behandlet mig +ufortjent velvilligt, og jeg var ham taknemmelig +herfor; jeg skulde også vide at påskønne +det. Jeg foresatte mig ikke at gå til ham +igen, førend jeg kunde tage med et Arbejde, +som jeg var helt tilfreds med, som kunde forbause +»Kommandøren« en Smule og få ham +til at anvise mig ti Kroner uden et Øjebliks +Betænkning. Og jeg gik hjem igen og tog +fat på min Skrivning påny. + +</p><p>I de følgende Aftener, når Klokken blev +omkring otte og Gassen allerede var tændt, +hændte der mig regelmæssig følgende: + +</p><p>Idet jeg kommer ud af mit Portrum, for +efter Dagens Møje og Besværligheder at begive +mig ud på en Spadsertur omkring i +Gaderne, står der en sortklædt Dame ved +Gaslygten lige udenfor Porten og vender +Ansigtet mod mig, følger mig med Øjnene, +når jeg passerer hende. Jeg lægger Mærke +til, at hun stadig har den samme Dragt på, +det samme tætte Slør, der skjuler hendes +Ansigt og falder nedad hendes Bryst, og i +Hånden en liden Paraply med Elfenbens Ring +i Håndtaget. + +</p><p>Det var allerede tredje Aften, jeg havde +set hende der, al tid på selvsamme Sted; +såsnart jeg var kommet hende forbi, vender +hun sig langsomt om og går nedad Gaden, +bort fra mig. + +</p><p>Min nervøse Hjærne skød Følehorn ud, +og jeg fik straks den urimelige Anelse, at det +var mig, hendes Besøg galdt. Jeg var tilsidst +næsten i Begreb med at tiltale hende, spørge +hende, om hun søgte efter nogen, om hun +trængte min Hjælp til noget, om jeg måtte +følge hende hjem, så dårligt antrukken som +jeg desværre var, beskytte hende i de mørke +Gader; men jeg havde en ubestemt Frygt for, +at det kanske vilde komme til at koste noget, +et Glas Vin, en Køretur, og jeg havde slet +ingen Penge mer; mine trøstesløst tomme +Lommer virked altfor nedslående på mig, +og jeg havde ikke engang Mod til at se lidt +skarpt på hende, når jeg gik hende forbi. +Sulten var igen begyndt at hussere med mig, +jeg havde ikke havt Mad, siden igåraftes; +det var ikke nogen lang Tid, jeg havde ofte +kunnet holde ud i flere Dage; men jeg var +begyndt at tage betænkeligt af, jeg kunde slet +ikke sulte så godt som før, en eneste Dag +kunde nu næsten gøre mig fortumlet, og jeg +led af idelige Opkastelser, såsnart jeg drak +Vand. Dertil kom, at jeg lå og frøs om +Nætterne, lå i fulde Klæder, som jeg stod +og gik om Dagen, og blåfrøs, ised ned hver +Aften under Kuldegysninger og stivned til +under Søvnen. Det gamle Tæppe kunde ikke +holde Trækvinden ude, og jeg vågned om +Morgenen af, at jeg var bleven tæt i Næsen +af den ramme Rimluft, der trængte ind til mig +udenfra. + +</p><p>Jeg går henad Gaderne og tænker på, +hvorledes jeg skulde bære mig ad med at +holde mig oppe, til jeg fik min næste Artikel +færdig. Havde jeg blot et Lys, vilde jeg forsøge +at kile på udover Natten; det vilde tage +et Par Timer, hvis jeg først kom rigtig i +Ånde; imorgen kunde jeg så atter henvende +mig til »Kommandøren«. + +</p><p>Jeg går uden videre ind i Oplandske og +søger efter min unge Bekendt fra Banken, forat +skaffe mig ti Øre til et Lys. Man lod mig +uhindret passere alle Værelser; jeg gik forbi +et Dusin Borde, hvor passiarende Gæster sad +og spiste og drak, jeg trængte lige ind i +Bunden af Kaféen, ind i Röda Rummet, uden +at finde min Mand. Flau og vred drog jeg +mig igen ud på Gaden og gav mig til at gå +i Retning af Slottet. + +</p><p>Var det nu ikke også som hede, levende, +evige Fan, at det aldrig vilde tage nogen Ende +med mine Genvordigheder! Med lange, rasende +Skridt, med Frakkekraven brutalt brættet op +i Nakken og med Hænderne knyttet i Bukselommerne, +gik jeg og skældte ud min ulykkelige +Stjærne hele Vejen. Ikke en rigtig sorgfri +Stund på syv, otte Måneder, ikke Mad til +Nødtørft en kort Uge tilende, førend Nøden +påny brød mig i Knæ. Her havde jeg ovenikøbet +gået og været ærlig midt i +Elendigheden, he-he, ærlig i Bund og Grund! Gud +bevare mig, hvor jeg havde været naragtig! +Og jeg begyndte at fortælle mig selv om, +hvorledes jeg endog havde gået og havt ond +Samvittighed, fordi jeg engang havde bragt +Hans Paulis Tæppe til Pantelåneren. Jeg lo +hånligt ad min ømme Retskaffenhed, spytted +foragteligt i Gaden og fandt slet ikke Ord +stærke nok til at gøre Nar ad mig for min +Dumhed. Det skulde bare været nu! Fandt +jeg i denne Stund en Skolepiges Spareskillinger +på Gaden, en fattig Enkes eneste Øre, jeg +skulde plukke den op og stikke den i Lommen, +stjæle den med velberåd Hu og sove roligt +som en Sten hele Natten bagefter. Jeg havde +dog ikke for intet lidt så usigelig meget, +min Tålmodighed var forbi, jeg var beredt +til hvad det skulde være. + +</p><p>Jeg gik rundt Slottet tre, fire Gange, tog +derpå den Bestemmelse at vende hjem, gjorde +endnu en liden Afstikker ind i Parken og gik +endelig tilbage nedad Karl Johan. + +</p><p>Klokken var omkring elleve. Gaden var +temmelig mørk, og der vandred Mennesker +omkring overalt, stille Par og larmende Klynger +om hinanden. Den store Stund var indtrådt, +Parringstiden, når den hemmelige Færdsel +foregår og de glade Æventyr begynder. +Raslende Pigeskørter, en og anden kort, sandselig +Latter, bølgende Bryster, heftige, pæsende +Åndedrag; langt nede ved Grand en Stemme, +som råber: »Emma!« Hele Gaden var en +Sump, hvorfra hede Dunster steg op. + +</p><p>Jeg forfarer uvilkårlig mine Lommer efter +to Kroner. Den Lidenskab, der dirrer i hver +af de forbigåendes Bevægelser, selve Gaslygternes +dunkle Lys, den stille, svangre Nat, +altsammen har begyndt at angribe mig, denne +Luft, der er fyldt af Hvisken, Omfavnelser, +skælvende Tilståelser, halvt udtalte Ord, små +Hvin; endel Katte elsker med høje Skrig inde +i Blomqvists Port. Og jeg havde ikke to +Kroner. Det var en Jammer, en Elendighed +uden Lige at være så udarmet! Hvilken +Ydmygelse, hvilken Vanære! Og jeg kom +atter til at tænke på en fattig Enkes sidste +Skærv, som jeg vilde have stjålet, en Skoleguts +Kasket eller Lommetørklæde, en Betlers +Madpose, som jeg uden Omstændighed vilde +have bragt til Kludehandleren og sviret op. +Forat trøste mig selv og holde mig skadesløs +begyndte jeg at finde op alle mulige Fejl ved +disse glade Mennesker, som gled mig forbi; +jeg trak vredt på Skuldrene og så ringeagtende +på dem, efterhvert som de passered, Par +for Par. Disse nøjsomme, sukkertøjspisende +Studenter, som mente at skeje europæisk +ud, når de fik klappe en Sypige på Maven! +Disse Ungherrer, Bankmænd, Grosserere, +Boulevardløver, som ikke engang slog Vrag +på Sjømandskoner, tykke Kutorvets Marihøner, +der kunde falde ned i det første det +bedste Portrum for en Sejdel Øl! Hvilke Sirener! +Pladsen ved deres Side var endnu varm +efter en Brandkonstabel eller en Staldkarl fra +sidste Nat; Tronen var altid lige ledig, lige +vidåben, værsågod, stig op! . . . . Jeg +spytted langt hen ad Fortouget, uden at bekymre +mig om, at det kunde træffe nogen, var +vred, opfyldt af Foragt for disse Mennesker, +der gned sig opad hinanden og parred sig +sammen midt for mine Øjne. Jeg løfted mit +Hoved og følte med mig selv Velsignelsen af +at kunne bevare min Sti ren. + +</p><p>Ved Stortingsplads mødte jeg en Pige, +som stirred meget stivt på mig, idet jeg kom +på Siden af hende. + +</p><p>»Godaften!« sagde jeg. + +</p><p>»Godaften!« Hun standsed. + +</p><p>Hm. Om hun var ude og gik så sent? +Var det nu ikke lidt resikabelt for en ung +Dame at gå på Karl Johan på denne Tid +af Døgnet? Ikke? Ja, men blev hun da aldrig +tiltalt, forulempet, jeg mener rent ud sagt bedt +om at gå med hjem? + +</p><p>Hun stirred forundret på mig, undersøgte +mit Ansigt, hvad jeg vel kunde mene +med dette. Så stak hun pludselig Hånden +ind under min Arm og sagde: + +</p><p>»Så gik vi da!« + +</p><p>Jeg fulgte med. Da vi havde gået nogle +Skridt forbi Droscherne, standsed jeg op, +gjorde min Arm fri og sagde: + +</p><p>»Hør, min Ven, jeg ejer ikke en Øre.« +Og jeg belaved mig på at gå min Vej. + +</p><p>I Førstningen vilde hun ikke tro mig; +men da hun havde fået føle efter i alle mine +Lommer og intet fandt, blev hun ærgerlig, +kasted på Hovedet og kaldte mig en Tørfisk. + +</p><p>»Godnat!« sagde jeg. + +</p><p>»Vent lidtl« råbte hun. »Er det Guldbriller, +De har?« + +</p><p>»Nej.« + +</p><p>»Ja, så gå Pokker ivold med Dem!« + +</p><p>Og jeg gik. + +</p><p>Lidt efter kom hun løbende efter mig og +råbte på mig påny. + +</p><p>»De kan være med mig alligevel,« sagde +hun. + +</p><p>Jeg følte mig ydmyget af dette Tilbud +fra en stakkels Gadetøs, og jeg sagde Nej. +Det var desuden sent på Nat, og jeg skulde +et Sted hen; hun havde heller ikke Råd til +slige Opofrelser. + +</p><p>»Jo, nu <i>vil</i> jeg have Dem med.« + +</p><p>»Men jeg går ikke med på den Måde.« + +</p><p>»De skal naturligvis til en anden,« sagde +hun. + +</p><p>»Nej,« svared jeg. + +</p><p>Men jeg havde Følelsen af, at jeg stod +i en ynkelig Stilling overfor denne aparte +Tøs, og jeg beslutted mig til at redde Skinnet. + +</p><p>»Hvad hedder De?« spurgte jeg. »Marie? +Nå! Hør nu her, Marie!« Og jeg gav mig +til at forklare min Opførsel. Pigen blev mer +og mer forundret efterhvert. Om hun altså +havde troet, at også jeg var en af dem, som +gik på Gaden om Aftenerne og kapred +Småpiger? Om hun virkelig troed noget så +slet om mig? Havde jeg måske sagt noget +uartigt til hende fra Begyndelsen af? Bar +man sig slig ad, som jeg, når man havde +noget ondt fore? Kort og godt, jeg havde +tiltalt hende og fulgt hende de Par Skridt, +forat se, hvor vidt hun vilde drive det. Forresten +var mit Navn det og det. Pastor den +og den. Godnat! Gå hen og synd ikke mer! + +</p><p>Dermed gik jeg. + +</p><p>Jeg gned mig henrykt i Hænderne over +mit gode Påfund og talte højt med mig selv. +Hvor det var en Glæde at gå omkring og +gøre gode Gærninger! Jeg havde måske +givet denne faldne Skabning et Skub til Oprejsning +for hele Livet! Frelst hende engang +for alle fra Fordærvelsen! Og hun vilde påskønne +det, når hun fik summet sig på det, +endog huske mig i sin Dødsstund med Hjærtet +fuldt af Tak. Å, det lønte sig at være ærlig +alligevel, ærlig og retskaffen! + +</p><p>Mit Humør var aldeles strålende, jeg +følte mig frisk og modig nok til hvad det +skulde være. Om jeg blot havde havt et Lys, +så kunde jeg kanske fået min Artikel færdig! +Jeg gik og dingled med min nye Portnøgle i +Hånden, nynned, plystred og spekulered på +en Udvej til Lys. Der blev ingen anden +Råd, jeg fik tage mine Skrivesager ned, ud +på Gaden, ind under Gaslygten. Og jeg +åbned Porten og gik op efter mine Papirer. + +</p><p>Da jeg kom ned igen, lukked jeg Porten +ilås udenifra og stilled mig hen i Lygteskinnet. +Det var stille overalt, jeg hørte blot +de tunge, klirrende Fodtrin af en Konstabel +nede i Tværgaden, og langt borte, i Retning +af St. Hanshaugen, en Hund, som gøed. Der +var intet, som forstyrred mig, jeg trak Frakkekraven +op for Ørene og gav mig til at tænke +af alle Kræfter. Det vilde hjælpe mig så +storartet, om jeg var så heldig at få istand +Slutningen af denne lille Afhandling. Jeg stod +just på et lidt vanskeligt Punkt, der skulde +komme en ganske umærkelig Overgang til +noget nyt, derpå en dæmpet, glidende Finale, +en lang Knurren, der tilsidst skulde ende i +en Klimaks så stejl, så oprørende som et +Skud, eller som Lyden af et Bjærg, der brast. +Punktum. + +</p><p>Men Ordene vilde ikke falde mig ind. Jeg +læste hele Stykket igennem fra Begyndelsen +af, læste højt hver Sætning, og jeg kunde +slet ikke samle mine Tanker til denne spragende +Klimaks. Mens jeg stod og arbejded +med dette, kom ovenikøbet Konstablen gående +og stilled sig op midt i Gaden et lidet Stykke +borte fra mig og spolered hele min Stemning. +Hvad kom det nu ham ved, om jeg i dette +Øjeblik stod og skrev på en udmærket Klimaks +til en Artikel for »Kommandøren«? +Herregud, hvor det var plat umuligt for mig +at holde mig oven Vande, hvad jeg end prøved +med! Jeg stod der en Times Tid, Konstablen +gik sin Vej, Kulden begyndte at blive +for stærk til at stå stille i. Modløs og forsagt +over det ny spildte Forsøg, åbned jeg +endelig atter Porten og gik op på mit +Rum. + +</p><p>Det var koldt deroppe, og jeg kunde +knapt se mit Vindu i det tykke Mørke. Jeg +følte mig frem til Sengen, trak Skoene af og +satte mig til at varme mine Fødder mellem +Hænderne. Så lagde jeg mig ned, således, +som jeg havde gjort i lang Tid, rund som +jeg gik, i fulde Klæder. + + +</p><p class="tb">* * * + +</p><p class="noindent">Morgenen efter rejste jeg mig overende +i Sengen, såsnart det blev lyst, og tog fat +på min Artikel igen. Jeg sad i denne Stilling +til Middags, da jeg havde fået istand en ti, +tyve Linjer. Og jeg var endda ikke kommet +til Finalen. + +</p><p>Jeg stod op, tog Støvlerne på og gav +mig til at drive frem og tilbage på Gulvet, +forat blive varm. Der lå Rim på Vinduerne; +jeg så ud, det sneed, nede i Baggården lå +et tykt Lag af Sne over Brolægningen og +Vandposten. + +</p><p>Jeg pusled omkring i mit Værelse, gjorde +viljeløse Ture frem og tilbage, skrabed med +Neglene i Væggene, lagde min Pande forsigtigt +ind mod Døren, banked med Pegefingeren i +Gulvet og lytted opmærksomt, altsammen +uden nogen Hensigt, men stille og eftertænksomt, +som om det var en Sag af Vigtighed, jeg +havde fore. Og imens sagde jeg højt Gang +på Gang, så jeg hørte det selv: Men du +gode Gud, dette er jo Vanvid! Og jeg drev +på lige galt. Efter en lang Stunds Forløb, +kanske et Par Timer, tog jeg mig stærkt +sammen, bed mig i Læben og strammed mig +op det bedste, jeg kunde. Der måtte blive +en Ende på dette! Jeg fandt mig en Flis at +tygge på og satte mig resolut til at skrive +igen. + +</p><p>Et Par korte Sætninger kom istand med +stort Besvær, et Snes fattige Ord, som jeg +pinte frem med Vold og Magt, for dog at +bevæge mig fremad. Da standsed jeg, mit +Hoved var tomt, jeg årked ikke mer. Og +da jeg slet ikke kunde komme længer, satte +jeg mig til at stirre med vidåbne Øjne på +disse sidste Ord, dette ufuldførte Ark, glante +på disse underlige, skælvende Bogstaver, der +stritted op fra Papiret som små hårede Dyr, +og jeg forstod tilsidst ikke noget af det hele, +jeg tænkte på ingen Ting. + +</p><p>Tiden gik. Jeg hørte Færdselen på Gaden, +Larmen af Vogne og Hovtramp; Jens +Olajs Stemme steg op til mig fra Stalden, +når han råbte til Hestene. Jeg var aldeles +sløv, jeg sad og smatted lidt med Munden, +men foretog mig ellers intet. Mit Bryst var +i en sørgelig Forfatning. + +</p><p>Det begyndte at skumre, jeg faldt mer +og mer sammen, blev træt og lagde mig tilbage +på Sengen. Forat varme mine Hænder +lidt, strøg jeg Fingrene gennem mit Hår, +frem og tilbage, på kryds og tvers; der +fulgte små Dotter med, løsnede Tjavser, som +lagde sig mellem Fingrene og flød udover +Hovedpuden. Jeg tænkte ikke noget over det +just da, det var som det ikke kom mig ved, +jeg havde også nok af Hår tilbage. Jeg +forsøgte atter at ryste mig op af denne forunderlige +Døs, der gled mig gennem alle Lemmer +som en Tåge; jeg rejste mig overende, banked +mig med flad Hånd over Knæerne, hosted +så hårdt, som mit Bryst tillod, — og jeg +faldt tilbage påny. Intet hjalp; jeg døde +hjælpeløst hen med åbne Øjne, stirrende ret +op i Taget. Tilsidst stak jeg Pegefingeren i +Munden og gav mig til at patte på den. Der +begyndte at røre sig noget i min Hjærne, en +Tanke, der roded sig frem derinde, et splittergalt +Påfund: Hvad om jeg bed til? Og uden +et Øjebliks Betænkning kneb jeg Øjnene i og +slog Tænderne sammen. + +</p><p>Jeg sprang op. Endelig var jeg bleven +vågen. Der pibled lidt Blod ud af Fingeren, +og jeg slikked det af efterhvert. Det gjorde +ikke meget ondt, Såret var heller ikke stort; +men jeg var med en Gang bragt til mig selv; +jeg rysted på Hovedet og gik hen til Vinduet, +hvor jeg fandt mig en Klud, som jeg +vikled om Såret. Mens jeg stod og pusled +hermed, blev njine Øjne fulde af Vand, jeg +græd sagte for mig selv. Denne magre, itubidte +Finger så så sørgelig ud. Gud i +Himlen, hvor langt det nu var kommet med +mig! + +</p><p>Mørket blev tættere. Det var kanske +ikke umuligt, at jeg kunde skrive min Finale +ud over Aftenen, hvis jeg bare havde et Lys. +Mit Hoved var atter blevet klart. Tanker +kom og gik som sædvanligt, og jeg led +ikke synderligt; jeg følte ikke engang Sulten +så slemt, som for nogle Timer siden, jeg +kunde nok holde ud til næste Dag. Måske +kunde jeg få et Lys på Kredit sålænge, +når jeg henvendte mig i Husholdningshandelen +og forklared min Stilling, Jeg var så godt +kendt dernede; i de gode Dage, mens jeg +endnu havde Råd til det, havde jeg købt +mangt et Brød i den Butik. Der var ingen +Tvivl om, at jeg vilde få et Lys på mit +ærlige Navn. Og for første Gang i lang Tid +tog jeg mig til at børste mine Klæder en +Smule, fjærned endog de løse Hår på min +Frakkekrave, såvidt det lod sig gøre i Mørket; +så famled jeg mig nedad Trapperne. + +</p><p>Da jeg kom ud på Gaden, faldt det mig +ind, at jeg kanske heller burde begære et +Brød. Jeg blev tvivlrådig, standsed op og +tænkte efter. På ingen Måde! svared jeg +endelig mig selv. Jeg var desvære ikke i den +Tilstand, at jeg tålte Mad nu; de samme +Historier vilde da gentage sig med Syner og +Fornemmelser og vanvittige Indfald, min Artikel +vilde aldrig blive færdig, og det galdt at +komme til »Kommandøren«, inden han glemte +mig igen. På ingen mulig Måde! Og jeg +bestemte mig for et Lys. Dermed gik jeg +ind i Butiken. + +</p><p>En Kone står ved Disken og gør Indkøb; +der ligger flere små Pakker i forskellige +Sorter Papir ved Siden af hende. Betjenten, +der kender mig og ved, hvad jeg sædvanligvis +køber, forlader Konen og pakker uden videre +et Brød ind i en Avis og lægger frem til +mig. + +</p><p>»Nej — det var egentlig et Lys iaften,« +siger jeg. Jeg siger det meget stille og ydmygt, +for ikke at gøre ham ærgerlig og forspilde +min Udsigt til at få Lyset. + +</p><p>Mit Svar forvilder ham, han løber ganske +Sur i mine uventede Ord; det var første +Gang, jeg havde forlangt noget andet end +Brød af ham. + +</p><p>»Ja, så får De vente lidt da«, siger han +endelig og giver sig atter i Færd med Konen. + +</p><p>Hun får sine Ting, betaler, leverer en +Femkrone, som hun får tilbage på, og går. + +</p><p>Nu er Betjenten og jeg alene. + +</p><p>Han siger: + +</p><p>»Ja, så var det altså et Lys.« Og han +river op en Pakke Lys og tager ud et til +mig. + +</p><p>Han ser på mig, og jeg ser på ham, +jeg kan ikke få min Begæring over Læberne. + +</p><p>»Nå ja, det var sandt, De betalte jo,« +siger han pludselig. Han siger simpelthen, at +jeg havde betalt; jeg hørte hvert Ord. Og +han begynder at tælle Sølvpenge op fra +Skuffen, Krone efter Krone, blanke, fede +Penge, — han giver atter tilbage på fem +Kroner. + +</p><p>»Værsågod!« siger han. + +</p><p>Nu står jeg og ser på disse Penge et +Sekund, jeg fornemmer, at det er galt fat med +noget, jeg overvejer ikke, tænker slet ikke +på nogen Ting, falder blot i Staver over al +denne Rigdom, som ligger og lyser foran +mine Øjne. Og jeg samler mekanisk +Pengene op. + +</p><p>Jeg står der udenfor Disken, dum af +Forundring, slagen, tilintetgjort; jeg gør et +Skridt hen mod Døren og standser igen. Jeg +retter mit Blik mod et vist Punkt på Væggen; +der hænger en liden Bjælde i et Læderhalsbånd, +og nedenunder den en Bundt Snøre. +Og jeg står og stirrer på disse Sager. + +</p><p>Betjenten, som mener, at jeg vil slå af +en Passiar, eftersom jeg giver mig så god +Tid, siger, idet han ordner endel Indpakningspapir, +som flyder om på Disken: + +</p><p>»Det ser ud til, at vi skal få Vinter nu.« + +</p><p>»Hm. Ja,« svarer jeg, »det ser ud til at +vi skal få Vinter nu. Det ser ud til det.« +Og lidt efter lægger jeg til: »Å, ja, det er +ikke fortidligt.« + +</p><p>Jeg hørte mig selv tale, men opfatted +hvert Ord, jeg sagde, som om de kom fra en +anden Person; jeg talte ganske ubevidst, ufrivilligt, +uden at føle det selv. + +</p><p>»Ja, synes De egentlig det?« siger Betjenten. + +</p><p>Jeg stak Hånden med Pengene i Lommen, +tog i Låsen og gik; jeg hørte, at jeg sagde +Godnat, og at Betjenten svared. + +</p><p>Jeg var kommet et Par Skridt bort fra +Trappen, da Butiksdøren blev revet op og +Betjenten råbte efter mig. Jeg vendte mig +om, uden Forundring, uden Spor af Angst; +jeg samled blot Pengene sammen i Hånden +og beredte mig på at give dem tilbage. + +</p><p>»Værsågod, De har glemt Deres Lys,« +siger Betjenten. + +</p><p>»Å, Tak!« svarer jeg roligt. »Tak! +Tak!« + +</p><p>Og jeg vandred atter nedad Gaden, bærende +Lyset i Hånden. + +</p><p>Min første fornuftige Tanke galdt Pengene. +Jeg gik hen til en Lygte og talte dem over +påny, vejed dem i Hånden og smilte. Så +var jeg alligevel herligt hjulpen, storslagent, +vidunderligt hjulpen for lang, lang Tid! Og +jeg stak atter Hånden med Pengene i Lommen +og gik. + +</p><p>Udenfor en Madkælder i Storgaden +standsed jeg og overvejed koldt og roligt, om +jeg skulde driste mig til at nyde en liden +Lunch allerede straks. Jeg horte Klirren af +Talærkener og Knive indenfor, og Lyden af +Kød, som bankedes; dette blev mig en altfor +stærk Fristelse, jeg trådte ind. + +</p><p>»En Bif!« siger jeg. + +</p><p>»En Bif!« råber Jomfruen ud gennem en +Luge. + +</p><p>Jeg slog mig ned ved et lidet Bord for +mig selv lige indenfor Døren og gav mig til +at vente. Det var lidt mørkt der, hvor jeg +sad, jeg følte mig nokså godt skjult og satte +mig til at tænke. Nu og da så Jomfruen +hen på mig med lidt nysgærrige Øjne. + +</p><p>Min første egentlige Uærlighed var begået, +mit første Tyveri, mod hvilket alle mine tidligere +Streger var for intet at regne; mit første +store Fald . . . . Godt og vel! Der var intet +at gøre ved det. Forresten stod det mig frit +for, jeg kunde ordne det med Kræmmeren +siden, senerehen, når jeg fik bedre Anledning +til det. Det behøved ikke at komme videre +med mig; desuden havde jeg ikke påtaget +mig at leve mere ærligt end alle andre +Mennesker, det var ingen Aftale . . . . + +</p><p>»Kommer Bifen snart, tror De?« + +</p><p>»Ja, ganske snart.« Jomfruen åbner +Lugen og ser ind i Køkkenet. + +</p><p>Men hvis nu Sagen kom for en Dag? +Hvis Betjenten kom til at fatte Mistanke, begyndte +at tænke over Hændelsen med Brødet, +de fem Kroner, som Konen fik tilbage på? +Det var ikke umuligt, at han vilde komme +på det en Dag, måske næste Gang, når +jeg gik derind. Nå ja, Herregud! . . . . +Jeg trak i Smug på Skuldrene. + +</p><p>»Værsågod!« siger Jomfruen venligt og +sætter Bifen på Bordet. »Men vil De ikke +heller gå ind i et andet Rum? Her er så +mørkt.« + +</p><p>»Nej, Tak, lad mig bare være her,« +svarer jeg. Hendes Venlighed gør mig med +en Gang bevæget, jeg betaler Bifen straks, +giver hende på Slump, hvad jeg får fat i +nede i Lommen, og lukker hendes Hånd til. +Hun smiler, og jeg siger for Spøg, med +Tårer i Øjnene: »Resten skal De have at +købe Dem en Gård for . . . . Å, velbekomme!« +. . . . + +</p><p>Jeg begyndte at spise, blev mer og mer +grådig efterhvert, slugte store Stykker, uden +at tygge dem, gassed mig dyrisk ved hver +Mundfuld. Jeg rev i Kødet som en Menneskeæder. + +</p><p>Jomfruen kom igen hen til mig. + +</p><p>»Vil De ikke have noget at drikke?« +siger hun. Og hun luder sig lidt ned mod +mig. + +</p><p>Jeg så på hende; hun talte meget lavt, +næsten undseligt; hun slog Øjnene ned. + +</p><p>»Jeg mener en halv Øl, eller hvad De +vil . . . . af mig . . . . atpå . . . . dersom +De vil . . . .« + +</p><p>»Nej, mange Tak!« svared jeg. »Ikke +nu. Jeg skal komme igen en anden Gang.« + +</p><p>Hun trak sig tilbage og satte sig indenfor +Disken; jeg så blot hendes Hoved. +Hvilket underligt Menneske! + +</p><p>Da jeg blev færdig, gik jeg med en +Gang til Døren, jeg følte allerede Kvalme. +Jomfruen rejste sig. Jeg var bange for at +komme hen i Lyset, frygted for at vise mig +formeget frem for den unge Pige, som ikke +aned min Elendighed, og jeg sagde derfor +hurtigt Godnat, bukked og gik. + +</p><p>Maden begyndte at virke, jeg led meget +af den og fik ikke beholde den længe. Jeg +gik og tømte min Mund ud i hver mørk Krog, +som jeg kom forbi, stred med at dæmpe +denne Kvalme, som udhuled mig påny, +knytted Hænderne og gjorde mig hårdfør, +stamped i Gaden og svælged rasende ned igen +hvad der vilde op — forgæves! Jeg sprang +tilsidst ind i et Portrum, foroverbøjet, med +Hovedet foran, blind af Vand, som sprængtes +ud i mine Øjne, og tømte mig igen. + +</p><p>Jeg blev forbittret, gik henad Gaden og +græd, bandte de grusomme Magter, hvem de +end var, som forfulgte mig så, svor dem ned +i Helvedes Fordømmelse og evige Kval for +deres Usselhed. Der var liden Ridderlighed +hos Skæbnen, virkelig nokså liden Ridderlighed, +måtte man sige! . . . . Jeg gik hen til +en Mand, som stod og glante indad et Butiksvindu, +og spurgte ham i største Hast, hvad +man efter hans Mening skulde byde en Mand, +som havde sultet i lang Tid. Det galdt Livet, +sagde jeg, han tålte ikke Bif. + +</p><p>»Jeg har hørt sige, at Mælk skal være +bra, kogt Mælk,« svarer Manden yderst forundret. +»Hvem er det forresten. De spørger +for?« + +</p><p>»Tak! Tak!« siger jeg. »Det kan hænde, +at det er nokså bra det, kogt Mælk . . . .« + +</p><p>Og jeg går. + +</p><p>Ved den første Kafé, jeg traf på, gik +jeg ind og bad om kogt Mælk. Jeg fik Mælken, +drak den ned så hed, som den var, slugte +glubsk hver Dråbe, betalte og gik atter. Jeg +tog Vejen hjem. + +</p><p>Nu hændte der noget forunderligt. Udenfor +min Port, lænet op til Gaslygten og midt +i Lyset fra denne, står et Menneske, som +jeg skimter allerede på lang Afstand, — det +er den sortklædte Dame igen. Den samme +sortklædte Dame fra de tidligere Aftener. Det +var ikke til at tage fejl af, hun havde mødt +op på selvsamme Sted for fjerde Gang. +Hun står aldeles urørlig. + +</p><p>Jeg finder dette så besynderligt, at jeg +uvilkårlig sagtner mine Skridt; i dette Øjeblik +er mine Tanker i god Orden, men jeg +er meget ophidset, mine Nerver er optirrede +af det sidste Måltid. Jeg går som sædvanligt +lige forbi hende, kommer næsten til Porten +og er i Færd med at træde indenfor. Da +standser jeg. Jeg får med ét en Indskydelse. +Uden at gøre mig nogen Rede for +det, vender jeg mig om og går lige hen til +Damen, jeg ser hende ind i Ansigtet og +hilser: + +</p><p>»Godaften, Frøken!« + +</p><p>»Godaften!« svarer hun. + +</p><p>Undskyld, søgte hun efter nogen? Jeg +havde lagt Mærke til hende før; om jeg kunde +være hende behjælpelig på nogen Måde? +Beder så meget om Undskyldning forresten. + +</p><p>Ja, hun vidste ikke rigtig . . . . + +</p><p>Der boed ingen ind ad denne Port, foruden +en tre, fire Hester og mig; det var forøvrigt +en Stald og et Blikkenslagerværksted +. . . . Hun var ganske vist på Vildspor, desværre, +når hun ledte efter nogen her. + +</p><p>Da vender hun Ansigtet bort og siger: + +</p><p>»Jeg leder ikke efter nogen, jeg bare står +her, det faldt mig ind . . . .« + +</p><p>Hun holdt inde. + +</p><p>Jaså, hun stod der bare, stod der sådan +Aften efter Aften, bare af at Indfald. Det +var lidt rart; jeg tænkte over det og kom +mer og mer i Vildrede med Damen. Så beslutted +jeg mig til at være dristig. Jeg ringled +en Smule med mine Penge i Lommen og bød +hende uden videre med på et Glas Vin et +eller andet Sted . . . . i Betragtning af, at Vinteren +var kommet, he-he . . . . Det behøved ikke +at tage lang Tid . . . . Men det vilde hun +vel ikke? + +</p><p>Å, nej, Tak, det gik vel ikke an. Nej, +det kunde hun ikke gøre. Men vilde jeg være +så snil at følge hende et Stykke, så . . . . +Det var nokså mørkt hjemover, og det genered +hende at gå alene opad Karl Johan, +efterat det var bleven så sent. + +</p><p>Vi satte os i Bevægelse; hun gik på min +højre Side. En ejendommelig, skøn Følelse +greb mig, Bevidstheden om at være i en ung +Piges Nærhed. Jeg gik og så på hende +hele Vejen. Parfumen i hendes Hår, Varmen, +der stod ud fra hendes Legeme, denne Duft +af Kvinde, der fulgte hende, det søde Åndedrag +hver Gang, hun vendte Ansigtet mod +mig, — altsammen strømmed ind på mig, +trængte mig uregerligt ind i alle mine Sandser. +Jeg kunde såvidt skimte et fyldigt, lidt blegt +Ansigt bag Sløret og et højt Bryst, der strutted +ud mod Kåben. Tanken på al denne skjulte +Herlighed, som jeg aned var tilstede indenfor +Kåben og Sløret, forvirred mig, gjorde mig +idiotisk lykkelig, uden nogen rimelig Grund; +jeg holdt det ikke længer ud, jeg berørte +hende med min Hånd, fingred ved hendes +Skulder og smilte fjollet. Jeg hørte mit +Hjærte slå. + +</p><p>»Hvor De er rar!« sagde jeg. + +</p><p>Ja, hvordan det, egentlig? + +</p><p>Jo, for det første havde hun ligefrem den +Vane at stå stille udenfor en Staldport Aften +efter Aften, uden nogensomhelst Hensigt, bare +fordi det faldt hende ind . . . . + +</p><p>Nå, hun kunde jo have sine Grunde herfor; +hun holdt desuden af at være oppe til +langt på Nat, det havde hun altid syntes +så godt om. Om jeg brød mig om at lægge +mig før tolv? + +</p><p>Jeg? Var det nogen Ting i Verden jeg +haded, så var det at lægge mig før Klokken +tolv om Natten. + +</p><p>Ja, ser De der! Så tog hun altså denne +Tur sådan om Aftenerne, når hun ikke havde +noget at forsømme med det; hun boed oppe +på St. Olafs Plads . . . . + +</p><p>»Ylajali!« råbte jeg. + +</p><p>»Hvadbehager?« + +</p><p>»Jeg sagde bare Ylajali . . . . Godt og +vel, fortsæt!« + +</p><p>Hun boed oppe på St. Olafs Plads, nokså +ensomt, sammen med sin Mama, som det +ikke gik an at tale med, fordi hun var så +døv. Var der da noget rart i, at hun gærne +vilde være lidt ude? + +</p><p>Nej, slet ikke! svared jeg. + +</p><p>Nå ja, hvad så? Jeg kunde høre på +hendes Stemme, at hun smilte. + +</p><p>Havde hun ikke en Søster? + +</p><p>Jo, en ældre Søster — hvordan vidste +jeg forresten det? — Men hun var rejst til +Hamborg. + +</p><p>Nylig? + +</p><p>Ja, for fem Uger siden. Hvor havde jeg +det fra, at hun havde en Søster? + +</p><p>Jeg havde det slet ikke, jeg bare spurgte. + +</p><p>Vi taug. En Mand går forbi os med et +Par Sko under Armen, ellers er Gaden tom +så langt, vi kan se. Borte ved Tivoli lyser +en lang Række af kulørte Lamper. Det sneed +ikke mer, Himlen var klar. + +</p><p>»Gud, fryser De ikke uden Yderfrakke?« +siger pludselig Damen og ser på mig. + +</p><p>Skulde jeg fortælle hende, hvorfor jeg +ikke havde Yderfrakke? åbenbare min Stilling +straks og skræmme hende bort lige så godt +først som sidst? Det var dog dejligt at gå +her ved hendes Side og holde hende i +Uvidenhed endnu en liden Stund; jeg løj, jeg +svared: + +</p><p>»Nej, aldeles ikke.« Og forat komme +ind på noget andet, spurgte jeg: »Har De +set Menageriet på Tivoli?« + +</p><p>»Nej,« svared hun. »Er det noget at se?« + +</p><p>Hvis hun nu fandt på at ville gå derhen? +Ind i alt det Lys, sammen med så mange +Mennesker! Hun vilde blive altfor flau, jeg +vilde jage hende på Dør med mine dårlige +Klæder, mit magre Ansigt, som jeg ikke engang +havde vasket i to Dage; hun vilde +kanske endog opdage, at jeg ingen Vest +havde . . . . + +</p><p>»Å, nej,« svared jeg derfor, »det er vist +ikke noget at se.« Og der faldt mig ind +endel lykkelige Ting, som jeg straks gjorde +Brug af, et Par tarvelige Ord, Rester inde fra +min udsugede Hjærne: Hvad kunde man vel +vente af et sådant lidet Menageri? Overhovedet +interessered det ikke mig at se Dyr +i Bur. Disse Dyr ved, at man står og ser +på dem; de føler de hundrede nysgærrige +Blikke og påvirkes af dem. Nej, måtte jeg +bede om Dyr, som ikke vidste, at man beskued +dem, de sky Væsener, der pusler i sit +Hi, ligger med dorske, grønne Øjne, slikker +sine Klør og tænker. Hvad? + +</p><p>Ja, det havde jeg vist Ret i. + +</p><p>Det var Dyret i al sin sære Forfærdelighed +og sære Vildhed, som der var noget ved. +De lydløse, listende Skridt i Nattens Mulm og +Mørke, Skogens forvittrede Uhygge, Skrigene +fra en forbifarende Fugl, Vinden, Blodlugten, +Bulderet oppe i Rummet, kortsagt Vilddyrrigets +Ånd over Vilddyret . . . . Det ubevidstes +Poesi . . . . + +</p><p>Men jeg var bange for, at dette trætted +hende, og Følelsen af min store Armod greb +mig påny og knuged mig sammen. Om jeg +nu blot havde været så nogenlunde godt antrukken, +kunde jeg have glædet hende med +den Tur i Tivoli! Jeg begreb ikke dette +Menneske, som kunde finde nogen Fornøjelse +i at lade sig ledsage opad hele Karl Johan af +en halvt nøgen Stodder. Hvad i Guds Navn +tænkte hun på? Og hvorfor gik jeg her og +skabte mig til og smilte idiotisk ad ingen +Ting? Havde jeg også nogen rimelig Årsag +til at lade mig plage ud af denne fine Silkefugl +til så lang en Tur? Kosted det mig +kanske ikke Anstrængelse? Følte jeg ikke +Dødens Isnen lige ind i mit Hjærte, bare ved +det sagteste Vindstød, der blæste mod os? +Og støjed ikke allerede Vanviddet i min +Hjærne, bare af Mangel på Mad i mange +Måneder i Træk? Hun hindred mig endog +fra at gå hjem og få mig lidt Mælk på +Tungen, en ny Skefuld Mælk, som jeg kanske +kunde få beholde. Hvorfor vendte hun +mig ikke Ryggen og lod mig gå Pokker +ivold? . . . . + +</p><p>Jeg blev fortvivlet; min Håbløshed bragte +mig til det yderste, og jeg sagde: + +</p><p>»De burde i Grunden ikke gå sammen +med mig. Frøken; jeg prostituerer Dem midt +for alle Folks Øjne bare ved min Dragt. Ja, +det er virkelig sandt; jeg mener det.« + +</p><p>Hun studser. Hun ser hurtigt op på mig +og tier. Derpå siger hun: + +</p><p>»Herregud dog!« Mer siger hun ikke. + +</p><p>»Hvad mener De med det.« spurgte jeg. + +</p><p>»Uf, nej, De gør mig skamfuld . . . . Nu +har vi ikke så langt igen.« Og hun gik lidt +hurtigere til. + +</p><p>Vi drejed op Universitetsgaden og så +allerede Lygterne på St. Olafs Plads. Da gik +hun langsommere igen. + +</p><p>»Jeg vil ikke være indiskret« siger jeg, +»men vil De ikke sige mig deres Navn, før +vi skilles? Og vil De ikke bare for et Øjeblik +tage Sløret bort, så jeg får se Dem? Jeg +skulde være så taknemmelig.« + +</p><p>Pause. Jeg gik og vented. + +</p><p>»De har set mig før,« svarer hun. + +</p><p>»Ylajali!« siger jeg igen. + +</p><p>»Hvadbehager? De har forfulgt mig en +halv Dag, lige hjem. Var De fuld dengang?« +Jeg hørte igen, at hun smilte. + +</p><p>»Ja,« sagde jeg, »ja, desværre, jeg var +fuld dengang.« + +</p><p>»Det var stygt af Dem!« + +</p><p>Og jeg indrømmed sønderknust, at det +var stygt af mig. + +</p><p>Vi var kommet til Fontænen, vi standser +og ser opad de mange oplyste Vinduer i +Numer 2. + +</p><p>»Nu må De ikke følge med længer,« +siger hun; »Tak for iaften!« + +</p><p>Jeg bøjed Hovedet, jeg turde ikke sige +nogen Ting. Jeg tog af min Hat og stod +barhovedet. Mon hun vilde række mig +Hånden? + +</p><p>»Hvorfor beder De mig ikke om at gå +med tilbage et Stykke?« siger hun lavt, og +hun ser ned på sin Skosnude. + +</p><p>»Herregud,« svarer jeg ude af mig selv, +»Herregud, om De vilde gøre det!« + +</p><p>»Ja, men bare et lidet Stykke.« + +</p><p>Og vi vendte om. + +</p><p>Jeg var yderst forvirret, jeg vidste slet +ikke, hvordan jeg skulde gå eller stå; dette +Menneske vendte fuldstændig op og ned på +hele min Tankegang. Jeg var henrykt, vidunderlig +glad; jeg syntes, jeg gik dejligt tilgrunde +af Lykke. Hun havde udtrykkelig +villet gå med tilbage, det var ikke mit Påfund, +det var hendes eget Ønske. Jeg går +og ser på hende og blir mer og mer modig, +hun opmuntrer mig, trækker mig til sig ved +hvert Ord. Jeg glemmer for et Øjeblik min +Armod, min Ringhed, hele min jammerlige +Tilværelse, jeg føler Blodet jage mig varmt +gennem Kroppen, som i gamle Dage, før jeg +faldt sammen, og jeg beslutted at føle mig +frem med et lidet Kneb. + +</p><p>»Forresten var det ikke Dem, jeg forfulgte +dengang,« sagde jeg; »det var Deres +Søster.« + +</p><p>»Var det min Søster?« siger hun i højeste +Grad forbauset. Hun standser, ser på mig, +venter virkelig Svar. Hun spurgte for ramme +Alvor. + +</p><p>»Ja,« svared jeg. »Hm. Det vil sige, det var +altså den yngste af de to Damer, som gik +foran mig.« + +</p><p>»Den yngste, ja? Ja? Åhå!« Hun lo +med en Gang, højt, inderligt som et Barn. +»Nej, hvor De er slu! Det sagde De bare, +forat få mig til at tage Sløret af. Ikke? Ja, +jeg forstod det. Men det skal De være blå +for . . . . til Straf.« + +</p><p>Vi begyndte at le og spase, vi talte +ustandseligt hele Tiden, jeg vidste ikke, hvad +jeg sagde, jeg var så glad. Hun fortalte, at +hun havde set mig engang før, for længe +siden, i Teatret. Jeg havde tre Kammerater +med, og jeg havde båret mig ad som en +gal; jeg havde bestemt været fuld da også, +desværre! + +</p><p>Hvorfor troed hun det? + +</p><p>Jo, jeg havde leet så. + +</p><p>Jaså. Å, ja, jeg lo meget dengang. + +</p><p>Men ikke nu længer? + +</p><p>Å, jo, nu også. Det var herligt at +være til! + +</p><p>Vi kom ned mod Karl Johan. Hun sagde: +»Nu går vi ikke længer!« Og vi gik atter +opad Universitetsgaden. Da vi igen kom op +til Fontænen, sagtned jeg lidt mine Skridt, +jeg vidste, at jeg ikke fik følge med længer. + +</p><p>»Ja, nu må De altså vende om,« sagde +hun og standsed. + +</p><p>»Ja, jeg må vel det,« svared jeg. + +</p><p>Men lidt efter mente hun, at jeg nok +kunde være med til Porten. Herregud, der +var da ikke noget galt i det. Vel? + +</p><p>»Nej,« sagde jeg. + +</p><p>Men da vi stod ved Porten, trængte al +min Elendighed igen ind på mig. Hvor +kunde man også holde Modet oppe, når +man var så knækket sammen? Her stod jeg +foran en ung Dame, smudsig, forreven, vansiret +af Sult, uvasket, blot halvt påklædt, — +det var til at synke i Jorden af. Jeg gjorde +mig liden, dukked mig uvilkårlig ned og +sagde: + +</p><p>»Må jeg nu ikke træffe Dem mer?« + +</p><p>Jeg havde intet Håb om at få Lov til +at møde hende igen; jeg ønsked næsten et +skarpt Nej, som kunde stive mig op og gøre +mig ligeglad. + +</p><p>»Jo.« sagde hun lavt, næsten uhørligt. + +</p><p>»Hvornår?« + +</p><p>»Jeg ved ikke.« + +</p><p>Pause. + +</p><p>»Vil De ikke være så snil at tage Sløret +af bare et eneste Øjeblik,« sagde jeg, »så +jeg får se, hvem jeg har talt med. Bare et +Øjeblik. For jeg må da se, hvem jeg har +talt med.« + +</p><p>Pause. + +</p><p>»De kan møde mig her udenfor Tirsdag +Aften,« siger hun. »Vil De det?« + +</p><p>»Ja, kære, får jeg Lov til det!« + +</p><p>»Klokken otte.« + +</p><p>»Godt.« + +</p><p>Jeg strøg med min Hånd nedad hendes +Kåbe, børsted Sneen af den, blot forat få +et Påskud til at røre ved hende; det var mig +en Vellyst at være hende så nær. + +</p><p>»Så får De ikke tro altfor galt om mig +da,« sagde hun. Hun smilte igen. + +</p><p>»Nej . . . .« + +</p><p>Pludselig gjorde hun en resolut Bevægelse +og trak Sløret op i Panden; vi stod og så +på hinanden et Sekund. Ylajali! sagde jeg. +Hun hæved sig op, slog Armene om min +Hals og kyssed mig midt på Munden. En +eneste Gang, hurtigt, forvirrende hurtigt, midt +på Munden. Jeg følte, hvor hendes Bryst +bølged, hun pusted voldsomt. + +</p><p>Og øjeblikkelig rev hun sig ud af mine +Hænder, råbte Godnat, stakåndet, hviskende, +vendte sig og løb opad Trappen, uden at +sige mer . . . . + +</p><p>Portdøren faldt i. + + +</p><p class="tb">* * * + +</p><p class="noindent">Det sneed end mer den næste Dag, en +tung, regnblandet Sne, store våde Dotter, +som faldt ned og blev til Søle. Vejret var +råt og isnende. + +</p><p>Jeg var vågnet noget sent, underlig fortumlet +i Hovedet af Aftenens Sindsbevægelser, +beruset i Hjærtet af det skønne Møde. I min +Henrykkelse havde jeg ligget en Stund vågen +og tænkt mig Ylajali ved min Side; jeg bredte +Armene ud, omfavned mig selv og kyssed ud +i Luften. Så havde jeg endelig stået op og +fået mig en ny Kop Mælk og straks derpå +en Bif, og jeg var ikke længer sulten; blot +mine Nerver var stærkt ophidsede igen. + +</p><p>Jeg begav mig ned til Klædesbasarerne. +Det faldt mig ind, at jeg kanske kunde få +mig en brugt Vest for en billig Pris, noget at +have på under Frakken, lige meget hvad. +Jeg gik opad Trappen til Basaren og fik fat +på en Vest, som jeg begyndte at undersøge. +Mens jeg pusled med dette, kom en Bekendt +forbi; han nikked og råbte op til mig, jeg +lod Vesten hænge og gik ned til ham. Han +var Tekniker og skulde på Kontoret. + +</p><p>»Følg med og tag et Glas Øl,« sagde +han. »Men kom fort, jeg har liden Tid . . . . +Hvad var det for det for en Dame, De spadsered +med igåraftes?« + +</p><p>»Hør nu her,« sagde jeg, skinsyg på +hans blotte Tanke, »om det nu var min +Kæreste?« + +</p><p>»Død og Pine!« sagde han. + +</p><p>»Ja, det blev afgjort igår.« + +</p><p>Jeg havde slået ham flad, han troed mig +ubetinget. Jeg løj ham fuld, forat blive af +med ham igen; vi fik Øllet, drak og gik. + +</p><p>»Godmorgen, da! . . . . Hør,« sagde han +pludselig, »jeg skylder Dem altså nogle Kroner, +og det er Skam, at jeg ikke har betalt dem +tilbage for længe siden. Men nu skal De få +dem med det første.« + +</p><p>»Ja, Tak,« svared jeg. Men jeg vidste, +at han aldrig vilde betale mig tilbage de +Kroner. + +</p><p>Øllet steg mig desværre straks til Hovedet, +jeg blev meget hed. Tanken på Aftenens +Æventyr overvælded mig, gjorde mig næsten +forstyrret. Hvad om hun nu ikke mødte op +Tirsdag! Hvad om hun begyndte at tænke +over, fatte Mistanke! . . . . Fatte Mistanke til +hvad? . . . . Min Tanke blev med ét spillevende +og begyndte at tumle med Pengene. Jeg blev +angst, dødelig forfærdet over mig selv. Tyveriet +stormed ind på mig med alle dets Detaljer; +jeg så den lille Butik, Disken, min magre +Hånd, da jeg greb Pengene, og jeg udmaled +mig Politiets Fremgangsmåde, når det kom +og skulde tage mig. Jærn om Hænder og +Fødder, nej, blot om Hænderne, kanske blot +på den ene Hånd; Skranken, Vagthavendes +Protokol, Lyden af hans Pen, som skrabed, +kanske tog han en ny for Anledningen; hans +Blik, hans farlige Blik: Nå, Hr. Tangen? +Cellen, det evige Mørke . . . . + +</p><p>Hm. Jeg knytted Hænderne heftigt sammen, +forat give mig Mod, gik hurtigere og +hurtigere og kom til Stortorvet. Her satte +jeg mig. + +</p><p>Ingen Barnestreger! Hvor i alverden +kunde man bevise, at jeg havde stjålet? +Desuden turde ikke Høkergutten gøre Allarm, +selv om han en Dag kom til at huske, hvordan +det hele var gået til; han havde nok sin +Plads for kær. Ingen Larm, ingen Scener, om +jeg måtte bede! + +</p><p>Men disse Penge tynged alligevel syndigt +i min Lomme og gav mig ikke Fred. Jeg +satte mig til at prøve mig selv og fandt ud +på det klareste, at jeg havde været lykkeligere +før, dengang, da jeg gik og led i al +Ærlighed. Og Ylajali! Havde jeg ikke også +gået og trukket hende ned med mine syndige +Hænder! Herregud! Herre, min Gud! Ylajali! + +</p><p>Jeg følte mig fuld som en Alke, sprang +pludselig op og gik lige hen til Kagekonen +ved Elefantapoteket. Jeg kunde endnu rejse +mig fra Vanæren, det var langtfra forsent, jeg +skulde vise hele Verden, at jeg var istand til +det! Undervejs fik jeg Pengene i Beredskab, +holdt hver Øre i Hånden; jeg bukked mig +ned over Konens Bord, som om jeg vilde +købe noget, og slog hende uden videre Pengene +i Hånden. Jeg sagde ikke et Ord, jeg +gik straks. + +</p><p>Hvor det smagte vidunderligt at være +ærligt Menneske igen! Mine tomme Lommer +tynged ikke mer, det var mig en Nydelse at +være blank påny. Når jeg rigtig tænkte +efter, havde disse Penge i Grunden kostet mig +megen hemmelig Kummer, jeg havde virkelig +tænkt på dem med Gysen Gang på Gang; jeg +var ingen forstokket Sjæl, min ærlige Natur +havde oprørt sig mod den lave Gærning. +Gudskelov, jeg havde hævet mig i min egen +Bevidsthed. Gør mig det efter! sagde jeg og +så udover det myldrende Torv. Gør mig det +bare efter! Jeg havde glædet en gammel, +fattig Kagekone, så det havde Skik; hun +vidste hverken ud eller ind. Iaften skulde +ikke hendes Børn gå sultne tilsengs . . . . +Jeg gejled mig op med disse Tanker og syntes, +at jeg havde båret mig udmærket ad. Gudskelov, +Pengene var nu ude af mine Hænder. + +</p><p>Fuld og nervøs gik jeg henad Gaden og +aksled mit Skind. Glæden over at kunne gå +Ylajali ren og ærlig imøde og se hende ind i +Ansigtet, løb ganske af med mig; jeg havde +ingen Smærter mer, mit Hoved var klart og +tomt, det var som det skulde være et Hoved +af idel Lys, som stod og skinned på mine +Skuldre. Jeg fik Lyst til at gøre Skøjerstreger, +begå forbausende Ting, sætte Byen på Ende +og støje. Opad hele Grændsen opførte jeg +mig som en vanvittig Mand; det sused let for +mine Øren, og i min Hjærne var Rusen i fuld +Gang. Begejstret af Dumdristighed fik jeg i +Sinde at gå hen og opgive min Alder for et +Bybud, som forresten ikke havde talt et Ord, +tage ham i Hånden, se ham indtrængende +ind i Ansigtet og forlade ham igen, uden +nogen Forklaring. Jeg skælned Nuancerne i +de forbigåendes Stemmer og Latter, iagttog +nogle Småfugle, som hopped foran mig i +Gaden, gav mig til at studere Brostenenes +Udtryk og fandt allehånde Tegn og underlige +Figurer i dem. Under dette var jeg kommet +ned til Stortingsplads. + +</p><p>Jeg står pludselig stille og stirrer ned +på Droscherne. Kuskene vandrer samtalende +omkring, Hestene står og luder forover mod +det stygge Vejr. Kom! sagde jeg og puffed +til mig selv med Albuen. Jeg gik hurtigt hen +til den første Vogn og steg op. Ullevoldsvejen +Numer 37! råbte jeg. Og vi rulled +afsted. + +</p><p>Undervejs begyndte Kusken at se sig +tilbage, lægge sig ned og kige ind i Vognen, +hvor jeg sad under Kaleschen. Var han +bleven mistænksom? Der var ingen Tvivl om, +at min usle Påklædning havde gjort ham opmærksom. + + +</p><p>»Det er en Mand, jeg skal træffe!« råbte +jeg til ham, forat komme ham i Forkøbet, og +jeg forklared ham indstændigt, at jeg absolut +måtte træffe denne Mand. + +</p><p>Vi standser udenfor 37, jeg hopper ud, +springer opad Trapperne, helt op til tredje +Etage, griber en Klokkestræng og rykker til; +Bjælden gjorde seks, syv forfærdelige Slag +indenfor. + +</p><p>En Pige kommer og lukker op; jeg lægger +Mærke til, at hun har Gulddobber i Ørene og +sorte Lastingsknapper i det grå Kjoleliv. +Hun ser forfærdet på mig. + +</p><p>Jeg spørger efter Kierulf, Joachim Kierulf, +om jeg så måtte sige, en Uldhandler, kortsagt, +han var ikke til at tage fejl af . . . . + +</p><p>Pigen ryster på Hovedet. + +</p><p>»Bor ingen Kierulf her,« siger hun. + +</p><p>Hun stirrer på mig, tager i Døren, færdig +til at trække sig tilbage. Hun gjorde sig ingen +Anstrængelse for at finde Manden; hun så +virkelig ud til at kende den Person, jeg spurgte +efter, når hun bare vilde tænke sig om, den +lade Skabning. Jeg blev vred, vendte hende +Ryggen og løb nedad Trapperne igen. + +</p><p>»Han var ikke der!« råbte jeg til Kusken. + +</p><p>»Var han ikke der?« + +</p><p>»Nej. Kør til Tomtegaden Numer 11.« + +</p><p>Jeg var i det heftigste Sindsoprør og +meddelte Kusken noget deraf; han troed +ganske vist, at det galdt Livet, og han kørte +uden videre afsted. Han slog stærkt på. + +</p><p>»Hvad hedder Manden?« spurgte han og +vendte sig på Bukken. + +</p><p>»Kierulf, Uldhandler Kierulf.« + +</p><p>Og Kusken syntes nok også, at den +Mand ikke var til at tage fejl af. Om han +ikke plejed at gå med en lys Frakke? + +</p><p>»Hvadfor noget?« råbte jeg, »lys Frakke? +Er De gal? Tror De, det er en Tékop, jeg +spørger efter?« Denne lyse Frakke kom mig +meget ubelejligt, spolered hele Manden for +mig, således, som jeg havde tænkt mig ham. + +</p><p>»Hvad var det, De sagde, han hedte? +Kierulf?« + +</p><p>»Javist,« svared jeg, »er der noget +underligt i det? Navnet skæmmer ingen.« + +</p><p>»Har han ikke rødt Hår?« + +</p><p>Nu kunde det gærne være, at han havde +rødt Hår, og da Kusken nævnte den Ting, +var jeg med engang sikker på, at han havde +Ret. Jeg følte mig taknemmelig mod den +stakkels Vognmand og sagde ham, at han +havde taget Manden ganske på Spiddet; det +forholdt sig virkelig, som han sagde; det vilde +være et Særsyn, sagde jeg, at se en sådan +Mand uden rødt Hår. + +</p><p>»Det må være ham, som jeg har kørt +et Par Gange,« sagde Kusken. »Han havde +en Knortekæp?« + +</p><p>Dette gjorde Manden lys levende for mig, +og jeg sagde: + +</p><p>»He-he, der har vel endnu ingen set den +Mand uden med en Knortekæp i Hånden +Forsåvidt så kan De være tryg, ganske +tryg.« + +</p><p>Ja, det var klart, at det var samme Mand, +som han havde kørt. Han kendte ham +igen . . . . + +</p><p>Og vi kørte på, så det gnistred af +Hesteskoene. + +</p><p>Midt i denne ophidsede Tilstand havde +jeg ikke et eneste Øjeblik tabt Åndsnærværelsen. +Vi kommer forbi en Politibetjent, +og jeg lægger Mærke til, at han har Numret +69. Dette Tal træffer mig så grusomt nøje, +står med en Gang som en Splint i min +Hjærne. 69, nøjagtigt 69, jeg skulde ikke +glemme det! + +</p><p>Jeg læned mig tilbage i Vognen, et Bytte +for de galeste Indfald, krøb sammen derinde +under Kaleschen, så ingen skulde se, at jeg +rørte Munden, og gav mig til at passiare +idiotisk med mig selv. Vanviddet raser mig +gennem Hjærnen, og jeg lader det rase, jeg +er fuldt bevidst, at jeg ligger under for Indflydelser, +som jeg ikke er Herre over. Jeg +begyndte at le, tyst og lidenskabeligt, uden +Spor af Grund, endnu lystig og fuld af det +Par Glas Øl, jeg havde drukket. Lidt +efterhvert tager min Ophidselse af, min Ro vender +mer og mer tilbage. Jeg følte Kulde i min +såre Finger, og jeg stak den ned mellem +Halselinningen, forat varme den lidt. Således +kom vi ned til Tomtegaden. Kusken holder an. + +</p><p>Jeg stiger ud af Vognen, uden Hast, +tankeløst, slapt, tung i Hovedet, Jeg går +indad Porten, kommer ind i en Baggård, +som jeg går tvers over, støder mod en Dør, +som jeg åbner og går indad, og jeg befinder +mig i en Gang, et Slags Forværelse med to +Vinduer. Der står to Kufferter, den ene +ovenpå den anden, i den ene Krog, og på +Langvæggen en gammel, umalet Sofabænk, +hvori der ligger et Tæppe. Tilhøjre, i næste +Værelse, hører jeg Stemmer og Barneskrig, +og ovenover mig, i anden Etage, Lyden af en +Jærnplade, som der hamres på. Alt dette +mærker jeg, såsnart jeg er kommet ind. + +</p><p>Jeg går roligt tvers over Værelset, hen +til den modsatte Dør, uden at skynde mig, +uden Tanke på Flugt, åbner også den og +kommer ud i Vognmandsgaden. Jeg ser opad +Huset, som jeg just har passeret igennem: +Beværtning & Logi for Rejsende. + +</p><p>Det falder mig ikke ind at søge at komme +væk, stjæle mig bort fra Kusken, som venter +på mig; jeg går meget sindigt udefter Vognmandsgaden, +uden Frygt og uden at være +mig noget galt bevidst. Kierulf, denne Uldhandler, +som havde spøgt så længe i min +Hjærne, dette Menneske, som jeg mente var +til, og som jeg nødvendigvis måtte træffe, +var bleven borte for min Tanke, visket ud +sammen med andre gale Påfund, som kom +og gik efter Tur; jeg husked ham ikke mer +uden som en Anelse, et Minde. + +</p><p>Jeg blev mer og mer ædru, efterhvert +som jeg vandred frem, følte mig tung og mat +og slæbte Benene efter mig. Sneen faldt +fremdeles ned i store, våde Filler. Tilsidst +kom jeg ud på Grønland, lige ud til Kirken, +hvor jeg satte mig til at hvile på en Bænk. +Alle, som gik forbi, betragted mig meget forundret. +Jeg faldt i Tanker. + +</p><p>Du gode Gud, hvor det var dårligt fat +med mig nu! Jeg var så inderlig ked og +træt af hele mit elendige Liv, at jeg fandt det +ikke Møjen værd at kæmpe længer, forat beholde +det. Modgangen havde taget Overhånd, +den havde været for grov; jeg var så mærkelig +ødelagt, ganske som en Skygge af, hvad jeg +engang var. Mine Skuldre var sunkne ned, +helt til den ene Side, og jeg var kommet i +Vane med at lude meget forover, når jeg gik, +forat spare mit Bryst det lille, jeg kunde. +Jeg havde undersøgt min Krop for et Par Dage +siden, en Middagstid oppe på mit Rum, og +jeg havde stået og grædt hele Tiden over +den. Jeg havde gået i den samme Skjorte i +mange Uger, den var ganske stiv af gammel +Sved og havde gnavet min Navle itu; der +kom lidt blodigt Vand ud af Såret, men det +smærted ikke meget, kun var det så sørgeligt +at have dette Sår midt på Maven. Jeg +havde ingen Råd med det, og det vilde ikke +gro igen af sig selv; jeg vasked det, tørred +det omhyggeligt af og trak den samme Skjorte +atter på. Der var intet at gøre ved det . . . . + +</p><p>Jeg sidder der på Bænken og tænker +over alt dette og er temmelig trist. Jeg +væmmedes ved mig selv; endog mine Hænder +forekommer mig modbydelige. Dette slattede, +næsten ublufærdige Udtryk i mine Håndbage +piner mig, volder mig Ubehag; jeg føler mig +ved Synet af mine magre Fingre råt påvirket, +jeg hader hele mit slunkne Legeme og gyser +ved at bære på det, føle det om mig. Herregud, +om der bare blev en Ende på det nu! +Jeg vilde inderlig gærne dø. + +</p><p>Aldeles overvunden, besudlet og nedværdiget +i min egen Bevidsthed, rejste jeg +mig mekanisk op og begyndte at gå hjemad. +Undervejs kom jeg forbi en Port, hvor der +stod følgende at læse: »Ligsvøb hos Jomfru +Andersen, tilhøjre i Porten.« — Gamle Minder! +sagde jeg, og jeg husked mit forrige Rum på +Hammersborg, den lille Gyngestol, Avisbetrækket +nede ved Døren, Fyrdirektørens +Avertissement og Bager Fabian Olsens nybagte +Brød. Å, ja, jeg havde jo havt det +meget bedre dengang end nu; en Nat havde +jeg skrevet en Føljeton til ti Kroner, nu +kunde jeg ikke skrive noget mer, jeg kunde +aldeles ikke skrive noget mer, mit Hoved +blev straks tomt, såsnart jeg forsøgte. Ja, +jeg vilde have en Ende på det nu! Og jeg +gik og gik. + +</p><p>Efterhvert som jeg kom nærmere og +nærmere Husholdningshandelen, havde jeg +halvt ubevidst Følelsen af, at jeg nærmed mig +en Fare; men jeg holdt fast ved mit Forsæt, +jeg vilde udlevere mig. Jeg gik roligt opad +Trappen, jeg møder i Døren en liden Pige, +som bærer en Kop i Hånden, og jeg slipper +hende forbi og lukker Døren. Betjenten og +jeg står for anden Gang overfor hinanden, +alene. + +</p><p>»Nå,« siger han, »det er et skrækkeligt +Vejr.« + +</p><p>Hvad skulde denne Omvej til? Hvorfor +tog han mig ikke med en Gang? Jeg blev +rasende og sagde: + +</p><p>»Jeg kommer altså ikke, forat prate om +Vejret.« + +</p><p>Denne Heftighed forbløffer ham, hans +lille Høkerhjærne slår Klik; det havde slet +ikke faldt ham ind, at jeg havde bedraget +ham for fem Kroner. + +</p><p>»Ved De da ikke, at jeg har snydt Dem?« +siger jeg utålmodig, og jeg puster heftigt, +skælver, er færdig til at bruge Magt, hvis han +ikke straks kommer til Sagen. + +</p><p>Men den stakkels Mand aner ingen Ting. + +</p><p>Nej, du store Verden, hvilke dumme +Mennesker, man var nødt til at leve iblandt! +Jeg skælder ham ud, forklarer ham Punkt for +Punkt, hvorledes det hele var gået til, viser +ham, hvor jeg stod og hvor han stod, da +Gærningen skete, hvor Pengene havde ligget, +hvorledes jeg havde samlet dem ned i min +Hånd og lukket Hånden sammen om dem, +— og han forstår altsammen, men gør +alligevel intet ved mig. Han vender sig hid +og did, lytter efter Fodtrinnene i Sideværelset, +tysser på mig, forat få mig til at tale lavere, +og siger tilslut: + +</p><p>»Det var nokså sjofelt gjort af Dem!« + +</p><p>»Nej, vent lidt!« råbte jeg i min Trang +til at modsige ham, ægge ham op; det var +ikke så lavt og nedrigt, som han med sit +elendige Husholdningshoved forestilled sig. +Jeg beholdt naturligvis ikke Pengene, det +kunde aldrig falde mig ind; jeg for min Part +vilde ikke drage nogen Nytte af dem, det bød +min bundærlige Natur imod . . . . + +</p><p>»Hvor gjorde De af dem da?« + +</p><p>Jeg gav dem bort til en gammel, fattig +Kone, hver Øre, måtte han vide; den Slags +Person var jeg, jeg glemte ikke de fattige så +aldeles . . . . + +</p><p>Han står og tænker en liden Stund på +dette, blir åbenbart meget tvivlrådig om, +hvorvidt jeg er en ærlig Mand eller ikke. +Endelig siger han: + +</p><p>»Burde De ikke heller have leveret Pengene +tilbage?« + +</p><p>»Nej, hør her,« svarer jeg, »jeg vilde +ikke bringe Dem i Ulejlighed, jeg vilde spare +Dem. Men det er Takken, man har, forat +man er ædelmodig. Nu står jeg her og +forklarer Dem det hele, og De skammer Dem +ikke som en Hund, gør simpelthen ingen Anstalter +til at få Striden udjævnet med mig. +Derfor vasker jeg mine Hænder. Forresten +giver jeg Dem Fan. Farvel!« + +</p><p>Jeg gik og slog Døren hårdt i efter mig. + +</p><p>Men da jeg kom hjem på mit Værelse, +ind i dette bedrøvelige Hul, gennemvåd af den +bløde Sne, skælvende i Knæerne af Dagens +Vandringer, tabte jeg øjeblikkelig min Kæphøjhed +og faldt sammen påny. Jeg angred +mit Overfald på den arme Butiksmand, græd, +greb mig i Struben, forat straffe mig for min +usle Streg, og holdt et syndigt Hus. Han +havde naturligvis været i den dødeligste Angst +for sin Post, havde ikke vovet at gøre nogen +Kvalm for disse fem Kroner, som Forretningen +havde tabt. Og jeg havde benyttet mig af +hans Frygt, havde pint ham med min højrøstede +Tale, spiddet ham med hvert Ord, +som jeg råbte ud. Og Høkerchefen selv +havde måske siddet indenfor i Værelset ved +Siden af og følt sig på et hængende Hår +opfordret til at gå ud til os og se, hvad det +var, som foregik. Nej, der var ingen Grændse +længer for, hvad jeg kunde gøre af nederdrægtige +Ting! + +</p><p>Nå, men hvorfor var jeg ikke bleven +sat fast? Så var det kommet til en Afslutning. +Jeg havde jo sågodtsom rakt Hænderne +frem til Jærnene. Jeg vilde aldeles ikke +have gjort nogen Modstand, jeg vilde tvertimod +have hjulpet til. Himlens og Jordens +Herre, en Dag af mit Liv for et lykkeligt +Sekund igen! Mit hele Liv for en Ret Linser! +Hør mig bare denne Gang! . . . . + +</p><p>Jeg lagde mig i de våde Klæder; jeg +havde en uklar Tanke om, at jeg kanske vilde +dø om Natten, og jeg brugte min sidste +Kraft til at ordne op en Smule i min Seng, +så det kunde se lidt ordentlig ud omkring +mig om Morgenen. Jeg folded Hænderne +og valgte min Stilling. + +</p><p>Så med engang husker jeg Ylajali. At +jeg havde glemt hende så ganske hele Aftenen +udover! Og Lyset trænger ganske +svagt ind i mit Sind igen, en liden Stråle +Sol, der gør mig så velsignet varm. Og der +blir mere Sol, et mildt, fint Silkelys, der +strejfer mig så bedøvende dejligt. Og Solen +blir stærkere og stærkere, brænder skarpt +mod mine Tindinger, koger tung og glødende +i min udmagrede Hjærne. Og der +flammer tilsidst for mine Øjne et vanvittigt +Bål af Stråler, en antændt Himmel og Jord, +Mennesker og Dyr af Ild, Bjærge af Ild, +Djævle af Ild, en Afgrund, en Ørken, en Alverden +i Brand, en rygende yderste Dag. + +</p><p>Og jeg så og hørte intet mer . . . . + + +</p><p class="tb">* * * + +</p><p class="noindent">Jeg vågned i Sved den næste Dag, fugtig +over hele Legemet, meget fugtig; Feberen havde +presset mig ganske voldsomt. I Førstningen +havde jeg ingen klar Bevidsthed om, hvad +der var foregået med mig, jeg så mig omkring +med Forundring, følte mig totalt forbyttet +i mit Væsen, kendte mig slet ikke igen. +Jeg følte mig efter opad Armene og nedad +Benene, faldt i Forbauselse over, at Vinduet +stod på den Væg og ikke på den stik modsatte +Væg, og jeg hørte Hestenes Trampen +nede i Gården, som om den kom ovenfra. +Jeg var også temmelig kvalm. + +</p><p>Mit Hår lå vådt og koldt om min +Pande; jeg rejste mig på Albuen og så ned +på Hovedpuden: vådt Hår lå også igen +på den, i små Dotter. Mine Fødder havde +hovnet op inde i Skoene i Løbet af Natten, +men de smærted ikke, jeg kunde blot ikke +røre Tæerne stort, de var blevne for stive. + +</p><p>Da det led ud på Eftermiddagen, og det +allerede var begyndt at skumre lidt, stod jeg +op af Sengen og begyndte at pusle omkring +i Værelset. Jeg prøved mig frem med små, +forsigtige Skridt, passed på at holde Ligevægten +og spared så meget som muligt mine +Fødder. Jeg led ikke meget, og jeg græd +ikke; jeg var i det hele taget ikke trist, jeg +var tvertimod velsignet tilfreds; det faldt mig +ikke ind netop da, at nogen Ting kunde være +anderledes end den var. + +</p><p>Så gik jeg ud. + +</p><p>Det eneste, som plaged mig en Smule, var +trods min Kvalme for Mad alligevel Sulten. Jeg +begyndte at føle en skammelig Appetit igen, +en indre glubende Madlyst, som det stadig +blev værre og værre med. Det gnaved +ubarmhjærtigt i mit Bryst, bedreves et tyst, +underligt Arbejde derinde. Det kunde være +et Snes bitte små, fine Dyr, som lagde +Hovedet på den ene Side og gnaved lidt, +lagde derpå Hovedet på den anden Side og +gnaved lidt, lå et Øjeblik aldeles stille, begyndte +igen, bored sig ind uden Støj og uden +Hast og efterlod tomme Strækninger overalt, +hvor de for frem . . . . + +</p><p>Jeg var ikke syg, men mat, jeg begyndte +at svede. Jeg tænkte mig hen på Stortorvet, +forat hvile lidt; men Vejen var lang og besværlig; +endelig var jeg dog næsten fremme, +jeg stod på Hjørnet af Torvet og Torvegaden. +Sveden randt ned i mine Øjne, dugged mine +Briller og gjorde mig blind, og jeg var netop +standset, forat tørre mig af en Smule. Jeg +mærked ikke, hvor jeg stod, jeg tænkte ikke +over det; Larmen omkring mig var frygtelig. + +</p><p>Pludselig lyder et Råb, et koldt, skarpt +Varsko. Jeg hører dette Råb, hører det +meget godt, og jeg rykker nervøst til Siden, +gor et Skridt så hurtigt, mine dårlige Ben +kan bevæge sig. Et Uhyre af en Brødvogn +stryger mig forbi og strejfer min Frakke med +Hjulet; havde jeg været lidt hurtigere, vilde +jeg gået aldeles fri. Jeg kunde kanske været +lidt hurtigere, ganske lidt hurtigere, hvis jeg +havde anstrængt mig; der var ingen Råd +med det, det gjorde ondt i min ene Fod, et +Par Tæer blev maset; jeg følte, at de ligesom +krølled sig sammen inde i Skoen. + +</p><p>Brødkøreren holder Hestene an af alle +Kræfter; han vender sig om på Vognen og +spørger forfærdet, hvordan det gik. Jo, det +kunde gået langt værre . . . . det var vel +kanske ikke så farligt . . . . jeg troed ikke, +at der var nogen Ting knust . . . . Å, jeg +be’r . . . . + +</p><p>Jeg drev hen til en Bænk det forteste, +jeg kunde; disse mange Mennesker, som +standsed op og gloed på mig, havde gjort +mig flau. Egentlig var det ikke noget Dødsstød, +det var gået forholdsvis heldigt, når +Ulykken endelig skulde være ude. Det værste +var, at min Sko var trykket istykker, Sålen +revet løs på Snuden. Jeg holdt Poden op +og så Blod inde i Gabet. Nå, det var ikke +med Vilje gjort på nogen af Siderne, det var +ikke Mandens Hensigt at gøre det værre +for mig end det var; han så meget bedrøvet +ud. Kanske hvis jeg havde bedt ham +om et lidet Brød fra Vognen, så havde jeg +fået det. Han havde vist givet mig det +med Glæde. Gud glæde ham til Gengæld der, +han er! . . . . + +</p><p>Jeg sulted hårdt, og jeg vidste ikke, hvor +jeg skulde gøre af mig for min ublu Appetit. +Jeg vred mig hid og did på Bænken og lagde +Brystet helt ned på mine Knæ; jeg var +næsten forstyrret. Da det blev mørkt, rusled +jeg bort til Rådstuen — Gud ved, hvordan +jeg kom did — og satte mig på Kanten af +Ballustraden. Jeg rev den ene Lomme ud af +min Frakke og gav mig til at tygge på den, +forresten uden nogen Hensigt, med mørke +Miner, med Øjnene stirrende ret frem, uden +at se. Jeg hørte endel Småbørn, som legte +omkring mig, og fornam instinktsmæssig, når +en eller anden spadserende gik mig forbi; ellers +iagttog jeg intet. + +</p><p>Så med én Gang falder det mig ind at +gå ned i en af Basarerne nedenunder mig og +få et Stykke råt Kød. Jeg rejser mig og +går tvers over Ballustraden, hen til den anden +Ende af Basartaget, og stiger ned. Da jeg +var kommet næsten helt ned til Kødboden, +råbte jeg opad Trappeåbningen og hytted +tilbage, som om jeg talte til en Hund deroppe, +og henvendte mig frækt til den første Slagter, +jeg traf. + +</p><p>»Å, vær så snil at give mig et Ben til +Hunden min!« sagde jeg. »Bare et Ben; der +behøver ikke at være noget på det; den skal +bare have noget at bære i Munden.« + +</p><p>Jeg fik et Ben, et prægtigt lidet Ben, +hvor der endnu var lidt Kød tilbage, og stak +det ind under Frakken. Jeg takked Manden +så inderligt, at han så forbauset på mig. + +</p><p>»Ingenting at takke for,« sagde han. + +</p><p>»Jo, sig ikke det,« mumled jeg, »det er +snilt gjort af Dem.« + +</p><p>Og jeg gik op. Hjærtet slog stærkt +i mig. + +</p><p>Jeg sneg mig ind i Smedgangen, så dybt +ind, som jeg kunde komme, og standsed udenfor +en forfalden Port til en Baggård. Der +var ikke et Lys at se på nogen Kant, det +var velsignet mørkt omkring mig; jeg gav +mig til at gnave i mig af Benet. + +</p><p>Det smagte ingenting; en ram Lugt af +Blod stod op fra Benet, og jeg måtte ganske +straks begynde at kaste op. Jeg forsøgte igen; +hvis jeg bare fik beholde det, vilde det nok +gøre sin Virkning; det galdt at få det til at +bero dernede. Men jeg kasted atter op. Jeg +blev vred, bed heftigt i Kødet, sled af en +liten Smule og svælged det ned med Vold. +Og det nytted alligevel ikke; såsnart de små +Kødsmuler var blevne varme i Maven, kom +de desværre atter op. Jeg knytted vanvittigt +Hænderne, stak i at græde af Hjælpeløshed +og gnaved som en besat; jeg græd, så Benet +blev vådt og skiddent af Tårer, kasted op, +banded og gnaved igen, græd som Hjærtet +skulde briste og kasted atter op. Og jeg +svor med høj Røst alle Verdens Magter ned +i Pinen. + +</p><p>Stille. Ikke et Menneske omkring, intet +Lys, ingen Støj. Jeg er i det voldsommeste +Sindsoprør, jeg puster tungt og højlydt og +græder tænderskærende for hver Gang, jeg +må levere disse Kødsmuler, som kanske +kunde mætte mig lidt. Da det slet ikke hjælper +noget, hvormeget jeg end forsøger, slynger +jeg Benet mod Porten, fuld af det afmægtigste +Had, henrykt af Raseri, råber og truer voldsomt +op mod Himlen, skriger Guds Navn hæst +og indædt og krummer mine Fingre som Klør +. . . . Jeg siger dig, du Himlens hellige Ba’al, +du er ikke til, men hvis du var til, så skulde +jeg bande dig slig, at din Himmel skulde +dirre af Helvedes Ild. Jeg siger dig, jeg har +budt dig min Tjeneste, og du har afvist den, +jeg siger dig, du har stødt mig bort, og jeg +vender dig for evigt Ryggen, fordi du ikke +kendte din Besøgelsestid. Jeg siger dig, jeg +ved, at jeg skal dø, og jeg håner dig dog, +du Himlens Gud og Apis, med Døden lige +for Tænderne. Jeg siger dig, jeg vil heller +være Lakej i Helvede end Fri i dine Boliger; +jeg siger dig, jeg er fuld af livsalig Foragt +for din himmelske Usselhed, og jeg vælger +mig Afgrunden til evigt Tilhold, hvor Djævelen, +Judas og Farao er stødt ned. Jeg siger dig, +din Himmel er fuld af alle Jorderigets mest +råhovedede Idioter og fattige i Ånden, jeg +siger dig, du har fyldt din Himmel med de +fede, salige Horer hernedefra, som ynkeligen +har bøjet Knæ for dig i sin Dødsstund. Jeg +siger dig, du har brugt Magt mod mig, og du +ved ikke, du alvidende Nul, at jeg aldrig bøjer +mig i Modgang. Jeg siger dig, hele mit Liv, +hver Celle i min Krop, hver Evne i min Sjæl +gisper efter at håne dig, du nådefulde Afskum +i det høje. Jeg siger dig, jeg vilde, om jeg +kunde, råbe dette højlydt ind i din Himmel +og hen over den hele Jord, jeg vilde, om jeg +kunde, ånde det ind i hver ufødt Menneskesjæl, +som engang kommer på Jorden, hver +Blomst, hvert Blad, hver Dråbe i Havet. Jeg +siger dig, jeg vil spotte dig ud på Dommens +Dag og bande dig Tændeme ud af min Mund +for din Guddoms endeløse Ynkelighed. Jeg +siger dig, jeg vil fra denne Stund forsage alle +dine Gærninger og alt dit Væsen, jeg vil forbande +min Tanke, om den tænker på dig +igen, og rive mine Læber af, om de atter +nævner dit Navn. Jeg siger dig, hvis du er til, +det sidste Ord i Livet og i Døden, jeg siger +dig Farvel for evigt og altid, jeg siger dig +Farvel med Hjærte og Nyrer, jeg siger dig +det sidste uigenkaldelige Farvel, og jeg tier +og vender dig Ryggen og går min Vej . . . . + +</p><p>Stille, + +</p><p>Jeg dirrer af Ophidselse og Forkommenhed, +står der på samme Sted, endnu hviskende +Eder og Skældsord frem, hikkende efter den +heftige Gråd, knækket og slap efter det vanvittige +Vredesudbrud. Jeg står der måske +en Time og hikker og hvisker og holder mig +fast til Porten. Så hører jeg Røster, en Samtale +mellem to Mænd, som kommer gående +indad Smedgangen. Jeg slænger bort fra Porten, +drager mig frem efter Husvæggene og kommer +atter ud på de lyse Gader. Idet jeg tusler +nedad Youngsbakken, begynder min Hjærne +pludselig at virke i en højst mærkelig Retning. +Det falder mig ind, at de elendige Rønner +nede i Kanten af Torvet, Materialboderne og +de gamle Buler med brugte Klæder, dog var +en Skændsel for Stedet. De ødelagde hele +Torvets Udseende og pletted Byen, fy, ned +med Skramlet! Og jeg gik og slog over i +Tankerne, hvad det vel vilde komme til at +koste at flytte Den geografiske Opmåling +derned, denne smukke Bygning, som altid +havde tiltalt mig så meget hver Gang, jeg +havde passeret den. Det vilde kanske ikke +lade sig gøre at foretage en Flytning af den +Art under sytti a to og sytti tusind Kroner, +— en pen Sum, måtte man sige, en nokså net +Lommeskilling, he-he, at begynde med, hvad? +Og jeg nikked med mit tomme Hoved og +indrømmed, at det var en nokså pen Lommeskilling +at begynde med. Jeg rysted fremdeles +over hele Legemet og hikked nu og da endnu +dybt efter Gråden. + +</p><p>Jeg havde Følelsen af, at der ikke var +meget Liv igen i mig, at jeg i Grunden sang +på det sidste Vers. Det var mig også temmelig +ligegyldigt, det beskæftiged mig ikke +det mindste; jeg søgte tvertimod nedad Byen, +ned til Bryggerne, længer og længer bort fra +mit Værelse. Jeg kunde for den Skyld gærne +have lagt mig plat ned i Gaden, forat dø. +Lidelserne gjorde mig mer og mer ufølsom; +det banked stærkt i min såre Fod, jeg havde +endog Indtryk af, at Smærten forplanted sig +opad hele Læggen, og ikke engang det gjorde +synderlig ondt. Jeg havde udstået værre Fornemmelser. + + +</p><p>Så kom jeg ned på Jærnbanebryggen. +Der var ingen Trafik, ingen Støj, kun hist og +her et Menneske at se, en Sjouer eller Sjømand, +som drev om med Hænderne i Lommen. +Jeg lagde Mærke til en halt Mand, som skeled +stivt hen på mig, idet vi passered hinanden. +Jeg standsed ham instinktsmæssig, tog til Hatten +og spurgte, om han kendte til om »Nonnen« +var rejst. Og bagefter kunde jeg ikke lade +være at knipse en eneste Gang i Fingrene lige +for Mandens Næse og sige: Død og Pine, +»Nonnen«, ja! »Nonnen«, som jeg helt havde +glemt! Tanken på den havde alligevel ulmet +ubevidst i mit Indre, jeg havde båret på den, +uden at vide af det selv. + +</p><p>Ja, Kors, »Nonnen« var nok sejlet. + +</p><p>Han kunde ikke sige mig, hvor den var +sejlet hen? + +</p><p>Manden tænker sig om, står på det +lange Ben og holder det korte ivejret; det +korte dingler lidt. + +</p><p>»Nej,« siger han. »Ved De, hvad den lå +her og lasted?« + +</p><p>»Nej,« svarer jeg. + +</p><p>Men nu havde jeg allerede glemt »Nonnen«, +og jeg spurgte Manden, hvor langt det vel +kunde være til Holmestrand, regnet i gode, +gamle geografiske Mile. + +</p><p>»Til Holmestrand? Jeg vil antage . . . .« + +</p><p>»Eller til Væblungsnæs?« + +</p><p>»Hvad jeg vilde sige: jeg antager, at til +Holmestrand . . . .« + +</p><p>»Å, hør, med det samme jeg husker det,« +afbrød jeg ham igen, »De skulde vel ikke +ville være så snil at give mig en liden Bid +Tobak, bare en bitte liden Smule!« + +</p><p>Jeg fik Tobakken, takked Manden meget +varmt og gik bort. Jeg gjorde intet Brug af +Tobakken, jeg stak den i Lommen straks. +Manden holdt fremdeles Øje med mig, jeg +havde kanske vakt hans Mistanke på en eller +anden Måde; hvor jeg stod og gik havde jeg +dette mistænksomme Blik efter mig, og jeg +syntes ikke om at blive forfulgt af dette Menneske. +Jeg vender om og drager mig atter hen +til ham, ser på ham og siger: + +</p><p>»Nådler.« + +</p><p>Bare dette Ord: Nådler. Ikke mer. Jeg +ser meget stivt på ham, idet jeg siger det, +jeg følte, at jeg stirred frygteligt på ham; +det var, som om jeg så på ham med hele +Kroppen, istedetfor bare med Øjnene. Og +jeg står en liden Stund, efterat jeg har sagt +dette Ord. Så tusler jeg op til Jærnbanetorvet +igen. Manden gav ikke en Lyd fra sig, +han bare holdt Øje med mig. + +</p><p>Nådler? Jeg stod med en Gang stille. +Ja, var det ikke det, jeg havde Fornemmelsen +af allerede straks: jeg havde truffet Krøblingen +før. Oppe i Grændsen, en lys Morgen; jeg +havde pantsat min Vest. Det forekom mig +som en Evighed siden den Dag. + +</p><p>Mens jeg står og tænker på dette — +jeg står og støtter mig til en Husvæg på +Hjørnet af Torvet og Havnegaden — farer +jeg pludselig sammen og søger at kravle mig +væk. Da dette ikke lykkes mig, stirrer jeg forhærdet +ret frem og bider Hovedet af al Skam, +der var ingen Råd med det, — jeg står +Ansigt til Ansigt med »Kommandøren«. + +</p><p>Jeg blir skødesløst fræk, jeg tager endog +et Skridt frem fra Husvæggen, forat gøre ham +opmærksom på mig. Og jeg gør det ikke +forat vække Medlidenhed, men forat håne +mig selv, stille mig i Gabestokken; jeg kunde +væltet mig ned i Gaden og bedt »Kommandøren« +gå over mig, træde på mit Ansigt. +Jeg siger ikke engang Godaften. + +</p><p>»Kommandøren« aned måske, at der var +noget galt fat med mig, han sagtned sine +Skridt en Smule, og jeg siger, forat standse +ham: + +</p><p>»Jeg skulde været hos Dem med noget, +men det er ikke blevet noget af endda.« + +</p><p>»Ja?« svarer han spørgende. »De har det +ikke færdigt, da?« + +</p><p>»Nej, jeg har ikke fået det færdigt.« + +</p><p>Men nu står mine Øjne pludselig i Vand +ved »Kommandørens« Venlighed, og jeg harker +og hoster forbittret, forat gøre mig stærk. +»Kommandøren« støder en Gang i Næsen; +han står og ser på mig. + +</p><p>»Har De noget at leve af imens, da?« +siger han. + +</p><p>»Nej,« svarer jeg, »jeg har ikke det +heller. Jeg har ikke spist endda idag, +men . . . . . . + +</p><p>»Gud bevare Dem, det går da ikke an, +at De går her og sulter ihjæl, Mand!« +siger han. Og han tager med en Gang til +Lommen. + +</p><p>Nu vågner Skamfølelsen i mig, jeg raver +igen bort til Husvæggen og holder mig fast, jeg +står og ser på, at »Kommandøren« roder +om i sin Pengepung; men jeg siger intet. Og +han rækker mig en Tikrone. Han gør ingen +flere Omstændigheder med det, han giver mig +simpelthen ti Kroner. Med det samme gentager +han, at det ikke gik an, at jeg sulted ihjæl. + +</p><p>Jeg stammed en Indvending og tog ikke +Sedlen straks: Det var skammeligt af mig +dette . . . . det var også altfor meget . . . . + +</p><p>»Skynd Dem nu!« siger han og ser på +sit Ur. »Jeg har ventet på Toget; men nu +kommer det, hører jeg.« + +</p><p>Jeg tog Pengene, jeg var lam af Glæde +og sagde ikke et Ord mer, jeg takked ikke +engang. + +</p><p>»Det er ikke værdt at genere sig for det,« +siger »Kommandøren« tilsidst; »De kan jo +skrive for det, ved jeg.« + +</p><p>Så gik han. + +</p><p>Da han var kommet nogle Skridt bort, +husked jeg med en Gang på, at jeg ikke +havde takket »Kommandøren« for denne Hjælp. +Jeg forsøgte at indhente ham, men kunde ikke +komme fort nok afsted, mine Ben slog Klik, +og jeg vilde idelig falde på Næsen. Han +fjærned sig mer og mer. Jeg opgav Forsøget, +tænkte at råbe efter ham, men turde ikke, +og da jeg endelig alligevel tog Mod til mig +og råbte, en Gang, to Gange, var han +allerede forlangt borte, min Stemme var bleven +for svag. + +</p><p>Jeg stod tilbage på Fortouget og så +efter ham, jeg græd ganske stille. Jeg har +aldrig set på Magen! sagde jeg til mig selv; +han gav mig ti Kroner! Jeg gik tilbage og +stilled mig der, hvor han havde stået, og +eftergjorde alle hans Bevægelser. Og jeg holdt +Pengesedlen op til mine våde Øjne, beså +den på begge Sider og begyndte at bande +— bande i vilden Sky på, at det havde sin +Rigtighed med det, jeg holdt i Hånden, det +var en Tikrone. + +</p><p>En Stund efter — måske en meget lang +Stund; ti det var allerede bleven ganske stille +overalt — stod jeg besynderligt nok udenfor +Tomtegaden Numer 11. Da jeg havde stået +og summet mig et Øjeblik og forundret mig +herover, gik jeg indad Porten for anden Gang, +lige ind i Beværtning & Logi for Rejsende. +Her bad jeg om Husly og fik straks en Seng. + + +</p><p class="tb">* * * + +</p><p class="noindent">Tirsdag. + +</p><p>Solskin og Stille, en vidunderlig lys Dag. +Sneen var borte; allevegne Liv og Lyst og +glade Ansigter, Smil og Latter. Fra +Fontænerne steg Vandstrålerne op i Buer, gyldne +af Solen, blålige af den blålige Himmel . . . . +Ved Middagstid gik jeg ud fra mit Logi +i Tomtegaden, hvor jeg fremdeles boed og +havde det godt, og begav mig ud i Byen. +Jeg var i den gladeste Stemning og drev om +den ganske Eftermiddag i de mest befærdede +Gader og så på Mennesker. Endnu før +Klokken blev syv om Aftenen, gjorde jeg +mig en Tur op til St. Olafs Plads og kiged i +Smug op til Vinduerne i Numer 2. Om en +Time skulde jeg se hende! Jeg gik i en let, +dejlig Angst hele Tiden. Hvad vilde der ske? +Hvad skulde jeg finde på at sige, når hun +kom nedad Trappen? Godaften, Frøken? +Eller bare smile? Jeg beslutted mig til at +lade det bero med at smile. Naturligvis vilde +jeg hilse dybt på hende. + +</p><p>Jeg lusked bort, lidt skamfuld over at +være så tidligt ude, vandred om i Karl Johan +en Stund og holdt Øje med Universitetsuret. +Da Klokken blev otte, satte jeg atter opad +Universitetsgaden. Under vejs faldt det mig +ind, at jeg kanske kunde komme et Par Minutter +forsent, og jeg strakte ud alt, jeg årked. +Min Fod var meget sår, ellers mangled der +mig ingenting. + +</p><p>Jeg tog Post ved Fontænen og pusted ud; +jeg stod der rigtig længe og så op til Vinduerne +i Numer 2; men hun kom ikke. Nå, +jeg skulde nok vente, det havde ingen Hast +med mig; hun havde kanske Forhindringer. +Og jeg vented igen. Jeg skulde da vel aldrig +have drømt det hele? Havt det første Møde +med hende i Indbildningen den Nat, jeg lå +i Feber? Jeg begyndte rådvild at tænke efter +og følte mig aldeles ikke sikker i min Sag. + +</p><p>»Hm!« sagde det bag mig. + +</p><p>Jeg hørte denne Harken, jeg hørte også +lette Skridt i Nærheden af mig; men jeg +vendte mig ikke om, jeg stirred blot op til +den store Trappe foran mig. + +</p><p>»Godaften!« siger det så. + +</p><p>Jeg glemmer at smile, jeg tager ikke engang +straks til Hatten, jeg blir så forundret +over at se hende komme denne Vej. + +</p><p>»Har De ventet længe?« siger hun, og +hun puster lidt hurtigt efter Gangen. + +</p><p>»Nej, aldeles ikke, jeg kom for en liden +Stund siden,« svared jeg. »Og desuden, hvad +havde det gjort, om jeg havde ventet længe? +Jeg tænkte forresten, at De skulde komme fra +en anden Kant?« + +</p><p>»Jeg har fulgt Mama til en Familie, Mama +skal være ude iaften.« + +</p><p>»Jaså!« sagde jeg. + +</p><p>Nu var vi uvilkårlig begyndt at gå. En +Politibetjent står på Gadehjørnet og ser +på os. + +</p><p>»Men hvor går vi egentlig hen?« siger +hun og standser. + +</p><p>»Did, hvor De vil, bare did, hvor De vil.« + +</p><p>»Uf, ja, men det er så kedeligt at bestemme +det selv.« + +</p><p>Pause. + +</p><p>Så siger jeg, bare for at sige noget: + +</p><p>»Det er mørkt i Deres Vinduer, ser jeg.« + +</p><p>»Ja, da!« svarer hun livligt. »Pigen har +også fået fri. Så jeg er ganske alene +hjemme.« + +</p><p>Vi står begge to og ser opad Vinduerne +i Numer 2, som om ingen af os havde set +dem før. + +</p><p>»Kan vi gå op til Dem, da?« siger jeg. +»Jeg skal sidde nede ved Døren hele Tiden, +dersom De vil . . . .« + +</p><p>Men nu skalv jeg af Bevægelse og angred +meget, at jeg havde været for fræk. Hvad om +hun blev vred og gik bort fra mig? Hvad om +jeg aldrig fik se hende igen? Å, det elendige +Antræk, jeg havde på! Jeg vented fortvivlet +på Svaret. + +</p><p>»De skal aldeles ikke sidde nede ved +Døren,« siger hun. Hun taler ligefrem ømt +og siger akkurat disse Ord: De skal aldeles +ikke sidde nede ved Døren. + +</p><p>Vi gik op. + +</p><p>Ude på Gangen, hvor det var mørkt, tog +hun min Hånd og ledte mig frem. Jeg behøved +slet ikke at være så stille, sagde hun, jeg +kunde godt tale. Og vi kom ind. Mens hun +tændte Lys — det var ikke en Lampe, hun +tændte, men et Lys — mens hun tændte dette +Lys, sagde hun med en liden Latter: + +</p><p>»Men nu får De ikke se på mig. Uf, +jeg er skamfuld! Men jeg skal aldrig gøre det +mer.« + +</p><p>»Hvad skal De aldrig gøre mer?« + +</p><p>»Jeg skal aldrig . . . . uf, nej. Gud bevare +mig . . . . jeg skal aldrig kysse Dem mer.« + +</p><p>»Skal De ikke det?« sagde jeg, og vi lo +begge. Jeg strakte Armene ud efter hende, +Og hun gled tilside, smutted væk, over på den +anden Side af Bordet. Vi stod og så på +hinanden en liden Stund, Lyset stod midt +imellem os. + +</p><p>»Forsøg at få fat på mig!« sagde hun. + +</p><p>Og under megen Latter forsøgte jeg at få +fat på hende. Mens hun sprang omkring, +løste hun Sløret op og tog Hatten af; hendes +spillende Øjne hang fremdeles ved mig og vogted +på mine Bevægelser. Jeg gjorde et Udfald +påny, snubled i Tæppet og faldt; min såre +Fod vilde ikke længer holde mig oppe. Jeg +rejste mig yderlig flau. + +</p><p>»Gud, hvor rød De blev!« sagde hun. +»Ja, det var også græsselig kejtet.« + +</p><p>»Ja, det var det!« svared jeg. + +</p><p>Og vi begyndte påny at springe omkring. + +</p><p>»Jeg synes, De halter?« + +</p><p>»Ja, jeg halter kanske lidt, bare lidt forresten.« + + +</p><p>»Sidst havde De en sår Finger, nu har +De en sår Fod; det er svært, så mange Plager +De har.« + +</p><p>»Å, ja. — Jeg blev lidt overkørt for nogle +Dage siden.« + +</p><p>»Overkørt? Fuld da igen? Nej, Gud bevare +mig, hvordan De lever, unge Mand!« Hun trued +med Pegefingeren og gjorde sig alvorlig. »Så +sætter vi os da!« sagde hun. »Nej, ikke der +nede ved Døren; De er så altfor tilbageholden; +her oppe; De der og jeg her, så ja! . . . . Uf, +det er nokså kedeligt med tilbageholdne Mennesker! +Så må man sige og gøre alt selv, +man får ingen Hjælp til noget. Nu kunde De +for Eksempel gærne holde Deres Hånd på +min Stolryg, De kunde gærne fundet på så +meget af Dem selv, kunde De. For om jeg +siger noget sligt, så sætter De op et Par +Øjne, som om De ikke rigtig tror det, som blir +sagt. Ja, det er virkelig sandt, jeg har set det +flere Gange, De gør det nu også. Men De +skal bare ikke indbilde mig, at De er så beskeden +altid, når De blot tør dy Dem. De +var nokså fræk den Dag, da De var fuld og +gik efter mig lige hjem og plaged mig med +Deres Åndrigheder: De mister Deres Bog, +Frøken, De mister ganske bestemt Deres Bog, +Frøken! Ha-ha-ha! Fy, det var virkelig stygt +af Dem!« + +</p><p>Jeg sad fortabt og så på hende. +Mit Hjærte slog højt, Blodet spændte mig +varmt gennem Årene. Hvilken vidunderlig +Nydelse! + +</p><p>»Hvorfor siger De ingenting?« + +</p><p>»Nej, hvor De er sød!« sagde jeg. »Jeg +sidder simpelthen her og blir inderlig betaget +af Dem, her i denne Stund inderlig betaget . . . . +Der er ingen Råd med det . . . . De er det +besynderligste Menneske, som . . . . Stundom +stråler Deres Øjne så, jeg har aldrig set Magen, +de ser ud som Blomster . . . . Hvad? Nej-nej, +kanske ikke som Blomster heller, men . . . . Jeg +er så aldeles forelsket i Dem, og det er så +urimeligt . . . . Herregud, naturligvis, det nytter +mig ikke det Spor . . . . Hvad hedder De? +Nu må De da virkelig sige mig, hvad De +hedder . . . .« + +</p><p>»Nej, hvad hedder <i>De</i>? Gud, nu havde jeg +nær glemt det igen! Jeg tænkte på det i hele +Går, at jeg skulde spørge Dem. Ja, det vil +sige ikke i <i>hele</i> Går, men . . . .« + +</p><p>»Ved De, hvad jeg har kaldt Dem? Jeg +har kaldt Dem Ylajali. Hvad synes De om +det? En sådan glidende Lyd . . . .« + +</p><p>»Ylajali?« + +</p><p>»Ja.« + +</p><p>»Er det fremmede Sprog?« + +</p><p>»Hm, Nej, det er ikke det heller.« + +</p><p>»Ja, det er ikke stygt . . . .« + +</p><p>Efter lange Forhandlinger sagde vi hinanden +vore Navne. Hun satte sig lige ved Siden af +mig i Sofaen og skøv Stolen bort med Foden, +Og vi begyndte at passiare påny. + +</p><p>»De har barberet Dem også iaften,« sagde +hun. »De ser i det hele taget lidt bedre ud +end sidst, men bare bitte lidt forresten; indbild +Dem nu bare ikke . . . . Nej, sidst var De virkelig +sjofel da. De gik ovenikøbet med en fæl Klud +om Fingeren. Og i den Tilstand vilde De +absolut gå ind et Sted og drikke Vin med +mig. Nej, Tak!« + +</p><p>»Det var altså for mit misserable Udseendes +Skyld, at De ikke vilde gå med +alligevel da?« sagde jeg. + +</p><p>»Nej,« svared hun og så ned. »Nej, det +skal Gud vide, det ikke var! Jeg tænkte ikke +på det engang.« + +</p><p>»Hør,« sagde jeg, »De sidder vist her i +den Overtro, at jeg kan klæde mig og leve +akkurat som jeg ønsker. De? Men det kan +jeg nok ikke, jeg er meget, meget fattig.« + +</p><p>Hun så på mig. + +</p><p>»Er De det?« sagde hun. + +</p><p>»Ja, jeg er det, desværre.« + +</p><p>Pause. + +</p><p>»Ja, Herregud, det er jeg også, det,« sagde +hun med en frejdig Bevægelse med Hovedet. + +</p><p>Hvert af hendes Ord berused mig, traf +mig i Hjærtet som Vindråber. Hun henrykte +mig med den Vane, hun havde at lægge sit +Hoved lidt på Siden og lytte, når jeg sagde +noget. Og jeg følte hendes Åndedrag lige +op i mit Ansigt. + +</p><p>»Ved De,« sagde jeg, »at . . . . Men nu +må De ikke blive sint . . . . Da jeg gik tilsengs +igåraftes, lagde jeg denne Arm tilrette for +Dem . . . . således . . . . som om De lå i +den . . . . og så sovned jeg ind . . . .« + +</p><p>»Jaså? Det var vakkert!« Pause. »Men +det måtte nu også være på Frastand, De +kunde gøre sligt noget; for ellers . . . .« + +</p><p>»Tror De ikke, jeg kunde gøre det ellers?« + +</p><p>»Nej, det tror jeg ikke.« + +</p><p>»Jo, af mig kan De vente alt,« sagde jeg. +Og jeg lagde Armen om hendes Liv. + +</p><p>»Kan jeg det?« sagde hun bare. + +</p><p>Det ærgred mig, stødte mig næsten, at +hun holdt mig for så altfor skikkelig; jeg +brysted mig op, skød Hjærtet op i Livet og +tog hendes Hånd. Men hun trak den ganske +stilfærdigt tilbage og flytted sig lidt bort fra +mig. Dette gjorde det atter af med mit Mod, +jeg blev skamfuld og så bort mod Vinduet. +Jeg var alligevel så altfor ynkelig der, jeg sad, +jeg måtte blot ikke prøve at indbilde mig +noget. Det havde været en anden Sag, hvis +jeg havde truffet hende dengang, da jeg endnu +så ud som et Menneske, i mine Velmagtsdage, +da jeg havde lidt at redde mig med. Og jeg +følte mig meget nedslagen tilmode. + +</p><p>»Der kan De se!« sagde hun, »nu kan De +bare se: Man kan vippe Dem blot med en +liden Rynke i Panden, gøre Dem så flad, bare +ved at flytte sig lidt bort fra Dem . . . .« Hun +lo drillende, skøjeragtigt, med aldeles lukkede +Øjne, som om heller ikke hun holdt ud at blive +set på. + +</p><p>»Nej, men du store min!« bused jeg ud, +»nu skal De bare se!« Og jeg slog Armene +heftigt om hendes Skuldre. Jeg var næsten +krænket. Var Pigen fra Forstanden! Tog hun +mig for aldeles uerfaren! He, jeg skulde dog +ved den levende . . . . Ingen skulde sige om +mig, at jeg stod tilbage i dette Stykke. Det +var dog Satan til Menneske! Galdt det bare at +gå på, så . . . . + +</p><p>Hun sad ganske rolig, og hun havde Øjnene +fremdeles lukket; ingen af os talte. Jeg trykked +hende hårdt ind til mig, klemte grådigt hendes +Krop ind til mit Bryst, og hun sagde ikke et +Ord. Jeg hørte vore Hjærteslag, både hendes +og mine, de lød som begravede Hovtramp. + +</p><p>Jeg kyssed hende. + +</p><p>Jeg vidste ikke længere af mig selv, jeg +sagde noget Nonsens, som hun lo ad, hvisked +Kælenavne ind i hendes Mund, klapped hende +på Kindet, kyssed hende mange Gange. Jeg +åbned en Knap eller to i hendes Liv, og jeg +skimted hendes Bryster indenfor, hvide, runde +Bryster, der titted frem som to søde Vidundere +bag Linnedet. + +</p><p>»Må jeg få se!« siger jeg, og jeg forsøger +at åbne flere Knapper, gøre Hullet større; +men min Bevægelse er for stærk, jeg kommer +ingen Vej med de nederste Knapper, hvor +desuden Livet strammer på. »Må jeg bare +få se lidt . . . . lidt . . . .« + +</p><p>Hun slår Armen om min Hals, ganske +langsomt, ømt; hendes Ånde puster mig lige +i Ansigtet fra de røde, dirrende Næsebor; med +den anden Hånd begynder hun selv at åbne +Knapperne, en for en. Hun ler forlegent, ler +kort og ser flere Gange op på mig, om jeg +skal mærke, at hun er bange. Hun løser Båndene +op, hægter op Korsettet, er henrykt og +ængstelig. Og jeg fingrer med mine grove +Hænder ved disse Knapper og Bånd . . . . + +</p><p>Forat aflede Opmærksomheden fra, hvad +hun gor, stryger hun mig med sin venstre +Hånd over Skulderen og siger: + +</p><p>»Hvilken Mængde løse Hår der ligger!« + +</p><p>»Ja,« svarer jeg og vil trænge indtil hendes +Bryst med min Mund. Hun ligger i dette Øjeblik +med ganske åbne Klæder. Pludselig er det +som om hun besinder sig, som om hun synes +at have gået for vidt; hun dækker sig atter +til og rejser sig lidt op. Og forat skjule sin +Forlegenhed med de åbne Klæder, giver hun +sig atter til at tale om den Mængde affaldne +Hår, der lå på mine Skuldre. + +</p><p>»Hvor kan det være, at Håret falder så +af Dem?« + +</p><p>»Ved ikke!« + +</p><p>»Å, De drikker naturligvis formeget, og +kanske — Fy, jeg vil ikke sige det! De måtte +skamme Dem! Nej, det havde jeg ikke troet +om Dem! At De, som er så ung, allerede +mister Håret! . . . . Nu skal De værsågod +fortælle mig, hvorledes De egentlig lever Deres +Liv hen. Jeg er sikker på, det er frygteligt! +Men bare Sandhed, forstår De, ikke nogen +Udflugter! Jeg skal nok forresten se det på +Dem, om de vil skjule noget. Så, fortæl nu!« + +</p><p>»Ja, lad mig få kysse Dem på Brystet +først, så.« + +</p><p>»Er De gal? Så, begynd nu!« + +</p><p>»Nej, kære, lad mig nu få Lov til det først!« + +</p><p>»Hm. Nej, ikke først . . . . Siden kanske +. . . . Jeg vil høre, hvad De er for et Menneske +. . . . Å, jeg er sikker på, det er forfærdeligt!« + +</p><p>Det pinte mig også, at hun skulde tro +det værste om mig, jeg var bange for at støde +hende helt bort, og jeg holdt ikke ud den +Mistanke, hun havde om mit Levnet. Jeg vilde +rense mig i hendes Øjne, gøre mig værdig til +hende, vise hende, at hun sad ved en på det +nærmeste engleren Persons Side. Herregud, +jeg kunde jo tælle på Fingerne mine Fald til +Dato. + +</p><p>Jeg fortalte, jeg fortalte alt, og jeg fortalte +bare Sandhed. Jeg gjorde intet værre end +det var, det var ikke min Agt at vække +hendes Medlidenhed; jeg sagde også, at jeg +havde stjålet fem Kroner en Aften. + +</p><p>Hun sad og lytted med gabende Mund, +bleg, bange, aldeles forstyrret i de blanke +Øjne. Jeg vilde gøre det godt igen, sprede +det triste Indtryk, jeg havde gjort, og strammed +mig op: + +</p><p>»Det er jo over nu!« sagde jeg; »det +kan ikke være Tale om sligt noget længer; +nu er jeg bjærget . . . .« + +</p><p>Men hun var meget forsagt. »Gud bevare +mig!« sagde hun bare og taug. Hun +sagde dette med korte Mellemrum og taug +hver Gang igen. »Gud bevare mig!« + +</p><p>Jeg begyndte at spøge, tog hende i Siden, +forat kildre hende, løfted hende op til mit +Bryst. Hun havde atter knappet Kjolen igen; +dette ærgred mig en Smule, såred mig ligefrem. +Hvorfor skulde hun knappe Kjolen +igen? Var jeg i hendes Øjne mer uværdig +nu, end om jeg selv havde forskyldt, at mit +Hår faldt af? Vilde hun have syntes bedre +om mig, hvis jeg havde gjort mig til en Udhaler? +. . . . Ikke noget Sludder. Det galdt +bare at gå på! Og hvis det bare galdt at +gå på, så ved den levende . . . . + +</p><p>Jeg lagde hende ned, lagde hende simpelthen +ned i Sofaen. Hun stred imod, ganske +lidt forresten, og så forbauset ud. + +</p><p>»Nej . . . . hvad vil De?« sagde hun. + +</p><p>»Hvad jeg vil?!« + +</p><p>He, hun spurgte, hvad jeg vilde! Gå +på, vilde jeg, gå lige på! Det var ikke bare +på Frastand, jeg havde det med at gå på; +det var ikke min Art og Beskaffenhed af +Menneske. Jeg gjorde i at være Karl for min +Hat og ikke slåes flad af en Rynke i Panden. +Nej-nej, san, jeg havde endnu aldrig gået +med uforrettet Sag fra en sådan Affære . . . . + +</p><p>Og jeg gik på. + +</p><p>»Nej . . . . nej, men . . . .?« + +</p><p>Jo, mente jeg, det var Meningen det! + +</p><p>»<i>Nej</i>, hører De!« råbte hun. Og hun +lagde til disse sårende Ord: »Jeg kan jo +ikke være tryg for, at De ikke er vanvittig.« + +</p><p>Jeg holdt uvilkårlig lidt inde, og jeg sagde: + +</p><p>»Det mener De ikke!« + +</p><p>»Jo, ved Gud, De ser så rar ud! Og +den Formiddag, De forfulgte mig, — De var +altså ikke fuld dengang?« + +</p><p>»Nej. Men da var jeg jo ikke sulten +heller, jeg havde netop spist . . . .« + +</p><p>»Ja, så meget værre var det.« + +</p><p>»Vilde De heller, at jeg skulde været +fuld?« + +</p><p>»Ja . . . . Hu, jeg er bange for Dem! +Herregud, kan De nu ikke slippe!« + +</p><p>Jeg tænkte mig om. Nej, jeg kunde ikke +slippe. Ikke noget forbandet Pærevæv en +silde Aftenstund på en Sofa! Op med Flonellen! +He, hvilke Udflugter fandt man ikke +på at komme med i et sligt Øjeblik! Som +om jeg ikke vidste, at det var bare Undselighed +altsammen! Da måtte jeg være grøn! +Så stille nu! Ikke noget Tøv! Leve Kongen +og Fædrelandet! . . . . + +</p><p>Hun stritted besynderlig stærkt imod, +altfor stærkt til bare at stritte imod af Undselighed. +Jeg kom som af Vanvare til at +støde Lyset overende, så det slukned, hun +gjorde fortvivlet Modstand, udstødte endog et +lidet Klynk. + +</p><p>»Nej, ikke det, ikke det! Hvis De vil +så skal De heller få kysse mig på Brystet. +Kære, snille . . . .« + +</p><p>Jeg standsed øjeblikkelig. Hendes Ord +lød så forfærdede, hjælpeløse, jeg blev inderlig +slagen. Hun mente at byde mig en Erstatning +ved at give mig Lov til at kysse +hendes Bryst! Hvor det var skønt, skønt og +enfoldigt! Jeg kunde faldt ned og knælet +for hende. + +</p><p>»Men, kære, vene!« sagde jeg aldeles +forvirret, »jeg forstår ikke . . . . jeg begriber +virkelig ikke, hvad dette er for en Slags +Spil . . . .« + +</p><p>Hun rejste sig og tændte atter Lyset +med rystende Hænder; jeg sad tilbage på +Sofaen og foretog mig ingenting. Hvad vilde +nu ske? Jeg var i Grunden meget ilde tilmode. + +</p><p>Hun kasted Øjnene hen på Væggen, hen +til Klokken, og for sammen. + +</p><p>»Uf, nu kommer Pigen snart!« sagde +hun. Dette var det første, hun sagde. + +</p><p>Jeg forstod denne Hentydning og rejste +mig. Hun tog efter Kåben, som forat klæde +den på, men betænkte sig, lod den ligge og +gik bort til Kaminen. Hun var bleg og blev +mer og mer urolig. Forat det dog ikke +skulde se ud, som om hun viste mig Døren, +sagde jeg: + +</p><p>»Var han Militær Deres Far?« og samtidig +gjorde jeg mig istand til at gå. + +</p><p>Ja, han var Militær. Hvoraf vidste jeg det? + +</p><p>Jeg vidste det ikke, det faldt mig bare ind. + +</p><p>Det var besynderligt! + +</p><p>Å, ja. Det var enkelte Steder, jeg kom, +hvor jeg fik det med Anelser. He-he, det +hørte med til mit Vanvid, det . . . . + +</p><p>Hun så hurtig op, men svared ikke. +Jeg følte, at jeg pinte hende med min Nærværelse, +og vilde gøre kort Proces. Jeg gik +til Døren. Vilde hun ikke kysse mig mer nu? +Ikke engang række mig Hånden? Jeg stod +og vented. + +</p><p>»Skal De gå nu da?« sagde hun, og +hun stod endda stille borte ved Kaminen. + +</p><p>Jeg svared ikke. Jeg stod ydmyget og +forvirret og så på hende, uden at sige noget. +Hvorfor havde hun da ikke ladet mig i Fred, +når det ikke kunde blive til noget? Hvad +gik der af hende i dette Øjeblik? Det lod +ikke til at angå hende, at jeg stod færdig til +at gå; hun var på en Gang aldeles tabt for +mig, og jeg ledte efter noget at sige hende +til Afsked, et tungt, dybt Ord, som kunde +ramme hende og måske imponere hende +lidt. Og stik imod min faste Beslutning, +såret, istedetfor stolt og kold, urolig, fornærmet, +gav jeg mig ligefrem til at tale om +Uvæsentligheder; det rammende Ord kom +ikke, jeg bar mig yderst tankeløst ad. + +</p><p>Hvorfor kunde hun ikke lige så godt +sige klart og tydeligt, at jeg skulde gå min +Vej? spurgte jeg. Jo, jo, hvorfor ikke? Det +var ikke værdt at genere sig. Istedetfor at +minde mig om, at Pigen snart vilde komme +hjem, kunde hun også simpelthen have sagt +følgende: Nu må De forsvinde, for nu skal +jeg gå og hente min Mor, og jeg vil ikke +have Deres Følge nedad Gaden. Så, det +var ikke det, hun havde tænkt på? Å, jo, +det var nok alligevel det, hun havde tænkt +på; det forstod jeg straks. Der skulde så +lidet til, forat sætte mig på Spor; bare den +Måden, hvorpå hun havde taget efter Kåben +og atter ladet den ligge, havde overbevist +mig med en Gang. Som sagt, jeg havde det +med Anelser. Og der var vel kanske ikke +så meget Vanvid i det i Grunden . . . . + +</p><p>»Men, Herregud, tilgiv mig nu for det +Ord! Det slap mig af Munden!« råbte hun. +Men hun stod fremdeles stille og kom ikke +hen til mig. + +</p><p>Jeg var ubøjelig og fortsatte. Jeg stod +der og sludred væk med den pinlige Fornemmelse, +at jeg keded hende, at ikke et +eneste af mine Ord traf, og alligevel holdt jeg +ikke op: I Grunden kunde man jo være et +temmelig ømtåligt Gemyt, om man ikke var +gal, mente jeg; der var Naturer, som næred +sig af Bagateller og døde bare for et hårdt +Ord. Og jeg lod underforstå, at jeg +havde en sådan Natur. Sagen var den, at +min Fattigdom havde i den Grad skærpet +visse Evner i mig, at det voldte mig ligefrem +Ubehageligheder, ja, jeg forsikrer Dem ligefrem +Ubehageligheder, desværre. Men det +havde også sine Fordele, det hjalp mig i +visse Situationer. Den fattige intelligente var +langt finere Iagttager end den rige intelligente. +Den fattige ser sig om for hvert Skridt, han +tager, lytter mistænksomt til hvert Ord, han +hører af de Mennesker, han træffer; hvert +Skridt, han selv tager, stiller således hans +Tanker og Følelser en Opgave, et Arbejde. +Han er lydhør og følsom, han er en erfaren +Mand, hans Sjæl har Brandsår . . . . + +</p><p>Og jeg talte rigtig længe om disse Brandsår, +som min Sjæl havde. Men jo længer +jeg talte, des uroligere blev hun; tilsidst sagde +hun: »Herregud!« et Par Gange i Fortvivlelse +og vred sine Hænder. Jeg så godt, at jeg +plaged hende, og jeg vilde ikke plage hende, +men gjorde det alligevel. Endelig mente jeg +at have fået sagt hende i grove Træk det +nødvendigste af, hvad jeg havde at sige, +jeg blev greben af hendes fortvivlede Blik og +råbte: + +</p><p>»Nu går jeg! Nu går jeg! Kan De +ikke se, at jeg allerede har Hånden på +Låsen? Farvel! Farvel, siger jeg! De kunde +dog gærne svare mig, når jeg siger Farvel +to Gange og står fiks og færdig til at gå. +Jeg beder ikke engang om at få træffe Dem +igen, for det vil pine Dem; men sig mig: +Hvorfor lod De mig ikke være i Fred? Hvad +har jeg gjort Dem? Jeg gik dog ikke ivejen +for Dem nu; vel? Hvorfor vender De Dem +pludselig bort fra mig, som om De slet ikke +kendte mig mer? Nu har De ribbet mig så +inderlig blank, gjort mig endda mere ussel +end jeg var nogensinde. Herregud, men jeg +er jo ikke vanvittig, De ved meget godt, +når De vil tænke Dem om, at der er ingenting, +som fejler mig nu. Kom nu da og ræk +mig Hånden! Eller lad mig få Lov til at +komme til Dem! Vil De det? Jeg skal ikke +gøre Dem noget ondt, jeg vil bare knæle for +Dem et Øjeblik, knæle ned på Gulvet der +foran Dem, blot et Øjeblik; må jeg? Nej, +nej, så skal jeg ikke gøre det, jeg ser, De +blir bange, jeg skal ikke, <i>skal</i> ikke gøre det, +hører De. Herregud dog, hvorfor blir De +så forfærdet? Jeg står jo stille, jeg rører +mig ikke. Jeg vilde have knælet ned på +Tæppet et Minut, just der, på den røde +Farve lige ved deres Fødder. Men De blev +bange, jeg kunde straks se det på Deres +Øjne, at De blev bange, derfor stod jeg stille. +Jeg gjorde ikke et Skridt, da jeg bad Dem +derom; vel? Jeg stod lige så urørlig som +nu, når jeg viser Dem det Sted, hvor jeg +vilde knælet for Dem, der borte på den røde +Rose i Tæppet. Jeg peger ikke med Fingeren +engang, jeg peger slet ikke, jeg lader det +være, for ikke at forskrække Dem, jeg nikker +bare og ser derhen, således! Og De forstår +meget godt, hvilken Rose, jeg mener, men +De vil ikke tillade mig at knæle der; De er +bange for mig og tør ikke komme mig nær. +Jeg begriber ikke, at De kan bringe over +Deres Hjærte at kalde mig gal. Ikke sandt, +De tror det heller ikke længer? Det var engang +i Sommer, for længe siden, da var jeg gal; +jeg arbejded for hårdt og glemte at gå til +Middags i ret Tid, når jeg havde meget at tænke +på. Det hændte Dag efter Dag; jeg burde have +husket det, men jeg glemte det stadig væk. +Ved Gud i Himlen, det er sandt! Gud lade +mig aldrig komme levende fra dette Sted, +hvis jeg lyver! Der kan De se, De gør mig +Uret. Det var ikke af Trang, jeg gjorde det; +jeg har Kredit, stor Kredit, hos Ingebret og +Gravesen; jeg gik også ofte med mange +Penge i Lommen og købte alligevel ikke Mad, +fordi jeg glemte det. Hører De der! De siger +ikke noget, De svarer ikke, De går aldeles +ikke bort fra Kaminen, De står bare og +venter på, at jeg skal gå . . . .« + +</p><p>Hun kom hurtigt henimod mig og rakte +sin Hånd frem. Jeg så fuld af Mistro på +hende. Gjorde hun det også med noget let +Hjærte? Eller gjorde hun det blot, forat blive +af med mig? Hun lagde sin Arm om min +Hals, hun havde Tårer i Øjnene. Jeg stod +bare og så på hende. Hun rakte sin Mund +frem; jeg kunde ikke tro hende, det var +ganske bestemt et Offer, hun bragte, et Middel +til at få en Ende på det. + +</p><p>Hun sagde noget, det lød for mig som: +»Jeg er glad i Dem alligevel!« Hun sagde det +meget lavt og utydeligt, måske hørte jeg +ikke rigtig, hun sagde kanske ikke just de +Ord; men hun kasted sig heftigt om min +Hals, holdt begge Armene om min Hals en +liden Stund, strakte sig endog en Smule på +Tæerne, forat række godt op, og stod således +måske et helt Minut. + +</p><p>Jeg var bange for, at hun tvang sig selv +til at vise denne Ømhed, jeg sagde blot: + +</p><p>»Hvor De er dejlig nu!« + +</p><p>Mer sagde jeg ikke. Jeg omfavned hende +voldsomt, trådte tilbage, stødte til Døren og +gik baglænds ud. Og hun stod igen derinde. + +</p> + +<div class='chapter' /><h2>FJERDE STYKKE</h2> + +<p class="first">Vinteren var kommet, en rå og våd Vinter +næsten uden Sne, en tåget og mørk evigtvarende +Nat, uden et eneste friskt Vindstød, +så lang som Ugen var. Gassen brændte +næsten hele Dagen i Gaderne, og Folk stødte +alligevel på hinanden i Tågen. Alle Lyde, +Kirkeklokkernes Klang, Bjælderne fra Droschehestene. +Menneskenes Stemmer, Hovslagene, +altsammen lød så sprukkent og klirrende i +den tykke Luft, der lagde sig ivejen for alting +og dæmped alt ned. Uge gik efter Uge, og +Vejret var og blev det samme. + +</p><p>Og jeg opholdt mig stadigt nede i Vaterland. + +</p><p>Jeg blev fastere og fastere bunden til +denne Beværtning, dette Logihus for Rejsende, +hvor jeg havde fået bo, trods min Forkommenhed. +Mine Penge var for længe siden opbrugte, +og jeg vedblev alligevel at gå og +komme på dette Sted, som om jeg havde +Ret dertil og hørte hjemme der. Værtinden +havde endnu intet sagt; men det pinte mig +alligevel, at jeg ikke kunde betale hende. +Således forløb tre Uger. + +</p><p>Jeg havde allerede for flere Dage tilbage +genoptaget min Skrivning, men det lykkedes +mig ikke længer at få til noget, som jeg var +tilfreds med; jeg havde slet intet Held med +mig mer, om jeg end var meget flittig og +forsøgte sent og tidligt; hvad jeg end tog mig +til, nytted det ikke, Lykken var borte, og jeg +anstrængte mig altid forgæves. + +</p><p>Det var på et Værelse i anden Etage, i +det bedste Gæsteværelse, jeg sad og gjorde +disse Forsøg. Jeg var forbleven uforstyrret +deroppe, siden den første Aften, da jeg havde +Penge og kunde klarere for mig. Jeg havde +også hele Tiden det Håb, at jeg endelig +kunde få istand en Artikel om et eller andet, +så jeg kunde få betalt Værelset og hvad +jeg ellers skyldte for; det var derfor, jeg arbejded +så ihærdigt. Især havde jeg et påbegyndt +Stykke, som jeg vented mig meget +af, en Allegori om en Ildebrand i en Boglade, +en dybsindig Tanke, som jeg vilde +lægge al min Flid på at udarbejde og bringe +»Kommandøren« i Afbetaling. »Kommandøren« +skulde dog erfare, at han denne Gang +virkelig havde hjulpet et Talent; jeg havde +ingen Tvivl om, at han skulde erfare det; det +galdt blot at vente til Ånden kom over mig. +Og hvorfor skulde ikke Ånden komme over +mig? Hvorfor skulde den ikke komme over +mig med det allerførste endog? Der var intet +ivejen med mig mer; jeg fik lidt Mad hver +Dag af min Værtinde, nogle Smørogbrød +Morgen og Aften, og min Nervøsitet var næsten +forsvunden. Jeg brugte ikke længer +Klude om mine Hænder, når jeg skrev, og +jeg kunde stirre ned i Gaden fra mine Vinduer +i anden Etage, uden at blive svimmel. Det +var bleven meget bedre med mig i alle +Måder, og det begyndte ligefrem at forundre +mig, at jeg ikke allerede havde fået min +Allegori færdig. Jeg forstod ikke, hvordan +det hang sammen. + +</p><p>En Dag skulde jeg endelig få en Anelse +om, hvor svag jeg egentlig var bleven, hvor +sløvt og udueligt min Hjærne arbejded. Den +Dag kom nemlig min Værtinde op til mig +med en Regning, som hun bad mig om at se +på; der måtte være noget galt i den Regning, +sagde hun, den stemte ikke med hendes egen +Bog; men hun havde ikke kunnet finde Fejlen. + +</p><p>Jeg satte mig til at tælle; min Værtinde +sad lige overfor mig og så på mig. Jeg +talte disse tyve Poster, først en Gang nedad, +og fandt Summen rigtig, derpå en Gang opad, +og kom påny til samme Resultat. Jeg så +på Konen, hun sad lige foran mig og vented +på mit Ord; jeg lagde med det samme +Mærke til, at hun var frugtsommelig, det undgik +ikke min Opmærksomhed, og jeg stirred +dog ingenlunde undersøgende på hende. + +</p><p>»Summen er rigtig,« sagde jeg. + +</p><p>»Nej, se nu efter for hvert Tal,« svared +hun; »det kan ikke være så meget; jeg er +sikker på det.« + +</p><p>Og jeg begyndte at revidere hver Post: +2 Brød á 25, i Lampeglas 18, Sæbe 20, Smør +32 . . . . Der skulde ikke noget kløgtigt +Hoved til, forat gennemgå disse Talrækker, +denne lille Høkerregning, hvori der ingen +Vidtløftigheder fandtes, og jeg forsøgte redeligt +at finde den Fejl, som Konen talte om, +men fandt den ikke. Efterat jeg havde tumlet +med disse Tal et Par Minutter, følte jeg +desværre, at altsammen begyndte at danse rundt +i mit Hoved; jeg gjorde ikke længer Forskel +på Debet og Kredit, jeg blanded det hele +sammen. Endelig stod jeg med ét bom stille +ved følgende Post: »3 5/16 Pund Ost á 16«. +Min Hjærne klikked fuldstændig, jeg stirred +dumt ned på Osten og kom ingen Vej. + +</p><p>»Det er da også forbandet, så vredent +dette er skrevet!« sagde jeg fortvivlet. »Her +står Gud hjælpe mig simpelthen fem Sekstendele +Ost. He-he, har man hørt Magen! Ja, +her kan De se selv!« + +</p><p>»Ja,« svared Madamen, »de plejer at +skrive så. Det er Nøgleosten. Jo, det er +korrekt! Fem Sekstendele er altså fem Lod« + +</p><p>»Ja, det forstår jeg nok!« atbrød jeg, +skønt jeg i Virkeligheden ikke forstod nogen +Ting mer. + +</p><p>Jeg forsøgte påny at klare dette lille +Regnestykke, som jeg for nogle Måneder +siden kunde have talt op på et Minut; jeg +sveded stærkt og tænkte over disse gådefulde +Tal af alle Kræfter, og jeg blinked eftertænksomt +med Øjnene, som om jeg studered +rigtig skarpt på denne Sag; men jeg +måtte opgive det. Disse fem Lod Ost gjorde +det fuldstændigt af med mig; det var som +om noget knak over i min Pande. + +</p><p>For dog at give Indtryk af, at jeg fremdeles +arbejded med mine Beregninger, bevæged +jeg Læberne og nævnte nu og da et Tal højt, +alt imens jeg gled længer og længer nedad +Regningen, som om jeg stadig gik fremad og +nærmed mig Afslutningen. Madamen sad og +vented. Endelig sagde jeg: + +</p><p>»Ja, nu har jeg gået den igennem fra +først til sidst, og der er virkelig ingen Fejl, +såvidt jeg kan se.« + +</p><p>»Ikke det?« svared Konen, »jaså, ikke +det?« Men jeg så godt, at hun ikke troed +mig. Og pludselig syntes hun på en Gang +at antage et lidet Stænk af Ringeagt for mig +i sin Tale, en lidt ligegyldig Tone, som jeg +ikke tidligere havde hørt hos hende. Hun +sagde, at jeg kanske ikke var vant til at regne +med Sekstendele; hun sagde også, at hun +måtte henvende sig til nogen, som forstod +sig på det, forat få Regningen ordentlig +gennemset. Alt dette sagde hun ikke på +nogen sårende Måde, forat gøre mig tilskamme, +men tankefuldt og alvorligt. Da +hun var kommet til Døren og skulde gå, +sagde hun, uden at se på mig: + +</p><p>»Undskyld, at jeg har heftet Dem, da!« + +</p><p>Hun gik. + +</p><p>Lidt efter åbnedes Døren påny, og min +Værtinde kom atter ind; hun kunde næppe +have gået længer end ud på Gangen, før +hun vendte om. + +</p><p>»Det er sandt!« sagde hun. »De må ikke +tage det ilde op; men jeg har vel lidt tilgode +hos Dem nu? Var det ikke tre Uger +igår, siden De kom? Ja, jeg mente, det var så. +Det er ikke grejt at klare sig med så stor +Familje, så jeg kan ikke lade nogen få bo +på Kredit, desværre . . . .« + +</p><p>Jeg standsed hende. + +</p><p>»Jeg arbejder på en Artikel, som jeg +altså har fortalt Dem om før,« sagde jeg, +»og såsnart den blir færdig, skal De få +Deres Penge. De kan være ganske rolig.« + +</p><p>»Ja, men De får jo aldrig den Artikel +færdig, jo?« + +</p><p>»Tror De det? Ånden kommer muligens +over mig imorgen, eller kanske allerede inat; +det er slet ikke umuligt, at den kommer over +mig engang inat, og da blir min Artikel færdig +på et Kvarter højst. Ser De, det er ikke +således med mit Arbejde, som med andre +Folks; jeg kan ikke sætte mig ned og få +istand en vis Mængde om Dag, jeg må bare +vente på Øjeblikket. Og der er ingen, som +kan sige Dag og Time, på hvilken Ånden +kommer over én; det må have sin Gang.« + +</p><p>Min Værtinde gik. Men hendes Tillid +til mig var vist meget rokket. + +</p><p>Jeg sprang op og sled mig i Håret at +Fortvivlelse, såsnart jeg var bleven alene. +Nej, der blev virkelig ingen Redning for mig +alligevel, ingen, ingen Redning! Min Hjærne +var bankerot! Var jeg da altså bleven helt +Idiot, siden jeg ikke længer kunde regne ud +Værdien af et lidet Stykke Nøgleost? Men +kunde jeg også have tabt min Forstand, +når jeg stod og gav mig selv slige Spørgsmål? +Havde jeg ikke ovenikøbet midt under mine +Anstrængelser med Regningen gjort den soleklare +Iagttagelse, at min Værtinde var frugtsommelig? +Jeg havde ikke nogen Grund til +at vide det, der var ingen, som havde fortalt +mig noget derom, det faldt mig heller ikke +vilkårligt ind, jeg sad og så det med mine +egne Øjne, og jeg forstod det straks, til og +med i et fortvivlet Øjeblik, hvori jeg sad og +regned med Sekstendele. Hvorledes skulde +jeg forklare mig det? + +</p><p>Jeg gik til Vinduet og så ud; mit Vindu +vendte ud mod Vognmandsgaden. Der legte +nogle Børn nede på Brostenene, fattigt klædte +Børn midt i den fattige Gade; de kasted en Tomflaske +imellem sig og skråled højt. Et Flyttelæs +rulled langsomt forbi dem; det måtte +være en fordreven Familje, som skifted Bopæl +udenfor Flyttetiden. Dette tænkte jeg mig +øjeblikkelig. På Vognen lå Sengeklæder og +Møbler, mølædte Senge og Komoder, rødmalede +Stole med tre Ben, Matter, Jærnskrab, +Bliktøj. En liden Pige, bare et Barn, en +rigtig hæslig Unge med forkølet Næse, sad +oppe i Læsset og holdt sig fast med sine +stakkels blå Hænder, for ikke at tumle ned. +Hun sad på en Bundt af rædsomme, våde +Madrasser, som Børn havde ligget på, og så +ned på de små, der kasted Tomflasken +imellem sig . . . . + +</p><p>Alt dette stod jeg og så på, og jeg +havde ingen Møje med at forstå alt, som +foregik. Mens jeg stod der ved Vinduet og +iagttog dette, hørte jeg også min Værtindes +Pige synge inde i Køkkenet lige ved Siden +af mit Værelse; jeg kendte den Melodi, hun +sang, jeg hørte derfor efter, om hun skulde +synge fejl. Og jeg sagde til mig selv, at alt +dette kunde ikke en Idiot have gjort; jeg var +Gudskelov så fornuftig, som noget Menneske. +Pludselig så jeg to af Børnene nede i +Gaden fare op at skændes, to Smågutter; +jeg kendte den ene, det var min Værtindes. +Jeg åbner Vinduet, forat høre, hvad de siger +til hinanden, og straks stimler en Flok Børn +sammen nedenunder mit Vindu og ser længselsfuldt +op. Hvad vented de på? At noget +skulde blive kastet ud? Tørrede Blomster, +Kødben, Cigarstumper, en eller anden Ting, +som de kunde gnave i sig eller more sig +med? De så med blåfrosne Ansigter, med +uendelig lange Øjne op mod mit Vindu. +Imidlertid fortsætter de to små Fjender at +skælde hinanden ud. Ord som store, klamme +Udyr myldrer ud af disse Barnemunde, forfærdelige +Øgenavne, Skøgesprog, Matroseder, +som de kanske havde lært nede ved Bryggerne. +Og de er begge to så optagne heraf, at de +slet ikke lægger Mærke til min Værtinde, der +løber ud til dem, forat få høre, hvad der er +påfærde. + +</p><p>»Jo,« forklarer hendes Søn, »han tog mig +i Barken; jeg fik ikke Pusten på en lang +Stund!« Og vendende sig om mod den lille +Ugærningsmand, der står og flirer ondskabsfuldt +ad ham, blir han aldeles rasende og +råber: »Rejs til hede Helvede, dit kaldæiske +Naut, du er! En slig Lushorrik skal tage +Folk i Struben! Jeg skal Herr’n forsyne +mig . . . .« + +</p><p>Og Moderen, denne frugtsommelige Kone, +der dominerer hele den trange Gade med sin +Mave, svarer det tiårige Barn, idet hun griber +ham i Armen og vil have ham med: + +</p><p>»Sh! Hold Snavel’n din! Jeg mener, du +bander ogsål Du bruger Kæften, som om +du skulde været på Ludderhus i årvis! Nu +kommer du ind!« + +</p><p>»Nej, jeg gør ikke det!« + +</p><p>»Jo, du gør det!« + +</p><p>»Nej, jeg gør ikke det!« + +</p><p>Jeg står oppe i Vinduet og ser, at +Moderens Vrede stiger; denne uhyggelige +Scene ophidser mig voldsomt, jeg holder det +ikke længer ud, jeg råber ned til Gutten, at +han skal komme op til mig et Øjeblik. Jeg +råber to Gange, blot forat forstyrre dem, +forat få forpurret dette Optrin; den sidste +Gang, råber jeg meget højt, og Moderen +vender sig forbløffet om og ser op til mig. +Og øjeblikkelig genvinder hun Fatningen, ser +frækt på mig, rigtig overlegent ser hun på +mig, og trækker sig så tilbage med en bebrejdende +Bemærkning til sin Søn. Hun taler +højt, så jeg kan høre det, og siger til ham: + +</p><p>»Fy, du måtte skamme dig for at lade +Folk se, hvor slem du er!« + +</p><p>Af alt dette, som jeg således stod og +iagttog, var der intet, ikke engang en liden +Biomstændighed, som gik tabt for mig. Min +Opmærksomhed var yderst vag, jeg indånded +ømtåligt hver liden Ting, og jeg stod og +gjorde mig mine Tanker om disse Ting, efterhvert +som de foregik. Så der kunde umuligt +være noget ivejen med min Forstand. Hvor +kunde der også være noget ivejen med +den nu? + +</p><p>Hør, ved du hvad, sagde jeg på en +Gang; nu har du længe nok gået og befattet +dig med din Forstand og gjort dig Bekymringer +i så Henseende; nu får det være Slut med +de Narrestreger! Er det Tegn på Galskab +at mærke og opfatte alle Ting så nøjagtigt, +som du gør det? Du får mig næsten til at +le af dig, forsikkrer dig på, det er ikke uden +Humor, såvidt jeg skønner. Kort og godt, +det hænder alle Mennesker at stå fast for en +Gangs Skyld, og det just netop i de simpleste +Spørgsmål. Det siger intet, det er bare Tilfældighed. +Som sagt, jeg er på et hængende +Hår i Færd med at få mig en liden Latter +over dig. Hvad den Høkerregning angår, +disse lumpne fem Sekstendele Fattigmandsost, +kan jeg gærne kalde det, — he-he, en Ost +med Nellik og Pebber i, på min Ære en Ost, +som man rent ud sagt kunde få Barn af, — +hvad denne latterlige Ost angår, da kunde +det have hændt den bedste at blive fordummet +over den; selve Lugten af den Ost kunde gøre +det af med en Mand . . . . Og jeg gjorde +det værste Nar af al Nøgleost . . . . Nej, +sæt mig på noget spiseligt! sagde jeg, sæt +mig, om du vil, på fem Sekstendele godt +Mejerismør! Det er en anden Sag! + +</p><p>Jeg lo hektisk ad mine egne Indfald og +fandt dem såre morsomme. Der var virkelig +ingenting, som fejled mig mer, jeg var vel +bevaret. Jeg var så at sige yderst vel bevaret +endog! Jeg var et klart Hoved; der mangled +intet på det, Gud ske Lov og Tak! + +</p><p>Min Munterhed steg efterhvert, som jeg +drev om der på Gulvet og samtalte med mig +selv; jeg lo højt og følte mig voldsomt +glad. Det var virkelig også, som om jeg +blot behøved denne lille glade Stund, dette Øjeblik +af egentlig lys Henrykkelse, uden Sorger +til nogen Kant, forat få mit Hoved i arbejdsdygtig +Stand. Jeg satte mig ind til Bordet +og gav mig til at sysle med min Allegori. +Og det gik meget godt, bedre end på lange +Tider; det gik ikke hurtigt; men jeg syntes, +at det lille, jeg fik til, blev aldeles udmærket. +Jeg arbejded også en Times Tid, uden at +blive træt. + +</p><p>Så sidder jeg just på et meget vigtigt +Punkt i denne Allegori om en Ildebrand i en +Boglade; det forekom mig så vigtigt, at alt +det øvrige, jeg havde skrevet, var for intet at +regne mod dette Punkt. Jeg vilde netop forme +rigtig dybsindigt den Tanke, at det ikke var +Bøger, som brændte, det var Hjærner, Menneskehjærner, +og jeg vilde lave en ren Bartholomæusnat +af disse brændende Hjærner. Da +blev med en Gang min Dør åbnet med megen +Hast, og min Værtinde kom sejlende ind. +Hun kom midt ind i Værelset, hun standsed +ikke engang på Dørstokken. + +</p><p>Jeg gav et lidet hæst Råb; det var virkelig, +som om jeg havde fået et Slag. + +</p><p>»Hvad?« sagde hun. »Jeg syntes. De +sagde noget? Vi har fået en Rejsende, og +vi må have dette Værelse til ham; De får +ligge nede hos os inat; ja, De skal få egen +Seng der også.« Og førend hun havde fået +mit Svar, begyndte hun uden videre at samle +sammen mine Papirer på Bordet og bringe +Uorden i dem allesammen. + +</p><p>Min glade Stemning var blæst bort, jeg +var vred og fortvivlet og rejste mig straks. +Jeg lod hende rydde Bordet og sagde ingenting; +jeg mæled ikke et Ord. Og hun gav +mig alle Papirerne i min Hånd. + +</p><p>Der var intet andet for mig at gøre, jeg +måtte forlade Værelset. Nu var også dette +dyrebare Øjeblik spoleret! Jeg mødte den +ny Rejsende allerede i Trappen, en ung Mand +med store blå Ankertegninger på Håndbagerne; +bagefter ham fulgte en Sjouer med +en Skibskiste på Skulderen. Den fremmede +var vist en Sjømand, altså blot en tilfældig +Rejsende for Natten; han skulde nok ikke optage +mit Værelse i nogen længere Tid. Kanske +kunde jeg også være heldig imorgen, når +Manden var rejst, og få et af mine Øjeblikke +igen; der mangled mig blot en Inspiration på +fem Minutter nu, så var mit Værk om Ildebranden +færdig. Altså, jeg fik finde mig i +Skæbnen . . . . + +</p><p>Jeg havde ikke tidligere været inde i Familjens +Lejlighed, denne eneste Stue, hvori +allesammen holdt til Dag og Nat, Manden, +Konen, Konens Fader og fire Børn. Pigen +boed i Køkkenet, hvor hun også sov om +Natten. Jeg nærmed mig med megen Modvilje +Døren og banked på; ingen svared, dog +hørte jeg Stemmer indenfor. + +</p><p>Manden sagde ikke et Ord, da jeg trådte +ind, besvared ikke engang min Hilsen; han +så blot ligegyldigt på mig, som om jeg ikke +vedkom ham. Forresten sad han og spilled +Kort med en Person, som jeg havde set nede +ved Bryggerne, en Bærer, der lød Navnet +»Glasruden«. Et Spædbarn lå og pludred +med sig selv henne i Sengen, og den gamle +Mand, Værtindens Fader, sad sammenkrøben +på en Sengebænk og luded med Hovedet +over sine Hænder, som om hans Bryst eller +Mave smærted ham. Han havde næsten hvidt +Hår og så ud i sin sammenkrøbne Stilling +som et duknakket Kryb, der sad og spidsed +Øren efter noget. + +</p><p>»Jeg kommer nok desværre til at bede +om Rum hernede inat,« sagde jeg til Manden. + +</p><p>»Har min Kone sagt det?« spurgte han. + +</p><p>»Ja. Der kom en ny Mand på mit Værelse.« + + +</p><p>Hertil svared ikke Manden noget; han gav +sig atter i Færd med Kortene. + +</p><p>Således sad denne Mand Dag efter Dag +og spilled Kort med hvemsomhelst, som kom +ind til ham, spilled om ingenting, blot forat +fordrive Tiden og have noget mellem Hænderne +imens. Han foretog sig ellers intet, +rørte sig netop så meget som hans lade +Lemmer gad, mens Konen traved op og ned +i Trapperne, var om sig på alle Kanter og +havde Omsorg for at få Gæster til Huset. +Hun havde også sat sig i Forbindelse med +Bryggesjouere og Bærere, hvem hun betalte +et vist Honorar for hver ny Logerende, de +bragte hende, og hun gav ofte disse Sjouere +Husly for Natten. Nu var det »Glasruden«, +som just havde bragt den ny Rejsende med. + +</p><p>Et Par af Børnene kom ind, to Småpiger +med magre, fregnede Tøseansigter; de havde +rigtig usle Klæder på. Lidt efter kom også +Værtinden ind. Jeg spurgte hende, hvor hun +vilde anbringe mig for Natten, og hun svared +kort, at jeg kunde ligge herinde, sammen med +de andre, eller ude i Forstuen på Sofabænken, +aldeles som jeg selv fandt for godt. Mens +hun svared mig dette, gik hun omkring i +Stuen og pusled med forskellige Ting, som +hun satte i Orden, og hun så ikke en Gang +på mig. + +</p><p>Jeg sank sammen ved hendes Svar, stod +nede ved Døren og gjorde mig liden, lod endog +som om jeg var godt tilfreds med at bytte +Værelse med en anden for en Nats Skyld; +jeg satte med Hensigt et venligt Ansigt op, +for ikke at opirre hende og måske blive jaget +helt ud af Huset. Jeg sagde: »Å, ja, der +blir vel en Råd!« og taug. + +</p><p>Hun vimsed fremdeles omkring i Stuen. + +</p><p>»Forresten vil jeg sige Dem, at jeg slet +ikke har Udkomme til at have Folk i Kost +og Logi på Kredit,« sagde hun. »Og det +har jeg sagt Dem før også.« + +</p><p>»Ja, men kære, det er jo bare disse Par +Dage, til min Artikel er færdig,« svared jeg, +»og da skal jeg gærne give Dem en Femkrone +atpå, gærne det.« + +</p><p>Men hun havde åbenbart ingen Tro på +min Artikel, det kunde jeg se. Og jeg kunde +ikke give mig til at være stolt og forlade +Huset, bare af en Smule Krænkelse; jeg vidste, +hvad der vented mig, hvis jeg gik min Vej. + + +</p><p class="tb">* * * + +</p><p class="noindent">Der forløb et Par Dage. + +</p><p>Jeg holdt fremdeles til nede hos Familjen, +da det var for koldt i Forstuen, hvor der +ingen Ovn var; jeg sov også om Natten på +Gulvet inde i Stuen. Den fremmede Sjømand +boed stadigt på mit Værelse og lod ikke til +at ville flytte så snart. Ved Middagstid kom +også Værtinden ind og fortalte, at han havde +betalt hende i Forskud for en hel Måned; +forresten skulde han tage Styrmandseksamen, +inden han rejste; det var derfor, han opholdt +sig i Byen. Jeg stod og hørte på dette og +forstod, at mit Værelse nu var tabt for mig +for bestandigt. + +</p><p>Jeg gik ud i Forstuen og satte mig; skulde +jeg være så heldig at få noget skrevet, så +måtte det alligevel være her, i Stilheden. Det +var ikke længer min Allegori, som beskæftiged +mig; havde fået en ny Idé, en ganske +fortræffelig Plan: jeg vilde forfatte et en Akts +Drama, »Korsets Tegn«, Emne fra Middelalderen. +Især havde jeg altsammen udtænkt +angående Hovedpersonen, en herlig, fanatisk +Skøge, der havde syndet i Templet, ikke af +Svaghed og ikke af Attrå, men af Had mod +Himlen, syndet lige ved Alterets Fod, med +Alterdugen under sit Hoved, bare af dejlig +Foragt for Himlen. + +</p><p>Jeg blev mer og mer besat af denne Skikkelse, +efterhvert som Timerne gik. Hun stod +tilsidst lys levende for mit Blik, og netop således, +som jeg vilde have hende frem. Hendes +Krop skulde være mangelfuld og frastødende: +høj, meget mager og en Smule mørk, og når +hun gik, vilde hendes lange Ben komme til at +skinne igennem hendes Skørter for hvert Skridt, +hun tog. Hun skulde også have store, udstående +Ører. Kortsagt, hun vilde intet blive +for Øjet, knapt nok udholdelig at se på. +Hvad der interessered mig hos hende, var +hendes underfulde Skamløshed, dette desperate +Topmål af overlagt Synd, som hun havde begået. +Hun sysselsatte mig virkelig altfor meget; +min Hjærne var ligefrem udbulnet af denne +sære Misdannelse af et Menneske. Og jeg +skrev i samfulde to Timer i Træk på mit +Drama. + +</p><p>Da jeg havde fået istand et halvt Snes +Sider, måske tolv Sider, ofte med stort Besvær, +undertiden med lange Mellemrum, hvori jeg +skrev forgæves og måtte rive mine Ark itu, +var jeg bleven træt, ganske stiv af Kulde og +Træthed, og jeg rejste mig og gik ud på +Gaden. I den sidste Halvtime var jeg også +bleven forstyrret af Barneskrig inde fra Familjens +Stue, så jeg kunde i ethvert Tilfælde +ikke have skrevet mer netop da. Jeg tog derfor +en lang Tur udad Drammensvejen og blev +borte helt til Aften, idet jeg stadig gik og +grunded på, hvorledes jeg videre vilde fortsætte +mit Drama. Inden jeg kom hjem om +Aftenen den Dag, havde der hændt mig +følgende: + +</p><p>Jeg stod udenfor en Skomagerbutik nederst +i Karl Johan, næsten nede ved Jærnbanetorvet. +Gud ved, hvorfor jeg var standset just udenfor +denne Skomagerbutik! Jeg så indad Vinduet, +hvor jeg stod, men tænkte forresten ikke +på, at jeg mangled Sko netop da; min Tanke +var langt borte, i andre Egne af Verden. En +Sverm af samtalende Mennesker gik bag min +Ryg, og jeg hørte ingenting af, hvad der blev +sagt. Da hilser en Stemme højt: + +</p><p>»Godaften!« + +</p><p>Det var »Jomfruen«, som hilste på mig. + +</p><p>»Godaften!« svared jeg fraværende. Jeg +så også på »Jomfruen« en kort Stund, inden +jeg kendte ham. + +</p><p>»Nå, hvordan går det?« spurgte han. + +</p><p>»Jo, bare bra . . . . som sædvanligt!« + +</p><p>»Hør, sig mig,« sagde han, »De er altså +hos Christie endda?« + +</p><p>»Christie?« + +</p><p>»Jeg syntes, De sagde engang, at De var +Bogholder hos Grosserer Christie?« + +</p><p>»Å! Ja, nej, det er forbi. Det var umuligt +at arbejde sammen med den Mand; det +gik istå temmelig snart af sig selv.« + +</p><p>»Hvorfor det, da?« + +</p><p>»Å, jeg kom til at skrive fejl en Dag, +og så . . . .« + +</p><p>»Falsk?« + +</p><p>Falsk? Der stod »Jomfruen« og spurgte +ligefrem, om jeg havde skrevet falsk. Han +spurgte endog hurtigt og meget interesseret. +Jeg så på ham, følte mig dybt krænket og +svared ikke. + +</p><p>»Ja, ja, Herregud, det kan hænde den +bedste!« sagde han, forat trøste mig. Han +troed fremdeles, at jeg havde skrevet falsk. + +</p><p>»Hvad er det, som ja, ja Herregud kan +hænde den bedste?« spurgte jeg. »At skrive +falsk? Hør, min gode Mand, tror De virkelig, +der De står, at jeg kunde have begået en +slig Nederdrægtighed? Jeg?« + +</p><p>»Men, kære, jeg syntes så tydeligt, De +sagde . . . .« + +</p><p>»Nej, jeg sagde, at jeg havde skrevet +fejl engang, et Årstal, en Bagatel, om De +vil vide det, en fejl Dato på et Brev, et +eneste Pennestrøg galt — det var hele min +Brøde. Nej, Gudskelov, man kan da skælne +Ret fra Uret endda! Hvordan skulde det også +bære afsted med mig, hvis jeg ovenikøbet +gik hen og pletted min Ære? Det er simpelthen +min Æresfølelse, jeg flyder på nu. Men +den er også stærkt nok, håber jeg; den har +ialfald bevaret mig til Dato.« + +</p><p>Jeg kasted på Hovedet, vendte mig bort +fra »Jomfruen« og så nedad Gaden. Mit Øje +faldt på en rød Kjole, som nærmed sig os, +en Kvinde ved Siden af en Mand. Havde jeg +nu ikke ført netop denne Samtale med »Jomfruen«, +var jeg ikke bleven stødt af hans grove +Mistanke, og havde jeg ikke gjort just dette +Kast med Hovedet, samt vendt mig lidt fornærmet +bort, så vilde denne røde Kjole +måske have passeret mig, uden at jeg havde +lagt Mærke til den. Og hvad vedkom den +mig i Grunden? Hvad angik den mig, selv om +det var Hoffrøken Nagels Kjole? + +</p><p>»Jomfruen« stod og talte og søgte at gøre +sin Fejltagelse god igen; jeg hørte slet ikke +på ham, jeg stod hele Tiden og stirred på +denne røde Kjole, der nærmed sig opad Gaden. +Og en Bevægelse løb mig gennem Brystet, et +glidende, fint Stik; jeg hvisked i min Tanke, +hvisked uden at røre Munden: + +</p><p>»Ylajali!« + +</p><p>Nu vendte også »Jomfruen« sig om, opdaged +de to, Damen og Herren, hilste på +dem og fulgte dem med Øjnene. Jeg hilste +ikke, eller måske hilste jeg ubevidst. Den +røde Kjole gled opad Karl Johan og forsvandt. + +</p><p>»Hvem var det, som fulgte hende?« spurgte +»Jomfruen«. + +</p><p>»Hertugen«, så De ikke det? »Hertugen« +kaldet. Kendte De Damen?« + +</p><p>»Ja, såvidt. Kendte ikke De hende!« + +</p><p>»Nej,« svared jeg. + +</p><p>»Jeg syntes, De hilste så dybt?« + +</p><p>»Gjorde jeg det?« + +</p><p>»He, gjorde De kanske ikke det?« sagde +»Jomfruen«. »Det var da besynderligt! Det +var også blot Dem, hun så på hele +Tiden.« + +</p><p>»Hvor kender De hende fra?« spurgte jeg. + +</p><p>Han kendte hende egentlig ikke. Det +skrev sig fra en Aften i Høst. Det var sent, +de havde været tre glade Sjæle sammen, kom +just fra Grand, traf dette Menneske gående +alene ved Cammermeyer og havde talt til +hende. Hun havde først svaret afvisende; men +den ene af de glade Sjæle, en Mand, som ikke +skyed hverken Ild eller Vand, havde bedt +hende lige op i hendes Ansigt om at måtte +have den Civilisationens Nydelse at følge hende +hjem. Han skulde ved Gud ikke krumme et Hår +på hendes Hoved, som skrevet står, blot følge +hende til Porten, forat overbevise sig om, at +hun kom sikkert hjem, ellers vilde ikke han +få Ro hele Natten. Han talte ustandseligt, +mens de gik, fandt på den ene Ting efter +den anden, kaldte sig Waldemar Atterdag og +udgav sig for Fotograf. Tilsidst havde hun +måttet le ad denne glade Sjæl, som ikke +havde ladet sig forbløffe af hendes Kulde, og +det endte med, at han fulgte hende. + +</p><p>»Nå, ja, hvad blev det så til?« spurgte +jeg, og jeg holdt mit Åndedræt sålænge. + +</p><p>»Blev til? Å, kom ikke der! Det er +en Dame.« + +</p><p>Vi taug begge et Øjebik, både »Jomfruen« +og jeg. + +</p><p>»Nej, Fan, var dét »Hertugen«! Ser han +slig ud!« sagde han derpå tankefuldt. »Men +når hun er sammen med den Mand, så vil +jeg ikke svare for hende.« + +</p><p>Jeg taug fremdeles. Ja, naturligvis vilde +»Hertugen« trække af med hende! Godt og +vel! Hvad kom det mig ved? Jeg gav hende +en god Dag, med samt hendes Yndigheder, +en god Dag gav jeg hende! Og jeg forsøgte +at trøste mig selv ved at tænke de værste +Tanker om hende, gjorde mig ligefrem en +Glæde af at rode hende rigtig ned i Sølen. +Det ærgred mig blot, at jeg havde taget Hatten +af for Parret, hvis jeg virkelig havde gjort det. +Hvorfor skulde jeg tage Hatten af for sådanne +Mennesker? Jeg brød mig ikke længer om +hende, aldeles ikke; hun var ikke det allerringeste +vakker mer, hun havde tabt sig, fy, +Fan, hvor hun var falmet! Det kunde jo +gærne være, at det blot var mig, hun havde +set på; det forundred mig ikke; det var +kanske Angeren, som begyndte at slå hende. +Men derfor behøved ikke jeg at falde til Fode +og hilse som en Nar, specielt når hun altså +var bleven så betænkelig falmet på det sidste. +»Hertugen« kunde gærne beholde hende, velbekomme! +Der kunde komme en Dag, da +jeg fik i Sinde at gå hende stolt forbi, uden +at se til den Kant, hvor hun befandt sig. Det +kunde hænde, at jeg tillod mig at gøre dette, +selv om hun så stivt på mig og ovenikøbet +gik i blodrød Kjole. Det kunde godt hænde! +He-he, det vilde blive en Triumf! Kendte +jeg mig selv ret, så var jeg istand til at gøre +mit Drama færdigt i Løbet af Natten, og +inden otte Dage skulde jeg da have bøjet +Frøkenen i Knæ. Med samt hendes Yndigheder, +he-he, med samt alle hendes Yndigheder +. . . . + +</p><p>»Farvel!« sagde jeg kort. + +</p><p>Men »Jomfruen« holdt mig tilbage. Han +spurgte: + +</p><p>»Men hvad bestiller De da nu om Dagen?« + +</p><p>»Bestiller? Jeg skriver, naturligvis. Hvad +andet skulde jeg bestille? Det er jo det, jeg +lever af. For Øjeblikket arbejder jeg på et +stort Drama, »Korsets Tegn«, Emne fra Middelalderen.« + +</p><p>»Død og Pine!« sagde »Jomfruen« oprigtigt. +»Ja, får De dét til, så . . . .« + +</p><p>»Har ingen store Bekymringer desangående!« +svared jeg. »Om en otte Dages Tid +tænker jeg, at De skal have hørt fra mig nogen +hver.« + +</p><p>Dermed gik jeg. + +</p><p>Da jeg kom hjem, henvendte jeg mig +straks til min Værtinde og bad om en Lampe. +Det var mig meget om at gøre at få denne +Lampe; jeg vilde ikke gå tilsengs inat, mit +Drama rased inde i mit Hoved, og jeg håbed +så sikkert at kunne skrive et godt Stykke til +om Morgenen. Jeg fremførte min Begæring +meget ydmygt for Madamen, da jeg mærked, +at hun gjorde en utilfreds Grimase, fordi jeg +atter kom ind i Stuen. Jeg havde altså næsten +færdigt et mærkeligt Drama, sagde jeg; der +mangled mig bare et Par Scener, og jeg slog +på, at det kunde blive opført på et eller +andet Teater, inden jeg selv vidste Ordet af +det. Om hun nu vilde gøre mig denne store +Tjeneste, så . . . . + +</p><p>Men Madamen havde ingen Lampe. Hun +tænkte sig om, men husked slet ikke, at hun +havde nogen Lampe nogen Steder. Hvis jeg +vilde vente til efter Klokken tolv, så kunde +jeg kanske få Køkkenlampen. Hvorfor kunde +jeg ikke købe mig et Lys? + +</p><p>Jeg taug. Jeg havde ikke ti Øre til et +Lys, og det vidste hun nok. Naturligvis skulde +jeg strande igen! Nu sad Pigen nede hos os, +hun sad simpelthen inde i Stuen og var slet +ikke i Køkkenet; Lampen der oppe var således +ikke engang tændt. Og jeg stod og +overtænkte dette, men sagde intet mer. + +</p><p>Pludselig siger Pigen til mig: + +</p><p>»Jeg syntes, De kom ud af Slottet for +lidt siden? Har De været i Middag?« Og hun +lo højt ad denne Spas. + +</p><p>Jeg satte mig ned, tog mine Papirer frem +og vilde forsøge at gøre noget her sålænge, +her, hvor jeg sad. Jeg holdt Papirerne på +mine Knæ og stirred uafbrudt ned i Gulvet, +for ikke at adspredes af noget; men det nytted +mig ikke, ingenting nytted mig, jeg kom ikke +af Pletten. Værtindens to Småpiger kom ind +og holdt Støj med en Kat, en underlig, syg +Kat, som næsten ingen Hår havde; når de +blæste den ind i Øjnene, flød der Vand ud af +dem og nedad dens Næse. Værten og et Par +andre Personer sad ved Bordet og spilled +Hundred og En. Konen alene var flittig som +altid og sad og syed på noget. Hun så +godt, at jeg ikke kunde skrive noget midt i +denne Forstyrrelse, men hun brød sig ikke +om mig mer; hun havde endog smilet, da +Tjenestepigen spurgte, om jeg havde været i +Middag. Hele Huset var bleven fjendtlig mod +mig; det var, som om jeg blot behøved den +Forsmædelse at måtte overlade mit Værelse +til en anden, forat blive behandlet ganske som +en uvedkommende. Endog denne +Tjenestepige, en liden brunøjet Gadetøs med Pandehår +og aldeles fladt Bryst, gjorde Nar af mig +om Aftenen, når jeg fik mine Smørogbrød. +Hun spurgte idelig, hvor jeg dog plejed at +indtage mine Middage, eftersom hun aldrig +havde set mig gå og stikke mine Tænder +udenfor Grand. Det var klart, at hun vidste +Besked om min elendige Tilstand og gjorde +sig en Fornøjelse af at vise mig det. + +</p><p>Jeg falder pludselig i Tanker om alt dette +og er ikke istand til at finde en eneste Replik +til mit Drama. Jeg forsøger Gang på Gang +forgæves; det begynder at summe underligt i +mit Hoved, og jeg giver mig tilsidst over. Jeg +stikker Papirerne i Lommen og ser op. Pigen +sidder lige foran mig, og jeg ser på hende, +ser på denne smale Ryg og et Par lave +Skuldre, som endnu ikke var rigtig voksne +engang. Hvad havde nu hun med at kaste +sig over mig? Og om jeg var kommet ud af +Slottet, hvad så? Kunde det skade hende? +Hun havde i de sidste Dage leet frækt ad mig, +når jeg var uheldig og snubled i Trapperne eller +hang fast i en Spiger, så jeg fik en Rift i min +Frakke. Det var heller ikke længer siden end +igår, at hun havde samlet op mine Kladder +som jeg havde slængt fra mig i Forstuen, +stjålet disse kasserede Brudstykker til mit +Drama og læst dem op inde i Stuen, holdt +Løjer med dem i alles Påhør, bare forat +more sig over mig. Jeg havde aldrig forulempet +hende og kunde ikke huske, at jeg nogensinde +havde bedt hende om en Tjeneste. +Tvertimod, jeg gjorde selv min Seng istand +om Aftenen inde på Stuegulvet, for ikke at +skaffe hende noget Bryderi dermed. Hun +gjorde også Nar af mig, fordi mit Hår faldt +af. Der lå Hår og flød i Vaskevandet om +Morgenen, og det gjorde hun sig lystig over. +Nu var mine Sko blevne noget dårlige, især +den ene, som var bleven overkørt af Brødvognen, +og hun drev også Spas med dem. Gud +velsigne Dem og Deres Sko! sagde hun; se +på dem, de er store som Hundehus! Og hun +havde Ret i, at mine Sko var udtrådte; men +jeg kunde altså ikke skaffe mig nogen andre +netop for Øjeblikket. + +</p><p>Mens jeg sidder og husker på alt dette +og forundrer mig over denne åbenlyse Ondskab +hos Tjenestepigen, var Småpigerne begyndt +at tirre den gamle Olding henne i Sengen; +de hopped begge to omkring ham og var +fuldt optagne af dette Arbejde. De havde +fundet sig hver sit Halmstrå, som de stak +ham i Ørene med. Jeg så på dette en Stund +og blanded mig ikke ind i det. Den gamle +rørte ikke en Finger, forat forsvare sig; han +så blot på sine Plageånder med rasende +Øjne for hver Gang, de stak efter ham, og +rysted på Hovedet, forat befri sig, når +Stråene allerede sad ham i Ørene. + +</p><p>Jeg blev mer og mer ophidset ved dette +Syn og kunde ikke få mine Øjne bort fra +det. Faderen så op fra Kortene og lo ad de +små; han gjorde også sine Medspillere opmærksom +på, hvad der foregik. Hvorfor +rørte han sig ikke, den gamle? Hvorfor +slængte han ikke Børnene væk med Armen? +Jeg tog et Skridt og nærmed mig Sengen. + +</p><p>»Lad dem være! Lad dem være! Han +er lam,« råbte Værten. + +</p><p>Og af Frygt for at blive vist Døren imod +Natten, simpelthen bange for at vække Mandens +Mishag ved at gribe ind i dette Optrin, +trådte jeg stiltiende tilbage til min gamle +Plads og forholdt mig rolig. Hvorfor skulde +jeg resikere mit Logi og mine Smørogbrød +ved at stikke min Næse ind i Familjens +Kævlerier? Ingen Narrestreger for en halvdød +Oldings Skyld! Og jeg stod og følte mig +dejligt hård som Flint. + +</p><p>De små Tyvetøser holdt ikke op med +sine Plagerier. De tirredes af, at Oldingen +ikke vilde holde Hovedet stille, og de stak +også efter hans Øjne og Næsebor. Han +stirred på dem med et forhærdet Blik, han +sagde intet og kunde ikke røre Armene. Pludselig +letted han sig med Overkroppen og spytted +den ene af Småpigerne ind i Ansigtet; +han letted sig atter op og spytted også efter +den anden, men traf hende ikke. Jeg stod og +så på, at Værten kasted Kortene ned på +Bordet, hvor han sad, og sprang hen til Sengen. +Han var rød i Ansigtet og råbte: + +</p><p>»Sidder du og spytter Folk lige i Øjnene, +din gamle Råne!« + +</p><p>»Men, Herregud, han fik jo ikke Fred for +dem!« råbte jeg ude af mig selv. Men jeg +stod hele Tiden og var bange for at blive +udvist, og jeg råbte aldeles ikke med synderlig +Kraft; jeg skalv blot over hele Legemet +af Ophidselse. + +</p><p>Værten vendte sig om mod mig. + +</p><p>»Nej, hør på den! Hvad Fan skiller det +Dem? Hold De bare Flabben på Dem +ganske igen, De, og gør som jeg siger; det +vil De have bedst af.« + +</p><p>Men nu lød også Madamens Stemme, +og hele Huset blev fuldt af Skænderi. + +</p><p>»Jeg mener Gud hjælpe mig De er gale +og besatte allesammen!« skreg hun. »Vil De +være herinde, så får De være rolige begge +to, det siger jeg Dem! He, det er ikke nok +med, at man skal holde Hus og Kost for +Kræket, man skal have Dommedag og Kommers +og Satansmagt inde i Stuerne også. +Men det skal jeg ikke have mer af, har jeg +tænkt! Sh! Hold Tryterne Deres sammen. +Unger, og tørk Næserne Deres også, hvis +ikke, så skal jeg komme og gøre det. Jeg +har aldrig set på Magen til Mennesker! Her +kommer de ind fra Gaden, uden en Øre til +Lusesalve engang, og begynder at holde Spræt +midt på Katters Tide og gøre Leven med +Husens Folk. Jeg vil ikke vide af det, forstår +De, og De kan gå Deres Vej alle, som +ikke hører hjemme her. Jeg vil have Fred i +min egen Lejlighed, har jeg tænkt!« + +</p><p>Jeg sagde intet, jeg lukked slet ikke Munden +op, men satte mig nede ved Døren igen +og hørte på Larmen. Alle skråled med, +endog Børnene og Tjenestepigen, som vilde +forklare, hvordan hele Striden var begyndt. +Når jeg bare var taus, så vilde det nok +drive over engang; det vilde ganske vist ikke +komme til det yderste, når jeg blot ikke +sagde et Ord. Og hvilket Ord kunde jeg +have at sige? Var det måske ikke Vinter +ude, og led det ikke ovenikøbet mod Natten? +Var det da Tid at slå i Bordet og være Karl +for sin Hat? Bare ingen Narrestreger! Og +jeg sad stille og forlod ikke Huset, undså +mig ikke for at blive siddende, skammed mig +ligefrem ikke herfor, skønt jeg næsten var +bleven sagt op. Jeg stirred forhærdet hen på +Væggen, hvor Kristus hang i Oljetryk, og +taug hårdnakket til alle Værtindens Udfald. + +</p><p>»Ja, er det mig. De vil blive af med. +Madam, så skal der ikke være noget ivejen +for mit vedkommende,« sagde den ene af Kortspillerne. + + +</p><p>Han rejste sig. Den anden Kortspiller +rejste sig også. + +</p><p>»Nej, jeg mente ikke dig. Og ikke dig +heller,« svared Værtinden de to. »Gælder det +på, så skal jeg nok vise, hvem jeg mener. +Hvis det gælder på. Har jeg tænkt! Det +skal vise sig, hvem det er . . . .« + +</p><p>Hun talte afbrudt, gav mig disse Stød +med små Mellemrum og trak det rigtigt i +Langdrag, forat gøre det tydeligere og tydeligere +for mig, at det var mig, hun mente. +Stille! sagde jeg til mig selv. Bare stille! +Hun havde ikke bedt mig om at gå, ikke +udtrykkelig, ikke med rene Ord. Bare ingen +Hovmodighed fra min Side, ingen utidig Stolthed! +Ørene stive! . . . . Det var dog et +ejendommeligt grønt Hår på den Kristus i +Oljetryk. Det ligned ikke så lidet grønt Græs, +eller udtrykt med udsøgt Nøjagtighed: tykt +Enggræs. He, en ganske rigtig Bemærkning, +forsvarligt tykt Enggræs . . . . En Række af +flygtige Idéforbindelser løb mig i denne Stund +gennem Hovedet: Fra det grønne Græs til +et Skriftsted om, at hvert Liv var som Græs, +der antændtes, derfra til Dommedag, når alt +skulde brænde op, så en liden Afstikker ned +til Jordskælvet i Lissabon, hvorpå der foresvæved +mig noget om en spansk Spyttebakke +af Messing og et Penskaft af Ibenholdt, som +jeg havde set nede hos Ylajali. Ak, ja, alt +var forgængeligt! Ganske som Græs, der antændtes! +Det gik ud på fire Fjæle og +et Ligsvøb — Ligsvøb hos Jomfru Andersen, +tilhøjre i Porten . . . . + +</p><p>Og alt dette kastedes om i mit Hoved i +dette fortvivlede Øjeblik, da min Værtinde +stod i Færd med at jage mig på Dør. + +</p><p>»Han hører ikke!« råbte hun. »Jeg siger. +De skal forlade Huset, nu ved De det! Jeg +tror Gud fordømme mig, at Manden er gal, +jeg! Nu går De på hellige Flæk, og så +ikke mere Snak om den Sag.« + +</p><p>Jeg så mod Døren, ikke forat gå, aldeles +ikke forat gå; der faldt mig ind en fræk +Tanke: hvis der havde været en Nøgle i Døren, +vilde jeg have vredet den om, stængt miginde +sammen med de andre, forat slippe at gå. +Jeg havde en aldeles hysterisk Gru for at +komme ud på Gaden igen. Men der var +ingen Nøgle i Døren, og jeg rejste mig op; +der var intet Håb mer. + +</p><p>Da blander pludselig min Værts Røst sig +med Konens. Jeg blev forbauset stående. +Den samme Mand, som nylig havde truet mig, +tager underligt nok mit Parti. Han siger: + +</p><p>»Nej, det går ikke an at jage Folk ud +imod Natten, ved du. Der er Straf for det.« + +</p><p>Jeg vidste ikke, om der var Straf herfor, +jeg kunde ikke sige det; men det var måske +så, og Konen besinded sig ganske snart, blev +rolig og talte ikke til mig mer. Hun lagde +endog to Smørogbrød frem til mig til Aftens, +men jeg modtog dem ikke, bare af Taknemmelighed +mod Manden modtog jeg dem ikke, +idet jeg foregav, at jeg havde fået lidt Mad +ude i Byen. + +</p><p>Da jeg endelig begav mig ud i Forstuen, +forat gå tilsengs, kom Madamen efter mig, +standsed på Dørstokken og sagde højt, mens +hendes store, frugtsommelige Mave strutted ud +imod mig: + +</p><p>»Men det er sidste Nat, De ligger her, +så De ved om det.« + +</p><p>»Ja, ja!« svared jeg. + +</p><p>Der blev vel kanske også en Råd til +Husly imorgen, hvis jeg gjorde mig rigtig Flid +for det. Et eller andet Skjulested måtte jeg +dog finde. Foreløbig glæded jeg mig over, +at jeg ikke behøved at gå ude inat. + + +</p><p class="tb">* * * + +</p><p class="noindent">Jeg sov til fem-seks Tiden om Morgenen. +Det var endnu ikke lyst, da jeg vågned, +men jeg stod alligevel op med det samme; +jeg havde ligget i fulde Klæder for Kuldens +Skyld og havde intet mer at klæde mig på. +Da jeg havde drukket lidt Vand og i al Stilhed +fået Døren åbnet, gik jeg også straks +ud, idet jeg frygted for at træffe min Værtinde +påny. + +</p><p>En og anden Konstabel, som havde våget +Natten ud, var det eneste levende, jeg så i +Gaderne; lidt efter begyndte også et Par +Mænd at slukke Gaslygterne omkring. Jeg +drev om uden Mål og Med, kom op i Kirkegaden +og tog Vejen ned til Fæstningen. +Kold og endnu søvnig, mat i Knæerne og +Ryggen efter den lange Tur og meget sulten, +satte jeg mig ned på en Bænk og døsed en +lang Tid. Jeg havde i tre Uger levet udelukkende +af de Smørogbrød, som min Værtinde +havde givet mig Morgen og Aften; nu +var det netop et Døgn, siden jeg fik mit sidste +Måltid, det begyndte at gnave mig slemt +påny, og jeg måtte have en Udvej ret snart. +Med den Tanke sovned jeg atter ind på +Bænken . . . . + +</p><p>Jeg vågned af, at Mennesker talte i min +Nærhed, og da jeg havde summet mig lidt, +så jeg, at det var lys Dag, og at alle Folk +var kommet på Benene. Jeg rejste mig +og gik bort. Solen brød op over Åserne, +Himlen var hvid og fin, og i min Glæde over +den skønne Morgen efter de mange mørke +Uger glemte jeg alle Sorger og syntes, at det +mangen Gang havde været værre for mig. +Jeg klapped mig på mit Bryst og sang en +liden Stump for mig selv. Min Stemme lød +så dårlig, rigtig medtagen lød den, og jeg +rørte mig selv til Tårer ved den. Denne +pragtfulde Dag, den hvide, lysdrukne Himmel +virked også altfor stærkt på mig, og jeg +stak i at græde højt. + +</p><p>»Hvad er det, som fejler Dem?« spurgte +en Mand. + +</p><p>Jeg svared ikke, hasted blot bort, skjulende +mit Ansigt for alle Mennesker. + +</p><p>Jeg kom ned til Bryggerne. En stor Bark +med russisk Flag lå og lossed Kul; jeg læste +dens Navn, »Copégoro«, på Siden. Det adspreded +mig en Tidlang at iagttage, hvad der +foregik ombord i dette fremmede Skib. Det +måtte være næsten udlosset, det lå allerede +med IX Fod nøgne på Stilken, trods den +Ballast, det alt havde taget ind, og når Kulsjouerne +stamped henover Dækket med sine +tunge Støvler, drøned det hult i hele Skibet. + +</p><p>Solen, Lyset, det salte Pust fra Havet, +hele dette travle og lystige Liv stived mig op +og fik mit Blod til at banke levende. Med +en Gang faldt det mig ind, at jeg måske +kunde gøre et Par Scener på mit Drama, +mens jeg sad her. Og jeg tog mine Blade op +af Lommen. + +</p><p>Jeg forsøgte at forme en Replik i en +Munks Mund, en Replik, der skulde svulme +af Kraft og Intolerance; men det lykkedes +mig ikke. Så sprang jeg over Munken og +vilde udarbejde en Tale, Dommerens Tale til +Tempelskændersken, og jeg skrev en halv +Side på denne Tale, hvorpå jeg holdt op. +Der vilde ikke lægge sig det rette Klima over +mine Ord. Travlheden omkring mig, Hejsesangene, +Gangspillenes Støj og den uafbrudte +Raslen med Jærnkættingerne passed så lidet +til den Luft af tæt, muggen Middelalder, der +skulde stå som en Tåge i mit Drama. Jeg +pakked Papirerne sammen og rejste mig. + +</p><p>Nu var jeg alligevel kommet velsignet +på Glid, og jeg følte klart, at jeg kunde udrette +noget nu, hvis alt gik godt. Bare jeg +havde et Sted at ty hen til! Jeg tænkte efter +det, standsed ligefrem op i Gaden og tænkte +efter, men vidste ikke af et eneste stille Sted +i hele Byen, hvor jeg kunde slå mig ned en +Stund. Der blev ingen anden Udvej, jeg fik +gå tilbage til Logihuset i Vaterland. Jeg +krymped mig ved det, og jeg sagde hele +Tiden til mig selv, at det gik ikke an, men jeg +gled dog fremad og nærmed mig stadig det forbudte +Sted. Vist var det ynkeligt, indrømmed +jeg mig selv, ja, det var forsmædeligt, rigtig +forsmædeligt var det; men det fik ikke hjælpe. +Jeg var ikke det ringeste hovmodig, jeg turde +sige så stort et Ord, at jeg var et af de +mindst kæphøje Væsener, som Dags Dato var +til. Og jeg gik. + +</p><p>Jeg standsed ved Porten og overvejed +endnu engang. Jo, det fik gå som det vilde, +jeg måtte vove det! Hvad var det egentlig +for en Bagatel, det drejed sig om? For det +første skulde det jo vare blot i nogle Timer, +for det andet skulde Gud forbyde, at jeg +nogensinde senere tog min Tilflugt til det +Hus igen. Jeg gik ind i Gården. Endnu +mens jeg gik over disse ujævne Stene på +Gårdspladsen, var jeg usikker og havde nær +vendt om ved Døren. Jeg bed Tænderne +sammen. Nej, ingen utidig Stolthed! I værste +Fald kunde jeg undskylde mig med, at jeg +kom for at sige Farvel, tage ordentlig Afsked +og gjøre en Aftale angående min Gjæld til +Huset. Jeg åbned Døren til Forstuen. + +</p><p>Jeg blev stående aldeles stille indenfor. +Lige foran mig, blot i to Skridts Afstand, stod +Værten selv, uden Hat og uden Frakke, og +kiged ind gennem Nøglehullet til Familjens +egen Stue. Han gjorde en tyst Bevægelse +med Hånden, forat få mig til at være stille, +og kiged atter indad Nøglehullet. Han stod +og lo. + +</p><p>»Kom hid!« sagde han hviskende. + +</p><p>Jeg nærmed mig på Tæerne. + +</p><p>»Se her!« sagde han og lo med en stille, +hidsig Latter. »Kig ind! Hi-hi! Der ligger +de! Se på Gammeln! Kan De se Gammeln?« + + +</p><p>Inde i Sengen, ret under Kristus i Oljetryk +og lige mod mig, så jeg to Skikkelser, +Værtinden og den fremmede Styrmand; hendes +Ben skinned hvide mod den mørke Dyne. +Og i Sengen ved den anden Væg sad hendes +Fader, den lamme Olding, og så på, ludende +over sine Hænder, sammenkrøben som sædvanligt, +uden at kunne røre sig . . . . + +</p><p>Jeg vendte mig om mod min Vært. Han +havde den største Møje med at af holde sig +fra at le højt. + +</p><p>»Så De Gammeln?« hvisked han. »Å, +Gud, så De Gammeln? Han sidder og ser +på!« Og han lagde sig igen ind til Nøglehullet. + +</p><p>Jeg gik hen til Vinduet og satte mig. +Dette Syn havde ubarmhjærtigen bragt Uorden +i alle mine Tanker og vendt op og ned på +min rige Stemning. Nå, hvad vedkom det +mig? Når Manden selv fandt sig i det, ja, +endog havde sin store Fornøjelse af det, så +var der ingen Grund for mig til at tage mig +det nær. Og hvad Oldingen angik, da var +Oldingen en Olding. Han så det måske +ikke engang; kanske sad han og sov; Gud +ved, om han ikke endogså var død; det +skulde ikke undre mig om han var død. Og +jeg gjorde mig ingen Samvittighed af det. + +</p><p>Jeg tog atter mine Papirer op og vilde +vise alle uvedkommende Indtryk tilbage. Jeg +var standset midt i en Sætning i Dommerens +Tale: »Så byder mig Gud og Loven, så +byder mig mine vise Mænds Råd, så byder +mig og min egen Samvittighed . . . .« Jeg +så ud af Vinduet, forat tænke efter, hvad +hans Samvittighed skulde byde ham. En liden +Støj trængte ud til mig fra Stuen indenfor. +Nå, det angik ikke mig, aldeles ikke; Oldingen +var desuden død, døde kanske imorges +ved fire Tiden; det var mig altså inderlig +knusende ligegyldigt med den Støj; hvorfor +Fan sad jeg da og gjorde mig mine Tanker +om den? Rolig nu! + +</p><p>»Så byder mig og min egen Samvittighed +. . . .« + +</p><p>Men alt havde forsvoret sig imod mig. +Manden stod slet ikke ganske rolig henne ved +Nøglehullet, jeg hørte nu og da hans indeklemte +Latter og så, at han rysted; ude på +Gaden foregik der også noget, som adspredte +mig. En liden Gut sad og pusled for sig selv +i Solen over på det andet Fortoug; han aned +Fred og ingen Fare, knytted blot endel Papirstrimler +sammen og gjorde ingen Fortræd. +Pludselig springer han op og bander; han +rykker baglænds ud i Gaden og får Øje på +en Mand, en voksen Mand med rødt Skjæg, +som lå udaf et åbent Vindu i anden Etage +og spytted ned i hans Hoved. Den lille græd +af Vrede og bandte vanmægtigt op mod Vinduet, +og Manden lo ham ned i Ansigtet; der +gik måske fem Minutter på den Måde. Jeg +vendte mig bort, for ikke at se Guttens Gråd. + +</p><p>»Så byder mig og min egen Samvittighed, +at . . . .« + +</p><p>Det var mig umuligt at komme længer. +Tilsidst begyndte alt at rable for mig; jeg +syntes, at endog det, jeg allerede havde +skrevet, var ubrugeligt, ja, at hele Idéen var +noget farligt Tøv. Man kunde slet ikke tale +om Samvittighed i Middelalderen, Samvittigheden +blev først opfundet af Danselærer Shakespeare, +følgelig var min hele Tale urigtig. +Var der altså intet godt i disse Blade? Jeg +løb dem igennem påny og løste straks mine +Tvivl; jeg fandt storartede Steder, rigtig lange +Stykker af stor Mærkværdighed. Og der jog +mig atter gennem mit Bryst den berusende +Trang til at tage fat igen og få mit Drama +færdigt. + +</p><p>Jeg reiste mig og gik til Døren, uden at +agte på Værtens rasende Tegn til mig om +at fare stille frem. Jeg gik bestemt og fast i +Sind ud af Forstuen, opad Trapperne til anden +Etage og trådte ind i mit gamle Værelse. +Styrmanden var der jo ikke, og hvad var der +så ivejen for, at jeg kunde sidde her et Øjeblik? +Jeg skulde ikke røre nogen af hans +Sager, jeg skulde slet ikke bruge hans Bord +engang, men slå mig ned på en Stol ved +Døren og være glad til. Jeg folder heftigt +Papirerne ud på mine Knæ. + +</p><p>Nu gik det i flere Minutter aldeles udmærket. +Replik efter Replik opstod fuldt +færdig i mit Hoved, og jeg skrev uafbrudt. +Jeg fylder den ene Side efter den anden, sætter +afsted over Stok og Sten, klynker sagte +af Henrykkelse over min gode Stemning og +ved næsten ikke af mig selv. Den eneste +Lyd, jeg hører i denne Stund, er min egen +glade Klynken. Der faldt mig også ind en +såre heldig Idé med en Kirkeklokke, som +skulde smælde i at ringe på et vist Punkt i +mit Drama. Alt gik overvældende. + +</p><p>Så hører jeg Skridt i Trappen. Jeg +skælver og er næsten fra mig selv, sidder +sågodtsom på Sprang, sky, vag, fuld af Angst +for alle Ting og ophidset af Sult; jeg lytter +nervøst, holder Blyanten stille i Hånden og +lytter, jeg kan ikke skrive et Ord mer. Døren +går op; Parret nede fra Stuen træder ind. + +</p><p>Endnu førend jeg havde fået Tid til at +bede om Undskyldning for, hvad jeg havde +gjort, råber Værtinden aldeles himmelfalden: + +</p><p>»Nej, Gud trøste og hjælpe mig, sidder +han ikke her igen!« + +</p><p>»Undskyld!« sagde jeg, og jeg vilde sagt +mer, men kom ikke længer. + +</p><p>Værtinden slog Døren op på vid Væg +og skreg: + +</p><p>»Går De nu ikke ud, så Gud fordømme +mig henter jeg ikke Politiet!« + +</p><p>Jeg rejste mig. + +</p><p>»Jeg vilde bare sige Farvel til Dem,« +mumled jeg, »og så måtte jeg vente på +Dem. Jeg har ikke rørt nogen Ting, jeg sad +her på Stolen . . . .« + +</p><p>»Ja, det gjorde ingenting« sagde Styrmanden. +»Hvad Fan gjorde det? Lad Manden +være, han!« + +</p><p>Da jeg var kommet ned i Trappen, blev +jeg med en Gang rasende på denne tykke, +opsvulmede Kone, der fulgte mig i Hælene, +forat få mig hurtigt væk, og jeg stod et Øjeblik +stille, med Munden fuld af de værste +Øgenavne, som jeg vilde slynge mod hende. +Men jeg betænkte mig i Tide og taug, taug +blot af Taknemmelighed mod den fremmede +Mand, der gik bag hende og vilde kunne høre +det. Værtinden fulgte stadig efter mig og +skældte ustandseligt, mens samtidig min Vrede +tiltog for hvert Skridt, jeg gik. + +</p><p>Vi kom ned i Gården, jeg gik rigtig +langsomt, endnu overvejende, om jeg skulde +give mig af med Værtinden. Jeg var i denne +Stund ganske forstyrret af Raseri, og jeg +tænkte på den værste Blodsudgydelse, et +Tryk, som kunde lægge hende død på Stedet, +et Spark i Maven. Et Bybud går forbi mig +i Porten, han hilser, og jeg svarer ikke; han +henvender sig til Madamen bag mig, og jeg +hører, at han spørger efter mig; men jeg +vender mig ikke om. + +</p><p>Et Par Skridt udenfor Porten indhenter +Bybudet mig, hilser påny og standser mig. +Han giver mig et Brev. Heftigt og uvilligt +river jeg det op, en Tikrone falder ud af +Konvolutten, men intet Brev, ikke et Ord. + +</p><p>Jeg ser på Manden og spørger: + +</p><p>»Hvad er dette for Slags Narrestreger? +Hvem er Brevet ifra?« + +</p><p>»Ja, det ved jeg ikke,« svarer han, »men +det var en Dame, som gav mig det.« + +</p><p>Jeg stod stille. Bybudet gik. Da stikker +jeg Pengesedlen atter ind i Konvolutten, krøller +det hele rigtig godt sammen, vender om og går +hen til Værtinden, som endnu holder Udkig +efter mig fra Porten, og kaster hende Sedlen +i Ansigtet. Jeg sagde ikke noget, yttred ikke +en Stavelse, jeg iagttog blot, at hun undersøgte +det sammenkrøllede Papir, inden jeg gik . . . . + +</p><p>He, det kunde man kalde at opføre sig +med Ære i Livet! Ikke sige noget, ikke tiltale +Pakket, men ganske rolig krølle sammen +en stor Pengeseddel og kaste den i Øjnene +på sine Forfølgere. Det kunde man kalde +at optræde med Værdighed! Således skulde +de have det, de Dyr! . . . . + +</p><p>Da jeg var kommet på Hjørnet af Tomtegaden +og Jærnbanetorvet, begyndte pludselig +Gaden at svinge rundt for mine Øjne, det +sused tomt i mit Hoved, og jeg faldt ind +mod en Husvæg. Jeg kunde simpelthen ikke +gå længer, kunde ikke engang rette mig op +fra min skæve Stilling; således, som jeg var +falden ind mod Væggen, således blev jeg +stående, og jeg følte, at jeg begyndte at tabe +Besindelsen. Min vanvittige Vrede forhøjedes +blot ved dette Anfald af Udmattelse, og jeg +løfted Foden og stamped i Fortouget. Jeg +gjorde også forskellige andre Ting, forat +komme til Kræfter, bed Tænderne sammen, +rynked Panden, rulled fortvivlet med Øjnene, +og det begyndte at hjælpe. Min Tanke blev +klar, jeg forstod, at jeg holdt på at forgå. +Jeg satte Hænderne frem og stødte mig tilbage +fra Væggen; Gaden dansed fremdeles +rundt med mig. Jeg begyndte at hikke af +Raseri, og jeg stred af min inderste Sjæl med +min Elendighed, holdt rigtig tappert Stand, +for ikke at falde om; jeg agted ikke at synke +sammen, jeg vilde dø stående. En Arbejdskærre +ruller langsomt forbi, og jeg ser, at +der er Poteter i den Kærre, men af Raseri, +af Halsstarrighed finder jeg på at sige, at +det slet ikke var Poteter, det var Kålhoveder, +og jeg bandte grusomt på, at det var Kålhoveder. +Jeg hørte godt, hvad jeg selv sagde, +og jeg svor bevidst Gang efter Gang på +denne Løgn, blot forat have den desperate +Tilfredsstillelse, at jeg begik stiv Mened. Jeg +berused mig i denne mageløse Synd, jeg rakte +mine tre Fingre ivejret og svor med dirrende +Læber i Faderens, Sønnens og den Helligånds +Navn, at det var Kålhoveder. + +</p><p>Tiden gik. Jeg lod mig falde ned på et +Trappetrin ved Siden af mig og tørred Sveden +af min Pande og Hals, trak Vejret til mig og +tvang mig til at være rolig. Solen gled ned, +det led ud på Eftermiddagen. Jeg begyndte +igen at gruble over min Stilling; Sulten blev +skammelig mod mig, og om nogle Timer +vilde det atter være Nat; det galdt at finde +på en Råd, mens der endnu var Tid. Mine +Tanker begyndte igen at kredse om Logihuset +som jeg var bleven fordrevet fra; jeg vilde +aldeles ikke vende tilbage dertil, men kunde +alligevel ikke lade være at tænke på det. Egentlig +havde Konen været i sin gode Ret til at kaste +mig ud. Hvor kunde jeg vente at få bo hos +nogen, når jeg ikke kunde betale for mig? +Hun havde ovenikøbet givet mig Mad nu og +da; endog igåraftes, da jeg havde opirret +hende, havde hun budt mig to Smørogbrød, +af Godhed havde hun budt mig dem fordi +hun vidste, at jeg trængte til dem. Så jeg +havde intet at beklage mig over, og jeg begyndte +mens jeg sad på Trappen at bede +og tigge hende i mit stille Sind om Tilgivelse +for min Opførsel. Især angred jeg bitterlig, +at jeg havde vist mig utaknemmelig mod hende +tilsidst og kastet hende en Tikrone i Ansigtet . . . . + +</p><p>Tikronen! Jeg plystred en Gang med +Munden. Brevet, som Budet bragte, hvor +kom det fra? Først nu i dette Øjeblik +tænkte jeg klart over dette og aned med en +Gang, hvordan det hele hang sammen. Jeg +blev syg af Smærte og Skam, jeg hvisked +Ylajali nogle Gange med hæs Stemme og rysted +på Hovedet. Var det ikke mig, som +endog så sent som igår havde bestemt mig +til at gå hende stolt forbi, når jeg traf +hende, og vise hende den største Ligegyldighed? +Og istedet derfor havde jeg blot vakt +hendes Medlidenhed og aflokket hende en +Barmhjærtighedsskilling. Nej, nej, nej, der +blev aldrig Ende på min Nedværdigelse! +Ikke engang overfor hende havde jeg kunnet +hævde en skikkelig Stilling; jeg sank, sank +på alle Kanter, hvor jeg vendte mig hen, +sank tilknæs, sank tillivs, dukked mig under +i Vanære og kom aldrig op igen, aldrig! Det +var Toppunktet! Tage ti Troner i Almisse, +uden at kunne slynge dem tilbage mod den +hemmelige Giver, gramse Ører sammen med +begge Hænder, hvor de bødes frem, og beholde +dem, bruge dem til Logipenge, trods +sin egen inderste Modbydelighed . . . . + +</p><p>Kunde jeg ikke atter skaffe tilveje disse +ti Kroner på en eller anden Måde? At gå +tilbage til Værtinden og få Pengesedlen tilbageleveret +af hende, nytted nok ikke; der +måtte også gives en anden Råd, når jeg +tænkte mig om, når jeg bare anstrængte mig +rigtigt meget og tænkte mig om. Her var +det ved Gud ikke nok at tænke blot på +almindelig Vis, jeg fik tænke, så det sled +mig gennem hele mit Menneskeværk, efter en +Udvej til disse ti Kroner. Og jeg satte mig +til at tænke svare. + +</p><p>Klokken kunde vel være omkring fire, om +et Par Timer kunde jeg kanske træffe Teaterchefen, +hvis jeg blot havde havt mit Drama +færdigt. Jeg tager Manuskriptet op, der jeg +sidder, og vil med Vold og Magt få istand +de tre fire sidste Scener; jeg tænker og sveder +og læser over fra Begyndelsen, men kommer +ingen Vej. Ikke noget Pærevæv! siger jeg, +ingen Stivnakkethed her! Og jeg skriver løs +på mit Drama, skriver ned alt, som falder +mig ind, blot forat blive hurtigt færdig og +komme afsted. Jeg vilde indbilde mig selv, +at jeg havde et nyt stort Øjeblik, jeg løj mig +fuld, bedrog mig åbenlyst og skrev væk, +som om jeg ikke behøved at søge efter Ordene. +Det er godt! det er virkelig et Fund! hvisked +jeg alt imellem; skriv det bare ned! + +</p><p>Tilslut begynder imidlertid mine sidste +Repliker at blive mig mistænkelige; de stak +så stærkt af mod Replikerne i de første Scener, +desuden havde der slet ikke lagt sig nogen +Middelalder i Munkens Ord. Jeg knækker +min Blyant over mellem mine Tænder, springer +op, river mit Manuskript itu, river hvert +Blad itu, kaster min Hat på Gaden og tramper +på den. Jeg er fortabt! hvisker jeg for +mig selv; mine Damer og Herrer, jeg er fortabt! +Og jeg siger ikke andet end disse Ord, +sålænge jeg står der og tramper på min Hat. + +</p><p>En Politibetjent står nogle få Skridt +borte og iagttager mig; han står midt ude i +Gaden og lægger ikke Mærke til noget andet +end mig. Idet jeg slår Hovedet op, mødes +vore Øjne; han havde kanske stået der i +længere Tid og bare set på mig. Jeg tager +min Hat op, sætter den på og går hen til +Manden. + +</p><p>»Ved De, hvormange Klokken er?« +siger jeg. + +</p><p>Han venter en Stund, inden han haler +sit Ur frem, og tager ikke sine Øjne bort fra +mig imens. + +</p><p>»Vel fire,« svarer han. + +</p><p>»Akkurat!« siger jeg; »vel fire, fuldkommen +rigtigt! De kan Deres Ting, hører jeg, +og jeg skal tænke på Dem.« + +</p><p>Dermed forlod jeg ham. Han blev til +det yderste forbauset over mig, stod og så +efter mig med åben Mund og holdt endnu +Uret i Hånden. Da jeg var kommet udenfor +Royal, vendte jeg mig om og så tilbage: +endnu stod han i samme Stilling og fulgte mig +med Øjnene. + +</p><p>He-he, således skulde man behandle Dyrene! +Med den mest udvalgte Uforskammethed! +Det imponered Dyrene, det satte Skræk +i Dyrene . . . . Jeg var særdeles tilfreds med +mig selv og gav mig atter til at synge en +Stump. Anspændt af Ophidselse, uden at +føle nogen Smærte mer, uden endog at kende +noget Ubehag af nogen Sort, gik jeg let som +en Fjær henover hele Torvet, drejed op ved +Basarerne og slog mig ned på en Bænk ved +Vor Frelsers. + +</p><p>Kunde det ikke også være temmelig +ligegyldigt, enten jeg sendte den Tikrone tilbage +eller ej? Når jeg havde fået den, så +var den min, og der var visselig ikke Nød der, +hvor den kom fra. Jeg måtte jo dog tage +imod den, når den udtrykkelig blev sendt til +mig; der var ingen Mening i at lade Bybudet +beholde den. Heller ikke gik det an at sende +tilbage en helt anden Tikrone, end den, +jeg havde fået. Så der var intet at gøre +ved det. + +</p><p>Jeg forsøgte at se på Færdselen omkring +på Torvet foran mig og sysselsætte min +Tanke med ligegyldige Ting; men det lykkedes +mig ikke, og jeg beskæftiged mig stadig +med Tikronen. Tilsidst knytted jeg Hænderne +og blev vred. Det vilde såre hende, sagde +jeg, hvis jeg sendte den tilbage; hvorfor +skulde jeg da gøre det? Bestandig skulde jeg +gå og holde mig for god til alt muligt, ryste +hovent på Hovedet og sige Nej Tak. Nu +så jeg, hvad det førte til; jeg stod atter på +bar Gade. Selv når jeg havde den bedste +Anledning til det, beholdt jeg ikke mit gode, +varme Logi; jeg blev stolt, sprang op ved det +første Ord og var Karl for min Hat, betalte +Tikroner tilhøjre og venstre og gik min Vej +. . . . Jeg gik skarpt i Rette med mig selv, +fordi jeg havde forladt mit Logi og atter bragt +mig i Omstændighed. + +</p><p>Forresten gav jeg den lysegule Fan altsammen! +Jeg havde ikke bedt om den Tikrone, og +jeg havde næsten ikke havt den mellem Hænderne +engang, men givet den bort straks, betalt +den ud til vild fremmede Mennesker, som jeg +aldrig vilde få se igen. Den Slags Mand var +jeg, betalte altid til sidste Hvid, når det galdt +noget. Kendte jeg Ylajali ret, så angred +hun heller ikke på, at hun havde sendt mig +de Penge; hvad sad jeg da og hussered for? +Det var ligefrem det mindste, hun kunde gøre, +at sende mig en Tikrone nu og da. Den +stakkels Pige var jo forelsket i mig, he, kanske +dødeligt forelsket i mig endogså . . . . Og +jeg sad og blæred mig dygtigt for mig selv +ved denne Tanke. Der var ingen Tvivl om, +at hun var forelsket i mig, den stakkels +Pige! . . . . + +</p><p>Klokken blev fem. Jeg faldt atter sammen +efter min lange nervøse Ophidselse og begyndte +påny at føle den tomme Susen i mit Hoved. +Jeg stirred ret frem, holdt Øjnene stive og +så ud for mig henimod Elefantapoteket. Sulten +rased rigtig stærkt i mig da, og jeg led +meget. Mens jeg sidder således og ser ind +i Luften, klarner der sig lidt efter lidt for mit +stive Blik en Skikkelse, som jeg tilslut ser +aldeles tydeligt og genkender: det er Kagekonen +ved Elefantapoteket. + +</p><p>Jeg rykker til, retter mig op på Bænken +og begynder at tænke mig om. Jo, det havde +sin Rigtighed, det var den samme Kone foran +det samme Bord på det samme Sted! Jeg +plystrer et Par Gange og knipser i Fingrene, +rejser mig op fra Bænken og begynder at gå +henimod Apoteket. Ikke noget Nonsens! Jeg +gav Fan, enten det var Syndens Penge eller +gode norske Høkerpenge af Sølv fra Kongsberg! +Jeg vilde ikke være latterlig, man kunde +dø af formeget Hovmod . . . . + +</p><p>Jeg går frem til Hjørnet, tager Sigte på +Konen og stiller mig op foran hende. Jeg +smiler, nikker kendt og indretter mine Ord, +som om det var en Selvfølge, at jeg vilde +komme tilbage engang. + +</p><p>»Goddag!« siger jeg. »De kender mig +kanske ikke igen?« + +</p><p>»Nej,« svarer hun langsomt og ser +på mig. + +</p><p>Jeg smiler endda mer, som om det var +bare hendes kostelige Spøg, at hun ikke kendte +mig, og siger: + +</p><p>»Husker De ikke, at jeg gav Dem en hel +Del Kroner engang? Jeg sagde ikke noget +ved den Lejlighed, såvidt jeg husker, det +gjorde jeg ikke; det plejer jeg ikke at gøre. +Når man har med ærlige Folk at skaffe, så +er det unødvendigt at aftale noget og så at +sige oprette Kontrakt for hver liden Ting. +He-he! Jo, det var mig, som levered Dem de +Penge.« + +</p><p>»Nej, jaså, var det Dem! Ja, nu kender +jeg Dem nok også, når jeg tænker mig +om . . . .« + +</p><p>Jeg vilde forebygge, at hun skulde begynde +at takke mig for Pengene, og jeg siger +derfor hurtigt, idet jeg allerede søger med +mine Øjne omkring på Bordet efter Madvarer: + +</p><p>»Ja, nu kommer jeg, forat få Kagerne.« + +</p><p>Det forstår hun ikke. + +</p><p>»Kagerne,« gentager jeg, »nu kommer jeg, +forat få dem. Ialfald endel, første Forsyning. +Jeg trænger ikke alt idag.« + +</p><p>»Kommer De, forat få dem?« spørger hun. + +</p><p>»Jagu kommer jeg, forat få dem, ja!« +svarer jeg og ler højt, som om det burde have +været indlysende for hende allerede straks, at +jeg kom, forat få dem. Jeg tager også nede +på Bordet en Kage, et Slags Franskbrød, +som jeg begynder at spise på. + +</p><p>Da Konen ser dette, letter hun sig op i +Kælderhullet, gør uvilkårlig en Bevægelse, +som forat beskytte sine Varer, og hun lader +mig forstå, at hun ikke havde ventet mig tilbage, +forat berøve hende dem. + +</p><p>Ikke det? siger jeg. Jaså, ikke det? Hun +var mig virkelig en kostelig Kone! Havde +hun nogensinde oplevet, at nogen havde givet +hende til Forvaring en Slump Kroner, uden +at vedkommende havde krævet dem tilbage? +Nej, ser De der! Troed hun kanske, at det +var stjålne Penge, siden jeg havde slængt dem +til hende på den Måde? Nå, det troed hun +dog ikke; det var endda godt, virkelig godt! +Det var om jeg så måtte sige snilt af hende, +at hun dog holdt mig for en ærlig Mand. +Ha-ha! Jo, hun var virkelig god! + +</p><p>Men hvorfor gav jeg hende da Pengene? +Konen blev forbittret og råbte højt derom. + +</p><p>Jeg forklared, hvorfor jeg havde givet +hende Pengene, forklared det dæmpet og +eftertrykkeligt: Det var min Vane at gå +frem på den Måde, fordi jeg troed alle +Mennesker så godt. Bestandig når nogen +bød mig en Kontrakt, et Bevis, så rysted jeg +på Hovedet og sagde Nej Tak. Det skulde +Gud vide, at jeg gjorde! + +</p><p>Men Konen forstod det fremdeles ikke. + +</p><p>Jeg greb til andre Midler, talte skarpt og +frabad mig mig Vrøvl. Havde det aldrig +hændt, at nogen anden havde betalt hende i +Forskud på lignende Måde? spurgte jeg. +Jeg mente naturligvis Folk, som havde god +Råd, for Eksempel nogen af Konsulerne? +Aldrig? Ja, det kunde ikke jeg undgælde for, +at det var en hende fremmed Omgangsmåde. +Det var Skik og Brug i Udlandet. Hun havde +kanske aldrig været udenfor Landets Grændser? +Nej, ser De der! Da kunde hun slet +ikke tale med i denne Sag . . . . Og jeg tog +efter flere Kager på Bordet. + +</p><p>Hun knurred vredt, vægred sig hårdnakket +for at udlevere noget av, hvad hun havde på +Bordet, rykked endog et Stykke Kage ud af +min Hånd og lagde det tilbage på sin Plads. +Jeg blev vred, slog i Bordet og trued med +Politiet. Jeg skulde være nådig mod hende, +sagde jeg; hvis jeg tog alt, hvad mit var, Så +vilde jeg ruinere hele hendes Butik, for det +var en farlig Masse Penge, jeg havde leveret +hende i sin Tid. Men jeg vilde ikke tage så +meget, jeg vilde i Virkeligheden kun have +halv Valutta. Og jeg skulde ovenikøbet ikke +komme igen mer. Det måtte Gud bevare +mig for, eftersom hun var af den Slags +Mennesker . . . . + +</p><p>Endelig lagde hun frem endel Kager til +en ublu Pris, fire fem Stykker, som hun taksered +til det højeste, hun kunde finde på, og +bad mig tage dem og gå min Vej. Jeg kaevled +fremdeles med hende, påstod, at hun snød +mig for mindst en Krone af Pengene og desuden +udsuged mig ved sine blodige Priser. +Ved De, at der er Straf for slige Kæltringstreger? +sagde jeg. Gud bevare Dem, De +kunde komme på Slaveriet for Levetiden, +gamle Asen! Hun slængte endnu en Kage + +</p><p>hen til mig og bad mig næsten tænderskærende +om at gå. + +</p><p>Og jeg forlod hende. + +</p><p>He, Mage til uefterretlig Kagekone skulde +man aldrig have set! Hele Tiden, mens jeg +gik hen ad Torvet og åd på mine Kager, +talte jeg højt om Konen og hendes Uforskammethed, +gentog for mig selv, hvad vi begge +havde sagt til hinanden, og syntes, at jeg +havde været hende langt overlegen. Jeg åd +af Kagerne i alle Folks Påsyn og talte om +dette. + +</p><p>Og Kagerne forsvandt en efter en; det +forslog intet, hvor meget jeg tog tillivs, jeg +var lige bundløst hungrig. Herregud dog, at +det ikke vilde forslå! Jeg var så grådig, +at jeg endog nær havde forgrebet mig på +den sidste Kage, Som jeg lige fra Begyndelsen +havde bestemt mig til at spare, gæmme til +den lille nede i Vognmandsgaden, Gutten, som +havde leget med Papirstrimlerne. Jeg husked +ham stadigt, kunde ikke få mig til at glemme +hans Mine, da han sprang op og bandte. Han +havde vendt sig ona mod mit Vindu, da Manden +spytted ned på ham, og han havde ligefrem +set efter, om også jeg skulde le deraf. +Gud ved, om jeg nu traf ham, når jeg kom +derned! Jeg anstrængte mig stærkt, forat +komme hurtigt ned i Vognmandsgaden, passered +det Sted, hvor jeg havde revet mit Drama +istykker, og hvor endnu endel Papir lå tilbage, +omgik Politibetjenten, som jeg nys havde forbauset +så ved min Opførsel, og stod tilsidst +ved Trappen, hvor Gutten havde siddet. + +</p><p>Han var der ikke. Gaden var næsten +tom. Det tog til at mørkne, og jeg kunde +ikke blive Gutten var; han var måske gået +ind. Jeg lagde Kagen forsigtigt ned, rejste +den på Kant mod Døren, banked hårdt +på og sprang min Vej med det samme. Han +finder den nok! sagde jeg til mig selv; det +første, han gør, når han kommer ud, det er +at finde den! Og mine Øjne blev våde af +Glæde, over, at den lille vilde finde Kagen. + +</p><p>Jeg kom ned til Jærnbanebryggen igen. + +</p><p>Nu sulted jeg ikke mer, blot den søde +Mad, jeg havde nydt, begyndte at volde mig +ondt. I mit Hoved støjed også påny de +vildeste Tanker: Hvad om jeg i Hemmelighed +overskar Trossen til et af disse Skibe? +Hvad om jeg pludselig gav mig til at råbe +på Brand? Jeg går længer ud på Bryggen, +finder mig en Kasse at sidde på, folder Hænderne +og føler, at mit Hoved blir mer og mer +fortumlet. Og jeg rører mig ikke, gør slet +intet, forat holde mig oppe mer. + +</p><p>Jeg sidder der og stirrer på »Copégoro«, +Barken med det russiske Flag. Jeg skimter +en Mand ved Rækken; Bagbords røde Lanterne +lyser ned på hans Hoved, og jeg rejser +mig op og taler over til ham. Jeg havde ingen +Hensigt med at tale, som jeg gjorde, jeg +vented heller ikke at få noget Svar. Jeg +sagde: + +</p><p>»Sejler De iaften, Kaptejn?« + +</p><p>»Ja, om en liden Stund,« svarer Manden. +Han talte Svensk. + +</p><p>»Hm. De skulde ikke mangle en Mand?« +Jeg var i dette Øjeblik lige glad, enten jeg fik +et Afslag eller ej, det var mig ligegyldigt, +hvilket Svar Manden vilde give mig. Jeg stod +og vented så på ham. + +</p><p>»Å, nej,« svared han. »Det skulde da +være en Jungmand.« + +</p><p>En Jungmand! Jeg gjorde et Ryk på +mig, sneg mine Briller af og stak dem i Lommen, +trådte op på Landgangen og skræved +ombord. + + +</p><p>»Jeg er ikke befaren,« sagde jeg, »men +jeg kan gøre det. De sætter mig til. Hvor +går Turen?« + +</p><p>»Vi er ballastet til Leeds efter Kul for +Cadix.« + +</p><p>»Godt!« sagde jeg og tvang mig ind på +Manden. »Jeg er lige glad, hvor det bærer hen. +Jeg skal gøre mit Arbejde.« + +</p><p>Han stod en Stund og så på mig og +tænkte sig om. + +</p><p>»Har du ikke faret før?« spurgte han. + +</p><p>»Nej. Men som jeg siger Dem, sæt mig +til et Arbejde, og jeg skal gøre det. Jeg er +vant til noget af hvert.« + +</p><p>Han tænkte sig atter om. Jeg havde allerede +sat mig levende i Hovedet, at jeg vilde +tage med, og jeg begyndte at ængstes for at +blive jaget iland igen. + +</p><p>»Hvad mener De så, Kaptejn?« spurgte +jeg endelig. »Jeg kan virkelig gøre, hvad det +skal være. Hvad siger jeg! Jeg måtte være +en dårlig Mand, om jeg ikke gjorde mer, end +netop det, jeg var sat til. Jeg kan tage to +Vagter i Træk, om det gælder. Det har jeg +godt af, og jeg holder nok ud med det.« + + +</p><p>»Ja, ja, vi kan forsøge det,« sagde han. +»Går det ikke, så kan vi jo skilles i +England.« + +</p><p>»Naturligvis!« svared jeg i min Glæde. +Og jeg gentog endnu engang, at vi kunde +skilles i England, hvis det ikke gik. + +</p><p>Så satte han mig til Arbejde . . . . + +</p><p>Ude i Fjorden retted jeg mig op engang, +våd af Feber og Mathed, så indad mod +Land og sagde Farvel for denne Gang til +Byen, til Kristiania, hvor Vinduerne lyste så +blankt fra alle Hjem. + +</p> + + + + +<div lang="en"> +<div style='display:block;margin-top:4em'>*** END OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK SULT ***</div> +<div style='display:block;margin:1em 0;'>This file should be named 30027-h.htm or 30027-h.zip</div> +<div style='display:block;margin:1em 0;'>This and all associated files of various formats will be found in https://www.gutenberg.org/3/0/0/2/30027/</div> +<div style='display:block; margin:1em 0'> +Updated editions will replace the previous one—the old editions will +be renamed. +</div> + +<div style='display:block; margin:1em 0'> +Creating the works from print editions not protected by U.S. copyright +law means that no one owns a United States copyright in these works, +so the Foundation (and you!) can copy and distribute it in the United +States without permission and without paying copyright +royalties. Special rules, set forth in the General Terms of Use part +of this license, apply to copying and distributing Project +Gutenberg™ electronic works to protect the PROJECT GUTENBERG™ +concept and trademark. Project Gutenberg is a registered trademark, +and may not be used if you charge for an eBook, except by following +the terms of the trademark license, including paying royalties for use +of the Project Gutenberg trademark. If you do not charge anything for +copies of this eBook, complying with the trademark license is very +easy. You may use this eBook for nearly any purpose such as creation +of derivative works, reports, performances and research. Project +Gutenberg eBooks may be modified and printed and given away—you may +do practically ANYTHING in the United States with eBooks not protected +by U.S. copyright law. Redistribution is subject to the trademark +license, especially commercial redistribution. +</div> + +<div style='margin:0.83em 0; font-size:1.1em; text-align:center'>START: FULL LICENSE<br /> +<span style='font-size:smaller'>THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE<br /> +PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK</span> +</div> + +<div style='display:block; margin:1em 0'> +To protect the Project Gutenberg™ mission of promoting the free +distribution of electronic works, by using or distributing this work +(or any other work associated in any way with the phrase “Project +Gutenberg”), you agree to comply with all the terms of the Full +Project Gutenberg™ License available with this file or online at +www.gutenberg.org/license. +</div> + +<div style='display:block; font-size:1.1em; margin:1em 0; font-weight:bold'> +Section 1. General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg™ electronic works +</div> + +<div style='display:block; margin:1em 0'> +1.A. By reading or using any part of this Project Gutenberg™ +electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to +and accept all the terms of this license and intellectual property +(trademark/copyright) agreement. If you do not agree to abide by all +the terms of this agreement, you must cease using and return or +destroy all copies of Project Gutenberg™ electronic works in your +possession. If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a +Project Gutenberg™ electronic work and you do not agree to be bound +by the terms of this agreement, you may obtain a refund from the person +or entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8. +</div> + +<div style='display:block; margin:1em 0'> +1.B. “Project Gutenberg” is a registered trademark. It may only be +used on or associated in any way with an electronic work by people who +agree to be bound by the terms of this agreement. There are a few +things that you can do with most Project Gutenberg™ electronic works +even without complying with the full terms of this agreement. See +paragraph 1.C below. There are a lot of things you can do with Project +Gutenberg™ electronic works if you follow the terms of this +agreement and help preserve free future access to Project Gutenberg™ +electronic works. See paragraph 1.E below. +</div> + +<div style='display:block; margin:1em 0'> +1.C. The Project Gutenberg Literary Archive Foundation (“the +Foundation” or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection +of Project Gutenberg™ electronic works. Nearly all the individual +works in the collection are in the public domain in the United +States. If an individual work is unprotected by copyright law in the +United States and you are located in the United States, we do not +claim a right to prevent you from copying, distributing, performing, +displaying or creating derivative works based on the work as long as +all references to Project Gutenberg are removed. Of course, we hope +that you will support the Project Gutenberg™ mission of promoting +free access to electronic works by freely sharing Project Gutenberg™ +works in compliance with the terms of this agreement for keeping the +Project Gutenberg™ name associated with the work. You can easily +comply with the terms of this agreement by keeping this work in the +same format with its attached full Project Gutenberg™ License when +you share it without charge with others. +</div> + +<div style='display:block; margin:1em 0'> +1.D. The copyright laws of the place where you are located also govern +what you can do with this work. Copyright laws in most countries are +in a constant state of change. If you are outside the United States, +check the laws of your country in addition to the terms of this +agreement before downloading, copying, displaying, performing, +distributing or creating derivative works based on this work or any +other Project Gutenberg™ work. The Foundation makes no +representations concerning the copyright status of any work in any +country other than the United States. +</div> + +<div style='display:block; margin:1em 0'> +1.E. Unless you have removed all references to Project Gutenberg: +</div> + +<div style='display:block; margin:1em 0'> +1.E.1. The following sentence, with active links to, or other +immediate access to, the full Project Gutenberg™ License must appear +prominently whenever any copy of a Project Gutenberg™ work (any work +on which the phrase “Project Gutenberg” appears, or with which the +phrase “Project Gutenberg” is associated) is accessed, displayed, +performed, viewed, copied or distributed: +</div> + +<blockquote> + <div style='display:block; margin:1em 0'> + This eBook is for the use of anyone anywhere in the United States and most + other parts of the world at no cost and with almost no restrictions + whatsoever. You may copy it, give it away or re-use it under the terms + of the Project Gutenberg License included with this eBook or online + at <a href="https://www.gutenberg.org">www.gutenberg.org</a>. If you + are not located in the United States, you will have to check the laws + of the country where you are located before using this eBook. + </div> +</blockquote> + +<div style='display:block; margin:1em 0'> +1.E.2. If an individual Project Gutenberg™ electronic work is +derived from texts not protected by U.S. copyright law (does not +contain a notice indicating that it is posted with permission of the +copyright holder), the work can be copied and distributed to anyone in +the United States without paying any fees or charges. If you are +redistributing or providing access to a work with the phrase “Project +Gutenberg” associated with or appearing on the work, you must comply +either with the requirements of paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 or +obtain permission for the use of the work and the Project Gutenberg™ +trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or 1.E.9. +</div> + +<div style='display:block; margin:1em 0'> +1.E.3. If an individual Project Gutenberg™ electronic work is posted +with the permission of the copyright holder, your use and distribution +must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any +additional terms imposed by the copyright holder. Additional terms +will be linked to the Project Gutenberg™ License for all works +posted with the permission of the copyright holder found at the +beginning of this work. +</div> + +<div style='display:block; margin:1em 0'> +1.E.4. Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg™ +License terms from this work, or any files containing a part of this +work or any other work associated with Project Gutenberg™. +</div> + +<div style='display:block; margin:1em 0'> +1.E.5. Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this +electronic work, or any part of this electronic work, without +prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with +active links or immediate access to the full terms of the Project +Gutenberg™ License. +</div> + +<div style='display:block; margin:1em 0'> +1.E.6. You may convert to and distribute this work in any binary, +compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including +any word processing or hypertext form. However, if you provide access +to or distribute copies of a Project Gutenberg™ work in a format +other than “Plain Vanilla ASCII” or other format used in the official +version posted on the official Project Gutenberg™ website +(www.gutenberg.org), you must, at no additional cost, fee or expense +to the user, provide a copy, a means of exporting a copy, or a means +of obtaining a copy upon request, of the work in its original “Plain +Vanilla ASCII” or other form. Any alternate format must include the +full Project Gutenberg™ License as specified in paragraph 1.E.1. +</div> + +<div style='display:block; margin:1em 0'> +1.E.7. Do not charge a fee for access to, viewing, displaying, +performing, copying or distributing any Project Gutenberg™ works +unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9. +</div> + +<div style='display:block; margin:1em 0'> +1.E.8. You may charge a reasonable fee for copies of or providing +access to or distributing Project Gutenberg™ electronic works +provided that: +</div> + +<div style='margin-left:0.7em;'> + <div style='text-indent:-0.7em'> + • You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from + the use of Project Gutenberg™ works calculated using the method + you already use to calculate your applicable taxes. The fee is owed + to the owner of the Project Gutenberg™ trademark, but he has + agreed to donate royalties under this paragraph to the Project + Gutenberg Literary Archive Foundation. Royalty payments must be paid + within 60 days following each date on which you prepare (or are + legally required to prepare) your periodic tax returns. Royalty + payments should be clearly marked as such and sent to the Project + Gutenberg Literary Archive Foundation at the address specified in + Section 4, “Information about donations to the Project Gutenberg + Literary Archive Foundation.” + </div> + + <div style='text-indent:-0.7em'> + • You provide a full refund of any money paid by a user who notifies + you in writing (or by email) within 30 days of receipt that s/he + does not agree to the terms of the full Project Gutenberg™ + License. You must require such a user to return or destroy all + copies of the works possessed in a physical medium and discontinue + all use of and all access to other copies of Project Gutenberg™ + works. + </div> + + <div style='text-indent:-0.7em'> + • You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of + any money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the + electronic work is discovered and reported to you within 90 days of + receipt of the work. + </div> + + <div style='text-indent:-0.7em'> + • You comply with all other terms of this agreement for free + distribution of Project Gutenberg™ works. + </div> +</div> + +<div style='display:block; margin:1em 0'> +1.E.9. If you wish to charge a fee or distribute a Project +Gutenberg™ electronic work or group of works on different terms than +are set forth in this agreement, you must obtain permission in writing +from the Project Gutenberg Literary Archive Foundation, the manager of +the Project Gutenberg™ trademark. Contact the Foundation as set +forth in Section 3 below. +</div> + +<div style='display:block; margin:1em 0'> +1.F. +</div> + +<div style='display:block; margin:1em 0'> +1.F.1. Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable +effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread +works not protected by U.S. copyright law in creating the Project +Gutenberg™ collection. Despite these efforts, Project Gutenberg™ +electronic works, and the medium on which they may be stored, may +contain “Defects,” such as, but not limited to, incomplete, inaccurate +or corrupt data, transcription errors, a copyright or other +intellectual property infringement, a defective or damaged disk or +other medium, a computer virus, or computer codes that damage or +cannot be read by your equipment. +</div> + +<div style='display:block; margin:1em 0'> +1.F.2. LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the “Right +of Replacement or Refund” described in paragraph 1.F.3, the Project +Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project +Gutenberg™ trademark, and any other party distributing a Project +Gutenberg™ electronic work under this agreement, disclaim all +liability to you for damages, costs and expenses, including legal +fees. YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT +LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE +PROVIDED IN PARAGRAPH 1.F.3. YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE +TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE +LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR +INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH +DAMAGE. +</div> + +<div style='display:block; margin:1em 0'> +1.F.3. LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a +defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can +receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a +written explanation to the person you received the work from. If you +received the work on a physical medium, you must return the medium +with your written explanation. The person or entity that provided you +with the defective work may elect to provide a replacement copy in +lieu of a refund. If you received the work electronically, the person +or entity providing it to you may choose to give you a second +opportunity to receive the work electronically in lieu of a refund. If +the second copy is also defective, you may demand a refund in writing +without further opportunities to fix the problem. +</div> + +<div style='display:block; margin:1em 0'> +1.F.4. Except for the limited right of replacement or refund set forth +in paragraph 1.F.3, this work is provided to you ‘AS-IS’, WITH NO +OTHER WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT +LIMITED TO WARRANTIES OF MERCHANTABILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE. +</div> + +<div style='display:block; margin:1em 0'> +1.F.5. Some states do not allow disclaimers of certain implied +warranties or the exclusion or limitation of certain types of +damages. If any disclaimer or limitation set forth in this agreement +violates the law of the state applicable to this agreement, the +agreement shall be interpreted to make the maximum disclaimer or +limitation permitted by the applicable state law. The invalidity or +unenforceability of any provision of this agreement shall not void the +remaining provisions. +</div> + +<div style='display:block; margin:1em 0'> +1.F.6. INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the +trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone +providing copies of Project Gutenberg™ electronic works in +accordance with this agreement, and any volunteers associated with the +production, promotion and distribution of Project Gutenberg™ +electronic works, harmless from all liability, costs and expenses, +including legal fees, that arise directly or indirectly from any of +the following which you do or cause to occur: (a) distribution of this +or any Project Gutenberg™ work, (b) alteration, modification, or +additions or deletions to any Project Gutenberg™ work, and (c) any +Defect you cause. +</div> + +<div style='display:block; font-size:1.1em; margin:1em 0; font-weight:bold'> +Section 2. Information about the Mission of Project Gutenberg™ +</div> + +<div style='display:block; margin:1em 0'> +Project Gutenberg™ is synonymous with the free distribution of +electronic works in formats readable by the widest variety of +computers including obsolete, old, middle-aged and new computers. It +exists because of the efforts of hundreds of volunteers and donations +from people in all walks of life. +</div> + +<div style='display:block; margin:1em 0'> +Volunteers and financial support to provide volunteers with the +assistance they need are critical to reaching Project Gutenberg™’s +goals and ensuring that the Project Gutenberg™ collection will +remain freely available for generations to come. In 2001, the Project +Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure +and permanent future for Project Gutenberg™ and future +generations. To learn more about the Project Gutenberg Literary +Archive Foundation and how your efforts and donations can help, see +Sections 3 and 4 and the Foundation information page at www.gutenberg.org. +</div> + +<div style='display:block; font-size:1.1em; margin:1em 0; font-weight:bold'> +Section 3. Information about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation +</div> + +<div style='display:block; margin:1em 0'> +The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non-profit +501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the +state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal +Revenue Service. The Foundation’s EIN or federal tax identification +number is 64-6221541. Contributions to the Project Gutenberg Literary +Archive Foundation are tax deductible to the full extent permitted by +U.S. federal laws and your state’s laws. +</div> + +<div style='display:block; margin:1em 0'> +The Foundation’s business office is located at 809 North 1500 West, +Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887. Email contact links and up +to date contact information can be found at the Foundation’s website +and official page at www.gutenberg.org/contact +</div> + +<div style='display:block; font-size:1.1em; margin:1em 0; font-weight:bold'> +Section 4. Information about Donations to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation +</div> + +<div style='display:block; margin:1em 0'> +Project Gutenberg™ depends upon and cannot survive without widespread +public support and donations to carry out its mission of +increasing the number of public domain and licensed works that can be +freely distributed in machine-readable form accessible by the widest +array of equipment including outdated equipment. Many small donations +($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt +status with the IRS. +</div> + +<div style='display:block; margin:1em 0'> +The Foundation is committed to complying with the laws regulating +charities and charitable donations in all 50 states of the United +States. Compliance requirements are not uniform and it takes a +considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up +with these requirements. We do not solicit donations in locations +where we have not received written confirmation of compliance. To SEND +DONATIONS or determine the status of compliance for any particular state +visit <a href="https://www.gutenberg.org/donate/">www.gutenberg.org/donate</a>. +</div> + +<div style='display:block; margin:1em 0'> +While we cannot and do not solicit contributions from states where we +have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition +against accepting unsolicited donations from donors in such states who +approach us with offers to donate. +</div> + +<div style='display:block; margin:1em 0'> +International donations are gratefully accepted, but we cannot make +any statements concerning tax treatment of donations received from +outside the United States. U.S. laws alone swamp our small staff. +</div> + +<div style='display:block; margin:1em 0'> +Please check the Project Gutenberg web pages for current donation +methods and addresses. Donations are accepted in a number of other +ways including checks, online payments and credit card donations. To +donate, please visit: www.gutenberg.org/donate +</div> + +<div style='display:block; font-size:1.1em; margin:1em 0; font-weight:bold'> +Section 5. General Information About Project Gutenberg™ electronic works +</div> + +<div style='display:block; margin:1em 0'> +Professor Michael S. Hart was the originator of the Project +Gutenberg™ concept of a library of electronic works that could be +freely shared with anyone. For forty years, he produced and +distributed Project Gutenberg™ eBooks with only a loose network of +volunteer support. +</div> + +<div style='display:block; margin:1em 0'> +Project Gutenberg™ eBooks are often created from several printed +editions, all of which are confirmed as not protected by copyright in +the U.S. unless a copyright notice is included. Thus, we do not +necessarily keep eBooks in compliance with any particular paper +edition. +</div> + +<div style='display:block; margin:1em 0'> +Most people start at our website which has the main PG search +facility: <a href="https://www.gutenberg.org">www.gutenberg.org</a>. +</div> + +<div style='display:block; margin:1em 0'> +This website includes information about Project Gutenberg™, +including how to make donations to the Project Gutenberg Literary +Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to +subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks. +</div> +</div> + </body> +</html> diff --git a/old/30027-h/images/cover.jpg b/old/30027-h/images/cover.jpg Binary files differnew file mode 100644 index 0000000..d620f56 --- /dev/null +++ b/old/30027-h/images/cover.jpg |
