diff options
| -rw-r--r-- | .gitattributes | 3 | ||||
| -rw-r--r-- | 30027-0.txt | 6424 | ||||
| -rw-r--r-- | 30027-h/30027-h.htm | 9700 | ||||
| -rw-r--r-- | 30027-h/images/cover.jpg | bin | 0 -> 177914 bytes | |||
| -rw-r--r-- | LICENSE.txt | 11 | ||||
| -rw-r--r-- | README.md | 2 | ||||
| -rw-r--r-- | old/30027-0.txt | 6803 | ||||
| -rw-r--r-- | old/30027-0.zip | bin | 0 -> 139832 bytes | |||
| -rw-r--r-- | old/30027-h.zip | bin | 0 -> 315454 bytes | |||
| -rw-r--r-- | old/30027-h/30027-h.htm | 10160 | ||||
| -rw-r--r-- | old/30027-h/images/cover.jpg | bin | 0 -> 177914 bytes | |||
| -rw-r--r-- | old/old/30027-8-2009-09-19.txt | 6817 | ||||
| -rw-r--r-- | old/old/30027-8-2009-09-19.zip | bin | 0 -> 138559 bytes | |||
| -rw-r--r-- | old/old/30027-h-2009-09-19.htm | 10101 | ||||
| -rw-r--r-- | old/old/30027-h-2009-09-19.zip | bin | 0 -> 143287 bytes |
15 files changed, 50021 insertions, 0 deletions
diff --git a/.gitattributes b/.gitattributes new file mode 100644 index 0000000..6833f05 --- /dev/null +++ b/.gitattributes @@ -0,0 +1,3 @@ +* text=auto +*.txt text +*.md text diff --git a/30027-0.txt b/30027-0.txt new file mode 100644 index 0000000..6d655f6 --- /dev/null +++ b/30027-0.txt @@ -0,0 +1,6424 @@ +*** START OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK 30027 *** + +TRANSCRIBER’S NOTE + + +SPELLING. In this first edition of “Sult”, old spelling rules were +applied which look quite different from modern written Norwegian +(“bokmål”). In addition, the letters Å and å where set as Aa and aa, +respectively. Since many other Norwegian books printed at this time +used Å and å and in order to improve readability, all Aa and aa have +been converted to Å and å. Otherwise, the original spelling was not +changed. + +SPACED-OUT TEXT. Text that was s p a c e d - o u t in the original text +has been changed to use _italics_. + + + + +KNUT HAMSUN + + +SULT + + +KØBENHAVN + +P. G. PHILIPSENS FORLAG + +Trykt hos J. Jorgensen & Co. (M. A. Hannover) + +1890 + + + + +FØRSTE STYKKE + + +Det var i den Tid, jeg gik omkring og sulted i Kristiania, denne +forunderlige By, som ingen forlader, før han har fået Mærker af den . . . . + +Jeg ligger vågen på min Kvist og hører en Klokke nedenunder mig slå seks +Slag; det var allerede ganske lyst, og Folk begyndte at færdes op og ned i +Trapperne. Nede ved Døren, hvor mit Rum var tapetseret med gamle Numre af +»Morgenbladet«, kunde jeg så tydelig se en Bekendtgørelse fra +Fyrdirektøren, og lidt tilvenstre derfra et fedt, bugnende Avertissement +fra Bager Fabian Olsen om nybagt Brød. + +Straks jeg slog Øjnene op, begyndte jeg af gammel Vane at tænke efter, om +jeg havde noget at glæde mig til idag. Det havde været lidt knapt for mig i +den sidste Tid; den ene efter den anden af mine Ejendele var bragt til +»Onkel«, jeg var bleven nervøs og utålsom, et Par Gange havde jeg også +ligget tilsengs en Dags Tid af Svimmelhed. Nu og da, når Lykken var god, +kunde jeg drive det til at få fem Kroner af et eller andet Blad for en +Føljeton. + +Det lysned mer og mer, og jeg gav mig til at læse på Avertissementerne nede +ved Døren; jeg kunde endog skælne de magre, grinende Bogstaver om »Ligsvøb +hos Jomfru Andersen, tilhøjre i Porten«. Det sysselsatte mig en lang Stund, +jeg hørte Klokken slå otte nedenunder, inden jeg stod op og klædte mig på. + +Jeg åbned Vinduet og så ud. Der, hvor jeg stod, havde jeg Udsigt til en +Klædesnor og en åben Mark; langt ude lå Gruen tilbage af en nedbrændt +Smedje, hvor nogle Arbejdere var i Færd med at rydde op. Jeg lagde mig med +Albuerne ned i Vinduet og stirred ud i Luften. Det blev ganske vist en lys +Dag, Høsten var kommet, den fine, svale Årstid, hvori alting skifter Farve +og forgår. Støjen var allerede begyndt at lyde i Gaderne og lokked mig ud; +dette tomme Værelse, hvis Gulv gynged op og ned for hvert Skridt jeg tog +henover det, var som en gisten, uhyggelig Ligkiste; der var ingen ordentlig +Lås for Døren og ingen Ovn i Rummet; jeg plejed at ligge på mine Strømper +om Natten, forat få dem lidt tørre til om Morgenen. Det eneste, jeg havde +at fornøje mig ved, var en liden rød Gyngestol, som jeg sad i om Aftenerne +og døsed og tænkte på mangehånde Ting. Når det blæste hårdt, og Dørene +nedenunder stod åbne, lød der alleslags underlige Hvin op gennem Gulvet og +ind fra Væggene, og »Morgenbladet« nede ved Døren fik Revner så lange som +en Hånd. + +Jeg rejste mig og undersøgte en Byldt henne i Krogen ved Sengen efter lidt +til Frokost, men fandt intet og vendte tilbage til Vinduet igen. + +Gud ved, tænkte jeg, om det aldrig skal nytte mig at søge efter en +Bestilling mer! Disse mange Afslag, disse halve Løfter, rene Nej, nærede og +skuffede Håb, nye Forsøg, som hver Gang løb ud i intet, havde gjort det af +med mit Mod. Jeg havde tilsidst søgt en Plads som Regningsbud, men var +kommet forsent; desuden kunde jeg ikke skaffe Sikkerhed for femti Kroner. +Der var altid et eller andet til Hinder. Jeg mældte mig også til +Brandkorpset. Vi stod halvhundrede Mand i Forhallen og satte Brystet ud, +forat give Indtryk af Kraft og stor Dristighed. En Fuldmægtig gik omkring +og beså disse Ansøgere, følte på deres Arme og gav dem et og andet +Spørgsmål, og mig gik han forbi, rysted blot på Hovedet og sagde, at jeg +var kasseret på Grund af mine Briller. Jeg mødte op påny, uden Briller, jeg +stod der med rynkede Bryn og gjorde mine Øjne så hvasse som Knive, og +Manden gik mig atter forbi, og han smilte, — han havde kendt mig igen. Det +værste af alt var, at mine Klæder var begyndt at blive så dårlige, at jeg +ikke længer kunde fremstille mig til en Plads som et skikkeligt Menneske. + +Hvor det havde gået jævnt og regelmæssig nedad med mig hele Tiden! Jeg stod +tilsidst så besynderlig blottet for alt muligt, jeg havde ikke engang en +Kam tilbage eller en Bog at læse i, når det blev mig for trist. Hele +Sommeren udover havde jeg søgt ud på Kirkegårdene eller op i Slotsparken, +hvor jeg sad og forfatted Artikler for Bladene, Spalte efter Spalte om de +forskelligste Ting, underlige Påfund, Luner, Indfald af min urolige Hjærne; +i Fortvivlelse havde jeg ofte valgt de fjærneste Emner, som voldte mig +lange Tiders Anstrængelse og aldrig blev optaget. Når et Stykke var +færdigt, tog jeg fat på et nyt, og jeg blev ikke ofte nedslagen af +Redaktørernes Nej; jeg sagde stadig væk til mig selv, at engang vilde det +jo lykkes. Og virkelig, stundom, når jeg havde Held med mig og fik det lidt +godt til, kunde jeg få fem Kroner for en Eftermiddags Arbejde. + +Jeg rejste mig atter op fra Vinduet, gik hen til Vaskevandsstolen og dynked +en Smule Vand på mine blanke Bukseknæ, forat sværte dem lidt og få dem til +at se lidt nye ud. Da jeg havde gjort dette, stak jeg som sædvanligt Papir +og Blyant i Lommen og gik ud. Jeg gled meget stille nedad Trapperne, for +ikke at vække min Værtindes Opmærksomhed; der var gået et Par Dage, siden +min Husleje forfaldt, og jeg havde ikke noget at betale med nu mere. + +Klokken var ni. Vognrammel og Stemmer fyldte Luften, et uhyre Morgenkor, +blandet med Fodgængernes Skridt og Smældene fra Hyrekuskenes Svøber. Denne +støjende Færdsel overalt oplived mig straks, og jeg begyndte at føle mig +mer og mer tilfreds. Intet var fjærnere fra min Tanke end blot at gå en +Morgentur i frisk Luft. Hvad kom Luften mine Lunger ved? Jeg var stærk som +en Rise og kunde standse en Vogn med min Skulder. En fin, sælsom Stemning, +Følelsen af den lyse Ligegladhed, havde bemægtiget sig mig. Jeg gav mig til +at iagttage de Mennesker, jeg mødte og gik forbi, læste Plakaterne på +Væggene, modtog Indtryk fra et Blik, slængt til mig fra en forbifarende +Sporvogn, lod hver Bagatel trænge ind på mig, alle små Tilfældigheder, som +krydsed min Vej og forsvandt. + +Når man bare havde sig lidt til Mad en sådan lys Dag! Indtrykket af den +glade Morgen overvælded mig, jeg blev uregerlig tilfreds og gav mig til at +nynne af Glæde, uden nogén bestemt Grund. Ved en Slagterbutik stod en Kone +med en Kurv på Armen og spekulered på Pølser til Middag; idet jeg passered +hende, så hun hen på mig. Hun havde blot én Tand i Formunden. Nervøs og let +påvirkelig som jeg var bleven de sidste Dage, gjorde Konens Ansigt straks +et modbydeligt Indtryk på mig; den lange, gule Tand så ud som en liden +Finger, der stod op fra Kæven, og hendes Blik var endnu fuldt af Pølse, da +hun vendte det mod mig. Jeg tabte med en Gang Appetiten og følte Kvalme. Da +jeg kom til Basarerne, gik jeg hen til Springet og drak lidt Vand; jeg så +op — Klokken var ti i Vor Frelsers Tårn. + +Jeg gik videre gennem Gaderne, drev om uden Bekymring for nogetsomhelst, +standsed ved et Hjørne, uden at behøve det, bøjed af og gik en Sidegade, +uden at have Ærinde derhen; jeg lod det stå til, førtes omkring i den glade +Morgen, vugged mig sorgfrit frem og tilbage blandt andre lykkelige +Mennesker; Luften var tom og lys, og mit Sind var uden en Skygge. + +I ti Minutters Tid havde jeg stadig havt en gammel, halt Mand foran mig. +Han bar en Byldt i den ene Hånd og gik med hele sit Legeme, arbejded af al +Magt, forat skyde Fart. Jeg hørte, hvor han pusted af Anstrængelse, og det +faldt mig ind, at jeg kunde bære hans Byldt; jeg søgte dog ikke at indhente +ham. Oppe i Grændsen mødte jeg Hans Pauli, som hilste og skyndte sig forbi. +Hvorfor hav de han sådant Hastværk? Jeg havde slet ikke i Sinde at bede ham +om en Krone, jeg vilde også med det allerførste sende ham tilbage et Tæppe, +som jeg havde lånt af ham for nogle Uger siden. Såsnart jeg var kommet lidt +ovenpå, vilde jeg ikke være nogen Mand noget Tæppe skyldig; kanske begyndte +jeg allerede idag en Artikel om Fremtidens Forbrydelser eller om Viljens +Frihed, hvadsomhelst, noget læseværdigt noget, som jeg vilde få ti Kroner +for mindst . . . . Og ved Tanken på denne Artikel følte jeg mig med en Gang +gennemstrømmet af Trang til at tage fat straks og øse af min fulde Hjærne; +jeg vilde finde mig et passende Sted i Slotsparken og ikke hvile, før jeg +havde fået den færdig. + +Men den gamle Krøbling gjorde fremdeles de samme sprællende Bevægelser +foran mig i Gaden. Det begyndte tilsidst at irritere mig at have dette +skrøbelige Menneske foran mig hele Tiden. Hans Rejse syntes aldrig at ville +tage Ende; måske havde han bestemt sig til akkurat det samme Sted som jeg, +og jeg skulde hele Vejen have ham for mine Øjne. I min Ophidselse forekom +det mig, at han ved hver Tvergade sagtned en Smule og ligesom vented på, +hvilken Retning jeg vilde tage, hvorpå han igen svang Byldten højt i Luften +og gik til af yderste Magt, forat få Forsprang. Jeg går og ser på dette +masede Væsen og blir mer og mer opfyldt af Forbittrelse mod ham; jeg følte, +at han lidt efter lidt ødelagde min lyse Stemning og trak den rene, skønne +Morgen med sig ned i Hæslighed med det samme. Han så ud som et stort +humpende Insekt, der med Vold og Magt vilde slå sig til en Plads i Verden +og forbeholde sig Fortouget for sig selv alene. Da vi var kommet på Toppen +af Bakken, vilde jeg ikke længer finde mig i det, jeg vendte mig mod et +Butiksvindu og standsed, forat give ham Anledning til at komme væk. Da jeg +efter nogle Minutters Forløb atter begyndte at gå, var Manden foran mig +igen, også han havde stået bom stille. Jeg gjorde, uden at tænke mig om, +tre fire rasende Skridt fremad, indhented ham og slog Manden på Skulderen. + +Han standsed med ét. Vi gav os begge til at stirre på hinanden. + +»En liden Skilling til Melk!« sagde han endelig og lagde Hovedet på Siden. + +Se så, nu stod jeg godt i det! Jeg følte i Lommerne og sagde: + +»Til Melk ja. Hm. Det er småt med Pengene i disse Tider, og jeg ved ikke, +hvor trængende De kan være.« + +»Jeg har ikke spist siden igår i Drammen,« sagde Manden; »jeg ejer ikke en +Øre, og jeg har ikke fået Arbejde endnu.« + +»Er De Håndværker?« + +»Ja, jeg er Nådler.« + +»Hvilket?« + +»Nådler. Forresten kan jeg også gøre Sko.« + +»Det forandrer Sagen,« sagde jeg. »De får vente her i nogle Minutter, så +skal jeg gå efter lidt Penger til Dem, nogle Øre.« + +Jeg gik i største Hast nedad Pilestrædet, hvor jeg vidste om en Pantelåner +i anden Etage; jeg havde forøvrigt aldrig været hos ham før. Da jeg kom ind +i Porten, trak jeg skyndsomt min Vest af, rulled den sammen og stak den +under Armen; derpå gik jeg opad Trappen og banked på til Sjappen. Jeg +bukked og kasted Vesten på Disken. + +»Halvanden Krone,« sagde Manden. + +»Ja ja, Tak,« svared jeg. »Havde det ikke været det, at den begyndte at +blive lidt for knap til mig, så vilde jeg ikke have skilt mig ved den, +naturligvis.« + +Jeg fik Pengene og Sedlen og begav mig tilbage. Det var i Grunden et +udmærket Påfund, dette med Vesten; jeg vilde endog få Penge tilovers til en +rigelig Frokost, og inden Aften skulde så min Afhandling om Fremtidens +Forbrydelser være istand. Jeg begyndte på Stedet at finde Tilværelsen +blidere, og jeg skyndte mig tilbage til Manden, forat få ham fra Hånden. + +»Værsågod!« sagde jeg til ham. »Det glæder mig, at De har henvendt Dem til +mig først.« + +Manden tog Pengene og begyndte at mønstre mig med Øjnene. Hvad stod han og +stirred efter? Jeg havde det Indtryk, at han især undersøgte mine Bukseknæ, +og jeg blev træt af denne Uforskammethed. Troed Slyngelen, at jeg virkelig +var så fattig som jeg så ud for? Havde jeg måske ikke sågodtsom begyndt at +skrive på en Artikel til ti Kroner? Overhovedet frygted jeg ikke for +Fremtiden, jeg havde mange Jærn i Ilden. Hvad kom det så et vild fremmed +Menneske ved, om jeg gav bort en Drikkeskilling på en sådan lys Dag? +Mandens Blik irritered mig, og jeg beslutted mig til at give ham en +Irettesættelse, inden jeg forlod ham. Jeg trak på Skuldrene og sagde: + +»Min gode Mand, De har lagt Dem til den stygge Uvane at glo en Mand på +Knæerne, når han giver Dem en Krones Penge.« + +Han lagde Hovedet helt tilbage mod Muren og spærred Munden op. Der arbejded +noget bag hans Stodderpande, han tænkte ganske vist, at jeg vilde narre ham +på en eller anden Måde, og han rakte mig Pengene tilbage. + +Jeg stamped i Gaden og svor på, at han skulde beholde dem. Indbildte han +sig, at jeg vilde have alt det Bryderi for ingenting? Når alt kom til alt +skyldte jeg ham måske denne Krone, jeg havde det med at huske en gammel +Gæld, han stod foran et retskaffent Menneske, ærlig ud i Fingerspidserne. +Kortsagt, Pengene var hans . . . . Å, ikke noget at takke for, det havde +været mig en Glæde. Farvel. + +Jeg gik. Endelig havde jeg denne værkbrudne Plageånd afvejen, og jeg kunde +være uforstyrret. Jeg tog atter ned gennem Pilestrædet og standsed udenfor +en Husholdningshandel. Der lå fuldt op af Mad i Vinduet, og jeg bestemte +mig til at gå ind og få mig lidt med på Vejen. + +»Et Stykke Ost og et Franskbrød!« sagde jeg og slængte min Halvkrone på +Disken. + +»Ost og Brød for altsammen?« spurgte Konen ironisk, uden at se på mig. + +»For hele femti Øre ja,« svared jeg uforstyrret. + +Jeg fik mine Sager, sagde yderst høfligt Godmorgen til den gamle, fede Kone +og begav mig sporenstrængs opad Slotsbakken til Parken. Jeg fandt mig en +Bænk for mig selv og begyndte at gnave grådigt af min Niste. Det gjorde +godt; det var længe siden jeg havde fået et så rundeligt Måltid, og jeg +følte lidt efter lidt den samme mætte Ro i mig, som én føler efter en lang +Gråd. Mit Mod steg stærkt; det var mig ikke længer nok at skrive en Artikel +om noget så enkelt og ligetil som Fremtidens Forbrydelser, som desuden +hvemsomhelst kunde gætte sig til, ligefrem læse sig til i Historien; jeg +følte mig istand til en større Anstrængelse, jeg var i Stemning til at +overvinde Vanskeligheder, og jeg bestemte mig for en Afhandling i tre +Afsnit om den filosofiske Erkendelse. Naturligvis vilde jeg få Lejlighed +til at knække ynkeligt nogle af Kants Sofismer . . . . Da jeg vilde tage +mine Skrivesager frem og begynde Arbejdet, opdaged jeg, at jeg ikke længer +havde nogen Blyant hos mig; jeg havde glemt den efter mig i +Pantelånersjappen; min Blyant lå i Vestelommen. + +Herregud hvor dog alting havde Lyst til at gå forkært for mig! Jeg banded +nogle Gange, rejste mig op fra Bænken og drev frem og tilbage i Gangene. +Det var meget stille overalt; langt borte, ved Dronningens Lysthus, rulled +et Par Barnepiger sine Vogne omkring, ellers var der ikke et Menneske at se +noget Sted. Jeg var dygtig forbittret i Sind og spadsered som en rasende +foran min Bænk, Hvor mærkelig vrangt gik det dog ikke på alle Kanter! En +Artikel i tre Afsnit skulde ligefrem strande på den simple Ting, at jeg +ikke havde et Stykke ti Øres Blyant i Lommen! Hvad om jeg gik ned i +Pilestrædet igen og fik min Blyant tilbageleveret? Der vilde endda blive +Tid til at få et godt Stykke færdigt, inden de spadserende begyndte at +fylde Parken. Der var også så meget, som afhang af denne Afhandling om den +filosofiske Erkendelse, måske flere Menneskers Lykke, ingen kunde vide det. +Jeg sagde til mig selv, at den kanske vilde blive til stor Hjælp for mange +unge Mennesker. Ret betænkt vilde jeg ikke forgribe mig på Kant; jeg kunde +jo undgå det, jeg behøved blot at gøre en ganske umærkelig Bøjning, når jeg +kom til Spørgsmålet Tid og Rum; men Renan vilde jeg ikke svare for, gamle +Sognepræst Renan . . . . Under alle Omstændigheder galdt det at gøre en +Artikel på så og så mange Spalter; den ubetalte Husleje, Værtindens lange +Blik om Morgenen, når jeg traf hende i Trapperne, pinte mig hele Dagen og +dukked frem igen endog i mine glade Stunder, når jeg ellers ikke havde en +mørk Tanke. Dette måtte jeg have en Ende på. Jeg gik hurtigt ud af Parken, +forat hente min Blyant hos Pantelåneren. + +Da jeg kom ned i Slotsbakken, indhented jeg to Damer, som jeg gik forbi. +Idet jeg passered dem, strejfed jeg den enes Ærme, jeg så op, hun havde et +fyldigt, lidt blegt Ansigt. Med ét blusser hun og blir forunderlig skøn, +jeg ved ikke hvorfor, måske af et Ord, hun hører af en forbigående, måske +blot af en stille Tanke hos hende selv. Eller skulde det være fordi jeg +berørte hendes Arm? Det høje Bryst bølger heftigt nogle Gange, og hun +klemmer Hånden hårdt om Parasolskaftet. Hvad gik der af hende? + +Jeg standsed og lod hende komme foran mig igen, jeg kunde ikke i Øjeblikket +gå videre, det hele forekom mig så besynderligt. Jeg var i et pirreligt +Lune, ærgerlig på mig selv for Hændelsen med Blyanten og i høj Grad +ophidset af al den Mad, jeg havde nydt på tom Mave. Med en Gang tager min +Tanke ved et lunefuldt Indfald en mærkelig Retning, jeg føler mig greben af +en sælsom Lyst til at gøre denne Dame bange, følge efter hende og +fortrædige hende på en eller anden Måde. Jeg indhenter hende atter og går +hende forbi, vender mig pludselig om og møder hende Ansigt til Ansigt, +forat iagttage hende. Jeg står og ser hende ind i Øjnene og hitter på +Stedet et Navn, som jeg aldrig havde hørt, et Navn med en glidende, nervøs +Lyd: Ylajali. Da hun var kommet mig ganske nær, retter jeg mig ivejret og +siger indtrængende: + +»De mister Deres Bog, Frøken.« + +Jeg kunde høre, hvor mit Hjærte slog hørligt, da jeg sagde det. + +»Min Bog?« spørger hun sin Ledsagerinde. Og hun går videre. + +Min Ondskabsfuldhed tiltog, og jeg fulgte efter Damen. Jeg var mig i +Øjeblikket fuldt bevidst, at jeg begik gale Streger, uden at jeg kunde gøre +noget ved det; min forvirrede Tilstand løb af med mig og gav mig de mest +forrykte Indskydelser, som jeg lystred efter Tur. Det nytted ikke, +hvormeget jeg sagde til mig selv, at jeg bar mig idiotisk ad, jeg gjorde de +dummeste Grimaser bag Damens Ryg, og jeg hosted rasende nogle Gange, idet +jeg passered hende. Således vandrende ganske sagte fremad, altid i nogle +Skridts Forspring, følte jeg hendes Øjne i min Ryg, og jeg dukked mig +uvilkårlig ned af Skam over at have været hende til Plage. Lidt efter lidt +fik jeg en forunderlig Fornemmelse af at være langt borte, andre Steder +henne, jeg havde en halvt ubestemt Følelse af, at det ikke var mig, som gik +der på Stenfliserne og dukked mig ned. + +Nogle Minutter efter er Damen kommet til Paschas Boglade, jeg har allerede +standset ved det første Vindu, og idet hun går forbi mig, træder jeg frem +og gentager: + +»De mister Deres Bog, Frøken.« + +»Nej, hvilken Bog?« siger hun i Angst. »Kan du forstå, hvad det er for en +Bog, han taler om?« + +Og hun standser. Jeg gotter mig grusomt over hendes Forvirring, denne +Rådvildhed i hendes Øjne henrykker mig. Hendes Tanke kan ikke fatte min +lille desperate Tiltale; hun har slet ingen Bog med, ikke et eneste Blad af +en Bog, og alligevel leder hun i sine Lommer, ser sig gentagne Gange ind i +Hænderne, vender Hovedet og undersøger Gaden bag sig, anstrænger sin lille +ømtålige Hjærne til det yderste, forat finde ud, hvad det er for en Bog, +jeg taler om. Hendes Ansigt skifter Farve, har snart det ene, snart det +andet Udtryk, og hun ånder ganske hørligt; selv Knapperne i hendes Kjole +synes at stirre på mig som en Række forfærdede Øjne. + +»Bryd dig ikke om ham,« siger hendes Ledsagerske og trækker hende i Armen; +»han er jo fuld; kan du ikke se, at Manden er fuld!« + +Så fremmed, som jeg i dette Øjeblik var for mig selv, så fuldstændig et +Bytte for sære, usynlige Indflydelser, foregik der intet omkring mig, uden +at jeg lagde Mærke til det. En stor brun Hund sprang tværs over Gaden, +henimod Lunden og ned til Tivoli; den havde et ganske smalt Halsbånd af +Nysølv. Højere op i Gaden åbnedes et Vindu i anden Etage, og en Pige lagde +sig ud af det med opbrættede Ærmer og gav sig til at pudse Ruderne på +Ydersiden. Intet undgik min Opmærksomhed, jeg var klar og åndsnærværende, +alle Ting strømmed ind på mig med en skinnende Tydelighed, som om der +pludselig var bleven et stærkt Lys omkring mig. Damerne foran mig havde +begge en blå Fuglevinge i Hatten og et skotsk Silkebånd om Halsen. Det +faldt mig ind, at de var Søstre. + +De bøjed af og standsed ved Cislers Musikhandel og talte sammen, jeg +standsed også. Derpå kom de begge to tilbage, gik den samme Vej, som de var +kommet, passered mig igen, drejed om Hjørnet ved Universitetsgaden og gik +lige op til St. Olafs Plads. Jeg var dem hele Tiden så nær i Hælene som jeg +turde. De vendte sig engang og sendte mig et halvt bange, halvt nysgærrigt +Blik, og jeg så ingen Fortørnelse i deres Miner og ingen rynkede Bryn. +Denne Tålmodighed med mine Plagerier gjorde mig meget skamfuld, og jeg slog +Øjnene ned. Jeg vilde ikke længer være dem til Fortræd, jeg vilde af ren +Taknemmelighed følge dem med Øjnene, ikke tabe dem afsyne, helt til de gik +ind et Sted og blev borte. + +Udenfor Numer 2, et stort fire Etages Hus, vendte de sig endnu engang, +hvorpå de gik ind. Jeg læned mig til en Gaslygte ved Fontænen og lytted +efter deres Skridt i Trapperne; de døde hen i anden Etage. Jeg træder frem +fra Lygten og ser opad Huset. Da sker der noget besynderligt. Gardinerne +bevæger sig højt oppe, et Øjeblik efter åbnes et Vindu, et Hoved stikker +ud, og to sært seende Øjne hviler på mig. Ylajali! sagde jeg halvhøjt, og +jeg følte, at jeg blev rød. Hvorfor råbte hun ikke om Hjælp? Hvorfor stødte +hun ikke til en af Blomsterpotterne og rammed mig i Hovedet, eller sendte +nogen ned, forat jage mig væk? Vi står og ser hinanden ind i Øjnene uden at +røre os; det varer et Minut; der skyder Tanker mellem Vinduet og Gaden, og +der siges ikke et Ord Hun vender sig om, det giver et Ryk i mig, et fint +Stød gennem mit Sind; jeg ser en Skulder, der drejer sig, en Ryg, der +forsvinder indad Gulvet. Denne langsomme Gang bort fra Vinduet, Betoningen +i denne Bevægelse med Skuldren var som et Nik til mig; mit Blod fornam +denne fine Hilsen, og jeg følte mig i samme Stund vidunderlig glad. Så +vendte jeg om og gik nedad Gaden. + +Jeg turde ikke se mig tilbage og vidste ikke, om hun atter var kommet til +Vinduet; efterhvert som jeg overvejed dette Spørgsmål, blev jeg mer og mer +urolig og nervøs. Formodentlig stod hun i dette Øjeblik og fulgte nøje alle +mine Bevægelser, og det var på ingen Måde til at holde ud at vide sig +således undersøgt bagfra. Jeg strammed mig op så godt jeg kunde og gik +videre; det begyndte at rykke i mine Ben, min Gang blev ustø, fordi jeg med +Vilje vilde gøre den smuk. Forat synes rolig og ligegyldig slængte jeg +meningsløst med Armene, spytted i Gaden og satte Næsen ivejret; men intet +hjalp. Jeg følte stadig de forfølgende Øjne i min Nakke, og det løb mig +koldt gennem Kroppen. Endelig redded jeg mig ind i en Sidegade, hvorfra jeg +tog Vejen ned i Pilestrædet, forat få fat på min Blyant. + +Jeg havde ingen Møje med at få den tilbageleveret. Manden bragte mig Vesten +selv og bad mig undersøge alle Lommerne med det samme; jeg fandt også et +Par Lånesedler, som jeg stak til mig, og takked den venlige Mand for hans +Imødekommenhed. Jeg blev mer og mer tiltalt af ham, det blev mig i samme +Stund meget om at gøre at give dette Menneske et godt Indtryk af mig. Jeg +gjorde et Slag henimod Døren og vendte atter tilbage til Disken, som om jeg +havde glemt noget; jeg mente at skylde ham en Forklaring, en Oplysning, og +jeg gav mig til at nynne, forat gøre ham opmærksom. Da tog jeg Blyanten i +Hånden og holdt den ivejret. + +Det kunde ikke falde mig ind, sagde jeg, at gå lange Veje for en hvilkensom +helst sådan Blyant; men med denne var det en anden Sag, en egen Årsag. Så +ringe som den så ud, havde denne Blyantstump simpelthen gjort mig til det, +jeg var i Verden, så at sige sat mig på min Plads i Livet . . . . + +Jeg sagde ikke mer. Manden kom helt hen til Disken. + +»Ja så?« sagde han og så nysgærrigt på mig. + +Med den Blyant, fortsatte jeg koldblodigt, havde jeg skrevet min Afhandling +om den filosofiske Erkendelse i tre Bind. Om han ikke havde hørt den +omtale? + +Og Manden synes nok, at han havde hørt Navnet, Titlen. + +Ja, sagde jeg, den var af mig, den! Så det måtte endelig ikke forundre ham, +at jeg vilde have den lille Stump Blyant tilbage; den havde altfor stort +Værd for mig, den var mig næsten som et lidet Menneske. Forresten var jeg +ham oprigtig taknemmelig for hans Velvilje, og jeg vilde huske ham for den +— jo, jo, jeg vilde virkelig huske ham for den; et Ord var et Ord, den +Slags Mand var jeg, og han fortjente det. Farvel. + +Jeg gik til Døren med en Holdning, som om jeg kunde anbringe en Mand i en +høj Post i Brandvæsenet. Den skikkelige Pantelåner bukked to Gange for mig, +idet jeg fjærned mig, og jeg vendte mig endnu engang og sagde Farvel. + +I Trappen mødte jeg en Kone, som bar en Vadsæk i Hånden. Hun trykked sig +ængsteligt til Siden, forat give mig Plads, og jeg greb uvilkårligt i +Lommen efter noget at give hende; da jeg ikke fandt nogen Ting, blev jeg +flau og gik hende duknakket forbi. Lidt efter hørte jeg, at også hun banked +på til Sjappen; der var et Ståltrådsprinkel på Døren, og jeg kendte straks +igen den klirrende Lyd, når et Menneskes Knoger berørte det. + +Solen stod i Syd, Klokken var omtrent tolv. Byen begyndte at komme på +Benene, det nærmed sig Spadsertiden, og hilsende og leende Folk bølged op +og ned ad Karl Johan. Jeg klemte Albuerne i Siden, gjorde mig liden og slap +ubemærket forbi nogle Bekendte, som havde indtaget et Hjørne ved +Universitetet, forat beskue de forbigående. Jeg vandred opad Slotsbakken og +faldt i Tanker. + +Disse Mennesker, jeg mødte, hvor let og lystigt vugged de ikke sine lyse +Hoveder og svinged sig gennem Livet som gennem en Balsal! Der var ikke Sorg +i et eneste Øje, jeg så, ingen Byrde på nogen Skulder, kanske ikke en skyet +Tanke, ikke en liden hemmelig Pine i noget af disse glade Sind. Og jeg gik +der lige ved Siden af disse Mennesker, ung og nys udsprungen, og jeg havde +allerede glemt, hvordan Lykken så ud! Jeg dægged for mig selv med denne +Tanke og fandt, at der var skeet mig gruelig Uret. Hvorfor havde de sidste +Måneder faret så mærkelig hårdt frem med mig? Jeg kendte slet ikke mit lyse +Sind igen, og jeg havde de underligste Plager på alle Kanter. Jeg kunde +ikke sætte mig på en Bænk for mig selv eller røre min Fod noget Sted hen, +uden at blive overfaldt af små og betydningsløse Tilfældigheder, jammerlige +Bagateller, som trængte ind i mine Forestillinger og spredte mine Kræfter +for alle Vinde. En Hund, som strøg mig forbi, en gul Rose i en Herres +Knaphul, kunde sætte mine Tanker i Vibren og optage mig for længere Tid. +Hvad var det, som fejled mig? Havde Herrens Finger pegt på mig? Men hvorfor +just på mig? Hvorfor ikke lige så godt på en Mand i Sydamerika, for den +Skyld? Når jeg overvejed Tingen, blev det mig mer og mer ubegribeligt, at +netop jeg skulde være udset til Prøveklud for Guds Nådes Lune. Det var en +nokså ejendommelig Fremgangsmåde at springe over en hel Verden, forat række +mig; der var nu både Antikvarboghandler Pascha og Dampskibsekspeditør +Hennechen. + +Jeg gik og drøfted denne Sag og kunde ikke blive den kvit, jeg fandt de +vægtigste Indvendinger mod denne Herrens Vilkårlighed at lade mig undgælde +for alles Skyld. Endog efterat jeg havde fundet mig en Bænk og sat mig ned, +vedblev dette Spørgsmål at sysselsætte mig og hindre mig fra at tænke på +andre Ting. Fra den Dag i Majmåned, da mine Genvordigheder begyndte, kunde +jeg så tydeligt mærke en lidt efter lidt tiltagende Svaghed, jeg var +ligesom bleven for mat til at styre og lede mig hvorhen jeg vilde; en Sverm +af små Skadedyr havde trængt ind i mit Indre og udhulet mig. Hvad om Gud +ligefrem havde i Sinde at ødelægge mig ganske? Jeg rejste mig op og drev +frem og tilbage foran Bænken. + +Mit hele Væsen var i dette Øjeblik i den højeste Grad af Pine; jeg havde +endog Smærter i Armene og kunde knapt holde ud at bære dem på sædvanlig +Måde. Af mit sidste svære Måltid følte jeg også et stærkt Ubehag, jeg var +overmæt og ophidset og spadsered frem og tilbage, uden at se op; de +Mennesker, som kom og gik omkring mig, gled mig forbi som Skimt. Endelig +blev min Bænk optagen af et Par Herrer, som tændte sine Cigarer og +passiared højt; jeg blev vred og vilde tiltale dem, men vendte om og gik +helt over til den anden Kant af Parken, hvor jeg fandt mig en ny Bænk. Jeg +satte mig. + +Tanken på Gud begyndte atter at optage mig. Jeg syntes, det var højst +uforsvarligt af ham at lægge sig imellem hver Gang, jeg søgte efter en +Post, og forstyrre det hele, aldenstund det blot var Mad for Dagen, jeg bad +om. Jeg havde så tydelig mærket, at når jeg sulted lidt længe ad Gangen, +var det ligesom min Hjærne randt mig ganske stille ud af Hovedet og gjorde +mig tom. Mit Hoved blev let og fraværende, jeg følte ikke længer dets +Tyngde på mine Skuldre, og jeg havde en Fornemmelse af, at mine Øjne glante +altfor vidtåbent, når jeg så på nogen. + +Jeg sad der på Bænken og tænkte over alt dette og blev mer og mer bitter +mod Gud for hans vedholdende Plagerier. Hvis han mente at drage mig nærmere +til sig og gøre mig bedre ved at udpine mig og lægge Modgang på Modgang i +min Vej, så tog han lidt fejl, kunde jeg forsikkre ham. Og jeg så op mod +det høje næsten grædende af Trods og sagde ham dette en Gang for alle i mit +stille Sind. + +Stumper af min Børnelærdom randt mig ihu, Bibelens Stiltone sang for mine +Øren, og jeg talte ganske sagte med mig selv og lagde Hovedet spydigt på +Siden. Hvi bekymred jeg mig for, hvad jeg skulde æde, hvad jeg skulde +drikke, og hvad jeg skulde iføre den usle Maddiksæk kaldet mit jordiske +Legem? Havde ikke min himmelske Fader sørget for mig, som for Spurvene +under Himlen, og vist mig den Nåde at pege på sin ringe Tjener? Gud havde +stukket sin Finger ned i mit Nervenet og lempeligt, ganske løseligt bragt +lidt Uorden i Trådene. Og Gud havde trukket sin Finger tilbage, og der var +Trevler og fine Rodtråde på Fingeren af mine Nervers Tråde. Og der var et +åbent Hul efter hans Finger, som var Guds Finger, og Sår i min Hjærne efter +hans Fingers Veje. Men der Gud havde berørt mig med sin Hånds Finger, lod +han mig være og berørte mig ikke mer og lod mig intet ondt vederfares. Men +han lod mig gå med Fred, og han lod mig gå med det åbne Hul. Og intet ondt +vederfores mig af Gud, som er Herren i al Evighed . . . . + +Stød af Musik bares af Vinden op til mig fra Studenterlunden, Klokken var +altså over to. Jeg tog mine Papirsager frem, forat forsøge at skrive noget, +i det samme faldt min Barberbog ud af Lommen. Jeg åbned den og talte +Bladene, der var seks Billetter tilbage. Gudskelov! sagde jeg uvilkårlig; +jeg kunde endnu blive barberet i nogle Uger og se lidt godt ud! Og jeg kom +straks i en bedre Sindsstemning ved denne lille Ejendom, som jeg endnu +havde tilbage; jeg glatted Billetterne omhyggeligt ud og forvared Bogen i +Lommen. + +Men skrive kunde jeg ikke. Efter et Par Linjer vilde der ikke falde mig +noget ind; mine Tanker vare andre Steder, og jeg kunde ikke stramme mig op +til nogen bestemt Anstrængelse. Alle Ting indvirked på mig og distrahered +mig, alt, hvad jeg så, gav mig nye Indtryk. Fluer og små Myg satte sig fast +på Papiret og forstyrred mig; jeg pusted på dem, forat få dem væk, blæste +hårdere og hårdere, men uden Nytte. De små Bæster lægger sig bagud, gør sig +tunge og stritter imod, så deres tynde Ben bugner. De er slet ikke til at +flytte af Pletten. De finder sig noget at hage sig fast i, spænder Hælene +mod et Komma eller en Ujævnhed i Papiret og står uryggelig stille sålænge, +til de selv finder for godt at gå sin Vej. + +En Tidlang vedblev disse små Udyr at beskæftige mig, og jeg lagde Benene +overkors og gav mig god Tid med at iagttage dem. Med én Gang bæved en eller +to høje Klarinettoner op til mig fra Lunden og gav min Tanke et nyt Stød. +Mismodig over ikke at kunne gøre min Artikel istand, stak jeg igen +Papirerne i Lommen og læned mig bagover på Bænken. I dette Øjeblik er mit +Hoved så klart, at jeg kan tænke de fineste Tanker, uden at trættes. Idet +jeg ligger i denne Stilling og lader Øjnene løbe nedad mit Bryst og mine +Ben, lægger jeg Mærke til den sprættende Bevægelse, min Fod gør, hver Gang +Pulsen slår. Jeg rejser mig halvt op og ser ned på mine Fødder, og jeg +gennemgår i denne Stund en fantastisk og fremmed Stemning, som jeg aldrig +tidligere havde følt; det gav et fint, vidunderligt Sæt gennem mine Nerver, +som om der gik Ilinger af koldt Lys gennem dem. Ved at kaste Øjnene på mine +Sko, var det som jeg havde truffet en god Bekendt eller fået en løsreven +Part af mig selv tilbage; en Genkendelsesfølelse sittrer gennem mine +Sandser, Tårerne kommer mig i Øjnene, og jeg fornemmer mine Sko som en +sagte susende Tone imod mig. Svaghed! sagde jeg hårdt til mig selv, og jeg +knytted Hænderne og sagde Svaghed. Jeg gjorde Nar ad mig selv for disse +latterlige Følelser, havde mig tilbedste med fuld Bevidsthed; jeg talte +meget strængt og forstandigt, og jeg kneb Øjnene heftigt sammen, forat få +Tårerne bort. Som om jeg aldrig havde set mine Sko før, giver jeg mig til +at studere deres Udseende, deres Mimik, når jeg rørte på Foden, deres Form +og de slidte Overdele, og jeg opdager, at deres Rynker og hvide Sømme giver +dem Udtryk, meddeler dem Fysiognomi. Der var noget af mit eget Væsen gået +over i disse Sko, de virked på mig som en Ånde mod mit Jeg, en pustende Del +af mig selv . . . . + +Jeg sad og fabled med disse Fornemmelser en lang Stund, måske en hel Time. +En liden, gammel Mand kom og optog den anden Ende af min Bænk; idet han +satte sig, pusted han tungt ud efter Gangen og sagde: + +»Ja, ja, ja, ja, ja, ja, ja, ja, ja, ja, san!« + +Så snart jeg hørte hans Stemme, var det som en Vind fejed gennem mit Hoved, +jeg lod Sko være Sko, og det forekom mig allerede, at den forvirrede +Sindsstemning, jeg just havde oplevet, skrev sig fra en længst svunden Tid, +kanske et År eller to tilbage, og var så småt i Færd med at udviskes af min +Erindring. Jeg satte mig til at se på den gamle. + +Hvad angik han mig, denne lille Mand? Intet, ikke det ringeste! Kun at han +holdt en Avis i Hånden, et gammelt Numer, med Avertissementssiden ud, hvori +der syntes at ligge en eller anden Ting indpakket. Jeg blev nysgærrig og +kunde ikke få mine Øjne bort fra den Avis; jeg fik den vanvittige Idé, at +det kunde være en ganske mærkelig Avis, enestående i sit Slags; min +Nysgærrighed steg, og jeg begyndte at flytte mig frem og tilbage på Bænken. +Det kunde være Dokumenter, farlige Aktstykker, stjålet fra et Arkiv. Og der +foresvæved mig noget om en hemmelig Traktat, en Sammensværgelse. + +Manden sad stille og tænkte. Hvorfor bar han ikke sin Avis, som ethvert +andet Menneske bar en Avis, med Titlen ud? Hvad var det for Slags +Underfundigheder? Han så ikke ud til at ville slippe sin Pakke af Hånden, +ikke for alt i Verden, han turde måske ikke engang betro den til sin egen +Lomme. Jeg kunde dø på, at der stak noget under med Pakken. + +Jeg så ud i Luften. Netop det, at det var så umuligt at trænge ind i denne +mystiske Sag, gjorde mig forstyrret af Nysgærrighed. Jeg ledte i mine +Lommer efter noget at give Manden, forat komme i Samtale med ham, og jeg +fik fat i min Barberbog, men gæmte den igen. Pludselig fik jeg i Sinde at +være yderst fræk, jeg klapped mig på min tomme Brystlomme og sagde: + +»Tør jeg byde Dem en Cigaret?« + +Tak, Manden røgte ikke, han havde måttet høre op, forat spare sine Øjne, +han var næsten blind. Takker forresten så meget! + +Om det var længe siden hans Øjne tog Skade? Så kunde han måske ikke læse +heller? Ikke engang Aviser? + +Ikke engang Aviser, desværre! + +Manden så på mig. De syge Øjne havde hver sin Hinde, der gav dem et +glasagtigt Udseende, hans Blik blev hvidt og gjorde et modbydeligt Indtryk. + +»De er fremmed her?« sagde han. + +Ja. — Om han ikke engang kunde læse Titlen på den Avis, han holdt i +Hånden? + +Næppe. — Forresten havde han straks hørt, at jeg var fremmed; der var +noget i mit Tonefald, som sagde ham det. Der skulde så lidet til, han hørte +så godt; om Natten, når alle sov, kunde han høre Menneskene i Sideværelset +puste . . . . Hvad jeg vilde sige, hvor bor De henne? + +En Løgn stod mig med ét fuldt færdig i Hovedet. Jeg løj ufrivilligt, uden +Forsæt og uden Bagtanke, jeg svared: + +»På St. Olafs Plads Numer 2.« + +Virkelig? Manden kendte hver Brosten på St. Olafs Plads. Der var en +Fontæne, nogle Gaslygter, et Par Træer, han husked det hele . . . . Hvad +Numer bor De i? + +Jeg vilde gøre en Ende på det og rejste mig, dreven til det yderste af min +fikse Idé med Avisen. Hemmeligheden skulde opklares, hvad det så end skulde +koste. + +»Når De ikke kan læse den Avis, hvorfor . . . .« + +»I Numer 2, syntes jeg, De sagde?« fortsatte Manden, uden at agte på min +Uro. »Jeg kendte i sin Tid alle Mennesker i Numer 2. Hvad hedder Deres +Vært?« + +Jeg fandt i Hast et Navn, forat blive ham kvit, laved dette Navn i +Øjeblikket og slynged det ud, forat standse min Plageånd. + +»Happolati,« sagde jeg. + +»Happolati, ja,« nikked Manden, og han misted ikke en Stavelse i dette +vanskelige Navn. + +Jeg så forbauset på ham; han sad meget alvorlig og havde en tænksom Mine. +Ikke før havde jeg udtalt dette dumme Navn, som faldt mig ind, før Manden +fandt sig tilrette med det og lod til at have hørt det før. Imidlertid +lagde han sin Pakke fra sig på Bænken, og jeg følte al min Nysgærrighed +dirre mig gennem Nerverne. Jeg lagde Mærke til, at der var et Par fede +Pletter på Avisen. + +»Er han ikke Sjømand, Deres Vært?« spurgte Manden, og der var ikke Spor af +undertrykt Ironi i hans Stemme. »Jeg synes huske, at han var Sjømand?« + +»Sjømand? Om Forladelse, det må være Broderen, De kender; dette her er +nemlig J. A. Happolati, Agent.« + +Jeg troed, at dette vilde gøre det af med ham; men Manden gik villigt med +på alt; om jeg havde fundet et Navn som Barabas Rosenknopsen, vilde det +ikke have vakt hans Mistanke. + +»Det skal være en flink Mand, har jeg hørt.« sagde han, forsøgende sig +frem. + +»Å, en forslagen Mand,« svared jeg, »et dygtigt Forretningshoved, Agent for +alt muligt, Tyttebær på Kina, Fjær og Dun fra Rusland, Huder, Træmasse, +Skriveblæk . . . .« + +»He-he, det var da Fan!« afbrød Oldingen i høj Grad oplivet. + +Dette begyndte at blive interessant. Situationen løb af med mig, og den ene +Løgn efter den anden opstod i mit Hoved. Jeg satte mig igen, glemte Avisen, +de mærkelige Dokumenter, blev ivrig og faldt den anden i Talen. Den lille +Dværgs Godtroenhed gjorde mig dumdristig, jeg vilde lyve ham hensynsløst +fuld, slå ham storslagent af Marken og bringe ham til at tie af +Forbauselse. + +Om han havde hørt om den elektriske Salmebog, som Happolati havde opfundet? + +Hvad, elek . . . . + +Med elektriske Bogstaver, som kunde lyse i Mørke! Et aldeles storartet +Foretagende, Millioner Kroner i Bevægelse, Støberier og Trykkerier i +Arbejde, Skarer af fast lønnede Mekanikere sysselsat, jeg havde hørt sige +syv hundrede Mand. + +»Ja, er det ikke som jeg siger!« sagde Manden stille. Mer sagde han ikke; +han troed hvert Ord, jeg fortalte, og faldt alligevel ikke i Staver. Dette +skuffed mig en Smule, jeg havde ventet at se ham forvildet af mine Påfund. + +Jeg opfandt endnu et Par desperate Løgne, drev det til Hazard, ymted om, at +Happolati havde været Minister i ni År i Persien. De har det måske ikke på +Anelsen, hvad det vil sige at være Minister i Persien? spurgte jeg. Det var +mere end Konge her, eller omtrent som Sultan, om han vidste, hvad det var. +Men Happolati havde klaret det hele og aldrig stået fast. Og jeg fortalte +om Ylajali, hans Datter, en Fé, en Prinsesse, som havde tre hundrede +Slavinder og lå på et Leje af gule Roser; hun var det skønneste Væsen, jeg +havde set, jeg havde Gud straffe mig aldrig oplevet Magen til Syn i mit +Liv! + +»Så, hun var så vakker?« yttred den gamle med en fraværende Mine og så ned +i Marken. + +Vakker? Hun var dejlig, hun var syndigt sød! Øjne som Råsilke, Arme af Rav! +Bare et enkelt Blik af hende var forførende som et Kys, og når hun kaldte +på mig, jog hendes Stemme mig som en Stråle af Vin lige ind i min Sjæls +Fosfor. Hvorfor skulde hun ikke være såpas dejlig? Tog han hende for et +Regningsbud eller for noget i Brandvæsenet? Hun var simpelthen en Himlens +Herlighed, skulde jeg sige ham, et Æventyr. + +»Ja, ja!« sagde Manden lidt betuttet. + +Hans Ro keded mig; jeg var bleven ophidset af min egen Stemme og talte i +fuldt Alvor. De stjålne Arkivsager, Traktaten med en eller anden fremmed +Magt, var ikke mere i min Tanke; den lille, flade Pakke lå der på Bænken +imellem os, og jeg havde ikke længer den ringeste Lyst til at undersøge den +og se, hvad den indeholdt. Jeg var helt optagen af mine egne Historier, der +drev underlige Syner forbi mine Øjne, Blodet steg mig til Hovedet, og jeg +løj af fuld Hals. + +I dette Øjeblik syntes Manden at ville gå. Han letted på sig og spurgte, +for ikke at bryde for brat af: + +»Han skal have svære Ejendomme denne Happolati?« + +Hvor turde denne blinde, modbydelige Olding tumle med det fremmede Navn, +jeg havde digtet op, som om det var et almindeligt Navn og stod på hvert +Høkerskildt i Byen? Han snubled aldrig på et Bogstav og glemte ikke en +Stavelse; dette Navn havde bidt sig fast i hans Hjærne og slået Rødder i +samme Stund. Jeg blev ærgerlig, en indre Forbittrelse begyndte at opstå i +mig mod dette Menneske, som intet kunde bringe i Knibe og intet gøre +mistænksom. + +»Det kender jeg ikke til,« svared jeg derfor tvært; »jeg kender aldeles +ikke til det. Lad mig forresten sige Dem nu en Gang for alle, at han hedder +Johan Arendt Happolati, at dømme efter hans egne Forbogstaver.« + +»Johan Arendt Happolati«, gentog Manden lidt forundret over min Heftighed. +Så taug han. + +»De skulde set hans Kone,« sagde jeg rasende; »tykkere Menneske . . . . Ja, +De tror kanske ikke, at hun var videre tyk?« + +Jo, det syntes han nok, han ikke kunde fragå; en sådan Mand havde måske en +lidt tyk Kone. + +Oldingen svared sagtmodig og stille på hvert af mine Udfald og søgte efter +Ord, som om han var bange for at forgå sig og gøre mig vred. + +»Helvedes Pine, Mand, tror De måske, at jeg sidder her og lyver Dem +kapitalt fuld?« råbte jeg ude af mig selv. »Tror De kanske ikke engang, at +der gives en Mand ved Navn Happolati? Jeg har aldrig set på Magen til Trods +og Ondskab hos en gammel Mand! Hvad Fan går der af Dem? De har kanske +ovenikøbet tænkt ved Dem selv, at jeg var en yderlig fattig Mand, som sad +her i min bedste Puds, uden et Etui fuldt af Cigaretter i Lommen? En sådan +Behandling, som Deres, er jeg ikke vant til, skal jeg sige Dem, og jeg +tåler den Gud døde mig ikke, hverken af Dem eller nogen anden, så meget De +ved det!« + +Manden havde rejst sig. Med gabende Mund stod han stum og hørte på mit +Udbrud indtil det var tilende, så greb han hurtigt sin Pakke på Bænken og +gik, næsten løb henad Gangen med små Oldingeskridt. + +Jeg sad tilbage og så på hans Ryg, som gled mer og mer bort og syntes at +lude mer og mer sammen. Jeg ved ikke, hvor jeg fik det Indtryk fra, men det +forekom mig, at jeg aldrig havde set en uærligere, lastefuldere Ryg end +denne, og jeg angred ikke, at jeg havde skældt Mennesket ud, før han forlod +mig . . . . + +Dagen begyndte at hælde. Solen sank, det tog på at suse lidt i Træerne +omkring, og Barnepigerne, som sad i Klynger henne ved Balancerstangen, +belaved sig på at trille sine Vogne hjem. Jeg var rolig og vel tilmode. Den +Ophidselse, jeg just havde været i, lagde sig lidt efter hvert, jeg faldt +sammen, blev slap og begyndte at føle mig søvnig; den store Mængde Brød, +jeg havde spist, var mig heller ikke længer til synderlig Mén. I den bedste +Stemning læned jeg mig bagover på Bænken, lukked Øjnene og blev mer og mer +døsig, jeg blunded og var lige ved at falde i fast Søvn, da en Parkmand +lagde sin Hånd på min Skulder og sagde: + +»De må ikke sidde og sove herinde.« + +»Nej,« sagde jeg og rejste mig straks. Og med ét Slag stod atter min +sørgelige Stilling lyslevende for mine Øjne. Jeg måtte gøre noget, finde på +et eller andet! At søge Pladse havde ikke nyttet mig; de Anbefalinger, jeg +gik og viste frem, var blevet lidt gamle og skrev sig fra altfor ukendte +Personer til at kunne virke kraftigt; desuden havde disse stadige Afslag +udefter Sommeren gjort mig noget forknyt. Nå — under alle Omstændigheder +var min Husleje forfalden, og jeg måtte gøre en Udvej til den. Så fik det +bero med det øvrige sålænge. + +Ganske uvilkårligt havde jeg igen fået Blyant og Papir i Hænderne, og jeg +sad og skrev mekanisk Årstallet 1848 i alle Hjørner. Om nu blot en enkelt +brusende Tanke vilde betage mig vældigt og lægge mig Ordene i Munden! Det +havde jo hændt før, det havde virkelig hændt, at sådanne Stunder var kommet +over mig, da jeg kunde skrive et langt Stykke uden Anstrængelse og få det +velsignet godt til. + +Jeg sidder der på Bænken og skriver Snese Gange 1848, skriver dette Tal +påkryds og tvers i alle mulige Façoner, og venter på, at en brugbar Idé +skal falde mig ind. En Sverm af løse Tanker flagrer om i mit Hoved, +Stemningen i den hældende Dag gør mig mismodig og sentimental. Høsten er +kommet og har allerede begyndt at lægge alting i Dvale, Fluer og Smådyr har +fået det første Knæk, oppe i Træerne og nede på Marken høres Lyden af det +stridende Liv, puslende, susende uroligt, arbejdende for ikke at forgå. +Alle Krybverdenens nedtrampede Tilværelser rører sig endnu engang, stikker +sine gule Hoveder op af Mosen, løfter sine Ben, føler sig frem med lange +Tråde og synker så pludselig sammen, vælter om og vender Bugen ivejret. +Hver Vækst har fået sit Særpræg, et fint henåndende Pust af den første +Kulde; Stråene stritter blege op mod Solen, og det affaldne Løv hvisler +henad Jorden med en Lyd som af vandrende Silkeorme. Det er Høstens Tid, +midt i Forgængelsens Karneval; Roserne har fået Betændelse i Rødmen, et +hektisk, vidunderligt Skær over den blodrøde Farve. + +Jeg følte mig selv som et Kryb i Undergang, greben af Ødelæggelsen midt i +denne dvalefærdige Alverden. Jeg rejste mig op, besat af sære Rædsler, og +tog nogle voldsomme Skridt henad Gangen. Nej! råbte jeg og knytted begge +mine Hænder, dette må der blive en Ende på! Og jeg satte mig igen, tog +atter Blyanten i Hånden og vilde gøre Alvor af det med en Artikel. Det +kunde aldeles ikke nytte at give sig over, når man stod med en ubetalt +Husleje lige for Tænderne. + +Langsomt, ganske langsomt begyndte mine Tanker at samle sig. Jeg passed på +og skrev sagte og vel overvejet et Par Sider som en Indledning til noget; +det kunde være Begyndelsen til hvadsomhelst, en Rejseskildring, en politisk +Artikel, eftersom jeg selv fandt for godt. Det var en ganske fortræffelig +Begyndelse til noget af hvert. + +Så gav jeg mig til at søge efter et bestemt Spørgsmål, jeg kunde behandle, +en Mand, en Ting at kaste mig over, og jeg kunde ikke finde noget. Under +denne frugtesløse Anstrængelse begyndte der igen at komme Uorden i mine +Tanker, jeg følte, hvorledes min Hjærne formelig slog Klik, mit Hoved +tømtes, tømtes, og det stod tilsidst let og uden Indhold tilbage på mine +Skuldre. Jeg fornam denne glanende Tomhed i mit Hoved med hele Legemet, jeg +syntes mig selv udhulet fra øverst til nederst. + +»Herre, min Gud og Fader!« råbte jeg i Smærte, og jeg gentog dette Råb +mange Gange i Træk, uden at sige mer. + +Vinden rasled i Løvet, det trak op til Uvejr. Jeg sad endnu en Stund og +stirred fortabt på mine Papirer, lagde dem så sammen og stak dem langsomt i +Lommen. Det blev køligt, og jeg havde ingen Vest mere; jeg knapped Frakken +helt op i Halsen og stak Hænderne i Lommen. Så rejste jeg mig og gik. + +Om det bare havde lykkedes mig denne Gang, denne ene Gang! To Gange havde +min Værtinde spurgt mig med Øjnene efter Betalingen, og jeg havde måttet +dukke mig ned og snige mig forbi hende med en forlegen Hilsen. Jeg kunde +ikke gøre det igen; næste Gang jeg mødte disse Øjne, vilde jeg opsige mit +Rum og gøre ærligt Rede for mig; det kunde så alligevel ikke vare ved i +Længden på denne Måde. + +Da jeg kom til Udgangen af Parken, så jeg igen den gamle Dværg, som jeg i +mit Raseri havde jaget på Flugt. Den mystiske Avispakke lå opslagen ved +Siden af ham på Bænken, fuld af Mad af forskellige Sorter, som han sad og +bed af. Jeg vilde lige med ét gå hen til ham og undsylde mig, bede om +Tilgivelse for min Opførsel, men hans Mad stødte mig tilbage; de gamle +Fingre, der så ud som ti rynkede Klør, klemte modbydeligt om de fede +Smørogbrød, jeg følte Kvalme og gik ham forbi, uden at tiltale ham. Han +kendte mig ikke, hans Øjne stirred på mig tørre som Horn, og hans Ansigt +fortrak ikke en Mine. + +Og jeg fortsatte min Vej. + +Efter Sædvane standsed jeg ved hver udhængt Avis, som jeg passered, forat +studere Bekendtgørelserne om ledige Pladse, og jeg var så heldig at finde +én, som jeg kunde påtage mig: En Købmand på Grønlandsleret søgte efter en +Mand til et Par Timers Bogførsel hver Aften; Løn efter Overenskomst. Jeg +notered mig Mandens Adresse og bad i Taushed til Gud om denne Plads; jeg +vilde forlange mindre end nogen anden for Arbejdet, femti Øre var rigeligt, +eller kanske firti Øre; det fik blive ganske som det vilde med det. + +Da jeg kom hjem, lå der på mit Bord en Seddel fra min Værtinde, hvori hun +bad mig om at betale min Husleje i Forskud eller flytte ud, så snart jeg +kunde. Jeg måtte ikke optage det fortrydeligt, det var aleneste en nødig +Begæring. Venskabeligst Madam Gundersen. + +Jeg skrev en Ansøgning til Købmand Christie Grønlandsleret Numer 31, lagde +den i en Konvolut og bragte den ned i Kassen på Hjørnet. Så gik jeg op på +mit Værelse igen og satte mig til at tænke i Gyngestolen, mens Mørket blev +tættere og tættere. Det begyndte at blive vanskeligt at holde sig oppe nu. + + * * * + +Om Morgenen vågned jeg meget tidligt. Det var endnu ganske mørkt, da jeg +slog Øjnene op, og først længe efter hørte jeg Klokken i Lejligheden +nedenunder mig slå fem Slag. Jeg vilde lægge mig til at sove igen, men +kunde ikke mere falde i Søvn, jeg blev mer og mer vågen og lå og tænkte på +tusind Ting. + +Pludselig falder der mig ind en eller to gode Sætninger til Brug for en +Skitse, en Føljeton, fine sproglige Lykketræf, som jeg aldrig havde fundet +Mage til. Jeg ligger og gentager disse Ord for mig selv og finder, at de er +udmærkede. Om lidt føjer der sig flere til, jeg blir med ét lysvågen og +rejser mig op og griber Papir og Blyant på Bordet bag min Seng. Det var som +en Åre var sprunget i mig, det ene Ord følger efter det andet, ordner sig i +Sammenhæng, danner sig til Situationer; Scene dynger sig på Scene, +Handlinger og Repliker vælder op i min Hjærne, og et underfuldt Behag +griber mig. Jeg skriver som en besat og fylder den ene Side efter den +anden, uden et Øjebliks Pause. Tankerne kommer så pludseligt på mig og +vedbliver at strømme så rigeligt, at jeg mister en Masse fine Biting, som +jeg ikke hurtigt nok får skrevet ned, skønt jeg arbejder af alle Kræfter. +Det fortsætter at trænge ind på mig, jeg er fyldt af mit Stof, og hvert +Ord, jeg skriver, blir lagt mig i Munden. + +Det varer, varer så velsignet længe, inden dette forunderlige Øjeblik hører +op; jeg har femten, tyve beskrevne Sider liggende foran mig på mine Knæ, da +jeg endelig standser og lægger Blyanten væk. Var der nu såsandt nogen Værdi +i disse Papirer, så var jeg reddet! Jeg springer ud af Sengen og klæder mig +på. Det lysner mer og mer, jeg kan halvvejs skælne Fyrdirektørens +Bekendtgørelse nede ved Døren, og ved Vinduet er det allerede så lyst, at +jeg til Nød kunde se at skrive. Og jeg går straks i Gang med at renskrive +mine Papirer. + +En underlig, tæt Damp af Lys og Farver slår op af disse Fantasier; jeg +stejler overrasket foran den ene gode Ting efter den anden og siger til mig +selv, at det var det bedste, jeg nogensinde havde læst. Jeg blir yr af +Tilfredshed, Glæden puster mig op, og jeg føler mig storartet ovenpå; jeg +vejer mit Skrift i Hånden og takserer det på Stedet til fem Kroner efter et +løst Skøn. Det vilde ikke falde et Menneske ind at prutte på fem Kroner, +det måtte tvertimod siges at være Røverkøb at få det for ti Kroner, kom det +an på Indholdets Beskaffenhed. Jeg havde ikke i Sinde at gøre et så +særegent Arbejde gratis; så vidt jeg vidste, fandt man ikke Romaner af den +Slags efter Vejene. Og jeg bestemte mig for ti Kroner. + +Det blev lysere og lysere i Værelset, jeg kasted et Blik ned mod Døren og +kunde uden synderlig Møje læse de fine skeletagtige Bogstaver om Jomfru +Andersens Ligsvøb tilhøjre i Porten; der var også gået en god Stund siden +Klokken slog syv. + +Jeg rejste mig og stilled mig midt på Gulvet. Alt vel overvejet, kom Madam +Gundersens Opsigelse temmelig belejligt. Dette var egentlig ikke noget +Værelse for mig; her var nokså simple grønne Gardiner for Vinduerne, og så +synderlig mange Spiger i Væggene til at hænge sin Garderobe på, var her +heller ikke. Den stakkels Gyngestol henne i Hjørnet var i Grunden bare en +Vits af en Gyngestol, som man mageligt kunde le sig fordærvet af. Den var +altfor lav for en voksen Mand, desuden var den så trang, at man så at sige +måtte bruge Stovleknægt, forat komme op af den igen. Kortsagt, Værelset var +ikke indrettet til at sysle med åndelige Ting i, og jeg agted ikke at +beholde det længer. På ingen Måde vilde jeg beholde det! Jeg havde altfor +længe tiet og tålt og holdt til i dette Skur. + +Opblæst af Håb og Tilfredshed, stadigt optagen af min mærkelige Skitse, som +jeg hvert Øjeblik trak op af Lommen og læste i, vilde jeg straks gøre Alvor +af det og gå i Gang med Flytningen. Jeg tog frem min Byldt, et rødt +Lommetørklæde, der indeholdt et Par rene Snipper og noget sammenkrøllet +Avispapir, som jeg havde båret Brød hjem i, rulled mit Sengetæppe sammen og +stak til mig min Beholdning af hvidt Skrivepapir. Derpå undersøgte jeg for +Sikkerheds Skyld alle Kroge, forat forvisse mig om, at jeg ikke havde lagt +noget efter mig, og da jeg intet fandt, gik jeg hen til Vinduet og så ud. +Morgenen var mørk og våd; der var ingen tilstede ude ved den nedbrændte +Smedje, og Klædesnoren nede i Gården stod stram fra Væg til Væg, +sammentrukket af Væden. Jeg kendte altsammen fra før, trådte derfor bort +fra Vinduet, tog Tæppet under Armen, bukked for Fyrdirektørens +Bekendtgørelse, bukked for Jomfru Andersens Ligsvøb og åbned Døren. + +Med en Gang kom jeg i Tanke på min Værtinde; hun burde dog underrettes om +min Flytning, forat hun kunde se, at hun havde havt med et ordentligt +Menneske at gøre. Jeg vilde også takke hende skriftlig for de Par Dage, jeg +havde benyttet Værelset over Tiden. Visheden om, at jeg nu var reddet for +længere Tid, trængte så stærkt ind på mig, at jeg endog loved min Værtinde +fem Kroner, når jeg kom indom en af Dagene; jeg vilde vise hende til +Overmål, hvad det var for en honnet Person, hun havde havt under Tag. + +Sedlen lagde jeg efter mig på Bordet. + +Atter engang standsed jeg ved Døren og vendte om. Denne strålende Følelse +af at være kommet ovenpå henrykte mig og gjorde mig taknemlig mod Gud og +Alverden, og jeg knæled ned ved Sengen og takked Gud med høj Røst for hans +store Godhed mod mig denne Morgen. Jeg vidste det, å, jeg vidste det, at +den Raptus af Inspiration, jeg just havde gennemlevet og skrevet ned, var +en vidunderlig Himlens Gærning i min Ånd, et Svar på mit Nødråb igår. Det +er Gud! det er Gud! råbte jeg til mig selv, og jeg græd af Begejstring over +mine egne Ord; nu og da måtte jeg standse op og lytte et Øjeblik om der +skulde komme nogen i Trapperne. Endelig rejste jeg mig og gik; jeg gled +lydløst nedad alle disse Etager og nåed uset Porten. + +Gaderne var blanke af Regn, som havde faldt på Morgenstunden, Himlen hang +rå og sid over Byen, og der var ingen Steder et Solglimt at se. Hvad mon +det led Dagen? Jeg gik som sædvanligt i Retning af Rådstuen og så at +Klokken var halv ni. Jeg havde altså et Par Timer at løbe på; det nytted +ikke at komme i Bladet før ti, kanske elleve, jeg fik drive omkring sålænge +og imidlertid spekulere på en Udvej til lidt Frokost. Jeg havde forresten +ingen Frygt for at gå sulten tilsengs den Dag; de Tider var Gudskelov over! +Det var et tilbagelagt Stadium, en ond Drøm; nu fra af gik det opad! + +Imidlertid var det grønne Sengetæppe mig til Besvær; jeg kunde heller ikke +være bekendt at bære en sådan Ting under Armen midt for alle Folks Øjne. +Hvad måtte man mene om mig? Og jeg gik og tænkte mig om efter et Sted, hvor +jeg kunde få det forvaret indtil videre. Da faldt det mig ind, at jeg kunde +gå hen til Semb og få det indpakket i Papir; det vilde straks se bedre ud, +og det var ikke længer nogen Skam at bære det. Jeg trådte ind i Butiken og +fremførte mit Ærinde for en af Betjentene. + +Han så først på Tæppet, derpå på mig; det forekom mig, at han i sit stille +Sind trak lidt ringeagtende på Skuldrene, da han modtog Pakken. Dette +stødte mig. + +»Død og Pine, vær lidt forsigtig!« råbte jeg. »Der er to dyre Glasvaser +indi; Pakken skal til Smyrna.« + +Det hjalp, det hjalp storartet. Manden bad i hver Bevægelse, han gjorde, om +Forladelse for, at han ikke straks havde anet vigtige Ting inde i Tæppet. +Da han var færdig med Indpakningen, takked jeg ham for Hjælpen som en Mand, +der tidligere havde sendt kostbare Sager til Smyrna; han åbned Døren for +mig og bukked to Gange, da jeg gik. + +Jeg gav mig til at vandre om blandt Menneskene på Stortorvet og holdt mig +helst i Nærheden af de Koner, som havde Potteplanter at sælge. De tunge, +røde Roser, hvis Blade ulmed blodige og rå i den fugtige Morgen, gjorde mig +begærlig, fristed mig syndigt til at rapse en, og jeg spurgte om Prisen på +den, blot forat have Lov til at komme den så nær som muligt. Fik jeg Penge +tilovers, vilde jeg købe den, det fik gå, hvordan det vilde; jeg kunde jo +nok spare ind lidt hist og her i min Levemåde, forat komme op i Balance +igen. + +Klokken blev ti, og jeg gik op i Bladet. Saksen gennemroder endel gamle +Aviser, Redaktøren er ikke kommet. På Opfordring afleverer jeg mit store +Manuskript, lader Manden ane, at det er af mer end almindelig Vigtighed og +lægger ham indstændigt på Minde at lade Redaktøren få det i sin egen Hånd, +når han kom. Jeg vilde så selv af hente Besked senere på Dagen. + +»Godt!« sagde Saksen og begyndte igen på sine Aviser. + +Jeg syntes, at han tog det lidt for roligt, men sagde intet, nikked blot +lidt ligegyldigt til ham med Hovedet og gik. + +Nu havde jeg Tiden for mig. Om det blot vilde klarne op! Det var et rent +elendigt Vejr, uden Vind og uden Friskhed; Damerne brugte for Sikkerheds +Skyld Paraplyer, og Herrernes Uldhuer så flade og triste ud. Jeg gjorde +atter et Slag henover Torvet og så på Grøntsager og Roser. Da føler jeg en +Hånd på min Skulder og vender mig om, »Jomfruen« hilser Godmorgen. + +»Godmorgen?« svarer jeg lidt spørgende, for straks at få hans Ærinde at +vide. Jeg syntes ikke meget om »Jomfruen.« + +Han ser nysgærrigt hen på den store, splinterny Pakke under min Arm og +spørger: + +»Hvad bærer De på der?« + +»Jeg har været nede hos Semb og fået noget Tøj til Klæder,« svarer jeg i en +ligegyldig Tone; »jeg syntes ikke, jeg vilde gå så slidt længer, man kan jo +også være for karrig mod sit Legeme.« + +Han ser på mig og studser. + +»Hvordan går det forresten?« spørger han langsomt. + +»Jo, over Forventning.« + +»Har De fået noget at gøre nu da?« + +»Noget at gøre?« svarer jeg og er meget forundret, »jeg er jo Bogholder hos +Grossererfirmaet Christie, jo.« + +»Ja så!« siger han og rykker lidt tilbage. »Gud bevare Dem, hvor vel jeg +under Dem det! Bare man nu ikke tigger af Dem de Penge, De tjener. +Godmorgen.« + +Om lidt vender han sig om og kommer tilbage; han peger med Stokken på min +Pakke og siger: + +»Jeg vil anbefale Dem min Skrædder til de Klæder. De får ikke finere +Skrædder end Isaksen. Sig bare, at jeg sendte Dem, så.« + +Dette blev mig lidt vel meget. Hvad havde han med at stikke sin Næse i mine +Sager? Kom det ham ved, hvilken Skrædder jeg tog? Jeg blev vred; Synet af +dette tomme, pyntede Menneske gjorde mig forbittret, og jeg minded ham +temmelig brutalt om ti Kroner, som han havde lånt af mig. Allerede førend +han fik svare, angred jeg imidlertid at have krævet ham, jeg blev flau og +så ham ikke i Øjnene; da i det samme en Dame kom forbi, trådte jeg hurtigt +tilbage, forat lade hende passere, og benytted Anledningen til at gå min +Vej. + +Hvor skulde jeg nu gøre af mig, mens jeg vented? En Kafé kunde jeg ikke +besøge med tomme Lommer, og jeg vidste ikke af nogen Bekendt, som jeg kunde +gå til på denne Tid af Dagen. Instinktsmæssig stiled jeg opad Byen, drev +bort endel Tid på Vejen mellem Torvet og Grændsen, læste »Aftenposten,« som +nylig var sat på Tavlen, gjorde en Sving nedi Karl Johan, vendte derpå om +og gik lige op på Vor Frelsers Gravlund, hvor jeg fandt mig et roligt Sted +på Bakken ved Kapellet. + +Jeg sad der i al Stilhed og døsed i den våde Luft, tænkte, halvsov og frøs. +Og Tiden gik. Var det nu også sikkert, at Føljetonen var et lidet +Mesterstykke af inspireret Kunst? Gud ved, om den ikke havde sine Fejl her +og der! Alt vel overvejet behøved den ikke engang at blive antagen, nej, +ikke engang antagen, simpelthen! Den var måske nokså middelmådig, kanske +ligefrem slet; hvad Sikkerhed havde jeg for, at den ikke allerede i dette +Øjeblik lå i Papirskurven? . . . . Min Tillidsfuldhed var rugget, jeg +sprang op og stormed ud af Kirkegården. + +Nede i Akersgaden titted jeg ind ad et Butiksvindu og så, at Klokken blot +var lidt over tolv. Dette gjorde mig end mer fortvivlet, jeg havde så +sikkert håbet, at det var langt over Middag, og før fire nytted det ikke at +soge efter Redaktøren. Min Føljetons Skæbne fyldte mig med mørke Anelser; +jo mer jeg tænkte på den, desto urimeligere forekom det mig, at jeg kunde +have skrevet noget brugbart sådan pludseligt, næsten i Søvne, med Hjærnen +fuld af Feber og Drømme. Naturligvis havde jeg bedraget mig selv og været +glad hele Morgenen udover for ingen Ting! Naturligvis! . . . . Jeg bevæged +mig i stærk Gang opad Ullevoldsvejen, forbi St. Hanshaugen, kom ud på åbne +Marker, ind i de trange, underlige Gader ved Sagene, over Tomter og Agre og +befandt mig tilsidst på en Landevej, hvis Ende jeg ikke kunde se. + +Her stopped jeg op og beslutted mig til at vende om. Jeg var bleven varm af +Turen og gik sagte og meget nedtrykt tilbage. Jeg mødte to Høvogne; Kørerne +lå flade oppe i Læssene og sang, begge barhovedede, begge med runde, +sorgløse Ansigter. Jeg gik og tænkte ved mig selv, at de vilde tiltale mig, +slænge til mig en eller anden Bemærkning eller gøre en Spillop, og da jeg +var kommet dem nær nok, råbte den ene og spurgte, hvad jeg bar under Armen. + +»Et Sengetæppe,« svared jeg. + +»Hvormange er Klokken?« spurgte han. + +»Jeg ved ikke rigtigt, omtrent tre, tænker jeg.« + +Da lo de begge to og drog forbi. Jeg følte i det samme Snærten af en +Tougsvøbe på mit ene Øre, og min Hat blev reven af; de unge Mennesker kunde +ikke lade mig passere, uden at gøre mig et Puds. Jeg tog mig lidt fortumlet +op til Hovedet, samled min Hat op fra Grøftekanten og fortsatte min Gang. +Nede ved St. Hanshaugen mødte jeg en Mand, som fortalte mig, at Klokken var +over fire. + +Over fire! Klokken var allerede over fire! Jeg strakte ud, næsten løb nedad +Byen, bøjed af og tog ned til Bladet. Redaktøren havde måske for længe +siden været der og forladt Kontoret! Jeg gik og sprang om hinanden, +snubled, stødte mod Vogne, lagde alle spadserende bag mig, hamled op med +Hestene, stred som en gal, forat komme tidsnok. Jeg vred mig indad Porten, +tog Trapperne i fire Spring og banked på. + +Ingen svarer. + +Han er gået! han er gået! tænker jeg. Jeg prover Døren, som er åben, banker +på endnu engang og træder ind. + +Redaktøren sidder ved sit Bord, med Ansigtet mod Vinduet og Pennen i +Hånden, færdig til at skrive. Da han hører min forpustede Hilsen, vender +han sig halvt om, ser lidt på mig, ryster på Hovedet og siger: + +»Ja, jeg har ikke fået Tid til at læse Deres Skitse endda.« + +Jeg blir så glad over, at han da ialfald ikke endnu har kasseret den, at +jeg svarer: + +»Nej, kære, det forstår jeg nok. Det haster jo ikke så. Om et Par Dage +kanske, eller . . . .« + +»Ja, jeg skal se. Forresten har jeg Deres Adresse, så.« + +Og jeg glemte at oplyse om, at jeg ikke havde nogen Adresse mer. + +Audiensen er forbi, jeg træder bukkende tilbage og går. Håbet gløder igen +op i mig, endnu var intet tabt, tvertimod, jeg kunde vinde alt endnu, for +den Skyld. Og min Hjærne begyndte at fable om et stort Råd i Himlen, hvor +det netop var bleven besluttet, at jeg skulde vinde, vinde kapitalt ti +Kroner for en Føljeton . . . . + +Blot jeg nu havde et Sted at ty hen til for Natten! Jeg overvejer, hvor jeg +bedst skulde kunne stikke mig ind, blir så stærkt optagen af dette +Spørgsmål, at jeg står stille midt i Gaden. Jeg glemmer, hvor jeg er, står +som en enkelt Riskost midt i Havet, mens Sjøen strømmer og larmer rundt +omkring den. En Avisgut rækker mig »Vikingen«: D’n er så morssom, så! Jeg +ser op og farer sammen — jeg er udenfor Semb igen. + +Hurtigt gør jeg helt om, holder Pakken skjult foran mig og iler nedad +Kirkegaden, flau og angst for, at man skulde have set mig fra Vinduerne. +Jeg passerer Ingebret og Teatret, drejer af ved Logen og tager nedover til +Sjøen ved Fæstningen. Atter finder jeg mig en Bænk og begynder at spekulere +påny. + +Hvor i alverden skulde jeg få Hus inat? Fandtes der et Hul, hvor jeg kunde +smutte ind og skjule mig til det blev Morgen? Min Stolthed forbød mig at +vende tilbage til mit Rum; det kunde aldrig falde mig ind at gå tilbage på +mine Ord, jeg afviste denne Tanke med stor Harme og smilte overlegent i mit +stille Sind ad den lille røde Gyngestol. Ved Idéassociationer befandt jeg +mig pludselig i et stort to Fags Værelse, jeg engang havde boet i på +Hægdehaugen; jeg så et Bræt på Bordet fuldt af svære Smørogbrød, det +skifted Udseende, det blev til en Bif, en forførende Bif, en snehvid +Serviet, Brød i Masse, Sølvgaffel. Og det gik i Døren: min Værtinde kom og +bød mig mer Té . . . . + +Syner og dumme Drømme! Jeg sagde til mig selv, at om jeg fik Mad nu, vilde +mit Hoved blive forstyrret igen, jeg vilde få den samme Feber i Hjærnen og +mange vanvittige Påfund at kæmpe med. Jeg tålte ikke Mad, jeg var ikke +således anlagt; det var en Besynderlighed ved mig, en Særegenhed. + +Kanske blev der en Råd til Husly, når det led på Kvælden. Det havde ingen +Hast; i værste Fald kunde jeg søge ud i Skogen et Sted, jeg havde hele +Byens Omegn at tage til, og der var ikke Kuldegrader i Vejret. + +Og Sjøen vugged derude i tung Ro, Skibe og plumpe, brednæsede Pramme roded +Grave op i dens blyagtige Flade, sprængte Striber ud til højre og venstre +og gled videre, mens Røgen vælted som Dyner ud af Skorstenene og +Maskinernes Stempelslag trængte mat frem i den klamme Luft. Der var ingen +Sol og ingen Vind, Træerne bag mig stod næsten våde, og Bænken, jeg sad på, +var kold og rå. Tiden gik; jeg satte mig til at døse, blev træt og frøs +lidt over Ryggen: en Stund efter følte jeg, at mine Øjne begyndte at falde +i. Og jeg lod dem falde . . . . + +Da jeg vågned, var det mørkt omkring mig, jeg sprang op fortumlet og +frøsen, greb min Pakke og begyndte at gå. Jeg gik fortere og fortere, forat +blive varm, basked med Armene, gned mig nedad Benene, som jeg næsten ikke +længer følte noget til, og kom op til Brandvagten. Klokken var ni; jeg +havde sovet i flere Timer. + +Hvor skulde jeg dog gøre af mig? Et Sted måtte jeg jo være. Jeg står der og +glaner opad Brandvagten og studerer på, om det ikke skulde kunne lykkes at +komme ind i en af Gangene, passe på et Øjeblik, når Patroullen vendte +Ryggen til. Jeg går opad Trappen og vil give mig i Snak med Manden, han +hæver straks sin Økse til Honnør og venter på, hvad jeg skal sige. Denne +løftede Økse, der vender Eggen mod mig, farer mig som et koldt Hug gennem +Nerverne, jeg blir stum af Rædsel foran denne væbnede Mand og trækker mig +uvilkårlig tilbage. Jeg siger intet, glider blot mer og mer bort fra ham; +forat redde Skinnet, farer jeg mig med Hånden over Panden, som om jeg har +glemt et eller andet, og lusker bort. Da jeg atter stod nede på Fortouget, +følte jeg mig så frelst, som om jeg just havde undflyet en stor Fare. Og +jeg skyndte mig afsted. + +Kold og sulten, mer og mer uhyggelig tilmode, drev jeg opad Karl Johan; jeg +begyndte at bande ganske højt og brød mig ikke om, at nogen kunde høre det. +Nede ved Stortinget, lige ved den første Løve, kommer jeg pludselig ved en +ny Idéassociation i Tanke på en Maler, jeg kendte, et ungt Menneske, som +jeg engang havde reddet fra et Ørefigen ude på Tivoli, og som jeg engang +senere havde været og besøgt. Jeg knipser i Fingrene og begiver mig ned i +Tordenskjoldsgaden, finder en Dør, hvorpå der står C. Zacharias Bartel på +et Kort, og banker på. + +Han kom selv ud; der lugted Øl og Tobak af ham, så det var en Gru. + +»Godaften!« sagde jeg. + +»Godaften! Er det Dem? Nej, hvorfor Fan kommer De så sent? Det tager sig +slet ikke ud i Lampelys. Jeg har sat til en Høhæsje siden sidst og +foretaget et Par Forandringer. De må se det om Dagen, det nytter ikke, at +vi prøver på det nu.« + +»Lad mig se det nu alligevel,« sagde jeg. forresten husked jeg ikke, +hvilket Billede han stod og talte om. + +»Aldeles plat umuligt!« svared han. »Det blir gult altsammen! Og så er der +en anden Ting« — han kom hviskende hen imod mig — »jeg har en liden Pige +inde hos mig iaften, så det er rent ugørligt.« + +»Ja, når så er, så er det jo ikke Tale om.« + +Jeg trak mig tilbage, sagde Godnat og gik. + +Det blev nok ingen anden Udvej alligevel, end at gå ud i Skogen et Sted. +Når bare ikke Marken havde været så fugtig! Jeg klapped på mit Tæppe og +følte mig mer og mer fortrolig med den Tanke, at jeg skulde ligge ude. Så +længe havde jeg plaget mig med at finde et Logi i Byen, at jeg var bleven +træt og ked af det hele; det blev mig en behagelig Nydelse at slå mig til +Ro, overgive mig og drive dank henad Gaden, uden en Tanke i Hovedet. Jeg +gik bortom Universitetsuret og så, at Klokken var over ti, derfra tog jeg +Vejen opover Byen. Et Sted på Hægdehaugen stod jeg stille udenfor en +Husholdningshandel, hvor noget Mad var udstillet i Vinduet. Der lå en Kat +og sov ved Siden af et rundt Franskbrød, lige bag den stod en Kumme Smult +og flere Glas Gryn. Jeg stod og så en Stund på disse Madvarer, men da jeg +ikke havde noget at købe for, vendte jeg mig hurtigt bort og fortsatte +Marschen. Jeg gik meget sagte, kom forbi Majorstuen, gik videre, altid +videre, gik i Time efter Time og kom endelig ud i Bogstadskogen. + +Her gik jeg af Vejen og satte mig ned, forat hvile. Så tog jeg til at søge +mig om efter et belejligt Sted, begyndte at pusle sammen lidt Lyng og Ener +og laved en Seng oppe i et lidet Bakkehæld, hvor det var nogenlunde tørt, +åbned min Pakke og tog Tæppet ud. Jeg var bleven træt og maset af den lange +Tur og gik straks tilsengs. Jeg kasted og vendte mig mange Gange, førend +jeg endelig fik lagt mig tilrette; mit Øre smærted noget, det var lidt +ophovnet efter Slaget, og jeg kunde ikke hvile på det. Mine Sko trak jeg af +og lagde under Hovedet, og ovenpå dem Papiret fra Semb. + +Og Mørkets store Stemning ruged omkring mig; alting var stille, alting. Men +oppe i Højden sused den evige Sang, Vejrets Lyd, den fjærne, toneløse +Summen, som aldrig tier. Jeg lytted så længe til dette endeløse, syge Sus, +at det begyndte at forvirre mig; det var visselig Symfonierne fra de +rullende Verdner over mig, Stjærner, der intonered en Sang . . . . + +»Det er Fan heller!« sagde jeg og lo højt, forat stive mig op; »det er +Natuglerne, som tuder i Kana’an!« + +Og jeg rejste mig og lagde mig igen, tog Skoene på og drev omkring i Mørket +og lagde mig påny, kæmped og stred med Vrede og Frygt til hen på +Morgenstunden, da jeg endelig faldt i Søvn. + + * * * + +Det var lys Dag, da jeg slog Øjnene op, og jeg havde Følelsen af, at det +led henimod Middag. Jeg trak Skoene på, pakked atter Tæppet ind og begav +mig tilbage til Byen. Ingen Sol var at se idag heller, og jeg frøs som en +Hund; mine Ben var døde, og der begyndte at komme Vand ud af mine Øjne, som +om de ikke tålte Dagslyset. + +Klokken var tre. Sulten begyndte at blive noget slem med mig, jeg var mat +og gik og kasted op lidt hist og her i Smug. Jeg svinged ned til +Dampkøkkenet, læste Tavlen og trak opsigtsvækkende på Skuldrene, som om +sprængt Kød og Flæsk ikke var Mad for mig; derfra kom jeg ned på +Jærnbanetorvet. + +En besynderlig Fortumlethed fôr mig med en Gang gennem Hovedet; jeg gik +videre og vilde ikke agte på det, men blev værre og værre og måtte tilsidst +sætte mig på en Trappe. Mit hele Sind gennemgik en Forandring, ligesom +noget gled tilside i mit Indre, eller et Forhæng, et Væv i min Hjærne gik +itu. Jeg tog efter Ånden et Par Gange og blev forundret siddende. Jeg var +ikke ubevidst, jeg følte klart, hvor det værked lidt i mit Øre, og da en +Bekendt kom forbi, kendte jeg ham straks, rejste mig og hilste. + +Hvad var det for en ny, pinsom Fornemmelse, som nu lagdes til de øvrige? +Var det en Følge af at sove på rå Mark? Eller kom det af, at jeg ikke havde +fået Frokost endnu? I det hele taget var det simpelthen ingen Mening i at +leve på denne Måde; jeg forstod ved Kristi hellige Pine ikke, hvorved jeg +havde gjort mig fortjent til denne udmærkede Forfølgelse heller! Og det +faldt mig pludselig ind, at jeg lige så godt kunde gøre mig til Kæltring +straks og gå hen til »Onkels« Kælder med Sengetæppet. Jeg kunde sætte det +fast for en Krone og få tre passende Måltider, holde mig oppe til jeg fandt +på noget andet; Hans Pauli fik jeg slå en Plade. Jeg var allerede på Vej +til Kælderen, men standsed foran Indgangen, rysted tvivlrådigt på Hovedet +og vendte om. + +Efterhvert som jeg fjærned mig, blev jeg gladere og gladere over, at jeg +havde sejret i denne svære Fristelse. Bevistheden om, at jeg endnu var ren +og ærlig, steg mig til Hovedet, fyldte mig med en herlig Følelse af at være +en Karakter, et hvidt Fyrtårn midt i et grumset Menneskehav, hvor Vrag flød +om. Pantsætte en andens Ejendom for et Måltid Mad, æde og drikke sig selv +til Doms, brændemærke sin Sjæl med den første lille Streg, sætte det første +sorte Tegn i sin Hæderlighed, kalde sig Kæltring op i sit eget Ansigt og +slå Øjnene ned for sig selv — aldrig! Aldrig! Det havde ikke for Alvor +været i min Tanke, det havde næsten ikke faldt mig ind engang; løse, +jagende Strøtanker kunde man virkelig ikke svare noget for, især når man +havde en gruelig Hovedpine og bar sig næsten ihjæl på et Sengetæppe, som +tilhørte en anden Mand. + +Der vilde ganske sikkert blive en Udvej til Hjælp alligevel, når Tiden kom! +Der var nu Købmanden på Grønlandsleret, havde jeg overhængt ham hver Time +på Dagen, siden jeg sendte ham Ansøgningen? ringet på sent og tidligt og +bleven afvist? Jeg havde ikke sågodtsom mældt mig til ham og fået Svar. Det +behøved ikke at være et aldeles forgæves Forsøg, jeg havde måske havt +Lykken med mig denne Gang; Lykken havde ofte en så underlig slynget Vej. Og +jeg begav mig ud til Grønlandsleret. + +Den sidste Rystelse, som gik gennem mit Hoved, havde gjort mig lidt mat, og +jeg gik yderst langsomt og tænkte på, hvad jeg vilde sige til Købmanden. +Han var måske en god Sjæl; stak det Lune ham, gav han mig gærne en Krone i +Forskud på Arbejdet, uden at jeg bad ham derom; sådanne Folk kunde have det +med ganske fortræffelige Påfund nu og da. + +Jeg sneg mig ind i en Port og sværted mine Bukseknæ med Spyt, forat se lidt +ordentlig ud, lagde mit Tæppe efter mig bag en Kasse i en mørk Krog, skråed +over Gaden og trådte ind i den lille Butik. + +En Mand står og klistrer Poser af gamle Aviser. + +»Jeg vilde gærne træffe Hr. Christie,« sagde jeg. + +»Det er mig,« svared Manden. + +Nå! Mit Navn var det og det, jeg havde været så fri at sende ham en +Ansøgning, jeg vidste ikke, om det havde nyttet mig noget? + +Han gentog mit Navn et Par Gange og begyndte at le. »Nu skal De se!« sagde +han og tog mit Brev op af sin Brystlomme. »Vil De bare behage at se, +hvorledes De omgåes Tal, min Herre. De har dateret Deres Brev Året 1848.« +Og Manden lo af fuld Hals. + +Ja, det var jo lidt forkært, sagde jeg forknyt, en Tankeløshed, en +Distraktion, jeg indrømmed det. + +»Ser De, jeg må have en Mand, som i det hele taget ikke tager fejl af Tal,« +sagde han. »Jeg beklager det; Deres Håndskrift er så tydelig, jeg synes +også om Deres Brev forøvrigt, men . . . .« + +Jeg vented en Stund; dette kunde umuligt være Mandens sidste Ord. Han gav +sig atter i Færd med Poserne. + +Ja, det var lejt, sagde jeg så, rigtig gruelig lejt var det; men det skulde +jo ikke gentage sig, naturligvis, og denne lille Fejlskrivning kunde nu +ikke have gjort mig totalt uskikket til at føre Bøger overhovedet? + +»Nej, det siger jeg ikke,« svared han; »men imidlertid vejed det så meget +for mig, at jeg bestemte mig for en anden Mand med det samme.« + +»Posten er altså besat?« spurgte jeg. + +»Ja.« + +»Nå, Herregud, så er der jo ikke mere at gøre ved det!« + +»Nej. Jeg beklager det; men . . . .« + +»Farvel!« sagde jeg. + +Nu steg Vreden op i mig, glødende og brutalt. Jeg hented min Pakke i +Portrummet, bed Tænderne sammen og løb på fredelige Folk på Fortouget og +bad ikke om Undskyldning. Da en Herre standsed og irettesatte mig lidt +skarpt for min Opførsel, vendte jeg mig om og skreg ham et enkelt +meningsløst Ord ind i Øret, knytted Hænderne lige under hans Næse og gik +videre, forhærdet af et blindt Raseri, som jeg ikke kunde styre. Han kaldte +på en Konstabel, og jeg ønsked intet heller end at få en Konstabel mellem +Hænderne et Øjeblik, jeg sagtned med Forsæt min Gang, forat give ham +Anledning til at indhente mig; men han kom ikke. Var der nu også +nogensomhelst Ræson i, at absolut alle éns inderligste og ihærdigste Forsøg +skulde mislykkes? Hvorfor havde jeg altså skrevet 1848? Hvad vedkom dette +fordømte Årstal mig? Nu gik jeg her og sulted, så mine Tarmer krøb sammen i +mig som Orme, og det stod ikke skrevet nogen Steder, at der skulde blive +lidt til Mad, når det led ud på Dagen. Og efterhvert som Tiden gik, blev +jeg mer og mer åndelig og legemlig udhulet, jeg nedlod mig til mindre og +mindre hæderlige Handlinger for hver Dag. Jeg løj mig frem uden at blues, +snød fattige Folk for Huslejen, kæmped endog med de lumpneste Tanker om at +forgribe mig på andres Sengetæpper, alt uden Anger, uden ond Samvittighed. +Der begyndte at komme rådne Flækker i mit Indre, sorte Svampe, som bredte +sig mer og mer. Og oppe i Himlen sad Gud og holdt et vågent Øje med mig og +påså, at min Undergang foregik efter alle Kunstens Regler, jævnt og +langsomt, uden Brud i Takten. Men i Helvedes Afgrund gik de arge Djævle og +skød Børster over, at det vared så længe inden jeg gjorde en Kapitalsynd, +en utilgivelig Synd, for hvilken Gud i sin Retfærdighed måtte støde mig ned +. . . . Jeg forstærked min Gang, drev det til værre og værre Fart, gjorde +pludselig venstre om og kom ophidset og vred ind i en lys, dekoreret Port. +Jeg standsed ikke, gjorde ikke et Sekunds Ophold; men Portens hele +ejendommelige Udstyr trængte øjeblikkelig ind i min Bevidsthed, hver +Ubetydelighed ved Dørene, Dekorationerne, Brolægningen stod klart for mit +indre Blik, idet jeg sprang opad Trapperne. Jeg ringte heftigt på i anden +Etage. Hvorfor skulde jeg netop standse i anden Etage? Og hvorfor netop +gribe til denne Klokkestræng, der var længst borte fra Trappen? + +En ung Dame i grå Dragt med sort Pynt kom og lukked op; hun så en liden +Stund forbauset på mig, derpå rysted hun på Hovedet og sagde: + +»Nej, vi har ikke noget idag.« Og hun gjorde Mine til at ville lukke Døren. + +Hvorfor havde jeg også dumpet op i det med dette Menneske? Hun tog mig uden +videre for en Tigger, og jeg blev kold og rolig med ét. Jeg tog Hatten af +og gjorde et ærbødigt Buk, og som om jeg ikke havde hørt hendes Ord, sagde +jeg yderst høfligt: + +»Jeg beder Dem undskylde, Frøken, at jeg ringte så hårdt, jeg kendte ikke +Klokken. Her skal være en syg Herre, som har averteret efter en Mand til at +trille sig i en Vogn?« + +Hun stod en Stund og smagte på dette løgnagtige Påfund og syntes at blive +tvivlrådig i sine Meninger om min Person. + +»Nej,« sagde hun tilsidst, »nej, her er ingen syg Herre.« + +»Ikke det? En ældre Herre, to Timers Kørsel om Dag, firti Øre Timen?« + +»Nej.« + +»Så beder jeg igen om Undskyldning,« sagde jeg; »det er kanske i første +Etage. Jeg vilde for Tilfældet blot have anbefalet en Mand, som jeg kender, +og som jeg interesserer mig for. Mit Navn er Wedel-Jarlsberg.« Og jeg +bukked igen og trådte tilbage; den unge Dame blev blussende rød, i sin +Forlegenhed kunde hun ikke komme af Pletten, men stod og stirred efter mig, +idet jeg gik ned ad Trapperne. + +Min Ro var vendt tilbage, og mit Hoved var klart. Damens Ord om, at hun +intet havde at give mig idag, havde virket på mig som en kold Styrt. Så +vidt var det kommet, at hvemsomhelst kunde pege på mig i sin Tanke og sig +til sig selv: Der går en Tigger, en af dem, som får sin Føde langet ud +gennem Entrédørene hos Folk! + +I Møllergaden standsed jeg udenfor en Beværtning og snused til den friske +Duft af Kød, som stegtes indenfor; jeg havde allerede Hånden på Dørvrideren +og vilde gå ind uden Ærinde, men betænkte mig tidsnok og gik bort fra +Stedet. Da jeg kom til Stortorvet og søgte efter en Plads, hvor jeg kunde +hvile en Stund, var alle Bænke optagne, og jeg ledte forgæves rundt hele +Kirken efter et stille Sted, hvor jeg kunde slå mig ned. Naturligvis! sagde +jeg mørkt til mig selv, naturligvis, naturligvis! Og jeg tog på at gå igen. +Jeg gjorde en Afstikker nedom Vandspringet ved Basarhjørnet og drak en +Slurk Vand, gik påny, drog mig frem Fod for Fod, tog mig Tid til lange +Ophold ved hvert Butiksvindu, standsed og fulgte med Øjnene hver Vogn, som +fôr mig forbi. Jeg følte i mit Hoved en lysende Hede, og det banked noget +underligt i mine Tindinger; Vandet, jeg havde drukket, bekom mig højst +ilde, og jeg gik og kasted op lidt hist og lidt her i Gaden, for ikke at +blive opdaget. Således kom jeg lige op på Krist Kirkegård. Jeg satte mig +med Albuerne på mine Knæ og Hovedet i Hænderne; i denne sammentrukne +Stilling havde jeg det godt og følte ikke længer den lille Gnaven i +Brystet. + +En Stenhugger lå på Maven på en stor Granitplade ved Siden af mig og hugged +Indskrift; han havde blå Briller på og minded mig med én Gang om en Bekendt +af mig, som jeg næsten havde glemt, en Mand, som stod i en Bank, og som jeg +for en Tid tilbage havde truffet på i Oplandske Kafé. + +Kunde jeg bare bide Hovedet af al Skam og henvende mig til ham! sige ham +Sandheden lige ud, at det begyndte at blive temmelig småt for mig nu, nokså +vanskeligt at holde mig ilive! Jeg kunde give ham min Barberbog . . . . Død +og Pine, min Barberbog! Billetter for henimod en Krone! Og jeg tager +nervøst efter denne dyre Skat. Da jeg ikke finder den hurtigt nok, springer +jeg op, leder under Angstens Sved, finder den endelig på Bunden af +Brystlommen, sammen med andre Papirer, rene og beskrevne, uden Værdi. Jeg +tæller disse seks Billetter mange Gange, forfra og bagfra; jeg havde ikke +meget Brug for dem, det kunde være et Lune af mig, et Påfund, at jeg ikke +gad barbere mer. Jeg var hjulpen for en halv Krone, en hvid halv Krone i +Sølv fra Kongsberg! Banken stængtes Klokken seks, jeg kunde passe op min +Mand udenfor Oplandske ved syv-otte Tiden. + +Jeg sad og glæded mig ved denne Tanke en lang Stund. Tiden gik, det blæste +dygtigt i Kastanjerne omkring mig, og Dagen hælded. Var det nu ikke også +lidt småt at komme stikkende med seks Barberbilletter til en ung Herre, som +stod i en Bank? Han havde måske to smækfulde Barberbøger i Lommen, ganske +anderledes fine og rene Billetter end mine, ingen kunde vide det. Og jeg +følte i alle mine Lommer efter flere Ting, som jeg kunde lade følge med, +men fandt ingen. Når jeg blot kunde byde ham mit Slips? Jeg kunde godt +undvære det, når jeg knapped Frakken tæt til, hvad jeg alligevel måtte +gøre, da jeg ikke havde nogen Vest mer. Jeg løste op mit Slips, en stor +Dæksløjfe, som skjulte mit halve Bryst, pudsed det omhyggeligt af og pakked +det ind i et hvidt Stykke Skrivepapir, sammen med Barberbogen. Så forlod +jeg Kirkegården og gik ned til Oplandske. + +Klokken var syv på Rådstuen. Jeg bevæged mig i Nærheden af Kaféen, pusled +op og ned langs Jærnstakittet og holdt skarpt Udkig med alle, som kom og +gik i Døren. Endelig ved otte Tiden så jeg den unge Mand, frisk og elegant, +komme opad Bakken og skrå ind mod Kafédøren. Mit Hjærte grassered som en +liden Fugl i mit Bryst, da jeg fik Øje på ham, og jeg bused på uden at +hilse. + +»En halv Krone, gamle Ven!« sagde jeg og gjorde mig fræk; »her — her har +De Valutta,« og jeg stak den lille Pakke i hans Hånd. + +»Har ikke!« sagde han, »nej, ved Gud, om jeg har!« og han vrængte sin +Pengepung lige for mine Øjne. »Jeg var ude igåraftes og blev blank; De skal +tro mig, jeg ejer det ikke.« + +»Nej, nej, kære, det er vel så!« svared jeg og troed ham på hans Ord; der +var jo ingen Grund for ham til at lyve i en så liden Sag; det forekom mig +også, at hans blå Øjne stod næsten fugtige, da han undersøgte sine Lommer +og ikke fandt noget. Jeg trak mig tilbage. »Undskyld, da!« sagde jeg; »det +var bare en liden Knibe, jeg stod i.« + +Jeg var allerede et Stykke nede i Gaden, da han råbte efter mig om Pakken. + +»Behold den, behold den!« svared jeg; »den er Dem vel undt! Det er bare et +Par Småting, en Bagatel — omtrent alt, jeg ejer på Jorden.« Og jeg blev +rørt over mine egne Ord, de lød så trøstesløse i den tusmørke Aften, og jeg +stak i at græde . . . . + +Vinden friskned på, Skyerne jaged rasende fremad på Himlen, og det blev +køligere og køligere efterhvert som det mørkned. Jeg gik og græd hele Gaden +nedover, følte mer og mer Medynk med mig selv og gentog Gang på Gang et Par +Ord, et Udråb, som atter drev Tårerne frem, når de vilde standse: Herregud, +jeg har så ondt! Herregud, jeg har så ondt! + +Der gik en Times Tid, gik så uendelig langsomt og trægt. Jeg holdt mig en +Tidlang i Torvgaden, sad på Trapperne, smutted ind i Portrummene, når nogen +kom forbi, stod og stirred tankeløst ind i de oplyste Butiker, hvor Folk +vimsed om med Varer og Penge; tilsidst fandt jeg mig en lun Plads bag en +Bordstabel mellem Kirken og Basarerne. + +Nej, jeg kunde ikke komme ud i Skogen iaften, det fik gå som det vilde, jeg +havde ikke Kræfter til det, og Vejen var så endeløst lang. Jeg vilde få +Natten til at gå, som den bedst kunde, og blive hvor jeg var; blev det for +koldt, kunde jeg spadsere omkring lidt ved Kirken, jeg agted ikke at gøre +flere Omstændigheder med det. Og jeg læned mig bagover og halvsov. + +Støjen om kring mig aftog, Butikerne lukkedes, Fodgængernes Skridt lød +sjældnere og sjældnere, og det blev omsider mørkt i alle Vinduer . . . . + +Jeg slog Øjnene op og blev var en Skikkelse foran mig; de blanke Knapper, +som lyste mig imøde, lod mig ane en Konstabel; Mandens Ansigt kunde jeg +ikke se. + +»Godaften!« sagde han. + +»Godaften!« svared jeg og blev bange. Jeg rejste mig forlegen op. Han stod +en Stund urørlig. + +»Hvor bor De henne?« spurgte han. + +Jeg nævnte af gammel Vane og uden at tænke over det min gamle Adresse, det +lille Kvistrum, som jeg havde forladt. + +Han stod igen en Stund. + +»Har jeg gjort noget galt?« spurgte jeg angst. + +»Nej, langtifra!« svared han. »Men De burde vel gå hjem nu, det er koldt at +ligge her.« + +»Ja, det er sandt, det er lidt køligt, kender jeg.« + +Og jeg sagde Godnat og tog instinktsmæssig Vejen ud til mit gamle Sted. +Blot jeg fôr varsomt frem, kunde jeg nok nå op, uden at blive hørt; der var +alt i alt otte Trapper, og blot de to øverste knaged i Trinnene. + +Jeg tog Skoene af nede i Porten og gik op. Det var stille overalt; i anden +Etage hørte jeg en Klokkes langsomme Tik Tak og et Barn, som græd lidt; +siden hørte jeg intet. Jeg fandt min Dør, løfted den lidt på Hængslerne og +åbned den uden Nøgle, som jeg var vant til, gik ind i Værelset og trak +Døren lydløst igen. + +Alting var som jeg havde forladt det, Gardinerne var slået tilside for +Vinduerne og Sengen stod tom; henne på Bordet skimted jeg et Papir, det var +kanske min Billet til Værtinden; hun havde altså ikke engang været heroppe, +siden jeg gik min Vej. Jeg famled med Hånden over den hvide Plet og følte +til min Forundring, at det var et Brev. Et Brev? Jeg tager det med hen til +Vinduet, studerer, så godt det lader sig gøre i Mørket, disse dårligt +skrevne Bogstaver og finder endelig ud mit eget Navn. Aha! tænkte jeg, Svar +fra Værtinden, et Forbud mod at betræde Værelset mer, om jeg skulde ville +ty tilbage! + +Og langsomt, ganske langsomt går jeg ud af Værelset igen, bærer Skoene i +den ene Hånd, Brevet i den anden og Tæppet under Armen. Jeg letter mig op +og bider Tænderne sammen på de knirkende Trin, kommer lykkeligt og vel +nedad alle disse Trapper og står atter nede i Porten. + +Jeg tager igen Skoene på, giver mig god Tid med Remmerne, sidder endog et +Øjeblik stille, efterat jeg er færdig, stirrer tankeløst hen for mig og +holder Brevet i Hånden. + +Så rejser jeg mig og går. + +Et blaffende Skin af en Gaslygte blinker oppe i Gaden, jeg går lige hen +under Lyset, rejser min Pakke op mod Lygtepælen og åbner Brevet, altsammen +yderst langsomt. + +Der farer som en Strøm af Lys gennem mit Bryst, og jeg hører, at jeg giver +et lidet Råb, en meningsløs Lyd af Glæde: Brevet var fra Redaktøren, min +Føljeton var antagen, var gået lige i Sætteriet, med én Gang! »Nogle små +Forandringer . . . . rettet et Par Fejlskrivninger talentfuldt gjort +. . . . trykkes imorgen . . . . ti Kroner.« + +Jeg lo og græd, tog tilsprangs og løb henad Gaden, standsed op og slog mig +i Knæet, svor højt og dyrt hen i Vejret ad ingen Ting. Og Tiden gik. + +Hele Natten, lige til den lyse Morgen, jodled jeg om i Gaderne, dum af +Glæde, og gentog: Talentfuldt gjort, altså et lidet Mesterværk, en +Genistreg. Og ti Kroner! + +ANDET STYKKE + +Et Par Uger senere befandt jeg mig ude en Aften. + +Jeg havde igen siddet på en af Kirkegårdene og skrevet på en Artikel for et +af Bladene; mens jeg var i Færd hermed, blev Klokken ti, Mørket faldt ind +og Porten skulde lukkes. Jeg var sulten, meget sulten; de ti Kroner vared +desværre så altfor kort; nu var det to, næsten tre Døgn, siden jeg havde +spist noget, og jeg følte mig noget mat, lidt anstrængt af at føre +Blyanten. Jeg havde en halv Pennekniv og et Nøgleknippe i Lommen, men ikke +en Øre. + +Da Kirkegårdsporten lukkedes, skulde jeg jo have gået lige hjem; men af en +instinktsmæssig Sky for mit Værelse, hvor alt var mørkt og tomt, et forladt +Blikkenslagerværksted, som jeg endelig havde fået Lov til at holde til i +sålænge, sjangled jeg videre, drev på Må og Få forbi Rådstuen, helt ned til +Sjøen og hen til en Bænk på Jærnbanebryggen hvor jeg satte mig. + +Der faldt mig i Øjeblikket ikke en trist Tanke ind, jeg glemte min Nød og +følte mig beroliget ved Synet af Havnen, der lå fredelig og skøn i +Halvmørket. Af gammel Vane vilde jeg glæde mig selv med at gennemlæse det +Stykke, jeg netop havde skrevet, og som forekom min lidende Hjærne det +bedste, jeg havde gjort. Jeg tog mit Manuskript op af Lommen, holdt det tæt +ind til Øjnene, forat se, og gennemløb den ene Side efter den anden. +Tilsidst blev jeg træt og stak Papirerne i Lommen. Alting var stille; Sjøen +lå som et blåt Perlemor henover, og Småfuglene fløj tause forbi mig fra +Sted til Sted. En Politikonstabel patroullerer et Stykke henne, ellers ses +ikke et Menneske, og hele Havnen ligger tyst. + +Jeg tæller igen mine Penge: en halv Pennekniv, et Nøgleknippe; men ikke en +Øre. Pludselig griber jeg ned i min Lomme og trækker atter Papirerne op. +Det var en mekanisk Akt, en ubevidst Nervetrækning. Jeg udsøger mig et +hvidt, ubeskrevet Blad, og — Gud ved, hvor jeg fik Idéen fra — jeg laved +et Kræmmerhus, lukked det varligt til, så det så ud som fuldt, og kasted +det langt henad Brostenene; af Vinden førtes det endnu lidt længer, så +blev det liggende. + +Nu havde Sulten begyndt at angribe mig. Jeg sad og så på dette hvide +Kræmmerhus, der ligesom svulmed af blanke Sølvpenge, og hidsed mig selv til +at tro, at det virkelig indeholdt noget. Ganske højt sad jeg og lokked mig +til at gætte Summen — hvis jeg gætted rigtigt, var den min! Jeg +forestilled mig de små, nydelige Tiøringer i Bunden og de fede, riflede +Kroner ovenpå — et helt Kræmmerhus fuldt af Penge! Jeg sad og så på det +med opspilede Øjne og hæled mig selv til at gå og stjæle det + +Så hører jeg Konstablen hoste — og hvordan kunde jeg dog falde på at gøre +netop det samme? Jeg rejser mig op fra Bænken og hoster, og jeg gentager +det tre Gange, forat han skal høre det. Hvor vilde han ikke kaste sig over +Kræmmerhuset, når han kom! Jeg sad og glæded mig over dette Puds, gned mig +henrykt i Hænderne og bandte storslagent hen i Hyt og Vejr. Om han ikke +skulde få en lang Næse, den Hund! Om han ikke vilde synke ned i Helvedes +hedeste Pøl og Pine for den Kæltringstreg! Jeg var bleven drukken af Sult, +min Hunger havde beruset mig. + +Et Par Minutter efter kommer Konstablen, klappende med sine Jærnhæle i +Brostenene, spejdende til alle Sider. Han giver sig god Tid, han har hele +Natten for sig; han ser ikke Kræmmerhuset — ikke førend han er det ganske +nær. Da standser han og betragter det. Det ser så hvidt og værdifuldt ud +der det ligger, måske en liden Sum, hvad? en liden Sum Sølvpenge? . . . . +Og han tager det op. Hm! det er let, det er meget let. Måske en kostelig +Fjær, Hattepynt . . . . Og han åbner det varsomt med sine store Hænder og +kiger ind. Jeg lo, lo og banked mig i Knæet, lo som en rasende Mand. Og +ikke en Lyd kom mig fra Struben; min Latter var tyst og hektisk, havde en +Gråds Inderlighed . . . . + +Så klapper det igen i Brostenene, og Konstablen gør et Slag henover +Bryggen. Jeg sad der med Tårer i Øjnene og hikked efter Ånde, helt fra mig +selv af febersk Lystighed. Jeg begyndte at tale højt, fortalte mig selv om +Kræmmerhuset, eftergjorde den stakkels Konstabels Bevægelser, kiged ind i +min hule Hånd og gentog atter og atter for mig selv: Han hosted, da han +kasted det! Han hosted, da han kasted det! Til disse Ord føjed jeg nye, gav +dem pirrende Tillæg, omsatte hele Sætningen og spidsed den til: Han hosted +én Gang — khøhø! + +Jeg udtømte mig i Variationer af disse Ord, og det led langt hen på +Aftenen, inden min Lystighed hørte op. En døsig Ro overkom mig så, en +behagelig Mathed, som jeg ikke gjorde Modstand mod. Mørket var bleven lidt +tykkere, en liden Bris fured i Sjøens Perlemor; Skibene, hvis Master jeg så +mod Himlen, så ud med sine sorte Skrog som lydløse Uhyrer, der rejste +Børster og lå og vented på mig. Jeg havde ingen Smærte, min Sult havde +stumpet den af; i dens Sted følte jeg mig behageligt tom, uberørt af alting +omkring mig og glad over at være uset af alle. Jeg lagde Benene op på +Bænken og læned mig bagover, således kunde jeg bedst føle Afsondrethedens +hele Velvære. Der var ikke en Sky i mit Sind, ikke en Fornemmelse af +Ubehag, og jeg havde ikke en Lyst eller Attrå uopfyldt, så vide min Tanke +kunde gå. Jeg lå med åbne Øjne i en Tilstand af Fraværenhed fra mig selv, +jeg følte mig dejligt borte. + +Fremdeles var der ikke en Lyd, som forstyrred mig; det milde Mørke havde +skjult Alverden for mine Øjne og begravet mig der i idel Ro — blot +Stilhedens øde Lyddulm tier mig monotont i Ørene. Og de dunkle Uhyrer +derude vilde suge mig til sig, når Natten kom, og de vilde bringe mig langt +over Hav og gennem fremmede Land, hvor ikke Mennesker bo. Og de vilde +bringe mig til Prinsesse Ylajalis Slot, der en uanet Herlighed venter mig, +større end nogen Menneskers er. Og hun selv vilde sidde i en strålende Sal, +hvor alt er af Amatyst, i en Trone af gule Roser, og række Hånden ud mod +mig, når jeg stiger ind, hilse og råbe Velkommen, når jeg nærmer mig og +knæler: Velkommen, Ridder, til mig og mit Land! Jeg har ventet dig i tyve +Somre og kaldet dig i alle lyse Nætter, og når du sørged, har jeg grædt +herinde, og når du sov, har jeg åndet dig dejlige Drømme ind! . . . . Og +den skønne tager min Hånd og følger mig, leder mig frem gennem lange Gange, +hvor store Menneskeskarer råber Hurra, gennem lyse Haver, hvor tre hundrede +unge Piger leger og ler, ind i en anden Sal, hvor alt er af lysende +Smaragd. Solen skinner herinde, i Gallerier og Gange går hendragende Kor af +Musik, Strømme af Duft slår mig imøde. Jeg holder hendes Hånd i min, og jeg +føler i mit Blod Forhekselsens vilde Dejlighed fare; jeg lægger min Arm om +hende, og hun hvisker: Ikke her, kom længer endnu! Og vi stiger ind i den +røde Sal, hvor alt er Rubin, en frådende Herlighed, hvori jeg synker om. Da +føler jeg hendes Arme om mig, hun ånder henover mit Ansigt, hvisker: +Velkommen, Elskede! Kys mig! Mer . . . . mer . . . . + +Jeg ser fra min Bænk Stjærner for mine Øjne, og min Tanke stryger ind i en +Orkan af Lys . . . . + +Jeg var falden i Søvn, der jeg lå, og blev vækket af Konstablen. Der sad +jeg, ubarmhjærtigen kaldt tilbage til Livet og Elendigheden. Min første +Følelse var en stupid Forbauselse over at finde mig selv ude under åben +Himmel, men snart afløstes denne af et bittert Mismod; jeg var lige ved at +græde af Sorg over endnu at være ilive. Det havde regnet, mens jeg sov, +mine Kiæder var ganske gennemvåde, og jeg følte en rå Kulde i mine Lemmer. +Mørket var bleven end tættere, det var med Nød jeg kunde skimte Konstablens +Ansigtstræk foran mig. + +»Såh,« sagde han, »stå nu op!« + +Jeg rejste mig straks; om han havde befalet mig at lægge mig ned igen, +havde jeg også adlydt. Jeg var meget nedstemt og ganske uden Kraft, dertil +kom, at jeg næsten øjeblikkelig begyndte at føle Sulten igen. + +»Vent lidt!« råbte Konstablen efter mig, »Di går jo fra Demses Hat, Tosken! +Såh, gå nu!« + +»Jeg syntes nok også, der var noget, jeg ligesom — ligesom havde glemt,« +stammed jeg fraværende. »Tak. Godnat.« + +Og jeg sjangled afsted. + +Den, som nu havde sig lidt Brød at tage til! Et sådant dejligt lidet +Rugbrød, som man kunde bide over, mens man gik i Gaderne! Og jeg gik og +tænkte mig netop den særlige Sort Rugbrød, som det skulde være så usigeligt +godt at få gnave. Jeg sulted bitterlig, ønsked mig død og borte, blev +sentimental og græd. Det blev aldrig Ende på min Elendighed! Så med en Gang +standsed jeg op på Gaden, stamped i Brostenene og bandte hojt. Hvad var +det, han havde kaldt mig? Tosken? Jeg skal vise den Konstabel, hvad det vil +sige at kalde mig Tosken! Dermed vendte jeg om og løb tilbage. Jeg følte +mig blussende hed af Vrede. Nede i Gaden snubled jeg og faldt, men jeg +ændsed det ikke, sprang op igen og løb. Nede ved Jærnbanetorvet var jeg +imidlertid ble ven så træt, at jeg følte mig ikke istand til at fortsætte +helt ned til Bryggen; min Vrede havde desuden taget af under Løbet. Endelig +standsed jeg og trak Vejret. Kunde det ikke også være ganske ligegyldigt, +hvad en sådan Konstabel havde sagt? — Ja, men jeg tålte ikke alt! — +Rigtignok! afbrød jeg mig selv; men han vidste ikke bedre! — Og denne +Undskyldning fandt jeg tilfredsstillende; jeg gentog to Gange for mig selv: +Han vidste ikke bedre! Dermed vendte jeg atter om. + +Gud, hvad du kan finde på! tænkte jeg harmfuldt; løbe om som en gal i slige +dyvåde Gader mørke Natten! Sulten gnaved mig ulideligen og lod mig ikke i +Ro. Atter og atter svælged jeg Spyt, for på den Måde at mætte mig lidt, og +jeg syntes, det hjalp. Det havde været for småt med Mad for mig i +mangfoldige Uger, før dette kom på, og Kræfterne havde taget betydeligt af +i det sidste. Når jeg havde været heldig at fået en Femkrone opdrevet ved +en eller anden Manøvre, vilde ikke gærne disse Penge vare så længe, at jeg +blev helt restitueret, før en ny Sultetid brød ind over mig og slog mig i +Knæ. Det havde faret værst med min Ryg og mine Skuldre; den Smule Gnaven i +Brystet kunde jeg også standse et Øjeblik, når jeg hosted rigtig hårdt, +eller når jeg gik dygtigt foroverbøjet; men Ryggen og Skuldrene havde jeg +ingen Råd for. Hvordan kunde det dog være, at det slet ikke vilde lysne for +mig? Var jeg måske ikke lige så berettiget til at leve som hvemsomhelst +anden, som Antikvarboghandler Pascha og Dampskibsekspeditør Hennechen? Om +jeg kanske ikke havde Skuldre som en Rise og to svære Arme at arbejde med, +og om jeg måske ikke havde søgt endog en Vedhuggerplads i Møllergaden, +forat tjene mit daglige Brød? Var jeg lad? Havde jeg ikke søgt Pladse og +hørt Forelæsninger og skrevet Avisartikler og læst og arbejdet Nat og Dag, +som en gal Mand? Og havde jeg ikke levet som en Gnier, spist Brød og Melk, +når jeg havde meget, Brød, når jeg havde lidet, og sultet, når jeg +ingenting havde? Boed jeg på Hotel, havde jeg en Suite Værelser i første +Etage? På et Udloft boed jeg, i et Blikkenslagerværksted, som Gud og +Hvermand havde rømt ud af sidste Vinter, fordi det sneed derind. Så jeg +kunde aldeles ikke begribe mig på det hele! + +Alt dette gik jeg og tænkte på, og der var ikke så meget som en Gnist af +Ondskab eller Misundelighed eller Bitterhed i min Tanke. + +Ved en Farvehandel standsed jeg og så indad Vinduet; jeg forsøgte at læse +Vignetterne på et Par hermetiske Dåser, men det var altfor mørkt. Ærgerlig +på mig selv for dette ny Påfund, og heftig, næsten vred over ikke at kunne +finde ud, hvad disse Dåser indeholdt, banked jeg én Gang i Vinduet og gik +videre. Oppe i Gaden så jeg en Politibetjent, jeg forstærked min Gang, gik +tæt hen til ham og sagde, uden ringeste Foranledning: + +»Klokken er ti.« + +»Nej, den er to,« svared han forundret. + +»Nej, den er ti,« sagde jeg, »Klokken er ti.« Og stønnende af Vrede trådte +jeg endnu et Par Skridt frem, knytted min Hånd og sagde: »Hør, ved De hvad +— Klokken er ti!« + +Han stod og overvejed en liden Stund, anskued min Person, stirred +forbløffet på mig. Endelig sagde han ganske stille: + +»I hvert Fald er det jo på Tiden, at Dere går hjem. Vil Di, atte jej ska’ +følle Dere?« + +Ved denne Venlighed blev jeg afvæbnet; jeg følte, at jeg fik Tårer i +Øjnene, og jeg skyndte mig at svare: + +»Nej, Tak! — Jeg har bare været lidt forsent ude . . . . på en Kafé +. . . . Jeg takker Dem så meget.« + +Han lagde Hånden på Hjælmen, da jeg gik. Hans Venlighed havde ganske +overvældet mig, og jeg græd, fordi jeg ikke ejed fem Kroner at give ham. +Jeg standsed og så efter ham, idet han langsomt vandred sin Vej, slog mig +for Panden og græd heftigere, efterhvert som han fjærned sig. Jeg skældte +mig ud for min Fattigdom, kaldte mig ved Øgenavne, opfandt desperate +Benævnelser, kostelige rå Fund af Skældsord, som jeg overdynged mig selv +med. Dette fortsatte jeg med, indtil jeg var næsten helt hjemme. Da jeg kom +til Porten opdaged jeg, at jeg havde tabt mine Nøgler. + +Ja, naturligvis! sagde jeg bittert til mig selv, hvorfor skulde jeg ikke +tabe mine Nøgler? Her bor jeg i en Gård, hvor der er en Stald nedenunder og +et Blikkenslagerværksted ovenpå; Porten er stængt om Natten, og ingen, +ingen kan lukke den op — hvorfor skulde jeg så ikke tabe mine Nøgler? Jeg +er våd som en Hund, lidt sulten, ganske bitte lidt sulten, og lidt +latterligt træt i Knæerne — hvorfor skulde jeg så ikke tabe dem? Hvorfor +kunde ikke egentlig hele Huset være flyttet ud i Aker, når jeg kom og +skulde ind? . . . . Og jeg lo ved mig selv, forhærdet af Sult og +Forkommenhed. + +Jeg hørte Hestene stampe inde i Stalden, og jeg kunde se mit Vindu ovenpå; +men Porten kunde jeg ikke åbne, og jeg kunde ikke slippe ind. Træt og +bitter i Sind bestemte jeg mig derfor til at gå tilbage til Bryggen og lede +efter mine Nøgler. + +Det var igen begyndt at regne, og jeg følte allerede Vandet trække igennem +på mine Skuldre. Ved Rådstuen fik jeg med en Gang en lys Idé: jeg vilde +anmode Politiet om at åbne Porten. Jeg henvendte mig straks til en +Konstabel og bad ham indstændigt om at følge med og lukke mig ind, hvis han +kunde. + +Hja, hvis han kunde, ja! Men han kunde ikke, han havde ingen Nøgle. +Politiets Nøgler var ikke her, de var i Detektivafdelingen. + +Hvad skulde jeg da gøre.? + +Hja, jeg fik gå til et Hotel og lægge mig. + +Men jeg kunde virkelig ikke gå til et Hotel og lægge mig; jeg havde ingen +Penge. Jeg havde været ude . . . . på en Kafé . . . . han forstod jo nok +. . . . + +Vi stod der en liden Stund på Rådstuens Trappe. Han overvejed og betænkte +sig og anskued min Person. Regnen strømmed ned udenfor os. + +»Så får Di gå ind til Vagthavende og mælle Dere som husvild,« sagde han. + +Som husvild? Det havde jeg ikke tænkt på. Ja, Død og Plage, det var en god +Idé! Og jeg takked Konstablen på Stedet for dette fortrinlige Påfund. Om +jeg bare simpelthen kunde gå ind og sige, at jeg var husvild? + +Simpelthen! . . . . + +»Navn?« spurgte Vagthavende. + +»Tangen — Andreas Tangen.« + +Jeg ved ikke, hvorfor jeg løj. Min Tanke flagred opløst om og gav mig flere +Indfald, end jeg skøtted om; jeg hitted dette fjærntliggende Navn i +Øjeblikket og slynged det ud, uden nogen Beregning. Jeg løj uden +Nødvendighed. + +»Bestilling?« + +Dette var at sætte mig Stolen for Døren. Hm. Bestilling! Hvad _var_ min +Bestilling? Jeg tænkte først at gøre mig til Blikkenslager, men voved det +ikke; jeg havde givet mig et Navn, som ikke enhver Blikkenslager har, +desuden bar jeg Briller på Næsen. Da faldt det mig i Sinde at være +dumdristig, jeg trådte et Skridt frem og sagde fast og højtideligt: + +»Journalist.« + +Vagthavende gjorde et Ryk på sig, før han skrev, og stor som en husvild +Statsråd stod jeg foran Skranken. Det vakte ingen Mistanke; Vagthavende +kunde nok så godt forstå, at jeg nøled med mit Svar. Hvad ligned det, en +Journalist på Rådstuen, uden Tag over Hovedet! + +»Ved hvilket Blad — Hr. Tangen?« + +»Ved »Morgenbladet«,« sagde jeg. »Desværre har jeg været lidt forsent ude +iaften . . .« + +»Ja, det taler vi ikke om!« afbrød han, og han lagde til med et Smil: »Når +Ungdommen er ude . . . . vi forstår . . . .« Henvendt til en Konstabel +sagde han, idet han rejste sig og bukked høfligt for mig: »Vis den Herre op +i den reserverede Afdeling. Godnat!« + +Jeg følte mig kold nedad Ryggen over min egen Dristighed, og jeg knytted +Hænderne, der jeg gik, for at stive mig op. Havde jeg endda ikke blandet +»Morgenbladet« ind! Jeg vidste, at Friele kunde skære Tænder, og da Nøglen +gnissed i Låsen, mindedes jeg ved Lyden derom. + +»Gassen brænder i ti Minutter,« sagde Konstablen endnu i Døren. + +»Og så slukkes den?« + +»Så slukkes den.« + +Jeg satte mig på Sengen og horte, hvor Nøglen blev vreden om. Den lyse +Celle så venlig ud; jeg følte mig godt og vel i Hus og lytted med Velbehag +til Regnen udenfor. Jeg skulde ikke ønske mig noget bedre end en sådan +koselig Celle! Min Tilfredshed steg; siddende på Sengen med Hatten i Hånden +og med Øjnene heftet på Gasflammen henne i Væggen, gav jeg mig til at +eftertænke Momenterne i min første Befatning med Politiet. Dette var den +første, og hvor havde jeg ikke narret det! Journalist Tangen, hvadbehager? +Og så »Morgenbladet«! Hvor havde jeg ikke rammet Manden lige i Hjærtet med +»Morgenbladet«! Det taler vi ikke om, hvad? Siddet i Stiftsgården i Galla +til Klokken to, glemt Portnøglen og en Lommebog på nogle tusind Kroner +hjemme! Vis den Herre op i den reserverede Afdeling . . . . + +Så slukner pludseligt Gassen, så forunderlig pludseligt, uden at tage af, +uden at svinde ind; jeg sidder i dybt Mørke, jeg kan ikke se min Hånd, ikke +de hvide Vægge omkring mig, intet. Der var ikke noget andet at gøre end at +gå tilsengs. Og jeg klædte mig af. + +Men jeg var ikke søvntræt og kunde ikke sove. Jeg blev liggende en Tid at +se ind i Mørket, dette tykke Massemørke, som ingen Bund havde, og som jeg +ikke kunde begribe. Min Tanke kunde ikke fatte det. Det var mig uden al +Måde mørkt, og jeg følte dets Nærvær trykke mig. Jeg lukked Øjnene, gav mig +til at synge halvhøjt og kasted mig frem og tilbage på Briksen, forat +adsprede mig; men uden Nytte. Mørket havde besat min Tanke og lod mig ikke +et Øjeblik i Fred. Hvad om jeg selv var bleven opløst til Mørke, gjort til +ét med det? Jeg rejser mig op i Sengen og slår ud med Armene. + +Min nervøse Tilstand havde ganske taget Overhånd, og det hjalp ikke, +hvormeget jeg forsøgte at modarbejde den. Der sad jeg, et Bytte for de +særeste Fantasier, tyssende på mig selv, nynnende Vuggesange, svedende af +Anstrængelse for at bringe mig i Ro. Jeg stirred ud i Mørket, og jeg havde +aldrig i mine Levedage set et sådant Mørke. Der var ingen Tvivl om, at jeg +her befandt mig foran en egen Sort af Mørke, et desperat Element, som ingen +tidligere havde været opmærksom på. De latterligste Tanker sysselsatte mig, +og hver Ting gjorde mig bange. Det lille Hul i Væggen ved min Seng +beskæftiger mig meget, et Spigerhul, jeg finder, et Mærke i Muren. Jeg +føler på det, blæser i det og søger at gætte mig dets Dybde. Det var ikke +noget uskyldigt Hul, slet ikke; det var et rigtig intrikat og +hemmelighedsfuldt Hul, som jeg måtte vogte mig for. Og besat af Tanken på +dette Hul, helt fra mig selv af Nysgærrighed og Frygt, måtte jeg tilsidst +stå op af Sengen og finde fat på min halve Pennekniv, forat måle dets Dybde +og forvisse mig om, at det ikke førte helt ind til Sidecellen. + +Jeg lagde mig tilbage, forat forsøge at falde i Søvn, men i Virkeligheden +for atter at kæmpe med Mørket. Regnen havde ophørt udenfor, og jeg hørte +ikke en Lyd. En Tidlang vedblev jeg at lytte efter Fodtrin på Gaden, og jeg +gav mig ikke Fred, førend jeg havde hørt en Fodgænger gå forbi, efter Lyden +at dømme en Konstabel. Pludselig knipser jeg i Fingrene flere Gange og ler. +Det var da som bare Fan! Ha! — Jeg indbildte mig at have fundet et nyt +Ord. Jeg rejser mig op i Sengen og siger: Det findes ikke i Sproget, jeg +har opfundet det, _Kuboå_. Det har Bogstaver som et Ord, ved sødeste Gud, +Mand, du har opfundet et Ord . . . . _Kuboå_ . . . . af stor grammatikalsk +Betydning . . . . + +Jeg sidder med åbne Øjne, forbauset over mit Fund, og ler af Glæde. Så +begynder jeg at hviske; man kunde belure mig, og jeg agted at holde min +Opfindelse hemmelig. Jeg var kommet ind i Sultens glade Vanvid; jeg var tom +og smærtefri, og min Tanke var uden Tøjler. Jeg overlægger i Stilhed med +mig selv. Med de mest forunderlige Spring i min Tankegang søger jeg at +udgranske Betydningen af mit ny Ord. Det behøved ikke at betyde hverken Gud +eller Tivoli, og hvem havde sagt, at det skulde betyde Dyrskue? Jeg knytter +Hånden heftigt og gentager en Gang til: Hvem har sagt, at det skal betyde +Dyrskue? Når jeg betænkte mig ret, var det ikke engang absolut nødvendigt, +at det betød Hængelås eller Solopgang. Et sådant Ord, som dette, var det +ikke vanskeligt at finde Mening til. Jeg vilde vente og se Tiden an. +Imidlertid kunde jeg sove på det. + +Jeg ligger der på Briksen og småler, men siger ingenting, udtaler mig ikke +hverken fra eller til. Der går nogle Minutter, og jeg blir nervøs, det ny +Ord plager mig uden Ophør, vender altid tilbage, bemægtiger sig tilsidst al +min Tanke og gør mig alvorlig. Jeg havde opgjort mig en Mening om, hvad det +ikke skulde betyde, men ikke fattet nogen Bestemmelse om, hvad det skulde +betyde. Det er et Bispørgsmål! sagde jeg højt til mig selv, og jeg griber +mig i Armen og gentager, at det var et Bispørgsmål. Ordet var Gudskelov +fundet, og det var Hovedsagen. Men Tanken plager mig endeløst og hindrer +mig fra at falde i Søvn; intet var mig godt nok for dette ualmindeligt +sjældne Ord. Endelig rejser jeg mig atter op i Sengen, griber mig med begge +Hænder om Hovedet og siger: Nej, det er jo det, som netop er umuligt, at +lade det betyde Emigration eller Tobaksfabrik! Havde det kunnet betyde +noget sådant som dette, vilde jeg for længe siden have bestemt mig herfor +og taget Følgerne. Nej, egentlig var Ordet egnet til at betyde noget +_sjæleligt_, en Følelse, en Tilstand — om jeg ikke kunde forstå det? Og +jeg husker mig om, forat finde noget sjæleligt. Da forekommer det mig, at +nogen taler, blander sig ind i min Passiar, og jeg svarer vredt: +Hvadbehager? Nej, din idiotiske Mage findes ikke! Strikkegarn? Å, rejs til +Helvede! Nu måtte jeg rigtig le! Om jeg måtte spørge: Hvorfor skulde jeg +være forpligtet til at lade det betyde Strikkegarn, når jeg specielt havde +imod, at det betød Strikkegarn? Jeg havde selv opfundet Ordet, og jeg var i +min gode Ret til at lade det betyde hvadsomhelst for den Skyld. Såvidt jeg +vidste, havde jeg ikke endnu udtalt mig . . . . + +Men mer og mer kom min Hjærne i Vildrede. Tilsidst sprang jeg ud af Sengen, +forat finde Vandledningen. Jeg var ikke tørst, men mit Hoved stod i Feber, +og jeg følte en instinktsmæssig Trang til Vand. Da jeg havde drukket, gik +jeg igen tilsengs og bestemte mig til med Vold og Magt at ville sove. Jeg +lukked Øjnene og tvang mig til at være rolig. Så lå jeg i flere Minutter, +uden at gøre en Bevægelse, jeg blev sved, og jeg følte Blodet støde heftigt +gennem Årene. Nej, det var dog altfor kosteligt, at han kunde lede efter +Penge i det Kræmmerhus! Han hosted også blot én Gang. Mon han går dernede +endnu? Sidder på min Bænk? . . . . Det blå Perlemor . . . . Skibene . . . . + +Jeg åbned Øjnene. Hvor kunde jeg også holde dem lukket, når jeg ikke kunde +sove? Og det samme Mørke ruged omkring mig, samme uudgrundelige sorte +Evighed, som min Tanke stejled imod og ikke kunde fatte. Hvad kunde jeg dog +ligne det med? Jeg gjorde de mest fortvivlede Anstrængelser, forat finde et +Ord, der var sort nok til at betegne mig dette Mørke, et Ord så grusomt +sort, at det kunde sværte min Mund, når jeg nævnte det. Herregud, hvor det +var mørkt! Og jeg bringes igen til at tænke på Havnen, på Skibene, de sorte +Uhyrer, der lå og vented på mig. De vilde suge mig til sig og holde mig +fast og sejle med mig over Land og Hav, gennem mørke Riger, som ingen +Mennesker har set. Jeg føler mig ombord, trukket tilvands, svævende i +Skyerne, dalende, dalende . . . . Jeg giver et hæst Skrig af Angst og +hugger mig fast i Sengen; jeg havde gjort sådan farlig Rejse, suset ned +gennem Luften som en Byldt. Hvor følte jeg mig ikke frelst, da jeg slog +Hånden mod den hårde Briks! Således er det at dø, sagde jeg til mig selv, +nu skal du dø! Og jeg lå en liden Stund og tænkte over dette, at nu skulde +jeg dø. Da rejser jeg mig op i Sengen og spørger strængt: Hvem sagde, at +jeg skulde dø? Har jeg selv fundet Ordet, så er jeg i min gode Ret til selv +at bestemme, hvad det skal betyde . . . . Jeg hørte selv, at jeg +fantasered, hørte det endnu mens jeg talte. Min Galskab var et Delirium af +Svaghed og Udmattelse, men jeg var ikke sandsesløs. Og den Tanke fôr mig +med ét gennem Hjærnen, at jeg var bleven vanvittig. Greben af Rædsel farer +jeg ud af Sengen. Jeg raver hen til Døren, som jeg prøver at åbne, kaster +mig et Par Gange mod den, forat sprænge den, støder mit Hoved mod Væggen, +jamrer højt, bider mig i Fingrene, græder og bander . . . . + +Alting var roligt; kun min egen Stemme kastedes tilbage fra Murene. Jeg var +falden om på Gulvet, ude af Stand til længer at tumle om i Cellen. Da +skimter jeg højt oppe, midt for mine Øjne, en grålig Kvadrat i Væggen, en +Tone af hvidt, en Anelse — det var Dagslyset. Jeg følte, at det var +Dagslyset, følte det med hver Pore i mit Legeme. Å, hvor ånded jeg ikke +dejligt ud! Jeg kasted mig flad på Gulvet og græd af Glæde over dette +velsignede Skimt af Lys, hulked af Taknemmelighed, kyssed mod Vinduet og +bar mig ad som en gal. Og jeg var mig også i dette Øjeblik bevidst, hvad +jeg gjorde. Alt Mismod var med engang borte, al Fortvivlelse og Smærte +ophørt, og jeg havde i denne Stund ikke et Ønske uopfyldt, så vide min +Tanke kunde gå. Jeg satte mig overende på Gulvet, folded Hænderne og vented +tålmodig på Dagens Frembrud. + +Hvilken Nat havde ikke dette været! At man dog ikke har hørt nogen Larm, +tænkte jeg forundret. Men jeg var jo også i den reserverede Afdeling, højt +over alle Fanger. En husvild Statsråd, om jeg så måtte sige. Stadigt i den +bedste Stemning, med Øjnene vendt mod den lysere og lysere Rude i Muren, +mored jeg mig selv med at agere Statsråd, kaldte mig von Tangen og lagde +min Tale i Departementsstil. Mine Fantasier havde ikke hørt op, kun var jeg +langt mindre nervøs. Om jeg ikke havde begået den beklagelige Tankeløshed +at lægge min Lommebog hjemme! Om jeg ikke måtte have den Ære at bringe Hr. +Statsråden tilsengs? Og i yderste Alvor, med mange Ceremonier gik jeg hen +til Briksen og lagde mig. + +Det var nu bleven så lyst, at jeg kunde nogenlunde skimte Cellens Omrids, +og lidt efter kunde jeg se det svære Håndtag i Døren. Dette adspreded mig; +det ensformige Mørke, så irriterende tykt, at det hindred mig fra at se mig +selv, var brudt; mit Blod blev roligere, og snart følte jeg mine Øjne +lukkes. + + * * * + +Jeg vækkedes af et Par Slag i min Dør. I al Hast sprang jeg op og klædte +mig skyndsomt på; mine Klæder var endnu gennemvåde fra igåraftes. + +»Di vil mælle Dere nede hos Jourhavende,« sagde Konstablen. + +Var der altså igen Formaliteter at gennemgå! tænkte jeg bange. + +Jeg kom ind i et stort Rum nedenunder, hvor tredive eller firti Mennesker +sad, alle husvilde. Og en for en blev de råbt op af Protokollen, en for en +fik de en Billet til Mad. Jourhavende sagde stadig væk til Konstablen ved +sin Side: + +»Fik han en Billet? Ja, glem ikke at give dem Billetter. De ser ud til at +trænge et Måltid.« + +Og jeg stod og så på disse Billetter og ønsked mig en. + +»Andreas Tangen, Journalist!« + +Jeg trådte frem og bukked. + +»Kære, hvordan kan _De_ være kommen her?« + +Jeg forklared den hele Sammenhæng, gav den samme Historie som igåraftes, +løj med åbne Øjne og uden at blinke, løj med Oprigtighed: Været lidt +forsent ude, desværre . . . . på en Kafé . . . . mistet Portnøglen . . . . + +»Ja,« sagde han og smilte, »således er det! Har de sovet godt da?« + +»Som en Statsråd!« svaredjeg. »Som en Statsråd!« + +»Det glæder mig!« sagde han og rejste sig. »Godmorgen!« + +Og jeg gik. + +En Billet, en Billet også til mig! Jeg har ikke spist på over tre lange +Dage og Nætter. Et Brød! Men der var ingen, som bød mig en Billet, og jeg +turde ikke begære en. Det vilde øjeblikkelig vakt Mistanke. Man vilde +begynde at grave i mine private Forhold og finde ud, hvem jeg virkelig var; +man vilde arrestere mig for falske Foregivender. — Med løftet Hoved, med +millionær Holdning og Hænderne heftet i mit Frakkefald skrider jeg ud af +Rådstuen. + +Solen skinned allerede varmt, Klokken var ti, og Trafiken på Youngstorvet +var i fuld Bevægelse. Hvor skulde jeg tage Vejen? Jeg klapper på Lommen og +føler efter mit Manuskript; når Klokken blev elleve, vilde jeg forsøge at +træffe Redaktøren. Jeg står en Stund på Ballustraden og iagttager Livet +nedenunder mig; imens var det begyndt at dampe af mine Klæder. Hungeren +indfandt sig igen, gnaved mig i Brystet, rykked, gav mig små fine Stik, som +smærted mig. Havde jeg virkelig ikke en Ven, en Bekendt, jeg kunde henvende +mig til? Jeg leder i min Hukommelse, forat finde en Mand på ti Øre, og +finder ham ikke. Det var dog en dejlig Dag; der var megen Sol og meget Lys +omkring mig; Himlen strømmed som et fint Hav henover Lierfjældene . . . . + +Jeg var uden at vide det på Vejen hjem. + +Jeg sulted svare, og jeg fandt mig på Gaden en Træspån at tygge på. Det +hjalp. At jeg dog ikke havde tænkt på det før! + +Porten var åben, Staldkarlen hilste som sædvanligt Godmorgen. + +»Fint Vejr!« sagde han. + +»Ja« svared jeg. Det var alt, jeg fandt at sige. Kunde jeg bede ham om at +låne mig en Krone? Han gjorde det vist så gærne, hvis han kunde. Jeg havde +desuden engang skrevet et Brev for ham. + +Han stod og smagte på noget, han vilde sige. + +»Fint Vejr, ja. Hm. Jeg skulde betale Værtinden min idag, Di kunde vel ikke +være så snil at låne mig fem Kroner, vel? Bare på no’en Da’er. Di har +gjort mig en Tjeneste før, Di.« + +»Nej, det kan jeg virkelig ikke, Jens Olaj,« svared jeg. »Ikke nu. Måske +senerehen, måske i Eftermiddag.« Og jeg sjangled opad Trappen til mit +Værelse. + +Her kasted jeg mig på min Seng og lo. Hvor svineheldigt var det ikke, at +han var kommet mig i Forkøbet! Min Ære var reddet. Fem Kroner — Gud bevare +dig, Mand! Du kunde lige så gærne spurgt mig om fem Aktier i Dampkøkkenet +eller en Herregård ude i Aker. + +Og Tanken på disse fem Kroner fik mig til at le højere og højere. Var jeg +dog ikke en Pokkers Karl, hvad? Fem Kroner! Jo, her var rette Manden! Min +Lystighed steg, og jeg gav mig hen i den: Fy, Fan, for Madlugt her er! +Rigtig fersk Karbonadelugt, siden Middagen, fyh! Og jeg støder Vinduet op, +forat lufte ud den afskyelige Lugt. Opvarter, en halv Bif! Henvendt til +Bordet, dette skrøbelige Bord, som jeg måtte støtte med Knæerne, når jeg +skrev, bukked jeg dybt og spurgte: Tør jeg spørge, vil De drikke et Glas +Vin? Ikke? Jeg er Tangen, Statsråd Tangen. Desværre har jeg været lidt +forsent ude . . . . Portnøglen . . . . + +Og uden Tøjler løb min Tanke igen ud på vildsomme Veje. Jeg var mig stadigt +bevidst, at jeg talte usammenhængende, og jeg sagde ikke et Ord, uden at +jeg hørte og forstod det. Jeg sagde til mig selv: Nu taler du +usammenhængende igen! Og jeg kunde dog ikke hjælpe for det. Det var som at +ligge vågen og tale i Søvne. Mit Hoved var let, uden Smærte og uden et +Tryk, og mit Sind var uden Skyer. Jeg sejled afsted, og jeg gjorde ingen +Modstand. + +Kom ind! Jo, kom bare ind! Som de ser, alt af Rubin. Ylajali, Ylajali! Den +røde, skummende Silkedivan! Hvor heftigt hun ånder! Kys mig, Elskede! mer! +mer! Dine Arme er som hvidt Rav, din Mund blusser . . . . Opvarter, jeg bad +om en Bif . . . . + +Solen skinned indad mit Vindu, nedenunder hørte jeg Hestene tygge Havre. +Jeg sad og gumled på min Træspån, oprømt, glad i Sind som et Barn. Stadig +væk havde jeg følt efter Manuskriptet; jeg havde det ikke én Gang i Tanken, +men Instinktet sagde mig, at det var til, mit Blod minded mig om det. Og +jeg trak det frem. + +Det var bleven vådt, og jeg bredte det ud og lagde det hen i Sollyset. +Derpå gav jeg mig til at vandre frem og tilbage i mit Værelse. Hvor alt så +nedslående ud! Omkring på Gulvet små nedtrampede Levninger af Blikplader; +men ikke en Stol at sidde på, ikke engang en Spiger i de nøgne Vægge. Alt +var bragt til »Onkels« Kælder og fortæret. Et Par Ark Papir på Bordet, +belagt med tykt Støv, var al min Ejendom; det gamle, grønne Tæppe på Sengen +havde Hans Pauli lånt mig for nogle Måneder siden . . . . Hans Pauli! Jeg +knipser i Fingrene. Hans Pauli Pettersen skal hjælpe mig! Og jeg husker mig +om efter hans Adresse. Hvor kunde jeg dog glemme Hans Pauli! Han vilde +sikkert blive meget vred, fordi jeg ikke havde henvendt mig til ham straks. +Hurtigt tager jeg min Hat på, samler Manuskriptet op, stikker det i Lommen +og haster nedad Trappen. + +»Hør, Jens Olaj,« råbte jeg ind i Stalden, »jeg tror ganske sikkert, jeg +kan hjælpe dig i Eftermiddag!« + +Kommen til Rådstuen ser jeg, at Klokken er over elleve, og jeg bestemmer +mig til at gå indom Redaktionen med det samme. Udenfor Kontordøren standsed +jeg, forat undersøge om mine Papirer lå efter Pagina; jeg glatted dem +omhyggeligt ud, stak dem igjen i Lommen og banked på. Mit Hjærte klapped +hørligt, da jeg trådte ind. + +Saksen er som sædvanlig tilstede. Jeg spørger frygtsomt efter Redaktøren. +Intet Svar. Manden sidder og borer efter Smånyt i Provinsaviserne. + +Jeg gentager mit Spørgsmål og stiger længer frem. + +Redaktøren var ikke kommet, sagde endelig Saksen, uden at se op. + +Om hvornår han kom? + +Kunde ikke sige det, kunde aldeles ikke sige det, Di. + +Hvorlænge var Kontoret åbent? + +Herpå fik jeg intet Svar, og jeg måtte gå. Saksen havde ikke kastet et Blik +på mig under det hele; han havde hørt min Stemme og genkendt mig på den. Så +ilde set er du her, tænkte jeg, man gider ikke engang svare dig. Mon det er +Ordre fra Redaktøren? Jeg havde rigtignok også, lige siden min berømte +Føljeton til ti Kroner blev antagen, oversvømmet ham med Arbejder, rændt på +hans Døre næsten hver Dag med ubrugbare Ting, som han havde måttet læse +igennem og give mig tilbage. Han vilde kanske have en Ende på det, tage +sine Forholdsregler . . . . Jeg begav mig på Vejen ud i Homandsbyen. + +Hans Pauli Pettersen var en Bondestudent på Kvisten i en fem Etages Gård, +altså var Hans Pauli Pettersen en fattig Mand. Men havde han en Krone, så +vilde han ikke spare den. Jeg vilde få den lige så sikkert, som jeg havde +den i Hånden. Og jeg gik og glæded mig til denne Krone den hele Vej og +følte mig vis på at få den. Da jeg kom til Gadedøren, var den stængt, og +jeg måtte ringe på. + +»Jeg ønsker at tale med Student Pettersen,« sagde jeg og vilde ind; »jeg +ved hans Værelse.« + +»Student Pettersen?« gentager Pigen. Om det var ham, som boed på Kvisten? +Han var flyttet. Ja, hun vidste ikke hvorhen; men han havde bedt om at få +sine Breve sendt ned til Hermansen i Toldbodgaden, og Pigen nævnte Numret. + +Jeg går fuld af Tro og Håb helt ned i Toldbodgaden, forat spørge om Hans +Paulis Adresse. Dette var min sidste Udvej, og jeg måtte udnytte den. +Undervejs kom jeg forbi et nys opført Hus, hvor et Par Snedkere stod og +høvled udenfor. Jeg tog i Dyngen et Par blanke Spåner, stak den ene i +Munden og gæmte den anden i Lommen til senere. Og jeg fortsatte min Vej. +Jeg stønned af Hunger. Ved en Bagerbutik havde jeg set et forunderlig stort +ti Øres Brød i Vinduet, det største Brød, som kunde fåes for den Pris +. . . . + +»Jeg kommer, forat få vide Student Pettersens Adresse.« + +»Bernt Ankers Gade Numer 10. Kvisten.« — Om jeg skulde derud? Nå, så vilde +jeg måske være så snil at medtage et Par Breve, som var kommet? + +Jeg går atter op i Byen, den samme Vej, jeg var kommet, passerer igen +Snedkerne, som nu sad med sine Blikspand mellem Knæerne og spiste sin gode, +varme Dampkøkkenmiddag, kommer forbi Bagerbutiken, hvor Brødet endnu ligger +på sin Plads, og når endelig Bernt Ankers Gade, halvdød af Udmattelse. +Døren var åben, og jeg begiver mig opad de mange tunge Trapper til Kvisten. +Jeg tager Brevene op fra Lommen, for med ét Slag at sætte Hans Pauli i +Humør, når jeg kom ind. Han vilde vist ikke nægte mig denne Håndsrækning, +når jeg forklared ham Omstændighederne, aldeles ikke. Hans Pauli havde så +stort Hjærte, det havde jeg al tid sagt om ham . . . . + +På Døren fandt jeg hans Kort: »H. P. Pettersen, stud. theol. — rejst +hjem«. + +Jeg satte mig ned på Stedet, satte mig på det bare Gulv, dump træt, slagen +af Forkommenhed. Jeg gentager mekanisk et Par Gange: Rejst hjem! Rejst +hjem! Så tier jeg ganske stille. Der var ikke en Tåre i mine Øjne, jeg +havde ikke en Tanke og ikke en Følelse. Med opspærrede Øjne sad jeg og +stirred på Brevene, uden at foretage mig noget. Der gik ti Minutter, måske +tyve, eller mer, jeg sad der stadig på samme Plet og rørte ikke en Finger. +Denne dumpe Døs var næsten som en Blund. Så hører jeg nogen komme i +Trappen, jeg rejser mig og siger: + +»Det var Student Pettersen — jeg har to Breve til ham«. + +»Han er hjemrejst«, svarer Konen. »Men han kommer tilbage efter Ferierne. +Brevene kunde jo jeg tage, om De vilde.« + +»Ja, Tak, det var rigtigt godt«, sagde jeg, »så får han dem, når han +kommer. Der kunde være vigtige Ting i dem. Godmorgen!« + +Da jeg var kommet udenfor, standsed jeg og sagde højt midt på åben Gade, +idet jeg knytted Hænderne: Jeg skal sige dig et, min kære Herre Gud: du er +en Noksagt! Og jeg nikker rasende, med sammenbidte Tænder op mod Skyerne: +Du er Fan ta mig en Noksagt! + +Jeg gik så nogle Skridt og standsed igen. Idet jeg pludselig skifter +Holdning, folder jeg Hænderne, lægger mit Hoved påskakke og spørger med +sød, fromladen Stemme: Har du også henvendt dig til ham, mit Barn? + +Det lød ikke rigtigt. + +Med stor H, siger jeg, med H som en Domkirke! Op igen: Har du også anråbt +_Ham_, mit Barn? Og jeg sænker Hovedet og gør min Stemme begrædelig og +svarer: Nej! + +Det lød heller ikke rigtigt. + +Du kan jo ikke hykle, din Nar! _Ja_, skal du sige, ja, jeg har anråbt min +Gud Fader! og du skal få til den ynkeligste Melodi på dine Ord, som du +nogensinde har hørt. Så, op igjen! Ja, det var bedre. Men du må sukke, +sukke som en krampesyg Hest. Så! + +Der går jeg og underviser mig selv i Hykleri, stamper utålmodig i Gaden, +når jeg ikke får det til, og skælder mig ud for et Træhoved, mens de +forbausede forbigående vender sig om og betragter mig. + +Jeg tygged uafbrudt på min Høvlspån og sjangled så hurtigt, jeg kunde, +nedad Gaderne. Førend jeg selv vidste af det, var jeg helt nede ved +Jærnbanetorvet. Klokken viste halv to på Vor Frelsers. Jeg stod en Stund og +overvejed. En mat Sved trængte frem i mit Ansigt og sived ned i mine Øjne. +Følg med en Tur på Bryggen! sagde jeg til mig selv. Det vil sige, hvis du +har Tid? Og jeg bukked for mig selv og gik ned til Jærnbanebryggen. + +Skibene lå derude, Sjøen vugged i Solskinnet. Der var travl Bevægelse +overalt, pibende Dampfløjter, Dragere med Kasser på Skuldrene, muntre +Hejsesange fra Prammene. En Kagekone sidder i Nærheden af mig og luder med +sin brune Næse over sine Varer; det lille Bord foran hende er syndigt fuldt +af Lækkerier, og jeg vender mig bort i Uvilje. Hun fylder hele Kajen med +sin Madlugt; fyh, op med Vinduerne! Jeg henvender mig til en Herre, der +sidder ved min Side og forestiller ham indtrængende dette Misforhold med +Kagekoner her og Kagekoner der . . . . Ikke? Ja, men han måtte dog vel +indrømme, at . . . . Men den gode Mand aned Uråd og lod mig ikke engang +tale tilende, før han rejste sig og gik. Jeg rejste mig ligeledes og fulgte +ham, fast bestemt på at overbevise Manden om hans Fejltagelse. + +»Endog af Hensyn til de sanitære Forholde«, sagde jeg og klapped ham på +Skuldren . . . . + +»Undskyld, jeg er fremmed her og kender ikke noget til de sanitære +Forholde,« sagde han og stirred på mig i Rædsel. + +Nå, det forandred Sagen, når han var fremmed . . . . Om jeg ikke kunde +gjøre ham nogen Tjeneste? Vise ham omkring? Ikke? For det skulde være mig +en Fornøjelse, og det skulde jo ikke koste ham noget . . . . + +Men Manden vilde absolut blive af med mig og skråed hurtigt over Gaden til +det andet Fortoug. + +Jeg gik atter tilbage til min Bænk og satte mig. Jeg var meget urolig, og +den store Lire, som havde begyndt at spille lidt længer henne, gjorde mig +end værre. En fast, metallisk Musik, en Stump af Weber, hvortil en liden +Pige synger en sørgelig Vise. Det fløjteagtige, lidelsesfulde i Liren +risler mig gennem Blodet, mine Nerver begynder at dirre, som gav de +Genklang, og et Øjeblik efter falder jeg tilbage på Bænken, klynkende, +nynnende med. Hvad finder ikke éns Tanker på, når man sulter! Jeg føler mig +optagen i disse Toner, opløst til Tone, jeg strømmer ud, og jeg fornemmer +så tydeligt, hvorledes jeg strømmer, svævende højt over Bjærge, dansende +ind over lyse Zoner . . . . + +»En Øre!« siger den lille Lirepige og rækker sin Bliktalærken frem, »bare +en Øre!« + +»Ja,« svarer jeg ubevidst, og jeg sprang op og ransaged mine Lommer. Men +Barnet tror, at jeg blot vil holde Løjer med hende og fjærner sig straks, +uden at sige et Ord. Denne stumme Tålsomhed var mig for stor; havde hun +skældt mig ud, vilde det kommet belejligere; Smærten greb mig, og jeg råbte +hende tilbage. Jeg ejer ikke en Øre, sagde jeg, men jeg skal huske dig +siden, måske imorgen. Hvad hedder du? Ja, det var et pent Navn, jeg skulde +ikke glemme det. Altså imorgen . . . . + +Men jeg forstod godt, at hun ikke troed mig, uagtet hun ikke sagde et Ord, +og jeg græd af Fortvivlelse over, at denne lille Gadetøs ikke vilde tro +mig. Endnu engang råbte jeg hende tilbage, rev hurtigt min Frakke op og +vilde give hende min Vest. Jeg skal holde dig skadesløs, sagde jeg, vent +blot et Øjeblik . . . . + +Og jeg havde ingen Vest. + +Hvor kunde jeg også lede efter den! Der var gået Uger, siden den var i mit +Eje. Hvad gik der også af mig? Den forbausede Pige vented ikke længer, men +trak sig skyndsomt tilbage. Og jeg måtte lade hende gå. Folk stimled sammen +om mig og lo højt, en Politibetjent trænger sig hen til mig og vil vide, +hvad der er påfærde. + +»Ingen Ting,« svarer jeg, »slet ingen Ting! Jeg vilde blot give den lille +Pige derhenne min Vest . . . . til hendes Fader . . . . Det behøver De ikke +at stå og le ad. Jeg kunde bare gå hjem og tage en anden på.« + +»Ingen Opstyr på Gaden!« siger Konstablen. »Såh, marsch!« Og han puffer mig +afsted. »Er dette Demses Papirer?« råbte han efter mig. + +Ja, Død og Pine, min Avisartikel, mange vigtige Skrifter! Hvor kunde jeg +også være så uforsigtig . . . . + +Jeg får fat i mit Manuskript, forvisser mig om, at det ligger i Orden og +går, uden at standse et Øjeblik eller se mig omkring, op til +Redaktionskontoret. Klokken var nu fire på Vor Frelsers Ur. + +Kontoret er stængt. Jeg lister mig lydløst nedad Trapperne, bange som en +Tyv, og standser rådvild udenfor Porten. Hvad skulde jeg nu gøre? Jeg læner +mig ind til Muren, stirrer ned i Stenene og tænker efter. En Knappenål +ligger og skinner foran mine Fødder, og jeg bøjer mig ned og tager den op. +Hvad om jeg tog Knapperne udaf min Frakke, hvad vilde jeg få for dem? Det +vilde måske ikke nytte mig, Knapper var nu Knapper; men jeg tog og +undersøgte dem til alle Kanter og fandt dem så godt som nye. Det var en +heldig Idé alligevel, jeg kunde skære dem ud med min Pennekniv og bringe +dem hen i Kælderen. Håbet om, at jeg kunde sælge disse fem Knapper, oplived +mig straks, og jeg sagde: Se, se, det retter sig! Min Glæde tog Overhånd +med mig, og jeg gav mig straks til at tage Knapperne ud, en efter en. +Herunder holdt jeg følgende tyste Passiar: + +Ja, ser De, man er bleven lidt fattig, en øjeblikkelig Forlegenhed . . . . +Udslidte, siger De? De må ikke forsnakke Dem. Jeg vil se på den, som slider +mindre Knapper, end jeg. Går altid med Frakken åben, skal jeg sige Dem; det +er bleven en Vane hos mig, en Egenhed . . . . Nej, nej, når De ikke _vil_, +så! Men jeg skal have mine ti Øre for dem, mindst . . . . Nej, Herregud, +hvem har _sagt_, at de skal gøre det? De kan holde Deres Mund og lade mig +være i Fred . . . . Ja, ja, så kan De jo _hente_ Politiet, vel. Jeg skal +vente her, mens De er ude efter Konstablen. Og jeg skal ikke stjæle noget +fra Dem . . . . Nå, Goddag, Goddag! Mit Navn er altså Tangen, jeg har været +lidt forsent ude . . . . + +Så kommer der nogen i Trappen. Jeg er øjeblikkelig tilbage i Virkeligheden, +genkender Saksen og stikker Knapperne skyndsomt i Lommen. Han vil forbi, +besvarer ikke engang min Hilsen, får det pludselig så travlt med at se på +sine Negle. Jeg standser ham og spørger efter Redaktøren. + +»Ikke tilstede, Di.« + +»De lyver!« sagde jeg. Og med en Frækhed, som forundred mig selv, fortsatte +jeg: »Jeg må tale med ham; det er et nødvendigt Ærinde — Meddelelser fra +Stiftsgården.« + +»Ja, kan Di ikke sige det til mig, da?« + +»Til Dem?« sagde jeg og målte Saksen lidt med Øjnene. + +Det hjalp. Han fulgte straks med og åbned Døren. Nu sad mit Hjærte mig i +Halsen. Jeg bed Tænderne heftigt sammen, forat give mig Mod, banked på, og +trådte ind i Redaktørens Privatkontor. + +»Goddag! Er det Dem?« sagde han venligt. »Sid ned.« + +Havde han vist mig Døren, vilde det været kærkomnere; jeg følte Gråden og +sagde: + +»Jeg beder Dem undskylde . . . .« + +»Sæt Dem ned,« gentog han. + +Og jeg satte mig og forklared, at jeg igen havde en Artikel, som det var +mig magtpåliggende at få ind i hans Blad. Jeg havde gjort mig sådan Flid +med den, den havde kostet mig så megen Anstrængelse. + +»Jeg skal læse den,« sagde han og tog den. »Anstrængelse koster det Dem +vist alt, De skriver; men De er så altfor heftig. Når De bare kunde være +lidt besindigere! Der er formegen Feber. Imidlertid skal jeg læse den.« Og +han vendte sig igjen ind til Bordet. + +Der sad jeg. Turde jeg bede om en Krone? Forklare ham, hvorfor der altid +var Feber? Så vilde han ganske sikkert hjælpe mig; det var ikke første +Gang. + +Jeg rejste mig op. Hm! Men sidst, jeg var hos ham, havde han klaget sig for +Penge, endog sendt Regningsbudet ud, forat skrabe sammen til mig. Det vilde +måske blive samme Tilfældet nu. Nej, det skulde ikke ske! Så jeg slet ikke, +at han sad i Arbejde? + +»Var det ellers noget?« spurgte han. + +»Nej!« sagde jeg og gjorde min Stemme fast. »Hvornår må jeg få høre ind +igen?« + +»Å, nårsomhelst De går forbi,« svared han, »om et Par Dage eller så.« + +Jeg kunde ikke få min Begæring over Læberne. . Denne Mands Venlighed syntes +mig uden Grændser, og jeg skulde vide at påskønne den. Heller sulte +tildøde. Og jeg gik. + +Ikke engang, da jeg stod udenfor og igen følte Hungerens Anfald, angred jeg +at have forladt Kontoret uden at bede om denne Krone. Jeg tog den anden +Høvlspån op af Lommen og stak den i Munden. Det hjalp igen. Hvorfor havde +jeg ikke gjort det før? Du måtte skamme dig! sagde jeg højt; kunde det +virkelig falde dig ind at bede den Mand om en Krone og sætte ham i +Forlegenhed igen? Og jeg blev rigtig grov mod mig selv for den +Uforskammethed, som havde faldt mig ind. Det er ved Gud det sjofleste, jeg +endnu har hørt! sagde jeg; rænde på en Mand og næsten klore Øjnene ud på +ham, bare fordi du trænger en Krone, din elendige Hund! Så, marsch! +Hurtigere! Hurtigere, din Tamp! Jeg skal lære dig! + +Jeg begyndte at løbe, forat straffe mig selv, tilbagelagde i Sprang den ene +Gade efter den anden, drev mig fremad ved indædte Tilråb og skreg taust og +rasende til mig selv, når jeg vilde standse. Herunder var jeg kommet højt +op i Pilestrædet. Da jeg endelig stod stille, næsten grædefærdig af Vrede +over ikke at kunne løbe længer, dirred jeg over mit hele Legeme, og jeg +slængte mig ned på en Trappe. Nej, stop! sagde jeg. Og for rigtigt at plage +mig selv, rejste jeg mig atter op og tvang mig til at blive stående, og jeg +lo ad mig selv og gotted mig over min egen Forkommenhed. Endelig efter +flere Minutters Forløb gav jeg mig ved et Nik Tilladelse til at sætte mig; +endog da valgte jeg den ubekvemmeste Plads på Trappen. + +Herregud, det var dejligt at hvile! Jeg tørred Sveden af mit Ansigt og drak +store, friske Åndedrag ind. Hvor havde jeg ikke løbet! Men jeg angred det +ikke, det var vel fortjent. Hvorfor havde jeg også villet begære den Krone? +Nu så jeg Følgerne! Og jeg begyndte at tale mildt til mig selv, holde +Formaninger, som en Moder kunde gjort. Jeg blev mer og mer rørende, og træt +og kraftløs begyndte jeg at græde. En stille og inderlig Gråd, en indvendig +Hulken uden en Tåre. + +Et Kvarters Tid eller mer sad jeg på samme Sted. Folk kom og gik, og ingen +forulemped mig. Småbørn legte her og der omkring, en liden Fugl sang i et +Træ på den anden Side af Gaden. + +En Politikonstabel kommer henimod mig. + +»Hvorfor sitter Di her?« sagde han. + +»Hvorfor jeg sidder her?« spurgte jeg. »Af Lyst.« + +»Jeg har lagt Mærke til Dere den sidste Hal’time,« sagde han. »Di har sitti +her en hal’ Time?« + +»Så omtrent,« svared jeg. »Var det ellers noget?« Jeg rejse mig vredt og +gik. + +Kommen til Torvet, standsed jeg og så ned i Gaden. Af Lyst! Var nu også det +et Svar? Af Træthed! skulde du sagt, og du skulde gjort din Stemme +begrædelig — du er et Fæ, du lærer aldrig at hykle! — af Udmattelse! og +du skulde sukket som en Hest. + +Da jeg kom til Brandvagten, standsed jeg igen, greben af et nyt Indfald. +Jeg knipsed i Fingrene, slog i en høj Latter, som forbaused de forbigående, +og sagde: Nej, nu skal du virkelig gå ud til Præsten Levion. Det skal du +bitterdød gøre. Jo, bare forat forsøge. Hvad har du at forsømme med det? +Det er også sådant dejligt Vejr. + +Jeg gik ind i Paschas Boglade, fandt i Adressekalenderen Pastor Levions +Bopæl og begav mig derud. Nu gælder det! sagde jeg, far nu ikke med +Streger! Samvittighed, siger du? Ikke noget Sludder; du er for fattig til +at holde Samvittighed. Du er sulten, er du, kommen i et vigtigt Anliggende, +det første fornødne. Men du skal lægge Hovedet på Skuldren og sætte Melodi +på dine Ord. Det vil du ikke, hvad? Så går jeg ikke et Skridt videre, så +meget du ved det. Så: du er i en såre anfægtet Tilstand, kæmper med Mørkets +Magter og store, lydløse Uhyrer om Nætterne, så det er en Gru, hungrer og +tørster efter Vin og Mælk og får det ikke. Så langt er det kommet med dig. +Nu står du her og har ikke så godt som Spyt i Lampen. Men du tror på Nåden, +Gudskelov, du har ikke tabt Troen endda! Og da skal du slå Hænderne sammen +og se ud som en ren Satan til at tro på Nåden. Med Hensyn til Mammon, så +hader du Mammon under alle dens Skikkelser; en anden Sag er det med en +Salmebog, en Erindring til et Par Kroner . . . . Ved Præstens Dør standsed +jeg og læste: »Kontortid fra 12 til 4.« + +Fremdeles ikke noget Sludder! sagde jeg; nu gør vi Alvor af det! Så, ned +med Hovedet, lidt til . . . . og jeg ringte på til Familjelejligheden. + +»Jeg søger Pastoren,« sagde jeg til Pigen; men det var mig ikke muligt at +få Guds Navn med. + +»Han er gået ud,« svared hun. + +Gået ud! Gået ud! Det ødelagde hele min Plan, forrykked fuldstændigt alt, +jeg havde tænkt at sige. Hvad Nytte havde jeg så af denne lange Tur? Nu +stod jeg der. + +»Var det noget især?« spurgte Pigen. + +»Aldeles ikke!« svared jeg, »slet ikke! Det var bare sådant dejligt Guds +Vejr, og så vilde jeg gå herud og hilse på ham.« + +Der stod jeg og der stod hun. Jeg satte med Vilje Brystet frem, forat gøre +hende opmærksom på Knappenålen, der holdt min Frakke sammen; jeg bad hende +med Øjnene om at se, hvad jeg var kommet for; men Staklen forstod ingen +Ting. + +Et dejligt Guds Vejr, ja. Om ikke Fruen var hjemme heller? + +Jo, men hun havde Gigt, lå på en Sofa, uden at kunne røre sig . . . . Vilde +jeg måske lægge ned et Bud eller noget? + +Nej, slet ikke. Jeg bare tog slige Ture nu og da, fik lidt Motion. Det var +så bra efter Middagen. — + +Jeg begav mig på Vejen tilbage. Hvad vilde det føre til at passiare længer? +Desuden var jeg begyndt at føle Svimmelhed; det fejled ikke, jeg var i Færd +med at knække sammen for Alvor. Kontortid fra 12 til 4; jeg havde banket på +en Time forsent, Nådens Tid var omme! + +På Stortorvet satte jeg mig på en af Bænkene ved Kirken. Herregud, hvor det +begyndte at se sort ud for mig nu! Jeg græd ikke, jeg var for træt; udpint +til det yderste sad jeg der uden at foretage mig nogen Ting, sad urørlig og +sulted. Brystet var mest betændt, det sved aldeles besynderlig slemt +derinde. Det vilde heller ikke hjælpe længer at tygge Spån; mine Kæver var +trætte af det frugtesløse Arbejde, og jeg lod dem hvile. Jeg gav mig over. +Ovenikøbet havde en brun Appelsinskal, som jeg fandt på Gaden, og som jeg +straks gav mig til at gnave af, givet mig Kvalme. Jeg var syg; Pulsåren +svulmed blå på mine Håndled. + +Hvad havde jeg også egentlig nølet efter? Løbet om den hele Dag efter en +Krone, som kunde holde Liv i mig i nogle Timer længer. Var det i Grunden +ikke ligegyldigt, om det uundgåelige skete en Dag før eller en Dag senere? +Havde jeg opført mig som et ordentligt Menneske, var jeg gået hjem og lagt +mig til Ro for længe siden, overgivet mig. Min Tanke var i Øjeblikket klar. +Nu skulde jeg dø; det var i Høstens Tid, og alt var lagt i Dvale. Jeg havde +forsøgt hvert Middel, udnyttet hver Hjælpekilde, som jeg vidste om. Jeg +kæled sentimentalt med denne Tanke, og hver Gang, jeg endnu håbed på en +mulig Redning, hvisked jeg afvisende: Din Nar, du er jo allerede begyndt at +dø! Jeg burde skrive et Par Breve, have alt færdigt, gøre mig parat. Jeg +vilde vaske mig omhyggeligt og ordne smukt op i min Seng; mit Hoved vilde +jeg lægge på det Par Ark hvidt Skrivepapir, den reneste Ting jeg havde +igen, og det grønne Tæppe kunde jeg . . . . + +Det grønne Tæppe! Jeg blev med én Gang lys vågen, Blodet steg mig til +Hovedet, og jeg fik stærk Hjærteklap. Jeg rejser mig op fra Bænken og +begynder at gå, Livet rører sig påny i alle mine Fibrer, og jeg gentager +Gang på Gang de løsrevne Ord: Det grønne Tæppe! Det grønne Tæppe! Jeg går +hurtigere og hurtigere, som om det galdt at indhente noget, og står om en +kort Stund atter hjemme i mit Blikkenslagerværksted. + +Uden at standse et Øjeblik eller vakle i min Beslutning, går jeg bort til +Sengen og ruller Hans Paulis Tæppe sammen. Det skulde være underligt, om +ikke mit gode Indfald kunde redde mig! De dumme Betænkeligheder, som opstod +hos mig, halve indre Råb om et vist Brandmærke, det første sorte Tegn i min +Hæderlighed, hæved jeg mig uendeligt over; jeg gav det hele en god Dag. Jeg +var ingen Helgen, ingen Dydsidiot, jeg havde min Forstand i Behold . . . . + +Og jeg tog Tæppet under Armen og gik ned i Stenersgaden Numer 5. + +Jeg banked på og trådte ind i den store fremmede Sal, for første Gang; +Bjælden på Døren slog en hel Masse desperate Slag over mit Hoved. En Mand +kommer ind fra et Sideværelse, tyggende, med Munden fuld af Mad, og stiller +sig foran Disken. + +»Å, lån mig en halv Krones Penge på mine Briller!« sagde jeg; »jeg skal +løse dem ind om et Par Dage, sikkert.« + +»Hvad? Nej, det er jo Stålbriller?« + +»Ja.« + +»Nej, det kan jeg ikke.« + +»Å, nej. De kan vel ikke det. Det var i Grunden bare Spøg også. Nej, jeg +har et Tæppe med, som jeg egentlig ikke har noget Brug for længer, og det +faldt mig ind, at De kunde ville skille mig af med det.« + +»Jeg har desværre et helt Lager af Sengeklæder,« svared han, og da jeg +havde fået det oprullet, kasted han et eneste Blik på det og råbte: + +»Nej, undskyld, det har heller ikke jeg noget Brug for!« + +»Jeg vilde vise Dem den dårligste Side først,« sagde jeg; »det er meget +bedre på den anden Side.« + +»Ja, ja, det hjælper ikke, jeg vil ikke eje det, og De får ikke ti Øre for +det noget Sted.« + +»Nej, det er grejt, at det ikke er værd noget,« sagde jeg; »men jeg tænkte, +at det kunde gå under ét med et andet gammelt Tæppe på Auktionen.« + +»Ja, nej, det nytter ikke.« + +»Fem og tyve Øre?« sagde jeg. + +»Nej, jeg vil slet ikke have det, Mand, jeg vil ikke have det i Huset.« + +Så tog jeg atter Tæppet under Armen og gik hjem. + +Jeg lod som intet var hændt, bredte igen Tæppet over Sengen, glatted det +godt ud, som jeg plejed, og forsøgte at udslette ethvert Spor af min sidste +Handling. Jeg kunde umuligt have været ved min fulde Forstand i det +Øjeblik, da jeg fatted Beslutningen om at begå denne Kæltringstreg; jo mer +jeg tænkte herpå, des urimeligere forekom det mig. Det måtte være et Anfald +af Svaghed, en eller anden Slappelse i mit Indre, som havde overrumplet +mig. Jeg var heller ikke falden i denne Snare, det aned mig, at det +begyndte at bære galt afsted, og jeg havde udtrykkelig forsøgt med +Brillerne først. Og jeg glæded mig meget over, at jeg ikke havde fået +Anledning til at fuldbyrde denne Brøde, som vilde have flækket til de +sidste Timer, jeg leved. + +Og atter vandred jeg ud i Byen. + +Jeg slog mig påny ned på en Bænk ved Vor Frelsers Kirke, dused sammen, med +Hovedet på Brystet, slap efter den sidste Ophidselse, syg og forkommen af +Sult. Og Tiden gik. + +Jeg fik sidde også denne Time ud; det var lidt lysere ude end inde i Hus; +det forekom mig desuden, at det arbejded ikke fuldt så galt i Brystet ude i +fri Luft; jeg kom jo også tidsnok hjem. + +Og jeg dused og tænkte og led ganske hårdt. Jeg havde fundet mig en liden +Sten, som jeg pudsed af på mit Frakkeærme og stak i Munden, forat have +noget at gumle på; ellers rørte jeg mig ikke og flytted ikke engang Øjnene. +Mennesker kom og gik, Vognrammel, Hovtramp og Passiar fyldte Luften. + +Men jeg kunde jo forsøge med Knapperne? Det nytted naturligvis ikke, og +desuden var jeg så temmelig syg. Men når jeg ret betænkte mig, så skulde +jeg jo egentlig i Retning af »Onkel« — min egentlige »Onkel« — når jeg +gik hjem? + +Endelig rejste jeg mig og drog mig sent og tuslet henefter Gaderne. Det +begyndte at brænde over mine Øjenbryn, det trak op til Feber, og jeg +skyndte mig alt, jeg kunde. Atter kom jeg forbi Bagerbutiken, hvor Brødet +lå. Så, nu standser vi ikke her! sagde jeg med tilgjort Bestemthed. Men om +jeg nu gik ind og _bad_ om en Bid Brød? Det var en Strejftanke, et Glimt; +det faldt mig virkelig ind. Fy! hvisked jeg og rysted på Hovedet. Og jeg +gik videre. + +I Rebslagergangen stod der et Par elskende og hvisked inde i en Port; lidt +længer henne stak en Pige Hovedet ud af Vinduet. Jeg gik så sagte og +betænksomt, jeg så ud til at grunde på noget af hvert — og Pigen kom ud på +Gaden. + +»Hvordan er det med dig da, Gammeln? Hvad for noget, er du syg? Nej, Gud +hjælpe mig for et Ansigt!« Og Pigen trak sig skyndsomt tilbage. + +Jeg standsed med en Gang. Hvad var der ivejen med mit Ansigt? Var jeg +virkelig begyndt at dø? Jeg følte med Hånden opad Kinderne: mager, +naturligvis var jeg mager; Kinderne stod som to Skåler med Bunden ind; men +Herregud . . . . og jeg rusled atter ivej. + +Men jeg standsed igen. Jeg måtte være ganske ubegribelig mager. Og Øjnene +var på Vej ind gennem Hovedet. Hvordan så jeg egentlig ud? Det var nu som +hede Fan også, at man måtte lade sig levende vanskabe af bare Sult! Jeg +følte Raseriet endnu engang, dets sidste Opblussen, en Senetrækning. Hjælpe +os for et Ansigt, hvad? Her gik jeg med et Hoved, som der ikke fandtes Mage +til i Landet, med et Par Næver, som Gud forsyne mig kunde male Bybud til +Sigtemel, og sulted mig vanskabt midt i Kristiania By! Var der nogen Orden +og Måde i det? Jeg havde ligget i Sælen og slidt Nætter og Dage, som en +Mær, der slæber en Præst; jeg havde læst mig Øjnene ud af Skolten og sultet +mig Forstanden ud af Hjærnen — hvad Fan havde jeg igen for det? Endog +Gadetæverne bad Gud fri sig for Synet af mig. Men nu skulde det være stop +— forstår du det! — _stop_ skulde det Djævelen besætte mig være! . . . . +Med stadigt tiltagende Raseri, skærende Tænder under Følelsen af min +Mathed, under Gråd og Eder, vedblev jeg at buldre løs, uden at ændse Folk, +der gik forbi. Jeg begyndte igen at martre mig selv, løb med Vilje min +Pande mod Lygtepælene, satte Neglene dybt ind i mine Håndbage, bed i +Afsindighed i min Tunge, når den ikke talte tydeligt, og jeg lo rasende +hver Gang det gjorde meget ondt. + +Ja, men hvad skal jeg gøre? svared jeg tilsidst mig selv. Og jeg stamper i +Gaden flere Gange og gentager: Hvad skal jeg gører — En Herre går just +forbi og bemærker smilende: + +»De bør gå og begære Dem anholdt.« + +Jeg så efter ham. Det var en af vore bekendte Damelæger, »Hertugen« kaldet. +Ikke engang han forstod sig på min Tilstand, en Mand, jeg kendte, og hvis +Hånd jeg havde trykket. Jeg blev stille. Anholdt? Ja, jeg var gal; han +havde Ret. Jeg følte Vanviddet i mit Blod, følte dets Jag gennem Hjærnen. +Så dér skulde det ende med mig! Ja, ja! Og jeg begyndte igen min langsomme, +sørgelige Gang. Dér skulde jeg altså havne! + +Med ét står jeg atter stille. Men ikke anholdt! siger jeg; ikke det! Og jeg +var næsten hæs af Angst. Jeg bad for mig, trygled hen i Hyt og Vejr om ikke +at blive anholdt. Så vilde jeg komme på Rådstuen igen, blive indestængt i +en mørk Celle, hvori der ikke fandtes en Gnist af Lys. Ikke det! Der var +andre Udveje åbne endnu, som jeg ikke havde forsøgt. Og jeg vilde forsøge +dem; jeg vilde være så inderlig flittig, tage mig god Tid til det og gå +ufortrødent omkring fra Hus til Hus. Der var nu for Eksempel Musikhandler +Cisler, ham havde jeg slet ikke været hos. Der blev nok en Råd . . . . +Således gik jeg og talte, indtil jeg næsten fik mig selv til at gæde af +Rørelse. Bare ikke blive anholdt! + +Cisler? Var det måske et højere Fingerpeg? Hans Navn havde faldt mig ind +uden Grund, og han boed så langt borte; men jeg vilde dog opsøge ham, gå +sagte og hvile iblandt. Jeg kendte Stedet, jeg havde været der ofte, købt +så mange Noder i de gode Dage. Skulde jeg bede om en halv Krone? Det vilde +måske genere ham; jeg fik spørge om en hel. + +Jeg kom ind i Butiken og spurgte efter Chefen; man viste mig ind i hans +Kontor. Der sad Manden, smuk, klædt efter Moden, og gennemså Regninger. + +Jeg stammed en Undskyldning og frembar mit Ærinde. Tvungen af Trang til at +henvende mig til ham . . . . Skulde ikke vare ret længe, før jeg skulde +betale det tilbage . . . . Når jeg fik Honoraret for min Avisartikel +. . . . Han vilde gøre mig så stor en Velgærning . . . . + +Endnu mens jeg talte, vendte han sig til Pulten og fortsatte sit Arbejde. +Da jeg var færdig, så han påskrå henimod mig, rysted sit smukke Hoved og +sagde: »Nej!« Bare Nej. Ingen Forklaring. Ikke et Ord. + +Mine Knæ skalv voldsomt, og jeg støtted mig mod den lille polerede Skranke. +Jeg fik forsøge en Gang til. Hvorfor skulde netop hans Navn falde mig ind, +da jeg stod langt nede i Vaterland? Det sled nogle Gange i min venstre +Side, og jeg begyndte at svede. Hm! Jeg var virkelig højst forkommen, sagde +jeg, temmelig syg, desværre; det vilde sikkert ikke gå mer end et Par Dage, +før jeg kunde betale det tilbage. Om han vilde være så snil? + +»Kære Mand, hvorfor kommer De til mig?« sagde han. »De er mig et +fuldstændigt X, løben ind fra Gaden. Gå til Bladet, hvor man kender Dem.« + +»Men blot for iaften!« sagde jeg. »Redaktionen er allerede stængt, og jeg +er meget sulten nu.« + +Han rysted vedholdende på Hovedet, vedblev at ryste det endog efterat jeg +havde grebet fat i Låsen. + +»Farvel!« sagde jeg. + +Det var ikke noget højere Fingerpeg, tænkte jeg og smilte bittert; så højt +kunde også jeg pege, når det kom an på det. Jeg sled mig frem det ene +Kvartal efter det andet, nu og da hvilte jeg et Øjeblik på en Trappe. Når +jeg bare ikke blev anholdt! Rædselen for Cellen forfulgte mig hele Tiden, +lod mig slet ikke i Fred; hver Gang jeg så en Konstabel i min Vej, tusled +jeg ind i en Sidegade, forat undgå at møde ham. Nu tæller vi et hundrede +Skridt, sagde jeg, og forsøger vor Lykke igen! Engang blir der vel en Råd +. . . . + +Det var en mindre Garnhandel, et Sted, jeg aldrig tidligere havde betrådt. +En enkelt Mand indenfor Disken, Kontor indenfor med Porcellæns Skildt på +Døren, pakkede Hylder og Borde i lang Række. Jeg vented til den sidste +Kunde havde forladt Butiken, en ung Dame med Smilehuller. Hvor hun så +lykkelig ud! Jeg nænned ikke at prøve at gøre Indtryk med min Knappenål i +Frakken; jeg vendte mig bort, og mit Bryst hulked. + +»Ønsker De noget?« spurgte Betjenten. + +»Er Chefen tilstede?« sagde jeg. + +»Han er på Fjældtur i Jotunhejmen,« svared han. »Var det noget særligt, +hvad?« + +»Det galdt nogle Øre til Mad,« sagde jeg og forsøgte at smile; »jeg er +bleven sulten, og jeg har ikke en Øre.« + +»Så er De lige så rig, som jeg«, sagde han og gav sig til at ordne +Garnpakker. + +»Å, vis mig ikke bort — ikke nu!« sagde jeg, på en Gang kold over hele +Legemet. »Jeg er virkelig næsten død af Sult, det er mange Dage, siden jeg +nød noget.« + +I yderste Alvor, uden at sige noget, gav han sig til at vrænge sine Lommer, +en efter en. Om jeg ikke vilde tro ham på hans Ord, hvad? + +»Bare fem Øre?« sagde jeg. »Så skal De få ti igen om et Par Dage.« + +»Kære Mand, vil De have mig til at stjæle af Skuffen?« spurgte han +utålmodig. + +»Ja,« sagde jeg, »ja, tag fem Øre af Skuffen.« + +»Det blir ikke mig, som gør det,« slutted han, og han lagde til: »Og lad +mig sige Dem nu med det samme, at nu kan det være nok af dette.« + +Jeg drog mig ud, syg af Sult og hed af Skam. Jeg havde gjort mig til Hund +for det usleste Ben og ikke fået det. Nej, nu fik der blive en Ende på det! +Det var virkelig kommet altfor langt med mig. Jeg havde holdt mig oppe i så +mange År, stået rank i så hårde Stunder, og nu var jeg på en Gang sunken +ned til brutalt Betleri. Denne ene Dag havde forrået min hele Tanke, +overstænket mit Sind med Ubluhed. Jeg havde ikke undset mig for at gøre mig +bevægelig og stå og græde til de mindste Kræmmere. Og hvad havde det +nyttet? Stod jeg måske ikke fremdeles uden en Brødbid at stikke i Munden. +Jeg havde opnået at få mig til at væmmes ved mig selv. Ja, ja, nu måtte det +komme til en Ende! Retnu stængte man Porten hjemme, og jeg fik skynde mig, +hvis jeg ikke vilde ligge på Rådstuen inat igen . . . . + +Dette gav mig Kræfter; ligge på Rådstuen vilde jeg ikke. Med foroverbøjet +Krop, med Hånden stemt mod venstre Ribben, forat dulme Stingene lidt, kaved +jeg fremad, holdt Øjnene fæstet i Fortouget, for ikke at tvinge mulige +Bekendte til at hilse, og hasted hen til Brandvagten. Gudskelov, Klokken +var blot syv på Vor Frelsers, jeg havde tre Timer endnu, før Porten +stængtes. Hvor jeg havde været bange! + +Så var der altså ikke en Ting uforsøgt, jeg havde gjort alt, jeg kunde. At +det virkelig ikke vilde lykkes én Gang på en hel Dag! tænkte jeg. Om jeg +fortalte det til nogen, så var der ingen, som ville tro det, og om jeg +skrev det ned, så vilde man sige, at det var lavet. Ikke på et eneste Sted! +Ja, ja, der var ingen Råd med det; fremfor alt ikke gå og være rørende mer. +Fy, det var ækelt, forsikkrer dig på, det gør mig vammel af dig! Når alt +Håb var ude, så var det ude. Kunde jeg ikke forresten stjæle mig en +Håndfuld Havre inde i Stalden? En Stribe af Lys, et Strejf — jeg vidste, +at Stalden var lukket. + +Jeg tog det mageligt og krøb i sen Sneglegang hjemover. Jeg følte Tørst, +glædeligvis for første Gang den hele Dag, og jeg gik og så mig om efter et +Sted, hvor jeg kunde drikke. Jeg var kommet for langt bort fra Basarerne, +og ind i et Privathus vilde jeg ikke gå; jeg kunde måske også vente til jeg +kom hjem; det vilde tage et Kvarters Tid. Det var slet ikke sagt, at jeg +kunde få beholde en Slurk Vand heller; min Mave tålte ikke længer nogen +Ting, jeg følte mig endog kvalm af det Spyt, jeg gik og svælged ned. + +Men Knapperne? Jeg havde slet ikke forsøgt med Knapperne endda? Da stod jeg +plat stille og gav mig til at smile. Kanske blev der alligevel en Råd! Jeg +var ikke helt fordømt! Jeg vilde ganske sikkert få ti Øre for dem, imorgen +fik jeg så andre ti et eller andet Sted, og Torsdag vilde jeg få Betaling +for min Avisartikel. Jeg skulde bare se, det retted sig! At jeg virkelig +kunde glemme Knapperne! Jeg tog dem op af Lommen og betragted dem, mens jeg +atter gik; mine Øjne blev dunkle af Glæde, jeg så ikke hele Gaden, jeg gik +på. + +Hvor kendte jeg ikke nøje den store Kælder, min Tilflugt i de mørke +Aftener, min blodsugende Ven! En for en var mine Ejendele forsvundne +hernede, mine Småting hjemmefra, min sidste Bog. På Auktionsdagen gik jeg +gærne derned, forat se til, og jeg glæded mig hvergang mine Bøger syntes at +komme i gode Hænder. Skuespiller Magelsen havde mit Ur, og det var jeg +næsten stolt af; en Årskalender, hvori jeg havde mit første lille poetiske +Forsøg, havde en Bekendt købt, og min Yderfrakke havned hos en Fotograf til +Udlån i Atelieret. Så der var intet at sige på nogen Ting. + +Jeg holdt mine Knapper færdige i Hånden og trådte ind. »Onkel« sidder ved +sin Pult og skriver. + +»Jeg har ingen Hast,« siger jeg, bange forat forstyrre ham og gøre ham +utålmodig med min Henvendelse. Min Stemme lød så forunderlig hul, jeg +kendte den næsten ikke selv igen, og mit Hjærte slog som en Hammer. + +Han kom mig smilende imøde, som han plejed, lagde begge sine Hænder flade +på Disken og så mig ind i Ansigtet, uden at sige noget. + +Ja, jeg havde noget med, som jeg vilde spørge, om han ikke kunde have Brug +for . . . . noget, som blot lå mig ivejen hjemme, forsikkrer Dem på, ganske +til Plage . . . . nogle Knapper. + +Nå, hvad var det så, hvad var det så med de Knapper? Og han lægger sine +Øjne helt ned til min Hånd. + +Om han ikke kunde give mig nogle Øre for dem? . . . . Så mange, som han +selv syntes . . . . Ganske efter hans eget Skøn . . . . + +For de Knapper? Og »Onkel« stirrer forundret på mig. For _disse_ Knapper? + +Bare til en Cigar, eller hvad han selv vilde. Jeg gik netop forbi, og så +vilde jeg høre ind. + +Da lo den gamle Pantelåner og vendte tilbage til sin Pult, uden at sige et +Ord. Der stod jeg. Jeg havde egentlig ikke håbet så meget, og alligevel +havde jeg tænkt mig det muligt at blive hjulpen. Denne Latter var min +Dødsdom. Det kunde vel ikke nytte med Brillerne nu heller? + +Jeg vilde naturligvis lade mine Briller gå med, det er en Selvfølge, sagde +jeg så og tog dem af. Bare ti Øre, eller, om han vilde, fem Øre? + +»De ved jo, at jeg ikke kan låne på Deres Briller,« sagde »Onkel«; »jeg har +sagt Dem det før.« + +»Men jeg trænger et Frimærke,« sagde jeg dump; jeg kunde ikke engang få +afsendt de Breve, som jeg skulde skrive. »Et ti eller fem Øres Frimærke, +ganske som De selv synes.« + +»Gud velsigne Dem og gå Deres Vej!« svared han og kaved imod mig med +Hånden. + +Ja, ja, så får det være! sagde jeg til mig selv. Mekanisk satte jeg +Brillerne igen på, tog Knapperne i Hånden og gik; jeg sagde Godnat og +lukked Døren efter mig som sædvanlig. Se så, der var ikke mer at gøre! +Udenfor Trappegabet standsed jeg og så endnu engang på Knapperne. At han +slet ikke vilde have dem! sagde jeg; det er dog næsten nye Knapper; jeg kan +ikke forstå det! + +Mens jeg stod der i disse Betragtninger, kom en Mand forbi og gik ned i +Kælderen. Han havde i Farten givet mig et lidet Stød; vi gjorde begge +Undskyldning, og jeg vendte mig om og så efter ham. + +»Nej, er det dig?« sagde han pludselig nede i Trappen. Han kom op, og jeg +genkendte ham. »Gud bevare os, så du ser ud!« sagde han. »Hvad har du gjort +hernede?« + +»Å — havt Affærer. Du skal herned, ser jeg?« + +»Ja. Hvad har du været der med?« + +Mine Knæ skalv, jeg støtted mig mod Væggen og rakte ud min Hånd med +Knapperne. + +»Hvad Fan?« råbte han. »Nej, nu går det for vidt!« + +»Godnat!« sagde jeg og vilde gå; jeg følte Gråden i Brystet. + +»Nej, vent et Øjeblik!« sagde han. + +Hvad skulde jeg vente efter? Han var jo selv på Vej til »Onkel«, bragte +måske sin Forlovelsesring, havde sultet i flere Dage, skyldte sin Værtinde. + +»Ja,« svared jeg, »når du vil være snar . . . .« + +»Naturligvis,« sagde han og tog Tag i min Arm; »men jeg skal sige dig, jeg +tror dig ikke, du er en Idiot; det er bedst, du følger med derned.« + +Jeg forstod, hvad han vilde, følte pludselig igen en liden Gnist af Ære og +svared: + +»Kan ikke! Jeg har lovet at være i Bernt Ankers Gade Klokken halv otte, og +. . . .« + +»Halv otte, rigtigt ja! Men nu er Klokken otte. Her står jeg med Uret i +Hånden, det er det, jeg skal herned med. Så, ind med dig, sultne Synder! +Jeg får mindst fem Kroner til Dig.« + +Og han puffed mig ind. + +TREDJE STYKKE + +En Uges Tid gik i Herlighed og Glæde. + +Jeg var over det værste også denne Gang, jeg havde Mad hver Dag, mit Mod +steg, og jeg stak det ene Jærn efter det andet i Ilden. Jeg havde tre eller +fire Afhandlinger under Arbejde, der plyndred min fattige Hjærne for hver +Gnist, hver Tanke, som opstod i den, og jeg syntes, at det gik bedre end +før. Den sidste Artikel, som jeg havde havt så meget Rænd for og sat så +meget Håb til, var allerede bleven mig tilbageféveret af Redaktøren, og jeg +havde tilintetgjort den straks, vred, fornærmet, uden at læse den igennem +påny. For Eftertiden vilde jeg forsøge med et andet Blad, forat åbne mig +flere Udveje. I værste Fald, hvis heller ikke det hjalp, havde jeg Skibene +at tage til; »Nonnen« lå sejlklar nede ved Bryggen, og jeg kunde måske få +arbejde mig over på den til Archangel, eller hvor det nu var, den skulde +hen. Så der mangled mig ikke Udsigter på mange Kanter. + +Den sidste Krise havde faret noget ilde med mig; jeg begyndte at miste Hår +i stor Mængde, Hovedpinen var også meget plagsom, især om Morgenen, og +Nervøsiteten vilde ikke give sig. Jeg sad om Dagen og skrev med Hænderne +bundet ind i Kluder, blot fordi jeg ikke tålte mit eget Åndedrag imod dem. +Når Jens Olaj slog Stalddøren hårdt i nedenunder mig, eller en Hund kom ind +i Baggården og begyndte at gø, gik det mig gennem Marv og Ben som kolde +Stik, der traf mig allevegne. Jeg var temmelig forkommen. + +Dag efter Dag stræved jeg med mit Arbejde, undte mig knapt Tid til at sluge +min Mad, førend jeg atter satte mig til at skrive. I den Tid var både +Sengen og mit lille vaklende Skrivebord oversvømmet med Notiser og +beskrevne Blade, som jeg vekselvis arbejded på, føjed til nye Ting, som +kunde falde mig ind i Løbet af Dagen, strøg over, frisked op de døde +Punkter med et farvefuldt Ord hist og her, sled mig fremad Sætning for +Sætning med den værste Møje. En Eftermiddag var endelig den ene af mine +Artikler færdig, og jeg stak den lykkelig og glad i Lommen og begav mig op +til »Kommandøren«. Det var på høj Tid, at jeg gjorde Anstalter til lidt +Penge igen, jeg havde ikke mange Øre tilbage. + +»Kommandøren« bad mig om at sidde et Øjeblik, så skulde han straks . . . . +og han skrev videre. + +Jeg så mig om i det lille Kontor: Buster, Litografier, Udklip, en umådelig +Papirkurv, der så ud til at kunne sluge en Mand med Hud og Hår. Jeg følte +mig trist tilmode ved Synet af dette uhyre Gab, denne Dragekæft, der altid +stod åben, altid var færdig til at modtage nye kasserede Arbejder — nye +knuste Håb. + +»Hvad Dato har vi?« siger pludselig »Kommandøren« borte ved Bordet. + +»28de,« svarer jeg, glad over at kunne være ham til Tjeneste. + +»28de.« Og han skriver fremdeles. Endelig konvolutterer han et Par Breve, +sender nogle Papirer hen i Kurven og lægger Pennen ned. Så svinger han sig +omkring på Stolen og ser på mig. Da han mærker, at jeg endnu står ved +Døren, gør han et halvt alvorligt, halvt spøgefuldt Vink med Hånden og +peger på en Stol. + +Jeg vender mig bort, forat han ikke skal se, at jeg ingen Vest har på, når +jeg åbner Frakken og tager Manuskriptet op af Lommen. + +»Det er bare en liden Karakteristik af Correggio,« siger jeg, »men den er +vel ikke skrevet slig, desværre, at . . . .« + +Han tager Papirerne ud af min Hånd og begynder at blade i dem. Han vender +sit Ansigt mod mig. + +Således så han da ud på nært Hold denne Mand, hvis Navn jeg hørte allerede +i min tidligste Ungdom, og hvis Blad havde havt den største Indflydelse på +mig op gennem Årene. Hans Hår er krøllet og de smukke brune Øjne en Smule +urolige; han har for Vane at støde lidt i Næsen nu og da. En skotsk Præst +kunde ikke se mildere ud end denne farlige Skribent, hvis Ord altid havde +slået blodige Striber, hvor de faldt ned. En ejendommelig Følelse af Frygt +og Beundring betager mig overfor dette Menneske, jeg er lige ved at få +Tårer i Øjnene, og jeg rykker uvilkårlig et Skridt frem, forat sige ham, +hvor inderlig jeg holdt af ham for alt, han havde lært mig, og bede ham om +ikke at gøre mig Fortræd; jeg var blot en fattig Stymper, som havde det +slemt nok alligevel . . . . + +Han så op og lagde mit Manuskript langsomt sammen, mens han sad og tænkte +efter. Forat lette ham i at give mig et afslående Svar, rækker jeg Hånden +lidt frem og siger: + +»Å, nej, det er naturligvis ikke brugbart?« Og jeg smiler, forat give +Indtryk af at tage det let. + +»Det må være så populært alt, som vi kan bruge,« svarer han; »De ved, hvad +Slags Publikum vi har. Men kan De ikke tage og gøre det lidt enklere? Eller +finde på noget andet, som Folk forstår bedre?« + +Hans Hensynsfuldhed forundrer mig. Jeg forstår, at min Artikel er kasseret, +og dog kunde jeg ikke fået et vakkrere Afslag. For ikke at optage ham +længer, svarer jeg: + +»Jo, da, det kan jeg nok.« + +Jeg går til Døren. Hm. Han måtte undskylde, at jeg havde heftet ham bort +med dette . . . . Jeg bukker og tager i Dørvrideren. + +»Hvis De trænger det,« siger han, »så kan De heller få lidt i Forskud. De +kan jo skrive for det.« + +Nu havde han jo set, at jeg ikke dued til at skrive, hans Tilbud ydmyged +mig derfor lidt, og jeg svared: + +»Nej, Tak, jeg klarer mig endda en Stund. Takker ellers så meget. Farvel!« + +»Farvel!« svarer »Kommandøren« og vender sig i det samme ind til sit +Skrivebord. + +Han havde nu alligevel behandlet mig ufortjent velvilligt, og jeg var ham +taknemmelig herfor; jeg skulde også vide at påskønne det. Jeg foresatte mig +ikke at gå til ham igen, førend jeg kunde tage med et Arbejde, som jeg var +helt tilfreds med, som kunde forbause »Kommandøren« en Smule og få ham til +at anvise mig ti Kroner uden et Øjebliks Betænkning. Og jeg gik hjem igen +og tog fat på min Skrivning påny. + +I de følgende Aftener, når Klokken blev omkring otte og Gassen allerede var +tændt, hændte der mig regelmæssig følgende: + +Idet jeg kommer ud af mit Portrum, for efter Dagens Møje og Besværligheder +at begive mig ud på en Spadsertur omkring i Gaderne, står der en sortklædt +Dame ved Gaslygten lige udenfor Porten og vender Ansigtet mod mig, følger +mig med Øjnene, når jeg passerer hende. Jeg lægger Mærke til, at hun stadig +har den samme Dragt på, det samme tætte Slør, der skjuler hendes Ansigt og +falder nedad hendes Bryst, og i Hånden en liden Paraply med Elfenbens Ring +i Håndtaget. + +Det var allerede tredje Aften, jeg havde set hende der, al tid på selvsamme +Sted; såsnart jeg var kommet hende forbi, vender hun sig langsomt om og går +nedad Gaden, bort fra mig. + +Min nervøse Hjærne skød Følehorn ud, og jeg fik straks den urimelige +Anelse, at det var mig, hendes Besøg galdt. Jeg var tilsidst næsten i +Begreb med at tiltale hende, spørge hende, om hun søgte efter nogen, om hun +trængte min Hjælp til noget, om jeg måtte følge hende hjem, så dårligt +antrukken som jeg desværre var, beskytte hende i de mørke Gader; men jeg +havde en ubestemt Frygt for, at det kanske vilde komme til at koste noget, +et Glas Vin, en Køretur, og jeg havde slet ingen Penge mer; mine +trøstesløst tomme Lommer virked altfor nedslående på mig, og jeg havde ikke +engang Mod til at se lidt skarpt på hende, når jeg gik hende forbi. Sulten +var igen begyndt at hussere med mig, jeg havde ikke havt Mad, siden +igåraftes; det var ikke nogen lang Tid, jeg havde ofte kunnet holde ud i +flere Dage; men jeg var begyndt at tage betænkeligt af, jeg kunde slet ikke +sulte så godt som før, en eneste Dag kunde nu næsten gøre mig fortumlet, og +jeg led af idelige Opkastelser, såsnart jeg drak Vand. Dertil kom, at jeg +lå og frøs om Nætterne, lå i fulde Klæder, som jeg stod og gik om Dagen, og +blåfrøs, ised ned hver Aften under Kuldegysninger og stivned til under +Søvnen. Det gamle Tæppe kunde ikke holde Trækvinden ude, og jeg vågned om +Morgenen af, at jeg var bleven tæt i Næsen af den ramme Rimluft, der +trængte ind til mig udenfra. + +Jeg går henad Gaderne og tænker på, hvorledes jeg skulde bære mig ad med at +holde mig oppe, til jeg fik min næste Artikel færdig. Havde jeg blot et +Lys, vilde jeg forsøge at kile på udover Natten; det vilde tage et Par +Timer, hvis jeg først kom rigtig i Ånde; imorgen kunde jeg så atter +henvende mig til »Kommandøren«. + +Jeg går uden videre ind i Oplandske og søger efter min unge Bekendt fra +Banken, forat skaffe mig ti Øre til et Lys. Man lod mig uhindret passere +alle Værelser; jeg gik forbi et Dusin Borde, hvor passiarende Gæster sad og +spiste og drak, jeg trængte lige ind i Bunden af Kaféen, ind i Röda Rummet, +uden at finde min Mand. Flau og vred drog jeg mig igen ud på Gaden og gav +mig til at gå i Retning af Slottet. + +Var det nu ikke også som hede, levende, evige Fan, at det aldrig vilde tage +nogen Ende med mine Genvordigheder! Med lange, rasende Skridt, med +Frakkekraven brutalt brættet op i Nakken og med Hænderne knyttet i +Bukselommerne, gik jeg og skældte ud min ulykkelige Stjærne hele Vejen. +Ikke en rigtig sorgfri Stund på syv, otte Måneder, ikke Mad til Nødtørft en +kort Uge tilende, førend Nøden påny brød mig i Knæ. Her havde jeg +ovenikøbet gået og været ærlig midt i Elendigheden, he-he, ærlig i Bund og +Grund! Gud bevare mig, hvor jeg havde været naragtig! Og jeg begyndte at +fortælle mig selv om, hvorledes jeg endog havde gået og havt ond +Samvittighed, fordi jeg engang havde bragt Hans Paulis Tæppe til +Pantelåneren. Jeg lo hånligt ad min ømme Retskaffenhed, spytted foragteligt +i Gaden og fandt slet ikke Ord stærke nok til at gøre Nar ad mig for min +Dumhed. Det skulde bare været nu! Fandt jeg i denne Stund en Skolepiges +Spareskillinger på Gaden, en fattig Enkes eneste Øre, jeg skulde plukke den +op og stikke den i Lommen, stjæle den med velberåd Hu og sove roligt som en +Sten hele Natten bagefter. Jeg havde dog ikke for intet lidt så usigelig +meget, min Tålmodighed var forbi, jeg var beredt til hvad det skulde være. + +Jeg gik rundt Slottet tre, fire Gange, tog derpå den Bestemmelse at vende +hjem, gjorde endnu en liden Afstikker ind i Parken og gik endelig tilbage +nedad Karl Johan. + +Klokken var omkring elleve. Gaden var temmelig mørk, og der vandred +Mennesker omkring overalt, stille Par og larmende Klynger om hinanden. Den +store Stund var indtrådt, Parringstiden, når den hemmelige Færdsel foregår +og de glade Æventyr begynder. Raslende Pigeskørter, en og anden kort, +sandselig Latter, bølgende Bryster, heftige, pæsende Åndedrag; langt nede +ved Grand en Stemme, som råber: »Emma!« Hele Gaden var en Sump, hvorfra +hede Dunster steg op. + +Jeg forfarer uvilkårlig mine Lommer efter to Kroner. Den Lidenskab, der +dirrer i hver af de forbigåendes Bevægelser, selve Gaslygternes dunkle Lys, +den stille, svangre Nat, altsammen har begyndt at angribe mig, denne Luft, +der er fyldt af Hvisken, Omfavnelser, skælvende Tilståelser, halvt udtalte +Ord, små Hvin; endel Katte elsker med høje Skrig inde i Blomqvists Port. Og +jeg havde ikke to Kroner. Det var en Jammer, en Elendighed uden Lige at +være så udarmet! Hvilken Ydmygelse, hvilken Vanære! Og jeg kom atter til at +tænke på en fattig Enkes sidste Skærv, som jeg vilde have stjålet, en +Skoleguts Kasket eller Lommetørklæde, en Betlers Madpose, som jeg uden +Omstændighed vilde have bragt til Kludehandleren og sviret op. Forat trøste +mig selv og holde mig skadesløs begyndte jeg at finde op alle mulige Fejl +ved disse glade Mennesker, som gled mig forbi; jeg trak vredt på Skuldrene +og så ringeagtende på dem, efterhvert som de passered, Par for Par. Disse +nøjsomme, sukkertøjspisende Studenter, som mente at skeje europæisk ud, når +de fik klappe en Sypige på Maven! Disse Ungherrer, Bankmænd, Grosserere, +Boulevardløver, som ikke engang slog Vrag på Sjømandskoner, tykke Kutorvets +Marihøner, der kunde falde ned i det første det bedste Portrum for en +Sejdel Øl! Hvilke Sirener! Pladsen ved deres Side var endnu varm efter en +Brandkonstabel eller en Staldkarl fra sidste Nat; Tronen var altid lige +ledig, lige vidåben, værsågod, stig op! . . . . Jeg spytted langt hen ad +Fortouget, uden at bekymre mig om, at det kunde træffe nogen, var vred, +opfyldt af Foragt for disse Mennesker, der gned sig opad hinanden og parred +sig sammen midt for mine Øjne. Jeg løfted mit Hoved og følte med mig selv +Velsignelsen af at kunne bevare min Sti ren. + +Ved Stortingsplads mødte jeg en Pige, som stirred meget stivt på mig, idet +jeg kom på Siden af hende. + +»Godaften!« sagde jeg. + +»Godaften!« Hun standsed. + +Hm. Om hun var ude og gik så sent? Var det nu ikke lidt resikabelt for en +ung Dame at gå på Karl Johan på denne Tid af Døgnet? Ikke? Ja, men blev hun +da aldrig tiltalt, forulempet, jeg mener rent ud sagt bedt om at gå med +hjem? + +Hun stirred forundret på mig, undersøgte mit Ansigt, hvad jeg vel kunde +mene med dette. Så stak hun pludselig Hånden ind under min Arm og sagde: + +»Så gik vi da!« + +Jeg fulgte med. Da vi havde gået nogle Skridt forbi Droscherne, standsed +jeg op, gjorde min Arm fri og sagde: + +»Hør, min Ven, jeg ejer ikke en Øre.« Og jeg belaved mig på at gå min Vej. + +I Førstningen vilde hun ikke tro mig; men da hun havde fået føle efter i +alle mine Lommer og intet fandt, blev hun ærgerlig, kasted på Hovedet og +kaldte mig en Tørfisk. + +»Godnat!« sagde jeg. + +»Vent lidtl« råbte hun. »Er det Guldbriller, De har?« + +»Nej.« + +»Ja, så gå Pokker ivold med Dem!« + +Og jeg gik. + +Lidt efter kom hun løbende efter mig og råbte på mig påny. + +»De kan være med mig alligevel,« sagde hun. + +Jeg følte mig ydmyget af dette Tilbud fra en stakkels Gadetøs, og jeg sagde +Nej. Det var desuden sent på Nat, og jeg skulde et Sted hen; hun havde +heller ikke Råd til slige Opofrelser. + +»Jo, nu _vil_ jeg have Dem med.« + +»Men jeg går ikke med på den Måde.« + +»De skal naturligvis til en anden,« sagde hun. + +»Nej,« svared jeg. + +Men jeg havde Følelsen af, at jeg stod i en ynkelig Stilling overfor denne +aparte Tøs, og jeg beslutted mig til at redde Skinnet. + +»Hvad hedder De?« spurgte jeg. »Marie? Nå! Hør nu her, Marie!« Og jeg gav +mig til at forklare min Opførsel. Pigen blev mer og mer forundret +efterhvert. Om hun altså havde troet, at også jeg var en af dem, som gik på +Gaden om Aftenerne og kapred Småpiger? Om hun virkelig troed noget så slet +om mig? Havde jeg måske sagt noget uartigt til hende fra Begyndelsen af? +Bar man sig slig ad, som jeg, når man havde noget ondt fore? Kort og godt, +jeg havde tiltalt hende og fulgt hende de Par Skridt, forat se, hvor vidt +hun vilde drive det. Forresten var mit Navn det og det. Pastor den og den. +Godnat! Gå hen og synd ikke mer! + +Dermed gik jeg. + +Jeg gned mig henrykt i Hænderne over mit gode Påfund og talte højt med mig +selv. Hvor det var en Glæde at gå omkring og gøre gode Gærninger! Jeg havde +måske givet denne faldne Skabning et Skub til Oprejsning for hele Livet! +Frelst hende engang for alle fra Fordærvelsen! Og hun vilde påskønne det, +når hun fik summet sig på det, endog huske mig i sin Dødsstund med Hjærtet +fuldt af Tak. Å, det lønte sig at være ærlig alligevel, ærlig og +retskaffen! + +Mit Humør var aldeles strålende, jeg følte mig frisk og modig nok til hvad +det skulde være. Om jeg blot havde havt et Lys, så kunde jeg kanske fået +min Artikel færdig! Jeg gik og dingled med min nye Portnøgle i Hånden, +nynned, plystred og spekulered på en Udvej til Lys. Der blev ingen anden +Råd, jeg fik tage mine Skrivesager ned, ud på Gaden, ind under Gaslygten. +Og jeg åbned Porten og gik op efter mine Papirer. + +Da jeg kom ned igen, lukked jeg Porten ilås udenifra og stilled mig hen i +Lygteskinnet. Det var stille overalt, jeg hørte blot de tunge, klirrende +Fodtrin af en Konstabel nede i Tværgaden, og langt borte, i Retning af St. +Hanshaugen, en Hund, som gøed. Der var intet, som forstyrred mig, jeg trak +Frakkekraven op for Ørene og gav mig til at tænke af alle Kræfter. Det +vilde hjælpe mig så storartet, om jeg var så heldig at få istand Slutningen +af denne lille Afhandling. Jeg stod just på et lidt vanskeligt Punkt, der +skulde komme en ganske umærkelig Overgang til noget nyt, derpå en dæmpet, +glidende Finale, en lang Knurren, der tilsidst skulde ende i en Klimaks så +stejl, så oprørende som et Skud, eller som Lyden af et Bjærg, der brast. +Punktum. + +Men Ordene vilde ikke falde mig ind. Jeg læste hele Stykket igennem fra +Begyndelsen af, læste højt hver Sætning, og jeg kunde slet ikke samle mine +Tanker til denne spragende Klimaks. Mens jeg stod og arbejded med dette, +kom ovenikøbet Konstablen gående og stilled sig op midt i Gaden et lidet +Stykke borte fra mig og spolered hele min Stemning. Hvad kom det nu ham +ved, om jeg i dette Øjeblik stod og skrev på en udmærket Klimaks til en +Artikel for »Kommandøren«? Herregud, hvor det var plat umuligt for mig at +holde mig oven Vande, hvad jeg end prøved med! Jeg stod der en Times Tid, +Konstablen gik sin Vej, Kulden begyndte at blive for stærk til at stå +stille i. Modløs og forsagt over det ny spildte Forsøg, åbned jeg endelig +atter Porten og gik op på mit Rum. + +Det var koldt deroppe, og jeg kunde knapt se mit Vindu i det tykke Mørke. +Jeg følte mig frem til Sengen, trak Skoene af og satte mig til at varme +mine Fødder mellem Hænderne. Så lagde jeg mig ned, således, som jeg havde +gjort i lang Tid, rund som jeg gik, i fulde Klæder. + + * * * + +Morgenen efter rejste jeg mig overende i Sengen, såsnart det blev lyst, og +tog fat på min Artikel igen. Jeg sad i denne Stilling til Middags, da jeg +havde fået istand en ti, tyve Linjer. Og jeg var endda ikke kommet til +Finalen. + +Jeg stod op, tog Støvlerne på og gav mig til at drive frem og tilbage på +Gulvet, forat blive varm. Der lå Rim på Vinduerne; jeg så ud, det sneed, +nede i Baggården lå et tykt Lag af Sne over Brolægningen og Vandposten. + +Jeg pusled omkring i mit Værelse, gjorde viljeløse Ture frem og tilbage, +skrabed med Neglene i Væggene, lagde min Pande forsigtigt ind mod Døren, +banked med Pegefingeren i Gulvet og lytted opmærksomt, altsammen uden nogen +Hensigt, men stille og eftertænksomt, som om det var en Sag af Vigtighed, +jeg havde fore. Og imens sagde jeg højt Gang på Gang, så jeg hørte det +selv: Men du gode Gud, dette er jo Vanvid! Og jeg drev på lige galt. Efter +en lang Stunds Forløb, kanske et Par Timer, tog jeg mig stærkt sammen, bed +mig i Læben og strammed mig op det bedste, jeg kunde. Der måtte blive en +Ende på dette! Jeg fandt mig en Flis at tygge på og satte mig resolut til +at skrive igen. + +Et Par korte Sætninger kom istand med stort Besvær, et Snes fattige Ord, +som jeg pinte frem med Vold og Magt, for dog at bevæge mig fremad. Da +standsed jeg, mit Hoved var tomt, jeg årked ikke mer. Og da jeg slet ikke +kunde komme længer, satte jeg mig til at stirre med vidåbne Øjne på disse +sidste Ord, dette ufuldførte Ark, glante på disse underlige, skælvende +Bogstaver, der stritted op fra Papiret som små hårede Dyr, og jeg forstod +tilsidst ikke noget af det hele, jeg tænkte på ingen Ting. + +Tiden gik. Jeg hørte Færdselen på Gaden, Larmen af Vogne og Hovtramp; Jens +Olajs Stemme steg op til mig fra Stalden, når han råbte til Hestene. Jeg +var aldeles sløv, jeg sad og smatted lidt med Munden, men foretog mig +ellers intet. Mit Bryst var i en sørgelig Forfatning. + +Det begyndte at skumre, jeg faldt mer og mer sammen, blev træt og lagde mig +tilbage på Sengen. Forat varme mine Hænder lidt, strøg jeg Fingrene gennem +mit Hår, frem og tilbage, på kryds og tvers; der fulgte små Dotter med, +løsnede Tjavser, som lagde sig mellem Fingrene og flød udover Hovedpuden. +Jeg tænkte ikke noget over det just da, det var som det ikke kom mig ved, +jeg havde også nok af Hår tilbage. Jeg forsøgte atter at ryste mig op af +denne forunderlige Døs, der gled mig gennem alle Lemmer som en Tåge; jeg +rejste mig overende, banked mig med flad Hånd over Knæerne, hosted så +hårdt, som mit Bryst tillod, — og jeg faldt tilbage påny. Intet hjalp; jeg +døde hjælpeløst hen med åbne Øjne, stirrende ret op i Taget. Tilsidst stak +jeg Pegefingeren i Munden og gav mig til at patte på den. Der begyndte at +røre sig noget i min Hjærne, en Tanke, der roded sig frem derinde, et +splittergalt Påfund: Hvad om jeg bed til? Og uden et Øjebliks Betænkning +kneb jeg Øjnene i og slog Tænderne sammen. + +Jeg sprang op. Endelig var jeg bleven vågen. Der pibled lidt Blod ud af +Fingeren, og jeg slikked det af efterhvert. Det gjorde ikke meget ondt, +Såret var heller ikke stort; men jeg var med en Gang bragt til mig selv; +jeg rysted på Hovedet og gik hen til Vinduet, hvor jeg fandt mig en Klud, +som jeg vikled om Såret. Mens jeg stod og pusled hermed, blev njine Øjne +fulde af Vand, jeg græd sagte for mig selv. Denne magre, itubidte Finger så +så sørgelig ud. Gud i Himlen, hvor langt det nu var kommet med mig! + +Mørket blev tættere. Det var kanske ikke umuligt, at jeg kunde skrive min +Finale ud over Aftenen, hvis jeg bare havde et Lys. Mit Hoved var atter +blevet klart. Tanker kom og gik som sædvanligt, og jeg led ikke synderligt; +jeg følte ikke engang Sulten så slemt, som for nogle Timer siden, jeg kunde +nok holde ud til næste Dag. Måske kunde jeg få et Lys på Kredit sålænge, +når jeg henvendte mig i Husholdningshandelen og forklared min Stilling, Jeg +var så godt kendt dernede; i de gode Dage, mens jeg endnu havde Råd til +det, havde jeg købt mangt et Brød i den Butik. Der var ingen Tvivl om, at +jeg vilde få et Lys på mit ærlige Navn. Og for første Gang i lang Tid tog +jeg mig til at børste mine Klæder en Smule, fjærned endog de løse Hår på +min Frakkekrave, såvidt det lod sig gøre i Mørket; så famled jeg mig nedad +Trapperne. + +Da jeg kom ud på Gaden, faldt det mig ind, at jeg kanske heller burde +begære et Brød. Jeg blev tvivlrådig, standsed op og tænkte efter. På ingen +Måde! svared jeg endelig mig selv. Jeg var desvære ikke i den Tilstand, at +jeg tålte Mad nu; de samme Historier vilde da gentage sig med Syner og +Fornemmelser og vanvittige Indfald, min Artikel vilde aldrig blive færdig, +og det galdt at komme til »Kommandøren«, inden han glemte mig igen. På +ingen mulig Måde! Og jeg bestemte mig for et Lys. Dermed gik jeg ind i +Butiken. + +En Kone står ved Disken og gør Indkøb; der ligger flere små Pakker i +forskellige Sorter Papir ved Siden af hende. Betjenten, der kender mig og +ved, hvad jeg sædvanligvis køber, forlader Konen og pakker uden videre et +Brød ind i en Avis og lægger frem til mig. + +»Nej — det var egentlig et Lys iaften,« siger jeg. Jeg siger det meget +stille og ydmygt, for ikke at gøre ham ærgerlig og forspilde min Udsigt til +at få Lyset. + +Mit Svar forvilder ham, han løber ganske Sur i mine uventede Ord; det var +første Gang, jeg havde forlangt noget andet end Brød af ham. + +»Ja, så får De vente lidt da«, siger han endelig og giver sig atter i Færd +med Konen. + +Hun får sine Ting, betaler, leverer en Femkrone, som hun får tilbage på, og +går. + +Nu er Betjenten og jeg alene. + +Han siger: + +»Ja, så var det altså et Lys.« Og han river op en Pakke Lys og tager ud et +til mig. + +Han ser på mig, og jeg ser på ham, jeg kan ikke få min Begæring over +Læberne. + +»Nå ja, det var sandt, De betalte jo,« siger han pludselig. Han siger +simpelthen, at jeg havde betalt; jeg hørte hvert Ord. Og han begynder at +tælle Sølvpenge op fra Skuffen, Krone efter Krone, blanke, fede Penge, — +han giver atter tilbage på fem Kroner. + +»Værsågod!« siger han. + +Nu står jeg og ser på disse Penge et Sekund, jeg fornemmer, at det er galt +fat med noget, jeg overvejer ikke, tænker slet ikke på nogen Ting, falder +blot i Staver over al denne Rigdom, som ligger og lyser foran mine Øjne. Og +jeg samler mekanisk Pengene op. + +Jeg står der udenfor Disken, dum af Forundring, slagen, tilintetgjort; jeg +gør et Skridt hen mod Døren og standser igen. Jeg retter mit Blik mod et +vist Punkt på Væggen; der hænger en liden Bjælde i et Læderhalsbånd, og +nedenunder den en Bundt Snøre. Og jeg står og stirrer på disse Sager. + +Betjenten, som mener, at jeg vil slå af en Passiar, eftersom jeg giver mig +så god Tid, siger, idet han ordner endel Indpakningspapir, som flyder om på +Disken: + +»Det ser ud til, at vi skal få Vinter nu.« + +»Hm. Ja,« svarer jeg, »det ser ud til at vi skal få Vinter nu. Det ser ud +til det.« Og lidt efter lægger jeg til: »Å, ja, det er ikke fortidligt.« + +Jeg hørte mig selv tale, men opfatted hvert Ord, jeg sagde, som om de kom +fra en anden Person; jeg talte ganske ubevidst, ufrivilligt, uden at føle +det selv. + +»Ja, synes De egentlig det?« siger Betjenten. + +Jeg stak Hånden med Pengene i Lommen, tog i Låsen og gik; jeg hørte, at jeg +sagde Godnat, og at Betjenten svared. + +Jeg var kommet et Par Skridt bort fra Trappen, da Butiksdøren blev revet op +og Betjenten råbte efter mig. Jeg vendte mig om, uden Forundring, uden Spor +af Angst; jeg samled blot Pengene sammen i Hånden og beredte mig på at give +dem tilbage. + +»Værsågod, De har glemt Deres Lys,« siger Betjenten. + +»Å, Tak!« svarer jeg roligt. »Tak! Tak!« + +Og jeg vandred atter nedad Gaden, bærende Lyset i Hånden. + +Min første fornuftige Tanke galdt Pengene. Jeg gik hen til en Lygte og +talte dem over påny, vejed dem i Hånden og smilte. Så var jeg alligevel +herligt hjulpen, storslagent, vidunderligt hjulpen for lang, lang Tid! Og +jeg stak atter Hånden med Pengene i Lommen og gik. + +Udenfor en Madkælder i Storgaden standsed jeg og overvejed koldt og roligt, +om jeg skulde driste mig til at nyde en liden Lunch allerede straks. Jeg +horte Klirren af Talærkener og Knive indenfor, og Lyden af Kød, som +bankedes; dette blev mig en altfor stærk Fristelse, jeg trådte ind. + +»En Bif!« siger jeg. + +»En Bif!« råber Jomfruen ud gennem en Luge. + +Jeg slog mig ned ved et lidet Bord for mig selv lige indenfor Døren og gav +mig til at vente. Det var lidt mørkt der, hvor jeg sad, jeg følte mig nokså +godt skjult og satte mig til at tænke. Nu og da så Jomfruen hen på mig med +lidt nysgærrige Øjne. + +Min første egentlige Uærlighed var begået, mit første Tyveri, mod hvilket +alle mine tidligere Streger var for intet at regne; mit første store Fald +. . . . Godt og vel! Der var intet at gøre ved det. Forresten stod det mig +frit for, jeg kunde ordne det med Kræmmeren siden, senerehen, når jeg fik +bedre Anledning til det. Det behøved ikke at komme videre med mig; desuden +havde jeg ikke påtaget mig at leve mere ærligt end alle andre Mennesker, +det var ingen Aftale . . . . + +»Kommer Bifen snart, tror De?« + +»Ja, ganske snart.« Jomfruen åbner Lugen og ser ind i Køkkenet. + +Men hvis nu Sagen kom for en Dag? Hvis Betjenten kom til at fatte Mistanke, +begyndte at tænke over Hændelsen med Brødet, de fem Kroner, som Konen fik +tilbage på? Det var ikke umuligt, at han vilde komme på det en Dag, måske +næste Gang, når jeg gik derind. Nå ja, Herregud! . . . . Jeg trak i Smug på +Skuldrene. + +»Værsågod!« siger Jomfruen venligt og sætter Bifen på Bordet. »Men vil De +ikke heller gå ind i et andet Rum? Her er så mørkt.« + +»Nej, Tak, lad mig bare være her,« svarer jeg. Hendes Venlighed gør mig med +en Gang bevæget, jeg betaler Bifen straks, giver hende på Slump, hvad jeg +får fat i nede i Lommen, og lukker hendes Hånd til. Hun smiler, og jeg +siger for Spøg, med Tårer i Øjnene: »Resten skal De have at købe Dem en +Gård for . . . . Å, velbekomme!« . . . . + +Jeg begyndte at spise, blev mer og mer grådig efterhvert, slugte store +Stykker, uden at tygge dem, gassed mig dyrisk ved hver Mundfuld. Jeg rev i +Kødet som en Menneskeæder. + +Jomfruen kom igen hen til mig. + +»Vil De ikke have noget at drikke?« siger hun. Og hun luder sig lidt ned +mod mig. + +Jeg så på hende; hun talte meget lavt, næsten undseligt; hun slog Øjnene +ned. + +»Jeg mener en halv Øl, eller hvad De vil . . . . af mig . . . . atpå +. . . . dersom De vil . . . .« + +»Nej, mange Tak!« svared jeg. »Ikke nu. Jeg skal komme igen en anden Gang.« + +Hun trak sig tilbage og satte sig indenfor Disken; jeg så blot hendes +Hoved. Hvilket underligt Menneske! + +Da jeg blev færdig, gik jeg med en Gang til Døren, jeg følte allerede +Kvalme. Jomfruen rejste sig. Jeg var bange for at komme hen i Lyset, +frygted for at vise mig formeget frem for den unge Pige, som ikke aned min +Elendighed, og jeg sagde derfor hurtigt Godnat, bukked og gik. + +Maden begyndte at virke, jeg led meget af den og fik ikke beholde den +længe. Jeg gik og tømte min Mund ud i hver mørk Krog, som jeg kom forbi, +stred med at dæmpe denne Kvalme, som udhuled mig påny, knytted Hænderne og +gjorde mig hårdfør, stamped i Gaden og svælged rasende ned igen hvad der +vilde op — forgæves! Jeg sprang tilsidst ind i et Portrum, foroverbøjet, +med Hovedet foran, blind af Vand, som sprængtes ud i mine Øjne, og tømte +mig igen. + +Jeg blev forbittret, gik henad Gaden og græd, bandte de grusomme Magter, +hvem de end var, som forfulgte mig så, svor dem ned i Helvedes Fordømmelse +og evige Kval for deres Usselhed. Der var liden Ridderlighed hos Skæbnen, +virkelig nokså liden Ridderlighed, måtte man sige! . . . . Jeg gik hen til +en Mand, som stod og glante indad et Butiksvindu, og spurgte ham i største +Hast, hvad man efter hans Mening skulde byde en Mand, som havde sultet i +lang Tid. Det galdt Livet, sagde jeg, han tålte ikke Bif. + +»Jeg har hørt sige, at Mælk skal være bra, kogt Mælk,« svarer Manden yderst +forundret. »Hvem er det forresten. De spørger for?« + +»Tak! Tak!« siger jeg. »Det kan hænde, at det er nokså bra det, kogt Mælk +. . . .« + +Og jeg går. + +Ved den første Kafé, jeg traf på, gik jeg ind og bad om kogt Mælk. Jeg fik +Mælken, drak den ned så hed, som den var, slugte glubsk hver Dråbe, betalte +og gik atter. Jeg tog Vejen hjem. + +Nu hændte der noget forunderligt. Udenfor min Port, lænet op til Gaslygten +og midt i Lyset fra denne, står et Menneske, som jeg skimter allerede på +lang Afstand, — det er den sortklædte Dame igen. Den samme sortklædte Dame +fra de tidligere Aftener. Det var ikke til at tage fejl af, hun havde mødt +op på selvsamme Sted for fjerde Gang. Hun står aldeles urørlig. + +Jeg finder dette så besynderligt, at jeg uvilkårlig sagtner mine Skridt; i +dette Øjeblik er mine Tanker i god Orden, men jeg er meget ophidset, mine +Nerver er optirrede af det sidste Måltid. Jeg går som sædvanligt lige forbi +hende, kommer næsten til Porten og er i Færd med at træde indenfor. Da +standser jeg. Jeg får med ét en Indskydelse. Uden at gøre mig nogen Rede +for det, vender jeg mig om og går lige hen til Damen, jeg ser hende ind i +Ansigtet og hilser: + +»Godaften, Frøken!« + +»Godaften!« svarer hun. + +Undskyld, søgte hun efter nogen? Jeg havde lagt Mærke til hende før; om jeg +kunde være hende behjælpelig på nogen Måde? Beder så meget om Undskyldning +forresten. + +Ja, hun vidste ikke rigtig . . . . + +Der boed ingen ind ad denne Port, foruden en tre, fire Hester og mig; det +var forøvrigt en Stald og et Blikkenslagerværksted . . . . Hun var ganske +vist på Vildspor, desværre, når hun ledte efter nogen her. + +Da vender hun Ansigtet bort og siger: + +»Jeg leder ikke efter nogen, jeg bare står her, det faldt mig ind . . . .« + +Hun holdt inde. + +Jaså, hun stod der bare, stod der sådan Aften efter Aften, bare af at +Indfald. Det var lidt rart; jeg tænkte over det og kom mer og mer i +Vildrede med Damen. Så beslutted jeg mig til at være dristig. Jeg ringled +en Smule med mine Penge i Lommen og bød hende uden videre med på et Glas +Vin et eller andet Sted . . . . i Betragtning af, at Vinteren var kommet, +he-he . . . . Det behøved ikke at tage lang Tid . . . . Men det vilde hun +vel ikke? + +Å, nej, Tak, det gik vel ikke an. Nej, det kunde hun ikke gøre. Men vilde +jeg være så snil at følge hende et Stykke, så . . . . Det var nokså mørkt +hjemover, og det genered hende at gå alene opad Karl Johan, efterat det var +bleven så sent. + +Vi satte os i Bevægelse; hun gik på min højre Side. En ejendommelig, skøn +Følelse greb mig, Bevidstheden om at være i en ung Piges Nærhed. Jeg gik og +så på hende hele Vejen. Parfumen i hendes Hår, Varmen, der stod ud fra +hendes Legeme, denne Duft af Kvinde, der fulgte hende, det søde Åndedrag +hver Gang, hun vendte Ansigtet mod mig, — altsammen strømmed ind på mig, +trængte mig uregerligt ind i alle mine Sandser. Jeg kunde såvidt skimte et +fyldigt, lidt blegt Ansigt bag Sløret og et højt Bryst, der strutted ud mod +Kåben. Tanken på al denne skjulte Herlighed, som jeg aned var tilstede +indenfor Kåben og Sløret, forvirred mig, gjorde mig idiotisk lykkelig, uden +nogen rimelig Grund; jeg holdt det ikke længer ud, jeg berørte hende med +min Hånd, fingred ved hendes Skulder og smilte fjollet. Jeg hørte mit +Hjærte slå. + +»Hvor De er rar!« sagde jeg. + +Ja, hvordan det, egentlig? + +Jo, for det første havde hun ligefrem den Vane at stå stille udenfor en +Staldport Aften efter Aften, uden nogensomhelst Hensigt, bare fordi det +faldt hende ind . . . . + +Nå, hun kunde jo have sine Grunde herfor; hun holdt desuden af at være oppe +til langt på Nat, det havde hun altid syntes så godt om. Om jeg brød mig om +at lægge mig før tolv? + +Jeg? Var det nogen Ting i Verden jeg haded, så var det at lægge mig før +Klokken tolv om Natten. + +Ja, ser De der! Så tog hun altså denne Tur sådan om Aftenerne, når hun ikke +havde noget at forsømme med det; hun boed oppe på St. Olafs Plads . . . . + +»Ylajali!« råbte jeg. + +»Hvadbehager?« + +»Jeg sagde bare Ylajali . . . . Godt og vel, fortsæt!« + +Hun boed oppe på St. Olafs Plads, nokså ensomt, sammen med sin Mama, som +det ikke gik an at tale med, fordi hun var så døv. Var der da noget rart i, +at hun gærne vilde være lidt ude? + +Nej, slet ikke! svared jeg. + +Nå ja, hvad så? Jeg kunde høre på hendes Stemme, at hun smilte. + +Havde hun ikke en Søster? + +Jo, en ældre Søster — hvordan vidste jeg forresten det? — Men hun var +rejst til Hamborg. + +Nylig? + +Ja, for fem Uger siden. Hvor havde jeg det fra, at hun havde en Søster? + +Jeg havde det slet ikke, jeg bare spurgte. + +Vi taug. En Mand går forbi os med et Par Sko under Armen, ellers er Gaden +tom så langt, vi kan se. Borte ved Tivoli lyser en lang Række af kulørte +Lamper. Det sneed ikke mer, Himlen var klar. + +»Gud, fryser De ikke uden Yderfrakke?« siger pludselig Damen og ser på mig. + +Skulde jeg fortælle hende, hvorfor jeg ikke havde Yderfrakke? åbenbare min +Stilling straks og skræmme hende bort lige så godt først som sidst? Det var +dog dejligt at gå her ved hendes Side og holde hende i Uvidenhed endnu en +liden Stund; jeg løj, jeg svared: + +»Nej, aldeles ikke.« Og forat komme ind på noget andet, spurgte jeg: »Har +De set Menageriet på Tivoli?« + +»Nej,« svared hun. »Er det noget at se?« + +Hvis hun nu fandt på at ville gå derhen? Ind i alt det Lys, sammen med så +mange Mennesker! Hun vilde blive altfor flau, jeg vilde jage hende på Dør +med mine dårlige Klæder, mit magre Ansigt, som jeg ikke engang havde vasket +i to Dage; hun vilde kanske endog opdage, at jeg ingen Vest havde . . . . + +»Å, nej,« svared jeg derfor, »det er vist ikke noget at se.« Og der faldt +mig ind endel lykkelige Ting, som jeg straks gjorde Brug af, et Par +tarvelige Ord, Rester inde fra min udsugede Hjærne: Hvad kunde man vel +vente af et sådant lidet Menageri? Overhovedet interessered det ikke mig at +se Dyr i Bur. Disse Dyr ved, at man står og ser på dem; de føler de +hundrede nysgærrige Blikke og påvirkes af dem. Nej, måtte jeg bede om Dyr, +som ikke vidste, at man beskued dem, de sky Væsener, der pusler i sit Hi, +ligger med dorske, grønne Øjne, slikker sine Klør og tænker. Hvad? + +Ja, det havde jeg vist Ret i. + +Det var Dyret i al sin sære Forfærdelighed og sære Vildhed, som der var +noget ved. De lydløse, listende Skridt i Nattens Mulm og Mørke, Skogens +forvittrede Uhygge, Skrigene fra en forbifarende Fugl, Vinden, Blodlugten, +Bulderet oppe i Rummet, kortsagt Vilddyrrigets Ånd over Vilddyret . . . . +Det ubevidstes Poesi . . . . + +Men jeg var bange for, at dette trætted hende, og Følelsen af min store +Armod greb mig påny og knuged mig sammen. Om jeg nu blot havde været så +nogenlunde godt antrukken, kunde jeg have glædet hende med den Tur i +Tivoli! Jeg begreb ikke dette Menneske, som kunde finde nogen Fornøjelse i +at lade sig ledsage opad hele Karl Johan af en halvt nøgen Stodder. Hvad i +Guds Navn tænkte hun på? Og hvorfor gik jeg her og skabte mig til og smilte +idiotisk ad ingen Ting? Havde jeg også nogen rimelig Årsag til at lade mig +plage ud af denne fine Silkefugl til så lang en Tur? Kosted det mig kanske +ikke Anstrængelse? Følte jeg ikke Dødens Isnen lige ind i mit Hjærte, bare +ved det sagteste Vindstød, der blæste mod os? Og støjed ikke allerede +Vanviddet i min Hjærne, bare af Mangel på Mad i mange Måneder i Træk? Hun +hindred mig endog fra at gå hjem og få mig lidt Mælk på Tungen, en ny +Skefuld Mælk, som jeg kanske kunde få beholde. Hvorfor vendte hun mig ikke +Ryggen og lod mig gå Pokker ivold? . . . . + +Jeg blev fortvivlet; min Håbløshed bragte mig til det yderste, og jeg +sagde: + +»De burde i Grunden ikke gå sammen med mig. Frøken; jeg prostituerer Dem +midt for alle Folks Øjne bare ved min Dragt. Ja, det er virkelig sandt; jeg +mener det.« + +Hun studser. Hun ser hurtigt op på mig og tier. Derpå siger hun: + +»Herregud dog!« Mer siger hun ikke. + +»Hvad mener De med det.« spurgte jeg. + +»Uf, nej, De gør mig skamfuld . . . . Nu har vi ikke så langt igen.« Og hun +gik lidt hurtigere til. + +Vi drejed op Universitetsgaden og så allerede Lygterne på St. Olafs Plads. +Da gik hun langsommere igen. + +»Jeg vil ikke være indiskret« siger jeg, »men vil De ikke sige mig deres +Navn, før vi skilles? Og vil De ikke bare for et Øjeblik tage Sløret bort, +så jeg får se Dem? Jeg skulde være så taknemmelig.« + +Pause. Jeg gik og vented. + +»De har set mig før,« svarer hun. + +»Ylajali!« siger jeg igen. + +»Hvadbehager? De har forfulgt mig en halv Dag, lige hjem. Var De fuld +dengang?« Jeg hørte igen, at hun smilte. + +»Ja,« sagde jeg, »ja, desværre, jeg var fuld dengang.« + +»Det var stygt af Dem!« + +Og jeg indrømmed sønderknust, at det var stygt af mig. + +Vi var kommet til Fontænen, vi standser og ser opad de mange oplyste +Vinduer i Numer 2. + +»Nu må De ikke følge med længer,« siger hun; »Tak for iaften!« + +Jeg bøjed Hovedet, jeg turde ikke sige nogen Ting. Jeg tog af min Hat og +stod barhovedet. Mon hun vilde række mig Hånden? + +»Hvorfor beder De mig ikke om at gå med tilbage et Stykke?« siger hun lavt, +og hun ser ned på sin Skosnude. + +»Herregud,« svarer jeg ude af mig selv, »Herregud, om De vilde gøre det!« + +»Ja, men bare et lidet Stykke.« + +Og vi vendte om. + +Jeg var yderst forvirret, jeg vidste slet ikke, hvordan jeg skulde gå eller +stå; dette Menneske vendte fuldstændig op og ned på hele min Tankegang. Jeg +var henrykt, vidunderlig glad; jeg syntes, jeg gik dejligt tilgrunde af +Lykke. Hun havde udtrykkelig villet gå med tilbage, det var ikke mit +Påfund, det var hendes eget Ønske. Jeg går og ser på hende og blir mer og +mer modig, hun opmuntrer mig, trækker mig til sig ved hvert Ord. Jeg +glemmer for et Øjeblik min Armod, min Ringhed, hele min jammerlige +Tilværelse, jeg føler Blodet jage mig varmt gennem Kroppen, som i gamle +Dage, før jeg faldt sammen, og jeg beslutted at føle mig frem med et lidet +Kneb. + +»Forresten var det ikke Dem, jeg forfulgte dengang,« sagde jeg; »det var +Deres Søster.« + +»Var det min Søster?« siger hun i højeste Grad forbauset. Hun standser, ser +på mig, venter virkelig Svar. Hun spurgte for ramme Alvor. + +»Ja,« svared jeg. »Hm. Det vil sige, det var altså den yngste af de to +Damer, som gik foran mig.« + +»Den yngste, ja? Ja? Åhå!« Hun lo med en Gang, højt, inderligt som et Barn. +»Nej, hvor De er slu! Det sagde De bare, forat få mig til at tage Sløret +af. Ikke? Ja, jeg forstod det. Men det skal De være blå for . . . . til +Straf.« + +Vi begyndte at le og spase, vi talte ustandseligt hele Tiden, jeg vidste +ikke, hvad jeg sagde, jeg var så glad. Hun fortalte, at hun havde set mig +engang før, for længe siden, i Teatret. Jeg havde tre Kammerater med, og +jeg havde båret mig ad som en gal; jeg havde bestemt været fuld da også, +desværre! + +Hvorfor troed hun det? + +Jo, jeg havde leet så. + +Jaså. Å, ja, jeg lo meget dengang. + +Men ikke nu længer? + +Å, jo, nu også. Det var herligt at være til! + +Vi kom ned mod Karl Johan. Hun sagde: »Nu går vi ikke længer!« Og vi gik +atter opad Universitetsgaden. Da vi igen kom op til Fontænen, sagtned jeg +lidt mine Skridt, jeg vidste, at jeg ikke fik følge med længer. + +»Ja, nu må De altså vende om,« sagde hun og standsed. + +»Ja, jeg må vel det,« svared jeg. + +Men lidt efter mente hun, at jeg nok kunde være med til Porten. Herregud, +der var da ikke noget galt i det. Vel? + +»Nej,« sagde jeg. + +Men da vi stod ved Porten, trængte al min Elendighed igen ind på mig. Hvor +kunde man også holde Modet oppe, når man var så knækket sammen? Her stod +jeg foran en ung Dame, smudsig, forreven, vansiret af Sult, uvasket, blot +halvt påklædt, — det var til at synke i Jorden af. Jeg gjorde mig liden, +dukked mig uvilkårlig ned og sagde: + +»Må jeg nu ikke træffe Dem mer?« + +Jeg havde intet Håb om at få Lov til at møde hende igen; jeg ønsked næsten +et skarpt Nej, som kunde stive mig op og gøre mig ligeglad. + +»Jo.« sagde hun lavt, næsten uhørligt. + +»Hvornår?« + +»Jeg ved ikke.« + +Pause. + +»Vil De ikke være så snil at tage Sløret af bare et eneste Øjeblik,« sagde +jeg, »så jeg får se, hvem jeg har talt med. Bare et Øjeblik. For jeg må da +se, hvem jeg har talt med.« + +Pause. + +»De kan møde mig her udenfor Tirsdag Aften,« siger hun. »Vil De det?« + +»Ja, kære, får jeg Lov til det!« + +»Klokken otte.« + +»Godt.« + +Jeg strøg med min Hånd nedad hendes Kåbe, børsted Sneen af den, blot forat +få et Påskud til at røre ved hende; det var mig en Vellyst at være hende så +nær. + +»Så får De ikke tro altfor galt om mig da,« sagde hun. Hun smilte igen. + +»Nej . . . .« + +Pludselig gjorde hun en resolut Bevægelse og trak Sløret op i Panden; vi +stod og så på hinanden et Sekund. Ylajali! sagde jeg. Hun hæved sig op, +slog Armene om min Hals og kyssed mig midt på Munden. En eneste Gang, +hurtigt, forvirrende hurtigt, midt på Munden. Jeg følte, hvor hendes Bryst +bølged, hun pusted voldsomt. + +Og øjeblikkelig rev hun sig ud af mine Hænder, råbte Godnat, stakåndet, +hviskende, vendte sig og løb opad Trappen, uden at sige mer . . . . + +Portdøren faldt i. + + * * * + +Det sneed end mer den næste Dag, en tung, regnblandet Sne, store våde +Dotter, som faldt ned og blev til Søle. Vejret var råt og isnende. + +Jeg var vågnet noget sent, underlig fortumlet i Hovedet af Aftenens +Sindsbevægelser, beruset i Hjærtet af det skønne Møde. I min Henrykkelse +havde jeg ligget en Stund vågen og tænkt mig Ylajali ved min Side; jeg +bredte Armene ud, omfavned mig selv og kyssed ud i Luften. Så havde jeg +endelig stået op og fået mig en ny Kop Mælk og straks derpå en Bif, og jeg +var ikke længer sulten; blot mine Nerver var stærkt ophidsede igen. + +Jeg begav mig ned til Klædesbasarerne. Det faldt mig ind, at jeg kanske +kunde få mig en brugt Vest for en billig Pris, noget at have på under +Frakken, lige meget hvad. Jeg gik opad Trappen til Basaren og fik fat på en +Vest, som jeg begyndte at undersøge. Mens jeg pusled med dette, kom en +Bekendt forbi; han nikked og råbte op til mig, jeg lod Vesten hænge og gik +ned til ham. Han var Tekniker og skulde på Kontoret. + +»Følg med og tag et Glas Øl,« sagde han. »Men kom fort, jeg har liden Tid +. . . . Hvad var det for det for en Dame, De spadsered med igåraftes?« + +»Hør nu her,« sagde jeg, skinsyg på hans blotte Tanke, »om det nu var min +Kæreste?« + +»Død og Pine!« sagde han. + +»Ja, det blev afgjort igår.« + +Jeg havde slået ham flad, han troed mig ubetinget. Jeg løj ham fuld, forat +blive af med ham igen; vi fik Øllet, drak og gik. + +»Godmorgen, da! . . . . Hør,« sagde han pludselig, »jeg skylder Dem altså +nogle Kroner, og det er Skam, at jeg ikke har betalt dem tilbage for længe +siden. Men nu skal De få dem med det første.« + +»Ja, Tak,« svared jeg. Men jeg vidste, at han aldrig vilde betale mig +tilbage de Kroner. + +Øllet steg mig desværre straks til Hovedet, jeg blev meget hed. Tanken på +Aftenens Æventyr overvælded mig, gjorde mig næsten forstyrret. Hvad om hun +nu ikke mødte op Tirsdag! Hvad om hun begyndte at tænke over, fatte +Mistanke! . . . . Fatte Mistanke til hvad? . . . . Min Tanke blev med ét +spillevende og begyndte at tumle med Pengene. Jeg blev angst, dødelig +forfærdet over mig selv. Tyveriet stormed ind på mig med alle dets +Detaljer; jeg så den lille Butik, Disken, min magre Hånd, da jeg greb +Pengene, og jeg udmaled mig Politiets Fremgangsmåde, når det kom og skulde +tage mig. Jærn om Hænder og Fødder, nej, blot om Hænderne, kanske blot på +den ene Hånd; Skranken, Vagthavendes Protokol, Lyden af hans Pen, som +skrabed, kanske tog han en ny for Anledningen; hans Blik, hans farlige +Blik: Nå, Hr. Tangen? Cellen, det evige Mørke . . . . + +Hm. Jeg knytted Hænderne heftigt sammen, forat give mig Mod, gik hurtigere +og hurtigere og kom til Stortorvet. Her satte jeg mig. + +Ingen Barnestreger! Hvor i alverden kunde man bevise, at jeg havde stjålet? +Desuden turde ikke Høkergutten gøre Allarm, selv om han en Dag kom til at +huske, hvordan det hele var gået til; han havde nok sin Plads for kær. +Ingen Larm, ingen Scener, om jeg måtte bede! + +Men disse Penge tynged alligevel syndigt i min Lomme og gav mig ikke Fred. +Jeg satte mig til at prøve mig selv og fandt ud på det klareste, at jeg +havde været lykkeligere før, dengang, da jeg gik og led i al Ærlighed. Og +Ylajali! Havde jeg ikke også gået og trukket hende ned med mine syndige +Hænder! Herregud! Herre, min Gud! Ylajali! + +Jeg følte mig fuld som en Alke, sprang pludselig op og gik lige hen til +Kagekonen ved Elefantapoteket. Jeg kunde endnu rejse mig fra Vanæren, det +var langtfra forsent, jeg skulde vise hele Verden, at jeg var istand til +det! Undervejs fik jeg Pengene i Beredskab, holdt hver Øre i Hånden; jeg +bukked mig ned over Konens Bord, som om jeg vilde købe noget, og slog hende +uden videre Pengene i Hånden. Jeg sagde ikke et Ord, jeg gik straks. + +Hvor det smagte vidunderligt at være ærligt Menneske igen! Mine tomme +Lommer tynged ikke mer, det var mig en Nydelse at være blank påny. Når jeg +rigtig tænkte efter, havde disse Penge i Grunden kostet mig megen hemmelig +Kummer, jeg havde virkelig tænkt på dem med Gysen Gang på Gang; jeg var +ingen forstokket Sjæl, min ærlige Natur havde oprørt sig mod den lave +Gærning. Gudskelov, jeg havde hævet mig i min egen Bevidsthed. Gør mig det +efter! sagde jeg og så udover det myldrende Torv. Gør mig det bare efter! +Jeg havde glædet en gammel, fattig Kagekone, så det havde Skik; hun vidste +hverken ud eller ind. Iaften skulde ikke hendes Børn gå sultne tilsengs +. . . . Jeg gejled mig op med disse Tanker og syntes, at jeg havde båret +mig udmærket ad. Gudskelov, Pengene var nu ude af mine Hænder. + +Fuld og nervøs gik jeg henad Gaden og aksled mit Skind. Glæden over at +kunne gå Ylajali ren og ærlig imøde og se hende ind i Ansigtet, løb ganske +af med mig; jeg havde ingen Smærter mer, mit Hoved var klart og tomt, det +var som det skulde være et Hoved af idel Lys, som stod og skinned på mine +Skuldre. Jeg fik Lyst til at gøre Skøjerstreger, begå forbausende Ting, +sætte Byen på Ende og støje. Opad hele Grændsen opførte jeg mig som en +vanvittig Mand; det sused let for mine Øren, og i min Hjærne var Rusen i +fuld Gang. Begejstret af Dumdristighed fik jeg i Sinde at gå hen og opgive +min Alder for et Bybud, som forresten ikke havde talt et Ord, tage ham i +Hånden, se ham indtrængende ind i Ansigtet og forlade ham igen, uden nogen +Forklaring. Jeg skælned Nuancerne i de forbigåendes Stemmer og Latter, +iagttog nogle Småfugle, som hopped foran mig i Gaden, gav mig til at +studere Brostenenes Udtryk og fandt allehånde Tegn og underlige Figurer i +dem. Under dette var jeg kommet ned til Stortingsplads. + +Jeg står pludselig stille og stirrer ned på Droscherne. Kuskene vandrer +samtalende omkring, Hestene står og luder forover mod det stygge Vejr. Kom! +sagde jeg og puffed til mig selv med Albuen. Jeg gik hurtigt hen til den +første Vogn og steg op. Ullevoldsvejen Numer 37! råbte jeg. Og vi rulled +afsted. + +Undervejs begyndte Kusken at se sig tilbage, lægge sig ned og kige ind i +Vognen, hvor jeg sad under Kaleschen. Var han bleven mistænksom? Der var +ingen Tvivl om, at min usle Påklædning havde gjort ham opmærksom. + +»Det er en Mand, jeg skal træffe!« råbte jeg til ham, forat komme ham i +Forkøbet, og jeg forklared ham indstændigt, at jeg absolut måtte træffe +denne Mand. + +Vi standser udenfor 37, jeg hopper ud, springer opad Trapperne, helt op til +tredje Etage, griber en Klokkestræng og rykker til; Bjælden gjorde seks, +syv forfærdelige Slag indenfor. + +En Pige kommer og lukker op; jeg lægger Mærke til, at hun har Gulddobber i +Ørene og sorte Lastingsknapper i det grå Kjoleliv. Hun ser forfærdet på +mig. + +Jeg spørger efter Kierulf, Joachim Kierulf, om jeg så måtte sige, en +Uldhandler, kortsagt, han var ikke til at tage fejl af . . . . + +Pigen ryster på Hovedet. + +»Bor ingen Kierulf her,« siger hun. + +Hun stirrer på mig, tager i Døren, færdig til at trække sig tilbage. Hun +gjorde sig ingen Anstrængelse for at finde Manden; hun så virkelig ud til +at kende den Person, jeg spurgte efter, når hun bare vilde tænke sig om, +den lade Skabning. Jeg blev vred, vendte hende Ryggen og løb nedad +Trapperne igen. + +»Han var ikke der!« råbte jeg til Kusken. + +»Var han ikke der?« + +»Nej. Kør til Tomtegaden Numer 11.« + +Jeg var i det heftigste Sindsoprør og meddelte Kusken noget deraf; han +troed ganske vist, at det galdt Livet, og han kørte uden videre afsted. Han +slog stærkt på. + +»Hvad hedder Manden?« spurgte han og vendte sig på Bukken. + +»Kierulf, Uldhandler Kierulf.« + +Og Kusken syntes nok også, at den Mand ikke var til at tage fejl af. Om han +ikke plejed at gå med en lys Frakke? + +»Hvadfor noget?« råbte jeg, »lys Frakke? Er De gal? Tror De, det er en +Tékop, jeg spørger efter?« Denne lyse Frakke kom mig meget ubelejligt, +spolered hele Manden for mig, således, som jeg havde tænkt mig ham. + +»Hvad var det, De sagde, han hedte? Kierulf?« + +»Javist,« svared jeg, »er der noget underligt i det? Navnet skæmmer ingen.« + +»Har han ikke rødt Hår?« + +Nu kunde det gærne være, at han havde rødt Hår, og da Kusken nævnte den +Ting, var jeg med engang sikker på, at han havde Ret. Jeg følte mig +taknemmelig mod den stakkels Vognmand og sagde ham, at han havde taget +Manden ganske på Spiddet; det forholdt sig virkelig, som han sagde; det +vilde være et Særsyn, sagde jeg, at se en sådan Mand uden rødt Hår. + +»Det må være ham, som jeg har kørt et Par Gange,« sagde Kusken. »Han havde +en Knortekæp?« + +Dette gjorde Manden lys levende for mig, og jeg sagde: + +»He-he, der har vel endnu ingen set den Mand uden med en Knortekæp i Hånden +Forsåvidt så kan De være tryg, ganske tryg.« + +Ja, det var klart, at det var samme Mand, som han havde kørt. Han kendte +ham igen . . . . + +Og vi kørte på, så det gnistred af Hesteskoene. + +Midt i denne ophidsede Tilstand havde jeg ikke et eneste Øjeblik tabt +Åndsnærværelsen. Vi kommer forbi en Politibetjent, og jeg lægger Mærke til, +at han har Numret 69. Dette Tal træffer mig så grusomt nøje, står med en +Gang som en Splint i min Hjærne. 69, nøjagtigt 69, jeg skulde ikke glemme +det! + +Jeg læned mig tilbage i Vognen, et Bytte for de galeste Indfald, krøb +sammen derinde under Kaleschen, så ingen skulde se, at jeg rørte Munden, og +gav mig til at passiare idiotisk med mig selv. Vanviddet raser mig gennem +Hjærnen, og jeg lader det rase, jeg er fuldt bevidst, at jeg ligger under +for Indflydelser, som jeg ikke er Herre over. Jeg begyndte at le, tyst og +lidenskabeligt, uden Spor af Grund, endnu lystig og fuld af det Par Glas +Øl, jeg havde drukket. Lidt efterhvert tager min Ophidselse af, min Ro +vender mer og mer tilbage. Jeg følte Kulde i min såre Finger, og jeg stak +den ned mellem Halselinningen, forat varme den lidt. Således kom vi ned til +Tomtegaden. Kusken holder an. + +Jeg stiger ud af Vognen, uden Hast, tankeløst, slapt, tung i Hovedet, Jeg +går indad Porten, kommer ind i en Baggård, som jeg går tvers over, støder +mod en Dør, som jeg åbner og går indad, og jeg befinder mig i en Gang, et +Slags Forværelse med to Vinduer. Der står to Kufferter, den ene ovenpå den +anden, i den ene Krog, og på Langvæggen en gammel, umalet Sofabænk, hvori +der ligger et Tæppe. Tilhøjre, i næste Værelse, hører jeg Stemmer og +Barneskrig, og ovenover mig, i anden Etage, Lyden af en Jærnplade, som der +hamres på. Alt dette mærker jeg, såsnart jeg er kommet ind. + +Jeg går roligt tvers over Værelset, hen til den modsatte Dør, uden at +skynde mig, uden Tanke på Flugt, åbner også den og kommer ud i +Vognmandsgaden. Jeg ser opad Huset, som jeg just har passeret igennem: +Beværtning & Logi for Rejsende. + +Det falder mig ikke ind at søge at komme væk, stjæle mig bort fra Kusken, +som venter på mig; jeg går meget sindigt udefter Vognmandsgaden, uden Frygt +og uden at være mig noget galt bevidst. Kierulf, denne Uldhandler, som +havde spøgt så længe i min Hjærne, dette Menneske, som jeg mente var til, +og som jeg nødvendigvis måtte træffe, var bleven borte for min Tanke, +visket ud sammen med andre gale Påfund, som kom og gik efter Tur; jeg +husked ham ikke mer uden som en Anelse, et Minde. + +Jeg blev mer og mer ædru, efterhvert som jeg vandred frem, følte mig tung +og mat og slæbte Benene efter mig. Sneen faldt fremdeles ned i store, våde +Filler. Tilsidst kom jeg ud på Grønland, lige ud til Kirken, hvor jeg satte +mig til at hvile på en Bænk. Alle, som gik forbi, betragted mig meget +forundret. Jeg faldt i Tanker. + +Du gode Gud, hvor det var dårligt fat med mig nu! Jeg var så inderlig ked +og træt af hele mit elendige Liv, at jeg fandt det ikke Møjen værd at kæmpe +længer, forat beholde det. Modgangen havde taget Overhånd, den havde været +for grov; jeg var så mærkelig ødelagt, ganske som en Skygge af, hvad jeg +engang var. Mine Skuldre var sunkne ned, helt til den ene Side, og jeg var +kommet i Vane med at lude meget forover, når jeg gik, forat spare mit Bryst +det lille, jeg kunde. Jeg havde undersøgt min Krop for et Par Dage siden, +en Middagstid oppe på mit Rum, og jeg havde stået og grædt hele Tiden over +den. Jeg havde gået i den samme Skjorte i mange Uger, den var ganske stiv +af gammel Sved og havde gnavet min Navle itu; der kom lidt blodigt Vand ud +af Såret, men det smærted ikke meget, kun var det så sørgeligt at have +dette Sår midt på Maven. Jeg havde ingen Råd med det, og det vilde ikke gro +igen af sig selv; jeg vasked det, tørred det omhyggeligt af og trak den +samme Skjorte atter på. Der var intet at gøre ved det . . . . + +Jeg sidder der på Bænken og tænker over alt dette og er temmelig trist. Jeg +væmmedes ved mig selv; endog mine Hænder forekommer mig modbydelige. Dette +slattede, næsten ublufærdige Udtryk i mine Håndbage piner mig, volder mig +Ubehag; jeg føler mig ved Synet af mine magre Fingre råt påvirket, jeg +hader hele mit slunkne Legeme og gyser ved at bære på det, føle det om mig. +Herregud, om der bare blev en Ende på det nu! Jeg vilde inderlig gærne dø. + +Aldeles overvunden, besudlet og nedværdiget i min egen Bevidsthed, rejste +jeg mig mekanisk op og begyndte at gå hjemad. Undervejs kom jeg forbi en +Port, hvor der stod følgende at læse: »Ligsvøb hos Jomfru Andersen, +tilhøjre i Porten.« — Gamle Minder! sagde jeg, og jeg husked mit forrige +Rum på Hammersborg, den lille Gyngestol, Avisbetrækket nede ved Døren, +Fyrdirektørens Avertissement og Bager Fabian Olsens nybagte Brød. Å, ja, +jeg havde jo havt det meget bedre dengang end nu; en Nat havde jeg skrevet +en Føljeton til ti Kroner, nu kunde jeg ikke skrive noget mer, jeg kunde +aldeles ikke skrive noget mer, mit Hoved blev straks tomt, såsnart jeg +forsøgte. Ja, jeg vilde have en Ende på det nu! Og jeg gik og gik. + +Efterhvert som jeg kom nærmere og nærmere Husholdningshandelen, havde jeg +halvt ubevidst Følelsen af, at jeg nærmed mig en Fare; men jeg holdt fast +ved mit Forsæt, jeg vilde udlevere mig. Jeg gik roligt opad Trappen, jeg +møder i Døren en liden Pige, som bærer en Kop i Hånden, og jeg slipper +hende forbi og lukker Døren. Betjenten og jeg står for anden Gang overfor +hinanden, alene. + +»Nå,« siger han, »det er et skrækkeligt Vejr.« + +Hvad skulde denne Omvej til? Hvorfor tog han mig ikke med en Gang? Jeg blev +rasende og sagde: + +»Jeg kommer altså ikke, forat prate om Vejret.« + +Denne Heftighed forbløffer ham, hans lille Høkerhjærne slår Klik; det havde +slet ikke faldt ham ind, at jeg havde bedraget ham for fem Kroner. + +»Ved De da ikke, at jeg har snydt Dem?« siger jeg utålmodig, og jeg puster +heftigt, skælver, er færdig til at bruge Magt, hvis han ikke straks kommer +til Sagen. + +Men den stakkels Mand aner ingen Ting. + +Nej, du store Verden, hvilke dumme Mennesker, man var nødt til at leve +iblandt! Jeg skælder ham ud, forklarer ham Punkt for Punkt, hvorledes det +hele var gået til, viser ham, hvor jeg stod og hvor han stod, da Gærningen +skete, hvor Pengene havde ligget, hvorledes jeg havde samlet dem ned i min +Hånd og lukket Hånden sammen om dem, — og han forstår altsammen, men gør +alligevel intet ved mig. Han vender sig hid og did, lytter efter +Fodtrinnene i Sideværelset, tysser på mig, forat få mig til at tale lavere, +og siger tilslut: + +»Det var nokså sjofelt gjort af Dem!« + +»Nej, vent lidt!« råbte jeg i min Trang til at modsige ham, ægge ham op; +det var ikke så lavt og nedrigt, som han med sit elendige Husholdningshoved +forestilled sig. Jeg beholdt naturligvis ikke Pengene, det kunde aldrig +falde mig ind; jeg for min Part vilde ikke drage nogen Nytte af dem, det +bød min bundærlige Natur imod . . . . + +»Hvor gjorde De af dem da?« + +Jeg gav dem bort til en gammel, fattig Kone, hver Øre, måtte han vide; den +Slags Person var jeg, jeg glemte ikke de fattige så aldeles . . . . + +Han står og tænker en liden Stund på dette, blir åbenbart meget tvivlrådig +om, hvorvidt jeg er en ærlig Mand eller ikke. Endelig siger han: + +»Burde De ikke heller have leveret Pengene tilbage?« + +»Nej, hør her,« svarer jeg, »jeg vilde ikke bringe Dem i Ulejlighed, jeg +vilde spare Dem. Men det er Takken, man har, forat man er ædelmodig. Nu +står jeg her og forklarer Dem det hele, og De skammer Dem ikke som en Hund, +gør simpelthen ingen Anstalter til at få Striden udjævnet med mig. Derfor +vasker jeg mine Hænder. Forresten giver jeg Dem Fan. Farvel!« + +Jeg gik og slog Døren hårdt i efter mig. + +Men da jeg kom hjem på mit Værelse, ind i dette bedrøvelige Hul, gennemvåd +af den bløde Sne, skælvende i Knæerne af Dagens Vandringer, tabte jeg +øjeblikkelig min Kæphøjhed og faldt sammen påny. Jeg angred mit Overfald på +den arme Butiksmand, græd, greb mig i Struben, forat straffe mig for min +usle Streg, og holdt et syndigt Hus. Han havde naturligvis været i den +dødeligste Angst for sin Post, havde ikke vovet at gøre nogen Kvalm for +disse fem Kroner, som Forretningen havde tabt. Og jeg havde benyttet mig af +hans Frygt, havde pint ham med min højrøstede Tale, spiddet ham med hvert +Ord, som jeg råbte ud. Og Høkerchefen selv havde måske siddet indenfor i +Værelset ved Siden af og følt sig på et hængende Hår opfordret til at gå ud +til os og se, hvad det var, som foregik. Nej, der var ingen Grændse længer +for, hvad jeg kunde gøre af nederdrægtige Ting! + +Nå, men hvorfor var jeg ikke bleven sat fast? Så var det kommet til en +Afslutning. Jeg havde jo sågodtsom rakt Hænderne frem til Jærnene. Jeg +vilde aldeles ikke have gjort nogen Modstand, jeg vilde tvertimod have +hjulpet til. Himlens og Jordens Herre, en Dag af mit Liv for et lykkeligt +Sekund igen! Mit hele Liv for en Ret Linser! Hør mig bare denne Gang! +. . . . + +Jeg lagde mig i de våde Klæder; jeg havde en uklar Tanke om, at jeg kanske +vilde dø om Natten, og jeg brugte min sidste Kraft til at ordne op en Smule +i min Seng, så det kunde se lidt ordentlig ud omkring mig om Morgenen. Jeg +folded Hænderne og valgte min Stilling. + +Så med engang husker jeg Ylajali. At jeg havde glemt hende så ganske hele +Aftenen udover! Og Lyset trænger ganske svagt ind i mit Sind igen, en liden +Stråle Sol, der gør mig så velsignet varm. Og der blir mere Sol, et mildt, +fint Silkelys, der strejfer mig så bedøvende dejligt. Og Solen blir +stærkere og stærkere, brænder skarpt mod mine Tindinger, koger tung og +glødende i min udmagrede Hjærne. Og der flammer tilsidst for mine Øjne et +vanvittigt Bål af Stråler, en antændt Himmel og Jord, Mennesker og Dyr af +Ild, Bjærge af Ild, Djævle af Ild, en Afgrund, en Ørken, en Alverden i +Brand, en rygende yderste Dag. + +Og jeg så og hørte intet mer . . . . + + * * * + +Jeg vågned i Sved den næste Dag, fugtig over hele Legemet, meget fugtig; +Feberen havde presset mig ganske voldsomt. I Førstningen havde jeg ingen +klar Bevidsthed om, hvad der var foregået med mig, jeg så mig omkring med +Forundring, følte mig totalt forbyttet i mit Væsen, kendte mig slet ikke +igen. Jeg følte mig efter opad Armene og nedad Benene, faldt i Forbauselse +over, at Vinduet stod på den Væg og ikke på den stik modsatte Væg, og jeg +hørte Hestenes Trampen nede i Gården, som om den kom ovenfra. Jeg var også +temmelig kvalm. + +Mit Hår lå vådt og koldt om min Pande; jeg rejste mig på Albuen og så ned +på Hovedpuden: vådt Hår lå også igen på den, i små Dotter. Mine Fødder +havde hovnet op inde i Skoene i Løbet af Natten, men de smærted ikke, jeg +kunde blot ikke røre Tæerne stort, de var blevne for stive. + +Da det led ud på Eftermiddagen, og det allerede var begyndt at skumre lidt, +stod jeg op af Sengen og begyndte at pusle omkring i Værelset. Jeg prøved +mig frem med små, forsigtige Skridt, passed på at holde Ligevægten og +spared så meget som muligt mine Fødder. Jeg led ikke meget, og jeg græd +ikke; jeg var i det hele taget ikke trist, jeg var tvertimod velsignet +tilfreds; det faldt mig ikke ind netop da, at nogen Ting kunde være +anderledes end den var. + +Så gik jeg ud. + +Det eneste, som plaged mig en Smule, var trods min Kvalme for Mad alligevel +Sulten. Jeg begyndte at føle en skammelig Appetit igen, en indre glubende +Madlyst, som det stadig blev værre og værre med. Det gnaved ubarmhjærtigt i +mit Bryst, bedreves et tyst, underligt Arbejde derinde. Det kunde være et +Snes bitte små, fine Dyr, som lagde Hovedet på den ene Side og gnaved lidt, +lagde derpå Hovedet på den anden Side og gnaved lidt, lå et Øjeblik aldeles +stille, begyndte igen, bored sig ind uden Støj og uden Hast og efterlod +tomme Strækninger overalt, hvor de for frem . . . . + +Jeg var ikke syg, men mat, jeg begyndte at svede. Jeg tænkte mig hen på +Stortorvet, forat hvile lidt; men Vejen var lang og besværlig; endelig var +jeg dog næsten fremme, jeg stod på Hjørnet af Torvet og Torvegaden. Sveden +randt ned i mine Øjne, dugged mine Briller og gjorde mig blind, og jeg var +netop standset, forat tørre mig af en Smule. Jeg mærked ikke, hvor jeg +stod, jeg tænkte ikke over det; Larmen omkring mig var frygtelig. + +Pludselig lyder et Råb, et koldt, skarpt Varsko. Jeg hører dette Råb, hører +det meget godt, og jeg rykker nervøst til Siden, gor et Skridt så hurtigt, +mine dårlige Ben kan bevæge sig. Et Uhyre af en Brødvogn stryger mig forbi +og strejfer min Frakke med Hjulet; havde jeg været lidt hurtigere, vilde +jeg gået aldeles fri. Jeg kunde kanske været lidt hurtigere, ganske lidt +hurtigere, hvis jeg havde anstrængt mig; der var ingen Råd med det, det +gjorde ondt i min ene Fod, et Par Tæer blev maset; jeg følte, at de ligesom +krølled sig sammen inde i Skoen. + +Brødkøreren holder Hestene an af alle Kræfter; han vender sig om på Vognen +og spørger forfærdet, hvordan det gik. Jo, det kunde gået langt værre +. . . . det var vel kanske ikke så farligt . . . . jeg troed ikke, at der +var nogen Ting knust . . . . Å, jeg be’r . . . . + +Jeg drev hen til en Bænk det forteste, jeg kunde; disse mange Mennesker, +som standsed op og gloed på mig, havde gjort mig flau. Egentlig var det +ikke noget Dødsstød, det var gået forholdsvis heldigt, når Ulykken endelig +skulde være ude. Det værste var, at min Sko var trykket istykker, Sålen +revet løs på Snuden. Jeg holdt Poden op og så Blod inde i Gabet. Nå, det +var ikke med Vilje gjort på nogen af Siderne, det var ikke Mandens Hensigt +at gøre det værre for mig end det var; han så meget bedrøvet ud. Kanske +hvis jeg havde bedt ham om et lidet Brød fra Vognen, så havde jeg fået det. +Han havde vist givet mig det med Glæde. Gud glæde ham til Gengæld der, han +er! . . . . + +Jeg sulted hårdt, og jeg vidste ikke, hvor jeg skulde gøre af mig for min +ublu Appetit. Jeg vred mig hid og did på Bænken og lagde Brystet helt ned +på mine Knæ; jeg var næsten forstyrret. Da det blev mørkt, rusled jeg bort +til Rådstuen — Gud ved, hvordan jeg kom did — og satte mig på Kanten af +Ballustraden. Jeg rev den ene Lomme ud af min Frakke og gav mig til at +tygge på den, forresten uden nogen Hensigt, med mørke Miner, med Øjnene +stirrende ret frem, uden at se. Jeg hørte endel Småbørn, som legte omkring +mig, og fornam instinktsmæssig, når en eller anden spadserende gik mig +forbi; ellers iagttog jeg intet. + +Så med én Gang falder det mig ind at gå ned i en af Basarerne nedenunder +mig og få et Stykke råt Kød. Jeg rejser mig og går tvers over Ballustraden, +hen til den anden Ende af Basartaget, og stiger ned. Da jeg var kommet +næsten helt ned til Kødboden, råbte jeg opad Trappeåbningen og hytted +tilbage, som om jeg talte til en Hund deroppe, og henvendte mig frækt til +den første Slagter, jeg traf. + +»Å, vær så snil at give mig et Ben til Hunden min!« sagde jeg. »Bare et +Ben; der behøver ikke at være noget på det; den skal bare have noget at +bære i Munden.« + +Jeg fik et Ben, et prægtigt lidet Ben, hvor der endnu var lidt Kød tilbage, +og stak det ind under Frakken. Jeg takked Manden så inderligt, at han så +forbauset på mig. + +»Ingenting at takke for,« sagde han. + +»Jo, sig ikke det,« mumled jeg, »det er snilt gjort af Dem.« + +Og jeg gik op. Hjærtet slog stærkt i mig. + +Jeg sneg mig ind i Smedgangen, så dybt ind, som jeg kunde komme, og +standsed udenfor en forfalden Port til en Baggård. Der var ikke et Lys at +se på nogen Kant, det var velsignet mørkt omkring mig; jeg gav mig til at +gnave i mig af Benet. + +Det smagte ingenting; en ram Lugt af Blod stod op fra Benet, og jeg måtte +ganske straks begynde at kaste op. Jeg forsøgte igen; hvis jeg bare fik +beholde det, vilde det nok gøre sin Virkning; det galdt at få det til at +bero dernede. Men jeg kasted atter op. Jeg blev vred, bed heftigt i Kødet, +sled af en liten Smule og svælged det ned med Vold. Og det nytted alligevel +ikke; såsnart de små Kødsmuler var blevne varme i Maven, kom de desværre +atter op. Jeg knytted vanvittigt Hænderne, stak i at græde af Hjælpeløshed +og gnaved som en besat; jeg græd, så Benet blev vådt og skiddent af Tårer, +kasted op, banded og gnaved igen, græd som Hjærtet skulde briste og kasted +atter op. Og jeg svor med høj Røst alle Verdens Magter ned i Pinen. + +Stille. Ikke et Menneske omkring, intet Lys, ingen Støj. Jeg er i det +voldsommeste Sindsoprør, jeg puster tungt og højlydt og græder +tænderskærende for hver Gang, jeg må levere disse Kødsmuler, som kanske +kunde mætte mig lidt. Da det slet ikke hjælper noget, hvormeget jeg end +forsøger, slynger jeg Benet mod Porten, fuld af det afmægtigste Had, +henrykt af Raseri, råber og truer voldsomt op mod Himlen, skriger Guds Navn +hæst og indædt og krummer mine Fingre som Klør . . . . Jeg siger dig, du +Himlens hellige Ba’al, du er ikke til, men hvis du var til, så skulde jeg +bande dig slig, at din Himmel skulde dirre af Helvedes Ild. Jeg siger dig, +jeg har budt dig min Tjeneste, og du har afvist den, jeg siger dig, du har +stødt mig bort, og jeg vender dig for evigt Ryggen, fordi du ikke kendte +din Besøgelsestid. Jeg siger dig, jeg ved, at jeg skal dø, og jeg håner dig +dog, du Himlens Gud og Apis, med Døden lige for Tænderne. Jeg siger dig, +jeg vil heller være Lakej i Helvede end Fri i dine Boliger; jeg siger dig, +jeg er fuld af livsalig Foragt for din himmelske Usselhed, og jeg vælger +mig Afgrunden til evigt Tilhold, hvor Djævelen, Judas og Farao er stødt +ned. Jeg siger dig, din Himmel er fuld af alle Jorderigets mest råhovedede +Idioter og fattige i Ånden, jeg siger dig, du har fyldt din Himmel med de +fede, salige Horer hernedefra, som ynkeligen har bøjet Knæ for dig i sin +Dødsstund. Jeg siger dig, du har brugt Magt mod mig, og du ved ikke, du +alvidende Nul, at jeg aldrig bøjer mig i Modgang. Jeg siger dig, hele mit +Liv, hver Celle i min Krop, hver Evne i min Sjæl gisper efter at håne dig, +du nådefulde Afskum i det høje. Jeg siger dig, jeg vilde, om jeg kunde, +råbe dette højlydt ind i din Himmel og hen over den hele Jord, jeg vilde, +om jeg kunde, ånde det ind i hver ufødt Menneskesjæl, som engang kommer på +Jorden, hver Blomst, hvert Blad, hver Dråbe i Havet. Jeg siger dig, jeg vil +spotte dig ud på Dommens Dag og bande dig Tændeme ud af min Mund for din +Guddoms endeløse Ynkelighed. Jeg siger dig, jeg vil fra denne Stund forsage +alle dine Gærninger og alt dit Væsen, jeg vil forbande min Tanke, om den +tænker på dig igen, og rive mine Læber af, om de atter nævner dit Navn. Jeg +siger dig, hvis du er til, det sidste Ord i Livet og i Døden, jeg siger dig +Farvel for evigt og altid, jeg siger dig Farvel med Hjærte og Nyrer, jeg +siger dig det sidste uigenkaldelige Farvel, og jeg tier og vender dig +Ryggen og går min Vej . . . . + +Stille, + +Jeg dirrer af Ophidselse og Forkommenhed, står der på samme Sted, endnu +hviskende Eder og Skældsord frem, hikkende efter den heftige Gråd, knækket +og slap efter det vanvittige Vredesudbrud. Jeg står der måske en Time og +hikker og hvisker og holder mig fast til Porten. Så hører jeg Røster, en +Samtale mellem to Mænd, som kommer gående indad Smedgangen. Jeg slænger +bort fra Porten, drager mig frem efter Husvæggene og kommer atter ud på de +lyse Gader. Idet jeg tusler nedad Youngsbakken, begynder min Hjærne +pludselig at virke i en højst mærkelig Retning. Det falder mig ind, at de +elendige Rønner nede i Kanten af Torvet, Materialboderne og de gamle Buler +med brugte Klæder, dog var en Skændsel for Stedet. De ødelagde hele Torvets +Udseende og pletted Byen, fy, ned med Skramlet! Og jeg gik og slog over i +Tankerne, hvad det vel vilde komme til at koste at flytte Den geografiske +Opmåling derned, denne smukke Bygning, som altid havde tiltalt mig så meget +hver Gang, jeg havde passeret den. Det vilde kanske ikke lade sig gøre at +foretage en Flytning af den Art under sytti a to og sytti tusind Kroner, — +en pen Sum, måtte man sige, en nokså net Lommeskilling, he-he, at begynde +med, hvad? Og jeg nikked med mit tomme Hoved og indrømmed, at det var en +nokså pen Lommeskilling at begynde med. Jeg rysted fremdeles over hele +Legemet og hikked nu og da endnu dybt efter Gråden. + +Jeg havde Følelsen af, at der ikke var meget Liv igen i mig, at jeg i +Grunden sang på det sidste Vers. Det var mig også temmelig ligegyldigt, det +beskæftiged mig ikke det mindste; jeg søgte tvertimod nedad Byen, ned til +Bryggerne, længer og længer bort fra mit Værelse. Jeg kunde for den Skyld +gærne have lagt mig plat ned i Gaden, forat dø. Lidelserne gjorde mig mer +og mer ufølsom; det banked stærkt i min såre Fod, jeg havde endog Indtryk +af, at Smærten forplanted sig opad hele Læggen, og ikke engang det gjorde +synderlig ondt. Jeg havde udstået værre Fornemmelser. + +Så kom jeg ned på Jærnbanebryggen. Der var ingen Trafik, ingen Støj, kun +hist og her et Menneske at se, en Sjouer eller Sjømand, som drev om med +Hænderne i Lommen. Jeg lagde Mærke til en halt Mand, som skeled stivt hen +på mig, idet vi passered hinanden. Jeg standsed ham instinktsmæssig, tog +til Hatten og spurgte, om han kendte til om »Nonnen« var rejst. Og bagefter +kunde jeg ikke lade være at knipse en eneste Gang i Fingrene lige for +Mandens Næse og sige: Død og Pine, »Nonnen«, ja! »Nonnen«, som jeg helt +havde glemt! Tanken på den havde alligevel ulmet ubevidst i mit Indre, jeg +havde båret på den, uden at vide af det selv. + +Ja, Kors, »Nonnen« var nok sejlet. + +Han kunde ikke sige mig, hvor den var sejlet hen? + +Manden tænker sig om, står på det lange Ben og holder det korte ivejret; +det korte dingler lidt. + +»Nej,« siger han. »Ved De, hvad den lå her og lasted?« + +»Nej,« svarer jeg. + +Men nu havde jeg allerede glemt »Nonnen«, og jeg spurgte Manden, hvor langt +det vel kunde være til Holmestrand, regnet i gode, gamle geografiske Mile. + +»Til Holmestrand? Jeg vil antage . . . .« + +»Eller til Væblungsnæs?« + +»Hvad jeg vilde sige: jeg antager, at til Holmestrand . . . .« + +»Å, hør, med det samme jeg husker det,« afbrød jeg ham igen, »De skulde vel +ikke ville være så snil at give mig en liden Bid Tobak, bare en bitte liden +Smule!« + +Jeg fik Tobakken, takked Manden meget varmt og gik bort. Jeg gjorde intet +Brug af Tobakken, jeg stak den i Lommen straks. Manden holdt fremdeles Øje +med mig, jeg havde kanske vakt hans Mistanke på en eller anden Måde; hvor +jeg stod og gik havde jeg dette mistænksomme Blik efter mig, og jeg syntes +ikke om at blive forfulgt af dette Menneske. Jeg vender om og drager mig +atter hen til ham, ser på ham og siger: + +»Nådler.« + +Bare dette Ord: Nådler. Ikke mer. Jeg ser meget stivt på ham, idet jeg +siger det, jeg følte, at jeg stirred frygteligt på ham; det var, som om jeg +så på ham med hele Kroppen, istedetfor bare med Øjnene. Og jeg står en +liden Stund, efterat jeg har sagt dette Ord. Så tusler jeg op til +Jærnbanetorvet igen. Manden gav ikke en Lyd fra sig, han bare holdt Øje med +mig. + +Nådler? Jeg stod med en Gang stille. Ja, var det ikke det, jeg havde +Fornemmelsen af allerede straks: jeg havde truffet Krøblingen før. Oppe i +Grændsen, en lys Morgen; jeg havde pantsat min Vest. Det forekom mig som en +Evighed siden den Dag. + +Mens jeg står og tænker på dette — jeg står og støtter mig til en Husvæg +på Hjørnet af Torvet og Havnegaden — farer jeg pludselig sammen og søger +at kravle mig væk. Da dette ikke lykkes mig, stirrer jeg forhærdet ret frem +og bider Hovedet af al Skam, der var ingen Råd med det, — jeg står Ansigt +til Ansigt med »Kommandøren«. + +Jeg blir skødesløst fræk, jeg tager endog et Skridt frem fra Husvæggen, +forat gøre ham opmærksom på mig. Og jeg gør det ikke forat vække +Medlidenhed, men forat håne mig selv, stille mig i Gabestokken; jeg kunde +væltet mig ned i Gaden og bedt »Kommandøren« gå over mig, træde på mit +Ansigt. Jeg siger ikke engang Godaften. + +»Kommandøren« aned måske, at der var noget galt fat med mig, han sagtned +sine Skridt en Smule, og jeg siger, forat standse ham: + +»Jeg skulde været hos Dem med noget, men det er ikke blevet noget af +endda.« + +»Ja?« svarer han spørgende. »De har det ikke færdigt, da?« + +»Nej, jeg har ikke fået det færdigt.« + +Men nu står mine Øjne pludselig i Vand ved »Kommandørens« Venlighed, og jeg +harker og hoster forbittret, forat gøre mig stærk. »Kommandøren« støder en +Gang i Næsen; han står og ser på mig. + +»Har De noget at leve af imens, da?« siger han. + +»Nej,« svarer jeg, »jeg har ikke det heller. Jeg har ikke spist endda idag, +men . . . . . . + +»Gud bevare Dem, det går da ikke an, at De går her og sulter ihjæl, Mand!« +siger han. Og han tager med en Gang til Lommen. + +Nu vågner Skamfølelsen i mig, jeg raver igen bort til Husvæggen og holder +mig fast, jeg står og ser på, at »Kommandøren« roder om i sin Pengepung; +men jeg siger intet. Og han rækker mig en Tikrone. Han gør ingen flere +Omstændigheder med det, han giver mig simpelthen ti Kroner. Med det samme +gentager han, at det ikke gik an, at jeg sulted ihjæl. + +Jeg stammed en Indvending og tog ikke Sedlen straks: Det var skammeligt af +mig dette . . . . det var også altfor meget . . . . + +»Skynd Dem nu!« siger han og ser på sit Ur. »Jeg har ventet på Toget; men +nu kommer det, hører jeg.« + +Jeg tog Pengene, jeg var lam af Glæde og sagde ikke et Ord mer, jeg takked +ikke engang. + +»Det er ikke værdt at genere sig for det,« siger »Kommandøren« tilsidst; +»De kan jo skrive for det, ved jeg.« + +Så gik han. + +Da han var kommet nogle Skridt bort, husked jeg med en Gang på, at jeg ikke +havde takket »Kommandøren« for denne Hjælp. Jeg forsøgte at indhente ham, +men kunde ikke komme fort nok afsted, mine Ben slog Klik, og jeg vilde +idelig falde på Næsen. Han fjærned sig mer og mer. Jeg opgav Forsøget, +tænkte at råbe efter ham, men turde ikke, og da jeg endelig alligevel tog +Mod til mig og råbte, en Gang, to Gange, var han allerede forlangt borte, +min Stemme var bleven for svag. + +Jeg stod tilbage på Fortouget og så efter ham, jeg græd ganske stille. Jeg +har aldrig set på Magen! sagde jeg til mig selv; han gav mig ti Kroner! Jeg +gik tilbage og stilled mig der, hvor han havde stået, og eftergjorde alle +hans Bevægelser. Og jeg holdt Pengesedlen op til mine våde Øjne, beså den +på begge Sider og begyndte at bande — bande i vilden Sky på, at det havde +sin Rigtighed med det, jeg holdt i Hånden, det var en Tikrone. + +En Stund efter — måske en meget lang Stund; ti det var allerede bleven +ganske stille overalt — stod jeg besynderligt nok udenfor Tomtegaden Numer +11. Da jeg havde stået og summet mig et Øjeblik og forundret mig herover, +gik jeg indad Porten for anden Gang, lige ind i Beværtning & Logi for +Rejsende. Her bad jeg om Husly og fik straks en Seng. + + * * * + +Tirsdag. + +Solskin og Stille, en vidunderlig lys Dag. Sneen var borte; allevegne Liv +og Lyst og glade Ansigter, Smil og Latter. Fra Fontænerne steg +Vandstrålerne op i Buer, gyldne af Solen, blålige af den blålige Himmel +. . . . Ved Middagstid gik jeg ud fra mit Logi i Tomtegaden, hvor jeg +fremdeles boed og havde det godt, og begav mig ud i Byen. Jeg var i den +gladeste Stemning og drev om den ganske Eftermiddag i de mest befærdede +Gader og så på Mennesker. Endnu før Klokken blev syv om Aftenen, gjorde jeg +mig en Tur op til St. Olafs Plads og kiged i Smug op til Vinduerne i Numer +2. Om en Time skulde jeg se hende! Jeg gik i en let, dejlig Angst hele +Tiden. Hvad vilde der ske? Hvad skulde jeg finde på at sige, når hun kom +nedad Trappen? Godaften, Frøken? Eller bare smile? Jeg beslutted mig til at +lade det bero med at smile. Naturligvis vilde jeg hilse dybt på hende. + +Jeg lusked bort, lidt skamfuld over at være så tidligt ude, vandred om i +Karl Johan en Stund og holdt Øje med Universitetsuret. Da Klokken blev +otte, satte jeg atter opad Universitetsgaden. Under vejs faldt det mig ind, +at jeg kanske kunde komme et Par Minutter forsent, og jeg strakte ud alt, +jeg årked. Min Fod var meget sår, ellers mangled der mig ingenting. + +Jeg tog Post ved Fontænen og pusted ud; jeg stod der rigtig længe og så op +til Vinduerne i Numer 2; men hun kom ikke. Nå, jeg skulde nok vente, det +havde ingen Hast med mig; hun havde kanske Forhindringer. Og jeg vented +igen. Jeg skulde da vel aldrig have drømt det hele? Havt det første Møde +med hende i Indbildningen den Nat, jeg lå i Feber? Jeg begyndte rådvild at +tænke efter og følte mig aldeles ikke sikker i min Sag. + +»Hm!« sagde det bag mig. + +Jeg hørte denne Harken, jeg hørte også lette Skridt i Nærheden af mig; men +jeg vendte mig ikke om, jeg stirred blot op til den store Trappe foran mig. + +»Godaften!« siger det så. + +Jeg glemmer at smile, jeg tager ikke engang straks til Hatten, jeg blir så +forundret over at se hende komme denne Vej. + +»Har De ventet længe?« siger hun, og hun puster lidt hurtigt efter Gangen. + +»Nej, aldeles ikke, jeg kom for en liden Stund siden,« svared jeg. »Og +desuden, hvad havde det gjort, om jeg havde ventet længe? Jeg tænkte +forresten, at De skulde komme fra en anden Kant?« + +»Jeg har fulgt Mama til en Familie, Mama skal være ude iaften.« + +»Jaså!« sagde jeg. + +Nu var vi uvilkårlig begyndt at gå. En Politibetjent står på Gadehjørnet og +ser på os. + +»Men hvor går vi egentlig hen?« siger hun og standser. + +»Did, hvor De vil, bare did, hvor De vil.« + +»Uf, ja, men det er så kedeligt at bestemme det selv.« + +Pause. + +Så siger jeg, bare for at sige noget: + +»Det er mørkt i Deres Vinduer, ser jeg.« + +»Ja, da!« svarer hun livligt. »Pigen har også fået fri. Så jeg er ganske +alene hjemme.« + +Vi står begge to og ser opad Vinduerne i Numer 2, som om ingen af os havde +set dem før. + +»Kan vi gå op til Dem, da?« siger jeg. »Jeg skal sidde nede ved Døren hele +Tiden, dersom De vil . . . .« + +Men nu skalv jeg af Bevægelse og angred meget, at jeg havde været for fræk. +Hvad om hun blev vred og gik bort fra mig? Hvad om jeg aldrig fik se hende +igen? Å, det elendige Antræk, jeg havde på! Jeg vented fortvivlet på +Svaret. + +»De skal aldeles ikke sidde nede ved Døren,« siger hun. Hun taler ligefrem +ømt og siger akkurat disse Ord: De skal aldeles ikke sidde nede ved Døren. + +Vi gik op. + +Ude på Gangen, hvor det var mørkt, tog hun min Hånd og ledte mig frem. Jeg +behøved slet ikke at være så stille, sagde hun, jeg kunde godt tale. Og vi +kom ind. Mens hun tændte Lys — det var ikke en Lampe, hun tændte, men et +Lys — mens hun tændte dette Lys, sagde hun med en liden Latter: + +»Men nu får De ikke se på mig. Uf, jeg er skamfuld! Men jeg skal aldrig +gøre det mer.« + +»Hvad skal De aldrig gøre mer?« + +»Jeg skal aldrig . . . . uf, nej. Gud bevare mig . . . . jeg skal aldrig +kysse Dem mer.« + +»Skal De ikke det?« sagde jeg, og vi lo begge. Jeg strakte Armene ud efter +hende, Og hun gled tilside, smutted væk, over på den anden Side af Bordet. +Vi stod og så på hinanden en liden Stund, Lyset stod midt imellem os. + +»Forsøg at få fat på mig!« sagde hun. + +Og under megen Latter forsøgte jeg at få fat på hende. Mens hun sprang +omkring, løste hun Sløret op og tog Hatten af; hendes spillende Øjne hang +fremdeles ved mig og vogted på mine Bevægelser. Jeg gjorde et Udfald påny, +snubled i Tæppet og faldt; min såre Fod vilde ikke længer holde mig oppe. +Jeg rejste mig yderlig flau. + +»Gud, hvor rød De blev!« sagde hun. »Ja, det var også græsselig kejtet.« + +»Ja, det var det!« svared jeg. + +Og vi begyndte påny at springe omkring. + +»Jeg synes, De halter?« + +»Ja, jeg halter kanske lidt, bare lidt forresten.« + +»Sidst havde De en sår Finger, nu har De en sår Fod; det er svært, så mange +Plager De har.« + +»Å, ja. — Jeg blev lidt overkørt for nogle Dage siden.« + +»Overkørt? Fuld da igen? Nej, Gud bevare mig, hvordan De lever, unge Mand!« +Hun trued med Pegefingeren og gjorde sig alvorlig. »Så sætter vi os da!« +sagde hun. »Nej, ikke der nede ved Døren; De er så altfor tilbageholden; +her oppe; De der og jeg her, så ja! . . . . Uf, det er nokså kedeligt med +tilbageholdne Mennesker! Så må man sige og gøre alt selv, man får ingen +Hjælp til noget. Nu kunde De for Eksempel gærne holde Deres Hånd på min +Stolryg, De kunde gærne fundet på så meget af Dem selv, kunde De. For om +jeg siger noget sligt, så sætter De op et Par Øjne, som om De ikke rigtig +tror det, som blir sagt. Ja, det er virkelig sandt, jeg har set det flere +Gange, De gør det nu også. Men De skal bare ikke indbilde mig, at De er så +beskeden altid, når De blot tør dy Dem. De var nokså fræk den Dag, da De +var fuld og gik efter mig lige hjem og plaged mig med Deres Åndrigheder: De +mister Deres Bog, Frøken, De mister ganske bestemt Deres Bog, Frøken! +Ha-ha-ha! Fy, det var virkelig stygt af Dem!« + +Jeg sad fortabt og så på hende. Mit Hjærte slog højt, Blodet spændte mig +varmt gennem Årene. Hvilken vidunderlig Nydelse! + +»Hvorfor siger De ingenting?« + +»Nej, hvor De er sød!« sagde jeg. »Jeg sidder simpelthen her og blir +inderlig betaget af Dem, her i denne Stund inderlig betaget . . . . Der er +ingen Råd med det . . . . De er det besynderligste Menneske, som . . . . +Stundom stråler Deres Øjne så, jeg har aldrig set Magen, de ser ud som +Blomster . . . . Hvad? Nej-nej, kanske ikke som Blomster heller, men +. . . . Jeg er så aldeles forelsket i Dem, og det er så urimeligt . . . . +Herregud, naturligvis, det nytter mig ikke det Spor . . . . Hvad hedder De? +Nu må De da virkelig sige mig, hvad De hedder . . . .« + +»Nej, hvad hedder _De_? Gud, nu havde jeg nær glemt det igen! Jeg tænkte på +det i hele Går, at jeg skulde spørge Dem. Ja, det vil sige ikke i _hele_ +Går, men . . . .« + +»Ved De, hvad jeg har kaldt Dem? Jeg har kaldt Dem Ylajali. Hvad synes De +om det? En sådan glidende Lyd . . . .« + +»Ylajali?« + +»Ja.« + +»Er det fremmede Sprog?« + +»Hm, Nej, det er ikke det heller.« + +»Ja, det er ikke stygt . . . .« + +Efter lange Forhandlinger sagde vi hinanden vore Navne. Hun satte sig lige +ved Siden af mig i Sofaen og skøv Stolen bort med Foden, Og vi begyndte at +passiare påny. + +»De har barberet Dem også iaften,« sagde hun. »De ser i det hele taget lidt +bedre ud end sidst, men bare bitte lidt forresten; indbild Dem nu bare ikke +. . . . Nej, sidst var De virkelig sjofel da. De gik ovenikøbet med en fæl +Klud om Fingeren. Og i den Tilstand vilde De absolut gå ind et Sted og +drikke Vin med mig. Nej, Tak!« + +»Det var altså for mit misserable Udseendes Skyld, at De ikke vilde gå med +alligevel da?« sagde jeg. + +»Nej,« svared hun og så ned. »Nej, det skal Gud vide, det ikke var! Jeg +tænkte ikke på det engang.« + +»Hør,« sagde jeg, »De sidder vist her i den Overtro, at jeg kan klæde mig +og leve akkurat som jeg ønsker. De? Men det kan jeg nok ikke, jeg er meget, +meget fattig.« + +Hun så på mig. + +»Er De det?« sagde hun. + +»Ja, jeg er det, desværre.« + +Pause. + +»Ja, Herregud, det er jeg også, det,« sagde hun med en frejdig Bevægelse +med Hovedet. + +Hvert af hendes Ord berused mig, traf mig i Hjærtet som Vindråber. Hun +henrykte mig med den Vane, hun havde at lægge sit Hoved lidt på Siden og +lytte, når jeg sagde noget. Og jeg følte hendes Åndedrag lige op i mit +Ansigt. + +»Ved De,« sagde jeg, »at . . . . Men nu må De ikke blive sint . . . . Da +jeg gik tilsengs igåraftes, lagde jeg denne Arm tilrette for Dem . . . . +således . . . . som om De lå i den . . . . og så sovned jeg ind . . . .« + +»Jaså? Det var vakkert!« Pause. »Men det måtte nu også være på Frastand, De +kunde gøre sligt noget; for ellers . . . .« + +»Tror De ikke, jeg kunde gøre det ellers?« + +»Nej, det tror jeg ikke.« + +»Jo, af mig kan De vente alt,« sagde jeg. Og jeg lagde Armen om hendes Liv. + +»Kan jeg det?« sagde hun bare. + +Det ærgred mig, stødte mig næsten, at hun holdt mig for så altfor +skikkelig; jeg brysted mig op, skød Hjærtet op i Livet og tog hendes Hånd. +Men hun trak den ganske stilfærdigt tilbage og flytted sig lidt bort fra +mig. Dette gjorde det atter af med mit Mod, jeg blev skamfuld og så bort +mod Vinduet. Jeg var alligevel så altfor ynkelig der, jeg sad, jeg måtte +blot ikke prøve at indbilde mig noget. Det havde været en anden Sag, hvis +jeg havde truffet hende dengang, da jeg endnu så ud som et Menneske, i mine +Velmagtsdage, da jeg havde lidt at redde mig med. Og jeg følte mig meget +nedslagen tilmode. + +»Der kan De se!« sagde hun, »nu kan De bare se: Man kan vippe Dem blot med +en liden Rynke i Panden, gøre Dem så flad, bare ved at flytte sig lidt bort +fra Dem . . . .« Hun lo drillende, skøjeragtigt, med aldeles lukkede Øjne, +som om heller ikke hun holdt ud at blive set på. + +»Nej, men du store min!« bused jeg ud, »nu skal De bare se!« Og jeg slog +Armene heftigt om hendes Skuldre. Jeg var næsten krænket. Var Pigen fra +Forstanden! Tog hun mig for aldeles uerfaren! He, jeg skulde dog ved den +levende . . . . Ingen skulde sige om mig, at jeg stod tilbage i dette +Stykke. Det var dog Satan til Menneske! Galdt det bare at gå på, så . . . . + +Hun sad ganske rolig, og hun havde Øjnene fremdeles lukket; ingen af os +talte. Jeg trykked hende hårdt ind til mig, klemte grådigt hendes Krop ind +til mit Bryst, og hun sagde ikke et Ord. Jeg hørte vore Hjærteslag, både +hendes og mine, de lød som begravede Hovtramp. + +Jeg kyssed hende. + +Jeg vidste ikke længere af mig selv, jeg sagde noget Nonsens, som hun lo +ad, hvisked Kælenavne ind i hendes Mund, klapped hende på Kindet, kyssed +hende mange Gange. Jeg åbned en Knap eller to i hendes Liv, og jeg skimted +hendes Bryster indenfor, hvide, runde Bryster, der titted frem som to søde +Vidundere bag Linnedet. + +»Må jeg få se!« siger jeg, og jeg forsøger at åbne flere Knapper, gøre +Hullet større; men min Bevægelse er for stærk, jeg kommer ingen Vej med de +nederste Knapper, hvor desuden Livet strammer på. »Må jeg bare få se lidt +. . . . lidt . . . .« + +Hun slår Armen om min Hals, ganske langsomt, ømt; hendes Ånde puster mig +lige i Ansigtet fra de røde, dirrende Næsebor; med den anden Hånd begynder +hun selv at åbne Knapperne, en for en. Hun ler forlegent, ler kort og ser +flere Gange op på mig, om jeg skal mærke, at hun er bange. Hun løser +Båndene op, hægter op Korsettet, er henrykt og ængstelig. Og jeg fingrer +med mine grove Hænder ved disse Knapper og Bånd . . . . + +Forat aflede Opmærksomheden fra, hvad hun gor, stryger hun mig med sin +venstre Hånd over Skulderen og siger: + +»Hvilken Mængde løse Hår der ligger!« + +»Ja,« svarer jeg og vil trænge indtil hendes Bryst med min Mund. Hun ligger +i dette Øjeblik med ganske åbne Klæder. Pludselig er det som om hun +besinder sig, som om hun synes at have gået for vidt; hun dækker sig atter +til og rejser sig lidt op. Og forat skjule sin Forlegenhed med de åbne +Klæder, giver hun sig atter til at tale om den Mængde affaldne Hår, der lå +på mine Skuldre. + +»Hvor kan det være, at Håret falder så af Dem?« + +»Ved ikke!« + +»Å, De drikker naturligvis formeget, og kanske — Fy, jeg vil ikke sige +det! De måtte skamme Dem! Nej, det havde jeg ikke troet om Dem! At De, som +er så ung, allerede mister Håret! . . . . Nu skal De værsågod fortælle mig, +hvorledes De egentlig lever Deres Liv hen. Jeg er sikker på, det er +frygteligt! Men bare Sandhed, forstår De, ikke nogen Udflugter! Jeg skal +nok forresten se det på Dem, om de vil skjule noget. Så, fortæl nu!« + +»Ja, lad mig få kysse Dem på Brystet først, så.« + +»Er De gal? Så, begynd nu!« + +»Nej, kære, lad mig nu få Lov til det først!« + +»Hm. Nej, ikke først . . . . Siden kanske . . . . Jeg vil høre, hvad De er +for et Menneske . . . . Å, jeg er sikker på, det er forfærdeligt!« + +Det pinte mig også, at hun skulde tro det værste om mig, jeg var bange for +at støde hende helt bort, og jeg holdt ikke ud den Mistanke, hun havde om +mit Levnet. Jeg vilde rense mig i hendes Øjne, gøre mig værdig til hende, +vise hende, at hun sad ved en på det nærmeste engleren Persons Side. +Herregud, jeg kunde jo tælle på Fingerne mine Fald til Dato. + +Jeg fortalte, jeg fortalte alt, og jeg fortalte bare Sandhed. Jeg gjorde +intet værre end det var, det var ikke min Agt at vække hendes Medlidenhed; +jeg sagde også, at jeg havde stjålet fem Kroner en Aften. + +Hun sad og lytted med gabende Mund, bleg, bange, aldeles forstyrret i de +blanke Øjne. Jeg vilde gøre det godt igen, sprede det triste Indtryk, jeg +havde gjort, og strammed mig op: + +»Det er jo over nu!« sagde jeg; »det kan ikke være Tale om sligt noget +længer; nu er jeg bjærget . . . .« + +Men hun var meget forsagt. »Gud bevare mig!« sagde hun bare og taug. Hun +sagde dette med korte Mellemrum og taug hver Gang igen. »Gud bevare mig!« + +Jeg begyndte at spøge, tog hende i Siden, forat kildre hende, løfted hende +op til mit Bryst. Hun havde atter knappet Kjolen igen; dette ærgred mig en +Smule, såred mig ligefrem. Hvorfor skulde hun knappe Kjolen igen? Var jeg i +hendes Øjne mer uværdig nu, end om jeg selv havde forskyldt, at mit Hår +faldt af? Vilde hun have syntes bedre om mig, hvis jeg havde gjort mig til +en Udhaler? . . . . Ikke noget Sludder. Det galdt bare at gå på! Og hvis +det bare galdt at gå på, så ved den levende . . . . + +Jeg lagde hende ned, lagde hende simpelthen ned i Sofaen. Hun stred imod, +ganske lidt forresten, og så forbauset ud. + +»Nej . . . . hvad vil De?« sagde hun. + +»Hvad jeg vil?!« + +He, hun spurgte, hvad jeg vilde! Gå på, vilde jeg, gå lige på! Det var ikke +bare på Frastand, jeg havde det med at gå på; det var ikke min Art og +Beskaffenhed af Menneske. Jeg gjorde i at være Karl for min Hat og ikke +slåes flad af en Rynke i Panden. Nej-nej, san, jeg havde endnu aldrig gået +med uforrettet Sag fra en sådan Affære . . . . + +Og jeg gik på. + +»Nej . . . . nej, men . . . .?« + +Jo, mente jeg, det var Meningen det! + +»_Nej_, hører De!« råbte hun. Og hun lagde til disse sårende Ord: »Jeg kan +jo ikke være tryg for, at De ikke er vanvittig.« + +Jeg holdt uvilkårlig lidt inde, og jeg sagde: + +»Det mener De ikke!« + +»Jo, ved Gud, De ser så rar ud! Og den Formiddag, De forfulgte mig, — De +var altså ikke fuld dengang?« + +»Nej. Men da var jeg jo ikke sulten heller, jeg havde netop spist . . . .« + +»Ja, så meget værre var det.« + +»Vilde De heller, at jeg skulde været fuld?« + +»Ja . . . . Hu, jeg er bange for Dem! Herregud, kan De nu ikke slippe!« + +Jeg tænkte mig om. Nej, jeg kunde ikke slippe. Ikke noget forbandet Pærevæv +en silde Aftenstund på en Sofa! Op med Flonellen! He, hvilke Udflugter +fandt man ikke på at komme med i et sligt Øjeblik! Som om jeg ikke vidste, +at det var bare Undselighed altsammen! Da måtte jeg være grøn! Så stille +nu! Ikke noget Tøv! Leve Kongen og Fædrelandet! . . . . + +Hun stritted besynderlig stærkt imod, altfor stærkt til bare at stritte +imod af Undselighed. Jeg kom som af Vanvare til at støde Lyset overende, så +det slukned, hun gjorde fortvivlet Modstand, udstødte endog et lidet Klynk. + +»Nej, ikke det, ikke det! Hvis De vil så skal De heller få kysse mig på +Brystet. Kære, snille . . . .« + +Jeg standsed øjeblikkelig. Hendes Ord lød så forfærdede, hjælpeløse, jeg +blev inderlig slagen. Hun mente at byde mig en Erstatning ved at give mig +Lov til at kysse hendes Bryst! Hvor det var skønt, skønt og enfoldigt! Jeg +kunde faldt ned og knælet for hende. + +»Men, kære, vene!« sagde jeg aldeles forvirret, »jeg forstår ikke . . . . +jeg begriber virkelig ikke, hvad dette er for en Slags Spil . . . .« + +Hun rejste sig og tændte atter Lyset med rystende Hænder; jeg sad tilbage +på Sofaen og foretog mig ingenting. Hvad vilde nu ske? Jeg var i Grunden +meget ilde tilmode. + +Hun kasted Øjnene hen på Væggen, hen til Klokken, og for sammen. + +»Uf, nu kommer Pigen snart!« sagde hun. Dette var det første, hun sagde. + +Jeg forstod denne Hentydning og rejste mig. Hun tog efter Kåben, som forat +klæde den på, men betænkte sig, lod den ligge og gik bort til Kaminen. Hun +var bleg og blev mer og mer urolig. Forat det dog ikke skulde se ud, som om +hun viste mig Døren, sagde jeg: + +»Var han Militær Deres Far?« og samtidig gjorde jeg mig istand til at gå. + +Ja, han var Militær. Hvoraf vidste jeg det? + +Jeg vidste det ikke, det faldt mig bare ind. + +Det var besynderligt! + +Å, ja. Det var enkelte Steder, jeg kom, hvor jeg fik det med Anelser. +He-he, det hørte med til mit Vanvid, det . . . . + +Hun så hurtig op, men svared ikke. Jeg følte, at jeg pinte hende med min +Nærværelse, og vilde gøre kort Proces. Jeg gik til Døren. Vilde hun ikke +kysse mig mer nu? Ikke engang række mig Hånden? Jeg stod og vented. + +»Skal De gå nu da?« sagde hun, og hun stod endda stille borte ved Kaminen. + +Jeg svared ikke. Jeg stod ydmyget og forvirret og så på hende, uden at sige +noget. Hvorfor havde hun da ikke ladet mig i Fred, når det ikke kunde blive +til noget? Hvad gik der af hende i dette Øjeblik? Det lod ikke til at angå +hende, at jeg stod færdig til at gå; hun var på en Gang aldeles tabt for +mig, og jeg ledte efter noget at sige hende til Afsked, et tungt, dybt Ord, +som kunde ramme hende og måske imponere hende lidt. Og stik imod min faste +Beslutning, såret, istedetfor stolt og kold, urolig, fornærmet, gav jeg mig +ligefrem til at tale om Uvæsentligheder; det rammende Ord kom ikke, jeg bar +mig yderst tankeløst ad. + +Hvorfor kunde hun ikke lige så godt sige klart og tydeligt, at jeg skulde +gå min Vej? spurgte jeg. Jo, jo, hvorfor ikke? Det var ikke værdt at genere +sig. Istedetfor at minde mig om, at Pigen snart vilde komme hjem, kunde hun +også simpelthen have sagt følgende: Nu må De forsvinde, for nu skal jeg gå +og hente min Mor, og jeg vil ikke have Deres Følge nedad Gaden. Så, det var +ikke det, hun havde tænkt på? Å, jo, det var nok alligevel det, hun havde +tænkt på; det forstod jeg straks. Der skulde så lidet til, forat sætte mig +på Spor; bare den Måden, hvorpå hun havde taget efter Kåben og atter ladet +den ligge, havde overbevist mig med en Gang. Som sagt, jeg havde det med +Anelser. Og der var vel kanske ikke så meget Vanvid i det i Grunden . . . . + +»Men, Herregud, tilgiv mig nu for det Ord! Det slap mig af Munden!« råbte +hun. Men hun stod fremdeles stille og kom ikke hen til mig. + +Jeg var ubøjelig og fortsatte. Jeg stod der og sludred væk med den pinlige +Fornemmelse, at jeg keded hende, at ikke et eneste af mine Ord traf, og +alligevel holdt jeg ikke op: I Grunden kunde man jo være et temmelig +ømtåligt Gemyt, om man ikke var gal, mente jeg; der var Naturer, som næred +sig af Bagateller og døde bare for et hårdt Ord. Og jeg lod underforstå, at +jeg havde en sådan Natur. Sagen var den, at min Fattigdom havde i den Grad +skærpet visse Evner i mig, at det voldte mig ligefrem Ubehageligheder, ja, +jeg forsikrer Dem ligefrem Ubehageligheder, desværre. Men det havde også +sine Fordele, det hjalp mig i visse Situationer. Den fattige intelligente +var langt finere Iagttager end den rige intelligente. Den fattige ser sig +om for hvert Skridt, han tager, lytter mistænksomt til hvert Ord, han hører +af de Mennesker, han træffer; hvert Skridt, han selv tager, stiller således +hans Tanker og Følelser en Opgave, et Arbejde. Han er lydhør og følsom, han +er en erfaren Mand, hans Sjæl har Brandsår . . . . + +Og jeg talte rigtig længe om disse Brandsår, som min Sjæl havde. Men jo +længer jeg talte, des uroligere blev hun; tilsidst sagde hun: »Herregud!« +et Par Gange i Fortvivlelse og vred sine Hænder. Jeg så godt, at jeg plaged +hende, og jeg vilde ikke plage hende, men gjorde det alligevel. Endelig +mente jeg at have fået sagt hende i grove Træk det nødvendigste af, hvad +jeg havde at sige, jeg blev greben af hendes fortvivlede Blik og råbte: + +»Nu går jeg! Nu går jeg! Kan De ikke se, at jeg allerede har Hånden på +Låsen? Farvel! Farvel, siger jeg! De kunde dog gærne svare mig, når jeg +siger Farvel to Gange og står fiks og færdig til at gå. Jeg beder ikke +engang om at få træffe Dem igen, for det vil pine Dem; men sig mig: Hvorfor +lod De mig ikke være i Fred? Hvad har jeg gjort Dem? Jeg gik dog ikke +ivejen for Dem nu; vel? Hvorfor vender De Dem pludselig bort fra mig, som +om De slet ikke kendte mig mer? Nu har De ribbet mig så inderlig blank, +gjort mig endda mere ussel end jeg var nogensinde. Herregud, men jeg er jo +ikke vanvittig, De ved meget godt, når De vil tænke Dem om, at der er +ingenting, som fejler mig nu. Kom nu da og ræk mig Hånden! Eller lad mig få +Lov til at komme til Dem! Vil De det? Jeg skal ikke gøre Dem noget ondt, +jeg vil bare knæle for Dem et Øjeblik, knæle ned på Gulvet der foran Dem, +blot et Øjeblik; må jeg? Nej, nej, så skal jeg ikke gøre det, jeg ser, De +blir bange, jeg skal ikke, _skal_ ikke gøre det, hører De. Herregud dog, +hvorfor blir De så forfærdet? Jeg står jo stille, jeg rører mig ikke. Jeg +vilde have knælet ned på Tæppet et Minut, just der, på den røde Farve lige +ved deres Fødder. Men De blev bange, jeg kunde straks se det på Deres Øjne, +at De blev bange, derfor stod jeg stille. Jeg gjorde ikke et Skridt, da jeg +bad Dem derom; vel? Jeg stod lige så urørlig som nu, når jeg viser Dem det +Sted, hvor jeg vilde knælet for Dem, der borte på den røde Rose i Tæppet. +Jeg peger ikke med Fingeren engang, jeg peger slet ikke, jeg lader det +være, for ikke at forskrække Dem, jeg nikker bare og ser derhen, således! +Og De forstår meget godt, hvilken Rose, jeg mener, men De vil ikke tillade +mig at knæle der; De er bange for mig og tør ikke komme mig nær. Jeg +begriber ikke, at De kan bringe over Deres Hjærte at kalde mig gal. Ikke +sandt, De tror det heller ikke længer? Det var engang i Sommer, for længe +siden, da var jeg gal; jeg arbejded for hårdt og glemte at gå til Middags i +ret Tid, når jeg havde meget at tænke på. Det hændte Dag efter Dag; jeg +burde have husket det, men jeg glemte det stadig væk. Ved Gud i Himlen, det +er sandt! Gud lade mig aldrig komme levende fra dette Sted, hvis jeg lyver! +Der kan De se, De gør mig Uret. Det var ikke af Trang, jeg gjorde det; jeg +har Kredit, stor Kredit, hos Ingebret og Gravesen; jeg gik også ofte med +mange Penge i Lommen og købte alligevel ikke Mad, fordi jeg glemte det. +Hører De der! De siger ikke noget, De svarer ikke, De går aldeles ikke bort +fra Kaminen, De står bare og venter på, at jeg skal gå . . . .« + +Hun kom hurtigt henimod mig og rakte sin Hånd frem. Jeg så fuld af Mistro +på hende. Gjorde hun det også med noget let Hjærte? Eller gjorde hun det +blot, forat blive af med mig? Hun lagde sin Arm om min Hals, hun havde +Tårer i Øjnene. Jeg stod bare og så på hende. Hun rakte sin Mund frem; jeg +kunde ikke tro hende, det var ganske bestemt et Offer, hun bragte, et +Middel til at få en Ende på det. + +Hun sagde noget, det lød for mig som: »Jeg er glad i Dem alligevel!« Hun +sagde det meget lavt og utydeligt, måske hørte jeg ikke rigtig, hun sagde +kanske ikke just de Ord; men hun kasted sig heftigt om min Hals, holdt +begge Armene om min Hals en liden Stund, strakte sig endog en Smule på +Tæerne, forat række godt op, og stod således måske et helt Minut. + +Jeg var bange for, at hun tvang sig selv til at vise denne Ømhed, jeg sagde +blot: + +»Hvor De er dejlig nu!« + +Mer sagde jeg ikke. Jeg omfavned hende voldsomt, trådte tilbage, stødte til +Døren og gik baglænds ud. Og hun stod igen derinde. + +FJERDE STYKKE + +Vinteren var kommet, en rå og våd Vinter næsten uden Sne, en tåget og mørk +evigtvarende Nat, uden et eneste friskt Vindstød, så lang som Ugen var. +Gassen brændte næsten hele Dagen i Gaderne, og Folk stødte alligevel på +hinanden i Tågen. Alle Lyde, Kirkeklokkernes Klang, Bjælderne fra +Droschehestene. Menneskenes Stemmer, Hovslagene, altsammen lød så sprukkent +og klirrende i den tykke Luft, der lagde sig ivejen for alting og dæmped +alt ned. Uge gik efter Uge, og Vejret var og blev det samme. + +Og jeg opholdt mig stadigt nede i Vaterland. + +Jeg blev fastere og fastere bunden til denne Beværtning, dette Logihus for +Rejsende, hvor jeg havde fået bo, trods min Forkommenhed. Mine Penge var +for længe siden opbrugte, og jeg vedblev alligevel at gå og komme på dette +Sted, som om jeg havde Ret dertil og hørte hjemme der. Værtinden havde +endnu intet sagt; men det pinte mig alligevel, at jeg ikke kunde betale +hende. Således forløb tre Uger. + +Jeg havde allerede for flere Dage tilbage genoptaget min Skrivning, men det +lykkedes mig ikke længer at få til noget, som jeg var tilfreds med; jeg +havde slet intet Held med mig mer, om jeg end var meget flittig og forsøgte +sent og tidligt; hvad jeg end tog mig til, nytted det ikke, Lykken var +borte, og jeg anstrængte mig altid forgæves. + +Det var på et Værelse i anden Etage, i det bedste Gæsteværelse, jeg sad og +gjorde disse Forsøg. Jeg var forbleven uforstyrret deroppe, siden den +første Aften, da jeg havde Penge og kunde klarere for mig. Jeg havde også +hele Tiden det Håb, at jeg endelig kunde få istand en Artikel om et eller +andet, så jeg kunde få betalt Værelset og hvad jeg ellers skyldte for; det +var derfor, jeg arbejded så ihærdigt. Især havde jeg et påbegyndt Stykke, +som jeg vented mig meget af, en Allegori om en Ildebrand i en Boglade, en +dybsindig Tanke, som jeg vilde lægge al min Flid på at udarbejde og bringe +»Kommandøren« i Afbetaling. »Kommandøren« skulde dog erfare, at han denne +Gang virkelig havde hjulpet et Talent; jeg havde ingen Tvivl om, at han +skulde erfare det; det galdt blot at vente til Ånden kom over mig. Og +hvorfor skulde ikke Ånden komme over mig? Hvorfor skulde den ikke komme +over mig med det allerførste endog? Der var intet ivejen med mig mer; jeg +fik lidt Mad hver Dag af min Værtinde, nogle Smørogbrød Morgen og Aften, og +min Nervøsitet var næsten forsvunden. Jeg brugte ikke længer Klude om mine +Hænder, når jeg skrev, og jeg kunde stirre ned i Gaden fra mine Vinduer i +anden Etage, uden at blive svimmel. Det var bleven meget bedre med mig i +alle Måder, og det begyndte ligefrem at forundre mig, at jeg ikke allerede +havde fået min Allegori færdig. Jeg forstod ikke, hvordan det hang sammen. + +En Dag skulde jeg endelig få en Anelse om, hvor svag jeg egentlig var +bleven, hvor sløvt og udueligt min Hjærne arbejded. Den Dag kom nemlig min +Værtinde op til mig med en Regning, som hun bad mig om at se på; der måtte +være noget galt i den Regning, sagde hun, den stemte ikke med hendes egen +Bog; men hun havde ikke kunnet finde Fejlen. + +Jeg satte mig til at tælle; min Værtinde sad lige overfor mig og så på mig. +Jeg talte disse tyve Poster, først en Gang nedad, og fandt Summen rigtig, +derpå en Gang opad, og kom påny til samme Resultat. Jeg så på Konen, hun +sad lige foran mig og vented på mit Ord; jeg lagde med det samme Mærke til, +at hun var frugtsommelig, det undgik ikke min Opmærksomhed, og jeg stirred +dog ingenlunde undersøgende på hende. + +»Summen er rigtig,« sagde jeg. + +»Nej, se nu efter for hvert Tal,« svared hun; »det kan ikke være så meget; +jeg er sikker på det.« + +Og jeg begyndte at revidere hver Post: 2 Brød á 25, i Lampeglas 18, Sæbe +20, Smør 32 . . . . Der skulde ikke noget kløgtigt Hoved til, forat +gennemgå disse Talrækker, denne lille Høkerregning, hvori der ingen +Vidtløftigheder fandtes, og jeg forsøgte redeligt at finde den Fejl, som +Konen talte om, men fandt den ikke. Efterat jeg havde tumlet med disse Tal +et Par Minutter, følte jeg desværre, at altsammen begyndte at danse rundt i +mit Hoved; jeg gjorde ikke længer Forskel på Debet og Kredit, jeg blanded +det hele sammen. Endelig stod jeg med ét bom stille ved følgende Post: »3 +5/16 Pund Ost á 16«. Min Hjærne klikked fuldstændig, jeg stirred dumt ned +på Osten og kom ingen Vej. + +»Det er da også forbandet, så vredent dette er skrevet!« sagde jeg +fortvivlet. »Her står Gud hjælpe mig simpelthen fem Sekstendele Ost. He-he, +har man hørt Magen! Ja, her kan De se selv!« + +»Ja,« svared Madamen, »de plejer at skrive så. Det er Nøgleosten. Jo, det +er korrekt! Fem Sekstendele er altså fem Lod« + +»Ja, det forstår jeg nok!« atbrød jeg, skønt jeg i Virkeligheden ikke +forstod nogen Ting mer. + +Jeg forsøgte påny at klare dette lille Regnestykke, som jeg for nogle +Måneder siden kunde have talt op på et Minut; jeg sveded stærkt og tænkte +over disse gådefulde Tal af alle Kræfter, og jeg blinked eftertænksomt med +Øjnene, som om jeg studered rigtig skarpt på denne Sag; men jeg måtte +opgive det. Disse fem Lod Ost gjorde det fuldstændigt af med mig; det var +som om noget knak over i min Pande. + +For dog at give Indtryk af, at jeg fremdeles arbejded med mine Beregninger, +bevæged jeg Læberne og nævnte nu og da et Tal højt, alt imens jeg gled +længer og længer nedad Regningen, som om jeg stadig gik fremad og nærmed +mig Afslutningen. Madamen sad og vented. Endelig sagde jeg: + +»Ja, nu har jeg gået den igennem fra først til sidst, og der er virkelig +ingen Fejl, såvidt jeg kan se.« + +»Ikke det?« svared Konen, »jaså, ikke det?« Men jeg så godt, at hun ikke +troed mig. Og pludselig syntes hun på en Gang at antage et lidet Stænk af +Ringeagt for mig i sin Tale, en lidt ligegyldig Tone, som jeg ikke +tidligere havde hørt hos hende. Hun sagde, at jeg kanske ikke var vant til +at regne med Sekstendele; hun sagde også, at hun måtte henvende sig til +nogen, som forstod sig på det, forat få Regningen ordentlig gennemset. Alt +dette sagde hun ikke på nogen sårende Måde, forat gøre mig tilskamme, men +tankefuldt og alvorligt. Da hun var kommet til Døren og skulde gå, sagde +hun, uden at se på mig: + +»Undskyld, at jeg har heftet Dem, da!« + +Hun gik. + +Lidt efter åbnedes Døren påny, og min Værtinde kom atter ind; hun kunde +næppe have gået længer end ud på Gangen, før hun vendte om. + +»Det er sandt!« sagde hun. »De må ikke tage det ilde op; men jeg har vel +lidt tilgode hos Dem nu? Var det ikke tre Uger igår, siden De kom? Ja, jeg +mente, det var så. Det er ikke grejt at klare sig med så stor Familje, så +jeg kan ikke lade nogen få bo på Kredit, desværre . . . .« + +Jeg standsed hende. + +»Jeg arbejder på en Artikel, som jeg altså har fortalt Dem om før,« sagde +jeg, »og såsnart den blir færdig, skal De få Deres Penge. De kan være +ganske rolig.« + +»Ja, men De får jo aldrig den Artikel færdig, jo?« + +»Tror De det? Ånden kommer muligens over mig imorgen, eller kanske allerede +inat; det er slet ikke umuligt, at den kommer over mig engang inat, og da +blir min Artikel færdig på et Kvarter højst. Ser De, det er ikke således +med mit Arbejde, som med andre Folks; jeg kan ikke sætte mig ned og få +istand en vis Mængde om Dag, jeg må bare vente på Øjeblikket. Og der er +ingen, som kan sige Dag og Time, på hvilken Ånden kommer over én; det må +have sin Gang.« + +Min Værtinde gik. Men hendes Tillid til mig var vist meget rokket. + +Jeg sprang op og sled mig i Håret at Fortvivlelse, såsnart jeg var bleven +alene. Nej, der blev virkelig ingen Redning for mig alligevel, ingen, ingen +Redning! Min Hjærne var bankerot! Var jeg da altså bleven helt Idiot, siden +jeg ikke længer kunde regne ud Værdien af et lidet Stykke Nøgleost? Men +kunde jeg også have tabt min Forstand, når jeg stod og gav mig selv slige +Spørgsmål? Havde jeg ikke ovenikøbet midt under mine Anstrængelser med +Regningen gjort den soleklare Iagttagelse, at min Værtinde var +frugtsommelig? Jeg havde ikke nogen Grund til at vide det, der var ingen, +som havde fortalt mig noget derom, det faldt mig heller ikke vilkårligt +ind, jeg sad og så det med mine egne Øjne, og jeg forstod det straks, til +og med i et fortvivlet Øjeblik, hvori jeg sad og regned med Sekstendele. +Hvorledes skulde jeg forklare mig det? + +Jeg gik til Vinduet og så ud; mit Vindu vendte ud mod Vognmandsgaden. Der +legte nogle Børn nede på Brostenene, fattigt klædte Børn midt i den fattige +Gade; de kasted en Tomflaske imellem sig og skråled højt. Et Flyttelæs +rulled langsomt forbi dem; det måtte være en fordreven Familje, som skifted +Bopæl udenfor Flyttetiden. Dette tænkte jeg mig øjeblikkelig. På Vognen lå +Sengeklæder og Møbler, mølædte Senge og Komoder, rødmalede Stole med tre +Ben, Matter, Jærnskrab, Bliktøj. En liden Pige, bare et Barn, en rigtig +hæslig Unge med forkølet Næse, sad oppe i Læsset og holdt sig fast med sine +stakkels blå Hænder, for ikke at tumle ned. Hun sad på en Bundt af +rædsomme, våde Madrasser, som Børn havde ligget på, og så ned på de små, +der kasted Tomflasken imellem sig . . . . + +Alt dette stod jeg og så på, og jeg havde ingen Møje med at forstå alt, som +foregik. Mens jeg stod der ved Vinduet og iagttog dette, hørte jeg også min +Værtindes Pige synge inde i Køkkenet lige ved Siden af mit Værelse; jeg +kendte den Melodi, hun sang, jeg hørte derfor efter, om hun skulde synge +fejl. Og jeg sagde til mig selv, at alt dette kunde ikke en Idiot have +gjort; jeg var Gudskelov så fornuftig, som noget Menneske. Pludselig så jeg +to af Børnene nede i Gaden fare op at skændes, to Smågutter; jeg kendte den +ene, det var min Værtindes. Jeg åbner Vinduet, forat høre, hvad de siger +til hinanden, og straks stimler en Flok Børn sammen nedenunder mit Vindu og +ser længselsfuldt op. Hvad vented de på? At noget skulde blive kastet ud? +Tørrede Blomster, Kødben, Cigarstumper, en eller anden Ting, som de kunde +gnave i sig eller more sig med? De så med blåfrosne Ansigter, med uendelig +lange Øjne op mod mit Vindu. Imidlertid fortsætter de to små Fjender at +skælde hinanden ud. Ord som store, klamme Udyr myldrer ud af disse +Barnemunde, forfærdelige Øgenavne, Skøgesprog, Matroseder, som de kanske +havde lært nede ved Bryggerne. Og de er begge to så optagne heraf, at de +slet ikke lægger Mærke til min Værtinde, der løber ud til dem, forat få +høre, hvad der er påfærde. + +»Jo,« forklarer hendes Søn, »han tog mig i Barken; jeg fik ikke Pusten på +en lang Stund!« Og vendende sig om mod den lille Ugærningsmand, der står og +flirer ondskabsfuldt ad ham, blir han aldeles rasende og råber: »Rejs til +hede Helvede, dit kaldæiske Naut, du er! En slig Lushorrik skal tage Folk i +Struben! Jeg skal Herr’n forsyne mig . . . .« + +Og Moderen, denne frugtsommelige Kone, der dominerer hele den trange Gade +med sin Mave, svarer det tiårige Barn, idet hun griber ham i Armen og vil +have ham med: + +»Sh! Hold Snavel’n din! Jeg mener, du bander ogsål Du bruger Kæften, som om +du skulde været på Ludderhus i årvis! Nu kommer du ind!« + +»Nej, jeg gør ikke det!« + +»Jo, du gør det!« + +»Nej, jeg gør ikke det!« + +Jeg står oppe i Vinduet og ser, at Moderens Vrede stiger; denne uhyggelige +Scene ophidser mig voldsomt, jeg holder det ikke længer ud, jeg råber ned +til Gutten, at han skal komme op til mig et Øjeblik. Jeg råber to Gange, +blot forat forstyrre dem, forat få forpurret dette Optrin; den sidste Gang, +råber jeg meget højt, og Moderen vender sig forbløffet om og ser op til +mig. Og øjeblikkelig genvinder hun Fatningen, ser frækt på mig, rigtig +overlegent ser hun på mig, og trækker sig så tilbage med en bebrejdende +Bemærkning til sin Søn. Hun taler højt, så jeg kan høre det, og siger til +ham: + +»Fy, du måtte skamme dig for at lade Folk se, hvor slem du er!« + +Af alt dette, som jeg således stod og iagttog, var der intet, ikke engang +en liden Biomstændighed, som gik tabt for mig. Min Opmærksomhed var yderst +vag, jeg indånded ømtåligt hver liden Ting, og jeg stod og gjorde mig mine +Tanker om disse Ting, efterhvert som de foregik. Så der kunde umuligt være +noget ivejen med min Forstand. Hvor kunde der også være noget ivejen med +den nu? + +Hør, ved du hvad, sagde jeg på en Gang; nu har du længe nok gået og +befattet dig med din Forstand og gjort dig Bekymringer i så Henseende; nu +får det være Slut med de Narrestreger! Er det Tegn på Galskab at mærke og +opfatte alle Ting så nøjagtigt, som du gør det? Du får mig næsten til at le +af dig, forsikkrer dig på, det er ikke uden Humor, såvidt jeg skønner. Kort +og godt, det hænder alle Mennesker at stå fast for en Gangs Skyld, og det +just netop i de simpleste Spørgsmål. Det siger intet, det er bare +Tilfældighed. Som sagt, jeg er på et hængende Hår i Færd med at få mig en +liden Latter over dig. Hvad den Høkerregning angår, disse lumpne fem +Sekstendele Fattigmandsost, kan jeg gærne kalde det, — he-he, en Ost med +Nellik og Pebber i, på min Ære en Ost, som man rent ud sagt kunde få Barn +af, — hvad denne latterlige Ost angår, da kunde det have hændt den bedste +at blive fordummet over den; selve Lugten af den Ost kunde gøre det af med +en Mand . . . . Og jeg gjorde det værste Nar af al Nøgleost . . . . Nej, +sæt mig på noget spiseligt! sagde jeg, sæt mig, om du vil, på fem +Sekstendele godt Mejerismør! Det er en anden Sag! + +Jeg lo hektisk ad mine egne Indfald og fandt dem såre morsomme. Der var +virkelig ingenting, som fejled mig mer, jeg var vel bevaret. Jeg var så at +sige yderst vel bevaret endog! Jeg var et klart Hoved; der mangled intet på +det, Gud ske Lov og Tak! + +Min Munterhed steg efterhvert, som jeg drev om der på Gulvet og samtalte +med mig selv; jeg lo højt og følte mig voldsomt glad. Det var virkelig +også, som om jeg blot behøved denne lille glade Stund, dette Øjeblik af +egentlig lys Henrykkelse, uden Sorger til nogen Kant, forat få mit Hoved i +arbejdsdygtig Stand. Jeg satte mig ind til Bordet og gav mig til at sysle +med min Allegori. Og det gik meget godt, bedre end på lange Tider; det gik +ikke hurtigt; men jeg syntes, at det lille, jeg fik til, blev aldeles +udmærket. Jeg arbejded også en Times Tid, uden at blive træt. + +Så sidder jeg just på et meget vigtigt Punkt i denne Allegori om en +Ildebrand i en Boglade; det forekom mig så vigtigt, at alt det øvrige, jeg +havde skrevet, var for intet at regne mod dette Punkt. Jeg vilde netop +forme rigtig dybsindigt den Tanke, at det ikke var Bøger, som brændte, det +var Hjærner, Menneskehjærner, og jeg vilde lave en ren Bartholomæusnat af +disse brændende Hjærner. Da blev med en Gang min Dør åbnet med megen Hast, +og min Værtinde kom sejlende ind. Hun kom midt ind i Værelset, hun standsed +ikke engang på Dørstokken. + +Jeg gav et lidet hæst Råb; det var virkelig, som om jeg havde fået et Slag. + +»Hvad?« sagde hun. »Jeg syntes. De sagde noget? Vi har fået en Rejsende, og +vi må have dette Værelse til ham; De får ligge nede hos os inat; ja, De +skal få egen Seng der også.« Og førend hun havde fået mit Svar, begyndte +hun uden videre at samle sammen mine Papirer på Bordet og bringe Uorden i +dem allesammen. + +Min glade Stemning var blæst bort, jeg var vred og fortvivlet og rejste mig +straks. Jeg lod hende rydde Bordet og sagde ingenting; jeg mæled ikke et +Ord. Og hun gav mig alle Papirerne i min Hånd. + +Der var intet andet for mig at gøre, jeg måtte forlade Værelset. Nu var +også dette dyrebare Øjeblik spoleret! Jeg mødte den ny Rejsende allerede i +Trappen, en ung Mand med store blå Ankertegninger på Håndbagerne; bagefter +ham fulgte en Sjouer med en Skibskiste på Skulderen. Den fremmede var vist +en Sjømand, altså blot en tilfældig Rejsende for Natten; han skulde nok +ikke optage mit Værelse i nogen længere Tid. Kanske kunde jeg også være +heldig imorgen, når Manden var rejst, og få et af mine Øjeblikke igen; der +mangled mig blot en Inspiration på fem Minutter nu, så var mit Værk om +Ildebranden færdig. Altså, jeg fik finde mig i Skæbnen . . . . + +Jeg havde ikke tidligere været inde i Familjens Lejlighed, denne eneste +Stue, hvori allesammen holdt til Dag og Nat, Manden, Konen, Konens Fader og +fire Børn. Pigen boed i Køkkenet, hvor hun også sov om Natten. Jeg nærmed +mig med megen Modvilje Døren og banked på; ingen svared, dog hørte jeg +Stemmer indenfor. + +Manden sagde ikke et Ord, da jeg trådte ind, besvared ikke engang min +Hilsen; han så blot ligegyldigt på mig, som om jeg ikke vedkom ham. +Forresten sad han og spilled Kort med en Person, som jeg havde set nede ved +Bryggerne, en Bærer, der lød Navnet »Glasruden«. Et Spædbarn lå og pludred +med sig selv henne i Sengen, og den gamle Mand, Værtindens Fader, sad +sammenkrøben på en Sengebænk og luded med Hovedet over sine Hænder, som om +hans Bryst eller Mave smærted ham. Han havde næsten hvidt Hår og så ud i +sin sammenkrøbne Stilling som et duknakket Kryb, der sad og spidsed Øren +efter noget. + +»Jeg kommer nok desværre til at bede om Rum hernede inat,« sagde jeg til +Manden. + +»Har min Kone sagt det?« spurgte han. + +»Ja. Der kom en ny Mand på mit Værelse.« + +Hertil svared ikke Manden noget; han gav sig atter i Færd med Kortene. + +Således sad denne Mand Dag efter Dag og spilled Kort med hvemsomhelst, som +kom ind til ham, spilled om ingenting, blot forat fordrive Tiden og have +noget mellem Hænderne imens. Han foretog sig ellers intet, rørte sig netop +så meget som hans lade Lemmer gad, mens Konen traved op og ned i Trapperne, +var om sig på alle Kanter og havde Omsorg for at få Gæster til Huset. Hun +havde også sat sig i Forbindelse med Bryggesjouere og Bærere, hvem hun +betalte et vist Honorar for hver ny Logerende, de bragte hende, og hun gav +ofte disse Sjouere Husly for Natten. Nu var det »Glasruden«, som just havde +bragt den ny Rejsende med. + +Et Par af Børnene kom ind, to Småpiger med magre, fregnede Tøseansigter; de +havde rigtig usle Klæder på. Lidt efter kom også Værtinden ind. Jeg spurgte +hende, hvor hun vilde anbringe mig for Natten, og hun svared kort, at jeg +kunde ligge herinde, sammen med de andre, eller ude i Forstuen på +Sofabænken, aldeles som jeg selv fandt for godt. Mens hun svared mig dette, +gik hun omkring i Stuen og pusled med forskellige Ting, som hun satte i +Orden, og hun så ikke en Gang på mig. + +Jeg sank sammen ved hendes Svar, stod nede ved Døren og gjorde mig liden, +lod endog som om jeg var godt tilfreds med at bytte Værelse med en anden +for en Nats Skyld; jeg satte med Hensigt et venligt Ansigt op, for ikke at +opirre hende og måske blive jaget helt ud af Huset. Jeg sagde: »Å, ja, der +blir vel en Råd!« og taug. + +Hun vimsed fremdeles omkring i Stuen. + +»Forresten vil jeg sige Dem, at jeg slet ikke har Udkomme til at have Folk +i Kost og Logi på Kredit,« sagde hun. »Og det har jeg sagt Dem før også.« + +»Ja, men kære, det er jo bare disse Par Dage, til min Artikel er færdig,« +svared jeg, »og da skal jeg gærne give Dem en Femkrone atpå, gærne det.« + +Men hun havde åbenbart ingen Tro på min Artikel, det kunde jeg se. Og jeg +kunde ikke give mig til at være stolt og forlade Huset, bare af en Smule +Krænkelse; jeg vidste, hvad der vented mig, hvis jeg gik min Vej. + + * * * + +Der forløb et Par Dage. + +Jeg holdt fremdeles til nede hos Familjen, da det var for koldt i Forstuen, +hvor der ingen Ovn var; jeg sov også om Natten på Gulvet inde i Stuen. Den +fremmede Sjømand boed stadigt på mit Værelse og lod ikke til at ville +flytte så snart. Ved Middagstid kom også Værtinden ind og fortalte, at han +havde betalt hende i Forskud for en hel Måned; forresten skulde han tage +Styrmandseksamen, inden han rejste; det var derfor, han opholdt sig i Byen. +Jeg stod og hørte på dette og forstod, at mit Værelse nu var tabt for mig +for bestandigt. + +Jeg gik ud i Forstuen og satte mig; skulde jeg være så heldig at få noget +skrevet, så måtte det alligevel være her, i Stilheden. Det var ikke længer +min Allegori, som beskæftiged mig; havde fået en ny Idé, en ganske +fortræffelig Plan: jeg vilde forfatte et en Akts Drama, »Korsets Tegn«, +Emne fra Middelalderen. Især havde jeg altsammen udtænkt angående +Hovedpersonen, en herlig, fanatisk Skøge, der havde syndet i Templet, ikke +af Svaghed og ikke af Attrå, men af Had mod Himlen, syndet lige ved +Alterets Fod, med Alterdugen under sit Hoved, bare af dejlig Foragt for +Himlen. + +Jeg blev mer og mer besat af denne Skikkelse, efterhvert som Timerne gik. +Hun stod tilsidst lys levende for mit Blik, og netop således, som jeg vilde +have hende frem. Hendes Krop skulde være mangelfuld og frastødende: høj, +meget mager og en Smule mørk, og når hun gik, vilde hendes lange Ben komme +til at skinne igennem hendes Skørter for hvert Skridt, hun tog. Hun skulde +også have store, udstående Ører. Kortsagt, hun vilde intet blive for Øjet, +knapt nok udholdelig at se på. Hvad der interessered mig hos hende, var +hendes underfulde Skamløshed, dette desperate Topmål af overlagt Synd, som +hun havde begået. Hun sysselsatte mig virkelig altfor meget; min Hjærne var +ligefrem udbulnet af denne sære Misdannelse af et Menneske. Og jeg skrev i +samfulde to Timer i Træk på mit Drama. + +Da jeg havde fået istand et halvt Snes Sider, måske tolv Sider, ofte med +stort Besvær, undertiden med lange Mellemrum, hvori jeg skrev forgæves og +måtte rive mine Ark itu, var jeg bleven træt, ganske stiv af Kulde og +Træthed, og jeg rejste mig og gik ud på Gaden. I den sidste Halvtime var +jeg også bleven forstyrret af Barneskrig inde fra Familjens Stue, så jeg +kunde i ethvert Tilfælde ikke have skrevet mer netop da. Jeg tog derfor en +lang Tur udad Drammensvejen og blev borte helt til Aften, idet jeg stadig +gik og grunded på, hvorledes jeg videre vilde fortsætte mit Drama. Inden +jeg kom hjem om Aftenen den Dag, havde der hændt mig følgende: + +Jeg stod udenfor en Skomagerbutik nederst i Karl Johan, næsten nede ved +Jærnbanetorvet. Gud ved, hvorfor jeg var standset just udenfor denne +Skomagerbutik! Jeg så indad Vinduet, hvor jeg stod, men tænkte forresten +ikke på, at jeg mangled Sko netop da; min Tanke var langt borte, i andre +Egne af Verden. En Sverm af samtalende Mennesker gik bag min Ryg, og jeg +hørte ingenting af, hvad der blev sagt. Da hilser en Stemme højt: + +»Godaften!« + +Det var »Jomfruen«, som hilste på mig. + +»Godaften!« svared jeg fraværende. Jeg så også på »Jomfruen« en kort Stund, +inden jeg kendte ham. + +»Nå, hvordan går det?« spurgte han. + +»Jo, bare bra . . . . som sædvanligt!« + +»Hør, sig mig,« sagde han, »De er altså hos Christie endda?« + +»Christie?« + +»Jeg syntes, De sagde engang, at De var Bogholder hos Grosserer Christie?« + +»Å! Ja, nej, det er forbi. Det var umuligt at arbejde sammen med den Mand; +det gik istå temmelig snart af sig selv.« + +»Hvorfor det, da?« + +»Å, jeg kom til at skrive fejl en Dag, og så . . . .« + +»Falsk?« + +Falsk? Der stod »Jomfruen« og spurgte ligefrem, om jeg havde skrevet falsk. +Han spurgte endog hurtigt og meget interesseret. Jeg så på ham, følte mig +dybt krænket og svared ikke. + +»Ja, ja, Herregud, det kan hænde den bedste!« sagde han, forat trøste mig. +Han troed fremdeles, at jeg havde skrevet falsk. + +»Hvad er det, som ja, ja Herregud kan hænde den bedste?« spurgte jeg. »At +skrive falsk? Hør, min gode Mand, tror De virkelig, der De står, at jeg +kunde have begået en slig Nederdrægtighed? Jeg?« + +»Men, kære, jeg syntes så tydeligt, De sagde . . . .« + +»Nej, jeg sagde, at jeg havde skrevet fejl engang, et Årstal, en Bagatel, +om De vil vide det, en fejl Dato på et Brev, et eneste Pennestrøg galt — +det var hele min Brøde. Nej, Gudskelov, man kan da skælne Ret fra Uret +endda! Hvordan skulde det også bære afsted med mig, hvis jeg ovenikøbet gik +hen og pletted min Ære? Det er simpelthen min Æresfølelse, jeg flyder på +nu. Men den er også stærkt nok, håber jeg; den har ialfald bevaret mig til +Dato.« + +Jeg kasted på Hovedet, vendte mig bort fra »Jomfruen« og så nedad Gaden. +Mit Øje faldt på en rød Kjole, som nærmed sig os, en Kvinde ved Siden af en +Mand. Havde jeg nu ikke ført netop denne Samtale med »Jomfruen«, var jeg +ikke bleven stødt af hans grove Mistanke, og havde jeg ikke gjort just +dette Kast med Hovedet, samt vendt mig lidt fornærmet bort, så vilde denne +røde Kjole måske have passeret mig, uden at jeg havde lagt Mærke til den. +Og hvad vedkom den mig i Grunden? Hvad angik den mig, selv om det var +Hoffrøken Nagels Kjole? + +»Jomfruen« stod og talte og søgte at gøre sin Fejltagelse god igen; jeg +hørte slet ikke på ham, jeg stod hele Tiden og stirred på denne røde Kjole, +der nærmed sig opad Gaden. Og en Bevægelse løb mig gennem Brystet, et +glidende, fint Stik; jeg hvisked i min Tanke, hvisked uden at røre Munden: + +»Ylajali!« + +Nu vendte også »Jomfruen« sig om, opdaged de to, Damen og Herren, hilste på +dem og fulgte dem med Øjnene. Jeg hilste ikke, eller måske hilste jeg +ubevidst. Den røde Kjole gled opad Karl Johan og forsvandt. + +»Hvem var det, som fulgte hende?« spurgte »Jomfruen«. + +»Hertugen«, så De ikke det? »Hertugen« kaldet. Kendte De Damen?« + +»Ja, såvidt. Kendte ikke De hende!« + +»Nej,« svared jeg. + +»Jeg syntes, De hilste så dybt?« + +»Gjorde jeg det?« + +»He, gjorde De kanske ikke det?« sagde »Jomfruen«. »Det var da +besynderligt! Det var også blot Dem, hun så på hele Tiden.« + +»Hvor kender De hende fra?« spurgte jeg. + +Han kendte hende egentlig ikke. Det skrev sig fra en Aften i Høst. Det var +sent, de havde været tre glade Sjæle sammen, kom just fra Grand, traf dette +Menneske gående alene ved Cammermeyer og havde talt til hende. Hun havde +først svaret afvisende; men den ene af de glade Sjæle, en Mand, som ikke +skyed hverken Ild eller Vand, havde bedt hende lige op i hendes Ansigt om +at måtte have den Civilisationens Nydelse at følge hende hjem. Han skulde +ved Gud ikke krumme et Hår på hendes Hoved, som skrevet står, blot følge +hende til Porten, forat overbevise sig om, at hun kom sikkert hjem, ellers +vilde ikke han få Ro hele Natten. Han talte ustandseligt, mens de gik, +fandt på den ene Ting efter den anden, kaldte sig Waldemar Atterdag og +udgav sig for Fotograf. Tilsidst havde hun måttet le ad denne glade Sjæl, +som ikke havde ladet sig forbløffe af hendes Kulde, og det endte med, at +han fulgte hende. + +»Nå, ja, hvad blev det så til?« spurgte jeg, og jeg holdt mit Åndedræt +sålænge. + +»Blev til? Å, kom ikke der! Det er en Dame.« + +Vi taug begge et Øjebik, både »Jomfruen« og jeg. + +»Nej, Fan, var dét »Hertugen«! Ser han slig ud!« sagde han derpå +tankefuldt. »Men når hun er sammen med den Mand, så vil jeg ikke svare for +hende.« + +Jeg taug fremdeles. Ja, naturligvis vilde »Hertugen« trække af med hende! +Godt og vel! Hvad kom det mig ved? Jeg gav hende en god Dag, med samt +hendes Yndigheder, en god Dag gav jeg hende! Og jeg forsøgte at trøste mig +selv ved at tænke de værste Tanker om hende, gjorde mig ligefrem en Glæde +af at rode hende rigtig ned i Sølen. Det ærgred mig blot, at jeg havde +taget Hatten af for Parret, hvis jeg virkelig havde gjort det. Hvorfor +skulde jeg tage Hatten af for sådanne Mennesker? Jeg brød mig ikke længer +om hende, aldeles ikke; hun var ikke det allerringeste vakker mer, hun +havde tabt sig, fy, Fan, hvor hun var falmet! Det kunde jo gærne være, at +det blot var mig, hun havde set på; det forundred mig ikke; det var kanske +Angeren, som begyndte at slå hende. Men derfor behøved ikke jeg at falde +til Fode og hilse som en Nar, specielt når hun altså var bleven så +betænkelig falmet på det sidste. »Hertugen« kunde gærne beholde hende, +velbekomme! Der kunde komme en Dag, da jeg fik i Sinde at gå hende stolt +forbi, uden at se til den Kant, hvor hun befandt sig. Det kunde hænde, at +jeg tillod mig at gøre dette, selv om hun så stivt på mig og ovenikøbet gik +i blodrød Kjole. Det kunde godt hænde! He-he, det vilde blive en Triumf! +Kendte jeg mig selv ret, så var jeg istand til at gøre mit Drama færdigt i +Løbet af Natten, og inden otte Dage skulde jeg da have bøjet Frøkenen i +Knæ. Med samt hendes Yndigheder, he-he, med samt alle hendes Yndigheder +. . . . + +»Farvel!« sagde jeg kort. + +Men »Jomfruen« holdt mig tilbage. Han spurgte: + +»Men hvad bestiller De da nu om Dagen?« + +»Bestiller? Jeg skriver, naturligvis. Hvad andet skulde jeg bestille? Det +er jo det, jeg lever af. For Øjeblikket arbejder jeg på et stort Drama, +»Korsets Tegn«, Emne fra Middelalderen.« + +»Død og Pine!« sagde »Jomfruen« oprigtigt. »Ja, får De dét til, så . . . .« + +»Har ingen store Bekymringer desangående!« svared jeg. »Om en otte Dages +Tid tænker jeg, at De skal have hørt fra mig nogen hver.« + +Dermed gik jeg. + +Da jeg kom hjem, henvendte jeg mig straks til min Værtinde og bad om en +Lampe. Det var mig meget om at gøre at få denne Lampe; jeg vilde ikke gå +tilsengs inat, mit Drama rased inde i mit Hoved, og jeg håbed så sikkert at +kunne skrive et godt Stykke til om Morgenen. Jeg fremførte min Begæring +meget ydmygt for Madamen, da jeg mærked, at hun gjorde en utilfreds +Grimase, fordi jeg atter kom ind i Stuen. Jeg havde altså næsten færdigt et +mærkeligt Drama, sagde jeg; der mangled mig bare et Par Scener, og jeg slog +på, at det kunde blive opført på et eller andet Teater, inden jeg selv +vidste Ordet af det. Om hun nu vilde gøre mig denne store Tjeneste, så +. . . . + +Men Madamen havde ingen Lampe. Hun tænkte sig om, men husked slet ikke, at +hun havde nogen Lampe nogen Steder. Hvis jeg vilde vente til efter Klokken +tolv, så kunde jeg kanske få Køkkenlampen. Hvorfor kunde jeg ikke købe mig +et Lys? + +Jeg taug. Jeg havde ikke ti Øre til et Lys, og det vidste hun nok. +Naturligvis skulde jeg strande igen! Nu sad Pigen nede hos os, hun sad +simpelthen inde i Stuen og var slet ikke i Køkkenet; Lampen der oppe var +således ikke engang tændt. Og jeg stod og overtænkte dette, men sagde intet +mer. + +Pludselig siger Pigen til mig: + +»Jeg syntes, De kom ud af Slottet for lidt siden? Har De været i Middag?« +Og hun lo højt ad denne Spas. + +Jeg satte mig ned, tog mine Papirer frem og vilde forsøge at gøre noget her +sålænge, her, hvor jeg sad. Jeg holdt Papirerne på mine Knæ og stirred +uafbrudt ned i Gulvet, for ikke at adspredes af noget; men det nytted mig +ikke, ingenting nytted mig, jeg kom ikke af Pletten. Værtindens to Småpiger +kom ind og holdt Støj med en Kat, en underlig, syg Kat, som næsten ingen +Hår havde; når de blæste den ind i Øjnene, flød der Vand ud af dem og nedad +dens Næse. Værten og et Par andre Personer sad ved Bordet og spilled +Hundred og En. Konen alene var flittig som altid og sad og syed på noget. +Hun så godt, at jeg ikke kunde skrive noget midt i denne Forstyrrelse, men +hun brød sig ikke om mig mer; hun havde endog smilet, da Tjenestepigen +spurgte, om jeg havde været i Middag. Hele Huset var bleven fjendtlig mod +mig; det var, som om jeg blot behøved den Forsmædelse at måtte overlade mit +Værelse til en anden, forat blive behandlet ganske som en uvedkommende. +Endog denne Tjenestepige, en liden brunøjet Gadetøs med Pandehår og aldeles +fladt Bryst, gjorde Nar af mig om Aftenen, når jeg fik mine Smørogbrød. Hun +spurgte idelig, hvor jeg dog plejed at indtage mine Middage, eftersom hun +aldrig havde set mig gå og stikke mine Tænder udenfor Grand. Det var klart, +at hun vidste Besked om min elendige Tilstand og gjorde sig en Fornøjelse +af at vise mig det. + +Jeg falder pludselig i Tanker om alt dette og er ikke istand til at finde +en eneste Replik til mit Drama. Jeg forsøger Gang på Gang forgæves; det +begynder at summe underligt i mit Hoved, og jeg giver mig tilsidst over. +Jeg stikker Papirerne i Lommen og ser op. Pigen sidder lige foran mig, og +jeg ser på hende, ser på denne smale Ryg og et Par lave Skuldre, som endnu +ikke var rigtig voksne engang. Hvad havde nu hun med at kaste sig over mig? +Og om jeg var kommet ud af Slottet, hvad så? Kunde det skade hende? Hun +havde i de sidste Dage leet frækt ad mig, når jeg var uheldig og snubled i +Trapperne eller hang fast i en Spiger, så jeg fik en Rift i min Frakke. Det +var heller ikke længer siden end igår, at hun havde samlet op mine Kladder +som jeg havde slængt fra mig i Forstuen, stjålet disse kasserede +Brudstykker til mit Drama og læst dem op inde i Stuen, holdt Løjer med dem +i alles Påhør, bare forat more sig over mig. Jeg havde aldrig forulempet +hende og kunde ikke huske, at jeg nogensinde havde bedt hende om en +Tjeneste. Tvertimod, jeg gjorde selv min Seng istand om Aftenen inde på +Stuegulvet, for ikke at skaffe hende noget Bryderi dermed. Hun gjorde også +Nar af mig, fordi mit Hår faldt af. Der lå Hår og flød i Vaskevandet om +Morgenen, og det gjorde hun sig lystig over. Nu var mine Sko blevne noget +dårlige, især den ene, som var bleven overkørt af Brødvognen, og hun drev +også Spas med dem. Gud velsigne Dem og Deres Sko! sagde hun; se på dem, de +er store som Hundehus! Og hun havde Ret i, at mine Sko var udtrådte; men +jeg kunde altså ikke skaffe mig nogen andre netop for Øjeblikket. + +Mens jeg sidder og husker på alt dette og forundrer mig over denne åbenlyse +Ondskab hos Tjenestepigen, var Småpigerne begyndt at tirre den gamle Olding +henne i Sengen; de hopped begge to omkring ham og var fuldt optagne af +dette Arbejde. De havde fundet sig hver sit Halmstrå, som de stak ham i +Ørene med. Jeg så på dette en Stund og blanded mig ikke ind i det. Den +gamle rørte ikke en Finger, forat forsvare sig; han så blot på sine +Plageånder med rasende Øjne for hver Gang, de stak efter ham, og rysted på +Hovedet, forat befri sig, når Stråene allerede sad ham i Ørene. + +Jeg blev mer og mer ophidset ved dette Syn og kunde ikke få mine Øjne bort +fra det. Faderen så op fra Kortene og lo ad de små; han gjorde også sine +Medspillere opmærksom på, hvad der foregik. Hvorfor rørte han sig ikke, den +gamle? Hvorfor slængte han ikke Børnene væk med Armen? Jeg tog et Skridt og +nærmed mig Sengen. + +»Lad dem være! Lad dem være! Han er lam,« råbte Værten. + +Og af Frygt for at blive vist Døren imod Natten, simpelthen bange for at +vække Mandens Mishag ved at gribe ind i dette Optrin, trådte jeg stiltiende +tilbage til min gamle Plads og forholdt mig rolig. Hvorfor skulde jeg +resikere mit Logi og mine Smørogbrød ved at stikke min Næse ind i Familjens +Kævlerier? Ingen Narrestreger for en halvdød Oldings Skyld! Og jeg stod og +følte mig dejligt hård som Flint. + +De små Tyvetøser holdt ikke op med sine Plagerier. De tirredes af, at +Oldingen ikke vilde holde Hovedet stille, og de stak også efter hans Øjne +og Næsebor. Han stirred på dem med et forhærdet Blik, han sagde intet og +kunde ikke røre Armene. Pludselig letted han sig med Overkroppen og spytted +den ene af Småpigerne ind i Ansigtet; han letted sig atter op og spytted +også efter den anden, men traf hende ikke. Jeg stod og så på, at Værten +kasted Kortene ned på Bordet, hvor han sad, og sprang hen til Sengen. Han +var rød i Ansigtet og råbte: + +»Sidder du og spytter Folk lige i Øjnene, din gamle Råne!« + +»Men, Herregud, han fik jo ikke Fred for dem!« råbte jeg ude af mig selv. +Men jeg stod hele Tiden og var bange for at blive udvist, og jeg råbte +aldeles ikke med synderlig Kraft; jeg skalv blot over hele Legemet af +Ophidselse. + +Værten vendte sig om mod mig. + +»Nej, hør på den! Hvad Fan skiller det Dem? Hold De bare Flabben på Dem +ganske igen, De, og gør som jeg siger; det vil De have bedst af.« + +Men nu lød også Madamens Stemme, og hele Huset blev fuldt af Skænderi. + +»Jeg mener Gud hjælpe mig De er gale og besatte allesammen!« skreg hun. +»Vil De være herinde, så får De være rolige begge to, det siger jeg Dem! +He, det er ikke nok med, at man skal holde Hus og Kost for Kræket, man skal +have Dommedag og Kommers og Satansmagt inde i Stuerne også. Men det skal +jeg ikke have mer af, har jeg tænkt! Sh! Hold Tryterne Deres sammen. Unger, +og tørk Næserne Deres også, hvis ikke, så skal jeg komme og gøre det. Jeg +har aldrig set på Magen til Mennesker! Her kommer de ind fra Gaden, uden en +Øre til Lusesalve engang, og begynder at holde Spræt midt på Katters Tide +og gøre Leven med Husens Folk. Jeg vil ikke vide af det, forstår De, og De +kan gå Deres Vej alle, som ikke hører hjemme her. Jeg vil have Fred i min +egen Lejlighed, har jeg tænkt!« + +Jeg sagde intet, jeg lukked slet ikke Munden op, men satte mig nede ved +Døren igen og hørte på Larmen. Alle skråled med, endog Børnene og +Tjenestepigen, som vilde forklare, hvordan hele Striden var begyndt. Når +jeg bare var taus, så vilde det nok drive over engang; det vilde ganske +vist ikke komme til det yderste, når jeg blot ikke sagde et Ord. Og hvilket +Ord kunde jeg have at sige? Var det måske ikke Vinter ude, og led det ikke +ovenikøbet mod Natten? Var det da Tid at slå i Bordet og være Karl for sin +Hat? Bare ingen Narrestreger! Og jeg sad stille og forlod ikke Huset, undså +mig ikke for at blive siddende, skammed mig ligefrem ikke herfor, skønt jeg +næsten var bleven sagt op. Jeg stirred forhærdet hen på Væggen, hvor +Kristus hang i Oljetryk, og taug hårdnakket til alle Værtindens Udfald. + +»Ja, er det mig. De vil blive af med. Madam, så skal der ikke være noget +ivejen for mit vedkommende,« sagde den ene af Kortspillerne. + +Han rejste sig. Den anden Kortspiller rejste sig også. + +»Nej, jeg mente ikke dig. Og ikke dig heller,« svared Værtinden de to. +»Gælder det på, så skal jeg nok vise, hvem jeg mener. Hvis det gælder på. +Har jeg tænkt! Det skal vise sig, hvem det er . . . .« + +Hun talte afbrudt, gav mig disse Stød med små Mellemrum og trak det rigtigt +i Langdrag, forat gøre det tydeligere og tydeligere for mig, at det var +mig, hun mente. Stille! sagde jeg til mig selv. Bare stille! Hun havde ikke +bedt mig om at gå, ikke udtrykkelig, ikke med rene Ord. Bare ingen +Hovmodighed fra min Side, ingen utidig Stolthed! Ørene stive! . . . . Det +var dog et ejendommeligt grønt Hår på den Kristus i Oljetryk. Det ligned +ikke så lidet grønt Græs, eller udtrykt med udsøgt Nøjagtighed: tykt +Enggræs. He, en ganske rigtig Bemærkning, forsvarligt tykt Enggræs . . . . +En Række af flygtige Idéforbindelser løb mig i denne Stund gennem Hovedet: +Fra det grønne Græs til et Skriftsted om, at hvert Liv var som Græs, der +antændtes, derfra til Dommedag, når alt skulde brænde op, så en liden +Afstikker ned til Jordskælvet i Lissabon, hvorpå der foresvæved mig noget +om en spansk Spyttebakke af Messing og et Penskaft af Ibenholdt, som jeg +havde set nede hos Ylajali. Ak, ja, alt var forgængeligt! Ganske som Græs, +der antændtes! Det gik ud på fire Fjæle og et Ligsvøb — Ligsvøb hos Jomfru +Andersen, tilhøjre i Porten . . . . + +Og alt dette kastedes om i mit Hoved i dette fortvivlede Øjeblik, da min +Værtinde stod i Færd med at jage mig på Dør. + +»Han hører ikke!« råbte hun. »Jeg siger. De skal forlade Huset, nu ved De +det! Jeg tror Gud fordømme mig, at Manden er gal, jeg! Nu går De på hellige +Flæk, og så ikke mere Snak om den Sag.« + +Jeg så mod Døren, ikke forat gå, aldeles ikke forat gå; der faldt mig ind +en fræk Tanke: hvis der havde været en Nøgle i Døren, vilde jeg have vredet +den om, stængt miginde sammen med de andre, forat slippe at gå. Jeg havde +en aldeles hysterisk Gru for at komme ud på Gaden igen. Men der var ingen +Nøgle i Døren, og jeg rejste mig op; der var intet Håb mer. + +Da blander pludselig min Værts Røst sig med Konens. Jeg blev forbauset +stående. Den samme Mand, som nylig havde truet mig, tager underligt nok mit +Parti. Han siger: + +»Nej, det går ikke an at jage Folk ud imod Natten, ved du. Der er Straf for +det.« + +Jeg vidste ikke, om der var Straf herfor, jeg kunde ikke sige det; men det +var måske så, og Konen besinded sig ganske snart, blev rolig og talte ikke +til mig mer. Hun lagde endog to Smørogbrød frem til mig til Aftens, men jeg +modtog dem ikke, bare af Taknemmelighed mod Manden modtog jeg dem ikke, +idet jeg foregav, at jeg havde fået lidt Mad ude i Byen. + +Da jeg endelig begav mig ud i Forstuen, forat gå tilsengs, kom Madamen +efter mig, standsed på Dørstokken og sagde højt, mens hendes store, +frugtsommelige Mave strutted ud imod mig: + +»Men det er sidste Nat, De ligger her, så De ved om det.« + +»Ja, ja!« svared jeg. + +Der blev vel kanske også en Råd til Husly imorgen, hvis jeg gjorde mig +rigtig Flid for det. Et eller andet Skjulested måtte jeg dog finde. +Foreløbig glæded jeg mig over, at jeg ikke behøved at gå ude inat. + + * * * + +Jeg sov til fem-seks Tiden om Morgenen. Det var endnu ikke lyst, da jeg +vågned, men jeg stod alligevel op med det samme; jeg havde ligget i fulde +Klæder for Kuldens Skyld og havde intet mer at klæde mig på. Da jeg havde +drukket lidt Vand og i al Stilhed fået Døren åbnet, gik jeg også straks ud, +idet jeg frygted for at træffe min Værtinde påny. + +En og anden Konstabel, som havde våget Natten ud, var det eneste levende, +jeg så i Gaderne; lidt efter begyndte også et Par Mænd at slukke +Gaslygterne omkring. Jeg drev om uden Mål og Med, kom op i Kirkegaden og +tog Vejen ned til Fæstningen. Kold og endnu søvnig, mat i Knæerne og Ryggen +efter den lange Tur og meget sulten, satte jeg mig ned på en Bænk og døsed +en lang Tid. Jeg havde i tre Uger levet udelukkende af de Smørogbrød, som +min Værtinde havde givet mig Morgen og Aften; nu var det netop et Døgn, +siden jeg fik mit sidste Måltid, det begyndte at gnave mig slemt påny, og +jeg måtte have en Udvej ret snart. Med den Tanke sovned jeg atter ind på +Bænken . . . . + +Jeg vågned af, at Mennesker talte i min Nærhed, og da jeg havde summet mig +lidt, så jeg, at det var lys Dag, og at alle Folk var kommet på Benene. Jeg +rejste mig og gik bort. Solen brød op over Åserne, Himlen var hvid og fin, +og i min Glæde over den skønne Morgen efter de mange mørke Uger glemte jeg +alle Sorger og syntes, at det mangen Gang havde været værre for mig. Jeg +klapped mig på mit Bryst og sang en liden Stump for mig selv. Min Stemme +lød så dårlig, rigtig medtagen lød den, og jeg rørte mig selv til Tårer ved +den. Denne pragtfulde Dag, den hvide, lysdrukne Himmel virked også altfor +stærkt på mig, og jeg stak i at græde højt. + +»Hvad er det, som fejler Dem?« spurgte en Mand. + +Jeg svared ikke, hasted blot bort, skjulende mit Ansigt for alle Mennesker. + +Jeg kom ned til Bryggerne. En stor Bark med russisk Flag lå og lossed Kul; +jeg læste dens Navn, »Copégoro«, på Siden. Det adspreded mig en Tidlang at +iagttage, hvad der foregik ombord i dette fremmede Skib. Det måtte være +næsten udlosset, det lå allerede med IX Fod nøgne på Stilken, trods den +Ballast, det alt havde taget ind, og når Kulsjouerne stamped henover Dækket +med sine tunge Støvler, drøned det hult i hele Skibet. + +Solen, Lyset, det salte Pust fra Havet, hele dette travle og lystige Liv +stived mig op og fik mit Blod til at banke levende. Med en Gang faldt det +mig ind, at jeg måske kunde gøre et Par Scener på mit Drama, mens jeg sad +her. Og jeg tog mine Blade op af Lommen. + +Jeg forsøgte at forme en Replik i en Munks Mund, en Replik, der skulde +svulme af Kraft og Intolerance; men det lykkedes mig ikke. Så sprang jeg +over Munken og vilde udarbejde en Tale, Dommerens Tale til +Tempelskændersken, og jeg skrev en halv Side på denne Tale, hvorpå jeg +holdt op. Der vilde ikke lægge sig det rette Klima over mine Ord. +Travlheden omkring mig, Hejsesangene, Gangspillenes Støj og den uafbrudte +Raslen med Jærnkættingerne passed så lidet til den Luft af tæt, muggen +Middelalder, der skulde stå som en Tåge i mit Drama. Jeg pakked Papirerne +sammen og rejste mig. + +Nu var jeg alligevel kommet velsignet på Glid, og jeg følte klart, at jeg +kunde udrette noget nu, hvis alt gik godt. Bare jeg havde et Sted at ty hen +til! Jeg tænkte efter det, standsed ligefrem op i Gaden og tænkte efter, +men vidste ikke af et eneste stille Sted i hele Byen, hvor jeg kunde slå +mig ned en Stund. Der blev ingen anden Udvej, jeg fik gå tilbage til +Logihuset i Vaterland. Jeg krymped mig ved det, og jeg sagde hele Tiden til +mig selv, at det gik ikke an, men jeg gled dog fremad og nærmed mig stadig +det forbudte Sted. Vist var det ynkeligt, indrømmed jeg mig selv, ja, det +var forsmædeligt, rigtig forsmædeligt var det; men det fik ikke hjælpe. Jeg +var ikke det ringeste hovmodig, jeg turde sige så stort et Ord, at jeg var +et af de mindst kæphøje Væsener, som Dags Dato var til. Og jeg gik. + +Jeg standsed ved Porten og overvejed endnu engang. Jo, det fik gå som det +vilde, jeg måtte vove det! Hvad var det egentlig for en Bagatel, det drejed +sig om? For det første skulde det jo vare blot i nogle Timer, for det andet +skulde Gud forbyde, at jeg nogensinde senere tog min Tilflugt til det Hus +igen. Jeg gik ind i Gården. Endnu mens jeg gik over disse ujævne Stene på +Gårdspladsen, var jeg usikker og havde nær vendt om ved Døren. Jeg bed +Tænderne sammen. Nej, ingen utidig Stolthed! I værste Fald kunde jeg +undskylde mig med, at jeg kom for at sige Farvel, tage ordentlig Afsked og +gjøre en Aftale angående min Gjæld til Huset. Jeg åbned Døren til Forstuen. + +Jeg blev stående aldeles stille indenfor. Lige foran mig, blot i to Skridts +Afstand, stod Værten selv, uden Hat og uden Frakke, og kiged ind gennem +Nøglehullet til Familjens egen Stue. Han gjorde en tyst Bevægelse med +Hånden, forat få mig til at være stille, og kiged atter indad Nøglehullet. +Han stod og lo. + +»Kom hid!« sagde han hviskende. + +Jeg nærmed mig på Tæerne. + +»Se her!« sagde han og lo med en stille, hidsig Latter. »Kig ind! Hi-hi! +Der ligger de! Se på Gammeln! Kan De se Gammeln?« + +Inde i Sengen, ret under Kristus i Oljetryk og lige mod mig, så jeg to +Skikkelser, Værtinden og den fremmede Styrmand; hendes Ben skinned hvide +mod den mørke Dyne. Og i Sengen ved den anden Væg sad hendes Fader, den +lamme Olding, og så på, ludende over sine Hænder, sammenkrøben som +sædvanligt, uden at kunne røre sig . . . . + +Jeg vendte mig om mod min Vært. Han havde den største Møje med at af holde +sig fra at le højt. + +»Så De Gammeln?« hvisked han. »Å, Gud, så De Gammeln? Han sidder og ser +på!« Og han lagde sig igen ind til Nøglehullet. + +Jeg gik hen til Vinduet og satte mig. Dette Syn havde ubarmhjærtigen bragt +Uorden i alle mine Tanker og vendt op og ned på min rige Stemning. Nå, hvad +vedkom det mig? Når Manden selv fandt sig i det, ja, endog havde sin store +Fornøjelse af det, så var der ingen Grund for mig til at tage mig det nær. +Og hvad Oldingen angik, da var Oldingen en Olding. Han så det måske ikke +engang; kanske sad han og sov; Gud ved, om han ikke endogså var død; det +skulde ikke undre mig om han var død. Og jeg gjorde mig ingen Samvittighed +af det. + +Jeg tog atter mine Papirer op og vilde vise alle uvedkommende Indtryk +tilbage. Jeg var standset midt i en Sætning i Dommerens Tale: »Så byder mig +Gud og Loven, så byder mig mine vise Mænds Råd, så byder mig og min egen +Samvittighed . . . .« Jeg så ud af Vinduet, forat tænke efter, hvad hans +Samvittighed skulde byde ham. En liden Støj trængte ud til mig fra Stuen +indenfor. Nå, det angik ikke mig, aldeles ikke; Oldingen var desuden død, +døde kanske imorges ved fire Tiden; det var mig altså inderlig knusende +ligegyldigt med den Støj; hvorfor Fan sad jeg da og gjorde mig mine Tanker +om den? Rolig nu! + +»Så byder mig og min egen Samvittighed . . . .« + +Men alt havde forsvoret sig imod mig. Manden stod slet ikke ganske rolig +henne ved Nøglehullet, jeg hørte nu og da hans indeklemte Latter og så, at +han rysted; ude på Gaden foregik der også noget, som adspredte mig. En +liden Gut sad og pusled for sig selv i Solen over på det andet Fortoug; han +aned Fred og ingen Fare, knytted blot endel Papirstrimler sammen og gjorde +ingen Fortræd. Pludselig springer han op og bander; han rykker baglænds ud +i Gaden og får Øje på en Mand, en voksen Mand med rødt Skjæg, som lå udaf +et åbent Vindu i anden Etage og spytted ned i hans Hoved. Den lille græd af +Vrede og bandte vanmægtigt op mod Vinduet, og Manden lo ham ned i Ansigtet; +der gik måske fem Minutter på den Måde. Jeg vendte mig bort, for ikke at se +Guttens Gråd. + +»Så byder mig og min egen Samvittighed, at . . . .« + +Det var mig umuligt at komme længer. Tilsidst begyndte alt at rable for +mig; jeg syntes, at endog det, jeg allerede havde skrevet, var ubrugeligt, +ja, at hele Idéen var noget farligt Tøv. Man kunde slet ikke tale om +Samvittighed i Middelalderen, Samvittigheden blev først opfundet af +Danselærer Shakespeare, følgelig var min hele Tale urigtig. Var der altså +intet godt i disse Blade? Jeg løb dem igennem påny og løste straks mine +Tvivl; jeg fandt storartede Steder, rigtig lange Stykker af stor +Mærkværdighed. Og der jog mig atter gennem mit Bryst den berusende Trang +til at tage fat igen og få mit Drama færdigt. + +Jeg reiste mig og gik til Døren, uden at agte på Værtens rasende Tegn til +mig om at fare stille frem. Jeg gik bestemt og fast i Sind ud af Forstuen, +opad Trapperne til anden Etage og trådte ind i mit gamle Værelse. +Styrmanden var der jo ikke, og hvad var der så ivejen for, at jeg kunde +sidde her et Øjeblik? Jeg skulde ikke røre nogen af hans Sager, jeg skulde +slet ikke bruge hans Bord engang, men slå mig ned på en Stol ved Døren og +være glad til. Jeg folder heftigt Papirerne ud på mine Knæ. + +Nu gik det i flere Minutter aldeles udmærket. Replik efter Replik opstod +fuldt færdig i mit Hoved, og jeg skrev uafbrudt. Jeg fylder den ene Side +efter den anden, sætter afsted over Stok og Sten, klynker sagte af +Henrykkelse over min gode Stemning og ved næsten ikke af mig selv. Den +eneste Lyd, jeg hører i denne Stund, er min egen glade Klynken. Der faldt +mig også ind en såre heldig Idé med en Kirkeklokke, som skulde smælde i at +ringe på et vist Punkt i mit Drama. Alt gik overvældende. + +Så hører jeg Skridt i Trappen. Jeg skælver og er næsten fra mig selv, +sidder sågodtsom på Sprang, sky, vag, fuld af Angst for alle Ting og +ophidset af Sult; jeg lytter nervøst, holder Blyanten stille i Hånden og +lytter, jeg kan ikke skrive et Ord mer. Døren går op; Parret nede fra Stuen +træder ind. + +Endnu førend jeg havde fået Tid til at bede om Undskyldning for, hvad jeg +havde gjort, råber Værtinden aldeles himmelfalden: + +»Nej, Gud trøste og hjælpe mig, sidder han ikke her igen!« + +»Undskyld!« sagde jeg, og jeg vilde sagt mer, men kom ikke længer. + +Værtinden slog Døren op på vid Væg og skreg: + +»Går De nu ikke ud, så Gud fordømme mig henter jeg ikke Politiet!« + +Jeg rejste mig. + +»Jeg vilde bare sige Farvel til Dem,« mumled jeg, »og så måtte jeg vente på +Dem. Jeg har ikke rørt nogen Ting, jeg sad her på Stolen . . . .« + +»Ja, det gjorde ingenting« sagde Styrmanden. »Hvad Fan gjorde det? Lad +Manden være, han!« + +Da jeg var kommet ned i Trappen, blev jeg med en Gang rasende på denne +tykke, opsvulmede Kone, der fulgte mig i Hælene, forat få mig hurtigt væk, +og jeg stod et Øjeblik stille, med Munden fuld af de værste Øgenavne, som +jeg vilde slynge mod hende. Men jeg betænkte mig i Tide og taug, taug blot +af Taknemmelighed mod den fremmede Mand, der gik bag hende og vilde kunne +høre det. Værtinden fulgte stadig efter mig og skældte ustandseligt, mens +samtidig min Vrede tiltog for hvert Skridt, jeg gik. + +Vi kom ned i Gården, jeg gik rigtig langsomt, endnu overvejende, om jeg +skulde give mig af med Værtinden. Jeg var i denne Stund ganske forstyrret +af Raseri, og jeg tænkte på den værste Blodsudgydelse, et Tryk, som kunde +lægge hende død på Stedet, et Spark i Maven. Et Bybud går forbi mig i +Porten, han hilser, og jeg svarer ikke; han henvender sig til Madamen bag +mig, og jeg hører, at han spørger efter mig; men jeg vender mig ikke om. + +Et Par Skridt udenfor Porten indhenter Bybudet mig, hilser påny og standser +mig. Han giver mig et Brev. Heftigt og uvilligt river jeg det op, en +Tikrone falder ud af Konvolutten, men intet Brev, ikke et Ord. + +Jeg ser på Manden og spørger: + +»Hvad er dette for Slags Narrestreger? Hvem er Brevet ifra?« + +»Ja, det ved jeg ikke,« svarer han, »men det var en Dame, som gav mig det.« + +Jeg stod stille. Bybudet gik. Da stikker jeg Pengesedlen atter ind i +Konvolutten, krøller det hele rigtig godt sammen, vender om og går hen til +Værtinden, som endnu holder Udkig efter mig fra Porten, og kaster hende +Sedlen i Ansigtet. Jeg sagde ikke noget, yttred ikke en Stavelse, jeg +iagttog blot, at hun undersøgte det sammenkrøllede Papir, inden jeg gik +. . . . + +He, det kunde man kalde at opføre sig med Ære i Livet! Ikke sige noget, +ikke tiltale Pakket, men ganske rolig krølle sammen en stor Pengeseddel og +kaste den i Øjnene på sine Forfølgere. Det kunde man kalde at optræde med +Værdighed! Således skulde de have det, de Dyr! . . . . + +Da jeg var kommet på Hjørnet af Tomtegaden og Jærnbanetorvet, begyndte +pludselig Gaden at svinge rundt for mine Øjne, det sused tomt i mit Hoved, +og jeg faldt ind mod en Husvæg. Jeg kunde simpelthen ikke gå længer, kunde +ikke engang rette mig op fra min skæve Stilling; således, som jeg var +falden ind mod Væggen, således blev jeg stående, og jeg følte, at jeg +begyndte at tabe Besindelsen. Min vanvittige Vrede forhøjedes blot ved +dette Anfald af Udmattelse, og jeg løfted Foden og stamped i Fortouget. Jeg +gjorde også forskellige andre Ting, forat komme til Kræfter, bed Tænderne +sammen, rynked Panden, rulled fortvivlet med Øjnene, og det begyndte at +hjælpe. Min Tanke blev klar, jeg forstod, at jeg holdt på at forgå. Jeg +satte Hænderne frem og stødte mig tilbage fra Væggen; Gaden dansed +fremdeles rundt med mig. Jeg begyndte at hikke af Raseri, og jeg stred af +min inderste Sjæl med min Elendighed, holdt rigtig tappert Stand, for ikke +at falde om; jeg agted ikke at synke sammen, jeg vilde dø stående. En +Arbejdskærre ruller langsomt forbi, og jeg ser, at der er Poteter i den +Kærre, men af Raseri, af Halsstarrighed finder jeg på at sige, at det slet +ikke var Poteter, det var Kålhoveder, og jeg bandte grusomt på, at det var +Kålhoveder. Jeg hørte godt, hvad jeg selv sagde, og jeg svor bevidst Gang +efter Gang på denne Løgn, blot forat have den desperate Tilfredsstillelse, +at jeg begik stiv Mened. Jeg berused mig i denne mageløse Synd, jeg rakte +mine tre Fingre ivejret og svor med dirrende Læber i Faderens, Sønnens og +den Helligånds Navn, at det var Kålhoveder. + +Tiden gik. Jeg lod mig falde ned på et Trappetrin ved Siden af mig og +tørred Sveden af min Pande og Hals, trak Vejret til mig og tvang mig til at +være rolig. Solen gled ned, det led ud på Eftermiddagen. Jeg begyndte igen +at gruble over min Stilling; Sulten blev skammelig mod mig, og om nogle +Timer vilde det atter være Nat; det galdt at finde på en Råd, mens der +endnu var Tid. Mine Tanker begyndte igen at kredse om Logihuset som jeg var +bleven fordrevet fra; jeg vilde aldeles ikke vende tilbage dertil, men +kunde alligevel ikke lade være at tænke på det. Egentlig havde Konen været +i sin gode Ret til at kaste mig ud. Hvor kunde jeg vente at få bo hos +nogen, når jeg ikke kunde betale for mig? Hun havde ovenikøbet givet mig +Mad nu og da; endog igåraftes, da jeg havde opirret hende, havde hun budt +mig to Smørogbrød, af Godhed havde hun budt mig dem fordi hun vidste, at +jeg trængte til dem. Så jeg havde intet at beklage mig over, og jeg +begyndte mens jeg sad på Trappen at bede og tigge hende i mit stille Sind +om Tilgivelse for min Opførsel. Især angred jeg bitterlig, at jeg havde +vist mig utaknemmelig mod hende tilsidst og kastet hende en Tikrone i +Ansigtet . . . . + +Tikronen! Jeg plystred en Gang med Munden. Brevet, som Budet bragte, hvor +kom det fra? Først nu i dette Øjeblik tænkte jeg klart over dette og aned +med en Gang, hvordan det hele hang sammen. Jeg blev syg af Smærte og Skam, +jeg hvisked Ylajali nogle Gange med hæs Stemme og rysted på Hovedet. Var +det ikke mig, som endog så sent som igår havde bestemt mig til at gå hende +stolt forbi, når jeg traf hende, og vise hende den største Ligegyldighed? +Og istedet derfor havde jeg blot vakt hendes Medlidenhed og aflokket hende +en Barmhjærtighedsskilling. Nej, nej, nej, der blev aldrig Ende på min +Nedværdigelse! Ikke engang overfor hende havde jeg kunnet hævde en +skikkelig Stilling; jeg sank, sank på alle Kanter, hvor jeg vendte mig hen, +sank tilknæs, sank tillivs, dukked mig under i Vanære og kom aldrig op +igen, aldrig! Det var Toppunktet! Tage ti Troner i Almisse, uden at kunne +slynge dem tilbage mod den hemmelige Giver, gramse Ører sammen med begge +Hænder, hvor de bødes frem, og beholde dem, bruge dem til Logipenge, trods +sin egen inderste Modbydelighed . . . . + +Kunde jeg ikke atter skaffe tilveje disse ti Kroner på en eller anden Måde? +At gå tilbage til Værtinden og få Pengesedlen tilbageleveret af hende, +nytted nok ikke; der måtte også gives en anden Råd, når jeg tænkte mig om, +når jeg bare anstrængte mig rigtigt meget og tænkte mig om. Her var det ved +Gud ikke nok at tænke blot på almindelig Vis, jeg fik tænke, så det sled +mig gennem hele mit Menneskeværk, efter en Udvej til disse ti Kroner. Og +jeg satte mig til at tænke svare. + +Klokken kunde vel være omkring fire, om et Par Timer kunde jeg kanske +træffe Teaterchefen, hvis jeg blot havde havt mit Drama færdigt. Jeg tager +Manuskriptet op, der jeg sidder, og vil med Vold og Magt få istand de tre +fire sidste Scener; jeg tænker og sveder og læser over fra Begyndelsen, men +kommer ingen Vej. Ikke noget Pærevæv! siger jeg, ingen Stivnakkethed her! +Og jeg skriver løs på mit Drama, skriver ned alt, som falder mig ind, blot +forat blive hurtigt færdig og komme afsted. Jeg vilde indbilde mig selv, at +jeg havde et nyt stort Øjeblik, jeg løj mig fuld, bedrog mig åbenlyst og +skrev væk, som om jeg ikke behøved at søge efter Ordene. Det er godt! det +er virkelig et Fund! hvisked jeg alt imellem; skriv det bare ned! + +Tilslut begynder imidlertid mine sidste Repliker at blive mig mistænkelige; +de stak så stærkt af mod Replikerne i de første Scener, desuden havde der +slet ikke lagt sig nogen Middelalder i Munkens Ord. Jeg knækker min Blyant +over mellem mine Tænder, springer op, river mit Manuskript itu, river hvert +Blad itu, kaster min Hat på Gaden og tramper på den. Jeg er fortabt! +hvisker jeg for mig selv; mine Damer og Herrer, jeg er fortabt! Og jeg +siger ikke andet end disse Ord, sålænge jeg står der og tramper på min Hat. + +En Politibetjent står nogle få Skridt borte og iagttager mig; han står midt +ude i Gaden og lægger ikke Mærke til noget andet end mig. Idet jeg slår +Hovedet op, mødes vore Øjne; han havde kanske stået der i længere Tid og +bare set på mig. Jeg tager min Hat op, sætter den på og går hen til Manden. + +»Ved De, hvormange Klokken er?« siger jeg. + +Han venter en Stund, inden han haler sit Ur frem, og tager ikke sine Øjne +bort fra mig imens. + +»Vel fire,« svarer han. + +»Akkurat!« siger jeg; »vel fire, fuldkommen rigtigt! De kan Deres Ting, +hører jeg, og jeg skal tænke på Dem.« + +Dermed forlod jeg ham. Han blev til det yderste forbauset over mig, stod og +så efter mig med åben Mund og holdt endnu Uret i Hånden. Da jeg var kommet +udenfor Royal, vendte jeg mig om og så tilbage: endnu stod han i samme +Stilling og fulgte mig med Øjnene. + +He-he, således skulde man behandle Dyrene! Med den mest udvalgte +Uforskammethed! Det imponered Dyrene, det satte Skræk i Dyrene . . . . Jeg +var særdeles tilfreds med mig selv og gav mig atter til at synge en Stump. +Anspændt af Ophidselse, uden at føle nogen Smærte mer, uden endog at kende +noget Ubehag af nogen Sort, gik jeg let som en Fjær henover hele Torvet, +drejed op ved Basarerne og slog mig ned på en Bænk ved Vor Frelsers. + +Kunde det ikke også være temmelig ligegyldigt, enten jeg sendte den Tikrone +tilbage eller ej? Når jeg havde fået den, så var den min, og der var +visselig ikke Nød der, hvor den kom fra. Jeg måtte jo dog tage imod den, +når den udtrykkelig blev sendt til mig; der var ingen Mening i at lade +Bybudet beholde den. Heller ikke gik det an at sende tilbage en helt anden +Tikrone, end den, jeg havde fået. Så der var intet at gøre ved det. + +Jeg forsøgte at se på Færdselen omkring på Torvet foran mig og sysselsætte +min Tanke med ligegyldige Ting; men det lykkedes mig ikke, og jeg +beskæftiged mig stadig med Tikronen. Tilsidst knytted jeg Hænderne og blev +vred. Det vilde såre hende, sagde jeg, hvis jeg sendte den tilbage; hvorfor +skulde jeg da gøre det? Bestandig skulde jeg gå og holde mig for god til +alt muligt, ryste hovent på Hovedet og sige Nej Tak. Nu så jeg, hvad det +førte til; jeg stod atter på bar Gade. Selv når jeg havde den bedste +Anledning til det, beholdt jeg ikke mit gode, varme Logi; jeg blev stolt, +sprang op ved det første Ord og var Karl for min Hat, betalte Tikroner +tilhøjre og venstre og gik min Vej . . . . Jeg gik skarpt i Rette med mig +selv, fordi jeg havde forladt mit Logi og atter bragt mig i Omstændighed. + +Forresten gav jeg den lysegule Fan altsammen! Jeg havde ikke bedt om den +Tikrone, og jeg havde næsten ikke havt den mellem Hænderne engang, men +givet den bort straks, betalt den ud til vild fremmede Mennesker, som jeg +aldrig vilde få se igen. Den Slags Mand var jeg, betalte altid til sidste +Hvid, når det galdt noget. Kendte jeg Ylajali ret, så angred hun heller +ikke på, at hun havde sendt mig de Penge; hvad sad jeg da og hussered for? +Det var ligefrem det mindste, hun kunde gøre, at sende mig en Tikrone nu og +da. Den stakkels Pige var jo forelsket i mig, he, kanske dødeligt forelsket +i mig endogså . . . . Og jeg sad og blæred mig dygtigt for mig selv ved +denne Tanke. Der var ingen Tvivl om, at hun var forelsket i mig, den +stakkels Pige! . . . . + +Klokken blev fem. Jeg faldt atter sammen efter min lange nervøse Ophidselse +og begyndte påny at føle den tomme Susen i mit Hoved. Jeg stirred ret frem, +holdt Øjnene stive og så ud for mig henimod Elefantapoteket. Sulten rased +rigtig stærkt i mig da, og jeg led meget. Mens jeg sidder således og ser +ind i Luften, klarner der sig lidt efter lidt for mit stive Blik en +Skikkelse, som jeg tilslut ser aldeles tydeligt og genkender: det er +Kagekonen ved Elefantapoteket. + +Jeg rykker til, retter mig op på Bænken og begynder at tænke mig om. Jo, +det havde sin Rigtighed, det var den samme Kone foran det samme Bord på det +samme Sted! Jeg plystrer et Par Gange og knipser i Fingrene, rejser mig op +fra Bænken og begynder at gå henimod Apoteket. Ikke noget Nonsens! Jeg gav +Fan, enten det var Syndens Penge eller gode norske Høkerpenge af Sølv fra +Kongsberg! Jeg vilde ikke være latterlig, man kunde dø af formeget Hovmod +. . . . + +Jeg går frem til Hjørnet, tager Sigte på Konen og stiller mig op foran +hende. Jeg smiler, nikker kendt og indretter mine Ord, som om det var en +Selvfølge, at jeg vilde komme tilbage engang. + +»Goddag!« siger jeg. »De kender mig kanske ikke igen?« + +»Nej,« svarer hun langsomt og ser på mig. + +Jeg smiler endda mer, som om det var bare hendes kostelige Spøg, at hun +ikke kendte mig, og siger: + +»Husker De ikke, at jeg gav Dem en hel Del Kroner engang? Jeg sagde ikke +noget ved den Lejlighed, såvidt jeg husker, det gjorde jeg ikke; det plejer +jeg ikke at gøre. Når man har med ærlige Folk at skaffe, så er det +unødvendigt at aftale noget og så at sige oprette Kontrakt for hver liden +Ting. He-he! Jo, det var mig, som levered Dem de Penge.« + +»Nej, jaså, var det Dem! Ja, nu kender jeg Dem nok også, når jeg tænker mig +om . . . .« + +Jeg vilde forebygge, at hun skulde begynde at takke mig for Pengene, og jeg +siger derfor hurtigt, idet jeg allerede søger med mine Øjne omkring på +Bordet efter Madvarer: + +»Ja, nu kommer jeg, forat få Kagerne.« + +Det forstår hun ikke. + +»Kagerne,« gentager jeg, »nu kommer jeg, forat få dem. Ialfald endel, +første Forsyning. Jeg trænger ikke alt idag.« + +»Kommer De, forat få dem?« spørger hun. + +»Jagu kommer jeg, forat få dem, ja!« svarer jeg og ler højt, som om det +burde have været indlysende for hende allerede straks, at jeg kom, forat få +dem. Jeg tager også nede på Bordet en Kage, et Slags Franskbrød, som jeg +begynder at spise på. + +Da Konen ser dette, letter hun sig op i Kælderhullet, gør uvilkårlig en +Bevægelse, som forat beskytte sine Varer, og hun lader mig forstå, at hun +ikke havde ventet mig tilbage, forat berøve hende dem. + +Ikke det? siger jeg. Jaså, ikke det? Hun var mig virkelig en kostelig Kone! +Havde hun nogensinde oplevet, at nogen havde givet hende til Forvaring en +Slump Kroner, uden at vedkommende havde krævet dem tilbage? Nej, ser De +der! Troed hun kanske, at det var stjålne Penge, siden jeg havde slængt dem +til hende på den Måde? Nå, det troed hun dog ikke; det var endda godt, +virkelig godt! Det var om jeg så måtte sige snilt af hende, at hun dog +holdt mig for en ærlig Mand. Ha-ha! Jo, hun var virkelig god! + +Men hvorfor gav jeg hende da Pengene? Konen blev forbittret og råbte højt +derom. + +Jeg forklared, hvorfor jeg havde givet hende Pengene, forklared det dæmpet +og eftertrykkeligt: Det var min Vane at gå frem på den Måde, fordi jeg +troed alle Mennesker så godt. Bestandig når nogen bød mig en Kontrakt, et +Bevis, så rysted jeg på Hovedet og sagde Nej Tak. Det skulde Gud vide, at +jeg gjorde! + +Men Konen forstod det fremdeles ikke. + +Jeg greb til andre Midler, talte skarpt og frabad mig mig Vrøvl. Havde det +aldrig hændt, at nogen anden havde betalt hende i Forskud på lignende Måde? +spurgte jeg. Jeg mente naturligvis Folk, som havde god Råd, for Eksempel +nogen af Konsulerne? Aldrig? Ja, det kunde ikke jeg undgælde for, at det +var en hende fremmed Omgangsmåde. Det var Skik og Brug i Udlandet. Hun +havde kanske aldrig været udenfor Landets Grændser? Nej, ser De der! Da +kunde hun slet ikke tale med i denne Sag . . . . Og jeg tog efter flere +Kager på Bordet. + +Hun knurred vredt, vægred sig hårdnakket for at udlevere noget av, hvad hun +havde på Bordet, rykked endog et Stykke Kage ud af min Hånd og lagde det +tilbage på sin Plads. Jeg blev vred, slog i Bordet og trued med Politiet. +Jeg skulde være nådig mod hende, sagde jeg; hvis jeg tog alt, hvad mit var, +Så vilde jeg ruinere hele hendes Butik, for det var en farlig Masse Penge, +jeg havde leveret hende i sin Tid. Men jeg vilde ikke tage så meget, jeg +vilde i Virkeligheden kun have halv Valutta. Og jeg skulde ovenikøbet ikke +komme igen mer. Det måtte Gud bevare mig for, eftersom hun var af den Slags +Mennesker . . . . + +Endelig lagde hun frem endel Kager til en ublu Pris, fire fem Stykker, +som hun taksered til det højeste, hun kunde finde på, og bad mig tage +dem og gå min Vej. Jeg kaevled fremdeles med hende, påstod, at hun snød +mig for mindst en Krone af Pengene og desuden udsuged mig ved sine +blodige Priser. Ved De, at der er Straf for slige Kæltringstreger? +sagde jeg. Gud bevare Dem, De kunde komme på Slaveriet for Levetiden, +gamle Asen! Hun slængte endnu en Kage hen til mig og bad mig næsten +tænderskærende om at gå. + +Og jeg forlod hende. + +He, Mage til uefterretlig Kagekone skulde man aldrig have set! Hele Tiden, +mens jeg gik hen ad Torvet og åd på mine Kager, talte jeg højt om Konen og +hendes Uforskammethed, gentog for mig selv, hvad vi begge havde sagt til +hinanden, og syntes, at jeg havde været hende langt overlegen. Jeg åd af +Kagerne i alle Folks Påsyn og talte om dette. + +Og Kagerne forsvandt en efter en; det forslog intet, hvor meget jeg tog +tillivs, jeg var lige bundløst hungrig. Herregud dog, at det ikke vilde +forslå! Jeg var så grådig, at jeg endog nær havde forgrebet mig på den +sidste Kage, Som jeg lige fra Begyndelsen havde bestemt mig til at spare, +gæmme til den lille nede i Vognmandsgaden, Gutten, som havde leget med +Papirstrimlerne. Jeg husked ham stadigt, kunde ikke få mig til at glemme +hans Mine, da han sprang op og bandte. Han havde vendt sig ona mod mit +Vindu, da Manden spytted ned på ham, og han havde ligefrem set efter, om +også jeg skulde le deraf. Gud ved, om jeg nu traf ham, når jeg kom derned! +Jeg anstrængte mig stærkt, forat komme hurtigt ned i Vognmandsgaden, +passered det Sted, hvor jeg havde revet mit Drama istykker, og hvor endnu +endel Papir lå tilbage, omgik Politibetjenten, som jeg nys havde forbauset +så ved min Opførsel, og stod tilsidst ved Trappen, hvor Gutten havde +siddet. + +Han var der ikke. Gaden var næsten tom. Det tog til at mørkne, og jeg kunde +ikke blive Gutten var; han var måske gået ind. Jeg lagde Kagen forsigtigt +ned, rejste den på Kant mod Døren, banked hårdt på og sprang min Vej med +det samme. Han finder den nok! sagde jeg til mig selv; det første, han gør, +når han kommer ud, det er at finde den! Og mine Øjne blev våde af Glæde, +over, at den lille vilde finde Kagen. + +Jeg kom ned til Jærnbanebryggen igen. + +Nu sulted jeg ikke mer, blot den søde Mad, jeg havde nydt, begyndte at +volde mig ondt. I mit Hoved støjed også påny de vildeste Tanker: Hvad om +jeg i Hemmelighed overskar Trossen til et af disse Skibe? Hvad om jeg +pludselig gav mig til at råbe på Brand? Jeg går længer ud på Bryggen, +finder mig en Kasse at sidde på, folder Hænderne og føler, at mit Hoved +blir mer og mer fortumlet. Og jeg rører mig ikke, gør slet intet, forat +holde mig oppe mer. + +Jeg sidder der og stirrer på »Copégoro«, Barken med det russiske Flag. Jeg +skimter en Mand ved Rækken; Bagbords røde Lanterne lyser ned på hans Hoved, +og jeg rejser mig op og taler over til ham. Jeg havde ingen Hensigt med at +tale, som jeg gjorde, jeg vented heller ikke at få noget Svar. Jeg sagde: + +»Sejler De iaften, Kaptejn?« + +»Ja, om en liden Stund,« svarer Manden. Han talte Svensk. + +»Hm. De skulde ikke mangle en Mand?« Jeg var i dette Øjeblik lige glad, +enten jeg fik et Afslag eller ej, det var mig ligegyldigt, hvilket Svar +Manden vilde give mig. Jeg stod og vented så på ham. + +»Å, nej,« svared han. »Det skulde da være en Jungmand.« + +En Jungmand! Jeg gjorde et Ryk på mig, sneg mine Briller af og stak dem i +Lommen, trådte op på Landgangen og skræved ombord. + +»Jeg er ikke befaren,« sagde jeg, »men jeg kan gøre det. De sætter mig til. +Hvor går Turen?« + +»Vi er ballastet til Leeds efter Kul for Cadix.« + +»Godt!« sagde jeg og tvang mig ind på Manden. »Jeg er lige glad, hvor det +bærer hen. Jeg skal gøre mit Arbejde.« + +Han stod en Stund og så på mig og tænkte sig om. + +»Har du ikke faret før?« spurgte han. + +»Nej. Men som jeg siger Dem, sæt mig til et Arbejde, og jeg skal gøre det. +Jeg er vant til noget af hvert.« + +Han tænkte sig atter om. Jeg havde allerede sat mig levende i Hovedet, at +jeg vilde tage med, og jeg begyndte at ængstes for at blive jaget iland +igen. + +»Hvad mener De så, Kaptejn?« spurgte jeg endelig. »Jeg kan virkelig gøre, +hvad det skal være. Hvad siger jeg! Jeg måtte være en dårlig Mand, om jeg +ikke gjorde mer, end netop det, jeg var sat til. Jeg kan tage to Vagter i +Træk, om det gælder. Det har jeg godt af, og jeg holder nok ud med det.« + +»Ja, ja, vi kan forsøge det,« sagde han. »Går det ikke, så kan vi jo +skilles i England.« + +»Naturligvis!« svared jeg i min Glæde. Og jeg gentog endnu engang, at vi +kunde skilles i England, hvis det ikke gik. + +Så satte han mig til Arbejde . . . . + +Ude i Fjorden retted jeg mig op engang, våd af Feber og Mathed, så indad +mod Land og sagde Farvel for denne Gang til Byen, til Kristiania, hvor +Vinduerne lyste så blankt fra alle Hjem. + +*** END OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK 30027 *** diff --git a/30027-h/30027-h.htm b/30027-h/30027-h.htm new file mode 100644 index 0000000..45bae4b --- /dev/null +++ b/30027-h/30027-h.htm @@ -0,0 +1,9700 @@ +<!DOCTYPE html PUBLIC "-//W3C//DTD XHTML 1.0 Strict//EN" + "http://www.w3.org/TR/xhtml1/DTD/xhtml1-strict.dtd"> +<html xmlns="http://www.w3.org/1999/xhtml" xml:lang="no" lang="no"> + <head> + <meta http-equiv="Content-Type" content="text/html;charset=UTF-8" /> + <title>The Project Gutenberg eBook of Sult, by Knut Hamsun</title> + <link rel="coverpage" href="images/cover.jpg" /> + +<style type='text/css'> +h1 { text-align: center; margin-top: 10%} +h2 { text-align: center; margin-top: 5%; margin-bottom: 10%} +h3 { text-align: center; margin-top: 5%; margin-bottom: 10%} +p { margin-left: 0%; margin-right: 0%; text-align: justify; text-indent: 4% } +p.noindent { text-indent: 0%; } +p.center { text-indent: 0%; text-align: center; margin-top: 5%; margin-bottom: 5%; } +p.first { text-indent: 0% } +p.first:first-letter { font-size:xx-large} +p.tb { text-indent: 0%; text-align: center; margin-top: 5%; margin-bottom: 5%; } + + +.ph3 { text-align: center; text-indent: 0em; font-weight: bold; } +.ph3 { font-size: large; margin: .83em auto; } +div.chapter {page-break-before: always;} +h2,h3 {page-break-before: avoid;} + </style> + </head> + <body> +<div>*** START OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK 30027 ***</div> + +<div class='ph3' style="page-break-before:always">Transcriber’s note</div> + +<p class="noindent"> +<b>Spelling.</b> In this first edition of “Sult”, old spelling +rules were applied which look quite different from modern +written Norwegian (“bokmål”). In addition, the letters Å and å +where set as Aa and aa, respectively. Since many other Norwegian +books printed at this time used Å and å and in order to improve +readability, all Aa and aa have been converted to Å and å. +Otherwise, the original spelling was not changed. +</p> +<p class="noindent"> +<b>Spaced-out text.</b> Text that was s p a c e d - o u t in the original text has been +changed to use <i>italics</i>. +</p> +</div> + + + + +<h1> +KNUT HAMSUN<br /> +<br /> +SULT +</h1> + + + + +<p class="center"><br /><br /><br /><br /><br />KØBENHAVN +<br /><br /> +P. G. PHILIPSENS FORLAG +<br /> +</p><p class="center" style="font-size:small">Trykt hos J. Jorgensen & Co. (M. A. Hannover) +<br /> +1890 +</p> + + +<div class='chapter' /><h2>FØRSTE STYKKE</h2> + +<p class="first">Det var i den Tid, jeg gik omkring og +sulted i Kristiania, denne forunderlige By, som +ingen forlader, før han har fået Mærker af den . . . . + +</p><p>Jeg ligger vågen på min Kvist og hører +en Klokke nedenunder mig slå seks Slag; +det var allerede ganske lyst, og Folk begyndte +at færdes op og ned i Trapperne. Nede ved +Døren, hvor mit Rum var tapetseret med +gamle Numre af »Morgenbladet«, kunde jeg +så tydelig se en Bekendtgørelse fra Fyrdirektøren, +og lidt tilvenstre derfra et fedt, +bugnende Avertissement fra Bager Fabian +Olsen om nybagt Brød. + +</p><p>Straks jeg slog Øjnene op, begyndte jeg +af gammel Vane at tænke efter, om jeg havde +noget at glæde mig til idag. Det havde været +lidt knapt for mig i den sidste Tid; den ene +efter den anden af mine Ejendele var bragt +til »Onkel«, jeg var bleven nervøs og utålsom, +et Par Gange havde jeg også ligget +tilsengs en Dags Tid af Svimmelhed. Nu og +da, når Lykken var god, kunde jeg drive det +til at få fem Kroner af et eller andet Blad +for en Føljeton. + +</p><p>Det lysned mer og mer, og jeg gav mig +til at læse på Avertissementerne nede ved +Døren; jeg kunde endog skælne de magre, +grinende Bogstaver om »Ligsvøb hos Jomfru +Andersen, tilhøjre i Porten«. Det sysselsatte +mig en lang Stund, jeg hørte Klokken slå +otte nedenunder, inden jeg stod op og klædte +mig på. + +</p><p>Jeg åbned Vinduet og så ud. Der, hvor +jeg stod, havde jeg Udsigt til en Klædesnor +og en åben Mark; langt ude lå Gruen tilbage +af en nedbrændt Smedje, hvor nogle +Arbejdere var i Færd med at rydde op. Jeg +lagde mig med Albuerne ned i Vinduet og +stirred ud i Luften. Det blev ganske vist en +lys Dag, Høsten var kommet, den fine, svale +Årstid, hvori alting skifter Farve og forgår. +Støjen var allerede begyndt at lyde i Gaderne +og lokked mig ud; dette tomme Værelse, hvis +Gulv gynged op og ned for hvert Skridt jeg +tog henover det, var som en gisten, uhyggelig +Ligkiste; der var ingen ordentlig Lås for +Døren og ingen Ovn i Rummet; jeg plejed at +ligge på mine Strømper om Natten, forat få +dem lidt tørre til om Morgenen. Det eneste, +jeg havde at fornøje mig ved, var en liden +rød Gyngestol, som jeg sad i om Aftenerne +og døsed og tænkte på mangehånde Ting. +Når det blæste hårdt, og Dørene nedenunder +stod åbne, lød der alleslags underlige Hvin +op gennem Gulvet og ind fra Væggene, og +»Morgenbladet« nede ved Døren fik Revner +så lange som en Hånd. + +</p><p>Jeg rejste mig og undersøgte en Byldt +henne i Krogen ved Sengen efter lidt til Frokost, +men fandt intet og vendte tilbage til +Vinduet igen. + +</p><p>Gud ved, tænkte jeg, om det aldrig skal +nytte mig at søge efter en Bestilling mer! +Disse mange Afslag, disse halve Løfter, rene +Nej, nærede og skuffede Håb, nye Forsøg, +som hver Gang løb ud i intet, havde gjort +det af med mit Mod. Jeg havde tilsidst søgt +en Plads som Regningsbud, men var kommet +forsent; desuden kunde jeg ikke skaffe Sikkerhed +for femti Kroner. Der var altid et eller +andet til Hinder. Jeg mældte mig også til +Brandkorpset. Vi stod halvhundrede Mand i +Forhallen og satte Brystet ud, forat give Indtryk +af Kraft og stor Dristighed. En Fuldmægtig +gik omkring og beså disse Ansøgere, +følte på deres Arme og gav dem et og +andet Spørgsmål, og mig gik han forbi, rysted +blot på Hovedet og sagde, at jeg var +kasseret på Grund af mine Briller. Jeg mødte +op påny, uden Briller, jeg stod der med +rynkede Bryn og gjorde mine Øjne så hvasse +som Knive, og Manden gik mig atter forbi, +og han smilte, — han havde kendt mig igen. +Det værste af alt var, at mine Klæder var +begyndt at blive så dårlige, at jeg ikke +længer kunde fremstille mig til en Plads som +et skikkeligt Menneske. + +</p><p>Hvor det havde gået jævnt og regelmæssig +nedad med mig hele Tiden! Jeg stod +tilsidst så besynderlig blottet for alt muligt, +jeg havde ikke engang en Kam tilbage eller +en Bog at læse i, når det blev mig for trist. +Hele Sommeren udover havde jeg søgt ud +på Kirkegårdene eller op i Slotsparken, +hvor jeg sad og forfatted Artikler for Bladene, +Spalte efter Spalte om de forskelligste Ting, +underlige Påfund, Luner, Indfald af min urolige +Hjærne; i Fortvivlelse havde jeg ofte valgt de +fjærneste Emner, som voldte mig lange Tiders +Anstrængelse og aldrig blev optaget. Når et +Stykke var færdigt, tog jeg fat på et nyt, +og jeg blev ikke ofte nedslagen af Redaktørernes +Nej; jeg sagde stadig væk til mig +selv, at engang vilde det jo lykkes. Og virkelig, +stundom, når jeg havde Held med mig +og fik det lidt godt til, kunde jeg få fem +Kroner for en Eftermiddags Arbejde. + +</p><p>Jeg rejste mig atter op fra Vinduet, gik +hen til Vaskevandsstolen og dynked en +Smule Vand på mine blanke Bukseknæ, forat +sværte dem lidt og få dem til at se lidt nye +ud. Da jeg havde gjort dette, stak jeg som +sædvanligt Papir og Blyant i Lommen og gik +ud. Jeg gled meget stille nedad Trapperne, +for ikke at vække min Værtindes Opmærksomhed; +der var gået et Par Dage, siden +min Husleje forfaldt, og jeg havde ikke noget +at betale med nu mere. + +</p><p>Klokken var ni. Vognrammel og Stemmer +fyldte Luften, et uhyre Morgenkor, blandet +med Fodgængernes Skridt og Smældene fra +Hyrekuskenes Svøber. Denne støjende +Færdsel overalt oplived mig straks, og jeg +begyndte at føle mig mer og mer tilfreds. +Intet var fjærnere fra min Tanke end blot at +gå en Morgentur i frisk Luft. Hvad kom +Luften mine Lunger ved? Jeg var stærk som +en Rise og kunde standse en Vogn med min +Skulder. En fin, sælsom Stemning, Følelsen +af den lyse Ligegladhed, havde bemægtiget +sig mig. Jeg gav mig til at iagttage de Mennesker, +jeg mødte og gik forbi, læste Plakaterne +på Væggene, modtog Indtryk fra et +Blik, slængt til mig fra en forbifarende Sporvogn, +lod hver Bagatel trænge ind på mig, +alle små Tilfældigheder, som krydsed min +Vej og forsvandt. + +</p><p>Når man bare havde sig lidt til Mad en +sådan lys Dag! Indtrykket af den glade +Morgen overvælded mig, jeg blev uregerlig +tilfreds og gav mig til at nynne af Glæde, +uden nogén bestemt Grund. Ved en Slagterbutik +stod en Kone med en Kurv på Armen +og spekulered på Pølser til Middag; idet jeg +passered hende, så hun hen på mig. Hun +havde blot én Tand i Formunden. Nervøs og let +påvirkelig som jeg var bleven de sidste Dage, +gjorde Konens Ansigt straks et modbydeligt +Indtryk på mig; den lange, gule Tand så +ud som en liden Finger, der stod op fra +Kæven, og hendes Blik var endnu fuldt af +Pølse, da hun vendte det mod mig. Jeg tabte +med en Gang Appetiten og følte Kvalme. +Da jeg kom til Basarerne, gik jeg hen til +Springet og drak lidt Vand; jeg så op — +Klokken var ti i Vor Frelsers Tårn. + +</p><p>Jeg gik videre gennem Gaderne, drev om +uden Bekymring for nogetsomhelst, standsed +ved et Hjørne, uden at behøve det, bøjed af +og gik en Sidegade, uden at have Ærinde +derhen; jeg lod det stå til, førtes omkring i +den glade Morgen, vugged mig sorgfrit frem +og tilbage blandt andre lykkelige Mennesker; +Luften var tom og lys, og mit Sind var uden +en Skygge. + +</p><p>I ti Minutters Tid havde jeg stadig havt +en gammel, halt Mand foran mig. Han bar en +Byldt i den ene Hånd og gik med hele sit +Legeme, arbejded af al Magt, forat skyde +Fart. Jeg hørte, hvor han pusted af Anstrængelse, +og det faldt mig ind, at jeg kunde +bære hans Byldt; jeg søgte dog ikke at indhente +ham. Oppe i Grændsen mødte jeg +Hans Pauli, som hilste og skyndte sig forbi. +Hvorfor hav de han sådant Hastværk? Jeg +havde slet ikke i Sinde at bede ham om en +Krone, jeg vilde også med det allerførste +sende ham tilbage et Tæppe, som jeg havde +lånt af ham for nogle Uger siden. Såsnart +jeg var kommet lidt ovenpå, vilde jeg ikke +være nogen Mand noget Tæppe skyldig; kanske +begyndte jeg allerede idag en Artikel om +Fremtidens Forbrydelser eller om Viljens Frihed, +hvadsomhelst, noget læseværdigt noget, +som jeg vilde få ti Kroner for mindst . . . . +Og ved Tanken på denne Artikel følte jeg mig +med en Gang gennemstrømmet af Trang til at +tage fat straks og øse af min fulde Hjærne; +jeg vilde finde mig et passende Sted i Slotsparken +og ikke hvile, før jeg havde fået den +færdig. + +</p><p>Men den gamle Krøbling gjorde fremdeles +de samme sprællende Bevægelser foran mig i +Gaden. Det begyndte tilsidst at irritere mig +at have dette skrøbelige Menneske foran mig +hele Tiden. Hans Rejse syntes aldrig at ville +tage Ende; måske havde han bestemt sig til +akkurat det samme Sted som jeg, og jeg +skulde hele Vejen have ham for mine Øjne. +I min Ophidselse forekom det mig, at han ved +hver Tvergade sagtned en Smule og ligesom +vented på, hvilken Retning jeg vilde tage, +hvorpå han igen svang Byldten højt i Luften +og gik til af yderste Magt, forat få Forsprang. +Jeg går og ser på dette masede Væsen og +blir mer og mer opfyldt af Forbittrelse mod +ham; jeg følte, at han lidt efter lidt ødelagde +min lyse Stemning og trak den rene, skønne +Morgen med sig ned i Hæslighed med det +samme. Han så ud som et stort humpende +Insekt, der med Vold og Magt vilde slå sig +til en Plads i Verden og forbeholde sig Fortouget +for sig selv alene. Da vi var kommet +på Toppen af Bakken, vilde jeg ikke længer +finde mig i det, jeg vendte mig mod et +Butiksvindu og standsed, forat give ham Anledning +til at komme væk. Da jeg efter nogle +Minutters Forløb atter begyndte at gå, var +Manden foran mig igen, også han havde +stået bom stille. Jeg gjorde, uden at tænke +mig om, tre fire rasende Skridt fremad, indhented +ham og slog Manden på Skulderen. + +</p><p>Han standsed med ét. Vi gav os begge +til at stirre på hinanden. + +</p><p>»En liden Skilling til Melk!« sagde han +endelig og lagde Hovedet på Siden. + +</p><p>Se så, nu stod jeg godt i det! Jeg følte +i Lommerne og sagde: + +</p><p>»Til Melk ja. Hm. Det er småt med +Pengene i disse Tider, og jeg ved ikke, hvor +trængende De kan være.« + +</p><p>»Jeg har ikke spist siden igår i Drammen,« +sagde Manden; »jeg ejer ikke en Øre, +og jeg har ikke fået Arbejde endnu.« + +</p><p>»Er De Håndværker?« + +</p><p>»Ja, jeg er Nådler.« + +</p><p>»Hvilket?« + +</p><p>»Nådler. Forresten kan jeg også gøre +Sko.« + +</p><p>»Det forandrer Sagen,« sagde jeg. »De +får vente her i nogle Minutter, så skal jeg +gå efter lidt Penger til Dem, nogle Øre.« + +</p><p>Jeg gik i største Hast nedad Pilestrædet, +hvor jeg vidste om en Pantelåner i anden +Etage; jeg havde forøvrigt aldrig været hos +ham før. Da jeg kom ind i Porten, trak jeg +skyndsomt min Vest af, rulled den sammen +og stak den under Armen; derpå gik jeg +opad Trappen og banked på til Sjappen. +Jeg bukked og kasted Vesten på Disken. + +</p><p>»Halvanden Krone,« sagde Manden. + +</p><p>»Ja ja, Tak,« svared jeg. »Havde det +ikke været det, at den begyndte at blive lidt +for knap til mig, så vilde jeg ikke have +skilt mig ved den, naturligvis.« + +</p><p>Jeg fik Pengene og Sedlen og begav mig +tilbage. Det var i Grunden et udmærket Påfund, +dette med Vesten; jeg vilde endog få +Penge tilovers til en rigelig Frokost, og inden +Aften skulde så min Afhandling om Fremtidens +Forbrydelser være istand. Jeg begyndte +på Stedet at finde Tilværelsen blidere, og +jeg skyndte mig tilbage til Manden, forat få +ham fra Hånden. + +</p><p>»Værsågod!« sagde jeg til ham. »Det +glæder mig, at De har henvendt Dem til mig +først.« + +</p><p>Manden tog Pengene og begyndte at +mønstre mig med Øjnene. Hvad stod han +og stirred efter? Jeg havde det Indtryk, at +han især undersøgte mine Bukseknæ, og jeg +blev træt af denne Uforskammethed. Troed +Slyngelen, at jeg virkelig var så fattig som +jeg så ud for? Havde jeg måske ikke sågodtsom +begyndt at skrive på en Artikel +til ti Kroner? Overhovedet frygted jeg ikke +for Fremtiden, jeg havde mange Jærn i Ilden. +Hvad kom det så et vild fremmed Menneske +ved, om jeg gav bort en Drikkeskilling på en +sådan lys Dag? Mandens Blik irritered mig, +og jeg beslutted mig til at give ham en Irettesættelse, +inden jeg forlod ham. Jeg trak på +Skuldrene og sagde: + +</p><p>»Min gode Mand, De har lagt Dem til +den stygge Uvane at glo en Mand på Knæerne, +når han giver Dem en Krones Penge.« + +</p><p>Han lagde Hovedet helt tilbage mod +Muren og spærred Munden op. Der arbejded +noget bag hans Stodderpande, han tænkte +ganske vist, at jeg vilde narre ham på en +eller anden Måde, og han rakte mig Pengene +tilbage. + +</p><p>Jeg stamped i Gaden og svor på, at han +skulde beholde dem. Indbildte han sig, at jeg +vilde have alt det Bryderi for ingenting? Når +alt kom til alt skyldte jeg ham måske denne +Krone, jeg havde det med at huske en gammel +Gæld, han stod foran et retskaffent Menneske, +ærlig ud i Fingerspidserne. Kortsagt, Pengene +var hans . . . . Å, ikke noget at takke for, +det havde været mig en Glæde. Farvel. + +</p><p>Jeg gik. Endelig havde jeg denne værkbrudne +Plageånd afvejen, og jeg kunde være +uforstyrret. Jeg tog atter ned gennem Pilestrædet +og standsed udenfor en Husholdningshandel. +Der lå fuldt op af Mad i Vinduet, +og jeg bestemte mig til at gå ind og få +mig lidt med på Vejen. + +</p><p>»Et Stykke Ost og et Franskbrød!« sagde +jeg og slængte min Halvkrone på Disken. + +</p><p>»Ost og Brød for altsammen?« spurgte +Konen ironisk, uden at se på mig. + +</p><p>»For hele femti Øre ja,« svared jeg uforstyrret. + + +</p><p>Jeg fik mine Sager, sagde yderst høfligt +Godmorgen til den gamle, fede Kone og begav +mig sporenstrængs opad Slotsbakken til +Parken. Jeg fandt mig en Bænk for mig selv +og begyndte at gnave grådigt af min Niste. +Det gjorde godt; det var længe siden jeg +havde fået et så rundeligt Måltid, og jeg +følte lidt efter lidt den samme mætte Ro i +mig, som én føler efter en lang Gråd. Mit +Mod steg stærkt; det var mig ikke længer +nok at skrive en Artikel om noget så enkelt +og ligetil som Fremtidens Forbrydelser, som +desuden hvemsomhelst kunde gætte sig til, +ligefrem læse sig til i Historien; jeg følte mig +istand til en større Anstrængelse, jeg var i +Stemning til at overvinde Vanskeligheder, og +jeg bestemte mig for en Afhandling i tre Afsnit +om den filosofiske Erkendelse. Naturligvis +vilde jeg få Lejlighed til at knække ynkeligt +nogle af Kants Sofismer . . . . Da jeg vilde +tage mine Skrivesager frem og begynde Arbejdet, +opdaged jeg, at jeg ikke længer havde +nogen Blyant hos mig; jeg havde glemt den +efter mig i Pantelånersjappen; min Blyant lå +i Vestelommen. + +</p><p>Herregud hvor dog alting havde Lyst til +at gå forkært for mig! Jeg banded nogle +Gange, rejste mig op fra Bænken og drev +frem og tilbage i Gangene. Det var meget +stille overalt; langt borte, ved Dronningens +Lysthus, rulled et Par Barnepiger sine Vogne +omkring, ellers var der ikke et Menneske +at se noget Sted. Jeg var dygtig forbittret +i Sind og spadsered som en rasende +foran min Bænk, Hvor mærkelig vrangt gik +det dog ikke på alle Kanter! En Artikel i +tre Afsnit skulde ligefrem strande på den +simple Ting, at jeg ikke havde et Stykke ti +Øres Blyant i Lommen! Hvad om jeg gik +ned i Pilestrædet igen og fik min Blyant tilbageleveret? +Der vilde endda blive Tid til at +få et godt Stykke færdigt, inden de spadserende +begyndte at fylde Parken. Der var +også så meget, som afhang af denne Afhandling +om den filosofiske Erkendelse, måske +flere Menneskers Lykke, ingen kunde vide det. +Jeg sagde til mig selv, at den kanske vilde +blive til stor Hjælp for mange unge Mennesker. +Ret betænkt vilde jeg ikke forgribe mig på +Kant; jeg kunde jo undgå det, jeg behøved +blot at gøre en ganske umærkelig Bøjning, +når jeg kom til Spørgsmålet Tid og Rum; +men Renan vilde jeg ikke svare for, gamle +Sognepræst Renan . . . . Under alle Omstændigheder +galdt det at gøre en Artikel på så +og så mange Spalter; den ubetalte Husleje, +Værtindens lange Blik om Morgenen, når jeg +traf hende i Trapperne, pinte mig hele Dagen +og dukked frem igen endog i mine glade +Stunder, når jeg ellers ikke havde en mørk +Tanke. Dette måtte jeg have en Ende på. +Jeg gik hurtigt ud af Parken, forat hente min +Blyant hos Pantelåneren. + +</p><p>Da jeg kom ned i Slotsbakken, indhented +jeg to Damer, som jeg gik forbi. Idet jeg +passered dem, strejfed jeg den enes Ærme, +jeg så op, hun havde et fyldigt, lidt blegt +Ansigt. Med ét blusser hun og blir forunderlig +skøn, jeg ved ikke hvorfor, måske af et Ord, +hun hører af en forbigående, måske blot af +en stille Tanke hos hende selv. Eller skulde +det være fordi jeg berørte hendes Arm? Det +høje Bryst bølger heftigt nogle Gange, og hun +klemmer Hånden hårdt om Parasolskaftet. +Hvad gik der af hende? + +</p><p>Jeg standsed og lod hende komme foran +mig igen, jeg kunde ikke i Øjeblikket gå +videre, det hele forekom mig så besynderligt. +Jeg var i et pirreligt Lune, ærgerlig på mig +selv for Hændelsen med Blyanten og i høj +Grad ophidset af al den Mad, jeg havde nydt +på tom Mave. Med en Gang tager min +Tanke ved et lunefuldt Indfald en mærkelig +Retning, jeg føler mig greben af en sælsom +Lyst til at gøre denne Dame bange, følge +efter hende og fortrædige hende på en eller +anden Måde. Jeg indhenter hende atter og +går hende forbi, vender mig pludselig om og +møder hende Ansigt til Ansigt, forat iagttage +hende. Jeg står og ser hende ind i Øjnene +og hitter på Stedet et Navn, som jeg aldrig +havde hørt, et Navn med en glidende, nervøs +Lyd: Ylajali. Da hun var kommet mig +ganske nær, retter jeg mig ivejret og siger +indtrængende: + +</p><p>»De mister Deres Bog, Frøken.« + +</p><p>Jeg kunde høre, hvor mit Hjærte slog +hørligt, da jeg sagde det. + +</p><p>»Min Bog?« spørger hun sin Ledsagerinde. +Og hun går videre. + +</p><p>Min Ondskabsfuldhed tiltog, og jeg fulgte +efter Damen. Jeg var mig i Øjeblikket fuldt +bevidst, at jeg begik gale Streger, uden at +jeg kunde gøre noget ved det; min forvirrede +Tilstand løb af med mig og gav mig de mest +forrykte Indskydelser, som jeg lystred efter +Tur. Det nytted ikke, hvormeget jeg sagde +til mig selv, at jeg bar mig idiotisk ad, jeg +gjorde de dummeste Grimaser bag Damens +Ryg, og jeg hosted rasende nogle Gange, +idet jeg passered hende. Således vandrende +ganske sagte fremad, altid i nogle Skridts +Forspring, følte jeg hendes Øjne i min Ryg, +og jeg dukked mig uvilkårlig ned af Skam +over at have været hende til Plage. Lidt +efter lidt fik jeg en forunderlig Fornemmelse +af at være langt borte, andre Steder henne, +jeg havde en halvt ubestemt Følelse af, at det +ikke var mig, som gik der på Stenfliserne og +dukked mig ned. + +</p><p>Nogle Minutter efter er Damen kommet +til Paschas Boglade, jeg har allerede standset +ved det første Vindu, og idet hun går forbi +mig, træder jeg frem og gentager: + +</p><p>»De mister Deres Bog, Frøken.« + +</p><p>»Nej, hvilken Bog?« siger hun i Angst. +»Kan du forstå, hvad det er for en Bog, han +taler om?« + +</p><p>Og hun standser. Jeg gotter mig grusomt +over hendes Forvirring, denne Rådvildhed i +hendes Øjne henrykker mig. Hendes Tanke +kan ikke fatte min lille desperate Tiltale; hun +har slet ingen Bog med, ikke et eneste Blad +af en Bog, og alligevel leder hun i sine Lommer, +ser sig gentagne Gange ind i Hænderne, vender +Hovedet og undersøger Gaden bag sig, anstrænger +sin lille ømtålige Hjærne til det +yderste, forat finde ud, hvad det er for en +Bog, jeg taler om. Hendes Ansigt skifter +Farve, har snart det ene, snart det andet Udtryk, +og hun ånder ganske hørligt; selv +Knapperne i hendes Kjole synes at stirre på +mig som en Række forfærdede Øjne. + +</p><p>»Bryd dig ikke om ham,« siger hendes +Ledsagerske og trækker hende i Armen; »han +er jo fuld; kan du ikke se, at Manden er +fuld!« + +</p><p>Så fremmed, som jeg i dette Øjeblik var +for mig selv, så fuldstændig et Bytte for +sære, usynlige Indflydelser, foregik der intet +omkring mig, uden at jeg lagde Mærke til det. +En stor brun Hund sprang tværs over Gaden, +henimod Lunden og ned til Tivoli; den havde +et ganske smalt Halsbånd af Nysølv. Højere +op i Gaden åbnedes et Vindu i anden Etage, +og en Pige lagde sig ud af det med opbrættede +Ærmer og gav sig til at pudse Ruderne +på Ydersiden. Intet undgik min Opmærksomhed, +jeg var klar og åndsnærværende, alle +Ting strømmed ind på mig med en skinnende +Tydelighed, som om der pludselig var bleven +et stærkt Lys omkring mig. Damerne foran +mig havde begge en blå Fuglevinge i Hatten +og et skotsk Silkebånd om Halsen. Det faldt +mig ind, at de var Søstre. + +</p><p>De bøjed af og standsed ved Cislers Musikhandel +og talte sammen, jeg standsed også. +Derpå kom de begge to tilbage, gik den +samme Vej, som de var kommet, passered +mig igen, drejed om Hjørnet ved Universitetsgaden +og gik lige op til St. Olafs Plads. Jeg +var dem hele Tiden så nær i Hælene som +jeg turde. De vendte sig engang og sendte +mig et halvt bange, halvt nysgærrigt Blik, og +jeg så ingen Fortørnelse i deres Miner og +ingen rynkede Bryn. Denne Tålmodighed +med mine Plagerier gjorde mig meget skamfuld, +og jeg slog Øjnene ned. Jeg vilde ikke +længer være dem til Fortræd, jeg vilde af ren +Taknemmelighed følge dem med Øjnene, ikke +tabe dem afsyne, helt til de gik ind et Sted +og blev borte. + +</p><p>Udenfor Numer 2, et stort fire Etages +Hus, vendte de sig endnu engang, hvorpå de +gik ind. Jeg læned mig til en Gaslygte ved +Fontænen og lytted efter deres Skridt i Trapperne; +de døde hen i anden Etage. Jeg +træder frem fra Lygten og ser opad Huset. +Da sker der noget besynderligt. Gardinerne +bevæger sig højt oppe, et Øjeblik efter åbnes +et Vindu, et Hoved stikker ud, og to sært +seende Øjne hviler på mig. Ylajali! sagde +jeg halvhøjt, og jeg følte, at jeg blev rød. +Hvorfor råbte hun ikke om Hjælp? Hvorfor +stødte hun ikke til en af Blomsterpotterne og +rammed mig i Hovedet, eller sendte nogen +ned, forat jage mig væk? Vi står og ser +hinanden ind i Øjnene uden at røre os; det +varer et Minut; der skyder Tanker mellem +Vinduet og Gaden, og der siges ikke et Ord +Hun vender sig om, det giver et Ryk i mig, +et fint Stød gennem mit Sind; jeg ser en +Skulder, der drejer sig, en Ryg, der forsvinder +indad Gulvet. Denne langsomme Gang bort +fra Vinduet, Betoningen i denne Bevægelse +med Skuldren var som et Nik til mig; mit +Blod fornam denne fine Hilsen, og jeg følte +mig i samme Stund vidunderlig glad. Så +vendte jeg om og gik nedad Gaden. + +</p><p>Jeg turde ikke se mig tilbage og vidste +ikke, om hun atter var kommet til Vinduet; +efterhvert som jeg overvejed dette Spørgsmål, +blev jeg mer og mer urolig og nervøs. Formodentlig +stod hun i dette Øjeblik og fulgte +nøje alle mine Bevægelser, og det var på +ingen Måde til at holde ud at vide sig således +undersøgt bagfra. Jeg strammed mig +op så godt jeg kunde og gik videre; det +begyndte at rykke i mine Ben, min Gang blev +ustø, fordi jeg med Vilje vilde gøre den smuk. +Forat synes rolig og ligegyldig slængte jeg +meningsløst med Armene, spytted i Gaden og +satte Næsen ivejret; men intet hjalp. Jeg +følte stadig de forfølgende Øjne i min Nakke, +og det løb mig koldt gennem Kroppen. +Endelig redded jeg mig ind i en Sidegade, +hvorfra jeg tog Vejen ned i Pilestrædet, forat +få fat på min Blyant. + +</p><p>Jeg havde ingen Møje med at få den +tilbageleveret. Manden bragte mig Vesten selv +og bad mig undersøge alle Lommerne med +det samme; jeg fandt også et Par Lånesedler, +som jeg stak til mig, og takked den +venlige Mand for hans Imødekommenhed. Jeg +blev mer og mer tiltalt af ham, det blev mig +i samme Stund meget om at gøre at give +dette Menneske et godt Indtryk af mig. Jeg +gjorde et Slag henimod Døren og vendte atter +tilbage til Disken, som om jeg havde glemt +noget; jeg mente at skylde ham en Forklaring, +en Oplysning, og jeg gav mig til at nynne, +forat gøre ham opmærksom. Da tog jeg +Blyanten i Hånden og holdt den ivejret. + +</p><p>Det kunde ikke falde mig ind, sagde jeg, +at gå lange Veje for en hvilkensom helst sådan +Blyant; men med denne var det en anden Sag, +en egen Årsag. Så ringe som den så ud, +havde denne Blyantstump simpelthen gjort mig +til det, jeg var i Verden, så at sige sat mig +på min Plads i Livet . . . . + +</p><p>Jeg sagde ikke mer. Manden kom helt +hen til Disken. + +</p><p>»Ja så?« sagde han og så nysgærrigt +på mig. + +</p><p>Med den Blyant, fortsatte jeg koldblodigt, +havde jeg skrevet min Afhandling om den +filosofiske Erkendelse i tre Bind. Om han +ikke havde hørt den omtale? + +</p><p>Og Manden synes nok, at han havde hørt +Navnet, Titlen. + +</p><p>Ja, sagde jeg, den var af mig, den! Så +det måtte endelig ikke forundre ham, at jeg +vilde have den lille Stump Blyant tilbage; +den havde altfor stort Værd for mig, den var +mig næsten som et lidet Menneske. Forresten +var jeg ham oprigtig taknemmelig for hans Velvilje, +og jeg vilde huske ham for den — jo, +jo, jeg vilde virkelig huske ham for den; et +Ord var et Ord, den Slags Mand var jeg, og +han fortjente det. Farvel. + +</p><p>Jeg gik til Døren med en Holdning, som +om jeg kunde anbringe en Mand i en høj Post +i Brandvæsenet. Den skikkelige Pantelåner +bukked to Gange for mig, idet jeg fjærned +mig, og jeg vendte mig endnu engang og +sagde Farvel. + +</p><p>I Trappen mødte jeg en Kone, som bar +en Vadsæk i Hånden. Hun trykked sig ængsteligt +til Siden, forat give mig Plads, og jeg +greb uvilkårligt i Lommen efter noget at +give hende; da jeg ikke fandt nogen Ting, +blev jeg flau og gik hende duknakket forbi. +Lidt efter hørte jeg, at også hun banked +på til Sjappen; der var et Ståltrådsprinkel +på Døren, og jeg kendte straks igen den +klirrende Lyd, når et Menneskes Knoger berørte +det. + +</p><p>Solen stod i Syd, Klokken var omtrent +tolv. Byen begyndte at komme på Benene, +det nærmed sig Spadsertiden, og hilsende og +leende Folk bølged op og ned ad Karl Johan. +Jeg klemte Albuerne i Siden, gjorde mig liden +og slap ubemærket forbi nogle Bekendte, som +havde indtaget et Hjørne ved Universitetet, +forat beskue de forbigående. Jeg vandred +opad Slotsbakken og faldt i Tanker. + +</p><p>Disse Mennesker, jeg mødte, hvor let og +lystigt vugged de ikke sine lyse Hoveder og +svinged sig gennem Livet som gennem en +Balsal! Der var ikke Sorg i et eneste Øje, +jeg så, ingen Byrde på nogen Skulder, +kanske ikke en skyet Tanke, ikke en liden +hemmelig Pine i noget af disse glade Sind. +Og jeg gik der lige ved Siden af disse Mennesker, +ung og nys udsprungen, og jeg havde +allerede glemt, hvordan Lykken så ud! Jeg +dægged for mig selv med denne Tanke og +fandt, at der var skeet mig gruelig Uret. +Hvorfor havde de sidste Måneder faret så +mærkelig hårdt frem med mig? Jeg kendte +slet ikke mit lyse Sind igen, og jeg havde de +underligste Plager på alle Kanter. Jeg kunde +ikke sætte mig på en Bænk for mig selv +eller røre min Fod noget Sted hen, uden at +blive overfaldt af små og betydningsløse Tilfældigheder, +jammerlige Bagateller, som trængte +ind i mine Forestillinger og spredte mine Kræfter +for alle Vinde. En Hund, som strøg mig forbi, +en gul Rose i en Herres Knaphul, kunde sætte +mine Tanker i Vibren og optage mig for +længere Tid. Hvad var det, som fejled mig? +Havde Herrens Finger pegt på mig? Men +hvorfor just på mig? Hvorfor ikke lige så +godt på en Mand i Sydamerika, for den +Skyld? Når jeg overvejed Tingen, blev det +mig mer og mer ubegribeligt, at netop jeg +skulde være udset til Prøveklud for Guds +Nådes Lune. Det var en nokså ejendommelig +Fremgangsmåde at springe over en hel +Verden, forat række mig; der var nu både +Antikvarboghandler Pascha og Dampskibsekspeditør +Hennechen. + +</p><p>Jeg gik og drøfted denne Sag og kunde +ikke blive den kvit, jeg fandt de vægtigste +Indvendinger mod denne Herrens Vilkårlighed +at lade mig undgælde for alles Skyld. Endog +efterat jeg havde fundet mig en Bænk og sat +mig ned, vedblev dette Spørgsmål at sysselsætte +mig og hindre mig fra at tænke på +andre Ting. Fra den Dag i Majmåned, da +mine Genvordigheder begyndte, kunde jeg +så tydeligt mærke en lidt efter lidt tiltagende +Svaghed, jeg var ligesom bleven for mat til at +styre og lede mig hvorhen jeg vilde; en Sverm +af små Skadedyr havde trængt ind i mit +Indre og udhulet mig. Hvad om Gud ligefrem +havde i Sinde at ødelægge mig ganske? Jeg +rejste mig op og drev frem og tilbage foran +Bænken. + +</p><p>Mit hele Væsen var i dette Øjeblik i den +højeste Grad af Pine; jeg havde endog Smærter +i Armene og kunde knapt holde ud at bære +dem på sædvanlig Måde. Af mit sidste +svære Måltid følte jeg også et stærkt Ubehag, +jeg var overmæt og ophidset og spadsered +frem og tilbage, uden at se op; de Mennesker, +som kom og gik omkring mig, gled mig forbi +som Skimt. Endelig blev min Bænk optagen +af et Par Herrer, som tændte sine Cigarer og +passiared højt; jeg blev vred og vilde tiltale +dem, men vendte om og gik helt over til den +anden Kant af Parken, hvor jeg fandt mig en +ny Bænk. Jeg satte mig. + +</p><p>Tanken på Gud begyndte atter at optage +mig. Jeg syntes, det var højst uforsvarligt +af ham at lægge sig imellem hver Gang, jeg +søgte efter en Post, og forstyrre det hele, +aldenstund det blot var Mad for Dagen, jeg +bad om. Jeg havde så tydelig mærket, at +når jeg sulted lidt længe ad Gangen, var det +ligesom min Hjærne randt mig ganske stille +ud af Hovedet og gjorde mig tom. Mit Hoved +blev let og fraværende, jeg følte ikke længer +dets Tyngde på mine Skuldre, og jeg havde +en Fornemmelse af, at mine Øjne glante +altfor vidtåbent, når jeg så på nogen. + +</p><p>Jeg sad der på Bænken og tænkte over +alt dette og blev mer og mer bitter mod Gud +for hans vedholdende Plagerier. Hvis han +mente at drage mig nærmere til sig og gøre +mig bedre ved at udpine mig og lægge Modgang +på Modgang i min Vej, så tog han +lidt fejl, kunde jeg forsikkre ham. Og jeg +så op mod det høje næsten grædende af +Trods og sagde ham dette en Gang for alle i +mit stille Sind. + +</p><p>Stumper af min Børnelærdom randt mig +ihu, Bibelens Stiltone sang for mine Øren, +og jeg talte ganske sagte med mig selv og +lagde Hovedet spydigt på Siden. Hvi bekymred +jeg mig for, hvad jeg skulde æde, +hvad jeg skulde drikke, og hvad jeg skulde +iføre den usle Maddiksæk kaldet mit jordiske +Legem? Havde ikke min himmelske Fader +sørget for mig, som for Spurvene under Himlen, +og vist mig den Nåde at pege på sin +ringe Tjener? Gud havde stukket sin Finger +ned i mit Nervenet og lempeligt, ganske løseligt +bragt lidt Uorden i Trådene. Og Gud +havde trukket sin Finger tilbage, og der var +Trevler og fine Rodtråde på Fingeren af +mine Nervers Tråde. Og der var et åbent +Hul efter hans Finger, som var Guds Finger, og +Sår i min Hjærne efter hans Fingers Veje. +Men der Gud havde berørt mig med sin +Hånds Finger, lod han mig være og berørte +mig ikke mer og lod mig intet ondt vederfares. +Men han lod mig gå med Fred, og +han lod mig gå med det åbne Hul. Og +intet ondt vederfores mig af Gud, som er +Herren i al Evighed . . . . + +</p><p>Stød af Musik bares af Vinden op til +mig fra Studenterlunden, Klokken var altså +over to. Jeg tog mine Papirsager frem, forat +forsøge at skrive noget, i det samme faldt +min Barberbog ud af Lommen. Jeg åbned +den og talte Bladene, der var seks Billetter +tilbage. Gudskelov! sagde jeg uvilkårlig; jeg +kunde endnu blive barberet i nogle Uger og +se lidt godt ud! Og jeg kom straks i en +bedre Sindsstemning ved denne lille Ejendom, +som jeg endnu havde tilbage; jeg glatted Billetterne +omhyggeligt ud og forvared Bogen i +Lommen. + +</p><p>Men skrive kunde jeg ikke. Efter et Par +Linjer vilde der ikke falde mig noget ind; +mine Tanker vare andre Steder, og jeg kunde +ikke stramme mig op til nogen bestemt +Anstrængelse. Alle Ting indvirked på mig og +distrahered mig, alt, hvad jeg så, gav mig +nye Indtryk. Fluer og små Myg satte sig +fast på Papiret og forstyrred mig; jeg pusted +på dem, forat få dem væk, blæste hårdere +og hårdere, men uden Nytte. De små +Bæster lægger sig bagud, gør sig tunge og +stritter imod, så deres tynde Ben bugner. +De er slet ikke til at flytte af Pletten. De +finder sig noget at hage sig fast i, spænder +Hælene mod et Komma eller en Ujævnhed i +Papiret og står uryggelig stille sålænge, til +de selv finder for godt at gå sin Vej. + +</p><p>En Tidlang vedblev disse små Udyr at +beskæftige mig, og jeg lagde Benene overkors +og gav mig god Tid med at iagttage dem. +Med én Gang bæved en eller to høje Klarinettoner +op til mig fra Lunden og gav min Tanke +et nyt Stød. Mismodig over ikke at kunne +gøre min Artikel istand, stak jeg igen Papirerne +i Lommen og læned mig bagover på Bænken. +I dette Øjeblik er mit Hoved så klart, at jeg +kan tænke de fineste Tanker, uden at trættes. +Idet jeg ligger i denne Stilling og lader Øjnene +løbe nedad mit Bryst og mine Ben, lægger jeg +Mærke til den sprættende Bevægelse, min Fod +gør, hver Gang Pulsen slår. Jeg rejser mig +halvt op og ser ned på mine Fødder, og jeg +gennemgår i denne Stund en fantastisk og +fremmed Stemning, som jeg aldrig tidligere +havde følt; det gav et fint, vidunderligt Sæt +gennem mine Nerver, som om der gik Ilinger +af koldt Lys gennem dem. Ved at kaste +Øjnene på mine Sko, var det som jeg havde +truffet en god Bekendt eller fået en løsreven +Part af mig selv tilbage; en Genkendelsesfølelse +sittrer gennem mine Sandser, Tårerne +kommer mig i Øjnene, og jeg fornemmer mine +Sko som en sagte susende Tone imod mig. +Svaghed! sagde jeg hårdt til mig selv, og +jeg knytted Hænderne og sagde Svaghed. +Jeg gjorde Nar ad mig selv for disse latterlige +Følelser, havde mig tilbedste med fuld Bevidsthed; +jeg talte meget strængt og forstandigt, +og jeg kneb Øjnene heftigt sammen, +forat få Tårerne bort. Som om jeg aldrig +havde set mine Sko før, giver jeg mig til at +studere deres Udseende, deres Mimik, når jeg +rørte på Foden, deres Form og de slidte +Overdele, og jeg opdager, at deres Rynker og +hvide Sømme giver dem Udtryk, meddeler +dem Fysiognomi. Der var noget af mit eget +Væsen gået over i disse Sko, de virked på +mig som en Ånde mod mit Jeg, en pustende +Del af mig selv . . . . + +</p><p>Jeg sad og fabled med disse Fornemmelser +en lang Stund, måske en hel Time. En liden, +gammel Mand kom og optog den anden Ende +af min Bænk; idet han satte sig, pusted han +tungt ud efter Gangen og sagde: + +</p><p>»Ja, ja, ja, ja, ja, ja, ja, ja, ja, ja, san!« + +</p><p>Så snart jeg hørte hans Stemme, var det +som en Vind fejed gennem mit Hoved, jeg +lod Sko være Sko, og det forekom mig allerede, +at den forvirrede Sindsstemning, jeg just +havde oplevet, skrev sig fra en længst svunden +Tid, kanske et År eller to tilbage, og var +så småt i Færd med at udviskes af min +Erindring. Jeg satte mig til at se på den +gamle. + +</p><p>Hvad angik han mig, denne lille Mand? +Intet, ikke det ringeste! Kun at han holdt +en Avis i Hånden, et gammelt Numer, med +Avertissementssiden ud, hvori der syntes at +ligge en eller anden Ting indpakket. Jeg blev +nysgærrig og kunde ikke få mine Øjne bort +fra den Avis; jeg fik den vanvittige Idé, at +det kunde være en ganske mærkelig Avis, +enestående i sit Slags; min Nysgærrighed +steg, og jeg begyndte at flytte mig frem og +tilbage på Bænken. Det kunde være Dokumenter, +farlige Aktstykker, stjålet fra et Arkiv. +Og der foresvæved mig noget om en +hemmelig Traktat, en Sammensværgelse. + +</p><p>Manden sad stille og tænkte. Hvorfor +bar han ikke sin Avis, som ethvert andet +Menneske bar en Avis, med Titlen ud? Hvad +var det for Slags Underfundigheder? Han så +ikke ud til at ville slippe sin Pakke af Hånden, +ikke for alt i Verden, han turde måske +ikke engang betro den til sin egen Lomme. +Jeg kunde dø på, at der stak noget under +med Pakken. + +</p><p>Jeg så ud i Luften. Netop det, at det +var så umuligt at trænge ind i denne mystiske +Sag, gjorde mig forstyrret af Nysgærrighed. +Jeg ledte i mine Lommer efter noget at +give Manden, forat komme i Samtale med +ham, og jeg fik fat i min Barberbog, men +gæmte den igen. Pludselig fik jeg i Sinde at +være yderst fræk, jeg klapped mig på min +tomme Brystlomme og sagde: + +</p><p>»Tør jeg byde Dem en Cigaret?« + +</p><p>Tak, Manden røgte ikke, han havde måttet +høre op, forat spare sine Øjne, han var næsten +blind. Takker forresten så meget! + +</p><p>Om det var længe siden hans Øjne tog +Skade? Så kunde han måske ikke læse +heller? Ikke engang Aviser? + +</p><p>Ikke engang Aviser, desværre! + +</p><p>Manden så på mig. De syge Øjne +havde hver sin Hinde, der gav dem et glasagtigt +Udseende, hans Blik blev hvidt og +gjorde et modbydeligt Indtryk. + +</p><p>»De er fremmed her?« sagde han. + +</p><p>Ja. — Om han ikke engang kunde læse +Titlen på den Avis, han holdt i Hånden? + +</p><p>Næppe. — Forresten havde han straks +hørt, at jeg var fremmed; der var noget i mit +Tonefald, som sagde ham det. Der skulde +så lidet til, han hørte så godt; om Natten, +når alle sov, kunde han høre Menneskene i +Sideværelset puste . . . . Hvad jeg vilde sige, +hvor bor De henne? + +</p><p>En Løgn stod mig med ét fuldt færdig i +Hovedet. Jeg løj ufrivilligt, uden Forsæt og +uden Bagtanke, jeg svared: + +</p><p>»På St. Olafs Plads Numer 2.« + +</p><p>Virkelig? Manden kendte hver Brosten +på St. Olafs Plads. Der var en Fontæne, +nogle Gaslygter, et Par Træer, han husked +det hele . . . . Hvad Numer bor De i? + +</p><p>Jeg vilde gøre en Ende på det og rejste +mig, dreven til det yderste af min fikse Idé +med Avisen. Hemmeligheden skulde opklares, +hvad det så end skulde koste. + +</p><p>»Når De ikke kan læse den Avis, hvorfor +. . . .« + +</p><p>»I Numer 2, syntes jeg, De sagde?« fortsatte +Manden, uden at agte på min Uro. +»Jeg kendte i sin Tid alle Mennesker i Numer +2. Hvad hedder Deres Vært?« + +</p><p>Jeg fandt i Hast et Navn, forat blive ham +kvit, laved dette Navn i Øjeblikket og slynged +det ud, forat standse min Plageånd. + +</p><p>»Happolati,« sagde jeg. + +</p><p>»Happolati, ja,« nikked Manden, og han +misted ikke en Stavelse i dette vanskelige +Navn. + +</p><p>Jeg så forbauset på ham; han sad meget +alvorlig og havde en tænksom Mine. Ikke +før havde jeg udtalt dette dumme Navn, som +faldt mig ind, før Manden fandt sig tilrette +med det og lod til at have hørt det før. +Imidlertid lagde han sin Pakke fra sig på +Bænken, og jeg følte al min Nysgærrighed +dirre mig gennem Nerverne. Jeg lagde Mærke +til, at der var et Par fede Pletter på Avisen. + +</p><p>»Er han ikke Sjømand, Deres Vært?« +spurgte Manden, og der var ikke Spor af +undertrykt Ironi i hans Stemme. »Jeg synes +huske, at han var Sjømand?« + +</p><p>»Sjømand? Om Forladelse, det må være +Broderen, De kender; dette her er nemlig +J. A. Happolati, Agent.« + +</p><p>Jeg troed, at dette vilde gøre det af med +ham; men Manden gik villigt med på alt; +om jeg havde fundet et Navn som Barabas +Rosenknopsen, vilde det ikke have vakt hans +Mistanke. + +</p><p>»Det skal være en flink Mand, har jeg +hørt.« sagde han, forsøgende sig frem. + +</p><p>»Å, en forslagen Mand,« svared jeg, »et +dygtigt Forretningshoved, Agent for alt muligt, +Tyttebær på Kina, Fjær og Dun fra Rusland, +Huder, Træmasse, Skriveblæk . . . .« + +</p><p>»He-he, det var da Fan!« afbrød Oldingen +i høj Grad oplivet. + +</p><p>Dette begyndte at blive interessant. Situationen +løb af med mig, og den ene Løgn efter +den anden opstod i mit Hoved. Jeg satte mig +igen, glemte Avisen, de mærkelige Dokumenter, +blev ivrig og faldt den anden i Talen. Den +lille Dværgs Godtroenhed gjorde mig dumdristig, +jeg vilde lyve ham hensynsløst fuld, +slå ham storslagent af Marken og bringe ham +til at tie af Forbauselse. + +</p><p>Om han havde hørt om den elektriske +Salmebog, som Happolati havde opfundet? + +</p><p>Hvad, elek . . . . + +</p><p>Med elektriske Bogstaver, som kunde lyse +i Mørke! Et aldeles storartet Foretagende, +Millioner Kroner i Bevægelse, Støberier og +Trykkerier i Arbejde, Skarer af fast lønnede +Mekanikere sysselsat, jeg havde hørt sige syv +hundrede Mand. + +</p><p>»Ja, er det ikke som jeg siger!« sagde +Manden stille. Mer sagde han ikke; han troed +hvert Ord, jeg fortalte, og faldt alligevel ikke +i Staver. Dette skuffed mig en Smule, jeg +havde ventet at se ham forvildet af mine +Påfund. + +</p><p>Jeg opfandt endnu et Par desperate Løgne, +drev det til Hazard, ymted om, at Happolati +havde været Minister i ni År i Persien. De +har det måske ikke på Anelsen, hvad det +vil sige at være Minister i Persien? spurgte +jeg. Det var mere end Konge her, eller omtrent +som Sultan, om han vidste, hvad det var. +Men Happolati havde klaret det hele og aldrig +stået fast. Og jeg fortalte om Ylajali, hans +Datter, en Fé, en Prinsesse, som havde tre +hundrede Slavinder og lå på et Leje af gule +Roser; hun var det skønneste Væsen, jeg +havde set, jeg havde Gud straffe mig aldrig +oplevet Magen til Syn i mit Liv! + +</p><p>»Så, hun var så vakker?« yttred den +gamle med en fraværende Mine og så ned i +Marken. + +</p><p>Vakker? Hun var dejlig, hun var syndigt +sød! Øjne som Råsilke, Arme af Rav! Bare +et enkelt Blik af hende var forførende som et +Kys, og når hun kaldte på mig, jog hendes +Stemme mig som en Stråle af Vin lige ind i +min Sjæls Fosfor. Hvorfor skulde hun ikke +være såpas dejlig? Tog han hende for et +Regningsbud eller for noget i Brandvæsenet? +Hun var simpelthen en Himlens Herlighed, +skulde jeg sige ham, et Æventyr. + +</p><p>»Ja, ja!« sagde Manden lidt betuttet. + +</p><p>Hans Ro keded mig; jeg var bleven ophidset +af min egen Stemme og talte i fuldt +Alvor. De stjålne Arkivsager, Traktaten med +en eller anden fremmed Magt, var ikke mere i +min Tanke; den lille, flade Pakke lå der på +Bænken imellem os, og jeg havde ikke længer +den ringeste Lyst til at undersøge den og se, +hvad den indeholdt. Jeg var helt optagen af +mine egne Historier, der drev underlige Syner +forbi mine Øjne, Blodet steg mig til Hovedet, +og jeg løj af fuld Hals. + +</p><p>I dette Øjeblik syntes Manden at ville +gå. Han letted på sig og spurgte, for ikke +at bryde for brat af: + +</p><p>»Han skal have svære Ejendomme denne +Happolati?« + +</p><p>Hvor turde denne blinde, modbydelige +Olding tumle med det fremmede Navn, jeg +havde digtet op, som om det var et almindeligt +Navn og stod på hvert Høkerskildt i +Byen? Han snubled aldrig på et Bogstav og +glemte ikke en Stavelse; dette Navn havde +bidt sig fast i hans Hjærne og slået Rødder +i samme Stund. Jeg blev ærgerlig, en indre +Forbittrelse begyndte at opstå i mig mod +dette Menneske, som intet kunde bringe i +Knibe og intet gøre mistænksom. + +</p><p>»Det kender jeg ikke til,« svared jeg +derfor tvært; »jeg kender aldeles ikke til det. +Lad mig forresten sige Dem nu en Gang for +alle, at han hedder Johan Arendt Happolati, +at dømme efter hans egne Forbogstaver.« + +</p><p>»Johan Arendt Happolati«, gentog Manden +lidt forundret over min Heftighed. Så taug han. + +</p><p>»De skulde set hans Kone,« sagde jeg +rasende; »tykkere Menneske . . . . Ja, De tror +kanske ikke, at hun var videre tyk?« + +</p><p>Jo, det syntes han nok, han ikke kunde +fragå; en sådan Mand havde måske en lidt +tyk Kone. + +</p><p>Oldingen svared sagtmodig og stille på +hvert af mine Udfald og søgte efter Ord, som +om han var bange for at forgå sig og gøre +mig vred. + +</p><p>»Helvedes Pine, Mand, tror De måske, +at jeg sidder her og lyver Dem kapitalt fuld?« +råbte jeg ude af mig selv. »Tror De kanske +ikke engang, at der gives en Mand ved Navn +Happolati? Jeg har aldrig set på Magen til +Trods og Ondskab hos en gammel Mand! +Hvad Fan går der af Dem? De har kanske +ovenikøbet tænkt ved Dem selv, at jeg var +en yderlig fattig Mand, som sad her i min +bedste Puds, uden et Etui fuldt af Cigaretter +i Lommen? En sådan Behandling, som Deres, +er jeg ikke vant til, skal jeg sige Dem, og +jeg tåler den Gud døde mig ikke, hverken +af Dem eller nogen anden, så meget De +ved det!« + +</p><p>Manden havde rejst sig. Med gabende +Mund stod han stum og hørte på mit Udbrud +indtil det var tilende, så greb han hurtigt +sin Pakke på Bænken og gik, næsten løb +henad Gangen med små Oldingeskridt. + +</p><p>Jeg sad tilbage og så på hans Ryg, +som gled mer og mer bort og syntes at lude +mer og mer sammen. Jeg ved ikke, hvor jeg +fik det Indtryk fra, men det forekom mig, at +jeg aldrig havde set en uærligere, lastefuldere +Ryg end denne, og jeg angred ikke, at jeg +havde skældt Mennesket ud, før han forlod +mig . . . . + +</p><p>Dagen begyndte at hælde. Solen sank, +det tog på at suse lidt i Træerne omkring, +og Barnepigerne, som sad i Klynger henne +ved Balancerstangen, belaved sig på at trille +sine Vogne hjem. Jeg var rolig og vel tilmode. +Den Ophidselse, jeg just havde været +i, lagde sig lidt efter hvert, jeg faldt sammen, +blev slap og begyndte at føle mig søvnig; +den store Mængde Brød, jeg havde spist, var +mig heller ikke længer til synderlig Mén. I +den bedste Stemning læned jeg mig bagover +på Bænken, lukked Øjnene og blev mer og +mer døsig, jeg blunded og var lige ved at +falde i fast Søvn, da en Parkmand lagde sin +Hånd på min Skulder og sagde: + +</p><p>»De må ikke sidde og sove herinde.« + +</p><p>»Nej,« sagde jeg og rejste mig straks. +Og med ét Slag stod atter min sørgelige Stilling +lyslevende for mine Øjne. Jeg måtte +gøre noget, finde på et eller andet! At søge +Pladse havde ikke nyttet mig; de Anbefalinger, +jeg gik og viste frem, var blevet lidt gamle +og skrev sig fra altfor ukendte Personer til at +kunne virke kraftigt; desuden havde disse +stadige Afslag udefter Sommeren gjort mig +noget forknyt. Nå — under alle Omstændigheder +var min Husleje forfalden, og jeg måtte +gøre en Udvej til den. Så fik det bero med +det øvrige sålænge. + +</p><p>Ganske uvilkårligt havde jeg igen fået +Blyant og Papir i Hænderne, og jeg sad og +skrev mekanisk Årstallet 1848 i alle Hjørner. +Om nu blot en enkelt brusende Tanke vilde +betage mig vældigt og lægge mig Ordene i +Munden! Det havde jo hændt før, det havde +virkelig hændt, at sådanne Stunder var kommet +over mig, da jeg kunde skrive et langt +Stykke uden Anstrængelse og få det velsignet +godt til. + +</p><p>Jeg sidder der på Bænken og skriver +Snese Gange 1848, skriver dette Tal påkryds +og tvers i alle mulige Façoner, og venter på, +at en brugbar Idé skal falde mig ind. En +Sverm af løse Tanker flagrer om i mit Hoved, +Stemningen i den hældende Dag gør mig mismodig +og sentimental. Høsten er kommet og +har allerede begyndt at lægge alting i Dvale, +Fluer og Smådyr har fået det første Knæk, +oppe i Træerne og nede på Marken høres +Lyden af det stridende Liv, puslende, susende +uroligt, arbejdende for ikke at forgå. Alle +Krybverdenens nedtrampede Tilværelser rører +sig endnu engang, stikker sine gule Hoveder +op af Mosen, løfter sine Ben, føler sig frem +med lange Tråde og synker så pludselig +sammen, vælter om og vender Bugen ivejret. +Hver Vækst har fået sit Særpræg, et fint +henåndende Pust af den første Kulde; Stråene +stritter blege op mod Solen, og det +affaldne Løv hvisler henad Jorden med en Lyd +som af vandrende Silkeorme. Det er Høstens +Tid, midt i Forgængelsens Karneval; Roserne +har fået Betændelse i Rødmen, et hektisk, +vidunderligt Skær over den blodrøde Farve. + +</p><p>Jeg følte mig selv som et Kryb i Undergang, +greben af Ødelæggelsen midt i denne +dvalefærdige Alverden. Jeg rejste mig op, +besat af sære Rædsler, og tog nogle voldsomme +Skridt henad Gangen. Nej! råbte +jeg og knytted begge mine Hænder, dette +må der blive en Ende på! Og jeg satte +mig igen, tog atter Blyanten i Hånden og +vilde gøre Alvor af det med en Artikel. Det +kunde aldeles ikke nytte at give sig over, +når man stod med en ubetalt Husleje lige +for Tænderne. + +</p><p>Langsomt, ganske langsomt begyndte +mine Tanker at samle sig. Jeg passed på og +skrev sagte og vel overvejet et Par Sider som +en Indledning til noget; det kunde være Begyndelsen +til hvadsomhelst, en Rejseskildring, +en politisk Artikel, eftersom jeg selv fandt for +godt. Det var en ganske fortræffelig Begyndelse +til noget af hvert. + +</p><p>Så gav jeg mig til at søge efter et bestemt +Spørgsmål, jeg kunde behandle, en +Mand, en Ting at kaste mig over, og jeg +kunde ikke finde noget. Under denne frugtesløse +Anstrængelse begyndte der igen at komme +Uorden i mine Tanker, jeg følte, hvorledes +min Hjærne formelig slog Klik, mit Hoved +tømtes, tømtes, og det stod tilsidst let og uden +Indhold tilbage på mine Skuldre. Jeg fornam +denne glanende Tomhed i mit Hoved med +hele Legemet, jeg syntes mig selv udhulet fra +øverst til nederst. + +</p><p>»Herre, min Gud og Fader!« råbte jeg i +Smærte, og jeg gentog dette Råb mange +Gange i Træk, uden at sige mer. + +</p><p>Vinden rasled i Løvet, det trak op til +Uvejr. Jeg sad endnu en Stund og stirred +fortabt på mine Papirer, lagde dem så +sammen og stak dem langsomt i Lommen. +Det blev køligt, og jeg havde ingen Vest mere; +jeg knapped Frakken helt op i Halsen og +stak Hænderne i Lommen. Så rejste jeg +mig og gik. + +</p><p>Om det bare havde lykkedes mig denne +Gang, denne ene Gang! To Gange havde +min Værtinde spurgt mig med Øjnene efter +Betalingen, og jeg havde måttet dukke mig +ned og snige mig forbi hende med en forlegen +Hilsen. Jeg kunde ikke gøre det igen; næste +Gang jeg mødte disse Øjne, vilde jeg opsige +mit Rum og gøre ærligt Rede for mig; det +kunde så alligevel ikke vare ved i Længden +på denne Måde. + +</p><p>Da jeg kom til Udgangen af Parken, så +jeg igen den gamle Dværg, som jeg i mit +Raseri havde jaget på Flugt. Den mystiske +Avispakke lå opslagen ved Siden af ham på +Bænken, fuld af Mad af forskellige Sorter, som +han sad og bed af. Jeg vilde lige med ét +gå hen til ham og undsylde mig, bede om +Tilgivelse for min Opførsel, men hans Mad +stødte mig tilbage; de gamle Fingre, der så +ud som ti rynkede Klør, klemte modbydeligt +om de fede Smørogbrød, jeg følte Kvalme og +gik ham forbi, uden at tiltale ham. Han +kendte mig ikke, hans Øjne stirred på mig +tørre som Horn, og hans Ansigt fortrak ikke +en Mine. + +</p><p>Og jeg fortsatte min Vej. + +</p><p>Efter Sædvane standsed jeg ved hver +udhængt Avis, som jeg passered, forat studere +Bekendtgørelserne om ledige Pladse, og jeg +var så heldig at finde én, som jeg kunde +påtage mig: En Købmand på Grønlandsleret +søgte efter en Mand til et Par Timers Bogførsel +hver Aften; Løn efter Overenskomst. Jeg +notered mig Mandens Adresse og bad i Taushed +til Gud om denne Plads; jeg vilde forlange +mindre end nogen anden for Arbejdet, +femti Øre var rigeligt, eller kanske firti Øre; +det fik blive ganske som det vilde med det. + +</p><p>Da jeg kom hjem, lå der på mit Bord +en Seddel fra min Værtinde, hvori hun bad +mig om at betale min Husleje i Forskud eller +flytte ud, så snart jeg kunde. Jeg måtte +ikke optage det fortrydeligt, det var aleneste +en nødig Begæring. Venskabeligst Madam +Gundersen. + +</p><p>Jeg skrev en Ansøgning til Købmand +Christie Grønlandsleret Numer 31, lagde den +i en Konvolut og bragte den ned i Kassen +på Hjørnet. Så gik jeg op på mit Værelse +igen og satte mig til at tænke i Gyngestolen, +mens Mørket blev tættere og tættere. Det +begyndte at blive vanskeligt at holde sig +oppe nu. + +</p><p class="tb">* * * + +</p><p class="noindent">Om Morgenen vågned jeg meget tidligt. +Det var endnu ganske mørkt, da jeg slog +Øjnene op, og først længe efter hørte jeg +Klokken i Lejligheden nedenunder mig slå +fem Slag. Jeg vilde lægge mig til at sove +igen, men kunde ikke mere falde i Søvn, jeg +blev mer og mer vågen og lå og tænkte +på tusind Ting. + +</p><p>Pludselig falder der mig ind en eller to +gode Sætninger til Brug for en Skitse, en +Føljeton, fine sproglige Lykketræf, som jeg +aldrig havde fundet Mage til. Jeg ligger og +gentager disse Ord for mig selv og finder, at +de er udmærkede. Om lidt føjer der sig flere +til, jeg blir med ét lysvågen og rejser mig +op og griber Papir og Blyant på Bordet bag +min Seng. Det var som en Åre var sprunget +i mig, det ene Ord følger efter det andet, +ordner sig i Sammenhæng, danner sig til Situationer; +Scene dynger sig på Scene, Handlinger +og Repliker vælder op i min Hjærne, +og et underfuldt Behag griber mig. Jeg skriver +som en besat og fylder den ene Side efter +den anden, uden et Øjebliks Pause. Tankerne +kommer så pludseligt på mig og vedbliver +at strømme så rigeligt, at jeg mister en +Masse fine Biting, som jeg ikke hurtigt nok +får skrevet ned, skønt jeg arbejder af alle +Kræfter. Det fortsætter at trænge ind på +mig, jeg er fyldt af mit Stof, og hvert Ord, +jeg skriver, blir lagt mig i Munden. + +</p><p>Det varer, varer så velsignet længe, +inden dette forunderlige Øjeblik hører op; jeg +har femten, tyve beskrevne Sider liggende +foran mig på mine Knæ, da jeg endelig +standser og lægger Blyanten væk. Var der +nu såsandt nogen Værdi i disse Papirer, så +var jeg reddet! Jeg springer ud af Sengen og +klæder mig på. Det lysner mer og mer, jeg +kan halvvejs skælne Fyrdirektørens Bekendtgørelse +nede ved Døren, og ved Vinduet er +det allerede så lyst, at jeg til Nød kunde se +at skrive. Og jeg går straks i Gang med at +renskrive mine Papirer. + +</p><p>En underlig, tæt Damp af Lys og Farver +slår op af disse Fantasier; jeg stejler overrasket +foran den ene gode Ting efter den +anden og siger til mig selv, at det var det +bedste, jeg nogensinde havde læst. Jeg blir +yr af Tilfredshed, Glæden puster mig op, og +jeg føler mig storartet ovenpå; jeg vejer mit +Skrift i Hånden og takserer det på Stedet +til fem Kroner efter et løst Skøn. Det vilde +ikke falde et Menneske ind at prutte på fem +Kroner, det måtte tvertimod siges at være +Røverkøb at få det for ti Kroner, kom det +an på Indholdets Beskaffenhed. Jeg havde +ikke i Sinde at gøre et så særegent Arbejde +gratis; så vidt jeg vidste, fandt man ikke +Romaner af den Slags efter Vejene. Og jeg +bestemte mig for ti Kroner. + +</p><p>Det blev lysere og lysere i Værelset, jeg +kasted et Blik ned mod Døren og kunde uden +synderlig Møje læse de fine skeletagtige Bogstaver +om Jomfru Andersens Ligsvøb tilhøjre +i Porten; der var også gået en god Stund +siden Klokken slog syv. + +</p><p>Jeg rejste mig og stilled mig midt på +Gulvet. Alt vel overvejet, kom Madam +Gundersens Opsigelse temmelig belejligt. Dette +var egentlig ikke noget Værelse for mig; her var +nokså simple grønne Gardiner for Vinduerne, og +så synderlig mange Spiger i Væggene til at +hænge sin Garderobe på, var her heller ikke. +Den stakkels Gyngestol henne i Hjørnet var i +Grunden bare en Vits af en Gyngestol, som +man mageligt kunde le sig fordærvet af. Den +var altfor lav for en voksen Mand, desuden +var den så trang, at man så at sige måtte +bruge Stovleknægt, forat komme op af den +igen. Kortsagt, Værelset var ikke indrettet til +at sysle med åndelige Ting i, og jeg agted +ikke at beholde det længer. På ingen Måde +vilde jeg beholde det! Jeg havde altfor længe +tiet og tålt og holdt til i dette Skur. + +</p><p>Opblæst af Håb og Tilfredshed, stadigt +optagen af min mærkelige Skitse, som jeg +hvert Øjeblik trak op af Lommen og læste i, +vilde jeg straks gøre Alvor af det og gå i +Gang med Flytningen. Jeg tog frem min +Byldt, et rødt Lommetørklæde, der indeholdt +et Par rene Snipper og noget sammenkrøllet +Avispapir, som jeg havde båret Brød hjem +i, rulled mit Sengetæppe sammen og stak til +mig min Beholdning af hvidt Skrivepapir. +Derpå undersøgte jeg for Sikkerheds Skyld +alle Kroge, forat forvisse mig om, at jeg ikke +havde lagt noget efter mig, og da jeg intet +fandt, gik jeg hen til Vinduet og så ud. +Morgenen var mørk og våd; der var ingen +tilstede ude ved den nedbrændte Smedje, og +Klædesnoren nede i Gården stod stram fra +Væg til Væg, sammentrukket af Væden. Jeg +kendte altsammen fra før, trådte derfor bort +fra Vinduet, tog Tæppet under Armen, bukked +for Fyrdirektørens Bekendtgørelse, bukked for +Jomfru Andersens Ligsvøb og åbned Døren. + +</p><p>Med en Gang kom jeg i Tanke på min +Værtinde; hun burde dog underrettes om min +Flytning, forat hun kunde se, at hun havde +havt med et ordentligt Menneske at gøre. +Jeg vilde også takke hende skriftlig for de +Par Dage, jeg havde benyttet Værelset over +Tiden. Visheden om, at jeg nu var reddet +for længere Tid, trængte så stærkt ind på +mig, at jeg endog loved min Værtinde fem +Kroner, når jeg kom indom en af Dagene; +jeg vilde vise hende til Overmål, hvad det +var for en honnet Person, hun havde havt +under Tag. + +</p><p>Sedlen lagde jeg efter mig på Bordet. + +</p><p>Atter engang standsed jeg ved Døren og +vendte om. Denne strålende Følelse af at +være kommet ovenpå henrykte mig og gjorde +mig taknemlig mod Gud og Alverden, og jeg +knæled ned ved Sengen og takked Gud med +høj Røst for hans store Godhed mod mig +denne Morgen. Jeg vidste det, å, jeg vidste +det, at den Raptus af Inspiration, jeg just +havde gennemlevet og skrevet ned, var en +vidunderlig Himlens Gærning i min Ånd, et +Svar på mit Nødråb igår. Det er Gud! +det er Gud! råbte jeg til mig selv, og jeg +græd af Begejstring over mine egne Ord; nu +og da måtte jeg standse op og lytte et Øjeblik +om der skulde komme nogen i Trapperne. +Endelig rejste jeg mig og gik; jeg gled lydløst +nedad alle disse Etager og nåed uset +Porten. + +</p><p>Gaderne var blanke af Regn, som havde +faldt på Morgenstunden, Himlen hang rå og +sid over Byen, og der var ingen Steder et +Solglimt at se. Hvad mon det led Dagen? +Jeg gik som sædvanligt i Retning af Rådstuen +og så at Klokken var halv ni. Jeg havde +altså et Par Timer at løbe på; det nytted +ikke at komme i Bladet før ti, kanske elleve, +jeg fik drive omkring sålænge og imidlertid +spekulere på en Udvej til lidt Frokost. Jeg +havde forresten ingen Frygt for at gå sulten +tilsengs den Dag; de Tider var Gudskelov +over! Det var et tilbagelagt Stadium, en +ond Drøm; nu fra af gik det opad! + +</p><p>Imidlertid var det grønne Sengetæppe mig +til Besvær; jeg kunde heller ikke være bekendt +at bære en sådan Ting under Armen midt +for alle Folks Øjne. Hvad måtte man mene +om mig? Og jeg gik og tænkte mig om efter +et Sted, hvor jeg kunde få det forvaret indtil +videre. Da faldt det mig ind, at jeg kunde +gå hen til Semb og få det indpakket i +Papir; det vilde straks se bedre ud, og det +var ikke længer nogen Skam at bære det. +Jeg trådte ind i Butiken og fremførte mit +Ærinde for en af Betjentene. + +</p><p>Han så først på Tæppet, derpå på +mig; det forekom mig, at han i sit stille Sind +trak lidt ringeagtende på Skuldrene, da han +modtog Pakken. Dette stødte mig. + +</p><p>»Død og Pine, vær lidt forsigtig!« råbte +jeg. »Der er to dyre Glasvaser indi; Pakken +skal til Smyrna.« + +</p><p>Det hjalp, det hjalp storartet. Manden +bad i hver Bevægelse, han gjorde, om Forladelse +for, at han ikke straks havde anet +vigtige Ting inde i Tæppet. Da han var +færdig med Indpakningen, takked jeg ham +for Hjælpen som en Mand, der tidligere havde +sendt kostbare Sager til Smyrna; han åbned +Døren for mig og bukked to Gange, da +jeg gik. + +</p><p>Jeg gav mig til at vandre om blandt +Menneskene på Stortorvet og holdt mig helst +i Nærheden af de Koner, som havde Potteplanter +at sælge. De tunge, røde Roser, hvis +Blade ulmed blodige og rå i den fugtige +Morgen, gjorde mig begærlig, fristed mig +syndigt til at rapse en, og jeg spurgte om +Prisen på den, blot forat have Lov til at +komme den så nær som muligt. Fik jeg +Penge tilovers, vilde jeg købe den, det fik gå, +hvordan det vilde; jeg kunde jo nok spare +ind lidt hist og her i min Levemåde, forat +komme op i Balance igen. + +</p><p>Klokken blev ti, og jeg gik op i Bladet. +Saksen gennemroder endel gamle Aviser, Redaktøren +er ikke kommet. På Opfordring afleverer +jeg mit store Manuskript, lader Manden ane, +at det er af mer end almindelig Vigtighed og +lægger ham indstændigt på Minde at lade +Redaktøren få det i sin egen Hånd, når +han kom. Jeg vilde så selv af hente Besked +senere på Dagen. + +</p><p>»Godt!« sagde Saksen og begyndte igen +på sine Aviser. + +</p><p>Jeg syntes, at han tog det lidt for roligt, +men sagde intet, nikked blot lidt ligegyldigt +til ham med Hovedet og gik. + +</p><p>Nu havde jeg Tiden for mig. Om det +blot vilde klarne op! Det var et rent elendigt +Vejr, uden Vind og uden Friskhed; Damerne +brugte for Sikkerheds Skyld Paraplyer, og +Herrernes Uldhuer så flade og triste ud. Jeg +gjorde atter et Slag henover Torvet og så +på Grøntsager og Roser. Da føler jeg en +Hånd på min Skulder og vender mig om, +»Jomfruen« hilser Godmorgen. + +</p><p>»Godmorgen?« svarer jeg lidt spørgende, +for straks at få hans Ærinde at vide. Jeg +syntes ikke meget om »Jomfruen.« + +</p><p>Han ser nysgærrigt hen på den store, +splinterny Pakke under min Arm og spørger: + +</p><p>»Hvad bærer De på der?« + +</p><p>»Jeg har været nede hos Semb og fået +noget Tøj til Klæder,« svarer jeg i en ligegyldig +Tone; »jeg syntes ikke, jeg vilde gå +så slidt længer, man kan jo også være for +karrig mod sit Legeme.« + +</p><p>Han ser på mig og studser. + +</p><p>»Hvordan går det forresten?« spørger +han langsomt. + +</p><p>»Jo, over Forventning.« + +</p><p>»Har De fået noget at gøre nu da?« + +</p><p>»Noget at gøre?« svarer jeg og er meget +forundret, »jeg er jo Bogholder hos Grossererfirmaet +Christie, jo.« + +</p><p>»Ja så!« siger han og rykker lidt tilbage. +»Gud bevare Dem, hvor vel jeg under Dem +det! Bare man nu ikke tigger af Dem de +Penge, De tjener. Godmorgen.« + +</p><p>Om lidt vender han sig om og kommer +tilbage; han peger med Stokken på min Pakke +og siger: + +</p><p>»Jeg vil anbefale Dem min Skrædder til +de Klæder. De får ikke finere Skrædder +end Isaksen. Sig bare, at jeg sendte Dem, +så.« + +</p><p>Dette blev mig lidt vel meget. Hvad +havde han med at stikke sin Næse i mine +Sager? Kom det ham ved, hvilken Skrædder +jeg tog? Jeg blev vred; Synet af dette tomme, +pyntede Menneske gjorde mig forbittret, og +jeg minded ham temmelig brutalt om ti Kroner, +som han havde lånt af mig. Allerede førend +han fik svare, angred jeg imidlertid at have +krævet ham, jeg blev flau og så ham ikke +i Øjnene; da i det samme en Dame kom +forbi, trådte jeg hurtigt tilbage, forat lade +hende passere, og benytted Anledningen til at +gå min Vej. + +</p><p>Hvor skulde jeg nu gøre af mig, mens +jeg vented? En Kafé kunde jeg ikke besøge +med tomme Lommer, og jeg vidste ikke af +nogen Bekendt, som jeg kunde gå til på +denne Tid af Dagen. Instinktsmæssig stiled +jeg opad Byen, drev bort endel Tid på Vejen +mellem Torvet og Grændsen, læste »Aftenposten,« +som nylig var sat på Tavlen, gjorde +en Sving nedi Karl Johan, vendte derpå om +og gik lige op på Vor Frelsers Gravlund, +hvor jeg fandt mig et roligt Sted på Bakken +ved Kapellet. + +</p><p>Jeg sad der i al Stilhed og døsed i den +våde Luft, tænkte, halvsov og frøs. Og Tiden +gik. Var det nu også sikkert, at Føljetonen +var et lidet Mesterstykke af inspireret Kunst? +Gud ved, om den ikke havde sine Fejl her +og der! Alt vel overvejet behøved den ikke +engang at blive antagen, nej, ikke engang +antagen, simpelthen! Den var måske nokså +middelmådig, kanske ligefrem slet; hvad +Sikkerhed havde jeg for, at den ikke allerede +i dette Øjeblik lå i Papirskurven? . . . . Min +Tillidsfuldhed var rugget, jeg sprang op og +stormed ud af Kirkegården. + +</p><p>Nede i Akersgaden titted jeg ind ad et +Butiksvindu og så, at Klokken blot var lidt +over tolv. Dette gjorde mig end mer fortvivlet, +jeg havde så sikkert håbet, at det var langt +over Middag, og før fire nytted det ikke at +soge efter Redaktøren. Min Føljetons Skæbne +fyldte mig med mørke Anelser; jo mer jeg +tænkte på den, desto urimeligere forekom det +mig, at jeg kunde have skrevet noget brugbart +sådan pludseligt, næsten i Søvne, med +Hjærnen fuld af Feber og Drømme. Naturligvis +havde jeg bedraget mig selv og været +glad hele Morgenen udover for ingen Ting! +Naturligvis! . . . . Jeg bevæged mig i stærk +Gang opad Ullevoldsvejen, forbi St. Hanshaugen, +kom ud på åbne Marker, ind i de trange, +underlige Gader ved Sagene, over Tomter og +Agre og befandt mig tilsidst på en Landevej, +hvis Ende jeg ikke kunde se. + +</p><p>Her stopped jeg op og beslutted mig til +at vende om. Jeg var bleven varm af Turen +og gik sagte og meget nedtrykt tilbage. Jeg +mødte to Høvogne; Kørerne lå flade oppe +i Læssene og sang, begge barhovedede, begge +med runde, sorgløse Ansigter. Jeg gik og +tænkte ved mig selv, at de vilde tiltale mig, +slænge til mig en eller anden Bemærkning +eller gøre en Spillop, og da jeg var kommet +dem nær nok, råbte den ene og spurgte, +hvad jeg bar under Armen. + +</p><p>»Et Sengetæppe,« svared jeg. + +</p><p>»Hvormange er Klokken?« spurgte han. + +</p><p>»Jeg ved ikke rigtigt, omtrent tre, tænker +jeg.« + +</p><p>Da lo de begge to og drog forbi. Jeg +følte i det samme Snærten af en Tougsvøbe +på mit ene Øre, og min Hat blev reven af; +de unge Mennesker kunde ikke lade mig +passere, uden at gøre mig et Puds. Jeg tog +mig lidt fortumlet op til Hovedet, samled min +Hat op fra Grøftekanten og fortsatte min Gang. +Nede ved St. Hanshaugen mødte jeg en Mand, +som fortalte mig, at Klokken var over fire. + +</p><p>Over fire! Klokken var allerede over fire! +Jeg strakte ud, næsten løb nedad Byen, bøjed +af og tog ned til Bladet. Redaktøren havde +måske for længe siden været der og forladt +Kontoret! Jeg gik og sprang om hinanden, +snubled, stødte mod Vogne, lagde alle spadserende +bag mig, hamled op med Hestene, +stred som en gal, forat komme tidsnok. Jeg +vred mig indad Porten, tog Trapperne i fire +Spring og banked på. + +</p><p>Ingen svarer. + +</p><p>Han er gået! han er gået! tænker jeg. +Jeg prover Døren, som er åben, banker på +endnu engang og træder ind. + +</p><p>Redaktøren sidder ved sit Bord, med +Ansigtet mod Vinduet og Pennen i Hånden, +færdig til at skrive. Da han hører min forpustede +Hilsen, vender han sig halvt om, ser +lidt på mig, ryster på Hovedet og siger: + +</p><p>»Ja, jeg har ikke fået Tid til at læse +Deres Skitse endda.« + +</p><p>Jeg blir så glad over, at han da ialfald +ikke endnu har kasseret den, at jeg svarer: + +</p><p>»Nej, kære, det forstår jeg nok. Det +haster jo ikke så. Om et Par Dage kanske, +eller . . . .« + +</p><p>»Ja, jeg skal se. Forresten har jeg Deres +Adresse, så.« + +</p><p>Og jeg glemte at oplyse om, at jeg ikke +havde nogen Adresse mer. + +</p><p>Audiensen er forbi, jeg træder bukkende +tilbage og går. Håbet gløder igen op i mig, +endnu var intet tabt, tvertimod, jeg kunde +vinde alt endnu, for den Skyld. Og min +Hjærne begyndte at fable om et stort Råd i +Himlen, hvor det netop var bleven besluttet, +at jeg skulde vinde, vinde kapitalt ti Kroner +for en Føljeton . . . . + +</p><p>Blot jeg nu havde et Sted at ty hen til +for Natten! Jeg overvejer, hvor jeg bedst +skulde kunne stikke mig ind, blir så stærkt +optagen af dette Spørgsmål, at jeg står +stille midt i Gaden. Jeg glemmer, hvor jeg er, +står som en enkelt Riskost midt i Havet, +mens Sjøen strømmer og larmer rundt omkring +den. En Avisgut rækker mig »Vikingen«: +D’n er så morssom, så! Jeg ser op og farer +sammen — jeg er udenfor Semb igen. + +</p><p>Hurtigt gør jeg helt om, holder Pakken +skjult foran mig og iler nedad Kirkegaden, +flau og angst for, at man skulde have set mig +fra Vinduerne. Jeg passerer Ingebret og +Teatret, drejer af ved Logen og tager nedover +til Sjøen ved Fæstningen. Atter finder +jeg mig en Bænk og begynder at spekulere +påny. + +</p><p>Hvor i alverden skulde jeg få Hus inat? +Fandtes der et Hul, hvor jeg kunde smutte +ind og skjule mig til det blev Morgen? Min +Stolthed forbød mig at vende tilbage til mit +Rum; det kunde aldrig falde mig ind at gå +tilbage på mine Ord, jeg afviste denne Tanke +med stor Harme og smilte overlegent i mit +stille Sind ad den lille røde Gyngestol. Ved +Idéassociationer befandt jeg mig pludselig i et +stort to Fags Værelse, jeg engang havde boet +i på Hægdehaugen; jeg så et Bræt på +Bordet fuldt af svære Smørogbrød, det skifted +Udseende, det blev til en Bif, en forførende +Bif, en snehvid Serviet, Brød i Masse, Sølvgaffel. +Og det gik i Døren: min Værtinde +kom og bød mig mer Té . . . . + +</p><p>Syner og dumme Drømme! Jeg sagde +til mig selv, at om jeg fik Mad nu, vilde mit +Hoved blive forstyrret igen, jeg vilde få den +samme Feber i Hjærnen og mange vanvittige +Påfund at kæmpe med. Jeg tålte ikke Mad, +jeg var ikke således anlagt; det var en Besynderlighed +ved mig, en Særegenhed. + +</p><p>Kanske blev der en Råd til Husly, når +det led på Kvælden. Det havde ingen Hast; +i værste Fald kunde jeg søge ud i Skogen et +Sted, jeg havde hele Byens Omegn at tage +til, og der var ikke Kuldegrader i Vejret. + +</p><p>Og Sjøen vugged derude i tung Ro, Skibe +og plumpe, brednæsede Pramme roded Grave +op i dens blyagtige Flade, sprængte Striber +ud til højre og venstre og gled videre, mens +Røgen vælted som Dyner ud af Skorstenene +og Maskinernes Stempelslag trængte mat frem +i den klamme Luft. Der var ingen Sol og +ingen Vind, Træerne bag mig stod næsten +våde, og Bænken, jeg sad på, var kold og +rå. Tiden gik; jeg satte mig til at døse, +blev træt og frøs lidt over Ryggen: en Stund +efter følte jeg, at mine Øjne begyndte at +falde i. Og jeg lod dem falde . . . . + +</p><p>Da jeg vågned, var det mørkt omkring +mig, jeg sprang op fortumlet og frøsen, greb +min Pakke og begyndte at gå. Jeg gik fortere +og fortere, forat blive varm, basked med +Armene, gned mig nedad Benene, som jeg +næsten ikke længer følte noget til, og kom op +til Brandvagten. Klokken var ni; jeg havde +sovet i flere Timer. + +</p><p>Hvor skulde jeg dog gøre af mig? Et +Sted måtte jeg jo være. Jeg står der og +glaner opad Brandvagten og studerer på, om +det ikke skulde kunne lykkes at komme ind i +en af Gangene, passe på et Øjeblik, når +Patroullen vendte Ryggen til. Jeg går opad +Trappen og vil give mig i Snak med Manden, +han hæver straks sin Økse til Honnør og +venter på, hvad jeg skal sige. Denne løftede +Økse, der vender Eggen mod mig, farer mig +som et koldt Hug gennem Nerverne, jeg blir +stum af Rædsel foran denne væbnede Mand +og trækker mig uvilkårlig tilbage. Jeg siger +intet, glider blot mer og mer bort fra ham; +forat redde Skinnet, farer jeg mig med Hånden +over Panden, som om jeg har glemt et +eller andet, og lusker bort. Da jeg atter stod +nede på Fortouget, følte jeg mig så frelst, +som om jeg just havde undflyet en stor Fare. +Og jeg skyndte mig afsted. + +</p><p>Kold og sulten, mer og mer uhyggelig +tilmode, drev jeg opad Karl Johan; jeg begyndte +at bande ganske højt og brød mig +ikke om, at nogen kunde høre det. Nede ved +Stortinget, lige ved den første Løve, kommer +jeg pludselig ved en ny Idéassociation i Tanke +på en Maler, jeg kendte, et ungt Menneske, +som jeg engang havde reddet fra et Ørefigen +ude på Tivoli, og som jeg engang senere +havde været og besøgt. Jeg knipser i Fingrene +og begiver mig ned i Tordenskjoldsgaden, +finder en Dør, hvorpå der står C. Zacharias +Bartel på et Kort, og banker på. + +</p><p>Han kom selv ud; der lugted Øl og Tobak +af ham, så det var en Gru. + +</p><p>»Godaften!« sagde jeg. + +</p><p>»Godaften! Er det Dem? Nej, hvorfor +Fan kommer De så sent? Det tager sig +slet ikke ud i Lampelys. Jeg har sat til en +Høhæsje siden sidst og foretaget et Par Forandringer. +De må se det om Dagen, det +nytter ikke, at vi prøver på det nu.« + +</p><p>»Lad mig se det nu alligevel,« sagde jeg. +forresten husked jeg ikke, hvilket Billede han +stod og talte om. + +</p><p>»Aldeles plat umuligt!« svared han. »Det +blir gult altsammen! Og så er der en anden +Ting« — han kom hviskende hen imod mig +— »jeg har en liden Pige inde hos mig iaften, +så det er rent ugørligt.« + +</p><p>»Ja, når så er, så er det jo ikke Tale +om.« + +</p><p>Jeg trak mig tilbage, sagde Godnat +og gik. + +</p><p>Det blev nok ingen anden Udvej alligevel, +end at gå ud i Skogen et Sted. Når bare +ikke Marken havde været så fugtig! Jeg +klapped på mit Tæppe og følte mig mer og +mer fortrolig med den Tanke, at jeg skulde +ligge ude. Så længe havde jeg plaget mig +med at finde et Logi i Byen, at jeg var bleven +træt og ked af det hele; det blev mig en behagelig +Nydelse at slå mig til Ro, overgive +mig og drive dank henad Gaden, uden en +Tanke i Hovedet. Jeg gik bortom Universitetsuret +og så, at Klokken var over ti, derfra +tog jeg Vejen opover Byen. Et Sted på +Hægdehaugen stod jeg stille udenfor en Husholdningshandel, +hvor noget Mad var udstillet +i Vinduet. Der lå en Kat og sov ved Siden +af et rundt Franskbrød, lige bag den stod en +Kumme Smult og flere Glas Gryn. Jeg stod +og så en Stund på disse Madvarer, men da +jeg ikke havde noget at købe for, vendte jeg +mig hurtigt bort og fortsatte Marschen. Jeg +gik meget sagte, kom forbi Majorstuen, gik +videre, altid videre, gik i Time efter Time og +kom endelig ud i Bogstadskogen. + +</p><p>Her gik jeg af Vejen og satte mig ned, +forat hvile. Så tog jeg til at søge mig om +efter et belejligt Sted, begyndte at pusle +sammen lidt Lyng og Ener og laved en Seng +oppe i et lidet Bakkehæld, hvor det var +nogenlunde tørt, åbned min Pakke og tog Tæppet +ud. Jeg var bleven træt og maset af den +lange Tur og gik straks tilsengs. Jeg kasted +og vendte mig mange Gange, førend jeg endelig +fik lagt mig tilrette; mit Øre smærted +noget, det var lidt ophovnet efter Slaget, og +jeg kunde ikke hvile på det. Mine Sko trak +jeg af og lagde under Hovedet, og ovenpå +dem Papiret fra Semb. + +</p><p>Og Mørkets store Stemning ruged omkring +mig; alting var stille, alting. Men oppe +i Højden sused den evige Sang, Vejrets Lyd, +den fjærne, toneløse Summen, som aldrig tier. +Jeg lytted så længe til dette endeløse, syge +Sus, at det begyndte at forvirre mig; det var +visselig Symfonierne fra de rullende Verdner +over mig, Stjærner, der intonered en Sang . . . . + +</p><p>»Det er Fan heller!« sagde jeg og lo +højt, forat stive mig op; »det er Natuglerne, +som tuder i Kana’an!« + +</p><p>Og jeg rejste mig og lagde mig igen, +tog Skoene på og drev omkring i Mørket +og lagde mig påny, kæmped og stred med +Vrede og Frygt til hen på Morgenstunden, +da jeg endelig faldt i Søvn. + + +</p><p class="tb">* * * + +</p><p class="noindent">Det var lys Dag, da jeg slog Øjnene op, +og jeg havde Følelsen af, at det led henimod +Middag. Jeg trak Skoene på, pakked atter +Tæppet ind og begav mig tilbage til Byen. +Ingen Sol var at se idag heller, og jeg frøs +som en Hund; mine Ben var døde, og der +begyndte at komme Vand ud af mine Øjne, +som om de ikke tålte Dagslyset. + +</p><p>Klokken var tre. Sulten begyndte at +blive noget slem med mig, jeg var mat og gik +og kasted op lidt hist og her i Smug. Jeg +svinged ned til Dampkøkkenet, læste Tavlen +og trak opsigtsvækkende på Skuldrene, som +om sprængt Kød og Flæsk ikke var Mad +for mig; derfra kom jeg ned på Jærnbanetorvet. + +</p><p>En besynderlig Fortumlethed fôr mig med +en Gang gennem Hovedet; jeg gik videre og +vilde ikke agte på det, men blev værre og +værre og måtte tilsidst sætte mig på en +Trappe. Mit hele Sind gennemgik en Forandring, +ligesom noget gled tilside i mit Indre, +eller et Forhæng, et Væv i min Hjærne gik +itu. Jeg tog efter Ånden et Par Gange og +blev forundret siddende. Jeg var ikke ubevidst, +jeg følte klart, hvor det værked lidt i mit Øre, +og da en Bekendt kom forbi, kendte jeg ham +straks, rejste mig og hilste. + +</p><p>Hvad var det for en ny, pinsom Fornemmelse, +som nu lagdes til de øvrige? Var +det en Følge af at sove på rå Mark? Eller +kom det af, at jeg ikke havde fået Frokost +endnu? I det hele taget var det simpelthen +ingen Mening i at leve på denne Måde; +jeg forstod ved Kristi hellige Pine ikke, hvorved +jeg havde gjort mig fortjent til denne +udmærkede Forfølgelse heller! Og det faldt +mig pludselig ind, at jeg lige så godt kunde +gøre mig til Kæltring straks og gå hen til +»Onkels« Kælder med Sengetæppet. Jeg +kunde sætte det fast for en Krone og få tre +passende Måltider, holde mig oppe til jeg +fandt på noget andet; Hans Pauli fik jeg slå +en Plade. Jeg var allerede på Vej til +Kælderen, men standsed foran Indgangen, +rysted tvivlrådigt på Hovedet og vendte om. + +</p><p>Efterhvert som jeg fjærned mig, blev jeg +gladere og gladere over, at jeg havde sejret i +denne svære Fristelse. Bevistheden om, at jeg +endnu var ren og ærlig, steg mig til Hovedet, +fyldte mig med en herlig Følelse af at være en +Karakter, et hvidt Fyrtårn midt i et grumset +Menneskehav, hvor Vrag flød om. Pantsætte +en andens Ejendom for et Måltid Mad, æde +og drikke sig selv til Doms, brændemærke sin +Sjæl med den første lille Streg, sætte det +første sorte Tegn i sin Hæderlighed, kalde sig +Kæltring op i sit eget Ansigt og slå Øjnene +ned for sig selv — aldrig! Aldrig! Det havde +ikke for Alvor været i min Tanke, det havde +næsten ikke faldt mig ind engang; løse, jagende +Strøtanker kunde man virkelig ikke svare +noget for, især når man havde en gruelig +Hovedpine og bar sig næsten ihjæl på et +Sengetæppe, som tilhørte en anden Mand. + +</p><p>Der vilde ganske sikkert blive en Udvej +til Hjælp alligevel, når Tiden kom! Der var +nu Købmanden på Grønlandsleret, havde jeg +overhængt ham hver Time på Dagen, siden +jeg sendte ham Ansøgningen? ringet på sent +og tidligt og bleven afvist? Jeg havde ikke +sågodtsom mældt mig til ham og fået Svar. +Det behøved ikke at være et aldeles forgæves +Forsøg, jeg havde måske havt Lykken med +mig denne Gang; Lykken havde ofte en så +underlig slynget Vej. Og jeg begav mig ud +til Grønlandsleret. + + +</p><p>Den sidste Rystelse, som gik gennem mit +Hoved, havde gjort mig lidt mat, og jeg gik +yderst langsomt og tænkte på, hvad jeg vilde +sige til Købmanden. Han var måske en god +Sjæl; stak det Lune ham, gav han mig gærne +en Krone i Forskud på Arbejdet, uden at +jeg bad ham derom; sådanne Folk kunde +have det med ganske fortræffelige Påfund nu +og da. + +</p><p>Jeg sneg mig ind i en Port og sværted +mine Bukseknæ med Spyt, forat se lidt ordentlig +ud, lagde mit Tæppe efter mig bag en +Kasse i en mørk Krog, skråed over Gaden +og trådte ind i den lille Butik. + +</p><p>En Mand står og klistrer Poser af gamle +Aviser. + +</p><p>»Jeg vilde gærne træffe Hr. Christie,« +sagde jeg. + +</p><p>»Det er mig,« svared Manden. + +</p><p>Nå! Mit Navn var det og det, jeg havde +været så fri at sende ham en Ansøgning, +jeg vidste ikke, om det havde nyttet mig +noget? + +</p><p>Han gentog mit Navn et Par Gange og +begyndte at le. »Nu skal De se!« sagde han +og tog mit Brev op af sin Brystlomme. »Vil +De bare behage at se, hvorledes De omgåes +Tal, min Herre. De har dateret Deres Brev +Året 1848.« Og Manden lo af fuld Hals. + +</p><p>Ja, det var jo lidt forkært, sagde jeg forknyt, +en Tankeløshed, en Distraktion, jeg indrømmed +det. + +</p><p>»Ser De, jeg må have en Mand, som i +det hele taget ikke tager fejl af Tal,« sagde +han. »Jeg beklager det; Deres Håndskrift +er så tydelig, jeg synes også om Deres Brev +forøvrigt, men . . . .« + +</p><p>Jeg vented en Stund; dette kunde umuligt +være Mandens sidste Ord. Han gav sig atter +i Færd med Poserne. + +</p><p>Ja, det var lejt, sagde jeg så, rigtig +gruelig lejt var det; men det skulde jo ikke +gentage sig, naturligvis, og denne lille Fejlskrivning +kunde nu ikke have gjort mig totalt +uskikket til at føre Bøger overhovedet? + +</p><p>»Nej, det siger jeg ikke,« svared han; +»men imidlertid vejed det så meget for mig, +at jeg bestemte mig for en anden Mand med +det samme.« + +</p><p>»Posten er altså besat?« spurgte jeg. + +</p><p>»Ja.« + + +</p><p>»Nå, Herregud, så er der jo ikke mere +at gøre ved det!« + +</p><p>»Nej. Jeg beklager det; men . . . .« + +</p><p>»Farvel!« sagde jeg. + +</p><p>Nu steg Vreden op i mig, glødende og +brutalt. Jeg hented min Pakke i Portrummet, +bed Tænderne sammen og løb på fredelige +Folk på Fortouget og bad ikke om Undskyldning. +Da en Herre standsed og irettesatte +mig lidt skarpt for min Opførsel, vendte +jeg mig om og skreg ham et enkelt meningsløst +Ord ind i Øret, knytted Hænderne lige +under hans Næse og gik videre, forhærdet af +et blindt Raseri, som jeg ikke kunde styre. +Han kaldte på en Konstabel, og jeg ønsked +intet heller end at få en Konstabel mellem +Hænderne et Øjeblik, jeg sagtned med Forsæt +min Gang, forat give ham Anledning til at +indhente mig; men han kom ikke. Var der +nu også nogensomhelst Ræson i, at absolut +alle éns inderligste og ihærdigste Forsøg skulde +mislykkes? Hvorfor havde jeg altså skrevet +1848? Hvad vedkom dette fordømte Årstal +mig? Nu gik jeg her og sulted, så mine +Tarmer krøb sammen i mig som Orme, og +det stod ikke skrevet nogen Steder, at der +skulde blive lidt til Mad, når det led ud på +Dagen. Og efterhvert som Tiden gik, blev jeg mer +og mer åndelig og legemlig udhulet, jeg nedlod +mig til mindre og mindre hæderlige Handlinger +for hver Dag. Jeg løj mig frem uden at blues, +snød fattige Folk for Huslejen, kæmped endog +med de lumpneste Tanker om at forgribe mig +på andres Sengetæpper, alt uden Anger, uden +ond Samvittighed. Der begyndte at komme +rådne Flækker i mit Indre, sorte Svampe, +som bredte sig mer og mer. Og oppe i Himlen +sad Gud og holdt et vågent Øje med mig +og påså, at min Undergang foregik efter +alle Kunstens Regler, jævnt og langsomt, uden +Brud i Takten. Men i Helvedes Afgrund gik +de arge Djævle og skød Børster over, at det +vared så længe inden jeg gjorde en Kapitalsynd, +en utilgivelig Synd, for hvilken Gud i +sin Retfærdighed måtte støde mig ned . . . . +Jeg forstærked min Gang, drev det til +værre og værre Fart, gjorde pludselig venstre +om og kom ophidset og vred ind i en lys, dekoreret +Port. Jeg standsed ikke, gjorde ikke et +Sekunds Ophold; men Portens hele ejendommelige +Udstyr trængte øjeblikkelig ind i min Bevidsthed, +hver Ubetydelighed ved Dørene, +Dekorationerne, Brolægningen stod klart for +mit indre Blik, idet jeg sprang opad Trapperne. +Jeg ringte heftigt på i anden Etage. Hvorfor +skulde jeg netop standse i anden Etage? Og +hvorfor netop gribe til denne Klokkestræng, +der var længst borte fra Trappen? + +</p><p>En ung Dame i grå Dragt med sort Pynt +kom og lukked op; hun så en liden Stund +forbauset på mig, derpå rysted hun på +Hovedet og sagde: + +</p><p>»Nej, vi har ikke noget idag.« Og hun +gjorde Mine til at ville lukke Døren. + +</p><p>Hvorfor havde jeg også dumpet op i +det med dette Menneske? Hun tog mig uden +videre for en Tigger, og jeg blev kold og +rolig med ét. Jeg tog Hatten af og gjorde +et ærbødigt Buk, og som om jeg ikke havde +hørt hendes Ord, sagde jeg yderst høfligt: + +</p><p>»Jeg beder Dem undskylde, Frøken, at +jeg ringte så hårdt, jeg kendte ikke Klokken. +Her skal være en syg Herre, som har averteret +efter en Mand til at trille sig i en +Vogn?« + +</p><p>Hun stod en Stund og smagte på dette +løgnagtige Påfund og syntes at blive tvivlrådig +i sine Meninger om min Person. + + +</p><p>»Nej,« sagde hun tilsidst, »nej, her er +ingen syg Herre.« + +</p><p>»Ikke det? En ældre Herre, to Timers +Kørsel om Dag, firti Øre Timen?« + +</p><p>»Nej.« + +</p><p>»Så beder jeg igen om Undskyldning,« +sagde jeg; »det er kanske i første Etage. Jeg +vilde for Tilfældet blot have anbefalet en +Mand, som jeg kender, og som jeg interesserer +mig for. Mit Navn er Wedel-Jarlsberg.« Og +jeg bukked igen og trådte tilbage; den unge +Dame blev blussende rød, i sin Forlegenhed +kunde hun ikke komme af Pletten, men stod og +stirred efter mig, idet jeg gik ned ad Trapperne. + +</p><p>Min Ro var vendt tilbage, og mit Hoved +var klart. Damens Ord om, at hun intet +havde at give mig idag, havde virket på mig +som en kold Styrt. Så vidt var det kommet, +at hvemsomhelst kunde pege på mig i sin +Tanke og sig til sig selv: Der går en Tigger, +en af dem, som får sin Føde langet ud gennem +Entrédørene hos Folk! + +</p><p>I Møllergaden standsed jeg udenfor en +Beværtning og snused til den friske Duft af +Kød, som stegtes indenfor; jeg havde allerede +Hånden på Dørvrideren og vilde gå ind +uden Ærinde, men betænkte mig tidsnok og +gik bort fra Stedet. Da jeg kom til Stortorvet +og søgte efter en Plads, hvor jeg kunde +hvile en Stund, var alle Bænke optagne, og +jeg ledte forgæves rundt hele Kirken efter et +stille Sted, hvor jeg kunde slå mig ned. +Naturligvis! sagde jeg mørkt til mig selv, naturligvis, +naturligvis! Og jeg tog på at gå +igen. Jeg gjorde en Afstikker nedom Vandspringet +ved Basarhjørnet og drak en Slurk +Vand, gik påny, drog mig frem Fod for Fod, +tog mig Tid til lange Ophold ved hvert Butiksvindu, +standsed og fulgte med Øjnene hver +Vogn, som fôr mig forbi. Jeg følte i mit +Hoved en lysende Hede, og det banked noget +underligt i mine Tindinger; Vandet, jeg havde +drukket, bekom mig højst ilde, og jeg gik og +kasted op lidt hist og lidt her i Gaden, for +ikke at blive opdaget. Således kom jeg lige +op på Krist Kirkegård. Jeg satte mig med +Albuerne på mine Knæ og Hovedet i Hænderne; +i denne sammentrukne Stilling havde +jeg det godt og følte ikke længer den lille +Gnaven i Brystet. + + +</p><p>En Stenhugger lå på Maven på en +stor Granitplade ved Siden af mig og hugged +Indskrift; han havde blå Briller på og minded +mig med én Gang om en Bekendt af mig, +som jeg næsten havde glemt, en Mand, som +stod i en Bank, og som jeg for en Tid tilbage +havde truffet på i Oplandske Kafé. + +</p><p>Kunde jeg bare bide Hovedet af al Skam +og henvende mig til ham! sige ham Sandheden +lige ud, at det begyndte at blive temmelig +småt for mig nu, nokså vanskeligt at holde +mig ilive! Jeg kunde give ham min Barberbog +. . . . Død og Pine, min Barberbog! Billetter +for henimod en Krone! Og jeg tager nervøst +efter denne dyre Skat. Da jeg ikke finder den +hurtigt nok, springer jeg op, leder under Angstens +Sved, finder den endelig på Bunden af +Brystlommen, sammen med andre Papirer, +rene og beskrevne, uden Værdi. Jeg tæller +disse seks Billetter mange Gange, forfra og +bagfra; jeg havde ikke meget Brug for dem, +det kunde være et Lune af mig, et Påfund, +at jeg ikke gad barbere mer. Jeg var hjulpen +for en halv Krone, en hvid halv Krone i Sølv +fra Kongsberg! Banken stængtes Klokken +seks, jeg kunde passe op min Mand udenfor +Oplandske ved syv-otte Tiden. + +</p><p>Jeg sad og glæded mig ved denne Tanke +en lang Stund. Tiden gik, det blæste dygtigt +i Kastanjerne omkring mig, og Dagen hælded. +Var det nu ikke også lidt småt at komme +stikkende med seks Barberbilletter til en ung +Herre, som stod i en Bank? Han havde måske +to smækfulde Barberbøger i Lommen, ganske +anderledes fine og rene Billetter end mine, +ingen kunde vide det. Og jeg følte i alle +mine Lommer efter flere Ting, som jeg kunde +lade følge med, men fandt ingen. Når jeg +blot kunde byde ham mit Slips? Jeg kunde +godt undvære det, når jeg knapped Frakken +tæt til, hvad jeg alligevel måtte gøre, da jeg +ikke havde nogen Vest mer. Jeg løste op +mit Slips, en stor Dæksløjfe, som skjulte mit +halve Bryst, pudsed det omhyggeligt af og +pakked det ind i et hvidt Stykke Skrivepapir, +sammen med Barberbogen. Så forlod jeg +Kirkegården og gik ned til Oplandske. + +</p><p>Klokken var syv på Rådstuen. Jeg bevæged +mig i Nærheden af Kaféen, pusled op +og ned langs Jærnstakittet og holdt skarpt Udkig +med alle, som kom og gik i Døren. +Endelig ved otte Tiden så jeg den unge Mand, +frisk og elegant, komme opad Bakken og skrå +ind mod Kafédøren. Mit Hjærte grassered +som en liden Fugl i mit Bryst, da jeg fik Øje +på ham, og jeg bused på uden at hilse. + +</p><p>»En halv Krone, gamle Ven!« sagde jeg +og gjorde mig fræk; »her — her har De Valutta,« +og jeg stak den lille Pakke i hans +Hånd. + +</p><p>»Har ikke!« sagde han, »nej, ved Gud, +om jeg har!« og han vrængte sin Pengepung +lige for mine Øjne. »Jeg var ude igåraftes +og blev blank; De skal tro mig, jeg ejer det +ikke.« + +</p><p>»Nej, nej, kære, det er vel så!« svared +jeg og troed ham på hans Ord; der var jo +ingen Grund for ham til at lyve i en så liden +Sag; det forekom mig også, at hans blå +Øjne stod næsten fugtige, da han undersøgte +sine Lommer og ikke fandt noget. Jeg trak +mig tilbage. »Undskyld, da!« sagde jeg; »det +var bare en liden Knibe, jeg stod i.« + +</p><p>Jeg var allerede et Stykke nede i Gaden, +da han råbte efter mig om Pakken. + +</p><p>»Behold den, behold den!« svared jeg; +»den er Dem vel undt! Det er bare et Par +Småting, en Bagatel — omtrent alt, jeg ejer +på Jorden.« Og jeg blev rørt over mine egne +Ord, de lød så trøstesløse i den tusmørke +Aften, og jeg stak i at græde . . . . + +</p><p>Vinden friskned på, Skyerne jaged rasende +fremad på Himlen, og det blev køligere og +køligere efterhvert som det mørkned. Jeg gik +og græd hele Gaden nedover, følte mer og +mer Medynk med mig selv og gentog Gang +på Gang et Par Ord, et Udråb, som atter drev +Tårerne frem, når de vilde standse: Herregud, +jeg har så ondt! Herregud, jeg har +så ondt! + +</p><p>Der gik en Times Tid, gik så uendelig +langsomt og trægt. Jeg holdt mig en Tidlang +i Torvgaden, sad på Trapperne, smutted ind +i Portrummene, når nogen kom forbi, stod +og stirred tankeløst ind i de oplyste Butiker, +hvor Folk vimsed om med Varer og Penge; +tilsidst fandt jeg mig en lun Plads bag en +Bordstabel mellem Kirken og Basarerne. + +</p><p>Nej, jeg kunde ikke komme ud i Skogen +iaften, det fik gå som det vilde, jeg havde +ikke Kræfter til det, og Vejen var så endeløst +lang. Jeg vilde få Natten til at gå, som +den bedst kunde, og blive hvor jeg var; blev +det for koldt, kunde jeg spadsere omkring +lidt ved Kirken, jeg agted ikke at gøre flere +Omstændigheder med det. Og jeg læned mig +bagover og halvsov. + +</p><p>Støjen om kring mig aftog, Butikerne lukkedes, +Fodgængernes Skridt lød sjældnere og +sjældnere, og det blev omsider mørkt i alle +Vinduer . . . . + +</p><p>Jeg slog Øjnene op og blev var en Skikkelse +foran mig; de blanke Knapper, som +lyste mig imøde, lod mig ane en Konstabel; +Mandens Ansigt kunde jeg ikke se. + +</p><p>»Godaften!« sagde han. + +</p><p>»Godaften!« svared jeg og blev bange. +Jeg rejste mig forlegen op. Han stod en Stund +urørlig. + +</p><p>»Hvor bor De henne?« spurgte han. + +</p><p>Jeg nævnte af gammel Vane og uden at +tænke over det min gamle Adresse, det lille +Kvistrum, som jeg havde forladt. + +</p><p>Han stod igen en Stund. + +</p><p>»Har jeg gjort noget galt?« spurgte jeg +angst. + +</p><p>»Nej, langtifra!« svared han. »Men De +burde vel gå hjem nu, det er koldt at ligge +her.« + + +</p><p>»Ja, det er sandt, det er lidt køligt, +kender jeg.« + +</p><p>Og jeg sagde Godnat og tog instinktsmæssig +Vejen ud til mit gamle Sted. Blot jeg +fôr varsomt frem, kunde jeg nok nå op, uden +at blive hørt; der var alt i alt otte Trapper, +og blot de to øverste knaged i Trinnene. + +</p><p>Jeg tog Skoene af nede i Porten og gik +op. Det var stille overalt; i anden Etage +hørte jeg en Klokkes langsomme Tik Tak og +et Barn, som græd lidt; siden hørte jeg intet. +Jeg fandt min Dør, løfted den lidt på Hængslerne +og åbned den uden Nøgle, som jeg var +vant til, gik ind i Værelset og trak Døren +lydløst igen. + +</p><p>Alting var som jeg havde forladt det, +Gardinerne var slået tilside for Vinduerne og +Sengen stod tom; henne på Bordet skimted +jeg et Papir, det var kanske min Billet til +Værtinden; hun havde altså ikke engang +været heroppe, siden jeg gik min Vej. Jeg +famled med Hånden over den hvide Plet og +følte til min Forundring, at det var et Brev. +Et Brev? Jeg tager det med hen til Vinduet, +studerer, så godt det lader sig gøre i Mørket, +disse dårligt skrevne Bogstaver og finder +endelig ud mit eget Navn. Aha! tænkte jeg, +Svar fra Værtinden, et Forbud mod at betræde +Værelset mer, om jeg skulde ville ty tilbage! + +</p><p>Og langsomt, ganske langsomt går jeg +ud af Værelset igen, bærer Skoene i den ene +Hånd, Brevet i den anden og Tæppet under +Armen. Jeg letter mig op og bider Tænderne +sammen på de knirkende Trin, kommer lykkeligt +og vel nedad alle disse Trapper og står +atter nede i Porten. + +</p><p>Jeg tager igen Skoene på, giver mig +god Tid med Remmerne, sidder endog et +Øjeblik stille, efterat jeg er færdig, stirrer +tankeløst hen for mig og holder Brevet i +Hånden. + +</p><p>Så rejser jeg mig og går. + +</p><p>Et blaffende Skin af en Gaslygte blinker +oppe i Gaden, jeg går lige hen under Lyset, +rejser min Pakke op mod Lygtepælen og +åbner Brevet, altsammen yderst langsomt. + +</p><p>Der farer som en Strøm af Lys gennem +mit Bryst, og jeg hører, at jeg giver et lidet +Råb, en meningsløs Lyd af Glæde: Brevet +var fra Redaktøren, min Føljeton var antagen, +var gået lige i Sætteriet, med én Gang! +»Nogle små Forandringer . . . . rettet et Par +Fejlskrivninger talentfuldt gjort . . . . +trykkes imorgen . . . . ti Kroner.« + +</p><p>Jeg lo og græd, tog tilsprangs og løb henad +Gaden, standsed op og slog mig i Knæet, +svor højt og dyrt hen i Vejret ad ingen Ting. +Og Tiden gik. + +</p><p>Hele Natten, lige til den lyse Morgen, +jodled jeg om i Gaderne, dum af Glæde, og +gentog: Talentfuldt gjort, altså et lidet Mesterværk, +en Genistreg. Og ti Kroner! + +</p> + +<div class='chapter' /><h2>ANDET STYKKE</h2> + +<p class="first">Et Par Uger senere befandt jeg mig ude +en Aften. + +</p><p>Jeg havde igen siddet på en af Kirkegårdene +og skrevet på en Artikel for et af +Bladene; mens jeg var i Færd hermed, blev +Klokken ti, Mørket faldt ind og Porten skulde +lukkes. Jeg var sulten, meget sulten; de ti +Kroner vared desværre så altfor kort; nu +var det to, næsten tre Døgn, siden jeg havde +spist noget, og jeg følte mig noget mat, lidt +anstrængt af at føre Blyanten. Jeg havde en +halv Pennekniv og et Nøgleknippe i Lommen, +men ikke en Øre. + +</p><p>Da Kirkegårdsporten lukkedes, skulde +jeg jo have gået lige hjem; men af en instinktsmæssig +Sky for mit Værelse, hvor alt +var mørkt og tomt, et forladt Blikkenslagerværksted, +som jeg endelig havde fået Lov +til at holde til i sålænge, sjangled jeg videre, +drev på Må og Få forbi Rådstuen, helt +ned til Sjøen og hen til en Bænk på Jærnbanebryggen +hvor jeg satte mig. + +</p><p>Der faldt mig i Øjeblikket ikke en trist +Tanke ind, jeg glemte min Nød og følte mig +beroliget ved Synet af Havnen, der lå fredelig +og skøn i Halvmørket. Af gammel Vane +vilde jeg glæde mig selv med at gennemlæse +det Stykke, jeg netop havde skrevet, og som +forekom min lidende Hjærne det bedste, +jeg havde gjort. Jeg tog mit Manuskript op +af Lommen, holdt det tæt ind til Øjnene, forat +se, og gennemløb den ene Side efter den +anden. Tilsidst blev jeg træt og stak Papirerne +i Lommen. Alting var stille; Sjøen lå som +et blåt Perlemor henover, og Småfuglene +fløj tause forbi mig fra Sted til Sted. En +Politikonstabel patroullerer et Stykke henne, +ellers ses ikke et Menneske, og hele Havnen +ligger tyst. + +</p><p>Jeg tæller igen mine Penge: en halv Pennekniv, +et Nøgleknippe; men ikke en Øre. Pludselig +griber jeg ned i min Lomme og trækker +atter Papirerne op. Det var en mekanisk Akt, +en ubevidst Nervetrækning. Jeg udsøger mig +et hvidt, ubeskrevet Blad, og — Gud ved, +hvor jeg fik Idéen fra — jeg laved et Kræmmerhus, +lukked det varligt til, så det så ud +som fuldt, og kasted det langt henad Brostenene +; af Vinden førtes det endnu lidt længer, +så blev det liggende. + +</p><p>Nu havde Sulten begyndt at angribe mig. +Jeg sad og så på dette hvide Kræmmerhus, +der ligesom svulmed af blanke Sølvpenge, og +hidsed mig selv til at tro, at det virkelig indeholdt +noget. Ganske højt sad jeg og lokked +mig til at gætte Summen — hvis jeg gætted +rigtigt, var den min! Jeg forestilled mig de +små, nydelige Tiøringer i Bunden og de fede, +riflede Kroner ovenpå — et helt Kræmmerhus +fuldt af Penge! Jeg sad og så på det +med opspilede Øjne og hæled mig selv til at +gå og stjæle det + +</p><p>Så hører jeg Konstablen hoste — og +hvordan kunde jeg dog falde på at gøre netop +det samme? Jeg rejser mig op fra Bænken og +hoster, og jeg gentager det tre Gange, forat +han skal høre det. Hvor vilde han ikke kaste +sig over Kræmmerhuset, når han kom! Jeg +sad og glæded mig over dette Puds, gned mig +henrykt i Hænderne og bandte storslagent +hen i Hyt og Vejr. Om han ikke skulde få +en lang Næse, den Hund! Om han ikke vilde +synke ned i Helvedes hedeste Pøl og Pine +for den Kæltringstreg! Jeg var bleven +drukken af Sult, min Hunger havde beruset +mig. + +</p><p>Et Par Minutter efter kommer Konstablen, +klappende med sine Jærnhæle i Brostenene, +spejdende til alle Sider. Han giver sig god +Tid, han har hele Natten for sig; han ser ikke +Kræmmerhuset — ikke førend han er det +ganske nær. Da standser han og betragter +det. Det ser så hvidt og værdifuldt ud der +det ligger, måske en liden Sum, hvad? en +liden Sum Sølvpenge? . . . . Og han tager +det op. Hm! det er let, det er meget let. +Måske en kostelig Fjær, Hattepynt . . . . Og +han åbner det varsomt med sine store +Hænder og kiger ind. Jeg lo, lo og banked +mig i Knæet, lo som en rasende Mand. Og +ikke en Lyd kom mig fra Struben; min Latter +var tyst og hektisk, havde en Gråds Inderlighed +. . . . + +</p><p>Så klapper det igen i Brostenene, og +Konstablen gør et Slag henover Bryggen. Jeg +sad der med Tårer i Øjnene og hikked efter +Ånde, helt fra mig selv af febersk Lystighed. +Jeg begyndte at tale højt, fortalte mig selv +om Kræmmerhuset, eftergjorde den stakkels +Konstabels Bevægelser, kiged ind i min hule +Hånd og gentog atter og atter for mig selv: +Han hosted, da han kasted det! Han hosted, +da han kasted det! Til disse Ord føjed jeg +nye, gav dem pirrende Tillæg, omsatte hele +Sætningen og spidsed den til: Han hosted én +Gang — khøhø! + +</p><p>Jeg udtømte mig i Variationer af disse +Ord, og det led langt hen på Aftenen, inden +min Lystighed hørte op. En døsig Ro overkom +mig så, en behagelig Mathed, som jeg +ikke gjorde Modstand mod. Mørket var bleven +lidt tykkere, en liden Bris fured i Sjøens Perlemor; +Skibene, hvis Master jeg så mod +Himlen, så ud med sine sorte Skrog som +lydløse Uhyrer, der rejste Børster og lå og +vented på mig. Jeg havde ingen Smærte, +min Sult havde stumpet den af; i dens Sted +følte jeg mig behageligt tom, uberørt af alting +omkring mig og glad over at være uset af +alle. Jeg lagde Benene op på Bænken og +læned mig bagover, således kunde jeg bedst +føle Afsondrethedens hele Velvære. Der var +ikke en Sky i mit Sind, ikke en Fornemmelse +af Ubehag, og jeg havde ikke en Lyst eller +Attrå uopfyldt, så vide min Tanke kunde +gå. Jeg lå med åbne Øjne i en Tilstand +af Fraværenhed fra mig selv, jeg følte mig +dejligt borte. + +</p><p>Fremdeles var der ikke en Lyd, som forstyrred +mig; det milde Mørke havde skjult +Alverden for mine Øjne og begravet mig der +i idel Ro — blot Stilhedens øde Lyddulm tier +mig monotont i Ørene. Og de dunkle Uhyrer +derude vilde suge mig til sig, når Natten +kom, og de vilde bringe mig langt over Hav +og gennem fremmede Land, hvor ikke Mennesker +bo. Og de vilde bringe mig til Prinsesse +Ylajalis Slot, der en uanet Herlighed venter +mig, større end nogen Menneskers er. Og +hun selv vilde sidde i en strålende Sal, hvor +alt er af Amatyst, i en Trone af gule Roser, +og række Hånden ud mod mig, når jeg +stiger ind, hilse og råbe Velkommen, når +jeg nærmer mig og knæler: Velkommen, +Ridder, til mig og mit Land! Jeg har ventet +dig i tyve Somre og kaldet dig i alle lyse +Nætter, og når du sørged, har jeg grædt +herinde, og når du sov, har jeg åndet dig +dejlige Drømme ind! . . . . Og den skønne +tager min Hånd og følger mig, leder mig +frem gennem lange Gange, hvor store Menneskeskarer +råber Hurra, gennem lyse Haver, +hvor tre hundrede unge Piger leger og ler, ind +i en anden Sal, hvor alt er af lysende Smaragd. +Solen skinner herinde, i Gallerier og Gange +går hendragende Kor af Musik, Strømme af +Duft slår mig imøde. Jeg holder hendes +Hånd i min, og jeg føler i mit Blod Forhekselsens +vilde Dejlighed fare; jeg lægger min +Arm om hende, og hun hvisker: Ikke her, +kom længer endnu! Og vi stiger ind i den +røde Sal, hvor alt er Rubin, en frådende +Herlighed, hvori jeg synker om. Da føler jeg +hendes Arme om mig, hun ånder henover +mit Ansigt, hvisker: Velkommen, Elskede! +Kys mig! Mer . . . . mer . . . . + +</p><p>Jeg ser fra min Bænk Stjærner for mine +Øjne, og min Tanke stryger ind i en Orkan +af Lys . . . . + +</p><p>Jeg var falden i Søvn, der jeg lå, og +blev vækket af Konstablen. Der sad jeg, +ubarmhjærtigen kaldt tilbage til Livet og +Elendigheden. Min første Følelse var en stupid +Forbauselse over at finde mig selv ude under +åben Himmel, men snart afløstes denne af et +bittert Mismod; jeg var lige ved at græde +af Sorg over endnu at være ilive. Det havde +regnet, mens jeg sov, mine Kiæder var ganske +gennemvåde, og jeg følte en rå Kulde i +mine Lemmer. Mørket var bleven end tættere, +det var med Nød jeg kunde skimte Konstablens +Ansigtstræk foran mig. + +</p><p>»Såh,« sagde han, »stå nu op!« + +</p><p>Jeg rejste mig straks; om han havde befalet +mig at lægge mig ned igen, havde jeg +også adlydt. Jeg var meget nedstemt og +ganske uden Kraft, dertil kom, at jeg næsten +øjeblikkelig begyndte at føle Sulten igen. + +</p><p>»Vent lidt!« råbte Konstablen efter mig, +»Di går jo fra Demses Hat, Tosken! Såh, +gå nu!« + +</p><p>»Jeg syntes nok også, der var noget, jeg +ligesom — ligesom havde glemt,« stammed +jeg fraværende. »Tak. Godnat.« + +</p><p>Og jeg sjangled afsted. + +</p><p>Den, som nu havde sig lidt Brød at tage +til! Et sådant dejligt lidet Rugbrød, som +man kunde bide over, mens man gik i Gaderne! +Og jeg gik og tænkte mig netop den særlige +Sort Rugbrød, som det skulde være så +usigeligt godt at få gnave. Jeg sulted bitterlig, +ønsked mig død og borte, blev sentimental +og græd. Det blev aldrig Ende på min +Elendighed! Så med en Gang standsed jeg +op på Gaden, stamped i Brostenene og +bandte hojt. Hvad var det, han havde kaldt +mig? Tosken? Jeg skal vise den Konstabel, +hvad det vil sige at kalde mig Tosken! Dermed +vendte jeg om og løb tilbage. Jeg følte +mig blussende hed af Vrede. Nede i Gaden +snubled jeg og faldt, men jeg ændsed det ikke, +sprang op igen og løb. Nede ved Jærnbanetorvet +var jeg imidlertid ble ven så træt, at +jeg følte mig ikke istand til at fortsætte helt +ned til Bryggen; min Vrede havde desuden +taget af under Løbet. Endelig standsed jeg +og trak Vejret. Kunde det ikke også være +ganske ligegyldigt, hvad en sådan Konstabel +havde sagt? — Ja, men jeg tålte ikke alt! — +Rigtignok! afbrød jeg mig selv; men han +vidste ikke bedre! — Og denne Undskyldning +fandt jeg tilfredsstillende; jeg gentog to Gange +for mig selv: Han vidste ikke bedre! Dermed +vendte jeg atter om. + +</p><p>Gud, hvad du kan finde på! tænkte jeg +harmfuldt; løbe om som en gal i slige +dyvåde Gader mørke Natten! Sulten gnaved +mig ulideligen og lod mig ikke i Ro. Atter +og atter svælged jeg Spyt, for på den Måde +at mætte mig lidt, og jeg syntes, det hjalp. +Det havde været for småt med Mad for mig +i mangfoldige Uger, før dette kom på, og +Kræfterne havde taget betydeligt af i det sidste. +Når jeg havde været heldig at fået en Femkrone +opdrevet ved en eller anden Manøvre, +vilde ikke gærne disse Penge vare så længe, +at jeg blev helt restitueret, før en ny Sultetid +brød ind over mig og slog mig i Knæ. Det +havde faret værst med min Ryg og mine +Skuldre; den Smule Gnaven i Brystet kunde +jeg også standse et Øjeblik, når jeg hosted +rigtig hårdt, eller når jeg gik dygtigt foroverbøjet; +men Ryggen og Skuldrene havde +jeg ingen Råd for. Hvordan kunde det dog +være, at det slet ikke vilde lysne for mig? +Var jeg måske ikke lige så berettiget til at +leve som hvemsomhelst anden, som Antikvarboghandler +Pascha og Dampskibsekspeditør +Hennechen? Om jeg kanske ikke havde +Skuldre som en Rise og to svære Arme at +arbejde med, og om jeg måske ikke havde +søgt endog en Vedhuggerplads i Møllergaden, +forat tjene mit daglige Brød? Var jeg lad? +Havde jeg ikke søgt Pladse og hørt Forelæsninger +og skrevet Avisartikler og læst og +arbejdet Nat og Dag, som en gal Mand? Og +havde jeg ikke levet som en Gnier, spist Brød +og Melk, når jeg havde meget, Brød, når +jeg havde lidet, og sultet, når jeg ingenting +havde? Boed jeg på Hotel, havde jeg en +Suite Værelser i første Etage? På et Udloft +boed jeg, i et Blikkenslagerværksted, som Gud +og Hvermand havde rømt ud af sidste Vinter, +fordi det sneed derind. Så jeg kunde aldeles +ikke begribe mig på det hele! + +</p><p>Alt dette gik jeg og tænkte på, og der +var ikke så meget som en Gnist af Ondskab +eller Misundelighed eller Bitterhed i min +Tanke. + +</p><p>Ved en Farvehandel standsed jeg og så +indad Vinduet; jeg forsøgte at læse Vignetterne +på et Par hermetiske Dåser, men det var +altfor mørkt. Ærgerlig på mig selv for dette +ny Påfund, og heftig, næsten vred over ikke +at kunne finde ud, hvad disse Dåser indeholdt, +banked jeg én Gang i Vinduet og gik +videre. Oppe i Gaden så jeg en Politibetjent, +jeg forstærked min Gang, gik tæt hen til ham +og sagde, uden ringeste Foranledning: + +</p><p>»Klokken er ti.« + +</p><p>»Nej, den er to,« svared han forundret. + +</p><p>»Nej, den er ti,« sagde jeg, »Klokken er +ti.« Og stønnende af Vrede trådte jeg endnu +et Par Skridt frem, knytted min Hånd og +sagde: »Hør, ved De hvad — Klokken +er ti!« + +</p><p>Han stod og overvejed en liden Stund, +anskued min Person, stirred forbløffet på mig. +Endelig sagde han ganske stille: + +</p><p>»I hvert Fald er det jo på Tiden, at +Dere går hjem. Vil Di, atte jej ska’ følle +Dere?« + +</p><p>Ved denne Venlighed blev jeg afvæbnet; +jeg følte, at jeg fik Tårer i Øjnene, og jeg +skyndte mig at svare: + +</p><p>»Nej, Tak! — Jeg har bare været lidt +forsent ude . . . . på en Kafé . . . . Jeg +takker Dem så meget.« + +</p><p>Han lagde Hånden på Hjælmen, da jeg +gik. Hans Venlighed havde ganske overvældet +mig, og jeg græd, fordi jeg ikke ejed fem +Kroner at give ham. Jeg standsed og så +efter ham, idet han langsomt vandred sin Vej, +slog mig for Panden og græd heftigere, efterhvert +som han fjærned sig. Jeg skældte mig +ud for min Fattigdom, kaldte mig ved Øgenavne, +opfandt desperate Benævnelser, kostelige +rå Fund af Skældsord, som jeg overdynged +mig selv med. Dette fortsatte jeg med, +indtil jeg var næsten helt hjemme. Da jeg +kom til Porten opdaged jeg, at jeg havde tabt +mine Nøgler. + +</p><p>Ja, naturligvis! sagde jeg bittert til mig +selv, hvorfor skulde jeg ikke tabe mine Nøgler? +Her bor jeg i en Gård, hvor der er en Stald +nedenunder og et Blikkenslagerværksted ovenpå; +Porten er stængt om Natten, og ingen, +ingen kan lukke den op — hvorfor skulde jeg +så ikke tabe mine Nøgler? Jeg er våd som +en Hund, lidt sulten, ganske bitte lidt sulten, +og lidt latterligt træt i Knæerne — hvorfor +skulde jeg så ikke tabe dem? Hvorfor kunde +ikke egentlig hele Huset være flyttet ud i +Aker, når jeg kom og skulde ind? . . . . +Og jeg lo ved mig selv, forhærdet af Sult og +Forkommenhed. + +</p><p>Jeg hørte Hestene stampe inde i Stalden, +og jeg kunde se mit Vindu ovenpå; men +Porten kunde jeg ikke åbne, og jeg kunde +ikke slippe ind. Træt og bitter i Sind bestemte +jeg mig derfor til at gå tilbage til +Bryggen og lede efter mine Nøgler. + +</p><p>Det var igen begyndt at regne, og jeg +følte allerede Vandet trække igennem på +mine Skuldre. Ved Rådstuen fik jeg med +en Gang en lys Idé: jeg vilde anmode Politiet +om at åbne Porten. Jeg henvendte mig straks +til en Konstabel og bad ham indstændigt om +at følge med og lukke mig ind, hvis han +kunde. + +</p><p>Hja, hvis han kunde, ja! Men han kunde +ikke, han havde ingen Nøgle. Politiets Nøgler +var ikke her, de var i Detektivafdelingen. + +</p><p>Hvad skulde jeg da gøre.? + +</p><p>Hja, jeg fik gå til et Hotel og lægge mig. + +</p><p>Men jeg kunde virkelig ikke gå til et +Hotel og lægge mig; jeg havde ingen Penge. +Jeg havde været ude . . . . på en Kafé . . . . +han forstod jo nok . . . . + +</p><p>Vi stod der en liden Stund på Rådstuens +Trappe. Han overvejed og betænkte +sig og anskued min Person. Regnen strømmed +ned udenfor os. + +</p><p>»Så får Di gå ind til Vagthavende og +mælle Dere som husvild,« sagde han. + +</p><p>Som husvild? Det havde jeg ikke tænkt +på. Ja, Død og Plage, det var en god Idé! +Og jeg takked Konstablen på Stedet for +dette fortrinlige Påfund. Om jeg bare simpelthen +kunde gå ind og sige, at jeg var +husvild? + +</p><p>Simpelthen! . . . . + +</p><p>»Navn?« spurgte Vagthavende. + +</p><p>»Tangen — Andreas Tangen.« + +</p><p>Jeg ved ikke, hvorfor jeg løj. Min Tanke +flagred opløst om og gav mig flere Indfald, +end jeg skøtted om; jeg hitted dette fjærntliggende +Navn i Øjeblikket og slynged det ud, +uden nogen Beregning. Jeg løj uden Nødvendighed. + +</p><p>»Bestilling?« + +</p><p>Dette var at sætte mig Stolen for Døren. +Hm. Bestilling! Hvad <i>var</i> min Bestilling? +Jeg tænkte først at gøre mig til Blikkenslager, +men voved det ikke; jeg havde givet mig et +Navn, som ikke enhver Blikkenslager har, desuden +bar jeg Briller på Næsen. Da faldt +det mig i Sinde at være dumdristig, jeg trådte +et Skridt frem og sagde fast og højtideligt: + +</p><p>»Journalist.« + +</p><p>Vagthavende gjorde et Ryk på sig, før +han skrev, og stor som en husvild Statsråd +stod jeg foran Skranken. Det vakte ingen +Mistanke; Vagthavende kunde nok så godt +forstå, at jeg nøled med mit Svar. Hvad +ligned det, en Journalist på Rådstuen, uden +Tag over Hovedet! + +</p><p>»Ved hvilket Blad — Hr. Tangen?« + +</p><p>»Ved »Morgenbladet«,« sagde jeg. »Desværre +har jeg været lidt forsent ude iaften . . .« + +</p><p>»Ja, det taler vi ikke om!« afbrød han, +og han lagde til med et Smil: »Når Ungdommen +er ude . . . . vi forstår . . . .« +Henvendt til en Konstabel sagde han, idet +han rejste sig og bukked høfligt for mig: »Vis +den Herre op i den reserverede Afdeling. +Godnat!« + +</p><p>Jeg følte mig kold nedad Ryggen over +min egen Dristighed, og jeg knytted Hænderne, +der jeg gik, for at stive mig op. Havde jeg +endda ikke blandet »Morgenbladet« ind! Jeg +vidste, at Friele kunde skære Tænder, og da +Nøglen gnissed i Låsen, mindedes jeg ved +Lyden derom. + +</p><p>»Gassen brænder i ti Minutter,« sagde +Konstablen endnu i Døren. + +</p><p>»Og så slukkes den?« + +</p><p>»Så slukkes den.« + +</p><p>Jeg satte mig på Sengen og horte, hvor +Nøglen blev vreden om. Den lyse Celle så +venlig ud; jeg følte mig godt og vel i Hus +og lytted med Velbehag til Regnen udenfor. +Jeg skulde ikke ønske mig noget bedre end +en sådan koselig Celle! Min Tilfredshed +steg; siddende på Sengen med Hatten i +Hånden og med Øjnene heftet på Gasflammen +henne i Væggen, gav jeg mig til at eftertænke +Momenterne i min første Befatning med Politiet. +Dette var den første, og hvor havde jeg +ikke narret det! Journalist Tangen, hvadbehager? +Og så »Morgenbladet«! Hvor havde jeg +ikke rammet Manden lige i Hjærtet med +»Morgenbladet«! Det taler vi ikke om, hvad? +Siddet i Stiftsgården i Galla til Klokken to, +glemt Portnøglen og en Lommebog på nogle +tusind Kroner hjemme! Vis den Herre op i +den reserverede Afdeling . . . . + +</p><p>Så slukner pludseligt Gassen, så forunderlig +pludseligt, uden at tage af, uden at +svinde ind; jeg sidder i dybt Mørke, jeg kan +ikke se min Hånd, ikke de hvide Vægge +omkring mig, intet. Der var ikke noget andet +at gøre end at gå tilsengs. Og jeg klædte +mig af. + +</p><p>Men jeg var ikke søvntræt og kunde ikke +sove. Jeg blev liggende en Tid at se ind i +Mørket, dette tykke Massemørke, som ingen +Bund havde, og som jeg ikke kunde begribe. +Min Tanke kunde ikke fatte det. Det var +mig uden al Måde mørkt, og jeg følte dets +Nærvær trykke mig. Jeg lukked Øjnene, gav +mig til at synge halvhøjt og kasted mig frem +og tilbage på Briksen, forat adsprede mig; +men uden Nytte. Mørket havde besat min +Tanke og lod mig ikke et Øjeblik i Fred. +Hvad om jeg selv var bleven opløst til Mørke, +gjort til ét med det? Jeg rejser mig op i +Sengen og slår ud med Armene. + +</p><p>Min nervøse Tilstand havde ganske taget +Overhånd, og det hjalp ikke, hvormeget jeg +forsøgte at modarbejde den. Der sad jeg, et +Bytte for de særeste Fantasier, tyssende på +mig selv, nynnende Vuggesange, svedende af +Anstrængelse for at bringe mig i Ro. Jeg +stirred ud i Mørket, og jeg havde aldrig i +mine Levedage set et sådant Mørke. Der +var ingen Tvivl om, at jeg her befandt mig +foran en egen Sort af Mørke, et desperat +Element, som ingen tidligere havde været opmærksom +på. De latterligste Tanker sysselsatte +mig, og hver Ting gjorde mig bange. +Det lille Hul i Væggen ved min Seng beskæftiger +mig meget, et Spigerhul, jeg finder, +et Mærke i Muren. Jeg føler på det, blæser +i det og søger at gætte mig dets Dybde. +Det var ikke noget uskyldigt Hul, slet ikke; +det var et rigtig intrikat og hemmelighedsfuldt +Hul, som jeg måtte vogte mig for. Og besat +af Tanken på dette Hul, helt fra mig selv af +Nysgærrighed og Frygt, måtte jeg tilsidst +stå op af Sengen og finde fat på min halve +Pennekniv, forat måle dets Dybde og forvisse +mig om, at det ikke førte helt ind til Sidecellen. + +</p><p>Jeg lagde mig tilbage, forat forsøge at +falde i Søvn, men i Virkeligheden for atter at +kæmpe med Mørket. Regnen havde ophørt +udenfor, og jeg hørte ikke en Lyd. En Tidlang +vedblev jeg at lytte efter Fodtrin på +Gaden, og jeg gav mig ikke Fred, førend jeg +havde hørt en Fodgænger gå forbi, efter +Lyden at dømme en Konstabel. Pludselig +knipser jeg i Fingrene flere Gange og ler. +Det var da som bare Fan! Ha! — Jeg +indbildte mig at have fundet et nyt Ord. Jeg +rejser mig op i Sengen og siger: Det findes +ikke i Sproget, jeg har opfundet det, <i>Kuboå</i>. +Det har Bogstaver som et Ord, ved sødeste +Gud, Mand, du har opfundet et Ord . . . . +<i>Kuboå</i> . . . . af stor grammatikalsk Betydning +. . . . + +</p><p>Jeg sidder med åbne Øjne, forbauset +over mit Fund, og ler af Glæde. Så begynder +jeg at hviske; man kunde belure mig, +og jeg agted at holde min Opfindelse hemmelig. +Jeg var kommet ind i Sultens glade Vanvid; +jeg var tom og smærtefri, og min Tanke var +uden Tøjler. Jeg overlægger i Stilhed med +mig selv. Med de mest forunderlige Spring i +min Tankegang søger jeg at udgranske Betydningen +af mit ny Ord. Det behøved ikke +at betyde hverken Gud eller Tivoli, og hvem +havde sagt, at det skulde betyde Dyrskue? +Jeg knytter Hånden heftigt og gentager en +Gang til: Hvem har sagt, at det skal betyde +Dyrskue? Når jeg betænkte mig ret, var det +ikke engang absolut nødvendigt, at det betød +Hængelås eller Solopgang. Et sådant Ord, +som dette, var det ikke vanskeligt at finde +Mening til. Jeg vilde vente og se Tiden an. +Imidlertid kunde jeg sove på det. + +</p><p>Jeg ligger der på Briksen og småler, +men siger ingenting, udtaler mig ikke hverken +fra eller til. Der går nogle Minutter, og jeg +blir nervøs, det ny Ord plager mig uden Ophør, +vender altid tilbage, bemægtiger sig tilsidst +al min Tanke og gør mig alvorlig. Jeg +havde opgjort mig en Mening om, hvad det +ikke skulde betyde, men ikke fattet nogen +Bestemmelse om, hvad det skulde betyde. +Det er et Bispørgsmål! sagde jeg højt til +mig selv, og jeg griber mig i Armen og gentager, +at det var et Bispørgsmål. Ordet var +Gudskelov fundet, og det var Hovedsagen. +Men Tanken plager mig endeløst og hindrer +mig fra at falde i Søvn; intet var mig godt +nok for dette ualmindeligt sjældne Ord. Endelig +rejser jeg mig atter op i Sengen, griber mig +med begge Hænder om Hovedet og siger: +Nej, det er jo det, som netop er umuligt, at +lade det betyde Emigration eller Tobaksfabrik! +Havde det kunnet betyde noget sådant som +dette, vilde jeg for længe siden have bestemt +mig herfor og taget Følgerne. Nej, egentlig +var Ordet egnet til at betyde noget <i>sjæleligt</i>, +en Følelse, en Tilstand — om jeg ikke kunde +forstå det? Og jeg husker mig om, forat +finde noget sjæleligt. Da forekommer det +mig, at nogen taler, blander sig ind i min +Passiar, og jeg svarer vredt: Hvadbehager? +Nej, din idiotiske Mage findes ikke! Strikkegarn? +Å, rejs til Helvede! Nu måtte jeg +rigtig le! Om jeg måtte spørge: Hvorfor +skulde jeg være forpligtet til at lade det betyde +Strikkegarn, når jeg specielt havde +imod, at det betød Strikkegarn? Jeg havde +selv opfundet Ordet, og jeg var i min gode +Ret til at lade det betyde hvadsomhelst for +den Skyld. Såvidt jeg vidste, havde jeg +ikke endnu udtalt mig . . . . + +</p><p>Men mer og mer kom min Hjærne i +Vildrede. Tilsidst sprang jeg ud af Sengen, +forat finde Vandledningen. Jeg var ikke tørst, +men mit Hoved stod i Feber, og jeg følte en +instinktsmæssig Trang til Vand. Da jeg havde +drukket, gik jeg igen tilsengs og bestemte +mig til med Vold og Magt at ville sove. Jeg +lukked Øjnene og tvang mig til at være rolig. +Så lå jeg i flere Minutter, uden at gøre en +Bevægelse, jeg blev sved, og jeg følte Blodet +støde heftigt gennem Årene. Nej, det var +dog altfor kosteligt, at han kunde lede efter +Penge i det Kræmmerhus! Han hosted også +blot én Gang. Mon han går dernede endnu? +Sidder på min Bænk? . . . . Det blå Perlemor +. . . . Skibene . . . . + +</p><p>Jeg åbned Øjnene. Hvor kunde jeg +også holde dem lukket, når jeg ikke kunde +sove? Og det samme Mørke ruged omkring +mig, samme uudgrundelige sorte Evighed, som +min Tanke stejled imod og ikke kunde fatte. +Hvad kunde jeg dog ligne det med? Jeg +gjorde de mest fortvivlede Anstrængelser, forat +finde et Ord, der var sort nok til at betegne +mig dette Mørke, et Ord så grusomt sort, +at det kunde sværte min Mund, når jeg +nævnte det. Herregud, hvor det var mørkt! +Og jeg bringes igen til at tænke på Havnen, +på Skibene, de sorte Uhyrer, der lå og +vented på mig. De vilde suge mig til sig +og holde mig fast og sejle med mig over +Land og Hav, gennem mørke Riger, som +ingen Mennesker har set. Jeg føler mig ombord, +trukket tilvands, svævende i Skyerne, dalende, +dalende . . . . Jeg giver et hæst Skrig af Angst +og hugger mig fast i Sengen; jeg havde gjort +sådan farlig Rejse, suset ned gennem Luften +som en Byldt. Hvor følte jeg mig ikke frelst, +da jeg slog Hånden mod den hårde Briks! +Således er det at dø, sagde jeg til mig selv, +nu skal du dø! Og jeg lå en liden Stund og +tænkte over dette, at nu skulde jeg dø. Da +rejser jeg mig op i Sengen og spørger strængt: +Hvem sagde, at jeg skulde dø? Har jeg selv +fundet Ordet, så er jeg i min gode Ret til +selv at bestemme, hvad det skal betyde . . . . +Jeg hørte selv, at jeg fantasered, hørte det +endnu mens jeg talte. Min Galskab var et +Delirium af Svaghed og Udmattelse, men jeg +var ikke sandsesløs. Og den Tanke fôr mig +med ét gennem Hjærnen, at jeg var bleven +vanvittig. Greben af Rædsel farer jeg ud af +Sengen. Jeg raver hen til Døren, som jeg +prøver at åbne, kaster mig et Par Gange +mod den, forat sprænge den, støder mit Hoved +mod Væggen, jamrer højt, bider mig i Fingrene, +græder og bander . . . . + +</p><p>Alting var roligt; kun min egen Stemme +kastedes tilbage fra Murene. Jeg var falden +om på Gulvet, ude af Stand til længer at +tumle om i Cellen. Da skimter jeg højt oppe, +midt for mine Øjne, en grålig Kvadrat i +Væggen, en Tone af hvidt, en Anelse — det +var Dagslyset. Jeg følte, at det var Dagslyset, +følte det med hver Pore i mit Legeme. Å, +hvor ånded jeg ikke dejligt ud! Jeg kasted +mig flad på Gulvet og græd af Glæde over +dette velsignede Skimt af Lys, hulked af Taknemmelighed, +kyssed mod Vinduet og bar +mig ad som en gal. Og jeg var mig også i +dette Øjeblik bevidst, hvad jeg gjorde. Alt +Mismod var med engang borte, al Fortvivlelse +og Smærte ophørt, og jeg havde i denne +Stund ikke et Ønske uopfyldt, så vide min +Tanke kunde gå. Jeg satte mig overende +på Gulvet, folded Hænderne og vented tålmodig +på Dagens Frembrud. + +</p><p>Hvilken Nat havde ikke dette været! At +man dog ikke har hørt nogen Larm, tænkte +jeg forundret. Men jeg var jo også i den +reserverede Afdeling, højt over alle Fanger. +En husvild Statsråd, om jeg så måtte sige. +Stadigt i den bedste Stemning, med Øjnene +vendt mod den lysere og lysere Rude i Muren, +mored jeg mig selv med at agere Statsråd, +kaldte mig von Tangen og lagde min Tale i +Departementsstil. Mine Fantasier havde ikke +hørt op, kun var jeg langt mindre nervøs. +Om jeg ikke havde begået den beklagelige +Tankeløshed at lægge min Lommebog hjemme! +Om jeg ikke måtte have den Ære at bringe +Hr. Statsråden tilsengs? Og i yderste Alvor, +med mange Ceremonier gik jeg hen til Briksen +og lagde mig. + +</p><p>Det var nu bleven så lyst, at jeg kunde +nogenlunde skimte Cellens Omrids, og lidt +efter kunde jeg se det svære Håndtag i +Døren. Dette adspreded mig; det ensformige +Mørke, så irriterende tykt, at det hindred +mig fra at se mig selv, var brudt; mit Blod +blev roligere, og snart følte jeg mine Øjne +lukkes. + + +</p><p class="tb">* * * + +</p><p class="noindent">Jeg vækkedes af et Par Slag i min Dør. +I al Hast sprang jeg op og klædte mig skyndsomt +på; mine Klæder var endnu gennemvåde +fra igåraftes. + +</p><p>»Di vil mælle Dere nede hos Jourhavende,« +sagde Konstablen. + +</p><p>Var der altså igen Formaliteter at gennemgå! +tænkte jeg bange. + +</p><p>Jeg kom ind i et stort Rum nedenunder, +hvor tredive eller firti Mennesker sad, alle +husvilde. Og en for en blev de råbt op af +Protokollen, en for en fik de en Billet til Mad. +Jourhavende sagde stadig væk til Konstablen +ved sin Side: + +</p><p>»Fik han en Billet? Ja, glem ikke at +give dem Billetter. De ser ud til at trænge +et Måltid.« + +</p><p>Og jeg stod og så på disse Billetter og +ønsked mig en. + +</p><p>»Andreas Tangen, Journalist!« + +</p><p>Jeg trådte frem og bukked. + +</p><p>»Kære, hvordan kan <i>De</i> være kommen +her?« + +</p><p>Jeg forklared den hele Sammenhæng, gav +den samme Historie som igåraftes, løj med +åbne Øjne og uden at blinke, løj med Oprigtighed: +Været lidt forsent ude, desværre +. . . . på en Kafé . . . . mistet Portnøglen +. . . . + +</p><p>»Ja,« sagde han og smilte, »således er +det! Har de sovet godt da?« + +</p><p>»Som en Statsråd!« svaredjeg. »Som en +Statsråd!« + +</p><p>»Det glæder mig!« sagde han og rejste +sig. »Godmorgen!« + +</p><p>Og jeg gik. + +</p><p>En Billet, en Billet også til mig! Jeg har +ikke spist på over tre lange Dage og Nætter. +Et Brød! Men der var ingen, som bød mig +en Billet, og jeg turde ikke begære en. Det +vilde øjeblikkelig vakt Mistanke. Man vilde +begynde at grave i mine private Forhold og +finde ud, hvem jeg virkelig var; man vilde +arrestere mig for falske Foregivender. — Med +løftet Hoved, med millionær Holdning og +Hænderne heftet i mit Frakkefald skrider jeg +ud af Rådstuen. + +</p><p>Solen skinned allerede varmt, Klokken +var ti, og Trafiken på Youngstorvet var i +fuld Bevægelse. Hvor skulde jeg tage Vejen? +Jeg klapper på Lommen og føler efter mit +Manuskript; når Klokken blev elleve, vilde +jeg forsøge at træffe Redaktøren. Jeg står +en Stund på Ballustraden og iagttager Livet +nedenunder mig; imens var det begyndt at +dampe af mine Klæder. Hungeren indfandt +sig igen, gnaved mig i Brystet, rykked, gav +mig små fine Stik, som smærted mig. Havde +jeg virkelig ikke en Ven, en Bekendt, jeg +kunde henvende mig til? Jeg leder i min +Hukommelse, forat finde en Mand på ti Øre, +og finder ham ikke. Det var dog en dejlig +Dag; der var megen Sol og meget Lys omkring +mig; Himlen strømmed som et fint +Hav henover Lierfjældene . . . . + +</p><p>Jeg var uden at vide det på Vejen +hjem. + +</p><p>Jeg sulted svare, og jeg fandt mig på +Gaden en Træspån at tygge på. Det hjalp. +At jeg dog ikke havde tænkt på det før! + +</p><p>Porten var åben, Staldkarlen hilste som +sædvanligt Godmorgen. + +</p><p>»Fint Vejr!« sagde han. + +</p><p>»Ja« svared jeg. Det var alt, jeg fandt +at sige. Kunde jeg bede ham om at låne +mig en Krone? Han gjorde det vist så gærne, +hvis han kunde. Jeg havde desuden engang +skrevet et Brev for ham. + +</p><p>Han stod og smagte på noget, han vilde +sige. + +</p><p>»Fint Vejr, ja. Hm. Jeg skulde betale +Værtinden min idag, Di kunde vel ikke +være så snil at låne mig fem Kroner, vel? +Bare på no ’en Da’er. Di har gjort mig en +Tjeneste før, Di.« + +</p><p>»Nej, det kan jeg virkelig ikke, Jens Olaj,« +svared jeg. »Ikke nu. Måske senerehen, +måske i Eftermiddag.« Og jeg sjangled opad +Trappen til mit Værelse. + +</p><p>Her kasted jeg mig på min Seng og lo. +Hvor svineheldigt var det ikke, at han var +kommet mig i Forkøbet! Min Ære var reddet. +Fem Kroner — Gud bevare dig, Mand! Du +kunde lige så gærne spurgt mig om fem +Aktier i Dampkøkkenet eller en Herregård +ude i Aker. + +</p><p>Og Tanken på disse fem Kroner fik mig +til at le højere og højere. Var jeg dog ikke +en Pokkers Karl, hvad? Fem Kroner! Jo, her +var rette Manden! Min Lystighed steg, og +jeg gav mig hen i den: Fy, Fan, for Madlugt +her er! Rigtig fersk Karbonadelugt, siden +Middagen, fyh! Og jeg støder Vinduet op, +forat lufte ud den afskyelige Lugt. Opvarter, +en halv Bif! Henvendt til Bordet, dette skrøbelige +Bord, som jeg måtte støtte med Knæerne, +når jeg skrev, bukked jeg dybt og spurgte: +Tør jeg spørge, vil De drikke et Glas Vin? +Ikke? Jeg er Tangen, Statsråd Tangen. +Desværre har jeg været lidt forsent ude . . . . +Portnøglen . . . . + +</p><p>Og uden Tøjler løb min Tanke igen ud +på vildsomme Veje. Jeg var mig stadigt bevidst, +at jeg talte usammenhængende, og jeg +sagde ikke et Ord, uden at jeg hørte og forstod +det. Jeg sagde til mig selv: Nu taler +du usammenhængende igen! Og jeg kunde +dog ikke hjælpe for det. Det var som at +ligge vågen og tale i Søvne. Mit Hoved var +let, uden Smærte og uden et Tryk, og mit +Sind var uden Skyer. Jeg sejled afsted, og +jeg gjorde ingen Modstand. + +</p><p>Kom ind! Jo, kom bare ind! Som de +ser, alt af Rubin. Ylajali, Ylajali! Den røde, +skummende Silkedivan! Hvor heftigt hun +ånder! Kys mig, Elskede! mer! mer! Dine +Arme er som hvidt Rav, din Mund blusser +. . . . Opvarter, jeg bad om en Bif . . . . + +</p><p>Solen skinned indad mit Vindu, nedenunder +hørte jeg Hestene tygge Havre. Jeg +sad og gumled på min Træspån, oprømt, +glad i Sind som et Barn. Stadig væk havde +jeg følt efter Manuskriptet; jeg havde det +ikke én Gang i Tanken, men Instinktet sagde +mig, at det var til, mit Blod minded mig om +det. Og jeg trak det frem. + +</p><p>Det var bleven vådt, og jeg bredte det +ud og lagde det hen i Sollyset. Derpå gav +jeg mig til at vandre frem og tilbage i mit +Værelse. Hvor alt så nedslående ud! Omkring +på Gulvet små nedtrampede Levninger +af Blikplader; men ikke en Stol at sidde på, +ikke engang en Spiger i de nøgne Vægge. +Alt var bragt til »Onkels« Kælder og fortæret. +Et Par Ark Papir på Bordet, belagt med tykt +Støv, var al min Ejendom; det gamle, grønne +Tæppe på Sengen havde Hans Pauli lånt +mig for nogle Måneder siden . . . . Hans +Pauli! Jeg knipser i Fingrene. Hans Pauli +Pettersen skal hjælpe mig! Og jeg husker +mig om efter hans Adresse. Hvor kunde jeg +dog glemme Hans Pauli! Han vilde sikkert +blive meget vred, fordi jeg ikke havde henvendt +mig til ham straks. Hurtigt tager jeg +min Hat på, samler Manuskriptet op, stikker +det i Lommen og haster nedad Trappen. + +</p><p>»Hør, Jens Olaj,« råbte jeg ind i Stalden, +»jeg tror ganske sikkert, jeg kan hjælpe dig +i Eftermiddag!« + +</p><p>Kommen til Rådstuen ser jeg, at Klokken +er over elleve, og jeg bestemmer mig til at gå +indom Redaktionen med det samme. Udenfor +Kontordøren standsed jeg, forat undersøge +om mine Papirer lå efter Pagina; jeg glatted +dem omhyggeligt ud, stak dem igjen i Lommen +og banked på. Mit Hjærte klapped hørligt, da +jeg trådte ind. + +</p><p>Saksen er som sædvanlig tilstede. Jeg +spørger frygtsomt efter Redaktøren. Intet +Svar. Manden sidder og borer efter Smånyt +i Provinsaviserne. + +</p><p>Jeg gentager mit Spørgsmål og stiger +længer frem. + +</p><p>Redaktøren var ikke kommet, sagde endelig +Saksen, uden at se op. + +</p><p>Om hvornår han kom? + +</p><p>Kunde ikke sige det, kunde aldeles ikke +sige det, Di. + +</p><p>Hvorlænge var Kontoret åbent? + +</p><p>Herpå fik jeg intet Svar, og jeg måtte +gå. Saksen havde ikke kastet et Blik på +mig under det hele; han havde hørt min +Stemme og genkendt mig på den. Så ilde +set er du her, tænkte jeg, man gider ikke +engang svare dig. Mon det er Ordre fra +Redaktøren? Jeg havde rigtignok også, lige +siden min berømte Føljeton til ti Kroner blev +antagen, oversvømmet ham med Arbejder, +rændt på hans Døre næsten hver Dag med +ubrugbare Ting, som han havde måttet læse +igennem og give mig tilbage. Han vilde +kanske have en Ende på det, tage sine Forholdsregler +. . . . Jeg begav mig på Vejen +ud i Homandsbyen. + +</p><p>Hans Pauli Pettersen var en Bondestudent +på Kvisten i en fem Etages Gård, altså +var Hans Pauli Pettersen en fattig Mand. Men +havde han en Krone, så vilde han ikke spare +den. Jeg vilde få den lige så sikkert, som +jeg havde den i Hånden. Og jeg gik og +glæded mig til denne Krone den hele Vej og +følte mig vis på at få den. Da jeg kom til +Gadedøren, var den stængt, og jeg måtte +ringe på. + +</p><p>»Jeg ønsker at tale med Student Pettersen,« +sagde jeg og vilde ind; »jeg ved hans Værelse.« + +</p><p>»Student Pettersen?« gentager Pigen. Om +det var ham, som boed på Kvisten? Han +var flyttet. Ja, hun vidste ikke hvorhen; men +han havde bedt om at få sine Breve sendt +ned til Hermansen i Toldbodgaden, og Pigen +nævnte Numret. + +</p><p>Jeg går fuld af Tro og Håb helt ned i +Toldbodgaden, forat spørge om Hans Paulis +Adresse. Dette var min sidste Udvej, og jeg +måtte udnytte den. Undervejs kom jeg forbi +et nys opført Hus, hvor et Par Snedkere stod +og høvled udenfor. Jeg tog i Dyngen et Par +blanke Spåner, stak den ene i Munden og +gæmte den anden i Lommen til senere. Og +jeg fortsatte min Vej. Jeg stønned af Hunger. +Ved en Bagerbutik havde jeg set et forunderlig +stort ti Øres Brød i Vinduet, det største Brød, +som kunde fåes for den Pris . . . . + +</p><p>»Jeg kommer, forat få vide Student +Pettersens Adresse.« + +</p><p>»Bernt Ankers Gade Numer 10. Kvisten.« +— Om jeg skulde derud? Nå, så vilde jeg +måske være så snil at medtage et Par Breve, +som var kommet? + +</p><p>Jeg går atter op i Byen, den samme +Vej, jeg var kommet, passerer igen Snedkerne, +som nu sad med sine Blikspand mellem +Knæerne og spiste sin gode, varme Dampkøkkenmiddag, +kommer forbi Bagerbutiken, +hvor Brødet endnu ligger på sin Plads, og +når endelig Bernt Ankers Gade, halvdød af +Udmattelse. Døren var åben, og jeg begiver +mig opad de mange tunge Trapper til Kvisten. +Jeg tager Brevene op fra Lommen, for med +ét Slag at sætte Hans Pauli i Humør, når +jeg kom ind. Han vilde vist ikke nægte mig +denne Håndsrækning, når jeg forklared ham +Omstændighederne, aldeles ikke. Hans Pauli +havde så stort Hjærte, det havde jeg al tid +sagt om ham . . . . + +</p><p>På Døren fandt jeg hans Kort: »H. P. +Pettersen, stud. theol. — rejst hjem«. + +</p><p>Jeg satte mig ned på Stedet, satte mig +på det bare Gulv, dump træt, slagen af Forkommenhed. +Jeg gentager mekanisk et Par +Gange: Rejst hjem! Rejst hjem! Så tier jeg +ganske stille. Der var ikke en Tåre i mine +Øjne, jeg havde ikke en Tanke og ikke en +Følelse. Med opspærrede Øjne sad jeg og +stirred på Brevene, uden at foretage mig noget. +Der gik ti Minutter, måske tyve, eller mer, +jeg sad der stadig på samme Plet og rørte +ikke en Finger. Denne dumpe Døs var næsten +som en Blund. Så hører jeg nogen komme +i Trappen, jeg rejser mig og siger: + +</p><p>»Det var Student Pettersen — jeg har to +Breve til ham«. + +</p><p>»Han er hjemrejst«, svarer Konen. »Men +han kommer tilbage efter Ferierne. Brevene +kunde jo jeg tage, om De vilde.« + +</p><p>»Ja, Tak, det var rigtigt godt«, sagde jeg, +»så får han dem, når han kommer. Der +kunde være vigtige Ting i dem. Godmorgen!« + +</p><p>Da jeg var kommet udenfor, standsed jeg +og sagde højt midt på åben Gade, idet jeg +knytted Hænderne: Jeg skal sige dig et, min +kære Herre Gud: du er en Noksagt! Og jeg +nikker rasende, med sammenbidte Tænder op +mod Skyerne: Du er Fan ta mig en Noksagt! + +</p><p>Jeg gik så nogle Skridt og standsed +igen. Idet jeg pludselig skifter Holdning, +folder jeg Hænderne, lægger mit Hoved påskakke +og spørger med sød, fromladen Stemme: +Har du også henvendt dig til ham, mit Barn? + +</p><p>Det lød ikke rigtigt. + +</p><p>Med stor H, siger jeg, med H som en +Domkirke! Op igen: Har du også anråbt +<i>Ham</i>, mit Barn? Og jeg sænker Hovedet og +gør min Stemme begrædelig og svarer: Nej! + +</p><p>Det lød heller ikke rigtigt. + +</p><p>Du kan jo ikke hykle, din Nar! <i>Ja</i>, skal +du sige, ja, jeg har anråbt min Gud Fader! +og du skal få til den ynkeligste Melodi på +dine Ord, som du nogensinde har hørt. Så, +op igjen! Ja, det var bedre. Men du må +sukke, sukke som en krampesyg Hest. Så! + +</p><p>Der går jeg og underviser mig selv i +Hykleri, stamper utålmodig i Gaden, når jeg +ikke får det til, og skælder mig ud for et +Træhoved, mens de forbausede forbigående +vender sig om og betragter mig. + +</p><p>Jeg tygged uafbrudt på min Høvlspån +og sjangled så hurtigt, jeg kunde, nedad +Gaderne. Førend jeg selv vidste af det, var +jeg helt nede ved Jærnbanetorvet. Klokken +viste halv to på Vor Frelsers. Jeg stod en +Stund og overvejed. En mat Sved trængte +frem i mit Ansigt og sived ned i mine Øjne. +Følg med en Tur på Bryggen! sagde jeg til +mig selv. Det vil sige, hvis du har Tid? Og +jeg bukked for mig selv og gik ned til Jærnbanebryggen. + +</p><p>Skibene lå derude, Sjøen vugged i Solskinnet. +Der var travl Bevægelse overalt, pibende +Dampfløjter, Dragere med Kasser på +Skuldrene, muntre Hejsesange fra Prammene. +En Kagekone sidder i Nærheden af mig og +luder med sin brune Næse over sine Varer; +det lille Bord foran hende er syndigt fuldt af +Lækkerier, og jeg vender mig bort i Uvilje. +Hun fylder hele Kajen med sin Madlugt; fyh, +op med Vinduerne! Jeg henvender mig til en +Herre, der sidder ved min Side og forestiller +ham indtrængende dette Misforhold med Kagekoner +her og Kagekoner der . . . . Ikke? Ja, +men han måtte dog vel indrømme, at . . . . +Men den gode Mand aned Uråd og lod mig +ikke engang tale tilende, før han rejste sig og +gik. Jeg rejste mig ligeledes og fulgte ham, +fast bestemt på at overbevise Manden om +hans Fejltagelse. + +</p><p>»Endog af Hensyn til de sanitære Forholde«, +sagde jeg og klapped ham på Skuldren +. . . . + +</p><p>»Undskyld, jeg er fremmed her og kender +ikke noget til de sanitære Forholde,« sagde +han og stirred på mig i Rædsel. + +</p><p>Nå, det forandred Sagen, når han var +fremmed . . . . Om jeg ikke kunde gjøre ham +nogen Tjeneste? Vise ham omkring? Ikke? +For det skulde være mig en Fornøjelse, og +det skulde jo ikke koste ham noget . . . . + +</p><p>Men Manden vilde absolut blive af med +mig og skråed hurtigt over Gaden til det +andet Fortoug. + +</p><p>Jeg gik atter tilbage til min Bænk og +satte mig. Jeg var meget urolig, og den store +Lire, som havde begyndt at spille lidt længer +henne, gjorde mig end værre. En fast, metallisk +Musik, en Stump af Weber, hvortil en +liden Pige synger en sørgelig Vise. Det fløjteagtige, +lidelsesfulde i Liren risler mig gennem +Blodet, mine Nerver begynder at dirre, som +gav de Genklang, og et Øjeblik efter falder +jeg tilbage på Bænken, klynkende, nynnende +med. Hvad finder ikke éns Tanker på, når +man sulter! Jeg føler mig optagen i disse +Toner, opløst til Tone, jeg strømmer ud, og +jeg fornemmer så tydeligt, hvorledes jeg +strømmer, svævende højt over Bjærge, dansende +ind over lyse Zoner . . . . + +</p><p>»En Øre!« siger den lille Lirepige og +rækker sin Bliktalærken frem, »bare en Øre!« + +</p><p>»Ja,« svarer jeg ubevidst, og jeg sprang +op og ransaged mine Lommer. Men Barnet +tror, at jeg blot vil holde Løjer med hende +og fjærner sig straks, uden at sige et Ord. +Denne stumme Tålsomhed var mig for stor; +havde hun skældt mig ud, vilde det kommet +belejligere; Smærten greb mig, og jeg råbte +hende tilbage. Jeg ejer ikke en Øre, sagde +jeg, men jeg skal huske dig siden, måske +imorgen. Hvad hedder du? Ja, det var et +pent Navn, jeg skulde ikke glemme det. Altså +imorgen . . . . + +</p><p>Men jeg forstod godt, at hun ikke troed +mig, uagtet hun ikke sagde et Ord, og jeg +græd af Fortvivlelse over, at denne lille Gadetøs +ikke vilde tro mig. Endnu engang råbte +jeg hende tilbage, rev hurtigt min Frakke op +og vilde give hende min Vest. Jeg skal holde +dig skadesløs, sagde jeg, vent blot et Øjeblik . . . . + +</p><p>Og jeg havde ingen Vest. + +</p><p>Hvor kunde jeg også lede efter den! +Der var gået Uger, siden den var i mit Eje. +Hvad gik der også af mig? Den forbausede +Pige vented ikke længer, men trak sig skyndsomt +tilbage. Og jeg måtte lade hende gå. +Folk stimled sammen om mig og lo højt, en +Politibetjent trænger sig hen til mig og vil +vide, hvad der er påfærde. + +</p><p>»Ingen Ting,« svarer jeg, »slet ingen Ting! +Jeg vilde blot give den lille Pige derhenne +min Vest . . . . til hendes Fader . . . . Det +behøver De ikke at stå og le ad. Jeg kunde +bare gå hjem og tage en anden på.« + +</p><p>»Ingen Opstyr på Gaden!« siger Konstablen. +»Såh, marsch!« Og han puffer mig afsted. +»Er dette Demses Papirer?« råbte han efter mig. + +</p><p>Ja, Død og Pine, min Avisartikel, mange +vigtige Skrifter! Hvor kunde jeg også være +så uforsigtig . . . . + +</p><p>Jeg får fat i mit Manuskript, forvisser +mig om, at det ligger i Orden og går, uden +at standse et Øjeblik eller se mig omkring, op +til Redaktionskontoret. Klokken var nu fire +på Vor Frelsers Ur. + +</p><p>Kontoret er stængt. Jeg lister mig lydløst +nedad Trapperne, bange som en Tyv, og +standser rådvild udenfor Porten. Hvad skulde +jeg nu gøre? Jeg læner mig ind til Muren, +stirrer ned i Stenene og tænker efter. En +Knappenål ligger og skinner foran mine +Fødder, og jeg bøjer mig ned og tager den +op. Hvad om jeg tog Knapperne udaf min +Frakke, hvad vilde jeg få for dem? Det +vilde måske ikke nytte mig, Knapper var +nu Knapper; men jeg tog og undersøgte dem +til alle Kanter og fandt dem så godt som +nye. Det var en heldig Idé alligevel, jeg +kunde skære dem ud med min Pennekniv og +bringe dem hen i Kælderen. Håbet om, at +jeg kunde sælge disse fem Knapper, oplived +mig straks, og jeg sagde: Se, se, det retter +sig! Min Glæde tog Overhånd med mig, og +jeg gav mig straks til at tage Knapperne ud, en +efter en. Herunder holdt jeg følgende tyste Passiar: + +</p><p>Ja, ser De, man er bleven lidt fattig, en +øjeblikkelig Forlegenhed . . . . Udslidte, siger +De? De må ikke forsnakke Dem. Jeg vil +se på den, som slider mindre Knapper, end +jeg. Går altid med Frakken åben, skal jeg +sige Dem; det er bleven en Vane hos mig, +en Egenhed . . . . Nej, nej, når De ikke <i>vil</i>, +så! Men jeg skal have mine ti Øre for dem, +mindst . . . . Nej, Herregud, hvem har <i>sagt</i>, +at de skal gøre det? De kan holde Deres +Mund og lade mig være i Fred . . . . Ja, ja, +så kan De jo <i>hente</i> Politiet, vel. Jeg skal +vente her, mens De er ude efter Konstablen. +Og jeg skal ikke stjæle noget fra Dem . . . . +Nå, Goddag, Goddag! Mit Navn er altså +Tangen, jeg har været lidt forsent ude . . . . + +</p><p>Så kommer der nogen i Trappen. Jeg +er øjeblikkelig tilbage i Virkeligheden, genkender +Saksen og stikker Knapperne skyndsomt +i Lommen. Han vil forbi, besvarer ikke +engang min Hilsen, får det pludselig så travlt +med at se på sine Negle. Jeg standser ham +og spørger efter Redaktøren. + +</p><p>»Ikke tilstede, Di.« + +</p><p>»De lyver!« sagde jeg. Og med en Frækhed, +som forundred mig selv, fortsatte jeg: +»Jeg må tale med ham; det er et nødvendigt +Ærinde — Meddelelser fra Stiftsgården.« + +</p><p>»Ja, kan Di ikke sige det til mig, da?« + +</p><p>»Til Dem?« sagde jeg og målte Saksen +lidt med Øjnene. + +</p><p>Det hjalp. Han fulgte straks med og +åbned Døren. Nu sad mit Hjærte mig i +Halsen. Jeg bed Tænderne heftigt sammen, +forat give mig Mod, banked på, og trådte +ind i Redaktørens Privatkontor. + +</p><p>»Goddag! Er det Dem?« sagde han venligt. +»Sid ned.« + +</p><p>Havde han vist mig Døren, vilde det +været kærkomnere; jeg følte Gråden og sagde: + +</p><p>»Jeg beder Dem undskylde . . . .« + +</p><p>»Sæt Dem ned,« gentog han. + +</p><p>Og jeg satte mig og forklared, at jeg +igen havde en Artikel, som det var mig magtpåliggende +at få ind i hans Blad. Jeg havde +gjort mig sådan Flid med den, den havde +kostet mig så megen Anstrængelse. + +</p><p>»Jeg skal læse den,« sagde han og tog +den. »Anstrængelse koster det Dem vist alt, +De skriver; men De er så altfor heftig. Når +De bare kunde være lidt besindigere! Der er +formegen Feber. Imidlertid skal jeg læse den.« +Og han vendte sig igjen ind til Bordet. + +</p><p>Der sad jeg. Turde jeg bede om en +Krone? Forklare ham, hvorfor der altid var +Feber? Så vilde han ganske sikkert hjælpe +mig; det var ikke første Gang. + +</p><p>Jeg rejste mig op. Hm! Men sidst, jeg +var hos ham, havde han klaget sig for Penge, +endog sendt Regningsbudet ud, forat skrabe +sammen til mig. Det vilde måske blive +samme Tilfældet nu. Nej, det skulde ikke +ske! Så jeg slet ikke, at han sad i Arbejde? + +</p><p>»Var det ellers noget?« spurgte han. + +</p><p>»Nej!« sagde jeg og gjorde min Stemme +fast. »Hvornår må jeg få høre ind igen?« + +</p><p>»Å, nårsomhelst De går forbi,« svared +han, »om et Par Dage eller så.« + +</p><p>Jeg kunde ikke få min Begæring over +Læberne. . Denne Mands Venlighed syntes +mig uden Grændser, og jeg skulde vide at +påskønne den. Heller sulte tildøde. Og jeg gik. + +</p><p>Ikke engang, da jeg stod udenfor og igen +følte Hungerens Anfald, angred jeg at have +forladt Kontoret uden at bede om denne +Krone. Jeg tog den anden Høvlspån op af +Lommen og stak den i Munden. Det hjalp +igen. Hvorfor havde jeg ikke gjort det før? +Du måtte skamme dig! sagde jeg højt; kunde +det virkelig falde dig ind at bede den Mand +om en Krone og sætte ham i Forlegenhed +igen? Og jeg blev rigtig grov mod mig selv +for den Uforskammethed, som havde faldt +mig ind. Det er ved Gud det sjofleste, jeg +endnu har hørt! sagde jeg; rænde på en Mand +og næsten klore Øjnene ud på ham, bare +fordi du trænger en Krone, din elendige Hund! +Så, marsch! Hurtigere! Hurtigere, din Tamp! +Jeg skal lære dig! + +</p><p>Jeg begyndte at løbe, forat straffe mig +selv, tilbagelagde i Sprang den ene Gade efter +den anden, drev mig fremad ved indædte Tilråb +og skreg taust og rasende til mig selv, +når jeg vilde standse. Herunder var jeg +kommet højt op i Pilestrædet. Da jeg endelig +stod stille, næsten grædefærdig af Vrede over +ikke at kunne løbe længer, dirred jeg over +mit hele Legeme, og jeg slængte mig ned +på en Trappe. Nej, stop! sagde jeg. Og +for rigtigt at plage mig selv, rejste jeg mig +atter op og tvang mig til at blive stående, +og jeg lo ad mig selv og gotted mig over +min egen Forkommenhed. Endelig efter flere +Minutters Forløb gav jeg mig ved et Nik +Tilladelse til at sætte mig; endog da valgte +jeg den ubekvemmeste Plads på Trappen. + +</p><p>Herregud, det var dejligt at hvile! Jeg +tørred Sveden af mit Ansigt og drak store, +friske Åndedrag ind. Hvor havde jeg ikke +løbet! Men jeg angred det ikke, det var vel +fortjent. Hvorfor havde jeg også villet begære +den Krone? Nu så jeg Følgerne! Og jeg +begyndte at tale mildt til mig selv, holde +Formaninger, som en Moder kunde gjort. Jeg +blev mer og mer rørende, og træt og kraftløs +begyndte jeg at græde. En stille og inderlig +Gråd, en indvendig Hulken uden en +Tåre. + +</p><p>Et Kvarters Tid eller mer sad jeg på +samme Sted. Folk kom og gik, og ingen +forulemped mig. Småbørn legte her og der +omkring, en liden Fugl sang i et Træ på +den anden Side af Gaden. + +</p><p>En Politikonstabel kommer henimod mig. + +</p><p>»Hvorfor sitter Di her?« sagde han. + +</p><p>»Hvorfor jeg sidder her?« spurgte jeg. +»Af Lyst.« + +</p><p>»Jeg har lagt Mærke til Dere den sidste +Hal’time,« sagde han. »Di har sitti her en +hal’ Time?« + +</p><p>»Så omtrent,« svared jeg. »Var det +ellers noget?« Jeg rejse mig vredt og gik. + +</p><p>Kommen til Torvet, standsed jeg og så +ned i Gaden. Af Lyst! Var nu også det et +Svar? Af Træthed! skulde du sagt, og du +skulde gjort din Stemme begrædelig — du er +et Fæ, du lærer aldrig at hykle! — af Udmattelse! +og du skulde sukket som en Hest. + +</p><p>Da jeg kom til Brandvagten, standsed jeg +igen, greben af et nyt Indfald. Jeg knipsed +i Fingrene, slog i en høj Latter, som forbaused +de forbigående, og sagde: Nej, nu skal +du virkelig gå ud til Præsten Levion. Det +skal du bitterdød gøre. Jo, bare forat forsøge. +Hvad har du at forsømme med det? Det er +også sådant dejligt Vejr. + +</p><p>Jeg gik ind i Paschas Boglade, fandt i +Adressekalenderen Pastor Levions Bopæl og +begav mig derud. Nu gælder det! sagde jeg, +far nu ikke med Streger! Samvittighed, siger +du? Ikke noget Sludder; du er for fattig til +at holde Samvittighed. Du er sulten, er du, +kommen i et vigtigt Anliggende, det første +fornødne. Men du skal lægge Hovedet på +Skuldren og sætte Melodi på dine Ord. Det +vil du ikke, hvad? Så går jeg ikke et +Skridt videre, så meget du ved det. Så: +du er i en såre anfægtet Tilstand, kæmper +med Mørkets Magter og store, lydløse Uhyrer +om Nætterne, så det er en Gru, hungrer og +tørster efter Vin og Mælk og får det ikke. +Så langt er det kommet med dig. Nu står +du her og har ikke så godt som Spyt i +Lampen. Men du tror på Nåden, Gudskelov, +du har ikke tabt Troen endda! Og da skal +du slå Hænderne sammen og se ud som en +ren Satan til at tro på Nåden. Med Hensyn +til Mammon, så hader du Mammon under +alle dens Skikkelser; en anden Sag er det +med en Salmebog, en Erindring til et Par +Kroner . . . . Ved Præstens Dør standsed jeg +og læste: »Kontortid fra 12 til 4.« + +</p><p>Fremdeles ikke noget Sludder! sagde jeg; +nu gør vi Alvor af det! Så, ned med Hovedet, +lidt til . . . . og jeg ringte på til Familjelejligheden. + + +</p><p>»Jeg søger Pastoren,« sagde jeg til Pigen; +men det var mig ikke muligt at få Guds +Navn med. + +</p><p>»Han er gået ud,« svared hun. + +</p><p>Gået ud! Gået ud! Det ødelagde hele +min Plan, forrykked fuldstændigt alt, jeg havde +tænkt at sige. Hvad Nytte havde jeg så af +denne lange Tur? Nu stod jeg der. + +</p><p>»Var det noget især?« spurgte Pigen. + +</p><p>»Aldeles ikke!« svared jeg, »slet ikke! +Det var bare sådant dejligt Guds Vejr, og +så vilde jeg gå herud og hilse på ham.« + +</p><p>Der stod jeg og der stod hun. Jeg satte +med Vilje Brystet frem, forat gøre hende opmærksom +på Knappenålen, der holdt min +Frakke sammen; jeg bad hende med Øjnene +om at se, hvad jeg var kommet for; men +Staklen forstod ingen Ting. + +</p><p>Et dejligt Guds Vejr, ja. Om ikke Fruen +var hjemme heller? + +</p><p>Jo, men hun havde Gigt, lå på en Sofa, +uden at kunne røre sig . . . . Vilde jeg måske +lægge ned et Bud eller noget? + +</p><p>Nej, slet ikke. Jeg bare tog slige Ture +nu og da, fik lidt Motion. Det var så bra +efter Middagen. — + +</p><p>Jeg begav mig på Vejen tilbage. Hvad +vilde det føre til at passiare længer? Desuden +var jeg begyndt at føle Svimmelhed; det fejled +ikke, jeg var i Færd med at knække sammen for +Alvor. Kontortid fra 12 til 4; jeg havde banket +på en Time forsent, Nådens Tid var omme! + +</p><p>På Stortorvet satte jeg mig på en af +Bænkene ved Kirken. Herregud, hvor det begyndte +at se sort ud for mig nu! Jeg græd +ikke, jeg var for træt; udpint til det yderste +sad jeg der uden at foretage mig nogen Ting, +sad urørlig og sulted. Brystet var mest betændt, +det sved aldeles besynderlig slemt derinde. +Det vilde heller ikke hjælpe længer at +tygge Spån; mine Kæver var trætte af det +frugtesløse Arbejde, og jeg lod dem hvile. +Jeg gav mig over. Ovenikøbet havde en brun +Appelsinskal, som jeg fandt på Gaden, og +som jeg straks gav mig til at gnave af, givet +mig Kvalme. Jeg var syg; Pulsåren svulmed +blå på mine Håndled. + +</p><p>Hvad havde jeg også egentlig nølet efter? +Løbet om den hele Dag efter en Krone, som +kunde holde Liv i mig i nogle Timer længer. Var +det i Grunden ikke ligegyldigt, om det uundgåelige +skete en Dag før eller en Dag senere? +Havde jeg opført mig som et ordentligt Menneske, +var jeg gået hjem og lagt mig til Ro +for længe siden, overgivet mig. Min Tanke +var i Øjeblikket klar. Nu skulde jeg dø; det +var i Høstens Tid, og alt var lagt i Dvale. +Jeg havde forsøgt hvert Middel, udnyttet hver +Hjælpekilde, som jeg vidste om. Jeg kæled +sentimentalt med denne Tanke, og hver Gang, +jeg endnu håbed på en mulig Redning, +hvisked jeg afvisende: Din Nar, du er jo +allerede begyndt at dø! Jeg burde skrive et +Par Breve, have alt færdigt, gøre mig parat. +Jeg vilde vaske mig omhyggeligt og ordne +smukt op i min Seng; mit Hoved vilde jeg +lægge på det Par Ark hvidt Skrivepapir, den +reneste Ting jeg havde igen, og det grønne +Tæppe kunde jeg . . . . + +</p><p>Det grønne Tæppe! Jeg blev med én +Gang lys vågen, Blodet steg mig til Hovedet, +og jeg fik stærk Hjærteklap. Jeg rejser mig +op fra Bænken og begynder at gå, Livet +rører sig påny i alle mine Fibrer, og jeg +gentager Gang på Gang de løsrevne Ord: +Det grønne Tæppe! Det grønne Tæppe! +Jeg går hurtigere og hurtigere, som om det +galdt at indhente noget, og står om en kort +Stund atter hjemme i mit Blikkenslagerværksted. + +</p><p>Uden at standse et Øjeblik eller vakle i +min Beslutning, går jeg bort til Sengen og +ruller Hans Paulis Tæppe sammen. Det skulde +være underligt, om ikke mit gode Indfald +kunde redde mig! De dumme Betænkeligheder, +som opstod hos mig, halve indre Råb +om et vist Brandmærke, det første sorte Tegn +i min Hæderlighed, hæved jeg mig uendeligt +over; jeg gav det hele en god Dag. Jeg var +ingen Helgen, ingen Dydsidiot, jeg havde min +Forstand i Behold . . . . + +</p><p>Og jeg tog Tæppet under Armen og gik +ned i Stenersgaden Numer 5. + +</p><p>Jeg banked på og trådte ind i den store +fremmede Sal, for første Gang; Bjælden på +Døren slog en hel Masse desperate Slag over +mit Hoved. En Mand kommer ind fra et +Sideværelse, tyggende, med Munden fuld af +Mad, og stiller sig foran Disken. + +</p><p>»Å, lån mig en halv Krones Penge på +mine Briller!« sagde jeg; »jeg skal løse dem +ind om et Par Dage, sikkert.« + +</p><p>»Hvad? Nej, det er jo Stålbriller?« + +</p><p>»Ja.« + +</p><p>»Nej, det kan jeg ikke.« + +</p><p>»Å, nej. De kan vel ikke det. Det var +i Grunden bare Spøg også. Nej, jeg har et +Tæppe med, som jeg egentlig ikke har noget +Brug for længer, og det faldt mig ind, at De +kunde ville skille mig af med det.« + +</p><p>»Jeg har desværre et helt Lager af Sengeklæder,« +svared han, og da jeg havde fået +det oprullet, kasted han et eneste Blik på +det og råbte: + +</p><p>»Nej, undskyld, det har heller ikke jeg +noget Brug for!« + +</p><p>»Jeg vilde vise Dem den dårligste Side +først,« sagde jeg; »det er meget bedre på +den anden Side.« + +</p><p>»Ja, ja, det hjælper ikke, jeg vil ikke eje +det, og De får ikke ti Øre for det noget +Sted.« + +</p><p>»Nej, det er grejt, at det ikke er værd +noget,« sagde jeg; »men jeg tænkte, at det +kunde gå under ét med et andet gammelt +Tæppe på Auktionen.« + +</p><p>»Ja, nej, det nytter ikke.« + +</p><p>»Fem og tyve Øre?« sagde jeg. + +</p><p>»Nej, jeg vil slet ikke have det, Mand, +jeg vil ikke have det i Huset.« + +</p><p>Så tog jeg atter Tæppet under Armen +og gik hjem. + +</p><p>Jeg lod som intet var hændt, bredte igen +Tæppet over Sengen, glatted det godt ud, +som jeg plejed, og forsøgte at udslette ethvert +Spor af min sidste Handling. Jeg kunde +umuligt have været ved min fulde Forstand i +det Øjeblik, da jeg fatted Beslutningen om at +begå denne Kæltringstreg; jo mer jeg tænkte +herpå, des urimeligere forekom det mig. Det +måtte være et Anfald af Svaghed, en eller +anden Slappelse i mit Indre, som havde overrumplet +mig. Jeg var heller ikke falden i +denne Snare, det aned mig, at det begyndte +at bære galt afsted, og jeg havde udtrykkelig +forsøgt med Brillerne først. Og jeg glæded +mig meget over, at jeg ikke havde fået Anledning +til at fuldbyrde denne Brøde, som +vilde have flækket til de sidste Timer, jeg +leved. + +</p><p>Og atter vandred jeg ud i Byen. + +</p><p>Jeg slog mig påny ned på en Bænk ved +Vor Frelsers Kirke, dused sammen, med +Hovedet på Brystet, slap efter den sidste +Ophidselse, syg og forkommen af Sult. Og +Tiden gik. + +</p><p>Jeg fik sidde også denne Time ud; det +var lidt lysere ude end inde i Hus; det forekom +mig desuden, at det arbejded ikke fuldt +så galt i Brystet ude i fri Luft; jeg kom jo +også tidsnok hjem. + +</p><p>Og jeg dused og tænkte og led ganske +hårdt. Jeg havde fundet mig en liden Sten, +som jeg pudsed af på mit Frakkeærme og +stak i Munden, forat have noget at gumle på; +ellers rørte jeg mig ikke og flytted ikke engang +Øjnene. Mennesker kom og gik, +Vognrammel, Hovtramp og Passiar fyldte +Luften. + +</p><p>Men jeg kunde jo forsøge med Knapperne? +Det nytted naturligvis ikke, og desuden +var jeg så temmelig syg. Men når +jeg ret betænkte mig, så skulde jeg jo egentlig +i Retning af »Onkel« — min egentlige +»Onkel« — når jeg gik hjem? + +</p><p>Endelig rejste jeg mig og drog mig sent +og tuslet henefter Gaderne. Det begyndte at +brænde over mine Øjenbryn, det trak op til +Feber, og jeg skyndte mig alt, jeg kunde. +Atter kom jeg forbi Bagerbutiken, hvor Brødet +lå. Så, nu standser vi ikke her! sagde jeg +med tilgjort Bestemthed. Men om jeg nu gik +ind og <i>bad</i> om en Bid Brød? Det var en +Strejftanke, et Glimt; det faldt mig virkelig +ind. Fy! hvisked jeg og rysted på Hovedet. +Og jeg gik videre. + +</p><p>I Rebslagergangen stod der et Par elskende +og hvisked inde i en Port; lidt længer henne +stak en Pige Hovedet ud af Vinduet. Jeg gik +så sagte og betænksomt, jeg så ud til at +grunde på noget af hvert — og Pigen kom +ud på Gaden. + +</p><p>»Hvordan er det med dig da, Gammeln? +Hvad for noget, er du syg? Nej, Gud hjælpe +mig for et Ansigt!« Og Pigen trak sig skyndsomt +tilbage. + +</p><p>Jeg standsed med en Gang. Hvad var +der ivejen med mit Ansigt? Var jeg virkelig +begyndt at dø? Jeg følte med Hånden opad +Kinderne: mager, naturligvis var jeg mager; +Kinderne stod som to Skåler med Bunden +ind; men Herregud . . . . og jeg rusled +atter ivej. + +</p><p>Men jeg standsed igen. Jeg måtte være +ganske ubegribelig mager. Og Øjnene var +på Vej ind gennem Hovedet. Hvordan så +jeg egentlig ud? Det var nu som hede Fan +også, at man måtte lade sig levende vanskabe +af bare Sult! Jeg følte Raseriet endnu +engang, dets sidste Opblussen, en +Senetrækning. Hjælpe os for et Ansigt, hvad? Her +gik jeg med et Hoved, som der ikke fandtes +Mage til i Landet, med et Par Næver, som +Gud forsyne mig kunde male Bybud til Sigtemel, +og sulted mig vanskabt midt i Kristiania +By! Var der nogen Orden og Måde i det? +Jeg havde ligget i Sælen og slidt Nætter +og Dage, som en Mær, der slæber en Præst; +jeg havde læst mig Øjnene ud af Skolten og +sultet mig Forstanden ud af Hjærnen — hvad +Fan havde jeg igen for det? Endog Gadetæverne +bad Gud fri sig for Synet af mig. Men nu +skulde det være stop — forstår du det! — +<i>stop</i> skulde det Djævelen besætte mig være! +. . . . Med stadigt tiltagende Raseri, skærende +Tænder under Følelsen af min Mathed, under +Gråd og Eder, vedblev jeg at buldre løs, +uden at ændse Folk, der gik forbi. Jeg begyndte +igen at martre mig selv, løb med Vilje +min Pande mod Lygtepælene, satte Neglene +dybt ind i mine Håndbage, bed i Afsindighed +i min Tunge, når den ikke talte tydeligt, og +jeg lo rasende hver Gang det gjorde meget +ondt. + +</p><p>Ja, men hvad skal jeg gøre? svared +jeg tilsidst mig selv. Og jeg stamper i Gaden +flere Gange og gentager: Hvad skal jeg gører +— En Herre går just forbi og bemærker +smilende: + +</p><p>»De bør gå og begære Dem anholdt.« + +</p><p>Jeg så efter ham. Det var en af vore +bekendte Damelæger, »Hertugen« kaldet. Ikke +engang han forstod sig på min Tilstand, en +Mand, jeg kendte, og hvis Hånd jeg havde +trykket. Jeg blev stille. Anholdt? Ja, jeg +var gal; han havde Ret. Jeg følte Vanviddet +i mit Blod, følte dets Jag gennem Hjærnen. +Så dér skulde det ende med mig! Ja, ja! +Og jeg begyndte igen min langsomme, sørgelige +Gang. Dér skulde jeg altså havne! + +</p><p>Med ét står jeg atter stille. Men ikke +anholdt! siger jeg; ikke det! Og jeg var +næsten hæs af Angst. Jeg bad for mig, trygled +hen i Hyt og Vejr om ikke at blive anholdt. +Så vilde jeg komme på Rådstuen +igen, blive indestængt i en mørk Celle, hvori +der ikke fandtes en Gnist af Lys. Ikke det! +Der var andre Udveje åbne endnu, som jeg +ikke havde forsøgt. Og jeg vilde forsøge dem; +jeg vilde være så inderlig flittig, tage mig +god Tid til det og gå ufortrødent omkring +fra Hus til Hus. Der var nu for Eksempel +Musikhandler Cisler, ham havde jeg slet ikke +været hos. Der blev nok en Råd . . . . +Således gik jeg og talte, indtil jeg næsten +fik mig selv til at gæde af Rørelse. Bare ikke +blive anholdt! + +</p><p>Cisler? Var det måske et højere Fingerpeg? +Hans Navn havde faldt mig ind uden +Grund, og han boed så langt borte; men jeg +vilde dog opsøge ham, gå sagte og hvile +iblandt. Jeg kendte Stedet, jeg havde været +der ofte, købt så mange Noder i de gode +Dage. Skulde jeg bede om en halv Krone? +Det vilde måske genere ham; jeg fik spørge +om en hel. + +</p><p>Jeg kom ind i Butiken og spurgte efter +Chefen; man viste mig ind i hans Kontor. +Der sad Manden, smuk, klædt efter Moden, +og gennemså Regninger. + +</p><p>Jeg stammed en Undskyldning og frembar +mit Ærinde. Tvungen af Trang til at +henvende mig til ham . . . . Skulde ikke vare +ret længe, før jeg skulde betale det tilbage +. . . . Når jeg fik Honoraret for min Avisartikel +. . . . Han vilde gøre mig så stor en +Velgærning . . . . + +</p><p>Endnu mens jeg talte, vendte han sig til +Pulten og fortsatte sit Arbejde. Da jeg var +færdig, så han påskrå henimod mig, rysted +sit smukke Hoved og sagde: »Nej!« Bare Nej. +Ingen Forklaring. Ikke et Ord. + +</p><p>Mine Knæ skalv voldsomt, og jeg støtted +mig mod den lille polerede Skranke. Jeg fik +forsøge en Gang til. Hvorfor skulde netop +hans Navn falde mig ind, da jeg stod langt +nede i Vaterland? Det sled nogle Gange i +min venstre Side, og jeg begyndte at svede. +Hm! Jeg var virkelig højst forkommen, sagde +jeg, temmelig syg, desværre; det vilde sikkert +ikke gå mer end et Par Dage, før jeg kunde +betale det tilbage. Om han vilde være så snil? + +</p><p>»Kære Mand, hvorfor kommer De til +mig?« sagde han. »De er mig et fuldstændigt +X, løben ind fra Gaden. Gå til Bladet, hvor +man kender Dem.« + +</p><p>»Men blot for iaften!« sagde jeg. »Redaktionen +er allerede stængt, og jeg er meget +sulten nu.« + +</p><p>Han rysted vedholdende på Hovedet, +vedblev at ryste det endog efterat jeg havde +grebet fat i Låsen. + +</p><p>»Farvel!« sagde jeg. + +</p><p>Det var ikke noget højere Fingerpeg, +tænkte jeg og smilte bittert; så højt kunde +også jeg pege, når det kom an på det. +Jeg sled mig frem det ene Kvartal efter det +andet, nu og da hvilte jeg et Øjeblik på en +Trappe. Når jeg bare ikke blev anholdt! +Rædselen for Cellen forfulgte mig hele Tiden, +lod mig slet ikke i Fred; hver Gang jeg så +en Konstabel i min Vej, tusled jeg ind i en +Sidegade, forat undgå at møde ham. Nu +tæller vi et hundrede Skridt, sagde jeg, og +forsøger vor Lykke igen! Engang blir der +vel en Råd . . . . + +</p><p>Det var en mindre Garnhandel, et Sted, +jeg aldrig tidligere havde betrådt. En enkelt +Mand indenfor Disken, Kontor indenfor med +Porcellæns Skildt på Døren, pakkede Hylder +og Borde i lang Række. Jeg vented til den +sidste Kunde havde forladt Butiken, en ung +Dame med Smilehuller. Hvor hun så lykkelig +ud! Jeg nænned ikke at prøve at gøre Indtryk +med min Knappenål i Frakken; jeg +vendte mig bort, og mit Bryst hulked. + +</p><p>»Ønsker De noget?« spurgte Betjenten. + +</p><p>»Er Chefen tilstede?« sagde jeg. + +</p><p>»Han er på Fjældtur i Jotunhejmen,« +svared han. »Var det noget særligt, hvad?« + +</p><p>»Det galdt nogle Øre til Mad,« sagde +jeg og forsøgte at smile; »jeg er bleven sulten, +og jeg har ikke en Øre.« + +</p><p>»Så er De lige så rig, som jeg«, sagde +han og gav sig til at ordne Garnpakker. + +</p><p>»Å, vis mig ikke bort — ikke nu!« +sagde jeg, på en Gang kold over hele Legemet. +»Jeg er virkelig næsten død af Sult, det +er mange Dage, siden jeg nød noget.« + +</p><p>I yderste Alvor, uden at sige noget, gav +han sig til at vrænge sine Lommer, en efter +en. Om jeg ikke vilde tro ham på hans +Ord, hvad? + +</p><p>»Bare fem Øre?« sagde jeg. »Så skal +De få ti igen om et Par Dage.« + +</p><p>»Kære Mand, vil De have mig til at stjæle +af Skuffen?« spurgte han utålmodig. + +</p><p>»Ja,« sagde jeg, »ja, tag fem Øre af +Skuffen.« + +</p><p>»Det blir ikke mig, som gør det,« slutted +han, og han lagde til: »Og lad mig sige Dem +nu med det samme, at nu kan det være nok +af dette.« + +</p><p>Jeg drog mig ud, syg af Sult og hed af +Skam. Jeg havde gjort mig til Hund for det +usleste Ben og ikke fået det. Nej, nu +fik der blive en Ende på det! Det var +virkelig kommet altfor langt med mig. Jeg +havde holdt mig oppe i så mange År, stået +rank i så hårde Stunder, og nu var jeg +på en Gang sunken ned til brutalt Betleri. +Denne ene Dag havde forrået min hele +Tanke, overstænket mit Sind med Ubluhed. +Jeg havde ikke undset mig for at gøre mig +bevægelig og stå og græde til de mindste +Kræmmere. Og hvad havde det nyttet? Stod +jeg måske ikke fremdeles uden en Brødbid +at stikke i Munden. Jeg havde opnået at få +mig til at væmmes ved mig selv. Ja, ja, nu +måtte det komme til en Ende! Retnu stængte +man Porten hjemme, og jeg fik skynde mig, +hvis jeg ikke vilde ligge på Rådstuen inat +igen . . . . + +</p><p>Dette gav mig Kræfter; ligge på Rådstuen +vilde jeg ikke. Med foroverbøjet Krop, +med Hånden stemt mod venstre Ribben, forat +dulme Stingene lidt, kaved jeg fremad, holdt +Øjnene fæstet i Fortouget, for ikke at tvinge +mulige Bekendte til at hilse, og hasted hen +til Brandvagten. Gudskelov, Klokken var blot +syv på Vor Frelsers, jeg havde tre Timer +endnu, før Porten stængtes. Hvor jeg havde +været bange! + +</p><p>Så var der altså ikke en Ting uforsøgt, +jeg havde gjort alt, jeg kunde. At det virkelig +ikke vilde lykkes én Gang på en hel Dag! +tænkte jeg. Om jeg fortalte det til nogen, så +var der ingen, som ville tro det, og om jeg +skrev det ned, så vilde man sige, at det var +lavet. Ikke på et eneste Sted! Ja, ja, der var +ingen Råd med det; fremfor alt ikke gå og +være rørende mer. Fy, det var ækelt, forsikkrer +dig på, det gør mig vammel af dig! Når alt +Håb var ude, så var det ude. Kunde jeg +ikke forresten stjæle mig en Håndfuld Havre +inde i Stalden? En Stribe af Lys, et Strejf +— jeg vidste, at Stalden var lukket. + +</p><p>Jeg tog det mageligt og krøb i sen Sneglegang +hjemover. Jeg følte Tørst, glædeligvis +for første Gang den hele Dag, og jeg gik og +så mig om efter et Sted, hvor jeg kunde +drikke. Jeg var kommet for langt bort fra +Basarerne, og ind i et Privathus vilde jeg +ikke gå; jeg kunde måske også vente til +jeg kom hjem; det vilde tage et Kvarters Tid. +Det var slet ikke sagt, at jeg kunde få beholde +en Slurk Vand heller; min Mave tålte +ikke længer nogen Ting, jeg følte mig endog +kvalm af det Spyt, jeg gik og svælged ned. + +</p><p>Men Knapperne? Jeg havde slet ikke +forsøgt med Knapperne endda? Da stod jeg +plat stille og gav mig til at smile. Kanske +blev der alligevel en Råd! Jeg var ikke helt +fordømt! Jeg vilde ganske sikkert få ti Øre +for dem, imorgen fik jeg så andre ti et eller +andet Sted, og Torsdag vilde jeg få Betaling +for min Avisartikel. Jeg skulde bare se, det +retted sig! At jeg virkelig kunde glemme +Knapperne! Jeg tog dem op af Lommen og +betragted dem, mens jeg atter gik; mine Øjne +blev dunkle af Glæde, jeg så ikke hele Gaden, +jeg gik på. + +</p><p>Hvor kendte jeg ikke nøje den store +Kælder, min Tilflugt i de mørke Aftener, min +blodsugende Ven! En for en var mine Ejendele +forsvundne hernede, mine Småting +hjemmefra, min sidste Bog. På Auktionsdagen +gik jeg gærne derned, forat se til, og +jeg glæded mig hvergang mine Bøger syntes +at komme i gode Hænder. Skuespiller Magelsen +havde mit Ur, og det var jeg næsten stolt +af; en Årskalender, hvori jeg havde mit første +lille poetiske Forsøg, havde en Bekendt købt, +og min Yderfrakke havned hos en Fotograf +til Udlån i Atelieret. Så der var intet at +sige på nogen Ting. + +</p><p>Jeg holdt mine Knapper færdige i Hånden +og trådte ind. »Onkel« sidder ved sin Pult +og skriver. + +</p><p>»Jeg har ingen Hast,« siger jeg, bange +forat forstyrre ham og gøre ham utålmodig +med min Henvendelse. Min Stemme lød så +forunderlig hul, jeg kendte den næsten ikke +selv igen, og mit Hjærte slog som en Hammer. + +</p><p>Han kom mig smilende imøde, som han +plejed, lagde begge sine Hænder flade på +Disken og så mig ind i Ansigtet, uden at sige +noget. + +</p><p>Ja, jeg havde noget med, som jeg vilde +spørge, om han ikke kunde have Brug for . . . . +noget, som blot lå mig ivejen hjemme, forsikkrer +Dem på, ganske til Plage . . . . nogle +Knapper. + +</p><p>Nå, hvad var det så, hvad var det så +med de Knapper? Og han lægger sine Øjne +helt ned til min Hånd. + +</p><p>Om han ikke kunde give mig nogle Øre +for dem? . . . . Så mange, som han selv +syntes . . . . Ganske efter hans eget Skøn . . . . + +</p><p>For de Knapper? Og »Onkel« stirrer +forundret på mig. For <i>disse</i> Knapper? + +</p><p>Bare til en Cigar, eller hvad han selv +vilde. Jeg gik netop forbi, og så vilde jeg +høre ind. + +</p><p>Da lo den gamle Pantelåner og vendte +tilbage til sin Pult, uden at sige et Ord. Der +stod jeg. Jeg havde egentlig ikke håbet så +meget, og alligevel havde jeg tænkt mig det +muligt at blive hjulpen. Denne Latter var min +Dødsdom. Det kunde vel ikke nytte med +Brillerne nu heller? + +</p><p>Jeg vilde naturligvis lade mine Briller gå +med, det er en Selvfølge, sagde jeg så og +tog dem af. Bare ti Øre, eller, om han vilde, +fem Øre? + +</p><p>»De ved jo, at jeg ikke kan låne på +Deres Briller,« sagde »Onkel«; »jeg har sagt +Dem det før.« + +</p><p>»Men jeg trænger et Frimærke,« sagde jeg +dump; jeg kunde ikke engang få afsendt de +Breve, som jeg skulde skrive. »Et ti eller fem +Øres Frimærke, ganske som De selv synes.« + +</p><p>»Gud velsigne Dem og gå Deres Vej!« +svared han og kaved imod mig med Hånden. + +</p><p>Ja, ja, så får det være! sagde jeg til mig +selv. Mekanisk satte jeg Brillerne igen på, tog +Knapperne i Hånden og gik; jeg sagde Godnat +og lukked Døren efter mig som sædvanlig. +Se så, der var ikke mer at gøre! Udenfor +Trappegabet standsed jeg og så endnu engang +på Knapperne. At han slet ikke vilde have +dem! sagde jeg; det er dog næsten nye +Knapper; jeg kan ikke forstå det! + +</p><p>Mens jeg stod der i disse Betragtninger, +kom en Mand forbi og gik ned i Kælderen. +Han havde i Farten givet mig et lidet Stød; +vi gjorde begge Undskyldning, og jeg vendte +mig om og så efter ham. + +</p><p>»Nej, er det dig?« sagde han pludselig +nede i Trappen. Han kom op, og jeg genkendte +ham. »Gud bevare os, så du ser ud!« sagde +han. »Hvad har du gjort hernede?« + +</p><p>»Å — havt Affærer. Du skal herned, ser +jeg?« + +</p><p>»Ja. Hvad har du været der med?« + +</p><p>Mine Knæ skalv, jeg støtted mig mod +Væggen og rakte ud min Hånd med Knapperne. + +</p><p>»Hvad Fan?« råbte han. »Nej, nu går +det for vidt!« + +</p><p>»Godnat!« sagde jeg og vilde gå; jeg +følte Gråden i Brystet. + +</p><p>»Nej, vent et Øjeblik!« sagde han. + +</p><p>Hvad skulde jeg vente efter? Han var jo +selv på Vej til »Onkel«, bragte måske sin +Forlovelsesring, havde sultet i flere Dage, +skyldte sin Værtinde. + +</p><p>»Ja,« svared jeg, »når du vil være snar . . . .« + +</p><p>»Naturligvis,« sagde han og tog Tag i min +Arm; »men jeg skal sige dig, jeg tror dig ikke, +du er en Idiot; det er bedst, du følger med derned.« + +</p><p>Jeg forstod, hvad han vilde, følte pludselig +igen en liden Gnist af Ære og svared: + +</p><p>»Kan ikke! Jeg har lovet at være i Bernt +Ankers Gade Klokken halv otte, og . . . .« + +</p><p>»Halv otte, rigtigt ja! Men nu er Klokken +otte. Her står jeg med Uret i Hånden, det +er det, jeg skal herned med. Så, ind med +dig, sultne Synder! Jeg får mindst fem Kroner +til Dig.« + +</p><p>Og han puffed mig ind. + +</p> + +<div class='chapter' /><h2>TREDJE STYKKE</h2> + +<p class="first">En Uges Tid gik i Herlighed og Glæde. + +</p><p>Jeg var over det værste også denne +Gang, jeg havde Mad hver Dag, mit Mod steg, +og jeg stak det ene Jærn efter det andet i +Ilden. Jeg havde tre eller fire Afhandlinger +under Arbejde, der plyndred min fattige Hjærne +for hver Gnist, hver Tanke, som opstod i den, +og jeg syntes, at det gik bedre end før. +Den sidste Artikel, som jeg havde havt så +meget Rænd for og sat så meget Håb til, +var allerede bleven mig tilbageféveret af Redaktøren, +og jeg havde tilintetgjort den straks, +vred, fornærmet, uden at læse den igennem +påny. For Eftertiden vilde jeg forsøge med +et andet Blad, forat åbne mig flere Udveje. +I værste Fald, hvis heller ikke det hjalp, +havde jeg Skibene at tage til; »Nonnen« lå +sejlklar nede ved Bryggen, og jeg kunde +måske få arbejde mig over på den til +Archangel, eller hvor det nu var, den skulde +hen. Så der mangled mig ikke Udsigter på +mange Kanter. + +</p><p>Den sidste Krise havde faret noget ilde +med mig; jeg begyndte at miste Hår i stor +Mængde, Hovedpinen var også meget plagsom, +især om Morgenen, og Nervøsiteten +vilde ikke give sig. Jeg sad om Dagen og +skrev med Hænderne bundet ind i Kluder, +blot fordi jeg ikke tålte mit eget Åndedrag +imod dem. Når Jens Olaj slog Stalddøren +hårdt i nedenunder mig, eller en Hund kom +ind i Baggården og begyndte at gø, gik det +mig gennem Marv og Ben som kolde Stik, +der traf mig allevegne. Jeg var temmelig forkommen. + +</p><p>Dag efter Dag stræved jeg med mit +Arbejde, undte mig knapt Tid til at sluge min +Mad, førend jeg atter satte mig til at skrive. +I den Tid var både Sengen og mit lille +vaklende Skrivebord oversvømmet med Notiser +og beskrevne Blade, som jeg vekselvis arbejded +på, føjed til nye Ting, som kunde falde mig +ind i Løbet af Dagen, strøg over, frisked op +de døde Punkter med et farvefuldt Ord hist +og her, sled mig fremad Sætning for Sætning +med den værste Møje. En Eftermiddag var +endelig den ene af mine Artikler færdig, og +jeg stak den lykkelig og glad i Lommen og +begav mig op til »Kommandøren«. Det var +på høj Tid, at jeg gjorde Anstalter til lidt +Penge igen, jeg havde ikke mange Øre tilbage. + +</p><p>»Kommandøren« bad mig om at sidde +et Øjeblik, så skulde han straks . . . . og han +skrev videre. + +</p><p>Jeg så mig om i det lille Kontor: Buster, +Litografier, Udklip, en umådelig Papirkurv, +der så ud til at kunne sluge en Mand med +Hud og Hår. Jeg følte mig trist tilmode ved +Synet af dette uhyre Gab, denne Dragekæft, +der altid stod åben, altid var færdig til at +modtage nye kasserede Arbejder — nye knuste +Håb. + +</p><p>»Hvad Dato har vi?« siger pludselig +»Kommandøren« borte ved Bordet. + +</p><p>»28de,« svarer jeg, glad over at kunne +være ham til Tjeneste. + +</p><p>»28de.« Og han skriver fremdeles. +Endelig konvolutterer han et Par Breve, +sender nogle Papirer hen i Kurven og lægger +Pennen ned. Så svinger han sig omkring +på Stolen og ser på mig. Da han mærker, +at jeg endnu står ved Døren, gør han et +halvt alvorligt, halvt spøgefuldt Vink med +Hånden og peger på en Stol. + +</p><p>Jeg vender mig bort, forat han ikke skal +se, at jeg ingen Vest har på, når jeg åbner +Frakken og tager Manuskriptet op af Lommen. + +</p><p>»Det er bare en liden Karakteristik af +Correggio,« siger jeg, »men den er vel ikke +skrevet slig, desværre, at . . . .« + +</p><p>Han tager Papirerne ud af min Hånd og +begynder at blade i dem. Han vender sit +Ansigt mod mig. + +</p><p>Således så han da ud på nært Hold +denne Mand, hvis Navn jeg hørte allerede i +min tidligste Ungdom, og hvis Blad havde +havt den største Indflydelse på mig op gennem +Årene. Hans Hår er krøllet og de smukke +brune Øjne en Smule urolige; han har for +Vane at støde lidt i Næsen nu og da. En +skotsk Præst kunde ikke se mildere ud end +denne farlige Skribent, hvis Ord altid havde +slået blodige Striber, hvor de faldt ned. En +ejendommelig Følelse af Frygt og Beundring +betager mig overfor dette Menneske, jeg er +lige ved at få Tårer i Øjnene, og jeg rykker +uvilkårlig et Skridt frem, forat sige ham, +hvor inderlig jeg holdt af ham for alt, han +havde lært mig, og bede ham om ikke at +gøre mig Fortræd; jeg var blot en fattig +Stymper, som havde det slemt nok alligevel +. . . . + +</p><p>Han så op og lagde mit Manuskript +langsomt sammen, mens han sad og tænkte +efter. Forat lette ham i at give mig et afslående +Svar, rækker jeg Hånden lidt frem +og siger: + +</p><p>»Å, nej, det er naturligvis ikke brugbart?« +Og jeg smiler, forat give Indtryk af at +tage det let. + +</p><p>»Det må være så populært alt, som +vi kan bruge,« svarer han; »De ved, hvad +Slags Publikum vi har. Men kan De ikke +tage og gøre det lidt enklere? Eller finde +på noget andet, som Folk forstår bedre?« + +</p><p>Hans Hensynsfuldhed forundrer mig. Jeg +forstår, at min Artikel er kasseret, og dog +kunde jeg ikke fået et vakkrere Afslag. For +ikke at optage ham længer, svarer jeg: + +</p><p>»Jo, da, det kan jeg nok.« + +</p><p>Jeg går til Døren. Hm. Han måtte +undskylde, at jeg havde heftet ham bort med +dette . . . . Jeg bukker og tager i Dørvrideren. + + +</p><p>»Hvis De trænger det,« siger han, »så +kan De heller få lidt i Forskud. De kan jo +skrive for det.« + +</p><p>Nu havde han jo set, at jeg ikke dued til +at skrive, hans Tilbud ydmyged mig derfor +lidt, og jeg svared: + +</p><p>»Nej, Tak, jeg klarer mig endda en Stund. +Takker ellers så meget. Farvel!« + +</p><p>»Farvel!« svarer »Kommandøren« og +vender sig i det samme ind til sit Skrivebord. + +</p><p>Han havde nu alligevel behandlet mig +ufortjent velvilligt, og jeg var ham taknemmelig +herfor; jeg skulde også vide at påskønne +det. Jeg foresatte mig ikke at gå til ham +igen, førend jeg kunde tage med et Arbejde, +som jeg var helt tilfreds med, som kunde forbause +»Kommandøren« en Smule og få ham +til at anvise mig ti Kroner uden et Øjebliks +Betænkning. Og jeg gik hjem igen og tog +fat på min Skrivning påny. + +</p><p>I de følgende Aftener, når Klokken blev +omkring otte og Gassen allerede var tændt, +hændte der mig regelmæssig følgende: + +</p><p>Idet jeg kommer ud af mit Portrum, for +efter Dagens Møje og Besværligheder at begive +mig ud på en Spadsertur omkring i +Gaderne, står der en sortklædt Dame ved +Gaslygten lige udenfor Porten og vender +Ansigtet mod mig, følger mig med Øjnene, +når jeg passerer hende. Jeg lægger Mærke +til, at hun stadig har den samme Dragt på, +det samme tætte Slør, der skjuler hendes +Ansigt og falder nedad hendes Bryst, og i +Hånden en liden Paraply med Elfenbens Ring +i Håndtaget. + +</p><p>Det var allerede tredje Aften, jeg havde +set hende der, al tid på selvsamme Sted; +såsnart jeg var kommet hende forbi, vender +hun sig langsomt om og går nedad Gaden, +bort fra mig. + +</p><p>Min nervøse Hjærne skød Følehorn ud, +og jeg fik straks den urimelige Anelse, at det +var mig, hendes Besøg galdt. Jeg var tilsidst +næsten i Begreb med at tiltale hende, spørge +hende, om hun søgte efter nogen, om hun +trængte min Hjælp til noget, om jeg måtte +følge hende hjem, så dårligt antrukken som +jeg desværre var, beskytte hende i de mørke +Gader; men jeg havde en ubestemt Frygt for, +at det kanske vilde komme til at koste noget, +et Glas Vin, en Køretur, og jeg havde slet +ingen Penge mer; mine trøstesløst tomme +Lommer virked altfor nedslående på mig, +og jeg havde ikke engang Mod til at se lidt +skarpt på hende, når jeg gik hende forbi. +Sulten var igen begyndt at hussere med mig, +jeg havde ikke havt Mad, siden igåraftes; +det var ikke nogen lang Tid, jeg havde ofte +kunnet holde ud i flere Dage; men jeg var +begyndt at tage betænkeligt af, jeg kunde slet +ikke sulte så godt som før, en eneste Dag +kunde nu næsten gøre mig fortumlet, og jeg +led af idelige Opkastelser, såsnart jeg drak +Vand. Dertil kom, at jeg lå og frøs om +Nætterne, lå i fulde Klæder, som jeg stod +og gik om Dagen, og blåfrøs, ised ned hver +Aften under Kuldegysninger og stivned til +under Søvnen. Det gamle Tæppe kunde ikke +holde Trækvinden ude, og jeg vågned om +Morgenen af, at jeg var bleven tæt i Næsen +af den ramme Rimluft, der trængte ind til mig +udenfra. + +</p><p>Jeg går henad Gaderne og tænker på, +hvorledes jeg skulde bære mig ad med at +holde mig oppe, til jeg fik min næste Artikel +færdig. Havde jeg blot et Lys, vilde jeg forsøge +at kile på udover Natten; det vilde tage +et Par Timer, hvis jeg først kom rigtig i +Ånde; imorgen kunde jeg så atter henvende +mig til »Kommandøren«. + +</p><p>Jeg går uden videre ind i Oplandske og +søger efter min unge Bekendt fra Banken, forat +skaffe mig ti Øre til et Lys. Man lod mig +uhindret passere alle Værelser; jeg gik forbi +et Dusin Borde, hvor passiarende Gæster sad +og spiste og drak, jeg trængte lige ind i +Bunden af Kaféen, ind i Röda Rummet, uden +at finde min Mand. Flau og vred drog jeg +mig igen ud på Gaden og gav mig til at gå +i Retning af Slottet. + +</p><p>Var det nu ikke også som hede, levende, +evige Fan, at det aldrig vilde tage nogen Ende +med mine Genvordigheder! Med lange, rasende +Skridt, med Frakkekraven brutalt brættet op +i Nakken og med Hænderne knyttet i Bukselommerne, +gik jeg og skældte ud min ulykkelige +Stjærne hele Vejen. Ikke en rigtig sorgfri +Stund på syv, otte Måneder, ikke Mad til +Nødtørft en kort Uge tilende, førend Nøden +påny brød mig i Knæ. Her havde jeg ovenikøbet +gået og været ærlig midt i +Elendigheden, he-he, ærlig i Bund og Grund! Gud +bevare mig, hvor jeg havde været naragtig! +Og jeg begyndte at fortælle mig selv om, +hvorledes jeg endog havde gået og havt ond +Samvittighed, fordi jeg engang havde bragt +Hans Paulis Tæppe til Pantelåneren. Jeg lo +hånligt ad min ømme Retskaffenhed, spytted +foragteligt i Gaden og fandt slet ikke Ord +stærke nok til at gøre Nar ad mig for min +Dumhed. Det skulde bare været nu! Fandt +jeg i denne Stund en Skolepiges Spareskillinger +på Gaden, en fattig Enkes eneste Øre, jeg +skulde plukke den op og stikke den i Lommen, +stjæle den med velberåd Hu og sove roligt +som en Sten hele Natten bagefter. Jeg havde +dog ikke for intet lidt så usigelig meget, +min Tålmodighed var forbi, jeg var beredt +til hvad det skulde være. + +</p><p>Jeg gik rundt Slottet tre, fire Gange, tog +derpå den Bestemmelse at vende hjem, gjorde +endnu en liden Afstikker ind i Parken og gik +endelig tilbage nedad Karl Johan. + +</p><p>Klokken var omkring elleve. Gaden var +temmelig mørk, og der vandred Mennesker +omkring overalt, stille Par og larmende Klynger +om hinanden. Den store Stund var indtrådt, +Parringstiden, når den hemmelige Færdsel +foregår og de glade Æventyr begynder. +Raslende Pigeskørter, en og anden kort, sandselig +Latter, bølgende Bryster, heftige, pæsende +Åndedrag; langt nede ved Grand en Stemme, +som råber: »Emma!« Hele Gaden var en +Sump, hvorfra hede Dunster steg op. + +</p><p>Jeg forfarer uvilkårlig mine Lommer efter +to Kroner. Den Lidenskab, der dirrer i hver +af de forbigåendes Bevægelser, selve Gaslygternes +dunkle Lys, den stille, svangre Nat, +altsammen har begyndt at angribe mig, denne +Luft, der er fyldt af Hvisken, Omfavnelser, +skælvende Tilståelser, halvt udtalte Ord, små +Hvin; endel Katte elsker med høje Skrig inde +i Blomqvists Port. Og jeg havde ikke to +Kroner. Det var en Jammer, en Elendighed +uden Lige at være så udarmet! Hvilken +Ydmygelse, hvilken Vanære! Og jeg kom +atter til at tænke på en fattig Enkes sidste +Skærv, som jeg vilde have stjålet, en Skoleguts +Kasket eller Lommetørklæde, en Betlers +Madpose, som jeg uden Omstændighed vilde +have bragt til Kludehandleren og sviret op. +Forat trøste mig selv og holde mig skadesløs +begyndte jeg at finde op alle mulige Fejl ved +disse glade Mennesker, som gled mig forbi; +jeg trak vredt på Skuldrene og så ringeagtende +på dem, efterhvert som de passered, Par +for Par. Disse nøjsomme, sukkertøjspisende +Studenter, som mente at skeje europæisk +ud, når de fik klappe en Sypige på Maven! +Disse Ungherrer, Bankmænd, Grosserere, +Boulevardløver, som ikke engang slog Vrag +på Sjømandskoner, tykke Kutorvets Marihøner, +der kunde falde ned i det første det +bedste Portrum for en Sejdel Øl! Hvilke Sirener! +Pladsen ved deres Side var endnu varm +efter en Brandkonstabel eller en Staldkarl fra +sidste Nat; Tronen var altid lige ledig, lige +vidåben, værsågod, stig op! . . . . Jeg +spytted langt hen ad Fortouget, uden at bekymre +mig om, at det kunde træffe nogen, var +vred, opfyldt af Foragt for disse Mennesker, +der gned sig opad hinanden og parred sig +sammen midt for mine Øjne. Jeg løfted mit +Hoved og følte med mig selv Velsignelsen af +at kunne bevare min Sti ren. + +</p><p>Ved Stortingsplads mødte jeg en Pige, +som stirred meget stivt på mig, idet jeg kom +på Siden af hende. + +</p><p>»Godaften!« sagde jeg. + +</p><p>»Godaften!« Hun standsed. + +</p><p>Hm. Om hun var ude og gik så sent? +Var det nu ikke lidt resikabelt for en ung +Dame at gå på Karl Johan på denne Tid +af Døgnet? Ikke? Ja, men blev hun da aldrig +tiltalt, forulempet, jeg mener rent ud sagt bedt +om at gå med hjem? + +</p><p>Hun stirred forundret på mig, undersøgte +mit Ansigt, hvad jeg vel kunde mene +med dette. Så stak hun pludselig Hånden +ind under min Arm og sagde: + +</p><p>»Så gik vi da!« + +</p><p>Jeg fulgte med. Da vi havde gået nogle +Skridt forbi Droscherne, standsed jeg op, +gjorde min Arm fri og sagde: + +</p><p>»Hør, min Ven, jeg ejer ikke en Øre.« +Og jeg belaved mig på at gå min Vej. + +</p><p>I Førstningen vilde hun ikke tro mig; +men da hun havde fået føle efter i alle mine +Lommer og intet fandt, blev hun ærgerlig, +kasted på Hovedet og kaldte mig en Tørfisk. + +</p><p>»Godnat!« sagde jeg. + +</p><p>»Vent lidtl« råbte hun. »Er det Guldbriller, +De har?« + +</p><p>»Nej.« + +</p><p>»Ja, så gå Pokker ivold med Dem!« + +</p><p>Og jeg gik. + +</p><p>Lidt efter kom hun løbende efter mig og +råbte på mig påny. + +</p><p>»De kan være med mig alligevel,« sagde +hun. + +</p><p>Jeg følte mig ydmyget af dette Tilbud +fra en stakkels Gadetøs, og jeg sagde Nej. +Det var desuden sent på Nat, og jeg skulde +et Sted hen; hun havde heller ikke Råd til +slige Opofrelser. + +</p><p>»Jo, nu <i>vil</i> jeg have Dem med.« + +</p><p>»Men jeg går ikke med på den Måde.« + +</p><p>»De skal naturligvis til en anden,« sagde +hun. + +</p><p>»Nej,« svared jeg. + +</p><p>Men jeg havde Følelsen af, at jeg stod +i en ynkelig Stilling overfor denne aparte +Tøs, og jeg beslutted mig til at redde Skinnet. + +</p><p>»Hvad hedder De?« spurgte jeg. »Marie? +Nå! Hør nu her, Marie!« Og jeg gav mig +til at forklare min Opførsel. Pigen blev mer +og mer forundret efterhvert. Om hun altså +havde troet, at også jeg var en af dem, som +gik på Gaden om Aftenerne og kapred +Småpiger? Om hun virkelig troed noget så +slet om mig? Havde jeg måske sagt noget +uartigt til hende fra Begyndelsen af? Bar +man sig slig ad, som jeg, når man havde +noget ondt fore? Kort og godt, jeg havde +tiltalt hende og fulgt hende de Par Skridt, +forat se, hvor vidt hun vilde drive det. Forresten +var mit Navn det og det. Pastor den +og den. Godnat! Gå hen og synd ikke mer! + +</p><p>Dermed gik jeg. + +</p><p>Jeg gned mig henrykt i Hænderne over +mit gode Påfund og talte højt med mig selv. +Hvor det var en Glæde at gå omkring og +gøre gode Gærninger! Jeg havde måske +givet denne faldne Skabning et Skub til Oprejsning +for hele Livet! Frelst hende engang +for alle fra Fordærvelsen! Og hun vilde påskønne +det, når hun fik summet sig på det, +endog huske mig i sin Dødsstund med Hjærtet +fuldt af Tak. Å, det lønte sig at være ærlig +alligevel, ærlig og retskaffen! + +</p><p>Mit Humør var aldeles strålende, jeg +følte mig frisk og modig nok til hvad det +skulde være. Om jeg blot havde havt et Lys, +så kunde jeg kanske fået min Artikel færdig! +Jeg gik og dingled med min nye Portnøgle i +Hånden, nynned, plystred og spekulered på +en Udvej til Lys. Der blev ingen anden +Råd, jeg fik tage mine Skrivesager ned, ud +på Gaden, ind under Gaslygten. Og jeg +åbned Porten og gik op efter mine Papirer. + +</p><p>Da jeg kom ned igen, lukked jeg Porten +ilås udenifra og stilled mig hen i Lygteskinnet. +Det var stille overalt, jeg hørte blot +de tunge, klirrende Fodtrin af en Konstabel +nede i Tværgaden, og langt borte, i Retning +af St. Hanshaugen, en Hund, som gøed. Der +var intet, som forstyrred mig, jeg trak Frakkekraven +op for Ørene og gav mig til at tænke +af alle Kræfter. Det vilde hjælpe mig så +storartet, om jeg var så heldig at få istand +Slutningen af denne lille Afhandling. Jeg stod +just på et lidt vanskeligt Punkt, der skulde +komme en ganske umærkelig Overgang til +noget nyt, derpå en dæmpet, glidende Finale, +en lang Knurren, der tilsidst skulde ende i +en Klimaks så stejl, så oprørende som et +Skud, eller som Lyden af et Bjærg, der brast. +Punktum. + +</p><p>Men Ordene vilde ikke falde mig ind. Jeg +læste hele Stykket igennem fra Begyndelsen +af, læste højt hver Sætning, og jeg kunde +slet ikke samle mine Tanker til denne spragende +Klimaks. Mens jeg stod og arbejded +med dette, kom ovenikøbet Konstablen gående +og stilled sig op midt i Gaden et lidet Stykke +borte fra mig og spolered hele min Stemning. +Hvad kom det nu ham ved, om jeg i dette +Øjeblik stod og skrev på en udmærket Klimaks +til en Artikel for »Kommandøren«? +Herregud, hvor det var plat umuligt for mig +at holde mig oven Vande, hvad jeg end prøved +med! Jeg stod der en Times Tid, Konstablen +gik sin Vej, Kulden begyndte at blive +for stærk til at stå stille i. Modløs og forsagt +over det ny spildte Forsøg, åbned jeg +endelig atter Porten og gik op på mit +Rum. + +</p><p>Det var koldt deroppe, og jeg kunde +knapt se mit Vindu i det tykke Mørke. Jeg +følte mig frem til Sengen, trak Skoene af og +satte mig til at varme mine Fødder mellem +Hænderne. Så lagde jeg mig ned, således, +som jeg havde gjort i lang Tid, rund som +jeg gik, i fulde Klæder. + + +</p><p class="tb">* * * + +</p><p class="noindent">Morgenen efter rejste jeg mig overende +i Sengen, såsnart det blev lyst, og tog fat +på min Artikel igen. Jeg sad i denne Stilling +til Middags, da jeg havde fået istand en ti, +tyve Linjer. Og jeg var endda ikke kommet +til Finalen. + +</p><p>Jeg stod op, tog Støvlerne på og gav +mig til at drive frem og tilbage på Gulvet, +forat blive varm. Der lå Rim på Vinduerne; +jeg så ud, det sneed, nede i Baggården lå +et tykt Lag af Sne over Brolægningen og +Vandposten. + +</p><p>Jeg pusled omkring i mit Værelse, gjorde +viljeløse Ture frem og tilbage, skrabed med +Neglene i Væggene, lagde min Pande forsigtigt +ind mod Døren, banked med Pegefingeren i +Gulvet og lytted opmærksomt, altsammen +uden nogen Hensigt, men stille og eftertænksomt, +som om det var en Sag af Vigtighed, jeg +havde fore. Og imens sagde jeg højt Gang +på Gang, så jeg hørte det selv: Men du +gode Gud, dette er jo Vanvid! Og jeg drev +på lige galt. Efter en lang Stunds Forløb, +kanske et Par Timer, tog jeg mig stærkt +sammen, bed mig i Læben og strammed mig +op det bedste, jeg kunde. Der måtte blive +en Ende på dette! Jeg fandt mig en Flis at +tygge på og satte mig resolut til at skrive +igen. + +</p><p>Et Par korte Sætninger kom istand med +stort Besvær, et Snes fattige Ord, som jeg +pinte frem med Vold og Magt, for dog at +bevæge mig fremad. Da standsed jeg, mit +Hoved var tomt, jeg årked ikke mer. Og +da jeg slet ikke kunde komme længer, satte +jeg mig til at stirre med vidåbne Øjne på +disse sidste Ord, dette ufuldførte Ark, glante +på disse underlige, skælvende Bogstaver, der +stritted op fra Papiret som små hårede Dyr, +og jeg forstod tilsidst ikke noget af det hele, +jeg tænkte på ingen Ting. + +</p><p>Tiden gik. Jeg hørte Færdselen på Gaden, +Larmen af Vogne og Hovtramp; Jens +Olajs Stemme steg op til mig fra Stalden, +når han råbte til Hestene. Jeg var aldeles +sløv, jeg sad og smatted lidt med Munden, +men foretog mig ellers intet. Mit Bryst var +i en sørgelig Forfatning. + +</p><p>Det begyndte at skumre, jeg faldt mer +og mer sammen, blev træt og lagde mig tilbage +på Sengen. Forat varme mine Hænder +lidt, strøg jeg Fingrene gennem mit Hår, +frem og tilbage, på kryds og tvers; der +fulgte små Dotter med, løsnede Tjavser, som +lagde sig mellem Fingrene og flød udover +Hovedpuden. Jeg tænkte ikke noget over det +just da, det var som det ikke kom mig ved, +jeg havde også nok af Hår tilbage. Jeg +forsøgte atter at ryste mig op af denne forunderlige +Døs, der gled mig gennem alle Lemmer +som en Tåge; jeg rejste mig overende, banked +mig med flad Hånd over Knæerne, hosted +så hårdt, som mit Bryst tillod, — og jeg +faldt tilbage påny. Intet hjalp; jeg døde +hjælpeløst hen med åbne Øjne, stirrende ret +op i Taget. Tilsidst stak jeg Pegefingeren i +Munden og gav mig til at patte på den. Der +begyndte at røre sig noget i min Hjærne, en +Tanke, der roded sig frem derinde, et splittergalt +Påfund: Hvad om jeg bed til? Og uden +et Øjebliks Betænkning kneb jeg Øjnene i og +slog Tænderne sammen. + +</p><p>Jeg sprang op. Endelig var jeg bleven +vågen. Der pibled lidt Blod ud af Fingeren, +og jeg slikked det af efterhvert. Det gjorde +ikke meget ondt, Såret var heller ikke stort; +men jeg var med en Gang bragt til mig selv; +jeg rysted på Hovedet og gik hen til Vinduet, +hvor jeg fandt mig en Klud, som jeg +vikled om Såret. Mens jeg stod og pusled +hermed, blev njine Øjne fulde af Vand, jeg +græd sagte for mig selv. Denne magre, itubidte +Finger så så sørgelig ud. Gud i +Himlen, hvor langt det nu var kommet med +mig! + +</p><p>Mørket blev tættere. Det var kanske +ikke umuligt, at jeg kunde skrive min Finale +ud over Aftenen, hvis jeg bare havde et Lys. +Mit Hoved var atter blevet klart. Tanker +kom og gik som sædvanligt, og jeg led +ikke synderligt; jeg følte ikke engang Sulten +så slemt, som for nogle Timer siden, jeg +kunde nok holde ud til næste Dag. Måske +kunde jeg få et Lys på Kredit sålænge, +når jeg henvendte mig i Husholdningshandelen +og forklared min Stilling, Jeg var så godt +kendt dernede; i de gode Dage, mens jeg +endnu havde Råd til det, havde jeg købt +mangt et Brød i den Butik. Der var ingen +Tvivl om, at jeg vilde få et Lys på mit +ærlige Navn. Og for første Gang i lang Tid +tog jeg mig til at børste mine Klæder en +Smule, fjærned endog de løse Hår på min +Frakkekrave, såvidt det lod sig gøre i Mørket; +så famled jeg mig nedad Trapperne. + +</p><p>Da jeg kom ud på Gaden, faldt det mig +ind, at jeg kanske heller burde begære et +Brød. Jeg blev tvivlrådig, standsed op og +tænkte efter. På ingen Måde! svared jeg +endelig mig selv. Jeg var desvære ikke i den +Tilstand, at jeg tålte Mad nu; de samme +Historier vilde da gentage sig med Syner og +Fornemmelser og vanvittige Indfald, min Artikel +vilde aldrig blive færdig, og det galdt at +komme til »Kommandøren«, inden han glemte +mig igen. På ingen mulig Måde! Og jeg +bestemte mig for et Lys. Dermed gik jeg +ind i Butiken. + +</p><p>En Kone står ved Disken og gør Indkøb; +der ligger flere små Pakker i forskellige +Sorter Papir ved Siden af hende. Betjenten, +der kender mig og ved, hvad jeg sædvanligvis +køber, forlader Konen og pakker uden videre +et Brød ind i en Avis og lægger frem til +mig. + +</p><p>»Nej — det var egentlig et Lys iaften,« +siger jeg. Jeg siger det meget stille og ydmygt, +for ikke at gøre ham ærgerlig og forspilde +min Udsigt til at få Lyset. + +</p><p>Mit Svar forvilder ham, han løber ganske +Sur i mine uventede Ord; det var første +Gang, jeg havde forlangt noget andet end +Brød af ham. + +</p><p>»Ja, så får De vente lidt da«, siger han +endelig og giver sig atter i Færd med Konen. + +</p><p>Hun får sine Ting, betaler, leverer en +Femkrone, som hun får tilbage på, og går. + +</p><p>Nu er Betjenten og jeg alene. + +</p><p>Han siger: + +</p><p>»Ja, så var det altså et Lys.« Og han +river op en Pakke Lys og tager ud et til +mig. + +</p><p>Han ser på mig, og jeg ser på ham, +jeg kan ikke få min Begæring over Læberne. + +</p><p>»Nå ja, det var sandt, De betalte jo,« +siger han pludselig. Han siger simpelthen, at +jeg havde betalt; jeg hørte hvert Ord. Og +han begynder at tælle Sølvpenge op fra +Skuffen, Krone efter Krone, blanke, fede +Penge, — han giver atter tilbage på fem +Kroner. + +</p><p>»Værsågod!« siger han. + +</p><p>Nu står jeg og ser på disse Penge et +Sekund, jeg fornemmer, at det er galt fat med +noget, jeg overvejer ikke, tænker slet ikke +på nogen Ting, falder blot i Staver over al +denne Rigdom, som ligger og lyser foran +mine Øjne. Og jeg samler mekanisk +Pengene op. + +</p><p>Jeg står der udenfor Disken, dum af +Forundring, slagen, tilintetgjort; jeg gør et +Skridt hen mod Døren og standser igen. Jeg +retter mit Blik mod et vist Punkt på Væggen; +der hænger en liden Bjælde i et Læderhalsbånd, +og nedenunder den en Bundt Snøre. +Og jeg står og stirrer på disse Sager. + +</p><p>Betjenten, som mener, at jeg vil slå af +en Passiar, eftersom jeg giver mig så god +Tid, siger, idet han ordner endel Indpakningspapir, +som flyder om på Disken: + +</p><p>»Det ser ud til, at vi skal få Vinter nu.« + +</p><p>»Hm. Ja,« svarer jeg, »det ser ud til at +vi skal få Vinter nu. Det ser ud til det.« +Og lidt efter lægger jeg til: »Å, ja, det er +ikke fortidligt.« + +</p><p>Jeg hørte mig selv tale, men opfatted +hvert Ord, jeg sagde, som om de kom fra en +anden Person; jeg talte ganske ubevidst, ufrivilligt, +uden at føle det selv. + +</p><p>»Ja, synes De egentlig det?« siger Betjenten. + +</p><p>Jeg stak Hånden med Pengene i Lommen, +tog i Låsen og gik; jeg hørte, at jeg sagde +Godnat, og at Betjenten svared. + +</p><p>Jeg var kommet et Par Skridt bort fra +Trappen, da Butiksdøren blev revet op og +Betjenten råbte efter mig. Jeg vendte mig +om, uden Forundring, uden Spor af Angst; +jeg samled blot Pengene sammen i Hånden +og beredte mig på at give dem tilbage. + +</p><p>»Værsågod, De har glemt Deres Lys,« +siger Betjenten. + +</p><p>»Å, Tak!« svarer jeg roligt. »Tak! +Tak!« + +</p><p>Og jeg vandred atter nedad Gaden, bærende +Lyset i Hånden. + +</p><p>Min første fornuftige Tanke galdt Pengene. +Jeg gik hen til en Lygte og talte dem over +påny, vejed dem i Hånden og smilte. Så +var jeg alligevel herligt hjulpen, storslagent, +vidunderligt hjulpen for lang, lang Tid! Og +jeg stak atter Hånden med Pengene i Lommen +og gik. + +</p><p>Udenfor en Madkælder i Storgaden +standsed jeg og overvejed koldt og roligt, om +jeg skulde driste mig til at nyde en liden +Lunch allerede straks. Jeg horte Klirren af +Talærkener og Knive indenfor, og Lyden af +Kød, som bankedes; dette blev mig en altfor +stærk Fristelse, jeg trådte ind. + +</p><p>»En Bif!« siger jeg. + +</p><p>»En Bif!« råber Jomfruen ud gennem en +Luge. + +</p><p>Jeg slog mig ned ved et lidet Bord for +mig selv lige indenfor Døren og gav mig til +at vente. Det var lidt mørkt der, hvor jeg +sad, jeg følte mig nokså godt skjult og satte +mig til at tænke. Nu og da så Jomfruen +hen på mig med lidt nysgærrige Øjne. + +</p><p>Min første egentlige Uærlighed var begået, +mit første Tyveri, mod hvilket alle mine tidligere +Streger var for intet at regne; mit første +store Fald . . . . Godt og vel! Der var intet +at gøre ved det. Forresten stod det mig frit +for, jeg kunde ordne det med Kræmmeren +siden, senerehen, når jeg fik bedre Anledning +til det. Det behøved ikke at komme videre +med mig; desuden havde jeg ikke påtaget +mig at leve mere ærligt end alle andre +Mennesker, det var ingen Aftale . . . . + +</p><p>»Kommer Bifen snart, tror De?« + +</p><p>»Ja, ganske snart.« Jomfruen åbner +Lugen og ser ind i Køkkenet. + +</p><p>Men hvis nu Sagen kom for en Dag? +Hvis Betjenten kom til at fatte Mistanke, begyndte +at tænke over Hændelsen med Brødet, +de fem Kroner, som Konen fik tilbage på? +Det var ikke umuligt, at han vilde komme +på det en Dag, måske næste Gang, når +jeg gik derind. Nå ja, Herregud! . . . . +Jeg trak i Smug på Skuldrene. + +</p><p>»Værsågod!« siger Jomfruen venligt og +sætter Bifen på Bordet. »Men vil De ikke +heller gå ind i et andet Rum? Her er så +mørkt.« + +</p><p>»Nej, Tak, lad mig bare være her,« +svarer jeg. Hendes Venlighed gør mig med +en Gang bevæget, jeg betaler Bifen straks, +giver hende på Slump, hvad jeg får fat i +nede i Lommen, og lukker hendes Hånd til. +Hun smiler, og jeg siger for Spøg, med +Tårer i Øjnene: »Resten skal De have at +købe Dem en Gård for . . . . Å, velbekomme!« +. . . . + +</p><p>Jeg begyndte at spise, blev mer og mer +grådig efterhvert, slugte store Stykker, uden +at tygge dem, gassed mig dyrisk ved hver +Mundfuld. Jeg rev i Kødet som en Menneskeæder. + +</p><p>Jomfruen kom igen hen til mig. + +</p><p>»Vil De ikke have noget at drikke?« +siger hun. Og hun luder sig lidt ned mod +mig. + +</p><p>Jeg så på hende; hun talte meget lavt, +næsten undseligt; hun slog Øjnene ned. + +</p><p>»Jeg mener en halv Øl, eller hvad De +vil . . . . af mig . . . . atpå . . . . dersom +De vil . . . .« + +</p><p>»Nej, mange Tak!« svared jeg. »Ikke +nu. Jeg skal komme igen en anden Gang.« + +</p><p>Hun trak sig tilbage og satte sig indenfor +Disken; jeg så blot hendes Hoved. +Hvilket underligt Menneske! + +</p><p>Da jeg blev færdig, gik jeg med en +Gang til Døren, jeg følte allerede Kvalme. +Jomfruen rejste sig. Jeg var bange for at +komme hen i Lyset, frygted for at vise mig +formeget frem for den unge Pige, som ikke +aned min Elendighed, og jeg sagde derfor +hurtigt Godnat, bukked og gik. + +</p><p>Maden begyndte at virke, jeg led meget +af den og fik ikke beholde den længe. Jeg +gik og tømte min Mund ud i hver mørk Krog, +som jeg kom forbi, stred med at dæmpe +denne Kvalme, som udhuled mig påny, +knytted Hænderne og gjorde mig hårdfør, +stamped i Gaden og svælged rasende ned igen +hvad der vilde op — forgæves! Jeg sprang +tilsidst ind i et Portrum, foroverbøjet, med +Hovedet foran, blind af Vand, som sprængtes +ud i mine Øjne, og tømte mig igen. + +</p><p>Jeg blev forbittret, gik henad Gaden og +græd, bandte de grusomme Magter, hvem de +end var, som forfulgte mig så, svor dem ned +i Helvedes Fordømmelse og evige Kval for +deres Usselhed. Der var liden Ridderlighed +hos Skæbnen, virkelig nokså liden Ridderlighed, +måtte man sige! . . . . Jeg gik hen til +en Mand, som stod og glante indad et Butiksvindu, +og spurgte ham i største Hast, hvad +man efter hans Mening skulde byde en Mand, +som havde sultet i lang Tid. Det galdt Livet, +sagde jeg, han tålte ikke Bif. + +</p><p>»Jeg har hørt sige, at Mælk skal være +bra, kogt Mælk,« svarer Manden yderst forundret. +»Hvem er det forresten. De spørger +for?« + +</p><p>»Tak! Tak!« siger jeg. »Det kan hænde, +at det er nokså bra det, kogt Mælk . . . .« + +</p><p>Og jeg går. + +</p><p>Ved den første Kafé, jeg traf på, gik +jeg ind og bad om kogt Mælk. Jeg fik Mælken, +drak den ned så hed, som den var, slugte +glubsk hver Dråbe, betalte og gik atter. Jeg +tog Vejen hjem. + +</p><p>Nu hændte der noget forunderligt. Udenfor +min Port, lænet op til Gaslygten og midt +i Lyset fra denne, står et Menneske, som +jeg skimter allerede på lang Afstand, — det +er den sortklædte Dame igen. Den samme +sortklædte Dame fra de tidligere Aftener. Det +var ikke til at tage fejl af, hun havde mødt +op på selvsamme Sted for fjerde Gang. +Hun står aldeles urørlig. + +</p><p>Jeg finder dette så besynderligt, at jeg +uvilkårlig sagtner mine Skridt; i dette Øjeblik +er mine Tanker i god Orden, men jeg +er meget ophidset, mine Nerver er optirrede +af det sidste Måltid. Jeg går som sædvanligt +lige forbi hende, kommer næsten til Porten +og er i Færd med at træde indenfor. Da +standser jeg. Jeg får med ét en Indskydelse. +Uden at gøre mig nogen Rede for +det, vender jeg mig om og går lige hen til +Damen, jeg ser hende ind i Ansigtet og +hilser: + +</p><p>»Godaften, Frøken!« + +</p><p>»Godaften!« svarer hun. + +</p><p>Undskyld, søgte hun efter nogen? Jeg +havde lagt Mærke til hende før; om jeg kunde +være hende behjælpelig på nogen Måde? +Beder så meget om Undskyldning forresten. + +</p><p>Ja, hun vidste ikke rigtig . . . . + +</p><p>Der boed ingen ind ad denne Port, foruden +en tre, fire Hester og mig; det var forøvrigt +en Stald og et Blikkenslagerværksted +. . . . Hun var ganske vist på Vildspor, desværre, +når hun ledte efter nogen her. + +</p><p>Da vender hun Ansigtet bort og siger: + +</p><p>»Jeg leder ikke efter nogen, jeg bare står +her, det faldt mig ind . . . .« + +</p><p>Hun holdt inde. + +</p><p>Jaså, hun stod der bare, stod der sådan +Aften efter Aften, bare af at Indfald. Det +var lidt rart; jeg tænkte over det og kom +mer og mer i Vildrede med Damen. Så beslutted +jeg mig til at være dristig. Jeg ringled +en Smule med mine Penge i Lommen og bød +hende uden videre med på et Glas Vin et +eller andet Sted . . . . i Betragtning af, at Vinteren +var kommet, he-he . . . . Det behøved ikke +at tage lang Tid . . . . Men det vilde hun +vel ikke? + +</p><p>Å, nej, Tak, det gik vel ikke an. Nej, +det kunde hun ikke gøre. Men vilde jeg være +så snil at følge hende et Stykke, så . . . . +Det var nokså mørkt hjemover, og det genered +hende at gå alene opad Karl Johan, +efterat det var bleven så sent. + +</p><p>Vi satte os i Bevægelse; hun gik på min +højre Side. En ejendommelig, skøn Følelse +greb mig, Bevidstheden om at være i en ung +Piges Nærhed. Jeg gik og så på hende +hele Vejen. Parfumen i hendes Hår, Varmen, +der stod ud fra hendes Legeme, denne Duft +af Kvinde, der fulgte hende, det søde Åndedrag +hver Gang, hun vendte Ansigtet mod +mig, — altsammen strømmed ind på mig, +trængte mig uregerligt ind i alle mine Sandser. +Jeg kunde såvidt skimte et fyldigt, lidt blegt +Ansigt bag Sløret og et højt Bryst, der strutted +ud mod Kåben. Tanken på al denne skjulte +Herlighed, som jeg aned var tilstede indenfor +Kåben og Sløret, forvirred mig, gjorde mig +idiotisk lykkelig, uden nogen rimelig Grund; +jeg holdt det ikke længer ud, jeg berørte +hende med min Hånd, fingred ved hendes +Skulder og smilte fjollet. Jeg hørte mit +Hjærte slå. + +</p><p>»Hvor De er rar!« sagde jeg. + +</p><p>Ja, hvordan det, egentlig? + +</p><p>Jo, for det første havde hun ligefrem den +Vane at stå stille udenfor en Staldport Aften +efter Aften, uden nogensomhelst Hensigt, bare +fordi det faldt hende ind . . . . + +</p><p>Nå, hun kunde jo have sine Grunde herfor; +hun holdt desuden af at være oppe til +langt på Nat, det havde hun altid syntes +så godt om. Om jeg brød mig om at lægge +mig før tolv? + +</p><p>Jeg? Var det nogen Ting i Verden jeg +haded, så var det at lægge mig før Klokken +tolv om Natten. + +</p><p>Ja, ser De der! Så tog hun altså denne +Tur sådan om Aftenerne, når hun ikke havde +noget at forsømme med det; hun boed oppe +på St. Olafs Plads . . . . + +</p><p>»Ylajali!« råbte jeg. + +</p><p>»Hvadbehager?« + +</p><p>»Jeg sagde bare Ylajali . . . . Godt og +vel, fortsæt!« + +</p><p>Hun boed oppe på St. Olafs Plads, nokså +ensomt, sammen med sin Mama, som det +ikke gik an at tale med, fordi hun var så +døv. Var der da noget rart i, at hun gærne +vilde være lidt ude? + +</p><p>Nej, slet ikke! svared jeg. + +</p><p>Nå ja, hvad så? Jeg kunde høre på +hendes Stemme, at hun smilte. + +</p><p>Havde hun ikke en Søster? + +</p><p>Jo, en ældre Søster — hvordan vidste +jeg forresten det? — Men hun var rejst til +Hamborg. + +</p><p>Nylig? + +</p><p>Ja, for fem Uger siden. Hvor havde jeg +det fra, at hun havde en Søster? + +</p><p>Jeg havde det slet ikke, jeg bare spurgte. + +</p><p>Vi taug. En Mand går forbi os med et +Par Sko under Armen, ellers er Gaden tom +så langt, vi kan se. Borte ved Tivoli lyser +en lang Række af kulørte Lamper. Det sneed +ikke mer, Himlen var klar. + +</p><p>»Gud, fryser De ikke uden Yderfrakke?« +siger pludselig Damen og ser på mig. + +</p><p>Skulde jeg fortælle hende, hvorfor jeg +ikke havde Yderfrakke? åbenbare min Stilling +straks og skræmme hende bort lige så godt +først som sidst? Det var dog dejligt at gå +her ved hendes Side og holde hende i +Uvidenhed endnu en liden Stund; jeg løj, jeg +svared: + +</p><p>»Nej, aldeles ikke.« Og forat komme +ind på noget andet, spurgte jeg: »Har De +set Menageriet på Tivoli?« + +</p><p>»Nej,« svared hun. »Er det noget at se?« + +</p><p>Hvis hun nu fandt på at ville gå derhen? +Ind i alt det Lys, sammen med så mange +Mennesker! Hun vilde blive altfor flau, jeg +vilde jage hende på Dør med mine dårlige +Klæder, mit magre Ansigt, som jeg ikke engang +havde vasket i to Dage; hun vilde +kanske endog opdage, at jeg ingen Vest +havde . . . . + +</p><p>»Å, nej,« svared jeg derfor, »det er vist +ikke noget at se.« Og der faldt mig ind +endel lykkelige Ting, som jeg straks gjorde +Brug af, et Par tarvelige Ord, Rester inde fra +min udsugede Hjærne: Hvad kunde man vel +vente af et sådant lidet Menageri? Overhovedet +interessered det ikke mig at se Dyr +i Bur. Disse Dyr ved, at man står og ser +på dem; de føler de hundrede nysgærrige +Blikke og påvirkes af dem. Nej, måtte jeg +bede om Dyr, som ikke vidste, at man beskued +dem, de sky Væsener, der pusler i sit +Hi, ligger med dorske, grønne Øjne, slikker +sine Klør og tænker. Hvad? + +</p><p>Ja, det havde jeg vist Ret i. + +</p><p>Det var Dyret i al sin sære Forfærdelighed +og sære Vildhed, som der var noget ved. +De lydløse, listende Skridt i Nattens Mulm og +Mørke, Skogens forvittrede Uhygge, Skrigene +fra en forbifarende Fugl, Vinden, Blodlugten, +Bulderet oppe i Rummet, kortsagt Vilddyrrigets +Ånd over Vilddyret . . . . Det ubevidstes +Poesi . . . . + +</p><p>Men jeg var bange for, at dette trætted +hende, og Følelsen af min store Armod greb +mig påny og knuged mig sammen. Om jeg +nu blot havde været så nogenlunde godt antrukken, +kunde jeg have glædet hende med +den Tur i Tivoli! Jeg begreb ikke dette +Menneske, som kunde finde nogen Fornøjelse +i at lade sig ledsage opad hele Karl Johan af +en halvt nøgen Stodder. Hvad i Guds Navn +tænkte hun på? Og hvorfor gik jeg her og +skabte mig til og smilte idiotisk ad ingen +Ting? Havde jeg også nogen rimelig Årsag +til at lade mig plage ud af denne fine Silkefugl +til så lang en Tur? Kosted det mig +kanske ikke Anstrængelse? Følte jeg ikke +Dødens Isnen lige ind i mit Hjærte, bare ved +det sagteste Vindstød, der blæste mod os? +Og støjed ikke allerede Vanviddet i min +Hjærne, bare af Mangel på Mad i mange +Måneder i Træk? Hun hindred mig endog +fra at gå hjem og få mig lidt Mælk på +Tungen, en ny Skefuld Mælk, som jeg kanske +kunde få beholde. Hvorfor vendte hun +mig ikke Ryggen og lod mig gå Pokker +ivold? . . . . + +</p><p>Jeg blev fortvivlet; min Håbløshed bragte +mig til det yderste, og jeg sagde: + +</p><p>»De burde i Grunden ikke gå sammen +med mig. Frøken; jeg prostituerer Dem midt +for alle Folks Øjne bare ved min Dragt. Ja, +det er virkelig sandt; jeg mener det.« + +</p><p>Hun studser. Hun ser hurtigt op på mig +og tier. Derpå siger hun: + +</p><p>»Herregud dog!« Mer siger hun ikke. + +</p><p>»Hvad mener De med det.« spurgte jeg. + +</p><p>»Uf, nej, De gør mig skamfuld . . . . Nu +har vi ikke så langt igen.« Og hun gik lidt +hurtigere til. + +</p><p>Vi drejed op Universitetsgaden og så +allerede Lygterne på St. Olafs Plads. Da gik +hun langsommere igen. + +</p><p>»Jeg vil ikke være indiskret« siger jeg, +»men vil De ikke sige mig deres Navn, før +vi skilles? Og vil De ikke bare for et Øjeblik +tage Sløret bort, så jeg får se Dem? Jeg +skulde være så taknemmelig.« + +</p><p>Pause. Jeg gik og vented. + +</p><p>»De har set mig før,« svarer hun. + +</p><p>»Ylajali!« siger jeg igen. + +</p><p>»Hvadbehager? De har forfulgt mig en +halv Dag, lige hjem. Var De fuld dengang?« +Jeg hørte igen, at hun smilte. + +</p><p>»Ja,« sagde jeg, »ja, desværre, jeg var +fuld dengang.« + +</p><p>»Det var stygt af Dem!« + +</p><p>Og jeg indrømmed sønderknust, at det +var stygt af mig. + +</p><p>Vi var kommet til Fontænen, vi standser +og ser opad de mange oplyste Vinduer i +Numer 2. + +</p><p>»Nu må De ikke følge med længer,« +siger hun; »Tak for iaften!« + +</p><p>Jeg bøjed Hovedet, jeg turde ikke sige +nogen Ting. Jeg tog af min Hat og stod +barhovedet. Mon hun vilde række mig +Hånden? + +</p><p>»Hvorfor beder De mig ikke om at gå +med tilbage et Stykke?« siger hun lavt, og +hun ser ned på sin Skosnude. + +</p><p>»Herregud,« svarer jeg ude af mig selv, +»Herregud, om De vilde gøre det!« + +</p><p>»Ja, men bare et lidet Stykke.« + +</p><p>Og vi vendte om. + +</p><p>Jeg var yderst forvirret, jeg vidste slet +ikke, hvordan jeg skulde gå eller stå; dette +Menneske vendte fuldstændig op og ned på +hele min Tankegang. Jeg var henrykt, vidunderlig +glad; jeg syntes, jeg gik dejligt tilgrunde +af Lykke. Hun havde udtrykkelig +villet gå med tilbage, det var ikke mit Påfund, +det var hendes eget Ønske. Jeg går +og ser på hende og blir mer og mer modig, +hun opmuntrer mig, trækker mig til sig ved +hvert Ord. Jeg glemmer for et Øjeblik min +Armod, min Ringhed, hele min jammerlige +Tilværelse, jeg føler Blodet jage mig varmt +gennem Kroppen, som i gamle Dage, før jeg +faldt sammen, og jeg beslutted at føle mig +frem med et lidet Kneb. + +</p><p>»Forresten var det ikke Dem, jeg forfulgte +dengang,« sagde jeg; »det var Deres +Søster.« + +</p><p>»Var det min Søster?« siger hun i højeste +Grad forbauset. Hun standser, ser på mig, +venter virkelig Svar. Hun spurgte for ramme +Alvor. + +</p><p>»Ja,« svared jeg. »Hm. Det vil sige, det var +altså den yngste af de to Damer, som gik +foran mig.« + +</p><p>»Den yngste, ja? Ja? Åhå!« Hun lo +med en Gang, højt, inderligt som et Barn. +»Nej, hvor De er slu! Det sagde De bare, +forat få mig til at tage Sløret af. Ikke? Ja, +jeg forstod det. Men det skal De være blå +for . . . . til Straf.« + +</p><p>Vi begyndte at le og spase, vi talte +ustandseligt hele Tiden, jeg vidste ikke, hvad +jeg sagde, jeg var så glad. Hun fortalte, at +hun havde set mig engang før, for længe +siden, i Teatret. Jeg havde tre Kammerater +med, og jeg havde båret mig ad som en +gal; jeg havde bestemt været fuld da også, +desværre! + +</p><p>Hvorfor troed hun det? + +</p><p>Jo, jeg havde leet så. + +</p><p>Jaså. Å, ja, jeg lo meget dengang. + +</p><p>Men ikke nu længer? + +</p><p>Å, jo, nu også. Det var herligt at +være til! + +</p><p>Vi kom ned mod Karl Johan. Hun sagde: +»Nu går vi ikke længer!« Og vi gik atter +opad Universitetsgaden. Da vi igen kom op +til Fontænen, sagtned jeg lidt mine Skridt, +jeg vidste, at jeg ikke fik følge med længer. + +</p><p>»Ja, nu må De altså vende om,« sagde +hun og standsed. + +</p><p>»Ja, jeg må vel det,« svared jeg. + +</p><p>Men lidt efter mente hun, at jeg nok +kunde være med til Porten. Herregud, der +var da ikke noget galt i det. Vel? + +</p><p>»Nej,« sagde jeg. + +</p><p>Men da vi stod ved Porten, trængte al +min Elendighed igen ind på mig. Hvor +kunde man også holde Modet oppe, når +man var så knækket sammen? Her stod jeg +foran en ung Dame, smudsig, forreven, vansiret +af Sult, uvasket, blot halvt påklædt, — +det var til at synke i Jorden af. Jeg gjorde +mig liden, dukked mig uvilkårlig ned og +sagde: + +</p><p>»Må jeg nu ikke træffe Dem mer?« + +</p><p>Jeg havde intet Håb om at få Lov til +at møde hende igen; jeg ønsked næsten et +skarpt Nej, som kunde stive mig op og gøre +mig ligeglad. + +</p><p>»Jo.« sagde hun lavt, næsten uhørligt. + +</p><p>»Hvornår?« + +</p><p>»Jeg ved ikke.« + +</p><p>Pause. + +</p><p>»Vil De ikke være så snil at tage Sløret +af bare et eneste Øjeblik,« sagde jeg, »så +jeg får se, hvem jeg har talt med. Bare et +Øjeblik. For jeg må da se, hvem jeg har +talt med.« + +</p><p>Pause. + +</p><p>»De kan møde mig her udenfor Tirsdag +Aften,« siger hun. »Vil De det?« + +</p><p>»Ja, kære, får jeg Lov til det!« + +</p><p>»Klokken otte.« + +</p><p>»Godt.« + +</p><p>Jeg strøg med min Hånd nedad hendes +Kåbe, børsted Sneen af den, blot forat få +et Påskud til at røre ved hende; det var mig +en Vellyst at være hende så nær. + +</p><p>»Så får De ikke tro altfor galt om mig +da,« sagde hun. Hun smilte igen. + +</p><p>»Nej . . . .« + +</p><p>Pludselig gjorde hun en resolut Bevægelse +og trak Sløret op i Panden; vi stod og så +på hinanden et Sekund. Ylajali! sagde jeg. +Hun hæved sig op, slog Armene om min +Hals og kyssed mig midt på Munden. En +eneste Gang, hurtigt, forvirrende hurtigt, midt +på Munden. Jeg følte, hvor hendes Bryst +bølged, hun pusted voldsomt. + +</p><p>Og øjeblikkelig rev hun sig ud af mine +Hænder, råbte Godnat, stakåndet, hviskende, +vendte sig og løb opad Trappen, uden at +sige mer . . . . + +</p><p>Portdøren faldt i. + + +</p><p class="tb">* * * + +</p><p class="noindent">Det sneed end mer den næste Dag, en +tung, regnblandet Sne, store våde Dotter, +som faldt ned og blev til Søle. Vejret var +råt og isnende. + +</p><p>Jeg var vågnet noget sent, underlig fortumlet +i Hovedet af Aftenens Sindsbevægelser, +beruset i Hjærtet af det skønne Møde. I min +Henrykkelse havde jeg ligget en Stund vågen +og tænkt mig Ylajali ved min Side; jeg bredte +Armene ud, omfavned mig selv og kyssed ud +i Luften. Så havde jeg endelig stået op og +fået mig en ny Kop Mælk og straks derpå +en Bif, og jeg var ikke længer sulten; blot +mine Nerver var stærkt ophidsede igen. + +</p><p>Jeg begav mig ned til Klædesbasarerne. +Det faldt mig ind, at jeg kanske kunde få +mig en brugt Vest for en billig Pris, noget at +have på under Frakken, lige meget hvad. +Jeg gik opad Trappen til Basaren og fik fat +på en Vest, som jeg begyndte at undersøge. +Mens jeg pusled med dette, kom en Bekendt +forbi; han nikked og råbte op til mig, jeg +lod Vesten hænge og gik ned til ham. Han +var Tekniker og skulde på Kontoret. + +</p><p>»Følg med og tag et Glas Øl,« sagde +han. »Men kom fort, jeg har liden Tid . . . . +Hvad var det for det for en Dame, De spadsered +med igåraftes?« + +</p><p>»Hør nu her,« sagde jeg, skinsyg på +hans blotte Tanke, »om det nu var min +Kæreste?« + +</p><p>»Død og Pine!« sagde han. + +</p><p>»Ja, det blev afgjort igår.« + +</p><p>Jeg havde slået ham flad, han troed mig +ubetinget. Jeg løj ham fuld, forat blive af +med ham igen; vi fik Øllet, drak og gik. + +</p><p>»Godmorgen, da! . . . . Hør,« sagde han +pludselig, »jeg skylder Dem altså nogle Kroner, +og det er Skam, at jeg ikke har betalt dem +tilbage for længe siden. Men nu skal De få +dem med det første.« + +</p><p>»Ja, Tak,« svared jeg. Men jeg vidste, +at han aldrig vilde betale mig tilbage de +Kroner. + +</p><p>Øllet steg mig desværre straks til Hovedet, +jeg blev meget hed. Tanken på Aftenens +Æventyr overvælded mig, gjorde mig næsten +forstyrret. Hvad om hun nu ikke mødte op +Tirsdag! Hvad om hun begyndte at tænke +over, fatte Mistanke! . . . . Fatte Mistanke til +hvad? . . . . Min Tanke blev med ét spillevende +og begyndte at tumle med Pengene. Jeg blev +angst, dødelig forfærdet over mig selv. Tyveriet +stormed ind på mig med alle dets Detaljer; +jeg så den lille Butik, Disken, min magre +Hånd, da jeg greb Pengene, og jeg udmaled +mig Politiets Fremgangsmåde, når det kom +og skulde tage mig. Jærn om Hænder og +Fødder, nej, blot om Hænderne, kanske blot +på den ene Hånd; Skranken, Vagthavendes +Protokol, Lyden af hans Pen, som skrabed, +kanske tog han en ny for Anledningen; hans +Blik, hans farlige Blik: Nå, Hr. Tangen? +Cellen, det evige Mørke . . . . + +</p><p>Hm. Jeg knytted Hænderne heftigt sammen, +forat give mig Mod, gik hurtigere og +hurtigere og kom til Stortorvet. Her satte +jeg mig. + +</p><p>Ingen Barnestreger! Hvor i alverden +kunde man bevise, at jeg havde stjålet? +Desuden turde ikke Høkergutten gøre Allarm, +selv om han en Dag kom til at huske, hvordan +det hele var gået til; han havde nok sin +Plads for kær. Ingen Larm, ingen Scener, om +jeg måtte bede! + +</p><p>Men disse Penge tynged alligevel syndigt +i min Lomme og gav mig ikke Fred. Jeg +satte mig til at prøve mig selv og fandt ud +på det klareste, at jeg havde været lykkeligere +før, dengang, da jeg gik og led i al +Ærlighed. Og Ylajali! Havde jeg ikke også +gået og trukket hende ned med mine syndige +Hænder! Herregud! Herre, min Gud! Ylajali! + +</p><p>Jeg følte mig fuld som en Alke, sprang +pludselig op og gik lige hen til Kagekonen +ved Elefantapoteket. Jeg kunde endnu rejse +mig fra Vanæren, det var langtfra forsent, jeg +skulde vise hele Verden, at jeg var istand til +det! Undervejs fik jeg Pengene i Beredskab, +holdt hver Øre i Hånden; jeg bukked mig +ned over Konens Bord, som om jeg vilde +købe noget, og slog hende uden videre Pengene +i Hånden. Jeg sagde ikke et Ord, jeg +gik straks. + +</p><p>Hvor det smagte vidunderligt at være +ærligt Menneske igen! Mine tomme Lommer +tynged ikke mer, det var mig en Nydelse at +være blank påny. Når jeg rigtig tænkte +efter, havde disse Penge i Grunden kostet mig +megen hemmelig Kummer, jeg havde virkelig +tænkt på dem med Gysen Gang på Gang; jeg +var ingen forstokket Sjæl, min ærlige Natur +havde oprørt sig mod den lave Gærning. +Gudskelov, jeg havde hævet mig i min egen +Bevidsthed. Gør mig det efter! sagde jeg og +så udover det myldrende Torv. Gør mig det +bare efter! Jeg havde glædet en gammel, +fattig Kagekone, så det havde Skik; hun +vidste hverken ud eller ind. Iaften skulde +ikke hendes Børn gå sultne tilsengs . . . . +Jeg gejled mig op med disse Tanker og syntes, +at jeg havde båret mig udmærket ad. Gudskelov, +Pengene var nu ude af mine Hænder. + +</p><p>Fuld og nervøs gik jeg henad Gaden og +aksled mit Skind. Glæden over at kunne gå +Ylajali ren og ærlig imøde og se hende ind i +Ansigtet, løb ganske af med mig; jeg havde +ingen Smærter mer, mit Hoved var klart og +tomt, det var som det skulde være et Hoved +af idel Lys, som stod og skinned på mine +Skuldre. Jeg fik Lyst til at gøre Skøjerstreger, +begå forbausende Ting, sætte Byen på Ende +og støje. Opad hele Grændsen opførte jeg +mig som en vanvittig Mand; det sused let for +mine Øren, og i min Hjærne var Rusen i fuld +Gang. Begejstret af Dumdristighed fik jeg i +Sinde at gå hen og opgive min Alder for et +Bybud, som forresten ikke havde talt et Ord, +tage ham i Hånden, se ham indtrængende +ind i Ansigtet og forlade ham igen, uden +nogen Forklaring. Jeg skælned Nuancerne i +de forbigåendes Stemmer og Latter, iagttog +nogle Småfugle, som hopped foran mig i +Gaden, gav mig til at studere Brostenenes +Udtryk og fandt allehånde Tegn og underlige +Figurer i dem. Under dette var jeg kommet +ned til Stortingsplads. + +</p><p>Jeg står pludselig stille og stirrer ned +på Droscherne. Kuskene vandrer samtalende +omkring, Hestene står og luder forover mod +det stygge Vejr. Kom! sagde jeg og puffed +til mig selv med Albuen. Jeg gik hurtigt hen +til den første Vogn og steg op. Ullevoldsvejen +Numer 37! råbte jeg. Og vi rulled +afsted. + +</p><p>Undervejs begyndte Kusken at se sig +tilbage, lægge sig ned og kige ind i Vognen, +hvor jeg sad under Kaleschen. Var han +bleven mistænksom? Der var ingen Tvivl om, +at min usle Påklædning havde gjort ham opmærksom. + + +</p><p>»Det er en Mand, jeg skal træffe!« råbte +jeg til ham, forat komme ham i Forkøbet, og +jeg forklared ham indstændigt, at jeg absolut +måtte træffe denne Mand. + +</p><p>Vi standser udenfor 37, jeg hopper ud, +springer opad Trapperne, helt op til tredje +Etage, griber en Klokkestræng og rykker til; +Bjælden gjorde seks, syv forfærdelige Slag +indenfor. + +</p><p>En Pige kommer og lukker op; jeg lægger +Mærke til, at hun har Gulddobber i Ørene og +sorte Lastingsknapper i det grå Kjoleliv. +Hun ser forfærdet på mig. + +</p><p>Jeg spørger efter Kierulf, Joachim Kierulf, +om jeg så måtte sige, en Uldhandler, kortsagt, +han var ikke til at tage fejl af . . . . + +</p><p>Pigen ryster på Hovedet. + +</p><p>»Bor ingen Kierulf her,« siger hun. + +</p><p>Hun stirrer på mig, tager i Døren, færdig +til at trække sig tilbage. Hun gjorde sig ingen +Anstrængelse for at finde Manden; hun så +virkelig ud til at kende den Person, jeg spurgte +efter, når hun bare vilde tænke sig om, den +lade Skabning. Jeg blev vred, vendte hende +Ryggen og løb nedad Trapperne igen. + +</p><p>»Han var ikke der!« råbte jeg til Kusken. + +</p><p>»Var han ikke der?« + +</p><p>»Nej. Kør til Tomtegaden Numer 11.« + +</p><p>Jeg var i det heftigste Sindsoprør og +meddelte Kusken noget deraf; han troed +ganske vist, at det galdt Livet, og han kørte +uden videre afsted. Han slog stærkt på. + +</p><p>»Hvad hedder Manden?« spurgte han og +vendte sig på Bukken. + +</p><p>»Kierulf, Uldhandler Kierulf.« + +</p><p>Og Kusken syntes nok også, at den +Mand ikke var til at tage fejl af. Om han +ikke plejed at gå med en lys Frakke? + +</p><p>»Hvadfor noget?« råbte jeg, »lys Frakke? +Er De gal? Tror De, det er en Tékop, jeg +spørger efter?« Denne lyse Frakke kom mig +meget ubelejligt, spolered hele Manden for +mig, således, som jeg havde tænkt mig ham. + +</p><p>»Hvad var det, De sagde, han hedte? +Kierulf?« + +</p><p>»Javist,« svared jeg, »er der noget +underligt i det? Navnet skæmmer ingen.« + +</p><p>»Har han ikke rødt Hår?« + +</p><p>Nu kunde det gærne være, at han havde +rødt Hår, og da Kusken nævnte den Ting, +var jeg med engang sikker på, at han havde +Ret. Jeg følte mig taknemmelig mod den +stakkels Vognmand og sagde ham, at han +havde taget Manden ganske på Spiddet; det +forholdt sig virkelig, som han sagde; det vilde +være et Særsyn, sagde jeg, at se en sådan +Mand uden rødt Hår. + +</p><p>»Det må være ham, som jeg har kørt +et Par Gange,« sagde Kusken. »Han havde +en Knortekæp?« + +</p><p>Dette gjorde Manden lys levende for mig, +og jeg sagde: + +</p><p>»He-he, der har vel endnu ingen set den +Mand uden med en Knortekæp i Hånden +Forsåvidt så kan De være tryg, ganske +tryg.« + +</p><p>Ja, det var klart, at det var samme Mand, +som han havde kørt. Han kendte ham +igen . . . . + +</p><p>Og vi kørte på, så det gnistred af +Hesteskoene. + +</p><p>Midt i denne ophidsede Tilstand havde +jeg ikke et eneste Øjeblik tabt Åndsnærværelsen. +Vi kommer forbi en Politibetjent, +og jeg lægger Mærke til, at han har Numret +69. Dette Tal træffer mig så grusomt nøje, +står med en Gang som en Splint i min +Hjærne. 69, nøjagtigt 69, jeg skulde ikke +glemme det! + +</p><p>Jeg læned mig tilbage i Vognen, et Bytte +for de galeste Indfald, krøb sammen derinde +under Kaleschen, så ingen skulde se, at jeg +rørte Munden, og gav mig til at passiare +idiotisk med mig selv. Vanviddet raser mig +gennem Hjærnen, og jeg lader det rase, jeg +er fuldt bevidst, at jeg ligger under for Indflydelser, +som jeg ikke er Herre over. Jeg +begyndte at le, tyst og lidenskabeligt, uden +Spor af Grund, endnu lystig og fuld af det +Par Glas Øl, jeg havde drukket. Lidt +efterhvert tager min Ophidselse af, min Ro vender +mer og mer tilbage. Jeg følte Kulde i min +såre Finger, og jeg stak den ned mellem +Halselinningen, forat varme den lidt. Således +kom vi ned til Tomtegaden. Kusken holder an. + +</p><p>Jeg stiger ud af Vognen, uden Hast, +tankeløst, slapt, tung i Hovedet, Jeg går +indad Porten, kommer ind i en Baggård, +som jeg går tvers over, støder mod en Dør, +som jeg åbner og går indad, og jeg befinder +mig i en Gang, et Slags Forværelse med to +Vinduer. Der står to Kufferter, den ene +ovenpå den anden, i den ene Krog, og på +Langvæggen en gammel, umalet Sofabænk, +hvori der ligger et Tæppe. Tilhøjre, i næste +Værelse, hører jeg Stemmer og Barneskrig, +og ovenover mig, i anden Etage, Lyden af en +Jærnplade, som der hamres på. Alt dette +mærker jeg, såsnart jeg er kommet ind. + +</p><p>Jeg går roligt tvers over Værelset, hen +til den modsatte Dør, uden at skynde mig, +uden Tanke på Flugt, åbner også den og +kommer ud i Vognmandsgaden. Jeg ser opad +Huset, som jeg just har passeret igennem: +Beværtning & Logi for Rejsende. + +</p><p>Det falder mig ikke ind at søge at komme +væk, stjæle mig bort fra Kusken, som venter +på mig; jeg går meget sindigt udefter Vognmandsgaden, +uden Frygt og uden at være +mig noget galt bevidst. Kierulf, denne Uldhandler, +som havde spøgt så længe i min +Hjærne, dette Menneske, som jeg mente var +til, og som jeg nødvendigvis måtte træffe, +var bleven borte for min Tanke, visket ud +sammen med andre gale Påfund, som kom +og gik efter Tur; jeg husked ham ikke mer +uden som en Anelse, et Minde. + +</p><p>Jeg blev mer og mer ædru, efterhvert +som jeg vandred frem, følte mig tung og mat +og slæbte Benene efter mig. Sneen faldt +fremdeles ned i store, våde Filler. Tilsidst +kom jeg ud på Grønland, lige ud til Kirken, +hvor jeg satte mig til at hvile på en Bænk. +Alle, som gik forbi, betragted mig meget forundret. +Jeg faldt i Tanker. + +</p><p>Du gode Gud, hvor det var dårligt fat +med mig nu! Jeg var så inderlig ked og +træt af hele mit elendige Liv, at jeg fandt det +ikke Møjen værd at kæmpe længer, forat beholde +det. Modgangen havde taget Overhånd, +den havde været for grov; jeg var så mærkelig +ødelagt, ganske som en Skygge af, hvad jeg +engang var. Mine Skuldre var sunkne ned, +helt til den ene Side, og jeg var kommet i +Vane med at lude meget forover, når jeg gik, +forat spare mit Bryst det lille, jeg kunde. +Jeg havde undersøgt min Krop for et Par Dage +siden, en Middagstid oppe på mit Rum, og +jeg havde stået og grædt hele Tiden over +den. Jeg havde gået i den samme Skjorte i +mange Uger, den var ganske stiv af gammel +Sved og havde gnavet min Navle itu; der +kom lidt blodigt Vand ud af Såret, men det +smærted ikke meget, kun var det så sørgeligt +at have dette Sår midt på Maven. Jeg +havde ingen Råd med det, og det vilde ikke +gro igen af sig selv; jeg vasked det, tørred +det omhyggeligt af og trak den samme Skjorte +atter på. Der var intet at gøre ved det . . . . + +</p><p>Jeg sidder der på Bænken og tænker +over alt dette og er temmelig trist. Jeg +væmmedes ved mig selv; endog mine Hænder +forekommer mig modbydelige. Dette slattede, +næsten ublufærdige Udtryk i mine Håndbage +piner mig, volder mig Ubehag; jeg føler mig +ved Synet af mine magre Fingre råt påvirket, +jeg hader hele mit slunkne Legeme og gyser +ved at bære på det, føle det om mig. Herregud, +om der bare blev en Ende på det nu! +Jeg vilde inderlig gærne dø. + +</p><p>Aldeles overvunden, besudlet og nedværdiget +i min egen Bevidsthed, rejste jeg +mig mekanisk op og begyndte at gå hjemad. +Undervejs kom jeg forbi en Port, hvor der +stod følgende at læse: »Ligsvøb hos Jomfru +Andersen, tilhøjre i Porten.« — Gamle Minder! +sagde jeg, og jeg husked mit forrige Rum på +Hammersborg, den lille Gyngestol, Avisbetrækket +nede ved Døren, Fyrdirektørens +Avertissement og Bager Fabian Olsens nybagte +Brød. Å, ja, jeg havde jo havt det +meget bedre dengang end nu; en Nat havde +jeg skrevet en Føljeton til ti Kroner, nu +kunde jeg ikke skrive noget mer, jeg kunde +aldeles ikke skrive noget mer, mit Hoved +blev straks tomt, såsnart jeg forsøgte. Ja, +jeg vilde have en Ende på det nu! Og jeg +gik og gik. + +</p><p>Efterhvert som jeg kom nærmere og +nærmere Husholdningshandelen, havde jeg +halvt ubevidst Følelsen af, at jeg nærmed mig +en Fare; men jeg holdt fast ved mit Forsæt, +jeg vilde udlevere mig. Jeg gik roligt opad +Trappen, jeg møder i Døren en liden Pige, +som bærer en Kop i Hånden, og jeg slipper +hende forbi og lukker Døren. Betjenten og +jeg står for anden Gang overfor hinanden, +alene. + +</p><p>»Nå,« siger han, »det er et skrækkeligt +Vejr.« + +</p><p>Hvad skulde denne Omvej til? Hvorfor +tog han mig ikke med en Gang? Jeg blev +rasende og sagde: + +</p><p>»Jeg kommer altså ikke, forat prate om +Vejret.« + +</p><p>Denne Heftighed forbløffer ham, hans +lille Høkerhjærne slår Klik; det havde slet +ikke faldt ham ind, at jeg havde bedraget +ham for fem Kroner. + +</p><p>»Ved De da ikke, at jeg har snydt Dem?« +siger jeg utålmodig, og jeg puster heftigt, +skælver, er færdig til at bruge Magt, hvis han +ikke straks kommer til Sagen. + +</p><p>Men den stakkels Mand aner ingen Ting. + +</p><p>Nej, du store Verden, hvilke dumme +Mennesker, man var nødt til at leve iblandt! +Jeg skælder ham ud, forklarer ham Punkt for +Punkt, hvorledes det hele var gået til, viser +ham, hvor jeg stod og hvor han stod, da +Gærningen skete, hvor Pengene havde ligget, +hvorledes jeg havde samlet dem ned i min +Hånd og lukket Hånden sammen om dem, +— og han forstår altsammen, men gør +alligevel intet ved mig. Han vender sig hid +og did, lytter efter Fodtrinnene i Sideværelset, +tysser på mig, forat få mig til at tale lavere, +og siger tilslut: + +</p><p>»Det var nokså sjofelt gjort af Dem!« + +</p><p>»Nej, vent lidt!« råbte jeg i min Trang +til at modsige ham, ægge ham op; det var +ikke så lavt og nedrigt, som han med sit +elendige Husholdningshoved forestilled sig. +Jeg beholdt naturligvis ikke Pengene, det +kunde aldrig falde mig ind; jeg for min Part +vilde ikke drage nogen Nytte af dem, det bød +min bundærlige Natur imod . . . . + +</p><p>»Hvor gjorde De af dem da?« + +</p><p>Jeg gav dem bort til en gammel, fattig +Kone, hver Øre, måtte han vide; den Slags +Person var jeg, jeg glemte ikke de fattige så +aldeles . . . . + +</p><p>Han står og tænker en liden Stund på +dette, blir åbenbart meget tvivlrådig om, +hvorvidt jeg er en ærlig Mand eller ikke. +Endelig siger han: + +</p><p>»Burde De ikke heller have leveret Pengene +tilbage?« + +</p><p>»Nej, hør her,« svarer jeg, »jeg vilde +ikke bringe Dem i Ulejlighed, jeg vilde spare +Dem. Men det er Takken, man har, forat +man er ædelmodig. Nu står jeg her og +forklarer Dem det hele, og De skammer Dem +ikke som en Hund, gør simpelthen ingen Anstalter +til at få Striden udjævnet med mig. +Derfor vasker jeg mine Hænder. Forresten +giver jeg Dem Fan. Farvel!« + +</p><p>Jeg gik og slog Døren hårdt i efter mig. + +</p><p>Men da jeg kom hjem på mit Værelse, +ind i dette bedrøvelige Hul, gennemvåd af den +bløde Sne, skælvende i Knæerne af Dagens +Vandringer, tabte jeg øjeblikkelig min Kæphøjhed +og faldt sammen påny. Jeg angred +mit Overfald på den arme Butiksmand, græd, +greb mig i Struben, forat straffe mig for min +usle Streg, og holdt et syndigt Hus. Han +havde naturligvis været i den dødeligste Angst +for sin Post, havde ikke vovet at gøre nogen +Kvalm for disse fem Kroner, som Forretningen +havde tabt. Og jeg havde benyttet mig af +hans Frygt, havde pint ham med min højrøstede +Tale, spiddet ham med hvert Ord, +som jeg råbte ud. Og Høkerchefen selv +havde måske siddet indenfor i Værelset ved +Siden af og følt sig på et hængende Hår +opfordret til at gå ud til os og se, hvad det +var, som foregik. Nej, der var ingen Grændse +længer for, hvad jeg kunde gøre af nederdrægtige +Ting! + +</p><p>Nå, men hvorfor var jeg ikke bleven +sat fast? Så var det kommet til en Afslutning. +Jeg havde jo sågodtsom rakt Hænderne +frem til Jærnene. Jeg vilde aldeles ikke +have gjort nogen Modstand, jeg vilde tvertimod +have hjulpet til. Himlens og Jordens +Herre, en Dag af mit Liv for et lykkeligt +Sekund igen! Mit hele Liv for en Ret Linser! +Hør mig bare denne Gang! . . . . + +</p><p>Jeg lagde mig i de våde Klæder; jeg +havde en uklar Tanke om, at jeg kanske vilde +dø om Natten, og jeg brugte min sidste +Kraft til at ordne op en Smule i min Seng, +så det kunde se lidt ordentlig ud omkring +mig om Morgenen. Jeg folded Hænderne +og valgte min Stilling. + +</p><p>Så med engang husker jeg Ylajali. At +jeg havde glemt hende så ganske hele Aftenen +udover! Og Lyset trænger ganske +svagt ind i mit Sind igen, en liden Stråle +Sol, der gør mig så velsignet varm. Og der +blir mere Sol, et mildt, fint Silkelys, der +strejfer mig så bedøvende dejligt. Og Solen +blir stærkere og stærkere, brænder skarpt +mod mine Tindinger, koger tung og glødende +i min udmagrede Hjærne. Og der +flammer tilsidst for mine Øjne et vanvittigt +Bål af Stråler, en antændt Himmel og Jord, +Mennesker og Dyr af Ild, Bjærge af Ild, +Djævle af Ild, en Afgrund, en Ørken, en Alverden +i Brand, en rygende yderste Dag. + +</p><p>Og jeg så og hørte intet mer . . . . + + +</p><p class="tb">* * * + +</p><p class="noindent">Jeg vågned i Sved den næste Dag, fugtig +over hele Legemet, meget fugtig; Feberen havde +presset mig ganske voldsomt. I Førstningen +havde jeg ingen klar Bevidsthed om, hvad +der var foregået med mig, jeg så mig omkring +med Forundring, følte mig totalt forbyttet +i mit Væsen, kendte mig slet ikke igen. +Jeg følte mig efter opad Armene og nedad +Benene, faldt i Forbauselse over, at Vinduet +stod på den Væg og ikke på den stik modsatte +Væg, og jeg hørte Hestenes Trampen +nede i Gården, som om den kom ovenfra. +Jeg var også temmelig kvalm. + +</p><p>Mit Hår lå vådt og koldt om min +Pande; jeg rejste mig på Albuen og så ned +på Hovedpuden: vådt Hår lå også igen +på den, i små Dotter. Mine Fødder havde +hovnet op inde i Skoene i Løbet af Natten, +men de smærted ikke, jeg kunde blot ikke +røre Tæerne stort, de var blevne for stive. + +</p><p>Da det led ud på Eftermiddagen, og det +allerede var begyndt at skumre lidt, stod jeg +op af Sengen og begyndte at pusle omkring +i Værelset. Jeg prøved mig frem med små, +forsigtige Skridt, passed på at holde Ligevægten +og spared så meget som muligt mine +Fødder. Jeg led ikke meget, og jeg græd +ikke; jeg var i det hele taget ikke trist, jeg +var tvertimod velsignet tilfreds; det faldt mig +ikke ind netop da, at nogen Ting kunde være +anderledes end den var. + +</p><p>Så gik jeg ud. + +</p><p>Det eneste, som plaged mig en Smule, var +trods min Kvalme for Mad alligevel Sulten. Jeg +begyndte at føle en skammelig Appetit igen, +en indre glubende Madlyst, som det stadig +blev værre og værre med. Det gnaved +ubarmhjærtigt i mit Bryst, bedreves et tyst, +underligt Arbejde derinde. Det kunde være +et Snes bitte små, fine Dyr, som lagde +Hovedet på den ene Side og gnaved lidt, +lagde derpå Hovedet på den anden Side og +gnaved lidt, lå et Øjeblik aldeles stille, begyndte +igen, bored sig ind uden Støj og uden +Hast og efterlod tomme Strækninger overalt, +hvor de for frem . . . . + +</p><p>Jeg var ikke syg, men mat, jeg begyndte +at svede. Jeg tænkte mig hen på Stortorvet, +forat hvile lidt; men Vejen var lang og besværlig; +endelig var jeg dog næsten fremme, +jeg stod på Hjørnet af Torvet og Torvegaden. +Sveden randt ned i mine Øjne, dugged mine +Briller og gjorde mig blind, og jeg var netop +standset, forat tørre mig af en Smule. Jeg +mærked ikke, hvor jeg stod, jeg tænkte ikke +over det; Larmen omkring mig var frygtelig. + +</p><p>Pludselig lyder et Råb, et koldt, skarpt +Varsko. Jeg hører dette Råb, hører det +meget godt, og jeg rykker nervøst til Siden, +gor et Skridt så hurtigt, mine dårlige Ben +kan bevæge sig. Et Uhyre af en Brødvogn +stryger mig forbi og strejfer min Frakke med +Hjulet; havde jeg været lidt hurtigere, vilde +jeg gået aldeles fri. Jeg kunde kanske været +lidt hurtigere, ganske lidt hurtigere, hvis jeg +havde anstrængt mig; der var ingen Råd +med det, det gjorde ondt i min ene Fod, et +Par Tæer blev maset; jeg følte, at de ligesom +krølled sig sammen inde i Skoen. + +</p><p>Brødkøreren holder Hestene an af alle +Kræfter; han vender sig om på Vognen og +spørger forfærdet, hvordan det gik. Jo, det +kunde gået langt værre . . . . det var vel +kanske ikke så farligt . . . . jeg troed ikke, +at der var nogen Ting knust . . . . Å, jeg +be’r . . . . + +</p><p>Jeg drev hen til en Bænk det forteste, +jeg kunde; disse mange Mennesker, som +standsed op og gloed på mig, havde gjort +mig flau. Egentlig var det ikke noget Dødsstød, +det var gået forholdsvis heldigt, når +Ulykken endelig skulde være ude. Det værste +var, at min Sko var trykket istykker, Sålen +revet løs på Snuden. Jeg holdt Poden op +og så Blod inde i Gabet. Nå, det var ikke +med Vilje gjort på nogen af Siderne, det var +ikke Mandens Hensigt at gøre det værre +for mig end det var; han så meget bedrøvet +ud. Kanske hvis jeg havde bedt ham +om et lidet Brød fra Vognen, så havde jeg +fået det. Han havde vist givet mig det +med Glæde. Gud glæde ham til Gengæld der, +han er! . . . . + +</p><p>Jeg sulted hårdt, og jeg vidste ikke, hvor +jeg skulde gøre af mig for min ublu Appetit. +Jeg vred mig hid og did på Bænken og lagde +Brystet helt ned på mine Knæ; jeg var +næsten forstyrret. Da det blev mørkt, rusled +jeg bort til Rådstuen — Gud ved, hvordan +jeg kom did — og satte mig på Kanten af +Ballustraden. Jeg rev den ene Lomme ud af +min Frakke og gav mig til at tygge på den, +forresten uden nogen Hensigt, med mørke +Miner, med Øjnene stirrende ret frem, uden +at se. Jeg hørte endel Småbørn, som legte +omkring mig, og fornam instinktsmæssig, når +en eller anden spadserende gik mig forbi; ellers +iagttog jeg intet. + +</p><p>Så med én Gang falder det mig ind at +gå ned i en af Basarerne nedenunder mig og +få et Stykke råt Kød. Jeg rejser mig og +går tvers over Ballustraden, hen til den anden +Ende af Basartaget, og stiger ned. Da jeg +var kommet næsten helt ned til Kødboden, +råbte jeg opad Trappeåbningen og hytted +tilbage, som om jeg talte til en Hund deroppe, +og henvendte mig frækt til den første Slagter, +jeg traf. + +</p><p>»Å, vær så snil at give mig et Ben til +Hunden min!« sagde jeg. »Bare et Ben; der +behøver ikke at være noget på det; den skal +bare have noget at bære i Munden.« + +</p><p>Jeg fik et Ben, et prægtigt lidet Ben, +hvor der endnu var lidt Kød tilbage, og stak +det ind under Frakken. Jeg takked Manden +så inderligt, at han så forbauset på mig. + +</p><p>»Ingenting at takke for,« sagde han. + +</p><p>»Jo, sig ikke det,« mumled jeg, »det er +snilt gjort af Dem.« + +</p><p>Og jeg gik op. Hjærtet slog stærkt +i mig. + +</p><p>Jeg sneg mig ind i Smedgangen, så dybt +ind, som jeg kunde komme, og standsed udenfor +en forfalden Port til en Baggård. Der +var ikke et Lys at se på nogen Kant, det +var velsignet mørkt omkring mig; jeg gav +mig til at gnave i mig af Benet. + +</p><p>Det smagte ingenting; en ram Lugt af +Blod stod op fra Benet, og jeg måtte ganske +straks begynde at kaste op. Jeg forsøgte igen; +hvis jeg bare fik beholde det, vilde det nok +gøre sin Virkning; det galdt at få det til at +bero dernede. Men jeg kasted atter op. Jeg +blev vred, bed heftigt i Kødet, sled af en +liten Smule og svælged det ned med Vold. +Og det nytted alligevel ikke; såsnart de små +Kødsmuler var blevne varme i Maven, kom +de desværre atter op. Jeg knytted vanvittigt +Hænderne, stak i at græde af Hjælpeløshed +og gnaved som en besat; jeg græd, så Benet +blev vådt og skiddent af Tårer, kasted op, +banded og gnaved igen, græd som Hjærtet +skulde briste og kasted atter op. Og jeg +svor med høj Røst alle Verdens Magter ned +i Pinen. + +</p><p>Stille. Ikke et Menneske omkring, intet +Lys, ingen Støj. Jeg er i det voldsommeste +Sindsoprør, jeg puster tungt og højlydt og +græder tænderskærende for hver Gang, jeg +må levere disse Kødsmuler, som kanske +kunde mætte mig lidt. Da det slet ikke hjælper +noget, hvormeget jeg end forsøger, slynger +jeg Benet mod Porten, fuld af det afmægtigste +Had, henrykt af Raseri, råber og truer voldsomt +op mod Himlen, skriger Guds Navn hæst +og indædt og krummer mine Fingre som Klør +. . . . Jeg siger dig, du Himlens hellige Ba’al, +du er ikke til, men hvis du var til, så skulde +jeg bande dig slig, at din Himmel skulde +dirre af Helvedes Ild. Jeg siger dig, jeg har +budt dig min Tjeneste, og du har afvist den, +jeg siger dig, du har stødt mig bort, og jeg +vender dig for evigt Ryggen, fordi du ikke +kendte din Besøgelsestid. Jeg siger dig, jeg +ved, at jeg skal dø, og jeg håner dig dog, +du Himlens Gud og Apis, med Døden lige +for Tænderne. Jeg siger dig, jeg vil heller +være Lakej i Helvede end Fri i dine Boliger; +jeg siger dig, jeg er fuld af livsalig Foragt +for din himmelske Usselhed, og jeg vælger +mig Afgrunden til evigt Tilhold, hvor Djævelen, +Judas og Farao er stødt ned. Jeg siger dig, +din Himmel er fuld af alle Jorderigets mest +råhovedede Idioter og fattige i Ånden, jeg +siger dig, du har fyldt din Himmel med de +fede, salige Horer hernedefra, som ynkeligen +har bøjet Knæ for dig i sin Dødsstund. Jeg +siger dig, du har brugt Magt mod mig, og du +ved ikke, du alvidende Nul, at jeg aldrig bøjer +mig i Modgang. Jeg siger dig, hele mit Liv, +hver Celle i min Krop, hver Evne i min Sjæl +gisper efter at håne dig, du nådefulde Afskum +i det høje. Jeg siger dig, jeg vilde, om jeg +kunde, råbe dette højlydt ind i din Himmel +og hen over den hele Jord, jeg vilde, om jeg +kunde, ånde det ind i hver ufødt Menneskesjæl, +som engang kommer på Jorden, hver +Blomst, hvert Blad, hver Dråbe i Havet. Jeg +siger dig, jeg vil spotte dig ud på Dommens +Dag og bande dig Tændeme ud af min Mund +for din Guddoms endeløse Ynkelighed. Jeg +siger dig, jeg vil fra denne Stund forsage alle +dine Gærninger og alt dit Væsen, jeg vil forbande +min Tanke, om den tænker på dig +igen, og rive mine Læber af, om de atter +nævner dit Navn. Jeg siger dig, hvis du er til, +det sidste Ord i Livet og i Døden, jeg siger +dig Farvel for evigt og altid, jeg siger dig +Farvel med Hjærte og Nyrer, jeg siger dig +det sidste uigenkaldelige Farvel, og jeg tier +og vender dig Ryggen og går min Vej . . . . + +</p><p>Stille, + +</p><p>Jeg dirrer af Ophidselse og Forkommenhed, +står der på samme Sted, endnu hviskende +Eder og Skældsord frem, hikkende efter den +heftige Gråd, knækket og slap efter det vanvittige +Vredesudbrud. Jeg står der måske +en Time og hikker og hvisker og holder mig +fast til Porten. Så hører jeg Røster, en Samtale +mellem to Mænd, som kommer gående +indad Smedgangen. Jeg slænger bort fra Porten, +drager mig frem efter Husvæggene og kommer +atter ud på de lyse Gader. Idet jeg tusler +nedad Youngsbakken, begynder min Hjærne +pludselig at virke i en højst mærkelig Retning. +Det falder mig ind, at de elendige Rønner +nede i Kanten af Torvet, Materialboderne og +de gamle Buler med brugte Klæder, dog var +en Skændsel for Stedet. De ødelagde hele +Torvets Udseende og pletted Byen, fy, ned +med Skramlet! Og jeg gik og slog over i +Tankerne, hvad det vel vilde komme til at +koste at flytte Den geografiske Opmåling +derned, denne smukke Bygning, som altid +havde tiltalt mig så meget hver Gang, jeg +havde passeret den. Det vilde kanske ikke +lade sig gøre at foretage en Flytning af den +Art under sytti a to og sytti tusind Kroner, +— en pen Sum, måtte man sige, en nokså net +Lommeskilling, he-he, at begynde med, hvad? +Og jeg nikked med mit tomme Hoved og +indrømmed, at det var en nokså pen Lommeskilling +at begynde med. Jeg rysted fremdeles +over hele Legemet og hikked nu og da endnu +dybt efter Gråden. + +</p><p>Jeg havde Følelsen af, at der ikke var +meget Liv igen i mig, at jeg i Grunden sang +på det sidste Vers. Det var mig også temmelig +ligegyldigt, det beskæftiged mig ikke +det mindste; jeg søgte tvertimod nedad Byen, +ned til Bryggerne, længer og længer bort fra +mit Værelse. Jeg kunde for den Skyld gærne +have lagt mig plat ned i Gaden, forat dø. +Lidelserne gjorde mig mer og mer ufølsom; +det banked stærkt i min såre Fod, jeg havde +endog Indtryk af, at Smærten forplanted sig +opad hele Læggen, og ikke engang det gjorde +synderlig ondt. Jeg havde udstået værre Fornemmelser. + + +</p><p>Så kom jeg ned på Jærnbanebryggen. +Der var ingen Trafik, ingen Støj, kun hist og +her et Menneske at se, en Sjouer eller Sjømand, +som drev om med Hænderne i Lommen. +Jeg lagde Mærke til en halt Mand, som skeled +stivt hen på mig, idet vi passered hinanden. +Jeg standsed ham instinktsmæssig, tog til Hatten +og spurgte, om han kendte til om »Nonnen« +var rejst. Og bagefter kunde jeg ikke lade +være at knipse en eneste Gang i Fingrene lige +for Mandens Næse og sige: Død og Pine, +»Nonnen«, ja! »Nonnen«, som jeg helt havde +glemt! Tanken på den havde alligevel ulmet +ubevidst i mit Indre, jeg havde båret på den, +uden at vide af det selv. + +</p><p>Ja, Kors, »Nonnen« var nok sejlet. + +</p><p>Han kunde ikke sige mig, hvor den var +sejlet hen? + +</p><p>Manden tænker sig om, står på det +lange Ben og holder det korte ivejret; det +korte dingler lidt. + +</p><p>»Nej,« siger han. »Ved De, hvad den lå +her og lasted?« + +</p><p>»Nej,« svarer jeg. + +</p><p>Men nu havde jeg allerede glemt »Nonnen«, +og jeg spurgte Manden, hvor langt det vel +kunde være til Holmestrand, regnet i gode, +gamle geografiske Mile. + +</p><p>»Til Holmestrand? Jeg vil antage . . . .« + +</p><p>»Eller til Væblungsnæs?« + +</p><p>»Hvad jeg vilde sige: jeg antager, at til +Holmestrand . . . .« + +</p><p>»Å, hør, med det samme jeg husker det,« +afbrød jeg ham igen, »De skulde vel ikke +ville være så snil at give mig en liden Bid +Tobak, bare en bitte liden Smule!« + +</p><p>Jeg fik Tobakken, takked Manden meget +varmt og gik bort. Jeg gjorde intet Brug af +Tobakken, jeg stak den i Lommen straks. +Manden holdt fremdeles Øje med mig, jeg +havde kanske vakt hans Mistanke på en eller +anden Måde; hvor jeg stod og gik havde jeg +dette mistænksomme Blik efter mig, og jeg +syntes ikke om at blive forfulgt af dette Menneske. +Jeg vender om og drager mig atter hen +til ham, ser på ham og siger: + +</p><p>»Nådler.« + +</p><p>Bare dette Ord: Nådler. Ikke mer. Jeg +ser meget stivt på ham, idet jeg siger det, +jeg følte, at jeg stirred frygteligt på ham; +det var, som om jeg så på ham med hele +Kroppen, istedetfor bare med Øjnene. Og +jeg står en liden Stund, efterat jeg har sagt +dette Ord. Så tusler jeg op til Jærnbanetorvet +igen. Manden gav ikke en Lyd fra sig, +han bare holdt Øje med mig. + +</p><p>Nådler? Jeg stod med en Gang stille. +Ja, var det ikke det, jeg havde Fornemmelsen +af allerede straks: jeg havde truffet Krøblingen +før. Oppe i Grændsen, en lys Morgen; jeg +havde pantsat min Vest. Det forekom mig +som en Evighed siden den Dag. + +</p><p>Mens jeg står og tænker på dette — +jeg står og støtter mig til en Husvæg på +Hjørnet af Torvet og Havnegaden — farer +jeg pludselig sammen og søger at kravle mig +væk. Da dette ikke lykkes mig, stirrer jeg forhærdet +ret frem og bider Hovedet af al Skam, +der var ingen Råd med det, — jeg står +Ansigt til Ansigt med »Kommandøren«. + +</p><p>Jeg blir skødesløst fræk, jeg tager endog +et Skridt frem fra Husvæggen, forat gøre ham +opmærksom på mig. Og jeg gør det ikke +forat vække Medlidenhed, men forat håne +mig selv, stille mig i Gabestokken; jeg kunde +væltet mig ned i Gaden og bedt »Kommandøren« +gå over mig, træde på mit Ansigt. +Jeg siger ikke engang Godaften. + +</p><p>»Kommandøren« aned måske, at der var +noget galt fat med mig, han sagtned sine +Skridt en Smule, og jeg siger, forat standse +ham: + +</p><p>»Jeg skulde været hos Dem med noget, +men det er ikke blevet noget af endda.« + +</p><p>»Ja?« svarer han spørgende. »De har det +ikke færdigt, da?« + +</p><p>»Nej, jeg har ikke fået det færdigt.« + +</p><p>Men nu står mine Øjne pludselig i Vand +ved »Kommandørens« Venlighed, og jeg harker +og hoster forbittret, forat gøre mig stærk. +»Kommandøren« støder en Gang i Næsen; +han står og ser på mig. + +</p><p>»Har De noget at leve af imens, da?« +siger han. + +</p><p>»Nej,« svarer jeg, »jeg har ikke det +heller. Jeg har ikke spist endda idag, +men . . . . . . + +</p><p>»Gud bevare Dem, det går da ikke an, +at De går her og sulter ihjæl, Mand!« +siger han. Og han tager med en Gang til +Lommen. + +</p><p>Nu vågner Skamfølelsen i mig, jeg raver +igen bort til Husvæggen og holder mig fast, jeg +står og ser på, at »Kommandøren« roder +om i sin Pengepung; men jeg siger intet. Og +han rækker mig en Tikrone. Han gør ingen +flere Omstændigheder med det, han giver mig +simpelthen ti Kroner. Med det samme gentager +han, at det ikke gik an, at jeg sulted ihjæl. + +</p><p>Jeg stammed en Indvending og tog ikke +Sedlen straks: Det var skammeligt af mig +dette . . . . det var også altfor meget . . . . + +</p><p>»Skynd Dem nu!« siger han og ser på +sit Ur. »Jeg har ventet på Toget; men nu +kommer det, hører jeg.« + +</p><p>Jeg tog Pengene, jeg var lam af Glæde +og sagde ikke et Ord mer, jeg takked ikke +engang. + +</p><p>»Det er ikke værdt at genere sig for det,« +siger »Kommandøren« tilsidst; »De kan jo +skrive for det, ved jeg.« + +</p><p>Så gik han. + +</p><p>Da han var kommet nogle Skridt bort, +husked jeg med en Gang på, at jeg ikke +havde takket »Kommandøren« for denne Hjælp. +Jeg forsøgte at indhente ham, men kunde ikke +komme fort nok afsted, mine Ben slog Klik, +og jeg vilde idelig falde på Næsen. Han +fjærned sig mer og mer. Jeg opgav Forsøget, +tænkte at råbe efter ham, men turde ikke, +og da jeg endelig alligevel tog Mod til mig +og råbte, en Gang, to Gange, var han +allerede forlangt borte, min Stemme var bleven +for svag. + +</p><p>Jeg stod tilbage på Fortouget og så +efter ham, jeg græd ganske stille. Jeg har +aldrig set på Magen! sagde jeg til mig selv; +han gav mig ti Kroner! Jeg gik tilbage og +stilled mig der, hvor han havde stået, og +eftergjorde alle hans Bevægelser. Og jeg holdt +Pengesedlen op til mine våde Øjne, beså +den på begge Sider og begyndte at bande +— bande i vilden Sky på, at det havde sin +Rigtighed med det, jeg holdt i Hånden, det +var en Tikrone. + +</p><p>En Stund efter — måske en meget lang +Stund; ti det var allerede bleven ganske stille +overalt — stod jeg besynderligt nok udenfor +Tomtegaden Numer 11. Da jeg havde stået +og summet mig et Øjeblik og forundret mig +herover, gik jeg indad Porten for anden Gang, +lige ind i Beværtning & Logi for Rejsende. +Her bad jeg om Husly og fik straks en Seng. + + +</p><p class="tb">* * * + +</p><p class="noindent">Tirsdag. + +</p><p>Solskin og Stille, en vidunderlig lys Dag. +Sneen var borte; allevegne Liv og Lyst og +glade Ansigter, Smil og Latter. Fra +Fontænerne steg Vandstrålerne op i Buer, gyldne +af Solen, blålige af den blålige Himmel . . . . +Ved Middagstid gik jeg ud fra mit Logi +i Tomtegaden, hvor jeg fremdeles boed og +havde det godt, og begav mig ud i Byen. +Jeg var i den gladeste Stemning og drev om +den ganske Eftermiddag i de mest befærdede +Gader og så på Mennesker. Endnu før +Klokken blev syv om Aftenen, gjorde jeg +mig en Tur op til St. Olafs Plads og kiged i +Smug op til Vinduerne i Numer 2. Om en +Time skulde jeg se hende! Jeg gik i en let, +dejlig Angst hele Tiden. Hvad vilde der ske? +Hvad skulde jeg finde på at sige, når hun +kom nedad Trappen? Godaften, Frøken? +Eller bare smile? Jeg beslutted mig til at +lade det bero med at smile. Naturligvis vilde +jeg hilse dybt på hende. + +</p><p>Jeg lusked bort, lidt skamfuld over at +være så tidligt ude, vandred om i Karl Johan +en Stund og holdt Øje med Universitetsuret. +Da Klokken blev otte, satte jeg atter opad +Universitetsgaden. Under vejs faldt det mig +ind, at jeg kanske kunde komme et Par Minutter +forsent, og jeg strakte ud alt, jeg årked. +Min Fod var meget sår, ellers mangled der +mig ingenting. + +</p><p>Jeg tog Post ved Fontænen og pusted ud; +jeg stod der rigtig længe og så op til Vinduerne +i Numer 2; men hun kom ikke. Nå, +jeg skulde nok vente, det havde ingen Hast +med mig; hun havde kanske Forhindringer. +Og jeg vented igen. Jeg skulde da vel aldrig +have drømt det hele? Havt det første Møde +med hende i Indbildningen den Nat, jeg lå +i Feber? Jeg begyndte rådvild at tænke efter +og følte mig aldeles ikke sikker i min Sag. + +</p><p>»Hm!« sagde det bag mig. + +</p><p>Jeg hørte denne Harken, jeg hørte også +lette Skridt i Nærheden af mig; men jeg +vendte mig ikke om, jeg stirred blot op til +den store Trappe foran mig. + +</p><p>»Godaften!« siger det så. + +</p><p>Jeg glemmer at smile, jeg tager ikke engang +straks til Hatten, jeg blir så forundret +over at se hende komme denne Vej. + +</p><p>»Har De ventet længe?« siger hun, og +hun puster lidt hurtigt efter Gangen. + +</p><p>»Nej, aldeles ikke, jeg kom for en liden +Stund siden,« svared jeg. »Og desuden, hvad +havde det gjort, om jeg havde ventet længe? +Jeg tænkte forresten, at De skulde komme fra +en anden Kant?« + +</p><p>»Jeg har fulgt Mama til en Familie, Mama +skal være ude iaften.« + +</p><p>»Jaså!« sagde jeg. + +</p><p>Nu var vi uvilkårlig begyndt at gå. En +Politibetjent står på Gadehjørnet og ser +på os. + +</p><p>»Men hvor går vi egentlig hen?« siger +hun og standser. + +</p><p>»Did, hvor De vil, bare did, hvor De vil.« + +</p><p>»Uf, ja, men det er så kedeligt at bestemme +det selv.« + +</p><p>Pause. + +</p><p>Så siger jeg, bare for at sige noget: + +</p><p>»Det er mørkt i Deres Vinduer, ser jeg.« + +</p><p>»Ja, da!« svarer hun livligt. »Pigen har +også fået fri. Så jeg er ganske alene +hjemme.« + +</p><p>Vi står begge to og ser opad Vinduerne +i Numer 2, som om ingen af os havde set +dem før. + +</p><p>»Kan vi gå op til Dem, da?« siger jeg. +»Jeg skal sidde nede ved Døren hele Tiden, +dersom De vil . . . .« + +</p><p>Men nu skalv jeg af Bevægelse og angred +meget, at jeg havde været for fræk. Hvad om +hun blev vred og gik bort fra mig? Hvad om +jeg aldrig fik se hende igen? Å, det elendige +Antræk, jeg havde på! Jeg vented fortvivlet +på Svaret. + +</p><p>»De skal aldeles ikke sidde nede ved +Døren,« siger hun. Hun taler ligefrem ømt +og siger akkurat disse Ord: De skal aldeles +ikke sidde nede ved Døren. + +</p><p>Vi gik op. + +</p><p>Ude på Gangen, hvor det var mørkt, tog +hun min Hånd og ledte mig frem. Jeg behøved +slet ikke at være så stille, sagde hun, jeg +kunde godt tale. Og vi kom ind. Mens hun +tændte Lys — det var ikke en Lampe, hun +tændte, men et Lys — mens hun tændte dette +Lys, sagde hun med en liden Latter: + +</p><p>»Men nu får De ikke se på mig. Uf, +jeg er skamfuld! Men jeg skal aldrig gøre det +mer.« + +</p><p>»Hvad skal De aldrig gøre mer?« + +</p><p>»Jeg skal aldrig . . . . uf, nej. Gud bevare +mig . . . . jeg skal aldrig kysse Dem mer.« + +</p><p>»Skal De ikke det?« sagde jeg, og vi lo +begge. Jeg strakte Armene ud efter hende, +Og hun gled tilside, smutted væk, over på den +anden Side af Bordet. Vi stod og så på +hinanden en liden Stund, Lyset stod midt +imellem os. + +</p><p>»Forsøg at få fat på mig!« sagde hun. + +</p><p>Og under megen Latter forsøgte jeg at få +fat på hende. Mens hun sprang omkring, +løste hun Sløret op og tog Hatten af; hendes +spillende Øjne hang fremdeles ved mig og vogted +på mine Bevægelser. Jeg gjorde et Udfald +påny, snubled i Tæppet og faldt; min såre +Fod vilde ikke længer holde mig oppe. Jeg +rejste mig yderlig flau. + +</p><p>»Gud, hvor rød De blev!« sagde hun. +»Ja, det var også græsselig kejtet.« + +</p><p>»Ja, det var det!« svared jeg. + +</p><p>Og vi begyndte påny at springe omkring. + +</p><p>»Jeg synes, De halter?« + +</p><p>»Ja, jeg halter kanske lidt, bare lidt forresten.« + + +</p><p>»Sidst havde De en sår Finger, nu har +De en sår Fod; det er svært, så mange Plager +De har.« + +</p><p>»Å, ja. — Jeg blev lidt overkørt for nogle +Dage siden.« + +</p><p>»Overkørt? Fuld da igen? Nej, Gud bevare +mig, hvordan De lever, unge Mand!« Hun trued +med Pegefingeren og gjorde sig alvorlig. »Så +sætter vi os da!« sagde hun. »Nej, ikke der +nede ved Døren; De er så altfor tilbageholden; +her oppe; De der og jeg her, så ja! . . . . Uf, +det er nokså kedeligt med tilbageholdne Mennesker! +Så må man sige og gøre alt selv, +man får ingen Hjælp til noget. Nu kunde De +for Eksempel gærne holde Deres Hånd på +min Stolryg, De kunde gærne fundet på så +meget af Dem selv, kunde De. For om jeg +siger noget sligt, så sætter De op et Par +Øjne, som om De ikke rigtig tror det, som blir +sagt. Ja, det er virkelig sandt, jeg har set det +flere Gange, De gør det nu også. Men De +skal bare ikke indbilde mig, at De er så beskeden +altid, når De blot tør dy Dem. De +var nokså fræk den Dag, da De var fuld og +gik efter mig lige hjem og plaged mig med +Deres Åndrigheder: De mister Deres Bog, +Frøken, De mister ganske bestemt Deres Bog, +Frøken! Ha-ha-ha! Fy, det var virkelig stygt +af Dem!« + +</p><p>Jeg sad fortabt og så på hende. +Mit Hjærte slog højt, Blodet spændte mig +varmt gennem Årene. Hvilken vidunderlig +Nydelse! + +</p><p>»Hvorfor siger De ingenting?« + +</p><p>»Nej, hvor De er sød!« sagde jeg. »Jeg +sidder simpelthen her og blir inderlig betaget +af Dem, her i denne Stund inderlig betaget . . . . +Der er ingen Råd med det . . . . De er det +besynderligste Menneske, som . . . . Stundom +stråler Deres Øjne så, jeg har aldrig set Magen, +de ser ud som Blomster . . . . Hvad? Nej-nej, +kanske ikke som Blomster heller, men . . . . Jeg +er så aldeles forelsket i Dem, og det er så +urimeligt . . . . Herregud, naturligvis, det nytter +mig ikke det Spor . . . . Hvad hedder De? +Nu må De da virkelig sige mig, hvad De +hedder . . . .« + +</p><p>»Nej, hvad hedder <i>De</i>? Gud, nu havde jeg +nær glemt det igen! Jeg tænkte på det i hele +Går, at jeg skulde spørge Dem. Ja, det vil +sige ikke i <i>hele</i> Går, men . . . .« + +</p><p>»Ved De, hvad jeg har kaldt Dem? Jeg +har kaldt Dem Ylajali. Hvad synes De om +det? En sådan glidende Lyd . . . .« + +</p><p>»Ylajali?« + +</p><p>»Ja.« + +</p><p>»Er det fremmede Sprog?« + +</p><p>»Hm, Nej, det er ikke det heller.« + +</p><p>»Ja, det er ikke stygt . . . .« + +</p><p>Efter lange Forhandlinger sagde vi hinanden +vore Navne. Hun satte sig lige ved Siden af +mig i Sofaen og skøv Stolen bort med Foden, +Og vi begyndte at passiare påny. + +</p><p>»De har barberet Dem også iaften,« sagde +hun. »De ser i det hele taget lidt bedre ud +end sidst, men bare bitte lidt forresten; indbild +Dem nu bare ikke . . . . Nej, sidst var De virkelig +sjofel da. De gik ovenikøbet med en fæl Klud +om Fingeren. Og i den Tilstand vilde De +absolut gå ind et Sted og drikke Vin med +mig. Nej, Tak!« + +</p><p>»Det var altså for mit misserable Udseendes +Skyld, at De ikke vilde gå med +alligevel da?« sagde jeg. + +</p><p>»Nej,« svared hun og så ned. »Nej, det +skal Gud vide, det ikke var! Jeg tænkte ikke +på det engang.« + +</p><p>»Hør,« sagde jeg, »De sidder vist her i +den Overtro, at jeg kan klæde mig og leve +akkurat som jeg ønsker. De? Men det kan +jeg nok ikke, jeg er meget, meget fattig.« + +</p><p>Hun så på mig. + +</p><p>»Er De det?« sagde hun. + +</p><p>»Ja, jeg er det, desværre.« + +</p><p>Pause. + +</p><p>»Ja, Herregud, det er jeg også, det,« sagde +hun med en frejdig Bevægelse med Hovedet. + +</p><p>Hvert af hendes Ord berused mig, traf +mig i Hjærtet som Vindråber. Hun henrykte +mig med den Vane, hun havde at lægge sit +Hoved lidt på Siden og lytte, når jeg sagde +noget. Og jeg følte hendes Åndedrag lige +op i mit Ansigt. + +</p><p>»Ved De,« sagde jeg, »at . . . . Men nu +må De ikke blive sint . . . . Da jeg gik tilsengs +igåraftes, lagde jeg denne Arm tilrette for +Dem . . . . således . . . . som om De lå i +den . . . . og så sovned jeg ind . . . .« + +</p><p>»Jaså? Det var vakkert!« Pause. »Men +det måtte nu også være på Frastand, De +kunde gøre sligt noget; for ellers . . . .« + +</p><p>»Tror De ikke, jeg kunde gøre det ellers?« + +</p><p>»Nej, det tror jeg ikke.« + +</p><p>»Jo, af mig kan De vente alt,« sagde jeg. +Og jeg lagde Armen om hendes Liv. + +</p><p>»Kan jeg det?« sagde hun bare. + +</p><p>Det ærgred mig, stødte mig næsten, at +hun holdt mig for så altfor skikkelig; jeg +brysted mig op, skød Hjærtet op i Livet og +tog hendes Hånd. Men hun trak den ganske +stilfærdigt tilbage og flytted sig lidt bort fra +mig. Dette gjorde det atter af med mit Mod, +jeg blev skamfuld og så bort mod Vinduet. +Jeg var alligevel så altfor ynkelig der, jeg sad, +jeg måtte blot ikke prøve at indbilde mig +noget. Det havde været en anden Sag, hvis +jeg havde truffet hende dengang, da jeg endnu +så ud som et Menneske, i mine Velmagtsdage, +da jeg havde lidt at redde mig med. Og jeg +følte mig meget nedslagen tilmode. + +</p><p>»Der kan De se!« sagde hun, »nu kan De +bare se: Man kan vippe Dem blot med en +liden Rynke i Panden, gøre Dem så flad, bare +ved at flytte sig lidt bort fra Dem . . . .« Hun +lo drillende, skøjeragtigt, med aldeles lukkede +Øjne, som om heller ikke hun holdt ud at blive +set på. + +</p><p>»Nej, men du store min!« bused jeg ud, +»nu skal De bare se!« Og jeg slog Armene +heftigt om hendes Skuldre. Jeg var næsten +krænket. Var Pigen fra Forstanden! Tog hun +mig for aldeles uerfaren! He, jeg skulde dog +ved den levende . . . . Ingen skulde sige om +mig, at jeg stod tilbage i dette Stykke. Det +var dog Satan til Menneske! Galdt det bare at +gå på, så . . . . + +</p><p>Hun sad ganske rolig, og hun havde Øjnene +fremdeles lukket; ingen af os talte. Jeg trykked +hende hårdt ind til mig, klemte grådigt hendes +Krop ind til mit Bryst, og hun sagde ikke et +Ord. Jeg hørte vore Hjærteslag, både hendes +og mine, de lød som begravede Hovtramp. + +</p><p>Jeg kyssed hende. + +</p><p>Jeg vidste ikke længere af mig selv, jeg +sagde noget Nonsens, som hun lo ad, hvisked +Kælenavne ind i hendes Mund, klapped hende +på Kindet, kyssed hende mange Gange. Jeg +åbned en Knap eller to i hendes Liv, og jeg +skimted hendes Bryster indenfor, hvide, runde +Bryster, der titted frem som to søde Vidundere +bag Linnedet. + +</p><p>»Må jeg få se!« siger jeg, og jeg forsøger +at åbne flere Knapper, gøre Hullet større; +men min Bevægelse er for stærk, jeg kommer +ingen Vej med de nederste Knapper, hvor +desuden Livet strammer på. »Må jeg bare +få se lidt . . . . lidt . . . .« + +</p><p>Hun slår Armen om min Hals, ganske +langsomt, ømt; hendes Ånde puster mig lige +i Ansigtet fra de røde, dirrende Næsebor; med +den anden Hånd begynder hun selv at åbne +Knapperne, en for en. Hun ler forlegent, ler +kort og ser flere Gange op på mig, om jeg +skal mærke, at hun er bange. Hun løser Båndene +op, hægter op Korsettet, er henrykt og +ængstelig. Og jeg fingrer med mine grove +Hænder ved disse Knapper og Bånd . . . . + +</p><p>Forat aflede Opmærksomheden fra, hvad +hun gor, stryger hun mig med sin venstre +Hånd over Skulderen og siger: + +</p><p>»Hvilken Mængde løse Hår der ligger!« + +</p><p>»Ja,« svarer jeg og vil trænge indtil hendes +Bryst med min Mund. Hun ligger i dette Øjeblik +med ganske åbne Klæder. Pludselig er det +som om hun besinder sig, som om hun synes +at have gået for vidt; hun dækker sig atter +til og rejser sig lidt op. Og forat skjule sin +Forlegenhed med de åbne Klæder, giver hun +sig atter til at tale om den Mængde affaldne +Hår, der lå på mine Skuldre. + +</p><p>»Hvor kan det være, at Håret falder så +af Dem?« + +</p><p>»Ved ikke!« + +</p><p>»Å, De drikker naturligvis formeget, og +kanske — Fy, jeg vil ikke sige det! De måtte +skamme Dem! Nej, det havde jeg ikke troet +om Dem! At De, som er så ung, allerede +mister Håret! . . . . Nu skal De værsågod +fortælle mig, hvorledes De egentlig lever Deres +Liv hen. Jeg er sikker på, det er frygteligt! +Men bare Sandhed, forstår De, ikke nogen +Udflugter! Jeg skal nok forresten se det på +Dem, om de vil skjule noget. Så, fortæl nu!« + +</p><p>»Ja, lad mig få kysse Dem på Brystet +først, så.« + +</p><p>»Er De gal? Så, begynd nu!« + +</p><p>»Nej, kære, lad mig nu få Lov til det først!« + +</p><p>»Hm. Nej, ikke først . . . . Siden kanske +. . . . Jeg vil høre, hvad De er for et Menneske +. . . . Å, jeg er sikker på, det er forfærdeligt!« + +</p><p>Det pinte mig også, at hun skulde tro +det værste om mig, jeg var bange for at støde +hende helt bort, og jeg holdt ikke ud den +Mistanke, hun havde om mit Levnet. Jeg vilde +rense mig i hendes Øjne, gøre mig værdig til +hende, vise hende, at hun sad ved en på det +nærmeste engleren Persons Side. Herregud, +jeg kunde jo tælle på Fingerne mine Fald til +Dato. + +</p><p>Jeg fortalte, jeg fortalte alt, og jeg fortalte +bare Sandhed. Jeg gjorde intet værre end +det var, det var ikke min Agt at vække +hendes Medlidenhed; jeg sagde også, at jeg +havde stjålet fem Kroner en Aften. + +</p><p>Hun sad og lytted med gabende Mund, +bleg, bange, aldeles forstyrret i de blanke +Øjne. Jeg vilde gøre det godt igen, sprede +det triste Indtryk, jeg havde gjort, og strammed +mig op: + +</p><p>»Det er jo over nu!« sagde jeg; »det +kan ikke være Tale om sligt noget længer; +nu er jeg bjærget . . . .« + +</p><p>Men hun var meget forsagt. »Gud bevare +mig!« sagde hun bare og taug. Hun +sagde dette med korte Mellemrum og taug +hver Gang igen. »Gud bevare mig!« + +</p><p>Jeg begyndte at spøge, tog hende i Siden, +forat kildre hende, løfted hende op til mit +Bryst. Hun havde atter knappet Kjolen igen; +dette ærgred mig en Smule, såred mig ligefrem. +Hvorfor skulde hun knappe Kjolen +igen? Var jeg i hendes Øjne mer uværdig +nu, end om jeg selv havde forskyldt, at mit +Hår faldt af? Vilde hun have syntes bedre +om mig, hvis jeg havde gjort mig til en Udhaler? +. . . . Ikke noget Sludder. Det galdt +bare at gå på! Og hvis det bare galdt at +gå på, så ved den levende . . . . + +</p><p>Jeg lagde hende ned, lagde hende simpelthen +ned i Sofaen. Hun stred imod, ganske +lidt forresten, og så forbauset ud. + +</p><p>»Nej . . . . hvad vil De?« sagde hun. + +</p><p>»Hvad jeg vil?!« + +</p><p>He, hun spurgte, hvad jeg vilde! Gå +på, vilde jeg, gå lige på! Det var ikke bare +på Frastand, jeg havde det med at gå på; +det var ikke min Art og Beskaffenhed af +Menneske. Jeg gjorde i at være Karl for min +Hat og ikke slåes flad af en Rynke i Panden. +Nej-nej, san, jeg havde endnu aldrig gået +med uforrettet Sag fra en sådan Affære . . . . + +</p><p>Og jeg gik på. + +</p><p>»Nej . . . . nej, men . . . .?« + +</p><p>Jo, mente jeg, det var Meningen det! + +</p><p>»<i>Nej</i>, hører De!« råbte hun. Og hun +lagde til disse sårende Ord: »Jeg kan jo +ikke være tryg for, at De ikke er vanvittig.« + +</p><p>Jeg holdt uvilkårlig lidt inde, og jeg sagde: + +</p><p>»Det mener De ikke!« + +</p><p>»Jo, ved Gud, De ser så rar ud! Og +den Formiddag, De forfulgte mig, — De var +altså ikke fuld dengang?« + +</p><p>»Nej. Men da var jeg jo ikke sulten +heller, jeg havde netop spist . . . .« + +</p><p>»Ja, så meget værre var det.« + +</p><p>»Vilde De heller, at jeg skulde været +fuld?« + +</p><p>»Ja . . . . Hu, jeg er bange for Dem! +Herregud, kan De nu ikke slippe!« + +</p><p>Jeg tænkte mig om. Nej, jeg kunde ikke +slippe. Ikke noget forbandet Pærevæv en +silde Aftenstund på en Sofa! Op med Flonellen! +He, hvilke Udflugter fandt man ikke +på at komme med i et sligt Øjeblik! Som +om jeg ikke vidste, at det var bare Undselighed +altsammen! Da måtte jeg være grøn! +Så stille nu! Ikke noget Tøv! Leve Kongen +og Fædrelandet! . . . . + +</p><p>Hun stritted besynderlig stærkt imod, +altfor stærkt til bare at stritte imod af Undselighed. +Jeg kom som af Vanvare til at +støde Lyset overende, så det slukned, hun +gjorde fortvivlet Modstand, udstødte endog et +lidet Klynk. + +</p><p>»Nej, ikke det, ikke det! Hvis De vil +så skal De heller få kysse mig på Brystet. +Kære, snille . . . .« + +</p><p>Jeg standsed øjeblikkelig. Hendes Ord +lød så forfærdede, hjælpeløse, jeg blev inderlig +slagen. Hun mente at byde mig en Erstatning +ved at give mig Lov til at kysse +hendes Bryst! Hvor det var skønt, skønt og +enfoldigt! Jeg kunde faldt ned og knælet +for hende. + +</p><p>»Men, kære, vene!« sagde jeg aldeles +forvirret, »jeg forstår ikke . . . . jeg begriber +virkelig ikke, hvad dette er for en Slags +Spil . . . .« + +</p><p>Hun rejste sig og tændte atter Lyset +med rystende Hænder; jeg sad tilbage på +Sofaen og foretog mig ingenting. Hvad vilde +nu ske? Jeg var i Grunden meget ilde tilmode. + +</p><p>Hun kasted Øjnene hen på Væggen, hen +til Klokken, og for sammen. + +</p><p>»Uf, nu kommer Pigen snart!« sagde +hun. Dette var det første, hun sagde. + +</p><p>Jeg forstod denne Hentydning og rejste +mig. Hun tog efter Kåben, som forat klæde +den på, men betænkte sig, lod den ligge og +gik bort til Kaminen. Hun var bleg og blev +mer og mer urolig. Forat det dog ikke +skulde se ud, som om hun viste mig Døren, +sagde jeg: + +</p><p>»Var han Militær Deres Far?« og samtidig +gjorde jeg mig istand til at gå. + +</p><p>Ja, han var Militær. Hvoraf vidste jeg det? + +</p><p>Jeg vidste det ikke, det faldt mig bare ind. + +</p><p>Det var besynderligt! + +</p><p>Å, ja. Det var enkelte Steder, jeg kom, +hvor jeg fik det med Anelser. He-he, det +hørte med til mit Vanvid, det . . . . + +</p><p>Hun så hurtig op, men svared ikke. +Jeg følte, at jeg pinte hende med min Nærværelse, +og vilde gøre kort Proces. Jeg gik +til Døren. Vilde hun ikke kysse mig mer nu? +Ikke engang række mig Hånden? Jeg stod +og vented. + +</p><p>»Skal De gå nu da?« sagde hun, og +hun stod endda stille borte ved Kaminen. + +</p><p>Jeg svared ikke. Jeg stod ydmyget og +forvirret og så på hende, uden at sige noget. +Hvorfor havde hun da ikke ladet mig i Fred, +når det ikke kunde blive til noget? Hvad +gik der af hende i dette Øjeblik? Det lod +ikke til at angå hende, at jeg stod færdig til +at gå; hun var på en Gang aldeles tabt for +mig, og jeg ledte efter noget at sige hende +til Afsked, et tungt, dybt Ord, som kunde +ramme hende og måske imponere hende +lidt. Og stik imod min faste Beslutning, +såret, istedetfor stolt og kold, urolig, fornærmet, +gav jeg mig ligefrem til at tale om +Uvæsentligheder; det rammende Ord kom +ikke, jeg bar mig yderst tankeløst ad. + +</p><p>Hvorfor kunde hun ikke lige så godt +sige klart og tydeligt, at jeg skulde gå min +Vej? spurgte jeg. Jo, jo, hvorfor ikke? Det +var ikke værdt at genere sig. Istedetfor at +minde mig om, at Pigen snart vilde komme +hjem, kunde hun også simpelthen have sagt +følgende: Nu må De forsvinde, for nu skal +jeg gå og hente min Mor, og jeg vil ikke +have Deres Følge nedad Gaden. Så, det +var ikke det, hun havde tænkt på? Å, jo, +det var nok alligevel det, hun havde tænkt +på; det forstod jeg straks. Der skulde så +lidet til, forat sætte mig på Spor; bare den +Måden, hvorpå hun havde taget efter Kåben +og atter ladet den ligge, havde overbevist +mig med en Gang. Som sagt, jeg havde det +med Anelser. Og der var vel kanske ikke +så meget Vanvid i det i Grunden . . . . + +</p><p>»Men, Herregud, tilgiv mig nu for det +Ord! Det slap mig af Munden!« råbte hun. +Men hun stod fremdeles stille og kom ikke +hen til mig. + +</p><p>Jeg var ubøjelig og fortsatte. Jeg stod +der og sludred væk med den pinlige Fornemmelse, +at jeg keded hende, at ikke et +eneste af mine Ord traf, og alligevel holdt jeg +ikke op: I Grunden kunde man jo være et +temmelig ømtåligt Gemyt, om man ikke var +gal, mente jeg; der var Naturer, som næred +sig af Bagateller og døde bare for et hårdt +Ord. Og jeg lod underforstå, at jeg +havde en sådan Natur. Sagen var den, at +min Fattigdom havde i den Grad skærpet +visse Evner i mig, at det voldte mig ligefrem +Ubehageligheder, ja, jeg forsikrer Dem ligefrem +Ubehageligheder, desværre. Men det +havde også sine Fordele, det hjalp mig i +visse Situationer. Den fattige intelligente var +langt finere Iagttager end den rige intelligente. +Den fattige ser sig om for hvert Skridt, han +tager, lytter mistænksomt til hvert Ord, han +hører af de Mennesker, han træffer; hvert +Skridt, han selv tager, stiller således hans +Tanker og Følelser en Opgave, et Arbejde. +Han er lydhør og følsom, han er en erfaren +Mand, hans Sjæl har Brandsår . . . . + +</p><p>Og jeg talte rigtig længe om disse Brandsår, +som min Sjæl havde. Men jo længer +jeg talte, des uroligere blev hun; tilsidst sagde +hun: »Herregud!« et Par Gange i Fortvivlelse +og vred sine Hænder. Jeg så godt, at jeg +plaged hende, og jeg vilde ikke plage hende, +men gjorde det alligevel. Endelig mente jeg +at have fået sagt hende i grove Træk det +nødvendigste af, hvad jeg havde at sige, +jeg blev greben af hendes fortvivlede Blik og +råbte: + +</p><p>»Nu går jeg! Nu går jeg! Kan De +ikke se, at jeg allerede har Hånden på +Låsen? Farvel! Farvel, siger jeg! De kunde +dog gærne svare mig, når jeg siger Farvel +to Gange og står fiks og færdig til at gå. +Jeg beder ikke engang om at få træffe Dem +igen, for det vil pine Dem; men sig mig: +Hvorfor lod De mig ikke være i Fred? Hvad +har jeg gjort Dem? Jeg gik dog ikke ivejen +for Dem nu; vel? Hvorfor vender De Dem +pludselig bort fra mig, som om De slet ikke +kendte mig mer? Nu har De ribbet mig så +inderlig blank, gjort mig endda mere ussel +end jeg var nogensinde. Herregud, men jeg +er jo ikke vanvittig, De ved meget godt, +når De vil tænke Dem om, at der er ingenting, +som fejler mig nu. Kom nu da og ræk +mig Hånden! Eller lad mig få Lov til at +komme til Dem! Vil De det? Jeg skal ikke +gøre Dem noget ondt, jeg vil bare knæle for +Dem et Øjeblik, knæle ned på Gulvet der +foran Dem, blot et Øjeblik; må jeg? Nej, +nej, så skal jeg ikke gøre det, jeg ser, De +blir bange, jeg skal ikke, <i>skal</i> ikke gøre det, +hører De. Herregud dog, hvorfor blir De +så forfærdet? Jeg står jo stille, jeg rører +mig ikke. Jeg vilde have knælet ned på +Tæppet et Minut, just der, på den røde +Farve lige ved deres Fødder. Men De blev +bange, jeg kunde straks se det på Deres +Øjne, at De blev bange, derfor stod jeg stille. +Jeg gjorde ikke et Skridt, da jeg bad Dem +derom; vel? Jeg stod lige så urørlig som +nu, når jeg viser Dem det Sted, hvor jeg +vilde knælet for Dem, der borte på den røde +Rose i Tæppet. Jeg peger ikke med Fingeren +engang, jeg peger slet ikke, jeg lader det +være, for ikke at forskrække Dem, jeg nikker +bare og ser derhen, således! Og De forstår +meget godt, hvilken Rose, jeg mener, men +De vil ikke tillade mig at knæle der; De er +bange for mig og tør ikke komme mig nær. +Jeg begriber ikke, at De kan bringe over +Deres Hjærte at kalde mig gal. Ikke sandt, +De tror det heller ikke længer? Det var engang +i Sommer, for længe siden, da var jeg gal; +jeg arbejded for hårdt og glemte at gå til +Middags i ret Tid, når jeg havde meget at tænke +på. Det hændte Dag efter Dag; jeg burde have +husket det, men jeg glemte det stadig væk. +Ved Gud i Himlen, det er sandt! Gud lade +mig aldrig komme levende fra dette Sted, +hvis jeg lyver! Der kan De se, De gør mig +Uret. Det var ikke af Trang, jeg gjorde det; +jeg har Kredit, stor Kredit, hos Ingebret og +Gravesen; jeg gik også ofte med mange +Penge i Lommen og købte alligevel ikke Mad, +fordi jeg glemte det. Hører De der! De siger +ikke noget, De svarer ikke, De går aldeles +ikke bort fra Kaminen, De står bare og +venter på, at jeg skal gå . . . .« + +</p><p>Hun kom hurtigt henimod mig og rakte +sin Hånd frem. Jeg så fuld af Mistro på +hende. Gjorde hun det også med noget let +Hjærte? Eller gjorde hun det blot, forat blive +af med mig? Hun lagde sin Arm om min +Hals, hun havde Tårer i Øjnene. Jeg stod +bare og så på hende. Hun rakte sin Mund +frem; jeg kunde ikke tro hende, det var +ganske bestemt et Offer, hun bragte, et Middel +til at få en Ende på det. + +</p><p>Hun sagde noget, det lød for mig som: +»Jeg er glad i Dem alligevel!« Hun sagde det +meget lavt og utydeligt, måske hørte jeg +ikke rigtig, hun sagde kanske ikke just de +Ord; men hun kasted sig heftigt om min +Hals, holdt begge Armene om min Hals en +liden Stund, strakte sig endog en Smule på +Tæerne, forat række godt op, og stod således +måske et helt Minut. + +</p><p>Jeg var bange for, at hun tvang sig selv +til at vise denne Ømhed, jeg sagde blot: + +</p><p>»Hvor De er dejlig nu!« + +</p><p>Mer sagde jeg ikke. Jeg omfavned hende +voldsomt, trådte tilbage, stødte til Døren og +gik baglænds ud. Og hun stod igen derinde. + +</p> + +<div class='chapter' /><h2>FJERDE STYKKE</h2> + +<p class="first">Vinteren var kommet, en rå og våd Vinter +næsten uden Sne, en tåget og mørk evigtvarende +Nat, uden et eneste friskt Vindstød, +så lang som Ugen var. Gassen brændte +næsten hele Dagen i Gaderne, og Folk stødte +alligevel på hinanden i Tågen. Alle Lyde, +Kirkeklokkernes Klang, Bjælderne fra Droschehestene. +Menneskenes Stemmer, Hovslagene, +altsammen lød så sprukkent og klirrende i +den tykke Luft, der lagde sig ivejen for alting +og dæmped alt ned. Uge gik efter Uge, og +Vejret var og blev det samme. + +</p><p>Og jeg opholdt mig stadigt nede i Vaterland. + +</p><p>Jeg blev fastere og fastere bunden til +denne Beværtning, dette Logihus for Rejsende, +hvor jeg havde fået bo, trods min Forkommenhed. +Mine Penge var for længe siden opbrugte, +og jeg vedblev alligevel at gå og +komme på dette Sted, som om jeg havde +Ret dertil og hørte hjemme der. Værtinden +havde endnu intet sagt; men det pinte mig +alligevel, at jeg ikke kunde betale hende. +Således forløb tre Uger. + +</p><p>Jeg havde allerede for flere Dage tilbage +genoptaget min Skrivning, men det lykkedes +mig ikke længer at få til noget, som jeg var +tilfreds med; jeg havde slet intet Held med +mig mer, om jeg end var meget flittig og +forsøgte sent og tidligt; hvad jeg end tog mig +til, nytted det ikke, Lykken var borte, og jeg +anstrængte mig altid forgæves. + +</p><p>Det var på et Værelse i anden Etage, i +det bedste Gæsteværelse, jeg sad og gjorde +disse Forsøg. Jeg var forbleven uforstyrret +deroppe, siden den første Aften, da jeg havde +Penge og kunde klarere for mig. Jeg havde +også hele Tiden det Håb, at jeg endelig +kunde få istand en Artikel om et eller andet, +så jeg kunde få betalt Værelset og hvad +jeg ellers skyldte for; det var derfor, jeg arbejded +så ihærdigt. Især havde jeg et påbegyndt +Stykke, som jeg vented mig meget +af, en Allegori om en Ildebrand i en Boglade, +en dybsindig Tanke, som jeg vilde +lægge al min Flid på at udarbejde og bringe +»Kommandøren« i Afbetaling. »Kommandøren« +skulde dog erfare, at han denne Gang +virkelig havde hjulpet et Talent; jeg havde +ingen Tvivl om, at han skulde erfare det; det +galdt blot at vente til Ånden kom over mig. +Og hvorfor skulde ikke Ånden komme over +mig? Hvorfor skulde den ikke komme over +mig med det allerførste endog? Der var intet +ivejen med mig mer; jeg fik lidt Mad hver +Dag af min Værtinde, nogle Smørogbrød +Morgen og Aften, og min Nervøsitet var næsten +forsvunden. Jeg brugte ikke længer +Klude om mine Hænder, når jeg skrev, og +jeg kunde stirre ned i Gaden fra mine Vinduer +i anden Etage, uden at blive svimmel. Det +var bleven meget bedre med mig i alle +Måder, og det begyndte ligefrem at forundre +mig, at jeg ikke allerede havde fået min +Allegori færdig. Jeg forstod ikke, hvordan +det hang sammen. + +</p><p>En Dag skulde jeg endelig få en Anelse +om, hvor svag jeg egentlig var bleven, hvor +sløvt og udueligt min Hjærne arbejded. Den +Dag kom nemlig min Værtinde op til mig +med en Regning, som hun bad mig om at se +på; der måtte være noget galt i den Regning, +sagde hun, den stemte ikke med hendes egen +Bog; men hun havde ikke kunnet finde Fejlen. + +</p><p>Jeg satte mig til at tælle; min Værtinde +sad lige overfor mig og så på mig. Jeg +talte disse tyve Poster, først en Gang nedad, +og fandt Summen rigtig, derpå en Gang opad, +og kom påny til samme Resultat. Jeg så +på Konen, hun sad lige foran mig og vented +på mit Ord; jeg lagde med det samme +Mærke til, at hun var frugtsommelig, det undgik +ikke min Opmærksomhed, og jeg stirred +dog ingenlunde undersøgende på hende. + +</p><p>»Summen er rigtig,« sagde jeg. + +</p><p>»Nej, se nu efter for hvert Tal,« svared +hun; »det kan ikke være så meget; jeg er +sikker på det.« + +</p><p>Og jeg begyndte at revidere hver Post: +2 Brød á 25, i Lampeglas 18, Sæbe 20, Smør +32 . . . . Der skulde ikke noget kløgtigt +Hoved til, forat gennemgå disse Talrækker, +denne lille Høkerregning, hvori der ingen +Vidtløftigheder fandtes, og jeg forsøgte redeligt +at finde den Fejl, som Konen talte om, +men fandt den ikke. Efterat jeg havde tumlet +med disse Tal et Par Minutter, følte jeg +desværre, at altsammen begyndte at danse rundt +i mit Hoved; jeg gjorde ikke længer Forskel +på Debet og Kredit, jeg blanded det hele +sammen. Endelig stod jeg med ét bom stille +ved følgende Post: »3 5/16 Pund Ost á 16«. +Min Hjærne klikked fuldstændig, jeg stirred +dumt ned på Osten og kom ingen Vej. + +</p><p>»Det er da også forbandet, så vredent +dette er skrevet!« sagde jeg fortvivlet. »Her +står Gud hjælpe mig simpelthen fem Sekstendele +Ost. He-he, har man hørt Magen! Ja, +her kan De se selv!« + +</p><p>»Ja,« svared Madamen, »de plejer at +skrive så. Det er Nøgleosten. Jo, det er +korrekt! Fem Sekstendele er altså fem Lod« + +</p><p>»Ja, det forstår jeg nok!« atbrød jeg, +skønt jeg i Virkeligheden ikke forstod nogen +Ting mer. + +</p><p>Jeg forsøgte påny at klare dette lille +Regnestykke, som jeg for nogle Måneder +siden kunde have talt op på et Minut; jeg +sveded stærkt og tænkte over disse gådefulde +Tal af alle Kræfter, og jeg blinked eftertænksomt +med Øjnene, som om jeg studered +rigtig skarpt på denne Sag; men jeg +måtte opgive det. Disse fem Lod Ost gjorde +det fuldstændigt af med mig; det var som +om noget knak over i min Pande. + +</p><p>For dog at give Indtryk af, at jeg fremdeles +arbejded med mine Beregninger, bevæged +jeg Læberne og nævnte nu og da et Tal højt, +alt imens jeg gled længer og længer nedad +Regningen, som om jeg stadig gik fremad og +nærmed mig Afslutningen. Madamen sad og +vented. Endelig sagde jeg: + +</p><p>»Ja, nu har jeg gået den igennem fra +først til sidst, og der er virkelig ingen Fejl, +såvidt jeg kan se.« + +</p><p>»Ikke det?« svared Konen, »jaså, ikke +det?« Men jeg så godt, at hun ikke troed +mig. Og pludselig syntes hun på en Gang +at antage et lidet Stænk af Ringeagt for mig +i sin Tale, en lidt ligegyldig Tone, som jeg +ikke tidligere havde hørt hos hende. Hun +sagde, at jeg kanske ikke var vant til at regne +med Sekstendele; hun sagde også, at hun +måtte henvende sig til nogen, som forstod +sig på det, forat få Regningen ordentlig +gennemset. Alt dette sagde hun ikke på +nogen sårende Måde, forat gøre mig tilskamme, +men tankefuldt og alvorligt. Da +hun var kommet til Døren og skulde gå, +sagde hun, uden at se på mig: + +</p><p>»Undskyld, at jeg har heftet Dem, da!« + +</p><p>Hun gik. + +</p><p>Lidt efter åbnedes Døren påny, og min +Værtinde kom atter ind; hun kunde næppe +have gået længer end ud på Gangen, før +hun vendte om. + +</p><p>»Det er sandt!« sagde hun. »De må ikke +tage det ilde op; men jeg har vel lidt tilgode +hos Dem nu? Var det ikke tre Uger +igår, siden De kom? Ja, jeg mente, det var så. +Det er ikke grejt at klare sig med så stor +Familje, så jeg kan ikke lade nogen få bo +på Kredit, desværre . . . .« + +</p><p>Jeg standsed hende. + +</p><p>»Jeg arbejder på en Artikel, som jeg +altså har fortalt Dem om før,« sagde jeg, +»og såsnart den blir færdig, skal De få +Deres Penge. De kan være ganske rolig.« + +</p><p>»Ja, men De får jo aldrig den Artikel +færdig, jo?« + +</p><p>»Tror De det? Ånden kommer muligens +over mig imorgen, eller kanske allerede inat; +det er slet ikke umuligt, at den kommer over +mig engang inat, og da blir min Artikel færdig +på et Kvarter højst. Ser De, det er ikke +således med mit Arbejde, som med andre +Folks; jeg kan ikke sætte mig ned og få +istand en vis Mængde om Dag, jeg må bare +vente på Øjeblikket. Og der er ingen, som +kan sige Dag og Time, på hvilken Ånden +kommer over én; det må have sin Gang.« + +</p><p>Min Værtinde gik. Men hendes Tillid +til mig var vist meget rokket. + +</p><p>Jeg sprang op og sled mig i Håret at +Fortvivlelse, såsnart jeg var bleven alene. +Nej, der blev virkelig ingen Redning for mig +alligevel, ingen, ingen Redning! Min Hjærne +var bankerot! Var jeg da altså bleven helt +Idiot, siden jeg ikke længer kunde regne ud +Værdien af et lidet Stykke Nøgleost? Men +kunde jeg også have tabt min Forstand, +når jeg stod og gav mig selv slige Spørgsmål? +Havde jeg ikke ovenikøbet midt under mine +Anstrængelser med Regningen gjort den soleklare +Iagttagelse, at min Værtinde var frugtsommelig? +Jeg havde ikke nogen Grund til +at vide det, der var ingen, som havde fortalt +mig noget derom, det faldt mig heller ikke +vilkårligt ind, jeg sad og så det med mine +egne Øjne, og jeg forstod det straks, til og +med i et fortvivlet Øjeblik, hvori jeg sad og +regned med Sekstendele. Hvorledes skulde +jeg forklare mig det? + +</p><p>Jeg gik til Vinduet og så ud; mit Vindu +vendte ud mod Vognmandsgaden. Der legte +nogle Børn nede på Brostenene, fattigt klædte +Børn midt i den fattige Gade; de kasted en Tomflaske +imellem sig og skråled højt. Et Flyttelæs +rulled langsomt forbi dem; det måtte +være en fordreven Familje, som skifted Bopæl +udenfor Flyttetiden. Dette tænkte jeg mig +øjeblikkelig. På Vognen lå Sengeklæder og +Møbler, mølædte Senge og Komoder, rødmalede +Stole med tre Ben, Matter, Jærnskrab, +Bliktøj. En liden Pige, bare et Barn, en +rigtig hæslig Unge med forkølet Næse, sad +oppe i Læsset og holdt sig fast med sine +stakkels blå Hænder, for ikke at tumle ned. +Hun sad på en Bundt af rædsomme, våde +Madrasser, som Børn havde ligget på, og så +ned på de små, der kasted Tomflasken +imellem sig . . . . + +</p><p>Alt dette stod jeg og så på, og jeg +havde ingen Møje med at forstå alt, som +foregik. Mens jeg stod der ved Vinduet og +iagttog dette, hørte jeg også min Værtindes +Pige synge inde i Køkkenet lige ved Siden +af mit Værelse; jeg kendte den Melodi, hun +sang, jeg hørte derfor efter, om hun skulde +synge fejl. Og jeg sagde til mig selv, at alt +dette kunde ikke en Idiot have gjort; jeg var +Gudskelov så fornuftig, som noget Menneske. +Pludselig så jeg to af Børnene nede i +Gaden fare op at skændes, to Smågutter; +jeg kendte den ene, det var min Værtindes. +Jeg åbner Vinduet, forat høre, hvad de siger +til hinanden, og straks stimler en Flok Børn +sammen nedenunder mit Vindu og ser længselsfuldt +op. Hvad vented de på? At noget +skulde blive kastet ud? Tørrede Blomster, +Kødben, Cigarstumper, en eller anden Ting, +som de kunde gnave i sig eller more sig +med? De så med blåfrosne Ansigter, med +uendelig lange Øjne op mod mit Vindu. +Imidlertid fortsætter de to små Fjender at +skælde hinanden ud. Ord som store, klamme +Udyr myldrer ud af disse Barnemunde, forfærdelige +Øgenavne, Skøgesprog, Matroseder, +som de kanske havde lært nede ved Bryggerne. +Og de er begge to så optagne heraf, at de +slet ikke lægger Mærke til min Værtinde, der +løber ud til dem, forat få høre, hvad der er +påfærde. + +</p><p>»Jo,« forklarer hendes Søn, »han tog mig +i Barken; jeg fik ikke Pusten på en lang +Stund!« Og vendende sig om mod den lille +Ugærningsmand, der står og flirer ondskabsfuldt +ad ham, blir han aldeles rasende og +råber: »Rejs til hede Helvede, dit kaldæiske +Naut, du er! En slig Lushorrik skal tage +Folk i Struben! Jeg skal Herr’n forsyne +mig . . . .« + +</p><p>Og Moderen, denne frugtsommelige Kone, +der dominerer hele den trange Gade med sin +Mave, svarer det tiårige Barn, idet hun griber +ham i Armen og vil have ham med: + +</p><p>»Sh! Hold Snavel’n din! Jeg mener, du +bander ogsål Du bruger Kæften, som om +du skulde været på Ludderhus i årvis! Nu +kommer du ind!« + +</p><p>»Nej, jeg gør ikke det!« + +</p><p>»Jo, du gør det!« + +</p><p>»Nej, jeg gør ikke det!« + +</p><p>Jeg står oppe i Vinduet og ser, at +Moderens Vrede stiger; denne uhyggelige +Scene ophidser mig voldsomt, jeg holder det +ikke længer ud, jeg råber ned til Gutten, at +han skal komme op til mig et Øjeblik. Jeg +råber to Gange, blot forat forstyrre dem, +forat få forpurret dette Optrin; den sidste +Gang, råber jeg meget højt, og Moderen +vender sig forbløffet om og ser op til mig. +Og øjeblikkelig genvinder hun Fatningen, ser +frækt på mig, rigtig overlegent ser hun på +mig, og trækker sig så tilbage med en bebrejdende +Bemærkning til sin Søn. Hun taler +højt, så jeg kan høre det, og siger til ham: + +</p><p>»Fy, du måtte skamme dig for at lade +Folk se, hvor slem du er!« + +</p><p>Af alt dette, som jeg således stod og +iagttog, var der intet, ikke engang en liden +Biomstændighed, som gik tabt for mig. Min +Opmærksomhed var yderst vag, jeg indånded +ømtåligt hver liden Ting, og jeg stod og +gjorde mig mine Tanker om disse Ting, efterhvert +som de foregik. Så der kunde umuligt +være noget ivejen med min Forstand. Hvor +kunde der også være noget ivejen med +den nu? + +</p><p>Hør, ved du hvad, sagde jeg på en +Gang; nu har du længe nok gået og befattet +dig med din Forstand og gjort dig Bekymringer +i så Henseende; nu får det være Slut med +de Narrestreger! Er det Tegn på Galskab +at mærke og opfatte alle Ting så nøjagtigt, +som du gør det? Du får mig næsten til at +le af dig, forsikkrer dig på, det er ikke uden +Humor, såvidt jeg skønner. Kort og godt, +det hænder alle Mennesker at stå fast for en +Gangs Skyld, og det just netop i de simpleste +Spørgsmål. Det siger intet, det er bare Tilfældighed. +Som sagt, jeg er på et hængende +Hår i Færd med at få mig en liden Latter +over dig. Hvad den Høkerregning angår, +disse lumpne fem Sekstendele Fattigmandsost, +kan jeg gærne kalde det, — he-he, en Ost +med Nellik og Pebber i, på min Ære en Ost, +som man rent ud sagt kunde få Barn af, — +hvad denne latterlige Ost angår, da kunde +det have hændt den bedste at blive fordummet +over den; selve Lugten af den Ost kunde gøre +det af med en Mand . . . . Og jeg gjorde +det værste Nar af al Nøgleost . . . . Nej, +sæt mig på noget spiseligt! sagde jeg, sæt +mig, om du vil, på fem Sekstendele godt +Mejerismør! Det er en anden Sag! + +</p><p>Jeg lo hektisk ad mine egne Indfald og +fandt dem såre morsomme. Der var virkelig +ingenting, som fejled mig mer, jeg var vel +bevaret. Jeg var så at sige yderst vel bevaret +endog! Jeg var et klart Hoved; der mangled +intet på det, Gud ske Lov og Tak! + +</p><p>Min Munterhed steg efterhvert, som jeg +drev om der på Gulvet og samtalte med mig +selv; jeg lo højt og følte mig voldsomt +glad. Det var virkelig også, som om jeg +blot behøved denne lille glade Stund, dette Øjeblik +af egentlig lys Henrykkelse, uden Sorger +til nogen Kant, forat få mit Hoved i arbejdsdygtig +Stand. Jeg satte mig ind til Bordet +og gav mig til at sysle med min Allegori. +Og det gik meget godt, bedre end på lange +Tider; det gik ikke hurtigt; men jeg syntes, +at det lille, jeg fik til, blev aldeles udmærket. +Jeg arbejded også en Times Tid, uden at +blive træt. + +</p><p>Så sidder jeg just på et meget vigtigt +Punkt i denne Allegori om en Ildebrand i en +Boglade; det forekom mig så vigtigt, at alt +det øvrige, jeg havde skrevet, var for intet at +regne mod dette Punkt. Jeg vilde netop forme +rigtig dybsindigt den Tanke, at det ikke var +Bøger, som brændte, det var Hjærner, Menneskehjærner, +og jeg vilde lave en ren Bartholomæusnat +af disse brændende Hjærner. Da +blev med en Gang min Dør åbnet med megen +Hast, og min Værtinde kom sejlende ind. +Hun kom midt ind i Værelset, hun standsed +ikke engang på Dørstokken. + +</p><p>Jeg gav et lidet hæst Råb; det var virkelig, +som om jeg havde fået et Slag. + +</p><p>»Hvad?« sagde hun. »Jeg syntes. De +sagde noget? Vi har fået en Rejsende, og +vi må have dette Værelse til ham; De får +ligge nede hos os inat; ja, De skal få egen +Seng der også.« Og førend hun havde fået +mit Svar, begyndte hun uden videre at samle +sammen mine Papirer på Bordet og bringe +Uorden i dem allesammen. + +</p><p>Min glade Stemning var blæst bort, jeg +var vred og fortvivlet og rejste mig straks. +Jeg lod hende rydde Bordet og sagde ingenting; +jeg mæled ikke et Ord. Og hun gav +mig alle Papirerne i min Hånd. + +</p><p>Der var intet andet for mig at gøre, jeg +måtte forlade Værelset. Nu var også dette +dyrebare Øjeblik spoleret! Jeg mødte den +ny Rejsende allerede i Trappen, en ung Mand +med store blå Ankertegninger på Håndbagerne; +bagefter ham fulgte en Sjouer med +en Skibskiste på Skulderen. Den fremmede +var vist en Sjømand, altså blot en tilfældig +Rejsende for Natten; han skulde nok ikke optage +mit Værelse i nogen længere Tid. Kanske +kunde jeg også være heldig imorgen, når +Manden var rejst, og få et af mine Øjeblikke +igen; der mangled mig blot en Inspiration på +fem Minutter nu, så var mit Værk om Ildebranden +færdig. Altså, jeg fik finde mig i +Skæbnen . . . . + +</p><p>Jeg havde ikke tidligere været inde i Familjens +Lejlighed, denne eneste Stue, hvori +allesammen holdt til Dag og Nat, Manden, +Konen, Konens Fader og fire Børn. Pigen +boed i Køkkenet, hvor hun også sov om +Natten. Jeg nærmed mig med megen Modvilje +Døren og banked på; ingen svared, dog +hørte jeg Stemmer indenfor. + +</p><p>Manden sagde ikke et Ord, da jeg trådte +ind, besvared ikke engang min Hilsen; han +så blot ligegyldigt på mig, som om jeg ikke +vedkom ham. Forresten sad han og spilled +Kort med en Person, som jeg havde set nede +ved Bryggerne, en Bærer, der lød Navnet +»Glasruden«. Et Spædbarn lå og pludred +med sig selv henne i Sengen, og den gamle +Mand, Værtindens Fader, sad sammenkrøben +på en Sengebænk og luded med Hovedet +over sine Hænder, som om hans Bryst eller +Mave smærted ham. Han havde næsten hvidt +Hår og så ud i sin sammenkrøbne Stilling +som et duknakket Kryb, der sad og spidsed +Øren efter noget. + +</p><p>»Jeg kommer nok desværre til at bede +om Rum hernede inat,« sagde jeg til Manden. + +</p><p>»Har min Kone sagt det?« spurgte han. + +</p><p>»Ja. Der kom en ny Mand på mit Værelse.« + + +</p><p>Hertil svared ikke Manden noget; han gav +sig atter i Færd med Kortene. + +</p><p>Således sad denne Mand Dag efter Dag +og spilled Kort med hvemsomhelst, som kom +ind til ham, spilled om ingenting, blot forat +fordrive Tiden og have noget mellem Hænderne +imens. Han foretog sig ellers intet, +rørte sig netop så meget som hans lade +Lemmer gad, mens Konen traved op og ned +i Trapperne, var om sig på alle Kanter og +havde Omsorg for at få Gæster til Huset. +Hun havde også sat sig i Forbindelse med +Bryggesjouere og Bærere, hvem hun betalte +et vist Honorar for hver ny Logerende, de +bragte hende, og hun gav ofte disse Sjouere +Husly for Natten. Nu var det »Glasruden«, +som just havde bragt den ny Rejsende med. + +</p><p>Et Par af Børnene kom ind, to Småpiger +med magre, fregnede Tøseansigter; de havde +rigtig usle Klæder på. Lidt efter kom også +Værtinden ind. Jeg spurgte hende, hvor hun +vilde anbringe mig for Natten, og hun svared +kort, at jeg kunde ligge herinde, sammen med +de andre, eller ude i Forstuen på Sofabænken, +aldeles som jeg selv fandt for godt. Mens +hun svared mig dette, gik hun omkring i +Stuen og pusled med forskellige Ting, som +hun satte i Orden, og hun så ikke en Gang +på mig. + +</p><p>Jeg sank sammen ved hendes Svar, stod +nede ved Døren og gjorde mig liden, lod endog +som om jeg var godt tilfreds med at bytte +Værelse med en anden for en Nats Skyld; +jeg satte med Hensigt et venligt Ansigt op, +for ikke at opirre hende og måske blive jaget +helt ud af Huset. Jeg sagde: »Å, ja, der +blir vel en Råd!« og taug. + +</p><p>Hun vimsed fremdeles omkring i Stuen. + +</p><p>»Forresten vil jeg sige Dem, at jeg slet +ikke har Udkomme til at have Folk i Kost +og Logi på Kredit,« sagde hun. »Og det +har jeg sagt Dem før også.« + +</p><p>»Ja, men kære, det er jo bare disse Par +Dage, til min Artikel er færdig,« svared jeg, +»og da skal jeg gærne give Dem en Femkrone +atpå, gærne det.« + +</p><p>Men hun havde åbenbart ingen Tro på +min Artikel, det kunde jeg se. Og jeg kunde +ikke give mig til at være stolt og forlade +Huset, bare af en Smule Krænkelse; jeg vidste, +hvad der vented mig, hvis jeg gik min Vej. + + +</p><p class="tb">* * * + +</p><p class="noindent">Der forløb et Par Dage. + +</p><p>Jeg holdt fremdeles til nede hos Familjen, +da det var for koldt i Forstuen, hvor der +ingen Ovn var; jeg sov også om Natten på +Gulvet inde i Stuen. Den fremmede Sjømand +boed stadigt på mit Værelse og lod ikke til +at ville flytte så snart. Ved Middagstid kom +også Værtinden ind og fortalte, at han havde +betalt hende i Forskud for en hel Måned; +forresten skulde han tage Styrmandseksamen, +inden han rejste; det var derfor, han opholdt +sig i Byen. Jeg stod og hørte på dette og +forstod, at mit Værelse nu var tabt for mig +for bestandigt. + +</p><p>Jeg gik ud i Forstuen og satte mig; skulde +jeg være så heldig at få noget skrevet, så +måtte det alligevel være her, i Stilheden. Det +var ikke længer min Allegori, som beskæftiged +mig; havde fået en ny Idé, en ganske +fortræffelig Plan: jeg vilde forfatte et en Akts +Drama, »Korsets Tegn«, Emne fra Middelalderen. +Især havde jeg altsammen udtænkt +angående Hovedpersonen, en herlig, fanatisk +Skøge, der havde syndet i Templet, ikke af +Svaghed og ikke af Attrå, men af Had mod +Himlen, syndet lige ved Alterets Fod, med +Alterdugen under sit Hoved, bare af dejlig +Foragt for Himlen. + +</p><p>Jeg blev mer og mer besat af denne Skikkelse, +efterhvert som Timerne gik. Hun stod +tilsidst lys levende for mit Blik, og netop således, +som jeg vilde have hende frem. Hendes +Krop skulde være mangelfuld og frastødende: +høj, meget mager og en Smule mørk, og når +hun gik, vilde hendes lange Ben komme til at +skinne igennem hendes Skørter for hvert Skridt, +hun tog. Hun skulde også have store, udstående +Ører. Kortsagt, hun vilde intet blive +for Øjet, knapt nok udholdelig at se på. +Hvad der interessered mig hos hende, var +hendes underfulde Skamløshed, dette desperate +Topmål af overlagt Synd, som hun havde begået. +Hun sysselsatte mig virkelig altfor meget; +min Hjærne var ligefrem udbulnet af denne +sære Misdannelse af et Menneske. Og jeg +skrev i samfulde to Timer i Træk på mit +Drama. + +</p><p>Da jeg havde fået istand et halvt Snes +Sider, måske tolv Sider, ofte med stort Besvær, +undertiden med lange Mellemrum, hvori jeg +skrev forgæves og måtte rive mine Ark itu, +var jeg bleven træt, ganske stiv af Kulde og +Træthed, og jeg rejste mig og gik ud på +Gaden. I den sidste Halvtime var jeg også +bleven forstyrret af Barneskrig inde fra Familjens +Stue, så jeg kunde i ethvert Tilfælde +ikke have skrevet mer netop da. Jeg tog derfor +en lang Tur udad Drammensvejen og blev +borte helt til Aften, idet jeg stadig gik og +grunded på, hvorledes jeg videre vilde fortsætte +mit Drama. Inden jeg kom hjem om +Aftenen den Dag, havde der hændt mig +følgende: + +</p><p>Jeg stod udenfor en Skomagerbutik nederst +i Karl Johan, næsten nede ved Jærnbanetorvet. +Gud ved, hvorfor jeg var standset just udenfor +denne Skomagerbutik! Jeg så indad Vinduet, +hvor jeg stod, men tænkte forresten ikke +på, at jeg mangled Sko netop da; min Tanke +var langt borte, i andre Egne af Verden. En +Sverm af samtalende Mennesker gik bag min +Ryg, og jeg hørte ingenting af, hvad der blev +sagt. Da hilser en Stemme højt: + +</p><p>»Godaften!« + +</p><p>Det var »Jomfruen«, som hilste på mig. + +</p><p>»Godaften!« svared jeg fraværende. Jeg +så også på »Jomfruen« en kort Stund, inden +jeg kendte ham. + +</p><p>»Nå, hvordan går det?« spurgte han. + +</p><p>»Jo, bare bra . . . . som sædvanligt!« + +</p><p>»Hør, sig mig,« sagde han, »De er altså +hos Christie endda?« + +</p><p>»Christie?« + +</p><p>»Jeg syntes, De sagde engang, at De var +Bogholder hos Grosserer Christie?« + +</p><p>»Å! Ja, nej, det er forbi. Det var umuligt +at arbejde sammen med den Mand; det +gik istå temmelig snart af sig selv.« + +</p><p>»Hvorfor det, da?« + +</p><p>»Å, jeg kom til at skrive fejl en Dag, +og så . . . .« + +</p><p>»Falsk?« + +</p><p>Falsk? Der stod »Jomfruen« og spurgte +ligefrem, om jeg havde skrevet falsk. Han +spurgte endog hurtigt og meget interesseret. +Jeg så på ham, følte mig dybt krænket og +svared ikke. + +</p><p>»Ja, ja, Herregud, det kan hænde den +bedste!« sagde han, forat trøste mig. Han +troed fremdeles, at jeg havde skrevet falsk. + +</p><p>»Hvad er det, som ja, ja Herregud kan +hænde den bedste?« spurgte jeg. »At skrive +falsk? Hør, min gode Mand, tror De virkelig, +der De står, at jeg kunde have begået en +slig Nederdrægtighed? Jeg?« + +</p><p>»Men, kære, jeg syntes så tydeligt, De +sagde . . . .« + +</p><p>»Nej, jeg sagde, at jeg havde skrevet +fejl engang, et Årstal, en Bagatel, om De +vil vide det, en fejl Dato på et Brev, et +eneste Pennestrøg galt — det var hele min +Brøde. Nej, Gudskelov, man kan da skælne +Ret fra Uret endda! Hvordan skulde det også +bære afsted med mig, hvis jeg ovenikøbet +gik hen og pletted min Ære? Det er simpelthen +min Æresfølelse, jeg flyder på nu. Men +den er også stærkt nok, håber jeg; den har +ialfald bevaret mig til Dato.« + +</p><p>Jeg kasted på Hovedet, vendte mig bort +fra »Jomfruen« og så nedad Gaden. Mit Øje +faldt på en rød Kjole, som nærmed sig os, +en Kvinde ved Siden af en Mand. Havde jeg +nu ikke ført netop denne Samtale med »Jomfruen«, +var jeg ikke bleven stødt af hans grove +Mistanke, og havde jeg ikke gjort just dette +Kast med Hovedet, samt vendt mig lidt fornærmet +bort, så vilde denne røde Kjole +måske have passeret mig, uden at jeg havde +lagt Mærke til den. Og hvad vedkom den +mig i Grunden? Hvad angik den mig, selv om +det var Hoffrøken Nagels Kjole? + +</p><p>»Jomfruen« stod og talte og søgte at gøre +sin Fejltagelse god igen; jeg hørte slet ikke +på ham, jeg stod hele Tiden og stirred på +denne røde Kjole, der nærmed sig opad Gaden. +Og en Bevægelse løb mig gennem Brystet, et +glidende, fint Stik; jeg hvisked i min Tanke, +hvisked uden at røre Munden: + +</p><p>»Ylajali!« + +</p><p>Nu vendte også »Jomfruen« sig om, opdaged +de to, Damen og Herren, hilste på +dem og fulgte dem med Øjnene. Jeg hilste +ikke, eller måske hilste jeg ubevidst. Den +røde Kjole gled opad Karl Johan og forsvandt. + +</p><p>»Hvem var det, som fulgte hende?« spurgte +»Jomfruen«. + +</p><p>»Hertugen«, så De ikke det? »Hertugen« +kaldet. Kendte De Damen?« + +</p><p>»Ja, såvidt. Kendte ikke De hende!« + +</p><p>»Nej,« svared jeg. + +</p><p>»Jeg syntes, De hilste så dybt?« + +</p><p>»Gjorde jeg det?« + +</p><p>»He, gjorde De kanske ikke det?« sagde +»Jomfruen«. »Det var da besynderligt! Det +var også blot Dem, hun så på hele +Tiden.« + +</p><p>»Hvor kender De hende fra?« spurgte jeg. + +</p><p>Han kendte hende egentlig ikke. Det +skrev sig fra en Aften i Høst. Det var sent, +de havde været tre glade Sjæle sammen, kom +just fra Grand, traf dette Menneske gående +alene ved Cammermeyer og havde talt til +hende. Hun havde først svaret afvisende; men +den ene af de glade Sjæle, en Mand, som ikke +skyed hverken Ild eller Vand, havde bedt +hende lige op i hendes Ansigt om at måtte +have den Civilisationens Nydelse at følge hende +hjem. Han skulde ved Gud ikke krumme et Hår +på hendes Hoved, som skrevet står, blot følge +hende til Porten, forat overbevise sig om, at +hun kom sikkert hjem, ellers vilde ikke han +få Ro hele Natten. Han talte ustandseligt, +mens de gik, fandt på den ene Ting efter +den anden, kaldte sig Waldemar Atterdag og +udgav sig for Fotograf. Tilsidst havde hun +måttet le ad denne glade Sjæl, som ikke +havde ladet sig forbløffe af hendes Kulde, og +det endte med, at han fulgte hende. + +</p><p>»Nå, ja, hvad blev det så til?« spurgte +jeg, og jeg holdt mit Åndedræt sålænge. + +</p><p>»Blev til? Å, kom ikke der! Det er +en Dame.« + +</p><p>Vi taug begge et Øjebik, både »Jomfruen« +og jeg. + +</p><p>»Nej, Fan, var dét »Hertugen«! Ser han +slig ud!« sagde han derpå tankefuldt. »Men +når hun er sammen med den Mand, så vil +jeg ikke svare for hende.« + +</p><p>Jeg taug fremdeles. Ja, naturligvis vilde +»Hertugen« trække af med hende! Godt og +vel! Hvad kom det mig ved? Jeg gav hende +en god Dag, med samt hendes Yndigheder, +en god Dag gav jeg hende! Og jeg forsøgte +at trøste mig selv ved at tænke de værste +Tanker om hende, gjorde mig ligefrem en +Glæde af at rode hende rigtig ned i Sølen. +Det ærgred mig blot, at jeg havde taget Hatten +af for Parret, hvis jeg virkelig havde gjort det. +Hvorfor skulde jeg tage Hatten af for sådanne +Mennesker? Jeg brød mig ikke længer om +hende, aldeles ikke; hun var ikke det allerringeste +vakker mer, hun havde tabt sig, fy, +Fan, hvor hun var falmet! Det kunde jo +gærne være, at det blot var mig, hun havde +set på; det forundred mig ikke; det var +kanske Angeren, som begyndte at slå hende. +Men derfor behøved ikke jeg at falde til Fode +og hilse som en Nar, specielt når hun altså +var bleven så betænkelig falmet på det sidste. +»Hertugen« kunde gærne beholde hende, velbekomme! +Der kunde komme en Dag, da +jeg fik i Sinde at gå hende stolt forbi, uden +at se til den Kant, hvor hun befandt sig. Det +kunde hænde, at jeg tillod mig at gøre dette, +selv om hun så stivt på mig og ovenikøbet +gik i blodrød Kjole. Det kunde godt hænde! +He-he, det vilde blive en Triumf! Kendte +jeg mig selv ret, så var jeg istand til at gøre +mit Drama færdigt i Løbet af Natten, og +inden otte Dage skulde jeg da have bøjet +Frøkenen i Knæ. Med samt hendes Yndigheder, +he-he, med samt alle hendes Yndigheder +. . . . + +</p><p>»Farvel!« sagde jeg kort. + +</p><p>Men »Jomfruen« holdt mig tilbage. Han +spurgte: + +</p><p>»Men hvad bestiller De da nu om Dagen?« + +</p><p>»Bestiller? Jeg skriver, naturligvis. Hvad +andet skulde jeg bestille? Det er jo det, jeg +lever af. For Øjeblikket arbejder jeg på et +stort Drama, »Korsets Tegn«, Emne fra Middelalderen.« + +</p><p>»Død og Pine!« sagde »Jomfruen« oprigtigt. +»Ja, får De dét til, så . . . .« + +</p><p>»Har ingen store Bekymringer desangående!« +svared jeg. »Om en otte Dages Tid +tænker jeg, at De skal have hørt fra mig nogen +hver.« + +</p><p>Dermed gik jeg. + +</p><p>Da jeg kom hjem, henvendte jeg mig +straks til min Værtinde og bad om en Lampe. +Det var mig meget om at gøre at få denne +Lampe; jeg vilde ikke gå tilsengs inat, mit +Drama rased inde i mit Hoved, og jeg håbed +så sikkert at kunne skrive et godt Stykke til +om Morgenen. Jeg fremførte min Begæring +meget ydmygt for Madamen, da jeg mærked, +at hun gjorde en utilfreds Grimase, fordi jeg +atter kom ind i Stuen. Jeg havde altså næsten +færdigt et mærkeligt Drama, sagde jeg; der +mangled mig bare et Par Scener, og jeg slog +på, at det kunde blive opført på et eller +andet Teater, inden jeg selv vidste Ordet af +det. Om hun nu vilde gøre mig denne store +Tjeneste, så . . . . + +</p><p>Men Madamen havde ingen Lampe. Hun +tænkte sig om, men husked slet ikke, at hun +havde nogen Lampe nogen Steder. Hvis jeg +vilde vente til efter Klokken tolv, så kunde +jeg kanske få Køkkenlampen. Hvorfor kunde +jeg ikke købe mig et Lys? + +</p><p>Jeg taug. Jeg havde ikke ti Øre til et +Lys, og det vidste hun nok. Naturligvis skulde +jeg strande igen! Nu sad Pigen nede hos os, +hun sad simpelthen inde i Stuen og var slet +ikke i Køkkenet; Lampen der oppe var således +ikke engang tændt. Og jeg stod og +overtænkte dette, men sagde intet mer. + +</p><p>Pludselig siger Pigen til mig: + +</p><p>»Jeg syntes, De kom ud af Slottet for +lidt siden? Har De været i Middag?« Og hun +lo højt ad denne Spas. + +</p><p>Jeg satte mig ned, tog mine Papirer frem +og vilde forsøge at gøre noget her sålænge, +her, hvor jeg sad. Jeg holdt Papirerne på +mine Knæ og stirred uafbrudt ned i Gulvet, +for ikke at adspredes af noget; men det nytted +mig ikke, ingenting nytted mig, jeg kom ikke +af Pletten. Værtindens to Småpiger kom ind +og holdt Støj med en Kat, en underlig, syg +Kat, som næsten ingen Hår havde; når de +blæste den ind i Øjnene, flød der Vand ud af +dem og nedad dens Næse. Værten og et Par +andre Personer sad ved Bordet og spilled +Hundred og En. Konen alene var flittig som +altid og sad og syed på noget. Hun så +godt, at jeg ikke kunde skrive noget midt i +denne Forstyrrelse, men hun brød sig ikke +om mig mer; hun havde endog smilet, da +Tjenestepigen spurgte, om jeg havde været i +Middag. Hele Huset var bleven fjendtlig mod +mig; det var, som om jeg blot behøved den +Forsmædelse at måtte overlade mit Værelse +til en anden, forat blive behandlet ganske som +en uvedkommende. Endog denne +Tjenestepige, en liden brunøjet Gadetøs med Pandehår +og aldeles fladt Bryst, gjorde Nar af mig +om Aftenen, når jeg fik mine Smørogbrød. +Hun spurgte idelig, hvor jeg dog plejed at +indtage mine Middage, eftersom hun aldrig +havde set mig gå og stikke mine Tænder +udenfor Grand. Det var klart, at hun vidste +Besked om min elendige Tilstand og gjorde +sig en Fornøjelse af at vise mig det. + +</p><p>Jeg falder pludselig i Tanker om alt dette +og er ikke istand til at finde en eneste Replik +til mit Drama. Jeg forsøger Gang på Gang +forgæves; det begynder at summe underligt i +mit Hoved, og jeg giver mig tilsidst over. Jeg +stikker Papirerne i Lommen og ser op. Pigen +sidder lige foran mig, og jeg ser på hende, +ser på denne smale Ryg og et Par lave +Skuldre, som endnu ikke var rigtig voksne +engang. Hvad havde nu hun med at kaste +sig over mig? Og om jeg var kommet ud af +Slottet, hvad så? Kunde det skade hende? +Hun havde i de sidste Dage leet frækt ad mig, +når jeg var uheldig og snubled i Trapperne eller +hang fast i en Spiger, så jeg fik en Rift i min +Frakke. Det var heller ikke længer siden end +igår, at hun havde samlet op mine Kladder +som jeg havde slængt fra mig i Forstuen, +stjålet disse kasserede Brudstykker til mit +Drama og læst dem op inde i Stuen, holdt +Løjer med dem i alles Påhør, bare forat +more sig over mig. Jeg havde aldrig forulempet +hende og kunde ikke huske, at jeg nogensinde +havde bedt hende om en Tjeneste. +Tvertimod, jeg gjorde selv min Seng istand +om Aftenen inde på Stuegulvet, for ikke at +skaffe hende noget Bryderi dermed. Hun +gjorde også Nar af mig, fordi mit Hår faldt +af. Der lå Hår og flød i Vaskevandet om +Morgenen, og det gjorde hun sig lystig over. +Nu var mine Sko blevne noget dårlige, især +den ene, som var bleven overkørt af Brødvognen, +og hun drev også Spas med dem. Gud +velsigne Dem og Deres Sko! sagde hun; se +på dem, de er store som Hundehus! Og hun +havde Ret i, at mine Sko var udtrådte; men +jeg kunde altså ikke skaffe mig nogen andre +netop for Øjeblikket. + +</p><p>Mens jeg sidder og husker på alt dette +og forundrer mig over denne åbenlyse Ondskab +hos Tjenestepigen, var Småpigerne begyndt +at tirre den gamle Olding henne i Sengen; +de hopped begge to omkring ham og var +fuldt optagne af dette Arbejde. De havde +fundet sig hver sit Halmstrå, som de stak +ham i Ørene med. Jeg så på dette en Stund +og blanded mig ikke ind i det. Den gamle +rørte ikke en Finger, forat forsvare sig; han +så blot på sine Plageånder med rasende +Øjne for hver Gang, de stak efter ham, og +rysted på Hovedet, forat befri sig, når +Stråene allerede sad ham i Ørene. + +</p><p>Jeg blev mer og mer ophidset ved dette +Syn og kunde ikke få mine Øjne bort fra +det. Faderen så op fra Kortene og lo ad de +små; han gjorde også sine Medspillere opmærksom +på, hvad der foregik. Hvorfor +rørte han sig ikke, den gamle? Hvorfor +slængte han ikke Børnene væk med Armen? +Jeg tog et Skridt og nærmed mig Sengen. + +</p><p>»Lad dem være! Lad dem være! Han +er lam,« råbte Værten. + +</p><p>Og af Frygt for at blive vist Døren imod +Natten, simpelthen bange for at vække Mandens +Mishag ved at gribe ind i dette Optrin, +trådte jeg stiltiende tilbage til min gamle +Plads og forholdt mig rolig. Hvorfor skulde +jeg resikere mit Logi og mine Smørogbrød +ved at stikke min Næse ind i Familjens +Kævlerier? Ingen Narrestreger for en halvdød +Oldings Skyld! Og jeg stod og følte mig +dejligt hård som Flint. + +</p><p>De små Tyvetøser holdt ikke op med +sine Plagerier. De tirredes af, at Oldingen +ikke vilde holde Hovedet stille, og de stak +også efter hans Øjne og Næsebor. Han +stirred på dem med et forhærdet Blik, han +sagde intet og kunde ikke røre Armene. Pludselig +letted han sig med Overkroppen og spytted +den ene af Småpigerne ind i Ansigtet; +han letted sig atter op og spytted også efter +den anden, men traf hende ikke. Jeg stod og +så på, at Værten kasted Kortene ned på +Bordet, hvor han sad, og sprang hen til Sengen. +Han var rød i Ansigtet og råbte: + +</p><p>»Sidder du og spytter Folk lige i Øjnene, +din gamle Råne!« + +</p><p>»Men, Herregud, han fik jo ikke Fred for +dem!« råbte jeg ude af mig selv. Men jeg +stod hele Tiden og var bange for at blive +udvist, og jeg råbte aldeles ikke med synderlig +Kraft; jeg skalv blot over hele Legemet +af Ophidselse. + +</p><p>Værten vendte sig om mod mig. + +</p><p>»Nej, hør på den! Hvad Fan skiller det +Dem? Hold De bare Flabben på Dem +ganske igen, De, og gør som jeg siger; det +vil De have bedst af.« + +</p><p>Men nu lød også Madamens Stemme, +og hele Huset blev fuldt af Skænderi. + +</p><p>»Jeg mener Gud hjælpe mig De er gale +og besatte allesammen!« skreg hun. »Vil De +være herinde, så får De være rolige begge +to, det siger jeg Dem! He, det er ikke nok +med, at man skal holde Hus og Kost for +Kræket, man skal have Dommedag og Kommers +og Satansmagt inde i Stuerne også. +Men det skal jeg ikke have mer af, har jeg +tænkt! Sh! Hold Tryterne Deres sammen. +Unger, og tørk Næserne Deres også, hvis +ikke, så skal jeg komme og gøre det. Jeg +har aldrig set på Magen til Mennesker! Her +kommer de ind fra Gaden, uden en Øre til +Lusesalve engang, og begynder at holde Spræt +midt på Katters Tide og gøre Leven med +Husens Folk. Jeg vil ikke vide af det, forstår +De, og De kan gå Deres Vej alle, som +ikke hører hjemme her. Jeg vil have Fred i +min egen Lejlighed, har jeg tænkt!« + +</p><p>Jeg sagde intet, jeg lukked slet ikke Munden +op, men satte mig nede ved Døren igen +og hørte på Larmen. Alle skråled med, +endog Børnene og Tjenestepigen, som vilde +forklare, hvordan hele Striden var begyndt. +Når jeg bare var taus, så vilde det nok +drive over engang; det vilde ganske vist ikke +komme til det yderste, når jeg blot ikke +sagde et Ord. Og hvilket Ord kunde jeg +have at sige? Var det måske ikke Vinter +ude, og led det ikke ovenikøbet mod Natten? +Var det da Tid at slå i Bordet og være Karl +for sin Hat? Bare ingen Narrestreger! Og +jeg sad stille og forlod ikke Huset, undså +mig ikke for at blive siddende, skammed mig +ligefrem ikke herfor, skønt jeg næsten var +bleven sagt op. Jeg stirred forhærdet hen på +Væggen, hvor Kristus hang i Oljetryk, og +taug hårdnakket til alle Værtindens Udfald. + +</p><p>»Ja, er det mig. De vil blive af med. +Madam, så skal der ikke være noget ivejen +for mit vedkommende,« sagde den ene af Kortspillerne. + + +</p><p>Han rejste sig. Den anden Kortspiller +rejste sig også. + +</p><p>»Nej, jeg mente ikke dig. Og ikke dig +heller,« svared Værtinden de to. »Gælder det +på, så skal jeg nok vise, hvem jeg mener. +Hvis det gælder på. Har jeg tænkt! Det +skal vise sig, hvem det er . . . .« + +</p><p>Hun talte afbrudt, gav mig disse Stød +med små Mellemrum og trak det rigtigt i +Langdrag, forat gøre det tydeligere og tydeligere +for mig, at det var mig, hun mente. +Stille! sagde jeg til mig selv. Bare stille! +Hun havde ikke bedt mig om at gå, ikke +udtrykkelig, ikke med rene Ord. Bare ingen +Hovmodighed fra min Side, ingen utidig Stolthed! +Ørene stive! . . . . Det var dog et +ejendommeligt grønt Hår på den Kristus i +Oljetryk. Det ligned ikke så lidet grønt Græs, +eller udtrykt med udsøgt Nøjagtighed: tykt +Enggræs. He, en ganske rigtig Bemærkning, +forsvarligt tykt Enggræs . . . . En Række af +flygtige Idéforbindelser løb mig i denne Stund +gennem Hovedet: Fra det grønne Græs til +et Skriftsted om, at hvert Liv var som Græs, +der antændtes, derfra til Dommedag, når alt +skulde brænde op, så en liden Afstikker ned +til Jordskælvet i Lissabon, hvorpå der foresvæved +mig noget om en spansk Spyttebakke +af Messing og et Penskaft af Ibenholdt, som +jeg havde set nede hos Ylajali. Ak, ja, alt +var forgængeligt! Ganske som Græs, der antændtes! +Det gik ud på fire Fjæle og +et Ligsvøb — Ligsvøb hos Jomfru Andersen, +tilhøjre i Porten . . . . + +</p><p>Og alt dette kastedes om i mit Hoved i +dette fortvivlede Øjeblik, da min Værtinde +stod i Færd med at jage mig på Dør. + +</p><p>»Han hører ikke!« råbte hun. »Jeg siger. +De skal forlade Huset, nu ved De det! Jeg +tror Gud fordømme mig, at Manden er gal, +jeg! Nu går De på hellige Flæk, og så +ikke mere Snak om den Sag.« + +</p><p>Jeg så mod Døren, ikke forat gå, aldeles +ikke forat gå; der faldt mig ind en fræk +Tanke: hvis der havde været en Nøgle i Døren, +vilde jeg have vredet den om, stængt miginde +sammen med de andre, forat slippe at gå. +Jeg havde en aldeles hysterisk Gru for at +komme ud på Gaden igen. Men der var +ingen Nøgle i Døren, og jeg rejste mig op; +der var intet Håb mer. + +</p><p>Da blander pludselig min Værts Røst sig +med Konens. Jeg blev forbauset stående. +Den samme Mand, som nylig havde truet mig, +tager underligt nok mit Parti. Han siger: + +</p><p>»Nej, det går ikke an at jage Folk ud +imod Natten, ved du. Der er Straf for det.« + +</p><p>Jeg vidste ikke, om der var Straf herfor, +jeg kunde ikke sige det; men det var måske +så, og Konen besinded sig ganske snart, blev +rolig og talte ikke til mig mer. Hun lagde +endog to Smørogbrød frem til mig til Aftens, +men jeg modtog dem ikke, bare af Taknemmelighed +mod Manden modtog jeg dem ikke, +idet jeg foregav, at jeg havde fået lidt Mad +ude i Byen. + +</p><p>Da jeg endelig begav mig ud i Forstuen, +forat gå tilsengs, kom Madamen efter mig, +standsed på Dørstokken og sagde højt, mens +hendes store, frugtsommelige Mave strutted ud +imod mig: + +</p><p>»Men det er sidste Nat, De ligger her, +så De ved om det.« + +</p><p>»Ja, ja!« svared jeg. + +</p><p>Der blev vel kanske også en Råd til +Husly imorgen, hvis jeg gjorde mig rigtig Flid +for det. Et eller andet Skjulested måtte jeg +dog finde. Foreløbig glæded jeg mig over, +at jeg ikke behøved at gå ude inat. + + +</p><p class="tb">* * * + +</p><p class="noindent">Jeg sov til fem-seks Tiden om Morgenen. +Det var endnu ikke lyst, da jeg vågned, +men jeg stod alligevel op med det samme; +jeg havde ligget i fulde Klæder for Kuldens +Skyld og havde intet mer at klæde mig på. +Da jeg havde drukket lidt Vand og i al Stilhed +fået Døren åbnet, gik jeg også straks +ud, idet jeg frygted for at træffe min Værtinde +påny. + +</p><p>En og anden Konstabel, som havde våget +Natten ud, var det eneste levende, jeg så i +Gaderne; lidt efter begyndte også et Par +Mænd at slukke Gaslygterne omkring. Jeg +drev om uden Mål og Med, kom op i Kirkegaden +og tog Vejen ned til Fæstningen. +Kold og endnu søvnig, mat i Knæerne og +Ryggen efter den lange Tur og meget sulten, +satte jeg mig ned på en Bænk og døsed en +lang Tid. Jeg havde i tre Uger levet udelukkende +af de Smørogbrød, som min Værtinde +havde givet mig Morgen og Aften; nu +var det netop et Døgn, siden jeg fik mit sidste +Måltid, det begyndte at gnave mig slemt +påny, og jeg måtte have en Udvej ret snart. +Med den Tanke sovned jeg atter ind på +Bænken . . . . + +</p><p>Jeg vågned af, at Mennesker talte i min +Nærhed, og da jeg havde summet mig lidt, +så jeg, at det var lys Dag, og at alle Folk +var kommet på Benene. Jeg rejste mig +og gik bort. Solen brød op over Åserne, +Himlen var hvid og fin, og i min Glæde over +den skønne Morgen efter de mange mørke +Uger glemte jeg alle Sorger og syntes, at det +mangen Gang havde været værre for mig. +Jeg klapped mig på mit Bryst og sang en +liden Stump for mig selv. Min Stemme lød +så dårlig, rigtig medtagen lød den, og jeg +rørte mig selv til Tårer ved den. Denne +pragtfulde Dag, den hvide, lysdrukne Himmel +virked også altfor stærkt på mig, og jeg +stak i at græde højt. + +</p><p>»Hvad er det, som fejler Dem?« spurgte +en Mand. + +</p><p>Jeg svared ikke, hasted blot bort, skjulende +mit Ansigt for alle Mennesker. + +</p><p>Jeg kom ned til Bryggerne. En stor Bark +med russisk Flag lå og lossed Kul; jeg læste +dens Navn, »Copégoro«, på Siden. Det adspreded +mig en Tidlang at iagttage, hvad der +foregik ombord i dette fremmede Skib. Det +måtte være næsten udlosset, det lå allerede +med IX Fod nøgne på Stilken, trods den +Ballast, det alt havde taget ind, og når Kulsjouerne +stamped henover Dækket med sine +tunge Støvler, drøned det hult i hele Skibet. + +</p><p>Solen, Lyset, det salte Pust fra Havet, +hele dette travle og lystige Liv stived mig op +og fik mit Blod til at banke levende. Med +en Gang faldt det mig ind, at jeg måske +kunde gøre et Par Scener på mit Drama, +mens jeg sad her. Og jeg tog mine Blade op +af Lommen. + +</p><p>Jeg forsøgte at forme en Replik i en +Munks Mund, en Replik, der skulde svulme +af Kraft og Intolerance; men det lykkedes +mig ikke. Så sprang jeg over Munken og +vilde udarbejde en Tale, Dommerens Tale til +Tempelskændersken, og jeg skrev en halv +Side på denne Tale, hvorpå jeg holdt op. +Der vilde ikke lægge sig det rette Klima over +mine Ord. Travlheden omkring mig, Hejsesangene, +Gangspillenes Støj og den uafbrudte +Raslen med Jærnkættingerne passed så lidet +til den Luft af tæt, muggen Middelalder, der +skulde stå som en Tåge i mit Drama. Jeg +pakked Papirerne sammen og rejste mig. + +</p><p>Nu var jeg alligevel kommet velsignet +på Glid, og jeg følte klart, at jeg kunde udrette +noget nu, hvis alt gik godt. Bare jeg +havde et Sted at ty hen til! Jeg tænkte efter +det, standsed ligefrem op i Gaden og tænkte +efter, men vidste ikke af et eneste stille Sted +i hele Byen, hvor jeg kunde slå mig ned en +Stund. Der blev ingen anden Udvej, jeg fik +gå tilbage til Logihuset i Vaterland. Jeg +krymped mig ved det, og jeg sagde hele +Tiden til mig selv, at det gik ikke an, men jeg +gled dog fremad og nærmed mig stadig det forbudte +Sted. Vist var det ynkeligt, indrømmed +jeg mig selv, ja, det var forsmædeligt, rigtig +forsmædeligt var det; men det fik ikke hjælpe. +Jeg var ikke det ringeste hovmodig, jeg turde +sige så stort et Ord, at jeg var et af de +mindst kæphøje Væsener, som Dags Dato var +til. Og jeg gik. + +</p><p>Jeg standsed ved Porten og overvejed +endnu engang. Jo, det fik gå som det vilde, +jeg måtte vove det! Hvad var det egentlig +for en Bagatel, det drejed sig om? For det +første skulde det jo vare blot i nogle Timer, +for det andet skulde Gud forbyde, at jeg +nogensinde senere tog min Tilflugt til det +Hus igen. Jeg gik ind i Gården. Endnu +mens jeg gik over disse ujævne Stene på +Gårdspladsen, var jeg usikker og havde nær +vendt om ved Døren. Jeg bed Tænderne +sammen. Nej, ingen utidig Stolthed! I værste +Fald kunde jeg undskylde mig med, at jeg +kom for at sige Farvel, tage ordentlig Afsked +og gjøre en Aftale angående min Gjæld til +Huset. Jeg åbned Døren til Forstuen. + +</p><p>Jeg blev stående aldeles stille indenfor. +Lige foran mig, blot i to Skridts Afstand, stod +Værten selv, uden Hat og uden Frakke, og +kiged ind gennem Nøglehullet til Familjens +egen Stue. Han gjorde en tyst Bevægelse +med Hånden, forat få mig til at være stille, +og kiged atter indad Nøglehullet. Han stod +og lo. + +</p><p>»Kom hid!« sagde han hviskende. + +</p><p>Jeg nærmed mig på Tæerne. + +</p><p>»Se her!« sagde han og lo med en stille, +hidsig Latter. »Kig ind! Hi-hi! Der ligger +de! Se på Gammeln! Kan De se Gammeln?« + + +</p><p>Inde i Sengen, ret under Kristus i Oljetryk +og lige mod mig, så jeg to Skikkelser, +Værtinden og den fremmede Styrmand; hendes +Ben skinned hvide mod den mørke Dyne. +Og i Sengen ved den anden Væg sad hendes +Fader, den lamme Olding, og så på, ludende +over sine Hænder, sammenkrøben som sædvanligt, +uden at kunne røre sig . . . . + +</p><p>Jeg vendte mig om mod min Vært. Han +havde den største Møje med at af holde sig +fra at le højt. + +</p><p>»Så De Gammeln?« hvisked han. »Å, +Gud, så De Gammeln? Han sidder og ser +på!« Og han lagde sig igen ind til Nøglehullet. + +</p><p>Jeg gik hen til Vinduet og satte mig. +Dette Syn havde ubarmhjærtigen bragt Uorden +i alle mine Tanker og vendt op og ned på +min rige Stemning. Nå, hvad vedkom det +mig? Når Manden selv fandt sig i det, ja, +endog havde sin store Fornøjelse af det, så +var der ingen Grund for mig til at tage mig +det nær. Og hvad Oldingen angik, da var +Oldingen en Olding. Han så det måske +ikke engang; kanske sad han og sov; Gud +ved, om han ikke endogså var død; det +skulde ikke undre mig om han var død. Og +jeg gjorde mig ingen Samvittighed af det. + +</p><p>Jeg tog atter mine Papirer op og vilde +vise alle uvedkommende Indtryk tilbage. Jeg +var standset midt i en Sætning i Dommerens +Tale: »Så byder mig Gud og Loven, så +byder mig mine vise Mænds Råd, så byder +mig og min egen Samvittighed . . . .« Jeg +så ud af Vinduet, forat tænke efter, hvad +hans Samvittighed skulde byde ham. En liden +Støj trængte ud til mig fra Stuen indenfor. +Nå, det angik ikke mig, aldeles ikke; Oldingen +var desuden død, døde kanske imorges +ved fire Tiden; det var mig altså inderlig +knusende ligegyldigt med den Støj; hvorfor +Fan sad jeg da og gjorde mig mine Tanker +om den? Rolig nu! + +</p><p>»Så byder mig og min egen Samvittighed +. . . .« + +</p><p>Men alt havde forsvoret sig imod mig. +Manden stod slet ikke ganske rolig henne ved +Nøglehullet, jeg hørte nu og da hans indeklemte +Latter og så, at han rysted; ude på +Gaden foregik der også noget, som adspredte +mig. En liden Gut sad og pusled for sig selv +i Solen over på det andet Fortoug; han aned +Fred og ingen Fare, knytted blot endel Papirstrimler +sammen og gjorde ingen Fortræd. +Pludselig springer han op og bander; han +rykker baglænds ud i Gaden og får Øje på +en Mand, en voksen Mand med rødt Skjæg, +som lå udaf et åbent Vindu i anden Etage +og spytted ned i hans Hoved. Den lille græd +af Vrede og bandte vanmægtigt op mod Vinduet, +og Manden lo ham ned i Ansigtet; der +gik måske fem Minutter på den Måde. Jeg +vendte mig bort, for ikke at se Guttens Gråd. + +</p><p>»Så byder mig og min egen Samvittighed, +at . . . .« + +</p><p>Det var mig umuligt at komme længer. +Tilsidst begyndte alt at rable for mig; jeg +syntes, at endog det, jeg allerede havde +skrevet, var ubrugeligt, ja, at hele Idéen var +noget farligt Tøv. Man kunde slet ikke tale +om Samvittighed i Middelalderen, Samvittigheden +blev først opfundet af Danselærer Shakespeare, +følgelig var min hele Tale urigtig. +Var der altså intet godt i disse Blade? Jeg +løb dem igennem påny og løste straks mine +Tvivl; jeg fandt storartede Steder, rigtig lange +Stykker af stor Mærkværdighed. Og der jog +mig atter gennem mit Bryst den berusende +Trang til at tage fat igen og få mit Drama +færdigt. + +</p><p>Jeg reiste mig og gik til Døren, uden at +agte på Værtens rasende Tegn til mig om +at fare stille frem. Jeg gik bestemt og fast i +Sind ud af Forstuen, opad Trapperne til anden +Etage og trådte ind i mit gamle Værelse. +Styrmanden var der jo ikke, og hvad var der +så ivejen for, at jeg kunde sidde her et Øjeblik? +Jeg skulde ikke røre nogen af hans +Sager, jeg skulde slet ikke bruge hans Bord +engang, men slå mig ned på en Stol ved +Døren og være glad til. Jeg folder heftigt +Papirerne ud på mine Knæ. + +</p><p>Nu gik det i flere Minutter aldeles udmærket. +Replik efter Replik opstod fuldt +færdig i mit Hoved, og jeg skrev uafbrudt. +Jeg fylder den ene Side efter den anden, sætter +afsted over Stok og Sten, klynker sagte +af Henrykkelse over min gode Stemning og +ved næsten ikke af mig selv. Den eneste +Lyd, jeg hører i denne Stund, er min egen +glade Klynken. Der faldt mig også ind en +såre heldig Idé med en Kirkeklokke, som +skulde smælde i at ringe på et vist Punkt i +mit Drama. Alt gik overvældende. + +</p><p>Så hører jeg Skridt i Trappen. Jeg +skælver og er næsten fra mig selv, sidder +sågodtsom på Sprang, sky, vag, fuld af Angst +for alle Ting og ophidset af Sult; jeg lytter +nervøst, holder Blyanten stille i Hånden og +lytter, jeg kan ikke skrive et Ord mer. Døren +går op; Parret nede fra Stuen træder ind. + +</p><p>Endnu førend jeg havde fået Tid til at +bede om Undskyldning for, hvad jeg havde +gjort, råber Værtinden aldeles himmelfalden: + +</p><p>»Nej, Gud trøste og hjælpe mig, sidder +han ikke her igen!« + +</p><p>»Undskyld!« sagde jeg, og jeg vilde sagt +mer, men kom ikke længer. + +</p><p>Værtinden slog Døren op på vid Væg +og skreg: + +</p><p>»Går De nu ikke ud, så Gud fordømme +mig henter jeg ikke Politiet!« + +</p><p>Jeg rejste mig. + +</p><p>»Jeg vilde bare sige Farvel til Dem,« +mumled jeg, »og så måtte jeg vente på +Dem. Jeg har ikke rørt nogen Ting, jeg sad +her på Stolen . . . .« + +</p><p>»Ja, det gjorde ingenting« sagde Styrmanden. +»Hvad Fan gjorde det? Lad Manden +være, han!« + +</p><p>Da jeg var kommet ned i Trappen, blev +jeg med en Gang rasende på denne tykke, +opsvulmede Kone, der fulgte mig i Hælene, +forat få mig hurtigt væk, og jeg stod et Øjeblik +stille, med Munden fuld af de værste +Øgenavne, som jeg vilde slynge mod hende. +Men jeg betænkte mig i Tide og taug, taug +blot af Taknemmelighed mod den fremmede +Mand, der gik bag hende og vilde kunne høre +det. Værtinden fulgte stadig efter mig og +skældte ustandseligt, mens samtidig min Vrede +tiltog for hvert Skridt, jeg gik. + +</p><p>Vi kom ned i Gården, jeg gik rigtig +langsomt, endnu overvejende, om jeg skulde +give mig af med Værtinden. Jeg var i denne +Stund ganske forstyrret af Raseri, og jeg +tænkte på den værste Blodsudgydelse, et +Tryk, som kunde lægge hende død på Stedet, +et Spark i Maven. Et Bybud går forbi mig +i Porten, han hilser, og jeg svarer ikke; han +henvender sig til Madamen bag mig, og jeg +hører, at han spørger efter mig; men jeg +vender mig ikke om. + +</p><p>Et Par Skridt udenfor Porten indhenter +Bybudet mig, hilser påny og standser mig. +Han giver mig et Brev. Heftigt og uvilligt +river jeg det op, en Tikrone falder ud af +Konvolutten, men intet Brev, ikke et Ord. + +</p><p>Jeg ser på Manden og spørger: + +</p><p>»Hvad er dette for Slags Narrestreger? +Hvem er Brevet ifra?« + +</p><p>»Ja, det ved jeg ikke,« svarer han, »men +det var en Dame, som gav mig det.« + +</p><p>Jeg stod stille. Bybudet gik. Da stikker +jeg Pengesedlen atter ind i Konvolutten, krøller +det hele rigtig godt sammen, vender om og går +hen til Værtinden, som endnu holder Udkig +efter mig fra Porten, og kaster hende Sedlen +i Ansigtet. Jeg sagde ikke noget, yttred ikke +en Stavelse, jeg iagttog blot, at hun undersøgte +det sammenkrøllede Papir, inden jeg gik . . . . + +</p><p>He, det kunde man kalde at opføre sig +med Ære i Livet! Ikke sige noget, ikke tiltale +Pakket, men ganske rolig krølle sammen +en stor Pengeseddel og kaste den i Øjnene +på sine Forfølgere. Det kunde man kalde +at optræde med Værdighed! Således skulde +de have det, de Dyr! . . . . + +</p><p>Da jeg var kommet på Hjørnet af Tomtegaden +og Jærnbanetorvet, begyndte pludselig +Gaden at svinge rundt for mine Øjne, det +sused tomt i mit Hoved, og jeg faldt ind +mod en Husvæg. Jeg kunde simpelthen ikke +gå længer, kunde ikke engang rette mig op +fra min skæve Stilling; således, som jeg var +falden ind mod Væggen, således blev jeg +stående, og jeg følte, at jeg begyndte at tabe +Besindelsen. Min vanvittige Vrede forhøjedes +blot ved dette Anfald af Udmattelse, og jeg +løfted Foden og stamped i Fortouget. Jeg +gjorde også forskellige andre Ting, forat +komme til Kræfter, bed Tænderne sammen, +rynked Panden, rulled fortvivlet med Øjnene, +og det begyndte at hjælpe. Min Tanke blev +klar, jeg forstod, at jeg holdt på at forgå. +Jeg satte Hænderne frem og stødte mig tilbage +fra Væggen; Gaden dansed fremdeles +rundt med mig. Jeg begyndte at hikke af +Raseri, og jeg stred af min inderste Sjæl med +min Elendighed, holdt rigtig tappert Stand, +for ikke at falde om; jeg agted ikke at synke +sammen, jeg vilde dø stående. En Arbejdskærre +ruller langsomt forbi, og jeg ser, at +der er Poteter i den Kærre, men af Raseri, +af Halsstarrighed finder jeg på at sige, at +det slet ikke var Poteter, det var Kålhoveder, +og jeg bandte grusomt på, at det var Kålhoveder. +Jeg hørte godt, hvad jeg selv sagde, +og jeg svor bevidst Gang efter Gang på +denne Løgn, blot forat have den desperate +Tilfredsstillelse, at jeg begik stiv Mened. Jeg +berused mig i denne mageløse Synd, jeg rakte +mine tre Fingre ivejret og svor med dirrende +Læber i Faderens, Sønnens og den Helligånds +Navn, at det var Kålhoveder. + +</p><p>Tiden gik. Jeg lod mig falde ned på et +Trappetrin ved Siden af mig og tørred Sveden +af min Pande og Hals, trak Vejret til mig og +tvang mig til at være rolig. Solen gled ned, +det led ud på Eftermiddagen. Jeg begyndte +igen at gruble over min Stilling; Sulten blev +skammelig mod mig, og om nogle Timer +vilde det atter være Nat; det galdt at finde +på en Råd, mens der endnu var Tid. Mine +Tanker begyndte igen at kredse om Logihuset +som jeg var bleven fordrevet fra; jeg vilde +aldeles ikke vende tilbage dertil, men kunde +alligevel ikke lade være at tænke på det. Egentlig +havde Konen været i sin gode Ret til at kaste +mig ud. Hvor kunde jeg vente at få bo hos +nogen, når jeg ikke kunde betale for mig? +Hun havde ovenikøbet givet mig Mad nu og +da; endog igåraftes, da jeg havde opirret +hende, havde hun budt mig to Smørogbrød, +af Godhed havde hun budt mig dem fordi +hun vidste, at jeg trængte til dem. Så jeg +havde intet at beklage mig over, og jeg begyndte +mens jeg sad på Trappen at bede +og tigge hende i mit stille Sind om Tilgivelse +for min Opførsel. Især angred jeg bitterlig, +at jeg havde vist mig utaknemmelig mod hende +tilsidst og kastet hende en Tikrone i Ansigtet . . . . + +</p><p>Tikronen! Jeg plystred en Gang med +Munden. Brevet, som Budet bragte, hvor +kom det fra? Først nu i dette Øjeblik +tænkte jeg klart over dette og aned med en +Gang, hvordan det hele hang sammen. Jeg +blev syg af Smærte og Skam, jeg hvisked +Ylajali nogle Gange med hæs Stemme og rysted +på Hovedet. Var det ikke mig, som +endog så sent som igår havde bestemt mig +til at gå hende stolt forbi, når jeg traf +hende, og vise hende den største Ligegyldighed? +Og istedet derfor havde jeg blot vakt +hendes Medlidenhed og aflokket hende en +Barmhjærtighedsskilling. Nej, nej, nej, der +blev aldrig Ende på min Nedværdigelse! +Ikke engang overfor hende havde jeg kunnet +hævde en skikkelig Stilling; jeg sank, sank +på alle Kanter, hvor jeg vendte mig hen, +sank tilknæs, sank tillivs, dukked mig under +i Vanære og kom aldrig op igen, aldrig! Det +var Toppunktet! Tage ti Troner i Almisse, +uden at kunne slynge dem tilbage mod den +hemmelige Giver, gramse Ører sammen med +begge Hænder, hvor de bødes frem, og beholde +dem, bruge dem til Logipenge, trods +sin egen inderste Modbydelighed . . . . + +</p><p>Kunde jeg ikke atter skaffe tilveje disse +ti Kroner på en eller anden Måde? At gå +tilbage til Værtinden og få Pengesedlen tilbageleveret +af hende, nytted nok ikke; der +måtte også gives en anden Råd, når jeg +tænkte mig om, når jeg bare anstrængte mig +rigtigt meget og tænkte mig om. Her var +det ved Gud ikke nok at tænke blot på +almindelig Vis, jeg fik tænke, så det sled +mig gennem hele mit Menneskeværk, efter en +Udvej til disse ti Kroner. Og jeg satte mig +til at tænke svare. + +</p><p>Klokken kunde vel være omkring fire, om +et Par Timer kunde jeg kanske træffe Teaterchefen, +hvis jeg blot havde havt mit Drama +færdigt. Jeg tager Manuskriptet op, der jeg +sidder, og vil med Vold og Magt få istand +de tre fire sidste Scener; jeg tænker og sveder +og læser over fra Begyndelsen, men kommer +ingen Vej. Ikke noget Pærevæv! siger jeg, +ingen Stivnakkethed her! Og jeg skriver løs +på mit Drama, skriver ned alt, som falder +mig ind, blot forat blive hurtigt færdig og +komme afsted. Jeg vilde indbilde mig selv, +at jeg havde et nyt stort Øjeblik, jeg løj mig +fuld, bedrog mig åbenlyst og skrev væk, +som om jeg ikke behøved at søge efter Ordene. +Det er godt! det er virkelig et Fund! hvisked +jeg alt imellem; skriv det bare ned! + +</p><p>Tilslut begynder imidlertid mine sidste +Repliker at blive mig mistænkelige; de stak +så stærkt af mod Replikerne i de første Scener, +desuden havde der slet ikke lagt sig nogen +Middelalder i Munkens Ord. Jeg knækker +min Blyant over mellem mine Tænder, springer +op, river mit Manuskript itu, river hvert +Blad itu, kaster min Hat på Gaden og tramper +på den. Jeg er fortabt! hvisker jeg for +mig selv; mine Damer og Herrer, jeg er fortabt! +Og jeg siger ikke andet end disse Ord, +sålænge jeg står der og tramper på min Hat. + +</p><p>En Politibetjent står nogle få Skridt +borte og iagttager mig; han står midt ude i +Gaden og lægger ikke Mærke til noget andet +end mig. Idet jeg slår Hovedet op, mødes +vore Øjne; han havde kanske stået der i +længere Tid og bare set på mig. Jeg tager +min Hat op, sætter den på og går hen til +Manden. + +</p><p>»Ved De, hvormange Klokken er?« +siger jeg. + +</p><p>Han venter en Stund, inden han haler +sit Ur frem, og tager ikke sine Øjne bort fra +mig imens. + +</p><p>»Vel fire,« svarer han. + +</p><p>»Akkurat!« siger jeg; »vel fire, fuldkommen +rigtigt! De kan Deres Ting, hører jeg, +og jeg skal tænke på Dem.« + +</p><p>Dermed forlod jeg ham. Han blev til +det yderste forbauset over mig, stod og så +efter mig med åben Mund og holdt endnu +Uret i Hånden. Da jeg var kommet udenfor +Royal, vendte jeg mig om og så tilbage: +endnu stod han i samme Stilling og fulgte mig +med Øjnene. + +</p><p>He-he, således skulde man behandle Dyrene! +Med den mest udvalgte Uforskammethed! +Det imponered Dyrene, det satte Skræk +i Dyrene . . . . Jeg var særdeles tilfreds med +mig selv og gav mig atter til at synge en +Stump. Anspændt af Ophidselse, uden at +føle nogen Smærte mer, uden endog at kende +noget Ubehag af nogen Sort, gik jeg let som +en Fjær henover hele Torvet, drejed op ved +Basarerne og slog mig ned på en Bænk ved +Vor Frelsers. + +</p><p>Kunde det ikke også være temmelig +ligegyldigt, enten jeg sendte den Tikrone tilbage +eller ej? Når jeg havde fået den, så +var den min, og der var visselig ikke Nød der, +hvor den kom fra. Jeg måtte jo dog tage +imod den, når den udtrykkelig blev sendt til +mig; der var ingen Mening i at lade Bybudet +beholde den. Heller ikke gik det an at sende +tilbage en helt anden Tikrone, end den, +jeg havde fået. Så der var intet at gøre +ved det. + +</p><p>Jeg forsøgte at se på Færdselen omkring +på Torvet foran mig og sysselsætte min +Tanke med ligegyldige Ting; men det lykkedes +mig ikke, og jeg beskæftiged mig stadig +med Tikronen. Tilsidst knytted jeg Hænderne +og blev vred. Det vilde såre hende, sagde +jeg, hvis jeg sendte den tilbage; hvorfor +skulde jeg da gøre det? Bestandig skulde jeg +gå og holde mig for god til alt muligt, ryste +hovent på Hovedet og sige Nej Tak. Nu +så jeg, hvad det førte til; jeg stod atter på +bar Gade. Selv når jeg havde den bedste +Anledning til det, beholdt jeg ikke mit gode, +varme Logi; jeg blev stolt, sprang op ved det +første Ord og var Karl for min Hat, betalte +Tikroner tilhøjre og venstre og gik min Vej +. . . . Jeg gik skarpt i Rette med mig selv, +fordi jeg havde forladt mit Logi og atter bragt +mig i Omstændighed. + +</p><p>Forresten gav jeg den lysegule Fan altsammen! +Jeg havde ikke bedt om den Tikrone, og +jeg havde næsten ikke havt den mellem Hænderne +engang, men givet den bort straks, betalt +den ud til vild fremmede Mennesker, som jeg +aldrig vilde få se igen. Den Slags Mand var +jeg, betalte altid til sidste Hvid, når det galdt +noget. Kendte jeg Ylajali ret, så angred +hun heller ikke på, at hun havde sendt mig +de Penge; hvad sad jeg da og hussered for? +Det var ligefrem det mindste, hun kunde gøre, +at sende mig en Tikrone nu og da. Den +stakkels Pige var jo forelsket i mig, he, kanske +dødeligt forelsket i mig endogså . . . . Og +jeg sad og blæred mig dygtigt for mig selv +ved denne Tanke. Der var ingen Tvivl om, +at hun var forelsket i mig, den stakkels +Pige! . . . . + +</p><p>Klokken blev fem. Jeg faldt atter sammen +efter min lange nervøse Ophidselse og begyndte +påny at føle den tomme Susen i mit Hoved. +Jeg stirred ret frem, holdt Øjnene stive og +så ud for mig henimod Elefantapoteket. Sulten +rased rigtig stærkt i mig da, og jeg led +meget. Mens jeg sidder således og ser ind +i Luften, klarner der sig lidt efter lidt for mit +stive Blik en Skikkelse, som jeg tilslut ser +aldeles tydeligt og genkender: det er Kagekonen +ved Elefantapoteket. + +</p><p>Jeg rykker til, retter mig op på Bænken +og begynder at tænke mig om. Jo, det havde +sin Rigtighed, det var den samme Kone foran +det samme Bord på det samme Sted! Jeg +plystrer et Par Gange og knipser i Fingrene, +rejser mig op fra Bænken og begynder at gå +henimod Apoteket. Ikke noget Nonsens! Jeg +gav Fan, enten det var Syndens Penge eller +gode norske Høkerpenge af Sølv fra Kongsberg! +Jeg vilde ikke være latterlig, man kunde +dø af formeget Hovmod . . . . + +</p><p>Jeg går frem til Hjørnet, tager Sigte på +Konen og stiller mig op foran hende. Jeg +smiler, nikker kendt og indretter mine Ord, +som om det var en Selvfølge, at jeg vilde +komme tilbage engang. + +</p><p>»Goddag!« siger jeg. »De kender mig +kanske ikke igen?« + +</p><p>»Nej,« svarer hun langsomt og ser +på mig. + +</p><p>Jeg smiler endda mer, som om det var +bare hendes kostelige Spøg, at hun ikke kendte +mig, og siger: + +</p><p>»Husker De ikke, at jeg gav Dem en hel +Del Kroner engang? Jeg sagde ikke noget +ved den Lejlighed, såvidt jeg husker, det +gjorde jeg ikke; det plejer jeg ikke at gøre. +Når man har med ærlige Folk at skaffe, så +er det unødvendigt at aftale noget og så at +sige oprette Kontrakt for hver liden Ting. +He-he! Jo, det var mig, som levered Dem de +Penge.« + +</p><p>»Nej, jaså, var det Dem! Ja, nu kender +jeg Dem nok også, når jeg tænker mig +om . . . .« + +</p><p>Jeg vilde forebygge, at hun skulde begynde +at takke mig for Pengene, og jeg siger +derfor hurtigt, idet jeg allerede søger med +mine Øjne omkring på Bordet efter Madvarer: + +</p><p>»Ja, nu kommer jeg, forat få Kagerne.« + +</p><p>Det forstår hun ikke. + +</p><p>»Kagerne,« gentager jeg, »nu kommer jeg, +forat få dem. Ialfald endel, første Forsyning. +Jeg trænger ikke alt idag.« + +</p><p>»Kommer De, forat få dem?« spørger hun. + +</p><p>»Jagu kommer jeg, forat få dem, ja!« +svarer jeg og ler højt, som om det burde have +været indlysende for hende allerede straks, at +jeg kom, forat få dem. Jeg tager også nede +på Bordet en Kage, et Slags Franskbrød, +som jeg begynder at spise på. + +</p><p>Da Konen ser dette, letter hun sig op i +Kælderhullet, gør uvilkårlig en Bevægelse, +som forat beskytte sine Varer, og hun lader +mig forstå, at hun ikke havde ventet mig tilbage, +forat berøve hende dem. + +</p><p>Ikke det? siger jeg. Jaså, ikke det? Hun +var mig virkelig en kostelig Kone! Havde +hun nogensinde oplevet, at nogen havde givet +hende til Forvaring en Slump Kroner, uden +at vedkommende havde krævet dem tilbage? +Nej, ser De der! Troed hun kanske, at det +var stjålne Penge, siden jeg havde slængt dem +til hende på den Måde? Nå, det troed hun +dog ikke; det var endda godt, virkelig godt! +Det var om jeg så måtte sige snilt af hende, +at hun dog holdt mig for en ærlig Mand. +Ha-ha! Jo, hun var virkelig god! + +</p><p>Men hvorfor gav jeg hende da Pengene? +Konen blev forbittret og råbte højt derom. + +</p><p>Jeg forklared, hvorfor jeg havde givet +hende Pengene, forklared det dæmpet og +eftertrykkeligt: Det var min Vane at gå +frem på den Måde, fordi jeg troed alle +Mennesker så godt. Bestandig når nogen +bød mig en Kontrakt, et Bevis, så rysted jeg +på Hovedet og sagde Nej Tak. Det skulde +Gud vide, at jeg gjorde! + +</p><p>Men Konen forstod det fremdeles ikke. + +</p><p>Jeg greb til andre Midler, talte skarpt og +frabad mig mig Vrøvl. Havde det aldrig +hændt, at nogen anden havde betalt hende i +Forskud på lignende Måde? spurgte jeg. +Jeg mente naturligvis Folk, som havde god +Råd, for Eksempel nogen af Konsulerne? +Aldrig? Ja, det kunde ikke jeg undgælde for, +at det var en hende fremmed Omgangsmåde. +Det var Skik og Brug i Udlandet. Hun havde +kanske aldrig været udenfor Landets Grændser? +Nej, ser De der! Da kunde hun slet +ikke tale med i denne Sag . . . . Og jeg tog +efter flere Kager på Bordet. + +</p><p>Hun knurred vredt, vægred sig hårdnakket +for at udlevere noget av, hvad hun havde på +Bordet, rykked endog et Stykke Kage ud af +min Hånd og lagde det tilbage på sin Plads. +Jeg blev vred, slog i Bordet og trued med +Politiet. Jeg skulde være nådig mod hende, +sagde jeg; hvis jeg tog alt, hvad mit var, Så +vilde jeg ruinere hele hendes Butik, for det +var en farlig Masse Penge, jeg havde leveret +hende i sin Tid. Men jeg vilde ikke tage så +meget, jeg vilde i Virkeligheden kun have +halv Valutta. Og jeg skulde ovenikøbet ikke +komme igen mer. Det måtte Gud bevare +mig for, eftersom hun var af den Slags +Mennesker . . . . + +</p><p>Endelig lagde hun frem endel Kager til +en ublu Pris, fire fem Stykker, som hun taksered +til det højeste, hun kunde finde på, og +bad mig tage dem og gå min Vej. Jeg kaevled +fremdeles med hende, påstod, at hun snød +mig for mindst en Krone af Pengene og desuden +udsuged mig ved sine blodige Priser. +Ved De, at der er Straf for slige Kæltringstreger? +sagde jeg. Gud bevare Dem, De +kunde komme på Slaveriet for Levetiden, +gamle Asen! Hun slængte endnu en Kage + +</p><p>hen til mig og bad mig næsten tænderskærende +om at gå. + +</p><p>Og jeg forlod hende. + +</p><p>He, Mage til uefterretlig Kagekone skulde +man aldrig have set! Hele Tiden, mens jeg +gik hen ad Torvet og åd på mine Kager, +talte jeg højt om Konen og hendes Uforskammethed, +gentog for mig selv, hvad vi begge +havde sagt til hinanden, og syntes, at jeg +havde været hende langt overlegen. Jeg åd +af Kagerne i alle Folks Påsyn og talte om +dette. + +</p><p>Og Kagerne forsvandt en efter en; det +forslog intet, hvor meget jeg tog tillivs, jeg +var lige bundløst hungrig. Herregud dog, at +det ikke vilde forslå! Jeg var så grådig, +at jeg endog nær havde forgrebet mig på +den sidste Kage, Som jeg lige fra Begyndelsen +havde bestemt mig til at spare, gæmme til +den lille nede i Vognmandsgaden, Gutten, som +havde leget med Papirstrimlerne. Jeg husked +ham stadigt, kunde ikke få mig til at glemme +hans Mine, da han sprang op og bandte. Han +havde vendt sig ona mod mit Vindu, da Manden +spytted ned på ham, og han havde ligefrem +set efter, om også jeg skulde le deraf. +Gud ved, om jeg nu traf ham, når jeg kom +derned! Jeg anstrængte mig stærkt, forat +komme hurtigt ned i Vognmandsgaden, passered +det Sted, hvor jeg havde revet mit Drama +istykker, og hvor endnu endel Papir lå tilbage, +omgik Politibetjenten, som jeg nys havde forbauset +så ved min Opførsel, og stod tilsidst +ved Trappen, hvor Gutten havde siddet. + +</p><p>Han var der ikke. Gaden var næsten +tom. Det tog til at mørkne, og jeg kunde +ikke blive Gutten var; han var måske gået +ind. Jeg lagde Kagen forsigtigt ned, rejste +den på Kant mod Døren, banked hårdt +på og sprang min Vej med det samme. Han +finder den nok! sagde jeg til mig selv; det +første, han gør, når han kommer ud, det er +at finde den! Og mine Øjne blev våde af +Glæde, over, at den lille vilde finde Kagen. + +</p><p>Jeg kom ned til Jærnbanebryggen igen. + +</p><p>Nu sulted jeg ikke mer, blot den søde +Mad, jeg havde nydt, begyndte at volde mig +ondt. I mit Hoved støjed også påny de +vildeste Tanker: Hvad om jeg i Hemmelighed +overskar Trossen til et af disse Skibe? +Hvad om jeg pludselig gav mig til at råbe +på Brand? Jeg går længer ud på Bryggen, +finder mig en Kasse at sidde på, folder Hænderne +og føler, at mit Hoved blir mer og mer +fortumlet. Og jeg rører mig ikke, gør slet +intet, forat holde mig oppe mer. + +</p><p>Jeg sidder der og stirrer på »Copégoro«, +Barken med det russiske Flag. Jeg skimter +en Mand ved Rækken; Bagbords røde Lanterne +lyser ned på hans Hoved, og jeg rejser +mig op og taler over til ham. Jeg havde ingen +Hensigt med at tale, som jeg gjorde, jeg +vented heller ikke at få noget Svar. Jeg +sagde: + +</p><p>»Sejler De iaften, Kaptejn?« + +</p><p>»Ja, om en liden Stund,« svarer Manden. +Han talte Svensk. + +</p><p>»Hm. De skulde ikke mangle en Mand?« +Jeg var i dette Øjeblik lige glad, enten jeg fik +et Afslag eller ej, det var mig ligegyldigt, +hvilket Svar Manden vilde give mig. Jeg stod +og vented så på ham. + +</p><p>»Å, nej,« svared han. »Det skulde da +være en Jungmand.« + +</p><p>En Jungmand! Jeg gjorde et Ryk på +mig, sneg mine Briller af og stak dem i Lommen, +trådte op på Landgangen og skræved +ombord. + + +</p><p>»Jeg er ikke befaren,« sagde jeg, »men +jeg kan gøre det. De sætter mig til. Hvor +går Turen?« + +</p><p>»Vi er ballastet til Leeds efter Kul for +Cadix.« + +</p><p>»Godt!« sagde jeg og tvang mig ind på +Manden. »Jeg er lige glad, hvor det bærer hen. +Jeg skal gøre mit Arbejde.« + +</p><p>Han stod en Stund og så på mig og +tænkte sig om. + +</p><p>»Har du ikke faret før?« spurgte han. + +</p><p>»Nej. Men som jeg siger Dem, sæt mig +til et Arbejde, og jeg skal gøre det. Jeg er +vant til noget af hvert.« + +</p><p>Han tænkte sig atter om. Jeg havde allerede +sat mig levende i Hovedet, at jeg vilde +tage med, og jeg begyndte at ængstes for at +blive jaget iland igen. + +</p><p>»Hvad mener De så, Kaptejn?« spurgte +jeg endelig. »Jeg kan virkelig gøre, hvad det +skal være. Hvad siger jeg! Jeg måtte være +en dårlig Mand, om jeg ikke gjorde mer, end +netop det, jeg var sat til. Jeg kan tage to +Vagter i Træk, om det gælder. Det har jeg +godt af, og jeg holder nok ud med det.« + + +</p><p>»Ja, ja, vi kan forsøge det,« sagde han. +»Går det ikke, så kan vi jo skilles i +England.« + +</p><p>»Naturligvis!« svared jeg i min Glæde. +Og jeg gentog endnu engang, at vi kunde +skilles i England, hvis det ikke gik. + +</p><p>Så satte han mig til Arbejde . . . . + +</p><p>Ude i Fjorden retted jeg mig op engang, +våd af Feber og Mathed, så indad mod +Land og sagde Farvel for denne Gang til +Byen, til Kristiania, hvor Vinduerne lyste så +blankt fra alle Hjem. + +</p> + + + + +<div>*** END OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK 30027 ***</div> + </body> +</html> diff --git a/30027-h/images/cover.jpg b/30027-h/images/cover.jpg Binary files differnew file mode 100644 index 0000000..d620f56 --- /dev/null +++ b/30027-h/images/cover.jpg diff --git a/LICENSE.txt b/LICENSE.txt new file mode 100644 index 0000000..6312041 --- /dev/null +++ b/LICENSE.txt @@ -0,0 +1,11 @@ +This eBook, including all associated images, markup, improvements, +metadata, and any other content or labor, has been confirmed to be +in the PUBLIC DOMAIN IN THE UNITED STATES. + +Procedures for determining public domain status are described in +the "Copyright How-To" at https://www.gutenberg.org. + +No investigation has been made concerning possible copyrights in +jurisdictions other than the United States. Anyone seeking to utilize +this eBook outside of the United States should confirm copyright +status under the laws that apply to them. diff --git a/README.md b/README.md new file mode 100644 index 0000000..750467a --- /dev/null +++ b/README.md @@ -0,0 +1,2 @@ +Project Gutenberg (https://www.gutenberg.org) public repository for +eBook #30027 (https://www.gutenberg.org/ebooks/30027) diff --git a/old/30027-0.txt b/old/30027-0.txt new file mode 100644 index 0000000..ba8e191 --- /dev/null +++ b/old/30027-0.txt @@ -0,0 +1,6803 @@ +The Project Gutenberg eBook of Sult, by Knut Hamsun + +This eBook is for the use of anyone anywhere in the United States and +most other parts of the world at no cost and with almost no restrictions +whatsoever. You may copy it, give it away or re-use it under the terms +of the Project Gutenberg License included with this eBook or online at +www.gutenberg.org. If you are not located in the United States, you +will have to check the laws of the country where you are located before +using this eBook. + +Title: Sult + +Author: Knut Hamsun + +Release Date: September 20, 2009 [eBook #30027] +[Most recently updated: May 18, 2021] + +Language: Norwegian + +Character set encoding: UTF-8 + +Produced by: Jens Sadowski. +Revised by Richard Tonsing. + +*** START OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK SULT *** + + + + +TRANSCRIBER’S NOTE + + +SPELLING. In this first edition of “Sult”, old spelling rules were +applied which look quite different from modern written Norwegian +(“bokmål”). In addition, the letters Å and å where set as Aa and aa, +respectively. Since many other Norwegian books printed at this time +used Å and å and in order to improve readability, all Aa and aa have +been converted to Å and å. Otherwise, the original spelling was not +changed. + +SPACED-OUT TEXT. Text that was s p a c e d - o u t in the original text +has been changed to use _italics_. + + + + +KNUT HAMSUN + + +SULT + + +KØBENHAVN + +P. G. PHILIPSENS FORLAG + +Trykt hos J. Jorgensen & Co. (M. A. Hannover) + +1890 + + + + +FØRSTE STYKKE + + +Det var i den Tid, jeg gik omkring og sulted i Kristiania, denne +forunderlige By, som ingen forlader, før han har fået Mærker af den . . . . + +Jeg ligger vågen på min Kvist og hører en Klokke nedenunder mig slå seks +Slag; det var allerede ganske lyst, og Folk begyndte at færdes op og ned i +Trapperne. Nede ved Døren, hvor mit Rum var tapetseret med gamle Numre af +»Morgenbladet«, kunde jeg så tydelig se en Bekendtgørelse fra +Fyrdirektøren, og lidt tilvenstre derfra et fedt, bugnende Avertissement +fra Bager Fabian Olsen om nybagt Brød. + +Straks jeg slog Øjnene op, begyndte jeg af gammel Vane at tænke efter, om +jeg havde noget at glæde mig til idag. Det havde været lidt knapt for mig i +den sidste Tid; den ene efter den anden af mine Ejendele var bragt til +»Onkel«, jeg var bleven nervøs og utålsom, et Par Gange havde jeg også +ligget tilsengs en Dags Tid af Svimmelhed. Nu og da, når Lykken var god, +kunde jeg drive det til at få fem Kroner af et eller andet Blad for en +Føljeton. + +Det lysned mer og mer, og jeg gav mig til at læse på Avertissementerne nede +ved Døren; jeg kunde endog skælne de magre, grinende Bogstaver om »Ligsvøb +hos Jomfru Andersen, tilhøjre i Porten«. Det sysselsatte mig en lang Stund, +jeg hørte Klokken slå otte nedenunder, inden jeg stod op og klædte mig på. + +Jeg åbned Vinduet og så ud. Der, hvor jeg stod, havde jeg Udsigt til en +Klædesnor og en åben Mark; langt ude lå Gruen tilbage af en nedbrændt +Smedje, hvor nogle Arbejdere var i Færd med at rydde op. Jeg lagde mig med +Albuerne ned i Vinduet og stirred ud i Luften. Det blev ganske vist en lys +Dag, Høsten var kommet, den fine, svale Årstid, hvori alting skifter Farve +og forgår. Støjen var allerede begyndt at lyde i Gaderne og lokked mig ud; +dette tomme Værelse, hvis Gulv gynged op og ned for hvert Skridt jeg tog +henover det, var som en gisten, uhyggelig Ligkiste; der var ingen ordentlig +Lås for Døren og ingen Ovn i Rummet; jeg plejed at ligge på mine Strømper +om Natten, forat få dem lidt tørre til om Morgenen. Det eneste, jeg havde +at fornøje mig ved, var en liden rød Gyngestol, som jeg sad i om Aftenerne +og døsed og tænkte på mangehånde Ting. Når det blæste hårdt, og Dørene +nedenunder stod åbne, lød der alleslags underlige Hvin op gennem Gulvet og +ind fra Væggene, og »Morgenbladet« nede ved Døren fik Revner så lange som +en Hånd. + +Jeg rejste mig og undersøgte en Byldt henne i Krogen ved Sengen efter lidt +til Frokost, men fandt intet og vendte tilbage til Vinduet igen. + +Gud ved, tænkte jeg, om det aldrig skal nytte mig at søge efter en +Bestilling mer! Disse mange Afslag, disse halve Løfter, rene Nej, nærede og +skuffede Håb, nye Forsøg, som hver Gang løb ud i intet, havde gjort det af +med mit Mod. Jeg havde tilsidst søgt en Plads som Regningsbud, men var +kommet forsent; desuden kunde jeg ikke skaffe Sikkerhed for femti Kroner. +Der var altid et eller andet til Hinder. Jeg mældte mig også til +Brandkorpset. Vi stod halvhundrede Mand i Forhallen og satte Brystet ud, +forat give Indtryk af Kraft og stor Dristighed. En Fuldmægtig gik omkring +og beså disse Ansøgere, følte på deres Arme og gav dem et og andet +Spørgsmål, og mig gik han forbi, rysted blot på Hovedet og sagde, at jeg +var kasseret på Grund af mine Briller. Jeg mødte op påny, uden Briller, jeg +stod der med rynkede Bryn og gjorde mine Øjne så hvasse som Knive, og +Manden gik mig atter forbi, og han smilte, — han havde kendt mig igen. Det +værste af alt var, at mine Klæder var begyndt at blive så dårlige, at jeg +ikke længer kunde fremstille mig til en Plads som et skikkeligt Menneske. + +Hvor det havde gået jævnt og regelmæssig nedad med mig hele Tiden! Jeg stod +tilsidst så besynderlig blottet for alt muligt, jeg havde ikke engang en +Kam tilbage eller en Bog at læse i, når det blev mig for trist. Hele +Sommeren udover havde jeg søgt ud på Kirkegårdene eller op i Slotsparken, +hvor jeg sad og forfatted Artikler for Bladene, Spalte efter Spalte om de +forskelligste Ting, underlige Påfund, Luner, Indfald af min urolige Hjærne; +i Fortvivlelse havde jeg ofte valgt de fjærneste Emner, som voldte mig +lange Tiders Anstrængelse og aldrig blev optaget. Når et Stykke var +færdigt, tog jeg fat på et nyt, og jeg blev ikke ofte nedslagen af +Redaktørernes Nej; jeg sagde stadig væk til mig selv, at engang vilde det +jo lykkes. Og virkelig, stundom, når jeg havde Held med mig og fik det lidt +godt til, kunde jeg få fem Kroner for en Eftermiddags Arbejde. + +Jeg rejste mig atter op fra Vinduet, gik hen til Vaskevandsstolen og dynked +en Smule Vand på mine blanke Bukseknæ, forat sværte dem lidt og få dem til +at se lidt nye ud. Da jeg havde gjort dette, stak jeg som sædvanligt Papir +og Blyant i Lommen og gik ud. Jeg gled meget stille nedad Trapperne, for +ikke at vække min Værtindes Opmærksomhed; der var gået et Par Dage, siden +min Husleje forfaldt, og jeg havde ikke noget at betale med nu mere. + +Klokken var ni. Vognrammel og Stemmer fyldte Luften, et uhyre Morgenkor, +blandet med Fodgængernes Skridt og Smældene fra Hyrekuskenes Svøber. Denne +støjende Færdsel overalt oplived mig straks, og jeg begyndte at føle mig +mer og mer tilfreds. Intet var fjærnere fra min Tanke end blot at gå en +Morgentur i frisk Luft. Hvad kom Luften mine Lunger ved? Jeg var stærk som +en Rise og kunde standse en Vogn med min Skulder. En fin, sælsom Stemning, +Følelsen af den lyse Ligegladhed, havde bemægtiget sig mig. Jeg gav mig til +at iagttage de Mennesker, jeg mødte og gik forbi, læste Plakaterne på +Væggene, modtog Indtryk fra et Blik, slængt til mig fra en forbifarende +Sporvogn, lod hver Bagatel trænge ind på mig, alle små Tilfældigheder, som +krydsed min Vej og forsvandt. + +Når man bare havde sig lidt til Mad en sådan lys Dag! Indtrykket af den +glade Morgen overvælded mig, jeg blev uregerlig tilfreds og gav mig til at +nynne af Glæde, uden nogén bestemt Grund. Ved en Slagterbutik stod en Kone +med en Kurv på Armen og spekulered på Pølser til Middag; idet jeg passered +hende, så hun hen på mig. Hun havde blot én Tand i Formunden. Nervøs og let +påvirkelig som jeg var bleven de sidste Dage, gjorde Konens Ansigt straks +et modbydeligt Indtryk på mig; den lange, gule Tand så ud som en liden +Finger, der stod op fra Kæven, og hendes Blik var endnu fuldt af Pølse, da +hun vendte det mod mig. Jeg tabte med en Gang Appetiten og følte Kvalme. Da +jeg kom til Basarerne, gik jeg hen til Springet og drak lidt Vand; jeg så +op — Klokken var ti i Vor Frelsers Tårn. + +Jeg gik videre gennem Gaderne, drev om uden Bekymring for nogetsomhelst, +standsed ved et Hjørne, uden at behøve det, bøjed af og gik en Sidegade, +uden at have Ærinde derhen; jeg lod det stå til, førtes omkring i den glade +Morgen, vugged mig sorgfrit frem og tilbage blandt andre lykkelige +Mennesker; Luften var tom og lys, og mit Sind var uden en Skygge. + +I ti Minutters Tid havde jeg stadig havt en gammel, halt Mand foran mig. +Han bar en Byldt i den ene Hånd og gik med hele sit Legeme, arbejded af al +Magt, forat skyde Fart. Jeg hørte, hvor han pusted af Anstrængelse, og det +faldt mig ind, at jeg kunde bære hans Byldt; jeg søgte dog ikke at indhente +ham. Oppe i Grændsen mødte jeg Hans Pauli, som hilste og skyndte sig forbi. +Hvorfor hav de han sådant Hastværk? Jeg havde slet ikke i Sinde at bede ham +om en Krone, jeg vilde også med det allerførste sende ham tilbage et Tæppe, +som jeg havde lånt af ham for nogle Uger siden. Såsnart jeg var kommet lidt +ovenpå, vilde jeg ikke være nogen Mand noget Tæppe skyldig; kanske begyndte +jeg allerede idag en Artikel om Fremtidens Forbrydelser eller om Viljens +Frihed, hvadsomhelst, noget læseværdigt noget, som jeg vilde få ti Kroner +for mindst . . . . Og ved Tanken på denne Artikel følte jeg mig med en Gang +gennemstrømmet af Trang til at tage fat straks og øse af min fulde Hjærne; +jeg vilde finde mig et passende Sted i Slotsparken og ikke hvile, før jeg +havde fået den færdig. + +Men den gamle Krøbling gjorde fremdeles de samme sprællende Bevægelser +foran mig i Gaden. Det begyndte tilsidst at irritere mig at have dette +skrøbelige Menneske foran mig hele Tiden. Hans Rejse syntes aldrig at ville +tage Ende; måske havde han bestemt sig til akkurat det samme Sted som jeg, +og jeg skulde hele Vejen have ham for mine Øjne. I min Ophidselse forekom +det mig, at han ved hver Tvergade sagtned en Smule og ligesom vented på, +hvilken Retning jeg vilde tage, hvorpå han igen svang Byldten højt i Luften +og gik til af yderste Magt, forat få Forsprang. Jeg går og ser på dette +masede Væsen og blir mer og mer opfyldt af Forbittrelse mod ham; jeg følte, +at han lidt efter lidt ødelagde min lyse Stemning og trak den rene, skønne +Morgen med sig ned i Hæslighed med det samme. Han så ud som et stort +humpende Insekt, der med Vold og Magt vilde slå sig til en Plads i Verden +og forbeholde sig Fortouget for sig selv alene. Da vi var kommet på Toppen +af Bakken, vilde jeg ikke længer finde mig i det, jeg vendte mig mod et +Butiksvindu og standsed, forat give ham Anledning til at komme væk. Da jeg +efter nogle Minutters Forløb atter begyndte at gå, var Manden foran mig +igen, også han havde stået bom stille. Jeg gjorde, uden at tænke mig om, +tre fire rasende Skridt fremad, indhented ham og slog Manden på Skulderen. + +Han standsed med ét. Vi gav os begge til at stirre på hinanden. + +»En liden Skilling til Melk!« sagde han endelig og lagde Hovedet på Siden. + +Se så, nu stod jeg godt i det! Jeg følte i Lommerne og sagde: + +»Til Melk ja. Hm. Det er småt med Pengene i disse Tider, og jeg ved ikke, +hvor trængende De kan være.« + +»Jeg har ikke spist siden igår i Drammen,« sagde Manden; »jeg ejer ikke en +Øre, og jeg har ikke fået Arbejde endnu.« + +»Er De Håndværker?« + +»Ja, jeg er Nådler.« + +»Hvilket?« + +»Nådler. Forresten kan jeg også gøre Sko.« + +»Det forandrer Sagen,« sagde jeg. »De får vente her i nogle Minutter, så +skal jeg gå efter lidt Penger til Dem, nogle Øre.« + +Jeg gik i største Hast nedad Pilestrædet, hvor jeg vidste om en Pantelåner +i anden Etage; jeg havde forøvrigt aldrig været hos ham før. Da jeg kom ind +i Porten, trak jeg skyndsomt min Vest af, rulled den sammen og stak den +under Armen; derpå gik jeg opad Trappen og banked på til Sjappen. Jeg +bukked og kasted Vesten på Disken. + +»Halvanden Krone,« sagde Manden. + +»Ja ja, Tak,« svared jeg. »Havde det ikke været det, at den begyndte at +blive lidt for knap til mig, så vilde jeg ikke have skilt mig ved den, +naturligvis.« + +Jeg fik Pengene og Sedlen og begav mig tilbage. Det var i Grunden et +udmærket Påfund, dette med Vesten; jeg vilde endog få Penge tilovers til en +rigelig Frokost, og inden Aften skulde så min Afhandling om Fremtidens +Forbrydelser være istand. Jeg begyndte på Stedet at finde Tilværelsen +blidere, og jeg skyndte mig tilbage til Manden, forat få ham fra Hånden. + +»Værsågod!« sagde jeg til ham. »Det glæder mig, at De har henvendt Dem til +mig først.« + +Manden tog Pengene og begyndte at mønstre mig med Øjnene. Hvad stod han og +stirred efter? Jeg havde det Indtryk, at han især undersøgte mine Bukseknæ, +og jeg blev træt af denne Uforskammethed. Troed Slyngelen, at jeg virkelig +var så fattig som jeg så ud for? Havde jeg måske ikke sågodtsom begyndt at +skrive på en Artikel til ti Kroner? Overhovedet frygted jeg ikke for +Fremtiden, jeg havde mange Jærn i Ilden. Hvad kom det så et vild fremmed +Menneske ved, om jeg gav bort en Drikkeskilling på en sådan lys Dag? +Mandens Blik irritered mig, og jeg beslutted mig til at give ham en +Irettesættelse, inden jeg forlod ham. Jeg trak på Skuldrene og sagde: + +»Min gode Mand, De har lagt Dem til den stygge Uvane at glo en Mand på +Knæerne, når han giver Dem en Krones Penge.« + +Han lagde Hovedet helt tilbage mod Muren og spærred Munden op. Der arbejded +noget bag hans Stodderpande, han tænkte ganske vist, at jeg vilde narre ham +på en eller anden Måde, og han rakte mig Pengene tilbage. + +Jeg stamped i Gaden og svor på, at han skulde beholde dem. Indbildte han +sig, at jeg vilde have alt det Bryderi for ingenting? Når alt kom til alt +skyldte jeg ham måske denne Krone, jeg havde det med at huske en gammel +Gæld, han stod foran et retskaffent Menneske, ærlig ud i Fingerspidserne. +Kortsagt, Pengene var hans . . . . Å, ikke noget at takke for, det havde +været mig en Glæde. Farvel. + +Jeg gik. Endelig havde jeg denne værkbrudne Plageånd afvejen, og jeg kunde +være uforstyrret. Jeg tog atter ned gennem Pilestrædet og standsed udenfor +en Husholdningshandel. Der lå fuldt op af Mad i Vinduet, og jeg bestemte +mig til at gå ind og få mig lidt med på Vejen. + +»Et Stykke Ost og et Franskbrød!« sagde jeg og slængte min Halvkrone på +Disken. + +»Ost og Brød for altsammen?« spurgte Konen ironisk, uden at se på mig. + +»For hele femti Øre ja,« svared jeg uforstyrret. + +Jeg fik mine Sager, sagde yderst høfligt Godmorgen til den gamle, fede Kone +og begav mig sporenstrængs opad Slotsbakken til Parken. Jeg fandt mig en +Bænk for mig selv og begyndte at gnave grådigt af min Niste. Det gjorde +godt; det var længe siden jeg havde fået et så rundeligt Måltid, og jeg +følte lidt efter lidt den samme mætte Ro i mig, som én føler efter en lang +Gråd. Mit Mod steg stærkt; det var mig ikke længer nok at skrive en Artikel +om noget så enkelt og ligetil som Fremtidens Forbrydelser, som desuden +hvemsomhelst kunde gætte sig til, ligefrem læse sig til i Historien; jeg +følte mig istand til en større Anstrængelse, jeg var i Stemning til at +overvinde Vanskeligheder, og jeg bestemte mig for en Afhandling i tre +Afsnit om den filosofiske Erkendelse. Naturligvis vilde jeg få Lejlighed +til at knække ynkeligt nogle af Kants Sofismer . . . . Da jeg vilde tage +mine Skrivesager frem og begynde Arbejdet, opdaged jeg, at jeg ikke længer +havde nogen Blyant hos mig; jeg havde glemt den efter mig i +Pantelånersjappen; min Blyant lå i Vestelommen. + +Herregud hvor dog alting havde Lyst til at gå forkært for mig! Jeg banded +nogle Gange, rejste mig op fra Bænken og drev frem og tilbage i Gangene. +Det var meget stille overalt; langt borte, ved Dronningens Lysthus, rulled +et Par Barnepiger sine Vogne omkring, ellers var der ikke et Menneske at se +noget Sted. Jeg var dygtig forbittret i Sind og spadsered som en rasende +foran min Bænk, Hvor mærkelig vrangt gik det dog ikke på alle Kanter! En +Artikel i tre Afsnit skulde ligefrem strande på den simple Ting, at jeg +ikke havde et Stykke ti Øres Blyant i Lommen! Hvad om jeg gik ned i +Pilestrædet igen og fik min Blyant tilbageleveret? Der vilde endda blive +Tid til at få et godt Stykke færdigt, inden de spadserende begyndte at +fylde Parken. Der var også så meget, som afhang af denne Afhandling om den +filosofiske Erkendelse, måske flere Menneskers Lykke, ingen kunde vide det. +Jeg sagde til mig selv, at den kanske vilde blive til stor Hjælp for mange +unge Mennesker. Ret betænkt vilde jeg ikke forgribe mig på Kant; jeg kunde +jo undgå det, jeg behøved blot at gøre en ganske umærkelig Bøjning, når jeg +kom til Spørgsmålet Tid og Rum; men Renan vilde jeg ikke svare for, gamle +Sognepræst Renan . . . . Under alle Omstændigheder galdt det at gøre en +Artikel på så og så mange Spalter; den ubetalte Husleje, Værtindens lange +Blik om Morgenen, når jeg traf hende i Trapperne, pinte mig hele Dagen og +dukked frem igen endog i mine glade Stunder, når jeg ellers ikke havde en +mørk Tanke. Dette måtte jeg have en Ende på. Jeg gik hurtigt ud af Parken, +forat hente min Blyant hos Pantelåneren. + +Da jeg kom ned i Slotsbakken, indhented jeg to Damer, som jeg gik forbi. +Idet jeg passered dem, strejfed jeg den enes Ærme, jeg så op, hun havde et +fyldigt, lidt blegt Ansigt. Med ét blusser hun og blir forunderlig skøn, +jeg ved ikke hvorfor, måske af et Ord, hun hører af en forbigående, måske +blot af en stille Tanke hos hende selv. Eller skulde det være fordi jeg +berørte hendes Arm? Det høje Bryst bølger heftigt nogle Gange, og hun +klemmer Hånden hårdt om Parasolskaftet. Hvad gik der af hende? + +Jeg standsed og lod hende komme foran mig igen, jeg kunde ikke i Øjeblikket +gå videre, det hele forekom mig så besynderligt. Jeg var i et pirreligt +Lune, ærgerlig på mig selv for Hændelsen med Blyanten og i høj Grad +ophidset af al den Mad, jeg havde nydt på tom Mave. Med en Gang tager min +Tanke ved et lunefuldt Indfald en mærkelig Retning, jeg føler mig greben af +en sælsom Lyst til at gøre denne Dame bange, følge efter hende og +fortrædige hende på en eller anden Måde. Jeg indhenter hende atter og går +hende forbi, vender mig pludselig om og møder hende Ansigt til Ansigt, +forat iagttage hende. Jeg står og ser hende ind i Øjnene og hitter på +Stedet et Navn, som jeg aldrig havde hørt, et Navn med en glidende, nervøs +Lyd: Ylajali. Da hun var kommet mig ganske nær, retter jeg mig ivejret og +siger indtrængende: + +»De mister Deres Bog, Frøken.« + +Jeg kunde høre, hvor mit Hjærte slog hørligt, da jeg sagde det. + +»Min Bog?« spørger hun sin Ledsagerinde. Og hun går videre. + +Min Ondskabsfuldhed tiltog, og jeg fulgte efter Damen. Jeg var mig i +Øjeblikket fuldt bevidst, at jeg begik gale Streger, uden at jeg kunde gøre +noget ved det; min forvirrede Tilstand løb af med mig og gav mig de mest +forrykte Indskydelser, som jeg lystred efter Tur. Det nytted ikke, +hvormeget jeg sagde til mig selv, at jeg bar mig idiotisk ad, jeg gjorde de +dummeste Grimaser bag Damens Ryg, og jeg hosted rasende nogle Gange, idet +jeg passered hende. Således vandrende ganske sagte fremad, altid i nogle +Skridts Forspring, følte jeg hendes Øjne i min Ryg, og jeg dukked mig +uvilkårlig ned af Skam over at have været hende til Plage. Lidt efter lidt +fik jeg en forunderlig Fornemmelse af at være langt borte, andre Steder +henne, jeg havde en halvt ubestemt Følelse af, at det ikke var mig, som gik +der på Stenfliserne og dukked mig ned. + +Nogle Minutter efter er Damen kommet til Paschas Boglade, jeg har allerede +standset ved det første Vindu, og idet hun går forbi mig, træder jeg frem +og gentager: + +»De mister Deres Bog, Frøken.« + +»Nej, hvilken Bog?« siger hun i Angst. »Kan du forstå, hvad det er for en +Bog, han taler om?« + +Og hun standser. Jeg gotter mig grusomt over hendes Forvirring, denne +Rådvildhed i hendes Øjne henrykker mig. Hendes Tanke kan ikke fatte min +lille desperate Tiltale; hun har slet ingen Bog med, ikke et eneste Blad af +en Bog, og alligevel leder hun i sine Lommer, ser sig gentagne Gange ind i +Hænderne, vender Hovedet og undersøger Gaden bag sig, anstrænger sin lille +ømtålige Hjærne til det yderste, forat finde ud, hvad det er for en Bog, +jeg taler om. Hendes Ansigt skifter Farve, har snart det ene, snart det +andet Udtryk, og hun ånder ganske hørligt; selv Knapperne i hendes Kjole +synes at stirre på mig som en Række forfærdede Øjne. + +»Bryd dig ikke om ham,« siger hendes Ledsagerske og trækker hende i Armen; +»han er jo fuld; kan du ikke se, at Manden er fuld!« + +Så fremmed, som jeg i dette Øjeblik var for mig selv, så fuldstændig et +Bytte for sære, usynlige Indflydelser, foregik der intet omkring mig, uden +at jeg lagde Mærke til det. En stor brun Hund sprang tværs over Gaden, +henimod Lunden og ned til Tivoli; den havde et ganske smalt Halsbånd af +Nysølv. Højere op i Gaden åbnedes et Vindu i anden Etage, og en Pige lagde +sig ud af det med opbrættede Ærmer og gav sig til at pudse Ruderne på +Ydersiden. Intet undgik min Opmærksomhed, jeg var klar og åndsnærværende, +alle Ting strømmed ind på mig med en skinnende Tydelighed, som om der +pludselig var bleven et stærkt Lys omkring mig. Damerne foran mig havde +begge en blå Fuglevinge i Hatten og et skotsk Silkebånd om Halsen. Det +faldt mig ind, at de var Søstre. + +De bøjed af og standsed ved Cislers Musikhandel og talte sammen, jeg +standsed også. Derpå kom de begge to tilbage, gik den samme Vej, som de var +kommet, passered mig igen, drejed om Hjørnet ved Universitetsgaden og gik +lige op til St. Olafs Plads. Jeg var dem hele Tiden så nær i Hælene som jeg +turde. De vendte sig engang og sendte mig et halvt bange, halvt nysgærrigt +Blik, og jeg så ingen Fortørnelse i deres Miner og ingen rynkede Bryn. +Denne Tålmodighed med mine Plagerier gjorde mig meget skamfuld, og jeg slog +Øjnene ned. Jeg vilde ikke længer være dem til Fortræd, jeg vilde af ren +Taknemmelighed følge dem med Øjnene, ikke tabe dem afsyne, helt til de gik +ind et Sted og blev borte. + +Udenfor Numer 2, et stort fire Etages Hus, vendte de sig endnu engang, +hvorpå de gik ind. Jeg læned mig til en Gaslygte ved Fontænen og lytted +efter deres Skridt i Trapperne; de døde hen i anden Etage. Jeg træder frem +fra Lygten og ser opad Huset. Da sker der noget besynderligt. Gardinerne +bevæger sig højt oppe, et Øjeblik efter åbnes et Vindu, et Hoved stikker +ud, og to sært seende Øjne hviler på mig. Ylajali! sagde jeg halvhøjt, og +jeg følte, at jeg blev rød. Hvorfor råbte hun ikke om Hjælp? Hvorfor stødte +hun ikke til en af Blomsterpotterne og rammed mig i Hovedet, eller sendte +nogen ned, forat jage mig væk? Vi står og ser hinanden ind i Øjnene uden at +røre os; det varer et Minut; der skyder Tanker mellem Vinduet og Gaden, og +der siges ikke et Ord Hun vender sig om, det giver et Ryk i mig, et fint +Stød gennem mit Sind; jeg ser en Skulder, der drejer sig, en Ryg, der +forsvinder indad Gulvet. Denne langsomme Gang bort fra Vinduet, Betoningen +i denne Bevægelse med Skuldren var som et Nik til mig; mit Blod fornam +denne fine Hilsen, og jeg følte mig i samme Stund vidunderlig glad. Så +vendte jeg om og gik nedad Gaden. + +Jeg turde ikke se mig tilbage og vidste ikke, om hun atter var kommet til +Vinduet; efterhvert som jeg overvejed dette Spørgsmål, blev jeg mer og mer +urolig og nervøs. Formodentlig stod hun i dette Øjeblik og fulgte nøje alle +mine Bevægelser, og det var på ingen Måde til at holde ud at vide sig +således undersøgt bagfra. Jeg strammed mig op så godt jeg kunde og gik +videre; det begyndte at rykke i mine Ben, min Gang blev ustø, fordi jeg med +Vilje vilde gøre den smuk. Forat synes rolig og ligegyldig slængte jeg +meningsløst med Armene, spytted i Gaden og satte Næsen ivejret; men intet +hjalp. Jeg følte stadig de forfølgende Øjne i min Nakke, og det løb mig +koldt gennem Kroppen. Endelig redded jeg mig ind i en Sidegade, hvorfra jeg +tog Vejen ned i Pilestrædet, forat få fat på min Blyant. + +Jeg havde ingen Møje med at få den tilbageleveret. Manden bragte mig Vesten +selv og bad mig undersøge alle Lommerne med det samme; jeg fandt også et +Par Lånesedler, som jeg stak til mig, og takked den venlige Mand for hans +Imødekommenhed. Jeg blev mer og mer tiltalt af ham, det blev mig i samme +Stund meget om at gøre at give dette Menneske et godt Indtryk af mig. Jeg +gjorde et Slag henimod Døren og vendte atter tilbage til Disken, som om jeg +havde glemt noget; jeg mente at skylde ham en Forklaring, en Oplysning, og +jeg gav mig til at nynne, forat gøre ham opmærksom. Da tog jeg Blyanten i +Hånden og holdt den ivejret. + +Det kunde ikke falde mig ind, sagde jeg, at gå lange Veje for en hvilkensom +helst sådan Blyant; men med denne var det en anden Sag, en egen Årsag. Så +ringe som den så ud, havde denne Blyantstump simpelthen gjort mig til det, +jeg var i Verden, så at sige sat mig på min Plads i Livet . . . . + +Jeg sagde ikke mer. Manden kom helt hen til Disken. + +»Ja så?« sagde han og så nysgærrigt på mig. + +Med den Blyant, fortsatte jeg koldblodigt, havde jeg skrevet min Afhandling +om den filosofiske Erkendelse i tre Bind. Om han ikke havde hørt den +omtale? + +Og Manden synes nok, at han havde hørt Navnet, Titlen. + +Ja, sagde jeg, den var af mig, den! Så det måtte endelig ikke forundre ham, +at jeg vilde have den lille Stump Blyant tilbage; den havde altfor stort +Værd for mig, den var mig næsten som et lidet Menneske. Forresten var jeg +ham oprigtig taknemmelig for hans Velvilje, og jeg vilde huske ham for den +— jo, jo, jeg vilde virkelig huske ham for den; et Ord var et Ord, den +Slags Mand var jeg, og han fortjente det. Farvel. + +Jeg gik til Døren med en Holdning, som om jeg kunde anbringe en Mand i en +høj Post i Brandvæsenet. Den skikkelige Pantelåner bukked to Gange for mig, +idet jeg fjærned mig, og jeg vendte mig endnu engang og sagde Farvel. + +I Trappen mødte jeg en Kone, som bar en Vadsæk i Hånden. Hun trykked sig +ængsteligt til Siden, forat give mig Plads, og jeg greb uvilkårligt i +Lommen efter noget at give hende; da jeg ikke fandt nogen Ting, blev jeg +flau og gik hende duknakket forbi. Lidt efter hørte jeg, at også hun banked +på til Sjappen; der var et Ståltrådsprinkel på Døren, og jeg kendte straks +igen den klirrende Lyd, når et Menneskes Knoger berørte det. + +Solen stod i Syd, Klokken var omtrent tolv. Byen begyndte at komme på +Benene, det nærmed sig Spadsertiden, og hilsende og leende Folk bølged op +og ned ad Karl Johan. Jeg klemte Albuerne i Siden, gjorde mig liden og slap +ubemærket forbi nogle Bekendte, som havde indtaget et Hjørne ved +Universitetet, forat beskue de forbigående. Jeg vandred opad Slotsbakken og +faldt i Tanker. + +Disse Mennesker, jeg mødte, hvor let og lystigt vugged de ikke sine lyse +Hoveder og svinged sig gennem Livet som gennem en Balsal! Der var ikke Sorg +i et eneste Øje, jeg så, ingen Byrde på nogen Skulder, kanske ikke en skyet +Tanke, ikke en liden hemmelig Pine i noget af disse glade Sind. Og jeg gik +der lige ved Siden af disse Mennesker, ung og nys udsprungen, og jeg havde +allerede glemt, hvordan Lykken så ud! Jeg dægged for mig selv med denne +Tanke og fandt, at der var skeet mig gruelig Uret. Hvorfor havde de sidste +Måneder faret så mærkelig hårdt frem med mig? Jeg kendte slet ikke mit lyse +Sind igen, og jeg havde de underligste Plager på alle Kanter. Jeg kunde +ikke sætte mig på en Bænk for mig selv eller røre min Fod noget Sted hen, +uden at blive overfaldt af små og betydningsløse Tilfældigheder, jammerlige +Bagateller, som trængte ind i mine Forestillinger og spredte mine Kræfter +for alle Vinde. En Hund, som strøg mig forbi, en gul Rose i en Herres +Knaphul, kunde sætte mine Tanker i Vibren og optage mig for længere Tid. +Hvad var det, som fejled mig? Havde Herrens Finger pegt på mig? Men hvorfor +just på mig? Hvorfor ikke lige så godt på en Mand i Sydamerika, for den +Skyld? Når jeg overvejed Tingen, blev det mig mer og mer ubegribeligt, at +netop jeg skulde være udset til Prøveklud for Guds Nådes Lune. Det var en +nokså ejendommelig Fremgangsmåde at springe over en hel Verden, forat række +mig; der var nu både Antikvarboghandler Pascha og Dampskibsekspeditør +Hennechen. + +Jeg gik og drøfted denne Sag og kunde ikke blive den kvit, jeg fandt de +vægtigste Indvendinger mod denne Herrens Vilkårlighed at lade mig undgælde +for alles Skyld. Endog efterat jeg havde fundet mig en Bænk og sat mig ned, +vedblev dette Spørgsmål at sysselsætte mig og hindre mig fra at tænke på +andre Ting. Fra den Dag i Majmåned, da mine Genvordigheder begyndte, kunde +jeg så tydeligt mærke en lidt efter lidt tiltagende Svaghed, jeg var +ligesom bleven for mat til at styre og lede mig hvorhen jeg vilde; en Sverm +af små Skadedyr havde trængt ind i mit Indre og udhulet mig. Hvad om Gud +ligefrem havde i Sinde at ødelægge mig ganske? Jeg rejste mig op og drev +frem og tilbage foran Bænken. + +Mit hele Væsen var i dette Øjeblik i den højeste Grad af Pine; jeg havde +endog Smærter i Armene og kunde knapt holde ud at bære dem på sædvanlig +Måde. Af mit sidste svære Måltid følte jeg også et stærkt Ubehag, jeg var +overmæt og ophidset og spadsered frem og tilbage, uden at se op; de +Mennesker, som kom og gik omkring mig, gled mig forbi som Skimt. Endelig +blev min Bænk optagen af et Par Herrer, som tændte sine Cigarer og +passiared højt; jeg blev vred og vilde tiltale dem, men vendte om og gik +helt over til den anden Kant af Parken, hvor jeg fandt mig en ny Bænk. Jeg +satte mig. + +Tanken på Gud begyndte atter at optage mig. Jeg syntes, det var højst +uforsvarligt af ham at lægge sig imellem hver Gang, jeg søgte efter en +Post, og forstyrre det hele, aldenstund det blot var Mad for Dagen, jeg bad +om. Jeg havde så tydelig mærket, at når jeg sulted lidt længe ad Gangen, +var det ligesom min Hjærne randt mig ganske stille ud af Hovedet og gjorde +mig tom. Mit Hoved blev let og fraværende, jeg følte ikke længer dets +Tyngde på mine Skuldre, og jeg havde en Fornemmelse af, at mine Øjne glante +altfor vidtåbent, når jeg så på nogen. + +Jeg sad der på Bænken og tænkte over alt dette og blev mer og mer bitter +mod Gud for hans vedholdende Plagerier. Hvis han mente at drage mig nærmere +til sig og gøre mig bedre ved at udpine mig og lægge Modgang på Modgang i +min Vej, så tog han lidt fejl, kunde jeg forsikkre ham. Og jeg så op mod +det høje næsten grædende af Trods og sagde ham dette en Gang for alle i mit +stille Sind. + +Stumper af min Børnelærdom randt mig ihu, Bibelens Stiltone sang for mine +Øren, og jeg talte ganske sagte med mig selv og lagde Hovedet spydigt på +Siden. Hvi bekymred jeg mig for, hvad jeg skulde æde, hvad jeg skulde +drikke, og hvad jeg skulde iføre den usle Maddiksæk kaldet mit jordiske +Legem? Havde ikke min himmelske Fader sørget for mig, som for Spurvene +under Himlen, og vist mig den Nåde at pege på sin ringe Tjener? Gud havde +stukket sin Finger ned i mit Nervenet og lempeligt, ganske løseligt bragt +lidt Uorden i Trådene. Og Gud havde trukket sin Finger tilbage, og der var +Trevler og fine Rodtråde på Fingeren af mine Nervers Tråde. Og der var et +åbent Hul efter hans Finger, som var Guds Finger, og Sår i min Hjærne efter +hans Fingers Veje. Men der Gud havde berørt mig med sin Hånds Finger, lod +han mig være og berørte mig ikke mer og lod mig intet ondt vederfares. Men +han lod mig gå med Fred, og han lod mig gå med det åbne Hul. Og intet ondt +vederfores mig af Gud, som er Herren i al Evighed . . . . + +Stød af Musik bares af Vinden op til mig fra Studenterlunden, Klokken var +altså over to. Jeg tog mine Papirsager frem, forat forsøge at skrive noget, +i det samme faldt min Barberbog ud af Lommen. Jeg åbned den og talte +Bladene, der var seks Billetter tilbage. Gudskelov! sagde jeg uvilkårlig; +jeg kunde endnu blive barberet i nogle Uger og se lidt godt ud! Og jeg kom +straks i en bedre Sindsstemning ved denne lille Ejendom, som jeg endnu +havde tilbage; jeg glatted Billetterne omhyggeligt ud og forvared Bogen i +Lommen. + +Men skrive kunde jeg ikke. Efter et Par Linjer vilde der ikke falde mig +noget ind; mine Tanker vare andre Steder, og jeg kunde ikke stramme mig op +til nogen bestemt Anstrængelse. Alle Ting indvirked på mig og distrahered +mig, alt, hvad jeg så, gav mig nye Indtryk. Fluer og små Myg satte sig fast +på Papiret og forstyrred mig; jeg pusted på dem, forat få dem væk, blæste +hårdere og hårdere, men uden Nytte. De små Bæster lægger sig bagud, gør sig +tunge og stritter imod, så deres tynde Ben bugner. De er slet ikke til at +flytte af Pletten. De finder sig noget at hage sig fast i, spænder Hælene +mod et Komma eller en Ujævnhed i Papiret og står uryggelig stille sålænge, +til de selv finder for godt at gå sin Vej. + +En Tidlang vedblev disse små Udyr at beskæftige mig, og jeg lagde Benene +overkors og gav mig god Tid med at iagttage dem. Med én Gang bæved en eller +to høje Klarinettoner op til mig fra Lunden og gav min Tanke et nyt Stød. +Mismodig over ikke at kunne gøre min Artikel istand, stak jeg igen +Papirerne i Lommen og læned mig bagover på Bænken. I dette Øjeblik er mit +Hoved så klart, at jeg kan tænke de fineste Tanker, uden at trættes. Idet +jeg ligger i denne Stilling og lader Øjnene løbe nedad mit Bryst og mine +Ben, lægger jeg Mærke til den sprættende Bevægelse, min Fod gør, hver Gang +Pulsen slår. Jeg rejser mig halvt op og ser ned på mine Fødder, og jeg +gennemgår i denne Stund en fantastisk og fremmed Stemning, som jeg aldrig +tidligere havde følt; det gav et fint, vidunderligt Sæt gennem mine Nerver, +som om der gik Ilinger af koldt Lys gennem dem. Ved at kaste Øjnene på mine +Sko, var det som jeg havde truffet en god Bekendt eller fået en løsreven +Part af mig selv tilbage; en Genkendelsesfølelse sittrer gennem mine +Sandser, Tårerne kommer mig i Øjnene, og jeg fornemmer mine Sko som en +sagte susende Tone imod mig. Svaghed! sagde jeg hårdt til mig selv, og jeg +knytted Hænderne og sagde Svaghed. Jeg gjorde Nar ad mig selv for disse +latterlige Følelser, havde mig tilbedste med fuld Bevidsthed; jeg talte +meget strængt og forstandigt, og jeg kneb Øjnene heftigt sammen, forat få +Tårerne bort. Som om jeg aldrig havde set mine Sko før, giver jeg mig til +at studere deres Udseende, deres Mimik, når jeg rørte på Foden, deres Form +og de slidte Overdele, og jeg opdager, at deres Rynker og hvide Sømme giver +dem Udtryk, meddeler dem Fysiognomi. Der var noget af mit eget Væsen gået +over i disse Sko, de virked på mig som en Ånde mod mit Jeg, en pustende Del +af mig selv . . . . + +Jeg sad og fabled med disse Fornemmelser en lang Stund, måske en hel Time. +En liden, gammel Mand kom og optog den anden Ende af min Bænk; idet han +satte sig, pusted han tungt ud efter Gangen og sagde: + +»Ja, ja, ja, ja, ja, ja, ja, ja, ja, ja, san!« + +Så snart jeg hørte hans Stemme, var det som en Vind fejed gennem mit Hoved, +jeg lod Sko være Sko, og det forekom mig allerede, at den forvirrede +Sindsstemning, jeg just havde oplevet, skrev sig fra en længst svunden Tid, +kanske et År eller to tilbage, og var så småt i Færd med at udviskes af min +Erindring. Jeg satte mig til at se på den gamle. + +Hvad angik han mig, denne lille Mand? Intet, ikke det ringeste! Kun at han +holdt en Avis i Hånden, et gammelt Numer, med Avertissementssiden ud, hvori +der syntes at ligge en eller anden Ting indpakket. Jeg blev nysgærrig og +kunde ikke få mine Øjne bort fra den Avis; jeg fik den vanvittige Idé, at +det kunde være en ganske mærkelig Avis, enestående i sit Slags; min +Nysgærrighed steg, og jeg begyndte at flytte mig frem og tilbage på Bænken. +Det kunde være Dokumenter, farlige Aktstykker, stjålet fra et Arkiv. Og der +foresvæved mig noget om en hemmelig Traktat, en Sammensværgelse. + +Manden sad stille og tænkte. Hvorfor bar han ikke sin Avis, som ethvert +andet Menneske bar en Avis, med Titlen ud? Hvad var det for Slags +Underfundigheder? Han så ikke ud til at ville slippe sin Pakke af Hånden, +ikke for alt i Verden, han turde måske ikke engang betro den til sin egen +Lomme. Jeg kunde dø på, at der stak noget under med Pakken. + +Jeg så ud i Luften. Netop det, at det var så umuligt at trænge ind i denne +mystiske Sag, gjorde mig forstyrret af Nysgærrighed. Jeg ledte i mine +Lommer efter noget at give Manden, forat komme i Samtale med ham, og jeg +fik fat i min Barberbog, men gæmte den igen. Pludselig fik jeg i Sinde at +være yderst fræk, jeg klapped mig på min tomme Brystlomme og sagde: + +»Tør jeg byde Dem en Cigaret?« + +Tak, Manden røgte ikke, han havde måttet høre op, forat spare sine Øjne, +han var næsten blind. Takker forresten så meget! + +Om det var længe siden hans Øjne tog Skade? Så kunde han måske ikke læse +heller? Ikke engang Aviser? + +Ikke engang Aviser, desværre! + +Manden så på mig. De syge Øjne havde hver sin Hinde, der gav dem et +glasagtigt Udseende, hans Blik blev hvidt og gjorde et modbydeligt Indtryk. + +»De er fremmed her?« sagde han. + +Ja. — Om han ikke engang kunde læse Titlen på den Avis, han holdt i +Hånden? + +Næppe. — Forresten havde han straks hørt, at jeg var fremmed; der var +noget i mit Tonefald, som sagde ham det. Der skulde så lidet til, han hørte +så godt; om Natten, når alle sov, kunde han høre Menneskene i Sideværelset +puste . . . . Hvad jeg vilde sige, hvor bor De henne? + +En Løgn stod mig med ét fuldt færdig i Hovedet. Jeg løj ufrivilligt, uden +Forsæt og uden Bagtanke, jeg svared: + +»På St. Olafs Plads Numer 2.« + +Virkelig? Manden kendte hver Brosten på St. Olafs Plads. Der var en +Fontæne, nogle Gaslygter, et Par Træer, han husked det hele . . . . Hvad +Numer bor De i? + +Jeg vilde gøre en Ende på det og rejste mig, dreven til det yderste af min +fikse Idé med Avisen. Hemmeligheden skulde opklares, hvad det så end skulde +koste. + +»Når De ikke kan læse den Avis, hvorfor . . . .« + +»I Numer 2, syntes jeg, De sagde?« fortsatte Manden, uden at agte på min +Uro. »Jeg kendte i sin Tid alle Mennesker i Numer 2. Hvad hedder Deres +Vært?« + +Jeg fandt i Hast et Navn, forat blive ham kvit, laved dette Navn i +Øjeblikket og slynged det ud, forat standse min Plageånd. + +»Happolati,« sagde jeg. + +»Happolati, ja,« nikked Manden, og han misted ikke en Stavelse i dette +vanskelige Navn. + +Jeg så forbauset på ham; han sad meget alvorlig og havde en tænksom Mine. +Ikke før havde jeg udtalt dette dumme Navn, som faldt mig ind, før Manden +fandt sig tilrette med det og lod til at have hørt det før. Imidlertid +lagde han sin Pakke fra sig på Bænken, og jeg følte al min Nysgærrighed +dirre mig gennem Nerverne. Jeg lagde Mærke til, at der var et Par fede +Pletter på Avisen. + +»Er han ikke Sjømand, Deres Vært?« spurgte Manden, og der var ikke Spor af +undertrykt Ironi i hans Stemme. »Jeg synes huske, at han var Sjømand?« + +»Sjømand? Om Forladelse, det må være Broderen, De kender; dette her er +nemlig J. A. Happolati, Agent.« + +Jeg troed, at dette vilde gøre det af med ham; men Manden gik villigt med +på alt; om jeg havde fundet et Navn som Barabas Rosenknopsen, vilde det +ikke have vakt hans Mistanke. + +»Det skal være en flink Mand, har jeg hørt.« sagde han, forsøgende sig +frem. + +»Å, en forslagen Mand,« svared jeg, »et dygtigt Forretningshoved, Agent for +alt muligt, Tyttebær på Kina, Fjær og Dun fra Rusland, Huder, Træmasse, +Skriveblæk . . . .« + +»He-he, det var da Fan!« afbrød Oldingen i høj Grad oplivet. + +Dette begyndte at blive interessant. Situationen løb af med mig, og den ene +Løgn efter den anden opstod i mit Hoved. Jeg satte mig igen, glemte Avisen, +de mærkelige Dokumenter, blev ivrig og faldt den anden i Talen. Den lille +Dværgs Godtroenhed gjorde mig dumdristig, jeg vilde lyve ham hensynsløst +fuld, slå ham storslagent af Marken og bringe ham til at tie af +Forbauselse. + +Om han havde hørt om den elektriske Salmebog, som Happolati havde opfundet? + +Hvad, elek . . . . + +Med elektriske Bogstaver, som kunde lyse i Mørke! Et aldeles storartet +Foretagende, Millioner Kroner i Bevægelse, Støberier og Trykkerier i +Arbejde, Skarer af fast lønnede Mekanikere sysselsat, jeg havde hørt sige +syv hundrede Mand. + +»Ja, er det ikke som jeg siger!« sagde Manden stille. Mer sagde han ikke; +han troed hvert Ord, jeg fortalte, og faldt alligevel ikke i Staver. Dette +skuffed mig en Smule, jeg havde ventet at se ham forvildet af mine Påfund. + +Jeg opfandt endnu et Par desperate Løgne, drev det til Hazard, ymted om, at +Happolati havde været Minister i ni År i Persien. De har det måske ikke på +Anelsen, hvad det vil sige at være Minister i Persien? spurgte jeg. Det var +mere end Konge her, eller omtrent som Sultan, om han vidste, hvad det var. +Men Happolati havde klaret det hele og aldrig stået fast. Og jeg fortalte +om Ylajali, hans Datter, en Fé, en Prinsesse, som havde tre hundrede +Slavinder og lå på et Leje af gule Roser; hun var det skønneste Væsen, jeg +havde set, jeg havde Gud straffe mig aldrig oplevet Magen til Syn i mit +Liv! + +»Så, hun var så vakker?« yttred den gamle med en fraværende Mine og så ned +i Marken. + +Vakker? Hun var dejlig, hun var syndigt sød! Øjne som Råsilke, Arme af Rav! +Bare et enkelt Blik af hende var forførende som et Kys, og når hun kaldte +på mig, jog hendes Stemme mig som en Stråle af Vin lige ind i min Sjæls +Fosfor. Hvorfor skulde hun ikke være såpas dejlig? Tog han hende for et +Regningsbud eller for noget i Brandvæsenet? Hun var simpelthen en Himlens +Herlighed, skulde jeg sige ham, et Æventyr. + +»Ja, ja!« sagde Manden lidt betuttet. + +Hans Ro keded mig; jeg var bleven ophidset af min egen Stemme og talte i +fuldt Alvor. De stjålne Arkivsager, Traktaten med en eller anden fremmed +Magt, var ikke mere i min Tanke; den lille, flade Pakke lå der på Bænken +imellem os, og jeg havde ikke længer den ringeste Lyst til at undersøge den +og se, hvad den indeholdt. Jeg var helt optagen af mine egne Historier, der +drev underlige Syner forbi mine Øjne, Blodet steg mig til Hovedet, og jeg +løj af fuld Hals. + +I dette Øjeblik syntes Manden at ville gå. Han letted på sig og spurgte, +for ikke at bryde for brat af: + +»Han skal have svære Ejendomme denne Happolati?« + +Hvor turde denne blinde, modbydelige Olding tumle med det fremmede Navn, +jeg havde digtet op, som om det var et almindeligt Navn og stod på hvert +Høkerskildt i Byen? Han snubled aldrig på et Bogstav og glemte ikke en +Stavelse; dette Navn havde bidt sig fast i hans Hjærne og slået Rødder i +samme Stund. Jeg blev ærgerlig, en indre Forbittrelse begyndte at opstå i +mig mod dette Menneske, som intet kunde bringe i Knibe og intet gøre +mistænksom. + +»Det kender jeg ikke til,« svared jeg derfor tvært; »jeg kender aldeles +ikke til det. Lad mig forresten sige Dem nu en Gang for alle, at han hedder +Johan Arendt Happolati, at dømme efter hans egne Forbogstaver.« + +»Johan Arendt Happolati«, gentog Manden lidt forundret over min Heftighed. +Så taug han. + +»De skulde set hans Kone,« sagde jeg rasende; »tykkere Menneske . . . . Ja, +De tror kanske ikke, at hun var videre tyk?« + +Jo, det syntes han nok, han ikke kunde fragå; en sådan Mand havde måske en +lidt tyk Kone. + +Oldingen svared sagtmodig og stille på hvert af mine Udfald og søgte efter +Ord, som om han var bange for at forgå sig og gøre mig vred. + +»Helvedes Pine, Mand, tror De måske, at jeg sidder her og lyver Dem +kapitalt fuld?« råbte jeg ude af mig selv. »Tror De kanske ikke engang, at +der gives en Mand ved Navn Happolati? Jeg har aldrig set på Magen til Trods +og Ondskab hos en gammel Mand! Hvad Fan går der af Dem? De har kanske +ovenikøbet tænkt ved Dem selv, at jeg var en yderlig fattig Mand, som sad +her i min bedste Puds, uden et Etui fuldt af Cigaretter i Lommen? En sådan +Behandling, som Deres, er jeg ikke vant til, skal jeg sige Dem, og jeg +tåler den Gud døde mig ikke, hverken af Dem eller nogen anden, så meget De +ved det!« + +Manden havde rejst sig. Med gabende Mund stod han stum og hørte på mit +Udbrud indtil det var tilende, så greb han hurtigt sin Pakke på Bænken og +gik, næsten løb henad Gangen med små Oldingeskridt. + +Jeg sad tilbage og så på hans Ryg, som gled mer og mer bort og syntes at +lude mer og mer sammen. Jeg ved ikke, hvor jeg fik det Indtryk fra, men det +forekom mig, at jeg aldrig havde set en uærligere, lastefuldere Ryg end +denne, og jeg angred ikke, at jeg havde skældt Mennesket ud, før han forlod +mig . . . . + +Dagen begyndte at hælde. Solen sank, det tog på at suse lidt i Træerne +omkring, og Barnepigerne, som sad i Klynger henne ved Balancerstangen, +belaved sig på at trille sine Vogne hjem. Jeg var rolig og vel tilmode. Den +Ophidselse, jeg just havde været i, lagde sig lidt efter hvert, jeg faldt +sammen, blev slap og begyndte at føle mig søvnig; den store Mængde Brød, +jeg havde spist, var mig heller ikke længer til synderlig Mén. I den bedste +Stemning læned jeg mig bagover på Bænken, lukked Øjnene og blev mer og mer +døsig, jeg blunded og var lige ved at falde i fast Søvn, da en Parkmand +lagde sin Hånd på min Skulder og sagde: + +»De må ikke sidde og sove herinde.« + +»Nej,« sagde jeg og rejste mig straks. Og med ét Slag stod atter min +sørgelige Stilling lyslevende for mine Øjne. Jeg måtte gøre noget, finde på +et eller andet! At søge Pladse havde ikke nyttet mig; de Anbefalinger, jeg +gik og viste frem, var blevet lidt gamle og skrev sig fra altfor ukendte +Personer til at kunne virke kraftigt; desuden havde disse stadige Afslag +udefter Sommeren gjort mig noget forknyt. Nå — under alle Omstændigheder +var min Husleje forfalden, og jeg måtte gøre en Udvej til den. Så fik det +bero med det øvrige sålænge. + +Ganske uvilkårligt havde jeg igen fået Blyant og Papir i Hænderne, og jeg +sad og skrev mekanisk Årstallet 1848 i alle Hjørner. Om nu blot en enkelt +brusende Tanke vilde betage mig vældigt og lægge mig Ordene i Munden! Det +havde jo hændt før, det havde virkelig hændt, at sådanne Stunder var kommet +over mig, da jeg kunde skrive et langt Stykke uden Anstrængelse og få det +velsignet godt til. + +Jeg sidder der på Bænken og skriver Snese Gange 1848, skriver dette Tal +påkryds og tvers i alle mulige Façoner, og venter på, at en brugbar Idé +skal falde mig ind. En Sverm af løse Tanker flagrer om i mit Hoved, +Stemningen i den hældende Dag gør mig mismodig og sentimental. Høsten er +kommet og har allerede begyndt at lægge alting i Dvale, Fluer og Smådyr har +fået det første Knæk, oppe i Træerne og nede på Marken høres Lyden af det +stridende Liv, puslende, susende uroligt, arbejdende for ikke at forgå. +Alle Krybverdenens nedtrampede Tilværelser rører sig endnu engang, stikker +sine gule Hoveder op af Mosen, løfter sine Ben, føler sig frem med lange +Tråde og synker så pludselig sammen, vælter om og vender Bugen ivejret. +Hver Vækst har fået sit Særpræg, et fint henåndende Pust af den første +Kulde; Stråene stritter blege op mod Solen, og det affaldne Løv hvisler +henad Jorden med en Lyd som af vandrende Silkeorme. Det er Høstens Tid, +midt i Forgængelsens Karneval; Roserne har fået Betændelse i Rødmen, et +hektisk, vidunderligt Skær over den blodrøde Farve. + +Jeg følte mig selv som et Kryb i Undergang, greben af Ødelæggelsen midt i +denne dvalefærdige Alverden. Jeg rejste mig op, besat af sære Rædsler, og +tog nogle voldsomme Skridt henad Gangen. Nej! råbte jeg og knytted begge +mine Hænder, dette må der blive en Ende på! Og jeg satte mig igen, tog +atter Blyanten i Hånden og vilde gøre Alvor af det med en Artikel. Det +kunde aldeles ikke nytte at give sig over, når man stod med en ubetalt +Husleje lige for Tænderne. + +Langsomt, ganske langsomt begyndte mine Tanker at samle sig. Jeg passed på +og skrev sagte og vel overvejet et Par Sider som en Indledning til noget; +det kunde være Begyndelsen til hvadsomhelst, en Rejseskildring, en politisk +Artikel, eftersom jeg selv fandt for godt. Det var en ganske fortræffelig +Begyndelse til noget af hvert. + +Så gav jeg mig til at søge efter et bestemt Spørgsmål, jeg kunde behandle, +en Mand, en Ting at kaste mig over, og jeg kunde ikke finde noget. Under +denne frugtesløse Anstrængelse begyndte der igen at komme Uorden i mine +Tanker, jeg følte, hvorledes min Hjærne formelig slog Klik, mit Hoved +tømtes, tømtes, og det stod tilsidst let og uden Indhold tilbage på mine +Skuldre. Jeg fornam denne glanende Tomhed i mit Hoved med hele Legemet, jeg +syntes mig selv udhulet fra øverst til nederst. + +»Herre, min Gud og Fader!« råbte jeg i Smærte, og jeg gentog dette Råb +mange Gange i Træk, uden at sige mer. + +Vinden rasled i Løvet, det trak op til Uvejr. Jeg sad endnu en Stund og +stirred fortabt på mine Papirer, lagde dem så sammen og stak dem langsomt i +Lommen. Det blev køligt, og jeg havde ingen Vest mere; jeg knapped Frakken +helt op i Halsen og stak Hænderne i Lommen. Så rejste jeg mig og gik. + +Om det bare havde lykkedes mig denne Gang, denne ene Gang! To Gange havde +min Værtinde spurgt mig med Øjnene efter Betalingen, og jeg havde måttet +dukke mig ned og snige mig forbi hende med en forlegen Hilsen. Jeg kunde +ikke gøre det igen; næste Gang jeg mødte disse Øjne, vilde jeg opsige mit +Rum og gøre ærligt Rede for mig; det kunde så alligevel ikke vare ved i +Længden på denne Måde. + +Da jeg kom til Udgangen af Parken, så jeg igen den gamle Dværg, som jeg i +mit Raseri havde jaget på Flugt. Den mystiske Avispakke lå opslagen ved +Siden af ham på Bænken, fuld af Mad af forskellige Sorter, som han sad og +bed af. Jeg vilde lige med ét gå hen til ham og undsylde mig, bede om +Tilgivelse for min Opførsel, men hans Mad stødte mig tilbage; de gamle +Fingre, der så ud som ti rynkede Klør, klemte modbydeligt om de fede +Smørogbrød, jeg følte Kvalme og gik ham forbi, uden at tiltale ham. Han +kendte mig ikke, hans Øjne stirred på mig tørre som Horn, og hans Ansigt +fortrak ikke en Mine. + +Og jeg fortsatte min Vej. + +Efter Sædvane standsed jeg ved hver udhængt Avis, som jeg passered, forat +studere Bekendtgørelserne om ledige Pladse, og jeg var så heldig at finde +én, som jeg kunde påtage mig: En Købmand på Grønlandsleret søgte efter en +Mand til et Par Timers Bogførsel hver Aften; Løn efter Overenskomst. Jeg +notered mig Mandens Adresse og bad i Taushed til Gud om denne Plads; jeg +vilde forlange mindre end nogen anden for Arbejdet, femti Øre var rigeligt, +eller kanske firti Øre; det fik blive ganske som det vilde med det. + +Da jeg kom hjem, lå der på mit Bord en Seddel fra min Værtinde, hvori hun +bad mig om at betale min Husleje i Forskud eller flytte ud, så snart jeg +kunde. Jeg måtte ikke optage det fortrydeligt, det var aleneste en nødig +Begæring. Venskabeligst Madam Gundersen. + +Jeg skrev en Ansøgning til Købmand Christie Grønlandsleret Numer 31, lagde +den i en Konvolut og bragte den ned i Kassen på Hjørnet. Så gik jeg op på +mit Værelse igen og satte mig til at tænke i Gyngestolen, mens Mørket blev +tættere og tættere. Det begyndte at blive vanskeligt at holde sig oppe nu. + + * * * + +Om Morgenen vågned jeg meget tidligt. Det var endnu ganske mørkt, da jeg +slog Øjnene op, og først længe efter hørte jeg Klokken i Lejligheden +nedenunder mig slå fem Slag. Jeg vilde lægge mig til at sove igen, men +kunde ikke mere falde i Søvn, jeg blev mer og mer vågen og lå og tænkte på +tusind Ting. + +Pludselig falder der mig ind en eller to gode Sætninger til Brug for en +Skitse, en Føljeton, fine sproglige Lykketræf, som jeg aldrig havde fundet +Mage til. Jeg ligger og gentager disse Ord for mig selv og finder, at de er +udmærkede. Om lidt føjer der sig flere til, jeg blir med ét lysvågen og +rejser mig op og griber Papir og Blyant på Bordet bag min Seng. Det var som +en Åre var sprunget i mig, det ene Ord følger efter det andet, ordner sig i +Sammenhæng, danner sig til Situationer; Scene dynger sig på Scene, +Handlinger og Repliker vælder op i min Hjærne, og et underfuldt Behag +griber mig. Jeg skriver som en besat og fylder den ene Side efter den +anden, uden et Øjebliks Pause. Tankerne kommer så pludseligt på mig og +vedbliver at strømme så rigeligt, at jeg mister en Masse fine Biting, som +jeg ikke hurtigt nok får skrevet ned, skønt jeg arbejder af alle Kræfter. +Det fortsætter at trænge ind på mig, jeg er fyldt af mit Stof, og hvert +Ord, jeg skriver, blir lagt mig i Munden. + +Det varer, varer så velsignet længe, inden dette forunderlige Øjeblik hører +op; jeg har femten, tyve beskrevne Sider liggende foran mig på mine Knæ, da +jeg endelig standser og lægger Blyanten væk. Var der nu såsandt nogen Værdi +i disse Papirer, så var jeg reddet! Jeg springer ud af Sengen og klæder mig +på. Det lysner mer og mer, jeg kan halvvejs skælne Fyrdirektørens +Bekendtgørelse nede ved Døren, og ved Vinduet er det allerede så lyst, at +jeg til Nød kunde se at skrive. Og jeg går straks i Gang med at renskrive +mine Papirer. + +En underlig, tæt Damp af Lys og Farver slår op af disse Fantasier; jeg +stejler overrasket foran den ene gode Ting efter den anden og siger til mig +selv, at det var det bedste, jeg nogensinde havde læst. Jeg blir yr af +Tilfredshed, Glæden puster mig op, og jeg føler mig storartet ovenpå; jeg +vejer mit Skrift i Hånden og takserer det på Stedet til fem Kroner efter et +løst Skøn. Det vilde ikke falde et Menneske ind at prutte på fem Kroner, +det måtte tvertimod siges at være Røverkøb at få det for ti Kroner, kom det +an på Indholdets Beskaffenhed. Jeg havde ikke i Sinde at gøre et så +særegent Arbejde gratis; så vidt jeg vidste, fandt man ikke Romaner af den +Slags efter Vejene. Og jeg bestemte mig for ti Kroner. + +Det blev lysere og lysere i Værelset, jeg kasted et Blik ned mod Døren og +kunde uden synderlig Møje læse de fine skeletagtige Bogstaver om Jomfru +Andersens Ligsvøb tilhøjre i Porten; der var også gået en god Stund siden +Klokken slog syv. + +Jeg rejste mig og stilled mig midt på Gulvet. Alt vel overvejet, kom Madam +Gundersens Opsigelse temmelig belejligt. Dette var egentlig ikke noget +Værelse for mig; her var nokså simple grønne Gardiner for Vinduerne, og så +synderlig mange Spiger i Væggene til at hænge sin Garderobe på, var her +heller ikke. Den stakkels Gyngestol henne i Hjørnet var i Grunden bare en +Vits af en Gyngestol, som man mageligt kunde le sig fordærvet af. Den var +altfor lav for en voksen Mand, desuden var den så trang, at man så at sige +måtte bruge Stovleknægt, forat komme op af den igen. Kortsagt, Værelset var +ikke indrettet til at sysle med åndelige Ting i, og jeg agted ikke at +beholde det længer. På ingen Måde vilde jeg beholde det! Jeg havde altfor +længe tiet og tålt og holdt til i dette Skur. + +Opblæst af Håb og Tilfredshed, stadigt optagen af min mærkelige Skitse, som +jeg hvert Øjeblik trak op af Lommen og læste i, vilde jeg straks gøre Alvor +af det og gå i Gang med Flytningen. Jeg tog frem min Byldt, et rødt +Lommetørklæde, der indeholdt et Par rene Snipper og noget sammenkrøllet +Avispapir, som jeg havde båret Brød hjem i, rulled mit Sengetæppe sammen og +stak til mig min Beholdning af hvidt Skrivepapir. Derpå undersøgte jeg for +Sikkerheds Skyld alle Kroge, forat forvisse mig om, at jeg ikke havde lagt +noget efter mig, og da jeg intet fandt, gik jeg hen til Vinduet og så ud. +Morgenen var mørk og våd; der var ingen tilstede ude ved den nedbrændte +Smedje, og Klædesnoren nede i Gården stod stram fra Væg til Væg, +sammentrukket af Væden. Jeg kendte altsammen fra før, trådte derfor bort +fra Vinduet, tog Tæppet under Armen, bukked for Fyrdirektørens +Bekendtgørelse, bukked for Jomfru Andersens Ligsvøb og åbned Døren. + +Med en Gang kom jeg i Tanke på min Værtinde; hun burde dog underrettes om +min Flytning, forat hun kunde se, at hun havde havt med et ordentligt +Menneske at gøre. Jeg vilde også takke hende skriftlig for de Par Dage, jeg +havde benyttet Værelset over Tiden. Visheden om, at jeg nu var reddet for +længere Tid, trængte så stærkt ind på mig, at jeg endog loved min Værtinde +fem Kroner, når jeg kom indom en af Dagene; jeg vilde vise hende til +Overmål, hvad det var for en honnet Person, hun havde havt under Tag. + +Sedlen lagde jeg efter mig på Bordet. + +Atter engang standsed jeg ved Døren og vendte om. Denne strålende Følelse +af at være kommet ovenpå henrykte mig og gjorde mig taknemlig mod Gud og +Alverden, og jeg knæled ned ved Sengen og takked Gud med høj Røst for hans +store Godhed mod mig denne Morgen. Jeg vidste det, å, jeg vidste det, at +den Raptus af Inspiration, jeg just havde gennemlevet og skrevet ned, var +en vidunderlig Himlens Gærning i min Ånd, et Svar på mit Nødråb igår. Det +er Gud! det er Gud! råbte jeg til mig selv, og jeg græd af Begejstring over +mine egne Ord; nu og da måtte jeg standse op og lytte et Øjeblik om der +skulde komme nogen i Trapperne. Endelig rejste jeg mig og gik; jeg gled +lydløst nedad alle disse Etager og nåed uset Porten. + +Gaderne var blanke af Regn, som havde faldt på Morgenstunden, Himlen hang +rå og sid over Byen, og der var ingen Steder et Solglimt at se. Hvad mon +det led Dagen? Jeg gik som sædvanligt i Retning af Rådstuen og så at +Klokken var halv ni. Jeg havde altså et Par Timer at løbe på; det nytted +ikke at komme i Bladet før ti, kanske elleve, jeg fik drive omkring sålænge +og imidlertid spekulere på en Udvej til lidt Frokost. Jeg havde forresten +ingen Frygt for at gå sulten tilsengs den Dag; de Tider var Gudskelov over! +Det var et tilbagelagt Stadium, en ond Drøm; nu fra af gik det opad! + +Imidlertid var det grønne Sengetæppe mig til Besvær; jeg kunde heller ikke +være bekendt at bære en sådan Ting under Armen midt for alle Folks Øjne. +Hvad måtte man mene om mig? Og jeg gik og tænkte mig om efter et Sted, hvor +jeg kunde få det forvaret indtil videre. Da faldt det mig ind, at jeg kunde +gå hen til Semb og få det indpakket i Papir; det vilde straks se bedre ud, +og det var ikke længer nogen Skam at bære det. Jeg trådte ind i Butiken og +fremførte mit Ærinde for en af Betjentene. + +Han så først på Tæppet, derpå på mig; det forekom mig, at han i sit stille +Sind trak lidt ringeagtende på Skuldrene, da han modtog Pakken. Dette +stødte mig. + +»Død og Pine, vær lidt forsigtig!« råbte jeg. »Der er to dyre Glasvaser +indi; Pakken skal til Smyrna.« + +Det hjalp, det hjalp storartet. Manden bad i hver Bevægelse, han gjorde, om +Forladelse for, at han ikke straks havde anet vigtige Ting inde i Tæppet. +Da han var færdig med Indpakningen, takked jeg ham for Hjælpen som en Mand, +der tidligere havde sendt kostbare Sager til Smyrna; han åbned Døren for +mig og bukked to Gange, da jeg gik. + +Jeg gav mig til at vandre om blandt Menneskene på Stortorvet og holdt mig +helst i Nærheden af de Koner, som havde Potteplanter at sælge. De tunge, +røde Roser, hvis Blade ulmed blodige og rå i den fugtige Morgen, gjorde mig +begærlig, fristed mig syndigt til at rapse en, og jeg spurgte om Prisen på +den, blot forat have Lov til at komme den så nær som muligt. Fik jeg Penge +tilovers, vilde jeg købe den, det fik gå, hvordan det vilde; jeg kunde jo +nok spare ind lidt hist og her i min Levemåde, forat komme op i Balance +igen. + +Klokken blev ti, og jeg gik op i Bladet. Saksen gennemroder endel gamle +Aviser, Redaktøren er ikke kommet. På Opfordring afleverer jeg mit store +Manuskript, lader Manden ane, at det er af mer end almindelig Vigtighed og +lægger ham indstændigt på Minde at lade Redaktøren få det i sin egen Hånd, +når han kom. Jeg vilde så selv af hente Besked senere på Dagen. + +»Godt!« sagde Saksen og begyndte igen på sine Aviser. + +Jeg syntes, at han tog det lidt for roligt, men sagde intet, nikked blot +lidt ligegyldigt til ham med Hovedet og gik. + +Nu havde jeg Tiden for mig. Om det blot vilde klarne op! Det var et rent +elendigt Vejr, uden Vind og uden Friskhed; Damerne brugte for Sikkerheds +Skyld Paraplyer, og Herrernes Uldhuer så flade og triste ud. Jeg gjorde +atter et Slag henover Torvet og så på Grøntsager og Roser. Da føler jeg en +Hånd på min Skulder og vender mig om, »Jomfruen« hilser Godmorgen. + +»Godmorgen?« svarer jeg lidt spørgende, for straks at få hans Ærinde at +vide. Jeg syntes ikke meget om »Jomfruen.« + +Han ser nysgærrigt hen på den store, splinterny Pakke under min Arm og +spørger: + +»Hvad bærer De på der?« + +»Jeg har været nede hos Semb og fået noget Tøj til Klæder,« svarer jeg i en +ligegyldig Tone; »jeg syntes ikke, jeg vilde gå så slidt længer, man kan jo +også være for karrig mod sit Legeme.« + +Han ser på mig og studser. + +»Hvordan går det forresten?« spørger han langsomt. + +»Jo, over Forventning.« + +»Har De fået noget at gøre nu da?« + +»Noget at gøre?« svarer jeg og er meget forundret, »jeg er jo Bogholder hos +Grossererfirmaet Christie, jo.« + +»Ja så!« siger han og rykker lidt tilbage. »Gud bevare Dem, hvor vel jeg +under Dem det! Bare man nu ikke tigger af Dem de Penge, De tjener. +Godmorgen.« + +Om lidt vender han sig om og kommer tilbage; han peger med Stokken på min +Pakke og siger: + +»Jeg vil anbefale Dem min Skrædder til de Klæder. De får ikke finere +Skrædder end Isaksen. Sig bare, at jeg sendte Dem, så.« + +Dette blev mig lidt vel meget. Hvad havde han med at stikke sin Næse i mine +Sager? Kom det ham ved, hvilken Skrædder jeg tog? Jeg blev vred; Synet af +dette tomme, pyntede Menneske gjorde mig forbittret, og jeg minded ham +temmelig brutalt om ti Kroner, som han havde lånt af mig. Allerede førend +han fik svare, angred jeg imidlertid at have krævet ham, jeg blev flau og +så ham ikke i Øjnene; da i det samme en Dame kom forbi, trådte jeg hurtigt +tilbage, forat lade hende passere, og benytted Anledningen til at gå min +Vej. + +Hvor skulde jeg nu gøre af mig, mens jeg vented? En Kafé kunde jeg ikke +besøge med tomme Lommer, og jeg vidste ikke af nogen Bekendt, som jeg kunde +gå til på denne Tid af Dagen. Instinktsmæssig stiled jeg opad Byen, drev +bort endel Tid på Vejen mellem Torvet og Grændsen, læste »Aftenposten,« som +nylig var sat på Tavlen, gjorde en Sving nedi Karl Johan, vendte derpå om +og gik lige op på Vor Frelsers Gravlund, hvor jeg fandt mig et roligt Sted +på Bakken ved Kapellet. + +Jeg sad der i al Stilhed og døsed i den våde Luft, tænkte, halvsov og frøs. +Og Tiden gik. Var det nu også sikkert, at Føljetonen var et lidet +Mesterstykke af inspireret Kunst? Gud ved, om den ikke havde sine Fejl her +og der! Alt vel overvejet behøved den ikke engang at blive antagen, nej, +ikke engang antagen, simpelthen! Den var måske nokså middelmådig, kanske +ligefrem slet; hvad Sikkerhed havde jeg for, at den ikke allerede i dette +Øjeblik lå i Papirskurven? . . . . Min Tillidsfuldhed var rugget, jeg +sprang op og stormed ud af Kirkegården. + +Nede i Akersgaden titted jeg ind ad et Butiksvindu og så, at Klokken blot +var lidt over tolv. Dette gjorde mig end mer fortvivlet, jeg havde så +sikkert håbet, at det var langt over Middag, og før fire nytted det ikke at +soge efter Redaktøren. Min Føljetons Skæbne fyldte mig med mørke Anelser; +jo mer jeg tænkte på den, desto urimeligere forekom det mig, at jeg kunde +have skrevet noget brugbart sådan pludseligt, næsten i Søvne, med Hjærnen +fuld af Feber og Drømme. Naturligvis havde jeg bedraget mig selv og været +glad hele Morgenen udover for ingen Ting! Naturligvis! . . . . Jeg bevæged +mig i stærk Gang opad Ullevoldsvejen, forbi St. Hanshaugen, kom ud på åbne +Marker, ind i de trange, underlige Gader ved Sagene, over Tomter og Agre og +befandt mig tilsidst på en Landevej, hvis Ende jeg ikke kunde se. + +Her stopped jeg op og beslutted mig til at vende om. Jeg var bleven varm af +Turen og gik sagte og meget nedtrykt tilbage. Jeg mødte to Høvogne; Kørerne +lå flade oppe i Læssene og sang, begge barhovedede, begge med runde, +sorgløse Ansigter. Jeg gik og tænkte ved mig selv, at de vilde tiltale mig, +slænge til mig en eller anden Bemærkning eller gøre en Spillop, og da jeg +var kommet dem nær nok, råbte den ene og spurgte, hvad jeg bar under Armen. + +»Et Sengetæppe,« svared jeg. + +»Hvormange er Klokken?« spurgte han. + +»Jeg ved ikke rigtigt, omtrent tre, tænker jeg.« + +Da lo de begge to og drog forbi. Jeg følte i det samme Snærten af en +Tougsvøbe på mit ene Øre, og min Hat blev reven af; de unge Mennesker kunde +ikke lade mig passere, uden at gøre mig et Puds. Jeg tog mig lidt fortumlet +op til Hovedet, samled min Hat op fra Grøftekanten og fortsatte min Gang. +Nede ved St. Hanshaugen mødte jeg en Mand, som fortalte mig, at Klokken var +over fire. + +Over fire! Klokken var allerede over fire! Jeg strakte ud, næsten løb nedad +Byen, bøjed af og tog ned til Bladet. Redaktøren havde måske for længe +siden været der og forladt Kontoret! Jeg gik og sprang om hinanden, +snubled, stødte mod Vogne, lagde alle spadserende bag mig, hamled op med +Hestene, stred som en gal, forat komme tidsnok. Jeg vred mig indad Porten, +tog Trapperne i fire Spring og banked på. + +Ingen svarer. + +Han er gået! han er gået! tænker jeg. Jeg prover Døren, som er åben, banker +på endnu engang og træder ind. + +Redaktøren sidder ved sit Bord, med Ansigtet mod Vinduet og Pennen i +Hånden, færdig til at skrive. Da han hører min forpustede Hilsen, vender +han sig halvt om, ser lidt på mig, ryster på Hovedet og siger: + +»Ja, jeg har ikke fået Tid til at læse Deres Skitse endda.« + +Jeg blir så glad over, at han da ialfald ikke endnu har kasseret den, at +jeg svarer: + +»Nej, kære, det forstår jeg nok. Det haster jo ikke så. Om et Par Dage +kanske, eller . . . .« + +»Ja, jeg skal se. Forresten har jeg Deres Adresse, så.« + +Og jeg glemte at oplyse om, at jeg ikke havde nogen Adresse mer. + +Audiensen er forbi, jeg træder bukkende tilbage og går. Håbet gløder igen +op i mig, endnu var intet tabt, tvertimod, jeg kunde vinde alt endnu, for +den Skyld. Og min Hjærne begyndte at fable om et stort Råd i Himlen, hvor +det netop var bleven besluttet, at jeg skulde vinde, vinde kapitalt ti +Kroner for en Føljeton . . . . + +Blot jeg nu havde et Sted at ty hen til for Natten! Jeg overvejer, hvor jeg +bedst skulde kunne stikke mig ind, blir så stærkt optagen af dette +Spørgsmål, at jeg står stille midt i Gaden. Jeg glemmer, hvor jeg er, står +som en enkelt Riskost midt i Havet, mens Sjøen strømmer og larmer rundt +omkring den. En Avisgut rækker mig »Vikingen«: D’n er så morssom, så! Jeg +ser op og farer sammen — jeg er udenfor Semb igen. + +Hurtigt gør jeg helt om, holder Pakken skjult foran mig og iler nedad +Kirkegaden, flau og angst for, at man skulde have set mig fra Vinduerne. +Jeg passerer Ingebret og Teatret, drejer af ved Logen og tager nedover til +Sjøen ved Fæstningen. Atter finder jeg mig en Bænk og begynder at spekulere +påny. + +Hvor i alverden skulde jeg få Hus inat? Fandtes der et Hul, hvor jeg kunde +smutte ind og skjule mig til det blev Morgen? Min Stolthed forbød mig at +vende tilbage til mit Rum; det kunde aldrig falde mig ind at gå tilbage på +mine Ord, jeg afviste denne Tanke med stor Harme og smilte overlegent i mit +stille Sind ad den lille røde Gyngestol. Ved Idéassociationer befandt jeg +mig pludselig i et stort to Fags Værelse, jeg engang havde boet i på +Hægdehaugen; jeg så et Bræt på Bordet fuldt af svære Smørogbrød, det +skifted Udseende, det blev til en Bif, en forførende Bif, en snehvid +Serviet, Brød i Masse, Sølvgaffel. Og det gik i Døren: min Værtinde kom og +bød mig mer Té . . . . + +Syner og dumme Drømme! Jeg sagde til mig selv, at om jeg fik Mad nu, vilde +mit Hoved blive forstyrret igen, jeg vilde få den samme Feber i Hjærnen og +mange vanvittige Påfund at kæmpe med. Jeg tålte ikke Mad, jeg var ikke +således anlagt; det var en Besynderlighed ved mig, en Særegenhed. + +Kanske blev der en Råd til Husly, når det led på Kvælden. Det havde ingen +Hast; i værste Fald kunde jeg søge ud i Skogen et Sted, jeg havde hele +Byens Omegn at tage til, og der var ikke Kuldegrader i Vejret. + +Og Sjøen vugged derude i tung Ro, Skibe og plumpe, brednæsede Pramme roded +Grave op i dens blyagtige Flade, sprængte Striber ud til højre og venstre +og gled videre, mens Røgen vælted som Dyner ud af Skorstenene og +Maskinernes Stempelslag trængte mat frem i den klamme Luft. Der var ingen +Sol og ingen Vind, Træerne bag mig stod næsten våde, og Bænken, jeg sad på, +var kold og rå. Tiden gik; jeg satte mig til at døse, blev træt og frøs +lidt over Ryggen: en Stund efter følte jeg, at mine Øjne begyndte at falde +i. Og jeg lod dem falde . . . . + +Da jeg vågned, var det mørkt omkring mig, jeg sprang op fortumlet og +frøsen, greb min Pakke og begyndte at gå. Jeg gik fortere og fortere, forat +blive varm, basked med Armene, gned mig nedad Benene, som jeg næsten ikke +længer følte noget til, og kom op til Brandvagten. Klokken var ni; jeg +havde sovet i flere Timer. + +Hvor skulde jeg dog gøre af mig? Et Sted måtte jeg jo være. Jeg står der og +glaner opad Brandvagten og studerer på, om det ikke skulde kunne lykkes at +komme ind i en af Gangene, passe på et Øjeblik, når Patroullen vendte +Ryggen til. Jeg går opad Trappen og vil give mig i Snak med Manden, han +hæver straks sin Økse til Honnør og venter på, hvad jeg skal sige. Denne +løftede Økse, der vender Eggen mod mig, farer mig som et koldt Hug gennem +Nerverne, jeg blir stum af Rædsel foran denne væbnede Mand og trækker mig +uvilkårlig tilbage. Jeg siger intet, glider blot mer og mer bort fra ham; +forat redde Skinnet, farer jeg mig med Hånden over Panden, som om jeg har +glemt et eller andet, og lusker bort. Da jeg atter stod nede på Fortouget, +følte jeg mig så frelst, som om jeg just havde undflyet en stor Fare. Og +jeg skyndte mig afsted. + +Kold og sulten, mer og mer uhyggelig tilmode, drev jeg opad Karl Johan; jeg +begyndte at bande ganske højt og brød mig ikke om, at nogen kunde høre det. +Nede ved Stortinget, lige ved den første Løve, kommer jeg pludselig ved en +ny Idéassociation i Tanke på en Maler, jeg kendte, et ungt Menneske, som +jeg engang havde reddet fra et Ørefigen ude på Tivoli, og som jeg engang +senere havde været og besøgt. Jeg knipser i Fingrene og begiver mig ned i +Tordenskjoldsgaden, finder en Dør, hvorpå der står C. Zacharias Bartel på +et Kort, og banker på. + +Han kom selv ud; der lugted Øl og Tobak af ham, så det var en Gru. + +»Godaften!« sagde jeg. + +»Godaften! Er det Dem? Nej, hvorfor Fan kommer De så sent? Det tager sig +slet ikke ud i Lampelys. Jeg har sat til en Høhæsje siden sidst og +foretaget et Par Forandringer. De må se det om Dagen, det nytter ikke, at +vi prøver på det nu.« + +»Lad mig se det nu alligevel,« sagde jeg. forresten husked jeg ikke, +hvilket Billede han stod og talte om. + +»Aldeles plat umuligt!« svared han. »Det blir gult altsammen! Og så er der +en anden Ting« — han kom hviskende hen imod mig — »jeg har en liden Pige +inde hos mig iaften, så det er rent ugørligt.« + +»Ja, når så er, så er det jo ikke Tale om.« + +Jeg trak mig tilbage, sagde Godnat og gik. + +Det blev nok ingen anden Udvej alligevel, end at gå ud i Skogen et Sted. +Når bare ikke Marken havde været så fugtig! Jeg klapped på mit Tæppe og +følte mig mer og mer fortrolig med den Tanke, at jeg skulde ligge ude. Så +længe havde jeg plaget mig med at finde et Logi i Byen, at jeg var bleven +træt og ked af det hele; det blev mig en behagelig Nydelse at slå mig til +Ro, overgive mig og drive dank henad Gaden, uden en Tanke i Hovedet. Jeg +gik bortom Universitetsuret og så, at Klokken var over ti, derfra tog jeg +Vejen opover Byen. Et Sted på Hægdehaugen stod jeg stille udenfor en +Husholdningshandel, hvor noget Mad var udstillet i Vinduet. Der lå en Kat +og sov ved Siden af et rundt Franskbrød, lige bag den stod en Kumme Smult +og flere Glas Gryn. Jeg stod og så en Stund på disse Madvarer, men da jeg +ikke havde noget at købe for, vendte jeg mig hurtigt bort og fortsatte +Marschen. Jeg gik meget sagte, kom forbi Majorstuen, gik videre, altid +videre, gik i Time efter Time og kom endelig ud i Bogstadskogen. + +Her gik jeg af Vejen og satte mig ned, forat hvile. Så tog jeg til at søge +mig om efter et belejligt Sted, begyndte at pusle sammen lidt Lyng og Ener +og laved en Seng oppe i et lidet Bakkehæld, hvor det var nogenlunde tørt, +åbned min Pakke og tog Tæppet ud. Jeg var bleven træt og maset af den lange +Tur og gik straks tilsengs. Jeg kasted og vendte mig mange Gange, førend +jeg endelig fik lagt mig tilrette; mit Øre smærted noget, det var lidt +ophovnet efter Slaget, og jeg kunde ikke hvile på det. Mine Sko trak jeg af +og lagde under Hovedet, og ovenpå dem Papiret fra Semb. + +Og Mørkets store Stemning ruged omkring mig; alting var stille, alting. Men +oppe i Højden sused den evige Sang, Vejrets Lyd, den fjærne, toneløse +Summen, som aldrig tier. Jeg lytted så længe til dette endeløse, syge Sus, +at det begyndte at forvirre mig; det var visselig Symfonierne fra de +rullende Verdner over mig, Stjærner, der intonered en Sang . . . . + +»Det er Fan heller!« sagde jeg og lo højt, forat stive mig op; »det er +Natuglerne, som tuder i Kana’an!« + +Og jeg rejste mig og lagde mig igen, tog Skoene på og drev omkring i Mørket +og lagde mig påny, kæmped og stred med Vrede og Frygt til hen på +Morgenstunden, da jeg endelig faldt i Søvn. + + * * * + +Det var lys Dag, da jeg slog Øjnene op, og jeg havde Følelsen af, at det +led henimod Middag. Jeg trak Skoene på, pakked atter Tæppet ind og begav +mig tilbage til Byen. Ingen Sol var at se idag heller, og jeg frøs som en +Hund; mine Ben var døde, og der begyndte at komme Vand ud af mine Øjne, som +om de ikke tålte Dagslyset. + +Klokken var tre. Sulten begyndte at blive noget slem med mig, jeg var mat +og gik og kasted op lidt hist og her i Smug. Jeg svinged ned til +Dampkøkkenet, læste Tavlen og trak opsigtsvækkende på Skuldrene, som om +sprængt Kød og Flæsk ikke var Mad for mig; derfra kom jeg ned på +Jærnbanetorvet. + +En besynderlig Fortumlethed fôr mig med en Gang gennem Hovedet; jeg gik +videre og vilde ikke agte på det, men blev værre og værre og måtte tilsidst +sætte mig på en Trappe. Mit hele Sind gennemgik en Forandring, ligesom +noget gled tilside i mit Indre, eller et Forhæng, et Væv i min Hjærne gik +itu. Jeg tog efter Ånden et Par Gange og blev forundret siddende. Jeg var +ikke ubevidst, jeg følte klart, hvor det værked lidt i mit Øre, og da en +Bekendt kom forbi, kendte jeg ham straks, rejste mig og hilste. + +Hvad var det for en ny, pinsom Fornemmelse, som nu lagdes til de øvrige? +Var det en Følge af at sove på rå Mark? Eller kom det af, at jeg ikke havde +fået Frokost endnu? I det hele taget var det simpelthen ingen Mening i at +leve på denne Måde; jeg forstod ved Kristi hellige Pine ikke, hvorved jeg +havde gjort mig fortjent til denne udmærkede Forfølgelse heller! Og det +faldt mig pludselig ind, at jeg lige så godt kunde gøre mig til Kæltring +straks og gå hen til »Onkels« Kælder med Sengetæppet. Jeg kunde sætte det +fast for en Krone og få tre passende Måltider, holde mig oppe til jeg fandt +på noget andet; Hans Pauli fik jeg slå en Plade. Jeg var allerede på Vej +til Kælderen, men standsed foran Indgangen, rysted tvivlrådigt på Hovedet +og vendte om. + +Efterhvert som jeg fjærned mig, blev jeg gladere og gladere over, at jeg +havde sejret i denne svære Fristelse. Bevistheden om, at jeg endnu var ren +og ærlig, steg mig til Hovedet, fyldte mig med en herlig Følelse af at være +en Karakter, et hvidt Fyrtårn midt i et grumset Menneskehav, hvor Vrag flød +om. Pantsætte en andens Ejendom for et Måltid Mad, æde og drikke sig selv +til Doms, brændemærke sin Sjæl med den første lille Streg, sætte det første +sorte Tegn i sin Hæderlighed, kalde sig Kæltring op i sit eget Ansigt og +slå Øjnene ned for sig selv — aldrig! Aldrig! Det havde ikke for Alvor +været i min Tanke, det havde næsten ikke faldt mig ind engang; løse, +jagende Strøtanker kunde man virkelig ikke svare noget for, især når man +havde en gruelig Hovedpine og bar sig næsten ihjæl på et Sengetæppe, som +tilhørte en anden Mand. + +Der vilde ganske sikkert blive en Udvej til Hjælp alligevel, når Tiden kom! +Der var nu Købmanden på Grønlandsleret, havde jeg overhængt ham hver Time +på Dagen, siden jeg sendte ham Ansøgningen? ringet på sent og tidligt og +bleven afvist? Jeg havde ikke sågodtsom mældt mig til ham og fået Svar. Det +behøved ikke at være et aldeles forgæves Forsøg, jeg havde måske havt +Lykken med mig denne Gang; Lykken havde ofte en så underlig slynget Vej. Og +jeg begav mig ud til Grønlandsleret. + +Den sidste Rystelse, som gik gennem mit Hoved, havde gjort mig lidt mat, og +jeg gik yderst langsomt og tænkte på, hvad jeg vilde sige til Købmanden. +Han var måske en god Sjæl; stak det Lune ham, gav han mig gærne en Krone i +Forskud på Arbejdet, uden at jeg bad ham derom; sådanne Folk kunde have det +med ganske fortræffelige Påfund nu og da. + +Jeg sneg mig ind i en Port og sværted mine Bukseknæ med Spyt, forat se lidt +ordentlig ud, lagde mit Tæppe efter mig bag en Kasse i en mørk Krog, skråed +over Gaden og trådte ind i den lille Butik. + +En Mand står og klistrer Poser af gamle Aviser. + +»Jeg vilde gærne træffe Hr. Christie,« sagde jeg. + +»Det er mig,« svared Manden. + +Nå! Mit Navn var det og det, jeg havde været så fri at sende ham en +Ansøgning, jeg vidste ikke, om det havde nyttet mig noget? + +Han gentog mit Navn et Par Gange og begyndte at le. »Nu skal De se!« sagde +han og tog mit Brev op af sin Brystlomme. »Vil De bare behage at se, +hvorledes De omgåes Tal, min Herre. De har dateret Deres Brev Året 1848.« +Og Manden lo af fuld Hals. + +Ja, det var jo lidt forkært, sagde jeg forknyt, en Tankeløshed, en +Distraktion, jeg indrømmed det. + +»Ser De, jeg må have en Mand, som i det hele taget ikke tager fejl af Tal,« +sagde han. »Jeg beklager det; Deres Håndskrift er så tydelig, jeg synes +også om Deres Brev forøvrigt, men . . . .« + +Jeg vented en Stund; dette kunde umuligt være Mandens sidste Ord. Han gav +sig atter i Færd med Poserne. + +Ja, det var lejt, sagde jeg så, rigtig gruelig lejt var det; men det skulde +jo ikke gentage sig, naturligvis, og denne lille Fejlskrivning kunde nu +ikke have gjort mig totalt uskikket til at føre Bøger overhovedet? + +»Nej, det siger jeg ikke,« svared han; »men imidlertid vejed det så meget +for mig, at jeg bestemte mig for en anden Mand med det samme.« + +»Posten er altså besat?« spurgte jeg. + +»Ja.« + +»Nå, Herregud, så er der jo ikke mere at gøre ved det!« + +»Nej. Jeg beklager det; men . . . .« + +»Farvel!« sagde jeg. + +Nu steg Vreden op i mig, glødende og brutalt. Jeg hented min Pakke i +Portrummet, bed Tænderne sammen og løb på fredelige Folk på Fortouget og +bad ikke om Undskyldning. Da en Herre standsed og irettesatte mig lidt +skarpt for min Opførsel, vendte jeg mig om og skreg ham et enkelt +meningsløst Ord ind i Øret, knytted Hænderne lige under hans Næse og gik +videre, forhærdet af et blindt Raseri, som jeg ikke kunde styre. Han kaldte +på en Konstabel, og jeg ønsked intet heller end at få en Konstabel mellem +Hænderne et Øjeblik, jeg sagtned med Forsæt min Gang, forat give ham +Anledning til at indhente mig; men han kom ikke. Var der nu også +nogensomhelst Ræson i, at absolut alle éns inderligste og ihærdigste Forsøg +skulde mislykkes? Hvorfor havde jeg altså skrevet 1848? Hvad vedkom dette +fordømte Årstal mig? Nu gik jeg her og sulted, så mine Tarmer krøb sammen i +mig som Orme, og det stod ikke skrevet nogen Steder, at der skulde blive +lidt til Mad, når det led ud på Dagen. Og efterhvert som Tiden gik, blev +jeg mer og mer åndelig og legemlig udhulet, jeg nedlod mig til mindre og +mindre hæderlige Handlinger for hver Dag. Jeg løj mig frem uden at blues, +snød fattige Folk for Huslejen, kæmped endog med de lumpneste Tanker om at +forgribe mig på andres Sengetæpper, alt uden Anger, uden ond Samvittighed. +Der begyndte at komme rådne Flækker i mit Indre, sorte Svampe, som bredte +sig mer og mer. Og oppe i Himlen sad Gud og holdt et vågent Øje med mig og +påså, at min Undergang foregik efter alle Kunstens Regler, jævnt og +langsomt, uden Brud i Takten. Men i Helvedes Afgrund gik de arge Djævle og +skød Børster over, at det vared så længe inden jeg gjorde en Kapitalsynd, +en utilgivelig Synd, for hvilken Gud i sin Retfærdighed måtte støde mig ned +. . . . Jeg forstærked min Gang, drev det til værre og værre Fart, gjorde +pludselig venstre om og kom ophidset og vred ind i en lys, dekoreret Port. +Jeg standsed ikke, gjorde ikke et Sekunds Ophold; men Portens hele +ejendommelige Udstyr trængte øjeblikkelig ind i min Bevidsthed, hver +Ubetydelighed ved Dørene, Dekorationerne, Brolægningen stod klart for mit +indre Blik, idet jeg sprang opad Trapperne. Jeg ringte heftigt på i anden +Etage. Hvorfor skulde jeg netop standse i anden Etage? Og hvorfor netop +gribe til denne Klokkestræng, der var længst borte fra Trappen? + +En ung Dame i grå Dragt med sort Pynt kom og lukked op; hun så en liden +Stund forbauset på mig, derpå rysted hun på Hovedet og sagde: + +»Nej, vi har ikke noget idag.« Og hun gjorde Mine til at ville lukke Døren. + +Hvorfor havde jeg også dumpet op i det med dette Menneske? Hun tog mig uden +videre for en Tigger, og jeg blev kold og rolig med ét. Jeg tog Hatten af +og gjorde et ærbødigt Buk, og som om jeg ikke havde hørt hendes Ord, sagde +jeg yderst høfligt: + +»Jeg beder Dem undskylde, Frøken, at jeg ringte så hårdt, jeg kendte ikke +Klokken. Her skal være en syg Herre, som har averteret efter en Mand til at +trille sig i en Vogn?« + +Hun stod en Stund og smagte på dette løgnagtige Påfund og syntes at blive +tvivlrådig i sine Meninger om min Person. + +»Nej,« sagde hun tilsidst, »nej, her er ingen syg Herre.« + +»Ikke det? En ældre Herre, to Timers Kørsel om Dag, firti Øre Timen?« + +»Nej.« + +»Så beder jeg igen om Undskyldning,« sagde jeg; »det er kanske i første +Etage. Jeg vilde for Tilfældet blot have anbefalet en Mand, som jeg kender, +og som jeg interesserer mig for. Mit Navn er Wedel-Jarlsberg.« Og jeg +bukked igen og trådte tilbage; den unge Dame blev blussende rød, i sin +Forlegenhed kunde hun ikke komme af Pletten, men stod og stirred efter mig, +idet jeg gik ned ad Trapperne. + +Min Ro var vendt tilbage, og mit Hoved var klart. Damens Ord om, at hun +intet havde at give mig idag, havde virket på mig som en kold Styrt. Så +vidt var det kommet, at hvemsomhelst kunde pege på mig i sin Tanke og sig +til sig selv: Der går en Tigger, en af dem, som får sin Føde langet ud +gennem Entrédørene hos Folk! + +I Møllergaden standsed jeg udenfor en Beværtning og snused til den friske +Duft af Kød, som stegtes indenfor; jeg havde allerede Hånden på Dørvrideren +og vilde gå ind uden Ærinde, men betænkte mig tidsnok og gik bort fra +Stedet. Da jeg kom til Stortorvet og søgte efter en Plads, hvor jeg kunde +hvile en Stund, var alle Bænke optagne, og jeg ledte forgæves rundt hele +Kirken efter et stille Sted, hvor jeg kunde slå mig ned. Naturligvis! sagde +jeg mørkt til mig selv, naturligvis, naturligvis! Og jeg tog på at gå igen. +Jeg gjorde en Afstikker nedom Vandspringet ved Basarhjørnet og drak en +Slurk Vand, gik påny, drog mig frem Fod for Fod, tog mig Tid til lange +Ophold ved hvert Butiksvindu, standsed og fulgte med Øjnene hver Vogn, som +fôr mig forbi. Jeg følte i mit Hoved en lysende Hede, og det banked noget +underligt i mine Tindinger; Vandet, jeg havde drukket, bekom mig højst +ilde, og jeg gik og kasted op lidt hist og lidt her i Gaden, for ikke at +blive opdaget. Således kom jeg lige op på Krist Kirkegård. Jeg satte mig +med Albuerne på mine Knæ og Hovedet i Hænderne; i denne sammentrukne +Stilling havde jeg det godt og følte ikke længer den lille Gnaven i +Brystet. + +En Stenhugger lå på Maven på en stor Granitplade ved Siden af mig og hugged +Indskrift; han havde blå Briller på og minded mig med én Gang om en Bekendt +af mig, som jeg næsten havde glemt, en Mand, som stod i en Bank, og som jeg +for en Tid tilbage havde truffet på i Oplandske Kafé. + +Kunde jeg bare bide Hovedet af al Skam og henvende mig til ham! sige ham +Sandheden lige ud, at det begyndte at blive temmelig småt for mig nu, nokså +vanskeligt at holde mig ilive! Jeg kunde give ham min Barberbog . . . . Død +og Pine, min Barberbog! Billetter for henimod en Krone! Og jeg tager +nervøst efter denne dyre Skat. Da jeg ikke finder den hurtigt nok, springer +jeg op, leder under Angstens Sved, finder den endelig på Bunden af +Brystlommen, sammen med andre Papirer, rene og beskrevne, uden Værdi. Jeg +tæller disse seks Billetter mange Gange, forfra og bagfra; jeg havde ikke +meget Brug for dem, det kunde være et Lune af mig, et Påfund, at jeg ikke +gad barbere mer. Jeg var hjulpen for en halv Krone, en hvid halv Krone i +Sølv fra Kongsberg! Banken stængtes Klokken seks, jeg kunde passe op min +Mand udenfor Oplandske ved syv-otte Tiden. + +Jeg sad og glæded mig ved denne Tanke en lang Stund. Tiden gik, det blæste +dygtigt i Kastanjerne omkring mig, og Dagen hælded. Var det nu ikke også +lidt småt at komme stikkende med seks Barberbilletter til en ung Herre, som +stod i en Bank? Han havde måske to smækfulde Barberbøger i Lommen, ganske +anderledes fine og rene Billetter end mine, ingen kunde vide det. Og jeg +følte i alle mine Lommer efter flere Ting, som jeg kunde lade følge med, +men fandt ingen. Når jeg blot kunde byde ham mit Slips? Jeg kunde godt +undvære det, når jeg knapped Frakken tæt til, hvad jeg alligevel måtte +gøre, da jeg ikke havde nogen Vest mer. Jeg løste op mit Slips, en stor +Dæksløjfe, som skjulte mit halve Bryst, pudsed det omhyggeligt af og pakked +det ind i et hvidt Stykke Skrivepapir, sammen med Barberbogen. Så forlod +jeg Kirkegården og gik ned til Oplandske. + +Klokken var syv på Rådstuen. Jeg bevæged mig i Nærheden af Kaféen, pusled +op og ned langs Jærnstakittet og holdt skarpt Udkig med alle, som kom og +gik i Døren. Endelig ved otte Tiden så jeg den unge Mand, frisk og elegant, +komme opad Bakken og skrå ind mod Kafédøren. Mit Hjærte grassered som en +liden Fugl i mit Bryst, da jeg fik Øje på ham, og jeg bused på uden at +hilse. + +»En halv Krone, gamle Ven!« sagde jeg og gjorde mig fræk; »her — her har +De Valutta,« og jeg stak den lille Pakke i hans Hånd. + +»Har ikke!« sagde han, »nej, ved Gud, om jeg har!« og han vrængte sin +Pengepung lige for mine Øjne. »Jeg var ude igåraftes og blev blank; De skal +tro mig, jeg ejer det ikke.« + +»Nej, nej, kære, det er vel så!« svared jeg og troed ham på hans Ord; der +var jo ingen Grund for ham til at lyve i en så liden Sag; det forekom mig +også, at hans blå Øjne stod næsten fugtige, da han undersøgte sine Lommer +og ikke fandt noget. Jeg trak mig tilbage. »Undskyld, da!« sagde jeg; »det +var bare en liden Knibe, jeg stod i.« + +Jeg var allerede et Stykke nede i Gaden, da han råbte efter mig om Pakken. + +»Behold den, behold den!« svared jeg; »den er Dem vel undt! Det er bare et +Par Småting, en Bagatel — omtrent alt, jeg ejer på Jorden.« Og jeg blev +rørt over mine egne Ord, de lød så trøstesløse i den tusmørke Aften, og jeg +stak i at græde . . . . + +Vinden friskned på, Skyerne jaged rasende fremad på Himlen, og det blev +køligere og køligere efterhvert som det mørkned. Jeg gik og græd hele Gaden +nedover, følte mer og mer Medynk med mig selv og gentog Gang på Gang et Par +Ord, et Udråb, som atter drev Tårerne frem, når de vilde standse: Herregud, +jeg har så ondt! Herregud, jeg har så ondt! + +Der gik en Times Tid, gik så uendelig langsomt og trægt. Jeg holdt mig en +Tidlang i Torvgaden, sad på Trapperne, smutted ind i Portrummene, når nogen +kom forbi, stod og stirred tankeløst ind i de oplyste Butiker, hvor Folk +vimsed om med Varer og Penge; tilsidst fandt jeg mig en lun Plads bag en +Bordstabel mellem Kirken og Basarerne. + +Nej, jeg kunde ikke komme ud i Skogen iaften, det fik gå som det vilde, jeg +havde ikke Kræfter til det, og Vejen var så endeløst lang. Jeg vilde få +Natten til at gå, som den bedst kunde, og blive hvor jeg var; blev det for +koldt, kunde jeg spadsere omkring lidt ved Kirken, jeg agted ikke at gøre +flere Omstændigheder med det. Og jeg læned mig bagover og halvsov. + +Støjen om kring mig aftog, Butikerne lukkedes, Fodgængernes Skridt lød +sjældnere og sjældnere, og det blev omsider mørkt i alle Vinduer . . . . + +Jeg slog Øjnene op og blev var en Skikkelse foran mig; de blanke Knapper, +som lyste mig imøde, lod mig ane en Konstabel; Mandens Ansigt kunde jeg +ikke se. + +»Godaften!« sagde han. + +»Godaften!« svared jeg og blev bange. Jeg rejste mig forlegen op. Han stod +en Stund urørlig. + +»Hvor bor De henne?« spurgte han. + +Jeg nævnte af gammel Vane og uden at tænke over det min gamle Adresse, det +lille Kvistrum, som jeg havde forladt. + +Han stod igen en Stund. + +»Har jeg gjort noget galt?« spurgte jeg angst. + +»Nej, langtifra!« svared han. »Men De burde vel gå hjem nu, det er koldt at +ligge her.« + +»Ja, det er sandt, det er lidt køligt, kender jeg.« + +Og jeg sagde Godnat og tog instinktsmæssig Vejen ud til mit gamle Sted. +Blot jeg fôr varsomt frem, kunde jeg nok nå op, uden at blive hørt; der var +alt i alt otte Trapper, og blot de to øverste knaged i Trinnene. + +Jeg tog Skoene af nede i Porten og gik op. Det var stille overalt; i anden +Etage hørte jeg en Klokkes langsomme Tik Tak og et Barn, som græd lidt; +siden hørte jeg intet. Jeg fandt min Dør, løfted den lidt på Hængslerne og +åbned den uden Nøgle, som jeg var vant til, gik ind i Værelset og trak +Døren lydløst igen. + +Alting var som jeg havde forladt det, Gardinerne var slået tilside for +Vinduerne og Sengen stod tom; henne på Bordet skimted jeg et Papir, det var +kanske min Billet til Værtinden; hun havde altså ikke engang været heroppe, +siden jeg gik min Vej. Jeg famled med Hånden over den hvide Plet og følte +til min Forundring, at det var et Brev. Et Brev? Jeg tager det med hen til +Vinduet, studerer, så godt det lader sig gøre i Mørket, disse dårligt +skrevne Bogstaver og finder endelig ud mit eget Navn. Aha! tænkte jeg, Svar +fra Værtinden, et Forbud mod at betræde Værelset mer, om jeg skulde ville +ty tilbage! + +Og langsomt, ganske langsomt går jeg ud af Værelset igen, bærer Skoene i +den ene Hånd, Brevet i den anden og Tæppet under Armen. Jeg letter mig op +og bider Tænderne sammen på de knirkende Trin, kommer lykkeligt og vel +nedad alle disse Trapper og står atter nede i Porten. + +Jeg tager igen Skoene på, giver mig god Tid med Remmerne, sidder endog et +Øjeblik stille, efterat jeg er færdig, stirrer tankeløst hen for mig og +holder Brevet i Hånden. + +Så rejser jeg mig og går. + +Et blaffende Skin af en Gaslygte blinker oppe i Gaden, jeg går lige hen +under Lyset, rejser min Pakke op mod Lygtepælen og åbner Brevet, altsammen +yderst langsomt. + +Der farer som en Strøm af Lys gennem mit Bryst, og jeg hører, at jeg giver +et lidet Råb, en meningsløs Lyd af Glæde: Brevet var fra Redaktøren, min +Føljeton var antagen, var gået lige i Sætteriet, med én Gang! »Nogle små +Forandringer . . . . rettet et Par Fejlskrivninger talentfuldt gjort +. . . . trykkes imorgen . . . . ti Kroner.« + +Jeg lo og græd, tog tilsprangs og løb henad Gaden, standsed op og slog mig +i Knæet, svor højt og dyrt hen i Vejret ad ingen Ting. Og Tiden gik. + +Hele Natten, lige til den lyse Morgen, jodled jeg om i Gaderne, dum af +Glæde, og gentog: Talentfuldt gjort, altså et lidet Mesterværk, en +Genistreg. Og ti Kroner! + +ANDET STYKKE + +Et Par Uger senere befandt jeg mig ude en Aften. + +Jeg havde igen siddet på en af Kirkegårdene og skrevet på en Artikel for et +af Bladene; mens jeg var i Færd hermed, blev Klokken ti, Mørket faldt ind +og Porten skulde lukkes. Jeg var sulten, meget sulten; de ti Kroner vared +desværre så altfor kort; nu var det to, næsten tre Døgn, siden jeg havde +spist noget, og jeg følte mig noget mat, lidt anstrængt af at føre +Blyanten. Jeg havde en halv Pennekniv og et Nøgleknippe i Lommen, men ikke +en Øre. + +Da Kirkegårdsporten lukkedes, skulde jeg jo have gået lige hjem; men af en +instinktsmæssig Sky for mit Værelse, hvor alt var mørkt og tomt, et forladt +Blikkenslagerværksted, som jeg endelig havde fået Lov til at holde til i +sålænge, sjangled jeg videre, drev på Må og Få forbi Rådstuen, helt ned til +Sjøen og hen til en Bænk på Jærnbanebryggen hvor jeg satte mig. + +Der faldt mig i Øjeblikket ikke en trist Tanke ind, jeg glemte min Nød og +følte mig beroliget ved Synet af Havnen, der lå fredelig og skøn i +Halvmørket. Af gammel Vane vilde jeg glæde mig selv med at gennemlæse det +Stykke, jeg netop havde skrevet, og som forekom min lidende Hjærne det +bedste, jeg havde gjort. Jeg tog mit Manuskript op af Lommen, holdt det tæt +ind til Øjnene, forat se, og gennemløb den ene Side efter den anden. +Tilsidst blev jeg træt og stak Papirerne i Lommen. Alting var stille; Sjøen +lå som et blåt Perlemor henover, og Småfuglene fløj tause forbi mig fra +Sted til Sted. En Politikonstabel patroullerer et Stykke henne, ellers ses +ikke et Menneske, og hele Havnen ligger tyst. + +Jeg tæller igen mine Penge: en halv Pennekniv, et Nøgleknippe; men ikke en +Øre. Pludselig griber jeg ned i min Lomme og trækker atter Papirerne op. +Det var en mekanisk Akt, en ubevidst Nervetrækning. Jeg udsøger mig et +hvidt, ubeskrevet Blad, og — Gud ved, hvor jeg fik Idéen fra — jeg laved +et Kræmmerhus, lukked det varligt til, så det så ud som fuldt, og kasted +det langt henad Brostenene; af Vinden førtes det endnu lidt længer, så +blev det liggende. + +Nu havde Sulten begyndt at angribe mig. Jeg sad og så på dette hvide +Kræmmerhus, der ligesom svulmed af blanke Sølvpenge, og hidsed mig selv til +at tro, at det virkelig indeholdt noget. Ganske højt sad jeg og lokked mig +til at gætte Summen — hvis jeg gætted rigtigt, var den min! Jeg +forestilled mig de små, nydelige Tiøringer i Bunden og de fede, riflede +Kroner ovenpå — et helt Kræmmerhus fuldt af Penge! Jeg sad og så på det +med opspilede Øjne og hæled mig selv til at gå og stjæle det + +Så hører jeg Konstablen hoste — og hvordan kunde jeg dog falde på at gøre +netop det samme? Jeg rejser mig op fra Bænken og hoster, og jeg gentager +det tre Gange, forat han skal høre det. Hvor vilde han ikke kaste sig over +Kræmmerhuset, når han kom! Jeg sad og glæded mig over dette Puds, gned mig +henrykt i Hænderne og bandte storslagent hen i Hyt og Vejr. Om han ikke +skulde få en lang Næse, den Hund! Om han ikke vilde synke ned i Helvedes +hedeste Pøl og Pine for den Kæltringstreg! Jeg var bleven drukken af Sult, +min Hunger havde beruset mig. + +Et Par Minutter efter kommer Konstablen, klappende med sine Jærnhæle i +Brostenene, spejdende til alle Sider. Han giver sig god Tid, han har hele +Natten for sig; han ser ikke Kræmmerhuset — ikke førend han er det ganske +nær. Da standser han og betragter det. Det ser så hvidt og værdifuldt ud +der det ligger, måske en liden Sum, hvad? en liden Sum Sølvpenge? . . . . +Og han tager det op. Hm! det er let, det er meget let. Måske en kostelig +Fjær, Hattepynt . . . . Og han åbner det varsomt med sine store Hænder og +kiger ind. Jeg lo, lo og banked mig i Knæet, lo som en rasende Mand. Og +ikke en Lyd kom mig fra Struben; min Latter var tyst og hektisk, havde en +Gråds Inderlighed . . . . + +Så klapper det igen i Brostenene, og Konstablen gør et Slag henover +Bryggen. Jeg sad der med Tårer i Øjnene og hikked efter Ånde, helt fra mig +selv af febersk Lystighed. Jeg begyndte at tale højt, fortalte mig selv om +Kræmmerhuset, eftergjorde den stakkels Konstabels Bevægelser, kiged ind i +min hule Hånd og gentog atter og atter for mig selv: Han hosted, da han +kasted det! Han hosted, da han kasted det! Til disse Ord føjed jeg nye, gav +dem pirrende Tillæg, omsatte hele Sætningen og spidsed den til: Han hosted +én Gang — khøhø! + +Jeg udtømte mig i Variationer af disse Ord, og det led langt hen på +Aftenen, inden min Lystighed hørte op. En døsig Ro overkom mig så, en +behagelig Mathed, som jeg ikke gjorde Modstand mod. Mørket var bleven lidt +tykkere, en liden Bris fured i Sjøens Perlemor; Skibene, hvis Master jeg så +mod Himlen, så ud med sine sorte Skrog som lydløse Uhyrer, der rejste +Børster og lå og vented på mig. Jeg havde ingen Smærte, min Sult havde +stumpet den af; i dens Sted følte jeg mig behageligt tom, uberørt af alting +omkring mig og glad over at være uset af alle. Jeg lagde Benene op på +Bænken og læned mig bagover, således kunde jeg bedst føle Afsondrethedens +hele Velvære. Der var ikke en Sky i mit Sind, ikke en Fornemmelse af +Ubehag, og jeg havde ikke en Lyst eller Attrå uopfyldt, så vide min Tanke +kunde gå. Jeg lå med åbne Øjne i en Tilstand af Fraværenhed fra mig selv, +jeg følte mig dejligt borte. + +Fremdeles var der ikke en Lyd, som forstyrred mig; det milde Mørke havde +skjult Alverden for mine Øjne og begravet mig der i idel Ro — blot +Stilhedens øde Lyddulm tier mig monotont i Ørene. Og de dunkle Uhyrer +derude vilde suge mig til sig, når Natten kom, og de vilde bringe mig langt +over Hav og gennem fremmede Land, hvor ikke Mennesker bo. Og de vilde +bringe mig til Prinsesse Ylajalis Slot, der en uanet Herlighed venter mig, +større end nogen Menneskers er. Og hun selv vilde sidde i en strålende Sal, +hvor alt er af Amatyst, i en Trone af gule Roser, og række Hånden ud mod +mig, når jeg stiger ind, hilse og råbe Velkommen, når jeg nærmer mig og +knæler: Velkommen, Ridder, til mig og mit Land! Jeg har ventet dig i tyve +Somre og kaldet dig i alle lyse Nætter, og når du sørged, har jeg grædt +herinde, og når du sov, har jeg åndet dig dejlige Drømme ind! . . . . Og +den skønne tager min Hånd og følger mig, leder mig frem gennem lange Gange, +hvor store Menneskeskarer råber Hurra, gennem lyse Haver, hvor tre hundrede +unge Piger leger og ler, ind i en anden Sal, hvor alt er af lysende +Smaragd. Solen skinner herinde, i Gallerier og Gange går hendragende Kor af +Musik, Strømme af Duft slår mig imøde. Jeg holder hendes Hånd i min, og jeg +føler i mit Blod Forhekselsens vilde Dejlighed fare; jeg lægger min Arm om +hende, og hun hvisker: Ikke her, kom længer endnu! Og vi stiger ind i den +røde Sal, hvor alt er Rubin, en frådende Herlighed, hvori jeg synker om. Da +føler jeg hendes Arme om mig, hun ånder henover mit Ansigt, hvisker: +Velkommen, Elskede! Kys mig! Mer . . . . mer . . . . + +Jeg ser fra min Bænk Stjærner for mine Øjne, og min Tanke stryger ind i en +Orkan af Lys . . . . + +Jeg var falden i Søvn, der jeg lå, og blev vækket af Konstablen. Der sad +jeg, ubarmhjærtigen kaldt tilbage til Livet og Elendigheden. Min første +Følelse var en stupid Forbauselse over at finde mig selv ude under åben +Himmel, men snart afløstes denne af et bittert Mismod; jeg var lige ved at +græde af Sorg over endnu at være ilive. Det havde regnet, mens jeg sov, +mine Kiæder var ganske gennemvåde, og jeg følte en rå Kulde i mine Lemmer. +Mørket var bleven end tættere, det var med Nød jeg kunde skimte Konstablens +Ansigtstræk foran mig. + +»Såh,« sagde han, »stå nu op!« + +Jeg rejste mig straks; om han havde befalet mig at lægge mig ned igen, +havde jeg også adlydt. Jeg var meget nedstemt og ganske uden Kraft, dertil +kom, at jeg næsten øjeblikkelig begyndte at føle Sulten igen. + +»Vent lidt!« råbte Konstablen efter mig, »Di går jo fra Demses Hat, Tosken! +Såh, gå nu!« + +»Jeg syntes nok også, der var noget, jeg ligesom — ligesom havde glemt,« +stammed jeg fraværende. »Tak. Godnat.« + +Og jeg sjangled afsted. + +Den, som nu havde sig lidt Brød at tage til! Et sådant dejligt lidet +Rugbrød, som man kunde bide over, mens man gik i Gaderne! Og jeg gik og +tænkte mig netop den særlige Sort Rugbrød, som det skulde være så usigeligt +godt at få gnave. Jeg sulted bitterlig, ønsked mig død og borte, blev +sentimental og græd. Det blev aldrig Ende på min Elendighed! Så med en Gang +standsed jeg op på Gaden, stamped i Brostenene og bandte hojt. Hvad var +det, han havde kaldt mig? Tosken? Jeg skal vise den Konstabel, hvad det vil +sige at kalde mig Tosken! Dermed vendte jeg om og løb tilbage. Jeg følte +mig blussende hed af Vrede. Nede i Gaden snubled jeg og faldt, men jeg +ændsed det ikke, sprang op igen og løb. Nede ved Jærnbanetorvet var jeg +imidlertid ble ven så træt, at jeg følte mig ikke istand til at fortsætte +helt ned til Bryggen; min Vrede havde desuden taget af under Løbet. Endelig +standsed jeg og trak Vejret. Kunde det ikke også være ganske ligegyldigt, +hvad en sådan Konstabel havde sagt? — Ja, men jeg tålte ikke alt! — +Rigtignok! afbrød jeg mig selv; men han vidste ikke bedre! — Og denne +Undskyldning fandt jeg tilfredsstillende; jeg gentog to Gange for mig selv: +Han vidste ikke bedre! Dermed vendte jeg atter om. + +Gud, hvad du kan finde på! tænkte jeg harmfuldt; løbe om som en gal i slige +dyvåde Gader mørke Natten! Sulten gnaved mig ulideligen og lod mig ikke i +Ro. Atter og atter svælged jeg Spyt, for på den Måde at mætte mig lidt, og +jeg syntes, det hjalp. Det havde været for småt med Mad for mig i +mangfoldige Uger, før dette kom på, og Kræfterne havde taget betydeligt af +i det sidste. Når jeg havde været heldig at fået en Femkrone opdrevet ved +en eller anden Manøvre, vilde ikke gærne disse Penge vare så længe, at jeg +blev helt restitueret, før en ny Sultetid brød ind over mig og slog mig i +Knæ. Det havde faret værst med min Ryg og mine Skuldre; den Smule Gnaven i +Brystet kunde jeg også standse et Øjeblik, når jeg hosted rigtig hårdt, +eller når jeg gik dygtigt foroverbøjet; men Ryggen og Skuldrene havde jeg +ingen Råd for. Hvordan kunde det dog være, at det slet ikke vilde lysne for +mig? Var jeg måske ikke lige så berettiget til at leve som hvemsomhelst +anden, som Antikvarboghandler Pascha og Dampskibsekspeditør Hennechen? Om +jeg kanske ikke havde Skuldre som en Rise og to svære Arme at arbejde med, +og om jeg måske ikke havde søgt endog en Vedhuggerplads i Møllergaden, +forat tjene mit daglige Brød? Var jeg lad? Havde jeg ikke søgt Pladse og +hørt Forelæsninger og skrevet Avisartikler og læst og arbejdet Nat og Dag, +som en gal Mand? Og havde jeg ikke levet som en Gnier, spist Brød og Melk, +når jeg havde meget, Brød, når jeg havde lidet, og sultet, når jeg +ingenting havde? Boed jeg på Hotel, havde jeg en Suite Værelser i første +Etage? På et Udloft boed jeg, i et Blikkenslagerværksted, som Gud og +Hvermand havde rømt ud af sidste Vinter, fordi det sneed derind. Så jeg +kunde aldeles ikke begribe mig på det hele! + +Alt dette gik jeg og tænkte på, og der var ikke så meget som en Gnist af +Ondskab eller Misundelighed eller Bitterhed i min Tanke. + +Ved en Farvehandel standsed jeg og så indad Vinduet; jeg forsøgte at læse +Vignetterne på et Par hermetiske Dåser, men det var altfor mørkt. Ærgerlig +på mig selv for dette ny Påfund, og heftig, næsten vred over ikke at kunne +finde ud, hvad disse Dåser indeholdt, banked jeg én Gang i Vinduet og gik +videre. Oppe i Gaden så jeg en Politibetjent, jeg forstærked min Gang, gik +tæt hen til ham og sagde, uden ringeste Foranledning: + +»Klokken er ti.« + +»Nej, den er to,« svared han forundret. + +»Nej, den er ti,« sagde jeg, »Klokken er ti.« Og stønnende af Vrede trådte +jeg endnu et Par Skridt frem, knytted min Hånd og sagde: »Hør, ved De hvad +— Klokken er ti!« + +Han stod og overvejed en liden Stund, anskued min Person, stirred +forbløffet på mig. Endelig sagde han ganske stille: + +»I hvert Fald er det jo på Tiden, at Dere går hjem. Vil Di, atte jej ska’ +følle Dere?« + +Ved denne Venlighed blev jeg afvæbnet; jeg følte, at jeg fik Tårer i +Øjnene, og jeg skyndte mig at svare: + +»Nej, Tak! — Jeg har bare været lidt forsent ude . . . . på en Kafé +. . . . Jeg takker Dem så meget.« + +Han lagde Hånden på Hjælmen, da jeg gik. Hans Venlighed havde ganske +overvældet mig, og jeg græd, fordi jeg ikke ejed fem Kroner at give ham. +Jeg standsed og så efter ham, idet han langsomt vandred sin Vej, slog mig +for Panden og græd heftigere, efterhvert som han fjærned sig. Jeg skældte +mig ud for min Fattigdom, kaldte mig ved Øgenavne, opfandt desperate +Benævnelser, kostelige rå Fund af Skældsord, som jeg overdynged mig selv +med. Dette fortsatte jeg med, indtil jeg var næsten helt hjemme. Da jeg kom +til Porten opdaged jeg, at jeg havde tabt mine Nøgler. + +Ja, naturligvis! sagde jeg bittert til mig selv, hvorfor skulde jeg ikke +tabe mine Nøgler? Her bor jeg i en Gård, hvor der er en Stald nedenunder og +et Blikkenslagerværksted ovenpå; Porten er stængt om Natten, og ingen, +ingen kan lukke den op — hvorfor skulde jeg så ikke tabe mine Nøgler? Jeg +er våd som en Hund, lidt sulten, ganske bitte lidt sulten, og lidt +latterligt træt i Knæerne — hvorfor skulde jeg så ikke tabe dem? Hvorfor +kunde ikke egentlig hele Huset være flyttet ud i Aker, når jeg kom og +skulde ind? . . . . Og jeg lo ved mig selv, forhærdet af Sult og +Forkommenhed. + +Jeg hørte Hestene stampe inde i Stalden, og jeg kunde se mit Vindu ovenpå; +men Porten kunde jeg ikke åbne, og jeg kunde ikke slippe ind. Træt og +bitter i Sind bestemte jeg mig derfor til at gå tilbage til Bryggen og lede +efter mine Nøgler. + +Det var igen begyndt at regne, og jeg følte allerede Vandet trække igennem +på mine Skuldre. Ved Rådstuen fik jeg med en Gang en lys Idé: jeg vilde +anmode Politiet om at åbne Porten. Jeg henvendte mig straks til en +Konstabel og bad ham indstændigt om at følge med og lukke mig ind, hvis han +kunde. + +Hja, hvis han kunde, ja! Men han kunde ikke, han havde ingen Nøgle. +Politiets Nøgler var ikke her, de var i Detektivafdelingen. + +Hvad skulde jeg da gøre.? + +Hja, jeg fik gå til et Hotel og lægge mig. + +Men jeg kunde virkelig ikke gå til et Hotel og lægge mig; jeg havde ingen +Penge. Jeg havde været ude . . . . på en Kafé . . . . han forstod jo nok +. . . . + +Vi stod der en liden Stund på Rådstuens Trappe. Han overvejed og betænkte +sig og anskued min Person. Regnen strømmed ned udenfor os. + +»Så får Di gå ind til Vagthavende og mælle Dere som husvild,« sagde han. + +Som husvild? Det havde jeg ikke tænkt på. Ja, Død og Plage, det var en god +Idé! Og jeg takked Konstablen på Stedet for dette fortrinlige Påfund. Om +jeg bare simpelthen kunde gå ind og sige, at jeg var husvild? + +Simpelthen! . . . . + +»Navn?« spurgte Vagthavende. + +»Tangen — Andreas Tangen.« + +Jeg ved ikke, hvorfor jeg løj. Min Tanke flagred opløst om og gav mig flere +Indfald, end jeg skøtted om; jeg hitted dette fjærntliggende Navn i +Øjeblikket og slynged det ud, uden nogen Beregning. Jeg løj uden +Nødvendighed. + +»Bestilling?« + +Dette var at sætte mig Stolen for Døren. Hm. Bestilling! Hvad _var_ min +Bestilling? Jeg tænkte først at gøre mig til Blikkenslager, men voved det +ikke; jeg havde givet mig et Navn, som ikke enhver Blikkenslager har, +desuden bar jeg Briller på Næsen. Da faldt det mig i Sinde at være +dumdristig, jeg trådte et Skridt frem og sagde fast og højtideligt: + +»Journalist.« + +Vagthavende gjorde et Ryk på sig, før han skrev, og stor som en husvild +Statsråd stod jeg foran Skranken. Det vakte ingen Mistanke; Vagthavende +kunde nok så godt forstå, at jeg nøled med mit Svar. Hvad ligned det, en +Journalist på Rådstuen, uden Tag over Hovedet! + +»Ved hvilket Blad — Hr. Tangen?« + +»Ved »Morgenbladet«,« sagde jeg. »Desværre har jeg været lidt forsent ude +iaften . . .« + +»Ja, det taler vi ikke om!« afbrød han, og han lagde til med et Smil: »Når +Ungdommen er ude . . . . vi forstår . . . .« Henvendt til en Konstabel +sagde han, idet han rejste sig og bukked høfligt for mig: »Vis den Herre op +i den reserverede Afdeling. Godnat!« + +Jeg følte mig kold nedad Ryggen over min egen Dristighed, og jeg knytted +Hænderne, der jeg gik, for at stive mig op. Havde jeg endda ikke blandet +»Morgenbladet« ind! Jeg vidste, at Friele kunde skære Tænder, og da Nøglen +gnissed i Låsen, mindedes jeg ved Lyden derom. + +»Gassen brænder i ti Minutter,« sagde Konstablen endnu i Døren. + +»Og så slukkes den?« + +»Så slukkes den.« + +Jeg satte mig på Sengen og horte, hvor Nøglen blev vreden om. Den lyse +Celle så venlig ud; jeg følte mig godt og vel i Hus og lytted med Velbehag +til Regnen udenfor. Jeg skulde ikke ønske mig noget bedre end en sådan +koselig Celle! Min Tilfredshed steg; siddende på Sengen med Hatten i Hånden +og med Øjnene heftet på Gasflammen henne i Væggen, gav jeg mig til at +eftertænke Momenterne i min første Befatning med Politiet. Dette var den +første, og hvor havde jeg ikke narret det! Journalist Tangen, hvadbehager? +Og så »Morgenbladet«! Hvor havde jeg ikke rammet Manden lige i Hjærtet med +»Morgenbladet«! Det taler vi ikke om, hvad? Siddet i Stiftsgården i Galla +til Klokken to, glemt Portnøglen og en Lommebog på nogle tusind Kroner +hjemme! Vis den Herre op i den reserverede Afdeling . . . . + +Så slukner pludseligt Gassen, så forunderlig pludseligt, uden at tage af, +uden at svinde ind; jeg sidder i dybt Mørke, jeg kan ikke se min Hånd, ikke +de hvide Vægge omkring mig, intet. Der var ikke noget andet at gøre end at +gå tilsengs. Og jeg klædte mig af. + +Men jeg var ikke søvntræt og kunde ikke sove. Jeg blev liggende en Tid at +se ind i Mørket, dette tykke Massemørke, som ingen Bund havde, og som jeg +ikke kunde begribe. Min Tanke kunde ikke fatte det. Det var mig uden al +Måde mørkt, og jeg følte dets Nærvær trykke mig. Jeg lukked Øjnene, gav mig +til at synge halvhøjt og kasted mig frem og tilbage på Briksen, forat +adsprede mig; men uden Nytte. Mørket havde besat min Tanke og lod mig ikke +et Øjeblik i Fred. Hvad om jeg selv var bleven opløst til Mørke, gjort til +ét med det? Jeg rejser mig op i Sengen og slår ud med Armene. + +Min nervøse Tilstand havde ganske taget Overhånd, og det hjalp ikke, +hvormeget jeg forsøgte at modarbejde den. Der sad jeg, et Bytte for de +særeste Fantasier, tyssende på mig selv, nynnende Vuggesange, svedende af +Anstrængelse for at bringe mig i Ro. Jeg stirred ud i Mørket, og jeg havde +aldrig i mine Levedage set et sådant Mørke. Der var ingen Tvivl om, at jeg +her befandt mig foran en egen Sort af Mørke, et desperat Element, som ingen +tidligere havde været opmærksom på. De latterligste Tanker sysselsatte mig, +og hver Ting gjorde mig bange. Det lille Hul i Væggen ved min Seng +beskæftiger mig meget, et Spigerhul, jeg finder, et Mærke i Muren. Jeg +føler på det, blæser i det og søger at gætte mig dets Dybde. Det var ikke +noget uskyldigt Hul, slet ikke; det var et rigtig intrikat og +hemmelighedsfuldt Hul, som jeg måtte vogte mig for. Og besat af Tanken på +dette Hul, helt fra mig selv af Nysgærrighed og Frygt, måtte jeg tilsidst +stå op af Sengen og finde fat på min halve Pennekniv, forat måle dets Dybde +og forvisse mig om, at det ikke førte helt ind til Sidecellen. + +Jeg lagde mig tilbage, forat forsøge at falde i Søvn, men i Virkeligheden +for atter at kæmpe med Mørket. Regnen havde ophørt udenfor, og jeg hørte +ikke en Lyd. En Tidlang vedblev jeg at lytte efter Fodtrin på Gaden, og jeg +gav mig ikke Fred, førend jeg havde hørt en Fodgænger gå forbi, efter Lyden +at dømme en Konstabel. Pludselig knipser jeg i Fingrene flere Gange og ler. +Det var da som bare Fan! Ha! — Jeg indbildte mig at have fundet et nyt +Ord. Jeg rejser mig op i Sengen og siger: Det findes ikke i Sproget, jeg +har opfundet det, _Kuboå_. Det har Bogstaver som et Ord, ved sødeste Gud, +Mand, du har opfundet et Ord . . . . _Kuboå_ . . . . af stor grammatikalsk +Betydning . . . . + +Jeg sidder med åbne Øjne, forbauset over mit Fund, og ler af Glæde. Så +begynder jeg at hviske; man kunde belure mig, og jeg agted at holde min +Opfindelse hemmelig. Jeg var kommet ind i Sultens glade Vanvid; jeg var tom +og smærtefri, og min Tanke var uden Tøjler. Jeg overlægger i Stilhed med +mig selv. Med de mest forunderlige Spring i min Tankegang søger jeg at +udgranske Betydningen af mit ny Ord. Det behøved ikke at betyde hverken Gud +eller Tivoli, og hvem havde sagt, at det skulde betyde Dyrskue? Jeg knytter +Hånden heftigt og gentager en Gang til: Hvem har sagt, at det skal betyde +Dyrskue? Når jeg betænkte mig ret, var det ikke engang absolut nødvendigt, +at det betød Hængelås eller Solopgang. Et sådant Ord, som dette, var det +ikke vanskeligt at finde Mening til. Jeg vilde vente og se Tiden an. +Imidlertid kunde jeg sove på det. + +Jeg ligger der på Briksen og småler, men siger ingenting, udtaler mig ikke +hverken fra eller til. Der går nogle Minutter, og jeg blir nervøs, det ny +Ord plager mig uden Ophør, vender altid tilbage, bemægtiger sig tilsidst al +min Tanke og gør mig alvorlig. Jeg havde opgjort mig en Mening om, hvad det +ikke skulde betyde, men ikke fattet nogen Bestemmelse om, hvad det skulde +betyde. Det er et Bispørgsmål! sagde jeg højt til mig selv, og jeg griber +mig i Armen og gentager, at det var et Bispørgsmål. Ordet var Gudskelov +fundet, og det var Hovedsagen. Men Tanken plager mig endeløst og hindrer +mig fra at falde i Søvn; intet var mig godt nok for dette ualmindeligt +sjældne Ord. Endelig rejser jeg mig atter op i Sengen, griber mig med begge +Hænder om Hovedet og siger: Nej, det er jo det, som netop er umuligt, at +lade det betyde Emigration eller Tobaksfabrik! Havde det kunnet betyde +noget sådant som dette, vilde jeg for længe siden have bestemt mig herfor +og taget Følgerne. Nej, egentlig var Ordet egnet til at betyde noget +_sjæleligt_, en Følelse, en Tilstand — om jeg ikke kunde forstå det? Og +jeg husker mig om, forat finde noget sjæleligt. Da forekommer det mig, at +nogen taler, blander sig ind i min Passiar, og jeg svarer vredt: +Hvadbehager? Nej, din idiotiske Mage findes ikke! Strikkegarn? Å, rejs til +Helvede! Nu måtte jeg rigtig le! Om jeg måtte spørge: Hvorfor skulde jeg +være forpligtet til at lade det betyde Strikkegarn, når jeg specielt havde +imod, at det betød Strikkegarn? Jeg havde selv opfundet Ordet, og jeg var i +min gode Ret til at lade det betyde hvadsomhelst for den Skyld. Såvidt jeg +vidste, havde jeg ikke endnu udtalt mig . . . . + +Men mer og mer kom min Hjærne i Vildrede. Tilsidst sprang jeg ud af Sengen, +forat finde Vandledningen. Jeg var ikke tørst, men mit Hoved stod i Feber, +og jeg følte en instinktsmæssig Trang til Vand. Da jeg havde drukket, gik +jeg igen tilsengs og bestemte mig til med Vold og Magt at ville sove. Jeg +lukked Øjnene og tvang mig til at være rolig. Så lå jeg i flere Minutter, +uden at gøre en Bevægelse, jeg blev sved, og jeg følte Blodet støde heftigt +gennem Årene. Nej, det var dog altfor kosteligt, at han kunde lede efter +Penge i det Kræmmerhus! Han hosted også blot én Gang. Mon han går dernede +endnu? Sidder på min Bænk? . . . . Det blå Perlemor . . . . Skibene . . . . + +Jeg åbned Øjnene. Hvor kunde jeg også holde dem lukket, når jeg ikke kunde +sove? Og det samme Mørke ruged omkring mig, samme uudgrundelige sorte +Evighed, som min Tanke stejled imod og ikke kunde fatte. Hvad kunde jeg dog +ligne det med? Jeg gjorde de mest fortvivlede Anstrængelser, forat finde et +Ord, der var sort nok til at betegne mig dette Mørke, et Ord så grusomt +sort, at det kunde sværte min Mund, når jeg nævnte det. Herregud, hvor det +var mørkt! Og jeg bringes igen til at tænke på Havnen, på Skibene, de sorte +Uhyrer, der lå og vented på mig. De vilde suge mig til sig og holde mig +fast og sejle med mig over Land og Hav, gennem mørke Riger, som ingen +Mennesker har set. Jeg føler mig ombord, trukket tilvands, svævende i +Skyerne, dalende, dalende . . . . Jeg giver et hæst Skrig af Angst og +hugger mig fast i Sengen; jeg havde gjort sådan farlig Rejse, suset ned +gennem Luften som en Byldt. Hvor følte jeg mig ikke frelst, da jeg slog +Hånden mod den hårde Briks! Således er det at dø, sagde jeg til mig selv, +nu skal du dø! Og jeg lå en liden Stund og tænkte over dette, at nu skulde +jeg dø. Da rejser jeg mig op i Sengen og spørger strængt: Hvem sagde, at +jeg skulde dø? Har jeg selv fundet Ordet, så er jeg i min gode Ret til selv +at bestemme, hvad det skal betyde . . . . Jeg hørte selv, at jeg +fantasered, hørte det endnu mens jeg talte. Min Galskab var et Delirium af +Svaghed og Udmattelse, men jeg var ikke sandsesløs. Og den Tanke fôr mig +med ét gennem Hjærnen, at jeg var bleven vanvittig. Greben af Rædsel farer +jeg ud af Sengen. Jeg raver hen til Døren, som jeg prøver at åbne, kaster +mig et Par Gange mod den, forat sprænge den, støder mit Hoved mod Væggen, +jamrer højt, bider mig i Fingrene, græder og bander . . . . + +Alting var roligt; kun min egen Stemme kastedes tilbage fra Murene. Jeg var +falden om på Gulvet, ude af Stand til længer at tumle om i Cellen. Da +skimter jeg højt oppe, midt for mine Øjne, en grålig Kvadrat i Væggen, en +Tone af hvidt, en Anelse — det var Dagslyset. Jeg følte, at det var +Dagslyset, følte det med hver Pore i mit Legeme. Å, hvor ånded jeg ikke +dejligt ud! Jeg kasted mig flad på Gulvet og græd af Glæde over dette +velsignede Skimt af Lys, hulked af Taknemmelighed, kyssed mod Vinduet og +bar mig ad som en gal. Og jeg var mig også i dette Øjeblik bevidst, hvad +jeg gjorde. Alt Mismod var med engang borte, al Fortvivlelse og Smærte +ophørt, og jeg havde i denne Stund ikke et Ønske uopfyldt, så vide min +Tanke kunde gå. Jeg satte mig overende på Gulvet, folded Hænderne og vented +tålmodig på Dagens Frembrud. + +Hvilken Nat havde ikke dette været! At man dog ikke har hørt nogen Larm, +tænkte jeg forundret. Men jeg var jo også i den reserverede Afdeling, højt +over alle Fanger. En husvild Statsråd, om jeg så måtte sige. Stadigt i den +bedste Stemning, med Øjnene vendt mod den lysere og lysere Rude i Muren, +mored jeg mig selv med at agere Statsråd, kaldte mig von Tangen og lagde +min Tale i Departementsstil. Mine Fantasier havde ikke hørt op, kun var jeg +langt mindre nervøs. Om jeg ikke havde begået den beklagelige Tankeløshed +at lægge min Lommebog hjemme! Om jeg ikke måtte have den Ære at bringe Hr. +Statsråden tilsengs? Og i yderste Alvor, med mange Ceremonier gik jeg hen +til Briksen og lagde mig. + +Det var nu bleven så lyst, at jeg kunde nogenlunde skimte Cellens Omrids, +og lidt efter kunde jeg se det svære Håndtag i Døren. Dette adspreded mig; +det ensformige Mørke, så irriterende tykt, at det hindred mig fra at se mig +selv, var brudt; mit Blod blev roligere, og snart følte jeg mine Øjne +lukkes. + + * * * + +Jeg vækkedes af et Par Slag i min Dør. I al Hast sprang jeg op og klædte +mig skyndsomt på; mine Klæder var endnu gennemvåde fra igåraftes. + +»Di vil mælle Dere nede hos Jourhavende,« sagde Konstablen. + +Var der altså igen Formaliteter at gennemgå! tænkte jeg bange. + +Jeg kom ind i et stort Rum nedenunder, hvor tredive eller firti Mennesker +sad, alle husvilde. Og en for en blev de råbt op af Protokollen, en for en +fik de en Billet til Mad. Jourhavende sagde stadig væk til Konstablen ved +sin Side: + +»Fik han en Billet? Ja, glem ikke at give dem Billetter. De ser ud til at +trænge et Måltid.« + +Og jeg stod og så på disse Billetter og ønsked mig en. + +»Andreas Tangen, Journalist!« + +Jeg trådte frem og bukked. + +»Kære, hvordan kan _De_ være kommen her?« + +Jeg forklared den hele Sammenhæng, gav den samme Historie som igåraftes, +løj med åbne Øjne og uden at blinke, løj med Oprigtighed: Været lidt +forsent ude, desværre . . . . på en Kafé . . . . mistet Portnøglen . . . . + +»Ja,« sagde han og smilte, »således er det! Har de sovet godt da?« + +»Som en Statsråd!« svaredjeg. »Som en Statsråd!« + +»Det glæder mig!« sagde han og rejste sig. »Godmorgen!« + +Og jeg gik. + +En Billet, en Billet også til mig! Jeg har ikke spist på over tre lange +Dage og Nætter. Et Brød! Men der var ingen, som bød mig en Billet, og jeg +turde ikke begære en. Det vilde øjeblikkelig vakt Mistanke. Man vilde +begynde at grave i mine private Forhold og finde ud, hvem jeg virkelig var; +man vilde arrestere mig for falske Foregivender. — Med løftet Hoved, med +millionær Holdning og Hænderne heftet i mit Frakkefald skrider jeg ud af +Rådstuen. + +Solen skinned allerede varmt, Klokken var ti, og Trafiken på Youngstorvet +var i fuld Bevægelse. Hvor skulde jeg tage Vejen? Jeg klapper på Lommen og +føler efter mit Manuskript; når Klokken blev elleve, vilde jeg forsøge at +træffe Redaktøren. Jeg står en Stund på Ballustraden og iagttager Livet +nedenunder mig; imens var det begyndt at dampe af mine Klæder. Hungeren +indfandt sig igen, gnaved mig i Brystet, rykked, gav mig små fine Stik, som +smærted mig. Havde jeg virkelig ikke en Ven, en Bekendt, jeg kunde henvende +mig til? Jeg leder i min Hukommelse, forat finde en Mand på ti Øre, og +finder ham ikke. Det var dog en dejlig Dag; der var megen Sol og meget Lys +omkring mig; Himlen strømmed som et fint Hav henover Lierfjældene . . . . + +Jeg var uden at vide det på Vejen hjem. + +Jeg sulted svare, og jeg fandt mig på Gaden en Træspån at tygge på. Det +hjalp. At jeg dog ikke havde tænkt på det før! + +Porten var åben, Staldkarlen hilste som sædvanligt Godmorgen. + +»Fint Vejr!« sagde han. + +»Ja« svared jeg. Det var alt, jeg fandt at sige. Kunde jeg bede ham om at +låne mig en Krone? Han gjorde det vist så gærne, hvis han kunde. Jeg havde +desuden engang skrevet et Brev for ham. + +Han stod og smagte på noget, han vilde sige. + +»Fint Vejr, ja. Hm. Jeg skulde betale Værtinden min idag, Di kunde vel ikke +være så snil at låne mig fem Kroner, vel? Bare på no’en Da’er. Di har +gjort mig en Tjeneste før, Di.« + +»Nej, det kan jeg virkelig ikke, Jens Olaj,« svared jeg. »Ikke nu. Måske +senerehen, måske i Eftermiddag.« Og jeg sjangled opad Trappen til mit +Værelse. + +Her kasted jeg mig på min Seng og lo. Hvor svineheldigt var det ikke, at +han var kommet mig i Forkøbet! Min Ære var reddet. Fem Kroner — Gud bevare +dig, Mand! Du kunde lige så gærne spurgt mig om fem Aktier i Dampkøkkenet +eller en Herregård ude i Aker. + +Og Tanken på disse fem Kroner fik mig til at le højere og højere. Var jeg +dog ikke en Pokkers Karl, hvad? Fem Kroner! Jo, her var rette Manden! Min +Lystighed steg, og jeg gav mig hen i den: Fy, Fan, for Madlugt her er! +Rigtig fersk Karbonadelugt, siden Middagen, fyh! Og jeg støder Vinduet op, +forat lufte ud den afskyelige Lugt. Opvarter, en halv Bif! Henvendt til +Bordet, dette skrøbelige Bord, som jeg måtte støtte med Knæerne, når jeg +skrev, bukked jeg dybt og spurgte: Tør jeg spørge, vil De drikke et Glas +Vin? Ikke? Jeg er Tangen, Statsråd Tangen. Desværre har jeg været lidt +forsent ude . . . . Portnøglen . . . . + +Og uden Tøjler løb min Tanke igen ud på vildsomme Veje. Jeg var mig stadigt +bevidst, at jeg talte usammenhængende, og jeg sagde ikke et Ord, uden at +jeg hørte og forstod det. Jeg sagde til mig selv: Nu taler du +usammenhængende igen! Og jeg kunde dog ikke hjælpe for det. Det var som at +ligge vågen og tale i Søvne. Mit Hoved var let, uden Smærte og uden et +Tryk, og mit Sind var uden Skyer. Jeg sejled afsted, og jeg gjorde ingen +Modstand. + +Kom ind! Jo, kom bare ind! Som de ser, alt af Rubin. Ylajali, Ylajali! Den +røde, skummende Silkedivan! Hvor heftigt hun ånder! Kys mig, Elskede! mer! +mer! Dine Arme er som hvidt Rav, din Mund blusser . . . . Opvarter, jeg bad +om en Bif . . . . + +Solen skinned indad mit Vindu, nedenunder hørte jeg Hestene tygge Havre. +Jeg sad og gumled på min Træspån, oprømt, glad i Sind som et Barn. Stadig +væk havde jeg følt efter Manuskriptet; jeg havde det ikke én Gang i Tanken, +men Instinktet sagde mig, at det var til, mit Blod minded mig om det. Og +jeg trak det frem. + +Det var bleven vådt, og jeg bredte det ud og lagde det hen i Sollyset. +Derpå gav jeg mig til at vandre frem og tilbage i mit Værelse. Hvor alt så +nedslående ud! Omkring på Gulvet små nedtrampede Levninger af Blikplader; +men ikke en Stol at sidde på, ikke engang en Spiger i de nøgne Vægge. Alt +var bragt til »Onkels« Kælder og fortæret. Et Par Ark Papir på Bordet, +belagt med tykt Støv, var al min Ejendom; det gamle, grønne Tæppe på Sengen +havde Hans Pauli lånt mig for nogle Måneder siden . . . . Hans Pauli! Jeg +knipser i Fingrene. Hans Pauli Pettersen skal hjælpe mig! Og jeg husker mig +om efter hans Adresse. Hvor kunde jeg dog glemme Hans Pauli! Han vilde +sikkert blive meget vred, fordi jeg ikke havde henvendt mig til ham straks. +Hurtigt tager jeg min Hat på, samler Manuskriptet op, stikker det i Lommen +og haster nedad Trappen. + +»Hør, Jens Olaj,« råbte jeg ind i Stalden, »jeg tror ganske sikkert, jeg +kan hjælpe dig i Eftermiddag!« + +Kommen til Rådstuen ser jeg, at Klokken er over elleve, og jeg bestemmer +mig til at gå indom Redaktionen med det samme. Udenfor Kontordøren standsed +jeg, forat undersøge om mine Papirer lå efter Pagina; jeg glatted dem +omhyggeligt ud, stak dem igjen i Lommen og banked på. Mit Hjærte klapped +hørligt, da jeg trådte ind. + +Saksen er som sædvanlig tilstede. Jeg spørger frygtsomt efter Redaktøren. +Intet Svar. Manden sidder og borer efter Smånyt i Provinsaviserne. + +Jeg gentager mit Spørgsmål og stiger længer frem. + +Redaktøren var ikke kommet, sagde endelig Saksen, uden at se op. + +Om hvornår han kom? + +Kunde ikke sige det, kunde aldeles ikke sige det, Di. + +Hvorlænge var Kontoret åbent? + +Herpå fik jeg intet Svar, og jeg måtte gå. Saksen havde ikke kastet et Blik +på mig under det hele; han havde hørt min Stemme og genkendt mig på den. Så +ilde set er du her, tænkte jeg, man gider ikke engang svare dig. Mon det er +Ordre fra Redaktøren? Jeg havde rigtignok også, lige siden min berømte +Føljeton til ti Kroner blev antagen, oversvømmet ham med Arbejder, rændt på +hans Døre næsten hver Dag med ubrugbare Ting, som han havde måttet læse +igennem og give mig tilbage. Han vilde kanske have en Ende på det, tage +sine Forholdsregler . . . . Jeg begav mig på Vejen ud i Homandsbyen. + +Hans Pauli Pettersen var en Bondestudent på Kvisten i en fem Etages Gård, +altså var Hans Pauli Pettersen en fattig Mand. Men havde han en Krone, så +vilde han ikke spare den. Jeg vilde få den lige så sikkert, som jeg havde +den i Hånden. Og jeg gik og glæded mig til denne Krone den hele Vej og +følte mig vis på at få den. Da jeg kom til Gadedøren, var den stængt, og +jeg måtte ringe på. + +»Jeg ønsker at tale med Student Pettersen,« sagde jeg og vilde ind; »jeg +ved hans Værelse.« + +»Student Pettersen?« gentager Pigen. Om det var ham, som boed på Kvisten? +Han var flyttet. Ja, hun vidste ikke hvorhen; men han havde bedt om at få +sine Breve sendt ned til Hermansen i Toldbodgaden, og Pigen nævnte Numret. + +Jeg går fuld af Tro og Håb helt ned i Toldbodgaden, forat spørge om Hans +Paulis Adresse. Dette var min sidste Udvej, og jeg måtte udnytte den. +Undervejs kom jeg forbi et nys opført Hus, hvor et Par Snedkere stod og +høvled udenfor. Jeg tog i Dyngen et Par blanke Spåner, stak den ene i +Munden og gæmte den anden i Lommen til senere. Og jeg fortsatte min Vej. +Jeg stønned af Hunger. Ved en Bagerbutik havde jeg set et forunderlig stort +ti Øres Brød i Vinduet, det største Brød, som kunde fåes for den Pris +. . . . + +»Jeg kommer, forat få vide Student Pettersens Adresse.« + +»Bernt Ankers Gade Numer 10. Kvisten.« — Om jeg skulde derud? Nå, så vilde +jeg måske være så snil at medtage et Par Breve, som var kommet? + +Jeg går atter op i Byen, den samme Vej, jeg var kommet, passerer igen +Snedkerne, som nu sad med sine Blikspand mellem Knæerne og spiste sin gode, +varme Dampkøkkenmiddag, kommer forbi Bagerbutiken, hvor Brødet endnu ligger +på sin Plads, og når endelig Bernt Ankers Gade, halvdød af Udmattelse. +Døren var åben, og jeg begiver mig opad de mange tunge Trapper til Kvisten. +Jeg tager Brevene op fra Lommen, for med ét Slag at sætte Hans Pauli i +Humør, når jeg kom ind. Han vilde vist ikke nægte mig denne Håndsrækning, +når jeg forklared ham Omstændighederne, aldeles ikke. Hans Pauli havde så +stort Hjærte, det havde jeg al tid sagt om ham . . . . + +På Døren fandt jeg hans Kort: »H. P. Pettersen, stud. theol. — rejst +hjem«. + +Jeg satte mig ned på Stedet, satte mig på det bare Gulv, dump træt, slagen +af Forkommenhed. Jeg gentager mekanisk et Par Gange: Rejst hjem! Rejst +hjem! Så tier jeg ganske stille. Der var ikke en Tåre i mine Øjne, jeg +havde ikke en Tanke og ikke en Følelse. Med opspærrede Øjne sad jeg og +stirred på Brevene, uden at foretage mig noget. Der gik ti Minutter, måske +tyve, eller mer, jeg sad der stadig på samme Plet og rørte ikke en Finger. +Denne dumpe Døs var næsten som en Blund. Så hører jeg nogen komme i +Trappen, jeg rejser mig og siger: + +»Det var Student Pettersen — jeg har to Breve til ham«. + +»Han er hjemrejst«, svarer Konen. »Men han kommer tilbage efter Ferierne. +Brevene kunde jo jeg tage, om De vilde.« + +»Ja, Tak, det var rigtigt godt«, sagde jeg, »så får han dem, når han +kommer. Der kunde være vigtige Ting i dem. Godmorgen!« + +Da jeg var kommet udenfor, standsed jeg og sagde højt midt på åben Gade, +idet jeg knytted Hænderne: Jeg skal sige dig et, min kære Herre Gud: du er +en Noksagt! Og jeg nikker rasende, med sammenbidte Tænder op mod Skyerne: +Du er Fan ta mig en Noksagt! + +Jeg gik så nogle Skridt og standsed igen. Idet jeg pludselig skifter +Holdning, folder jeg Hænderne, lægger mit Hoved påskakke og spørger med +sød, fromladen Stemme: Har du også henvendt dig til ham, mit Barn? + +Det lød ikke rigtigt. + +Med stor H, siger jeg, med H som en Domkirke! Op igen: Har du også anråbt +_Ham_, mit Barn? Og jeg sænker Hovedet og gør min Stemme begrædelig og +svarer: Nej! + +Det lød heller ikke rigtigt. + +Du kan jo ikke hykle, din Nar! _Ja_, skal du sige, ja, jeg har anråbt min +Gud Fader! og du skal få til den ynkeligste Melodi på dine Ord, som du +nogensinde har hørt. Så, op igjen! Ja, det var bedre. Men du må sukke, +sukke som en krampesyg Hest. Så! + +Der går jeg og underviser mig selv i Hykleri, stamper utålmodig i Gaden, +når jeg ikke får det til, og skælder mig ud for et Træhoved, mens de +forbausede forbigående vender sig om og betragter mig. + +Jeg tygged uafbrudt på min Høvlspån og sjangled så hurtigt, jeg kunde, +nedad Gaderne. Førend jeg selv vidste af det, var jeg helt nede ved +Jærnbanetorvet. Klokken viste halv to på Vor Frelsers. Jeg stod en Stund og +overvejed. En mat Sved trængte frem i mit Ansigt og sived ned i mine Øjne. +Følg med en Tur på Bryggen! sagde jeg til mig selv. Det vil sige, hvis du +har Tid? Og jeg bukked for mig selv og gik ned til Jærnbanebryggen. + +Skibene lå derude, Sjøen vugged i Solskinnet. Der var travl Bevægelse +overalt, pibende Dampfløjter, Dragere med Kasser på Skuldrene, muntre +Hejsesange fra Prammene. En Kagekone sidder i Nærheden af mig og luder med +sin brune Næse over sine Varer; det lille Bord foran hende er syndigt fuldt +af Lækkerier, og jeg vender mig bort i Uvilje. Hun fylder hele Kajen med +sin Madlugt; fyh, op med Vinduerne! Jeg henvender mig til en Herre, der +sidder ved min Side og forestiller ham indtrængende dette Misforhold med +Kagekoner her og Kagekoner der . . . . Ikke? Ja, men han måtte dog vel +indrømme, at . . . . Men den gode Mand aned Uråd og lod mig ikke engang +tale tilende, før han rejste sig og gik. Jeg rejste mig ligeledes og fulgte +ham, fast bestemt på at overbevise Manden om hans Fejltagelse. + +»Endog af Hensyn til de sanitære Forholde«, sagde jeg og klapped ham på +Skuldren . . . . + +»Undskyld, jeg er fremmed her og kender ikke noget til de sanitære +Forholde,« sagde han og stirred på mig i Rædsel. + +Nå, det forandred Sagen, når han var fremmed . . . . Om jeg ikke kunde +gjøre ham nogen Tjeneste? Vise ham omkring? Ikke? For det skulde være mig +en Fornøjelse, og det skulde jo ikke koste ham noget . . . . + +Men Manden vilde absolut blive af med mig og skråed hurtigt over Gaden til +det andet Fortoug. + +Jeg gik atter tilbage til min Bænk og satte mig. Jeg var meget urolig, og +den store Lire, som havde begyndt at spille lidt længer henne, gjorde mig +end værre. En fast, metallisk Musik, en Stump af Weber, hvortil en liden +Pige synger en sørgelig Vise. Det fløjteagtige, lidelsesfulde i Liren +risler mig gennem Blodet, mine Nerver begynder at dirre, som gav de +Genklang, og et Øjeblik efter falder jeg tilbage på Bænken, klynkende, +nynnende med. Hvad finder ikke éns Tanker på, når man sulter! Jeg føler mig +optagen i disse Toner, opløst til Tone, jeg strømmer ud, og jeg fornemmer +så tydeligt, hvorledes jeg strømmer, svævende højt over Bjærge, dansende +ind over lyse Zoner . . . . + +»En Øre!« siger den lille Lirepige og rækker sin Bliktalærken frem, »bare +en Øre!« + +»Ja,« svarer jeg ubevidst, og jeg sprang op og ransaged mine Lommer. Men +Barnet tror, at jeg blot vil holde Løjer med hende og fjærner sig straks, +uden at sige et Ord. Denne stumme Tålsomhed var mig for stor; havde hun +skældt mig ud, vilde det kommet belejligere; Smærten greb mig, og jeg råbte +hende tilbage. Jeg ejer ikke en Øre, sagde jeg, men jeg skal huske dig +siden, måske imorgen. Hvad hedder du? Ja, det var et pent Navn, jeg skulde +ikke glemme det. Altså imorgen . . . . + +Men jeg forstod godt, at hun ikke troed mig, uagtet hun ikke sagde et Ord, +og jeg græd af Fortvivlelse over, at denne lille Gadetøs ikke vilde tro +mig. Endnu engang råbte jeg hende tilbage, rev hurtigt min Frakke op og +vilde give hende min Vest. Jeg skal holde dig skadesløs, sagde jeg, vent +blot et Øjeblik . . . . + +Og jeg havde ingen Vest. + +Hvor kunde jeg også lede efter den! Der var gået Uger, siden den var i mit +Eje. Hvad gik der også af mig? Den forbausede Pige vented ikke længer, men +trak sig skyndsomt tilbage. Og jeg måtte lade hende gå. Folk stimled sammen +om mig og lo højt, en Politibetjent trænger sig hen til mig og vil vide, +hvad der er påfærde. + +»Ingen Ting,« svarer jeg, »slet ingen Ting! Jeg vilde blot give den lille +Pige derhenne min Vest . . . . til hendes Fader . . . . Det behøver De ikke +at stå og le ad. Jeg kunde bare gå hjem og tage en anden på.« + +»Ingen Opstyr på Gaden!« siger Konstablen. »Såh, marsch!« Og han puffer mig +afsted. »Er dette Demses Papirer?« råbte han efter mig. + +Ja, Død og Pine, min Avisartikel, mange vigtige Skrifter! Hvor kunde jeg +også være så uforsigtig . . . . + +Jeg får fat i mit Manuskript, forvisser mig om, at det ligger i Orden og +går, uden at standse et Øjeblik eller se mig omkring, op til +Redaktionskontoret. Klokken var nu fire på Vor Frelsers Ur. + +Kontoret er stængt. Jeg lister mig lydløst nedad Trapperne, bange som en +Tyv, og standser rådvild udenfor Porten. Hvad skulde jeg nu gøre? Jeg læner +mig ind til Muren, stirrer ned i Stenene og tænker efter. En Knappenål +ligger og skinner foran mine Fødder, og jeg bøjer mig ned og tager den op. +Hvad om jeg tog Knapperne udaf min Frakke, hvad vilde jeg få for dem? Det +vilde måske ikke nytte mig, Knapper var nu Knapper; men jeg tog og +undersøgte dem til alle Kanter og fandt dem så godt som nye. Det var en +heldig Idé alligevel, jeg kunde skære dem ud med min Pennekniv og bringe +dem hen i Kælderen. Håbet om, at jeg kunde sælge disse fem Knapper, oplived +mig straks, og jeg sagde: Se, se, det retter sig! Min Glæde tog Overhånd +med mig, og jeg gav mig straks til at tage Knapperne ud, en efter en. +Herunder holdt jeg følgende tyste Passiar: + +Ja, ser De, man er bleven lidt fattig, en øjeblikkelig Forlegenhed . . . . +Udslidte, siger De? De må ikke forsnakke Dem. Jeg vil se på den, som slider +mindre Knapper, end jeg. Går altid med Frakken åben, skal jeg sige Dem; det +er bleven en Vane hos mig, en Egenhed . . . . Nej, nej, når De ikke _vil_, +så! Men jeg skal have mine ti Øre for dem, mindst . . . . Nej, Herregud, +hvem har _sagt_, at de skal gøre det? De kan holde Deres Mund og lade mig +være i Fred . . . . Ja, ja, så kan De jo _hente_ Politiet, vel. Jeg skal +vente her, mens De er ude efter Konstablen. Og jeg skal ikke stjæle noget +fra Dem . . . . Nå, Goddag, Goddag! Mit Navn er altså Tangen, jeg har været +lidt forsent ude . . . . + +Så kommer der nogen i Trappen. Jeg er øjeblikkelig tilbage i Virkeligheden, +genkender Saksen og stikker Knapperne skyndsomt i Lommen. Han vil forbi, +besvarer ikke engang min Hilsen, får det pludselig så travlt med at se på +sine Negle. Jeg standser ham og spørger efter Redaktøren. + +»Ikke tilstede, Di.« + +»De lyver!« sagde jeg. Og med en Frækhed, som forundred mig selv, fortsatte +jeg: »Jeg må tale med ham; det er et nødvendigt Ærinde — Meddelelser fra +Stiftsgården.« + +»Ja, kan Di ikke sige det til mig, da?« + +»Til Dem?« sagde jeg og målte Saksen lidt med Øjnene. + +Det hjalp. Han fulgte straks med og åbned Døren. Nu sad mit Hjærte mig i +Halsen. Jeg bed Tænderne heftigt sammen, forat give mig Mod, banked på, og +trådte ind i Redaktørens Privatkontor. + +»Goddag! Er det Dem?« sagde han venligt. »Sid ned.« + +Havde han vist mig Døren, vilde det været kærkomnere; jeg følte Gråden og +sagde: + +»Jeg beder Dem undskylde . . . .« + +»Sæt Dem ned,« gentog han. + +Og jeg satte mig og forklared, at jeg igen havde en Artikel, som det var +mig magtpåliggende at få ind i hans Blad. Jeg havde gjort mig sådan Flid +med den, den havde kostet mig så megen Anstrængelse. + +»Jeg skal læse den,« sagde han og tog den. »Anstrængelse koster det Dem +vist alt, De skriver; men De er så altfor heftig. Når De bare kunde være +lidt besindigere! Der er formegen Feber. Imidlertid skal jeg læse den.« Og +han vendte sig igjen ind til Bordet. + +Der sad jeg. Turde jeg bede om en Krone? Forklare ham, hvorfor der altid +var Feber? Så vilde han ganske sikkert hjælpe mig; det var ikke første +Gang. + +Jeg rejste mig op. Hm! Men sidst, jeg var hos ham, havde han klaget sig for +Penge, endog sendt Regningsbudet ud, forat skrabe sammen til mig. Det vilde +måske blive samme Tilfældet nu. Nej, det skulde ikke ske! Så jeg slet ikke, +at han sad i Arbejde? + +»Var det ellers noget?« spurgte han. + +»Nej!« sagde jeg og gjorde min Stemme fast. »Hvornår må jeg få høre ind +igen?« + +»Å, nårsomhelst De går forbi,« svared han, »om et Par Dage eller så.« + +Jeg kunde ikke få min Begæring over Læberne. . Denne Mands Venlighed syntes +mig uden Grændser, og jeg skulde vide at påskønne den. Heller sulte +tildøde. Og jeg gik. + +Ikke engang, da jeg stod udenfor og igen følte Hungerens Anfald, angred jeg +at have forladt Kontoret uden at bede om denne Krone. Jeg tog den anden +Høvlspån op af Lommen og stak den i Munden. Det hjalp igen. Hvorfor havde +jeg ikke gjort det før? Du måtte skamme dig! sagde jeg højt; kunde det +virkelig falde dig ind at bede den Mand om en Krone og sætte ham i +Forlegenhed igen? Og jeg blev rigtig grov mod mig selv for den +Uforskammethed, som havde faldt mig ind. Det er ved Gud det sjofleste, jeg +endnu har hørt! sagde jeg; rænde på en Mand og næsten klore Øjnene ud på +ham, bare fordi du trænger en Krone, din elendige Hund! Så, marsch! +Hurtigere! Hurtigere, din Tamp! Jeg skal lære dig! + +Jeg begyndte at løbe, forat straffe mig selv, tilbagelagde i Sprang den ene +Gade efter den anden, drev mig fremad ved indædte Tilråb og skreg taust og +rasende til mig selv, når jeg vilde standse. Herunder var jeg kommet højt +op i Pilestrædet. Da jeg endelig stod stille, næsten grædefærdig af Vrede +over ikke at kunne løbe længer, dirred jeg over mit hele Legeme, og jeg +slængte mig ned på en Trappe. Nej, stop! sagde jeg. Og for rigtigt at plage +mig selv, rejste jeg mig atter op og tvang mig til at blive stående, og jeg +lo ad mig selv og gotted mig over min egen Forkommenhed. Endelig efter +flere Minutters Forløb gav jeg mig ved et Nik Tilladelse til at sætte mig; +endog da valgte jeg den ubekvemmeste Plads på Trappen. + +Herregud, det var dejligt at hvile! Jeg tørred Sveden af mit Ansigt og drak +store, friske Åndedrag ind. Hvor havde jeg ikke løbet! Men jeg angred det +ikke, det var vel fortjent. Hvorfor havde jeg også villet begære den Krone? +Nu så jeg Følgerne! Og jeg begyndte at tale mildt til mig selv, holde +Formaninger, som en Moder kunde gjort. Jeg blev mer og mer rørende, og træt +og kraftløs begyndte jeg at græde. En stille og inderlig Gråd, en indvendig +Hulken uden en Tåre. + +Et Kvarters Tid eller mer sad jeg på samme Sted. Folk kom og gik, og ingen +forulemped mig. Småbørn legte her og der omkring, en liden Fugl sang i et +Træ på den anden Side af Gaden. + +En Politikonstabel kommer henimod mig. + +»Hvorfor sitter Di her?« sagde han. + +»Hvorfor jeg sidder her?« spurgte jeg. »Af Lyst.« + +»Jeg har lagt Mærke til Dere den sidste Hal’time,« sagde han. »Di har sitti +her en hal’ Time?« + +»Så omtrent,« svared jeg. »Var det ellers noget?« Jeg rejse mig vredt og +gik. + +Kommen til Torvet, standsed jeg og så ned i Gaden. Af Lyst! Var nu også det +et Svar? Af Træthed! skulde du sagt, og du skulde gjort din Stemme +begrædelig — du er et Fæ, du lærer aldrig at hykle! — af Udmattelse! og +du skulde sukket som en Hest. + +Da jeg kom til Brandvagten, standsed jeg igen, greben af et nyt Indfald. +Jeg knipsed i Fingrene, slog i en høj Latter, som forbaused de forbigående, +og sagde: Nej, nu skal du virkelig gå ud til Præsten Levion. Det skal du +bitterdød gøre. Jo, bare forat forsøge. Hvad har du at forsømme med det? +Det er også sådant dejligt Vejr. + +Jeg gik ind i Paschas Boglade, fandt i Adressekalenderen Pastor Levions +Bopæl og begav mig derud. Nu gælder det! sagde jeg, far nu ikke med +Streger! Samvittighed, siger du? Ikke noget Sludder; du er for fattig til +at holde Samvittighed. Du er sulten, er du, kommen i et vigtigt Anliggende, +det første fornødne. Men du skal lægge Hovedet på Skuldren og sætte Melodi +på dine Ord. Det vil du ikke, hvad? Så går jeg ikke et Skridt videre, så +meget du ved det. Så: du er i en såre anfægtet Tilstand, kæmper med Mørkets +Magter og store, lydløse Uhyrer om Nætterne, så det er en Gru, hungrer og +tørster efter Vin og Mælk og får det ikke. Så langt er det kommet med dig. +Nu står du her og har ikke så godt som Spyt i Lampen. Men du tror på Nåden, +Gudskelov, du har ikke tabt Troen endda! Og da skal du slå Hænderne sammen +og se ud som en ren Satan til at tro på Nåden. Med Hensyn til Mammon, så +hader du Mammon under alle dens Skikkelser; en anden Sag er det med en +Salmebog, en Erindring til et Par Kroner . . . . Ved Præstens Dør standsed +jeg og læste: »Kontortid fra 12 til 4.« + +Fremdeles ikke noget Sludder! sagde jeg; nu gør vi Alvor af det! Så, ned +med Hovedet, lidt til . . . . og jeg ringte på til Familjelejligheden. + +»Jeg søger Pastoren,« sagde jeg til Pigen; men det var mig ikke muligt at +få Guds Navn med. + +»Han er gået ud,« svared hun. + +Gået ud! Gået ud! Det ødelagde hele min Plan, forrykked fuldstændigt alt, +jeg havde tænkt at sige. Hvad Nytte havde jeg så af denne lange Tur? Nu +stod jeg der. + +»Var det noget især?« spurgte Pigen. + +»Aldeles ikke!« svared jeg, »slet ikke! Det var bare sådant dejligt Guds +Vejr, og så vilde jeg gå herud og hilse på ham.« + +Der stod jeg og der stod hun. Jeg satte med Vilje Brystet frem, forat gøre +hende opmærksom på Knappenålen, der holdt min Frakke sammen; jeg bad hende +med Øjnene om at se, hvad jeg var kommet for; men Staklen forstod ingen +Ting. + +Et dejligt Guds Vejr, ja. Om ikke Fruen var hjemme heller? + +Jo, men hun havde Gigt, lå på en Sofa, uden at kunne røre sig . . . . Vilde +jeg måske lægge ned et Bud eller noget? + +Nej, slet ikke. Jeg bare tog slige Ture nu og da, fik lidt Motion. Det var +så bra efter Middagen. — + +Jeg begav mig på Vejen tilbage. Hvad vilde det føre til at passiare længer? +Desuden var jeg begyndt at føle Svimmelhed; det fejled ikke, jeg var i Færd +med at knække sammen for Alvor. Kontortid fra 12 til 4; jeg havde banket på +en Time forsent, Nådens Tid var omme! + +På Stortorvet satte jeg mig på en af Bænkene ved Kirken. Herregud, hvor det +begyndte at se sort ud for mig nu! Jeg græd ikke, jeg var for træt; udpint +til det yderste sad jeg der uden at foretage mig nogen Ting, sad urørlig og +sulted. Brystet var mest betændt, det sved aldeles besynderlig slemt +derinde. Det vilde heller ikke hjælpe længer at tygge Spån; mine Kæver var +trætte af det frugtesløse Arbejde, og jeg lod dem hvile. Jeg gav mig over. +Ovenikøbet havde en brun Appelsinskal, som jeg fandt på Gaden, og som jeg +straks gav mig til at gnave af, givet mig Kvalme. Jeg var syg; Pulsåren +svulmed blå på mine Håndled. + +Hvad havde jeg også egentlig nølet efter? Løbet om den hele Dag efter en +Krone, som kunde holde Liv i mig i nogle Timer længer. Var det i Grunden +ikke ligegyldigt, om det uundgåelige skete en Dag før eller en Dag senere? +Havde jeg opført mig som et ordentligt Menneske, var jeg gået hjem og lagt +mig til Ro for længe siden, overgivet mig. Min Tanke var i Øjeblikket klar. +Nu skulde jeg dø; det var i Høstens Tid, og alt var lagt i Dvale. Jeg havde +forsøgt hvert Middel, udnyttet hver Hjælpekilde, som jeg vidste om. Jeg +kæled sentimentalt med denne Tanke, og hver Gang, jeg endnu håbed på en +mulig Redning, hvisked jeg afvisende: Din Nar, du er jo allerede begyndt at +dø! Jeg burde skrive et Par Breve, have alt færdigt, gøre mig parat. Jeg +vilde vaske mig omhyggeligt og ordne smukt op i min Seng; mit Hoved vilde +jeg lægge på det Par Ark hvidt Skrivepapir, den reneste Ting jeg havde +igen, og det grønne Tæppe kunde jeg . . . . + +Det grønne Tæppe! Jeg blev med én Gang lys vågen, Blodet steg mig til +Hovedet, og jeg fik stærk Hjærteklap. Jeg rejser mig op fra Bænken og +begynder at gå, Livet rører sig påny i alle mine Fibrer, og jeg gentager +Gang på Gang de løsrevne Ord: Det grønne Tæppe! Det grønne Tæppe! Jeg går +hurtigere og hurtigere, som om det galdt at indhente noget, og står om en +kort Stund atter hjemme i mit Blikkenslagerværksted. + +Uden at standse et Øjeblik eller vakle i min Beslutning, går jeg bort til +Sengen og ruller Hans Paulis Tæppe sammen. Det skulde være underligt, om +ikke mit gode Indfald kunde redde mig! De dumme Betænkeligheder, som opstod +hos mig, halve indre Råb om et vist Brandmærke, det første sorte Tegn i min +Hæderlighed, hæved jeg mig uendeligt over; jeg gav det hele en god Dag. Jeg +var ingen Helgen, ingen Dydsidiot, jeg havde min Forstand i Behold . . . . + +Og jeg tog Tæppet under Armen og gik ned i Stenersgaden Numer 5. + +Jeg banked på og trådte ind i den store fremmede Sal, for første Gang; +Bjælden på Døren slog en hel Masse desperate Slag over mit Hoved. En Mand +kommer ind fra et Sideværelse, tyggende, med Munden fuld af Mad, og stiller +sig foran Disken. + +»Å, lån mig en halv Krones Penge på mine Briller!« sagde jeg; »jeg skal +løse dem ind om et Par Dage, sikkert.« + +»Hvad? Nej, det er jo Stålbriller?« + +»Ja.« + +»Nej, det kan jeg ikke.« + +»Å, nej. De kan vel ikke det. Det var i Grunden bare Spøg også. Nej, jeg +har et Tæppe med, som jeg egentlig ikke har noget Brug for længer, og det +faldt mig ind, at De kunde ville skille mig af med det.« + +»Jeg har desværre et helt Lager af Sengeklæder,« svared han, og da jeg +havde fået det oprullet, kasted han et eneste Blik på det og råbte: + +»Nej, undskyld, det har heller ikke jeg noget Brug for!« + +»Jeg vilde vise Dem den dårligste Side først,« sagde jeg; »det er meget +bedre på den anden Side.« + +»Ja, ja, det hjælper ikke, jeg vil ikke eje det, og De får ikke ti Øre for +det noget Sted.« + +»Nej, det er grejt, at det ikke er værd noget,« sagde jeg; »men jeg tænkte, +at det kunde gå under ét med et andet gammelt Tæppe på Auktionen.« + +»Ja, nej, det nytter ikke.« + +»Fem og tyve Øre?« sagde jeg. + +»Nej, jeg vil slet ikke have det, Mand, jeg vil ikke have det i Huset.« + +Så tog jeg atter Tæppet under Armen og gik hjem. + +Jeg lod som intet var hændt, bredte igen Tæppet over Sengen, glatted det +godt ud, som jeg plejed, og forsøgte at udslette ethvert Spor af min sidste +Handling. Jeg kunde umuligt have været ved min fulde Forstand i det +Øjeblik, da jeg fatted Beslutningen om at begå denne Kæltringstreg; jo mer +jeg tænkte herpå, des urimeligere forekom det mig. Det måtte være et Anfald +af Svaghed, en eller anden Slappelse i mit Indre, som havde overrumplet +mig. Jeg var heller ikke falden i denne Snare, det aned mig, at det +begyndte at bære galt afsted, og jeg havde udtrykkelig forsøgt med +Brillerne først. Og jeg glæded mig meget over, at jeg ikke havde fået +Anledning til at fuldbyrde denne Brøde, som vilde have flækket til de +sidste Timer, jeg leved. + +Og atter vandred jeg ud i Byen. + +Jeg slog mig påny ned på en Bænk ved Vor Frelsers Kirke, dused sammen, med +Hovedet på Brystet, slap efter den sidste Ophidselse, syg og forkommen af +Sult. Og Tiden gik. + +Jeg fik sidde også denne Time ud; det var lidt lysere ude end inde i Hus; +det forekom mig desuden, at det arbejded ikke fuldt så galt i Brystet ude i +fri Luft; jeg kom jo også tidsnok hjem. + +Og jeg dused og tænkte og led ganske hårdt. Jeg havde fundet mig en liden +Sten, som jeg pudsed af på mit Frakkeærme og stak i Munden, forat have +noget at gumle på; ellers rørte jeg mig ikke og flytted ikke engang Øjnene. +Mennesker kom og gik, Vognrammel, Hovtramp og Passiar fyldte Luften. + +Men jeg kunde jo forsøge med Knapperne? Det nytted naturligvis ikke, og +desuden var jeg så temmelig syg. Men når jeg ret betænkte mig, så skulde +jeg jo egentlig i Retning af »Onkel« — min egentlige »Onkel« — når jeg +gik hjem? + +Endelig rejste jeg mig og drog mig sent og tuslet henefter Gaderne. Det +begyndte at brænde over mine Øjenbryn, det trak op til Feber, og jeg +skyndte mig alt, jeg kunde. Atter kom jeg forbi Bagerbutiken, hvor Brødet +lå. Så, nu standser vi ikke her! sagde jeg med tilgjort Bestemthed. Men om +jeg nu gik ind og _bad_ om en Bid Brød? Det var en Strejftanke, et Glimt; +det faldt mig virkelig ind. Fy! hvisked jeg og rysted på Hovedet. Og jeg +gik videre. + +I Rebslagergangen stod der et Par elskende og hvisked inde i en Port; lidt +længer henne stak en Pige Hovedet ud af Vinduet. Jeg gik så sagte og +betænksomt, jeg så ud til at grunde på noget af hvert — og Pigen kom ud på +Gaden. + +»Hvordan er det med dig da, Gammeln? Hvad for noget, er du syg? Nej, Gud +hjælpe mig for et Ansigt!« Og Pigen trak sig skyndsomt tilbage. + +Jeg standsed med en Gang. Hvad var der ivejen med mit Ansigt? Var jeg +virkelig begyndt at dø? Jeg følte med Hånden opad Kinderne: mager, +naturligvis var jeg mager; Kinderne stod som to Skåler med Bunden ind; men +Herregud . . . . og jeg rusled atter ivej. + +Men jeg standsed igen. Jeg måtte være ganske ubegribelig mager. Og Øjnene +var på Vej ind gennem Hovedet. Hvordan så jeg egentlig ud? Det var nu som +hede Fan også, at man måtte lade sig levende vanskabe af bare Sult! Jeg +følte Raseriet endnu engang, dets sidste Opblussen, en Senetrækning. Hjælpe +os for et Ansigt, hvad? Her gik jeg med et Hoved, som der ikke fandtes Mage +til i Landet, med et Par Næver, som Gud forsyne mig kunde male Bybud til +Sigtemel, og sulted mig vanskabt midt i Kristiania By! Var der nogen Orden +og Måde i det? Jeg havde ligget i Sælen og slidt Nætter og Dage, som en +Mær, der slæber en Præst; jeg havde læst mig Øjnene ud af Skolten og sultet +mig Forstanden ud af Hjærnen — hvad Fan havde jeg igen for det? Endog +Gadetæverne bad Gud fri sig for Synet af mig. Men nu skulde det være stop +— forstår du det! — _stop_ skulde det Djævelen besætte mig være! . . . . +Med stadigt tiltagende Raseri, skærende Tænder under Følelsen af min +Mathed, under Gråd og Eder, vedblev jeg at buldre løs, uden at ændse Folk, +der gik forbi. Jeg begyndte igen at martre mig selv, løb med Vilje min +Pande mod Lygtepælene, satte Neglene dybt ind i mine Håndbage, bed i +Afsindighed i min Tunge, når den ikke talte tydeligt, og jeg lo rasende +hver Gang det gjorde meget ondt. + +Ja, men hvad skal jeg gøre? svared jeg tilsidst mig selv. Og jeg stamper i +Gaden flere Gange og gentager: Hvad skal jeg gører — En Herre går just +forbi og bemærker smilende: + +»De bør gå og begære Dem anholdt.« + +Jeg så efter ham. Det var en af vore bekendte Damelæger, »Hertugen« kaldet. +Ikke engang han forstod sig på min Tilstand, en Mand, jeg kendte, og hvis +Hånd jeg havde trykket. Jeg blev stille. Anholdt? Ja, jeg var gal; han +havde Ret. Jeg følte Vanviddet i mit Blod, følte dets Jag gennem Hjærnen. +Så dér skulde det ende med mig! Ja, ja! Og jeg begyndte igen min langsomme, +sørgelige Gang. Dér skulde jeg altså havne! + +Med ét står jeg atter stille. Men ikke anholdt! siger jeg; ikke det! Og jeg +var næsten hæs af Angst. Jeg bad for mig, trygled hen i Hyt og Vejr om ikke +at blive anholdt. Så vilde jeg komme på Rådstuen igen, blive indestængt i +en mørk Celle, hvori der ikke fandtes en Gnist af Lys. Ikke det! Der var +andre Udveje åbne endnu, som jeg ikke havde forsøgt. Og jeg vilde forsøge +dem; jeg vilde være så inderlig flittig, tage mig god Tid til det og gå +ufortrødent omkring fra Hus til Hus. Der var nu for Eksempel Musikhandler +Cisler, ham havde jeg slet ikke været hos. Der blev nok en Råd . . . . +Således gik jeg og talte, indtil jeg næsten fik mig selv til at gæde af +Rørelse. Bare ikke blive anholdt! + +Cisler? Var det måske et højere Fingerpeg? Hans Navn havde faldt mig ind +uden Grund, og han boed så langt borte; men jeg vilde dog opsøge ham, gå +sagte og hvile iblandt. Jeg kendte Stedet, jeg havde været der ofte, købt +så mange Noder i de gode Dage. Skulde jeg bede om en halv Krone? Det vilde +måske genere ham; jeg fik spørge om en hel. + +Jeg kom ind i Butiken og spurgte efter Chefen; man viste mig ind i hans +Kontor. Der sad Manden, smuk, klædt efter Moden, og gennemså Regninger. + +Jeg stammed en Undskyldning og frembar mit Ærinde. Tvungen af Trang til at +henvende mig til ham . . . . Skulde ikke vare ret længe, før jeg skulde +betale det tilbage . . . . Når jeg fik Honoraret for min Avisartikel +. . . . Han vilde gøre mig så stor en Velgærning . . . . + +Endnu mens jeg talte, vendte han sig til Pulten og fortsatte sit Arbejde. +Da jeg var færdig, så han påskrå henimod mig, rysted sit smukke Hoved og +sagde: »Nej!« Bare Nej. Ingen Forklaring. Ikke et Ord. + +Mine Knæ skalv voldsomt, og jeg støtted mig mod den lille polerede Skranke. +Jeg fik forsøge en Gang til. Hvorfor skulde netop hans Navn falde mig ind, +da jeg stod langt nede i Vaterland? Det sled nogle Gange i min venstre +Side, og jeg begyndte at svede. Hm! Jeg var virkelig højst forkommen, sagde +jeg, temmelig syg, desværre; det vilde sikkert ikke gå mer end et Par Dage, +før jeg kunde betale det tilbage. Om han vilde være så snil? + +»Kære Mand, hvorfor kommer De til mig?« sagde han. »De er mig et +fuldstændigt X, løben ind fra Gaden. Gå til Bladet, hvor man kender Dem.« + +»Men blot for iaften!« sagde jeg. »Redaktionen er allerede stængt, og jeg +er meget sulten nu.« + +Han rysted vedholdende på Hovedet, vedblev at ryste det endog efterat jeg +havde grebet fat i Låsen. + +»Farvel!« sagde jeg. + +Det var ikke noget højere Fingerpeg, tænkte jeg og smilte bittert; så højt +kunde også jeg pege, når det kom an på det. Jeg sled mig frem det ene +Kvartal efter det andet, nu og da hvilte jeg et Øjeblik på en Trappe. Når +jeg bare ikke blev anholdt! Rædselen for Cellen forfulgte mig hele Tiden, +lod mig slet ikke i Fred; hver Gang jeg så en Konstabel i min Vej, tusled +jeg ind i en Sidegade, forat undgå at møde ham. Nu tæller vi et hundrede +Skridt, sagde jeg, og forsøger vor Lykke igen! Engang blir der vel en Råd +. . . . + +Det var en mindre Garnhandel, et Sted, jeg aldrig tidligere havde betrådt. +En enkelt Mand indenfor Disken, Kontor indenfor med Porcellæns Skildt på +Døren, pakkede Hylder og Borde i lang Række. Jeg vented til den sidste +Kunde havde forladt Butiken, en ung Dame med Smilehuller. Hvor hun så +lykkelig ud! Jeg nænned ikke at prøve at gøre Indtryk med min Knappenål i +Frakken; jeg vendte mig bort, og mit Bryst hulked. + +»Ønsker De noget?« spurgte Betjenten. + +»Er Chefen tilstede?« sagde jeg. + +»Han er på Fjældtur i Jotunhejmen,« svared han. »Var det noget særligt, +hvad?« + +»Det galdt nogle Øre til Mad,« sagde jeg og forsøgte at smile; »jeg er +bleven sulten, og jeg har ikke en Øre.« + +»Så er De lige så rig, som jeg«, sagde han og gav sig til at ordne +Garnpakker. + +»Å, vis mig ikke bort — ikke nu!« sagde jeg, på en Gang kold over hele +Legemet. »Jeg er virkelig næsten død af Sult, det er mange Dage, siden jeg +nød noget.« + +I yderste Alvor, uden at sige noget, gav han sig til at vrænge sine Lommer, +en efter en. Om jeg ikke vilde tro ham på hans Ord, hvad? + +»Bare fem Øre?« sagde jeg. »Så skal De få ti igen om et Par Dage.« + +»Kære Mand, vil De have mig til at stjæle af Skuffen?« spurgte han +utålmodig. + +»Ja,« sagde jeg, »ja, tag fem Øre af Skuffen.« + +»Det blir ikke mig, som gør det,« slutted han, og han lagde til: »Og lad +mig sige Dem nu med det samme, at nu kan det være nok af dette.« + +Jeg drog mig ud, syg af Sult og hed af Skam. Jeg havde gjort mig til Hund +for det usleste Ben og ikke fået det. Nej, nu fik der blive en Ende på det! +Det var virkelig kommet altfor langt med mig. Jeg havde holdt mig oppe i så +mange År, stået rank i så hårde Stunder, og nu var jeg på en Gang sunken +ned til brutalt Betleri. Denne ene Dag havde forrået min hele Tanke, +overstænket mit Sind med Ubluhed. Jeg havde ikke undset mig for at gøre mig +bevægelig og stå og græde til de mindste Kræmmere. Og hvad havde det +nyttet? Stod jeg måske ikke fremdeles uden en Brødbid at stikke i Munden. +Jeg havde opnået at få mig til at væmmes ved mig selv. Ja, ja, nu måtte det +komme til en Ende! Retnu stængte man Porten hjemme, og jeg fik skynde mig, +hvis jeg ikke vilde ligge på Rådstuen inat igen . . . . + +Dette gav mig Kræfter; ligge på Rådstuen vilde jeg ikke. Med foroverbøjet +Krop, med Hånden stemt mod venstre Ribben, forat dulme Stingene lidt, kaved +jeg fremad, holdt Øjnene fæstet i Fortouget, for ikke at tvinge mulige +Bekendte til at hilse, og hasted hen til Brandvagten. Gudskelov, Klokken +var blot syv på Vor Frelsers, jeg havde tre Timer endnu, før Porten +stængtes. Hvor jeg havde været bange! + +Så var der altså ikke en Ting uforsøgt, jeg havde gjort alt, jeg kunde. At +det virkelig ikke vilde lykkes én Gang på en hel Dag! tænkte jeg. Om jeg +fortalte det til nogen, så var der ingen, som ville tro det, og om jeg +skrev det ned, så vilde man sige, at det var lavet. Ikke på et eneste Sted! +Ja, ja, der var ingen Råd med det; fremfor alt ikke gå og være rørende mer. +Fy, det var ækelt, forsikkrer dig på, det gør mig vammel af dig! Når alt +Håb var ude, så var det ude. Kunde jeg ikke forresten stjæle mig en +Håndfuld Havre inde i Stalden? En Stribe af Lys, et Strejf — jeg vidste, +at Stalden var lukket. + +Jeg tog det mageligt og krøb i sen Sneglegang hjemover. Jeg følte Tørst, +glædeligvis for første Gang den hele Dag, og jeg gik og så mig om efter et +Sted, hvor jeg kunde drikke. Jeg var kommet for langt bort fra Basarerne, +og ind i et Privathus vilde jeg ikke gå; jeg kunde måske også vente til jeg +kom hjem; det vilde tage et Kvarters Tid. Det var slet ikke sagt, at jeg +kunde få beholde en Slurk Vand heller; min Mave tålte ikke længer nogen +Ting, jeg følte mig endog kvalm af det Spyt, jeg gik og svælged ned. + +Men Knapperne? Jeg havde slet ikke forsøgt med Knapperne endda? Da stod jeg +plat stille og gav mig til at smile. Kanske blev der alligevel en Råd! Jeg +var ikke helt fordømt! Jeg vilde ganske sikkert få ti Øre for dem, imorgen +fik jeg så andre ti et eller andet Sted, og Torsdag vilde jeg få Betaling +for min Avisartikel. Jeg skulde bare se, det retted sig! At jeg virkelig +kunde glemme Knapperne! Jeg tog dem op af Lommen og betragted dem, mens jeg +atter gik; mine Øjne blev dunkle af Glæde, jeg så ikke hele Gaden, jeg gik +på. + +Hvor kendte jeg ikke nøje den store Kælder, min Tilflugt i de mørke +Aftener, min blodsugende Ven! En for en var mine Ejendele forsvundne +hernede, mine Småting hjemmefra, min sidste Bog. På Auktionsdagen gik jeg +gærne derned, forat se til, og jeg glæded mig hvergang mine Bøger syntes at +komme i gode Hænder. Skuespiller Magelsen havde mit Ur, og det var jeg +næsten stolt af; en Årskalender, hvori jeg havde mit første lille poetiske +Forsøg, havde en Bekendt købt, og min Yderfrakke havned hos en Fotograf til +Udlån i Atelieret. Så der var intet at sige på nogen Ting. + +Jeg holdt mine Knapper færdige i Hånden og trådte ind. »Onkel« sidder ved +sin Pult og skriver. + +»Jeg har ingen Hast,« siger jeg, bange forat forstyrre ham og gøre ham +utålmodig med min Henvendelse. Min Stemme lød så forunderlig hul, jeg +kendte den næsten ikke selv igen, og mit Hjærte slog som en Hammer. + +Han kom mig smilende imøde, som han plejed, lagde begge sine Hænder flade +på Disken og så mig ind i Ansigtet, uden at sige noget. + +Ja, jeg havde noget med, som jeg vilde spørge, om han ikke kunde have Brug +for . . . . noget, som blot lå mig ivejen hjemme, forsikkrer Dem på, ganske +til Plage . . . . nogle Knapper. + +Nå, hvad var det så, hvad var det så med de Knapper? Og han lægger sine +Øjne helt ned til min Hånd. + +Om han ikke kunde give mig nogle Øre for dem? . . . . Så mange, som han +selv syntes . . . . Ganske efter hans eget Skøn . . . . + +For de Knapper? Og »Onkel« stirrer forundret på mig. For _disse_ Knapper? + +Bare til en Cigar, eller hvad han selv vilde. Jeg gik netop forbi, og så +vilde jeg høre ind. + +Da lo den gamle Pantelåner og vendte tilbage til sin Pult, uden at sige et +Ord. Der stod jeg. Jeg havde egentlig ikke håbet så meget, og alligevel +havde jeg tænkt mig det muligt at blive hjulpen. Denne Latter var min +Dødsdom. Det kunde vel ikke nytte med Brillerne nu heller? + +Jeg vilde naturligvis lade mine Briller gå med, det er en Selvfølge, sagde +jeg så og tog dem af. Bare ti Øre, eller, om han vilde, fem Øre? + +»De ved jo, at jeg ikke kan låne på Deres Briller,« sagde »Onkel«; »jeg har +sagt Dem det før.« + +»Men jeg trænger et Frimærke,« sagde jeg dump; jeg kunde ikke engang få +afsendt de Breve, som jeg skulde skrive. »Et ti eller fem Øres Frimærke, +ganske som De selv synes.« + +»Gud velsigne Dem og gå Deres Vej!« svared han og kaved imod mig med +Hånden. + +Ja, ja, så får det være! sagde jeg til mig selv. Mekanisk satte jeg +Brillerne igen på, tog Knapperne i Hånden og gik; jeg sagde Godnat og +lukked Døren efter mig som sædvanlig. Se så, der var ikke mer at gøre! +Udenfor Trappegabet standsed jeg og så endnu engang på Knapperne. At han +slet ikke vilde have dem! sagde jeg; det er dog næsten nye Knapper; jeg kan +ikke forstå det! + +Mens jeg stod der i disse Betragtninger, kom en Mand forbi og gik ned i +Kælderen. Han havde i Farten givet mig et lidet Stød; vi gjorde begge +Undskyldning, og jeg vendte mig om og så efter ham. + +»Nej, er det dig?« sagde han pludselig nede i Trappen. Han kom op, og jeg +genkendte ham. »Gud bevare os, så du ser ud!« sagde han. »Hvad har du gjort +hernede?« + +»Å — havt Affærer. Du skal herned, ser jeg?« + +»Ja. Hvad har du været der med?« + +Mine Knæ skalv, jeg støtted mig mod Væggen og rakte ud min Hånd med +Knapperne. + +»Hvad Fan?« råbte han. »Nej, nu går det for vidt!« + +»Godnat!« sagde jeg og vilde gå; jeg følte Gråden i Brystet. + +»Nej, vent et Øjeblik!« sagde han. + +Hvad skulde jeg vente efter? Han var jo selv på Vej til »Onkel«, bragte +måske sin Forlovelsesring, havde sultet i flere Dage, skyldte sin Værtinde. + +»Ja,« svared jeg, »når du vil være snar . . . .« + +»Naturligvis,« sagde han og tog Tag i min Arm; »men jeg skal sige dig, jeg +tror dig ikke, du er en Idiot; det er bedst, du følger med derned.« + +Jeg forstod, hvad han vilde, følte pludselig igen en liden Gnist af Ære og +svared: + +»Kan ikke! Jeg har lovet at være i Bernt Ankers Gade Klokken halv otte, og +. . . .« + +»Halv otte, rigtigt ja! Men nu er Klokken otte. Her står jeg med Uret i +Hånden, det er det, jeg skal herned med. Så, ind med dig, sultne Synder! +Jeg får mindst fem Kroner til Dig.« + +Og han puffed mig ind. + +TREDJE STYKKE + +En Uges Tid gik i Herlighed og Glæde. + +Jeg var over det værste også denne Gang, jeg havde Mad hver Dag, mit Mod +steg, og jeg stak det ene Jærn efter det andet i Ilden. Jeg havde tre eller +fire Afhandlinger under Arbejde, der plyndred min fattige Hjærne for hver +Gnist, hver Tanke, som opstod i den, og jeg syntes, at det gik bedre end +før. Den sidste Artikel, som jeg havde havt så meget Rænd for og sat så +meget Håb til, var allerede bleven mig tilbageféveret af Redaktøren, og jeg +havde tilintetgjort den straks, vred, fornærmet, uden at læse den igennem +påny. For Eftertiden vilde jeg forsøge med et andet Blad, forat åbne mig +flere Udveje. I værste Fald, hvis heller ikke det hjalp, havde jeg Skibene +at tage til; »Nonnen« lå sejlklar nede ved Bryggen, og jeg kunde måske få +arbejde mig over på den til Archangel, eller hvor det nu var, den skulde +hen. Så der mangled mig ikke Udsigter på mange Kanter. + +Den sidste Krise havde faret noget ilde med mig; jeg begyndte at miste Hår +i stor Mængde, Hovedpinen var også meget plagsom, især om Morgenen, og +Nervøsiteten vilde ikke give sig. Jeg sad om Dagen og skrev med Hænderne +bundet ind i Kluder, blot fordi jeg ikke tålte mit eget Åndedrag imod dem. +Når Jens Olaj slog Stalddøren hårdt i nedenunder mig, eller en Hund kom ind +i Baggården og begyndte at gø, gik det mig gennem Marv og Ben som kolde +Stik, der traf mig allevegne. Jeg var temmelig forkommen. + +Dag efter Dag stræved jeg med mit Arbejde, undte mig knapt Tid til at sluge +min Mad, førend jeg atter satte mig til at skrive. I den Tid var både +Sengen og mit lille vaklende Skrivebord oversvømmet med Notiser og +beskrevne Blade, som jeg vekselvis arbejded på, føjed til nye Ting, som +kunde falde mig ind i Løbet af Dagen, strøg over, frisked op de døde +Punkter med et farvefuldt Ord hist og her, sled mig fremad Sætning for +Sætning med den værste Møje. En Eftermiddag var endelig den ene af mine +Artikler færdig, og jeg stak den lykkelig og glad i Lommen og begav mig op +til »Kommandøren«. Det var på høj Tid, at jeg gjorde Anstalter til lidt +Penge igen, jeg havde ikke mange Øre tilbage. + +»Kommandøren« bad mig om at sidde et Øjeblik, så skulde han straks . . . . +og han skrev videre. + +Jeg så mig om i det lille Kontor: Buster, Litografier, Udklip, en umådelig +Papirkurv, der så ud til at kunne sluge en Mand med Hud og Hår. Jeg følte +mig trist tilmode ved Synet af dette uhyre Gab, denne Dragekæft, der altid +stod åben, altid var færdig til at modtage nye kasserede Arbejder — nye +knuste Håb. + +»Hvad Dato har vi?« siger pludselig »Kommandøren« borte ved Bordet. + +»28de,« svarer jeg, glad over at kunne være ham til Tjeneste. + +»28de.« Og han skriver fremdeles. Endelig konvolutterer han et Par Breve, +sender nogle Papirer hen i Kurven og lægger Pennen ned. Så svinger han sig +omkring på Stolen og ser på mig. Da han mærker, at jeg endnu står ved +Døren, gør han et halvt alvorligt, halvt spøgefuldt Vink med Hånden og +peger på en Stol. + +Jeg vender mig bort, forat han ikke skal se, at jeg ingen Vest har på, når +jeg åbner Frakken og tager Manuskriptet op af Lommen. + +»Det er bare en liden Karakteristik af Correggio,« siger jeg, »men den er +vel ikke skrevet slig, desværre, at . . . .« + +Han tager Papirerne ud af min Hånd og begynder at blade i dem. Han vender +sit Ansigt mod mig. + +Således så han da ud på nært Hold denne Mand, hvis Navn jeg hørte allerede +i min tidligste Ungdom, og hvis Blad havde havt den største Indflydelse på +mig op gennem Årene. Hans Hår er krøllet og de smukke brune Øjne en Smule +urolige; han har for Vane at støde lidt i Næsen nu og da. En skotsk Præst +kunde ikke se mildere ud end denne farlige Skribent, hvis Ord altid havde +slået blodige Striber, hvor de faldt ned. En ejendommelig Følelse af Frygt +og Beundring betager mig overfor dette Menneske, jeg er lige ved at få +Tårer i Øjnene, og jeg rykker uvilkårlig et Skridt frem, forat sige ham, +hvor inderlig jeg holdt af ham for alt, han havde lært mig, og bede ham om +ikke at gøre mig Fortræd; jeg var blot en fattig Stymper, som havde det +slemt nok alligevel . . . . + +Han så op og lagde mit Manuskript langsomt sammen, mens han sad og tænkte +efter. Forat lette ham i at give mig et afslående Svar, rækker jeg Hånden +lidt frem og siger: + +»Å, nej, det er naturligvis ikke brugbart?« Og jeg smiler, forat give +Indtryk af at tage det let. + +»Det må være så populært alt, som vi kan bruge,« svarer han; »De ved, hvad +Slags Publikum vi har. Men kan De ikke tage og gøre det lidt enklere? Eller +finde på noget andet, som Folk forstår bedre?« + +Hans Hensynsfuldhed forundrer mig. Jeg forstår, at min Artikel er kasseret, +og dog kunde jeg ikke fået et vakkrere Afslag. For ikke at optage ham +længer, svarer jeg: + +»Jo, da, det kan jeg nok.« + +Jeg går til Døren. Hm. Han måtte undskylde, at jeg havde heftet ham bort +med dette . . . . Jeg bukker og tager i Dørvrideren. + +»Hvis De trænger det,« siger han, »så kan De heller få lidt i Forskud. De +kan jo skrive for det.« + +Nu havde han jo set, at jeg ikke dued til at skrive, hans Tilbud ydmyged +mig derfor lidt, og jeg svared: + +»Nej, Tak, jeg klarer mig endda en Stund. Takker ellers så meget. Farvel!« + +»Farvel!« svarer »Kommandøren« og vender sig i det samme ind til sit +Skrivebord. + +Han havde nu alligevel behandlet mig ufortjent velvilligt, og jeg var ham +taknemmelig herfor; jeg skulde også vide at påskønne det. Jeg foresatte mig +ikke at gå til ham igen, førend jeg kunde tage med et Arbejde, som jeg var +helt tilfreds med, som kunde forbause »Kommandøren« en Smule og få ham til +at anvise mig ti Kroner uden et Øjebliks Betænkning. Og jeg gik hjem igen +og tog fat på min Skrivning påny. + +I de følgende Aftener, når Klokken blev omkring otte og Gassen allerede var +tændt, hændte der mig regelmæssig følgende: + +Idet jeg kommer ud af mit Portrum, for efter Dagens Møje og Besværligheder +at begive mig ud på en Spadsertur omkring i Gaderne, står der en sortklædt +Dame ved Gaslygten lige udenfor Porten og vender Ansigtet mod mig, følger +mig med Øjnene, når jeg passerer hende. Jeg lægger Mærke til, at hun stadig +har den samme Dragt på, det samme tætte Slør, der skjuler hendes Ansigt og +falder nedad hendes Bryst, og i Hånden en liden Paraply med Elfenbens Ring +i Håndtaget. + +Det var allerede tredje Aften, jeg havde set hende der, al tid på selvsamme +Sted; såsnart jeg var kommet hende forbi, vender hun sig langsomt om og går +nedad Gaden, bort fra mig. + +Min nervøse Hjærne skød Følehorn ud, og jeg fik straks den urimelige +Anelse, at det var mig, hendes Besøg galdt. Jeg var tilsidst næsten i +Begreb med at tiltale hende, spørge hende, om hun søgte efter nogen, om hun +trængte min Hjælp til noget, om jeg måtte følge hende hjem, så dårligt +antrukken som jeg desværre var, beskytte hende i de mørke Gader; men jeg +havde en ubestemt Frygt for, at det kanske vilde komme til at koste noget, +et Glas Vin, en Køretur, og jeg havde slet ingen Penge mer; mine +trøstesløst tomme Lommer virked altfor nedslående på mig, og jeg havde ikke +engang Mod til at se lidt skarpt på hende, når jeg gik hende forbi. Sulten +var igen begyndt at hussere med mig, jeg havde ikke havt Mad, siden +igåraftes; det var ikke nogen lang Tid, jeg havde ofte kunnet holde ud i +flere Dage; men jeg var begyndt at tage betænkeligt af, jeg kunde slet ikke +sulte så godt som før, en eneste Dag kunde nu næsten gøre mig fortumlet, og +jeg led af idelige Opkastelser, såsnart jeg drak Vand. Dertil kom, at jeg +lå og frøs om Nætterne, lå i fulde Klæder, som jeg stod og gik om Dagen, og +blåfrøs, ised ned hver Aften under Kuldegysninger og stivned til under +Søvnen. Det gamle Tæppe kunde ikke holde Trækvinden ude, og jeg vågned om +Morgenen af, at jeg var bleven tæt i Næsen af den ramme Rimluft, der +trængte ind til mig udenfra. + +Jeg går henad Gaderne og tænker på, hvorledes jeg skulde bære mig ad med at +holde mig oppe, til jeg fik min næste Artikel færdig. Havde jeg blot et +Lys, vilde jeg forsøge at kile på udover Natten; det vilde tage et Par +Timer, hvis jeg først kom rigtig i Ånde; imorgen kunde jeg så atter +henvende mig til »Kommandøren«. + +Jeg går uden videre ind i Oplandske og søger efter min unge Bekendt fra +Banken, forat skaffe mig ti Øre til et Lys. Man lod mig uhindret passere +alle Værelser; jeg gik forbi et Dusin Borde, hvor passiarende Gæster sad og +spiste og drak, jeg trængte lige ind i Bunden af Kaféen, ind i Röda Rummet, +uden at finde min Mand. Flau og vred drog jeg mig igen ud på Gaden og gav +mig til at gå i Retning af Slottet. + +Var det nu ikke også som hede, levende, evige Fan, at det aldrig vilde tage +nogen Ende med mine Genvordigheder! Med lange, rasende Skridt, med +Frakkekraven brutalt brættet op i Nakken og med Hænderne knyttet i +Bukselommerne, gik jeg og skældte ud min ulykkelige Stjærne hele Vejen. +Ikke en rigtig sorgfri Stund på syv, otte Måneder, ikke Mad til Nødtørft en +kort Uge tilende, førend Nøden påny brød mig i Knæ. Her havde jeg +ovenikøbet gået og været ærlig midt i Elendigheden, he-he, ærlig i Bund og +Grund! Gud bevare mig, hvor jeg havde været naragtig! Og jeg begyndte at +fortælle mig selv om, hvorledes jeg endog havde gået og havt ond +Samvittighed, fordi jeg engang havde bragt Hans Paulis Tæppe til +Pantelåneren. Jeg lo hånligt ad min ømme Retskaffenhed, spytted foragteligt +i Gaden og fandt slet ikke Ord stærke nok til at gøre Nar ad mig for min +Dumhed. Det skulde bare været nu! Fandt jeg i denne Stund en Skolepiges +Spareskillinger på Gaden, en fattig Enkes eneste Øre, jeg skulde plukke den +op og stikke den i Lommen, stjæle den med velberåd Hu og sove roligt som en +Sten hele Natten bagefter. Jeg havde dog ikke for intet lidt så usigelig +meget, min Tålmodighed var forbi, jeg var beredt til hvad det skulde være. + +Jeg gik rundt Slottet tre, fire Gange, tog derpå den Bestemmelse at vende +hjem, gjorde endnu en liden Afstikker ind i Parken og gik endelig tilbage +nedad Karl Johan. + +Klokken var omkring elleve. Gaden var temmelig mørk, og der vandred +Mennesker omkring overalt, stille Par og larmende Klynger om hinanden. Den +store Stund var indtrådt, Parringstiden, når den hemmelige Færdsel foregår +og de glade Æventyr begynder. Raslende Pigeskørter, en og anden kort, +sandselig Latter, bølgende Bryster, heftige, pæsende Åndedrag; langt nede +ved Grand en Stemme, som råber: »Emma!« Hele Gaden var en Sump, hvorfra +hede Dunster steg op. + +Jeg forfarer uvilkårlig mine Lommer efter to Kroner. Den Lidenskab, der +dirrer i hver af de forbigåendes Bevægelser, selve Gaslygternes dunkle Lys, +den stille, svangre Nat, altsammen har begyndt at angribe mig, denne Luft, +der er fyldt af Hvisken, Omfavnelser, skælvende Tilståelser, halvt udtalte +Ord, små Hvin; endel Katte elsker med høje Skrig inde i Blomqvists Port. Og +jeg havde ikke to Kroner. Det var en Jammer, en Elendighed uden Lige at +være så udarmet! Hvilken Ydmygelse, hvilken Vanære! Og jeg kom atter til at +tænke på en fattig Enkes sidste Skærv, som jeg vilde have stjålet, en +Skoleguts Kasket eller Lommetørklæde, en Betlers Madpose, som jeg uden +Omstændighed vilde have bragt til Kludehandleren og sviret op. Forat trøste +mig selv og holde mig skadesløs begyndte jeg at finde op alle mulige Fejl +ved disse glade Mennesker, som gled mig forbi; jeg trak vredt på Skuldrene +og så ringeagtende på dem, efterhvert som de passered, Par for Par. Disse +nøjsomme, sukkertøjspisende Studenter, som mente at skeje europæisk ud, når +de fik klappe en Sypige på Maven! Disse Ungherrer, Bankmænd, Grosserere, +Boulevardløver, som ikke engang slog Vrag på Sjømandskoner, tykke Kutorvets +Marihøner, der kunde falde ned i det første det bedste Portrum for en +Sejdel Øl! Hvilke Sirener! Pladsen ved deres Side var endnu varm efter en +Brandkonstabel eller en Staldkarl fra sidste Nat; Tronen var altid lige +ledig, lige vidåben, værsågod, stig op! . . . . Jeg spytted langt hen ad +Fortouget, uden at bekymre mig om, at det kunde træffe nogen, var vred, +opfyldt af Foragt for disse Mennesker, der gned sig opad hinanden og parred +sig sammen midt for mine Øjne. Jeg løfted mit Hoved og følte med mig selv +Velsignelsen af at kunne bevare min Sti ren. + +Ved Stortingsplads mødte jeg en Pige, som stirred meget stivt på mig, idet +jeg kom på Siden af hende. + +»Godaften!« sagde jeg. + +»Godaften!« Hun standsed. + +Hm. Om hun var ude og gik så sent? Var det nu ikke lidt resikabelt for en +ung Dame at gå på Karl Johan på denne Tid af Døgnet? Ikke? Ja, men blev hun +da aldrig tiltalt, forulempet, jeg mener rent ud sagt bedt om at gå med +hjem? + +Hun stirred forundret på mig, undersøgte mit Ansigt, hvad jeg vel kunde +mene med dette. Så stak hun pludselig Hånden ind under min Arm og sagde: + +»Så gik vi da!« + +Jeg fulgte med. Da vi havde gået nogle Skridt forbi Droscherne, standsed +jeg op, gjorde min Arm fri og sagde: + +»Hør, min Ven, jeg ejer ikke en Øre.« Og jeg belaved mig på at gå min Vej. + +I Førstningen vilde hun ikke tro mig; men da hun havde fået føle efter i +alle mine Lommer og intet fandt, blev hun ærgerlig, kasted på Hovedet og +kaldte mig en Tørfisk. + +»Godnat!« sagde jeg. + +»Vent lidtl« råbte hun. »Er det Guldbriller, De har?« + +»Nej.« + +»Ja, så gå Pokker ivold med Dem!« + +Og jeg gik. + +Lidt efter kom hun løbende efter mig og råbte på mig påny. + +»De kan være med mig alligevel,« sagde hun. + +Jeg følte mig ydmyget af dette Tilbud fra en stakkels Gadetøs, og jeg sagde +Nej. Det var desuden sent på Nat, og jeg skulde et Sted hen; hun havde +heller ikke Råd til slige Opofrelser. + +»Jo, nu _vil_ jeg have Dem med.« + +»Men jeg går ikke med på den Måde.« + +»De skal naturligvis til en anden,« sagde hun. + +»Nej,« svared jeg. + +Men jeg havde Følelsen af, at jeg stod i en ynkelig Stilling overfor denne +aparte Tøs, og jeg beslutted mig til at redde Skinnet. + +»Hvad hedder De?« spurgte jeg. »Marie? Nå! Hør nu her, Marie!« Og jeg gav +mig til at forklare min Opførsel. Pigen blev mer og mer forundret +efterhvert. Om hun altså havde troet, at også jeg var en af dem, som gik på +Gaden om Aftenerne og kapred Småpiger? Om hun virkelig troed noget så slet +om mig? Havde jeg måske sagt noget uartigt til hende fra Begyndelsen af? +Bar man sig slig ad, som jeg, når man havde noget ondt fore? Kort og godt, +jeg havde tiltalt hende og fulgt hende de Par Skridt, forat se, hvor vidt +hun vilde drive det. Forresten var mit Navn det og det. Pastor den og den. +Godnat! Gå hen og synd ikke mer! + +Dermed gik jeg. + +Jeg gned mig henrykt i Hænderne over mit gode Påfund og talte højt med mig +selv. Hvor det var en Glæde at gå omkring og gøre gode Gærninger! Jeg havde +måske givet denne faldne Skabning et Skub til Oprejsning for hele Livet! +Frelst hende engang for alle fra Fordærvelsen! Og hun vilde påskønne det, +når hun fik summet sig på det, endog huske mig i sin Dødsstund med Hjærtet +fuldt af Tak. Å, det lønte sig at være ærlig alligevel, ærlig og +retskaffen! + +Mit Humør var aldeles strålende, jeg følte mig frisk og modig nok til hvad +det skulde være. Om jeg blot havde havt et Lys, så kunde jeg kanske fået +min Artikel færdig! Jeg gik og dingled med min nye Portnøgle i Hånden, +nynned, plystred og spekulered på en Udvej til Lys. Der blev ingen anden +Råd, jeg fik tage mine Skrivesager ned, ud på Gaden, ind under Gaslygten. +Og jeg åbned Porten og gik op efter mine Papirer. + +Da jeg kom ned igen, lukked jeg Porten ilås udenifra og stilled mig hen i +Lygteskinnet. Det var stille overalt, jeg hørte blot de tunge, klirrende +Fodtrin af en Konstabel nede i Tværgaden, og langt borte, i Retning af St. +Hanshaugen, en Hund, som gøed. Der var intet, som forstyrred mig, jeg trak +Frakkekraven op for Ørene og gav mig til at tænke af alle Kræfter. Det +vilde hjælpe mig så storartet, om jeg var så heldig at få istand Slutningen +af denne lille Afhandling. Jeg stod just på et lidt vanskeligt Punkt, der +skulde komme en ganske umærkelig Overgang til noget nyt, derpå en dæmpet, +glidende Finale, en lang Knurren, der tilsidst skulde ende i en Klimaks så +stejl, så oprørende som et Skud, eller som Lyden af et Bjærg, der brast. +Punktum. + +Men Ordene vilde ikke falde mig ind. Jeg læste hele Stykket igennem fra +Begyndelsen af, læste højt hver Sætning, og jeg kunde slet ikke samle mine +Tanker til denne spragende Klimaks. Mens jeg stod og arbejded med dette, +kom ovenikøbet Konstablen gående og stilled sig op midt i Gaden et lidet +Stykke borte fra mig og spolered hele min Stemning. Hvad kom det nu ham +ved, om jeg i dette Øjeblik stod og skrev på en udmærket Klimaks til en +Artikel for »Kommandøren«? Herregud, hvor det var plat umuligt for mig at +holde mig oven Vande, hvad jeg end prøved med! Jeg stod der en Times Tid, +Konstablen gik sin Vej, Kulden begyndte at blive for stærk til at stå +stille i. Modløs og forsagt over det ny spildte Forsøg, åbned jeg endelig +atter Porten og gik op på mit Rum. + +Det var koldt deroppe, og jeg kunde knapt se mit Vindu i det tykke Mørke. +Jeg følte mig frem til Sengen, trak Skoene af og satte mig til at varme +mine Fødder mellem Hænderne. Så lagde jeg mig ned, således, som jeg havde +gjort i lang Tid, rund som jeg gik, i fulde Klæder. + + * * * + +Morgenen efter rejste jeg mig overende i Sengen, såsnart det blev lyst, og +tog fat på min Artikel igen. Jeg sad i denne Stilling til Middags, da jeg +havde fået istand en ti, tyve Linjer. Og jeg var endda ikke kommet til +Finalen. + +Jeg stod op, tog Støvlerne på og gav mig til at drive frem og tilbage på +Gulvet, forat blive varm. Der lå Rim på Vinduerne; jeg så ud, det sneed, +nede i Baggården lå et tykt Lag af Sne over Brolægningen og Vandposten. + +Jeg pusled omkring i mit Værelse, gjorde viljeløse Ture frem og tilbage, +skrabed med Neglene i Væggene, lagde min Pande forsigtigt ind mod Døren, +banked med Pegefingeren i Gulvet og lytted opmærksomt, altsammen uden nogen +Hensigt, men stille og eftertænksomt, som om det var en Sag af Vigtighed, +jeg havde fore. Og imens sagde jeg højt Gang på Gang, så jeg hørte det +selv: Men du gode Gud, dette er jo Vanvid! Og jeg drev på lige galt. Efter +en lang Stunds Forløb, kanske et Par Timer, tog jeg mig stærkt sammen, bed +mig i Læben og strammed mig op det bedste, jeg kunde. Der måtte blive en +Ende på dette! Jeg fandt mig en Flis at tygge på og satte mig resolut til +at skrive igen. + +Et Par korte Sætninger kom istand med stort Besvær, et Snes fattige Ord, +som jeg pinte frem med Vold og Magt, for dog at bevæge mig fremad. Da +standsed jeg, mit Hoved var tomt, jeg årked ikke mer. Og da jeg slet ikke +kunde komme længer, satte jeg mig til at stirre med vidåbne Øjne på disse +sidste Ord, dette ufuldførte Ark, glante på disse underlige, skælvende +Bogstaver, der stritted op fra Papiret som små hårede Dyr, og jeg forstod +tilsidst ikke noget af det hele, jeg tænkte på ingen Ting. + +Tiden gik. Jeg hørte Færdselen på Gaden, Larmen af Vogne og Hovtramp; Jens +Olajs Stemme steg op til mig fra Stalden, når han råbte til Hestene. Jeg +var aldeles sløv, jeg sad og smatted lidt med Munden, men foretog mig +ellers intet. Mit Bryst var i en sørgelig Forfatning. + +Det begyndte at skumre, jeg faldt mer og mer sammen, blev træt og lagde mig +tilbage på Sengen. Forat varme mine Hænder lidt, strøg jeg Fingrene gennem +mit Hår, frem og tilbage, på kryds og tvers; der fulgte små Dotter med, +løsnede Tjavser, som lagde sig mellem Fingrene og flød udover Hovedpuden. +Jeg tænkte ikke noget over det just da, det var som det ikke kom mig ved, +jeg havde også nok af Hår tilbage. Jeg forsøgte atter at ryste mig op af +denne forunderlige Døs, der gled mig gennem alle Lemmer som en Tåge; jeg +rejste mig overende, banked mig med flad Hånd over Knæerne, hosted så +hårdt, som mit Bryst tillod, — og jeg faldt tilbage påny. Intet hjalp; jeg +døde hjælpeløst hen med åbne Øjne, stirrende ret op i Taget. Tilsidst stak +jeg Pegefingeren i Munden og gav mig til at patte på den. Der begyndte at +røre sig noget i min Hjærne, en Tanke, der roded sig frem derinde, et +splittergalt Påfund: Hvad om jeg bed til? Og uden et Øjebliks Betænkning +kneb jeg Øjnene i og slog Tænderne sammen. + +Jeg sprang op. Endelig var jeg bleven vågen. Der pibled lidt Blod ud af +Fingeren, og jeg slikked det af efterhvert. Det gjorde ikke meget ondt, +Såret var heller ikke stort; men jeg var med en Gang bragt til mig selv; +jeg rysted på Hovedet og gik hen til Vinduet, hvor jeg fandt mig en Klud, +som jeg vikled om Såret. Mens jeg stod og pusled hermed, blev njine Øjne +fulde af Vand, jeg græd sagte for mig selv. Denne magre, itubidte Finger så +så sørgelig ud. Gud i Himlen, hvor langt det nu var kommet med mig! + +Mørket blev tættere. Det var kanske ikke umuligt, at jeg kunde skrive min +Finale ud over Aftenen, hvis jeg bare havde et Lys. Mit Hoved var atter +blevet klart. Tanker kom og gik som sædvanligt, og jeg led ikke synderligt; +jeg følte ikke engang Sulten så slemt, som for nogle Timer siden, jeg kunde +nok holde ud til næste Dag. Måske kunde jeg få et Lys på Kredit sålænge, +når jeg henvendte mig i Husholdningshandelen og forklared min Stilling, Jeg +var så godt kendt dernede; i de gode Dage, mens jeg endnu havde Råd til +det, havde jeg købt mangt et Brød i den Butik. Der var ingen Tvivl om, at +jeg vilde få et Lys på mit ærlige Navn. Og for første Gang i lang Tid tog +jeg mig til at børste mine Klæder en Smule, fjærned endog de løse Hår på +min Frakkekrave, såvidt det lod sig gøre i Mørket; så famled jeg mig nedad +Trapperne. + +Da jeg kom ud på Gaden, faldt det mig ind, at jeg kanske heller burde +begære et Brød. Jeg blev tvivlrådig, standsed op og tænkte efter. På ingen +Måde! svared jeg endelig mig selv. Jeg var desvære ikke i den Tilstand, at +jeg tålte Mad nu; de samme Historier vilde da gentage sig med Syner og +Fornemmelser og vanvittige Indfald, min Artikel vilde aldrig blive færdig, +og det galdt at komme til »Kommandøren«, inden han glemte mig igen. På +ingen mulig Måde! Og jeg bestemte mig for et Lys. Dermed gik jeg ind i +Butiken. + +En Kone står ved Disken og gør Indkøb; der ligger flere små Pakker i +forskellige Sorter Papir ved Siden af hende. Betjenten, der kender mig og +ved, hvad jeg sædvanligvis køber, forlader Konen og pakker uden videre et +Brød ind i en Avis og lægger frem til mig. + +»Nej — det var egentlig et Lys iaften,« siger jeg. Jeg siger det meget +stille og ydmygt, for ikke at gøre ham ærgerlig og forspilde min Udsigt til +at få Lyset. + +Mit Svar forvilder ham, han løber ganske Sur i mine uventede Ord; det var +første Gang, jeg havde forlangt noget andet end Brød af ham. + +»Ja, så får De vente lidt da«, siger han endelig og giver sig atter i Færd +med Konen. + +Hun får sine Ting, betaler, leverer en Femkrone, som hun får tilbage på, og +går. + +Nu er Betjenten og jeg alene. + +Han siger: + +»Ja, så var det altså et Lys.« Og han river op en Pakke Lys og tager ud et +til mig. + +Han ser på mig, og jeg ser på ham, jeg kan ikke få min Begæring over +Læberne. + +»Nå ja, det var sandt, De betalte jo,« siger han pludselig. Han siger +simpelthen, at jeg havde betalt; jeg hørte hvert Ord. Og han begynder at +tælle Sølvpenge op fra Skuffen, Krone efter Krone, blanke, fede Penge, — +han giver atter tilbage på fem Kroner. + +»Værsågod!« siger han. + +Nu står jeg og ser på disse Penge et Sekund, jeg fornemmer, at det er galt +fat med noget, jeg overvejer ikke, tænker slet ikke på nogen Ting, falder +blot i Staver over al denne Rigdom, som ligger og lyser foran mine Øjne. Og +jeg samler mekanisk Pengene op. + +Jeg står der udenfor Disken, dum af Forundring, slagen, tilintetgjort; jeg +gør et Skridt hen mod Døren og standser igen. Jeg retter mit Blik mod et +vist Punkt på Væggen; der hænger en liden Bjælde i et Læderhalsbånd, og +nedenunder den en Bundt Snøre. Og jeg står og stirrer på disse Sager. + +Betjenten, som mener, at jeg vil slå af en Passiar, eftersom jeg giver mig +så god Tid, siger, idet han ordner endel Indpakningspapir, som flyder om på +Disken: + +»Det ser ud til, at vi skal få Vinter nu.« + +»Hm. Ja,« svarer jeg, »det ser ud til at vi skal få Vinter nu. Det ser ud +til det.« Og lidt efter lægger jeg til: »Å, ja, det er ikke fortidligt.« + +Jeg hørte mig selv tale, men opfatted hvert Ord, jeg sagde, som om de kom +fra en anden Person; jeg talte ganske ubevidst, ufrivilligt, uden at føle +det selv. + +»Ja, synes De egentlig det?« siger Betjenten. + +Jeg stak Hånden med Pengene i Lommen, tog i Låsen og gik; jeg hørte, at jeg +sagde Godnat, og at Betjenten svared. + +Jeg var kommet et Par Skridt bort fra Trappen, da Butiksdøren blev revet op +og Betjenten råbte efter mig. Jeg vendte mig om, uden Forundring, uden Spor +af Angst; jeg samled blot Pengene sammen i Hånden og beredte mig på at give +dem tilbage. + +»Værsågod, De har glemt Deres Lys,« siger Betjenten. + +»Å, Tak!« svarer jeg roligt. »Tak! Tak!« + +Og jeg vandred atter nedad Gaden, bærende Lyset i Hånden. + +Min første fornuftige Tanke galdt Pengene. Jeg gik hen til en Lygte og +talte dem over påny, vejed dem i Hånden og smilte. Så var jeg alligevel +herligt hjulpen, storslagent, vidunderligt hjulpen for lang, lang Tid! Og +jeg stak atter Hånden med Pengene i Lommen og gik. + +Udenfor en Madkælder i Storgaden standsed jeg og overvejed koldt og roligt, +om jeg skulde driste mig til at nyde en liden Lunch allerede straks. Jeg +horte Klirren af Talærkener og Knive indenfor, og Lyden af Kød, som +bankedes; dette blev mig en altfor stærk Fristelse, jeg trådte ind. + +»En Bif!« siger jeg. + +»En Bif!« råber Jomfruen ud gennem en Luge. + +Jeg slog mig ned ved et lidet Bord for mig selv lige indenfor Døren og gav +mig til at vente. Det var lidt mørkt der, hvor jeg sad, jeg følte mig nokså +godt skjult og satte mig til at tænke. Nu og da så Jomfruen hen på mig med +lidt nysgærrige Øjne. + +Min første egentlige Uærlighed var begået, mit første Tyveri, mod hvilket +alle mine tidligere Streger var for intet at regne; mit første store Fald +. . . . Godt og vel! Der var intet at gøre ved det. Forresten stod det mig +frit for, jeg kunde ordne det med Kræmmeren siden, senerehen, når jeg fik +bedre Anledning til det. Det behøved ikke at komme videre med mig; desuden +havde jeg ikke påtaget mig at leve mere ærligt end alle andre Mennesker, +det var ingen Aftale . . . . + +»Kommer Bifen snart, tror De?« + +»Ja, ganske snart.« Jomfruen åbner Lugen og ser ind i Køkkenet. + +Men hvis nu Sagen kom for en Dag? Hvis Betjenten kom til at fatte Mistanke, +begyndte at tænke over Hændelsen med Brødet, de fem Kroner, som Konen fik +tilbage på? Det var ikke umuligt, at han vilde komme på det en Dag, måske +næste Gang, når jeg gik derind. Nå ja, Herregud! . . . . Jeg trak i Smug på +Skuldrene. + +»Værsågod!« siger Jomfruen venligt og sætter Bifen på Bordet. »Men vil De +ikke heller gå ind i et andet Rum? Her er så mørkt.« + +»Nej, Tak, lad mig bare være her,« svarer jeg. Hendes Venlighed gør mig med +en Gang bevæget, jeg betaler Bifen straks, giver hende på Slump, hvad jeg +får fat i nede i Lommen, og lukker hendes Hånd til. Hun smiler, og jeg +siger for Spøg, med Tårer i Øjnene: »Resten skal De have at købe Dem en +Gård for . . . . Å, velbekomme!« . . . . + +Jeg begyndte at spise, blev mer og mer grådig efterhvert, slugte store +Stykker, uden at tygge dem, gassed mig dyrisk ved hver Mundfuld. Jeg rev i +Kødet som en Menneskeæder. + +Jomfruen kom igen hen til mig. + +»Vil De ikke have noget at drikke?« siger hun. Og hun luder sig lidt ned +mod mig. + +Jeg så på hende; hun talte meget lavt, næsten undseligt; hun slog Øjnene +ned. + +»Jeg mener en halv Øl, eller hvad De vil . . . . af mig . . . . atpå +. . . . dersom De vil . . . .« + +»Nej, mange Tak!« svared jeg. »Ikke nu. Jeg skal komme igen en anden Gang.« + +Hun trak sig tilbage og satte sig indenfor Disken; jeg så blot hendes +Hoved. Hvilket underligt Menneske! + +Da jeg blev færdig, gik jeg med en Gang til Døren, jeg følte allerede +Kvalme. Jomfruen rejste sig. Jeg var bange for at komme hen i Lyset, +frygted for at vise mig formeget frem for den unge Pige, som ikke aned min +Elendighed, og jeg sagde derfor hurtigt Godnat, bukked og gik. + +Maden begyndte at virke, jeg led meget af den og fik ikke beholde den +længe. Jeg gik og tømte min Mund ud i hver mørk Krog, som jeg kom forbi, +stred med at dæmpe denne Kvalme, som udhuled mig påny, knytted Hænderne og +gjorde mig hårdfør, stamped i Gaden og svælged rasende ned igen hvad der +vilde op — forgæves! Jeg sprang tilsidst ind i et Portrum, foroverbøjet, +med Hovedet foran, blind af Vand, som sprængtes ud i mine Øjne, og tømte +mig igen. + +Jeg blev forbittret, gik henad Gaden og græd, bandte de grusomme Magter, +hvem de end var, som forfulgte mig så, svor dem ned i Helvedes Fordømmelse +og evige Kval for deres Usselhed. Der var liden Ridderlighed hos Skæbnen, +virkelig nokså liden Ridderlighed, måtte man sige! . . . . Jeg gik hen til +en Mand, som stod og glante indad et Butiksvindu, og spurgte ham i største +Hast, hvad man efter hans Mening skulde byde en Mand, som havde sultet i +lang Tid. Det galdt Livet, sagde jeg, han tålte ikke Bif. + +»Jeg har hørt sige, at Mælk skal være bra, kogt Mælk,« svarer Manden yderst +forundret. »Hvem er det forresten. De spørger for?« + +»Tak! Tak!« siger jeg. »Det kan hænde, at det er nokså bra det, kogt Mælk +. . . .« + +Og jeg går. + +Ved den første Kafé, jeg traf på, gik jeg ind og bad om kogt Mælk. Jeg fik +Mælken, drak den ned så hed, som den var, slugte glubsk hver Dråbe, betalte +og gik atter. Jeg tog Vejen hjem. + +Nu hændte der noget forunderligt. Udenfor min Port, lænet op til Gaslygten +og midt i Lyset fra denne, står et Menneske, som jeg skimter allerede på +lang Afstand, — det er den sortklædte Dame igen. Den samme sortklædte Dame +fra de tidligere Aftener. Det var ikke til at tage fejl af, hun havde mødt +op på selvsamme Sted for fjerde Gang. Hun står aldeles urørlig. + +Jeg finder dette så besynderligt, at jeg uvilkårlig sagtner mine Skridt; i +dette Øjeblik er mine Tanker i god Orden, men jeg er meget ophidset, mine +Nerver er optirrede af det sidste Måltid. Jeg går som sædvanligt lige forbi +hende, kommer næsten til Porten og er i Færd med at træde indenfor. Da +standser jeg. Jeg får med ét en Indskydelse. Uden at gøre mig nogen Rede +for det, vender jeg mig om og går lige hen til Damen, jeg ser hende ind i +Ansigtet og hilser: + +»Godaften, Frøken!« + +»Godaften!« svarer hun. + +Undskyld, søgte hun efter nogen? Jeg havde lagt Mærke til hende før; om jeg +kunde være hende behjælpelig på nogen Måde? Beder så meget om Undskyldning +forresten. + +Ja, hun vidste ikke rigtig . . . . + +Der boed ingen ind ad denne Port, foruden en tre, fire Hester og mig; det +var forøvrigt en Stald og et Blikkenslagerværksted . . . . Hun var ganske +vist på Vildspor, desværre, når hun ledte efter nogen her. + +Da vender hun Ansigtet bort og siger: + +»Jeg leder ikke efter nogen, jeg bare står her, det faldt mig ind . . . .« + +Hun holdt inde. + +Jaså, hun stod der bare, stod der sådan Aften efter Aften, bare af at +Indfald. Det var lidt rart; jeg tænkte over det og kom mer og mer i +Vildrede med Damen. Så beslutted jeg mig til at være dristig. Jeg ringled +en Smule med mine Penge i Lommen og bød hende uden videre med på et Glas +Vin et eller andet Sted . . . . i Betragtning af, at Vinteren var kommet, +he-he . . . . Det behøved ikke at tage lang Tid . . . . Men det vilde hun +vel ikke? + +Å, nej, Tak, det gik vel ikke an. Nej, det kunde hun ikke gøre. Men vilde +jeg være så snil at følge hende et Stykke, så . . . . Det var nokså mørkt +hjemover, og det genered hende at gå alene opad Karl Johan, efterat det var +bleven så sent. + +Vi satte os i Bevægelse; hun gik på min højre Side. En ejendommelig, skøn +Følelse greb mig, Bevidstheden om at være i en ung Piges Nærhed. Jeg gik og +så på hende hele Vejen. Parfumen i hendes Hår, Varmen, der stod ud fra +hendes Legeme, denne Duft af Kvinde, der fulgte hende, det søde Åndedrag +hver Gang, hun vendte Ansigtet mod mig, — altsammen strømmed ind på mig, +trængte mig uregerligt ind i alle mine Sandser. Jeg kunde såvidt skimte et +fyldigt, lidt blegt Ansigt bag Sløret og et højt Bryst, der strutted ud mod +Kåben. Tanken på al denne skjulte Herlighed, som jeg aned var tilstede +indenfor Kåben og Sløret, forvirred mig, gjorde mig idiotisk lykkelig, uden +nogen rimelig Grund; jeg holdt det ikke længer ud, jeg berørte hende med +min Hånd, fingred ved hendes Skulder og smilte fjollet. Jeg hørte mit +Hjærte slå. + +»Hvor De er rar!« sagde jeg. + +Ja, hvordan det, egentlig? + +Jo, for det første havde hun ligefrem den Vane at stå stille udenfor en +Staldport Aften efter Aften, uden nogensomhelst Hensigt, bare fordi det +faldt hende ind . . . . + +Nå, hun kunde jo have sine Grunde herfor; hun holdt desuden af at være oppe +til langt på Nat, det havde hun altid syntes så godt om. Om jeg brød mig om +at lægge mig før tolv? + +Jeg? Var det nogen Ting i Verden jeg haded, så var det at lægge mig før +Klokken tolv om Natten. + +Ja, ser De der! Så tog hun altså denne Tur sådan om Aftenerne, når hun ikke +havde noget at forsømme med det; hun boed oppe på St. Olafs Plads . . . . + +»Ylajali!« råbte jeg. + +»Hvadbehager?« + +»Jeg sagde bare Ylajali . . . . Godt og vel, fortsæt!« + +Hun boed oppe på St. Olafs Plads, nokså ensomt, sammen med sin Mama, som +det ikke gik an at tale med, fordi hun var så døv. Var der da noget rart i, +at hun gærne vilde være lidt ude? + +Nej, slet ikke! svared jeg. + +Nå ja, hvad så? Jeg kunde høre på hendes Stemme, at hun smilte. + +Havde hun ikke en Søster? + +Jo, en ældre Søster — hvordan vidste jeg forresten det? — Men hun var +rejst til Hamborg. + +Nylig? + +Ja, for fem Uger siden. Hvor havde jeg det fra, at hun havde en Søster? + +Jeg havde det slet ikke, jeg bare spurgte. + +Vi taug. En Mand går forbi os med et Par Sko under Armen, ellers er Gaden +tom så langt, vi kan se. Borte ved Tivoli lyser en lang Række af kulørte +Lamper. Det sneed ikke mer, Himlen var klar. + +»Gud, fryser De ikke uden Yderfrakke?« siger pludselig Damen og ser på mig. + +Skulde jeg fortælle hende, hvorfor jeg ikke havde Yderfrakke? åbenbare min +Stilling straks og skræmme hende bort lige så godt først som sidst? Det var +dog dejligt at gå her ved hendes Side og holde hende i Uvidenhed endnu en +liden Stund; jeg løj, jeg svared: + +»Nej, aldeles ikke.« Og forat komme ind på noget andet, spurgte jeg: »Har +De set Menageriet på Tivoli?« + +»Nej,« svared hun. »Er det noget at se?« + +Hvis hun nu fandt på at ville gå derhen? Ind i alt det Lys, sammen med så +mange Mennesker! Hun vilde blive altfor flau, jeg vilde jage hende på Dør +med mine dårlige Klæder, mit magre Ansigt, som jeg ikke engang havde vasket +i to Dage; hun vilde kanske endog opdage, at jeg ingen Vest havde . . . . + +»Å, nej,« svared jeg derfor, »det er vist ikke noget at se.« Og der faldt +mig ind endel lykkelige Ting, som jeg straks gjorde Brug af, et Par +tarvelige Ord, Rester inde fra min udsugede Hjærne: Hvad kunde man vel +vente af et sådant lidet Menageri? Overhovedet interessered det ikke mig at +se Dyr i Bur. Disse Dyr ved, at man står og ser på dem; de føler de +hundrede nysgærrige Blikke og påvirkes af dem. Nej, måtte jeg bede om Dyr, +som ikke vidste, at man beskued dem, de sky Væsener, der pusler i sit Hi, +ligger med dorske, grønne Øjne, slikker sine Klør og tænker. Hvad? + +Ja, det havde jeg vist Ret i. + +Det var Dyret i al sin sære Forfærdelighed og sære Vildhed, som der var +noget ved. De lydløse, listende Skridt i Nattens Mulm og Mørke, Skogens +forvittrede Uhygge, Skrigene fra en forbifarende Fugl, Vinden, Blodlugten, +Bulderet oppe i Rummet, kortsagt Vilddyrrigets Ånd over Vilddyret . . . . +Det ubevidstes Poesi . . . . + +Men jeg var bange for, at dette trætted hende, og Følelsen af min store +Armod greb mig påny og knuged mig sammen. Om jeg nu blot havde været så +nogenlunde godt antrukken, kunde jeg have glædet hende med den Tur i +Tivoli! Jeg begreb ikke dette Menneske, som kunde finde nogen Fornøjelse i +at lade sig ledsage opad hele Karl Johan af en halvt nøgen Stodder. Hvad i +Guds Navn tænkte hun på? Og hvorfor gik jeg her og skabte mig til og smilte +idiotisk ad ingen Ting? Havde jeg også nogen rimelig Årsag til at lade mig +plage ud af denne fine Silkefugl til så lang en Tur? Kosted det mig kanske +ikke Anstrængelse? Følte jeg ikke Dødens Isnen lige ind i mit Hjærte, bare +ved det sagteste Vindstød, der blæste mod os? Og støjed ikke allerede +Vanviddet i min Hjærne, bare af Mangel på Mad i mange Måneder i Træk? Hun +hindred mig endog fra at gå hjem og få mig lidt Mælk på Tungen, en ny +Skefuld Mælk, som jeg kanske kunde få beholde. Hvorfor vendte hun mig ikke +Ryggen og lod mig gå Pokker ivold? . . . . + +Jeg blev fortvivlet; min Håbløshed bragte mig til det yderste, og jeg +sagde: + +»De burde i Grunden ikke gå sammen med mig. Frøken; jeg prostituerer Dem +midt for alle Folks Øjne bare ved min Dragt. Ja, det er virkelig sandt; jeg +mener det.« + +Hun studser. Hun ser hurtigt op på mig og tier. Derpå siger hun: + +»Herregud dog!« Mer siger hun ikke. + +»Hvad mener De med det.« spurgte jeg. + +»Uf, nej, De gør mig skamfuld . . . . Nu har vi ikke så langt igen.« Og hun +gik lidt hurtigere til. + +Vi drejed op Universitetsgaden og så allerede Lygterne på St. Olafs Plads. +Da gik hun langsommere igen. + +»Jeg vil ikke være indiskret« siger jeg, »men vil De ikke sige mig deres +Navn, før vi skilles? Og vil De ikke bare for et Øjeblik tage Sløret bort, +så jeg får se Dem? Jeg skulde være så taknemmelig.« + +Pause. Jeg gik og vented. + +»De har set mig før,« svarer hun. + +»Ylajali!« siger jeg igen. + +»Hvadbehager? De har forfulgt mig en halv Dag, lige hjem. Var De fuld +dengang?« Jeg hørte igen, at hun smilte. + +»Ja,« sagde jeg, »ja, desværre, jeg var fuld dengang.« + +»Det var stygt af Dem!« + +Og jeg indrømmed sønderknust, at det var stygt af mig. + +Vi var kommet til Fontænen, vi standser og ser opad de mange oplyste +Vinduer i Numer 2. + +»Nu må De ikke følge med længer,« siger hun; »Tak for iaften!« + +Jeg bøjed Hovedet, jeg turde ikke sige nogen Ting. Jeg tog af min Hat og +stod barhovedet. Mon hun vilde række mig Hånden? + +»Hvorfor beder De mig ikke om at gå med tilbage et Stykke?« siger hun lavt, +og hun ser ned på sin Skosnude. + +»Herregud,« svarer jeg ude af mig selv, »Herregud, om De vilde gøre det!« + +»Ja, men bare et lidet Stykke.« + +Og vi vendte om. + +Jeg var yderst forvirret, jeg vidste slet ikke, hvordan jeg skulde gå eller +stå; dette Menneske vendte fuldstændig op og ned på hele min Tankegang. Jeg +var henrykt, vidunderlig glad; jeg syntes, jeg gik dejligt tilgrunde af +Lykke. Hun havde udtrykkelig villet gå med tilbage, det var ikke mit +Påfund, det var hendes eget Ønske. Jeg går og ser på hende og blir mer og +mer modig, hun opmuntrer mig, trækker mig til sig ved hvert Ord. Jeg +glemmer for et Øjeblik min Armod, min Ringhed, hele min jammerlige +Tilværelse, jeg føler Blodet jage mig varmt gennem Kroppen, som i gamle +Dage, før jeg faldt sammen, og jeg beslutted at føle mig frem med et lidet +Kneb. + +»Forresten var det ikke Dem, jeg forfulgte dengang,« sagde jeg; »det var +Deres Søster.« + +»Var det min Søster?« siger hun i højeste Grad forbauset. Hun standser, ser +på mig, venter virkelig Svar. Hun spurgte for ramme Alvor. + +»Ja,« svared jeg. »Hm. Det vil sige, det var altså den yngste af de to +Damer, som gik foran mig.« + +»Den yngste, ja? Ja? Åhå!« Hun lo med en Gang, højt, inderligt som et Barn. +»Nej, hvor De er slu! Det sagde De bare, forat få mig til at tage Sløret +af. Ikke? Ja, jeg forstod det. Men det skal De være blå for . . . . til +Straf.« + +Vi begyndte at le og spase, vi talte ustandseligt hele Tiden, jeg vidste +ikke, hvad jeg sagde, jeg var så glad. Hun fortalte, at hun havde set mig +engang før, for længe siden, i Teatret. Jeg havde tre Kammerater med, og +jeg havde båret mig ad som en gal; jeg havde bestemt været fuld da også, +desværre! + +Hvorfor troed hun det? + +Jo, jeg havde leet så. + +Jaså. Å, ja, jeg lo meget dengang. + +Men ikke nu længer? + +Å, jo, nu også. Det var herligt at være til! + +Vi kom ned mod Karl Johan. Hun sagde: »Nu går vi ikke længer!« Og vi gik +atter opad Universitetsgaden. Da vi igen kom op til Fontænen, sagtned jeg +lidt mine Skridt, jeg vidste, at jeg ikke fik følge med længer. + +»Ja, nu må De altså vende om,« sagde hun og standsed. + +»Ja, jeg må vel det,« svared jeg. + +Men lidt efter mente hun, at jeg nok kunde være med til Porten. Herregud, +der var da ikke noget galt i det. Vel? + +»Nej,« sagde jeg. + +Men da vi stod ved Porten, trængte al min Elendighed igen ind på mig. Hvor +kunde man også holde Modet oppe, når man var så knækket sammen? Her stod +jeg foran en ung Dame, smudsig, forreven, vansiret af Sult, uvasket, blot +halvt påklædt, — det var til at synke i Jorden af. Jeg gjorde mig liden, +dukked mig uvilkårlig ned og sagde: + +»Må jeg nu ikke træffe Dem mer?« + +Jeg havde intet Håb om at få Lov til at møde hende igen; jeg ønsked næsten +et skarpt Nej, som kunde stive mig op og gøre mig ligeglad. + +»Jo.« sagde hun lavt, næsten uhørligt. + +»Hvornår?« + +»Jeg ved ikke.« + +Pause. + +»Vil De ikke være så snil at tage Sløret af bare et eneste Øjeblik,« sagde +jeg, »så jeg får se, hvem jeg har talt med. Bare et Øjeblik. For jeg må da +se, hvem jeg har talt med.« + +Pause. + +»De kan møde mig her udenfor Tirsdag Aften,« siger hun. »Vil De det?« + +»Ja, kære, får jeg Lov til det!« + +»Klokken otte.« + +»Godt.« + +Jeg strøg med min Hånd nedad hendes Kåbe, børsted Sneen af den, blot forat +få et Påskud til at røre ved hende; det var mig en Vellyst at være hende så +nær. + +»Så får De ikke tro altfor galt om mig da,« sagde hun. Hun smilte igen. + +»Nej . . . .« + +Pludselig gjorde hun en resolut Bevægelse og trak Sløret op i Panden; vi +stod og så på hinanden et Sekund. Ylajali! sagde jeg. Hun hæved sig op, +slog Armene om min Hals og kyssed mig midt på Munden. En eneste Gang, +hurtigt, forvirrende hurtigt, midt på Munden. Jeg følte, hvor hendes Bryst +bølged, hun pusted voldsomt. + +Og øjeblikkelig rev hun sig ud af mine Hænder, råbte Godnat, stakåndet, +hviskende, vendte sig og løb opad Trappen, uden at sige mer . . . . + +Portdøren faldt i. + + * * * + +Det sneed end mer den næste Dag, en tung, regnblandet Sne, store våde +Dotter, som faldt ned og blev til Søle. Vejret var råt og isnende. + +Jeg var vågnet noget sent, underlig fortumlet i Hovedet af Aftenens +Sindsbevægelser, beruset i Hjærtet af det skønne Møde. I min Henrykkelse +havde jeg ligget en Stund vågen og tænkt mig Ylajali ved min Side; jeg +bredte Armene ud, omfavned mig selv og kyssed ud i Luften. Så havde jeg +endelig stået op og fået mig en ny Kop Mælk og straks derpå en Bif, og jeg +var ikke længer sulten; blot mine Nerver var stærkt ophidsede igen. + +Jeg begav mig ned til Klædesbasarerne. Det faldt mig ind, at jeg kanske +kunde få mig en brugt Vest for en billig Pris, noget at have på under +Frakken, lige meget hvad. Jeg gik opad Trappen til Basaren og fik fat på en +Vest, som jeg begyndte at undersøge. Mens jeg pusled med dette, kom en +Bekendt forbi; han nikked og råbte op til mig, jeg lod Vesten hænge og gik +ned til ham. Han var Tekniker og skulde på Kontoret. + +»Følg med og tag et Glas Øl,« sagde han. »Men kom fort, jeg har liden Tid +. . . . Hvad var det for det for en Dame, De spadsered med igåraftes?« + +»Hør nu her,« sagde jeg, skinsyg på hans blotte Tanke, »om det nu var min +Kæreste?« + +»Død og Pine!« sagde han. + +»Ja, det blev afgjort igår.« + +Jeg havde slået ham flad, han troed mig ubetinget. Jeg løj ham fuld, forat +blive af med ham igen; vi fik Øllet, drak og gik. + +»Godmorgen, da! . . . . Hør,« sagde han pludselig, »jeg skylder Dem altså +nogle Kroner, og det er Skam, at jeg ikke har betalt dem tilbage for længe +siden. Men nu skal De få dem med det første.« + +»Ja, Tak,« svared jeg. Men jeg vidste, at han aldrig vilde betale mig +tilbage de Kroner. + +Øllet steg mig desværre straks til Hovedet, jeg blev meget hed. Tanken på +Aftenens Æventyr overvælded mig, gjorde mig næsten forstyrret. Hvad om hun +nu ikke mødte op Tirsdag! Hvad om hun begyndte at tænke over, fatte +Mistanke! . . . . Fatte Mistanke til hvad? . . . . Min Tanke blev med ét +spillevende og begyndte at tumle med Pengene. Jeg blev angst, dødelig +forfærdet over mig selv. Tyveriet stormed ind på mig med alle dets +Detaljer; jeg så den lille Butik, Disken, min magre Hånd, da jeg greb +Pengene, og jeg udmaled mig Politiets Fremgangsmåde, når det kom og skulde +tage mig. Jærn om Hænder og Fødder, nej, blot om Hænderne, kanske blot på +den ene Hånd; Skranken, Vagthavendes Protokol, Lyden af hans Pen, som +skrabed, kanske tog han en ny for Anledningen; hans Blik, hans farlige +Blik: Nå, Hr. Tangen? Cellen, det evige Mørke . . . . + +Hm. Jeg knytted Hænderne heftigt sammen, forat give mig Mod, gik hurtigere +og hurtigere og kom til Stortorvet. Her satte jeg mig. + +Ingen Barnestreger! Hvor i alverden kunde man bevise, at jeg havde stjålet? +Desuden turde ikke Høkergutten gøre Allarm, selv om han en Dag kom til at +huske, hvordan det hele var gået til; han havde nok sin Plads for kær. +Ingen Larm, ingen Scener, om jeg måtte bede! + +Men disse Penge tynged alligevel syndigt i min Lomme og gav mig ikke Fred. +Jeg satte mig til at prøve mig selv og fandt ud på det klareste, at jeg +havde været lykkeligere før, dengang, da jeg gik og led i al Ærlighed. Og +Ylajali! Havde jeg ikke også gået og trukket hende ned med mine syndige +Hænder! Herregud! Herre, min Gud! Ylajali! + +Jeg følte mig fuld som en Alke, sprang pludselig op og gik lige hen til +Kagekonen ved Elefantapoteket. Jeg kunde endnu rejse mig fra Vanæren, det +var langtfra forsent, jeg skulde vise hele Verden, at jeg var istand til +det! Undervejs fik jeg Pengene i Beredskab, holdt hver Øre i Hånden; jeg +bukked mig ned over Konens Bord, som om jeg vilde købe noget, og slog hende +uden videre Pengene i Hånden. Jeg sagde ikke et Ord, jeg gik straks. + +Hvor det smagte vidunderligt at være ærligt Menneske igen! Mine tomme +Lommer tynged ikke mer, det var mig en Nydelse at være blank påny. Når jeg +rigtig tænkte efter, havde disse Penge i Grunden kostet mig megen hemmelig +Kummer, jeg havde virkelig tænkt på dem med Gysen Gang på Gang; jeg var +ingen forstokket Sjæl, min ærlige Natur havde oprørt sig mod den lave +Gærning. Gudskelov, jeg havde hævet mig i min egen Bevidsthed. Gør mig det +efter! sagde jeg og så udover det myldrende Torv. Gør mig det bare efter! +Jeg havde glædet en gammel, fattig Kagekone, så det havde Skik; hun vidste +hverken ud eller ind. Iaften skulde ikke hendes Børn gå sultne tilsengs +. . . . Jeg gejled mig op med disse Tanker og syntes, at jeg havde båret +mig udmærket ad. Gudskelov, Pengene var nu ude af mine Hænder. + +Fuld og nervøs gik jeg henad Gaden og aksled mit Skind. Glæden over at +kunne gå Ylajali ren og ærlig imøde og se hende ind i Ansigtet, løb ganske +af med mig; jeg havde ingen Smærter mer, mit Hoved var klart og tomt, det +var som det skulde være et Hoved af idel Lys, som stod og skinned på mine +Skuldre. Jeg fik Lyst til at gøre Skøjerstreger, begå forbausende Ting, +sætte Byen på Ende og støje. Opad hele Grændsen opførte jeg mig som en +vanvittig Mand; det sused let for mine Øren, og i min Hjærne var Rusen i +fuld Gang. Begejstret af Dumdristighed fik jeg i Sinde at gå hen og opgive +min Alder for et Bybud, som forresten ikke havde talt et Ord, tage ham i +Hånden, se ham indtrængende ind i Ansigtet og forlade ham igen, uden nogen +Forklaring. Jeg skælned Nuancerne i de forbigåendes Stemmer og Latter, +iagttog nogle Småfugle, som hopped foran mig i Gaden, gav mig til at +studere Brostenenes Udtryk og fandt allehånde Tegn og underlige Figurer i +dem. Under dette var jeg kommet ned til Stortingsplads. + +Jeg står pludselig stille og stirrer ned på Droscherne. Kuskene vandrer +samtalende omkring, Hestene står og luder forover mod det stygge Vejr. Kom! +sagde jeg og puffed til mig selv med Albuen. Jeg gik hurtigt hen til den +første Vogn og steg op. Ullevoldsvejen Numer 37! råbte jeg. Og vi rulled +afsted. + +Undervejs begyndte Kusken at se sig tilbage, lægge sig ned og kige ind i +Vognen, hvor jeg sad under Kaleschen. Var han bleven mistænksom? Der var +ingen Tvivl om, at min usle Påklædning havde gjort ham opmærksom. + +»Det er en Mand, jeg skal træffe!« råbte jeg til ham, forat komme ham i +Forkøbet, og jeg forklared ham indstændigt, at jeg absolut måtte træffe +denne Mand. + +Vi standser udenfor 37, jeg hopper ud, springer opad Trapperne, helt op til +tredje Etage, griber en Klokkestræng og rykker til; Bjælden gjorde seks, +syv forfærdelige Slag indenfor. + +En Pige kommer og lukker op; jeg lægger Mærke til, at hun har Gulddobber i +Ørene og sorte Lastingsknapper i det grå Kjoleliv. Hun ser forfærdet på +mig. + +Jeg spørger efter Kierulf, Joachim Kierulf, om jeg så måtte sige, en +Uldhandler, kortsagt, han var ikke til at tage fejl af . . . . + +Pigen ryster på Hovedet. + +»Bor ingen Kierulf her,« siger hun. + +Hun stirrer på mig, tager i Døren, færdig til at trække sig tilbage. Hun +gjorde sig ingen Anstrængelse for at finde Manden; hun så virkelig ud til +at kende den Person, jeg spurgte efter, når hun bare vilde tænke sig om, +den lade Skabning. Jeg blev vred, vendte hende Ryggen og løb nedad +Trapperne igen. + +»Han var ikke der!« råbte jeg til Kusken. + +»Var han ikke der?« + +»Nej. Kør til Tomtegaden Numer 11.« + +Jeg var i det heftigste Sindsoprør og meddelte Kusken noget deraf; han +troed ganske vist, at det galdt Livet, og han kørte uden videre afsted. Han +slog stærkt på. + +»Hvad hedder Manden?« spurgte han og vendte sig på Bukken. + +»Kierulf, Uldhandler Kierulf.« + +Og Kusken syntes nok også, at den Mand ikke var til at tage fejl af. Om han +ikke plejed at gå med en lys Frakke? + +»Hvadfor noget?« råbte jeg, »lys Frakke? Er De gal? Tror De, det er en +Tékop, jeg spørger efter?« Denne lyse Frakke kom mig meget ubelejligt, +spolered hele Manden for mig, således, som jeg havde tænkt mig ham. + +»Hvad var det, De sagde, han hedte? Kierulf?« + +»Javist,« svared jeg, »er der noget underligt i det? Navnet skæmmer ingen.« + +»Har han ikke rødt Hår?« + +Nu kunde det gærne være, at han havde rødt Hår, og da Kusken nævnte den +Ting, var jeg med engang sikker på, at han havde Ret. Jeg følte mig +taknemmelig mod den stakkels Vognmand og sagde ham, at han havde taget +Manden ganske på Spiddet; det forholdt sig virkelig, som han sagde; det +vilde være et Særsyn, sagde jeg, at se en sådan Mand uden rødt Hår. + +»Det må være ham, som jeg har kørt et Par Gange,« sagde Kusken. »Han havde +en Knortekæp?« + +Dette gjorde Manden lys levende for mig, og jeg sagde: + +»He-he, der har vel endnu ingen set den Mand uden med en Knortekæp i Hånden +Forsåvidt så kan De være tryg, ganske tryg.« + +Ja, det var klart, at det var samme Mand, som han havde kørt. Han kendte +ham igen . . . . + +Og vi kørte på, så det gnistred af Hesteskoene. + +Midt i denne ophidsede Tilstand havde jeg ikke et eneste Øjeblik tabt +Åndsnærværelsen. Vi kommer forbi en Politibetjent, og jeg lægger Mærke til, +at han har Numret 69. Dette Tal træffer mig så grusomt nøje, står med en +Gang som en Splint i min Hjærne. 69, nøjagtigt 69, jeg skulde ikke glemme +det! + +Jeg læned mig tilbage i Vognen, et Bytte for de galeste Indfald, krøb +sammen derinde under Kaleschen, så ingen skulde se, at jeg rørte Munden, og +gav mig til at passiare idiotisk med mig selv. Vanviddet raser mig gennem +Hjærnen, og jeg lader det rase, jeg er fuldt bevidst, at jeg ligger under +for Indflydelser, som jeg ikke er Herre over. Jeg begyndte at le, tyst og +lidenskabeligt, uden Spor af Grund, endnu lystig og fuld af det Par Glas +Øl, jeg havde drukket. Lidt efterhvert tager min Ophidselse af, min Ro +vender mer og mer tilbage. Jeg følte Kulde i min såre Finger, og jeg stak +den ned mellem Halselinningen, forat varme den lidt. Således kom vi ned til +Tomtegaden. Kusken holder an. + +Jeg stiger ud af Vognen, uden Hast, tankeløst, slapt, tung i Hovedet, Jeg +går indad Porten, kommer ind i en Baggård, som jeg går tvers over, støder +mod en Dør, som jeg åbner og går indad, og jeg befinder mig i en Gang, et +Slags Forværelse med to Vinduer. Der står to Kufferter, den ene ovenpå den +anden, i den ene Krog, og på Langvæggen en gammel, umalet Sofabænk, hvori +der ligger et Tæppe. Tilhøjre, i næste Værelse, hører jeg Stemmer og +Barneskrig, og ovenover mig, i anden Etage, Lyden af en Jærnplade, som der +hamres på. Alt dette mærker jeg, såsnart jeg er kommet ind. + +Jeg går roligt tvers over Værelset, hen til den modsatte Dør, uden at +skynde mig, uden Tanke på Flugt, åbner også den og kommer ud i +Vognmandsgaden. Jeg ser opad Huset, som jeg just har passeret igennem: +Beværtning & Logi for Rejsende. + +Det falder mig ikke ind at søge at komme væk, stjæle mig bort fra Kusken, +som venter på mig; jeg går meget sindigt udefter Vognmandsgaden, uden Frygt +og uden at være mig noget galt bevidst. Kierulf, denne Uldhandler, som +havde spøgt så længe i min Hjærne, dette Menneske, som jeg mente var til, +og som jeg nødvendigvis måtte træffe, var bleven borte for min Tanke, +visket ud sammen med andre gale Påfund, som kom og gik efter Tur; jeg +husked ham ikke mer uden som en Anelse, et Minde. + +Jeg blev mer og mer ædru, efterhvert som jeg vandred frem, følte mig tung +og mat og slæbte Benene efter mig. Sneen faldt fremdeles ned i store, våde +Filler. Tilsidst kom jeg ud på Grønland, lige ud til Kirken, hvor jeg satte +mig til at hvile på en Bænk. Alle, som gik forbi, betragted mig meget +forundret. Jeg faldt i Tanker. + +Du gode Gud, hvor det var dårligt fat med mig nu! Jeg var så inderlig ked +og træt af hele mit elendige Liv, at jeg fandt det ikke Møjen værd at kæmpe +længer, forat beholde det. Modgangen havde taget Overhånd, den havde været +for grov; jeg var så mærkelig ødelagt, ganske som en Skygge af, hvad jeg +engang var. Mine Skuldre var sunkne ned, helt til den ene Side, og jeg var +kommet i Vane med at lude meget forover, når jeg gik, forat spare mit Bryst +det lille, jeg kunde. Jeg havde undersøgt min Krop for et Par Dage siden, +en Middagstid oppe på mit Rum, og jeg havde stået og grædt hele Tiden over +den. Jeg havde gået i den samme Skjorte i mange Uger, den var ganske stiv +af gammel Sved og havde gnavet min Navle itu; der kom lidt blodigt Vand ud +af Såret, men det smærted ikke meget, kun var det så sørgeligt at have +dette Sår midt på Maven. Jeg havde ingen Råd med det, og det vilde ikke gro +igen af sig selv; jeg vasked det, tørred det omhyggeligt af og trak den +samme Skjorte atter på. Der var intet at gøre ved det . . . . + +Jeg sidder der på Bænken og tænker over alt dette og er temmelig trist. Jeg +væmmedes ved mig selv; endog mine Hænder forekommer mig modbydelige. Dette +slattede, næsten ublufærdige Udtryk i mine Håndbage piner mig, volder mig +Ubehag; jeg føler mig ved Synet af mine magre Fingre råt påvirket, jeg +hader hele mit slunkne Legeme og gyser ved at bære på det, føle det om mig. +Herregud, om der bare blev en Ende på det nu! Jeg vilde inderlig gærne dø. + +Aldeles overvunden, besudlet og nedværdiget i min egen Bevidsthed, rejste +jeg mig mekanisk op og begyndte at gå hjemad. Undervejs kom jeg forbi en +Port, hvor der stod følgende at læse: »Ligsvøb hos Jomfru Andersen, +tilhøjre i Porten.« — Gamle Minder! sagde jeg, og jeg husked mit forrige +Rum på Hammersborg, den lille Gyngestol, Avisbetrækket nede ved Døren, +Fyrdirektørens Avertissement og Bager Fabian Olsens nybagte Brød. Å, ja, +jeg havde jo havt det meget bedre dengang end nu; en Nat havde jeg skrevet +en Føljeton til ti Kroner, nu kunde jeg ikke skrive noget mer, jeg kunde +aldeles ikke skrive noget mer, mit Hoved blev straks tomt, såsnart jeg +forsøgte. Ja, jeg vilde have en Ende på det nu! Og jeg gik og gik. + +Efterhvert som jeg kom nærmere og nærmere Husholdningshandelen, havde jeg +halvt ubevidst Følelsen af, at jeg nærmed mig en Fare; men jeg holdt fast +ved mit Forsæt, jeg vilde udlevere mig. Jeg gik roligt opad Trappen, jeg +møder i Døren en liden Pige, som bærer en Kop i Hånden, og jeg slipper +hende forbi og lukker Døren. Betjenten og jeg står for anden Gang overfor +hinanden, alene. + +»Nå,« siger han, »det er et skrækkeligt Vejr.« + +Hvad skulde denne Omvej til? Hvorfor tog han mig ikke med en Gang? Jeg blev +rasende og sagde: + +»Jeg kommer altså ikke, forat prate om Vejret.« + +Denne Heftighed forbløffer ham, hans lille Høkerhjærne slår Klik; det havde +slet ikke faldt ham ind, at jeg havde bedraget ham for fem Kroner. + +»Ved De da ikke, at jeg har snydt Dem?« siger jeg utålmodig, og jeg puster +heftigt, skælver, er færdig til at bruge Magt, hvis han ikke straks kommer +til Sagen. + +Men den stakkels Mand aner ingen Ting. + +Nej, du store Verden, hvilke dumme Mennesker, man var nødt til at leve +iblandt! Jeg skælder ham ud, forklarer ham Punkt for Punkt, hvorledes det +hele var gået til, viser ham, hvor jeg stod og hvor han stod, da Gærningen +skete, hvor Pengene havde ligget, hvorledes jeg havde samlet dem ned i min +Hånd og lukket Hånden sammen om dem, — og han forstår altsammen, men gør +alligevel intet ved mig. Han vender sig hid og did, lytter efter +Fodtrinnene i Sideværelset, tysser på mig, forat få mig til at tale lavere, +og siger tilslut: + +»Det var nokså sjofelt gjort af Dem!« + +»Nej, vent lidt!« råbte jeg i min Trang til at modsige ham, ægge ham op; +det var ikke så lavt og nedrigt, som han med sit elendige Husholdningshoved +forestilled sig. Jeg beholdt naturligvis ikke Pengene, det kunde aldrig +falde mig ind; jeg for min Part vilde ikke drage nogen Nytte af dem, det +bød min bundærlige Natur imod . . . . + +»Hvor gjorde De af dem da?« + +Jeg gav dem bort til en gammel, fattig Kone, hver Øre, måtte han vide; den +Slags Person var jeg, jeg glemte ikke de fattige så aldeles . . . . + +Han står og tænker en liden Stund på dette, blir åbenbart meget tvivlrådig +om, hvorvidt jeg er en ærlig Mand eller ikke. Endelig siger han: + +»Burde De ikke heller have leveret Pengene tilbage?« + +»Nej, hør her,« svarer jeg, »jeg vilde ikke bringe Dem i Ulejlighed, jeg +vilde spare Dem. Men det er Takken, man har, forat man er ædelmodig. Nu +står jeg her og forklarer Dem det hele, og De skammer Dem ikke som en Hund, +gør simpelthen ingen Anstalter til at få Striden udjævnet med mig. Derfor +vasker jeg mine Hænder. Forresten giver jeg Dem Fan. Farvel!« + +Jeg gik og slog Døren hårdt i efter mig. + +Men da jeg kom hjem på mit Værelse, ind i dette bedrøvelige Hul, gennemvåd +af den bløde Sne, skælvende i Knæerne af Dagens Vandringer, tabte jeg +øjeblikkelig min Kæphøjhed og faldt sammen påny. Jeg angred mit Overfald på +den arme Butiksmand, græd, greb mig i Struben, forat straffe mig for min +usle Streg, og holdt et syndigt Hus. Han havde naturligvis været i den +dødeligste Angst for sin Post, havde ikke vovet at gøre nogen Kvalm for +disse fem Kroner, som Forretningen havde tabt. Og jeg havde benyttet mig af +hans Frygt, havde pint ham med min højrøstede Tale, spiddet ham med hvert +Ord, som jeg råbte ud. Og Høkerchefen selv havde måske siddet indenfor i +Værelset ved Siden af og følt sig på et hængende Hår opfordret til at gå ud +til os og se, hvad det var, som foregik. Nej, der var ingen Grændse længer +for, hvad jeg kunde gøre af nederdrægtige Ting! + +Nå, men hvorfor var jeg ikke bleven sat fast? Så var det kommet til en +Afslutning. Jeg havde jo sågodtsom rakt Hænderne frem til Jærnene. Jeg +vilde aldeles ikke have gjort nogen Modstand, jeg vilde tvertimod have +hjulpet til. Himlens og Jordens Herre, en Dag af mit Liv for et lykkeligt +Sekund igen! Mit hele Liv for en Ret Linser! Hør mig bare denne Gang! +. . . . + +Jeg lagde mig i de våde Klæder; jeg havde en uklar Tanke om, at jeg kanske +vilde dø om Natten, og jeg brugte min sidste Kraft til at ordne op en Smule +i min Seng, så det kunde se lidt ordentlig ud omkring mig om Morgenen. Jeg +folded Hænderne og valgte min Stilling. + +Så med engang husker jeg Ylajali. At jeg havde glemt hende så ganske hele +Aftenen udover! Og Lyset trænger ganske svagt ind i mit Sind igen, en liden +Stråle Sol, der gør mig så velsignet varm. Og der blir mere Sol, et mildt, +fint Silkelys, der strejfer mig så bedøvende dejligt. Og Solen blir +stærkere og stærkere, brænder skarpt mod mine Tindinger, koger tung og +glødende i min udmagrede Hjærne. Og der flammer tilsidst for mine Øjne et +vanvittigt Bål af Stråler, en antændt Himmel og Jord, Mennesker og Dyr af +Ild, Bjærge af Ild, Djævle af Ild, en Afgrund, en Ørken, en Alverden i +Brand, en rygende yderste Dag. + +Og jeg så og hørte intet mer . . . . + + * * * + +Jeg vågned i Sved den næste Dag, fugtig over hele Legemet, meget fugtig; +Feberen havde presset mig ganske voldsomt. I Førstningen havde jeg ingen +klar Bevidsthed om, hvad der var foregået med mig, jeg så mig omkring med +Forundring, følte mig totalt forbyttet i mit Væsen, kendte mig slet ikke +igen. Jeg følte mig efter opad Armene og nedad Benene, faldt i Forbauselse +over, at Vinduet stod på den Væg og ikke på den stik modsatte Væg, og jeg +hørte Hestenes Trampen nede i Gården, som om den kom ovenfra. Jeg var også +temmelig kvalm. + +Mit Hår lå vådt og koldt om min Pande; jeg rejste mig på Albuen og så ned +på Hovedpuden: vådt Hår lå også igen på den, i små Dotter. Mine Fødder +havde hovnet op inde i Skoene i Løbet af Natten, men de smærted ikke, jeg +kunde blot ikke røre Tæerne stort, de var blevne for stive. + +Da det led ud på Eftermiddagen, og det allerede var begyndt at skumre lidt, +stod jeg op af Sengen og begyndte at pusle omkring i Værelset. Jeg prøved +mig frem med små, forsigtige Skridt, passed på at holde Ligevægten og +spared så meget som muligt mine Fødder. Jeg led ikke meget, og jeg græd +ikke; jeg var i det hele taget ikke trist, jeg var tvertimod velsignet +tilfreds; det faldt mig ikke ind netop da, at nogen Ting kunde være +anderledes end den var. + +Så gik jeg ud. + +Det eneste, som plaged mig en Smule, var trods min Kvalme for Mad alligevel +Sulten. Jeg begyndte at føle en skammelig Appetit igen, en indre glubende +Madlyst, som det stadig blev værre og værre med. Det gnaved ubarmhjærtigt i +mit Bryst, bedreves et tyst, underligt Arbejde derinde. Det kunde være et +Snes bitte små, fine Dyr, som lagde Hovedet på den ene Side og gnaved lidt, +lagde derpå Hovedet på den anden Side og gnaved lidt, lå et Øjeblik aldeles +stille, begyndte igen, bored sig ind uden Støj og uden Hast og efterlod +tomme Strækninger overalt, hvor de for frem . . . . + +Jeg var ikke syg, men mat, jeg begyndte at svede. Jeg tænkte mig hen på +Stortorvet, forat hvile lidt; men Vejen var lang og besværlig; endelig var +jeg dog næsten fremme, jeg stod på Hjørnet af Torvet og Torvegaden. Sveden +randt ned i mine Øjne, dugged mine Briller og gjorde mig blind, og jeg var +netop standset, forat tørre mig af en Smule. Jeg mærked ikke, hvor jeg +stod, jeg tænkte ikke over det; Larmen omkring mig var frygtelig. + +Pludselig lyder et Råb, et koldt, skarpt Varsko. Jeg hører dette Råb, hører +det meget godt, og jeg rykker nervøst til Siden, gor et Skridt så hurtigt, +mine dårlige Ben kan bevæge sig. Et Uhyre af en Brødvogn stryger mig forbi +og strejfer min Frakke med Hjulet; havde jeg været lidt hurtigere, vilde +jeg gået aldeles fri. Jeg kunde kanske været lidt hurtigere, ganske lidt +hurtigere, hvis jeg havde anstrængt mig; der var ingen Råd med det, det +gjorde ondt i min ene Fod, et Par Tæer blev maset; jeg følte, at de ligesom +krølled sig sammen inde i Skoen. + +Brødkøreren holder Hestene an af alle Kræfter; han vender sig om på Vognen +og spørger forfærdet, hvordan det gik. Jo, det kunde gået langt værre +. . . . det var vel kanske ikke så farligt . . . . jeg troed ikke, at der +var nogen Ting knust . . . . Å, jeg be’r . . . . + +Jeg drev hen til en Bænk det forteste, jeg kunde; disse mange Mennesker, +som standsed op og gloed på mig, havde gjort mig flau. Egentlig var det +ikke noget Dødsstød, det var gået forholdsvis heldigt, når Ulykken endelig +skulde være ude. Det værste var, at min Sko var trykket istykker, Sålen +revet løs på Snuden. Jeg holdt Poden op og så Blod inde i Gabet. Nå, det +var ikke med Vilje gjort på nogen af Siderne, det var ikke Mandens Hensigt +at gøre det værre for mig end det var; han så meget bedrøvet ud. Kanske +hvis jeg havde bedt ham om et lidet Brød fra Vognen, så havde jeg fået det. +Han havde vist givet mig det med Glæde. Gud glæde ham til Gengæld der, han +er! . . . . + +Jeg sulted hårdt, og jeg vidste ikke, hvor jeg skulde gøre af mig for min +ublu Appetit. Jeg vred mig hid og did på Bænken og lagde Brystet helt ned +på mine Knæ; jeg var næsten forstyrret. Da det blev mørkt, rusled jeg bort +til Rådstuen — Gud ved, hvordan jeg kom did — og satte mig på Kanten af +Ballustraden. Jeg rev den ene Lomme ud af min Frakke og gav mig til at +tygge på den, forresten uden nogen Hensigt, med mørke Miner, med Øjnene +stirrende ret frem, uden at se. Jeg hørte endel Småbørn, som legte omkring +mig, og fornam instinktsmæssig, når en eller anden spadserende gik mig +forbi; ellers iagttog jeg intet. + +Så med én Gang falder det mig ind at gå ned i en af Basarerne nedenunder +mig og få et Stykke råt Kød. Jeg rejser mig og går tvers over Ballustraden, +hen til den anden Ende af Basartaget, og stiger ned. Da jeg var kommet +næsten helt ned til Kødboden, råbte jeg opad Trappeåbningen og hytted +tilbage, som om jeg talte til en Hund deroppe, og henvendte mig frækt til +den første Slagter, jeg traf. + +»Å, vær så snil at give mig et Ben til Hunden min!« sagde jeg. »Bare et +Ben; der behøver ikke at være noget på det; den skal bare have noget at +bære i Munden.« + +Jeg fik et Ben, et prægtigt lidet Ben, hvor der endnu var lidt Kød tilbage, +og stak det ind under Frakken. Jeg takked Manden så inderligt, at han så +forbauset på mig. + +»Ingenting at takke for,« sagde han. + +»Jo, sig ikke det,« mumled jeg, »det er snilt gjort af Dem.« + +Og jeg gik op. Hjærtet slog stærkt i mig. + +Jeg sneg mig ind i Smedgangen, så dybt ind, som jeg kunde komme, og +standsed udenfor en forfalden Port til en Baggård. Der var ikke et Lys at +se på nogen Kant, det var velsignet mørkt omkring mig; jeg gav mig til at +gnave i mig af Benet. + +Det smagte ingenting; en ram Lugt af Blod stod op fra Benet, og jeg måtte +ganske straks begynde at kaste op. Jeg forsøgte igen; hvis jeg bare fik +beholde det, vilde det nok gøre sin Virkning; det galdt at få det til at +bero dernede. Men jeg kasted atter op. Jeg blev vred, bed heftigt i Kødet, +sled af en liten Smule og svælged det ned med Vold. Og det nytted alligevel +ikke; såsnart de små Kødsmuler var blevne varme i Maven, kom de desværre +atter op. Jeg knytted vanvittigt Hænderne, stak i at græde af Hjælpeløshed +og gnaved som en besat; jeg græd, så Benet blev vådt og skiddent af Tårer, +kasted op, banded og gnaved igen, græd som Hjærtet skulde briste og kasted +atter op. Og jeg svor med høj Røst alle Verdens Magter ned i Pinen. + +Stille. Ikke et Menneske omkring, intet Lys, ingen Støj. Jeg er i det +voldsommeste Sindsoprør, jeg puster tungt og højlydt og græder +tænderskærende for hver Gang, jeg må levere disse Kødsmuler, som kanske +kunde mætte mig lidt. Da det slet ikke hjælper noget, hvormeget jeg end +forsøger, slynger jeg Benet mod Porten, fuld af det afmægtigste Had, +henrykt af Raseri, råber og truer voldsomt op mod Himlen, skriger Guds Navn +hæst og indædt og krummer mine Fingre som Klør . . . . Jeg siger dig, du +Himlens hellige Ba’al, du er ikke til, men hvis du var til, så skulde jeg +bande dig slig, at din Himmel skulde dirre af Helvedes Ild. Jeg siger dig, +jeg har budt dig min Tjeneste, og du har afvist den, jeg siger dig, du har +stødt mig bort, og jeg vender dig for evigt Ryggen, fordi du ikke kendte +din Besøgelsestid. Jeg siger dig, jeg ved, at jeg skal dø, og jeg håner dig +dog, du Himlens Gud og Apis, med Døden lige for Tænderne. Jeg siger dig, +jeg vil heller være Lakej i Helvede end Fri i dine Boliger; jeg siger dig, +jeg er fuld af livsalig Foragt for din himmelske Usselhed, og jeg vælger +mig Afgrunden til evigt Tilhold, hvor Djævelen, Judas og Farao er stødt +ned. Jeg siger dig, din Himmel er fuld af alle Jorderigets mest råhovedede +Idioter og fattige i Ånden, jeg siger dig, du har fyldt din Himmel med de +fede, salige Horer hernedefra, som ynkeligen har bøjet Knæ for dig i sin +Dødsstund. Jeg siger dig, du har brugt Magt mod mig, og du ved ikke, du +alvidende Nul, at jeg aldrig bøjer mig i Modgang. Jeg siger dig, hele mit +Liv, hver Celle i min Krop, hver Evne i min Sjæl gisper efter at håne dig, +du nådefulde Afskum i det høje. Jeg siger dig, jeg vilde, om jeg kunde, +råbe dette højlydt ind i din Himmel og hen over den hele Jord, jeg vilde, +om jeg kunde, ånde det ind i hver ufødt Menneskesjæl, som engang kommer på +Jorden, hver Blomst, hvert Blad, hver Dråbe i Havet. Jeg siger dig, jeg vil +spotte dig ud på Dommens Dag og bande dig Tændeme ud af min Mund for din +Guddoms endeløse Ynkelighed. Jeg siger dig, jeg vil fra denne Stund forsage +alle dine Gærninger og alt dit Væsen, jeg vil forbande min Tanke, om den +tænker på dig igen, og rive mine Læber af, om de atter nævner dit Navn. Jeg +siger dig, hvis du er til, det sidste Ord i Livet og i Døden, jeg siger dig +Farvel for evigt og altid, jeg siger dig Farvel med Hjærte og Nyrer, jeg +siger dig det sidste uigenkaldelige Farvel, og jeg tier og vender dig +Ryggen og går min Vej . . . . + +Stille, + +Jeg dirrer af Ophidselse og Forkommenhed, står der på samme Sted, endnu +hviskende Eder og Skældsord frem, hikkende efter den heftige Gråd, knækket +og slap efter det vanvittige Vredesudbrud. Jeg står der måske en Time og +hikker og hvisker og holder mig fast til Porten. Så hører jeg Røster, en +Samtale mellem to Mænd, som kommer gående indad Smedgangen. Jeg slænger +bort fra Porten, drager mig frem efter Husvæggene og kommer atter ud på de +lyse Gader. Idet jeg tusler nedad Youngsbakken, begynder min Hjærne +pludselig at virke i en højst mærkelig Retning. Det falder mig ind, at de +elendige Rønner nede i Kanten af Torvet, Materialboderne og de gamle Buler +med brugte Klæder, dog var en Skændsel for Stedet. De ødelagde hele Torvets +Udseende og pletted Byen, fy, ned med Skramlet! Og jeg gik og slog over i +Tankerne, hvad det vel vilde komme til at koste at flytte Den geografiske +Opmåling derned, denne smukke Bygning, som altid havde tiltalt mig så meget +hver Gang, jeg havde passeret den. Det vilde kanske ikke lade sig gøre at +foretage en Flytning af den Art under sytti a to og sytti tusind Kroner, — +en pen Sum, måtte man sige, en nokså net Lommeskilling, he-he, at begynde +med, hvad? Og jeg nikked med mit tomme Hoved og indrømmed, at det var en +nokså pen Lommeskilling at begynde med. Jeg rysted fremdeles over hele +Legemet og hikked nu og da endnu dybt efter Gråden. + +Jeg havde Følelsen af, at der ikke var meget Liv igen i mig, at jeg i +Grunden sang på det sidste Vers. Det var mig også temmelig ligegyldigt, det +beskæftiged mig ikke det mindste; jeg søgte tvertimod nedad Byen, ned til +Bryggerne, længer og længer bort fra mit Værelse. Jeg kunde for den Skyld +gærne have lagt mig plat ned i Gaden, forat dø. Lidelserne gjorde mig mer +og mer ufølsom; det banked stærkt i min såre Fod, jeg havde endog Indtryk +af, at Smærten forplanted sig opad hele Læggen, og ikke engang det gjorde +synderlig ondt. Jeg havde udstået værre Fornemmelser. + +Så kom jeg ned på Jærnbanebryggen. Der var ingen Trafik, ingen Støj, kun +hist og her et Menneske at se, en Sjouer eller Sjømand, som drev om med +Hænderne i Lommen. Jeg lagde Mærke til en halt Mand, som skeled stivt hen +på mig, idet vi passered hinanden. Jeg standsed ham instinktsmæssig, tog +til Hatten og spurgte, om han kendte til om »Nonnen« var rejst. Og bagefter +kunde jeg ikke lade være at knipse en eneste Gang i Fingrene lige for +Mandens Næse og sige: Død og Pine, »Nonnen«, ja! »Nonnen«, som jeg helt +havde glemt! Tanken på den havde alligevel ulmet ubevidst i mit Indre, jeg +havde båret på den, uden at vide af det selv. + +Ja, Kors, »Nonnen« var nok sejlet. + +Han kunde ikke sige mig, hvor den var sejlet hen? + +Manden tænker sig om, står på det lange Ben og holder det korte ivejret; +det korte dingler lidt. + +»Nej,« siger han. »Ved De, hvad den lå her og lasted?« + +»Nej,« svarer jeg. + +Men nu havde jeg allerede glemt »Nonnen«, og jeg spurgte Manden, hvor langt +det vel kunde være til Holmestrand, regnet i gode, gamle geografiske Mile. + +»Til Holmestrand? Jeg vil antage . . . .« + +»Eller til Væblungsnæs?« + +»Hvad jeg vilde sige: jeg antager, at til Holmestrand . . . .« + +»Å, hør, med det samme jeg husker det,« afbrød jeg ham igen, »De skulde vel +ikke ville være så snil at give mig en liden Bid Tobak, bare en bitte liden +Smule!« + +Jeg fik Tobakken, takked Manden meget varmt og gik bort. Jeg gjorde intet +Brug af Tobakken, jeg stak den i Lommen straks. Manden holdt fremdeles Øje +med mig, jeg havde kanske vakt hans Mistanke på en eller anden Måde; hvor +jeg stod og gik havde jeg dette mistænksomme Blik efter mig, og jeg syntes +ikke om at blive forfulgt af dette Menneske. Jeg vender om og drager mig +atter hen til ham, ser på ham og siger: + +»Nådler.« + +Bare dette Ord: Nådler. Ikke mer. Jeg ser meget stivt på ham, idet jeg +siger det, jeg følte, at jeg stirred frygteligt på ham; det var, som om jeg +så på ham med hele Kroppen, istedetfor bare med Øjnene. Og jeg står en +liden Stund, efterat jeg har sagt dette Ord. Så tusler jeg op til +Jærnbanetorvet igen. Manden gav ikke en Lyd fra sig, han bare holdt Øje med +mig. + +Nådler? Jeg stod med en Gang stille. Ja, var det ikke det, jeg havde +Fornemmelsen af allerede straks: jeg havde truffet Krøblingen før. Oppe i +Grændsen, en lys Morgen; jeg havde pantsat min Vest. Det forekom mig som en +Evighed siden den Dag. + +Mens jeg står og tænker på dette — jeg står og støtter mig til en Husvæg +på Hjørnet af Torvet og Havnegaden — farer jeg pludselig sammen og søger +at kravle mig væk. Da dette ikke lykkes mig, stirrer jeg forhærdet ret frem +og bider Hovedet af al Skam, der var ingen Råd med det, — jeg står Ansigt +til Ansigt med »Kommandøren«. + +Jeg blir skødesløst fræk, jeg tager endog et Skridt frem fra Husvæggen, +forat gøre ham opmærksom på mig. Og jeg gør det ikke forat vække +Medlidenhed, men forat håne mig selv, stille mig i Gabestokken; jeg kunde +væltet mig ned i Gaden og bedt »Kommandøren« gå over mig, træde på mit +Ansigt. Jeg siger ikke engang Godaften. + +»Kommandøren« aned måske, at der var noget galt fat med mig, han sagtned +sine Skridt en Smule, og jeg siger, forat standse ham: + +»Jeg skulde været hos Dem med noget, men det er ikke blevet noget af +endda.« + +»Ja?« svarer han spørgende. »De har det ikke færdigt, da?« + +»Nej, jeg har ikke fået det færdigt.« + +Men nu står mine Øjne pludselig i Vand ved »Kommandørens« Venlighed, og jeg +harker og hoster forbittret, forat gøre mig stærk. »Kommandøren« støder en +Gang i Næsen; han står og ser på mig. + +»Har De noget at leve af imens, da?« siger han. + +»Nej,« svarer jeg, »jeg har ikke det heller. Jeg har ikke spist endda idag, +men . . . . . . + +»Gud bevare Dem, det går da ikke an, at De går her og sulter ihjæl, Mand!« +siger han. Og han tager med en Gang til Lommen. + +Nu vågner Skamfølelsen i mig, jeg raver igen bort til Husvæggen og holder +mig fast, jeg står og ser på, at »Kommandøren« roder om i sin Pengepung; +men jeg siger intet. Og han rækker mig en Tikrone. Han gør ingen flere +Omstændigheder med det, han giver mig simpelthen ti Kroner. Med det samme +gentager han, at det ikke gik an, at jeg sulted ihjæl. + +Jeg stammed en Indvending og tog ikke Sedlen straks: Det var skammeligt af +mig dette . . . . det var også altfor meget . . . . + +»Skynd Dem nu!« siger han og ser på sit Ur. »Jeg har ventet på Toget; men +nu kommer det, hører jeg.« + +Jeg tog Pengene, jeg var lam af Glæde og sagde ikke et Ord mer, jeg takked +ikke engang. + +»Det er ikke værdt at genere sig for det,« siger »Kommandøren« tilsidst; +»De kan jo skrive for det, ved jeg.« + +Så gik han. + +Da han var kommet nogle Skridt bort, husked jeg med en Gang på, at jeg ikke +havde takket »Kommandøren« for denne Hjælp. Jeg forsøgte at indhente ham, +men kunde ikke komme fort nok afsted, mine Ben slog Klik, og jeg vilde +idelig falde på Næsen. Han fjærned sig mer og mer. Jeg opgav Forsøget, +tænkte at råbe efter ham, men turde ikke, og da jeg endelig alligevel tog +Mod til mig og råbte, en Gang, to Gange, var han allerede forlangt borte, +min Stemme var bleven for svag. + +Jeg stod tilbage på Fortouget og så efter ham, jeg græd ganske stille. Jeg +har aldrig set på Magen! sagde jeg til mig selv; han gav mig ti Kroner! Jeg +gik tilbage og stilled mig der, hvor han havde stået, og eftergjorde alle +hans Bevægelser. Og jeg holdt Pengesedlen op til mine våde Øjne, beså den +på begge Sider og begyndte at bande — bande i vilden Sky på, at det havde +sin Rigtighed med det, jeg holdt i Hånden, det var en Tikrone. + +En Stund efter — måske en meget lang Stund; ti det var allerede bleven +ganske stille overalt — stod jeg besynderligt nok udenfor Tomtegaden Numer +11. Da jeg havde stået og summet mig et Øjeblik og forundret mig herover, +gik jeg indad Porten for anden Gang, lige ind i Beværtning & Logi for +Rejsende. Her bad jeg om Husly og fik straks en Seng. + + * * * + +Tirsdag. + +Solskin og Stille, en vidunderlig lys Dag. Sneen var borte; allevegne Liv +og Lyst og glade Ansigter, Smil og Latter. Fra Fontænerne steg +Vandstrålerne op i Buer, gyldne af Solen, blålige af den blålige Himmel +. . . . Ved Middagstid gik jeg ud fra mit Logi i Tomtegaden, hvor jeg +fremdeles boed og havde det godt, og begav mig ud i Byen. Jeg var i den +gladeste Stemning og drev om den ganske Eftermiddag i de mest befærdede +Gader og så på Mennesker. Endnu før Klokken blev syv om Aftenen, gjorde jeg +mig en Tur op til St. Olafs Plads og kiged i Smug op til Vinduerne i Numer +2. Om en Time skulde jeg se hende! Jeg gik i en let, dejlig Angst hele +Tiden. Hvad vilde der ske? Hvad skulde jeg finde på at sige, når hun kom +nedad Trappen? Godaften, Frøken? Eller bare smile? Jeg beslutted mig til at +lade det bero med at smile. Naturligvis vilde jeg hilse dybt på hende. + +Jeg lusked bort, lidt skamfuld over at være så tidligt ude, vandred om i +Karl Johan en Stund og holdt Øje med Universitetsuret. Da Klokken blev +otte, satte jeg atter opad Universitetsgaden. Under vejs faldt det mig ind, +at jeg kanske kunde komme et Par Minutter forsent, og jeg strakte ud alt, +jeg årked. Min Fod var meget sår, ellers mangled der mig ingenting. + +Jeg tog Post ved Fontænen og pusted ud; jeg stod der rigtig længe og så op +til Vinduerne i Numer 2; men hun kom ikke. Nå, jeg skulde nok vente, det +havde ingen Hast med mig; hun havde kanske Forhindringer. Og jeg vented +igen. Jeg skulde da vel aldrig have drømt det hele? Havt det første Møde +med hende i Indbildningen den Nat, jeg lå i Feber? Jeg begyndte rådvild at +tænke efter og følte mig aldeles ikke sikker i min Sag. + +»Hm!« sagde det bag mig. + +Jeg hørte denne Harken, jeg hørte også lette Skridt i Nærheden af mig; men +jeg vendte mig ikke om, jeg stirred blot op til den store Trappe foran mig. + +»Godaften!« siger det så. + +Jeg glemmer at smile, jeg tager ikke engang straks til Hatten, jeg blir så +forundret over at se hende komme denne Vej. + +»Har De ventet længe?« siger hun, og hun puster lidt hurtigt efter Gangen. + +»Nej, aldeles ikke, jeg kom for en liden Stund siden,« svared jeg. »Og +desuden, hvad havde det gjort, om jeg havde ventet længe? Jeg tænkte +forresten, at De skulde komme fra en anden Kant?« + +»Jeg har fulgt Mama til en Familie, Mama skal være ude iaften.« + +»Jaså!« sagde jeg. + +Nu var vi uvilkårlig begyndt at gå. En Politibetjent står på Gadehjørnet og +ser på os. + +»Men hvor går vi egentlig hen?« siger hun og standser. + +»Did, hvor De vil, bare did, hvor De vil.« + +»Uf, ja, men det er så kedeligt at bestemme det selv.« + +Pause. + +Så siger jeg, bare for at sige noget: + +»Det er mørkt i Deres Vinduer, ser jeg.« + +»Ja, da!« svarer hun livligt. »Pigen har også fået fri. Så jeg er ganske +alene hjemme.« + +Vi står begge to og ser opad Vinduerne i Numer 2, som om ingen af os havde +set dem før. + +»Kan vi gå op til Dem, da?« siger jeg. »Jeg skal sidde nede ved Døren hele +Tiden, dersom De vil . . . .« + +Men nu skalv jeg af Bevægelse og angred meget, at jeg havde været for fræk. +Hvad om hun blev vred og gik bort fra mig? Hvad om jeg aldrig fik se hende +igen? Å, det elendige Antræk, jeg havde på! Jeg vented fortvivlet på +Svaret. + +»De skal aldeles ikke sidde nede ved Døren,« siger hun. Hun taler ligefrem +ømt og siger akkurat disse Ord: De skal aldeles ikke sidde nede ved Døren. + +Vi gik op. + +Ude på Gangen, hvor det var mørkt, tog hun min Hånd og ledte mig frem. Jeg +behøved slet ikke at være så stille, sagde hun, jeg kunde godt tale. Og vi +kom ind. Mens hun tændte Lys — det var ikke en Lampe, hun tændte, men et +Lys — mens hun tændte dette Lys, sagde hun med en liden Latter: + +»Men nu får De ikke se på mig. Uf, jeg er skamfuld! Men jeg skal aldrig +gøre det mer.« + +»Hvad skal De aldrig gøre mer?« + +»Jeg skal aldrig . . . . uf, nej. Gud bevare mig . . . . jeg skal aldrig +kysse Dem mer.« + +»Skal De ikke det?« sagde jeg, og vi lo begge. Jeg strakte Armene ud efter +hende, Og hun gled tilside, smutted væk, over på den anden Side af Bordet. +Vi stod og så på hinanden en liden Stund, Lyset stod midt imellem os. + +»Forsøg at få fat på mig!« sagde hun. + +Og under megen Latter forsøgte jeg at få fat på hende. Mens hun sprang +omkring, løste hun Sløret op og tog Hatten af; hendes spillende Øjne hang +fremdeles ved mig og vogted på mine Bevægelser. Jeg gjorde et Udfald påny, +snubled i Tæppet og faldt; min såre Fod vilde ikke længer holde mig oppe. +Jeg rejste mig yderlig flau. + +»Gud, hvor rød De blev!« sagde hun. »Ja, det var også græsselig kejtet.« + +»Ja, det var det!« svared jeg. + +Og vi begyndte påny at springe omkring. + +»Jeg synes, De halter?« + +»Ja, jeg halter kanske lidt, bare lidt forresten.« + +»Sidst havde De en sår Finger, nu har De en sår Fod; det er svært, så mange +Plager De har.« + +»Å, ja. — Jeg blev lidt overkørt for nogle Dage siden.« + +»Overkørt? Fuld da igen? Nej, Gud bevare mig, hvordan De lever, unge Mand!« +Hun trued med Pegefingeren og gjorde sig alvorlig. »Så sætter vi os da!« +sagde hun. »Nej, ikke der nede ved Døren; De er så altfor tilbageholden; +her oppe; De der og jeg her, så ja! . . . . Uf, det er nokså kedeligt med +tilbageholdne Mennesker! Så må man sige og gøre alt selv, man får ingen +Hjælp til noget. Nu kunde De for Eksempel gærne holde Deres Hånd på min +Stolryg, De kunde gærne fundet på så meget af Dem selv, kunde De. For om +jeg siger noget sligt, så sætter De op et Par Øjne, som om De ikke rigtig +tror det, som blir sagt. Ja, det er virkelig sandt, jeg har set det flere +Gange, De gør det nu også. Men De skal bare ikke indbilde mig, at De er så +beskeden altid, når De blot tør dy Dem. De var nokså fræk den Dag, da De +var fuld og gik efter mig lige hjem og plaged mig med Deres Åndrigheder: De +mister Deres Bog, Frøken, De mister ganske bestemt Deres Bog, Frøken! +Ha-ha-ha! Fy, det var virkelig stygt af Dem!« + +Jeg sad fortabt og så på hende. Mit Hjærte slog højt, Blodet spændte mig +varmt gennem Årene. Hvilken vidunderlig Nydelse! + +»Hvorfor siger De ingenting?« + +»Nej, hvor De er sød!« sagde jeg. »Jeg sidder simpelthen her og blir +inderlig betaget af Dem, her i denne Stund inderlig betaget . . . . Der er +ingen Råd med det . . . . De er det besynderligste Menneske, som . . . . +Stundom stråler Deres Øjne så, jeg har aldrig set Magen, de ser ud som +Blomster . . . . Hvad? Nej-nej, kanske ikke som Blomster heller, men +. . . . Jeg er så aldeles forelsket i Dem, og det er så urimeligt . . . . +Herregud, naturligvis, det nytter mig ikke det Spor . . . . Hvad hedder De? +Nu må De da virkelig sige mig, hvad De hedder . . . .« + +»Nej, hvad hedder _De_? Gud, nu havde jeg nær glemt det igen! Jeg tænkte på +det i hele Går, at jeg skulde spørge Dem. Ja, det vil sige ikke i _hele_ +Går, men . . . .« + +»Ved De, hvad jeg har kaldt Dem? Jeg har kaldt Dem Ylajali. Hvad synes De +om det? En sådan glidende Lyd . . . .« + +»Ylajali?« + +»Ja.« + +»Er det fremmede Sprog?« + +»Hm, Nej, det er ikke det heller.« + +»Ja, det er ikke stygt . . . .« + +Efter lange Forhandlinger sagde vi hinanden vore Navne. Hun satte sig lige +ved Siden af mig i Sofaen og skøv Stolen bort med Foden, Og vi begyndte at +passiare påny. + +»De har barberet Dem også iaften,« sagde hun. »De ser i det hele taget lidt +bedre ud end sidst, men bare bitte lidt forresten; indbild Dem nu bare ikke +. . . . Nej, sidst var De virkelig sjofel da. De gik ovenikøbet med en fæl +Klud om Fingeren. Og i den Tilstand vilde De absolut gå ind et Sted og +drikke Vin med mig. Nej, Tak!« + +»Det var altså for mit misserable Udseendes Skyld, at De ikke vilde gå med +alligevel da?« sagde jeg. + +»Nej,« svared hun og så ned. »Nej, det skal Gud vide, det ikke var! Jeg +tænkte ikke på det engang.« + +»Hør,« sagde jeg, »De sidder vist her i den Overtro, at jeg kan klæde mig +og leve akkurat som jeg ønsker. De? Men det kan jeg nok ikke, jeg er meget, +meget fattig.« + +Hun så på mig. + +»Er De det?« sagde hun. + +»Ja, jeg er det, desværre.« + +Pause. + +»Ja, Herregud, det er jeg også, det,« sagde hun med en frejdig Bevægelse +med Hovedet. + +Hvert af hendes Ord berused mig, traf mig i Hjærtet som Vindråber. Hun +henrykte mig med den Vane, hun havde at lægge sit Hoved lidt på Siden og +lytte, når jeg sagde noget. Og jeg følte hendes Åndedrag lige op i mit +Ansigt. + +»Ved De,« sagde jeg, »at . . . . Men nu må De ikke blive sint . . . . Da +jeg gik tilsengs igåraftes, lagde jeg denne Arm tilrette for Dem . . . . +således . . . . som om De lå i den . . . . og så sovned jeg ind . . . .« + +»Jaså? Det var vakkert!« Pause. »Men det måtte nu også være på Frastand, De +kunde gøre sligt noget; for ellers . . . .« + +»Tror De ikke, jeg kunde gøre det ellers?« + +»Nej, det tror jeg ikke.« + +»Jo, af mig kan De vente alt,« sagde jeg. Og jeg lagde Armen om hendes Liv. + +»Kan jeg det?« sagde hun bare. + +Det ærgred mig, stødte mig næsten, at hun holdt mig for så altfor +skikkelig; jeg brysted mig op, skød Hjærtet op i Livet og tog hendes Hånd. +Men hun trak den ganske stilfærdigt tilbage og flytted sig lidt bort fra +mig. Dette gjorde det atter af med mit Mod, jeg blev skamfuld og så bort +mod Vinduet. Jeg var alligevel så altfor ynkelig der, jeg sad, jeg måtte +blot ikke prøve at indbilde mig noget. Det havde været en anden Sag, hvis +jeg havde truffet hende dengang, da jeg endnu så ud som et Menneske, i mine +Velmagtsdage, da jeg havde lidt at redde mig med. Og jeg følte mig meget +nedslagen tilmode. + +»Der kan De se!« sagde hun, »nu kan De bare se: Man kan vippe Dem blot med +en liden Rynke i Panden, gøre Dem så flad, bare ved at flytte sig lidt bort +fra Dem . . . .« Hun lo drillende, skøjeragtigt, med aldeles lukkede Øjne, +som om heller ikke hun holdt ud at blive set på. + +»Nej, men du store min!« bused jeg ud, »nu skal De bare se!« Og jeg slog +Armene heftigt om hendes Skuldre. Jeg var næsten krænket. Var Pigen fra +Forstanden! Tog hun mig for aldeles uerfaren! He, jeg skulde dog ved den +levende . . . . Ingen skulde sige om mig, at jeg stod tilbage i dette +Stykke. Det var dog Satan til Menneske! Galdt det bare at gå på, så . . . . + +Hun sad ganske rolig, og hun havde Øjnene fremdeles lukket; ingen af os +talte. Jeg trykked hende hårdt ind til mig, klemte grådigt hendes Krop ind +til mit Bryst, og hun sagde ikke et Ord. Jeg hørte vore Hjærteslag, både +hendes og mine, de lød som begravede Hovtramp. + +Jeg kyssed hende. + +Jeg vidste ikke længere af mig selv, jeg sagde noget Nonsens, som hun lo +ad, hvisked Kælenavne ind i hendes Mund, klapped hende på Kindet, kyssed +hende mange Gange. Jeg åbned en Knap eller to i hendes Liv, og jeg skimted +hendes Bryster indenfor, hvide, runde Bryster, der titted frem som to søde +Vidundere bag Linnedet. + +»Må jeg få se!« siger jeg, og jeg forsøger at åbne flere Knapper, gøre +Hullet større; men min Bevægelse er for stærk, jeg kommer ingen Vej med de +nederste Knapper, hvor desuden Livet strammer på. »Må jeg bare få se lidt +. . . . lidt . . . .« + +Hun slår Armen om min Hals, ganske langsomt, ømt; hendes Ånde puster mig +lige i Ansigtet fra de røde, dirrende Næsebor; med den anden Hånd begynder +hun selv at åbne Knapperne, en for en. Hun ler forlegent, ler kort og ser +flere Gange op på mig, om jeg skal mærke, at hun er bange. Hun løser +Båndene op, hægter op Korsettet, er henrykt og ængstelig. Og jeg fingrer +med mine grove Hænder ved disse Knapper og Bånd . . . . + +Forat aflede Opmærksomheden fra, hvad hun gor, stryger hun mig med sin +venstre Hånd over Skulderen og siger: + +»Hvilken Mængde løse Hår der ligger!« + +»Ja,« svarer jeg og vil trænge indtil hendes Bryst med min Mund. Hun ligger +i dette Øjeblik med ganske åbne Klæder. Pludselig er det som om hun +besinder sig, som om hun synes at have gået for vidt; hun dækker sig atter +til og rejser sig lidt op. Og forat skjule sin Forlegenhed med de åbne +Klæder, giver hun sig atter til at tale om den Mængde affaldne Hår, der lå +på mine Skuldre. + +»Hvor kan det være, at Håret falder så af Dem?« + +»Ved ikke!« + +»Å, De drikker naturligvis formeget, og kanske — Fy, jeg vil ikke sige +det! De måtte skamme Dem! Nej, det havde jeg ikke troet om Dem! At De, som +er så ung, allerede mister Håret! . . . . Nu skal De værsågod fortælle mig, +hvorledes De egentlig lever Deres Liv hen. Jeg er sikker på, det er +frygteligt! Men bare Sandhed, forstår De, ikke nogen Udflugter! Jeg skal +nok forresten se det på Dem, om de vil skjule noget. Så, fortæl nu!« + +»Ja, lad mig få kysse Dem på Brystet først, så.« + +»Er De gal? Så, begynd nu!« + +»Nej, kære, lad mig nu få Lov til det først!« + +»Hm. Nej, ikke først . . . . Siden kanske . . . . Jeg vil høre, hvad De er +for et Menneske . . . . Å, jeg er sikker på, det er forfærdeligt!« + +Det pinte mig også, at hun skulde tro det værste om mig, jeg var bange for +at støde hende helt bort, og jeg holdt ikke ud den Mistanke, hun havde om +mit Levnet. Jeg vilde rense mig i hendes Øjne, gøre mig værdig til hende, +vise hende, at hun sad ved en på det nærmeste engleren Persons Side. +Herregud, jeg kunde jo tælle på Fingerne mine Fald til Dato. + +Jeg fortalte, jeg fortalte alt, og jeg fortalte bare Sandhed. Jeg gjorde +intet værre end det var, det var ikke min Agt at vække hendes Medlidenhed; +jeg sagde også, at jeg havde stjålet fem Kroner en Aften. + +Hun sad og lytted med gabende Mund, bleg, bange, aldeles forstyrret i de +blanke Øjne. Jeg vilde gøre det godt igen, sprede det triste Indtryk, jeg +havde gjort, og strammed mig op: + +»Det er jo over nu!« sagde jeg; »det kan ikke være Tale om sligt noget +længer; nu er jeg bjærget . . . .« + +Men hun var meget forsagt. »Gud bevare mig!« sagde hun bare og taug. Hun +sagde dette med korte Mellemrum og taug hver Gang igen. »Gud bevare mig!« + +Jeg begyndte at spøge, tog hende i Siden, forat kildre hende, løfted hende +op til mit Bryst. Hun havde atter knappet Kjolen igen; dette ærgred mig en +Smule, såred mig ligefrem. Hvorfor skulde hun knappe Kjolen igen? Var jeg i +hendes Øjne mer uværdig nu, end om jeg selv havde forskyldt, at mit Hår +faldt af? Vilde hun have syntes bedre om mig, hvis jeg havde gjort mig til +en Udhaler? . . . . Ikke noget Sludder. Det galdt bare at gå på! Og hvis +det bare galdt at gå på, så ved den levende . . . . + +Jeg lagde hende ned, lagde hende simpelthen ned i Sofaen. Hun stred imod, +ganske lidt forresten, og så forbauset ud. + +»Nej . . . . hvad vil De?« sagde hun. + +»Hvad jeg vil?!« + +He, hun spurgte, hvad jeg vilde! Gå på, vilde jeg, gå lige på! Det var ikke +bare på Frastand, jeg havde det med at gå på; det var ikke min Art og +Beskaffenhed af Menneske. Jeg gjorde i at være Karl for min Hat og ikke +slåes flad af en Rynke i Panden. Nej-nej, san, jeg havde endnu aldrig gået +med uforrettet Sag fra en sådan Affære . . . . + +Og jeg gik på. + +»Nej . . . . nej, men . . . .?« + +Jo, mente jeg, det var Meningen det! + +»_Nej_, hører De!« råbte hun. Og hun lagde til disse sårende Ord: »Jeg kan +jo ikke være tryg for, at De ikke er vanvittig.« + +Jeg holdt uvilkårlig lidt inde, og jeg sagde: + +»Det mener De ikke!« + +»Jo, ved Gud, De ser så rar ud! Og den Formiddag, De forfulgte mig, — De +var altså ikke fuld dengang?« + +»Nej. Men da var jeg jo ikke sulten heller, jeg havde netop spist . . . .« + +»Ja, så meget værre var det.« + +»Vilde De heller, at jeg skulde været fuld?« + +»Ja . . . . Hu, jeg er bange for Dem! Herregud, kan De nu ikke slippe!« + +Jeg tænkte mig om. Nej, jeg kunde ikke slippe. Ikke noget forbandet Pærevæv +en silde Aftenstund på en Sofa! Op med Flonellen! He, hvilke Udflugter +fandt man ikke på at komme med i et sligt Øjeblik! Som om jeg ikke vidste, +at det var bare Undselighed altsammen! Da måtte jeg være grøn! Så stille +nu! Ikke noget Tøv! Leve Kongen og Fædrelandet! . . . . + +Hun stritted besynderlig stærkt imod, altfor stærkt til bare at stritte +imod af Undselighed. Jeg kom som af Vanvare til at støde Lyset overende, så +det slukned, hun gjorde fortvivlet Modstand, udstødte endog et lidet Klynk. + +»Nej, ikke det, ikke det! Hvis De vil så skal De heller få kysse mig på +Brystet. Kære, snille . . . .« + +Jeg standsed øjeblikkelig. Hendes Ord lød så forfærdede, hjælpeløse, jeg +blev inderlig slagen. Hun mente at byde mig en Erstatning ved at give mig +Lov til at kysse hendes Bryst! Hvor det var skønt, skønt og enfoldigt! Jeg +kunde faldt ned og knælet for hende. + +»Men, kære, vene!« sagde jeg aldeles forvirret, »jeg forstår ikke . . . . +jeg begriber virkelig ikke, hvad dette er for en Slags Spil . . . .« + +Hun rejste sig og tændte atter Lyset med rystende Hænder; jeg sad tilbage +på Sofaen og foretog mig ingenting. Hvad vilde nu ske? Jeg var i Grunden +meget ilde tilmode. + +Hun kasted Øjnene hen på Væggen, hen til Klokken, og for sammen. + +»Uf, nu kommer Pigen snart!« sagde hun. Dette var det første, hun sagde. + +Jeg forstod denne Hentydning og rejste mig. Hun tog efter Kåben, som forat +klæde den på, men betænkte sig, lod den ligge og gik bort til Kaminen. Hun +var bleg og blev mer og mer urolig. Forat det dog ikke skulde se ud, som om +hun viste mig Døren, sagde jeg: + +»Var han Militær Deres Far?« og samtidig gjorde jeg mig istand til at gå. + +Ja, han var Militær. Hvoraf vidste jeg det? + +Jeg vidste det ikke, det faldt mig bare ind. + +Det var besynderligt! + +Å, ja. Det var enkelte Steder, jeg kom, hvor jeg fik det med Anelser. +He-he, det hørte med til mit Vanvid, det . . . . + +Hun så hurtig op, men svared ikke. Jeg følte, at jeg pinte hende med min +Nærværelse, og vilde gøre kort Proces. Jeg gik til Døren. Vilde hun ikke +kysse mig mer nu? Ikke engang række mig Hånden? Jeg stod og vented. + +»Skal De gå nu da?« sagde hun, og hun stod endda stille borte ved Kaminen. + +Jeg svared ikke. Jeg stod ydmyget og forvirret og så på hende, uden at sige +noget. Hvorfor havde hun da ikke ladet mig i Fred, når det ikke kunde blive +til noget? Hvad gik der af hende i dette Øjeblik? Det lod ikke til at angå +hende, at jeg stod færdig til at gå; hun var på en Gang aldeles tabt for +mig, og jeg ledte efter noget at sige hende til Afsked, et tungt, dybt Ord, +som kunde ramme hende og måske imponere hende lidt. Og stik imod min faste +Beslutning, såret, istedetfor stolt og kold, urolig, fornærmet, gav jeg mig +ligefrem til at tale om Uvæsentligheder; det rammende Ord kom ikke, jeg bar +mig yderst tankeløst ad. + +Hvorfor kunde hun ikke lige så godt sige klart og tydeligt, at jeg skulde +gå min Vej? spurgte jeg. Jo, jo, hvorfor ikke? Det var ikke værdt at genere +sig. Istedetfor at minde mig om, at Pigen snart vilde komme hjem, kunde hun +også simpelthen have sagt følgende: Nu må De forsvinde, for nu skal jeg gå +og hente min Mor, og jeg vil ikke have Deres Følge nedad Gaden. Så, det var +ikke det, hun havde tænkt på? Å, jo, det var nok alligevel det, hun havde +tænkt på; det forstod jeg straks. Der skulde så lidet til, forat sætte mig +på Spor; bare den Måden, hvorpå hun havde taget efter Kåben og atter ladet +den ligge, havde overbevist mig med en Gang. Som sagt, jeg havde det med +Anelser. Og der var vel kanske ikke så meget Vanvid i det i Grunden . . . . + +»Men, Herregud, tilgiv mig nu for det Ord! Det slap mig af Munden!« råbte +hun. Men hun stod fremdeles stille og kom ikke hen til mig. + +Jeg var ubøjelig og fortsatte. Jeg stod der og sludred væk med den pinlige +Fornemmelse, at jeg keded hende, at ikke et eneste af mine Ord traf, og +alligevel holdt jeg ikke op: I Grunden kunde man jo være et temmelig +ømtåligt Gemyt, om man ikke var gal, mente jeg; der var Naturer, som næred +sig af Bagateller og døde bare for et hårdt Ord. Og jeg lod underforstå, at +jeg havde en sådan Natur. Sagen var den, at min Fattigdom havde i den Grad +skærpet visse Evner i mig, at det voldte mig ligefrem Ubehageligheder, ja, +jeg forsikrer Dem ligefrem Ubehageligheder, desværre. Men det havde også +sine Fordele, det hjalp mig i visse Situationer. Den fattige intelligente +var langt finere Iagttager end den rige intelligente. Den fattige ser sig +om for hvert Skridt, han tager, lytter mistænksomt til hvert Ord, han hører +af de Mennesker, han træffer; hvert Skridt, han selv tager, stiller således +hans Tanker og Følelser en Opgave, et Arbejde. Han er lydhør og følsom, han +er en erfaren Mand, hans Sjæl har Brandsår . . . . + +Og jeg talte rigtig længe om disse Brandsår, som min Sjæl havde. Men jo +længer jeg talte, des uroligere blev hun; tilsidst sagde hun: »Herregud!« +et Par Gange i Fortvivlelse og vred sine Hænder. Jeg så godt, at jeg plaged +hende, og jeg vilde ikke plage hende, men gjorde det alligevel. Endelig +mente jeg at have fået sagt hende i grove Træk det nødvendigste af, hvad +jeg havde at sige, jeg blev greben af hendes fortvivlede Blik og råbte: + +»Nu går jeg! Nu går jeg! Kan De ikke se, at jeg allerede har Hånden på +Låsen? Farvel! Farvel, siger jeg! De kunde dog gærne svare mig, når jeg +siger Farvel to Gange og står fiks og færdig til at gå. Jeg beder ikke +engang om at få træffe Dem igen, for det vil pine Dem; men sig mig: Hvorfor +lod De mig ikke være i Fred? Hvad har jeg gjort Dem? Jeg gik dog ikke +ivejen for Dem nu; vel? Hvorfor vender De Dem pludselig bort fra mig, som +om De slet ikke kendte mig mer? Nu har De ribbet mig så inderlig blank, +gjort mig endda mere ussel end jeg var nogensinde. Herregud, men jeg er jo +ikke vanvittig, De ved meget godt, når De vil tænke Dem om, at der er +ingenting, som fejler mig nu. Kom nu da og ræk mig Hånden! Eller lad mig få +Lov til at komme til Dem! Vil De det? Jeg skal ikke gøre Dem noget ondt, +jeg vil bare knæle for Dem et Øjeblik, knæle ned på Gulvet der foran Dem, +blot et Øjeblik; må jeg? Nej, nej, så skal jeg ikke gøre det, jeg ser, De +blir bange, jeg skal ikke, _skal_ ikke gøre det, hører De. Herregud dog, +hvorfor blir De så forfærdet? Jeg står jo stille, jeg rører mig ikke. Jeg +vilde have knælet ned på Tæppet et Minut, just der, på den røde Farve lige +ved deres Fødder. Men De blev bange, jeg kunde straks se det på Deres Øjne, +at De blev bange, derfor stod jeg stille. Jeg gjorde ikke et Skridt, da jeg +bad Dem derom; vel? Jeg stod lige så urørlig som nu, når jeg viser Dem det +Sted, hvor jeg vilde knælet for Dem, der borte på den røde Rose i Tæppet. +Jeg peger ikke med Fingeren engang, jeg peger slet ikke, jeg lader det +være, for ikke at forskrække Dem, jeg nikker bare og ser derhen, således! +Og De forstår meget godt, hvilken Rose, jeg mener, men De vil ikke tillade +mig at knæle der; De er bange for mig og tør ikke komme mig nær. Jeg +begriber ikke, at De kan bringe over Deres Hjærte at kalde mig gal. Ikke +sandt, De tror det heller ikke længer? Det var engang i Sommer, for længe +siden, da var jeg gal; jeg arbejded for hårdt og glemte at gå til Middags i +ret Tid, når jeg havde meget at tænke på. Det hændte Dag efter Dag; jeg +burde have husket det, men jeg glemte det stadig væk. Ved Gud i Himlen, det +er sandt! Gud lade mig aldrig komme levende fra dette Sted, hvis jeg lyver! +Der kan De se, De gør mig Uret. Det var ikke af Trang, jeg gjorde det; jeg +har Kredit, stor Kredit, hos Ingebret og Gravesen; jeg gik også ofte med +mange Penge i Lommen og købte alligevel ikke Mad, fordi jeg glemte det. +Hører De der! De siger ikke noget, De svarer ikke, De går aldeles ikke bort +fra Kaminen, De står bare og venter på, at jeg skal gå . . . .« + +Hun kom hurtigt henimod mig og rakte sin Hånd frem. Jeg så fuld af Mistro +på hende. Gjorde hun det også med noget let Hjærte? Eller gjorde hun det +blot, forat blive af med mig? Hun lagde sin Arm om min Hals, hun havde +Tårer i Øjnene. Jeg stod bare og så på hende. Hun rakte sin Mund frem; jeg +kunde ikke tro hende, det var ganske bestemt et Offer, hun bragte, et +Middel til at få en Ende på det. + +Hun sagde noget, det lød for mig som: »Jeg er glad i Dem alligevel!« Hun +sagde det meget lavt og utydeligt, måske hørte jeg ikke rigtig, hun sagde +kanske ikke just de Ord; men hun kasted sig heftigt om min Hals, holdt +begge Armene om min Hals en liden Stund, strakte sig endog en Smule på +Tæerne, forat række godt op, og stod således måske et helt Minut. + +Jeg var bange for, at hun tvang sig selv til at vise denne Ømhed, jeg sagde +blot: + +»Hvor De er dejlig nu!« + +Mer sagde jeg ikke. Jeg omfavned hende voldsomt, trådte tilbage, stødte til +Døren og gik baglænds ud. Og hun stod igen derinde. + +FJERDE STYKKE + +Vinteren var kommet, en rå og våd Vinter næsten uden Sne, en tåget og mørk +evigtvarende Nat, uden et eneste friskt Vindstød, så lang som Ugen var. +Gassen brændte næsten hele Dagen i Gaderne, og Folk stødte alligevel på +hinanden i Tågen. Alle Lyde, Kirkeklokkernes Klang, Bjælderne fra +Droschehestene. Menneskenes Stemmer, Hovslagene, altsammen lød så sprukkent +og klirrende i den tykke Luft, der lagde sig ivejen for alting og dæmped +alt ned. Uge gik efter Uge, og Vejret var og blev det samme. + +Og jeg opholdt mig stadigt nede i Vaterland. + +Jeg blev fastere og fastere bunden til denne Beværtning, dette Logihus for +Rejsende, hvor jeg havde fået bo, trods min Forkommenhed. Mine Penge var +for længe siden opbrugte, og jeg vedblev alligevel at gå og komme på dette +Sted, som om jeg havde Ret dertil og hørte hjemme der. Værtinden havde +endnu intet sagt; men det pinte mig alligevel, at jeg ikke kunde betale +hende. Således forløb tre Uger. + +Jeg havde allerede for flere Dage tilbage genoptaget min Skrivning, men det +lykkedes mig ikke længer at få til noget, som jeg var tilfreds med; jeg +havde slet intet Held med mig mer, om jeg end var meget flittig og forsøgte +sent og tidligt; hvad jeg end tog mig til, nytted det ikke, Lykken var +borte, og jeg anstrængte mig altid forgæves. + +Det var på et Værelse i anden Etage, i det bedste Gæsteværelse, jeg sad og +gjorde disse Forsøg. Jeg var forbleven uforstyrret deroppe, siden den +første Aften, da jeg havde Penge og kunde klarere for mig. Jeg havde også +hele Tiden det Håb, at jeg endelig kunde få istand en Artikel om et eller +andet, så jeg kunde få betalt Værelset og hvad jeg ellers skyldte for; det +var derfor, jeg arbejded så ihærdigt. Især havde jeg et påbegyndt Stykke, +som jeg vented mig meget af, en Allegori om en Ildebrand i en Boglade, en +dybsindig Tanke, som jeg vilde lægge al min Flid på at udarbejde og bringe +»Kommandøren« i Afbetaling. »Kommandøren« skulde dog erfare, at han denne +Gang virkelig havde hjulpet et Talent; jeg havde ingen Tvivl om, at han +skulde erfare det; det galdt blot at vente til Ånden kom over mig. Og +hvorfor skulde ikke Ånden komme over mig? Hvorfor skulde den ikke komme +over mig med det allerførste endog? Der var intet ivejen med mig mer; jeg +fik lidt Mad hver Dag af min Værtinde, nogle Smørogbrød Morgen og Aften, og +min Nervøsitet var næsten forsvunden. Jeg brugte ikke længer Klude om mine +Hænder, når jeg skrev, og jeg kunde stirre ned i Gaden fra mine Vinduer i +anden Etage, uden at blive svimmel. Det var bleven meget bedre med mig i +alle Måder, og det begyndte ligefrem at forundre mig, at jeg ikke allerede +havde fået min Allegori færdig. Jeg forstod ikke, hvordan det hang sammen. + +En Dag skulde jeg endelig få en Anelse om, hvor svag jeg egentlig var +bleven, hvor sløvt og udueligt min Hjærne arbejded. Den Dag kom nemlig min +Værtinde op til mig med en Regning, som hun bad mig om at se på; der måtte +være noget galt i den Regning, sagde hun, den stemte ikke med hendes egen +Bog; men hun havde ikke kunnet finde Fejlen. + +Jeg satte mig til at tælle; min Værtinde sad lige overfor mig og så på mig. +Jeg talte disse tyve Poster, først en Gang nedad, og fandt Summen rigtig, +derpå en Gang opad, og kom påny til samme Resultat. Jeg så på Konen, hun +sad lige foran mig og vented på mit Ord; jeg lagde med det samme Mærke til, +at hun var frugtsommelig, det undgik ikke min Opmærksomhed, og jeg stirred +dog ingenlunde undersøgende på hende. + +»Summen er rigtig,« sagde jeg. + +»Nej, se nu efter for hvert Tal,« svared hun; »det kan ikke være så meget; +jeg er sikker på det.« + +Og jeg begyndte at revidere hver Post: 2 Brød á 25, i Lampeglas 18, Sæbe +20, Smør 32 . . . . Der skulde ikke noget kløgtigt Hoved til, forat +gennemgå disse Talrækker, denne lille Høkerregning, hvori der ingen +Vidtløftigheder fandtes, og jeg forsøgte redeligt at finde den Fejl, som +Konen talte om, men fandt den ikke. Efterat jeg havde tumlet med disse Tal +et Par Minutter, følte jeg desværre, at altsammen begyndte at danse rundt i +mit Hoved; jeg gjorde ikke længer Forskel på Debet og Kredit, jeg blanded +det hele sammen. Endelig stod jeg med ét bom stille ved følgende Post: »3 +5/16 Pund Ost á 16«. Min Hjærne klikked fuldstændig, jeg stirred dumt ned +på Osten og kom ingen Vej. + +»Det er da også forbandet, så vredent dette er skrevet!« sagde jeg +fortvivlet. »Her står Gud hjælpe mig simpelthen fem Sekstendele Ost. He-he, +har man hørt Magen! Ja, her kan De se selv!« + +»Ja,« svared Madamen, »de plejer at skrive så. Det er Nøgleosten. Jo, det +er korrekt! Fem Sekstendele er altså fem Lod« + +»Ja, det forstår jeg nok!« atbrød jeg, skønt jeg i Virkeligheden ikke +forstod nogen Ting mer. + +Jeg forsøgte påny at klare dette lille Regnestykke, som jeg for nogle +Måneder siden kunde have talt op på et Minut; jeg sveded stærkt og tænkte +over disse gådefulde Tal af alle Kræfter, og jeg blinked eftertænksomt med +Øjnene, som om jeg studered rigtig skarpt på denne Sag; men jeg måtte +opgive det. Disse fem Lod Ost gjorde det fuldstændigt af med mig; det var +som om noget knak over i min Pande. + +For dog at give Indtryk af, at jeg fremdeles arbejded med mine Beregninger, +bevæged jeg Læberne og nævnte nu og da et Tal højt, alt imens jeg gled +længer og længer nedad Regningen, som om jeg stadig gik fremad og nærmed +mig Afslutningen. Madamen sad og vented. Endelig sagde jeg: + +»Ja, nu har jeg gået den igennem fra først til sidst, og der er virkelig +ingen Fejl, såvidt jeg kan se.« + +»Ikke det?« svared Konen, »jaså, ikke det?« Men jeg så godt, at hun ikke +troed mig. Og pludselig syntes hun på en Gang at antage et lidet Stænk af +Ringeagt for mig i sin Tale, en lidt ligegyldig Tone, som jeg ikke +tidligere havde hørt hos hende. Hun sagde, at jeg kanske ikke var vant til +at regne med Sekstendele; hun sagde også, at hun måtte henvende sig til +nogen, som forstod sig på det, forat få Regningen ordentlig gennemset. Alt +dette sagde hun ikke på nogen sårende Måde, forat gøre mig tilskamme, men +tankefuldt og alvorligt. Da hun var kommet til Døren og skulde gå, sagde +hun, uden at se på mig: + +»Undskyld, at jeg har heftet Dem, da!« + +Hun gik. + +Lidt efter åbnedes Døren påny, og min Værtinde kom atter ind; hun kunde +næppe have gået længer end ud på Gangen, før hun vendte om. + +»Det er sandt!« sagde hun. »De må ikke tage det ilde op; men jeg har vel +lidt tilgode hos Dem nu? Var det ikke tre Uger igår, siden De kom? Ja, jeg +mente, det var så. Det er ikke grejt at klare sig med så stor Familje, så +jeg kan ikke lade nogen få bo på Kredit, desværre . . . .« + +Jeg standsed hende. + +»Jeg arbejder på en Artikel, som jeg altså har fortalt Dem om før,« sagde +jeg, »og såsnart den blir færdig, skal De få Deres Penge. De kan være +ganske rolig.« + +»Ja, men De får jo aldrig den Artikel færdig, jo?« + +»Tror De det? Ånden kommer muligens over mig imorgen, eller kanske allerede +inat; det er slet ikke umuligt, at den kommer over mig engang inat, og da +blir min Artikel færdig på et Kvarter højst. Ser De, det er ikke således +med mit Arbejde, som med andre Folks; jeg kan ikke sætte mig ned og få +istand en vis Mængde om Dag, jeg må bare vente på Øjeblikket. Og der er +ingen, som kan sige Dag og Time, på hvilken Ånden kommer over én; det må +have sin Gang.« + +Min Værtinde gik. Men hendes Tillid til mig var vist meget rokket. + +Jeg sprang op og sled mig i Håret at Fortvivlelse, såsnart jeg var bleven +alene. Nej, der blev virkelig ingen Redning for mig alligevel, ingen, ingen +Redning! Min Hjærne var bankerot! Var jeg da altså bleven helt Idiot, siden +jeg ikke længer kunde regne ud Værdien af et lidet Stykke Nøgleost? Men +kunde jeg også have tabt min Forstand, når jeg stod og gav mig selv slige +Spørgsmål? Havde jeg ikke ovenikøbet midt under mine Anstrængelser med +Regningen gjort den soleklare Iagttagelse, at min Værtinde var +frugtsommelig? Jeg havde ikke nogen Grund til at vide det, der var ingen, +som havde fortalt mig noget derom, det faldt mig heller ikke vilkårligt +ind, jeg sad og så det med mine egne Øjne, og jeg forstod det straks, til +og med i et fortvivlet Øjeblik, hvori jeg sad og regned med Sekstendele. +Hvorledes skulde jeg forklare mig det? + +Jeg gik til Vinduet og så ud; mit Vindu vendte ud mod Vognmandsgaden. Der +legte nogle Børn nede på Brostenene, fattigt klædte Børn midt i den fattige +Gade; de kasted en Tomflaske imellem sig og skråled højt. Et Flyttelæs +rulled langsomt forbi dem; det måtte være en fordreven Familje, som skifted +Bopæl udenfor Flyttetiden. Dette tænkte jeg mig øjeblikkelig. På Vognen lå +Sengeklæder og Møbler, mølædte Senge og Komoder, rødmalede Stole med tre +Ben, Matter, Jærnskrab, Bliktøj. En liden Pige, bare et Barn, en rigtig +hæslig Unge med forkølet Næse, sad oppe i Læsset og holdt sig fast med sine +stakkels blå Hænder, for ikke at tumle ned. Hun sad på en Bundt af +rædsomme, våde Madrasser, som Børn havde ligget på, og så ned på de små, +der kasted Tomflasken imellem sig . . . . + +Alt dette stod jeg og så på, og jeg havde ingen Møje med at forstå alt, som +foregik. Mens jeg stod der ved Vinduet og iagttog dette, hørte jeg også min +Værtindes Pige synge inde i Køkkenet lige ved Siden af mit Værelse; jeg +kendte den Melodi, hun sang, jeg hørte derfor efter, om hun skulde synge +fejl. Og jeg sagde til mig selv, at alt dette kunde ikke en Idiot have +gjort; jeg var Gudskelov så fornuftig, som noget Menneske. Pludselig så jeg +to af Børnene nede i Gaden fare op at skændes, to Smågutter; jeg kendte den +ene, det var min Værtindes. Jeg åbner Vinduet, forat høre, hvad de siger +til hinanden, og straks stimler en Flok Børn sammen nedenunder mit Vindu og +ser længselsfuldt op. Hvad vented de på? At noget skulde blive kastet ud? +Tørrede Blomster, Kødben, Cigarstumper, en eller anden Ting, som de kunde +gnave i sig eller more sig med? De så med blåfrosne Ansigter, med uendelig +lange Øjne op mod mit Vindu. Imidlertid fortsætter de to små Fjender at +skælde hinanden ud. Ord som store, klamme Udyr myldrer ud af disse +Barnemunde, forfærdelige Øgenavne, Skøgesprog, Matroseder, som de kanske +havde lært nede ved Bryggerne. Og de er begge to så optagne heraf, at de +slet ikke lægger Mærke til min Værtinde, der løber ud til dem, forat få +høre, hvad der er påfærde. + +»Jo,« forklarer hendes Søn, »han tog mig i Barken; jeg fik ikke Pusten på +en lang Stund!« Og vendende sig om mod den lille Ugærningsmand, der står og +flirer ondskabsfuldt ad ham, blir han aldeles rasende og råber: »Rejs til +hede Helvede, dit kaldæiske Naut, du er! En slig Lushorrik skal tage Folk i +Struben! Jeg skal Herr’n forsyne mig . . . .« + +Og Moderen, denne frugtsommelige Kone, der dominerer hele den trange Gade +med sin Mave, svarer det tiårige Barn, idet hun griber ham i Armen og vil +have ham med: + +»Sh! Hold Snavel’n din! Jeg mener, du bander ogsål Du bruger Kæften, som om +du skulde været på Ludderhus i årvis! Nu kommer du ind!« + +»Nej, jeg gør ikke det!« + +»Jo, du gør det!« + +»Nej, jeg gør ikke det!« + +Jeg står oppe i Vinduet og ser, at Moderens Vrede stiger; denne uhyggelige +Scene ophidser mig voldsomt, jeg holder det ikke længer ud, jeg råber ned +til Gutten, at han skal komme op til mig et Øjeblik. Jeg råber to Gange, +blot forat forstyrre dem, forat få forpurret dette Optrin; den sidste Gang, +råber jeg meget højt, og Moderen vender sig forbløffet om og ser op til +mig. Og øjeblikkelig genvinder hun Fatningen, ser frækt på mig, rigtig +overlegent ser hun på mig, og trækker sig så tilbage med en bebrejdende +Bemærkning til sin Søn. Hun taler højt, så jeg kan høre det, og siger til +ham: + +»Fy, du måtte skamme dig for at lade Folk se, hvor slem du er!« + +Af alt dette, som jeg således stod og iagttog, var der intet, ikke engang +en liden Biomstændighed, som gik tabt for mig. Min Opmærksomhed var yderst +vag, jeg indånded ømtåligt hver liden Ting, og jeg stod og gjorde mig mine +Tanker om disse Ting, efterhvert som de foregik. Så der kunde umuligt være +noget ivejen med min Forstand. Hvor kunde der også være noget ivejen med +den nu? + +Hør, ved du hvad, sagde jeg på en Gang; nu har du længe nok gået og +befattet dig med din Forstand og gjort dig Bekymringer i så Henseende; nu +får det være Slut med de Narrestreger! Er det Tegn på Galskab at mærke og +opfatte alle Ting så nøjagtigt, som du gør det? Du får mig næsten til at le +af dig, forsikkrer dig på, det er ikke uden Humor, såvidt jeg skønner. Kort +og godt, det hænder alle Mennesker at stå fast for en Gangs Skyld, og det +just netop i de simpleste Spørgsmål. Det siger intet, det er bare +Tilfældighed. Som sagt, jeg er på et hængende Hår i Færd med at få mig en +liden Latter over dig. Hvad den Høkerregning angår, disse lumpne fem +Sekstendele Fattigmandsost, kan jeg gærne kalde det, — he-he, en Ost med +Nellik og Pebber i, på min Ære en Ost, som man rent ud sagt kunde få Barn +af, — hvad denne latterlige Ost angår, da kunde det have hændt den bedste +at blive fordummet over den; selve Lugten af den Ost kunde gøre det af med +en Mand . . . . Og jeg gjorde det værste Nar af al Nøgleost . . . . Nej, +sæt mig på noget spiseligt! sagde jeg, sæt mig, om du vil, på fem +Sekstendele godt Mejerismør! Det er en anden Sag! + +Jeg lo hektisk ad mine egne Indfald og fandt dem såre morsomme. Der var +virkelig ingenting, som fejled mig mer, jeg var vel bevaret. Jeg var så at +sige yderst vel bevaret endog! Jeg var et klart Hoved; der mangled intet på +det, Gud ske Lov og Tak! + +Min Munterhed steg efterhvert, som jeg drev om der på Gulvet og samtalte +med mig selv; jeg lo højt og følte mig voldsomt glad. Det var virkelig +også, som om jeg blot behøved denne lille glade Stund, dette Øjeblik af +egentlig lys Henrykkelse, uden Sorger til nogen Kant, forat få mit Hoved i +arbejdsdygtig Stand. Jeg satte mig ind til Bordet og gav mig til at sysle +med min Allegori. Og det gik meget godt, bedre end på lange Tider; det gik +ikke hurtigt; men jeg syntes, at det lille, jeg fik til, blev aldeles +udmærket. Jeg arbejded også en Times Tid, uden at blive træt. + +Så sidder jeg just på et meget vigtigt Punkt i denne Allegori om en +Ildebrand i en Boglade; det forekom mig så vigtigt, at alt det øvrige, jeg +havde skrevet, var for intet at regne mod dette Punkt. Jeg vilde netop +forme rigtig dybsindigt den Tanke, at det ikke var Bøger, som brændte, det +var Hjærner, Menneskehjærner, og jeg vilde lave en ren Bartholomæusnat af +disse brændende Hjærner. Da blev med en Gang min Dør åbnet med megen Hast, +og min Værtinde kom sejlende ind. Hun kom midt ind i Værelset, hun standsed +ikke engang på Dørstokken. + +Jeg gav et lidet hæst Råb; det var virkelig, som om jeg havde fået et Slag. + +»Hvad?« sagde hun. »Jeg syntes. De sagde noget? Vi har fået en Rejsende, og +vi må have dette Værelse til ham; De får ligge nede hos os inat; ja, De +skal få egen Seng der også.« Og førend hun havde fået mit Svar, begyndte +hun uden videre at samle sammen mine Papirer på Bordet og bringe Uorden i +dem allesammen. + +Min glade Stemning var blæst bort, jeg var vred og fortvivlet og rejste mig +straks. Jeg lod hende rydde Bordet og sagde ingenting; jeg mæled ikke et +Ord. Og hun gav mig alle Papirerne i min Hånd. + +Der var intet andet for mig at gøre, jeg måtte forlade Værelset. Nu var +også dette dyrebare Øjeblik spoleret! Jeg mødte den ny Rejsende allerede i +Trappen, en ung Mand med store blå Ankertegninger på Håndbagerne; bagefter +ham fulgte en Sjouer med en Skibskiste på Skulderen. Den fremmede var vist +en Sjømand, altså blot en tilfældig Rejsende for Natten; han skulde nok +ikke optage mit Værelse i nogen længere Tid. Kanske kunde jeg også være +heldig imorgen, når Manden var rejst, og få et af mine Øjeblikke igen; der +mangled mig blot en Inspiration på fem Minutter nu, så var mit Værk om +Ildebranden færdig. Altså, jeg fik finde mig i Skæbnen . . . . + +Jeg havde ikke tidligere været inde i Familjens Lejlighed, denne eneste +Stue, hvori allesammen holdt til Dag og Nat, Manden, Konen, Konens Fader og +fire Børn. Pigen boed i Køkkenet, hvor hun også sov om Natten. Jeg nærmed +mig med megen Modvilje Døren og banked på; ingen svared, dog hørte jeg +Stemmer indenfor. + +Manden sagde ikke et Ord, da jeg trådte ind, besvared ikke engang min +Hilsen; han så blot ligegyldigt på mig, som om jeg ikke vedkom ham. +Forresten sad han og spilled Kort med en Person, som jeg havde set nede ved +Bryggerne, en Bærer, der lød Navnet »Glasruden«. Et Spædbarn lå og pludred +med sig selv henne i Sengen, og den gamle Mand, Værtindens Fader, sad +sammenkrøben på en Sengebænk og luded med Hovedet over sine Hænder, som om +hans Bryst eller Mave smærted ham. Han havde næsten hvidt Hår og så ud i +sin sammenkrøbne Stilling som et duknakket Kryb, der sad og spidsed Øren +efter noget. + +»Jeg kommer nok desværre til at bede om Rum hernede inat,« sagde jeg til +Manden. + +»Har min Kone sagt det?« spurgte han. + +»Ja. Der kom en ny Mand på mit Værelse.« + +Hertil svared ikke Manden noget; han gav sig atter i Færd med Kortene. + +Således sad denne Mand Dag efter Dag og spilled Kort med hvemsomhelst, som +kom ind til ham, spilled om ingenting, blot forat fordrive Tiden og have +noget mellem Hænderne imens. Han foretog sig ellers intet, rørte sig netop +så meget som hans lade Lemmer gad, mens Konen traved op og ned i Trapperne, +var om sig på alle Kanter og havde Omsorg for at få Gæster til Huset. Hun +havde også sat sig i Forbindelse med Bryggesjouere og Bærere, hvem hun +betalte et vist Honorar for hver ny Logerende, de bragte hende, og hun gav +ofte disse Sjouere Husly for Natten. Nu var det »Glasruden«, som just havde +bragt den ny Rejsende med. + +Et Par af Børnene kom ind, to Småpiger med magre, fregnede Tøseansigter; de +havde rigtig usle Klæder på. Lidt efter kom også Værtinden ind. Jeg spurgte +hende, hvor hun vilde anbringe mig for Natten, og hun svared kort, at jeg +kunde ligge herinde, sammen med de andre, eller ude i Forstuen på +Sofabænken, aldeles som jeg selv fandt for godt. Mens hun svared mig dette, +gik hun omkring i Stuen og pusled med forskellige Ting, som hun satte i +Orden, og hun så ikke en Gang på mig. + +Jeg sank sammen ved hendes Svar, stod nede ved Døren og gjorde mig liden, +lod endog som om jeg var godt tilfreds med at bytte Værelse med en anden +for en Nats Skyld; jeg satte med Hensigt et venligt Ansigt op, for ikke at +opirre hende og måske blive jaget helt ud af Huset. Jeg sagde: »Å, ja, der +blir vel en Råd!« og taug. + +Hun vimsed fremdeles omkring i Stuen. + +»Forresten vil jeg sige Dem, at jeg slet ikke har Udkomme til at have Folk +i Kost og Logi på Kredit,« sagde hun. »Og det har jeg sagt Dem før også.« + +»Ja, men kære, det er jo bare disse Par Dage, til min Artikel er færdig,« +svared jeg, »og da skal jeg gærne give Dem en Femkrone atpå, gærne det.« + +Men hun havde åbenbart ingen Tro på min Artikel, det kunde jeg se. Og jeg +kunde ikke give mig til at være stolt og forlade Huset, bare af en Smule +Krænkelse; jeg vidste, hvad der vented mig, hvis jeg gik min Vej. + + * * * + +Der forløb et Par Dage. + +Jeg holdt fremdeles til nede hos Familjen, da det var for koldt i Forstuen, +hvor der ingen Ovn var; jeg sov også om Natten på Gulvet inde i Stuen. Den +fremmede Sjømand boed stadigt på mit Værelse og lod ikke til at ville +flytte så snart. Ved Middagstid kom også Værtinden ind og fortalte, at han +havde betalt hende i Forskud for en hel Måned; forresten skulde han tage +Styrmandseksamen, inden han rejste; det var derfor, han opholdt sig i Byen. +Jeg stod og hørte på dette og forstod, at mit Værelse nu var tabt for mig +for bestandigt. + +Jeg gik ud i Forstuen og satte mig; skulde jeg være så heldig at få noget +skrevet, så måtte det alligevel være her, i Stilheden. Det var ikke længer +min Allegori, som beskæftiged mig; havde fået en ny Idé, en ganske +fortræffelig Plan: jeg vilde forfatte et en Akts Drama, »Korsets Tegn«, +Emne fra Middelalderen. Især havde jeg altsammen udtænkt angående +Hovedpersonen, en herlig, fanatisk Skøge, der havde syndet i Templet, ikke +af Svaghed og ikke af Attrå, men af Had mod Himlen, syndet lige ved +Alterets Fod, med Alterdugen under sit Hoved, bare af dejlig Foragt for +Himlen. + +Jeg blev mer og mer besat af denne Skikkelse, efterhvert som Timerne gik. +Hun stod tilsidst lys levende for mit Blik, og netop således, som jeg vilde +have hende frem. Hendes Krop skulde være mangelfuld og frastødende: høj, +meget mager og en Smule mørk, og når hun gik, vilde hendes lange Ben komme +til at skinne igennem hendes Skørter for hvert Skridt, hun tog. Hun skulde +også have store, udstående Ører. Kortsagt, hun vilde intet blive for Øjet, +knapt nok udholdelig at se på. Hvad der interessered mig hos hende, var +hendes underfulde Skamløshed, dette desperate Topmål af overlagt Synd, som +hun havde begået. Hun sysselsatte mig virkelig altfor meget; min Hjærne var +ligefrem udbulnet af denne sære Misdannelse af et Menneske. Og jeg skrev i +samfulde to Timer i Træk på mit Drama. + +Da jeg havde fået istand et halvt Snes Sider, måske tolv Sider, ofte med +stort Besvær, undertiden med lange Mellemrum, hvori jeg skrev forgæves og +måtte rive mine Ark itu, var jeg bleven træt, ganske stiv af Kulde og +Træthed, og jeg rejste mig og gik ud på Gaden. I den sidste Halvtime var +jeg også bleven forstyrret af Barneskrig inde fra Familjens Stue, så jeg +kunde i ethvert Tilfælde ikke have skrevet mer netop da. Jeg tog derfor en +lang Tur udad Drammensvejen og blev borte helt til Aften, idet jeg stadig +gik og grunded på, hvorledes jeg videre vilde fortsætte mit Drama. Inden +jeg kom hjem om Aftenen den Dag, havde der hændt mig følgende: + +Jeg stod udenfor en Skomagerbutik nederst i Karl Johan, næsten nede ved +Jærnbanetorvet. Gud ved, hvorfor jeg var standset just udenfor denne +Skomagerbutik! Jeg så indad Vinduet, hvor jeg stod, men tænkte forresten +ikke på, at jeg mangled Sko netop da; min Tanke var langt borte, i andre +Egne af Verden. En Sverm af samtalende Mennesker gik bag min Ryg, og jeg +hørte ingenting af, hvad der blev sagt. Da hilser en Stemme højt: + +»Godaften!« + +Det var »Jomfruen«, som hilste på mig. + +»Godaften!« svared jeg fraværende. Jeg så også på »Jomfruen« en kort Stund, +inden jeg kendte ham. + +»Nå, hvordan går det?« spurgte han. + +»Jo, bare bra . . . . som sædvanligt!« + +»Hør, sig mig,« sagde han, »De er altså hos Christie endda?« + +»Christie?« + +»Jeg syntes, De sagde engang, at De var Bogholder hos Grosserer Christie?« + +»Å! Ja, nej, det er forbi. Det var umuligt at arbejde sammen med den Mand; +det gik istå temmelig snart af sig selv.« + +»Hvorfor det, da?« + +»Å, jeg kom til at skrive fejl en Dag, og så . . . .« + +»Falsk?« + +Falsk? Der stod »Jomfruen« og spurgte ligefrem, om jeg havde skrevet falsk. +Han spurgte endog hurtigt og meget interesseret. Jeg så på ham, følte mig +dybt krænket og svared ikke. + +»Ja, ja, Herregud, det kan hænde den bedste!« sagde han, forat trøste mig. +Han troed fremdeles, at jeg havde skrevet falsk. + +»Hvad er det, som ja, ja Herregud kan hænde den bedste?« spurgte jeg. »At +skrive falsk? Hør, min gode Mand, tror De virkelig, der De står, at jeg +kunde have begået en slig Nederdrægtighed? Jeg?« + +»Men, kære, jeg syntes så tydeligt, De sagde . . . .« + +»Nej, jeg sagde, at jeg havde skrevet fejl engang, et Årstal, en Bagatel, +om De vil vide det, en fejl Dato på et Brev, et eneste Pennestrøg galt — +det var hele min Brøde. Nej, Gudskelov, man kan da skælne Ret fra Uret +endda! Hvordan skulde det også bære afsted med mig, hvis jeg ovenikøbet gik +hen og pletted min Ære? Det er simpelthen min Æresfølelse, jeg flyder på +nu. Men den er også stærkt nok, håber jeg; den har ialfald bevaret mig til +Dato.« + +Jeg kasted på Hovedet, vendte mig bort fra »Jomfruen« og så nedad Gaden. +Mit Øje faldt på en rød Kjole, som nærmed sig os, en Kvinde ved Siden af en +Mand. Havde jeg nu ikke ført netop denne Samtale med »Jomfruen«, var jeg +ikke bleven stødt af hans grove Mistanke, og havde jeg ikke gjort just +dette Kast med Hovedet, samt vendt mig lidt fornærmet bort, så vilde denne +røde Kjole måske have passeret mig, uden at jeg havde lagt Mærke til den. +Og hvad vedkom den mig i Grunden? Hvad angik den mig, selv om det var +Hoffrøken Nagels Kjole? + +»Jomfruen« stod og talte og søgte at gøre sin Fejltagelse god igen; jeg +hørte slet ikke på ham, jeg stod hele Tiden og stirred på denne røde Kjole, +der nærmed sig opad Gaden. Og en Bevægelse løb mig gennem Brystet, et +glidende, fint Stik; jeg hvisked i min Tanke, hvisked uden at røre Munden: + +»Ylajali!« + +Nu vendte også »Jomfruen« sig om, opdaged de to, Damen og Herren, hilste på +dem og fulgte dem med Øjnene. Jeg hilste ikke, eller måske hilste jeg +ubevidst. Den røde Kjole gled opad Karl Johan og forsvandt. + +»Hvem var det, som fulgte hende?« spurgte »Jomfruen«. + +»Hertugen«, så De ikke det? »Hertugen« kaldet. Kendte De Damen?« + +»Ja, såvidt. Kendte ikke De hende!« + +»Nej,« svared jeg. + +»Jeg syntes, De hilste så dybt?« + +»Gjorde jeg det?« + +»He, gjorde De kanske ikke det?« sagde »Jomfruen«. »Det var da +besynderligt! Det var også blot Dem, hun så på hele Tiden.« + +»Hvor kender De hende fra?« spurgte jeg. + +Han kendte hende egentlig ikke. Det skrev sig fra en Aften i Høst. Det var +sent, de havde været tre glade Sjæle sammen, kom just fra Grand, traf dette +Menneske gående alene ved Cammermeyer og havde talt til hende. Hun havde +først svaret afvisende; men den ene af de glade Sjæle, en Mand, som ikke +skyed hverken Ild eller Vand, havde bedt hende lige op i hendes Ansigt om +at måtte have den Civilisationens Nydelse at følge hende hjem. Han skulde +ved Gud ikke krumme et Hår på hendes Hoved, som skrevet står, blot følge +hende til Porten, forat overbevise sig om, at hun kom sikkert hjem, ellers +vilde ikke han få Ro hele Natten. Han talte ustandseligt, mens de gik, +fandt på den ene Ting efter den anden, kaldte sig Waldemar Atterdag og +udgav sig for Fotograf. Tilsidst havde hun måttet le ad denne glade Sjæl, +som ikke havde ladet sig forbløffe af hendes Kulde, og det endte med, at +han fulgte hende. + +»Nå, ja, hvad blev det så til?« spurgte jeg, og jeg holdt mit Åndedræt +sålænge. + +»Blev til? Å, kom ikke der! Det er en Dame.« + +Vi taug begge et Øjebik, både »Jomfruen« og jeg. + +»Nej, Fan, var dét »Hertugen«! Ser han slig ud!« sagde han derpå +tankefuldt. »Men når hun er sammen med den Mand, så vil jeg ikke svare for +hende.« + +Jeg taug fremdeles. Ja, naturligvis vilde »Hertugen« trække af med hende! +Godt og vel! Hvad kom det mig ved? Jeg gav hende en god Dag, med samt +hendes Yndigheder, en god Dag gav jeg hende! Og jeg forsøgte at trøste mig +selv ved at tænke de værste Tanker om hende, gjorde mig ligefrem en Glæde +af at rode hende rigtig ned i Sølen. Det ærgred mig blot, at jeg havde +taget Hatten af for Parret, hvis jeg virkelig havde gjort det. Hvorfor +skulde jeg tage Hatten af for sådanne Mennesker? Jeg brød mig ikke længer +om hende, aldeles ikke; hun var ikke det allerringeste vakker mer, hun +havde tabt sig, fy, Fan, hvor hun var falmet! Det kunde jo gærne være, at +det blot var mig, hun havde set på; det forundred mig ikke; det var kanske +Angeren, som begyndte at slå hende. Men derfor behøved ikke jeg at falde +til Fode og hilse som en Nar, specielt når hun altså var bleven så +betænkelig falmet på det sidste. »Hertugen« kunde gærne beholde hende, +velbekomme! Der kunde komme en Dag, da jeg fik i Sinde at gå hende stolt +forbi, uden at se til den Kant, hvor hun befandt sig. Det kunde hænde, at +jeg tillod mig at gøre dette, selv om hun så stivt på mig og ovenikøbet gik +i blodrød Kjole. Det kunde godt hænde! He-he, det vilde blive en Triumf! +Kendte jeg mig selv ret, så var jeg istand til at gøre mit Drama færdigt i +Løbet af Natten, og inden otte Dage skulde jeg da have bøjet Frøkenen i +Knæ. Med samt hendes Yndigheder, he-he, med samt alle hendes Yndigheder +. . . . + +»Farvel!« sagde jeg kort. + +Men »Jomfruen« holdt mig tilbage. Han spurgte: + +»Men hvad bestiller De da nu om Dagen?« + +»Bestiller? Jeg skriver, naturligvis. Hvad andet skulde jeg bestille? Det +er jo det, jeg lever af. For Øjeblikket arbejder jeg på et stort Drama, +»Korsets Tegn«, Emne fra Middelalderen.« + +»Død og Pine!« sagde »Jomfruen« oprigtigt. »Ja, får De dét til, så . . . .« + +»Har ingen store Bekymringer desangående!« svared jeg. »Om en otte Dages +Tid tænker jeg, at De skal have hørt fra mig nogen hver.« + +Dermed gik jeg. + +Da jeg kom hjem, henvendte jeg mig straks til min Værtinde og bad om en +Lampe. Det var mig meget om at gøre at få denne Lampe; jeg vilde ikke gå +tilsengs inat, mit Drama rased inde i mit Hoved, og jeg håbed så sikkert at +kunne skrive et godt Stykke til om Morgenen. Jeg fremførte min Begæring +meget ydmygt for Madamen, da jeg mærked, at hun gjorde en utilfreds +Grimase, fordi jeg atter kom ind i Stuen. Jeg havde altså næsten færdigt et +mærkeligt Drama, sagde jeg; der mangled mig bare et Par Scener, og jeg slog +på, at det kunde blive opført på et eller andet Teater, inden jeg selv +vidste Ordet af det. Om hun nu vilde gøre mig denne store Tjeneste, så +. . . . + +Men Madamen havde ingen Lampe. Hun tænkte sig om, men husked slet ikke, at +hun havde nogen Lampe nogen Steder. Hvis jeg vilde vente til efter Klokken +tolv, så kunde jeg kanske få Køkkenlampen. Hvorfor kunde jeg ikke købe mig +et Lys? + +Jeg taug. Jeg havde ikke ti Øre til et Lys, og det vidste hun nok. +Naturligvis skulde jeg strande igen! Nu sad Pigen nede hos os, hun sad +simpelthen inde i Stuen og var slet ikke i Køkkenet; Lampen der oppe var +således ikke engang tændt. Og jeg stod og overtænkte dette, men sagde intet +mer. + +Pludselig siger Pigen til mig: + +»Jeg syntes, De kom ud af Slottet for lidt siden? Har De været i Middag?« +Og hun lo højt ad denne Spas. + +Jeg satte mig ned, tog mine Papirer frem og vilde forsøge at gøre noget her +sålænge, her, hvor jeg sad. Jeg holdt Papirerne på mine Knæ og stirred +uafbrudt ned i Gulvet, for ikke at adspredes af noget; men det nytted mig +ikke, ingenting nytted mig, jeg kom ikke af Pletten. Værtindens to Småpiger +kom ind og holdt Støj med en Kat, en underlig, syg Kat, som næsten ingen +Hår havde; når de blæste den ind i Øjnene, flød der Vand ud af dem og nedad +dens Næse. Værten og et Par andre Personer sad ved Bordet og spilled +Hundred og En. Konen alene var flittig som altid og sad og syed på noget. +Hun så godt, at jeg ikke kunde skrive noget midt i denne Forstyrrelse, men +hun brød sig ikke om mig mer; hun havde endog smilet, da Tjenestepigen +spurgte, om jeg havde været i Middag. Hele Huset var bleven fjendtlig mod +mig; det var, som om jeg blot behøved den Forsmædelse at måtte overlade mit +Værelse til en anden, forat blive behandlet ganske som en uvedkommende. +Endog denne Tjenestepige, en liden brunøjet Gadetøs med Pandehår og aldeles +fladt Bryst, gjorde Nar af mig om Aftenen, når jeg fik mine Smørogbrød. Hun +spurgte idelig, hvor jeg dog plejed at indtage mine Middage, eftersom hun +aldrig havde set mig gå og stikke mine Tænder udenfor Grand. Det var klart, +at hun vidste Besked om min elendige Tilstand og gjorde sig en Fornøjelse +af at vise mig det. + +Jeg falder pludselig i Tanker om alt dette og er ikke istand til at finde +en eneste Replik til mit Drama. Jeg forsøger Gang på Gang forgæves; det +begynder at summe underligt i mit Hoved, og jeg giver mig tilsidst over. +Jeg stikker Papirerne i Lommen og ser op. Pigen sidder lige foran mig, og +jeg ser på hende, ser på denne smale Ryg og et Par lave Skuldre, som endnu +ikke var rigtig voksne engang. Hvad havde nu hun med at kaste sig over mig? +Og om jeg var kommet ud af Slottet, hvad så? Kunde det skade hende? Hun +havde i de sidste Dage leet frækt ad mig, når jeg var uheldig og snubled i +Trapperne eller hang fast i en Spiger, så jeg fik en Rift i min Frakke. Det +var heller ikke længer siden end igår, at hun havde samlet op mine Kladder +som jeg havde slængt fra mig i Forstuen, stjålet disse kasserede +Brudstykker til mit Drama og læst dem op inde i Stuen, holdt Løjer med dem +i alles Påhør, bare forat more sig over mig. Jeg havde aldrig forulempet +hende og kunde ikke huske, at jeg nogensinde havde bedt hende om en +Tjeneste. Tvertimod, jeg gjorde selv min Seng istand om Aftenen inde på +Stuegulvet, for ikke at skaffe hende noget Bryderi dermed. Hun gjorde også +Nar af mig, fordi mit Hår faldt af. Der lå Hår og flød i Vaskevandet om +Morgenen, og det gjorde hun sig lystig over. Nu var mine Sko blevne noget +dårlige, især den ene, som var bleven overkørt af Brødvognen, og hun drev +også Spas med dem. Gud velsigne Dem og Deres Sko! sagde hun; se på dem, de +er store som Hundehus! Og hun havde Ret i, at mine Sko var udtrådte; men +jeg kunde altså ikke skaffe mig nogen andre netop for Øjeblikket. + +Mens jeg sidder og husker på alt dette og forundrer mig over denne åbenlyse +Ondskab hos Tjenestepigen, var Småpigerne begyndt at tirre den gamle Olding +henne i Sengen; de hopped begge to omkring ham og var fuldt optagne af +dette Arbejde. De havde fundet sig hver sit Halmstrå, som de stak ham i +Ørene med. Jeg så på dette en Stund og blanded mig ikke ind i det. Den +gamle rørte ikke en Finger, forat forsvare sig; han så blot på sine +Plageånder med rasende Øjne for hver Gang, de stak efter ham, og rysted på +Hovedet, forat befri sig, når Stråene allerede sad ham i Ørene. + +Jeg blev mer og mer ophidset ved dette Syn og kunde ikke få mine Øjne bort +fra det. Faderen så op fra Kortene og lo ad de små; han gjorde også sine +Medspillere opmærksom på, hvad der foregik. Hvorfor rørte han sig ikke, den +gamle? Hvorfor slængte han ikke Børnene væk med Armen? Jeg tog et Skridt og +nærmed mig Sengen. + +»Lad dem være! Lad dem være! Han er lam,« råbte Værten. + +Og af Frygt for at blive vist Døren imod Natten, simpelthen bange for at +vække Mandens Mishag ved at gribe ind i dette Optrin, trådte jeg stiltiende +tilbage til min gamle Plads og forholdt mig rolig. Hvorfor skulde jeg +resikere mit Logi og mine Smørogbrød ved at stikke min Næse ind i Familjens +Kævlerier? Ingen Narrestreger for en halvdød Oldings Skyld! Og jeg stod og +følte mig dejligt hård som Flint. + +De små Tyvetøser holdt ikke op med sine Plagerier. De tirredes af, at +Oldingen ikke vilde holde Hovedet stille, og de stak også efter hans Øjne +og Næsebor. Han stirred på dem med et forhærdet Blik, han sagde intet og +kunde ikke røre Armene. Pludselig letted han sig med Overkroppen og spytted +den ene af Småpigerne ind i Ansigtet; han letted sig atter op og spytted +også efter den anden, men traf hende ikke. Jeg stod og så på, at Værten +kasted Kortene ned på Bordet, hvor han sad, og sprang hen til Sengen. Han +var rød i Ansigtet og råbte: + +»Sidder du og spytter Folk lige i Øjnene, din gamle Råne!« + +»Men, Herregud, han fik jo ikke Fred for dem!« råbte jeg ude af mig selv. +Men jeg stod hele Tiden og var bange for at blive udvist, og jeg råbte +aldeles ikke med synderlig Kraft; jeg skalv blot over hele Legemet af +Ophidselse. + +Værten vendte sig om mod mig. + +»Nej, hør på den! Hvad Fan skiller det Dem? Hold De bare Flabben på Dem +ganske igen, De, og gør som jeg siger; det vil De have bedst af.« + +Men nu lød også Madamens Stemme, og hele Huset blev fuldt af Skænderi. + +»Jeg mener Gud hjælpe mig De er gale og besatte allesammen!« skreg hun. +»Vil De være herinde, så får De være rolige begge to, det siger jeg Dem! +He, det er ikke nok med, at man skal holde Hus og Kost for Kræket, man skal +have Dommedag og Kommers og Satansmagt inde i Stuerne også. Men det skal +jeg ikke have mer af, har jeg tænkt! Sh! Hold Tryterne Deres sammen. Unger, +og tørk Næserne Deres også, hvis ikke, så skal jeg komme og gøre det. Jeg +har aldrig set på Magen til Mennesker! Her kommer de ind fra Gaden, uden en +Øre til Lusesalve engang, og begynder at holde Spræt midt på Katters Tide +og gøre Leven med Husens Folk. Jeg vil ikke vide af det, forstår De, og De +kan gå Deres Vej alle, som ikke hører hjemme her. Jeg vil have Fred i min +egen Lejlighed, har jeg tænkt!« + +Jeg sagde intet, jeg lukked slet ikke Munden op, men satte mig nede ved +Døren igen og hørte på Larmen. Alle skråled med, endog Børnene og +Tjenestepigen, som vilde forklare, hvordan hele Striden var begyndt. Når +jeg bare var taus, så vilde det nok drive over engang; det vilde ganske +vist ikke komme til det yderste, når jeg blot ikke sagde et Ord. Og hvilket +Ord kunde jeg have at sige? Var det måske ikke Vinter ude, og led det ikke +ovenikøbet mod Natten? Var det da Tid at slå i Bordet og være Karl for sin +Hat? Bare ingen Narrestreger! Og jeg sad stille og forlod ikke Huset, undså +mig ikke for at blive siddende, skammed mig ligefrem ikke herfor, skønt jeg +næsten var bleven sagt op. Jeg stirred forhærdet hen på Væggen, hvor +Kristus hang i Oljetryk, og taug hårdnakket til alle Værtindens Udfald. + +»Ja, er det mig. De vil blive af med. Madam, så skal der ikke være noget +ivejen for mit vedkommende,« sagde den ene af Kortspillerne. + +Han rejste sig. Den anden Kortspiller rejste sig også. + +»Nej, jeg mente ikke dig. Og ikke dig heller,« svared Værtinden de to. +»Gælder det på, så skal jeg nok vise, hvem jeg mener. Hvis det gælder på. +Har jeg tænkt! Det skal vise sig, hvem det er . . . .« + +Hun talte afbrudt, gav mig disse Stød med små Mellemrum og trak det rigtigt +i Langdrag, forat gøre det tydeligere og tydeligere for mig, at det var +mig, hun mente. Stille! sagde jeg til mig selv. Bare stille! Hun havde ikke +bedt mig om at gå, ikke udtrykkelig, ikke med rene Ord. Bare ingen +Hovmodighed fra min Side, ingen utidig Stolthed! Ørene stive! . . . . Det +var dog et ejendommeligt grønt Hår på den Kristus i Oljetryk. Det ligned +ikke så lidet grønt Græs, eller udtrykt med udsøgt Nøjagtighed: tykt +Enggræs. He, en ganske rigtig Bemærkning, forsvarligt tykt Enggræs . . . . +En Række af flygtige Idéforbindelser løb mig i denne Stund gennem Hovedet: +Fra det grønne Græs til et Skriftsted om, at hvert Liv var som Græs, der +antændtes, derfra til Dommedag, når alt skulde brænde op, så en liden +Afstikker ned til Jordskælvet i Lissabon, hvorpå der foresvæved mig noget +om en spansk Spyttebakke af Messing og et Penskaft af Ibenholdt, som jeg +havde set nede hos Ylajali. Ak, ja, alt var forgængeligt! Ganske som Græs, +der antændtes! Det gik ud på fire Fjæle og et Ligsvøb — Ligsvøb hos Jomfru +Andersen, tilhøjre i Porten . . . . + +Og alt dette kastedes om i mit Hoved i dette fortvivlede Øjeblik, da min +Værtinde stod i Færd med at jage mig på Dør. + +»Han hører ikke!« råbte hun. »Jeg siger. De skal forlade Huset, nu ved De +det! Jeg tror Gud fordømme mig, at Manden er gal, jeg! Nu går De på hellige +Flæk, og så ikke mere Snak om den Sag.« + +Jeg så mod Døren, ikke forat gå, aldeles ikke forat gå; der faldt mig ind +en fræk Tanke: hvis der havde været en Nøgle i Døren, vilde jeg have vredet +den om, stængt miginde sammen med de andre, forat slippe at gå. Jeg havde +en aldeles hysterisk Gru for at komme ud på Gaden igen. Men der var ingen +Nøgle i Døren, og jeg rejste mig op; der var intet Håb mer. + +Da blander pludselig min Værts Røst sig med Konens. Jeg blev forbauset +stående. Den samme Mand, som nylig havde truet mig, tager underligt nok mit +Parti. Han siger: + +»Nej, det går ikke an at jage Folk ud imod Natten, ved du. Der er Straf for +det.« + +Jeg vidste ikke, om der var Straf herfor, jeg kunde ikke sige det; men det +var måske så, og Konen besinded sig ganske snart, blev rolig og talte ikke +til mig mer. Hun lagde endog to Smørogbrød frem til mig til Aftens, men jeg +modtog dem ikke, bare af Taknemmelighed mod Manden modtog jeg dem ikke, +idet jeg foregav, at jeg havde fået lidt Mad ude i Byen. + +Da jeg endelig begav mig ud i Forstuen, forat gå tilsengs, kom Madamen +efter mig, standsed på Dørstokken og sagde højt, mens hendes store, +frugtsommelige Mave strutted ud imod mig: + +»Men det er sidste Nat, De ligger her, så De ved om det.« + +»Ja, ja!« svared jeg. + +Der blev vel kanske også en Råd til Husly imorgen, hvis jeg gjorde mig +rigtig Flid for det. Et eller andet Skjulested måtte jeg dog finde. +Foreløbig glæded jeg mig over, at jeg ikke behøved at gå ude inat. + + * * * + +Jeg sov til fem-seks Tiden om Morgenen. Det var endnu ikke lyst, da jeg +vågned, men jeg stod alligevel op med det samme; jeg havde ligget i fulde +Klæder for Kuldens Skyld og havde intet mer at klæde mig på. Da jeg havde +drukket lidt Vand og i al Stilhed fået Døren åbnet, gik jeg også straks ud, +idet jeg frygted for at træffe min Værtinde påny. + +En og anden Konstabel, som havde våget Natten ud, var det eneste levende, +jeg så i Gaderne; lidt efter begyndte også et Par Mænd at slukke +Gaslygterne omkring. Jeg drev om uden Mål og Med, kom op i Kirkegaden og +tog Vejen ned til Fæstningen. Kold og endnu søvnig, mat i Knæerne og Ryggen +efter den lange Tur og meget sulten, satte jeg mig ned på en Bænk og døsed +en lang Tid. Jeg havde i tre Uger levet udelukkende af de Smørogbrød, som +min Værtinde havde givet mig Morgen og Aften; nu var det netop et Døgn, +siden jeg fik mit sidste Måltid, det begyndte at gnave mig slemt påny, og +jeg måtte have en Udvej ret snart. Med den Tanke sovned jeg atter ind på +Bænken . . . . + +Jeg vågned af, at Mennesker talte i min Nærhed, og da jeg havde summet mig +lidt, så jeg, at det var lys Dag, og at alle Folk var kommet på Benene. Jeg +rejste mig og gik bort. Solen brød op over Åserne, Himlen var hvid og fin, +og i min Glæde over den skønne Morgen efter de mange mørke Uger glemte jeg +alle Sorger og syntes, at det mangen Gang havde været værre for mig. Jeg +klapped mig på mit Bryst og sang en liden Stump for mig selv. Min Stemme +lød så dårlig, rigtig medtagen lød den, og jeg rørte mig selv til Tårer ved +den. Denne pragtfulde Dag, den hvide, lysdrukne Himmel virked også altfor +stærkt på mig, og jeg stak i at græde højt. + +»Hvad er det, som fejler Dem?« spurgte en Mand. + +Jeg svared ikke, hasted blot bort, skjulende mit Ansigt for alle Mennesker. + +Jeg kom ned til Bryggerne. En stor Bark med russisk Flag lå og lossed Kul; +jeg læste dens Navn, »Copégoro«, på Siden. Det adspreded mig en Tidlang at +iagttage, hvad der foregik ombord i dette fremmede Skib. Det måtte være +næsten udlosset, det lå allerede med IX Fod nøgne på Stilken, trods den +Ballast, det alt havde taget ind, og når Kulsjouerne stamped henover Dækket +med sine tunge Støvler, drøned det hult i hele Skibet. + +Solen, Lyset, det salte Pust fra Havet, hele dette travle og lystige Liv +stived mig op og fik mit Blod til at banke levende. Med en Gang faldt det +mig ind, at jeg måske kunde gøre et Par Scener på mit Drama, mens jeg sad +her. Og jeg tog mine Blade op af Lommen. + +Jeg forsøgte at forme en Replik i en Munks Mund, en Replik, der skulde +svulme af Kraft og Intolerance; men det lykkedes mig ikke. Så sprang jeg +over Munken og vilde udarbejde en Tale, Dommerens Tale til +Tempelskændersken, og jeg skrev en halv Side på denne Tale, hvorpå jeg +holdt op. Der vilde ikke lægge sig det rette Klima over mine Ord. +Travlheden omkring mig, Hejsesangene, Gangspillenes Støj og den uafbrudte +Raslen med Jærnkættingerne passed så lidet til den Luft af tæt, muggen +Middelalder, der skulde stå som en Tåge i mit Drama. Jeg pakked Papirerne +sammen og rejste mig. + +Nu var jeg alligevel kommet velsignet på Glid, og jeg følte klart, at jeg +kunde udrette noget nu, hvis alt gik godt. Bare jeg havde et Sted at ty hen +til! Jeg tænkte efter det, standsed ligefrem op i Gaden og tænkte efter, +men vidste ikke af et eneste stille Sted i hele Byen, hvor jeg kunde slå +mig ned en Stund. Der blev ingen anden Udvej, jeg fik gå tilbage til +Logihuset i Vaterland. Jeg krymped mig ved det, og jeg sagde hele Tiden til +mig selv, at det gik ikke an, men jeg gled dog fremad og nærmed mig stadig +det forbudte Sted. Vist var det ynkeligt, indrømmed jeg mig selv, ja, det +var forsmædeligt, rigtig forsmædeligt var det; men det fik ikke hjælpe. Jeg +var ikke det ringeste hovmodig, jeg turde sige så stort et Ord, at jeg var +et af de mindst kæphøje Væsener, som Dags Dato var til. Og jeg gik. + +Jeg standsed ved Porten og overvejed endnu engang. Jo, det fik gå som det +vilde, jeg måtte vove det! Hvad var det egentlig for en Bagatel, det drejed +sig om? For det første skulde det jo vare blot i nogle Timer, for det andet +skulde Gud forbyde, at jeg nogensinde senere tog min Tilflugt til det Hus +igen. Jeg gik ind i Gården. Endnu mens jeg gik over disse ujævne Stene på +Gårdspladsen, var jeg usikker og havde nær vendt om ved Døren. Jeg bed +Tænderne sammen. Nej, ingen utidig Stolthed! I værste Fald kunde jeg +undskylde mig med, at jeg kom for at sige Farvel, tage ordentlig Afsked og +gjøre en Aftale angående min Gjæld til Huset. Jeg åbned Døren til Forstuen. + +Jeg blev stående aldeles stille indenfor. Lige foran mig, blot i to Skridts +Afstand, stod Værten selv, uden Hat og uden Frakke, og kiged ind gennem +Nøglehullet til Familjens egen Stue. Han gjorde en tyst Bevægelse med +Hånden, forat få mig til at være stille, og kiged atter indad Nøglehullet. +Han stod og lo. + +»Kom hid!« sagde han hviskende. + +Jeg nærmed mig på Tæerne. + +»Se her!« sagde han og lo med en stille, hidsig Latter. »Kig ind! Hi-hi! +Der ligger de! Se på Gammeln! Kan De se Gammeln?« + +Inde i Sengen, ret under Kristus i Oljetryk og lige mod mig, så jeg to +Skikkelser, Værtinden og den fremmede Styrmand; hendes Ben skinned hvide +mod den mørke Dyne. Og i Sengen ved den anden Væg sad hendes Fader, den +lamme Olding, og så på, ludende over sine Hænder, sammenkrøben som +sædvanligt, uden at kunne røre sig . . . . + +Jeg vendte mig om mod min Vært. Han havde den største Møje med at af holde +sig fra at le højt. + +»Så De Gammeln?« hvisked han. »Å, Gud, så De Gammeln? Han sidder og ser +på!« Og han lagde sig igen ind til Nøglehullet. + +Jeg gik hen til Vinduet og satte mig. Dette Syn havde ubarmhjærtigen bragt +Uorden i alle mine Tanker og vendt op og ned på min rige Stemning. Nå, hvad +vedkom det mig? Når Manden selv fandt sig i det, ja, endog havde sin store +Fornøjelse af det, så var der ingen Grund for mig til at tage mig det nær. +Og hvad Oldingen angik, da var Oldingen en Olding. Han så det måske ikke +engang; kanske sad han og sov; Gud ved, om han ikke endogså var død; det +skulde ikke undre mig om han var død. Og jeg gjorde mig ingen Samvittighed +af det. + +Jeg tog atter mine Papirer op og vilde vise alle uvedkommende Indtryk +tilbage. Jeg var standset midt i en Sætning i Dommerens Tale: »Så byder mig +Gud og Loven, så byder mig mine vise Mænds Råd, så byder mig og min egen +Samvittighed . . . .« Jeg så ud af Vinduet, forat tænke efter, hvad hans +Samvittighed skulde byde ham. En liden Støj trængte ud til mig fra Stuen +indenfor. Nå, det angik ikke mig, aldeles ikke; Oldingen var desuden død, +døde kanske imorges ved fire Tiden; det var mig altså inderlig knusende +ligegyldigt med den Støj; hvorfor Fan sad jeg da og gjorde mig mine Tanker +om den? Rolig nu! + +»Så byder mig og min egen Samvittighed . . . .« + +Men alt havde forsvoret sig imod mig. Manden stod slet ikke ganske rolig +henne ved Nøglehullet, jeg hørte nu og da hans indeklemte Latter og så, at +han rysted; ude på Gaden foregik der også noget, som adspredte mig. En +liden Gut sad og pusled for sig selv i Solen over på det andet Fortoug; han +aned Fred og ingen Fare, knytted blot endel Papirstrimler sammen og gjorde +ingen Fortræd. Pludselig springer han op og bander; han rykker baglænds ud +i Gaden og får Øje på en Mand, en voksen Mand med rødt Skjæg, som lå udaf +et åbent Vindu i anden Etage og spytted ned i hans Hoved. Den lille græd af +Vrede og bandte vanmægtigt op mod Vinduet, og Manden lo ham ned i Ansigtet; +der gik måske fem Minutter på den Måde. Jeg vendte mig bort, for ikke at se +Guttens Gråd. + +»Så byder mig og min egen Samvittighed, at . . . .« + +Det var mig umuligt at komme længer. Tilsidst begyndte alt at rable for +mig; jeg syntes, at endog det, jeg allerede havde skrevet, var ubrugeligt, +ja, at hele Idéen var noget farligt Tøv. Man kunde slet ikke tale om +Samvittighed i Middelalderen, Samvittigheden blev først opfundet af +Danselærer Shakespeare, følgelig var min hele Tale urigtig. Var der altså +intet godt i disse Blade? Jeg løb dem igennem påny og løste straks mine +Tvivl; jeg fandt storartede Steder, rigtig lange Stykker af stor +Mærkværdighed. Og der jog mig atter gennem mit Bryst den berusende Trang +til at tage fat igen og få mit Drama færdigt. + +Jeg reiste mig og gik til Døren, uden at agte på Værtens rasende Tegn til +mig om at fare stille frem. Jeg gik bestemt og fast i Sind ud af Forstuen, +opad Trapperne til anden Etage og trådte ind i mit gamle Værelse. +Styrmanden var der jo ikke, og hvad var der så ivejen for, at jeg kunde +sidde her et Øjeblik? Jeg skulde ikke røre nogen af hans Sager, jeg skulde +slet ikke bruge hans Bord engang, men slå mig ned på en Stol ved Døren og +være glad til. Jeg folder heftigt Papirerne ud på mine Knæ. + +Nu gik det i flere Minutter aldeles udmærket. Replik efter Replik opstod +fuldt færdig i mit Hoved, og jeg skrev uafbrudt. Jeg fylder den ene Side +efter den anden, sætter afsted over Stok og Sten, klynker sagte af +Henrykkelse over min gode Stemning og ved næsten ikke af mig selv. Den +eneste Lyd, jeg hører i denne Stund, er min egen glade Klynken. Der faldt +mig også ind en såre heldig Idé med en Kirkeklokke, som skulde smælde i at +ringe på et vist Punkt i mit Drama. Alt gik overvældende. + +Så hører jeg Skridt i Trappen. Jeg skælver og er næsten fra mig selv, +sidder sågodtsom på Sprang, sky, vag, fuld af Angst for alle Ting og +ophidset af Sult; jeg lytter nervøst, holder Blyanten stille i Hånden og +lytter, jeg kan ikke skrive et Ord mer. Døren går op; Parret nede fra Stuen +træder ind. + +Endnu førend jeg havde fået Tid til at bede om Undskyldning for, hvad jeg +havde gjort, råber Værtinden aldeles himmelfalden: + +»Nej, Gud trøste og hjælpe mig, sidder han ikke her igen!« + +»Undskyld!« sagde jeg, og jeg vilde sagt mer, men kom ikke længer. + +Værtinden slog Døren op på vid Væg og skreg: + +»Går De nu ikke ud, så Gud fordømme mig henter jeg ikke Politiet!« + +Jeg rejste mig. + +»Jeg vilde bare sige Farvel til Dem,« mumled jeg, »og så måtte jeg vente på +Dem. Jeg har ikke rørt nogen Ting, jeg sad her på Stolen . . . .« + +»Ja, det gjorde ingenting« sagde Styrmanden. »Hvad Fan gjorde det? Lad +Manden være, han!« + +Da jeg var kommet ned i Trappen, blev jeg med en Gang rasende på denne +tykke, opsvulmede Kone, der fulgte mig i Hælene, forat få mig hurtigt væk, +og jeg stod et Øjeblik stille, med Munden fuld af de værste Øgenavne, som +jeg vilde slynge mod hende. Men jeg betænkte mig i Tide og taug, taug blot +af Taknemmelighed mod den fremmede Mand, der gik bag hende og vilde kunne +høre det. Værtinden fulgte stadig efter mig og skældte ustandseligt, mens +samtidig min Vrede tiltog for hvert Skridt, jeg gik. + +Vi kom ned i Gården, jeg gik rigtig langsomt, endnu overvejende, om jeg +skulde give mig af med Værtinden. Jeg var i denne Stund ganske forstyrret +af Raseri, og jeg tænkte på den værste Blodsudgydelse, et Tryk, som kunde +lægge hende død på Stedet, et Spark i Maven. Et Bybud går forbi mig i +Porten, han hilser, og jeg svarer ikke; han henvender sig til Madamen bag +mig, og jeg hører, at han spørger efter mig; men jeg vender mig ikke om. + +Et Par Skridt udenfor Porten indhenter Bybudet mig, hilser påny og standser +mig. Han giver mig et Brev. Heftigt og uvilligt river jeg det op, en +Tikrone falder ud af Konvolutten, men intet Brev, ikke et Ord. + +Jeg ser på Manden og spørger: + +»Hvad er dette for Slags Narrestreger? Hvem er Brevet ifra?« + +»Ja, det ved jeg ikke,« svarer han, »men det var en Dame, som gav mig det.« + +Jeg stod stille. Bybudet gik. Da stikker jeg Pengesedlen atter ind i +Konvolutten, krøller det hele rigtig godt sammen, vender om og går hen til +Værtinden, som endnu holder Udkig efter mig fra Porten, og kaster hende +Sedlen i Ansigtet. Jeg sagde ikke noget, yttred ikke en Stavelse, jeg +iagttog blot, at hun undersøgte det sammenkrøllede Papir, inden jeg gik +. . . . + +He, det kunde man kalde at opføre sig med Ære i Livet! Ikke sige noget, +ikke tiltale Pakket, men ganske rolig krølle sammen en stor Pengeseddel og +kaste den i Øjnene på sine Forfølgere. Det kunde man kalde at optræde med +Værdighed! Således skulde de have det, de Dyr! . . . . + +Da jeg var kommet på Hjørnet af Tomtegaden og Jærnbanetorvet, begyndte +pludselig Gaden at svinge rundt for mine Øjne, det sused tomt i mit Hoved, +og jeg faldt ind mod en Husvæg. Jeg kunde simpelthen ikke gå længer, kunde +ikke engang rette mig op fra min skæve Stilling; således, som jeg var +falden ind mod Væggen, således blev jeg stående, og jeg følte, at jeg +begyndte at tabe Besindelsen. Min vanvittige Vrede forhøjedes blot ved +dette Anfald af Udmattelse, og jeg løfted Foden og stamped i Fortouget. Jeg +gjorde også forskellige andre Ting, forat komme til Kræfter, bed Tænderne +sammen, rynked Panden, rulled fortvivlet med Øjnene, og det begyndte at +hjælpe. Min Tanke blev klar, jeg forstod, at jeg holdt på at forgå. Jeg +satte Hænderne frem og stødte mig tilbage fra Væggen; Gaden dansed +fremdeles rundt med mig. Jeg begyndte at hikke af Raseri, og jeg stred af +min inderste Sjæl med min Elendighed, holdt rigtig tappert Stand, for ikke +at falde om; jeg agted ikke at synke sammen, jeg vilde dø stående. En +Arbejdskærre ruller langsomt forbi, og jeg ser, at der er Poteter i den +Kærre, men af Raseri, af Halsstarrighed finder jeg på at sige, at det slet +ikke var Poteter, det var Kålhoveder, og jeg bandte grusomt på, at det var +Kålhoveder. Jeg hørte godt, hvad jeg selv sagde, og jeg svor bevidst Gang +efter Gang på denne Løgn, blot forat have den desperate Tilfredsstillelse, +at jeg begik stiv Mened. Jeg berused mig i denne mageløse Synd, jeg rakte +mine tre Fingre ivejret og svor med dirrende Læber i Faderens, Sønnens og +den Helligånds Navn, at det var Kålhoveder. + +Tiden gik. Jeg lod mig falde ned på et Trappetrin ved Siden af mig og +tørred Sveden af min Pande og Hals, trak Vejret til mig og tvang mig til at +være rolig. Solen gled ned, det led ud på Eftermiddagen. Jeg begyndte igen +at gruble over min Stilling; Sulten blev skammelig mod mig, og om nogle +Timer vilde det atter være Nat; det galdt at finde på en Råd, mens der +endnu var Tid. Mine Tanker begyndte igen at kredse om Logihuset som jeg var +bleven fordrevet fra; jeg vilde aldeles ikke vende tilbage dertil, men +kunde alligevel ikke lade være at tænke på det. Egentlig havde Konen været +i sin gode Ret til at kaste mig ud. Hvor kunde jeg vente at få bo hos +nogen, når jeg ikke kunde betale for mig? Hun havde ovenikøbet givet mig +Mad nu og da; endog igåraftes, da jeg havde opirret hende, havde hun budt +mig to Smørogbrød, af Godhed havde hun budt mig dem fordi hun vidste, at +jeg trængte til dem. Så jeg havde intet at beklage mig over, og jeg +begyndte mens jeg sad på Trappen at bede og tigge hende i mit stille Sind +om Tilgivelse for min Opførsel. Især angred jeg bitterlig, at jeg havde +vist mig utaknemmelig mod hende tilsidst og kastet hende en Tikrone i +Ansigtet . . . . + +Tikronen! Jeg plystred en Gang med Munden. Brevet, som Budet bragte, hvor +kom det fra? Først nu i dette Øjeblik tænkte jeg klart over dette og aned +med en Gang, hvordan det hele hang sammen. Jeg blev syg af Smærte og Skam, +jeg hvisked Ylajali nogle Gange med hæs Stemme og rysted på Hovedet. Var +det ikke mig, som endog så sent som igår havde bestemt mig til at gå hende +stolt forbi, når jeg traf hende, og vise hende den største Ligegyldighed? +Og istedet derfor havde jeg blot vakt hendes Medlidenhed og aflokket hende +en Barmhjærtighedsskilling. Nej, nej, nej, der blev aldrig Ende på min +Nedværdigelse! Ikke engang overfor hende havde jeg kunnet hævde en +skikkelig Stilling; jeg sank, sank på alle Kanter, hvor jeg vendte mig hen, +sank tilknæs, sank tillivs, dukked mig under i Vanære og kom aldrig op +igen, aldrig! Det var Toppunktet! Tage ti Troner i Almisse, uden at kunne +slynge dem tilbage mod den hemmelige Giver, gramse Ører sammen med begge +Hænder, hvor de bødes frem, og beholde dem, bruge dem til Logipenge, trods +sin egen inderste Modbydelighed . . . . + +Kunde jeg ikke atter skaffe tilveje disse ti Kroner på en eller anden Måde? +At gå tilbage til Værtinden og få Pengesedlen tilbageleveret af hende, +nytted nok ikke; der måtte også gives en anden Råd, når jeg tænkte mig om, +når jeg bare anstrængte mig rigtigt meget og tænkte mig om. Her var det ved +Gud ikke nok at tænke blot på almindelig Vis, jeg fik tænke, så det sled +mig gennem hele mit Menneskeværk, efter en Udvej til disse ti Kroner. Og +jeg satte mig til at tænke svare. + +Klokken kunde vel være omkring fire, om et Par Timer kunde jeg kanske +træffe Teaterchefen, hvis jeg blot havde havt mit Drama færdigt. Jeg tager +Manuskriptet op, der jeg sidder, og vil med Vold og Magt få istand de tre +fire sidste Scener; jeg tænker og sveder og læser over fra Begyndelsen, men +kommer ingen Vej. Ikke noget Pærevæv! siger jeg, ingen Stivnakkethed her! +Og jeg skriver løs på mit Drama, skriver ned alt, som falder mig ind, blot +forat blive hurtigt færdig og komme afsted. Jeg vilde indbilde mig selv, at +jeg havde et nyt stort Øjeblik, jeg løj mig fuld, bedrog mig åbenlyst og +skrev væk, som om jeg ikke behøved at søge efter Ordene. Det er godt! det +er virkelig et Fund! hvisked jeg alt imellem; skriv det bare ned! + +Tilslut begynder imidlertid mine sidste Repliker at blive mig mistænkelige; +de stak så stærkt af mod Replikerne i de første Scener, desuden havde der +slet ikke lagt sig nogen Middelalder i Munkens Ord. Jeg knækker min Blyant +over mellem mine Tænder, springer op, river mit Manuskript itu, river hvert +Blad itu, kaster min Hat på Gaden og tramper på den. Jeg er fortabt! +hvisker jeg for mig selv; mine Damer og Herrer, jeg er fortabt! Og jeg +siger ikke andet end disse Ord, sålænge jeg står der og tramper på min Hat. + +En Politibetjent står nogle få Skridt borte og iagttager mig; han står midt +ude i Gaden og lægger ikke Mærke til noget andet end mig. Idet jeg slår +Hovedet op, mødes vore Øjne; han havde kanske stået der i længere Tid og +bare set på mig. Jeg tager min Hat op, sætter den på og går hen til Manden. + +»Ved De, hvormange Klokken er?« siger jeg. + +Han venter en Stund, inden han haler sit Ur frem, og tager ikke sine Øjne +bort fra mig imens. + +»Vel fire,« svarer han. + +»Akkurat!« siger jeg; »vel fire, fuldkommen rigtigt! De kan Deres Ting, +hører jeg, og jeg skal tænke på Dem.« + +Dermed forlod jeg ham. Han blev til det yderste forbauset over mig, stod og +så efter mig med åben Mund og holdt endnu Uret i Hånden. Da jeg var kommet +udenfor Royal, vendte jeg mig om og så tilbage: endnu stod han i samme +Stilling og fulgte mig med Øjnene. + +He-he, således skulde man behandle Dyrene! Med den mest udvalgte +Uforskammethed! Det imponered Dyrene, det satte Skræk i Dyrene . . . . Jeg +var særdeles tilfreds med mig selv og gav mig atter til at synge en Stump. +Anspændt af Ophidselse, uden at føle nogen Smærte mer, uden endog at kende +noget Ubehag af nogen Sort, gik jeg let som en Fjær henover hele Torvet, +drejed op ved Basarerne og slog mig ned på en Bænk ved Vor Frelsers. + +Kunde det ikke også være temmelig ligegyldigt, enten jeg sendte den Tikrone +tilbage eller ej? Når jeg havde fået den, så var den min, og der var +visselig ikke Nød der, hvor den kom fra. Jeg måtte jo dog tage imod den, +når den udtrykkelig blev sendt til mig; der var ingen Mening i at lade +Bybudet beholde den. Heller ikke gik det an at sende tilbage en helt anden +Tikrone, end den, jeg havde fået. Så der var intet at gøre ved det. + +Jeg forsøgte at se på Færdselen omkring på Torvet foran mig og sysselsætte +min Tanke med ligegyldige Ting; men det lykkedes mig ikke, og jeg +beskæftiged mig stadig med Tikronen. Tilsidst knytted jeg Hænderne og blev +vred. Det vilde såre hende, sagde jeg, hvis jeg sendte den tilbage; hvorfor +skulde jeg da gøre det? Bestandig skulde jeg gå og holde mig for god til +alt muligt, ryste hovent på Hovedet og sige Nej Tak. Nu så jeg, hvad det +førte til; jeg stod atter på bar Gade. Selv når jeg havde den bedste +Anledning til det, beholdt jeg ikke mit gode, varme Logi; jeg blev stolt, +sprang op ved det første Ord og var Karl for min Hat, betalte Tikroner +tilhøjre og venstre og gik min Vej . . . . Jeg gik skarpt i Rette med mig +selv, fordi jeg havde forladt mit Logi og atter bragt mig i Omstændighed. + +Forresten gav jeg den lysegule Fan altsammen! Jeg havde ikke bedt om den +Tikrone, og jeg havde næsten ikke havt den mellem Hænderne engang, men +givet den bort straks, betalt den ud til vild fremmede Mennesker, som jeg +aldrig vilde få se igen. Den Slags Mand var jeg, betalte altid til sidste +Hvid, når det galdt noget. Kendte jeg Ylajali ret, så angred hun heller +ikke på, at hun havde sendt mig de Penge; hvad sad jeg da og hussered for? +Det var ligefrem det mindste, hun kunde gøre, at sende mig en Tikrone nu og +da. Den stakkels Pige var jo forelsket i mig, he, kanske dødeligt forelsket +i mig endogså . . . . Og jeg sad og blæred mig dygtigt for mig selv ved +denne Tanke. Der var ingen Tvivl om, at hun var forelsket i mig, den +stakkels Pige! . . . . + +Klokken blev fem. Jeg faldt atter sammen efter min lange nervøse Ophidselse +og begyndte påny at føle den tomme Susen i mit Hoved. Jeg stirred ret frem, +holdt Øjnene stive og så ud for mig henimod Elefantapoteket. Sulten rased +rigtig stærkt i mig da, og jeg led meget. Mens jeg sidder således og ser +ind i Luften, klarner der sig lidt efter lidt for mit stive Blik en +Skikkelse, som jeg tilslut ser aldeles tydeligt og genkender: det er +Kagekonen ved Elefantapoteket. + +Jeg rykker til, retter mig op på Bænken og begynder at tænke mig om. Jo, +det havde sin Rigtighed, det var den samme Kone foran det samme Bord på det +samme Sted! Jeg plystrer et Par Gange og knipser i Fingrene, rejser mig op +fra Bænken og begynder at gå henimod Apoteket. Ikke noget Nonsens! Jeg gav +Fan, enten det var Syndens Penge eller gode norske Høkerpenge af Sølv fra +Kongsberg! Jeg vilde ikke være latterlig, man kunde dø af formeget Hovmod +. . . . + +Jeg går frem til Hjørnet, tager Sigte på Konen og stiller mig op foran +hende. Jeg smiler, nikker kendt og indretter mine Ord, som om det var en +Selvfølge, at jeg vilde komme tilbage engang. + +»Goddag!« siger jeg. »De kender mig kanske ikke igen?« + +»Nej,« svarer hun langsomt og ser på mig. + +Jeg smiler endda mer, som om det var bare hendes kostelige Spøg, at hun +ikke kendte mig, og siger: + +»Husker De ikke, at jeg gav Dem en hel Del Kroner engang? Jeg sagde ikke +noget ved den Lejlighed, såvidt jeg husker, det gjorde jeg ikke; det plejer +jeg ikke at gøre. Når man har med ærlige Folk at skaffe, så er det +unødvendigt at aftale noget og så at sige oprette Kontrakt for hver liden +Ting. He-he! Jo, det var mig, som levered Dem de Penge.« + +»Nej, jaså, var det Dem! Ja, nu kender jeg Dem nok også, når jeg tænker mig +om . . . .« + +Jeg vilde forebygge, at hun skulde begynde at takke mig for Pengene, og jeg +siger derfor hurtigt, idet jeg allerede søger med mine Øjne omkring på +Bordet efter Madvarer: + +»Ja, nu kommer jeg, forat få Kagerne.« + +Det forstår hun ikke. + +»Kagerne,« gentager jeg, »nu kommer jeg, forat få dem. Ialfald endel, +første Forsyning. Jeg trænger ikke alt idag.« + +»Kommer De, forat få dem?« spørger hun. + +»Jagu kommer jeg, forat få dem, ja!« svarer jeg og ler højt, som om det +burde have været indlysende for hende allerede straks, at jeg kom, forat få +dem. Jeg tager også nede på Bordet en Kage, et Slags Franskbrød, som jeg +begynder at spise på. + +Da Konen ser dette, letter hun sig op i Kælderhullet, gør uvilkårlig en +Bevægelse, som forat beskytte sine Varer, og hun lader mig forstå, at hun +ikke havde ventet mig tilbage, forat berøve hende dem. + +Ikke det? siger jeg. Jaså, ikke det? Hun var mig virkelig en kostelig Kone! +Havde hun nogensinde oplevet, at nogen havde givet hende til Forvaring en +Slump Kroner, uden at vedkommende havde krævet dem tilbage? Nej, ser De +der! Troed hun kanske, at det var stjålne Penge, siden jeg havde slængt dem +til hende på den Måde? Nå, det troed hun dog ikke; det var endda godt, +virkelig godt! Det var om jeg så måtte sige snilt af hende, at hun dog +holdt mig for en ærlig Mand. Ha-ha! Jo, hun var virkelig god! + +Men hvorfor gav jeg hende da Pengene? Konen blev forbittret og råbte højt +derom. + +Jeg forklared, hvorfor jeg havde givet hende Pengene, forklared det dæmpet +og eftertrykkeligt: Det var min Vane at gå frem på den Måde, fordi jeg +troed alle Mennesker så godt. Bestandig når nogen bød mig en Kontrakt, et +Bevis, så rysted jeg på Hovedet og sagde Nej Tak. Det skulde Gud vide, at +jeg gjorde! + +Men Konen forstod det fremdeles ikke. + +Jeg greb til andre Midler, talte skarpt og frabad mig mig Vrøvl. Havde det +aldrig hændt, at nogen anden havde betalt hende i Forskud på lignende Måde? +spurgte jeg. Jeg mente naturligvis Folk, som havde god Råd, for Eksempel +nogen af Konsulerne? Aldrig? Ja, det kunde ikke jeg undgælde for, at det +var en hende fremmed Omgangsmåde. Det var Skik og Brug i Udlandet. Hun +havde kanske aldrig været udenfor Landets Grændser? Nej, ser De der! Da +kunde hun slet ikke tale med i denne Sag . . . . Og jeg tog efter flere +Kager på Bordet. + +Hun knurred vredt, vægred sig hårdnakket for at udlevere noget av, hvad hun +havde på Bordet, rykked endog et Stykke Kage ud af min Hånd og lagde det +tilbage på sin Plads. Jeg blev vred, slog i Bordet og trued med Politiet. +Jeg skulde være nådig mod hende, sagde jeg; hvis jeg tog alt, hvad mit var, +Så vilde jeg ruinere hele hendes Butik, for det var en farlig Masse Penge, +jeg havde leveret hende i sin Tid. Men jeg vilde ikke tage så meget, jeg +vilde i Virkeligheden kun have halv Valutta. Og jeg skulde ovenikøbet ikke +komme igen mer. Det måtte Gud bevare mig for, eftersom hun var af den Slags +Mennesker . . . . + +Endelig lagde hun frem endel Kager til en ublu Pris, fire fem Stykker, +som hun taksered til det højeste, hun kunde finde på, og bad mig tage +dem og gå min Vej. Jeg kaevled fremdeles med hende, påstod, at hun snød +mig for mindst en Krone af Pengene og desuden udsuged mig ved sine +blodige Priser. Ved De, at der er Straf for slige Kæltringstreger? +sagde jeg. Gud bevare Dem, De kunde komme på Slaveriet for Levetiden, +gamle Asen! Hun slængte endnu en Kage hen til mig og bad mig næsten +tænderskærende om at gå. + +Og jeg forlod hende. + +He, Mage til uefterretlig Kagekone skulde man aldrig have set! Hele Tiden, +mens jeg gik hen ad Torvet og åd på mine Kager, talte jeg højt om Konen og +hendes Uforskammethed, gentog for mig selv, hvad vi begge havde sagt til +hinanden, og syntes, at jeg havde været hende langt overlegen. Jeg åd af +Kagerne i alle Folks Påsyn og talte om dette. + +Og Kagerne forsvandt en efter en; det forslog intet, hvor meget jeg tog +tillivs, jeg var lige bundløst hungrig. Herregud dog, at det ikke vilde +forslå! Jeg var så grådig, at jeg endog nær havde forgrebet mig på den +sidste Kage, Som jeg lige fra Begyndelsen havde bestemt mig til at spare, +gæmme til den lille nede i Vognmandsgaden, Gutten, som havde leget med +Papirstrimlerne. Jeg husked ham stadigt, kunde ikke få mig til at glemme +hans Mine, da han sprang op og bandte. Han havde vendt sig ona mod mit +Vindu, da Manden spytted ned på ham, og han havde ligefrem set efter, om +også jeg skulde le deraf. Gud ved, om jeg nu traf ham, når jeg kom derned! +Jeg anstrængte mig stærkt, forat komme hurtigt ned i Vognmandsgaden, +passered det Sted, hvor jeg havde revet mit Drama istykker, og hvor endnu +endel Papir lå tilbage, omgik Politibetjenten, som jeg nys havde forbauset +så ved min Opførsel, og stod tilsidst ved Trappen, hvor Gutten havde +siddet. + +Han var der ikke. Gaden var næsten tom. Det tog til at mørkne, og jeg kunde +ikke blive Gutten var; han var måske gået ind. Jeg lagde Kagen forsigtigt +ned, rejste den på Kant mod Døren, banked hårdt på og sprang min Vej med +det samme. Han finder den nok! sagde jeg til mig selv; det første, han gør, +når han kommer ud, det er at finde den! Og mine Øjne blev våde af Glæde, +over, at den lille vilde finde Kagen. + +Jeg kom ned til Jærnbanebryggen igen. + +Nu sulted jeg ikke mer, blot den søde Mad, jeg havde nydt, begyndte at +volde mig ondt. I mit Hoved støjed også påny de vildeste Tanker: Hvad om +jeg i Hemmelighed overskar Trossen til et af disse Skibe? Hvad om jeg +pludselig gav mig til at råbe på Brand? Jeg går længer ud på Bryggen, +finder mig en Kasse at sidde på, folder Hænderne og føler, at mit Hoved +blir mer og mer fortumlet. Og jeg rører mig ikke, gør slet intet, forat +holde mig oppe mer. + +Jeg sidder der og stirrer på »Copégoro«, Barken med det russiske Flag. Jeg +skimter en Mand ved Rækken; Bagbords røde Lanterne lyser ned på hans Hoved, +og jeg rejser mig op og taler over til ham. Jeg havde ingen Hensigt med at +tale, som jeg gjorde, jeg vented heller ikke at få noget Svar. Jeg sagde: + +»Sejler De iaften, Kaptejn?« + +»Ja, om en liden Stund,« svarer Manden. Han talte Svensk. + +»Hm. De skulde ikke mangle en Mand?« Jeg var i dette Øjeblik lige glad, +enten jeg fik et Afslag eller ej, det var mig ligegyldigt, hvilket Svar +Manden vilde give mig. Jeg stod og vented så på ham. + +»Å, nej,« svared han. »Det skulde da være en Jungmand.« + +En Jungmand! Jeg gjorde et Ryk på mig, sneg mine Briller af og stak dem i +Lommen, trådte op på Landgangen og skræved ombord. + +»Jeg er ikke befaren,« sagde jeg, »men jeg kan gøre det. De sætter mig til. +Hvor går Turen?« + +»Vi er ballastet til Leeds efter Kul for Cadix.« + +»Godt!« sagde jeg og tvang mig ind på Manden. »Jeg er lige glad, hvor det +bærer hen. Jeg skal gøre mit Arbejde.« + +Han stod en Stund og så på mig og tænkte sig om. + +»Har du ikke faret før?« spurgte han. + +»Nej. Men som jeg siger Dem, sæt mig til et Arbejde, og jeg skal gøre det. +Jeg er vant til noget af hvert.« + +Han tænkte sig atter om. Jeg havde allerede sat mig levende i Hovedet, at +jeg vilde tage med, og jeg begyndte at ængstes for at blive jaget iland +igen. + +»Hvad mener De så, Kaptejn?« spurgte jeg endelig. »Jeg kan virkelig gøre, +hvad det skal være. Hvad siger jeg! Jeg måtte være en dårlig Mand, om jeg +ikke gjorde mer, end netop det, jeg var sat til. Jeg kan tage to Vagter i +Træk, om det gælder. Det har jeg godt af, og jeg holder nok ud med det.« + +»Ja, ja, vi kan forsøge det,« sagde han. »Går det ikke, så kan vi jo +skilles i England.« + +»Naturligvis!« svared jeg i min Glæde. Og jeg gentog endnu engang, at vi +kunde skilles i England, hvis det ikke gik. + +Så satte han mig til Arbejde . . . . + +Ude i Fjorden retted jeg mig op engang, våd af Feber og Mathed, så indad +mod Land og sagde Farvel for denne Gang til Byen, til Kristiania, hvor +Vinduerne lyste så blankt fra alle Hjem. + + + + +*** END OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK SULT *** + +***** This file should be named 30027-0.txt or 30027-0.zip ***** +This and all associated files of various formats will be found in: + https://www.gutenberg.org/3/0/0/2/30027/ + +Updated editions will replace the previous one—the old editions will +be renamed. + +Creating the works from print editions not protected by U.S. copyright +law means that no one owns a United States copyright in these works, +so the Foundation (and you!) can copy and distribute it in the +United States without permission and without paying copyright +royalties. Special rules, set forth in the General Terms of Use part +of this license, apply to copying and distributing Project +Gutenberg-tm electronic works to protect the PROJECT GUTENBERG-tm +concept and trademark. Project Gutenberg is a registered trademark, +and may not be used if you charge for an eBook, except by following +the terms of the trademark license, including paying royalties for use +of the Project Gutenberg trademark. If you do not charge anything for +copies of this eBook, complying with the trademark license is very +easy. You may use this eBook for nearly any purpose such as creation +of derivative works, reports, performances and research. Project +Gutenberg eBooks may be modified and printed and given away—you may +do practically ANYTHING in the United States with eBooks not protected +by U.S. copyright law. Redistribution is subject to the trademark +license, especially commercial redistribution. + +START: FULL LICENSE + +THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE +PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK + +To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free +distribution of electronic works, by using or distributing this work +(or any other work associated in any way with the phrase “Project +Gutenberg”), you agree to comply with all the terms of the Full +Project Gutenberg-tm License available with this file or online at +www.gutenberg.org/license. + +Section 1. General Terms of Use and Redistributing Project +Gutenberg-tm electronic works + +1.A. By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm +electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to +and accept all the terms of this license and intellectual property +(trademark/copyright) agreement. If you do not agree to abide by all +the terms of this agreement, you must cease using and return or +destroy all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your +possession. If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a +Project Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound +by the terms of this agreement, you may obtain a refund from the +person or entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph +1.E.8. + +1.B. “Project Gutenberg” is a registered trademark. It may only be +used on or associated in any way with an electronic work by people who +agree to be bound by the terms of this agreement. There are a few +things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works +even without complying with the full terms of this agreement. See +paragraph 1.C below. There are a lot of things you can do with Project +Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this +agreement and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm +electronic works. See paragraph 1.E below. + +1.C. The Project Gutenberg Literary Archive Foundation (“the +Foundation” or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection +of Project Gutenberg-tm electronic works. Nearly all the individual +works in the collection are in the public domain in the United +States. If an individual work is unprotected by copyright law in the +United States and you are located in the United States, we do not +claim a right to prevent you from copying, distributing, performing, +displaying or creating derivative works based on the work as long as +all references to Project Gutenberg are removed. Of course, we hope +that you will support the Project Gutenberg-tm mission of promoting +free access to electronic works by freely sharing Project Gutenberg-tm +works in compliance with the terms of this agreement for keeping the +Project Gutenberg-tm name associated with the work. You can easily +comply with the terms of this agreement by keeping this work in the +same format with its attached full Project Gutenberg-tm License when +you share it without charge with others. + +1.D. The copyright laws of the place where you are located also govern +what you can do with this work. Copyright laws in most countries are +in a constant state of change. If you are outside the United States, +check the laws of your country in addition to the terms of this +agreement before downloading, copying, displaying, performing, +distributing or creating derivative works based on this work or any +other Project Gutenberg-tm work. The Foundation makes no +representations concerning the copyright status of any work in any +country other than the United States. + +1.E. Unless you have removed all references to Project Gutenberg: + +1.E.1. The following sentence, with active links to, or other +immediate access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear +prominently whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work +on which the phrase “Project Gutenberg” appears, or with which the +phrase “Project Gutenberg” is associated) is accessed, displayed, +performed, viewed, copied or distributed: + + This eBook is for the use of anyone anywhere in the United States and + most other parts of the world at no cost and with almost no + restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or re-use it + under the terms of the Project Gutenberg License included with this + eBook or online at www.gutenberg.org. If you are not located in the + United States, you will have to check the laws of the country where + you are located before using this eBook. + +1.E.2. If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is +derived from texts not protected by U.S. copyright law (does not +contain a notice indicating that it is posted with permission of the +copyright holder), the work can be copied and distributed to anyone in +the United States without paying any fees or charges. If you are +redistributing or providing access to a work with the phrase “Project +Gutenberg” associated with or appearing on the work, you must comply +either with the requirements of paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 or +obtain permission for the use of the work and the Project Gutenberg-tm +trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or 1.E.9. + +1.E.3. If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted +with the permission of the copyright holder, your use and distribution +must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any +additional terms imposed by the copyright holder. Additional terms +will be linked to the Project Gutenberg-tm License for all works +posted with the permission of the copyright holder found at the +beginning of this work. + +1.E.4. Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm +License terms from this work, or any files containing a part of this +work or any other work associated with Project Gutenberg-tm. + +1.E.5. Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this +electronic work, or any part of this electronic work, without +prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with +active links or immediate access to the full terms of the Project +Gutenberg-tm License. + +1.E.6. You may convert to and distribute this work in any binary, +compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including +any word processing or hypertext form. However, if you provide access +to or distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format +other than “Plain Vanilla ASCII” or other format used in the official +version posted on the official Project Gutenberg-tm website +(www.gutenberg.org), you must, at no additional cost, fee or expense +to the user, provide a copy, a means of exporting a copy, or a means +of obtaining a copy upon request, of the work in its original “Plain +Vanilla ASCII” or other form. Any alternate format must include the +full Project Gutenberg-tm License as specified in paragraph 1.E.1. + +1.E.7. Do not charge a fee for access to, viewing, displaying, +performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works +unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9. + +1.E.8. You may charge a reasonable fee for copies of or providing +access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works +provided that: + +* You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from + the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method + you already use to calculate your applicable taxes. The fee is owed + to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he has + agreed to donate royalties under this paragraph to the Project + Gutenberg Literary Archive Foundation. Royalty payments must be paid + within 60 days following each date on which you prepare (or are + legally required to prepare) your periodic tax returns. Royalty + payments should be clearly marked as such and sent to the Project + Gutenberg Literary Archive Foundation at the address specified in + Section 4, “Information about donations to the Project Gutenberg + Literary Archive Foundation.” + +* You provide a full refund of any money paid by a user who notifies + you in writing (or by email) within 30 days of receipt that s/he + does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm + License. You must require such a user to return or destroy all + copies of the works possessed in a physical medium and discontinue + all use of and all access to other copies of Project Gutenberg-tm + works. + +* You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of + any money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the + electronic work is discovered and reported to you within 90 days of + receipt of the work. + +* You comply with all other terms of this agreement for free + distribution of Project Gutenberg-tm works. + +1.E.9. If you wish to charge a fee or distribute a Project +Gutenberg-tm electronic work or group of works on different terms than +are set forth in this agreement, you must obtain permission in writing +from the Project Gutenberg Literary Archive Foundation, the manager of +the Project Gutenberg-tm trademark. Contact the Foundation as set +forth in Section 3 below. + +1.F. + +1.F.1. Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable +effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread +works not protected by U.S. copyright law in creating the Project +Gutenberg-tm collection. Despite these efforts, Project Gutenberg-tm +electronic works, and the medium on which they may be stored, may +contain “Defects,” such as, but not limited to, incomplete, inaccurate +or corrupt data, transcription errors, a copyright or other +intellectual property infringement, a defective or damaged disk or +other medium, a computer virus, or computer codes that damage or +cannot be read by your equipment. + +1.F.2. LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the “Right +of Replacement or Refund” described in paragraph 1.F.3, the Project +Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project +Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project +Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all +liability to you for damages, costs and expenses, including legal +fees. YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT +LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE +PROVIDED IN PARAGRAPH 1.F.3. YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE +TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE +LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR +INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH +DAMAGE. + +1.F.3. LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a +defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can +receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a +written explanation to the person you received the work from. If you +received the work on a physical medium, you must return the medium +with your written explanation. The person or entity that provided you +with the defective work may elect to provide a replacement copy in +lieu of a refund. If you received the work electronically, the person +or entity providing it to you may choose to give you a second +opportunity to receive the work electronically in lieu of a refund. If +the second copy is also defective, you may demand a refund in writing +without further opportunities to fix the problem. + +1.F.4. Except for the limited right of replacement or refund set forth +in paragraph 1.F.3, this work is provided to you—‘AS-IS’, WITH NO +OTHER WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT +LIMITED TO WARRANTIES OF MERCHANTABILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE. + +1.F.5. Some states do not allow disclaimers of certain implied +warranties or the exclusion or limitation of certain types of +damages. If any disclaimer or limitation set forth in this agreement +violates the law of the state applicable to this agreement, the +agreement shall be interpreted to make the maximum disclaimer or +limitation permitted by the applicable state law. The invalidity or +unenforceability of any provision of this agreement shall not void the +remaining provisions. + +1.F.6. INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the +trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone +providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in +accordance with this agreement, and any volunteers associated with the +production, promotion and distribution of Project Gutenberg-tm +electronic works, harmless from all liability, costs and expenses, +including legal fees, that arise directly or indirectly from any of +the following which you do or cause to occur: (a) distribution of this +or any Project Gutenberg-tm work, (b) alteration, modification, or +additions or deletions to any Project Gutenberg-tm work, and (c) any +Defect you cause. + +Section 2. Information about the Mission of Project Gutenberg-tm + +Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of +electronic works in formats readable by the widest variety of +computers including obsolete, old, middle-aged and new computers. It +exists because of the efforts of hundreds of volunteers and donations +from people in all walks of life. + +Volunteers and financial support to provide volunteers with the +assistance they need are critical to reaching Project Gutenberg-tm’s +goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will +remain freely available for generations to come. In 2001, the Project +Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure +and permanent future for Project Gutenberg-tm and future +generations. To learn more about the Project Gutenberg Literary +Archive Foundation and how your efforts and donations can help, see +Sections 3 and 4 and the Foundation information page at +www.gutenberg.org + +Section 3. Information about the Project Gutenberg Literary +Archive Foundation + +The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non-profit +501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the +state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal +Revenue Service. The Foundation’s EIN or federal tax identification +number is 64-6221541. Contributions to the Project Gutenberg Literary +Archive Foundation are tax deductible to the full extent permitted by +U.S. federal laws and your state’s laws. + +The Foundation’s business office is located at 809 North 1500 West, +Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887. Email contact links and up +to date contact information can be found at the Foundation’s website +and official page at www.gutenberg.org/contact + +Section 4. Information about Donations to the Project Gutenberg +Literary Archive Foundation + +Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without +widespread public support and donations to carry out its mission of +increasing the number of public domain and licensed works that can be +freely distributed in machine-readable form accessible by the widest +array of equipment including outdated equipment. Many small donations +($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt +status with the IRS. + +The Foundation is committed to complying with the laws regulating +charities and charitable donations in all 50 states of the United +States. Compliance requirements are not uniform and it takes a +considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up +with these requirements. We do not solicit donations in locations +where we have not received written confirmation of compliance. To SEND +DONATIONS or determine the status of compliance for any particular +state visit www.gutenberg.org/donate + +While we cannot and do not solicit contributions from states where we +have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition +against accepting unsolicited donations from donors in such states who +approach us with offers to donate. + +International donations are gratefully accepted, but we cannot make +any statements concerning tax treatment of donations received from +outside the United States. U.S. laws alone swamp our small staff. + +Please check the Project Gutenberg web pages for current donation +methods and addresses. Donations are accepted in a number of other +ways including checks, online payments and credit card donations. To +donate, please visit: www.gutenberg.org/donate + +Section 5. General Information About Project Gutenberg-tm electronic works + +Professor Michael S. Hart was the originator of the Project +Gutenberg-tm concept of a library of electronic works that could be +freely shared with anyone. For forty years, he produced and +distributed Project Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of +volunteer support. + +Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed +editions, all of which are confirmed as not protected by copyright in +the U.S. unless a copyright notice is included. Thus, we do not +necessarily keep eBooks in compliance with any particular paper +edition. + +Most people start at our website which has the main PG search +facility: www.gutenberg.org + +This website includes information about Project Gutenberg-tm, +including how to make donations to the Project Gutenberg Literary +Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to +subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks. diff --git a/old/30027-0.zip b/old/30027-0.zip Binary files differnew file mode 100644 index 0000000..5643e09 --- /dev/null +++ b/old/30027-0.zip diff --git a/old/30027-h.zip b/old/30027-h.zip Binary files differnew file mode 100644 index 0000000..26ce5c7 --- /dev/null +++ b/old/30027-h.zip diff --git a/old/30027-h/30027-h.htm b/old/30027-h/30027-h.htm new file mode 100644 index 0000000..142568e --- /dev/null +++ b/old/30027-h/30027-h.htm @@ -0,0 +1,10160 @@ +<!DOCTYPE html PUBLIC "-//W3C//DTD XHTML 1.0 Strict//EN" + "http://www.w3.org/TR/xhtml1/DTD/xhtml1-strict.dtd"> +<html xmlns="http://www.w3.org/1999/xhtml" xml:lang="no" lang="no"> + <head> + <meta http-equiv="Content-Type" content="text/html;charset=UTF-8" /> + <title>The Project Gutenberg eBook of Sult, by Knut Hamsun</title> + <link rel="coverpage" href="images/cover.jpg" /> + +<style type='text/css'> +h1 { text-align: center; margin-top: 10%} +h2 { text-align: center; margin-top: 5%; margin-bottom: 10%} +h3 { text-align: center; margin-top: 5%; margin-bottom: 10%} +p { margin-left: 0%; margin-right: 0%; text-align: justify; text-indent: 4% } +p.noindent { text-indent: 0%; } +p.center { text-indent: 0%; text-align: center; margin-top: 5%; margin-bottom: 5%; } +p.first { text-indent: 0% } +p.first:first-letter { font-size:xx-large} +p.tb { text-indent: 0%; text-align: center; margin-top: 5%; margin-bottom: 5%; } + + +.ph3 { text-align: center; text-indent: 0em; font-weight: bold; } +.ph3 { font-size: large; margin: .83em auto; } +div.chapter {page-break-before: always;} +h2,h3 {page-break-before: avoid;} + </style> + </head> + <body> +<div lang="en"> +<div style='text-align:center; font-size:1.2em; font-weight:bold;'>The Project Gutenberg eBook of Sult, by Knut Hamsun</div> +<div style='display:block; margin:1em 0'> +This eBook is for the use of anyone anywhere in the United States and +most other parts of the world at no cost and with almost no restrictions +whatsoever. You may copy it, give it away or re-use it under the terms +of the Project Gutenberg License included with this eBook or online +at <a href="https://www.gutenberg.org">www.gutenberg.org</a>. If you +are not located in the United States, you will have to check the laws of the +country where you are located before using this eBook. +</div> +<div style='display:block; margin-top:1em; margin-bottom:1em; margin-left:2em; text-indent:-2em'>Title: Sult</div> +<div style='display:block; margin-top:1em; margin-bottom:1em; margin-left:2em; text-indent:-2em'>Author: Knut Hamsun</div> +<div style='display:block;margin:1em 0'>Release Date: September 20, 2009 [EBook #30027]<br /> +[Most recently updated: May 19, 2021]</div> +<div style='display:block;margin:1em 0'>Language: Norwegian</div> +<div style='display:block;margin:1em 0'>Character set encoding: UTF-8</div> +<div style='display:block; margin-left:2em; text-indent:-2em'>Produced by: Jens Sadowski. +Revised by Richard Tonsing.</div> +<div style='margin-top:2em;margin-bottom:4em'>*** START OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK SULT ***</div> + +<div class='ph3' style="page-break-before:always">Transcriber’s note</div> + +<p class="noindent"> +<b>Spelling.</b> In this first edition of “Sult”, old spelling +rules were applied which look quite different from modern +written Norwegian (“bokmål”). In addition, the letters Å and å +where set as Aa and aa, respectively. Since many other Norwegian +books printed at this time used Å and å and in order to improve +readability, all Aa and aa have been converted to Å and å. +Otherwise, the original spelling was not changed. +</p> +<p class="noindent"> +<b>Spaced-out text.</b> Text that was s p a c e d - o u t in the original text has been +changed to use <i>italics</i>. +</p> +</div> + + + + +<h1> +KNUT HAMSUN<br /> +<br /> +SULT +</h1> + + + + +<p class="center"><br /><br /><br /><br /><br />KØBENHAVN +<br /><br /> +P. G. PHILIPSENS FORLAG +<br /> +</p><p class="center" style="font-size:small">Trykt hos J. Jorgensen & Co. (M. A. Hannover) +<br /> +1890 +</p> + + +<div class='chapter' /><h2>FØRSTE STYKKE</h2> + +<p class="first">Det var i den Tid, jeg gik omkring og +sulted i Kristiania, denne forunderlige By, som +ingen forlader, før han har fået Mærker af den . . . . + +</p><p>Jeg ligger vågen på min Kvist og hører +en Klokke nedenunder mig slå seks Slag; +det var allerede ganske lyst, og Folk begyndte +at færdes op og ned i Trapperne. Nede ved +Døren, hvor mit Rum var tapetseret med +gamle Numre af »Morgenbladet«, kunde jeg +så tydelig se en Bekendtgørelse fra Fyrdirektøren, +og lidt tilvenstre derfra et fedt, +bugnende Avertissement fra Bager Fabian +Olsen om nybagt Brød. + +</p><p>Straks jeg slog Øjnene op, begyndte jeg +af gammel Vane at tænke efter, om jeg havde +noget at glæde mig til idag. Det havde været +lidt knapt for mig i den sidste Tid; den ene +efter den anden af mine Ejendele var bragt +til »Onkel«, jeg var bleven nervøs og utålsom, +et Par Gange havde jeg også ligget +tilsengs en Dags Tid af Svimmelhed. Nu og +da, når Lykken var god, kunde jeg drive det +til at få fem Kroner af et eller andet Blad +for en Føljeton. + +</p><p>Det lysned mer og mer, og jeg gav mig +til at læse på Avertissementerne nede ved +Døren; jeg kunde endog skælne de magre, +grinende Bogstaver om »Ligsvøb hos Jomfru +Andersen, tilhøjre i Porten«. Det sysselsatte +mig en lang Stund, jeg hørte Klokken slå +otte nedenunder, inden jeg stod op og klædte +mig på. + +</p><p>Jeg åbned Vinduet og så ud. Der, hvor +jeg stod, havde jeg Udsigt til en Klædesnor +og en åben Mark; langt ude lå Gruen tilbage +af en nedbrændt Smedje, hvor nogle +Arbejdere var i Færd med at rydde op. Jeg +lagde mig med Albuerne ned i Vinduet og +stirred ud i Luften. Det blev ganske vist en +lys Dag, Høsten var kommet, den fine, svale +Årstid, hvori alting skifter Farve og forgår. +Støjen var allerede begyndt at lyde i Gaderne +og lokked mig ud; dette tomme Værelse, hvis +Gulv gynged op og ned for hvert Skridt jeg +tog henover det, var som en gisten, uhyggelig +Ligkiste; der var ingen ordentlig Lås for +Døren og ingen Ovn i Rummet; jeg plejed at +ligge på mine Strømper om Natten, forat få +dem lidt tørre til om Morgenen. Det eneste, +jeg havde at fornøje mig ved, var en liden +rød Gyngestol, som jeg sad i om Aftenerne +og døsed og tænkte på mangehånde Ting. +Når det blæste hårdt, og Dørene nedenunder +stod åbne, lød der alleslags underlige Hvin +op gennem Gulvet og ind fra Væggene, og +»Morgenbladet« nede ved Døren fik Revner +så lange som en Hånd. + +</p><p>Jeg rejste mig og undersøgte en Byldt +henne i Krogen ved Sengen efter lidt til Frokost, +men fandt intet og vendte tilbage til +Vinduet igen. + +</p><p>Gud ved, tænkte jeg, om det aldrig skal +nytte mig at søge efter en Bestilling mer! +Disse mange Afslag, disse halve Løfter, rene +Nej, nærede og skuffede Håb, nye Forsøg, +som hver Gang løb ud i intet, havde gjort +det af med mit Mod. Jeg havde tilsidst søgt +en Plads som Regningsbud, men var kommet +forsent; desuden kunde jeg ikke skaffe Sikkerhed +for femti Kroner. Der var altid et eller +andet til Hinder. Jeg mældte mig også til +Brandkorpset. Vi stod halvhundrede Mand i +Forhallen og satte Brystet ud, forat give Indtryk +af Kraft og stor Dristighed. En Fuldmægtig +gik omkring og beså disse Ansøgere, +følte på deres Arme og gav dem et og +andet Spørgsmål, og mig gik han forbi, rysted +blot på Hovedet og sagde, at jeg var +kasseret på Grund af mine Briller. Jeg mødte +op påny, uden Briller, jeg stod der med +rynkede Bryn og gjorde mine Øjne så hvasse +som Knive, og Manden gik mig atter forbi, +og han smilte, — han havde kendt mig igen. +Det værste af alt var, at mine Klæder var +begyndt at blive så dårlige, at jeg ikke +længer kunde fremstille mig til en Plads som +et skikkeligt Menneske. + +</p><p>Hvor det havde gået jævnt og regelmæssig +nedad med mig hele Tiden! Jeg stod +tilsidst så besynderlig blottet for alt muligt, +jeg havde ikke engang en Kam tilbage eller +en Bog at læse i, når det blev mig for trist. +Hele Sommeren udover havde jeg søgt ud +på Kirkegårdene eller op i Slotsparken, +hvor jeg sad og forfatted Artikler for Bladene, +Spalte efter Spalte om de forskelligste Ting, +underlige Påfund, Luner, Indfald af min urolige +Hjærne; i Fortvivlelse havde jeg ofte valgt de +fjærneste Emner, som voldte mig lange Tiders +Anstrængelse og aldrig blev optaget. Når et +Stykke var færdigt, tog jeg fat på et nyt, +og jeg blev ikke ofte nedslagen af Redaktørernes +Nej; jeg sagde stadig væk til mig +selv, at engang vilde det jo lykkes. Og virkelig, +stundom, når jeg havde Held med mig +og fik det lidt godt til, kunde jeg få fem +Kroner for en Eftermiddags Arbejde. + +</p><p>Jeg rejste mig atter op fra Vinduet, gik +hen til Vaskevandsstolen og dynked en +Smule Vand på mine blanke Bukseknæ, forat +sværte dem lidt og få dem til at se lidt nye +ud. Da jeg havde gjort dette, stak jeg som +sædvanligt Papir og Blyant i Lommen og gik +ud. Jeg gled meget stille nedad Trapperne, +for ikke at vække min Værtindes Opmærksomhed; +der var gået et Par Dage, siden +min Husleje forfaldt, og jeg havde ikke noget +at betale med nu mere. + +</p><p>Klokken var ni. Vognrammel og Stemmer +fyldte Luften, et uhyre Morgenkor, blandet +med Fodgængernes Skridt og Smældene fra +Hyrekuskenes Svøber. Denne støjende +Færdsel overalt oplived mig straks, og jeg +begyndte at føle mig mer og mer tilfreds. +Intet var fjærnere fra min Tanke end blot at +gå en Morgentur i frisk Luft. Hvad kom +Luften mine Lunger ved? Jeg var stærk som +en Rise og kunde standse en Vogn med min +Skulder. En fin, sælsom Stemning, Følelsen +af den lyse Ligegladhed, havde bemægtiget +sig mig. Jeg gav mig til at iagttage de Mennesker, +jeg mødte og gik forbi, læste Plakaterne +på Væggene, modtog Indtryk fra et +Blik, slængt til mig fra en forbifarende Sporvogn, +lod hver Bagatel trænge ind på mig, +alle små Tilfældigheder, som krydsed min +Vej og forsvandt. + +</p><p>Når man bare havde sig lidt til Mad en +sådan lys Dag! Indtrykket af den glade +Morgen overvælded mig, jeg blev uregerlig +tilfreds og gav mig til at nynne af Glæde, +uden nogén bestemt Grund. Ved en Slagterbutik +stod en Kone med en Kurv på Armen +og spekulered på Pølser til Middag; idet jeg +passered hende, så hun hen på mig. Hun +havde blot én Tand i Formunden. Nervøs og let +påvirkelig som jeg var bleven de sidste Dage, +gjorde Konens Ansigt straks et modbydeligt +Indtryk på mig; den lange, gule Tand så +ud som en liden Finger, der stod op fra +Kæven, og hendes Blik var endnu fuldt af +Pølse, da hun vendte det mod mig. Jeg tabte +med en Gang Appetiten og følte Kvalme. +Da jeg kom til Basarerne, gik jeg hen til +Springet og drak lidt Vand; jeg så op — +Klokken var ti i Vor Frelsers Tårn. + +</p><p>Jeg gik videre gennem Gaderne, drev om +uden Bekymring for nogetsomhelst, standsed +ved et Hjørne, uden at behøve det, bøjed af +og gik en Sidegade, uden at have Ærinde +derhen; jeg lod det stå til, førtes omkring i +den glade Morgen, vugged mig sorgfrit frem +og tilbage blandt andre lykkelige Mennesker; +Luften var tom og lys, og mit Sind var uden +en Skygge. + +</p><p>I ti Minutters Tid havde jeg stadig havt +en gammel, halt Mand foran mig. Han bar en +Byldt i den ene Hånd og gik med hele sit +Legeme, arbejded af al Magt, forat skyde +Fart. Jeg hørte, hvor han pusted af Anstrængelse, +og det faldt mig ind, at jeg kunde +bære hans Byldt; jeg søgte dog ikke at indhente +ham. Oppe i Grændsen mødte jeg +Hans Pauli, som hilste og skyndte sig forbi. +Hvorfor hav de han sådant Hastværk? Jeg +havde slet ikke i Sinde at bede ham om en +Krone, jeg vilde også med det allerførste +sende ham tilbage et Tæppe, som jeg havde +lånt af ham for nogle Uger siden. Såsnart +jeg var kommet lidt ovenpå, vilde jeg ikke +være nogen Mand noget Tæppe skyldig; kanske +begyndte jeg allerede idag en Artikel om +Fremtidens Forbrydelser eller om Viljens Frihed, +hvadsomhelst, noget læseværdigt noget, +som jeg vilde få ti Kroner for mindst . . . . +Og ved Tanken på denne Artikel følte jeg mig +med en Gang gennemstrømmet af Trang til at +tage fat straks og øse af min fulde Hjærne; +jeg vilde finde mig et passende Sted i Slotsparken +og ikke hvile, før jeg havde fået den +færdig. + +</p><p>Men den gamle Krøbling gjorde fremdeles +de samme sprællende Bevægelser foran mig i +Gaden. Det begyndte tilsidst at irritere mig +at have dette skrøbelige Menneske foran mig +hele Tiden. Hans Rejse syntes aldrig at ville +tage Ende; måske havde han bestemt sig til +akkurat det samme Sted som jeg, og jeg +skulde hele Vejen have ham for mine Øjne. +I min Ophidselse forekom det mig, at han ved +hver Tvergade sagtned en Smule og ligesom +vented på, hvilken Retning jeg vilde tage, +hvorpå han igen svang Byldten højt i Luften +og gik til af yderste Magt, forat få Forsprang. +Jeg går og ser på dette masede Væsen og +blir mer og mer opfyldt af Forbittrelse mod +ham; jeg følte, at han lidt efter lidt ødelagde +min lyse Stemning og trak den rene, skønne +Morgen med sig ned i Hæslighed med det +samme. Han så ud som et stort humpende +Insekt, der med Vold og Magt vilde slå sig +til en Plads i Verden og forbeholde sig Fortouget +for sig selv alene. Da vi var kommet +på Toppen af Bakken, vilde jeg ikke længer +finde mig i det, jeg vendte mig mod et +Butiksvindu og standsed, forat give ham Anledning +til at komme væk. Da jeg efter nogle +Minutters Forløb atter begyndte at gå, var +Manden foran mig igen, også han havde +stået bom stille. Jeg gjorde, uden at tænke +mig om, tre fire rasende Skridt fremad, indhented +ham og slog Manden på Skulderen. + +</p><p>Han standsed med ét. Vi gav os begge +til at stirre på hinanden. + +</p><p>»En liden Skilling til Melk!« sagde han +endelig og lagde Hovedet på Siden. + +</p><p>Se så, nu stod jeg godt i det! Jeg følte +i Lommerne og sagde: + +</p><p>»Til Melk ja. Hm. Det er småt med +Pengene i disse Tider, og jeg ved ikke, hvor +trængende De kan være.« + +</p><p>»Jeg har ikke spist siden igår i Drammen,« +sagde Manden; »jeg ejer ikke en Øre, +og jeg har ikke fået Arbejde endnu.« + +</p><p>»Er De Håndværker?« + +</p><p>»Ja, jeg er Nådler.« + +</p><p>»Hvilket?« + +</p><p>»Nådler. Forresten kan jeg også gøre +Sko.« + +</p><p>»Det forandrer Sagen,« sagde jeg. »De +får vente her i nogle Minutter, så skal jeg +gå efter lidt Penger til Dem, nogle Øre.« + +</p><p>Jeg gik i største Hast nedad Pilestrædet, +hvor jeg vidste om en Pantelåner i anden +Etage; jeg havde forøvrigt aldrig været hos +ham før. Da jeg kom ind i Porten, trak jeg +skyndsomt min Vest af, rulled den sammen +og stak den under Armen; derpå gik jeg +opad Trappen og banked på til Sjappen. +Jeg bukked og kasted Vesten på Disken. + +</p><p>»Halvanden Krone,« sagde Manden. + +</p><p>»Ja ja, Tak,« svared jeg. »Havde det +ikke været det, at den begyndte at blive lidt +for knap til mig, så vilde jeg ikke have +skilt mig ved den, naturligvis.« + +</p><p>Jeg fik Pengene og Sedlen og begav mig +tilbage. Det var i Grunden et udmærket Påfund, +dette med Vesten; jeg vilde endog få +Penge tilovers til en rigelig Frokost, og inden +Aften skulde så min Afhandling om Fremtidens +Forbrydelser være istand. Jeg begyndte +på Stedet at finde Tilværelsen blidere, og +jeg skyndte mig tilbage til Manden, forat få +ham fra Hånden. + +</p><p>»Værsågod!« sagde jeg til ham. »Det +glæder mig, at De har henvendt Dem til mig +først.« + +</p><p>Manden tog Pengene og begyndte at +mønstre mig med Øjnene. Hvad stod han +og stirred efter? Jeg havde det Indtryk, at +han især undersøgte mine Bukseknæ, og jeg +blev træt af denne Uforskammethed. Troed +Slyngelen, at jeg virkelig var så fattig som +jeg så ud for? Havde jeg måske ikke sågodtsom +begyndt at skrive på en Artikel +til ti Kroner? Overhovedet frygted jeg ikke +for Fremtiden, jeg havde mange Jærn i Ilden. +Hvad kom det så et vild fremmed Menneske +ved, om jeg gav bort en Drikkeskilling på en +sådan lys Dag? Mandens Blik irritered mig, +og jeg beslutted mig til at give ham en Irettesættelse, +inden jeg forlod ham. Jeg trak på +Skuldrene og sagde: + +</p><p>»Min gode Mand, De har lagt Dem til +den stygge Uvane at glo en Mand på Knæerne, +når han giver Dem en Krones Penge.« + +</p><p>Han lagde Hovedet helt tilbage mod +Muren og spærred Munden op. Der arbejded +noget bag hans Stodderpande, han tænkte +ganske vist, at jeg vilde narre ham på en +eller anden Måde, og han rakte mig Pengene +tilbage. + +</p><p>Jeg stamped i Gaden og svor på, at han +skulde beholde dem. Indbildte han sig, at jeg +vilde have alt det Bryderi for ingenting? Når +alt kom til alt skyldte jeg ham måske denne +Krone, jeg havde det med at huske en gammel +Gæld, han stod foran et retskaffent Menneske, +ærlig ud i Fingerspidserne. Kortsagt, Pengene +var hans . . . . Å, ikke noget at takke for, +det havde været mig en Glæde. Farvel. + +</p><p>Jeg gik. Endelig havde jeg denne værkbrudne +Plageånd afvejen, og jeg kunde være +uforstyrret. Jeg tog atter ned gennem Pilestrædet +og standsed udenfor en Husholdningshandel. +Der lå fuldt op af Mad i Vinduet, +og jeg bestemte mig til at gå ind og få +mig lidt med på Vejen. + +</p><p>»Et Stykke Ost og et Franskbrød!« sagde +jeg og slængte min Halvkrone på Disken. + +</p><p>»Ost og Brød for altsammen?« spurgte +Konen ironisk, uden at se på mig. + +</p><p>»For hele femti Øre ja,« svared jeg uforstyrret. + + +</p><p>Jeg fik mine Sager, sagde yderst høfligt +Godmorgen til den gamle, fede Kone og begav +mig sporenstrængs opad Slotsbakken til +Parken. Jeg fandt mig en Bænk for mig selv +og begyndte at gnave grådigt af min Niste. +Det gjorde godt; det var længe siden jeg +havde fået et så rundeligt Måltid, og jeg +følte lidt efter lidt den samme mætte Ro i +mig, som én føler efter en lang Gråd. Mit +Mod steg stærkt; det var mig ikke længer +nok at skrive en Artikel om noget så enkelt +og ligetil som Fremtidens Forbrydelser, som +desuden hvemsomhelst kunde gætte sig til, +ligefrem læse sig til i Historien; jeg følte mig +istand til en større Anstrængelse, jeg var i +Stemning til at overvinde Vanskeligheder, og +jeg bestemte mig for en Afhandling i tre Afsnit +om den filosofiske Erkendelse. Naturligvis +vilde jeg få Lejlighed til at knække ynkeligt +nogle af Kants Sofismer . . . . Da jeg vilde +tage mine Skrivesager frem og begynde Arbejdet, +opdaged jeg, at jeg ikke længer havde +nogen Blyant hos mig; jeg havde glemt den +efter mig i Pantelånersjappen; min Blyant lå +i Vestelommen. + +</p><p>Herregud hvor dog alting havde Lyst til +at gå forkært for mig! Jeg banded nogle +Gange, rejste mig op fra Bænken og drev +frem og tilbage i Gangene. Det var meget +stille overalt; langt borte, ved Dronningens +Lysthus, rulled et Par Barnepiger sine Vogne +omkring, ellers var der ikke et Menneske +at se noget Sted. Jeg var dygtig forbittret +i Sind og spadsered som en rasende +foran min Bænk, Hvor mærkelig vrangt gik +det dog ikke på alle Kanter! En Artikel i +tre Afsnit skulde ligefrem strande på den +simple Ting, at jeg ikke havde et Stykke ti +Øres Blyant i Lommen! Hvad om jeg gik +ned i Pilestrædet igen og fik min Blyant tilbageleveret? +Der vilde endda blive Tid til at +få et godt Stykke færdigt, inden de spadserende +begyndte at fylde Parken. Der var +også så meget, som afhang af denne Afhandling +om den filosofiske Erkendelse, måske +flere Menneskers Lykke, ingen kunde vide det. +Jeg sagde til mig selv, at den kanske vilde +blive til stor Hjælp for mange unge Mennesker. +Ret betænkt vilde jeg ikke forgribe mig på +Kant; jeg kunde jo undgå det, jeg behøved +blot at gøre en ganske umærkelig Bøjning, +når jeg kom til Spørgsmålet Tid og Rum; +men Renan vilde jeg ikke svare for, gamle +Sognepræst Renan . . . . Under alle Omstændigheder +galdt det at gøre en Artikel på så +og så mange Spalter; den ubetalte Husleje, +Værtindens lange Blik om Morgenen, når jeg +traf hende i Trapperne, pinte mig hele Dagen +og dukked frem igen endog i mine glade +Stunder, når jeg ellers ikke havde en mørk +Tanke. Dette måtte jeg have en Ende på. +Jeg gik hurtigt ud af Parken, forat hente min +Blyant hos Pantelåneren. + +</p><p>Da jeg kom ned i Slotsbakken, indhented +jeg to Damer, som jeg gik forbi. Idet jeg +passered dem, strejfed jeg den enes Ærme, +jeg så op, hun havde et fyldigt, lidt blegt +Ansigt. Med ét blusser hun og blir forunderlig +skøn, jeg ved ikke hvorfor, måske af et Ord, +hun hører af en forbigående, måske blot af +en stille Tanke hos hende selv. Eller skulde +det være fordi jeg berørte hendes Arm? Det +høje Bryst bølger heftigt nogle Gange, og hun +klemmer Hånden hårdt om Parasolskaftet. +Hvad gik der af hende? + +</p><p>Jeg standsed og lod hende komme foran +mig igen, jeg kunde ikke i Øjeblikket gå +videre, det hele forekom mig så besynderligt. +Jeg var i et pirreligt Lune, ærgerlig på mig +selv for Hændelsen med Blyanten og i høj +Grad ophidset af al den Mad, jeg havde nydt +på tom Mave. Med en Gang tager min +Tanke ved et lunefuldt Indfald en mærkelig +Retning, jeg føler mig greben af en sælsom +Lyst til at gøre denne Dame bange, følge +efter hende og fortrædige hende på en eller +anden Måde. Jeg indhenter hende atter og +går hende forbi, vender mig pludselig om og +møder hende Ansigt til Ansigt, forat iagttage +hende. Jeg står og ser hende ind i Øjnene +og hitter på Stedet et Navn, som jeg aldrig +havde hørt, et Navn med en glidende, nervøs +Lyd: Ylajali. Da hun var kommet mig +ganske nær, retter jeg mig ivejret og siger +indtrængende: + +</p><p>»De mister Deres Bog, Frøken.« + +</p><p>Jeg kunde høre, hvor mit Hjærte slog +hørligt, da jeg sagde det. + +</p><p>»Min Bog?« spørger hun sin Ledsagerinde. +Og hun går videre. + +</p><p>Min Ondskabsfuldhed tiltog, og jeg fulgte +efter Damen. Jeg var mig i Øjeblikket fuldt +bevidst, at jeg begik gale Streger, uden at +jeg kunde gøre noget ved det; min forvirrede +Tilstand løb af med mig og gav mig de mest +forrykte Indskydelser, som jeg lystred efter +Tur. Det nytted ikke, hvormeget jeg sagde +til mig selv, at jeg bar mig idiotisk ad, jeg +gjorde de dummeste Grimaser bag Damens +Ryg, og jeg hosted rasende nogle Gange, +idet jeg passered hende. Således vandrende +ganske sagte fremad, altid i nogle Skridts +Forspring, følte jeg hendes Øjne i min Ryg, +og jeg dukked mig uvilkårlig ned af Skam +over at have været hende til Plage. Lidt +efter lidt fik jeg en forunderlig Fornemmelse +af at være langt borte, andre Steder henne, +jeg havde en halvt ubestemt Følelse af, at det +ikke var mig, som gik der på Stenfliserne og +dukked mig ned. + +</p><p>Nogle Minutter efter er Damen kommet +til Paschas Boglade, jeg har allerede standset +ved det første Vindu, og idet hun går forbi +mig, træder jeg frem og gentager: + +</p><p>»De mister Deres Bog, Frøken.« + +</p><p>»Nej, hvilken Bog?« siger hun i Angst. +»Kan du forstå, hvad det er for en Bog, han +taler om?« + +</p><p>Og hun standser. Jeg gotter mig grusomt +over hendes Forvirring, denne Rådvildhed i +hendes Øjne henrykker mig. Hendes Tanke +kan ikke fatte min lille desperate Tiltale; hun +har slet ingen Bog med, ikke et eneste Blad +af en Bog, og alligevel leder hun i sine Lommer, +ser sig gentagne Gange ind i Hænderne, vender +Hovedet og undersøger Gaden bag sig, anstrænger +sin lille ømtålige Hjærne til det +yderste, forat finde ud, hvad det er for en +Bog, jeg taler om. Hendes Ansigt skifter +Farve, har snart det ene, snart det andet Udtryk, +og hun ånder ganske hørligt; selv +Knapperne i hendes Kjole synes at stirre på +mig som en Række forfærdede Øjne. + +</p><p>»Bryd dig ikke om ham,« siger hendes +Ledsagerske og trækker hende i Armen; »han +er jo fuld; kan du ikke se, at Manden er +fuld!« + +</p><p>Så fremmed, som jeg i dette Øjeblik var +for mig selv, så fuldstændig et Bytte for +sære, usynlige Indflydelser, foregik der intet +omkring mig, uden at jeg lagde Mærke til det. +En stor brun Hund sprang tværs over Gaden, +henimod Lunden og ned til Tivoli; den havde +et ganske smalt Halsbånd af Nysølv. Højere +op i Gaden åbnedes et Vindu i anden Etage, +og en Pige lagde sig ud af det med opbrættede +Ærmer og gav sig til at pudse Ruderne +på Ydersiden. Intet undgik min Opmærksomhed, +jeg var klar og åndsnærværende, alle +Ting strømmed ind på mig med en skinnende +Tydelighed, som om der pludselig var bleven +et stærkt Lys omkring mig. Damerne foran +mig havde begge en blå Fuglevinge i Hatten +og et skotsk Silkebånd om Halsen. Det faldt +mig ind, at de var Søstre. + +</p><p>De bøjed af og standsed ved Cislers Musikhandel +og talte sammen, jeg standsed også. +Derpå kom de begge to tilbage, gik den +samme Vej, som de var kommet, passered +mig igen, drejed om Hjørnet ved Universitetsgaden +og gik lige op til St. Olafs Plads. Jeg +var dem hele Tiden så nær i Hælene som +jeg turde. De vendte sig engang og sendte +mig et halvt bange, halvt nysgærrigt Blik, og +jeg så ingen Fortørnelse i deres Miner og +ingen rynkede Bryn. Denne Tålmodighed +med mine Plagerier gjorde mig meget skamfuld, +og jeg slog Øjnene ned. Jeg vilde ikke +længer være dem til Fortræd, jeg vilde af ren +Taknemmelighed følge dem med Øjnene, ikke +tabe dem afsyne, helt til de gik ind et Sted +og blev borte. + +</p><p>Udenfor Numer 2, et stort fire Etages +Hus, vendte de sig endnu engang, hvorpå de +gik ind. Jeg læned mig til en Gaslygte ved +Fontænen og lytted efter deres Skridt i Trapperne; +de døde hen i anden Etage. Jeg +træder frem fra Lygten og ser opad Huset. +Da sker der noget besynderligt. Gardinerne +bevæger sig højt oppe, et Øjeblik efter åbnes +et Vindu, et Hoved stikker ud, og to sært +seende Øjne hviler på mig. Ylajali! sagde +jeg halvhøjt, og jeg følte, at jeg blev rød. +Hvorfor råbte hun ikke om Hjælp? Hvorfor +stødte hun ikke til en af Blomsterpotterne og +rammed mig i Hovedet, eller sendte nogen +ned, forat jage mig væk? Vi står og ser +hinanden ind i Øjnene uden at røre os; det +varer et Minut; der skyder Tanker mellem +Vinduet og Gaden, og der siges ikke et Ord +Hun vender sig om, det giver et Ryk i mig, +et fint Stød gennem mit Sind; jeg ser en +Skulder, der drejer sig, en Ryg, der forsvinder +indad Gulvet. Denne langsomme Gang bort +fra Vinduet, Betoningen i denne Bevægelse +med Skuldren var som et Nik til mig; mit +Blod fornam denne fine Hilsen, og jeg følte +mig i samme Stund vidunderlig glad. Så +vendte jeg om og gik nedad Gaden. + +</p><p>Jeg turde ikke se mig tilbage og vidste +ikke, om hun atter var kommet til Vinduet; +efterhvert som jeg overvejed dette Spørgsmål, +blev jeg mer og mer urolig og nervøs. Formodentlig +stod hun i dette Øjeblik og fulgte +nøje alle mine Bevægelser, og det var på +ingen Måde til at holde ud at vide sig således +undersøgt bagfra. Jeg strammed mig +op så godt jeg kunde og gik videre; det +begyndte at rykke i mine Ben, min Gang blev +ustø, fordi jeg med Vilje vilde gøre den smuk. +Forat synes rolig og ligegyldig slængte jeg +meningsløst med Armene, spytted i Gaden og +satte Næsen ivejret; men intet hjalp. Jeg +følte stadig de forfølgende Øjne i min Nakke, +og det løb mig koldt gennem Kroppen. +Endelig redded jeg mig ind i en Sidegade, +hvorfra jeg tog Vejen ned i Pilestrædet, forat +få fat på min Blyant. + +</p><p>Jeg havde ingen Møje med at få den +tilbageleveret. Manden bragte mig Vesten selv +og bad mig undersøge alle Lommerne med +det samme; jeg fandt også et Par Lånesedler, +som jeg stak til mig, og takked den +venlige Mand for hans Imødekommenhed. Jeg +blev mer og mer tiltalt af ham, det blev mig +i samme Stund meget om at gøre at give +dette Menneske et godt Indtryk af mig. Jeg +gjorde et Slag henimod Døren og vendte atter +tilbage til Disken, som om jeg havde glemt +noget; jeg mente at skylde ham en Forklaring, +en Oplysning, og jeg gav mig til at nynne, +forat gøre ham opmærksom. Da tog jeg +Blyanten i Hånden og holdt den ivejret. + +</p><p>Det kunde ikke falde mig ind, sagde jeg, +at gå lange Veje for en hvilkensom helst sådan +Blyant; men med denne var det en anden Sag, +en egen Årsag. Så ringe som den så ud, +havde denne Blyantstump simpelthen gjort mig +til det, jeg var i Verden, så at sige sat mig +på min Plads i Livet . . . . + +</p><p>Jeg sagde ikke mer. Manden kom helt +hen til Disken. + +</p><p>»Ja så?« sagde han og så nysgærrigt +på mig. + +</p><p>Med den Blyant, fortsatte jeg koldblodigt, +havde jeg skrevet min Afhandling om den +filosofiske Erkendelse i tre Bind. Om han +ikke havde hørt den omtale? + +</p><p>Og Manden synes nok, at han havde hørt +Navnet, Titlen. + +</p><p>Ja, sagde jeg, den var af mig, den! Så +det måtte endelig ikke forundre ham, at jeg +vilde have den lille Stump Blyant tilbage; +den havde altfor stort Værd for mig, den var +mig næsten som et lidet Menneske. Forresten +var jeg ham oprigtig taknemmelig for hans Velvilje, +og jeg vilde huske ham for den — jo, +jo, jeg vilde virkelig huske ham for den; et +Ord var et Ord, den Slags Mand var jeg, og +han fortjente det. Farvel. + +</p><p>Jeg gik til Døren med en Holdning, som +om jeg kunde anbringe en Mand i en høj Post +i Brandvæsenet. Den skikkelige Pantelåner +bukked to Gange for mig, idet jeg fjærned +mig, og jeg vendte mig endnu engang og +sagde Farvel. + +</p><p>I Trappen mødte jeg en Kone, som bar +en Vadsæk i Hånden. Hun trykked sig ængsteligt +til Siden, forat give mig Plads, og jeg +greb uvilkårligt i Lommen efter noget at +give hende; da jeg ikke fandt nogen Ting, +blev jeg flau og gik hende duknakket forbi. +Lidt efter hørte jeg, at også hun banked +på til Sjappen; der var et Ståltrådsprinkel +på Døren, og jeg kendte straks igen den +klirrende Lyd, når et Menneskes Knoger berørte +det. + +</p><p>Solen stod i Syd, Klokken var omtrent +tolv. Byen begyndte at komme på Benene, +det nærmed sig Spadsertiden, og hilsende og +leende Folk bølged op og ned ad Karl Johan. +Jeg klemte Albuerne i Siden, gjorde mig liden +og slap ubemærket forbi nogle Bekendte, som +havde indtaget et Hjørne ved Universitetet, +forat beskue de forbigående. Jeg vandred +opad Slotsbakken og faldt i Tanker. + +</p><p>Disse Mennesker, jeg mødte, hvor let og +lystigt vugged de ikke sine lyse Hoveder og +svinged sig gennem Livet som gennem en +Balsal! Der var ikke Sorg i et eneste Øje, +jeg så, ingen Byrde på nogen Skulder, +kanske ikke en skyet Tanke, ikke en liden +hemmelig Pine i noget af disse glade Sind. +Og jeg gik der lige ved Siden af disse Mennesker, +ung og nys udsprungen, og jeg havde +allerede glemt, hvordan Lykken så ud! Jeg +dægged for mig selv med denne Tanke og +fandt, at der var skeet mig gruelig Uret. +Hvorfor havde de sidste Måneder faret så +mærkelig hårdt frem med mig? Jeg kendte +slet ikke mit lyse Sind igen, og jeg havde de +underligste Plager på alle Kanter. Jeg kunde +ikke sætte mig på en Bænk for mig selv +eller røre min Fod noget Sted hen, uden at +blive overfaldt af små og betydningsløse Tilfældigheder, +jammerlige Bagateller, som trængte +ind i mine Forestillinger og spredte mine Kræfter +for alle Vinde. En Hund, som strøg mig forbi, +en gul Rose i en Herres Knaphul, kunde sætte +mine Tanker i Vibren og optage mig for +længere Tid. Hvad var det, som fejled mig? +Havde Herrens Finger pegt på mig? Men +hvorfor just på mig? Hvorfor ikke lige så +godt på en Mand i Sydamerika, for den +Skyld? Når jeg overvejed Tingen, blev det +mig mer og mer ubegribeligt, at netop jeg +skulde være udset til Prøveklud for Guds +Nådes Lune. Det var en nokså ejendommelig +Fremgangsmåde at springe over en hel +Verden, forat række mig; der var nu både +Antikvarboghandler Pascha og Dampskibsekspeditør +Hennechen. + +</p><p>Jeg gik og drøfted denne Sag og kunde +ikke blive den kvit, jeg fandt de vægtigste +Indvendinger mod denne Herrens Vilkårlighed +at lade mig undgælde for alles Skyld. Endog +efterat jeg havde fundet mig en Bænk og sat +mig ned, vedblev dette Spørgsmål at sysselsætte +mig og hindre mig fra at tænke på +andre Ting. Fra den Dag i Majmåned, da +mine Genvordigheder begyndte, kunde jeg +så tydeligt mærke en lidt efter lidt tiltagende +Svaghed, jeg var ligesom bleven for mat til at +styre og lede mig hvorhen jeg vilde; en Sverm +af små Skadedyr havde trængt ind i mit +Indre og udhulet mig. Hvad om Gud ligefrem +havde i Sinde at ødelægge mig ganske? Jeg +rejste mig op og drev frem og tilbage foran +Bænken. + +</p><p>Mit hele Væsen var i dette Øjeblik i den +højeste Grad af Pine; jeg havde endog Smærter +i Armene og kunde knapt holde ud at bære +dem på sædvanlig Måde. Af mit sidste +svære Måltid følte jeg også et stærkt Ubehag, +jeg var overmæt og ophidset og spadsered +frem og tilbage, uden at se op; de Mennesker, +som kom og gik omkring mig, gled mig forbi +som Skimt. Endelig blev min Bænk optagen +af et Par Herrer, som tændte sine Cigarer og +passiared højt; jeg blev vred og vilde tiltale +dem, men vendte om og gik helt over til den +anden Kant af Parken, hvor jeg fandt mig en +ny Bænk. Jeg satte mig. + +</p><p>Tanken på Gud begyndte atter at optage +mig. Jeg syntes, det var højst uforsvarligt +af ham at lægge sig imellem hver Gang, jeg +søgte efter en Post, og forstyrre det hele, +aldenstund det blot var Mad for Dagen, jeg +bad om. Jeg havde så tydelig mærket, at +når jeg sulted lidt længe ad Gangen, var det +ligesom min Hjærne randt mig ganske stille +ud af Hovedet og gjorde mig tom. Mit Hoved +blev let og fraværende, jeg følte ikke længer +dets Tyngde på mine Skuldre, og jeg havde +en Fornemmelse af, at mine Øjne glante +altfor vidtåbent, når jeg så på nogen. + +</p><p>Jeg sad der på Bænken og tænkte over +alt dette og blev mer og mer bitter mod Gud +for hans vedholdende Plagerier. Hvis han +mente at drage mig nærmere til sig og gøre +mig bedre ved at udpine mig og lægge Modgang +på Modgang i min Vej, så tog han +lidt fejl, kunde jeg forsikkre ham. Og jeg +så op mod det høje næsten grædende af +Trods og sagde ham dette en Gang for alle i +mit stille Sind. + +</p><p>Stumper af min Børnelærdom randt mig +ihu, Bibelens Stiltone sang for mine Øren, +og jeg talte ganske sagte med mig selv og +lagde Hovedet spydigt på Siden. Hvi bekymred +jeg mig for, hvad jeg skulde æde, +hvad jeg skulde drikke, og hvad jeg skulde +iføre den usle Maddiksæk kaldet mit jordiske +Legem? Havde ikke min himmelske Fader +sørget for mig, som for Spurvene under Himlen, +og vist mig den Nåde at pege på sin +ringe Tjener? Gud havde stukket sin Finger +ned i mit Nervenet og lempeligt, ganske løseligt +bragt lidt Uorden i Trådene. Og Gud +havde trukket sin Finger tilbage, og der var +Trevler og fine Rodtråde på Fingeren af +mine Nervers Tråde. Og der var et åbent +Hul efter hans Finger, som var Guds Finger, og +Sår i min Hjærne efter hans Fingers Veje. +Men der Gud havde berørt mig med sin +Hånds Finger, lod han mig være og berørte +mig ikke mer og lod mig intet ondt vederfares. +Men han lod mig gå med Fred, og +han lod mig gå med det åbne Hul. Og +intet ondt vederfores mig af Gud, som er +Herren i al Evighed . . . . + +</p><p>Stød af Musik bares af Vinden op til +mig fra Studenterlunden, Klokken var altså +over to. Jeg tog mine Papirsager frem, forat +forsøge at skrive noget, i det samme faldt +min Barberbog ud af Lommen. Jeg åbned +den og talte Bladene, der var seks Billetter +tilbage. Gudskelov! sagde jeg uvilkårlig; jeg +kunde endnu blive barberet i nogle Uger og +se lidt godt ud! Og jeg kom straks i en +bedre Sindsstemning ved denne lille Ejendom, +som jeg endnu havde tilbage; jeg glatted Billetterne +omhyggeligt ud og forvared Bogen i +Lommen. + +</p><p>Men skrive kunde jeg ikke. Efter et Par +Linjer vilde der ikke falde mig noget ind; +mine Tanker vare andre Steder, og jeg kunde +ikke stramme mig op til nogen bestemt +Anstrængelse. Alle Ting indvirked på mig og +distrahered mig, alt, hvad jeg så, gav mig +nye Indtryk. Fluer og små Myg satte sig +fast på Papiret og forstyrred mig; jeg pusted +på dem, forat få dem væk, blæste hårdere +og hårdere, men uden Nytte. De små +Bæster lægger sig bagud, gør sig tunge og +stritter imod, så deres tynde Ben bugner. +De er slet ikke til at flytte af Pletten. De +finder sig noget at hage sig fast i, spænder +Hælene mod et Komma eller en Ujævnhed i +Papiret og står uryggelig stille sålænge, til +de selv finder for godt at gå sin Vej. + +</p><p>En Tidlang vedblev disse små Udyr at +beskæftige mig, og jeg lagde Benene overkors +og gav mig god Tid med at iagttage dem. +Med én Gang bæved en eller to høje Klarinettoner +op til mig fra Lunden og gav min Tanke +et nyt Stød. Mismodig over ikke at kunne +gøre min Artikel istand, stak jeg igen Papirerne +i Lommen og læned mig bagover på Bænken. +I dette Øjeblik er mit Hoved så klart, at jeg +kan tænke de fineste Tanker, uden at trættes. +Idet jeg ligger i denne Stilling og lader Øjnene +løbe nedad mit Bryst og mine Ben, lægger jeg +Mærke til den sprættende Bevægelse, min Fod +gør, hver Gang Pulsen slår. Jeg rejser mig +halvt op og ser ned på mine Fødder, og jeg +gennemgår i denne Stund en fantastisk og +fremmed Stemning, som jeg aldrig tidligere +havde følt; det gav et fint, vidunderligt Sæt +gennem mine Nerver, som om der gik Ilinger +af koldt Lys gennem dem. Ved at kaste +Øjnene på mine Sko, var det som jeg havde +truffet en god Bekendt eller fået en løsreven +Part af mig selv tilbage; en Genkendelsesfølelse +sittrer gennem mine Sandser, Tårerne +kommer mig i Øjnene, og jeg fornemmer mine +Sko som en sagte susende Tone imod mig. +Svaghed! sagde jeg hårdt til mig selv, og +jeg knytted Hænderne og sagde Svaghed. +Jeg gjorde Nar ad mig selv for disse latterlige +Følelser, havde mig tilbedste med fuld Bevidsthed; +jeg talte meget strængt og forstandigt, +og jeg kneb Øjnene heftigt sammen, +forat få Tårerne bort. Som om jeg aldrig +havde set mine Sko før, giver jeg mig til at +studere deres Udseende, deres Mimik, når jeg +rørte på Foden, deres Form og de slidte +Overdele, og jeg opdager, at deres Rynker og +hvide Sømme giver dem Udtryk, meddeler +dem Fysiognomi. Der var noget af mit eget +Væsen gået over i disse Sko, de virked på +mig som en Ånde mod mit Jeg, en pustende +Del af mig selv . . . . + +</p><p>Jeg sad og fabled med disse Fornemmelser +en lang Stund, måske en hel Time. En liden, +gammel Mand kom og optog den anden Ende +af min Bænk; idet han satte sig, pusted han +tungt ud efter Gangen og sagde: + +</p><p>»Ja, ja, ja, ja, ja, ja, ja, ja, ja, ja, san!« + +</p><p>Så snart jeg hørte hans Stemme, var det +som en Vind fejed gennem mit Hoved, jeg +lod Sko være Sko, og det forekom mig allerede, +at den forvirrede Sindsstemning, jeg just +havde oplevet, skrev sig fra en længst svunden +Tid, kanske et År eller to tilbage, og var +så småt i Færd med at udviskes af min +Erindring. Jeg satte mig til at se på den +gamle. + +</p><p>Hvad angik han mig, denne lille Mand? +Intet, ikke det ringeste! Kun at han holdt +en Avis i Hånden, et gammelt Numer, med +Avertissementssiden ud, hvori der syntes at +ligge en eller anden Ting indpakket. Jeg blev +nysgærrig og kunde ikke få mine Øjne bort +fra den Avis; jeg fik den vanvittige Idé, at +det kunde være en ganske mærkelig Avis, +enestående i sit Slags; min Nysgærrighed +steg, og jeg begyndte at flytte mig frem og +tilbage på Bænken. Det kunde være Dokumenter, +farlige Aktstykker, stjålet fra et Arkiv. +Og der foresvæved mig noget om en +hemmelig Traktat, en Sammensværgelse. + +</p><p>Manden sad stille og tænkte. Hvorfor +bar han ikke sin Avis, som ethvert andet +Menneske bar en Avis, med Titlen ud? Hvad +var det for Slags Underfundigheder? Han så +ikke ud til at ville slippe sin Pakke af Hånden, +ikke for alt i Verden, han turde måske +ikke engang betro den til sin egen Lomme. +Jeg kunde dø på, at der stak noget under +med Pakken. + +</p><p>Jeg så ud i Luften. Netop det, at det +var så umuligt at trænge ind i denne mystiske +Sag, gjorde mig forstyrret af Nysgærrighed. +Jeg ledte i mine Lommer efter noget at +give Manden, forat komme i Samtale med +ham, og jeg fik fat i min Barberbog, men +gæmte den igen. Pludselig fik jeg i Sinde at +være yderst fræk, jeg klapped mig på min +tomme Brystlomme og sagde: + +</p><p>»Tør jeg byde Dem en Cigaret?« + +</p><p>Tak, Manden røgte ikke, han havde måttet +høre op, forat spare sine Øjne, han var næsten +blind. Takker forresten så meget! + +</p><p>Om det var længe siden hans Øjne tog +Skade? Så kunde han måske ikke læse +heller? Ikke engang Aviser? + +</p><p>Ikke engang Aviser, desværre! + +</p><p>Manden så på mig. De syge Øjne +havde hver sin Hinde, der gav dem et glasagtigt +Udseende, hans Blik blev hvidt og +gjorde et modbydeligt Indtryk. + +</p><p>»De er fremmed her?« sagde han. + +</p><p>Ja. — Om han ikke engang kunde læse +Titlen på den Avis, han holdt i Hånden? + +</p><p>Næppe. — Forresten havde han straks +hørt, at jeg var fremmed; der var noget i mit +Tonefald, som sagde ham det. Der skulde +så lidet til, han hørte så godt; om Natten, +når alle sov, kunde han høre Menneskene i +Sideværelset puste . . . . Hvad jeg vilde sige, +hvor bor De henne? + +</p><p>En Løgn stod mig med ét fuldt færdig i +Hovedet. Jeg løj ufrivilligt, uden Forsæt og +uden Bagtanke, jeg svared: + +</p><p>»På St. Olafs Plads Numer 2.« + +</p><p>Virkelig? Manden kendte hver Brosten +på St. Olafs Plads. Der var en Fontæne, +nogle Gaslygter, et Par Træer, han husked +det hele . . . . Hvad Numer bor De i? + +</p><p>Jeg vilde gøre en Ende på det og rejste +mig, dreven til det yderste af min fikse Idé +med Avisen. Hemmeligheden skulde opklares, +hvad det så end skulde koste. + +</p><p>»Når De ikke kan læse den Avis, hvorfor +. . . .« + +</p><p>»I Numer 2, syntes jeg, De sagde?« fortsatte +Manden, uden at agte på min Uro. +»Jeg kendte i sin Tid alle Mennesker i Numer +2. Hvad hedder Deres Vært?« + +</p><p>Jeg fandt i Hast et Navn, forat blive ham +kvit, laved dette Navn i Øjeblikket og slynged +det ud, forat standse min Plageånd. + +</p><p>»Happolati,« sagde jeg. + +</p><p>»Happolati, ja,« nikked Manden, og han +misted ikke en Stavelse i dette vanskelige +Navn. + +</p><p>Jeg så forbauset på ham; han sad meget +alvorlig og havde en tænksom Mine. Ikke +før havde jeg udtalt dette dumme Navn, som +faldt mig ind, før Manden fandt sig tilrette +med det og lod til at have hørt det før. +Imidlertid lagde han sin Pakke fra sig på +Bænken, og jeg følte al min Nysgærrighed +dirre mig gennem Nerverne. Jeg lagde Mærke +til, at der var et Par fede Pletter på Avisen. + +</p><p>»Er han ikke Sjømand, Deres Vært?« +spurgte Manden, og der var ikke Spor af +undertrykt Ironi i hans Stemme. »Jeg synes +huske, at han var Sjømand?« + +</p><p>»Sjømand? Om Forladelse, det må være +Broderen, De kender; dette her er nemlig +J. A. Happolati, Agent.« + +</p><p>Jeg troed, at dette vilde gøre det af med +ham; men Manden gik villigt med på alt; +om jeg havde fundet et Navn som Barabas +Rosenknopsen, vilde det ikke have vakt hans +Mistanke. + +</p><p>»Det skal være en flink Mand, har jeg +hørt.« sagde han, forsøgende sig frem. + +</p><p>»Å, en forslagen Mand,« svared jeg, »et +dygtigt Forretningshoved, Agent for alt muligt, +Tyttebær på Kina, Fjær og Dun fra Rusland, +Huder, Træmasse, Skriveblæk . . . .« + +</p><p>»He-he, det var da Fan!« afbrød Oldingen +i høj Grad oplivet. + +</p><p>Dette begyndte at blive interessant. Situationen +løb af med mig, og den ene Løgn efter +den anden opstod i mit Hoved. Jeg satte mig +igen, glemte Avisen, de mærkelige Dokumenter, +blev ivrig og faldt den anden i Talen. Den +lille Dværgs Godtroenhed gjorde mig dumdristig, +jeg vilde lyve ham hensynsløst fuld, +slå ham storslagent af Marken og bringe ham +til at tie af Forbauselse. + +</p><p>Om han havde hørt om den elektriske +Salmebog, som Happolati havde opfundet? + +</p><p>Hvad, elek . . . . + +</p><p>Med elektriske Bogstaver, som kunde lyse +i Mørke! Et aldeles storartet Foretagende, +Millioner Kroner i Bevægelse, Støberier og +Trykkerier i Arbejde, Skarer af fast lønnede +Mekanikere sysselsat, jeg havde hørt sige syv +hundrede Mand. + +</p><p>»Ja, er det ikke som jeg siger!« sagde +Manden stille. Mer sagde han ikke; han troed +hvert Ord, jeg fortalte, og faldt alligevel ikke +i Staver. Dette skuffed mig en Smule, jeg +havde ventet at se ham forvildet af mine +Påfund. + +</p><p>Jeg opfandt endnu et Par desperate Løgne, +drev det til Hazard, ymted om, at Happolati +havde været Minister i ni År i Persien. De +har det måske ikke på Anelsen, hvad det +vil sige at være Minister i Persien? spurgte +jeg. Det var mere end Konge her, eller omtrent +som Sultan, om han vidste, hvad det var. +Men Happolati havde klaret det hele og aldrig +stået fast. Og jeg fortalte om Ylajali, hans +Datter, en Fé, en Prinsesse, som havde tre +hundrede Slavinder og lå på et Leje af gule +Roser; hun var det skønneste Væsen, jeg +havde set, jeg havde Gud straffe mig aldrig +oplevet Magen til Syn i mit Liv! + +</p><p>»Så, hun var så vakker?« yttred den +gamle med en fraværende Mine og så ned i +Marken. + +</p><p>Vakker? Hun var dejlig, hun var syndigt +sød! Øjne som Råsilke, Arme af Rav! Bare +et enkelt Blik af hende var forførende som et +Kys, og når hun kaldte på mig, jog hendes +Stemme mig som en Stråle af Vin lige ind i +min Sjæls Fosfor. Hvorfor skulde hun ikke +være såpas dejlig? Tog han hende for et +Regningsbud eller for noget i Brandvæsenet? +Hun var simpelthen en Himlens Herlighed, +skulde jeg sige ham, et Æventyr. + +</p><p>»Ja, ja!« sagde Manden lidt betuttet. + +</p><p>Hans Ro keded mig; jeg var bleven ophidset +af min egen Stemme og talte i fuldt +Alvor. De stjålne Arkivsager, Traktaten med +en eller anden fremmed Magt, var ikke mere i +min Tanke; den lille, flade Pakke lå der på +Bænken imellem os, og jeg havde ikke længer +den ringeste Lyst til at undersøge den og se, +hvad den indeholdt. Jeg var helt optagen af +mine egne Historier, der drev underlige Syner +forbi mine Øjne, Blodet steg mig til Hovedet, +og jeg løj af fuld Hals. + +</p><p>I dette Øjeblik syntes Manden at ville +gå. Han letted på sig og spurgte, for ikke +at bryde for brat af: + +</p><p>»Han skal have svære Ejendomme denne +Happolati?« + +</p><p>Hvor turde denne blinde, modbydelige +Olding tumle med det fremmede Navn, jeg +havde digtet op, som om det var et almindeligt +Navn og stod på hvert Høkerskildt i +Byen? Han snubled aldrig på et Bogstav og +glemte ikke en Stavelse; dette Navn havde +bidt sig fast i hans Hjærne og slået Rødder +i samme Stund. Jeg blev ærgerlig, en indre +Forbittrelse begyndte at opstå i mig mod +dette Menneske, som intet kunde bringe i +Knibe og intet gøre mistænksom. + +</p><p>»Det kender jeg ikke til,« svared jeg +derfor tvært; »jeg kender aldeles ikke til det. +Lad mig forresten sige Dem nu en Gang for +alle, at han hedder Johan Arendt Happolati, +at dømme efter hans egne Forbogstaver.« + +</p><p>»Johan Arendt Happolati«, gentog Manden +lidt forundret over min Heftighed. Så taug han. + +</p><p>»De skulde set hans Kone,« sagde jeg +rasende; »tykkere Menneske . . . . Ja, De tror +kanske ikke, at hun var videre tyk?« + +</p><p>Jo, det syntes han nok, han ikke kunde +fragå; en sådan Mand havde måske en lidt +tyk Kone. + +</p><p>Oldingen svared sagtmodig og stille på +hvert af mine Udfald og søgte efter Ord, som +om han var bange for at forgå sig og gøre +mig vred. + +</p><p>»Helvedes Pine, Mand, tror De måske, +at jeg sidder her og lyver Dem kapitalt fuld?« +råbte jeg ude af mig selv. »Tror De kanske +ikke engang, at der gives en Mand ved Navn +Happolati? Jeg har aldrig set på Magen til +Trods og Ondskab hos en gammel Mand! +Hvad Fan går der af Dem? De har kanske +ovenikøbet tænkt ved Dem selv, at jeg var +en yderlig fattig Mand, som sad her i min +bedste Puds, uden et Etui fuldt af Cigaretter +i Lommen? En sådan Behandling, som Deres, +er jeg ikke vant til, skal jeg sige Dem, og +jeg tåler den Gud døde mig ikke, hverken +af Dem eller nogen anden, så meget De +ved det!« + +</p><p>Manden havde rejst sig. Med gabende +Mund stod han stum og hørte på mit Udbrud +indtil det var tilende, så greb han hurtigt +sin Pakke på Bænken og gik, næsten løb +henad Gangen med små Oldingeskridt. + +</p><p>Jeg sad tilbage og så på hans Ryg, +som gled mer og mer bort og syntes at lude +mer og mer sammen. Jeg ved ikke, hvor jeg +fik det Indtryk fra, men det forekom mig, at +jeg aldrig havde set en uærligere, lastefuldere +Ryg end denne, og jeg angred ikke, at jeg +havde skældt Mennesket ud, før han forlod +mig . . . . + +</p><p>Dagen begyndte at hælde. Solen sank, +det tog på at suse lidt i Træerne omkring, +og Barnepigerne, som sad i Klynger henne +ved Balancerstangen, belaved sig på at trille +sine Vogne hjem. Jeg var rolig og vel tilmode. +Den Ophidselse, jeg just havde været +i, lagde sig lidt efter hvert, jeg faldt sammen, +blev slap og begyndte at føle mig søvnig; +den store Mængde Brød, jeg havde spist, var +mig heller ikke længer til synderlig Mén. I +den bedste Stemning læned jeg mig bagover +på Bænken, lukked Øjnene og blev mer og +mer døsig, jeg blunded og var lige ved at +falde i fast Søvn, da en Parkmand lagde sin +Hånd på min Skulder og sagde: + +</p><p>»De må ikke sidde og sove herinde.« + +</p><p>»Nej,« sagde jeg og rejste mig straks. +Og med ét Slag stod atter min sørgelige Stilling +lyslevende for mine Øjne. Jeg måtte +gøre noget, finde på et eller andet! At søge +Pladse havde ikke nyttet mig; de Anbefalinger, +jeg gik og viste frem, var blevet lidt gamle +og skrev sig fra altfor ukendte Personer til at +kunne virke kraftigt; desuden havde disse +stadige Afslag udefter Sommeren gjort mig +noget forknyt. Nå — under alle Omstændigheder +var min Husleje forfalden, og jeg måtte +gøre en Udvej til den. Så fik det bero med +det øvrige sålænge. + +</p><p>Ganske uvilkårligt havde jeg igen fået +Blyant og Papir i Hænderne, og jeg sad og +skrev mekanisk Årstallet 1848 i alle Hjørner. +Om nu blot en enkelt brusende Tanke vilde +betage mig vældigt og lægge mig Ordene i +Munden! Det havde jo hændt før, det havde +virkelig hændt, at sådanne Stunder var kommet +over mig, da jeg kunde skrive et langt +Stykke uden Anstrængelse og få det velsignet +godt til. + +</p><p>Jeg sidder der på Bænken og skriver +Snese Gange 1848, skriver dette Tal påkryds +og tvers i alle mulige Façoner, og venter på, +at en brugbar Idé skal falde mig ind. En +Sverm af løse Tanker flagrer om i mit Hoved, +Stemningen i den hældende Dag gør mig mismodig +og sentimental. Høsten er kommet og +har allerede begyndt at lægge alting i Dvale, +Fluer og Smådyr har fået det første Knæk, +oppe i Træerne og nede på Marken høres +Lyden af det stridende Liv, puslende, susende +uroligt, arbejdende for ikke at forgå. Alle +Krybverdenens nedtrampede Tilværelser rører +sig endnu engang, stikker sine gule Hoveder +op af Mosen, løfter sine Ben, føler sig frem +med lange Tråde og synker så pludselig +sammen, vælter om og vender Bugen ivejret. +Hver Vækst har fået sit Særpræg, et fint +henåndende Pust af den første Kulde; Stråene +stritter blege op mod Solen, og det +affaldne Løv hvisler henad Jorden med en Lyd +som af vandrende Silkeorme. Det er Høstens +Tid, midt i Forgængelsens Karneval; Roserne +har fået Betændelse i Rødmen, et hektisk, +vidunderligt Skær over den blodrøde Farve. + +</p><p>Jeg følte mig selv som et Kryb i Undergang, +greben af Ødelæggelsen midt i denne +dvalefærdige Alverden. Jeg rejste mig op, +besat af sære Rædsler, og tog nogle voldsomme +Skridt henad Gangen. Nej! råbte +jeg og knytted begge mine Hænder, dette +må der blive en Ende på! Og jeg satte +mig igen, tog atter Blyanten i Hånden og +vilde gøre Alvor af det med en Artikel. Det +kunde aldeles ikke nytte at give sig over, +når man stod med en ubetalt Husleje lige +for Tænderne. + +</p><p>Langsomt, ganske langsomt begyndte +mine Tanker at samle sig. Jeg passed på og +skrev sagte og vel overvejet et Par Sider som +en Indledning til noget; det kunde være Begyndelsen +til hvadsomhelst, en Rejseskildring, +en politisk Artikel, eftersom jeg selv fandt for +godt. Det var en ganske fortræffelig Begyndelse +til noget af hvert. + +</p><p>Så gav jeg mig til at søge efter et bestemt +Spørgsmål, jeg kunde behandle, en +Mand, en Ting at kaste mig over, og jeg +kunde ikke finde noget. Under denne frugtesløse +Anstrængelse begyndte der igen at komme +Uorden i mine Tanker, jeg følte, hvorledes +min Hjærne formelig slog Klik, mit Hoved +tømtes, tømtes, og det stod tilsidst let og uden +Indhold tilbage på mine Skuldre. Jeg fornam +denne glanende Tomhed i mit Hoved med +hele Legemet, jeg syntes mig selv udhulet fra +øverst til nederst. + +</p><p>»Herre, min Gud og Fader!« råbte jeg i +Smærte, og jeg gentog dette Råb mange +Gange i Træk, uden at sige mer. + +</p><p>Vinden rasled i Løvet, det trak op til +Uvejr. Jeg sad endnu en Stund og stirred +fortabt på mine Papirer, lagde dem så +sammen og stak dem langsomt i Lommen. +Det blev køligt, og jeg havde ingen Vest mere; +jeg knapped Frakken helt op i Halsen og +stak Hænderne i Lommen. Så rejste jeg +mig og gik. + +</p><p>Om det bare havde lykkedes mig denne +Gang, denne ene Gang! To Gange havde +min Værtinde spurgt mig med Øjnene efter +Betalingen, og jeg havde måttet dukke mig +ned og snige mig forbi hende med en forlegen +Hilsen. Jeg kunde ikke gøre det igen; næste +Gang jeg mødte disse Øjne, vilde jeg opsige +mit Rum og gøre ærligt Rede for mig; det +kunde så alligevel ikke vare ved i Længden +på denne Måde. + +</p><p>Da jeg kom til Udgangen af Parken, så +jeg igen den gamle Dværg, som jeg i mit +Raseri havde jaget på Flugt. Den mystiske +Avispakke lå opslagen ved Siden af ham på +Bænken, fuld af Mad af forskellige Sorter, som +han sad og bed af. Jeg vilde lige med ét +gå hen til ham og undsylde mig, bede om +Tilgivelse for min Opførsel, men hans Mad +stødte mig tilbage; de gamle Fingre, der så +ud som ti rynkede Klør, klemte modbydeligt +om de fede Smørogbrød, jeg følte Kvalme og +gik ham forbi, uden at tiltale ham. Han +kendte mig ikke, hans Øjne stirred på mig +tørre som Horn, og hans Ansigt fortrak ikke +en Mine. + +</p><p>Og jeg fortsatte min Vej. + +</p><p>Efter Sædvane standsed jeg ved hver +udhængt Avis, som jeg passered, forat studere +Bekendtgørelserne om ledige Pladse, og jeg +var så heldig at finde én, som jeg kunde +påtage mig: En Købmand på Grønlandsleret +søgte efter en Mand til et Par Timers Bogførsel +hver Aften; Løn efter Overenskomst. Jeg +notered mig Mandens Adresse og bad i Taushed +til Gud om denne Plads; jeg vilde forlange +mindre end nogen anden for Arbejdet, +femti Øre var rigeligt, eller kanske firti Øre; +det fik blive ganske som det vilde med det. + +</p><p>Da jeg kom hjem, lå der på mit Bord +en Seddel fra min Værtinde, hvori hun bad +mig om at betale min Husleje i Forskud eller +flytte ud, så snart jeg kunde. Jeg måtte +ikke optage det fortrydeligt, det var aleneste +en nødig Begæring. Venskabeligst Madam +Gundersen. + +</p><p>Jeg skrev en Ansøgning til Købmand +Christie Grønlandsleret Numer 31, lagde den +i en Konvolut og bragte den ned i Kassen +på Hjørnet. Så gik jeg op på mit Værelse +igen og satte mig til at tænke i Gyngestolen, +mens Mørket blev tættere og tættere. Det +begyndte at blive vanskeligt at holde sig +oppe nu. + +</p><p class="tb">* * * + +</p><p class="noindent">Om Morgenen vågned jeg meget tidligt. +Det var endnu ganske mørkt, da jeg slog +Øjnene op, og først længe efter hørte jeg +Klokken i Lejligheden nedenunder mig slå +fem Slag. Jeg vilde lægge mig til at sove +igen, men kunde ikke mere falde i Søvn, jeg +blev mer og mer vågen og lå og tænkte +på tusind Ting. + +</p><p>Pludselig falder der mig ind en eller to +gode Sætninger til Brug for en Skitse, en +Føljeton, fine sproglige Lykketræf, som jeg +aldrig havde fundet Mage til. Jeg ligger og +gentager disse Ord for mig selv og finder, at +de er udmærkede. Om lidt føjer der sig flere +til, jeg blir med ét lysvågen og rejser mig +op og griber Papir og Blyant på Bordet bag +min Seng. Det var som en Åre var sprunget +i mig, det ene Ord følger efter det andet, +ordner sig i Sammenhæng, danner sig til Situationer; +Scene dynger sig på Scene, Handlinger +og Repliker vælder op i min Hjærne, +og et underfuldt Behag griber mig. Jeg skriver +som en besat og fylder den ene Side efter +den anden, uden et Øjebliks Pause. Tankerne +kommer så pludseligt på mig og vedbliver +at strømme så rigeligt, at jeg mister en +Masse fine Biting, som jeg ikke hurtigt nok +får skrevet ned, skønt jeg arbejder af alle +Kræfter. Det fortsætter at trænge ind på +mig, jeg er fyldt af mit Stof, og hvert Ord, +jeg skriver, blir lagt mig i Munden. + +</p><p>Det varer, varer så velsignet længe, +inden dette forunderlige Øjeblik hører op; jeg +har femten, tyve beskrevne Sider liggende +foran mig på mine Knæ, da jeg endelig +standser og lægger Blyanten væk. Var der +nu såsandt nogen Værdi i disse Papirer, så +var jeg reddet! Jeg springer ud af Sengen og +klæder mig på. Det lysner mer og mer, jeg +kan halvvejs skælne Fyrdirektørens Bekendtgørelse +nede ved Døren, og ved Vinduet er +det allerede så lyst, at jeg til Nød kunde se +at skrive. Og jeg går straks i Gang med at +renskrive mine Papirer. + +</p><p>En underlig, tæt Damp af Lys og Farver +slår op af disse Fantasier; jeg stejler overrasket +foran den ene gode Ting efter den +anden og siger til mig selv, at det var det +bedste, jeg nogensinde havde læst. Jeg blir +yr af Tilfredshed, Glæden puster mig op, og +jeg føler mig storartet ovenpå; jeg vejer mit +Skrift i Hånden og takserer det på Stedet +til fem Kroner efter et løst Skøn. Det vilde +ikke falde et Menneske ind at prutte på fem +Kroner, det måtte tvertimod siges at være +Røverkøb at få det for ti Kroner, kom det +an på Indholdets Beskaffenhed. Jeg havde +ikke i Sinde at gøre et så særegent Arbejde +gratis; så vidt jeg vidste, fandt man ikke +Romaner af den Slags efter Vejene. Og jeg +bestemte mig for ti Kroner. + +</p><p>Det blev lysere og lysere i Værelset, jeg +kasted et Blik ned mod Døren og kunde uden +synderlig Møje læse de fine skeletagtige Bogstaver +om Jomfru Andersens Ligsvøb tilhøjre +i Porten; der var også gået en god Stund +siden Klokken slog syv. + +</p><p>Jeg rejste mig og stilled mig midt på +Gulvet. Alt vel overvejet, kom Madam +Gundersens Opsigelse temmelig belejligt. Dette +var egentlig ikke noget Værelse for mig; her var +nokså simple grønne Gardiner for Vinduerne, og +så synderlig mange Spiger i Væggene til at +hænge sin Garderobe på, var her heller ikke. +Den stakkels Gyngestol henne i Hjørnet var i +Grunden bare en Vits af en Gyngestol, som +man mageligt kunde le sig fordærvet af. Den +var altfor lav for en voksen Mand, desuden +var den så trang, at man så at sige måtte +bruge Stovleknægt, forat komme op af den +igen. Kortsagt, Værelset var ikke indrettet til +at sysle med åndelige Ting i, og jeg agted +ikke at beholde det længer. På ingen Måde +vilde jeg beholde det! Jeg havde altfor længe +tiet og tålt og holdt til i dette Skur. + +</p><p>Opblæst af Håb og Tilfredshed, stadigt +optagen af min mærkelige Skitse, som jeg +hvert Øjeblik trak op af Lommen og læste i, +vilde jeg straks gøre Alvor af det og gå i +Gang med Flytningen. Jeg tog frem min +Byldt, et rødt Lommetørklæde, der indeholdt +et Par rene Snipper og noget sammenkrøllet +Avispapir, som jeg havde båret Brød hjem +i, rulled mit Sengetæppe sammen og stak til +mig min Beholdning af hvidt Skrivepapir. +Derpå undersøgte jeg for Sikkerheds Skyld +alle Kroge, forat forvisse mig om, at jeg ikke +havde lagt noget efter mig, og da jeg intet +fandt, gik jeg hen til Vinduet og så ud. +Morgenen var mørk og våd; der var ingen +tilstede ude ved den nedbrændte Smedje, og +Klædesnoren nede i Gården stod stram fra +Væg til Væg, sammentrukket af Væden. Jeg +kendte altsammen fra før, trådte derfor bort +fra Vinduet, tog Tæppet under Armen, bukked +for Fyrdirektørens Bekendtgørelse, bukked for +Jomfru Andersens Ligsvøb og åbned Døren. + +</p><p>Med en Gang kom jeg i Tanke på min +Værtinde; hun burde dog underrettes om min +Flytning, forat hun kunde se, at hun havde +havt med et ordentligt Menneske at gøre. +Jeg vilde også takke hende skriftlig for de +Par Dage, jeg havde benyttet Værelset over +Tiden. Visheden om, at jeg nu var reddet +for længere Tid, trængte så stærkt ind på +mig, at jeg endog loved min Værtinde fem +Kroner, når jeg kom indom en af Dagene; +jeg vilde vise hende til Overmål, hvad det +var for en honnet Person, hun havde havt +under Tag. + +</p><p>Sedlen lagde jeg efter mig på Bordet. + +</p><p>Atter engang standsed jeg ved Døren og +vendte om. Denne strålende Følelse af at +være kommet ovenpå henrykte mig og gjorde +mig taknemlig mod Gud og Alverden, og jeg +knæled ned ved Sengen og takked Gud med +høj Røst for hans store Godhed mod mig +denne Morgen. Jeg vidste det, å, jeg vidste +det, at den Raptus af Inspiration, jeg just +havde gennemlevet og skrevet ned, var en +vidunderlig Himlens Gærning i min Ånd, et +Svar på mit Nødråb igår. Det er Gud! +det er Gud! råbte jeg til mig selv, og jeg +græd af Begejstring over mine egne Ord; nu +og da måtte jeg standse op og lytte et Øjeblik +om der skulde komme nogen i Trapperne. +Endelig rejste jeg mig og gik; jeg gled lydløst +nedad alle disse Etager og nåed uset +Porten. + +</p><p>Gaderne var blanke af Regn, som havde +faldt på Morgenstunden, Himlen hang rå og +sid over Byen, og der var ingen Steder et +Solglimt at se. Hvad mon det led Dagen? +Jeg gik som sædvanligt i Retning af Rådstuen +og så at Klokken var halv ni. Jeg havde +altså et Par Timer at løbe på; det nytted +ikke at komme i Bladet før ti, kanske elleve, +jeg fik drive omkring sålænge og imidlertid +spekulere på en Udvej til lidt Frokost. Jeg +havde forresten ingen Frygt for at gå sulten +tilsengs den Dag; de Tider var Gudskelov +over! Det var et tilbagelagt Stadium, en +ond Drøm; nu fra af gik det opad! + +</p><p>Imidlertid var det grønne Sengetæppe mig +til Besvær; jeg kunde heller ikke være bekendt +at bære en sådan Ting under Armen midt +for alle Folks Øjne. Hvad måtte man mene +om mig? Og jeg gik og tænkte mig om efter +et Sted, hvor jeg kunde få det forvaret indtil +videre. Da faldt det mig ind, at jeg kunde +gå hen til Semb og få det indpakket i +Papir; det vilde straks se bedre ud, og det +var ikke længer nogen Skam at bære det. +Jeg trådte ind i Butiken og fremførte mit +Ærinde for en af Betjentene. + +</p><p>Han så først på Tæppet, derpå på +mig; det forekom mig, at han i sit stille Sind +trak lidt ringeagtende på Skuldrene, da han +modtog Pakken. Dette stødte mig. + +</p><p>»Død og Pine, vær lidt forsigtig!« råbte +jeg. »Der er to dyre Glasvaser indi; Pakken +skal til Smyrna.« + +</p><p>Det hjalp, det hjalp storartet. Manden +bad i hver Bevægelse, han gjorde, om Forladelse +for, at han ikke straks havde anet +vigtige Ting inde i Tæppet. Da han var +færdig med Indpakningen, takked jeg ham +for Hjælpen som en Mand, der tidligere havde +sendt kostbare Sager til Smyrna; han åbned +Døren for mig og bukked to Gange, da +jeg gik. + +</p><p>Jeg gav mig til at vandre om blandt +Menneskene på Stortorvet og holdt mig helst +i Nærheden af de Koner, som havde Potteplanter +at sælge. De tunge, røde Roser, hvis +Blade ulmed blodige og rå i den fugtige +Morgen, gjorde mig begærlig, fristed mig +syndigt til at rapse en, og jeg spurgte om +Prisen på den, blot forat have Lov til at +komme den så nær som muligt. Fik jeg +Penge tilovers, vilde jeg købe den, det fik gå, +hvordan det vilde; jeg kunde jo nok spare +ind lidt hist og her i min Levemåde, forat +komme op i Balance igen. + +</p><p>Klokken blev ti, og jeg gik op i Bladet. +Saksen gennemroder endel gamle Aviser, Redaktøren +er ikke kommet. På Opfordring afleverer +jeg mit store Manuskript, lader Manden ane, +at det er af mer end almindelig Vigtighed og +lægger ham indstændigt på Minde at lade +Redaktøren få det i sin egen Hånd, når +han kom. Jeg vilde så selv af hente Besked +senere på Dagen. + +</p><p>»Godt!« sagde Saksen og begyndte igen +på sine Aviser. + +</p><p>Jeg syntes, at han tog det lidt for roligt, +men sagde intet, nikked blot lidt ligegyldigt +til ham med Hovedet og gik. + +</p><p>Nu havde jeg Tiden for mig. Om det +blot vilde klarne op! Det var et rent elendigt +Vejr, uden Vind og uden Friskhed; Damerne +brugte for Sikkerheds Skyld Paraplyer, og +Herrernes Uldhuer så flade og triste ud. Jeg +gjorde atter et Slag henover Torvet og så +på Grøntsager og Roser. Da føler jeg en +Hånd på min Skulder og vender mig om, +»Jomfruen« hilser Godmorgen. + +</p><p>»Godmorgen?« svarer jeg lidt spørgende, +for straks at få hans Ærinde at vide. Jeg +syntes ikke meget om »Jomfruen.« + +</p><p>Han ser nysgærrigt hen på den store, +splinterny Pakke under min Arm og spørger: + +</p><p>»Hvad bærer De på der?« + +</p><p>»Jeg har været nede hos Semb og fået +noget Tøj til Klæder,« svarer jeg i en ligegyldig +Tone; »jeg syntes ikke, jeg vilde gå +så slidt længer, man kan jo også være for +karrig mod sit Legeme.« + +</p><p>Han ser på mig og studser. + +</p><p>»Hvordan går det forresten?« spørger +han langsomt. + +</p><p>»Jo, over Forventning.« + +</p><p>»Har De fået noget at gøre nu da?« + +</p><p>»Noget at gøre?« svarer jeg og er meget +forundret, »jeg er jo Bogholder hos Grossererfirmaet +Christie, jo.« + +</p><p>»Ja så!« siger han og rykker lidt tilbage. +»Gud bevare Dem, hvor vel jeg under Dem +det! Bare man nu ikke tigger af Dem de +Penge, De tjener. Godmorgen.« + +</p><p>Om lidt vender han sig om og kommer +tilbage; han peger med Stokken på min Pakke +og siger: + +</p><p>»Jeg vil anbefale Dem min Skrædder til +de Klæder. De får ikke finere Skrædder +end Isaksen. Sig bare, at jeg sendte Dem, +så.« + +</p><p>Dette blev mig lidt vel meget. Hvad +havde han med at stikke sin Næse i mine +Sager? Kom det ham ved, hvilken Skrædder +jeg tog? Jeg blev vred; Synet af dette tomme, +pyntede Menneske gjorde mig forbittret, og +jeg minded ham temmelig brutalt om ti Kroner, +som han havde lånt af mig. Allerede førend +han fik svare, angred jeg imidlertid at have +krævet ham, jeg blev flau og så ham ikke +i Øjnene; da i det samme en Dame kom +forbi, trådte jeg hurtigt tilbage, forat lade +hende passere, og benytted Anledningen til at +gå min Vej. + +</p><p>Hvor skulde jeg nu gøre af mig, mens +jeg vented? En Kafé kunde jeg ikke besøge +med tomme Lommer, og jeg vidste ikke af +nogen Bekendt, som jeg kunde gå til på +denne Tid af Dagen. Instinktsmæssig stiled +jeg opad Byen, drev bort endel Tid på Vejen +mellem Torvet og Grændsen, læste »Aftenposten,« +som nylig var sat på Tavlen, gjorde +en Sving nedi Karl Johan, vendte derpå om +og gik lige op på Vor Frelsers Gravlund, +hvor jeg fandt mig et roligt Sted på Bakken +ved Kapellet. + +</p><p>Jeg sad der i al Stilhed og døsed i den +våde Luft, tænkte, halvsov og frøs. Og Tiden +gik. Var det nu også sikkert, at Føljetonen +var et lidet Mesterstykke af inspireret Kunst? +Gud ved, om den ikke havde sine Fejl her +og der! Alt vel overvejet behøved den ikke +engang at blive antagen, nej, ikke engang +antagen, simpelthen! Den var måske nokså +middelmådig, kanske ligefrem slet; hvad +Sikkerhed havde jeg for, at den ikke allerede +i dette Øjeblik lå i Papirskurven? . . . . Min +Tillidsfuldhed var rugget, jeg sprang op og +stormed ud af Kirkegården. + +</p><p>Nede i Akersgaden titted jeg ind ad et +Butiksvindu og så, at Klokken blot var lidt +over tolv. Dette gjorde mig end mer fortvivlet, +jeg havde så sikkert håbet, at det var langt +over Middag, og før fire nytted det ikke at +soge efter Redaktøren. Min Føljetons Skæbne +fyldte mig med mørke Anelser; jo mer jeg +tænkte på den, desto urimeligere forekom det +mig, at jeg kunde have skrevet noget brugbart +sådan pludseligt, næsten i Søvne, med +Hjærnen fuld af Feber og Drømme. Naturligvis +havde jeg bedraget mig selv og været +glad hele Morgenen udover for ingen Ting! +Naturligvis! . . . . Jeg bevæged mig i stærk +Gang opad Ullevoldsvejen, forbi St. Hanshaugen, +kom ud på åbne Marker, ind i de trange, +underlige Gader ved Sagene, over Tomter og +Agre og befandt mig tilsidst på en Landevej, +hvis Ende jeg ikke kunde se. + +</p><p>Her stopped jeg op og beslutted mig til +at vende om. Jeg var bleven varm af Turen +og gik sagte og meget nedtrykt tilbage. Jeg +mødte to Høvogne; Kørerne lå flade oppe +i Læssene og sang, begge barhovedede, begge +med runde, sorgløse Ansigter. Jeg gik og +tænkte ved mig selv, at de vilde tiltale mig, +slænge til mig en eller anden Bemærkning +eller gøre en Spillop, og da jeg var kommet +dem nær nok, råbte den ene og spurgte, +hvad jeg bar under Armen. + +</p><p>»Et Sengetæppe,« svared jeg. + +</p><p>»Hvormange er Klokken?« spurgte han. + +</p><p>»Jeg ved ikke rigtigt, omtrent tre, tænker +jeg.« + +</p><p>Da lo de begge to og drog forbi. Jeg +følte i det samme Snærten af en Tougsvøbe +på mit ene Øre, og min Hat blev reven af; +de unge Mennesker kunde ikke lade mig +passere, uden at gøre mig et Puds. Jeg tog +mig lidt fortumlet op til Hovedet, samled min +Hat op fra Grøftekanten og fortsatte min Gang. +Nede ved St. Hanshaugen mødte jeg en Mand, +som fortalte mig, at Klokken var over fire. + +</p><p>Over fire! Klokken var allerede over fire! +Jeg strakte ud, næsten løb nedad Byen, bøjed +af og tog ned til Bladet. Redaktøren havde +måske for længe siden været der og forladt +Kontoret! Jeg gik og sprang om hinanden, +snubled, stødte mod Vogne, lagde alle spadserende +bag mig, hamled op med Hestene, +stred som en gal, forat komme tidsnok. Jeg +vred mig indad Porten, tog Trapperne i fire +Spring og banked på. + +</p><p>Ingen svarer. + +</p><p>Han er gået! han er gået! tænker jeg. +Jeg prover Døren, som er åben, banker på +endnu engang og træder ind. + +</p><p>Redaktøren sidder ved sit Bord, med +Ansigtet mod Vinduet og Pennen i Hånden, +færdig til at skrive. Da han hører min forpustede +Hilsen, vender han sig halvt om, ser +lidt på mig, ryster på Hovedet og siger: + +</p><p>»Ja, jeg har ikke fået Tid til at læse +Deres Skitse endda.« + +</p><p>Jeg blir så glad over, at han da ialfald +ikke endnu har kasseret den, at jeg svarer: + +</p><p>»Nej, kære, det forstår jeg nok. Det +haster jo ikke så. Om et Par Dage kanske, +eller . . . .« + +</p><p>»Ja, jeg skal se. Forresten har jeg Deres +Adresse, så.« + +</p><p>Og jeg glemte at oplyse om, at jeg ikke +havde nogen Adresse mer. + +</p><p>Audiensen er forbi, jeg træder bukkende +tilbage og går. Håbet gløder igen op i mig, +endnu var intet tabt, tvertimod, jeg kunde +vinde alt endnu, for den Skyld. Og min +Hjærne begyndte at fable om et stort Råd i +Himlen, hvor det netop var bleven besluttet, +at jeg skulde vinde, vinde kapitalt ti Kroner +for en Føljeton . . . . + +</p><p>Blot jeg nu havde et Sted at ty hen til +for Natten! Jeg overvejer, hvor jeg bedst +skulde kunne stikke mig ind, blir så stærkt +optagen af dette Spørgsmål, at jeg står +stille midt i Gaden. Jeg glemmer, hvor jeg er, +står som en enkelt Riskost midt i Havet, +mens Sjøen strømmer og larmer rundt omkring +den. En Avisgut rækker mig »Vikingen«: +D’n er så morssom, så! Jeg ser op og farer +sammen — jeg er udenfor Semb igen. + +</p><p>Hurtigt gør jeg helt om, holder Pakken +skjult foran mig og iler nedad Kirkegaden, +flau og angst for, at man skulde have set mig +fra Vinduerne. Jeg passerer Ingebret og +Teatret, drejer af ved Logen og tager nedover +til Sjøen ved Fæstningen. Atter finder +jeg mig en Bænk og begynder at spekulere +påny. + +</p><p>Hvor i alverden skulde jeg få Hus inat? +Fandtes der et Hul, hvor jeg kunde smutte +ind og skjule mig til det blev Morgen? Min +Stolthed forbød mig at vende tilbage til mit +Rum; det kunde aldrig falde mig ind at gå +tilbage på mine Ord, jeg afviste denne Tanke +med stor Harme og smilte overlegent i mit +stille Sind ad den lille røde Gyngestol. Ved +Idéassociationer befandt jeg mig pludselig i et +stort to Fags Værelse, jeg engang havde boet +i på Hægdehaugen; jeg så et Bræt på +Bordet fuldt af svære Smørogbrød, det skifted +Udseende, det blev til en Bif, en forførende +Bif, en snehvid Serviet, Brød i Masse, Sølvgaffel. +Og det gik i Døren: min Værtinde +kom og bød mig mer Té . . . . + +</p><p>Syner og dumme Drømme! Jeg sagde +til mig selv, at om jeg fik Mad nu, vilde mit +Hoved blive forstyrret igen, jeg vilde få den +samme Feber i Hjærnen og mange vanvittige +Påfund at kæmpe med. Jeg tålte ikke Mad, +jeg var ikke således anlagt; det var en Besynderlighed +ved mig, en Særegenhed. + +</p><p>Kanske blev der en Råd til Husly, når +det led på Kvælden. Det havde ingen Hast; +i værste Fald kunde jeg søge ud i Skogen et +Sted, jeg havde hele Byens Omegn at tage +til, og der var ikke Kuldegrader i Vejret. + +</p><p>Og Sjøen vugged derude i tung Ro, Skibe +og plumpe, brednæsede Pramme roded Grave +op i dens blyagtige Flade, sprængte Striber +ud til højre og venstre og gled videre, mens +Røgen vælted som Dyner ud af Skorstenene +og Maskinernes Stempelslag trængte mat frem +i den klamme Luft. Der var ingen Sol og +ingen Vind, Træerne bag mig stod næsten +våde, og Bænken, jeg sad på, var kold og +rå. Tiden gik; jeg satte mig til at døse, +blev træt og frøs lidt over Ryggen: en Stund +efter følte jeg, at mine Øjne begyndte at +falde i. Og jeg lod dem falde . . . . + +</p><p>Da jeg vågned, var det mørkt omkring +mig, jeg sprang op fortumlet og frøsen, greb +min Pakke og begyndte at gå. Jeg gik fortere +og fortere, forat blive varm, basked med +Armene, gned mig nedad Benene, som jeg +næsten ikke længer følte noget til, og kom op +til Brandvagten. Klokken var ni; jeg havde +sovet i flere Timer. + +</p><p>Hvor skulde jeg dog gøre af mig? Et +Sted måtte jeg jo være. Jeg står der og +glaner opad Brandvagten og studerer på, om +det ikke skulde kunne lykkes at komme ind i +en af Gangene, passe på et Øjeblik, når +Patroullen vendte Ryggen til. Jeg går opad +Trappen og vil give mig i Snak med Manden, +han hæver straks sin Økse til Honnør og +venter på, hvad jeg skal sige. Denne løftede +Økse, der vender Eggen mod mig, farer mig +som et koldt Hug gennem Nerverne, jeg blir +stum af Rædsel foran denne væbnede Mand +og trækker mig uvilkårlig tilbage. Jeg siger +intet, glider blot mer og mer bort fra ham; +forat redde Skinnet, farer jeg mig med Hånden +over Panden, som om jeg har glemt et +eller andet, og lusker bort. Da jeg atter stod +nede på Fortouget, følte jeg mig så frelst, +som om jeg just havde undflyet en stor Fare. +Og jeg skyndte mig afsted. + +</p><p>Kold og sulten, mer og mer uhyggelig +tilmode, drev jeg opad Karl Johan; jeg begyndte +at bande ganske højt og brød mig +ikke om, at nogen kunde høre det. Nede ved +Stortinget, lige ved den første Løve, kommer +jeg pludselig ved en ny Idéassociation i Tanke +på en Maler, jeg kendte, et ungt Menneske, +som jeg engang havde reddet fra et Ørefigen +ude på Tivoli, og som jeg engang senere +havde været og besøgt. Jeg knipser i Fingrene +og begiver mig ned i Tordenskjoldsgaden, +finder en Dør, hvorpå der står C. Zacharias +Bartel på et Kort, og banker på. + +</p><p>Han kom selv ud; der lugted Øl og Tobak +af ham, så det var en Gru. + +</p><p>»Godaften!« sagde jeg. + +</p><p>»Godaften! Er det Dem? Nej, hvorfor +Fan kommer De så sent? Det tager sig +slet ikke ud i Lampelys. Jeg har sat til en +Høhæsje siden sidst og foretaget et Par Forandringer. +De må se det om Dagen, det +nytter ikke, at vi prøver på det nu.« + +</p><p>»Lad mig se det nu alligevel,« sagde jeg. +forresten husked jeg ikke, hvilket Billede han +stod og talte om. + +</p><p>»Aldeles plat umuligt!« svared han. »Det +blir gult altsammen! Og så er der en anden +Ting« — han kom hviskende hen imod mig +— »jeg har en liden Pige inde hos mig iaften, +så det er rent ugørligt.« + +</p><p>»Ja, når så er, så er det jo ikke Tale +om.« + +</p><p>Jeg trak mig tilbage, sagde Godnat +og gik. + +</p><p>Det blev nok ingen anden Udvej alligevel, +end at gå ud i Skogen et Sted. Når bare +ikke Marken havde været så fugtig! Jeg +klapped på mit Tæppe og følte mig mer og +mer fortrolig med den Tanke, at jeg skulde +ligge ude. Så længe havde jeg plaget mig +med at finde et Logi i Byen, at jeg var bleven +træt og ked af det hele; det blev mig en behagelig +Nydelse at slå mig til Ro, overgive +mig og drive dank henad Gaden, uden en +Tanke i Hovedet. Jeg gik bortom Universitetsuret +og så, at Klokken var over ti, derfra +tog jeg Vejen opover Byen. Et Sted på +Hægdehaugen stod jeg stille udenfor en Husholdningshandel, +hvor noget Mad var udstillet +i Vinduet. Der lå en Kat og sov ved Siden +af et rundt Franskbrød, lige bag den stod en +Kumme Smult og flere Glas Gryn. Jeg stod +og så en Stund på disse Madvarer, men da +jeg ikke havde noget at købe for, vendte jeg +mig hurtigt bort og fortsatte Marschen. Jeg +gik meget sagte, kom forbi Majorstuen, gik +videre, altid videre, gik i Time efter Time og +kom endelig ud i Bogstadskogen. + +</p><p>Her gik jeg af Vejen og satte mig ned, +forat hvile. Så tog jeg til at søge mig om +efter et belejligt Sted, begyndte at pusle +sammen lidt Lyng og Ener og laved en Seng +oppe i et lidet Bakkehæld, hvor det var +nogenlunde tørt, åbned min Pakke og tog Tæppet +ud. Jeg var bleven træt og maset af den +lange Tur og gik straks tilsengs. Jeg kasted +og vendte mig mange Gange, førend jeg endelig +fik lagt mig tilrette; mit Øre smærted +noget, det var lidt ophovnet efter Slaget, og +jeg kunde ikke hvile på det. Mine Sko trak +jeg af og lagde under Hovedet, og ovenpå +dem Papiret fra Semb. + +</p><p>Og Mørkets store Stemning ruged omkring +mig; alting var stille, alting. Men oppe +i Højden sused den evige Sang, Vejrets Lyd, +den fjærne, toneløse Summen, som aldrig tier. +Jeg lytted så længe til dette endeløse, syge +Sus, at det begyndte at forvirre mig; det var +visselig Symfonierne fra de rullende Verdner +over mig, Stjærner, der intonered en Sang . . . . + +</p><p>»Det er Fan heller!« sagde jeg og lo +højt, forat stive mig op; »det er Natuglerne, +som tuder i Kana’an!« + +</p><p>Og jeg rejste mig og lagde mig igen, +tog Skoene på og drev omkring i Mørket +og lagde mig påny, kæmped og stred med +Vrede og Frygt til hen på Morgenstunden, +da jeg endelig faldt i Søvn. + + +</p><p class="tb">* * * + +</p><p class="noindent">Det var lys Dag, da jeg slog Øjnene op, +og jeg havde Følelsen af, at det led henimod +Middag. Jeg trak Skoene på, pakked atter +Tæppet ind og begav mig tilbage til Byen. +Ingen Sol var at se idag heller, og jeg frøs +som en Hund; mine Ben var døde, og der +begyndte at komme Vand ud af mine Øjne, +som om de ikke tålte Dagslyset. + +</p><p>Klokken var tre. Sulten begyndte at +blive noget slem med mig, jeg var mat og gik +og kasted op lidt hist og her i Smug. Jeg +svinged ned til Dampkøkkenet, læste Tavlen +og trak opsigtsvækkende på Skuldrene, som +om sprængt Kød og Flæsk ikke var Mad +for mig; derfra kom jeg ned på Jærnbanetorvet. + +</p><p>En besynderlig Fortumlethed fôr mig med +en Gang gennem Hovedet; jeg gik videre og +vilde ikke agte på det, men blev værre og +værre og måtte tilsidst sætte mig på en +Trappe. Mit hele Sind gennemgik en Forandring, +ligesom noget gled tilside i mit Indre, +eller et Forhæng, et Væv i min Hjærne gik +itu. Jeg tog efter Ånden et Par Gange og +blev forundret siddende. Jeg var ikke ubevidst, +jeg følte klart, hvor det værked lidt i mit Øre, +og da en Bekendt kom forbi, kendte jeg ham +straks, rejste mig og hilste. + +</p><p>Hvad var det for en ny, pinsom Fornemmelse, +som nu lagdes til de øvrige? Var +det en Følge af at sove på rå Mark? Eller +kom det af, at jeg ikke havde fået Frokost +endnu? I det hele taget var det simpelthen +ingen Mening i at leve på denne Måde; +jeg forstod ved Kristi hellige Pine ikke, hvorved +jeg havde gjort mig fortjent til denne +udmærkede Forfølgelse heller! Og det faldt +mig pludselig ind, at jeg lige så godt kunde +gøre mig til Kæltring straks og gå hen til +»Onkels« Kælder med Sengetæppet. Jeg +kunde sætte det fast for en Krone og få tre +passende Måltider, holde mig oppe til jeg +fandt på noget andet; Hans Pauli fik jeg slå +en Plade. Jeg var allerede på Vej til +Kælderen, men standsed foran Indgangen, +rysted tvivlrådigt på Hovedet og vendte om. + +</p><p>Efterhvert som jeg fjærned mig, blev jeg +gladere og gladere over, at jeg havde sejret i +denne svære Fristelse. Bevistheden om, at jeg +endnu var ren og ærlig, steg mig til Hovedet, +fyldte mig med en herlig Følelse af at være en +Karakter, et hvidt Fyrtårn midt i et grumset +Menneskehav, hvor Vrag flød om. Pantsætte +en andens Ejendom for et Måltid Mad, æde +og drikke sig selv til Doms, brændemærke sin +Sjæl med den første lille Streg, sætte det +første sorte Tegn i sin Hæderlighed, kalde sig +Kæltring op i sit eget Ansigt og slå Øjnene +ned for sig selv — aldrig! Aldrig! Det havde +ikke for Alvor været i min Tanke, det havde +næsten ikke faldt mig ind engang; løse, jagende +Strøtanker kunde man virkelig ikke svare +noget for, især når man havde en gruelig +Hovedpine og bar sig næsten ihjæl på et +Sengetæppe, som tilhørte en anden Mand. + +</p><p>Der vilde ganske sikkert blive en Udvej +til Hjælp alligevel, når Tiden kom! Der var +nu Købmanden på Grønlandsleret, havde jeg +overhængt ham hver Time på Dagen, siden +jeg sendte ham Ansøgningen? ringet på sent +og tidligt og bleven afvist? Jeg havde ikke +sågodtsom mældt mig til ham og fået Svar. +Det behøved ikke at være et aldeles forgæves +Forsøg, jeg havde måske havt Lykken med +mig denne Gang; Lykken havde ofte en så +underlig slynget Vej. Og jeg begav mig ud +til Grønlandsleret. + + +</p><p>Den sidste Rystelse, som gik gennem mit +Hoved, havde gjort mig lidt mat, og jeg gik +yderst langsomt og tænkte på, hvad jeg vilde +sige til Købmanden. Han var måske en god +Sjæl; stak det Lune ham, gav han mig gærne +en Krone i Forskud på Arbejdet, uden at +jeg bad ham derom; sådanne Folk kunde +have det med ganske fortræffelige Påfund nu +og da. + +</p><p>Jeg sneg mig ind i en Port og sværted +mine Bukseknæ med Spyt, forat se lidt ordentlig +ud, lagde mit Tæppe efter mig bag en +Kasse i en mørk Krog, skråed over Gaden +og trådte ind i den lille Butik. + +</p><p>En Mand står og klistrer Poser af gamle +Aviser. + +</p><p>»Jeg vilde gærne træffe Hr. Christie,« +sagde jeg. + +</p><p>»Det er mig,« svared Manden. + +</p><p>Nå! Mit Navn var det og det, jeg havde +været så fri at sende ham en Ansøgning, +jeg vidste ikke, om det havde nyttet mig +noget? + +</p><p>Han gentog mit Navn et Par Gange og +begyndte at le. »Nu skal De se!« sagde han +og tog mit Brev op af sin Brystlomme. »Vil +De bare behage at se, hvorledes De omgåes +Tal, min Herre. De har dateret Deres Brev +Året 1848.« Og Manden lo af fuld Hals. + +</p><p>Ja, det var jo lidt forkært, sagde jeg forknyt, +en Tankeløshed, en Distraktion, jeg indrømmed +det. + +</p><p>»Ser De, jeg må have en Mand, som i +det hele taget ikke tager fejl af Tal,« sagde +han. »Jeg beklager det; Deres Håndskrift +er så tydelig, jeg synes også om Deres Brev +forøvrigt, men . . . .« + +</p><p>Jeg vented en Stund; dette kunde umuligt +være Mandens sidste Ord. Han gav sig atter +i Færd med Poserne. + +</p><p>Ja, det var lejt, sagde jeg så, rigtig +gruelig lejt var det; men det skulde jo ikke +gentage sig, naturligvis, og denne lille Fejlskrivning +kunde nu ikke have gjort mig totalt +uskikket til at føre Bøger overhovedet? + +</p><p>»Nej, det siger jeg ikke,« svared han; +»men imidlertid vejed det så meget for mig, +at jeg bestemte mig for en anden Mand med +det samme.« + +</p><p>»Posten er altså besat?« spurgte jeg. + +</p><p>»Ja.« + + +</p><p>»Nå, Herregud, så er der jo ikke mere +at gøre ved det!« + +</p><p>»Nej. Jeg beklager det; men . . . .« + +</p><p>»Farvel!« sagde jeg. + +</p><p>Nu steg Vreden op i mig, glødende og +brutalt. Jeg hented min Pakke i Portrummet, +bed Tænderne sammen og løb på fredelige +Folk på Fortouget og bad ikke om Undskyldning. +Da en Herre standsed og irettesatte +mig lidt skarpt for min Opførsel, vendte +jeg mig om og skreg ham et enkelt meningsløst +Ord ind i Øret, knytted Hænderne lige +under hans Næse og gik videre, forhærdet af +et blindt Raseri, som jeg ikke kunde styre. +Han kaldte på en Konstabel, og jeg ønsked +intet heller end at få en Konstabel mellem +Hænderne et Øjeblik, jeg sagtned med Forsæt +min Gang, forat give ham Anledning til at +indhente mig; men han kom ikke. Var der +nu også nogensomhelst Ræson i, at absolut +alle éns inderligste og ihærdigste Forsøg skulde +mislykkes? Hvorfor havde jeg altså skrevet +1848? Hvad vedkom dette fordømte Årstal +mig? Nu gik jeg her og sulted, så mine +Tarmer krøb sammen i mig som Orme, og +det stod ikke skrevet nogen Steder, at der +skulde blive lidt til Mad, når det led ud på +Dagen. Og efterhvert som Tiden gik, blev jeg mer +og mer åndelig og legemlig udhulet, jeg nedlod +mig til mindre og mindre hæderlige Handlinger +for hver Dag. Jeg løj mig frem uden at blues, +snød fattige Folk for Huslejen, kæmped endog +med de lumpneste Tanker om at forgribe mig +på andres Sengetæpper, alt uden Anger, uden +ond Samvittighed. Der begyndte at komme +rådne Flækker i mit Indre, sorte Svampe, +som bredte sig mer og mer. Og oppe i Himlen +sad Gud og holdt et vågent Øje med mig +og påså, at min Undergang foregik efter +alle Kunstens Regler, jævnt og langsomt, uden +Brud i Takten. Men i Helvedes Afgrund gik +de arge Djævle og skød Børster over, at det +vared så længe inden jeg gjorde en Kapitalsynd, +en utilgivelig Synd, for hvilken Gud i +sin Retfærdighed måtte støde mig ned . . . . +Jeg forstærked min Gang, drev det til +værre og værre Fart, gjorde pludselig venstre +om og kom ophidset og vred ind i en lys, dekoreret +Port. Jeg standsed ikke, gjorde ikke et +Sekunds Ophold; men Portens hele ejendommelige +Udstyr trængte øjeblikkelig ind i min Bevidsthed, +hver Ubetydelighed ved Dørene, +Dekorationerne, Brolægningen stod klart for +mit indre Blik, idet jeg sprang opad Trapperne. +Jeg ringte heftigt på i anden Etage. Hvorfor +skulde jeg netop standse i anden Etage? Og +hvorfor netop gribe til denne Klokkestræng, +der var længst borte fra Trappen? + +</p><p>En ung Dame i grå Dragt med sort Pynt +kom og lukked op; hun så en liden Stund +forbauset på mig, derpå rysted hun på +Hovedet og sagde: + +</p><p>»Nej, vi har ikke noget idag.« Og hun +gjorde Mine til at ville lukke Døren. + +</p><p>Hvorfor havde jeg også dumpet op i +det med dette Menneske? Hun tog mig uden +videre for en Tigger, og jeg blev kold og +rolig med ét. Jeg tog Hatten af og gjorde +et ærbødigt Buk, og som om jeg ikke havde +hørt hendes Ord, sagde jeg yderst høfligt: + +</p><p>»Jeg beder Dem undskylde, Frøken, at +jeg ringte så hårdt, jeg kendte ikke Klokken. +Her skal være en syg Herre, som har averteret +efter en Mand til at trille sig i en +Vogn?« + +</p><p>Hun stod en Stund og smagte på dette +løgnagtige Påfund og syntes at blive tvivlrådig +i sine Meninger om min Person. + + +</p><p>»Nej,« sagde hun tilsidst, »nej, her er +ingen syg Herre.« + +</p><p>»Ikke det? En ældre Herre, to Timers +Kørsel om Dag, firti Øre Timen?« + +</p><p>»Nej.« + +</p><p>»Så beder jeg igen om Undskyldning,« +sagde jeg; »det er kanske i første Etage. Jeg +vilde for Tilfældet blot have anbefalet en +Mand, som jeg kender, og som jeg interesserer +mig for. Mit Navn er Wedel-Jarlsberg.« Og +jeg bukked igen og trådte tilbage; den unge +Dame blev blussende rød, i sin Forlegenhed +kunde hun ikke komme af Pletten, men stod og +stirred efter mig, idet jeg gik ned ad Trapperne. + +</p><p>Min Ro var vendt tilbage, og mit Hoved +var klart. Damens Ord om, at hun intet +havde at give mig idag, havde virket på mig +som en kold Styrt. Så vidt var det kommet, +at hvemsomhelst kunde pege på mig i sin +Tanke og sig til sig selv: Der går en Tigger, +en af dem, som får sin Føde langet ud gennem +Entrédørene hos Folk! + +</p><p>I Møllergaden standsed jeg udenfor en +Beværtning og snused til den friske Duft af +Kød, som stegtes indenfor; jeg havde allerede +Hånden på Dørvrideren og vilde gå ind +uden Ærinde, men betænkte mig tidsnok og +gik bort fra Stedet. Da jeg kom til Stortorvet +og søgte efter en Plads, hvor jeg kunde +hvile en Stund, var alle Bænke optagne, og +jeg ledte forgæves rundt hele Kirken efter et +stille Sted, hvor jeg kunde slå mig ned. +Naturligvis! sagde jeg mørkt til mig selv, naturligvis, +naturligvis! Og jeg tog på at gå +igen. Jeg gjorde en Afstikker nedom Vandspringet +ved Basarhjørnet og drak en Slurk +Vand, gik påny, drog mig frem Fod for Fod, +tog mig Tid til lange Ophold ved hvert Butiksvindu, +standsed og fulgte med Øjnene hver +Vogn, som fôr mig forbi. Jeg følte i mit +Hoved en lysende Hede, og det banked noget +underligt i mine Tindinger; Vandet, jeg havde +drukket, bekom mig højst ilde, og jeg gik og +kasted op lidt hist og lidt her i Gaden, for +ikke at blive opdaget. Således kom jeg lige +op på Krist Kirkegård. Jeg satte mig med +Albuerne på mine Knæ og Hovedet i Hænderne; +i denne sammentrukne Stilling havde +jeg det godt og følte ikke længer den lille +Gnaven i Brystet. + + +</p><p>En Stenhugger lå på Maven på en +stor Granitplade ved Siden af mig og hugged +Indskrift; han havde blå Briller på og minded +mig med én Gang om en Bekendt af mig, +som jeg næsten havde glemt, en Mand, som +stod i en Bank, og som jeg for en Tid tilbage +havde truffet på i Oplandske Kafé. + +</p><p>Kunde jeg bare bide Hovedet af al Skam +og henvende mig til ham! sige ham Sandheden +lige ud, at det begyndte at blive temmelig +småt for mig nu, nokså vanskeligt at holde +mig ilive! Jeg kunde give ham min Barberbog +. . . . Død og Pine, min Barberbog! Billetter +for henimod en Krone! Og jeg tager nervøst +efter denne dyre Skat. Da jeg ikke finder den +hurtigt nok, springer jeg op, leder under Angstens +Sved, finder den endelig på Bunden af +Brystlommen, sammen med andre Papirer, +rene og beskrevne, uden Værdi. Jeg tæller +disse seks Billetter mange Gange, forfra og +bagfra; jeg havde ikke meget Brug for dem, +det kunde være et Lune af mig, et Påfund, +at jeg ikke gad barbere mer. Jeg var hjulpen +for en halv Krone, en hvid halv Krone i Sølv +fra Kongsberg! Banken stængtes Klokken +seks, jeg kunde passe op min Mand udenfor +Oplandske ved syv-otte Tiden. + +</p><p>Jeg sad og glæded mig ved denne Tanke +en lang Stund. Tiden gik, det blæste dygtigt +i Kastanjerne omkring mig, og Dagen hælded. +Var det nu ikke også lidt småt at komme +stikkende med seks Barberbilletter til en ung +Herre, som stod i en Bank? Han havde måske +to smækfulde Barberbøger i Lommen, ganske +anderledes fine og rene Billetter end mine, +ingen kunde vide det. Og jeg følte i alle +mine Lommer efter flere Ting, som jeg kunde +lade følge med, men fandt ingen. Når jeg +blot kunde byde ham mit Slips? Jeg kunde +godt undvære det, når jeg knapped Frakken +tæt til, hvad jeg alligevel måtte gøre, da jeg +ikke havde nogen Vest mer. Jeg løste op +mit Slips, en stor Dæksløjfe, som skjulte mit +halve Bryst, pudsed det omhyggeligt af og +pakked det ind i et hvidt Stykke Skrivepapir, +sammen med Barberbogen. Så forlod jeg +Kirkegården og gik ned til Oplandske. + +</p><p>Klokken var syv på Rådstuen. Jeg bevæged +mig i Nærheden af Kaféen, pusled op +og ned langs Jærnstakittet og holdt skarpt Udkig +med alle, som kom og gik i Døren. +Endelig ved otte Tiden så jeg den unge Mand, +frisk og elegant, komme opad Bakken og skrå +ind mod Kafédøren. Mit Hjærte grassered +som en liden Fugl i mit Bryst, da jeg fik Øje +på ham, og jeg bused på uden at hilse. + +</p><p>»En halv Krone, gamle Ven!« sagde jeg +og gjorde mig fræk; »her — her har De Valutta,« +og jeg stak den lille Pakke i hans +Hånd. + +</p><p>»Har ikke!« sagde han, »nej, ved Gud, +om jeg har!« og han vrængte sin Pengepung +lige for mine Øjne. »Jeg var ude igåraftes +og blev blank; De skal tro mig, jeg ejer det +ikke.« + +</p><p>»Nej, nej, kære, det er vel så!« svared +jeg og troed ham på hans Ord; der var jo +ingen Grund for ham til at lyve i en så liden +Sag; det forekom mig også, at hans blå +Øjne stod næsten fugtige, da han undersøgte +sine Lommer og ikke fandt noget. Jeg trak +mig tilbage. »Undskyld, da!« sagde jeg; »det +var bare en liden Knibe, jeg stod i.« + +</p><p>Jeg var allerede et Stykke nede i Gaden, +da han råbte efter mig om Pakken. + +</p><p>»Behold den, behold den!« svared jeg; +»den er Dem vel undt! Det er bare et Par +Småting, en Bagatel — omtrent alt, jeg ejer +på Jorden.« Og jeg blev rørt over mine egne +Ord, de lød så trøstesløse i den tusmørke +Aften, og jeg stak i at græde . . . . + +</p><p>Vinden friskned på, Skyerne jaged rasende +fremad på Himlen, og det blev køligere og +køligere efterhvert som det mørkned. Jeg gik +og græd hele Gaden nedover, følte mer og +mer Medynk med mig selv og gentog Gang +på Gang et Par Ord, et Udråb, som atter drev +Tårerne frem, når de vilde standse: Herregud, +jeg har så ondt! Herregud, jeg har +så ondt! + +</p><p>Der gik en Times Tid, gik så uendelig +langsomt og trægt. Jeg holdt mig en Tidlang +i Torvgaden, sad på Trapperne, smutted ind +i Portrummene, når nogen kom forbi, stod +og stirred tankeløst ind i de oplyste Butiker, +hvor Folk vimsed om med Varer og Penge; +tilsidst fandt jeg mig en lun Plads bag en +Bordstabel mellem Kirken og Basarerne. + +</p><p>Nej, jeg kunde ikke komme ud i Skogen +iaften, det fik gå som det vilde, jeg havde +ikke Kræfter til det, og Vejen var så endeløst +lang. Jeg vilde få Natten til at gå, som +den bedst kunde, og blive hvor jeg var; blev +det for koldt, kunde jeg spadsere omkring +lidt ved Kirken, jeg agted ikke at gøre flere +Omstændigheder med det. Og jeg læned mig +bagover og halvsov. + +</p><p>Støjen om kring mig aftog, Butikerne lukkedes, +Fodgængernes Skridt lød sjældnere og +sjældnere, og det blev omsider mørkt i alle +Vinduer . . . . + +</p><p>Jeg slog Øjnene op og blev var en Skikkelse +foran mig; de blanke Knapper, som +lyste mig imøde, lod mig ane en Konstabel; +Mandens Ansigt kunde jeg ikke se. + +</p><p>»Godaften!« sagde han. + +</p><p>»Godaften!« svared jeg og blev bange. +Jeg rejste mig forlegen op. Han stod en Stund +urørlig. + +</p><p>»Hvor bor De henne?« spurgte han. + +</p><p>Jeg nævnte af gammel Vane og uden at +tænke over det min gamle Adresse, det lille +Kvistrum, som jeg havde forladt. + +</p><p>Han stod igen en Stund. + +</p><p>»Har jeg gjort noget galt?« spurgte jeg +angst. + +</p><p>»Nej, langtifra!« svared han. »Men De +burde vel gå hjem nu, det er koldt at ligge +her.« + + +</p><p>»Ja, det er sandt, det er lidt køligt, +kender jeg.« + +</p><p>Og jeg sagde Godnat og tog instinktsmæssig +Vejen ud til mit gamle Sted. Blot jeg +fôr varsomt frem, kunde jeg nok nå op, uden +at blive hørt; der var alt i alt otte Trapper, +og blot de to øverste knaged i Trinnene. + +</p><p>Jeg tog Skoene af nede i Porten og gik +op. Det var stille overalt; i anden Etage +hørte jeg en Klokkes langsomme Tik Tak og +et Barn, som græd lidt; siden hørte jeg intet. +Jeg fandt min Dør, løfted den lidt på Hængslerne +og åbned den uden Nøgle, som jeg var +vant til, gik ind i Værelset og trak Døren +lydløst igen. + +</p><p>Alting var som jeg havde forladt det, +Gardinerne var slået tilside for Vinduerne og +Sengen stod tom; henne på Bordet skimted +jeg et Papir, det var kanske min Billet til +Værtinden; hun havde altså ikke engang +været heroppe, siden jeg gik min Vej. Jeg +famled med Hånden over den hvide Plet og +følte til min Forundring, at det var et Brev. +Et Brev? Jeg tager det med hen til Vinduet, +studerer, så godt det lader sig gøre i Mørket, +disse dårligt skrevne Bogstaver og finder +endelig ud mit eget Navn. Aha! tænkte jeg, +Svar fra Værtinden, et Forbud mod at betræde +Værelset mer, om jeg skulde ville ty tilbage! + +</p><p>Og langsomt, ganske langsomt går jeg +ud af Værelset igen, bærer Skoene i den ene +Hånd, Brevet i den anden og Tæppet under +Armen. Jeg letter mig op og bider Tænderne +sammen på de knirkende Trin, kommer lykkeligt +og vel nedad alle disse Trapper og står +atter nede i Porten. + +</p><p>Jeg tager igen Skoene på, giver mig +god Tid med Remmerne, sidder endog et +Øjeblik stille, efterat jeg er færdig, stirrer +tankeløst hen for mig og holder Brevet i +Hånden. + +</p><p>Så rejser jeg mig og går. + +</p><p>Et blaffende Skin af en Gaslygte blinker +oppe i Gaden, jeg går lige hen under Lyset, +rejser min Pakke op mod Lygtepælen og +åbner Brevet, altsammen yderst langsomt. + +</p><p>Der farer som en Strøm af Lys gennem +mit Bryst, og jeg hører, at jeg giver et lidet +Råb, en meningsløs Lyd af Glæde: Brevet +var fra Redaktøren, min Føljeton var antagen, +var gået lige i Sætteriet, med én Gang! +»Nogle små Forandringer . . . . rettet et Par +Fejlskrivninger talentfuldt gjort . . . . +trykkes imorgen . . . . ti Kroner.« + +</p><p>Jeg lo og græd, tog tilsprangs og løb henad +Gaden, standsed op og slog mig i Knæet, +svor højt og dyrt hen i Vejret ad ingen Ting. +Og Tiden gik. + +</p><p>Hele Natten, lige til den lyse Morgen, +jodled jeg om i Gaderne, dum af Glæde, og +gentog: Talentfuldt gjort, altså et lidet Mesterværk, +en Genistreg. Og ti Kroner! + +</p> + +<div class='chapter' /><h2>ANDET STYKKE</h2> + +<p class="first">Et Par Uger senere befandt jeg mig ude +en Aften. + +</p><p>Jeg havde igen siddet på en af Kirkegårdene +og skrevet på en Artikel for et af +Bladene; mens jeg var i Færd hermed, blev +Klokken ti, Mørket faldt ind og Porten skulde +lukkes. Jeg var sulten, meget sulten; de ti +Kroner vared desværre så altfor kort; nu +var det to, næsten tre Døgn, siden jeg havde +spist noget, og jeg følte mig noget mat, lidt +anstrængt af at føre Blyanten. Jeg havde en +halv Pennekniv og et Nøgleknippe i Lommen, +men ikke en Øre. + +</p><p>Da Kirkegårdsporten lukkedes, skulde +jeg jo have gået lige hjem; men af en instinktsmæssig +Sky for mit Værelse, hvor alt +var mørkt og tomt, et forladt Blikkenslagerværksted, +som jeg endelig havde fået Lov +til at holde til i sålænge, sjangled jeg videre, +drev på Må og Få forbi Rådstuen, helt +ned til Sjøen og hen til en Bænk på Jærnbanebryggen +hvor jeg satte mig. + +</p><p>Der faldt mig i Øjeblikket ikke en trist +Tanke ind, jeg glemte min Nød og følte mig +beroliget ved Synet af Havnen, der lå fredelig +og skøn i Halvmørket. Af gammel Vane +vilde jeg glæde mig selv med at gennemlæse +det Stykke, jeg netop havde skrevet, og som +forekom min lidende Hjærne det bedste, +jeg havde gjort. Jeg tog mit Manuskript op +af Lommen, holdt det tæt ind til Øjnene, forat +se, og gennemløb den ene Side efter den +anden. Tilsidst blev jeg træt og stak Papirerne +i Lommen. Alting var stille; Sjøen lå som +et blåt Perlemor henover, og Småfuglene +fløj tause forbi mig fra Sted til Sted. En +Politikonstabel patroullerer et Stykke henne, +ellers ses ikke et Menneske, og hele Havnen +ligger tyst. + +</p><p>Jeg tæller igen mine Penge: en halv Pennekniv, +et Nøgleknippe; men ikke en Øre. Pludselig +griber jeg ned i min Lomme og trækker +atter Papirerne op. Det var en mekanisk Akt, +en ubevidst Nervetrækning. Jeg udsøger mig +et hvidt, ubeskrevet Blad, og — Gud ved, +hvor jeg fik Idéen fra — jeg laved et Kræmmerhus, +lukked det varligt til, så det så ud +som fuldt, og kasted det langt henad Brostenene +; af Vinden førtes det endnu lidt længer, +så blev det liggende. + +</p><p>Nu havde Sulten begyndt at angribe mig. +Jeg sad og så på dette hvide Kræmmerhus, +der ligesom svulmed af blanke Sølvpenge, og +hidsed mig selv til at tro, at det virkelig indeholdt +noget. Ganske højt sad jeg og lokked +mig til at gætte Summen — hvis jeg gætted +rigtigt, var den min! Jeg forestilled mig de +små, nydelige Tiøringer i Bunden og de fede, +riflede Kroner ovenpå — et helt Kræmmerhus +fuldt af Penge! Jeg sad og så på det +med opspilede Øjne og hæled mig selv til at +gå og stjæle det + +</p><p>Så hører jeg Konstablen hoste — og +hvordan kunde jeg dog falde på at gøre netop +det samme? Jeg rejser mig op fra Bænken og +hoster, og jeg gentager det tre Gange, forat +han skal høre det. Hvor vilde han ikke kaste +sig over Kræmmerhuset, når han kom! Jeg +sad og glæded mig over dette Puds, gned mig +henrykt i Hænderne og bandte storslagent +hen i Hyt og Vejr. Om han ikke skulde få +en lang Næse, den Hund! Om han ikke vilde +synke ned i Helvedes hedeste Pøl og Pine +for den Kæltringstreg! Jeg var bleven +drukken af Sult, min Hunger havde beruset +mig. + +</p><p>Et Par Minutter efter kommer Konstablen, +klappende med sine Jærnhæle i Brostenene, +spejdende til alle Sider. Han giver sig god +Tid, han har hele Natten for sig; han ser ikke +Kræmmerhuset — ikke førend han er det +ganske nær. Da standser han og betragter +det. Det ser så hvidt og værdifuldt ud der +det ligger, måske en liden Sum, hvad? en +liden Sum Sølvpenge? . . . . Og han tager +det op. Hm! det er let, det er meget let. +Måske en kostelig Fjær, Hattepynt . . . . Og +han åbner det varsomt med sine store +Hænder og kiger ind. Jeg lo, lo og banked +mig i Knæet, lo som en rasende Mand. Og +ikke en Lyd kom mig fra Struben; min Latter +var tyst og hektisk, havde en Gråds Inderlighed +. . . . + +</p><p>Så klapper det igen i Brostenene, og +Konstablen gør et Slag henover Bryggen. Jeg +sad der med Tårer i Øjnene og hikked efter +Ånde, helt fra mig selv af febersk Lystighed. +Jeg begyndte at tale højt, fortalte mig selv +om Kræmmerhuset, eftergjorde den stakkels +Konstabels Bevægelser, kiged ind i min hule +Hånd og gentog atter og atter for mig selv: +Han hosted, da han kasted det! Han hosted, +da han kasted det! Til disse Ord føjed jeg +nye, gav dem pirrende Tillæg, omsatte hele +Sætningen og spidsed den til: Han hosted én +Gang — khøhø! + +</p><p>Jeg udtømte mig i Variationer af disse +Ord, og det led langt hen på Aftenen, inden +min Lystighed hørte op. En døsig Ro overkom +mig så, en behagelig Mathed, som jeg +ikke gjorde Modstand mod. Mørket var bleven +lidt tykkere, en liden Bris fured i Sjøens Perlemor; +Skibene, hvis Master jeg så mod +Himlen, så ud med sine sorte Skrog som +lydløse Uhyrer, der rejste Børster og lå og +vented på mig. Jeg havde ingen Smærte, +min Sult havde stumpet den af; i dens Sted +følte jeg mig behageligt tom, uberørt af alting +omkring mig og glad over at være uset af +alle. Jeg lagde Benene op på Bænken og +læned mig bagover, således kunde jeg bedst +føle Afsondrethedens hele Velvære. Der var +ikke en Sky i mit Sind, ikke en Fornemmelse +af Ubehag, og jeg havde ikke en Lyst eller +Attrå uopfyldt, så vide min Tanke kunde +gå. Jeg lå med åbne Øjne i en Tilstand +af Fraværenhed fra mig selv, jeg følte mig +dejligt borte. + +</p><p>Fremdeles var der ikke en Lyd, som forstyrred +mig; det milde Mørke havde skjult +Alverden for mine Øjne og begravet mig der +i idel Ro — blot Stilhedens øde Lyddulm tier +mig monotont i Ørene. Og de dunkle Uhyrer +derude vilde suge mig til sig, når Natten +kom, og de vilde bringe mig langt over Hav +og gennem fremmede Land, hvor ikke Mennesker +bo. Og de vilde bringe mig til Prinsesse +Ylajalis Slot, der en uanet Herlighed venter +mig, større end nogen Menneskers er. Og +hun selv vilde sidde i en strålende Sal, hvor +alt er af Amatyst, i en Trone af gule Roser, +og række Hånden ud mod mig, når jeg +stiger ind, hilse og råbe Velkommen, når +jeg nærmer mig og knæler: Velkommen, +Ridder, til mig og mit Land! Jeg har ventet +dig i tyve Somre og kaldet dig i alle lyse +Nætter, og når du sørged, har jeg grædt +herinde, og når du sov, har jeg åndet dig +dejlige Drømme ind! . . . . Og den skønne +tager min Hånd og følger mig, leder mig +frem gennem lange Gange, hvor store Menneskeskarer +råber Hurra, gennem lyse Haver, +hvor tre hundrede unge Piger leger og ler, ind +i en anden Sal, hvor alt er af lysende Smaragd. +Solen skinner herinde, i Gallerier og Gange +går hendragende Kor af Musik, Strømme af +Duft slår mig imøde. Jeg holder hendes +Hånd i min, og jeg føler i mit Blod Forhekselsens +vilde Dejlighed fare; jeg lægger min +Arm om hende, og hun hvisker: Ikke her, +kom længer endnu! Og vi stiger ind i den +røde Sal, hvor alt er Rubin, en frådende +Herlighed, hvori jeg synker om. Da føler jeg +hendes Arme om mig, hun ånder henover +mit Ansigt, hvisker: Velkommen, Elskede! +Kys mig! Mer . . . . mer . . . . + +</p><p>Jeg ser fra min Bænk Stjærner for mine +Øjne, og min Tanke stryger ind i en Orkan +af Lys . . . . + +</p><p>Jeg var falden i Søvn, der jeg lå, og +blev vækket af Konstablen. Der sad jeg, +ubarmhjærtigen kaldt tilbage til Livet og +Elendigheden. Min første Følelse var en stupid +Forbauselse over at finde mig selv ude under +åben Himmel, men snart afløstes denne af et +bittert Mismod; jeg var lige ved at græde +af Sorg over endnu at være ilive. Det havde +regnet, mens jeg sov, mine Kiæder var ganske +gennemvåde, og jeg følte en rå Kulde i +mine Lemmer. Mørket var bleven end tættere, +det var med Nød jeg kunde skimte Konstablens +Ansigtstræk foran mig. + +</p><p>»Såh,« sagde han, »stå nu op!« + +</p><p>Jeg rejste mig straks; om han havde befalet +mig at lægge mig ned igen, havde jeg +også adlydt. Jeg var meget nedstemt og +ganske uden Kraft, dertil kom, at jeg næsten +øjeblikkelig begyndte at føle Sulten igen. + +</p><p>»Vent lidt!« råbte Konstablen efter mig, +»Di går jo fra Demses Hat, Tosken! Såh, +gå nu!« + +</p><p>»Jeg syntes nok også, der var noget, jeg +ligesom — ligesom havde glemt,« stammed +jeg fraværende. »Tak. Godnat.« + +</p><p>Og jeg sjangled afsted. + +</p><p>Den, som nu havde sig lidt Brød at tage +til! Et sådant dejligt lidet Rugbrød, som +man kunde bide over, mens man gik i Gaderne! +Og jeg gik og tænkte mig netop den særlige +Sort Rugbrød, som det skulde være så +usigeligt godt at få gnave. Jeg sulted bitterlig, +ønsked mig død og borte, blev sentimental +og græd. Det blev aldrig Ende på min +Elendighed! Så med en Gang standsed jeg +op på Gaden, stamped i Brostenene og +bandte hojt. Hvad var det, han havde kaldt +mig? Tosken? Jeg skal vise den Konstabel, +hvad det vil sige at kalde mig Tosken! Dermed +vendte jeg om og løb tilbage. Jeg følte +mig blussende hed af Vrede. Nede i Gaden +snubled jeg og faldt, men jeg ændsed det ikke, +sprang op igen og løb. Nede ved Jærnbanetorvet +var jeg imidlertid ble ven så træt, at +jeg følte mig ikke istand til at fortsætte helt +ned til Bryggen; min Vrede havde desuden +taget af under Løbet. Endelig standsed jeg +og trak Vejret. Kunde det ikke også være +ganske ligegyldigt, hvad en sådan Konstabel +havde sagt? — Ja, men jeg tålte ikke alt! — +Rigtignok! afbrød jeg mig selv; men han +vidste ikke bedre! — Og denne Undskyldning +fandt jeg tilfredsstillende; jeg gentog to Gange +for mig selv: Han vidste ikke bedre! Dermed +vendte jeg atter om. + +</p><p>Gud, hvad du kan finde på! tænkte jeg +harmfuldt; løbe om som en gal i slige +dyvåde Gader mørke Natten! Sulten gnaved +mig ulideligen og lod mig ikke i Ro. Atter +og atter svælged jeg Spyt, for på den Måde +at mætte mig lidt, og jeg syntes, det hjalp. +Det havde været for småt med Mad for mig +i mangfoldige Uger, før dette kom på, og +Kræfterne havde taget betydeligt af i det sidste. +Når jeg havde været heldig at fået en Femkrone +opdrevet ved en eller anden Manøvre, +vilde ikke gærne disse Penge vare så længe, +at jeg blev helt restitueret, før en ny Sultetid +brød ind over mig og slog mig i Knæ. Det +havde faret værst med min Ryg og mine +Skuldre; den Smule Gnaven i Brystet kunde +jeg også standse et Øjeblik, når jeg hosted +rigtig hårdt, eller når jeg gik dygtigt foroverbøjet; +men Ryggen og Skuldrene havde +jeg ingen Råd for. Hvordan kunde det dog +være, at det slet ikke vilde lysne for mig? +Var jeg måske ikke lige så berettiget til at +leve som hvemsomhelst anden, som Antikvarboghandler +Pascha og Dampskibsekspeditør +Hennechen? Om jeg kanske ikke havde +Skuldre som en Rise og to svære Arme at +arbejde med, og om jeg måske ikke havde +søgt endog en Vedhuggerplads i Møllergaden, +forat tjene mit daglige Brød? Var jeg lad? +Havde jeg ikke søgt Pladse og hørt Forelæsninger +og skrevet Avisartikler og læst og +arbejdet Nat og Dag, som en gal Mand? Og +havde jeg ikke levet som en Gnier, spist Brød +og Melk, når jeg havde meget, Brød, når +jeg havde lidet, og sultet, når jeg ingenting +havde? Boed jeg på Hotel, havde jeg en +Suite Værelser i første Etage? På et Udloft +boed jeg, i et Blikkenslagerværksted, som Gud +og Hvermand havde rømt ud af sidste Vinter, +fordi det sneed derind. Så jeg kunde aldeles +ikke begribe mig på det hele! + +</p><p>Alt dette gik jeg og tænkte på, og der +var ikke så meget som en Gnist af Ondskab +eller Misundelighed eller Bitterhed i min +Tanke. + +</p><p>Ved en Farvehandel standsed jeg og så +indad Vinduet; jeg forsøgte at læse Vignetterne +på et Par hermetiske Dåser, men det var +altfor mørkt. Ærgerlig på mig selv for dette +ny Påfund, og heftig, næsten vred over ikke +at kunne finde ud, hvad disse Dåser indeholdt, +banked jeg én Gang i Vinduet og gik +videre. Oppe i Gaden så jeg en Politibetjent, +jeg forstærked min Gang, gik tæt hen til ham +og sagde, uden ringeste Foranledning: + +</p><p>»Klokken er ti.« + +</p><p>»Nej, den er to,« svared han forundret. + +</p><p>»Nej, den er ti,« sagde jeg, »Klokken er +ti.« Og stønnende af Vrede trådte jeg endnu +et Par Skridt frem, knytted min Hånd og +sagde: »Hør, ved De hvad — Klokken +er ti!« + +</p><p>Han stod og overvejed en liden Stund, +anskued min Person, stirred forbløffet på mig. +Endelig sagde han ganske stille: + +</p><p>»I hvert Fald er det jo på Tiden, at +Dere går hjem. Vil Di, atte jej ska’ følle +Dere?« + +</p><p>Ved denne Venlighed blev jeg afvæbnet; +jeg følte, at jeg fik Tårer i Øjnene, og jeg +skyndte mig at svare: + +</p><p>»Nej, Tak! — Jeg har bare været lidt +forsent ude . . . . på en Kafé . . . . Jeg +takker Dem så meget.« + +</p><p>Han lagde Hånden på Hjælmen, da jeg +gik. Hans Venlighed havde ganske overvældet +mig, og jeg græd, fordi jeg ikke ejed fem +Kroner at give ham. Jeg standsed og så +efter ham, idet han langsomt vandred sin Vej, +slog mig for Panden og græd heftigere, efterhvert +som han fjærned sig. Jeg skældte mig +ud for min Fattigdom, kaldte mig ved Øgenavne, +opfandt desperate Benævnelser, kostelige +rå Fund af Skældsord, som jeg overdynged +mig selv med. Dette fortsatte jeg med, +indtil jeg var næsten helt hjemme. Da jeg +kom til Porten opdaged jeg, at jeg havde tabt +mine Nøgler. + +</p><p>Ja, naturligvis! sagde jeg bittert til mig +selv, hvorfor skulde jeg ikke tabe mine Nøgler? +Her bor jeg i en Gård, hvor der er en Stald +nedenunder og et Blikkenslagerværksted ovenpå; +Porten er stængt om Natten, og ingen, +ingen kan lukke den op — hvorfor skulde jeg +så ikke tabe mine Nøgler? Jeg er våd som +en Hund, lidt sulten, ganske bitte lidt sulten, +og lidt latterligt træt i Knæerne — hvorfor +skulde jeg så ikke tabe dem? Hvorfor kunde +ikke egentlig hele Huset være flyttet ud i +Aker, når jeg kom og skulde ind? . . . . +Og jeg lo ved mig selv, forhærdet af Sult og +Forkommenhed. + +</p><p>Jeg hørte Hestene stampe inde i Stalden, +og jeg kunde se mit Vindu ovenpå; men +Porten kunde jeg ikke åbne, og jeg kunde +ikke slippe ind. Træt og bitter i Sind bestemte +jeg mig derfor til at gå tilbage til +Bryggen og lede efter mine Nøgler. + +</p><p>Det var igen begyndt at regne, og jeg +følte allerede Vandet trække igennem på +mine Skuldre. Ved Rådstuen fik jeg med +en Gang en lys Idé: jeg vilde anmode Politiet +om at åbne Porten. Jeg henvendte mig straks +til en Konstabel og bad ham indstændigt om +at følge med og lukke mig ind, hvis han +kunde. + +</p><p>Hja, hvis han kunde, ja! Men han kunde +ikke, han havde ingen Nøgle. Politiets Nøgler +var ikke her, de var i Detektivafdelingen. + +</p><p>Hvad skulde jeg da gøre.? + +</p><p>Hja, jeg fik gå til et Hotel og lægge mig. + +</p><p>Men jeg kunde virkelig ikke gå til et +Hotel og lægge mig; jeg havde ingen Penge. +Jeg havde været ude . . . . på en Kafé . . . . +han forstod jo nok . . . . + +</p><p>Vi stod der en liden Stund på Rådstuens +Trappe. Han overvejed og betænkte +sig og anskued min Person. Regnen strømmed +ned udenfor os. + +</p><p>»Så får Di gå ind til Vagthavende og +mælle Dere som husvild,« sagde han. + +</p><p>Som husvild? Det havde jeg ikke tænkt +på. Ja, Død og Plage, det var en god Idé! +Og jeg takked Konstablen på Stedet for +dette fortrinlige Påfund. Om jeg bare simpelthen +kunde gå ind og sige, at jeg var +husvild? + +</p><p>Simpelthen! . . . . + +</p><p>»Navn?« spurgte Vagthavende. + +</p><p>»Tangen — Andreas Tangen.« + +</p><p>Jeg ved ikke, hvorfor jeg løj. Min Tanke +flagred opløst om og gav mig flere Indfald, +end jeg skøtted om; jeg hitted dette fjærntliggende +Navn i Øjeblikket og slynged det ud, +uden nogen Beregning. Jeg løj uden Nødvendighed. + +</p><p>»Bestilling?« + +</p><p>Dette var at sætte mig Stolen for Døren. +Hm. Bestilling! Hvad <i>var</i> min Bestilling? +Jeg tænkte først at gøre mig til Blikkenslager, +men voved det ikke; jeg havde givet mig et +Navn, som ikke enhver Blikkenslager har, desuden +bar jeg Briller på Næsen. Da faldt +det mig i Sinde at være dumdristig, jeg trådte +et Skridt frem og sagde fast og højtideligt: + +</p><p>»Journalist.« + +</p><p>Vagthavende gjorde et Ryk på sig, før +han skrev, og stor som en husvild Statsråd +stod jeg foran Skranken. Det vakte ingen +Mistanke; Vagthavende kunde nok så godt +forstå, at jeg nøled med mit Svar. Hvad +ligned det, en Journalist på Rådstuen, uden +Tag over Hovedet! + +</p><p>»Ved hvilket Blad — Hr. Tangen?« + +</p><p>»Ved »Morgenbladet«,« sagde jeg. »Desværre +har jeg været lidt forsent ude iaften . . .« + +</p><p>»Ja, det taler vi ikke om!« afbrød han, +og han lagde til med et Smil: »Når Ungdommen +er ude . . . . vi forstår . . . .« +Henvendt til en Konstabel sagde han, idet +han rejste sig og bukked høfligt for mig: »Vis +den Herre op i den reserverede Afdeling. +Godnat!« + +</p><p>Jeg følte mig kold nedad Ryggen over +min egen Dristighed, og jeg knytted Hænderne, +der jeg gik, for at stive mig op. Havde jeg +endda ikke blandet »Morgenbladet« ind! Jeg +vidste, at Friele kunde skære Tænder, og da +Nøglen gnissed i Låsen, mindedes jeg ved +Lyden derom. + +</p><p>»Gassen brænder i ti Minutter,« sagde +Konstablen endnu i Døren. + +</p><p>»Og så slukkes den?« + +</p><p>»Så slukkes den.« + +</p><p>Jeg satte mig på Sengen og horte, hvor +Nøglen blev vreden om. Den lyse Celle så +venlig ud; jeg følte mig godt og vel i Hus +og lytted med Velbehag til Regnen udenfor. +Jeg skulde ikke ønske mig noget bedre end +en sådan koselig Celle! Min Tilfredshed +steg; siddende på Sengen med Hatten i +Hånden og med Øjnene heftet på Gasflammen +henne i Væggen, gav jeg mig til at eftertænke +Momenterne i min første Befatning med Politiet. +Dette var den første, og hvor havde jeg +ikke narret det! Journalist Tangen, hvadbehager? +Og så »Morgenbladet«! Hvor havde jeg +ikke rammet Manden lige i Hjærtet med +»Morgenbladet«! Det taler vi ikke om, hvad? +Siddet i Stiftsgården i Galla til Klokken to, +glemt Portnøglen og en Lommebog på nogle +tusind Kroner hjemme! Vis den Herre op i +den reserverede Afdeling . . . . + +</p><p>Så slukner pludseligt Gassen, så forunderlig +pludseligt, uden at tage af, uden at +svinde ind; jeg sidder i dybt Mørke, jeg kan +ikke se min Hånd, ikke de hvide Vægge +omkring mig, intet. Der var ikke noget andet +at gøre end at gå tilsengs. Og jeg klædte +mig af. + +</p><p>Men jeg var ikke søvntræt og kunde ikke +sove. Jeg blev liggende en Tid at se ind i +Mørket, dette tykke Massemørke, som ingen +Bund havde, og som jeg ikke kunde begribe. +Min Tanke kunde ikke fatte det. Det var +mig uden al Måde mørkt, og jeg følte dets +Nærvær trykke mig. Jeg lukked Øjnene, gav +mig til at synge halvhøjt og kasted mig frem +og tilbage på Briksen, forat adsprede mig; +men uden Nytte. Mørket havde besat min +Tanke og lod mig ikke et Øjeblik i Fred. +Hvad om jeg selv var bleven opløst til Mørke, +gjort til ét med det? Jeg rejser mig op i +Sengen og slår ud med Armene. + +</p><p>Min nervøse Tilstand havde ganske taget +Overhånd, og det hjalp ikke, hvormeget jeg +forsøgte at modarbejde den. Der sad jeg, et +Bytte for de særeste Fantasier, tyssende på +mig selv, nynnende Vuggesange, svedende af +Anstrængelse for at bringe mig i Ro. Jeg +stirred ud i Mørket, og jeg havde aldrig i +mine Levedage set et sådant Mørke. Der +var ingen Tvivl om, at jeg her befandt mig +foran en egen Sort af Mørke, et desperat +Element, som ingen tidligere havde været opmærksom +på. De latterligste Tanker sysselsatte +mig, og hver Ting gjorde mig bange. +Det lille Hul i Væggen ved min Seng beskæftiger +mig meget, et Spigerhul, jeg finder, +et Mærke i Muren. Jeg føler på det, blæser +i det og søger at gætte mig dets Dybde. +Det var ikke noget uskyldigt Hul, slet ikke; +det var et rigtig intrikat og hemmelighedsfuldt +Hul, som jeg måtte vogte mig for. Og besat +af Tanken på dette Hul, helt fra mig selv af +Nysgærrighed og Frygt, måtte jeg tilsidst +stå op af Sengen og finde fat på min halve +Pennekniv, forat måle dets Dybde og forvisse +mig om, at det ikke førte helt ind til Sidecellen. + +</p><p>Jeg lagde mig tilbage, forat forsøge at +falde i Søvn, men i Virkeligheden for atter at +kæmpe med Mørket. Regnen havde ophørt +udenfor, og jeg hørte ikke en Lyd. En Tidlang +vedblev jeg at lytte efter Fodtrin på +Gaden, og jeg gav mig ikke Fred, førend jeg +havde hørt en Fodgænger gå forbi, efter +Lyden at dømme en Konstabel. Pludselig +knipser jeg i Fingrene flere Gange og ler. +Det var da som bare Fan! Ha! — Jeg +indbildte mig at have fundet et nyt Ord. Jeg +rejser mig op i Sengen og siger: Det findes +ikke i Sproget, jeg har opfundet det, <i>Kuboå</i>. +Det har Bogstaver som et Ord, ved sødeste +Gud, Mand, du har opfundet et Ord . . . . +<i>Kuboå</i> . . . . af stor grammatikalsk Betydning +. . . . + +</p><p>Jeg sidder med åbne Øjne, forbauset +over mit Fund, og ler af Glæde. Så begynder +jeg at hviske; man kunde belure mig, +og jeg agted at holde min Opfindelse hemmelig. +Jeg var kommet ind i Sultens glade Vanvid; +jeg var tom og smærtefri, og min Tanke var +uden Tøjler. Jeg overlægger i Stilhed med +mig selv. Med de mest forunderlige Spring i +min Tankegang søger jeg at udgranske Betydningen +af mit ny Ord. Det behøved ikke +at betyde hverken Gud eller Tivoli, og hvem +havde sagt, at det skulde betyde Dyrskue? +Jeg knytter Hånden heftigt og gentager en +Gang til: Hvem har sagt, at det skal betyde +Dyrskue? Når jeg betænkte mig ret, var det +ikke engang absolut nødvendigt, at det betød +Hængelås eller Solopgang. Et sådant Ord, +som dette, var det ikke vanskeligt at finde +Mening til. Jeg vilde vente og se Tiden an. +Imidlertid kunde jeg sove på det. + +</p><p>Jeg ligger der på Briksen og småler, +men siger ingenting, udtaler mig ikke hverken +fra eller til. Der går nogle Minutter, og jeg +blir nervøs, det ny Ord plager mig uden Ophør, +vender altid tilbage, bemægtiger sig tilsidst +al min Tanke og gør mig alvorlig. Jeg +havde opgjort mig en Mening om, hvad det +ikke skulde betyde, men ikke fattet nogen +Bestemmelse om, hvad det skulde betyde. +Det er et Bispørgsmål! sagde jeg højt til +mig selv, og jeg griber mig i Armen og gentager, +at det var et Bispørgsmål. Ordet var +Gudskelov fundet, og det var Hovedsagen. +Men Tanken plager mig endeløst og hindrer +mig fra at falde i Søvn; intet var mig godt +nok for dette ualmindeligt sjældne Ord. Endelig +rejser jeg mig atter op i Sengen, griber mig +med begge Hænder om Hovedet og siger: +Nej, det er jo det, som netop er umuligt, at +lade det betyde Emigration eller Tobaksfabrik! +Havde det kunnet betyde noget sådant som +dette, vilde jeg for længe siden have bestemt +mig herfor og taget Følgerne. Nej, egentlig +var Ordet egnet til at betyde noget <i>sjæleligt</i>, +en Følelse, en Tilstand — om jeg ikke kunde +forstå det? Og jeg husker mig om, forat +finde noget sjæleligt. Da forekommer det +mig, at nogen taler, blander sig ind i min +Passiar, og jeg svarer vredt: Hvadbehager? +Nej, din idiotiske Mage findes ikke! Strikkegarn? +Å, rejs til Helvede! Nu måtte jeg +rigtig le! Om jeg måtte spørge: Hvorfor +skulde jeg være forpligtet til at lade det betyde +Strikkegarn, når jeg specielt havde +imod, at det betød Strikkegarn? Jeg havde +selv opfundet Ordet, og jeg var i min gode +Ret til at lade det betyde hvadsomhelst for +den Skyld. Såvidt jeg vidste, havde jeg +ikke endnu udtalt mig . . . . + +</p><p>Men mer og mer kom min Hjærne i +Vildrede. Tilsidst sprang jeg ud af Sengen, +forat finde Vandledningen. Jeg var ikke tørst, +men mit Hoved stod i Feber, og jeg følte en +instinktsmæssig Trang til Vand. Da jeg havde +drukket, gik jeg igen tilsengs og bestemte +mig til med Vold og Magt at ville sove. Jeg +lukked Øjnene og tvang mig til at være rolig. +Så lå jeg i flere Minutter, uden at gøre en +Bevægelse, jeg blev sved, og jeg følte Blodet +støde heftigt gennem Årene. Nej, det var +dog altfor kosteligt, at han kunde lede efter +Penge i det Kræmmerhus! Han hosted også +blot én Gang. Mon han går dernede endnu? +Sidder på min Bænk? . . . . Det blå Perlemor +. . . . Skibene . . . . + +</p><p>Jeg åbned Øjnene. Hvor kunde jeg +også holde dem lukket, når jeg ikke kunde +sove? Og det samme Mørke ruged omkring +mig, samme uudgrundelige sorte Evighed, som +min Tanke stejled imod og ikke kunde fatte. +Hvad kunde jeg dog ligne det med? Jeg +gjorde de mest fortvivlede Anstrængelser, forat +finde et Ord, der var sort nok til at betegne +mig dette Mørke, et Ord så grusomt sort, +at det kunde sværte min Mund, når jeg +nævnte det. Herregud, hvor det var mørkt! +Og jeg bringes igen til at tænke på Havnen, +på Skibene, de sorte Uhyrer, der lå og +vented på mig. De vilde suge mig til sig +og holde mig fast og sejle med mig over +Land og Hav, gennem mørke Riger, som +ingen Mennesker har set. Jeg føler mig ombord, +trukket tilvands, svævende i Skyerne, dalende, +dalende . . . . Jeg giver et hæst Skrig af Angst +og hugger mig fast i Sengen; jeg havde gjort +sådan farlig Rejse, suset ned gennem Luften +som en Byldt. Hvor følte jeg mig ikke frelst, +da jeg slog Hånden mod den hårde Briks! +Således er det at dø, sagde jeg til mig selv, +nu skal du dø! Og jeg lå en liden Stund og +tænkte over dette, at nu skulde jeg dø. Da +rejser jeg mig op i Sengen og spørger strængt: +Hvem sagde, at jeg skulde dø? Har jeg selv +fundet Ordet, så er jeg i min gode Ret til +selv at bestemme, hvad det skal betyde . . . . +Jeg hørte selv, at jeg fantasered, hørte det +endnu mens jeg talte. Min Galskab var et +Delirium af Svaghed og Udmattelse, men jeg +var ikke sandsesløs. Og den Tanke fôr mig +med ét gennem Hjærnen, at jeg var bleven +vanvittig. Greben af Rædsel farer jeg ud af +Sengen. Jeg raver hen til Døren, som jeg +prøver at åbne, kaster mig et Par Gange +mod den, forat sprænge den, støder mit Hoved +mod Væggen, jamrer højt, bider mig i Fingrene, +græder og bander . . . . + +</p><p>Alting var roligt; kun min egen Stemme +kastedes tilbage fra Murene. Jeg var falden +om på Gulvet, ude af Stand til længer at +tumle om i Cellen. Da skimter jeg højt oppe, +midt for mine Øjne, en grålig Kvadrat i +Væggen, en Tone af hvidt, en Anelse — det +var Dagslyset. Jeg følte, at det var Dagslyset, +følte det med hver Pore i mit Legeme. Å, +hvor ånded jeg ikke dejligt ud! Jeg kasted +mig flad på Gulvet og græd af Glæde over +dette velsignede Skimt af Lys, hulked af Taknemmelighed, +kyssed mod Vinduet og bar +mig ad som en gal. Og jeg var mig også i +dette Øjeblik bevidst, hvad jeg gjorde. Alt +Mismod var med engang borte, al Fortvivlelse +og Smærte ophørt, og jeg havde i denne +Stund ikke et Ønske uopfyldt, så vide min +Tanke kunde gå. Jeg satte mig overende +på Gulvet, folded Hænderne og vented tålmodig +på Dagens Frembrud. + +</p><p>Hvilken Nat havde ikke dette været! At +man dog ikke har hørt nogen Larm, tænkte +jeg forundret. Men jeg var jo også i den +reserverede Afdeling, højt over alle Fanger. +En husvild Statsråd, om jeg så måtte sige. +Stadigt i den bedste Stemning, med Øjnene +vendt mod den lysere og lysere Rude i Muren, +mored jeg mig selv med at agere Statsråd, +kaldte mig von Tangen og lagde min Tale i +Departementsstil. Mine Fantasier havde ikke +hørt op, kun var jeg langt mindre nervøs. +Om jeg ikke havde begået den beklagelige +Tankeløshed at lægge min Lommebog hjemme! +Om jeg ikke måtte have den Ære at bringe +Hr. Statsråden tilsengs? Og i yderste Alvor, +med mange Ceremonier gik jeg hen til Briksen +og lagde mig. + +</p><p>Det var nu bleven så lyst, at jeg kunde +nogenlunde skimte Cellens Omrids, og lidt +efter kunde jeg se det svære Håndtag i +Døren. Dette adspreded mig; det ensformige +Mørke, så irriterende tykt, at det hindred +mig fra at se mig selv, var brudt; mit Blod +blev roligere, og snart følte jeg mine Øjne +lukkes. + + +</p><p class="tb">* * * + +</p><p class="noindent">Jeg vækkedes af et Par Slag i min Dør. +I al Hast sprang jeg op og klædte mig skyndsomt +på; mine Klæder var endnu gennemvåde +fra igåraftes. + +</p><p>»Di vil mælle Dere nede hos Jourhavende,« +sagde Konstablen. + +</p><p>Var der altså igen Formaliteter at gennemgå! +tænkte jeg bange. + +</p><p>Jeg kom ind i et stort Rum nedenunder, +hvor tredive eller firti Mennesker sad, alle +husvilde. Og en for en blev de råbt op af +Protokollen, en for en fik de en Billet til Mad. +Jourhavende sagde stadig væk til Konstablen +ved sin Side: + +</p><p>»Fik han en Billet? Ja, glem ikke at +give dem Billetter. De ser ud til at trænge +et Måltid.« + +</p><p>Og jeg stod og så på disse Billetter og +ønsked mig en. + +</p><p>»Andreas Tangen, Journalist!« + +</p><p>Jeg trådte frem og bukked. + +</p><p>»Kære, hvordan kan <i>De</i> være kommen +her?« + +</p><p>Jeg forklared den hele Sammenhæng, gav +den samme Historie som igåraftes, løj med +åbne Øjne og uden at blinke, løj med Oprigtighed: +Været lidt forsent ude, desværre +. . . . på en Kafé . . . . mistet Portnøglen +. . . . + +</p><p>»Ja,« sagde han og smilte, »således er +det! Har de sovet godt da?« + +</p><p>»Som en Statsråd!« svaredjeg. »Som en +Statsråd!« + +</p><p>»Det glæder mig!« sagde han og rejste +sig. »Godmorgen!« + +</p><p>Og jeg gik. + +</p><p>En Billet, en Billet også til mig! Jeg har +ikke spist på over tre lange Dage og Nætter. +Et Brød! Men der var ingen, som bød mig +en Billet, og jeg turde ikke begære en. Det +vilde øjeblikkelig vakt Mistanke. Man vilde +begynde at grave i mine private Forhold og +finde ud, hvem jeg virkelig var; man vilde +arrestere mig for falske Foregivender. — Med +løftet Hoved, med millionær Holdning og +Hænderne heftet i mit Frakkefald skrider jeg +ud af Rådstuen. + +</p><p>Solen skinned allerede varmt, Klokken +var ti, og Trafiken på Youngstorvet var i +fuld Bevægelse. Hvor skulde jeg tage Vejen? +Jeg klapper på Lommen og føler efter mit +Manuskript; når Klokken blev elleve, vilde +jeg forsøge at træffe Redaktøren. Jeg står +en Stund på Ballustraden og iagttager Livet +nedenunder mig; imens var det begyndt at +dampe af mine Klæder. Hungeren indfandt +sig igen, gnaved mig i Brystet, rykked, gav +mig små fine Stik, som smærted mig. Havde +jeg virkelig ikke en Ven, en Bekendt, jeg +kunde henvende mig til? Jeg leder i min +Hukommelse, forat finde en Mand på ti Øre, +og finder ham ikke. Det var dog en dejlig +Dag; der var megen Sol og meget Lys omkring +mig; Himlen strømmed som et fint +Hav henover Lierfjældene . . . . + +</p><p>Jeg var uden at vide det på Vejen +hjem. + +</p><p>Jeg sulted svare, og jeg fandt mig på +Gaden en Træspån at tygge på. Det hjalp. +At jeg dog ikke havde tænkt på det før! + +</p><p>Porten var åben, Staldkarlen hilste som +sædvanligt Godmorgen. + +</p><p>»Fint Vejr!« sagde han. + +</p><p>»Ja« svared jeg. Det var alt, jeg fandt +at sige. Kunde jeg bede ham om at låne +mig en Krone? Han gjorde det vist så gærne, +hvis han kunde. Jeg havde desuden engang +skrevet et Brev for ham. + +</p><p>Han stod og smagte på noget, han vilde +sige. + +</p><p>»Fint Vejr, ja. Hm. Jeg skulde betale +Værtinden min idag, Di kunde vel ikke +være så snil at låne mig fem Kroner, vel? +Bare på no ’en Da’er. Di har gjort mig en +Tjeneste før, Di.« + +</p><p>»Nej, det kan jeg virkelig ikke, Jens Olaj,« +svared jeg. »Ikke nu. Måske senerehen, +måske i Eftermiddag.« Og jeg sjangled opad +Trappen til mit Værelse. + +</p><p>Her kasted jeg mig på min Seng og lo. +Hvor svineheldigt var det ikke, at han var +kommet mig i Forkøbet! Min Ære var reddet. +Fem Kroner — Gud bevare dig, Mand! Du +kunde lige så gærne spurgt mig om fem +Aktier i Dampkøkkenet eller en Herregård +ude i Aker. + +</p><p>Og Tanken på disse fem Kroner fik mig +til at le højere og højere. Var jeg dog ikke +en Pokkers Karl, hvad? Fem Kroner! Jo, her +var rette Manden! Min Lystighed steg, og +jeg gav mig hen i den: Fy, Fan, for Madlugt +her er! Rigtig fersk Karbonadelugt, siden +Middagen, fyh! Og jeg støder Vinduet op, +forat lufte ud den afskyelige Lugt. Opvarter, +en halv Bif! Henvendt til Bordet, dette skrøbelige +Bord, som jeg måtte støtte med Knæerne, +når jeg skrev, bukked jeg dybt og spurgte: +Tør jeg spørge, vil De drikke et Glas Vin? +Ikke? Jeg er Tangen, Statsråd Tangen. +Desværre har jeg været lidt forsent ude . . . . +Portnøglen . . . . + +</p><p>Og uden Tøjler løb min Tanke igen ud +på vildsomme Veje. Jeg var mig stadigt bevidst, +at jeg talte usammenhængende, og jeg +sagde ikke et Ord, uden at jeg hørte og forstod +det. Jeg sagde til mig selv: Nu taler +du usammenhængende igen! Og jeg kunde +dog ikke hjælpe for det. Det var som at +ligge vågen og tale i Søvne. Mit Hoved var +let, uden Smærte og uden et Tryk, og mit +Sind var uden Skyer. Jeg sejled afsted, og +jeg gjorde ingen Modstand. + +</p><p>Kom ind! Jo, kom bare ind! Som de +ser, alt af Rubin. Ylajali, Ylajali! Den røde, +skummende Silkedivan! Hvor heftigt hun +ånder! Kys mig, Elskede! mer! mer! Dine +Arme er som hvidt Rav, din Mund blusser +. . . . Opvarter, jeg bad om en Bif . . . . + +</p><p>Solen skinned indad mit Vindu, nedenunder +hørte jeg Hestene tygge Havre. Jeg +sad og gumled på min Træspån, oprømt, +glad i Sind som et Barn. Stadig væk havde +jeg følt efter Manuskriptet; jeg havde det +ikke én Gang i Tanken, men Instinktet sagde +mig, at det var til, mit Blod minded mig om +det. Og jeg trak det frem. + +</p><p>Det var bleven vådt, og jeg bredte det +ud og lagde det hen i Sollyset. Derpå gav +jeg mig til at vandre frem og tilbage i mit +Værelse. Hvor alt så nedslående ud! Omkring +på Gulvet små nedtrampede Levninger +af Blikplader; men ikke en Stol at sidde på, +ikke engang en Spiger i de nøgne Vægge. +Alt var bragt til »Onkels« Kælder og fortæret. +Et Par Ark Papir på Bordet, belagt med tykt +Støv, var al min Ejendom; det gamle, grønne +Tæppe på Sengen havde Hans Pauli lånt +mig for nogle Måneder siden . . . . Hans +Pauli! Jeg knipser i Fingrene. Hans Pauli +Pettersen skal hjælpe mig! Og jeg husker +mig om efter hans Adresse. Hvor kunde jeg +dog glemme Hans Pauli! Han vilde sikkert +blive meget vred, fordi jeg ikke havde henvendt +mig til ham straks. Hurtigt tager jeg +min Hat på, samler Manuskriptet op, stikker +det i Lommen og haster nedad Trappen. + +</p><p>»Hør, Jens Olaj,« råbte jeg ind i Stalden, +»jeg tror ganske sikkert, jeg kan hjælpe dig +i Eftermiddag!« + +</p><p>Kommen til Rådstuen ser jeg, at Klokken +er over elleve, og jeg bestemmer mig til at gå +indom Redaktionen med det samme. Udenfor +Kontordøren standsed jeg, forat undersøge +om mine Papirer lå efter Pagina; jeg glatted +dem omhyggeligt ud, stak dem igjen i Lommen +og banked på. Mit Hjærte klapped hørligt, da +jeg trådte ind. + +</p><p>Saksen er som sædvanlig tilstede. Jeg +spørger frygtsomt efter Redaktøren. Intet +Svar. Manden sidder og borer efter Smånyt +i Provinsaviserne. + +</p><p>Jeg gentager mit Spørgsmål og stiger +længer frem. + +</p><p>Redaktøren var ikke kommet, sagde endelig +Saksen, uden at se op. + +</p><p>Om hvornår han kom? + +</p><p>Kunde ikke sige det, kunde aldeles ikke +sige det, Di. + +</p><p>Hvorlænge var Kontoret åbent? + +</p><p>Herpå fik jeg intet Svar, og jeg måtte +gå. Saksen havde ikke kastet et Blik på +mig under det hele; han havde hørt min +Stemme og genkendt mig på den. Så ilde +set er du her, tænkte jeg, man gider ikke +engang svare dig. Mon det er Ordre fra +Redaktøren? Jeg havde rigtignok også, lige +siden min berømte Føljeton til ti Kroner blev +antagen, oversvømmet ham med Arbejder, +rændt på hans Døre næsten hver Dag med +ubrugbare Ting, som han havde måttet læse +igennem og give mig tilbage. Han vilde +kanske have en Ende på det, tage sine Forholdsregler +. . . . Jeg begav mig på Vejen +ud i Homandsbyen. + +</p><p>Hans Pauli Pettersen var en Bondestudent +på Kvisten i en fem Etages Gård, altså +var Hans Pauli Pettersen en fattig Mand. Men +havde han en Krone, så vilde han ikke spare +den. Jeg vilde få den lige så sikkert, som +jeg havde den i Hånden. Og jeg gik og +glæded mig til denne Krone den hele Vej og +følte mig vis på at få den. Da jeg kom til +Gadedøren, var den stængt, og jeg måtte +ringe på. + +</p><p>»Jeg ønsker at tale med Student Pettersen,« +sagde jeg og vilde ind; »jeg ved hans Værelse.« + +</p><p>»Student Pettersen?« gentager Pigen. Om +det var ham, som boed på Kvisten? Han +var flyttet. Ja, hun vidste ikke hvorhen; men +han havde bedt om at få sine Breve sendt +ned til Hermansen i Toldbodgaden, og Pigen +nævnte Numret. + +</p><p>Jeg går fuld af Tro og Håb helt ned i +Toldbodgaden, forat spørge om Hans Paulis +Adresse. Dette var min sidste Udvej, og jeg +måtte udnytte den. Undervejs kom jeg forbi +et nys opført Hus, hvor et Par Snedkere stod +og høvled udenfor. Jeg tog i Dyngen et Par +blanke Spåner, stak den ene i Munden og +gæmte den anden i Lommen til senere. Og +jeg fortsatte min Vej. Jeg stønned af Hunger. +Ved en Bagerbutik havde jeg set et forunderlig +stort ti Øres Brød i Vinduet, det største Brød, +som kunde fåes for den Pris . . . . + +</p><p>»Jeg kommer, forat få vide Student +Pettersens Adresse.« + +</p><p>»Bernt Ankers Gade Numer 10. Kvisten.« +— Om jeg skulde derud? Nå, så vilde jeg +måske være så snil at medtage et Par Breve, +som var kommet? + +</p><p>Jeg går atter op i Byen, den samme +Vej, jeg var kommet, passerer igen Snedkerne, +som nu sad med sine Blikspand mellem +Knæerne og spiste sin gode, varme Dampkøkkenmiddag, +kommer forbi Bagerbutiken, +hvor Brødet endnu ligger på sin Plads, og +når endelig Bernt Ankers Gade, halvdød af +Udmattelse. Døren var åben, og jeg begiver +mig opad de mange tunge Trapper til Kvisten. +Jeg tager Brevene op fra Lommen, for med +ét Slag at sætte Hans Pauli i Humør, når +jeg kom ind. Han vilde vist ikke nægte mig +denne Håndsrækning, når jeg forklared ham +Omstændighederne, aldeles ikke. Hans Pauli +havde så stort Hjærte, det havde jeg al tid +sagt om ham . . . . + +</p><p>På Døren fandt jeg hans Kort: »H. P. +Pettersen, stud. theol. — rejst hjem«. + +</p><p>Jeg satte mig ned på Stedet, satte mig +på det bare Gulv, dump træt, slagen af Forkommenhed. +Jeg gentager mekanisk et Par +Gange: Rejst hjem! Rejst hjem! Så tier jeg +ganske stille. Der var ikke en Tåre i mine +Øjne, jeg havde ikke en Tanke og ikke en +Følelse. Med opspærrede Øjne sad jeg og +stirred på Brevene, uden at foretage mig noget. +Der gik ti Minutter, måske tyve, eller mer, +jeg sad der stadig på samme Plet og rørte +ikke en Finger. Denne dumpe Døs var næsten +som en Blund. Så hører jeg nogen komme +i Trappen, jeg rejser mig og siger: + +</p><p>»Det var Student Pettersen — jeg har to +Breve til ham«. + +</p><p>»Han er hjemrejst«, svarer Konen. »Men +han kommer tilbage efter Ferierne. Brevene +kunde jo jeg tage, om De vilde.« + +</p><p>»Ja, Tak, det var rigtigt godt«, sagde jeg, +»så får han dem, når han kommer. Der +kunde være vigtige Ting i dem. Godmorgen!« + +</p><p>Da jeg var kommet udenfor, standsed jeg +og sagde højt midt på åben Gade, idet jeg +knytted Hænderne: Jeg skal sige dig et, min +kære Herre Gud: du er en Noksagt! Og jeg +nikker rasende, med sammenbidte Tænder op +mod Skyerne: Du er Fan ta mig en Noksagt! + +</p><p>Jeg gik så nogle Skridt og standsed +igen. Idet jeg pludselig skifter Holdning, +folder jeg Hænderne, lægger mit Hoved påskakke +og spørger med sød, fromladen Stemme: +Har du også henvendt dig til ham, mit Barn? + +</p><p>Det lød ikke rigtigt. + +</p><p>Med stor H, siger jeg, med H som en +Domkirke! Op igen: Har du også anråbt +<i>Ham</i>, mit Barn? Og jeg sænker Hovedet og +gør min Stemme begrædelig og svarer: Nej! + +</p><p>Det lød heller ikke rigtigt. + +</p><p>Du kan jo ikke hykle, din Nar! <i>Ja</i>, skal +du sige, ja, jeg har anråbt min Gud Fader! +og du skal få til den ynkeligste Melodi på +dine Ord, som du nogensinde har hørt. Så, +op igjen! Ja, det var bedre. Men du må +sukke, sukke som en krampesyg Hest. Så! + +</p><p>Der går jeg og underviser mig selv i +Hykleri, stamper utålmodig i Gaden, når jeg +ikke får det til, og skælder mig ud for et +Træhoved, mens de forbausede forbigående +vender sig om og betragter mig. + +</p><p>Jeg tygged uafbrudt på min Høvlspån +og sjangled så hurtigt, jeg kunde, nedad +Gaderne. Førend jeg selv vidste af det, var +jeg helt nede ved Jærnbanetorvet. Klokken +viste halv to på Vor Frelsers. Jeg stod en +Stund og overvejed. En mat Sved trængte +frem i mit Ansigt og sived ned i mine Øjne. +Følg med en Tur på Bryggen! sagde jeg til +mig selv. Det vil sige, hvis du har Tid? Og +jeg bukked for mig selv og gik ned til Jærnbanebryggen. + +</p><p>Skibene lå derude, Sjøen vugged i Solskinnet. +Der var travl Bevægelse overalt, pibende +Dampfløjter, Dragere med Kasser på +Skuldrene, muntre Hejsesange fra Prammene. +En Kagekone sidder i Nærheden af mig og +luder med sin brune Næse over sine Varer; +det lille Bord foran hende er syndigt fuldt af +Lækkerier, og jeg vender mig bort i Uvilje. +Hun fylder hele Kajen med sin Madlugt; fyh, +op med Vinduerne! Jeg henvender mig til en +Herre, der sidder ved min Side og forestiller +ham indtrængende dette Misforhold med Kagekoner +her og Kagekoner der . . . . Ikke? Ja, +men han måtte dog vel indrømme, at . . . . +Men den gode Mand aned Uråd og lod mig +ikke engang tale tilende, før han rejste sig og +gik. Jeg rejste mig ligeledes og fulgte ham, +fast bestemt på at overbevise Manden om +hans Fejltagelse. + +</p><p>»Endog af Hensyn til de sanitære Forholde«, +sagde jeg og klapped ham på Skuldren +. . . . + +</p><p>»Undskyld, jeg er fremmed her og kender +ikke noget til de sanitære Forholde,« sagde +han og stirred på mig i Rædsel. + +</p><p>Nå, det forandred Sagen, når han var +fremmed . . . . Om jeg ikke kunde gjøre ham +nogen Tjeneste? Vise ham omkring? Ikke? +For det skulde være mig en Fornøjelse, og +det skulde jo ikke koste ham noget . . . . + +</p><p>Men Manden vilde absolut blive af med +mig og skråed hurtigt over Gaden til det +andet Fortoug. + +</p><p>Jeg gik atter tilbage til min Bænk og +satte mig. Jeg var meget urolig, og den store +Lire, som havde begyndt at spille lidt længer +henne, gjorde mig end værre. En fast, metallisk +Musik, en Stump af Weber, hvortil en +liden Pige synger en sørgelig Vise. Det fløjteagtige, +lidelsesfulde i Liren risler mig gennem +Blodet, mine Nerver begynder at dirre, som +gav de Genklang, og et Øjeblik efter falder +jeg tilbage på Bænken, klynkende, nynnende +med. Hvad finder ikke éns Tanker på, når +man sulter! Jeg føler mig optagen i disse +Toner, opløst til Tone, jeg strømmer ud, og +jeg fornemmer så tydeligt, hvorledes jeg +strømmer, svævende højt over Bjærge, dansende +ind over lyse Zoner . . . . + +</p><p>»En Øre!« siger den lille Lirepige og +rækker sin Bliktalærken frem, »bare en Øre!« + +</p><p>»Ja,« svarer jeg ubevidst, og jeg sprang +op og ransaged mine Lommer. Men Barnet +tror, at jeg blot vil holde Løjer med hende +og fjærner sig straks, uden at sige et Ord. +Denne stumme Tålsomhed var mig for stor; +havde hun skældt mig ud, vilde det kommet +belejligere; Smærten greb mig, og jeg råbte +hende tilbage. Jeg ejer ikke en Øre, sagde +jeg, men jeg skal huske dig siden, måske +imorgen. Hvad hedder du? Ja, det var et +pent Navn, jeg skulde ikke glemme det. Altså +imorgen . . . . + +</p><p>Men jeg forstod godt, at hun ikke troed +mig, uagtet hun ikke sagde et Ord, og jeg +græd af Fortvivlelse over, at denne lille Gadetøs +ikke vilde tro mig. Endnu engang råbte +jeg hende tilbage, rev hurtigt min Frakke op +og vilde give hende min Vest. Jeg skal holde +dig skadesløs, sagde jeg, vent blot et Øjeblik . . . . + +</p><p>Og jeg havde ingen Vest. + +</p><p>Hvor kunde jeg også lede efter den! +Der var gået Uger, siden den var i mit Eje. +Hvad gik der også af mig? Den forbausede +Pige vented ikke længer, men trak sig skyndsomt +tilbage. Og jeg måtte lade hende gå. +Folk stimled sammen om mig og lo højt, en +Politibetjent trænger sig hen til mig og vil +vide, hvad der er påfærde. + +</p><p>»Ingen Ting,« svarer jeg, »slet ingen Ting! +Jeg vilde blot give den lille Pige derhenne +min Vest . . . . til hendes Fader . . . . Det +behøver De ikke at stå og le ad. Jeg kunde +bare gå hjem og tage en anden på.« + +</p><p>»Ingen Opstyr på Gaden!« siger Konstablen. +»Såh, marsch!« Og han puffer mig afsted. +»Er dette Demses Papirer?« råbte han efter mig. + +</p><p>Ja, Død og Pine, min Avisartikel, mange +vigtige Skrifter! Hvor kunde jeg også være +så uforsigtig . . . . + +</p><p>Jeg får fat i mit Manuskript, forvisser +mig om, at det ligger i Orden og går, uden +at standse et Øjeblik eller se mig omkring, op +til Redaktionskontoret. Klokken var nu fire +på Vor Frelsers Ur. + +</p><p>Kontoret er stængt. Jeg lister mig lydløst +nedad Trapperne, bange som en Tyv, og +standser rådvild udenfor Porten. Hvad skulde +jeg nu gøre? Jeg læner mig ind til Muren, +stirrer ned i Stenene og tænker efter. En +Knappenål ligger og skinner foran mine +Fødder, og jeg bøjer mig ned og tager den +op. Hvad om jeg tog Knapperne udaf min +Frakke, hvad vilde jeg få for dem? Det +vilde måske ikke nytte mig, Knapper var +nu Knapper; men jeg tog og undersøgte dem +til alle Kanter og fandt dem så godt som +nye. Det var en heldig Idé alligevel, jeg +kunde skære dem ud med min Pennekniv og +bringe dem hen i Kælderen. Håbet om, at +jeg kunde sælge disse fem Knapper, oplived +mig straks, og jeg sagde: Se, se, det retter +sig! Min Glæde tog Overhånd med mig, og +jeg gav mig straks til at tage Knapperne ud, en +efter en. Herunder holdt jeg følgende tyste Passiar: + +</p><p>Ja, ser De, man er bleven lidt fattig, en +øjeblikkelig Forlegenhed . . . . Udslidte, siger +De? De må ikke forsnakke Dem. Jeg vil +se på den, som slider mindre Knapper, end +jeg. Går altid med Frakken åben, skal jeg +sige Dem; det er bleven en Vane hos mig, +en Egenhed . . . . Nej, nej, når De ikke <i>vil</i>, +så! Men jeg skal have mine ti Øre for dem, +mindst . . . . Nej, Herregud, hvem har <i>sagt</i>, +at de skal gøre det? De kan holde Deres +Mund og lade mig være i Fred . . . . Ja, ja, +så kan De jo <i>hente</i> Politiet, vel. Jeg skal +vente her, mens De er ude efter Konstablen. +Og jeg skal ikke stjæle noget fra Dem . . . . +Nå, Goddag, Goddag! Mit Navn er altså +Tangen, jeg har været lidt forsent ude . . . . + +</p><p>Så kommer der nogen i Trappen. Jeg +er øjeblikkelig tilbage i Virkeligheden, genkender +Saksen og stikker Knapperne skyndsomt +i Lommen. Han vil forbi, besvarer ikke +engang min Hilsen, får det pludselig så travlt +med at se på sine Negle. Jeg standser ham +og spørger efter Redaktøren. + +</p><p>»Ikke tilstede, Di.« + +</p><p>»De lyver!« sagde jeg. Og med en Frækhed, +som forundred mig selv, fortsatte jeg: +»Jeg må tale med ham; det er et nødvendigt +Ærinde — Meddelelser fra Stiftsgården.« + +</p><p>»Ja, kan Di ikke sige det til mig, da?« + +</p><p>»Til Dem?« sagde jeg og målte Saksen +lidt med Øjnene. + +</p><p>Det hjalp. Han fulgte straks med og +åbned Døren. Nu sad mit Hjærte mig i +Halsen. Jeg bed Tænderne heftigt sammen, +forat give mig Mod, banked på, og trådte +ind i Redaktørens Privatkontor. + +</p><p>»Goddag! Er det Dem?« sagde han venligt. +»Sid ned.« + +</p><p>Havde han vist mig Døren, vilde det +været kærkomnere; jeg følte Gråden og sagde: + +</p><p>»Jeg beder Dem undskylde . . . .« + +</p><p>»Sæt Dem ned,« gentog han. + +</p><p>Og jeg satte mig og forklared, at jeg +igen havde en Artikel, som det var mig magtpåliggende +at få ind i hans Blad. Jeg havde +gjort mig sådan Flid med den, den havde +kostet mig så megen Anstrængelse. + +</p><p>»Jeg skal læse den,« sagde han og tog +den. »Anstrængelse koster det Dem vist alt, +De skriver; men De er så altfor heftig. Når +De bare kunde være lidt besindigere! Der er +formegen Feber. Imidlertid skal jeg læse den.« +Og han vendte sig igjen ind til Bordet. + +</p><p>Der sad jeg. Turde jeg bede om en +Krone? Forklare ham, hvorfor der altid var +Feber? Så vilde han ganske sikkert hjælpe +mig; det var ikke første Gang. + +</p><p>Jeg rejste mig op. Hm! Men sidst, jeg +var hos ham, havde han klaget sig for Penge, +endog sendt Regningsbudet ud, forat skrabe +sammen til mig. Det vilde måske blive +samme Tilfældet nu. Nej, det skulde ikke +ske! Så jeg slet ikke, at han sad i Arbejde? + +</p><p>»Var det ellers noget?« spurgte han. + +</p><p>»Nej!« sagde jeg og gjorde min Stemme +fast. »Hvornår må jeg få høre ind igen?« + +</p><p>»Å, nårsomhelst De går forbi,« svared +han, »om et Par Dage eller så.« + +</p><p>Jeg kunde ikke få min Begæring over +Læberne. . Denne Mands Venlighed syntes +mig uden Grændser, og jeg skulde vide at +påskønne den. Heller sulte tildøde. Og jeg gik. + +</p><p>Ikke engang, da jeg stod udenfor og igen +følte Hungerens Anfald, angred jeg at have +forladt Kontoret uden at bede om denne +Krone. Jeg tog den anden Høvlspån op af +Lommen og stak den i Munden. Det hjalp +igen. Hvorfor havde jeg ikke gjort det før? +Du måtte skamme dig! sagde jeg højt; kunde +det virkelig falde dig ind at bede den Mand +om en Krone og sætte ham i Forlegenhed +igen? Og jeg blev rigtig grov mod mig selv +for den Uforskammethed, som havde faldt +mig ind. Det er ved Gud det sjofleste, jeg +endnu har hørt! sagde jeg; rænde på en Mand +og næsten klore Øjnene ud på ham, bare +fordi du trænger en Krone, din elendige Hund! +Så, marsch! Hurtigere! Hurtigere, din Tamp! +Jeg skal lære dig! + +</p><p>Jeg begyndte at løbe, forat straffe mig +selv, tilbagelagde i Sprang den ene Gade efter +den anden, drev mig fremad ved indædte Tilråb +og skreg taust og rasende til mig selv, +når jeg vilde standse. Herunder var jeg +kommet højt op i Pilestrædet. Da jeg endelig +stod stille, næsten grædefærdig af Vrede over +ikke at kunne løbe længer, dirred jeg over +mit hele Legeme, og jeg slængte mig ned +på en Trappe. Nej, stop! sagde jeg. Og +for rigtigt at plage mig selv, rejste jeg mig +atter op og tvang mig til at blive stående, +og jeg lo ad mig selv og gotted mig over +min egen Forkommenhed. Endelig efter flere +Minutters Forløb gav jeg mig ved et Nik +Tilladelse til at sætte mig; endog da valgte +jeg den ubekvemmeste Plads på Trappen. + +</p><p>Herregud, det var dejligt at hvile! Jeg +tørred Sveden af mit Ansigt og drak store, +friske Åndedrag ind. Hvor havde jeg ikke +løbet! Men jeg angred det ikke, det var vel +fortjent. Hvorfor havde jeg også villet begære +den Krone? Nu så jeg Følgerne! Og jeg +begyndte at tale mildt til mig selv, holde +Formaninger, som en Moder kunde gjort. Jeg +blev mer og mer rørende, og træt og kraftløs +begyndte jeg at græde. En stille og inderlig +Gråd, en indvendig Hulken uden en +Tåre. + +</p><p>Et Kvarters Tid eller mer sad jeg på +samme Sted. Folk kom og gik, og ingen +forulemped mig. Småbørn legte her og der +omkring, en liden Fugl sang i et Træ på +den anden Side af Gaden. + +</p><p>En Politikonstabel kommer henimod mig. + +</p><p>»Hvorfor sitter Di her?« sagde han. + +</p><p>»Hvorfor jeg sidder her?« spurgte jeg. +»Af Lyst.« + +</p><p>»Jeg har lagt Mærke til Dere den sidste +Hal’time,« sagde han. »Di har sitti her en +hal’ Time?« + +</p><p>»Så omtrent,« svared jeg. »Var det +ellers noget?« Jeg rejse mig vredt og gik. + +</p><p>Kommen til Torvet, standsed jeg og så +ned i Gaden. Af Lyst! Var nu også det et +Svar? Af Træthed! skulde du sagt, og du +skulde gjort din Stemme begrædelig — du er +et Fæ, du lærer aldrig at hykle! — af Udmattelse! +og du skulde sukket som en Hest. + +</p><p>Da jeg kom til Brandvagten, standsed jeg +igen, greben af et nyt Indfald. Jeg knipsed +i Fingrene, slog i en høj Latter, som forbaused +de forbigående, og sagde: Nej, nu skal +du virkelig gå ud til Præsten Levion. Det +skal du bitterdød gøre. Jo, bare forat forsøge. +Hvad har du at forsømme med det? Det er +også sådant dejligt Vejr. + +</p><p>Jeg gik ind i Paschas Boglade, fandt i +Adressekalenderen Pastor Levions Bopæl og +begav mig derud. Nu gælder det! sagde jeg, +far nu ikke med Streger! Samvittighed, siger +du? Ikke noget Sludder; du er for fattig til +at holde Samvittighed. Du er sulten, er du, +kommen i et vigtigt Anliggende, det første +fornødne. Men du skal lægge Hovedet på +Skuldren og sætte Melodi på dine Ord. Det +vil du ikke, hvad? Så går jeg ikke et +Skridt videre, så meget du ved det. Så: +du er i en såre anfægtet Tilstand, kæmper +med Mørkets Magter og store, lydløse Uhyrer +om Nætterne, så det er en Gru, hungrer og +tørster efter Vin og Mælk og får det ikke. +Så langt er det kommet med dig. Nu står +du her og har ikke så godt som Spyt i +Lampen. Men du tror på Nåden, Gudskelov, +du har ikke tabt Troen endda! Og da skal +du slå Hænderne sammen og se ud som en +ren Satan til at tro på Nåden. Med Hensyn +til Mammon, så hader du Mammon under +alle dens Skikkelser; en anden Sag er det +med en Salmebog, en Erindring til et Par +Kroner . . . . Ved Præstens Dør standsed jeg +og læste: »Kontortid fra 12 til 4.« + +</p><p>Fremdeles ikke noget Sludder! sagde jeg; +nu gør vi Alvor af det! Så, ned med Hovedet, +lidt til . . . . og jeg ringte på til Familjelejligheden. + + +</p><p>»Jeg søger Pastoren,« sagde jeg til Pigen; +men det var mig ikke muligt at få Guds +Navn med. + +</p><p>»Han er gået ud,« svared hun. + +</p><p>Gået ud! Gået ud! Det ødelagde hele +min Plan, forrykked fuldstændigt alt, jeg havde +tænkt at sige. Hvad Nytte havde jeg så af +denne lange Tur? Nu stod jeg der. + +</p><p>»Var det noget især?« spurgte Pigen. + +</p><p>»Aldeles ikke!« svared jeg, »slet ikke! +Det var bare sådant dejligt Guds Vejr, og +så vilde jeg gå herud og hilse på ham.« + +</p><p>Der stod jeg og der stod hun. Jeg satte +med Vilje Brystet frem, forat gøre hende opmærksom +på Knappenålen, der holdt min +Frakke sammen; jeg bad hende med Øjnene +om at se, hvad jeg var kommet for; men +Staklen forstod ingen Ting. + +</p><p>Et dejligt Guds Vejr, ja. Om ikke Fruen +var hjemme heller? + +</p><p>Jo, men hun havde Gigt, lå på en Sofa, +uden at kunne røre sig . . . . Vilde jeg måske +lægge ned et Bud eller noget? + +</p><p>Nej, slet ikke. Jeg bare tog slige Ture +nu og da, fik lidt Motion. Det var så bra +efter Middagen. — + +</p><p>Jeg begav mig på Vejen tilbage. Hvad +vilde det føre til at passiare længer? Desuden +var jeg begyndt at føle Svimmelhed; det fejled +ikke, jeg var i Færd med at knække sammen for +Alvor. Kontortid fra 12 til 4; jeg havde banket +på en Time forsent, Nådens Tid var omme! + +</p><p>På Stortorvet satte jeg mig på en af +Bænkene ved Kirken. Herregud, hvor det begyndte +at se sort ud for mig nu! Jeg græd +ikke, jeg var for træt; udpint til det yderste +sad jeg der uden at foretage mig nogen Ting, +sad urørlig og sulted. Brystet var mest betændt, +det sved aldeles besynderlig slemt derinde. +Det vilde heller ikke hjælpe længer at +tygge Spån; mine Kæver var trætte af det +frugtesløse Arbejde, og jeg lod dem hvile. +Jeg gav mig over. Ovenikøbet havde en brun +Appelsinskal, som jeg fandt på Gaden, og +som jeg straks gav mig til at gnave af, givet +mig Kvalme. Jeg var syg; Pulsåren svulmed +blå på mine Håndled. + +</p><p>Hvad havde jeg også egentlig nølet efter? +Løbet om den hele Dag efter en Krone, som +kunde holde Liv i mig i nogle Timer længer. Var +det i Grunden ikke ligegyldigt, om det uundgåelige +skete en Dag før eller en Dag senere? +Havde jeg opført mig som et ordentligt Menneske, +var jeg gået hjem og lagt mig til Ro +for længe siden, overgivet mig. Min Tanke +var i Øjeblikket klar. Nu skulde jeg dø; det +var i Høstens Tid, og alt var lagt i Dvale. +Jeg havde forsøgt hvert Middel, udnyttet hver +Hjælpekilde, som jeg vidste om. Jeg kæled +sentimentalt med denne Tanke, og hver Gang, +jeg endnu håbed på en mulig Redning, +hvisked jeg afvisende: Din Nar, du er jo +allerede begyndt at dø! Jeg burde skrive et +Par Breve, have alt færdigt, gøre mig parat. +Jeg vilde vaske mig omhyggeligt og ordne +smukt op i min Seng; mit Hoved vilde jeg +lægge på det Par Ark hvidt Skrivepapir, den +reneste Ting jeg havde igen, og det grønne +Tæppe kunde jeg . . . . + +</p><p>Det grønne Tæppe! Jeg blev med én +Gang lys vågen, Blodet steg mig til Hovedet, +og jeg fik stærk Hjærteklap. Jeg rejser mig +op fra Bænken og begynder at gå, Livet +rører sig påny i alle mine Fibrer, og jeg +gentager Gang på Gang de løsrevne Ord: +Det grønne Tæppe! Det grønne Tæppe! +Jeg går hurtigere og hurtigere, som om det +galdt at indhente noget, og står om en kort +Stund atter hjemme i mit Blikkenslagerværksted. + +</p><p>Uden at standse et Øjeblik eller vakle i +min Beslutning, går jeg bort til Sengen og +ruller Hans Paulis Tæppe sammen. Det skulde +være underligt, om ikke mit gode Indfald +kunde redde mig! De dumme Betænkeligheder, +som opstod hos mig, halve indre Råb +om et vist Brandmærke, det første sorte Tegn +i min Hæderlighed, hæved jeg mig uendeligt +over; jeg gav det hele en god Dag. Jeg var +ingen Helgen, ingen Dydsidiot, jeg havde min +Forstand i Behold . . . . + +</p><p>Og jeg tog Tæppet under Armen og gik +ned i Stenersgaden Numer 5. + +</p><p>Jeg banked på og trådte ind i den store +fremmede Sal, for første Gang; Bjælden på +Døren slog en hel Masse desperate Slag over +mit Hoved. En Mand kommer ind fra et +Sideværelse, tyggende, med Munden fuld af +Mad, og stiller sig foran Disken. + +</p><p>»Å, lån mig en halv Krones Penge på +mine Briller!« sagde jeg; »jeg skal løse dem +ind om et Par Dage, sikkert.« + +</p><p>»Hvad? Nej, det er jo Stålbriller?« + +</p><p>»Ja.« + +</p><p>»Nej, det kan jeg ikke.« + +</p><p>»Å, nej. De kan vel ikke det. Det var +i Grunden bare Spøg også. Nej, jeg har et +Tæppe med, som jeg egentlig ikke har noget +Brug for længer, og det faldt mig ind, at De +kunde ville skille mig af med det.« + +</p><p>»Jeg har desværre et helt Lager af Sengeklæder,« +svared han, og da jeg havde fået +det oprullet, kasted han et eneste Blik på +det og råbte: + +</p><p>»Nej, undskyld, det har heller ikke jeg +noget Brug for!« + +</p><p>»Jeg vilde vise Dem den dårligste Side +først,« sagde jeg; »det er meget bedre på +den anden Side.« + +</p><p>»Ja, ja, det hjælper ikke, jeg vil ikke eje +det, og De får ikke ti Øre for det noget +Sted.« + +</p><p>»Nej, det er grejt, at det ikke er værd +noget,« sagde jeg; »men jeg tænkte, at det +kunde gå under ét med et andet gammelt +Tæppe på Auktionen.« + +</p><p>»Ja, nej, det nytter ikke.« + +</p><p>»Fem og tyve Øre?« sagde jeg. + +</p><p>»Nej, jeg vil slet ikke have det, Mand, +jeg vil ikke have det i Huset.« + +</p><p>Så tog jeg atter Tæppet under Armen +og gik hjem. + +</p><p>Jeg lod som intet var hændt, bredte igen +Tæppet over Sengen, glatted det godt ud, +som jeg plejed, og forsøgte at udslette ethvert +Spor af min sidste Handling. Jeg kunde +umuligt have været ved min fulde Forstand i +det Øjeblik, da jeg fatted Beslutningen om at +begå denne Kæltringstreg; jo mer jeg tænkte +herpå, des urimeligere forekom det mig. Det +måtte være et Anfald af Svaghed, en eller +anden Slappelse i mit Indre, som havde overrumplet +mig. Jeg var heller ikke falden i +denne Snare, det aned mig, at det begyndte +at bære galt afsted, og jeg havde udtrykkelig +forsøgt med Brillerne først. Og jeg glæded +mig meget over, at jeg ikke havde fået Anledning +til at fuldbyrde denne Brøde, som +vilde have flækket til de sidste Timer, jeg +leved. + +</p><p>Og atter vandred jeg ud i Byen. + +</p><p>Jeg slog mig påny ned på en Bænk ved +Vor Frelsers Kirke, dused sammen, med +Hovedet på Brystet, slap efter den sidste +Ophidselse, syg og forkommen af Sult. Og +Tiden gik. + +</p><p>Jeg fik sidde også denne Time ud; det +var lidt lysere ude end inde i Hus; det forekom +mig desuden, at det arbejded ikke fuldt +så galt i Brystet ude i fri Luft; jeg kom jo +også tidsnok hjem. + +</p><p>Og jeg dused og tænkte og led ganske +hårdt. Jeg havde fundet mig en liden Sten, +som jeg pudsed af på mit Frakkeærme og +stak i Munden, forat have noget at gumle på; +ellers rørte jeg mig ikke og flytted ikke engang +Øjnene. Mennesker kom og gik, +Vognrammel, Hovtramp og Passiar fyldte +Luften. + +</p><p>Men jeg kunde jo forsøge med Knapperne? +Det nytted naturligvis ikke, og desuden +var jeg så temmelig syg. Men når +jeg ret betænkte mig, så skulde jeg jo egentlig +i Retning af »Onkel« — min egentlige +»Onkel« — når jeg gik hjem? + +</p><p>Endelig rejste jeg mig og drog mig sent +og tuslet henefter Gaderne. Det begyndte at +brænde over mine Øjenbryn, det trak op til +Feber, og jeg skyndte mig alt, jeg kunde. +Atter kom jeg forbi Bagerbutiken, hvor Brødet +lå. Så, nu standser vi ikke her! sagde jeg +med tilgjort Bestemthed. Men om jeg nu gik +ind og <i>bad</i> om en Bid Brød? Det var en +Strejftanke, et Glimt; det faldt mig virkelig +ind. Fy! hvisked jeg og rysted på Hovedet. +Og jeg gik videre. + +</p><p>I Rebslagergangen stod der et Par elskende +og hvisked inde i en Port; lidt længer henne +stak en Pige Hovedet ud af Vinduet. Jeg gik +så sagte og betænksomt, jeg så ud til at +grunde på noget af hvert — og Pigen kom +ud på Gaden. + +</p><p>»Hvordan er det med dig da, Gammeln? +Hvad for noget, er du syg? Nej, Gud hjælpe +mig for et Ansigt!« Og Pigen trak sig skyndsomt +tilbage. + +</p><p>Jeg standsed med en Gang. Hvad var +der ivejen med mit Ansigt? Var jeg virkelig +begyndt at dø? Jeg følte med Hånden opad +Kinderne: mager, naturligvis var jeg mager; +Kinderne stod som to Skåler med Bunden +ind; men Herregud . . . . og jeg rusled +atter ivej. + +</p><p>Men jeg standsed igen. Jeg måtte være +ganske ubegribelig mager. Og Øjnene var +på Vej ind gennem Hovedet. Hvordan så +jeg egentlig ud? Det var nu som hede Fan +også, at man måtte lade sig levende vanskabe +af bare Sult! Jeg følte Raseriet endnu +engang, dets sidste Opblussen, en +Senetrækning. Hjælpe os for et Ansigt, hvad? Her +gik jeg med et Hoved, som der ikke fandtes +Mage til i Landet, med et Par Næver, som +Gud forsyne mig kunde male Bybud til Sigtemel, +og sulted mig vanskabt midt i Kristiania +By! Var der nogen Orden og Måde i det? +Jeg havde ligget i Sælen og slidt Nætter +og Dage, som en Mær, der slæber en Præst; +jeg havde læst mig Øjnene ud af Skolten og +sultet mig Forstanden ud af Hjærnen — hvad +Fan havde jeg igen for det? Endog Gadetæverne +bad Gud fri sig for Synet af mig. Men nu +skulde det være stop — forstår du det! — +<i>stop</i> skulde det Djævelen besætte mig være! +. . . . Med stadigt tiltagende Raseri, skærende +Tænder under Følelsen af min Mathed, under +Gråd og Eder, vedblev jeg at buldre løs, +uden at ændse Folk, der gik forbi. Jeg begyndte +igen at martre mig selv, løb med Vilje +min Pande mod Lygtepælene, satte Neglene +dybt ind i mine Håndbage, bed i Afsindighed +i min Tunge, når den ikke talte tydeligt, og +jeg lo rasende hver Gang det gjorde meget +ondt. + +</p><p>Ja, men hvad skal jeg gøre? svared +jeg tilsidst mig selv. Og jeg stamper i Gaden +flere Gange og gentager: Hvad skal jeg gører +— En Herre går just forbi og bemærker +smilende: + +</p><p>»De bør gå og begære Dem anholdt.« + +</p><p>Jeg så efter ham. Det var en af vore +bekendte Damelæger, »Hertugen« kaldet. Ikke +engang han forstod sig på min Tilstand, en +Mand, jeg kendte, og hvis Hånd jeg havde +trykket. Jeg blev stille. Anholdt? Ja, jeg +var gal; han havde Ret. Jeg følte Vanviddet +i mit Blod, følte dets Jag gennem Hjærnen. +Så dér skulde det ende med mig! Ja, ja! +Og jeg begyndte igen min langsomme, sørgelige +Gang. Dér skulde jeg altså havne! + +</p><p>Med ét står jeg atter stille. Men ikke +anholdt! siger jeg; ikke det! Og jeg var +næsten hæs af Angst. Jeg bad for mig, trygled +hen i Hyt og Vejr om ikke at blive anholdt. +Så vilde jeg komme på Rådstuen +igen, blive indestængt i en mørk Celle, hvori +der ikke fandtes en Gnist af Lys. Ikke det! +Der var andre Udveje åbne endnu, som jeg +ikke havde forsøgt. Og jeg vilde forsøge dem; +jeg vilde være så inderlig flittig, tage mig +god Tid til det og gå ufortrødent omkring +fra Hus til Hus. Der var nu for Eksempel +Musikhandler Cisler, ham havde jeg slet ikke +været hos. Der blev nok en Råd . . . . +Således gik jeg og talte, indtil jeg næsten +fik mig selv til at gæde af Rørelse. Bare ikke +blive anholdt! + +</p><p>Cisler? Var det måske et højere Fingerpeg? +Hans Navn havde faldt mig ind uden +Grund, og han boed så langt borte; men jeg +vilde dog opsøge ham, gå sagte og hvile +iblandt. Jeg kendte Stedet, jeg havde været +der ofte, købt så mange Noder i de gode +Dage. Skulde jeg bede om en halv Krone? +Det vilde måske genere ham; jeg fik spørge +om en hel. + +</p><p>Jeg kom ind i Butiken og spurgte efter +Chefen; man viste mig ind i hans Kontor. +Der sad Manden, smuk, klædt efter Moden, +og gennemså Regninger. + +</p><p>Jeg stammed en Undskyldning og frembar +mit Ærinde. Tvungen af Trang til at +henvende mig til ham . . . . Skulde ikke vare +ret længe, før jeg skulde betale det tilbage +. . . . Når jeg fik Honoraret for min Avisartikel +. . . . Han vilde gøre mig så stor en +Velgærning . . . . + +</p><p>Endnu mens jeg talte, vendte han sig til +Pulten og fortsatte sit Arbejde. Da jeg var +færdig, så han påskrå henimod mig, rysted +sit smukke Hoved og sagde: »Nej!« Bare Nej. +Ingen Forklaring. Ikke et Ord. + +</p><p>Mine Knæ skalv voldsomt, og jeg støtted +mig mod den lille polerede Skranke. Jeg fik +forsøge en Gang til. Hvorfor skulde netop +hans Navn falde mig ind, da jeg stod langt +nede i Vaterland? Det sled nogle Gange i +min venstre Side, og jeg begyndte at svede. +Hm! Jeg var virkelig højst forkommen, sagde +jeg, temmelig syg, desværre; det vilde sikkert +ikke gå mer end et Par Dage, før jeg kunde +betale det tilbage. Om han vilde være så snil? + +</p><p>»Kære Mand, hvorfor kommer De til +mig?« sagde han. »De er mig et fuldstændigt +X, løben ind fra Gaden. Gå til Bladet, hvor +man kender Dem.« + +</p><p>»Men blot for iaften!« sagde jeg. »Redaktionen +er allerede stængt, og jeg er meget +sulten nu.« + +</p><p>Han rysted vedholdende på Hovedet, +vedblev at ryste det endog efterat jeg havde +grebet fat i Låsen. + +</p><p>»Farvel!« sagde jeg. + +</p><p>Det var ikke noget højere Fingerpeg, +tænkte jeg og smilte bittert; så højt kunde +også jeg pege, når det kom an på det. +Jeg sled mig frem det ene Kvartal efter det +andet, nu og da hvilte jeg et Øjeblik på en +Trappe. Når jeg bare ikke blev anholdt! +Rædselen for Cellen forfulgte mig hele Tiden, +lod mig slet ikke i Fred; hver Gang jeg så +en Konstabel i min Vej, tusled jeg ind i en +Sidegade, forat undgå at møde ham. Nu +tæller vi et hundrede Skridt, sagde jeg, og +forsøger vor Lykke igen! Engang blir der +vel en Råd . . . . + +</p><p>Det var en mindre Garnhandel, et Sted, +jeg aldrig tidligere havde betrådt. En enkelt +Mand indenfor Disken, Kontor indenfor med +Porcellæns Skildt på Døren, pakkede Hylder +og Borde i lang Række. Jeg vented til den +sidste Kunde havde forladt Butiken, en ung +Dame med Smilehuller. Hvor hun så lykkelig +ud! Jeg nænned ikke at prøve at gøre Indtryk +med min Knappenål i Frakken; jeg +vendte mig bort, og mit Bryst hulked. + +</p><p>»Ønsker De noget?« spurgte Betjenten. + +</p><p>»Er Chefen tilstede?« sagde jeg. + +</p><p>»Han er på Fjældtur i Jotunhejmen,« +svared han. »Var det noget særligt, hvad?« + +</p><p>»Det galdt nogle Øre til Mad,« sagde +jeg og forsøgte at smile; »jeg er bleven sulten, +og jeg har ikke en Øre.« + +</p><p>»Så er De lige så rig, som jeg«, sagde +han og gav sig til at ordne Garnpakker. + +</p><p>»Å, vis mig ikke bort — ikke nu!« +sagde jeg, på en Gang kold over hele Legemet. +»Jeg er virkelig næsten død af Sult, det +er mange Dage, siden jeg nød noget.« + +</p><p>I yderste Alvor, uden at sige noget, gav +han sig til at vrænge sine Lommer, en efter +en. Om jeg ikke vilde tro ham på hans +Ord, hvad? + +</p><p>»Bare fem Øre?« sagde jeg. »Så skal +De få ti igen om et Par Dage.« + +</p><p>»Kære Mand, vil De have mig til at stjæle +af Skuffen?« spurgte han utålmodig. + +</p><p>»Ja,« sagde jeg, »ja, tag fem Øre af +Skuffen.« + +</p><p>»Det blir ikke mig, som gør det,« slutted +han, og han lagde til: »Og lad mig sige Dem +nu med det samme, at nu kan det være nok +af dette.« + +</p><p>Jeg drog mig ud, syg af Sult og hed af +Skam. Jeg havde gjort mig til Hund for det +usleste Ben og ikke fået det. Nej, nu +fik der blive en Ende på det! Det var +virkelig kommet altfor langt med mig. Jeg +havde holdt mig oppe i så mange År, stået +rank i så hårde Stunder, og nu var jeg +på en Gang sunken ned til brutalt Betleri. +Denne ene Dag havde forrået min hele +Tanke, overstænket mit Sind med Ubluhed. +Jeg havde ikke undset mig for at gøre mig +bevægelig og stå og græde til de mindste +Kræmmere. Og hvad havde det nyttet? Stod +jeg måske ikke fremdeles uden en Brødbid +at stikke i Munden. Jeg havde opnået at få +mig til at væmmes ved mig selv. Ja, ja, nu +måtte det komme til en Ende! Retnu stængte +man Porten hjemme, og jeg fik skynde mig, +hvis jeg ikke vilde ligge på Rådstuen inat +igen . . . . + +</p><p>Dette gav mig Kræfter; ligge på Rådstuen +vilde jeg ikke. Med foroverbøjet Krop, +med Hånden stemt mod venstre Ribben, forat +dulme Stingene lidt, kaved jeg fremad, holdt +Øjnene fæstet i Fortouget, for ikke at tvinge +mulige Bekendte til at hilse, og hasted hen +til Brandvagten. Gudskelov, Klokken var blot +syv på Vor Frelsers, jeg havde tre Timer +endnu, før Porten stængtes. Hvor jeg havde +været bange! + +</p><p>Så var der altså ikke en Ting uforsøgt, +jeg havde gjort alt, jeg kunde. At det virkelig +ikke vilde lykkes én Gang på en hel Dag! +tænkte jeg. Om jeg fortalte det til nogen, så +var der ingen, som ville tro det, og om jeg +skrev det ned, så vilde man sige, at det var +lavet. Ikke på et eneste Sted! Ja, ja, der var +ingen Råd med det; fremfor alt ikke gå og +være rørende mer. Fy, det var ækelt, forsikkrer +dig på, det gør mig vammel af dig! Når alt +Håb var ude, så var det ude. Kunde jeg +ikke forresten stjæle mig en Håndfuld Havre +inde i Stalden? En Stribe af Lys, et Strejf +— jeg vidste, at Stalden var lukket. + +</p><p>Jeg tog det mageligt og krøb i sen Sneglegang +hjemover. Jeg følte Tørst, glædeligvis +for første Gang den hele Dag, og jeg gik og +så mig om efter et Sted, hvor jeg kunde +drikke. Jeg var kommet for langt bort fra +Basarerne, og ind i et Privathus vilde jeg +ikke gå; jeg kunde måske også vente til +jeg kom hjem; det vilde tage et Kvarters Tid. +Det var slet ikke sagt, at jeg kunde få beholde +en Slurk Vand heller; min Mave tålte +ikke længer nogen Ting, jeg følte mig endog +kvalm af det Spyt, jeg gik og svælged ned. + +</p><p>Men Knapperne? Jeg havde slet ikke +forsøgt med Knapperne endda? Da stod jeg +plat stille og gav mig til at smile. Kanske +blev der alligevel en Råd! Jeg var ikke helt +fordømt! Jeg vilde ganske sikkert få ti Øre +for dem, imorgen fik jeg så andre ti et eller +andet Sted, og Torsdag vilde jeg få Betaling +for min Avisartikel. Jeg skulde bare se, det +retted sig! At jeg virkelig kunde glemme +Knapperne! Jeg tog dem op af Lommen og +betragted dem, mens jeg atter gik; mine Øjne +blev dunkle af Glæde, jeg så ikke hele Gaden, +jeg gik på. + +</p><p>Hvor kendte jeg ikke nøje den store +Kælder, min Tilflugt i de mørke Aftener, min +blodsugende Ven! En for en var mine Ejendele +forsvundne hernede, mine Småting +hjemmefra, min sidste Bog. På Auktionsdagen +gik jeg gærne derned, forat se til, og +jeg glæded mig hvergang mine Bøger syntes +at komme i gode Hænder. Skuespiller Magelsen +havde mit Ur, og det var jeg næsten stolt +af; en Årskalender, hvori jeg havde mit første +lille poetiske Forsøg, havde en Bekendt købt, +og min Yderfrakke havned hos en Fotograf +til Udlån i Atelieret. Så der var intet at +sige på nogen Ting. + +</p><p>Jeg holdt mine Knapper færdige i Hånden +og trådte ind. »Onkel« sidder ved sin Pult +og skriver. + +</p><p>»Jeg har ingen Hast,« siger jeg, bange +forat forstyrre ham og gøre ham utålmodig +med min Henvendelse. Min Stemme lød så +forunderlig hul, jeg kendte den næsten ikke +selv igen, og mit Hjærte slog som en Hammer. + +</p><p>Han kom mig smilende imøde, som han +plejed, lagde begge sine Hænder flade på +Disken og så mig ind i Ansigtet, uden at sige +noget. + +</p><p>Ja, jeg havde noget med, som jeg vilde +spørge, om han ikke kunde have Brug for . . . . +noget, som blot lå mig ivejen hjemme, forsikkrer +Dem på, ganske til Plage . . . . nogle +Knapper. + +</p><p>Nå, hvad var det så, hvad var det så +med de Knapper? Og han lægger sine Øjne +helt ned til min Hånd. + +</p><p>Om han ikke kunde give mig nogle Øre +for dem? . . . . Så mange, som han selv +syntes . . . . Ganske efter hans eget Skøn . . . . + +</p><p>For de Knapper? Og »Onkel« stirrer +forundret på mig. For <i>disse</i> Knapper? + +</p><p>Bare til en Cigar, eller hvad han selv +vilde. Jeg gik netop forbi, og så vilde jeg +høre ind. + +</p><p>Da lo den gamle Pantelåner og vendte +tilbage til sin Pult, uden at sige et Ord. Der +stod jeg. Jeg havde egentlig ikke håbet så +meget, og alligevel havde jeg tænkt mig det +muligt at blive hjulpen. Denne Latter var min +Dødsdom. Det kunde vel ikke nytte med +Brillerne nu heller? + +</p><p>Jeg vilde naturligvis lade mine Briller gå +med, det er en Selvfølge, sagde jeg så og +tog dem af. Bare ti Øre, eller, om han vilde, +fem Øre? + +</p><p>»De ved jo, at jeg ikke kan låne på +Deres Briller,« sagde »Onkel«; »jeg har sagt +Dem det før.« + +</p><p>»Men jeg trænger et Frimærke,« sagde jeg +dump; jeg kunde ikke engang få afsendt de +Breve, som jeg skulde skrive. »Et ti eller fem +Øres Frimærke, ganske som De selv synes.« + +</p><p>»Gud velsigne Dem og gå Deres Vej!« +svared han og kaved imod mig med Hånden. + +</p><p>Ja, ja, så får det være! sagde jeg til mig +selv. Mekanisk satte jeg Brillerne igen på, tog +Knapperne i Hånden og gik; jeg sagde Godnat +og lukked Døren efter mig som sædvanlig. +Se så, der var ikke mer at gøre! Udenfor +Trappegabet standsed jeg og så endnu engang +på Knapperne. At han slet ikke vilde have +dem! sagde jeg; det er dog næsten nye +Knapper; jeg kan ikke forstå det! + +</p><p>Mens jeg stod der i disse Betragtninger, +kom en Mand forbi og gik ned i Kælderen. +Han havde i Farten givet mig et lidet Stød; +vi gjorde begge Undskyldning, og jeg vendte +mig om og så efter ham. + +</p><p>»Nej, er det dig?« sagde han pludselig +nede i Trappen. Han kom op, og jeg genkendte +ham. »Gud bevare os, så du ser ud!« sagde +han. »Hvad har du gjort hernede?« + +</p><p>»Å — havt Affærer. Du skal herned, ser +jeg?« + +</p><p>»Ja. Hvad har du været der med?« + +</p><p>Mine Knæ skalv, jeg støtted mig mod +Væggen og rakte ud min Hånd med Knapperne. + +</p><p>»Hvad Fan?« råbte han. »Nej, nu går +det for vidt!« + +</p><p>»Godnat!« sagde jeg og vilde gå; jeg +følte Gråden i Brystet. + +</p><p>»Nej, vent et Øjeblik!« sagde han. + +</p><p>Hvad skulde jeg vente efter? Han var jo +selv på Vej til »Onkel«, bragte måske sin +Forlovelsesring, havde sultet i flere Dage, +skyldte sin Værtinde. + +</p><p>»Ja,« svared jeg, »når du vil være snar . . . .« + +</p><p>»Naturligvis,« sagde han og tog Tag i min +Arm; »men jeg skal sige dig, jeg tror dig ikke, +du er en Idiot; det er bedst, du følger med derned.« + +</p><p>Jeg forstod, hvad han vilde, følte pludselig +igen en liden Gnist af Ære og svared: + +</p><p>»Kan ikke! Jeg har lovet at være i Bernt +Ankers Gade Klokken halv otte, og . . . .« + +</p><p>»Halv otte, rigtigt ja! Men nu er Klokken +otte. Her står jeg med Uret i Hånden, det +er det, jeg skal herned med. Så, ind med +dig, sultne Synder! Jeg får mindst fem Kroner +til Dig.« + +</p><p>Og han puffed mig ind. + +</p> + +<div class='chapter' /><h2>TREDJE STYKKE</h2> + +<p class="first">En Uges Tid gik i Herlighed og Glæde. + +</p><p>Jeg var over det værste også denne +Gang, jeg havde Mad hver Dag, mit Mod steg, +og jeg stak det ene Jærn efter det andet i +Ilden. Jeg havde tre eller fire Afhandlinger +under Arbejde, der plyndred min fattige Hjærne +for hver Gnist, hver Tanke, som opstod i den, +og jeg syntes, at det gik bedre end før. +Den sidste Artikel, som jeg havde havt så +meget Rænd for og sat så meget Håb til, +var allerede bleven mig tilbageféveret af Redaktøren, +og jeg havde tilintetgjort den straks, +vred, fornærmet, uden at læse den igennem +påny. For Eftertiden vilde jeg forsøge med +et andet Blad, forat åbne mig flere Udveje. +I værste Fald, hvis heller ikke det hjalp, +havde jeg Skibene at tage til; »Nonnen« lå +sejlklar nede ved Bryggen, og jeg kunde +måske få arbejde mig over på den til +Archangel, eller hvor det nu var, den skulde +hen. Så der mangled mig ikke Udsigter på +mange Kanter. + +</p><p>Den sidste Krise havde faret noget ilde +med mig; jeg begyndte at miste Hår i stor +Mængde, Hovedpinen var også meget plagsom, +især om Morgenen, og Nervøsiteten +vilde ikke give sig. Jeg sad om Dagen og +skrev med Hænderne bundet ind i Kluder, +blot fordi jeg ikke tålte mit eget Åndedrag +imod dem. Når Jens Olaj slog Stalddøren +hårdt i nedenunder mig, eller en Hund kom +ind i Baggården og begyndte at gø, gik det +mig gennem Marv og Ben som kolde Stik, +der traf mig allevegne. Jeg var temmelig forkommen. + +</p><p>Dag efter Dag stræved jeg med mit +Arbejde, undte mig knapt Tid til at sluge min +Mad, førend jeg atter satte mig til at skrive. +I den Tid var både Sengen og mit lille +vaklende Skrivebord oversvømmet med Notiser +og beskrevne Blade, som jeg vekselvis arbejded +på, føjed til nye Ting, som kunde falde mig +ind i Løbet af Dagen, strøg over, frisked op +de døde Punkter med et farvefuldt Ord hist +og her, sled mig fremad Sætning for Sætning +med den værste Møje. En Eftermiddag var +endelig den ene af mine Artikler færdig, og +jeg stak den lykkelig og glad i Lommen og +begav mig op til »Kommandøren«. Det var +på høj Tid, at jeg gjorde Anstalter til lidt +Penge igen, jeg havde ikke mange Øre tilbage. + +</p><p>»Kommandøren« bad mig om at sidde +et Øjeblik, så skulde han straks . . . . og han +skrev videre. + +</p><p>Jeg så mig om i det lille Kontor: Buster, +Litografier, Udklip, en umådelig Papirkurv, +der så ud til at kunne sluge en Mand med +Hud og Hår. Jeg følte mig trist tilmode ved +Synet af dette uhyre Gab, denne Dragekæft, +der altid stod åben, altid var færdig til at +modtage nye kasserede Arbejder — nye knuste +Håb. + +</p><p>»Hvad Dato har vi?« siger pludselig +»Kommandøren« borte ved Bordet. + +</p><p>»28de,« svarer jeg, glad over at kunne +være ham til Tjeneste. + +</p><p>»28de.« Og han skriver fremdeles. +Endelig konvolutterer han et Par Breve, +sender nogle Papirer hen i Kurven og lægger +Pennen ned. Så svinger han sig omkring +på Stolen og ser på mig. Da han mærker, +at jeg endnu står ved Døren, gør han et +halvt alvorligt, halvt spøgefuldt Vink med +Hånden og peger på en Stol. + +</p><p>Jeg vender mig bort, forat han ikke skal +se, at jeg ingen Vest har på, når jeg åbner +Frakken og tager Manuskriptet op af Lommen. + +</p><p>»Det er bare en liden Karakteristik af +Correggio,« siger jeg, »men den er vel ikke +skrevet slig, desværre, at . . . .« + +</p><p>Han tager Papirerne ud af min Hånd og +begynder at blade i dem. Han vender sit +Ansigt mod mig. + +</p><p>Således så han da ud på nært Hold +denne Mand, hvis Navn jeg hørte allerede i +min tidligste Ungdom, og hvis Blad havde +havt den største Indflydelse på mig op gennem +Årene. Hans Hår er krøllet og de smukke +brune Øjne en Smule urolige; han har for +Vane at støde lidt i Næsen nu og da. En +skotsk Præst kunde ikke se mildere ud end +denne farlige Skribent, hvis Ord altid havde +slået blodige Striber, hvor de faldt ned. En +ejendommelig Følelse af Frygt og Beundring +betager mig overfor dette Menneske, jeg er +lige ved at få Tårer i Øjnene, og jeg rykker +uvilkårlig et Skridt frem, forat sige ham, +hvor inderlig jeg holdt af ham for alt, han +havde lært mig, og bede ham om ikke at +gøre mig Fortræd; jeg var blot en fattig +Stymper, som havde det slemt nok alligevel +. . . . + +</p><p>Han så op og lagde mit Manuskript +langsomt sammen, mens han sad og tænkte +efter. Forat lette ham i at give mig et afslående +Svar, rækker jeg Hånden lidt frem +og siger: + +</p><p>»Å, nej, det er naturligvis ikke brugbart?« +Og jeg smiler, forat give Indtryk af at +tage det let. + +</p><p>»Det må være så populært alt, som +vi kan bruge,« svarer han; »De ved, hvad +Slags Publikum vi har. Men kan De ikke +tage og gøre det lidt enklere? Eller finde +på noget andet, som Folk forstår bedre?« + +</p><p>Hans Hensynsfuldhed forundrer mig. Jeg +forstår, at min Artikel er kasseret, og dog +kunde jeg ikke fået et vakkrere Afslag. For +ikke at optage ham længer, svarer jeg: + +</p><p>»Jo, da, det kan jeg nok.« + +</p><p>Jeg går til Døren. Hm. Han måtte +undskylde, at jeg havde heftet ham bort med +dette . . . . Jeg bukker og tager i Dørvrideren. + + +</p><p>»Hvis De trænger det,« siger han, »så +kan De heller få lidt i Forskud. De kan jo +skrive for det.« + +</p><p>Nu havde han jo set, at jeg ikke dued til +at skrive, hans Tilbud ydmyged mig derfor +lidt, og jeg svared: + +</p><p>»Nej, Tak, jeg klarer mig endda en Stund. +Takker ellers så meget. Farvel!« + +</p><p>»Farvel!« svarer »Kommandøren« og +vender sig i det samme ind til sit Skrivebord. + +</p><p>Han havde nu alligevel behandlet mig +ufortjent velvilligt, og jeg var ham taknemmelig +herfor; jeg skulde også vide at påskønne +det. Jeg foresatte mig ikke at gå til ham +igen, førend jeg kunde tage med et Arbejde, +som jeg var helt tilfreds med, som kunde forbause +»Kommandøren« en Smule og få ham +til at anvise mig ti Kroner uden et Øjebliks +Betænkning. Og jeg gik hjem igen og tog +fat på min Skrivning påny. + +</p><p>I de følgende Aftener, når Klokken blev +omkring otte og Gassen allerede var tændt, +hændte der mig regelmæssig følgende: + +</p><p>Idet jeg kommer ud af mit Portrum, for +efter Dagens Møje og Besværligheder at begive +mig ud på en Spadsertur omkring i +Gaderne, står der en sortklædt Dame ved +Gaslygten lige udenfor Porten og vender +Ansigtet mod mig, følger mig med Øjnene, +når jeg passerer hende. Jeg lægger Mærke +til, at hun stadig har den samme Dragt på, +det samme tætte Slør, der skjuler hendes +Ansigt og falder nedad hendes Bryst, og i +Hånden en liden Paraply med Elfenbens Ring +i Håndtaget. + +</p><p>Det var allerede tredje Aften, jeg havde +set hende der, al tid på selvsamme Sted; +såsnart jeg var kommet hende forbi, vender +hun sig langsomt om og går nedad Gaden, +bort fra mig. + +</p><p>Min nervøse Hjærne skød Følehorn ud, +og jeg fik straks den urimelige Anelse, at det +var mig, hendes Besøg galdt. Jeg var tilsidst +næsten i Begreb med at tiltale hende, spørge +hende, om hun søgte efter nogen, om hun +trængte min Hjælp til noget, om jeg måtte +følge hende hjem, så dårligt antrukken som +jeg desværre var, beskytte hende i de mørke +Gader; men jeg havde en ubestemt Frygt for, +at det kanske vilde komme til at koste noget, +et Glas Vin, en Køretur, og jeg havde slet +ingen Penge mer; mine trøstesløst tomme +Lommer virked altfor nedslående på mig, +og jeg havde ikke engang Mod til at se lidt +skarpt på hende, når jeg gik hende forbi. +Sulten var igen begyndt at hussere med mig, +jeg havde ikke havt Mad, siden igåraftes; +det var ikke nogen lang Tid, jeg havde ofte +kunnet holde ud i flere Dage; men jeg var +begyndt at tage betænkeligt af, jeg kunde slet +ikke sulte så godt som før, en eneste Dag +kunde nu næsten gøre mig fortumlet, og jeg +led af idelige Opkastelser, såsnart jeg drak +Vand. Dertil kom, at jeg lå og frøs om +Nætterne, lå i fulde Klæder, som jeg stod +og gik om Dagen, og blåfrøs, ised ned hver +Aften under Kuldegysninger og stivned til +under Søvnen. Det gamle Tæppe kunde ikke +holde Trækvinden ude, og jeg vågned om +Morgenen af, at jeg var bleven tæt i Næsen +af den ramme Rimluft, der trængte ind til mig +udenfra. + +</p><p>Jeg går henad Gaderne og tænker på, +hvorledes jeg skulde bære mig ad med at +holde mig oppe, til jeg fik min næste Artikel +færdig. Havde jeg blot et Lys, vilde jeg forsøge +at kile på udover Natten; det vilde tage +et Par Timer, hvis jeg først kom rigtig i +Ånde; imorgen kunde jeg så atter henvende +mig til »Kommandøren«. + +</p><p>Jeg går uden videre ind i Oplandske og +søger efter min unge Bekendt fra Banken, forat +skaffe mig ti Øre til et Lys. Man lod mig +uhindret passere alle Værelser; jeg gik forbi +et Dusin Borde, hvor passiarende Gæster sad +og spiste og drak, jeg trængte lige ind i +Bunden af Kaféen, ind i Röda Rummet, uden +at finde min Mand. Flau og vred drog jeg +mig igen ud på Gaden og gav mig til at gå +i Retning af Slottet. + +</p><p>Var det nu ikke også som hede, levende, +evige Fan, at det aldrig vilde tage nogen Ende +med mine Genvordigheder! Med lange, rasende +Skridt, med Frakkekraven brutalt brættet op +i Nakken og med Hænderne knyttet i Bukselommerne, +gik jeg og skældte ud min ulykkelige +Stjærne hele Vejen. Ikke en rigtig sorgfri +Stund på syv, otte Måneder, ikke Mad til +Nødtørft en kort Uge tilende, førend Nøden +påny brød mig i Knæ. Her havde jeg ovenikøbet +gået og været ærlig midt i +Elendigheden, he-he, ærlig i Bund og Grund! Gud +bevare mig, hvor jeg havde været naragtig! +Og jeg begyndte at fortælle mig selv om, +hvorledes jeg endog havde gået og havt ond +Samvittighed, fordi jeg engang havde bragt +Hans Paulis Tæppe til Pantelåneren. Jeg lo +hånligt ad min ømme Retskaffenhed, spytted +foragteligt i Gaden og fandt slet ikke Ord +stærke nok til at gøre Nar ad mig for min +Dumhed. Det skulde bare været nu! Fandt +jeg i denne Stund en Skolepiges Spareskillinger +på Gaden, en fattig Enkes eneste Øre, jeg +skulde plukke den op og stikke den i Lommen, +stjæle den med velberåd Hu og sove roligt +som en Sten hele Natten bagefter. Jeg havde +dog ikke for intet lidt så usigelig meget, +min Tålmodighed var forbi, jeg var beredt +til hvad det skulde være. + +</p><p>Jeg gik rundt Slottet tre, fire Gange, tog +derpå den Bestemmelse at vende hjem, gjorde +endnu en liden Afstikker ind i Parken og gik +endelig tilbage nedad Karl Johan. + +</p><p>Klokken var omkring elleve. Gaden var +temmelig mørk, og der vandred Mennesker +omkring overalt, stille Par og larmende Klynger +om hinanden. Den store Stund var indtrådt, +Parringstiden, når den hemmelige Færdsel +foregår og de glade Æventyr begynder. +Raslende Pigeskørter, en og anden kort, sandselig +Latter, bølgende Bryster, heftige, pæsende +Åndedrag; langt nede ved Grand en Stemme, +som råber: »Emma!« Hele Gaden var en +Sump, hvorfra hede Dunster steg op. + +</p><p>Jeg forfarer uvilkårlig mine Lommer efter +to Kroner. Den Lidenskab, der dirrer i hver +af de forbigåendes Bevægelser, selve Gaslygternes +dunkle Lys, den stille, svangre Nat, +altsammen har begyndt at angribe mig, denne +Luft, der er fyldt af Hvisken, Omfavnelser, +skælvende Tilståelser, halvt udtalte Ord, små +Hvin; endel Katte elsker med høje Skrig inde +i Blomqvists Port. Og jeg havde ikke to +Kroner. Det var en Jammer, en Elendighed +uden Lige at være så udarmet! Hvilken +Ydmygelse, hvilken Vanære! Og jeg kom +atter til at tænke på en fattig Enkes sidste +Skærv, som jeg vilde have stjålet, en Skoleguts +Kasket eller Lommetørklæde, en Betlers +Madpose, som jeg uden Omstændighed vilde +have bragt til Kludehandleren og sviret op. +Forat trøste mig selv og holde mig skadesløs +begyndte jeg at finde op alle mulige Fejl ved +disse glade Mennesker, som gled mig forbi; +jeg trak vredt på Skuldrene og så ringeagtende +på dem, efterhvert som de passered, Par +for Par. Disse nøjsomme, sukkertøjspisende +Studenter, som mente at skeje europæisk +ud, når de fik klappe en Sypige på Maven! +Disse Ungherrer, Bankmænd, Grosserere, +Boulevardløver, som ikke engang slog Vrag +på Sjømandskoner, tykke Kutorvets Marihøner, +der kunde falde ned i det første det +bedste Portrum for en Sejdel Øl! Hvilke Sirener! +Pladsen ved deres Side var endnu varm +efter en Brandkonstabel eller en Staldkarl fra +sidste Nat; Tronen var altid lige ledig, lige +vidåben, værsågod, stig op! . . . . Jeg +spytted langt hen ad Fortouget, uden at bekymre +mig om, at det kunde træffe nogen, var +vred, opfyldt af Foragt for disse Mennesker, +der gned sig opad hinanden og parred sig +sammen midt for mine Øjne. Jeg løfted mit +Hoved og følte med mig selv Velsignelsen af +at kunne bevare min Sti ren. + +</p><p>Ved Stortingsplads mødte jeg en Pige, +som stirred meget stivt på mig, idet jeg kom +på Siden af hende. + +</p><p>»Godaften!« sagde jeg. + +</p><p>»Godaften!« Hun standsed. + +</p><p>Hm. Om hun var ude og gik så sent? +Var det nu ikke lidt resikabelt for en ung +Dame at gå på Karl Johan på denne Tid +af Døgnet? Ikke? Ja, men blev hun da aldrig +tiltalt, forulempet, jeg mener rent ud sagt bedt +om at gå med hjem? + +</p><p>Hun stirred forundret på mig, undersøgte +mit Ansigt, hvad jeg vel kunde mene +med dette. Så stak hun pludselig Hånden +ind under min Arm og sagde: + +</p><p>»Så gik vi da!« + +</p><p>Jeg fulgte med. Da vi havde gået nogle +Skridt forbi Droscherne, standsed jeg op, +gjorde min Arm fri og sagde: + +</p><p>»Hør, min Ven, jeg ejer ikke en Øre.« +Og jeg belaved mig på at gå min Vej. + +</p><p>I Førstningen vilde hun ikke tro mig; +men da hun havde fået føle efter i alle mine +Lommer og intet fandt, blev hun ærgerlig, +kasted på Hovedet og kaldte mig en Tørfisk. + +</p><p>»Godnat!« sagde jeg. + +</p><p>»Vent lidtl« råbte hun. »Er det Guldbriller, +De har?« + +</p><p>»Nej.« + +</p><p>»Ja, så gå Pokker ivold med Dem!« + +</p><p>Og jeg gik. + +</p><p>Lidt efter kom hun løbende efter mig og +råbte på mig påny. + +</p><p>»De kan være med mig alligevel,« sagde +hun. + +</p><p>Jeg følte mig ydmyget af dette Tilbud +fra en stakkels Gadetøs, og jeg sagde Nej. +Det var desuden sent på Nat, og jeg skulde +et Sted hen; hun havde heller ikke Råd til +slige Opofrelser. + +</p><p>»Jo, nu <i>vil</i> jeg have Dem med.« + +</p><p>»Men jeg går ikke med på den Måde.« + +</p><p>»De skal naturligvis til en anden,« sagde +hun. + +</p><p>»Nej,« svared jeg. + +</p><p>Men jeg havde Følelsen af, at jeg stod +i en ynkelig Stilling overfor denne aparte +Tøs, og jeg beslutted mig til at redde Skinnet. + +</p><p>»Hvad hedder De?« spurgte jeg. »Marie? +Nå! Hør nu her, Marie!« Og jeg gav mig +til at forklare min Opførsel. Pigen blev mer +og mer forundret efterhvert. Om hun altså +havde troet, at også jeg var en af dem, som +gik på Gaden om Aftenerne og kapred +Småpiger? Om hun virkelig troed noget så +slet om mig? Havde jeg måske sagt noget +uartigt til hende fra Begyndelsen af? Bar +man sig slig ad, som jeg, når man havde +noget ondt fore? Kort og godt, jeg havde +tiltalt hende og fulgt hende de Par Skridt, +forat se, hvor vidt hun vilde drive det. Forresten +var mit Navn det og det. Pastor den +og den. Godnat! Gå hen og synd ikke mer! + +</p><p>Dermed gik jeg. + +</p><p>Jeg gned mig henrykt i Hænderne over +mit gode Påfund og talte højt med mig selv. +Hvor det var en Glæde at gå omkring og +gøre gode Gærninger! Jeg havde måske +givet denne faldne Skabning et Skub til Oprejsning +for hele Livet! Frelst hende engang +for alle fra Fordærvelsen! Og hun vilde påskønne +det, når hun fik summet sig på det, +endog huske mig i sin Dødsstund med Hjærtet +fuldt af Tak. Å, det lønte sig at være ærlig +alligevel, ærlig og retskaffen! + +</p><p>Mit Humør var aldeles strålende, jeg +følte mig frisk og modig nok til hvad det +skulde være. Om jeg blot havde havt et Lys, +så kunde jeg kanske fået min Artikel færdig! +Jeg gik og dingled med min nye Portnøgle i +Hånden, nynned, plystred og spekulered på +en Udvej til Lys. Der blev ingen anden +Råd, jeg fik tage mine Skrivesager ned, ud +på Gaden, ind under Gaslygten. Og jeg +åbned Porten og gik op efter mine Papirer. + +</p><p>Da jeg kom ned igen, lukked jeg Porten +ilås udenifra og stilled mig hen i Lygteskinnet. +Det var stille overalt, jeg hørte blot +de tunge, klirrende Fodtrin af en Konstabel +nede i Tværgaden, og langt borte, i Retning +af St. Hanshaugen, en Hund, som gøed. Der +var intet, som forstyrred mig, jeg trak Frakkekraven +op for Ørene og gav mig til at tænke +af alle Kræfter. Det vilde hjælpe mig så +storartet, om jeg var så heldig at få istand +Slutningen af denne lille Afhandling. Jeg stod +just på et lidt vanskeligt Punkt, der skulde +komme en ganske umærkelig Overgang til +noget nyt, derpå en dæmpet, glidende Finale, +en lang Knurren, der tilsidst skulde ende i +en Klimaks så stejl, så oprørende som et +Skud, eller som Lyden af et Bjærg, der brast. +Punktum. + +</p><p>Men Ordene vilde ikke falde mig ind. Jeg +læste hele Stykket igennem fra Begyndelsen +af, læste højt hver Sætning, og jeg kunde +slet ikke samle mine Tanker til denne spragende +Klimaks. Mens jeg stod og arbejded +med dette, kom ovenikøbet Konstablen gående +og stilled sig op midt i Gaden et lidet Stykke +borte fra mig og spolered hele min Stemning. +Hvad kom det nu ham ved, om jeg i dette +Øjeblik stod og skrev på en udmærket Klimaks +til en Artikel for »Kommandøren«? +Herregud, hvor det var plat umuligt for mig +at holde mig oven Vande, hvad jeg end prøved +med! Jeg stod der en Times Tid, Konstablen +gik sin Vej, Kulden begyndte at blive +for stærk til at stå stille i. Modløs og forsagt +over det ny spildte Forsøg, åbned jeg +endelig atter Porten og gik op på mit +Rum. + +</p><p>Det var koldt deroppe, og jeg kunde +knapt se mit Vindu i det tykke Mørke. Jeg +følte mig frem til Sengen, trak Skoene af og +satte mig til at varme mine Fødder mellem +Hænderne. Så lagde jeg mig ned, således, +som jeg havde gjort i lang Tid, rund som +jeg gik, i fulde Klæder. + + +</p><p class="tb">* * * + +</p><p class="noindent">Morgenen efter rejste jeg mig overende +i Sengen, såsnart det blev lyst, og tog fat +på min Artikel igen. Jeg sad i denne Stilling +til Middags, da jeg havde fået istand en ti, +tyve Linjer. Og jeg var endda ikke kommet +til Finalen. + +</p><p>Jeg stod op, tog Støvlerne på og gav +mig til at drive frem og tilbage på Gulvet, +forat blive varm. Der lå Rim på Vinduerne; +jeg så ud, det sneed, nede i Baggården lå +et tykt Lag af Sne over Brolægningen og +Vandposten. + +</p><p>Jeg pusled omkring i mit Værelse, gjorde +viljeløse Ture frem og tilbage, skrabed med +Neglene i Væggene, lagde min Pande forsigtigt +ind mod Døren, banked med Pegefingeren i +Gulvet og lytted opmærksomt, altsammen +uden nogen Hensigt, men stille og eftertænksomt, +som om det var en Sag af Vigtighed, jeg +havde fore. Og imens sagde jeg højt Gang +på Gang, så jeg hørte det selv: Men du +gode Gud, dette er jo Vanvid! Og jeg drev +på lige galt. Efter en lang Stunds Forløb, +kanske et Par Timer, tog jeg mig stærkt +sammen, bed mig i Læben og strammed mig +op det bedste, jeg kunde. Der måtte blive +en Ende på dette! Jeg fandt mig en Flis at +tygge på og satte mig resolut til at skrive +igen. + +</p><p>Et Par korte Sætninger kom istand med +stort Besvær, et Snes fattige Ord, som jeg +pinte frem med Vold og Magt, for dog at +bevæge mig fremad. Da standsed jeg, mit +Hoved var tomt, jeg årked ikke mer. Og +da jeg slet ikke kunde komme længer, satte +jeg mig til at stirre med vidåbne Øjne på +disse sidste Ord, dette ufuldførte Ark, glante +på disse underlige, skælvende Bogstaver, der +stritted op fra Papiret som små hårede Dyr, +og jeg forstod tilsidst ikke noget af det hele, +jeg tænkte på ingen Ting. + +</p><p>Tiden gik. Jeg hørte Færdselen på Gaden, +Larmen af Vogne og Hovtramp; Jens +Olajs Stemme steg op til mig fra Stalden, +når han råbte til Hestene. Jeg var aldeles +sløv, jeg sad og smatted lidt med Munden, +men foretog mig ellers intet. Mit Bryst var +i en sørgelig Forfatning. + +</p><p>Det begyndte at skumre, jeg faldt mer +og mer sammen, blev træt og lagde mig tilbage +på Sengen. Forat varme mine Hænder +lidt, strøg jeg Fingrene gennem mit Hår, +frem og tilbage, på kryds og tvers; der +fulgte små Dotter med, løsnede Tjavser, som +lagde sig mellem Fingrene og flød udover +Hovedpuden. Jeg tænkte ikke noget over det +just da, det var som det ikke kom mig ved, +jeg havde også nok af Hår tilbage. Jeg +forsøgte atter at ryste mig op af denne forunderlige +Døs, der gled mig gennem alle Lemmer +som en Tåge; jeg rejste mig overende, banked +mig med flad Hånd over Knæerne, hosted +så hårdt, som mit Bryst tillod, — og jeg +faldt tilbage påny. Intet hjalp; jeg døde +hjælpeløst hen med åbne Øjne, stirrende ret +op i Taget. Tilsidst stak jeg Pegefingeren i +Munden og gav mig til at patte på den. Der +begyndte at røre sig noget i min Hjærne, en +Tanke, der roded sig frem derinde, et splittergalt +Påfund: Hvad om jeg bed til? Og uden +et Øjebliks Betænkning kneb jeg Øjnene i og +slog Tænderne sammen. + +</p><p>Jeg sprang op. Endelig var jeg bleven +vågen. Der pibled lidt Blod ud af Fingeren, +og jeg slikked det af efterhvert. Det gjorde +ikke meget ondt, Såret var heller ikke stort; +men jeg var med en Gang bragt til mig selv; +jeg rysted på Hovedet og gik hen til Vinduet, +hvor jeg fandt mig en Klud, som jeg +vikled om Såret. Mens jeg stod og pusled +hermed, blev njine Øjne fulde af Vand, jeg +græd sagte for mig selv. Denne magre, itubidte +Finger så så sørgelig ud. Gud i +Himlen, hvor langt det nu var kommet med +mig! + +</p><p>Mørket blev tættere. Det var kanske +ikke umuligt, at jeg kunde skrive min Finale +ud over Aftenen, hvis jeg bare havde et Lys. +Mit Hoved var atter blevet klart. Tanker +kom og gik som sædvanligt, og jeg led +ikke synderligt; jeg følte ikke engang Sulten +så slemt, som for nogle Timer siden, jeg +kunde nok holde ud til næste Dag. Måske +kunde jeg få et Lys på Kredit sålænge, +når jeg henvendte mig i Husholdningshandelen +og forklared min Stilling, Jeg var så godt +kendt dernede; i de gode Dage, mens jeg +endnu havde Råd til det, havde jeg købt +mangt et Brød i den Butik. Der var ingen +Tvivl om, at jeg vilde få et Lys på mit +ærlige Navn. Og for første Gang i lang Tid +tog jeg mig til at børste mine Klæder en +Smule, fjærned endog de løse Hår på min +Frakkekrave, såvidt det lod sig gøre i Mørket; +så famled jeg mig nedad Trapperne. + +</p><p>Da jeg kom ud på Gaden, faldt det mig +ind, at jeg kanske heller burde begære et +Brød. Jeg blev tvivlrådig, standsed op og +tænkte efter. På ingen Måde! svared jeg +endelig mig selv. Jeg var desvære ikke i den +Tilstand, at jeg tålte Mad nu; de samme +Historier vilde da gentage sig med Syner og +Fornemmelser og vanvittige Indfald, min Artikel +vilde aldrig blive færdig, og det galdt at +komme til »Kommandøren«, inden han glemte +mig igen. På ingen mulig Måde! Og jeg +bestemte mig for et Lys. Dermed gik jeg +ind i Butiken. + +</p><p>En Kone står ved Disken og gør Indkøb; +der ligger flere små Pakker i forskellige +Sorter Papir ved Siden af hende. Betjenten, +der kender mig og ved, hvad jeg sædvanligvis +køber, forlader Konen og pakker uden videre +et Brød ind i en Avis og lægger frem til +mig. + +</p><p>»Nej — det var egentlig et Lys iaften,« +siger jeg. Jeg siger det meget stille og ydmygt, +for ikke at gøre ham ærgerlig og forspilde +min Udsigt til at få Lyset. + +</p><p>Mit Svar forvilder ham, han løber ganske +Sur i mine uventede Ord; det var første +Gang, jeg havde forlangt noget andet end +Brød af ham. + +</p><p>»Ja, så får De vente lidt da«, siger han +endelig og giver sig atter i Færd med Konen. + +</p><p>Hun får sine Ting, betaler, leverer en +Femkrone, som hun får tilbage på, og går. + +</p><p>Nu er Betjenten og jeg alene. + +</p><p>Han siger: + +</p><p>»Ja, så var det altså et Lys.« Og han +river op en Pakke Lys og tager ud et til +mig. + +</p><p>Han ser på mig, og jeg ser på ham, +jeg kan ikke få min Begæring over Læberne. + +</p><p>»Nå ja, det var sandt, De betalte jo,« +siger han pludselig. Han siger simpelthen, at +jeg havde betalt; jeg hørte hvert Ord. Og +han begynder at tælle Sølvpenge op fra +Skuffen, Krone efter Krone, blanke, fede +Penge, — han giver atter tilbage på fem +Kroner. + +</p><p>»Værsågod!« siger han. + +</p><p>Nu står jeg og ser på disse Penge et +Sekund, jeg fornemmer, at det er galt fat med +noget, jeg overvejer ikke, tænker slet ikke +på nogen Ting, falder blot i Staver over al +denne Rigdom, som ligger og lyser foran +mine Øjne. Og jeg samler mekanisk +Pengene op. + +</p><p>Jeg står der udenfor Disken, dum af +Forundring, slagen, tilintetgjort; jeg gør et +Skridt hen mod Døren og standser igen. Jeg +retter mit Blik mod et vist Punkt på Væggen; +der hænger en liden Bjælde i et Læderhalsbånd, +og nedenunder den en Bundt Snøre. +Og jeg står og stirrer på disse Sager. + +</p><p>Betjenten, som mener, at jeg vil slå af +en Passiar, eftersom jeg giver mig så god +Tid, siger, idet han ordner endel Indpakningspapir, +som flyder om på Disken: + +</p><p>»Det ser ud til, at vi skal få Vinter nu.« + +</p><p>»Hm. Ja,« svarer jeg, »det ser ud til at +vi skal få Vinter nu. Det ser ud til det.« +Og lidt efter lægger jeg til: »Å, ja, det er +ikke fortidligt.« + +</p><p>Jeg hørte mig selv tale, men opfatted +hvert Ord, jeg sagde, som om de kom fra en +anden Person; jeg talte ganske ubevidst, ufrivilligt, +uden at føle det selv. + +</p><p>»Ja, synes De egentlig det?« siger Betjenten. + +</p><p>Jeg stak Hånden med Pengene i Lommen, +tog i Låsen og gik; jeg hørte, at jeg sagde +Godnat, og at Betjenten svared. + +</p><p>Jeg var kommet et Par Skridt bort fra +Trappen, da Butiksdøren blev revet op og +Betjenten råbte efter mig. Jeg vendte mig +om, uden Forundring, uden Spor af Angst; +jeg samled blot Pengene sammen i Hånden +og beredte mig på at give dem tilbage. + +</p><p>»Værsågod, De har glemt Deres Lys,« +siger Betjenten. + +</p><p>»Å, Tak!« svarer jeg roligt. »Tak! +Tak!« + +</p><p>Og jeg vandred atter nedad Gaden, bærende +Lyset i Hånden. + +</p><p>Min første fornuftige Tanke galdt Pengene. +Jeg gik hen til en Lygte og talte dem over +påny, vejed dem i Hånden og smilte. Så +var jeg alligevel herligt hjulpen, storslagent, +vidunderligt hjulpen for lang, lang Tid! Og +jeg stak atter Hånden med Pengene i Lommen +og gik. + +</p><p>Udenfor en Madkælder i Storgaden +standsed jeg og overvejed koldt og roligt, om +jeg skulde driste mig til at nyde en liden +Lunch allerede straks. Jeg horte Klirren af +Talærkener og Knive indenfor, og Lyden af +Kød, som bankedes; dette blev mig en altfor +stærk Fristelse, jeg trådte ind. + +</p><p>»En Bif!« siger jeg. + +</p><p>»En Bif!« råber Jomfruen ud gennem en +Luge. + +</p><p>Jeg slog mig ned ved et lidet Bord for +mig selv lige indenfor Døren og gav mig til +at vente. Det var lidt mørkt der, hvor jeg +sad, jeg følte mig nokså godt skjult og satte +mig til at tænke. Nu og da så Jomfruen +hen på mig med lidt nysgærrige Øjne. + +</p><p>Min første egentlige Uærlighed var begået, +mit første Tyveri, mod hvilket alle mine tidligere +Streger var for intet at regne; mit første +store Fald . . . . Godt og vel! Der var intet +at gøre ved det. Forresten stod det mig frit +for, jeg kunde ordne det med Kræmmeren +siden, senerehen, når jeg fik bedre Anledning +til det. Det behøved ikke at komme videre +med mig; desuden havde jeg ikke påtaget +mig at leve mere ærligt end alle andre +Mennesker, det var ingen Aftale . . . . + +</p><p>»Kommer Bifen snart, tror De?« + +</p><p>»Ja, ganske snart.« Jomfruen åbner +Lugen og ser ind i Køkkenet. + +</p><p>Men hvis nu Sagen kom for en Dag? +Hvis Betjenten kom til at fatte Mistanke, begyndte +at tænke over Hændelsen med Brødet, +de fem Kroner, som Konen fik tilbage på? +Det var ikke umuligt, at han vilde komme +på det en Dag, måske næste Gang, når +jeg gik derind. Nå ja, Herregud! . . . . +Jeg trak i Smug på Skuldrene. + +</p><p>»Værsågod!« siger Jomfruen venligt og +sætter Bifen på Bordet. »Men vil De ikke +heller gå ind i et andet Rum? Her er så +mørkt.« + +</p><p>»Nej, Tak, lad mig bare være her,« +svarer jeg. Hendes Venlighed gør mig med +en Gang bevæget, jeg betaler Bifen straks, +giver hende på Slump, hvad jeg får fat i +nede i Lommen, og lukker hendes Hånd til. +Hun smiler, og jeg siger for Spøg, med +Tårer i Øjnene: »Resten skal De have at +købe Dem en Gård for . . . . Å, velbekomme!« +. . . . + +</p><p>Jeg begyndte at spise, blev mer og mer +grådig efterhvert, slugte store Stykker, uden +at tygge dem, gassed mig dyrisk ved hver +Mundfuld. Jeg rev i Kødet som en Menneskeæder. + +</p><p>Jomfruen kom igen hen til mig. + +</p><p>»Vil De ikke have noget at drikke?« +siger hun. Og hun luder sig lidt ned mod +mig. + +</p><p>Jeg så på hende; hun talte meget lavt, +næsten undseligt; hun slog Øjnene ned. + +</p><p>»Jeg mener en halv Øl, eller hvad De +vil . . . . af mig . . . . atpå . . . . dersom +De vil . . . .« + +</p><p>»Nej, mange Tak!« svared jeg. »Ikke +nu. Jeg skal komme igen en anden Gang.« + +</p><p>Hun trak sig tilbage og satte sig indenfor +Disken; jeg så blot hendes Hoved. +Hvilket underligt Menneske! + +</p><p>Da jeg blev færdig, gik jeg med en +Gang til Døren, jeg følte allerede Kvalme. +Jomfruen rejste sig. Jeg var bange for at +komme hen i Lyset, frygted for at vise mig +formeget frem for den unge Pige, som ikke +aned min Elendighed, og jeg sagde derfor +hurtigt Godnat, bukked og gik. + +</p><p>Maden begyndte at virke, jeg led meget +af den og fik ikke beholde den længe. Jeg +gik og tømte min Mund ud i hver mørk Krog, +som jeg kom forbi, stred med at dæmpe +denne Kvalme, som udhuled mig påny, +knytted Hænderne og gjorde mig hårdfør, +stamped i Gaden og svælged rasende ned igen +hvad der vilde op — forgæves! Jeg sprang +tilsidst ind i et Portrum, foroverbøjet, med +Hovedet foran, blind af Vand, som sprængtes +ud i mine Øjne, og tømte mig igen. + +</p><p>Jeg blev forbittret, gik henad Gaden og +græd, bandte de grusomme Magter, hvem de +end var, som forfulgte mig så, svor dem ned +i Helvedes Fordømmelse og evige Kval for +deres Usselhed. Der var liden Ridderlighed +hos Skæbnen, virkelig nokså liden Ridderlighed, +måtte man sige! . . . . Jeg gik hen til +en Mand, som stod og glante indad et Butiksvindu, +og spurgte ham i største Hast, hvad +man efter hans Mening skulde byde en Mand, +som havde sultet i lang Tid. Det galdt Livet, +sagde jeg, han tålte ikke Bif. + +</p><p>»Jeg har hørt sige, at Mælk skal være +bra, kogt Mælk,« svarer Manden yderst forundret. +»Hvem er det forresten. De spørger +for?« + +</p><p>»Tak! Tak!« siger jeg. »Det kan hænde, +at det er nokså bra det, kogt Mælk . . . .« + +</p><p>Og jeg går. + +</p><p>Ved den første Kafé, jeg traf på, gik +jeg ind og bad om kogt Mælk. Jeg fik Mælken, +drak den ned så hed, som den var, slugte +glubsk hver Dråbe, betalte og gik atter. Jeg +tog Vejen hjem. + +</p><p>Nu hændte der noget forunderligt. Udenfor +min Port, lænet op til Gaslygten og midt +i Lyset fra denne, står et Menneske, som +jeg skimter allerede på lang Afstand, — det +er den sortklædte Dame igen. Den samme +sortklædte Dame fra de tidligere Aftener. Det +var ikke til at tage fejl af, hun havde mødt +op på selvsamme Sted for fjerde Gang. +Hun står aldeles urørlig. + +</p><p>Jeg finder dette så besynderligt, at jeg +uvilkårlig sagtner mine Skridt; i dette Øjeblik +er mine Tanker i god Orden, men jeg +er meget ophidset, mine Nerver er optirrede +af det sidste Måltid. Jeg går som sædvanligt +lige forbi hende, kommer næsten til Porten +og er i Færd med at træde indenfor. Da +standser jeg. Jeg får med ét en Indskydelse. +Uden at gøre mig nogen Rede for +det, vender jeg mig om og går lige hen til +Damen, jeg ser hende ind i Ansigtet og +hilser: + +</p><p>»Godaften, Frøken!« + +</p><p>»Godaften!« svarer hun. + +</p><p>Undskyld, søgte hun efter nogen? Jeg +havde lagt Mærke til hende før; om jeg kunde +være hende behjælpelig på nogen Måde? +Beder så meget om Undskyldning forresten. + +</p><p>Ja, hun vidste ikke rigtig . . . . + +</p><p>Der boed ingen ind ad denne Port, foruden +en tre, fire Hester og mig; det var forøvrigt +en Stald og et Blikkenslagerværksted +. . . . Hun var ganske vist på Vildspor, desværre, +når hun ledte efter nogen her. + +</p><p>Da vender hun Ansigtet bort og siger: + +</p><p>»Jeg leder ikke efter nogen, jeg bare står +her, det faldt mig ind . . . .« + +</p><p>Hun holdt inde. + +</p><p>Jaså, hun stod der bare, stod der sådan +Aften efter Aften, bare af at Indfald. Det +var lidt rart; jeg tænkte over det og kom +mer og mer i Vildrede med Damen. Så beslutted +jeg mig til at være dristig. Jeg ringled +en Smule med mine Penge i Lommen og bød +hende uden videre med på et Glas Vin et +eller andet Sted . . . . i Betragtning af, at Vinteren +var kommet, he-he . . . . Det behøved ikke +at tage lang Tid . . . . Men det vilde hun +vel ikke? + +</p><p>Å, nej, Tak, det gik vel ikke an. Nej, +det kunde hun ikke gøre. Men vilde jeg være +så snil at følge hende et Stykke, så . . . . +Det var nokså mørkt hjemover, og det genered +hende at gå alene opad Karl Johan, +efterat det var bleven så sent. + +</p><p>Vi satte os i Bevægelse; hun gik på min +højre Side. En ejendommelig, skøn Følelse +greb mig, Bevidstheden om at være i en ung +Piges Nærhed. Jeg gik og så på hende +hele Vejen. Parfumen i hendes Hår, Varmen, +der stod ud fra hendes Legeme, denne Duft +af Kvinde, der fulgte hende, det søde Åndedrag +hver Gang, hun vendte Ansigtet mod +mig, — altsammen strømmed ind på mig, +trængte mig uregerligt ind i alle mine Sandser. +Jeg kunde såvidt skimte et fyldigt, lidt blegt +Ansigt bag Sløret og et højt Bryst, der strutted +ud mod Kåben. Tanken på al denne skjulte +Herlighed, som jeg aned var tilstede indenfor +Kåben og Sløret, forvirred mig, gjorde mig +idiotisk lykkelig, uden nogen rimelig Grund; +jeg holdt det ikke længer ud, jeg berørte +hende med min Hånd, fingred ved hendes +Skulder og smilte fjollet. Jeg hørte mit +Hjærte slå. + +</p><p>»Hvor De er rar!« sagde jeg. + +</p><p>Ja, hvordan det, egentlig? + +</p><p>Jo, for det første havde hun ligefrem den +Vane at stå stille udenfor en Staldport Aften +efter Aften, uden nogensomhelst Hensigt, bare +fordi det faldt hende ind . . . . + +</p><p>Nå, hun kunde jo have sine Grunde herfor; +hun holdt desuden af at være oppe til +langt på Nat, det havde hun altid syntes +så godt om. Om jeg brød mig om at lægge +mig før tolv? + +</p><p>Jeg? Var det nogen Ting i Verden jeg +haded, så var det at lægge mig før Klokken +tolv om Natten. + +</p><p>Ja, ser De der! Så tog hun altså denne +Tur sådan om Aftenerne, når hun ikke havde +noget at forsømme med det; hun boed oppe +på St. Olafs Plads . . . . + +</p><p>»Ylajali!« råbte jeg. + +</p><p>»Hvadbehager?« + +</p><p>»Jeg sagde bare Ylajali . . . . Godt og +vel, fortsæt!« + +</p><p>Hun boed oppe på St. Olafs Plads, nokså +ensomt, sammen med sin Mama, som det +ikke gik an at tale med, fordi hun var så +døv. Var der da noget rart i, at hun gærne +vilde være lidt ude? + +</p><p>Nej, slet ikke! svared jeg. + +</p><p>Nå ja, hvad så? Jeg kunde høre på +hendes Stemme, at hun smilte. + +</p><p>Havde hun ikke en Søster? + +</p><p>Jo, en ældre Søster — hvordan vidste +jeg forresten det? — Men hun var rejst til +Hamborg. + +</p><p>Nylig? + +</p><p>Ja, for fem Uger siden. Hvor havde jeg +det fra, at hun havde en Søster? + +</p><p>Jeg havde det slet ikke, jeg bare spurgte. + +</p><p>Vi taug. En Mand går forbi os med et +Par Sko under Armen, ellers er Gaden tom +så langt, vi kan se. Borte ved Tivoli lyser +en lang Række af kulørte Lamper. Det sneed +ikke mer, Himlen var klar. + +</p><p>»Gud, fryser De ikke uden Yderfrakke?« +siger pludselig Damen og ser på mig. + +</p><p>Skulde jeg fortælle hende, hvorfor jeg +ikke havde Yderfrakke? åbenbare min Stilling +straks og skræmme hende bort lige så godt +først som sidst? Det var dog dejligt at gå +her ved hendes Side og holde hende i +Uvidenhed endnu en liden Stund; jeg løj, jeg +svared: + +</p><p>»Nej, aldeles ikke.« Og forat komme +ind på noget andet, spurgte jeg: »Har De +set Menageriet på Tivoli?« + +</p><p>»Nej,« svared hun. »Er det noget at se?« + +</p><p>Hvis hun nu fandt på at ville gå derhen? +Ind i alt det Lys, sammen med så mange +Mennesker! Hun vilde blive altfor flau, jeg +vilde jage hende på Dør med mine dårlige +Klæder, mit magre Ansigt, som jeg ikke engang +havde vasket i to Dage; hun vilde +kanske endog opdage, at jeg ingen Vest +havde . . . . + +</p><p>»Å, nej,« svared jeg derfor, »det er vist +ikke noget at se.« Og der faldt mig ind +endel lykkelige Ting, som jeg straks gjorde +Brug af, et Par tarvelige Ord, Rester inde fra +min udsugede Hjærne: Hvad kunde man vel +vente af et sådant lidet Menageri? Overhovedet +interessered det ikke mig at se Dyr +i Bur. Disse Dyr ved, at man står og ser +på dem; de føler de hundrede nysgærrige +Blikke og påvirkes af dem. Nej, måtte jeg +bede om Dyr, som ikke vidste, at man beskued +dem, de sky Væsener, der pusler i sit +Hi, ligger med dorske, grønne Øjne, slikker +sine Klør og tænker. Hvad? + +</p><p>Ja, det havde jeg vist Ret i. + +</p><p>Det var Dyret i al sin sære Forfærdelighed +og sære Vildhed, som der var noget ved. +De lydløse, listende Skridt i Nattens Mulm og +Mørke, Skogens forvittrede Uhygge, Skrigene +fra en forbifarende Fugl, Vinden, Blodlugten, +Bulderet oppe i Rummet, kortsagt Vilddyrrigets +Ånd over Vilddyret . . . . Det ubevidstes +Poesi . . . . + +</p><p>Men jeg var bange for, at dette trætted +hende, og Følelsen af min store Armod greb +mig påny og knuged mig sammen. Om jeg +nu blot havde været så nogenlunde godt antrukken, +kunde jeg have glædet hende med +den Tur i Tivoli! Jeg begreb ikke dette +Menneske, som kunde finde nogen Fornøjelse +i at lade sig ledsage opad hele Karl Johan af +en halvt nøgen Stodder. Hvad i Guds Navn +tænkte hun på? Og hvorfor gik jeg her og +skabte mig til og smilte idiotisk ad ingen +Ting? Havde jeg også nogen rimelig Årsag +til at lade mig plage ud af denne fine Silkefugl +til så lang en Tur? Kosted det mig +kanske ikke Anstrængelse? Følte jeg ikke +Dødens Isnen lige ind i mit Hjærte, bare ved +det sagteste Vindstød, der blæste mod os? +Og støjed ikke allerede Vanviddet i min +Hjærne, bare af Mangel på Mad i mange +Måneder i Træk? Hun hindred mig endog +fra at gå hjem og få mig lidt Mælk på +Tungen, en ny Skefuld Mælk, som jeg kanske +kunde få beholde. Hvorfor vendte hun +mig ikke Ryggen og lod mig gå Pokker +ivold? . . . . + +</p><p>Jeg blev fortvivlet; min Håbløshed bragte +mig til det yderste, og jeg sagde: + +</p><p>»De burde i Grunden ikke gå sammen +med mig. Frøken; jeg prostituerer Dem midt +for alle Folks Øjne bare ved min Dragt. Ja, +det er virkelig sandt; jeg mener det.« + +</p><p>Hun studser. Hun ser hurtigt op på mig +og tier. Derpå siger hun: + +</p><p>»Herregud dog!« Mer siger hun ikke. + +</p><p>»Hvad mener De med det.« spurgte jeg. + +</p><p>»Uf, nej, De gør mig skamfuld . . . . Nu +har vi ikke så langt igen.« Og hun gik lidt +hurtigere til. + +</p><p>Vi drejed op Universitetsgaden og så +allerede Lygterne på St. Olafs Plads. Da gik +hun langsommere igen. + +</p><p>»Jeg vil ikke være indiskret« siger jeg, +»men vil De ikke sige mig deres Navn, før +vi skilles? Og vil De ikke bare for et Øjeblik +tage Sløret bort, så jeg får se Dem? Jeg +skulde være så taknemmelig.« + +</p><p>Pause. Jeg gik og vented. + +</p><p>»De har set mig før,« svarer hun. + +</p><p>»Ylajali!« siger jeg igen. + +</p><p>»Hvadbehager? De har forfulgt mig en +halv Dag, lige hjem. Var De fuld dengang?« +Jeg hørte igen, at hun smilte. + +</p><p>»Ja,« sagde jeg, »ja, desværre, jeg var +fuld dengang.« + +</p><p>»Det var stygt af Dem!« + +</p><p>Og jeg indrømmed sønderknust, at det +var stygt af mig. + +</p><p>Vi var kommet til Fontænen, vi standser +og ser opad de mange oplyste Vinduer i +Numer 2. + +</p><p>»Nu må De ikke følge med længer,« +siger hun; »Tak for iaften!« + +</p><p>Jeg bøjed Hovedet, jeg turde ikke sige +nogen Ting. Jeg tog af min Hat og stod +barhovedet. Mon hun vilde række mig +Hånden? + +</p><p>»Hvorfor beder De mig ikke om at gå +med tilbage et Stykke?« siger hun lavt, og +hun ser ned på sin Skosnude. + +</p><p>»Herregud,« svarer jeg ude af mig selv, +»Herregud, om De vilde gøre det!« + +</p><p>»Ja, men bare et lidet Stykke.« + +</p><p>Og vi vendte om. + +</p><p>Jeg var yderst forvirret, jeg vidste slet +ikke, hvordan jeg skulde gå eller stå; dette +Menneske vendte fuldstændig op og ned på +hele min Tankegang. Jeg var henrykt, vidunderlig +glad; jeg syntes, jeg gik dejligt tilgrunde +af Lykke. Hun havde udtrykkelig +villet gå med tilbage, det var ikke mit Påfund, +det var hendes eget Ønske. Jeg går +og ser på hende og blir mer og mer modig, +hun opmuntrer mig, trækker mig til sig ved +hvert Ord. Jeg glemmer for et Øjeblik min +Armod, min Ringhed, hele min jammerlige +Tilværelse, jeg føler Blodet jage mig varmt +gennem Kroppen, som i gamle Dage, før jeg +faldt sammen, og jeg beslutted at føle mig +frem med et lidet Kneb. + +</p><p>»Forresten var det ikke Dem, jeg forfulgte +dengang,« sagde jeg; »det var Deres +Søster.« + +</p><p>»Var det min Søster?« siger hun i højeste +Grad forbauset. Hun standser, ser på mig, +venter virkelig Svar. Hun spurgte for ramme +Alvor. + +</p><p>»Ja,« svared jeg. »Hm. Det vil sige, det var +altså den yngste af de to Damer, som gik +foran mig.« + +</p><p>»Den yngste, ja? Ja? Åhå!« Hun lo +med en Gang, højt, inderligt som et Barn. +»Nej, hvor De er slu! Det sagde De bare, +forat få mig til at tage Sløret af. Ikke? Ja, +jeg forstod det. Men det skal De være blå +for . . . . til Straf.« + +</p><p>Vi begyndte at le og spase, vi talte +ustandseligt hele Tiden, jeg vidste ikke, hvad +jeg sagde, jeg var så glad. Hun fortalte, at +hun havde set mig engang før, for længe +siden, i Teatret. Jeg havde tre Kammerater +med, og jeg havde båret mig ad som en +gal; jeg havde bestemt været fuld da også, +desværre! + +</p><p>Hvorfor troed hun det? + +</p><p>Jo, jeg havde leet så. + +</p><p>Jaså. Å, ja, jeg lo meget dengang. + +</p><p>Men ikke nu længer? + +</p><p>Å, jo, nu også. Det var herligt at +være til! + +</p><p>Vi kom ned mod Karl Johan. Hun sagde: +»Nu går vi ikke længer!« Og vi gik atter +opad Universitetsgaden. Da vi igen kom op +til Fontænen, sagtned jeg lidt mine Skridt, +jeg vidste, at jeg ikke fik følge med længer. + +</p><p>»Ja, nu må De altså vende om,« sagde +hun og standsed. + +</p><p>»Ja, jeg må vel det,« svared jeg. + +</p><p>Men lidt efter mente hun, at jeg nok +kunde være med til Porten. Herregud, der +var da ikke noget galt i det. Vel? + +</p><p>»Nej,« sagde jeg. + +</p><p>Men da vi stod ved Porten, trængte al +min Elendighed igen ind på mig. Hvor +kunde man også holde Modet oppe, når +man var så knækket sammen? Her stod jeg +foran en ung Dame, smudsig, forreven, vansiret +af Sult, uvasket, blot halvt påklædt, — +det var til at synke i Jorden af. Jeg gjorde +mig liden, dukked mig uvilkårlig ned og +sagde: + +</p><p>»Må jeg nu ikke træffe Dem mer?« + +</p><p>Jeg havde intet Håb om at få Lov til +at møde hende igen; jeg ønsked næsten et +skarpt Nej, som kunde stive mig op og gøre +mig ligeglad. + +</p><p>»Jo.« sagde hun lavt, næsten uhørligt. + +</p><p>»Hvornår?« + +</p><p>»Jeg ved ikke.« + +</p><p>Pause. + +</p><p>»Vil De ikke være så snil at tage Sløret +af bare et eneste Øjeblik,« sagde jeg, »så +jeg får se, hvem jeg har talt med. Bare et +Øjeblik. For jeg må da se, hvem jeg har +talt med.« + +</p><p>Pause. + +</p><p>»De kan møde mig her udenfor Tirsdag +Aften,« siger hun. »Vil De det?« + +</p><p>»Ja, kære, får jeg Lov til det!« + +</p><p>»Klokken otte.« + +</p><p>»Godt.« + +</p><p>Jeg strøg med min Hånd nedad hendes +Kåbe, børsted Sneen af den, blot forat få +et Påskud til at røre ved hende; det var mig +en Vellyst at være hende så nær. + +</p><p>»Så får De ikke tro altfor galt om mig +da,« sagde hun. Hun smilte igen. + +</p><p>»Nej . . . .« + +</p><p>Pludselig gjorde hun en resolut Bevægelse +og trak Sløret op i Panden; vi stod og så +på hinanden et Sekund. Ylajali! sagde jeg. +Hun hæved sig op, slog Armene om min +Hals og kyssed mig midt på Munden. En +eneste Gang, hurtigt, forvirrende hurtigt, midt +på Munden. Jeg følte, hvor hendes Bryst +bølged, hun pusted voldsomt. + +</p><p>Og øjeblikkelig rev hun sig ud af mine +Hænder, råbte Godnat, stakåndet, hviskende, +vendte sig og løb opad Trappen, uden at +sige mer . . . . + +</p><p>Portdøren faldt i. + + +</p><p class="tb">* * * + +</p><p class="noindent">Det sneed end mer den næste Dag, en +tung, regnblandet Sne, store våde Dotter, +som faldt ned og blev til Søle. Vejret var +råt og isnende. + +</p><p>Jeg var vågnet noget sent, underlig fortumlet +i Hovedet af Aftenens Sindsbevægelser, +beruset i Hjærtet af det skønne Møde. I min +Henrykkelse havde jeg ligget en Stund vågen +og tænkt mig Ylajali ved min Side; jeg bredte +Armene ud, omfavned mig selv og kyssed ud +i Luften. Så havde jeg endelig stået op og +fået mig en ny Kop Mælk og straks derpå +en Bif, og jeg var ikke længer sulten; blot +mine Nerver var stærkt ophidsede igen. + +</p><p>Jeg begav mig ned til Klædesbasarerne. +Det faldt mig ind, at jeg kanske kunde få +mig en brugt Vest for en billig Pris, noget at +have på under Frakken, lige meget hvad. +Jeg gik opad Trappen til Basaren og fik fat +på en Vest, som jeg begyndte at undersøge. +Mens jeg pusled med dette, kom en Bekendt +forbi; han nikked og råbte op til mig, jeg +lod Vesten hænge og gik ned til ham. Han +var Tekniker og skulde på Kontoret. + +</p><p>»Følg med og tag et Glas Øl,« sagde +han. »Men kom fort, jeg har liden Tid . . . . +Hvad var det for det for en Dame, De spadsered +med igåraftes?« + +</p><p>»Hør nu her,« sagde jeg, skinsyg på +hans blotte Tanke, »om det nu var min +Kæreste?« + +</p><p>»Død og Pine!« sagde han. + +</p><p>»Ja, det blev afgjort igår.« + +</p><p>Jeg havde slået ham flad, han troed mig +ubetinget. Jeg løj ham fuld, forat blive af +med ham igen; vi fik Øllet, drak og gik. + +</p><p>»Godmorgen, da! . . . . Hør,« sagde han +pludselig, »jeg skylder Dem altså nogle Kroner, +og det er Skam, at jeg ikke har betalt dem +tilbage for længe siden. Men nu skal De få +dem med det første.« + +</p><p>»Ja, Tak,« svared jeg. Men jeg vidste, +at han aldrig vilde betale mig tilbage de +Kroner. + +</p><p>Øllet steg mig desværre straks til Hovedet, +jeg blev meget hed. Tanken på Aftenens +Æventyr overvælded mig, gjorde mig næsten +forstyrret. Hvad om hun nu ikke mødte op +Tirsdag! Hvad om hun begyndte at tænke +over, fatte Mistanke! . . . . Fatte Mistanke til +hvad? . . . . Min Tanke blev med ét spillevende +og begyndte at tumle med Pengene. Jeg blev +angst, dødelig forfærdet over mig selv. Tyveriet +stormed ind på mig med alle dets Detaljer; +jeg så den lille Butik, Disken, min magre +Hånd, da jeg greb Pengene, og jeg udmaled +mig Politiets Fremgangsmåde, når det kom +og skulde tage mig. Jærn om Hænder og +Fødder, nej, blot om Hænderne, kanske blot +på den ene Hånd; Skranken, Vagthavendes +Protokol, Lyden af hans Pen, som skrabed, +kanske tog han en ny for Anledningen; hans +Blik, hans farlige Blik: Nå, Hr. Tangen? +Cellen, det evige Mørke . . . . + +</p><p>Hm. Jeg knytted Hænderne heftigt sammen, +forat give mig Mod, gik hurtigere og +hurtigere og kom til Stortorvet. Her satte +jeg mig. + +</p><p>Ingen Barnestreger! Hvor i alverden +kunde man bevise, at jeg havde stjålet? +Desuden turde ikke Høkergutten gøre Allarm, +selv om han en Dag kom til at huske, hvordan +det hele var gået til; han havde nok sin +Plads for kær. Ingen Larm, ingen Scener, om +jeg måtte bede! + +</p><p>Men disse Penge tynged alligevel syndigt +i min Lomme og gav mig ikke Fred. Jeg +satte mig til at prøve mig selv og fandt ud +på det klareste, at jeg havde været lykkeligere +før, dengang, da jeg gik og led i al +Ærlighed. Og Ylajali! Havde jeg ikke også +gået og trukket hende ned med mine syndige +Hænder! Herregud! Herre, min Gud! Ylajali! + +</p><p>Jeg følte mig fuld som en Alke, sprang +pludselig op og gik lige hen til Kagekonen +ved Elefantapoteket. Jeg kunde endnu rejse +mig fra Vanæren, det var langtfra forsent, jeg +skulde vise hele Verden, at jeg var istand til +det! Undervejs fik jeg Pengene i Beredskab, +holdt hver Øre i Hånden; jeg bukked mig +ned over Konens Bord, som om jeg vilde +købe noget, og slog hende uden videre Pengene +i Hånden. Jeg sagde ikke et Ord, jeg +gik straks. + +</p><p>Hvor det smagte vidunderligt at være +ærligt Menneske igen! Mine tomme Lommer +tynged ikke mer, det var mig en Nydelse at +være blank påny. Når jeg rigtig tænkte +efter, havde disse Penge i Grunden kostet mig +megen hemmelig Kummer, jeg havde virkelig +tænkt på dem med Gysen Gang på Gang; jeg +var ingen forstokket Sjæl, min ærlige Natur +havde oprørt sig mod den lave Gærning. +Gudskelov, jeg havde hævet mig i min egen +Bevidsthed. Gør mig det efter! sagde jeg og +så udover det myldrende Torv. Gør mig det +bare efter! Jeg havde glædet en gammel, +fattig Kagekone, så det havde Skik; hun +vidste hverken ud eller ind. Iaften skulde +ikke hendes Børn gå sultne tilsengs . . . . +Jeg gejled mig op med disse Tanker og syntes, +at jeg havde båret mig udmærket ad. Gudskelov, +Pengene var nu ude af mine Hænder. + +</p><p>Fuld og nervøs gik jeg henad Gaden og +aksled mit Skind. Glæden over at kunne gå +Ylajali ren og ærlig imøde og se hende ind i +Ansigtet, løb ganske af med mig; jeg havde +ingen Smærter mer, mit Hoved var klart og +tomt, det var som det skulde være et Hoved +af idel Lys, som stod og skinned på mine +Skuldre. Jeg fik Lyst til at gøre Skøjerstreger, +begå forbausende Ting, sætte Byen på Ende +og støje. Opad hele Grændsen opførte jeg +mig som en vanvittig Mand; det sused let for +mine Øren, og i min Hjærne var Rusen i fuld +Gang. Begejstret af Dumdristighed fik jeg i +Sinde at gå hen og opgive min Alder for et +Bybud, som forresten ikke havde talt et Ord, +tage ham i Hånden, se ham indtrængende +ind i Ansigtet og forlade ham igen, uden +nogen Forklaring. Jeg skælned Nuancerne i +de forbigåendes Stemmer og Latter, iagttog +nogle Småfugle, som hopped foran mig i +Gaden, gav mig til at studere Brostenenes +Udtryk og fandt allehånde Tegn og underlige +Figurer i dem. Under dette var jeg kommet +ned til Stortingsplads. + +</p><p>Jeg står pludselig stille og stirrer ned +på Droscherne. Kuskene vandrer samtalende +omkring, Hestene står og luder forover mod +det stygge Vejr. Kom! sagde jeg og puffed +til mig selv med Albuen. Jeg gik hurtigt hen +til den første Vogn og steg op. Ullevoldsvejen +Numer 37! råbte jeg. Og vi rulled +afsted. + +</p><p>Undervejs begyndte Kusken at se sig +tilbage, lægge sig ned og kige ind i Vognen, +hvor jeg sad under Kaleschen. Var han +bleven mistænksom? Der var ingen Tvivl om, +at min usle Påklædning havde gjort ham opmærksom. + + +</p><p>»Det er en Mand, jeg skal træffe!« råbte +jeg til ham, forat komme ham i Forkøbet, og +jeg forklared ham indstændigt, at jeg absolut +måtte træffe denne Mand. + +</p><p>Vi standser udenfor 37, jeg hopper ud, +springer opad Trapperne, helt op til tredje +Etage, griber en Klokkestræng og rykker til; +Bjælden gjorde seks, syv forfærdelige Slag +indenfor. + +</p><p>En Pige kommer og lukker op; jeg lægger +Mærke til, at hun har Gulddobber i Ørene og +sorte Lastingsknapper i det grå Kjoleliv. +Hun ser forfærdet på mig. + +</p><p>Jeg spørger efter Kierulf, Joachim Kierulf, +om jeg så måtte sige, en Uldhandler, kortsagt, +han var ikke til at tage fejl af . . . . + +</p><p>Pigen ryster på Hovedet. + +</p><p>»Bor ingen Kierulf her,« siger hun. + +</p><p>Hun stirrer på mig, tager i Døren, færdig +til at trække sig tilbage. Hun gjorde sig ingen +Anstrængelse for at finde Manden; hun så +virkelig ud til at kende den Person, jeg spurgte +efter, når hun bare vilde tænke sig om, den +lade Skabning. Jeg blev vred, vendte hende +Ryggen og løb nedad Trapperne igen. + +</p><p>»Han var ikke der!« råbte jeg til Kusken. + +</p><p>»Var han ikke der?« + +</p><p>»Nej. Kør til Tomtegaden Numer 11.« + +</p><p>Jeg var i det heftigste Sindsoprør og +meddelte Kusken noget deraf; han troed +ganske vist, at det galdt Livet, og han kørte +uden videre afsted. Han slog stærkt på. + +</p><p>»Hvad hedder Manden?« spurgte han og +vendte sig på Bukken. + +</p><p>»Kierulf, Uldhandler Kierulf.« + +</p><p>Og Kusken syntes nok også, at den +Mand ikke var til at tage fejl af. Om han +ikke plejed at gå med en lys Frakke? + +</p><p>»Hvadfor noget?« råbte jeg, »lys Frakke? +Er De gal? Tror De, det er en Tékop, jeg +spørger efter?« Denne lyse Frakke kom mig +meget ubelejligt, spolered hele Manden for +mig, således, som jeg havde tænkt mig ham. + +</p><p>»Hvad var det, De sagde, han hedte? +Kierulf?« + +</p><p>»Javist,« svared jeg, »er der noget +underligt i det? Navnet skæmmer ingen.« + +</p><p>»Har han ikke rødt Hår?« + +</p><p>Nu kunde det gærne være, at han havde +rødt Hår, og da Kusken nævnte den Ting, +var jeg med engang sikker på, at han havde +Ret. Jeg følte mig taknemmelig mod den +stakkels Vognmand og sagde ham, at han +havde taget Manden ganske på Spiddet; det +forholdt sig virkelig, som han sagde; det vilde +være et Særsyn, sagde jeg, at se en sådan +Mand uden rødt Hår. + +</p><p>»Det må være ham, som jeg har kørt +et Par Gange,« sagde Kusken. »Han havde +en Knortekæp?« + +</p><p>Dette gjorde Manden lys levende for mig, +og jeg sagde: + +</p><p>»He-he, der har vel endnu ingen set den +Mand uden med en Knortekæp i Hånden +Forsåvidt så kan De være tryg, ganske +tryg.« + +</p><p>Ja, det var klart, at det var samme Mand, +som han havde kørt. Han kendte ham +igen . . . . + +</p><p>Og vi kørte på, så det gnistred af +Hesteskoene. + +</p><p>Midt i denne ophidsede Tilstand havde +jeg ikke et eneste Øjeblik tabt Åndsnærværelsen. +Vi kommer forbi en Politibetjent, +og jeg lægger Mærke til, at han har Numret +69. Dette Tal træffer mig så grusomt nøje, +står med en Gang som en Splint i min +Hjærne. 69, nøjagtigt 69, jeg skulde ikke +glemme det! + +</p><p>Jeg læned mig tilbage i Vognen, et Bytte +for de galeste Indfald, krøb sammen derinde +under Kaleschen, så ingen skulde se, at jeg +rørte Munden, og gav mig til at passiare +idiotisk med mig selv. Vanviddet raser mig +gennem Hjærnen, og jeg lader det rase, jeg +er fuldt bevidst, at jeg ligger under for Indflydelser, +som jeg ikke er Herre over. Jeg +begyndte at le, tyst og lidenskabeligt, uden +Spor af Grund, endnu lystig og fuld af det +Par Glas Øl, jeg havde drukket. Lidt +efterhvert tager min Ophidselse af, min Ro vender +mer og mer tilbage. Jeg følte Kulde i min +såre Finger, og jeg stak den ned mellem +Halselinningen, forat varme den lidt. Således +kom vi ned til Tomtegaden. Kusken holder an. + +</p><p>Jeg stiger ud af Vognen, uden Hast, +tankeløst, slapt, tung i Hovedet, Jeg går +indad Porten, kommer ind i en Baggård, +som jeg går tvers over, støder mod en Dør, +som jeg åbner og går indad, og jeg befinder +mig i en Gang, et Slags Forværelse med to +Vinduer. Der står to Kufferter, den ene +ovenpå den anden, i den ene Krog, og på +Langvæggen en gammel, umalet Sofabænk, +hvori der ligger et Tæppe. Tilhøjre, i næste +Værelse, hører jeg Stemmer og Barneskrig, +og ovenover mig, i anden Etage, Lyden af en +Jærnplade, som der hamres på. Alt dette +mærker jeg, såsnart jeg er kommet ind. + +</p><p>Jeg går roligt tvers over Værelset, hen +til den modsatte Dør, uden at skynde mig, +uden Tanke på Flugt, åbner også den og +kommer ud i Vognmandsgaden. Jeg ser opad +Huset, som jeg just har passeret igennem: +Beværtning & Logi for Rejsende. + +</p><p>Det falder mig ikke ind at søge at komme +væk, stjæle mig bort fra Kusken, som venter +på mig; jeg går meget sindigt udefter Vognmandsgaden, +uden Frygt og uden at være +mig noget galt bevidst. Kierulf, denne Uldhandler, +som havde spøgt så længe i min +Hjærne, dette Menneske, som jeg mente var +til, og som jeg nødvendigvis måtte træffe, +var bleven borte for min Tanke, visket ud +sammen med andre gale Påfund, som kom +og gik efter Tur; jeg husked ham ikke mer +uden som en Anelse, et Minde. + +</p><p>Jeg blev mer og mer ædru, efterhvert +som jeg vandred frem, følte mig tung og mat +og slæbte Benene efter mig. Sneen faldt +fremdeles ned i store, våde Filler. Tilsidst +kom jeg ud på Grønland, lige ud til Kirken, +hvor jeg satte mig til at hvile på en Bænk. +Alle, som gik forbi, betragted mig meget forundret. +Jeg faldt i Tanker. + +</p><p>Du gode Gud, hvor det var dårligt fat +med mig nu! Jeg var så inderlig ked og +træt af hele mit elendige Liv, at jeg fandt det +ikke Møjen værd at kæmpe længer, forat beholde +det. Modgangen havde taget Overhånd, +den havde været for grov; jeg var så mærkelig +ødelagt, ganske som en Skygge af, hvad jeg +engang var. Mine Skuldre var sunkne ned, +helt til den ene Side, og jeg var kommet i +Vane med at lude meget forover, når jeg gik, +forat spare mit Bryst det lille, jeg kunde. +Jeg havde undersøgt min Krop for et Par Dage +siden, en Middagstid oppe på mit Rum, og +jeg havde stået og grædt hele Tiden over +den. Jeg havde gået i den samme Skjorte i +mange Uger, den var ganske stiv af gammel +Sved og havde gnavet min Navle itu; der +kom lidt blodigt Vand ud af Såret, men det +smærted ikke meget, kun var det så sørgeligt +at have dette Sår midt på Maven. Jeg +havde ingen Råd med det, og det vilde ikke +gro igen af sig selv; jeg vasked det, tørred +det omhyggeligt af og trak den samme Skjorte +atter på. Der var intet at gøre ved det . . . . + +</p><p>Jeg sidder der på Bænken og tænker +over alt dette og er temmelig trist. Jeg +væmmedes ved mig selv; endog mine Hænder +forekommer mig modbydelige. Dette slattede, +næsten ublufærdige Udtryk i mine Håndbage +piner mig, volder mig Ubehag; jeg føler mig +ved Synet af mine magre Fingre råt påvirket, +jeg hader hele mit slunkne Legeme og gyser +ved at bære på det, føle det om mig. Herregud, +om der bare blev en Ende på det nu! +Jeg vilde inderlig gærne dø. + +</p><p>Aldeles overvunden, besudlet og nedværdiget +i min egen Bevidsthed, rejste jeg +mig mekanisk op og begyndte at gå hjemad. +Undervejs kom jeg forbi en Port, hvor der +stod følgende at læse: »Ligsvøb hos Jomfru +Andersen, tilhøjre i Porten.« — Gamle Minder! +sagde jeg, og jeg husked mit forrige Rum på +Hammersborg, den lille Gyngestol, Avisbetrækket +nede ved Døren, Fyrdirektørens +Avertissement og Bager Fabian Olsens nybagte +Brød. Å, ja, jeg havde jo havt det +meget bedre dengang end nu; en Nat havde +jeg skrevet en Føljeton til ti Kroner, nu +kunde jeg ikke skrive noget mer, jeg kunde +aldeles ikke skrive noget mer, mit Hoved +blev straks tomt, såsnart jeg forsøgte. Ja, +jeg vilde have en Ende på det nu! Og jeg +gik og gik. + +</p><p>Efterhvert som jeg kom nærmere og +nærmere Husholdningshandelen, havde jeg +halvt ubevidst Følelsen af, at jeg nærmed mig +en Fare; men jeg holdt fast ved mit Forsæt, +jeg vilde udlevere mig. Jeg gik roligt opad +Trappen, jeg møder i Døren en liden Pige, +som bærer en Kop i Hånden, og jeg slipper +hende forbi og lukker Døren. Betjenten og +jeg står for anden Gang overfor hinanden, +alene. + +</p><p>»Nå,« siger han, »det er et skrækkeligt +Vejr.« + +</p><p>Hvad skulde denne Omvej til? Hvorfor +tog han mig ikke med en Gang? Jeg blev +rasende og sagde: + +</p><p>»Jeg kommer altså ikke, forat prate om +Vejret.« + +</p><p>Denne Heftighed forbløffer ham, hans +lille Høkerhjærne slår Klik; det havde slet +ikke faldt ham ind, at jeg havde bedraget +ham for fem Kroner. + +</p><p>»Ved De da ikke, at jeg har snydt Dem?« +siger jeg utålmodig, og jeg puster heftigt, +skælver, er færdig til at bruge Magt, hvis han +ikke straks kommer til Sagen. + +</p><p>Men den stakkels Mand aner ingen Ting. + +</p><p>Nej, du store Verden, hvilke dumme +Mennesker, man var nødt til at leve iblandt! +Jeg skælder ham ud, forklarer ham Punkt for +Punkt, hvorledes det hele var gået til, viser +ham, hvor jeg stod og hvor han stod, da +Gærningen skete, hvor Pengene havde ligget, +hvorledes jeg havde samlet dem ned i min +Hånd og lukket Hånden sammen om dem, +— og han forstår altsammen, men gør +alligevel intet ved mig. Han vender sig hid +og did, lytter efter Fodtrinnene i Sideværelset, +tysser på mig, forat få mig til at tale lavere, +og siger tilslut: + +</p><p>»Det var nokså sjofelt gjort af Dem!« + +</p><p>»Nej, vent lidt!« råbte jeg i min Trang +til at modsige ham, ægge ham op; det var +ikke så lavt og nedrigt, som han med sit +elendige Husholdningshoved forestilled sig. +Jeg beholdt naturligvis ikke Pengene, det +kunde aldrig falde mig ind; jeg for min Part +vilde ikke drage nogen Nytte af dem, det bød +min bundærlige Natur imod . . . . + +</p><p>»Hvor gjorde De af dem da?« + +</p><p>Jeg gav dem bort til en gammel, fattig +Kone, hver Øre, måtte han vide; den Slags +Person var jeg, jeg glemte ikke de fattige så +aldeles . . . . + +</p><p>Han står og tænker en liden Stund på +dette, blir åbenbart meget tvivlrådig om, +hvorvidt jeg er en ærlig Mand eller ikke. +Endelig siger han: + +</p><p>»Burde De ikke heller have leveret Pengene +tilbage?« + +</p><p>»Nej, hør her,« svarer jeg, »jeg vilde +ikke bringe Dem i Ulejlighed, jeg vilde spare +Dem. Men det er Takken, man har, forat +man er ædelmodig. Nu står jeg her og +forklarer Dem det hele, og De skammer Dem +ikke som en Hund, gør simpelthen ingen Anstalter +til at få Striden udjævnet med mig. +Derfor vasker jeg mine Hænder. Forresten +giver jeg Dem Fan. Farvel!« + +</p><p>Jeg gik og slog Døren hårdt i efter mig. + +</p><p>Men da jeg kom hjem på mit Værelse, +ind i dette bedrøvelige Hul, gennemvåd af den +bløde Sne, skælvende i Knæerne af Dagens +Vandringer, tabte jeg øjeblikkelig min Kæphøjhed +og faldt sammen påny. Jeg angred +mit Overfald på den arme Butiksmand, græd, +greb mig i Struben, forat straffe mig for min +usle Streg, og holdt et syndigt Hus. Han +havde naturligvis været i den dødeligste Angst +for sin Post, havde ikke vovet at gøre nogen +Kvalm for disse fem Kroner, som Forretningen +havde tabt. Og jeg havde benyttet mig af +hans Frygt, havde pint ham med min højrøstede +Tale, spiddet ham med hvert Ord, +som jeg råbte ud. Og Høkerchefen selv +havde måske siddet indenfor i Værelset ved +Siden af og følt sig på et hængende Hår +opfordret til at gå ud til os og se, hvad det +var, som foregik. Nej, der var ingen Grændse +længer for, hvad jeg kunde gøre af nederdrægtige +Ting! + +</p><p>Nå, men hvorfor var jeg ikke bleven +sat fast? Så var det kommet til en Afslutning. +Jeg havde jo sågodtsom rakt Hænderne +frem til Jærnene. Jeg vilde aldeles ikke +have gjort nogen Modstand, jeg vilde tvertimod +have hjulpet til. Himlens og Jordens +Herre, en Dag af mit Liv for et lykkeligt +Sekund igen! Mit hele Liv for en Ret Linser! +Hør mig bare denne Gang! . . . . + +</p><p>Jeg lagde mig i de våde Klæder; jeg +havde en uklar Tanke om, at jeg kanske vilde +dø om Natten, og jeg brugte min sidste +Kraft til at ordne op en Smule i min Seng, +så det kunde se lidt ordentlig ud omkring +mig om Morgenen. Jeg folded Hænderne +og valgte min Stilling. + +</p><p>Så med engang husker jeg Ylajali. At +jeg havde glemt hende så ganske hele Aftenen +udover! Og Lyset trænger ganske +svagt ind i mit Sind igen, en liden Stråle +Sol, der gør mig så velsignet varm. Og der +blir mere Sol, et mildt, fint Silkelys, der +strejfer mig så bedøvende dejligt. Og Solen +blir stærkere og stærkere, brænder skarpt +mod mine Tindinger, koger tung og glødende +i min udmagrede Hjærne. Og der +flammer tilsidst for mine Øjne et vanvittigt +Bål af Stråler, en antændt Himmel og Jord, +Mennesker og Dyr af Ild, Bjærge af Ild, +Djævle af Ild, en Afgrund, en Ørken, en Alverden +i Brand, en rygende yderste Dag. + +</p><p>Og jeg så og hørte intet mer . . . . + + +</p><p class="tb">* * * + +</p><p class="noindent">Jeg vågned i Sved den næste Dag, fugtig +over hele Legemet, meget fugtig; Feberen havde +presset mig ganske voldsomt. I Førstningen +havde jeg ingen klar Bevidsthed om, hvad +der var foregået med mig, jeg så mig omkring +med Forundring, følte mig totalt forbyttet +i mit Væsen, kendte mig slet ikke igen. +Jeg følte mig efter opad Armene og nedad +Benene, faldt i Forbauselse over, at Vinduet +stod på den Væg og ikke på den stik modsatte +Væg, og jeg hørte Hestenes Trampen +nede i Gården, som om den kom ovenfra. +Jeg var også temmelig kvalm. + +</p><p>Mit Hår lå vådt og koldt om min +Pande; jeg rejste mig på Albuen og så ned +på Hovedpuden: vådt Hår lå også igen +på den, i små Dotter. Mine Fødder havde +hovnet op inde i Skoene i Løbet af Natten, +men de smærted ikke, jeg kunde blot ikke +røre Tæerne stort, de var blevne for stive. + +</p><p>Da det led ud på Eftermiddagen, og det +allerede var begyndt at skumre lidt, stod jeg +op af Sengen og begyndte at pusle omkring +i Værelset. Jeg prøved mig frem med små, +forsigtige Skridt, passed på at holde Ligevægten +og spared så meget som muligt mine +Fødder. Jeg led ikke meget, og jeg græd +ikke; jeg var i det hele taget ikke trist, jeg +var tvertimod velsignet tilfreds; det faldt mig +ikke ind netop da, at nogen Ting kunde være +anderledes end den var. + +</p><p>Så gik jeg ud. + +</p><p>Det eneste, som plaged mig en Smule, var +trods min Kvalme for Mad alligevel Sulten. Jeg +begyndte at føle en skammelig Appetit igen, +en indre glubende Madlyst, som det stadig +blev værre og værre med. Det gnaved +ubarmhjærtigt i mit Bryst, bedreves et tyst, +underligt Arbejde derinde. Det kunde være +et Snes bitte små, fine Dyr, som lagde +Hovedet på den ene Side og gnaved lidt, +lagde derpå Hovedet på den anden Side og +gnaved lidt, lå et Øjeblik aldeles stille, begyndte +igen, bored sig ind uden Støj og uden +Hast og efterlod tomme Strækninger overalt, +hvor de for frem . . . . + +</p><p>Jeg var ikke syg, men mat, jeg begyndte +at svede. Jeg tænkte mig hen på Stortorvet, +forat hvile lidt; men Vejen var lang og besværlig; +endelig var jeg dog næsten fremme, +jeg stod på Hjørnet af Torvet og Torvegaden. +Sveden randt ned i mine Øjne, dugged mine +Briller og gjorde mig blind, og jeg var netop +standset, forat tørre mig af en Smule. Jeg +mærked ikke, hvor jeg stod, jeg tænkte ikke +over det; Larmen omkring mig var frygtelig. + +</p><p>Pludselig lyder et Råb, et koldt, skarpt +Varsko. Jeg hører dette Råb, hører det +meget godt, og jeg rykker nervøst til Siden, +gor et Skridt så hurtigt, mine dårlige Ben +kan bevæge sig. Et Uhyre af en Brødvogn +stryger mig forbi og strejfer min Frakke med +Hjulet; havde jeg været lidt hurtigere, vilde +jeg gået aldeles fri. Jeg kunde kanske været +lidt hurtigere, ganske lidt hurtigere, hvis jeg +havde anstrængt mig; der var ingen Råd +med det, det gjorde ondt i min ene Fod, et +Par Tæer blev maset; jeg følte, at de ligesom +krølled sig sammen inde i Skoen. + +</p><p>Brødkøreren holder Hestene an af alle +Kræfter; han vender sig om på Vognen og +spørger forfærdet, hvordan det gik. Jo, det +kunde gået langt værre . . . . det var vel +kanske ikke så farligt . . . . jeg troed ikke, +at der var nogen Ting knust . . . . Å, jeg +be’r . . . . + +</p><p>Jeg drev hen til en Bænk det forteste, +jeg kunde; disse mange Mennesker, som +standsed op og gloed på mig, havde gjort +mig flau. Egentlig var det ikke noget Dødsstød, +det var gået forholdsvis heldigt, når +Ulykken endelig skulde være ude. Det værste +var, at min Sko var trykket istykker, Sålen +revet løs på Snuden. Jeg holdt Poden op +og så Blod inde i Gabet. Nå, det var ikke +med Vilje gjort på nogen af Siderne, det var +ikke Mandens Hensigt at gøre det værre +for mig end det var; han så meget bedrøvet +ud. Kanske hvis jeg havde bedt ham +om et lidet Brød fra Vognen, så havde jeg +fået det. Han havde vist givet mig det +med Glæde. Gud glæde ham til Gengæld der, +han er! . . . . + +</p><p>Jeg sulted hårdt, og jeg vidste ikke, hvor +jeg skulde gøre af mig for min ublu Appetit. +Jeg vred mig hid og did på Bænken og lagde +Brystet helt ned på mine Knæ; jeg var +næsten forstyrret. Da det blev mørkt, rusled +jeg bort til Rådstuen — Gud ved, hvordan +jeg kom did — og satte mig på Kanten af +Ballustraden. Jeg rev den ene Lomme ud af +min Frakke og gav mig til at tygge på den, +forresten uden nogen Hensigt, med mørke +Miner, med Øjnene stirrende ret frem, uden +at se. Jeg hørte endel Småbørn, som legte +omkring mig, og fornam instinktsmæssig, når +en eller anden spadserende gik mig forbi; ellers +iagttog jeg intet. + +</p><p>Så med én Gang falder det mig ind at +gå ned i en af Basarerne nedenunder mig og +få et Stykke råt Kød. Jeg rejser mig og +går tvers over Ballustraden, hen til den anden +Ende af Basartaget, og stiger ned. Da jeg +var kommet næsten helt ned til Kødboden, +råbte jeg opad Trappeåbningen og hytted +tilbage, som om jeg talte til en Hund deroppe, +og henvendte mig frækt til den første Slagter, +jeg traf. + +</p><p>»Å, vær så snil at give mig et Ben til +Hunden min!« sagde jeg. »Bare et Ben; der +behøver ikke at være noget på det; den skal +bare have noget at bære i Munden.« + +</p><p>Jeg fik et Ben, et prægtigt lidet Ben, +hvor der endnu var lidt Kød tilbage, og stak +det ind under Frakken. Jeg takked Manden +så inderligt, at han så forbauset på mig. + +</p><p>»Ingenting at takke for,« sagde han. + +</p><p>»Jo, sig ikke det,« mumled jeg, »det er +snilt gjort af Dem.« + +</p><p>Og jeg gik op. Hjærtet slog stærkt +i mig. + +</p><p>Jeg sneg mig ind i Smedgangen, så dybt +ind, som jeg kunde komme, og standsed udenfor +en forfalden Port til en Baggård. Der +var ikke et Lys at se på nogen Kant, det +var velsignet mørkt omkring mig; jeg gav +mig til at gnave i mig af Benet. + +</p><p>Det smagte ingenting; en ram Lugt af +Blod stod op fra Benet, og jeg måtte ganske +straks begynde at kaste op. Jeg forsøgte igen; +hvis jeg bare fik beholde det, vilde det nok +gøre sin Virkning; det galdt at få det til at +bero dernede. Men jeg kasted atter op. Jeg +blev vred, bed heftigt i Kødet, sled af en +liten Smule og svælged det ned med Vold. +Og det nytted alligevel ikke; såsnart de små +Kødsmuler var blevne varme i Maven, kom +de desværre atter op. Jeg knytted vanvittigt +Hænderne, stak i at græde af Hjælpeløshed +og gnaved som en besat; jeg græd, så Benet +blev vådt og skiddent af Tårer, kasted op, +banded og gnaved igen, græd som Hjærtet +skulde briste og kasted atter op. Og jeg +svor med høj Røst alle Verdens Magter ned +i Pinen. + +</p><p>Stille. Ikke et Menneske omkring, intet +Lys, ingen Støj. Jeg er i det voldsommeste +Sindsoprør, jeg puster tungt og højlydt og +græder tænderskærende for hver Gang, jeg +må levere disse Kødsmuler, som kanske +kunde mætte mig lidt. Da det slet ikke hjælper +noget, hvormeget jeg end forsøger, slynger +jeg Benet mod Porten, fuld af det afmægtigste +Had, henrykt af Raseri, råber og truer voldsomt +op mod Himlen, skriger Guds Navn hæst +og indædt og krummer mine Fingre som Klør +. . . . Jeg siger dig, du Himlens hellige Ba’al, +du er ikke til, men hvis du var til, så skulde +jeg bande dig slig, at din Himmel skulde +dirre af Helvedes Ild. Jeg siger dig, jeg har +budt dig min Tjeneste, og du har afvist den, +jeg siger dig, du har stødt mig bort, og jeg +vender dig for evigt Ryggen, fordi du ikke +kendte din Besøgelsestid. Jeg siger dig, jeg +ved, at jeg skal dø, og jeg håner dig dog, +du Himlens Gud og Apis, med Døden lige +for Tænderne. Jeg siger dig, jeg vil heller +være Lakej i Helvede end Fri i dine Boliger; +jeg siger dig, jeg er fuld af livsalig Foragt +for din himmelske Usselhed, og jeg vælger +mig Afgrunden til evigt Tilhold, hvor Djævelen, +Judas og Farao er stødt ned. Jeg siger dig, +din Himmel er fuld af alle Jorderigets mest +råhovedede Idioter og fattige i Ånden, jeg +siger dig, du har fyldt din Himmel med de +fede, salige Horer hernedefra, som ynkeligen +har bøjet Knæ for dig i sin Dødsstund. Jeg +siger dig, du har brugt Magt mod mig, og du +ved ikke, du alvidende Nul, at jeg aldrig bøjer +mig i Modgang. Jeg siger dig, hele mit Liv, +hver Celle i min Krop, hver Evne i min Sjæl +gisper efter at håne dig, du nådefulde Afskum +i det høje. Jeg siger dig, jeg vilde, om jeg +kunde, råbe dette højlydt ind i din Himmel +og hen over den hele Jord, jeg vilde, om jeg +kunde, ånde det ind i hver ufødt Menneskesjæl, +som engang kommer på Jorden, hver +Blomst, hvert Blad, hver Dråbe i Havet. Jeg +siger dig, jeg vil spotte dig ud på Dommens +Dag og bande dig Tændeme ud af min Mund +for din Guddoms endeløse Ynkelighed. Jeg +siger dig, jeg vil fra denne Stund forsage alle +dine Gærninger og alt dit Væsen, jeg vil forbande +min Tanke, om den tænker på dig +igen, og rive mine Læber af, om de atter +nævner dit Navn. Jeg siger dig, hvis du er til, +det sidste Ord i Livet og i Døden, jeg siger +dig Farvel for evigt og altid, jeg siger dig +Farvel med Hjærte og Nyrer, jeg siger dig +det sidste uigenkaldelige Farvel, og jeg tier +og vender dig Ryggen og går min Vej . . . . + +</p><p>Stille, + +</p><p>Jeg dirrer af Ophidselse og Forkommenhed, +står der på samme Sted, endnu hviskende +Eder og Skældsord frem, hikkende efter den +heftige Gråd, knækket og slap efter det vanvittige +Vredesudbrud. Jeg står der måske +en Time og hikker og hvisker og holder mig +fast til Porten. Så hører jeg Røster, en Samtale +mellem to Mænd, som kommer gående +indad Smedgangen. Jeg slænger bort fra Porten, +drager mig frem efter Husvæggene og kommer +atter ud på de lyse Gader. Idet jeg tusler +nedad Youngsbakken, begynder min Hjærne +pludselig at virke i en højst mærkelig Retning. +Det falder mig ind, at de elendige Rønner +nede i Kanten af Torvet, Materialboderne og +de gamle Buler med brugte Klæder, dog var +en Skændsel for Stedet. De ødelagde hele +Torvets Udseende og pletted Byen, fy, ned +med Skramlet! Og jeg gik og slog over i +Tankerne, hvad det vel vilde komme til at +koste at flytte Den geografiske Opmåling +derned, denne smukke Bygning, som altid +havde tiltalt mig så meget hver Gang, jeg +havde passeret den. Det vilde kanske ikke +lade sig gøre at foretage en Flytning af den +Art under sytti a to og sytti tusind Kroner, +— en pen Sum, måtte man sige, en nokså net +Lommeskilling, he-he, at begynde med, hvad? +Og jeg nikked med mit tomme Hoved og +indrømmed, at det var en nokså pen Lommeskilling +at begynde med. Jeg rysted fremdeles +over hele Legemet og hikked nu og da endnu +dybt efter Gråden. + +</p><p>Jeg havde Følelsen af, at der ikke var +meget Liv igen i mig, at jeg i Grunden sang +på det sidste Vers. Det var mig også temmelig +ligegyldigt, det beskæftiged mig ikke +det mindste; jeg søgte tvertimod nedad Byen, +ned til Bryggerne, længer og længer bort fra +mit Værelse. Jeg kunde for den Skyld gærne +have lagt mig plat ned i Gaden, forat dø. +Lidelserne gjorde mig mer og mer ufølsom; +det banked stærkt i min såre Fod, jeg havde +endog Indtryk af, at Smærten forplanted sig +opad hele Læggen, og ikke engang det gjorde +synderlig ondt. Jeg havde udstået værre Fornemmelser. + + +</p><p>Så kom jeg ned på Jærnbanebryggen. +Der var ingen Trafik, ingen Støj, kun hist og +her et Menneske at se, en Sjouer eller Sjømand, +som drev om med Hænderne i Lommen. +Jeg lagde Mærke til en halt Mand, som skeled +stivt hen på mig, idet vi passered hinanden. +Jeg standsed ham instinktsmæssig, tog til Hatten +og spurgte, om han kendte til om »Nonnen« +var rejst. Og bagefter kunde jeg ikke lade +være at knipse en eneste Gang i Fingrene lige +for Mandens Næse og sige: Død og Pine, +»Nonnen«, ja! »Nonnen«, som jeg helt havde +glemt! Tanken på den havde alligevel ulmet +ubevidst i mit Indre, jeg havde båret på den, +uden at vide af det selv. + +</p><p>Ja, Kors, »Nonnen« var nok sejlet. + +</p><p>Han kunde ikke sige mig, hvor den var +sejlet hen? + +</p><p>Manden tænker sig om, står på det +lange Ben og holder det korte ivejret; det +korte dingler lidt. + +</p><p>»Nej,« siger han. »Ved De, hvad den lå +her og lasted?« + +</p><p>»Nej,« svarer jeg. + +</p><p>Men nu havde jeg allerede glemt »Nonnen«, +og jeg spurgte Manden, hvor langt det vel +kunde være til Holmestrand, regnet i gode, +gamle geografiske Mile. + +</p><p>»Til Holmestrand? Jeg vil antage . . . .« + +</p><p>»Eller til Væblungsnæs?« + +</p><p>»Hvad jeg vilde sige: jeg antager, at til +Holmestrand . . . .« + +</p><p>»Å, hør, med det samme jeg husker det,« +afbrød jeg ham igen, »De skulde vel ikke +ville være så snil at give mig en liden Bid +Tobak, bare en bitte liden Smule!« + +</p><p>Jeg fik Tobakken, takked Manden meget +varmt og gik bort. Jeg gjorde intet Brug af +Tobakken, jeg stak den i Lommen straks. +Manden holdt fremdeles Øje med mig, jeg +havde kanske vakt hans Mistanke på en eller +anden Måde; hvor jeg stod og gik havde jeg +dette mistænksomme Blik efter mig, og jeg +syntes ikke om at blive forfulgt af dette Menneske. +Jeg vender om og drager mig atter hen +til ham, ser på ham og siger: + +</p><p>»Nådler.« + +</p><p>Bare dette Ord: Nådler. Ikke mer. Jeg +ser meget stivt på ham, idet jeg siger det, +jeg følte, at jeg stirred frygteligt på ham; +det var, som om jeg så på ham med hele +Kroppen, istedetfor bare med Øjnene. Og +jeg står en liden Stund, efterat jeg har sagt +dette Ord. Så tusler jeg op til Jærnbanetorvet +igen. Manden gav ikke en Lyd fra sig, +han bare holdt Øje med mig. + +</p><p>Nådler? Jeg stod med en Gang stille. +Ja, var det ikke det, jeg havde Fornemmelsen +af allerede straks: jeg havde truffet Krøblingen +før. Oppe i Grændsen, en lys Morgen; jeg +havde pantsat min Vest. Det forekom mig +som en Evighed siden den Dag. + +</p><p>Mens jeg står og tænker på dette — +jeg står og støtter mig til en Husvæg på +Hjørnet af Torvet og Havnegaden — farer +jeg pludselig sammen og søger at kravle mig +væk. Da dette ikke lykkes mig, stirrer jeg forhærdet +ret frem og bider Hovedet af al Skam, +der var ingen Råd med det, — jeg står +Ansigt til Ansigt med »Kommandøren«. + +</p><p>Jeg blir skødesløst fræk, jeg tager endog +et Skridt frem fra Husvæggen, forat gøre ham +opmærksom på mig. Og jeg gør det ikke +forat vække Medlidenhed, men forat håne +mig selv, stille mig i Gabestokken; jeg kunde +væltet mig ned i Gaden og bedt »Kommandøren« +gå over mig, træde på mit Ansigt. +Jeg siger ikke engang Godaften. + +</p><p>»Kommandøren« aned måske, at der var +noget galt fat med mig, han sagtned sine +Skridt en Smule, og jeg siger, forat standse +ham: + +</p><p>»Jeg skulde været hos Dem med noget, +men det er ikke blevet noget af endda.« + +</p><p>»Ja?« svarer han spørgende. »De har det +ikke færdigt, da?« + +</p><p>»Nej, jeg har ikke fået det færdigt.« + +</p><p>Men nu står mine Øjne pludselig i Vand +ved »Kommandørens« Venlighed, og jeg harker +og hoster forbittret, forat gøre mig stærk. +»Kommandøren« støder en Gang i Næsen; +han står og ser på mig. + +</p><p>»Har De noget at leve af imens, da?« +siger han. + +</p><p>»Nej,« svarer jeg, »jeg har ikke det +heller. Jeg har ikke spist endda idag, +men . . . . . . + +</p><p>»Gud bevare Dem, det går da ikke an, +at De går her og sulter ihjæl, Mand!« +siger han. Og han tager med en Gang til +Lommen. + +</p><p>Nu vågner Skamfølelsen i mig, jeg raver +igen bort til Husvæggen og holder mig fast, jeg +står og ser på, at »Kommandøren« roder +om i sin Pengepung; men jeg siger intet. Og +han rækker mig en Tikrone. Han gør ingen +flere Omstændigheder med det, han giver mig +simpelthen ti Kroner. Med det samme gentager +han, at det ikke gik an, at jeg sulted ihjæl. + +</p><p>Jeg stammed en Indvending og tog ikke +Sedlen straks: Det var skammeligt af mig +dette . . . . det var også altfor meget . . . . + +</p><p>»Skynd Dem nu!« siger han og ser på +sit Ur. »Jeg har ventet på Toget; men nu +kommer det, hører jeg.« + +</p><p>Jeg tog Pengene, jeg var lam af Glæde +og sagde ikke et Ord mer, jeg takked ikke +engang. + +</p><p>»Det er ikke værdt at genere sig for det,« +siger »Kommandøren« tilsidst; »De kan jo +skrive for det, ved jeg.« + +</p><p>Så gik han. + +</p><p>Da han var kommet nogle Skridt bort, +husked jeg med en Gang på, at jeg ikke +havde takket »Kommandøren« for denne Hjælp. +Jeg forsøgte at indhente ham, men kunde ikke +komme fort nok afsted, mine Ben slog Klik, +og jeg vilde idelig falde på Næsen. Han +fjærned sig mer og mer. Jeg opgav Forsøget, +tænkte at råbe efter ham, men turde ikke, +og da jeg endelig alligevel tog Mod til mig +og råbte, en Gang, to Gange, var han +allerede forlangt borte, min Stemme var bleven +for svag. + +</p><p>Jeg stod tilbage på Fortouget og så +efter ham, jeg græd ganske stille. Jeg har +aldrig set på Magen! sagde jeg til mig selv; +han gav mig ti Kroner! Jeg gik tilbage og +stilled mig der, hvor han havde stået, og +eftergjorde alle hans Bevægelser. Og jeg holdt +Pengesedlen op til mine våde Øjne, beså +den på begge Sider og begyndte at bande +— bande i vilden Sky på, at det havde sin +Rigtighed med det, jeg holdt i Hånden, det +var en Tikrone. + +</p><p>En Stund efter — måske en meget lang +Stund; ti det var allerede bleven ganske stille +overalt — stod jeg besynderligt nok udenfor +Tomtegaden Numer 11. Da jeg havde stået +og summet mig et Øjeblik og forundret mig +herover, gik jeg indad Porten for anden Gang, +lige ind i Beværtning & Logi for Rejsende. +Her bad jeg om Husly og fik straks en Seng. + + +</p><p class="tb">* * * + +</p><p class="noindent">Tirsdag. + +</p><p>Solskin og Stille, en vidunderlig lys Dag. +Sneen var borte; allevegne Liv og Lyst og +glade Ansigter, Smil og Latter. Fra +Fontænerne steg Vandstrålerne op i Buer, gyldne +af Solen, blålige af den blålige Himmel . . . . +Ved Middagstid gik jeg ud fra mit Logi +i Tomtegaden, hvor jeg fremdeles boed og +havde det godt, og begav mig ud i Byen. +Jeg var i den gladeste Stemning og drev om +den ganske Eftermiddag i de mest befærdede +Gader og så på Mennesker. Endnu før +Klokken blev syv om Aftenen, gjorde jeg +mig en Tur op til St. Olafs Plads og kiged i +Smug op til Vinduerne i Numer 2. Om en +Time skulde jeg se hende! Jeg gik i en let, +dejlig Angst hele Tiden. Hvad vilde der ske? +Hvad skulde jeg finde på at sige, når hun +kom nedad Trappen? Godaften, Frøken? +Eller bare smile? Jeg beslutted mig til at +lade det bero med at smile. Naturligvis vilde +jeg hilse dybt på hende. + +</p><p>Jeg lusked bort, lidt skamfuld over at +være så tidligt ude, vandred om i Karl Johan +en Stund og holdt Øje med Universitetsuret. +Da Klokken blev otte, satte jeg atter opad +Universitetsgaden. Under vejs faldt det mig +ind, at jeg kanske kunde komme et Par Minutter +forsent, og jeg strakte ud alt, jeg årked. +Min Fod var meget sår, ellers mangled der +mig ingenting. + +</p><p>Jeg tog Post ved Fontænen og pusted ud; +jeg stod der rigtig længe og så op til Vinduerne +i Numer 2; men hun kom ikke. Nå, +jeg skulde nok vente, det havde ingen Hast +med mig; hun havde kanske Forhindringer. +Og jeg vented igen. Jeg skulde da vel aldrig +have drømt det hele? Havt det første Møde +med hende i Indbildningen den Nat, jeg lå +i Feber? Jeg begyndte rådvild at tænke efter +og følte mig aldeles ikke sikker i min Sag. + +</p><p>»Hm!« sagde det bag mig. + +</p><p>Jeg hørte denne Harken, jeg hørte også +lette Skridt i Nærheden af mig; men jeg +vendte mig ikke om, jeg stirred blot op til +den store Trappe foran mig. + +</p><p>»Godaften!« siger det så. + +</p><p>Jeg glemmer at smile, jeg tager ikke engang +straks til Hatten, jeg blir så forundret +over at se hende komme denne Vej. + +</p><p>»Har De ventet længe?« siger hun, og +hun puster lidt hurtigt efter Gangen. + +</p><p>»Nej, aldeles ikke, jeg kom for en liden +Stund siden,« svared jeg. »Og desuden, hvad +havde det gjort, om jeg havde ventet længe? +Jeg tænkte forresten, at De skulde komme fra +en anden Kant?« + +</p><p>»Jeg har fulgt Mama til en Familie, Mama +skal være ude iaften.« + +</p><p>»Jaså!« sagde jeg. + +</p><p>Nu var vi uvilkårlig begyndt at gå. En +Politibetjent står på Gadehjørnet og ser +på os. + +</p><p>»Men hvor går vi egentlig hen?« siger +hun og standser. + +</p><p>»Did, hvor De vil, bare did, hvor De vil.« + +</p><p>»Uf, ja, men det er så kedeligt at bestemme +det selv.« + +</p><p>Pause. + +</p><p>Så siger jeg, bare for at sige noget: + +</p><p>»Det er mørkt i Deres Vinduer, ser jeg.« + +</p><p>»Ja, da!« svarer hun livligt. »Pigen har +også fået fri. Så jeg er ganske alene +hjemme.« + +</p><p>Vi står begge to og ser opad Vinduerne +i Numer 2, som om ingen af os havde set +dem før. + +</p><p>»Kan vi gå op til Dem, da?« siger jeg. +»Jeg skal sidde nede ved Døren hele Tiden, +dersom De vil . . . .« + +</p><p>Men nu skalv jeg af Bevægelse og angred +meget, at jeg havde været for fræk. Hvad om +hun blev vred og gik bort fra mig? Hvad om +jeg aldrig fik se hende igen? Å, det elendige +Antræk, jeg havde på! Jeg vented fortvivlet +på Svaret. + +</p><p>»De skal aldeles ikke sidde nede ved +Døren,« siger hun. Hun taler ligefrem ømt +og siger akkurat disse Ord: De skal aldeles +ikke sidde nede ved Døren. + +</p><p>Vi gik op. + +</p><p>Ude på Gangen, hvor det var mørkt, tog +hun min Hånd og ledte mig frem. Jeg behøved +slet ikke at være så stille, sagde hun, jeg +kunde godt tale. Og vi kom ind. Mens hun +tændte Lys — det var ikke en Lampe, hun +tændte, men et Lys — mens hun tændte dette +Lys, sagde hun med en liden Latter: + +</p><p>»Men nu får De ikke se på mig. Uf, +jeg er skamfuld! Men jeg skal aldrig gøre det +mer.« + +</p><p>»Hvad skal De aldrig gøre mer?« + +</p><p>»Jeg skal aldrig . . . . uf, nej. Gud bevare +mig . . . . jeg skal aldrig kysse Dem mer.« + +</p><p>»Skal De ikke det?« sagde jeg, og vi lo +begge. Jeg strakte Armene ud efter hende, +Og hun gled tilside, smutted væk, over på den +anden Side af Bordet. Vi stod og så på +hinanden en liden Stund, Lyset stod midt +imellem os. + +</p><p>»Forsøg at få fat på mig!« sagde hun. + +</p><p>Og under megen Latter forsøgte jeg at få +fat på hende. Mens hun sprang omkring, +løste hun Sløret op og tog Hatten af; hendes +spillende Øjne hang fremdeles ved mig og vogted +på mine Bevægelser. Jeg gjorde et Udfald +påny, snubled i Tæppet og faldt; min såre +Fod vilde ikke længer holde mig oppe. Jeg +rejste mig yderlig flau. + +</p><p>»Gud, hvor rød De blev!« sagde hun. +»Ja, det var også græsselig kejtet.« + +</p><p>»Ja, det var det!« svared jeg. + +</p><p>Og vi begyndte påny at springe omkring. + +</p><p>»Jeg synes, De halter?« + +</p><p>»Ja, jeg halter kanske lidt, bare lidt forresten.« + + +</p><p>»Sidst havde De en sår Finger, nu har +De en sår Fod; det er svært, så mange Plager +De har.« + +</p><p>»Å, ja. — Jeg blev lidt overkørt for nogle +Dage siden.« + +</p><p>»Overkørt? Fuld da igen? Nej, Gud bevare +mig, hvordan De lever, unge Mand!« Hun trued +med Pegefingeren og gjorde sig alvorlig. »Så +sætter vi os da!« sagde hun. »Nej, ikke der +nede ved Døren; De er så altfor tilbageholden; +her oppe; De der og jeg her, så ja! . . . . Uf, +det er nokså kedeligt med tilbageholdne Mennesker! +Så må man sige og gøre alt selv, +man får ingen Hjælp til noget. Nu kunde De +for Eksempel gærne holde Deres Hånd på +min Stolryg, De kunde gærne fundet på så +meget af Dem selv, kunde De. For om jeg +siger noget sligt, så sætter De op et Par +Øjne, som om De ikke rigtig tror det, som blir +sagt. Ja, det er virkelig sandt, jeg har set det +flere Gange, De gør det nu også. Men De +skal bare ikke indbilde mig, at De er så beskeden +altid, når De blot tør dy Dem. De +var nokså fræk den Dag, da De var fuld og +gik efter mig lige hjem og plaged mig med +Deres Åndrigheder: De mister Deres Bog, +Frøken, De mister ganske bestemt Deres Bog, +Frøken! Ha-ha-ha! Fy, det var virkelig stygt +af Dem!« + +</p><p>Jeg sad fortabt og så på hende. +Mit Hjærte slog højt, Blodet spændte mig +varmt gennem Årene. Hvilken vidunderlig +Nydelse! + +</p><p>»Hvorfor siger De ingenting?« + +</p><p>»Nej, hvor De er sød!« sagde jeg. »Jeg +sidder simpelthen her og blir inderlig betaget +af Dem, her i denne Stund inderlig betaget . . . . +Der er ingen Råd med det . . . . De er det +besynderligste Menneske, som . . . . Stundom +stråler Deres Øjne så, jeg har aldrig set Magen, +de ser ud som Blomster . . . . Hvad? Nej-nej, +kanske ikke som Blomster heller, men . . . . Jeg +er så aldeles forelsket i Dem, og det er så +urimeligt . . . . Herregud, naturligvis, det nytter +mig ikke det Spor . . . . Hvad hedder De? +Nu må De da virkelig sige mig, hvad De +hedder . . . .« + +</p><p>»Nej, hvad hedder <i>De</i>? Gud, nu havde jeg +nær glemt det igen! Jeg tænkte på det i hele +Går, at jeg skulde spørge Dem. Ja, det vil +sige ikke i <i>hele</i> Går, men . . . .« + +</p><p>»Ved De, hvad jeg har kaldt Dem? Jeg +har kaldt Dem Ylajali. Hvad synes De om +det? En sådan glidende Lyd . . . .« + +</p><p>»Ylajali?« + +</p><p>»Ja.« + +</p><p>»Er det fremmede Sprog?« + +</p><p>»Hm, Nej, det er ikke det heller.« + +</p><p>»Ja, det er ikke stygt . . . .« + +</p><p>Efter lange Forhandlinger sagde vi hinanden +vore Navne. Hun satte sig lige ved Siden af +mig i Sofaen og skøv Stolen bort med Foden, +Og vi begyndte at passiare påny. + +</p><p>»De har barberet Dem også iaften,« sagde +hun. »De ser i det hele taget lidt bedre ud +end sidst, men bare bitte lidt forresten; indbild +Dem nu bare ikke . . . . Nej, sidst var De virkelig +sjofel da. De gik ovenikøbet med en fæl Klud +om Fingeren. Og i den Tilstand vilde De +absolut gå ind et Sted og drikke Vin med +mig. Nej, Tak!« + +</p><p>»Det var altså for mit misserable Udseendes +Skyld, at De ikke vilde gå med +alligevel da?« sagde jeg. + +</p><p>»Nej,« svared hun og så ned. »Nej, det +skal Gud vide, det ikke var! Jeg tænkte ikke +på det engang.« + +</p><p>»Hør,« sagde jeg, »De sidder vist her i +den Overtro, at jeg kan klæde mig og leve +akkurat som jeg ønsker. De? Men det kan +jeg nok ikke, jeg er meget, meget fattig.« + +</p><p>Hun så på mig. + +</p><p>»Er De det?« sagde hun. + +</p><p>»Ja, jeg er det, desværre.« + +</p><p>Pause. + +</p><p>»Ja, Herregud, det er jeg også, det,« sagde +hun med en frejdig Bevægelse med Hovedet. + +</p><p>Hvert af hendes Ord berused mig, traf +mig i Hjærtet som Vindråber. Hun henrykte +mig med den Vane, hun havde at lægge sit +Hoved lidt på Siden og lytte, når jeg sagde +noget. Og jeg følte hendes Åndedrag lige +op i mit Ansigt. + +</p><p>»Ved De,« sagde jeg, »at . . . . Men nu +må De ikke blive sint . . . . Da jeg gik tilsengs +igåraftes, lagde jeg denne Arm tilrette for +Dem . . . . således . . . . som om De lå i +den . . . . og så sovned jeg ind . . . .« + +</p><p>»Jaså? Det var vakkert!« Pause. »Men +det måtte nu også være på Frastand, De +kunde gøre sligt noget; for ellers . . . .« + +</p><p>»Tror De ikke, jeg kunde gøre det ellers?« + +</p><p>»Nej, det tror jeg ikke.« + +</p><p>»Jo, af mig kan De vente alt,« sagde jeg. +Og jeg lagde Armen om hendes Liv. + +</p><p>»Kan jeg det?« sagde hun bare. + +</p><p>Det ærgred mig, stødte mig næsten, at +hun holdt mig for så altfor skikkelig; jeg +brysted mig op, skød Hjærtet op i Livet og +tog hendes Hånd. Men hun trak den ganske +stilfærdigt tilbage og flytted sig lidt bort fra +mig. Dette gjorde det atter af med mit Mod, +jeg blev skamfuld og så bort mod Vinduet. +Jeg var alligevel så altfor ynkelig der, jeg sad, +jeg måtte blot ikke prøve at indbilde mig +noget. Det havde været en anden Sag, hvis +jeg havde truffet hende dengang, da jeg endnu +så ud som et Menneske, i mine Velmagtsdage, +da jeg havde lidt at redde mig med. Og jeg +følte mig meget nedslagen tilmode. + +</p><p>»Der kan De se!« sagde hun, »nu kan De +bare se: Man kan vippe Dem blot med en +liden Rynke i Panden, gøre Dem så flad, bare +ved at flytte sig lidt bort fra Dem . . . .« Hun +lo drillende, skøjeragtigt, med aldeles lukkede +Øjne, som om heller ikke hun holdt ud at blive +set på. + +</p><p>»Nej, men du store min!« bused jeg ud, +»nu skal De bare se!« Og jeg slog Armene +heftigt om hendes Skuldre. Jeg var næsten +krænket. Var Pigen fra Forstanden! Tog hun +mig for aldeles uerfaren! He, jeg skulde dog +ved den levende . . . . Ingen skulde sige om +mig, at jeg stod tilbage i dette Stykke. Det +var dog Satan til Menneske! Galdt det bare at +gå på, så . . . . + +</p><p>Hun sad ganske rolig, og hun havde Øjnene +fremdeles lukket; ingen af os talte. Jeg trykked +hende hårdt ind til mig, klemte grådigt hendes +Krop ind til mit Bryst, og hun sagde ikke et +Ord. Jeg hørte vore Hjærteslag, både hendes +og mine, de lød som begravede Hovtramp. + +</p><p>Jeg kyssed hende. + +</p><p>Jeg vidste ikke længere af mig selv, jeg +sagde noget Nonsens, som hun lo ad, hvisked +Kælenavne ind i hendes Mund, klapped hende +på Kindet, kyssed hende mange Gange. Jeg +åbned en Knap eller to i hendes Liv, og jeg +skimted hendes Bryster indenfor, hvide, runde +Bryster, der titted frem som to søde Vidundere +bag Linnedet. + +</p><p>»Må jeg få se!« siger jeg, og jeg forsøger +at åbne flere Knapper, gøre Hullet større; +men min Bevægelse er for stærk, jeg kommer +ingen Vej med de nederste Knapper, hvor +desuden Livet strammer på. »Må jeg bare +få se lidt . . . . lidt . . . .« + +</p><p>Hun slår Armen om min Hals, ganske +langsomt, ømt; hendes Ånde puster mig lige +i Ansigtet fra de røde, dirrende Næsebor; med +den anden Hånd begynder hun selv at åbne +Knapperne, en for en. Hun ler forlegent, ler +kort og ser flere Gange op på mig, om jeg +skal mærke, at hun er bange. Hun løser Båndene +op, hægter op Korsettet, er henrykt og +ængstelig. Og jeg fingrer med mine grove +Hænder ved disse Knapper og Bånd . . . . + +</p><p>Forat aflede Opmærksomheden fra, hvad +hun gor, stryger hun mig med sin venstre +Hånd over Skulderen og siger: + +</p><p>»Hvilken Mængde løse Hår der ligger!« + +</p><p>»Ja,« svarer jeg og vil trænge indtil hendes +Bryst med min Mund. Hun ligger i dette Øjeblik +med ganske åbne Klæder. Pludselig er det +som om hun besinder sig, som om hun synes +at have gået for vidt; hun dækker sig atter +til og rejser sig lidt op. Og forat skjule sin +Forlegenhed med de åbne Klæder, giver hun +sig atter til at tale om den Mængde affaldne +Hår, der lå på mine Skuldre. + +</p><p>»Hvor kan det være, at Håret falder så +af Dem?« + +</p><p>»Ved ikke!« + +</p><p>»Å, De drikker naturligvis formeget, og +kanske — Fy, jeg vil ikke sige det! De måtte +skamme Dem! Nej, det havde jeg ikke troet +om Dem! At De, som er så ung, allerede +mister Håret! . . . . Nu skal De værsågod +fortælle mig, hvorledes De egentlig lever Deres +Liv hen. Jeg er sikker på, det er frygteligt! +Men bare Sandhed, forstår De, ikke nogen +Udflugter! Jeg skal nok forresten se det på +Dem, om de vil skjule noget. Så, fortæl nu!« + +</p><p>»Ja, lad mig få kysse Dem på Brystet +først, så.« + +</p><p>»Er De gal? Så, begynd nu!« + +</p><p>»Nej, kære, lad mig nu få Lov til det først!« + +</p><p>»Hm. Nej, ikke først . . . . Siden kanske +. . . . Jeg vil høre, hvad De er for et Menneske +. . . . Å, jeg er sikker på, det er forfærdeligt!« + +</p><p>Det pinte mig også, at hun skulde tro +det værste om mig, jeg var bange for at støde +hende helt bort, og jeg holdt ikke ud den +Mistanke, hun havde om mit Levnet. Jeg vilde +rense mig i hendes Øjne, gøre mig værdig til +hende, vise hende, at hun sad ved en på det +nærmeste engleren Persons Side. Herregud, +jeg kunde jo tælle på Fingerne mine Fald til +Dato. + +</p><p>Jeg fortalte, jeg fortalte alt, og jeg fortalte +bare Sandhed. Jeg gjorde intet værre end +det var, det var ikke min Agt at vække +hendes Medlidenhed; jeg sagde også, at jeg +havde stjålet fem Kroner en Aften. + +</p><p>Hun sad og lytted med gabende Mund, +bleg, bange, aldeles forstyrret i de blanke +Øjne. Jeg vilde gøre det godt igen, sprede +det triste Indtryk, jeg havde gjort, og strammed +mig op: + +</p><p>»Det er jo over nu!« sagde jeg; »det +kan ikke være Tale om sligt noget længer; +nu er jeg bjærget . . . .« + +</p><p>Men hun var meget forsagt. »Gud bevare +mig!« sagde hun bare og taug. Hun +sagde dette med korte Mellemrum og taug +hver Gang igen. »Gud bevare mig!« + +</p><p>Jeg begyndte at spøge, tog hende i Siden, +forat kildre hende, løfted hende op til mit +Bryst. Hun havde atter knappet Kjolen igen; +dette ærgred mig en Smule, såred mig ligefrem. +Hvorfor skulde hun knappe Kjolen +igen? Var jeg i hendes Øjne mer uværdig +nu, end om jeg selv havde forskyldt, at mit +Hår faldt af? Vilde hun have syntes bedre +om mig, hvis jeg havde gjort mig til en Udhaler? +. . . . Ikke noget Sludder. Det galdt +bare at gå på! Og hvis det bare galdt at +gå på, så ved den levende . . . . + +</p><p>Jeg lagde hende ned, lagde hende simpelthen +ned i Sofaen. Hun stred imod, ganske +lidt forresten, og så forbauset ud. + +</p><p>»Nej . . . . hvad vil De?« sagde hun. + +</p><p>»Hvad jeg vil?!« + +</p><p>He, hun spurgte, hvad jeg vilde! Gå +på, vilde jeg, gå lige på! Det var ikke bare +på Frastand, jeg havde det med at gå på; +det var ikke min Art og Beskaffenhed af +Menneske. Jeg gjorde i at være Karl for min +Hat og ikke slåes flad af en Rynke i Panden. +Nej-nej, san, jeg havde endnu aldrig gået +med uforrettet Sag fra en sådan Affære . . . . + +</p><p>Og jeg gik på. + +</p><p>»Nej . . . . nej, men . . . .?« + +</p><p>Jo, mente jeg, det var Meningen det! + +</p><p>»<i>Nej</i>, hører De!« råbte hun. Og hun +lagde til disse sårende Ord: »Jeg kan jo +ikke være tryg for, at De ikke er vanvittig.« + +</p><p>Jeg holdt uvilkårlig lidt inde, og jeg sagde: + +</p><p>»Det mener De ikke!« + +</p><p>»Jo, ved Gud, De ser så rar ud! Og +den Formiddag, De forfulgte mig, — De var +altså ikke fuld dengang?« + +</p><p>»Nej. Men da var jeg jo ikke sulten +heller, jeg havde netop spist . . . .« + +</p><p>»Ja, så meget værre var det.« + +</p><p>»Vilde De heller, at jeg skulde været +fuld?« + +</p><p>»Ja . . . . Hu, jeg er bange for Dem! +Herregud, kan De nu ikke slippe!« + +</p><p>Jeg tænkte mig om. Nej, jeg kunde ikke +slippe. Ikke noget forbandet Pærevæv en +silde Aftenstund på en Sofa! Op med Flonellen! +He, hvilke Udflugter fandt man ikke +på at komme med i et sligt Øjeblik! Som +om jeg ikke vidste, at det var bare Undselighed +altsammen! Da måtte jeg være grøn! +Så stille nu! Ikke noget Tøv! Leve Kongen +og Fædrelandet! . . . . + +</p><p>Hun stritted besynderlig stærkt imod, +altfor stærkt til bare at stritte imod af Undselighed. +Jeg kom som af Vanvare til at +støde Lyset overende, så det slukned, hun +gjorde fortvivlet Modstand, udstødte endog et +lidet Klynk. + +</p><p>»Nej, ikke det, ikke det! Hvis De vil +så skal De heller få kysse mig på Brystet. +Kære, snille . . . .« + +</p><p>Jeg standsed øjeblikkelig. Hendes Ord +lød så forfærdede, hjælpeløse, jeg blev inderlig +slagen. Hun mente at byde mig en Erstatning +ved at give mig Lov til at kysse +hendes Bryst! Hvor det var skønt, skønt og +enfoldigt! Jeg kunde faldt ned og knælet +for hende. + +</p><p>»Men, kære, vene!« sagde jeg aldeles +forvirret, »jeg forstår ikke . . . . jeg begriber +virkelig ikke, hvad dette er for en Slags +Spil . . . .« + +</p><p>Hun rejste sig og tændte atter Lyset +med rystende Hænder; jeg sad tilbage på +Sofaen og foretog mig ingenting. Hvad vilde +nu ske? Jeg var i Grunden meget ilde tilmode. + +</p><p>Hun kasted Øjnene hen på Væggen, hen +til Klokken, og for sammen. + +</p><p>»Uf, nu kommer Pigen snart!« sagde +hun. Dette var det første, hun sagde. + +</p><p>Jeg forstod denne Hentydning og rejste +mig. Hun tog efter Kåben, som forat klæde +den på, men betænkte sig, lod den ligge og +gik bort til Kaminen. Hun var bleg og blev +mer og mer urolig. Forat det dog ikke +skulde se ud, som om hun viste mig Døren, +sagde jeg: + +</p><p>»Var han Militær Deres Far?« og samtidig +gjorde jeg mig istand til at gå. + +</p><p>Ja, han var Militær. Hvoraf vidste jeg det? + +</p><p>Jeg vidste det ikke, det faldt mig bare ind. + +</p><p>Det var besynderligt! + +</p><p>Å, ja. Det var enkelte Steder, jeg kom, +hvor jeg fik det med Anelser. He-he, det +hørte med til mit Vanvid, det . . . . + +</p><p>Hun så hurtig op, men svared ikke. +Jeg følte, at jeg pinte hende med min Nærværelse, +og vilde gøre kort Proces. Jeg gik +til Døren. Vilde hun ikke kysse mig mer nu? +Ikke engang række mig Hånden? Jeg stod +og vented. + +</p><p>»Skal De gå nu da?« sagde hun, og +hun stod endda stille borte ved Kaminen. + +</p><p>Jeg svared ikke. Jeg stod ydmyget og +forvirret og så på hende, uden at sige noget. +Hvorfor havde hun da ikke ladet mig i Fred, +når det ikke kunde blive til noget? Hvad +gik der af hende i dette Øjeblik? Det lod +ikke til at angå hende, at jeg stod færdig til +at gå; hun var på en Gang aldeles tabt for +mig, og jeg ledte efter noget at sige hende +til Afsked, et tungt, dybt Ord, som kunde +ramme hende og måske imponere hende +lidt. Og stik imod min faste Beslutning, +såret, istedetfor stolt og kold, urolig, fornærmet, +gav jeg mig ligefrem til at tale om +Uvæsentligheder; det rammende Ord kom +ikke, jeg bar mig yderst tankeløst ad. + +</p><p>Hvorfor kunde hun ikke lige så godt +sige klart og tydeligt, at jeg skulde gå min +Vej? spurgte jeg. Jo, jo, hvorfor ikke? Det +var ikke værdt at genere sig. Istedetfor at +minde mig om, at Pigen snart vilde komme +hjem, kunde hun også simpelthen have sagt +følgende: Nu må De forsvinde, for nu skal +jeg gå og hente min Mor, og jeg vil ikke +have Deres Følge nedad Gaden. Så, det +var ikke det, hun havde tænkt på? Å, jo, +det var nok alligevel det, hun havde tænkt +på; det forstod jeg straks. Der skulde så +lidet til, forat sætte mig på Spor; bare den +Måden, hvorpå hun havde taget efter Kåben +og atter ladet den ligge, havde overbevist +mig med en Gang. Som sagt, jeg havde det +med Anelser. Og der var vel kanske ikke +så meget Vanvid i det i Grunden . . . . + +</p><p>»Men, Herregud, tilgiv mig nu for det +Ord! Det slap mig af Munden!« råbte hun. +Men hun stod fremdeles stille og kom ikke +hen til mig. + +</p><p>Jeg var ubøjelig og fortsatte. Jeg stod +der og sludred væk med den pinlige Fornemmelse, +at jeg keded hende, at ikke et +eneste af mine Ord traf, og alligevel holdt jeg +ikke op: I Grunden kunde man jo være et +temmelig ømtåligt Gemyt, om man ikke var +gal, mente jeg; der var Naturer, som næred +sig af Bagateller og døde bare for et hårdt +Ord. Og jeg lod underforstå, at jeg +havde en sådan Natur. Sagen var den, at +min Fattigdom havde i den Grad skærpet +visse Evner i mig, at det voldte mig ligefrem +Ubehageligheder, ja, jeg forsikrer Dem ligefrem +Ubehageligheder, desværre. Men det +havde også sine Fordele, det hjalp mig i +visse Situationer. Den fattige intelligente var +langt finere Iagttager end den rige intelligente. +Den fattige ser sig om for hvert Skridt, han +tager, lytter mistænksomt til hvert Ord, han +hører af de Mennesker, han træffer; hvert +Skridt, han selv tager, stiller således hans +Tanker og Følelser en Opgave, et Arbejde. +Han er lydhør og følsom, han er en erfaren +Mand, hans Sjæl har Brandsår . . . . + +</p><p>Og jeg talte rigtig længe om disse Brandsår, +som min Sjæl havde. Men jo længer +jeg talte, des uroligere blev hun; tilsidst sagde +hun: »Herregud!« et Par Gange i Fortvivlelse +og vred sine Hænder. Jeg så godt, at jeg +plaged hende, og jeg vilde ikke plage hende, +men gjorde det alligevel. Endelig mente jeg +at have fået sagt hende i grove Træk det +nødvendigste af, hvad jeg havde at sige, +jeg blev greben af hendes fortvivlede Blik og +råbte: + +</p><p>»Nu går jeg! Nu går jeg! Kan De +ikke se, at jeg allerede har Hånden på +Låsen? Farvel! Farvel, siger jeg! De kunde +dog gærne svare mig, når jeg siger Farvel +to Gange og står fiks og færdig til at gå. +Jeg beder ikke engang om at få træffe Dem +igen, for det vil pine Dem; men sig mig: +Hvorfor lod De mig ikke være i Fred? Hvad +har jeg gjort Dem? Jeg gik dog ikke ivejen +for Dem nu; vel? Hvorfor vender De Dem +pludselig bort fra mig, som om De slet ikke +kendte mig mer? Nu har De ribbet mig så +inderlig blank, gjort mig endda mere ussel +end jeg var nogensinde. Herregud, men jeg +er jo ikke vanvittig, De ved meget godt, +når De vil tænke Dem om, at der er ingenting, +som fejler mig nu. Kom nu da og ræk +mig Hånden! Eller lad mig få Lov til at +komme til Dem! Vil De det? Jeg skal ikke +gøre Dem noget ondt, jeg vil bare knæle for +Dem et Øjeblik, knæle ned på Gulvet der +foran Dem, blot et Øjeblik; må jeg? Nej, +nej, så skal jeg ikke gøre det, jeg ser, De +blir bange, jeg skal ikke, <i>skal</i> ikke gøre det, +hører De. Herregud dog, hvorfor blir De +så forfærdet? Jeg står jo stille, jeg rører +mig ikke. Jeg vilde have knælet ned på +Tæppet et Minut, just der, på den røde +Farve lige ved deres Fødder. Men De blev +bange, jeg kunde straks se det på Deres +Øjne, at De blev bange, derfor stod jeg stille. +Jeg gjorde ikke et Skridt, da jeg bad Dem +derom; vel? Jeg stod lige så urørlig som +nu, når jeg viser Dem det Sted, hvor jeg +vilde knælet for Dem, der borte på den røde +Rose i Tæppet. Jeg peger ikke med Fingeren +engang, jeg peger slet ikke, jeg lader det +være, for ikke at forskrække Dem, jeg nikker +bare og ser derhen, således! Og De forstår +meget godt, hvilken Rose, jeg mener, men +De vil ikke tillade mig at knæle der; De er +bange for mig og tør ikke komme mig nær. +Jeg begriber ikke, at De kan bringe over +Deres Hjærte at kalde mig gal. Ikke sandt, +De tror det heller ikke længer? Det var engang +i Sommer, for længe siden, da var jeg gal; +jeg arbejded for hårdt og glemte at gå til +Middags i ret Tid, når jeg havde meget at tænke +på. Det hændte Dag efter Dag; jeg burde have +husket det, men jeg glemte det stadig væk. +Ved Gud i Himlen, det er sandt! Gud lade +mig aldrig komme levende fra dette Sted, +hvis jeg lyver! Der kan De se, De gør mig +Uret. Det var ikke af Trang, jeg gjorde det; +jeg har Kredit, stor Kredit, hos Ingebret og +Gravesen; jeg gik også ofte med mange +Penge i Lommen og købte alligevel ikke Mad, +fordi jeg glemte det. Hører De der! De siger +ikke noget, De svarer ikke, De går aldeles +ikke bort fra Kaminen, De står bare og +venter på, at jeg skal gå . . . .« + +</p><p>Hun kom hurtigt henimod mig og rakte +sin Hånd frem. Jeg så fuld af Mistro på +hende. Gjorde hun det også med noget let +Hjærte? Eller gjorde hun det blot, forat blive +af med mig? Hun lagde sin Arm om min +Hals, hun havde Tårer i Øjnene. Jeg stod +bare og så på hende. Hun rakte sin Mund +frem; jeg kunde ikke tro hende, det var +ganske bestemt et Offer, hun bragte, et Middel +til at få en Ende på det. + +</p><p>Hun sagde noget, det lød for mig som: +»Jeg er glad i Dem alligevel!« Hun sagde det +meget lavt og utydeligt, måske hørte jeg +ikke rigtig, hun sagde kanske ikke just de +Ord; men hun kasted sig heftigt om min +Hals, holdt begge Armene om min Hals en +liden Stund, strakte sig endog en Smule på +Tæerne, forat række godt op, og stod således +måske et helt Minut. + +</p><p>Jeg var bange for, at hun tvang sig selv +til at vise denne Ømhed, jeg sagde blot: + +</p><p>»Hvor De er dejlig nu!« + +</p><p>Mer sagde jeg ikke. Jeg omfavned hende +voldsomt, trådte tilbage, stødte til Døren og +gik baglænds ud. Og hun stod igen derinde. + +</p> + +<div class='chapter' /><h2>FJERDE STYKKE</h2> + +<p class="first">Vinteren var kommet, en rå og våd Vinter +næsten uden Sne, en tåget og mørk evigtvarende +Nat, uden et eneste friskt Vindstød, +så lang som Ugen var. Gassen brændte +næsten hele Dagen i Gaderne, og Folk stødte +alligevel på hinanden i Tågen. Alle Lyde, +Kirkeklokkernes Klang, Bjælderne fra Droschehestene. +Menneskenes Stemmer, Hovslagene, +altsammen lød så sprukkent og klirrende i +den tykke Luft, der lagde sig ivejen for alting +og dæmped alt ned. Uge gik efter Uge, og +Vejret var og blev det samme. + +</p><p>Og jeg opholdt mig stadigt nede i Vaterland. + +</p><p>Jeg blev fastere og fastere bunden til +denne Beværtning, dette Logihus for Rejsende, +hvor jeg havde fået bo, trods min Forkommenhed. +Mine Penge var for længe siden opbrugte, +og jeg vedblev alligevel at gå og +komme på dette Sted, som om jeg havde +Ret dertil og hørte hjemme der. Værtinden +havde endnu intet sagt; men det pinte mig +alligevel, at jeg ikke kunde betale hende. +Således forløb tre Uger. + +</p><p>Jeg havde allerede for flere Dage tilbage +genoptaget min Skrivning, men det lykkedes +mig ikke længer at få til noget, som jeg var +tilfreds med; jeg havde slet intet Held med +mig mer, om jeg end var meget flittig og +forsøgte sent og tidligt; hvad jeg end tog mig +til, nytted det ikke, Lykken var borte, og jeg +anstrængte mig altid forgæves. + +</p><p>Det var på et Værelse i anden Etage, i +det bedste Gæsteværelse, jeg sad og gjorde +disse Forsøg. Jeg var forbleven uforstyrret +deroppe, siden den første Aften, da jeg havde +Penge og kunde klarere for mig. Jeg havde +også hele Tiden det Håb, at jeg endelig +kunde få istand en Artikel om et eller andet, +så jeg kunde få betalt Værelset og hvad +jeg ellers skyldte for; det var derfor, jeg arbejded +så ihærdigt. Især havde jeg et påbegyndt +Stykke, som jeg vented mig meget +af, en Allegori om en Ildebrand i en Boglade, +en dybsindig Tanke, som jeg vilde +lægge al min Flid på at udarbejde og bringe +»Kommandøren« i Afbetaling. »Kommandøren« +skulde dog erfare, at han denne Gang +virkelig havde hjulpet et Talent; jeg havde +ingen Tvivl om, at han skulde erfare det; det +galdt blot at vente til Ånden kom over mig. +Og hvorfor skulde ikke Ånden komme over +mig? Hvorfor skulde den ikke komme over +mig med det allerførste endog? Der var intet +ivejen med mig mer; jeg fik lidt Mad hver +Dag af min Værtinde, nogle Smørogbrød +Morgen og Aften, og min Nervøsitet var næsten +forsvunden. Jeg brugte ikke længer +Klude om mine Hænder, når jeg skrev, og +jeg kunde stirre ned i Gaden fra mine Vinduer +i anden Etage, uden at blive svimmel. Det +var bleven meget bedre med mig i alle +Måder, og det begyndte ligefrem at forundre +mig, at jeg ikke allerede havde fået min +Allegori færdig. Jeg forstod ikke, hvordan +det hang sammen. + +</p><p>En Dag skulde jeg endelig få en Anelse +om, hvor svag jeg egentlig var bleven, hvor +sløvt og udueligt min Hjærne arbejded. Den +Dag kom nemlig min Værtinde op til mig +med en Regning, som hun bad mig om at se +på; der måtte være noget galt i den Regning, +sagde hun, den stemte ikke med hendes egen +Bog; men hun havde ikke kunnet finde Fejlen. + +</p><p>Jeg satte mig til at tælle; min Værtinde +sad lige overfor mig og så på mig. Jeg +talte disse tyve Poster, først en Gang nedad, +og fandt Summen rigtig, derpå en Gang opad, +og kom påny til samme Resultat. Jeg så +på Konen, hun sad lige foran mig og vented +på mit Ord; jeg lagde med det samme +Mærke til, at hun var frugtsommelig, det undgik +ikke min Opmærksomhed, og jeg stirred +dog ingenlunde undersøgende på hende. + +</p><p>»Summen er rigtig,« sagde jeg. + +</p><p>»Nej, se nu efter for hvert Tal,« svared +hun; »det kan ikke være så meget; jeg er +sikker på det.« + +</p><p>Og jeg begyndte at revidere hver Post: +2 Brød á 25, i Lampeglas 18, Sæbe 20, Smør +32 . . . . Der skulde ikke noget kløgtigt +Hoved til, forat gennemgå disse Talrækker, +denne lille Høkerregning, hvori der ingen +Vidtløftigheder fandtes, og jeg forsøgte redeligt +at finde den Fejl, som Konen talte om, +men fandt den ikke. Efterat jeg havde tumlet +med disse Tal et Par Minutter, følte jeg +desværre, at altsammen begyndte at danse rundt +i mit Hoved; jeg gjorde ikke længer Forskel +på Debet og Kredit, jeg blanded det hele +sammen. Endelig stod jeg med ét bom stille +ved følgende Post: »3 5/16 Pund Ost á 16«. +Min Hjærne klikked fuldstændig, jeg stirred +dumt ned på Osten og kom ingen Vej. + +</p><p>»Det er da også forbandet, så vredent +dette er skrevet!« sagde jeg fortvivlet. »Her +står Gud hjælpe mig simpelthen fem Sekstendele +Ost. He-he, har man hørt Magen! Ja, +her kan De se selv!« + +</p><p>»Ja,« svared Madamen, »de plejer at +skrive så. Det er Nøgleosten. Jo, det er +korrekt! Fem Sekstendele er altså fem Lod« + +</p><p>»Ja, det forstår jeg nok!« atbrød jeg, +skønt jeg i Virkeligheden ikke forstod nogen +Ting mer. + +</p><p>Jeg forsøgte påny at klare dette lille +Regnestykke, som jeg for nogle Måneder +siden kunde have talt op på et Minut; jeg +sveded stærkt og tænkte over disse gådefulde +Tal af alle Kræfter, og jeg blinked eftertænksomt +med Øjnene, som om jeg studered +rigtig skarpt på denne Sag; men jeg +måtte opgive det. Disse fem Lod Ost gjorde +det fuldstændigt af med mig; det var som +om noget knak over i min Pande. + +</p><p>For dog at give Indtryk af, at jeg fremdeles +arbejded med mine Beregninger, bevæged +jeg Læberne og nævnte nu og da et Tal højt, +alt imens jeg gled længer og længer nedad +Regningen, som om jeg stadig gik fremad og +nærmed mig Afslutningen. Madamen sad og +vented. Endelig sagde jeg: + +</p><p>»Ja, nu har jeg gået den igennem fra +først til sidst, og der er virkelig ingen Fejl, +såvidt jeg kan se.« + +</p><p>»Ikke det?« svared Konen, »jaså, ikke +det?« Men jeg så godt, at hun ikke troed +mig. Og pludselig syntes hun på en Gang +at antage et lidet Stænk af Ringeagt for mig +i sin Tale, en lidt ligegyldig Tone, som jeg +ikke tidligere havde hørt hos hende. Hun +sagde, at jeg kanske ikke var vant til at regne +med Sekstendele; hun sagde også, at hun +måtte henvende sig til nogen, som forstod +sig på det, forat få Regningen ordentlig +gennemset. Alt dette sagde hun ikke på +nogen sårende Måde, forat gøre mig tilskamme, +men tankefuldt og alvorligt. Da +hun var kommet til Døren og skulde gå, +sagde hun, uden at se på mig: + +</p><p>»Undskyld, at jeg har heftet Dem, da!« + +</p><p>Hun gik. + +</p><p>Lidt efter åbnedes Døren påny, og min +Værtinde kom atter ind; hun kunde næppe +have gået længer end ud på Gangen, før +hun vendte om. + +</p><p>»Det er sandt!« sagde hun. »De må ikke +tage det ilde op; men jeg har vel lidt tilgode +hos Dem nu? Var det ikke tre Uger +igår, siden De kom? Ja, jeg mente, det var så. +Det er ikke grejt at klare sig med så stor +Familje, så jeg kan ikke lade nogen få bo +på Kredit, desværre . . . .« + +</p><p>Jeg standsed hende. + +</p><p>»Jeg arbejder på en Artikel, som jeg +altså har fortalt Dem om før,« sagde jeg, +»og såsnart den blir færdig, skal De få +Deres Penge. De kan være ganske rolig.« + +</p><p>»Ja, men De får jo aldrig den Artikel +færdig, jo?« + +</p><p>»Tror De det? Ånden kommer muligens +over mig imorgen, eller kanske allerede inat; +det er slet ikke umuligt, at den kommer over +mig engang inat, og da blir min Artikel færdig +på et Kvarter højst. Ser De, det er ikke +således med mit Arbejde, som med andre +Folks; jeg kan ikke sætte mig ned og få +istand en vis Mængde om Dag, jeg må bare +vente på Øjeblikket. Og der er ingen, som +kan sige Dag og Time, på hvilken Ånden +kommer over én; det må have sin Gang.« + +</p><p>Min Værtinde gik. Men hendes Tillid +til mig var vist meget rokket. + +</p><p>Jeg sprang op og sled mig i Håret at +Fortvivlelse, såsnart jeg var bleven alene. +Nej, der blev virkelig ingen Redning for mig +alligevel, ingen, ingen Redning! Min Hjærne +var bankerot! Var jeg da altså bleven helt +Idiot, siden jeg ikke længer kunde regne ud +Værdien af et lidet Stykke Nøgleost? Men +kunde jeg også have tabt min Forstand, +når jeg stod og gav mig selv slige Spørgsmål? +Havde jeg ikke ovenikøbet midt under mine +Anstrængelser med Regningen gjort den soleklare +Iagttagelse, at min Værtinde var frugtsommelig? +Jeg havde ikke nogen Grund til +at vide det, der var ingen, som havde fortalt +mig noget derom, det faldt mig heller ikke +vilkårligt ind, jeg sad og så det med mine +egne Øjne, og jeg forstod det straks, til og +med i et fortvivlet Øjeblik, hvori jeg sad og +regned med Sekstendele. Hvorledes skulde +jeg forklare mig det? + +</p><p>Jeg gik til Vinduet og så ud; mit Vindu +vendte ud mod Vognmandsgaden. Der legte +nogle Børn nede på Brostenene, fattigt klædte +Børn midt i den fattige Gade; de kasted en Tomflaske +imellem sig og skråled højt. Et Flyttelæs +rulled langsomt forbi dem; det måtte +være en fordreven Familje, som skifted Bopæl +udenfor Flyttetiden. Dette tænkte jeg mig +øjeblikkelig. På Vognen lå Sengeklæder og +Møbler, mølædte Senge og Komoder, rødmalede +Stole med tre Ben, Matter, Jærnskrab, +Bliktøj. En liden Pige, bare et Barn, en +rigtig hæslig Unge med forkølet Næse, sad +oppe i Læsset og holdt sig fast med sine +stakkels blå Hænder, for ikke at tumle ned. +Hun sad på en Bundt af rædsomme, våde +Madrasser, som Børn havde ligget på, og så +ned på de små, der kasted Tomflasken +imellem sig . . . . + +</p><p>Alt dette stod jeg og så på, og jeg +havde ingen Møje med at forstå alt, som +foregik. Mens jeg stod der ved Vinduet og +iagttog dette, hørte jeg også min Værtindes +Pige synge inde i Køkkenet lige ved Siden +af mit Værelse; jeg kendte den Melodi, hun +sang, jeg hørte derfor efter, om hun skulde +synge fejl. Og jeg sagde til mig selv, at alt +dette kunde ikke en Idiot have gjort; jeg var +Gudskelov så fornuftig, som noget Menneske. +Pludselig så jeg to af Børnene nede i +Gaden fare op at skændes, to Smågutter; +jeg kendte den ene, det var min Værtindes. +Jeg åbner Vinduet, forat høre, hvad de siger +til hinanden, og straks stimler en Flok Børn +sammen nedenunder mit Vindu og ser længselsfuldt +op. Hvad vented de på? At noget +skulde blive kastet ud? Tørrede Blomster, +Kødben, Cigarstumper, en eller anden Ting, +som de kunde gnave i sig eller more sig +med? De så med blåfrosne Ansigter, med +uendelig lange Øjne op mod mit Vindu. +Imidlertid fortsætter de to små Fjender at +skælde hinanden ud. Ord som store, klamme +Udyr myldrer ud af disse Barnemunde, forfærdelige +Øgenavne, Skøgesprog, Matroseder, +som de kanske havde lært nede ved Bryggerne. +Og de er begge to så optagne heraf, at de +slet ikke lægger Mærke til min Værtinde, der +løber ud til dem, forat få høre, hvad der er +påfærde. + +</p><p>»Jo,« forklarer hendes Søn, »han tog mig +i Barken; jeg fik ikke Pusten på en lang +Stund!« Og vendende sig om mod den lille +Ugærningsmand, der står og flirer ondskabsfuldt +ad ham, blir han aldeles rasende og +råber: »Rejs til hede Helvede, dit kaldæiske +Naut, du er! En slig Lushorrik skal tage +Folk i Struben! Jeg skal Herr’n forsyne +mig . . . .« + +</p><p>Og Moderen, denne frugtsommelige Kone, +der dominerer hele den trange Gade med sin +Mave, svarer det tiårige Barn, idet hun griber +ham i Armen og vil have ham med: + +</p><p>»Sh! Hold Snavel’n din! Jeg mener, du +bander ogsål Du bruger Kæften, som om +du skulde været på Ludderhus i årvis! Nu +kommer du ind!« + +</p><p>»Nej, jeg gør ikke det!« + +</p><p>»Jo, du gør det!« + +</p><p>»Nej, jeg gør ikke det!« + +</p><p>Jeg står oppe i Vinduet og ser, at +Moderens Vrede stiger; denne uhyggelige +Scene ophidser mig voldsomt, jeg holder det +ikke længer ud, jeg råber ned til Gutten, at +han skal komme op til mig et Øjeblik. Jeg +råber to Gange, blot forat forstyrre dem, +forat få forpurret dette Optrin; den sidste +Gang, råber jeg meget højt, og Moderen +vender sig forbløffet om og ser op til mig. +Og øjeblikkelig genvinder hun Fatningen, ser +frækt på mig, rigtig overlegent ser hun på +mig, og trækker sig så tilbage med en bebrejdende +Bemærkning til sin Søn. Hun taler +højt, så jeg kan høre det, og siger til ham: + +</p><p>»Fy, du måtte skamme dig for at lade +Folk se, hvor slem du er!« + +</p><p>Af alt dette, som jeg således stod og +iagttog, var der intet, ikke engang en liden +Biomstændighed, som gik tabt for mig. Min +Opmærksomhed var yderst vag, jeg indånded +ømtåligt hver liden Ting, og jeg stod og +gjorde mig mine Tanker om disse Ting, efterhvert +som de foregik. Så der kunde umuligt +være noget ivejen med min Forstand. Hvor +kunde der også være noget ivejen med +den nu? + +</p><p>Hør, ved du hvad, sagde jeg på en +Gang; nu har du længe nok gået og befattet +dig med din Forstand og gjort dig Bekymringer +i så Henseende; nu får det være Slut med +de Narrestreger! Er det Tegn på Galskab +at mærke og opfatte alle Ting så nøjagtigt, +som du gør det? Du får mig næsten til at +le af dig, forsikkrer dig på, det er ikke uden +Humor, såvidt jeg skønner. Kort og godt, +det hænder alle Mennesker at stå fast for en +Gangs Skyld, og det just netop i de simpleste +Spørgsmål. Det siger intet, det er bare Tilfældighed. +Som sagt, jeg er på et hængende +Hår i Færd med at få mig en liden Latter +over dig. Hvad den Høkerregning angår, +disse lumpne fem Sekstendele Fattigmandsost, +kan jeg gærne kalde det, — he-he, en Ost +med Nellik og Pebber i, på min Ære en Ost, +som man rent ud sagt kunde få Barn af, — +hvad denne latterlige Ost angår, da kunde +det have hændt den bedste at blive fordummet +over den; selve Lugten af den Ost kunde gøre +det af med en Mand . . . . Og jeg gjorde +det værste Nar af al Nøgleost . . . . Nej, +sæt mig på noget spiseligt! sagde jeg, sæt +mig, om du vil, på fem Sekstendele godt +Mejerismør! Det er en anden Sag! + +</p><p>Jeg lo hektisk ad mine egne Indfald og +fandt dem såre morsomme. Der var virkelig +ingenting, som fejled mig mer, jeg var vel +bevaret. Jeg var så at sige yderst vel bevaret +endog! Jeg var et klart Hoved; der mangled +intet på det, Gud ske Lov og Tak! + +</p><p>Min Munterhed steg efterhvert, som jeg +drev om der på Gulvet og samtalte med mig +selv; jeg lo højt og følte mig voldsomt +glad. Det var virkelig også, som om jeg +blot behøved denne lille glade Stund, dette Øjeblik +af egentlig lys Henrykkelse, uden Sorger +til nogen Kant, forat få mit Hoved i arbejdsdygtig +Stand. Jeg satte mig ind til Bordet +og gav mig til at sysle med min Allegori. +Og det gik meget godt, bedre end på lange +Tider; det gik ikke hurtigt; men jeg syntes, +at det lille, jeg fik til, blev aldeles udmærket. +Jeg arbejded også en Times Tid, uden at +blive træt. + +</p><p>Så sidder jeg just på et meget vigtigt +Punkt i denne Allegori om en Ildebrand i en +Boglade; det forekom mig så vigtigt, at alt +det øvrige, jeg havde skrevet, var for intet at +regne mod dette Punkt. Jeg vilde netop forme +rigtig dybsindigt den Tanke, at det ikke var +Bøger, som brændte, det var Hjærner, Menneskehjærner, +og jeg vilde lave en ren Bartholomæusnat +af disse brændende Hjærner. Da +blev med en Gang min Dør åbnet med megen +Hast, og min Værtinde kom sejlende ind. +Hun kom midt ind i Værelset, hun standsed +ikke engang på Dørstokken. + +</p><p>Jeg gav et lidet hæst Råb; det var virkelig, +som om jeg havde fået et Slag. + +</p><p>»Hvad?« sagde hun. »Jeg syntes. De +sagde noget? Vi har fået en Rejsende, og +vi må have dette Værelse til ham; De får +ligge nede hos os inat; ja, De skal få egen +Seng der også.« Og førend hun havde fået +mit Svar, begyndte hun uden videre at samle +sammen mine Papirer på Bordet og bringe +Uorden i dem allesammen. + +</p><p>Min glade Stemning var blæst bort, jeg +var vred og fortvivlet og rejste mig straks. +Jeg lod hende rydde Bordet og sagde ingenting; +jeg mæled ikke et Ord. Og hun gav +mig alle Papirerne i min Hånd. + +</p><p>Der var intet andet for mig at gøre, jeg +måtte forlade Værelset. Nu var også dette +dyrebare Øjeblik spoleret! Jeg mødte den +ny Rejsende allerede i Trappen, en ung Mand +med store blå Ankertegninger på Håndbagerne; +bagefter ham fulgte en Sjouer med +en Skibskiste på Skulderen. Den fremmede +var vist en Sjømand, altså blot en tilfældig +Rejsende for Natten; han skulde nok ikke optage +mit Værelse i nogen længere Tid. Kanske +kunde jeg også være heldig imorgen, når +Manden var rejst, og få et af mine Øjeblikke +igen; der mangled mig blot en Inspiration på +fem Minutter nu, så var mit Værk om Ildebranden +færdig. Altså, jeg fik finde mig i +Skæbnen . . . . + +</p><p>Jeg havde ikke tidligere været inde i Familjens +Lejlighed, denne eneste Stue, hvori +allesammen holdt til Dag og Nat, Manden, +Konen, Konens Fader og fire Børn. Pigen +boed i Køkkenet, hvor hun også sov om +Natten. Jeg nærmed mig med megen Modvilje +Døren og banked på; ingen svared, dog +hørte jeg Stemmer indenfor. + +</p><p>Manden sagde ikke et Ord, da jeg trådte +ind, besvared ikke engang min Hilsen; han +så blot ligegyldigt på mig, som om jeg ikke +vedkom ham. Forresten sad han og spilled +Kort med en Person, som jeg havde set nede +ved Bryggerne, en Bærer, der lød Navnet +»Glasruden«. Et Spædbarn lå og pludred +med sig selv henne i Sengen, og den gamle +Mand, Værtindens Fader, sad sammenkrøben +på en Sengebænk og luded med Hovedet +over sine Hænder, som om hans Bryst eller +Mave smærted ham. Han havde næsten hvidt +Hår og så ud i sin sammenkrøbne Stilling +som et duknakket Kryb, der sad og spidsed +Øren efter noget. + +</p><p>»Jeg kommer nok desværre til at bede +om Rum hernede inat,« sagde jeg til Manden. + +</p><p>»Har min Kone sagt det?« spurgte han. + +</p><p>»Ja. Der kom en ny Mand på mit Værelse.« + + +</p><p>Hertil svared ikke Manden noget; han gav +sig atter i Færd med Kortene. + +</p><p>Således sad denne Mand Dag efter Dag +og spilled Kort med hvemsomhelst, som kom +ind til ham, spilled om ingenting, blot forat +fordrive Tiden og have noget mellem Hænderne +imens. Han foretog sig ellers intet, +rørte sig netop så meget som hans lade +Lemmer gad, mens Konen traved op og ned +i Trapperne, var om sig på alle Kanter og +havde Omsorg for at få Gæster til Huset. +Hun havde også sat sig i Forbindelse med +Bryggesjouere og Bærere, hvem hun betalte +et vist Honorar for hver ny Logerende, de +bragte hende, og hun gav ofte disse Sjouere +Husly for Natten. Nu var det »Glasruden«, +som just havde bragt den ny Rejsende med. + +</p><p>Et Par af Børnene kom ind, to Småpiger +med magre, fregnede Tøseansigter; de havde +rigtig usle Klæder på. Lidt efter kom også +Værtinden ind. Jeg spurgte hende, hvor hun +vilde anbringe mig for Natten, og hun svared +kort, at jeg kunde ligge herinde, sammen med +de andre, eller ude i Forstuen på Sofabænken, +aldeles som jeg selv fandt for godt. Mens +hun svared mig dette, gik hun omkring i +Stuen og pusled med forskellige Ting, som +hun satte i Orden, og hun så ikke en Gang +på mig. + +</p><p>Jeg sank sammen ved hendes Svar, stod +nede ved Døren og gjorde mig liden, lod endog +som om jeg var godt tilfreds med at bytte +Værelse med en anden for en Nats Skyld; +jeg satte med Hensigt et venligt Ansigt op, +for ikke at opirre hende og måske blive jaget +helt ud af Huset. Jeg sagde: »Å, ja, der +blir vel en Råd!« og taug. + +</p><p>Hun vimsed fremdeles omkring i Stuen. + +</p><p>»Forresten vil jeg sige Dem, at jeg slet +ikke har Udkomme til at have Folk i Kost +og Logi på Kredit,« sagde hun. »Og det +har jeg sagt Dem før også.« + +</p><p>»Ja, men kære, det er jo bare disse Par +Dage, til min Artikel er færdig,« svared jeg, +»og da skal jeg gærne give Dem en Femkrone +atpå, gærne det.« + +</p><p>Men hun havde åbenbart ingen Tro på +min Artikel, det kunde jeg se. Og jeg kunde +ikke give mig til at være stolt og forlade +Huset, bare af en Smule Krænkelse; jeg vidste, +hvad der vented mig, hvis jeg gik min Vej. + + +</p><p class="tb">* * * + +</p><p class="noindent">Der forløb et Par Dage. + +</p><p>Jeg holdt fremdeles til nede hos Familjen, +da det var for koldt i Forstuen, hvor der +ingen Ovn var; jeg sov også om Natten på +Gulvet inde i Stuen. Den fremmede Sjømand +boed stadigt på mit Værelse og lod ikke til +at ville flytte så snart. Ved Middagstid kom +også Værtinden ind og fortalte, at han havde +betalt hende i Forskud for en hel Måned; +forresten skulde han tage Styrmandseksamen, +inden han rejste; det var derfor, han opholdt +sig i Byen. Jeg stod og hørte på dette og +forstod, at mit Værelse nu var tabt for mig +for bestandigt. + +</p><p>Jeg gik ud i Forstuen og satte mig; skulde +jeg være så heldig at få noget skrevet, så +måtte det alligevel være her, i Stilheden. Det +var ikke længer min Allegori, som beskæftiged +mig; havde fået en ny Idé, en ganske +fortræffelig Plan: jeg vilde forfatte et en Akts +Drama, »Korsets Tegn«, Emne fra Middelalderen. +Især havde jeg altsammen udtænkt +angående Hovedpersonen, en herlig, fanatisk +Skøge, der havde syndet i Templet, ikke af +Svaghed og ikke af Attrå, men af Had mod +Himlen, syndet lige ved Alterets Fod, med +Alterdugen under sit Hoved, bare af dejlig +Foragt for Himlen. + +</p><p>Jeg blev mer og mer besat af denne Skikkelse, +efterhvert som Timerne gik. Hun stod +tilsidst lys levende for mit Blik, og netop således, +som jeg vilde have hende frem. Hendes +Krop skulde være mangelfuld og frastødende: +høj, meget mager og en Smule mørk, og når +hun gik, vilde hendes lange Ben komme til at +skinne igennem hendes Skørter for hvert Skridt, +hun tog. Hun skulde også have store, udstående +Ører. Kortsagt, hun vilde intet blive +for Øjet, knapt nok udholdelig at se på. +Hvad der interessered mig hos hende, var +hendes underfulde Skamløshed, dette desperate +Topmål af overlagt Synd, som hun havde begået. +Hun sysselsatte mig virkelig altfor meget; +min Hjærne var ligefrem udbulnet af denne +sære Misdannelse af et Menneske. Og jeg +skrev i samfulde to Timer i Træk på mit +Drama. + +</p><p>Da jeg havde fået istand et halvt Snes +Sider, måske tolv Sider, ofte med stort Besvær, +undertiden med lange Mellemrum, hvori jeg +skrev forgæves og måtte rive mine Ark itu, +var jeg bleven træt, ganske stiv af Kulde og +Træthed, og jeg rejste mig og gik ud på +Gaden. I den sidste Halvtime var jeg også +bleven forstyrret af Barneskrig inde fra Familjens +Stue, så jeg kunde i ethvert Tilfælde +ikke have skrevet mer netop da. Jeg tog derfor +en lang Tur udad Drammensvejen og blev +borte helt til Aften, idet jeg stadig gik og +grunded på, hvorledes jeg videre vilde fortsætte +mit Drama. Inden jeg kom hjem om +Aftenen den Dag, havde der hændt mig +følgende: + +</p><p>Jeg stod udenfor en Skomagerbutik nederst +i Karl Johan, næsten nede ved Jærnbanetorvet. +Gud ved, hvorfor jeg var standset just udenfor +denne Skomagerbutik! Jeg så indad Vinduet, +hvor jeg stod, men tænkte forresten ikke +på, at jeg mangled Sko netop da; min Tanke +var langt borte, i andre Egne af Verden. En +Sverm af samtalende Mennesker gik bag min +Ryg, og jeg hørte ingenting af, hvad der blev +sagt. Da hilser en Stemme højt: + +</p><p>»Godaften!« + +</p><p>Det var »Jomfruen«, som hilste på mig. + +</p><p>»Godaften!« svared jeg fraværende. Jeg +så også på »Jomfruen« en kort Stund, inden +jeg kendte ham. + +</p><p>»Nå, hvordan går det?« spurgte han. + +</p><p>»Jo, bare bra . . . . som sædvanligt!« + +</p><p>»Hør, sig mig,« sagde han, »De er altså +hos Christie endda?« + +</p><p>»Christie?« + +</p><p>»Jeg syntes, De sagde engang, at De var +Bogholder hos Grosserer Christie?« + +</p><p>»Å! Ja, nej, det er forbi. Det var umuligt +at arbejde sammen med den Mand; det +gik istå temmelig snart af sig selv.« + +</p><p>»Hvorfor det, da?« + +</p><p>»Å, jeg kom til at skrive fejl en Dag, +og så . . . .« + +</p><p>»Falsk?« + +</p><p>Falsk? Der stod »Jomfruen« og spurgte +ligefrem, om jeg havde skrevet falsk. Han +spurgte endog hurtigt og meget interesseret. +Jeg så på ham, følte mig dybt krænket og +svared ikke. + +</p><p>»Ja, ja, Herregud, det kan hænde den +bedste!« sagde han, forat trøste mig. Han +troed fremdeles, at jeg havde skrevet falsk. + +</p><p>»Hvad er det, som ja, ja Herregud kan +hænde den bedste?« spurgte jeg. »At skrive +falsk? Hør, min gode Mand, tror De virkelig, +der De står, at jeg kunde have begået en +slig Nederdrægtighed? Jeg?« + +</p><p>»Men, kære, jeg syntes så tydeligt, De +sagde . . . .« + +</p><p>»Nej, jeg sagde, at jeg havde skrevet +fejl engang, et Årstal, en Bagatel, om De +vil vide det, en fejl Dato på et Brev, et +eneste Pennestrøg galt — det var hele min +Brøde. Nej, Gudskelov, man kan da skælne +Ret fra Uret endda! Hvordan skulde det også +bære afsted med mig, hvis jeg ovenikøbet +gik hen og pletted min Ære? Det er simpelthen +min Æresfølelse, jeg flyder på nu. Men +den er også stærkt nok, håber jeg; den har +ialfald bevaret mig til Dato.« + +</p><p>Jeg kasted på Hovedet, vendte mig bort +fra »Jomfruen« og så nedad Gaden. Mit Øje +faldt på en rød Kjole, som nærmed sig os, +en Kvinde ved Siden af en Mand. Havde jeg +nu ikke ført netop denne Samtale med »Jomfruen«, +var jeg ikke bleven stødt af hans grove +Mistanke, og havde jeg ikke gjort just dette +Kast med Hovedet, samt vendt mig lidt fornærmet +bort, så vilde denne røde Kjole +måske have passeret mig, uden at jeg havde +lagt Mærke til den. Og hvad vedkom den +mig i Grunden? Hvad angik den mig, selv om +det var Hoffrøken Nagels Kjole? + +</p><p>»Jomfruen« stod og talte og søgte at gøre +sin Fejltagelse god igen; jeg hørte slet ikke +på ham, jeg stod hele Tiden og stirred på +denne røde Kjole, der nærmed sig opad Gaden. +Og en Bevægelse løb mig gennem Brystet, et +glidende, fint Stik; jeg hvisked i min Tanke, +hvisked uden at røre Munden: + +</p><p>»Ylajali!« + +</p><p>Nu vendte også »Jomfruen« sig om, opdaged +de to, Damen og Herren, hilste på +dem og fulgte dem med Øjnene. Jeg hilste +ikke, eller måske hilste jeg ubevidst. Den +røde Kjole gled opad Karl Johan og forsvandt. + +</p><p>»Hvem var det, som fulgte hende?« spurgte +»Jomfruen«. + +</p><p>»Hertugen«, så De ikke det? »Hertugen« +kaldet. Kendte De Damen?« + +</p><p>»Ja, såvidt. Kendte ikke De hende!« + +</p><p>»Nej,« svared jeg. + +</p><p>»Jeg syntes, De hilste så dybt?« + +</p><p>»Gjorde jeg det?« + +</p><p>»He, gjorde De kanske ikke det?« sagde +»Jomfruen«. »Det var da besynderligt! Det +var også blot Dem, hun så på hele +Tiden.« + +</p><p>»Hvor kender De hende fra?« spurgte jeg. + +</p><p>Han kendte hende egentlig ikke. Det +skrev sig fra en Aften i Høst. Det var sent, +de havde været tre glade Sjæle sammen, kom +just fra Grand, traf dette Menneske gående +alene ved Cammermeyer og havde talt til +hende. Hun havde først svaret afvisende; men +den ene af de glade Sjæle, en Mand, som ikke +skyed hverken Ild eller Vand, havde bedt +hende lige op i hendes Ansigt om at måtte +have den Civilisationens Nydelse at følge hende +hjem. Han skulde ved Gud ikke krumme et Hår +på hendes Hoved, som skrevet står, blot følge +hende til Porten, forat overbevise sig om, at +hun kom sikkert hjem, ellers vilde ikke han +få Ro hele Natten. Han talte ustandseligt, +mens de gik, fandt på den ene Ting efter +den anden, kaldte sig Waldemar Atterdag og +udgav sig for Fotograf. Tilsidst havde hun +måttet le ad denne glade Sjæl, som ikke +havde ladet sig forbløffe af hendes Kulde, og +det endte med, at han fulgte hende. + +</p><p>»Nå, ja, hvad blev det så til?« spurgte +jeg, og jeg holdt mit Åndedræt sålænge. + +</p><p>»Blev til? Å, kom ikke der! Det er +en Dame.« + +</p><p>Vi taug begge et Øjebik, både »Jomfruen« +og jeg. + +</p><p>»Nej, Fan, var dét »Hertugen«! Ser han +slig ud!« sagde han derpå tankefuldt. »Men +når hun er sammen med den Mand, så vil +jeg ikke svare for hende.« + +</p><p>Jeg taug fremdeles. Ja, naturligvis vilde +»Hertugen« trække af med hende! Godt og +vel! Hvad kom det mig ved? Jeg gav hende +en god Dag, med samt hendes Yndigheder, +en god Dag gav jeg hende! Og jeg forsøgte +at trøste mig selv ved at tænke de værste +Tanker om hende, gjorde mig ligefrem en +Glæde af at rode hende rigtig ned i Sølen. +Det ærgred mig blot, at jeg havde taget Hatten +af for Parret, hvis jeg virkelig havde gjort det. +Hvorfor skulde jeg tage Hatten af for sådanne +Mennesker? Jeg brød mig ikke længer om +hende, aldeles ikke; hun var ikke det allerringeste +vakker mer, hun havde tabt sig, fy, +Fan, hvor hun var falmet! Det kunde jo +gærne være, at det blot var mig, hun havde +set på; det forundred mig ikke; det var +kanske Angeren, som begyndte at slå hende. +Men derfor behøved ikke jeg at falde til Fode +og hilse som en Nar, specielt når hun altså +var bleven så betænkelig falmet på det sidste. +»Hertugen« kunde gærne beholde hende, velbekomme! +Der kunde komme en Dag, da +jeg fik i Sinde at gå hende stolt forbi, uden +at se til den Kant, hvor hun befandt sig. Det +kunde hænde, at jeg tillod mig at gøre dette, +selv om hun så stivt på mig og ovenikøbet +gik i blodrød Kjole. Det kunde godt hænde! +He-he, det vilde blive en Triumf! Kendte +jeg mig selv ret, så var jeg istand til at gøre +mit Drama færdigt i Løbet af Natten, og +inden otte Dage skulde jeg da have bøjet +Frøkenen i Knæ. Med samt hendes Yndigheder, +he-he, med samt alle hendes Yndigheder +. . . . + +</p><p>»Farvel!« sagde jeg kort. + +</p><p>Men »Jomfruen« holdt mig tilbage. Han +spurgte: + +</p><p>»Men hvad bestiller De da nu om Dagen?« + +</p><p>»Bestiller? Jeg skriver, naturligvis. Hvad +andet skulde jeg bestille? Det er jo det, jeg +lever af. For Øjeblikket arbejder jeg på et +stort Drama, »Korsets Tegn«, Emne fra Middelalderen.« + +</p><p>»Død og Pine!« sagde »Jomfruen« oprigtigt. +»Ja, får De dét til, så . . . .« + +</p><p>»Har ingen store Bekymringer desangående!« +svared jeg. »Om en otte Dages Tid +tænker jeg, at De skal have hørt fra mig nogen +hver.« + +</p><p>Dermed gik jeg. + +</p><p>Da jeg kom hjem, henvendte jeg mig +straks til min Værtinde og bad om en Lampe. +Det var mig meget om at gøre at få denne +Lampe; jeg vilde ikke gå tilsengs inat, mit +Drama rased inde i mit Hoved, og jeg håbed +så sikkert at kunne skrive et godt Stykke til +om Morgenen. Jeg fremførte min Begæring +meget ydmygt for Madamen, da jeg mærked, +at hun gjorde en utilfreds Grimase, fordi jeg +atter kom ind i Stuen. Jeg havde altså næsten +færdigt et mærkeligt Drama, sagde jeg; der +mangled mig bare et Par Scener, og jeg slog +på, at det kunde blive opført på et eller +andet Teater, inden jeg selv vidste Ordet af +det. Om hun nu vilde gøre mig denne store +Tjeneste, så . . . . + +</p><p>Men Madamen havde ingen Lampe. Hun +tænkte sig om, men husked slet ikke, at hun +havde nogen Lampe nogen Steder. Hvis jeg +vilde vente til efter Klokken tolv, så kunde +jeg kanske få Køkkenlampen. Hvorfor kunde +jeg ikke købe mig et Lys? + +</p><p>Jeg taug. Jeg havde ikke ti Øre til et +Lys, og det vidste hun nok. Naturligvis skulde +jeg strande igen! Nu sad Pigen nede hos os, +hun sad simpelthen inde i Stuen og var slet +ikke i Køkkenet; Lampen der oppe var således +ikke engang tændt. Og jeg stod og +overtænkte dette, men sagde intet mer. + +</p><p>Pludselig siger Pigen til mig: + +</p><p>»Jeg syntes, De kom ud af Slottet for +lidt siden? Har De været i Middag?« Og hun +lo højt ad denne Spas. + +</p><p>Jeg satte mig ned, tog mine Papirer frem +og vilde forsøge at gøre noget her sålænge, +her, hvor jeg sad. Jeg holdt Papirerne på +mine Knæ og stirred uafbrudt ned i Gulvet, +for ikke at adspredes af noget; men det nytted +mig ikke, ingenting nytted mig, jeg kom ikke +af Pletten. Værtindens to Småpiger kom ind +og holdt Støj med en Kat, en underlig, syg +Kat, som næsten ingen Hår havde; når de +blæste den ind i Øjnene, flød der Vand ud af +dem og nedad dens Næse. Værten og et Par +andre Personer sad ved Bordet og spilled +Hundred og En. Konen alene var flittig som +altid og sad og syed på noget. Hun så +godt, at jeg ikke kunde skrive noget midt i +denne Forstyrrelse, men hun brød sig ikke +om mig mer; hun havde endog smilet, da +Tjenestepigen spurgte, om jeg havde været i +Middag. Hele Huset var bleven fjendtlig mod +mig; det var, som om jeg blot behøved den +Forsmædelse at måtte overlade mit Værelse +til en anden, forat blive behandlet ganske som +en uvedkommende. Endog denne +Tjenestepige, en liden brunøjet Gadetøs med Pandehår +og aldeles fladt Bryst, gjorde Nar af mig +om Aftenen, når jeg fik mine Smørogbrød. +Hun spurgte idelig, hvor jeg dog plejed at +indtage mine Middage, eftersom hun aldrig +havde set mig gå og stikke mine Tænder +udenfor Grand. Det var klart, at hun vidste +Besked om min elendige Tilstand og gjorde +sig en Fornøjelse af at vise mig det. + +</p><p>Jeg falder pludselig i Tanker om alt dette +og er ikke istand til at finde en eneste Replik +til mit Drama. Jeg forsøger Gang på Gang +forgæves; det begynder at summe underligt i +mit Hoved, og jeg giver mig tilsidst over. Jeg +stikker Papirerne i Lommen og ser op. Pigen +sidder lige foran mig, og jeg ser på hende, +ser på denne smale Ryg og et Par lave +Skuldre, som endnu ikke var rigtig voksne +engang. Hvad havde nu hun med at kaste +sig over mig? Og om jeg var kommet ud af +Slottet, hvad så? Kunde det skade hende? +Hun havde i de sidste Dage leet frækt ad mig, +når jeg var uheldig og snubled i Trapperne eller +hang fast i en Spiger, så jeg fik en Rift i min +Frakke. Det var heller ikke længer siden end +igår, at hun havde samlet op mine Kladder +som jeg havde slængt fra mig i Forstuen, +stjålet disse kasserede Brudstykker til mit +Drama og læst dem op inde i Stuen, holdt +Løjer med dem i alles Påhør, bare forat +more sig over mig. Jeg havde aldrig forulempet +hende og kunde ikke huske, at jeg nogensinde +havde bedt hende om en Tjeneste. +Tvertimod, jeg gjorde selv min Seng istand +om Aftenen inde på Stuegulvet, for ikke at +skaffe hende noget Bryderi dermed. Hun +gjorde også Nar af mig, fordi mit Hår faldt +af. Der lå Hår og flød i Vaskevandet om +Morgenen, og det gjorde hun sig lystig over. +Nu var mine Sko blevne noget dårlige, især +den ene, som var bleven overkørt af Brødvognen, +og hun drev også Spas med dem. Gud +velsigne Dem og Deres Sko! sagde hun; se +på dem, de er store som Hundehus! Og hun +havde Ret i, at mine Sko var udtrådte; men +jeg kunde altså ikke skaffe mig nogen andre +netop for Øjeblikket. + +</p><p>Mens jeg sidder og husker på alt dette +og forundrer mig over denne åbenlyse Ondskab +hos Tjenestepigen, var Småpigerne begyndt +at tirre den gamle Olding henne i Sengen; +de hopped begge to omkring ham og var +fuldt optagne af dette Arbejde. De havde +fundet sig hver sit Halmstrå, som de stak +ham i Ørene med. Jeg så på dette en Stund +og blanded mig ikke ind i det. Den gamle +rørte ikke en Finger, forat forsvare sig; han +så blot på sine Plageånder med rasende +Øjne for hver Gang, de stak efter ham, og +rysted på Hovedet, forat befri sig, når +Stråene allerede sad ham i Ørene. + +</p><p>Jeg blev mer og mer ophidset ved dette +Syn og kunde ikke få mine Øjne bort fra +det. Faderen så op fra Kortene og lo ad de +små; han gjorde også sine Medspillere opmærksom +på, hvad der foregik. Hvorfor +rørte han sig ikke, den gamle? Hvorfor +slængte han ikke Børnene væk med Armen? +Jeg tog et Skridt og nærmed mig Sengen. + +</p><p>»Lad dem være! Lad dem være! Han +er lam,« råbte Værten. + +</p><p>Og af Frygt for at blive vist Døren imod +Natten, simpelthen bange for at vække Mandens +Mishag ved at gribe ind i dette Optrin, +trådte jeg stiltiende tilbage til min gamle +Plads og forholdt mig rolig. Hvorfor skulde +jeg resikere mit Logi og mine Smørogbrød +ved at stikke min Næse ind i Familjens +Kævlerier? Ingen Narrestreger for en halvdød +Oldings Skyld! Og jeg stod og følte mig +dejligt hård som Flint. + +</p><p>De små Tyvetøser holdt ikke op med +sine Plagerier. De tirredes af, at Oldingen +ikke vilde holde Hovedet stille, og de stak +også efter hans Øjne og Næsebor. Han +stirred på dem med et forhærdet Blik, han +sagde intet og kunde ikke røre Armene. Pludselig +letted han sig med Overkroppen og spytted +den ene af Småpigerne ind i Ansigtet; +han letted sig atter op og spytted også efter +den anden, men traf hende ikke. Jeg stod og +så på, at Værten kasted Kortene ned på +Bordet, hvor han sad, og sprang hen til Sengen. +Han var rød i Ansigtet og råbte: + +</p><p>»Sidder du og spytter Folk lige i Øjnene, +din gamle Råne!« + +</p><p>»Men, Herregud, han fik jo ikke Fred for +dem!« råbte jeg ude af mig selv. Men jeg +stod hele Tiden og var bange for at blive +udvist, og jeg råbte aldeles ikke med synderlig +Kraft; jeg skalv blot over hele Legemet +af Ophidselse. + +</p><p>Værten vendte sig om mod mig. + +</p><p>»Nej, hør på den! Hvad Fan skiller det +Dem? Hold De bare Flabben på Dem +ganske igen, De, og gør som jeg siger; det +vil De have bedst af.« + +</p><p>Men nu lød også Madamens Stemme, +og hele Huset blev fuldt af Skænderi. + +</p><p>»Jeg mener Gud hjælpe mig De er gale +og besatte allesammen!« skreg hun. »Vil De +være herinde, så får De være rolige begge +to, det siger jeg Dem! He, det er ikke nok +med, at man skal holde Hus og Kost for +Kræket, man skal have Dommedag og Kommers +og Satansmagt inde i Stuerne også. +Men det skal jeg ikke have mer af, har jeg +tænkt! Sh! Hold Tryterne Deres sammen. +Unger, og tørk Næserne Deres også, hvis +ikke, så skal jeg komme og gøre det. Jeg +har aldrig set på Magen til Mennesker! Her +kommer de ind fra Gaden, uden en Øre til +Lusesalve engang, og begynder at holde Spræt +midt på Katters Tide og gøre Leven med +Husens Folk. Jeg vil ikke vide af det, forstår +De, og De kan gå Deres Vej alle, som +ikke hører hjemme her. Jeg vil have Fred i +min egen Lejlighed, har jeg tænkt!« + +</p><p>Jeg sagde intet, jeg lukked slet ikke Munden +op, men satte mig nede ved Døren igen +og hørte på Larmen. Alle skråled med, +endog Børnene og Tjenestepigen, som vilde +forklare, hvordan hele Striden var begyndt. +Når jeg bare var taus, så vilde det nok +drive over engang; det vilde ganske vist ikke +komme til det yderste, når jeg blot ikke +sagde et Ord. Og hvilket Ord kunde jeg +have at sige? Var det måske ikke Vinter +ude, og led det ikke ovenikøbet mod Natten? +Var det da Tid at slå i Bordet og være Karl +for sin Hat? Bare ingen Narrestreger! Og +jeg sad stille og forlod ikke Huset, undså +mig ikke for at blive siddende, skammed mig +ligefrem ikke herfor, skønt jeg næsten var +bleven sagt op. Jeg stirred forhærdet hen på +Væggen, hvor Kristus hang i Oljetryk, og +taug hårdnakket til alle Værtindens Udfald. + +</p><p>»Ja, er det mig. De vil blive af med. +Madam, så skal der ikke være noget ivejen +for mit vedkommende,« sagde den ene af Kortspillerne. + + +</p><p>Han rejste sig. Den anden Kortspiller +rejste sig også. + +</p><p>»Nej, jeg mente ikke dig. Og ikke dig +heller,« svared Værtinden de to. »Gælder det +på, så skal jeg nok vise, hvem jeg mener. +Hvis det gælder på. Har jeg tænkt! Det +skal vise sig, hvem det er . . . .« + +</p><p>Hun talte afbrudt, gav mig disse Stød +med små Mellemrum og trak det rigtigt i +Langdrag, forat gøre det tydeligere og tydeligere +for mig, at det var mig, hun mente. +Stille! sagde jeg til mig selv. Bare stille! +Hun havde ikke bedt mig om at gå, ikke +udtrykkelig, ikke med rene Ord. Bare ingen +Hovmodighed fra min Side, ingen utidig Stolthed! +Ørene stive! . . . . Det var dog et +ejendommeligt grønt Hår på den Kristus i +Oljetryk. Det ligned ikke så lidet grønt Græs, +eller udtrykt med udsøgt Nøjagtighed: tykt +Enggræs. He, en ganske rigtig Bemærkning, +forsvarligt tykt Enggræs . . . . En Række af +flygtige Idéforbindelser løb mig i denne Stund +gennem Hovedet: Fra det grønne Græs til +et Skriftsted om, at hvert Liv var som Græs, +der antændtes, derfra til Dommedag, når alt +skulde brænde op, så en liden Afstikker ned +til Jordskælvet i Lissabon, hvorpå der foresvæved +mig noget om en spansk Spyttebakke +af Messing og et Penskaft af Ibenholdt, som +jeg havde set nede hos Ylajali. Ak, ja, alt +var forgængeligt! Ganske som Græs, der antændtes! +Det gik ud på fire Fjæle og +et Ligsvøb — Ligsvøb hos Jomfru Andersen, +tilhøjre i Porten . . . . + +</p><p>Og alt dette kastedes om i mit Hoved i +dette fortvivlede Øjeblik, da min Værtinde +stod i Færd med at jage mig på Dør. + +</p><p>»Han hører ikke!« råbte hun. »Jeg siger. +De skal forlade Huset, nu ved De det! Jeg +tror Gud fordømme mig, at Manden er gal, +jeg! Nu går De på hellige Flæk, og så +ikke mere Snak om den Sag.« + +</p><p>Jeg så mod Døren, ikke forat gå, aldeles +ikke forat gå; der faldt mig ind en fræk +Tanke: hvis der havde været en Nøgle i Døren, +vilde jeg have vredet den om, stængt miginde +sammen med de andre, forat slippe at gå. +Jeg havde en aldeles hysterisk Gru for at +komme ud på Gaden igen. Men der var +ingen Nøgle i Døren, og jeg rejste mig op; +der var intet Håb mer. + +</p><p>Da blander pludselig min Værts Røst sig +med Konens. Jeg blev forbauset stående. +Den samme Mand, som nylig havde truet mig, +tager underligt nok mit Parti. Han siger: + +</p><p>»Nej, det går ikke an at jage Folk ud +imod Natten, ved du. Der er Straf for det.« + +</p><p>Jeg vidste ikke, om der var Straf herfor, +jeg kunde ikke sige det; men det var måske +så, og Konen besinded sig ganske snart, blev +rolig og talte ikke til mig mer. Hun lagde +endog to Smørogbrød frem til mig til Aftens, +men jeg modtog dem ikke, bare af Taknemmelighed +mod Manden modtog jeg dem ikke, +idet jeg foregav, at jeg havde fået lidt Mad +ude i Byen. + +</p><p>Da jeg endelig begav mig ud i Forstuen, +forat gå tilsengs, kom Madamen efter mig, +standsed på Dørstokken og sagde højt, mens +hendes store, frugtsommelige Mave strutted ud +imod mig: + +</p><p>»Men det er sidste Nat, De ligger her, +så De ved om det.« + +</p><p>»Ja, ja!« svared jeg. + +</p><p>Der blev vel kanske også en Råd til +Husly imorgen, hvis jeg gjorde mig rigtig Flid +for det. Et eller andet Skjulested måtte jeg +dog finde. Foreløbig glæded jeg mig over, +at jeg ikke behøved at gå ude inat. + + +</p><p class="tb">* * * + +</p><p class="noindent">Jeg sov til fem-seks Tiden om Morgenen. +Det var endnu ikke lyst, da jeg vågned, +men jeg stod alligevel op med det samme; +jeg havde ligget i fulde Klæder for Kuldens +Skyld og havde intet mer at klæde mig på. +Da jeg havde drukket lidt Vand og i al Stilhed +fået Døren åbnet, gik jeg også straks +ud, idet jeg frygted for at træffe min Værtinde +påny. + +</p><p>En og anden Konstabel, som havde våget +Natten ud, var det eneste levende, jeg så i +Gaderne; lidt efter begyndte også et Par +Mænd at slukke Gaslygterne omkring. Jeg +drev om uden Mål og Med, kom op i Kirkegaden +og tog Vejen ned til Fæstningen. +Kold og endnu søvnig, mat i Knæerne og +Ryggen efter den lange Tur og meget sulten, +satte jeg mig ned på en Bænk og døsed en +lang Tid. Jeg havde i tre Uger levet udelukkende +af de Smørogbrød, som min Værtinde +havde givet mig Morgen og Aften; nu +var det netop et Døgn, siden jeg fik mit sidste +Måltid, det begyndte at gnave mig slemt +påny, og jeg måtte have en Udvej ret snart. +Med den Tanke sovned jeg atter ind på +Bænken . . . . + +</p><p>Jeg vågned af, at Mennesker talte i min +Nærhed, og da jeg havde summet mig lidt, +så jeg, at det var lys Dag, og at alle Folk +var kommet på Benene. Jeg rejste mig +og gik bort. Solen brød op over Åserne, +Himlen var hvid og fin, og i min Glæde over +den skønne Morgen efter de mange mørke +Uger glemte jeg alle Sorger og syntes, at det +mangen Gang havde været værre for mig. +Jeg klapped mig på mit Bryst og sang en +liden Stump for mig selv. Min Stemme lød +så dårlig, rigtig medtagen lød den, og jeg +rørte mig selv til Tårer ved den. Denne +pragtfulde Dag, den hvide, lysdrukne Himmel +virked også altfor stærkt på mig, og jeg +stak i at græde højt. + +</p><p>»Hvad er det, som fejler Dem?« spurgte +en Mand. + +</p><p>Jeg svared ikke, hasted blot bort, skjulende +mit Ansigt for alle Mennesker. + +</p><p>Jeg kom ned til Bryggerne. En stor Bark +med russisk Flag lå og lossed Kul; jeg læste +dens Navn, »Copégoro«, på Siden. Det adspreded +mig en Tidlang at iagttage, hvad der +foregik ombord i dette fremmede Skib. Det +måtte være næsten udlosset, det lå allerede +med IX Fod nøgne på Stilken, trods den +Ballast, det alt havde taget ind, og når Kulsjouerne +stamped henover Dækket med sine +tunge Støvler, drøned det hult i hele Skibet. + +</p><p>Solen, Lyset, det salte Pust fra Havet, +hele dette travle og lystige Liv stived mig op +og fik mit Blod til at banke levende. Med +en Gang faldt det mig ind, at jeg måske +kunde gøre et Par Scener på mit Drama, +mens jeg sad her. Og jeg tog mine Blade op +af Lommen. + +</p><p>Jeg forsøgte at forme en Replik i en +Munks Mund, en Replik, der skulde svulme +af Kraft og Intolerance; men det lykkedes +mig ikke. Så sprang jeg over Munken og +vilde udarbejde en Tale, Dommerens Tale til +Tempelskændersken, og jeg skrev en halv +Side på denne Tale, hvorpå jeg holdt op. +Der vilde ikke lægge sig det rette Klima over +mine Ord. Travlheden omkring mig, Hejsesangene, +Gangspillenes Støj og den uafbrudte +Raslen med Jærnkættingerne passed så lidet +til den Luft af tæt, muggen Middelalder, der +skulde stå som en Tåge i mit Drama. Jeg +pakked Papirerne sammen og rejste mig. + +</p><p>Nu var jeg alligevel kommet velsignet +på Glid, og jeg følte klart, at jeg kunde udrette +noget nu, hvis alt gik godt. Bare jeg +havde et Sted at ty hen til! Jeg tænkte efter +det, standsed ligefrem op i Gaden og tænkte +efter, men vidste ikke af et eneste stille Sted +i hele Byen, hvor jeg kunde slå mig ned en +Stund. Der blev ingen anden Udvej, jeg fik +gå tilbage til Logihuset i Vaterland. Jeg +krymped mig ved det, og jeg sagde hele +Tiden til mig selv, at det gik ikke an, men jeg +gled dog fremad og nærmed mig stadig det forbudte +Sted. Vist var det ynkeligt, indrømmed +jeg mig selv, ja, det var forsmædeligt, rigtig +forsmædeligt var det; men det fik ikke hjælpe. +Jeg var ikke det ringeste hovmodig, jeg turde +sige så stort et Ord, at jeg var et af de +mindst kæphøje Væsener, som Dags Dato var +til. Og jeg gik. + +</p><p>Jeg standsed ved Porten og overvejed +endnu engang. Jo, det fik gå som det vilde, +jeg måtte vove det! Hvad var det egentlig +for en Bagatel, det drejed sig om? For det +første skulde det jo vare blot i nogle Timer, +for det andet skulde Gud forbyde, at jeg +nogensinde senere tog min Tilflugt til det +Hus igen. Jeg gik ind i Gården. Endnu +mens jeg gik over disse ujævne Stene på +Gårdspladsen, var jeg usikker og havde nær +vendt om ved Døren. Jeg bed Tænderne +sammen. Nej, ingen utidig Stolthed! I værste +Fald kunde jeg undskylde mig med, at jeg +kom for at sige Farvel, tage ordentlig Afsked +og gjøre en Aftale angående min Gjæld til +Huset. Jeg åbned Døren til Forstuen. + +</p><p>Jeg blev stående aldeles stille indenfor. +Lige foran mig, blot i to Skridts Afstand, stod +Værten selv, uden Hat og uden Frakke, og +kiged ind gennem Nøglehullet til Familjens +egen Stue. Han gjorde en tyst Bevægelse +med Hånden, forat få mig til at være stille, +og kiged atter indad Nøglehullet. Han stod +og lo. + +</p><p>»Kom hid!« sagde han hviskende. + +</p><p>Jeg nærmed mig på Tæerne. + +</p><p>»Se her!« sagde han og lo med en stille, +hidsig Latter. »Kig ind! Hi-hi! Der ligger +de! Se på Gammeln! Kan De se Gammeln?« + + +</p><p>Inde i Sengen, ret under Kristus i Oljetryk +og lige mod mig, så jeg to Skikkelser, +Værtinden og den fremmede Styrmand; hendes +Ben skinned hvide mod den mørke Dyne. +Og i Sengen ved den anden Væg sad hendes +Fader, den lamme Olding, og så på, ludende +over sine Hænder, sammenkrøben som sædvanligt, +uden at kunne røre sig . . . . + +</p><p>Jeg vendte mig om mod min Vært. Han +havde den største Møje med at af holde sig +fra at le højt. + +</p><p>»Så De Gammeln?« hvisked han. »Å, +Gud, så De Gammeln? Han sidder og ser +på!« Og han lagde sig igen ind til Nøglehullet. + +</p><p>Jeg gik hen til Vinduet og satte mig. +Dette Syn havde ubarmhjærtigen bragt Uorden +i alle mine Tanker og vendt op og ned på +min rige Stemning. Nå, hvad vedkom det +mig? Når Manden selv fandt sig i det, ja, +endog havde sin store Fornøjelse af det, så +var der ingen Grund for mig til at tage mig +det nær. Og hvad Oldingen angik, da var +Oldingen en Olding. Han så det måske +ikke engang; kanske sad han og sov; Gud +ved, om han ikke endogså var død; det +skulde ikke undre mig om han var død. Og +jeg gjorde mig ingen Samvittighed af det. + +</p><p>Jeg tog atter mine Papirer op og vilde +vise alle uvedkommende Indtryk tilbage. Jeg +var standset midt i en Sætning i Dommerens +Tale: »Så byder mig Gud og Loven, så +byder mig mine vise Mænds Råd, så byder +mig og min egen Samvittighed . . . .« Jeg +så ud af Vinduet, forat tænke efter, hvad +hans Samvittighed skulde byde ham. En liden +Støj trængte ud til mig fra Stuen indenfor. +Nå, det angik ikke mig, aldeles ikke; Oldingen +var desuden død, døde kanske imorges +ved fire Tiden; det var mig altså inderlig +knusende ligegyldigt med den Støj; hvorfor +Fan sad jeg da og gjorde mig mine Tanker +om den? Rolig nu! + +</p><p>»Så byder mig og min egen Samvittighed +. . . .« + +</p><p>Men alt havde forsvoret sig imod mig. +Manden stod slet ikke ganske rolig henne ved +Nøglehullet, jeg hørte nu og da hans indeklemte +Latter og så, at han rysted; ude på +Gaden foregik der også noget, som adspredte +mig. En liden Gut sad og pusled for sig selv +i Solen over på det andet Fortoug; han aned +Fred og ingen Fare, knytted blot endel Papirstrimler +sammen og gjorde ingen Fortræd. +Pludselig springer han op og bander; han +rykker baglænds ud i Gaden og får Øje på +en Mand, en voksen Mand med rødt Skjæg, +som lå udaf et åbent Vindu i anden Etage +og spytted ned i hans Hoved. Den lille græd +af Vrede og bandte vanmægtigt op mod Vinduet, +og Manden lo ham ned i Ansigtet; der +gik måske fem Minutter på den Måde. Jeg +vendte mig bort, for ikke at se Guttens Gråd. + +</p><p>»Så byder mig og min egen Samvittighed, +at . . . .« + +</p><p>Det var mig umuligt at komme længer. +Tilsidst begyndte alt at rable for mig; jeg +syntes, at endog det, jeg allerede havde +skrevet, var ubrugeligt, ja, at hele Idéen var +noget farligt Tøv. Man kunde slet ikke tale +om Samvittighed i Middelalderen, Samvittigheden +blev først opfundet af Danselærer Shakespeare, +følgelig var min hele Tale urigtig. +Var der altså intet godt i disse Blade? Jeg +løb dem igennem påny og løste straks mine +Tvivl; jeg fandt storartede Steder, rigtig lange +Stykker af stor Mærkværdighed. Og der jog +mig atter gennem mit Bryst den berusende +Trang til at tage fat igen og få mit Drama +færdigt. + +</p><p>Jeg reiste mig og gik til Døren, uden at +agte på Værtens rasende Tegn til mig om +at fare stille frem. Jeg gik bestemt og fast i +Sind ud af Forstuen, opad Trapperne til anden +Etage og trådte ind i mit gamle Værelse. +Styrmanden var der jo ikke, og hvad var der +så ivejen for, at jeg kunde sidde her et Øjeblik? +Jeg skulde ikke røre nogen af hans +Sager, jeg skulde slet ikke bruge hans Bord +engang, men slå mig ned på en Stol ved +Døren og være glad til. Jeg folder heftigt +Papirerne ud på mine Knæ. + +</p><p>Nu gik det i flere Minutter aldeles udmærket. +Replik efter Replik opstod fuldt +færdig i mit Hoved, og jeg skrev uafbrudt. +Jeg fylder den ene Side efter den anden, sætter +afsted over Stok og Sten, klynker sagte +af Henrykkelse over min gode Stemning og +ved næsten ikke af mig selv. Den eneste +Lyd, jeg hører i denne Stund, er min egen +glade Klynken. Der faldt mig også ind en +såre heldig Idé med en Kirkeklokke, som +skulde smælde i at ringe på et vist Punkt i +mit Drama. Alt gik overvældende. + +</p><p>Så hører jeg Skridt i Trappen. Jeg +skælver og er næsten fra mig selv, sidder +sågodtsom på Sprang, sky, vag, fuld af Angst +for alle Ting og ophidset af Sult; jeg lytter +nervøst, holder Blyanten stille i Hånden og +lytter, jeg kan ikke skrive et Ord mer. Døren +går op; Parret nede fra Stuen træder ind. + +</p><p>Endnu førend jeg havde fået Tid til at +bede om Undskyldning for, hvad jeg havde +gjort, råber Værtinden aldeles himmelfalden: + +</p><p>»Nej, Gud trøste og hjælpe mig, sidder +han ikke her igen!« + +</p><p>»Undskyld!« sagde jeg, og jeg vilde sagt +mer, men kom ikke længer. + +</p><p>Værtinden slog Døren op på vid Væg +og skreg: + +</p><p>»Går De nu ikke ud, så Gud fordømme +mig henter jeg ikke Politiet!« + +</p><p>Jeg rejste mig. + +</p><p>»Jeg vilde bare sige Farvel til Dem,« +mumled jeg, »og så måtte jeg vente på +Dem. Jeg har ikke rørt nogen Ting, jeg sad +her på Stolen . . . .« + +</p><p>»Ja, det gjorde ingenting« sagde Styrmanden. +»Hvad Fan gjorde det? Lad Manden +være, han!« + +</p><p>Da jeg var kommet ned i Trappen, blev +jeg med en Gang rasende på denne tykke, +opsvulmede Kone, der fulgte mig i Hælene, +forat få mig hurtigt væk, og jeg stod et Øjeblik +stille, med Munden fuld af de værste +Øgenavne, som jeg vilde slynge mod hende. +Men jeg betænkte mig i Tide og taug, taug +blot af Taknemmelighed mod den fremmede +Mand, der gik bag hende og vilde kunne høre +det. Værtinden fulgte stadig efter mig og +skældte ustandseligt, mens samtidig min Vrede +tiltog for hvert Skridt, jeg gik. + +</p><p>Vi kom ned i Gården, jeg gik rigtig +langsomt, endnu overvejende, om jeg skulde +give mig af med Værtinden. Jeg var i denne +Stund ganske forstyrret af Raseri, og jeg +tænkte på den værste Blodsudgydelse, et +Tryk, som kunde lægge hende død på Stedet, +et Spark i Maven. Et Bybud går forbi mig +i Porten, han hilser, og jeg svarer ikke; han +henvender sig til Madamen bag mig, og jeg +hører, at han spørger efter mig; men jeg +vender mig ikke om. + +</p><p>Et Par Skridt udenfor Porten indhenter +Bybudet mig, hilser påny og standser mig. +Han giver mig et Brev. Heftigt og uvilligt +river jeg det op, en Tikrone falder ud af +Konvolutten, men intet Brev, ikke et Ord. + +</p><p>Jeg ser på Manden og spørger: + +</p><p>»Hvad er dette for Slags Narrestreger? +Hvem er Brevet ifra?« + +</p><p>»Ja, det ved jeg ikke,« svarer han, »men +det var en Dame, som gav mig det.« + +</p><p>Jeg stod stille. Bybudet gik. Da stikker +jeg Pengesedlen atter ind i Konvolutten, krøller +det hele rigtig godt sammen, vender om og går +hen til Værtinden, som endnu holder Udkig +efter mig fra Porten, og kaster hende Sedlen +i Ansigtet. Jeg sagde ikke noget, yttred ikke +en Stavelse, jeg iagttog blot, at hun undersøgte +det sammenkrøllede Papir, inden jeg gik . . . . + +</p><p>He, det kunde man kalde at opføre sig +med Ære i Livet! Ikke sige noget, ikke tiltale +Pakket, men ganske rolig krølle sammen +en stor Pengeseddel og kaste den i Øjnene +på sine Forfølgere. Det kunde man kalde +at optræde med Værdighed! Således skulde +de have det, de Dyr! . . . . + +</p><p>Da jeg var kommet på Hjørnet af Tomtegaden +og Jærnbanetorvet, begyndte pludselig +Gaden at svinge rundt for mine Øjne, det +sused tomt i mit Hoved, og jeg faldt ind +mod en Husvæg. Jeg kunde simpelthen ikke +gå længer, kunde ikke engang rette mig op +fra min skæve Stilling; således, som jeg var +falden ind mod Væggen, således blev jeg +stående, og jeg følte, at jeg begyndte at tabe +Besindelsen. Min vanvittige Vrede forhøjedes +blot ved dette Anfald af Udmattelse, og jeg +løfted Foden og stamped i Fortouget. Jeg +gjorde også forskellige andre Ting, forat +komme til Kræfter, bed Tænderne sammen, +rynked Panden, rulled fortvivlet med Øjnene, +og det begyndte at hjælpe. Min Tanke blev +klar, jeg forstod, at jeg holdt på at forgå. +Jeg satte Hænderne frem og stødte mig tilbage +fra Væggen; Gaden dansed fremdeles +rundt med mig. Jeg begyndte at hikke af +Raseri, og jeg stred af min inderste Sjæl med +min Elendighed, holdt rigtig tappert Stand, +for ikke at falde om; jeg agted ikke at synke +sammen, jeg vilde dø stående. En Arbejdskærre +ruller langsomt forbi, og jeg ser, at +der er Poteter i den Kærre, men af Raseri, +af Halsstarrighed finder jeg på at sige, at +det slet ikke var Poteter, det var Kålhoveder, +og jeg bandte grusomt på, at det var Kålhoveder. +Jeg hørte godt, hvad jeg selv sagde, +og jeg svor bevidst Gang efter Gang på +denne Løgn, blot forat have den desperate +Tilfredsstillelse, at jeg begik stiv Mened. Jeg +berused mig i denne mageløse Synd, jeg rakte +mine tre Fingre ivejret og svor med dirrende +Læber i Faderens, Sønnens og den Helligånds +Navn, at det var Kålhoveder. + +</p><p>Tiden gik. Jeg lod mig falde ned på et +Trappetrin ved Siden af mig og tørred Sveden +af min Pande og Hals, trak Vejret til mig og +tvang mig til at være rolig. Solen gled ned, +det led ud på Eftermiddagen. Jeg begyndte +igen at gruble over min Stilling; Sulten blev +skammelig mod mig, og om nogle Timer +vilde det atter være Nat; det galdt at finde +på en Råd, mens der endnu var Tid. Mine +Tanker begyndte igen at kredse om Logihuset +som jeg var bleven fordrevet fra; jeg vilde +aldeles ikke vende tilbage dertil, men kunde +alligevel ikke lade være at tænke på det. Egentlig +havde Konen været i sin gode Ret til at kaste +mig ud. Hvor kunde jeg vente at få bo hos +nogen, når jeg ikke kunde betale for mig? +Hun havde ovenikøbet givet mig Mad nu og +da; endog igåraftes, da jeg havde opirret +hende, havde hun budt mig to Smørogbrød, +af Godhed havde hun budt mig dem fordi +hun vidste, at jeg trængte til dem. Så jeg +havde intet at beklage mig over, og jeg begyndte +mens jeg sad på Trappen at bede +og tigge hende i mit stille Sind om Tilgivelse +for min Opførsel. Især angred jeg bitterlig, +at jeg havde vist mig utaknemmelig mod hende +tilsidst og kastet hende en Tikrone i Ansigtet . . . . + +</p><p>Tikronen! Jeg plystred en Gang med +Munden. Brevet, som Budet bragte, hvor +kom det fra? Først nu i dette Øjeblik +tænkte jeg klart over dette og aned med en +Gang, hvordan det hele hang sammen. Jeg +blev syg af Smærte og Skam, jeg hvisked +Ylajali nogle Gange med hæs Stemme og rysted +på Hovedet. Var det ikke mig, som +endog så sent som igår havde bestemt mig +til at gå hende stolt forbi, når jeg traf +hende, og vise hende den største Ligegyldighed? +Og istedet derfor havde jeg blot vakt +hendes Medlidenhed og aflokket hende en +Barmhjærtighedsskilling. Nej, nej, nej, der +blev aldrig Ende på min Nedværdigelse! +Ikke engang overfor hende havde jeg kunnet +hævde en skikkelig Stilling; jeg sank, sank +på alle Kanter, hvor jeg vendte mig hen, +sank tilknæs, sank tillivs, dukked mig under +i Vanære og kom aldrig op igen, aldrig! Det +var Toppunktet! Tage ti Troner i Almisse, +uden at kunne slynge dem tilbage mod den +hemmelige Giver, gramse Ører sammen med +begge Hænder, hvor de bødes frem, og beholde +dem, bruge dem til Logipenge, trods +sin egen inderste Modbydelighed . . . . + +</p><p>Kunde jeg ikke atter skaffe tilveje disse +ti Kroner på en eller anden Måde? At gå +tilbage til Værtinden og få Pengesedlen tilbageleveret +af hende, nytted nok ikke; der +måtte også gives en anden Råd, når jeg +tænkte mig om, når jeg bare anstrængte mig +rigtigt meget og tænkte mig om. Her var +det ved Gud ikke nok at tænke blot på +almindelig Vis, jeg fik tænke, så det sled +mig gennem hele mit Menneskeværk, efter en +Udvej til disse ti Kroner. Og jeg satte mig +til at tænke svare. + +</p><p>Klokken kunde vel være omkring fire, om +et Par Timer kunde jeg kanske træffe Teaterchefen, +hvis jeg blot havde havt mit Drama +færdigt. Jeg tager Manuskriptet op, der jeg +sidder, og vil med Vold og Magt få istand +de tre fire sidste Scener; jeg tænker og sveder +og læser over fra Begyndelsen, men kommer +ingen Vej. Ikke noget Pærevæv! siger jeg, +ingen Stivnakkethed her! Og jeg skriver løs +på mit Drama, skriver ned alt, som falder +mig ind, blot forat blive hurtigt færdig og +komme afsted. Jeg vilde indbilde mig selv, +at jeg havde et nyt stort Øjeblik, jeg løj mig +fuld, bedrog mig åbenlyst og skrev væk, +som om jeg ikke behøved at søge efter Ordene. +Det er godt! det er virkelig et Fund! hvisked +jeg alt imellem; skriv det bare ned! + +</p><p>Tilslut begynder imidlertid mine sidste +Repliker at blive mig mistænkelige; de stak +så stærkt af mod Replikerne i de første Scener, +desuden havde der slet ikke lagt sig nogen +Middelalder i Munkens Ord. Jeg knækker +min Blyant over mellem mine Tænder, springer +op, river mit Manuskript itu, river hvert +Blad itu, kaster min Hat på Gaden og tramper +på den. Jeg er fortabt! hvisker jeg for +mig selv; mine Damer og Herrer, jeg er fortabt! +Og jeg siger ikke andet end disse Ord, +sålænge jeg står der og tramper på min Hat. + +</p><p>En Politibetjent står nogle få Skridt +borte og iagttager mig; han står midt ude i +Gaden og lægger ikke Mærke til noget andet +end mig. Idet jeg slår Hovedet op, mødes +vore Øjne; han havde kanske stået der i +længere Tid og bare set på mig. Jeg tager +min Hat op, sætter den på og går hen til +Manden. + +</p><p>»Ved De, hvormange Klokken er?« +siger jeg. + +</p><p>Han venter en Stund, inden han haler +sit Ur frem, og tager ikke sine Øjne bort fra +mig imens. + +</p><p>»Vel fire,« svarer han. + +</p><p>»Akkurat!« siger jeg; »vel fire, fuldkommen +rigtigt! De kan Deres Ting, hører jeg, +og jeg skal tænke på Dem.« + +</p><p>Dermed forlod jeg ham. Han blev til +det yderste forbauset over mig, stod og så +efter mig med åben Mund og holdt endnu +Uret i Hånden. Da jeg var kommet udenfor +Royal, vendte jeg mig om og så tilbage: +endnu stod han i samme Stilling og fulgte mig +med Øjnene. + +</p><p>He-he, således skulde man behandle Dyrene! +Med den mest udvalgte Uforskammethed! +Det imponered Dyrene, det satte Skræk +i Dyrene . . . . Jeg var særdeles tilfreds med +mig selv og gav mig atter til at synge en +Stump. Anspændt af Ophidselse, uden at +føle nogen Smærte mer, uden endog at kende +noget Ubehag af nogen Sort, gik jeg let som +en Fjær henover hele Torvet, drejed op ved +Basarerne og slog mig ned på en Bænk ved +Vor Frelsers. + +</p><p>Kunde det ikke også være temmelig +ligegyldigt, enten jeg sendte den Tikrone tilbage +eller ej? Når jeg havde fået den, så +var den min, og der var visselig ikke Nød der, +hvor den kom fra. Jeg måtte jo dog tage +imod den, når den udtrykkelig blev sendt til +mig; der var ingen Mening i at lade Bybudet +beholde den. Heller ikke gik det an at sende +tilbage en helt anden Tikrone, end den, +jeg havde fået. Så der var intet at gøre +ved det. + +</p><p>Jeg forsøgte at se på Færdselen omkring +på Torvet foran mig og sysselsætte min +Tanke med ligegyldige Ting; men det lykkedes +mig ikke, og jeg beskæftiged mig stadig +med Tikronen. Tilsidst knytted jeg Hænderne +og blev vred. Det vilde såre hende, sagde +jeg, hvis jeg sendte den tilbage; hvorfor +skulde jeg da gøre det? Bestandig skulde jeg +gå og holde mig for god til alt muligt, ryste +hovent på Hovedet og sige Nej Tak. Nu +så jeg, hvad det førte til; jeg stod atter på +bar Gade. Selv når jeg havde den bedste +Anledning til det, beholdt jeg ikke mit gode, +varme Logi; jeg blev stolt, sprang op ved det +første Ord og var Karl for min Hat, betalte +Tikroner tilhøjre og venstre og gik min Vej +. . . . Jeg gik skarpt i Rette med mig selv, +fordi jeg havde forladt mit Logi og atter bragt +mig i Omstændighed. + +</p><p>Forresten gav jeg den lysegule Fan altsammen! +Jeg havde ikke bedt om den Tikrone, og +jeg havde næsten ikke havt den mellem Hænderne +engang, men givet den bort straks, betalt +den ud til vild fremmede Mennesker, som jeg +aldrig vilde få se igen. Den Slags Mand var +jeg, betalte altid til sidste Hvid, når det galdt +noget. Kendte jeg Ylajali ret, så angred +hun heller ikke på, at hun havde sendt mig +de Penge; hvad sad jeg da og hussered for? +Det var ligefrem det mindste, hun kunde gøre, +at sende mig en Tikrone nu og da. Den +stakkels Pige var jo forelsket i mig, he, kanske +dødeligt forelsket i mig endogså . . . . Og +jeg sad og blæred mig dygtigt for mig selv +ved denne Tanke. Der var ingen Tvivl om, +at hun var forelsket i mig, den stakkels +Pige! . . . . + +</p><p>Klokken blev fem. Jeg faldt atter sammen +efter min lange nervøse Ophidselse og begyndte +påny at føle den tomme Susen i mit Hoved. +Jeg stirred ret frem, holdt Øjnene stive og +så ud for mig henimod Elefantapoteket. Sulten +rased rigtig stærkt i mig da, og jeg led +meget. Mens jeg sidder således og ser ind +i Luften, klarner der sig lidt efter lidt for mit +stive Blik en Skikkelse, som jeg tilslut ser +aldeles tydeligt og genkender: det er Kagekonen +ved Elefantapoteket. + +</p><p>Jeg rykker til, retter mig op på Bænken +og begynder at tænke mig om. Jo, det havde +sin Rigtighed, det var den samme Kone foran +det samme Bord på det samme Sted! Jeg +plystrer et Par Gange og knipser i Fingrene, +rejser mig op fra Bænken og begynder at gå +henimod Apoteket. Ikke noget Nonsens! Jeg +gav Fan, enten det var Syndens Penge eller +gode norske Høkerpenge af Sølv fra Kongsberg! +Jeg vilde ikke være latterlig, man kunde +dø af formeget Hovmod . . . . + +</p><p>Jeg går frem til Hjørnet, tager Sigte på +Konen og stiller mig op foran hende. Jeg +smiler, nikker kendt og indretter mine Ord, +som om det var en Selvfølge, at jeg vilde +komme tilbage engang. + +</p><p>»Goddag!« siger jeg. »De kender mig +kanske ikke igen?« + +</p><p>»Nej,« svarer hun langsomt og ser +på mig. + +</p><p>Jeg smiler endda mer, som om det var +bare hendes kostelige Spøg, at hun ikke kendte +mig, og siger: + +</p><p>»Husker De ikke, at jeg gav Dem en hel +Del Kroner engang? Jeg sagde ikke noget +ved den Lejlighed, såvidt jeg husker, det +gjorde jeg ikke; det plejer jeg ikke at gøre. +Når man har med ærlige Folk at skaffe, så +er det unødvendigt at aftale noget og så at +sige oprette Kontrakt for hver liden Ting. +He-he! Jo, det var mig, som levered Dem de +Penge.« + +</p><p>»Nej, jaså, var det Dem! Ja, nu kender +jeg Dem nok også, når jeg tænker mig +om . . . .« + +</p><p>Jeg vilde forebygge, at hun skulde begynde +at takke mig for Pengene, og jeg siger +derfor hurtigt, idet jeg allerede søger med +mine Øjne omkring på Bordet efter Madvarer: + +</p><p>»Ja, nu kommer jeg, forat få Kagerne.« + +</p><p>Det forstår hun ikke. + +</p><p>»Kagerne,« gentager jeg, »nu kommer jeg, +forat få dem. Ialfald endel, første Forsyning. +Jeg trænger ikke alt idag.« + +</p><p>»Kommer De, forat få dem?« spørger hun. + +</p><p>»Jagu kommer jeg, forat få dem, ja!« +svarer jeg og ler højt, som om det burde have +været indlysende for hende allerede straks, at +jeg kom, forat få dem. Jeg tager også nede +på Bordet en Kage, et Slags Franskbrød, +som jeg begynder at spise på. + +</p><p>Da Konen ser dette, letter hun sig op i +Kælderhullet, gør uvilkårlig en Bevægelse, +som forat beskytte sine Varer, og hun lader +mig forstå, at hun ikke havde ventet mig tilbage, +forat berøve hende dem. + +</p><p>Ikke det? siger jeg. Jaså, ikke det? Hun +var mig virkelig en kostelig Kone! Havde +hun nogensinde oplevet, at nogen havde givet +hende til Forvaring en Slump Kroner, uden +at vedkommende havde krævet dem tilbage? +Nej, ser De der! Troed hun kanske, at det +var stjålne Penge, siden jeg havde slængt dem +til hende på den Måde? Nå, det troed hun +dog ikke; det var endda godt, virkelig godt! +Det var om jeg så måtte sige snilt af hende, +at hun dog holdt mig for en ærlig Mand. +Ha-ha! Jo, hun var virkelig god! + +</p><p>Men hvorfor gav jeg hende da Pengene? +Konen blev forbittret og råbte højt derom. + +</p><p>Jeg forklared, hvorfor jeg havde givet +hende Pengene, forklared det dæmpet og +eftertrykkeligt: Det var min Vane at gå +frem på den Måde, fordi jeg troed alle +Mennesker så godt. Bestandig når nogen +bød mig en Kontrakt, et Bevis, så rysted jeg +på Hovedet og sagde Nej Tak. Det skulde +Gud vide, at jeg gjorde! + +</p><p>Men Konen forstod det fremdeles ikke. + +</p><p>Jeg greb til andre Midler, talte skarpt og +frabad mig mig Vrøvl. Havde det aldrig +hændt, at nogen anden havde betalt hende i +Forskud på lignende Måde? spurgte jeg. +Jeg mente naturligvis Folk, som havde god +Råd, for Eksempel nogen af Konsulerne? +Aldrig? Ja, det kunde ikke jeg undgælde for, +at det var en hende fremmed Omgangsmåde. +Det var Skik og Brug i Udlandet. Hun havde +kanske aldrig været udenfor Landets Grændser? +Nej, ser De der! Da kunde hun slet +ikke tale med i denne Sag . . . . Og jeg tog +efter flere Kager på Bordet. + +</p><p>Hun knurred vredt, vægred sig hårdnakket +for at udlevere noget av, hvad hun havde på +Bordet, rykked endog et Stykke Kage ud af +min Hånd og lagde det tilbage på sin Plads. +Jeg blev vred, slog i Bordet og trued med +Politiet. Jeg skulde være nådig mod hende, +sagde jeg; hvis jeg tog alt, hvad mit var, Så +vilde jeg ruinere hele hendes Butik, for det +var en farlig Masse Penge, jeg havde leveret +hende i sin Tid. Men jeg vilde ikke tage så +meget, jeg vilde i Virkeligheden kun have +halv Valutta. Og jeg skulde ovenikøbet ikke +komme igen mer. Det måtte Gud bevare +mig for, eftersom hun var af den Slags +Mennesker . . . . + +</p><p>Endelig lagde hun frem endel Kager til +en ublu Pris, fire fem Stykker, som hun taksered +til det højeste, hun kunde finde på, og +bad mig tage dem og gå min Vej. Jeg kaevled +fremdeles med hende, påstod, at hun snød +mig for mindst en Krone af Pengene og desuden +udsuged mig ved sine blodige Priser. +Ved De, at der er Straf for slige Kæltringstreger? +sagde jeg. Gud bevare Dem, De +kunde komme på Slaveriet for Levetiden, +gamle Asen! Hun slængte endnu en Kage + +</p><p>hen til mig og bad mig næsten tænderskærende +om at gå. + +</p><p>Og jeg forlod hende. + +</p><p>He, Mage til uefterretlig Kagekone skulde +man aldrig have set! Hele Tiden, mens jeg +gik hen ad Torvet og åd på mine Kager, +talte jeg højt om Konen og hendes Uforskammethed, +gentog for mig selv, hvad vi begge +havde sagt til hinanden, og syntes, at jeg +havde været hende langt overlegen. Jeg åd +af Kagerne i alle Folks Påsyn og talte om +dette. + +</p><p>Og Kagerne forsvandt en efter en; det +forslog intet, hvor meget jeg tog tillivs, jeg +var lige bundløst hungrig. Herregud dog, at +det ikke vilde forslå! Jeg var så grådig, +at jeg endog nær havde forgrebet mig på +den sidste Kage, Som jeg lige fra Begyndelsen +havde bestemt mig til at spare, gæmme til +den lille nede i Vognmandsgaden, Gutten, som +havde leget med Papirstrimlerne. Jeg husked +ham stadigt, kunde ikke få mig til at glemme +hans Mine, da han sprang op og bandte. Han +havde vendt sig ona mod mit Vindu, da Manden +spytted ned på ham, og han havde ligefrem +set efter, om også jeg skulde le deraf. +Gud ved, om jeg nu traf ham, når jeg kom +derned! Jeg anstrængte mig stærkt, forat +komme hurtigt ned i Vognmandsgaden, passered +det Sted, hvor jeg havde revet mit Drama +istykker, og hvor endnu endel Papir lå tilbage, +omgik Politibetjenten, som jeg nys havde forbauset +så ved min Opførsel, og stod tilsidst +ved Trappen, hvor Gutten havde siddet. + +</p><p>Han var der ikke. Gaden var næsten +tom. Det tog til at mørkne, og jeg kunde +ikke blive Gutten var; han var måske gået +ind. Jeg lagde Kagen forsigtigt ned, rejste +den på Kant mod Døren, banked hårdt +på og sprang min Vej med det samme. Han +finder den nok! sagde jeg til mig selv; det +første, han gør, når han kommer ud, det er +at finde den! Og mine Øjne blev våde af +Glæde, over, at den lille vilde finde Kagen. + +</p><p>Jeg kom ned til Jærnbanebryggen igen. + +</p><p>Nu sulted jeg ikke mer, blot den søde +Mad, jeg havde nydt, begyndte at volde mig +ondt. I mit Hoved støjed også påny de +vildeste Tanker: Hvad om jeg i Hemmelighed +overskar Trossen til et af disse Skibe? +Hvad om jeg pludselig gav mig til at råbe +på Brand? Jeg går længer ud på Bryggen, +finder mig en Kasse at sidde på, folder Hænderne +og føler, at mit Hoved blir mer og mer +fortumlet. Og jeg rører mig ikke, gør slet +intet, forat holde mig oppe mer. + +</p><p>Jeg sidder der og stirrer på »Copégoro«, +Barken med det russiske Flag. Jeg skimter +en Mand ved Rækken; Bagbords røde Lanterne +lyser ned på hans Hoved, og jeg rejser +mig op og taler over til ham. Jeg havde ingen +Hensigt med at tale, som jeg gjorde, jeg +vented heller ikke at få noget Svar. Jeg +sagde: + +</p><p>»Sejler De iaften, Kaptejn?« + +</p><p>»Ja, om en liden Stund,« svarer Manden. +Han talte Svensk. + +</p><p>»Hm. De skulde ikke mangle en Mand?« +Jeg var i dette Øjeblik lige glad, enten jeg fik +et Afslag eller ej, det var mig ligegyldigt, +hvilket Svar Manden vilde give mig. Jeg stod +og vented så på ham. + +</p><p>»Å, nej,« svared han. »Det skulde da +være en Jungmand.« + +</p><p>En Jungmand! Jeg gjorde et Ryk på +mig, sneg mine Briller af og stak dem i Lommen, +trådte op på Landgangen og skræved +ombord. + + +</p><p>»Jeg er ikke befaren,« sagde jeg, »men +jeg kan gøre det. De sætter mig til. Hvor +går Turen?« + +</p><p>»Vi er ballastet til Leeds efter Kul for +Cadix.« + +</p><p>»Godt!« sagde jeg og tvang mig ind på +Manden. »Jeg er lige glad, hvor det bærer hen. +Jeg skal gøre mit Arbejde.« + +</p><p>Han stod en Stund og så på mig og +tænkte sig om. + +</p><p>»Har du ikke faret før?« spurgte han. + +</p><p>»Nej. Men som jeg siger Dem, sæt mig +til et Arbejde, og jeg skal gøre det. Jeg er +vant til noget af hvert.« + +</p><p>Han tænkte sig atter om. Jeg havde allerede +sat mig levende i Hovedet, at jeg vilde +tage med, og jeg begyndte at ængstes for at +blive jaget iland igen. + +</p><p>»Hvad mener De så, Kaptejn?« spurgte +jeg endelig. »Jeg kan virkelig gøre, hvad det +skal være. Hvad siger jeg! Jeg måtte være +en dårlig Mand, om jeg ikke gjorde mer, end +netop det, jeg var sat til. Jeg kan tage to +Vagter i Træk, om det gælder. Det har jeg +godt af, og jeg holder nok ud med det.« + + +</p><p>»Ja, ja, vi kan forsøge det,« sagde han. +»Går det ikke, så kan vi jo skilles i +England.« + +</p><p>»Naturligvis!« svared jeg i min Glæde. +Og jeg gentog endnu engang, at vi kunde +skilles i England, hvis det ikke gik. + +</p><p>Så satte han mig til Arbejde . . . . + +</p><p>Ude i Fjorden retted jeg mig op engang, +våd af Feber og Mathed, så indad mod +Land og sagde Farvel for denne Gang til +Byen, til Kristiania, hvor Vinduerne lyste så +blankt fra alle Hjem. + +</p> + + + + +<div lang="en"> +<div style='display:block;margin-top:4em'>*** END OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK SULT ***</div> +<div style='display:block;margin:1em 0;'>This file should be named 30027-h.htm or 30027-h.zip</div> +<div style='display:block;margin:1em 0;'>This and all associated files of various formats will be found in https://www.gutenberg.org/3/0/0/2/30027/</div> +<div style='display:block; margin:1em 0'> +Updated editions will replace the previous one—the old editions will +be renamed. +</div> + +<div style='display:block; margin:1em 0'> +Creating the works from print editions not protected by U.S. copyright +law means that no one owns a United States copyright in these works, +so the Foundation (and you!) can copy and distribute it in the United +States without permission and without paying copyright +royalties. Special rules, set forth in the General Terms of Use part +of this license, apply to copying and distributing Project +Gutenberg™ electronic works to protect the PROJECT GUTENBERG™ +concept and trademark. Project Gutenberg is a registered trademark, +and may not be used if you charge for an eBook, except by following +the terms of the trademark license, including paying royalties for use +of the Project Gutenberg trademark. If you do not charge anything for +copies of this eBook, complying with the trademark license is very +easy. You may use this eBook for nearly any purpose such as creation +of derivative works, reports, performances and research. Project +Gutenberg eBooks may be modified and printed and given away—you may +do practically ANYTHING in the United States with eBooks not protected +by U.S. copyright law. Redistribution is subject to the trademark +license, especially commercial redistribution. +</div> + +<div style='margin:0.83em 0; font-size:1.1em; text-align:center'>START: FULL LICENSE<br /> +<span style='font-size:smaller'>THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE<br /> +PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK</span> +</div> + +<div style='display:block; margin:1em 0'> +To protect the Project Gutenberg™ mission of promoting the free +distribution of electronic works, by using or distributing this work +(or any other work associated in any way with the phrase “Project +Gutenberg”), you agree to comply with all the terms of the Full +Project Gutenberg™ License available with this file or online at +www.gutenberg.org/license. +</div> + +<div style='display:block; font-size:1.1em; margin:1em 0; font-weight:bold'> +Section 1. General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg™ electronic works +</div> + +<div style='display:block; margin:1em 0'> +1.A. By reading or using any part of this Project Gutenberg™ +electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to +and accept all the terms of this license and intellectual property +(trademark/copyright) agreement. If you do not agree to abide by all +the terms of this agreement, you must cease using and return or +destroy all copies of Project Gutenberg™ electronic works in your +possession. If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a +Project Gutenberg™ electronic work and you do not agree to be bound +by the terms of this agreement, you may obtain a refund from the person +or entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8. +</div> + +<div style='display:block; margin:1em 0'> +1.B. “Project Gutenberg” is a registered trademark. It may only be +used on or associated in any way with an electronic work by people who +agree to be bound by the terms of this agreement. There are a few +things that you can do with most Project Gutenberg™ electronic works +even without complying with the full terms of this agreement. See +paragraph 1.C below. There are a lot of things you can do with Project +Gutenberg™ electronic works if you follow the terms of this +agreement and help preserve free future access to Project Gutenberg™ +electronic works. See paragraph 1.E below. +</div> + +<div style='display:block; margin:1em 0'> +1.C. The Project Gutenberg Literary Archive Foundation (“the +Foundation” or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection +of Project Gutenberg™ electronic works. Nearly all the individual +works in the collection are in the public domain in the United +States. If an individual work is unprotected by copyright law in the +United States and you are located in the United States, we do not +claim a right to prevent you from copying, distributing, performing, +displaying or creating derivative works based on the work as long as +all references to Project Gutenberg are removed. Of course, we hope +that you will support the Project Gutenberg™ mission of promoting +free access to electronic works by freely sharing Project Gutenberg™ +works in compliance with the terms of this agreement for keeping the +Project Gutenberg™ name associated with the work. You can easily +comply with the terms of this agreement by keeping this work in the +same format with its attached full Project Gutenberg™ License when +you share it without charge with others. +</div> + +<div style='display:block; margin:1em 0'> +1.D. The copyright laws of the place where you are located also govern +what you can do with this work. Copyright laws in most countries are +in a constant state of change. If you are outside the United States, +check the laws of your country in addition to the terms of this +agreement before downloading, copying, displaying, performing, +distributing or creating derivative works based on this work or any +other Project Gutenberg™ work. The Foundation makes no +representations concerning the copyright status of any work in any +country other than the United States. +</div> + +<div style='display:block; margin:1em 0'> +1.E. Unless you have removed all references to Project Gutenberg: +</div> + +<div style='display:block; margin:1em 0'> +1.E.1. The following sentence, with active links to, or other +immediate access to, the full Project Gutenberg™ License must appear +prominently whenever any copy of a Project Gutenberg™ work (any work +on which the phrase “Project Gutenberg” appears, or with which the +phrase “Project Gutenberg” is associated) is accessed, displayed, +performed, viewed, copied or distributed: +</div> + +<blockquote> + <div style='display:block; margin:1em 0'> + This eBook is for the use of anyone anywhere in the United States and most + other parts of the world at no cost and with almost no restrictions + whatsoever. You may copy it, give it away or re-use it under the terms + of the Project Gutenberg License included with this eBook or online + at <a href="https://www.gutenberg.org">www.gutenberg.org</a>. If you + are not located in the United States, you will have to check the laws + of the country where you are located before using this eBook. + </div> +</blockquote> + +<div style='display:block; margin:1em 0'> +1.E.2. If an individual Project Gutenberg™ electronic work is +derived from texts not protected by U.S. copyright law (does not +contain a notice indicating that it is posted with permission of the +copyright holder), the work can be copied and distributed to anyone in +the United States without paying any fees or charges. If you are +redistributing or providing access to a work with the phrase “Project +Gutenberg” associated with or appearing on the work, you must comply +either with the requirements of paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 or +obtain permission for the use of the work and the Project Gutenberg™ +trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or 1.E.9. +</div> + +<div style='display:block; margin:1em 0'> +1.E.3. If an individual Project Gutenberg™ electronic work is posted +with the permission of the copyright holder, your use and distribution +must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any +additional terms imposed by the copyright holder. Additional terms +will be linked to the Project Gutenberg™ License for all works +posted with the permission of the copyright holder found at the +beginning of this work. +</div> + +<div style='display:block; margin:1em 0'> +1.E.4. Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg™ +License terms from this work, or any files containing a part of this +work or any other work associated with Project Gutenberg™. +</div> + +<div style='display:block; margin:1em 0'> +1.E.5. Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this +electronic work, or any part of this electronic work, without +prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with +active links or immediate access to the full terms of the Project +Gutenberg™ License. +</div> + +<div style='display:block; margin:1em 0'> +1.E.6. You may convert to and distribute this work in any binary, +compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including +any word processing or hypertext form. However, if you provide access +to or distribute copies of a Project Gutenberg™ work in a format +other than “Plain Vanilla ASCII” or other format used in the official +version posted on the official Project Gutenberg™ website +(www.gutenberg.org), you must, at no additional cost, fee or expense +to the user, provide a copy, a means of exporting a copy, or a means +of obtaining a copy upon request, of the work in its original “Plain +Vanilla ASCII” or other form. Any alternate format must include the +full Project Gutenberg™ License as specified in paragraph 1.E.1. +</div> + +<div style='display:block; margin:1em 0'> +1.E.7. Do not charge a fee for access to, viewing, displaying, +performing, copying or distributing any Project Gutenberg™ works +unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9. +</div> + +<div style='display:block; margin:1em 0'> +1.E.8. You may charge a reasonable fee for copies of or providing +access to or distributing Project Gutenberg™ electronic works +provided that: +</div> + +<div style='margin-left:0.7em;'> + <div style='text-indent:-0.7em'> + • You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from + the use of Project Gutenberg™ works calculated using the method + you already use to calculate your applicable taxes. The fee is owed + to the owner of the Project Gutenberg™ trademark, but he has + agreed to donate royalties under this paragraph to the Project + Gutenberg Literary Archive Foundation. Royalty payments must be paid + within 60 days following each date on which you prepare (or are + legally required to prepare) your periodic tax returns. Royalty + payments should be clearly marked as such and sent to the Project + Gutenberg Literary Archive Foundation at the address specified in + Section 4, “Information about donations to the Project Gutenberg + Literary Archive Foundation.” + </div> + + <div style='text-indent:-0.7em'> + • You provide a full refund of any money paid by a user who notifies + you in writing (or by email) within 30 days of receipt that s/he + does not agree to the terms of the full Project Gutenberg™ + License. You must require such a user to return or destroy all + copies of the works possessed in a physical medium and discontinue + all use of and all access to other copies of Project Gutenberg™ + works. + </div> + + <div style='text-indent:-0.7em'> + • You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of + any money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the + electronic work is discovered and reported to you within 90 days of + receipt of the work. + </div> + + <div style='text-indent:-0.7em'> + • You comply with all other terms of this agreement for free + distribution of Project Gutenberg™ works. + </div> +</div> + +<div style='display:block; margin:1em 0'> +1.E.9. If you wish to charge a fee or distribute a Project +Gutenberg™ electronic work or group of works on different terms than +are set forth in this agreement, you must obtain permission in writing +from the Project Gutenberg Literary Archive Foundation, the manager of +the Project Gutenberg™ trademark. Contact the Foundation as set +forth in Section 3 below. +</div> + +<div style='display:block; margin:1em 0'> +1.F. +</div> + +<div style='display:block; margin:1em 0'> +1.F.1. Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable +effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread +works not protected by U.S. copyright law in creating the Project +Gutenberg™ collection. Despite these efforts, Project Gutenberg™ +electronic works, and the medium on which they may be stored, may +contain “Defects,” such as, but not limited to, incomplete, inaccurate +or corrupt data, transcription errors, a copyright or other +intellectual property infringement, a defective or damaged disk or +other medium, a computer virus, or computer codes that damage or +cannot be read by your equipment. +</div> + +<div style='display:block; margin:1em 0'> +1.F.2. LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the “Right +of Replacement or Refund” described in paragraph 1.F.3, the Project +Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project +Gutenberg™ trademark, and any other party distributing a Project +Gutenberg™ electronic work under this agreement, disclaim all +liability to you for damages, costs and expenses, including legal +fees. YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT +LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE +PROVIDED IN PARAGRAPH 1.F.3. YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE +TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE +LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR +INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH +DAMAGE. +</div> + +<div style='display:block; margin:1em 0'> +1.F.3. LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a +defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can +receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a +written explanation to the person you received the work from. If you +received the work on a physical medium, you must return the medium +with your written explanation. The person or entity that provided you +with the defective work may elect to provide a replacement copy in +lieu of a refund. If you received the work electronically, the person +or entity providing it to you may choose to give you a second +opportunity to receive the work electronically in lieu of a refund. If +the second copy is also defective, you may demand a refund in writing +without further opportunities to fix the problem. +</div> + +<div style='display:block; margin:1em 0'> +1.F.4. Except for the limited right of replacement or refund set forth +in paragraph 1.F.3, this work is provided to you ‘AS-IS’, WITH NO +OTHER WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT +LIMITED TO WARRANTIES OF MERCHANTABILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE. +</div> + +<div style='display:block; margin:1em 0'> +1.F.5. Some states do not allow disclaimers of certain implied +warranties or the exclusion or limitation of certain types of +damages. If any disclaimer or limitation set forth in this agreement +violates the law of the state applicable to this agreement, the +agreement shall be interpreted to make the maximum disclaimer or +limitation permitted by the applicable state law. The invalidity or +unenforceability of any provision of this agreement shall not void the +remaining provisions. +</div> + +<div style='display:block; margin:1em 0'> +1.F.6. INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the +trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone +providing copies of Project Gutenberg™ electronic works in +accordance with this agreement, and any volunteers associated with the +production, promotion and distribution of Project Gutenberg™ +electronic works, harmless from all liability, costs and expenses, +including legal fees, that arise directly or indirectly from any of +the following which you do or cause to occur: (a) distribution of this +or any Project Gutenberg™ work, (b) alteration, modification, or +additions or deletions to any Project Gutenberg™ work, and (c) any +Defect you cause. +</div> + +<div style='display:block; font-size:1.1em; margin:1em 0; font-weight:bold'> +Section 2. Information about the Mission of Project Gutenberg™ +</div> + +<div style='display:block; margin:1em 0'> +Project Gutenberg™ is synonymous with the free distribution of +electronic works in formats readable by the widest variety of +computers including obsolete, old, middle-aged and new computers. It +exists because of the efforts of hundreds of volunteers and donations +from people in all walks of life. +</div> + +<div style='display:block; margin:1em 0'> +Volunteers and financial support to provide volunteers with the +assistance they need are critical to reaching Project Gutenberg™’s +goals and ensuring that the Project Gutenberg™ collection will +remain freely available for generations to come. In 2001, the Project +Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure +and permanent future for Project Gutenberg™ and future +generations. To learn more about the Project Gutenberg Literary +Archive Foundation and how your efforts and donations can help, see +Sections 3 and 4 and the Foundation information page at www.gutenberg.org. +</div> + +<div style='display:block; font-size:1.1em; margin:1em 0; font-weight:bold'> +Section 3. Information about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation +</div> + +<div style='display:block; margin:1em 0'> +The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non-profit +501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the +state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal +Revenue Service. The Foundation’s EIN or federal tax identification +number is 64-6221541. Contributions to the Project Gutenberg Literary +Archive Foundation are tax deductible to the full extent permitted by +U.S. federal laws and your state’s laws. +</div> + +<div style='display:block; margin:1em 0'> +The Foundation’s business office is located at 809 North 1500 West, +Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887. Email contact links and up +to date contact information can be found at the Foundation’s website +and official page at www.gutenberg.org/contact +</div> + +<div style='display:block; font-size:1.1em; margin:1em 0; font-weight:bold'> +Section 4. Information about Donations to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation +</div> + +<div style='display:block; margin:1em 0'> +Project Gutenberg™ depends upon and cannot survive without widespread +public support and donations to carry out its mission of +increasing the number of public domain and licensed works that can be +freely distributed in machine-readable form accessible by the widest +array of equipment including outdated equipment. Many small donations +($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt +status with the IRS. +</div> + +<div style='display:block; margin:1em 0'> +The Foundation is committed to complying with the laws regulating +charities and charitable donations in all 50 states of the United +States. Compliance requirements are not uniform and it takes a +considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up +with these requirements. We do not solicit donations in locations +where we have not received written confirmation of compliance. To SEND +DONATIONS or determine the status of compliance for any particular state +visit <a href="https://www.gutenberg.org/donate/">www.gutenberg.org/donate</a>. +</div> + +<div style='display:block; margin:1em 0'> +While we cannot and do not solicit contributions from states where we +have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition +against accepting unsolicited donations from donors in such states who +approach us with offers to donate. +</div> + +<div style='display:block; margin:1em 0'> +International donations are gratefully accepted, but we cannot make +any statements concerning tax treatment of donations received from +outside the United States. U.S. laws alone swamp our small staff. +</div> + +<div style='display:block; margin:1em 0'> +Please check the Project Gutenberg web pages for current donation +methods and addresses. Donations are accepted in a number of other +ways including checks, online payments and credit card donations. To +donate, please visit: www.gutenberg.org/donate +</div> + +<div style='display:block; font-size:1.1em; margin:1em 0; font-weight:bold'> +Section 5. General Information About Project Gutenberg™ electronic works +</div> + +<div style='display:block; margin:1em 0'> +Professor Michael S. Hart was the originator of the Project +Gutenberg™ concept of a library of electronic works that could be +freely shared with anyone. For forty years, he produced and +distributed Project Gutenberg™ eBooks with only a loose network of +volunteer support. +</div> + +<div style='display:block; margin:1em 0'> +Project Gutenberg™ eBooks are often created from several printed +editions, all of which are confirmed as not protected by copyright in +the U.S. unless a copyright notice is included. Thus, we do not +necessarily keep eBooks in compliance with any particular paper +edition. +</div> + +<div style='display:block; margin:1em 0'> +Most people start at our website which has the main PG search +facility: <a href="https://www.gutenberg.org">www.gutenberg.org</a>. +</div> + +<div style='display:block; margin:1em 0'> +This website includes information about Project Gutenberg™, +including how to make donations to the Project Gutenberg Literary +Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to +subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks. +</div> +</div> + </body> +</html> diff --git a/old/30027-h/images/cover.jpg b/old/30027-h/images/cover.jpg Binary files differnew file mode 100644 index 0000000..d620f56 --- /dev/null +++ b/old/30027-h/images/cover.jpg diff --git a/old/old/30027-8-2009-09-19.txt b/old/old/30027-8-2009-09-19.txt new file mode 100644 index 0000000..e63c25b --- /dev/null +++ b/old/old/30027-8-2009-09-19.txt @@ -0,0 +1,6817 @@ +The Project Gutenberg EBook of Sult, by Knut Hamsun + +This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with +almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or +re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included +with this eBook or online at www.gutenberg.org + + +Title: Sult + +Author: Knut Hamsun + +Release Date: September 20, 2009 [EBook #30027] + +Language: Norwegian + +Character set encoding: ISO-8859-1 + +*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK SULT *** + + + + +Produced by Jens Sadowski + + + + +KNUT HAMSUN + + +SULT + + + + +KBENHAVN + +P. G. PHILIPSENS FORLAG + +Trykt hos J. Jorgensen & Co. (M. A. Hannover) + +1890 + + + + +TRANSCRIBER'S NOTE + +SPELLING. In this first edition of "Sult", old spelling rules were applied +which look quite different from modern written Norwegian ("bokml"). +In addition, the letters and where set as Aa and aa, respectively. +Since many other Norwegian books printed at this time used and and +in order to improve readability, all Aa and aa have been converted to and . +Otherwise, the original spelling was not changed. + +SPACED-OUT TEXT. Text that was s p a c e d - o u t in the original +text has been changed to use _italics_. + + + + + +FRSTE STYKKE + +Det var i den Tid, jeg gik omkring og sulted i Kristiania, denne +forunderlige By, som ingen forlader, fr han har fet Mrker af den . . . . + +Jeg ligger vgen p min Kvist og hrer en Klokke nedenunder mig sl seks +Slag; det var allerede ganske lyst, og Folk begyndte at frdes op og ned i +Trapperne. Nede ved Dren, hvor mit Rum var tapetseret med gamle Numre af +Morgenbladet, kunde jeg s tydelig se en Bekendtgrelse fra +Fyrdirektren, og lidt tilvenstre derfra et fedt, bugnende Avertissement +fra Bager Fabian Olsen om nybagt Brd. + +Straks jeg slog jnene op, begyndte jeg af gammel Vane at tnke efter, om +jeg havde noget at glde mig til idag. Det havde vret lidt knapt for mig i +den sidste Tid; den ene efter den anden af mine Ejendele var bragt til +Onkel, jeg var bleven nervs og utlsom, et Par Gange havde jeg ogs +ligget tilsengs en Dags Tid af Svimmelhed. Nu og da, nr Lykken var god, +kunde jeg drive det til at f fem Kroner af et eller andet Blad for en +Fljeton. + +Det lysned mer og mer, og jeg gav mig til at lse p Avertissementerne nede +ved Dren; jeg kunde endog sklne de magre, grinende Bogstaver om Ligsvb +hos Jomfru Andersen, tilhjre i Porten. Det sysselsatte mig en lang Stund, +jeg hrte Klokken sl otte nedenunder, inden jeg stod op og kldte mig p. + +Jeg bned Vinduet og s ud. Der, hvor jeg stod, havde jeg Udsigt til en +Kldesnor og en ben Mark; langt ude l Gruen tilbage af en nedbrndt +Smedje, hvor nogle Arbejdere var i Frd med at rydde op. Jeg lagde mig med +Albuerne ned i Vinduet og stirred ud i Luften. Det blev ganske vist en lys +Dag, Hsten var kommet, den fine, svale rstid, hvori alting skifter Farve +og forgr. Stjen var allerede begyndt at lyde i Gaderne og lokked mig ud; +dette tomme Vrelse, hvis Gulv gynged op og ned for hvert Skridt jeg tog +henover det, var som en gisten, uhyggelig Ligkiste; der var ingen ordentlig +Ls for Dren og ingen Ovn i Rummet; jeg plejed at ligge p mine Strmper +om Natten, forat f dem lidt trre til om Morgenen. Det eneste, jeg havde +at fornje mig ved, var en liden rd Gyngestol, som jeg sad i om Aftenerne +og dsed og tnkte p mangehnde Ting. Nr det blste hrdt, og Drene +nedenunder stod bne, ld der alleslags underlige Hvin op gennem Gulvet og +ind fra Vggene, og Morgenbladet nede ved Dren fik Revner s lange som +en Hnd. + +Jeg rejste mig og undersgte en Byldt henne i Krogen ved Sengen efter lidt +til Frokost, men fandt intet og vendte tilbage til Vinduet igen. + +Gud ved, tnkte jeg, om det aldrig skal nytte mig at sge efter en +Bestilling mer! Disse mange Afslag, disse halve Lfter, rene Nej, nrede og +skuffede Hb, nye Forsg, som hver Gang lb ud i intet, havde gjort det af +med mit Mod. Jeg havde tilsidst sgt en Plads som Regningsbud, men var +kommet forsent; desuden kunde jeg ikke skaffe Sikkerhed for femti Kroner. +Der var altid et eller andet til Hinder. Jeg mldte mig ogs til +Brandkorpset. Vi stod halvhundrede Mand i Forhallen og satte Brystet ud, +forat give Indtryk af Kraft og stor Dristighed. En Fuldmgtig gik omkring +og bes disse Ansgere, flte p deres Arme og gav dem et og andet +Sprgsml, og mig gik han forbi, rysted blot p Hovedet og sagde, at jeg +var kasseret p Grund af mine Briller. Jeg mdte op pny, uden Briller, jeg +stod der med rynkede Bryn og gjorde mine jne s hvasse som Knive, og +Manden gik mig atter forbi, og han smilte, -- han havde kendt mig igen. Det +vrste af alt var, at mine Klder var begyndt at blive s drlige, at jeg +ikke lnger kunde fremstille mig til en Plads som et skikkeligt Menneske. + +Hvor det havde get jvnt og regelmssig nedad med mig hele Tiden! Jeg stod +tilsidst s besynderlig blottet for alt muligt, jeg havde ikke engang en +Kam tilbage eller en Bog at lse i, nr det blev mig for trist. Hele +Sommeren udover havde jeg sgt ud p Kirkegrdene eller op i Slotsparken, +hvor jeg sad og forfatted Artikler for Bladene, Spalte efter Spalte om de +forskelligste Ting, underlige Pfund, Luner, Indfald af min urolige Hjrne; +i Fortvivlelse havde jeg ofte valgt de fjrneste Emner, som voldte mig +lange Tiders Anstrngelse og aldrig blev optaget. Nr et Stykke var +frdigt, tog jeg fat p et nyt, og jeg blev ikke ofte nedslagen af +Redaktrernes Nej; jeg sagde stadig vk til mig selv, at engang vilde det +jo lykkes. Og virkelig, stundom, nr jeg havde Held med mig og fik det lidt +godt til, kunde jeg f fem Kroner for en Eftermiddags Arbejde. + +Jeg rejste mig atter op fra Vinduet, gik hen til Vaskevandsstolen og dynked +en Smule Vand p mine blanke Buksekn, forat svrte dem lidt og f dem til +at se lidt nye ud. Da jeg havde gjort dette, stak jeg som sdvanligt Papir +og Blyant i Lommen og gik ud. Jeg gled meget stille nedad Trapperne, for +ikke at vkke min Vrtindes Opmrksomhed; der var get et Par Dage, siden +min Husleje forfaldt, og jeg havde ikke noget at betale med nu mere. + +Klokken var ni. Vognrammel og Stemmer fyldte Luften, et uhyre Morgenkor, +blandet med Fodgngernes Skridt og Smldene fra Hyrekuskenes Svber. Denne +stjende Frdsel overalt oplived mig straks, og jeg begyndte at fle mig +mer og mer tilfreds. Intet var fjrnere fra min Tanke end blot at g en +Morgentur i frisk Luft. Hvad kom Luften mine Lunger ved? Jeg var strk som +en Rise og kunde standse en Vogn med min Skulder. En fin, slsom Stemning, +Flelsen af den lyse Ligegladhed, havde bemgtiget sig mig. Jeg gav mig til +at iagttage de Mennesker, jeg mdte og gik forbi, lste Plakaterne p +Vggene, modtog Indtryk fra et Blik, slngt til mig fra en forbifarende +Sporvogn, lod hver Bagatel trnge ind p mig, alle sm Tilfldigheder, som +krydsed min Vej og forsvandt. + +Nr man bare havde sig lidt til Mad en sdan lys Dag! Indtrykket af den +glade Morgen overvlded mig, jeg blev uregerlig tilfreds og gav mig til at +nynne af Glde, uden nogn bestemt Grund. Ved en Slagterbutik stod en Kone +med en Kurv p Armen og spekulered p Plser til Middag; idet jeg passered +hende, s hun hen p mig. Hun havde blot n Tand i Formunden. Nervs og let +pvirkelig som jeg var bleven de sidste Dage, gjorde Konens Ansigt straks +et modbydeligt Indtryk p mig; den lange, gule Tand s ud som en liden +Finger, der stod op fra Kven, og hendes Blik var endnu fuldt af Plse, da +hun vendte det mod mig. Jeg tabte med en Gang Appetiten og flte Kvalme. Da +jeg kom til Basarerne, gik jeg hen til Springet og drak lidt Vand; jeg s +op -- Klokken var ti i Vor Frelsers Trn. + +Jeg gik videre gennem Gaderne, drev om uden Bekymring for nogetsomhelst, +standsed ved et Hjrne, uden at behve det, bjed af og gik en Sidegade, +uden at have rinde derhen; jeg lod det st til, frtes omkring i den glade +Morgen, vugged mig sorgfrit frem og tilbage blandt andre lykkelige +Mennesker; Luften var tom og lys, og mit Sind var uden en Skygge. + +I ti Minutters Tid havde jeg stadig havt en gammel, halt Mand foran mig. +Han bar en Byldt i den ene Hnd og gik med hele sit Legeme, arbejded af al +Magt, forat skyde Fart. Jeg hrte, hvor han pusted af Anstrngelse, og det +faldt mig ind, at jeg kunde bre hans Byldt; jeg sgte dog ikke at indhente +ham. Oppe i Grndsen mdte jeg Hans Pauli, som hilste og skyndte sig forbi. +Hvorfor hav de han sdant Hastvrk? Jeg havde slet ikke i Sinde at bede ham +om en Krone, jeg vilde ogs med det allerfrste sende ham tilbage et Tppe, +som jeg havde lnt af ham for nogle Uger siden. Ssnart jeg var kommet lidt +ovenp, vilde jeg ikke vre nogen Mand noget Tppe skyldig; kanske begyndte +jeg allerede idag en Artikel om Fremtidens Forbrydelser eller om Viljens +Frihed, hvadsomhelst, noget lsevrdigt noget, som jeg vilde f ti Kroner +for mindst . . . . Og ved Tanken p denne Artikel flte jeg mig med en Gang +gennemstrmmet af Trang til at tage fat straks og se af min fulde Hjrne; +jeg vilde finde mig et passende Sted i Slotsparken og ikke hvile, fr jeg +havde fet den frdig. + +Men den gamle Krbling gjorde fremdeles de samme sprllende Bevgelser +foran mig i Gaden. Det begyndte tilsidst at irritere mig at have dette +skrbelige Menneske foran mig hele Tiden. Hans Rejse syntes aldrig at ville +tage Ende; mske havde han bestemt sig til akkurat det samme Sted som jeg, +og jeg skulde hele Vejen have ham for mine jne. I min Ophidselse forekom +det mig, at han ved hver Tvergade sagtned en Smule og ligesom vented p, +hvilken Retning jeg vilde tage, hvorp han igen svang Byldten hjt i Luften +og gik til af yderste Magt, forat f Forsprang. Jeg gr og ser p dette +masede Vsen og blir mer og mer opfyldt af Forbittrelse mod ham; jeg flte, +at han lidt efter lidt delagde min lyse Stemning og trak den rene, sknne +Morgen med sig ned i Hslighed med det samme. Han s ud som et stort +humpende Insekt, der med Vold og Magt vilde sl sig til en Plads i Verden +og forbeholde sig Fortouget for sig selv alene. Da vi var kommet p Toppen +af Bakken, vilde jeg ikke lnger finde mig i det, jeg vendte mig mod et +Butiksvindu og standsed, forat give ham Anledning til at komme vk. Da jeg +efter nogle Minutters Forlb atter begyndte at g, var Manden foran mig +igen, ogs han havde stet bom stille. Jeg gjorde, uden at tnke mig om, +tre fire rasende Skridt fremad, indhented ham og slog Manden p Skulderen. + +Han standsed med t. Vi gav os begge til at stirre p hinanden. + +En liden Skilling til Melk! sagde han endelig og lagde Hovedet p Siden. + +Se s, nu stod jeg godt i det! Jeg flte i Lommerne og sagde: + +Til Melk ja. Hm. Det er smt med Pengene i disse Tider, og jeg ved ikke, +hvor trngende De kan vre. + +Jeg har ikke spist siden igr i Drammen, sagde Manden; jeg ejer ikke en +re, og jeg har ikke fet Arbejde endnu. + +Er De Hndvrker? + +Ja, jeg er Ndler. + +Hvilket? + +Ndler. Forresten kan jeg ogs gre Sko. + +Det forandrer Sagen, sagde jeg. De fr vente her i nogle Minutter, s +skal jeg g efter lidt Penger til Dem, nogle re. + +Jeg gik i strste Hast nedad Pilestrdet, hvor jeg vidste om en Pantelner +i anden Etage; jeg havde forvrigt aldrig vret hos ham fr. Da jeg kom ind +i Porten, trak jeg skyndsomt min Vest af, rulled den sammen og stak den +under Armen; derp gik jeg opad Trappen og banked p til Sjappen. Jeg +bukked og kasted Vesten p Disken. + +Halvanden Krone, sagde Manden. + +Ja ja, Tak, svared jeg. Havde det ikke vret det, at den begyndte at +blive lidt for knap til mig, s vilde jeg ikke have skilt mig ved den, +naturligvis. + +Jeg fik Pengene og Sedlen og begav mig tilbage. Det var i Grunden et +udmrket Pfund, dette med Vesten; jeg vilde endog f Penge tilovers til en +rigelig Frokost, og inden Aften skulde s min Afhandling om Fremtidens +Forbrydelser vre istand. Jeg begyndte p Stedet at finde Tilvrelsen +blidere, og jeg skyndte mig tilbage til Manden, forat f ham fra Hnden. + +Vrsgod! sagde jeg til ham. Det glder mig, at De har henvendt Dem til +mig frst. + +Manden tog Pengene og begyndte at mnstre mig med jnene. Hvad stod han og +stirred efter? Jeg havde det Indtryk, at han isr undersgte mine Buksekn, +og jeg blev trt af denne Uforskammethed. Troed Slyngelen, at jeg virkelig +var s fattig som jeg s ud for? Havde jeg mske ikke sgodtsom begyndt at +skrive p en Artikel til ti Kroner? Overhovedet frygted jeg ikke for +Fremtiden, jeg havde mange Jrn i Ilden. Hvad kom det s et vild fremmed +Menneske ved, om jeg gav bort en Drikkeskilling p en sdan lys Dag? +Mandens Blik irritered mig, og jeg beslutted mig til at give ham en +Irettesttelse, inden jeg forlod ham. Jeg trak p Skuldrene og sagde: + +Min gode Mand, De har lagt Dem til den stygge Uvane at glo en Mand p +Knerne, nr han giver Dem en Krones Penge. + +Han lagde Hovedet helt tilbage mod Muren og sprred Munden op. Der arbejded +noget bag hans Stodderpande, han tnkte ganske vist, at jeg vilde narre ham +p en eller anden Mde, og han rakte mig Pengene tilbage. + +Jeg stamped i Gaden og svor p, at han skulde beholde dem. Indbildte han +sig, at jeg vilde have alt det Bryderi for ingenting? Nr alt kom til alt +skyldte jeg ham mske denne Krone, jeg havde det med at huske en gammel +Gld, han stod foran et retskaffent Menneske, rlig ud i Fingerspidserne. +Kortsagt, Pengene var hans . . . . , ikke noget at takke for, det havde +vret mig en Glde. Farvel. + +Jeg gik. Endelig havde jeg denne vrkbrudne Plagend afvejen, og jeg kunde +vre uforstyrret. Jeg tog atter ned gennem Pilestrdet og standsed udenfor +en Husholdningshandel. Der l fuldt op af Mad i Vinduet, og jeg bestemte +mig til at g ind og f mig lidt med p Vejen. + +Et Stykke Ost og et Franskbrd! sagde jeg og slngte min Halvkrone p +Disken. + +Ost og Brd for altsammen? spurgte Konen ironisk, uden at se p mig. + +For hele femti re ja, s vared jeg uforstyrret. + +Jeg fik mine Sager, sagde yderst hfligt Godmorgen til den gamle, fede Kone +og begav mig sporenstrngs opad Slotsbakken til Parken. Jeg fandt mig en +Bnk for mig selv og begyndte at gnave grdigt af min Niste. Det gjorde +godt; det var lnge siden jeg havde fet et s rundeligt Mltid, og jeg +flte lidt efter lidt den samme mtte Ro i mig, som n fler efter en lang +Grd. Mit Mod steg strkt; det var mig ikke lnger nok at skrive en Artikel +om noget s enkelt og ligetil som Fremtidens Forbrydelser, som desuden +hvemsomhelst kunde gtte sig til, ligefrem lse sig til i Historien; jeg +flte mig istand til en strre Anstrngelse, jeg var i Stemning til at +overvinde Vanskeligheder, og jeg bestemte mig for en Afhandling i tre +Afsnit om den filosofiske Erkendelse. Naturligvis vilde jeg f Lejlighed +til at knkke ynkeligt nogle af Kants Sofismer . . . . Da jeg vilde tage +mine Skrivesager frem og begynde Arbejdet, opdaged jeg, at jeg ikke lnger +havde nogen Blyant hos mig; jeg havde glemt den efter mig i +Pantelnersjappen; min Blyant l i Vestelommen. + +Herregud hvor dog alting havde Lyst til at g forkrt for mig! Jeg banded +nogle Gange, rejste mig op fra Bnken og drev frem og tilbage i Gangene. +Det var meget stille overalt; langt borte, ved Dronningens Lysthus, rulled +et Par Barnepiger sine Vogne omkring, ellers var der ikke et Menneske at se +noget Sted. Jeg var dygtig forbittret i Sind og spadsered som en rasende +foran min Bnk, Hvor mrkelig vrangt gik det dog ikke p alle Kanter! En +Artikel i tre Afsnit skulde ligefrem strande p den simple Ting, at jeg +ikke havde et Stykke ti res Blyant i Lommen! Hvad om jeg gik ned i +Pilestrdet igen og fik min Blyant tilbageleveret? Der vilde endda blive +Tid til at f et godt Stykke frdigt, inden de spadserende begyndte at +fylde Parken. Der var ogs s meget, som afhang af denne Afhandling om den +filosofiske Erkendelse, mske flere Menneskers Lykke, ingen kunde vide det. +Jeg sagde til mig selv, at den kanske vilde blive til stor Hjlp for mange +unge Mennesker. Ret betnkt vilde jeg ikke forgribe mig p Kant; jeg kunde +jo undg det, jeg behved blot at gre en ganske umrkelig Bjning, nr jeg +kom til Sprgsmlet Tid og Rum; men Renan vilde jeg ikke svare for, gamle +Sogneprst Renan . . . . Under alle Omstndigheder galdt det at gre en +Artikel p s og s mange Spalter; den ubetalte Husleje, Vrtindens lange +Blik om Morgenen, nr jeg traf hende i Trapperne, pinte mig hele Dagen og +dukked frem igen endog i mine glade Stunder, nr jeg ellers ikke havde en +mrk Tanke. Dette mtte jeg have en Ende p. Jeg gik hurtigt ud af Parken, +forat hente min Blyant hos Pantelneren. + +Da jeg kom ned i Slotsbakken, indhented jeg to Damer, som jeg gik forbi. +Idet jeg passered dem, strejfed jeg den enes rme, jeg s op, hun havde et +fyldigt, lidt blegt Ansigt. Med t blusser hun og blir forunderlig skn, +jeg ved ikke hvorfor, mske af et Ord, hun hrer af en forbigende, mske +blot af en stille Tanke hos hende selv. Eller skulde det vre fordi jeg +berrte hendes Arm? Det hje Bryst blger heftigt nogle Gange, og hun +klemmer Hnden hrdt om Parasolskaftet. Hvad gik der af hende? + +Jeg standsed og lod hende komme foran mig igen, jeg kunde ikke i jeblikket +g videre, det hele forekom mig s besynderligt. Jeg var i et pirreligt +Lune, rgerlig p mig selv for Hndelsen med Blyanten og i hj Grad +ophidset af al den Mad, jeg havde nydt p tom Mave. Med en Gang tager min +Tanke ved et lunefuldt Indfald en mrkelig Retning, jeg fler mig greben af +en slsom Lyst til at gre denne Dame bange, flge efter hende og +fortrdige hende p en eller anden Mde. Jeg indhenter hende atter og gr +hende forbi, vender mig pludselig om og mder hende Ansigt til Ansigt, +forat iagttage hende. Jeg str og ser hende ind i jnen og hitter p +Stedet et Navn, som jeg aldrig havde hrt, et Navn med en glidende, nervs +Lyd: Ylajali. Da hun var kommet mig ganske nr, retter jeg mig ivejret og +siger indtrngende: + +De mister Deres Bog, Frken. + +Jeg kunde hre, hvor mit Hjrte slog hrligt, da jeg sagde det. + +Min Bog? sprger hun sin Ledsagerinde. Og hun gr videre. + +Min Ondskabsfuldhed tiltog, og jeg fulgte efter Damen. Jeg var mig i +jeblikket fuldt bevidst, at jeg begik gale Streger, uden at jeg kunde gre +noget ved det; min forvirrede Tilstand lb af med mig og gav mig de mest +forrykte Indskydelser, som jeg lystred efter Tur. Det nytted ikke, +hvormeget jeg sagde til mig selv, at jeg bar mig idiotisk ad, jeg gjorde de +dummeste Grimaser bag Damens Ryg, og jeg hosted rasende nogle Gange, idet +jeg passered hende. Sledes vandrende ganske sagte fremad, altid i nogle +Skridts Forspring, flte jeg hendes jne i min Ryg, og jeg dukked mig +uvilkrlig ned af Skam over at have vret hende til Plage. Lidt efter lidt +fik jeg en forunderlig Fornemmelse af at vre langt borte, andre Steder +henne, jeg havde en halvt ubestemt Flelse af, at det ikke var mig, som gik +der p Stenfliserne og dukked mig ned. + +Nogle Minutter efter er Damen kommet til Paschas Boglade, jeg har allerede +standset ved det frste Vindu, og idet hun gr forbi mig, trder jeg frem +og gentager: + +De mister Deres Bog, Frken. + +Nej, hvilken Bog? siger hun i Angst. Kan du forst, hvad det er for en +Bog, han taler om? + +Og hun standser. Jeg gotter mig grusomt over hendes Forvirring, denne +Rdvildhed i hendes jne henrykker mig. Hendes Tanke kan ikke fatte min +lille desperate Tiltale; hun har slet ingen Bog med, ikke et eneste Blad af +en Bog, og alligevel leder hun i sine Lommer, ser sig gentagne Gange ind i +Hnderne, vender Hovedet og undersger Gaden bag sig, anstrnger sin lille +mtlige Hjrne til det yderste, forat finde ud, hvad det er for en Bog, +jeg taler om. Hendes Ansigt skifter Farve, har snart det ene, snart det +andet Udtryk, og hun nder ganske hrligt; selv Knapperne i hendes Kjole +synes at stirre p mig som en Rkke forfrdede jne. + +Bryd dig ikke om ham, siger hendes Ledsagerske og trkker hende i Armen; +han er jo fuld; kan du ikke se, at Manden er fuld! + +S fremmed, som jeg i dette jeblik var for mig selv, s fuldstndig et +Bytte for sre, usynlige Indflydelser, foregik der intet omkring mig, uden +at jeg lagde Mrke til det. En stor brun Hund sprang tvrs over Gaden, +henimod Lunden og ned til Tivoli; den havde et ganske smalt Halsbnd af +Nyslv. Hjere op i Gaden bnedes et Vindu i anden Etage, og en Pige lagde +sig ud af det med opbrttede rmer og gav sig til at pudse Ruderne p +Ydersiden. Intet undgik min Opmrksomhed, jeg var klar og ndsnrvrende, +alle Ting strmmed ind p mig med en skinnende Tydelighed, som om der +pludselig var bleven et strkt Lys omkring mig. Damerne foran mig havde +begge en bl Fuglevinge i Hatten og et skotsk Silkebnd om Halsen. Det +faldt mig ind, at de var Sstre. + +De bjed af og standsed ved Cislers Musikhandel og talte sammen, jeg +standsed ogs. Derp kom de begge to tilbage, gik den samme Vej, som de var +kommet, passered mig igen, drejed om Hjrnet ved Universitetsgaden og gik +lige op til St. Olafs Plads. Jeg var dem hele Tiden s nr i Hlene som jeg +turde. De vendte sig engang og sendte mig et halvt bange, halvt nysgrrigt +Blik, og jeg s ingen Fortrnelse i deres Miner og ingen rynkede Bryn. +Denne Tlmodighed med mine Plagerier gjorde mig meget skamfuld, og jeg slog +jnene ned. Jeg vilde ikke lnger vre dem til Fortrd, jeg vilde af ren +Taknemmelighed flge dem med jnene, ikke tabe dem afsyne, helt til de gik +ind et Sted og blev borte. + +Udenfor Numer 2, et stort fire Etages Hus, vendte de sig endnu engang, +hvorp de gik ind. Jeg lned mig til en Gaslygte ved Fontnen og lytted +efter deres Skridt i Trapperne; de dde hen i anden Etage. Jeg trder frem +fra Lygten og ser opad Huset. Da sker der noget besynderligt. Gardinerne +bevger sig hjt oppe, et jeblik efter bnes et Vindu, et Hoved stikker +ud, og to srt seende jne hviler p mig. Ylajali! sagde jeg halvhjt, og +jeg flte, at jeg blev rd. Hvorfor rbte hun ikke om Hjlp? Hvorfor stdte +hun ikke til en af Blomsterpotterne og rammed mig i Hovedet, eller sendte +nogen ned, forat jage mig vk? Vi str og ser hinanden ind i jnene uden at +rre os; det varer et Minut; der skyder Tanker mellem Vinduet og Gaden, og +der siges ikke et Ord Hun vender sig om, det giver et Ryk i mig, et fint +Std gennem mit Sind; jeg ser en Skulder, der drejer sig, en Ryg, der +forsvinder indad Gulvet. Denne langsomme Gang bort fra Vinduet, Betoningen +i denne Bevgelse med Skuldren var som et Nik til mig; mit Blod fornam +denne fine Hilsen, og jeg flte mig i samme Stund vidunderlig glad. S +vendte jeg om og gik nedad Gaden. + +Jeg turde ikke se mig tilbage og vidste ikke, om hun atter var kommet til +Vinduet; efterhvert som jeg overvejed dette Sprgsml, blev jeg mer og mer +urolig og nervs. Formodentlig stod hun i dette jeblik og fulgte nje alle +mine Bevgelser, og det var p ingen Mde til at holde ud at vide sig +sledes undersgt bagfra. Jeg strammed mig op s godt jeg kunde og gik +videre; det begyndte at rykke i mine Ben, min Gang blev ust, fordi jeg med +Vilje vilde gre den smuk. Forat synes rolig og ligegyldig slngte jeg +meningslst med Armene, spytted i Gaden og satte Nsen ivejret; men intet +hjalp. Jeg flte stadig de forflgende jne i min Nakke, og det lb mig +koldt gennem Kroppen. Endelig redded jeg mig ind i en Sidegade, hvorfra jeg +tog Vejen ned i Pilestrdet, forat f fat p min Blyant. + +Jeg havde ingen Mje med at f den tilbageleveret. Manden bragte mig Vesten +selv og bad mig undersge alle Lommerne med det samme; jeg fandt ogs et +Par Lnesedler, som jeg stak til mig, og takked den venlige Mand for hans +Imdekommenhed. Jeg blev mer og mer tiltalt af ham, det blev mig i samme +Stund meget om at gre at give dette Menneske et godt Indtryk af mig. Jeg +gjorde et Slag henimod Dren og vendte atter tilbage til Disken, som om jeg +havde glemt noget; jeg mente at skylde ham en Forklaring, en Oplysning, og +jeg gav mig til at nynne, forat gre ham opmrksom. Da tog jeg Blyanten i +Hnden og holdt den ivejret. + +Det kunde ikke falde mig ind, sagde jeg, at g lange Veje for en hvilkensom +helst sdan Blyant; men med denne var det en anden Sag, en egen rsag. S +ringe som den s ud, havde denne Blyantstump simpelthen gjort mig til det, +jeg var i Verden, s at sige sat mig p min Plads i Livet . . . . + +Jeg sagde ikke mer. Manden kom helt hen til Disken. + +Ja s? sagde han og s nysgrrigt p mig. + +Med den Blyant, fortsatte jeg koldblodigt, havde jeg skrevet min Afhandling +om den filosofiske Erkendelse i tre Bind. Om han ikke havde hrt den +omtale? + +Og Manden synes nok, at han havde hrt Navnet, Titlen. + +Ja, sagde jeg, den var af mig, den! S det mtte endelig ikke forundre ham, +at jeg vilde have den lille Stump Blyant tilbage; den havde altfor stort +Vrd for mig, den var mig nsten som et lidet Menneske. Forresten var jeg +ham oprigtig taknemmelig for hans Velvilje, og jeg vilde huske ham for den +-- jo, jo, jeg vilde virkelig huske ham for den; et Ord var et Ord, den +Slags Mand var jeg, og han fortjente det. Farvel. + +Jeg gik til Dren med en Holdning, som om jeg kunde anbringe en Mand i en +hj Post i Brandvsenet. Den skikkelige Pantelner bukked to Gange for mig, +idet jeg fjrned mig, og jeg vendte mig endnu engang og sagde Farvel. + +I Trappen mdte jeg en Kone, som bar en Vadsk i Hnden. Hun trykked sig +ngsteligt til Siden, forat give mig Plads, og jeg greb uvilkrligt i +Lommen efter noget at give hende; da jeg ikke fandt nogen Ting, blev jeg +flau og gik hende duknakket forbi. Lidt efter hrte jeg, at ogs hun banked +p til Sjappen; der var et Stltrdsprinkel p Dren, og jeg kendte straks +igen den klirrende Lyd, nr et Menneskes Knoger berrte det. + +Solen stod i Syd, Klokken var omtrent tolv. Byen begyndte at komme p +Benene, det nrmed sig Spadsertiden, og hilsende og leende Folk blged op +og ned ad Karl Johan. Jeg klemte Albuerne i Siden, gjorde mig liden og slap +ubemrket forbi nogle Bekendte, som havde indtaget et Hjrne ved +Universitetet, forat beskue de forbigende. Jeg vandred opad Slotsbakken og +faldt i Tanker. + +Disse Mennesker, jeg mdte, hvor let og lystigt vugged de ikke sine lyse +Hoveder og svinged sig gennem Livet som gennem en Balsal! Der var ikke Sorg +i et eneste je, jeg s, ingen Byrde p nogen Skulder, kanske ikke en skyet +Tanke, ikke en liden hemmelig Pine i noget af disse glade Sind. Og jeg gik +der lige ved Siden af disse Mennesker, ung og nys udsprungen, og jeg havde +allerede glemt, hvordan Lykken s ud! Jeg dgged for mig selv med denne +Tanke og fandt, at der var skeet mig gruelig Uret. Hvorfor havde de sidste +Mneder faret s mrkelig hrdt frem med mig? Jeg kendte slet ikke mit lyse +Sind igen, og jeg havde de underligste Plager p alle Kanter. Jeg kunde +ikke stte mig p en Bnk for mig selv eller rre min Fod noget Sted hen, +uden at blive overfaldt af sm og betydningslse Tilfldigheder, jammerlige +Bagateller, som trngte ind i mine Forestillinger og spredte mine Krfter +for alle Vinde. En Hund, som strg mig forbi, en gul Rose i en Herres +Knaphul, kunde stte mine Tanker i Vibren og optage mig for lngere Tid. +Hvad var det, som fejled mig? Havde Herrens Finger pegt p mig? Men hvorfor +just p mig? Hvorfor ikke lige s godt p en Mand i Sydamerika, for den +Skyld? Nr jeg overvejed Tingen, blev det mig mer og mer ubegribeligt, at +netop jeg skulde vre udset til Prveklud for Guds Ndes Lune. Det var en +noks ejendommelig Fremgangsmde at springe over en hel Verden, forat rkke +mig; der var nu bde Antikvarboghandler Pascha og Dampskibsekspeditr +Hennechen. + +Jeg gik og drfted denne Sag og kunde ikke blive den kvit, jeg fandt de +vgtigste Indvendinger mod denne Herrens Vilkrlighed at lade mig undglde +for alles Skyld. Endog efterat jeg havde fundet mig en Bnk og sat mig ned, +vedblev dette Sprgsml at sysselstte mig og hindre mig fra at tnke p +andre Ting. Fra den Dag i Majmned, da mine Genvordigheder begyndte, kunde +jeg s tydeligt mrke en lidt efter lidt tiltagende Svaghed, jeg var +ligesom bleven for mat til at styre og lede mig hvorhen jeg vilde; en Sverm +af sm Skadedyr havde trngt ind i mit Indre og udhulet mig. Hvad om Gud +ligefrem havde i Sinde at delgge mig ganske? Jeg rejste mig op og drev +frem og tilbage foran Bnken. + +Mit hele Vsen var i dette jeblik i den hjeste Grad af Pine; jeg havde +endog Smrter i Armene og kunde knapt holde ud at bre dem p sdvanlig +Mde. Af mit sidste svre Mltid flte jeg ogs et strkt Ubehag, jeg var +overmt og ophidset og spadsered frem og tilbage, uden at se op; de +Mennesker, som kom og gik omkring mig, gled mig forbi som Skimt. Endelig +blev min Bnk optagen af et Par Herrer, som tndte sine Cigarer og +passiared hjt; jeg blev vred og vilde tiltale dem, men vendte om og gik +helt over til den anden Kant af Parken, hvor jeg fandt mig en ny Bnk. Jeg +satte mig. + +Tanken p Gud begyndte atter at optage mig. Jeg syntes, det var hjst +uforsvarligt af ham at lgge sig imellem hver Gang, jeg sgte efter en +Post, og forstyrre det hele, aldenstund det blot var Mad for Dagen, jeg bad +om. Jeg havde s tydelig mrket, at nr jeg sulted lidt lnge ad Gangen, +var det ligesom min Hjrne randt mig ganske stille ud af Hovedet og gjorde +mig tom. Mit Hoved blev let og fravrende, jeg flte ikke lnger dets +Tyngde p mine Skuldre, og jeg havde en Fornemmelse af, at mine jne glante +altfor vidtbent, nr jeg s p nogen. + +Jeg sad der p Bnken og tnkte over alt dette og blev mer og mer bitter +mod Gud for hans vedholdende Plagerier. Hvis han mente at drage mig nrmere +til sig og gre mig bedre ved at udpine mig og lgge Modgang p Modgang i +min Vej, s tog han lidt fejl, kunde jeg forsikkre ham. Og jeg s op mod +det hje nsten grdende af Trods og sagde ham dette en Gang for alle i mit +stille Sind. + +Stumper af min Brnelrdom randt mig ihu, Bibelens Stiltone sang for mine +ren, og jeg talte ganske sagte med mig selv og lagde Hovedet spydigt p +Siden. Hvi bekymred jeg mig for, hvad jeg skulde de, hvad jeg skulde +drikke, og hvad jeg skulde ifre den usle Maddiksk kaldet mit jordiske +Legem? Havde ikke min himmelske Fader srget for mig, som for Spurvene +under Himlen, og vist mig den Nde at pege p sin ringe Tjener? Gud havde +stukket sin Finger ned i mit Nervenet og lempeligt, ganske lseligt bragt +lidt Uorden i Trdene. Og Gud havde trukket sin Finger tilbage, og der var +Trevler og fine Rodtrde p Fingeren af mine Nervers Trde. Og der var et +bent Hul efter hans Finger, som var Guds Finger, og Sr i min Hjrne efter +hans Fingers Veje. Men der Gud havde berrt mig med sin Hnds Finger, lod +han mig vre og berrte mig ikke mer og lod mig intet ondt vederfares. Men +han lod mig g med Fred, og han lod mig g med det bne Hul. Og intet ondt +vederfores mig af Gud, som er Herren i al Evighed . . . . + +Std af Musik bares af Vinden op til mig fra Studenterlunden, Klokken var +alts over to. Jeg tog mine Papirsager frem, forat forsge at skrive noget, +i det samme faldt min Barberbog ud af Lommen. Jeg bned den og talte +Bladene, der var seks Billetter tilbage. Gudskelov! sagde jeg uvilkrlig; +jeg kunde endnu blive barberet i nogle Uger og se lidt godt ud! Og jeg kom +straks i en bedre Sindsstemning ved denne lille Ejendom, som jeg endnu +havde tilbage; jeg glatted Billetterne omhyggeligt ud og forvared Bogen i +Lommen. + +Men skrive kunde jeg ikke. Efter et Par Linjer vilde der ikke falde mig +noget ind; mine Tanker vare andre Steder, og jeg kunde ikke stramme mig op +til nogen bestemt Anstrngelse. Alle Ting indvirked p mig og distrahered +mig, alt, hvad jeg s, gav mig nye Indtryk. Fluer og sm Myg satte sig fast +p Papiret og forstyrred mig; jeg pusted p dem, forat f dem vk, blste +hrdere og hrdere, men uden Nytte. De sm Bster lgger sig bagud, gr sig +tunge og stritter imod, s deres tynde Ben bugner. De er slet ikke til at +flytte af Pletten. De finder sig noget at hage sig fast i, spnder Hlene +mod et Komma eller en Ujvnhed i Papiret og str uryggelig stille slnge, +til de selv finder for godt at g sin Vej. + +En Tidlang vedblev disse sm Udyr at beskftige mig, og jeg lagde Benene +overkors og gav mig god Tid med at iagttage dem. Med n Gang bved en eller +to hje Klarinettoner op til mig fra Lunden og gav min Tanke et nyt Std. +Mismodig over ikke at kunne gre min Artikel istand, stak jeg igen +Papirerne i Lommen og lned mig bagover p Bnken. I dette jeblik er mit +Hoved s klart, at jeg kan tnke de fineste Tanker, uden at trttes. Idet +jeg ligger i denne Stilling og lader jnene lbe nedad mit Bryst og mine +Ben, lgger jeg Mrke til den sprttende Bevgelse, min Fod gr, hver Gang +Pulsen slr. Jeg rejser mig halvt op og ser ned p mine Fdder, og jeg +gennemgr i denne Stund en fantastisk og fremmed Stemning, som jeg aldrig +tidligere havde flt; det gav et fint, vidunderligt St gennem mine Nerver, +som om der gik Ilinger af koldt Lys gennem dem. Ved at kaste jnene p mine +Sko, var det som jeg havde truffet en god Bekendt eller fet en lsreven +Part af mig selv tilbage; en Genkendelsesflelse sittrer gennem mine +Sandser, Trerne kommer mig i jnene, og jeg fornemmer mine Sko som en +sagte susende Tone imod mig. Svaghed! sagde jeg hrdt til mig selv, og jeg +knytted Hnderne og sagde Svaghed. Jeg gjorde Nar ad mig selv for disse +latterlige Flelser, havde mig tilbedste med fuld Bevidsthed; jeg talte +meget strngt og forstandigt, og jeg kneb jnene heftigt sammen, forat f +Trerne bort. Som om jeg aldrig havde set mine Sko fr, giver jeg mig til +at studere deres Udseende, deres Mimik, nr jeg rrte p Foden, deres Form +og de slidte Overdele, og jeg opdager, at deres Rynker og hvide Smme giver +dem Udtryk, meddeler dem Fysiognomi. Der var noget af mit eget Vsen get +over i disse Sko, de virked p mig som en nde mod mit Jeg, en pustende Del +af mig selv . . . . + +Jeg sad og fabled med disse Fornemmelser en lang Stund, mske en hel Time. +En liden, gammel Mand kom og optog den anden Ende af min Bnk; idet han +satte sig, pusted han tungt ud efter Gangen og sagde: + +Ja, ja, ja, ja, ja, ja, ja, ja, ja, ja, san! + +S snart jeg hrte hans Stemme, var det som en Vind fejed gennem mit Hoved, +jeg lod Sko vre Sko, og det forekom mig allerede, at den forvirrede +Sindsstemning, jeg just havde oplevet, skrev sig fra en lngst svunden Tid, +kanske et r eller to tilbage, og var s smt i Frd med at udviskes af min +Erindring. Jeg satte mig til at se p den gamle. + +Hvad angik han mig, denne lille Mand? Intet, ikke det ringeste! Kun at han +holdt en Avis i Hnden, et gammelt Numer, med Avertissementssiden ud, hvori +der syntes at ligge en eller anden Ting indpakket. Jeg blev nysgrrig og +kunde ikke f mine jne bort fra den Avis; jeg fik den vanvittige Id, at +det kunde vre en ganske mrkelig Avis, enestende i sit Slags; min +Nysgrrighed steg, og jeg begyndte at flytte mig frem og tilbage p Bnken. +Det kunde vre Dokumenter, farlige Aktstykker, stjlet fra et Arkiv. Og der +foresvved mig noget om en hemmelig Traktat, en Sammensvrgelse. + +Manden sad stille og tnkte. Hvorfor bar han ikke sin Avis, som ethvert +andet Menneske bar en Avis, med Titlen ud? Hvad var det for Slags +Underfundigheder? Han s ikke ud til at ville slippe sin Pakke af Hnden, +ikke for alt i Verden, han turde mske ikke engang betro den til sin egen +Lomme. Jeg kunde d p, at der stak noget under med Pakken. + +Jeg s ud i Luften. Netop det, at det var s umuligt at trnge ind i denne +mystiske Sag, gjorde mig forstyrret af Nysgrrighed. Jeg ledte i mine +Lommer efter noget at give Manden, forat komme i Samtale med ham, og jeg +fik fat i min Barberbog, men gmte den igen. Pludselig fik jeg i Sinde at +vre yderst frk, jeg klapped mig p min tomme Brystlomme og sagde: + +Tr jeg byde Dem en Cigaret? + +Tak, Manden rgte ikke, han havde mttet hre op, forat spare sine jne, +han var nsten blind. Takker forresten s meget! + +Om det var lnge siden hans jne tog Skade? S kunde han mske ikke lse +heller? Ikke engang Aviser? + +Ikke engang Aviser, desvrre! + +Manden s p mig. De syge jne havde hver sin Hinde, der gav dem et +glasagtigt Udseende, hans Blik blev hvidt og gjorde et modbydeligt Indtryk. + +De er fremmed her? sagde han. + +Ja. -- Om han ikke engang kunde lse Titlen p den Avis, han holdt i +Hnden? + +Nppe. -- Forresten havde han straks hrt, at jeg var fremmed; der var +noget i mit Tonefald, som sagde ham det. Der skulde s lidet til, han hrte +s godt; om Natten, nr alle sov, kunde han hre Menneskene i Sidevrelset +puste . . . . Hvad jeg vilde sige, hvor bor De henne? + +En Lgn stod mig med t fuldt frdig i Hovedet. Jeg lj ufrivilligt, uden +Forst og uden Bagtanke, jeg svared: + +P St. Olafs Plads Numer 2. + +Virkelig? Manden kendte hver Brosten p St. Olafs Plads. Der var en +Fontne, nogle Gaslygter, et Par Trer, han husked det hele . . . . Hvad +Numer bor De i? + +Jeg vilde gre en Ende p det og rejste mig, dreven til det yderste af min +fikse Id med Avisen. Hemmeligheden skulde opklares, hvad det s end skulde +koste. + +Nr De ikke kan lse den Avis, hvorfor . . . . + +I Numer 2, syntes jeg, De sagde? fortsatte Manden, uden at agte p min +Uro. Jeg kendte i sin Tid alle Mennesker i Numer 2. Hvad hedder Deres +Vrt? + +Jeg fandt i Hast et Navn, forat blive ham kvit, laved dette Navn i +jeblikket og slynged det ud, forat standse min Plagend. + +Happolati, sagde jeg. + +Happolati, ja, nikked Manden, og han misted ikke en Stavelse i dette +vanskelige Navn. + +Jeg s forbauset p ham; han sad meget alvorlig og havde en tnksom Mine. +Ikke fr havde jeg udtalt dette dumme Navn, som faldt mig ind, fr Manden +fandt sig tilrette med det og lod til at have hrt det fr. Imidlertid +lagde han sin Pakke fra sig p Bnken, og jeg flte al min Nysgrrighed +dirre mig gennem Nerverne. Jeg lagde Mrke til, at der var et Par fede +Pletter p Avisen. + +Er han ikke Sjmand, Deres Vrt? spurgte Manden, og der var ikke Spor af +undertrykt Ironi i hans Stemme. Jeg synes huske, at han var Sjmand? + +Sjmand? Om Forladelse, det m vre Broderen, De kender; dette her er +nemlig J. A. Happolati, Agent. + +Jeg troed, at dette vilde gre det af med ham; men Manden gik villigt med +p alt; om jeg havde fundet et Navn som Barabas Rosenknopsen, vilde det +ikke have vakt hans Mistanke. + +Det skal vre en flink Mand, har jeg hrt. sagde han, forsgende sig +frem. + +, en forslagen Mand, svared jeg, et dygtigt Forretningshoved, Agent for +alt muligt, Tyttebr p Kina, Fjr og Dun fra Rusland, Huder, Trmasse, +Skriveblk . . . . + +He-he, det var da Fan! afbrd Oldingen i hj Grad oplivet. + +Dette begyndte at blive interessant. Situationen lb af med mig, og den ene +Lgn efter den anden opstod i mit Hoved. Jeg satte mig igen, glemte Avisen, +de mrkelige Dokumenter, blev ivrig og faldt den anden i Talen. Den lille +Dvrgs Godtroenhed gjorde mig dumdristig, jeg vilde lyve ham hensynslst +fuld, sl ham storslagent af Marken og bringe ham til at tie af +Forbauselse. + +Om han havde hrt om den elektriske Salmebog, som Happolati havde opfundet? + +Hvad, elek . . . . + +Med elektriske Bogstaver, som kunde lyse i Mrke! Et aldeles storartet +Foretagende, Millioner Kroner i Bevgelse, Stberier og Trykkerier i +Arbejde, Skarer af fast lnnede Mekanikere sysselsat, jeg havde hrt sige +syv hundrede Mand. + +Ja, er det ikke som jeg siger! sagde Manden stille. Mer sagde han ikke; +han troed hvert Ord, jeg fortalte, og faldt alligevel ikke i Staver. Dette +skuffed mig en Smule, jeg havde ventet at se ham forvildet af mine Pfund. + +Jeg opfandt endnu et Par desperate Lgne, drev det til Hazard, ymted om, at +Happolati havde vret Minister i ni r i Persien. De har det mske ikke p +Anelsen, hvad det vil sige at vre Minister i Persien? spurgte jeg. Det var +mere end Konge her, eller omtrent som Sultan, om han vidste, hvad det var. +Men Happolati havde klaret det hele og aldrig stet fast. Og jeg fortalte +om Ylajali, hans Datter, en F, en Prinsesse, som havde tre hundrede +Slavinder og l p et Leje af gule Roser; hun var det sknneste Vsen, jeg +havde set, jeg havde Gud straffe mig aldrig oplevet Magen til Syn i mit +Liv! + +S, hun var s vakker? yttred den gamle med en fravrende Mine og s ned +i Marken. + +Vakker? Hun var dejlig, hun var syndigt sd! jne som Rsilke, Arme af Rav! +Bare et enkelt Blik af hende var forfrende som et Kys, og nr hun kaldte +p mig, jog hendes Stemme mig som en Strle af Vin lige ind i min Sjls +Fosfor. Hvorfor skulde hun ikke vre spas dejlig? Tog han hende for et +Regningsbud eller for noget i Brandvsenet? Hun var simpelthen en Himlens +Herlighed, skulde jeg sige ham, et ventyr. + +Ja, ja! sagde Manden lidt betuttet. + +Hans Ro keded mig; jeg var bleven ophidset af min egen Stemme og talte i +fuldt Alvor. De stjlne Arkivsager, Traktaten med en eller anden fremmed +Magt, var ikke mere i min Tanke; den lille, flade Pakke l der p Bnken +imellem os, og jeg havde ikke lnger den ringeste Lyst til at undersge den +og se, hvad den indeholdt. Jeg var helt optagen af mine egne Historier, der +drev underlige Syner forbi mine jne, Blodet steg mig til Hovedet, og jeg +lj af fuld Hals. + +I dette jeblik syntes Manden at ville g. Han letted p sig og spurgte, +for ikke at bryde for brat af: + +Han skal have svre Ejendomme denne Happolati? + +Hvor turde denne blinde, modbydelige Olding tumle med det fremmede Navn, +jeg havde digtet op, som om det var et almindeligt Navn og stod p hvert +Hkerskildt i Byen? Han snubled aldrig p et Bogstav og glemte ikke en +Stavelse; dette Navn havde bidt sig fast i hans Hjrne og slet Rdder i +samme Stund. Jeg blev rgerlig, en indre Forbittrelse begyndte at opst i +mig mod dette Menneske, som intet kunde bringe i Knibe og intet gre +mistnksom. + +Det kender jeg ikke til, svared jeg derfor tvrt; jeg kender aldeles +ikke til det. Lad mig forresten sige Dem nu en Gang for alle, at han hedder +Johan Arendt Happolati, at dmme efter hans egne Forbogstaver. + +Johan Arendt Happolati, gentog Manden lidt forundret over min Heftighed. +S taug han. + +De skulde set hans Kone, sagde jeg rasende; tykkere Menneske . . . . Ja, +De tror kanske ikke, at hun var videre tyk? + +Jo, det syntes han nok, han ikke kunde frag; en sdan Mand havde mske en +lidt tyk Kone. + +Oldingen svared sagtmodig og stille p hvert af mine Udfald og sgte efter +Ord, som om han var bange for at forg sig og gre mig vred. + +Helvedes Pine, Mand, tror De mske, at jeg sidder her og lyver Dem +kapitalt fuld? rbte jeg ude af mig selv. Tror De kanske ikke engang, at +der gives en Mand ved Navn Happolati? Jeg har aldrig set p Magen til Trods +og Ondskab hos en gammel Mand! Hvad Fan gr der af Dem? De har kanske +ovenikbet tnkt ved Dem selv, at jeg var en yderlig fattig Mand, som sad +her i min bedste Puds, uden et Etui fuldt af Cigaretter i Lommen? En sdan +Behandling, som Deres, er jeg ikke vant til, skal jeg sige Dem, og jeg +tler den Gud dde mig ikke, hverken af Dem eller nogen anden, s meget De +ved det! + +Manden havde rejst sig. Med gabende Mund stod han stum og hrte p mit +Udbrud indtil det var tilende, s greb han hurtigt sin Pakke p Bnken og +gik, nsten lb henad Gangen med sm Oldingeskridt. + +Jeg sad tilbage og s p hans Ryg, som gled mer og mer bort og syntes at +lude mer og mer sammen. Jeg ved ikke, hvor jeg fik det Indtryk fra, men det +forekom mig, at jeg aldrig havde set en urligere, lastefuldere Ryg end +denne, og jeg angred ikke, at jeg havde skldt Mennesket ud, fr han forlod +mig . . . . + +Dagen begyndte at hlde. Solen sank, det tog p at suse lidt i Trerne +omkring, og Barnepigerne, som sad i Klynger henne ved Balancerstangen, +belaved sig p at trille sine Vogne hjem. Jeg var rolig og vel tilmode. Den +Ophidselse, jeg just havde vret i, lagde sig lidt efter hvert, jeg faldt +sammen, blev slap og begyndte at fle mig svnig; den store Mngde Brd, +jeg havde spist, var mig heller ikke lnger til synderlig Mn. I den bedste +Stemning lned jeg mig bagover p Bnken, lukked jnene og blev mer og mer +dsig, jeg blunded og var lige ved at falde i fast Svn, da en Parkmand +lagde sin Hnd p min Skulder og sagde: + +De m ikke sidde og sove herinde. + +Nej, sagde jeg og rejste mig straks. Og med t Slag stod atter min +srgelige Stilling lyslevende for mine jne. Jeg mtte gre noget, finde p +et eller andet! At sge Pladse havde ikke nyttet mig; de Anbefalinger, jeg +gik og viste frem, var blevet lidt gamle og skrev sig fra altfor ukendte +Personer til at kunne virke kraftigt; desuden havde disse stadige Afslag +udefter Sommeren gjort mig noget forknyt. N -- under alle Omstndigheder +var min Husleje forfalden, og jeg mtte gre en Udvej til den. S fik det +bero med det vrige slnge. + +Ganske uvilkrligt havde jeg igen fet Blyant og Papir i Hnderne, og jeg +sad og skrev mekanisk rstallet 1848 i alle Hjrner. Om nu blot en enkelt +brusende Tanke vilde betage mig vldigt og lgge mig Ordene i Munden! Det +havde jo hndt fr, det havde virkelig hndt, at sdanne Stunder var kommet +over mig, da jeg kunde skrive et langt Stykke uden Anstrngelse og f det +velsignet godt til. + +Jeg sidder der p Bnken og skriver Snese Gange 1848, skriver dette Tal +pkryds og tvers i alle mulige Faoner, og venter p, at en brugbar Id +skal falde mig ind. En Sverm af lse Tanker flagrer om i mit Hoved, +Stemningen i den hldende Dag gr mig mismodig og sentimental. Hsten er +kommet og har allerede begyndt at lgge alting i Dvale, Fluer og Smdyr har +fet det frste Knk, oppe i Trerne og nede p Marken hres Lyden af det +stridende Liv, puslende, susende uroligt, arbejdende for ikke at forg. +Alle Krybverdenens nedtrampede Tilvrelser rrer sig endnu engang, stikker +sine gule Hoveder op af Mosen, lfter sine Ben, fler sig frem med lange +Trde og synker s pludselig sammen, vlter om og vender Bugen ivejret. +Hver Vkst har fet sit Srprg, et fint henndende Pust af den frste +Kulde; Strene stritter blege op mod Solen, og det affaldne Lv hvisler +henad Jorden med en Lyd som af vandrende Silkeorme. Det er Hstens Tid, +midt i Forgngelsens Karneval; Roserne har fet Betndelse i Rdmen, et +hektisk, vidunderligt Skr over den blodrde Farve. + +Jeg flte mig selv som et Kryb i Undergang, greben af delggelsen midt i +denne dvalefrdige Alverden. Jeg rejste mig op, besat af sre Rdsler, og +tog nogle voldsomme Skridt henad Gangen. Nej! rbte jeg og knytted begge +mine Hnder, dette m der blive en Ende p! Og jeg satte mig igen, tog +atter Blyanten i Hnden og vilde gre Alvor af det med en Artikel. Det +kunde aldeles ikke nytte at give sig over, nr man stod med en ubetalt +Husleje lige for Tnderne. + +Langsomt, ganske langsomt begyndte mine Tanker at samle sig. Jeg passed p +og skrev sagte og vel overvejet et Par Sider som en Indledning til noget; +det kunde vre Begyndelsen til hvadsomhelst, en Rejseskildring, en politisk +Artikel, eftersom jeg selv fandt for godt. Det var en ganske fortrffelig +Begyndelse til noget af hvert. + +S gav jeg mig til at sge efter et bestemt Sprgsml, jeg kunde behandle, +en Mand, en Ting at kaste mig over, og jeg kunde ikke finde noget. Under +denne frugteslse Anstrngelse begyndte der igen at komme Uorden i mine +Tanker, jeg flte, hvorledes min Hjrne formelig slog Klik, mit Hoved +tmtes, tmtes, og det stod tilsidst let og uden Indhold tilbage p mine +Skuldre. Jeg fornam denne glanende Tomhed i mit Hoved med hele Legemet, jeg +syntes mig selv udhulet fra verst til nederst. + +Herre, min Gud og Fader! rbte jeg i Smrte, og jeg gentog dette Rb +mange Gange i Trk, uden at sige mer. + +Vinden rasled i Lvet, det trak op til Uvejr. Jeg sad endnu en Stund og +stirred fortabt p mine Papirer, lagde dem s sammen og stak dem langsomt i +Lommen. Det blev kligt, og jeg havde ingen Vest mere; jeg knapped Frakken +helt op i Halsen og stak Hnderne i Lommen. S rejste jeg mig og gik. + +Om det bare havde lykkedes mig denne Gang, denne ene Gang! To Gange havde +min Vrtinde spurgt mig med jnene efter Betalingen, og jeg havde mttet +dukke mig ned og snige mig forbi hende med en forlegen Hilsen. Jeg kunde +ikke gre det igen; nste Gang jeg mdte disse jne, vilde jeg opsige mit +Rum og gre rligt Rede for mig; det kunde s alligevel ikke vare ved i +Lngden p denne Mde. + +Da jeg kom til Udgangen af Parken, s jeg igen den gamle Dvrg, som jeg i +mit Raseri havde jaget p Flugt. Den mystiske Avispakke l opslagen ved +Siden af ham p Bnken, fuld af Mad af forskellige Sorter, som han sad og +bed af. Jeg vilde lige med t g hen til ham og undsylde mig, bede om +Tilgivelse for min Opfrsel, men hans Mad stdte mig tilbage; de gamle +Fingre, der s ud som ti rynkede Klr, klemte modbydeligt om de fede +Smrogbrd, jeg flte Kvalme og gik ham forbi, uden at tiltale ham. Han +kendte mig ikke, hans jne stirred p mig trre som Horn, og hans Ansigt +fortrak ikke en Mine. + +Og jeg fortsatte min Vej. + +Efter Sdvane standsed jeg ved hver udhngt Avis, som jeg passered, forat +studere Bekendtgrelserne om ledige Pladse, og jeg var s heldig at finde +n, som jeg kunde ptage mig: En Kbmand p Grnlandsleret sgte efter en +Mand til et Par Timers Bogfrsel hver Aften; Ln efter Overenskomst. Jeg +notered mig Mandens Adresse og bad i Taushed til Gud om denne Plads; jeg +vilde forlange mindre end nogen anden for Arbejdet, femti re var rigeligt, +eller kanske firti re; det fik blive ganske som det vilde med det. + +Da jeg kom hjem, l der p mit Bord en Seddel fra min Vrtinde, hvori hun +bad mig om at betale min Husleje i Forskud eller flytte ud, s snart jeg +kunde. Jeg mtte ikke optage det fortrydeligt, det var aleneste en ndig +Begring. Venskabeligst Madam Gundersen. + +Jeg skrev en Ansgning til Kbmand Christie Grnlandsleret Numer 31, lagde +den i en Konvolut og bragte den ned i Kassen p Hjrnet. S gik jeg op p +mit Vrelse igen og satte mig til at tnke i Gyngestolen, mens Mrket blev +tttere og tttere. Det begyndte at blive vanskeligt at holde sig oppe nu. + + * * * + +Om Morgenen vgned jeg meget tidligt. Det var endnu ganske mrkt, da jeg +slog jnene op, og frst lnge efter hrte jeg Klokken i Lejligheden +nedenunder mig sl fem Slag. Jeg vilde lgge mig til at sove igen, men +kunde ikke mere falde i Svn, jeg blev mer og mer vgen og l og tnkte p +tusind Ting. + +Pludselig falder der mig ind en eller to gode Stninger til Brug for en +Skitse, en Fljeton, fine sproglige Lykketrf, som jeg aldrig havde fundet +Mage til. Jeg ligger og gentager disse Ord for mig selv og finder, at de er +udmrkede. Om lidt fjer der sig flere til, jeg blir med t lysvgen og +rejser mig op og griber Papir og Blyant p Bordet bag min Seng. Det var som +en re var sprunget i mig, det ene Ord flger efter det andet, ordner sig i +Sammenhng, danner sig til Situationer; Scene dynger sig p Scene, +Handlinger og Repliker vlder op i min Hjrne, og et underfuldt Behag +griber mig. Jeg skriver som en besat og fylder den ene Side efter den +anden, uden et jebliks Pause. Tankerne kommer s pludseligt p mig og +vedbliver at strmme s rigeligt, at jeg mister en Masse fine Biting, som +jeg ikke hurtigt nok fr skrevet ned, sknt jeg arbejder af alle Krfter. +Det fortstter at trnge ind p mig, jeg er fyldt af mit Stof, og hvert +Ord, jeg skriver, blir lagt mig i Munden. + +Det varer, varer s velsignet lnge, inden dette forunderlige jeblik hrer +op; jeg har femten, tyve beskrevne Sider liggende foran mig p mine Kn, da +jeg endelig standser og lgger Blyanten vk. Var der nu ssandt nogen Vrdi +i disse Papirer, s var jeg reddet! Jeg springer ud af Sengen og klder mig +p. Det lysner mer og mer, jeg kan halvvejs sklne Fyrdirektrens +Bekendtgrelse nede ved Dren, og ved Vinduet er det allerede s lyst, at +jeg til Nd kunde se at skrive. Og jeg gr straks i Gang med at renskrive +mine Papirer. + +En underlig, tt Damp af Lys og Farver slr op af disse Fantasier; jeg +stejler overrasket foran den ene gode Ting efter den anden og siger til mig +selv, at det var det bedste, jeg nogensinde havde lst. Jeg blir yr af +Tilfredshed, Glden puster mig op, og jeg fler mig storartet ovenp; jeg +vejer mit Skrift i Hnden og takserer det p Stedet til fem Kroner efter et +lst Skn. Det vilde ikke falde et Menneske ind at prutte p fem Kroner, +det mtte tvertimod siges at vre Rverkb at f det for ti Kroner, kom det +an p Indholdets Beskaffenhed. Jeg havde ikke i Sinde at gre et s +sregent Arbejde gratis; s vidt jeg vidste, fandt man ikke Romaner af den +Slags efter Vejene. Og jeg bestemte mig for ti Kroner. + +Det blev lysere og lysere i Vrelset, jeg kasted et Blik ned mod Dren og +kunde uden synderlig Mje lse de fine skeletagtige Bogstaver om Jomfru +Andersens Ligsvb tilhjre i Porten; der var ogs get en god Stund siden +Klokken slog syv. + +Jeg rejste mig og stilled mig midt p Gulvet. Alt vel overvejet, kom Madam +Gundersens Opsigelse temmelig belejligt. Dette var egentlig ikke noget +Vrelse for mig; her var noks simple grnne Gardiner for Vinduerne, og s +synderlig mange Spiger i Vggene til at hnge sin Garderobe p, var her +heller ikke. Den stakkels Gyngestol henne i Hjrnet var i Grunden bare en +Vits af en Gyngestol, som man mageligt kunde le sig fordrvet af. Den var +altfor lav for en voksen Mand, desuden var den s trang, at man s at sige +mtte bruge Stovlekngt, forat komme op af den igen. Kortsagt, Vrelset var +ikke indrettet til at sysle med ndelige Ting i, og jeg agted ikke at +beholde det lnger. P ingen Mde vilde jeg beholde det! Jeg havde altfor +lnge tiet og tlt og holdt til i dette Skur. + +Opblst af Hb og Tilfredshed, stadigt optagen af min mrkelige Skitse, som +jeg hvert jeblik trak op af Lommen og lste i, vilde jeg straks gre Alvor +af det og g i Gang med Flytningen. Jeg tog frem min Byldt, et rdt +Lommetrklde, der indeholdt et Par rene Snipper og noget sammenkrllet +Avispapir, som jeg havde bret Brd hjem i, rulled mit Sengetppe sammen og +stak til mig min Beholdning af hvidt Skrivepapir. Derp undersgte jeg for +Sikkerheds Skyld alle Kroge, forat forvisse mig om, at jeg ikke havde lagt +noget efter mig, og da jeg intet fandt, gik jeg hen til Vinduet og s ud. +Morgenen var mrk og vd; der var ingen tilstede ude ved den nedbrndte +Smedje, og Kldesnoren nede i Grden stod stram fra Vg til Vg, +sammentrukket af Vden. Jeg kendte altsammen fra fr, trdte derfor bort +fra Vinduet, tog Tppet under Armen, bukked for Fyrdirektrens +Bekendtgrelse, bukked for Jomfru Andersens Ligsvb og bned Dren. + +Med en Gang kom jeg i Tanke p min Vrtinde; hun burde dog underrettes om +min Flytning, forat hun kunde se, at hun havde havt med et ordentligt +Menneske at gre. Jeg vilde ogs takke hende skriftlig for de Par Dage, jeg +havde benyttet Vrelset over Tiden. Visheden om, at jeg nu var reddet for +lngere Tid, trngte s strkt ind p mig, at jeg endog loved min Vrtinde +fem Kroner, nr jeg kom indom en af Dagene; jeg vilde vise hende til +Overml, hvad det var for en honnet Person, hun havde havt under Tag. + +Sedlen lagde jeg efter mig p Bordet. + +Atter engang standsed jeg ved Dren og vendte om. Denne strlende Flelse +af at vre kommet ovenp henrykte mig og gjorde mig taknemlig mod Gud og +Alverden, og jeg knled ned ved Sengen og takked Gud med hj Rst for hans +store Godhed mod mig denne Morgen. Jeg vidste det, , jeg vidste det, at +den Raptus af Inspiration, jeg just havde gennemlevet og skrevet ned, var +en vidunderlig Himlens Grning i min nd, et Svar p mit Ndrb igr. Det +er Gud! det er Gud! rbte jeg til mig selv, og jeg grd af Begejstring over +mine egne Ord; nu og da mtte jeg standse op og lytte et jeblik om der +skulde komme nogen i Trapperne. Endelig rejste jeg mig og gik; jeg gled +lydlst nedad alle disse Etager og ned uset Porten. + +Gaderne var blanke af Regn, som havde faldt p Morgenstunden, Himlen hang +r og sid over Byen, og der var ingen Steder et Solglimt at se. Hvad mon +det led Dagen? Jeg gik som sdvanligt i Retning af Rdstuen og s at +Klokken var halv ni. Jeg havde alts et Par Timer at lbe p; det nytted +ikke at komme i Bladet fr ti, kanske elleve, jeg fik drive omkring slnge +og imidlertid spekulere p en Udvej til lidt Frokost. Jeg havde forresten +ingen Frygt for at g sulten tilsengs den Dag; de Tider var Gudskelov over! +Det var et tilbagelagt Stadium, en ond Drm; nu fra af gik det opad! + +Imidlertid var det grnne Sengetppe mig til Besvr; jeg kunde heller ikke +vre bekendt at bre en sdan Ting under Armen midt for alle Folks jne. +Hvad mtte man mene om mig? Og jeg gik og tnkte mig om efter et Sted, hvor +jeg kunde f det forvaret indtil videre. Da faldt det mig ind, at jeg kunde +g hen til Semb og f det indpakket i Papir; det vilde straks se bedre ud, +og det var ikke lnger nogen Skam at bre det. Jeg trdte ind i Butiken og +fremfrte mit rinde for en af Betjentene. + +Han s frst p Tppet, derp p mig; det forekom mig, at han i sit stille +Sind trak lidt ringeagtende p Skuldrene, da han modtog Pakken. Dette +stdte mig. + +Dd og Pine, vr lidt forsigtig! rbte jeg. Der er to dyre Glasvaser +indi; Pakken skal til Smyrna. + +Det hjalp, det hjalp storartet. Manden bad i hver Bevgelse, han gjorde, om +Forladelse for, at han ikke straks havde anet vigtige Ting inde i Tppet. +Da han var frdig med Indpakningen, takked jeg ham for Hjlpen som en Mand, +der tidligere havde sendt kostbare Sager til Smyrna; han bned Dren for +mig og bukked to Gange, da jeg gik. + +Jeg gav mig til at vandre om blandt Menneskene p Stortorvet og holdt mig +helst i Nrheden af de Koner, som havde Potteplanter at slge. De tunge, +rde Roser, hvis Blade ulmed blodige og r i den fugtige Morgen, gjorde mig +begrlig, fristed mig syndigt til at rapse en, og jeg spurgte om Prisen p +den, blot forat have Lov til at komme den s nr som muligt. Fik jeg Penge +tilovers, vilde jeg kbe den, det fik g, hvordan det vilde; jeg kunde jo +nok spare ind lidt hist og her i min Levemde, forat komme op i Balance +igen. + +Klokken blev ti, og jeg gik op i Bladet. Saksen gennemroder endel gamle +Aviser, Redaktren er ikke kommet. P Opfordring afleverer jeg mit store +Manuskript, lader Manden ane, at det er af mer end almindelig Vigtighed og +lgger ham indstndigt p Minde at lade Redaktren f det i sin egen Hnd, +nr han kom. Jeg vilde s selv af hente Besked senere p Dagen. + +Godt! sagde Saksen og begyndte igen p sine Aviser. + +Jeg syntes, at han tog det lidt for roligt, men sagde intet, nikked blot +lidt ligegyldigt til ham med Hovedet og gik. + +Nu havde jeg Tiden for mig. Om det blot vilde klarne op! Det var et rent +elendigt Vejr, uden Vind og uden Friskhed; Damerne brugte for Sikkerheds +Skyld Paraplyer, og Herrernes Uldhuer s flade og triste ud. Jeg gjorde +atter et Slag henover Torvet og s p Grntsager og Roser. Da fler jeg en +Hnd p min Skulder og vender mig om, Jomfruen hilser Godmorgen. + +Godmorgen? svarer jeg lidt sprgende, for straks at f hans rinde at +vide. Jeg syntes ikke meget om Jomfruen. + +Han ser nysgrrigt hen p den store, splinterny Pakke under min Arm og +sprger: + +Hvad brer De p der? + +Jeg har vret nede hos Semb og fet noget Tj til Klder, svarer jeg i en +ligegyldig Tone; jeg syntes ikke, jeg vilde g s slidt lnger, man kan jo +ogs vre for karrig mod sit Legeme. + +Han ser p mig og studser. + +Hvordan gr det forresten? sprger han langsomt. + +Jo, over Forventning. + +Har De fet noget at gre nu da? + +Noget at gre? svarer jeg og er meget forundret, jeg er jo Bogholder hos +Grossererfirmaet Christie, jo. + +Ja s! siger han og rykker lidt tilbage. Gud bevare Dem, hvor vel jeg +under Dem det! Bare man nu ikke tigger af Dem de Penge, De tjener. +Godmorgen. + +Om lidt vender han sig om og kommer tilbage; han peger med Stokken p min +Pakke og siger: + +Jeg vil anbefale Dem min Skrdder til de Klder. De fr ikke finere +Skrdder end Isaksen. Sig bare, at jeg sendte Dem, s. + +Dette blev mig lidt vel meget. Hvad havde han med at stikke sin Nse i mine +Sager? Kom det ham ved, hvilken Skrdder jeg tog? Jeg blev vred; Synet af +dette tomme, pyntede Menneske gjorde mig forbittret, og jeg minded ham +temmelig brutalt om ti Kroner, som han havde lnt af mig. Allerede frend +han fik svare, angred jeg imidlertid at have krvet ham, jeg blev flau og +s ham ikke i jnene; da i det samme en Dame kom forbi, trdte jeg hurtigt +tilbage, forat lade hende passere, og benytted Anledningen til at g min +Vej. + +Hvor skulde jeg nu gre af mig, mens jeg vented? En Kaf kunde jeg ikke +besge med tomme Lommer, og jeg vidste ikke af nogen Bekendt, som jeg kunde +g til p denne Tid af Dagen. Instinktsmssig stiled jeg opad Byen, drev +bort endel Tid p Vejen mellem Torvet og Grndsen, lste Aftenposten, som +nylig var sat p Tavlen, gjorde en Sving nedi Karl Johan, vendte derp om +og gik lige op p Vor Frelsers Gravlund, hvor jeg fandt mig et roligt Sted +p Bakken ved Kapellet. + +Jeg sad der i al Stilhed og dsed i den vde Luft, tnkte, halvsov og frs. +Og Tiden gik. Var det nu ogs sikkert, at Fljetonen var et lidet +Mesterstykke af inspireret Kunst? Gud ved, om den ikke havde sine Fejl her +og der! Alt vel overvejet behved den ikke engang at blive antagen, nej, +ikke engang antagen, simpelthen! Den var mske noks middelmdig, kanske +ligefrem slet; hvad Sikkerhed havde jeg for, at den ikke allerede i dette +jeblik l i Papirskurven? . . . . Min Tillidsfuldhed var rugget, jeg +sprang op og stormed ud af Kirkegrden. + +Nede i Akersgaden titted jeg ind ad et Butiksvindu og s, at Klokken blot +var lidt over tolv. Dette gjorde mig end mer fortvivlet, jeg havde s +sikkert hbet, at det var langt over Middag, og fr fire nytted det ikke at +soge efter Redaktren. Min Fljetons Skbne fyldte mig med mrke Anelser; +jo mer jeg tnkte p den, desto urimeligere forekom det mig, at jeg kunde +have skrevet noget brugbart sdan pludseligt, nsten i Svne, med Hjrnen +fuld af Feber og Drmme. Naturligvis havde jeg bedraget mig selv og vret +glad hele Morgenen udover for ingen Ting! Naturligvis! . . . . Jeg bevged +mig i strk Gang opad Ullevoldsvejen, forbi St. Hanshaugen, kom ud p bne +Marker, ind i de trange, underlige Gader ved Sagene, over Tomter og Agre og +befandt mig tilsidst p en Landevej, hvis Ende jeg ikke kunde se. + +Her stopped jeg op og beslutted mig til at vende om. Jeg var bleven varm af +Turen og gik sagte og meget nedtrykt tilbage. Jeg mdte to Hvogne; Krerne +l flade oppe i Lssene og sang, begge barhovedede, begge med runde, +sorglse Ansigter. Jeg gik og tnkte ved mig selv, at de vilde tiltale mig, +slnge til mig en eller anden Bemrkning eller gre en Spillop, og da jeg +var kommet dem nr nok, rbte den ene og spurgte, hvad jeg bar under Armen. + +Et Sengetppe, svared jeg. + +Hvormange er Klokken? spurgte han. + +Jeg ved ikke rigtigt, omtrent tre, tnker jeg. + +Da lo de begge to og drog forbi. Jeg flte i det samme Snrten af en +Tougsvbe p mit ene re, og min Hat blev reven af; de unge Mennesker kunde +ikke lade mig passere, uden at gre mig et Puds. Jeg tog mig lidt fortumlet +op til Hovedet, samled min Hat op fra Grftekanten og fortsatte min Gang. +Nede ved St. Hanshaugen mdte jeg en Mand, som fortalte mig, at Klokken var +over fire. + +Over fire! Klokken var allerede over fire! Jeg strakte ud, nsten lb nedad +Byen, bjed af og tog ned til Bladet. Redaktren havde mske for lnge +siden vret der og forladt Kontoret! Jeg gik og sprang om hinanden, +snubled, stdte mod Vogne, lagde alle spadserende bag mig, hamled op med +Hestene, stred som en gal, forat komme tidsnok. Jeg vred mig indad Porten, +tog Trapperne i fire Spring og banked p. + +Ingen svarer. + +Han er get! han er get! tnker jeg. Jeg prover Dren, som er ben, banker +p endnu engang og trder ind. + +Redaktren sidder ved sit Bord, med Ansigtet mod Vinduet og Pennen i +Hnden, frdig til at skrive. Da han hrer min forpustede Hilsen, vender +han sig halvt om, ser lidt p mig, ryster p Hovedet og siger: + +Ja, jeg har ikke fet Tid til at lse Deres Skitse endda. + +Jeg blir s glad over, at han da ialfald ikke endnu har kasseret den, at +jeg svarer: + +Nej, kre, det forstr jeg nok. Det haster jo ikke s. Om et Par Dage +kanske, eller . . . . + +Ja, jeg skal se. Forresten har jeg Deres Adresse, s. + +Og jeg glemte at oplyse om, at jeg ikke havde nogen Adresse mer. + +Audiensen er forbi, jeg trder bukkende tilbage og gr. Hbet glder igen +op i mig, endnu var intet tabt, tvertimod, jeg kunde vinde alt endnu, for +den Skyld. Og min Hjrne begyndte at fable om et stort Rd i Himlen, hvor +det netop var bleven besluttet, at jeg skulde vinde, vinde kapitalt ti +Kroner for en Fljeton . . . . + +Blot jeg nu havde et Sted at ty hen til for Natten! Jeg overvejer, hvor jeg +bedst skulde kunne stikke mig ind, blir s strkt optagen af dette +Sprgsml, at jeg str stille midt i Gaden. Jeg glemmer, hvor jeg er, str +som en enkelt Riskost midt i Havet, mens Sjen strmmer og larmer rundt +omkring den. En Avisgut rkker mig Vikingen: D'n er s morssom, s! Jeg +ser op og farer sammen -- jeg er udenfor Semb igen. + +Hurtigt gr jeg helt om, holder Pakken skjult foran mig og iler nedad +Kirkegaden, flau og angst for, at man skulde have set mig fra Vinduerne. +Jeg passerer Ingebret og Teatret, drejer af ved Logen og tager nedover til +Sjen ved Fstningen. Atter finder jeg mig en Bnk og begynder at spekulere +pny. + +Hvor i alverden skulde jeg f Hus inat? Fandtes der et Hul, hvor jeg kunde +smutte ind og skjule mig til det blev Morgen? Min Stolthed forbd mig at +vende tilbage til mit Rum; det kunde aldrig falde mig ind at g tilbage p +mine Ord, jeg afviste denne Tanke med stor Harme og smilte overlegent i mit +stille Sind ad den lille rde Gyngestol. Ved Idassociationer befandt jeg +mig pludselig i et stort to Fags Vrelse, jeg engang havde boet i p +Hgdehaugen; jeg s et Brt p Bordet fuldt af svre Smrogbrd, det +skifted Udseende, det blev til en Bif, en forfrende Bif, en snehvid +Serviet, Brd i Masse, Slvgaffel. Og det gik i Dren: min Vrtinde kom og +bd mig mer T . . . . + +Syner og dumme Drmme! Jeg sagde til mig selv, at om jeg fik Mad nu, vilde +mit Hoved blive forstyrret igen, jeg vilde f den samme Feber i Hjrnen og +mange vanvittige Pfund at kmpe med. Jeg tlte ikke Mad, jeg var ikke +sledes anlagt; det var en Besynderlighed ved mig, en Sregenhed. + +Kanske blev der en Rd til Husly, nr det led p Kvlden. Det havde ingen +Hast; i vrste Fald kunde jeg sge ud i Skogen et Sted, jeg havde hele +Byens Omegn at tage til, og der var ikke Kuldegrader i Vejret. + +Og Sjen vugged derude i tung Ro, Skibe og plumpe, brednsede Pramme roded +Grave op i dens blyagtige Flade, sprngte Striber ud til hjre og venstre +og gled videre, mens Rgen vlted som Dyner ud af Skorstenene og +Maskinernes Stempelslag trngte mat frem i den klamme Luft. Der var ingen +Sol og ingen Vind, Trerne bag mig stod nsten vde, og Bnken, jeg sad p, +var kold og r. Tiden gik; jeg satte mig til at dse, blev trt og frs +lidt over Ryggen: en Stund efter flte jeg, at mine jne begyndte at falde +i. Og jeg lod dem falde . . . . + +Da jeg vgned, var det mrkt omkring mig, jeg sprang op fortumlet og +frsen, greb min Pakke og begyndte at g. Jeg gik fortere og fortere, forat +blive varm, basked med Armene, gned mig nedad Benene, som jeg nsten ikke +lnger flte noget til, og kom op til Brandvagten. Klokken var ni; jeg +havde sovet i flere Timer. + +Hvor skulde jeg dog gre af mig? Et Sted mtte jeg jo vre. Jeg str der og +glaner opad Brandvagten og studerer p, om det ikke skulde kunne lykkes at +komme ind i en af Gangene, passe p et jeblik, nr Patroullen vendte +Ryggen til. Jeg gr opad Trappen og vil give mig i Snak med Manden, han +hver straks sin kse til Honnr og venter p, hvad jeg skal sige. Denne +lftede kse, der vender Eggen mod mig, farer mig som et koldt Hug gennem +Nerverne, jeg blir stum af Rdsel foran denne vbnede Mand og trkker mig +uvilkrlig tilbage. Jeg siger intet, glider blot mer og mer bort fra ham; +forat redde Skinnet, farer jeg mig med Hnden over Panden, som om jeg har +glemt et eller andet, og lusker bort. Da jeg atter stod nede p Fortouget, +flte jeg mig s frelst, som om jeg just havde undflyet en stor Fare. Og +jeg skyndte mig afsted. + +Kold og sulten, mer og mer uhyggelig tilmode, drev jeg opad Karl Johan; jeg +begyndte at bande ganske hjt og brd mig ikke om, at nogen kunde hre det. +Nede ved Stortinget, lige ved den frste Lve, kommer jeg pludselig ved en +ny Idassociation i Tanke p en Maler, jeg kendte, et ungt Menneske, som +jeg engang havde reddet fra et refigen ude p Tivoli, og som jeg engang +senere havde vret og besgt. Jeg knipser i Fingrene og begiver mig ned i +Tordenskjoldsgaden, finder en Dr, hvorp der str C. Zacharias Bartel p +et Kort, og banker p. + +Han kom selv ud; der lugted l og Tobak af ham, s det var en Gru. + +Godaften! sagde jeg. + +Godaften! Er det Dem? Nej, hvorfor Fan kommer De s sent? Det tager sig +slet ikke ud i Lampelys. Jeg har sat til en Hhsje siden sidst og +foretaget et Par Forandringer. De m se det om Dagen, det nytter ikke, at +vi prver p det nu. + +Lad mig se det nu alligevel, sagde jeg. forresten husked jeg ikke, +hvilket Billede han stod og talte om. + +Aldeles plat umuligt! svared han. Det blir gult altsammen! Og s er der +en anden Ting -- han kom hviskende hen imod mig -- jeg har en liden Pige +inde hos mig iaften, s det er rent ugrligt. + +Ja, nr s er, s er det jo ikke Tale om. + +Jeg trak mig tilbage, sagde Godnat og gik. + +Det blev nok ingen anden Udvej alligevel, end at g ud i Skogen et Sted. +Nr bare ikke Marken havde vret s fugtig! Jeg klapped p mit Tppe og +flte mig mer og mer fortrolig med den Tanke, at jeg skulde ligge ude. S +lnge havde jeg plaget mig med at finde et Logi i Byen, at jeg var bleven +trt og ked af det hele; det blev mig en behagelig Nydelse at sl mig til +Ro, overgive mig og drive dank henad Gaden, uden en Tanke i Hovedet. Jeg +gik bortom Universitetsuret og s, at Klokken var over ti, derfra tog jeg +Vejen opover Byen. Et Sted p Hgdehaugen stod jeg stille udenfor en +Husholdningshandel, hvor noget Mad var udstillet i Vinduet. Der l en Kat +og sov ved Siden af et rundt Franskbrd, lige bag den stod en Kumme Smult +og flere Glas Gryn. Jeg stod og s en Stund p disse Madvarer, men da jeg +ikke havde noget at kbe for, vendte jeg mig hurtigt bort og fortsatte +Marschen. Jeg gik meget sagte, kom forbi Majorstuen, gik videre, altid +videre, gik i Time efter Time og kom endelig ud i Bogstadskogen. + +Her gik jeg af Vejen og satte mig ned, forat hvile. S tog jeg til at sge +mig om efter et belejligt Sted, begyndte at pusle sammen lidt Lyng og Ener +og laved en Seng oppe i et lidet Bakkehld, hvor det var nogenlunde trt, +bned min Pakke og tog Tppet ud. Jeg var bleven trt og maset af den lange +Tur og gik straks tilsengs. Jeg kasted og vendte mig mange Gange, frend +jeg endelig fik lagt mig tilrette; mit re smrted noget, det var lidt +ophovnet efter Slaget, og jeg kunde ikke hvile p det. Mine Sko trak jeg af +og lagde under Hovedet, og ovenp dem Papiret fra Semb. + +Og Mrkets store Stemning ruged omkring mig; alting var stille, alting. Men +oppe i Hjden sused den evige Sang, Vejrets Lyd, den fjrne, tonelse +Summen, som aldrig tier. Jeg lytted s lnge til dette endelse, syge Sus, +at det begyndte at forvirre mig; det var visselig Symfonierne fra de +rullende Verdner over mig, Stjrner, der intonered en Sang . . . . + +Det er Fan heller! sagde jeg og lo hjt, forat stive mig op; det er +Natuglerne, som tuder i Kana'an! + +Og jeg rejste mig og lagde mig igen, tog Skoene p og drev omkring i Mrket +og lagde mig pny, kmped og stred med Vrede og Frygt til hen p +Morgenstunden, da jeg endelig faldt i Svn. + + * * * + +Det var lys Dag, da jeg slog jnene op, og jeg havde Flelsen af, at det +led henimod Middag. Jeg trak Skoene p, pakked atter Tppet ind og begav +mig tilbage til Byen. Ingen Sol var at se idag heller, og jeg frs som en +Hund; mine Ben var dde, og der begyndte at komme Vand ud af mine jne, som +om de ikke tlte Dagslyset. + +Klokken var tre. Sulten begyndte at blive noget slem med mig, jeg var mat +og gik og kasted op lidt hist og her i Smug. Jeg svinged ned til +Dampkkkenet, lste Tavlen og trak opsigtsvkkende p Skuldrene, som om +sprngt Kd og Flsk ikke var Mad for mig; derfra kom jeg ned p +Jrnbanetorvet. + +En besynderlig Fortumlethed fr mig med en Gang gennem Hovedet; jeg gik +videre og vilde ikke agte p det, men blev vrre og vrre og mtte tilsidst +stte mig p en Trappe. Mit hele Sind gennemgik en Forandring, ligesom +noget gled tilside i mit Indre, eller et Forhng, et Vv i min Hjrne gik +itu. Jeg tog efter nden et Par Gange og blev forundret siddende. Jeg var +ikke ubevidst, jeg flte klart, hvor det vrked lidt i mit re, og da en +Bekendt kom forbi, kendte jeg ham straks, rejste mig og hilste. + +Hvad var det for en ny, pinsom Fornemmelse, som nu lagdes til de vrige? +Var det en Flge af at sove p r Mark? Eller kom det af, at jeg ikke havde +fet Frokost endnu? I det hele taget var det simpelthen ingen Mening i at +leve p denne Mde; jeg forstod ved Kristi hellige Pine ikke, hvorved jeg +havde gjort mig fortjent til denne udmrkede Forflgelse heller! Og det +faldt mig pludselig ind, at jeg lige s godt kunde gre mig til Kltring +straks og g hen til Onkels Klder med Sengetppet. Jeg kunde stte det +fast for en Krone og f tre passende Mltider, holde mig oppe til jeg fandt +p noget andet; Hans Pauli fik jeg sl en Plade. Jeg var allerede p Vej +til Klderen, men standsed foran Indgangen, rysted tvivlrdigt p Hovedet +og vendte om. + +Efterhvert som jeg fjrned mig, blev jeg gladere og gladere over, at jeg +havde sejret i denne svre Fristelse. Bevistheden om, at jeg endnu var ren +og rlig, steg mig til Hovedet, fyldte mig med en herlig Flelse af at vre +en Karakter, et hvidt Fyrtrn midt i et grumset Menneskehav, hvor Vrag fld +om. Pantstte en andens Ejendom for et Mltid Mad, de og drikke sig selv +til Doms, brndemrke sin Sjl med den frste lille Streg, stte det frste +sorte Tegn i sin Hderlighed, kalde sig Kltring op i sit eget Ansigt og +sl jnene ned for sig selv -- aldrig! Aldrig! Det havde ikke for Alvor +vret i min Tanke, det havde nsten ikke faldt mig ind engang; lse, +jagende Strtanker kunde man virkelig ikke svare noget for, isr nr man +havde en gruelig Hovedpine og bar sig nsten ihjl p et Sengetppe, som +tilhrte en anden Mand. + +Der vilde ganske sikkert blive en Udvej til Hjlp alligevel, nr Tiden kom! +Der var nu Kbmanden p Grnlandsleret, havde jeg overhngt ham hver Time +p Dagen, siden jeg sendte ham Ansgningen? ringet p sent og tidligt og +bleven afvist? Jeg havde ikke sgodtsom mldt mig til ham og fet Svar. Det +behved ikke at vre et aldeles forgves Forsg, jeg havde mske havt +Lykken med mig denne Gang; Lykken havde ofte en s underlig slynget Vej. Og +jeg begav mig ud til Grnlandsleret. + +Den sidste Rystelse, som gik gennem mit Hoved, havde gjort mig lidt mat, og +jeg gik yderst langsomt og tnkte p, hvad jeg vilde sige til Kbmanden. +Han var mske en god Sjl; stak det Lune ham, gav han mig grne en Krone i +Forskud p Arbejdet, uden at jeg bad ham derom; sdanne Folk kunde have det +med ganske fortrffelige Pfund nu og da. + +Jeg sneg mig ind i en Port og svrted mine Buksekn med Spyt, forat se lidt +ordentlig ud, lagde mit Tppe efter mig bag en Kasse i en mrk Krog, skred +over Gaden og trdte ind i den lille Butik. + +En Mand str og klistrer Poser af gamle Aviser. + +Jeg vilde grne trffe Hr. Christie, sagde jeg. + +Det er mig, svared Manden. + +N! Mit Navn var det og det, jeg havde vret s fri at sende ham en +Ansgning, jeg vidste ikke, om det havde nyttet mig noget? + +Han gentog mit Navn et Par Gange og begyndte at le. Nu skal De se! sagde +han og tog mit Brev op af sin Brystlomme. Vil De bare behage at se, +hvorledes De omges Tal, min Herre. De har dateret Deres Brev ret 1848. +Og Manden lo af fuld Hals. + +Ja, det var jo lidt forkrt, sagde jeg forknyt, en Tankelshed, en +Distraktion, jeg indrmmed det. + +Ser De, jeg m have en Mand, som i det hele taget ikke tager fejl af Tal, +sagde han. Jeg beklager det; Deres Hndskrift er s tydelig, jeg synes +ogs om Deres Brev forvrigt, men . . . . + +Jeg vented en Stund; dette kunde umuligt vre Mandens sidste Ord. Han gav +sig atter i Frd med Poserne. + +Ja, det var lejt, sagde jeg s, rigtig gruelig lejt var det; men det skulde +jo ikke gentage sig, naturligvis, og denne lille Fejlskrivning kunde nu +ikke have gjort mig totalt uskikket til at fre Bger overhovedet? + +Nej, det siger jeg ikke, svared han; men imidlertid vejed det s meget +for mig, at jeg bestemte mig for en anden Mand med det samme. + +Posten er alts besat? spurgte jeg. + +Ja. + +N, Herregud, s er der jo ikke mere at gre ved det! + +Nej. Jeg beklager det; men . . . . + +Farvel! sagde jeg. + +Nu steg Vreden op i mig, gldende og brutalt. Jeg hented min Pakke i +Portrummet, bed Tnderne sammen og lb p fredelige Folk p Fortouget og +bad ikke om Undskyldning. Da en Herre standsed og irettesatte mig lidt +skarpt for min Opfrsel, vendte jeg mig om og skreg ham et enkelt +meningslst Ord ind i ret, knytted Hnderne lige under hans Nse og gik +videre, forhrdet af et blindt Raseri, som jeg ikke kunde styre. Han kaldte +p en Konstabel, og jeg nsked intet heller end at f en Konstabel mellem +Hnderne et jeblik, jeg sagtned med Forst min Gang, forat give ham +Anledning til at indhente mig; men han kom ikke. Var der nu ogs +nogensomhelst Rson i, at absolut alle ns inderligste og ihrdigste Forsg +skulde mislykkes? Hvorfor havde jeg alts skrevet 1848? Hvad vedkom dette +fordmte rstal mig? Nu gik jeg her og sulted, s mine Tarmer krb sammen i +mig som Orme, og det stod ikke skrevet nogen Steder, at der skulde blive +lidt til Mad, nr det led ud p Dagen. Og efterhvert som Tiden gik, blev +jeg mer og mer ndelig og legemlig udhulet, jeg nedlod mig til mindre og +mindre hderlige Handlinger for hver Dag. Jeg lj mig frem uden at blues, +snd fattige Folk for Huslejen, kmped endog med de lumpneste Tanker om at +forgribe mig p andres Sengetpper, alt uden Anger, uden ond Samvittighed. +Der begyndte at komme rdne Flkker i mit Indre, sorte Svampe, som bredte +sig mer og mer. Og oppe i Himlen sad Gud og holdt et vgent je med mig og +ps, at min Undergang foregik efter alle Kunstens Regler, jvnt og +langsomt, uden Brud i Takten. Men i Helvedes Afgrund gik de arge Djvle og +skd Brster over, at det vared s lnge inden jeg gjorde en Kapitalsynd, +en utilgivelig Synd, for hvilken Gud i sin Retfrdighed mtte stde mig ned +. . . . Jeg forstrked min Gang, drev det til vrre og vrre Fart, gjorde +pludselig venstre om og kom ophidset og vred ind i en lys, dekoreret Port. +Jeg standsed ikke, gjorde ikke et Sekunds Ophold; men Portens hele +ejendommelige Udstyr trngte jeblikkelig ind i min Bevidsthed, hver +Ubetydelighed ved Drene, Dekorationerne, Brolgningen stod klart for mit +indre Blik, idet jeg sprang opad Trapperne. Jeg ringte heftigt p i anden +Etage. Hvorfor skulde jeg netop standse i anden Etage? Og hvorfor netop +gribe til denne Klokkestrng, der var lngst borte fra Trappen? + +En ung Dame i gr Dragt med sort Pynt kom og lukked op; hun s en liden +Stund forbauset p mig, derp rysted hun p Hovedet og sagde: + +Nej, vi har ikke noget idag. Og hun gjorde Mine til at ville lukke Dren. + +Hvorfor havde jeg ogs dumpet op i det med dette Menneske? Hun tog mig uden +videre for en Tigger, og jeg blev kold og rolig med t. Jeg tog Hatten af +og gjorde et rbdigt Buk, og som om jeg ikke havde hrt hendes Ord, sagde +jeg yderst hfligt: + +Jeg beder Dem undskylde, Frken, at jeg ringte s hrdt, jeg kendte ikke +Klokken. Her skal vre en syg Herre, som har averteret efter en Mand til at +trille sig i en Vogn? + +Hun stod en Stund og smagte p dette lgnagtige Pfund og syntes at blive +tvivlrdig i sine Meninger om min Person. + +Nej, sagde hun tilsidst, nej, her er ingen syg Herre. + +Ikke det? En ldre Herre, to Timers Krsel om Dag, firti re Timen? + +Nej. + +S beder jeg igen om Undskyldning, sagde jeg; det er kanske i frste +Etage. Jeg vilde for Tilfldet blot have anbefalet en Mand, som jeg kender, +og som jeg interesserer mig for. Mit Navn er Wedel-Jarlsberg. Og jeg +bukked igen og trdte tilbage; den unge Dame blev blussende rd, i sin +Forlegenhed kunde hun ikke komme af Pletten, men stod og stirred efter mig, +idet jeg gik ned ad Trapperne. + +Min Ro var vendt tilbage, og mit Hoved var klart. Damens Ord om, at hun +intet havde at give mig idag, havde virket p mig som en kold Styrt. S +vidt var det kommet, at hvemsomhelst kunde pege p mig i sin Tanke og sig +til sig selv: Der gr en Tigger, en af dem, som fr sin Fde langet ud +gennem Entrdrene hos Folk! + +I Mllergaden standsed jeg udenfor en Bevrtning og snused til den friske +Duft af Kd, som stegtes indenfor; jeg havde allerede Hnden p Drvrideren +og vilde g ind uden rinde, men betnkte mig tidsnok og gik bort fra +Stedet. Da jeg kom til Stortorvet og sgte efter en Plads, hvor jeg kunde +hvile en Stund, var alle Bnke optagne, og jeg ledte forgves rundt hele +Kirken efter et stille Sted, hvor jeg kunde sl mig ned. Naturligvis! sagde +jeg mrkt til mig selv, naturligvis, naturligvis! Og jeg tog p at g igen. +Jeg gjorde en Afstikker nedom Vandspringet ved Basarhjrnet og drak en +Slurk Vand, gik pny, drog mig frem Fod for Fod, tog mig Tid til lange +Ophold ved hvert Butiksvindu, standsed og fulgte med jnene hver Vogn, som +fr mig forbi. Jeg flte i mit Hoved en lysende Hede, og det banked noget +underligt i mine Tindinger; Vandet, jeg havde drukket, bekom mig hjst +ilde, og jeg gik og kasted op lidt hist og lidt her i Gaden, for ikke at +blive opdaget. Sledes kom jeg lige op p Krist Kirkegrd. Jeg satte mig +med Albuerne p mine Kn og Hovedet i Hnderne; i denne sammentrukne +Stilling havde jeg det godt og flte ikke lnger den lille Gnaven i +Brystet. + +En Stenhugger l p Maven p en stor Granitplade ved Siden af mig og hugged +Indskrift; han havde bl Briller p og minded mig med n Gang om en Bekendt +af mig, som jeg nsten havde glemt, en Mand, som stod i en Bank, og som jeg +for en Tid tilbage havde truffet p i Oplandske Kaf. + +Kunde jeg bare bide Hovedet af al Skam og henvende mig til ham! sige ham +Sandheden lige ud, at det begyndte at blive temmelig smt for mig nu, noks +vanskeligt at holde mig ilive! Jeg kunde give ham min Barberbog . . . . Dd +og Pine, min Barberbog! Billetter for henimod en Krone! Og jeg tager +nervst efter denne dyre Skat. Da jeg ikke finder den hurtigt nok, springer +jeg op, leder under Angstens Sved, finder den endelig p Bunden af +Brystlommen, sammen med andre Papirer, rene og beskrevne, uden Vrdi. Jeg +tller disse seks Billetter mange Gange, forfra og bagfra; jeg havde ikke +meget Brug for dem, det kunde vre et Lune af mig, et Pfund, at jeg ikke +gad barbere mer. Jeg var hjulpen for en halv Krone, en hvid halv Krone i +Slv fra Kongsberg! Banken stngtes Klokken seks, jeg kunde passe op min +Mand udenfor Oplandske ved syv-otte Tiden. + +Jeg sad og glded mig ved denne Tanke en lang Stund. Tiden gik, det blste +dygtigt i Kastanjerne omkring mig, og Dagen hlded. Var det nu ikke ogs +lidt smt at komme stikkende med seks Barberbilletter til en ung Herre, som +stod i en Bank? Han havde mske to smkfulde Barberbger i Lommen, ganske +anderledes fine og rene Billetter end mine, ingen kunde vide det. Og jeg +flte i alle mine Lommer efter flere Ting, som jeg kunde lade flge med, +men fandt ingen. Nr jeg blot kunde byde ham mit Slips? Jeg kunde godt +undvre det, nr jeg knapped Frakken tt til, hvad jeg alligevel mtte +gre, da jeg ikke havde nogen Vest mer. Jeg lste op mit Slips, en stor +Dksljfe, som skjulte mit halve Bryst, pudsed det omhyggeligt af og pakked +det ind i et hvidt Stykke Skrivepapir, sammen med Barberbogen. S forlod +jeg Kirkegrden og gik ned til Oplandske. + +Klokken var syv p Rdstuen. Jeg bevged mig i Nrheden af Kafen, pusled +op og ned langs Jrnstakittet og holdt skarpt Udkig med alle, som kom og +gik i Dren. Endelig ved otte Tiden s jeg den unge Mand, frisk og elegant, +komme opad Bakken og skr ind mod Kafdren. Mit Hjrte grassered som en +liden Fugl i mit Bryst, da jeg fik je p ham, og jeg bused p uden at +hilse. + +En halv Krone, gamle Ven! sagde jeg og gjorde mig frk; her -- her har +De Valutta, og jeg stak den lille Pakke i hans Hnd. + +Har ikke! sagde han, nej, ved Gud, om jeg har! og han vrngte sin +Pengepung lige for mine jne. Jeg var ude igraftes og blev blank; De skal +tro mig, jeg ejer det ikke. + +Nej, nej, kre, det er vel s! svared jeg og troed ham p hans Ord; der +var jo ingen Grund for ham til at lyve i en s liden Sag; det forekom mig +ogs, at hans bl jne stod nsten fugtige, da han undersgte sine Lommer +og ikke fandt noget. Jeg trak mig tilbage. Undskyld, da! sagde jeg; det +var bare en liden Knibe, jeg stod i. + +Jeg var allerede et Stykke nede i Gaden, da han rbte efter mig om Pakken. + +Behold den, behold den! svared jeg; den er Dem vel undt! Det er bare et +Par Smting, en Bagatel -- omtrent alt, jeg ejer p Jorden. Og jeg blev +rrt over mine egne Ord, de ld s trsteslse i den tusmrke Aften, og jeg +stak i at grde . . . . + +Vinden friskned p, Skyerne jaged rasende fremad p Himlen, og det blev +kligere og kligere efterhvert som det mrkned. Jeg gik og grd hele Gaden +nedover, flte mer og mer Medynk med mig selv og gentog Gang p Gang et Par +Ord, et Udrb, som atter drev Trerne frem, nr de vilde standse: Herregud, +jeg har s ondt! Herregud, jeg har s ondt! + +Der gik en Times Tid, gik s uendelig langsomt og trgt. Jeg holdt mig en +Tidlang i Torvgaden, sad p Trapperne, smutted ind i Portrummene, nr nogen +kom forbi, stod og stirred tankelst ind i de oplyste Butiker, hvor Folk +vimsed om med Varer og Penge; tilsidst fandt jeg mig en lun Plads bag en +Bordstabel mellem Kirken og Basarerne. + +Nej, jeg kunde ikke komme ud i Skogen iaften, det fik g som det vilde, jeg +havde ikke Krfter til det, og Vejen var s endelst lang. Jeg vilde f +Natten til at g, som den bedst kunde, og blive hvor jeg var; blev det for +koldt, kunde jeg spadsere omkring lidt ved Kirken, jeg agted ikke at gre +flere Omstndigheder med det. Og jeg lned mig bagover og halvsov. + +Stjen om kring mig aftog, Butikerne lukkedes, Fodgngernes Skridt ld +sjldnere og sjldnere, og det blev omsider mrkt i alle Vinduer . . . . + +Jeg slog jnene op og blev var en Skikkelse foran mig; de blanke Knapper, +som lyste mig imde, lod mig ane en Konstabel; Mandens Ansigt kunde jeg +ikke se. + +Godaften! sagde han. + +Godaften! svared jeg og blev bange. Jeg rejste mig forlegen op. Han stod +en Stund urrlig. + +Hvor bor De henne? spurgte han. + +Jeg nvnte af gammel Vane og uden at tnke over det min gamle Adresse, det +lille Kvistrum, som jeg havde forladt. + +Han stod igen en Stund. + +Har jeg gjort noget galt? spurgte jeg angst. + +Nej, langtifra! svared han. Men De burde vel g hjem nu, det er koldt at +ligge her. + +Ja, det er sandt, det er lidt kligt, kender jeg. + +Og jeg sagde Godnat og tog instinktsmssig Vejen ud til mit gamle Sted. +Blot jeg fr varsomt frem, kunde jeg nok n op, uden at blive hrt; der var +alt i alt otte Trapper, og blot de to verste knaged i Trinnene. + +Jeg tog Skoene af nede i Porten og gik op. Det var stille overalt; i anden +Etage hrte jeg en Klokkes langsomme Tik Tak og et Barn, som grd lidt; +siden hrte jeg intet. Jeg fandt min Dr, lfted den lidt p Hngslerne og +bned den uden Ngle, som jeg var vant til, gik ind i Vrelset og trak +Dren lydlst igen. + +Alting var som jeg havde forladt det, Gardinerne var slet tilside for +Vinduerne og Sengen stod tom; henne p Bordet skimted jeg et Papir, det var +kanske min Billet til Vrtinden; hun havde alts ikke engang vret heroppe, +siden jeg gik min Vej. Jeg famled med Hnden over den hvide Plet og flte +til min Forundring, at det var et Brev. Et Brev? Jeg tager det med hen til +Vinduet, studerer, s godt det lader sig gre i Mrket, disse drligt +skrevne Bogstaver og finder endelig ud mit eget Navn. Aha! tnkte jeg, Svar +fra Vrtinden, et Forbud mod at betrde Vrelset mer, om jeg skulde ville +ty tilbage! + +Og langsomt, ganske langsomt gr jeg ud af Vrelset igen, brer Skoene i +den ene Hnd, Brevet i den anden og Tppet under Armen. Jeg letter mig op +og bider Tnderne sammen p de knirkende Trin, kommer lykkeligt og vel +nedad alle disse Trapper og str atter nede i Porten. + +Jeg tager igen Skoene p, giver mig god Tid med Remmerne, sidder endog et +jeblik stille, efterat jeg er frdig, stirrer tankelst hen for mig og +holder Brevet i Hnden. + +S rejser jeg mig og gr. + +Et blaffende Skin af en Gaslygte blinker oppe i Gaden, jeg gr lige hen +under Lyset, rejser min Pakke op mod Lygteplen og bner Brevet, altsammen +yderst langsomt. + +Der farer som en Strm af Lys gennem mit Bryst, og jeg hrer, at jeg giver +et lidet Rb, en meningsls Lyd af Glde: Brevet var fra Redaktren, min +Fljeton var antagen, var get lige i Stteriet, med n Gang! Nogle sm +Forandringer . . . . rettet et Par Fejlskrivninger talentfuldt gjort +. . . . trykkes imorgen . . . . ti Kroner. + +Jeg lo og grd, tog tilsprangs og lb henad Gaden, standsed op og slog mig +i Knet, svor hjt og dyrt hen i Vejret ad ingen Ting. Og Tiden gik. + +Hele Natten, lige til den lyse Morgen, jodled jeg om i Gaderne, dum af +Glde, og gentog: Talentfuldt gjort, alts et lidet Mestervrk, en +Genistreg. Og ti Kroner! + +ANDET STYKKE + +Et Par Uger senere befandt jeg mig ude en Aften. + +Jeg havde igen siddet p en af Kirkegrdene og skrevet p en Artikel for et +af Bladene; mens jeg var i Frd hermed, blev Klokken ti, Mrket faldt ind +og Porten skulde lukkes. Jeg var sulten, meget sulten; de ti Kroner vared +desvrre s altfor kort; nu var det to, nsten tre Dgn, siden jeg havde +spist noget, og jeg flte mig noget mat, lidt anstrngt af at fre +Blyanten. Jeg havde en halv Pennekniv og et Ngleknippe i Lommen, men ikke +en re. + +Da Kirkegrdsporten lukkedes, skulde jeg jo have get lige hjem; men af en +instinktsmssig Sky for mit Vrelse, hvor alt var mrkt og tomt, et forladt +Blikkenslagervrksted, som jeg endelig havde fet Lov til at holde til i +slnge, sjangled jeg videre, drev p M og F forbi Rdstuen, helt ned til +Sjen og hen til en Bnk p Jrnbanebryggen hvor jeg satte mig. + +Der faldt mig i jeblikket ikke en trist Tanke ind, jeg glemte min Nd og +flte mig beroliget ved Synet af Havnen, der l fredelig og skn i +Halvmrket. Af gammel Vane vilde jeg glde mig selv med at gennemlse det +Stykke, jeg netop havde skrevet, og som forekom min lidende Hjrne det +bedste, jeg havde gjort. Jeg tog mit Manuskript op af Lommen, holdt det tt +ind til jnene, forat se, og gennemlb den ene Side efter den anden. +Tilsidst blev jeg trt og stak Papirerne i Lommen. Alting var stille; Sjen +l som et blt Perlemor henover, og Smfuglene flj tause forbi mig fra +Sted til Sted. En Politikonstabel patroullerer et Stykke henne, ellers ses +ikke et Menneske, og hele Havnen ligger tyst. + +Jeg tller igen mine Penge: en halv Pennekniv, et Ngleknippe; men ikke en +re. Pludselig griber jeg ned i min Lomme og trkker atter Papirerne op. +Det var en mekanisk Akt, en ubevidst Nervetrkning. Jeg udsger mig et +hvidt, ubeskrevet Blad, og -- Gud ved, hvor jeg fik Iden fra -- jeg laved +et Krmmerhus, lukked det varligt til, s det s ud som fuldt, og kasted +det langt henad Brostenene ; af Vinden frtes det endnu lidt lnger, s +blev det liggende. + +Nu havde Sulten begyndt at angribe mig. Jeg sad og s p dette hvide +Krmmerhus, der ligesom svulmed af blanke Slvpenge, og hidsed mig selv til +at tro, at det virkelig indeholdt noget. Ganske hjt sad jeg og lokked mig +til at gtte Summen -- hvis jeg gtted rigtigt, var den min! Jeg +forestilled mig de sm, nydelige Tiringer i Bunden og de fede, riflede +Kroner ovenp -- et helt Krmmerhus fuldt af Penge! Jeg sad og s p det +med opspilede jne og hled mig selv til at g og stjle det + +S hrer jeg Konstablen hoste -- og hvordan kunde jeg dog falde p at gre +netop det samme? Jeg rejser mig op fra Bnken og hoster, og jeg gentager +det tre Gange, forat han skal hre det. Hvor vilde han ikke kaste sig over +Krmmerhuset, nr han kom! Jeg sad og glded mig over dette Puds, gned mig +henrykt i Hnderne og bandte storslagent hen i Hyt og Vejr. Om han ikke +skulde f en lang Nse, den Hund! Om han ikke vilde synke ned i Helvedes +hedeste Pl og Pine for den Kltringstreg! Jeg var bleven drukken af Sult, +min Hunger havde beruset mig. + +Et Par Minutter efter kommer Konstablen, klappende med sine Jrnhle i +Brostenene, spejdende til alle Sider. Han giver sig god Tid, han har hele +Natten for sig; han ser ikke Krmmerhuset -- ikke frend han er det ganske +nr. Da standser han og betragter det. Det ser s hvidt og vrdifuldt ud +der det ligger, mske en liden Sum, hvad? en liden Sum Slvpenge? . . . . +Og han tager det op. Hm! det er let, det er meget let. Mske en kostelig +Fjr, Hattepynt . . . . Og han bner det varsomt med sine store Hnder og +kiger ind. Jeg lo, lo og banked mig i Knet, lo som en rasende Mand. Og +ikke en Lyd kom mig fra Struben; min Latter var tyst og hektisk, havde en +Grds Inderlighed . . . . + +S klapper det igen i Brostenene, og Konstablen gr et Slag henover +Bryggen. Jeg sad der med Trer i jnene og hikked efter nde, helt fra mig +selv af febersk Lystighed. Jeg begyndte at tale hjt, fortalte mig selv om +Krmmerhuset, eftergjorde den stakkels Konstabels Bevgelser, kiged ind i +min hule Hnd og gentog atter og atter for mig selv: Han hosted, da han +kasted det! Han hosted, da han kasted det! Til disse Ord fjed jeg nye, gav +dem pirrende Tillg, omsatte hele Stningen og spidsed den til: Han hosted +n Gang -- khh! + +Jeg udtmte mig i Variationer af disse Ord, og det led langt hen p +Aftenen, inden min Lystighed hrte op. En dsig Ro overkom mig s, en +behagelig Mathed, som jeg ikke gjorde Modstand mod. Mrket var bleven lidt +tykkere, en liden Bris fured i Sjens Perlemor; Skibene, hvis Master jeg s +mod Himlen, s ud med sine sorte Skrog som lydlse Uhyrer, der rejste +Brster og l og vented p mig. Jeg havde ingen Smrte, min Sult havde +stumpet den af; i dens Sted flte jeg mig behageligt tom, uberrt af alting +omkring mig og glad over at vre uset af alle. Jeg lagde Benene op p +Bnken og lned mig bagover, sledes kunde jeg bedst fle Afsondrethedens +hele Velvre. Der var ikke en Sky i mit Sind, ikke en Fornemmelse af +Ubehag, og jeg havde ikke en Lyst eller Attr uopfyldt, s vide min Tanke +kunde g. Jeg l med bne jne i en Tilstand af Fravrenhed fra mig selv, +jeg flte mig dejligt borte. + +Fremdeles var der ikke en Lyd, som forstyrred mig; det milde Mrke havde +skjult Alverden for mine jne og begravet mig der i idel Ro -- blot +Stilhedens de Lyddulm tier mig monotont i rene. Og de dunkle Uhyrer +derude vilde suge mig til sig, nr Natten kom, og de vilde bringe mig langt +over Hav og gennem fremmede Land, hvor ikke Mennesker bo. Og de vilde +bringe mig til Prinsesse Ylajalis Slot, der en uanet Herlighed venter mig, +strre end nogen Menneskers er. Og hun selv vilde sidde i en strlende Sal, +hvor alt er af Amatyst, i en Trone af gule Roser, og rkke Hnden ud mod +mig, nr jeg stiger ind, hilse og rbe Velkommen, nr jeg nrmer mig og +knler: Velkommen, Ridder, til mig og mit Land! Jeg har ventet dig i tyve +Somre og kaldet dig i alle lyse Ntter, og nr du srged, har jeg grdt +herinde, og nr du sov, har jeg ndet dig dejlige Drmme ind! . . . . Og +den sknne tager min Hnd og flger mig, leder mig frem gennem lange Gange, +hvor store Menneskeskarer rber Hurra, gennem lyse Haver, hvor tre hundrede +unge Piger leger og ler, ind i en anden Sal, hvor alt er af lysende +Smaragd. Solen skinner herinde, i Gallerier og Gange gr hendragende Kor af +Musik, Strmme af Duft slr mig imde. Jeg holder hendes Hnd i min, og jeg +fler i mit Blod Forhekselsens vilde Dejlighed fare; jeg lgger min Arm om +hende, og hun hvisker: Ikke her, kom lnger endnu! Og vi stiger ind i den +rde Sal, hvor alt er Rubin, en frdende Herlighed, hvori jeg synker om. Da +fler jeg hendes Arme om mig, hun nder henover mit Ansigt, hvisker: +Velkommen, Elskede! Kys mig! Mer . . . . mer . . . . + +Jeg ser fra min Bnk Stjrner for mine jne, og min Tanke stryger ind i en +Orkan af Lys . . . . + +Jeg var falden i Svn, der jeg l, og blev vkket af Konstablen. Der sad +jeg, ubarmhjrtigen kaldt tilbage til Livet og Elendigheden. Min frste +Flelse var en stupid Forbauselse over at finde mig selv ude under ben +Himmel, men snart aflstes denne af et bittert Mismod; jeg var lige ved at +grde af Sorg over endnu at vre ilive. Det havde regnet, mens jeg sov, +mine Kider var ganske gennemvde, og jeg flte en r Kulde i mine Lemmer. +Mrket var bleven end tttere, det var med Nd jeg kunde skimte Konstablens +Ansigtstrk foran mig. + +Sh, sagde han, st nu op! + +Jeg rejste mig straks; om han havde befalet mig at lgge mig ned igen, +havde jeg ogs adlydt. Jeg var meget nedstemt og ganske uden Kraft, dertil +kom, at jeg nsten jeblikkelig begyndte at fle Sulten igen. + +Vent lidt! rbte Konstablen efter mig, Di gr jo fra Demses Hat, Tosken! +Sh, g nu! + +Jeg syntes nok ogs, der var noget, jeg ligesom -- ligesom havde glemt, +stammed jeg fravrende. Tak. Godnat. + +Og jeg sjangled afsted. + +Den, som nu havde sig lidt Brd at tage til! Et sdant dejligt lidet +Rugbrd, som man kunde bide over, mens man gik i Gaderne! Og jeg gik og +tnkte mig netop den srlige Sort Rugbrd, som det skulde vre s usigeligt +godt at f gnave. Jeg sulted bitterlig, nsked mig dd og borte, blev +sentimental og grd. Det blev aldrig Ende p min Elendighed! S med en Gang +standsed jeg op p Gaden, stamped i Brostenene og bandte hojt. Hvad var +det, han havde kaldt mig? Tosken? Jeg skal vise den Konstabel, hvad det vil +sige at kalde mig Tosken! Dermed vendte jeg om og lb tilbage. Jeg flte +mig blussende hed af Vrede. Nede i Gaden snubled jeg og faldt, men jeg +ndsed det ikke, sprang op igen og lb. Nede ved Jrnbanetorvet var jeg +imidlertid ble ven s trt, at jeg flte mig ikke istand til at fortstte +helt ned til Bryggen; min Vrede havde desuden taget af under Lbet. Endelig +standsed jeg og trak Vejret. Kunde det ikke ogs vre ganske ligegyldigt, +hvad en sdan Konstabel havde sagt? -- Ja, men jeg tlte ikke alt! -- +Rigtignok! afbrd jeg mig selv; men han vidste ikke bedre! -- Og denne +Undskyldning fandt jeg tilfredsstillende; jeg gentog to Gange for mig selv: +Han vidste ikke bedre! Dermed vendte jeg atter om. + +Gud, hvad du kan finde p! tnkte jeg harmfuldt; lbe om som en gal i slige +dyvde Gader mrke Natten! Sulten gnaved mig ulideligen og lod mig ikke i +Ro. Atter og atter svlged jeg Spyt, for p den Mde at mtte mig lidt, og +jeg syntes, det hjalp. Det havde vret for smt med Mad for mig i +mangfoldige Uger, fr dette kom p, og Krfterne havde taget betydeligt af +i det sidste. Nr jeg havde vret heldig at fet en Femkrone opdrevet ved +en eller anden Manvre, vilde ikke grne disse Penge vare s lnge, at jeg +blev helt restitueret, fr en ny Sultetid brd ind over mig og slog mig i +Kn. Det havde faret vrst med min Ryg og mine Skuldre; den Smule Gnaven i +Brystet kunde jeg ogs standse et jeblik, nr jeg hosted rigtig hrdt, +eller nr jeg gik dygtigt foroverbjet; men Ryggen og Skuldrene havde jeg +ingen Rd for. Hvordan kunde det dog vre, at det slet ikke vilde lysne for +mig? Var jeg mske ikke lige s berettiget til at leve som hvemsomhelst +anden, som Antikvarboghandler Pascha og Dampskibsekspeditr Hennechen? Om +jeg kanske ikke havde Skuldre som en Rise og to svre Arme at arbejde med, +og om jeg mske ikke havde sgt endog en Vedhuggerplads i Mllergaden, +forat tjene mit daglige Brd? Var jeg lad? Havde jeg ikke sgt Pladse og +hrt Forelsninger og skrevet Avisartikler og lst og arbejdet Nat og Dag, +som en gal Mand? Og havde jeg ikke levet som en Gnier, spist Brd og Melk, +nr jeg havde meget, Brd, nr jeg havde lidet, og sultet, nr jeg +ingenting havde? Boed jeg p Hotel, havde jeg en Suite Vrelser i frste +Etage? P et Udloft boed jeg, i et Blikkenslagervrksted, som Gud og +Hvermand havde rmt ud af sidste Vinter, fordi det sneed derind. S jeg +kunde aldeles ikke begribe mig p det hele! + +Alt dette gik jeg og tnkte p, og der var ikke s meget som en Gnist af +Ondskab eller Misundelighed eller Bitterhed i min Tanke. + +Ved en Farvehandel standsed jeg og s indad Vinduet; jeg forsgte at lse +Vignetterne p et Par hermetiske Dser, men det var altfor mrkt. rgerlig +p mig selv for dette ny Pfund, og heftig, nsten vred over ikke at kunne +finde ud, hvad disse Dser indeholdt, banked jeg n Gang i Vinduet og gik +videre. Oppe i Gaden s jeg en Politibetjent, jeg forstrked min Gang, gik +tt hen til ham og sagde, uden ringeste Foranledning: + +Klokken er ti. + +Nej, den er to, svared han forundret. + +Nej, den er ti, sagde jeg, Klokken er ti. Og stnnende af Vrede trdte +jeg endnu et Par Skridt frem, knytted min Hnd og sagde: Hr, ved De hvad +-- Klokken er ti! + +Han stod og overvejed en liden Stund, anskued min Person, stirred +forblffet p mig. Endelig sagde han ganske stille: + +I hvert Fald er det jo p Tiden, at Dere gr hjem. Vil Di, atte jej ska' +flle Dere? + +Ved denne Venlighed blev jeg afvbnet; jeg flte, at jeg fik Trer i +jnene, og jeg skyndte mig at svare: + +Nej, Tak! -- Jeg har bare vret lidt forsent ude . . . . p en Kaf +. . . . Jeg takker Dem s meget. + +Han lagde Hnden p Hjlmen, da jeg gik. Hans Venlighed havde ganske +overvldet mig, og jeg grd, fordi jeg ikke ejed fem Kroner at give ham. +Jeg standsed og s efter ham, idet han langsomt vandred sin Vej, slog mig +for Panden og grd heftigere, efterhvert som han fjrned sig. Jeg skldte +mig ud for min Fattigdom, kaldte mig ved genavne, opfandt desperate +Benvnelser, kostelige r Fund af Skldsord, som jeg overdynged mig selv +med. Dette fortsatte jeg med, indtil jeg var nsten helt hjemme. Da jeg kom +til Porten opdaged jeg, at jeg havde tabt mine Ngler. + +Ja, naturligvis! sagde jeg bittert til mig selv, hvorfor skulde jeg ikke +tabe mine Ngler? Her bor jeg i en Grd, hvor der er en Stald nedenunder og +et Blikkenslagervrksted ovenp; Porten er stngt om Natten, og ingen, +ingen kan lukke den op -- hvorfor skulde jeg s ikke tabe mine Ngler? Jeg +er vd som en Hund, lidt sulten, ganske bitte lidt sulten, og lidt +latterligt trt i Knerne -- hvorfor skulde jeg s ikke tabe dem? Hvorfor +kunde ikke egentlig hele Huset vre flyttet ud i Aker, nr jeg kom og +skulde ind? . . . . Og jeg lo ved mig selv, forhrdet af Sult og +Forkommenhed. + +Jeg hrte Hestene stampe inde i Stalden, og jeg kunde se mit Vindu ovenp; +men Porten kunde jeg ikke bne, og jeg kunde ikke slippe ind. Trt og +bitter i Sind bestemte jeg mig derfor til at g tilbage til Bryggen og lede +efter mine Ngler. + +Det var igen begyndt at regne, og jeg flte allerede Vandet trkke igennem +p mine Skuldre. Ved Rdstuen fik jeg med en Gang en lys Id: jeg vilde +anmode Politiet om at bne Porten. Jeg henvendte mig straks til en +Konstabel og bad ham indstndigt om at flge med og lukke mig ind, hvis han +kunde. + +Hja, hvis han kunde, ja! Men han kunde ikke, han havde ingen Ngle. +Politiets Ngler var ikke her, de var i Detektivafdelingen. + +Hvad skulde jeg da gre.? + +Hja, jeg fik g til et Hotel og lgge mig. + +Men jeg kunde virkelig ikke g til et Hotel og lgge mig; jeg havde ingen +Penge. Jeg havde vret ude . . . . p en Kaf . . . . han forstod jo nok +. . . . + +Vi stod der en liden Stund p Rdstuens Trappe. Han overvejed og betnkte +sig og anskued min Person. Regnen strmmed ned udenfor os. + +S fr Di g ind til Vagthavende og mlle Dere som husvild, sagde han. + +Som husvild? Det havde jeg ikke tnkt p. Ja, Dd og Plage, det var en god +Id! Og jeg takked Konstablen p Stedet for dette fortrinlige Pfund. Om +jeg bare simpelthen kunde g ind og sige, at jeg var husvild? + +Simpelthen! . . . . + +Navn? spurgte Vagthavende. + +Tangen -- Andreas Tangen. + +Jeg ved ikke, hvorfor jeg lj. Min Tanke flagred oplst om og gav mig flere +Indfald, end jeg sktted om; jeg hitted dette fjrntliggende Navn i +jeblikket og slynged det ud, uden nogen Beregning. Jeg lj uden +Ndvendighed. + +Bestilling? + +Dette var at stte mig Stolen for Dren. Hm. Bestilling! Hvad _var_ min +Bestilling? Jeg tnkte frst at gre mig til Blikkenslager, men voved det +ikke; jeg havde givet mig et Navn, som ikke enhver Blikkenslager har, +desuden bar jeg Briller p Nsen. Da faldt det mig i Sinde at vre +dumdristig, jeg trdte et Skridt frem og sagde fast og hjtideligt: + +Journalist. + +Vagthavende gjorde et Ryk p sig, fr han skrev, og stor som en husvild +Statsrd stod jeg foran Skranken. Det vakte ingen Mistanke; Vagthavende +kunde nok s godt forst, at jeg nled med mit Svar. Hvad ligned det, en +Journalist p Rdstuen, uden Tag over Hovedet! + +Ved hvilket Blad -- Hr. Tangen? + +Ved Morgenbladet, sagde jeg. Desvrre har jeg vret lidt forsent ude +iaften . . . + +Ja, det taler vi ikke om! afbrd han, og han lagde til med et Smil: Nr +Ungdommen er ude . . . . vi forstr . . . . Henvendt til en Konstabel +sagde han, idet han rejste sig og bukked hfligt for mig: Vis den Herre op +i den reserverede Afdeling. Godnat! + +Jeg flte mig kold nedad Ryggen over min egen Dristighed, og jeg knytted +Hnderne, der jeg gik, for at stive mig op. Havde jeg endda ikke blandet +Morgenbladet ind! Jeg vidste, at Friele kunde skre Tnder, og da Nglen +gnissed i Lsen, mindedes jeg ved Lyden derom. + +Gassen brnder i ti Minutter, sagde Konstablen endnu i Dren. + +Og s slukkes den? + +S slukkes den. + +Jeg satte mig p Sengen og horte, hvor Nglen blev vreden om. Den lyse +Celle s venlig ud; jeg flte mig godt og vel i Hus og lytted med Velbehag +til Regnen udenfor. Jeg skulde ikke nske mig noget bedre end en sdan +koselig Celle! Min Tilfredshed steg; siddende p Sengen med Hatten i Hnden +og med jnene heftet p Gasflammen henne i Vggen, gav jeg mig til at +eftertnke Momenterne i min frste Befatning med Politiet. Dette var den +frste, og hvor havde jeg ikke narret det! Journalist Tangen, hvadbehager? +Og s Morgenbladet! Hvor havde jeg ikke rammet Manden lige i Hjrtet med +Morgenbladet! Det taler vi ikke om, hvad? Siddet i Stiftsgrden i Galla +til Klokken to, glemt Portnglen og en Lommebog p nogle tusind Kroner +hjemme! Vis den Herre op i den reserverede Afdeling . . . . + +S slukner pludseligt Gassen, s forunderlig pludseligt, uden at tage af, +uden at svinde ind; jeg sidder i dybt Mrke, jeg kan ikke se min Hnd, ikke +de hvide Vgge omkring mig, intet. Der var ikke noget andet at gre end at +g tilsengs. Og jeg kldte mig af. + +Men jeg var ikke svntrt og kunde ikke sove. Jeg blev liggende en Tid at +se ind i Mrket, dette tykke Massemrke, som ingen Bund havde, og som jeg +ikke kunde begribe. Min Tanke kunde ikke fatte det. Det var mig uden al +Mde mrkt, og jeg flte dets Nrvr trykke mig. Jeg lukked jnene, gav mig +til at synge halvhjt og kasted mig frem og tilbage p Briksen, forat +adsprede mig; men uden Nytte. Mrket havde besat min Tanke og lod mig ikke +et jeblik i Fred. Hvad om jeg selv var bleven oplst til Mrke, gjort til +t med det? Jeg rejser mig op i Sengen og slr ud med Armene. + +Min nervse Tilstand havde ganske taget Overhnd, og det hjalp ikke, +hvormeget jeg forsgte at modarbejde den. Der sad jeg, et Bytte for de +sreste Fantasier, tyssende p mig selv, nynnende Vuggesange, svedende af +Anstrngelse for at bringe mig i Ro. Jeg stirred ud i Mrket, og jeg havde +aldrig i mine Levedage set et sdant Mrke. Der var ingen Tvivl om, at jeg +her befandt mig foran en egen Sort af Mrke, et desperat Element, som ingen +tidligere havde vret opmrksom p. De latterligste Tanker sysselsatte mig, +og hver Ting gjorde mig bange. Det lille Hul i Vggen ved min Seng +beskftiger mig meget, et Spigerhul, jeg finder, et Mrke i Muren. Jeg +fler p det, blser i det og sger at gtte mig dets Dybde. Det var ikke +noget uskyldigt Hul, slet ikke; det var et rigtig intrikat og +hemmelighedsfuldt Hul, som jeg mtte vogte mig for. Og besat af Tanken p +dette Hul, helt fra mig selv af Nysgrrighed og Frygt, mtte jeg tilsidst +st op af Sengen og finde fat p min halve Pennekniv, forat mle dets Dybde +og forvisse mig om, at det ikke frte helt ind til Sidecellen. + +Jeg lagde mig tilbage, forat forsge at falde i Svn, men i Virkeligheden +for atter at kmpe med Mrket. Regnen havde ophrt udenfor, og jeg hrte +ikke en Lyd. En Tidlang vedblev jeg at lytte efter Fodtrin p Gaden, og jeg +gav mig ikke Fred, frend jeg havde hrt en Fodgnger g forbi, efter Lyden +at dmme en Konstabel. Pludselig knipser jeg i Fingrene flere Gange og ler. +Det var da som bare Fan! Ha! -- Jeg indbildte mig at have fundet et nyt +Ord. Jeg rejser mig op i Sengen og siger: Det findes ikke i Sproget, jeg +har opfundet det, _Kubo_. Det har Bogstaver som et Ord, ved sdeste Gud, +Mand, du har opfundet et Ord . . . . _Kubo_ . . . . af stor grammatikalsk +Betydning . . . . + +Jeg sidder med bne jne, forbauset over mit Fund, og ler af Glde. S +begynder jeg at hviske; man kunde belure mig, og jeg agted at holde min +Opfindelse hemmelig. Jeg var kommet ind i Sultens glade Vanvid; jeg var tom +og smrtefri, og min Tanke var uden Tjler. Jeg overlgger i Stilhed med +mig selv. Med de mest forunderlige Spring i min Tankegang sger jeg at +udgranske Betydningen af mit ny Ord. Det behved ikke at betyde hverken Gud +eller Tivoli, og hvem havde sagt, at det skulde betyde Dyrskue? Jeg knytter +Hnden heftigt og gentager en Gang til: Hvem har sagt, at det skal betyde +Dyrskue? Nr jeg betnkte mig ret, var det ikke engang absolut ndvendigt, +at det betd Hngels eller Solopgang. Et sdant Ord, som dette, var det +ikke vanskeligt at finde Mening til. Jeg vilde vente og se Tiden an. +Imidlertid kunde jeg sove p det. + +Jeg ligger der p Briksen og smler, men siger ingenting, udtaler mig ikke +hverken fra eller til. Der gr nogle Minutter, og jeg blir nervs, det ny +Ord plager mig uden Ophr, vender altid tilbage, bemgtiger sig tilsidst al +min Tanke og gr mig alvorlig. Jeg havde opgjort mig en Mening om, hvad det +ikke skulde betyde, men ikke fattet nogen Bestemmelse om, hvad det skulde +betyde. Det er et Bisprgsml! sagde jeg hjt til mig selv, og jeg griber +mig i Armen og gentager, at det var et Bisprgsml. Ordet var Gudskelov +fundet, og det var Hovedsagen. Men Tanken plager mig endelst og hindrer +mig fra at falde i Svn; intet var mig godt nok for dette ualmindeligt +sjldne Ord. Endelig rejser jeg mig atter op i Sengen, griber mig med begge +Hnder om Hovedet og siger: Nej, det er jo det, som netop er umuligt, at +lade det betyde Emigration eller Tobaksfabrik! Havde det kunnet betyde +noget sdant som dette, vilde jeg for lnge siden have bestemt mig herfor +og taget Flgerne. Nej, egentlig var Ordet egnet til at betyde noget +_sjleligt_, en Flelse, en Tilstand -- om jeg ikke kunde forst det? Og +jeg husker mig om, forat finde noget sjleligt. Da forekommer det mig, at +nogen taler, blander sig ind i min Passiar, og jeg svarer vredt: +Hvadbehager? Nej, din idiotiske Mage findes ikke! Strikkegarn? , rejs til +Helvede! Nu mtte jeg rigtig le! Om jeg mtte sprge: Hvorfor skulde jeg +vre forpligtet til at lade det betyde Strikkegarn, nr jeg specielt havde +imod, at det betd Strikkegarn? Jeg havde selv opfundet Ordet, og jeg var i +min gode Ret til at lade det betyde hvadsomhelst for den Skyld. Svidt jeg +vidste, havde jeg ikke endnu udtalt mig . . . . + +Men mer og mer kom min Hjrne i Vildrede. Tilsidst sprang jeg ud af Sengen, +forat finde Vandledningen. Jeg var ikke trst, men mit Hoved stod i Feber, +og jeg flte en instinktsmssig Trang til Vand. Da jeg havde drukket, gik +jeg igen tilsengs og bestemte mig til med Vold og Magt at ville sove. Jeg +lukked jnene og tvang mig til at vre rolig. S l jeg i flere Minutter, +uden at gre en Bevgelse, jeg blev sved, og jeg flte Blodet stde heftigt +gennem rene. Nej, det var dog altfor kosteligt, at han kunde lede efter +Penge i det Krmmerhus! Han hosted ogs blot n Gang. Mon han gr dernede +endnu? Sidder p min Bnk? . . . . Det bl Perlemor . . . . Skibene . . . . + +Jeg bned jnene. Hvor kunde jeg ogs holde dem lukket, nr jeg ikke kunde +sove? Og det samme Mrke ruged omkring mig, samme uudgrundelige sorte +Evighed, som min Tanke stejled imod og ikke kunde fatte. Hvad kunde jeg dog +ligne det med? Jeg gjorde de mest fortvivlede Anstrngelser, forat finde et +Ord, der var sort nok til at betegne mig dette Mrke, et Ord s grusomt +sort, at det kunde svrte min Mund, nr jeg nvnte det. Herregud, hvor det +var mrkt! Og jeg bringes igen til at tnke p Havnen, p Skibene, de sorte +Uhyrer, der l og vented p mig. De vilde suge mig til sig og holde mig +fast og sejle med mig over Land og Hav, gennem mrke Riger, som ingen +Mennesker har set. Jeg fler mig ombord, trukket tilvands, svvende i +Skyerne, dalende, dalende . . . . Jeg giver et hst Skrig af Angst og +hugger mig fast i Sengen; jeg havde gjort sdan farlig Rejse, suset ned +gennem Luften som en Byldt. Hvor flte jeg mig ikke frelst, da jeg slog +Hnden mod den hrde Briks! Sledes er det at d, sagde jeg til mig selv, +nu skal du d! Og jeg l en liden Stund og tnkte over dette, at nu skulde +jeg d. Da rejser jeg mig op i Sengen og sprger strngt: Hvem sagde, at +jeg skulde d? Har jeg selv fundet Ordet, s er jeg i min gode Ret til selv +at bestemme, hvad det skal betyde . . . . Jeg hrte selv, at jeg +fantasered, hrte det endnu mens jeg talte. Min Galskab var et Delirium af +Svaghed og Udmattelse, men jeg var ikke sandsesls. Og den Tanke fr mig +med t gennem Hjrnen, at jeg var bleven vanvittig. Greben af Rdsel farer +jeg ud af Sengen. Jeg raver hen til Dren, som jeg prver at bne, kaster +mig et Par Gange mod den, forat sprnge den, stder mit Hoved mod Vggen, +jamrer hjt, bider mig i Fingrene, grder og bander . . . . + +Alting var roligt; kun min egen Stemme kastedes tilbage fra Murene. Jeg var +falden om p Gulvet, ude af Stand til lnger at tumle om i Cellen. Da +skimter jeg hjt oppe, midt for mine jne, en grlig Kvadrat i Vggen, en +Tone af hvidt, en Anelse -- det var Dagslyset. Jeg flte, at det var +Dagslyset, flte det med hver Pore i mit Legeme. , hvor nded jeg ikke +dejligt ud! Jeg kasted mig flad p Gulvet og grd af Glde over dette +velsignede Skimt af Lys, hulked af Taknemmelighed, kyssed mod Vinduet og +bar mig ad som en gal. Og jeg var mig ogs i dette jeblik bevidst, hvad +jeg gjorde. Alt Mismod var med engang borte, al Fortvivlelse og Smrte +ophrt, og jeg havde i denne Stund ikke et nske uopfyldt, s vide min +Tanke kunde g. Jeg satte mig overende p Gulvet, folded Hnderne og vented +tlmodig p Dagens Frembrud. + +Hvilken Nat havde ikke dette vret! At man dog ikke har hrt nogen Larm, +tnkte jeg forundret. Men jeg var jo ogs i den reserverede Afdeling, hjt +over alle Fanger. En husvild Statsrd, om jeg s mtte sige. Stadigt i den +bedste Stemning, med jnene vendt mod den lysere og lysere Rude i Muren, +mored jeg mig selv med at agere Statsrd, kaldte mig von Tangen og lagde +min Tale i Departementsstil. Mine Fantasier havde ikke hrt op, kun var jeg +langt mindre nervs. Om jeg ikke havde beget den beklagelige Tankelshed +at lgge min Lommebog hjemme! Om jeg ikke mtte have den re at bringe Hr. +Statsrden tilsengs? Og i yderste Alvor, med mange Ceremonier gik jeg hen +til Briksen og lagde mig. + +Det var nu bleven s lyst, at jeg kunde nogenlunde skimte Cellens Omrids, +og lidt efter kunde jeg se det svre Hndtag i Dren. Dette adspreded mig; +det ensformige Mrke, s irriterende tykt, at det hindred mig fra at se mig +selv, var brudt; mit Blod blev roligere, og snart flte jeg mine jne +lukkes. + + * * * + +Jeg vkkedes af et Par Slag i min Dr. I al Hast sprang jeg op og kldte +mig skyndsomt p; mine Klder var endnu gennemvde fra igraftes. + +Di vil mlle Dere nede hos Jourhavende, sagde Konstablen. + +Var der alts igen Formaliteter at gennemg! tnkte jeg bange. + +Jeg kom ind i et stort Rum nedenunder, hvor tredive eller firti Mennesker +sad, alle husvilde. Og en for en blev de rbt op af Protokollen, en for en +fik de en Billet til Mad. Jourhavende sagde stadig vk til Konstablen ved +sin Side: + +Fik han en Billet? Ja, glem ikke at give dem Billetter. De ser ud til at +trnge et Mltid. + +Og jeg stod og s p disse Billetter og nsked mig en. + +Andreas Tangen, Journalist! + +Jeg trdte frem og bukked. + +Kre, hvordan kan _De_ vre kommen her? + +Jeg forklared den hele Sammenhng, gav den samme Historie som igraftes, +lj med bne jne og uden at blinke, lj med Oprigtighed: Vret lidt +forsent ude, desvrre . . . . p en Kaf . . . . mistet Portnglen . . . . + +Ja, sagde han og smilte, sledes er det! Har de sovet godt da? + +Som en Statsrd! svaredjeg. Som en Statsrd! + +Det glder mig! sagde han og rejste sig. Godmorgen! + +Og jeg gik. + +En Billet, en Billet ogs til mig! Jeg har ikke spist p over tre lange +Dage og Ntter. Et Brd! Men der var ingen, som bd mig en Billet, og jeg +turde ikke begre en. Det vilde jeblikkelig vakt Mistanke. Man vilde +begynde at grave i mine private Forhold og finde ud, hvem jeg virkelig var; +man vilde arrestere mig for falske Foregivender. -- Med lftet Hoved, med +millionr Holdning og Hnderne heftet i mit Frakkefald skrider jeg ud af +Rdstuen. + +Solen skinned allerede varmt, Klokken var ti, og Trafiken p Youngstorvet +var i fuld Bevgelse. Hvor skulde jeg tage Vejen? Jeg klapper p Lommen og +fler efter mit Manuskript; nr Klokken blev elleve, vilde jeg forsge at +trffe Redaktren. Jeg str en Stund p Ballustraden og iagttager Livet +nedenunder mig; imens var det begyndt at dampe af mine Klder. Hungeren +indfandt sig igen, gnaved mig i Brystet, rykked, gav mig sm fine Stik, som +smrted mig. Havde jeg virkelig ikke en Ven, en Bekendt, jeg kunde henvende +mig til? Jeg leder i min Hukommelse, forat finde en Mand p ti re, og +finder ham ikke. Det var dog en dejlig Dag; der var megen Sol og meget Lys +omkring mig; Himlen strmmed som et fint Hav henover Lierfjldene . . . . + +Jeg var uden at vide det p Vejen hjem. + +Jeg sulted svare, og jeg fandt mig p Gaden en Trspn at tygge p. Det +hjalp. At jeg dog ikke havde tnkt p det fr! + +Porten var ben, Staldkarlen hilste som sdvanligt Godmorgen. + +Fint Vejr! sagde han. + +Ja svared jeg. Det var alt, jeg fandt at sige. Kunde jeg bede ham om at +lne mig en Krone? Han gjorde det vist s grne, hvis han kunde. Jeg havde +desuden engang skrevet et Brev for ham. + +Han stod og smagte p noget, han vilde sige. + +Fint Vejr, ja. Hm. Jeg skulde betale Vrtinden min idag, Di kunde vel ikke +vre s snil at lne mig fem Kroner, vel? Bare p no 'en Da'er. Di har +gjort mig en Tjeneste fr, Di. + +Nej, det kan jeg virkelig ikke, Jens Olaj, svared jeg. Ikke nu. Mske +senerehen, mske i Eftermiddag. Og jeg sjangled opad Trappen til mit +Vrelse. + +Her kasted jeg mig p min Seng og lo. Hvor svineheldigt var det ikke, at +han var kommet mig i Forkbet! Min re var reddet. Fem Kroner -- Gud bevare +dig, Mand! Du kunde lige s grne spurgt mig om fem Aktier i Dampkkkenet +eller en Herregrd ude i Aker. + +Og Tanken p disse fem Kroner fik mig til at le hjere og hjere. Var jeg +dog ikke en Pokkers Karl, hvad? Fem Kroner! Jo, her var rette Manden! Min +Lystighed steg, og jeg gav mig hen i den: Fy, Fan, for Madlugt her er! +Rigtig fersk Karbonadelugt, siden Middagen, fyh! Og jeg stder Vinduet op, +forat lufte ud den afskyelige Lugt. Opvarter, en halv Bif! Henvendt til +Bordet, dette skrbelige Bord, som jeg mtte sttte med Knerne, nr jeg +skrev, bukked jeg dybt og spurgte: Tr jeg sprge, vil De drikke et Glas +Vin? Ikke? Jeg er Tangen, Statsrd Tangen. Desvrre har jeg vret lidt +forsent ude . . . . Portnglen . . . . + +Og uden Tjler lb min Tanke igen ud p vildsomme Veje. Jeg var mig stadigt +bevidst, at jeg talte usammenhngende, og jeg sagde ikke et Ord, uden at +jeg hrte og forstod det. Jeg sagde til mig selv: Nu taler du +usammenhngende igen! Og jeg kunde dog ikke hjlpe for det. Det var som at +ligge vgen og tale i Svne. Mit Hoved var let, uden Smrte og uden et +Tryk, og mit Sind var uden Skyer. Jeg sejled afsted, og jeg gjorde ingen +Modstand. + +Kom ind! Jo, kom bare ind! Som de ser, alt af Rubin. Ylajali, Ylajali! Den +rde, skummende Silkedivan! Hvor heftigt hun nder! Kys mig, Elskede! mer! +mer! Dine Arme er som hvidt Rav, din Mund blusser . . . . Opvarter, jeg bad +om en Bif . . . . + +Solen skinned indad mit Vindu, nedenunder hrte jeg Hestene tygge Havre. +Jeg sad og gumled p min Trspn, oprmt, glad i Sind som et Barn. Stadig +vk havde jeg flt efter Manuskriptet; jeg havde det ikke n Gang i Tanken, +men Instinktet sagde mig, at det var til, mit Blod minded mig om det. Og +jeg trak det frem. + +Det var bleven vdt, og jeg bredte det ud og lagde det hen i Sollyset. +Derp gav jeg mig til at vandre frem og tilbage i mit Vrelse. Hvor alt s +nedslende ud! Omkring p Gulvet sm nedtrampede Levninger af Blikplader; +men ikke en Stol at sidde p, ikke engang en Spiger i de ngne Vgge. Alt +var bragt til Onkels Klder og fortret. Et Par Ark Papir p Bordet, +belagt med tykt Stv, var al min Ejendom; det gamle, grnne Tppe p Sengen +havde Hans Pauli lnt mig for nogle Mneder siden . . . . Hans Pauli! Jeg +knipser i Fingrene. Hans Pauli Pettersen skal hjlpe mig! Og jeg husker mig +om efter hans Adresse. Hvor kunde jeg dog glemme Hans Pauli! Han vilde +sikkert blive meget vred, fordi jeg ikke havde henvendt mig til ham straks. +Hurtigt tager jeg min Hat p, samler Manuskriptet op, stikker det i Lommen +og haster nedad Trappen. + +Hr, Jens Olaj, rbte jeg ind i Stalden, jeg tror ganske sikkert, jeg +kan hjlpe dig i Eftermiddag! + +Kommen til Rdstuen ser jeg, at Klokken er over elleve, og jeg bestemmer +mig til at g indom Redaktionen med det samme. Udenfor Kontordren standsed +jeg, forat undersge om mine Papirer l efter Pagina; jeg glatted dem +omhyggeligt ud, stak dem igjen i Lommen og banked p. Mit Hjrte klapped +hrligt, da jeg trdte ind. + +Saksen er som sdvanlig tilstede. Jeg sprger frygtsomt efter Redaktren. +Intet Svar. Manden sidder og borer efter Smnyt i Provinsaviserne. + +Jeg gentager mit Sprgsml og stiger lnger frem. + +Redaktren var ikke kommet, sagde endelig Saksen, uden at se op. + +Om hvornr han kom? + +Kunde ikke sige det, kunde aldeles ikke sige det, Di. + +Hvorlnge var Kontoret bent? + +Herp fik jeg intet Svar, og jeg mtte g. Saksen havde ikke kastet et Blik +p mig under det hele; han havde hrt min Stemme og genkendt mig p den. S +ilde set er du her, tnkte jeg, man gider ikke engang svare dig. Mon det er +Ordre fra Redaktren? Jeg havde rigtignok ogs, lige siden min bermte +Fljeton til ti Kroner blev antagen, oversvmmet ham med Arbejder, rndt p +hans Dre nsten hver Dag med ubrugbare Ting, som han havde mttet lse +igennem og give mig tilbage. Han vilde kanske have en Ende p det, tage +sine Forholdsregler . . . . Jeg begav mig p Vejen ud i Homandsbyen. + +Hans Pauli Pettersen var en Bondestudent p Kvisten i en fem Etages Grd, +alts var Hans Pauli Pettersen en fattig Mand. Men havde han en Krone, s +vilde han ikke spare den. Jeg vilde f den lige s sikkert, som jeg havde +den i Hnden. Og jeg gik og glded mig til denne Krone den hele Vej og +flte mig vis p at f den. Da jeg kom til Gadedren, var den stngt, og +jeg mtte ringe p. + +Jeg nsker at tale med Student Pettersen, sagde jeg og vilde ind; jeg +ved hans Vrelse. + +Student Pettersen? gentager Pigen. Om det var ham, som boed p Kvisten? +Han var flyttet. Ja, hun vidste ikke hvorhen; men han havde bedt om at f +sine Breve sendt ned til Hermansen i Toldbodgaden, og Pigen nvnte Numret. + +Jeg gr fuld af Tro og Hb helt ned i Toldbodgaden, forat sprge om Hans +Paulis Adresse. Dette var min sidste Udvej, og jeg mtte udnytte den. +Undervejs kom jeg forbi et nys opfrt Hus, hvor et Par Snedkere stod og +hvled udenfor. Jeg tog i Dyngen et Par blanke Spner, stak den ene i +Munden og gmte den anden i Lommen til senere. Og jeg fortsatte min Vej. +Jeg stnned af Hunger. Ved en Bagerbutik havde jeg set et forunderlig stort +ti res Brd i Vinduet, det strste Brd, som kunde fes for den Pris +. . . . + +Jeg kommer, forat f vide Student Pettersens Adresse. + +Bernt Ankers Gade Numer 10. Kvisten. -- Om jeg skulde derud? N, s vilde +jeg mske vre s snil at medtage et Par Breve, som var kommet? + +Jeg gr atter op i Byen, den samme Vej, jeg var kommet, passerer igen +Snedkerne, som nu sad med sine Blikspand mellem Knerne og spiste sin gode, +varme Dampkkkenmiddag, kommer forbi Bagerbutiken, hvor Brdet endnu ligger +p sin Plads, og nr endelig Bernt Ankers Gade, halvdd af Udmattelse. +Dren var ben, og jeg begiver mig opad de mange tunge Trapper til Kvisten. +Jeg tager Brevene op fra Lommen, for med t Slag at stte Hans Pauli i +Humr, nr jeg kom ind. Han vilde vist ikke ngte mig denne Hndsrkning, +nr jeg forklared ham Omstndighederne, aldeles ikke. Hans Pauli havde s +stort Hjrte, det havde jeg al tid sagt om ham . . . . + +P Dren fandt jeg hans Kort: H. P. Pettersen, stud. theol. -- rejst +hjem. + +Jeg satte mig ned p Stedet, satte mig p det bare Gulv, dump trt, slagen +af Forkommenhed. Jeg gentager mekanisk et Par Gange: Rejst hjem! Rejst +hjem! S tier jeg ganske stille. Der var ikke en Tre i mine jne, jeg +havde ikke en Tanke og ikke en Flelse. Med opsprrede jne sad jeg og +stirred p Brevene, uden at foretage mig noget. Der gik ti Minutter, mske +tyve, eller mer, jeg sad der stadig p samme Plet og rrte ikke en Finger. +Denne dumpe Ds var nsten som en Blund. S hrer jeg nogen komme i +Trappen, jeg rejser mig og siger: + +Det var Student Pettersen -- jeg har to Breve til ham. + +Han er hjemrejst, svarer Konen. Men han kommer tilbage efter Ferierne. +Brevene kunde jo jeg tage, om De vilde. + +Ja, Tak, det var rigtigt godt, sagde jeg, s fr han dem, nr han +kommer. Der kunde vre vigtige Ting i dem. Godmorgen! + +Da jeg var kommet udenfor, standsed jeg og sagde hjt midt p ben Gade, +idet jeg knytted Hnderne: Jeg skal sige dig et, min kre Herre Gud: du er +en Noksagt! Og jeg nikker rasende, med sammenbidte Tnder op mod Skyerne: +Du er Fan ta mig en Noksagt! + +Jeg gik s nogle Skridt og standsed igen. Idet jeg pludselig skifter +Holdning, folder jeg Hnderne, lgger mit Hoved pskakke og sprger med +sd, fromladen Stemme: Har du ogs henvendt dig til ham, mit Barn? + +Det ld ikke rigtigt. + +Med stor H, siger jeg, med H som en Domkirke! Op igen: Har du ogs anrbt +_Ham_, mit Barn? Og jeg snker Hovedet og gr min Stemme begrdelig og +svarer: Nej! + +Det ld heller ikke rigtigt. + +Du kan jo ikke hykle, din Nar! _Ja_, skal du sige, ja, jeg har anrbt min +Gud Fader! og du skal f til den ynkeligste Melodi p dine Ord, som du +nogensinde har hrt. S, op igjen! Ja, det var bedre. Men du m sukke, +sukke som en krampesyg Hest. S! + +Der gr jeg og underviser mig selv i Hykleri, stamper utlmodig i Gaden, +nr jeg ikke fr det til, og sklder mig ud for et Trhoved, mens de +forbausede forbigende vender sig om og betragter mig. + +Jeg tygged uafbrudt p min Hvlspn og sjangled s hurtigt, jeg kunde, +nedad Gaderne. Frend jeg selv vidste af det, var jeg helt nede ved +Jrnbanetorvet. Klokken viste halv to p Vor Frelsers. Jeg stod en Stund og +overvejed. En mat Sved trngte frem i mit Ansigt og sived ned i mine jne. +Flg med en Tur p Bryggen! sagde jeg til mig selv. Det vil sige, hvis du +har Tid? Og jeg bukked for mig selv og gik ned til Jrnbanebryggen. + +Skibene l derude, Sjen vugged i Solskinnet. Der var travl Bevgelse +overalt, pibende Dampfljter, Dragere med Kasser p Skuldrene, muntre +Hejsesange fra Prammene. En Kagekone sidder i Nrheden af mig og luder med +sin brune Nse over sine Varer; det lille Bord foran hende er syndigt fuldt +af Lkkerier, og jeg vender mig bort i Uvilje. Hun fylder hele Kajen med +sin Madlugt; fyh, op med Vinduerne! Jeg henvender mig til en Herre, der +sidder ved min Side og forestiller ham indtrngende dette Misforhold med +Kagekoner her og Kagekoner der . . . . Ikke? Ja, men han mtte dog vel +indrmme, at . . . . Men den gode Mand aned Urd og lod mig ikke engang +tale tilende, fr han rejste sig og gik. Jeg rejste mig ligeledes og fulgte +ham, fast bestemt p at overbevise Manden om hans Fejltagelse. + +Endog af Hensyn til de sanitre Forholde, sagde jeg og klapped ham p +Skuldren . . . . + +Undskyld, jeg er fremmed her og kender ikke noget til de sanitre +Forholde, sagde han og stirred p mig i Rdsel. + +N, det forandred Sagen, nr han var fremmed . . . . Om jeg ikke kunde +gjre ham nogen Tjeneste? Vise ham omkring? Ikke? For det skulde vre mig +en Fornjelse, og det skulde jo ikke koste ham noget . . . . + +Men Manden vilde absolut blive af med mig og skred hurtigt over Gaden til +det andet Fortoug. + +Jeg gik atter tilbage til min Bnk og satte mig. Jeg var meget urolig, og +den store Lire, som havde begyndt at spille lidt lnger henne, gjorde mig +end vrre. En fast, metallisk Musik, en Stump af Weber, hvortil en liden +Pige synger en srgelig Vise. Det fljteagtige, lidelsesfulde i Liren +risler mig gennem Blodet, mine Nerver begynder at dirre, som gav de +Genklang, og et jeblik efter falder jeg tilbage p Bnken, klynkende, +nynnende med. Hvad finder ikke ns Tanker p, nr man sulter! Jeg fler mig +optagen i disse Toner, oplst til Tone, jeg strmmer ud, og jeg fornemmer +s tydeligt, hvorledes jeg strmmer, svvende hjt over Bjrge, dansende +ind over lyse Zoner . . . . + +En re! siger den lille Lirepige og rkker sin Bliktalrken frem, bare +en re! + +Ja, svarer jeg ubevidst, og jeg sprang op og ransaged mine Lommer. Men +Barnet tror, at jeg blot vil holde Ljer med hende og fjrner sig straks, +uden at sige et Ord. Denne stumme Tlsomhed var mig for stor; havde hun +skldt mig ud, vilde det kommet belejligere; Smrten greb mig, og jeg rbte +hende tilbage. Jeg ejer ikke en re, sagde jeg, men jeg skal huske dig +siden, mske imorgen. Hvad hedder du? Ja, det var et pent Navn, jeg skulde +ikke glemme det. Alts imorgen . . . . + +Men jeg forstod godt, at hun ikke troed mig, uagtet hun ikke sagde et Ord, +og jeg grd af Fortvivlelse over, at denne lille Gadets ikke vilde tro +mig. Endnu engang rbte jeg hende tilbage, rev hurtigt min Frakke op og +vilde give hende min Vest. Jeg skal holde dig skadesls, sagde jeg, vent +blot et jeblik . . . . + +Og jeg havde ingen Vest. + +Hvor kunde jeg ogs lede efter den! Der var get Uger, siden den var i mit +Eje. Hvad gik der ogs af mig? Den forbausede Pige vented ikke lnger, men +trak sig skyndsomt tilbage. Og jeg mtte lade hende g. Folk stimled sammen +om mig og lo hjt, en Politibetjent trnger sig hen til mig og vil vide, +hvad der er pfrde. + +Ingen Ting, svarer jeg, slet ingen Ting! Jeg vilde blot give den lille +Pige derhenne min Vest . . . . til hendes Fader . . . . Det behver De ikke +at st og le ad. Jeg kunde bare g hjem og tage en anden p. + +Ingen Opstyr p Gaden! siger Konstablen. Sh, marsch! Og han puffer mig +afsted. Er dette Demses Papirer? rbte han efter mig. + +Ja, Dd og Pine, min Avisartikel, mange vigtige Skrifter! Hvor kunde jeg +ogs vre s uforsigtig . . . . + +Jeg fr fat i mit Manuskript, forvisser mig om, at det ligger i Orden og +gr, uden at standse et jeblik eller se mig omkring, op til +Redaktionskontoret. Klokken var nu fire p Vor Frelsers Ur. + +Kontoret er stngt. Jeg lister mig lydlst nedad Trapperne, bange som en +Tyv, og standser rdvild udenfor Porten. Hvad skulde jeg nu gre? Jeg lner +mig ind til Muren, stirrer ned i Stenene og tnker efter. En Knappenl +ligger og skinner foran mine Fdder, og jeg bjer mig ned og tager den op. +Hvad om jeg tog Knapperne udaf min Frakke, hvad vilde jeg f for dem? Det +vilde mske ikke nytte mig, Knapper var nu Knapper; men jeg tog og +undersgte dem til alle Kanter og fandt dem s godt som nye. Det var en +heldig Id alligevel, jeg kunde skre dem ud med min Pennekniv og bringe +dem hen i Klderen. Hbet om, at jeg kunde slge disse fem Knapper, oplived +mig straks, og jeg sagde: Se, se, det retter sig! Min Glde tog Overhnd +med mig, og jeg gav mig straks til at tage Knapperne ud, en efter en. +Herunder holdt jeg flgende tyste Passiar: + +Ja, ser De, man er bleven lidt fattig, en jeblikkelig Forlegenhed . . . . +Udslidte, siger De? De m ikke forsnakke Dem. Jeg vil se p den, som slider +mindre Knapper, end jeg. Gr altid med Frakken ben, skal jeg sige Dem; det +er bleven en Vane hos mig, en Egenhed . . . . Nej, nej, nr De ikke _vil_, +s! Men jeg skal have mine ti re for dem, mindst . . . . Nej, Herregud, +hvem har _sagt_, at de skal gre det? De kan holde Deres Mund og lade mig +vre i Fred . . . . Ja, ja, s kan De jo _hente_ Politiet, vel. Jeg skal +vente her, mens De er ude efter Konstablen. Og jeg skal ikke stjle noget +fra Dem . . . . N, Goddag, Goddag! Mit Navn er alts Tangen, jeg har vret +lidt forsent ude . . . . + +S kommer der nogen i Trappen. Jeg er jeblikkelig tilbage i Virkeligheden, +genkender Saksen og stikker Knapperne skyndsomt i Lommen. Han vil forbi, +besvarer ikke engang min Hilsen, fr det pludselig s travlt med at se p +sine Negle. Jeg standser ham og sprger efter Redaktren. + +Ikke tilstede, Di. + +De lyver! sagde jeg. Og med en Frkhed, som forundred mig selv, fortsatte +jeg: Jeg m tale med ham; det er et ndvendigt rinde -- Meddelelser fra +Stiftsgrden. + +Ja, kan Di ikke sige det til mig, da? + +Til Dem? sagde jeg og mlte Saksen lidt med jnene. + +Det hjalp. Han fulgte straks med og bned Dren. Nu sad mit Hjrte mig i +Halsen. Jeg bed Tnderne heftigt sammen, forat give mig Mod, banked p, og +trdte ind i Redaktrens Privatkontor. + +Goddag! Er det Dem? sagde han venligt. Sid ned. + +Havde han vist mig Dren, vilde det vret krkomnere; jeg flte Grden og +sagde: + +Jeg beder Dem undskylde . . . . + +St Dem ned, gentog han. + +Og jeg satte mig og forklared, at jeg igen havde en Artikel, som det var +mig magtpliggende at f ind i hans Blad. Jeg havde gjort mig sdan Flid +med den, den havde kostet mig s megen Anstrngelse. + +Jeg skal lse den, sagde han og tog den. Anstrngelse koster det Dem +vist alt, De skriver; men De er s altfor heftig. Nr De bare kunde vre +lidt besindigere! Der er formegen Feber. Imidlertid skal jeg lse den. Og +han vendte sig igjen ind til Bordet. + +Der sad jeg. Turde jeg bede om en Krone? Forklare ham, hvorfor der altid +var Feber? S vilde han ganske sikkert hjlpe mig; det var ikke frste +Gang. + +Jeg rejste mig op. Hm! Men sidst, jeg var hos ham, havde han klaget sig for +Penge, endog sendt Regningsbudet ud, forat skrabe sammen til mig. Det vilde +mske blive samme Tilfldet nu. Nej, det skulde ikke ske! S jeg slet ikke, +at han sad i Arbejde? + +Var det ellers noget? spurgte han. + +Nej! sagde jeg og gjorde min Stemme fast. Hvornr m jeg f hre ind +igen? + +, nrsomhelst De gr forbi, svared han, om et Par Dage eller s. + +Jeg kunde ikke f min Begring over Lberne. . Denne Mands Venlighed syntes +mig uden Grndser, og jeg skulde vide at psknne den. Heller sulte +tildde. Og jeg gik. + +Ikke engang, da jeg stod udenfor og igen flte Hungerens Anfald, angred jeg +at have forladt Kontoret uden at bede om denne Krone. Jeg tog den anden +Hvlspn op af Lommen og stak den i Munden. Det hjalp igen. Hvorfor havde +jeg ikke gjort det fr? Du mtte skamme dig! sagde jeg hjt; kunde det +virkelig falde dig ind at bede den Mand om en Krone og stte ham i +Forlegenhed igen? Og jeg blev rigtig grov mod mig selv for den +Uforskammethed, som havde faldt mig ind. Det er ved Gud det sjofleste, jeg +endnu har hrt! sagde jeg; rnde p en Mand og nsten klore jnene ud p +ham, bare fordi du trnger en Krone, din elendige Hund! S, marsch! +Hurtigere! Hurtigere, din Tamp! Jeg skal lre dig! + +Jeg begyndte at lbe, forat straffe mig selv, tilbagelagde i Sprang den ene +Gade efter den anden, drev mig fremad ved inddte Tilrb og skreg taust og +rasende til mig selv, nr jeg vilde standse. Herunder var jeg kommet hjt +op i Pilestrdet. Da jeg endelig stod stille, nsten grdefrdig af Vrede +over ikke at kunne lbe lnger, dirred jeg over mit hele Legeme, og jeg +slngte mig ned p en Trappe. Nej, stop! sagde jeg. Og for rigtigt at plage +mig selv, rejste jeg mig atter op og tvang mig til at blive stende, og jeg +lo ad mig selv og gotted mig over min egen Forkommenhed. Endelig efter +flere Minutters Forlb gav jeg mig ved et Nik Tilladelse til at stte mig; +endog da valgte jeg den ubekvemmeste Plads p Trappen. + +Herregud, det var dejligt at hvile! Jeg trred Sveden af mit Ansigt og drak +store, friske ndedrag ind. Hvor havde jeg ikke lbet! Men jeg angred det +ikke, det var vel fortjent. Hvorfor havde jeg ogs villet begre den Krone? +Nu s jeg Flgerne! Og jeg begyndte at tale mildt til mig selv, holde +Formaninger, som en Moder kunde gjort. Jeg blev mer og mer rrende, og trt +og kraftls begyndte jeg at grde. En stille og inderlig Grd, en indvendig +Hulken uden en Tre. + +Et Kvarters Tid eller mer sad jeg p samme Sted. Folk kom og gik, og ingen +forulemped mig. Smbrn legte her og der omkring, en liden Fugl sang i et +Tr p den anden Side af Gaden. + +En Politikonstabel kommer henimod mig. + +Hvorfor sitter Di her? sagde han. + +Hvorfor jeg sidder her? spurgte jeg. Af Lyst. + +Jeg har lagt Mrke til Dere den sidste Hal'time, sagde han. Di har sitti +her en hal' Time? + +S omtrent, svared jeg. Var det ellers noget? Jeg rejse mig vredt og +gik. + +Kommen til Torvet, standsed jeg og s ned i Gaden. Af Lyst! Var nu ogs det +et Svar? Af Trthed! skulde du sagt, og du skulde gjort din Stemme +begrdelig -- du er et F, du lrer aldrig at hykle! -- af Udmattelse! og +du skulde sukket som en Hest. + +Da jeg kom til Brandvagten, standsed jeg igen, greben af et nyt Indfald. +Jeg knipsed i Fingrene, slog i en hj Latter, som forbaused de forbigende, +og sagde: Nej, nu skal du virkelig g ud til Prsten Levion. Det skal du +bitterdd gre. Jo, bare forat forsge. Hvad har du at forsmme med det? +Det er ogs sdant dejligt Vejr. + +Jeg gik ind i Paschas Boglade, fandt i Adressekalenderen Pastor Levions +Bopl og begav mig derud. Nu glder det! sagde jeg, far nu ikke med +Streger! Samvittighed, siger du? Ikke noget Sludder; du er for fattig til +at holde Samvittighed. Du er sulten, er du, kommen i et vigtigt Anliggende, +det frste forndne. Men du skal lgge Hovedet p Skuldren og stte Melodi +p dine Ord. Det vil du ikke, hvad? S gr jeg ikke et Skridt videre, s +meget du ved det. S: du er i en sre anfgtet Tilstand, kmper med Mrkets +Magter og store, lydlse Uhyrer om Ntterne, s det er en Gru, hungrer og +trster efter Vin og Mlk og fr det ikke. S langt er det kommet med dig. +Nu str du her og har ikke s godt som Spyt i Lampen. Men du tror p Nden, +Gudskelov, du har ikke tabt Troen endda! Og da skal du sl Hnderne sammen +og se ud som en ren Satan til at tro p Nden. Med Hensyn til Mammon, s +hader du Mammon under alle dens Skikkelser; en anden Sag er det med en +Salmebog, en Erindring til et Par Kroner . . . . Ved Prstens Dr standsed +jeg og lste: Kontortid fra 12 til 4. + +Fremdeles ikke noget Sludder! sagde jeg; nu gr vi Alvor af det! S, ned +med Hovedet, lidt til . . . . og jeg ringte p til Familjelejligheden. + +Jeg sger Pastoren, sagde jeg til Pigen; men det var mig ikke muligt at +f Guds Navn med. + +Han er get ud, svared hun. + +Get ud! Get ud! Det delagde hele min Plan, forrykked fuldstndigt alt, +jeg havde tnkt at sige. Hvad Nytte havde jeg s af denne lange Tur? Nu +stod jeg der. + +Var det noget isr? spurgte Pigen. + +Aldeles ikke! svared jeg, slet ikke! Det var bare sdant dejligt Guds +Vejr, og s vilde jeg g herud og hilse p ham. + +Der stod jeg og der stod hun. Jeg satte med Vilje Brystet frem, forat gre +hende opmrksom p Knappenlen, der holdt min Frakke sammen; jeg bad hende +med jnene om at se, hvad jeg var kommet for; men Staklen forstod ingen +Ting. + +Et dejligt Guds Vejr, ja. Om ikke Fruen var hjemme heller? + +Jo, men hun havde Gigt, l p en Sofa, uden at kunne rre sig . . . . Vilde +jeg mske lgge ned et Bud eller noget? + +Nej, slet ikke. Jeg bare tog slige Ture nu og da, fik lidt Motion. Det var +s bra efter Middagen. -- + +Jeg begav mig p Vejen tilbage. Hvad vilde det fre til at passiare lnger? +Desuden var jeg begyndt at fle Svimmelhed; det fejled ikke, jeg var i Frd +med at knkke sammen for Alvor. Kontortid fra 12 til 4; jeg havde banket p +en Time forsent, Ndens Tid var omme! + +P Stortorvet satte jeg mig p en af Bnkene ved Kirken. Herregud, hvor det +begyndte at se sort ud for mig nu! Jeg grd ikke, jeg var for trt; udpint +til det yderste sad jeg der uden at foretage mig nogen Ting, sad urrlig og +sulted. Brystet var mest betndt, det sved aldeles besynderlig slemt +derinde. Det vilde heller ikke hjlpe lnger at tygge Spn; mine Kver var +trtte af det frugteslse Arbejde, og jeg lod dem hvile. Jeg gav mig over. +Ovenikbet havde en brun Appelsinskal, som jeg fandt p Gaden, og som jeg +straks gav mig til at gnave af, givet mig Kvalme. Jeg var syg; Pulsren +svulmed bl p mine Hndled. + +Hvad havde jeg ogs egentlig nlet efter? Lbet om den hele Dag efter en +Krone, som kunde holde Liv i mig i nogle Timer lnger. Var det i Grunden +ikke ligegyldigt, om det uundgelige skete en Dag fr eller en Dag senere? +Havde jeg opfrt mig som et ordentligt Menneske, var jeg get hjem og lagt +mig til Ro for lnge siden, overgivet mig. Min Tanke var i jeblikket klar. +Nu skulde jeg d; det var i Hstens Tid, og alt var lagt i Dvale. Jeg havde +forsgt hvert Middel, udnyttet hver Hjlpekilde, som jeg vidste om. Jeg +kled sentimentalt med denne Tanke, og hver Gang, jeg endnu hbed p en +mulig Redning, hvisked jeg afvisende: Din Nar, du er jo allerede begyndt at +d! Jeg burde skrive et Par Breve, have alt frdigt, gre mig parat. Jeg +vilde vaske mig omhyggeligt og ordne smukt op i min Seng; mit Hoved vilde +jeg lgge p det Par Ark hvidt Skrivepapir, den reneste Ting jeg havde +igen, og det grnne Tppe kunde jeg . . . . + +Det grnne Tppe! Jeg blev med n Gang lys vgen, Blodet steg mig til +Hovedet, og jeg fik strk Hjrteklap. Jeg rejser mig op fra Bnken og +begynder at g, Livet rrer sig pny i alle mine Fibrer, og jeg gentager +Gang p Gang de lsrevne Ord: Det grnne Tppe! Det grnne Tppe! Jeg gr +hurtigere og hurtigere, som om det galdt at indhente noget, og str om en +kort Stund atter hjemme i mit Blikkenslagervrksted. + +Uden at standse et jeblik eller vakle i min Beslutning, gr jeg bort til +Sengen og ruller Hans Paulis Tppe sammen. Det skulde vre underligt, om +ikke mit gode Indfald kunde redde mig! De dumme Betnkeligheder, som opstod +hos mig, halve indre Rb om et vist Brandmrke, det frste sorte Tegn i min +Hderlighed, hved jeg mig uendeligt over; jeg gav det hele en god Dag. Jeg +var ingen Helgen, ingen Dydsidiot, jeg havde min Forstand i Behold . . . . + +Og jeg tog Tppet under Armen og gik ned i Stenersgaden Numer 5. + +Jeg banked p og trdte ind i den store fremmede Sal, for frste Gang; +Bjlden p Dren slog en hel Masse desperate Slag over mit Hoved. En Mand +kommer ind fra et Sidevrelse, tyggende, med Munden fuld af Mad, og stiller +sig foran Disken. + +, ln mig en halv Krones Penge p mine Briller! sagde jeg; jeg skal +lse dem ind om et Par Dage, sikkert. + +Hvad? Nej, det er jo Stlbriller? + +Ja. + +Nej, det kan jeg ikke. + +, nej. De kan vel ikke det. Det var i Grunden bare Spg ogs. Nej, jeg +har et Tppe med, som jeg egentlig ikke har noget Brug for lnger, og det +faldt mig ind, at De kunde ville skille mig af med det. + +Jeg har desvrre et helt Lager af Sengeklder, svared han, og da jeg +havde fet det oprullet, kasted han et eneste Blik p det og rbte: + +Nej, undskyld, det har heller ikke jeg noget Brug for! + +Jeg vilde vise Dem den drligste Side frst, sagde jeg; det er meget +bedre p den anden Side. + +Ja, ja, det hjlper ikke, jeg vil ikke eje det, og De fr ikke ti re for +det noget Sted. + +Nej, det er grejt, at det ikke er vrd noget, sagde jeg; men jeg tnkte, +at det kunde g under t med et andet gammelt Tppe p Auktionen. + +Ja, nej, det nytter ikke. + +Fem og tyve re? sagde jeg. + +Nej, jeg vil slet ikke have det, Mand, jeg vil ikke have det i Huset. + +S tog jeg atter Tppet under Armen og gik hjem. + +Jeg lod som intet var hndt, bredte igen Tppet over Sengen, glatted det +godt ud, som jeg plejed, og forsgte at udslette ethvert Spor af min sidste +Handling. Jeg kunde umuligt have vret ved min fulde Forstand i det +jeblik, da jeg fatted Beslutningen om at beg denne Kltringstreg; jo mer +jeg tnkte herp, des urimeligere forekom det mig. Det mtte vre et Anfald +af Svaghed, en eller anden Slappelse i mit Indre, som havde overrumplet +mig. Jeg var heller ikke falden i denne Snare, det aned mig, at det +begyndte at bre galt afsted, og jeg havde udtrykkelig forsgt med +Brillerne frst. Og jeg glded mig meget over, at jeg ikke havde fet +Anledning til at fuldbyrde denne Brde, som vilde have flkket til de +sidste Timer, jeg leved. + +Og atter vandred jeg ud i Byen. + +Jeg slog mig pny ned p en Bnk ved Vor Frelsers Kirke, dused sammen, med +Hovedet p Brystet, slap efter den sidste Ophidselse, syg og forkommen af +Sult. Og Tiden gik. + +Jeg fik sidde ogs denne Time ud; det var lidt lysere ude end inde i Hus; +det forekom mig desuden, at det arbejded ikke fuldt s galt i Brystet ude i +fri Luft; jeg kom jo ogs tidsnok hjem. + +Og jeg dused og tnkte og led ganske hrdt. Jeg havde fundet mig en liden +Sten, som jeg pudsed af p mit Frakkerme og stak i Munden, forat have +noget at gumle p; ellers rrte jeg mig ikke og flytted ikke engang jnene. +Mennesker kom og gik, Vognrammel, Hovtramp og Passiar fyldte Luften. + +Men jeg kunde jo forsge med Knapperne? Det nytted naturligvis ikke, og +desuden var jeg s temmelig syg. Men nr jeg ret betnkte mig, s skulde +jeg jo egentlig i Retning af Onkel -- min egentlige Onkel -- nr jeg +gik hjem? + +Endelig rejste jeg mig og drog mig sent og tuslet henefter Gaderne. Det +begyndte at brnde over mine jenbryn, det trak op til Feber, og jeg +skyndte mig alt, jeg kunde. Atter kom jeg forbi Bagerbutiken, hvor Brdet +l. S, nu standser vi ikke her! sagde jeg med tilgjort Bestemthed. Men om +jeg nu gik ind og _bad_ om en Bid Brd? Det var en Strejftanke, et Glimt; +det faldt mig virkelig ind. Fy! hvisked jeg og rysted p Hovedet. Og jeg +gik videre. + +I Rebslagergangen stod der et Par elskende og hvisked inde i en Port; lidt +lnger henne stak en Pige Hovedet ud af Vinduet. Jeg gik s sagte og +betnksomt, jeg s ud til at grunde p noget af hvert -- og Pigen kom ud p +Gaden. + +Hvordan er det med dig da, Gammeln? Hvad for noget, er du syg? Nej, Gud +hjlpe mig for et Ansigt! Og Pigen trak sig skyndsomt tilbage. + +Jeg standsed med en Gang. Hvad var der ivejen med mit Ansigt? Var jeg +virkelig begyndt at d? Jeg flte med Hnden opad Kinderne: mager, +naturligvis var jeg mager; Kinderne stod som to Skler med Bunden ind; men +Herregud . . . . og jeg rusled atter ivej. + +Men jeg standsed igen. Jeg mtte vre ganske ubegribelig mager. Og jnene +var p Vej ind gennem Hovedet. Hvordan s jeg egentlig ud? Det var nu som +hede Fan ogs, at man mtte lade sig levende vanskabe af bare Sult! Jeg +flte Raseriet endnu engang, dets sidste Opblussen, en Senetrkning. Hjlpe +os for et Ansigt, hvad? Her gik jeg med et Hoved, som der ikke fandtes Mage +til i Landet, med et Par Nver, som Gud forsyne mig kunde male Bybud til +Sigtemel, og sulted mig vanskabt midt i Kristiania By! Var der nogen Orden +og Mde i det? Jeg havde ligget i Slen og slidt Ntter og Dage, som en +Mr, der slber en Prst; jeg havde lst mig jnene ud af Skolten og sultet +mig Forstanden ud af Hjrnen -- hvad Fan havde jeg igen for det? Endog +Gadetverne bad Gud fri sig for Synet af mig. Men nu skulde det vre stop +-- forstr du det! -- _stop_ skulde det Djvelen bestte mig vre! . . . . +Med stadigt tiltagende Raseri, skrende Tnder under Flelsen af min +Mathed, under Grd og Eder, vedblev jeg at buldre ls, uden at ndse Folk, +der gik forbi. Jeg begyndte igen at martre mig selv, lb med Vilje min +Pande mod Lygteplene, satte Neglene dybt ind i mine Hndbage, bed i +Afsindighed i min Tunge, nr den ikke talte tydeligt, og jeg lo rasende +hver Gang det gjorde meget ondt. + +Ja, men hvad skal jeg gre? svared jeg tilsidst mig selv. Og jeg stamper i +Gaden flere Gange og gentager: Hvad skal jeg grer -- En Herre gr just +forbi og bemrker smilende: + +De br g og begre Dem anholdt. + +Jeg s efter ham. Det var en af vore bekendte Damelger, Hertugen kaldet. +Ikke engang han forstod sig p min Tilstand, en Mand, jeg kendte, og hvis +Hnd jeg havde trykket. Jeg blev stille. Anholdt? Ja, jeg var gal; han +havde Ret. Jeg flte Vanviddet i mit Blod, flte dets Jag gennem Hjrnen. +S dr skulde det ende med mig! Ja, ja! Og jeg begyndte igen min langsomme, +srgelige Gang. Dr skulde jeg alts havne! + +Med t str jeg atter stille. Men ikke anholdt! siger jeg; ikke det! Og jeg +var nsten hs af Angst. Jeg bad for mig, trygled hen i Hyt og Vejr om ikke +at blive anholdt. S vilde jeg komme p Rdstuen igen, blive indestngt i +en mrk Celle, hvori der ikke fandtes en Gnist af Lys. Ikke det! Der var +andre Udveje bne endnu, som jeg ikke havde forsgt. Og jeg vilde forsge +dem; jeg vilde vre s inderlig flittig, tage mig god Tid til det og g +ufortrdent omkring fra Hus til Hus. Der var nu for Eksempel Musikhandler +Cisler, ham havde jeg slet ikke vret hos. Der blev nok en Rd . . . . +Sledes gik jeg og talte, indtil jeg nsten fik mig selv til at gde af +Rrelse. Bare ikke blive anholdt! + +Cisler? Var det mske et hjere Fingerpeg? Hans Navn havde faldt mig ind +uden Grund, og han boed s langt borte; men jeg vilde dog opsge ham, g +sagte og hvile iblandt. Jeg kendte Stedet, jeg havde vret der ofte, kbt +s mange Noder i de gode Dage. Skulde jeg bede om en halv Krone? Det vilde +mske genere ham; jeg fik sprge om en hel. + +Jeg kom ind i Butiken og spurgte efter Chefen; man viste mig ind i hans +Kontor. Der sad Manden, smuk, kldt efter Moden, og gennems Regninger. + +Jeg stammed en Undskyldning og frembar mit rinde. Tvungen af Trang til at +henvende mig til ham . . . . Skulde ikke vare ret lnge, fr jeg skulde +betale det tilbage . . . . Nr jeg fik Honoraret for min Avisartikel +. . . . Han vilde gre mig s stor en Velgrning . . . . + +Endnu mens jeg talte, vendte han sig til Pulten og fortsatte sit Arbejde. +Da jeg var frdig, s han pskr henimod mig, rysted sit smukke Hoved og +sagde: Nej! Bare Nej. Ingen Forklaring. Ikke et Ord. + +Mine Kn skalv voldsomt, og jeg sttted mig mod den lille polerede Skranke. +Jeg fik forsge en Gang til. Hvorfor skulde netop hans Navn falde mig ind, +da jeg stod langt nede i Vaterland? Det sled nogle Gange i min venstre +Side, og jeg begyndte at svede. Hm! Jeg var virkelig hjst forkommen, sagde +jeg, temmelig syg, desvrre; det vilde sikkert ikke g mer end et Par Dage, +fr jeg kunde betale det tilbage. Om han vilde vre s snil? + +Kre Mand, hvorfor kommer De til mig? sagde han. De er mig et +fuldstndigt X, lben ind fra Gaden. G til Bladet, hvor man kender Dem. + +Men blot for iaften! sagde jeg. Redaktionen er allerede stngt, og jeg +er meget sulten nu. + +Han rysted vedholdende p Hovedet, vedblev at ryste det endog efterat jeg +havde grebet fat i Lsen. + +Farvel! sagde jeg. + +Det var ikke noget hjere Fingerpeg, tnkte jeg og smilte bittert; s hjt +kunde ogs jeg pege, nr det kom an p det. Jeg sled mig frem det ene +Kvartal efter det andet, nu og da hvilte jeg et jeblik p en Trappe. Nr +jeg bare ikke blev anholdt! Rdselen for Cellen forfulgte mig hele Tiden, +lod mig slet ikke i Fred; hver Gang jeg s en Konstabel i min Vej, tusled +jeg ind i en Sidegade, forat undg at mde ham. Nu tller vi et hundrede +Skridt, sagde jeg, og forsger vor Lykke igen! Engang blir der vel en Rd +. . . . + +Det var en mindre Garnhandel, et Sted, jeg aldrig tidligere havde betrdt. +En enkelt Mand indenfor Disken, Kontor indenfor med Porcellns Skildt p +Dren, pakkede Hylder og Borde i lang Rkke. Jeg vented til den sidste +Kunde havde forladt Butiken, en ung Dame med Smilehuller. Hvor hun s +lykkelig ud! Jeg nnned ikke at prve at gre Indtryk med min Knappenl i +Frakken; jeg vendte mig bort, og mit Bryst hulked. + +nsker De noget? spurgte Betjenten. + +Er Chefen tilstede? sagde jeg. + +Han er p Fjldtur i Jotunhejmen, svared han. Var det noget srligt, +hvad? + +Det galdt nogle re til Mad, sagde jeg og forsgte at smile; jeg er +bleven sulten, og jeg har ikke en re. + +S er De lige s rig, som jeg, sagde han og gav sig til at ordne +Garnpakker. + +, vis mig ikke bort -- ikke nu! sagde jeg, p en Gang kold over hele +Legemet. Jeg er virkelig nsten dd af Sult, det er mange Dage, siden jeg +nd noget. + +I yderste Alvor, uden at sige noget, gav han sig til at vrnge sine Lommer, +en efter en. Om jeg ikke vilde tro ham p hans Ord, hvad? + +Bare fem re? sagde jeg. S skal De f ti igen om et Par Dage. + +Kre Mand, vil De have mig til at stjle af Skuffen? spurgte han +utlmodig. + +Ja, sagde jeg, ja, tag fem re af Skuffen. + +Det blir ikke mig, som gr det, slutted han, og han lagde til: Og lad +mig sige Dem nu med det samme, at nu kan det vre nok af dette. + +Jeg drog mig ud, syg af Sult og hed af Skam. Jeg havde gjort mig til Hund +for det usleste Ben og ikke fet det. Nej, nu fik der blive en Ende p det! +Det var virkelig kommet altfor langt med mig. Jeg havde holdt mig oppe i s +mange r, stet rank i s hrde Stunder, og nu var jeg p en Gang sunken +ned til brutalt Betleri. Denne ene Dag havde forret min hele Tanke, +overstnket mit Sind med Ubluhed. Jeg havde ikke undset mig for at gre mig +bevgelig og st og grde til de mindste Krmmere. Og hvad havde det +nyttet? Stod jeg mske ikke fremdeles uden en Brdbid at stikke i Munden. +Jeg havde opnet at f mig til at vmmes ved mig selv. Ja, ja, nu mtte det +komme til en Ende! Retnu stngte man Porten hjemme, og jeg fik skynde mig, +hvis jeg ikke vilde ligge p Rdstuen inat igen . . . . + +Dette gav mig Krfter; ligge p Rdstuen vilde jeg ikke. Med foroverbjet +Krop, med Hnden stemt mod venstre Ribben, forat dulme Stingene lidt, kaved +jeg fremad, holdt jnene fstet i Fortouget, for ikke at tvinge mulige +Bekendte til at hilse, og hasted hen til Brandvagten. Gudskelov, Klokken +var blot syv p Vor Frelsers, jeg havde tre Timer endnu, fr Porten +stngtes. Hvor jeg havde vret bange! + +S var der alts ikke en Ting uforsgt, jeg havde gjort alt, jeg kunde. At +det virkelig ikke vilde lykkes n Gang p en hel Dag! tnkte jeg. Om jeg +fortalte det til nogen, s var der ingen, som ville tro det, og om jeg +skrev det ned, s vilde man sige, at det var lavet. Ikke p et eneste Sted! +Ja, ja, der var ingen Rd med det; fremfor alt ikke g og vre rrende mer. +Fy, det var kelt, forsikkrer dig p, det gr mig vammel af dig! Nr alt +Hb var ude, s var det ude. Kunde jeg ikke forresten stjle mig en +Hndfuld Havre inde i Stalden? En Stribe af Lys, et Strejf -- jeg vidste, +at Stalden var lukket. + +Jeg tog det mageligt og krb i sen Sneglegang hjemover. Jeg flte Trst, +gldeligvis for frste Gang den hele Dag, og jeg gik og s mig om efter et +Sted, hvor jeg kunde drikke. Jeg var kommet for langt bort fra Basarerne, +og ind i et Privathus vilde jeg ikke g; jeg kunde mske ogs vente til jeg +kom hjem; det vilde tage et Kvarters Tid. Det var slet ikke sagt, at jeg +kunde f beholde en Slurk Vand heller; min Mave tlte ikke lnger nogen +Ting, jeg flte mig endog kvalm af det Spyt, jeg gik og svlged ned. + +Men Knapperne? Jeg havde slet ikke forsgt med Knapperne endda? Da stod jeg +plat stille og gav mig til at smile. Kanske blev der alligevel en Rd! Jeg +var ikke helt fordmt! Jeg vilde ganske sikkert f ti re for dem, imorgen +fik jeg s andre ti et eller andet Sted, og Torsdag vilde jeg f Betaling +for min Avisartikel. Jeg skulde bare se, det retted sig! At jeg virkelig +kunde glemme Knapperne! Jeg tog dem op af Lommen og betragted dem, mens jeg +atter gik; mine jne blev dunkle af Glde, jeg s ikke hele Gaden, jeg gik +p. + +Hvor kendte jeg ikke nje den store Klder, min Tilflugt i de mrke +Aftener, min blodsugende Ven! En for en var mine Ejendele forsvundne +hernede, mine Smting hjemmefra, min sidste Bog. P Auktionsdagen gik jeg +grne derned, forat se til, og jeg glded mig hvergang mine Bger syntes at +komme i gode Hnder. Skuespiller Magelsen havde mit Ur, og det var jeg +nsten stolt af; en rskalender, hvori jeg havde mit frste lille poetiske +Forsg, havde en Bekendt kbt, og min Yderfrakke havned hos en Fotograf til +Udln i Atelieret. S der var intet at sige p nogen Ting. + +Jeg holdt mine Knapper frdige i Hnden og trdte ind. Onkel sidder ved +sin Pult og skriver. + +Jeg har ingen Hast, siger jeg, bange forat forstyrre ham og gre ham +utlmodig med min Henvendelse. Min Stemme ld s forunderlig hul, jeg +kendte den nsten ikke selv igen, og mit Hjrte slog som en Hammer. + +Han kom mig smilende imde, som han plejed, lagde begge sine Hnder flade +p Disken og s mig ind i Ansigtet, uden at sige noget. + +Ja, jeg havde noget med, som jeg vilde sprge, om han ikke kunde have Brug +for . . . . noget, som blot l mig ivejen hjemme, forsikkrer Dem p, ganske +til Plage . . . . nogle Knapper. + +N, hvad var det s, hvad var det s med de Knapper? Og han lgger sine +jne helt ned til min Hnd. + +Om han ikke kunde give mig nogle re for dem? . . . . S mange, som han +selv syntes . . . . Ganske efter hans eget Skn . . . . + +For de Knapper? Og Onkel stirrer forundret p mig. For _disse_ Knapper? + +Bare til en Cigar, eller hvad han selv vilde. Jeg gik netop forbi, og s +vilde jeg hre ind. + +Da lo den gamle Pantelner og vendte tilbage til sin Pult, uden at sige et +Ord. Der stod jeg. Jeg havde egentlig ikke hbet s meget, og alligevel +havde jeg tnkt mig det muligt at blive hjulpen. Denne Latter var min +Ddsdom. Det kunde vel ikke nytte med Brillerne nu heller? + +Jeg vilde naturligvis lade mine Briller g med, det er en Selvflge, sagde +jeg s og tog dem af. Bare ti re, eller, om han vilde, fem re? + +De ved jo, at jeg ikke kan lne p Deres Briller, sagde Onkel; jeg har +sagt Dem det fr. + +Men jeg trnger et Frimrke, sagde jeg dump; jeg kunde ikke engang f +afsendt de Breve, som jeg skulde skrive. Et ti eller fem res Frimrke, +ganske som De selv synes. + +Gud velsigne Dem og g Deres Vej! svared han og kaved imod mig med +Hnden. + +Ja, ja, s fr det vre! sagde jeg til mig selv. Mekanisk satte jeg +Brillerne igen p, tog Knapperne i Hnden og gik; jeg sagde Godnat og +lukked Dren efter mig som sdvanlig. Se s, der var ikke mer at gre! +Udenfor Trappegabet standsed jeg og s endnu engang p Knapperne. At han +slet ikke vilde have dem! sagde jeg; det er dog nsten nye Knapper; jeg kan +ikke forst det! + +Mens jeg stod der i disse Betragtninger, kom en Mand forbi og gik ned i +Klderen. Han havde i Farten givet mig et lidet Std; vi gjorde begge +Undskyldning, og jeg vendte mig om og s efter ham. + +Nej, er det dig? sagde han pludselig nede i Trappen. Han kom op, og jeg +genkendte ham. Gud bevare os, s du ser ud! sagde han. Hvad har du gjort +hernede? + + -- havt Affrer. Du skal herned, ser jeg? + +Ja. Hvad har du vret der med? + +Mine Kn skalv, jeg sttted mig mod Vggen og rakte ud min Hnd med +Knapperne. + +Hvad Fan? rbte han. Nej, nu gr det for vidt! + +Godnat! sagde jeg og vilde g; jeg flte Grden i Brystet. + +Nej, vent et jeblik! sagde han. + +Hvad skulde jeg vente efter? Han var jo selv p Vej til Onkel, bragte +mske sin Forlovelsesring, havde sultet i flere Dage, skyldte sin Vrtinde. + +Ja, svared jeg, nr du vil vre snar . . . . + +Naturligvis, sagde han og tog Tag i min Arm; men jeg skal sige dig, jeg +tror dig ikke, du er en Idiot; det er bedst, du flger med derned. + +Jeg forstod, hvad han vilde, flte pludselig igen en liden Gnist af re og +svared: + +Kan ikke! Jeg har lovet at vre i Bernt Ankers Gade Klokken halv otte, og +. . . . + +Halv otte, rigtigt ja! Men nu er Klokken otte. Her str jeg med Uret i +Hnden, det er det, jeg skal herned med. S, ind med dig, sultne Synder! +Jeg fr mindst fem Kroner til Dig. + +Og han puffed mig ind. + +TREDJE STYKKE + +En Uges Tid gik i Herlighed og Glde. + +Jeg var over det vrste ogs denne Gang, jeg havde Mad hver Dag, mit Mod +steg, og jeg stak det ene Jrn efter det andet i Ilden. Jeg havde tre eller +fire Afhandlinger under Arbejde, der plyndred min fattige Hjrne for hver +Gnist, hver Tanke, som opstod i den, og jeg syntes, at det gik bedre end +fr. Den sidste Artikel, som jeg havde havt s meget Rnd for og sat s +meget Hb til, var allerede bleven mig tilbagefveret af Redaktren, og jeg +havde tilintetgjort den straks, vred, fornrmet, uden at lse den igennem +pny. For Eftertiden vilde jeg forsge med et andet Blad, forat bne mig +flere Udveje. I vrste Fald, hvis heller ikke det hjalp, havde jeg Skibene +at tage til; Nonnen l sejlklar nede ved Bryggen, og jeg kunde mske f +arbejde mig over p den til Archangel, eller hvor det nu var, den skulde +hen. S der mangled mig ikke Udsigter p mange Kanter. + +Den sidste Krise havde faret noget ilde med mig; jeg begyndte at miste Hr +i stor Mngde, Hovedpinen var ogs meget plagsom, isr om Morgenen, og +Nervsiteten vilde ikke give sig. Jeg sad om Dagen og skrev med Hnderne +bundet ind i Kluder, blot fordi jeg ikke tlte mit eget ndedrag imod dem. +Nr Jens Olaj slog Stalddren hrdt i nedenunder mig, eller en Hund kom ind +i Baggrden og begyndte at g, gik det mig gennem Marv og Ben som kolde +Stik, der traf mig allevegne. Jeg var temmelig forkommen. + +Dag efter Dag strved jeg med mit Arbejde, undte mig knapt Tid til at sluge +min Mad, frend jeg atter satte mig til at skrive. I den Tid var bde +Sengen og mit lille vaklende Skrivebord oversvmmet med Notiser og +beskrevne Blade, som jeg vekselvis arbejded p, fjed til nye Ting, som +kunde falde mig ind i Lbet af Dagen, strg over, frisked op de dde +Punkter med et farvefuldt Ord hist og her, sled mig fremad Stning for +Stning med den vrste Mje. En Eftermiddag var endelig den ene af mine +Artikler frdig, og jeg stak den lykkelig og glad i Lommen og begav mig op +til Kommandren. Det var p hj Tid, at jeg gjorde Anstalter til lidt +Penge igen, jeg havde ikke mange re tilbage. + +Kommandren bad mig om at sidde et jeblik, s skulde han straks . . . . +og han skrev videre. + +Jeg s mig om i det lille Kontor: Buster, Litografier, Udklip, en umdelig +Papirkurv, der s ud til at kunne sluge en Mand med Hud og Hr. Jeg flte +mig trist tilmode ved Synet af dette uhyre Gab, denne Dragekft, der altid +stod ben, altid var frdig til at modtage nye kasserede Arbejder -- nye +knuste Hb. + +Hvad Dato har vi? siger pludselig Kommandren borte ved Bordet. + +28de, svarer jeg, glad over at kunne vre ham til Tjeneste. + +28de. Og han skriver fremdeles. Endehg konvolutterer han et Par Breve, +sender nogle Papirer hen i Kurven og lgger Pennen ned. S svinger han sig +omkring p Stolen og ser p mig. Da han mrker, at jeg endnu str ved +Dren, gr han et halvt alvorligt, halvt spgefuldt Vink med Hnden og +peger p en Stol. + +Jeg vender mig bort, forat han ikke skal se, at jeg ingen Vest har p, nr +jeg bner Frakken og tager Manuskriptet op af Lommen. + +Det er bare en liden Karakteristik af Correggio, siger jeg, men den er +vel ikke skrevet slig, desvrre, at . . . . + +Han tager Papirerne ud af min Hnd og begynder at blade i dem. Han vender +sit Ansigt mod mig. + +Sledes s han da ud p nrt Hold denne Mand, hvis Navn jeg hrte allerede +i min tidligste Ungdom, og hvis Blad havde havt den strste Indflydelse p +mig op gennem rene. Hans Hr er krllet og de smukke brune jne en Smule +urolige; han har for Vane at stde lidt i Nsen nu og da. En skotsk Prst +kunde ikke se mildere ud end denne farlige Skribent, hvis Ord altid havde +slet blodige Striber, hvor de faldt ned. En ejendommelig Flelse af Frygt +og Beundring betager mig overfor dette Menneske, jeg er lige ved at f +Trer i jnene, og jeg rykker uvilkrlig et Skridt frem, forat sige ham, +hvor inderlig jeg holdt af ham for alt, han havde lrt mig, og bede ham om +ikke at gre mig Fortrd; jeg var blot en fattig Stymper, som havde det +slemt nok alligevel . . . . + +Han s op og lagde mit Manuskript langsomt sammen, mens han sad og tnkte +efter. Forat lette ham i at give mig et afslende Svar, rkker jeg Hnden +lidt frem og siger: + +, nej, det er naturligvis ikke brugbart? Og jeg smiler, forat give +Indtryk af at tage det let. + +Det m vre s populrt alt, som vi kan bruge, svarer han; De ved, hvad +Slags Publikum vi har. Men kan De ikke tage og gre det lidt enklere? Eller +finde p noget andet, som Folk forstr bedre? + +Hans Hensynsfuldhed forundrer mig. Jeg forstr, at min Artikel er kasseret, +og dog kunde jeg ikke fet et vakkrere Afslag. For ikke at optage ham +lnger, svarer jeg: + +Jo, da, det kan jeg nok. + +Jeg gr til Dren. Hm. Han mtte undskylde, at jeg havde heftet ham bort +med dette . . . . Jeg bukker og tager i Drvrideren. + +Hvis De trnger det, siger han, s kan De heller f lidt i Forskud. De +kan jo skrive for det. + +Nu havde han jo set, at jeg ikke dued til at skrive, hans Tilbud ydmyged +mig derfor lidt, og jeg svared: + +Nej, Tak, jeg klarer mig endda en Stund. Takker ellers s meget. Farvel! + +Farvel! svarer Kommandren og vender sig i det samme ind til sit +Skrivebord. + +Han havde nu alligevel behandlet mig ufortjent velvilligt, og jeg var ham +taknemmelig herfor; jeg skulde ogs vide at psknne det. Jeg foresatte mig +ikke at g til ham igen, frend jeg kunde tage med et Arbejde, som jeg var +helt tilfreds med, som kunde forbause Kommandren en Smule og f ham til +at anvise mig ti Kroner uden et jebliks Betnkning. Og jeg gik hjem igen +og tog fat p min Skrivning pny. + +I de flgende Aftener, nr Klokken blev omkring otte og Gassen allerede var +tndt, hndte der mig regelmssig flgende: + +Idet jeg kommer ud af mit Portrum, for efter Dagens Mje og Besvrligheder +at begive mig ud p en Spadsertur omkring i Gaderne, str der en sortkldt +Dame ved Gaslygten lige udenfor Porten og vender Ansigtet mod mig, flger +mig med jnene, nr jeg passerer hende. Jeg lgger Mrke til, at hun stadig +har den samme Dragt p, det samme ttte Slr, der skjuler hendes Ansigt og +falder nedad hendes Bryst, og i Hnden en liden Paraply med Elfenbens Ring +i Hndtaget. + +Det var allerede tredje Aften, jeg havde set hende der, al tid p selvsamme +Sted; ssnart jeg var kommet hende forbi, vender hun sig langsomt om og gr +nedad Gaden, bort fra mig. + +Min nervse Hjrne skd Flehorn ud, og jeg fik straks den urimelige +Anelse, at det var mig, hendes Besg galdt. Jeg var tilsidst nsten i +Begreb med at tiltale hende, sprge hende, om hun sgte efter nogen, om hun +trngte min Hjlp til noget, om jeg mtte flge hende hjem, s drligt +antrukken som jeg desvrre var, beskytte hende i de mrke Gader; men jeg +havde en ubestemt Frygt for, at det kanske vilde komme til at koste noget, +et Glas Vin, en Kretur, og jeg havde slet ingen Penge mer; mine +trsteslst tomme Lommer virked altfor nedslende p mig, og jeg havde ikke +engang Mod til at se lidt skarpt p hende, nr jeg gik hende forbi. Sulten +var igen begyndt at hussere med mig, jeg havde ikke havt Mad, siden +igraftes; det var ikke nogen lang Tid, jeg havde ofte kunnet holde ud i +flere Dage; men jeg var begyndt at tage betnkeligt af, jeg kunde slet ikke +sulte s godt som fr, en eneste Dag kunde nu nsten gre mig fortumlet, og +jeg led af idelige Opkastelser, ssnart jeg drak Vand. Dertil kom, at jeg +l og frs om Ntterne, l i fulde Klder, som jeg stod og gik om Dagen, og +blfrs, ised ned hver Aften under Kuldegysninger og stivned til under +Svnen. Det gamle Tppe kunde ikke holde Trkvinden ude, og jeg vgned om +Morgenen af, at jeg var bleven tt i Nsen af den ramme Rimluft, der +trngte ind til mig udenfra. + +Jeg gr henad Gaderne og tnker p, hvorledes jeg skulde bre mig ad med at +holde mig oppe, til jeg fik min nste Artikel frdig. Havde jeg blot et +Lys, vilde jeg forsge at kile p udover Natten; det vilde tage et Par +Timer, hvis jeg frst kom rigtig i nde; imorgen kunde jeg s atter +henvende mig til Kommandren. + +Jeg gr uden videre ind i Oplandske og sger efter min unge Bekendt fra +Banken, forat skaffe mig ti re til et Lys. Man lod mig uhindret passere +alle Vrelser; jeg gik forbi et Dusin Borde, hvor passiarende Gster sad og +spiste og drak, jeg trngte lige ind i Bunden af Kafen, ind i Rda Rummet, +uden at finde min Mand. Flau og vred drog jeg mig igen ud p Gaden og gav +mig til at g i Retning af Slottet. + +Var det nu ikke ogs som hede, levende, evige Fan, at det aldrig vilde tage +nogen Ende med mine Genvordigheder! Med lange, rasende Skridt, med +Frakkekraven brutalt brttet op i Nakken og med Hnderne knyttet i +Bukselommerne, gik jeg og skldte ud min ulykkelige Stjrne hele Vejen. +Ikke en rigtig sorgfri Stund p syv, otte Mneder, ikke Mad til Ndtrft en +kort Uge tilende, frend Nden pny brd mig i Kn. Her havde jeg +ovenikbet get og vret rlig midt i Elendigheden, he-he, rlig i Bund og +Grund! Gud bevare mig, hvor jeg havde vret naragtig! Og jeg begyndte at +fortlle mig selv om, hvorledes jeg endog havde get og havt ond +Samvittighed, fordi jeg engang havde bragt Hans Paulis Tppe til +Pantelneren. Jeg lo hnligt ad min mme Retskaffenhed, spytted foragteligt +i Gaden og fandt slet ikke Ord strke nok til at gre Nar ad mig for min +Dumhed. Det skulde bare vret nu! Fandt jeg i denne Stund en Skolepiges +Spareskillinger p Gaden, en fattig Enkes eneste re, jeg skulde plukke den +op og stikke den i Lommen, stjle den med velberd Hu og sove roligt som en +Sten hele Natten bagefter. Jeg havde dog ikke for intet lidt s usigelig +meget, min Tlmodighed var forbi, jeg var beredt til hvad det skulde vre. + +Jeg gik rundt Slottet tre, fire Gange, tog derp den Bestemmelse at vende +hjem, gjorde endnu en liden Afstikker ind i Parken og gik endelig tilbage +nedad Karl Johan. + +Klokken var omkring elleve. Gaden var temmelig mrk, og der vandred +Mennesker omkring overalt, stille Par og larmende Klynger om hinanden. Den +store Stund var indtrdt, Parringstiden, nr den hemmelige Frdsel foregr +og de glade ventyr begynder. Raslende Pigeskrter, en og anden kort, +sandselig Latter, blgende Bryster, heftige, psende ndedrag; langt nede +ved Grand en Stemme, som rber: Emma! Hele Gaden var en Sump, hvorfra +hede Dunster steg op. + +Jeg forfarer uvilkrlig mine Lommer efter to Kroner. Den Lidenskab, der +dirrer i hver af de forbigendes Bevgelser, selve Gaslygternes dunkle Lys, +den stille, svangre Nat, altsammen har begyndt at angribe mig, denne Luft, +der er fyldt af Hvisken, Omfavnelser, sklvende Tilstelser, halvt udtalte +Ord, sm Hvin; endel Katte elsker med hje Skrig inde i Blomqvists Port. Og +jeg havde ikke to Kroner. Det var en Jammer, en Elendighed uden Lige at +vre s udarmet! Hvilken Ydmygelse, hvilken Vanre! Og jeg kom atter til at +tnke p en fattig Enkes sidste Skrv, som jeg vilde have stjlet, en +Skoleguts Kasket eller Lommetrklde, en Betlers Madpose, som jeg uden +Omstndighed vilde have bragt til Kludehandleren og sviret op. Forat trste +mig selv og holde mig skadesls begyndte jeg at finde op alle mulige Fejl +ved disse glade Mennesker, som gled mig forbi; jeg trak vredt p Skuldrene +og s ringeagtende p dem, efterhvert som de passered, Par for Par. Disse +njsomme, sukkertjspisende Studenter, som mente at skeje europisk ud, nr +de fik klappe en Sypige p Maven! Disse Ungherrer, Bankmnd, Grosserere, +Boulevardlver, som ikke engang slog Vrag p Sjmandskoner, tykke Kutorvets +Marihner, der kunde falde ned i det frste det bedste Portrum for en +Sejdel l! Hvilke Sirener! Pladsen ved deres Side var endnu varm efter en +Brandkonstabel eller en Staldkarl fra sidste Nat; Tronen var altid lige +ledig, lige vidben, vrsgod, stig op! . . . . Jeg spytted langt hen ad +Fortouget, uden at bekymre mig om, at det kunde trffe nogen, var vred, +opfyldt af Foragt for disse Mennesker, der gned sig opad hinanden og parred +sig sammen midt for mine jne. Jeg lfted mit Hoved og flte med mig selv +Velsignelsen af at kunne bevare min Sti ren. + +Ved Stortingsplads mdte jeg en Pige, som stirred meget stivt p mig, idet +jeg kom p Siden af hende. + +Godaften! sagde jeg. + +Godaften! Hun standsed. + +Hm. Om hun var ude og gik s sent? Var det nu ikke lidt resikabelt for en +ung Dame at g p Karl Johan p denne Tid af Dgnet? Ikke? Ja, men blev hun +da aldrig tiltalt, forulempet, jeg mener rent ud sagt bedt om at g med +hjem? + +Hun stirred forundret p mig, undersgte mit Ansigt, hvad jeg vel kunde +mene med dette. S stak hun pludselig Hnden ind under min Arm og sagde: + +S gik vi da! + +Jeg fulgte med. Da vi havde get nogle Skridt forbi Droscherne, standsed +jeg op, gjorde min Arm fri og sagde: + +Hr, min Ven, jeg ejer ikke en re. Og jeg belaved mig p at g min Vej. + +I Frstningen vilde hun ikke tro mig; men da hun havde fet fle efter i +alle mine Lommer og intet fandt, blev hun rgerlig, kasted p Hovedet og +kaldte mig en Trfisk. + +Godnat! sagde jeg. + +Vent lidtl rbte hun. Er det Guldbriller, De har? + +Nej. + +Ja, s g Pokker ivold med Dem! + +Og jeg gik. + +Lidt efter kom hun lbende efter mig og rbte p mig pny. + +De kan vre med mig alligevel, sagde hun. + +Jeg flte mig ydmyget af dette Tilbud fra en stakkels Gadets, og jeg sagde +Nej. Det var desuden sent p Nat, og jeg skulde et Sted hen; hun havde +heller ikke Rd til slige Opofrelser. + +Jo, nu _vil_ jeg have Dem med. + +Men jeg gr ikke med p den Mde. + +De skal naturligvis til en anden, sagde hun. + +Nej, svared jeg. + +Men jeg havde Flelsen af, at jeg stod i en ynkelig Stilling overfor denne +aparte Ts, og jeg beslutted mig til at redde Skinnet. + +Hvad hedder De? spurgte jeg. Marie? N! Hr nu her, Marie! Og jeg gav +mig til at forklare min Opfrsel. Pigen blev mer og mer forundret +efterhvert. Om hun alts havde troet, at ogs jeg var en af dem, som gik p +Gaden om Aftenerne og kapred Smpiger? Om hun virkelig troed noget s slet +om mig? Havde jeg mske sagt noget uartigt til hende fra Begyndelsen af? +Bar man sig slig ad, som jeg, nr man havde noget ondt fore? Kort og godt, +jeg havde tiltalt hende og fulgt hende de Par Skridt, forat se, hvor vidt +hun vilde drive det. Forresten var mit Navn det og det. Pastor den og den. +Godnat! G hen og synd ikke mer! + +Dermed gik jeg. + +Jeg gned mig henrykt i Hnderne over mit gode Pfund og talte hjt med mig +selv. Hvor det var en Glde at g omkring og gre gode Grninger! Jeg havde +mske givet denne faldne Skabning et Skub til Oprejsning for hele Livet! +Frelst hende engang for alle fra Fordrvelsen! Og hun vilde psknne det, +nr hun fik summet sig p det, endog huske mig i sin Ddsstund med Hjrtet +fuldt af Tak. , det lnte sig at vre rlig alligevel, rlig og +retskaffen! + +Mit Humr var aldeles strlende, jeg flte mig frisk og modig nok til hvad +det skulde vre. Om jeg blot havde havt et Lys, s kunde jeg kanske fet +min Artikel frdig! Jeg gik og dingled med min nye Portngle i Hnden, +nynned, plystred og spekulered p en Udvej til Lys. Der blev ingen anden +Rd, jeg fik tage mine Skrivesager ned, ud p Gaden, ind under Gaslygten. +Og jeg bned Porten og gik op efter mine Papirer. + +Da jeg kom ned igen, lukked jeg Porten ils udenifra og stilled mig hen i +Lygteskinnet. Det var stille overalt, jeg hrte blot de tunge, klirrende +Fodtrin af en Konstabel nede i Tvrgaden, og langt borte, i Retning af St. +Hanshaugen, en Hund, som ged. Der var intet, som forstyrred mig, jeg trak +Frakkekraven op for rene og gav mig til at tnke af alle Krfter. Det +vilde hjlpe mig s storartet, om jeg var s heldig at f istand Slutningen +af denne lille Afhandling. Jeg stod just p et lidt vanskeligt Punkt, der +skulde komme en ganske umrkelig Overgang til noget nyt, derp en dmpet, +glidende Finale, en lang Knurren, der tilsidst skulde ende i en Klimaks s +stejl, s oprrende som et Skud, eller som Lyden af et Bjrg, der brast. +Punktum. + +Men Ordene vilde ikke falde mig ind. Jeg lste hele Stykket igennem fra +Begyndelsen af, lste hjt hver Stning, og jeg kunde slet ikke samle mine +Tanker til denne spragende Klimaks. Mens jeg stod og arbejded med dette, +kom ovenikbet Konstablen gende og stilled sig op midt i Gaden et lidet +Stykke borte fra mig og spolered hele min Stemning. Hvad kom det nu ham +ved, om jeg i dette jeblik stod og skrev p en udmrket Klimaks til en +Artikel for Kommandren? Herregud, hvor det var plat umuligt for mig at +holde mig oven Vande, hvad jeg end prved med! Jeg stod der en Times Tid, +Konstablen gik sin Vej, Kulden begyndte at blive for strk til at st +stille i. Modls og forsagt over det ny spildte Forsg, bned jeg endelig +atter Porten og gik op p mit Rum. + +Det var koldt deroppe, og jeg kunde knapt se mit Vindu i det tykke Mrke. +Jeg flte mig frem til Sengen, trak Skoene af og satte mig til at varme +mine Fdder mellem Hnderne. S lagde jeg mig ned, sledes, som jeg havde +gjort i lang Tid, rund som jeg gik, i fulde Klder. + + * * * + +Morgenen efter rejste jeg mig overende i Sengen, ssnart det blev lyst, og +tog fat p min Artikel igen. Jeg sad i denne Stilling til Middags, da jeg +havde fet istand en ti, tyve Linjer. Og jeg var endda ikke kommet til +Finalen. + +Jeg stod op, tog Stvlerne p og gav mig til at drive frem og tilbage p +Gulvet, forat blive varm. Der l Rim p Vinduerne; jeg s ud, det sneed, +nede i Baggrden l et tykt Lag af Sne over Brolgningen og Vandposten. + +Jeg pusled omkring i mit Vrelse, gjorde viljelse Ture frem og tilbage, +skrabed med Neglene i Vggene, lagde min Pande forsigtigt ind mod Dren, +banked med Pegefingeren i Gulvet og lytted opmrksomt, altsammen uden nogen +Hensigt, men stille og eftertnksomt, som om det var en Sag af Vigtighed, +jeg havde fore. Og imens sagde jeg hjt Gang p Gang, s jeg hrte det +selv: Men du gode Gud, dette er jo Vanvid! Og jeg drev p lige galt. Efter +en lang Stunds Forlb, kanske et Par Timer, tog jeg mig strkt sammen, bed +mig i Lben og strammed mig op det bedste, jeg kunde. Der mtte blive en +Ende p dette! Jeg fandt mig en Flis at tygge p og satte mig resolut til +at skrive igen. + +Et Par korte Stninger kom istand med stort Besvr, et Snes fattige Ord, +som jeg pinte frem med Vold og Magt, for dog at bevge mig fremad. Da +standsed jeg, mit Hoved var tomt, jeg rked ikke mer. Og da jeg slet ikke +kunde komme lnger, satte jeg mig til at stirre med vidbne jne p disse +sidste Ord, dette ufuldfrte Ark, glante p disse underlige, sklvende +Bogstaver, der stritted op fra Papiret som sm hrede Dyr, og jeg forstod +tilsidst ikke noget af det hele, jeg tnkte p ingen Ting. + +Tiden gik. Jeg hrte Frdselen p Gaden, Larmen af Vogne og Hovtramp; Jens +Olajs Stemme steg op til mig fra Stalden, nr han rbte til Hestene. Jeg +var aldeles slv, jeg sad og smatted lidt med Munden, men foretog mig +ellers intet. Mit Bryst var i en srgelig Forfatning. + +Det begyndte at skumre, jeg faldt mer og mer sammen, blev trt og lagde mig +tilbage p Sengen. Forat varme mine Hnder lidt, strg jeg Fingrene gennem +mit Hr, frem og tilbage, p kryds og tvers; der fulgte sm Dotter med, +lsnede Tjavser, som lagde sig mellem Fingrene og fld udover Hovedpuden. +Jeg tnkte ikke noget over det just da, det var som det ikke kom mig ved, +jeg havde ogs nok af Hr tilbage. Jeg forsgte atter at ryste mig op af +denne forunderlige Ds, der gled mig gennem alle Lemmer som en Tge; jeg +rejste mig overende, banked mig med flad Hnd over Knerne, hosted s +hrdt, som mit Bryst tillod, -- og jeg faldt tilbage pny. Intet hjalp; jeg +dde hjlpelst hen med bne jne, stirrende ret op i Taget. Tilsidst stak +jeg Pegefingeren i Munden og gav mig til at patte p den. Der begyndte at +rre sig noget i min Hjrne, en Tanke, der roded sig frem derinde, et +splittergalt Pfund: Hvad om jeg bed til? Og uden et jebliks Betnkning +kneb jeg jnene i og slog Tnderne sammen. + +Jeg sprang op. Endelig var jeg bleven vgen. Der pibled lidt Blod ud af +Fingeren, og jeg slikked det af efterhvert. Det gjorde ikke meget ondt, +Sret var heller ikke stort; men jeg var med en Gang bragt til mig selv; +jeg rysted p Hovedet og gik hen til Vinduet, hvor jeg fandt mig en Klud, +som jeg vikled om Sret. Mens jeg stod og pusled hermed, blev njine jne +fulde af Vand, jeg grd sagte for mig selv. Denne magre, itubidte Finger s +s srgelig ud. Gud i Himlen, hvor langt det nu var kommet med mig! + +Mrket blev tttere. Det var kanske ikke umuligt, at jeg kunde skrive min +Finale ud over Aftenen, hvis jeg bare havde et Lys. Mit Hoved var atter +blevet klart. Tanker kom og gik som sdvanligt, og jeg led ikke synderligt; +jeg flte ikke engang Sulten s slemt, som for nogle Timer siden, jeg kunde +nok holde ud til nste Dag. Mske kunde jeg f et Lys p Kredit slnge, +nr jeg henvendte mig i Husholdningshandelen og forklared min Stilling, Jeg +var s godt kendt dernede; i de gode Dage, mens jeg endnu havde Rd til +det, havde jeg kbt mangt et Brd i den Butik. Der var ingen Tvivl om, at +jeg vilde f et Lys p mit rlige Navn. Og for frste Gang i lang Tid tog +jeg mig til at brste mine Klder en Smule, fjrned endog de lse Hr p +min Frakkekrave, svidt det lod sig gre i Mrket; s famled jeg mig nedad +Trapperne. + +Da jeg kom ud p Gaden, faldt det mig ind, at jeg kanske heller burde +begre et Brd. Jeg blev tvivlrdig, standsed op og tnkte efter. P ingen +Mde! svared jeg endelig mig selv. Jeg var desvre ikke i den Tilstand, at +jeg tlte Mad nu; de samme Historier vilde da gentage sig med Syner og +Fornemmelser og vanvittige Indfald, min Artikel vilde aldrig blive frdig, +og det galdt at komme til Kommandren, inden han glemte mig igen. P +ingen mulig Mde! Og jeg bestemte mig for et Lys. Dermed gik jeg ind i +Butiken. + +En Kone str ved Disken og gr Indkb; der ligger flere sm Pakker i +forskellige Sorter Papir ved Siden af hende. Betjenten, der kender mig og +ved, hvad jeg sdvanligvis kber, forlader Konen og pakker uden videre et +Brd ind i en Avis og lgger frem til mig. + +Nej -- det var egentlig et Lys iaften, siger jeg. Jeg siger det meget +stille og ydmygt, for ikke at gre ham rgerlig og forspilde min Udsigt til +at f Lyset. + +Mit Svar forvilder ham, han lber ganske Sur i mine uventede Ord; det var +frste Gang, jeg havde forlangt noget andet end Brd af ham. + +Ja, s fr De vente lidt da, siger han endelig og giver sig atter i Frd +med Konen. + +Hun fr sine Ting, betaler, leverer en Femkrone, som hun fr tilbage p, og +gr. + +Nu er Betjenten og jeg alene. + +Han siger: + +Ja, s var det alts et Lys. Og han river op en Pakke Lys og tager ud et +til mig. + +Han ser p mig, og jeg ser p ham, jeg kan ikke f min Begring over +Lberne. + +N ja, det var sandt, De betalte jo, siger han pludselig. Han siger +simpelthen, at jeg havde betalt; jeg hrte hvert Ord. Og han begynder at +tlle Slvpenge op fra Skuffen, Krone efter Krone, blanke, fede Penge, -- +han giver atter tilbage p fem Kroner. + +Vrsgod! siger han. + +Nu str jeg og ser p disse Penge et Sekund, jeg fornemmer, at det er galt +fat med noget, jeg overvejer ikke, tnker slet ikke p nogen Ting, falder +blot i Staver over al denne Rigdom, som ligger og lyser foran mine jne. Og +jeg samler mekanisk Pengene op. + +Jeg str der udenfor Disken, dum af Forundring, slagen, tilintetgjort; jeg +gr et Skridt hen mod Dren og standser igen. Jeg retter mit Blik mod et +vist Punkt p Vggen; der hnger en liden Bjlde i et Lderhalsbnd, og +nedenunder den en Bundt Snre. Og jeg str og stirrer p disse Sager. + +Betjenten, som mener, at jeg vil sl af en Passiar, eftersom jeg giver mig +s god Tid, siger, idet han ordner endel Indpakningspapir, som flyder om p +Disken: + +Det ser ud til, at vi skal f Vinter nu. + +Hm. Ja, svarer jeg, det ser ud til at vi skal f Vinter nu. Det ser ud +til det. Og lidt efter lgger jeg til: , ja, det er ikke fortidligt. + +Jeg hrte mig selv tale, men opfatted hvert Ord, jeg sagde, som om de kom +fra en anden Person; jeg talte ganske ubevidst, ufrivilligt, uden at fle +det selv. + +Ja, synes De egentlig det? siger Betjenten. + +Jeg stak Hnden med Pengene i Lommen, tog i Lsen og gik; jeg hrte, at jeg +sagde Godnat, og at Betjenten svared. + +Jeg var kommet et Par Skridt bort fra Trappen, da Butiksdren blev revet op +og Betjenten rbte efter mig. Jeg vendte mig om, uden Forundring, uden Spor +af Angst; jeg samled blot Pengene sammen i Hnden og beredte mig p at give +dem tilbage. + +Vrsgod, De har glemt Deres Lys, siger Betjenten. + +, Tak! svarer jeg roligt. Tak! Tak! + +Og jeg vandred atter nedad Gaden, brende Lyset i Hnden. + +Min frste fornuftige Tanke galdt Pengene. Jeg gik hen til en Lygte og +talte dem over pny, vejed dem i Hnden og smilte. S var jeg alligevel +herligt hjulpen, storslagent, vidunderligt hjulpen for lang, lang Tid! Og +jeg stak atter Hnden med Pengene i Lommen og gik. + +Udenfor en Madklder i Storgaden standsed jeg og overvejed koldt og roligt, +om jeg skulde driste mig til at nyde en liden Lunch allerede straks. Jeg +horte Klirren af Talrkener og Knive indenfor, og Lyden af Kd, som +bankedes; dette blev mig en altfor strk Fristelse, jeg trdte ind. + +En Bif! siger jeg. + +En Bif! rber Jomfruen ud gennem en Luge. + +Jeg slog mig ned ved et lidet Bord for mig selv lige indenfor Dren og gav +mig til at vente. Det var lidt mrkt der, hvor jeg sad, jeg flte mig noks +godt skjult og satte mig til at tnke. Nu og da s Jomfruen hen p mig med +lidt nysgrrige jne. + +Min frste egentlige Urlighed var beget, mit frste Tyveri, mod hvilket +alle mine tidligere Streger var for intet at regne; mit frste store Fald +. . . . Godt og vel! Der var intet at gre ved det. Forresten stod det mig +frit for, jeg kunde ordne det med Krmmeren siden, senerehen, nr jeg fik +bedre Anledning til det. Det behved ikke at komme videre med mig; desuden +havde jeg ikke ptaget mig at leve mere rligt end alle andre Mennesker, +det var ingen Aftale . . . . + +Kommer Bifen snart, tror De? + +Ja, ganske snart. Jomfruen bner Lugen og ser ind i Kkkenet. + +Men hvis nu Sagen kom for en Dag? Hvis Betjenten kom til at fatte Mistanke, +begyndte at tnke over Hndelsen med Brdet, de fem Kroner, som Konen fik +tilbage p? Det var ikke umuligt, at han vilde komme p det en Dag, mske +nste Gang, nr jeg gik derind. N ja, Herregud! . . . . Jeg trak i Smug p +Skuldrene. + +Vrsgod! siger Jomfruen venligt og stter Bifen p Bordet. Men vil De +ikke heller g ind i et andet Rum? Her er s mrkt. + +Nej, Tak, lad mig bare vre her, svarer jeg. Hendes Venlighed gr mig med +en Gang bevget, jeg betaler Bifen straks, giver hende p Slump, hvad jeg +fr fat i nede i Lommen, og lukker hendes Hnd til. Hun smiler, og jeg +siger for Spg, med Trer i jnene: Resten skal De have at kbe Dem en +Grd for . . . . , velbekomme! . . . . + +Jeg begyndte at spise, blev mer og mer grdig efterhvert, slugte store +Stykker, uden at tygge dem, gassed mig dyrisk ved hver Mundfuld. Jeg rev i +Kdet som en Menneskeder. + +Jomfruen kom igen hen til mig. + +Vil De ikke have noget at drikke? siger hun. Og hun luder sig lidt ned +mod mig. + +Jeg s p hende; hun talte meget lavt, nsten undseligt; hun slog jnene +ned. + +Jeg mener en halv l, eller hvad De vil . . . . af mig . . . . atp +. . . . dersom De vil . . . . + +Nej, mange Tak! svared jeg. Ikke nu. Jeg skal komme igen en anden Gang. + +Hun trak sig tilbage og satte sig indenfor Disken; jeg s blot hendes +Hoved. Hvilket underligt Menneske! + +Da jeg blev frdig, gik jeg med en Gang til Dren, jeg flte allerede +Kvalme. Jomfruen rejste sig. Jeg var bange for at komme hen i Lyset, +frygted for at vise mig formeget frem for den unge Pige, som ikke aned min +Elendighed, og jeg sagde derfor hurtigt Godnat, bukked og gik. + +Maden begyndte at virke, jeg led meget af den og fik ikke beholde den +lnge. Jeg gik og tmte min Mund ud i hver mrk Krog, som jeg kom forbi, +stred med at dmpe denne Kvalme, som udhuled mig pny, knytted Hnderne og +gjorde mig hrdfr, stamped i Gaden og svlged rasende ned igen hvad der +vilde op -- forgves! Jeg sprang tilsidst ind i et Portrum, foroverbjet, +med Hovedet foran, blind af Vand, som sprngtes ud i mine jne, og tmte +mig igen. + +Jeg blev forbittret, gik henad Gaden og grd, bandte de grusomme Magter, +hvem de end var, som forfulgte mig s, svor dem ned i Helvedes Fordmmelse +og evige Kval for deres Usselhed. Der var liden Ridderlighed hos Skbnen, +virkelig noks liden Ridderlighed, mtte man sige! . . . . Jeg gik hen til +en Mand, som stod og glante indad et Butiksvindu, og spurgte ham i strste +Hast, hvad man efter hans Mening skulde byde en Mand, som havde sultet i +lang Tid. Det galdt Livet, sagde jeg, han tlte ikke Bif. + +Jeg har hrt sige, at Mlk skal vre bra, kogt Mlk, svarer Manden yderst +forundret. Hvem er det forresten. De sprger for? + +Tak! Tak! siger jeg. Det kan hnde, at det er noks bra det, kogt Mlk +. . . . + +Og jeg gr. + +Ved den frste Kaf, jeg traf p, gik jeg ind og bad om kogt Mlk. Jeg fik +Mlken, drak den ned s hed, som den var, slugte glubsk hver Drbe, betalte +og gik atter. Jeg tog Vejen hjem. + +Nu hndte der noget forunderligt. Udenfor min Port, lnet op til Gaslygten +og midt i Lyset fra denne, str et Menneske, som jeg skimter allerede p +lang Afstand, -- det er den sortkldte Dame igen. Den samme sortkldte Dame +fra de tidligere Aftener. Det var ikke til at tage fejl af, hun havde mdt +op p selvsamme Sted for fjerde Gang. Hun str aldeles urrlig. + +Jeg finder dette s besynderligt, at jeg uvilkrlig sagtner mine Skridt; i +dette jeblik er mine Tanker i god Orden, men jeg er meget ophidset, mine +Nerver er optirrede af det sidste Mltid. Jeg gr som sdvanligt lige forbi +hende, kommer nsten til Porten og er i Frd med at trde indenfor. Da +standser jeg. Jeg fr med t en Indskydelse. Uden at gre mig nogen Rede +for det, vender jeg mig om og gr lige hen til Damen, jeg ser hende ind i +Ansigtet og hilser: + +Godaften, Frken! + +Godaften! svarer hun. + +Undskyld, sgte hun efter nogen? Jeg havde lagt Mrke til hende fr; om jeg +kunde vre hende behjlpelig p nogen Mde? Beder s meget om Undskyldning +forresten. + +Ja, hun vidste ikke rigtig . . . . + +Der boed ingen ind ad denne Port, foruden en tre, fire Hester og mig; det +var forvrigt en Stald og et Blikkenslagervrksted . . . . Hun var ganske +vist p Vildspor, desvrre, nr hun ledte efter nogen her. + +Da vender hun Ansigtet bort og siger: + +Jeg leder ikke efter nogen, jeg bare str her, det faldt mig ind . . . . + +Hun holdt inde. + +Jas, hun stod der bare, stod der sdan Aften efter Aften, bare af at +Indfald. Det var lidt rart; jeg tnkte over det og kom mer og mer i +Vildrede med Damen. S beslutted jeg mig til at vre dristig. Jeg ringled +en Smule med mine Penge i Lommen og bd hende uden videre med p et Glas +Vin et eller andet Sted . . . . i Betragtning af, at Vinteren var kommet, +he-he . . . . Det behved ikke at tage lang Tid . . . . Men det vilde hun +vel ikke? + +, nej, Tak, det gik vel ikke an. Nej, det kunde hun ikke gre. Men vilde +jeg vre s snil at flge hende et Stykke, s . . . . Det var noks mrkt +hjemover, og det genered hende at g alene opad Karl Johan, efterat det var +bleven s sent. + +Vi satte os i Bevgelse; hun gik p min hjre Side. En ejendommelig, skn +Flelse greb mig, Bevidstheden om at vre i en ung Piges Nrhed. Jeg gik og +s p hende hele Vejen. Parfumen i hendes Hr, Varmen, der stod ud fra +hendes Legeme, denne Duft af Kvinde, der fulgte hende, det sde ndedrag +hver Gang, hun vendte Ansigtet mod mig, -- altsammen strmmed ind p mig, +trngte mig uregerligt ind i alle mine Sandser. Jeg kunde svidt skimte et +fyldigt, lidt blegt Ansigt bag Slret og et hjt Bryst, der strutted ud mod +Kben. Tanken p al denne skjulte Herlighed, som jeg aned var tilstede +indenfor Kben og Slret, forvirred mig, gjorde mig idiotisk lykkelig, uden +nogen rimelig Grund; jeg holdt det ikke lnger ud, jeg berrte hende med +min Hnd, fingred ved hendes Skulder og smilte fjollet. Jeg hrte mit +Hjrte sl. + +Hvor De er rar! sagde jeg. + +Ja, hvordan det, egentlig? + +Jo, for det frste havde hun ligefrem den Vane at st stille udenfor en +Staldport Aften efter Aften, uden nogensomhelst Hensigt, bare fordi det +faldt hende ind . . . . + +N, hun kunde jo have sine Grunde herfor; hun holdt desuden af at vre oppe +til langt p Nat, det havde hun altid syntes s godt om. Om jeg brd mig om +at lgge mig fr tolv? + +Jeg? Var det nogen Ting i Verden jeg haded, s var det at lgge mig fr +Klokken tolv om Natten. + +Ja, ser De der! S tog hun alts denne Tur sdan om Aftenerne, nr hun ikke +havde noget at forsmme med det; hun boed oppe p St. Olafs Plads . . . . + +Ylajali! rbte jeg. + +Hvadbehager? + +Jeg sagde bare Ylajali . . . . Godt og vel, fortst! + +Hun boed oppe p St. Olafs Plads, noks ensomt, sammen med sin Mama, som +det ikke gik an at tale med, fordi hun var s dv. Var der da noget rart i, +at hun grne vilde vre lidt ude? + +Nej, slet ikke! svared jeg. + +N ja, hvad s? Jeg kunde hre p hendes Stemme, at hun smilte. + +Havde hun ikke en Sster? + +Jo, en ldre Sster -- hvordan vidste jeg forresten det? -- Men hun var +rejst til Hamborg. + +Nylig? + +Ja, for fem Uger siden. Hvor havde jeg det fra, at hun havde en Sster? + +Jeg havde det slet ikke, jeg bare spurgte. + +Vi taug. En Mand gr forbi os med et Par Sko under Armen, ellers er Gaden +tom s langt, vi kan se. Borte ved Tivoli lyser en lang Rkke af kulrte +Lamper. Det sneed ikke mer, Himlen var klar. + +Gud, fryser De ikke uden Yderfrakke? siger pludselig Damen og ser p mig. + +Skulde jeg fortlle hende, hvorfor jeg ikke havde Yderfrakke? benbare min +Stilling straks og skrmme hende bort lige s godt frst som sidst? Det var +dog dejligt at g her ved hendes Side og holde hende i Uvidenhed endnu en +liden Stund; jeg lj, jeg svared: + +Nej, aldeles ikke. Og forat komme ind p noget andet, spurgte jeg: Har +De set Menageriet p Tivoli? + +Nej, svared hun. Er det noget at se? + +Hvis hun nu fandt p at ville g derhen? Ind i alt det Lys, sammen med s +mange Mennesker! Hun vilde blive altfor flau, jeg vilde jage hende p Dr +med mine drlige Klder, mit magre Ansigt, som jeg ikke engang havde vasket +i to Dage; hun vilde kanske endog opdage, at jeg ingen Vest havde . . . . + +, nej, svared jeg derfor, det er vist ikke noget at se. Og der faldt +mig ind endel lykkelige Ting, som jeg straks gjorde Brug af, et Par +tarvelige Ord, Rester inde fra min udsugede Hjrne: Hvad kunde man vel +vente af et sdant lidet Menageri? Overhovedet interessered det ikke mig at +se Dyr i Bur. Disse Dyr ved, at man str og ser p dem; de fler de +hundrede nysgrrige Blikke og pvirkes af dem. Nej, mtte jeg bede om Dyr, +som ikke vidste, at man beskued dem, de sky Vsener, der pusler i sit Hi, +ligger med dorske, grnne jne, slikker sine Klr og tnker. Hvad? + +Ja, det havde jeg vist Ret i. + +Det var Dyret i al sin sre Forfrdelighed og sre Vildhed, som der var +noget ved. De lydlse, listende Skridt i Nattens Mulm og Mrke, Skogens +forvittrede Uhygge, Skrigene fra en forbifarende Fugl, Vinden, Blodlugten, +Bulderet oppe i Rummet, kortsagt Vilddyrrigets nd over Vilddyret . . . . +Det ubevidstes Poesi . . . . + +Men jeg var bange for, at dette trtted hende, og Flelsen af min store +Armod greb mig pny og knuged mig sammen. Om jeg nu blot havde vret s +nogenlunde godt antrukken, kunde jeg have gldet hende med den Tur i +Tivoli! Jeg begreb ikke dette Menneske, som kunde finde nogen Fornjelse i +at lade sig ledsage opad hele Karl Johan af en halvt ngen Stodder. Hvad i +Guds Navn tnkte hun p? Og hvorfor gik jeg her og skabte mig til og smilte +idiotisk ad ingen Ting? Havde jeg ogs nogen rimelig rsag til at lade mig +plage ud af denne fine Silkefugl til s lang en Tur? Kosted det mig kanske +ikke Anstrngelse? Flte jeg ikke Ddens Isnen lige ind i mit Hjrte, bare +ved det sagteste Vindstd, der blste mod os? Og stjed ikke allerede +Vanviddet i min Hjrne, bare af Mangel p Mad i mange Mneder i Trk? Hun +hindred mig endog fra at g hjem og f mig lidt Mlk p Tungen, en ny +Skefuld Mlk, som jeg kanske kunde f beholde. Hvorfor vendte hun mig ikke +Ryggen og lod mig g Pokker ivold? . . . . + +Jeg blev fortvivlet; min Hblshed bragte mig til det yderste, og jeg +sagde: + +De burde i Grunden ikke g sammen med mig. Frken; jeg prostituerer Dem +midt for alle Folks jne bare ved min Dragt. Ja, det er virkelig sandt; jeg +mener det. + +Hun studser. Hun ser hurtigt op p mig og tier. Derp siger hun: + +Herregud dog! Mer siger hun ikke. + +Hvad mener De med det. spurgte jeg. + +Uf, nej, De gr mig skamfuld . . . . Nu har vi ikke s langt igen. Og hun +gik lidt hurtigere til. + +Vi drejed op Universitetsgaden og s allerede Lygterne p St. Olafs Plads. +Da gik hun langsommere igen. + +Jeg vil ikke vre indiskret siger jeg, men vil De ikke sige mig deres +Navn, fr vi skilles? Og vil De ikke bare for et jeblik tage Slret bort, +s jeg fr se Dem? Jeg skulde vre s taknemmelig. + +Pause. Jeg gik og vented. + +De har set mig fr, svarer hun. + +Ylajali! siger jeg igen. + +Hvadbehager? De har forfulgt mig en halv Dag, lige hjem. Var De fuld +dengang? Jeg hrte igen, at hun smilte. + +Ja, sagde jeg, ja, desvrre, jeg var fuld dengang. + +Det var stygt af Dem! + +Og jeg indrmmed snderknust, at det var stygt af mig. + +Vi var kommet til Fontnen, vi standser og ser opad de mange oplyste +Vinduer i Numer 2. + +Nu m De ikke flge med lnger, siger hun; Tak for iaften! + +Jeg bjed Hovedet, jeg turde ikke sige nogen Ting. Jeg tog af min Hat og +stod barhovedet. Mon hun vilde rkke mig Hnden? + +Hvorfor beder De mig ikke om at g med tilbage et Stykke? siger hun lavt, +og hun ser ned p sin Skosnude. + +Herregud, svarer jeg ude af mig selv, Herregud, om De vilde gre det! + +Ja, men bare et lidet Stykke. + +Og vi vendte om. + +Jeg var yderst forvirret, jeg vidste slet ikke, hvordan jeg skulde g eller +st; dette Menneske vendte fuldstndig op og ned p hele min Tankegang. Jeg +var henrykt, vidunderlig glad; jeg syntes, jeg gik dejligt tilgrunde af +Lykke. Hun havde udtrykkelig villet g med tilbage, det var ikke mit +Pfund, det var hendes eget nske. Jeg gr og ser p hende og blir mer og +mer modig, hun opmuntrer mig, trkker mig til sig ved hvert Ord. Jeg +glemmer for et jeblik min Armod, min Ringhed, hele min jammerlige +Tilvrelse, jeg fler Blodet jage mig varmt gennem Kroppen, som i gamle +Dage, fr jeg faldt sammen, og jeg beslutted at fle mig frem med et lidet +Kneb. + +Forresten var det ikke Dem, jeg forfulgte dengang, sagde jeg; det var +Deres Sster. + +Var det min Sster? siger hun i hjeste Grad forbauset. Hun standser, ser +p mig, venter virkelig Svar. Hun spurgte for ramme Alvor. + +Ja, svared jeg. Hm. Det vil sige, det var alts den yngste af de to +Damer, som gik foran mig. + +Den yngste, ja? Ja? h! Hun lo med en Gang, hjt, inderligt som et Barn. +Nej, hvor De er slu! Det sagde De bare, forat f mig til at tage Slret +af. Ikke? Ja, jeg forstod det. Men det skal De vre bl for . . . . til +Straf. + +Vi begyndte at le og spase, vi talte ustandseligt hele Tiden, jeg vidste +ikke, hvad jeg sagde, jeg var s glad. Hun fortalte, at hun havde set mig +engang fr, for lnge siden, i Teatret. Jeg havde tre Kammerater med, og +jeg havde bret mig ad som en gal; jeg havde bestemt vret fuld da ogs, +desvrre! + +Hvorfor troed hun det? + +Jo, jeg havde leet s. + +Jas. , ja, jeg lo meget dengang. + +Men ikke nu lnger? + +, jo, nu ogs. Det var herligt at vre til! + +Vi kom ned mod Karl Johan. Hun sagde: Nu gr vi ikke lnger! Og vi gik +atter opad Universitetsgaden. Da vi igen kom op til Fontnen, sagtned jeg +lidt mine Skridt, jeg vidste, at jeg ikke fik flge med lnger. + +Ja, nu m De alts vende om, sagde hun og standsed. + +Ja, jeg m vel det, svared jeg. + +Men lidt efter mente hun, at jeg nok kunde vre med til Porten. Herregud, +der var da ikke noget galt i det. Vel? + +Nej, sagde jeg. + +Men da vi stod ved Porten, trngte al min Elendighed igen ind p mig. Hvor +kunde man ogs holde Modet oppe, nr man var s knkket sammen? Her stod +jeg foran en ung Dame, smudsig, forreven, vansiret af Sult, uvasket, blot +halvt pkldt, -- det var til at synke i Jorden af. Jeg gjorde mig liden, +dukked mig uvilkrlig ned og sagde: + +M jeg nu ikke trffe Dem mer? + +Jeg havde intet Hb om at f Lov til at mde hende igen; jeg nsked nsten +et skarpt Nej, som kunde stive mig op og gre mig ligeglad. + +Jo. sagde hun lavt, nsten uhrligt. + +Hvornr? + +Jeg ved ikke. + +Pause. + +Vil De ikke vre s snil at tage Slret af bare et eneste jeblik, sagde +jeg, s jeg fr se, hvem jeg har talt med. Bare et jeblik. For jeg m da +se, hvem jeg har talt med. + +Pause. + +De kan mde mig her udenfor Tirsdag Aften, siger hun. Vil De det? + +Ja, kre, fr jeg Lov til det! + +Klokken otte. + +Godt. + +Jeg strg med min Hnd nedad hendes Kbe, brsted Sneen af den, blot forat +f et Pskud til at rre ved hende; det var mig en Vellyst at vre hende s +nr. + +S fr De ikke tro altfor galt om mig da, sagde hun. Hun smilte igen. + +Nej . . . . + +Pludselig gjorde hun en resolut Bevgelse og trak Slret op i Panden; vi +stod og s p hinanden et Sekund. Ylajali! sagde jeg. Hun hved sig op, +slog Armene om min Hals og kyssed mig midt p Munden. En eneste Gang, +hurtigt, forvirrende hurtigt, midt p Munden. Jeg flte, hvor hendes Bryst +blged, hun pusted voldsomt. + +Og jeblikkelig rev hun sig ud af mine Hnder, rbte Godnat, stakndet, +hviskende, vendte sig og lb opad Trappen, uden at sige mer . . . . + +Portdren faldt i. + + * * * + +Det sneed end mer den nste Dag, en tung, regnblandet Sne, store vde +Dotter, som faldt ned og blev til Sle. Vejret var rt og isnende. + +Jeg var vgnet noget sent, underlig fortumlet i Hovedet af Aftenens +Sindsbevgelser, beruset i Hjrtet af det sknne Mde. I min Henrykkelse +havde jeg ligget en Stund vgen og tnkt mig Ylajali ved min Side; jeg +bredte Armene ud, omfavned mig selv og kyssed ud i Luften. S havde jeg +endelig stet op og fet mig en ny Kop Mlk og straks derp en Bif, og jeg +var ikke lnger sulten; blot mine Nerver var strkt ophidsede igen. + +Jeg begav mig ned til Kldesbasarerne. Det faldt mig ind, at jeg kanske +kunde f mig en brugt Vest for en billig Pris, noget at have p under +Frakken, lige meget hvad. Jeg gik opad Trappen til Basaren og fik fat p en +Vest, som jeg begyndte at undersge. Mens jeg pusled med dette, kom en +Bekendt forbi; han nikked og rbte op til mig, jeg lod Vesten hnge og gik +ned til ham. Han var Tekniker og skulde p Kontoret. + +Flg med og tag et Glas l, sagde han. Men kom fort, jeg har liden Tid +. . . . Hvad var det for det for en Dame, De spadsered med igraftes? + +Hr nu her, sagde jeg, skinsyg p hans blotte Tanke, om det nu var min +Kreste? + +Dd og Pine! sagde han. + +Ja, det blev afgjort igr. + +Jeg havde slet ham flad, han troed mig ubetinget. Jeg lj ham fuld, forat +blive af med ham igen; vi fik llet, drak og gik. + +Godmorgen, da! . . . . Hr, sagde han pludselig, jeg skylder Dem alts +nogle Kroner, og det er Skam, at jeg ikke har betalt dem tilbage for lnge +siden. Men nu skal De f dem med det frste. + +Ja, Tak, svared jeg. Men jeg vidste, at han aldrig vilde betale mig +tilbage de Kroner. + +llet steg mig desvrre straks til Hovedet, jeg blev meget hed. Tanken p +Aftenens ventyr overvlded mig, gjorde mig nsten forstyrret. Hvad om hun +nu ikke mdte op Tirsdag! Hvad om hun begyndte at tnke over, fatte +Mistanke! . . . . Fatte Mistanke til hvad? . . . . Min Tanke blev med t +spillevende og begyndte at tumle med Pengene. Jeg blev angst, ddelig +forfrdet over mig selv. Tyveriet stormed ind p mig med alle dets +Detaljer; jeg s den lille Butik, Disken, min magre Hnd, da jeg greb +Pengene, og jeg udmaled mig Politiets Fremgangsmde, nr det kom og skulde +tage mig. Jrn om Hnder og Fdder, nej, blot om Hnderne, kanske blot p +den ene Hnd; Skranken, Vagthavendes Protokol, Lyden af hans Pen, som +skrabed, kanske tog han en ny for Anledningen; hans Blik, hans farlige +Blik: N, Hr. Tangen? Cellen, det evige Mrke . . . . + +Hm. Jeg knytted Hnderne heftigt sammen, forat give mig Mod, gik hurtigere +og hurtigere og kom til Stortorvet. Her satte jeg mig. + +Ingen Barnestreger! Hvor i alverden kunde man bevise, at jeg havde stjlet? +Desuden turde ikke Hkergutten gre Allarm, selv om han en Dag kom til at +huske, hvordan det hele var get til; han havde nok sin Plads for kr. +Ingen Larm, ingen Scener, om jeg mtte bede! + +Men disse Penge tynged alligevel syndigt i min Lomme og gav mig ikke Fred. +Jeg satte mig til at prve mig selv og fandt ud p det klareste, at jeg +havde vret lykkeligere fr, dengang, da jeg gik og led i al rlighed. Og +Ylajali! Havde jeg ikke ogs get og trukket hende ned med mine syndige +Hnder! Herregud! Herre, min Gud! Ylajali! + +Jeg flte mig fuld som en Alke, sprang pludselig op og gik lige hen til +Kagekonen ved Elcfantapoteket. Jeg kunde endnu rejse mig fra Vanren, det +var langtfra forsent, jeg skulde vise hele Verden, at jeg var istand til +det! Undervejs fik jeg Pengene i Beredskab, holdt hver re i Hnden; jeg +bukked mig ned over Konens Bord, som om jeg vilde kbe noget, og slog hende +uden videre Pengene i Hnden. Jeg sagde ikke et Ord, jeg gik straks. + +Hvor det smagte vidunderligt at vre rligt Menneske igen! Mine tomme +Lommer tynged ikke mer, det var mig en Nydelse at vre blank pny. Nr jeg +rigtig tnkte efter, havde disse Penge i Grunden kostet mig megen hemmelig +Kummer, jeg havde virkelig tnkt p dem med Gysen Gang p Gang; jeg var +ingen forstokket Sjl, min rlige Natur havde oprrt sig mod den lave +Grning. Gudskelov, jeg havde hvet mig i min egen Bevidsthed. Gr mig det +efter! sagde jeg og s udover det myldrende Torv. Gr mig det bare efter! +Jeg havde gldet en gammel, fattig Kagekone, s det havde Skik; hun vidste +hverken ud eller ind. Iaften skulde ikke hendes Brn g sultne tilsengs +. . . . Jeg gejled mig op med disse Tanker og syntes, at jeg havde bret +mig udmrket ad. Gudskelov, Pengene var nu ude af mine Hnder. + +Fuld og nervs gik jeg henad Gaden og aksled mit Skind. Glden over at +kunne g Ylajali ren og rlig imde og se hende ind i Ansigtet, lb ganske +af med mig; jeg havde ingen Smrter mer, mit Hoved var klart og tomt, det +var som det skulde vre et Hoved af idel Lys, som stod og skinned p mine +Skuldre. Jeg fik Lyst til at gre Skjerstreger, beg forbausende Ting, +stte Byen p Ende og stje. Opad hele Grndsen opfrte jeg mig som en +vanvittig Mand; det sused let for mine ren, og i min Hjrne var Rusen i +fuld Gang. Begejstret af Dumdristighed fik jeg i Sinde at g hen og opgive +min Alder for et Bybud, som forresten ikke havde talt et Ord, tage ham i +Hnden, se ham indtrngende ind i Ansigtet og forlade ham igen, uden nogen +Forklaring. Jeg sklned Nuancerne i de forbigendes Stemmer og Latter, +iagttog nogle Smfugle, som hopped foran mig i Gaden, gav mig til at +studere Brostenenes Udtryk og fandt allehnde Tegn og underlige Figurer i +dem. Under dette var jeg kommet ned til Stortingsplads. + +Jeg str pludselig stille og stirrer ned p Droscherne. Kuskene vandrer +samtalende omkring, Hestene str og luder forover mod det stygge Vejr. Kom! +sagde jeg og puffed til mig selv med Albuen. Jeg gik hurtigt hen til den +frste Vogn og steg op. Ullevoldsvejen Numer 37! rbte jeg. Og vi rulled +afsted. + +Undervejs begyndte Kusken at se sig tilbage, lgge sig ned og kige ind i +Vognen, hvor jeg sad under Kaleschen. Var han bleven mistnksom? Der var +ingen Tvivl om, at min usle Pkldning havde gjort ham opmrksom. + +Det er en Mand, jeg skal trffe! rbte jeg til ham, forat komme ham i +Forkbet, og jeg forklared ham indstndigt, at jeg absolut mtte trffe +denne Mand. + +Vi standser udenfor 37, jeg hopper ud, springer opad Trapperne, helt op til +tredje Etage, griber en Klokkestrng og rykker til; Bjlden gjorde seks, +syv forfrdelige Slag indenfor. + +En Pige kommer og lukker op; jeg lgger Mrke til, at hun har Gulddobber i +rene og sorte Lastingsknapper i det gr Kjoleliv. Hun ser forfrdet p +mig. + +Jeg sprger efter Kierulf, Joachim Kierulf, om jeg s mtte sige, en +Uldhandler, kortsagt, han var ikke til at tage fejl af . . . . + +Pigen ryster p Hovedet. + +Bor ingen Kierulf her, siger hun. + +Hun stirrer p mig, tager i Dren, frdig til at trkke sig tilbage. Hun +gjorde sig ingen Anstrngelse for at finde Manden; hun s virkelig ud til +at kende den Person, jeg spurgte efter, nr hun bare vilde tnke sig om, +den lade Skabning. Jeg blev vred, vendte hende Ryggen og lb nedad +Trapperne igen. + +Han var ikke der! rbte jeg til Kusken. + +Var han ikke der? + +Nej. Kr til Tomtegaden Numer 11. + +Jeg var i det heftigste Sindsoprr og meddelte Kusken noget deraf; han +troed ganske vist, at det galdt Livet, og han krte uden videre afsted. Han +slog strkt p. + +Hvad hedder Manden? spurgte han og vendte sig p Bukken. + +Kierulf, Uldhandler Kierulf. + +Og Kusken syntes nok ogs, at den Mand ikke var til at tage fejl af. Om han +ikke plejed at g med en lys Frakke? + +Hvadfor noget? rbte jeg, lys Frakke? Er De gal? Tror De, det er en +Tkop, jeg sprger efter? Denne lyse Frakke kom mig meget ubelejligt, +spolered hele Manden for mig, sledes, som jeg havde tnkt mig ham. + +Hvad var det, De sagde, han hedte? Kierulf? + +Javist, svared jeg, er der noget underligt i det? Navnet skmmer ingen. + +Har han ikke rdt Hr? + +Nu kunde det grne vre, at han havde rdt Hr, og da Kusken nvnte den +Ting, var jeg med engang sikker p, at han havde Ret. Jeg flte mig +taknemmelig mod den stakkels Vognmand og sagde ham, at han havde taget +Manden ganske p Spiddet; det forholdt sig virkelig, som han sagde; det +vilde vre et Srsyn, sagde jeg, at se en sdan Mand uden rdt Hr. + +Det m vre ham, som jeg har krt et Par Gange, sagde Kusken. Han havde +en Knortekp? + +Dette gjorde Manden lys levende for mig, og jeg sagde: + +He-he, der har vel endnu ingen set den Mand uden med en Knortekp i Hnden +Forsvidt s kan De vre tryg, ganske tryg. + +Ja, det var klart, at det var samme Mand, som han havde krt. Han kendte +ham igen . . . . + +Og vi krte p, s det gnistred af Hesteskoene. + +Midt i denne ophidsede Tilstand havde jeg ikke et eneste jeblik tabt +ndsnrvrelsen. Vi kommer forbi en Politibetjent, og jeg lgger Mrke til, +at han har Numret 69. Dette Tal trffer mig s grusomt nje, str med en +Gang som en Splint i min Hjrne. 69, njagtigt 69, jeg skulde ikke glemme +det! + +Jeg lned mig tilbage i Vognen, et Bytte for de galeste Indfald, krb +sammen derinde under Kaleschen, s ingen skulde se, at jeg rrte Munden, og +gav mig til at passiare idiotisk med mig selv. Vanviddet raser mig gennem +Hjrnen, og jeg lader det rase, jeg er fuldt bevidst, at jeg ligger under +for Indflydelser, som jeg ikke er Herre over. Jeg begyndte at le, tyst og +lidenskabeligt, uden Spor af Grund, endnu lystig og fuld af det Par Glas +l, jeg havde drukket. Lidt efterhvert tager min Ophidselse af, min Ro +vender mer og mer tilbage. Jeg flte Kulde i min sre Finger, og jeg stak +den ned mellem Halselinningen, forat varme den lidt. Sledes kom vi ned til +Tomtegaden. Kusken holder an. + +Jeg stiger ud af Vognen, uden Hast, tankelst, slapt, tung i Hovedet, Jeg +gr indad Porten, kommer ind i en Baggrd, som jeg gr tvers over, stder +mod en Dr, som jeg bner og gr indad, og jeg befinder mig i en Gang, et +Slags Forvrelse med to Vinduer. Der str to Kufferter, den ene ovenp den +anden, i den ene Krog, og p Langvggen en gammel, umalet Sofabnk, hvori +der ligger et Tppe. Tilhjre, i nste Vrelse, hrer jeg Stemmer og +Barneskrig, og ovenover mig, i anden Etage, Lyden af en Jrnplade, som der +hamres p. Alt dette mrker jeg, ssnart jeg er kommet ind. + +Jeg gr roligt tvers over Vrelset, hen til den modsatte Dr, uden at +skynde mig, uden Tanke p Flugt, bner ogs den og kommer ud i +Vognmandsgaden. Jeg ser opad Huset, som jeg just har passeret igennem: +Bevrtning & Logi for Rejsende. + +Det falder mig ikke ind at sge at komme vk, stjle mig bort fra Kusken, +som venter p mig; jeg gr meget sindigt udefter Vognmandsgaden, uden Frygt +og uden at vre mig noget galt bevidst. Kierulf, denne Uldhandler, som +havde spgt s lnge i min Hjrne, dette Menneske, som jeg mente var til, +og som jeg ndvendigvis mtte trffe, var bleven borte for min Tanke, +visket ud sammen med andre gale Pfund, som kom og gik efter Tur; jeg +husked ham ikke mer uden som en Anelse, et Minde. + +Jeg blev mer og mer dru, efterhvert som jeg vandred frem, flte mig tung +og mat og slbte Benene efter mig. Sneen faldt fremdeles ned i store, vde +Filler. Tilsidst kom jeg ud p Grnland, lige ud til Kirken, hvor jeg satte +mig til at hvile p en Bnk. Alle, som gik forbi, betragted mig meget +forundret. Jeg faldt i Tanker. + +Du gode Gud, hvor det var drligt fat med mig nu! Jeg var s inderlig ked +og trt af hele mit elendige Liv, at jeg fandt det ikke Mjen vrd at kmpe +lnger, forat beholde det. Modgangen havde taget Overhnd, den havde vret +for grov; jeg var s mrkelig delagt, ganske som en Skygge af, hvad jeg +engang var. Mine Skuldre var sunkne ned, helt til den ene Side, og jeg var +kommet i Vane med at lude meget forover, nr jeg gik, forat spare mit Bryst +det lille, jeg kunde. Jeg havde undersgt min Krop for et Par Dage siden, +en Middagstid oppe p mit Rum, og jeg havde stet og grdt hele Tiden over +den. Jeg havde get i den samme Skjorte i mange Uger, den var ganske stiv +af gammel Sved og havde gnavet min Navle itu; der kom lidt blodigt Vand ud +af Sret, men det smrted ikke meget, kun var det s srgeligt at have +dette Sr midt p Maven. Jeg havde ingen Rd med det, og det vilde ikke gro +igen af sig selv; jeg vasked det, trred det omhyggeligt af og trak den +samme Skjorte atter p. Der var intet at gre ved det . . . . + +Jeg sidder der p Bnken og tnker over alt dette og er temmelig trist. Jeg +vmmedes ved mig selv; endog mine Hnder forekommer mig modbydelige. Dette +slattede, nsten ublufrdige Udtryk i mine Hndbage piner mig, volder mig +Ubehag; jeg fler mig ved Synet af mine magre Fingre rt pvirket, jeg +hader hele mit slunkne Legeme og gyser ved at bre p det, fle det om mig. +Herregud, om der bare blev en Ende p det nu! Jeg vilde inderlig grne d. + +Aldeles overvunden, besudlet og nedvrdiget i min egen Bevidsthed, rejste +jeg mig mekanisk op og begyndte at g hjemad. Undervejs kom jeg forbi en +Port, hvor der stod flgende at lse: Ligsvb hos Jomfru Andersen, +tilhjre i Porten. -- Gamle Minder! sagde jeg, og jeg husked mit forrige +Rum p Hammersborg, den lille Gyngestol, Avisbetrkket nede ved Dren, +Fyrdirektrens Avertissement og Bager Fabian Olsens nybagte Brd. , ja, +jeg havde jo havt det meget bedre dengang end nu; en Nat havde jeg skrevet +en Fljeton til ti Kroner, nu kunde jeg ikke skrive noget mer, jeg kunde +aldeles ikke skrive noget mer, mit Hoved blev straks tomt, ssnart jeg +forsgte. Ja, jeg vilde have en Ende p det nu! Og jeg gik og gik. + +Efterhvert som jeg kom nrmere og nrmere Husholdningshandelen, havde jeg +halvt ubevidst Flelsen af, at jeg nrmed mig en Fare; men jeg holdt fast +ved mit Forst, jeg vilde udlevere mig. Jeg gik roligt opad Trappen, jeg +mder i Dren en liden Pige, som brer en Kop i Hnden, og jeg slipper +hende forbi og lukker Dren. Betjenten og jeg str for anden Gang overfor +hinanden, alene. + +N, siger han, det er et skrkkeligt Vejr. + +Hvad skulde denne Omvej til? Hvorfor tog han mig ikke med en Gang? Jeg blev +rasende og sagde: + +Jeg kommer alts ikke, forat prate om Vejret. + +Denne Heftighed forblffer ham, hans lille Hkerhjrne slr Klik; det havde +slet ikke faldt ham ind, at jeg havde bedraget ham for fem Kroner. + +Ved De da ikke, at jeg har snydt Dem? siger jeg utlmodig, og jeg puster +heftigt, sklver, er frdig til at bruge Magt, hvis han ikke straks kommer +til Sagen. + +Men den stakkels Mand aner ingen Ting. + +Nej, du store Verden, hvilke dumme Mennesker, man var ndt til at leve +iblandt! Jeg sklder ham ud, forklarer ham Punkt for Punkt, hvorledes det +hele var get til, viser ham, hvor jeg stod og hvor han stod, da Grningen +skete, hvor Pengene havde ligget, hvorledes jeg havde samlet dem ned i min +Hnd og lukket Hnden sammen om dem, -- og han forstr altsammen, men gr +alligevel intet ved mig. Han vender sig hid og did, lytter efter +Fodtrinnene i Sidevrelset, tysser p mig, forat f mig til at tale lavere, +og siger tilslut: + +Det var noks sjofelt gjort af Dem! + +Nej, vent lidt! rbte jeg i min Trang til at modsige ham, gge ham op; +det var ikke s lavt og nedrigt, som han med sit elendige Husholdningshoved +forestilled sig. Jeg beholdt naturligvis ikke Pengene, det kunde aldrig +falde mig ind; jeg for min Part vilde ikke drage nogen Nytte af dem, det +bd min bundrlige Natur imod . . . . + +Hvor gjorde De af dem da? + +Jeg gav dem bort til en gammel, fattig Kone, hver re, mtte han vide; den +Slags Person var jeg, jeg glemte ikke de fattige s aldeles . . . . + +Han str og tnker en liden Stund p dette, blir benbart meget tvivlrdig +om, hvorvidt jeg er en rlig Mand eller ikke. Endelig siger han: + +Burde De ikke heller have leveret Pengene tilbage? + +Nej, hr her, svarer jeg, jeg vilde ikke bringe Dem i Ulejlighed, jeg +vilde spare Dem. Men det er Takken, man har, forat man er delmodig. Nu +str jeg her og forklarer Dem det hele, og De skammer Dem ikke som en Hund, +gr simpelthen ingen Anstalter til at f Striden udjvnet med mig. Derfor +vasker jeg mine Hnder. Forresten giver jeg Dem Fan. Farvel! + +Jeg gik og slog Dren hrdt i efter mig. + +Men da jeg kom hjem p mit Vrelse, ind i dette bedrvelige Hul, gennemvd +af den blde Sne, sklvende i Knerne af Dagens Vandringer, tabte jeg +jeblikkelig min Kphjhed og faldt sammen pny. Jeg angred mit Overfald p +den arme Butiksmand, grd, greb mig i Struben, forat straffe mig for min +usle Streg, og holdt et syndigt Hus. Han havde naturligvis vret i den +ddeligste Angst for sin Post, havde ikke vovet at gre nogen Kvalm for +disse fem Kroner, som Forretningen havde tabt. Og jeg havde benyttet mig af +hans Frygt, havde pint ham med min hjrstede Tale, spiddet ham med hvert +Ord, som jeg rbte ud. Og Hkerchefen selv havde mske siddet indenfor i +Vrelset ved Siden af og flt sig p et hngende Hr opfordret til at g ud +til os og se, hvad det var, som foregik. Nej, der var ingen Grndse lnger +for, hvad jeg kunde gre af nederdrgtige Ting! + +N, men hvorfor var jeg ikke bleven sat fast? S var det kommet til en +Afslutning. Jeg havde jo sgodtsom rakt Hnderne frem til Jrnene. Jeg +vilde aldeles ikke have gjort nogen Modstand, jeg vilde tvertimod have +hjulpet til. Himlens og Jordens Herre, en Dag af mit Liv for et lykkeligt +Sekund igen! Mit hele Liv for en Ret Linser! Hr mig bare denne Gang! +. . . . + +Jeg lagde mig i de vde Klder; jeg havde en uklar Tanke om, at jeg kanske +vilde d om Natten, og jeg brugte min sidste Kraft til at ordne op en Smule +i min Seng, s det kunde se lidt ordentlig ud omkring mig om Morgenen. Jeg +folded Hnderne og valgte min Stilling. + +S med engang husker jeg Ylajali. At jeg havde glemt hende s ganske hele +Aftenen udover! Og Lyset trnger ganske svagt ind i mit Sind igen, en liden +Strle Sol, der gr mig s velsignet varm. Og der blir mere Sol, et mildt, +fint Silkelys, der strejfer mig s bedvende dejligt. Og Solen blir +strkere og strkere, brnder skarpt mod mine Tindinger, koger tung og +gldende i min udmagrede Hjrne. Og der flammer tilsidst for mine jne et +vanvittigt Bl af Strler, en antndt Himmel og Jord, Mennesker og Dyr af +Ild, Bjrge af Ild, Djvle af Ild, en Afgrund, en rken, en Alverden i +Brand, en rygende yderste Dag. + +Og jeg s og hrte intet mer . . . . + + * * * + +Jeg vgned i Sved den nste Dag, fugtig over hele Legemet, meget fugtig; +Feberen havde presset mig ganske voldsomt. I Frstningen havde jeg ingen +klar Bevidsthed om, hvad der var foreget med mig, jeg s mig omkring med +Forundring, flte mig totalt forbyttet i mit Vsen, kendte mig slet ikke +igen. Jeg flte mig efter opad Armene og nedad Benene, faldt i Forbauselse +over, at Vinduet stod p den Vg og ikke p den stik modsatte Vg, og jeg +hrte Hestenes Trampen nede i Grden, som om den kom ovenfra. Jeg var ogs +temmelig kvalm. + +Mit Hr l vdt og koldt om min Pande; jeg rejste mig p Albuen og s ned +p Hovedpuden: vdt Hr l ogs igen p den, i sm Dotter. Mine Fdder +havde hovnet op inde i Skoene i Lbet af Natten, men de smrted ikke, jeg +kunde blot ikke rre Terne stort, de var blevne for stive. + +Da det led ud p Eftermiddagen, og det allerede var begyndt at skumre lidt, +stod jeg op af Sengen og begyndte at pusle omkring i Vrelset. Jeg prved +mig frem med sm, forsigtige Skridt, passed p at holde Ligevgten og +spared s meget som muligt mine Fdder. Jeg led ikke meget, og jeg grd +ikke; jeg var i det hele taget ikke trist, jeg var tvertimod velsignet +tilfreds; det faldt mig ikke ind netop da, at nogen Ting kunde vre +anderledes end den var. + +S gik jeg ud. + +Det eneste, som plaged mig en Smule, var trods min Kvalme for Mad alligevel +Sulten. Jeg begyndte at fle en skammelig Appetit igen, en indre glubende +Madlyst, som det stadig blev vrre og vrre med. Det gnaved ubarmhjrtigt i +mit Bryst, bedreves et tyst, underligt Arbejde derinde. Det kunde vre et +Snes bitte sm, fine Dyr, som lagde Hovedet p den ene Side og gnaved lidt, +lagde derp Hovedet p den anden Side og gnaved lidt, l et jeblik aldeles +stille, begyndte igen, bored sig ind uden Stj og uden Hast og efterlod +tomme Strkninger overalt, hvor de for frem . . . . + +Jeg var ikke syg, men mat, jeg begyndte at svede. Jeg tnkte mig hen p +Stortorvet, forat hvile lidt; men Vejen var lang og besvrlig; endelig var +jeg dog nsten fremme, jeg stod p Hjrnet af Torvet og Torvegaden. Sveden +randt ned i mine jne, dugged mine Briller og gjorde mig blind, og jeg var +netop standset, forat trre mig af en Smule. Jeg mrked ikke, hvor jeg +stod, jeg tnkte ikke over det; Larmen omkring mig var frygtelig. + +Pludselig lyder et Rb, et koldt, skarpt Varsko. Jeg hrer dette Rb, hrer +det meget godt, og jeg rykker nervst til Siden, gor et Skridt s hurtigt, +mine drlige Ben kan bevge sig. Et Uhyre af en Brdvogn stryger mig forbi +og strejfer min Frakke med Hjulet; havde jeg vret lidt hurtigere, vilde +jeg get aldeles fri. Jeg kunde kanske vret lidt hurtigere, ganske lidt +hurtigere, hvis jeg havde anstrngt mig; der var ingen Rd med det, det +gjorde ondt i min ene Fod, et Par Ter blev maset; jeg flte, at de ligesom +krlled sig sammen inde i Skoen. + +Brdkreren holder Hestene an af alle Krfter; han vender sig om p Vognen +og sprger forfrdet, hvordan det gik. Jo, det kunde get langt vrre +. . . . det var vel kanske ikke s farligt . . . . jeg troed ikke, at der +var nogen Ting knust . . . . , jeg be'r . . . . + +Jeg drev hen til en Bnk det forteste, jeg kunde; disse mange Mennesker, +som standsed op og gloed p mig, havde gjort mig flau. Egentlig var det +ikke noget Ddsstd, det var get forholdsvis heldigt, nr Ulykken endelig +skulde vre ude. Det vrste var, at min Sko var trykket istykker, Slen +revet ls p Snuden. Jeg holdt Poden op og s Blod inde i Gabet. N, det +var ikke med Vilje gjort p nogen af Siderne, det var ikke Mandens Hensigt +at gre det vrre for mig end det var; han s meget bedrvet ud. Kanske +hvis jeg havde bedt ham om et lidet Brd fra Vognen, s havde jeg fet det. +Han havde vist givet mig det med Glde. Gud glde ham til Gengld der, han +er! . . . . + +Jeg sulted hrdt, og jeg vidste ikke, hvor jeg skulde gre af mig for min +ublu Appetit. Jeg vred mig hid og did p Bnken og lagde Brystet helt ned +p mine Kn; jeg var nsten forstyrret. Da det blev mrkt, rusled jeg bort +til Rdstuen -- Gud ved, hvordan jeg kom did -- og satte mig p Kanten af +Ballustraden. Jeg rev den ene Lomme ud af min Frakke og gav mig til at +tygge p den, forresten uden nogen Hensigt, med mrke Miner, med jnene +stirrende ret frem, uden at se. Jeg hrte endel Smbrn, som legte omkring +mig, og fornam instinktsmssig, nr en eller anden spadserende gik mig +forbi; ellers iagttog jeg intet. + +S med n Gang falder det mig ind at g ned i en af Basarerne nedenunder +mig og f et Stykke rt Kd. Jeg rejser mig og gr tvers over Ballustraden, +hen til den anden Ende af Basartaget, og stiger ned. Da jeg var kommet +nsten helt ned til Kdboden, rbte jeg opad Trappebningen og hytted +tilbage, som om jeg talte til en Hund deroppe, og henvendte mig frkt til +den frste Slagter, jeg traf. + +, vr s snil at give mig et Ben til Hunden min! sagde jeg. Bare et +Ben; der behver ikke at vre noget p det; den skal bare have noget at +bre i Munden. + +Jeg fik et Ben, et prgtigt lidet Ben, hvor der endnu var lidt Kd tilbage, +og stak det ind under Frakken. Jeg takked Manden s inderligt, at han s +forbauset p mig. + +Ingenting at takke for, sagde han. + +Jo, sig ikke det, mumled jeg, det er snilt gjort af Dem. + +Og jeg gik op. Hjrtet slog strkt i mig. + +Jeg sneg mig ind i Smedgangen, s dybt ind, som jeg kunde komme, og +standsed udenfor en forfalden Port til en Baggrd. Der var ikke et Lys at +se p nogen Kant, det var velsignet mrkt omkring mig; jeg gav mig til at +gnave i mig af Benet. + +Det smagte ingenting; en ram Lugt af Blod stod op fra Benet, og jeg mtte +ganske straks begynde at kaste op. Jeg forsgte igen; hvis jeg bare fik +beholde det, vilde det nok gre sin Virkning; det galdt at f det til at +bero dernede. Men jeg kasted atter op. Jeg blev vred, bed heftigt i Kdet, +sled af en liten Smule og svlged det ned med Vold. Og det nytted alligevel +ikke; ssnart de sm Kdsmuler var blevne varme i Maven, kom de desvrre +atter op. Jeg knytted vanvittigt Hnderne, stak i at grde af Hjlpelshed +og gnaved som en besat; jeg grd, s Benet blev vdt og skiddent af Trer, +kasted op, banded og gnaved igen, grd som Hjrtet skulde briste og kasted +atter op. Og jeg svor med hj Rst alle Verdens Magter ned i Pinen. + +Stille. Ikke et Menneske omkring, intet Lys, ingen Stj. Jeg er i det +voldsommeste Sindsoprr, jeg puster tungt og hjlydt og grder +tnderskrende for hver Gang, jeg m levere disse Kdsmuler, som kanske +kunde mtte mig lidt. Da det slet ikke hjlper noget, hvormeget jeg end +forsger, slynger jeg Benet mod Porten, fuld af det afmgtigste Had, +henrykt af Raseri, rber og truer voldsomt op mod Himlen, skriger Guds Navn +hst og inddt og krummer mine Fingre som Klr . . . . Jeg siger dig, du +Himlens hellige Ba'al, du er ikke til, men hvis du var til, s skulde jeg +bande dig slig, at din Himmel skulde dirre af Helvedes Ild. Jeg siger dig, +jeg har budt dig min Tjeneste, og du har afvist den, jeg siger dig, du har +stdt mig bort, og jeg vender dig for evigt Ryggen, fordi du ikke kendte +din Besgelsestid. Jeg siger dig, jeg ved, at jeg skal d, og jeg hner dig +dog, du Himlens Gud og Apis, med Dden lige for Tnderne. Jeg siger dig, +jeg vil heller vre Lakej i Helvede end Fri i dine Boliger; jeg siger dig, +jeg er fuld af livsalig Foragt for din himmelske Usselhed, og jeg vlger +mig Afgrunden til evigt Tilhold, hvor Djvelen, Judas og Farao er stdt +ned. Jeg siger dig, din Himmel er fuld af alle Jorderigets mest rhovedede +Idioter og fattige i nden, jeg siger dig, du har fyldt din Himmel med de +fede, salige Horer hernedefra, som ynkeligen har bjet Kn for dig i sin +Ddsstund. Jeg siger dig, du har brugt Magt mod mig, og du ved ikke, du +alvidende Nul, at jeg aldrig bjer mig i Modgang. Jeg siger dig, hele mit +Liv, hver Celle i min Krop, hver Evne i min Sjl gisper efter at hne dig, +du ndefulde Afskum i det hje. Jeg siger dig, jeg vilde, om jeg kunde, +rbe dette hjlydt ind i din Himmel og hen over den hele Jord, jeg vilde, +om jeg kunde, nde det ind i hver ufdt Menneskesjl, som engang kommer p +Jorden, hver Blomst, hvert Blad, hver Drbe i Havet. Jeg siger dig, jeg vil +spotte dig ud p Dommens Dag og bande dig Tndeme ud af min Mund for din +Guddoms endelse Ynkelighed. Jeg siger dig, jeg vil fra denne Stund forsage +alle dine Grninger og alt dit Vsen, jeg vil forbande min Tanke, om den +tnker p dig igen, og rive mine Lber af, om de atter nvner dit Navn. Jeg +siger dig, hvis du er til, det sidste Ord i Livet og i Dden, jeg siger dig +Farvel for evigt og altid, jeg siger dig Farvel med Hjrte og Nyrer, jeg +siger dig det sidste uigenkaldelige Farvel, og jeg tier og vender dig +Ryggen og gr min Vej . . . . + +Stille, + +Jeg dirrer af Ophidselse og Forkommenhed, str der p samme Sted, endnu +hviskende Eder og Skldsord frem, hikkende efter den heftige Grd, knkket +og slap efter det vanvittige Vredesudbrud. Jeg str der mske en Time og +hikker og hvisker og holder mig fast til Porten. S hrer jeg Rster, en +Samtale mellem to Mnd, som kommer gende indad Smedgangen. Jeg slnger +bort fra Porten, drager mig frem efter Husvggene og kommer atter ud p de +lyse Gader. Idet jeg tusler nedad Youngsbakken, begynder min Hjrne +pludselig at virke i en hjst mrkelig Retning. Det falder mig ind, at de +elendige Rnner nede i Kanten af Torvet, Materialboderne og de gamle Buler +med brugte Klder, dog var en Skndsel for Stedet. De delagde hele Torvets +Udseende og pletted Byen, fy, ned med Skramlet! Og jeg gik og slog over i +Tankerne, hvad det vel vilde komme til at koste at flytte Den geografiske +Opmling derned, denne smukke Bygning, som altid havde tiltalt mig s meget +hver Gang, jeg havde passeret den. Det vilde kanske ikke lade sig gre at +foretage en Flytning af den Art under sytti a to og sytti tusind Kroner, -- +en pen Sum, mtte man sige, en noks net Lommeskilling, he-he, at begynde +med, hvad? Og jeg nikked med mit tomme Hoved og indrmmed, at det var en +noks pen Lommeskilling at begynde med. Jeg rysted fremdeles over hele +Legemet og hikked nu og da endnu dybt efter Grden. + +Jeg havde Flelsen af, at der ikke var meget Liv igen i mig, at jeg i +Grunden sang p det sidste Vers. Det var mig ogs temmelig ligegyldigt, det +beskftiged mig ikke det mindste; jeg sgte tvertimod nedad Byen, ned til +Bryggerne, lnger og lnger bort fra mit Vrelse. Jeg kunde for den Skyld +grne have lagt mig plat ned i Gaden, forat d. Lidelserne gjorde mig mer +og mer uflsom; det banked strkt i min sre Fod, jeg havde endog Indtryk +af, at Smrten forplanted sig opad hele Lggen, og ikke engang det gjorde +synderlig ondt. Jeg havde udstet vrre Fornemmelser. + +S kom jeg ned p Jrnbanebryggen. Der var ingen Trafik, ingen Stj, kun +hist og her et Menneske at se, en Sjouer eller Sjmand, som drev om med +Hnderne i Lommen. Jeg lagde Mrke til en halt Mand, som skeled stivt hen +p mig, idet vi passered hinanden. Jeg standsed ham instinktsmssig, tog +til Hatten og spurgte, om han kendte til om Nonnen var rejst. Og bagefter +kunde jeg ikke lade vre at knipse en eneste Gang i Fingrene lige for +Mandens Nse og sige: Dd og Pine, Nonnen, ja! Nonnen, som jeg helt +havde glemt! Tanken p den havde alligevel ulmet ubevidst i mit Indre, jeg +havde bret p den, uden at vide af det selv. + +Ja, Kors, Nonnen var nok sejlet. + +Han kunde ikke sige mig, hvor den var sejlet hen? + +Manden tnker sig om, str p det lange Ben og holder det korte ivejret; +det korte dingler lidt. + +Nej, siger han. Ved De, hvad den l her og lasted? + +Nej, svarer jeg. + +Men nu havde jeg allerede glemt Nonnen, og jeg spurgte Manden, hvor langt +det vel kunde vre til Holmestrand, regnet i gode, gamle geografiske Mile. + +Til Holmestrand? Jeg vil antage . . . . + +Eller til Vblungsns? + +Hvad jeg vilde sige: jeg antager, at til Holmestrand . . . . + +, hr, med det samme jeg husker det, afbrd jeg ham igen, De skulde vel +ikke ville vre s snil at give mig en liden Bid Tobak, bare en bitte liden +Smule! + +Jeg fik Tobakken, takked Manden meget varmt og gik bort. Jeg gjorde intet +Brug af Tobakken, jeg stak den i Lommen straks. Manden holdt fremdeles je +med mig, jeg havde kanske vakt hans Mistanke p en eller anden Mde; hvor +jeg stod og gik havde jeg dette mistnksomme Blik efter mig, og jeg syntes +ikke om at blive forfulgt af dette Menneske. Jeg vender om og drager mig +atter hen til ham, ser p ham og siger: + +Ndler. + +Bare dette Ord: Ndler. Ikke mer. Jeg ser meget stivt p ham, idet jeg +siger det, jeg flte, at jeg stirred frygteligt p ham; det var, som om jeg +s p ham med hele Kroppen, istedetfor bare med jnene. Og jeg str en +liden Stund, efterat jeg har sagt dette Ord. S tusler jeg op til +Jrnbanetorvet igen. Manden gav ikke en Lyd fra sig, han bare holdt je med +mig. + +Ndler? Jeg stod med en Gang stille. Ja, var det ikke det, jeg havde +Fornemmelsen af allerede straks: jeg havde truffet Krblingen fr. Oppe i +Grndsen, en lys Morgen; jeg havde pantsat min Vest. Det forekom mig som en +Evighed siden den Dag. + +Mens jeg str og tnker p dette -- jeg str og sttter mig til en Husvg +p Hjrnet af Torvet og Havnegaden -- farer jeg pludselig sammen og sger +at kravle mig vk. Da dette ikke lykkes mig, stirrer jeg forhrdet ret frem +og bider Hovedet af al Skam, der var ingen Rd med det, -- jeg str Ansigt +til Ansigt med Kommandren. + +Jeg blir skdeslst frk, jeg tager endog et Skridt frem fra Husvggen, +forat gre ham opmrksom p mig. Og jeg gr det ikke forat vkke +Medlidenhed, men forat hne mig selv, stille mig i Gabestokken; jeg kunde +vltet mig ned i Gaden og bedt Kommandren g over mig, trde p mit +Ansigt. Jeg siger ikke engang Godaften. + +Kommandren aned mske, at der var noget galt fat med mig, han sagtned +sine Skridt en Smule, og jeg siger, forat standse ham: + +Jeg skulde vret hos Dem med noget, men det er ikke blevet noget af +endda. + +Ja? svarer han sprgende. De har det ikke frdigt, da? + +Nej, jeg har ikke fet det frdigt. + +Men nu str mine jne pludselig i Vand ved Kommandrens Venlighed, og jeg +harker og hoster forbittret, forat gre mig strk. Kommandren stder en +Gang i Nsen; han str og ser p mig. + +Har De noget at leve af imens, da? siger han. + +Nej, svarer jeg, jeg har ikke det heller. Jeg har ikke spist endda idag, +men . . . . . . + +Gud bevare Dem, det gr da ikke an, at De gr her og sulter ihjl, Mand! +siger han. Og han tager med en Gang til Lommen. + +Nu vgner Skamflelsen i mig, jeg raver igen bort til Husvggen og holder +mig fast, jeg str og ser p, at Kommandren roder om i sin Pengepung; +men jeg siger intet. Og han rkker mig en Tikrone. Han gr ingen flere +Omstndigheder med det, han giver mig simpelthen ti Kroner. Med det samme +gentager han, at det ikke gik an, at jeg sulted ihjl. + +Jeg stammed en Indvending og tog ikke Sedlen straks: Det var skammeligt af +mig dette . . . . det var ogs altfor meget . . . . + +Skynd Dem nu! siger han og ser p sit Ur. Jeg har ventet p Toget; men +nu kommer det, hrer jeg. + +Jeg tog Pengene, jeg var lam af Glde og sagde ikke et Ord mer, jeg takked +ikke engang. + +Det er ikke vrdt at genere sig for det, siger Kommandren tilsidst; +De kan jo skrive for det, ved jeg. + +S gik han. + +Da han var kommet nogle Skridt bort, husked jeg med en Gang p, at jeg ikke +havde takket Kommandren for denne Hjlp. Jeg forsgte at indhente ham, +men kunde ikke komme fort nok afsted, mine Ben slog Klik, og jeg vilde +idelig falde p Nsen. Han fjrned sig mer og mer. Jeg opgav Forsget, +tnkte at rbe efter ham, men turde ikke, og da jeg endelig alligevel tog +Mod til mig og rbte, en Gang, to Gange, var han allerede forlangt borte, +min Stemme var bleven for svag. + +Jeg stod tilbage p Fortouget og s efter ham, jeg grd ganske stille. Jeg +har aldrig set p Magen! sagde jeg til mig selv; han gav mig ti Kroner! Jeg +gik tilbage og stilled mig der, hvor han havde stet, og eftergjorde alle +hans Bevgelser. Og jeg holdt Pengesedlen op til mine vde jne, bes den +p begge Sider og begyndte at bande -- bande i vilden Sky p, at det havde +sin Rigtighed med det, jeg holdt i Hnden, det var en Tikrone. + +En Stund efter -- mske en meget lang Stund; ti det var allerede bleven +ganske stille overalt -- stod jeg besynderligt nok udenfor Tomtegaden Numer +11. Da jeg havde stet og summet mig et jeblik og forundret mig herover, +gik jeg indad Porten for anden Gang, lige ind i Bevrtning & Logi for +Rejsende. Her bad jeg om Husly og fik straks en Seng. + + * * * + +Tirsdag. + +Solskin og Stille, en vidunderlig lys Dag. Sneen var borte; allevegne Liv +og Lyst og glade Ansigter, Smil og Latter. Fra Fontnerne steg +Vandstrlerne op i Buer, gyldne af Solen, bllige af den bllige Himmel +. . . . Ved Middagstid gik jeg ud fra mit Logi i Tomtegaden, hvor jeg +fremdeles boed og havde det godt, og begav mig ud i Byen. Jeg var i den +gladeste Stemning og drev om den ganske Eftermiddag i de mest befrdede +Gader og s p Mennesker. Endnu fr Klokken blev syv om Aftenen, gjorde jeg +mig en Tur op til St. Olafs Plads og kiged i Smug op til Vinduerne i Numer +2. Om en Time skulde jeg se hende! Jeg gik i en let, dejlig Angst hele +Tiden. Hvad vilde der ske? Hvad skulde jeg finde p at sige, nr hun kom +nedad Trappen? Godaften, Frken? Eller bare smile? Jeg beslutted mig til at +lade det bero med at smile. Naturligvis vilde jeg hilse dybt p hende. + +Jeg lusked bort, lidt skamfuld over at vre s tidligt ude, vandred om i +Karl Johan en Stund og holdt je med Universitetsuret. Da Klokken blev +otte, satte jeg atter opad Universitetsgaden. Under vejs faldt det mig ind, +at jeg kanske kunde komme et Par Minutter forsent, og jeg strakte ud alt, +jeg rked. Min Fod var meget sr, ellers mangled der mig ingenting. + +Jeg tog Post ved Fontnen og pusted ud; jeg stod der rigtig lnge og s op +til Vinduerne i Numer 2; men hun kom ikke. N, jeg skulde nok vente, det +havde ingen Hast med mig; hun havde kanske Forhindringer. Og jeg vented +igen. Jeg skulde da vel aldrig have drmt det hele? Havt det frste Mde +med hende i Indbildningen den Nat, jeg l i Feber? Jeg begyndte rdvild at +tnke efter og flte mig aldeles ikke sikker i min Sag. + +Hm! sagde det bag mig. + +Jeg hrte denne Harken, jeg hrte ogs lette Skridt i Nrheden af mig; men +jeg vendte mig ikke om, jeg stirred blot op til den store Trappe foran mig. + +Godaften! siger det s. + +Jeg glemmer at smile, jeg tager ikke engang straks til Hatten, jeg blir s +forundret over at se hende komme denne Vej. + +Har De ventet lnge? siger hun, og hun puster lidt hurtigt efter Gangen. + +Nej, aldeles ikke, jeg kom for en liden Stund siden, svared jeg. Og +desuden, hvad havde det gjort, om jeg havde ventet lnge? Jeg tnkte +forresten, at De skulde komme fra en anden Kant? + +Jeg har fulgt Mama til en Familie, Mama skal vre ude iaften. + +Jas! sagde jeg. + +Nu var vi uvilkrlig begyndt at g. En Politibetjent str p Gadehjrnet og +ser p os. + +Men hvor gr vi egentlig hen? siger hun og standser. + +Did, hvor De vil, bare did, hvor De vil. + +Uf, ja, men det er s kedeligt at bestemme det selv. + +Pause. + +S siger jeg, bare for at sige noget: + +Det er mrkt i Deres Vinduer, ser jeg. + +Ja, da! svarer hun livligt. Pigen har ogs fet fri. S jeg er ganske +alene hjemme. + +Vi str begge to og ser opad Vinduerne i Numer 2, som om ingen af os havde +set dem fr. + +Kan vi g op til Dem, da? siger jeg. Jeg skal sidde nede ved Dren hele +Tiden, dersom De vil . . . . + +Men nu skalv jeg af Bevgelse og angred meget, at jeg havde vret for frk. +Hvad om hun blev vred og gik bort fra mig? Hvad om jeg aldrig fik se hende +igen? , det elendige Antrk, jeg havde p! Jeg vented fortvivlet p +Svaret. + +De skal aldeles ikke sidde nede ved Dren, siger hun. Hun taler ligefrem +mt og siger akkurat disse Ord: De skal aldeles ikke sidde nede ved Dren. + +Vi gik op. + +Ude p Gangen, hvor det var mrkt, tog hun min Hnd og ledte mig frem. Jeg +behved slet ikke at vre s stille, sagde hun, jeg kunde godt tale. Og vi +kom ind. Mens hun tndte Lys -- det var ikke en Lampe, hun tndte, men et +Lys -- mens hun tndte dette Lys, sagde hun med en liden Latter: + +Men nu fr De ikke se p mig. Uf, jeg er skamfuld! Men jeg skal aldrig +gre det mer. + +Hvad skal De aldrig gre mer? + +Jeg skal aldrig . . . . uf, nej. Gud bevare mig . . . . jeg skal aldrig +kysse Dem mer. + +Skal De ikke det? sagde jeg, og vi lo begge. Jeg strakte Armene ud efter +hende, Og hun gled tilside, smutted vk, over p den anden Side af Bordet. +Vi stod og s p hinanden en liden Stund, Lyset stod midt imellem os. + +Forsg at f fat p mig! sagde hun. + +Og under megen Latter forsgte jeg at f fat p hende. Mens hun sprang +omkring, lste hun Slret op og tog Hatten af; hendes spillende jne hang +fremdeles ved mig og vogted p mine Bevgelser. Jeg gjorde et Udfald pny, +snubled i Tppet og faldt; min sre Fod vilde ikke lnger holde mig oppe. +Jeg rejste mig yderlig flau. + +Gud, hvor rd De blev! sagde hun. Ja, det var ogs grsselig kejtet. + +Ja, det var det! svared jeg. + +Og vi begyndte pny at springe omkring. + +Jeg synes, De halter? + +Ja, jeg halter kanske lidt, bare lidt forresten. + +Sidst havde De en sr Finger, nu har De en sr Fod; det er svrt, s mange +Plager De har. + +, ja. -- Jeg blev lidt overkrt for nogle Dage siden. + +Overkrt? Fuld da igen? Nej, Gud bevare mig, hvordan De lever, unge Mand! +Hun trued med Pegefingeren og gjorde sig alvorlig. S stter vi os da! +sagde hun. Nej, ikke der nede ved Dren; De er s altfor tilbageholden; +her oppe; De der og jeg her, s ja! . . . . Uf, det er noks kedeligt med +tilbageholdne Mennesker! S m man sige og gre alt selv, man fr ingen +Hjlp til noget. Nu kunde De for Eksempel grne holde Deres Hnd p min +Stolryg, De kunde grne fundet p s meget af Dem selv, kunde De. For om +jeg siger noget sligt, s stter De op et Par jne, som om De ikke rigtig +tror det, som blir sagt. Ja, det er virkelig sandt, jeg har set det flere +Gange, De gr det nu ogs. Men De skal bare ikke indbilde mig, at De er s +beskeden altid, nr De blot tr dy Dem. De var noks frk den Dag, da De +var fuld og gik efter mig lige hjem og plaged mig med Deres ndrigheder: De +mister Deres Bog, Frken, De mister ganske bestemt Deres Bog, Frken! +Ha-ha-ha! Fy, det var virkelig stygt af Dem! + +Jeg sad fortabt og s p hende. Mit Hjrte slog hjt, Blodet spndte mig +varmt gennem rene. Hvilken vidunderlig Nydelse! + +Hvorfor siger De ingenting? + +Nej, hvor De er sd! sagde jeg. Jeg sidder simpelthen her og blir +inderlig betaget af Dem, her i denne Stund inderlig betaget . . . . Der er +ingen Rd med det . . . . De er det besynderligste Menneske, som . . . . +Stundom strler Deres jne s, jeg har aldrig set Magen, de ser ud som +Blomster . . . . Hvad? Nej-nej, kanske ikke som Blomster heller, men +. . . . Jeg er s aldeles forelsket i Dem, og det er s urimeligt . . . . +Herregud, naturligvis, det nytter mig ikke det Spor . . . . Hvad hedder De? +Nu m De da virkelig sige mig, hvad De hedder . . . . + +Nej, hvad hedder _De_? Gud, nu havde jeg nr glemt det igen! Jeg tnkte p +det i hele Gr, at jeg skulde sprge Dem. Ja, det vil sige ikke i _hele_ +Gr, men . . . . + +Ved De, hvad jeg har kaldt Dem? Jeg har kaldt Dem Ylajali. Hvad synes De +om det? En sdan glidende Lyd . . . . + +Ylajali? + +Ja. + +Er det fremmede Sprog? + +Hm, Nej, det er ikke det heller. + +Ja, det er ikke stygt . . . . + +Efter lange Forhandlinger sagde vi hinanden vore Navne. Hun satte sig lige +ved Siden af mig i Sofaen og skv Stolen bort med Foden, Og vi begyndte at +passiare pny. + +De har barberet Dem ogs iaften, sagde hun. De ser i det hele taget lidt +bedre ud end sidst, men bare bitte lidt forresten; indbild Dem nu bare ikke +. . . . Nej, sidst var De virkelig sjofel da. De gik ovenikbet med en fl +Klud om Fingeren. Og i den Tilstand vilde De absolut g ind et Sted og +drikke Vin med mig. Nej, Tak! + +Det var alts for mit misserable Udseendes Skyld, at De ikke vilde g med +alligevel da? sagde jeg. + +Nej, svared hun og s ned. Nej, det skal Gud vide, det ikke var! Jeg +tnkte ikke p det engang. + +Hr, sagde jeg, De sidder vist her i den Overtro, at jeg kan klde mig +og leve akkurat som jeg nsker. De? Men det kan jeg nok ikke, jeg er meget, +meget fattig. + +Hun s p mig. + +Er De det? sagde hun. + +Ja, jeg er det, desvrre. + +Pause. + +Ja, Herregud, det er jeg ogs, det, sagde hun med en frejdig Bevgelse +med Hovedet. + +Hvert af hendes Ord berused mig, traf mig i Hjrtet som Vindrber. Hun +henrykte mig med den Vane, hun havde at lgge sit Hoved lidt p Siden og +lytte, nr jeg sagde noget. Og jeg flte hendes ndedrag lige op i mit +Ansigt. + +Ved De, sagde jeg, at . . . . Men nu m De ikke blive sint . . . . Da +jeg gik tilsengs igraftes, lagde jeg denne Arm tilrette for Dem . . . . +sledes . . . . som om De l i den . . . . og s sovned jeg ind . . . . + +Jas? Det var vakkert! Pause. Men det mtte nu ogs vre p Frastand, De +kunde gre sligt noget; for ellers . . . . + +Tror De ikke, jeg kunde gre det ellers? + +Nej, det tror jeg ikke. + +Jo, af mig kan De vente alt, sagde jeg. Og jeg lagde Armen om hendes Liv. + +Kan jeg det? sagde hun bare. + +Det rgred mig, stdte mig nsten, at hun holdt mig for s altfor +skikkelig; jeg brysted mig op, skd Hjrtet op i Livet og tog hendes Hnd. +Men hun trak den ganske stilfrdigt tilbage og flytted sig lidt bort fra +mig. Dette gjorde det atter af med mit Mod, jeg blev skamfuld og s bort +mod Vinduet. Jeg var alligevel s altfor ynkelig der, jeg sad, jeg mtte +blot ikke prve at indbilde mig noget. Det havde vret en anden Sag, hvis +jeg havde truffet hende dengang, da jeg endnu s ud som et Menneske, i mine +Velmagtsdage, da jeg havde lidt at redde mig med. Og jeg flte mig meget +nedslagen tilmode. + +Der kan De se! sagde hun, nu kan De bare se: Man kan vippe Dem blot med +en liden Rynke i Panden, gre Dem s flad, bare ved at flytte sig lidt bort +fra Dem . . . . Hun lo drillende, skjeragtigt, med aldeles lukkede jne, +som om heller ikke hun holdt ud at blive set p. + +Nej, men du store min! bused jeg ud, nu skal De bare se! Og jeg slog +Armene heftigt om hendes Skuldre. Jeg var nsten krnket. Var Pigen fra +Forstanden! Tog hun mig for aldeles uerfaren! He, jeg skulde dog ved den +levende . . . . Ingen skulde sige om mig, at jeg stod tilbage i dette +Stykke. Det var dog Satan til Menneske! Galdt det bare at g p, s . . . . + +Hun sad ganske rolig, og hun havde jnene fremdeles lukket; ingen af os +talte. Jeg trykked hende hrdt ind til mig, klemte grdigt hendes Krop ind +til mit Bryst, og hun sagde ikke et Ord. Jeg hrte vore Hjrteslag, bde +hendes og mine, de ld som begravede Hovtramp. + +Jeg kyssed hende. + +Jeg vidste ikke lngere af mig selv, jeg sagde noget Nonsens, som hun lo +ad, hvisked Klenavne ind i hendes Mund, klapped hende p Kindet, kyssed +hende mange Gange. Jeg bned en Knap eller to i hendes Liv, og jeg skimted +hendes Bryster indenfor, hvide, runde Bryster, der titted frem som to sde +Vidundere bag Linnedet. + +M jeg f se! siger jeg, og jeg forsger at bne flere Knapper, gre +Hullet strre; men min Bevgelse er for strk, jeg kommer ingen Vej med de +nederste Knapper, hvor desuden Livet strammer p. M jeg bare f se lidt +. . . . lidt . . . . + +Hun slr Armen om min Hals, ganske langsomt, mt; hendes nde puster mig +lige i Ansigtet fra de rde, dirrende Nsebor; med den anden Hnd begynder +hun selv at bne Knapperne, en for en. Hun ler forlegent, ler kort og ser +flere Gange op p mig, om jeg skal mrke, at hun er bange. Hun lser +Bndene op, hgter op Korsettet, er henrykt og ngstelig. Og jeg fingrer +med mine grove Hnder ved disse Knapper og Bnd . . . . + +Forat aflede Opmrksomheden fra, hvad hun gor, stryger hun mig med sin +venstre Hnd over Skulderen og siger: + +Hvilken Mngde lse Hr der ligger! + +Ja, svarer jeg og vil trnge indtil hendes Bryst med min Mund. Hun ligger +i dette jeblik med ganske bne Klder. Pludselig er det som om hun +besinder sig, som om hun synes at have get for vidt; hun dkker sig atter +til og rejser sig lidt op. Og forat skjule sin Forlegenhed med de bne +Klder, giver hun sig atter til at tale om den Mngde affaldne Hr, der l +p mine Skuldre. + +Hvor kan det vre, at Hret falder s af Dem? + +Ved ikke! + +, De drikker naturligvis formeget, og kanske -- Fy, jeg vil ikke sige +det! De mtte skamme Dem! Nej, det havde jeg ikke troet om Dem! At De, som +er s ung, allerede mister Hret! . . . . Nu skal De vrsgod fortlle mig, +hvorledes De egentlig lever Deres Liv hen. Jeg er sikker p, det er +frygteligt! Men bare Sandhed, forstr De, ikke nogen Udflugter! Jeg skal +nok forresten se det p Dem, om de vil skjule noget. S, fortl nu! + +Ja, lad mig f kysse Dem p Brystet frst, s. + +Er De gal? S, begynd nu! + +Nej, kre, lad mig nu f Lov til det frst! + +Hm. Nej, ikke frst . . . . Siden kanske . . . . Jeg vil hre, hvad De er +for et Menneske . . . . , jeg er sikker p, det er forfrdeligt! + +Det pinte mig ogs, at hun skulde tro det vrste om mig, jeg var bange for +at stde hende helt bort, og jeg holdt ikke ud den Mistanke, hun havde om +mit Levnet. Jegvilde rense mig i hendes jne, gre mig vrdig til hende, +vise hende, at hun sad ved en p det nrmeste engleren Persons Side. +Herregud, jeg kunde jo tlle p Fingerne mine Fald til Dato. + +Jeg fortalte, jeg fortalte alt, og jeg fortalte bare Sandhed. Jeg gjorde +intet vrre end det var, det var ikke min Agt at vkke hendes Medlidenhed; +jeg sagde ogs, at jeg havde stjlet fem Kroner en Aften. + +Hun sad og lytted med gabende Mund, bleg, bange, aldeles forstyrret i de +blanke jne. Jeg vilde gre det godt igen, sprede det triste Indtryk, jeg +havde gjort, og strammed mig op: + +Det er jo over nu! sagde jeg; det kan ikke vre Tale om sligt noget +lnger; nu er jeg bjrget . . . . + +Men hun var meget forsagt. Gud bevare mig! sagde hun bare og taug. Hun +sagde dette med korte Mellemrum og taug hver Gang igen. Gud bevare mig! + +Jeg begyndte at spge, tog hende i Siden, forat kildre hende, lfted hende +op til mit Bryst. Hun havde atter knappet Kjolen igen; dette rgred mig en +Smule, sred mig ligefrem. Hvorfor skulde hun knappe Kjolen igen? Var jeg i +hendes jne mer uvrdig nu, end om jeg selv havde forskyldt, at mit Hr +faldt af? Vilde hun have syntes bedre om mig, hvis jeg havde gjort mig til +en Udhaler? . . . . Ikke noget Sludder. Det galdt bare at g p! Og hvis +det bare galdt at g p, s ved den levende . . . . + +Jeg lagde hende ned, lagde hende simpelthen ned i Sofaen. Hun stred imod, +ganske lidt forresten, og s forbauset ud. + +Nej . . . . hvad vil De? sagde hun. + +Hvad jeg vil?! + +He, hun spurgte, hvad jeg vilde! G p, vilde jeg, g lige p! Det var ikke +bare p Frastand, jeg havde det med at g p; det var ikke min Art og +Beskaffenhed af Menneske. Jeg gjorde i at vre Karl for min Hat og ikke +sles flad af en Rynke i Panden. Nej-nej, san, jeg havde endnu aldrig get +med uforrettet Sag fra en sdan Affre . . . . + +Og jeg gik p. + +Nej . . . . nej, men . . . .? + +Jo, mente jeg, det var Meningen det! + +_Nej_, hrer De! rbte hun. Og hun lagde til disse srende Ord: Jeg kan +jo ikke vre tryg for, at De ikke er vanvittig. + +Jeg holdt uvilkrlig lidt inde, og jeg sagde: + +Det mener De ikke! + +Jo, ved Gud, De ser s rar ud! Og den Formiddag, De forfulgte mig, -- De +var alts ikke fuld dengang? + +Nej. Men da var jeg jo ikke sulten heller, jeg havde netop spist . . . . + +Ja, s meget vrre var det. + +Vilde De heller, at jeg skulde vret fuld? + +Ja . . . . Hu, jeg er bange for Dem! Herregud, kan De nu ikke slippe! + +Jeg tnkte mig om. Nej, jeg kunde ikke slippe. Ikke noget forbandet Prevv +en silde Aftenstund p en Sofa! Op med Flonellen! He, hvilke Udflugter +fandt man ikke p at komme med i et sligt jeblik! Som om jeg ikke vidste, +at det var bare Undselighed altsammen! Da mtte jeg vre grn! S stille +nu! Ikke noget Tv! Leve Kongen og Fdrelandet! . . . . + +Hun stritted besynderlig strkt imod, altfor strkt til bare at stritte +imod af Undselighed. Jeg kom som af Vanvare til at stde Lyset overende, s +det slukned, hun gjorde fortvivlet Modstand, udstdte endog et lidet Klynk. + +Nej, ikke det, ikke det! Hvis De vil s skal De heller f kysse mig p +Brystet. Kre, snille . . . . + +Jeg standsed jeblikkelig. Hendes Ord ld s forfrdede, hjlpelse, jeg +blev inderlig slagen. Hun mente at byde mig en Erstatning ved at give mig +Lov til at kysse hendes Bryst! Hvor det var sknt, sknt og enfoldigt! Jeg +kunde faldt ned og knlet for hende. + +Men, kre, vene! sagde jeg aldeles forvirret, jeg forstr ikke . . . . +jeg begriber virkelig ikke, hvad dette er for en Slags Spil . . . . + +Hun rejste sig og tndte atter Lyset med rystende Hnder; jeg sad tilbage +p Sofaen og foretog mig ingenting. Hvad vilde nu ske? Jeg var i Grunden +meget ilde tilmode. + +Hun kasted jnene hen p Vggen, hen til Klokken, og for sammen. + +Uf, nu kommer Pigen snart! sagde hun. Dette var det frste, hun sagde. + +Jeg forstod denne Hentydning og rejste mig. Hun tog efter Kben, som forat +klde den p, men betnkte sig, lod den ligge og gik bort til Kaminen. Hun +var bleg og blev mer og mer urolig. Forat det dog ikke skulde se ud, som om +hun viste mig Dren, sagde jeg: + +Var han Militr Deres Far? og samtidig gjorde jeg mig istand til at g. + +Ja, han var Militr. Hvoraf vidste jeg det? + +Jeg vidste det ikke, det faldt mig bare ind. + +Det var besynderligt! + +, ja. Det var enkelte Steder, jeg kom, hvor jeg fik det med Anelser. +He-he, det hrte med til mit Vanvid, det . . . . + +Hun s hurtig op, men svared ikke. Jeg flte, at jeg pinte hende med min +Nrvrelse, og vilde gre kort Proces. Jeg gik til Dren. Vilde hun ikke +kysse mig mer nu? Ikke engang rkke mig Hnden? Jeg stod og vented. + +Skal De g nu da? sagde hun, og hun stod endda stille borte ved Kaminen. + +Jeg svared ikke. Jeg stod ydmyget og forvirret og s p hende, uden at sige +noget. Hvorfor havde hun da ikke ladet mig i Fred, nr det ikke kunde blive +til noget? Hvad gik der af hende i dette jeblik? Det lod ikke til at ang +hende, at jeg stod frdig til at g; hun var p en Gang aldeles tabt for +mig, og jeg ledte efter noget at sige hende til Afsked, et tungt, dybt Ord, +som kunde ramme hende og mske imponere hende lidt. Og stik imod min faste +Beslutning, sret, istedetfor stolt og kold, urolig, fornrmet, gav jeg mig +ligefrem til at tale om Uvsentligheder; det rammende Ord kom ikke, jeg bar +mig yderst tankelst ad. + +Hvorfor kunde hun ikke lige s godt sige klart og tydeligt, at jeg skulde +g min Vej? spurgte jeg. Jo, jo, hvorfor ikke? Det var ikke vrdt at genere +sig. Istedetfor at minde mig om, at Pigen snart vilde komme hjem, kunde hun +ogs simpelthen have sagt flgende: Nu m De forsvinde, for nu skal jeg g +og hente min Mor, og jeg vil ikke have Deres Flge nedad Gaden. S, det var +ikke det, hun havde tnkt p? , jo, det var nok alligevel det, hun havde +tnkt p; det forstod jeg straks. Der skulde s lidet til, forat stte mig +p Spor; bare den Mden, hvorp hun havde taget efter Kben og atter ladet +den ligge, havde overbevist mig med en Gang. Som sagt, jeg havde det med +Anelser. Og der var vel kanske ikke s meget Vanvid i det i Grunden . . . . + +Men, Herregud, tilgiv mig nu for det Ord! Det slap mig af Munden! rbte +hun. Men hun stod fremdeles stille og kom ikke hen til mig. + +Jeg var ubjelig og fortsatte. Jeg stod der og sludred vk med den pinlige +Fornemmelse, at jeg keded hende, at ikke et eneste af mine Ord traf, og +alligevel holdt jeg ikke op: I Grunden kunde man jo vre et temmelig +mtligt Gemyt, om man ikke var gal, mente jeg; der var Naturer, som nred +sig af Bagateller og dde bare for et hrdt Ord. Og jeg lod underforst, at +jeg havde en sdan Natur. Sagen var den, at min Fattigdom havde i den Grad +skrpet visse Evner i mig, at det voldte mig ligefrem Ubehageligheder, ja, +jeg forsikrer Dem ligefrem Ubehageligheder, desvrre. Men det havde ogs +sine Fordele, det hjalp mig i visse Situationer. Den fattige intelligente +var langt finere Iagttager end den rige intelligente. Den fattige ser sig +om for hvert Skridt, han tager, lytter mistnksomt til hvert Ord, han hrer +af de Mennesker, han trffer; hvert Skridt, han selv tager, stiller sledes +hans Tanker og Flelser en Opgave, et Arbejde. Han er lydhr og flsom, han +er en erfaren Mand, hans Sjl har Brandsr . . . . + +Og jeg talte rigtig lnge om disse Brandsr, som min Sjl havde. Men jo +lnger jeg talte, des uroligere blev hun; tilsidst sagde hun: Herregud! +et Par Gange i Fortvivlelse og vred sine Hnder. Jeg s godt, at jeg plaged +hende, og jeg vilde ikke plage hende, men gjorde det alligevel. Endelig +mente jeg at have fet sagt hende i grove Trk det ndvendigste af, hvad +jeg havde at sige, jeg blev greben af hendes fortvivlede Blik og rbte: + +Nu gr jeg! Nu gr jeg! Kan De ikke se, at jeg allerede har Hnden p +Lsen? Farvel! Farvel, siger jeg! De kunde dog grne svare mig, nr jeg +siger Farvel to Gange og str fiks og frdig til at g. Jeg beder ikke +engang om at f trffe Dem igen, for det vil pine Dem; men sig mig: Hvorfor +lod De mig ikke vre i Fred? Hvad har jeg gjort Dem? Jeg gik dog ikke +ivejen for Dem nu; vel? Hvorfor vender De Dem pludselig bort fra mig, som +om De slet ikke kendte mig mer? Nu har De ribbet mig s inderlig blank, +gjort mig endda mere ussel end jeg var nogensinde. Herregud, men jeg er jo +ikke vanvittig, De ved meget godt, nr De vil tnke Dem om, at der er +ingenting, som fejler mig nu. Kom nu da og rk mig Hnden! Eller lad mig f +Lov til at komme til Dem! Vil De det? Jeg skal ikke gre Dem noget ondt, +jeg vil bare knle for Dem et jeblik, knle ned p Gulvet der foran Dem, +blot et jeblik; m jeg? Nej, nej, s skal jeg ikke gre det, jeg ser, De +blir bange, jeg skal ikke, _skal_ ikke gre det, hrer De. Herregud dog, +hvorfor blir De s forfrdet? Jeg str jo stille, jeg rrer mig ikke. Jeg +vilde have knlet ned p Tppet et Minut, just der, p den rde Farve lige +ved deres Fdder. Men De blev bange, jeg kunde straks se det p Deres jne, +at De blev bange, derfor stod jeg stille. Jeg gjorde ikke et Skridt, da jeg +bad Dem derom; vel? Jeg stod lige s urrlig som nu, nr jeg viser Dem det +Sted, hvor jeg vilde knlet for Dem, der borte p den rde Rose i Tppet. +Jeg peger ikke med Fingeren engang, jeg peger slet ikke, jeg lader det +vre, for ikke at forskrkke Dem, jeg nikker bare og ser derhen, sledes! +Og De forstr meget godt, hvilken Rose, jeg mener, men De vil ikke tillade +mig at knle der; De er bange for mig og tr ikke komme mig nr. Jeg +begriber ikke, at De kan bringe over Deres Hjrte at kalde mig gal. Ikke +sandt, De tror det heller ikke lnger? Det var engang i Sommer, for lnge +siden, da var jeg gal; jeg arbejded for hrdt og glemte at g til Middags i +ret Tid, nr jeg havde meget at tnke p. Det hndte Dag efter Dag; jeg +burde have husket det, men jeg glemte det stadig vk. Ved Gud i Himlen, det +er sandt! Gud lade mig aldrig komme levende fra dette Sted, hvis jeg lyver! +Der kan De se, De gr mig Uret. Det var ikke af Trang, jeg gjorde det; jeg +har Kredit, stor Kredit, hos Ingebret og Gravesen; jeg gik ogs ofte med +mange Penge i Lommen og kbte alligevel ikke Mad, fordi jeg glemte det. +Hrer De der! De siger ikke noget, De svarer ikke, De gr aldeles ikke bort +fra Kaminen, De str bare og venter p, at jeg skal g . . . . + +Hun kom hurtigt henimod mig og rakte sin Hnd frem. Jeg s fuld af Mistro +p hende. Gjorde hun det ogs med noget let Hjrte? Eller gjorde hun det +blot, forat blive af med mig? Hun lagde sin Arm om min Hals, hun havde +Trer i jnene. Jeg stod bare og s p hende. Hun rakte sin Mund frem; jeg +kunde ikke tro hende, det var ganske bestemt et Offer, hun bragte, et +Middel til at f en Ende p det. + +Hun sagde noget, det ld for mig som: Jeg er glad i Dem alligevel! Hun +sagde det meget lavt og utydeligt, mske hrte jeg ikke rigtig, hun sagde +kanske ikke just de Ord; men hun kasted sig heftigt om min Hals, holdt +begge Armene om min Hals en liden Stund, strakte sig endog en Smule p +Terne, forat rkke godt op, og stod sledes mske et helt Minut. + +Jeg var bange for, at hun tvang sig selv til at vise denne mhed, jeg sagde +blot: + +Hvor De er dejlig nu! + +Mer sagde jeg ikke. Jeg omfavned hende voldsomt, trdte tilbage, stdte til +Dren og gik baglnds ud. Og hun stod igen derinde. + +FJERDE STYKKE + +Vinteren var kommet, en r og vd Vinter nsten uden Sne, en tget og mrk +evigtvarende Nat, uden et eneste friskt Vindstd, s lang som Ugen var. +Gassen brndte nsten hele Dagen i Gaderne, og Folk stdte alligevel p +hinanden i Tgen. Alle Lyde, Kirkeklokkernes Klang, Bjlderne fra +Droschehestene. Menneskenes Stemmer, Hovslagene, altsammen ld s sprukkent +og klirrende i den tykke Luft, der lagde sig ivejen for alting og dmped +alt ned. Uge gik efter Uge, og Vejret var og blev det samme. + +Og jeg opholdt mig stadigt nede i Vaterland. + +Jeg blev fastere og fastere bunden til denne Bevrtning, dette Logihus for +Rejsende, hvor jeg havde fet bo, trods min Forkommenhed. Mine Penge var +for lnge siden opbrugte, og jeg vedblev alligevel at g og komme p dette +Sted, som om jeg havde Ret dertil og hrte hjemme der. Vrtinden havde +endnu intet sagt; men det pinte mig alligevel, at jeg ikke kunde betale +hende. Sledes forlb tre Uger. + +Jeg havde allerede for flere Dage tilbage genoptaget min Skrivning, men det +lykkedes mig ikke lnger at f til noget, som jeg var tilfreds med; jeg +havde slet intet Held med mig mer, om jeg end var meget flittig og forsgte +sent og tidligt; hvad jeg end tog mig til, nytted det ikke, Lykken var +borte, og jeg anstrngte mig altid forgves. + +Det var p et Vrelse i anden Etage, i det bedste Gstevrelse, jeg sad og +gjorde disse Forsg. Jeg var forbleven uforstyrret deroppe, siden den +frste Aften, da jeg havde Penge og kunde klarere for mig. Jeg havde ogs +hele Tiden det Hb, at jeg endelig kunde f istand en Artikel om et eller +andet, s jeg kunde f betalt Vrelset og hvad jeg ellers skyldte for; det +var derfor, jeg arbejded s ihrdigt. Isr havde jeg et pbegyndt Stykke, +som jeg vented mig meget af, en Allegori om en Ildebrand i en Boglade, en +dybsindig Tanke, som jeg vilde lgge al min Flid p at udarbejde og bringe +Kommandren i Afbetaling. Kommandren skulde dog erfare, at han denne +Gang virkelig havde hjulpet et Talent; jeg havde ingen Tvivl om, at han +skulde erfare det; det galdt blot at vente til nden kom over mig. Og +hvorfor skulde ikke nden komme over mig? Hvorfor skulde den ikke komme +over mig med det allerfrste endog? Der var intet ivejen med mig mer; jeg +fik lidt Mad hver Dag af min Vrtinde, nogle Smrogbrd Morgen og Aften, og +min Nervsitet var nsten forsvunden. Jeg brugte ikke lnger Klude om mine +Hnder, nr jeg skrev, og jeg kunde stirre ned i Gaden fra mine Vinduer i +anden Etage, uden at blive svimmel. Det var bleven meget bedre med mig i +alle Mder, og det begyndte ligefrem at forundre mig, at jeg ikke allerede +havde fet min Allegori frdig. Jeg forstod ikke, hvordan det hang sammen. + +En Dag skulde jeg endelig f en Anelse om, hvor svag jeg egentlig var +bleven, hvor slvt og udueligt min Hjrne arbejded. Den Dag kom nemlig min +Vrtinde op til mig med en Regning, som hun bad mig om at se p; der mtte +vre noget galt i den Regning, sagde hun, den stemte ikke med hendes egen +Bog; men hun havde ikke kunnet finde Fejlen. + +Jeg satte mig til at tlle; min Vrtinde sad lige overfor mig og s p mig. +Jeg talte disse tyve Poster, frst en Gang nedad, og fandt Summen rigtig, +derp en Gang opad, og kom pny til samme Resultat. Jeg s p Konen, hun +sad lige foran mig og vented p mit Ord; jeg lagde med det samme Mrke til, +at hun var frugtsommelig, det undgik ikke min Opmrksomhed, og jeg stirred +dog ingenlunde undersgende p hende. + +Summen er rigtig, sagde jeg. + +Nej, se nu efter for hvert Tal, svared hun; det kan ikke vre s meget; +jeg er sikker p det. + +Og jeg begyndte at revidere hver Post: 2 Brd 25, i Lampeglas 18, Sbe +20, Smr 32 . . . . Der skulde ikke noget klgtigt Hoved til, forat +gennemg disse Talrkker, denne lille Hkerregning, hvori der ingen +Vidtlftigheder fandtes, og jeg forsgte redeligt at finde den Fejl, som +Konen talte om, men fandt den ikke. Efterat jeg havde tumlet med disse Tal +et Par Minutter, flte jeg desvrre, at altsammen begyndte at danse rundt i +mit Hoved; jeg gjorde ikke lnger Forskel p Debet og Kredit, jeg blanded +det hele sammen. Endelig stod jeg med t bom stille ved flgende Post: 3 +5/16 Pund Ost 16. Min Hjrne klikked fuldstndig, jeg stirred dumt ned +p Osten og kom ingen Vej. + +Det er da ogs forbandet, s vredent dette er skrevet! sagde jeg +fortvivlet. Her str Gud hjlpe mig simpelthen fem Sekstendele Ost. He-he, +har man hrt Magen! Ja, her kan De se selv! + +Ja, svared Madamen, de plejer at skrive s. Det er Ngleosten. Jo, det +er korrekt! Fem Sekstendele er alts fem Lod + +Ja, det forstr jeg nok! atbrd jeg, sknt jeg i Virkeligheden ikke +forstod nogen Ting mer. + +Jeg forsgte pny at klare dette lille Regnestykke, som jeg for nogle +Mneder siden kunde have talt op p et Minut; jeg sveded strkt og tnkte +over disse gdefulde Tal af alle Krfter, og jeg blinked eftertnksomt med +jnene, som om jeg studered rigtig skarpt p denne Sag; men jeg mtte +opgive det. Disse fem Lod Ost gjorde det fuldstndigt af med mig; det var +som om noget knak over i min Pande. + +For dog at give Indtryk af, at jeg fremdeles arbejded med mine Beregninger, +bevged jeg Lberne og nvnte nu og da et Tal hjt, alt imens jeg gled +lnger og lnger nedad Regningen, som om jeg stadig gik fremad og nrmed +mig Afslutningen. Madamen sad og vented. Endelig sagde jeg: + +Ja, nu har jeg get den igennem fra frst til sidst, og der er virkelig +ingen Fejl, svidt jeg kan se. + +Ikke det? svared Konen, jas, ikke det? Men jeg s godt, at hun ikke +troed mig. Og pludselig syntes hun p en Gang at antage et lidet Stnk af +Ringeagt for mig i sin Tale, en lidt ligegyldig Tone, som jeg ikke +tidligere havde hrt hos hende. Hun sagde, at jeg kanske ikke var vant til +at regne med Sekstendele; hun sagde ogs, at hun mtte henvende sig til +nogen, som forstod sig p det, forat f Regningen ordentlig gennemset. Alt +dette sagde hun ikke p nogen srende Mde, forat gre mig tilskamme, men +tankefuldt og alvorligt. Da hun var kommet til Dren og skulde g, sagde +hun, uden at se p mig: + +Undskyld, at jeg har heftet Dem, da! + +Hun gik. + +Lidt efter bnedes Dren pny, og min Vrtinde kom atter ind; hun kunde +nppe have get lnger end ud p Gangen, fr hun vendte om. + +Det er sandt! sagde hun. De m ikke tage det ilde op; men jeg har vel +lidt tilgode hos Dem nu? Var det ikke tre Uger igr, siden De kom? Ja, jeg +mente, det var s. Det er ikke grejt at klare sig med s stor Familje, s +jeg kan ikke lade nogen f bo p Kredit, desvrre . . . . + +Jeg standsed hende. + +Jeg arbejder p en Artikel, som jeg alts har fortalt Dem om fr, sagde +jeg, og ssnart den blir frdig, skal De f Deres Penge. De kan vre +ganske rolig. + +Ja, men De fr jo aldrig den Artikel frdig, jo? + +Tror De det? nden kommer muligens over mig imorgen, eller kanske allerede +inat; det er slet ikke umuligt, at den kommer over mig engang inat, og da +blir min Artikel frdig p et Kvarter hjst. Ser De, det er ikke sledes +med mit Arbejde, som med andre Folks; jeg kan ikke stte mig ned og f +istand en vis Mngde om Dag, jeg m bare vente p jeblikket. Og der er +ingen, som kan sige Dag og Time, p hvilken nden kommer over n; det m +have sin Gang. + +Min Vrtinde gik. Men hendes Tillid til mig var vist meget rokket. + +Jeg sprang op og sled mig i Hret at Fortvivlelse, ssnart jeg var bleven +alene. Nej, der blev virkelig ingen Redning for mig alligevel, ingen, ingen +Redning! Min Hjrne var bankerot! Var jeg da alts bleven helt Idiot, siden +jeg ikke lnger kunde regne ud Vrdien af et lidet Stykke Ngleost? Men +kunde jeg ogs have tabt min Forstand, nr jeg stod og gav mig selv slige +Sprgsml? Havde jeg ikke ovenikbet midt under mine Anstrngelser med +Regningen gjort den soleklare Iagttagelse, at min Vrtinde var +frugtsommelig? Jeg havde ikke nogen Grund til at vide det, der var ingen, +som havde fortalt mig noget derom, det faldt mig heller ikke vilkrligt +ind, jeg sad og s det med mine egne jne, og jeg forstod det straks, til +og med i et fortvivlet jeblik, hvori jeg sad og regned med Sekstendele. +Hvorledes skulde jeg forklare mig det? + +Jeg gik til Vinduet og s ud; mit Vindu vendte ud mod Vognmandsgaden. Der +legte nogle Brn nede p Brostenene, fattigt kldte Brn midt i den fattige +Gade; de kasted en Tomflaske imellem sig og skrled hjt. Et Flyttels +rulled langsomt forbi dem; det mtte vre en fordreven Familje, som skifted +Bopl udenfor Flyttetiden. Dette tnkte jeg mig jeblikkelig. P Vognen l +Sengeklder og Mbler, mldte Senge og Komoder, rdmalede Stole med tre +Ben, Matter, Jrnskrab, Bliktj. En liden Pige, bare et Barn, en rigtig +hslig Unge med forklet Nse, sad oppe i Lsset og holdt sig fast med sine +stakkels bl Hnder, for ikke at tumle ned. Hun sad p en Bundt af +rdsomme, vde Madrasser, som Brn havde ligget p, og s ned p de sm, +der kasted Tomflasken imellem sig . . . . + +Alt dette stod jeg og s p, og jeg havde ingen Mje med at forst alt, som +foregik. Mens jeg stod der ved Vinduet og iagttog dette, hrte jeg ogs min +Vrtindes Pige synge inde i Kkkenet lige ved Siden af mit Vrelse; jeg +kendte den Melodi, hun sang, jeg hrte derfor efter, om hun skulde synge +fejl. Og jeg sagde til mig selv, at alt dette kunde ikke en Idiot have +gjort; jeg var Gudskelov s fornuftig, som noget Menneske. Pludselig s jeg +to af Brnene nede i Gaden fare op at skndes, to Smgutter; jeg kendte den +ene, det var min Vrtindes. Jeg bner Vinduet, forat hre, hvad de siger +til hinanden, og straks stimler en Flok Brn sammen nedenunder mit Vindu og +ser lngselsfuldt op. Hvad vented de p? At noget skulde blive kastet ud? +Trrede Blomster, Kdben, Cigarstumper, en eller anden Ting, som de kunde +gnave i sig eller more sig med? De s med blfrosne Ansigter, med uendelig +lange jne op mod mit Vindu. Imidlertid fortstter de to sm Fjender at +sklde hinanden ud. Ord som store, klamme Udyr myldrer ud af disse +Barnemunde, forfrdelige genavne, Skgesprog, Matroseder, som de kanske +havde lrt nede ved Bryggerne. Og de er begge to s optagne heraf, at de +slet ikke lgger Mrke til min Vrtinde, der lber ud til dem, forat f +hre, hvad der er pfrde. + +Jo, forklarer hendes Sn, han tog mig i Barken; jeg fik ikke Pusten p +en lang Stund! Og vendende sig om mod den lille Ugrningsmand, der str og +flirer ondskabsfuldt ad ham, blir han aldeles rasende og rber: Rejs til +hede Helvede, dit kaldiske Naut, du er! En slig Lushorrik skal tage Folk i +Struben! Jeg skal Herr'n forsyne mig . . . . + +Og Moderen, denne frugtsommelige Kone, der dominerer hele den trange Gade +med sin Mave, svarer det tirige Barn, idet hun griber ham i Armen og vil +have ham med: + +Sh! Hold Snavel'n din! Jeg mener, du bander ogsl Du bruger Kften, som om +du skulde vret p Ludderhus i rvis! Nu kommer du ind! + +Nej, jeg gr ikke det! + +Jo, du gr det! + +Nej, jeg gr ikke det! + +Jeg str oppe i Vinduet og ser, at Moderens Vrede stiger; denne uhyggelige +Scene ophidser mig voldsomt, jeg holder det ikke lnger ud, jeg rber ned +til Gutten, at han skal komme op til mig et jeblik. Jeg rber to Gange, +blot forat forstyrre dem, forat f forpurret dette Optrin; den sidste Gang, +rber jeg meget hjt, og Moderen vender sig forblffet om og ser op til +mig. Og jeblikkelig genvinder hun Fatningen, ser frkt p mig, rigtig +overlegent ser hun p mig, og trkker sig s tilbage med en bebrejdende +Bemrkning til sin Sn. Hun taler hjt, s jeg kan hre det, og siger til +ham: + +Fy, du mtte skamme dig for at lade Folk se, hvor slem du er! + +Af alt dette, som jeg sledes stod og iagttog, var der intet, ikke engang +en liden Biomstndighed, som gik tabt for mig. Min Opmrksomhed var yderst +vag, jeg indnded mtligt hver liden Ting, og jeg stod og gjorde mig mine +Tanker om disse Ting, efterhvert som de foregik. S der kunde umuligt vre +noget ivejen med min Forstand. Hvor kunde der ogs vre noget ivejen med +den nu? + +Hr, ved du hvad, sagde jeg p en Gang; nu har du lnge nok get og +befattet dig med din Forstand og gjort dig Bekymringer i s Henseende; nu +fr det vre Slut med de Narrestreger! Er det Tegn p Galskab at mrke og +opfatte alle Ting s njagtigt, som du gr det? Du fr mig nsten til at le +af dig, forsikkrer dig p, det er ikke uden Humor, svidt jeg sknner. Kort +og godt, det hnder alle Mennesker at st fast for en Gangs Skyld, og det +just netop i de simpleste Sprgsml. Det siger intet, det er bare +Tilfldighed. Som sagt, jeg er p et hngende Hr i Frd med at f mig en +liden Latter over dig. Hvad den Hkerregning angr, disse lumpne fem +Sekstendele Fattigmandsost, kan jeg grne kalde det, -- he-he, en Ost med +Nellik og Pebber i, p min re en Ost, som man rent ud sagt kunde f Barn +af, -- hvad denne latterlige Ost angr, da kunde det have hndt den bedste +at blive fordummet over den; selve Lugten af den Ost kunde gre det af med +en Mand . . . . Og jeg gjorde det vrste Nar af al Ngleost . . . . Nej, +st mig p noget spiseligt! sagde jeg, st mig, om du vil, p fem +Sekstendele godt Mejerismr! Det er en anden Sag! + +Jeg lo hektisk ad mine egne Indfald og fandt dem sre morsomme. Der var +virkelig ingenting, som fejled mig mer, jeg var vel bevaret. Jeg var s at +sige yderst vel bevaret endog! Jeg var et klart Hoved; der mangled intet p +det, Gud ske Lov og Tak! + +Min Munterhed steg efterhvert, som jeg drev om der p Gulvet og samtalte +med mig selv; jeg lo hjt og flte mig voldsomt glad. Det var virkelig +ogs, som om jeg blot behved denne lille glade Stund, dette jeblik af +egentlig lys Henrykkelse, uden Sorger til nogen Kant, forat f mit Hoved i +arbejdsdygtig Stand. Jeg satte mig ind til Bordet og gav mig til at sysle +med min Allegori. Og det gik meget godt, bedre end p lange Tider; det gik +ikke hurtigt; men jeg syntes, at det lille, jeg fik til, blev aldeles +udmrket. Jeg arbejded ogs en Times Tid, uden at blive trt. + +S sidder jeg just p et meget vigtigt Punkt i denne Allegori om en +Ildebrand i en Boglade; det forekom mig s vigtigt, at alt det vrige, jeg +havde skrevet, var for intet at regne mod dette Punkt. Jeg vilde netop +forme rigtig dybsindigt den Tanke, at det ikke var Bger, som brndte, det +var Hjrner, Menneskehjrner, og jeg vilde lave en ren Bartholomusnat af +disse brndende Hjrner. Da blev med en Gang min Dr bnet med megen Hast, +og min Vrtinde kom sejlende ind. Hun kom midt ind i Vrelset, hun standsed +ikke engang p Drstokken. + +Jeg gav et lidet hst Rb; det var virkelig, som om jeg havde fet et Slag. + +Hvad? sagde hun. Jeg syntes. De sagde noget? Vi har fet en Rejsende, og +vi m have dette Vrelse til ham; De fr ligge nede hos os inat; ja, De +skal f egen Seng der ogs. Og frend hun havde fet mit Svar, begyndte +hun uden videre at samle sammen mine Papirer p Bordet og bringe Uorden i +dem allesammen. + +Min glade Stemning var blst bort, jeg var vred og fortvivlet og rejste mig +straks. Jeg lod hende rydde Bordet og sagde ingenting; jeg mled ikke et +Ord. Og hun gav mig alle Papirerne i min Hnd. + +Der var intet andet for mig at gre, jeg mtte forlade Vrelset. Nu var +ogs dette dyrebare jeblik spoleret! Jeg mdte den ny Rejsende allerede i +Trappen, en ung Mand med store bl Ankertegninger p Hndbagerne; bagefter +ham fulgte en Sjouer med en Skibskiste p Skulderen. Den fremmede var vist +en Sjmand, alts blot en tilfldig Rejsende for Natten; han skulde nok +ikke optage mit Vrelse i nogen lngere Tid. Kanske kunde jeg ogs vre +heldig imorgen, nr Manden var rejst, og f et af mine jeblikke igen; der +mangled mig blot en Inspiration p fem Minutter nu, s var mit Vrk om +Ildebranden frdig. Alts, jeg fik finde mig i Skbnen . . . . + +Jeg havde ikke tidligere vret inde i Familjens Lejlighed, denne eneste +Stue, hvori allesammen holdt til Dag og Nat, Manden, Konen, Konens Fader og +fire Brn. Pigen boed i Kkkenet, hvor hun ogs sov om Natten. Jeg nrmed +mig med megen Modvilje Dren og banked p; ingen svared, dog hrte jeg +Stemmer indenfor. + +Manden sagde ikke et Ord, da jeg trdte ind, besvared ikke engang min +Hilsen; han s blot ligegyldigt p mig, som om jeg ikke vedkom ham. +Forresten sad han og spilled Kort med en Person, som jeg havde set nede ved +Bryggerne, en Brer, der ld Navnet Glasruden. Et Spdbarn l og pludred +med sig selv henne i Sengen, og den gamle Mand, Vrtindens Fader, sad +sammenkrben p en Sengebnk og luded med Hovedet over sine Hnder, som om +hans Bryst eller Mave smrted ham. Han havde nsten hvidt Hr og s ud i +sin sammenkrbne Stilling som et duknakket Kryb, der sad og spidsed ren +efter noget. + +Jeg kommer nok desvrre til at bede om Rum hernede inat, sagde jeg til +Manden. + +Har min Kone sagt det? spurgte han. + +Ja. Der kom en ny Mand p mit Vrelse. + +Hertil svared ikke Manden noget; han gav sig atter i Frd med Kortene. + +Sledes sad denne Mand Dag efter Dag og spilled Kort med hvemsomhelst, som +kom ind til ham, spilled om ingenting, blot forat fordrive Tiden og have +noget mellem Hnderne imens. Han foretog sig ellers intet, rrte sig netop +s meget som hans lade Lemmer gad, mens Konen traved op og ned i Trapperne, +var om sig p alle Kanter og havde Omsorg for at f Gster til Huset. Hun +havde ogs sat sig i Forbindelse med Bryggesjouere og Brere, hvem hun +betalte et vist Honorar for hver ny Logerende, de bragte hende, og hun gav +ofte disse Sjouere Husly for Natten. Nu var det Glasruden, som just havde +bragt den ny Rejsende med. + +Et Par af Brnene kom ind, to Smpiger med magre, fregnede Tseansigter; de +havde rigtig usle Klder p. Lidt efter kom ogs Vrtinden ind. Jeg spurgte +hende, hvor hun vilde anbringe mig for Natten, og hun svared kort, at jeg +kunde ligge herinde, sammen med de andre, eller ude i Forstuen p +Sofabnken, aldeles som jeg selv fandt for godt. Mens hun svared mig dette, +gik hun omkring i Stuen og pusled med forskellige Ting, som hun satte i +Orden, og hun s ikke en Gang p mig. + +Jeg sank sammen ved hendes Svar, stod nede ved Dren og gjorde mig liden, +lod endog som om jeg var godt tilfreds med at bytte Vrelse med en anden +for en Nats Skyld; jeg satte med Hensigt et venligt Ansigt op, for ikke at +opirre hende og mske blive jaget helt ud af Huset. Jeg sagde: , ja, der +blir vel en Rd! og taug. + +Hun vimsed fremdeles omkring i Stuen. + +Forresten vil jeg sige Dem, at jeg slet ikke har Udkomme til at have Folk +i Kost og Logi p Kredit, sagde hun. Og det har jeg sagt Dem fr ogs. + +Ja, men kre, det er jo bare disse Par Dage, til min Artikel er frdig, +svared jeg, og da skal jeg grne give Dem en Femkrone atp, grne det. + +Men hun havde benbart ingen Tro p min Artikel, det kunde jeg se. Og jeg +kunde ikke give mig til at vre stolt og forlade Huset, bare af en Smule +Krnkelse; jeg vidste, hvad der vented mig, hvis jeg gik min Vej. + + * * * + +Der forlb et Par Dage. + +Jeg holdt fremdeles til nede hos Familjen, da det var for koldt i Forstuen, +hvor der ingen Ovn var; jeg sov ogs om Natten p Gulvet inde i Stuen. Den +fremmede Sjmand boed stadigt p mit Vrelse og lod ikke til at ville +flytte s snart. Ved Middagstid kom ogs Vrtinden ind og fortalte, at han +havde betalt hende i Forskud for en hel Mned; forresten skulde han tage +Styrmandseksamen, inden han rejste; det var derfor, han opholdt sig i Byen. +Jeg stod og hrte p dette og forstod, at mit Vrelse nu var tabt for mig +for bestandigt. + +Jeg gik ud i Forstuen og satte mig; skulde jeg vre s heldig at f noget +skrevet, s mtte det alligevel vre her, i Stilheden. Det var ikke lnger +min Allegori, som beskftiged mig; havde fet en ny Id, en ganske +fortrffelig Plan: jeg vilde forfatte et en Akts Drama, Korsets Tegn, +Emne fra Middelalderen. Isr havde jeg altsammen udtnkt angende +Hovedpersonen, en herlig, fanatisk Skge, der havde syndet i Templet, ikke +af Svaghed og ikke af Attr, men af Had mod Himlen, syndet lige ved +Alterets Fod, med Alterdugen under sit Hoved, bare af dejlig Foragt for +Himlen. + +Jeg blev mer og mer besat af denne Skikkelse, efterhvert som Timerne gik. +Hun stod tilsidst lys levende for mit Blik, og netop sledes, som jeg vilde +have hende frem. Hendes Krop skulde vre mangelfuld og frastdende: hj, +meget mager og en Smule mrk, og nr hun gik, vilde hendes lange Ben komme +til at skinne igennem hendes Skrter for hvert Skridt, hun tog. Hun skulde +ogs have store, udstende rer. Kortsagt, hun vilde intet blive for jet, +knapt nok udholdelig at se p. Hvad der interessered mig hos hende, var +hendes underfulde Skamlshed, dette desperate Topml af overlagt Synd, som +hun havde beget. Hun sysselsatte mig virkelig altfor meget; min Hjrne var +ligefrem udbulnet af denne sre Misdannelse af et Menneske. Og jeg skrev i +samfulde to Timer i Trk p mit Drama. + +Da jeg havde fet istand et halvt Snes Sider, mske tolv Sider, ofte med +stort Besvr, undertiden med lange Mellemrum, hvori jeg skrev forgves og +mtte rive mine Ark itu, var jeg bleven trt, ganske stiv af Kulde og +Trthed, og jeg rejste mig og gik ud p Gaden. I den sidste Halvtime var +jeg ogs bleven forstyrret af Barneskrig inde fra Familjens Stue, s jeg +kunde i ethvert Tilflde ikke have skrevet mer netop da. Jeg tog derfor en +lang Tur udad Drammensvejen og blev borte helt til Aften, idet jeg stadig +gik og grunded p, hvorledes jeg videre vilde fortstte mit Drama. Inden +jeg kom hjem om Aftenen den Dag, havde der hndt mig flgende: + +Jeg stod udenfor en Skomagerbutik nederst i Karl Johan, nsten nede ved +Jrnbanetorvet. Gud ved, hvorfor jeg var standset just udenfor denne +Skomagerbutik! Jeg s indad Vinduet, hvor jeg stod, men tnkte forresten +ikke p, at jeg mangled Sko netop da; min Tanke var langt borte, i andre +Egne af Verden. En Sverm af samtalende Mennesker gik bag min Ryg, og jeg +hrte ingenting af, hvad der blev sagt. Da hilser en Stemme hjt: + +Godaften! + +Det var Jomfruen, som hilste p mig. + +Godaften! svared jeg fravrende. Jeg s ogs p Jomfruen en kort Stund, +inden jeg kendte ham. + +N, hvordan gr det? spurgte han. + +Jo, bare bra . . . . som sdvanligt! + +Hr, sig mig, sagde han, De er alts hos Christie endda? + +Christie? + +Jeg syntes, De sagde engang, at De var Bogholder hos Grosserer Christie? + +! Ja, nej, det er forbi. Det var umuligt at arbejde sammen med den Mand; +det gik ist temmelig snart af sig selv. + +Hvorfor det, da? + +, jeg kom til at skrive fejl en Dag, og s . . . . + +Falsk? + +Falsk? Der stod Jomfruen og spurgte ligefrem, om jeg havde skrevet falsk. +Han spurgte endog hurtigt og meget interesseret. Jeg s p ham, flte mig +dybt krnket og svared ikke. + +Ja, ja, Herregud, det kan hnde den bedste! sagde han, forat trste mig. +Han troed fremdeles, at jeg havde skrevet falsk. + +Hvad er det, som ja, ja Herregud kan hnde den bedste? spurgte jeg. At +skrive falsk? Hr, min gode Mand, tror De virkelig, der De str, at jeg +kunde have beget en slig Nederdrgtighed? Jeg? + +Men, kre, jeg syntes s tydeligt, De sagde . . . . + +Nej, jeg sagde, at jeg havde skrevet fejl engang, et rstal, en Bagatel, +om De vil vide det, en fejl Dato p et Brev, et eneste Pennestrg galt -- +det var hele min Brde. Nej, Gudskelov, man kan da sklne Ret fra Uret +endda! Hvordan skulde det ogs bre afsted med mig, hvis jeg ovenikbet gik +hen og pletted min re? Det er simpelthen min resflelse, jeg flyder p +nu. Men den er ogs strkt nok, hber jeg; den har ialfald bevaret mig til +Dato. + +Jeg kasted p Hovedet, vendte mig bort fra Jomfruen og s nedad Gaden. +Mit je faldt p en rd Kjole, som nrmed sig os, en Kvinde ved Siden af en +Mand. Havde jeg nu ikke frt netop denne Samtale med Jomfruen, var jeg +ikke bleven stdt af hans grove Mistanke, og havde jeg ikke gjort just +dette Kast med Hovedet, samt vendt mig lidt fornrmet bort, s vilde denne +rde Kjole mske have passeret mig, uden at jeg havde lagt Mrke til den. +Og hvad vedkom den mig i Grunden? Hvad angik den mig, selv om det var +Hoffrken Nagels Kjole? + +Jomfruen stod og talte og sgte at gre sin Fejltagelse god igen; jeg +hrte slet ikke p ham, jeg stod hele Tiden og stirred p denne rde Kjole, +der nrmed sig opad Gaden. Og en Bevgelse lb mig gennem Brystet, et +glidende, fint Stik; jeg hvisked i min Tanke, hvisked uden at rre Munden: + +Ylajali! + +Nu vendte ogs Jomfruen sig om, opdaged de to, Damen og Herren, hilste p +dem og fulgte dem med jnene. Jeg hilste ikke, eller mske hilste jeg +ubevidst. Den rde Kjole gled opad Karl Johan og forsvandt. + +Hvem var det, som fulgte hende? spurgte Jomfruen. + +Hertugen, s De ikke det? Hertugen kaldet. Kendte De Damen? + +Ja, svidt. Kendte ikke De hende! + +Nej, svared jeg. + +Jeg syntes, De hilste s dybt? + +Gjorde jeg det? + +He, gjorde De kanske ikke det? sagde Jomfruen. Det var da +besynderligt! Det var ogs blot Dem, hun s p hele Tiden. + +Hvor kender De hende fra? spurgte jeg. + +Han kendte hende egentlig ikke. Det skrev sig fra en Aften i Hst. Det var +sent, de havde vret tre glade Sjle sammen, kom just fra Grand, traf dette +Menneske gende alene ved Cammermeyer og havde talt til hende. Hun havde +frst svaret afvisende; men den ene af de glade Sjle, en Mand, som ikke +skyed hverken Ild eller Vand, havde bedt hende lige op i hendes Ansigt om +at mtte have den Civilisationens Nydelse at flge hende hjem. Han skulde +ved Gud ikke krumme et Hr p hendes Hoved, som skrevet str, blot flge +hende til Porten, forat overbevise sig om, at hun kom sikkert hjem, ellers +vilde ikke han f Ro hele Natten. Han talte ustandseligt, mens de gik, +fandt p den ene Ting efter den anden, kaldte sig Waldemar Atterdag og +udgav sig for Fotograf. Tilsidst havde hun mttet le ad denne glade Sjl, +som ikke havde ladet sig forblffe af hendes Kulde, og det endte med, at +han fulgte hende. + +N, ja, hvad blev det s til? spurgte jeg, og jeg holdt mit ndedrt +slnge. + +Blev til? , kom ikke der! Det er en Dame. + +Vi taug begge et jebik, bde Jomfruen og jeg. + +Nej, Fan, var dt Hertugen! Ser han slig ud! sagde han derp +tankefuldt. Men nr hun er sammen med den Mand, s vil jeg ikke svare for +hende. + +Jeg taug fremdeles. Ja, naturligvis vilde Hertugen trkke af med hende! +Godt og vel! Hvad kom det mig ved? Jeg gav hende en god Dag, med samt +hendes Yndigheder, en god Dag gav jeg hende! Og jeg forsgte at trste mig +selv ved at tnke de vrste Tanker om hende, gjorde mig ligefrem en Glde +af at rode hende rigtig ned i Slen. Det rgred mig blot, at jeg havde +taget Hatten af for Parret, hvis jeg virkelig havde gjort det. Hvorfor +skulde jeg tage Hatten af for sdanne Mennesker? Jeg brd mig ikke lnger +om hende, aldeles ikke; hun var ikke det allerringeste vakker mer, hun +havde tabt sig, fy, Fan, hvor hun var falmet! Det kunde jo grne vre, at +det blot var mig, hun havde set p; det forundred mig ikke; det var kanske +Angeren, som begyndte at sl hende. Men derfor behved ikke jeg at falde +til Fode og hilse som en Nar, specielt nr hun alts var bleven s +betnkelig falmet p det sidste. Hertugen kunde grne beholde hende, +velbekomme! Der kunde komme en Dag, da jeg fik i Sinde at g hende stolt +forbi, uden at se til den Kant, hvor hun befandt sig. Det kunde hnde, at +jeg tillod mig at gre dette, selv om hun s stivt p mig og ovenikbet gik +i blodrd Kjole. Det kunde godt hnde! He-he, det vilde blive en Triumf! +Kendte jeg mig selv ret, s var jeg istand til at gre mit Drama frdigt i +Lbet af Natten, og inden otte Dage skulde jeg da have bjet Frkenen i +Kn. Med samt hendes Yndigheder, he-he, med samt alle hendes Yndigheder +. . . . + +Farvel! sagde jeg kort. + +Men Jomfruen holdt mig tilbage. Han spurgte: + +Men hvad bestiller De da nu om Dagen? + +Bestiller? Jeg skriver, naturligvis. Hvad andet skulde jeg bestille? Det +er jo det, jeg lever af. For jeblikket arbejder jeg p et stort Drama, +Korsets Tegn, Emne fra Middelalderen. + +Dd og Pine! sagde Jomfruen oprigtigt. Ja, fr De dt til, s . . . . + +Har ingen store Bekymringer desangende! svared jeg. Om en otte Dages +Tid tnker jeg, at De skal have hrt fra mig nogen hver. + +Dermed gik jeg. + +Da jeg kom hjem, henvendte jeg mig straks til min Vrtinde og bad om en +Lampe. Det var mig meget om at gre at f denne Lampe; jeg vilde ikke g +tilsengs inat, mit Drama rased inde i mit Hoved, og jeg hbed s sikkert at +kunne skrive et godt Stykke til om Morgenen. Jeg fremfrte min Begring +meget ydmygt for Madamen, da jeg mrked, at hun gjorde en utilfreds +Grimase, fordi jeg atter kom ind i Stuen. Jeg havde alts nsten frdigt et +mrkeligt Drama, sagde jeg; der mangled mig bare et Par Scener, og jeg slog +p, at det kunde blive opfrt p et eller andet Teater, inden jeg selv +vidste Ordet af det. Om hun nu vilde gre mig denne store Tjeneste, s +. . . . + +Men Madamen havde ingen Lampe. Hun tnkte sig om, men husked slet ikke, at +hun havde nogen Lampe nogen Steder. Hvis jeg vilde vente til efter Klokken +tolv, s kunde jeg kanske f Kkkenlampen. Hvorfor kunde jeg ikke kbe mig +et Lys? + +Jeg taug. Jeg havde ikke ti re til et Lys, og det vidste hun nok. +Naturligvis skulde jeg strande igen! Nu sad Pigen nede hos os, hun sad +simpelthen inde i Stuen og var slet ikke i Kkkenet; Lampen der oppe var +sledes ikke engang tndt. Og jeg stod og overtnkte dette, men sagde intet +mer. + +Pludselig siger Pigen til mig: + +Jeg syntes, De kom ud af Slottet for lidt siden? Har De vret i Middag? +Og hun lo hjt ad denne Spas. + +Jeg satte mig ned, tog mine Papirer frem og vilde forsge at gre noget her +slnge, her, hvor jeg sad. Jeg holdt Papirerne p mine Kn og stirred +uafbrudt ned i Gulvet, for ikke at adspredes af noget; men det nytted mig +ikke, ingenting nytted mig, jeg kom ikke af Pletten. Vrtindens to Smpiger +kom ind og holdt Stj med en Kat, en underlig, syg Kat, som nsten ingen +Hr havde; nr de blste den ind i jnene, fld der Vand ud af dem og nedad +dens Nse. Vrten og et Par andre Personer sad ved Bordet og spilled +Hundred og En. Konen alene var flittig som altid og sad og syed p noget. +Hun s godt, at jeg ikke kunde skrive noget midt i denne Forstyrrelse, men +hun brd sig ikke om mig mer; hun havde endog smilet, da Tjenestepigen +spurgte, om jeg havde vret i Middag. Hele Huset var bleven fjendtlig mod +mig; det var, som om jeg blot behved den Forsmdelse at mtte overlade mit +Vrelse til en anden, forat blive behandlet ganske som en uvedkommende. +Endog denne Tjenestepige, en liden brunjet Gadets med Pandehr og aldeles +fladt Bryst, gjorde Nar af mig om Aftenen, nr jeg fik mine Smrogbrd. Hun +spurgte idelig, hvor jeg dog plejed at indtage mine Middage, eftersom hun +aldrig havde set mig g og stikke mine Tnder udenfor Grand. Det var klart, +at hun vidste Besked om min elendige Tilstand og gjorde sig en Fornjelse +af at vise mig det. + +Jeg falder pludselig i Tanker om alt dette og er ikke istand til at finde +en eneste Replik til mit Drama. Jeg forsger Gang p Gang forgves; det +begynder at summe underligt i mit Hoved, og jeg giver mig tilsidst over. +Jeg stikker Papirerne i Lommen og ser op. Pigen sidder lige foran mig, og +jeg ser p hende, ser p denne smale Ryg og et Par lave Skuldre, som endnu +ikke var rigtig voksne engang. Hvad havde nu hun med at kaste sig over mig? +Og om jeg var kommet ud af Slottet, hvad s? Kunde det skade hende? Hun +havde i de sidste Dage leet frkt ad mig, nr jeg var uheldig og snubled i +Trapperne eller hang fast i en Spiger, s jeg fik en Rift i min Frakke. Det +var heller ikke lnger siden end igr, at hun havde samlet op mine Kladder +som jeg havde slngt fra mig i Forstuen, stjlet disse kasserede +Brudstykker til mit Drama og lst dem op inde i Stuen, holdt Ljer med dem +i alles Phr, bare forat more sig over mig. Jeg havde aldrig forulempet +hende og kunde ikke huske, at jeg nogensinde havde bedt hende om en +Tjeneste. Tvertimod, jeg gjorde selv min Seng istand om Aftenen inde p +Stuegulvet, for ikke at skaffe hende noget Bryderi dermed. Hun gjorde ogs +Nar af mig, fordi mit Hr faldt af. Der l Hr og fld i Vaskevandet om +Morgenen, og det gjorde hun sig lystig over. Nu var mine Sko blevne noget +drlige, isr den ene, som var bleven overkrt af Brdvognen, og hun drev +ogs Spas med dem. Gud velsigne Dem og Deres Sko! sagde hun; se p dem, de +er store som Hundehus! Og hun havde Ret i, at mine Sko var udtrdte; men +jeg kunde alts ikke skaffe mig nogen andre netop for jeblikket. + +Mens jeg sidder og husker p alt dette og forundrer mig over denne benlyse +Ondskab hos Tjenestepigen, var Smpigerne begyndt at tirre den gamle Olding +henne i Sengen; de hopped begge to omkring ham og var fuldt optagne af +dette Arbejde. De havde fundet sig hver sit Halmstr, som de stak ham i +rene med. Jeg s p dette en Stund og blanded mig ikke ind i det. Den +gamle rrte ikke en Finger, forat forsvare sig; han s blot p sine +Plagender med rasende jne for hver Gang, de stak efter ham, og rysted p +Hovedet, forat befri sig, nr Strene allerede sad ham i rene. + +Jeg blev mer og mer ophidset ved dette Syn og kunde ikke f mine jne bort +fra det. Faderen s op fra Kortene og lo ad de sm; han gjorde ogs sine +Medspillere opmrksom p, hvad der foregik. Hvorfor rrte han sig ikke, den +gamle? Hvorfor slngte han ikke Brnene vk med Armen? Jeg tog et Skridt og +nrmed mig Sengen. + +Lad dem vre! Lad dem vre! Han er lam, rbte Vrten. + +Og af Frygt for at blive vist Dren imod Natten, simpelthen bange for at +vkke Mandens Mishag ved at gribe ind i dette Optrin, trdte jeg stiltiende +tilbage til min gamle Plads og forholdt mig rolig. Hvorfor skulde jeg +resikere mit Logi og mine Smrogbrd ved at stikke min Nse ind i Familjens +Kvlerier? Ingen Narrestreger for en halvdd Oldings Skyld! Og jeg stod og +flte mig dejligt hrd som Flint. + +De sm Tyvetser holdt ikke op med sine Plagerier. De tirredes af, at +Oldingen ikke vilde holde Hovedet stille, og de stak ogs efter hans jne +og Nsebor. Han stirred p dem med et forhrdet Blik, han sagde intet og +kunde ikke rre Armene. Pludselig letted han sig med Overkroppen og spytted +den ene af Smpigerne ind i Ansigtet; han letted sig atter op og spytted +ogs efter den anden, men traf hende ikke. Jeg stod og s p, at Vrten +kasted Kortene ned p Bordet, hvor han sad, og sprang hen til Sengen. Han +var rd i Ansigtet og rbte: + +Sidder du og spytter Folk lige i jnene, din gamle Rne! + +Men, Herregud, han fik jo ikke Fred for dem! rbte jeg ude af mig selv. +Men jeg stod hele Tiden og var bange for at blive udvist, og jeg rbte +aldeles ikke med synderlig Kraft; jeg skalv blot over hele Legemet af +Ophidselse. + +Vrten vendte sig om mod mig. + +Nej, hr p den! Hvad Fan skiller det Dem? Hold De bare Flabben p Dem +ganske igen, De, og gr som jeg siger; det vil De have bedst af. + +Men nu ld ogs Madamens Stemme, og hele Huset blev fuldt af Sknderi. + +Jeg mener Gud hjlpe mig De er gale og besatte allesammen! skreg hun. +Vil De vre herinde, s fr De vre rolige begge to, det siger jeg Dem! +He, det er ikke nok med, at man skal holde Hus og Kost for Krket, man skal +have Dommedag og Kommers og Satansmagt inde i Stuerne ogs. Men det skal +jeg ikke have mer af, har jeg tnkt! Sh! Hold Tryterne Deres sammen. Unger, +og trk Nserne Deres ogs, hvis ikke, s skal jeg komme og gre det. Jeg +har aldrig set p Magen til Mennesker! Her kommer de ind fra Gaden, uden en +re til Lusesalve engang, og begynder at holde Sprt midt p Katters Tide +og gre Leven med Husens Folk. Jeg vil ikke vide af det, forstr De, og De +kan g Deres Vej alle, som ikke hrer hjemme her. Jeg vil have Fred i min +egen Lejlighed, har jeg tnkt! + +Jeg sagde intet, jeg lukked slet ikke Munden op, men satte mig nede ved +Dren igen og hrte p Larmen. Alle skrled med, endog Brnene og +Tjenestepigen, som vilde forklare, hvordan hele Striden var begyndt. Nr +jeg bare var taus, s vilde det nok drive over engang; det vilde ganske +vist ikke komme til det yderste, nr jeg blot ikke sagde et Ord. Og hvilket +Ord kunde jeg have at sige? Var det mske ikke Vinter ude, og led det ikke +ovenikbet mod Natten? Var det da Tid at sl i Bordet og vre Karl for sin +Hat? Bare ingen Narrestreger! Og jeg sad stille og forlod ikke Huset, unds +mig ikke for at blive siddende, skammed mig ligefrem ikke herfor, sknt jeg +nsten var bleven sagt op. Jeg stirred forhrdet hen p Vggen, hvor +Kristus hang i Oljetryk, og taug hrdnakket til alle Vrtindens Udfald. + +Ja, er det mig. De vil blive af med. Madam, s skal der ikke vre noget +ivejen for mit vedkommende, sagde den ene af Kortspillerne. + +Han rejste sig. Den anden Kortspiller rejste sig ogs. + +Nej, jeg mente ikke dig. Og ikke dig heller, svared Vrtinden de to. +Glder det p, s skal jeg nok vise, hvem jeg mener. Hvis det glder p. +Har jeg tnkt! Det skal vise sig, hvem det er . . . . + +Hun talte afbrudt, gav mig disse Std med sm Mellemrum og trak det rigtigt +i Langdrag, forat gre det tydeligere og tydeligere for mig, at det var +mig, hun mente. Stille! sagde jeg til mig selv. Bare stille! Hun havde ikke +bedt mig om at g, ikke udtrykkelig, ikke med rene Ord. Bare ingen +Hovmodighed fra min Side, ingen utidig Stolthed! rene stive! . . . . Det +var dog et ejendommeligt grnt Hr p den Kristus i Oljetryk. Det ligned +ikke s lidet grnt Grs, eller udtrykt med udsgt Njagtighed: tykt +Enggrs. He, en ganske rigtig Bemrkning, forsvarligt tykt Enggrs . . . . +En Rkke af flygtige Idforbindelser lb mig i denne Stund gennem Hovedet: +Fra det grnne Grs til et Skriftsted om, at hvert Liv var som Grs, der +antndtes, derfra til Dommedag, nr alt skulde brnde op, s en liden +Afstikker ned til Jordsklvet i Lissabon, hvorp der foresvved mig noget +om en spansk Spyttebakke af Messing og et Penskaft af Ibenholdt, som jeg +havde set nede hos Ylajali. Ak, ja, alt var forgngeligt! Ganske som Grs, +der antndtes! Det gik ud p fire Fjle og et Ligsvb -- Ligsvb hos Jomfru +Andersen, tilhjre i Porten . . . . + +Og alt dette kastedes om i mit Hoved i dette fortvivlede jeblik, da min +Vrtinde stod i Frd med at jage mig p Dr. + +Han hrer ikke! rbte hun. Jeg siger. De skal forlade Huset, nu ved De +det! Jeg tror Gud fordmme mig, at Manden er gal, jeg! Nu gr De p hellige +Flk, og s ikke mere Snak om den Sag. + +Jeg s mod Dren, ikke forat g, aldeles ikke forat g; der faldt mig ind +en frk Tanke: hvis der havde vret en Ngle i Dren, vilde jeg have vredet +den om, stngt miginde sammen med de andre, forat slippe at g. Jeg havde +en aldeles hysterisk Gru for at komme ud p Gaden igen. Men der var ingen +Ngle i Dren, og jeg rejste mig op; der var intet Hb mer. + +Da blander pludselig min Vrts Rst sig med Konens. Jeg blev forbauset +stende. Den samme Mand, som nylig havde truet mig, tager underligt nok mit +Parti. Han siger: + +Nej, det gr ikke an at jage Folk ud imod Natten, ved du. Der er Straf for +det. + +Jeg vidste ikke, om der var Straf herfor, jeg kunde ikke sige det; men det +var mske s, og Konen besinded sig ganske snart, blev rolig og talte ikke +til mig mer. Hun lagde endog to Smrogbrd frem til mig til Aftens, men jeg +modtog dem ikke, bare af Taknemmelighed mod Manden modtog jeg dem ikke, +idet jeg foregav, at jeg havde fciaet lidt Mad ude i Byen. + +Da jeg endelig begav mig ud i Forstuen, forat g tilsengs, kom Madamen +efter mig, standsed p Drstokken og sagde hjt, mens hendes store, +frugtsommelige Mave strutted ud imod mig: + +Men det er sidste Nat, De ligger her, s De ved om det. + +Ja, ja! svared jeg. + +Der blev vel kanske ogs en Rd til Husly imorgen, hvis jeg gjorde mig +rigtig Flid for det. Et eller andet Skjulested mtte jeg dog finde. +Forelbig glded jeg mig over, at jeg ikke behved at g ude inat. + + * * * + +Jeg sov til fem-seks Tiden om Morgenen. Det var endnu ikke lyst, da jeg +vgned, men jeg stod alligevel op med det samme; jeg havde ligget i fulde +Klder for Kuldens Skyld og havde intet mer at klde mig p. Da jeg havde +drukket lidt Vand og i al Stilhed fet Dren bnet, gik jeg ogs straks ud, +idet jeg frygted for at trffe min Vrtinde pny. + +En og anden Konstabel, som havde vget Natten ud, var det eneste levende, +jeg s i Gaderne; lidt efter begyndte ogs et Par Mnd at slukke +Gaslygterne omkring. Jeg drev om uden Ml og Med, kom op i Kirkegaden og +tog Vejen ned til Fstningen. Kold og endnu svnig, mat i Knerne og Ryggen +efter den lange Tur og meget sulten, satte jeg mig ned p en Bnk og dsed +en lang Tid. Jeg havde i tre Uger levet udelukkende af de Smrogbrd, som +min Vrtinde havde givet mig Morgen og Aften; nu var det netop et Dgn, +siden jeg fik mit sidste Mltid, det begyndte at gnave mig slemt pny, og +jeg mtte have en Udvej ret snart. Med den Tanke sovned jeg atter ind p +Bnken . . . . + +Jeg vgned af, at Mennesker talte i min Nrhed, og da jeg havde summet mig +lidt, s jeg, at det var lys Dag, og at alle Folk var kommet p Benene. Jeg +rejste mig og gik bort. Solen brd op over serne, Himlen var hvid og fin, +og i min Glde over den sknne Morgen efter de mange mrke Uger glemte jeg +alle Sorger og syntes, at det mangen Gang havde vret vrre for mig. Jeg +klapped mig p mit Bryst og sang en liden Stump for mig selv. Min Stemme +ld s drlig, rigtig medtagen ld den, og jeg rrte mig selv til Trer ved +den. Denne pragtfulde Dag, den hvide, lysdrukne Himmel virked ogs altfor +strkt p mig, og jeg stak i at grde hjt. + +Hvad er det, som fejler Dem? spurgte en Mand. + +Jeg svared ikke, hasted blot bort, skjulende mit Ansigt for alle Mennesker. + +Jeg kom ned til Bryggerne. En stor Bark med russisk Flag l og lossed Kul; +jeg lste dens Navn, Copgoro, p Siden. Det adspreded mig en Tidlang at +iagttage, hvad der foregik ombord i dette fremmede Skib. Det mtte vre +nsten udlosset, det l allerede med IX Fod ngne p Stilken, trods den +Ballast, det alt havde taget ind, og nr Kulsjouerne stamped henover Dkket +med sine tunge Stvler, drned det hult i hele Skibet. + +Solen, Lyset, det salte Pust fra Havet, hele dette travle og lystige Liv +stived mig op og fik mit Blod til at banke levende. Med en Gang faldt det +mig ind, at jeg mske kunde gre et Par Scener p mit Drama, mens jeg sad +her. Og jeg tog mine Blade op af Lommen. + +Jeg forsgte at forme en Replik i en Munks Mund, en Replik, der skulde +svulme af Kraft og Intolerance; men det lykkedes mig ikke. S sprang jeg +over Munken og vilde udarbejde en Tale, Dommerens Tale til +Tempelskndersken, og jeg skrev en halv Side p denne Tale, hvorp jeg +holdt op. Der vilde ikke lgge sig det rette Klima over mine Ord. +Travlheden omkring mig, Hejsesangene, Gangspillenes Stj og den uafbrudte +Raslen med Jrnkttingerne passed s lidet til den Luft af tt, muggen +Middelalder, der skulde st som en Tge i mit Drama. Jeg pakked Papirerne +sammen og rejste mig. + +Nu var jeg alligevel kommet velsignet p Glid, og jeg flte klart, at jeg +kunde udrette noget nu, hvis alt gik godt. Bare jeg havde et Sted at ty hen +til! Jeg tnkte efter det, standsed ligefrem op i Gaden og tnkte efter, +men vidste ikke af et eneste stille Sted i hele Byen, hvor jeg kunde sl +mig ned en Stund. Der blev ingen anden Udvej, jeg fik g tilbage til +Logihuset i Vaterland. Jeg krymped mig ved det, og jeg sagde hele Tiden til +mig selv, at det gik ikke an, men jeg. gled dog fremad og nrmed mig stadig +det forbudte Sted. Vist var det ynkeligt, indrmmed jeg mig selv, ja, det +var forsmdeligt, rigtig forsmdeligt var det; men det fik ikke hjlpe. Jeg +var ikke det ringeste hovmodig, jeg turde sige s stort et Ord, at jeg var +et af de mindst kphje Vsener, som Dags Dato var til. Og jeg gik. + +Jeg standsed ved Porten og overvejed endnu engang. Jo, det fik g som det +vilde, jeg mtte vove det! Hvad var det egentlig for en Bagatel, det drejed +sig om? For det frste skulde det jo vare blot i nogle Timer, for det andet +skulde Gud forbyde, at jeg nogensinde senere tog min Tilflugt til det Hus +igen. Jeg gik ind i Grden. Endnu mens jeg gik over disse ujvne Stene p +Grdspladsen, var jeg usikker og havde nr vendt om ved Dren. Jeg bed +Tnderne sammen. Nej, ingen utidig Stolthed! I vrste Fald kunde jeg +undskylde mig med, at jeg kom for at sige Farvel, tage ordentlig Afsked og +gjre en Aftale angende min Gjld til Huset. Jeg bned Dren til Forstuen. + +Jeg blev stende aldeles stille indenfor. Lige foran mig, blot i to Skridts +Afstand, stod Vrten selv, uden Hat og uden Frakke, og kiged ind gennem +Nglehullet til Familjens egen Stue. Han gjorde en tyst Bevgelse med +Hnden, forat f mig til at vre stille, og kiged atter indad Nglehullet. +Han stod og lo. + +Kom hid! sagde han hviskende. + +Jeg nrmed mig p Terne. + +Se her! sagde han og lo med en stille, hidsig Latter. Kig ind! Hi-hi! +Der ligger de! Se p Gammeln! Kan De se Gammeln? + +Inde i Sengen, ret under Kristus i Oljetryk og lige mod mig, s jeg to +Skikkelser, Vrtinden og den fremmede Styrmand; hendes Ben skinned hvide +mod den mrke Dyne. Og i Sengen ved den anden Vg sad hendes Fader, den +lamme Olding, og s p, ludende over sine Hnder, sammenkrben som +sdvanligt, uden at kunne rre sig . . . . + +Jeg vendte mig om mod min Vrt. Han havde den strste Mje med at af holde +sig fra at le hjt. + +S De Gammeln? hvisked han. , Gud, s De Gammeln? Han sidder og ser +p! Og han lagde sig igen ind til Nglehullet. + +Jeg gik hen til Vinduet og satte mig. Dette Syn havde ubarmhjrtigen bragt +Uorden i alle mine Tanker og vendt op og ned p min rige Stemning. N, hvad +vedkom det mig? Nr Manden selv fandt sig i det, ja, endog havde sin store +Fornjelse af det, s var der ingen Grund for mig til at tage mig det nr. +Og hvad Oldingen angik, da var Oldingen en Olding. Han s det mske ikke +engang; kanske sad han og sov; Gud ved, om han ikke endogs var dd; det +skulde ikke undre mig om han var dd. Og jeg gjorde mig ingen Samvittighed +af det. + +Jeg tog atter mine Papirer op og vilde vise alle uvedkommende Indtryk +tilbage. Jeg var standset midt i en Stning i Dommerens Tale: S byder mig +Gud og Loven, s byder mig mine vise Mnds Rd, s byder mig og min egen +Samvittighed . . . . Jeg s ud af Vinduet, forat tnke efter, hvad hans +Samvittighed skulde byde ham. En liden Stj trngte ud til mig fra Stuen +indenfor. N, det angik ikke mig, aldeles ikke; Oldingen var desuden dd, +dde kanske imorges ved fire Tiden; det var mig alts inderlig knusende +ligegyldigt med den Stj; hvorfor Fan sad jeg da og gjorde mig mine Tanker +om den? Rolig nu! + +S byder mig og min egen Samvittighed . . . . + +Men alt havde forsvoret sig imod mig. Manden stod slet ikke ganske rolig +henne ved Nglehullet, jeg hrte nu og da hans indeklemte Latter og s, at +han rysted; ude p Gaden foregik der ogs noget, som adspredte mig. En +liden Gut sad og pusled for sig selv i Solen over p det andet Fortoug; han +aned Fred og ingen Fare, knytted blot endel Papirstrimler sammen og gjorde +ingen Fortrd. Pludselig springer han op og bander; han rykker baglnds ud +i Gaden og fr je p en Mand, en voksen Mand med rdt Skjg, som l udaf +et bent Vindu i anden Etage og spytted ned i hans Hoved. Den lille grd af +Vrede og bandte vanmgtigt op mod Vinduet, og Manden lo ham ned i Ansigtet; +der gik mske fem Minutter p den Mde. Jeg vendte mig bort, for ikke at se +Guttens Grd. + +S byder mig og min egen Samvittighed, at . . . . + +Det var mig umuligt at komme lnger. Tilsidst begyndte alt at rable for +mig; jeg syntes, at endog det, jeg allerede havde skrevet, var ubrugeligt, +ja, at hele Iden var noget farligt Tv. Man kunde slet ikke tale om +Samvittighed i Middelalderen, Samvittigheden blev frst opfundet af +Danselrer Shakespeare, flgelig var min hele Tale urigtig. Var der alts +intet godt i disse Blade? Jeg lb dem igennem pny og lste straks mine +Tvivl; jeg fandt storartede Steder, rigtig lange Stykker af stor +Mrkvrdighed. Og der jog mig atter gennem mit Bryst den berusende Trang +til at tage fat igen og f mit Drama frdigt. + +Jeg reiste mig og gik til Dren, uden at agte p Vrtens rasende Tegn til +mig om at fare stille frem. Jeg gik bestemt og fast i Sind ud af Forstuen, +opad Trapperne til anden Etage og trdte ind i mit gamle Vrelse. +Styrmanden var der jo ikke, og hvad var der s ivejen for, at jeg kunde +sidde her et jeblik? Jeg skulde ikke rre nogen af hans Sager, jeg skulde +slet ikke bruge hans Bord engang, men sl mig ned p en Stol ved Dren og +vre glad til. Jeg folder heftigt Papirerne ud p mine Kn. + +Nu gik det i flere Minutter aldeles udmrket. Replik efter Replik opstod +fuldt frdig i mit Hoved, og jeg skrev uafbrudt. Jeg fylder den ene Side +efter den anden, stter afsted over Stok og Sten, klynker sagte af +Henrykkelse over min gode Stemning og ved nsten ikke af mig selv. Den +eneste Lyd, jeg hrer i denne Stund, er min egen glade Klynken. Der faldt +mig ogs ind en sre heldig Id med en Kirkeklokke, som skulde smlde i at +ringe p et vist Punkt i mit Drama. Alt gik overvldende. + +S hrer jeg Skridt i Trappen. Jeg sklver og er nsten fra mig selv, +sidder sgodtsom p Sprang, sky, vag, fuld af Angst for alle Ting og +ophidset af Sult; jeg lytter nervst, holder Blyanten stille i Hnden og +lytter, jeg kan ikke skrive et Ord mer. Dren gr op; Parret nede fra Stuen +trder ind. + +Endnu frend jeg havde fet Tid til at bede om Undskyldning for, hvad jeg +havde gjort, rber Vrtinden aldeles himmelfalden: + +Nej, Gud trste og hjlpe mig, sidder han ikke her igen! + +Undskyld! sagde jeg, og jeg vilde sagt mer, men kom ikke lnger. + +Vrtinden slog Dren op p vid Vg og skreg: + +Gr De nu ikke ud, s Gud fordmme mig henter jeg ikke Politiet! + +Jeg rejste mig. + +Jeg vilde bare sige Farvel til Dem, mumled jeg, og s mtte jeg vente p +Dem. Jeg har ikke rrt nogen Ting, jeg sad her p Stolen . . . . + +Ja, det gjorde ingenting sagde Styrmanden. Hvad Fan gjorde det? Lad +Manden vre, han! + +Da jeg var kommet ned i Trappen, blev jeg med en Gang rasende p denne +tykke, opsvulmede Kone, der fulgte mig i Hlene, forat f mig hurtigt vk, +og jeg stod et jeblik stille, med Munden fuld af de vrste genavne, som +jeg vilde slynge mod hende. Men jeg betnkte mig i Tide og taug, taug blot +af Taknemmelighed mod den fremmede Mand, der gik bag hende og vilde kunne +hre det. Vrtinden fulgte stadig efter mig og skldte ustandseligt, mens +samtidig min Vrede tiltog for hvert Skridt, jeg gik. + +Vi kom ned i Grden, jeg gik rigtig langsomt, endnu overvejende, om jeg +skulde give mig af med Vrtinden. Jeg var i denne Stund ganske forstyrret +af Raseri, og jeg tnkte p den vrste Blodsudgydelse, et Tryk, som kunde +lgge hende dd p Stedet, et Spark i Maven. Et Bybud gr forbi mig i +Porten, han hilser, og jeg svarer ikke; han henvender sig til Madamen bag +mig, og jeg hrer, at han sprger efter mig; men jeg vender mig ikke om. + +Et Par Skridt udenfor Porten indhenter Bybudet mig, hilser pny og standser +mig. Han giver mig et Brev. Heftigt og uvilligt river jeg det op, en +Tikrone falder ud af Konvolutten, men intet Brev, ikke et Ord. + +Jeg ser p Manden og sprger: + +Hvad er dette for Slags Narrestreger? Hvem er Brevet ifra? + +Ja, det ved jeg ikke, svarer han, men det var en Dame, som gav mig det. + +Jeg stod stille. Bybudet gik. Da stikker jeg Pengesedlen atter ind i +Konvolutten, krller det hele rigtig godt sammen, vender om og gr hen til +Vrtinden, som endnu holder Udkig efter mig fra Porten, og kaster hende +Sedlen i Ansigtet. Jeg sagde ikke noget, yttred ikke en Stavelse, jeg +iagttog blot, at hun undersgte det sammenkrllede Papir, inden jeg gik +. . . . + +He, det kunde man kalde at opfre sig med re i Livet! Ikke sige noget, +ikke tiltale Pakket, men ganske rolig krlle sammen en stor Pengeseddel og +kaste den i jnene p sine Forflgere. Det kunde man kalde at optrde med +Vrdighed! Sledes skulde de have det, de Dyr! . . . . + +Da jeg var kommet p Hjrnet af Tomtegaden og Jrnbanetorvet, begyndte +pludselig Gaden at svinge rundt for mine jne, det sused tomt i mit Hoved, +og jeg faldt ind mod en Husvg. Jeg kunde simpelthen ikke g lnger, kunde +ikke engang rette mig op fra min skve Stilling; sledes, som jeg var +falden ind mod Vggen, sledes blev jeg stende, og jeg flte, at jeg +begyndte at tabe Besindelsen. Min vanvittige Vrede forhjedes blot ved +dette Anfald af Udmattelse, og jeg lfted Foden og stamped i Fortouget. Jeg +gjorde ogs forskellige andre Ting, forat komme til Krfter, bed Tnderne +sammen, rynked Panden, rulled fortvivlet med jnene, og det begyndte at +hjlpe. Min Tanke blev klar, jeg forstod, at jeg holdt p at forg. Jeg +satte Hnderne frem og stdte mig tilbage fra Vggen; Gaden dansed +fremdeles rundt med mig. Jeg begyndte at hikke af Raseri, og jeg stred af +min inderste Sjl med min Elendighed, holdt rigtig tappert Stand, for ikke +at falde om; jeg agted ikke at synke sammen, jeg vilde d stende. En +Arbejdskrre ruller langsomt forbi, og jeg ser, at der er Poteter i den +Krre, men af Raseri, af Halsstarrighed finder jeg p at sige, at det slet +ikke var Poteter, det var Klhoveder, og jeg bandte grusomt p, at det var +Klhoveder. Jeg hrte godt, hvad jeg selv sagde, og jeg svor bevidst Gang +efter Gang p denne Lgn, blot forat have den desperate Tilfredsstillelse, +at jeg begik stiv Mened. Jeg berused mig i denne magelse Synd, jeg rakte +mine tre Fingre ivejret og svor med dirrende Lber i Faderens, Snnens og +den Hellignds Navn, at det var Klhoveder. + +Tiden gik. Jeg lod mig falde ned p et Trappetrin ved Siden af mig og +trred Sveden af min Pande og Hals, trak Vejret til mig og tvang mig til at +vre rolig. Solen gled ned, det led ud p Eftermiddagen. Jeg begyndte igen +at gruble over min Stilling; Sulten blev skammelig mod mig, og om nogle +Timer vilde det atter vre Nat; det galdt at finde p en Rd, mens der +endnu var Tid. Mine Tanker begyndte igen at kredse om Logihuset som jeg var +bleven fordrevet fra; jeg vilde aldeles ikke vende tilbage dertil, men +kunde alligevel ikke lade vre at tnke p det. Egentlig havde Konen vret +i sin gode Ret til at kaste mig ud. Hvor kunde jeg vente at f bo hos +nogen, nr jeg ikke kunde betale for mig? Hun havde ovenikbet givet mig +Mad nu og da; endog igraftes, da jeg havde opirret hende, havde hun budt +mig to Smrogbrd, af Godhed havde hun budt mig dem fordi hun vidste, at +jeg trngte til dem. S jeg havde intet at beklage mig over, og jeg +begyndte mens jeg sad p Trappen at bede og tigge hende i mit stille Sind +om Tilgivelse for min Opfrsel. Isr angred jeg bitterlig, at jeg havde +vist mig utaknemmelig mod hende tilsidst og kastet hende en Tikrone i +Ansigtet . . . . + +Tikronen! Jeg plystred en Gang med Munden. Brevet, som Budet bragte, hvor +kom det fra? Frst nu i dette jeblik tnkte jeg klart over dette og aned +med en Gang, hvordan det hele hang sammen. Jeg blev syg af Smrte og Skam, +jeg hvisked Ylajali nogle Gange med hs Stemme og rysted p Hovedet. Var +det ikke mig, som endog s sent som igr havde bestemt mig til at g hende +stolt forbi, nr jeg traf hende, og vise hende den strste Ligegyldighed? +Og istedet derfor havde jeg blot vakt hendes Medlidenhed og aflokket hende +en Barmhjrtighedsskilling. Nej, nej, nej, der blev aldrig Ende p min +Nedvrdigelse! Ikke engang overfor hende havde jeg kunnet hvde en +skikkelig Stilling; jeg sank, sank p alle Kanter, hvor jeg vendte mig hen, +sank tilkns, sank tillivs, dukked mig under i Vanre og kom aldrig op +igen, aldrig! Det var Toppunktet! Tage ti Troner i Almisse, uden at kunne +slynge dem tilbage mod den hemmelige Giver, gramse rer sammen med begge +Hnder, hvor de bdes frem, og beholde dem, bruge dem til Logipenge, trods +sin egen inderste Modbydelighed . . . . + +Kunde jeg ikke atter skaffe tilveje disse ti Kroner p en eller anden Mde? +At g tilbage til Vrtinden og f Pengesedlen tilbageleveret af hende, +nytted nok ikke; der mtte ogs gives en anden Rd, nr jeg tnkte mig om, +nr jeg bare anstrngte mig rigtigt meget og tnkte mig om. Her var det ved +Gud ikke nok at tnke blot p almindelig Vis, jeg fik tnke, s det sled +mig gennem hele mit Menneskevrk, efter en Udvej til disse ti Kroner. Og +jeg satte mig til at tnke svare. + +Klokken kunde vel vre omkring fire, om et Par Timer kunde jeg kanske +trffe Teaterchefen, hvis jeg blot havde havt mit Drama frdigt. Jeg tager +Manuskriptet op, der jeg sidder, og vil med Vold og Magt f istand de tre +fire sidste Scener; jeg tnker og sveder og lser over fra Begyndelsen, men +kommer ingen Vej. Ikke noget Prevv! siger jeg, ingen Stivnakkethed her! +Og jeg skriver ls p mit Drama, skriver ned alt, som falder mig ind, blot +forat blive hurtigt frdig og komme afsted. Jeg vilde indbilde mig selv, at +jeg havde et nyt stort jeblik, jeg lj mig fuld, bedrog mig benlyst og +skrev vk, som om jeg ikke behved at sge efter Ordene. Det er godt! det +er virkelig et Fund! hvisked jeg alt imellem; skriv det bare ned! + +Tilslut begynder imidlertid mine sidste Repliker at blive mig mistnkelige; +de stak s strkt af mod Replikerne i de frste Scener, desuden havde der +slet ikke lagt sig nogen Middelalder i Munkens Ord. Jeg knkker min Blyant +over mellem mine Tnder, springer op, river mit Manuskript itu, river hvert +Blad itu, kaster min Hat p Gaden og tramper p den. Jeg er fortabt! +hvisker jeg for mig selv; mine Damer og Herrer, jeg er fortabt! Og jeg +siger ikke andet end disse Ord, slnge jeg str der og tramper p min Hat. + +En Politibetjent str nogle f Skridt borte og iagttager mig; han str midt +ude i Gaden og lgger ikke Mrke til noget andet end mig. Idet jeg slr +Hovedet op, mdes vore jne; han havde kanske stet der i lngere Tid og +bare set p mig. Jeg tager min Hat op, stter den p og gr hen til Manden. + +Ved De, hvormange Klokken er? siger jeg. + +Han venter en Stund, inden han haler sit Ur frem, og tager ikke sine jne +bort fra mig imens. + +Vel fire, svarer han. + +Akkurat! siger jeg; vel fire, fuldkommen rigtigt! De kan Deres Ting, +hrer jeg, og jeg skal tnke p Dem. + +Dermed forlod jeg ham. Han blev til det yderste forbauset over mig, stod og +s efter mig med ben Mund og holdt endnu Uret i Hnden. Da jeg var kommet +udenfor Royal, vendte jeg mig om og s tilbage: endnu stod han i samme +Stilling og fulgte mig med jnene. + +He-he, sledes skulde man behandle Dyrene! Med den mest udvalgte +Uforskammethed! Det imponered Dyrene, det satte Skrk i Dyrene . . . . Jeg +var srdeles tilfreds med mig selv og gav mig atter til at synge en Stump. +Anspndt af Ophidselse, uden at fle nogen Smrte mer, uden endog at kende +noget Ubehag af nogen Sort, gik jeg let som en Fjr henover hele Torvet, +drejed op ved Basarerne og slog mig ned p en Bnk ved Vor Frelsers. + +Kunde det ikke ogs vre temmelig ligegyldigt, enten jeg sendte den Tikrone +tilbage eller ej? Nr jeg havde fet den, s var den min, og der var +visselig ikke Nd der, hvor den kom fra. Jeg mtte jo dog tage imod den, +nr den udtrykkelig blev sendt til mig; der var ingen Mening i at lade +Bybudet beholde den. Heller ikke gik det an at sende tilbage en helt anden +Tikrone, end den, jeg havde fet. S der var intet at gre ved det. + +Jeg forsgte at se p Frdselen omkring p Torvet foran mig og sysselstte +min Tanke med ligegyldige Ting; men det lykkedes mig ikke, og jeg +beskftiged mig stadig med Tikronen. Tilsidst knytted jeg Hnderne og blev +vred. Det vilde sre hende, sagde jeg, hvis jeg sendte den tilbage; hvorfor +skulde jeg da gre det? Bestandig skulde jeg g og holde mig for god til +alt muligt, ryste hovent p Hovedet og sige Nej Tak. Nu s jeg, hvad det +frte til; jeg stod atter p bar Gade. Selv nr jeg havde den bedste +Anledning til det, beholdt jeg ikke mit gode, varme Logi; jeg blev stolt, +sprang op ved det frste Ord og var Karl for min Hat, betalte Tikroner +tilhjre og venstre og gik min Vej . . . . Jeg gik skarpt i Rette med mig +selv, fordi jeg havde forladt mit Logi og atter bragt mig i Omstndighed. + +Forresten gav jeg den lysegule Fan altsammen! Jeg havde ikke bedt om den +Tikrone, og jeg havde nsten ikke havt den mellem Hnderne engang, men +givet den bort straks, betalt den ud til vild fremmede Mennesker, som jeg +aldrig vilde f se igen. Den Slags Mand var jeg, betalte altid til sidste +Hvid, nr det galdt noget. Kendte jeg Ylajali ret, s angred hun heller +ikke p, at hun havde sendt mig de Penge; hvad sad jeg da og hussered for? +Det var ligefrem det mindste, hun kunde gre, at sende mig en Tikrone nu og +da. Den stakkels Pige var jo forelsket i mig, he, kanske ddeligt forelsket +i mig endogs . . . . Og jeg sad og blred mig dygtigt for mig selv ved +denne Tanke. Der var ingen Tvivl om, at hun var forelsket i mig, den +stakkels Pige! . . . . + +Klokken blev fem. Jeg faldt atter sammen efter min lange nervse Ophidselse +og begyndte pny at fle den tomme Susen i mit Hoved. Jeg stirred ret frem, +holdt jnene stive og s ud for mig henimod Elefantapoteket. Sulten rased +rigtig strkt i mig da, og jeg led meget. Mens jeg sidder sledes og ser +ind i Luften, klarner der sig lidt efter lidt for mit stive Blik en +Skikkelse, som jeg tilslut ser aldeles tydeligt og genkender: det er +Kagekonen ved Elefantapoteket. + +Jeg rykker til, retter mig op p Bnken og begynder at tnke mig om. Jo, +det havde sin Rigtighed, det var den samme Kone foran det samme Bord p det +samme Sted! Jeg plystrer et Par Gange og knipser i Fingrene, rejser mig op +fra Bnken og begynder at g henimod Apoteket. Ikke noget Nonsens! Jeg gav +Fan, enten det var Syndens Penge eller gode norske Hkerpenge af Slv fra +Kongsberg! Jeg vilde ikke vre latterlig, man kunde d af formeget Hovmod +. . . . + +Jeg gr frem til Hjrnet, tager Sigte p Konen og stiller mig op foran +hende. Jeg smiler, nikker kendt og indretter mine Ord, som om det var en +Selvflge, at jeg vilde komme tilbage engang. + +Goddag! siger jeg. De kender mig kanske ikke igen? + +Nej, svarer hun langsomt og ser p mig. + +Jeg smiler endda mer, som om det var bare hendes kostelige Spg, at hun +ikke kendte mig, og siger: + +Husker De ikke, at jeg gav Dem en hel Del Kroner engang? Jeg sagde ikke +noget ved den Lejlighed, svidt jeg husker, det gjorde jeg ikke; det plejer +jeg ikke at gre. Nr man har med rlige Folk at skaffe, s er det +undvendigt at aftale noget og s at sige oprette Kontrakt for hver liden +Ting. He-he! Jo, det var mig, som levered Dem de Penge. + +Nej, jas, var det Dem! Ja, nu kender jeg Dem nok ogs, nr jeg tnker mig +om . . . . + +Jeg vilde forebygge, at hun skulde begynde at takke mig for Pengene, og jeg +siger derfor hurtigt, idet jeg allerede sger med mine jne omkring p +Bordet efter Madvarer: + +Ja, nu kommer jeg, forat f Kagerne. + +Det forstr hun ikke. + +Kagerne, gentager jeg, nu kommer jeg, forat f dem. Ialfald endel, +frste Forsyning. Jeg trnger ikke alt idag. + +Kommer De, forat f dem? sprger hun. + +Jagu kommer jeg, forat f dem, ja! svarer jeg og ler hjt, som om det +burde have vret indlysende for hende allerede straks, at jeg kom, forat f +dem. Jeg tager ogs nede p Bordet en Kage, et Slags Franskbrd, som jeg +begynder at spise p. + +Da Konen ser dette, letter hun sig op i Klderhullet, gr uvilkrlig en +Bevgelse, som forat beskytte sine Varer, og hun lader mig forst, at hun +ikke havde ventet mig tilbage, forat berve hende dem. + +Ikke det? siger jeg. Jas, ikke det? Hun var mig virkelig en kostelig Kone! +Havde hun nogensinde oplevet, at nogen havde givet hende til Forvaring en +Slump Kroner, uden at vedkommende havde krvet dem tilbage? Nej, ser De +der! Troed hun kanske, at det var stjlne Penge, siden jeg havde slngt dem +til hende p den Mde? N, det troed hun dog ikke; det var endda godt, +virkelig godt! Det var om jeg s mtte sige snilt af hende, at hun dog +holdt mig for en rlig Mand. Ha-ha! Jo, hun var virkelig god! + +Men hvorfor gav jeg hende da Pengene? Konen blev forbittret og rbte hjt +derom. + +Jeg forklared, hvorfor jeg havde givet hende Pengene, forklared det dmpet +og eftertrykkeligt: Det var min Vane at g frem p den Mde, fordi jeg +troed alle Mennesker s godt. Bestandig nr nogen bd mig en Kontrakt, et +Bevis, s rysted jeg p Hovedet og sagde Nej Tak. Det skulde Gud vide, at +jeg gjorde! + +Men Konen forstod det fremdeles ikke. + +Jeg greb til andre Midler, talte skarpt og frabad mig mig Vrvl. Havde det +aldrig hndt, at nogen anden havde betalt hende i Forskud p lignende Mde? +spurgte jeg. Jeg mente naturligvis Folk, som havde god Rd, for Eksempel +nogen af Konsulerne? Aldrig? Ja, det kunde ikke jeg undglde for, at det +var en hende fremmed Omgangsmde. Det var Skik og Brug i Udlandet. Hun +havde kanske aldrig vret udenfor Landets Grndser? Nej, ser De der! Da +kunde hun slet ikke tale med i denne Sag . . . . Og jeg tog efter flere +Kager p Bordet. + +Hun knurred vredt, vgred sig hrdnakket for at udlevere noget av, hvad hun +havde p Bordet, rykked endog et Stykke Kage ud af min Hnd og lagde det +tilbage p sin Plads. Jeg blev vred, slog i Bordet og trued med Politiet. +Jeg skulde vre ndig mod hende, sagde jeg; hvis jeg tog alt, hvad mit var, +S vilde jeg ruinere hele hendes Butik, for det var en farlig Masse Penge, +jeg havde leveret hende i sin Tid. Men jeg vilde ikke tage s meget, jeg +vilde i Virkeligheden kun have halv Valutta. Og jeg skulde ovenikbet ikke +komme igen mer. Det mtte Gud bevare mig for, eftersom hun var af den Slags +Mennesker . . . . + +Endelig lagde hun frem endel Kager til en ublu Pris, fire fem Stykker, som +hun taksered til det hjeste, hun kunde finde p, og bad mig tage dem og g +min Vej. Jeg kaevled fremdeles med hende, pstod, at hun snd mig for +mindst en Krone af Pengene og desuden udsuged mig ved sine blodige Priser. +Ved De, at der er Straf for slige Kltringstreger? sagde jeg. Gud bevare +Dem, De kunde komme p Slaveriet for Levetiden, gamle Asen! Hun slngte +endnu en Kage + +hen til mig og bad mig nsten tnderskrende om at g, + +Og jeg forlod hende. + +He, Mage til uefterretlig Kagekone skulde man aldrig have set! Hele Tiden, +mens jeg gik hen ad Torvet og d p mine Kager, talte jeg hjt om Konen og +hendes Uforskammethed, gentog for mig selv, hvad vi begge havde sagt til +hinanden, og syntes, at jeg havde vret hende langt overlegen. Jeg d af +Kagerne i alle Folks Psyn og talte om dette. + +Og Kagerne forsvandt en efter en; det forslog intet, hvor meget jeg tog +tillivs, jeg var lige bundlst hungrig. Herregud dog, at det ikke vilde +forsl! Jeg var s grdig, at jeg endog nr havde forgrebet mig p den +sidste Kage, Som jeg lige fra Begyndelsen havde bestemt mig til at spare, +gmme til den lille nede i Vognmandsgaden, Gutten, som havde leget med +Papirstrimlerne. Jeg husked ham stadigt, kunde ikke f mig til at glemme +hans Mine, da han sprang op og bandte. Han havde vendt sig ona mod mit +Vindu, da Manden spytted ned p ham, og han havde ligefrem set efter, om +ogs jeg skulde le deraf. Gud ved, om jeg nu traf ham, nr jeg kom derned! +Jeg anstrngte mig strkt, forat komme hurtigt ned i Vognmandsgaden, +passered det Sted, hvor jeg havde revet mit Drama istykker, og hvor endnu +endel Papir l tilbage, omgik Politibetjenten, som jeg nys havde forbauset +s ved min Opfrsel, og stod tilsidst ved Trappen, hvor Gutten havde +siddet. + +Han var der ikke. Gaden var nsten tom. Det tog til at mrkne, og jeg kunde +ikke blive Gutten var; han var mske get ind. Jeg lagde Kagen forsigtigt +ned, rejste den p Kant mod Dren, banked hrdt p og sprang min Vej med +det samme. Han finder den nok! sagde jeg til mig selv; det frste, han gr, +nr han kommer ud, det er at finde den! Og mine jne blev vde af Glde, +over, at den lille vilde finde Kagen. + +Jeg kom ned til Jrnbanebryggen igen. + +Nu sulted jeg ikke mer, blot den sde Mad, jeg havde nydt, begyndte at +volde mig ondt. I mit Hoved stjed ogs pny de vildeste Tanker: Hvad om +jeg i Hemmelighed overskar Trossen til et af disse Skibe? Hvad om jeg +pludselig gav mig til at rbe p Brand? Jeg gr lnger ud p Bryggen, +finder mig en Kasse at sidde p, folder Hnderne og fler, at mit Hoved +blir mer og mer fortumlet. Og jeg rrer mig ikke, gr slet intet, forat +holde mig oppe mer. + +Jeg sidder der og stirrer p Copgoro, Barken med det russiske Flag. Jeg +skimter en Mand ved Rkken; Bagbords rde Lanterne lyser ned p hans Hoved, +og jeg rejser mig op og taler over til ham. Jeg havde ingen Hensigt med at +tale, som jeg gjorde, jeg vented heller ikke at f noget Svar. Jeg sagde: + +Sejler De iaften, Kaptejn? + +Ja, om en liden Stund, svarer Manden. Han talte Svensk. + +Hm. De skulde ikke mangle en Mand? Jeg var i dette jeblik lige glad, +enten jeg fik et Afslag eller ej, det var mig ligegyldigt, hvilket Svar +Manden vilde give mig. Jeg stod og vented s p ham. + +, nej, svared han. Det skulde da vre en Jungmand. + +En Jungmand! Jeg gjorde et Ryk p mig, sneg mine Briller af og stak dem i +Lommen, trdte op p Landgangen og skrved ombord. + +Jeg er ikke befaren, sagde jeg, men jeg kan gre det. De stter mig til. +Hvor gr Turen? + +Vi er ballastet til Leeds efter Kul for Cadix. + +Godt! sagde jeg og tvang mig ind p Manden. Jeg er lige glad, hvor det +brer hen. Jeg skal gre mit Arbejde. + +Han stod en Stund og s p mig og tnkte sig om. + +Har du ikke faret fr? spurgte han. + +Nej. Men som jeg siger Dem, st mig til et Arbejde, og jeg skal gre det. +Jeg er vant til noget af hvert. + +Han tnkte sig atter om. Jeg havde allerede sat mig levende i Hovedet, at +jeg vilde tage med, og jeg begyndte at ngstes for at blive jaget iland +igen. + +Hvad mener De s, Kaptejn? spurgte jeg endelig. Jeg kan virkelig gre, +hvad det skal vre. Hvad siger jeg! Jeg mtte vre en drlig Mand, om jeg +ikke gjorde mer, end netop det, jeg var sat til. Jeg kan tage to Vagter i +Trk, om det glder. Det har jeg godt af, og jeg holder nok ud med det. + +Ja, ja, vi kan forsge det, sagde han. Gr det ikke, s kan vi jo +skilles i England. + +Naturligvis! svared jeg i min Glde. Og jeg gentog endnu engang, at vi +kunde skilles i England, hvis det ikke gik. + +S satte han mig til Arbejde . . . . + +Ude i Fjorden retted jeg mig op engang, vd af Feber og Mathed, s indad +mod Land og sagde Farvel for denne Gang til Byen, til Kristiania, hvor +Vinduerne lyste s blankt fra alle Hjem. + + + + + + + +End of the Project Gutenberg EBook of Sult, by Knut Hamsun + +*** END OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK SULT *** + +***** This file should be named 30027-8.txt or 30027-8.zip ***** +This and all associated files of various formats will be found in: + http://www.gutenberg.org/3/0/0/2/30027/ + +Produced by Jens Sadowski + +Updated editions will replace the previous one--the old editions +will be renamed. + +Creating the works from public domain print editions means that no +one owns a United States copyright in these works, so the Foundation +(and you!) can copy and distribute it in the United States without +permission and without paying copyright royalties. Special rules, +set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to +copying and distributing Project Gutenberg-tm electronic works to +protect the PROJECT GUTENBERG-tm concept and trademark. Project +Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you +charge for the eBooks, unless you receive specific permission. If you +do not charge anything for copies of this eBook, complying with the +rules is very easy. You may use this eBook for nearly any purpose +such as creation of derivative works, reports, performances and +research. They may be modified and printed and given away--you may do +practically ANYTHING with public domain eBooks. Redistribution is +subject to the trademark license, especially commercial +redistribution. + + + +*** START: FULL LICENSE *** + +THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE +PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK + +To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free +distribution of electronic works, by using or distributing this work +(or any other work associated in any way with the phrase "Project +Gutenberg"), you agree to comply with all the terms of the Full Project +Gutenberg-tm License (available with this file or online at +http://gutenberg.org/license). + + +Section 1. General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg-tm +electronic works + +1.A. By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm +electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to +and accept all the terms of this license and intellectual property +(trademark/copyright) agreement. If you do not agree to abide by all +the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy +all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your possession. +If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project +Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound by the +terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or +entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8. + +1.B. "Project Gutenberg" is a registered trademark. It may only be +used on or associated in any way with an electronic work by people who +agree to be bound by the terms of this agreement. There are a few +things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works +even without complying with the full terms of this agreement. See +paragraph 1.C below. There are a lot of things you can do with Project +Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this agreement +and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm electronic +works. See paragraph 1.E below. + +1.C. The Project Gutenberg Literary Archive Foundation ("the Foundation" +or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project +Gutenberg-tm electronic works. Nearly all the individual works in the +collection are in the public domain in the United States. If an +individual work is in the public domain in the United States and you are +located in the United States, we do not claim a right to prevent you from +copying, distributing, performing, displaying or creating derivative +works based on the work as long as all references to Project Gutenberg +are removed. Of course, we hope that you will support the Project +Gutenberg-tm mission of promoting free access to electronic works by +freely sharing Project Gutenberg-tm works in compliance with the terms of +this agreement for keeping the Project Gutenberg-tm name associated with +the work. You can easily comply with the terms of this agreement by +keeping this work in the same format with its attached full Project +Gutenberg-tm License when you share it without charge with others. + +1.D. The copyright laws of the place where you are located also govern +what you can do with this work. Copyright laws in most countries are in +a constant state of change. If you are outside the United States, check +the laws of your country in addition to the terms of this agreement +before downloading, copying, displaying, performing, distributing or +creating derivative works based on this work or any other Project +Gutenberg-tm work. The Foundation makes no representations concerning +the copyright status of any work in any country outside the United +States. + +1.E. Unless you have removed all references to Project Gutenberg: + +1.E.1. The following sentence, with active links to, or other immediate +access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear prominently +whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work on which the +phrase "Project Gutenberg" appears, or with which the phrase "Project +Gutenberg" is associated) is accessed, displayed, performed, viewed, +copied or distributed: + +This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with +almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or +re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included +with this eBook or online at www.gutenberg.org + +1.E.2. If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is derived +from the public domain (does not contain a notice indicating that it is +posted with permission of the copyright holder), the work can be copied +and distributed to anyone in the United States without paying any fees +or charges. If you are redistributing or providing access to a work +with the phrase "Project Gutenberg" associated with or appearing on the +work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1 +through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the +Project Gutenberg-tm trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or +1.E.9. + +1.E.3. If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted +with the permission of the copyright holder, your use and distribution +must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional +terms imposed by the copyright holder. Additional terms will be linked +to the Project Gutenberg-tm License for all works posted with the +permission of the copyright holder found at the beginning of this work. + +1.E.4. Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm +License terms from this work, or any files containing a part of this +work or any other work associated with Project Gutenberg-tm. + +1.E.5. Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this +electronic work, or any part of this electronic work, without +prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with +active links or immediate access to the full terms of the Project +Gutenberg-tm License. + +1.E.6. You may convert to and distribute this work in any binary, +compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any +word processing or hypertext form. However, if you provide access to or +distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format other than +"Plain Vanilla ASCII" or other format used in the official version +posted on the official Project Gutenberg-tm web site (www.gutenberg.org), +you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a +copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon +request, of the work in its original "Plain Vanilla ASCII" or other +form. Any alternate format must include the full Project Gutenberg-tm +License as specified in paragraph 1.E.1. + +1.E.7. Do not charge a fee for access to, viewing, displaying, +performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works +unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9. + +1.E.8. You may charge a reasonable fee for copies of or providing +access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works provided +that + +- You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from + the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method + you already use to calculate your applicable taxes. The fee is + owed to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he + has agreed to donate royalties under this paragraph to the + Project Gutenberg Literary Archive Foundation. Royalty payments + must be paid within 60 days following each date on which you + prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax + returns. Royalty payments should be clearly marked as such and + sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the + address specified in Section 4, "Information about donations to + the Project Gutenberg Literary Archive Foundation." + +- You provide a full refund of any money paid by a user who notifies + you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he + does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm + License. You must require such a user to return or + destroy all copies of the works possessed in a physical medium + and discontinue all use of and all access to other copies of + Project Gutenberg-tm works. + +- You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any + money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the + electronic work is discovered and reported to you within 90 days + of receipt of the work. + +- You comply with all other terms of this agreement for free + distribution of Project Gutenberg-tm works. + +1.E.9. If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg-tm +electronic work or group of works on different terms than are set +forth in this agreement, you must obtain permission in writing from +both the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and Michael +Hart, the owner of the Project Gutenberg-tm trademark. Contact the +Foundation as set forth in Section 3 below. + +1.F. + +1.F.1. Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable +effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread +public domain works in creating the Project Gutenberg-tm +collection. Despite these efforts, Project Gutenberg-tm electronic +works, and the medium on which they may be stored, may contain +"Defects," such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or +corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual +property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a +computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by +your equipment. + +1.F.2. LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the "Right +of Replacement or Refund" described in paragraph 1.F.3, the Project +Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project +Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project +Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all +liability to you for damages, costs and expenses, including legal +fees. YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT +LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE +PROVIDED IN PARAGRAPH F3. YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE +TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE +LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR +INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH +DAMAGE. + +1.F.3. LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a +defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can +receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a +written explanation to the person you received the work from. If you +received the work on a physical medium, you must return the medium with +your written explanation. The person or entity that provided you with +the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a +refund. If you received the work electronically, the person or entity +providing it to you may choose to give you a second opportunity to +receive the work electronically in lieu of a refund. If the second copy +is also defective, you may demand a refund in writing without further +opportunities to fix the problem. + +1.F.4. Except for the limited right of replacement or refund set forth +in paragraph 1.F.3, this work is provided to you 'AS-IS' WITH NO OTHER +WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO +WARRANTIES OF MERCHANTIBILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE. + +1.F.5. Some states do not allow disclaimers of certain implied +warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages. +If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the +law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be +interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by +the applicable state law. The invalidity or unenforceability of any +provision of this agreement shall not void the remaining provisions. + +1.F.6. INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the +trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone +providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in accordance +with this agreement, and any volunteers associated with the production, +promotion and distribution of Project Gutenberg-tm electronic works, +harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees, +that arise directly or indirectly from any of the following which you do +or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg-tm +work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any +Project Gutenberg-tm work, and (c) any Defect you cause. + + +Section 2. Information about the Mission of Project Gutenberg-tm + +Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of +electronic works in formats readable by the widest variety of computers +including obsolete, old, middle-aged and new computers. It exists +because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from +people in all walks of life. + +Volunteers and financial support to provide volunteers with the +assistance they need, are critical to reaching Project Gutenberg-tm's +goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will +remain freely available for generations to come. In 2001, the Project +Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure +and permanent future for Project Gutenberg-tm and future generations. +To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation +and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4 +and the Foundation web page at http://www.pglaf.org. + + +Section 3. Information about the Project Gutenberg Literary Archive +Foundation + +The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit +501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the +state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal +Revenue Service. The Foundation's EIN or federal tax identification +number is 64-6221541. Its 501(c)(3) letter is posted at +http://pglaf.org/fundraising. Contributions to the Project Gutenberg +Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent +permitted by U.S. federal laws and your state's laws. + +The Foundation's principal office is located at 4557 Melan Dr. S. +Fairbanks, AK, 99712., but its volunteers and employees are scattered +throughout numerous locations. Its business office is located at +809 North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887, email +business@pglaf.org. Email contact links and up to date contact +information can be found at the Foundation's web site and official +page at http://pglaf.org + +For additional contact information: + Dr. Gregory B. Newby + Chief Executive and Director + gbnewby@pglaf.org + + +Section 4. Information about Donations to the Project Gutenberg +Literary Archive Foundation + +Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide +spread public support and donations to carry out its mission of +increasing the number of public domain and licensed works that can be +freely distributed in machine readable form accessible by the widest +array of equipment including outdated equipment. Many small donations +($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt +status with the IRS. + +The Foundation is committed to complying with the laws regulating +charities and charitable donations in all 50 states of the United +States. Compliance requirements are not uniform and it takes a +considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up +with these requirements. We do not solicit donations in locations +where we have not received written confirmation of compliance. To +SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any +particular state visit http://pglaf.org + +While we cannot and do not solicit contributions from states where we +have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition +against accepting unsolicited donations from donors in such states who +approach us with offers to donate. + +International donations are gratefully accepted, but we cannot make +any statements concerning tax treatment of donations received from +outside the United States. U.S. laws alone swamp our small staff. + +Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation +methods and addresses. Donations are accepted in a number of other +ways including checks, online payments and credit card donations. +To donate, please visit: http://pglaf.org/donate + + +Section 5. General Information About Project Gutenberg-tm electronic +works. + +Professor Michael S. Hart is the originator of the Project Gutenberg-tm +concept of a library of electronic works that could be freely shared +with anyone. For thirty years, he produced and distributed Project +Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of volunteer support. + + +Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed +editions, all of which are confirmed as Public Domain in the U.S. +unless a copyright notice is included. Thus, we do not necessarily +keep eBooks in compliance with any particular paper edition. + + +Most people start at our Web site which has the main PG search facility: + + http://www.gutenberg.org + +This Web site includes information about Project Gutenberg-tm, +including how to make donations to the Project Gutenberg Literary +Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to +subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks. diff --git a/old/old/30027-8-2009-09-19.zip b/old/old/30027-8-2009-09-19.zip Binary files differnew file mode 100644 index 0000000..313cbc7 --- /dev/null +++ b/old/old/30027-8-2009-09-19.zip diff --git a/old/old/30027-h-2009-09-19.htm b/old/old/30027-h-2009-09-19.htm new file mode 100644 index 0000000..8f79622 --- /dev/null +++ b/old/old/30027-h-2009-09-19.htm @@ -0,0 +1,10101 @@ +<!DOCTYPE html PUBLIC "-//W3C//DTD XHTML 1.0 Strict//EN" +"http://www.w3.org/TR/xhtml1/DTD/xhtml1-strict.dtd"> +<html xmlns="http://www.w3.org/1999/xhtml"> +<head> +<meta http-equiv="Content-Type" content="text/html;charset=iso-8859-1" /> +<title> +The Project Gutenberg eBook of Sult, by Knut Hamsun. +</title> + +<style type='text/css'> +h1 { text-align: center; margin-top: 10%} +h2 { text-align: center; margin-top: 5%; margin-bottom: 10%} +h3 { text-align: center; margin-top: 5%; margin-bottom: 10%} +p { margin-left: 0%; margin-right: 0%; text-align: justify; text-indent: 4% } +p.noindent { text-indent: 0%; } +p.center { text-indent: 0%; text-align: center; margin-top: 5%; margin-bottom: 5%; } +p.first { text-indent: 0% } +p.first:first-letter { font-size:xx-large} +p.tb { text-indent: 0%; text-align: center; margin-top: 5%; margin-bottom: 5%; } +</style> +</head> + +<body> + + +<pre> + +The Project Gutenberg EBook of Sult, by Knut Hamsun + +This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with +almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or +re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included +with this eBook or online at www.gutenberg.org + + +Title: Sult + +Author: Knut Hamsun + +Release Date: September 20, 2009 [EBook #30027] + +Language: Norwegian + +Character set encoding: ISO-8859-1 + +*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK SULT *** + + + + +Produced by Jens Sadowski + + + + + +</pre> + +<h1> +KNUT HAMSUN<br /> +<br /> +SULT +</h1> + + + + +<p class="center"><br /><br /><br /><br /><br />KBENHAVN +<br /><br /> +P. G. PHILIPSENS FORLAG +<br /> +</p><p class="center" style="font-size:small">Trykt hos J. Jorgensen & Co. (M. A. Hannover) +<br /> +1890 +</p> + + +<h3 style="page-break-before:always">Transcriber's note</h3> + +<p class="noindent"> +<b>Spelling.</b> In this first edition of "Sult", old spelling +rules were applied which look quite different from modern +written Norwegian ("bokml"). In addition, the letters and +where set as Aa and aa, respectively. Since many other Norwegian +books printed at this time used and and in order to improve +readability, all Aa and aa have been converted to and . +Otherwise, the original spelling was not changed. +</p> +<p class="noindent"> +<b>Spaced-out text.</b> Text that was s p a c e d - o u t in the original text has been +changed to use <i>italics</i>. +</p> + +<h2>FRSTE STYKKE</h2> + +<p class="first">Det var i den Tid, jeg gik omkring og +sulted i Kristiania, denne forunderlige By, som +ingen forlader, fr han har fet Mrker af den . . . . + +</p><p>Jeg ligger vgen p min Kvist og hrer +en Klokke nedenunder mig sl seks Slag; +det var allerede ganske lyst, og Folk begyndte +at frdes op og ned i Trapperne. Nede ved +Dren, hvor mit Rum var tapetseret med +gamle Numre af Morgenbladet, kunde jeg +s tydelig se en Bekendtgrelse fra Fyrdirektren, +og lidt tilvenstre derfra et fedt, +bugnende Avertissement fra Bager Fabian +Olsen om nybagt Brd. + +</p><p>Straks jeg slog jnene op, begyndte jeg +af gammel Vane at tnke efter, om jeg havde +noget at glde mig til idag. Det havde vret +lidt knapt for mig i den sidste Tid; den ene +efter den anden af mine Ejendele var bragt +til Onkel, jeg var bleven nervs og utlsom, +et Par Gange havde jeg ogs ligget +tilsengs en Dags Tid af Svimmelhed. Nu og +da, nr Lykken var god, kunde jeg drive det +til at f fem Kroner af et eller andet Blad +for en Fljeton. + +</p><p>Det lysned mer og mer, og jeg gav mig +til at lse p Avertissementerne nede ved +Dren; jeg kunde endog sklne de magre, +grinende Bogstaver om Ligsvb hos Jomfru +Andersen, tilhjre i Porten. Det sysselsatte +mig en lang Stund, jeg hrte Klokken sl +otte nedenunder, inden jeg stod op og kldte +mig p. + +</p><p>Jeg bned Vinduet og s ud. Der, hvor +jeg stod, havde jeg Udsigt til en Kldesnor +og en ben Mark; langt ude l Gruen tilbage +af en nedbrndt Smedje, hvor nogle +Arbejdere var i Frd med at rydde op. Jeg +lagde mig med Albuerne ned i Vinduet og +stirred ud i Luften. Det blev ganske vist en +lys Dag, Hsten var kommet, den fine, svale +rstid, hvori alting skifter Farve og forgr. +Stjen var allerede begyndt at lyde i Gaderne +og lokked mig ud; dette tomme Vrelse, hvis +Gulv gynged op og ned for hvert Skridt jeg +tog henover det, var som en gisten, uhyggelig +Ligkiste; der var ingen ordentlig Ls for +Dren og ingen Ovn i Rummet; jeg plejed at +ligge p mine Strmper om Natten, forat f +dem lidt trre til om Morgenen. Det eneste, +jeg havde at fornje mig ved, var en liden +rd Gyngestol, som jeg sad i om Aftenerne +og dsed og tnkte p mangehnde Ting. +Nr det blste hrdt, og Drene nedenunder +stod bne, ld der alleslags underlige Hvin +op gennem Gulvet og ind fra Vggene, og +Morgenbladet nede ved Dren fik Revner +s lange som en Hnd. + +</p><p>Jeg rejste mig og undersgte en Byldt +henne i Krogen ved Sengen efter lidt til Frokost, +men fandt intet og vendte tilbage til +Vinduet igen. + +</p><p>Gud ved, tnkte jeg, om det aldrig skal +nytte mig at sge efter en Bestilling mer! +Disse mange Afslag, disse halve Lfter, rene +Nej, nrede og skuffede Hb, nye Forsg, +som hver Gang lb ud i intet, havde gjort +det af med mit Mod. Jeg havde tilsidst sgt +en Plads som Regningsbud, men var kommet +forsent; desuden kunde jeg ikke skaffe Sikkerhed +for femti Kroner. Der var altid et eller +andet til Hinder. Jeg mldte mig ogs til +Brandkorpset. Vi stod halvhundrede Mand i +Forhallen og satte Brystet ud, forat give Indtryk +af Kraft og stor Dristighed. En Fuldmgtig +gik omkring og bes disse Ansgere, +flte p deres Arme og gav dem et og +andet Sprgsml, og mig gik han forbi, rysted +blot p Hovedet og sagde, at jeg var +kasseret p Grund af mine Briller. Jeg mdte +op pny, uden Briller, jeg stod der med +rynkede Bryn og gjorde mine jne s hvasse +som Knive, og Manden gik mig atter forbi, +og han smilte, — han havde kendt mig igen. +Det vrste af alt var, at mine Klder var +begyndt at blive s drlige, at jeg ikke +lnger kunde fremstille mig til en Plads som +et skikkeligt Menneske. + +</p><p>Hvor det havde get jvnt og regelmssig +nedad med mig hele Tiden! Jeg stod +tilsidst s besynderlig blottet for alt muligt, +jeg havde ikke engang en Kam tilbage eller +en Bog at lse i, nr det blev mig for trist. +Hele Sommeren udover havde jeg sgt ud +p Kirkegrdene eller op i Slotsparken, +hvor jeg sad og forfatted Artikler for Bladene, +Spalte efter Spalte om de forskelligste Ting, +underlige Pfund, Luner, Indfald af min urolige +Hjrne; i Fortvivlelse havde jeg ofte valgt de +fjrneste Emner, som voldte mig lange Tiders +Anstrngelse og aldrig blev optaget. Nr et +Stykke var frdigt, tog jeg fat p et nyt, +og jeg blev ikke ofte nedslagen af Redaktrernes +Nej; jeg sagde stadig vk til mig +selv, at engang vilde det jo lykkes. Og virkelig, +stundom, nr jeg havde Held med mig +og fik det lidt godt til, kunde jeg f fem +Kroner for en Eftermiddags Arbejde. + +</p><p>Jeg rejste mig atter op fra Vinduet, gik +hen til Vaskevandsstolen og dynked en +Smule Vand p mine blanke Buksekn, forat +svrte dem lidt og f dem til at se lidt nye +ud. Da jeg havde gjort dette, stak jeg som +sdvanligt Papir og Blyant i Lommen og gik +ud. Jeg gled meget stille nedad Trapperne, +for ikke at vkke min Vrtindes Opmrksomhed; +der var get et Par Dage, siden +min Husleje forfaldt, og jeg havde ikke noget +at betale med nu mere. + +</p><p>Klokken var ni. Vognrammel og Stemmer +fyldte Luften, et uhyre Morgenkor, blandet +med Fodgngernes Skridt og Smldene fra +Hyrekuskenes Svber. Denne stjende +Frdsel overalt oplived mig straks, og jeg +begyndte at fle mig mer og mer tilfreds. +Intet var fjrnere fra min Tanke end blot at +g en Morgentur i frisk Luft. Hvad kom +Luften mine Lunger ved? Jeg var strk som +en Rise og kunde standse en Vogn med min +Skulder. En fin, slsom Stemning, Flelsen +af den lyse Ligegladhed, havde bemgtiget +sig mig. Jeg gav mig til at iagttage de Mennesker, +jeg mdte og gik forbi, lste Plakaterne +p Vggene, modtog Indtryk fra et +Blik, slngt til mig fra en forbifarende Sporvogn, +lod hver Bagatel trnge ind p mig, +alle sm Tilfldigheder, som krydsed min +Vej og forsvandt. + +</p><p>Nr man bare havde sig lidt til Mad en +sdan lys Dag! Indtrykket af den glade +Morgen overvlded mig, jeg blev uregerlig +tilfreds og gav mig til at nynne af Glde, +uden nogn bestemt Grund. Ved en Slagterbutik +stod en Kone med en Kurv p Armen +og spekulered p Plser til Middag; idet jeg +passered hende, s hun hen p mig. Hun +havde blot n Tand i Formunden. Nervs og let +pvirkelig som jeg var bleven de sidste Dage, +gjorde Konens Ansigt straks et modbydeligt +Indtryk p mig; den lange, gule Tand s +ud som en liden Finger, der stod op fra +Kven, og hendes Blik var endnu fuldt af +Plse, da hun vendte det mod mig. Jeg tabte +med en Gang Appetiten og flte Kvalme. +Da jeg kom til Basarerne, gik jeg hen til +Springet og drak lidt Vand; jeg s op — +Klokken var ti i Vor Frelsers Trn. + +</p><p>Jeg gik videre gennem Gaderne, drev om +uden Bekymring for nogetsomhelst, standsed +ved et Hjrne, uden at behve det, bjed af +og gik en Sidegade, uden at have rinde +derhen; jeg lod det st til, frtes omkring i +den glade Morgen, vugged mig sorgfrit frem +og tilbage blandt andre lykkelige Mennesker; +Luften var tom og lys, og mit Sind var uden +en Skygge. + +</p><p>I ti Minutters Tid havde jeg stadig havt +en gammel, halt Mand foran mig. Han bar en +Byldt i den ene Hnd og gik med hele sit +Legeme, arbejded af al Magt, forat skyde +Fart. Jeg hrte, hvor han pusted af Anstrngelse, +og det faldt mig ind, at jeg kunde +bre hans Byldt; jeg sgte dog ikke at indhente +ham. Oppe i Grndsen mdte jeg +Hans Pauli, som hilste og skyndte sig forbi. +Hvorfor hav de han sdant Hastvrk? Jeg +havde slet ikke i Sinde at bede ham om en +Krone, jeg vilde ogs med det allerfrste +sende ham tilbage et Tppe, som jeg havde +lnt af ham for nogle Uger siden. Ssnart +jeg var kommet lidt ovenp, vilde jeg ikke +vre nogen Mand noget Tppe skyldig; kanske +begyndte jeg allerede idag en Artikel om +Fremtidens Forbrydelser eller om Viljens Frihed, +hvadsomhelst, noget lsevrdigt noget, +som jeg vilde f ti Kroner for mindst . . . . +Og ved Tanken p denne Artikel flte jeg mig +med en Gang gennemstrmmet af Trang til at +tage fat straks og se af min fulde Hjrne; +jeg vilde finde mig et passende Sted i Slotsparken +og ikke hvile, fr jeg havde fet den +frdig. + +</p><p>Men den gamle Krbling gjorde fremdeles +de samme sprllende Bevgelser foran mig i +Gaden. Det begyndte tilsidst at irritere mig +at have dette skrbelige Menneske foran mig +hele Tiden. Hans Rejse syntes aldrig at ville +tage Ende; mske havde han bestemt sig til +akkurat det samme Sted som jeg, og jeg +skulde hele Vejen have ham for mine jne. +I min Ophidselse forekom det mig, at han ved +hver Tvergade sagtned en Smule og ligesom +vented p, hvilken Retning jeg vilde tage, +hvorp han igen svang Byldten hjt i Luften +og gik til af yderste Magt, forat f Forsprang. +Jeg gr og ser p dette masede Vsen og +blir mer og mer opfyldt af Forbittrelse mod +ham; jeg flte, at han lidt efter lidt delagde +min lyse Stemning og trak den rene, sknne +Morgen med sig ned i Hslighed med det +samme. Han s ud som et stort humpende +Insekt, der med Vold og Magt vilde sl sig +til en Plads i Verden og forbeholde sig Fortouget +for sig selv alene. Da vi var kommet +p Toppen af Bakken, vilde jeg ikke lnger +finde mig i det, jeg vendte mig mod et +Butiksvindu og standsed, forat give ham Anledning +til at komme vk. Da jeg efter nogle +Minutters Forlb atter begyndte at g, var +Manden foran mig igen, ogs han havde +stet bom stille. Jeg gjorde, uden at tnke +mig om, tre fire rasende Skridt fremad, indhented +ham og slog Manden p Skulderen. + +</p><p>Han standsed med t. Vi gav os begge +til at stirre p hinanden. + +</p><p>En liden Skilling til Melk! sagde han +endelig og lagde Hovedet p Siden. + +</p><p>Se s, nu stod jeg godt i det! Jeg flte +i Lommerne og sagde: + +</p><p>Til Melk ja. Hm. Det er smt med +Pengene i disse Tider, og jeg ved ikke, hvor +trngende De kan vre. + +</p><p>Jeg har ikke spist siden igr i Drammen, +sagde Manden; jeg ejer ikke en re, +og jeg har ikke fet Arbejde endnu. + +</p><p>Er De Hndvrker? + +</p><p>Ja, jeg er Ndler. + +</p><p>Hvilket? + +</p><p>Ndler. Forresten kan jeg ogs gre +Sko. + +</p><p>Det forandrer Sagen, sagde jeg. De +fr vente her i nogle Minutter, s skal jeg +g efter lidt Penger til Dem, nogle re. + +</p><p>Jeg gik i strste Hast nedad Pilestrdet, +hvor jeg vidste om en Pantelner i anden +Etage; jeg havde forvrigt aldrig vret hos +ham fr. Da jeg kom ind i Porten, trak jeg +skyndsomt min Vest af, rulled den sammen +og stak den under Armen; derp gik jeg +opad Trappen og banked p til Sjappen. +Jeg bukked og kasted Vesten p Disken. + +</p><p>Halvanden Krone, sagde Manden. + +</p><p>Ja ja, Tak, svared jeg. Havde det +ikke vret det, at den begyndte at blive lidt +for knap til mig, s vilde jeg ikke have +skilt mig ved den, naturligvis. + +</p><p>Jeg fik Pengene og Sedlen og begav mig +tilbage. Det var i Grunden et udmrket Pfund, +dette med Vesten; jeg vilde endog f +Penge tilovers til en rigelig Frokost, og inden +Aften skulde s min Afhandling om Fremtidens +Forbrydelser vre istand. Jeg begyndte +p Stedet at finde Tilvrelsen blidere, og +jeg skyndte mig tilbage til Manden, forat f +ham fra Hnden. + +</p><p>Vrsgod! sagde jeg til ham. Det +glder mig, at De har henvendt Dem til mig +frst. + +</p><p>Manden tog Pengene og begyndte at +mnstre mig med jnene. Hvad stod han +og stirred efter? Jeg havde det Indtryk, at +han isr undersgte mine Buksekn, og jeg +blev trt af denne Uforskammethed. Troed +Slyngelen, at jeg virkelig var s fattig som +jeg s ud for? Havde jeg mske ikke sgodtsom +begyndt at skrive p en Artikel +til ti Kroner? Overhovedet frygted jeg ikke +for Fremtiden, jeg havde mange Jrn i Ilden. +Hvad kom det s et vild fremmed Menneske +ved, om jeg gav bort en Drikkeskilling p en +sdan lys Dag? Mandens Blik irritered mig, +og jeg beslutted mig til at give ham en Irettesttelse, +inden jeg forlod ham. Jeg trak p +Skuldrene og sagde: + +</p><p>Min gode Mand, De har lagt Dem til +den stygge Uvane at glo en Mand p Knerne, +nr han giver Dem en Krones Penge. + +</p><p>Han lagde Hovedet helt tilbage mod +Muren og sprred Munden op. Der arbejded +noget bag hans Stodderpande, han tnkte +ganske vist, at jeg vilde narre ham p en +eller anden Mde, og han rakte mig Pengene +tilbage. + +</p><p>Jeg stamped i Gaden og svor p, at han +skulde beholde dem. Indbildte han sig, at jeg +vilde have alt det Bryderi for ingenting? Nr +alt kom til alt skyldte jeg ham mske denne +Krone, jeg havde det med at huske en gammel +Gld, han stod foran et retskaffent Menneske, +rlig ud i Fingerspidserne. Kortsagt, Pengene +var hans . . . . , ikke noget at takke for, +det havde vret mig en Glde. Farvel. + +</p><p>Jeg gik. Endelig havde jeg denne vrkbrudne +Plagend afvejen, og jeg kunde vre +uforstyrret. Jeg tog atter ned gennem Pilestrdet +og standsed udenfor en Husholdningshandel. +Der l fuldt op af Mad i Vinduet, +og jeg bestemte mig til at g ind og f +mig lidt med p Vejen. + +</p><p>Et Stykke Ost og et Franskbrd! sagde +jeg og slngte min Halvkrone p Disken. + +</p><p>Ost og Brd for altsammen? spurgte +Konen ironisk, uden at se p mig. + +</p><p>For hele femti re ja, s vared jeg uforstyrret. + + +</p><p>Jeg fik mine Sager, sagde yderst hfligt +Godmorgen til den gamle, fede Kone og begav +mig sporenstrngs opad Slotsbakken til +Parken. Jeg fandt mig en Bnk for mig selv +og begyndte at gnave grdigt af min Niste. +Det gjorde godt; det var lnge siden jeg +havde fet et s rundeligt Mltid, og jeg +flte lidt efter lidt den samme mtte Ro i +mig, som n fler efter en lang Grd. Mit +Mod steg strkt; det var mig ikke lnger +nok at skrive en Artikel om noget s enkelt +og ligetil som Fremtidens Forbrydelser, som +desuden hvemsomhelst kunde gtte sig til, +ligefrem lse sig til i Historien; jeg flte mig +istand til en strre Anstrngelse, jeg var i +Stemning til at overvinde Vanskeligheder, og +jeg bestemte mig for en Afhandling i tre Afsnit +om den filosofiske Erkendelse. Naturligvis +vilde jeg f Lejlighed til at knkke ynkeligt +nogle af Kants Sofismer . . . . Da jeg vilde +tage mine Skrivesager frem og begynde Arbejdet, +opdaged jeg, at jeg ikke lnger havde +nogen Blyant hos mig; jeg havde glemt den +efter mig i Pantelnersjappen; min Blyant l +i Vestelommen. + +</p><p>Herregud hvor dog alting havde Lyst til +at g forkrt for mig! Jeg banded nogle +Gange, rejste mig op fra Bnken og drev +frem og tilbage i Gangene. Det var meget +stille overalt; langt borte, ved Dronningens +Lysthus, rulled et Par Barnepiger sine Vogne +omkring, ellers var der ikke et Menneske +at se noget Sted. Jeg var dygtig forbittret +i Sind og spadsered som en rasende +foran min Bnk, Hvor mrkelig vrangt gik +det dog ikke p alle Kanter! En Artikel i +tre Afsnit skulde ligefrem strande p den +simple Ting, at jeg ikke havde et Stykke ti +res Blyant i Lommen! Hvad om jeg gik +ned i Pilestrdet igen og fik min Blyant tilbageleveret? +Der vilde endda blive Tid til at +f et godt Stykke frdigt, inden de spadserende +begyndte at fylde Parken. Der var +ogs s meget, som afhang af denne Afhandling +om den filosofiske Erkendelse, mske +flere Menneskers Lykke, ingen kunde vide det. +Jeg sagde til mig selv, at den kanske vilde +blive til stor Hjlp for mange unge Mennesker. +Ret betnkt vilde jeg ikke forgribe mig p +Kant; jeg kunde jo undg det, jeg behved +blot at gre en ganske umrkelig Bjning, +nr jeg kom til Sprgsmlet Tid og Rum; +men Renan vilde jeg ikke svare for, gamle +Sogneprst Renan . . . . Under alle Omstndigheder +galdt det at gre en Artikel p s +og s mange Spalter; den ubetalte Husleje, +Vrtindens lange Blik om Morgenen, nr jeg +traf hende i Trapperne, pinte mig hele Dagen +og dukked frem igen endog i mine glade +Stunder, nr jeg ellers ikke havde en mrk +Tanke. Dette mtte jeg have en Ende p. +Jeg gik hurtigt ud af Parken, forat hente min +Blyant hos Pantelneren. + +</p><p>Da jeg kom ned i Slotsbakken, indhented +jeg to Damer, som jeg gik forbi. Idet jeg +passered dem, strejfed jeg den enes rme, +jeg s op, hun havde et fyldigt, lidt blegt +Ansigt. Med t blusser hun og blir forunderlig +skn, jeg ved ikke hvorfor, mske af et Ord, +hun hrer af en forbigende, mske blot af +en stille Tanke hos hende selv. Eller skulde +det vre fordi jeg berrte hendes Arm? Det +hje Bryst blger heftigt nogle Gange, og hun +klemmer Hnden hrdt om Parasolskaftet. +Hvad gik der af hende? + +</p><p>Jeg standsed og lod hende komme foran +mig igen, jeg kunde ikke i jeblikket g +videre, det hele forekom mig s besynderligt. +Jeg var i et pirreligt Lune, rgerlig p mig +selv for Hndelsen med Blyanten og i hj +Grad ophidset af al den Mad, jeg havde nydt +p tom Mave. Med en Gang tager min +Tanke ved et lunefuldt Indfald en mrkelig +Retning, jeg fler mig greben af en slsom +Lyst til at gre denne Dame bange, flge +efter hende og fortrdige hende p en eller +anden Mde. Jeg indhenter hende atter og +gr hende forbi, vender mig pludselig om og +mder hende Ansigt til Ansigt, forat iagttage +hende. Jeg str og ser hende ind i jnen +og hitter p Stedet et Navn, som jeg aldrig +havde hrt, et Navn med en glidende, nervs +Lyd: Ylajali. Da hun var kommet mig +ganske nr, retter jeg mig ivejret og siger +indtrngende: + +</p><p>De mister Deres Bog, Frken. + +</p><p>Jeg kunde hre, hvor mit Hjrte slog +hrligt, da jeg sagde det. + +</p><p>Min Bog? sprger hun sin Ledsagerinde. +Og hun gr videre. + +</p><p>Min Ondskabsfuldhed tiltog, og jeg fulgte +efter Damen. Jeg var mig i jeblikket fuldt +bevidst, at jeg begik gale Streger, uden at +jeg kunde gre noget ved det; min forvirrede +Tilstand lb af med mig og gav mig de mest +forrykte Indskydelser, som jeg lystred efter +Tur. Det nytted ikke, hvormeget jeg sagde +til mig selv, at jeg bar mig idiotisk ad, jeg +gjorde de dummeste Grimaser bag Damens +Ryg, og jeg hosted rasende nogle Gange, +idet jeg passered hende. Sledes vandrende +ganske sagte fremad, altid i nogle Skridts +Forspring, flte jeg hendes jne i min Ryg, +og jeg dukked mig uvilkrlig ned af Skam +over at have vret hende til Plage. Lidt +efter lidt fik jeg en forunderlig Fornemmelse +af at vre langt borte, andre Steder henne, +jeg havde en halvt ubestemt Flelse af, at det +ikke var mig, som gik der p Stenfliserne og +dukked mig ned. + +</p><p>Nogle Minutter efter er Damen kommet +til Paschas Boglade, jeg har allerede standset +ved det frste Vindu, og idet hun gr forbi +mig, trder jeg frem og gentager: + +</p><p>De mister Deres Bog, Frken. + +</p><p>Nej, hvilken Bog? siger hun i Angst. +Kan du forst, hvad det er for en Bog, han +taler om? + +</p><p>Og hun standser. Jeg gotter mig grusomt +over hendes Forvirring, denne Rdvildhed i +hendes jne henrykker mig. Hendes Tanke +kan ikke fatte min lille desperate Tiltale; hun +har slet ingen Bog med, ikke et eneste Blad +af en Bog, og alligevel leder hun i sine Lommer, +ser sig gentagne Gange ind i Hnderne, vender +Hovedet og undersger Gaden bag sig, anstrnger +sin lille mtlige Hjrne til det +yderste, forat finde ud, hvad det er for en +Bog, jeg taler om. Hendes Ansigt skifter +Farve, har snart det ene, snart det andet Udtryk, +og hun nder ganske hrligt; selv +Knapperne i hendes Kjole synes at stirre p +mig som en Rkke forfrdede jne. + +</p><p>Bryd dig ikke om ham, siger hendes +Ledsagerske og trkker hende i Armen; han +er jo fuld; kan du ikke se, at Manden er +fuld! + +</p><p>S fremmed, som jeg i dette jeblik var +for mig selv, s fuldstndig et Bytte for +sre, usynlige Indflydelser, foregik der intet +omkring mig, uden at jeg lagde Mrke til det. +En stor brun Hund sprang tvrs over Gaden, +henimod Lunden og ned til Tivoli; den havde +et ganske smalt Halsbnd af Nyslv. Hjere +op i Gaden bnedes et Vindu i anden Etage, +og en Pige lagde sig ud af det med opbrttede +rmer og gav sig til at pudse Ruderne +p Ydersiden. Intet undgik min Opmrksomhed, +jeg var klar og ndsnrvrende, alle +Ting strmmed ind p mig med en skinnende +Tydelighed, som om der pludselig var bleven +et strkt Lys omkring mig. Damerne foran +mig havde begge en bl Fuglevinge i Hatten +og et skotsk Silkebnd om Halsen. Det faldt +mig ind, at de var Sstre. + +</p><p>De bjed af og standsed ved Cislers Musikhandel +og talte sammen, jeg standsed ogs. +Derp kom de begge to tilbage, gik den +samme Vej, som de var kommet, passered +mig igen, drejed om Hjrnet ved Universitetsgaden +og gik lige op til St. Olafs Plads. Jeg +var dem hele Tiden s nr i Hlene som +jeg turde. De vendte sig engang og sendte +mig et halvt bange, halvt nysgrrigt Blik, og +jeg s ingen Fortrnelse i deres Miner og +ingen rynkede Bryn. Denne Tlmodighed +med mine Plagerier gjorde mig meget skamfuld, +og jeg slog jnene ned. Jeg vilde ikke +lnger vre dem til Fortrd, jeg vilde af ren +Taknemmelighed flge dem med jnene, ikke +tabe dem afsyne, helt til de gik ind et Sted +og blev borte. + +</p><p>Udenfor Numer 2, et stort fire Etages +Hus, vendte de sig endnu engang, hvorp de +gik ind. Jeg lned mig til en Gaslygte ved +Fontnen og lytted efter deres Skridt i Trapperne; +de dde hen i anden Etage. Jeg +trder frem fra Lygten og ser opad Huset. +Da sker der noget besynderligt. Gardinerne +bevger sig hjt oppe, et jeblik efter bnes +et Vindu, et Hoved stikker ud, og to srt +seende jne hviler p mig. Ylajali! sagde +jeg halvhjt, og jeg flte, at jeg blev rd. +Hvorfor rbte hun ikke om Hjlp? Hvorfor +stdte hun ikke til en af Blomsterpotterne og +rammed mig i Hovedet, eller sendte nogen +ned, forat jage mig vk? Vi str og ser +hinanden ind i jnene uden at rre os; det +varer et Minut; der skyder Tanker mellem +Vinduet og Gaden, og der siges ikke et Ord +Hun vender sig om, det giver et Ryk i mig, +et fint Std gennem mit Sind; jeg ser en +Skulder, der drejer sig, en Ryg, der forsvinder +indad Gulvet. Denne langsomme Gang bort +fra Vinduet, Betoningen i denne Bevgelse +med Skuldren var som et Nik til mig; mit +Blod fornam denne fine Hilsen, og jeg flte +mig i samme Stund vidunderlig glad. S +vendte jeg om og gik nedad Gaden. + +</p><p>Jeg turde ikke se mig tilbage og vidste +ikke, om hun atter var kommet til Vinduet; +efterhvert som jeg overvejed dette Sprgsml, +blev jeg mer og mer urolig og nervs. Formodentlig +stod hun i dette jeblik og fulgte +nje alle mine Bevgelser, og det var p +ingen Mde til at holde ud at vide sig sledes +undersgt bagfra. Jeg strammed mig +op s godt jeg kunde og gik videre; det +begyndte at rykke i mine Ben, min Gang blev +ust, fordi jeg med Vilje vilde gre den smuk. +Forat synes rolig og ligegyldig slngte jeg +meningslst med Armene, spytted i Gaden og +satte Nsen ivejret; men intet hjalp. Jeg +flte stadig de forflgende jne i min Nakke, +og det lb mig koldt gennem Kroppen. +Endelig redded jeg mig ind i en Sidegade, +hvorfra jeg tog Vejen ned i Pilestrdet, forat +f fat p min Blyant. + +</p><p>Jeg havde ingen Mje med at f den +tilbageleveret. Manden bragte mig Vesten selv +og bad mig undersge alle Lommerne med +det samme; jeg fandt ogs et Par Lnesedler, +som jeg stak til mig, og takked den +venlige Mand for hans Imdekommenhed. Jeg +blev mer og mer tiltalt af ham, det blev mig +i samme Stund meget om at gre at give +dette Menneske et godt Indtryk af mig. Jeg +gjorde et Slag henimod Dren og vendte atter +tilbage til Disken, som om jeg havde glemt +noget; jeg mente at skylde ham en Forklaring, +en Oplysning, og jeg gav mig til at nynne, +forat gre ham opmrksom. Da tog jeg +Blyanten i Hnden og holdt den ivejret. + +</p><p>Det kunde ikke falde mig ind, sagde jeg, +at g lange Veje for en hvilkensom helst sdan +Blyant; men med denne var det en anden Sag, +en egen rsag. S ringe som den s ud, +havde denne Blyantstump simpelthen gjort mig +til det, jeg var i Verden, s at sige sat mig +p min Plads i Livet . . . . + +</p><p>Jeg sagde ikke mer. Manden kom helt +hen til Disken. + +</p><p>Ja s? sagde han og s nysgrrigt +p mig. + +</p><p>Med den Blyant, fortsatte jeg koldblodigt, +havde jeg skrevet min Afhandling om den +filosofiske Erkendelse i tre Bind. Om han +ikke havde hrt den omtale? + +</p><p>Og Manden synes nok, at han havde hrt +Navnet, Titlen. + +</p><p>Ja, sagde jeg, den var af mig, den! S +det mtte endelig ikke forundre ham, at jeg +vilde have den lille Stump Blyant tilbage; +den havde altfor stort Vrd for mig, den var +mig nsten som et lidet Menneske. Forresten +var jeg ham oprigtig taknemmelig for hans Velvilje, +og jeg vilde huske ham for den — jo, +jo, jeg vilde virkelig huske ham for den; et +Ord var et Ord, den Slags Mand var jeg, og +han fortjente det. Farvel. + +</p><p>Jeg gik til Dren med en Holdning, som +om jeg kunde anbringe en Mand i en hj Post +i Brandvsenet. Den skikkelige Pantelner +bukked to Gange for mig, idet jeg fjrned +mig, og jeg vendte mig endnu engang og +sagde Farvel. + +</p><p>I Trappen mdte jeg en Kone, som bar +en Vadsk i Hnden. Hun trykked sig ngsteligt +til Siden, forat give mig Plads, og jeg +greb uvilkrligt i Lommen efter noget at +give hende; da jeg ikke fandt nogen Ting, +blev jeg flau og gik hende duknakket forbi. +Lidt efter hrte jeg, at ogs hun banked +p til Sjappen; der var et Stltrdsprinkel +p Dren, og jeg kendte straks igen den +klirrende Lyd, nr et Menneskes Knoger berrte +det. + +</p><p>Solen stod i Syd, Klokken var omtrent +tolv. Byen begyndte at komme p Benene, +det nrmed sig Spadsertiden, og hilsende og +leende Folk blged op og ned ad Karl Johan. +Jeg klemte Albuerne i Siden, gjorde mig liden +og slap ubemrket forbi nogle Bekendte, som +havde indtaget et Hjrne ved Universitetet, +forat beskue de forbigende. Jeg vandred +opad Slotsbakken og faldt i Tanker. + +</p><p>Disse Mennesker, jeg mdte, hvor let og +lystigt vugged de ikke sine lyse Hoveder og +svinged sig gennem Livet som gennem en +Balsal! Der var ikke Sorg i et eneste je, +jeg s, ingen Byrde p nogen Skulder, +kanske ikke en skyet Tanke, ikke en liden +hemmelig Pine i noget af disse glade Sind. +Og jeg gik der lige ved Siden af disse Mennesker, +ung og nys udsprungen, og jeg havde +allerede glemt, hvordan Lykken s ud! Jeg +dgged for mig selv med denne Tanke og +fandt, at der var skeet mig gruelig Uret. +Hvorfor havde de sidste Mneder faret s +mrkelig hrdt frem med mig? Jeg kendte +slet ikke mit lyse Sind igen, og jeg havde de +underligste Plager p alle Kanter. Jeg kunde +ikke stte mig p en Bnk for mig selv +eller rre min Fod noget Sted hen, uden at +blive overfaldt af sm og betydningslse Tilfldigheder, +jammerlige Bagateller, som trngte +ind i mine Forestillinger og spredte mine Krfter +for alle Vinde. En Hund, som strg mig forbi, +en gul Rose i en Herres Knaphul, kunde stte +mine Tanker i Vibren og optage mig for +lngere Tid. Hvad var det, som fejled mig? +Havde Herrens Finger pegt p mig? Men +hvorfor just p mig? Hvorfor ikke lige s +godt p en Mand i Sydamerika, for den +Skyld? Nr jeg overvejed Tingen, blev det +mig mer og mer ubegribeligt, at netop jeg +skulde vre udset til Prveklud for Guds +Ndes Lune. Det var en noks ejendommelig +Fremgangsmde at springe over en hel +Verden, forat rkke mig; der var nu bde +Antikvarboghandler Pascha og Dampskibsekspeditr +Hennechen. + +</p><p>Jeg gik og drfted denne Sag og kunde +ikke blive den kvit, jeg fandt de vgtigste +Indvendinger mod denne Herrens Vilkrlighed +at lade mig undglde for alles Skyld. Endog +efterat jeg havde fundet mig en Bnk og sat +mig ned, vedblev dette Sprgsml at sysselstte +mig og hindre mig fra at tnke p +andre Ting. Fra den Dag i Majmned, da +mine Genvordigheder begyndte, kunde jeg +s tydeligt mrke en lidt efter lidt tiltagende +Svaghed, jeg var ligesom bleven for mat til at +styre og lede mig hvorhen jeg vilde; en Sverm +af sm Skadedyr havde trngt ind i mit +Indre og udhulet mig. Hvad om Gud ligefrem +havde i Sinde at delgge mig ganske? Jeg +rejste mig op og drev frem og tilbage foran +Bnken. + +</p><p>Mit hele Vsen var i dette jeblik i den +hjeste Grad af Pine; jeg havde endog Smrter +i Armene og kunde knapt holde ud at bre +dem p sdvanlig Mde. Af mit sidste +svre Mltid flte jeg ogs et strkt Ubehag, +jeg var overmt og ophidset og spadsered +frem og tilbage, uden at se op; de Mennesker, +som kom og gik omkring mig, gled mig forbi +som Skimt. Endelig blev min Bnk optagen +af et Par Herrer, som tndte sine Cigarer og +passiared hjt; jeg blev vred og vilde tiltale +dem, men vendte om og gik helt over til den +anden Kant af Parken, hvor jeg fandt mig en +ny Bnk. Jeg satte mig. + +</p><p>Tanken p Gud begyndte atter at optage +mig. Jeg syntes, det var hjst uforsvarligt +af ham at lgge sig imellem hver Gang, jeg +sgte efter en Post, og forstyrre det hele, +aldenstund det blot var Mad for Dagen, jeg +bad om. Jeg havde s tydelig mrket, at +nr jeg sulted lidt lnge ad Gangen, var det +ligesom min Hjrne randt mig ganske stille +ud af Hovedet og gjorde mig tom. Mit Hoved +blev let og fravrende, jeg flte ikke lnger +dets Tyngde p mine Skuldre, og jeg havde +en Fornemmelse af, at mine jne glante +altfor vidtbent, nr jeg s p nogen. + +</p><p>Jeg sad der p Bnken og tnkte over +alt dette og blev mer og mer bitter mod Gud +for hans vedholdende Plagerier. Hvis han +mente at drage mig nrmere til sig og gre +mig bedre ved at udpine mig og lgge Modgang +p Modgang i min Vej, s tog han +lidt fejl, kunde jeg forsikkre ham. Og jeg +s op mod det hje nsten grdende af +Trods og sagde ham dette en Gang for alle i +mit stille Sind. + +</p><p>Stumper af min Brnelrdom randt mig +ihu, Bibelens Stiltone sang for mine ren, +og jeg talte ganske sagte med mig selv og +lagde Hovedet spydigt p Siden. Hvi bekymred +jeg mig for, hvad jeg skulde de, +hvad jeg skulde drikke, og hvad jeg skulde +ifre den usle Maddiksk kaldet mit jordiske +Legem? Havde ikke min himmelske Fader +srget for mig, som for Spurvene under Himlen, +og vist mig den Nde at pege p sin +ringe Tjener? Gud havde stukket sin Finger +ned i mit Nervenet og lempeligt, ganske lseligt +bragt lidt Uorden i Trdene. Og Gud +havde trukket sin Finger tilbage, og der var +Trevler og fine Rodtrde p Fingeren af +mine Nervers Trde. Og der var et bent +Hul efter hans Finger, som var Guds Finger, og +Sr i min Hjrne efter hans Fingers Veje. +Men der Gud havde berrt mig med sin +Hnds Finger, lod han mig vre og berrte +mig ikke mer og lod mig intet ondt vederfares. +Men han lod mig g med Fred, og +han lod mig g med det bne Hul. Og +intet ondt vederfores mig af Gud, som er +Herren i al Evighed . . . . + +</p><p>Std af Musik bares af Vinden op til +mig fra Studenterlunden, Klokken var alts +over to. Jeg tog mine Papirsager frem, forat +forsge at skrive noget, i det samme faldt +min Barberbog ud af Lommen. Jeg bned +den og talte Bladene, der var seks Billetter +tilbage. Gudskelov! sagde jeg uvilkrlig; jeg +kunde endnu blive barberet i nogle Uger og +se lidt godt ud! Og jeg kom straks i en +bedre Sindsstemning ved denne lille Ejendom, +som jeg endnu havde tilbage; jeg glatted Billetterne +omhyggeligt ud og forvared Bogen i +Lommen. + +</p><p>Men skrive kunde jeg ikke. Efter et Par +Linjer vilde der ikke falde mig noget ind; +mine Tanker vare andre Steder, og jeg kunde +ikke stramme mig op til nogen bestemt +Anstrngelse. Alle Ting indvirked p mig og +distrahered mig, alt, hvad jeg s, gav mig +nye Indtryk. Fluer og sm Myg satte sig +fast p Papiret og forstyrred mig; jeg pusted +p dem, forat f dem vk, blste hrdere +og hrdere, men uden Nytte. De sm +Bster lgger sig bagud, gr sig tunge og +stritter imod, s deres tynde Ben bugner. +De er slet ikke til at flytte af Pletten. De +finder sig noget at hage sig fast i, spnder +Hlene mod et Komma eller en Ujvnhed i +Papiret og str uryggelig stille slnge, til +de selv finder for godt at g sin Vej. + +</p><p>En Tidlang vedblev disse sm Udyr at +beskftige mig, og jeg lagde Benene overkors +og gav mig god Tid med at iagttage dem. +Med n Gang bved en eller to hje Klarinettoner +op til mig fra Lunden og gav min Tanke +et nyt Std. Mismodig over ikke at kunne +gre min Artikel istand, stak jeg igen Papirerne +i Lommen og lned mig bagover p Bnken. +I dette jeblik er mit Hoved s klart, at jeg +kan tnke de fineste Tanker, uden at trttes. +Idet jeg ligger i denne Stilling og lader jnene +lbe nedad mit Bryst og mine Ben, lgger jeg +Mrke til den sprttende Bevgelse, min Fod +gr, hver Gang Pulsen slr. Jeg rejser mig +halvt op og ser ned p mine Fdder, og jeg +gennemgr i denne Stund en fantastisk og +fremmed Stemning, som jeg aldrig tidligere +havde flt; det gav et fint, vidunderligt St +gennem mine Nerver, som om der gik Ilinger +af koldt Lys gennem dem. Ved at kaste +jnene p mine Sko, var det som jeg havde +truffet en god Bekendt eller fet en lsreven +Part af mig selv tilbage; en Genkendelsesflelse +sittrer gennem mine Sandser, Trerne +kommer mig i jnene, og jeg fornemmer mine +Sko som en sagte susende Tone imod mig. +Svaghed! sagde jeg hrdt til mig selv, og +jeg knytted Hnderne og sagde Svaghed. +Jeg gjorde Nar ad mig selv for disse latterlige +Flelser, havde mig tilbedste med fuld Bevidsthed; +jeg talte meget strngt og forstandigt, +og jeg kneb jnene heftigt sammen, +forat f Trerne bort. Som om jeg aldrig +havde set mine Sko fr, giver jeg mig til at +studere deres Udseende, deres Mimik, nr jeg +rrte p Foden, deres Form og de slidte +Overdele, og jeg opdager, at deres Rynker og +hvide Smme giver dem Udtryk, meddeler +dem Fysiognomi. Der var noget af mit eget +Vsen get over i disse Sko, de virked p +mig som en nde mod mit Jeg, en pustende +Del af mig selv . . . . + +</p><p>Jeg sad og fabled med disse Fornemmelser +en lang Stund, mske en hel Time. En liden, +gammel Mand kom og optog den anden Ende +af min Bnk; idet han satte sig, pusted han +tungt ud efter Gangen og sagde: + +</p><p>Ja, ja, ja, ja, ja, ja, ja, ja, ja, ja, san! + +</p><p>S snart jeg hrte hans Stemme, var det +som en Vind fejed gennem mit Hoved, jeg +lod Sko vre Sko, og det forekom mig allerede, +at den forvirrede Sindsstemning, jeg just +havde oplevet, skrev sig fra en lngst svunden +Tid, kanske et r eller to tilbage, og var +s smt i Frd med at udviskes af min +Erindring. Jeg satte mig til at se p den +gamle. + +</p><p>Hvad angik han mig, denne lille Mand? +Intet, ikke det ringeste! Kun at han holdt +en Avis i Hnden, et gammelt Numer, med +Avertissementssiden ud, hvori der syntes at +ligge en eller anden Ting indpakket. Jeg blev +nysgrrig og kunde ikke f mine jne bort +fra den Avis; jeg fik den vanvittige Id, at +det kunde vre en ganske mrkelig Avis, +enestende i sit Slags; min Nysgrrighed +steg, og jeg begyndte at flytte mig frem og +tilbage p Bnken. Det kunde vre Dokumenter, +farlige Aktstykker, stjlet fra et Arkiv. +Og der foresvved mig noget om en +hemmelig Traktat, en Sammensvrgelse. + +</p><p>Manden sad stille og tnkte. Hvorfor +bar han ikke sin Avis, som ethvert andet +Menneske bar en Avis, med Titlen ud? Hvad +var det for Slags Underfundigheder? Han s +ikke ud til at ville slippe sin Pakke af Hnden, +ikke for alt i Verden, han turde mske +ikke engang betro den til sin egen Lomme. +Jeg kunde d p, at der stak noget under +med Pakken. + +</p><p>Jeg s ud i Luften. Netop det, at det +var s umuligt at trnge ind i denne mystiske +Sag, gjorde mig forstyrret af Nysgrrighed. +Jeg ledte i mine Lommer efter noget at +give Manden, forat komme i Samtale med +ham, og jeg fik fat i min Barberbog, men +gmte den igen. Pludselig fik jeg i Sinde at +vre yderst frk, jeg klapped mig p min +tomme Brystlomme og sagde: + +</p><p>Tr jeg byde Dem en Cigaret? + +</p><p>Tak, Manden rgte ikke, han havde mttet +hre op, forat spare sine jne, han var nsten +blind. Takker forresten s meget! + +</p><p>Om det var lnge siden hans jne tog +Skade? S kunde han mske ikke lse +heller? Ikke engang Aviser? + +</p><p>Ikke engang Aviser, desvrre! + +</p><p>Manden s p mig. De syge jne +havde hver sin Hinde, der gav dem et glasagtigt +Udseende, hans Blik blev hvidt og +gjorde et modbydeligt Indtryk. + +</p><p>De er fremmed her? sagde han. + +</p><p>Ja. — Om han ikke engang kunde lse +Titlen p den Avis, han holdt i Hnden? + +</p><p>Nppe. — Forresten havde han straks +hrt, at jeg var fremmed; der var noget i mit +Tonefald, som sagde ham det. Der skulde +s lidet til, han hrte s godt; om Natten, +nr alle sov, kunde han hre Menneskene i +Sidevrelset puste . . . . Hvad jeg vilde sige, +hvor bor De henne? + +</p><p>En Lgn stod mig med t fuldt frdig i +Hovedet. Jeg lj ufrivilligt, uden Forst og +uden Bagtanke, jeg svared: + +</p><p>P St. Olafs Plads Numer 2. + +</p><p>Virkelig? Manden kendte hver Brosten +p St. Olafs Plads. Der var en Fontne, +nogle Gaslygter, et Par Trer, han husked +det hele . . . . Hvad Numer bor De i? + +</p><p>Jeg vilde gre en Ende p det og rejste +mig, dreven til det yderste af min fikse Id +med Avisen. Hemmeligheden skulde opklares, +hvad det s end skulde koste. + +</p><p>Nr De ikke kan lse den Avis, hvorfor +. . . . + +</p><p>I Numer 2, syntes jeg, De sagde? fortsatte +Manden, uden at agte p min Uro. +Jeg kendte i sin Tid alle Mennesker i Numer +2. Hvad hedder Deres Vrt? + +</p><p>Jeg fandt i Hast et Navn, forat blive ham +kvit, laved dette Navn i jeblikket og slynged +det ud, forat standse min Plagend. + +</p><p>Happolati, sagde jeg. + +</p><p>Happolati, ja, nikked Manden, og han +misted ikke en Stavelse i dette vanskelige +Navn. + +</p><p>Jeg s forbauset p ham; han sad meget +alvorlig og havde en tnksom Mine. Ikke +fr havde jeg udtalt dette dumme Navn, som +faldt mig ind, fr Manden fandt sig tilrette +med det og lod til at have hrt det fr. +Imidlertid lagde han sin Pakke fra sig p +Bnken, og jeg flte al min Nysgrrighed +dirre mig gennem Nerverne. Jeg lagde Mrke +til, at der var et Par fede Pletter p Avisen. + +</p><p>Er han ikke Sjmand, Deres Vrt? +spurgte Manden, og der var ikke Spor af +undertrykt Ironi i hans Stemme. Jeg synes +huske, at han var Sjmand? + +</p><p>Sjmand? Om Forladelse, det m vre +Broderen, De kender; dette her er nemlig +J. A. Happolati, Agent. + +</p><p>Jeg troed, at dette vilde gre det af med +ham; men Manden gik villigt med p alt; +om jeg havde fundet et Navn som Barabas +Rosenknopsen, vilde det ikke have vakt hans +Mistanke. + +</p><p>Det skal vre en flink Mand, har jeg +hrt. sagde han, forsgende sig frem. + +</p><p>, en forslagen Mand, svared jeg, et +dygtigt Forretningshoved, Agent for alt muligt, +Tyttebr p Kina, Fjr og Dun fra Rusland, +Huder, Trmasse, Skriveblk . . . . + +</p><p>He-he, det var da Fan! afbrd Oldingen +i hj Grad oplivet. + +</p><p>Dette begyndte at blive interessant. Situationen +lb af med mig, og den ene Lgn efter +den anden opstod i mit Hoved. Jeg satte mig +igen, glemte Avisen, de mrkelige Dokumenter, +blev ivrig og faldt den anden i Talen. Den +lille Dvrgs Godtroenhed gjorde mig dumdristig, +jeg vilde lyve ham hensynslst fuld, +sl ham storslagent af Marken og bringe ham +til at tie af Forbauselse. + +</p><p>Om han havde hrt om den elektriske +Salmebog, som Happolati havde opfundet? + +</p><p>Hvad, elek . . . . + +</p><p>Med elektriske Bogstaver, som kunde lyse +i Mrke! Et aldeles storartet Foretagende, +Millioner Kroner i Bevgelse, Stberier og +Trykkerier i Arbejde, Skarer af fast lnnede +Mekanikere sysselsat, jeg havde hrt sige syv +hundrede Mand. + +</p><p>Ja, er det ikke som jeg siger! sagde +Manden stille. Mer sagde han ikke; han troed +hvert Ord, jeg fortalte, og faldt alligevel ikke +i Staver. Dette skuffed mig en Smule, jeg +havde ventet at se ham forvildet af mine +Pfund. + +</p><p>Jeg opfandt endnu et Par desperate Lgne, +drev det til Hazard, ymted om, at Happolati +havde vret Minister i ni r i Persien. De +har det mske ikke p Anelsen, hvad det +vil sige at vre Minister i Persien? spurgte +jeg. Det var mere end Konge her, eller omtrent +som Sultan, om han vidste, hvad det var. +Men Happolati havde klaret det hele og aldrig +stet fast. Og jeg fortalte om Ylajali, hans +Datter, en F, en Prinsesse, som havde tre +hundrede Slavinder og l p et Leje af gule +Roser; hun var det sknneste Vsen, jeg +havde set, jeg havde Gud straffe mig aldrig +oplevet Magen til Syn i mit Liv! + +</p><p>S, hun var s vakker? yttred den +gamle med en fravrende Mine og s ned i +Marken. + +</p><p>Vakker? Hun var dejlig, hun var syndigt +sd! jne som Rsilke, Arme af Rav! Bare +et enkelt Blik af hende var forfrende som et +Kys, og nr hun kaldte p mig, jog hendes +Stemme mig som en Strle af Vin lige ind i +min Sjls Fosfor. Hvorfor skulde hun ikke +vre spas dejlig? Tog han hende for et +Regningsbud eller for noget i Brandvsenet? +Hun var simpelthen en Himlens Herlighed, +skulde jeg sige ham, et ventyr. + +</p><p>Ja, ja! sagde Manden lidt betuttet. + +</p><p>Hans Ro keded mig; jeg var bleven ophidset +af min egen Stemme og talte i fuldt +Alvor. De stjlne Arkivsager, Traktaten med +en eller anden fremmed Magt, var ikke mere i +min Tanke; den lille, flade Pakke l der p +Bnken imellem os, og jeg havde ikke lnger +den ringeste Lyst til at undersge den og se, +hvad den indeholdt. Jeg var helt optagen af +mine egne Historier, der drev underlige Syner +forbi mine jne, Blodet steg mig til Hovedet, +og jeg lj af fuld Hals. + +</p><p>I dette jeblik syntes Manden at ville +g. Han letted p sig og spurgte, for ikke +at bryde for brat af: + +</p><p>Han skal have svre Ejendomme denne +Happolati? + +</p><p>Hvor turde denne blinde, modbydelige +Olding tumle med det fremmede Navn, jeg +havde digtet op, som om det var et almindeligt +Navn og stod p hvert Hkerskildt i +Byen? Han snubled aldrig p et Bogstav og +glemte ikke en Stavelse; dette Navn havde +bidt sig fast i hans Hjrne og slet Rdder +i samme Stund. Jeg blev rgerlig, en indre +Forbittrelse begyndte at opst i mig mod +dette Menneske, som intet kunde bringe i +Knibe og intet gre mistnksom. + +</p><p>Det kender jeg ikke til, svared jeg +derfor tvrt; jeg kender aldeles ikke til det. +Lad mig forresten sige Dem nu en Gang for +alle, at han hedder Johan Arendt Happolati, +at dmme efter hans egne Forbogstaver. + +</p><p>Johan Arendt Happolati, gentog Manden +lidt forundret over min Heftighed. S taug han. + +</p><p>De skulde set hans Kone, sagde jeg +rasende; tykkere Menneske . . . . Ja, De tror +kanske ikke, at hun var videre tyk? + +</p><p>Jo, det syntes han nok, han ikke kunde +frag; en sdan Mand havde mske en lidt +tyk Kone. + +</p><p>Oldingen svared sagtmodig og stille p +hvert af mine Udfald og sgte efter Ord, som +om han var bange for at forg sig og gre +mig vred. + +</p><p>Helvedes Pine, Mand, tror De mske, +at jeg sidder her og lyver Dem kapitalt fuld? +rbte jeg ude af mig selv. Tror De kanske +ikke engang, at der gives en Mand ved Navn +Happolati? Jeg har aldrig set p Magen til +Trods og Ondskab hos en gammel Mand! +Hvad Fan gr der af Dem? De har kanske +ovenikbet tnkt ved Dem selv, at jeg var +en yderlig fattig Mand, som sad her i min +bedste Puds, uden et Etui fuldt af Cigaretter +i Lommen? En sdan Behandling, som Deres, +er jeg ikke vant til, skal jeg sige Dem, og +jeg tler den Gud dde mig ikke, hverken +af Dem eller nogen anden, s meget De +ved det! + +</p><p>Manden havde rejst sig. Med gabende +Mund stod han stum og hrte p mit Udbrud +indtil det var tilende, s greb han hurtigt +sin Pakke p Bnken og gik, nsten lb +henad Gangen med sm Oldingeskridt. + +</p><p>Jeg sad tilbage og s p hans Ryg, +som gled mer og mer bort og syntes at lude +mer og mer sammen. Jeg ved ikke, hvor jeg +fik det Indtryk fra, men det forekom mig, at +jeg aldrig havde set en urligere, lastefuldere +Ryg end denne, og jeg angred ikke, at jeg +havde skldt Mennesket ud, fr han forlod +mig . . . . + +</p><p>Dagen begyndte at hlde. Solen sank, +det tog p at suse lidt i Trerne omkring, +og Barnepigerne, som sad i Klynger henne +ved Balancerstangen, belaved sig p at trille +sine Vogne hjem. Jeg var rolig og vel tilmode. +Den Ophidselse, jeg just havde vret +i, lagde sig lidt efter hvert, jeg faldt sammen, +blev slap og begyndte at fle mig svnig; +den store Mngde Brd, jeg havde spist, var +mig heller ikke lnger til synderlig Mn. I +den bedste Stemning lned jeg mig bagover +p Bnken, lukked jnene og blev mer og +mer dsig, jeg blunded og var lige ved at +falde i fast Svn, da en Parkmand lagde sin +Hnd p min Skulder og sagde: + +</p><p>De m ikke sidde og sove herinde. + +</p><p>Nej, sagde jeg og rejste mig straks. +Og med t Slag stod atter min srgelige Stilling +lyslevende for mine jne. Jeg mtte +gre noget, finde p et eller andet! At sge +Pladse havde ikke nyttet mig; de Anbefalinger, +jeg gik og viste frem, var blevet lidt gamle +og skrev sig fra altfor ukendte Personer til at +kunne virke kraftigt; desuden havde disse +stadige Afslag udefter Sommeren gjort mig +noget forknyt. N — under alle Omstndigheder +var min Husleje forfalden, og jeg mtte +gre en Udvej til den. S fik det bero med +det vrige slnge. + +</p><p>Ganske uvilkrligt havde jeg igen fet +Blyant og Papir i Hnderne, og jeg sad og +skrev mekanisk rstallet 1848 i alle Hjrner. +Om nu blot en enkelt brusende Tanke vilde +betage mig vldigt og lgge mig Ordene i +Munden! Det havde jo hndt fr, det havde +virkelig hndt, at sdanne Stunder var kommet +over mig, da jeg kunde skrive et langt +Stykke uden Anstrngelse og f det velsignet +godt til. + +</p><p>Jeg sidder der p Bnken og skriver +Snese Gange 1848, skriver dette Tal pkryds +og tvers i alle mulige Faoner, og venter p, +at en brugbar Id skal falde mig ind. En +Sverm af lse Tanker flagrer om i mit Hoved, +Stemningen i den hldende Dag gr mig mismodig +og sentimental. Hsten er kommet og +har allerede begyndt at lgge alting i Dvale, +Fluer og Smdyr har fet det frste Knk, +oppe i Trerne og nede p Marken hres +Lyden af det stridende Liv, puslende, susende +uroligt, arbejdende for ikke at forg. Alle +Krybverdenens nedtrampede Tilvrelser rrer +sig endnu engang, stikker sine gule Hoveder +op af Mosen, lfter sine Ben, fler sig frem +med lange Trde og synker s pludselig +sammen, vlter om og vender Bugen ivejret. +Hver Vkst har fet sit Srprg, et fint +henndende Pust af den frste Kulde; Strene +stritter blege op mod Solen, og det +affaldne Lv hvisler henad Jorden med en Lyd +som af vandrende Silkeorme. Det er Hstens +Tid, midt i Forgngelsens Karneval; Roserne +har fet Betndelse i Rdmen, et hektisk, +vidunderligt Skr over den blodrde Farve. + +</p><p>Jeg flte mig selv som et Kryb i Undergang, +greben af delggelsen midt i denne +dvalefrdige Alverden. Jeg rejste mig op, +besat af sre Rdsler, og tog nogle voldsomme +Skridt henad Gangen. Nej! rbte +jeg og knytted begge mine Hnder, dette +m der blive en Ende p! Og jeg satte +mig igen, tog atter Blyanten i Hnden og +vilde gre Alvor af det med en Artikel. Det +kunde aldeles ikke nytte at give sig over, +nr man stod med en ubetalt Husleje lige +for Tnderne. + +</p><p>Langsomt, ganske langsomt begyndte +mine Tanker at samle sig. Jeg passed p og +skrev sagte og vel overvejet et Par Sider som +en Indledning til noget; det kunde vre Begyndelsen +til hvadsomhelst, en Rejseskildring, +en politisk Artikel, eftersom jeg selv fandt for +godt. Det var en ganske fortrffelig Begyndelse +til noget af hvert. + +</p><p>S gav jeg mig til at sge efter et bestemt +Sprgsml, jeg kunde behandle, en +Mand, en Ting at kaste mig over, og jeg +kunde ikke finde noget. Under denne frugteslse +Anstrngelse begyndte der igen at komme +Uorden i mine Tanker, jeg flte, hvorledes +min Hjrne formelig slog Klik, mit Hoved +tmtes, tmtes, og det stod tilsidst let og uden +Indhold tilbage p mine Skuldre. Jeg fornam +denne glanende Tomhed i mit Hoved med +hele Legemet, jeg syntes mig selv udhulet fra +verst til nederst. + +</p><p>Herre, min Gud og Fader! rbte jeg i +Smrte, og jeg gentog dette Rb mange +Gange i Trk, uden at sige mer. + +</p><p>Vinden rasled i Lvet, det trak op til +Uvejr. Jeg sad endnu en Stund og stirred +fortabt p mine Papirer, lagde dem s +sammen og stak dem langsomt i Lommen. +Det blev kligt, og jeg havde ingen Vest mere; +jeg knapped Frakken helt op i Halsen og +stak Hnderne i Lommen. S rejste jeg +mig og gik. + +</p><p>Om det bare havde lykkedes mig denne +Gang, denne ene Gang! To Gange havde +min Vrtinde spurgt mig med jnene efter +Betalingen, og jeg havde mttet dukke mig +ned og snige mig forbi hende med en forlegen +Hilsen. Jeg kunde ikke gre det igen; nste +Gang jeg mdte disse jne, vilde jeg opsige +mit Rum og gre rligt Rede for mig; det +kunde s alligevel ikke vare ved i Lngden +p denne Mde. + +</p><p>Da jeg kom til Udgangen af Parken, s +jeg igen den gamle Dvrg, som jeg i mit +Raseri havde jaget p Flugt. Den mystiske +Avispakke l opslagen ved Siden af ham p +Bnken, fuld af Mad af forskellige Sorter, som +han sad og bed af. Jeg vilde lige med t +g hen til ham og undsylde mig, bede om +Tilgivelse for min Opfrsel, men hans Mad +stdte mig tilbage; de gamle Fingre, der s +ud som ti rynkede Klr, klemte modbydeligt +om de fede Smrogbrd, jeg flte Kvalme og +gik ham forbi, uden at tiltale ham. Han +kendte mig ikke, hans jne stirred p mig +trre som Horn, og hans Ansigt fortrak ikke +en Mine. + +</p><p>Og jeg fortsatte min Vej. + +</p><p>Efter Sdvane standsed jeg ved hver +udhngt Avis, som jeg passered, forat studere +Bekendtgrelserne om ledige Pladse, og jeg +var s heldig at finde n, som jeg kunde +ptage mig: En Kbmand p Grnlandsleret +sgte efter en Mand til et Par Timers Bogfrsel +hver Aften; Ln efter Overenskomst. Jeg +notered mig Mandens Adresse og bad i Taushed +til Gud om denne Plads; jeg vilde forlange +mindre end nogen anden for Arbejdet, +femti re var rigeligt, eller kanske firti re; +det fik blive ganske som det vilde med det. + +</p><p>Da jeg kom hjem, l der p mit Bord +en Seddel fra min Vrtinde, hvori hun bad +mig om at betale min Husleje i Forskud eller +flytte ud, s snart jeg kunde. Jeg mtte +ikke optage det fortrydeligt, det var aleneste +en ndig Begring. Venskabeligst Madam +Gundersen. + +</p><p>Jeg skrev en Ansgning til Kbmand +Christie Grnlandsleret Numer 31, lagde den +i en Konvolut og bragte den ned i Kassen +p Hjrnet. S gik jeg op p mit Vrelse +igen og satte mig til at tnke i Gyngestolen, +mens Mrket blev tttere og tttere. Det +begyndte at blive vanskeligt at holde sig +oppe nu. + +after ruler +</p><p class="tb">* * * + +</p><p class="noindent">Om Morgenen vgned jeg meget tidligt. +Det var endnu ganske mrkt, da jeg slog +jnene op, og frst lnge efter hrte jeg +Klokken i Lejligheden nedenunder mig sl +fem Slag. Jeg vilde lgge mig til at sove +igen, men kunde ikke mere falde i Svn, jeg +blev mer og mer vgen og l og tnkte +p tusind Ting. + +</p><p>Pludselig falder der mig ind en eller to +gode Stninger til Brug for en Skitse, en +Fljeton, fine sproglige Lykketrf, som jeg +aldrig havde fundet Mage til. Jeg ligger og +gentager disse Ord for mig selv og finder, at +de er udmrkede. Om lidt fjer der sig flere +til, jeg blir med t lysvgen og rejser mig +op og griber Papir og Blyant p Bordet bag +min Seng. Det var som en re var sprunget +i mig, det ene Ord flger efter det andet, +ordner sig i Sammenhng, danner sig til Situationer; +Scene dynger sig p Scene, Handlinger +og Repliker vlder op i min Hjrne, +og et underfuldt Behag griber mig. Jeg skriver +som en besat og fylder den ene Side efter +den anden, uden et jebliks Pause. Tankerne +kommer s pludseligt p mig og vedbliver +at strmme s rigeligt, at jeg mister en +Masse fine Biting, som jeg ikke hurtigt nok +fr skrevet ned, sknt jeg arbejder af alle +Krfter. Det fortstter at trnge ind p +mig, jeg er fyldt af mit Stof, og hvert Ord, +jeg skriver, blir lagt mig i Munden. + +</p><p>Det varer, varer s velsignet lnge, +inden dette forunderlige jeblik hrer op; jeg +har femten, tyve beskrevne Sider liggende +foran mig p mine Kn, da jeg endelig +standser og lgger Blyanten vk. Var der +nu ssandt nogen Vrdi i disse Papirer, s +var jeg reddet! Jeg springer ud af Sengen og +klder mig p. Det lysner mer og mer, jeg +kan halvvejs sklne Fyrdirektrens Bekendtgrelse +nede ved Dren, og ved Vinduet er +det allerede s lyst, at jeg til Nd kunde se +at skrive. Og jeg gr straks i Gang med at +renskrive mine Papirer. + +</p><p>En underlig, tt Damp af Lys og Farver +slr op af disse Fantasier; jeg stejler overrasket +foran den ene gode Ting efter den +anden og siger til mig selv, at det var det +bedste, jeg nogensinde havde lst. Jeg blir +yr af Tilfredshed, Glden puster mig op, og +jeg fler mig storartet ovenp; jeg vejer mit +Skrift i Hnden og takserer det p Stedet +til fem Kroner efter et lst Skn. Det vilde +ikke falde et Menneske ind at prutte p fem +Kroner, det mtte tvertimod siges at vre +Rverkb at f det for ti Kroner, kom det +an p Indholdets Beskaffenhed. Jeg havde +ikke i Sinde at gre et s sregent Arbejde +gratis; s vidt jeg vidste, fandt man ikke +Romaner af den Slags efter Vejene. Og jeg +bestemte mig for ti Kroner. + +</p><p>Det blev lysere og lysere i Vrelset, jeg +kasted et Blik ned mod Dren og kunde uden +synderlig Mje lse de fine skeletagtige Bogstaver +om Jomfru Andersens Ligsvb tilhjre +i Porten; der var ogs get en god Stund +siden Klokken slog syv. + +</p><p>Jeg rejste mig og stilled mig midt p +Gulvet. Alt vel overvejet, kom Madam +Gundersens Opsigelse temmelig belejligt. Dette +var egentlig ikke noget Vrelse for mig; her var +noks simple grnne Gardiner for Vinduerne, og +s synderlig mange Spiger i Vggene til at +hnge sin Garderobe p, var her heller ikke. +Den stakkels Gyngestol henne i Hjrnet var i +Grunden bare en Vits af en Gyngestol, som +man mageligt kunde le sig fordrvet af. Den +var altfor lav for en voksen Mand, desuden +var den s trang, at man s at sige mtte +bruge Stovlekngt, forat komme op af den +igen. Kortsagt, Vrelset var ikke indrettet til +at sysle med ndelige Ting i, og jeg agted +ikke at beholde det lnger. P ingen Mde +vilde jeg beholde det! Jeg havde altfor lnge +tiet og tlt og holdt til i dette Skur. + +</p><p>Opblst af Hb og Tilfredshed, stadigt +optagen af min mrkelige Skitse, som jeg +hvert jeblik trak op af Lommen og lste i, +vilde jeg straks gre Alvor af det og g i +Gang med Flytningen. Jeg tog frem min +Byldt, et rdt Lommetrklde, der indeholdt +et Par rene Snipper og noget sammenkrllet +Avispapir, som jeg havde bret Brd hjem +i, rulled mit Sengetppe sammen og stak til +mig min Beholdning af hvidt Skrivepapir. +Derp undersgte jeg for Sikkerheds Skyld +alle Kroge, forat forvisse mig om, at jeg ikke +havde lagt noget efter mig, og da jeg intet +fandt, gik jeg hen til Vinduet og s ud. +Morgenen var mrk og vd; der var ingen +tilstede ude ved den nedbrndte Smedje, og +Kldesnoren nede i Grden stod stram fra +Vg til Vg, sammentrukket af Vden. Jeg +kendte altsammen fra fr, trdte derfor bort +fra Vinduet, tog Tppet under Armen, bukked +for Fyrdirektrens Bekendtgrelse, bukked for +Jomfru Andersens Ligsvb og bned Dren. + +</p><p>Med en Gang kom jeg i Tanke p min +Vrtinde; hun burde dog underrettes om min +Flytning, forat hun kunde se, at hun havde +havt med et ordentligt Menneske at gre. +Jeg vilde ogs takke hende skriftlig for de +Par Dage, jeg havde benyttet Vrelset over +Tiden. Visheden om, at jeg nu var reddet +for lngere Tid, trngte s strkt ind p +mig, at jeg endog loved min Vrtinde fem +Kroner, nr jeg kom indom en af Dagene; +jeg vilde vise hende til Overml, hvad det +var for en honnet Person, hun havde havt +under Tag. + +</p><p>Sedlen lagde jeg efter mig p Bordet. + +</p><p>Atter engang standsed jeg ved Dren og +vendte om. Denne strlende Flelse af at +vre kommet ovenp henrykte mig og gjorde +mig taknemlig mod Gud og Alverden, og jeg +knled ned ved Sengen og takked Gud med +hj Rst for hans store Godhed mod mig +denne Morgen. Jeg vidste det, , jeg vidste +det, at den Raptus af Inspiration, jeg just +havde gennemlevet og skrevet ned, var en +vidunderlig Himlens Grning i min nd, et +Svar p mit Ndrb igr. Det er Gud! +det er Gud! rbte jeg til mig selv, og jeg +grd af Begejstring over mine egne Ord; nu +og da mtte jeg standse op og lytte et jeblik +om der skulde komme nogen i Trapperne. +Endelig rejste jeg mig og gik; jeg gled lydlst +nedad alle disse Etager og ned uset +Porten. + +</p><p>Gaderne var blanke af Regn, som havde +faldt p Morgenstunden, Himlen hang r og +sid over Byen, og der var ingen Steder et +Solglimt at se. Hvad mon det led Dagen? +Jeg gik som sdvanligt i Retning af Rdstuen +og s at Klokken var halv ni. Jeg havde +alts et Par Timer at lbe p; det nytted +ikke at komme i Bladet fr ti, kanske elleve, +jeg fik drive omkring slnge og imidlertid +spekulere p en Udvej til lidt Frokost. Jeg +havde forresten ingen Frygt for at g sulten +tilsengs den Dag; de Tider var Gudskelov +over! Det var et tilbagelagt Stadium, en +ond Drm; nu fra af gik det opad! + +</p><p>Imidlertid var det grnne Sengetppe mig +til Besvr; jeg kunde heller ikke vre bekendt +at bre en sdan Ting under Armen midt +for alle Folks jne. Hvad mtte man mene +om mig? Og jeg gik og tnkte mig om efter +et Sted, hvor jeg kunde f det forvaret indtil +videre. Da faldt det mig ind, at jeg kunde +g hen til Semb og f det indpakket i +Papir; det vilde straks se bedre ud, og det +var ikke lnger nogen Skam at bre det. +Jeg trdte ind i Butiken og fremfrte mit +rinde for en af Betjentene. + +</p><p>Han s frst p Tppet, derp p +mig; det forekom mig, at han i sit stille Sind +trak lidt ringeagtende p Skuldrene, da han +modtog Pakken. Dette stdte mig. + +</p><p>Dd og Pine, vr lidt forsigtig! rbte +jeg. Der er to dyre Glasvaser indi; Pakken +skal til Smyrna. + +</p><p>Det hjalp, det hjalp storartet. Manden +bad i hver Bevgelse, han gjorde, om Forladelse +for, at han ikke straks havde anet +vigtige Ting inde i Tppet. Da han var +frdig med Indpakningen, takked jeg ham +for Hjlpen som en Mand, der tidligere havde +sendt kostbare Sager til Smyrna; han bned +Dren for mig og bukked to Gange, da +jeg gik. + +</p><p>Jeg gav mig til at vandre om blandt +Menneskene p Stortorvet og holdt mig helst +i Nrheden af de Koner, som havde Potteplanter +at slge. De tunge, rde Roser, hvis +Blade ulmed blodige og r i den fugtige +Morgen, gjorde mig begrlig, fristed mig +syndigt til at rapse en, og jeg spurgte om +Prisen p den, blot forat have Lov til at +komme den s nr som muligt. Fik jeg +Penge tilovers, vilde jeg kbe den, det fik g, +hvordan det vilde; jeg kunde jo nok spare +ind lidt hist og her i min Levemde, forat +komme op i Balance igen. + +</p><p>Klokken blev ti, og jeg gik op i Bladet. +Saksen gennemroder endel gamle Aviser, Redaktren +er ikke kommet. P Opfordring afleverer +jeg mit store Manuskript, lader Manden ane, +at det er af mer end almindelig Vigtighed og +lgger ham indstndigt p Minde at lade +Redaktren f det i sin egen Hnd, nr +han kom. Jeg vilde s selv af hente Besked +senere p Dagen. + +</p><p>Godt! sagde Saksen og begyndte igen +p sine Aviser. + +</p><p>Jeg syntes, at han tog det lidt for roligt, +men sagde intet, nikked blot lidt ligegyldigt +til ham med Hovedet og gik. + +</p><p>Nu havde jeg Tiden for mig. Om det +blot vilde klarne op! Det var et rent elendigt +Vejr, uden Vind og uden Friskhed; Damerne +brugte for Sikkerheds Skyld Paraplyer, og +Herrernes Uldhuer s flade og triste ud. Jeg +gjorde atter et Slag henover Torvet og s +p Grntsager og Roser. Da fler jeg en +Hnd p min Skulder og vender mig om, +Jomfruen hilser Godmorgen. + +</p><p>Godmorgen? svarer jeg lidt sprgende, +for straks at f hans rinde at vide. Jeg +syntes ikke meget om Jomfruen. + +</p><p>Han ser nysgrrigt hen p den store, +splinterny Pakke under min Arm og sprger: + +</p><p>Hvad brer De p der? + +</p><p>Jeg har vret nede hos Semb og fet +noget Tj til Klder, svarer jeg i en ligegyldig +Tone; jeg syntes ikke, jeg vilde g +s slidt lnger, man kan jo ogs vre for +karrig mod sit Legeme. + +</p><p>Han ser p mig og studser. + +</p><p>Hvordan gr det forresten? sprger +han langsomt. + +</p><p>Jo, over Forventning. + +</p><p>Har De fet noget at gre nu da? + +</p><p>Noget at gre? svarer jeg og er meget +forundret, jeg er jo Bogholder hos Grossererfirmaet +Christie, jo. + +</p><p>Ja s! siger han og rykker lidt tilbage. +Gud bevare Dem, hvor vel jeg under Dem +det! Bare man nu ikke tigger af Dem de +Penge, De tjener. Godmorgen. + +</p><p>Om lidt vender han sig om og kommer +tilbage; han peger med Stokken p min Pakke +og siger: + +</p><p>Jeg vil anbefale Dem min Skrdder til +de Klder. De fr ikke finere Skrdder +end Isaksen. Sig bare, at jeg sendte Dem, +s. + +</p><p>Dette blev mig lidt vel meget. Hvad +havde han med at stikke sin Nse i mine +Sager? Kom det ham ved, hvilken Skrdder +jeg tog? Jeg blev vred; Synet af dette tomme, +pyntede Menneske gjorde mig forbittret, og +jeg minded ham temmelig brutalt om ti Kroner, +som han havde lnt af mig. Allerede frend +han fik svare, angred jeg imidlertid at have +krvet ham, jeg blev flau og s ham ikke +i jnene; da i det samme en Dame kom +forbi, trdte jeg hurtigt tilbage, forat lade +hende passere, og benytted Anledningen til at +g min Vej. + +</p><p>Hvor skulde jeg nu gre af mig, mens +jeg vented? En Kaf kunde jeg ikke besge +med tomme Lommer, og jeg vidste ikke af +nogen Bekendt, som jeg kunde g til p +denne Tid af Dagen. Instinktsmssig stiled +jeg opad Byen, drev bort endel Tid p Vejen +mellem Torvet og Grndsen, lste Aftenposten, +som nylig var sat p Tavlen, gjorde +en Sving nedi Karl Johan, vendte derp om +og gik lige op p Vor Frelsers Gravlund, +hvor jeg fandt mig et roligt Sted p Bakken +ved Kapellet. + +</p><p>Jeg sad der i al Stilhed og dsed i den +vde Luft, tnkte, halvsov og frs. Og Tiden +gik. Var det nu ogs sikkert, at Fljetonen +var et lidet Mesterstykke af inspireret Kunst? +Gud ved, om den ikke havde sine Fejl her +og der! Alt vel overvejet behved den ikke +engang at blive antagen, nej, ikke engang +antagen, simpelthen! Den var mske noks +middelmdig, kanske ligefrem slet; hvad +Sikkerhed havde jeg for, at den ikke allerede +i dette jeblik l i Papirskurven? . . . . Min +Tillidsfuldhed var rugget, jeg sprang op og +stormed ud af Kirkegrden. + +</p><p>Nede i Akersgaden titted jeg ind ad et +Butiksvindu og s, at Klokken blot var lidt +over tolv. Dette gjorde mig end mer fortvivlet, +jeg havde s sikkert hbet, at det var langt +over Middag, og fr fire nytted det ikke at +soge efter Redaktren. Min Fljetons Skbne +fyldte mig med mrke Anelser; jo mer jeg +tnkte p den, desto urimeligere forekom det +mig, at jeg kunde have skrevet noget brugbart +sdan pludseligt, nsten i Svne, med +Hjrnen fuld af Feber og Drmme. Naturligvis +havde jeg bedraget mig selv og vret +glad hele Morgenen udover for ingen Ting! +Naturligvis! . . . . Jeg bevged mig i strk +Gang opad Ullevoldsvejen, forbi St. Hanshaugen, +kom ud p bne Marker, ind i de trange, +underlige Gader ved Sagene, over Tomter og +Agre og befandt mig tilsidst p en Landevej, +hvis Ende jeg ikke kunde se. + +</p><p>Her stopped jeg op og beslutted mig til +at vende om. Jeg var bleven varm af Turen +og gik sagte og meget nedtrykt tilbage. Jeg +mdte to Hvogne; Krerne l flade oppe +i Lssene og sang, begge barhovedede, begge +med runde, sorglse Ansigter. Jeg gik og +tnkte ved mig selv, at de vilde tiltale mig, +slnge til mig en eller anden Bemrkning +eller gre en Spillop, og da jeg var kommet +dem nr nok, rbte den ene og spurgte, +hvad jeg bar under Armen. + +</p><p>Et Sengetppe, svared jeg. + +</p><p>Hvormange er Klokken? spurgte han. + +</p><p>Jeg ved ikke rigtigt, omtrent tre, tnker +jeg. + +</p><p>Da lo de begge to og drog forbi. Jeg +flte i det samme Snrten af en Tougsvbe +p mit ene re, og min Hat blev reven af; +de unge Mennesker kunde ikke lade mig +passere, uden at gre mig et Puds. Jeg tog +mig lidt fortumlet op til Hovedet, samled min +Hat op fra Grftekanten og fortsatte min Gang. +Nede ved St. Hanshaugen mdte jeg en Mand, +som fortalte mig, at Klokken var over fire. + +</p><p>Over fire! Klokken var allerede over fire! +Jeg strakte ud, nsten lb nedad Byen, bjed +af og tog ned til Bladet. Redaktren havde +mske for lnge siden vret der og forladt +Kontoret! Jeg gik og sprang om hinanden, +snubled, stdte mod Vogne, lagde alle spadserende +bag mig, hamled op med Hestene, +stred som en gal, forat komme tidsnok. Jeg +vred mig indad Porten, tog Trapperne i fire +Spring og banked p. + +</p><p>Ingen svarer. + +</p><p>Han er get! han er get! tnker jeg. +Jeg prover Dren, som er ben, banker p +endnu engang og trder ind. + +</p><p>Redaktren sidder ved sit Bord, med +Ansigtet mod Vinduet og Pennen i Hnden, +frdig til at skrive. Da han hrer min forpustede +Hilsen, vender han sig halvt om, ser +lidt p mig, ryster p Hovedet og siger: + +</p><p>Ja, jeg har ikke fet Tid til at lse +Deres Skitse endda. + +</p><p>Jeg blir s glad over, at han da ialfald +ikke endnu har kasseret den, at jeg svarer: + +</p><p>Nej, kre, det forstr jeg nok. Det +haster jo ikke s. Om et Par Dage kanske, +eller . . . . + +</p><p>Ja, jeg skal se. Forresten har jeg Deres +Adresse, s. + +</p><p>Og jeg glemte at oplyse om, at jeg ikke +havde nogen Adresse mer. + +</p><p>Audiensen er forbi, jeg trder bukkende +tilbage og gr. Hbet glder igen op i mig, +endnu var intet tabt, tvertimod, jeg kunde +vinde alt endnu, for den Skyld. Og min +Hjrne begyndte at fable om et stort Rd i +Himlen, hvor det netop var bleven besluttet, +at jeg skulde vinde, vinde kapitalt ti Kroner +for en Fljeton . . . . + +</p><p>Blot jeg nu havde et Sted at ty hen til +for Natten! Jeg overvejer, hvor jeg bedst +skulde kunne stikke mig ind, blir s strkt +optagen af dette Sprgsml, at jeg str +stille midt i Gaden. Jeg glemmer, hvor jeg er, +str som en enkelt Riskost midt i Havet, +mens Sjen strmmer og larmer rundt omkring +den. En Avisgut rkker mig Vikingen: +D'n er s morssom, s! Jeg ser op og farer +sammen — jeg er udenfor Semb igen. + +</p><p>Hurtigt gr jeg helt om, holder Pakken +skjult foran mig og iler nedad Kirkegaden, +flau og angst for, at man skulde have set mig +fra Vinduerne. Jeg passerer Ingebret og +Teatret, drejer af ved Logen og tager nedover +til Sjen ved Fstningen. Atter finder +jeg mig en Bnk og begynder at spekulere +pny. + +</p><p>Hvor i alverden skulde jeg f Hus inat? +Fandtes der et Hul, hvor jeg kunde smutte +ind og skjule mig til det blev Morgen? Min +Stolthed forbd mig at vende tilbage til mit +Rum; det kunde aldrig falde mig ind at g +tilbage p mine Ord, jeg afviste denne Tanke +med stor Harme og smilte overlegent i mit +stille Sind ad den lille rde Gyngestol. Ved +Idassociationer befandt jeg mig pludselig i et +stort to Fags Vrelse, jeg engang havde boet +i p Hgdehaugen; jeg s et Brt p +Bordet fuldt af svre Smrogbrd, det skifted +Udseende, det blev til en Bif, en forfrende +Bif, en snehvid Serviet, Brd i Masse, Slvgaffel. +Og det gik i Dren: min Vrtinde +kom og bd mig mer T . . . . + +</p><p>Syner og dumme Drmme! Jeg sagde +til mig selv, at om jeg fik Mad nu, vilde mit +Hoved blive forstyrret igen, jeg vilde f den +samme Feber i Hjrnen og mange vanvittige +Pfund at kmpe med. Jeg tlte ikke Mad, +jeg var ikke sledes anlagt; det var en Besynderlighed +ved mig, en Sregenhed. + +</p><p>Kanske blev der en Rd til Husly, nr +det led p Kvlden. Det havde ingen Hast; +i vrste Fald kunde jeg sge ud i Skogen et +Sted, jeg havde hele Byens Omegn at tage +til, og der var ikke Kuldegrader i Vejret. + +</p><p>Og Sjen vugged derude i tung Ro, Skibe +og plumpe, brednsede Pramme roded Grave +op i dens blyagtige Flade, sprngte Striber +ud til hjre og venstre og gled videre, mens +Rgen vlted som Dyner ud af Skorstenene +og Maskinernes Stempelslag trngte mat frem +i den klamme Luft. Der var ingen Sol og +ingen Vind, Trerne bag mig stod nsten +vde, og Bnken, jeg sad p, var kold og +r. Tiden gik; jeg satte mig til at dse, +blev trt og frs lidt over Ryggen: en Stund +efter flte jeg, at mine jne begyndte at +falde i. Og jeg lod dem falde . . . . + +</p><p>Da jeg vgned, var det mrkt omkring +mig, jeg sprang op fortumlet og frsen, greb +min Pakke og begyndte at g. Jeg gik fortere +og fortere, forat blive varm, basked med +Armene, gned mig nedad Benene, som jeg +nsten ikke lnger flte noget til, og kom op +til Brandvagten. Klokken var ni; jeg havde +sovet i flere Timer. + +</p><p>Hvor skulde jeg dog gre af mig? Et +Sted mtte jeg jo vre. Jeg str der og +glaner opad Brandvagten og studerer p, om +det ikke skulde kunne lykkes at komme ind i +en af Gangene, passe p et jeblik, nr +Patroullen vendte Ryggen til. Jeg gr opad +Trappen og vil give mig i Snak med Manden, +han hver straks sin kse til Honnr og +venter p, hvad jeg skal sige. Denne lftede +kse, der vender Eggen mod mig, farer mig +som et koldt Hug gennem Nerverne, jeg blir +stum af Rdsel foran denne vbnede Mand +og trkker mig uvilkrlig tilbage. Jeg siger +intet, glider blot mer og mer bort fra ham; +forat redde Skinnet, farer jeg mig med Hnden +over Panden, som om jeg har glemt et +eller andet, og lusker bort. Da jeg atter stod +nede p Fortouget, flte jeg mig s frelst, +som om jeg just havde undflyet en stor Fare. +Og jeg skyndte mig afsted. + +</p><p>Kold og sulten, mer og mer uhyggelig +tilmode, drev jeg opad Karl Johan; jeg begyndte +at bande ganske hjt og brd mig +ikke om, at nogen kunde hre det. Nede ved +Stortinget, lige ved den frste Lve, kommer +jeg pludselig ved en ny Idassociation i Tanke +p en Maler, jeg kendte, et ungt Menneske, +som jeg engang havde reddet fra et refigen +ude p Tivoli, og som jeg engang senere +havde vret og besgt. Jeg knipser i Fingrene +og begiver mig ned i Tordenskjoldsgaden, +finder en Dr, hvorp der str C. Zacharias +Bartel p et Kort, og banker p. + +</p><p>Han kom selv ud; der lugted l og Tobak +af ham, s det var en Gru. + +</p><p>Godaften! sagde jeg. + +</p><p>Godaften! Er det Dem? Nej, hvorfor +Fan kommer De s sent? Det tager sig +slet ikke ud i Lampelys. Jeg har sat til en +Hhsje siden sidst og foretaget et Par Forandringer. +De m se det om Dagen, det +nytter ikke, at vi prver p det nu. + +</p><p>Lad mig se det nu alligevel, sagde jeg. +forresten husked jeg ikke, hvilket Billede han +stod og talte om. + +</p><p>Aldeles plat umuligt! svared han. Det +blir gult altsammen! Og s er der en anden +Ting — han kom hviskende hen imod mig +— jeg har en liden Pige inde hos mig iaften, +s det er rent ugrligt. + +</p><p>Ja, nr s er, s er det jo ikke Tale +om. + +</p><p>Jeg trak mig tilbage, sagde Godnat +og gik. + +</p><p>Det blev nok ingen anden Udvej alligevel, +end at g ud i Skogen et Sted. Nr bare +ikke Marken havde vret s fugtig! Jeg +klapped p mit Tppe og flte mig mer og +mer fortrolig med den Tanke, at jeg skulde +ligge ude. S lnge havde jeg plaget mig +med at finde et Logi i Byen, at jeg var bleven +trt og ked af det hele; det blev mig en behagelig +Nydelse at sl mig til Ro, overgive +mig og drive dank henad Gaden, uden en +Tanke i Hovedet. Jeg gik bortom Universitetsuret +og s, at Klokken var over ti, derfra +tog jeg Vejen opover Byen. Et Sted p +Hgdehaugen stod jeg stille udenfor en Husholdningshandel, +hvor noget Mad var udstillet +i Vinduet. Der l en Kat og sov ved Siden +af et rundt Franskbrd, lige bag den stod en +Kumme Smult og flere Glas Gryn. Jeg stod +og s en Stund p disse Madvarer, men da +jeg ikke havde noget at kbe for, vendte jeg +mig hurtigt bort og fortsatte Marschen. Jeg +gik meget sagte, kom forbi Majorstuen, gik +videre, altid videre, gik i Time efter Time og +kom endelig ud i Bogstadskogen. + +</p><p>Her gik jeg af Vejen og satte mig ned, +forat hvile. S tog jeg til at sge mig om +efter et belejligt Sted, begyndte at pusle +sammen lidt Lyng og Ener og laved en Seng +oppe i et lidet Bakkehld, hvor det var +nogenlunde trt, bned min Pakke og tog Tppet +ud. Jeg var bleven trt og maset af den +lange Tur og gik straks tilsengs. Jeg kasted +og vendte mig mange Gange, frend jeg endelig +fik lagt mig tilrette; mit re smrted +noget, det var lidt ophovnet efter Slaget, og +jeg kunde ikke hvile p det. Mine Sko trak +jeg af og lagde under Hovedet, og ovenp +dem Papiret fra Semb. + +</p><p>Og Mrkets store Stemning ruged omkring +mig; alting var stille, alting. Men oppe +i Hjden sused den evige Sang, Vejrets Lyd, +den fjrne, tonelse Summen, som aldrig tier. +Jeg lytted s lnge til dette endelse, syge +Sus, at det begyndte at forvirre mig; det var +visselig Symfonierne fra de rullende Verdner +over mig, Stjrner, der intonered en Sang . . . . + +</p><p>Det er Fan heller! sagde jeg og lo +hjt, forat stive mig op; det er Natuglerne, +som tuder i Kana'an! + +</p><p>Og jeg rejste mig og lagde mig igen, +tog Skoene p og drev omkring i Mrket +og lagde mig pny, kmped og stred med +Vrede og Frygt til hen p Morgenstunden, +da jeg endelig faldt i Svn. + +after ruler +</p><p class="tb">* * * + +</p><p class="noindent">Det var lys Dag, da jeg slog jnene op, +og jeg havde Flelsen af, at det led henimod +Middag. Jeg trak Skoene p, pakked atter +Tppet ind og begav mig tilbage til Byen. +Ingen Sol var at se idag heller, og jeg frs +som en Hund; mine Ben var dde, og der +begyndte at komme Vand ud af mine jne, +som om de ikke tlte Dagslyset. + +</p><p>Klokken var tre. Sulten begyndte at +blive noget slem med mig, jeg var mat og gik +og kasted op lidt hist og her i Smug. Jeg +svinged ned til Dampkkkenet, lste Tavlen +og trak opsigtsvkkende p Skuldrene, som +om sprngt Kd og Flsk ikke var Mad +for mig; derfra kom jeg ned p Jrnbanetorvet. + +</p><p>En besynderlig Fortumlethed fr mig med +en Gang gennem Hovedet; jeg gik videre og +vilde ikke agte p det, men blev vrre og +vrre og mtte tilsidst stte mig p en +Trappe. Mit hele Sind gennemgik en Forandring, +ligesom noget gled tilside i mit Indre, +eller et Forhng, et Vv i min Hjrne gik +itu. Jeg tog efter nden et Par Gange og +blev forundret siddende. Jeg var ikke ubevidst, +jeg flte klart, hvor det vrked lidt i mit re, +og da en Bekendt kom forbi, kendte jeg ham +straks, rejste mig og hilste. + +</p><p>Hvad var det for en ny, pinsom Fornemmelse, +som nu lagdes til de vrige? Var +det en Flge af at sove p r Mark? Eller +kom det af, at jeg ikke havde fet Frokost +endnu? I det hele taget var det simpelthen +ingen Mening i at leve p denne Mde; +jeg forstod ved Kristi hellige Pine ikke, hvorved +jeg havde gjort mig fortjent til denne +udmrkede Forflgelse heller! Og det faldt +mig pludselig ind, at jeg lige s godt kunde +gre mig til Kltring straks og g hen til +Onkels Klder med Sengetppet. Jeg +kunde stte det fast for en Krone og f tre +passende Mltider, holde mig oppe til jeg +fandt p noget andet; Hans Pauli fik jeg sl +en Plade. Jeg var allerede p Vej til +Klderen, men standsed foran Indgangen, +rysted tvivlrdigt p Hovedet og vendte om. + +</p><p>Efterhvert som jeg fjrned mig, blev jeg +gladere og gladere over, at jeg havde sejret i +denne svre Fristelse. Bevistheden om, at jeg +endnu var ren og rlig, steg mig til Hovedet, +fyldte mig med en herlig Flelse af at vre en +Karakter, et hvidt Fyrtrn midt i et grumset +Menneskehav, hvor Vrag fld om. Pantstte +en andens Ejendom for et Mltid Mad, de +og drikke sig selv til Doms, brndemrke sin +Sjl med den frste lille Streg, stte det +frste sorte Tegn i sin Hderlighed, kalde sig +Kltring op i sit eget Ansigt og sl jnene +ned for sig selv — aldrig! Aldrig! Det havde +ikke for Alvor vret i min Tanke, det havde +nsten ikke faldt mig ind engang; lse, jagende +Strtanker kunde man virkelig ikke svare +noget for, isr nr man havde en gruelig +Hovedpine og bar sig nsten ihjl p et +Sengetppe, som tilhrte en anden Mand. + +</p><p>Der vilde ganske sikkert blive en Udvej +til Hjlp alligevel, nr Tiden kom! Der var +nu Kbmanden p Grnlandsleret, havde jeg +overhngt ham hver Time p Dagen, siden +jeg sendte ham Ansgningen? ringet p sent +og tidligt og bleven afvist? Jeg havde ikke +sgodtsom mldt mig til ham og fet Svar. +Det behved ikke at vre et aldeles forgves +Forsg, jeg havde mske havt Lykken med +mig denne Gang; Lykken havde ofte en s +underlig slynget Vej. Og jeg begav mig ud +til Grnlandsleret. + + +</p><p>Den sidste Rystelse, som gik gennem mit +Hoved, havde gjort mig lidt mat, og jeg gik +yderst langsomt og tnkte p, hvad jeg vilde +sige til Kbmanden. Han var mske en god +Sjl; stak det Lune ham, gav han mig grne +en Krone i Forskud p Arbejdet, uden at +jeg bad ham derom; sdanne Folk kunde +have det med ganske fortrffelige Pfund nu +og da. + +</p><p>Jeg sneg mig ind i en Port og svrted +mine Buksekn med Spyt, forat se lidt ordentlig +ud, lagde mit Tppe efter mig bag en +Kasse i en mrk Krog, skred over Gaden +og trdte ind i den lille Butik. + +</p><p>En Mand str og klistrer Poser af gamle +Aviser. + +</p><p>Jeg vilde grne trffe Hr. Christie, +sagde jeg. + +</p><p>Det er mig, svared Manden. + +</p><p>N! Mit Navn var det og det, jeg havde +vret s fri at sende ham en Ansgning, +jeg vidste ikke, om det havde nyttet mig +noget? + +</p><p>Han gentog mit Navn et Par Gange og +begyndte at le. Nu skal De se! sagde han +og tog mit Brev op af sin Brystlomme. Vil +De bare behage at se, hvorledes De omges +Tal, min Herre. De har dateret Deres Brev +ret 1848. Og Manden lo af fuld Hals. + +</p><p>Ja, det var jo lidt forkrt, sagde jeg forknyt, +en Tankelshed, en Distraktion, jeg indrmmed +det. + +</p><p>Ser De, jeg m have en Mand, som i +det hele taget ikke tager fejl af Tal, sagde +han. Jeg beklager det; Deres Hndskrift +er s tydelig, jeg synes ogs om Deres Brev +forvrigt, men . . . . + +</p><p>Jeg vented en Stund; dette kunde umuligt +vre Mandens sidste Ord. Han gav sig atter +i Frd med Poserne. + +</p><p>Ja, det var lejt, sagde jeg s, rigtig +gruelig lejt var det; men det skulde jo ikke +gentage sig, naturligvis, og denne lille Fejlskrivning +kunde nu ikke have gjort mig totalt +uskikket til at fre Bger overhovedet? + +</p><p>Nej, det siger jeg ikke, svared han; +men imidlertid vejed det s meget for mig, +at jeg bestemte mig for en anden Mand med +det samme. + +</p><p>Posten er alts besat? spurgte jeg. + +</p><p>Ja. + + +</p><p>N, Herregud, s er der jo ikke mere +at gre ved det! + +</p><p>Nej. Jeg beklager det; men . . . . + +</p><p>Farvel! sagde jeg. + +</p><p>Nu steg Vreden op i mig, gldende og +brutalt. Jeg hented min Pakke i Portrummet, +bed Tnderne sammen og lb p fredelige +Folk p Fortouget og bad ikke om Undskyldning. +Da en Herre standsed og irettesatte +mig lidt skarpt for min Opfrsel, vendte +jeg mig om og skreg ham et enkelt meningslst +Ord ind i ret, knytted Hnderne lige +under hans Nse og gik videre, forhrdet af +et blindt Raseri, som jeg ikke kunde styre. +Han kaldte p en Konstabel, og jeg nsked +intet heller end at f en Konstabel mellem +Hnderne et jeblik, jeg sagtned med Forst +min Gang, forat give ham Anledning til at +indhente mig; men han kom ikke. Var der +nu ogs nogensomhelst Rson i, at absolut +alle ns inderligste og ihrdigste Forsg skulde +mislykkes? Hvorfor havde jeg alts skrevet +1848? Hvad vedkom dette fordmte rstal +mig? Nu gik jeg her og sulted, s mine +Tarmer krb sammen i mig som Orme, og +det stod ikke skrevet nogen Steder, at der +skulde blive lidt til Mad, nr det led ud p +Dagen. Og efterhvert som Tiden gik, blev jeg mer +og mer ndelig og legemlig udhulet, jeg nedlod +mig til mindre og mindre hderlige Handlinger +for hver Dag. Jeg lj mig frem uden at blues, +snd fattige Folk for Huslejen, kmped endog +med de lumpneste Tanker om at forgribe mig +p andres Sengetpper, alt uden Anger, uden +ond Samvittighed. Der begyndte at komme +rdne Flkker i mit Indre, sorte Svampe, +som bredte sig mer og mer. Og oppe i Himlen +sad Gud og holdt et vgent je med mig +og ps, at min Undergang foregik efter +alle Kunstens Regler, jvnt og langsomt, uden +Brud i Takten. Men i Helvedes Afgrund gik +de arge Djvle og skd Brster over, at det +vared s lnge inden jeg gjorde en Kapitalsynd, +en utilgivelig Synd, for hvilken Gud i +sin Retfrdighed mtte stde mig ned . . . . +Jeg forstrked min Gang, drev det til +vrre og vrre Fart, gjorde pludselig venstre +om og kom ophidset og vred ind i en lys, dekoreret +Port. Jeg standsed ikke, gjorde ikke et +Sekunds Ophold; men Portens hele ejendommelige +Udstyr trngte jeblikkelig ind i min Bevidsthed, +hver Ubetydelighed ved Drene, +Dekorationerne, Brolgningen stod klart for +mit indre Blik, idet jeg sprang opad Trapperne. +Jeg ringte heftigt p i anden Etage. Hvorfor +skulde jeg netop standse i anden Etage? Og +hvorfor netop gribe til denne Klokkestrng, +der var lngst borte fra Trappen? + +</p><p>En ung Dame i gr Dragt med sort Pynt +kom og lukked op; hun s en liden Stund +forbauset p mig, derp rysted hun p +Hovedet og sagde: + +</p><p>Nej, vi har ikke noget idag. Og hun +gjorde Mine til at ville lukke Dren. + +</p><p>Hvorfor havde jeg ogs dumpet op i +det med dette Menneske? Hun tog mig uden +videre for en Tigger, og jeg blev kold og +rolig med t. Jeg tog Hatten af og gjorde +et rbdigt Buk, og som om jeg ikke havde +hrt hendes Ord, sagde jeg yderst hfligt: + +</p><p>Jeg beder Dem undskylde, Frken, at +jeg ringte s hrdt, jeg kendte ikke Klokken. +Her skal vre en syg Herre, som har averteret +efter en Mand til at trille sig i en +Vogn? + +</p><p>Hun stod en Stund og smagte p dette +lgnagtige Pfund og syntes at blive tvivlrdig +i sine Meninger om min Person. + + +</p><p>Nej, sagde hun tilsidst, nej, her er +ingen syg Herre. + +</p><p>Ikke det? En ldre Herre, to Timers +Krsel om Dag, firti re Timen? + +</p><p>Nej. + +</p><p>S beder jeg igen om Undskyldning, +sagde jeg; det er kanske i frste Etage. Jeg +vilde for Tilfldet blot have anbefalet en +Mand, som jeg kender, og som jeg interesserer +mig for. Mit Navn er Wedel-Jarlsberg. Og +jeg bukked igen og trdte tilbage; den unge +Dame blev blussende rd, i sin Forlegenhed +kunde hun ikke komme af Pletten, men stod og +stirred efter mig, idet jeg gik ned ad Trapperne. + +</p><p>Min Ro var vendt tilbage, og mit Hoved +var klart. Damens Ord om, at hun intet +havde at give mig idag, havde virket p mig +som en kold Styrt. S vidt var det kommet, +at hvemsomhelst kunde pege p mig i sin +Tanke og sig til sig selv: Der gr en Tigger, +en af dem, som fr sin Fde langet ud gennem +Entrdrene hos Folk! + +</p><p>I Mllergaden standsed jeg udenfor en +Bevrtning og snused til den friske Duft af +Kd, som stegtes indenfor; jeg havde allerede +Hnden p Drvrideren og vilde g ind +uden rinde, men betnkte mig tidsnok og +gik bort fra Stedet. Da jeg kom til Stortorvet +og sgte efter en Plads, hvor jeg kunde +hvile en Stund, var alle Bnke optagne, og +jeg ledte forgves rundt hele Kirken efter et +stille Sted, hvor jeg kunde sl mig ned. +Naturligvis! sagde jeg mrkt til mig selv, naturligvis, +naturligvis! Og jeg tog p at g +igen. Jeg gjorde en Afstikker nedom Vandspringet +ved Basarhjrnet og drak en Slurk +Vand, gik pny, drog mig frem Fod for Fod, +tog mig Tid til lange Ophold ved hvert Butiksvindu, +standsed og fulgte med jnene hver +Vogn, som fr mig forbi. Jeg flte i mit +Hoved en lysende Hede, og det banked noget +underligt i mine Tindinger; Vandet, jeg havde +drukket, bekom mig hjst ilde, og jeg gik og +kasted op lidt hist og lidt her i Gaden, for +ikke at blive opdaget. Sledes kom jeg lige +op p Krist Kirkegrd. Jeg satte mig med +Albuerne p mine Kn og Hovedet i Hnderne; +i denne sammentrukne Stilling havde +jeg det godt og flte ikke lnger den lille +Gnaven i Brystet. + + +</p><p>En Stenhugger l p Maven p en +stor Granitplade ved Siden af mig og hugged +Indskrift; han havde bl Briller p og minded +mig med n Gang om en Bekendt af mig, +som jeg nsten havde glemt, en Mand, som +stod i en Bank, og som jeg for en Tid tilbage +havde truffet p i Oplandske Kaf. + +</p><p>Kunde jeg bare bide Hovedet af al Skam +og henvende mig til ham! sige ham Sandheden +lige ud, at det begyndte at blive temmelig +smt for mig nu, noks vanskeligt at holde +mig ilive! Jeg kunde give ham min Barberbog +. . . . Dd og Pine, min Barberbog! Billetter +for henimod en Krone! Og jeg tager nervst +efter denne dyre Skat. Da jeg ikke finder den +hurtigt nok, springer jeg op, leder under Angstens +Sved, finder den endelig p Bunden af +Brystlommen, sammen med andre Papirer, +rene og beskrevne, uden Vrdi. Jeg tller +disse seks Billetter mange Gange, forfra og +bagfra; jeg havde ikke meget Brug for dem, +det kunde vre et Lune af mig, et Pfund, +at jeg ikke gad barbere mer. Jeg var hjulpen +for en halv Krone, en hvid halv Krone i Slv +fra Kongsberg! Banken stngtes Klokken +seks, jeg kunde passe op min Mand udenfor +Oplandske ved syv-otte Tiden. + +</p><p>Jeg sad og glded mig ved denne Tanke +en lang Stund. Tiden gik, det blste dygtigt +i Kastanjerne omkring mig, og Dagen hlded. +Var det nu ikke ogs lidt smt at komme +stikkende med seks Barberbilletter til en ung +Herre, som stod i en Bank? Han havde mske +to smkfulde Barberbger i Lommen, ganske +anderledes fine og rene Billetter end mine, +ingen kunde vide det. Og jeg flte i alle +mine Lommer efter flere Ting, som jeg kunde +lade flge med, men fandt ingen. Nr jeg +blot kunde byde ham mit Slips? Jeg kunde +godt undvre det, nr jeg knapped Frakken +tt til, hvad jeg alligevel mtte gre, da jeg +ikke havde nogen Vest mer. Jeg lste op +mit Slips, en stor Dksljfe, som skjulte mit +halve Bryst, pudsed det omhyggeligt af og +pakked det ind i et hvidt Stykke Skrivepapir, +sammen med Barberbogen. S forlod jeg +Kirkegrden og gik ned til Oplandske. + +</p><p>Klokken var syv p Rdstuen. Jeg bevged +mig i Nrheden af Kafen, pusled op +og ned langs Jrnstakittet og holdt skarpt Udkig +med alle, som kom og gik i Dren. +Endelig ved otte Tiden s jeg den unge Mand, +frisk og elegant, komme opad Bakken og skr +ind mod Kafdren. Mit Hjrte grassered +som en liden Fugl i mit Bryst, da jeg fik je +p ham, og jeg bused p uden at hilse. + +</p><p>En halv Krone, gamle Ven! sagde jeg +og gjorde mig frk; her — her har De Valutta, +og jeg stak den lille Pakke i hans +Hnd. + +</p><p>Har ikke! sagde han, nej, ved Gud, +om jeg har! og han vrngte sin Pengepung +lige for mine jne. Jeg var ude igraftes +og blev blank; De skal tro mig, jeg ejer det +ikke. + +</p><p>Nej, nej, kre, det er vel s! svared +jeg og troed ham p hans Ord; der var jo +ingen Grund for ham til at lyve i en s liden +Sag; det forekom mig ogs, at hans bl +jne stod nsten fugtige, da han undersgte +sine Lommer og ikke fandt noget. Jeg trak +mig tilbage. Undskyld, da! sagde jeg; det +var bare en liden Knibe, jeg stod i. + +</p><p>Jeg var allerede et Stykke nede i Gaden, +da han rbte efter mig om Pakken. + +</p><p>Behold den, behold den! svared jeg; +den er Dem vel undt! Det er bare et Par +Smting, en Bagatel — omtrent alt, jeg ejer +p Jorden. Og jeg blev rrt over mine egne +Ord, de ld s trsteslse i den tusmrke +Aften, og jeg stak i at grde . . . . + +</p><p>Vinden friskned p, Skyerne jaged rasende +fremad p Himlen, og det blev kligere og +kligere efterhvert som det mrkned. Jeg gik +og grd hele Gaden nedover, flte mer og +mer Medynk med mig selv og gentog Gang +p Gang et Par Ord, et Udrb, som atter drev +Trerne frem, nr de vilde standse: Herregud, +jeg har s ondt! Herregud, jeg har +s ondt! + +</p><p>Der gik en Times Tid, gik s uendelig +langsomt og trgt. Jeg holdt mig en Tidlang +i Torvgaden, sad p Trapperne, smutted ind +i Portrummene, nr nogen kom forbi, stod +og stirred tankelst ind i de oplyste Butiker, +hvor Folk vimsed om med Varer og Penge; +tilsidst fandt jeg mig en lun Plads bag en +Bordstabel mellem Kirken og Basarerne. + +</p><p>Nej, jeg kunde ikke komme ud i Skogen +iaften, det fik g som det vilde, jeg havde +ikke Krfter til det, og Vejen var s endelst +lang. Jeg vilde f Natten til at g, som +den bedst kunde, og blive hvor jeg var; blev +det for koldt, kunde jeg spadsere omkring +lidt ved Kirken, jeg agted ikke at gre flere +Omstndigheder med det. Og jeg lned mig +bagover og halvsov. + +</p><p>Stjen om kring mig aftog, Butikerne lukkedes, +Fodgngernes Skridt ld sjldnere og +sjldnere, og det blev omsider mrkt i alle +Vinduer . . . . + +</p><p>Jeg slog jnene op og blev var en Skikkelse +foran mig; de blanke Knapper, som +lyste mig imde, lod mig ane en Konstabel; +Mandens Ansigt kunde jeg ikke se. + +</p><p>Godaften! sagde han. + +</p><p>Godaften! svared jeg og blev bange. +Jeg rejste mig forlegen op. Han stod en Stund +urrlig. + +</p><p>Hvor bor De henne? spurgte han. + +</p><p>Jeg nvnte af gammel Vane og uden at +tnke over det min gamle Adresse, det lille +Kvistrum, som jeg havde forladt. + +</p><p>Han stod igen en Stund. + +</p><p>Har jeg gjort noget galt? spurgte jeg +angst. + +</p><p>Nej, langtifra! svared han. Men De +burde vel g hjem nu, det er koldt at ligge +her. + + +</p><p>Ja, det er sandt, det er lidt kligt, +kender jeg. + +</p><p>Og jeg sagde Godnat og tog instinktsmssig +Vejen ud til mit gamle Sted. Blot jeg +fr varsomt frem, kunde jeg nok n op, uden +at blive hrt; der var alt i alt otte Trapper, +og blot de to verste knaged i Trinnene. + +</p><p>Jeg tog Skoene af nede i Porten og gik +op. Det var stille overalt; i anden Etage +hrte jeg en Klokkes langsomme Tik Tak og +et Barn, som grd lidt; siden hrte jeg intet. +Jeg fandt min Dr, lfted den lidt p Hngslerne +og bned den uden Ngle, som jeg var +vant til, gik ind i Vrelset og trak Dren +lydlst igen. + +</p><p>Alting var som jeg havde forladt det, +Gardinerne var slet tilside for Vinduerne og +Sengen stod tom; henne p Bordet skimted +jeg et Papir, det var kanske min Billet til +Vrtinden; hun havde alts ikke engang +vret heroppe, siden jeg gik min Vej. Jeg +famled med Hnden over den hvide Plet og +flte til min Forundring, at det var et Brev. +Et Brev? Jeg tager det med hen til Vinduet, +studerer, s godt det lader sig gre i Mrket, +disse drligt skrevne Bogstaver og finder +endelig ud mit eget Navn. Aha! tnkte jeg, +Svar fra Vrtinden, et Forbud mod at betrde +Vrelset mer, om jeg skulde ville ty tilbage! + +</p><p>Og langsomt, ganske langsomt gr jeg +ud af Vrelset igen, brer Skoene i den ene +Hnd, Brevet i den anden og Tppet under +Armen. Jeg letter mig op og bider Tnderne +sammen p de knirkende Trin, kommer lykkeligt +og vel nedad alle disse Trapper og str +atter nede i Porten. + +</p><p>Jeg tager igen Skoene p, giver mig +god Tid med Remmerne, sidder endog et +jeblik stille, efterat jeg er frdig, stirrer +tankelst hen for mig og holder Brevet i +Hnden. + +</p><p>S rejser jeg mig og gr. + +</p><p>Et blaffende Skin af en Gaslygte blinker +oppe i Gaden, jeg gr lige hen under Lyset, +rejser min Pakke op mod Lygteplen og +bner Brevet, altsammen yderst langsomt. + +</p><p>Der farer som en Strm af Lys gennem +mit Bryst, og jeg hrer, at jeg giver et lidet +Rb, en meningsls Lyd af Glde: Brevet +var fra Redaktren, min Fljeton var antagen, +var get lige i Stteriet, med n Gang! +Nogle sm Forandringer . . . . rettet et Par +Fejlskrivninger talentfuldt gjort . . . . +trykkes imorgen . . . . ti Kroner. + +</p><p>Jeg lo og grd, tog tilsprangs og lb henad +Gaden, standsed op og slog mig i Knet, +svor hjt og dyrt hen i Vejret ad ingen Ting. +Og Tiden gik. + +</p><p>Hele Natten, lige til den lyse Morgen, +jodled jeg om i Gaderne, dum af Glde, og +gentog: Talentfuldt gjort, alts et lidet Mestervrk, +en Genistreg. Og ti Kroner! + +</p> + +<h2>ANDET STYKKE</h2> + +<p class="first">Et Par Uger senere befandt jeg mig ude +en Aften. + +</p><p>Jeg havde igen siddet p en af Kirkegrdene +og skrevet p en Artikel for et af +Bladene; mens jeg var i Frd hermed, blev +Klokken ti, Mrket faldt ind og Porten skulde +lukkes. Jeg var sulten, meget sulten; de ti +Kroner vared desvrre s altfor kort; nu +var det to, nsten tre Dgn, siden jeg havde +spist noget, og jeg flte mig noget mat, lidt +anstrngt af at fre Blyanten. Jeg havde en +halv Pennekniv og et Ngleknippe i Lommen, +men ikke en re. + +</p><p>Da Kirkegrdsporten lukkedes, skulde +jeg jo have get lige hjem; men af en instinktsmssig +Sky for mit Vrelse, hvor alt +var mrkt og tomt, et forladt Blikkenslagervrksted, +som jeg endelig havde fet Lov +til at holde til i slnge, sjangled jeg videre, +drev p M og F forbi Rdstuen, helt +ned til Sjen og hen til en Bnk p Jrnbanebryggen +hvor jeg satte mig. + +</p><p>Der faldt mig i jeblikket ikke en trist +Tanke ind, jeg glemte min Nd og flte mig +beroliget ved Synet af Havnen, der l fredelig +og skn i Halvmrket. Af gammel Vane +vilde jeg glde mig selv med at gennemlse +det Stykke, jeg netop havde skrevet, og som +forekom min lidende Hjrne det bedste, +jeg havde gjort. Jeg tog mit Manuskript op +af Lommen, holdt det tt ind til jnene, forat +se, og gennemlb den ene Side efter den +anden. Tilsidst blev jeg trt og stak Papirerne +i Lommen. Alting var stille; Sjen l som +et blt Perlemor henover, og Smfuglene +flj tause forbi mig fra Sted til Sted. En +Politikonstabel patroullerer et Stykke henne, +ellers ses ikke et Menneske, og hele Havnen +ligger tyst. + +</p><p>Jeg tller igen mine Penge: en halv Pennekniv, +et Ngleknippe; men ikke en re. Pludselig +griber jeg ned i min Lomme og trkker +atter Papirerne op. Det var en mekanisk Akt, +en ubevidst Nervetrkning. Jeg udsger mig +et hvidt, ubeskrevet Blad, og — Gud ved, +hvor jeg fik Iden fra — jeg laved et Krmmerhus, +lukked det varligt til, s det s ud +som fuldt, og kasted det langt henad Brostenene +; af Vinden frtes det endnu lidt lnger, +s blev det liggende. + +</p><p>Nu havde Sulten begyndt at angribe mig. +Jeg sad og s p dette hvide Krmmerhus, +der ligesom svulmed af blanke Slvpenge, og +hidsed mig selv til at tro, at det virkelig indeholdt +noget. Ganske hjt sad jeg og lokked +mig til at gtte Summen — hvis jeg gtted +rigtigt, var den min! Jeg forestilled mig de +sm, nydelige Tiringer i Bunden og de fede, +riflede Kroner ovenp — et helt Krmmerhus +fuldt af Penge! Jeg sad og s p det +med opspilede jne og hled mig selv til at +g og stjle det + +</p><p>S hrer jeg Konstablen hoste — og +hvordan kunde jeg dog falde p at gre netop +det samme? Jeg rejser mig op fra Bnken og +hoster, og jeg gentager det tre Gange, forat +han skal hre det. Hvor vilde han ikke kaste +sig over Krmmerhuset, nr han kom! Jeg +sad og glded mig over dette Puds, gned mig +henrykt i Hnderne og bandte storslagent +hen i Hyt og Vejr. Om han ikke skulde f +en lang Nse, den Hund! Om han ikke vilde +synke ned i Helvedes hedeste Pl og Pine +for den Kltringstreg! Jeg var bleven +drukken af Sult, min Hunger havde beruset +mig. + +</p><p>Et Par Minutter efter kommer Konstablen, +klappende med sine Jrnhle i Brostenene, +spejdende til alle Sider. Han giver sig god +Tid, han har hele Natten for sig; han ser ikke +Krmmerhuset — ikke frend han er det +ganske nr. Da standser han og betragter +det. Det ser s hvidt og vrdifuldt ud der +det ligger, mske en liden Sum, hvad? en +liden Sum Slvpenge? . . . . Og han tager +det op. Hm! det er let, det er meget let. +Mske en kostelig Fjr, Hattepynt . . . . Og +han bner det varsomt med sine store +Hnder og kiger ind. Jeg lo, lo og banked +mig i Knet, lo som en rasende Mand. Og +ikke en Lyd kom mig fra Struben; min Latter +var tyst og hektisk, havde en Grds Inderlighed +. . . . + +</p><p>S klapper det igen i Brostenene, og +Konstablen gr et Slag henover Bryggen. Jeg +sad der med Trer i jnene og hikked efter +nde, helt fra mig selv af febersk Lystighed. +Jeg begyndte at tale hjt, fortalte mig selv +om Krmmerhuset, eftergjorde den stakkels +Konstabels Bevgelser, kiged ind i min hule +Hnd og gentog atter og atter for mig selv: +Han hosted, da han kasted det! Han hosted, +da han kasted det! Til disse Ord fjed jeg +nye, gav dem pirrende Tillg, omsatte hele +Stningen og spidsed den til: Han hosted n +Gang — khh! + +</p><p>Jeg udtmte mig i Variationer af disse +Ord, og det led langt hen p Aftenen, inden +min Lystighed hrte op. En dsig Ro overkom +mig s, en behagelig Mathed, som jeg +ikke gjorde Modstand mod. Mrket var bleven +lidt tykkere, en liden Bris fured i Sjens Perlemor; +Skibene, hvis Master jeg s mod +Himlen, s ud med sine sorte Skrog som +lydlse Uhyrer, der rejste Brster og l og +vented p mig. Jeg havde ingen Smrte, +min Sult havde stumpet den af; i dens Sted +flte jeg mig behageligt tom, uberrt af alting +omkring mig og glad over at vre uset af +alle. Jeg lagde Benene op p Bnken og +lned mig bagover, sledes kunde jeg bedst +fle Afsondrethedens hele Velvre. Der var +ikke en Sky i mit Sind, ikke en Fornemmelse +af Ubehag, og jeg havde ikke en Lyst eller +Attr uopfyldt, s vide min Tanke kunde +g. Jeg l med bne jne i en Tilstand +af Fravrenhed fra mig selv, jeg flte mig +dejligt borte. + +</p><p>Fremdeles var der ikke en Lyd, som forstyrred +mig; det milde Mrke havde skjult +Alverden for mine jne og begravet mig der +i idel Ro — blot Stilhedens de Lyddulm tier +mig monotont i rene. Og de dunkle Uhyrer +derude vilde suge mig til sig, nr Natten +kom, og de vilde bringe mig langt over Hav +og gennem fremmede Land, hvor ikke Mennesker +bo. Og de vilde bringe mig til Prinsesse +Ylajalis Slot, der en uanet Herlighed venter +mig, strre end nogen Menneskers er. Og +hun selv vilde sidde i en strlende Sal, hvor +alt er af Amatyst, i en Trone af gule Roser, +og rkke Hnden ud mod mig, nr jeg +stiger ind, hilse og rbe Velkommen, nr +jeg nrmer mig og knler: Velkommen, +Ridder, til mig og mit Land! Jeg har ventet +dig i tyve Somre og kaldet dig i alle lyse +Ntter, og nr du srged, har jeg grdt +herinde, og nr du sov, har jeg ndet dig +dejlige Drmme ind! . . . . Og den sknne +tager min Hnd og flger mig, leder mig +frem gennem lange Gange, hvor store Menneskeskarer +rber Hurra, gennem lyse Haver, +hvor tre hundrede unge Piger leger og ler, ind +i en anden Sal, hvor alt er af lysende Smaragd. +Solen skinner herinde, i Gallerier og Gange +gr hendragende Kor af Musik, Strmme af +Duft slr mig imde. Jeg holder hendes +Hnd i min, og jeg fler i mit Blod Forhekselsens +vilde Dejlighed fare; jeg lgger min +Arm om hende, og hun hvisker: Ikke her, +kom lnger endnu! Og vi stiger ind i den +rde Sal, hvor alt er Rubin, en frdende +Herlighed, hvori jeg synker om. Da fler jeg +hendes Arme om mig, hun nder henover +mit Ansigt, hvisker: Velkommen, Elskede! +Kys mig! Mer . . . . mer . . . . + +</p><p>Jeg ser fra min Bnk Stjrner for mine +jne, og min Tanke stryger ind i en Orkan +af Lys . . . . + +</p><p>Jeg var falden i Svn, der jeg l, og +blev vkket af Konstablen. Der sad jeg, +ubarmhjrtigen kaldt tilbage til Livet og +Elendigheden. Min frste Flelse var en stupid +Forbauselse over at finde mig selv ude under +ben Himmel, men snart aflstes denne af et +bittert Mismod; jeg var lige ved at grde +af Sorg over endnu at vre ilive. Det havde +regnet, mens jeg sov, mine Kider var ganske +gennemvde, og jeg flte en r Kulde i +mine Lemmer. Mrket var bleven end tttere, +det var med Nd jeg kunde skimte Konstablens +Ansigtstrk foran mig. + +</p><p>Sh, sagde han, st nu op! + +</p><p>Jeg rejste mig straks; om han havde befalet +mig at lgge mig ned igen, havde jeg +ogs adlydt. Jeg var meget nedstemt og +ganske uden Kraft, dertil kom, at jeg nsten +jeblikkelig begyndte at fle Sulten igen. + +</p><p>Vent lidt! rbte Konstablen efter mig, +Di gr jo fra Demses Hat, Tosken! Sh, +g nu! + +</p><p>Jeg syntes nok ogs, der var noget, jeg +ligesom — ligesom havde glemt, stammed +jeg fravrende. Tak. Godnat. + +</p><p>Og jeg sjangled afsted. + +</p><p>Den, som nu havde sig lidt Brd at tage +til! Et sdant dejligt lidet Rugbrd, som +man kunde bide over, mens man gik i Gaderne! +Og jeg gik og tnkte mig netop den srlige +Sort Rugbrd, som det skulde vre s +usigeligt godt at f gnave. Jeg sulted bitterlig, +nsked mig dd og borte, blev sentimental +og grd. Det blev aldrig Ende p min +Elendighed! S med en Gang standsed jeg +op p Gaden, stamped i Brostenene og +bandte hojt. Hvad var det, han havde kaldt +mig? Tosken? Jeg skal vise den Konstabel, +hvad det vil sige at kalde mig Tosken! Dermed +vendte jeg om og lb tilbage. Jeg flte +mig blussende hed af Vrede. Nede i Gaden +snubled jeg og faldt, men jeg ndsed det ikke, +sprang op igen og lb. Nede ved Jrnbanetorvet +var jeg imidlertid ble ven s trt, at +jeg flte mig ikke istand til at fortstte helt +ned til Bryggen; min Vrede havde desuden +taget af under Lbet. Endelig standsed jeg +og trak Vejret. Kunde det ikke ogs vre +ganske ligegyldigt, hvad en sdan Konstabel +havde sagt? — Ja, men jeg tlte ikke alt! — +Rigtignok! afbrd jeg mig selv; men han +vidste ikke bedre! — Og denne Undskyldning +fandt jeg tilfredsstillende; jeg gentog to Gange +for mig selv: Han vidste ikke bedre! Dermed +vendte jeg atter om. + +</p><p>Gud, hvad du kan finde p! tnkte jeg +harmfuldt; lbe om som en gal i slige +dyvde Gader mrke Natten! Sulten gnaved +mig ulideligen og lod mig ikke i Ro. Atter +og atter svlged jeg Spyt, for p den Mde +at mtte mig lidt, og jeg syntes, det hjalp. +Det havde vret for smt med Mad for mig +i mangfoldige Uger, fr dette kom p, og +Krfterne havde taget betydeligt af i det sidste. +Nr jeg havde vret heldig at fet en Femkrone +opdrevet ved en eller anden Manvre, +vilde ikke grne disse Penge vare s lnge, +at jeg blev helt restitueret, fr en ny Sultetid +brd ind over mig og slog mig i Kn. Det +havde faret vrst med min Ryg og mine +Skuldre; den Smule Gnaven i Brystet kunde +jeg ogs standse et jeblik, nr jeg hosted +rigtig hrdt, eller nr jeg gik dygtigt foroverbjet; +men Ryggen og Skuldrene havde +jeg ingen Rd for. Hvordan kunde det dog +vre, at det slet ikke vilde lysne for mig? +Var jeg mske ikke lige s berettiget til at +leve som hvemsomhelst anden, som Antikvarboghandler +Pascha og Dampskibsekspeditr +Hennechen? Om jeg kanske ikke havde +Skuldre som en Rise og to svre Arme at +arbejde med, og om jeg mske ikke havde +sgt endog en Vedhuggerplads i Mllergaden, +forat tjene mit daglige Brd? Var jeg lad? +Havde jeg ikke sgt Pladse og hrt Forelsninger +og skrevet Avisartikler og lst og +arbejdet Nat og Dag, som en gal Mand? Og +havde jeg ikke levet som en Gnier, spist Brd +og Melk, nr jeg havde meget, Brd, nr +jeg havde lidet, og sultet, nr jeg ingenting +havde? Boed jeg p Hotel, havde jeg en +Suite Vrelser i frste Etage? P et Udloft +boed jeg, i et Blikkenslagervrksted, som Gud +og Hvermand havde rmt ud af sidste Vinter, +fordi det sneed derind. S jeg kunde aldeles +ikke begribe mig p det hele! + +</p><p>Alt dette gik jeg og tnkte p, og der +var ikke s meget som en Gnist af Ondskab +eller Misundelighed eller Bitterhed i min +Tanke. + +</p><p>Ved en Farvehandel standsed jeg og s +indad Vinduet; jeg forsgte at lse Vignetterne +p et Par hermetiske Dser, men det var +altfor mrkt. rgerlig p mig selv for dette +ny Pfund, og heftig, nsten vred over ikke +at kunne finde ud, hvad disse Dser indeholdt, +banked jeg n Gang i Vinduet og gik +videre. Oppe i Gaden s jeg en Politibetjent, +jeg forstrked min Gang, gik tt hen til ham +og sagde, uden ringeste Foranledning: + +</p><p>Klokken er ti. + +</p><p>Nej, den er to, svared han forundret. + +</p><p>Nej, den er ti, sagde jeg, Klokken er +ti. Og stnnende af Vrede trdte jeg endnu +et Par Skridt frem, knytted min Hnd og +sagde: Hr, ved De hvad — Klokken +er ti! + +</p><p>Han stod og overvejed en liden Stund, +anskued min Person, stirred forblffet p mig. +Endelig sagde han ganske stille: + +</p><p>I hvert Fald er det jo p Tiden, at +Dere gr hjem. Vil Di, atte jej ska' flle +Dere? + +</p><p>Ved denne Venlighed blev jeg afvbnet; +jeg flte, at jeg fik Trer i jnene, og jeg +skyndte mig at svare: + +</p><p>Nej, Tak! — Jeg har bare vret lidt +forsent ude . . . . p en Kaf . . . . Jeg +takker Dem s meget. + +</p><p>Han lagde Hnden p Hjlmen, da jeg +gik. Hans Venlighed havde ganske overvldet +mig, og jeg grd, fordi jeg ikke ejed fem +Kroner at give ham. Jeg standsed og s +efter ham, idet han langsomt vandred sin Vej, +slog mig for Panden og grd heftigere, efterhvert +som han fjrned sig. Jeg skldte mig +ud for min Fattigdom, kaldte mig ved genavne, +opfandt desperate Benvnelser, kostelige +r Fund af Skldsord, som jeg overdynged +mig selv med. Dette fortsatte jeg med, +indtil jeg var nsten helt hjemme. Da jeg +kom til Porten opdaged jeg, at jeg havde tabt +mine Ngler. + +</p><p>Ja, naturligvis! sagde jeg bittert til mig +selv, hvorfor skulde jeg ikke tabe mine Ngler? +Her bor jeg i en Grd, hvor der er en Stald +nedenunder og et Blikkenslagervrksted ovenp; +Porten er stngt om Natten, og ingen, +ingen kan lukke den op — hvorfor skulde jeg +s ikke tabe mine Ngler? Jeg er vd som +en Hund, lidt sulten, ganske bitte lidt sulten, +og lidt latterligt trt i Knerne — hvorfor +skulde jeg s ikke tabe dem? Hvorfor kunde +ikke egentlig hele Huset vre flyttet ud i +Aker, nr jeg kom og skulde ind? . . . . +Og jeg lo ved mig selv, forhrdet af Sult og +Forkommenhed. + +</p><p>Jeg hrte Hestene stampe inde i Stalden, +og jeg kunde se mit Vindu ovenp; men +Porten kunde jeg ikke bne, og jeg kunde +ikke slippe ind. Trt og bitter i Sind bestemte +jeg mig derfor til at g tilbage til +Bryggen og lede efter mine Ngler. + +</p><p>Det var igen begyndt at regne, og jeg +flte allerede Vandet trkke igennem p +mine Skuldre. Ved Rdstuen fik jeg med +en Gang en lys Id: jeg vilde anmode Politiet +om at bne Porten. Jeg henvendte mig straks +til en Konstabel og bad ham indstndigt om +at flge med og lukke mig ind, hvis han +kunde. + +</p><p>Hja, hvis han kunde, ja! Men han kunde +ikke, han havde ingen Ngle. Politiets Ngler +var ikke her, de var i Detektivafdelingen. + +</p><p>Hvad skulde jeg da gre.? + +</p><p>Hja, jeg fik g til et Hotel og lgge mig. + +</p><p>Men jeg kunde virkelig ikke g til et +Hotel og lgge mig; jeg havde ingen Penge. +Jeg havde vret ude . . . . p en Kaf . . . . +han forstod jo nok . . . . + +</p><p>Vi stod der en liden Stund p Rdstuens +Trappe. Han overvejed og betnkte +sig og anskued min Person. Regnen strmmed +ned udenfor os. + +</p><p>S fr Di g ind til Vagthavende og +mlle Dere som husvild, sagde han. + +</p><p>Som husvild? Det havde jeg ikke tnkt +p. Ja, Dd og Plage, det var en god Id! +Og jeg takked Konstablen p Stedet for +dette fortrinlige Pfund. Om jeg bare simpelthen +kunde g ind og sige, at jeg var +husvild? + +</p><p>Simpelthen! . . . . + +</p><p>Navn? spurgte Vagthavende. + +</p><p>Tangen — Andreas Tangen. + +</p><p>Jeg ved ikke, hvorfor jeg lj. Min Tanke +flagred oplst om og gav mig flere Indfald, +end jeg sktted om; jeg hitted dette fjrntliggende +Navn i jeblikket og slynged det ud, +uden nogen Beregning. Jeg lj uden Ndvendighed. + +</p><p>Bestilling? + +</p><p>Dette var at stte mig Stolen for Dren. +Hm. Bestilling! Hvad <i>var</i> min Bestilling? +Jeg tnkte frst at gre mig til Blikkenslager, +men voved det ikke; jeg havde givet mig et +Navn, som ikke enhver Blikkenslager har, desuden +bar jeg Briller p Nsen. Da faldt +det mig i Sinde at vre dumdristig, jeg trdte +et Skridt frem og sagde fast og hjtideligt: + +</p><p>Journalist. + +</p><p>Vagthavende gjorde et Ryk p sig, fr +han skrev, og stor som en husvild Statsrd +stod jeg foran Skranken. Det vakte ingen +Mistanke; Vagthavende kunde nok s godt +forst, at jeg nled med mit Svar. Hvad +ligned det, en Journalist p Rdstuen, uden +Tag over Hovedet! + +</p><p>Ved hvilket Blad — Hr. Tangen? + +</p><p>Ved Morgenbladet, sagde jeg. Desvrre +har jeg vret lidt forsent ude iaften . . . + +</p><p>Ja, det taler vi ikke om! afbrd han, +og han lagde til med et Smil: Nr Ungdommen +er ude . . . . vi forstr . . . . +Henvendt til en Konstabel sagde han, idet +han rejste sig og bukked hfligt for mig: Vis +den Herre op i den reserverede Afdeling. +Godnat! + +</p><p>Jeg flte mig kold nedad Ryggen over +min egen Dristighed, og jeg knytted Hnderne, +der jeg gik, for at stive mig op. Havde jeg +endda ikke blandet Morgenbladet ind! Jeg +vidste, at Friele kunde skre Tnder, og da +Nglen gnissed i Lsen, mindedes jeg ved +Lyden derom. + +</p><p>Gassen brnder i ti Minutter, sagde +Konstablen endnu i Dren. + +</p><p>Og s slukkes den? + +</p><p>S slukkes den. + +</p><p>Jeg satte mig p Sengen og horte, hvor +Nglen blev vreden om. Den lyse Celle s +venlig ud; jeg flte mig godt og vel i Hus +og lytted med Velbehag til Regnen udenfor. +Jeg skulde ikke nske mig noget bedre end +en sdan koselig Celle! Min Tilfredshed +steg; siddende p Sengen med Hatten i +Hnden og med jnene heftet p Gasflammen +henne i Vggen, gav jeg mig til at eftertnke +Momenterne i min frste Befatning med Politiet. +Dette var den frste, og hvor havde jeg +ikke narret det! Journalist Tangen, hvadbehager? +Og s Morgenbladet! Hvor havde jeg +ikke rammet Manden lige i Hjrtet med +Morgenbladet! Det taler vi ikke om, hvad? +Siddet i Stiftsgrden i Galla til Klokken to, +glemt Portnglen og en Lommebog p nogle +tusind Kroner hjemme! Vis den Herre op i +den reserverede Afdeling . . . . + +</p><p>S slukner pludseligt Gassen, s forunderlig +pludseligt, uden at tage af, uden at +svinde ind; jeg sidder i dybt Mrke, jeg kan +ikke se min Hnd, ikke de hvide Vgge +omkring mig, intet. Der var ikke noget andet +at gre end at g tilsengs. Og jeg kldte +mig af. + +</p><p>Men jeg var ikke svntrt og kunde ikke +sove. Jeg blev liggende en Tid at se ind i +Mrket, dette tykke Massemrke, som ingen +Bund havde, og som jeg ikke kunde begribe. +Min Tanke kunde ikke fatte det. Det var +mig uden al Mde mrkt, og jeg flte dets +Nrvr trykke mig. Jeg lukked jnene, gav +mig til at synge halvhjt og kasted mig frem +og tilbage p Briksen, forat adsprede mig; +men uden Nytte. Mrket havde besat min +Tanke og lod mig ikke et jeblik i Fred. +Hvad om jeg selv var bleven oplst til Mrke, +gjort til t med det? Jeg rejser mig op i +Sengen og slr ud med Armene. + +</p><p>Min nervse Tilstand havde ganske taget +Overhnd, og det hjalp ikke, hvormeget jeg +forsgte at modarbejde den. Der sad jeg, et +Bytte for de sreste Fantasier, tyssende p +mig selv, nynnende Vuggesange, svedende af +Anstrngelse for at bringe mig i Ro. Jeg +stirred ud i Mrket, og jeg havde aldrig i +mine Levedage set et sdant Mrke. Der +var ingen Tvivl om, at jeg her befandt mig +foran en egen Sort af Mrke, et desperat +Element, som ingen tidligere havde vret opmrksom +p. De latterligste Tanker sysselsatte +mig, og hver Ting gjorde mig bange. +Det lille Hul i Vggen ved min Seng beskftiger +mig meget, et Spigerhul, jeg finder, +et Mrke i Muren. Jeg fler p det, blser +i det og sger at gtte mig dets Dybde. +Det var ikke noget uskyldigt Hul, slet ikke; +det var et rigtig intrikat og hemmelighedsfuldt +Hul, som jeg mtte vogte mig for. Og besat +af Tanken p dette Hul, helt fra mig selv af +Nysgrrighed og Frygt, mtte jeg tilsidst +st op af Sengen og finde fat p min halve +Pennekniv, forat mle dets Dybde og forvisse +mig om, at det ikke frte helt ind til Sidecellen. + +</p><p>Jeg lagde mig tilbage, forat forsge at +falde i Svn, men i Virkeligheden for atter at +kmpe med Mrket. Regnen havde ophrt +udenfor, og jeg hrte ikke en Lyd. En Tidlang +vedblev jeg at lytte efter Fodtrin p +Gaden, og jeg gav mig ikke Fred, frend jeg +havde hrt en Fodgnger g forbi, efter +Lyden at dmme en Konstabel. Pludselig +knipser jeg i Fingrene flere Gange og ler. +Det var da som bare Fan! Ha! — Jeg +indbildte mig at have fundet et nyt Ord. Jeg +rejser mig op i Sengen og siger: Det findes +ikke i Sproget, jeg har opfundet det, <i>Kubo</i>. +Det har Bogstaver som et Ord, ved sdeste +Gud, Mand, du har opfundet et Ord . . . . +<i>Kubo</i> . . . . af stor grammatikalsk Betydning +. . . . + +</p><p>Jeg sidder med bne jne, forbauset +over mit Fund, og ler af Glde. S begynder +jeg at hviske; man kunde belure mig, +og jeg agted at holde min Opfindelse hemmelig. +Jeg var kommet ind i Sultens glade Vanvid; +jeg var tom og smrtefri, og min Tanke var +uden Tjler. Jeg overlgger i Stilhed med +mig selv. Med de mest forunderlige Spring i +min Tankegang sger jeg at udgranske Betydningen +af mit ny Ord. Det behved ikke +at betyde hverken Gud eller Tivoli, og hvem +havde sagt, at det skulde betyde Dyrskue? +Jeg knytter Hnden heftigt og gentager en +Gang til: Hvem har sagt, at det skal betyde +Dyrskue? Nr jeg betnkte mig ret, var det +ikke engang absolut ndvendigt, at det betd +Hngels eller Solopgang. Et sdant Ord, +som dette, var det ikke vanskeligt at finde +Mening til. Jeg vilde vente og se Tiden an. +Imidlertid kunde jeg sove p det. + +</p><p>Jeg ligger der p Briksen og smler, +men siger ingenting, udtaler mig ikke hverken +fra eller til. Der gr nogle Minutter, og jeg +blir nervs, det ny Ord plager mig uden Ophr, +vender altid tilbage, bemgtiger sig tilsidst +al min Tanke og gr mig alvorlig. Jeg +havde opgjort mig en Mening om, hvad det +ikke skulde betyde, men ikke fattet nogen +Bestemmelse om, hvad det skulde betyde. +Det er et Bisprgsml! sagde jeg hjt til +mig selv, og jeg griber mig i Armen og gentager, +at det var et Bisprgsml. Ordet var +Gudskelov fundet, og det var Hovedsagen. +Men Tanken plager mig endelst og hindrer +mig fra at falde i Svn; intet var mig godt +nok for dette ualmindeligt sjldne Ord. Endelig +rejser jeg mig atter op i Sengen, griber mig +med begge Hnder om Hovedet og siger: +Nej, det er jo det, som netop er umuligt, at +lade det betyde Emigration eller Tobaksfabrik! +Havde det kunnet betyde noget sdant som +dette, vilde jeg for lnge siden have bestemt +mig herfor og taget Flgerne. Nej, egentlig +var Ordet egnet til at betyde noget <i>sjleligt</i>, +en Flelse, en Tilstand — om jeg ikke kunde +forst det? Og jeg husker mig om, forat +finde noget sjleligt. Da forekommer det +mig, at nogen taler, blander sig ind i min +Passiar, og jeg svarer vredt: Hvadbehager? +Nej, din idiotiske Mage findes ikke! Strikkegarn? +, rejs til Helvede! Nu mtte jeg +rigtig le! Om jeg mtte sprge: Hvorfor +skulde jeg vre forpligtet til at lade det betyde +Strikkegarn, nr jeg specielt havde +imod, at det betd Strikkegarn? Jeg havde +selv opfundet Ordet, og jeg var i min gode +Ret til at lade det betyde hvadsomhelst for +den Skyld. Svidt jeg vidste, havde jeg +ikke endnu udtalt mig . . . . + +</p><p>Men mer og mer kom min Hjrne i +Vildrede. Tilsidst sprang jeg ud af Sengen, +forat finde Vandledningen. Jeg var ikke trst, +men mit Hoved stod i Feber, og jeg flte en +instinktsmssig Trang til Vand. Da jeg havde +drukket, gik jeg igen tilsengs og bestemte +mig til med Vold og Magt at ville sove. Jeg +lukked jnene og tvang mig til at vre rolig. +S l jeg i flere Minutter, uden at gre en +Bevgelse, jeg blev sved, og jeg flte Blodet +stde heftigt gennem rene. Nej, det var +dog altfor kosteligt, at han kunde lede efter +Penge i det Krmmerhus! Han hosted ogs +blot n Gang. Mon han gr dernede endnu? +Sidder p min Bnk? . . . . Det bl Perlemor +. . . . Skibene . . . . + +</p><p>Jeg bned jnene. Hvor kunde jeg +ogs holde dem lukket, nr jeg ikke kunde +sove? Og det samme Mrke ruged omkring +mig, samme uudgrundelige sorte Evighed, som +min Tanke stejled imod og ikke kunde fatte. +Hvad kunde jeg dog ligne det med? Jeg +gjorde de mest fortvivlede Anstrngelser, forat +finde et Ord, der var sort nok til at betegne +mig dette Mrke, et Ord s grusomt sort, +at det kunde svrte min Mund, nr jeg +nvnte det. Herregud, hvor det var mrkt! +Og jeg bringes igen til at tnke p Havnen, +p Skibene, de sorte Uhyrer, der l og +vented p mig. De vilde suge mig til sig +og holde mig fast og sejle med mig over +Land og Hav, gennem mrke Riger, som +ingen Mennesker har set. Jeg fler mig ombord, +trukket tilvands, svvende i Skyerne, dalende, +dalende . . . . Jeg giver et hst Skrig af Angst +og hugger mig fast i Sengen; jeg havde gjort +sdan farlig Rejse, suset ned gennem Luften +som en Byldt. Hvor flte jeg mig ikke frelst, +da jeg slog Hnden mod den hrde Briks! +Sledes er det at d, sagde jeg til mig selv, +nu skal du d! Og jeg l en liden Stund og +tnkte over dette, at nu skulde jeg d. Da +rejser jeg mig op i Sengen og sprger strngt: +Hvem sagde, at jeg skulde d? Har jeg selv +fundet Ordet, s er jeg i min gode Ret til +selv at bestemme, hvad det skal betyde . . . . +Jeg hrte selv, at jeg fantasered, hrte det +endnu mens jeg talte. Min Galskab var et +Delirium af Svaghed og Udmattelse, men jeg +var ikke sandsesls. Og den Tanke fr mig +med t gennem Hjrnen, at jeg var bleven +vanvittig. Greben af Rdsel farer jeg ud af +Sengen. Jeg raver hen til Dren, som jeg +prver at bne, kaster mig et Par Gange +mod den, forat sprnge den, stder mit Hoved +mod Vggen, jamrer hjt, bider mig i Fingrene, +grder og bander . . . . + +</p><p>Alting var roligt; kun min egen Stemme +kastedes tilbage fra Murene. Jeg var falden +om p Gulvet, ude af Stand til lnger at +tumle om i Cellen. Da skimter jeg hjt oppe, +midt for mine jne, en grlig Kvadrat i +Vggen, en Tone af hvidt, en Anelse — det +var Dagslyset. Jeg flte, at det var Dagslyset, +flte det med hver Pore i mit Legeme. , +hvor nded jeg ikke dejligt ud! Jeg kasted +mig flad p Gulvet og grd af Glde over +dette velsignede Skimt af Lys, hulked af Taknemmelighed, +kyssed mod Vinduet og bar +mig ad som en gal. Og jeg var mig ogs i +dette jeblik bevidst, hvad jeg gjorde. Alt +Mismod var med engang borte, al Fortvivlelse +og Smrte ophrt, og jeg havde i denne +Stund ikke et nske uopfyldt, s vide min +Tanke kunde g. Jeg satte mig overende +p Gulvet, folded Hnderne og vented tlmodig +p Dagens Frembrud. + +</p><p>Hvilken Nat havde ikke dette vret! At +man dog ikke har hrt nogen Larm, tnkte +jeg forundret. Men jeg var jo ogs i den +reserverede Afdeling, hjt over alle Fanger. +En husvild Statsrd, om jeg s mtte sige. +Stadigt i den bedste Stemning, med jnene +vendt mod den lysere og lysere Rude i Muren, +mored jeg mig selv med at agere Statsrd, +kaldte mig von Tangen og lagde min Tale i +Departementsstil. Mine Fantasier havde ikke +hrt op, kun var jeg langt mindre nervs. +Om jeg ikke havde beget den beklagelige +Tankelshed at lgge min Lommebog hjemme! +Om jeg ikke mtte have den re at bringe +Hr. Statsrden tilsengs? Og i yderste Alvor, +med mange Ceremonier gik jeg hen til Briksen +og lagde mig. + +</p><p>Det var nu bleven s lyst, at jeg kunde +nogenlunde skimte Cellens Omrids, og lidt +efter kunde jeg se det svre Hndtag i +Dren. Dette adspreded mig; det ensformige +Mrke, s irriterende tykt, at det hindred +mig fra at se mig selv, var brudt; mit Blod +blev roligere, og snart flte jeg mine jne +lukkes. + +after ruler +</p><p class="tb">* * * + +</p><p class="noindent">Jeg vkkedes af et Par Slag i min Dr. +I al Hast sprang jeg op og kldte mig skyndsomt +p; mine Klder var endnu gennemvde +fra igraftes. + +</p><p>Di vil mlle Dere nede hos Jourhavende, +sagde Konstablen. + +</p><p>Var der alts igen Formaliteter at gennemg! +tnkte jeg bange. + +</p><p>Jeg kom ind i et stort Rum nedenunder, +hvor tredive eller firti Mennesker sad, alle +husvilde. Og en for en blev de rbt op af +Protokollen, en for en fik de en Billet til Mad. +Jourhavende sagde stadig vk til Konstablen +ved sin Side: + +</p><p>Fik han en Billet? Ja, glem ikke at +give dem Billetter. De ser ud til at trnge +et Mltid. + +</p><p>Og jeg stod og s p disse Billetter og +nsked mig en. + +</p><p>Andreas Tangen, Journalist! + +</p><p>Jeg trdte frem og bukked. + +</p><p>Kre, hvordan kan <i>De</i> vre kommen +her? + +</p><p>Jeg forklared den hele Sammenhng, gav +den samme Historie som igraftes, lj med +bne jne og uden at blinke, lj med Oprigtighed: +Vret lidt forsent ude, desvrre +. . . . p en Kaf . . . . mistet Portnglen +. . . . + +</p><p>Ja, sagde han og smilte, sledes er +det! Har de sovet godt da? + +</p><p>Som en Statsrd! svaredjeg. Som en +Statsrd! + +</p><p>Det glder mig! sagde han og rejste +sig. Godmorgen! + +</p><p>Og jeg gik. + +</p><p>En Billet, en Billet ogs til mig! Jeg har +ikke spist p over tre lange Dage og Ntter. +Et Brd! Men der var ingen, som bd mig +en Billet, og jeg turde ikke begre en. Det +vilde jeblikkelig vakt Mistanke. Man vilde +begynde at grave i mine private Forhold og +finde ud, hvem jeg virkelig var; man vilde +arrestere mig for falske Foregivender. — Med +lftet Hoved, med millionr Holdning og +Hnderne heftet i mit Frakkefald skrider jeg +ud af Rdstuen. + +</p><p>Solen skinned allerede varmt, Klokken +var ti, og Trafiken p Youngstorvet var i +fuld Bevgelse. Hvor skulde jeg tage Vejen? +Jeg klapper p Lommen og fler efter mit +Manuskript; nr Klokken blev elleve, vilde +jeg forsge at trffe Redaktren. Jeg str +en Stund p Ballustraden og iagttager Livet +nedenunder mig; imens var det begyndt at +dampe af mine Klder. Hungeren indfandt +sig igen, gnaved mig i Brystet, rykked, gav +mig sm fine Stik, som smrted mig. Havde +jeg virkelig ikke en Ven, en Bekendt, jeg +kunde henvende mig til? Jeg leder i min +Hukommelse, forat finde en Mand p ti re, +og finder ham ikke. Det var dog en dejlig +Dag; der var megen Sol og meget Lys omkring +mig; Himlen strmmed som et fint +Hav henover Lierfjldene . . . . + +</p><p>Jeg var uden at vide det p Vejen +hjem. + +</p><p>Jeg sulted svare, og jeg fandt mig p +Gaden en Trspn at tygge p. Det hjalp. +At jeg dog ikke havde tnkt p det fr! + +</p><p>Porten var ben, Staldkarlen hilste som +sdvanligt Godmorgen. + +</p><p>Fint Vejr! sagde han. + +</p><p>Ja svared jeg. Det var alt, jeg fandt +at sige. Kunde jeg bede ham om at lne +mig en Krone? Han gjorde det vist s grne, +hvis han kunde. Jeg havde desuden engang +skrevet et Brev for ham. + +</p><p>Han stod og smagte p noget, han vilde +sige. + +</p><p>Fint Vejr, ja. Hm. Jeg skulde betale +Vrtinden min idag, Di kunde vel ikke +vre s snil at lne mig fem Kroner, vel? +Bare p no 'en Da'er. Di har gjort mig en +Tjeneste fr, Di. + +</p><p>Nej, det kan jeg virkelig ikke, Jens Olaj, +svared jeg. Ikke nu. Mske senerehen, +mske i Eftermiddag. Og jeg sjangled opad +Trappen til mit Vrelse. + +</p><p>Her kasted jeg mig p min Seng og lo. +Hvor svineheldigt var det ikke, at han var +kommet mig i Forkbet! Min re var reddet. +Fem Kroner — Gud bevare dig, Mand! Du +kunde lige s grne spurgt mig om fem +Aktier i Dampkkkenet eller en Herregrd +ude i Aker. + +</p><p>Og Tanken p disse fem Kroner fik mig +til at le hjere og hjere. Var jeg dog ikke +en Pokkers Karl, hvad? Fem Kroner! Jo, her +var rette Manden! Min Lystighed steg, og +jeg gav mig hen i den: Fy, Fan, for Madlugt +her er! Rigtig fersk Karbonadelugt, siden +Middagen, fyh! Og jeg stder Vinduet op, +forat lufte ud den afskyelige Lugt. Opvarter, +en halv Bif! Henvendt til Bordet, dette skrbelige +Bord, som jeg mtte sttte med Knerne, +nr jeg skrev, bukked jeg dybt og spurgte: +Tr jeg sprge, vil De drikke et Glas Vin? +Ikke? Jeg er Tangen, Statsrd Tangen. +Desvrre har jeg vret lidt forsent ude . . . . +Portnglen . . . . + +</p><p>Og uden Tjler lb min Tanke igen ud +p vildsomme Veje. Jeg var mig stadigt bevidst, +at jeg talte usammenhngende, og jeg +sagde ikke et Ord, uden at jeg hrte og forstod +det. Jeg sagde til mig selv: Nu taler +du usammenhngende igen! Og jeg kunde +dog ikke hjlpe for det. Det var som at +ligge vgen og tale i Svne. Mit Hoved var +let, uden Smrte og uden et Tryk, og mit +Sind var uden Skyer. Jeg sejled afsted, og +jeg gjorde ingen Modstand. + +</p><p>Kom ind! Jo, kom bare ind! Som de +ser, alt af Rubin. Ylajali, Ylajali! Den rde, +skummende Silkedivan! Hvor heftigt hun +nder! Kys mig, Elskede! mer! mer! Dine +Arme er som hvidt Rav, din Mund blusser +. . . . Opvarter, jeg bad om en Bif . . . . + +</p><p>Solen skinned indad mit Vindu, nedenunder +hrte jeg Hestene tygge Havre. Jeg +sad og gumled p min Trspn, oprmt, +glad i Sind som et Barn. Stadig vk havde +jeg flt efter Manuskriptet; jeg havde det +ikke n Gang i Tanken, men Instinktet sagde +mig, at det var til, mit Blod minded mig om +det. Og jeg trak det frem. + +</p><p>Det var bleven vdt, og jeg bredte det +ud og lagde det hen i Sollyset. Derp gav +jeg mig til at vandre frem og tilbage i mit +Vrelse. Hvor alt s nedslende ud! Omkring +p Gulvet sm nedtrampede Levninger +af Blikplader; men ikke en Stol at sidde p, +ikke engang en Spiger i de ngne Vgge. +Alt var bragt til Onkels Klder og fortret. +Et Par Ark Papir p Bordet, belagt med tykt +Stv, var al min Ejendom; det gamle, grnne +Tppe p Sengen havde Hans Pauli lnt +mig for nogle Mneder siden . . . . Hans +Pauli! Jeg knipser i Fingrene. Hans Pauli +Pettersen skal hjlpe mig! Og jeg husker +mig om efter hans Adresse. Hvor kunde jeg +dog glemme Hans Pauli! Han vilde sikkert +blive meget vred, fordi jeg ikke havde henvendt +mig til ham straks. Hurtigt tager jeg +min Hat p, samler Manuskriptet op, stikker +det i Lommen og haster nedad Trappen. + +</p><p>Hr, Jens Olaj, rbte jeg ind i Stalden, +jeg tror ganske sikkert, jeg kan hjlpe dig +i Eftermiddag! + +</p><p>Kommen til Rdstuen ser jeg, at Klokken +er over elleve, og jeg bestemmer mig til at g +indom Redaktionen med det samme. Udenfor +Kontordren standsed jeg, forat undersge +om mine Papirer l efter Pagina; jeg glatted +dem omhyggeligt ud, stak dem igjen i Lommen +og banked p. Mit Hjrte klapped hrligt, da +jeg trdte ind. + +</p><p>Saksen er som sdvanlig tilstede. Jeg +sprger frygtsomt efter Redaktren. Intet +Svar. Manden sidder og borer efter Smnyt +i Provinsaviserne. + +</p><p>Jeg gentager mit Sprgsml og stiger +lnger frem. + +</p><p>Redaktren var ikke kommet, sagde endelig +Saksen, uden at se op. + +</p><p>Om hvornr han kom? + +</p><p>Kunde ikke sige det, kunde aldeles ikke +sige det, Di. + +</p><p>Hvorlnge var Kontoret bent? + +</p><p>Herp fik jeg intet Svar, og jeg mtte +g. Saksen havde ikke kastet et Blik p +mig under det hele; han havde hrt min +Stemme og genkendt mig p den. S ilde +set er du her, tnkte jeg, man gider ikke +engang svare dig. Mon det er Ordre fra +Redaktren? Jeg havde rigtignok ogs, lige +siden min bermte Fljeton til ti Kroner blev +antagen, oversvmmet ham med Arbejder, +rndt p hans Dre nsten hver Dag med +ubrugbare Ting, som han havde mttet lse +igennem og give mig tilbage. Han vilde +kanske have en Ende p det, tage sine Forholdsregler +. . . . Jeg begav mig p Vejen +ud i Homandsbyen. + +</p><p>Hans Pauli Pettersen var en Bondestudent +p Kvisten i en fem Etages Grd, alts +var Hans Pauli Pettersen en fattig Mand. Men +havde han en Krone, s vilde han ikke spare +den. Jeg vilde f den lige s sikkert, som +jeg havde den i Hnden. Og jeg gik og +glded mig til denne Krone den hele Vej og +flte mig vis p at f den. Da jeg kom til +Gadedren, var den stngt, og jeg mtte +ringe p. + +</p><p>Jeg nsker at tale med Student Pettersen, +sagde jeg og vilde ind; jeg ved hans Vrelse. + +</p><p>Student Pettersen? gentager Pigen. Om +det var ham, som boed p Kvisten? Han +var flyttet. Ja, hun vidste ikke hvorhen; men +han havde bedt om at f sine Breve sendt +ned til Hermansen i Toldbodgaden, og Pigen +nvnte Numret. + +</p><p>Jeg gr fuld af Tro og Hb helt ned i +Toldbodgaden, forat sprge om Hans Paulis +Adresse. Dette var min sidste Udvej, og jeg +mtte udnytte den. Undervejs kom jeg forbi +et nys opfrt Hus, hvor et Par Snedkere stod +og hvled udenfor. Jeg tog i Dyngen et Par +blanke Spner, stak den ene i Munden og +gmte den anden i Lommen til senere. Og +jeg fortsatte min Vej. Jeg stnned af Hunger. +Ved en Bagerbutik havde jeg set et forunderlig +stort ti res Brd i Vinduet, det strste Brd, +som kunde fes for den Pris . . . . + +</p><p>Jeg kommer, forat f vide Student +Pettersens Adresse. + +</p><p>Bernt Ankers Gade Numer 10. Kvisten. +— Om jeg skulde derud? N, s vilde jeg +mske vre s snil at medtage et Par Breve, +som var kommet? + +</p><p>Jeg gr atter op i Byen, den samme +Vej, jeg var kommet, passerer igen Snedkerne, +som nu sad med sine Blikspand mellem +Knerne og spiste sin gode, varme Dampkkkenmiddag, +kommer forbi Bagerbutiken, +hvor Brdet endnu ligger p sin Plads, og +nr endelig Bernt Ankers Gade, halvdd af +Udmattelse. Dren var ben, og jeg begiver +mig opad de mange tunge Trapper til Kvisten. +Jeg tager Brevene op fra Lommen, for med +t Slag at stte Hans Pauli i Humr, nr +jeg kom ind. Han vilde vist ikke ngte mig +denne Hndsrkning, nr jeg forklared ham +Omstndighederne, aldeles ikke. Hans Pauli +havde s stort Hjrte, det havde jeg al tid +sagt om ham . . . . + +</p><p>P Dren fandt jeg hans Kort: H. P. +Pettersen, stud. theol. — rejst hjem. + +</p><p>Jeg satte mig ned p Stedet, satte mig +p det bare Gulv, dump trt, slagen af Forkommenhed. +Jeg gentager mekanisk et Par +Gange: Rejst hjem! Rejst hjem! S tier jeg +ganske stille. Der var ikke en Tre i mine +jne, jeg havde ikke en Tanke og ikke en +Flelse. Med opsprrede jne sad jeg og +stirred p Brevene, uden at foretage mig noget. +Der gik ti Minutter, mske tyve, eller mer, +jeg sad der stadig p samme Plet og rrte +ikke en Finger. Denne dumpe Ds var nsten +som en Blund. S hrer jeg nogen komme +i Trappen, jeg rejser mig og siger: + +</p><p>Det var Student Pettersen — jeg har to +Breve til ham. + +</p><p>Han er hjemrejst, svarer Konen. Men +han kommer tilbage efter Ferierne. Brevene +kunde jo jeg tage, om De vilde. + +</p><p>Ja, Tak, det var rigtigt godt, sagde jeg, +s fr han dem, nr han kommer. Der +kunde vre vigtige Ting i dem. Godmorgen! + +</p><p>Da jeg var kommet udenfor, standsed jeg +og sagde hjt midt p ben Gade, idet jeg +knytted Hnderne: Jeg skal sige dig et, min +kre Herre Gud: du er en Noksagt! Og jeg +nikker rasende, med sammenbidte Tnder op +mod Skyerne: Du er Fan ta mig en Noksagt! + +</p><p>Jeg gik s nogle Skridt og standsed +igen. Idet jeg pludselig skifter Holdning, +folder jeg Hnderne, lgger mit Hoved pskakke +og sprger med sd, fromladen Stemme: +Har du ogs henvendt dig til ham, mit Barn? + +</p><p>Det ld ikke rigtigt. + +</p><p>Med stor H, siger jeg, med H som en +Domkirke! Op igen: Har du ogs anrbt +<i>Ham</i>, mit Barn? Og jeg snker Hovedet og +gr min Stemme begrdelig og svarer: Nej! + +</p><p>Det ld heller ikke rigtigt. + +</p><p>Du kan jo ikke hykle, din Nar! <i>Ja</i>, skal +du sige, ja, jeg har anrbt min Gud Fader! +og du skal f til den ynkeligste Melodi p +dine Ord, som du nogensinde har hrt. S, +op igjen! Ja, det var bedre. Men du m +sukke, sukke som en krampesyg Hest. S! + +</p><p>Der gr jeg og underviser mig selv i +Hykleri, stamper utlmodig i Gaden, nr jeg +ikke fr det til, og sklder mig ud for et +Trhoved, mens de forbausede forbigende +vender sig om og betragter mig. + +</p><p>Jeg tygged uafbrudt p min Hvlspn +og sjangled s hurtigt, jeg kunde, nedad +Gaderne. Frend jeg selv vidste af det, var +jeg helt nede ved Jrnbanetorvet. Klokken +viste halv to p Vor Frelsers. Jeg stod en +Stund og overvejed. En mat Sved trngte +frem i mit Ansigt og sived ned i mine jne. +Flg med en Tur p Bryggen! sagde jeg til +mig selv. Det vil sige, hvis du har Tid? Og +jeg bukked for mig selv og gik ned til Jrnbanebryggen. + +</p><p>Skibene l derude, Sjen vugged i Solskinnet. +Der var travl Bevgelse overalt, pibende +Dampfljter, Dragere med Kasser p +Skuldrene, muntre Hejsesange fra Prammene. +En Kagekone sidder i Nrheden af mig og +luder med sin brune Nse over sine Varer; +det lille Bord foran hende er syndigt fuldt af +Lkkerier, og jeg vender mig bort i Uvilje. +Hun fylder hele Kajen med sin Madlugt; fyh, +op med Vinduerne! Jeg henvender mig til en +Herre, der sidder ved min Side og forestiller +ham indtrngende dette Misforhold med Kagekoner +her og Kagekoner der . . . . Ikke? Ja, +men han mtte dog vel indrmme, at . . . . +Men den gode Mand aned Urd og lod mig +ikke engang tale tilende, fr han rejste sig og +gik. Jeg rejste mig ligeledes og fulgte ham, +fast bestemt p at overbevise Manden om +hans Fejltagelse. + +</p><p>Endog af Hensyn til de sanitre Forholde, +sagde jeg og klapped ham p Skuldren +. . . . + +</p><p>Undskyld, jeg er fremmed her og kender +ikke noget til de sanitre Forholde, sagde +han og stirred p mig i Rdsel. + +</p><p>N, det forandred Sagen, nr han var +fremmed . . . . Om jeg ikke kunde gjre ham +nogen Tjeneste? Vise ham omkring? Ikke? +For det skulde vre mig en Fornjelse, og +det skulde jo ikke koste ham noget . . . . + +</p><p>Men Manden vilde absolut blive af med +mig og skred hurtigt over Gaden til det +andet Fortoug. + +</p><p>Jeg gik atter tilbage til min Bnk og +satte mig. Jeg var meget urolig, og den store +Lire, som havde begyndt at spille lidt lnger +henne, gjorde mig end vrre. En fast, metallisk +Musik, en Stump af Weber, hvortil en +liden Pige synger en srgelig Vise. Det fljteagtige, +lidelsesfulde i Liren risler mig gennem +Blodet, mine Nerver begynder at dirre, som +gav de Genklang, og et jeblik efter falder +jeg tilbage p Bnken, klynkende, nynnende +med. Hvad finder ikke ns Tanker p, nr +man sulter! Jeg fler mig optagen i disse +Toner, oplst til Tone, jeg strmmer ud, og +jeg fornemmer s tydeligt, hvorledes jeg +strmmer, svvende hjt over Bjrge, dansende +ind over lyse Zoner . . . . + +</p><p>En re! siger den lille Lirepige og +rkker sin Bliktalrken frem, bare en re! + +</p><p>Ja, svarer jeg ubevidst, og jeg sprang +op og ransaged mine Lommer. Men Barnet +tror, at jeg blot vil holde Ljer med hende +og fjrner sig straks, uden at sige et Ord. +Denne stumme Tlsomhed var mig for stor; +havde hun skldt mig ud, vilde det kommet +belejligere; Smrten greb mig, og jeg rbte +hende tilbage. Jeg ejer ikke en re, sagde +jeg, men jeg skal huske dig siden, mske +imorgen. Hvad hedder du? Ja, det var et +pent Navn, jeg skulde ikke glemme det. Alts +imorgen . . . . + +</p><p>Men jeg forstod godt, at hun ikke troed +mig, uagtet hun ikke sagde et Ord, og jeg +grd af Fortvivlelse over, at denne lille Gadets +ikke vilde tro mig. Endnu engang rbte +jeg hende tilbage, rev hurtigt min Frakke op +og vilde give hende min Vest. Jeg skal holde +dig skadesls, sagde jeg, vent blot et jeblik . . . . + +</p><p>Og jeg havde ingen Vest. + +</p><p>Hvor kunde jeg ogs lede efter den! +Der var get Uger, siden den var i mit Eje. +Hvad gik der ogs af mig? Den forbausede +Pige vented ikke lnger, men trak sig skyndsomt +tilbage. Og jeg mtte lade hende g. +Folk stimled sammen om mig og lo hjt, en +Politibetjent trnger sig hen til mig og vil +vide, hvad der er pfrde. + +</p><p>Ingen Ting, svarer jeg, slet ingen Ting! +Jeg vilde blot give den lille Pige derhenne +min Vest . . . . til hendes Fader . . . . Det +behver De ikke at st og le ad. Jeg kunde +bare g hjem og tage en anden p. + +</p><p>Ingen Opstyr p Gaden! siger Konstablen. +Sh, marsch! Og han puffer mig afsted. +Er dette Demses Papirer? rbte han efter mig. + +</p><p>Ja, Dd og Pine, min Avisartikel, mange +vigtige Skrifter! Hvor kunde jeg ogs vre +s uforsigtig . . . . + +</p><p>Jeg fr fat i mit Manuskript, forvisser +mig om, at det ligger i Orden og gr, uden +at standse et jeblik eller se mig omkring, op +til Redaktionskontoret. Klokken var nu fire +p Vor Frelsers Ur. + +</p><p>Kontoret er stngt. Jeg lister mig lydlst +nedad Trapperne, bange som en Tyv, og +standser rdvild udenfor Porten. Hvad skulde +jeg nu gre? Jeg lner mig ind til Muren, +stirrer ned i Stenene og tnker efter. En +Knappenl ligger og skinner foran mine +Fdder, og jeg bjer mig ned og tager den +op. Hvad om jeg tog Knapperne udaf min +Frakke, hvad vilde jeg f for dem? Det +vilde mske ikke nytte mig, Knapper var +nu Knapper; men jeg tog og undersgte dem +til alle Kanter og fandt dem s godt som +nye. Det var en heldig Id alligevel, jeg +kunde skre dem ud med min Pennekniv og +bringe dem hen i Klderen. Hbet om, at +jeg kunde slge disse fem Knapper, oplived +mig straks, og jeg sagde: Se, se, det retter +sig! Min Glde tog Overhnd med mig, og +jeg gav mig straks til at tage Knapperne ud, en +efter en. Herunder holdt jeg flgende tyste Passiar: + +</p><p>Ja, ser De, man er bleven lidt fattig, en +jeblikkelig Forlegenhed . . . . Udslidte, siger +De? De m ikke forsnakke Dem. Jeg vil +se p den, som slider mindre Knapper, end +jeg. Gr altid med Frakken ben, skal jeg +sige Dem; det er bleven en Vane hos mig, +en Egenhed . . . . Nej, nej, nr De ikke <i>vil</i>, +s! Men jeg skal have mine ti re for dem, +mindst . . . . Nej, Herregud, hvem har <i>sagt</i>, +at de skal gre det? De kan holde Deres +Mund og lade mig vre i Fred . . . . Ja, ja, +s kan De jo <i>hente</i> Politiet, vel. Jeg skal +vente her, mens De er ude efter Konstablen. +Og jeg skal ikke stjle noget fra Dem . . . . +N, Goddag, Goddag! Mit Navn er alts +Tangen, jeg har vret lidt forsent ude . . . . + +</p><p>S kommer der nogen i Trappen. Jeg +er jeblikkelig tilbage i Virkeligheden, genkender +Saksen og stikker Knapperne skyndsomt +i Lommen. Han vil forbi, besvarer ikke +engang min Hilsen, fr det pludselig s travlt +med at se p sine Negle. Jeg standser ham +og sprger efter Redaktren. + +</p><p>Ikke tilstede, Di. + +</p><p>De lyver! sagde jeg. Og med en Frkhed, +som forundred mig selv, fortsatte jeg: +Jeg m tale med ham; det er et ndvendigt +rinde — Meddelelser fra Stiftsgrden. + +</p><p>Ja, kan Di ikke sige det til mig, da? + +</p><p>Til Dem? sagde jeg og mlte Saksen +lidt med jnene. + +</p><p>Det hjalp. Han fulgte straks med og +bned Dren. Nu sad mit Hjrte mig i +Halsen. Jeg bed Tnderne heftigt sammen, +forat give mig Mod, banked p, og trdte +ind i Redaktrens Privatkontor. + +</p><p>Goddag! Er det Dem? sagde han venligt. +Sid ned. + +</p><p>Havde han vist mig Dren, vilde det +vret krkomnere; jeg flte Grden og sagde: + +</p><p>Jeg beder Dem undskylde . . . . + +</p><p>St Dem ned, gentog han. + +</p><p>Og jeg satte mig og forklared, at jeg +igen havde en Artikel, som det var mig magtpliggende +at f ind i hans Blad. Jeg havde +gjort mig sdan Flid med den, den havde +kostet mig s megen Anstrngelse. + +</p><p>Jeg skal lse den, sagde han og tog +den. Anstrngelse koster det Dem vist alt, +De skriver; men De er s altfor heftig. Nr +De bare kunde vre lidt besindigere! Der er +formegen Feber. Imidlertid skal jeg lse den. +Og han vendte sig igjen ind til Bordet. + +</p><p>Der sad jeg. Turde jeg bede om en +Krone? Forklare ham, hvorfor der altid var +Feber? S vilde han ganske sikkert hjlpe +mig; det var ikke frste Gang. + +</p><p>Jeg rejste mig op. Hm! Men sidst, jeg +var hos ham, havde han klaget sig for Penge, +endog sendt Regningsbudet ud, forat skrabe +sammen til mig. Det vilde mske blive +samme Tilfldet nu. Nej, det skulde ikke +ske! S jeg slet ikke, at han sad i Arbejde? + +</p><p>Var det ellers noget? spurgte han. + +</p><p>Nej! sagde jeg og gjorde min Stemme +fast. Hvornr m jeg f hre ind igen? + +</p><p>, nrsomhelst De gr forbi, svared +han, om et Par Dage eller s. + +</p><p>Jeg kunde ikke f min Begring over +Lberne. . Denne Mands Venlighed syntes +mig uden Grndser, og jeg skulde vide at +psknne den. Heller sulte tildde. Og jeg gik. + +</p><p>Ikke engang, da jeg stod udenfor og igen +flte Hungerens Anfald, angred jeg at have +forladt Kontoret uden at bede om denne +Krone. Jeg tog den anden Hvlspn op af +Lommen og stak den i Munden. Det hjalp +igen. Hvorfor havde jeg ikke gjort det fr? +Du mtte skamme dig! sagde jeg hjt; kunde +det virkelig falde dig ind at bede den Mand +om en Krone og stte ham i Forlegenhed +igen? Og jeg blev rigtig grov mod mig selv +for den Uforskammethed, som havde faldt +mig ind. Det er ved Gud det sjofleste, jeg +endnu har hrt! sagde jeg; rnde p en Mand +og nsten klore jnene ud p ham, bare +fordi du trnger en Krone, din elendige Hund! +S, marsch! Hurtigere! Hurtigere, din Tamp! +Jeg skal lre dig! + +</p><p>Jeg begyndte at lbe, forat straffe mig +selv, tilbagelagde i Sprang den ene Gade efter +den anden, drev mig fremad ved inddte Tilrb +og skreg taust og rasende til mig selv, +nr jeg vilde standse. Herunder var jeg +kommet hjt op i Pilestrdet. Da jeg endelig +stod stille, nsten grdefrdig af Vrede over +ikke at kunne lbe lnger, dirred jeg over +mit hele Legeme, og jeg slngte mig ned +p en Trappe. Nej, stop! sagde jeg. Og +for rigtigt at plage mig selv, rejste jeg mig +atter op og tvang mig til at blive stende, +og jeg lo ad mig selv og gotted mig over +min egen Forkommenhed. Endelig efter flere +Minutters Forlb gav jeg mig ved et Nik +Tilladelse til at stte mig; endog da valgte +jeg den ubekvemmeste Plads p Trappen. + +</p><p>Herregud, det var dejligt at hvile! Jeg +trred Sveden af mit Ansigt og drak store, +friske ndedrag ind. Hvor havde jeg ikke +lbet! Men jeg angred det ikke, det var vel +fortjent. Hvorfor havde jeg ogs villet begre +den Krone? Nu s jeg Flgerne! Og jeg +begyndte at tale mildt til mig selv, holde +Formaninger, som en Moder kunde gjort. Jeg +blev mer og mer rrende, og trt og kraftls +begyndte jeg at grde. En stille og inderlig +Grd, en indvendig Hulken uden en +Tre. + +</p><p>Et Kvarters Tid eller mer sad jeg p +samme Sted. Folk kom og gik, og ingen +forulemped mig. Smbrn legte her og der +omkring, en liden Fugl sang i et Tr p +den anden Side af Gaden. + +</p><p>En Politikonstabel kommer henimod mig. + +</p><p>Hvorfor sitter Di her? sagde han. + +</p><p>Hvorfor jeg sidder her? spurgte jeg. +Af Lyst. + +</p><p>Jeg har lagt Mrke til Dere den sidste +Hal'time, sagde han. Di har sitti her en +hal' Time? + +</p><p>S omtrent, svared jeg. Var det +ellers noget? Jeg rejse mig vredt og gik. + +</p><p>Kommen til Torvet, standsed jeg og s +ned i Gaden. Af Lyst! Var nu ogs det et +Svar? Af Trthed! skulde du sagt, og du +skulde gjort din Stemme begrdelig — du er +et F, du lrer aldrig at hykle! — af Udmattelse! +og du skulde sukket som en Hest. + +</p><p>Da jeg kom til Brandvagten, standsed jeg +igen, greben af et nyt Indfald. Jeg knipsed +i Fingrene, slog i en hj Latter, som forbaused +de forbigende, og sagde: Nej, nu skal +du virkelig g ud til Prsten Levion. Det +skal du bitterdd gre. Jo, bare forat forsge. +Hvad har du at forsmme med det? Det er +ogs sdant dejligt Vejr. + +</p><p>Jeg gik ind i Paschas Boglade, fandt i +Adressekalenderen Pastor Levions Bopl og +begav mig derud. Nu glder det! sagde jeg, +far nu ikke med Streger! Samvittighed, siger +du? Ikke noget Sludder; du er for fattig til +at holde Samvittighed. Du er sulten, er du, +kommen i et vigtigt Anliggende, det frste +forndne. Men du skal lgge Hovedet p +Skuldren og stte Melodi p dine Ord. Det +vil du ikke, hvad? S gr jeg ikke et +Skridt videre, s meget du ved det. S: +du er i en sre anfgtet Tilstand, kmper +med Mrkets Magter og store, lydlse Uhyrer +om Ntterne, s det er en Gru, hungrer og +trster efter Vin og Mlk og fr det ikke. +S langt er det kommet med dig. Nu str +du her og har ikke s godt som Spyt i +Lampen. Men du tror p Nden, Gudskelov, +du har ikke tabt Troen endda! Og da skal +du sl Hnderne sammen og se ud som en +ren Satan til at tro p Nden. Med Hensyn +til Mammon, s hader du Mammon under +alle dens Skikkelser; en anden Sag er det +med en Salmebog, en Erindring til et Par +Kroner . . . . Ved Prstens Dr standsed jeg +og lste: Kontortid fra 12 til 4. + +</p><p>Fremdeles ikke noget Sludder! sagde jeg; +nu gr vi Alvor af det! S, ned med Hovedet, +lidt til . . . . og jeg ringte p til Familjelejligheden. + + +</p><p>Jeg sger Pastoren, sagde jeg til Pigen; +men det var mig ikke muligt at f Guds +Navn med. + +</p><p>Han er get ud, svared hun. + +</p><p>Get ud! Get ud! Det delagde hele +min Plan, forrykked fuldstndigt alt, jeg havde +tnkt at sige. Hvad Nytte havde jeg s af +denne lange Tur? Nu stod jeg der. + +</p><p>Var det noget isr? spurgte Pigen. + +</p><p>Aldeles ikke! svared jeg, slet ikke! +Det var bare sdant dejligt Guds Vejr, og +s vilde jeg g herud og hilse p ham. + +</p><p>Der stod jeg og der stod hun. Jeg satte +med Vilje Brystet frem, forat gre hende opmrksom +p Knappenlen, der holdt min +Frakke sammen; jeg bad hende med jnene +om at se, hvad jeg var kommet for; men +Staklen forstod ingen Ting. + +</p><p>Et dejligt Guds Vejr, ja. Om ikke Fruen +var hjemme heller? + +</p><p>Jo, men hun havde Gigt, l p en Sofa, +uden at kunne rre sig . . . . Vilde jeg mske +lgge ned et Bud eller noget? + +</p><p>Nej, slet ikke. Jeg bare tog slige Ture +nu og da, fik lidt Motion. Det var s bra +efter Middagen. — + +</p><p>Jeg begav mig p Vejen tilbage. Hvad +vilde det fre til at passiare lnger? Desuden +var jeg begyndt at fle Svimmelhed; det fejled +ikke, jeg var i Frd med at knkke sammen for +Alvor. Kontortid fra 12 til 4; jeg havde banket +p en Time forsent, Ndens Tid var omme! + +</p><p>P Stortorvet satte jeg mig p en af +Bnkene ved Kirken. Herregud, hvor det begyndte +at se sort ud for mig nu! Jeg grd +ikke, jeg var for trt; udpint til det yderste +sad jeg der uden at foretage mig nogen Ting, +sad urrlig og sulted. Brystet var mest betndt, +det sved aldeles besynderlig slemt derinde. +Det vilde heller ikke hjlpe lnger at +tygge Spn; mine Kver var trtte af det +frugteslse Arbejde, og jeg lod dem hvile. +Jeg gav mig over. Ovenikbet havde en brun +Appelsinskal, som jeg fandt p Gaden, og +som jeg straks gav mig til at gnave af, givet +mig Kvalme. Jeg var syg; Pulsren svulmed +bl p mine Hndled. + +</p><p>Hvad havde jeg ogs egentlig nlet efter? +Lbet om den hele Dag efter en Krone, som +kunde holde Liv i mig i nogle Timer lnger. Var +det i Grunden ikke ligegyldigt, om det uundgelige +skete en Dag fr eller en Dag senere? +Havde jeg opfrt mig som et ordentligt Menneske, +var jeg get hjem og lagt mig til Ro +for lnge siden, overgivet mig. Min Tanke +var i jeblikket klar. Nu skulde jeg d; det +var i Hstens Tid, og alt var lagt i Dvale. +Jeg havde forsgt hvert Middel, udnyttet hver +Hjlpekilde, som jeg vidste om. Jeg kled +sentimentalt med denne Tanke, og hver Gang, +jeg endnu hbed p en mulig Redning, +hvisked jeg afvisende: Din Nar, du er jo +allerede begyndt at d! Jeg burde skrive et +Par Breve, have alt frdigt, gre mig parat. +Jeg vilde vaske mig omhyggeligt og ordne +smukt op i min Seng; mit Hoved vilde jeg +lgge p det Par Ark hvidt Skrivepapir, den +reneste Ting jeg havde igen, og det grnne +Tppe kunde jeg . . . . + +</p><p>Det grnne Tppe! Jeg blev med n +Gang lys vgen, Blodet steg mig til Hovedet, +og jeg fik strk Hjrteklap. Jeg rejser mig +op fra Bnken og begynder at g, Livet +rrer sig pny i alle mine Fibrer, og jeg +gentager Gang p Gang de lsrevne Ord: +Det grnne Tppe! Det grnne Tppe! +Jeg gr hurtigere og hurtigere, som om det +galdt at indhente noget, og str om en kort +Stund atter hjemme i mit Blikkenslagervrksted. + +</p><p>Uden at standse et jeblik eller vakle i +min Beslutning, gr jeg bort til Sengen og +ruller Hans Paulis Tppe sammen. Det skulde +vre underligt, om ikke mit gode Indfald +kunde redde mig! De dumme Betnkeligheder, +som opstod hos mig, halve indre Rb +om et vist Brandmrke, det frste sorte Tegn +i min Hderlighed, hved jeg mig uendeligt +over; jeg gav det hele en god Dag. Jeg var +ingen Helgen, ingen Dydsidiot, jeg havde min +Forstand i Behold . . . . + +</p><p>Og jeg tog Tppet under Armen og gik +ned i Stenersgaden Numer 5. + +</p><p>Jeg banked p og trdte ind i den store +fremmede Sal, for frste Gang; Bjlden p +Dren slog en hel Masse desperate Slag over +mit Hoved. En Mand kommer ind fra et +Sidevrelse, tyggende, med Munden fuld af +Mad, og stiller sig foran Disken. + +</p><p>, ln mig en halv Krones Penge p +mine Briller! sagde jeg; jeg skal lse dem +ind om et Par Dage, sikkert. + +</p><p>Hvad? Nej, det er jo Stlbriller? + +</p><p>Ja. + +</p><p>Nej, det kan jeg ikke. + +</p><p>, nej. De kan vel ikke det. Det var +i Grunden bare Spg ogs. Nej, jeg har et +Tppe med, som jeg egentlig ikke har noget +Brug for lnger, og det faldt mig ind, at De +kunde ville skille mig af med det. + +</p><p>Jeg har desvrre et helt Lager af Sengeklder, +svared han, og da jeg havde fet +det oprullet, kasted han et eneste Blik p +det og rbte: + +</p><p>Nej, undskyld, det har heller ikke jeg +noget Brug for! + +</p><p>Jeg vilde vise Dem den drligste Side +frst, sagde jeg; det er meget bedre p +den anden Side. + +</p><p>Ja, ja, det hjlper ikke, jeg vil ikke eje +det, og De fr ikke ti re for det noget +Sted. + +</p><p>Nej, det er grejt, at det ikke er vrd +noget, sagde jeg; men jeg tnkte, at det +kunde g under t med et andet gammelt +Tppe p Auktionen. + +</p><p>Ja, nej, det nytter ikke. + +</p><p>Fem og tyve re? sagde jeg. + +</p><p>Nej, jeg vil slet ikke have det, Mand, +jeg vil ikke have det i Huset. + +</p><p>S tog jeg atter Tppet under Armen +og gik hjem. + +</p><p>Jeg lod som intet var hndt, bredte igen +Tppet over Sengen, glatted det godt ud, +som jeg plejed, og forsgte at udslette ethvert +Spor af min sidste Handling. Jeg kunde +umuligt have vret ved min fulde Forstand i +det jeblik, da jeg fatted Beslutningen om at +beg denne Kltringstreg; jo mer jeg tnkte +herp, des urimeligere forekom det mig. Det +mtte vre et Anfald af Svaghed, en eller +anden Slappelse i mit Indre, som havde overrumplet +mig. Jeg var heller ikke falden i +denne Snare, det aned mig, at det begyndte +at bre galt afsted, og jeg havde udtrykkelig +forsgt med Brillerne frst. Og jeg glded +mig meget over, at jeg ikke havde fet Anledning +til at fuldbyrde denne Brde, som +vilde have flkket til de sidste Timer, jeg +leved. + +</p><p>Og atter vandred jeg ud i Byen. + +</p><p>Jeg slog mig pny ned p en Bnk ved +Vor Frelsers Kirke, dused sammen, med +Hovedet p Brystet, slap efter den sidste +Ophidselse, syg og forkommen af Sult. Og +Tiden gik. + +</p><p>Jeg fik sidde ogs denne Time ud; det +var lidt lysere ude end inde i Hus; det forekom +mig desuden, at det arbejded ikke fuldt +s galt i Brystet ude i fri Luft; jeg kom jo +ogs tidsnok hjem. + +</p><p>Og jeg dused og tnkte og led ganske +hrdt. Jeg havde fundet mig en liden Sten, +som jeg pudsed af p mit Frakkerme og +stak i Munden, forat have noget at gumle p; +ellers rrte jeg mig ikke og flytted ikke engang +jnene. Mennesker kom og gik, +Vognrammel, Hovtramp og Passiar fyldte +Luften. + +</p><p>Men jeg kunde jo forsge med Knapperne? +Det nytted naturligvis ikke, og desuden +var jeg s temmelig syg. Men nr +jeg ret betnkte mig, s skulde jeg jo egentlig +i Retning af Onkel — min egentlige +Onkel — nr jeg gik hjem? + +</p><p>Endelig rejste jeg mig og drog mig sent +og tuslet henefter Gaderne. Det begyndte at +brnde over mine jenbryn, det trak op til +Feber, og jeg skyndte mig alt, jeg kunde. +Atter kom jeg forbi Bagerbutiken, hvor Brdet +l. S, nu standser vi ikke her! sagde jeg +med tilgjort Bestemthed. Men om jeg nu gik +ind og <i>bad</i> om en Bid Brd? Det var en +Strejftanke, et Glimt; det faldt mig virkelig +ind. Fy! hvisked jeg og rysted p Hovedet. +Og jeg gik videre. + +</p><p>I Rebslagergangen stod der et Par elskende +og hvisked inde i en Port; lidt lnger henne +stak en Pige Hovedet ud af Vinduet. Jeg gik +s sagte og betnksomt, jeg s ud til at +grunde p noget af hvert — og Pigen kom +ud p Gaden. + +</p><p>Hvordan er det med dig da, Gammeln? +Hvad for noget, er du syg? Nej, Gud hjlpe +mig for et Ansigt! Og Pigen trak sig skyndsomt +tilbage. + +</p><p>Jeg standsed med en Gang. Hvad var +der ivejen med mit Ansigt? Var jeg virkelig +begyndt at d? Jeg flte med Hnden opad +Kinderne: mager, naturligvis var jeg mager; +Kinderne stod som to Skler med Bunden +ind; men Herregud . . . . og jeg rusled +atter ivej. + +</p><p>Men jeg standsed igen. Jeg mtte vre +ganske ubegribelig mager. Og jnene var +p Vej ind gennem Hovedet. Hvordan s +jeg egentlig ud? Det var nu som hede Fan +ogs, at man mtte lade sig levende vanskabe +af bare Sult! Jeg flte Raseriet endnu +engang, dets sidste Opblussen, en +Senetrkning. Hjlpe os for et Ansigt, hvad? Her +gik jeg med et Hoved, som der ikke fandtes +Mage til i Landet, med et Par Nver, som +Gud forsyne mig kunde male Bybud til Sigtemel, +og sulted mig vanskabt midt i Kristiania +By! Var der nogen Orden og Mde i det? +Jeg havde ligget i Slen og slidt Ntter +og Dage, som en Mr, der slber en Prst; +jeg havde lst mig jnene ud af Skolten og +sultet mig Forstanden ud af Hjrnen — hvad +Fan havde jeg igen for det? Endog Gadetverne +bad Gud fri sig for Synet af mig. Men nu +skulde det vre stop — forstr du det! — +<i>stop</i> skulde det Djvelen bestte mig vre! +. . . . Med stadigt tiltagende Raseri, skrende +Tnder under Flelsen af min Mathed, under +Grd og Eder, vedblev jeg at buldre ls, +uden at ndse Folk, der gik forbi. Jeg begyndte +igen at martre mig selv, lb med Vilje +min Pande mod Lygteplene, satte Neglene +dybt ind i mine Hndbage, bed i Afsindighed +i min Tunge, nr den ikke talte tydeligt, og +jeg lo rasende hver Gang det gjorde meget +ondt. + +</p><p>Ja, men hvad skal jeg gre? svared +jeg tilsidst mig selv. Og jeg stamper i Gaden +flere Gange og gentager: Hvad skal jeg grer +— En Herre gr just forbi og bemrker +smilende: + +</p><p>De br g og begre Dem anholdt. + +</p><p>Jeg s efter ham. Det var en af vore +bekendte Damelger, Hertugen kaldet. Ikke +engang han forstod sig p min Tilstand, en +Mand, jeg kendte, og hvis Hnd jeg havde +trykket. Jeg blev stille. Anholdt? Ja, jeg +var gal; han havde Ret. Jeg flte Vanviddet +i mit Blod, flte dets Jag gennem Hjrnen. +S dr skulde det ende med mig! Ja, ja! +Og jeg begyndte igen min langsomme, srgelige +Gang. Dr skulde jeg alts havne! + +</p><p>Med t str jeg atter stille. Men ikke +anholdt! siger jeg; ikke det! Og jeg var +nsten hs af Angst. Jeg bad for mig, trygled +hen i Hyt og Vejr om ikke at blive anholdt. +S vilde jeg komme p Rdstuen +igen, blive indestngt i en mrk Celle, hvori +der ikke fandtes en Gnist af Lys. Ikke det! +Der var andre Udveje bne endnu, som jeg +ikke havde forsgt. Og jeg vilde forsge dem; +jeg vilde vre s inderlig flittig, tage mig +god Tid til det og g ufortrdent omkring +fra Hus til Hus. Der var nu for Eksempel +Musikhandler Cisler, ham havde jeg slet ikke +vret hos. Der blev nok en Rd . . . . +Sledes gik jeg og talte, indtil jeg nsten +fik mig selv til at gde af Rrelse. Bare ikke +blive anholdt! + +</p><p>Cisler? Var det mske et hjere Fingerpeg? +Hans Navn havde faldt mig ind uden +Grund, og han boed s langt borte; men jeg +vilde dog opsge ham, g sagte og hvile +iblandt. Jeg kendte Stedet, jeg havde vret +der ofte, kbt s mange Noder i de gode +Dage. Skulde jeg bede om en halv Krone? +Det vilde mske genere ham; jeg fik sprge +om en hel. + +</p><p>Jeg kom ind i Butiken og spurgte efter +Chefen; man viste mig ind i hans Kontor. +Der sad Manden, smuk, kldt efter Moden, +og gennems Regninger. + +</p><p>Jeg stammed en Undskyldning og frembar +mit rinde. Tvungen af Trang til at +henvende mig til ham . . . . Skulde ikke vare +ret lnge, fr jeg skulde betale det tilbage +. . . . Nr jeg fik Honoraret for min Avisartikel +. . . . Han vilde gre mig s stor en +Velgrning . . . . + +</p><p>Endnu mens jeg talte, vendte han sig til +Pulten og fortsatte sit Arbejde. Da jeg var +frdig, s han pskr henimod mig, rysted +sit smukke Hoved og sagde: Nej! Bare Nej. +Ingen Forklaring. Ikke et Ord. + +</p><p>Mine Kn skalv voldsomt, og jeg sttted +mig mod den lille polerede Skranke. Jeg fik +forsge en Gang til. Hvorfor skulde netop +hans Navn falde mig ind, da jeg stod langt +nede i Vaterland? Det sled nogle Gange i +min venstre Side, og jeg begyndte at svede. +Hm! Jeg var virkelig hjst forkommen, sagde +jeg, temmelig syg, desvrre; det vilde sikkert +ikke g mer end et Par Dage, fr jeg kunde +betale det tilbage. Om han vilde vre s snil? + +</p><p>Kre Mand, hvorfor kommer De til +mig? sagde han. De er mig et fuldstndigt +X, lben ind fra Gaden. G til Bladet, hvor +man kender Dem. + +</p><p>Men blot for iaften! sagde jeg. Redaktionen +er allerede stngt, og jeg er meget +sulten nu. + +</p><p>Han rysted vedholdende p Hovedet, +vedblev at ryste det endog efterat jeg havde +grebet fat i Lsen. + +</p><p>Farvel! sagde jeg. + +</p><p>Det var ikke noget hjere Fingerpeg, +tnkte jeg og smilte bittert; s hjt kunde +ogs jeg pege, nr det kom an p det. +Jeg sled mig frem det ene Kvartal efter det +andet, nu og da hvilte jeg et jeblik p en +Trappe. Nr jeg bare ikke blev anholdt! +Rdselen for Cellen forfulgte mig hele Tiden, +lod mig slet ikke i Fred; hver Gang jeg s +en Konstabel i min Vej, tusled jeg ind i en +Sidegade, forat undg at mde ham. Nu +tller vi et hundrede Skridt, sagde jeg, og +forsger vor Lykke igen! Engang blir der +vel en Rd . . . . + +</p><p>Det var en mindre Garnhandel, et Sted, +jeg aldrig tidligere havde betrdt. En enkelt +Mand indenfor Disken, Kontor indenfor med +Porcellns Skildt p Dren, pakkede Hylder +og Borde i lang Rkke. Jeg vented til den +sidste Kunde havde forladt Butiken, en ung +Dame med Smilehuller. Hvor hun s lykkelig +ud! Jeg nnned ikke at prve at gre Indtryk +med min Knappenl i Frakken; jeg +vendte mig bort, og mit Bryst hulked. + +</p><p>nsker De noget? spurgte Betjenten. + +</p><p>Er Chefen tilstede? sagde jeg. + +</p><p>Han er p Fjldtur i Jotunhejmen, +svared han. Var det noget srligt, hvad? + +</p><p>Det galdt nogle re til Mad, sagde +jeg og forsgte at smile; jeg er bleven sulten, +og jeg har ikke en re. + +</p><p>S er De lige s rig, som jeg, sagde +han og gav sig til at ordne Garnpakker. + +</p><p>, vis mig ikke bort — ikke nu! +sagde jeg, p en Gang kold over hele Legemet. +Jeg er virkelig nsten dd af Sult, det +er mange Dage, siden jeg nd noget. + +</p><p>I yderste Alvor, uden at sige noget, gav +han sig til at vrnge sine Lommer, en efter +en. Om jeg ikke vilde tro ham p hans +Ord, hvad? + +</p><p>Bare fem re? sagde jeg. S skal +De f ti igen om et Par Dage. + +</p><p>Kre Mand, vil De have mig til at stjle +af Skuffen? spurgte han utlmodig. + +</p><p>Ja, sagde jeg, ja, tag fem re af +Skuffen. + +</p><p>Det blir ikke mig, som gr det, slutted +han, og han lagde til: Og lad mig sige Dem +nu med det samme, at nu kan det vre nok +af dette. + +</p><p>Jeg drog mig ud, syg af Sult og hed af +Skam. Jeg havde gjort mig til Hund for det +usleste Ben og ikke fet det. Nej, nu +fik der blive en Ende p det! Det var +virkelig kommet altfor langt med mig. Jeg +havde holdt mig oppe i s mange r, stet +rank i s hrde Stunder, og nu var jeg +p en Gang sunken ned til brutalt Betleri. +Denne ene Dag havde forret min hele +Tanke, overstnket mit Sind med Ubluhed. +Jeg havde ikke undset mig for at gre mig +bevgelig og st og grde til de mindste +Krmmere. Og hvad havde det nyttet? Stod +jeg mske ikke fremdeles uden en Brdbid +at stikke i Munden. Jeg havde opnet at f +mig til at vmmes ved mig selv. Ja, ja, nu +mtte det komme til en Ende! Retnu stngte +man Porten hjemme, og jeg fik skynde mig, +hvis jeg ikke vilde ligge p Rdstuen inat +igen . . . . + +</p><p>Dette gav mig Krfter; ligge p Rdstuen +vilde jeg ikke. Med foroverbjet Krop, +med Hnden stemt mod venstre Ribben, forat +dulme Stingene lidt, kaved jeg fremad, holdt +jnene fstet i Fortouget, for ikke at tvinge +mulige Bekendte til at hilse, og hasted hen +til Brandvagten. Gudskelov, Klokken var blot +syv p Vor Frelsers, jeg havde tre Timer +endnu, fr Porten stngtes. Hvor jeg havde +vret bange! + +</p><p>S var der alts ikke en Ting uforsgt, +jeg havde gjort alt, jeg kunde. At det virkelig +ikke vilde lykkes n Gang p en hel Dag! +tnkte jeg. Om jeg fortalte det til nogen, s +var der ingen, som ville tro det, og om jeg +skrev det ned, s vilde man sige, at det var +lavet. Ikke p et eneste Sted! Ja, ja, der var +ingen Rd med det; fremfor alt ikke g og +vre rrende mer. Fy, det var kelt, forsikkrer +dig p, det gr mig vammel af dig! Nr alt +Hb var ude, s var det ude. Kunde jeg +ikke forresten stjle mig en Hndfuld Havre +inde i Stalden? En Stribe af Lys, et Strejf +— jeg vidste, at Stalden var lukket. + +</p><p>Jeg tog det mageligt og krb i sen Sneglegang +hjemover. Jeg flte Trst, gldeligvis +for frste Gang den hele Dag, og jeg gik og +s mig om efter et Sted, hvor jeg kunde +drikke. Jeg var kommet for langt bort fra +Basarerne, og ind i et Privathus vilde jeg +ikke g; jeg kunde mske ogs vente til +jeg kom hjem; det vilde tage et Kvarters Tid. +Det var slet ikke sagt, at jeg kunde f beholde +en Slurk Vand heller; min Mave tlte +ikke lnger nogen Ting, jeg flte mig endog +kvalm af det Spyt, jeg gik og svlged ned. + +</p><p>Men Knapperne? Jeg havde slet ikke +forsgt med Knapperne endda? Da stod jeg +plat stille og gav mig til at smile. Kanske +blev der alligevel en Rd! Jeg var ikke helt +fordmt! Jeg vilde ganske sikkert f ti re +for dem, imorgen fik jeg s andre ti et eller +andet Sted, og Torsdag vilde jeg f Betaling +for min Avisartikel. Jeg skulde bare se, det +retted sig! At jeg virkelig kunde glemme +Knapperne! Jeg tog dem op af Lommen og +betragted dem, mens jeg atter gik; mine jne +blev dunkle af Glde, jeg s ikke hele Gaden, +jeg gik p. + +</p><p>Hvor kendte jeg ikke nje den store +Klder, min Tilflugt i de mrke Aftener, min +blodsugende Ven! En for en var mine Ejendele +forsvundne hernede, mine Smting +hjemmefra, min sidste Bog. P Auktionsdagen +gik jeg grne derned, forat se til, og +jeg glded mig hvergang mine Bger syntes +at komme i gode Hnder. Skuespiller Magelsen +havde mit Ur, og det var jeg nsten stolt +af; en rskalender, hvori jeg havde mit frste +lille poetiske Forsg, havde en Bekendt kbt, +og min Yderfrakke havned hos en Fotograf +til Udln i Atelieret. S der var intet at +sige p nogen Ting. + +</p><p>Jeg holdt mine Knapper frdige i Hnden +og trdte ind. Onkel sidder ved sin Pult +og skriver. + +</p><p>Jeg har ingen Hast, siger jeg, bange +forat forstyrre ham og gre ham utlmodig +med min Henvendelse. Min Stemme ld s +forunderlig hul, jeg kendte den nsten ikke +selv igen, og mit Hjrte slog som en Hammer. + +</p><p>Han kom mig smilende imde, som han +plejed, lagde begge sine Hnder flade p +Disken og s mig ind i Ansigtet, uden at sige +noget. + +</p><p>Ja, jeg havde noget med, som jeg vilde +sprge, om han ikke kunde have Brug for . . . . +noget, som blot l mig ivejen hjemme, forsikkrer +Dem p, ganske til Plage . . . . nogle +Knapper. + +</p><p>N, hvad var det s, hvad var det s +med de Knapper? Og han lgger sine jne +helt ned til min Hnd. + +</p><p>Om han ikke kunde give mig nogle re +for dem? . . . . S mange, som han selv +syntes . . . . Ganske efter hans eget Skn . . . . + +</p><p>For de Knapper? Og Onkel stirrer +forundret p mig. For <i>disse</i> Knapper? + +</p><p>Bare til en Cigar, eller hvad han selv +vilde. Jeg gik netop forbi, og s vilde jeg +hre ind. + +</p><p>Da lo den gamle Pantelner og vendte +tilbage til sin Pult, uden at sige et Ord. Der +stod jeg. Jeg havde egentlig ikke hbet s +meget, og alligevel havde jeg tnkt mig det +muligt at blive hjulpen. Denne Latter var min +Ddsdom. Det kunde vel ikke nytte med +Brillerne nu heller? + +</p><p>Jeg vilde naturligvis lade mine Briller g +med, det er en Selvflge, sagde jeg s og +tog dem af. Bare ti re, eller, om han vilde, +fem re? + +</p><p>De ved jo, at jeg ikke kan lne p +Deres Briller, sagde Onkel; jeg har sagt +Dem det fr. + +</p><p>Men jeg trnger et Frimrke, sagde jeg +dump; jeg kunde ikke engang f afsendt de +Breve, som jeg skulde skrive. Et ti eller fem +res Frimrke, ganske som De selv synes. + +</p><p>Gud velsigne Dem og g Deres Vej! +svared han og kaved imod mig med Hnden. + +</p><p>Ja, ja, s fr det vre! sagde jeg til mig +selv. Mekanisk satte jeg Brillerne igen p, tog +Knapperne i Hnden og gik; jeg sagde Godnat +og lukked Dren efter mig som sdvanlig. +Se s, der var ikke mer at gre! Udenfor +Trappegabet standsed jeg og s endnu engang +p Knapperne. At han slet ikke vilde have +dem! sagde jeg; det er dog nsten nye +Knapper; jeg kan ikke forst det! + +</p><p>Mens jeg stod der i disse Betragtninger, +kom en Mand forbi og gik ned i Klderen. +Han havde i Farten givet mig et lidet Std; +vi gjorde begge Undskyldning, og jeg vendte +mig om og s efter ham. + +</p><p>Nej, er det dig? sagde han pludselig +nede i Trappen. Han kom op, og jeg genkendte +ham. Gud bevare os, s du ser ud! sagde +han. Hvad har du gjort hernede? + +</p><p> — havt Affrer. Du skal herned, ser +jeg? + +</p><p>Ja. Hvad har du vret der med? + +</p><p>Mine Kn skalv, jeg sttted mig mod +Vggen og rakte ud min Hnd med Knapperne. + +</p><p>Hvad Fan? rbte han. Nej, nu gr +det for vidt! + +</p><p>Godnat! sagde jeg og vilde g; jeg +flte Grden i Brystet. + +</p><p>Nej, vent et jeblik! sagde han. + +</p><p>Hvad skulde jeg vente efter? Han var jo +selv p Vej til Onkel, bragte mske sin +Forlovelsesring, havde sultet i flere Dage, +skyldte sin Vrtinde. + +</p><p>Ja, svared jeg, nr du vil vre snar . . . . + +</p><p>Naturligvis, sagde han og tog Tag i min +Arm; men jeg skal sige dig, jeg tror dig ikke, +du er en Idiot; det er bedst, du flger med derned. + +</p><p>Jeg forstod, hvad han vilde, flte pludselig +igen en liden Gnist af re og svared: + +</p><p>Kan ikke! Jeg har lovet at vre i Bernt +Ankers Gade Klokken halv otte, og . . . . + +</p><p>Halv otte, rigtigt ja! Men nu er Klokken +otte. Her str jeg med Uret i Hnden, det +er det, jeg skal herned med. S, ind med +dig, sultne Synder! Jeg fr mindst fem Kroner +til Dig. + +</p><p>Og han puffed mig ind. + +</p> + +<h2>TREDJE STYKKE</h2> + +<p class="first">En Uges Tid gik i Herlighed og Glde. + +</p><p>Jeg var over det vrste ogs denne +Gang, jeg havde Mad hver Dag, mit Mod steg, +og jeg stak det ene Jrn efter det andet i +Ilden. Jeg havde tre eller fire Afhandlinger +under Arbejde, der plyndred min fattige Hjrne +for hver Gnist, hver Tanke, som opstod i den, +og jeg syntes, at det gik bedre end fr. +Den sidste Artikel, som jeg havde havt s +meget Rnd for og sat s meget Hb til, +var allerede bleven mig tilbagefveret af Redaktren, +og jeg havde tilintetgjort den straks, +vred, fornrmet, uden at lse den igennem +pny. For Eftertiden vilde jeg forsge med +et andet Blad, forat bne mig flere Udveje. +I vrste Fald, hvis heller ikke det hjalp, +havde jeg Skibene at tage til; Nonnen l +sejlklar nede ved Bryggen, og jeg kunde +mske f arbejde mig over p den til +Archangel, eller hvor det nu var, den skulde +hen. S der mangled mig ikke Udsigter p +mange Kanter. + +</p><p>Den sidste Krise havde faret noget ilde +med mig; jeg begyndte at miste Hr i stor +Mngde, Hovedpinen var ogs meget plagsom, +isr om Morgenen, og Nervsiteten +vilde ikke give sig. Jeg sad om Dagen og +skrev med Hnderne bundet ind i Kluder, +blot fordi jeg ikke tlte mit eget ndedrag +imod dem. Nr Jens Olaj slog Stalddren +hrdt i nedenunder mig, eller en Hund kom +ind i Baggrden og begyndte at g, gik det +mig gennem Marv og Ben som kolde Stik, +der traf mig allevegne. Jeg var temmelig forkommen. + +</p><p>Dag efter Dag strved jeg med mit +Arbejde, undte mig knapt Tid til at sluge min +Mad, frend jeg atter satte mig til at skrive. +I den Tid var bde Sengen og mit lille +vaklende Skrivebord oversvmmet med Notiser +og beskrevne Blade, som jeg vekselvis arbejded +p, fjed til nye Ting, som kunde falde mig +ind i Lbet af Dagen, strg over, frisked op +de dde Punkter med et farvefuldt Ord hist +og her, sled mig fremad Stning for Stning +med den vrste Mje. En Eftermiddag var +endelig den ene af mine Artikler frdig, og +jeg stak den lykkelig og glad i Lommen og +begav mig op til Kommandren. Det var +p hj Tid, at jeg gjorde Anstalter til lidt +Penge igen, jeg havde ikke mange re tilbage. + +</p><p>Kommandren bad mig om at sidde +et jeblik, s skulde han straks . . . . og han +skrev videre. + +</p><p>Jeg s mig om i det lille Kontor: Buster, +Litografier, Udklip, en umdelig Papirkurv, +der s ud til at kunne sluge en Mand med +Hud og Hr. Jeg flte mig trist tilmode ved +Synet af dette uhyre Gab, denne Dragekft, +der altid stod ben, altid var frdig til at +modtage nye kasserede Arbejder — nye knuste +Hb. + +</p><p>Hvad Dato har vi? siger pludselig +Kommandren borte ved Bordet. + +</p><p>28de, svarer jeg, glad over at kunne +vre ham til Tjeneste. + +</p><p>28de. Og han skriver fremdeles. +Endehg konvolutterer han et Par Breve, +sender nogle Papirer hen i Kurven og lgger +Pennen ned. S svinger han sig omkring +p Stolen og ser p mig. Da han mrker, +at jeg endnu str ved Dren, gr han et +halvt alvorligt, halvt spgefuldt Vink med +Hnden og peger p en Stol. + +</p><p>Jeg vender mig bort, forat han ikke skal +se, at jeg ingen Vest har p, nr jeg bner +Frakken og tager Manuskriptet op af Lommen. + +</p><p>Det er bare en liden Karakteristik af +Correggio, siger jeg, men den er vel ikke +skrevet slig, desvrre, at . . . . + +</p><p>Han tager Papirerne ud af min Hnd og +begynder at blade i dem. Han vender sit +Ansigt mod mig. + +</p><p>Sledes s han da ud p nrt Hold +denne Mand, hvis Navn jeg hrte allerede i +min tidligste Ungdom, og hvis Blad havde +havt den strste Indflydelse p mig op gennem +rene. Hans Hr er krllet og de smukke +brune jne en Smule urolige; han har for +Vane at stde lidt i Nsen nu og da. En +skotsk Prst kunde ikke se mildere ud end +denne farlige Skribent, hvis Ord altid havde +slet blodige Striber, hvor de faldt ned. En +ejendommelig Flelse af Frygt og Beundring +betager mig overfor dette Menneske, jeg er +lige ved at f Trer i jnene, og jeg rykker +uvilkrlig et Skridt frem, forat sige ham, +hvor inderlig jeg holdt af ham for alt, han +havde lrt mig, og bede ham om ikke at +gre mig Fortrd; jeg var blot en fattig +Stymper, som havde det slemt nok alligevel +. . . . + +</p><p>Han s op og lagde mit Manuskript +langsomt sammen, mens han sad og tnkte +efter. Forat lette ham i at give mig et afslende +Svar, rkker jeg Hnden lidt frem +og siger: + +</p><p>, nej, det er naturligvis ikke brugbart? +Og jeg smiler, forat give Indtryk af at +tage det let. + +</p><p>Det m vre s populrt alt, som +vi kan bruge, svarer han; De ved, hvad +Slags Publikum vi har. Men kan De ikke +tage og gre det lidt enklere? Eller finde +p noget andet, som Folk forstr bedre? + +</p><p>Hans Hensynsfuldhed forundrer mig. Jeg +forstr, at min Artikel er kasseret, og dog +kunde jeg ikke fet et vakkrere Afslag. For +ikke at optage ham lnger, svarer jeg: + +</p><p>Jo, da, det kan jeg nok. + +</p><p>Jeg gr til Dren. Hm. Han mtte +undskylde, at jeg havde heftet ham bort med +dette . . . . Jeg bukker og tager i Drvrideren. + + +</p><p>Hvis De trnger det, siger han, s +kan De heller f lidt i Forskud. De kan jo +skrive for det. + +</p><p>Nu havde han jo set, at jeg ikke dued til +at skrive, hans Tilbud ydmyged mig derfor +lidt, og jeg svared: + +</p><p>Nej, Tak, jeg klarer mig endda en Stund. +Takker ellers s meget. Farvel! + +</p><p>Farvel! svarer Kommandren og +vender sig i det samme ind til sit Skrivebord. + +</p><p>Han havde nu alligevel behandlet mig +ufortjent velvilligt, og jeg var ham taknemmelig +herfor; jeg skulde ogs vide at psknne +det. Jeg foresatte mig ikke at g til ham +igen, frend jeg kunde tage med et Arbejde, +som jeg var helt tilfreds med, som kunde forbause +Kommandren en Smule og f ham +til at anvise mig ti Kroner uden et jebliks +Betnkning. Og jeg gik hjem igen og tog +fat p min Skrivning pny. + +</p><p>I de flgende Aftener, nr Klokken blev +omkring otte og Gassen allerede var tndt, +hndte der mig regelmssig flgende: + +</p><p>Idet jeg kommer ud af mit Portrum, for +efter Dagens Mje og Besvrligheder at begive +mig ud p en Spadsertur omkring i +Gaderne, str der en sortkldt Dame ved +Gaslygten lige udenfor Porten og vender +Ansigtet mod mig, flger mig med jnene, +nr jeg passerer hende. Jeg lgger Mrke +til, at hun stadig har den samme Dragt p, +det samme ttte Slr, der skjuler hendes +Ansigt og falder nedad hendes Bryst, og i +Hnden en liden Paraply med Elfenbens Ring +i Hndtaget. + +</p><p>Det var allerede tredje Aften, jeg havde +set hende der, al tid p selvsamme Sted; +ssnart jeg var kommet hende forbi, vender +hun sig langsomt om og gr nedad Gaden, +bort fra mig. + +</p><p>Min nervse Hjrne skd Flehorn ud, +og jeg fik straks den urimelige Anelse, at det +var mig, hendes Besg galdt. Jeg var tilsidst +nsten i Begreb med at tiltale hende, sprge +hende, om hun sgte efter nogen, om hun +trngte min Hjlp til noget, om jeg mtte +flge hende hjem, s drligt antrukken som +jeg desvrre var, beskytte hende i de mrke +Gader; men jeg havde en ubestemt Frygt for, +at det kanske vilde komme til at koste noget, +et Glas Vin, en Kretur, og jeg havde slet +ingen Penge mer; mine trsteslst tomme +Lommer virked altfor nedslende p mig, +og jeg havde ikke engang Mod til at se lidt +skarpt p hende, nr jeg gik hende forbi. +Sulten var igen begyndt at hussere med mig, +jeg havde ikke havt Mad, siden igraftes; +det var ikke nogen lang Tid, jeg havde ofte +kunnet holde ud i flere Dage; men jeg var +begyndt at tage betnkeligt af, jeg kunde slet +ikke sulte s godt som fr, en eneste Dag +kunde nu nsten gre mig fortumlet, og jeg +led af idelige Opkastelser, ssnart jeg drak +Vand. Dertil kom, at jeg l og frs om +Ntterne, l i fulde Klder, som jeg stod +og gik om Dagen, og blfrs, ised ned hver +Aften under Kuldegysninger og stivned til +under Svnen. Det gamle Tppe kunde ikke +holde Trkvinden ude, og jeg vgned om +Morgenen af, at jeg var bleven tt i Nsen +af den ramme Rimluft, der trngte ind til mig +udenfra. + +</p><p>Jeg gr henad Gaderne og tnker p, +hvorledes jeg skulde bre mig ad med at +holde mig oppe, til jeg fik min nste Artikel +frdig. Havde jeg blot et Lys, vilde jeg forsge +at kile p udover Natten; det vilde tage +et Par Timer, hvis jeg frst kom rigtig i +nde; imorgen kunde jeg s atter henvende +mig til Kommandren. + +</p><p>Jeg gr uden videre ind i Oplandske og +sger efter min unge Bekendt fra Banken, forat +skaffe mig ti re til et Lys. Man lod mig +uhindret passere alle Vrelser; jeg gik forbi +et Dusin Borde, hvor passiarende Gster sad +og spiste og drak, jeg trngte lige ind i +Bunden af Kafen, ind i Rda Rummet, uden +at finde min Mand. Flau og vred drog jeg +mig igen ud p Gaden og gav mig til at g +i Retning af Slottet. + +</p><p>Var det nu ikke ogs som hede, levende, +evige Fan, at det aldrig vilde tage nogen Ende +med mine Genvordigheder! Med lange, rasende +Skridt, med Frakkekraven brutalt brttet op +i Nakken og med Hnderne knyttet i Bukselommerne, +gik jeg og skldte ud min ulykkelige +Stjrne hele Vejen. Ikke en rigtig sorgfri +Stund p syv, otte Mneder, ikke Mad til +Ndtrft en kort Uge tilende, frend Nden +pny brd mig i Kn. Her havde jeg ovenikbet +get og vret rlig midt i +Elendigheden, he-he, rlig i Bund og Grund! Gud +bevare mig, hvor jeg havde vret naragtig! +Og jeg begyndte at fortlle mig selv om, +hvorledes jeg endog havde get og havt ond +Samvittighed, fordi jeg engang havde bragt +Hans Paulis Tppe til Pantelneren. Jeg lo +hnligt ad min mme Retskaffenhed, spytted +foragteligt i Gaden og fandt slet ikke Ord +strke nok til at gre Nar ad mig for min +Dumhed. Det skulde bare vret nu! Fandt +jeg i denne Stund en Skolepiges Spareskillinger +p Gaden, en fattig Enkes eneste re, jeg +skulde plukke den op og stikke den i Lommen, +stjle den med velberd Hu og sove roligt +som en Sten hele Natten bagefter. Jeg havde +dog ikke for intet lidt s usigelig meget, +min Tlmodighed var forbi, jeg var beredt +til hvad det skulde vre. + +</p><p>Jeg gik rundt Slottet tre, fire Gange, tog +derp den Bestemmelse at vende hjem, gjorde +endnu en liden Afstikker ind i Parken og gik +endelig tilbage nedad Karl Johan. + +</p><p>Klokken var omkring elleve. Gaden var +temmelig mrk, og der vandred Mennesker +omkring overalt, stille Par og larmende Klynger +om hinanden. Den store Stund var indtrdt, +Parringstiden, nr den hemmelige Frdsel +foregr og de glade ventyr begynder. +Raslende Pigeskrter, en og anden kort, sandselig +Latter, blgende Bryster, heftige, psende +ndedrag; langt nede ved Grand en Stemme, +som rber: Emma! Hele Gaden var en +Sump, hvorfra hede Dunster steg op. + +</p><p>Jeg forfarer uvilkrlig mine Lommer efter +to Kroner. Den Lidenskab, der dirrer i hver +af de forbigendes Bevgelser, selve Gaslygternes +dunkle Lys, den stille, svangre Nat, +altsammen har begyndt at angribe mig, denne +Luft, der er fyldt af Hvisken, Omfavnelser, +sklvende Tilstelser, halvt udtalte Ord, sm +Hvin; endel Katte elsker med hje Skrig inde +i Blomqvists Port. Og jeg havde ikke to +Kroner. Det var en Jammer, en Elendighed +uden Lige at vre s udarmet! Hvilken +Ydmygelse, hvilken Vanre! Og jeg kom +atter til at tnke p en fattig Enkes sidste +Skrv, som jeg vilde have stjlet, en Skoleguts +Kasket eller Lommetrklde, en Betlers +Madpose, som jeg uden Omstndighed vilde +have bragt til Kludehandleren og sviret op. +Forat trste mig selv og holde mig skadesls +begyndte jeg at finde op alle mulige Fejl ved +disse glade Mennesker, som gled mig forbi; +jeg trak vredt p Skuldrene og s ringeagtende +p dem, efterhvert som de passered, Par +for Par. Disse njsomme, sukkertjspisende +Studenter, som mente at skeje europisk +ud, nr de fik klappe en Sypige p Maven! +Disse Ungherrer, Bankmnd, Grosserere, +Boulevardlver, som ikke engang slog Vrag +p Sjmandskoner, tykke Kutorvets Marihner, +der kunde falde ned i det frste det +bedste Portrum for en Sejdel l! Hvilke Sirener! +Pladsen ved deres Side var endnu varm +efter en Brandkonstabel eller en Staldkarl fra +sidste Nat; Tronen var altid lige ledig, lige +vidben, vrsgod, stig op! . . . . Jeg +spytted langt hen ad Fortouget, uden at bekymre +mig om, at det kunde trffe nogen, var +vred, opfyldt af Foragt for disse Mennesker, +der gned sig opad hinanden og parred sig +sammen midt for mine jne. Jeg lfted mit +Hoved og flte med mig selv Velsignelsen af +at kunne bevare min Sti ren. + +</p><p>Ved Stortingsplads mdte jeg en Pige, +som stirred meget stivt p mig, idet jeg kom +p Siden af hende. + +</p><p>Godaften! sagde jeg. + +</p><p>Godaften! Hun standsed. + +</p><p>Hm. Om hun var ude og gik s sent? +Var det nu ikke lidt resikabelt for en ung +Dame at g p Karl Johan p denne Tid +af Dgnet? Ikke? Ja, men blev hun da aldrig +tiltalt, forulempet, jeg mener rent ud sagt bedt +om at g med hjem? + +</p><p>Hun stirred forundret p mig, undersgte +mit Ansigt, hvad jeg vel kunde mene +med dette. S stak hun pludselig Hnden +ind under min Arm og sagde: + +</p><p>S gik vi da! + +</p><p>Jeg fulgte med. Da vi havde get nogle +Skridt forbi Droscherne, standsed jeg op, +gjorde min Arm fri og sagde: + +</p><p>Hr, min Ven, jeg ejer ikke en re. +Og jeg belaved mig p at g min Vej. + +</p><p>I Frstningen vilde hun ikke tro mig; +men da hun havde fet fle efter i alle mine +Lommer og intet fandt, blev hun rgerlig, +kasted p Hovedet og kaldte mig en Trfisk. + +</p><p>Godnat! sagde jeg. + +</p><p>Vent lidtl rbte hun. Er det Guldbriller, +De har? + +</p><p>Nej. + +</p><p>Ja, s g Pokker ivold med Dem! + +</p><p>Og jeg gik. + +</p><p>Lidt efter kom hun lbende efter mig og +rbte p mig pny. + +</p><p>De kan vre med mig alligevel, sagde +hun. + +</p><p>Jeg flte mig ydmyget af dette Tilbud +fra en stakkels Gadets, og jeg sagde Nej. +Det var desuden sent p Nat, og jeg skulde +et Sted hen; hun havde heller ikke Rd til +slige Opofrelser. + +</p><p>Jo, nu <i>vil</i> jeg have Dem med. + +</p><p>Men jeg gr ikke med p den Mde. + +</p><p>De skal naturligvis til en anden, sagde +hun. + +</p><p>Nej, svared jeg. + +</p><p>Men jeg havde Flelsen af, at jeg stod +i en ynkelig Stilling overfor denne aparte +Ts, og jeg beslutted mig til at redde Skinnet. + +</p><p>Hvad hedder De? spurgte jeg. Marie? +N! Hr nu her, Marie! Og jeg gav mig +til at forklare min Opfrsel. Pigen blev mer +og mer forundret efterhvert. Om hun alts +havde troet, at ogs jeg var en af dem, som +gik p Gaden om Aftenerne og kapred +Smpiger? Om hun virkelig troed noget s +slet om mig? Havde jeg mske sagt noget +uartigt til hende fra Begyndelsen af? Bar +man sig slig ad, som jeg, nr man havde +noget ondt fore? Kort og godt, jeg havde +tiltalt hende og fulgt hende de Par Skridt, +forat se, hvor vidt hun vilde drive det. Forresten +var mit Navn det og det. Pastor den +og den. Godnat! G hen og synd ikke mer! + +</p><p>Dermed gik jeg. + +</p><p>Jeg gned mig henrykt i Hnderne over +mit gode Pfund og talte hjt med mig selv. +Hvor det var en Glde at g omkring og +gre gode Grninger! Jeg havde mske +givet denne faldne Skabning et Skub til Oprejsning +for hele Livet! Frelst hende engang +for alle fra Fordrvelsen! Og hun vilde psknne +det, nr hun fik summet sig p det, +endog huske mig i sin Ddsstund med Hjrtet +fuldt af Tak. , det lnte sig at vre rlig +alligevel, rlig og retskaffen! + +</p><p>Mit Humr var aldeles strlende, jeg +flte mig frisk og modig nok til hvad det +skulde vre. Om jeg blot havde havt et Lys, +s kunde jeg kanske fet min Artikel frdig! +Jeg gik og dingled med min nye Portngle i +Hnden, nynned, plystred og spekulered p +en Udvej til Lys. Der blev ingen anden +Rd, jeg fik tage mine Skrivesager ned, ud +p Gaden, ind under Gaslygten. Og jeg +bned Porten og gik op efter mine Papirer. + +</p><p>Da jeg kom ned igen, lukked jeg Porten +ils udenifra og stilled mig hen i Lygteskinnet. +Det var stille overalt, jeg hrte blot +de tunge, klirrende Fodtrin af en Konstabel +nede i Tvrgaden, og langt borte, i Retning +af St. Hanshaugen, en Hund, som ged. Der +var intet, som forstyrred mig, jeg trak Frakkekraven +op for rene og gav mig til at tnke +af alle Krfter. Det vilde hjlpe mig s +storartet, om jeg var s heldig at f istand +Slutningen af denne lille Afhandling. Jeg stod +just p et lidt vanskeligt Punkt, der skulde +komme en ganske umrkelig Overgang til +noget nyt, derp en dmpet, glidende Finale, +en lang Knurren, der tilsidst skulde ende i +en Klimaks s stejl, s oprrende som et +Skud, eller som Lyden af et Bjrg, der brast. +Punktum. + +</p><p>Men Ordene vilde ikke falde mig ind. Jeg +lste hele Stykket igennem fra Begyndelsen +af, lste hjt hver Stning, og jeg kunde +slet ikke samle mine Tanker til denne spragende +Klimaks. Mens jeg stod og arbejded +med dette, kom ovenikbet Konstablen gende +og stilled sig op midt i Gaden et lidet Stykke +borte fra mig og spolered hele min Stemning. +Hvad kom det nu ham ved, om jeg i dette +jeblik stod og skrev p en udmrket Klimaks +til en Artikel for Kommandren? +Herregud, hvor det var plat umuligt for mig +at holde mig oven Vande, hvad jeg end prved +med! Jeg stod der en Times Tid, Konstablen +gik sin Vej, Kulden begyndte at blive +for strk til at st stille i. Modls og forsagt +over det ny spildte Forsg, bned jeg +endelig atter Porten og gik op p mit +Rum. + +</p><p>Det var koldt deroppe, og jeg kunde +knapt se mit Vindu i det tykke Mrke. Jeg +flte mig frem til Sengen, trak Skoene af og +satte mig til at varme mine Fdder mellem +Hnderne. S lagde jeg mig ned, sledes, +som jeg havde gjort i lang Tid, rund som +jeg gik, i fulde Klder. + +after ruler +</p><p class="tb">* * * + +</p><p class="noindent">Morgenen efter rejste jeg mig overende +i Sengen, ssnart det blev lyst, og tog fat +p min Artikel igen. Jeg sad i denne Stilling +til Middags, da jeg havde fet istand en ti, +tyve Linjer. Og jeg var endda ikke kommet +til Finalen. + +</p><p>Jeg stod op, tog Stvlerne p og gav +mig til at drive frem og tilbage p Gulvet, +forat blive varm. Der l Rim p Vinduerne; +jeg s ud, det sneed, nede i Baggrden l +et tykt Lag af Sne over Brolgningen og +Vandposten. + +</p><p>Jeg pusled omkring i mit Vrelse, gjorde +viljelse Ture frem og tilbage, skrabed med +Neglene i Vggene, lagde min Pande forsigtigt +ind mod Dren, banked med Pegefingeren i +Gulvet og lytted opmrksomt, altsammen +uden nogen Hensigt, men stille og eftertnksomt, +som om det var en Sag af Vigtighed, jeg +havde fore. Og imens sagde jeg hjt Gang +p Gang, s jeg hrte det selv: Men du +gode Gud, dette er jo Vanvid! Og jeg drev +p lige galt. Efter en lang Stunds Forlb, +kanske et Par Timer, tog jeg mig strkt +sammen, bed mig i Lben og strammed mig +op det bedste, jeg kunde. Der mtte blive +en Ende p dette! Jeg fandt mig en Flis at +tygge p og satte mig resolut til at skrive +igen. + +</p><p>Et Par korte Stninger kom istand med +stort Besvr, et Snes fattige Ord, som jeg +pinte frem med Vold og Magt, for dog at +bevge mig fremad. Da standsed jeg, mit +Hoved var tomt, jeg rked ikke mer. Og +da jeg slet ikke kunde komme lnger, satte +jeg mig til at stirre med vidbne jne p +disse sidste Ord, dette ufuldfrte Ark, glante +p disse underlige, sklvende Bogstaver, der +stritted op fra Papiret som sm hrede Dyr, +og jeg forstod tilsidst ikke noget af det hele, +jeg tnkte p ingen Ting. + +</p><p>Tiden gik. Jeg hrte Frdselen p Gaden, +Larmen af Vogne og Hovtramp; Jens +Olajs Stemme steg op til mig fra Stalden, +nr han rbte til Hestene. Jeg var aldeles +slv, jeg sad og smatted lidt med Munden, +men foretog mig ellers intet. Mit Bryst var +i en srgelig Forfatning. + +</p><p>Det begyndte at skumre, jeg faldt mer +og mer sammen, blev trt og lagde mig tilbage +p Sengen. Forat varme mine Hnder +lidt, strg jeg Fingrene gennem mit Hr, +frem og tilbage, p kryds og tvers; der +fulgte sm Dotter med, lsnede Tjavser, som +lagde sig mellem Fingrene og fld udover +Hovedpuden. Jeg tnkte ikke noget over det +just da, det var som det ikke kom mig ved, +jeg havde ogs nok af Hr tilbage. Jeg +forsgte atter at ryste mig op af denne forunderlige +Ds, der gled mig gennem alle Lemmer +som en Tge; jeg rejste mig overende, banked +mig med flad Hnd over Knerne, hosted +s hrdt, som mit Bryst tillod, — og jeg +faldt tilbage pny. Intet hjalp; jeg dde +hjlpelst hen med bne jne, stirrende ret +op i Taget. Tilsidst stak jeg Pegefingeren i +Munden og gav mig til at patte p den. Der +begyndte at rre sig noget i min Hjrne, en +Tanke, der roded sig frem derinde, et splittergalt +Pfund: Hvad om jeg bed til? Og uden +et jebliks Betnkning kneb jeg jnene i og +slog Tnderne sammen. + +</p><p>Jeg sprang op. Endelig var jeg bleven +vgen. Der pibled lidt Blod ud af Fingeren, +og jeg slikked det af efterhvert. Det gjorde +ikke meget ondt, Sret var heller ikke stort; +men jeg var med en Gang bragt til mig selv; +jeg rysted p Hovedet og gik hen til Vinduet, +hvor jeg fandt mig en Klud, som jeg +vikled om Sret. Mens jeg stod og pusled +hermed, blev njine jne fulde af Vand, jeg +grd sagte for mig selv. Denne magre, itubidte +Finger s s srgelig ud. Gud i +Himlen, hvor langt det nu var kommet med +mig! + +</p><p>Mrket blev tttere. Det var kanske +ikke umuligt, at jeg kunde skrive min Finale +ud over Aftenen, hvis jeg bare havde et Lys. +Mit Hoved var atter blevet klart. Tanker +kom og gik som sdvanligt, og jeg led +ikke synderligt; jeg flte ikke engang Sulten +s slemt, som for nogle Timer siden, jeg +kunde nok holde ud til nste Dag. Mske +kunde jeg f et Lys p Kredit slnge, +nr jeg henvendte mig i Husholdningshandelen +og forklared min Stilling, Jeg var s godt +kendt dernede; i de gode Dage, mens jeg +endnu havde Rd til det, havde jeg kbt +mangt et Brd i den Butik. Der var ingen +Tvivl om, at jeg vilde f et Lys p mit +rlige Navn. Og for frste Gang i lang Tid +tog jeg mig til at brste mine Klder en +Smule, fjrned endog de lse Hr p min +Frakkekrave, svidt det lod sig gre i Mrket; +s famled jeg mig nedad Trapperne. + +</p><p>Da jeg kom ud p Gaden, faldt det mig +ind, at jeg kanske heller burde begre et +Brd. Jeg blev tvivlrdig, standsed op og +tnkte efter. P ingen Mde! svared jeg +endelig mig selv. Jeg var desvre ikke i den +Tilstand, at jeg tlte Mad nu; de samme +Historier vilde da gentage sig med Syner og +Fornemmelser og vanvittige Indfald, min Artikel +vilde aldrig blive frdig, og det galdt at +komme til Kommandren, inden han glemte +mig igen. P ingen mulig Mde! Og jeg +bestemte mig for et Lys. Dermed gik jeg +ind i Butiken. + +</p><p>En Kone str ved Disken og gr Indkb; +der ligger flere sm Pakker i forskellige +Sorter Papir ved Siden af hende. Betjenten, +der kender mig og ved, hvad jeg sdvanligvis +kber, forlader Konen og pakker uden videre +et Brd ind i en Avis og lgger frem til +mig. + +</p><p>Nej — det var egentlig et Lys iaften, +siger jeg. Jeg siger det meget stille og ydmygt, +for ikke at gre ham rgerlig og forspilde +min Udsigt til at f Lyset. + +</p><p>Mit Svar forvilder ham, han lber ganske +Sur i mine uventede Ord; det var frste +Gang, jeg havde forlangt noget andet end +Brd af ham. + +</p><p>Ja, s fr De vente lidt da, siger han +endelig og giver sig atter i Frd med Konen. + +</p><p>Hun fr sine Ting, betaler, leverer en +Femkrone, som hun fr tilbage p, og gr. + +</p><p>Nu er Betjenten og jeg alene. + +</p><p>Han siger: + +</p><p>Ja, s var det alts et Lys. Og han +river op en Pakke Lys og tager ud et til +mig. + +</p><p>Han ser p mig, og jeg ser p ham, +jeg kan ikke f min Begring over Lberne. + +</p><p>N ja, det var sandt, De betalte jo, +siger han pludselig. Han siger simpelthen, at +jeg havde betalt; jeg hrte hvert Ord. Og +han begynder at tlle Slvpenge op fra +Skuffen, Krone efter Krone, blanke, fede +Penge, — han giver atter tilbage p fem +Kroner. + +</p><p>Vrsgod! siger han. + +</p><p>Nu str jeg og ser p disse Penge et +Sekund, jeg fornemmer, at det er galt fat med +noget, jeg overvejer ikke, tnker slet ikke +p nogen Ting, falder blot i Staver over al +denne Rigdom, som ligger og lyser foran +mine jne. Og jeg samler mekanisk +Pengene op. + +</p><p>Jeg str der udenfor Disken, dum af +Forundring, slagen, tilintetgjort; jeg gr et +Skridt hen mod Dren og standser igen. Jeg +retter mit Blik mod et vist Punkt p Vggen; +der hnger en liden Bjlde i et Lderhalsbnd, +og nedenunder den en Bundt Snre. +Og jeg str og stirrer p disse Sager. + +</p><p>Betjenten, som mener, at jeg vil sl af +en Passiar, eftersom jeg giver mig s god +Tid, siger, idet han ordner endel Indpakningspapir, +som flyder om p Disken: + +</p><p>Det ser ud til, at vi skal f Vinter nu. + +</p><p>Hm. Ja, svarer jeg, det ser ud til at +vi skal f Vinter nu. Det ser ud til det. +Og lidt efter lgger jeg til: , ja, det er +ikke fortidligt. + +</p><p>Jeg hrte mig selv tale, men opfatted +hvert Ord, jeg sagde, som om de kom fra en +anden Person; jeg talte ganske ubevidst, ufrivilligt, +uden at fle det selv. + +</p><p>Ja, synes De egentlig det? siger Betjenten. + +</p><p>Jeg stak Hnden med Pengene i Lommen, +tog i Lsen og gik; jeg hrte, at jeg sagde +Godnat, og at Betjenten svared. + +</p><p>Jeg var kommet et Par Skridt bort fra +Trappen, da Butiksdren blev revet op og +Betjenten rbte efter mig. Jeg vendte mig +om, uden Forundring, uden Spor af Angst; +jeg samled blot Pengene sammen i Hnden +og beredte mig p at give dem tilbage. + +</p><p>Vrsgod, De har glemt Deres Lys, +siger Betjenten. + +</p><p>, Tak! svarer jeg roligt. Tak! +Tak! + +</p><p>Og jeg vandred atter nedad Gaden, brende +Lyset i Hnden. + +</p><p>Min frste fornuftige Tanke galdt Pengene. +Jeg gik hen til en Lygte og talte dem over +pny, vejed dem i Hnden og smilte. S +var jeg alligevel herligt hjulpen, storslagent, +vidunderligt hjulpen for lang, lang Tid! Og +jeg stak atter Hnden med Pengene i Lommen +og gik. + +</p><p>Udenfor en Madklder i Storgaden +standsed jeg og overvejed koldt og roligt, om +jeg skulde driste mig til at nyde en liden +Lunch allerede straks. Jeg horte Klirren af +Talrkener og Knive indenfor, og Lyden af +Kd, som bankedes; dette blev mig en altfor +strk Fristelse, jeg trdte ind. + +</p><p>En Bif! siger jeg. + +</p><p>En Bif! rber Jomfruen ud gennem en +Luge. + +</p><p>Jeg slog mig ned ved et lidet Bord for +mig selv lige indenfor Dren og gav mig til +at vente. Det var lidt mrkt der, hvor jeg +sad, jeg flte mig noks godt skjult og satte +mig til at tnke. Nu og da s Jomfruen +hen p mig med lidt nysgrrige jne. + +</p><p>Min frste egentlige Urlighed var beget, +mit frste Tyveri, mod hvilket alle mine tidligere +Streger var for intet at regne; mit frste +store Fald . . . . Godt og vel! Der var intet +at gre ved det. Forresten stod det mig frit +for, jeg kunde ordne det med Krmmeren +siden, senerehen, nr jeg fik bedre Anledning +til det. Det behved ikke at komme videre +med mig; desuden havde jeg ikke ptaget +mig at leve mere rligt end alle andre +Mennesker, det var ingen Aftale . . . . + +</p><p>Kommer Bifen snart, tror De? + +</p><p>Ja, ganske snart. Jomfruen bner +Lugen og ser ind i Kkkenet. + +</p><p>Men hvis nu Sagen kom for en Dag? +Hvis Betjenten kom til at fatte Mistanke, begyndte +at tnke over Hndelsen med Brdet, +de fem Kroner, som Konen fik tilbage p? +Det var ikke umuligt, at han vilde komme +p det en Dag, mske nste Gang, nr +jeg gik derind. N ja, Herregud! . . . . +Jeg trak i Smug p Skuldrene. + +</p><p>Vrsgod! siger Jomfruen venligt og +stter Bifen p Bordet. Men vil De ikke +heller g ind i et andet Rum? Her er s +mrkt. + +</p><p>Nej, Tak, lad mig bare vre her, +svarer jeg. Hendes Venlighed gr mig med +en Gang bevget, jeg betaler Bifen straks, +giver hende p Slump, hvad jeg fr fat i +nede i Lommen, og lukker hendes Hnd til. +Hun smiler, og jeg siger for Spg, med +Trer i jnene: Resten skal De have at +kbe Dem en Grd for . . . . , velbekomme! +. . . . + +</p><p>Jeg begyndte at spise, blev mer og mer +grdig efterhvert, slugte store Stykker, uden +at tygge dem, gassed mig dyrisk ved hver +Mundfuld. Jeg rev i Kdet som en Menneskeder. + +</p><p>Jomfruen kom igen hen til mig. + +</p><p>Vil De ikke have noget at drikke? +siger hun. Og hun luder sig lidt ned mod +mig. + +</p><p>Jeg s p hende; hun talte meget lavt, +nsten undseligt; hun slog jnene ned. + +</p><p>Jeg mener en halv l, eller hvad De +vil . . . . af mig . . . . atp . . . . dersom +De vil . . . . + +</p><p>Nej, mange Tak! svared jeg. Ikke +nu. Jeg skal komme igen en anden Gang. + +</p><p>Hun trak sig tilbage og satte sig indenfor +Disken; jeg s blot hendes Hoved. +Hvilket underligt Menneske! + +</p><p>Da jeg blev frdig, gik jeg med en +Gang til Dren, jeg flte allerede Kvalme. +Jomfruen rejste sig. Jeg var bange for at +komme hen i Lyset, frygted for at vise mig +formeget frem for den unge Pige, som ikke +aned min Elendighed, og jeg sagde derfor +hurtigt Godnat, bukked og gik. + +</p><p>Maden begyndte at virke, jeg led meget +af den og fik ikke beholde den lnge. Jeg +gik og tmte min Mund ud i hver mrk Krog, +som jeg kom forbi, stred med at dmpe +denne Kvalme, som udhuled mig pny, +knytted Hnderne og gjorde mig hrdfr, +stamped i Gaden og svlged rasende ned igen +hvad der vilde op — forgves! Jeg sprang +tilsidst ind i et Portrum, foroverbjet, med +Hovedet foran, blind af Vand, som sprngtes +ud i mine jne, og tmte mig igen. + +</p><p>Jeg blev forbittret, gik henad Gaden og +grd, bandte de grusomme Magter, hvem de +end var, som forfulgte mig s, svor dem ned +i Helvedes Fordmmelse og evige Kval for +deres Usselhed. Der var liden Ridderlighed +hos Skbnen, virkelig noks liden Ridderlighed, +mtte man sige! . . . . Jeg gik hen til +en Mand, som stod og glante indad et Butiksvindu, +og spurgte ham i strste Hast, hvad +man efter hans Mening skulde byde en Mand, +som havde sultet i lang Tid. Det galdt Livet, +sagde jeg, han tlte ikke Bif. + +</p><p>Jeg har hrt sige, at Mlk skal vre +bra, kogt Mlk, svarer Manden yderst forundret. +Hvem er det forresten. De sprger +for? + +</p><p>Tak! Tak! siger jeg. Det kan hnde, +at det er noks bra det, kogt Mlk . . . . + +</p><p>Og jeg gr. + +</p><p>Ved den frste Kaf, jeg traf p, gik +jeg ind og bad om kogt Mlk. Jeg fik Mlken, +drak den ned s hed, som den var, slugte +glubsk hver Drbe, betalte og gik atter. Jeg +tog Vejen hjem. + +</p><p>Nu hndte der noget forunderligt. Udenfor +min Port, lnet op til Gaslygten og midt +i Lyset fra denne, str et Menneske, som +jeg skimter allerede p lang Afstand, — det +er den sortkldte Dame igen. Den samme +sortkldte Dame fra de tidligere Aftener. Det +var ikke til at tage fejl af, hun havde mdt +op p selvsamme Sted for fjerde Gang. +Hun str aldeles urrlig. + +</p><p>Jeg finder dette s besynderligt, at jeg +uvilkrlig sagtner mine Skridt; i dette jeblik +er mine Tanker i god Orden, men jeg +er meget ophidset, mine Nerver er optirrede +af det sidste Mltid. Jeg gr som sdvanligt +lige forbi hende, kommer nsten til Porten +og er i Frd med at trde indenfor. Da +standser jeg. Jeg fr med t en Indskydelse. +Uden at gre mig nogen Rede for +det, vender jeg mig om og gr lige hen til +Damen, jeg ser hende ind i Ansigtet og +hilser: + +</p><p>Godaften, Frken! + +</p><p>Godaften! svarer hun. + +</p><p>Undskyld, sgte hun efter nogen? Jeg +havde lagt Mrke til hende fr; om jeg kunde +vre hende behjlpelig p nogen Mde? +Beder s meget om Undskyldning forresten. + +</p><p>Ja, hun vidste ikke rigtig . . . . + +</p><p>Der boed ingen ind ad denne Port, foruden +en tre, fire Hester og mig; det var forvrigt +en Stald og et Blikkenslagervrksted +. . . . Hun var ganske vist p Vildspor, desvrre, +nr hun ledte efter nogen her. + +</p><p>Da vender hun Ansigtet bort og siger: + +</p><p>Jeg leder ikke efter nogen, jeg bare str +her, det faldt mig ind . . . . + +</p><p>Hun holdt inde. + +</p><p>Jas, hun stod der bare, stod der sdan +Aften efter Aften, bare af at Indfald. Det +var lidt rart; jeg tnkte over det og kom +mer og mer i Vildrede med Damen. S beslutted +jeg mig til at vre dristig. Jeg ringled +en Smule med mine Penge i Lommen og bd +hende uden videre med p et Glas Vin et +eller andet Sted . . . . i Betragtning af, at Vinteren +var kommet, he-he . . . . Det behved ikke +at tage lang Tid . . . . Men det vilde hun +vel ikke? + +</p><p>, nej, Tak, det gik vel ikke an. Nej, +det kunde hun ikke gre. Men vilde jeg vre +s snil at flge hende et Stykke, s . . . . +Det var noks mrkt hjemover, og det genered +hende at g alene opad Karl Johan, +efterat det var bleven s sent. + +</p><p>Vi satte os i Bevgelse; hun gik p min +hjre Side. En ejendommelig, skn Flelse +greb mig, Bevidstheden om at vre i en ung +Piges Nrhed. Jeg gik og s p hende +hele Vejen. Parfumen i hendes Hr, Varmen, +der stod ud fra hendes Legeme, denne Duft +af Kvinde, der fulgte hende, det sde ndedrag +hver Gang, hun vendte Ansigtet mod +mig, — altsammen strmmed ind p mig, +trngte mig uregerligt ind i alle mine Sandser. +Jeg kunde svidt skimte et fyldigt, lidt blegt +Ansigt bag Slret og et hjt Bryst, der strutted +ud mod Kben. Tanken p al denne skjulte +Herlighed, som jeg aned var tilstede indenfor +Kben og Slret, forvirred mig, gjorde mig +idiotisk lykkelig, uden nogen rimelig Grund; +jeg holdt det ikke lnger ud, jeg berrte +hende med min Hnd, fingred ved hendes +Skulder og smilte fjollet. Jeg hrte mit +Hjrte sl. + +</p><p>Hvor De er rar! sagde jeg. + +</p><p>Ja, hvordan det, egentlig? + +</p><p>Jo, for det frste havde hun ligefrem den +Vane at st stille udenfor en Staldport Aften +efter Aften, uden nogensomhelst Hensigt, bare +fordi det faldt hende ind . . . . + +</p><p>N, hun kunde jo have sine Grunde herfor; +hun holdt desuden af at vre oppe til +langt p Nat, det havde hun altid syntes +s godt om. Om jeg brd mig om at lgge +mig fr tolv? + +</p><p>Jeg? Var det nogen Ting i Verden jeg +haded, s var det at lgge mig fr Klokken +tolv om Natten. + +</p><p>Ja, ser De der! S tog hun alts denne +Tur sdan om Aftenerne, nr hun ikke havde +noget at forsmme med det; hun boed oppe +p St. Olafs Plads . . . . + +</p><p>Ylajali! rbte jeg. + +</p><p>Hvadbehager? + +</p><p>Jeg sagde bare Ylajali . . . . Godt og +vel, fortst! + +</p><p>Hun boed oppe p St. Olafs Plads, noks +ensomt, sammen med sin Mama, som det +ikke gik an at tale med, fordi hun var s +dv. Var der da noget rart i, at hun grne +vilde vre lidt ude? + +</p><p>Nej, slet ikke! svared jeg. + +</p><p>N ja, hvad s? Jeg kunde hre p +hendes Stemme, at hun smilte. + +</p><p>Havde hun ikke en Sster? + +</p><p>Jo, en ldre Sster — hvordan vidste +jeg forresten det? — Men hun var rejst til +Hamborg. + +</p><p>Nylig? + +</p><p>Ja, for fem Uger siden. Hvor havde jeg +det fra, at hun havde en Sster? + +</p><p>Jeg havde det slet ikke, jeg bare spurgte. + +</p><p>Vi taug. En Mand gr forbi os med et +Par Sko under Armen, ellers er Gaden tom +s langt, vi kan se. Borte ved Tivoli lyser +en lang Rkke af kulrte Lamper. Det sneed +ikke mer, Himlen var klar. + +</p><p>Gud, fryser De ikke uden Yderfrakke? +siger pludselig Damen og ser p mig. + +</p><p>Skulde jeg fortlle hende, hvorfor jeg +ikke havde Yderfrakke? benbare min Stilling +straks og skrmme hende bort lige s godt +frst som sidst? Det var dog dejligt at g +her ved hendes Side og holde hende i +Uvidenhed endnu en liden Stund; jeg lj, jeg +svared: + +</p><p>Nej, aldeles ikke. Og forat komme +ind p noget andet, spurgte jeg: Har De +set Menageriet p Tivoli? + +</p><p>Nej, svared hun. Er det noget at se? + +</p><p>Hvis hun nu fandt p at ville g derhen? +Ind i alt det Lys, sammen med s mange +Mennesker! Hun vilde blive altfor flau, jeg +vilde jage hende p Dr med mine drlige +Klder, mit magre Ansigt, som jeg ikke engang +havde vasket i to Dage; hun vilde +kanske endog opdage, at jeg ingen Vest +havde . . . . + +</p><p>, nej, svared jeg derfor, det er vist +ikke noget at se. Og der faldt mig ind +endel lykkelige Ting, som jeg straks gjorde +Brug af, et Par tarvelige Ord, Rester inde fra +min udsugede Hjrne: Hvad kunde man vel +vente af et sdant lidet Menageri? Overhovedet +interessered det ikke mig at se Dyr +i Bur. Disse Dyr ved, at man str og ser +p dem; de fler de hundrede nysgrrige +Blikke og pvirkes af dem. Nej, mtte jeg +bede om Dyr, som ikke vidste, at man beskued +dem, de sky Vsener, der pusler i sit +Hi, ligger med dorske, grnne jne, slikker +sine Klr og tnker. Hvad? + +</p><p>Ja, det havde jeg vist Ret i. + +</p><p>Det var Dyret i al sin sre Forfrdelighed +og sre Vildhed, som der var noget ved. +De lydlse, listende Skridt i Nattens Mulm og +Mrke, Skogens forvittrede Uhygge, Skrigene +fra en forbifarende Fugl, Vinden, Blodlugten, +Bulderet oppe i Rummet, kortsagt Vilddyrrigets +nd over Vilddyret . . . . Det ubevidstes +Poesi . . . . + +</p><p>Men jeg var bange for, at dette trtted +hende, og Flelsen af min store Armod greb +mig pny og knuged mig sammen. Om jeg +nu blot havde vret s nogenlunde godt antrukken, +kunde jeg have gldet hende med +den Tur i Tivoli! Jeg begreb ikke dette +Menneske, som kunde finde nogen Fornjelse +i at lade sig ledsage opad hele Karl Johan af +en halvt ngen Stodder. Hvad i Guds Navn +tnkte hun p? Og hvorfor gik jeg her og +skabte mig til og smilte idiotisk ad ingen +Ting? Havde jeg ogs nogen rimelig rsag +til at lade mig plage ud af denne fine Silkefugl +til s lang en Tur? Kosted det mig +kanske ikke Anstrngelse? Flte jeg ikke +Ddens Isnen lige ind i mit Hjrte, bare ved +det sagteste Vindstd, der blste mod os? +Og stjed ikke allerede Vanviddet i min +Hjrne, bare af Mangel p Mad i mange +Mneder i Trk? Hun hindred mig endog +fra at g hjem og f mig lidt Mlk p +Tungen, en ny Skefuld Mlk, som jeg kanske +kunde f beholde. Hvorfor vendte hun +mig ikke Ryggen og lod mig g Pokker +ivold? . . . . + +</p><p>Jeg blev fortvivlet; min Hblshed bragte +mig til det yderste, og jeg sagde: + +</p><p>De burde i Grunden ikke g sammen +med mig. Frken; jeg prostituerer Dem midt +for alle Folks jne bare ved min Dragt. Ja, +det er virkelig sandt; jeg mener det. + +</p><p>Hun studser. Hun ser hurtigt op p mig +og tier. Derp siger hun: + +</p><p>Herregud dog! Mer siger hun ikke. + +</p><p>Hvad mener De med det. spurgte jeg. + +</p><p>Uf, nej, De gr mig skamfuld . . . . Nu +har vi ikke s langt igen. Og hun gik lidt +hurtigere til. + +</p><p>Vi drejed op Universitetsgaden og s +allerede Lygterne p St. Olafs Plads. Da gik +hun langsommere igen. + +</p><p>Jeg vil ikke vre indiskret siger jeg, +men vil De ikke sige mig deres Navn, fr +vi skilles? Og vil De ikke bare for et jeblik +tage Slret bort, s jeg fr se Dem? Jeg +skulde vre s taknemmelig. + +</p><p>Pause. Jeg gik og vented. + +</p><p>De har set mig fr, svarer hun. + +</p><p>Ylajali! siger jeg igen. + +</p><p>Hvadbehager? De har forfulgt mig en +halv Dag, lige hjem. Var De fuld dengang? +Jeg hrte igen, at hun smilte. + +</p><p>Ja, sagde jeg, ja, desvrre, jeg var +fuld dengang. + +</p><p>Det var stygt af Dem! + +</p><p>Og jeg indrmmed snderknust, at det +var stygt af mig. + +</p><p>Vi var kommet til Fontnen, vi standser +og ser opad de mange oplyste Vinduer i +Numer 2. + +</p><p>Nu m De ikke flge med lnger, +siger hun; Tak for iaften! + +</p><p>Jeg bjed Hovedet, jeg turde ikke sige +nogen Ting. Jeg tog af min Hat og stod +barhovedet. Mon hun vilde rkke mig +Hnden? + +</p><p>Hvorfor beder De mig ikke om at g +med tilbage et Stykke? siger hun lavt, og +hun ser ned p sin Skosnude. + +</p><p>Herregud, svarer jeg ude af mig selv, +Herregud, om De vilde gre det! + +</p><p>Ja, men bare et lidet Stykke. + +</p><p>Og vi vendte om. + +</p><p>Jeg var yderst forvirret, jeg vidste slet +ikke, hvordan jeg skulde g eller st; dette +Menneske vendte fuldstndig op og ned p +hele min Tankegang. Jeg var henrykt, vidunderlig +glad; jeg syntes, jeg gik dejligt tilgrunde +af Lykke. Hun havde udtrykkelig +villet g med tilbage, det var ikke mit Pfund, +det var hendes eget nske. Jeg gr +og ser p hende og blir mer og mer modig, +hun opmuntrer mig, trkker mig til sig ved +hvert Ord. Jeg glemmer for et jeblik min +Armod, min Ringhed, hele min jammerlige +Tilvrelse, jeg fler Blodet jage mig varmt +gennem Kroppen, som i gamle Dage, fr jeg +faldt sammen, og jeg beslutted at fle mig +frem med et lidet Kneb. + +</p><p>Forresten var det ikke Dem, jeg forfulgte +dengang, sagde jeg; det var Deres +Sster. + +</p><p>Var det min Sster? siger hun i hjeste +Grad forbauset. Hun standser, ser p mig, +venter virkelig Svar. Hun spurgte for ramme +Alvor. + +</p><p>Ja, svared jeg. Hm. Det vil sige, det var +alts den yngste af de to Damer, som gik +foran mig. + +</p><p>Den yngste, ja? Ja? h! Hun lo +med en Gang, hjt, inderligt som et Barn. +Nej, hvor De er slu! Det sagde De bare, +forat f mig til at tage Slret af. Ikke? Ja, +jeg forstod det. Men det skal De vre bl +for . . . . til Straf. + +</p><p>Vi begyndte at le og spase, vi talte +ustandseligt hele Tiden, jeg vidste ikke, hvad +jeg sagde, jeg var s glad. Hun fortalte, at +hun havde set mig engang fr, for lnge +siden, i Teatret. Jeg havde tre Kammerater +med, og jeg havde bret mig ad som en +gal; jeg havde bestemt vret fuld da ogs, +desvrre! + +</p><p>Hvorfor troed hun det? + +</p><p>Jo, jeg havde leet s. + +</p><p>Jas. , ja, jeg lo meget dengang. + +</p><p>Men ikke nu lnger? + +</p><p>, jo, nu ogs. Det var herligt at +vre til! + +</p><p>Vi kom ned mod Karl Johan. Hun sagde: +Nu gr vi ikke lnger! Og vi gik atter +opad Universitetsgaden. Da vi igen kom op +til Fontnen, sagtned jeg lidt mine Skridt, +jeg vidste, at jeg ikke fik flge med lnger. + +</p><p>Ja, nu m De alts vende om, sagde +hun og standsed. + +</p><p>Ja, jeg m vel det, svared jeg. + +</p><p>Men lidt efter mente hun, at jeg nok +kunde vre med til Porten. Herregud, der +var da ikke noget galt i det. Vel? + +</p><p>Nej, sagde jeg. + +</p><p>Men da vi stod ved Porten, trngte al +min Elendighed igen ind p mig. Hvor +kunde man ogs holde Modet oppe, nr +man var s knkket sammen? Her stod jeg +foran en ung Dame, smudsig, forreven, vansiret +af Sult, uvasket, blot halvt pkldt, — +det var til at synke i Jorden af. Jeg gjorde +mig liden, dukked mig uvilkrlig ned og +sagde: + +</p><p>M jeg nu ikke trffe Dem mer? + +</p><p>Jeg havde intet Hb om at f Lov til +at mde hende igen; jeg nsked nsten et +skarpt Nej, som kunde stive mig op og gre +mig ligeglad. + +</p><p>Jo. sagde hun lavt, nsten uhrligt. + +</p><p>Hvornr? + +</p><p>Jeg ved ikke. + +</p><p>Pause. + +</p><p>Vil De ikke vre s snil at tage Slret +af bare et eneste jeblik, sagde jeg, s +jeg fr se, hvem jeg har talt med. Bare et +jeblik. For jeg m da se, hvem jeg har +talt med. + +</p><p>Pause. + +</p><p>De kan mde mig her udenfor Tirsdag +Aften, siger hun. Vil De det? + +</p><p>Ja, kre, fr jeg Lov til det! + +</p><p>Klokken otte. + +</p><p>Godt. + +</p><p>Jeg strg med min Hnd nedad hendes +Kbe, brsted Sneen af den, blot forat f +et Pskud til at rre ved hende; det var mig +en Vellyst at vre hende s nr. + +</p><p>S fr De ikke tro altfor galt om mig +da, sagde hun. Hun smilte igen. + +</p><p>Nej . . . . + +</p><p>Pludselig gjorde hun en resolut Bevgelse +og trak Slret op i Panden; vi stod og s +p hinanden et Sekund. Ylajali! sagde jeg. +Hun hved sig op, slog Armene om min +Hals og kyssed mig midt p Munden. En +eneste Gang, hurtigt, forvirrende hurtigt, midt +p Munden. Jeg flte, hvor hendes Bryst +blged, hun pusted voldsomt. + +</p><p>Og jeblikkelig rev hun sig ud af mine +Hnder, rbte Godnat, stakndet, hviskende, +vendte sig og lb opad Trappen, uden at +sige mer . . . . + +</p><p>Portdren faldt i. + +after ruler +</p><p class="tb">* * * + +</p><p class="noindent">Det sneed end mer den nste Dag, en +tung, regnblandet Sne, store vde Dotter, +som faldt ned og blev til Sle. Vejret var +rt og isnende. + +</p><p>Jeg var vgnet noget sent, underlig fortumlet +i Hovedet af Aftenens Sindsbevgelser, +beruset i Hjrtet af det sknne Mde. I min +Henrykkelse havde jeg ligget en Stund vgen +og tnkt mig Ylajali ved min Side; jeg bredte +Armene ud, omfavned mig selv og kyssed ud +i Luften. S havde jeg endelig stet op og +fet mig en ny Kop Mlk og straks derp +en Bif, og jeg var ikke lnger sulten; blot +mine Nerver var strkt ophidsede igen. + +</p><p>Jeg begav mig ned til Kldesbasarerne. +Det faldt mig ind, at jeg kanske kunde f +mig en brugt Vest for en billig Pris, noget at +have p under Frakken, lige meget hvad. +Jeg gik opad Trappen til Basaren og fik fat +p en Vest, som jeg begyndte at undersge. +Mens jeg pusled med dette, kom en Bekendt +forbi; han nikked og rbte op til mig, jeg +lod Vesten hnge og gik ned til ham. Han +var Tekniker og skulde p Kontoret. + +</p><p>Flg med og tag et Glas l, sagde +han. Men kom fort, jeg har liden Tid . . . . +Hvad var det for det for en Dame, De spadsered +med igraftes? + +</p><p>Hr nu her, sagde jeg, skinsyg p +hans blotte Tanke, om det nu var min +Kreste? + +</p><p>Dd og Pine! sagde han. + +</p><p>Ja, det blev afgjort igr. + +</p><p>Jeg havde slet ham flad, han troed mig +ubetinget. Jeg lj ham fuld, forat blive af +med ham igen; vi fik llet, drak og gik. + +</p><p>Godmorgen, da! . . . . Hr, sagde han +pludselig, jeg skylder Dem alts nogle Kroner, +og det er Skam, at jeg ikke har betalt dem +tilbage for lnge siden. Men nu skal De f +dem med det frste. + +</p><p>Ja, Tak, svared jeg. Men jeg vidste, +at han aldrig vilde betale mig tilbage de +Kroner. + +</p><p>llet steg mig desvrre straks til Hovedet, +jeg blev meget hed. Tanken p Aftenens +ventyr overvlded mig, gjorde mig nsten +forstyrret. Hvad om hun nu ikke mdte op +Tirsdag! Hvad om hun begyndte at tnke +over, fatte Mistanke! . . . . Fatte Mistanke til +hvad? . . . . Min Tanke blev med t spillevende +og begyndte at tumle med Pengene. Jeg blev +angst, ddelig forfrdet over mig selv. Tyveriet +stormed ind p mig med alle dets Detaljer; +jeg s den lille Butik, Disken, min magre +Hnd, da jeg greb Pengene, og jeg udmaled +mig Politiets Fremgangsmde, nr det kom +og skulde tage mig. Jrn om Hnder og +Fdder, nej, blot om Hnderne, kanske blot +p den ene Hnd; Skranken, Vagthavendes +Protokol, Lyden af hans Pen, som skrabed, +kanske tog han en ny for Anledningen; hans +Blik, hans farlige Blik: N, Hr. Tangen? +Cellen, det evige Mrke . . . . + +</p><p>Hm. Jeg knytted Hnderne heftigt sammen, +forat give mig Mod, gik hurtigere og +hurtigere og kom til Stortorvet. Her satte +jeg mig. + +</p><p>Ingen Barnestreger! Hvor i alverden +kunde man bevise, at jeg havde stjlet? +Desuden turde ikke Hkergutten gre Allarm, +selv om han en Dag kom til at huske, hvordan +det hele var get til; han havde nok sin +Plads for kr. Ingen Larm, ingen Scener, om +jeg mtte bede! + +</p><p>Men disse Penge tynged alligevel syndigt +i min Lomme og gav mig ikke Fred. Jeg +satte mig til at prve mig selv og fandt ud +p det klareste, at jeg havde vret lykkeligere +fr, dengang, da jeg gik og led i al +rlighed. Og Ylajali! Havde jeg ikke ogs +get og trukket hende ned med mine syndige +Hnder! Herregud! Herre, min Gud! Ylajali! + +</p><p>Jeg flte mig fuld som en Alke, sprang +pludselig op og gik lige hen til Kagekonen +ved Elcfantapoteket. Jeg kunde endnu rejse +mig fra Vanren, det var langtfra forsent, jeg +skulde vise hele Verden, at jeg var istand til +det! Undervejs fik jeg Pengene i Beredskab, +holdt hver re i Hnden; jeg bukked mig +ned over Konens Bord, som om jeg vilde +kbe noget, og slog hende uden videre Pengene +i Hnden. Jeg sagde ikke et Ord, jeg +gik straks. + +</p><p>Hvor det smagte vidunderligt at vre +rligt Menneske igen! Mine tomme Lommer +tynged ikke mer, det var mig en Nydelse at +vre blank pny. Nr jeg rigtig tnkte +efter, havde disse Penge i Grunden kostet mig +megen hemmelig Kummer, jeg havde virkelig +tnkt p dem med Gysen Gang p Gang; jeg +var ingen forstokket Sjl, min rlige Natur +havde oprrt sig mod den lave Grning. +Gudskelov, jeg havde hvet mig i min egen +Bevidsthed. Gr mig det efter! sagde jeg og +s udover det myldrende Torv. Gr mig det +bare efter! Jeg havde gldet en gammel, +fattig Kagekone, s det havde Skik; hun +vidste hverken ud eller ind. Iaften skulde +ikke hendes Brn g sultne tilsengs . . . . +Jeg gejled mig op med disse Tanker og syntes, +at jeg havde bret mig udmrket ad. Gudskelov, +Pengene var nu ude af mine Hnder. + +</p><p>Fuld og nervs gik jeg henad Gaden og +aksled mit Skind. Glden over at kunne g +Ylajali ren og rlig imde og se hende ind i +Ansigtet, lb ganske af med mig; jeg havde +ingen Smrter mer, mit Hoved var klart og +tomt, det var som det skulde vre et Hoved +af idel Lys, som stod og skinned p mine +Skuldre. Jeg fik Lyst til at gre Skjerstreger, +beg forbausende Ting, stte Byen p Ende +og stje. Opad hele Grndsen opfrte jeg +mig som en vanvittig Mand; det sused let for +mine ren, og i min Hjrne var Rusen i fuld +Gang. Begejstret af Dumdristighed fik jeg i +Sinde at g hen og opgive min Alder for et +Bybud, som forresten ikke havde talt et Ord, +tage ham i Hnden, se ham indtrngende +ind i Ansigtet og forlade ham igen, uden +nogen Forklaring. Jeg sklned Nuancerne i +de forbigendes Stemmer og Latter, iagttog +nogle Smfugle, som hopped foran mig i +Gaden, gav mig til at studere Brostenenes +Udtryk og fandt allehnde Tegn og underlige +Figurer i dem. Under dette var jeg kommet +ned til Stortingsplads. + +</p><p>Jeg str pludselig stille og stirrer ned +p Droscherne. Kuskene vandrer samtalende +omkring, Hestene str og luder forover mod +det stygge Vejr. Kom! sagde jeg og puffed +til mig selv med Albuen. Jeg gik hurtigt hen +til den frste Vogn og steg op. Ullevoldsvejen +Numer 37! rbte jeg. Og vi rulled +afsted. + +</p><p>Undervejs begyndte Kusken at se sig +tilbage, lgge sig ned og kige ind i Vognen, +hvor jeg sad under Kaleschen. Var han +bleven mistnksom? Der var ingen Tvivl om, +at min usle Pkldning havde gjort ham opmrksom. + + +</p><p>Det er en Mand, jeg skal trffe! rbte +jeg til ham, forat komme ham i Forkbet, og +jeg forklared ham indstndigt, at jeg absolut +mtte trffe denne Mand. + +</p><p>Vi standser udenfor 37, jeg hopper ud, +springer opad Trapperne, helt op til tredje +Etage, griber en Klokkestrng og rykker til; +Bjlden gjorde seks, syv forfrdelige Slag +indenfor. + +</p><p>En Pige kommer og lukker op; jeg lgger +Mrke til, at hun har Gulddobber i rene og +sorte Lastingsknapper i det gr Kjoleliv. +Hun ser forfrdet p mig. + +</p><p>Jeg sprger efter Kierulf, Joachim Kierulf, +om jeg s mtte sige, en Uldhandler, kortsagt, +han var ikke til at tage fejl af . . . . + +</p><p>Pigen ryster p Hovedet. + +</p><p>Bor ingen Kierulf her, siger hun. + +</p><p>Hun stirrer p mig, tager i Dren, frdig +til at trkke sig tilbage. Hun gjorde sig ingen +Anstrngelse for at finde Manden; hun s +virkelig ud til at kende den Person, jeg spurgte +efter, nr hun bare vilde tnke sig om, den +lade Skabning. Jeg blev vred, vendte hende +Ryggen og lb nedad Trapperne igen. + +</p><p>Han var ikke der! rbte jeg til Kusken. + +</p><p>Var han ikke der? + +</p><p>Nej. Kr til Tomtegaden Numer 11. + +</p><p>Jeg var i det heftigste Sindsoprr og +meddelte Kusken noget deraf; han troed +ganske vist, at det galdt Livet, og han krte +uden videre afsted. Han slog strkt p. + +</p><p>Hvad hedder Manden? spurgte han og +vendte sig p Bukken. + +</p><p>Kierulf, Uldhandler Kierulf. + +</p><p>Og Kusken syntes nok ogs, at den +Mand ikke var til at tage fejl af. Om han +ikke plejed at g med en lys Frakke? + +</p><p>Hvadfor noget? rbte jeg, lys Frakke? +Er De gal? Tror De, det er en Tkop, jeg +sprger efter? Denne lyse Frakke kom mig +meget ubelejligt, spolered hele Manden for +mig, sledes, som jeg havde tnkt mig ham. + +</p><p>Hvad var det, De sagde, han hedte? +Kierulf? + +</p><p>Javist, svared jeg, er der noget +underligt i det? Navnet skmmer ingen. + +</p><p>Har han ikke rdt Hr? + +</p><p>Nu kunde det grne vre, at han havde +rdt Hr, og da Kusken nvnte den Ting, +var jeg med engang sikker p, at han havde +Ret. Jeg flte mig taknemmelig mod den +stakkels Vognmand og sagde ham, at han +havde taget Manden ganske p Spiddet; det +forholdt sig virkelig, som han sagde; det vilde +vre et Srsyn, sagde jeg, at se en sdan +Mand uden rdt Hr. + +</p><p>Det m vre ham, som jeg har krt +et Par Gange, sagde Kusken. Han havde +en Knortekp? + +</p><p>Dette gjorde Manden lys levende for mig, +og jeg sagde: + +</p><p>He-he, der har vel endnu ingen set den +Mand uden med en Knortekp i Hnden +Forsvidt s kan De vre tryg, ganske +tryg. + +</p><p>Ja, det var klart, at det var samme Mand, +som han havde krt. Han kendte ham +igen . . . . + +</p><p>Og vi krte p, s det gnistred af +Hesteskoene. + +</p><p>Midt i denne ophidsede Tilstand havde +jeg ikke et eneste jeblik tabt ndsnrvrelsen. +Vi kommer forbi en Politibetjent, +og jeg lgger Mrke til, at han har Numret +69. Dette Tal trffer mig s grusomt nje, +str med en Gang som en Splint i min +Hjrne. 69, njagtigt 69, jeg skulde ikke +glemme det! + +</p><p>Jeg lned mig tilbage i Vognen, et Bytte +for de galeste Indfald, krb sammen derinde +under Kaleschen, s ingen skulde se, at jeg +rrte Munden, og gav mig til at passiare +idiotisk med mig selv. Vanviddet raser mig +gennem Hjrnen, og jeg lader det rase, jeg +er fuldt bevidst, at jeg ligger under for Indflydelser, +som jeg ikke er Herre over. Jeg +begyndte at le, tyst og lidenskabeligt, uden +Spor af Grund, endnu lystig og fuld af det +Par Glas l, jeg havde drukket. Lidt +efterhvert tager min Ophidselse af, min Ro vender +mer og mer tilbage. Jeg flte Kulde i min +sre Finger, og jeg stak den ned mellem +Halselinningen, forat varme den lidt. Sledes +kom vi ned til Tomtegaden. Kusken holder an. + +</p><p>Jeg stiger ud af Vognen, uden Hast, +tankelst, slapt, tung i Hovedet, Jeg gr +indad Porten, kommer ind i en Baggrd, +som jeg gr tvers over, stder mod en Dr, +som jeg bner og gr indad, og jeg befinder +mig i en Gang, et Slags Forvrelse med to +Vinduer. Der str to Kufferter, den ene +ovenp den anden, i den ene Krog, og p +Langvggen en gammel, umalet Sofabnk, +hvori der ligger et Tppe. Tilhjre, i nste +Vrelse, hrer jeg Stemmer og Barneskrig, +og ovenover mig, i anden Etage, Lyden af en +Jrnplade, som der hamres p. Alt dette +mrker jeg, ssnart jeg er kommet ind. + +</p><p>Jeg gr roligt tvers over Vrelset, hen +til den modsatte Dr, uden at skynde mig, +uden Tanke p Flugt, bner ogs den og +kommer ud i Vognmandsgaden. Jeg ser opad +Huset, som jeg just har passeret igennem: +Bevrtning & Logi for Rejsende. + +</p><p>Det falder mig ikke ind at sge at komme +vk, stjle mig bort fra Kusken, som venter +p mig; jeg gr meget sindigt udefter Vognmandsgaden, +uden Frygt og uden at vre +mig noget galt bevidst. Kierulf, denne Uldhandler, +som havde spgt s lnge i min +Hjrne, dette Menneske, som jeg mente var +til, og som jeg ndvendigvis mtte trffe, +var bleven borte for min Tanke, visket ud +sammen med andre gale Pfund, som kom +og gik efter Tur; jeg husked ham ikke mer +uden som en Anelse, et Minde. + +</p><p>Jeg blev mer og mer dru, efterhvert +som jeg vandred frem, flte mig tung og mat +og slbte Benene efter mig. Sneen faldt +fremdeles ned i store, vde Filler. Tilsidst +kom jeg ud p Grnland, lige ud til Kirken, +hvor jeg satte mig til at hvile p en Bnk. +Alle, som gik forbi, betragted mig meget forundret. +Jeg faldt i Tanker. + +</p><p>Du gode Gud, hvor det var drligt fat +med mig nu! Jeg var s inderlig ked og +trt af hele mit elendige Liv, at jeg fandt det +ikke Mjen vrd at kmpe lnger, forat beholde +det. Modgangen havde taget Overhnd, +den havde vret for grov; jeg var s mrkelig +delagt, ganske som en Skygge af, hvad jeg +engang var. Mine Skuldre var sunkne ned, +helt til den ene Side, og jeg var kommet i +Vane med at lude meget forover, nr jeg gik, +forat spare mit Bryst det lille, jeg kunde. +Jeg havde undersgt min Krop for et Par Dage +siden, en Middagstid oppe p mit Rum, og +jeg havde stet og grdt hele Tiden over +den. Jeg havde get i den samme Skjorte i +mange Uger, den var ganske stiv af gammel +Sved og havde gnavet min Navle itu; der +kom lidt blodigt Vand ud af Sret, men det +smrted ikke meget, kun var det s srgeligt +at have dette Sr midt p Maven. Jeg +havde ingen Rd med det, og det vilde ikke +gro igen af sig selv; jeg vasked det, trred +det omhyggeligt af og trak den samme Skjorte +atter p. Der var intet at gre ved det . . . . + +</p><p>Jeg sidder der p Bnken og tnker +over alt dette og er temmelig trist. Jeg +vmmedes ved mig selv; endog mine Hnder +forekommer mig modbydelige. Dette slattede, +nsten ublufrdige Udtryk i mine Hndbage +piner mig, volder mig Ubehag; jeg fler mig +ved Synet af mine magre Fingre rt pvirket, +jeg hader hele mit slunkne Legeme og gyser +ved at bre p det, fle det om mig. Herregud, +om der bare blev en Ende p det nu! +Jeg vilde inderlig grne d. + +</p><p>Aldeles overvunden, besudlet og nedvrdiget +i min egen Bevidsthed, rejste jeg +mig mekanisk op og begyndte at g hjemad. +Undervejs kom jeg forbi en Port, hvor der +stod flgende at lse: Ligsvb hos Jomfru +Andersen, tilhjre i Porten. — Gamle Minder! +sagde jeg, og jeg husked mit forrige Rum p +Hammersborg, den lille Gyngestol, Avisbetrkket +nede ved Dren, Fyrdirektrens +Avertissement og Bager Fabian Olsens nybagte +Brd. , ja, jeg havde jo havt det +meget bedre dengang end nu; en Nat havde +jeg skrevet en Fljeton til ti Kroner, nu +kunde jeg ikke skrive noget mer, jeg kunde +aldeles ikke skrive noget mer, mit Hoved +blev straks tomt, ssnart jeg forsgte. Ja, +jeg vilde have en Ende p det nu! Og jeg +gik og gik. + +</p><p>Efterhvert som jeg kom nrmere og +nrmere Husholdningshandelen, havde jeg +halvt ubevidst Flelsen af, at jeg nrmed mig +en Fare; men jeg holdt fast ved mit Forst, +jeg vilde udlevere mig. Jeg gik roligt opad +Trappen, jeg mder i Dren en liden Pige, +som brer en Kop i Hnden, og jeg slipper +hende forbi og lukker Dren. Betjenten og +jeg str for anden Gang overfor hinanden, +alene. + +</p><p>N, siger han, det er et skrkkeligt +Vejr. + +</p><p>Hvad skulde denne Omvej til? Hvorfor +tog han mig ikke med en Gang? Jeg blev +rasende og sagde: + +</p><p>Jeg kommer alts ikke, forat prate om +Vejret. + +</p><p>Denne Heftighed forblffer ham, hans +lille Hkerhjrne slr Klik; det havde slet +ikke faldt ham ind, at jeg havde bedraget +ham for fem Kroner. + +</p><p>Ved De da ikke, at jeg har snydt Dem? +siger jeg utlmodig, og jeg puster heftigt, +sklver, er frdig til at bruge Magt, hvis han +ikke straks kommer til Sagen. + +</p><p>Men den stakkels Mand aner ingen Ting. + +</p><p>Nej, du store Verden, hvilke dumme +Mennesker, man var ndt til at leve iblandt! +Jeg sklder ham ud, forklarer ham Punkt for +Punkt, hvorledes det hele var get til, viser +ham, hvor jeg stod og hvor han stod, da +Grningen skete, hvor Pengene havde ligget, +hvorledes jeg havde samlet dem ned i min +Hnd og lukket Hnden sammen om dem, +— og han forstr altsammen, men gr +alligevel intet ved mig. Han vender sig hid +og did, lytter efter Fodtrinnene i Sidevrelset, +tysser p mig, forat f mig til at tale lavere, +og siger tilslut: + +</p><p>Det var noks sjofelt gjort af Dem! + +</p><p>Nej, vent lidt! rbte jeg i min Trang +til at modsige ham, gge ham op; det var +ikke s lavt og nedrigt, som han med sit +elendige Husholdningshoved forestilled sig. +Jeg beholdt naturligvis ikke Pengene, det +kunde aldrig falde mig ind; jeg for min Part +vilde ikke drage nogen Nytte af dem, det bd +min bundrlige Natur imod . . . . + +</p><p>Hvor gjorde De af dem da? + +</p><p>Jeg gav dem bort til en gammel, fattig +Kone, hver re, mtte han vide; den Slags +Person var jeg, jeg glemte ikke de fattige s +aldeles . . . . + +</p><p>Han str og tnker en liden Stund p +dette, blir benbart meget tvivlrdig om, +hvorvidt jeg er en rlig Mand eller ikke. +Endelig siger han: + +</p><p>Burde De ikke heller have leveret Pengene +tilbage? + +</p><p>Nej, hr her, svarer jeg, jeg vilde +ikke bringe Dem i Ulejlighed, jeg vilde spare +Dem. Men det er Takken, man har, forat +man er delmodig. Nu str jeg her og +forklarer Dem det hele, og De skammer Dem +ikke som en Hund, gr simpelthen ingen Anstalter +til at f Striden udjvnet med mig. +Derfor vasker jeg mine Hnder. Forresten +giver jeg Dem Fan. Farvel! + +</p><p>Jeg gik og slog Dren hrdt i efter mig. + +</p><p>Men da jeg kom hjem p mit Vrelse, +ind i dette bedrvelige Hul, gennemvd af den +blde Sne, sklvende i Knerne af Dagens +Vandringer, tabte jeg jeblikkelig min Kphjhed +og faldt sammen pny. Jeg angred +mit Overfald p den arme Butiksmand, grd, +greb mig i Struben, forat straffe mig for min +usle Streg, og holdt et syndigt Hus. Han +havde naturligvis vret i den ddeligste Angst +for sin Post, havde ikke vovet at gre nogen +Kvalm for disse fem Kroner, som Forretningen +havde tabt. Og jeg havde benyttet mig af +hans Frygt, havde pint ham med min hjrstede +Tale, spiddet ham med hvert Ord, +som jeg rbte ud. Og Hkerchefen selv +havde mske siddet indenfor i Vrelset ved +Siden af og flt sig p et hngende Hr +opfordret til at g ud til os og se, hvad det +var, som foregik. Nej, der var ingen Grndse +lnger for, hvad jeg kunde gre af nederdrgtige +Ting! + +</p><p>N, men hvorfor var jeg ikke bleven +sat fast? S var det kommet til en Afslutning. +Jeg havde jo sgodtsom rakt Hnderne +frem til Jrnene. Jeg vilde aldeles ikke +have gjort nogen Modstand, jeg vilde tvertimod +have hjulpet til. Himlens og Jordens +Herre, en Dag af mit Liv for et lykkeligt +Sekund igen! Mit hele Liv for en Ret Linser! +Hr mig bare denne Gang! . . . . + +</p><p>Jeg lagde mig i de vde Klder; jeg +havde en uklar Tanke om, at jeg kanske vilde +d om Natten, og jeg brugte min sidste +Kraft til at ordne op en Smule i min Seng, +s det kunde se lidt ordentlig ud omkring +mig om Morgenen. Jeg folded Hnderne +og valgte min Stilling. + +</p><p>S med engang husker jeg Ylajali. At +jeg havde glemt hende s ganske hele Aftenen +udover! Og Lyset trnger ganske +svagt ind i mit Sind igen, en liden Strle +Sol, der gr mig s velsignet varm. Og der +blir mere Sol, et mildt, fint Silkelys, der +strejfer mig s bedvende dejligt. Og Solen +blir strkere og strkere, brnder skarpt +mod mine Tindinger, koger tung og gldende +i min udmagrede Hjrne. Og der +flammer tilsidst for mine jne et vanvittigt +Bl af Strler, en antndt Himmel og Jord, +Mennesker og Dyr af Ild, Bjrge af Ild, +Djvle af Ild, en Afgrund, en rken, en Alverden +i Brand, en rygende yderste Dag. + +</p><p>Og jeg s og hrte intet mer . . . . + +after ruler +</p><p class="tb">* * * + +</p><p class="noindent">Jeg vgned i Sved den nste Dag, fugtig +over hele Legemet, meget fugtig; Feberen havde +presset mig ganske voldsomt. I Frstningen +havde jeg ingen klar Bevidsthed om, hvad +der var foreget med mig, jeg s mig omkring +med Forundring, flte mig totalt forbyttet +i mit Vsen, kendte mig slet ikke igen. +Jeg flte mig efter opad Armene og nedad +Benene, faldt i Forbauselse over, at Vinduet +stod p den Vg og ikke p den stik modsatte +Vg, og jeg hrte Hestenes Trampen +nede i Grden, som om den kom ovenfra. +Jeg var ogs temmelig kvalm. + +</p><p>Mit Hr l vdt og koldt om min +Pande; jeg rejste mig p Albuen og s ned +p Hovedpuden: vdt Hr l ogs igen +p den, i sm Dotter. Mine Fdder havde +hovnet op inde i Skoene i Lbet af Natten, +men de smrted ikke, jeg kunde blot ikke +rre Terne stort, de var blevne for stive. + +</p><p>Da det led ud p Eftermiddagen, og det +allerede var begyndt at skumre lidt, stod jeg +op af Sengen og begyndte at pusle omkring +i Vrelset. Jeg prved mig frem med sm, +forsigtige Skridt, passed p at holde Ligevgten +og spared s meget som muligt mine +Fdder. Jeg led ikke meget, og jeg grd +ikke; jeg var i det hele taget ikke trist, jeg +var tvertimod velsignet tilfreds; det faldt mig +ikke ind netop da, at nogen Ting kunde vre +anderledes end den var. + +</p><p>S gik jeg ud. + +</p><p>Det eneste, som plaged mig en Smule, var +trods min Kvalme for Mad alligevel Sulten. Jeg +begyndte at fle en skammelig Appetit igen, +en indre glubende Madlyst, som det stadig +blev vrre og vrre med. Det gnaved +ubarmhjrtigt i mit Bryst, bedreves et tyst, +underligt Arbejde derinde. Det kunde vre +et Snes bitte sm, fine Dyr, som lagde +Hovedet p den ene Side og gnaved lidt, +lagde derp Hovedet p den anden Side og +gnaved lidt, l et jeblik aldeles stille, begyndte +igen, bored sig ind uden Stj og uden +Hast og efterlod tomme Strkninger overalt, +hvor de for frem . . . . + +</p><p>Jeg var ikke syg, men mat, jeg begyndte +at svede. Jeg tnkte mig hen p Stortorvet, +forat hvile lidt; men Vejen var lang og besvrlig; +endelig var jeg dog nsten fremme, +jeg stod p Hjrnet af Torvet og Torvegaden. +Sveden randt ned i mine jne, dugged mine +Briller og gjorde mig blind, og jeg var netop +standset, forat trre mig af en Smule. Jeg +mrked ikke, hvor jeg stod, jeg tnkte ikke +over det; Larmen omkring mig var frygtelig. + +</p><p>Pludselig lyder et Rb, et koldt, skarpt +Varsko. Jeg hrer dette Rb, hrer det +meget godt, og jeg rykker nervst til Siden, +gor et Skridt s hurtigt, mine drlige Ben +kan bevge sig. Et Uhyre af en Brdvogn +stryger mig forbi og strejfer min Frakke med +Hjulet; havde jeg vret lidt hurtigere, vilde +jeg get aldeles fri. Jeg kunde kanske vret +lidt hurtigere, ganske lidt hurtigere, hvis jeg +havde anstrngt mig; der var ingen Rd +med det, det gjorde ondt i min ene Fod, et +Par Ter blev maset; jeg flte, at de ligesom +krlled sig sammen inde i Skoen. + +</p><p>Brdkreren holder Hestene an af alle +Krfter; han vender sig om p Vognen og +sprger forfrdet, hvordan det gik. Jo, det +kunde get langt vrre . . . . det var vel +kanske ikke s farligt . . . . jeg troed ikke, +at der var nogen Ting knust . . . . , jeg +be'r . . . . + +</p><p>Jeg drev hen til en Bnk det forteste, +jeg kunde; disse mange Mennesker, som +standsed op og gloed p mig, havde gjort +mig flau. Egentlig var det ikke noget Ddsstd, +det var get forholdsvis heldigt, nr +Ulykken endelig skulde vre ude. Det vrste +var, at min Sko var trykket istykker, Slen +revet ls p Snuden. Jeg holdt Poden op +og s Blod inde i Gabet. N, det var ikke +med Vilje gjort p nogen af Siderne, det var +ikke Mandens Hensigt at gre det vrre +for mig end det var; han s meget bedrvet +ud. Kanske hvis jeg havde bedt ham +om et lidet Brd fra Vognen, s havde jeg +fet det. Han havde vist givet mig det +med Glde. Gud glde ham til Gengld der, +han er! . . . . + +</p><p>Jeg sulted hrdt, og jeg vidste ikke, hvor +jeg skulde gre af mig for min ublu Appetit. +Jeg vred mig hid og did p Bnken og lagde +Brystet helt ned p mine Kn; jeg var +nsten forstyrret. Da det blev mrkt, rusled +jeg bort til Rdstuen — Gud ved, hvordan +jeg kom did — og satte mig p Kanten af +Ballustraden. Jeg rev den ene Lomme ud af +min Frakke og gav mig til at tygge p den, +forresten uden nogen Hensigt, med mrke +Miner, med jnene stirrende ret frem, uden +at se. Jeg hrte endel Smbrn, som legte +omkring mig, og fornam instinktsmssig, nr +en eller anden spadserende gik mig forbi; ellers +iagttog jeg intet. + +</p><p>S med n Gang falder det mig ind at +g ned i en af Basarerne nedenunder mig og +f et Stykke rt Kd. Jeg rejser mig og +gr tvers over Ballustraden, hen til den anden +Ende af Basartaget, og stiger ned. Da jeg +var kommet nsten helt ned til Kdboden, +rbte jeg opad Trappebningen og hytted +tilbage, som om jeg talte til en Hund deroppe, +og henvendte mig frkt til den frste Slagter, +jeg traf. + +</p><p>, vr s snil at give mig et Ben til +Hunden min! sagde jeg. Bare et Ben; der +behver ikke at vre noget p det; den skal +bare have noget at bre i Munden. + +</p><p>Jeg fik et Ben, et prgtigt lidet Ben, +hvor der endnu var lidt Kd tilbage, og stak +det ind under Frakken. Jeg takked Manden +s inderligt, at han s forbauset p mig. + +</p><p>Ingenting at takke for, sagde han. + +</p><p>Jo, sig ikke det, mumled jeg, det er +snilt gjort af Dem. + +</p><p>Og jeg gik op. Hjrtet slog strkt +i mig. + +</p><p>Jeg sneg mig ind i Smedgangen, s dybt +ind, som jeg kunde komme, og standsed udenfor +en forfalden Port til en Baggrd. Der +var ikke et Lys at se p nogen Kant, det +var velsignet mrkt omkring mig; jeg gav +mig til at gnave i mig af Benet. + +</p><p>Det smagte ingenting; en ram Lugt af +Blod stod op fra Benet, og jeg mtte ganske +straks begynde at kaste op. Jeg forsgte igen; +hvis jeg bare fik beholde det, vilde det nok +gre sin Virkning; det galdt at f det til at +bero dernede. Men jeg kasted atter op. Jeg +blev vred, bed heftigt i Kdet, sled af en +liten Smule og svlged det ned med Vold. +Og det nytted alligevel ikke; ssnart de sm +Kdsmuler var blevne varme i Maven, kom +de desvrre atter op. Jeg knytted vanvittigt +Hnderne, stak i at grde af Hjlpelshed +og gnaved som en besat; jeg grd, s Benet +blev vdt og skiddent af Trer, kasted op, +banded og gnaved igen, grd som Hjrtet +skulde briste og kasted atter op. Og jeg +svor med hj Rst alle Verdens Magter ned +i Pinen. + +</p><p>Stille. Ikke et Menneske omkring, intet +Lys, ingen Stj. Jeg er i det voldsommeste +Sindsoprr, jeg puster tungt og hjlydt og +grder tnderskrende for hver Gang, jeg +m levere disse Kdsmuler, som kanske +kunde mtte mig lidt. Da det slet ikke hjlper +noget, hvormeget jeg end forsger, slynger +jeg Benet mod Porten, fuld af det afmgtigste +Had, henrykt af Raseri, rber og truer voldsomt +op mod Himlen, skriger Guds Navn hst +og inddt og krummer mine Fingre som Klr +. . . . Jeg siger dig, du Himlens hellige Ba'al, +du er ikke til, men hvis du var til, s skulde +jeg bande dig slig, at din Himmel skulde +dirre af Helvedes Ild. Jeg siger dig, jeg har +budt dig min Tjeneste, og du har afvist den, +jeg siger dig, du har stdt mig bort, og jeg +vender dig for evigt Ryggen, fordi du ikke +kendte din Besgelsestid. Jeg siger dig, jeg +ved, at jeg skal d, og jeg hner dig dog, +du Himlens Gud og Apis, med Dden lige +for Tnderne. Jeg siger dig, jeg vil heller +vre Lakej i Helvede end Fri i dine Boliger; +jeg siger dig, jeg er fuld af livsalig Foragt +for din himmelske Usselhed, og jeg vlger +mig Afgrunden til evigt Tilhold, hvor Djvelen, +Judas og Farao er stdt ned. Jeg siger dig, +din Himmel er fuld af alle Jorderigets mest +rhovedede Idioter og fattige i nden, jeg +siger dig, du har fyldt din Himmel med de +fede, salige Horer hernedefra, som ynkeligen +har bjet Kn for dig i sin Ddsstund. Jeg +siger dig, du har brugt Magt mod mig, og du +ved ikke, du alvidende Nul, at jeg aldrig bjer +mig i Modgang. Jeg siger dig, hele mit Liv, +hver Celle i min Krop, hver Evne i min Sjl +gisper efter at hne dig, du ndefulde Afskum +i det hje. Jeg siger dig, jeg vilde, om jeg +kunde, rbe dette hjlydt ind i din Himmel +og hen over den hele Jord, jeg vilde, om jeg +kunde, nde det ind i hver ufdt Menneskesjl, +som engang kommer p Jorden, hver +Blomst, hvert Blad, hver Drbe i Havet. Jeg +siger dig, jeg vil spotte dig ud p Dommens +Dag og bande dig Tndeme ud af min Mund +for din Guddoms endelse Ynkelighed. Jeg +siger dig, jeg vil fra denne Stund forsage alle +dine Grninger og alt dit Vsen, jeg vil forbande +min Tanke, om den tnker p dig +igen, og rive mine Lber af, om de atter +nvner dit Navn. Jeg siger dig, hvis du er til, +det sidste Ord i Livet og i Dden, jeg siger +dig Farvel for evigt og altid, jeg siger dig +Farvel med Hjrte og Nyrer, jeg siger dig +det sidste uigenkaldelige Farvel, og jeg tier +og vender dig Ryggen og gr min Vej . . . . + +</p><p>Stille, + +</p><p>Jeg dirrer af Ophidselse og Forkommenhed, +str der p samme Sted, endnu hviskende +Eder og Skldsord frem, hikkende efter den +heftige Grd, knkket og slap efter det vanvittige +Vredesudbrud. Jeg str der mske +en Time og hikker og hvisker og holder mig +fast til Porten. S hrer jeg Rster, en Samtale +mellem to Mnd, som kommer gende +indad Smedgangen. Jeg slnger bort fra Porten, +drager mig frem efter Husvggene og kommer +atter ud p de lyse Gader. Idet jeg tusler +nedad Youngsbakken, begynder min Hjrne +pludselig at virke i en hjst mrkelig Retning. +Det falder mig ind, at de elendige Rnner +nede i Kanten af Torvet, Materialboderne og +de gamle Buler med brugte Klder, dog var +en Skndsel for Stedet. De delagde hele +Torvets Udseende og pletted Byen, fy, ned +med Skramlet! Og jeg gik og slog over i +Tankerne, hvad det vel vilde komme til at +koste at flytte Den geografiske Opmling +derned, denne smukke Bygning, som altid +havde tiltalt mig s meget hver Gang, jeg +havde passeret den. Det vilde kanske ikke +lade sig gre at foretage en Flytning af den +Art under sytti a to og sytti tusind Kroner, +— en pen Sum, mtte man sige, en noks net +Lommeskilling, he-he, at begynde med, hvad? +Og jeg nikked med mit tomme Hoved og +indrmmed, at det var en noks pen Lommeskilling +at begynde med. Jeg rysted fremdeles +over hele Legemet og hikked nu og da endnu +dybt efter Grden. + +</p><p>Jeg havde Flelsen af, at der ikke var +meget Liv igen i mig, at jeg i Grunden sang +p det sidste Vers. Det var mig ogs temmelig +ligegyldigt, det beskftiged mig ikke +det mindste; jeg sgte tvertimod nedad Byen, +ned til Bryggerne, lnger og lnger bort fra +mit Vrelse. Jeg kunde for den Skyld grne +have lagt mig plat ned i Gaden, forat d. +Lidelserne gjorde mig mer og mer uflsom; +det banked strkt i min sre Fod, jeg havde +endog Indtryk af, at Smrten forplanted sig +opad hele Lggen, og ikke engang det gjorde +synderlig ondt. Jeg havde udstet vrre Fornemmelser. + + +</p><p>S kom jeg ned p Jrnbanebryggen. +Der var ingen Trafik, ingen Stj, kun hist og +her et Menneske at se, en Sjouer eller Sjmand, +som drev om med Hnderne i Lommen. +Jeg lagde Mrke til en halt Mand, som skeled +stivt hen p mig, idet vi passered hinanden. +Jeg standsed ham instinktsmssig, tog til Hatten +og spurgte, om han kendte til om Nonnen +var rejst. Og bagefter kunde jeg ikke lade +vre at knipse en eneste Gang i Fingrene lige +for Mandens Nse og sige: Dd og Pine, +Nonnen, ja! Nonnen, som jeg helt havde +glemt! Tanken p den havde alligevel ulmet +ubevidst i mit Indre, jeg havde bret p den, +uden at vide af det selv. + +</p><p>Ja, Kors, Nonnen var nok sejlet. + +</p><p>Han kunde ikke sige mig, hvor den var +sejlet hen? + +</p><p>Manden tnker sig om, str p det +lange Ben og holder det korte ivejret; det +korte dingler lidt. + +</p><p>Nej, siger han. Ved De, hvad den l +her og lasted? + +</p><p>Nej, svarer jeg. + +</p><p>Men nu havde jeg allerede glemt Nonnen, +og jeg spurgte Manden, hvor langt det vel +kunde vre til Holmestrand, regnet i gode, +gamle geografiske Mile. + +</p><p>Til Holmestrand? Jeg vil antage . . . . + +</p><p>Eller til Vblungsns? + +</p><p>Hvad jeg vilde sige: jeg antager, at til +Holmestrand . . . . + +</p><p>, hr, med det samme jeg husker det, +afbrd jeg ham igen, De skulde vel ikke +ville vre s snil at give mig en liden Bid +Tobak, bare en bitte liden Smule! + +</p><p>Jeg fik Tobakken, takked Manden meget +varmt og gik bort. Jeg gjorde intet Brug af +Tobakken, jeg stak den i Lommen straks. +Manden holdt fremdeles je med mig, jeg +havde kanske vakt hans Mistanke p en eller +anden Mde; hvor jeg stod og gik havde jeg +dette mistnksomme Blik efter mig, og jeg +syntes ikke om at blive forfulgt af dette Menneske. +Jeg vender om og drager mig atter hen +til ham, ser p ham og siger: + +</p><p>Ndler. + +</p><p>Bare dette Ord: Ndler. Ikke mer. Jeg +ser meget stivt p ham, idet jeg siger det, +jeg flte, at jeg stirred frygteligt p ham; +det var, som om jeg s p ham med hele +Kroppen, istedetfor bare med jnene. Og +jeg str en liden Stund, efterat jeg har sagt +dette Ord. S tusler jeg op til Jrnbanetorvet +igen. Manden gav ikke en Lyd fra sig, +han bare holdt je med mig. + +</p><p>Ndler? Jeg stod med en Gang stille. +Ja, var det ikke det, jeg havde Fornemmelsen +af allerede straks: jeg havde truffet Krblingen +fr. Oppe i Grndsen, en lys Morgen; jeg +havde pantsat min Vest. Det forekom mig +som en Evighed siden den Dag. + +</p><p>Mens jeg str og tnker p dette — +jeg str og sttter mig til en Husvg p +Hjrnet af Torvet og Havnegaden — farer +jeg pludselig sammen og sger at kravle mig +vk. Da dette ikke lykkes mig, stirrer jeg forhrdet +ret frem og bider Hovedet af al Skam, +der var ingen Rd med det, — jeg str +Ansigt til Ansigt med Kommandren. + +</p><p>Jeg blir skdeslst frk, jeg tager endog +et Skridt frem fra Husvggen, forat gre ham +opmrksom p mig. Og jeg gr det ikke +forat vkke Medlidenhed, men forat hne +mig selv, stille mig i Gabestokken; jeg kunde +vltet mig ned i Gaden og bedt Kommandren +g over mig, trde p mit Ansigt. +Jeg siger ikke engang Godaften. + +</p><p>Kommandren aned mske, at der var +noget galt fat med mig, han sagtned sine +Skridt en Smule, og jeg siger, forat standse +ham: + +</p><p>Jeg skulde vret hos Dem med noget, +men det er ikke blevet noget af endda. + +</p><p>Ja? svarer han sprgende. De har det +ikke frdigt, da? + +</p><p>Nej, jeg har ikke fet det frdigt. + +</p><p>Men nu str mine jne pludselig i Vand +ved Kommandrens Venlighed, og jeg harker +og hoster forbittret, forat gre mig strk. +Kommandren stder en Gang i Nsen; +han str og ser p mig. + +</p><p>Har De noget at leve af imens, da? +siger han. + +</p><p>Nej, svarer jeg, jeg har ikke det +heller. Jeg har ikke spist endda idag, +men . . . . . . + +</p><p>Gud bevare Dem, det gr da ikke an, +at De gr her og sulter ihjl, Mand! +siger han. Og han tager med en Gang til +Lommen. + +</p><p>Nu vgner Skamflelsen i mig, jeg raver +igen bort til Husvggen og holder mig fast, jeg +str og ser p, at Kommandren roder +om i sin Pengepung; men jeg siger intet. Og +han rkker mig en Tikrone. Han gr ingen +flere Omstndigheder med det, han giver mig +simpelthen ti Kroner. Med det samme gentager +han, at det ikke gik an, at jeg sulted ihjl. + +</p><p>Jeg stammed en Indvending og tog ikke +Sedlen straks: Det var skammeligt af mig +dette . . . . det var ogs altfor meget . . . . + +</p><p>Skynd Dem nu! siger han og ser p +sit Ur. Jeg har ventet p Toget; men nu +kommer det, hrer jeg. + +</p><p>Jeg tog Pengene, jeg var lam af Glde +og sagde ikke et Ord mer, jeg takked ikke +engang. + +</p><p>Det er ikke vrdt at genere sig for det, +siger Kommandren tilsidst; De kan jo +skrive for det, ved jeg. + +</p><p>S gik han. + +</p><p>Da han var kommet nogle Skridt bort, +husked jeg med en Gang p, at jeg ikke +havde takket Kommandren for denne Hjlp. +Jeg forsgte at indhente ham, men kunde ikke +komme fort nok afsted, mine Ben slog Klik, +og jeg vilde idelig falde p Nsen. Han +fjrned sig mer og mer. Jeg opgav Forsget, +tnkte at rbe efter ham, men turde ikke, +og da jeg endelig alligevel tog Mod til mig +og rbte, en Gang, to Gange, var han +allerede forlangt borte, min Stemme var bleven +for svag. + +</p><p>Jeg stod tilbage p Fortouget og s +efter ham, jeg grd ganske stille. Jeg har +aldrig set p Magen! sagde jeg til mig selv; +han gav mig ti Kroner! Jeg gik tilbage og +stilled mig der, hvor han havde stet, og +eftergjorde alle hans Bevgelser. Og jeg holdt +Pengesedlen op til mine vde jne, bes +den p begge Sider og begyndte at bande +— bande i vilden Sky p, at det havde sin +Rigtighed med det, jeg holdt i Hnden, det +var en Tikrone. + +</p><p>En Stund efter — mske en meget lang +Stund; ti det var allerede bleven ganske stille +overalt — stod jeg besynderligt nok udenfor +Tomtegaden Numer 11. Da jeg havde stet +og summet mig et jeblik og forundret mig +herover, gik jeg indad Porten for anden Gang, +lige ind i Bevrtning & Logi for Rejsende. +Her bad jeg om Husly og fik straks en Seng. + +after ruler +</p><p class="tb">* * * + +</p><p class="noindent">Tirsdag. + +</p><p>Solskin og Stille, en vidunderlig lys Dag. +Sneen var borte; allevegne Liv og Lyst og +glade Ansigter, Smil og Latter. Fra +Fontnerne steg Vandstrlerne op i Buer, gyldne +af Solen, bllige af den bllige Himmel . . . . +Ved Middagstid gik jeg ud fra mit Logi +i Tomtegaden, hvor jeg fremdeles boed og +havde det godt, og begav mig ud i Byen. +Jeg var i den gladeste Stemning og drev om +den ganske Eftermiddag i de mest befrdede +Gader og s p Mennesker. Endnu fr +Klokken blev syv om Aftenen, gjorde jeg +mig en Tur op til St. Olafs Plads og kiged i +Smug op til Vinduerne i Numer 2. Om en +Time skulde jeg se hende! Jeg gik i en let, +dejlig Angst hele Tiden. Hvad vilde der ske? +Hvad skulde jeg finde p at sige, nr hun +kom nedad Trappen? Godaften, Frken? +Eller bare smile? Jeg beslutted mig til at +lade det bero med at smile. Naturligvis vilde +jeg hilse dybt p hende. + +</p><p>Jeg lusked bort, lidt skamfuld over at +vre s tidligt ude, vandred om i Karl Johan +en Stund og holdt je med Universitetsuret. +Da Klokken blev otte, satte jeg atter opad +Universitetsgaden. Under vejs faldt det mig +ind, at jeg kanske kunde komme et Par Minutter +forsent, og jeg strakte ud alt, jeg rked. +Min Fod var meget sr, ellers mangled der +mig ingenting. + +</p><p>Jeg tog Post ved Fontnen og pusted ud; +jeg stod der rigtig lnge og s op til Vinduerne +i Numer 2; men hun kom ikke. N, +jeg skulde nok vente, det havde ingen Hast +med mig; hun havde kanske Forhindringer. +Og jeg vented igen. Jeg skulde da vel aldrig +have drmt det hele? Havt det frste Mde +med hende i Indbildningen den Nat, jeg l +i Feber? Jeg begyndte rdvild at tnke efter +og flte mig aldeles ikke sikker i min Sag. + +</p><p>Hm! sagde det bag mig. + +</p><p>Jeg hrte denne Harken, jeg hrte ogs +lette Skridt i Nrheden af mig; men jeg +vendte mig ikke om, jeg stirred blot op til +den store Trappe foran mig. + +</p><p>Godaften! siger det s. + +</p><p>Jeg glemmer at smile, jeg tager ikke engang +straks til Hatten, jeg blir s forundret +over at se hende komme denne Vej. + +</p><p>Har De ventet lnge? siger hun, og +hun puster lidt hurtigt efter Gangen. + +</p><p>Nej, aldeles ikke, jeg kom for en liden +Stund siden, svared jeg. Og desuden, hvad +havde det gjort, om jeg havde ventet lnge? +Jeg tnkte forresten, at De skulde komme fra +en anden Kant? + +</p><p>Jeg har fulgt Mama til en Familie, Mama +skal vre ude iaften. + +</p><p>Jas! sagde jeg. + +</p><p>Nu var vi uvilkrlig begyndt at g. En +Politibetjent str p Gadehjrnet og ser +p os. + +</p><p>Men hvor gr vi egentlig hen? siger +hun og standser. + +</p><p>Did, hvor De vil, bare did, hvor De vil. + +</p><p>Uf, ja, men det er s kedeligt at bestemme +det selv. + +</p><p>Pause. + +</p><p>S siger jeg, bare for at sige noget: + +</p><p>Det er mrkt i Deres Vinduer, ser jeg. + +</p><p>Ja, da! svarer hun livligt. Pigen har +ogs fet fri. S jeg er ganske alene +hjemme. + +</p><p>Vi str begge to og ser opad Vinduerne +i Numer 2, som om ingen af os havde set +dem fr. + +</p><p>Kan vi g op til Dem, da? siger jeg. +Jeg skal sidde nede ved Dren hele Tiden, +dersom De vil . . . . + +</p><p>Men nu skalv jeg af Bevgelse og angred +meget, at jeg havde vret for frk. Hvad om +hun blev vred og gik bort fra mig? Hvad om +jeg aldrig fik se hende igen? , det elendige +Antrk, jeg havde p! Jeg vented fortvivlet +p Svaret. + +</p><p>De skal aldeles ikke sidde nede ved +Dren, siger hun. Hun taler ligefrem mt +og siger akkurat disse Ord: De skal aldeles +ikke sidde nede ved Dren. + +</p><p>Vi gik op. + +</p><p>Ude p Gangen, hvor det var mrkt, tog +hun min Hnd og ledte mig frem. Jeg behved +slet ikke at vre s stille, sagde hun, jeg +kunde godt tale. Og vi kom ind. Mens hun +tndte Lys — det var ikke en Lampe, hun +tndte, men et Lys — mens hun tndte dette +Lys, sagde hun med en liden Latter: + +</p><p>Men nu fr De ikke se p mig. Uf, +jeg er skamfuld! Men jeg skal aldrig gre det +mer. + +</p><p>Hvad skal De aldrig gre mer? + +</p><p>Jeg skal aldrig . . . . uf, nej. Gud bevare +mig . . . . jeg skal aldrig kysse Dem mer. + +</p><p>Skal De ikke det? sagde jeg, og vi lo +begge. Jeg strakte Armene ud efter hende, +Og hun gled tilside, smutted vk, over p den +anden Side af Bordet. Vi stod og s p +hinanden en liden Stund, Lyset stod midt +imellem os. + +</p><p>Forsg at f fat p mig! sagde hun. + +</p><p>Og under megen Latter forsgte jeg at f +fat p hende. Mens hun sprang omkring, +lste hun Slret op og tog Hatten af; hendes +spillende jne hang fremdeles ved mig og vogted +p mine Bevgelser. Jeg gjorde et Udfald +pny, snubled i Tppet og faldt; min sre +Fod vilde ikke lnger holde mig oppe. Jeg +rejste mig yderlig flau. + +</p><p>Gud, hvor rd De blev! sagde hun. +Ja, det var ogs grsselig kejtet. + +</p><p>Ja, det var det! svared jeg. + +</p><p>Og vi begyndte pny at springe omkring. + +</p><p>Jeg synes, De halter? + +</p><p>Ja, jeg halter kanske lidt, bare lidt forresten. + + +</p><p>Sidst havde De en sr Finger, nu har +De en sr Fod; det er svrt, s mange Plager +De har. + +</p><p>, ja. — Jeg blev lidt overkrt for nogle +Dage siden. + +</p><p>Overkrt? Fuld da igen? Nej, Gud bevare +mig, hvordan De lever, unge Mand! Hun trued +med Pegefingeren og gjorde sig alvorlig. S +stter vi os da! sagde hun. Nej, ikke der +nede ved Dren; De er s altfor tilbageholden; +her oppe; De der og jeg her, s ja! . . . . Uf, +det er noks kedeligt med tilbageholdne Mennesker! +S m man sige og gre alt selv, +man fr ingen Hjlp til noget. Nu kunde De +for Eksempel grne holde Deres Hnd p +min Stolryg, De kunde grne fundet p s +meget af Dem selv, kunde De. For om jeg +siger noget sligt, s stter De op et Par +jne, som om De ikke rigtig tror det, som blir +sagt. Ja, det er virkelig sandt, jeg har set det +flere Gange, De gr det nu ogs. Men De +skal bare ikke indbilde mig, at De er s beskeden +altid, nr De blot tr dy Dem. De +var noks frk den Dag, da De var fuld og +gik efter mig lige hjem og plaged mig med +Deres ndrigheder: De mister Deres Bog, +Frken, De mister ganske bestemt Deres Bog, +Frken! Ha-ha-ha! Fy, det var virkelig stygt +af Dem! + +</p><p>Jeg sad fortabt og s p hende. +Mit Hjrte slog hjt, Blodet spndte mig +varmt gennem rene. Hvilken vidunderlig +Nydelse! + +</p><p>Hvorfor siger De ingenting? + +</p><p>Nej, hvor De er sd! sagde jeg. Jeg +sidder simpelthen her og blir inderlig betaget +af Dem, her i denne Stund inderlig betaget . . . . +Der er ingen Rd med det . . . . De er det +besynderligste Menneske, som . . . . Stundom +strler Deres jne s, jeg har aldrig set Magen, +de ser ud som Blomster . . . . Hvad? Nej-nej, +kanske ikke som Blomster heller, men . . . . Jeg +er s aldeles forelsket i Dem, og det er s +urimeligt . . . . Herregud, naturligvis, det nytter +mig ikke det Spor . . . . Hvad hedder De? +Nu m De da virkelig sige mig, hvad De +hedder . . . . + +</p><p>Nej, hvad hedder <i>De</i>? Gud, nu havde jeg +nr glemt det igen! Jeg tnkte p det i hele +Gr, at jeg skulde sprge Dem. Ja, det vil +sige ikke i <i>hele</i> Gr, men . . . . + +</p><p>Ved De, hvad jeg har kaldt Dem? Jeg +har kaldt Dem Ylajali. Hvad synes De om +det? En sdan glidende Lyd . . . . + +</p><p>Ylajali? + +</p><p>Ja. + +</p><p>Er det fremmede Sprog? + +</p><p>Hm, Nej, det er ikke det heller. + +</p><p>Ja, det er ikke stygt . . . . + +</p><p>Efter lange Forhandlinger sagde vi hinanden +vore Navne. Hun satte sig lige ved Siden af +mig i Sofaen og skv Stolen bort med Foden, +Og vi begyndte at passiare pny. + +</p><p>De har barberet Dem ogs iaften, sagde +hun. De ser i det hele taget lidt bedre ud +end sidst, men bare bitte lidt forresten; indbild +Dem nu bare ikke . . . . Nej, sidst var De virkelig +sjofel da. De gik ovenikbet med en fl Klud +om Fingeren. Og i den Tilstand vilde De +absolut g ind et Sted og drikke Vin med +mig. Nej, Tak! + +</p><p>Det var alts for mit misserable Udseendes +Skyld, at De ikke vilde g med +alligevel da? sagde jeg. + +</p><p>Nej, svared hun og s ned. Nej, det +skal Gud vide, det ikke var! Jeg tnkte ikke +p det engang. + +</p><p>Hr, sagde jeg, De sidder vist her i +den Overtro, at jeg kan klde mig og leve +akkurat som jeg nsker. De? Men det kan +jeg nok ikke, jeg er meget, meget fattig. + +</p><p>Hun s p mig. + +</p><p>Er De det? sagde hun. + +</p><p>Ja, jeg er det, desvrre. + +</p><p>Pause. + +</p><p>Ja, Herregud, det er jeg ogs, det, sagde +hun med en frejdig Bevgelse med Hovedet. + +</p><p>Hvert af hendes Ord berused mig, traf +mig i Hjrtet som Vindrber. Hun henrykte +mig med den Vane, hun havde at lgge sit +Hoved lidt p Siden og lytte, nr jeg sagde +noget. Og jeg flte hendes ndedrag lige +op i mit Ansigt. + +</p><p>Ved De, sagde jeg, at . . . . Men nu +m De ikke blive sint . . . . Da jeg gik tilsengs +igraftes, lagde jeg denne Arm tilrette for +Dem . . . . sledes . . . . som om De l i +den . . . . og s sovned jeg ind . . . . + +</p><p>Jas? Det var vakkert! Pause. Men +det mtte nu ogs vre p Frastand, De +kunde gre sligt noget; for ellers . . . . + +</p><p>Tror De ikke, jeg kunde gre det ellers? + +</p><p>Nej, det tror jeg ikke. + +</p><p>Jo, af mig kan De vente alt, sagde jeg. +Og jeg lagde Armen om hendes Liv. + +</p><p>Kan jeg det? sagde hun bare. + +</p><p>Det rgred mig, stdte mig nsten, at +hun holdt mig for s altfor skikkelig; jeg +brysted mig op, skd Hjrtet op i Livet og +tog hendes Hnd. Men hun trak den ganske +stilfrdigt tilbage og flytted sig lidt bort fra +mig. Dette gjorde det atter af med mit Mod, +jeg blev skamfuld og s bort mod Vinduet. +Jeg var alligevel s altfor ynkelig der, jeg sad, +jeg mtte blot ikke prve at indbilde mig +noget. Det havde vret en anden Sag, hvis +jeg havde truffet hende dengang, da jeg endnu +s ud som et Menneske, i mine Velmagtsdage, +da jeg havde lidt at redde mig med. Og jeg +flte mig meget nedslagen tilmode. + +</p><p>Der kan De se! sagde hun, nu kan De +bare se: Man kan vippe Dem blot med en +liden Rynke i Panden, gre Dem s flad, bare +ved at flytte sig lidt bort fra Dem . . . . Hun +lo drillende, skjeragtigt, med aldeles lukkede +jne, som om heller ikke hun holdt ud at blive +set p. + +</p><p>Nej, men du store min! bused jeg ud, +nu skal De bare se! Og jeg slog Armene +heftigt om hendes Skuldre. Jeg var nsten +krnket. Var Pigen fra Forstanden! Tog hun +mig for aldeles uerfaren! He, jeg skulde dog +ved den levende . . . . Ingen skulde sige om +mig, at jeg stod tilbage i dette Stykke. Det +var dog Satan til Menneske! Galdt det bare at +g p, s . . . . + +</p><p>Hun sad ganske rolig, og hun havde jnene +fremdeles lukket; ingen af os talte. Jeg trykked +hende hrdt ind til mig, klemte grdigt hendes +Krop ind til mit Bryst, og hun sagde ikke et +Ord. Jeg hrte vore Hjrteslag, bde hendes +og mine, de ld som begravede Hovtramp. + +</p><p>Jeg kyssed hende. + +</p><p>Jeg vidste ikke lngere af mig selv, jeg +sagde noget Nonsens, som hun lo ad, hvisked +Klenavne ind i hendes Mund, klapped hende +p Kindet, kyssed hende mange Gange. Jeg +bned en Knap eller to i hendes Liv, og jeg +skimted hendes Bryster indenfor, hvide, runde +Bryster, der titted frem som to sde Vidundere +bag Linnedet. + +</p><p>M jeg f se! siger jeg, og jeg forsger +at bne flere Knapper, gre Hullet strre; +men min Bevgelse er for strk, jeg kommer +ingen Vej med de nederste Knapper, hvor +desuden Livet strammer p. M jeg bare +f se lidt . . . . lidt . . . . + +</p><p>Hun slr Armen om min Hals, ganske +langsomt, mt; hendes nde puster mig lige +i Ansigtet fra de rde, dirrende Nsebor; med +den anden Hnd begynder hun selv at bne +Knapperne, en for en. Hun ler forlegent, ler +kort og ser flere Gange op p mig, om jeg +skal mrke, at hun er bange. Hun lser Bndene +op, hgter op Korsettet, er henrykt og +ngstelig. Og jeg fingrer med mine grove +Hnder ved disse Knapper og Bnd . . . . + +</p><p>Forat aflede Opmrksomheden fra, hvad +hun gor, stryger hun mig med sin venstre +Hnd over Skulderen og siger: + +</p><p>Hvilken Mngde lse Hr der ligger! + +</p><p>Ja, svarer jeg og vil trnge indtil hendes +Bryst med min Mund. Hun ligger i dette jeblik +med ganske bne Klder. Pludselig er det +som om hun besinder sig, som om hun synes +at have get for vidt; hun dkker sig atter +til og rejser sig lidt op. Og forat skjule sin +Forlegenhed med de bne Klder, giver hun +sig atter til at tale om den Mngde affaldne +Hr, der l p mine Skuldre. + +</p><p>Hvor kan det vre, at Hret falder s +af Dem? + +</p><p>Ved ikke! + +</p><p>, De drikker naturligvis formeget, og +kanske — Fy, jeg vil ikke sige det! De mtte +skamme Dem! Nej, det havde jeg ikke troet +om Dem! At De, som er s ung, allerede +mister Hret! . . . . Nu skal De vrsgod +fortlle mig, hvorledes De egentlig lever Deres +Liv hen. Jeg er sikker p, det er frygteligt! +Men bare Sandhed, forstr De, ikke nogen +Udflugter! Jeg skal nok forresten se det p +Dem, om de vil skjule noget. S, fortl nu! + +</p><p>Ja, lad mig f kysse Dem p Brystet +frst, s. + +</p><p>Er De gal? S, begynd nu! + +</p><p>Nej, kre, lad mig nu f Lov til det frst! + +</p><p>Hm. Nej, ikke frst . . . . Siden kanske +. . . . Jeg vil hre, hvad De er for et Menneske +. . . . , jeg er sikker p, det er forfrdeligt! + +</p><p>Det pinte mig ogs, at hun skulde tro +det vrste om mig, jeg var bange for at stde +hende helt bort, og jeg holdt ikke ud den +Mistanke, hun havde om mit Levnet. Jegvilde +rense mig i hendes jne, gre mig vrdig til +hende, vise hende, at hun sad ved en p det +nrmeste engleren Persons Side. Herregud, +jeg kunde jo tlle p Fingerne mine Fald til +Dato. + +</p><p>Jeg fortalte, jeg fortalte alt, og jeg fortalte +bare Sandhed. Jeg gjorde intet vrre end +det var, det var ikke min Agt at vkke +hendes Medlidenhed; jeg sagde ogs, at jeg +havde stjlet fem Kroner en Aften. + +</p><p>Hun sad og lytted med gabende Mund, +bleg, bange, aldeles forstyrret i de blanke +jne. Jeg vilde gre det godt igen, sprede +det triste Indtryk, jeg havde gjort, og strammed +mig op: + +</p><p>Det er jo over nu! sagde jeg; det +kan ikke vre Tale om sligt noget lnger; +nu er jeg bjrget . . . . + +</p><p>Men hun var meget forsagt. Gud bevare +mig! sagde hun bare og taug. Hun +sagde dette med korte Mellemrum og taug +hver Gang igen. Gud bevare mig! + +</p><p>Jeg begyndte at spge, tog hende i Siden, +forat kildre hende, lfted hende op til mit +Bryst. Hun havde atter knappet Kjolen igen; +dette rgred mig en Smule, sred mig ligefrem. +Hvorfor skulde hun knappe Kjolen +igen? Var jeg i hendes jne mer uvrdig +nu, end om jeg selv havde forskyldt, at mit +Hr faldt af? Vilde hun have syntes bedre +om mig, hvis jeg havde gjort mig til en Udhaler? +. . . . Ikke noget Sludder. Det galdt +bare at g p! Og hvis det bare galdt at +g p, s ved den levende . . . . + +</p><p>Jeg lagde hende ned, lagde hende simpelthen +ned i Sofaen. Hun stred imod, ganske +lidt forresten, og s forbauset ud. + +</p><p>Nej . . . . hvad vil De? sagde hun. + +</p><p>Hvad jeg vil?! + +</p><p>He, hun spurgte, hvad jeg vilde! G +p, vilde jeg, g lige p! Det var ikke bare +p Frastand, jeg havde det med at g p; +det var ikke min Art og Beskaffenhed af +Menneske. Jeg gjorde i at vre Karl for min +Hat og ikke sles flad af en Rynke i Panden. +Nej-nej, san, jeg havde endnu aldrig get +med uforrettet Sag fra en sdan Affre . . . . + +</p><p>Og jeg gik p. + +</p><p>Nej . . . . nej, men . . . .? + +</p><p>Jo, mente jeg, det var Meningen det! + +</p><p><i>Nej</i>, hrer De! rbte hun. Og hun +lagde til disse srende Ord: Jeg kan jo +ikke vre tryg for, at De ikke er vanvittig. + +</p><p>Jeg holdt uvilkrlig lidt inde, og jeg sagde: + +</p><p>Det mener De ikke! + +</p><p>Jo, ved Gud, De ser s rar ud! Og +den Formiddag, De forfulgte mig, — De var +alts ikke fuld dengang? + +</p><p>Nej. Men da var jeg jo ikke sulten +heller, jeg havde netop spist . . . . + +</p><p>Ja, s meget vrre var det. + +</p><p>Vilde De heller, at jeg skulde vret +fuld? + +</p><p>Ja . . . . Hu, jeg er bange for Dem! +Herregud, kan De nu ikke slippe! + +</p><p>Jeg tnkte mig om. Nej, jeg kunde ikke +slippe. Ikke noget forbandet Prevv en +silde Aftenstund p en Sofa! Op med Flonellen! +He, hvilke Udflugter fandt man ikke +p at komme med i et sligt jeblik! Som +om jeg ikke vidste, at det var bare Undselighed +altsammen! Da mtte jeg vre grn! +S stille nu! Ikke noget Tv! Leve Kongen +og Fdrelandet! . . . . + +</p><p>Hun stritted besynderlig strkt imod, +altfor strkt til bare at stritte imod af Undselighed. +Jeg kom som af Vanvare til at +stde Lyset overende, s det slukned, hun +gjorde fortvivlet Modstand, udstdte endog et +lidet Klynk. + +</p><p>Nej, ikke det, ikke det! Hvis De vil +s skal De heller f kysse mig p Brystet. +Kre, snille . . . . + +</p><p>Jeg standsed jeblikkelig. Hendes Ord +ld s forfrdede, hjlpelse, jeg blev inderlig +slagen. Hun mente at byde mig en Erstatning +ved at give mig Lov til at kysse +hendes Bryst! Hvor det var sknt, sknt og +enfoldigt! Jeg kunde faldt ned og knlet +for hende. + +</p><p>Men, kre, vene! sagde jeg aldeles +forvirret, jeg forstr ikke . . . . jeg begriber +virkelig ikke, hvad dette er for en Slags +Spil . . . . + +</p><p>Hun rejste sig og tndte atter Lyset +med rystende Hnder; jeg sad tilbage p +Sofaen og foretog mig ingenting. Hvad vilde +nu ske? Jeg var i Grunden meget ilde tilmode. + +</p><p>Hun kasted jnene hen p Vggen, hen +til Klokken, og for sammen. + +</p><p>Uf, nu kommer Pigen snart! sagde +hun. Dette var det frste, hun sagde. + +</p><p>Jeg forstod denne Hentydning og rejste +mig. Hun tog efter Kben, som forat klde +den p, men betnkte sig, lod den ligge og +gik bort til Kaminen. Hun var bleg og blev +mer og mer urolig. Forat det dog ikke +skulde se ud, som om hun viste mig Dren, +sagde jeg: + +</p><p>Var han Militr Deres Far? og samtidig +gjorde jeg mig istand til at g. + +</p><p>Ja, han var Militr. Hvoraf vidste jeg det? + +</p><p>Jeg vidste det ikke, det faldt mig bare ind. + +</p><p>Det var besynderligt! + +</p><p>, ja. Det var enkelte Steder, jeg kom, +hvor jeg fik det med Anelser. He-he, det +hrte med til mit Vanvid, det . . . . + +</p><p>Hun s hurtig op, men svared ikke. +Jeg flte, at jeg pinte hende med min Nrvrelse, +og vilde gre kort Proces. Jeg gik +til Dren. Vilde hun ikke kysse mig mer nu? +Ikke engang rkke mig Hnden? Jeg stod +og vented. + +</p><p>Skal De g nu da? sagde hun, og +hun stod endda stille borte ved Kaminen. + +</p><p>Jeg svared ikke. Jeg stod ydmyget og +forvirret og s p hende, uden at sige noget. +Hvorfor havde hun da ikke ladet mig i Fred, +nr det ikke kunde blive til noget? Hvad +gik der af hende i dette jeblik? Det lod +ikke til at ang hende, at jeg stod frdig til +at g; hun var p en Gang aldeles tabt for +mig, og jeg ledte efter noget at sige hende +til Afsked, et tungt, dybt Ord, som kunde +ramme hende og mske imponere hende +lidt. Og stik imod min faste Beslutning, +sret, istedetfor stolt og kold, urolig, fornrmet, +gav jeg mig ligefrem til at tale om +Uvsentligheder; det rammende Ord kom +ikke, jeg bar mig yderst tankelst ad. + +</p><p>Hvorfor kunde hun ikke lige s godt +sige klart og tydeligt, at jeg skulde g min +Vej? spurgte jeg. Jo, jo, hvorfor ikke? Det +var ikke vrdt at genere sig. Istedetfor at +minde mig om, at Pigen snart vilde komme +hjem, kunde hun ogs simpelthen have sagt +flgende: Nu m De forsvinde, for nu skal +jeg g og hente min Mor, og jeg vil ikke +have Deres Flge nedad Gaden. S, det +var ikke det, hun havde tnkt p? , jo, +det var nok alligevel det, hun havde tnkt +p; det forstod jeg straks. Der skulde s +lidet til, forat stte mig p Spor; bare den +Mden, hvorp hun havde taget efter Kben +og atter ladet den ligge, havde overbevist +mig med en Gang. Som sagt, jeg havde det +med Anelser. Og der var vel kanske ikke +s meget Vanvid i det i Grunden . . . . + +</p><p>Men, Herregud, tilgiv mig nu for det +Ord! Det slap mig af Munden! rbte hun. +Men hun stod fremdeles stille og kom ikke +hen til mig. + +</p><p>Jeg var ubjelig og fortsatte. Jeg stod +der og sludred vk med den pinlige Fornemmelse, +at jeg keded hende, at ikke et +eneste af mine Ord traf, og alligevel holdt jeg +ikke op: I Grunden kunde man jo vre et +temmelig mtligt Gemyt, om man ikke var +gal, mente jeg; der var Naturer, som nred +sig af Bagateller og dde bare for et hrdt +Ord. Og jeg lod underforst, at jeg +havde en sdan Natur. Sagen var den, at +min Fattigdom havde i den Grad skrpet +visse Evner i mig, at det voldte mig ligefrem +Ubehageligheder, ja, jeg forsikrer Dem ligefrem +Ubehageligheder, desvrre. Men det +havde ogs sine Fordele, det hjalp mig i +visse Situationer. Den fattige intelligente var +langt finere Iagttager end den rige intelligente. +Den fattige ser sig om for hvert Skridt, han +tager, lytter mistnksomt til hvert Ord, han +hrer af de Mennesker, han trffer; hvert +Skridt, han selv tager, stiller sledes hans +Tanker og Flelser en Opgave, et Arbejde. +Han er lydhr og flsom, han er en erfaren +Mand, hans Sjl har Brandsr . . . . + +</p><p>Og jeg talte rigtig lnge om disse Brandsr, +som min Sjl havde. Men jo lnger +jeg talte, des uroligere blev hun; tilsidst sagde +hun: Herregud! et Par Gange i Fortvivlelse +og vred sine Hnder. Jeg s godt, at jeg +plaged hende, og jeg vilde ikke plage hende, +men gjorde det alligevel. Endelig mente jeg +at have fet sagt hende i grove Trk det +ndvendigste af, hvad jeg havde at sige, +jeg blev greben af hendes fortvivlede Blik og +rbte: + +</p><p>Nu gr jeg! Nu gr jeg! Kan De +ikke se, at jeg allerede har Hnden p +Lsen? Farvel! Farvel, siger jeg! De kunde +dog grne svare mig, nr jeg siger Farvel +to Gange og str fiks og frdig til at g. +Jeg beder ikke engang om at f trffe Dem +igen, for det vil pine Dem; men sig mig: +Hvorfor lod De mig ikke vre i Fred? Hvad +har jeg gjort Dem? Jeg gik dog ikke ivejen +for Dem nu; vel? Hvorfor vender De Dem +pludselig bort fra mig, som om De slet ikke +kendte mig mer? Nu har De ribbet mig s +inderlig blank, gjort mig endda mere ussel +end jeg var nogensinde. Herregud, men jeg +er jo ikke vanvittig, De ved meget godt, +nr De vil tnke Dem om, at der er ingenting, +som fejler mig nu. Kom nu da og rk +mig Hnden! Eller lad mig f Lov til at +komme til Dem! Vil De det? Jeg skal ikke +gre Dem noget ondt, jeg vil bare knle for +Dem et jeblik, knle ned p Gulvet der +foran Dem, blot et jeblik; m jeg? Nej, +nej, s skal jeg ikke gre det, jeg ser, De +blir bange, jeg skal ikke, <i>skal</i> ikke gre det, +hrer De. Herregud dog, hvorfor blir De +s forfrdet? Jeg str jo stille, jeg rrer +mig ikke. Jeg vilde have knlet ned p +Tppet et Minut, just der, p den rde +Farve lige ved deres Fdder. Men De blev +bange, jeg kunde straks se det p Deres +jne, at De blev bange, derfor stod jeg stille. +Jeg gjorde ikke et Skridt, da jeg bad Dem +derom; vel? Jeg stod lige s urrlig som +nu, nr jeg viser Dem det Sted, hvor jeg +vilde knlet for Dem, der borte p den rde +Rose i Tppet. Jeg peger ikke med Fingeren +engang, jeg peger slet ikke, jeg lader det +vre, for ikke at forskrkke Dem, jeg nikker +bare og ser derhen, sledes! Og De forstr +meget godt, hvilken Rose, jeg mener, men +De vil ikke tillade mig at knle der; De er +bange for mig og tr ikke komme mig nr. +Jeg begriber ikke, at De kan bringe over +Deres Hjrte at kalde mig gal. Ikke sandt, +De tror det heller ikke lnger? Det var engang +i Sommer, for lnge siden, da var jeg gal; +jeg arbejded for hrdt og glemte at g til +Middags i ret Tid, nr jeg havde meget at tnke +p. Det hndte Dag efter Dag; jeg burde have +husket det, men jeg glemte det stadig vk. +Ved Gud i Himlen, det er sandt! Gud lade +mig aldrig komme levende fra dette Sted, +hvis jeg lyver! Der kan De se, De gr mig +Uret. Det var ikke af Trang, jeg gjorde det; +jeg har Kredit, stor Kredit, hos Ingebret og +Gravesen; jeg gik ogs ofte med mange +Penge i Lommen og kbte alligevel ikke Mad, +fordi jeg glemte det. Hrer De der! De siger +ikke noget, De svarer ikke, De gr aldeles +ikke bort fra Kaminen, De str bare og +venter p, at jeg skal g . . . . + +</p><p>Hun kom hurtigt henimod mig og rakte +sin Hnd frem. Jeg s fuld af Mistro p +hende. Gjorde hun det ogs med noget let +Hjrte? Eller gjorde hun det blot, forat blive +af med mig? Hun lagde sin Arm om min +Hals, hun havde Trer i jnene. Jeg stod +bare og s p hende. Hun rakte sin Mund +frem; jeg kunde ikke tro hende, det var +ganske bestemt et Offer, hun bragte, et Middel +til at f en Ende p det. + +</p><p>Hun sagde noget, det ld for mig som: +Jeg er glad i Dem alligevel! Hun sagde det +meget lavt og utydeligt, mske hrte jeg +ikke rigtig, hun sagde kanske ikke just de +Ord; men hun kasted sig heftigt om min +Hals, holdt begge Armene om min Hals en +liden Stund, strakte sig endog en Smule p +Terne, forat rkke godt op, og stod sledes +mske et helt Minut. + +</p><p>Jeg var bange for, at hun tvang sig selv +til at vise denne mhed, jeg sagde blot: + +</p><p>Hvor De er dejlig nu! + +</p><p>Mer sagde jeg ikke. Jeg omfavned hende +voldsomt, trdte tilbage, stdte til Dren og +gik baglnds ud. Og hun stod igen derinde. + +</p> + +<h2>FJERDE STYKKE</h2> + +<p class="first">Vinteren var kommet, en r og vd Vinter +nsten uden Sne, en tget og mrk evigtvarende +Nat, uden et eneste friskt Vindstd, +s lang som Ugen var. Gassen brndte +nsten hele Dagen i Gaderne, og Folk stdte +alligevel p hinanden i Tgen. Alle Lyde, +Kirkeklokkernes Klang, Bjlderne fra Droschehestene. +Menneskenes Stemmer, Hovslagene, +altsammen ld s sprukkent og klirrende i +den tykke Luft, der lagde sig ivejen for alting +og dmped alt ned. Uge gik efter Uge, og +Vejret var og blev det samme. + +</p><p>Og jeg opholdt mig stadigt nede i Vaterland. + +</p><p>Jeg blev fastere og fastere bunden til +denne Bevrtning, dette Logihus for Rejsende, +hvor jeg havde fet bo, trods min Forkommenhed. +Mine Penge var for lnge siden opbrugte, +og jeg vedblev alligevel at g og +komme p dette Sted, som om jeg havde +Ret dertil og hrte hjemme der. Vrtinden +havde endnu intet sagt; men det pinte mig +alligevel, at jeg ikke kunde betale hende. +Sledes forlb tre Uger. + +</p><p>Jeg havde allerede for flere Dage tilbage +genoptaget min Skrivning, men det lykkedes +mig ikke lnger at f til noget, som jeg var +tilfreds med; jeg havde slet intet Held med +mig mer, om jeg end var meget flittig og +forsgte sent og tidligt; hvad jeg end tog mig +til, nytted det ikke, Lykken var borte, og jeg +anstrngte mig altid forgves. + +</p><p>Det var p et Vrelse i anden Etage, i +det bedste Gstevrelse, jeg sad og gjorde +disse Forsg. Jeg var forbleven uforstyrret +deroppe, siden den frste Aften, da jeg havde +Penge og kunde klarere for mig. Jeg havde +ogs hele Tiden det Hb, at jeg endelig +kunde f istand en Artikel om et eller andet, +s jeg kunde f betalt Vrelset og hvad +jeg ellers skyldte for; det var derfor, jeg arbejded +s ihrdigt. Isr havde jeg et pbegyndt +Stykke, som jeg vented mig meget +af, en Allegori om en Ildebrand i en Boglade, +en dybsindig Tanke, som jeg vilde +lgge al min Flid p at udarbejde og bringe +Kommandren i Afbetaling. Kommandren +skulde dog erfare, at han denne Gang +virkelig havde hjulpet et Talent; jeg havde +ingen Tvivl om, at han skulde erfare det; det +galdt blot at vente til nden kom over mig. +Og hvorfor skulde ikke nden komme over +mig? Hvorfor skulde den ikke komme over +mig med det allerfrste endog? Der var intet +ivejen med mig mer; jeg fik lidt Mad hver +Dag af min Vrtinde, nogle Smrogbrd +Morgen og Aften, og min Nervsitet var nsten +forsvunden. Jeg brugte ikke lnger +Klude om mine Hnder, nr jeg skrev, og +jeg kunde stirre ned i Gaden fra mine Vinduer +i anden Etage, uden at blive svimmel. Det +var bleven meget bedre med mig i alle +Mder, og det begyndte ligefrem at forundre +mig, at jeg ikke allerede havde fet min +Allegori frdig. Jeg forstod ikke, hvordan +det hang sammen. + +</p><p>En Dag skulde jeg endelig f en Anelse +om, hvor svag jeg egentlig var bleven, hvor +slvt og udueligt min Hjrne arbejded. Den +Dag kom nemlig min Vrtinde op til mig +med en Regning, som hun bad mig om at se +p; der mtte vre noget galt i den Regning, +sagde hun, den stemte ikke med hendes egen +Bog; men hun havde ikke kunnet finde Fejlen. + +</p><p>Jeg satte mig til at tlle; min Vrtinde +sad lige overfor mig og s p mig. Jeg +talte disse tyve Poster, frst en Gang nedad, +og fandt Summen rigtig, derp en Gang opad, +og kom pny til samme Resultat. Jeg s +p Konen, hun sad lige foran mig og vented +p mit Ord; jeg lagde med det samme +Mrke til, at hun var frugtsommelig, det undgik +ikke min Opmrksomhed, og jeg stirred +dog ingenlunde undersgende p hende. + +</p><p>Summen er rigtig, sagde jeg. + +</p><p>Nej, se nu efter for hvert Tal, svared +hun; det kan ikke vre s meget; jeg er +sikker p det. + +</p><p>Og jeg begyndte at revidere hver Post: +2 Brd 25, i Lampeglas 18, Sbe 20, Smr +32 . . . . Der skulde ikke noget klgtigt +Hoved til, forat gennemg disse Talrkker, +denne lille Hkerregning, hvori der ingen +Vidtlftigheder fandtes, og jeg forsgte redeligt +at finde den Fejl, som Konen talte om, +men fandt den ikke. Efterat jeg havde tumlet +med disse Tal et Par Minutter, flte jeg +desvrre, at altsammen begyndte at danse rundt +i mit Hoved; jeg gjorde ikke lnger Forskel +p Debet og Kredit, jeg blanded det hele +sammen. Endelig stod jeg med t bom stille +ved flgende Post: 3 5/16 Pund Ost 16. +Min Hjrne klikked fuldstndig, jeg stirred +dumt ned p Osten og kom ingen Vej. + +</p><p>Det er da ogs forbandet, s vredent +dette er skrevet! sagde jeg fortvivlet. Her +str Gud hjlpe mig simpelthen fem Sekstendele +Ost. He-he, har man hrt Magen! Ja, +her kan De se selv! + +</p><p>Ja, svared Madamen, de plejer at +skrive s. Det er Ngleosten. Jo, det er +korrekt! Fem Sekstendele er alts fem Lod + +</p><p>Ja, det forstr jeg nok! atbrd jeg, +sknt jeg i Virkeligheden ikke forstod nogen +Ting mer. + +</p><p>Jeg forsgte pny at klare dette lille +Regnestykke, som jeg for nogle Mneder +siden kunde have talt op p et Minut; jeg +sveded strkt og tnkte over disse gdefulde +Tal af alle Krfter, og jeg blinked eftertnksomt +med jnene, som om jeg studered +rigtig skarpt p denne Sag; men jeg +mtte opgive det. Disse fem Lod Ost gjorde +det fuldstndigt af med mig; det var som +om noget knak over i min Pande. + +</p><p>For dog at give Indtryk af, at jeg fremdeles +arbejded med mine Beregninger, bevged +jeg Lberne og nvnte nu og da et Tal hjt, +alt imens jeg gled lnger og lnger nedad +Regningen, som om jeg stadig gik fremad og +nrmed mig Afslutningen. Madamen sad og +vented. Endelig sagde jeg: + +</p><p>Ja, nu har jeg get den igennem fra +frst til sidst, og der er virkelig ingen Fejl, +svidt jeg kan se. + +</p><p>Ikke det? svared Konen, jas, ikke +det? Men jeg s godt, at hun ikke troed +mig. Og pludselig syntes hun p en Gang +at antage et lidet Stnk af Ringeagt for mig +i sin Tale, en lidt ligegyldig Tone, som jeg +ikke tidligere havde hrt hos hende. Hun +sagde, at jeg kanske ikke var vant til at regne +med Sekstendele; hun sagde ogs, at hun +mtte henvende sig til nogen, som forstod +sig p det, forat f Regningen ordentlig +gennemset. Alt dette sagde hun ikke p +nogen srende Mde, forat gre mig tilskamme, +men tankefuldt og alvorligt. Da +hun var kommet til Dren og skulde g, +sagde hun, uden at se p mig: + +</p><p>Undskyld, at jeg har heftet Dem, da! + +</p><p>Hun gik. + +</p><p>Lidt efter bnedes Dren pny, og min +Vrtinde kom atter ind; hun kunde nppe +have get lnger end ud p Gangen, fr +hun vendte om. + +</p><p>Det er sandt! sagde hun. De m ikke +tage det ilde op; men jeg har vel lidt tilgode +hos Dem nu? Var det ikke tre Uger +igr, siden De kom? Ja, jeg mente, det var s. +Det er ikke grejt at klare sig med s stor +Familje, s jeg kan ikke lade nogen f bo +p Kredit, desvrre . . . . + +</p><p>Jeg standsed hende. + +</p><p>Jeg arbejder p en Artikel, som jeg +alts har fortalt Dem om fr, sagde jeg, +og ssnart den blir frdig, skal De f +Deres Penge. De kan vre ganske rolig. + +</p><p>Ja, men De fr jo aldrig den Artikel +frdig, jo? + +</p><p>Tror De det? nden kommer muligens +over mig imorgen, eller kanske allerede inat; +det er slet ikke umuligt, at den kommer over +mig engang inat, og da blir min Artikel frdig +p et Kvarter hjst. Ser De, det er ikke +sledes med mit Arbejde, som med andre +Folks; jeg kan ikke stte mig ned og f +istand en vis Mngde om Dag, jeg m bare +vente p jeblikket. Og der er ingen, som +kan sige Dag og Time, p hvilken nden +kommer over n; det m have sin Gang. + +</p><p>Min Vrtinde gik. Men hendes Tillid +til mig var vist meget rokket. + +</p><p>Jeg sprang op og sled mig i Hret at +Fortvivlelse, ssnart jeg var bleven alene. +Nej, der blev virkelig ingen Redning for mig +alligevel, ingen, ingen Redning! Min Hjrne +var bankerot! Var jeg da alts bleven helt +Idiot, siden jeg ikke lnger kunde regne ud +Vrdien af et lidet Stykke Ngleost? Men +kunde jeg ogs have tabt min Forstand, +nr jeg stod og gav mig selv slige Sprgsml? +Havde jeg ikke ovenikbet midt under mine +Anstrngelser med Regningen gjort den soleklare +Iagttagelse, at min Vrtinde var frugtsommelig? +Jeg havde ikke nogen Grund til +at vide det, der var ingen, som havde fortalt +mig noget derom, det faldt mig heller ikke +vilkrligt ind, jeg sad og s det med mine +egne jne, og jeg forstod det straks, til og +med i et fortvivlet jeblik, hvori jeg sad og +regned med Sekstendele. Hvorledes skulde +jeg forklare mig det? + +</p><p>Jeg gik til Vinduet og s ud; mit Vindu +vendte ud mod Vognmandsgaden. Der legte +nogle Brn nede p Brostenene, fattigt kldte +Brn midt i den fattige Gade; de kasted en Tomflaske +imellem sig og skrled hjt. Et Flyttels +rulled langsomt forbi dem; det mtte +vre en fordreven Familje, som skifted Bopl +udenfor Flyttetiden. Dette tnkte jeg mig +jeblikkelig. P Vognen l Sengeklder og +Mbler, mldte Senge og Komoder, rdmalede +Stole med tre Ben, Matter, Jrnskrab, +Bliktj. En liden Pige, bare et Barn, en +rigtig hslig Unge med forklet Nse, sad +oppe i Lsset og holdt sig fast med sine +stakkels bl Hnder, for ikke at tumle ned. +Hun sad p en Bundt af rdsomme, vde +Madrasser, som Brn havde ligget p, og s +ned p de sm, der kasted Tomflasken +imellem sig . . . . + +</p><p>Alt dette stod jeg og s p, og jeg +havde ingen Mje med at forst alt, som +foregik. Mens jeg stod der ved Vinduet og +iagttog dette, hrte jeg ogs min Vrtindes +Pige synge inde i Kkkenet lige ved Siden +af mit Vrelse; jeg kendte den Melodi, hun +sang, jeg hrte derfor efter, om hun skulde +synge fejl. Og jeg sagde til mig selv, at alt +dette kunde ikke en Idiot have gjort; jeg var +Gudskelov s fornuftig, som noget Menneske. +Pludselig s jeg to af Brnene nede i +Gaden fare op at skndes, to Smgutter; +jeg kendte den ene, det var min Vrtindes. +Jeg bner Vinduet, forat hre, hvad de siger +til hinanden, og straks stimler en Flok Brn +sammen nedenunder mit Vindu og ser lngselsfuldt +op. Hvad vented de p? At noget +skulde blive kastet ud? Trrede Blomster, +Kdben, Cigarstumper, en eller anden Ting, +som de kunde gnave i sig eller more sig +med? De s med blfrosne Ansigter, med +uendelig lange jne op mod mit Vindu. +Imidlertid fortstter de to sm Fjender at +sklde hinanden ud. Ord som store, klamme +Udyr myldrer ud af disse Barnemunde, forfrdelige +genavne, Skgesprog, Matroseder, +som de kanske havde lrt nede ved Bryggerne. +Og de er begge to s optagne heraf, at de +slet ikke lgger Mrke til min Vrtinde, der +lber ud til dem, forat f hre, hvad der er +pfrde. + +</p><p>Jo, forklarer hendes Sn, han tog mig +i Barken; jeg fik ikke Pusten p en lang +Stund! Og vendende sig om mod den lille +Ugrningsmand, der str og flirer ondskabsfuldt +ad ham, blir han aldeles rasende og +rber: Rejs til hede Helvede, dit kaldiske +Naut, du er! En slig Lushorrik skal tage +Folk i Struben! Jeg skal Herr'n forsyne +mig . . . . + +</p><p>Og Moderen, denne frugtsommelige Kone, +der dominerer hele den trange Gade med sin +Mave, svarer det tirige Barn, idet hun griber +ham i Armen og vil have ham med: + +</p><p>Sh! Hold Snavel'n din! Jeg mener, du +bander ogsl Du bruger Kften, som om +du skulde vret p Ludderhus i rvis! Nu +kommer du ind! + +</p><p>Nej, jeg gr ikke det! + +</p><p>Jo, du gr det! + +</p><p>Nej, jeg gr ikke det! + +</p><p>Jeg str oppe i Vinduet og ser, at +Moderens Vrede stiger; denne uhyggelige +Scene ophidser mig voldsomt, jeg holder det +ikke lnger ud, jeg rber ned til Gutten, at +han skal komme op til mig et jeblik. Jeg +rber to Gange, blot forat forstyrre dem, +forat f forpurret dette Optrin; den sidste +Gang, rber jeg meget hjt, og Moderen +vender sig forblffet om og ser op til mig. +Og jeblikkelig genvinder hun Fatningen, ser +frkt p mig, rigtig overlegent ser hun p +mig, og trkker sig s tilbage med en bebrejdende +Bemrkning til sin Sn. Hun taler +hjt, s jeg kan hre det, og siger til ham: + +</p><p>Fy, du mtte skamme dig for at lade +Folk se, hvor slem du er! + +</p><p>Af alt dette, som jeg sledes stod og +iagttog, var der intet, ikke engang en liden +Biomstndighed, som gik tabt for mig. Min +Opmrksomhed var yderst vag, jeg indnded +mtligt hver liden Ting, og jeg stod og +gjorde mig mine Tanker om disse Ting, efterhvert +som de foregik. S der kunde umuligt +vre noget ivejen med min Forstand. Hvor +kunde der ogs vre noget ivejen med +den nu? + +</p><p>Hr, ved du hvad, sagde jeg p en +Gang; nu har du lnge nok get og befattet +dig med din Forstand og gjort dig Bekymringer +i s Henseende; nu fr det vre Slut med +de Narrestreger! Er det Tegn p Galskab +at mrke og opfatte alle Ting s njagtigt, +som du gr det? Du fr mig nsten til at +le af dig, forsikkrer dig p, det er ikke uden +Humor, svidt jeg sknner. Kort og godt, +det hnder alle Mennesker at st fast for en +Gangs Skyld, og det just netop i de simpleste +Sprgsml. Det siger intet, det er bare Tilfldighed. +Som sagt, jeg er p et hngende +Hr i Frd med at f mig en liden Latter +over dig. Hvad den Hkerregning angr, +disse lumpne fem Sekstendele Fattigmandsost, +kan jeg grne kalde det, — he-he, en Ost +med Nellik og Pebber i, p min re en Ost, +som man rent ud sagt kunde f Barn af, — +hvad denne latterlige Ost angr, da kunde +det have hndt den bedste at blive fordummet +over den; selve Lugten af den Ost kunde gre +det af med en Mand . . . . Og jeg gjorde +det vrste Nar af al Ngleost . . . . Nej, +st mig p noget spiseligt! sagde jeg, st +mig, om du vil, p fem Sekstendele godt +Mejerismr! Det er en anden Sag! + +</p><p>Jeg lo hektisk ad mine egne Indfald og +fandt dem sre morsomme. Der var virkelig +ingenting, som fejled mig mer, jeg var vel +bevaret. Jeg var s at sige yderst vel bevaret +endog! Jeg var et klart Hoved; der mangled +intet p det, Gud ske Lov og Tak! + +</p><p>Min Munterhed steg efterhvert, som jeg +drev om der p Gulvet og samtalte med mig +selv; jeg lo hjt og flte mig voldsomt +glad. Det var virkelig ogs, som om jeg +blot behved denne lille glade Stund, dette jeblik +af egentlig lys Henrykkelse, uden Sorger +til nogen Kant, forat f mit Hoved i arbejdsdygtig +Stand. Jeg satte mig ind til Bordet +og gav mig til at sysle med min Allegori. +Og det gik meget godt, bedre end p lange +Tider; det gik ikke hurtigt; men jeg syntes, +at det lille, jeg fik til, blev aldeles udmrket. +Jeg arbejded ogs en Times Tid, uden at +blive trt. + +</p><p>S sidder jeg just p et meget vigtigt +Punkt i denne Allegori om en Ildebrand i en +Boglade; det forekom mig s vigtigt, at alt +det vrige, jeg havde skrevet, var for intet at +regne mod dette Punkt. Jeg vilde netop forme +rigtig dybsindigt den Tanke, at det ikke var +Bger, som brndte, det var Hjrner, Menneskehjrner, +og jeg vilde lave en ren Bartholomusnat +af disse brndende Hjrner. Da +blev med en Gang min Dr bnet med megen +Hast, og min Vrtinde kom sejlende ind. +Hun kom midt ind i Vrelset, hun standsed +ikke engang p Drstokken. + +</p><p>Jeg gav et lidet hst Rb; det var virkelig, +som om jeg havde fet et Slag. + +</p><p>Hvad? sagde hun. Jeg syntes. De +sagde noget? Vi har fet en Rejsende, og +vi m have dette Vrelse til ham; De fr +ligge nede hos os inat; ja, De skal f egen +Seng der ogs. Og frend hun havde fet +mit Svar, begyndte hun uden videre at samle +sammen mine Papirer p Bordet og bringe +Uorden i dem allesammen. + +</p><p>Min glade Stemning var blst bort, jeg +var vred og fortvivlet og rejste mig straks. +Jeg lod hende rydde Bordet og sagde ingenting; +jeg mled ikke et Ord. Og hun gav +mig alle Papirerne i min Hnd. + +</p><p>Der var intet andet for mig at gre, jeg +mtte forlade Vrelset. Nu var ogs dette +dyrebare jeblik spoleret! Jeg mdte den +ny Rejsende allerede i Trappen, en ung Mand +med store bl Ankertegninger p Hndbagerne; +bagefter ham fulgte en Sjouer med +en Skibskiste p Skulderen. Den fremmede +var vist en Sjmand, alts blot en tilfldig +Rejsende for Natten; han skulde nok ikke optage +mit Vrelse i nogen lngere Tid. Kanske +kunde jeg ogs vre heldig imorgen, nr +Manden var rejst, og f et af mine jeblikke +igen; der mangled mig blot en Inspiration p +fem Minutter nu, s var mit Vrk om Ildebranden +frdig. Alts, jeg fik finde mig i +Skbnen . . . . + +</p><p>Jeg havde ikke tidligere vret inde i Familjens +Lejlighed, denne eneste Stue, hvori +allesammen holdt til Dag og Nat, Manden, +Konen, Konens Fader og fire Brn. Pigen +boed i Kkkenet, hvor hun ogs sov om +Natten. Jeg nrmed mig med megen Modvilje +Dren og banked p; ingen svared, dog +hrte jeg Stemmer indenfor. + +</p><p>Manden sagde ikke et Ord, da jeg trdte +ind, besvared ikke engang min Hilsen; han +s blot ligegyldigt p mig, som om jeg ikke +vedkom ham. Forresten sad han og spilled +Kort med en Person, som jeg havde set nede +ved Bryggerne, en Brer, der ld Navnet +Glasruden. Et Spdbarn l og pludred +med sig selv henne i Sengen, og den gamle +Mand, Vrtindens Fader, sad sammenkrben +p en Sengebnk og luded med Hovedet +over sine Hnder, som om hans Bryst eller +Mave smrted ham. Han havde nsten hvidt +Hr og s ud i sin sammenkrbne Stilling +som et duknakket Kryb, der sad og spidsed +ren efter noget. + +</p><p>Jeg kommer nok desvrre til at bede +om Rum hernede inat, sagde jeg til Manden. + +</p><p>Har min Kone sagt det? spurgte han. + +</p><p>Ja. Der kom en ny Mand p mit Vrelse. + + +</p><p>Hertil svared ikke Manden noget; han gav +sig atter i Frd med Kortene. + +</p><p>Sledes sad denne Mand Dag efter Dag +og spilled Kort med hvemsomhelst, som kom +ind til ham, spilled om ingenting, blot forat +fordrive Tiden og have noget mellem Hnderne +imens. Han foretog sig ellers intet, +rrte sig netop s meget som hans lade +Lemmer gad, mens Konen traved op og ned +i Trapperne, var om sig p alle Kanter og +havde Omsorg for at f Gster til Huset. +Hun havde ogs sat sig i Forbindelse med +Bryggesjouere og Brere, hvem hun betalte +et vist Honorar for hver ny Logerende, de +bragte hende, og hun gav ofte disse Sjouere +Husly for Natten. Nu var det Glasruden, +som just havde bragt den ny Rejsende med. + +</p><p>Et Par af Brnene kom ind, to Smpiger +med magre, fregnede Tseansigter; de havde +rigtig usle Klder p. Lidt efter kom ogs +Vrtinden ind. Jeg spurgte hende, hvor hun +vilde anbringe mig for Natten, og hun svared +kort, at jeg kunde ligge herinde, sammen med +de andre, eller ude i Forstuen p Sofabnken, +aldeles som jeg selv fandt for godt. Mens +hun svared mig dette, gik hun omkring i +Stuen og pusled med forskellige Ting, som +hun satte i Orden, og hun s ikke en Gang +p mig. + +</p><p>Jeg sank sammen ved hendes Svar, stod +nede ved Dren og gjorde mig liden, lod endog +som om jeg var godt tilfreds med at bytte +Vrelse med en anden for en Nats Skyld; +jeg satte med Hensigt et venligt Ansigt op, +for ikke at opirre hende og mske blive jaget +helt ud af Huset. Jeg sagde: , ja, der +blir vel en Rd! og taug. + +</p><p>Hun vimsed fremdeles omkring i Stuen. + +</p><p>Forresten vil jeg sige Dem, at jeg slet +ikke har Udkomme til at have Folk i Kost +og Logi p Kredit, sagde hun. Og det +har jeg sagt Dem fr ogs. + +</p><p>Ja, men kre, det er jo bare disse Par +Dage, til min Artikel er frdig, svared jeg, +og da skal jeg grne give Dem en Femkrone +atp, grne det. + +</p><p>Men hun havde benbart ingen Tro p +min Artikel, det kunde jeg se. Og jeg kunde +ikke give mig til at vre stolt og forlade +Huset, bare af en Smule Krnkelse; jeg vidste, +hvad der vented mig, hvis jeg gik min Vej. + +after ruler +</p><p class="tb">* * * + +</p><p class="noindent">Der forlb et Par Dage. + +</p><p>Jeg holdt fremdeles til nede hos Familjen, +da det var for koldt i Forstuen, hvor der +ingen Ovn var; jeg sov ogs om Natten p +Gulvet inde i Stuen. Den fremmede Sjmand +boed stadigt p mit Vrelse og lod ikke til +at ville flytte s snart. Ved Middagstid kom +ogs Vrtinden ind og fortalte, at han havde +betalt hende i Forskud for en hel Mned; +forresten skulde han tage Styrmandseksamen, +inden han rejste; det var derfor, han opholdt +sig i Byen. Jeg stod og hrte p dette og +forstod, at mit Vrelse nu var tabt for mig +for bestandigt. + +</p><p>Jeg gik ud i Forstuen og satte mig; skulde +jeg vre s heldig at f noget skrevet, s +mtte det alligevel vre her, i Stilheden. Det +var ikke lnger min Allegori, som beskftiged +mig; havde fet en ny Id, en ganske +fortrffelig Plan: jeg vilde forfatte et en Akts +Drama, Korsets Tegn, Emne fra Middelalderen. +Isr havde jeg altsammen udtnkt +angende Hovedpersonen, en herlig, fanatisk +Skge, der havde syndet i Templet, ikke af +Svaghed og ikke af Attr, men af Had mod +Himlen, syndet lige ved Alterets Fod, med +Alterdugen under sit Hoved, bare af dejlig +Foragt for Himlen. + +</p><p>Jeg blev mer og mer besat af denne Skikkelse, +efterhvert som Timerne gik. Hun stod +tilsidst lys levende for mit Blik, og netop sledes, +som jeg vilde have hende frem. Hendes +Krop skulde vre mangelfuld og frastdende: +hj, meget mager og en Smule mrk, og nr +hun gik, vilde hendes lange Ben komme til at +skinne igennem hendes Skrter for hvert Skridt, +hun tog. Hun skulde ogs have store, udstende +rer. Kortsagt, hun vilde intet blive +for jet, knapt nok udholdelig at se p. +Hvad der interessered mig hos hende, var +hendes underfulde Skamlshed, dette desperate +Topml af overlagt Synd, som hun havde beget. +Hun sysselsatte mig virkelig altfor meget; +min Hjrne var ligefrem udbulnet af denne +sre Misdannelse af et Menneske. Og jeg +skrev i samfulde to Timer i Trk p mit +Drama. + +</p><p>Da jeg havde fet istand et halvt Snes +Sider, mske tolv Sider, ofte med stort Besvr, +undertiden med lange Mellemrum, hvori jeg +skrev forgves og mtte rive mine Ark itu, +var jeg bleven trt, ganske stiv af Kulde og +Trthed, og jeg rejste mig og gik ud p +Gaden. I den sidste Halvtime var jeg ogs +bleven forstyrret af Barneskrig inde fra Familjens +Stue, s jeg kunde i ethvert Tilflde +ikke have skrevet mer netop da. Jeg tog derfor +en lang Tur udad Drammensvejen og blev +borte helt til Aften, idet jeg stadig gik og +grunded p, hvorledes jeg videre vilde fortstte +mit Drama. Inden jeg kom hjem om +Aftenen den Dag, havde der hndt mig +flgende: + +</p><p>Jeg stod udenfor en Skomagerbutik nederst +i Karl Johan, nsten nede ved Jrnbanetorvet. +Gud ved, hvorfor jeg var standset just udenfor +denne Skomagerbutik! Jeg s indad Vinduet, +hvor jeg stod, men tnkte forresten ikke +p, at jeg mangled Sko netop da; min Tanke +var langt borte, i andre Egne af Verden. En +Sverm af samtalende Mennesker gik bag min +Ryg, og jeg hrte ingenting af, hvad der blev +sagt. Da hilser en Stemme hjt: + +</p><p>Godaften! + +</p><p>Det var Jomfruen, som hilste p mig. + +</p><p>Godaften! svared jeg fravrende. Jeg +s ogs p Jomfruen en kort Stund, inden +jeg kendte ham. + +</p><p>N, hvordan gr det? spurgte han. + +</p><p>Jo, bare bra . . . . som sdvanligt! + +</p><p>Hr, sig mig, sagde han, De er alts +hos Christie endda? + +</p><p>Christie? + +</p><p>Jeg syntes, De sagde engang, at De var +Bogholder hos Grosserer Christie? + +</p><p>! Ja, nej, det er forbi. Det var umuligt +at arbejde sammen med den Mand; det +gik ist temmelig snart af sig selv. + +</p><p>Hvorfor det, da? + +</p><p>, jeg kom til at skrive fejl en Dag, +og s . . . . + +</p><p>Falsk? + +</p><p>Falsk? Der stod Jomfruen og spurgte +ligefrem, om jeg havde skrevet falsk. Han +spurgte endog hurtigt og meget interesseret. +Jeg s p ham, flte mig dybt krnket og +svared ikke. + +</p><p>Ja, ja, Herregud, det kan hnde den +bedste! sagde han, forat trste mig. Han +troed fremdeles, at jeg havde skrevet falsk. + +</p><p>Hvad er det, som ja, ja Herregud kan +hnde den bedste? spurgte jeg. At skrive +falsk? Hr, min gode Mand, tror De virkelig, +der De str, at jeg kunde have beget en +slig Nederdrgtighed? Jeg? + +</p><p>Men, kre, jeg syntes s tydeligt, De +sagde . . . . + +</p><p>Nej, jeg sagde, at jeg havde skrevet +fejl engang, et rstal, en Bagatel, om De +vil vide det, en fejl Dato p et Brev, et +eneste Pennestrg galt — det var hele min +Brde. Nej, Gudskelov, man kan da sklne +Ret fra Uret endda! Hvordan skulde det ogs +bre afsted med mig, hvis jeg ovenikbet +gik hen og pletted min re? Det er simpelthen +min resflelse, jeg flyder p nu. Men +den er ogs strkt nok, hber jeg; den har +ialfald bevaret mig til Dato. + +</p><p>Jeg kasted p Hovedet, vendte mig bort +fra Jomfruen og s nedad Gaden. Mit je +faldt p en rd Kjole, som nrmed sig os, +en Kvinde ved Siden af en Mand. Havde jeg +nu ikke frt netop denne Samtale med Jomfruen, +var jeg ikke bleven stdt af hans grove +Mistanke, og havde jeg ikke gjort just dette +Kast med Hovedet, samt vendt mig lidt fornrmet +bort, s vilde denne rde Kjole +mske have passeret mig, uden at jeg havde +lagt Mrke til den. Og hvad vedkom den +mig i Grunden? Hvad angik den mig, selv om +det var Hoffrken Nagels Kjole? + +</p><p>Jomfruen stod og talte og sgte at gre +sin Fejltagelse god igen; jeg hrte slet ikke +p ham, jeg stod hele Tiden og stirred p +denne rde Kjole, der nrmed sig opad Gaden. +Og en Bevgelse lb mig gennem Brystet, et +glidende, fint Stik; jeg hvisked i min Tanke, +hvisked uden at rre Munden: + +</p><p>Ylajali! + +</p><p>Nu vendte ogs Jomfruen sig om, opdaged +de to, Damen og Herren, hilste p +dem og fulgte dem med jnene. Jeg hilste +ikke, eller mske hilste jeg ubevidst. Den +rde Kjole gled opad Karl Johan og forsvandt. + +</p><p>Hvem var det, som fulgte hende? spurgte +Jomfruen. + +</p><p>Hertugen, s De ikke det? Hertugen +kaldet. Kendte De Damen? + +</p><p>Ja, svidt. Kendte ikke De hende! + +</p><p>Nej, svared jeg. + +</p><p>Jeg syntes, De hilste s dybt? + +</p><p>Gjorde jeg det? + +</p><p>He, gjorde De kanske ikke det? sagde +Jomfruen. Det var da besynderligt! Det +var ogs blot Dem, hun s p hele +Tiden. + +</p><p>Hvor kender De hende fra? spurgte jeg. + +</p><p>Han kendte hende egentlig ikke. Det +skrev sig fra en Aften i Hst. Det var sent, +de havde vret tre glade Sjle sammen, kom +just fra Grand, traf dette Menneske gende +alene ved Cammermeyer og havde talt til +hende. Hun havde frst svaret afvisende; men +den ene af de glade Sjle, en Mand, som ikke +skyed hverken Ild eller Vand, havde bedt +hende lige op i hendes Ansigt om at mtte +have den Civilisationens Nydelse at flge hende +hjem. Han skulde ved Gud ikke krumme et Hr +p hendes Hoved, som skrevet str, blot flge +hende til Porten, forat overbevise sig om, at +hun kom sikkert hjem, ellers vilde ikke han +f Ro hele Natten. Han talte ustandseligt, +mens de gik, fandt p den ene Ting efter +den anden, kaldte sig Waldemar Atterdag og +udgav sig for Fotograf. Tilsidst havde hun +mttet le ad denne glade Sjl, som ikke +havde ladet sig forblffe af hendes Kulde, og +det endte med, at han fulgte hende. + +</p><p>N, ja, hvad blev det s til? spurgte +jeg, og jeg holdt mit ndedrt slnge. + +</p><p>Blev til? , kom ikke der! Det er +en Dame. + +</p><p>Vi taug begge et jebik, bde Jomfruen +og jeg. + +</p><p>Nej, Fan, var dt Hertugen! Ser han +slig ud! sagde han derp tankefuldt. Men +nr hun er sammen med den Mand, s vil +jeg ikke svare for hende. + +</p><p>Jeg taug fremdeles. Ja, naturligvis vilde +Hertugen trkke af med hende! Godt og +vel! Hvad kom det mig ved? Jeg gav hende +en god Dag, med samt hendes Yndigheder, +en god Dag gav jeg hende! Og jeg forsgte +at trste mig selv ved at tnke de vrste +Tanker om hende, gjorde mig ligefrem en +Glde af at rode hende rigtig ned i Slen. +Det rgred mig blot, at jeg havde taget Hatten +af for Parret, hvis jeg virkelig havde gjort det. +Hvorfor skulde jeg tage Hatten af for sdanne +Mennesker? Jeg brd mig ikke lnger om +hende, aldeles ikke; hun var ikke det allerringeste +vakker mer, hun havde tabt sig, fy, +Fan, hvor hun var falmet! Det kunde jo +grne vre, at det blot var mig, hun havde +set p; det forundred mig ikke; det var +kanske Angeren, som begyndte at sl hende. +Men derfor behved ikke jeg at falde til Fode +og hilse som en Nar, specielt nr hun alts +var bleven s betnkelig falmet p det sidste. +Hertugen kunde grne beholde hende, velbekomme! +Der kunde komme en Dag, da +jeg fik i Sinde at g hende stolt forbi, uden +at se til den Kant, hvor hun befandt sig. Det +kunde hnde, at jeg tillod mig at gre dette, +selv om hun s stivt p mig og ovenikbet +gik i blodrd Kjole. Det kunde godt hnde! +He-he, det vilde blive en Triumf! Kendte +jeg mig selv ret, s var jeg istand til at gre +mit Drama frdigt i Lbet af Natten, og +inden otte Dage skulde jeg da have bjet +Frkenen i Kn. Med samt hendes Yndigheder, +he-he, med samt alle hendes Yndigheder +. . . . + +</p><p>Farvel! sagde jeg kort. + +</p><p>Men Jomfruen holdt mig tilbage. Han +spurgte: + +</p><p>Men hvad bestiller De da nu om Dagen? + +</p><p>Bestiller? Jeg skriver, naturligvis. Hvad +andet skulde jeg bestille? Det er jo det, jeg +lever af. For jeblikket arbejder jeg p et +stort Drama, Korsets Tegn, Emne fra Middelalderen. + +</p><p>Dd og Pine! sagde Jomfruen oprigtigt. +Ja, fr De dt til, s . . . . + +</p><p>Har ingen store Bekymringer desangende! +svared jeg. Om en otte Dages Tid +tnker jeg, at De skal have hrt fra mig nogen +hver. + +</p><p>Dermed gik jeg. + +</p><p>Da jeg kom hjem, henvendte jeg mig +straks til min Vrtinde og bad om en Lampe. +Det var mig meget om at gre at f denne +Lampe; jeg vilde ikke g tilsengs inat, mit +Drama rased inde i mit Hoved, og jeg hbed +s sikkert at kunne skrive et godt Stykke til +om Morgenen. Jeg fremfrte min Begring +meget ydmygt for Madamen, da jeg mrked, +at hun gjorde en utilfreds Grimase, fordi jeg +atter kom ind i Stuen. Jeg havde alts nsten +frdigt et mrkeligt Drama, sagde jeg; der +mangled mig bare et Par Scener, og jeg slog +p, at det kunde blive opfrt p et eller +andet Teater, inden jeg selv vidste Ordet af +det. Om hun nu vilde gre mig denne store +Tjeneste, s . . . . + +</p><p>Men Madamen havde ingen Lampe. Hun +tnkte sig om, men husked slet ikke, at hun +havde nogen Lampe nogen Steder. Hvis jeg +vilde vente til efter Klokken tolv, s kunde +jeg kanske f Kkkenlampen. Hvorfor kunde +jeg ikke kbe mig et Lys? + +</p><p>Jeg taug. Jeg havde ikke ti re til et +Lys, og det vidste hun nok. Naturligvis skulde +jeg strande igen! Nu sad Pigen nede hos os, +hun sad simpelthen inde i Stuen og var slet +ikke i Kkkenet; Lampen der oppe var sledes +ikke engang tndt. Og jeg stod og +overtnkte dette, men sagde intet mer. + +</p><p>Pludselig siger Pigen til mig: + +</p><p>Jeg syntes, De kom ud af Slottet for +lidt siden? Har De vret i Middag? Og hun +lo hjt ad denne Spas. + +</p><p>Jeg satte mig ned, tog mine Papirer frem +og vilde forsge at gre noget her slnge, +her, hvor jeg sad. Jeg holdt Papirerne p +mine Kn og stirred uafbrudt ned i Gulvet, +for ikke at adspredes af noget; men det nytted +mig ikke, ingenting nytted mig, jeg kom ikke +af Pletten. Vrtindens to Smpiger kom ind +og holdt Stj med en Kat, en underlig, syg +Kat, som nsten ingen Hr havde; nr de +blste den ind i jnene, fld der Vand ud af +dem og nedad dens Nse. Vrten og et Par +andre Personer sad ved Bordet og spilled +Hundred og En. Konen alene var flittig som +altid og sad og syed p noget. Hun s +godt, at jeg ikke kunde skrive noget midt i +denne Forstyrrelse, men hun brd sig ikke +om mig mer; hun havde endog smilet, da +Tjenestepigen spurgte, om jeg havde vret i +Middag. Hele Huset var bleven fjendtlig mod +mig; det var, som om jeg blot behved den +Forsmdelse at mtte overlade mit Vrelse +til en anden, forat blive behandlet ganske som +en uvedkommende. Endog denne +Tjenestepige, en liden brunjet Gadets med Pandehr +og aldeles fladt Bryst, gjorde Nar af mig +om Aftenen, nr jeg fik mine Smrogbrd. +Hun spurgte idelig, hvor jeg dog plejed at +indtage mine Middage, eftersom hun aldrig +havde set mig g og stikke mine Tnder +udenfor Grand. Det var klart, at hun vidste +Besked om min elendige Tilstand og gjorde +sig en Fornjelse af at vise mig det. + +</p><p>Jeg falder pludselig i Tanker om alt dette +og er ikke istand til at finde en eneste Replik +til mit Drama. Jeg forsger Gang p Gang +forgves; det begynder at summe underligt i +mit Hoved, og jeg giver mig tilsidst over. Jeg +stikker Papirerne i Lommen og ser op. Pigen +sidder lige foran mig, og jeg ser p hende, +ser p denne smale Ryg og et Par lave +Skuldre, som endnu ikke var rigtig voksne +engang. Hvad havde nu hun med at kaste +sig over mig? Og om jeg var kommet ud af +Slottet, hvad s? Kunde det skade hende? +Hun havde i de sidste Dage leet frkt ad mig, +nr jeg var uheldig og snubled i Trapperne eller +hang fast i en Spiger, s jeg fik en Rift i min +Frakke. Det var heller ikke lnger siden end +igr, at hun havde samlet op mine Kladder +som jeg havde slngt fra mig i Forstuen, +stjlet disse kasserede Brudstykker til mit +Drama og lst dem op inde i Stuen, holdt +Ljer med dem i alles Phr, bare forat +more sig over mig. Jeg havde aldrig forulempet +hende og kunde ikke huske, at jeg nogensinde +havde bedt hende om en Tjeneste. +Tvertimod, jeg gjorde selv min Seng istand +om Aftenen inde p Stuegulvet, for ikke at +skaffe hende noget Bryderi dermed. Hun +gjorde ogs Nar af mig, fordi mit Hr faldt +af. Der l Hr og fld i Vaskevandet om +Morgenen, og det gjorde hun sig lystig over. +Nu var mine Sko blevne noget drlige, isr +den ene, som var bleven overkrt af Brdvognen, +og hun drev ogs Spas med dem. Gud +velsigne Dem og Deres Sko! sagde hun; se +p dem, de er store som Hundehus! Og hun +havde Ret i, at mine Sko var udtrdte; men +jeg kunde alts ikke skaffe mig nogen andre +netop for jeblikket. + +</p><p>Mens jeg sidder og husker p alt dette +og forundrer mig over denne benlyse Ondskab +hos Tjenestepigen, var Smpigerne begyndt +at tirre den gamle Olding henne i Sengen; +de hopped begge to omkring ham og var +fuldt optagne af dette Arbejde. De havde +fundet sig hver sit Halmstr, som de stak +ham i rene med. Jeg s p dette en Stund +og blanded mig ikke ind i det. Den gamle +rrte ikke en Finger, forat forsvare sig; han +s blot p sine Plagender med rasende +jne for hver Gang, de stak efter ham, og +rysted p Hovedet, forat befri sig, nr +Strene allerede sad ham i rene. + +</p><p>Jeg blev mer og mer ophidset ved dette +Syn og kunde ikke f mine jne bort fra +det. Faderen s op fra Kortene og lo ad de +sm; han gjorde ogs sine Medspillere opmrksom +p, hvad der foregik. Hvorfor +rrte han sig ikke, den gamle? Hvorfor +slngte han ikke Brnene vk med Armen? +Jeg tog et Skridt og nrmed mig Sengen. + +</p><p>Lad dem vre! Lad dem vre! Han +er lam, rbte Vrten. + +</p><p>Og af Frygt for at blive vist Dren imod +Natten, simpelthen bange for at vkke Mandens +Mishag ved at gribe ind i dette Optrin, +trdte jeg stiltiende tilbage til min gamle +Plads og forholdt mig rolig. Hvorfor skulde +jeg resikere mit Logi og mine Smrogbrd +ved at stikke min Nse ind i Familjens +Kvlerier? Ingen Narrestreger for en halvdd +Oldings Skyld! Og jeg stod og flte mig +dejligt hrd som Flint. + +</p><p>De sm Tyvetser holdt ikke op med +sine Plagerier. De tirredes af, at Oldingen +ikke vilde holde Hovedet stille, og de stak +ogs efter hans jne og Nsebor. Han +stirred p dem med et forhrdet Blik, han +sagde intet og kunde ikke rre Armene. Pludselig +letted han sig med Overkroppen og spytted +den ene af Smpigerne ind i Ansigtet; +han letted sig atter op og spytted ogs efter +den anden, men traf hende ikke. Jeg stod og +s p, at Vrten kasted Kortene ned p +Bordet, hvor han sad, og sprang hen til Sengen. +Han var rd i Ansigtet og rbte: + +</p><p>Sidder du og spytter Folk lige i jnene, +din gamle Rne! + +</p><p>Men, Herregud, han fik jo ikke Fred for +dem! rbte jeg ude af mig selv. Men jeg +stod hele Tiden og var bange for at blive +udvist, og jeg rbte aldeles ikke med synderlig +Kraft; jeg skalv blot over hele Legemet +af Ophidselse. + +</p><p>Vrten vendte sig om mod mig. + +</p><p>Nej, hr p den! Hvad Fan skiller det +Dem? Hold De bare Flabben p Dem +ganske igen, De, og gr som jeg siger; det +vil De have bedst af. + +</p><p>Men nu ld ogs Madamens Stemme, +og hele Huset blev fuldt af Sknderi. + +</p><p>Jeg mener Gud hjlpe mig De er gale +og besatte allesammen! skreg hun. Vil De +vre herinde, s fr De vre rolige begge +to, det siger jeg Dem! He, det er ikke nok +med, at man skal holde Hus og Kost for +Krket, man skal have Dommedag og Kommers +og Satansmagt inde i Stuerne ogs. +Men det skal jeg ikke have mer af, har jeg +tnkt! Sh! Hold Tryterne Deres sammen. +Unger, og trk Nserne Deres ogs, hvis +ikke, s skal jeg komme og gre det. Jeg +har aldrig set p Magen til Mennesker! Her +kommer de ind fra Gaden, uden en re til +Lusesalve engang, og begynder at holde Sprt +midt p Katters Tide og gre Leven med +Husens Folk. Jeg vil ikke vide af det, forstr +De, og De kan g Deres Vej alle, som +ikke hrer hjemme her. Jeg vil have Fred i +min egen Lejlighed, har jeg tnkt! + +</p><p>Jeg sagde intet, jeg lukked slet ikke Munden +op, men satte mig nede ved Dren igen +og hrte p Larmen. Alle skrled med, +endog Brnene og Tjenestepigen, som vilde +forklare, hvordan hele Striden var begyndt. +Nr jeg bare var taus, s vilde det nok +drive over engang; det vilde ganske vist ikke +komme til det yderste, nr jeg blot ikke +sagde et Ord. Og hvilket Ord kunde jeg +have at sige? Var det mske ikke Vinter +ude, og led det ikke ovenikbet mod Natten? +Var det da Tid at sl i Bordet og vre Karl +for sin Hat? Bare ingen Narrestreger! Og +jeg sad stille og forlod ikke Huset, unds +mig ikke for at blive siddende, skammed mig +ligefrem ikke herfor, sknt jeg nsten var +bleven sagt op. Jeg stirred forhrdet hen p +Vggen, hvor Kristus hang i Oljetryk, og +taug hrdnakket til alle Vrtindens Udfald. + +</p><p>Ja, er det mig. De vil blive af med. +Madam, s skal der ikke vre noget ivejen +for mit vedkommende, sagde den ene af Kortspillerne. + + +</p><p>Han rejste sig. Den anden Kortspiller +rejste sig ogs. + +</p><p>Nej, jeg mente ikke dig. Og ikke dig +heller, svared Vrtinden de to. Glder det +p, s skal jeg nok vise, hvem jeg mener. +Hvis det glder p. Har jeg tnkt! Det +skal vise sig, hvem det er . . . . + +</p><p>Hun talte afbrudt, gav mig disse Std +med sm Mellemrum og trak det rigtigt i +Langdrag, forat gre det tydeligere og tydeligere +for mig, at det var mig, hun mente. +Stille! sagde jeg til mig selv. Bare stille! +Hun havde ikke bedt mig om at g, ikke +udtrykkelig, ikke med rene Ord. Bare ingen +Hovmodighed fra min Side, ingen utidig Stolthed! +rene stive! . . . . Det var dog et +ejendommeligt grnt Hr p den Kristus i +Oljetryk. Det ligned ikke s lidet grnt Grs, +eller udtrykt med udsgt Njagtighed: tykt +Enggrs. He, en ganske rigtig Bemrkning, +forsvarligt tykt Enggrs . . . . En Rkke af +flygtige Idforbindelser lb mig i denne Stund +gennem Hovedet: Fra det grnne Grs til +et Skriftsted om, at hvert Liv var som Grs, +der antndtes, derfra til Dommedag, nr alt +skulde brnde op, s en liden Afstikker ned +til Jordsklvet i Lissabon, hvorp der foresvved +mig noget om en spansk Spyttebakke +af Messing og et Penskaft af Ibenholdt, som +jeg havde set nede hos Ylajali. Ak, ja, alt +var forgngeligt! Ganske som Grs, der antndtes! +Det gik ud p fire Fjle og +et Ligsvb — Ligsvb hos Jomfru Andersen, +tilhjre i Porten . . . . + +</p><p>Og alt dette kastedes om i mit Hoved i +dette fortvivlede jeblik, da min Vrtinde +stod i Frd med at jage mig p Dr. + +</p><p>Han hrer ikke! rbte hun. Jeg siger. +De skal forlade Huset, nu ved De det! Jeg +tror Gud fordmme mig, at Manden er gal, +jeg! Nu gr De p hellige Flk, og s +ikke mere Snak om den Sag. + +</p><p>Jeg s mod Dren, ikke forat g, aldeles +ikke forat g; der faldt mig ind en frk +Tanke: hvis der havde vret en Ngle i Dren, +vilde jeg have vredet den om, stngt miginde +sammen med de andre, forat slippe at g. +Jeg havde en aldeles hysterisk Gru for at +komme ud p Gaden igen. Men der var +ingen Ngle i Dren, og jeg rejste mig op; +der var intet Hb mer. + +</p><p>Da blander pludselig min Vrts Rst sig +med Konens. Jeg blev forbauset stende. +Den samme Mand, som nylig havde truet mig, +tager underligt nok mit Parti. Han siger: + +</p><p>Nej, det gr ikke an at jage Folk ud +imod Natten, ved du. Der er Straf for det. + +</p><p>Jeg vidste ikke, om der var Straf herfor, +jeg kunde ikke sige det; men det var mske +s, og Konen besinded sig ganske snart, blev +rolig og talte ikke til mig mer. Hun lagde +endog to Smrogbrd frem til mig til Aftens, +men jeg modtog dem ikke, bare af Taknemmelighed +mod Manden modtog jeg dem ikke, +idet jeg foregav, at jeg havde fciaet lidt Mad +ude i Byen. + +</p><p>Da jeg endelig begav mig ud i Forstuen, +forat g tilsengs, kom Madamen efter mig, +standsed p Drstokken og sagde hjt, mens +hendes store, frugtsommelige Mave strutted ud +imod mig: + +</p><p>Men det er sidste Nat, De ligger her, +s De ved om det. + +</p><p>Ja, ja! svared jeg. + +</p><p>Der blev vel kanske ogs en Rd til +Husly imorgen, hvis jeg gjorde mig rigtig Flid +for det. Et eller andet Skjulested mtte jeg +dog finde. Forelbig glded jeg mig over, +at jeg ikke behved at g ude inat. + +after ruler +</p><p class="tb">* * * + +</p><p class="noindent">Jeg sov til fem-seks Tiden om Morgenen. +Det var endnu ikke lyst, da jeg vgned, +men jeg stod alligevel op med det samme; +jeg havde ligget i fulde Klder for Kuldens +Skyld og havde intet mer at klde mig p. +Da jeg havde drukket lidt Vand og i al Stilhed +fet Dren bnet, gik jeg ogs straks +ud, idet jeg frygted for at trffe min Vrtinde +pny. + +</p><p>En og anden Konstabel, som havde vget +Natten ud, var det eneste levende, jeg s i +Gaderne; lidt efter begyndte ogs et Par +Mnd at slukke Gaslygterne omkring. Jeg +drev om uden Ml og Med, kom op i Kirkegaden +og tog Vejen ned til Fstningen. +Kold og endnu svnig, mat i Knerne og +Ryggen efter den lange Tur og meget sulten, +satte jeg mig ned p en Bnk og dsed en +lang Tid. Jeg havde i tre Uger levet udelukkende +af de Smrogbrd, som min Vrtinde +havde givet mig Morgen og Aften; nu +var det netop et Dgn, siden jeg fik mit sidste +Mltid, det begyndte at gnave mig slemt +pny, og jeg mtte have en Udvej ret snart. +Med den Tanke sovned jeg atter ind p +Bnken . . . . + +</p><p>Jeg vgned af, at Mennesker talte i min +Nrhed, og da jeg havde summet mig lidt, +s jeg, at det var lys Dag, og at alle Folk +var kommet p Benene. Jeg rejste mig +og gik bort. Solen brd op over serne, +Himlen var hvid og fin, og i min Glde over +den sknne Morgen efter de mange mrke +Uger glemte jeg alle Sorger og syntes, at det +mangen Gang havde vret vrre for mig. +Jeg klapped mig p mit Bryst og sang en +liden Stump for mig selv. Min Stemme ld +s drlig, rigtig medtagen ld den, og jeg +rrte mig selv til Trer ved den. Denne +pragtfulde Dag, den hvide, lysdrukne Himmel +virked ogs altfor strkt p mig, og jeg +stak i at grde hjt. + +</p><p>Hvad er det, som fejler Dem? spurgte +en Mand. + +</p><p>Jeg svared ikke, hasted blot bort, skjulende +mit Ansigt for alle Mennesker. + +</p><p>Jeg kom ned til Bryggerne. En stor Bark +med russisk Flag l og lossed Kul; jeg lste +dens Navn, Copgoro, p Siden. Det adspreded +mig en Tidlang at iagttage, hvad der +foregik ombord i dette fremmede Skib. Det +mtte vre nsten udlosset, det l allerede +med IX Fod ngne p Stilken, trods den +Ballast, det alt havde taget ind, og nr Kulsjouerne +stamped henover Dkket med sine +tunge Stvler, drned det hult i hele Skibet. + +</p><p>Solen, Lyset, det salte Pust fra Havet, +hele dette travle og lystige Liv stived mig op +og fik mit Blod til at banke levende. Med +en Gang faldt det mig ind, at jeg mske +kunde gre et Par Scener p mit Drama, +mens jeg sad her. Og jeg tog mine Blade op +af Lommen. + +</p><p>Jeg forsgte at forme en Replik i en +Munks Mund, en Replik, der skulde svulme +af Kraft og Intolerance; men det lykkedes +mig ikke. S sprang jeg over Munken og +vilde udarbejde en Tale, Dommerens Tale til +Tempelskndersken, og jeg skrev en halv +Side p denne Tale, hvorp jeg holdt op. +Der vilde ikke lgge sig det rette Klima over +mine Ord. Travlheden omkring mig, Hejsesangene, +Gangspillenes Stj og den uafbrudte +Raslen med Jrnkttingerne passed s lidet +til den Luft af tt, muggen Middelalder, der +skulde st som en Tge i mit Drama. Jeg +pakked Papirerne sammen og rejste mig. + +</p><p>Nu var jeg alligevel kommet velsignet +p Glid, og jeg flte klart, at jeg kunde udrette +noget nu, hvis alt gik godt. Bare jeg +havde et Sted at ty hen til! Jeg tnkte efter +det, standsed ligefrem op i Gaden og tnkte +efter, men vidste ikke af et eneste stille Sted +i hele Byen, hvor jeg kunde sl mig ned en +Stund. Der blev ingen anden Udvej, jeg fik +g tilbage til Logihuset i Vaterland. Jeg +krymped mig ved det, og jeg sagde hele +Tiden til mig selv, at det gik ikke an, men jeg. +gled dog fremad og nrmed mig stadig det forbudte +Sted. Vist var det ynkeligt, indrmmed +jeg mig selv, ja, det var forsmdeligt, rigtig +forsmdeligt var det; men det fik ikke hjlpe. +Jeg var ikke det ringeste hovmodig, jeg turde +sige s stort et Ord, at jeg var et af de +mindst kphje Vsener, som Dags Dato var +til. Og jeg gik. + +</p><p>Jeg standsed ved Porten og overvejed +endnu engang. Jo, det fik g som det vilde, +jeg mtte vove det! Hvad var det egentlig +for en Bagatel, det drejed sig om? For det +frste skulde det jo vare blot i nogle Timer, +for det andet skulde Gud forbyde, at jeg +nogensinde senere tog min Tilflugt til det +Hus igen. Jeg gik ind i Grden. Endnu +mens jeg gik over disse ujvne Stene p +Grdspladsen, var jeg usikker og havde nr +vendt om ved Dren. Jeg bed Tnderne +sammen. Nej, ingen utidig Stolthed! I vrste +Fald kunde jeg undskylde mig med, at jeg +kom for at sige Farvel, tage ordentlig Afsked +og gjre en Aftale angende min Gjld til +Huset. Jeg bned Dren til Forstuen. + +</p><p>Jeg blev stende aldeles stille indenfor. +Lige foran mig, blot i to Skridts Afstand, stod +Vrten selv, uden Hat og uden Frakke, og +kiged ind gennem Nglehullet til Familjens +egen Stue. Han gjorde en tyst Bevgelse +med Hnden, forat f mig til at vre stille, +og kiged atter indad Nglehullet. Han stod +og lo. + +</p><p>Kom hid! sagde han hviskende. + +</p><p>Jeg nrmed mig p Terne. + +</p><p>Se her! sagde han og lo med en stille, +hidsig Latter. Kig ind! Hi-hi! Der ligger +de! Se p Gammeln! Kan De se Gammeln? + + +</p><p>Inde i Sengen, ret under Kristus i Oljetryk +og lige mod mig, s jeg to Skikkelser, +Vrtinden og den fremmede Styrmand; hendes +Ben skinned hvide mod den mrke Dyne. +Og i Sengen ved den anden Vg sad hendes +Fader, den lamme Olding, og s p, ludende +over sine Hnder, sammenkrben som sdvanligt, +uden at kunne rre sig . . . . + +</p><p>Jeg vendte mig om mod min Vrt. Han +havde den strste Mje med at af holde sig +fra at le hjt. + +</p><p>S De Gammeln? hvisked han. , +Gud, s De Gammeln? Han sidder og ser +p! Og han lagde sig igen ind til Nglehullet. + +</p><p>Jeg gik hen til Vinduet og satte mig. +Dette Syn havde ubarmhjrtigen bragt Uorden +i alle mine Tanker og vendt op og ned p +min rige Stemning. N, hvad vedkom det +mig? Nr Manden selv fandt sig i det, ja, +endog havde sin store Fornjelse af det, s +var der ingen Grund for mig til at tage mig +det nr. Og hvad Oldingen angik, da var +Oldingen en Olding. Han s det mske +ikke engang; kanske sad han og sov; Gud +ved, om han ikke endogs var dd; det +skulde ikke undre mig om han var dd. Og +jeg gjorde mig ingen Samvittighed af det. + +</p><p>Jeg tog atter mine Papirer op og vilde +vise alle uvedkommende Indtryk tilbage. Jeg +var standset midt i en Stning i Dommerens +Tale: S byder mig Gud og Loven, s +byder mig mine vise Mnds Rd, s byder +mig og min egen Samvittighed . . . . Jeg +s ud af Vinduet, forat tnke efter, hvad +hans Samvittighed skulde byde ham. En liden +Stj trngte ud til mig fra Stuen indenfor. +N, det angik ikke mig, aldeles ikke; Oldingen +var desuden dd, dde kanske imorges +ved fire Tiden; det var mig alts inderlig +knusende ligegyldigt med den Stj; hvorfor +Fan sad jeg da og gjorde mig mine Tanker +om den? Rolig nu! + +</p><p>S byder mig og min egen Samvittighed +. . . . + +</p><p>Men alt havde forsvoret sig imod mig. +Manden stod slet ikke ganske rolig henne ved +Nglehullet, jeg hrte nu og da hans indeklemte +Latter og s, at han rysted; ude p +Gaden foregik der ogs noget, som adspredte +mig. En liden Gut sad og pusled for sig selv +i Solen over p det andet Fortoug; han aned +Fred og ingen Fare, knytted blot endel Papirstrimler +sammen og gjorde ingen Fortrd. +Pludselig springer han op og bander; han +rykker baglnds ud i Gaden og fr je p +en Mand, en voksen Mand med rdt Skjg, +som l udaf et bent Vindu i anden Etage +og spytted ned i hans Hoved. Den lille grd +af Vrede og bandte vanmgtigt op mod Vinduet, +og Manden lo ham ned i Ansigtet; der +gik mske fem Minutter p den Mde. Jeg +vendte mig bort, for ikke at se Guttens Grd. + +</p><p>S byder mig og min egen Samvittighed, +at . . . . + +</p><p>Det var mig umuligt at komme lnger. +Tilsidst begyndte alt at rable for mig; jeg +syntes, at endog det, jeg allerede havde +skrevet, var ubrugeligt, ja, at hele Iden var +noget farligt Tv. Man kunde slet ikke tale +om Samvittighed i Middelalderen, Samvittigheden +blev frst opfundet af Danselrer Shakespeare, +flgelig var min hele Tale urigtig. +Var der alts intet godt i disse Blade? Jeg +lb dem igennem pny og lste straks mine +Tvivl; jeg fandt storartede Steder, rigtig lange +Stykker af stor Mrkvrdighed. Og der jog +mig atter gennem mit Bryst den berusende +Trang til at tage fat igen og f mit Drama +frdigt. + +</p><p>Jeg reiste mig og gik til Dren, uden at +agte p Vrtens rasende Tegn til mig om +at fare stille frem. Jeg gik bestemt og fast i +Sind ud af Forstuen, opad Trapperne til anden +Etage og trdte ind i mit gamle Vrelse. +Styrmanden var der jo ikke, og hvad var der +s ivejen for, at jeg kunde sidde her et jeblik? +Jeg skulde ikke rre nogen af hans +Sager, jeg skulde slet ikke bruge hans Bord +engang, men sl mig ned p en Stol ved +Dren og vre glad til. Jeg folder heftigt +Papirerne ud p mine Kn. + +</p><p>Nu gik det i flere Minutter aldeles udmrket. +Replik efter Replik opstod fuldt +frdig i mit Hoved, og jeg skrev uafbrudt. +Jeg fylder den ene Side efter den anden, stter +afsted over Stok og Sten, klynker sagte +af Henrykkelse over min gode Stemning og +ved nsten ikke af mig selv. Den eneste +Lyd, jeg hrer i denne Stund, er min egen +glade Klynken. Der faldt mig ogs ind en +sre heldig Id med en Kirkeklokke, som +skulde smlde i at ringe p et vist Punkt i +mit Drama. Alt gik overvldende. + +</p><p>S hrer jeg Skridt i Trappen. Jeg +sklver og er nsten fra mig selv, sidder +sgodtsom p Sprang, sky, vag, fuld af Angst +for alle Ting og ophidset af Sult; jeg lytter +nervst, holder Blyanten stille i Hnden og +lytter, jeg kan ikke skrive et Ord mer. Dren +gr op; Parret nede fra Stuen trder ind. + +</p><p>Endnu frend jeg havde fet Tid til at +bede om Undskyldning for, hvad jeg havde +gjort, rber Vrtinden aldeles himmelfalden: + +</p><p>Nej, Gud trste og hjlpe mig, sidder +han ikke her igen! + +</p><p>Undskyld! sagde jeg, og jeg vilde sagt +mer, men kom ikke lnger. + +</p><p>Vrtinden slog Dren op p vid Vg +og skreg: + +</p><p>Gr De nu ikke ud, s Gud fordmme +mig henter jeg ikke Politiet! + +</p><p>Jeg rejste mig. + +</p><p>Jeg vilde bare sige Farvel til Dem, +mumled jeg, og s mtte jeg vente p +Dem. Jeg har ikke rrt nogen Ting, jeg sad +her p Stolen . . . . + +</p><p>Ja, det gjorde ingenting sagde Styrmanden. +Hvad Fan gjorde det? Lad Manden +vre, han! + +</p><p>Da jeg var kommet ned i Trappen, blev +jeg med en Gang rasende p denne tykke, +opsvulmede Kone, der fulgte mig i Hlene, +forat f mig hurtigt vk, og jeg stod et jeblik +stille, med Munden fuld af de vrste +genavne, som jeg vilde slynge mod hende. +Men jeg betnkte mig i Tide og taug, taug +blot af Taknemmelighed mod den fremmede +Mand, der gik bag hende og vilde kunne hre +det. Vrtinden fulgte stadig efter mig og +skldte ustandseligt, mens samtidig min Vrede +tiltog for hvert Skridt, jeg gik. + +</p><p>Vi kom ned i Grden, jeg gik rigtig +langsomt, endnu overvejende, om jeg skulde +give mig af med Vrtinden. Jeg var i denne +Stund ganske forstyrret af Raseri, og jeg +tnkte p den vrste Blodsudgydelse, et +Tryk, som kunde lgge hende dd p Stedet, +et Spark i Maven. Et Bybud gr forbi mig +i Porten, han hilser, og jeg svarer ikke; han +henvender sig til Madamen bag mig, og jeg +hrer, at han sprger efter mig; men jeg +vender mig ikke om. + +</p><p>Et Par Skridt udenfor Porten indhenter +Bybudet mig, hilser pny og standser mig. +Han giver mig et Brev. Heftigt og uvilligt +river jeg det op, en Tikrone falder ud af +Konvolutten, men intet Brev, ikke et Ord. + +</p><p>Jeg ser p Manden og sprger: + +</p><p>Hvad er dette for Slags Narrestreger? +Hvem er Brevet ifra? + +</p><p>Ja, det ved jeg ikke, svarer han, men +det var en Dame, som gav mig det. + +</p><p>Jeg stod stille. Bybudet gik. Da stikker +jeg Pengesedlen atter ind i Konvolutten, krller +det hele rigtig godt sammen, vender om og gr +hen til Vrtinden, som endnu holder Udkig +efter mig fra Porten, og kaster hende Sedlen +i Ansigtet. Jeg sagde ikke noget, yttred ikke +en Stavelse, jeg iagttog blot, at hun undersgte +det sammenkrllede Papir, inden jeg gik . . . . + +</p><p>He, det kunde man kalde at opfre sig +med re i Livet! Ikke sige noget, ikke tiltale +Pakket, men ganske rolig krlle sammen +en stor Pengeseddel og kaste den i jnene +p sine Forflgere. Det kunde man kalde +at optrde med Vrdighed! Sledes skulde +de have det, de Dyr! . . . . + +</p><p>Da jeg var kommet p Hjrnet af Tomtegaden +og Jrnbanetorvet, begyndte pludselig +Gaden at svinge rundt for mine jne, det +sused tomt i mit Hoved, og jeg faldt ind +mod en Husvg. Jeg kunde simpelthen ikke +g lnger, kunde ikke engang rette mig op +fra min skve Stilling; sledes, som jeg var +falden ind mod Vggen, sledes blev jeg +stende, og jeg flte, at jeg begyndte at tabe +Besindelsen. Min vanvittige Vrede forhjedes +blot ved dette Anfald af Udmattelse, og jeg +lfted Foden og stamped i Fortouget. Jeg +gjorde ogs forskellige andre Ting, forat +komme til Krfter, bed Tnderne sammen, +rynked Panden, rulled fortvivlet med jnene, +og det begyndte at hjlpe. Min Tanke blev +klar, jeg forstod, at jeg holdt p at forg. +Jeg satte Hnderne frem og stdte mig tilbage +fra Vggen; Gaden dansed fremdeles +rundt med mig. Jeg begyndte at hikke af +Raseri, og jeg stred af min inderste Sjl med +min Elendighed, holdt rigtig tappert Stand, +for ikke at falde om; jeg agted ikke at synke +sammen, jeg vilde d stende. En Arbejdskrre +ruller langsomt forbi, og jeg ser, at +der er Poteter i den Krre, men af Raseri, +af Halsstarrighed finder jeg p at sige, at +det slet ikke var Poteter, det var Klhoveder, +og jeg bandte grusomt p, at det var Klhoveder. +Jeg hrte godt, hvad jeg selv sagde, +og jeg svor bevidst Gang efter Gang p +denne Lgn, blot forat have den desperate +Tilfredsstillelse, at jeg begik stiv Mened. Jeg +berused mig i denne magelse Synd, jeg rakte +mine tre Fingre ivejret og svor med dirrende +Lber i Faderens, Snnens og den Hellignds +Navn, at det var Klhoveder. + +</p><p>Tiden gik. Jeg lod mig falde ned p et +Trappetrin ved Siden af mig og trred Sveden +af min Pande og Hals, trak Vejret til mig og +tvang mig til at vre rolig. Solen gled ned, +det led ud p Eftermiddagen. Jeg begyndte +igen at gruble over min Stilling; Sulten blev +skammelig mod mig, og om nogle Timer +vilde det atter vre Nat; det galdt at finde +p en Rd, mens der endnu var Tid. Mine +Tanker begyndte igen at kredse om Logihuset +som jeg var bleven fordrevet fra; jeg vilde +aldeles ikke vende tilbage dertil, men kunde +alligevel ikke lade vre at tnke p det. Egentlig +havde Konen vret i sin gode Ret til at kaste +mig ud. Hvor kunde jeg vente at f bo hos +nogen, nr jeg ikke kunde betale for mig? +Hun havde ovenikbet givet mig Mad nu og +da; endog igraftes, da jeg havde opirret +hende, havde hun budt mig to Smrogbrd, +af Godhed havde hun budt mig dem fordi +hun vidste, at jeg trngte til dem. S jeg +havde intet at beklage mig over, og jeg begyndte +mens jeg sad p Trappen at bede +og tigge hende i mit stille Sind om Tilgivelse +for min Opfrsel. Isr angred jeg bitterlig, +at jeg havde vist mig utaknemmelig mod hende +tilsidst og kastet hende en Tikrone i Ansigtet . . . . + +</p><p>Tikronen! Jeg plystred en Gang med +Munden. Brevet, som Budet bragte, hvor +kom det fra? Frst nu i dette jeblik +tnkte jeg klart over dette og aned med en +Gang, hvordan det hele hang sammen. Jeg +blev syg af Smrte og Skam, jeg hvisked +Ylajali nogle Gange med hs Stemme og rysted +p Hovedet. Var det ikke mig, som +endog s sent som igr havde bestemt mig +til at g hende stolt forbi, nr jeg traf +hende, og vise hende den strste Ligegyldighed? +Og istedet derfor havde jeg blot vakt +hendes Medlidenhed og aflokket hende en +Barmhjrtighedsskilling. Nej, nej, nej, der +blev aldrig Ende p min Nedvrdigelse! +Ikke engang overfor hende havde jeg kunnet +hvde en skikkelig Stilling; jeg sank, sank +p alle Kanter, hvor jeg vendte mig hen, +sank tilkns, sank tillivs, dukked mig under +i Vanre og kom aldrig op igen, aldrig! Det +var Toppunktet! Tage ti Troner i Almisse, +uden at kunne slynge dem tilbage mod den +hemmelige Giver, gramse rer sammen med +begge Hnder, hvor de bdes frem, og beholde +dem, bruge dem til Logipenge, trods +sin egen inderste Modbydelighed . . . . + +</p><p>Kunde jeg ikke atter skaffe tilveje disse +ti Kroner p en eller anden Mde? At g +tilbage til Vrtinden og f Pengesedlen tilbageleveret +af hende, nytted nok ikke; der +mtte ogs gives en anden Rd, nr jeg +tnkte mig om, nr jeg bare anstrngte mig +rigtigt meget og tnkte mig om. Her var +det ved Gud ikke nok at tnke blot p +almindelig Vis, jeg fik tnke, s det sled +mig gennem hele mit Menneskevrk, efter en +Udvej til disse ti Kroner. Og jeg satte mig +til at tnke svare. + +</p><p>Klokken kunde vel vre omkring fire, om +et Par Timer kunde jeg kanske trffe Teaterchefen, +hvis jeg blot havde havt mit Drama +frdigt. Jeg tager Manuskriptet op, der jeg +sidder, og vil med Vold og Magt f istand +de tre fire sidste Scener; jeg tnker og sveder +og lser over fra Begyndelsen, men kommer +ingen Vej. Ikke noget Prevv! siger jeg, +ingen Stivnakkethed her! Og jeg skriver ls +p mit Drama, skriver ned alt, som falder +mig ind, blot forat blive hurtigt frdig og +komme afsted. Jeg vilde indbilde mig selv, +at jeg havde et nyt stort jeblik, jeg lj mig +fuld, bedrog mig benlyst og skrev vk, +som om jeg ikke behved at sge efter Ordene. +Det er godt! det er virkelig et Fund! hvisked +jeg alt imellem; skriv det bare ned! + +</p><p>Tilslut begynder imidlertid mine sidste +Repliker at blive mig mistnkelige; de stak +s strkt af mod Replikerne i de frste Scener, +desuden havde der slet ikke lagt sig nogen +Middelalder i Munkens Ord. Jeg knkker +min Blyant over mellem mine Tnder, springer +op, river mit Manuskript itu, river hvert +Blad itu, kaster min Hat p Gaden og tramper +p den. Jeg er fortabt! hvisker jeg for +mig selv; mine Damer og Herrer, jeg er fortabt! +Og jeg siger ikke andet end disse Ord, +slnge jeg str der og tramper p min Hat. + +</p><p>En Politibetjent str nogle f Skridt +borte og iagttager mig; han str midt ude i +Gaden og lgger ikke Mrke til noget andet +end mig. Idet jeg slr Hovedet op, mdes +vore jne; han havde kanske stet der i +lngere Tid og bare set p mig. Jeg tager +min Hat op, stter den p og gr hen til +Manden. + +</p><p>Ved De, hvormange Klokken er? +siger jeg. + +</p><p>Han venter en Stund, inden han haler +sit Ur frem, og tager ikke sine jne bort fra +mig imens. + +</p><p>Vel fire, svarer han. + +</p><p>Akkurat! siger jeg; vel fire, fuldkommen +rigtigt! De kan Deres Ting, hrer jeg, +og jeg skal tnke p Dem. + +</p><p>Dermed forlod jeg ham. Han blev til +det yderste forbauset over mig, stod og s +efter mig med ben Mund og holdt endnu +Uret i Hnden. Da jeg var kommet udenfor +Royal, vendte jeg mig om og s tilbage: +endnu stod han i samme Stilling og fulgte mig +med jnene. + +</p><p>He-he, sledes skulde man behandle Dyrene! +Med den mest udvalgte Uforskammethed! +Det imponered Dyrene, det satte Skrk +i Dyrene . . . . Jeg var srdeles tilfreds med +mig selv og gav mig atter til at synge en +Stump. Anspndt af Ophidselse, uden at +fle nogen Smrte mer, uden endog at kende +noget Ubehag af nogen Sort, gik jeg let som +en Fjr henover hele Torvet, drejed op ved +Basarerne og slog mig ned p en Bnk ved +Vor Frelsers. + +</p><p>Kunde det ikke ogs vre temmelig +ligegyldigt, enten jeg sendte den Tikrone tilbage +eller ej? Nr jeg havde fet den, s +var den min, og der var visselig ikke Nd der, +hvor den kom fra. Jeg mtte jo dog tage +imod den, nr den udtrykkelig blev sendt til +mig; der var ingen Mening i at lade Bybudet +beholde den. Heller ikke gik det an at sende +tilbage en helt anden Tikrone, end den, +jeg havde fet. S der var intet at gre +ved det. + +</p><p>Jeg forsgte at se p Frdselen omkring +p Torvet foran mig og sysselstte min +Tanke med ligegyldige Ting; men det lykkedes +mig ikke, og jeg beskftiged mig stadig +med Tikronen. Tilsidst knytted jeg Hnderne +og blev vred. Det vilde sre hende, sagde +jeg, hvis jeg sendte den tilbage; hvorfor +skulde jeg da gre det? Bestandig skulde jeg +g og holde mig for god til alt muligt, ryste +hovent p Hovedet og sige Nej Tak. Nu +s jeg, hvad det frte til; jeg stod atter p +bar Gade. Selv nr jeg havde den bedste +Anledning til det, beholdt jeg ikke mit gode, +varme Logi; jeg blev stolt, sprang op ved det +frste Ord og var Karl for min Hat, betalte +Tikroner tilhjre og venstre og gik min Vej +. . . . Jeg gik skarpt i Rette med mig selv, +fordi jeg havde forladt mit Logi og atter bragt +mig i Omstndighed. + +</p><p>Forresten gav jeg den lysegule Fan altsammen! +Jeg havde ikke bedt om den Tikrone, og +jeg havde nsten ikke havt den mellem Hnderne +engang, men givet den bort straks, betalt +den ud til vild fremmede Mennesker, som jeg +aldrig vilde f se igen. Den Slags Mand var +jeg, betalte altid til sidste Hvid, nr det galdt +noget. Kendte jeg Ylajali ret, s angred +hun heller ikke p, at hun havde sendt mig +de Penge; hvad sad jeg da og hussered for? +Det var ligefrem det mindste, hun kunde gre, +at sende mig en Tikrone nu og da. Den +stakkels Pige var jo forelsket i mig, he, kanske +ddeligt forelsket i mig endogs . . . . Og +jeg sad og blred mig dygtigt for mig selv +ved denne Tanke. Der var ingen Tvivl om, +at hun var forelsket i mig, den stakkels +Pige! . . . . + +</p><p>Klokken blev fem. Jeg faldt atter sammen +efter min lange nervse Ophidselse og begyndte +pny at fle den tomme Susen i mit Hoved. +Jeg stirred ret frem, holdt jnene stive og +s ud for mig henimod Elefantapoteket. Sulten +rased rigtig strkt i mig da, og jeg led +meget. Mens jeg sidder sledes og ser ind +i Luften, klarner der sig lidt efter lidt for mit +stive Blik en Skikkelse, som jeg tilslut ser +aldeles tydeligt og genkender: det er Kagekonen +ved Elefantapoteket. + +</p><p>Jeg rykker til, retter mig op p Bnken +og begynder at tnke mig om. Jo, det havde +sin Rigtighed, det var den samme Kone foran +det samme Bord p det samme Sted! Jeg +plystrer et Par Gange og knipser i Fingrene, +rejser mig op fra Bnken og begynder at g +henimod Apoteket. Ikke noget Nonsens! Jeg +gav Fan, enten det var Syndens Penge eller +gode norske Hkerpenge af Slv fra Kongsberg! +Jeg vilde ikke vre latterlig, man kunde +d af formeget Hovmod . . . . + +</p><p>Jeg gr frem til Hjrnet, tager Sigte p +Konen og stiller mig op foran hende. Jeg +smiler, nikker kendt og indretter mine Ord, +som om det var en Selvflge, at jeg vilde +komme tilbage engang. + +</p><p>Goddag! siger jeg. De kender mig +kanske ikke igen? + +</p><p>Nej, svarer hun langsomt og ser +p mig. + +</p><p>Jeg smiler endda mer, som om det var +bare hendes kostelige Spg, at hun ikke kendte +mig, og siger: + +</p><p>Husker De ikke, at jeg gav Dem en hel +Del Kroner engang? Jeg sagde ikke noget +ved den Lejlighed, svidt jeg husker, det +gjorde jeg ikke; det plejer jeg ikke at gre. +Nr man har med rlige Folk at skaffe, s +er det undvendigt at aftale noget og s at +sige oprette Kontrakt for hver liden Ting. +He-he! Jo, det var mig, som levered Dem de +Penge. + +</p><p>Nej, jas, var det Dem! Ja, nu kender +jeg Dem nok ogs, nr jeg tnker mig +om . . . . + +</p><p>Jeg vilde forebygge, at hun skulde begynde +at takke mig for Pengene, og jeg siger +derfor hurtigt, idet jeg allerede sger med +mine jne omkring p Bordet efter Madvarer: + +</p><p>Ja, nu kommer jeg, forat f Kagerne. + +</p><p>Det forstr hun ikke. + +</p><p>Kagerne, gentager jeg, nu kommer jeg, +forat f dem. Ialfald endel, frste Forsyning. +Jeg trnger ikke alt idag. + +</p><p>Kommer De, forat f dem? sprger hun. + +</p><p>Jagu kommer jeg, forat f dem, ja! +svarer jeg og ler hjt, som om det burde have +vret indlysende for hende allerede straks, at +jeg kom, forat f dem. Jeg tager ogs nede +p Bordet en Kage, et Slags Franskbrd, +som jeg begynder at spise p. + +</p><p>Da Konen ser dette, letter hun sig op i +Klderhullet, gr uvilkrlig en Bevgelse, +som forat beskytte sine Varer, og hun lader +mig forst, at hun ikke havde ventet mig tilbage, +forat berve hende dem. + +</p><p>Ikke det? siger jeg. Jas, ikke det? Hun +var mig virkelig en kostelig Kone! Havde +hun nogensinde oplevet, at nogen havde givet +hende til Forvaring en Slump Kroner, uden +at vedkommende havde krvet dem tilbage? +Nej, ser De der! Troed hun kanske, at det +var stjlne Penge, siden jeg havde slngt dem +til hende p den Mde? N, det troed hun +dog ikke; det var endda godt, virkelig godt! +Det var om jeg s mtte sige snilt af hende, +at hun dog holdt mig for en rlig Mand. +Ha-ha! Jo, hun var virkelig god! + +</p><p>Men hvorfor gav jeg hende da Pengene? +Konen blev forbittret og rbte hjt derom. + +</p><p>Jeg forklared, hvorfor jeg havde givet +hende Pengene, forklared det dmpet og +eftertrykkeligt: Det var min Vane at g +frem p den Mde, fordi jeg troed alle +Mennesker s godt. Bestandig nr nogen +bd mig en Kontrakt, et Bevis, s rysted jeg +p Hovedet og sagde Nej Tak. Det skulde +Gud vide, at jeg gjorde! + +</p><p>Men Konen forstod det fremdeles ikke. + +</p><p>Jeg greb til andre Midler, talte skarpt og +frabad mig mig Vrvl. Havde det aldrig +hndt, at nogen anden havde betalt hende i +Forskud p lignende Mde? spurgte jeg. +Jeg mente naturligvis Folk, som havde god +Rd, for Eksempel nogen af Konsulerne? +Aldrig? Ja, det kunde ikke jeg undglde for, +at det var en hende fremmed Omgangsmde. +Det var Skik og Brug i Udlandet. Hun havde +kanske aldrig vret udenfor Landets Grndser? +Nej, ser De der! Da kunde hun slet +ikke tale med i denne Sag . . . . Og jeg tog +efter flere Kager p Bordet. + +</p><p>Hun knurred vredt, vgred sig hrdnakket +for at udlevere noget av, hvad hun havde p +Bordet, rykked endog et Stykke Kage ud af +min Hnd og lagde det tilbage p sin Plads. +Jeg blev vred, slog i Bordet og trued med +Politiet. Jeg skulde vre ndig mod hende, +sagde jeg; hvis jeg tog alt, hvad mit var, S +vilde jeg ruinere hele hendes Butik, for det +var en farlig Masse Penge, jeg havde leveret +hende i sin Tid. Men jeg vilde ikke tage s +meget, jeg vilde i Virkeligheden kun have +halv Valutta. Og jeg skulde ovenikbet ikke +komme igen mer. Det mtte Gud bevare +mig for, eftersom hun var af den Slags +Mennesker . . . . + +</p><p>Endelig lagde hun frem endel Kager til +en ublu Pris, fire fem Stykker, som hun taksered +til det hjeste, hun kunde finde p, og +bad mig tage dem og g min Vej. Jeg kaevled +fremdeles med hende, pstod, at hun snd +mig for mindst en Krone af Pengene og desuden +udsuged mig ved sine blodige Priser. +Ved De, at der er Straf for slige Kltringstreger? +sagde jeg. Gud bevare Dem, De +kunde komme p Slaveriet for Levetiden, +gamle Asen! Hun slngte endnu en Kage + +</p><p>hen til mig og bad mig nsten tnderskrende +om at g, + +</p><p>Og jeg forlod hende. + +</p><p>He, Mage til uefterretlig Kagekone skulde +man aldrig have set! Hele Tiden, mens jeg +gik hen ad Torvet og d p mine Kager, +talte jeg hjt om Konen og hendes Uforskammethed, +gentog for mig selv, hvad vi begge +havde sagt til hinanden, og syntes, at jeg +havde vret hende langt overlegen. Jeg d +af Kagerne i alle Folks Psyn og talte om +dette. + +</p><p>Og Kagerne forsvandt en efter en; det +forslog intet, hvor meget jeg tog tillivs, jeg +var lige bundlst hungrig. Herregud dog, at +det ikke vilde forsl! Jeg var s grdig, +at jeg endog nr havde forgrebet mig p +den sidste Kage, Som jeg lige fra Begyndelsen +havde bestemt mig til at spare, gmme til +den lille nede i Vognmandsgaden, Gutten, som +havde leget med Papirstrimlerne. Jeg husked +ham stadigt, kunde ikke f mig til at glemme +hans Mine, da han sprang op og bandte. Han +havde vendt sig ona mod mit Vindu, da Manden +spytted ned p ham, og han havde ligefrem +set efter, om ogs jeg skulde le deraf. +Gud ved, om jeg nu traf ham, nr jeg kom +derned! Jeg anstrngte mig strkt, forat +komme hurtigt ned i Vognmandsgaden, passered +det Sted, hvor jeg havde revet mit Drama +istykker, og hvor endnu endel Papir l tilbage, +omgik Politibetjenten, som jeg nys havde forbauset +s ved min Opfrsel, og stod tilsidst +ved Trappen, hvor Gutten havde siddet. + +</p><p>Han var der ikke. Gaden var nsten +tom. Det tog til at mrkne, og jeg kunde +ikke blive Gutten var; han var mske get +ind. Jeg lagde Kagen forsigtigt ned, rejste +den p Kant mod Dren, banked hrdt +p og sprang min Vej med det samme. Han +finder den nok! sagde jeg til mig selv; det +frste, han gr, nr han kommer ud, det er +at finde den! Og mine jne blev vde af +Glde, over, at den lille vilde finde Kagen. + +</p><p>Jeg kom ned til Jrnbanebryggen igen. + +</p><p>Nu sulted jeg ikke mer, blot den sde +Mad, jeg havde nydt, begyndte at volde mig +ondt. I mit Hoved stjed ogs pny de +vildeste Tanker: Hvad om jeg i Hemmelighed +overskar Trossen til et af disse Skibe? +Hvad om jeg pludselig gav mig til at rbe +p Brand? Jeg gr lnger ud p Bryggen, +finder mig en Kasse at sidde p, folder Hnderne +og fler, at mit Hoved blir mer og mer +fortumlet. Og jeg rrer mig ikke, gr slet +intet, forat holde mig oppe mer. + +</p><p>Jeg sidder der og stirrer p Copgoro, +Barken med det russiske Flag. Jeg skimter +en Mand ved Rkken; Bagbords rde Lanterne +lyser ned p hans Hoved, og jeg rejser +mig op og taler over til ham. Jeg havde ingen +Hensigt med at tale, som jeg gjorde, jeg +vented heller ikke at f noget Svar. Jeg +sagde: + +</p><p>Sejler De iaften, Kaptejn? + +</p><p>Ja, om en liden Stund, svarer Manden. +Han talte Svensk. + +</p><p>Hm. De skulde ikke mangle en Mand? +Jeg var i dette jeblik lige glad, enten jeg fik +et Afslag eller ej, det var mig ligegyldigt, +hvilket Svar Manden vilde give mig. Jeg stod +og vented s p ham. + +</p><p>, nej, svared han. Det skulde da +vre en Jungmand. + +</p><p>En Jungmand! Jeg gjorde et Ryk p +mig, sneg mine Briller af og stak dem i Lommen, +trdte op p Landgangen og skrved +ombord. + + +</p><p>Jeg er ikke befaren, sagde jeg, men +jeg kan gre det. De stter mig til. Hvor +gr Turen? + +</p><p>Vi er ballastet til Leeds efter Kul for +Cadix. + +</p><p>Godt! sagde jeg og tvang mig ind p +Manden. Jeg er lige glad, hvor det brer hen. +Jeg skal gre mit Arbejde. + +</p><p>Han stod en Stund og s p mig og +tnkte sig om. + +</p><p>Har du ikke faret fr? spurgte han. + +</p><p>Nej. Men som jeg siger Dem, st mig +til et Arbejde, og jeg skal gre det. Jeg er +vant til noget af hvert. + +</p><p>Han tnkte sig atter om. Jeg havde allerede +sat mig levende i Hovedet, at jeg vilde +tage med, og jeg begyndte at ngstes for at +blive jaget iland igen. + +</p><p>Hvad mener De s, Kaptejn? spurgte +jeg endelig. Jeg kan virkelig gre, hvad det +skal vre. Hvad siger jeg! Jeg mtte vre +en drlig Mand, om jeg ikke gjorde mer, end +netop det, jeg var sat til. Jeg kan tage to +Vagter i Trk, om det glder. Det har jeg +godt af, og jeg holder nok ud med det. + + +</p><p>Ja, ja, vi kan forsge det, sagde han. +Gr det ikke, s kan vi jo skilles i +England. + +</p><p>Naturligvis! svared jeg i min Glde. +Og jeg gentog endnu engang, at vi kunde +skilles i England, hvis det ikke gik. + +</p><p>S satte han mig til Arbejde . . . . + +</p><p>Ude i Fjorden retted jeg mig op engang, +vd af Feber og Mathed, s indad mod +Land og sagde Farvel for denne Gang til +Byen, til Kristiania, hvor Vinduerne lyste s +blankt fra alle Hjem. + +</p> + + + + + + + + +<pre> + + + + + +End of the Project Gutenberg EBook of Sult, by Knut Hamsun + +*** END OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK SULT *** + +***** This file should be named 30027-h.htm or 30027-h.zip ***** +This and all associated files of various formats will be found in: + http://www.gutenberg.org/3/0/0/2/30027/ + +Produced by Jens Sadowski + +Updated editions will replace the previous one--the old editions +will be renamed. + +Creating the works from public domain print editions means that no +one owns a United States copyright in these works, so the Foundation +(and you!) can copy and distribute it in the United States without +permission and without paying copyright royalties. Special rules, +set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to +copying and distributing Project Gutenberg-tm electronic works to +protect the PROJECT GUTENBERG-tm concept and trademark. Project +Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you +charge for the eBooks, unless you receive specific permission. If you +do not charge anything for copies of this eBook, complying with the +rules is very easy. You may use this eBook for nearly any purpose +such as creation of derivative works, reports, performances and +research. They may be modified and printed and given away--you may do +practically ANYTHING with public domain eBooks. Redistribution is +subject to the trademark license, especially commercial +redistribution. + + + +*** START: FULL LICENSE *** + +THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE +PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK + +To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free +distribution of electronic works, by using or distributing this work +(or any other work associated in any way with the phrase "Project +Gutenberg"), you agree to comply with all the terms of the Full Project +Gutenberg-tm License (available with this file or online at +http://gutenberg.org/license). + + +Section 1. General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg-tm +electronic works + +1.A. By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm +electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to +and accept all the terms of this license and intellectual property +(trademark/copyright) agreement. If you do not agree to abide by all +the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy +all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your possession. +If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project +Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound by the +terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or +entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8. + +1.B. "Project Gutenberg" is a registered trademark. It may only be +used on or associated in any way with an electronic work by people who +agree to be bound by the terms of this agreement. There are a few +things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works +even without complying with the full terms of this agreement. See +paragraph 1.C below. There are a lot of things you can do with Project +Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this agreement +and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm electronic +works. See paragraph 1.E below. + +1.C. The Project Gutenberg Literary Archive Foundation ("the Foundation" +or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project +Gutenberg-tm electronic works. Nearly all the individual works in the +collection are in the public domain in the United States. If an +individual work is in the public domain in the United States and you are +located in the United States, we do not claim a right to prevent you from +copying, distributing, performing, displaying or creating derivative +works based on the work as long as all references to Project Gutenberg +are removed. Of course, we hope that you will support the Project +Gutenberg-tm mission of promoting free access to electronic works by +freely sharing Project Gutenberg-tm works in compliance with the terms of +this agreement for keeping the Project Gutenberg-tm name associated with +the work. You can easily comply with the terms of this agreement by +keeping this work in the same format with its attached full Project +Gutenberg-tm License when you share it without charge with others. + +1.D. The copyright laws of the place where you are located also govern +what you can do with this work. Copyright laws in most countries are in +a constant state of change. If you are outside the United States, check +the laws of your country in addition to the terms of this agreement +before downloading, copying, displaying, performing, distributing or +creating derivative works based on this work or any other Project +Gutenberg-tm work. The Foundation makes no representations concerning +the copyright status of any work in any country outside the United +States. + +1.E. Unless you have removed all references to Project Gutenberg: + +1.E.1. The following sentence, with active links to, or other immediate +access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear prominently +whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work on which the +phrase "Project Gutenberg" appears, or with which the phrase "Project +Gutenberg" is associated) is accessed, displayed, performed, viewed, +copied or distributed: + +This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with +almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or +re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included +with this eBook or online at www.gutenberg.org + +1.E.2. If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is derived +from the public domain (does not contain a notice indicating that it is +posted with permission of the copyright holder), the work can be copied +and distributed to anyone in the United States without paying any fees +or charges. If you are redistributing or providing access to a work +with the phrase "Project Gutenberg" associated with or appearing on the +work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1 +through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the +Project Gutenberg-tm trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or +1.E.9. + +1.E.3. If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted +with the permission of the copyright holder, your use and distribution +must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional +terms imposed by the copyright holder. Additional terms will be linked +to the Project Gutenberg-tm License for all works posted with the +permission of the copyright holder found at the beginning of this work. + +1.E.4. Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm +License terms from this work, or any files containing a part of this +work or any other work associated with Project Gutenberg-tm. + +1.E.5. Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this +electronic work, or any part of this electronic work, without +prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with +active links or immediate access to the full terms of the Project +Gutenberg-tm License. + +1.E.6. You may convert to and distribute this work in any binary, +compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any +word processing or hypertext form. However, if you provide access to or +distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format other than +"Plain Vanilla ASCII" or other format used in the official version +posted on the official Project Gutenberg-tm web site (www.gutenberg.org), +you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a +copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon +request, of the work in its original "Plain Vanilla ASCII" or other +form. Any alternate format must include the full Project Gutenberg-tm +License as specified in paragraph 1.E.1. + +1.E.7. Do not charge a fee for access to, viewing, displaying, +performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works +unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9. + +1.E.8. You may charge a reasonable fee for copies of or providing +access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works provided +that + +- You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from + the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method + you already use to calculate your applicable taxes. The fee is + owed to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he + has agreed to donate royalties under this paragraph to the + Project Gutenberg Literary Archive Foundation. Royalty payments + must be paid within 60 days following each date on which you + prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax + returns. Royalty payments should be clearly marked as such and + sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the + address specified in Section 4, "Information about donations to + the Project Gutenberg Literary Archive Foundation." + +- You provide a full refund of any money paid by a user who notifies + you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he + does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm + License. You must require such a user to return or + destroy all copies of the works possessed in a physical medium + and discontinue all use of and all access to other copies of + Project Gutenberg-tm works. + +- You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any + money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the + electronic work is discovered and reported to you within 90 days + of receipt of the work. + +- You comply with all other terms of this agreement for free + distribution of Project Gutenberg-tm works. + +1.E.9. If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg-tm +electronic work or group of works on different terms than are set +forth in this agreement, you must obtain permission in writing from +both the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and Michael +Hart, the owner of the Project Gutenberg-tm trademark. Contact the +Foundation as set forth in Section 3 below. + +1.F. + +1.F.1. Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable +effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread +public domain works in creating the Project Gutenberg-tm +collection. Despite these efforts, Project Gutenberg-tm electronic +works, and the medium on which they may be stored, may contain +"Defects," such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or +corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual +property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a +computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by +your equipment. + +1.F.2. LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the "Right +of Replacement or Refund" described in paragraph 1.F.3, the Project +Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project +Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project +Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all +liability to you for damages, costs and expenses, including legal +fees. YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT +LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE +PROVIDED IN PARAGRAPH F3. YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE +TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE +LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR +INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH +DAMAGE. + +1.F.3. LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a +defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can +receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a +written explanation to the person you received the work from. If you +received the work on a physical medium, you must return the medium with +your written explanation. The person or entity that provided you with +the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a +refund. If you received the work electronically, the person or entity +providing it to you may choose to give you a second opportunity to +receive the work electronically in lieu of a refund. If the second copy +is also defective, you may demand a refund in writing without further +opportunities to fix the problem. + +1.F.4. Except for the limited right of replacement or refund set forth +in paragraph 1.F.3, this work is provided to you 'AS-IS' WITH NO OTHER +WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO +WARRANTIES OF MERCHANTIBILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE. + +1.F.5. Some states do not allow disclaimers of certain implied +warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages. +If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the +law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be +interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by +the applicable state law. The invalidity or unenforceability of any +provision of this agreement shall not void the remaining provisions. + +1.F.6. INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the +trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone +providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in accordance +with this agreement, and any volunteers associated with the production, +promotion and distribution of Project Gutenberg-tm electronic works, +harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees, +that arise directly or indirectly from any of the following which you do +or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg-tm +work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any +Project Gutenberg-tm work, and (c) any Defect you cause. + + +Section 2. Information about the Mission of Project Gutenberg-tm + +Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of +electronic works in formats readable by the widest variety of computers +including obsolete, old, middle-aged and new computers. It exists +because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from +people in all walks of life. + +Volunteers and financial support to provide volunteers with the +assistance they need, are critical to reaching Project Gutenberg-tm's +goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will +remain freely available for generations to come. In 2001, the Project +Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure +and permanent future for Project Gutenberg-tm and future generations. +To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation +and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4 +and the Foundation web page at http://www.pglaf.org. + + +Section 3. Information about the Project Gutenberg Literary Archive +Foundation + +The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit +501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the +state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal +Revenue Service. The Foundation's EIN or federal tax identification +number is 64-6221541. Its 501(c)(3) letter is posted at +http://pglaf.org/fundraising. Contributions to the Project Gutenberg +Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent +permitted by U.S. federal laws and your state's laws. + +The Foundation's principal office is located at 4557 Melan Dr. S. +Fairbanks, AK, 99712., but its volunteers and employees are scattered +throughout numerous locations. Its business office is located at +809 North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887, email +business@pglaf.org. Email contact links and up to date contact +information can be found at the Foundation's web site and official +page at http://pglaf.org + +For additional contact information: + Dr. Gregory B. Newby + Chief Executive and Director + gbnewby@pglaf.org + + +Section 4. Information about Donations to the Project Gutenberg +Literary Archive Foundation + +Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide +spread public support and donations to carry out its mission of +increasing the number of public domain and licensed works that can be +freely distributed in machine readable form accessible by the widest +array of equipment including outdated equipment. Many small donations +($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt +status with the IRS. + +The Foundation is committed to complying with the laws regulating +charities and charitable donations in all 50 states of the United +States. Compliance requirements are not uniform and it takes a +considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up +with these requirements. We do not solicit donations in locations +where we have not received written confirmation of compliance. To +SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any +particular state visit http://pglaf.org + +While we cannot and do not solicit contributions from states where we +have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition +against accepting unsolicited donations from donors in such states who +approach us with offers to donate. + +International donations are gratefully accepted, but we cannot make +any statements concerning tax treatment of donations received from +outside the United States. U.S. laws alone swamp our small staff. + +Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation +methods and addresses. Donations are accepted in a number of other +ways including checks, online payments and credit card donations. +To donate, please visit: http://pglaf.org/donate + + +Section 5. General Information About Project Gutenberg-tm electronic +works. + +Professor Michael S. Hart is the originator of the Project Gutenberg-tm +concept of a library of electronic works that could be freely shared +with anyone. For thirty years, he produced and distributed Project +Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of volunteer support. + + +Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed +editions, all of which are confirmed as Public Domain in the U.S. +unless a copyright notice is included. Thus, we do not necessarily +keep eBooks in compliance with any particular paper edition. + + +Most people start at our Web site which has the main PG search facility: + + http://www.gutenberg.org + +This Web site includes information about Project Gutenberg-tm, +including how to make donations to the Project Gutenberg Literary +Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to +subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks. + + +</pre> + +</body> +</html> + diff --git a/old/old/30027-h-2009-09-19.zip b/old/old/30027-h-2009-09-19.zip Binary files differnew file mode 100644 index 0000000..cda8bc4 --- /dev/null +++ b/old/old/30027-h-2009-09-19.zip |
