diff options
Diffstat (limited to '30027-0.txt')
| -rw-r--r-- | 30027-0.txt | 6424 |
1 files changed, 6424 insertions, 0 deletions
diff --git a/30027-0.txt b/30027-0.txt new file mode 100644 index 0000000..6d655f6 --- /dev/null +++ b/30027-0.txt @@ -0,0 +1,6424 @@ +*** START OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK 30027 *** + +TRANSCRIBER’S NOTE + + +SPELLING. In this first edition of “Sult”, old spelling rules were +applied which look quite different from modern written Norwegian +(“bokmål”). In addition, the letters Å and å where set as Aa and aa, +respectively. Since many other Norwegian books printed at this time +used Å and å and in order to improve readability, all Aa and aa have +been converted to Å and å. Otherwise, the original spelling was not +changed. + +SPACED-OUT TEXT. Text that was s p a c e d - o u t in the original text +has been changed to use _italics_. + + + + +KNUT HAMSUN + + +SULT + + +KØBENHAVN + +P. G. PHILIPSENS FORLAG + +Trykt hos J. Jorgensen & Co. (M. A. Hannover) + +1890 + + + + +FØRSTE STYKKE + + +Det var i den Tid, jeg gik omkring og sulted i Kristiania, denne +forunderlige By, som ingen forlader, før han har fået Mærker af den . . . . + +Jeg ligger vågen på min Kvist og hører en Klokke nedenunder mig slå seks +Slag; det var allerede ganske lyst, og Folk begyndte at færdes op og ned i +Trapperne. Nede ved Døren, hvor mit Rum var tapetseret med gamle Numre af +»Morgenbladet«, kunde jeg så tydelig se en Bekendtgørelse fra +Fyrdirektøren, og lidt tilvenstre derfra et fedt, bugnende Avertissement +fra Bager Fabian Olsen om nybagt Brød. + +Straks jeg slog Øjnene op, begyndte jeg af gammel Vane at tænke efter, om +jeg havde noget at glæde mig til idag. Det havde været lidt knapt for mig i +den sidste Tid; den ene efter den anden af mine Ejendele var bragt til +»Onkel«, jeg var bleven nervøs og utålsom, et Par Gange havde jeg også +ligget tilsengs en Dags Tid af Svimmelhed. Nu og da, når Lykken var god, +kunde jeg drive det til at få fem Kroner af et eller andet Blad for en +Føljeton. + +Det lysned mer og mer, og jeg gav mig til at læse på Avertissementerne nede +ved Døren; jeg kunde endog skælne de magre, grinende Bogstaver om »Ligsvøb +hos Jomfru Andersen, tilhøjre i Porten«. Det sysselsatte mig en lang Stund, +jeg hørte Klokken slå otte nedenunder, inden jeg stod op og klædte mig på. + +Jeg åbned Vinduet og så ud. Der, hvor jeg stod, havde jeg Udsigt til en +Klædesnor og en åben Mark; langt ude lå Gruen tilbage af en nedbrændt +Smedje, hvor nogle Arbejdere var i Færd med at rydde op. Jeg lagde mig med +Albuerne ned i Vinduet og stirred ud i Luften. Det blev ganske vist en lys +Dag, Høsten var kommet, den fine, svale Årstid, hvori alting skifter Farve +og forgår. Støjen var allerede begyndt at lyde i Gaderne og lokked mig ud; +dette tomme Værelse, hvis Gulv gynged op og ned for hvert Skridt jeg tog +henover det, var som en gisten, uhyggelig Ligkiste; der var ingen ordentlig +Lås for Døren og ingen Ovn i Rummet; jeg plejed at ligge på mine Strømper +om Natten, forat få dem lidt tørre til om Morgenen. Det eneste, jeg havde +at fornøje mig ved, var en liden rød Gyngestol, som jeg sad i om Aftenerne +og døsed og tænkte på mangehånde Ting. Når det blæste hårdt, og Dørene +nedenunder stod åbne, lød der alleslags underlige Hvin op gennem Gulvet og +ind fra Væggene, og »Morgenbladet« nede ved Døren fik Revner så lange som +en Hånd. + +Jeg rejste mig og undersøgte en Byldt henne i Krogen ved Sengen efter lidt +til Frokost, men fandt intet og vendte tilbage til Vinduet igen. + +Gud ved, tænkte jeg, om det aldrig skal nytte mig at søge efter en +Bestilling mer! Disse mange Afslag, disse halve Løfter, rene Nej, nærede og +skuffede Håb, nye Forsøg, som hver Gang løb ud i intet, havde gjort det af +med mit Mod. Jeg havde tilsidst søgt en Plads som Regningsbud, men var +kommet forsent; desuden kunde jeg ikke skaffe Sikkerhed for femti Kroner. +Der var altid et eller andet til Hinder. Jeg mældte mig også til +Brandkorpset. Vi stod halvhundrede Mand i Forhallen og satte Brystet ud, +forat give Indtryk af Kraft og stor Dristighed. En Fuldmægtig gik omkring +og beså disse Ansøgere, følte på deres Arme og gav dem et og andet +Spørgsmål, og mig gik han forbi, rysted blot på Hovedet og sagde, at jeg +var kasseret på Grund af mine Briller. Jeg mødte op påny, uden Briller, jeg +stod der med rynkede Bryn og gjorde mine Øjne så hvasse som Knive, og +Manden gik mig atter forbi, og han smilte, — han havde kendt mig igen. Det +værste af alt var, at mine Klæder var begyndt at blive så dårlige, at jeg +ikke længer kunde fremstille mig til en Plads som et skikkeligt Menneske. + +Hvor det havde gået jævnt og regelmæssig nedad med mig hele Tiden! Jeg stod +tilsidst så besynderlig blottet for alt muligt, jeg havde ikke engang en +Kam tilbage eller en Bog at læse i, når det blev mig for trist. Hele +Sommeren udover havde jeg søgt ud på Kirkegårdene eller op i Slotsparken, +hvor jeg sad og forfatted Artikler for Bladene, Spalte efter Spalte om de +forskelligste Ting, underlige Påfund, Luner, Indfald af min urolige Hjærne; +i Fortvivlelse havde jeg ofte valgt de fjærneste Emner, som voldte mig +lange Tiders Anstrængelse og aldrig blev optaget. Når et Stykke var +færdigt, tog jeg fat på et nyt, og jeg blev ikke ofte nedslagen af +Redaktørernes Nej; jeg sagde stadig væk til mig selv, at engang vilde det +jo lykkes. Og virkelig, stundom, når jeg havde Held med mig og fik det lidt +godt til, kunde jeg få fem Kroner for en Eftermiddags Arbejde. + +Jeg rejste mig atter op fra Vinduet, gik hen til Vaskevandsstolen og dynked +en Smule Vand på mine blanke Bukseknæ, forat sværte dem lidt og få dem til +at se lidt nye ud. Da jeg havde gjort dette, stak jeg som sædvanligt Papir +og Blyant i Lommen og gik ud. Jeg gled meget stille nedad Trapperne, for +ikke at vække min Værtindes Opmærksomhed; der var gået et Par Dage, siden +min Husleje forfaldt, og jeg havde ikke noget at betale med nu mere. + +Klokken var ni. Vognrammel og Stemmer fyldte Luften, et uhyre Morgenkor, +blandet med Fodgængernes Skridt og Smældene fra Hyrekuskenes Svøber. Denne +støjende Færdsel overalt oplived mig straks, og jeg begyndte at føle mig +mer og mer tilfreds. Intet var fjærnere fra min Tanke end blot at gå en +Morgentur i frisk Luft. Hvad kom Luften mine Lunger ved? Jeg var stærk som +en Rise og kunde standse en Vogn med min Skulder. En fin, sælsom Stemning, +Følelsen af den lyse Ligegladhed, havde bemægtiget sig mig. Jeg gav mig til +at iagttage de Mennesker, jeg mødte og gik forbi, læste Plakaterne på +Væggene, modtog Indtryk fra et Blik, slængt til mig fra en forbifarende +Sporvogn, lod hver Bagatel trænge ind på mig, alle små Tilfældigheder, som +krydsed min Vej og forsvandt. + +Når man bare havde sig lidt til Mad en sådan lys Dag! Indtrykket af den +glade Morgen overvælded mig, jeg blev uregerlig tilfreds og gav mig til at +nynne af Glæde, uden nogén bestemt Grund. Ved en Slagterbutik stod en Kone +med en Kurv på Armen og spekulered på Pølser til Middag; idet jeg passered +hende, så hun hen på mig. Hun havde blot én Tand i Formunden. Nervøs og let +påvirkelig som jeg var bleven de sidste Dage, gjorde Konens Ansigt straks +et modbydeligt Indtryk på mig; den lange, gule Tand så ud som en liden +Finger, der stod op fra Kæven, og hendes Blik var endnu fuldt af Pølse, da +hun vendte det mod mig. Jeg tabte med en Gang Appetiten og følte Kvalme. Da +jeg kom til Basarerne, gik jeg hen til Springet og drak lidt Vand; jeg så +op — Klokken var ti i Vor Frelsers Tårn. + +Jeg gik videre gennem Gaderne, drev om uden Bekymring for nogetsomhelst, +standsed ved et Hjørne, uden at behøve det, bøjed af og gik en Sidegade, +uden at have Ærinde derhen; jeg lod det stå til, førtes omkring i den glade +Morgen, vugged mig sorgfrit frem og tilbage blandt andre lykkelige +Mennesker; Luften var tom og lys, og mit Sind var uden en Skygge. + +I ti Minutters Tid havde jeg stadig havt en gammel, halt Mand foran mig. +Han bar en Byldt i den ene Hånd og gik med hele sit Legeme, arbejded af al +Magt, forat skyde Fart. Jeg hørte, hvor han pusted af Anstrængelse, og det +faldt mig ind, at jeg kunde bære hans Byldt; jeg søgte dog ikke at indhente +ham. Oppe i Grændsen mødte jeg Hans Pauli, som hilste og skyndte sig forbi. +Hvorfor hav de han sådant Hastværk? Jeg havde slet ikke i Sinde at bede ham +om en Krone, jeg vilde også med det allerførste sende ham tilbage et Tæppe, +som jeg havde lånt af ham for nogle Uger siden. Såsnart jeg var kommet lidt +ovenpå, vilde jeg ikke være nogen Mand noget Tæppe skyldig; kanske begyndte +jeg allerede idag en Artikel om Fremtidens Forbrydelser eller om Viljens +Frihed, hvadsomhelst, noget læseværdigt noget, som jeg vilde få ti Kroner +for mindst . . . . Og ved Tanken på denne Artikel følte jeg mig med en Gang +gennemstrømmet af Trang til at tage fat straks og øse af min fulde Hjærne; +jeg vilde finde mig et passende Sted i Slotsparken og ikke hvile, før jeg +havde fået den færdig. + +Men den gamle Krøbling gjorde fremdeles de samme sprællende Bevægelser +foran mig i Gaden. Det begyndte tilsidst at irritere mig at have dette +skrøbelige Menneske foran mig hele Tiden. Hans Rejse syntes aldrig at ville +tage Ende; måske havde han bestemt sig til akkurat det samme Sted som jeg, +og jeg skulde hele Vejen have ham for mine Øjne. I min Ophidselse forekom +det mig, at han ved hver Tvergade sagtned en Smule og ligesom vented på, +hvilken Retning jeg vilde tage, hvorpå han igen svang Byldten højt i Luften +og gik til af yderste Magt, forat få Forsprang. Jeg går og ser på dette +masede Væsen og blir mer og mer opfyldt af Forbittrelse mod ham; jeg følte, +at han lidt efter lidt ødelagde min lyse Stemning og trak den rene, skønne +Morgen med sig ned i Hæslighed med det samme. Han så ud som et stort +humpende Insekt, der med Vold og Magt vilde slå sig til en Plads i Verden +og forbeholde sig Fortouget for sig selv alene. Da vi var kommet på Toppen +af Bakken, vilde jeg ikke længer finde mig i det, jeg vendte mig mod et +Butiksvindu og standsed, forat give ham Anledning til at komme væk. Da jeg +efter nogle Minutters Forløb atter begyndte at gå, var Manden foran mig +igen, også han havde stået bom stille. Jeg gjorde, uden at tænke mig om, +tre fire rasende Skridt fremad, indhented ham og slog Manden på Skulderen. + +Han standsed med ét. Vi gav os begge til at stirre på hinanden. + +»En liden Skilling til Melk!« sagde han endelig og lagde Hovedet på Siden. + +Se så, nu stod jeg godt i det! Jeg følte i Lommerne og sagde: + +»Til Melk ja. Hm. Det er småt med Pengene i disse Tider, og jeg ved ikke, +hvor trængende De kan være.« + +»Jeg har ikke spist siden igår i Drammen,« sagde Manden; »jeg ejer ikke en +Øre, og jeg har ikke fået Arbejde endnu.« + +»Er De Håndværker?« + +»Ja, jeg er Nådler.« + +»Hvilket?« + +»Nådler. Forresten kan jeg også gøre Sko.« + +»Det forandrer Sagen,« sagde jeg. »De får vente her i nogle Minutter, så +skal jeg gå efter lidt Penger til Dem, nogle Øre.« + +Jeg gik i største Hast nedad Pilestrædet, hvor jeg vidste om en Pantelåner +i anden Etage; jeg havde forøvrigt aldrig været hos ham før. Da jeg kom ind +i Porten, trak jeg skyndsomt min Vest af, rulled den sammen og stak den +under Armen; derpå gik jeg opad Trappen og banked på til Sjappen. Jeg +bukked og kasted Vesten på Disken. + +»Halvanden Krone,« sagde Manden. + +»Ja ja, Tak,« svared jeg. »Havde det ikke været det, at den begyndte at +blive lidt for knap til mig, så vilde jeg ikke have skilt mig ved den, +naturligvis.« + +Jeg fik Pengene og Sedlen og begav mig tilbage. Det var i Grunden et +udmærket Påfund, dette med Vesten; jeg vilde endog få Penge tilovers til en +rigelig Frokost, og inden Aften skulde så min Afhandling om Fremtidens +Forbrydelser være istand. Jeg begyndte på Stedet at finde Tilværelsen +blidere, og jeg skyndte mig tilbage til Manden, forat få ham fra Hånden. + +»Værsågod!« sagde jeg til ham. »Det glæder mig, at De har henvendt Dem til +mig først.« + +Manden tog Pengene og begyndte at mønstre mig med Øjnene. Hvad stod han og +stirred efter? Jeg havde det Indtryk, at han især undersøgte mine Bukseknæ, +og jeg blev træt af denne Uforskammethed. Troed Slyngelen, at jeg virkelig +var så fattig som jeg så ud for? Havde jeg måske ikke sågodtsom begyndt at +skrive på en Artikel til ti Kroner? Overhovedet frygted jeg ikke for +Fremtiden, jeg havde mange Jærn i Ilden. Hvad kom det så et vild fremmed +Menneske ved, om jeg gav bort en Drikkeskilling på en sådan lys Dag? +Mandens Blik irritered mig, og jeg beslutted mig til at give ham en +Irettesættelse, inden jeg forlod ham. Jeg trak på Skuldrene og sagde: + +»Min gode Mand, De har lagt Dem til den stygge Uvane at glo en Mand på +Knæerne, når han giver Dem en Krones Penge.« + +Han lagde Hovedet helt tilbage mod Muren og spærred Munden op. Der arbejded +noget bag hans Stodderpande, han tænkte ganske vist, at jeg vilde narre ham +på en eller anden Måde, og han rakte mig Pengene tilbage. + +Jeg stamped i Gaden og svor på, at han skulde beholde dem. Indbildte han +sig, at jeg vilde have alt det Bryderi for ingenting? Når alt kom til alt +skyldte jeg ham måske denne Krone, jeg havde det med at huske en gammel +Gæld, han stod foran et retskaffent Menneske, ærlig ud i Fingerspidserne. +Kortsagt, Pengene var hans . . . . Å, ikke noget at takke for, det havde +været mig en Glæde. Farvel. + +Jeg gik. Endelig havde jeg denne værkbrudne Plageånd afvejen, og jeg kunde +være uforstyrret. Jeg tog atter ned gennem Pilestrædet og standsed udenfor +en Husholdningshandel. Der lå fuldt op af Mad i Vinduet, og jeg bestemte +mig til at gå ind og få mig lidt med på Vejen. + +»Et Stykke Ost og et Franskbrød!« sagde jeg og slængte min Halvkrone på +Disken. + +»Ost og Brød for altsammen?« spurgte Konen ironisk, uden at se på mig. + +»For hele femti Øre ja,« svared jeg uforstyrret. + +Jeg fik mine Sager, sagde yderst høfligt Godmorgen til den gamle, fede Kone +og begav mig sporenstrængs opad Slotsbakken til Parken. Jeg fandt mig en +Bænk for mig selv og begyndte at gnave grådigt af min Niste. Det gjorde +godt; det var længe siden jeg havde fået et så rundeligt Måltid, og jeg +følte lidt efter lidt den samme mætte Ro i mig, som én føler efter en lang +Gråd. Mit Mod steg stærkt; det var mig ikke længer nok at skrive en Artikel +om noget så enkelt og ligetil som Fremtidens Forbrydelser, som desuden +hvemsomhelst kunde gætte sig til, ligefrem læse sig til i Historien; jeg +følte mig istand til en større Anstrængelse, jeg var i Stemning til at +overvinde Vanskeligheder, og jeg bestemte mig for en Afhandling i tre +Afsnit om den filosofiske Erkendelse. Naturligvis vilde jeg få Lejlighed +til at knække ynkeligt nogle af Kants Sofismer . . . . Da jeg vilde tage +mine Skrivesager frem og begynde Arbejdet, opdaged jeg, at jeg ikke længer +havde nogen Blyant hos mig; jeg havde glemt den efter mig i +Pantelånersjappen; min Blyant lå i Vestelommen. + +Herregud hvor dog alting havde Lyst til at gå forkært for mig! Jeg banded +nogle Gange, rejste mig op fra Bænken og drev frem og tilbage i Gangene. +Det var meget stille overalt; langt borte, ved Dronningens Lysthus, rulled +et Par Barnepiger sine Vogne omkring, ellers var der ikke et Menneske at se +noget Sted. Jeg var dygtig forbittret i Sind og spadsered som en rasende +foran min Bænk, Hvor mærkelig vrangt gik det dog ikke på alle Kanter! En +Artikel i tre Afsnit skulde ligefrem strande på den simple Ting, at jeg +ikke havde et Stykke ti Øres Blyant i Lommen! Hvad om jeg gik ned i +Pilestrædet igen og fik min Blyant tilbageleveret? Der vilde endda blive +Tid til at få et godt Stykke færdigt, inden de spadserende begyndte at +fylde Parken. Der var også så meget, som afhang af denne Afhandling om den +filosofiske Erkendelse, måske flere Menneskers Lykke, ingen kunde vide det. +Jeg sagde til mig selv, at den kanske vilde blive til stor Hjælp for mange +unge Mennesker. Ret betænkt vilde jeg ikke forgribe mig på Kant; jeg kunde +jo undgå det, jeg behøved blot at gøre en ganske umærkelig Bøjning, når jeg +kom til Spørgsmålet Tid og Rum; men Renan vilde jeg ikke svare for, gamle +Sognepræst Renan . . . . Under alle Omstændigheder galdt det at gøre en +Artikel på så og så mange Spalter; den ubetalte Husleje, Værtindens lange +Blik om Morgenen, når jeg traf hende i Trapperne, pinte mig hele Dagen og +dukked frem igen endog i mine glade Stunder, når jeg ellers ikke havde en +mørk Tanke. Dette måtte jeg have en Ende på. Jeg gik hurtigt ud af Parken, +forat hente min Blyant hos Pantelåneren. + +Da jeg kom ned i Slotsbakken, indhented jeg to Damer, som jeg gik forbi. +Idet jeg passered dem, strejfed jeg den enes Ærme, jeg så op, hun havde et +fyldigt, lidt blegt Ansigt. Med ét blusser hun og blir forunderlig skøn, +jeg ved ikke hvorfor, måske af et Ord, hun hører af en forbigående, måske +blot af en stille Tanke hos hende selv. Eller skulde det være fordi jeg +berørte hendes Arm? Det høje Bryst bølger heftigt nogle Gange, og hun +klemmer Hånden hårdt om Parasolskaftet. Hvad gik der af hende? + +Jeg standsed og lod hende komme foran mig igen, jeg kunde ikke i Øjeblikket +gå videre, det hele forekom mig så besynderligt. Jeg var i et pirreligt +Lune, ærgerlig på mig selv for Hændelsen med Blyanten og i høj Grad +ophidset af al den Mad, jeg havde nydt på tom Mave. Med en Gang tager min +Tanke ved et lunefuldt Indfald en mærkelig Retning, jeg føler mig greben af +en sælsom Lyst til at gøre denne Dame bange, følge efter hende og +fortrædige hende på en eller anden Måde. Jeg indhenter hende atter og går +hende forbi, vender mig pludselig om og møder hende Ansigt til Ansigt, +forat iagttage hende. Jeg står og ser hende ind i Øjnene og hitter på +Stedet et Navn, som jeg aldrig havde hørt, et Navn med en glidende, nervøs +Lyd: Ylajali. Da hun var kommet mig ganske nær, retter jeg mig ivejret og +siger indtrængende: + +»De mister Deres Bog, Frøken.« + +Jeg kunde høre, hvor mit Hjærte slog hørligt, da jeg sagde det. + +»Min Bog?« spørger hun sin Ledsagerinde. Og hun går videre. + +Min Ondskabsfuldhed tiltog, og jeg fulgte efter Damen. Jeg var mig i +Øjeblikket fuldt bevidst, at jeg begik gale Streger, uden at jeg kunde gøre +noget ved det; min forvirrede Tilstand løb af med mig og gav mig de mest +forrykte Indskydelser, som jeg lystred efter Tur. Det nytted ikke, +hvormeget jeg sagde til mig selv, at jeg bar mig idiotisk ad, jeg gjorde de +dummeste Grimaser bag Damens Ryg, og jeg hosted rasende nogle Gange, idet +jeg passered hende. Således vandrende ganske sagte fremad, altid i nogle +Skridts Forspring, følte jeg hendes Øjne i min Ryg, og jeg dukked mig +uvilkårlig ned af Skam over at have været hende til Plage. Lidt efter lidt +fik jeg en forunderlig Fornemmelse af at være langt borte, andre Steder +henne, jeg havde en halvt ubestemt Følelse af, at det ikke var mig, som gik +der på Stenfliserne og dukked mig ned. + +Nogle Minutter efter er Damen kommet til Paschas Boglade, jeg har allerede +standset ved det første Vindu, og idet hun går forbi mig, træder jeg frem +og gentager: + +»De mister Deres Bog, Frøken.« + +»Nej, hvilken Bog?« siger hun i Angst. »Kan du forstå, hvad det er for en +Bog, han taler om?« + +Og hun standser. Jeg gotter mig grusomt over hendes Forvirring, denne +Rådvildhed i hendes Øjne henrykker mig. Hendes Tanke kan ikke fatte min +lille desperate Tiltale; hun har slet ingen Bog med, ikke et eneste Blad af +en Bog, og alligevel leder hun i sine Lommer, ser sig gentagne Gange ind i +Hænderne, vender Hovedet og undersøger Gaden bag sig, anstrænger sin lille +ømtålige Hjærne til det yderste, forat finde ud, hvad det er for en Bog, +jeg taler om. Hendes Ansigt skifter Farve, har snart det ene, snart det +andet Udtryk, og hun ånder ganske hørligt; selv Knapperne i hendes Kjole +synes at stirre på mig som en Række forfærdede Øjne. + +»Bryd dig ikke om ham,« siger hendes Ledsagerske og trækker hende i Armen; +»han er jo fuld; kan du ikke se, at Manden er fuld!« + +Så fremmed, som jeg i dette Øjeblik var for mig selv, så fuldstændig et +Bytte for sære, usynlige Indflydelser, foregik der intet omkring mig, uden +at jeg lagde Mærke til det. En stor brun Hund sprang tværs over Gaden, +henimod Lunden og ned til Tivoli; den havde et ganske smalt Halsbånd af +Nysølv. Højere op i Gaden åbnedes et Vindu i anden Etage, og en Pige lagde +sig ud af det med opbrættede Ærmer og gav sig til at pudse Ruderne på +Ydersiden. Intet undgik min Opmærksomhed, jeg var klar og åndsnærværende, +alle Ting strømmed ind på mig med en skinnende Tydelighed, som om der +pludselig var bleven et stærkt Lys omkring mig. Damerne foran mig havde +begge en blå Fuglevinge i Hatten og et skotsk Silkebånd om Halsen. Det +faldt mig ind, at de var Søstre. + +De bøjed af og standsed ved Cislers Musikhandel og talte sammen, jeg +standsed også. Derpå kom de begge to tilbage, gik den samme Vej, som de var +kommet, passered mig igen, drejed om Hjørnet ved Universitetsgaden og gik +lige op til St. Olafs Plads. Jeg var dem hele Tiden så nær i Hælene som jeg +turde. De vendte sig engang og sendte mig et halvt bange, halvt nysgærrigt +Blik, og jeg så ingen Fortørnelse i deres Miner og ingen rynkede Bryn. +Denne Tålmodighed med mine Plagerier gjorde mig meget skamfuld, og jeg slog +Øjnene ned. Jeg vilde ikke længer være dem til Fortræd, jeg vilde af ren +Taknemmelighed følge dem med Øjnene, ikke tabe dem afsyne, helt til de gik +ind et Sted og blev borte. + +Udenfor Numer 2, et stort fire Etages Hus, vendte de sig endnu engang, +hvorpå de gik ind. Jeg læned mig til en Gaslygte ved Fontænen og lytted +efter deres Skridt i Trapperne; de døde hen i anden Etage. Jeg træder frem +fra Lygten og ser opad Huset. Da sker der noget besynderligt. Gardinerne +bevæger sig højt oppe, et Øjeblik efter åbnes et Vindu, et Hoved stikker +ud, og to sært seende Øjne hviler på mig. Ylajali! sagde jeg halvhøjt, og +jeg følte, at jeg blev rød. Hvorfor råbte hun ikke om Hjælp? Hvorfor stødte +hun ikke til en af Blomsterpotterne og rammed mig i Hovedet, eller sendte +nogen ned, forat jage mig væk? Vi står og ser hinanden ind i Øjnene uden at +røre os; det varer et Minut; der skyder Tanker mellem Vinduet og Gaden, og +der siges ikke et Ord Hun vender sig om, det giver et Ryk i mig, et fint +Stød gennem mit Sind; jeg ser en Skulder, der drejer sig, en Ryg, der +forsvinder indad Gulvet. Denne langsomme Gang bort fra Vinduet, Betoningen +i denne Bevægelse med Skuldren var som et Nik til mig; mit Blod fornam +denne fine Hilsen, og jeg følte mig i samme Stund vidunderlig glad. Så +vendte jeg om og gik nedad Gaden. + +Jeg turde ikke se mig tilbage og vidste ikke, om hun atter var kommet til +Vinduet; efterhvert som jeg overvejed dette Spørgsmål, blev jeg mer og mer +urolig og nervøs. Formodentlig stod hun i dette Øjeblik og fulgte nøje alle +mine Bevægelser, og det var på ingen Måde til at holde ud at vide sig +således undersøgt bagfra. Jeg strammed mig op så godt jeg kunde og gik +videre; det begyndte at rykke i mine Ben, min Gang blev ustø, fordi jeg med +Vilje vilde gøre den smuk. Forat synes rolig og ligegyldig slængte jeg +meningsløst med Armene, spytted i Gaden og satte Næsen ivejret; men intet +hjalp. Jeg følte stadig de forfølgende Øjne i min Nakke, og det løb mig +koldt gennem Kroppen. Endelig redded jeg mig ind i en Sidegade, hvorfra jeg +tog Vejen ned i Pilestrædet, forat få fat på min Blyant. + +Jeg havde ingen Møje med at få den tilbageleveret. Manden bragte mig Vesten +selv og bad mig undersøge alle Lommerne med det samme; jeg fandt også et +Par Lånesedler, som jeg stak til mig, og takked den venlige Mand for hans +Imødekommenhed. Jeg blev mer og mer tiltalt af ham, det blev mig i samme +Stund meget om at gøre at give dette Menneske et godt Indtryk af mig. Jeg +gjorde et Slag henimod Døren og vendte atter tilbage til Disken, som om jeg +havde glemt noget; jeg mente at skylde ham en Forklaring, en Oplysning, og +jeg gav mig til at nynne, forat gøre ham opmærksom. Da tog jeg Blyanten i +Hånden og holdt den ivejret. + +Det kunde ikke falde mig ind, sagde jeg, at gå lange Veje for en hvilkensom +helst sådan Blyant; men med denne var det en anden Sag, en egen Årsag. Så +ringe som den så ud, havde denne Blyantstump simpelthen gjort mig til det, +jeg var i Verden, så at sige sat mig på min Plads i Livet . . . . + +Jeg sagde ikke mer. Manden kom helt hen til Disken. + +»Ja så?« sagde han og så nysgærrigt på mig. + +Med den Blyant, fortsatte jeg koldblodigt, havde jeg skrevet min Afhandling +om den filosofiske Erkendelse i tre Bind. Om han ikke havde hørt den +omtale? + +Og Manden synes nok, at han havde hørt Navnet, Titlen. + +Ja, sagde jeg, den var af mig, den! Så det måtte endelig ikke forundre ham, +at jeg vilde have den lille Stump Blyant tilbage; den havde altfor stort +Værd for mig, den var mig næsten som et lidet Menneske. Forresten var jeg +ham oprigtig taknemmelig for hans Velvilje, og jeg vilde huske ham for den +— jo, jo, jeg vilde virkelig huske ham for den; et Ord var et Ord, den +Slags Mand var jeg, og han fortjente det. Farvel. + +Jeg gik til Døren med en Holdning, som om jeg kunde anbringe en Mand i en +høj Post i Brandvæsenet. Den skikkelige Pantelåner bukked to Gange for mig, +idet jeg fjærned mig, og jeg vendte mig endnu engang og sagde Farvel. + +I Trappen mødte jeg en Kone, som bar en Vadsæk i Hånden. Hun trykked sig +ængsteligt til Siden, forat give mig Plads, og jeg greb uvilkårligt i +Lommen efter noget at give hende; da jeg ikke fandt nogen Ting, blev jeg +flau og gik hende duknakket forbi. Lidt efter hørte jeg, at også hun banked +på til Sjappen; der var et Ståltrådsprinkel på Døren, og jeg kendte straks +igen den klirrende Lyd, når et Menneskes Knoger berørte det. + +Solen stod i Syd, Klokken var omtrent tolv. Byen begyndte at komme på +Benene, det nærmed sig Spadsertiden, og hilsende og leende Folk bølged op +og ned ad Karl Johan. Jeg klemte Albuerne i Siden, gjorde mig liden og slap +ubemærket forbi nogle Bekendte, som havde indtaget et Hjørne ved +Universitetet, forat beskue de forbigående. Jeg vandred opad Slotsbakken og +faldt i Tanker. + +Disse Mennesker, jeg mødte, hvor let og lystigt vugged de ikke sine lyse +Hoveder og svinged sig gennem Livet som gennem en Balsal! Der var ikke Sorg +i et eneste Øje, jeg så, ingen Byrde på nogen Skulder, kanske ikke en skyet +Tanke, ikke en liden hemmelig Pine i noget af disse glade Sind. Og jeg gik +der lige ved Siden af disse Mennesker, ung og nys udsprungen, og jeg havde +allerede glemt, hvordan Lykken så ud! Jeg dægged for mig selv med denne +Tanke og fandt, at der var skeet mig gruelig Uret. Hvorfor havde de sidste +Måneder faret så mærkelig hårdt frem med mig? Jeg kendte slet ikke mit lyse +Sind igen, og jeg havde de underligste Plager på alle Kanter. Jeg kunde +ikke sætte mig på en Bænk for mig selv eller røre min Fod noget Sted hen, +uden at blive overfaldt af små og betydningsløse Tilfældigheder, jammerlige +Bagateller, som trængte ind i mine Forestillinger og spredte mine Kræfter +for alle Vinde. En Hund, som strøg mig forbi, en gul Rose i en Herres +Knaphul, kunde sætte mine Tanker i Vibren og optage mig for længere Tid. +Hvad var det, som fejled mig? Havde Herrens Finger pegt på mig? Men hvorfor +just på mig? Hvorfor ikke lige så godt på en Mand i Sydamerika, for den +Skyld? Når jeg overvejed Tingen, blev det mig mer og mer ubegribeligt, at +netop jeg skulde være udset til Prøveklud for Guds Nådes Lune. Det var en +nokså ejendommelig Fremgangsmåde at springe over en hel Verden, forat række +mig; der var nu både Antikvarboghandler Pascha og Dampskibsekspeditør +Hennechen. + +Jeg gik og drøfted denne Sag og kunde ikke blive den kvit, jeg fandt de +vægtigste Indvendinger mod denne Herrens Vilkårlighed at lade mig undgælde +for alles Skyld. Endog efterat jeg havde fundet mig en Bænk og sat mig ned, +vedblev dette Spørgsmål at sysselsætte mig og hindre mig fra at tænke på +andre Ting. Fra den Dag i Majmåned, da mine Genvordigheder begyndte, kunde +jeg så tydeligt mærke en lidt efter lidt tiltagende Svaghed, jeg var +ligesom bleven for mat til at styre og lede mig hvorhen jeg vilde; en Sverm +af små Skadedyr havde trængt ind i mit Indre og udhulet mig. Hvad om Gud +ligefrem havde i Sinde at ødelægge mig ganske? Jeg rejste mig op og drev +frem og tilbage foran Bænken. + +Mit hele Væsen var i dette Øjeblik i den højeste Grad af Pine; jeg havde +endog Smærter i Armene og kunde knapt holde ud at bære dem på sædvanlig +Måde. Af mit sidste svære Måltid følte jeg også et stærkt Ubehag, jeg var +overmæt og ophidset og spadsered frem og tilbage, uden at se op; de +Mennesker, som kom og gik omkring mig, gled mig forbi som Skimt. Endelig +blev min Bænk optagen af et Par Herrer, som tændte sine Cigarer og +passiared højt; jeg blev vred og vilde tiltale dem, men vendte om og gik +helt over til den anden Kant af Parken, hvor jeg fandt mig en ny Bænk. Jeg +satte mig. + +Tanken på Gud begyndte atter at optage mig. Jeg syntes, det var højst +uforsvarligt af ham at lægge sig imellem hver Gang, jeg søgte efter en +Post, og forstyrre det hele, aldenstund det blot var Mad for Dagen, jeg bad +om. Jeg havde så tydelig mærket, at når jeg sulted lidt længe ad Gangen, +var det ligesom min Hjærne randt mig ganske stille ud af Hovedet og gjorde +mig tom. Mit Hoved blev let og fraværende, jeg følte ikke længer dets +Tyngde på mine Skuldre, og jeg havde en Fornemmelse af, at mine Øjne glante +altfor vidtåbent, når jeg så på nogen. + +Jeg sad der på Bænken og tænkte over alt dette og blev mer og mer bitter +mod Gud for hans vedholdende Plagerier. Hvis han mente at drage mig nærmere +til sig og gøre mig bedre ved at udpine mig og lægge Modgang på Modgang i +min Vej, så tog han lidt fejl, kunde jeg forsikkre ham. Og jeg så op mod +det høje næsten grædende af Trods og sagde ham dette en Gang for alle i mit +stille Sind. + +Stumper af min Børnelærdom randt mig ihu, Bibelens Stiltone sang for mine +Øren, og jeg talte ganske sagte med mig selv og lagde Hovedet spydigt på +Siden. Hvi bekymred jeg mig for, hvad jeg skulde æde, hvad jeg skulde +drikke, og hvad jeg skulde iføre den usle Maddiksæk kaldet mit jordiske +Legem? Havde ikke min himmelske Fader sørget for mig, som for Spurvene +under Himlen, og vist mig den Nåde at pege på sin ringe Tjener? Gud havde +stukket sin Finger ned i mit Nervenet og lempeligt, ganske løseligt bragt +lidt Uorden i Trådene. Og Gud havde trukket sin Finger tilbage, og der var +Trevler og fine Rodtråde på Fingeren af mine Nervers Tråde. Og der var et +åbent Hul efter hans Finger, som var Guds Finger, og Sår i min Hjærne efter +hans Fingers Veje. Men der Gud havde berørt mig med sin Hånds Finger, lod +han mig være og berørte mig ikke mer og lod mig intet ondt vederfares. Men +han lod mig gå med Fred, og han lod mig gå med det åbne Hul. Og intet ondt +vederfores mig af Gud, som er Herren i al Evighed . . . . + +Stød af Musik bares af Vinden op til mig fra Studenterlunden, Klokken var +altså over to. Jeg tog mine Papirsager frem, forat forsøge at skrive noget, +i det samme faldt min Barberbog ud af Lommen. Jeg åbned den og talte +Bladene, der var seks Billetter tilbage. Gudskelov! sagde jeg uvilkårlig; +jeg kunde endnu blive barberet i nogle Uger og se lidt godt ud! Og jeg kom +straks i en bedre Sindsstemning ved denne lille Ejendom, som jeg endnu +havde tilbage; jeg glatted Billetterne omhyggeligt ud og forvared Bogen i +Lommen. + +Men skrive kunde jeg ikke. Efter et Par Linjer vilde der ikke falde mig +noget ind; mine Tanker vare andre Steder, og jeg kunde ikke stramme mig op +til nogen bestemt Anstrængelse. Alle Ting indvirked på mig og distrahered +mig, alt, hvad jeg så, gav mig nye Indtryk. Fluer og små Myg satte sig fast +på Papiret og forstyrred mig; jeg pusted på dem, forat få dem væk, blæste +hårdere og hårdere, men uden Nytte. De små Bæster lægger sig bagud, gør sig +tunge og stritter imod, så deres tynde Ben bugner. De er slet ikke til at +flytte af Pletten. De finder sig noget at hage sig fast i, spænder Hælene +mod et Komma eller en Ujævnhed i Papiret og står uryggelig stille sålænge, +til de selv finder for godt at gå sin Vej. + +En Tidlang vedblev disse små Udyr at beskæftige mig, og jeg lagde Benene +overkors og gav mig god Tid med at iagttage dem. Med én Gang bæved en eller +to høje Klarinettoner op til mig fra Lunden og gav min Tanke et nyt Stød. +Mismodig over ikke at kunne gøre min Artikel istand, stak jeg igen +Papirerne i Lommen og læned mig bagover på Bænken. I dette Øjeblik er mit +Hoved så klart, at jeg kan tænke de fineste Tanker, uden at trættes. Idet +jeg ligger i denne Stilling og lader Øjnene løbe nedad mit Bryst og mine +Ben, lægger jeg Mærke til den sprættende Bevægelse, min Fod gør, hver Gang +Pulsen slår. Jeg rejser mig halvt op og ser ned på mine Fødder, og jeg +gennemgår i denne Stund en fantastisk og fremmed Stemning, som jeg aldrig +tidligere havde følt; det gav et fint, vidunderligt Sæt gennem mine Nerver, +som om der gik Ilinger af koldt Lys gennem dem. Ved at kaste Øjnene på mine +Sko, var det som jeg havde truffet en god Bekendt eller fået en løsreven +Part af mig selv tilbage; en Genkendelsesfølelse sittrer gennem mine +Sandser, Tårerne kommer mig i Øjnene, og jeg fornemmer mine Sko som en +sagte susende Tone imod mig. Svaghed! sagde jeg hårdt til mig selv, og jeg +knytted Hænderne og sagde Svaghed. Jeg gjorde Nar ad mig selv for disse +latterlige Følelser, havde mig tilbedste med fuld Bevidsthed; jeg talte +meget strængt og forstandigt, og jeg kneb Øjnene heftigt sammen, forat få +Tårerne bort. Som om jeg aldrig havde set mine Sko før, giver jeg mig til +at studere deres Udseende, deres Mimik, når jeg rørte på Foden, deres Form +og de slidte Overdele, og jeg opdager, at deres Rynker og hvide Sømme giver +dem Udtryk, meddeler dem Fysiognomi. Der var noget af mit eget Væsen gået +over i disse Sko, de virked på mig som en Ånde mod mit Jeg, en pustende Del +af mig selv . . . . + +Jeg sad og fabled med disse Fornemmelser en lang Stund, måske en hel Time. +En liden, gammel Mand kom og optog den anden Ende af min Bænk; idet han +satte sig, pusted han tungt ud efter Gangen og sagde: + +»Ja, ja, ja, ja, ja, ja, ja, ja, ja, ja, san!« + +Så snart jeg hørte hans Stemme, var det som en Vind fejed gennem mit Hoved, +jeg lod Sko være Sko, og det forekom mig allerede, at den forvirrede +Sindsstemning, jeg just havde oplevet, skrev sig fra en længst svunden Tid, +kanske et År eller to tilbage, og var så småt i Færd med at udviskes af min +Erindring. Jeg satte mig til at se på den gamle. + +Hvad angik han mig, denne lille Mand? Intet, ikke det ringeste! Kun at han +holdt en Avis i Hånden, et gammelt Numer, med Avertissementssiden ud, hvori +der syntes at ligge en eller anden Ting indpakket. Jeg blev nysgærrig og +kunde ikke få mine Øjne bort fra den Avis; jeg fik den vanvittige Idé, at +det kunde være en ganske mærkelig Avis, enestående i sit Slags; min +Nysgærrighed steg, og jeg begyndte at flytte mig frem og tilbage på Bænken. +Det kunde være Dokumenter, farlige Aktstykker, stjålet fra et Arkiv. Og der +foresvæved mig noget om en hemmelig Traktat, en Sammensværgelse. + +Manden sad stille og tænkte. Hvorfor bar han ikke sin Avis, som ethvert +andet Menneske bar en Avis, med Titlen ud? Hvad var det for Slags +Underfundigheder? Han så ikke ud til at ville slippe sin Pakke af Hånden, +ikke for alt i Verden, han turde måske ikke engang betro den til sin egen +Lomme. Jeg kunde dø på, at der stak noget under med Pakken. + +Jeg så ud i Luften. Netop det, at det var så umuligt at trænge ind i denne +mystiske Sag, gjorde mig forstyrret af Nysgærrighed. Jeg ledte i mine +Lommer efter noget at give Manden, forat komme i Samtale med ham, og jeg +fik fat i min Barberbog, men gæmte den igen. Pludselig fik jeg i Sinde at +være yderst fræk, jeg klapped mig på min tomme Brystlomme og sagde: + +»Tør jeg byde Dem en Cigaret?« + +Tak, Manden røgte ikke, han havde måttet høre op, forat spare sine Øjne, +han var næsten blind. Takker forresten så meget! + +Om det var længe siden hans Øjne tog Skade? Så kunde han måske ikke læse +heller? Ikke engang Aviser? + +Ikke engang Aviser, desværre! + +Manden så på mig. De syge Øjne havde hver sin Hinde, der gav dem et +glasagtigt Udseende, hans Blik blev hvidt og gjorde et modbydeligt Indtryk. + +»De er fremmed her?« sagde han. + +Ja. — Om han ikke engang kunde læse Titlen på den Avis, han holdt i +Hånden? + +Næppe. — Forresten havde han straks hørt, at jeg var fremmed; der var +noget i mit Tonefald, som sagde ham det. Der skulde så lidet til, han hørte +så godt; om Natten, når alle sov, kunde han høre Menneskene i Sideværelset +puste . . . . Hvad jeg vilde sige, hvor bor De henne? + +En Løgn stod mig med ét fuldt færdig i Hovedet. Jeg løj ufrivilligt, uden +Forsæt og uden Bagtanke, jeg svared: + +»På St. Olafs Plads Numer 2.« + +Virkelig? Manden kendte hver Brosten på St. Olafs Plads. Der var en +Fontæne, nogle Gaslygter, et Par Træer, han husked det hele . . . . Hvad +Numer bor De i? + +Jeg vilde gøre en Ende på det og rejste mig, dreven til det yderste af min +fikse Idé med Avisen. Hemmeligheden skulde opklares, hvad det så end skulde +koste. + +»Når De ikke kan læse den Avis, hvorfor . . . .« + +»I Numer 2, syntes jeg, De sagde?« fortsatte Manden, uden at agte på min +Uro. »Jeg kendte i sin Tid alle Mennesker i Numer 2. Hvad hedder Deres +Vært?« + +Jeg fandt i Hast et Navn, forat blive ham kvit, laved dette Navn i +Øjeblikket og slynged det ud, forat standse min Plageånd. + +»Happolati,« sagde jeg. + +»Happolati, ja,« nikked Manden, og han misted ikke en Stavelse i dette +vanskelige Navn. + +Jeg så forbauset på ham; han sad meget alvorlig og havde en tænksom Mine. +Ikke før havde jeg udtalt dette dumme Navn, som faldt mig ind, før Manden +fandt sig tilrette med det og lod til at have hørt det før. Imidlertid +lagde han sin Pakke fra sig på Bænken, og jeg følte al min Nysgærrighed +dirre mig gennem Nerverne. Jeg lagde Mærke til, at der var et Par fede +Pletter på Avisen. + +»Er han ikke Sjømand, Deres Vært?« spurgte Manden, og der var ikke Spor af +undertrykt Ironi i hans Stemme. »Jeg synes huske, at han var Sjømand?« + +»Sjømand? Om Forladelse, det må være Broderen, De kender; dette her er +nemlig J. A. Happolati, Agent.« + +Jeg troed, at dette vilde gøre det af med ham; men Manden gik villigt med +på alt; om jeg havde fundet et Navn som Barabas Rosenknopsen, vilde det +ikke have vakt hans Mistanke. + +»Det skal være en flink Mand, har jeg hørt.« sagde han, forsøgende sig +frem. + +»Å, en forslagen Mand,« svared jeg, »et dygtigt Forretningshoved, Agent for +alt muligt, Tyttebær på Kina, Fjær og Dun fra Rusland, Huder, Træmasse, +Skriveblæk . . . .« + +»He-he, det var da Fan!« afbrød Oldingen i høj Grad oplivet. + +Dette begyndte at blive interessant. Situationen løb af med mig, og den ene +Løgn efter den anden opstod i mit Hoved. Jeg satte mig igen, glemte Avisen, +de mærkelige Dokumenter, blev ivrig og faldt den anden i Talen. Den lille +Dværgs Godtroenhed gjorde mig dumdristig, jeg vilde lyve ham hensynsløst +fuld, slå ham storslagent af Marken og bringe ham til at tie af +Forbauselse. + +Om han havde hørt om den elektriske Salmebog, som Happolati havde opfundet? + +Hvad, elek . . . . + +Med elektriske Bogstaver, som kunde lyse i Mørke! Et aldeles storartet +Foretagende, Millioner Kroner i Bevægelse, Støberier og Trykkerier i +Arbejde, Skarer af fast lønnede Mekanikere sysselsat, jeg havde hørt sige +syv hundrede Mand. + +»Ja, er det ikke som jeg siger!« sagde Manden stille. Mer sagde han ikke; +han troed hvert Ord, jeg fortalte, og faldt alligevel ikke i Staver. Dette +skuffed mig en Smule, jeg havde ventet at se ham forvildet af mine Påfund. + +Jeg opfandt endnu et Par desperate Løgne, drev det til Hazard, ymted om, at +Happolati havde været Minister i ni År i Persien. De har det måske ikke på +Anelsen, hvad det vil sige at være Minister i Persien? spurgte jeg. Det var +mere end Konge her, eller omtrent som Sultan, om han vidste, hvad det var. +Men Happolati havde klaret det hele og aldrig stået fast. Og jeg fortalte +om Ylajali, hans Datter, en Fé, en Prinsesse, som havde tre hundrede +Slavinder og lå på et Leje af gule Roser; hun var det skønneste Væsen, jeg +havde set, jeg havde Gud straffe mig aldrig oplevet Magen til Syn i mit +Liv! + +»Så, hun var så vakker?« yttred den gamle med en fraværende Mine og så ned +i Marken. + +Vakker? Hun var dejlig, hun var syndigt sød! Øjne som Råsilke, Arme af Rav! +Bare et enkelt Blik af hende var forførende som et Kys, og når hun kaldte +på mig, jog hendes Stemme mig som en Stråle af Vin lige ind i min Sjæls +Fosfor. Hvorfor skulde hun ikke være såpas dejlig? Tog han hende for et +Regningsbud eller for noget i Brandvæsenet? Hun var simpelthen en Himlens +Herlighed, skulde jeg sige ham, et Æventyr. + +»Ja, ja!« sagde Manden lidt betuttet. + +Hans Ro keded mig; jeg var bleven ophidset af min egen Stemme og talte i +fuldt Alvor. De stjålne Arkivsager, Traktaten med en eller anden fremmed +Magt, var ikke mere i min Tanke; den lille, flade Pakke lå der på Bænken +imellem os, og jeg havde ikke længer den ringeste Lyst til at undersøge den +og se, hvad den indeholdt. Jeg var helt optagen af mine egne Historier, der +drev underlige Syner forbi mine Øjne, Blodet steg mig til Hovedet, og jeg +løj af fuld Hals. + +I dette Øjeblik syntes Manden at ville gå. Han letted på sig og spurgte, +for ikke at bryde for brat af: + +»Han skal have svære Ejendomme denne Happolati?« + +Hvor turde denne blinde, modbydelige Olding tumle med det fremmede Navn, +jeg havde digtet op, som om det var et almindeligt Navn og stod på hvert +Høkerskildt i Byen? Han snubled aldrig på et Bogstav og glemte ikke en +Stavelse; dette Navn havde bidt sig fast i hans Hjærne og slået Rødder i +samme Stund. Jeg blev ærgerlig, en indre Forbittrelse begyndte at opstå i +mig mod dette Menneske, som intet kunde bringe i Knibe og intet gøre +mistænksom. + +»Det kender jeg ikke til,« svared jeg derfor tvært; »jeg kender aldeles +ikke til det. Lad mig forresten sige Dem nu en Gang for alle, at han hedder +Johan Arendt Happolati, at dømme efter hans egne Forbogstaver.« + +»Johan Arendt Happolati«, gentog Manden lidt forundret over min Heftighed. +Så taug han. + +»De skulde set hans Kone,« sagde jeg rasende; »tykkere Menneske . . . . Ja, +De tror kanske ikke, at hun var videre tyk?« + +Jo, det syntes han nok, han ikke kunde fragå; en sådan Mand havde måske en +lidt tyk Kone. + +Oldingen svared sagtmodig og stille på hvert af mine Udfald og søgte efter +Ord, som om han var bange for at forgå sig og gøre mig vred. + +»Helvedes Pine, Mand, tror De måske, at jeg sidder her og lyver Dem +kapitalt fuld?« råbte jeg ude af mig selv. »Tror De kanske ikke engang, at +der gives en Mand ved Navn Happolati? Jeg har aldrig set på Magen til Trods +og Ondskab hos en gammel Mand! Hvad Fan går der af Dem? De har kanske +ovenikøbet tænkt ved Dem selv, at jeg var en yderlig fattig Mand, som sad +her i min bedste Puds, uden et Etui fuldt af Cigaretter i Lommen? En sådan +Behandling, som Deres, er jeg ikke vant til, skal jeg sige Dem, og jeg +tåler den Gud døde mig ikke, hverken af Dem eller nogen anden, så meget De +ved det!« + +Manden havde rejst sig. Med gabende Mund stod han stum og hørte på mit +Udbrud indtil det var tilende, så greb han hurtigt sin Pakke på Bænken og +gik, næsten løb henad Gangen med små Oldingeskridt. + +Jeg sad tilbage og så på hans Ryg, som gled mer og mer bort og syntes at +lude mer og mer sammen. Jeg ved ikke, hvor jeg fik det Indtryk fra, men det +forekom mig, at jeg aldrig havde set en uærligere, lastefuldere Ryg end +denne, og jeg angred ikke, at jeg havde skældt Mennesket ud, før han forlod +mig . . . . + +Dagen begyndte at hælde. Solen sank, det tog på at suse lidt i Træerne +omkring, og Barnepigerne, som sad i Klynger henne ved Balancerstangen, +belaved sig på at trille sine Vogne hjem. Jeg var rolig og vel tilmode. Den +Ophidselse, jeg just havde været i, lagde sig lidt efter hvert, jeg faldt +sammen, blev slap og begyndte at føle mig søvnig; den store Mængde Brød, +jeg havde spist, var mig heller ikke længer til synderlig Mén. I den bedste +Stemning læned jeg mig bagover på Bænken, lukked Øjnene og blev mer og mer +døsig, jeg blunded og var lige ved at falde i fast Søvn, da en Parkmand +lagde sin Hånd på min Skulder og sagde: + +»De må ikke sidde og sove herinde.« + +»Nej,« sagde jeg og rejste mig straks. Og med ét Slag stod atter min +sørgelige Stilling lyslevende for mine Øjne. Jeg måtte gøre noget, finde på +et eller andet! At søge Pladse havde ikke nyttet mig; de Anbefalinger, jeg +gik og viste frem, var blevet lidt gamle og skrev sig fra altfor ukendte +Personer til at kunne virke kraftigt; desuden havde disse stadige Afslag +udefter Sommeren gjort mig noget forknyt. Nå — under alle Omstændigheder +var min Husleje forfalden, og jeg måtte gøre en Udvej til den. Så fik det +bero med det øvrige sålænge. + +Ganske uvilkårligt havde jeg igen fået Blyant og Papir i Hænderne, og jeg +sad og skrev mekanisk Årstallet 1848 i alle Hjørner. Om nu blot en enkelt +brusende Tanke vilde betage mig vældigt og lægge mig Ordene i Munden! Det +havde jo hændt før, det havde virkelig hændt, at sådanne Stunder var kommet +over mig, da jeg kunde skrive et langt Stykke uden Anstrængelse og få det +velsignet godt til. + +Jeg sidder der på Bænken og skriver Snese Gange 1848, skriver dette Tal +påkryds og tvers i alle mulige Façoner, og venter på, at en brugbar Idé +skal falde mig ind. En Sverm af løse Tanker flagrer om i mit Hoved, +Stemningen i den hældende Dag gør mig mismodig og sentimental. Høsten er +kommet og har allerede begyndt at lægge alting i Dvale, Fluer og Smådyr har +fået det første Knæk, oppe i Træerne og nede på Marken høres Lyden af det +stridende Liv, puslende, susende uroligt, arbejdende for ikke at forgå. +Alle Krybverdenens nedtrampede Tilværelser rører sig endnu engang, stikker +sine gule Hoveder op af Mosen, løfter sine Ben, føler sig frem med lange +Tråde og synker så pludselig sammen, vælter om og vender Bugen ivejret. +Hver Vækst har fået sit Særpræg, et fint henåndende Pust af den første +Kulde; Stråene stritter blege op mod Solen, og det affaldne Løv hvisler +henad Jorden med en Lyd som af vandrende Silkeorme. Det er Høstens Tid, +midt i Forgængelsens Karneval; Roserne har fået Betændelse i Rødmen, et +hektisk, vidunderligt Skær over den blodrøde Farve. + +Jeg følte mig selv som et Kryb i Undergang, greben af Ødelæggelsen midt i +denne dvalefærdige Alverden. Jeg rejste mig op, besat af sære Rædsler, og +tog nogle voldsomme Skridt henad Gangen. Nej! råbte jeg og knytted begge +mine Hænder, dette må der blive en Ende på! Og jeg satte mig igen, tog +atter Blyanten i Hånden og vilde gøre Alvor af det med en Artikel. Det +kunde aldeles ikke nytte at give sig over, når man stod med en ubetalt +Husleje lige for Tænderne. + +Langsomt, ganske langsomt begyndte mine Tanker at samle sig. Jeg passed på +og skrev sagte og vel overvejet et Par Sider som en Indledning til noget; +det kunde være Begyndelsen til hvadsomhelst, en Rejseskildring, en politisk +Artikel, eftersom jeg selv fandt for godt. Det var en ganske fortræffelig +Begyndelse til noget af hvert. + +Så gav jeg mig til at søge efter et bestemt Spørgsmål, jeg kunde behandle, +en Mand, en Ting at kaste mig over, og jeg kunde ikke finde noget. Under +denne frugtesløse Anstrængelse begyndte der igen at komme Uorden i mine +Tanker, jeg følte, hvorledes min Hjærne formelig slog Klik, mit Hoved +tømtes, tømtes, og det stod tilsidst let og uden Indhold tilbage på mine +Skuldre. Jeg fornam denne glanende Tomhed i mit Hoved med hele Legemet, jeg +syntes mig selv udhulet fra øverst til nederst. + +»Herre, min Gud og Fader!« råbte jeg i Smærte, og jeg gentog dette Råb +mange Gange i Træk, uden at sige mer. + +Vinden rasled i Løvet, det trak op til Uvejr. Jeg sad endnu en Stund og +stirred fortabt på mine Papirer, lagde dem så sammen og stak dem langsomt i +Lommen. Det blev køligt, og jeg havde ingen Vest mere; jeg knapped Frakken +helt op i Halsen og stak Hænderne i Lommen. Så rejste jeg mig og gik. + +Om det bare havde lykkedes mig denne Gang, denne ene Gang! To Gange havde +min Værtinde spurgt mig med Øjnene efter Betalingen, og jeg havde måttet +dukke mig ned og snige mig forbi hende med en forlegen Hilsen. Jeg kunde +ikke gøre det igen; næste Gang jeg mødte disse Øjne, vilde jeg opsige mit +Rum og gøre ærligt Rede for mig; det kunde så alligevel ikke vare ved i +Længden på denne Måde. + +Da jeg kom til Udgangen af Parken, så jeg igen den gamle Dværg, som jeg i +mit Raseri havde jaget på Flugt. Den mystiske Avispakke lå opslagen ved +Siden af ham på Bænken, fuld af Mad af forskellige Sorter, som han sad og +bed af. Jeg vilde lige med ét gå hen til ham og undsylde mig, bede om +Tilgivelse for min Opførsel, men hans Mad stødte mig tilbage; de gamle +Fingre, der så ud som ti rynkede Klør, klemte modbydeligt om de fede +Smørogbrød, jeg følte Kvalme og gik ham forbi, uden at tiltale ham. Han +kendte mig ikke, hans Øjne stirred på mig tørre som Horn, og hans Ansigt +fortrak ikke en Mine. + +Og jeg fortsatte min Vej. + +Efter Sædvane standsed jeg ved hver udhængt Avis, som jeg passered, forat +studere Bekendtgørelserne om ledige Pladse, og jeg var så heldig at finde +én, som jeg kunde påtage mig: En Købmand på Grønlandsleret søgte efter en +Mand til et Par Timers Bogførsel hver Aften; Løn efter Overenskomst. Jeg +notered mig Mandens Adresse og bad i Taushed til Gud om denne Plads; jeg +vilde forlange mindre end nogen anden for Arbejdet, femti Øre var rigeligt, +eller kanske firti Øre; det fik blive ganske som det vilde med det. + +Da jeg kom hjem, lå der på mit Bord en Seddel fra min Værtinde, hvori hun +bad mig om at betale min Husleje i Forskud eller flytte ud, så snart jeg +kunde. Jeg måtte ikke optage det fortrydeligt, det var aleneste en nødig +Begæring. Venskabeligst Madam Gundersen. + +Jeg skrev en Ansøgning til Købmand Christie Grønlandsleret Numer 31, lagde +den i en Konvolut og bragte den ned i Kassen på Hjørnet. Så gik jeg op på +mit Værelse igen og satte mig til at tænke i Gyngestolen, mens Mørket blev +tættere og tættere. Det begyndte at blive vanskeligt at holde sig oppe nu. + + * * * + +Om Morgenen vågned jeg meget tidligt. Det var endnu ganske mørkt, da jeg +slog Øjnene op, og først længe efter hørte jeg Klokken i Lejligheden +nedenunder mig slå fem Slag. Jeg vilde lægge mig til at sove igen, men +kunde ikke mere falde i Søvn, jeg blev mer og mer vågen og lå og tænkte på +tusind Ting. + +Pludselig falder der mig ind en eller to gode Sætninger til Brug for en +Skitse, en Føljeton, fine sproglige Lykketræf, som jeg aldrig havde fundet +Mage til. Jeg ligger og gentager disse Ord for mig selv og finder, at de er +udmærkede. Om lidt føjer der sig flere til, jeg blir med ét lysvågen og +rejser mig op og griber Papir og Blyant på Bordet bag min Seng. Det var som +en Åre var sprunget i mig, det ene Ord følger efter det andet, ordner sig i +Sammenhæng, danner sig til Situationer; Scene dynger sig på Scene, +Handlinger og Repliker vælder op i min Hjærne, og et underfuldt Behag +griber mig. Jeg skriver som en besat og fylder den ene Side efter den +anden, uden et Øjebliks Pause. Tankerne kommer så pludseligt på mig og +vedbliver at strømme så rigeligt, at jeg mister en Masse fine Biting, som +jeg ikke hurtigt nok får skrevet ned, skønt jeg arbejder af alle Kræfter. +Det fortsætter at trænge ind på mig, jeg er fyldt af mit Stof, og hvert +Ord, jeg skriver, blir lagt mig i Munden. + +Det varer, varer så velsignet længe, inden dette forunderlige Øjeblik hører +op; jeg har femten, tyve beskrevne Sider liggende foran mig på mine Knæ, da +jeg endelig standser og lægger Blyanten væk. Var der nu såsandt nogen Værdi +i disse Papirer, så var jeg reddet! Jeg springer ud af Sengen og klæder mig +på. Det lysner mer og mer, jeg kan halvvejs skælne Fyrdirektørens +Bekendtgørelse nede ved Døren, og ved Vinduet er det allerede så lyst, at +jeg til Nød kunde se at skrive. Og jeg går straks i Gang med at renskrive +mine Papirer. + +En underlig, tæt Damp af Lys og Farver slår op af disse Fantasier; jeg +stejler overrasket foran den ene gode Ting efter den anden og siger til mig +selv, at det var det bedste, jeg nogensinde havde læst. Jeg blir yr af +Tilfredshed, Glæden puster mig op, og jeg føler mig storartet ovenpå; jeg +vejer mit Skrift i Hånden og takserer det på Stedet til fem Kroner efter et +løst Skøn. Det vilde ikke falde et Menneske ind at prutte på fem Kroner, +det måtte tvertimod siges at være Røverkøb at få det for ti Kroner, kom det +an på Indholdets Beskaffenhed. Jeg havde ikke i Sinde at gøre et så +særegent Arbejde gratis; så vidt jeg vidste, fandt man ikke Romaner af den +Slags efter Vejene. Og jeg bestemte mig for ti Kroner. + +Det blev lysere og lysere i Værelset, jeg kasted et Blik ned mod Døren og +kunde uden synderlig Møje læse de fine skeletagtige Bogstaver om Jomfru +Andersens Ligsvøb tilhøjre i Porten; der var også gået en god Stund siden +Klokken slog syv. + +Jeg rejste mig og stilled mig midt på Gulvet. Alt vel overvejet, kom Madam +Gundersens Opsigelse temmelig belejligt. Dette var egentlig ikke noget +Værelse for mig; her var nokså simple grønne Gardiner for Vinduerne, og så +synderlig mange Spiger i Væggene til at hænge sin Garderobe på, var her +heller ikke. Den stakkels Gyngestol henne i Hjørnet var i Grunden bare en +Vits af en Gyngestol, som man mageligt kunde le sig fordærvet af. Den var +altfor lav for en voksen Mand, desuden var den så trang, at man så at sige +måtte bruge Stovleknægt, forat komme op af den igen. Kortsagt, Værelset var +ikke indrettet til at sysle med åndelige Ting i, og jeg agted ikke at +beholde det længer. På ingen Måde vilde jeg beholde det! Jeg havde altfor +længe tiet og tålt og holdt til i dette Skur. + +Opblæst af Håb og Tilfredshed, stadigt optagen af min mærkelige Skitse, som +jeg hvert Øjeblik trak op af Lommen og læste i, vilde jeg straks gøre Alvor +af det og gå i Gang med Flytningen. Jeg tog frem min Byldt, et rødt +Lommetørklæde, der indeholdt et Par rene Snipper og noget sammenkrøllet +Avispapir, som jeg havde båret Brød hjem i, rulled mit Sengetæppe sammen og +stak til mig min Beholdning af hvidt Skrivepapir. Derpå undersøgte jeg for +Sikkerheds Skyld alle Kroge, forat forvisse mig om, at jeg ikke havde lagt +noget efter mig, og da jeg intet fandt, gik jeg hen til Vinduet og så ud. +Morgenen var mørk og våd; der var ingen tilstede ude ved den nedbrændte +Smedje, og Klædesnoren nede i Gården stod stram fra Væg til Væg, +sammentrukket af Væden. Jeg kendte altsammen fra før, trådte derfor bort +fra Vinduet, tog Tæppet under Armen, bukked for Fyrdirektørens +Bekendtgørelse, bukked for Jomfru Andersens Ligsvøb og åbned Døren. + +Med en Gang kom jeg i Tanke på min Værtinde; hun burde dog underrettes om +min Flytning, forat hun kunde se, at hun havde havt med et ordentligt +Menneske at gøre. Jeg vilde også takke hende skriftlig for de Par Dage, jeg +havde benyttet Værelset over Tiden. Visheden om, at jeg nu var reddet for +længere Tid, trængte så stærkt ind på mig, at jeg endog loved min Værtinde +fem Kroner, når jeg kom indom en af Dagene; jeg vilde vise hende til +Overmål, hvad det var for en honnet Person, hun havde havt under Tag. + +Sedlen lagde jeg efter mig på Bordet. + +Atter engang standsed jeg ved Døren og vendte om. Denne strålende Følelse +af at være kommet ovenpå henrykte mig og gjorde mig taknemlig mod Gud og +Alverden, og jeg knæled ned ved Sengen og takked Gud med høj Røst for hans +store Godhed mod mig denne Morgen. Jeg vidste det, å, jeg vidste det, at +den Raptus af Inspiration, jeg just havde gennemlevet og skrevet ned, var +en vidunderlig Himlens Gærning i min Ånd, et Svar på mit Nødråb igår. Det +er Gud! det er Gud! råbte jeg til mig selv, og jeg græd af Begejstring over +mine egne Ord; nu og da måtte jeg standse op og lytte et Øjeblik om der +skulde komme nogen i Trapperne. Endelig rejste jeg mig og gik; jeg gled +lydløst nedad alle disse Etager og nåed uset Porten. + +Gaderne var blanke af Regn, som havde faldt på Morgenstunden, Himlen hang +rå og sid over Byen, og der var ingen Steder et Solglimt at se. Hvad mon +det led Dagen? Jeg gik som sædvanligt i Retning af Rådstuen og så at +Klokken var halv ni. Jeg havde altså et Par Timer at løbe på; det nytted +ikke at komme i Bladet før ti, kanske elleve, jeg fik drive omkring sålænge +og imidlertid spekulere på en Udvej til lidt Frokost. Jeg havde forresten +ingen Frygt for at gå sulten tilsengs den Dag; de Tider var Gudskelov over! +Det var et tilbagelagt Stadium, en ond Drøm; nu fra af gik det opad! + +Imidlertid var det grønne Sengetæppe mig til Besvær; jeg kunde heller ikke +være bekendt at bære en sådan Ting under Armen midt for alle Folks Øjne. +Hvad måtte man mene om mig? Og jeg gik og tænkte mig om efter et Sted, hvor +jeg kunde få det forvaret indtil videre. Da faldt det mig ind, at jeg kunde +gå hen til Semb og få det indpakket i Papir; det vilde straks se bedre ud, +og det var ikke længer nogen Skam at bære det. Jeg trådte ind i Butiken og +fremførte mit Ærinde for en af Betjentene. + +Han så først på Tæppet, derpå på mig; det forekom mig, at han i sit stille +Sind trak lidt ringeagtende på Skuldrene, da han modtog Pakken. Dette +stødte mig. + +»Død og Pine, vær lidt forsigtig!« råbte jeg. »Der er to dyre Glasvaser +indi; Pakken skal til Smyrna.« + +Det hjalp, det hjalp storartet. Manden bad i hver Bevægelse, han gjorde, om +Forladelse for, at han ikke straks havde anet vigtige Ting inde i Tæppet. +Da han var færdig med Indpakningen, takked jeg ham for Hjælpen som en Mand, +der tidligere havde sendt kostbare Sager til Smyrna; han åbned Døren for +mig og bukked to Gange, da jeg gik. + +Jeg gav mig til at vandre om blandt Menneskene på Stortorvet og holdt mig +helst i Nærheden af de Koner, som havde Potteplanter at sælge. De tunge, +røde Roser, hvis Blade ulmed blodige og rå i den fugtige Morgen, gjorde mig +begærlig, fristed mig syndigt til at rapse en, og jeg spurgte om Prisen på +den, blot forat have Lov til at komme den så nær som muligt. Fik jeg Penge +tilovers, vilde jeg købe den, det fik gå, hvordan det vilde; jeg kunde jo +nok spare ind lidt hist og her i min Levemåde, forat komme op i Balance +igen. + +Klokken blev ti, og jeg gik op i Bladet. Saksen gennemroder endel gamle +Aviser, Redaktøren er ikke kommet. På Opfordring afleverer jeg mit store +Manuskript, lader Manden ane, at det er af mer end almindelig Vigtighed og +lægger ham indstændigt på Minde at lade Redaktøren få det i sin egen Hånd, +når han kom. Jeg vilde så selv af hente Besked senere på Dagen. + +»Godt!« sagde Saksen og begyndte igen på sine Aviser. + +Jeg syntes, at han tog det lidt for roligt, men sagde intet, nikked blot +lidt ligegyldigt til ham med Hovedet og gik. + +Nu havde jeg Tiden for mig. Om det blot vilde klarne op! Det var et rent +elendigt Vejr, uden Vind og uden Friskhed; Damerne brugte for Sikkerheds +Skyld Paraplyer, og Herrernes Uldhuer så flade og triste ud. Jeg gjorde +atter et Slag henover Torvet og så på Grøntsager og Roser. Da føler jeg en +Hånd på min Skulder og vender mig om, »Jomfruen« hilser Godmorgen. + +»Godmorgen?« svarer jeg lidt spørgende, for straks at få hans Ærinde at +vide. Jeg syntes ikke meget om »Jomfruen.« + +Han ser nysgærrigt hen på den store, splinterny Pakke under min Arm og +spørger: + +»Hvad bærer De på der?« + +»Jeg har været nede hos Semb og fået noget Tøj til Klæder,« svarer jeg i en +ligegyldig Tone; »jeg syntes ikke, jeg vilde gå så slidt længer, man kan jo +også være for karrig mod sit Legeme.« + +Han ser på mig og studser. + +»Hvordan går det forresten?« spørger han langsomt. + +»Jo, over Forventning.« + +»Har De fået noget at gøre nu da?« + +»Noget at gøre?« svarer jeg og er meget forundret, »jeg er jo Bogholder hos +Grossererfirmaet Christie, jo.« + +»Ja så!« siger han og rykker lidt tilbage. »Gud bevare Dem, hvor vel jeg +under Dem det! Bare man nu ikke tigger af Dem de Penge, De tjener. +Godmorgen.« + +Om lidt vender han sig om og kommer tilbage; han peger med Stokken på min +Pakke og siger: + +»Jeg vil anbefale Dem min Skrædder til de Klæder. De får ikke finere +Skrædder end Isaksen. Sig bare, at jeg sendte Dem, så.« + +Dette blev mig lidt vel meget. Hvad havde han med at stikke sin Næse i mine +Sager? Kom det ham ved, hvilken Skrædder jeg tog? Jeg blev vred; Synet af +dette tomme, pyntede Menneske gjorde mig forbittret, og jeg minded ham +temmelig brutalt om ti Kroner, som han havde lånt af mig. Allerede førend +han fik svare, angred jeg imidlertid at have krævet ham, jeg blev flau og +så ham ikke i Øjnene; da i det samme en Dame kom forbi, trådte jeg hurtigt +tilbage, forat lade hende passere, og benytted Anledningen til at gå min +Vej. + +Hvor skulde jeg nu gøre af mig, mens jeg vented? En Kafé kunde jeg ikke +besøge med tomme Lommer, og jeg vidste ikke af nogen Bekendt, som jeg kunde +gå til på denne Tid af Dagen. Instinktsmæssig stiled jeg opad Byen, drev +bort endel Tid på Vejen mellem Torvet og Grændsen, læste »Aftenposten,« som +nylig var sat på Tavlen, gjorde en Sving nedi Karl Johan, vendte derpå om +og gik lige op på Vor Frelsers Gravlund, hvor jeg fandt mig et roligt Sted +på Bakken ved Kapellet. + +Jeg sad der i al Stilhed og døsed i den våde Luft, tænkte, halvsov og frøs. +Og Tiden gik. Var det nu også sikkert, at Føljetonen var et lidet +Mesterstykke af inspireret Kunst? Gud ved, om den ikke havde sine Fejl her +og der! Alt vel overvejet behøved den ikke engang at blive antagen, nej, +ikke engang antagen, simpelthen! Den var måske nokså middelmådig, kanske +ligefrem slet; hvad Sikkerhed havde jeg for, at den ikke allerede i dette +Øjeblik lå i Papirskurven? . . . . Min Tillidsfuldhed var rugget, jeg +sprang op og stormed ud af Kirkegården. + +Nede i Akersgaden titted jeg ind ad et Butiksvindu og så, at Klokken blot +var lidt over tolv. Dette gjorde mig end mer fortvivlet, jeg havde så +sikkert håbet, at det var langt over Middag, og før fire nytted det ikke at +soge efter Redaktøren. Min Føljetons Skæbne fyldte mig med mørke Anelser; +jo mer jeg tænkte på den, desto urimeligere forekom det mig, at jeg kunde +have skrevet noget brugbart sådan pludseligt, næsten i Søvne, med Hjærnen +fuld af Feber og Drømme. Naturligvis havde jeg bedraget mig selv og været +glad hele Morgenen udover for ingen Ting! Naturligvis! . . . . Jeg bevæged +mig i stærk Gang opad Ullevoldsvejen, forbi St. Hanshaugen, kom ud på åbne +Marker, ind i de trange, underlige Gader ved Sagene, over Tomter og Agre og +befandt mig tilsidst på en Landevej, hvis Ende jeg ikke kunde se. + +Her stopped jeg op og beslutted mig til at vende om. Jeg var bleven varm af +Turen og gik sagte og meget nedtrykt tilbage. Jeg mødte to Høvogne; Kørerne +lå flade oppe i Læssene og sang, begge barhovedede, begge med runde, +sorgløse Ansigter. Jeg gik og tænkte ved mig selv, at de vilde tiltale mig, +slænge til mig en eller anden Bemærkning eller gøre en Spillop, og da jeg +var kommet dem nær nok, råbte den ene og spurgte, hvad jeg bar under Armen. + +»Et Sengetæppe,« svared jeg. + +»Hvormange er Klokken?« spurgte han. + +»Jeg ved ikke rigtigt, omtrent tre, tænker jeg.« + +Da lo de begge to og drog forbi. Jeg følte i det samme Snærten af en +Tougsvøbe på mit ene Øre, og min Hat blev reven af; de unge Mennesker kunde +ikke lade mig passere, uden at gøre mig et Puds. Jeg tog mig lidt fortumlet +op til Hovedet, samled min Hat op fra Grøftekanten og fortsatte min Gang. +Nede ved St. Hanshaugen mødte jeg en Mand, som fortalte mig, at Klokken var +over fire. + +Over fire! Klokken var allerede over fire! Jeg strakte ud, næsten løb nedad +Byen, bøjed af og tog ned til Bladet. Redaktøren havde måske for længe +siden været der og forladt Kontoret! Jeg gik og sprang om hinanden, +snubled, stødte mod Vogne, lagde alle spadserende bag mig, hamled op med +Hestene, stred som en gal, forat komme tidsnok. Jeg vred mig indad Porten, +tog Trapperne i fire Spring og banked på. + +Ingen svarer. + +Han er gået! han er gået! tænker jeg. Jeg prover Døren, som er åben, banker +på endnu engang og træder ind. + +Redaktøren sidder ved sit Bord, med Ansigtet mod Vinduet og Pennen i +Hånden, færdig til at skrive. Da han hører min forpustede Hilsen, vender +han sig halvt om, ser lidt på mig, ryster på Hovedet og siger: + +»Ja, jeg har ikke fået Tid til at læse Deres Skitse endda.« + +Jeg blir så glad over, at han da ialfald ikke endnu har kasseret den, at +jeg svarer: + +»Nej, kære, det forstår jeg nok. Det haster jo ikke så. Om et Par Dage +kanske, eller . . . .« + +»Ja, jeg skal se. Forresten har jeg Deres Adresse, så.« + +Og jeg glemte at oplyse om, at jeg ikke havde nogen Adresse mer. + +Audiensen er forbi, jeg træder bukkende tilbage og går. Håbet gløder igen +op i mig, endnu var intet tabt, tvertimod, jeg kunde vinde alt endnu, for +den Skyld. Og min Hjærne begyndte at fable om et stort Råd i Himlen, hvor +det netop var bleven besluttet, at jeg skulde vinde, vinde kapitalt ti +Kroner for en Føljeton . . . . + +Blot jeg nu havde et Sted at ty hen til for Natten! Jeg overvejer, hvor jeg +bedst skulde kunne stikke mig ind, blir så stærkt optagen af dette +Spørgsmål, at jeg står stille midt i Gaden. Jeg glemmer, hvor jeg er, står +som en enkelt Riskost midt i Havet, mens Sjøen strømmer og larmer rundt +omkring den. En Avisgut rækker mig »Vikingen«: D’n er så morssom, så! Jeg +ser op og farer sammen — jeg er udenfor Semb igen. + +Hurtigt gør jeg helt om, holder Pakken skjult foran mig og iler nedad +Kirkegaden, flau og angst for, at man skulde have set mig fra Vinduerne. +Jeg passerer Ingebret og Teatret, drejer af ved Logen og tager nedover til +Sjøen ved Fæstningen. Atter finder jeg mig en Bænk og begynder at spekulere +påny. + +Hvor i alverden skulde jeg få Hus inat? Fandtes der et Hul, hvor jeg kunde +smutte ind og skjule mig til det blev Morgen? Min Stolthed forbød mig at +vende tilbage til mit Rum; det kunde aldrig falde mig ind at gå tilbage på +mine Ord, jeg afviste denne Tanke med stor Harme og smilte overlegent i mit +stille Sind ad den lille røde Gyngestol. Ved Idéassociationer befandt jeg +mig pludselig i et stort to Fags Værelse, jeg engang havde boet i på +Hægdehaugen; jeg så et Bræt på Bordet fuldt af svære Smørogbrød, det +skifted Udseende, det blev til en Bif, en forførende Bif, en snehvid +Serviet, Brød i Masse, Sølvgaffel. Og det gik i Døren: min Værtinde kom og +bød mig mer Té . . . . + +Syner og dumme Drømme! Jeg sagde til mig selv, at om jeg fik Mad nu, vilde +mit Hoved blive forstyrret igen, jeg vilde få den samme Feber i Hjærnen og +mange vanvittige Påfund at kæmpe med. Jeg tålte ikke Mad, jeg var ikke +således anlagt; det var en Besynderlighed ved mig, en Særegenhed. + +Kanske blev der en Råd til Husly, når det led på Kvælden. Det havde ingen +Hast; i værste Fald kunde jeg søge ud i Skogen et Sted, jeg havde hele +Byens Omegn at tage til, og der var ikke Kuldegrader i Vejret. + +Og Sjøen vugged derude i tung Ro, Skibe og plumpe, brednæsede Pramme roded +Grave op i dens blyagtige Flade, sprængte Striber ud til højre og venstre +og gled videre, mens Røgen vælted som Dyner ud af Skorstenene og +Maskinernes Stempelslag trængte mat frem i den klamme Luft. Der var ingen +Sol og ingen Vind, Træerne bag mig stod næsten våde, og Bænken, jeg sad på, +var kold og rå. Tiden gik; jeg satte mig til at døse, blev træt og frøs +lidt over Ryggen: en Stund efter følte jeg, at mine Øjne begyndte at falde +i. Og jeg lod dem falde . . . . + +Da jeg vågned, var det mørkt omkring mig, jeg sprang op fortumlet og +frøsen, greb min Pakke og begyndte at gå. Jeg gik fortere og fortere, forat +blive varm, basked med Armene, gned mig nedad Benene, som jeg næsten ikke +længer følte noget til, og kom op til Brandvagten. Klokken var ni; jeg +havde sovet i flere Timer. + +Hvor skulde jeg dog gøre af mig? Et Sted måtte jeg jo være. Jeg står der og +glaner opad Brandvagten og studerer på, om det ikke skulde kunne lykkes at +komme ind i en af Gangene, passe på et Øjeblik, når Patroullen vendte +Ryggen til. Jeg går opad Trappen og vil give mig i Snak med Manden, han +hæver straks sin Økse til Honnør og venter på, hvad jeg skal sige. Denne +løftede Økse, der vender Eggen mod mig, farer mig som et koldt Hug gennem +Nerverne, jeg blir stum af Rædsel foran denne væbnede Mand og trækker mig +uvilkårlig tilbage. Jeg siger intet, glider blot mer og mer bort fra ham; +forat redde Skinnet, farer jeg mig med Hånden over Panden, som om jeg har +glemt et eller andet, og lusker bort. Da jeg atter stod nede på Fortouget, +følte jeg mig så frelst, som om jeg just havde undflyet en stor Fare. Og +jeg skyndte mig afsted. + +Kold og sulten, mer og mer uhyggelig tilmode, drev jeg opad Karl Johan; jeg +begyndte at bande ganske højt og brød mig ikke om, at nogen kunde høre det. +Nede ved Stortinget, lige ved den første Løve, kommer jeg pludselig ved en +ny Idéassociation i Tanke på en Maler, jeg kendte, et ungt Menneske, som +jeg engang havde reddet fra et Ørefigen ude på Tivoli, og som jeg engang +senere havde været og besøgt. Jeg knipser i Fingrene og begiver mig ned i +Tordenskjoldsgaden, finder en Dør, hvorpå der står C. Zacharias Bartel på +et Kort, og banker på. + +Han kom selv ud; der lugted Øl og Tobak af ham, så det var en Gru. + +»Godaften!« sagde jeg. + +»Godaften! Er det Dem? Nej, hvorfor Fan kommer De så sent? Det tager sig +slet ikke ud i Lampelys. Jeg har sat til en Høhæsje siden sidst og +foretaget et Par Forandringer. De må se det om Dagen, det nytter ikke, at +vi prøver på det nu.« + +»Lad mig se det nu alligevel,« sagde jeg. forresten husked jeg ikke, +hvilket Billede han stod og talte om. + +»Aldeles plat umuligt!« svared han. »Det blir gult altsammen! Og så er der +en anden Ting« — han kom hviskende hen imod mig — »jeg har en liden Pige +inde hos mig iaften, så det er rent ugørligt.« + +»Ja, når så er, så er det jo ikke Tale om.« + +Jeg trak mig tilbage, sagde Godnat og gik. + +Det blev nok ingen anden Udvej alligevel, end at gå ud i Skogen et Sted. +Når bare ikke Marken havde været så fugtig! Jeg klapped på mit Tæppe og +følte mig mer og mer fortrolig med den Tanke, at jeg skulde ligge ude. Så +længe havde jeg plaget mig med at finde et Logi i Byen, at jeg var bleven +træt og ked af det hele; det blev mig en behagelig Nydelse at slå mig til +Ro, overgive mig og drive dank henad Gaden, uden en Tanke i Hovedet. Jeg +gik bortom Universitetsuret og så, at Klokken var over ti, derfra tog jeg +Vejen opover Byen. Et Sted på Hægdehaugen stod jeg stille udenfor en +Husholdningshandel, hvor noget Mad var udstillet i Vinduet. Der lå en Kat +og sov ved Siden af et rundt Franskbrød, lige bag den stod en Kumme Smult +og flere Glas Gryn. Jeg stod og så en Stund på disse Madvarer, men da jeg +ikke havde noget at købe for, vendte jeg mig hurtigt bort og fortsatte +Marschen. Jeg gik meget sagte, kom forbi Majorstuen, gik videre, altid +videre, gik i Time efter Time og kom endelig ud i Bogstadskogen. + +Her gik jeg af Vejen og satte mig ned, forat hvile. Så tog jeg til at søge +mig om efter et belejligt Sted, begyndte at pusle sammen lidt Lyng og Ener +og laved en Seng oppe i et lidet Bakkehæld, hvor det var nogenlunde tørt, +åbned min Pakke og tog Tæppet ud. Jeg var bleven træt og maset af den lange +Tur og gik straks tilsengs. Jeg kasted og vendte mig mange Gange, førend +jeg endelig fik lagt mig tilrette; mit Øre smærted noget, det var lidt +ophovnet efter Slaget, og jeg kunde ikke hvile på det. Mine Sko trak jeg af +og lagde under Hovedet, og ovenpå dem Papiret fra Semb. + +Og Mørkets store Stemning ruged omkring mig; alting var stille, alting. Men +oppe i Højden sused den evige Sang, Vejrets Lyd, den fjærne, toneløse +Summen, som aldrig tier. Jeg lytted så længe til dette endeløse, syge Sus, +at det begyndte at forvirre mig; det var visselig Symfonierne fra de +rullende Verdner over mig, Stjærner, der intonered en Sang . . . . + +»Det er Fan heller!« sagde jeg og lo højt, forat stive mig op; »det er +Natuglerne, som tuder i Kana’an!« + +Og jeg rejste mig og lagde mig igen, tog Skoene på og drev omkring i Mørket +og lagde mig påny, kæmped og stred med Vrede og Frygt til hen på +Morgenstunden, da jeg endelig faldt i Søvn. + + * * * + +Det var lys Dag, da jeg slog Øjnene op, og jeg havde Følelsen af, at det +led henimod Middag. Jeg trak Skoene på, pakked atter Tæppet ind og begav +mig tilbage til Byen. Ingen Sol var at se idag heller, og jeg frøs som en +Hund; mine Ben var døde, og der begyndte at komme Vand ud af mine Øjne, som +om de ikke tålte Dagslyset. + +Klokken var tre. Sulten begyndte at blive noget slem med mig, jeg var mat +og gik og kasted op lidt hist og her i Smug. Jeg svinged ned til +Dampkøkkenet, læste Tavlen og trak opsigtsvækkende på Skuldrene, som om +sprængt Kød og Flæsk ikke var Mad for mig; derfra kom jeg ned på +Jærnbanetorvet. + +En besynderlig Fortumlethed fôr mig med en Gang gennem Hovedet; jeg gik +videre og vilde ikke agte på det, men blev værre og værre og måtte tilsidst +sætte mig på en Trappe. Mit hele Sind gennemgik en Forandring, ligesom +noget gled tilside i mit Indre, eller et Forhæng, et Væv i min Hjærne gik +itu. Jeg tog efter Ånden et Par Gange og blev forundret siddende. Jeg var +ikke ubevidst, jeg følte klart, hvor det værked lidt i mit Øre, og da en +Bekendt kom forbi, kendte jeg ham straks, rejste mig og hilste. + +Hvad var det for en ny, pinsom Fornemmelse, som nu lagdes til de øvrige? +Var det en Følge af at sove på rå Mark? Eller kom det af, at jeg ikke havde +fået Frokost endnu? I det hele taget var det simpelthen ingen Mening i at +leve på denne Måde; jeg forstod ved Kristi hellige Pine ikke, hvorved jeg +havde gjort mig fortjent til denne udmærkede Forfølgelse heller! Og det +faldt mig pludselig ind, at jeg lige så godt kunde gøre mig til Kæltring +straks og gå hen til »Onkels« Kælder med Sengetæppet. Jeg kunde sætte det +fast for en Krone og få tre passende Måltider, holde mig oppe til jeg fandt +på noget andet; Hans Pauli fik jeg slå en Plade. Jeg var allerede på Vej +til Kælderen, men standsed foran Indgangen, rysted tvivlrådigt på Hovedet +og vendte om. + +Efterhvert som jeg fjærned mig, blev jeg gladere og gladere over, at jeg +havde sejret i denne svære Fristelse. Bevistheden om, at jeg endnu var ren +og ærlig, steg mig til Hovedet, fyldte mig med en herlig Følelse af at være +en Karakter, et hvidt Fyrtårn midt i et grumset Menneskehav, hvor Vrag flød +om. Pantsætte en andens Ejendom for et Måltid Mad, æde og drikke sig selv +til Doms, brændemærke sin Sjæl med den første lille Streg, sætte det første +sorte Tegn i sin Hæderlighed, kalde sig Kæltring op i sit eget Ansigt og +slå Øjnene ned for sig selv — aldrig! Aldrig! Det havde ikke for Alvor +været i min Tanke, det havde næsten ikke faldt mig ind engang; løse, +jagende Strøtanker kunde man virkelig ikke svare noget for, især når man +havde en gruelig Hovedpine og bar sig næsten ihjæl på et Sengetæppe, som +tilhørte en anden Mand. + +Der vilde ganske sikkert blive en Udvej til Hjælp alligevel, når Tiden kom! +Der var nu Købmanden på Grønlandsleret, havde jeg overhængt ham hver Time +på Dagen, siden jeg sendte ham Ansøgningen? ringet på sent og tidligt og +bleven afvist? Jeg havde ikke sågodtsom mældt mig til ham og fået Svar. Det +behøved ikke at være et aldeles forgæves Forsøg, jeg havde måske havt +Lykken med mig denne Gang; Lykken havde ofte en så underlig slynget Vej. Og +jeg begav mig ud til Grønlandsleret. + +Den sidste Rystelse, som gik gennem mit Hoved, havde gjort mig lidt mat, og +jeg gik yderst langsomt og tænkte på, hvad jeg vilde sige til Købmanden. +Han var måske en god Sjæl; stak det Lune ham, gav han mig gærne en Krone i +Forskud på Arbejdet, uden at jeg bad ham derom; sådanne Folk kunde have det +med ganske fortræffelige Påfund nu og da. + +Jeg sneg mig ind i en Port og sværted mine Bukseknæ med Spyt, forat se lidt +ordentlig ud, lagde mit Tæppe efter mig bag en Kasse i en mørk Krog, skråed +over Gaden og trådte ind i den lille Butik. + +En Mand står og klistrer Poser af gamle Aviser. + +»Jeg vilde gærne træffe Hr. Christie,« sagde jeg. + +»Det er mig,« svared Manden. + +Nå! Mit Navn var det og det, jeg havde været så fri at sende ham en +Ansøgning, jeg vidste ikke, om det havde nyttet mig noget? + +Han gentog mit Navn et Par Gange og begyndte at le. »Nu skal De se!« sagde +han og tog mit Brev op af sin Brystlomme. »Vil De bare behage at se, +hvorledes De omgåes Tal, min Herre. De har dateret Deres Brev Året 1848.« +Og Manden lo af fuld Hals. + +Ja, det var jo lidt forkært, sagde jeg forknyt, en Tankeløshed, en +Distraktion, jeg indrømmed det. + +»Ser De, jeg må have en Mand, som i det hele taget ikke tager fejl af Tal,« +sagde han. »Jeg beklager det; Deres Håndskrift er så tydelig, jeg synes +også om Deres Brev forøvrigt, men . . . .« + +Jeg vented en Stund; dette kunde umuligt være Mandens sidste Ord. Han gav +sig atter i Færd med Poserne. + +Ja, det var lejt, sagde jeg så, rigtig gruelig lejt var det; men det skulde +jo ikke gentage sig, naturligvis, og denne lille Fejlskrivning kunde nu +ikke have gjort mig totalt uskikket til at føre Bøger overhovedet? + +»Nej, det siger jeg ikke,« svared han; »men imidlertid vejed det så meget +for mig, at jeg bestemte mig for en anden Mand med det samme.« + +»Posten er altså besat?« spurgte jeg. + +»Ja.« + +»Nå, Herregud, så er der jo ikke mere at gøre ved det!« + +»Nej. Jeg beklager det; men . . . .« + +»Farvel!« sagde jeg. + +Nu steg Vreden op i mig, glødende og brutalt. Jeg hented min Pakke i +Portrummet, bed Tænderne sammen og løb på fredelige Folk på Fortouget og +bad ikke om Undskyldning. Da en Herre standsed og irettesatte mig lidt +skarpt for min Opførsel, vendte jeg mig om og skreg ham et enkelt +meningsløst Ord ind i Øret, knytted Hænderne lige under hans Næse og gik +videre, forhærdet af et blindt Raseri, som jeg ikke kunde styre. Han kaldte +på en Konstabel, og jeg ønsked intet heller end at få en Konstabel mellem +Hænderne et Øjeblik, jeg sagtned med Forsæt min Gang, forat give ham +Anledning til at indhente mig; men han kom ikke. Var der nu også +nogensomhelst Ræson i, at absolut alle éns inderligste og ihærdigste Forsøg +skulde mislykkes? Hvorfor havde jeg altså skrevet 1848? Hvad vedkom dette +fordømte Årstal mig? Nu gik jeg her og sulted, så mine Tarmer krøb sammen i +mig som Orme, og det stod ikke skrevet nogen Steder, at der skulde blive +lidt til Mad, når det led ud på Dagen. Og efterhvert som Tiden gik, blev +jeg mer og mer åndelig og legemlig udhulet, jeg nedlod mig til mindre og +mindre hæderlige Handlinger for hver Dag. Jeg løj mig frem uden at blues, +snød fattige Folk for Huslejen, kæmped endog med de lumpneste Tanker om at +forgribe mig på andres Sengetæpper, alt uden Anger, uden ond Samvittighed. +Der begyndte at komme rådne Flækker i mit Indre, sorte Svampe, som bredte +sig mer og mer. Og oppe i Himlen sad Gud og holdt et vågent Øje med mig og +påså, at min Undergang foregik efter alle Kunstens Regler, jævnt og +langsomt, uden Brud i Takten. Men i Helvedes Afgrund gik de arge Djævle og +skød Børster over, at det vared så længe inden jeg gjorde en Kapitalsynd, +en utilgivelig Synd, for hvilken Gud i sin Retfærdighed måtte støde mig ned +. . . . Jeg forstærked min Gang, drev det til værre og værre Fart, gjorde +pludselig venstre om og kom ophidset og vred ind i en lys, dekoreret Port. +Jeg standsed ikke, gjorde ikke et Sekunds Ophold; men Portens hele +ejendommelige Udstyr trængte øjeblikkelig ind i min Bevidsthed, hver +Ubetydelighed ved Dørene, Dekorationerne, Brolægningen stod klart for mit +indre Blik, idet jeg sprang opad Trapperne. Jeg ringte heftigt på i anden +Etage. Hvorfor skulde jeg netop standse i anden Etage? Og hvorfor netop +gribe til denne Klokkestræng, der var længst borte fra Trappen? + +En ung Dame i grå Dragt med sort Pynt kom og lukked op; hun så en liden +Stund forbauset på mig, derpå rysted hun på Hovedet og sagde: + +»Nej, vi har ikke noget idag.« Og hun gjorde Mine til at ville lukke Døren. + +Hvorfor havde jeg også dumpet op i det med dette Menneske? Hun tog mig uden +videre for en Tigger, og jeg blev kold og rolig med ét. Jeg tog Hatten af +og gjorde et ærbødigt Buk, og som om jeg ikke havde hørt hendes Ord, sagde +jeg yderst høfligt: + +»Jeg beder Dem undskylde, Frøken, at jeg ringte så hårdt, jeg kendte ikke +Klokken. Her skal være en syg Herre, som har averteret efter en Mand til at +trille sig i en Vogn?« + +Hun stod en Stund og smagte på dette løgnagtige Påfund og syntes at blive +tvivlrådig i sine Meninger om min Person. + +»Nej,« sagde hun tilsidst, »nej, her er ingen syg Herre.« + +»Ikke det? En ældre Herre, to Timers Kørsel om Dag, firti Øre Timen?« + +»Nej.« + +»Så beder jeg igen om Undskyldning,« sagde jeg; »det er kanske i første +Etage. Jeg vilde for Tilfældet blot have anbefalet en Mand, som jeg kender, +og som jeg interesserer mig for. Mit Navn er Wedel-Jarlsberg.« Og jeg +bukked igen og trådte tilbage; den unge Dame blev blussende rød, i sin +Forlegenhed kunde hun ikke komme af Pletten, men stod og stirred efter mig, +idet jeg gik ned ad Trapperne. + +Min Ro var vendt tilbage, og mit Hoved var klart. Damens Ord om, at hun +intet havde at give mig idag, havde virket på mig som en kold Styrt. Så +vidt var det kommet, at hvemsomhelst kunde pege på mig i sin Tanke og sig +til sig selv: Der går en Tigger, en af dem, som får sin Føde langet ud +gennem Entrédørene hos Folk! + +I Møllergaden standsed jeg udenfor en Beværtning og snused til den friske +Duft af Kød, som stegtes indenfor; jeg havde allerede Hånden på Dørvrideren +og vilde gå ind uden Ærinde, men betænkte mig tidsnok og gik bort fra +Stedet. Da jeg kom til Stortorvet og søgte efter en Plads, hvor jeg kunde +hvile en Stund, var alle Bænke optagne, og jeg ledte forgæves rundt hele +Kirken efter et stille Sted, hvor jeg kunde slå mig ned. Naturligvis! sagde +jeg mørkt til mig selv, naturligvis, naturligvis! Og jeg tog på at gå igen. +Jeg gjorde en Afstikker nedom Vandspringet ved Basarhjørnet og drak en +Slurk Vand, gik påny, drog mig frem Fod for Fod, tog mig Tid til lange +Ophold ved hvert Butiksvindu, standsed og fulgte med Øjnene hver Vogn, som +fôr mig forbi. Jeg følte i mit Hoved en lysende Hede, og det banked noget +underligt i mine Tindinger; Vandet, jeg havde drukket, bekom mig højst +ilde, og jeg gik og kasted op lidt hist og lidt her i Gaden, for ikke at +blive opdaget. Således kom jeg lige op på Krist Kirkegård. Jeg satte mig +med Albuerne på mine Knæ og Hovedet i Hænderne; i denne sammentrukne +Stilling havde jeg det godt og følte ikke længer den lille Gnaven i +Brystet. + +En Stenhugger lå på Maven på en stor Granitplade ved Siden af mig og hugged +Indskrift; han havde blå Briller på og minded mig med én Gang om en Bekendt +af mig, som jeg næsten havde glemt, en Mand, som stod i en Bank, og som jeg +for en Tid tilbage havde truffet på i Oplandske Kafé. + +Kunde jeg bare bide Hovedet af al Skam og henvende mig til ham! sige ham +Sandheden lige ud, at det begyndte at blive temmelig småt for mig nu, nokså +vanskeligt at holde mig ilive! Jeg kunde give ham min Barberbog . . . . Død +og Pine, min Barberbog! Billetter for henimod en Krone! Og jeg tager +nervøst efter denne dyre Skat. Da jeg ikke finder den hurtigt nok, springer +jeg op, leder under Angstens Sved, finder den endelig på Bunden af +Brystlommen, sammen med andre Papirer, rene og beskrevne, uden Værdi. Jeg +tæller disse seks Billetter mange Gange, forfra og bagfra; jeg havde ikke +meget Brug for dem, det kunde være et Lune af mig, et Påfund, at jeg ikke +gad barbere mer. Jeg var hjulpen for en halv Krone, en hvid halv Krone i +Sølv fra Kongsberg! Banken stængtes Klokken seks, jeg kunde passe op min +Mand udenfor Oplandske ved syv-otte Tiden. + +Jeg sad og glæded mig ved denne Tanke en lang Stund. Tiden gik, det blæste +dygtigt i Kastanjerne omkring mig, og Dagen hælded. Var det nu ikke også +lidt småt at komme stikkende med seks Barberbilletter til en ung Herre, som +stod i en Bank? Han havde måske to smækfulde Barberbøger i Lommen, ganske +anderledes fine og rene Billetter end mine, ingen kunde vide det. Og jeg +følte i alle mine Lommer efter flere Ting, som jeg kunde lade følge med, +men fandt ingen. Når jeg blot kunde byde ham mit Slips? Jeg kunde godt +undvære det, når jeg knapped Frakken tæt til, hvad jeg alligevel måtte +gøre, da jeg ikke havde nogen Vest mer. Jeg løste op mit Slips, en stor +Dæksløjfe, som skjulte mit halve Bryst, pudsed det omhyggeligt af og pakked +det ind i et hvidt Stykke Skrivepapir, sammen med Barberbogen. Så forlod +jeg Kirkegården og gik ned til Oplandske. + +Klokken var syv på Rådstuen. Jeg bevæged mig i Nærheden af Kaféen, pusled +op og ned langs Jærnstakittet og holdt skarpt Udkig med alle, som kom og +gik i Døren. Endelig ved otte Tiden så jeg den unge Mand, frisk og elegant, +komme opad Bakken og skrå ind mod Kafédøren. Mit Hjærte grassered som en +liden Fugl i mit Bryst, da jeg fik Øje på ham, og jeg bused på uden at +hilse. + +»En halv Krone, gamle Ven!« sagde jeg og gjorde mig fræk; »her — her har +De Valutta,« og jeg stak den lille Pakke i hans Hånd. + +»Har ikke!« sagde han, »nej, ved Gud, om jeg har!« og han vrængte sin +Pengepung lige for mine Øjne. »Jeg var ude igåraftes og blev blank; De skal +tro mig, jeg ejer det ikke.« + +»Nej, nej, kære, det er vel så!« svared jeg og troed ham på hans Ord; der +var jo ingen Grund for ham til at lyve i en så liden Sag; det forekom mig +også, at hans blå Øjne stod næsten fugtige, da han undersøgte sine Lommer +og ikke fandt noget. Jeg trak mig tilbage. »Undskyld, da!« sagde jeg; »det +var bare en liden Knibe, jeg stod i.« + +Jeg var allerede et Stykke nede i Gaden, da han råbte efter mig om Pakken. + +»Behold den, behold den!« svared jeg; »den er Dem vel undt! Det er bare et +Par Småting, en Bagatel — omtrent alt, jeg ejer på Jorden.« Og jeg blev +rørt over mine egne Ord, de lød så trøstesløse i den tusmørke Aften, og jeg +stak i at græde . . . . + +Vinden friskned på, Skyerne jaged rasende fremad på Himlen, og det blev +køligere og køligere efterhvert som det mørkned. Jeg gik og græd hele Gaden +nedover, følte mer og mer Medynk med mig selv og gentog Gang på Gang et Par +Ord, et Udråb, som atter drev Tårerne frem, når de vilde standse: Herregud, +jeg har så ondt! Herregud, jeg har så ondt! + +Der gik en Times Tid, gik så uendelig langsomt og trægt. Jeg holdt mig en +Tidlang i Torvgaden, sad på Trapperne, smutted ind i Portrummene, når nogen +kom forbi, stod og stirred tankeløst ind i de oplyste Butiker, hvor Folk +vimsed om med Varer og Penge; tilsidst fandt jeg mig en lun Plads bag en +Bordstabel mellem Kirken og Basarerne. + +Nej, jeg kunde ikke komme ud i Skogen iaften, det fik gå som det vilde, jeg +havde ikke Kræfter til det, og Vejen var så endeløst lang. Jeg vilde få +Natten til at gå, som den bedst kunde, og blive hvor jeg var; blev det for +koldt, kunde jeg spadsere omkring lidt ved Kirken, jeg agted ikke at gøre +flere Omstændigheder med det. Og jeg læned mig bagover og halvsov. + +Støjen om kring mig aftog, Butikerne lukkedes, Fodgængernes Skridt lød +sjældnere og sjældnere, og det blev omsider mørkt i alle Vinduer . . . . + +Jeg slog Øjnene op og blev var en Skikkelse foran mig; de blanke Knapper, +som lyste mig imøde, lod mig ane en Konstabel; Mandens Ansigt kunde jeg +ikke se. + +»Godaften!« sagde han. + +»Godaften!« svared jeg og blev bange. Jeg rejste mig forlegen op. Han stod +en Stund urørlig. + +»Hvor bor De henne?« spurgte han. + +Jeg nævnte af gammel Vane og uden at tænke over det min gamle Adresse, det +lille Kvistrum, som jeg havde forladt. + +Han stod igen en Stund. + +»Har jeg gjort noget galt?« spurgte jeg angst. + +»Nej, langtifra!« svared han. »Men De burde vel gå hjem nu, det er koldt at +ligge her.« + +»Ja, det er sandt, det er lidt køligt, kender jeg.« + +Og jeg sagde Godnat og tog instinktsmæssig Vejen ud til mit gamle Sted. +Blot jeg fôr varsomt frem, kunde jeg nok nå op, uden at blive hørt; der var +alt i alt otte Trapper, og blot de to øverste knaged i Trinnene. + +Jeg tog Skoene af nede i Porten og gik op. Det var stille overalt; i anden +Etage hørte jeg en Klokkes langsomme Tik Tak og et Barn, som græd lidt; +siden hørte jeg intet. Jeg fandt min Dør, løfted den lidt på Hængslerne og +åbned den uden Nøgle, som jeg var vant til, gik ind i Værelset og trak +Døren lydløst igen. + +Alting var som jeg havde forladt det, Gardinerne var slået tilside for +Vinduerne og Sengen stod tom; henne på Bordet skimted jeg et Papir, det var +kanske min Billet til Værtinden; hun havde altså ikke engang været heroppe, +siden jeg gik min Vej. Jeg famled med Hånden over den hvide Plet og følte +til min Forundring, at det var et Brev. Et Brev? Jeg tager det med hen til +Vinduet, studerer, så godt det lader sig gøre i Mørket, disse dårligt +skrevne Bogstaver og finder endelig ud mit eget Navn. Aha! tænkte jeg, Svar +fra Værtinden, et Forbud mod at betræde Værelset mer, om jeg skulde ville +ty tilbage! + +Og langsomt, ganske langsomt går jeg ud af Værelset igen, bærer Skoene i +den ene Hånd, Brevet i den anden og Tæppet under Armen. Jeg letter mig op +og bider Tænderne sammen på de knirkende Trin, kommer lykkeligt og vel +nedad alle disse Trapper og står atter nede i Porten. + +Jeg tager igen Skoene på, giver mig god Tid med Remmerne, sidder endog et +Øjeblik stille, efterat jeg er færdig, stirrer tankeløst hen for mig og +holder Brevet i Hånden. + +Så rejser jeg mig og går. + +Et blaffende Skin af en Gaslygte blinker oppe i Gaden, jeg går lige hen +under Lyset, rejser min Pakke op mod Lygtepælen og åbner Brevet, altsammen +yderst langsomt. + +Der farer som en Strøm af Lys gennem mit Bryst, og jeg hører, at jeg giver +et lidet Råb, en meningsløs Lyd af Glæde: Brevet var fra Redaktøren, min +Føljeton var antagen, var gået lige i Sætteriet, med én Gang! »Nogle små +Forandringer . . . . rettet et Par Fejlskrivninger talentfuldt gjort +. . . . trykkes imorgen . . . . ti Kroner.« + +Jeg lo og græd, tog tilsprangs og løb henad Gaden, standsed op og slog mig +i Knæet, svor højt og dyrt hen i Vejret ad ingen Ting. Og Tiden gik. + +Hele Natten, lige til den lyse Morgen, jodled jeg om i Gaderne, dum af +Glæde, og gentog: Talentfuldt gjort, altså et lidet Mesterværk, en +Genistreg. Og ti Kroner! + +ANDET STYKKE + +Et Par Uger senere befandt jeg mig ude en Aften. + +Jeg havde igen siddet på en af Kirkegårdene og skrevet på en Artikel for et +af Bladene; mens jeg var i Færd hermed, blev Klokken ti, Mørket faldt ind +og Porten skulde lukkes. Jeg var sulten, meget sulten; de ti Kroner vared +desværre så altfor kort; nu var det to, næsten tre Døgn, siden jeg havde +spist noget, og jeg følte mig noget mat, lidt anstrængt af at føre +Blyanten. Jeg havde en halv Pennekniv og et Nøgleknippe i Lommen, men ikke +en Øre. + +Da Kirkegårdsporten lukkedes, skulde jeg jo have gået lige hjem; men af en +instinktsmæssig Sky for mit Værelse, hvor alt var mørkt og tomt, et forladt +Blikkenslagerværksted, som jeg endelig havde fået Lov til at holde til i +sålænge, sjangled jeg videre, drev på Må og Få forbi Rådstuen, helt ned til +Sjøen og hen til en Bænk på Jærnbanebryggen hvor jeg satte mig. + +Der faldt mig i Øjeblikket ikke en trist Tanke ind, jeg glemte min Nød og +følte mig beroliget ved Synet af Havnen, der lå fredelig og skøn i +Halvmørket. Af gammel Vane vilde jeg glæde mig selv med at gennemlæse det +Stykke, jeg netop havde skrevet, og som forekom min lidende Hjærne det +bedste, jeg havde gjort. Jeg tog mit Manuskript op af Lommen, holdt det tæt +ind til Øjnene, forat se, og gennemløb den ene Side efter den anden. +Tilsidst blev jeg træt og stak Papirerne i Lommen. Alting var stille; Sjøen +lå som et blåt Perlemor henover, og Småfuglene fløj tause forbi mig fra +Sted til Sted. En Politikonstabel patroullerer et Stykke henne, ellers ses +ikke et Menneske, og hele Havnen ligger tyst. + +Jeg tæller igen mine Penge: en halv Pennekniv, et Nøgleknippe; men ikke en +Øre. Pludselig griber jeg ned i min Lomme og trækker atter Papirerne op. +Det var en mekanisk Akt, en ubevidst Nervetrækning. Jeg udsøger mig et +hvidt, ubeskrevet Blad, og — Gud ved, hvor jeg fik Idéen fra — jeg laved +et Kræmmerhus, lukked det varligt til, så det så ud som fuldt, og kasted +det langt henad Brostenene; af Vinden førtes det endnu lidt længer, så +blev det liggende. + +Nu havde Sulten begyndt at angribe mig. Jeg sad og så på dette hvide +Kræmmerhus, der ligesom svulmed af blanke Sølvpenge, og hidsed mig selv til +at tro, at det virkelig indeholdt noget. Ganske højt sad jeg og lokked mig +til at gætte Summen — hvis jeg gætted rigtigt, var den min! Jeg +forestilled mig de små, nydelige Tiøringer i Bunden og de fede, riflede +Kroner ovenpå — et helt Kræmmerhus fuldt af Penge! Jeg sad og så på det +med opspilede Øjne og hæled mig selv til at gå og stjæle det + +Så hører jeg Konstablen hoste — og hvordan kunde jeg dog falde på at gøre +netop det samme? Jeg rejser mig op fra Bænken og hoster, og jeg gentager +det tre Gange, forat han skal høre det. Hvor vilde han ikke kaste sig over +Kræmmerhuset, når han kom! Jeg sad og glæded mig over dette Puds, gned mig +henrykt i Hænderne og bandte storslagent hen i Hyt og Vejr. Om han ikke +skulde få en lang Næse, den Hund! Om han ikke vilde synke ned i Helvedes +hedeste Pøl og Pine for den Kæltringstreg! Jeg var bleven drukken af Sult, +min Hunger havde beruset mig. + +Et Par Minutter efter kommer Konstablen, klappende med sine Jærnhæle i +Brostenene, spejdende til alle Sider. Han giver sig god Tid, han har hele +Natten for sig; han ser ikke Kræmmerhuset — ikke førend han er det ganske +nær. Da standser han og betragter det. Det ser så hvidt og værdifuldt ud +der det ligger, måske en liden Sum, hvad? en liden Sum Sølvpenge? . . . . +Og han tager det op. Hm! det er let, det er meget let. Måske en kostelig +Fjær, Hattepynt . . . . Og han åbner det varsomt med sine store Hænder og +kiger ind. Jeg lo, lo og banked mig i Knæet, lo som en rasende Mand. Og +ikke en Lyd kom mig fra Struben; min Latter var tyst og hektisk, havde en +Gråds Inderlighed . . . . + +Så klapper det igen i Brostenene, og Konstablen gør et Slag henover +Bryggen. Jeg sad der med Tårer i Øjnene og hikked efter Ånde, helt fra mig +selv af febersk Lystighed. Jeg begyndte at tale højt, fortalte mig selv om +Kræmmerhuset, eftergjorde den stakkels Konstabels Bevægelser, kiged ind i +min hule Hånd og gentog atter og atter for mig selv: Han hosted, da han +kasted det! Han hosted, da han kasted det! Til disse Ord føjed jeg nye, gav +dem pirrende Tillæg, omsatte hele Sætningen og spidsed den til: Han hosted +én Gang — khøhø! + +Jeg udtømte mig i Variationer af disse Ord, og det led langt hen på +Aftenen, inden min Lystighed hørte op. En døsig Ro overkom mig så, en +behagelig Mathed, som jeg ikke gjorde Modstand mod. Mørket var bleven lidt +tykkere, en liden Bris fured i Sjøens Perlemor; Skibene, hvis Master jeg så +mod Himlen, så ud med sine sorte Skrog som lydløse Uhyrer, der rejste +Børster og lå og vented på mig. Jeg havde ingen Smærte, min Sult havde +stumpet den af; i dens Sted følte jeg mig behageligt tom, uberørt af alting +omkring mig og glad over at være uset af alle. Jeg lagde Benene op på +Bænken og læned mig bagover, således kunde jeg bedst føle Afsondrethedens +hele Velvære. Der var ikke en Sky i mit Sind, ikke en Fornemmelse af +Ubehag, og jeg havde ikke en Lyst eller Attrå uopfyldt, så vide min Tanke +kunde gå. Jeg lå med åbne Øjne i en Tilstand af Fraværenhed fra mig selv, +jeg følte mig dejligt borte. + +Fremdeles var der ikke en Lyd, som forstyrred mig; det milde Mørke havde +skjult Alverden for mine Øjne og begravet mig der i idel Ro — blot +Stilhedens øde Lyddulm tier mig monotont i Ørene. Og de dunkle Uhyrer +derude vilde suge mig til sig, når Natten kom, og de vilde bringe mig langt +over Hav og gennem fremmede Land, hvor ikke Mennesker bo. Og de vilde +bringe mig til Prinsesse Ylajalis Slot, der en uanet Herlighed venter mig, +større end nogen Menneskers er. Og hun selv vilde sidde i en strålende Sal, +hvor alt er af Amatyst, i en Trone af gule Roser, og række Hånden ud mod +mig, når jeg stiger ind, hilse og råbe Velkommen, når jeg nærmer mig og +knæler: Velkommen, Ridder, til mig og mit Land! Jeg har ventet dig i tyve +Somre og kaldet dig i alle lyse Nætter, og når du sørged, har jeg grædt +herinde, og når du sov, har jeg åndet dig dejlige Drømme ind! . . . . Og +den skønne tager min Hånd og følger mig, leder mig frem gennem lange Gange, +hvor store Menneskeskarer råber Hurra, gennem lyse Haver, hvor tre hundrede +unge Piger leger og ler, ind i en anden Sal, hvor alt er af lysende +Smaragd. Solen skinner herinde, i Gallerier og Gange går hendragende Kor af +Musik, Strømme af Duft slår mig imøde. Jeg holder hendes Hånd i min, og jeg +føler i mit Blod Forhekselsens vilde Dejlighed fare; jeg lægger min Arm om +hende, og hun hvisker: Ikke her, kom længer endnu! Og vi stiger ind i den +røde Sal, hvor alt er Rubin, en frådende Herlighed, hvori jeg synker om. Da +føler jeg hendes Arme om mig, hun ånder henover mit Ansigt, hvisker: +Velkommen, Elskede! Kys mig! Mer . . . . mer . . . . + +Jeg ser fra min Bænk Stjærner for mine Øjne, og min Tanke stryger ind i en +Orkan af Lys . . . . + +Jeg var falden i Søvn, der jeg lå, og blev vækket af Konstablen. Der sad +jeg, ubarmhjærtigen kaldt tilbage til Livet og Elendigheden. Min første +Følelse var en stupid Forbauselse over at finde mig selv ude under åben +Himmel, men snart afløstes denne af et bittert Mismod; jeg var lige ved at +græde af Sorg over endnu at være ilive. Det havde regnet, mens jeg sov, +mine Kiæder var ganske gennemvåde, og jeg følte en rå Kulde i mine Lemmer. +Mørket var bleven end tættere, det var med Nød jeg kunde skimte Konstablens +Ansigtstræk foran mig. + +»Såh,« sagde han, »stå nu op!« + +Jeg rejste mig straks; om han havde befalet mig at lægge mig ned igen, +havde jeg også adlydt. Jeg var meget nedstemt og ganske uden Kraft, dertil +kom, at jeg næsten øjeblikkelig begyndte at føle Sulten igen. + +»Vent lidt!« råbte Konstablen efter mig, »Di går jo fra Demses Hat, Tosken! +Såh, gå nu!« + +»Jeg syntes nok også, der var noget, jeg ligesom — ligesom havde glemt,« +stammed jeg fraværende. »Tak. Godnat.« + +Og jeg sjangled afsted. + +Den, som nu havde sig lidt Brød at tage til! Et sådant dejligt lidet +Rugbrød, som man kunde bide over, mens man gik i Gaderne! Og jeg gik og +tænkte mig netop den særlige Sort Rugbrød, som det skulde være så usigeligt +godt at få gnave. Jeg sulted bitterlig, ønsked mig død og borte, blev +sentimental og græd. Det blev aldrig Ende på min Elendighed! Så med en Gang +standsed jeg op på Gaden, stamped i Brostenene og bandte hojt. Hvad var +det, han havde kaldt mig? Tosken? Jeg skal vise den Konstabel, hvad det vil +sige at kalde mig Tosken! Dermed vendte jeg om og løb tilbage. Jeg følte +mig blussende hed af Vrede. Nede i Gaden snubled jeg og faldt, men jeg +ændsed det ikke, sprang op igen og løb. Nede ved Jærnbanetorvet var jeg +imidlertid ble ven så træt, at jeg følte mig ikke istand til at fortsætte +helt ned til Bryggen; min Vrede havde desuden taget af under Løbet. Endelig +standsed jeg og trak Vejret. Kunde det ikke også være ganske ligegyldigt, +hvad en sådan Konstabel havde sagt? — Ja, men jeg tålte ikke alt! — +Rigtignok! afbrød jeg mig selv; men han vidste ikke bedre! — Og denne +Undskyldning fandt jeg tilfredsstillende; jeg gentog to Gange for mig selv: +Han vidste ikke bedre! Dermed vendte jeg atter om. + +Gud, hvad du kan finde på! tænkte jeg harmfuldt; løbe om som en gal i slige +dyvåde Gader mørke Natten! Sulten gnaved mig ulideligen og lod mig ikke i +Ro. Atter og atter svælged jeg Spyt, for på den Måde at mætte mig lidt, og +jeg syntes, det hjalp. Det havde været for småt med Mad for mig i +mangfoldige Uger, før dette kom på, og Kræfterne havde taget betydeligt af +i det sidste. Når jeg havde været heldig at fået en Femkrone opdrevet ved +en eller anden Manøvre, vilde ikke gærne disse Penge vare så længe, at jeg +blev helt restitueret, før en ny Sultetid brød ind over mig og slog mig i +Knæ. Det havde faret værst med min Ryg og mine Skuldre; den Smule Gnaven i +Brystet kunde jeg også standse et Øjeblik, når jeg hosted rigtig hårdt, +eller når jeg gik dygtigt foroverbøjet; men Ryggen og Skuldrene havde jeg +ingen Råd for. Hvordan kunde det dog være, at det slet ikke vilde lysne for +mig? Var jeg måske ikke lige så berettiget til at leve som hvemsomhelst +anden, som Antikvarboghandler Pascha og Dampskibsekspeditør Hennechen? Om +jeg kanske ikke havde Skuldre som en Rise og to svære Arme at arbejde med, +og om jeg måske ikke havde søgt endog en Vedhuggerplads i Møllergaden, +forat tjene mit daglige Brød? Var jeg lad? Havde jeg ikke søgt Pladse og +hørt Forelæsninger og skrevet Avisartikler og læst og arbejdet Nat og Dag, +som en gal Mand? Og havde jeg ikke levet som en Gnier, spist Brød og Melk, +når jeg havde meget, Brød, når jeg havde lidet, og sultet, når jeg +ingenting havde? Boed jeg på Hotel, havde jeg en Suite Værelser i første +Etage? På et Udloft boed jeg, i et Blikkenslagerværksted, som Gud og +Hvermand havde rømt ud af sidste Vinter, fordi det sneed derind. Så jeg +kunde aldeles ikke begribe mig på det hele! + +Alt dette gik jeg og tænkte på, og der var ikke så meget som en Gnist af +Ondskab eller Misundelighed eller Bitterhed i min Tanke. + +Ved en Farvehandel standsed jeg og så indad Vinduet; jeg forsøgte at læse +Vignetterne på et Par hermetiske Dåser, men det var altfor mørkt. Ærgerlig +på mig selv for dette ny Påfund, og heftig, næsten vred over ikke at kunne +finde ud, hvad disse Dåser indeholdt, banked jeg én Gang i Vinduet og gik +videre. Oppe i Gaden så jeg en Politibetjent, jeg forstærked min Gang, gik +tæt hen til ham og sagde, uden ringeste Foranledning: + +»Klokken er ti.« + +»Nej, den er to,« svared han forundret. + +»Nej, den er ti,« sagde jeg, »Klokken er ti.« Og stønnende af Vrede trådte +jeg endnu et Par Skridt frem, knytted min Hånd og sagde: »Hør, ved De hvad +— Klokken er ti!« + +Han stod og overvejed en liden Stund, anskued min Person, stirred +forbløffet på mig. Endelig sagde han ganske stille: + +»I hvert Fald er det jo på Tiden, at Dere går hjem. Vil Di, atte jej ska’ +følle Dere?« + +Ved denne Venlighed blev jeg afvæbnet; jeg følte, at jeg fik Tårer i +Øjnene, og jeg skyndte mig at svare: + +»Nej, Tak! — Jeg har bare været lidt forsent ude . . . . på en Kafé +. . . . Jeg takker Dem så meget.« + +Han lagde Hånden på Hjælmen, da jeg gik. Hans Venlighed havde ganske +overvældet mig, og jeg græd, fordi jeg ikke ejed fem Kroner at give ham. +Jeg standsed og så efter ham, idet han langsomt vandred sin Vej, slog mig +for Panden og græd heftigere, efterhvert som han fjærned sig. Jeg skældte +mig ud for min Fattigdom, kaldte mig ved Øgenavne, opfandt desperate +Benævnelser, kostelige rå Fund af Skældsord, som jeg overdynged mig selv +med. Dette fortsatte jeg med, indtil jeg var næsten helt hjemme. Da jeg kom +til Porten opdaged jeg, at jeg havde tabt mine Nøgler. + +Ja, naturligvis! sagde jeg bittert til mig selv, hvorfor skulde jeg ikke +tabe mine Nøgler? Her bor jeg i en Gård, hvor der er en Stald nedenunder og +et Blikkenslagerværksted ovenpå; Porten er stængt om Natten, og ingen, +ingen kan lukke den op — hvorfor skulde jeg så ikke tabe mine Nøgler? Jeg +er våd som en Hund, lidt sulten, ganske bitte lidt sulten, og lidt +latterligt træt i Knæerne — hvorfor skulde jeg så ikke tabe dem? Hvorfor +kunde ikke egentlig hele Huset være flyttet ud i Aker, når jeg kom og +skulde ind? . . . . Og jeg lo ved mig selv, forhærdet af Sult og +Forkommenhed. + +Jeg hørte Hestene stampe inde i Stalden, og jeg kunde se mit Vindu ovenpå; +men Porten kunde jeg ikke åbne, og jeg kunde ikke slippe ind. Træt og +bitter i Sind bestemte jeg mig derfor til at gå tilbage til Bryggen og lede +efter mine Nøgler. + +Det var igen begyndt at regne, og jeg følte allerede Vandet trække igennem +på mine Skuldre. Ved Rådstuen fik jeg med en Gang en lys Idé: jeg vilde +anmode Politiet om at åbne Porten. Jeg henvendte mig straks til en +Konstabel og bad ham indstændigt om at følge med og lukke mig ind, hvis han +kunde. + +Hja, hvis han kunde, ja! Men han kunde ikke, han havde ingen Nøgle. +Politiets Nøgler var ikke her, de var i Detektivafdelingen. + +Hvad skulde jeg da gøre.? + +Hja, jeg fik gå til et Hotel og lægge mig. + +Men jeg kunde virkelig ikke gå til et Hotel og lægge mig; jeg havde ingen +Penge. Jeg havde været ude . . . . på en Kafé . . . . han forstod jo nok +. . . . + +Vi stod der en liden Stund på Rådstuens Trappe. Han overvejed og betænkte +sig og anskued min Person. Regnen strømmed ned udenfor os. + +»Så får Di gå ind til Vagthavende og mælle Dere som husvild,« sagde han. + +Som husvild? Det havde jeg ikke tænkt på. Ja, Død og Plage, det var en god +Idé! Og jeg takked Konstablen på Stedet for dette fortrinlige Påfund. Om +jeg bare simpelthen kunde gå ind og sige, at jeg var husvild? + +Simpelthen! . . . . + +»Navn?« spurgte Vagthavende. + +»Tangen — Andreas Tangen.« + +Jeg ved ikke, hvorfor jeg løj. Min Tanke flagred opløst om og gav mig flere +Indfald, end jeg skøtted om; jeg hitted dette fjærntliggende Navn i +Øjeblikket og slynged det ud, uden nogen Beregning. Jeg løj uden +Nødvendighed. + +»Bestilling?« + +Dette var at sætte mig Stolen for Døren. Hm. Bestilling! Hvad _var_ min +Bestilling? Jeg tænkte først at gøre mig til Blikkenslager, men voved det +ikke; jeg havde givet mig et Navn, som ikke enhver Blikkenslager har, +desuden bar jeg Briller på Næsen. Da faldt det mig i Sinde at være +dumdristig, jeg trådte et Skridt frem og sagde fast og højtideligt: + +»Journalist.« + +Vagthavende gjorde et Ryk på sig, før han skrev, og stor som en husvild +Statsråd stod jeg foran Skranken. Det vakte ingen Mistanke; Vagthavende +kunde nok så godt forstå, at jeg nøled med mit Svar. Hvad ligned det, en +Journalist på Rådstuen, uden Tag over Hovedet! + +»Ved hvilket Blad — Hr. Tangen?« + +»Ved »Morgenbladet«,« sagde jeg. »Desværre har jeg været lidt forsent ude +iaften . . .« + +»Ja, det taler vi ikke om!« afbrød han, og han lagde til med et Smil: »Når +Ungdommen er ude . . . . vi forstår . . . .« Henvendt til en Konstabel +sagde han, idet han rejste sig og bukked høfligt for mig: »Vis den Herre op +i den reserverede Afdeling. Godnat!« + +Jeg følte mig kold nedad Ryggen over min egen Dristighed, og jeg knytted +Hænderne, der jeg gik, for at stive mig op. Havde jeg endda ikke blandet +»Morgenbladet« ind! Jeg vidste, at Friele kunde skære Tænder, og da Nøglen +gnissed i Låsen, mindedes jeg ved Lyden derom. + +»Gassen brænder i ti Minutter,« sagde Konstablen endnu i Døren. + +»Og så slukkes den?« + +»Så slukkes den.« + +Jeg satte mig på Sengen og horte, hvor Nøglen blev vreden om. Den lyse +Celle så venlig ud; jeg følte mig godt og vel i Hus og lytted med Velbehag +til Regnen udenfor. Jeg skulde ikke ønske mig noget bedre end en sådan +koselig Celle! Min Tilfredshed steg; siddende på Sengen med Hatten i Hånden +og med Øjnene heftet på Gasflammen henne i Væggen, gav jeg mig til at +eftertænke Momenterne i min første Befatning med Politiet. Dette var den +første, og hvor havde jeg ikke narret det! Journalist Tangen, hvadbehager? +Og så »Morgenbladet«! Hvor havde jeg ikke rammet Manden lige i Hjærtet med +»Morgenbladet«! Det taler vi ikke om, hvad? Siddet i Stiftsgården i Galla +til Klokken to, glemt Portnøglen og en Lommebog på nogle tusind Kroner +hjemme! Vis den Herre op i den reserverede Afdeling . . . . + +Så slukner pludseligt Gassen, så forunderlig pludseligt, uden at tage af, +uden at svinde ind; jeg sidder i dybt Mørke, jeg kan ikke se min Hånd, ikke +de hvide Vægge omkring mig, intet. Der var ikke noget andet at gøre end at +gå tilsengs. Og jeg klædte mig af. + +Men jeg var ikke søvntræt og kunde ikke sove. Jeg blev liggende en Tid at +se ind i Mørket, dette tykke Massemørke, som ingen Bund havde, og som jeg +ikke kunde begribe. Min Tanke kunde ikke fatte det. Det var mig uden al +Måde mørkt, og jeg følte dets Nærvær trykke mig. Jeg lukked Øjnene, gav mig +til at synge halvhøjt og kasted mig frem og tilbage på Briksen, forat +adsprede mig; men uden Nytte. Mørket havde besat min Tanke og lod mig ikke +et Øjeblik i Fred. Hvad om jeg selv var bleven opløst til Mørke, gjort til +ét med det? Jeg rejser mig op i Sengen og slår ud med Armene. + +Min nervøse Tilstand havde ganske taget Overhånd, og det hjalp ikke, +hvormeget jeg forsøgte at modarbejde den. Der sad jeg, et Bytte for de +særeste Fantasier, tyssende på mig selv, nynnende Vuggesange, svedende af +Anstrængelse for at bringe mig i Ro. Jeg stirred ud i Mørket, og jeg havde +aldrig i mine Levedage set et sådant Mørke. Der var ingen Tvivl om, at jeg +her befandt mig foran en egen Sort af Mørke, et desperat Element, som ingen +tidligere havde været opmærksom på. De latterligste Tanker sysselsatte mig, +og hver Ting gjorde mig bange. Det lille Hul i Væggen ved min Seng +beskæftiger mig meget, et Spigerhul, jeg finder, et Mærke i Muren. Jeg +føler på det, blæser i det og søger at gætte mig dets Dybde. Det var ikke +noget uskyldigt Hul, slet ikke; det var et rigtig intrikat og +hemmelighedsfuldt Hul, som jeg måtte vogte mig for. Og besat af Tanken på +dette Hul, helt fra mig selv af Nysgærrighed og Frygt, måtte jeg tilsidst +stå op af Sengen og finde fat på min halve Pennekniv, forat måle dets Dybde +og forvisse mig om, at det ikke førte helt ind til Sidecellen. + +Jeg lagde mig tilbage, forat forsøge at falde i Søvn, men i Virkeligheden +for atter at kæmpe med Mørket. Regnen havde ophørt udenfor, og jeg hørte +ikke en Lyd. En Tidlang vedblev jeg at lytte efter Fodtrin på Gaden, og jeg +gav mig ikke Fred, førend jeg havde hørt en Fodgænger gå forbi, efter Lyden +at dømme en Konstabel. Pludselig knipser jeg i Fingrene flere Gange og ler. +Det var da som bare Fan! Ha! — Jeg indbildte mig at have fundet et nyt +Ord. Jeg rejser mig op i Sengen og siger: Det findes ikke i Sproget, jeg +har opfundet det, _Kuboå_. Det har Bogstaver som et Ord, ved sødeste Gud, +Mand, du har opfundet et Ord . . . . _Kuboå_ . . . . af stor grammatikalsk +Betydning . . . . + +Jeg sidder med åbne Øjne, forbauset over mit Fund, og ler af Glæde. Så +begynder jeg at hviske; man kunde belure mig, og jeg agted at holde min +Opfindelse hemmelig. Jeg var kommet ind i Sultens glade Vanvid; jeg var tom +og smærtefri, og min Tanke var uden Tøjler. Jeg overlægger i Stilhed med +mig selv. Med de mest forunderlige Spring i min Tankegang søger jeg at +udgranske Betydningen af mit ny Ord. Det behøved ikke at betyde hverken Gud +eller Tivoli, og hvem havde sagt, at det skulde betyde Dyrskue? Jeg knytter +Hånden heftigt og gentager en Gang til: Hvem har sagt, at det skal betyde +Dyrskue? Når jeg betænkte mig ret, var det ikke engang absolut nødvendigt, +at det betød Hængelås eller Solopgang. Et sådant Ord, som dette, var det +ikke vanskeligt at finde Mening til. Jeg vilde vente og se Tiden an. +Imidlertid kunde jeg sove på det. + +Jeg ligger der på Briksen og småler, men siger ingenting, udtaler mig ikke +hverken fra eller til. Der går nogle Minutter, og jeg blir nervøs, det ny +Ord plager mig uden Ophør, vender altid tilbage, bemægtiger sig tilsidst al +min Tanke og gør mig alvorlig. Jeg havde opgjort mig en Mening om, hvad det +ikke skulde betyde, men ikke fattet nogen Bestemmelse om, hvad det skulde +betyde. Det er et Bispørgsmål! sagde jeg højt til mig selv, og jeg griber +mig i Armen og gentager, at det var et Bispørgsmål. Ordet var Gudskelov +fundet, og det var Hovedsagen. Men Tanken plager mig endeløst og hindrer +mig fra at falde i Søvn; intet var mig godt nok for dette ualmindeligt +sjældne Ord. Endelig rejser jeg mig atter op i Sengen, griber mig med begge +Hænder om Hovedet og siger: Nej, det er jo det, som netop er umuligt, at +lade det betyde Emigration eller Tobaksfabrik! Havde det kunnet betyde +noget sådant som dette, vilde jeg for længe siden have bestemt mig herfor +og taget Følgerne. Nej, egentlig var Ordet egnet til at betyde noget +_sjæleligt_, en Følelse, en Tilstand — om jeg ikke kunde forstå det? Og +jeg husker mig om, forat finde noget sjæleligt. Da forekommer det mig, at +nogen taler, blander sig ind i min Passiar, og jeg svarer vredt: +Hvadbehager? Nej, din idiotiske Mage findes ikke! Strikkegarn? Å, rejs til +Helvede! Nu måtte jeg rigtig le! Om jeg måtte spørge: Hvorfor skulde jeg +være forpligtet til at lade det betyde Strikkegarn, når jeg specielt havde +imod, at det betød Strikkegarn? Jeg havde selv opfundet Ordet, og jeg var i +min gode Ret til at lade det betyde hvadsomhelst for den Skyld. Såvidt jeg +vidste, havde jeg ikke endnu udtalt mig . . . . + +Men mer og mer kom min Hjærne i Vildrede. Tilsidst sprang jeg ud af Sengen, +forat finde Vandledningen. Jeg var ikke tørst, men mit Hoved stod i Feber, +og jeg følte en instinktsmæssig Trang til Vand. Da jeg havde drukket, gik +jeg igen tilsengs og bestemte mig til med Vold og Magt at ville sove. Jeg +lukked Øjnene og tvang mig til at være rolig. Så lå jeg i flere Minutter, +uden at gøre en Bevægelse, jeg blev sved, og jeg følte Blodet støde heftigt +gennem Årene. Nej, det var dog altfor kosteligt, at han kunde lede efter +Penge i det Kræmmerhus! Han hosted også blot én Gang. Mon han går dernede +endnu? Sidder på min Bænk? . . . . Det blå Perlemor . . . . Skibene . . . . + +Jeg åbned Øjnene. Hvor kunde jeg også holde dem lukket, når jeg ikke kunde +sove? Og det samme Mørke ruged omkring mig, samme uudgrundelige sorte +Evighed, som min Tanke stejled imod og ikke kunde fatte. Hvad kunde jeg dog +ligne det med? Jeg gjorde de mest fortvivlede Anstrængelser, forat finde et +Ord, der var sort nok til at betegne mig dette Mørke, et Ord så grusomt +sort, at det kunde sværte min Mund, når jeg nævnte det. Herregud, hvor det +var mørkt! Og jeg bringes igen til at tænke på Havnen, på Skibene, de sorte +Uhyrer, der lå og vented på mig. De vilde suge mig til sig og holde mig +fast og sejle med mig over Land og Hav, gennem mørke Riger, som ingen +Mennesker har set. Jeg føler mig ombord, trukket tilvands, svævende i +Skyerne, dalende, dalende . . . . Jeg giver et hæst Skrig af Angst og +hugger mig fast i Sengen; jeg havde gjort sådan farlig Rejse, suset ned +gennem Luften som en Byldt. Hvor følte jeg mig ikke frelst, da jeg slog +Hånden mod den hårde Briks! Således er det at dø, sagde jeg til mig selv, +nu skal du dø! Og jeg lå en liden Stund og tænkte over dette, at nu skulde +jeg dø. Da rejser jeg mig op i Sengen og spørger strængt: Hvem sagde, at +jeg skulde dø? Har jeg selv fundet Ordet, så er jeg i min gode Ret til selv +at bestemme, hvad det skal betyde . . . . Jeg hørte selv, at jeg +fantasered, hørte det endnu mens jeg talte. Min Galskab var et Delirium af +Svaghed og Udmattelse, men jeg var ikke sandsesløs. Og den Tanke fôr mig +med ét gennem Hjærnen, at jeg var bleven vanvittig. Greben af Rædsel farer +jeg ud af Sengen. Jeg raver hen til Døren, som jeg prøver at åbne, kaster +mig et Par Gange mod den, forat sprænge den, støder mit Hoved mod Væggen, +jamrer højt, bider mig i Fingrene, græder og bander . . . . + +Alting var roligt; kun min egen Stemme kastedes tilbage fra Murene. Jeg var +falden om på Gulvet, ude af Stand til længer at tumle om i Cellen. Da +skimter jeg højt oppe, midt for mine Øjne, en grålig Kvadrat i Væggen, en +Tone af hvidt, en Anelse — det var Dagslyset. Jeg følte, at det var +Dagslyset, følte det med hver Pore i mit Legeme. Å, hvor ånded jeg ikke +dejligt ud! Jeg kasted mig flad på Gulvet og græd af Glæde over dette +velsignede Skimt af Lys, hulked af Taknemmelighed, kyssed mod Vinduet og +bar mig ad som en gal. Og jeg var mig også i dette Øjeblik bevidst, hvad +jeg gjorde. Alt Mismod var med engang borte, al Fortvivlelse og Smærte +ophørt, og jeg havde i denne Stund ikke et Ønske uopfyldt, så vide min +Tanke kunde gå. Jeg satte mig overende på Gulvet, folded Hænderne og vented +tålmodig på Dagens Frembrud. + +Hvilken Nat havde ikke dette været! At man dog ikke har hørt nogen Larm, +tænkte jeg forundret. Men jeg var jo også i den reserverede Afdeling, højt +over alle Fanger. En husvild Statsråd, om jeg så måtte sige. Stadigt i den +bedste Stemning, med Øjnene vendt mod den lysere og lysere Rude i Muren, +mored jeg mig selv med at agere Statsråd, kaldte mig von Tangen og lagde +min Tale i Departementsstil. Mine Fantasier havde ikke hørt op, kun var jeg +langt mindre nervøs. Om jeg ikke havde begået den beklagelige Tankeløshed +at lægge min Lommebog hjemme! Om jeg ikke måtte have den Ære at bringe Hr. +Statsråden tilsengs? Og i yderste Alvor, med mange Ceremonier gik jeg hen +til Briksen og lagde mig. + +Det var nu bleven så lyst, at jeg kunde nogenlunde skimte Cellens Omrids, +og lidt efter kunde jeg se det svære Håndtag i Døren. Dette adspreded mig; +det ensformige Mørke, så irriterende tykt, at det hindred mig fra at se mig +selv, var brudt; mit Blod blev roligere, og snart følte jeg mine Øjne +lukkes. + + * * * + +Jeg vækkedes af et Par Slag i min Dør. I al Hast sprang jeg op og klædte +mig skyndsomt på; mine Klæder var endnu gennemvåde fra igåraftes. + +»Di vil mælle Dere nede hos Jourhavende,« sagde Konstablen. + +Var der altså igen Formaliteter at gennemgå! tænkte jeg bange. + +Jeg kom ind i et stort Rum nedenunder, hvor tredive eller firti Mennesker +sad, alle husvilde. Og en for en blev de råbt op af Protokollen, en for en +fik de en Billet til Mad. Jourhavende sagde stadig væk til Konstablen ved +sin Side: + +»Fik han en Billet? Ja, glem ikke at give dem Billetter. De ser ud til at +trænge et Måltid.« + +Og jeg stod og så på disse Billetter og ønsked mig en. + +»Andreas Tangen, Journalist!« + +Jeg trådte frem og bukked. + +»Kære, hvordan kan _De_ være kommen her?« + +Jeg forklared den hele Sammenhæng, gav den samme Historie som igåraftes, +løj med åbne Øjne og uden at blinke, løj med Oprigtighed: Været lidt +forsent ude, desværre . . . . på en Kafé . . . . mistet Portnøglen . . . . + +»Ja,« sagde han og smilte, »således er det! Har de sovet godt da?« + +»Som en Statsråd!« svaredjeg. »Som en Statsråd!« + +»Det glæder mig!« sagde han og rejste sig. »Godmorgen!« + +Og jeg gik. + +En Billet, en Billet også til mig! Jeg har ikke spist på over tre lange +Dage og Nætter. Et Brød! Men der var ingen, som bød mig en Billet, og jeg +turde ikke begære en. Det vilde øjeblikkelig vakt Mistanke. Man vilde +begynde at grave i mine private Forhold og finde ud, hvem jeg virkelig var; +man vilde arrestere mig for falske Foregivender. — Med løftet Hoved, med +millionær Holdning og Hænderne heftet i mit Frakkefald skrider jeg ud af +Rådstuen. + +Solen skinned allerede varmt, Klokken var ti, og Trafiken på Youngstorvet +var i fuld Bevægelse. Hvor skulde jeg tage Vejen? Jeg klapper på Lommen og +føler efter mit Manuskript; når Klokken blev elleve, vilde jeg forsøge at +træffe Redaktøren. Jeg står en Stund på Ballustraden og iagttager Livet +nedenunder mig; imens var det begyndt at dampe af mine Klæder. Hungeren +indfandt sig igen, gnaved mig i Brystet, rykked, gav mig små fine Stik, som +smærted mig. Havde jeg virkelig ikke en Ven, en Bekendt, jeg kunde henvende +mig til? Jeg leder i min Hukommelse, forat finde en Mand på ti Øre, og +finder ham ikke. Det var dog en dejlig Dag; der var megen Sol og meget Lys +omkring mig; Himlen strømmed som et fint Hav henover Lierfjældene . . . . + +Jeg var uden at vide det på Vejen hjem. + +Jeg sulted svare, og jeg fandt mig på Gaden en Træspån at tygge på. Det +hjalp. At jeg dog ikke havde tænkt på det før! + +Porten var åben, Staldkarlen hilste som sædvanligt Godmorgen. + +»Fint Vejr!« sagde han. + +»Ja« svared jeg. Det var alt, jeg fandt at sige. Kunde jeg bede ham om at +låne mig en Krone? Han gjorde det vist så gærne, hvis han kunde. Jeg havde +desuden engang skrevet et Brev for ham. + +Han stod og smagte på noget, han vilde sige. + +»Fint Vejr, ja. Hm. Jeg skulde betale Værtinden min idag, Di kunde vel ikke +være så snil at låne mig fem Kroner, vel? Bare på no’en Da’er. Di har +gjort mig en Tjeneste før, Di.« + +»Nej, det kan jeg virkelig ikke, Jens Olaj,« svared jeg. »Ikke nu. Måske +senerehen, måske i Eftermiddag.« Og jeg sjangled opad Trappen til mit +Værelse. + +Her kasted jeg mig på min Seng og lo. Hvor svineheldigt var det ikke, at +han var kommet mig i Forkøbet! Min Ære var reddet. Fem Kroner — Gud bevare +dig, Mand! Du kunde lige så gærne spurgt mig om fem Aktier i Dampkøkkenet +eller en Herregård ude i Aker. + +Og Tanken på disse fem Kroner fik mig til at le højere og højere. Var jeg +dog ikke en Pokkers Karl, hvad? Fem Kroner! Jo, her var rette Manden! Min +Lystighed steg, og jeg gav mig hen i den: Fy, Fan, for Madlugt her er! +Rigtig fersk Karbonadelugt, siden Middagen, fyh! Og jeg støder Vinduet op, +forat lufte ud den afskyelige Lugt. Opvarter, en halv Bif! Henvendt til +Bordet, dette skrøbelige Bord, som jeg måtte støtte med Knæerne, når jeg +skrev, bukked jeg dybt og spurgte: Tør jeg spørge, vil De drikke et Glas +Vin? Ikke? Jeg er Tangen, Statsråd Tangen. Desværre har jeg været lidt +forsent ude . . . . Portnøglen . . . . + +Og uden Tøjler løb min Tanke igen ud på vildsomme Veje. Jeg var mig stadigt +bevidst, at jeg talte usammenhængende, og jeg sagde ikke et Ord, uden at +jeg hørte og forstod det. Jeg sagde til mig selv: Nu taler du +usammenhængende igen! Og jeg kunde dog ikke hjælpe for det. Det var som at +ligge vågen og tale i Søvne. Mit Hoved var let, uden Smærte og uden et +Tryk, og mit Sind var uden Skyer. Jeg sejled afsted, og jeg gjorde ingen +Modstand. + +Kom ind! Jo, kom bare ind! Som de ser, alt af Rubin. Ylajali, Ylajali! Den +røde, skummende Silkedivan! Hvor heftigt hun ånder! Kys mig, Elskede! mer! +mer! Dine Arme er som hvidt Rav, din Mund blusser . . . . Opvarter, jeg bad +om en Bif . . . . + +Solen skinned indad mit Vindu, nedenunder hørte jeg Hestene tygge Havre. +Jeg sad og gumled på min Træspån, oprømt, glad i Sind som et Barn. Stadig +væk havde jeg følt efter Manuskriptet; jeg havde det ikke én Gang i Tanken, +men Instinktet sagde mig, at det var til, mit Blod minded mig om det. Og +jeg trak det frem. + +Det var bleven vådt, og jeg bredte det ud og lagde det hen i Sollyset. +Derpå gav jeg mig til at vandre frem og tilbage i mit Værelse. Hvor alt så +nedslående ud! Omkring på Gulvet små nedtrampede Levninger af Blikplader; +men ikke en Stol at sidde på, ikke engang en Spiger i de nøgne Vægge. Alt +var bragt til »Onkels« Kælder og fortæret. Et Par Ark Papir på Bordet, +belagt med tykt Støv, var al min Ejendom; det gamle, grønne Tæppe på Sengen +havde Hans Pauli lånt mig for nogle Måneder siden . . . . Hans Pauli! Jeg +knipser i Fingrene. Hans Pauli Pettersen skal hjælpe mig! Og jeg husker mig +om efter hans Adresse. Hvor kunde jeg dog glemme Hans Pauli! Han vilde +sikkert blive meget vred, fordi jeg ikke havde henvendt mig til ham straks. +Hurtigt tager jeg min Hat på, samler Manuskriptet op, stikker det i Lommen +og haster nedad Trappen. + +»Hør, Jens Olaj,« råbte jeg ind i Stalden, »jeg tror ganske sikkert, jeg +kan hjælpe dig i Eftermiddag!« + +Kommen til Rådstuen ser jeg, at Klokken er over elleve, og jeg bestemmer +mig til at gå indom Redaktionen med det samme. Udenfor Kontordøren standsed +jeg, forat undersøge om mine Papirer lå efter Pagina; jeg glatted dem +omhyggeligt ud, stak dem igjen i Lommen og banked på. Mit Hjærte klapped +hørligt, da jeg trådte ind. + +Saksen er som sædvanlig tilstede. Jeg spørger frygtsomt efter Redaktøren. +Intet Svar. Manden sidder og borer efter Smånyt i Provinsaviserne. + +Jeg gentager mit Spørgsmål og stiger længer frem. + +Redaktøren var ikke kommet, sagde endelig Saksen, uden at se op. + +Om hvornår han kom? + +Kunde ikke sige det, kunde aldeles ikke sige det, Di. + +Hvorlænge var Kontoret åbent? + +Herpå fik jeg intet Svar, og jeg måtte gå. Saksen havde ikke kastet et Blik +på mig under det hele; han havde hørt min Stemme og genkendt mig på den. Så +ilde set er du her, tænkte jeg, man gider ikke engang svare dig. Mon det er +Ordre fra Redaktøren? Jeg havde rigtignok også, lige siden min berømte +Føljeton til ti Kroner blev antagen, oversvømmet ham med Arbejder, rændt på +hans Døre næsten hver Dag med ubrugbare Ting, som han havde måttet læse +igennem og give mig tilbage. Han vilde kanske have en Ende på det, tage +sine Forholdsregler . . . . Jeg begav mig på Vejen ud i Homandsbyen. + +Hans Pauli Pettersen var en Bondestudent på Kvisten i en fem Etages Gård, +altså var Hans Pauli Pettersen en fattig Mand. Men havde han en Krone, så +vilde han ikke spare den. Jeg vilde få den lige så sikkert, som jeg havde +den i Hånden. Og jeg gik og glæded mig til denne Krone den hele Vej og +følte mig vis på at få den. Da jeg kom til Gadedøren, var den stængt, og +jeg måtte ringe på. + +»Jeg ønsker at tale med Student Pettersen,« sagde jeg og vilde ind; »jeg +ved hans Værelse.« + +»Student Pettersen?« gentager Pigen. Om det var ham, som boed på Kvisten? +Han var flyttet. Ja, hun vidste ikke hvorhen; men han havde bedt om at få +sine Breve sendt ned til Hermansen i Toldbodgaden, og Pigen nævnte Numret. + +Jeg går fuld af Tro og Håb helt ned i Toldbodgaden, forat spørge om Hans +Paulis Adresse. Dette var min sidste Udvej, og jeg måtte udnytte den. +Undervejs kom jeg forbi et nys opført Hus, hvor et Par Snedkere stod og +høvled udenfor. Jeg tog i Dyngen et Par blanke Spåner, stak den ene i +Munden og gæmte den anden i Lommen til senere. Og jeg fortsatte min Vej. +Jeg stønned af Hunger. Ved en Bagerbutik havde jeg set et forunderlig stort +ti Øres Brød i Vinduet, det største Brød, som kunde fåes for den Pris +. . . . + +»Jeg kommer, forat få vide Student Pettersens Adresse.« + +»Bernt Ankers Gade Numer 10. Kvisten.« — Om jeg skulde derud? Nå, så vilde +jeg måske være så snil at medtage et Par Breve, som var kommet? + +Jeg går atter op i Byen, den samme Vej, jeg var kommet, passerer igen +Snedkerne, som nu sad med sine Blikspand mellem Knæerne og spiste sin gode, +varme Dampkøkkenmiddag, kommer forbi Bagerbutiken, hvor Brødet endnu ligger +på sin Plads, og når endelig Bernt Ankers Gade, halvdød af Udmattelse. +Døren var åben, og jeg begiver mig opad de mange tunge Trapper til Kvisten. +Jeg tager Brevene op fra Lommen, for med ét Slag at sætte Hans Pauli i +Humør, når jeg kom ind. Han vilde vist ikke nægte mig denne Håndsrækning, +når jeg forklared ham Omstændighederne, aldeles ikke. Hans Pauli havde så +stort Hjærte, det havde jeg al tid sagt om ham . . . . + +På Døren fandt jeg hans Kort: »H. P. Pettersen, stud. theol. — rejst +hjem«. + +Jeg satte mig ned på Stedet, satte mig på det bare Gulv, dump træt, slagen +af Forkommenhed. Jeg gentager mekanisk et Par Gange: Rejst hjem! Rejst +hjem! Så tier jeg ganske stille. Der var ikke en Tåre i mine Øjne, jeg +havde ikke en Tanke og ikke en Følelse. Med opspærrede Øjne sad jeg og +stirred på Brevene, uden at foretage mig noget. Der gik ti Minutter, måske +tyve, eller mer, jeg sad der stadig på samme Plet og rørte ikke en Finger. +Denne dumpe Døs var næsten som en Blund. Så hører jeg nogen komme i +Trappen, jeg rejser mig og siger: + +»Det var Student Pettersen — jeg har to Breve til ham«. + +»Han er hjemrejst«, svarer Konen. »Men han kommer tilbage efter Ferierne. +Brevene kunde jo jeg tage, om De vilde.« + +»Ja, Tak, det var rigtigt godt«, sagde jeg, »så får han dem, når han +kommer. Der kunde være vigtige Ting i dem. Godmorgen!« + +Da jeg var kommet udenfor, standsed jeg og sagde højt midt på åben Gade, +idet jeg knytted Hænderne: Jeg skal sige dig et, min kære Herre Gud: du er +en Noksagt! Og jeg nikker rasende, med sammenbidte Tænder op mod Skyerne: +Du er Fan ta mig en Noksagt! + +Jeg gik så nogle Skridt og standsed igen. Idet jeg pludselig skifter +Holdning, folder jeg Hænderne, lægger mit Hoved påskakke og spørger med +sød, fromladen Stemme: Har du også henvendt dig til ham, mit Barn? + +Det lød ikke rigtigt. + +Med stor H, siger jeg, med H som en Domkirke! Op igen: Har du også anråbt +_Ham_, mit Barn? Og jeg sænker Hovedet og gør min Stemme begrædelig og +svarer: Nej! + +Det lød heller ikke rigtigt. + +Du kan jo ikke hykle, din Nar! _Ja_, skal du sige, ja, jeg har anråbt min +Gud Fader! og du skal få til den ynkeligste Melodi på dine Ord, som du +nogensinde har hørt. Så, op igjen! Ja, det var bedre. Men du må sukke, +sukke som en krampesyg Hest. Så! + +Der går jeg og underviser mig selv i Hykleri, stamper utålmodig i Gaden, +når jeg ikke får det til, og skælder mig ud for et Træhoved, mens de +forbausede forbigående vender sig om og betragter mig. + +Jeg tygged uafbrudt på min Høvlspån og sjangled så hurtigt, jeg kunde, +nedad Gaderne. Førend jeg selv vidste af det, var jeg helt nede ved +Jærnbanetorvet. Klokken viste halv to på Vor Frelsers. Jeg stod en Stund og +overvejed. En mat Sved trængte frem i mit Ansigt og sived ned i mine Øjne. +Følg med en Tur på Bryggen! sagde jeg til mig selv. Det vil sige, hvis du +har Tid? Og jeg bukked for mig selv og gik ned til Jærnbanebryggen. + +Skibene lå derude, Sjøen vugged i Solskinnet. Der var travl Bevægelse +overalt, pibende Dampfløjter, Dragere med Kasser på Skuldrene, muntre +Hejsesange fra Prammene. En Kagekone sidder i Nærheden af mig og luder med +sin brune Næse over sine Varer; det lille Bord foran hende er syndigt fuldt +af Lækkerier, og jeg vender mig bort i Uvilje. Hun fylder hele Kajen med +sin Madlugt; fyh, op med Vinduerne! Jeg henvender mig til en Herre, der +sidder ved min Side og forestiller ham indtrængende dette Misforhold med +Kagekoner her og Kagekoner der . . . . Ikke? Ja, men han måtte dog vel +indrømme, at . . . . Men den gode Mand aned Uråd og lod mig ikke engang +tale tilende, før han rejste sig og gik. Jeg rejste mig ligeledes og fulgte +ham, fast bestemt på at overbevise Manden om hans Fejltagelse. + +»Endog af Hensyn til de sanitære Forholde«, sagde jeg og klapped ham på +Skuldren . . . . + +»Undskyld, jeg er fremmed her og kender ikke noget til de sanitære +Forholde,« sagde han og stirred på mig i Rædsel. + +Nå, det forandred Sagen, når han var fremmed . . . . Om jeg ikke kunde +gjøre ham nogen Tjeneste? Vise ham omkring? Ikke? For det skulde være mig +en Fornøjelse, og det skulde jo ikke koste ham noget . . . . + +Men Manden vilde absolut blive af med mig og skråed hurtigt over Gaden til +det andet Fortoug. + +Jeg gik atter tilbage til min Bænk og satte mig. Jeg var meget urolig, og +den store Lire, som havde begyndt at spille lidt længer henne, gjorde mig +end værre. En fast, metallisk Musik, en Stump af Weber, hvortil en liden +Pige synger en sørgelig Vise. Det fløjteagtige, lidelsesfulde i Liren +risler mig gennem Blodet, mine Nerver begynder at dirre, som gav de +Genklang, og et Øjeblik efter falder jeg tilbage på Bænken, klynkende, +nynnende med. Hvad finder ikke éns Tanker på, når man sulter! Jeg føler mig +optagen i disse Toner, opløst til Tone, jeg strømmer ud, og jeg fornemmer +så tydeligt, hvorledes jeg strømmer, svævende højt over Bjærge, dansende +ind over lyse Zoner . . . . + +»En Øre!« siger den lille Lirepige og rækker sin Bliktalærken frem, »bare +en Øre!« + +»Ja,« svarer jeg ubevidst, og jeg sprang op og ransaged mine Lommer. Men +Barnet tror, at jeg blot vil holde Løjer med hende og fjærner sig straks, +uden at sige et Ord. Denne stumme Tålsomhed var mig for stor; havde hun +skældt mig ud, vilde det kommet belejligere; Smærten greb mig, og jeg råbte +hende tilbage. Jeg ejer ikke en Øre, sagde jeg, men jeg skal huske dig +siden, måske imorgen. Hvad hedder du? Ja, det var et pent Navn, jeg skulde +ikke glemme det. Altså imorgen . . . . + +Men jeg forstod godt, at hun ikke troed mig, uagtet hun ikke sagde et Ord, +og jeg græd af Fortvivlelse over, at denne lille Gadetøs ikke vilde tro +mig. Endnu engang råbte jeg hende tilbage, rev hurtigt min Frakke op og +vilde give hende min Vest. Jeg skal holde dig skadesløs, sagde jeg, vent +blot et Øjeblik . . . . + +Og jeg havde ingen Vest. + +Hvor kunde jeg også lede efter den! Der var gået Uger, siden den var i mit +Eje. Hvad gik der også af mig? Den forbausede Pige vented ikke længer, men +trak sig skyndsomt tilbage. Og jeg måtte lade hende gå. Folk stimled sammen +om mig og lo højt, en Politibetjent trænger sig hen til mig og vil vide, +hvad der er påfærde. + +»Ingen Ting,« svarer jeg, »slet ingen Ting! Jeg vilde blot give den lille +Pige derhenne min Vest . . . . til hendes Fader . . . . Det behøver De ikke +at stå og le ad. Jeg kunde bare gå hjem og tage en anden på.« + +»Ingen Opstyr på Gaden!« siger Konstablen. »Såh, marsch!« Og han puffer mig +afsted. »Er dette Demses Papirer?« råbte han efter mig. + +Ja, Død og Pine, min Avisartikel, mange vigtige Skrifter! Hvor kunde jeg +også være så uforsigtig . . . . + +Jeg får fat i mit Manuskript, forvisser mig om, at det ligger i Orden og +går, uden at standse et Øjeblik eller se mig omkring, op til +Redaktionskontoret. Klokken var nu fire på Vor Frelsers Ur. + +Kontoret er stængt. Jeg lister mig lydløst nedad Trapperne, bange som en +Tyv, og standser rådvild udenfor Porten. Hvad skulde jeg nu gøre? Jeg læner +mig ind til Muren, stirrer ned i Stenene og tænker efter. En Knappenål +ligger og skinner foran mine Fødder, og jeg bøjer mig ned og tager den op. +Hvad om jeg tog Knapperne udaf min Frakke, hvad vilde jeg få for dem? Det +vilde måske ikke nytte mig, Knapper var nu Knapper; men jeg tog og +undersøgte dem til alle Kanter og fandt dem så godt som nye. Det var en +heldig Idé alligevel, jeg kunde skære dem ud med min Pennekniv og bringe +dem hen i Kælderen. Håbet om, at jeg kunde sælge disse fem Knapper, oplived +mig straks, og jeg sagde: Se, se, det retter sig! Min Glæde tog Overhånd +med mig, og jeg gav mig straks til at tage Knapperne ud, en efter en. +Herunder holdt jeg følgende tyste Passiar: + +Ja, ser De, man er bleven lidt fattig, en øjeblikkelig Forlegenhed . . . . +Udslidte, siger De? De må ikke forsnakke Dem. Jeg vil se på den, som slider +mindre Knapper, end jeg. Går altid med Frakken åben, skal jeg sige Dem; det +er bleven en Vane hos mig, en Egenhed . . . . Nej, nej, når De ikke _vil_, +så! Men jeg skal have mine ti Øre for dem, mindst . . . . Nej, Herregud, +hvem har _sagt_, at de skal gøre det? De kan holde Deres Mund og lade mig +være i Fred . . . . Ja, ja, så kan De jo _hente_ Politiet, vel. Jeg skal +vente her, mens De er ude efter Konstablen. Og jeg skal ikke stjæle noget +fra Dem . . . . Nå, Goddag, Goddag! Mit Navn er altså Tangen, jeg har været +lidt forsent ude . . . . + +Så kommer der nogen i Trappen. Jeg er øjeblikkelig tilbage i Virkeligheden, +genkender Saksen og stikker Knapperne skyndsomt i Lommen. Han vil forbi, +besvarer ikke engang min Hilsen, får det pludselig så travlt med at se på +sine Negle. Jeg standser ham og spørger efter Redaktøren. + +»Ikke tilstede, Di.« + +»De lyver!« sagde jeg. Og med en Frækhed, som forundred mig selv, fortsatte +jeg: »Jeg må tale med ham; det er et nødvendigt Ærinde — Meddelelser fra +Stiftsgården.« + +»Ja, kan Di ikke sige det til mig, da?« + +»Til Dem?« sagde jeg og målte Saksen lidt med Øjnene. + +Det hjalp. Han fulgte straks med og åbned Døren. Nu sad mit Hjærte mig i +Halsen. Jeg bed Tænderne heftigt sammen, forat give mig Mod, banked på, og +trådte ind i Redaktørens Privatkontor. + +»Goddag! Er det Dem?« sagde han venligt. »Sid ned.« + +Havde han vist mig Døren, vilde det været kærkomnere; jeg følte Gråden og +sagde: + +»Jeg beder Dem undskylde . . . .« + +»Sæt Dem ned,« gentog han. + +Og jeg satte mig og forklared, at jeg igen havde en Artikel, som det var +mig magtpåliggende at få ind i hans Blad. Jeg havde gjort mig sådan Flid +med den, den havde kostet mig så megen Anstrængelse. + +»Jeg skal læse den,« sagde han og tog den. »Anstrængelse koster det Dem +vist alt, De skriver; men De er så altfor heftig. Når De bare kunde være +lidt besindigere! Der er formegen Feber. Imidlertid skal jeg læse den.« Og +han vendte sig igjen ind til Bordet. + +Der sad jeg. Turde jeg bede om en Krone? Forklare ham, hvorfor der altid +var Feber? Så vilde han ganske sikkert hjælpe mig; det var ikke første +Gang. + +Jeg rejste mig op. Hm! Men sidst, jeg var hos ham, havde han klaget sig for +Penge, endog sendt Regningsbudet ud, forat skrabe sammen til mig. Det vilde +måske blive samme Tilfældet nu. Nej, det skulde ikke ske! Så jeg slet ikke, +at han sad i Arbejde? + +»Var det ellers noget?« spurgte han. + +»Nej!« sagde jeg og gjorde min Stemme fast. »Hvornår må jeg få høre ind +igen?« + +»Å, nårsomhelst De går forbi,« svared han, »om et Par Dage eller så.« + +Jeg kunde ikke få min Begæring over Læberne. . Denne Mands Venlighed syntes +mig uden Grændser, og jeg skulde vide at påskønne den. Heller sulte +tildøde. Og jeg gik. + +Ikke engang, da jeg stod udenfor og igen følte Hungerens Anfald, angred jeg +at have forladt Kontoret uden at bede om denne Krone. Jeg tog den anden +Høvlspån op af Lommen og stak den i Munden. Det hjalp igen. Hvorfor havde +jeg ikke gjort det før? Du måtte skamme dig! sagde jeg højt; kunde det +virkelig falde dig ind at bede den Mand om en Krone og sætte ham i +Forlegenhed igen? Og jeg blev rigtig grov mod mig selv for den +Uforskammethed, som havde faldt mig ind. Det er ved Gud det sjofleste, jeg +endnu har hørt! sagde jeg; rænde på en Mand og næsten klore Øjnene ud på +ham, bare fordi du trænger en Krone, din elendige Hund! Så, marsch! +Hurtigere! Hurtigere, din Tamp! Jeg skal lære dig! + +Jeg begyndte at løbe, forat straffe mig selv, tilbagelagde i Sprang den ene +Gade efter den anden, drev mig fremad ved indædte Tilråb og skreg taust og +rasende til mig selv, når jeg vilde standse. Herunder var jeg kommet højt +op i Pilestrædet. Da jeg endelig stod stille, næsten grædefærdig af Vrede +over ikke at kunne løbe længer, dirred jeg over mit hele Legeme, og jeg +slængte mig ned på en Trappe. Nej, stop! sagde jeg. Og for rigtigt at plage +mig selv, rejste jeg mig atter op og tvang mig til at blive stående, og jeg +lo ad mig selv og gotted mig over min egen Forkommenhed. Endelig efter +flere Minutters Forløb gav jeg mig ved et Nik Tilladelse til at sætte mig; +endog da valgte jeg den ubekvemmeste Plads på Trappen. + +Herregud, det var dejligt at hvile! Jeg tørred Sveden af mit Ansigt og drak +store, friske Åndedrag ind. Hvor havde jeg ikke løbet! Men jeg angred det +ikke, det var vel fortjent. Hvorfor havde jeg også villet begære den Krone? +Nu så jeg Følgerne! Og jeg begyndte at tale mildt til mig selv, holde +Formaninger, som en Moder kunde gjort. Jeg blev mer og mer rørende, og træt +og kraftløs begyndte jeg at græde. En stille og inderlig Gråd, en indvendig +Hulken uden en Tåre. + +Et Kvarters Tid eller mer sad jeg på samme Sted. Folk kom og gik, og ingen +forulemped mig. Småbørn legte her og der omkring, en liden Fugl sang i et +Træ på den anden Side af Gaden. + +En Politikonstabel kommer henimod mig. + +»Hvorfor sitter Di her?« sagde han. + +»Hvorfor jeg sidder her?« spurgte jeg. »Af Lyst.« + +»Jeg har lagt Mærke til Dere den sidste Hal’time,« sagde han. »Di har sitti +her en hal’ Time?« + +»Så omtrent,« svared jeg. »Var det ellers noget?« Jeg rejse mig vredt og +gik. + +Kommen til Torvet, standsed jeg og så ned i Gaden. Af Lyst! Var nu også det +et Svar? Af Træthed! skulde du sagt, og du skulde gjort din Stemme +begrædelig — du er et Fæ, du lærer aldrig at hykle! — af Udmattelse! og +du skulde sukket som en Hest. + +Da jeg kom til Brandvagten, standsed jeg igen, greben af et nyt Indfald. +Jeg knipsed i Fingrene, slog i en høj Latter, som forbaused de forbigående, +og sagde: Nej, nu skal du virkelig gå ud til Præsten Levion. Det skal du +bitterdød gøre. Jo, bare forat forsøge. Hvad har du at forsømme med det? +Det er også sådant dejligt Vejr. + +Jeg gik ind i Paschas Boglade, fandt i Adressekalenderen Pastor Levions +Bopæl og begav mig derud. Nu gælder det! sagde jeg, far nu ikke med +Streger! Samvittighed, siger du? Ikke noget Sludder; du er for fattig til +at holde Samvittighed. Du er sulten, er du, kommen i et vigtigt Anliggende, +det første fornødne. Men du skal lægge Hovedet på Skuldren og sætte Melodi +på dine Ord. Det vil du ikke, hvad? Så går jeg ikke et Skridt videre, så +meget du ved det. Så: du er i en såre anfægtet Tilstand, kæmper med Mørkets +Magter og store, lydløse Uhyrer om Nætterne, så det er en Gru, hungrer og +tørster efter Vin og Mælk og får det ikke. Så langt er det kommet med dig. +Nu står du her og har ikke så godt som Spyt i Lampen. Men du tror på Nåden, +Gudskelov, du har ikke tabt Troen endda! Og da skal du slå Hænderne sammen +og se ud som en ren Satan til at tro på Nåden. Med Hensyn til Mammon, så +hader du Mammon under alle dens Skikkelser; en anden Sag er det med en +Salmebog, en Erindring til et Par Kroner . . . . Ved Præstens Dør standsed +jeg og læste: »Kontortid fra 12 til 4.« + +Fremdeles ikke noget Sludder! sagde jeg; nu gør vi Alvor af det! Så, ned +med Hovedet, lidt til . . . . og jeg ringte på til Familjelejligheden. + +»Jeg søger Pastoren,« sagde jeg til Pigen; men det var mig ikke muligt at +få Guds Navn med. + +»Han er gået ud,« svared hun. + +Gået ud! Gået ud! Det ødelagde hele min Plan, forrykked fuldstændigt alt, +jeg havde tænkt at sige. Hvad Nytte havde jeg så af denne lange Tur? Nu +stod jeg der. + +»Var det noget især?« spurgte Pigen. + +»Aldeles ikke!« svared jeg, »slet ikke! Det var bare sådant dejligt Guds +Vejr, og så vilde jeg gå herud og hilse på ham.« + +Der stod jeg og der stod hun. Jeg satte med Vilje Brystet frem, forat gøre +hende opmærksom på Knappenålen, der holdt min Frakke sammen; jeg bad hende +med Øjnene om at se, hvad jeg var kommet for; men Staklen forstod ingen +Ting. + +Et dejligt Guds Vejr, ja. Om ikke Fruen var hjemme heller? + +Jo, men hun havde Gigt, lå på en Sofa, uden at kunne røre sig . . . . Vilde +jeg måske lægge ned et Bud eller noget? + +Nej, slet ikke. Jeg bare tog slige Ture nu og da, fik lidt Motion. Det var +så bra efter Middagen. — + +Jeg begav mig på Vejen tilbage. Hvad vilde det føre til at passiare længer? +Desuden var jeg begyndt at føle Svimmelhed; det fejled ikke, jeg var i Færd +med at knække sammen for Alvor. Kontortid fra 12 til 4; jeg havde banket på +en Time forsent, Nådens Tid var omme! + +På Stortorvet satte jeg mig på en af Bænkene ved Kirken. Herregud, hvor det +begyndte at se sort ud for mig nu! Jeg græd ikke, jeg var for træt; udpint +til det yderste sad jeg der uden at foretage mig nogen Ting, sad urørlig og +sulted. Brystet var mest betændt, det sved aldeles besynderlig slemt +derinde. Det vilde heller ikke hjælpe længer at tygge Spån; mine Kæver var +trætte af det frugtesløse Arbejde, og jeg lod dem hvile. Jeg gav mig over. +Ovenikøbet havde en brun Appelsinskal, som jeg fandt på Gaden, og som jeg +straks gav mig til at gnave af, givet mig Kvalme. Jeg var syg; Pulsåren +svulmed blå på mine Håndled. + +Hvad havde jeg også egentlig nølet efter? Løbet om den hele Dag efter en +Krone, som kunde holde Liv i mig i nogle Timer længer. Var det i Grunden +ikke ligegyldigt, om det uundgåelige skete en Dag før eller en Dag senere? +Havde jeg opført mig som et ordentligt Menneske, var jeg gået hjem og lagt +mig til Ro for længe siden, overgivet mig. Min Tanke var i Øjeblikket klar. +Nu skulde jeg dø; det var i Høstens Tid, og alt var lagt i Dvale. Jeg havde +forsøgt hvert Middel, udnyttet hver Hjælpekilde, som jeg vidste om. Jeg +kæled sentimentalt med denne Tanke, og hver Gang, jeg endnu håbed på en +mulig Redning, hvisked jeg afvisende: Din Nar, du er jo allerede begyndt at +dø! Jeg burde skrive et Par Breve, have alt færdigt, gøre mig parat. Jeg +vilde vaske mig omhyggeligt og ordne smukt op i min Seng; mit Hoved vilde +jeg lægge på det Par Ark hvidt Skrivepapir, den reneste Ting jeg havde +igen, og det grønne Tæppe kunde jeg . . . . + +Det grønne Tæppe! Jeg blev med én Gang lys vågen, Blodet steg mig til +Hovedet, og jeg fik stærk Hjærteklap. Jeg rejser mig op fra Bænken og +begynder at gå, Livet rører sig påny i alle mine Fibrer, og jeg gentager +Gang på Gang de løsrevne Ord: Det grønne Tæppe! Det grønne Tæppe! Jeg går +hurtigere og hurtigere, som om det galdt at indhente noget, og står om en +kort Stund atter hjemme i mit Blikkenslagerværksted. + +Uden at standse et Øjeblik eller vakle i min Beslutning, går jeg bort til +Sengen og ruller Hans Paulis Tæppe sammen. Det skulde være underligt, om +ikke mit gode Indfald kunde redde mig! De dumme Betænkeligheder, som opstod +hos mig, halve indre Råb om et vist Brandmærke, det første sorte Tegn i min +Hæderlighed, hæved jeg mig uendeligt over; jeg gav det hele en god Dag. Jeg +var ingen Helgen, ingen Dydsidiot, jeg havde min Forstand i Behold . . . . + +Og jeg tog Tæppet under Armen og gik ned i Stenersgaden Numer 5. + +Jeg banked på og trådte ind i den store fremmede Sal, for første Gang; +Bjælden på Døren slog en hel Masse desperate Slag over mit Hoved. En Mand +kommer ind fra et Sideværelse, tyggende, med Munden fuld af Mad, og stiller +sig foran Disken. + +»Å, lån mig en halv Krones Penge på mine Briller!« sagde jeg; »jeg skal +løse dem ind om et Par Dage, sikkert.« + +»Hvad? Nej, det er jo Stålbriller?« + +»Ja.« + +»Nej, det kan jeg ikke.« + +»Å, nej. De kan vel ikke det. Det var i Grunden bare Spøg også. Nej, jeg +har et Tæppe med, som jeg egentlig ikke har noget Brug for længer, og det +faldt mig ind, at De kunde ville skille mig af med det.« + +»Jeg har desværre et helt Lager af Sengeklæder,« svared han, og da jeg +havde fået det oprullet, kasted han et eneste Blik på det og råbte: + +»Nej, undskyld, det har heller ikke jeg noget Brug for!« + +»Jeg vilde vise Dem den dårligste Side først,« sagde jeg; »det er meget +bedre på den anden Side.« + +»Ja, ja, det hjælper ikke, jeg vil ikke eje det, og De får ikke ti Øre for +det noget Sted.« + +»Nej, det er grejt, at det ikke er værd noget,« sagde jeg; »men jeg tænkte, +at det kunde gå under ét med et andet gammelt Tæppe på Auktionen.« + +»Ja, nej, det nytter ikke.« + +»Fem og tyve Øre?« sagde jeg. + +»Nej, jeg vil slet ikke have det, Mand, jeg vil ikke have det i Huset.« + +Så tog jeg atter Tæppet under Armen og gik hjem. + +Jeg lod som intet var hændt, bredte igen Tæppet over Sengen, glatted det +godt ud, som jeg plejed, og forsøgte at udslette ethvert Spor af min sidste +Handling. Jeg kunde umuligt have været ved min fulde Forstand i det +Øjeblik, da jeg fatted Beslutningen om at begå denne Kæltringstreg; jo mer +jeg tænkte herpå, des urimeligere forekom det mig. Det måtte være et Anfald +af Svaghed, en eller anden Slappelse i mit Indre, som havde overrumplet +mig. Jeg var heller ikke falden i denne Snare, det aned mig, at det +begyndte at bære galt afsted, og jeg havde udtrykkelig forsøgt med +Brillerne først. Og jeg glæded mig meget over, at jeg ikke havde fået +Anledning til at fuldbyrde denne Brøde, som vilde have flækket til de +sidste Timer, jeg leved. + +Og atter vandred jeg ud i Byen. + +Jeg slog mig påny ned på en Bænk ved Vor Frelsers Kirke, dused sammen, med +Hovedet på Brystet, slap efter den sidste Ophidselse, syg og forkommen af +Sult. Og Tiden gik. + +Jeg fik sidde også denne Time ud; det var lidt lysere ude end inde i Hus; +det forekom mig desuden, at det arbejded ikke fuldt så galt i Brystet ude i +fri Luft; jeg kom jo også tidsnok hjem. + +Og jeg dused og tænkte og led ganske hårdt. Jeg havde fundet mig en liden +Sten, som jeg pudsed af på mit Frakkeærme og stak i Munden, forat have +noget at gumle på; ellers rørte jeg mig ikke og flytted ikke engang Øjnene. +Mennesker kom og gik, Vognrammel, Hovtramp og Passiar fyldte Luften. + +Men jeg kunde jo forsøge med Knapperne? Det nytted naturligvis ikke, og +desuden var jeg så temmelig syg. Men når jeg ret betænkte mig, så skulde +jeg jo egentlig i Retning af »Onkel« — min egentlige »Onkel« — når jeg +gik hjem? + +Endelig rejste jeg mig og drog mig sent og tuslet henefter Gaderne. Det +begyndte at brænde over mine Øjenbryn, det trak op til Feber, og jeg +skyndte mig alt, jeg kunde. Atter kom jeg forbi Bagerbutiken, hvor Brødet +lå. Så, nu standser vi ikke her! sagde jeg med tilgjort Bestemthed. Men om +jeg nu gik ind og _bad_ om en Bid Brød? Det var en Strejftanke, et Glimt; +det faldt mig virkelig ind. Fy! hvisked jeg og rysted på Hovedet. Og jeg +gik videre. + +I Rebslagergangen stod der et Par elskende og hvisked inde i en Port; lidt +længer henne stak en Pige Hovedet ud af Vinduet. Jeg gik så sagte og +betænksomt, jeg så ud til at grunde på noget af hvert — og Pigen kom ud på +Gaden. + +»Hvordan er det med dig da, Gammeln? Hvad for noget, er du syg? Nej, Gud +hjælpe mig for et Ansigt!« Og Pigen trak sig skyndsomt tilbage. + +Jeg standsed med en Gang. Hvad var der ivejen med mit Ansigt? Var jeg +virkelig begyndt at dø? Jeg følte med Hånden opad Kinderne: mager, +naturligvis var jeg mager; Kinderne stod som to Skåler med Bunden ind; men +Herregud . . . . og jeg rusled atter ivej. + +Men jeg standsed igen. Jeg måtte være ganske ubegribelig mager. Og Øjnene +var på Vej ind gennem Hovedet. Hvordan så jeg egentlig ud? Det var nu som +hede Fan også, at man måtte lade sig levende vanskabe af bare Sult! Jeg +følte Raseriet endnu engang, dets sidste Opblussen, en Senetrækning. Hjælpe +os for et Ansigt, hvad? Her gik jeg med et Hoved, som der ikke fandtes Mage +til i Landet, med et Par Næver, som Gud forsyne mig kunde male Bybud til +Sigtemel, og sulted mig vanskabt midt i Kristiania By! Var der nogen Orden +og Måde i det? Jeg havde ligget i Sælen og slidt Nætter og Dage, som en +Mær, der slæber en Præst; jeg havde læst mig Øjnene ud af Skolten og sultet +mig Forstanden ud af Hjærnen — hvad Fan havde jeg igen for det? Endog +Gadetæverne bad Gud fri sig for Synet af mig. Men nu skulde det være stop +— forstår du det! — _stop_ skulde det Djævelen besætte mig være! . . . . +Med stadigt tiltagende Raseri, skærende Tænder under Følelsen af min +Mathed, under Gråd og Eder, vedblev jeg at buldre løs, uden at ændse Folk, +der gik forbi. Jeg begyndte igen at martre mig selv, løb med Vilje min +Pande mod Lygtepælene, satte Neglene dybt ind i mine Håndbage, bed i +Afsindighed i min Tunge, når den ikke talte tydeligt, og jeg lo rasende +hver Gang det gjorde meget ondt. + +Ja, men hvad skal jeg gøre? svared jeg tilsidst mig selv. Og jeg stamper i +Gaden flere Gange og gentager: Hvad skal jeg gører — En Herre går just +forbi og bemærker smilende: + +»De bør gå og begære Dem anholdt.« + +Jeg så efter ham. Det var en af vore bekendte Damelæger, »Hertugen« kaldet. +Ikke engang han forstod sig på min Tilstand, en Mand, jeg kendte, og hvis +Hånd jeg havde trykket. Jeg blev stille. Anholdt? Ja, jeg var gal; han +havde Ret. Jeg følte Vanviddet i mit Blod, følte dets Jag gennem Hjærnen. +Så dér skulde det ende med mig! Ja, ja! Og jeg begyndte igen min langsomme, +sørgelige Gang. Dér skulde jeg altså havne! + +Med ét står jeg atter stille. Men ikke anholdt! siger jeg; ikke det! Og jeg +var næsten hæs af Angst. Jeg bad for mig, trygled hen i Hyt og Vejr om ikke +at blive anholdt. Så vilde jeg komme på Rådstuen igen, blive indestængt i +en mørk Celle, hvori der ikke fandtes en Gnist af Lys. Ikke det! Der var +andre Udveje åbne endnu, som jeg ikke havde forsøgt. Og jeg vilde forsøge +dem; jeg vilde være så inderlig flittig, tage mig god Tid til det og gå +ufortrødent omkring fra Hus til Hus. Der var nu for Eksempel Musikhandler +Cisler, ham havde jeg slet ikke været hos. Der blev nok en Råd . . . . +Således gik jeg og talte, indtil jeg næsten fik mig selv til at gæde af +Rørelse. Bare ikke blive anholdt! + +Cisler? Var det måske et højere Fingerpeg? Hans Navn havde faldt mig ind +uden Grund, og han boed så langt borte; men jeg vilde dog opsøge ham, gå +sagte og hvile iblandt. Jeg kendte Stedet, jeg havde været der ofte, købt +så mange Noder i de gode Dage. Skulde jeg bede om en halv Krone? Det vilde +måske genere ham; jeg fik spørge om en hel. + +Jeg kom ind i Butiken og spurgte efter Chefen; man viste mig ind i hans +Kontor. Der sad Manden, smuk, klædt efter Moden, og gennemså Regninger. + +Jeg stammed en Undskyldning og frembar mit Ærinde. Tvungen af Trang til at +henvende mig til ham . . . . Skulde ikke vare ret længe, før jeg skulde +betale det tilbage . . . . Når jeg fik Honoraret for min Avisartikel +. . . . Han vilde gøre mig så stor en Velgærning . . . . + +Endnu mens jeg talte, vendte han sig til Pulten og fortsatte sit Arbejde. +Da jeg var færdig, så han påskrå henimod mig, rysted sit smukke Hoved og +sagde: »Nej!« Bare Nej. Ingen Forklaring. Ikke et Ord. + +Mine Knæ skalv voldsomt, og jeg støtted mig mod den lille polerede Skranke. +Jeg fik forsøge en Gang til. Hvorfor skulde netop hans Navn falde mig ind, +da jeg stod langt nede i Vaterland? Det sled nogle Gange i min venstre +Side, og jeg begyndte at svede. Hm! Jeg var virkelig højst forkommen, sagde +jeg, temmelig syg, desværre; det vilde sikkert ikke gå mer end et Par Dage, +før jeg kunde betale det tilbage. Om han vilde være så snil? + +»Kære Mand, hvorfor kommer De til mig?« sagde han. »De er mig et +fuldstændigt X, løben ind fra Gaden. Gå til Bladet, hvor man kender Dem.« + +»Men blot for iaften!« sagde jeg. »Redaktionen er allerede stængt, og jeg +er meget sulten nu.« + +Han rysted vedholdende på Hovedet, vedblev at ryste det endog efterat jeg +havde grebet fat i Låsen. + +»Farvel!« sagde jeg. + +Det var ikke noget højere Fingerpeg, tænkte jeg og smilte bittert; så højt +kunde også jeg pege, når det kom an på det. Jeg sled mig frem det ene +Kvartal efter det andet, nu og da hvilte jeg et Øjeblik på en Trappe. Når +jeg bare ikke blev anholdt! Rædselen for Cellen forfulgte mig hele Tiden, +lod mig slet ikke i Fred; hver Gang jeg så en Konstabel i min Vej, tusled +jeg ind i en Sidegade, forat undgå at møde ham. Nu tæller vi et hundrede +Skridt, sagde jeg, og forsøger vor Lykke igen! Engang blir der vel en Råd +. . . . + +Det var en mindre Garnhandel, et Sted, jeg aldrig tidligere havde betrådt. +En enkelt Mand indenfor Disken, Kontor indenfor med Porcellæns Skildt på +Døren, pakkede Hylder og Borde i lang Række. Jeg vented til den sidste +Kunde havde forladt Butiken, en ung Dame med Smilehuller. Hvor hun så +lykkelig ud! Jeg nænned ikke at prøve at gøre Indtryk med min Knappenål i +Frakken; jeg vendte mig bort, og mit Bryst hulked. + +»Ønsker De noget?« spurgte Betjenten. + +»Er Chefen tilstede?« sagde jeg. + +»Han er på Fjældtur i Jotunhejmen,« svared han. »Var det noget særligt, +hvad?« + +»Det galdt nogle Øre til Mad,« sagde jeg og forsøgte at smile; »jeg er +bleven sulten, og jeg har ikke en Øre.« + +»Så er De lige så rig, som jeg«, sagde han og gav sig til at ordne +Garnpakker. + +»Å, vis mig ikke bort — ikke nu!« sagde jeg, på en Gang kold over hele +Legemet. »Jeg er virkelig næsten død af Sult, det er mange Dage, siden jeg +nød noget.« + +I yderste Alvor, uden at sige noget, gav han sig til at vrænge sine Lommer, +en efter en. Om jeg ikke vilde tro ham på hans Ord, hvad? + +»Bare fem Øre?« sagde jeg. »Så skal De få ti igen om et Par Dage.« + +»Kære Mand, vil De have mig til at stjæle af Skuffen?« spurgte han +utålmodig. + +»Ja,« sagde jeg, »ja, tag fem Øre af Skuffen.« + +»Det blir ikke mig, som gør det,« slutted han, og han lagde til: »Og lad +mig sige Dem nu med det samme, at nu kan det være nok af dette.« + +Jeg drog mig ud, syg af Sult og hed af Skam. Jeg havde gjort mig til Hund +for det usleste Ben og ikke fået det. Nej, nu fik der blive en Ende på det! +Det var virkelig kommet altfor langt med mig. Jeg havde holdt mig oppe i så +mange År, stået rank i så hårde Stunder, og nu var jeg på en Gang sunken +ned til brutalt Betleri. Denne ene Dag havde forrået min hele Tanke, +overstænket mit Sind med Ubluhed. Jeg havde ikke undset mig for at gøre mig +bevægelig og stå og græde til de mindste Kræmmere. Og hvad havde det +nyttet? Stod jeg måske ikke fremdeles uden en Brødbid at stikke i Munden. +Jeg havde opnået at få mig til at væmmes ved mig selv. Ja, ja, nu måtte det +komme til en Ende! Retnu stængte man Porten hjemme, og jeg fik skynde mig, +hvis jeg ikke vilde ligge på Rådstuen inat igen . . . . + +Dette gav mig Kræfter; ligge på Rådstuen vilde jeg ikke. Med foroverbøjet +Krop, med Hånden stemt mod venstre Ribben, forat dulme Stingene lidt, kaved +jeg fremad, holdt Øjnene fæstet i Fortouget, for ikke at tvinge mulige +Bekendte til at hilse, og hasted hen til Brandvagten. Gudskelov, Klokken +var blot syv på Vor Frelsers, jeg havde tre Timer endnu, før Porten +stængtes. Hvor jeg havde været bange! + +Så var der altså ikke en Ting uforsøgt, jeg havde gjort alt, jeg kunde. At +det virkelig ikke vilde lykkes én Gang på en hel Dag! tænkte jeg. Om jeg +fortalte det til nogen, så var der ingen, som ville tro det, og om jeg +skrev det ned, så vilde man sige, at det var lavet. Ikke på et eneste Sted! +Ja, ja, der var ingen Råd med det; fremfor alt ikke gå og være rørende mer. +Fy, det var ækelt, forsikkrer dig på, det gør mig vammel af dig! Når alt +Håb var ude, så var det ude. Kunde jeg ikke forresten stjæle mig en +Håndfuld Havre inde i Stalden? En Stribe af Lys, et Strejf — jeg vidste, +at Stalden var lukket. + +Jeg tog det mageligt og krøb i sen Sneglegang hjemover. Jeg følte Tørst, +glædeligvis for første Gang den hele Dag, og jeg gik og så mig om efter et +Sted, hvor jeg kunde drikke. Jeg var kommet for langt bort fra Basarerne, +og ind i et Privathus vilde jeg ikke gå; jeg kunde måske også vente til jeg +kom hjem; det vilde tage et Kvarters Tid. Det var slet ikke sagt, at jeg +kunde få beholde en Slurk Vand heller; min Mave tålte ikke længer nogen +Ting, jeg følte mig endog kvalm af det Spyt, jeg gik og svælged ned. + +Men Knapperne? Jeg havde slet ikke forsøgt med Knapperne endda? Da stod jeg +plat stille og gav mig til at smile. Kanske blev der alligevel en Råd! Jeg +var ikke helt fordømt! Jeg vilde ganske sikkert få ti Øre for dem, imorgen +fik jeg så andre ti et eller andet Sted, og Torsdag vilde jeg få Betaling +for min Avisartikel. Jeg skulde bare se, det retted sig! At jeg virkelig +kunde glemme Knapperne! Jeg tog dem op af Lommen og betragted dem, mens jeg +atter gik; mine Øjne blev dunkle af Glæde, jeg så ikke hele Gaden, jeg gik +på. + +Hvor kendte jeg ikke nøje den store Kælder, min Tilflugt i de mørke +Aftener, min blodsugende Ven! En for en var mine Ejendele forsvundne +hernede, mine Småting hjemmefra, min sidste Bog. På Auktionsdagen gik jeg +gærne derned, forat se til, og jeg glæded mig hvergang mine Bøger syntes at +komme i gode Hænder. Skuespiller Magelsen havde mit Ur, og det var jeg +næsten stolt af; en Årskalender, hvori jeg havde mit første lille poetiske +Forsøg, havde en Bekendt købt, og min Yderfrakke havned hos en Fotograf til +Udlån i Atelieret. Så der var intet at sige på nogen Ting. + +Jeg holdt mine Knapper færdige i Hånden og trådte ind. »Onkel« sidder ved +sin Pult og skriver. + +»Jeg har ingen Hast,« siger jeg, bange forat forstyrre ham og gøre ham +utålmodig med min Henvendelse. Min Stemme lød så forunderlig hul, jeg +kendte den næsten ikke selv igen, og mit Hjærte slog som en Hammer. + +Han kom mig smilende imøde, som han plejed, lagde begge sine Hænder flade +på Disken og så mig ind i Ansigtet, uden at sige noget. + +Ja, jeg havde noget med, som jeg vilde spørge, om han ikke kunde have Brug +for . . . . noget, som blot lå mig ivejen hjemme, forsikkrer Dem på, ganske +til Plage . . . . nogle Knapper. + +Nå, hvad var det så, hvad var det så med de Knapper? Og han lægger sine +Øjne helt ned til min Hånd. + +Om han ikke kunde give mig nogle Øre for dem? . . . . Så mange, som han +selv syntes . . . . Ganske efter hans eget Skøn . . . . + +For de Knapper? Og »Onkel« stirrer forundret på mig. For _disse_ Knapper? + +Bare til en Cigar, eller hvad han selv vilde. Jeg gik netop forbi, og så +vilde jeg høre ind. + +Da lo den gamle Pantelåner og vendte tilbage til sin Pult, uden at sige et +Ord. Der stod jeg. Jeg havde egentlig ikke håbet så meget, og alligevel +havde jeg tænkt mig det muligt at blive hjulpen. Denne Latter var min +Dødsdom. Det kunde vel ikke nytte med Brillerne nu heller? + +Jeg vilde naturligvis lade mine Briller gå med, det er en Selvfølge, sagde +jeg så og tog dem af. Bare ti Øre, eller, om han vilde, fem Øre? + +»De ved jo, at jeg ikke kan låne på Deres Briller,« sagde »Onkel«; »jeg har +sagt Dem det før.« + +»Men jeg trænger et Frimærke,« sagde jeg dump; jeg kunde ikke engang få +afsendt de Breve, som jeg skulde skrive. »Et ti eller fem Øres Frimærke, +ganske som De selv synes.« + +»Gud velsigne Dem og gå Deres Vej!« svared han og kaved imod mig med +Hånden. + +Ja, ja, så får det være! sagde jeg til mig selv. Mekanisk satte jeg +Brillerne igen på, tog Knapperne i Hånden og gik; jeg sagde Godnat og +lukked Døren efter mig som sædvanlig. Se så, der var ikke mer at gøre! +Udenfor Trappegabet standsed jeg og så endnu engang på Knapperne. At han +slet ikke vilde have dem! sagde jeg; det er dog næsten nye Knapper; jeg kan +ikke forstå det! + +Mens jeg stod der i disse Betragtninger, kom en Mand forbi og gik ned i +Kælderen. Han havde i Farten givet mig et lidet Stød; vi gjorde begge +Undskyldning, og jeg vendte mig om og så efter ham. + +»Nej, er det dig?« sagde han pludselig nede i Trappen. Han kom op, og jeg +genkendte ham. »Gud bevare os, så du ser ud!« sagde han. »Hvad har du gjort +hernede?« + +»Å — havt Affærer. Du skal herned, ser jeg?« + +»Ja. Hvad har du været der med?« + +Mine Knæ skalv, jeg støtted mig mod Væggen og rakte ud min Hånd med +Knapperne. + +»Hvad Fan?« råbte han. »Nej, nu går det for vidt!« + +»Godnat!« sagde jeg og vilde gå; jeg følte Gråden i Brystet. + +»Nej, vent et Øjeblik!« sagde han. + +Hvad skulde jeg vente efter? Han var jo selv på Vej til »Onkel«, bragte +måske sin Forlovelsesring, havde sultet i flere Dage, skyldte sin Værtinde. + +»Ja,« svared jeg, »når du vil være snar . . . .« + +»Naturligvis,« sagde han og tog Tag i min Arm; »men jeg skal sige dig, jeg +tror dig ikke, du er en Idiot; det er bedst, du følger med derned.« + +Jeg forstod, hvad han vilde, følte pludselig igen en liden Gnist af Ære og +svared: + +»Kan ikke! Jeg har lovet at være i Bernt Ankers Gade Klokken halv otte, og +. . . .« + +»Halv otte, rigtigt ja! Men nu er Klokken otte. Her står jeg med Uret i +Hånden, det er det, jeg skal herned med. Så, ind med dig, sultne Synder! +Jeg får mindst fem Kroner til Dig.« + +Og han puffed mig ind. + +TREDJE STYKKE + +En Uges Tid gik i Herlighed og Glæde. + +Jeg var over det værste også denne Gang, jeg havde Mad hver Dag, mit Mod +steg, og jeg stak det ene Jærn efter det andet i Ilden. Jeg havde tre eller +fire Afhandlinger under Arbejde, der plyndred min fattige Hjærne for hver +Gnist, hver Tanke, som opstod i den, og jeg syntes, at det gik bedre end +før. Den sidste Artikel, som jeg havde havt så meget Rænd for og sat så +meget Håb til, var allerede bleven mig tilbageféveret af Redaktøren, og jeg +havde tilintetgjort den straks, vred, fornærmet, uden at læse den igennem +påny. For Eftertiden vilde jeg forsøge med et andet Blad, forat åbne mig +flere Udveje. I værste Fald, hvis heller ikke det hjalp, havde jeg Skibene +at tage til; »Nonnen« lå sejlklar nede ved Bryggen, og jeg kunde måske få +arbejde mig over på den til Archangel, eller hvor det nu var, den skulde +hen. Så der mangled mig ikke Udsigter på mange Kanter. + +Den sidste Krise havde faret noget ilde med mig; jeg begyndte at miste Hår +i stor Mængde, Hovedpinen var også meget plagsom, især om Morgenen, og +Nervøsiteten vilde ikke give sig. Jeg sad om Dagen og skrev med Hænderne +bundet ind i Kluder, blot fordi jeg ikke tålte mit eget Åndedrag imod dem. +Når Jens Olaj slog Stalddøren hårdt i nedenunder mig, eller en Hund kom ind +i Baggården og begyndte at gø, gik det mig gennem Marv og Ben som kolde +Stik, der traf mig allevegne. Jeg var temmelig forkommen. + +Dag efter Dag stræved jeg med mit Arbejde, undte mig knapt Tid til at sluge +min Mad, førend jeg atter satte mig til at skrive. I den Tid var både +Sengen og mit lille vaklende Skrivebord oversvømmet med Notiser og +beskrevne Blade, som jeg vekselvis arbejded på, føjed til nye Ting, som +kunde falde mig ind i Løbet af Dagen, strøg over, frisked op de døde +Punkter med et farvefuldt Ord hist og her, sled mig fremad Sætning for +Sætning med den værste Møje. En Eftermiddag var endelig den ene af mine +Artikler færdig, og jeg stak den lykkelig og glad i Lommen og begav mig op +til »Kommandøren«. Det var på høj Tid, at jeg gjorde Anstalter til lidt +Penge igen, jeg havde ikke mange Øre tilbage. + +»Kommandøren« bad mig om at sidde et Øjeblik, så skulde han straks . . . . +og han skrev videre. + +Jeg så mig om i det lille Kontor: Buster, Litografier, Udklip, en umådelig +Papirkurv, der så ud til at kunne sluge en Mand med Hud og Hår. Jeg følte +mig trist tilmode ved Synet af dette uhyre Gab, denne Dragekæft, der altid +stod åben, altid var færdig til at modtage nye kasserede Arbejder — nye +knuste Håb. + +»Hvad Dato har vi?« siger pludselig »Kommandøren« borte ved Bordet. + +»28de,« svarer jeg, glad over at kunne være ham til Tjeneste. + +»28de.« Og han skriver fremdeles. Endelig konvolutterer han et Par Breve, +sender nogle Papirer hen i Kurven og lægger Pennen ned. Så svinger han sig +omkring på Stolen og ser på mig. Da han mærker, at jeg endnu står ved +Døren, gør han et halvt alvorligt, halvt spøgefuldt Vink med Hånden og +peger på en Stol. + +Jeg vender mig bort, forat han ikke skal se, at jeg ingen Vest har på, når +jeg åbner Frakken og tager Manuskriptet op af Lommen. + +»Det er bare en liden Karakteristik af Correggio,« siger jeg, »men den er +vel ikke skrevet slig, desværre, at . . . .« + +Han tager Papirerne ud af min Hånd og begynder at blade i dem. Han vender +sit Ansigt mod mig. + +Således så han da ud på nært Hold denne Mand, hvis Navn jeg hørte allerede +i min tidligste Ungdom, og hvis Blad havde havt den største Indflydelse på +mig op gennem Årene. Hans Hår er krøllet og de smukke brune Øjne en Smule +urolige; han har for Vane at støde lidt i Næsen nu og da. En skotsk Præst +kunde ikke se mildere ud end denne farlige Skribent, hvis Ord altid havde +slået blodige Striber, hvor de faldt ned. En ejendommelig Følelse af Frygt +og Beundring betager mig overfor dette Menneske, jeg er lige ved at få +Tårer i Øjnene, og jeg rykker uvilkårlig et Skridt frem, forat sige ham, +hvor inderlig jeg holdt af ham for alt, han havde lært mig, og bede ham om +ikke at gøre mig Fortræd; jeg var blot en fattig Stymper, som havde det +slemt nok alligevel . . . . + +Han så op og lagde mit Manuskript langsomt sammen, mens han sad og tænkte +efter. Forat lette ham i at give mig et afslående Svar, rækker jeg Hånden +lidt frem og siger: + +»Å, nej, det er naturligvis ikke brugbart?« Og jeg smiler, forat give +Indtryk af at tage det let. + +»Det må være så populært alt, som vi kan bruge,« svarer han; »De ved, hvad +Slags Publikum vi har. Men kan De ikke tage og gøre det lidt enklere? Eller +finde på noget andet, som Folk forstår bedre?« + +Hans Hensynsfuldhed forundrer mig. Jeg forstår, at min Artikel er kasseret, +og dog kunde jeg ikke fået et vakkrere Afslag. For ikke at optage ham +længer, svarer jeg: + +»Jo, da, det kan jeg nok.« + +Jeg går til Døren. Hm. Han måtte undskylde, at jeg havde heftet ham bort +med dette . . . . Jeg bukker og tager i Dørvrideren. + +»Hvis De trænger det,« siger han, »så kan De heller få lidt i Forskud. De +kan jo skrive for det.« + +Nu havde han jo set, at jeg ikke dued til at skrive, hans Tilbud ydmyged +mig derfor lidt, og jeg svared: + +»Nej, Tak, jeg klarer mig endda en Stund. Takker ellers så meget. Farvel!« + +»Farvel!« svarer »Kommandøren« og vender sig i det samme ind til sit +Skrivebord. + +Han havde nu alligevel behandlet mig ufortjent velvilligt, og jeg var ham +taknemmelig herfor; jeg skulde også vide at påskønne det. Jeg foresatte mig +ikke at gå til ham igen, førend jeg kunde tage med et Arbejde, som jeg var +helt tilfreds med, som kunde forbause »Kommandøren« en Smule og få ham til +at anvise mig ti Kroner uden et Øjebliks Betænkning. Og jeg gik hjem igen +og tog fat på min Skrivning påny. + +I de følgende Aftener, når Klokken blev omkring otte og Gassen allerede var +tændt, hændte der mig regelmæssig følgende: + +Idet jeg kommer ud af mit Portrum, for efter Dagens Møje og Besværligheder +at begive mig ud på en Spadsertur omkring i Gaderne, står der en sortklædt +Dame ved Gaslygten lige udenfor Porten og vender Ansigtet mod mig, følger +mig med Øjnene, når jeg passerer hende. Jeg lægger Mærke til, at hun stadig +har den samme Dragt på, det samme tætte Slør, der skjuler hendes Ansigt og +falder nedad hendes Bryst, og i Hånden en liden Paraply med Elfenbens Ring +i Håndtaget. + +Det var allerede tredje Aften, jeg havde set hende der, al tid på selvsamme +Sted; såsnart jeg var kommet hende forbi, vender hun sig langsomt om og går +nedad Gaden, bort fra mig. + +Min nervøse Hjærne skød Følehorn ud, og jeg fik straks den urimelige +Anelse, at det var mig, hendes Besøg galdt. Jeg var tilsidst næsten i +Begreb med at tiltale hende, spørge hende, om hun søgte efter nogen, om hun +trængte min Hjælp til noget, om jeg måtte følge hende hjem, så dårligt +antrukken som jeg desværre var, beskytte hende i de mørke Gader; men jeg +havde en ubestemt Frygt for, at det kanske vilde komme til at koste noget, +et Glas Vin, en Køretur, og jeg havde slet ingen Penge mer; mine +trøstesløst tomme Lommer virked altfor nedslående på mig, og jeg havde ikke +engang Mod til at se lidt skarpt på hende, når jeg gik hende forbi. Sulten +var igen begyndt at hussere med mig, jeg havde ikke havt Mad, siden +igåraftes; det var ikke nogen lang Tid, jeg havde ofte kunnet holde ud i +flere Dage; men jeg var begyndt at tage betænkeligt af, jeg kunde slet ikke +sulte så godt som før, en eneste Dag kunde nu næsten gøre mig fortumlet, og +jeg led af idelige Opkastelser, såsnart jeg drak Vand. Dertil kom, at jeg +lå og frøs om Nætterne, lå i fulde Klæder, som jeg stod og gik om Dagen, og +blåfrøs, ised ned hver Aften under Kuldegysninger og stivned til under +Søvnen. Det gamle Tæppe kunde ikke holde Trækvinden ude, og jeg vågned om +Morgenen af, at jeg var bleven tæt i Næsen af den ramme Rimluft, der +trængte ind til mig udenfra. + +Jeg går henad Gaderne og tænker på, hvorledes jeg skulde bære mig ad med at +holde mig oppe, til jeg fik min næste Artikel færdig. Havde jeg blot et +Lys, vilde jeg forsøge at kile på udover Natten; det vilde tage et Par +Timer, hvis jeg først kom rigtig i Ånde; imorgen kunde jeg så atter +henvende mig til »Kommandøren«. + +Jeg går uden videre ind i Oplandske og søger efter min unge Bekendt fra +Banken, forat skaffe mig ti Øre til et Lys. Man lod mig uhindret passere +alle Værelser; jeg gik forbi et Dusin Borde, hvor passiarende Gæster sad og +spiste og drak, jeg trængte lige ind i Bunden af Kaféen, ind i Röda Rummet, +uden at finde min Mand. Flau og vred drog jeg mig igen ud på Gaden og gav +mig til at gå i Retning af Slottet. + +Var det nu ikke også som hede, levende, evige Fan, at det aldrig vilde tage +nogen Ende med mine Genvordigheder! Med lange, rasende Skridt, med +Frakkekraven brutalt brættet op i Nakken og med Hænderne knyttet i +Bukselommerne, gik jeg og skældte ud min ulykkelige Stjærne hele Vejen. +Ikke en rigtig sorgfri Stund på syv, otte Måneder, ikke Mad til Nødtørft en +kort Uge tilende, førend Nøden påny brød mig i Knæ. Her havde jeg +ovenikøbet gået og været ærlig midt i Elendigheden, he-he, ærlig i Bund og +Grund! Gud bevare mig, hvor jeg havde været naragtig! Og jeg begyndte at +fortælle mig selv om, hvorledes jeg endog havde gået og havt ond +Samvittighed, fordi jeg engang havde bragt Hans Paulis Tæppe til +Pantelåneren. Jeg lo hånligt ad min ømme Retskaffenhed, spytted foragteligt +i Gaden og fandt slet ikke Ord stærke nok til at gøre Nar ad mig for min +Dumhed. Det skulde bare været nu! Fandt jeg i denne Stund en Skolepiges +Spareskillinger på Gaden, en fattig Enkes eneste Øre, jeg skulde plukke den +op og stikke den i Lommen, stjæle den med velberåd Hu og sove roligt som en +Sten hele Natten bagefter. Jeg havde dog ikke for intet lidt så usigelig +meget, min Tålmodighed var forbi, jeg var beredt til hvad det skulde være. + +Jeg gik rundt Slottet tre, fire Gange, tog derpå den Bestemmelse at vende +hjem, gjorde endnu en liden Afstikker ind i Parken og gik endelig tilbage +nedad Karl Johan. + +Klokken var omkring elleve. Gaden var temmelig mørk, og der vandred +Mennesker omkring overalt, stille Par og larmende Klynger om hinanden. Den +store Stund var indtrådt, Parringstiden, når den hemmelige Færdsel foregår +og de glade Æventyr begynder. Raslende Pigeskørter, en og anden kort, +sandselig Latter, bølgende Bryster, heftige, pæsende Åndedrag; langt nede +ved Grand en Stemme, som råber: »Emma!« Hele Gaden var en Sump, hvorfra +hede Dunster steg op. + +Jeg forfarer uvilkårlig mine Lommer efter to Kroner. Den Lidenskab, der +dirrer i hver af de forbigåendes Bevægelser, selve Gaslygternes dunkle Lys, +den stille, svangre Nat, altsammen har begyndt at angribe mig, denne Luft, +der er fyldt af Hvisken, Omfavnelser, skælvende Tilståelser, halvt udtalte +Ord, små Hvin; endel Katte elsker med høje Skrig inde i Blomqvists Port. Og +jeg havde ikke to Kroner. Det var en Jammer, en Elendighed uden Lige at +være så udarmet! Hvilken Ydmygelse, hvilken Vanære! Og jeg kom atter til at +tænke på en fattig Enkes sidste Skærv, som jeg vilde have stjålet, en +Skoleguts Kasket eller Lommetørklæde, en Betlers Madpose, som jeg uden +Omstændighed vilde have bragt til Kludehandleren og sviret op. Forat trøste +mig selv og holde mig skadesløs begyndte jeg at finde op alle mulige Fejl +ved disse glade Mennesker, som gled mig forbi; jeg trak vredt på Skuldrene +og så ringeagtende på dem, efterhvert som de passered, Par for Par. Disse +nøjsomme, sukkertøjspisende Studenter, som mente at skeje europæisk ud, når +de fik klappe en Sypige på Maven! Disse Ungherrer, Bankmænd, Grosserere, +Boulevardløver, som ikke engang slog Vrag på Sjømandskoner, tykke Kutorvets +Marihøner, der kunde falde ned i det første det bedste Portrum for en +Sejdel Øl! Hvilke Sirener! Pladsen ved deres Side var endnu varm efter en +Brandkonstabel eller en Staldkarl fra sidste Nat; Tronen var altid lige +ledig, lige vidåben, værsågod, stig op! . . . . Jeg spytted langt hen ad +Fortouget, uden at bekymre mig om, at det kunde træffe nogen, var vred, +opfyldt af Foragt for disse Mennesker, der gned sig opad hinanden og parred +sig sammen midt for mine Øjne. Jeg løfted mit Hoved og følte med mig selv +Velsignelsen af at kunne bevare min Sti ren. + +Ved Stortingsplads mødte jeg en Pige, som stirred meget stivt på mig, idet +jeg kom på Siden af hende. + +»Godaften!« sagde jeg. + +»Godaften!« Hun standsed. + +Hm. Om hun var ude og gik så sent? Var det nu ikke lidt resikabelt for en +ung Dame at gå på Karl Johan på denne Tid af Døgnet? Ikke? Ja, men blev hun +da aldrig tiltalt, forulempet, jeg mener rent ud sagt bedt om at gå med +hjem? + +Hun stirred forundret på mig, undersøgte mit Ansigt, hvad jeg vel kunde +mene med dette. Så stak hun pludselig Hånden ind under min Arm og sagde: + +»Så gik vi da!« + +Jeg fulgte med. Da vi havde gået nogle Skridt forbi Droscherne, standsed +jeg op, gjorde min Arm fri og sagde: + +»Hør, min Ven, jeg ejer ikke en Øre.« Og jeg belaved mig på at gå min Vej. + +I Førstningen vilde hun ikke tro mig; men da hun havde fået føle efter i +alle mine Lommer og intet fandt, blev hun ærgerlig, kasted på Hovedet og +kaldte mig en Tørfisk. + +»Godnat!« sagde jeg. + +»Vent lidtl« råbte hun. »Er det Guldbriller, De har?« + +»Nej.« + +»Ja, så gå Pokker ivold med Dem!« + +Og jeg gik. + +Lidt efter kom hun løbende efter mig og råbte på mig påny. + +»De kan være med mig alligevel,« sagde hun. + +Jeg følte mig ydmyget af dette Tilbud fra en stakkels Gadetøs, og jeg sagde +Nej. Det var desuden sent på Nat, og jeg skulde et Sted hen; hun havde +heller ikke Råd til slige Opofrelser. + +»Jo, nu _vil_ jeg have Dem med.« + +»Men jeg går ikke med på den Måde.« + +»De skal naturligvis til en anden,« sagde hun. + +»Nej,« svared jeg. + +Men jeg havde Følelsen af, at jeg stod i en ynkelig Stilling overfor denne +aparte Tøs, og jeg beslutted mig til at redde Skinnet. + +»Hvad hedder De?« spurgte jeg. »Marie? Nå! Hør nu her, Marie!« Og jeg gav +mig til at forklare min Opførsel. Pigen blev mer og mer forundret +efterhvert. Om hun altså havde troet, at også jeg var en af dem, som gik på +Gaden om Aftenerne og kapred Småpiger? Om hun virkelig troed noget så slet +om mig? Havde jeg måske sagt noget uartigt til hende fra Begyndelsen af? +Bar man sig slig ad, som jeg, når man havde noget ondt fore? Kort og godt, +jeg havde tiltalt hende og fulgt hende de Par Skridt, forat se, hvor vidt +hun vilde drive det. Forresten var mit Navn det og det. Pastor den og den. +Godnat! Gå hen og synd ikke mer! + +Dermed gik jeg. + +Jeg gned mig henrykt i Hænderne over mit gode Påfund og talte højt med mig +selv. Hvor det var en Glæde at gå omkring og gøre gode Gærninger! Jeg havde +måske givet denne faldne Skabning et Skub til Oprejsning for hele Livet! +Frelst hende engang for alle fra Fordærvelsen! Og hun vilde påskønne det, +når hun fik summet sig på det, endog huske mig i sin Dødsstund med Hjærtet +fuldt af Tak. Å, det lønte sig at være ærlig alligevel, ærlig og +retskaffen! + +Mit Humør var aldeles strålende, jeg følte mig frisk og modig nok til hvad +det skulde være. Om jeg blot havde havt et Lys, så kunde jeg kanske fået +min Artikel færdig! Jeg gik og dingled med min nye Portnøgle i Hånden, +nynned, plystred og spekulered på en Udvej til Lys. Der blev ingen anden +Råd, jeg fik tage mine Skrivesager ned, ud på Gaden, ind under Gaslygten. +Og jeg åbned Porten og gik op efter mine Papirer. + +Da jeg kom ned igen, lukked jeg Porten ilås udenifra og stilled mig hen i +Lygteskinnet. Det var stille overalt, jeg hørte blot de tunge, klirrende +Fodtrin af en Konstabel nede i Tværgaden, og langt borte, i Retning af St. +Hanshaugen, en Hund, som gøed. Der var intet, som forstyrred mig, jeg trak +Frakkekraven op for Ørene og gav mig til at tænke af alle Kræfter. Det +vilde hjælpe mig så storartet, om jeg var så heldig at få istand Slutningen +af denne lille Afhandling. Jeg stod just på et lidt vanskeligt Punkt, der +skulde komme en ganske umærkelig Overgang til noget nyt, derpå en dæmpet, +glidende Finale, en lang Knurren, der tilsidst skulde ende i en Klimaks så +stejl, så oprørende som et Skud, eller som Lyden af et Bjærg, der brast. +Punktum. + +Men Ordene vilde ikke falde mig ind. Jeg læste hele Stykket igennem fra +Begyndelsen af, læste højt hver Sætning, og jeg kunde slet ikke samle mine +Tanker til denne spragende Klimaks. Mens jeg stod og arbejded med dette, +kom ovenikøbet Konstablen gående og stilled sig op midt i Gaden et lidet +Stykke borte fra mig og spolered hele min Stemning. Hvad kom det nu ham +ved, om jeg i dette Øjeblik stod og skrev på en udmærket Klimaks til en +Artikel for »Kommandøren«? Herregud, hvor det var plat umuligt for mig at +holde mig oven Vande, hvad jeg end prøved med! Jeg stod der en Times Tid, +Konstablen gik sin Vej, Kulden begyndte at blive for stærk til at stå +stille i. Modløs og forsagt over det ny spildte Forsøg, åbned jeg endelig +atter Porten og gik op på mit Rum. + +Det var koldt deroppe, og jeg kunde knapt se mit Vindu i det tykke Mørke. +Jeg følte mig frem til Sengen, trak Skoene af og satte mig til at varme +mine Fødder mellem Hænderne. Så lagde jeg mig ned, således, som jeg havde +gjort i lang Tid, rund som jeg gik, i fulde Klæder. + + * * * + +Morgenen efter rejste jeg mig overende i Sengen, såsnart det blev lyst, og +tog fat på min Artikel igen. Jeg sad i denne Stilling til Middags, da jeg +havde fået istand en ti, tyve Linjer. Og jeg var endda ikke kommet til +Finalen. + +Jeg stod op, tog Støvlerne på og gav mig til at drive frem og tilbage på +Gulvet, forat blive varm. Der lå Rim på Vinduerne; jeg så ud, det sneed, +nede i Baggården lå et tykt Lag af Sne over Brolægningen og Vandposten. + +Jeg pusled omkring i mit Værelse, gjorde viljeløse Ture frem og tilbage, +skrabed med Neglene i Væggene, lagde min Pande forsigtigt ind mod Døren, +banked med Pegefingeren i Gulvet og lytted opmærksomt, altsammen uden nogen +Hensigt, men stille og eftertænksomt, som om det var en Sag af Vigtighed, +jeg havde fore. Og imens sagde jeg højt Gang på Gang, så jeg hørte det +selv: Men du gode Gud, dette er jo Vanvid! Og jeg drev på lige galt. Efter +en lang Stunds Forløb, kanske et Par Timer, tog jeg mig stærkt sammen, bed +mig i Læben og strammed mig op det bedste, jeg kunde. Der måtte blive en +Ende på dette! Jeg fandt mig en Flis at tygge på og satte mig resolut til +at skrive igen. + +Et Par korte Sætninger kom istand med stort Besvær, et Snes fattige Ord, +som jeg pinte frem med Vold og Magt, for dog at bevæge mig fremad. Da +standsed jeg, mit Hoved var tomt, jeg årked ikke mer. Og da jeg slet ikke +kunde komme længer, satte jeg mig til at stirre med vidåbne Øjne på disse +sidste Ord, dette ufuldførte Ark, glante på disse underlige, skælvende +Bogstaver, der stritted op fra Papiret som små hårede Dyr, og jeg forstod +tilsidst ikke noget af det hele, jeg tænkte på ingen Ting. + +Tiden gik. Jeg hørte Færdselen på Gaden, Larmen af Vogne og Hovtramp; Jens +Olajs Stemme steg op til mig fra Stalden, når han råbte til Hestene. Jeg +var aldeles sløv, jeg sad og smatted lidt med Munden, men foretog mig +ellers intet. Mit Bryst var i en sørgelig Forfatning. + +Det begyndte at skumre, jeg faldt mer og mer sammen, blev træt og lagde mig +tilbage på Sengen. Forat varme mine Hænder lidt, strøg jeg Fingrene gennem +mit Hår, frem og tilbage, på kryds og tvers; der fulgte små Dotter med, +løsnede Tjavser, som lagde sig mellem Fingrene og flød udover Hovedpuden. +Jeg tænkte ikke noget over det just da, det var som det ikke kom mig ved, +jeg havde også nok af Hår tilbage. Jeg forsøgte atter at ryste mig op af +denne forunderlige Døs, der gled mig gennem alle Lemmer som en Tåge; jeg +rejste mig overende, banked mig med flad Hånd over Knæerne, hosted så +hårdt, som mit Bryst tillod, — og jeg faldt tilbage påny. Intet hjalp; jeg +døde hjælpeløst hen med åbne Øjne, stirrende ret op i Taget. Tilsidst stak +jeg Pegefingeren i Munden og gav mig til at patte på den. Der begyndte at +røre sig noget i min Hjærne, en Tanke, der roded sig frem derinde, et +splittergalt Påfund: Hvad om jeg bed til? Og uden et Øjebliks Betænkning +kneb jeg Øjnene i og slog Tænderne sammen. + +Jeg sprang op. Endelig var jeg bleven vågen. Der pibled lidt Blod ud af +Fingeren, og jeg slikked det af efterhvert. Det gjorde ikke meget ondt, +Såret var heller ikke stort; men jeg var med en Gang bragt til mig selv; +jeg rysted på Hovedet og gik hen til Vinduet, hvor jeg fandt mig en Klud, +som jeg vikled om Såret. Mens jeg stod og pusled hermed, blev njine Øjne +fulde af Vand, jeg græd sagte for mig selv. Denne magre, itubidte Finger så +så sørgelig ud. Gud i Himlen, hvor langt det nu var kommet med mig! + +Mørket blev tættere. Det var kanske ikke umuligt, at jeg kunde skrive min +Finale ud over Aftenen, hvis jeg bare havde et Lys. Mit Hoved var atter +blevet klart. Tanker kom og gik som sædvanligt, og jeg led ikke synderligt; +jeg følte ikke engang Sulten så slemt, som for nogle Timer siden, jeg kunde +nok holde ud til næste Dag. Måske kunde jeg få et Lys på Kredit sålænge, +når jeg henvendte mig i Husholdningshandelen og forklared min Stilling, Jeg +var så godt kendt dernede; i de gode Dage, mens jeg endnu havde Råd til +det, havde jeg købt mangt et Brød i den Butik. Der var ingen Tvivl om, at +jeg vilde få et Lys på mit ærlige Navn. Og for første Gang i lang Tid tog +jeg mig til at børste mine Klæder en Smule, fjærned endog de løse Hår på +min Frakkekrave, såvidt det lod sig gøre i Mørket; så famled jeg mig nedad +Trapperne. + +Da jeg kom ud på Gaden, faldt det mig ind, at jeg kanske heller burde +begære et Brød. Jeg blev tvivlrådig, standsed op og tænkte efter. På ingen +Måde! svared jeg endelig mig selv. Jeg var desvære ikke i den Tilstand, at +jeg tålte Mad nu; de samme Historier vilde da gentage sig med Syner og +Fornemmelser og vanvittige Indfald, min Artikel vilde aldrig blive færdig, +og det galdt at komme til »Kommandøren«, inden han glemte mig igen. På +ingen mulig Måde! Og jeg bestemte mig for et Lys. Dermed gik jeg ind i +Butiken. + +En Kone står ved Disken og gør Indkøb; der ligger flere små Pakker i +forskellige Sorter Papir ved Siden af hende. Betjenten, der kender mig og +ved, hvad jeg sædvanligvis køber, forlader Konen og pakker uden videre et +Brød ind i en Avis og lægger frem til mig. + +»Nej — det var egentlig et Lys iaften,« siger jeg. Jeg siger det meget +stille og ydmygt, for ikke at gøre ham ærgerlig og forspilde min Udsigt til +at få Lyset. + +Mit Svar forvilder ham, han løber ganske Sur i mine uventede Ord; det var +første Gang, jeg havde forlangt noget andet end Brød af ham. + +»Ja, så får De vente lidt da«, siger han endelig og giver sig atter i Færd +med Konen. + +Hun får sine Ting, betaler, leverer en Femkrone, som hun får tilbage på, og +går. + +Nu er Betjenten og jeg alene. + +Han siger: + +»Ja, så var det altså et Lys.« Og han river op en Pakke Lys og tager ud et +til mig. + +Han ser på mig, og jeg ser på ham, jeg kan ikke få min Begæring over +Læberne. + +»Nå ja, det var sandt, De betalte jo,« siger han pludselig. Han siger +simpelthen, at jeg havde betalt; jeg hørte hvert Ord. Og han begynder at +tælle Sølvpenge op fra Skuffen, Krone efter Krone, blanke, fede Penge, — +han giver atter tilbage på fem Kroner. + +»Værsågod!« siger han. + +Nu står jeg og ser på disse Penge et Sekund, jeg fornemmer, at det er galt +fat med noget, jeg overvejer ikke, tænker slet ikke på nogen Ting, falder +blot i Staver over al denne Rigdom, som ligger og lyser foran mine Øjne. Og +jeg samler mekanisk Pengene op. + +Jeg står der udenfor Disken, dum af Forundring, slagen, tilintetgjort; jeg +gør et Skridt hen mod Døren og standser igen. Jeg retter mit Blik mod et +vist Punkt på Væggen; der hænger en liden Bjælde i et Læderhalsbånd, og +nedenunder den en Bundt Snøre. Og jeg står og stirrer på disse Sager. + +Betjenten, som mener, at jeg vil slå af en Passiar, eftersom jeg giver mig +så god Tid, siger, idet han ordner endel Indpakningspapir, som flyder om på +Disken: + +»Det ser ud til, at vi skal få Vinter nu.« + +»Hm. Ja,« svarer jeg, »det ser ud til at vi skal få Vinter nu. Det ser ud +til det.« Og lidt efter lægger jeg til: »Å, ja, det er ikke fortidligt.« + +Jeg hørte mig selv tale, men opfatted hvert Ord, jeg sagde, som om de kom +fra en anden Person; jeg talte ganske ubevidst, ufrivilligt, uden at føle +det selv. + +»Ja, synes De egentlig det?« siger Betjenten. + +Jeg stak Hånden med Pengene i Lommen, tog i Låsen og gik; jeg hørte, at jeg +sagde Godnat, og at Betjenten svared. + +Jeg var kommet et Par Skridt bort fra Trappen, da Butiksdøren blev revet op +og Betjenten råbte efter mig. Jeg vendte mig om, uden Forundring, uden Spor +af Angst; jeg samled blot Pengene sammen i Hånden og beredte mig på at give +dem tilbage. + +»Værsågod, De har glemt Deres Lys,« siger Betjenten. + +»Å, Tak!« svarer jeg roligt. »Tak! Tak!« + +Og jeg vandred atter nedad Gaden, bærende Lyset i Hånden. + +Min første fornuftige Tanke galdt Pengene. Jeg gik hen til en Lygte og +talte dem over påny, vejed dem i Hånden og smilte. Så var jeg alligevel +herligt hjulpen, storslagent, vidunderligt hjulpen for lang, lang Tid! Og +jeg stak atter Hånden med Pengene i Lommen og gik. + +Udenfor en Madkælder i Storgaden standsed jeg og overvejed koldt og roligt, +om jeg skulde driste mig til at nyde en liden Lunch allerede straks. Jeg +horte Klirren af Talærkener og Knive indenfor, og Lyden af Kød, som +bankedes; dette blev mig en altfor stærk Fristelse, jeg trådte ind. + +»En Bif!« siger jeg. + +»En Bif!« råber Jomfruen ud gennem en Luge. + +Jeg slog mig ned ved et lidet Bord for mig selv lige indenfor Døren og gav +mig til at vente. Det var lidt mørkt der, hvor jeg sad, jeg følte mig nokså +godt skjult og satte mig til at tænke. Nu og da så Jomfruen hen på mig med +lidt nysgærrige Øjne. + +Min første egentlige Uærlighed var begået, mit første Tyveri, mod hvilket +alle mine tidligere Streger var for intet at regne; mit første store Fald +. . . . Godt og vel! Der var intet at gøre ved det. Forresten stod det mig +frit for, jeg kunde ordne det med Kræmmeren siden, senerehen, når jeg fik +bedre Anledning til det. Det behøved ikke at komme videre med mig; desuden +havde jeg ikke påtaget mig at leve mere ærligt end alle andre Mennesker, +det var ingen Aftale . . . . + +»Kommer Bifen snart, tror De?« + +»Ja, ganske snart.« Jomfruen åbner Lugen og ser ind i Køkkenet. + +Men hvis nu Sagen kom for en Dag? Hvis Betjenten kom til at fatte Mistanke, +begyndte at tænke over Hændelsen med Brødet, de fem Kroner, som Konen fik +tilbage på? Det var ikke umuligt, at han vilde komme på det en Dag, måske +næste Gang, når jeg gik derind. Nå ja, Herregud! . . . . Jeg trak i Smug på +Skuldrene. + +»Værsågod!« siger Jomfruen venligt og sætter Bifen på Bordet. »Men vil De +ikke heller gå ind i et andet Rum? Her er så mørkt.« + +»Nej, Tak, lad mig bare være her,« svarer jeg. Hendes Venlighed gør mig med +en Gang bevæget, jeg betaler Bifen straks, giver hende på Slump, hvad jeg +får fat i nede i Lommen, og lukker hendes Hånd til. Hun smiler, og jeg +siger for Spøg, med Tårer i Øjnene: »Resten skal De have at købe Dem en +Gård for . . . . Å, velbekomme!« . . . . + +Jeg begyndte at spise, blev mer og mer grådig efterhvert, slugte store +Stykker, uden at tygge dem, gassed mig dyrisk ved hver Mundfuld. Jeg rev i +Kødet som en Menneskeæder. + +Jomfruen kom igen hen til mig. + +»Vil De ikke have noget at drikke?« siger hun. Og hun luder sig lidt ned +mod mig. + +Jeg så på hende; hun talte meget lavt, næsten undseligt; hun slog Øjnene +ned. + +»Jeg mener en halv Øl, eller hvad De vil . . . . af mig . . . . atpå +. . . . dersom De vil . . . .« + +»Nej, mange Tak!« svared jeg. »Ikke nu. Jeg skal komme igen en anden Gang.« + +Hun trak sig tilbage og satte sig indenfor Disken; jeg så blot hendes +Hoved. Hvilket underligt Menneske! + +Da jeg blev færdig, gik jeg med en Gang til Døren, jeg følte allerede +Kvalme. Jomfruen rejste sig. Jeg var bange for at komme hen i Lyset, +frygted for at vise mig formeget frem for den unge Pige, som ikke aned min +Elendighed, og jeg sagde derfor hurtigt Godnat, bukked og gik. + +Maden begyndte at virke, jeg led meget af den og fik ikke beholde den +længe. Jeg gik og tømte min Mund ud i hver mørk Krog, som jeg kom forbi, +stred med at dæmpe denne Kvalme, som udhuled mig påny, knytted Hænderne og +gjorde mig hårdfør, stamped i Gaden og svælged rasende ned igen hvad der +vilde op — forgæves! Jeg sprang tilsidst ind i et Portrum, foroverbøjet, +med Hovedet foran, blind af Vand, som sprængtes ud i mine Øjne, og tømte +mig igen. + +Jeg blev forbittret, gik henad Gaden og græd, bandte de grusomme Magter, +hvem de end var, som forfulgte mig så, svor dem ned i Helvedes Fordømmelse +og evige Kval for deres Usselhed. Der var liden Ridderlighed hos Skæbnen, +virkelig nokså liden Ridderlighed, måtte man sige! . . . . Jeg gik hen til +en Mand, som stod og glante indad et Butiksvindu, og spurgte ham i største +Hast, hvad man efter hans Mening skulde byde en Mand, som havde sultet i +lang Tid. Det galdt Livet, sagde jeg, han tålte ikke Bif. + +»Jeg har hørt sige, at Mælk skal være bra, kogt Mælk,« svarer Manden yderst +forundret. »Hvem er det forresten. De spørger for?« + +»Tak! Tak!« siger jeg. »Det kan hænde, at det er nokså bra det, kogt Mælk +. . . .« + +Og jeg går. + +Ved den første Kafé, jeg traf på, gik jeg ind og bad om kogt Mælk. Jeg fik +Mælken, drak den ned så hed, som den var, slugte glubsk hver Dråbe, betalte +og gik atter. Jeg tog Vejen hjem. + +Nu hændte der noget forunderligt. Udenfor min Port, lænet op til Gaslygten +og midt i Lyset fra denne, står et Menneske, som jeg skimter allerede på +lang Afstand, — det er den sortklædte Dame igen. Den samme sortklædte Dame +fra de tidligere Aftener. Det var ikke til at tage fejl af, hun havde mødt +op på selvsamme Sted for fjerde Gang. Hun står aldeles urørlig. + +Jeg finder dette så besynderligt, at jeg uvilkårlig sagtner mine Skridt; i +dette Øjeblik er mine Tanker i god Orden, men jeg er meget ophidset, mine +Nerver er optirrede af det sidste Måltid. Jeg går som sædvanligt lige forbi +hende, kommer næsten til Porten og er i Færd med at træde indenfor. Da +standser jeg. Jeg får med ét en Indskydelse. Uden at gøre mig nogen Rede +for det, vender jeg mig om og går lige hen til Damen, jeg ser hende ind i +Ansigtet og hilser: + +»Godaften, Frøken!« + +»Godaften!« svarer hun. + +Undskyld, søgte hun efter nogen? Jeg havde lagt Mærke til hende før; om jeg +kunde være hende behjælpelig på nogen Måde? Beder så meget om Undskyldning +forresten. + +Ja, hun vidste ikke rigtig . . . . + +Der boed ingen ind ad denne Port, foruden en tre, fire Hester og mig; det +var forøvrigt en Stald og et Blikkenslagerværksted . . . . Hun var ganske +vist på Vildspor, desværre, når hun ledte efter nogen her. + +Da vender hun Ansigtet bort og siger: + +»Jeg leder ikke efter nogen, jeg bare står her, det faldt mig ind . . . .« + +Hun holdt inde. + +Jaså, hun stod der bare, stod der sådan Aften efter Aften, bare af at +Indfald. Det var lidt rart; jeg tænkte over det og kom mer og mer i +Vildrede med Damen. Så beslutted jeg mig til at være dristig. Jeg ringled +en Smule med mine Penge i Lommen og bød hende uden videre med på et Glas +Vin et eller andet Sted . . . . i Betragtning af, at Vinteren var kommet, +he-he . . . . Det behøved ikke at tage lang Tid . . . . Men det vilde hun +vel ikke? + +Å, nej, Tak, det gik vel ikke an. Nej, det kunde hun ikke gøre. Men vilde +jeg være så snil at følge hende et Stykke, så . . . . Det var nokså mørkt +hjemover, og det genered hende at gå alene opad Karl Johan, efterat det var +bleven så sent. + +Vi satte os i Bevægelse; hun gik på min højre Side. En ejendommelig, skøn +Følelse greb mig, Bevidstheden om at være i en ung Piges Nærhed. Jeg gik og +så på hende hele Vejen. Parfumen i hendes Hår, Varmen, der stod ud fra +hendes Legeme, denne Duft af Kvinde, der fulgte hende, det søde Åndedrag +hver Gang, hun vendte Ansigtet mod mig, — altsammen strømmed ind på mig, +trængte mig uregerligt ind i alle mine Sandser. Jeg kunde såvidt skimte et +fyldigt, lidt blegt Ansigt bag Sløret og et højt Bryst, der strutted ud mod +Kåben. Tanken på al denne skjulte Herlighed, som jeg aned var tilstede +indenfor Kåben og Sløret, forvirred mig, gjorde mig idiotisk lykkelig, uden +nogen rimelig Grund; jeg holdt det ikke længer ud, jeg berørte hende med +min Hånd, fingred ved hendes Skulder og smilte fjollet. Jeg hørte mit +Hjærte slå. + +»Hvor De er rar!« sagde jeg. + +Ja, hvordan det, egentlig? + +Jo, for det første havde hun ligefrem den Vane at stå stille udenfor en +Staldport Aften efter Aften, uden nogensomhelst Hensigt, bare fordi det +faldt hende ind . . . . + +Nå, hun kunde jo have sine Grunde herfor; hun holdt desuden af at være oppe +til langt på Nat, det havde hun altid syntes så godt om. Om jeg brød mig om +at lægge mig før tolv? + +Jeg? Var det nogen Ting i Verden jeg haded, så var det at lægge mig før +Klokken tolv om Natten. + +Ja, ser De der! Så tog hun altså denne Tur sådan om Aftenerne, når hun ikke +havde noget at forsømme med det; hun boed oppe på St. Olafs Plads . . . . + +»Ylajali!« råbte jeg. + +»Hvadbehager?« + +»Jeg sagde bare Ylajali . . . . Godt og vel, fortsæt!« + +Hun boed oppe på St. Olafs Plads, nokså ensomt, sammen med sin Mama, som +det ikke gik an at tale med, fordi hun var så døv. Var der da noget rart i, +at hun gærne vilde være lidt ude? + +Nej, slet ikke! svared jeg. + +Nå ja, hvad så? Jeg kunde høre på hendes Stemme, at hun smilte. + +Havde hun ikke en Søster? + +Jo, en ældre Søster — hvordan vidste jeg forresten det? — Men hun var +rejst til Hamborg. + +Nylig? + +Ja, for fem Uger siden. Hvor havde jeg det fra, at hun havde en Søster? + +Jeg havde det slet ikke, jeg bare spurgte. + +Vi taug. En Mand går forbi os med et Par Sko under Armen, ellers er Gaden +tom så langt, vi kan se. Borte ved Tivoli lyser en lang Række af kulørte +Lamper. Det sneed ikke mer, Himlen var klar. + +»Gud, fryser De ikke uden Yderfrakke?« siger pludselig Damen og ser på mig. + +Skulde jeg fortælle hende, hvorfor jeg ikke havde Yderfrakke? åbenbare min +Stilling straks og skræmme hende bort lige så godt først som sidst? Det var +dog dejligt at gå her ved hendes Side og holde hende i Uvidenhed endnu en +liden Stund; jeg løj, jeg svared: + +»Nej, aldeles ikke.« Og forat komme ind på noget andet, spurgte jeg: »Har +De set Menageriet på Tivoli?« + +»Nej,« svared hun. »Er det noget at se?« + +Hvis hun nu fandt på at ville gå derhen? Ind i alt det Lys, sammen med så +mange Mennesker! Hun vilde blive altfor flau, jeg vilde jage hende på Dør +med mine dårlige Klæder, mit magre Ansigt, som jeg ikke engang havde vasket +i to Dage; hun vilde kanske endog opdage, at jeg ingen Vest havde . . . . + +»Å, nej,« svared jeg derfor, »det er vist ikke noget at se.« Og der faldt +mig ind endel lykkelige Ting, som jeg straks gjorde Brug af, et Par +tarvelige Ord, Rester inde fra min udsugede Hjærne: Hvad kunde man vel +vente af et sådant lidet Menageri? Overhovedet interessered det ikke mig at +se Dyr i Bur. Disse Dyr ved, at man står og ser på dem; de føler de +hundrede nysgærrige Blikke og påvirkes af dem. Nej, måtte jeg bede om Dyr, +som ikke vidste, at man beskued dem, de sky Væsener, der pusler i sit Hi, +ligger med dorske, grønne Øjne, slikker sine Klør og tænker. Hvad? + +Ja, det havde jeg vist Ret i. + +Det var Dyret i al sin sære Forfærdelighed og sære Vildhed, som der var +noget ved. De lydløse, listende Skridt i Nattens Mulm og Mørke, Skogens +forvittrede Uhygge, Skrigene fra en forbifarende Fugl, Vinden, Blodlugten, +Bulderet oppe i Rummet, kortsagt Vilddyrrigets Ånd over Vilddyret . . . . +Det ubevidstes Poesi . . . . + +Men jeg var bange for, at dette trætted hende, og Følelsen af min store +Armod greb mig påny og knuged mig sammen. Om jeg nu blot havde været så +nogenlunde godt antrukken, kunde jeg have glædet hende med den Tur i +Tivoli! Jeg begreb ikke dette Menneske, som kunde finde nogen Fornøjelse i +at lade sig ledsage opad hele Karl Johan af en halvt nøgen Stodder. Hvad i +Guds Navn tænkte hun på? Og hvorfor gik jeg her og skabte mig til og smilte +idiotisk ad ingen Ting? Havde jeg også nogen rimelig Årsag til at lade mig +plage ud af denne fine Silkefugl til så lang en Tur? Kosted det mig kanske +ikke Anstrængelse? Følte jeg ikke Dødens Isnen lige ind i mit Hjærte, bare +ved det sagteste Vindstød, der blæste mod os? Og støjed ikke allerede +Vanviddet i min Hjærne, bare af Mangel på Mad i mange Måneder i Træk? Hun +hindred mig endog fra at gå hjem og få mig lidt Mælk på Tungen, en ny +Skefuld Mælk, som jeg kanske kunde få beholde. Hvorfor vendte hun mig ikke +Ryggen og lod mig gå Pokker ivold? . . . . + +Jeg blev fortvivlet; min Håbløshed bragte mig til det yderste, og jeg +sagde: + +»De burde i Grunden ikke gå sammen med mig. Frøken; jeg prostituerer Dem +midt for alle Folks Øjne bare ved min Dragt. Ja, det er virkelig sandt; jeg +mener det.« + +Hun studser. Hun ser hurtigt op på mig og tier. Derpå siger hun: + +»Herregud dog!« Mer siger hun ikke. + +»Hvad mener De med det.« spurgte jeg. + +»Uf, nej, De gør mig skamfuld . . . . Nu har vi ikke så langt igen.« Og hun +gik lidt hurtigere til. + +Vi drejed op Universitetsgaden og så allerede Lygterne på St. Olafs Plads. +Da gik hun langsommere igen. + +»Jeg vil ikke være indiskret« siger jeg, »men vil De ikke sige mig deres +Navn, før vi skilles? Og vil De ikke bare for et Øjeblik tage Sløret bort, +så jeg får se Dem? Jeg skulde være så taknemmelig.« + +Pause. Jeg gik og vented. + +»De har set mig før,« svarer hun. + +»Ylajali!« siger jeg igen. + +»Hvadbehager? De har forfulgt mig en halv Dag, lige hjem. Var De fuld +dengang?« Jeg hørte igen, at hun smilte. + +»Ja,« sagde jeg, »ja, desværre, jeg var fuld dengang.« + +»Det var stygt af Dem!« + +Og jeg indrømmed sønderknust, at det var stygt af mig. + +Vi var kommet til Fontænen, vi standser og ser opad de mange oplyste +Vinduer i Numer 2. + +»Nu må De ikke følge med længer,« siger hun; »Tak for iaften!« + +Jeg bøjed Hovedet, jeg turde ikke sige nogen Ting. Jeg tog af min Hat og +stod barhovedet. Mon hun vilde række mig Hånden? + +»Hvorfor beder De mig ikke om at gå med tilbage et Stykke?« siger hun lavt, +og hun ser ned på sin Skosnude. + +»Herregud,« svarer jeg ude af mig selv, »Herregud, om De vilde gøre det!« + +»Ja, men bare et lidet Stykke.« + +Og vi vendte om. + +Jeg var yderst forvirret, jeg vidste slet ikke, hvordan jeg skulde gå eller +stå; dette Menneske vendte fuldstændig op og ned på hele min Tankegang. Jeg +var henrykt, vidunderlig glad; jeg syntes, jeg gik dejligt tilgrunde af +Lykke. Hun havde udtrykkelig villet gå med tilbage, det var ikke mit +Påfund, det var hendes eget Ønske. Jeg går og ser på hende og blir mer og +mer modig, hun opmuntrer mig, trækker mig til sig ved hvert Ord. Jeg +glemmer for et Øjeblik min Armod, min Ringhed, hele min jammerlige +Tilværelse, jeg føler Blodet jage mig varmt gennem Kroppen, som i gamle +Dage, før jeg faldt sammen, og jeg beslutted at føle mig frem med et lidet +Kneb. + +»Forresten var det ikke Dem, jeg forfulgte dengang,« sagde jeg; »det var +Deres Søster.« + +»Var det min Søster?« siger hun i højeste Grad forbauset. Hun standser, ser +på mig, venter virkelig Svar. Hun spurgte for ramme Alvor. + +»Ja,« svared jeg. »Hm. Det vil sige, det var altså den yngste af de to +Damer, som gik foran mig.« + +»Den yngste, ja? Ja? Åhå!« Hun lo med en Gang, højt, inderligt som et Barn. +»Nej, hvor De er slu! Det sagde De bare, forat få mig til at tage Sløret +af. Ikke? Ja, jeg forstod det. Men det skal De være blå for . . . . til +Straf.« + +Vi begyndte at le og spase, vi talte ustandseligt hele Tiden, jeg vidste +ikke, hvad jeg sagde, jeg var så glad. Hun fortalte, at hun havde set mig +engang før, for længe siden, i Teatret. Jeg havde tre Kammerater med, og +jeg havde båret mig ad som en gal; jeg havde bestemt været fuld da også, +desværre! + +Hvorfor troed hun det? + +Jo, jeg havde leet så. + +Jaså. Å, ja, jeg lo meget dengang. + +Men ikke nu længer? + +Å, jo, nu også. Det var herligt at være til! + +Vi kom ned mod Karl Johan. Hun sagde: »Nu går vi ikke længer!« Og vi gik +atter opad Universitetsgaden. Da vi igen kom op til Fontænen, sagtned jeg +lidt mine Skridt, jeg vidste, at jeg ikke fik følge med længer. + +»Ja, nu må De altså vende om,« sagde hun og standsed. + +»Ja, jeg må vel det,« svared jeg. + +Men lidt efter mente hun, at jeg nok kunde være med til Porten. Herregud, +der var da ikke noget galt i det. Vel? + +»Nej,« sagde jeg. + +Men da vi stod ved Porten, trængte al min Elendighed igen ind på mig. Hvor +kunde man også holde Modet oppe, når man var så knækket sammen? Her stod +jeg foran en ung Dame, smudsig, forreven, vansiret af Sult, uvasket, blot +halvt påklædt, — det var til at synke i Jorden af. Jeg gjorde mig liden, +dukked mig uvilkårlig ned og sagde: + +»Må jeg nu ikke træffe Dem mer?« + +Jeg havde intet Håb om at få Lov til at møde hende igen; jeg ønsked næsten +et skarpt Nej, som kunde stive mig op og gøre mig ligeglad. + +»Jo.« sagde hun lavt, næsten uhørligt. + +»Hvornår?« + +»Jeg ved ikke.« + +Pause. + +»Vil De ikke være så snil at tage Sløret af bare et eneste Øjeblik,« sagde +jeg, »så jeg får se, hvem jeg har talt med. Bare et Øjeblik. For jeg må da +se, hvem jeg har talt med.« + +Pause. + +»De kan møde mig her udenfor Tirsdag Aften,« siger hun. »Vil De det?« + +»Ja, kære, får jeg Lov til det!« + +»Klokken otte.« + +»Godt.« + +Jeg strøg med min Hånd nedad hendes Kåbe, børsted Sneen af den, blot forat +få et Påskud til at røre ved hende; det var mig en Vellyst at være hende så +nær. + +»Så får De ikke tro altfor galt om mig da,« sagde hun. Hun smilte igen. + +»Nej . . . .« + +Pludselig gjorde hun en resolut Bevægelse og trak Sløret op i Panden; vi +stod og så på hinanden et Sekund. Ylajali! sagde jeg. Hun hæved sig op, +slog Armene om min Hals og kyssed mig midt på Munden. En eneste Gang, +hurtigt, forvirrende hurtigt, midt på Munden. Jeg følte, hvor hendes Bryst +bølged, hun pusted voldsomt. + +Og øjeblikkelig rev hun sig ud af mine Hænder, råbte Godnat, stakåndet, +hviskende, vendte sig og løb opad Trappen, uden at sige mer . . . . + +Portdøren faldt i. + + * * * + +Det sneed end mer den næste Dag, en tung, regnblandet Sne, store våde +Dotter, som faldt ned og blev til Søle. Vejret var råt og isnende. + +Jeg var vågnet noget sent, underlig fortumlet i Hovedet af Aftenens +Sindsbevægelser, beruset i Hjærtet af det skønne Møde. I min Henrykkelse +havde jeg ligget en Stund vågen og tænkt mig Ylajali ved min Side; jeg +bredte Armene ud, omfavned mig selv og kyssed ud i Luften. Så havde jeg +endelig stået op og fået mig en ny Kop Mælk og straks derpå en Bif, og jeg +var ikke længer sulten; blot mine Nerver var stærkt ophidsede igen. + +Jeg begav mig ned til Klædesbasarerne. Det faldt mig ind, at jeg kanske +kunde få mig en brugt Vest for en billig Pris, noget at have på under +Frakken, lige meget hvad. Jeg gik opad Trappen til Basaren og fik fat på en +Vest, som jeg begyndte at undersøge. Mens jeg pusled med dette, kom en +Bekendt forbi; han nikked og råbte op til mig, jeg lod Vesten hænge og gik +ned til ham. Han var Tekniker og skulde på Kontoret. + +»Følg med og tag et Glas Øl,« sagde han. »Men kom fort, jeg har liden Tid +. . . . Hvad var det for det for en Dame, De spadsered med igåraftes?« + +»Hør nu her,« sagde jeg, skinsyg på hans blotte Tanke, »om det nu var min +Kæreste?« + +»Død og Pine!« sagde han. + +»Ja, det blev afgjort igår.« + +Jeg havde slået ham flad, han troed mig ubetinget. Jeg løj ham fuld, forat +blive af med ham igen; vi fik Øllet, drak og gik. + +»Godmorgen, da! . . . . Hør,« sagde han pludselig, »jeg skylder Dem altså +nogle Kroner, og det er Skam, at jeg ikke har betalt dem tilbage for længe +siden. Men nu skal De få dem med det første.« + +»Ja, Tak,« svared jeg. Men jeg vidste, at han aldrig vilde betale mig +tilbage de Kroner. + +Øllet steg mig desværre straks til Hovedet, jeg blev meget hed. Tanken på +Aftenens Æventyr overvælded mig, gjorde mig næsten forstyrret. Hvad om hun +nu ikke mødte op Tirsdag! Hvad om hun begyndte at tænke over, fatte +Mistanke! . . . . Fatte Mistanke til hvad? . . . . Min Tanke blev med ét +spillevende og begyndte at tumle med Pengene. Jeg blev angst, dødelig +forfærdet over mig selv. Tyveriet stormed ind på mig med alle dets +Detaljer; jeg så den lille Butik, Disken, min magre Hånd, da jeg greb +Pengene, og jeg udmaled mig Politiets Fremgangsmåde, når det kom og skulde +tage mig. Jærn om Hænder og Fødder, nej, blot om Hænderne, kanske blot på +den ene Hånd; Skranken, Vagthavendes Protokol, Lyden af hans Pen, som +skrabed, kanske tog han en ny for Anledningen; hans Blik, hans farlige +Blik: Nå, Hr. Tangen? Cellen, det evige Mørke . . . . + +Hm. Jeg knytted Hænderne heftigt sammen, forat give mig Mod, gik hurtigere +og hurtigere og kom til Stortorvet. Her satte jeg mig. + +Ingen Barnestreger! Hvor i alverden kunde man bevise, at jeg havde stjålet? +Desuden turde ikke Høkergutten gøre Allarm, selv om han en Dag kom til at +huske, hvordan det hele var gået til; han havde nok sin Plads for kær. +Ingen Larm, ingen Scener, om jeg måtte bede! + +Men disse Penge tynged alligevel syndigt i min Lomme og gav mig ikke Fred. +Jeg satte mig til at prøve mig selv og fandt ud på det klareste, at jeg +havde været lykkeligere før, dengang, da jeg gik og led i al Ærlighed. Og +Ylajali! Havde jeg ikke også gået og trukket hende ned med mine syndige +Hænder! Herregud! Herre, min Gud! Ylajali! + +Jeg følte mig fuld som en Alke, sprang pludselig op og gik lige hen til +Kagekonen ved Elefantapoteket. Jeg kunde endnu rejse mig fra Vanæren, det +var langtfra forsent, jeg skulde vise hele Verden, at jeg var istand til +det! Undervejs fik jeg Pengene i Beredskab, holdt hver Øre i Hånden; jeg +bukked mig ned over Konens Bord, som om jeg vilde købe noget, og slog hende +uden videre Pengene i Hånden. Jeg sagde ikke et Ord, jeg gik straks. + +Hvor det smagte vidunderligt at være ærligt Menneske igen! Mine tomme +Lommer tynged ikke mer, det var mig en Nydelse at være blank påny. Når jeg +rigtig tænkte efter, havde disse Penge i Grunden kostet mig megen hemmelig +Kummer, jeg havde virkelig tænkt på dem med Gysen Gang på Gang; jeg var +ingen forstokket Sjæl, min ærlige Natur havde oprørt sig mod den lave +Gærning. Gudskelov, jeg havde hævet mig i min egen Bevidsthed. Gør mig det +efter! sagde jeg og så udover det myldrende Torv. Gør mig det bare efter! +Jeg havde glædet en gammel, fattig Kagekone, så det havde Skik; hun vidste +hverken ud eller ind. Iaften skulde ikke hendes Børn gå sultne tilsengs +. . . . Jeg gejled mig op med disse Tanker og syntes, at jeg havde båret +mig udmærket ad. Gudskelov, Pengene var nu ude af mine Hænder. + +Fuld og nervøs gik jeg henad Gaden og aksled mit Skind. Glæden over at +kunne gå Ylajali ren og ærlig imøde og se hende ind i Ansigtet, løb ganske +af med mig; jeg havde ingen Smærter mer, mit Hoved var klart og tomt, det +var som det skulde være et Hoved af idel Lys, som stod og skinned på mine +Skuldre. Jeg fik Lyst til at gøre Skøjerstreger, begå forbausende Ting, +sætte Byen på Ende og støje. Opad hele Grændsen opførte jeg mig som en +vanvittig Mand; det sused let for mine Øren, og i min Hjærne var Rusen i +fuld Gang. Begejstret af Dumdristighed fik jeg i Sinde at gå hen og opgive +min Alder for et Bybud, som forresten ikke havde talt et Ord, tage ham i +Hånden, se ham indtrængende ind i Ansigtet og forlade ham igen, uden nogen +Forklaring. Jeg skælned Nuancerne i de forbigåendes Stemmer og Latter, +iagttog nogle Småfugle, som hopped foran mig i Gaden, gav mig til at +studere Brostenenes Udtryk og fandt allehånde Tegn og underlige Figurer i +dem. Under dette var jeg kommet ned til Stortingsplads. + +Jeg står pludselig stille og stirrer ned på Droscherne. Kuskene vandrer +samtalende omkring, Hestene står og luder forover mod det stygge Vejr. Kom! +sagde jeg og puffed til mig selv med Albuen. Jeg gik hurtigt hen til den +første Vogn og steg op. Ullevoldsvejen Numer 37! råbte jeg. Og vi rulled +afsted. + +Undervejs begyndte Kusken at se sig tilbage, lægge sig ned og kige ind i +Vognen, hvor jeg sad under Kaleschen. Var han bleven mistænksom? Der var +ingen Tvivl om, at min usle Påklædning havde gjort ham opmærksom. + +»Det er en Mand, jeg skal træffe!« råbte jeg til ham, forat komme ham i +Forkøbet, og jeg forklared ham indstændigt, at jeg absolut måtte træffe +denne Mand. + +Vi standser udenfor 37, jeg hopper ud, springer opad Trapperne, helt op til +tredje Etage, griber en Klokkestræng og rykker til; Bjælden gjorde seks, +syv forfærdelige Slag indenfor. + +En Pige kommer og lukker op; jeg lægger Mærke til, at hun har Gulddobber i +Ørene og sorte Lastingsknapper i det grå Kjoleliv. Hun ser forfærdet på +mig. + +Jeg spørger efter Kierulf, Joachim Kierulf, om jeg så måtte sige, en +Uldhandler, kortsagt, han var ikke til at tage fejl af . . . . + +Pigen ryster på Hovedet. + +»Bor ingen Kierulf her,« siger hun. + +Hun stirrer på mig, tager i Døren, færdig til at trække sig tilbage. Hun +gjorde sig ingen Anstrængelse for at finde Manden; hun så virkelig ud til +at kende den Person, jeg spurgte efter, når hun bare vilde tænke sig om, +den lade Skabning. Jeg blev vred, vendte hende Ryggen og løb nedad +Trapperne igen. + +»Han var ikke der!« råbte jeg til Kusken. + +»Var han ikke der?« + +»Nej. Kør til Tomtegaden Numer 11.« + +Jeg var i det heftigste Sindsoprør og meddelte Kusken noget deraf; han +troed ganske vist, at det galdt Livet, og han kørte uden videre afsted. Han +slog stærkt på. + +»Hvad hedder Manden?« spurgte han og vendte sig på Bukken. + +»Kierulf, Uldhandler Kierulf.« + +Og Kusken syntes nok også, at den Mand ikke var til at tage fejl af. Om han +ikke plejed at gå med en lys Frakke? + +»Hvadfor noget?« råbte jeg, »lys Frakke? Er De gal? Tror De, det er en +Tékop, jeg spørger efter?« Denne lyse Frakke kom mig meget ubelejligt, +spolered hele Manden for mig, således, som jeg havde tænkt mig ham. + +»Hvad var det, De sagde, han hedte? Kierulf?« + +»Javist,« svared jeg, »er der noget underligt i det? Navnet skæmmer ingen.« + +»Har han ikke rødt Hår?« + +Nu kunde det gærne være, at han havde rødt Hår, og da Kusken nævnte den +Ting, var jeg med engang sikker på, at han havde Ret. Jeg følte mig +taknemmelig mod den stakkels Vognmand og sagde ham, at han havde taget +Manden ganske på Spiddet; det forholdt sig virkelig, som han sagde; det +vilde være et Særsyn, sagde jeg, at se en sådan Mand uden rødt Hår. + +»Det må være ham, som jeg har kørt et Par Gange,« sagde Kusken. »Han havde +en Knortekæp?« + +Dette gjorde Manden lys levende for mig, og jeg sagde: + +»He-he, der har vel endnu ingen set den Mand uden med en Knortekæp i Hånden +Forsåvidt så kan De være tryg, ganske tryg.« + +Ja, det var klart, at det var samme Mand, som han havde kørt. Han kendte +ham igen . . . . + +Og vi kørte på, så det gnistred af Hesteskoene. + +Midt i denne ophidsede Tilstand havde jeg ikke et eneste Øjeblik tabt +Åndsnærværelsen. Vi kommer forbi en Politibetjent, og jeg lægger Mærke til, +at han har Numret 69. Dette Tal træffer mig så grusomt nøje, står med en +Gang som en Splint i min Hjærne. 69, nøjagtigt 69, jeg skulde ikke glemme +det! + +Jeg læned mig tilbage i Vognen, et Bytte for de galeste Indfald, krøb +sammen derinde under Kaleschen, så ingen skulde se, at jeg rørte Munden, og +gav mig til at passiare idiotisk med mig selv. Vanviddet raser mig gennem +Hjærnen, og jeg lader det rase, jeg er fuldt bevidst, at jeg ligger under +for Indflydelser, som jeg ikke er Herre over. Jeg begyndte at le, tyst og +lidenskabeligt, uden Spor af Grund, endnu lystig og fuld af det Par Glas +Øl, jeg havde drukket. Lidt efterhvert tager min Ophidselse af, min Ro +vender mer og mer tilbage. Jeg følte Kulde i min såre Finger, og jeg stak +den ned mellem Halselinningen, forat varme den lidt. Således kom vi ned til +Tomtegaden. Kusken holder an. + +Jeg stiger ud af Vognen, uden Hast, tankeløst, slapt, tung i Hovedet, Jeg +går indad Porten, kommer ind i en Baggård, som jeg går tvers over, støder +mod en Dør, som jeg åbner og går indad, og jeg befinder mig i en Gang, et +Slags Forværelse med to Vinduer. Der står to Kufferter, den ene ovenpå den +anden, i den ene Krog, og på Langvæggen en gammel, umalet Sofabænk, hvori +der ligger et Tæppe. Tilhøjre, i næste Værelse, hører jeg Stemmer og +Barneskrig, og ovenover mig, i anden Etage, Lyden af en Jærnplade, som der +hamres på. Alt dette mærker jeg, såsnart jeg er kommet ind. + +Jeg går roligt tvers over Værelset, hen til den modsatte Dør, uden at +skynde mig, uden Tanke på Flugt, åbner også den og kommer ud i +Vognmandsgaden. Jeg ser opad Huset, som jeg just har passeret igennem: +Beværtning & Logi for Rejsende. + +Det falder mig ikke ind at søge at komme væk, stjæle mig bort fra Kusken, +som venter på mig; jeg går meget sindigt udefter Vognmandsgaden, uden Frygt +og uden at være mig noget galt bevidst. Kierulf, denne Uldhandler, som +havde spøgt så længe i min Hjærne, dette Menneske, som jeg mente var til, +og som jeg nødvendigvis måtte træffe, var bleven borte for min Tanke, +visket ud sammen med andre gale Påfund, som kom og gik efter Tur; jeg +husked ham ikke mer uden som en Anelse, et Minde. + +Jeg blev mer og mer ædru, efterhvert som jeg vandred frem, følte mig tung +og mat og slæbte Benene efter mig. Sneen faldt fremdeles ned i store, våde +Filler. Tilsidst kom jeg ud på Grønland, lige ud til Kirken, hvor jeg satte +mig til at hvile på en Bænk. Alle, som gik forbi, betragted mig meget +forundret. Jeg faldt i Tanker. + +Du gode Gud, hvor det var dårligt fat med mig nu! Jeg var så inderlig ked +og træt af hele mit elendige Liv, at jeg fandt det ikke Møjen værd at kæmpe +længer, forat beholde det. Modgangen havde taget Overhånd, den havde været +for grov; jeg var så mærkelig ødelagt, ganske som en Skygge af, hvad jeg +engang var. Mine Skuldre var sunkne ned, helt til den ene Side, og jeg var +kommet i Vane med at lude meget forover, når jeg gik, forat spare mit Bryst +det lille, jeg kunde. Jeg havde undersøgt min Krop for et Par Dage siden, +en Middagstid oppe på mit Rum, og jeg havde stået og grædt hele Tiden over +den. Jeg havde gået i den samme Skjorte i mange Uger, den var ganske stiv +af gammel Sved og havde gnavet min Navle itu; der kom lidt blodigt Vand ud +af Såret, men det smærted ikke meget, kun var det så sørgeligt at have +dette Sår midt på Maven. Jeg havde ingen Råd med det, og det vilde ikke gro +igen af sig selv; jeg vasked det, tørred det omhyggeligt af og trak den +samme Skjorte atter på. Der var intet at gøre ved det . . . . + +Jeg sidder der på Bænken og tænker over alt dette og er temmelig trist. Jeg +væmmedes ved mig selv; endog mine Hænder forekommer mig modbydelige. Dette +slattede, næsten ublufærdige Udtryk i mine Håndbage piner mig, volder mig +Ubehag; jeg føler mig ved Synet af mine magre Fingre råt påvirket, jeg +hader hele mit slunkne Legeme og gyser ved at bære på det, føle det om mig. +Herregud, om der bare blev en Ende på det nu! Jeg vilde inderlig gærne dø. + +Aldeles overvunden, besudlet og nedværdiget i min egen Bevidsthed, rejste +jeg mig mekanisk op og begyndte at gå hjemad. Undervejs kom jeg forbi en +Port, hvor der stod følgende at læse: »Ligsvøb hos Jomfru Andersen, +tilhøjre i Porten.« — Gamle Minder! sagde jeg, og jeg husked mit forrige +Rum på Hammersborg, den lille Gyngestol, Avisbetrækket nede ved Døren, +Fyrdirektørens Avertissement og Bager Fabian Olsens nybagte Brød. Å, ja, +jeg havde jo havt det meget bedre dengang end nu; en Nat havde jeg skrevet +en Føljeton til ti Kroner, nu kunde jeg ikke skrive noget mer, jeg kunde +aldeles ikke skrive noget mer, mit Hoved blev straks tomt, såsnart jeg +forsøgte. Ja, jeg vilde have en Ende på det nu! Og jeg gik og gik. + +Efterhvert som jeg kom nærmere og nærmere Husholdningshandelen, havde jeg +halvt ubevidst Følelsen af, at jeg nærmed mig en Fare; men jeg holdt fast +ved mit Forsæt, jeg vilde udlevere mig. Jeg gik roligt opad Trappen, jeg +møder i Døren en liden Pige, som bærer en Kop i Hånden, og jeg slipper +hende forbi og lukker Døren. Betjenten og jeg står for anden Gang overfor +hinanden, alene. + +»Nå,« siger han, »det er et skrækkeligt Vejr.« + +Hvad skulde denne Omvej til? Hvorfor tog han mig ikke med en Gang? Jeg blev +rasende og sagde: + +»Jeg kommer altså ikke, forat prate om Vejret.« + +Denne Heftighed forbløffer ham, hans lille Høkerhjærne slår Klik; det havde +slet ikke faldt ham ind, at jeg havde bedraget ham for fem Kroner. + +»Ved De da ikke, at jeg har snydt Dem?« siger jeg utålmodig, og jeg puster +heftigt, skælver, er færdig til at bruge Magt, hvis han ikke straks kommer +til Sagen. + +Men den stakkels Mand aner ingen Ting. + +Nej, du store Verden, hvilke dumme Mennesker, man var nødt til at leve +iblandt! Jeg skælder ham ud, forklarer ham Punkt for Punkt, hvorledes det +hele var gået til, viser ham, hvor jeg stod og hvor han stod, da Gærningen +skete, hvor Pengene havde ligget, hvorledes jeg havde samlet dem ned i min +Hånd og lukket Hånden sammen om dem, — og han forstår altsammen, men gør +alligevel intet ved mig. Han vender sig hid og did, lytter efter +Fodtrinnene i Sideværelset, tysser på mig, forat få mig til at tale lavere, +og siger tilslut: + +»Det var nokså sjofelt gjort af Dem!« + +»Nej, vent lidt!« råbte jeg i min Trang til at modsige ham, ægge ham op; +det var ikke så lavt og nedrigt, som han med sit elendige Husholdningshoved +forestilled sig. Jeg beholdt naturligvis ikke Pengene, det kunde aldrig +falde mig ind; jeg for min Part vilde ikke drage nogen Nytte af dem, det +bød min bundærlige Natur imod . . . . + +»Hvor gjorde De af dem da?« + +Jeg gav dem bort til en gammel, fattig Kone, hver Øre, måtte han vide; den +Slags Person var jeg, jeg glemte ikke de fattige så aldeles . . . . + +Han står og tænker en liden Stund på dette, blir åbenbart meget tvivlrådig +om, hvorvidt jeg er en ærlig Mand eller ikke. Endelig siger han: + +»Burde De ikke heller have leveret Pengene tilbage?« + +»Nej, hør her,« svarer jeg, »jeg vilde ikke bringe Dem i Ulejlighed, jeg +vilde spare Dem. Men det er Takken, man har, forat man er ædelmodig. Nu +står jeg her og forklarer Dem det hele, og De skammer Dem ikke som en Hund, +gør simpelthen ingen Anstalter til at få Striden udjævnet med mig. Derfor +vasker jeg mine Hænder. Forresten giver jeg Dem Fan. Farvel!« + +Jeg gik og slog Døren hårdt i efter mig. + +Men da jeg kom hjem på mit Værelse, ind i dette bedrøvelige Hul, gennemvåd +af den bløde Sne, skælvende i Knæerne af Dagens Vandringer, tabte jeg +øjeblikkelig min Kæphøjhed og faldt sammen påny. Jeg angred mit Overfald på +den arme Butiksmand, græd, greb mig i Struben, forat straffe mig for min +usle Streg, og holdt et syndigt Hus. Han havde naturligvis været i den +dødeligste Angst for sin Post, havde ikke vovet at gøre nogen Kvalm for +disse fem Kroner, som Forretningen havde tabt. Og jeg havde benyttet mig af +hans Frygt, havde pint ham med min højrøstede Tale, spiddet ham med hvert +Ord, som jeg råbte ud. Og Høkerchefen selv havde måske siddet indenfor i +Værelset ved Siden af og følt sig på et hængende Hår opfordret til at gå ud +til os og se, hvad det var, som foregik. Nej, der var ingen Grændse længer +for, hvad jeg kunde gøre af nederdrægtige Ting! + +Nå, men hvorfor var jeg ikke bleven sat fast? Så var det kommet til en +Afslutning. Jeg havde jo sågodtsom rakt Hænderne frem til Jærnene. Jeg +vilde aldeles ikke have gjort nogen Modstand, jeg vilde tvertimod have +hjulpet til. Himlens og Jordens Herre, en Dag af mit Liv for et lykkeligt +Sekund igen! Mit hele Liv for en Ret Linser! Hør mig bare denne Gang! +. . . . + +Jeg lagde mig i de våde Klæder; jeg havde en uklar Tanke om, at jeg kanske +vilde dø om Natten, og jeg brugte min sidste Kraft til at ordne op en Smule +i min Seng, så det kunde se lidt ordentlig ud omkring mig om Morgenen. Jeg +folded Hænderne og valgte min Stilling. + +Så med engang husker jeg Ylajali. At jeg havde glemt hende så ganske hele +Aftenen udover! Og Lyset trænger ganske svagt ind i mit Sind igen, en liden +Stråle Sol, der gør mig så velsignet varm. Og der blir mere Sol, et mildt, +fint Silkelys, der strejfer mig så bedøvende dejligt. Og Solen blir +stærkere og stærkere, brænder skarpt mod mine Tindinger, koger tung og +glødende i min udmagrede Hjærne. Og der flammer tilsidst for mine Øjne et +vanvittigt Bål af Stråler, en antændt Himmel og Jord, Mennesker og Dyr af +Ild, Bjærge af Ild, Djævle af Ild, en Afgrund, en Ørken, en Alverden i +Brand, en rygende yderste Dag. + +Og jeg så og hørte intet mer . . . . + + * * * + +Jeg vågned i Sved den næste Dag, fugtig over hele Legemet, meget fugtig; +Feberen havde presset mig ganske voldsomt. I Førstningen havde jeg ingen +klar Bevidsthed om, hvad der var foregået med mig, jeg så mig omkring med +Forundring, følte mig totalt forbyttet i mit Væsen, kendte mig slet ikke +igen. Jeg følte mig efter opad Armene og nedad Benene, faldt i Forbauselse +over, at Vinduet stod på den Væg og ikke på den stik modsatte Væg, og jeg +hørte Hestenes Trampen nede i Gården, som om den kom ovenfra. Jeg var også +temmelig kvalm. + +Mit Hår lå vådt og koldt om min Pande; jeg rejste mig på Albuen og så ned +på Hovedpuden: vådt Hår lå også igen på den, i små Dotter. Mine Fødder +havde hovnet op inde i Skoene i Løbet af Natten, men de smærted ikke, jeg +kunde blot ikke røre Tæerne stort, de var blevne for stive. + +Da det led ud på Eftermiddagen, og det allerede var begyndt at skumre lidt, +stod jeg op af Sengen og begyndte at pusle omkring i Værelset. Jeg prøved +mig frem med små, forsigtige Skridt, passed på at holde Ligevægten og +spared så meget som muligt mine Fødder. Jeg led ikke meget, og jeg græd +ikke; jeg var i det hele taget ikke trist, jeg var tvertimod velsignet +tilfreds; det faldt mig ikke ind netop da, at nogen Ting kunde være +anderledes end den var. + +Så gik jeg ud. + +Det eneste, som plaged mig en Smule, var trods min Kvalme for Mad alligevel +Sulten. Jeg begyndte at føle en skammelig Appetit igen, en indre glubende +Madlyst, som det stadig blev værre og værre med. Det gnaved ubarmhjærtigt i +mit Bryst, bedreves et tyst, underligt Arbejde derinde. Det kunde være et +Snes bitte små, fine Dyr, som lagde Hovedet på den ene Side og gnaved lidt, +lagde derpå Hovedet på den anden Side og gnaved lidt, lå et Øjeblik aldeles +stille, begyndte igen, bored sig ind uden Støj og uden Hast og efterlod +tomme Strækninger overalt, hvor de for frem . . . . + +Jeg var ikke syg, men mat, jeg begyndte at svede. Jeg tænkte mig hen på +Stortorvet, forat hvile lidt; men Vejen var lang og besværlig; endelig var +jeg dog næsten fremme, jeg stod på Hjørnet af Torvet og Torvegaden. Sveden +randt ned i mine Øjne, dugged mine Briller og gjorde mig blind, og jeg var +netop standset, forat tørre mig af en Smule. Jeg mærked ikke, hvor jeg +stod, jeg tænkte ikke over det; Larmen omkring mig var frygtelig. + +Pludselig lyder et Råb, et koldt, skarpt Varsko. Jeg hører dette Råb, hører +det meget godt, og jeg rykker nervøst til Siden, gor et Skridt så hurtigt, +mine dårlige Ben kan bevæge sig. Et Uhyre af en Brødvogn stryger mig forbi +og strejfer min Frakke med Hjulet; havde jeg været lidt hurtigere, vilde +jeg gået aldeles fri. Jeg kunde kanske været lidt hurtigere, ganske lidt +hurtigere, hvis jeg havde anstrængt mig; der var ingen Råd med det, det +gjorde ondt i min ene Fod, et Par Tæer blev maset; jeg følte, at de ligesom +krølled sig sammen inde i Skoen. + +Brødkøreren holder Hestene an af alle Kræfter; han vender sig om på Vognen +og spørger forfærdet, hvordan det gik. Jo, det kunde gået langt værre +. . . . det var vel kanske ikke så farligt . . . . jeg troed ikke, at der +var nogen Ting knust . . . . Å, jeg be’r . . . . + +Jeg drev hen til en Bænk det forteste, jeg kunde; disse mange Mennesker, +som standsed op og gloed på mig, havde gjort mig flau. Egentlig var det +ikke noget Dødsstød, det var gået forholdsvis heldigt, når Ulykken endelig +skulde være ude. Det værste var, at min Sko var trykket istykker, Sålen +revet løs på Snuden. Jeg holdt Poden op og så Blod inde i Gabet. Nå, det +var ikke med Vilje gjort på nogen af Siderne, det var ikke Mandens Hensigt +at gøre det værre for mig end det var; han så meget bedrøvet ud. Kanske +hvis jeg havde bedt ham om et lidet Brød fra Vognen, så havde jeg fået det. +Han havde vist givet mig det med Glæde. Gud glæde ham til Gengæld der, han +er! . . . . + +Jeg sulted hårdt, og jeg vidste ikke, hvor jeg skulde gøre af mig for min +ublu Appetit. Jeg vred mig hid og did på Bænken og lagde Brystet helt ned +på mine Knæ; jeg var næsten forstyrret. Da det blev mørkt, rusled jeg bort +til Rådstuen — Gud ved, hvordan jeg kom did — og satte mig på Kanten af +Ballustraden. Jeg rev den ene Lomme ud af min Frakke og gav mig til at +tygge på den, forresten uden nogen Hensigt, med mørke Miner, med Øjnene +stirrende ret frem, uden at se. Jeg hørte endel Småbørn, som legte omkring +mig, og fornam instinktsmæssig, når en eller anden spadserende gik mig +forbi; ellers iagttog jeg intet. + +Så med én Gang falder det mig ind at gå ned i en af Basarerne nedenunder +mig og få et Stykke råt Kød. Jeg rejser mig og går tvers over Ballustraden, +hen til den anden Ende af Basartaget, og stiger ned. Da jeg var kommet +næsten helt ned til Kødboden, råbte jeg opad Trappeåbningen og hytted +tilbage, som om jeg talte til en Hund deroppe, og henvendte mig frækt til +den første Slagter, jeg traf. + +»Å, vær så snil at give mig et Ben til Hunden min!« sagde jeg. »Bare et +Ben; der behøver ikke at være noget på det; den skal bare have noget at +bære i Munden.« + +Jeg fik et Ben, et prægtigt lidet Ben, hvor der endnu var lidt Kød tilbage, +og stak det ind under Frakken. Jeg takked Manden så inderligt, at han så +forbauset på mig. + +»Ingenting at takke for,« sagde han. + +»Jo, sig ikke det,« mumled jeg, »det er snilt gjort af Dem.« + +Og jeg gik op. Hjærtet slog stærkt i mig. + +Jeg sneg mig ind i Smedgangen, så dybt ind, som jeg kunde komme, og +standsed udenfor en forfalden Port til en Baggård. Der var ikke et Lys at +se på nogen Kant, det var velsignet mørkt omkring mig; jeg gav mig til at +gnave i mig af Benet. + +Det smagte ingenting; en ram Lugt af Blod stod op fra Benet, og jeg måtte +ganske straks begynde at kaste op. Jeg forsøgte igen; hvis jeg bare fik +beholde det, vilde det nok gøre sin Virkning; det galdt at få det til at +bero dernede. Men jeg kasted atter op. Jeg blev vred, bed heftigt i Kødet, +sled af en liten Smule og svælged det ned med Vold. Og det nytted alligevel +ikke; såsnart de små Kødsmuler var blevne varme i Maven, kom de desværre +atter op. Jeg knytted vanvittigt Hænderne, stak i at græde af Hjælpeløshed +og gnaved som en besat; jeg græd, så Benet blev vådt og skiddent af Tårer, +kasted op, banded og gnaved igen, græd som Hjærtet skulde briste og kasted +atter op. Og jeg svor med høj Røst alle Verdens Magter ned i Pinen. + +Stille. Ikke et Menneske omkring, intet Lys, ingen Støj. Jeg er i det +voldsommeste Sindsoprør, jeg puster tungt og højlydt og græder +tænderskærende for hver Gang, jeg må levere disse Kødsmuler, som kanske +kunde mætte mig lidt. Da det slet ikke hjælper noget, hvormeget jeg end +forsøger, slynger jeg Benet mod Porten, fuld af det afmægtigste Had, +henrykt af Raseri, råber og truer voldsomt op mod Himlen, skriger Guds Navn +hæst og indædt og krummer mine Fingre som Klør . . . . Jeg siger dig, du +Himlens hellige Ba’al, du er ikke til, men hvis du var til, så skulde jeg +bande dig slig, at din Himmel skulde dirre af Helvedes Ild. Jeg siger dig, +jeg har budt dig min Tjeneste, og du har afvist den, jeg siger dig, du har +stødt mig bort, og jeg vender dig for evigt Ryggen, fordi du ikke kendte +din Besøgelsestid. Jeg siger dig, jeg ved, at jeg skal dø, og jeg håner dig +dog, du Himlens Gud og Apis, med Døden lige for Tænderne. Jeg siger dig, +jeg vil heller være Lakej i Helvede end Fri i dine Boliger; jeg siger dig, +jeg er fuld af livsalig Foragt for din himmelske Usselhed, og jeg vælger +mig Afgrunden til evigt Tilhold, hvor Djævelen, Judas og Farao er stødt +ned. Jeg siger dig, din Himmel er fuld af alle Jorderigets mest råhovedede +Idioter og fattige i Ånden, jeg siger dig, du har fyldt din Himmel med de +fede, salige Horer hernedefra, som ynkeligen har bøjet Knæ for dig i sin +Dødsstund. Jeg siger dig, du har brugt Magt mod mig, og du ved ikke, du +alvidende Nul, at jeg aldrig bøjer mig i Modgang. Jeg siger dig, hele mit +Liv, hver Celle i min Krop, hver Evne i min Sjæl gisper efter at håne dig, +du nådefulde Afskum i det høje. Jeg siger dig, jeg vilde, om jeg kunde, +råbe dette højlydt ind i din Himmel og hen over den hele Jord, jeg vilde, +om jeg kunde, ånde det ind i hver ufødt Menneskesjæl, som engang kommer på +Jorden, hver Blomst, hvert Blad, hver Dråbe i Havet. Jeg siger dig, jeg vil +spotte dig ud på Dommens Dag og bande dig Tændeme ud af min Mund for din +Guddoms endeløse Ynkelighed. Jeg siger dig, jeg vil fra denne Stund forsage +alle dine Gærninger og alt dit Væsen, jeg vil forbande min Tanke, om den +tænker på dig igen, og rive mine Læber af, om de atter nævner dit Navn. Jeg +siger dig, hvis du er til, det sidste Ord i Livet og i Døden, jeg siger dig +Farvel for evigt og altid, jeg siger dig Farvel med Hjærte og Nyrer, jeg +siger dig det sidste uigenkaldelige Farvel, og jeg tier og vender dig +Ryggen og går min Vej . . . . + +Stille, + +Jeg dirrer af Ophidselse og Forkommenhed, står der på samme Sted, endnu +hviskende Eder og Skældsord frem, hikkende efter den heftige Gråd, knækket +og slap efter det vanvittige Vredesudbrud. Jeg står der måske en Time og +hikker og hvisker og holder mig fast til Porten. Så hører jeg Røster, en +Samtale mellem to Mænd, som kommer gående indad Smedgangen. Jeg slænger +bort fra Porten, drager mig frem efter Husvæggene og kommer atter ud på de +lyse Gader. Idet jeg tusler nedad Youngsbakken, begynder min Hjærne +pludselig at virke i en højst mærkelig Retning. Det falder mig ind, at de +elendige Rønner nede i Kanten af Torvet, Materialboderne og de gamle Buler +med brugte Klæder, dog var en Skændsel for Stedet. De ødelagde hele Torvets +Udseende og pletted Byen, fy, ned med Skramlet! Og jeg gik og slog over i +Tankerne, hvad det vel vilde komme til at koste at flytte Den geografiske +Opmåling derned, denne smukke Bygning, som altid havde tiltalt mig så meget +hver Gang, jeg havde passeret den. Det vilde kanske ikke lade sig gøre at +foretage en Flytning af den Art under sytti a to og sytti tusind Kroner, — +en pen Sum, måtte man sige, en nokså net Lommeskilling, he-he, at begynde +med, hvad? Og jeg nikked med mit tomme Hoved og indrømmed, at det var en +nokså pen Lommeskilling at begynde med. Jeg rysted fremdeles over hele +Legemet og hikked nu og da endnu dybt efter Gråden. + +Jeg havde Følelsen af, at der ikke var meget Liv igen i mig, at jeg i +Grunden sang på det sidste Vers. Det var mig også temmelig ligegyldigt, det +beskæftiged mig ikke det mindste; jeg søgte tvertimod nedad Byen, ned til +Bryggerne, længer og længer bort fra mit Værelse. Jeg kunde for den Skyld +gærne have lagt mig plat ned i Gaden, forat dø. Lidelserne gjorde mig mer +og mer ufølsom; det banked stærkt i min såre Fod, jeg havde endog Indtryk +af, at Smærten forplanted sig opad hele Læggen, og ikke engang det gjorde +synderlig ondt. Jeg havde udstået værre Fornemmelser. + +Så kom jeg ned på Jærnbanebryggen. Der var ingen Trafik, ingen Støj, kun +hist og her et Menneske at se, en Sjouer eller Sjømand, som drev om med +Hænderne i Lommen. Jeg lagde Mærke til en halt Mand, som skeled stivt hen +på mig, idet vi passered hinanden. Jeg standsed ham instinktsmæssig, tog +til Hatten og spurgte, om han kendte til om »Nonnen« var rejst. Og bagefter +kunde jeg ikke lade være at knipse en eneste Gang i Fingrene lige for +Mandens Næse og sige: Død og Pine, »Nonnen«, ja! »Nonnen«, som jeg helt +havde glemt! Tanken på den havde alligevel ulmet ubevidst i mit Indre, jeg +havde båret på den, uden at vide af det selv. + +Ja, Kors, »Nonnen« var nok sejlet. + +Han kunde ikke sige mig, hvor den var sejlet hen? + +Manden tænker sig om, står på det lange Ben og holder det korte ivejret; +det korte dingler lidt. + +»Nej,« siger han. »Ved De, hvad den lå her og lasted?« + +»Nej,« svarer jeg. + +Men nu havde jeg allerede glemt »Nonnen«, og jeg spurgte Manden, hvor langt +det vel kunde være til Holmestrand, regnet i gode, gamle geografiske Mile. + +»Til Holmestrand? Jeg vil antage . . . .« + +»Eller til Væblungsnæs?« + +»Hvad jeg vilde sige: jeg antager, at til Holmestrand . . . .« + +»Å, hør, med det samme jeg husker det,« afbrød jeg ham igen, »De skulde vel +ikke ville være så snil at give mig en liden Bid Tobak, bare en bitte liden +Smule!« + +Jeg fik Tobakken, takked Manden meget varmt og gik bort. Jeg gjorde intet +Brug af Tobakken, jeg stak den i Lommen straks. Manden holdt fremdeles Øje +med mig, jeg havde kanske vakt hans Mistanke på en eller anden Måde; hvor +jeg stod og gik havde jeg dette mistænksomme Blik efter mig, og jeg syntes +ikke om at blive forfulgt af dette Menneske. Jeg vender om og drager mig +atter hen til ham, ser på ham og siger: + +»Nådler.« + +Bare dette Ord: Nådler. Ikke mer. Jeg ser meget stivt på ham, idet jeg +siger det, jeg følte, at jeg stirred frygteligt på ham; det var, som om jeg +så på ham med hele Kroppen, istedetfor bare med Øjnene. Og jeg står en +liden Stund, efterat jeg har sagt dette Ord. Så tusler jeg op til +Jærnbanetorvet igen. Manden gav ikke en Lyd fra sig, han bare holdt Øje med +mig. + +Nådler? Jeg stod med en Gang stille. Ja, var det ikke det, jeg havde +Fornemmelsen af allerede straks: jeg havde truffet Krøblingen før. Oppe i +Grændsen, en lys Morgen; jeg havde pantsat min Vest. Det forekom mig som en +Evighed siden den Dag. + +Mens jeg står og tænker på dette — jeg står og støtter mig til en Husvæg +på Hjørnet af Torvet og Havnegaden — farer jeg pludselig sammen og søger +at kravle mig væk. Da dette ikke lykkes mig, stirrer jeg forhærdet ret frem +og bider Hovedet af al Skam, der var ingen Råd med det, — jeg står Ansigt +til Ansigt med »Kommandøren«. + +Jeg blir skødesløst fræk, jeg tager endog et Skridt frem fra Husvæggen, +forat gøre ham opmærksom på mig. Og jeg gør det ikke forat vække +Medlidenhed, men forat håne mig selv, stille mig i Gabestokken; jeg kunde +væltet mig ned i Gaden og bedt »Kommandøren« gå over mig, træde på mit +Ansigt. Jeg siger ikke engang Godaften. + +»Kommandøren« aned måske, at der var noget galt fat med mig, han sagtned +sine Skridt en Smule, og jeg siger, forat standse ham: + +»Jeg skulde været hos Dem med noget, men det er ikke blevet noget af +endda.« + +»Ja?« svarer han spørgende. »De har det ikke færdigt, da?« + +»Nej, jeg har ikke fået det færdigt.« + +Men nu står mine Øjne pludselig i Vand ved »Kommandørens« Venlighed, og jeg +harker og hoster forbittret, forat gøre mig stærk. »Kommandøren« støder en +Gang i Næsen; han står og ser på mig. + +»Har De noget at leve af imens, da?« siger han. + +»Nej,« svarer jeg, »jeg har ikke det heller. Jeg har ikke spist endda idag, +men . . . . . . + +»Gud bevare Dem, det går da ikke an, at De går her og sulter ihjæl, Mand!« +siger han. Og han tager med en Gang til Lommen. + +Nu vågner Skamfølelsen i mig, jeg raver igen bort til Husvæggen og holder +mig fast, jeg står og ser på, at »Kommandøren« roder om i sin Pengepung; +men jeg siger intet. Og han rækker mig en Tikrone. Han gør ingen flere +Omstændigheder med det, han giver mig simpelthen ti Kroner. Med det samme +gentager han, at det ikke gik an, at jeg sulted ihjæl. + +Jeg stammed en Indvending og tog ikke Sedlen straks: Det var skammeligt af +mig dette . . . . det var også altfor meget . . . . + +»Skynd Dem nu!« siger han og ser på sit Ur. »Jeg har ventet på Toget; men +nu kommer det, hører jeg.« + +Jeg tog Pengene, jeg var lam af Glæde og sagde ikke et Ord mer, jeg takked +ikke engang. + +»Det er ikke værdt at genere sig for det,« siger »Kommandøren« tilsidst; +»De kan jo skrive for det, ved jeg.« + +Så gik han. + +Da han var kommet nogle Skridt bort, husked jeg med en Gang på, at jeg ikke +havde takket »Kommandøren« for denne Hjælp. Jeg forsøgte at indhente ham, +men kunde ikke komme fort nok afsted, mine Ben slog Klik, og jeg vilde +idelig falde på Næsen. Han fjærned sig mer og mer. Jeg opgav Forsøget, +tænkte at råbe efter ham, men turde ikke, og da jeg endelig alligevel tog +Mod til mig og råbte, en Gang, to Gange, var han allerede forlangt borte, +min Stemme var bleven for svag. + +Jeg stod tilbage på Fortouget og så efter ham, jeg græd ganske stille. Jeg +har aldrig set på Magen! sagde jeg til mig selv; han gav mig ti Kroner! Jeg +gik tilbage og stilled mig der, hvor han havde stået, og eftergjorde alle +hans Bevægelser. Og jeg holdt Pengesedlen op til mine våde Øjne, beså den +på begge Sider og begyndte at bande — bande i vilden Sky på, at det havde +sin Rigtighed med det, jeg holdt i Hånden, det var en Tikrone. + +En Stund efter — måske en meget lang Stund; ti det var allerede bleven +ganske stille overalt — stod jeg besynderligt nok udenfor Tomtegaden Numer +11. Da jeg havde stået og summet mig et Øjeblik og forundret mig herover, +gik jeg indad Porten for anden Gang, lige ind i Beværtning & Logi for +Rejsende. Her bad jeg om Husly og fik straks en Seng. + + * * * + +Tirsdag. + +Solskin og Stille, en vidunderlig lys Dag. Sneen var borte; allevegne Liv +og Lyst og glade Ansigter, Smil og Latter. Fra Fontænerne steg +Vandstrålerne op i Buer, gyldne af Solen, blålige af den blålige Himmel +. . . . Ved Middagstid gik jeg ud fra mit Logi i Tomtegaden, hvor jeg +fremdeles boed og havde det godt, og begav mig ud i Byen. Jeg var i den +gladeste Stemning og drev om den ganske Eftermiddag i de mest befærdede +Gader og så på Mennesker. Endnu før Klokken blev syv om Aftenen, gjorde jeg +mig en Tur op til St. Olafs Plads og kiged i Smug op til Vinduerne i Numer +2. Om en Time skulde jeg se hende! Jeg gik i en let, dejlig Angst hele +Tiden. Hvad vilde der ske? Hvad skulde jeg finde på at sige, når hun kom +nedad Trappen? Godaften, Frøken? Eller bare smile? Jeg beslutted mig til at +lade det bero med at smile. Naturligvis vilde jeg hilse dybt på hende. + +Jeg lusked bort, lidt skamfuld over at være så tidligt ude, vandred om i +Karl Johan en Stund og holdt Øje med Universitetsuret. Da Klokken blev +otte, satte jeg atter opad Universitetsgaden. Under vejs faldt det mig ind, +at jeg kanske kunde komme et Par Minutter forsent, og jeg strakte ud alt, +jeg årked. Min Fod var meget sår, ellers mangled der mig ingenting. + +Jeg tog Post ved Fontænen og pusted ud; jeg stod der rigtig længe og så op +til Vinduerne i Numer 2; men hun kom ikke. Nå, jeg skulde nok vente, det +havde ingen Hast med mig; hun havde kanske Forhindringer. Og jeg vented +igen. Jeg skulde da vel aldrig have drømt det hele? Havt det første Møde +med hende i Indbildningen den Nat, jeg lå i Feber? Jeg begyndte rådvild at +tænke efter og følte mig aldeles ikke sikker i min Sag. + +»Hm!« sagde det bag mig. + +Jeg hørte denne Harken, jeg hørte også lette Skridt i Nærheden af mig; men +jeg vendte mig ikke om, jeg stirred blot op til den store Trappe foran mig. + +»Godaften!« siger det så. + +Jeg glemmer at smile, jeg tager ikke engang straks til Hatten, jeg blir så +forundret over at se hende komme denne Vej. + +»Har De ventet længe?« siger hun, og hun puster lidt hurtigt efter Gangen. + +»Nej, aldeles ikke, jeg kom for en liden Stund siden,« svared jeg. »Og +desuden, hvad havde det gjort, om jeg havde ventet længe? Jeg tænkte +forresten, at De skulde komme fra en anden Kant?« + +»Jeg har fulgt Mama til en Familie, Mama skal være ude iaften.« + +»Jaså!« sagde jeg. + +Nu var vi uvilkårlig begyndt at gå. En Politibetjent står på Gadehjørnet og +ser på os. + +»Men hvor går vi egentlig hen?« siger hun og standser. + +»Did, hvor De vil, bare did, hvor De vil.« + +»Uf, ja, men det er så kedeligt at bestemme det selv.« + +Pause. + +Så siger jeg, bare for at sige noget: + +»Det er mørkt i Deres Vinduer, ser jeg.« + +»Ja, da!« svarer hun livligt. »Pigen har også fået fri. Så jeg er ganske +alene hjemme.« + +Vi står begge to og ser opad Vinduerne i Numer 2, som om ingen af os havde +set dem før. + +»Kan vi gå op til Dem, da?« siger jeg. »Jeg skal sidde nede ved Døren hele +Tiden, dersom De vil . . . .« + +Men nu skalv jeg af Bevægelse og angred meget, at jeg havde været for fræk. +Hvad om hun blev vred og gik bort fra mig? Hvad om jeg aldrig fik se hende +igen? Å, det elendige Antræk, jeg havde på! Jeg vented fortvivlet på +Svaret. + +»De skal aldeles ikke sidde nede ved Døren,« siger hun. Hun taler ligefrem +ømt og siger akkurat disse Ord: De skal aldeles ikke sidde nede ved Døren. + +Vi gik op. + +Ude på Gangen, hvor det var mørkt, tog hun min Hånd og ledte mig frem. Jeg +behøved slet ikke at være så stille, sagde hun, jeg kunde godt tale. Og vi +kom ind. Mens hun tændte Lys — det var ikke en Lampe, hun tændte, men et +Lys — mens hun tændte dette Lys, sagde hun med en liden Latter: + +»Men nu får De ikke se på mig. Uf, jeg er skamfuld! Men jeg skal aldrig +gøre det mer.« + +»Hvad skal De aldrig gøre mer?« + +»Jeg skal aldrig . . . . uf, nej. Gud bevare mig . . . . jeg skal aldrig +kysse Dem mer.« + +»Skal De ikke det?« sagde jeg, og vi lo begge. Jeg strakte Armene ud efter +hende, Og hun gled tilside, smutted væk, over på den anden Side af Bordet. +Vi stod og så på hinanden en liden Stund, Lyset stod midt imellem os. + +»Forsøg at få fat på mig!« sagde hun. + +Og under megen Latter forsøgte jeg at få fat på hende. Mens hun sprang +omkring, løste hun Sløret op og tog Hatten af; hendes spillende Øjne hang +fremdeles ved mig og vogted på mine Bevægelser. Jeg gjorde et Udfald påny, +snubled i Tæppet og faldt; min såre Fod vilde ikke længer holde mig oppe. +Jeg rejste mig yderlig flau. + +»Gud, hvor rød De blev!« sagde hun. »Ja, det var også græsselig kejtet.« + +»Ja, det var det!« svared jeg. + +Og vi begyndte påny at springe omkring. + +»Jeg synes, De halter?« + +»Ja, jeg halter kanske lidt, bare lidt forresten.« + +»Sidst havde De en sår Finger, nu har De en sår Fod; det er svært, så mange +Plager De har.« + +»Å, ja. — Jeg blev lidt overkørt for nogle Dage siden.« + +»Overkørt? Fuld da igen? Nej, Gud bevare mig, hvordan De lever, unge Mand!« +Hun trued med Pegefingeren og gjorde sig alvorlig. »Så sætter vi os da!« +sagde hun. »Nej, ikke der nede ved Døren; De er så altfor tilbageholden; +her oppe; De der og jeg her, så ja! . . . . Uf, det er nokså kedeligt med +tilbageholdne Mennesker! Så må man sige og gøre alt selv, man får ingen +Hjælp til noget. Nu kunde De for Eksempel gærne holde Deres Hånd på min +Stolryg, De kunde gærne fundet på så meget af Dem selv, kunde De. For om +jeg siger noget sligt, så sætter De op et Par Øjne, som om De ikke rigtig +tror det, som blir sagt. Ja, det er virkelig sandt, jeg har set det flere +Gange, De gør det nu også. Men De skal bare ikke indbilde mig, at De er så +beskeden altid, når De blot tør dy Dem. De var nokså fræk den Dag, da De +var fuld og gik efter mig lige hjem og plaged mig med Deres Åndrigheder: De +mister Deres Bog, Frøken, De mister ganske bestemt Deres Bog, Frøken! +Ha-ha-ha! Fy, det var virkelig stygt af Dem!« + +Jeg sad fortabt og så på hende. Mit Hjærte slog højt, Blodet spændte mig +varmt gennem Årene. Hvilken vidunderlig Nydelse! + +»Hvorfor siger De ingenting?« + +»Nej, hvor De er sød!« sagde jeg. »Jeg sidder simpelthen her og blir +inderlig betaget af Dem, her i denne Stund inderlig betaget . . . . Der er +ingen Råd med det . . . . De er det besynderligste Menneske, som . . . . +Stundom stråler Deres Øjne så, jeg har aldrig set Magen, de ser ud som +Blomster . . . . Hvad? Nej-nej, kanske ikke som Blomster heller, men +. . . . Jeg er så aldeles forelsket i Dem, og det er så urimeligt . . . . +Herregud, naturligvis, det nytter mig ikke det Spor . . . . Hvad hedder De? +Nu må De da virkelig sige mig, hvad De hedder . . . .« + +»Nej, hvad hedder _De_? Gud, nu havde jeg nær glemt det igen! Jeg tænkte på +det i hele Går, at jeg skulde spørge Dem. Ja, det vil sige ikke i _hele_ +Går, men . . . .« + +»Ved De, hvad jeg har kaldt Dem? Jeg har kaldt Dem Ylajali. Hvad synes De +om det? En sådan glidende Lyd . . . .« + +»Ylajali?« + +»Ja.« + +»Er det fremmede Sprog?« + +»Hm, Nej, det er ikke det heller.« + +»Ja, det er ikke stygt . . . .« + +Efter lange Forhandlinger sagde vi hinanden vore Navne. Hun satte sig lige +ved Siden af mig i Sofaen og skøv Stolen bort med Foden, Og vi begyndte at +passiare påny. + +»De har barberet Dem også iaften,« sagde hun. »De ser i det hele taget lidt +bedre ud end sidst, men bare bitte lidt forresten; indbild Dem nu bare ikke +. . . . Nej, sidst var De virkelig sjofel da. De gik ovenikøbet med en fæl +Klud om Fingeren. Og i den Tilstand vilde De absolut gå ind et Sted og +drikke Vin med mig. Nej, Tak!« + +»Det var altså for mit misserable Udseendes Skyld, at De ikke vilde gå med +alligevel da?« sagde jeg. + +»Nej,« svared hun og så ned. »Nej, det skal Gud vide, det ikke var! Jeg +tænkte ikke på det engang.« + +»Hør,« sagde jeg, »De sidder vist her i den Overtro, at jeg kan klæde mig +og leve akkurat som jeg ønsker. De? Men det kan jeg nok ikke, jeg er meget, +meget fattig.« + +Hun så på mig. + +»Er De det?« sagde hun. + +»Ja, jeg er det, desværre.« + +Pause. + +»Ja, Herregud, det er jeg også, det,« sagde hun med en frejdig Bevægelse +med Hovedet. + +Hvert af hendes Ord berused mig, traf mig i Hjærtet som Vindråber. Hun +henrykte mig med den Vane, hun havde at lægge sit Hoved lidt på Siden og +lytte, når jeg sagde noget. Og jeg følte hendes Åndedrag lige op i mit +Ansigt. + +»Ved De,« sagde jeg, »at . . . . Men nu må De ikke blive sint . . . . Da +jeg gik tilsengs igåraftes, lagde jeg denne Arm tilrette for Dem . . . . +således . . . . som om De lå i den . . . . og så sovned jeg ind . . . .« + +»Jaså? Det var vakkert!« Pause. »Men det måtte nu også være på Frastand, De +kunde gøre sligt noget; for ellers . . . .« + +»Tror De ikke, jeg kunde gøre det ellers?« + +»Nej, det tror jeg ikke.« + +»Jo, af mig kan De vente alt,« sagde jeg. Og jeg lagde Armen om hendes Liv. + +»Kan jeg det?« sagde hun bare. + +Det ærgred mig, stødte mig næsten, at hun holdt mig for så altfor +skikkelig; jeg brysted mig op, skød Hjærtet op i Livet og tog hendes Hånd. +Men hun trak den ganske stilfærdigt tilbage og flytted sig lidt bort fra +mig. Dette gjorde det atter af med mit Mod, jeg blev skamfuld og så bort +mod Vinduet. Jeg var alligevel så altfor ynkelig der, jeg sad, jeg måtte +blot ikke prøve at indbilde mig noget. Det havde været en anden Sag, hvis +jeg havde truffet hende dengang, da jeg endnu så ud som et Menneske, i mine +Velmagtsdage, da jeg havde lidt at redde mig med. Og jeg følte mig meget +nedslagen tilmode. + +»Der kan De se!« sagde hun, »nu kan De bare se: Man kan vippe Dem blot med +en liden Rynke i Panden, gøre Dem så flad, bare ved at flytte sig lidt bort +fra Dem . . . .« Hun lo drillende, skøjeragtigt, med aldeles lukkede Øjne, +som om heller ikke hun holdt ud at blive set på. + +»Nej, men du store min!« bused jeg ud, »nu skal De bare se!« Og jeg slog +Armene heftigt om hendes Skuldre. Jeg var næsten krænket. Var Pigen fra +Forstanden! Tog hun mig for aldeles uerfaren! He, jeg skulde dog ved den +levende . . . . Ingen skulde sige om mig, at jeg stod tilbage i dette +Stykke. Det var dog Satan til Menneske! Galdt det bare at gå på, så . . . . + +Hun sad ganske rolig, og hun havde Øjnene fremdeles lukket; ingen af os +talte. Jeg trykked hende hårdt ind til mig, klemte grådigt hendes Krop ind +til mit Bryst, og hun sagde ikke et Ord. Jeg hørte vore Hjærteslag, både +hendes og mine, de lød som begravede Hovtramp. + +Jeg kyssed hende. + +Jeg vidste ikke længere af mig selv, jeg sagde noget Nonsens, som hun lo +ad, hvisked Kælenavne ind i hendes Mund, klapped hende på Kindet, kyssed +hende mange Gange. Jeg åbned en Knap eller to i hendes Liv, og jeg skimted +hendes Bryster indenfor, hvide, runde Bryster, der titted frem som to søde +Vidundere bag Linnedet. + +»Må jeg få se!« siger jeg, og jeg forsøger at åbne flere Knapper, gøre +Hullet større; men min Bevægelse er for stærk, jeg kommer ingen Vej med de +nederste Knapper, hvor desuden Livet strammer på. »Må jeg bare få se lidt +. . . . lidt . . . .« + +Hun slår Armen om min Hals, ganske langsomt, ømt; hendes Ånde puster mig +lige i Ansigtet fra de røde, dirrende Næsebor; med den anden Hånd begynder +hun selv at åbne Knapperne, en for en. Hun ler forlegent, ler kort og ser +flere Gange op på mig, om jeg skal mærke, at hun er bange. Hun løser +Båndene op, hægter op Korsettet, er henrykt og ængstelig. Og jeg fingrer +med mine grove Hænder ved disse Knapper og Bånd . . . . + +Forat aflede Opmærksomheden fra, hvad hun gor, stryger hun mig med sin +venstre Hånd over Skulderen og siger: + +»Hvilken Mængde løse Hår der ligger!« + +»Ja,« svarer jeg og vil trænge indtil hendes Bryst med min Mund. Hun ligger +i dette Øjeblik med ganske åbne Klæder. Pludselig er det som om hun +besinder sig, som om hun synes at have gået for vidt; hun dækker sig atter +til og rejser sig lidt op. Og forat skjule sin Forlegenhed med de åbne +Klæder, giver hun sig atter til at tale om den Mængde affaldne Hår, der lå +på mine Skuldre. + +»Hvor kan det være, at Håret falder så af Dem?« + +»Ved ikke!« + +»Å, De drikker naturligvis formeget, og kanske — Fy, jeg vil ikke sige +det! De måtte skamme Dem! Nej, det havde jeg ikke troet om Dem! At De, som +er så ung, allerede mister Håret! . . . . Nu skal De værsågod fortælle mig, +hvorledes De egentlig lever Deres Liv hen. Jeg er sikker på, det er +frygteligt! Men bare Sandhed, forstår De, ikke nogen Udflugter! Jeg skal +nok forresten se det på Dem, om de vil skjule noget. Så, fortæl nu!« + +»Ja, lad mig få kysse Dem på Brystet først, så.« + +»Er De gal? Så, begynd nu!« + +»Nej, kære, lad mig nu få Lov til det først!« + +»Hm. Nej, ikke først . . . . Siden kanske . . . . Jeg vil høre, hvad De er +for et Menneske . . . . Å, jeg er sikker på, det er forfærdeligt!« + +Det pinte mig også, at hun skulde tro det værste om mig, jeg var bange for +at støde hende helt bort, og jeg holdt ikke ud den Mistanke, hun havde om +mit Levnet. Jeg vilde rense mig i hendes Øjne, gøre mig værdig til hende, +vise hende, at hun sad ved en på det nærmeste engleren Persons Side. +Herregud, jeg kunde jo tælle på Fingerne mine Fald til Dato. + +Jeg fortalte, jeg fortalte alt, og jeg fortalte bare Sandhed. Jeg gjorde +intet værre end det var, det var ikke min Agt at vække hendes Medlidenhed; +jeg sagde også, at jeg havde stjålet fem Kroner en Aften. + +Hun sad og lytted med gabende Mund, bleg, bange, aldeles forstyrret i de +blanke Øjne. Jeg vilde gøre det godt igen, sprede det triste Indtryk, jeg +havde gjort, og strammed mig op: + +»Det er jo over nu!« sagde jeg; »det kan ikke være Tale om sligt noget +længer; nu er jeg bjærget . . . .« + +Men hun var meget forsagt. »Gud bevare mig!« sagde hun bare og taug. Hun +sagde dette med korte Mellemrum og taug hver Gang igen. »Gud bevare mig!« + +Jeg begyndte at spøge, tog hende i Siden, forat kildre hende, løfted hende +op til mit Bryst. Hun havde atter knappet Kjolen igen; dette ærgred mig en +Smule, såred mig ligefrem. Hvorfor skulde hun knappe Kjolen igen? Var jeg i +hendes Øjne mer uværdig nu, end om jeg selv havde forskyldt, at mit Hår +faldt af? Vilde hun have syntes bedre om mig, hvis jeg havde gjort mig til +en Udhaler? . . . . Ikke noget Sludder. Det galdt bare at gå på! Og hvis +det bare galdt at gå på, så ved den levende . . . . + +Jeg lagde hende ned, lagde hende simpelthen ned i Sofaen. Hun stred imod, +ganske lidt forresten, og så forbauset ud. + +»Nej . . . . hvad vil De?« sagde hun. + +»Hvad jeg vil?!« + +He, hun spurgte, hvad jeg vilde! Gå på, vilde jeg, gå lige på! Det var ikke +bare på Frastand, jeg havde det med at gå på; det var ikke min Art og +Beskaffenhed af Menneske. Jeg gjorde i at være Karl for min Hat og ikke +slåes flad af en Rynke i Panden. Nej-nej, san, jeg havde endnu aldrig gået +med uforrettet Sag fra en sådan Affære . . . . + +Og jeg gik på. + +»Nej . . . . nej, men . . . .?« + +Jo, mente jeg, det var Meningen det! + +»_Nej_, hører De!« råbte hun. Og hun lagde til disse sårende Ord: »Jeg kan +jo ikke være tryg for, at De ikke er vanvittig.« + +Jeg holdt uvilkårlig lidt inde, og jeg sagde: + +»Det mener De ikke!« + +»Jo, ved Gud, De ser så rar ud! Og den Formiddag, De forfulgte mig, — De +var altså ikke fuld dengang?« + +»Nej. Men da var jeg jo ikke sulten heller, jeg havde netop spist . . . .« + +»Ja, så meget værre var det.« + +»Vilde De heller, at jeg skulde været fuld?« + +»Ja . . . . Hu, jeg er bange for Dem! Herregud, kan De nu ikke slippe!« + +Jeg tænkte mig om. Nej, jeg kunde ikke slippe. Ikke noget forbandet Pærevæv +en silde Aftenstund på en Sofa! Op med Flonellen! He, hvilke Udflugter +fandt man ikke på at komme med i et sligt Øjeblik! Som om jeg ikke vidste, +at det var bare Undselighed altsammen! Da måtte jeg være grøn! Så stille +nu! Ikke noget Tøv! Leve Kongen og Fædrelandet! . . . . + +Hun stritted besynderlig stærkt imod, altfor stærkt til bare at stritte +imod af Undselighed. Jeg kom som af Vanvare til at støde Lyset overende, så +det slukned, hun gjorde fortvivlet Modstand, udstødte endog et lidet Klynk. + +»Nej, ikke det, ikke det! Hvis De vil så skal De heller få kysse mig på +Brystet. Kære, snille . . . .« + +Jeg standsed øjeblikkelig. Hendes Ord lød så forfærdede, hjælpeløse, jeg +blev inderlig slagen. Hun mente at byde mig en Erstatning ved at give mig +Lov til at kysse hendes Bryst! Hvor det var skønt, skønt og enfoldigt! Jeg +kunde faldt ned og knælet for hende. + +»Men, kære, vene!« sagde jeg aldeles forvirret, »jeg forstår ikke . . . . +jeg begriber virkelig ikke, hvad dette er for en Slags Spil . . . .« + +Hun rejste sig og tændte atter Lyset med rystende Hænder; jeg sad tilbage +på Sofaen og foretog mig ingenting. Hvad vilde nu ske? Jeg var i Grunden +meget ilde tilmode. + +Hun kasted Øjnene hen på Væggen, hen til Klokken, og for sammen. + +»Uf, nu kommer Pigen snart!« sagde hun. Dette var det første, hun sagde. + +Jeg forstod denne Hentydning og rejste mig. Hun tog efter Kåben, som forat +klæde den på, men betænkte sig, lod den ligge og gik bort til Kaminen. Hun +var bleg og blev mer og mer urolig. Forat det dog ikke skulde se ud, som om +hun viste mig Døren, sagde jeg: + +»Var han Militær Deres Far?« og samtidig gjorde jeg mig istand til at gå. + +Ja, han var Militær. Hvoraf vidste jeg det? + +Jeg vidste det ikke, det faldt mig bare ind. + +Det var besynderligt! + +Å, ja. Det var enkelte Steder, jeg kom, hvor jeg fik det med Anelser. +He-he, det hørte med til mit Vanvid, det . . . . + +Hun så hurtig op, men svared ikke. Jeg følte, at jeg pinte hende med min +Nærværelse, og vilde gøre kort Proces. Jeg gik til Døren. Vilde hun ikke +kysse mig mer nu? Ikke engang række mig Hånden? Jeg stod og vented. + +»Skal De gå nu da?« sagde hun, og hun stod endda stille borte ved Kaminen. + +Jeg svared ikke. Jeg stod ydmyget og forvirret og så på hende, uden at sige +noget. Hvorfor havde hun da ikke ladet mig i Fred, når det ikke kunde blive +til noget? Hvad gik der af hende i dette Øjeblik? Det lod ikke til at angå +hende, at jeg stod færdig til at gå; hun var på en Gang aldeles tabt for +mig, og jeg ledte efter noget at sige hende til Afsked, et tungt, dybt Ord, +som kunde ramme hende og måske imponere hende lidt. Og stik imod min faste +Beslutning, såret, istedetfor stolt og kold, urolig, fornærmet, gav jeg mig +ligefrem til at tale om Uvæsentligheder; det rammende Ord kom ikke, jeg bar +mig yderst tankeløst ad. + +Hvorfor kunde hun ikke lige så godt sige klart og tydeligt, at jeg skulde +gå min Vej? spurgte jeg. Jo, jo, hvorfor ikke? Det var ikke værdt at genere +sig. Istedetfor at minde mig om, at Pigen snart vilde komme hjem, kunde hun +også simpelthen have sagt følgende: Nu må De forsvinde, for nu skal jeg gå +og hente min Mor, og jeg vil ikke have Deres Følge nedad Gaden. Så, det var +ikke det, hun havde tænkt på? Å, jo, det var nok alligevel det, hun havde +tænkt på; det forstod jeg straks. Der skulde så lidet til, forat sætte mig +på Spor; bare den Måden, hvorpå hun havde taget efter Kåben og atter ladet +den ligge, havde overbevist mig med en Gang. Som sagt, jeg havde det med +Anelser. Og der var vel kanske ikke så meget Vanvid i det i Grunden . . . . + +»Men, Herregud, tilgiv mig nu for det Ord! Det slap mig af Munden!« råbte +hun. Men hun stod fremdeles stille og kom ikke hen til mig. + +Jeg var ubøjelig og fortsatte. Jeg stod der og sludred væk med den pinlige +Fornemmelse, at jeg keded hende, at ikke et eneste af mine Ord traf, og +alligevel holdt jeg ikke op: I Grunden kunde man jo være et temmelig +ømtåligt Gemyt, om man ikke var gal, mente jeg; der var Naturer, som næred +sig af Bagateller og døde bare for et hårdt Ord. Og jeg lod underforstå, at +jeg havde en sådan Natur. Sagen var den, at min Fattigdom havde i den Grad +skærpet visse Evner i mig, at det voldte mig ligefrem Ubehageligheder, ja, +jeg forsikrer Dem ligefrem Ubehageligheder, desværre. Men det havde også +sine Fordele, det hjalp mig i visse Situationer. Den fattige intelligente +var langt finere Iagttager end den rige intelligente. Den fattige ser sig +om for hvert Skridt, han tager, lytter mistænksomt til hvert Ord, han hører +af de Mennesker, han træffer; hvert Skridt, han selv tager, stiller således +hans Tanker og Følelser en Opgave, et Arbejde. Han er lydhør og følsom, han +er en erfaren Mand, hans Sjæl har Brandsår . . . . + +Og jeg talte rigtig længe om disse Brandsår, som min Sjæl havde. Men jo +længer jeg talte, des uroligere blev hun; tilsidst sagde hun: »Herregud!« +et Par Gange i Fortvivlelse og vred sine Hænder. Jeg så godt, at jeg plaged +hende, og jeg vilde ikke plage hende, men gjorde det alligevel. Endelig +mente jeg at have fået sagt hende i grove Træk det nødvendigste af, hvad +jeg havde at sige, jeg blev greben af hendes fortvivlede Blik og råbte: + +»Nu går jeg! Nu går jeg! Kan De ikke se, at jeg allerede har Hånden på +Låsen? Farvel! Farvel, siger jeg! De kunde dog gærne svare mig, når jeg +siger Farvel to Gange og står fiks og færdig til at gå. Jeg beder ikke +engang om at få træffe Dem igen, for det vil pine Dem; men sig mig: Hvorfor +lod De mig ikke være i Fred? Hvad har jeg gjort Dem? Jeg gik dog ikke +ivejen for Dem nu; vel? Hvorfor vender De Dem pludselig bort fra mig, som +om De slet ikke kendte mig mer? Nu har De ribbet mig så inderlig blank, +gjort mig endda mere ussel end jeg var nogensinde. Herregud, men jeg er jo +ikke vanvittig, De ved meget godt, når De vil tænke Dem om, at der er +ingenting, som fejler mig nu. Kom nu da og ræk mig Hånden! Eller lad mig få +Lov til at komme til Dem! Vil De det? Jeg skal ikke gøre Dem noget ondt, +jeg vil bare knæle for Dem et Øjeblik, knæle ned på Gulvet der foran Dem, +blot et Øjeblik; må jeg? Nej, nej, så skal jeg ikke gøre det, jeg ser, De +blir bange, jeg skal ikke, _skal_ ikke gøre det, hører De. Herregud dog, +hvorfor blir De så forfærdet? Jeg står jo stille, jeg rører mig ikke. Jeg +vilde have knælet ned på Tæppet et Minut, just der, på den røde Farve lige +ved deres Fødder. Men De blev bange, jeg kunde straks se det på Deres Øjne, +at De blev bange, derfor stod jeg stille. Jeg gjorde ikke et Skridt, da jeg +bad Dem derom; vel? Jeg stod lige så urørlig som nu, når jeg viser Dem det +Sted, hvor jeg vilde knælet for Dem, der borte på den røde Rose i Tæppet. +Jeg peger ikke med Fingeren engang, jeg peger slet ikke, jeg lader det +være, for ikke at forskrække Dem, jeg nikker bare og ser derhen, således! +Og De forstår meget godt, hvilken Rose, jeg mener, men De vil ikke tillade +mig at knæle der; De er bange for mig og tør ikke komme mig nær. Jeg +begriber ikke, at De kan bringe over Deres Hjærte at kalde mig gal. Ikke +sandt, De tror det heller ikke længer? Det var engang i Sommer, for længe +siden, da var jeg gal; jeg arbejded for hårdt og glemte at gå til Middags i +ret Tid, når jeg havde meget at tænke på. Det hændte Dag efter Dag; jeg +burde have husket det, men jeg glemte det stadig væk. Ved Gud i Himlen, det +er sandt! Gud lade mig aldrig komme levende fra dette Sted, hvis jeg lyver! +Der kan De se, De gør mig Uret. Det var ikke af Trang, jeg gjorde det; jeg +har Kredit, stor Kredit, hos Ingebret og Gravesen; jeg gik også ofte med +mange Penge i Lommen og købte alligevel ikke Mad, fordi jeg glemte det. +Hører De der! De siger ikke noget, De svarer ikke, De går aldeles ikke bort +fra Kaminen, De står bare og venter på, at jeg skal gå . . . .« + +Hun kom hurtigt henimod mig og rakte sin Hånd frem. Jeg så fuld af Mistro +på hende. Gjorde hun det også med noget let Hjærte? Eller gjorde hun det +blot, forat blive af med mig? Hun lagde sin Arm om min Hals, hun havde +Tårer i Øjnene. Jeg stod bare og så på hende. Hun rakte sin Mund frem; jeg +kunde ikke tro hende, det var ganske bestemt et Offer, hun bragte, et +Middel til at få en Ende på det. + +Hun sagde noget, det lød for mig som: »Jeg er glad i Dem alligevel!« Hun +sagde det meget lavt og utydeligt, måske hørte jeg ikke rigtig, hun sagde +kanske ikke just de Ord; men hun kasted sig heftigt om min Hals, holdt +begge Armene om min Hals en liden Stund, strakte sig endog en Smule på +Tæerne, forat række godt op, og stod således måske et helt Minut. + +Jeg var bange for, at hun tvang sig selv til at vise denne Ømhed, jeg sagde +blot: + +»Hvor De er dejlig nu!« + +Mer sagde jeg ikke. Jeg omfavned hende voldsomt, trådte tilbage, stødte til +Døren og gik baglænds ud. Og hun stod igen derinde. + +FJERDE STYKKE + +Vinteren var kommet, en rå og våd Vinter næsten uden Sne, en tåget og mørk +evigtvarende Nat, uden et eneste friskt Vindstød, så lang som Ugen var. +Gassen brændte næsten hele Dagen i Gaderne, og Folk stødte alligevel på +hinanden i Tågen. Alle Lyde, Kirkeklokkernes Klang, Bjælderne fra +Droschehestene. Menneskenes Stemmer, Hovslagene, altsammen lød så sprukkent +og klirrende i den tykke Luft, der lagde sig ivejen for alting og dæmped +alt ned. Uge gik efter Uge, og Vejret var og blev det samme. + +Og jeg opholdt mig stadigt nede i Vaterland. + +Jeg blev fastere og fastere bunden til denne Beværtning, dette Logihus for +Rejsende, hvor jeg havde fået bo, trods min Forkommenhed. Mine Penge var +for længe siden opbrugte, og jeg vedblev alligevel at gå og komme på dette +Sted, som om jeg havde Ret dertil og hørte hjemme der. Værtinden havde +endnu intet sagt; men det pinte mig alligevel, at jeg ikke kunde betale +hende. Således forløb tre Uger. + +Jeg havde allerede for flere Dage tilbage genoptaget min Skrivning, men det +lykkedes mig ikke længer at få til noget, som jeg var tilfreds med; jeg +havde slet intet Held med mig mer, om jeg end var meget flittig og forsøgte +sent og tidligt; hvad jeg end tog mig til, nytted det ikke, Lykken var +borte, og jeg anstrængte mig altid forgæves. + +Det var på et Værelse i anden Etage, i det bedste Gæsteværelse, jeg sad og +gjorde disse Forsøg. Jeg var forbleven uforstyrret deroppe, siden den +første Aften, da jeg havde Penge og kunde klarere for mig. Jeg havde også +hele Tiden det Håb, at jeg endelig kunde få istand en Artikel om et eller +andet, så jeg kunde få betalt Værelset og hvad jeg ellers skyldte for; det +var derfor, jeg arbejded så ihærdigt. Især havde jeg et påbegyndt Stykke, +som jeg vented mig meget af, en Allegori om en Ildebrand i en Boglade, en +dybsindig Tanke, som jeg vilde lægge al min Flid på at udarbejde og bringe +»Kommandøren« i Afbetaling. »Kommandøren« skulde dog erfare, at han denne +Gang virkelig havde hjulpet et Talent; jeg havde ingen Tvivl om, at han +skulde erfare det; det galdt blot at vente til Ånden kom over mig. Og +hvorfor skulde ikke Ånden komme over mig? Hvorfor skulde den ikke komme +over mig med det allerførste endog? Der var intet ivejen med mig mer; jeg +fik lidt Mad hver Dag af min Værtinde, nogle Smørogbrød Morgen og Aften, og +min Nervøsitet var næsten forsvunden. Jeg brugte ikke længer Klude om mine +Hænder, når jeg skrev, og jeg kunde stirre ned i Gaden fra mine Vinduer i +anden Etage, uden at blive svimmel. Det var bleven meget bedre med mig i +alle Måder, og det begyndte ligefrem at forundre mig, at jeg ikke allerede +havde fået min Allegori færdig. Jeg forstod ikke, hvordan det hang sammen. + +En Dag skulde jeg endelig få en Anelse om, hvor svag jeg egentlig var +bleven, hvor sløvt og udueligt min Hjærne arbejded. Den Dag kom nemlig min +Værtinde op til mig med en Regning, som hun bad mig om at se på; der måtte +være noget galt i den Regning, sagde hun, den stemte ikke med hendes egen +Bog; men hun havde ikke kunnet finde Fejlen. + +Jeg satte mig til at tælle; min Værtinde sad lige overfor mig og så på mig. +Jeg talte disse tyve Poster, først en Gang nedad, og fandt Summen rigtig, +derpå en Gang opad, og kom påny til samme Resultat. Jeg så på Konen, hun +sad lige foran mig og vented på mit Ord; jeg lagde med det samme Mærke til, +at hun var frugtsommelig, det undgik ikke min Opmærksomhed, og jeg stirred +dog ingenlunde undersøgende på hende. + +»Summen er rigtig,« sagde jeg. + +»Nej, se nu efter for hvert Tal,« svared hun; »det kan ikke være så meget; +jeg er sikker på det.« + +Og jeg begyndte at revidere hver Post: 2 Brød á 25, i Lampeglas 18, Sæbe +20, Smør 32 . . . . Der skulde ikke noget kløgtigt Hoved til, forat +gennemgå disse Talrækker, denne lille Høkerregning, hvori der ingen +Vidtløftigheder fandtes, og jeg forsøgte redeligt at finde den Fejl, som +Konen talte om, men fandt den ikke. Efterat jeg havde tumlet med disse Tal +et Par Minutter, følte jeg desværre, at altsammen begyndte at danse rundt i +mit Hoved; jeg gjorde ikke længer Forskel på Debet og Kredit, jeg blanded +det hele sammen. Endelig stod jeg med ét bom stille ved følgende Post: »3 +5/16 Pund Ost á 16«. Min Hjærne klikked fuldstændig, jeg stirred dumt ned +på Osten og kom ingen Vej. + +»Det er da også forbandet, så vredent dette er skrevet!« sagde jeg +fortvivlet. »Her står Gud hjælpe mig simpelthen fem Sekstendele Ost. He-he, +har man hørt Magen! Ja, her kan De se selv!« + +»Ja,« svared Madamen, »de plejer at skrive så. Det er Nøgleosten. Jo, det +er korrekt! Fem Sekstendele er altså fem Lod« + +»Ja, det forstår jeg nok!« atbrød jeg, skønt jeg i Virkeligheden ikke +forstod nogen Ting mer. + +Jeg forsøgte påny at klare dette lille Regnestykke, som jeg for nogle +Måneder siden kunde have talt op på et Minut; jeg sveded stærkt og tænkte +over disse gådefulde Tal af alle Kræfter, og jeg blinked eftertænksomt med +Øjnene, som om jeg studered rigtig skarpt på denne Sag; men jeg måtte +opgive det. Disse fem Lod Ost gjorde det fuldstændigt af med mig; det var +som om noget knak over i min Pande. + +For dog at give Indtryk af, at jeg fremdeles arbejded med mine Beregninger, +bevæged jeg Læberne og nævnte nu og da et Tal højt, alt imens jeg gled +længer og længer nedad Regningen, som om jeg stadig gik fremad og nærmed +mig Afslutningen. Madamen sad og vented. Endelig sagde jeg: + +»Ja, nu har jeg gået den igennem fra først til sidst, og der er virkelig +ingen Fejl, såvidt jeg kan se.« + +»Ikke det?« svared Konen, »jaså, ikke det?« Men jeg så godt, at hun ikke +troed mig. Og pludselig syntes hun på en Gang at antage et lidet Stænk af +Ringeagt for mig i sin Tale, en lidt ligegyldig Tone, som jeg ikke +tidligere havde hørt hos hende. Hun sagde, at jeg kanske ikke var vant til +at regne med Sekstendele; hun sagde også, at hun måtte henvende sig til +nogen, som forstod sig på det, forat få Regningen ordentlig gennemset. Alt +dette sagde hun ikke på nogen sårende Måde, forat gøre mig tilskamme, men +tankefuldt og alvorligt. Da hun var kommet til Døren og skulde gå, sagde +hun, uden at se på mig: + +»Undskyld, at jeg har heftet Dem, da!« + +Hun gik. + +Lidt efter åbnedes Døren påny, og min Værtinde kom atter ind; hun kunde +næppe have gået længer end ud på Gangen, før hun vendte om. + +»Det er sandt!« sagde hun. »De må ikke tage det ilde op; men jeg har vel +lidt tilgode hos Dem nu? Var det ikke tre Uger igår, siden De kom? Ja, jeg +mente, det var så. Det er ikke grejt at klare sig med så stor Familje, så +jeg kan ikke lade nogen få bo på Kredit, desværre . . . .« + +Jeg standsed hende. + +»Jeg arbejder på en Artikel, som jeg altså har fortalt Dem om før,« sagde +jeg, »og såsnart den blir færdig, skal De få Deres Penge. De kan være +ganske rolig.« + +»Ja, men De får jo aldrig den Artikel færdig, jo?« + +»Tror De det? Ånden kommer muligens over mig imorgen, eller kanske allerede +inat; det er slet ikke umuligt, at den kommer over mig engang inat, og da +blir min Artikel færdig på et Kvarter højst. Ser De, det er ikke således +med mit Arbejde, som med andre Folks; jeg kan ikke sætte mig ned og få +istand en vis Mængde om Dag, jeg må bare vente på Øjeblikket. Og der er +ingen, som kan sige Dag og Time, på hvilken Ånden kommer over én; det må +have sin Gang.« + +Min Værtinde gik. Men hendes Tillid til mig var vist meget rokket. + +Jeg sprang op og sled mig i Håret at Fortvivlelse, såsnart jeg var bleven +alene. Nej, der blev virkelig ingen Redning for mig alligevel, ingen, ingen +Redning! Min Hjærne var bankerot! Var jeg da altså bleven helt Idiot, siden +jeg ikke længer kunde regne ud Værdien af et lidet Stykke Nøgleost? Men +kunde jeg også have tabt min Forstand, når jeg stod og gav mig selv slige +Spørgsmål? Havde jeg ikke ovenikøbet midt under mine Anstrængelser med +Regningen gjort den soleklare Iagttagelse, at min Værtinde var +frugtsommelig? Jeg havde ikke nogen Grund til at vide det, der var ingen, +som havde fortalt mig noget derom, det faldt mig heller ikke vilkårligt +ind, jeg sad og så det med mine egne Øjne, og jeg forstod det straks, til +og med i et fortvivlet Øjeblik, hvori jeg sad og regned med Sekstendele. +Hvorledes skulde jeg forklare mig det? + +Jeg gik til Vinduet og så ud; mit Vindu vendte ud mod Vognmandsgaden. Der +legte nogle Børn nede på Brostenene, fattigt klædte Børn midt i den fattige +Gade; de kasted en Tomflaske imellem sig og skråled højt. Et Flyttelæs +rulled langsomt forbi dem; det måtte være en fordreven Familje, som skifted +Bopæl udenfor Flyttetiden. Dette tænkte jeg mig øjeblikkelig. På Vognen lå +Sengeklæder og Møbler, mølædte Senge og Komoder, rødmalede Stole med tre +Ben, Matter, Jærnskrab, Bliktøj. En liden Pige, bare et Barn, en rigtig +hæslig Unge med forkølet Næse, sad oppe i Læsset og holdt sig fast med sine +stakkels blå Hænder, for ikke at tumle ned. Hun sad på en Bundt af +rædsomme, våde Madrasser, som Børn havde ligget på, og så ned på de små, +der kasted Tomflasken imellem sig . . . . + +Alt dette stod jeg og så på, og jeg havde ingen Møje med at forstå alt, som +foregik. Mens jeg stod der ved Vinduet og iagttog dette, hørte jeg også min +Værtindes Pige synge inde i Køkkenet lige ved Siden af mit Værelse; jeg +kendte den Melodi, hun sang, jeg hørte derfor efter, om hun skulde synge +fejl. Og jeg sagde til mig selv, at alt dette kunde ikke en Idiot have +gjort; jeg var Gudskelov så fornuftig, som noget Menneske. Pludselig så jeg +to af Børnene nede i Gaden fare op at skændes, to Smågutter; jeg kendte den +ene, det var min Værtindes. Jeg åbner Vinduet, forat høre, hvad de siger +til hinanden, og straks stimler en Flok Børn sammen nedenunder mit Vindu og +ser længselsfuldt op. Hvad vented de på? At noget skulde blive kastet ud? +Tørrede Blomster, Kødben, Cigarstumper, en eller anden Ting, som de kunde +gnave i sig eller more sig med? De så med blåfrosne Ansigter, med uendelig +lange Øjne op mod mit Vindu. Imidlertid fortsætter de to små Fjender at +skælde hinanden ud. Ord som store, klamme Udyr myldrer ud af disse +Barnemunde, forfærdelige Øgenavne, Skøgesprog, Matroseder, som de kanske +havde lært nede ved Bryggerne. Og de er begge to så optagne heraf, at de +slet ikke lægger Mærke til min Værtinde, der løber ud til dem, forat få +høre, hvad der er påfærde. + +»Jo,« forklarer hendes Søn, »han tog mig i Barken; jeg fik ikke Pusten på +en lang Stund!« Og vendende sig om mod den lille Ugærningsmand, der står og +flirer ondskabsfuldt ad ham, blir han aldeles rasende og råber: »Rejs til +hede Helvede, dit kaldæiske Naut, du er! En slig Lushorrik skal tage Folk i +Struben! Jeg skal Herr’n forsyne mig . . . .« + +Og Moderen, denne frugtsommelige Kone, der dominerer hele den trange Gade +med sin Mave, svarer det tiårige Barn, idet hun griber ham i Armen og vil +have ham med: + +»Sh! Hold Snavel’n din! Jeg mener, du bander ogsål Du bruger Kæften, som om +du skulde været på Ludderhus i årvis! Nu kommer du ind!« + +»Nej, jeg gør ikke det!« + +»Jo, du gør det!« + +»Nej, jeg gør ikke det!« + +Jeg står oppe i Vinduet og ser, at Moderens Vrede stiger; denne uhyggelige +Scene ophidser mig voldsomt, jeg holder det ikke længer ud, jeg råber ned +til Gutten, at han skal komme op til mig et Øjeblik. Jeg råber to Gange, +blot forat forstyrre dem, forat få forpurret dette Optrin; den sidste Gang, +råber jeg meget højt, og Moderen vender sig forbløffet om og ser op til +mig. Og øjeblikkelig genvinder hun Fatningen, ser frækt på mig, rigtig +overlegent ser hun på mig, og trækker sig så tilbage med en bebrejdende +Bemærkning til sin Søn. Hun taler højt, så jeg kan høre det, og siger til +ham: + +»Fy, du måtte skamme dig for at lade Folk se, hvor slem du er!« + +Af alt dette, som jeg således stod og iagttog, var der intet, ikke engang +en liden Biomstændighed, som gik tabt for mig. Min Opmærksomhed var yderst +vag, jeg indånded ømtåligt hver liden Ting, og jeg stod og gjorde mig mine +Tanker om disse Ting, efterhvert som de foregik. Så der kunde umuligt være +noget ivejen med min Forstand. Hvor kunde der også være noget ivejen med +den nu? + +Hør, ved du hvad, sagde jeg på en Gang; nu har du længe nok gået og +befattet dig med din Forstand og gjort dig Bekymringer i så Henseende; nu +får det være Slut med de Narrestreger! Er det Tegn på Galskab at mærke og +opfatte alle Ting så nøjagtigt, som du gør det? Du får mig næsten til at le +af dig, forsikkrer dig på, det er ikke uden Humor, såvidt jeg skønner. Kort +og godt, det hænder alle Mennesker at stå fast for en Gangs Skyld, og det +just netop i de simpleste Spørgsmål. Det siger intet, det er bare +Tilfældighed. Som sagt, jeg er på et hængende Hår i Færd med at få mig en +liden Latter over dig. Hvad den Høkerregning angår, disse lumpne fem +Sekstendele Fattigmandsost, kan jeg gærne kalde det, — he-he, en Ost med +Nellik og Pebber i, på min Ære en Ost, som man rent ud sagt kunde få Barn +af, — hvad denne latterlige Ost angår, da kunde det have hændt den bedste +at blive fordummet over den; selve Lugten af den Ost kunde gøre det af med +en Mand . . . . Og jeg gjorde det værste Nar af al Nøgleost . . . . Nej, +sæt mig på noget spiseligt! sagde jeg, sæt mig, om du vil, på fem +Sekstendele godt Mejerismør! Det er en anden Sag! + +Jeg lo hektisk ad mine egne Indfald og fandt dem såre morsomme. Der var +virkelig ingenting, som fejled mig mer, jeg var vel bevaret. Jeg var så at +sige yderst vel bevaret endog! Jeg var et klart Hoved; der mangled intet på +det, Gud ske Lov og Tak! + +Min Munterhed steg efterhvert, som jeg drev om der på Gulvet og samtalte +med mig selv; jeg lo højt og følte mig voldsomt glad. Det var virkelig +også, som om jeg blot behøved denne lille glade Stund, dette Øjeblik af +egentlig lys Henrykkelse, uden Sorger til nogen Kant, forat få mit Hoved i +arbejdsdygtig Stand. Jeg satte mig ind til Bordet og gav mig til at sysle +med min Allegori. Og det gik meget godt, bedre end på lange Tider; det gik +ikke hurtigt; men jeg syntes, at det lille, jeg fik til, blev aldeles +udmærket. Jeg arbejded også en Times Tid, uden at blive træt. + +Så sidder jeg just på et meget vigtigt Punkt i denne Allegori om en +Ildebrand i en Boglade; det forekom mig så vigtigt, at alt det øvrige, jeg +havde skrevet, var for intet at regne mod dette Punkt. Jeg vilde netop +forme rigtig dybsindigt den Tanke, at det ikke var Bøger, som brændte, det +var Hjærner, Menneskehjærner, og jeg vilde lave en ren Bartholomæusnat af +disse brændende Hjærner. Da blev med en Gang min Dør åbnet med megen Hast, +og min Værtinde kom sejlende ind. Hun kom midt ind i Værelset, hun standsed +ikke engang på Dørstokken. + +Jeg gav et lidet hæst Råb; det var virkelig, som om jeg havde fået et Slag. + +»Hvad?« sagde hun. »Jeg syntes. De sagde noget? Vi har fået en Rejsende, og +vi må have dette Værelse til ham; De får ligge nede hos os inat; ja, De +skal få egen Seng der også.« Og førend hun havde fået mit Svar, begyndte +hun uden videre at samle sammen mine Papirer på Bordet og bringe Uorden i +dem allesammen. + +Min glade Stemning var blæst bort, jeg var vred og fortvivlet og rejste mig +straks. Jeg lod hende rydde Bordet og sagde ingenting; jeg mæled ikke et +Ord. Og hun gav mig alle Papirerne i min Hånd. + +Der var intet andet for mig at gøre, jeg måtte forlade Værelset. Nu var +også dette dyrebare Øjeblik spoleret! Jeg mødte den ny Rejsende allerede i +Trappen, en ung Mand med store blå Ankertegninger på Håndbagerne; bagefter +ham fulgte en Sjouer med en Skibskiste på Skulderen. Den fremmede var vist +en Sjømand, altså blot en tilfældig Rejsende for Natten; han skulde nok +ikke optage mit Værelse i nogen længere Tid. Kanske kunde jeg også være +heldig imorgen, når Manden var rejst, og få et af mine Øjeblikke igen; der +mangled mig blot en Inspiration på fem Minutter nu, så var mit Værk om +Ildebranden færdig. Altså, jeg fik finde mig i Skæbnen . . . . + +Jeg havde ikke tidligere været inde i Familjens Lejlighed, denne eneste +Stue, hvori allesammen holdt til Dag og Nat, Manden, Konen, Konens Fader og +fire Børn. Pigen boed i Køkkenet, hvor hun også sov om Natten. Jeg nærmed +mig med megen Modvilje Døren og banked på; ingen svared, dog hørte jeg +Stemmer indenfor. + +Manden sagde ikke et Ord, da jeg trådte ind, besvared ikke engang min +Hilsen; han så blot ligegyldigt på mig, som om jeg ikke vedkom ham. +Forresten sad han og spilled Kort med en Person, som jeg havde set nede ved +Bryggerne, en Bærer, der lød Navnet »Glasruden«. Et Spædbarn lå og pludred +med sig selv henne i Sengen, og den gamle Mand, Værtindens Fader, sad +sammenkrøben på en Sengebænk og luded med Hovedet over sine Hænder, som om +hans Bryst eller Mave smærted ham. Han havde næsten hvidt Hår og så ud i +sin sammenkrøbne Stilling som et duknakket Kryb, der sad og spidsed Øren +efter noget. + +»Jeg kommer nok desværre til at bede om Rum hernede inat,« sagde jeg til +Manden. + +»Har min Kone sagt det?« spurgte han. + +»Ja. Der kom en ny Mand på mit Værelse.« + +Hertil svared ikke Manden noget; han gav sig atter i Færd med Kortene. + +Således sad denne Mand Dag efter Dag og spilled Kort med hvemsomhelst, som +kom ind til ham, spilled om ingenting, blot forat fordrive Tiden og have +noget mellem Hænderne imens. Han foretog sig ellers intet, rørte sig netop +så meget som hans lade Lemmer gad, mens Konen traved op og ned i Trapperne, +var om sig på alle Kanter og havde Omsorg for at få Gæster til Huset. Hun +havde også sat sig i Forbindelse med Bryggesjouere og Bærere, hvem hun +betalte et vist Honorar for hver ny Logerende, de bragte hende, og hun gav +ofte disse Sjouere Husly for Natten. Nu var det »Glasruden«, som just havde +bragt den ny Rejsende med. + +Et Par af Børnene kom ind, to Småpiger med magre, fregnede Tøseansigter; de +havde rigtig usle Klæder på. Lidt efter kom også Værtinden ind. Jeg spurgte +hende, hvor hun vilde anbringe mig for Natten, og hun svared kort, at jeg +kunde ligge herinde, sammen med de andre, eller ude i Forstuen på +Sofabænken, aldeles som jeg selv fandt for godt. Mens hun svared mig dette, +gik hun omkring i Stuen og pusled med forskellige Ting, som hun satte i +Orden, og hun så ikke en Gang på mig. + +Jeg sank sammen ved hendes Svar, stod nede ved Døren og gjorde mig liden, +lod endog som om jeg var godt tilfreds med at bytte Værelse med en anden +for en Nats Skyld; jeg satte med Hensigt et venligt Ansigt op, for ikke at +opirre hende og måske blive jaget helt ud af Huset. Jeg sagde: »Å, ja, der +blir vel en Råd!« og taug. + +Hun vimsed fremdeles omkring i Stuen. + +»Forresten vil jeg sige Dem, at jeg slet ikke har Udkomme til at have Folk +i Kost og Logi på Kredit,« sagde hun. »Og det har jeg sagt Dem før også.« + +»Ja, men kære, det er jo bare disse Par Dage, til min Artikel er færdig,« +svared jeg, »og da skal jeg gærne give Dem en Femkrone atpå, gærne det.« + +Men hun havde åbenbart ingen Tro på min Artikel, det kunde jeg se. Og jeg +kunde ikke give mig til at være stolt og forlade Huset, bare af en Smule +Krænkelse; jeg vidste, hvad der vented mig, hvis jeg gik min Vej. + + * * * + +Der forløb et Par Dage. + +Jeg holdt fremdeles til nede hos Familjen, da det var for koldt i Forstuen, +hvor der ingen Ovn var; jeg sov også om Natten på Gulvet inde i Stuen. Den +fremmede Sjømand boed stadigt på mit Værelse og lod ikke til at ville +flytte så snart. Ved Middagstid kom også Værtinden ind og fortalte, at han +havde betalt hende i Forskud for en hel Måned; forresten skulde han tage +Styrmandseksamen, inden han rejste; det var derfor, han opholdt sig i Byen. +Jeg stod og hørte på dette og forstod, at mit Værelse nu var tabt for mig +for bestandigt. + +Jeg gik ud i Forstuen og satte mig; skulde jeg være så heldig at få noget +skrevet, så måtte det alligevel være her, i Stilheden. Det var ikke længer +min Allegori, som beskæftiged mig; havde fået en ny Idé, en ganske +fortræffelig Plan: jeg vilde forfatte et en Akts Drama, »Korsets Tegn«, +Emne fra Middelalderen. Især havde jeg altsammen udtænkt angående +Hovedpersonen, en herlig, fanatisk Skøge, der havde syndet i Templet, ikke +af Svaghed og ikke af Attrå, men af Had mod Himlen, syndet lige ved +Alterets Fod, med Alterdugen under sit Hoved, bare af dejlig Foragt for +Himlen. + +Jeg blev mer og mer besat af denne Skikkelse, efterhvert som Timerne gik. +Hun stod tilsidst lys levende for mit Blik, og netop således, som jeg vilde +have hende frem. Hendes Krop skulde være mangelfuld og frastødende: høj, +meget mager og en Smule mørk, og når hun gik, vilde hendes lange Ben komme +til at skinne igennem hendes Skørter for hvert Skridt, hun tog. Hun skulde +også have store, udstående Ører. Kortsagt, hun vilde intet blive for Øjet, +knapt nok udholdelig at se på. Hvad der interessered mig hos hende, var +hendes underfulde Skamløshed, dette desperate Topmål af overlagt Synd, som +hun havde begået. Hun sysselsatte mig virkelig altfor meget; min Hjærne var +ligefrem udbulnet af denne sære Misdannelse af et Menneske. Og jeg skrev i +samfulde to Timer i Træk på mit Drama. + +Da jeg havde fået istand et halvt Snes Sider, måske tolv Sider, ofte med +stort Besvær, undertiden med lange Mellemrum, hvori jeg skrev forgæves og +måtte rive mine Ark itu, var jeg bleven træt, ganske stiv af Kulde og +Træthed, og jeg rejste mig og gik ud på Gaden. I den sidste Halvtime var +jeg også bleven forstyrret af Barneskrig inde fra Familjens Stue, så jeg +kunde i ethvert Tilfælde ikke have skrevet mer netop da. Jeg tog derfor en +lang Tur udad Drammensvejen og blev borte helt til Aften, idet jeg stadig +gik og grunded på, hvorledes jeg videre vilde fortsætte mit Drama. Inden +jeg kom hjem om Aftenen den Dag, havde der hændt mig følgende: + +Jeg stod udenfor en Skomagerbutik nederst i Karl Johan, næsten nede ved +Jærnbanetorvet. Gud ved, hvorfor jeg var standset just udenfor denne +Skomagerbutik! Jeg så indad Vinduet, hvor jeg stod, men tænkte forresten +ikke på, at jeg mangled Sko netop da; min Tanke var langt borte, i andre +Egne af Verden. En Sverm af samtalende Mennesker gik bag min Ryg, og jeg +hørte ingenting af, hvad der blev sagt. Da hilser en Stemme højt: + +»Godaften!« + +Det var »Jomfruen«, som hilste på mig. + +»Godaften!« svared jeg fraværende. Jeg så også på »Jomfruen« en kort Stund, +inden jeg kendte ham. + +»Nå, hvordan går det?« spurgte han. + +»Jo, bare bra . . . . som sædvanligt!« + +»Hør, sig mig,« sagde han, »De er altså hos Christie endda?« + +»Christie?« + +»Jeg syntes, De sagde engang, at De var Bogholder hos Grosserer Christie?« + +»Å! Ja, nej, det er forbi. Det var umuligt at arbejde sammen med den Mand; +det gik istå temmelig snart af sig selv.« + +»Hvorfor det, da?« + +»Å, jeg kom til at skrive fejl en Dag, og så . . . .« + +»Falsk?« + +Falsk? Der stod »Jomfruen« og spurgte ligefrem, om jeg havde skrevet falsk. +Han spurgte endog hurtigt og meget interesseret. Jeg så på ham, følte mig +dybt krænket og svared ikke. + +»Ja, ja, Herregud, det kan hænde den bedste!« sagde han, forat trøste mig. +Han troed fremdeles, at jeg havde skrevet falsk. + +»Hvad er det, som ja, ja Herregud kan hænde den bedste?« spurgte jeg. »At +skrive falsk? Hør, min gode Mand, tror De virkelig, der De står, at jeg +kunde have begået en slig Nederdrægtighed? Jeg?« + +»Men, kære, jeg syntes så tydeligt, De sagde . . . .« + +»Nej, jeg sagde, at jeg havde skrevet fejl engang, et Årstal, en Bagatel, +om De vil vide det, en fejl Dato på et Brev, et eneste Pennestrøg galt — +det var hele min Brøde. Nej, Gudskelov, man kan da skælne Ret fra Uret +endda! Hvordan skulde det også bære afsted med mig, hvis jeg ovenikøbet gik +hen og pletted min Ære? Det er simpelthen min Æresfølelse, jeg flyder på +nu. Men den er også stærkt nok, håber jeg; den har ialfald bevaret mig til +Dato.« + +Jeg kasted på Hovedet, vendte mig bort fra »Jomfruen« og så nedad Gaden. +Mit Øje faldt på en rød Kjole, som nærmed sig os, en Kvinde ved Siden af en +Mand. Havde jeg nu ikke ført netop denne Samtale med »Jomfruen«, var jeg +ikke bleven stødt af hans grove Mistanke, og havde jeg ikke gjort just +dette Kast med Hovedet, samt vendt mig lidt fornærmet bort, så vilde denne +røde Kjole måske have passeret mig, uden at jeg havde lagt Mærke til den. +Og hvad vedkom den mig i Grunden? Hvad angik den mig, selv om det var +Hoffrøken Nagels Kjole? + +»Jomfruen« stod og talte og søgte at gøre sin Fejltagelse god igen; jeg +hørte slet ikke på ham, jeg stod hele Tiden og stirred på denne røde Kjole, +der nærmed sig opad Gaden. Og en Bevægelse løb mig gennem Brystet, et +glidende, fint Stik; jeg hvisked i min Tanke, hvisked uden at røre Munden: + +»Ylajali!« + +Nu vendte også »Jomfruen« sig om, opdaged de to, Damen og Herren, hilste på +dem og fulgte dem med Øjnene. Jeg hilste ikke, eller måske hilste jeg +ubevidst. Den røde Kjole gled opad Karl Johan og forsvandt. + +»Hvem var det, som fulgte hende?« spurgte »Jomfruen«. + +»Hertugen«, så De ikke det? »Hertugen« kaldet. Kendte De Damen?« + +»Ja, såvidt. Kendte ikke De hende!« + +»Nej,« svared jeg. + +»Jeg syntes, De hilste så dybt?« + +»Gjorde jeg det?« + +»He, gjorde De kanske ikke det?« sagde »Jomfruen«. »Det var da +besynderligt! Det var også blot Dem, hun så på hele Tiden.« + +»Hvor kender De hende fra?« spurgte jeg. + +Han kendte hende egentlig ikke. Det skrev sig fra en Aften i Høst. Det var +sent, de havde været tre glade Sjæle sammen, kom just fra Grand, traf dette +Menneske gående alene ved Cammermeyer og havde talt til hende. Hun havde +først svaret afvisende; men den ene af de glade Sjæle, en Mand, som ikke +skyed hverken Ild eller Vand, havde bedt hende lige op i hendes Ansigt om +at måtte have den Civilisationens Nydelse at følge hende hjem. Han skulde +ved Gud ikke krumme et Hår på hendes Hoved, som skrevet står, blot følge +hende til Porten, forat overbevise sig om, at hun kom sikkert hjem, ellers +vilde ikke han få Ro hele Natten. Han talte ustandseligt, mens de gik, +fandt på den ene Ting efter den anden, kaldte sig Waldemar Atterdag og +udgav sig for Fotograf. Tilsidst havde hun måttet le ad denne glade Sjæl, +som ikke havde ladet sig forbløffe af hendes Kulde, og det endte med, at +han fulgte hende. + +»Nå, ja, hvad blev det så til?« spurgte jeg, og jeg holdt mit Åndedræt +sålænge. + +»Blev til? Å, kom ikke der! Det er en Dame.« + +Vi taug begge et Øjebik, både »Jomfruen« og jeg. + +»Nej, Fan, var dét »Hertugen«! Ser han slig ud!« sagde han derpå +tankefuldt. »Men når hun er sammen med den Mand, så vil jeg ikke svare for +hende.« + +Jeg taug fremdeles. Ja, naturligvis vilde »Hertugen« trække af med hende! +Godt og vel! Hvad kom det mig ved? Jeg gav hende en god Dag, med samt +hendes Yndigheder, en god Dag gav jeg hende! Og jeg forsøgte at trøste mig +selv ved at tænke de værste Tanker om hende, gjorde mig ligefrem en Glæde +af at rode hende rigtig ned i Sølen. Det ærgred mig blot, at jeg havde +taget Hatten af for Parret, hvis jeg virkelig havde gjort det. Hvorfor +skulde jeg tage Hatten af for sådanne Mennesker? Jeg brød mig ikke længer +om hende, aldeles ikke; hun var ikke det allerringeste vakker mer, hun +havde tabt sig, fy, Fan, hvor hun var falmet! Det kunde jo gærne være, at +det blot var mig, hun havde set på; det forundred mig ikke; det var kanske +Angeren, som begyndte at slå hende. Men derfor behøved ikke jeg at falde +til Fode og hilse som en Nar, specielt når hun altså var bleven så +betænkelig falmet på det sidste. »Hertugen« kunde gærne beholde hende, +velbekomme! Der kunde komme en Dag, da jeg fik i Sinde at gå hende stolt +forbi, uden at se til den Kant, hvor hun befandt sig. Det kunde hænde, at +jeg tillod mig at gøre dette, selv om hun så stivt på mig og ovenikøbet gik +i blodrød Kjole. Det kunde godt hænde! He-he, det vilde blive en Triumf! +Kendte jeg mig selv ret, så var jeg istand til at gøre mit Drama færdigt i +Løbet af Natten, og inden otte Dage skulde jeg da have bøjet Frøkenen i +Knæ. Med samt hendes Yndigheder, he-he, med samt alle hendes Yndigheder +. . . . + +»Farvel!« sagde jeg kort. + +Men »Jomfruen« holdt mig tilbage. Han spurgte: + +»Men hvad bestiller De da nu om Dagen?« + +»Bestiller? Jeg skriver, naturligvis. Hvad andet skulde jeg bestille? Det +er jo det, jeg lever af. For Øjeblikket arbejder jeg på et stort Drama, +»Korsets Tegn«, Emne fra Middelalderen.« + +»Død og Pine!« sagde »Jomfruen« oprigtigt. »Ja, får De dét til, så . . . .« + +»Har ingen store Bekymringer desangående!« svared jeg. »Om en otte Dages +Tid tænker jeg, at De skal have hørt fra mig nogen hver.« + +Dermed gik jeg. + +Da jeg kom hjem, henvendte jeg mig straks til min Værtinde og bad om en +Lampe. Det var mig meget om at gøre at få denne Lampe; jeg vilde ikke gå +tilsengs inat, mit Drama rased inde i mit Hoved, og jeg håbed så sikkert at +kunne skrive et godt Stykke til om Morgenen. Jeg fremførte min Begæring +meget ydmygt for Madamen, da jeg mærked, at hun gjorde en utilfreds +Grimase, fordi jeg atter kom ind i Stuen. Jeg havde altså næsten færdigt et +mærkeligt Drama, sagde jeg; der mangled mig bare et Par Scener, og jeg slog +på, at det kunde blive opført på et eller andet Teater, inden jeg selv +vidste Ordet af det. Om hun nu vilde gøre mig denne store Tjeneste, så +. . . . + +Men Madamen havde ingen Lampe. Hun tænkte sig om, men husked slet ikke, at +hun havde nogen Lampe nogen Steder. Hvis jeg vilde vente til efter Klokken +tolv, så kunde jeg kanske få Køkkenlampen. Hvorfor kunde jeg ikke købe mig +et Lys? + +Jeg taug. Jeg havde ikke ti Øre til et Lys, og det vidste hun nok. +Naturligvis skulde jeg strande igen! Nu sad Pigen nede hos os, hun sad +simpelthen inde i Stuen og var slet ikke i Køkkenet; Lampen der oppe var +således ikke engang tændt. Og jeg stod og overtænkte dette, men sagde intet +mer. + +Pludselig siger Pigen til mig: + +»Jeg syntes, De kom ud af Slottet for lidt siden? Har De været i Middag?« +Og hun lo højt ad denne Spas. + +Jeg satte mig ned, tog mine Papirer frem og vilde forsøge at gøre noget her +sålænge, her, hvor jeg sad. Jeg holdt Papirerne på mine Knæ og stirred +uafbrudt ned i Gulvet, for ikke at adspredes af noget; men det nytted mig +ikke, ingenting nytted mig, jeg kom ikke af Pletten. Værtindens to Småpiger +kom ind og holdt Støj med en Kat, en underlig, syg Kat, som næsten ingen +Hår havde; når de blæste den ind i Øjnene, flød der Vand ud af dem og nedad +dens Næse. Værten og et Par andre Personer sad ved Bordet og spilled +Hundred og En. Konen alene var flittig som altid og sad og syed på noget. +Hun så godt, at jeg ikke kunde skrive noget midt i denne Forstyrrelse, men +hun brød sig ikke om mig mer; hun havde endog smilet, da Tjenestepigen +spurgte, om jeg havde været i Middag. Hele Huset var bleven fjendtlig mod +mig; det var, som om jeg blot behøved den Forsmædelse at måtte overlade mit +Værelse til en anden, forat blive behandlet ganske som en uvedkommende. +Endog denne Tjenestepige, en liden brunøjet Gadetøs med Pandehår og aldeles +fladt Bryst, gjorde Nar af mig om Aftenen, når jeg fik mine Smørogbrød. Hun +spurgte idelig, hvor jeg dog plejed at indtage mine Middage, eftersom hun +aldrig havde set mig gå og stikke mine Tænder udenfor Grand. Det var klart, +at hun vidste Besked om min elendige Tilstand og gjorde sig en Fornøjelse +af at vise mig det. + +Jeg falder pludselig i Tanker om alt dette og er ikke istand til at finde +en eneste Replik til mit Drama. Jeg forsøger Gang på Gang forgæves; det +begynder at summe underligt i mit Hoved, og jeg giver mig tilsidst over. +Jeg stikker Papirerne i Lommen og ser op. Pigen sidder lige foran mig, og +jeg ser på hende, ser på denne smale Ryg og et Par lave Skuldre, som endnu +ikke var rigtig voksne engang. Hvad havde nu hun med at kaste sig over mig? +Og om jeg var kommet ud af Slottet, hvad så? Kunde det skade hende? Hun +havde i de sidste Dage leet frækt ad mig, når jeg var uheldig og snubled i +Trapperne eller hang fast i en Spiger, så jeg fik en Rift i min Frakke. Det +var heller ikke længer siden end igår, at hun havde samlet op mine Kladder +som jeg havde slængt fra mig i Forstuen, stjålet disse kasserede +Brudstykker til mit Drama og læst dem op inde i Stuen, holdt Løjer med dem +i alles Påhør, bare forat more sig over mig. Jeg havde aldrig forulempet +hende og kunde ikke huske, at jeg nogensinde havde bedt hende om en +Tjeneste. Tvertimod, jeg gjorde selv min Seng istand om Aftenen inde på +Stuegulvet, for ikke at skaffe hende noget Bryderi dermed. Hun gjorde også +Nar af mig, fordi mit Hår faldt af. Der lå Hår og flød i Vaskevandet om +Morgenen, og det gjorde hun sig lystig over. Nu var mine Sko blevne noget +dårlige, især den ene, som var bleven overkørt af Brødvognen, og hun drev +også Spas med dem. Gud velsigne Dem og Deres Sko! sagde hun; se på dem, de +er store som Hundehus! Og hun havde Ret i, at mine Sko var udtrådte; men +jeg kunde altså ikke skaffe mig nogen andre netop for Øjeblikket. + +Mens jeg sidder og husker på alt dette og forundrer mig over denne åbenlyse +Ondskab hos Tjenestepigen, var Småpigerne begyndt at tirre den gamle Olding +henne i Sengen; de hopped begge to omkring ham og var fuldt optagne af +dette Arbejde. De havde fundet sig hver sit Halmstrå, som de stak ham i +Ørene med. Jeg så på dette en Stund og blanded mig ikke ind i det. Den +gamle rørte ikke en Finger, forat forsvare sig; han så blot på sine +Plageånder med rasende Øjne for hver Gang, de stak efter ham, og rysted på +Hovedet, forat befri sig, når Stråene allerede sad ham i Ørene. + +Jeg blev mer og mer ophidset ved dette Syn og kunde ikke få mine Øjne bort +fra det. Faderen så op fra Kortene og lo ad de små; han gjorde også sine +Medspillere opmærksom på, hvad der foregik. Hvorfor rørte han sig ikke, den +gamle? Hvorfor slængte han ikke Børnene væk med Armen? Jeg tog et Skridt og +nærmed mig Sengen. + +»Lad dem være! Lad dem være! Han er lam,« råbte Værten. + +Og af Frygt for at blive vist Døren imod Natten, simpelthen bange for at +vække Mandens Mishag ved at gribe ind i dette Optrin, trådte jeg stiltiende +tilbage til min gamle Plads og forholdt mig rolig. Hvorfor skulde jeg +resikere mit Logi og mine Smørogbrød ved at stikke min Næse ind i Familjens +Kævlerier? Ingen Narrestreger for en halvdød Oldings Skyld! Og jeg stod og +følte mig dejligt hård som Flint. + +De små Tyvetøser holdt ikke op med sine Plagerier. De tirredes af, at +Oldingen ikke vilde holde Hovedet stille, og de stak også efter hans Øjne +og Næsebor. Han stirred på dem med et forhærdet Blik, han sagde intet og +kunde ikke røre Armene. Pludselig letted han sig med Overkroppen og spytted +den ene af Småpigerne ind i Ansigtet; han letted sig atter op og spytted +også efter den anden, men traf hende ikke. Jeg stod og så på, at Værten +kasted Kortene ned på Bordet, hvor han sad, og sprang hen til Sengen. Han +var rød i Ansigtet og råbte: + +»Sidder du og spytter Folk lige i Øjnene, din gamle Råne!« + +»Men, Herregud, han fik jo ikke Fred for dem!« råbte jeg ude af mig selv. +Men jeg stod hele Tiden og var bange for at blive udvist, og jeg råbte +aldeles ikke med synderlig Kraft; jeg skalv blot over hele Legemet af +Ophidselse. + +Værten vendte sig om mod mig. + +»Nej, hør på den! Hvad Fan skiller det Dem? Hold De bare Flabben på Dem +ganske igen, De, og gør som jeg siger; det vil De have bedst af.« + +Men nu lød også Madamens Stemme, og hele Huset blev fuldt af Skænderi. + +»Jeg mener Gud hjælpe mig De er gale og besatte allesammen!« skreg hun. +»Vil De være herinde, så får De være rolige begge to, det siger jeg Dem! +He, det er ikke nok med, at man skal holde Hus og Kost for Kræket, man skal +have Dommedag og Kommers og Satansmagt inde i Stuerne også. Men det skal +jeg ikke have mer af, har jeg tænkt! Sh! Hold Tryterne Deres sammen. Unger, +og tørk Næserne Deres også, hvis ikke, så skal jeg komme og gøre det. Jeg +har aldrig set på Magen til Mennesker! Her kommer de ind fra Gaden, uden en +Øre til Lusesalve engang, og begynder at holde Spræt midt på Katters Tide +og gøre Leven med Husens Folk. Jeg vil ikke vide af det, forstår De, og De +kan gå Deres Vej alle, som ikke hører hjemme her. Jeg vil have Fred i min +egen Lejlighed, har jeg tænkt!« + +Jeg sagde intet, jeg lukked slet ikke Munden op, men satte mig nede ved +Døren igen og hørte på Larmen. Alle skråled med, endog Børnene og +Tjenestepigen, som vilde forklare, hvordan hele Striden var begyndt. Når +jeg bare var taus, så vilde det nok drive over engang; det vilde ganske +vist ikke komme til det yderste, når jeg blot ikke sagde et Ord. Og hvilket +Ord kunde jeg have at sige? Var det måske ikke Vinter ude, og led det ikke +ovenikøbet mod Natten? Var det da Tid at slå i Bordet og være Karl for sin +Hat? Bare ingen Narrestreger! Og jeg sad stille og forlod ikke Huset, undså +mig ikke for at blive siddende, skammed mig ligefrem ikke herfor, skønt jeg +næsten var bleven sagt op. Jeg stirred forhærdet hen på Væggen, hvor +Kristus hang i Oljetryk, og taug hårdnakket til alle Værtindens Udfald. + +»Ja, er det mig. De vil blive af med. Madam, så skal der ikke være noget +ivejen for mit vedkommende,« sagde den ene af Kortspillerne. + +Han rejste sig. Den anden Kortspiller rejste sig også. + +»Nej, jeg mente ikke dig. Og ikke dig heller,« svared Værtinden de to. +»Gælder det på, så skal jeg nok vise, hvem jeg mener. Hvis det gælder på. +Har jeg tænkt! Det skal vise sig, hvem det er . . . .« + +Hun talte afbrudt, gav mig disse Stød med små Mellemrum og trak det rigtigt +i Langdrag, forat gøre det tydeligere og tydeligere for mig, at det var +mig, hun mente. Stille! sagde jeg til mig selv. Bare stille! Hun havde ikke +bedt mig om at gå, ikke udtrykkelig, ikke med rene Ord. Bare ingen +Hovmodighed fra min Side, ingen utidig Stolthed! Ørene stive! . . . . Det +var dog et ejendommeligt grønt Hår på den Kristus i Oljetryk. Det ligned +ikke så lidet grønt Græs, eller udtrykt med udsøgt Nøjagtighed: tykt +Enggræs. He, en ganske rigtig Bemærkning, forsvarligt tykt Enggræs . . . . +En Række af flygtige Idéforbindelser løb mig i denne Stund gennem Hovedet: +Fra det grønne Græs til et Skriftsted om, at hvert Liv var som Græs, der +antændtes, derfra til Dommedag, når alt skulde brænde op, så en liden +Afstikker ned til Jordskælvet i Lissabon, hvorpå der foresvæved mig noget +om en spansk Spyttebakke af Messing og et Penskaft af Ibenholdt, som jeg +havde set nede hos Ylajali. Ak, ja, alt var forgængeligt! Ganske som Græs, +der antændtes! Det gik ud på fire Fjæle og et Ligsvøb — Ligsvøb hos Jomfru +Andersen, tilhøjre i Porten . . . . + +Og alt dette kastedes om i mit Hoved i dette fortvivlede Øjeblik, da min +Værtinde stod i Færd med at jage mig på Dør. + +»Han hører ikke!« råbte hun. »Jeg siger. De skal forlade Huset, nu ved De +det! Jeg tror Gud fordømme mig, at Manden er gal, jeg! Nu går De på hellige +Flæk, og så ikke mere Snak om den Sag.« + +Jeg så mod Døren, ikke forat gå, aldeles ikke forat gå; der faldt mig ind +en fræk Tanke: hvis der havde været en Nøgle i Døren, vilde jeg have vredet +den om, stængt miginde sammen med de andre, forat slippe at gå. Jeg havde +en aldeles hysterisk Gru for at komme ud på Gaden igen. Men der var ingen +Nøgle i Døren, og jeg rejste mig op; der var intet Håb mer. + +Da blander pludselig min Værts Røst sig med Konens. Jeg blev forbauset +stående. Den samme Mand, som nylig havde truet mig, tager underligt nok mit +Parti. Han siger: + +»Nej, det går ikke an at jage Folk ud imod Natten, ved du. Der er Straf for +det.« + +Jeg vidste ikke, om der var Straf herfor, jeg kunde ikke sige det; men det +var måske så, og Konen besinded sig ganske snart, blev rolig og talte ikke +til mig mer. Hun lagde endog to Smørogbrød frem til mig til Aftens, men jeg +modtog dem ikke, bare af Taknemmelighed mod Manden modtog jeg dem ikke, +idet jeg foregav, at jeg havde fået lidt Mad ude i Byen. + +Da jeg endelig begav mig ud i Forstuen, forat gå tilsengs, kom Madamen +efter mig, standsed på Dørstokken og sagde højt, mens hendes store, +frugtsommelige Mave strutted ud imod mig: + +»Men det er sidste Nat, De ligger her, så De ved om det.« + +»Ja, ja!« svared jeg. + +Der blev vel kanske også en Råd til Husly imorgen, hvis jeg gjorde mig +rigtig Flid for det. Et eller andet Skjulested måtte jeg dog finde. +Foreløbig glæded jeg mig over, at jeg ikke behøved at gå ude inat. + + * * * + +Jeg sov til fem-seks Tiden om Morgenen. Det var endnu ikke lyst, da jeg +vågned, men jeg stod alligevel op med det samme; jeg havde ligget i fulde +Klæder for Kuldens Skyld og havde intet mer at klæde mig på. Da jeg havde +drukket lidt Vand og i al Stilhed fået Døren åbnet, gik jeg også straks ud, +idet jeg frygted for at træffe min Værtinde påny. + +En og anden Konstabel, som havde våget Natten ud, var det eneste levende, +jeg så i Gaderne; lidt efter begyndte også et Par Mænd at slukke +Gaslygterne omkring. Jeg drev om uden Mål og Med, kom op i Kirkegaden og +tog Vejen ned til Fæstningen. Kold og endnu søvnig, mat i Knæerne og Ryggen +efter den lange Tur og meget sulten, satte jeg mig ned på en Bænk og døsed +en lang Tid. Jeg havde i tre Uger levet udelukkende af de Smørogbrød, som +min Værtinde havde givet mig Morgen og Aften; nu var det netop et Døgn, +siden jeg fik mit sidste Måltid, det begyndte at gnave mig slemt påny, og +jeg måtte have en Udvej ret snart. Med den Tanke sovned jeg atter ind på +Bænken . . . . + +Jeg vågned af, at Mennesker talte i min Nærhed, og da jeg havde summet mig +lidt, så jeg, at det var lys Dag, og at alle Folk var kommet på Benene. Jeg +rejste mig og gik bort. Solen brød op over Åserne, Himlen var hvid og fin, +og i min Glæde over den skønne Morgen efter de mange mørke Uger glemte jeg +alle Sorger og syntes, at det mangen Gang havde været værre for mig. Jeg +klapped mig på mit Bryst og sang en liden Stump for mig selv. Min Stemme +lød så dårlig, rigtig medtagen lød den, og jeg rørte mig selv til Tårer ved +den. Denne pragtfulde Dag, den hvide, lysdrukne Himmel virked også altfor +stærkt på mig, og jeg stak i at græde højt. + +»Hvad er det, som fejler Dem?« spurgte en Mand. + +Jeg svared ikke, hasted blot bort, skjulende mit Ansigt for alle Mennesker. + +Jeg kom ned til Bryggerne. En stor Bark med russisk Flag lå og lossed Kul; +jeg læste dens Navn, »Copégoro«, på Siden. Det adspreded mig en Tidlang at +iagttage, hvad der foregik ombord i dette fremmede Skib. Det måtte være +næsten udlosset, det lå allerede med IX Fod nøgne på Stilken, trods den +Ballast, det alt havde taget ind, og når Kulsjouerne stamped henover Dækket +med sine tunge Støvler, drøned det hult i hele Skibet. + +Solen, Lyset, det salte Pust fra Havet, hele dette travle og lystige Liv +stived mig op og fik mit Blod til at banke levende. Med en Gang faldt det +mig ind, at jeg måske kunde gøre et Par Scener på mit Drama, mens jeg sad +her. Og jeg tog mine Blade op af Lommen. + +Jeg forsøgte at forme en Replik i en Munks Mund, en Replik, der skulde +svulme af Kraft og Intolerance; men det lykkedes mig ikke. Så sprang jeg +over Munken og vilde udarbejde en Tale, Dommerens Tale til +Tempelskændersken, og jeg skrev en halv Side på denne Tale, hvorpå jeg +holdt op. Der vilde ikke lægge sig det rette Klima over mine Ord. +Travlheden omkring mig, Hejsesangene, Gangspillenes Støj og den uafbrudte +Raslen med Jærnkættingerne passed så lidet til den Luft af tæt, muggen +Middelalder, der skulde stå som en Tåge i mit Drama. Jeg pakked Papirerne +sammen og rejste mig. + +Nu var jeg alligevel kommet velsignet på Glid, og jeg følte klart, at jeg +kunde udrette noget nu, hvis alt gik godt. Bare jeg havde et Sted at ty hen +til! Jeg tænkte efter det, standsed ligefrem op i Gaden og tænkte efter, +men vidste ikke af et eneste stille Sted i hele Byen, hvor jeg kunde slå +mig ned en Stund. Der blev ingen anden Udvej, jeg fik gå tilbage til +Logihuset i Vaterland. Jeg krymped mig ved det, og jeg sagde hele Tiden til +mig selv, at det gik ikke an, men jeg gled dog fremad og nærmed mig stadig +det forbudte Sted. Vist var det ynkeligt, indrømmed jeg mig selv, ja, det +var forsmædeligt, rigtig forsmædeligt var det; men det fik ikke hjælpe. Jeg +var ikke det ringeste hovmodig, jeg turde sige så stort et Ord, at jeg var +et af de mindst kæphøje Væsener, som Dags Dato var til. Og jeg gik. + +Jeg standsed ved Porten og overvejed endnu engang. Jo, det fik gå som det +vilde, jeg måtte vove det! Hvad var det egentlig for en Bagatel, det drejed +sig om? For det første skulde det jo vare blot i nogle Timer, for det andet +skulde Gud forbyde, at jeg nogensinde senere tog min Tilflugt til det Hus +igen. Jeg gik ind i Gården. Endnu mens jeg gik over disse ujævne Stene på +Gårdspladsen, var jeg usikker og havde nær vendt om ved Døren. Jeg bed +Tænderne sammen. Nej, ingen utidig Stolthed! I værste Fald kunde jeg +undskylde mig med, at jeg kom for at sige Farvel, tage ordentlig Afsked og +gjøre en Aftale angående min Gjæld til Huset. Jeg åbned Døren til Forstuen. + +Jeg blev stående aldeles stille indenfor. Lige foran mig, blot i to Skridts +Afstand, stod Værten selv, uden Hat og uden Frakke, og kiged ind gennem +Nøglehullet til Familjens egen Stue. Han gjorde en tyst Bevægelse med +Hånden, forat få mig til at være stille, og kiged atter indad Nøglehullet. +Han stod og lo. + +»Kom hid!« sagde han hviskende. + +Jeg nærmed mig på Tæerne. + +»Se her!« sagde han og lo med en stille, hidsig Latter. »Kig ind! Hi-hi! +Der ligger de! Se på Gammeln! Kan De se Gammeln?« + +Inde i Sengen, ret under Kristus i Oljetryk og lige mod mig, så jeg to +Skikkelser, Værtinden og den fremmede Styrmand; hendes Ben skinned hvide +mod den mørke Dyne. Og i Sengen ved den anden Væg sad hendes Fader, den +lamme Olding, og så på, ludende over sine Hænder, sammenkrøben som +sædvanligt, uden at kunne røre sig . . . . + +Jeg vendte mig om mod min Vært. Han havde den største Møje med at af holde +sig fra at le højt. + +»Så De Gammeln?« hvisked han. »Å, Gud, så De Gammeln? Han sidder og ser +på!« Og han lagde sig igen ind til Nøglehullet. + +Jeg gik hen til Vinduet og satte mig. Dette Syn havde ubarmhjærtigen bragt +Uorden i alle mine Tanker og vendt op og ned på min rige Stemning. Nå, hvad +vedkom det mig? Når Manden selv fandt sig i det, ja, endog havde sin store +Fornøjelse af det, så var der ingen Grund for mig til at tage mig det nær. +Og hvad Oldingen angik, da var Oldingen en Olding. Han så det måske ikke +engang; kanske sad han og sov; Gud ved, om han ikke endogså var død; det +skulde ikke undre mig om han var død. Og jeg gjorde mig ingen Samvittighed +af det. + +Jeg tog atter mine Papirer op og vilde vise alle uvedkommende Indtryk +tilbage. Jeg var standset midt i en Sætning i Dommerens Tale: »Så byder mig +Gud og Loven, så byder mig mine vise Mænds Råd, så byder mig og min egen +Samvittighed . . . .« Jeg så ud af Vinduet, forat tænke efter, hvad hans +Samvittighed skulde byde ham. En liden Støj trængte ud til mig fra Stuen +indenfor. Nå, det angik ikke mig, aldeles ikke; Oldingen var desuden død, +døde kanske imorges ved fire Tiden; det var mig altså inderlig knusende +ligegyldigt med den Støj; hvorfor Fan sad jeg da og gjorde mig mine Tanker +om den? Rolig nu! + +»Så byder mig og min egen Samvittighed . . . .« + +Men alt havde forsvoret sig imod mig. Manden stod slet ikke ganske rolig +henne ved Nøglehullet, jeg hørte nu og da hans indeklemte Latter og så, at +han rysted; ude på Gaden foregik der også noget, som adspredte mig. En +liden Gut sad og pusled for sig selv i Solen over på det andet Fortoug; han +aned Fred og ingen Fare, knytted blot endel Papirstrimler sammen og gjorde +ingen Fortræd. Pludselig springer han op og bander; han rykker baglænds ud +i Gaden og får Øje på en Mand, en voksen Mand med rødt Skjæg, som lå udaf +et åbent Vindu i anden Etage og spytted ned i hans Hoved. Den lille græd af +Vrede og bandte vanmægtigt op mod Vinduet, og Manden lo ham ned i Ansigtet; +der gik måske fem Minutter på den Måde. Jeg vendte mig bort, for ikke at se +Guttens Gråd. + +»Så byder mig og min egen Samvittighed, at . . . .« + +Det var mig umuligt at komme længer. Tilsidst begyndte alt at rable for +mig; jeg syntes, at endog det, jeg allerede havde skrevet, var ubrugeligt, +ja, at hele Idéen var noget farligt Tøv. Man kunde slet ikke tale om +Samvittighed i Middelalderen, Samvittigheden blev først opfundet af +Danselærer Shakespeare, følgelig var min hele Tale urigtig. Var der altså +intet godt i disse Blade? Jeg løb dem igennem påny og løste straks mine +Tvivl; jeg fandt storartede Steder, rigtig lange Stykker af stor +Mærkværdighed. Og der jog mig atter gennem mit Bryst den berusende Trang +til at tage fat igen og få mit Drama færdigt. + +Jeg reiste mig og gik til Døren, uden at agte på Værtens rasende Tegn til +mig om at fare stille frem. Jeg gik bestemt og fast i Sind ud af Forstuen, +opad Trapperne til anden Etage og trådte ind i mit gamle Værelse. +Styrmanden var der jo ikke, og hvad var der så ivejen for, at jeg kunde +sidde her et Øjeblik? Jeg skulde ikke røre nogen af hans Sager, jeg skulde +slet ikke bruge hans Bord engang, men slå mig ned på en Stol ved Døren og +være glad til. Jeg folder heftigt Papirerne ud på mine Knæ. + +Nu gik det i flere Minutter aldeles udmærket. Replik efter Replik opstod +fuldt færdig i mit Hoved, og jeg skrev uafbrudt. Jeg fylder den ene Side +efter den anden, sætter afsted over Stok og Sten, klynker sagte af +Henrykkelse over min gode Stemning og ved næsten ikke af mig selv. Den +eneste Lyd, jeg hører i denne Stund, er min egen glade Klynken. Der faldt +mig også ind en såre heldig Idé med en Kirkeklokke, som skulde smælde i at +ringe på et vist Punkt i mit Drama. Alt gik overvældende. + +Så hører jeg Skridt i Trappen. Jeg skælver og er næsten fra mig selv, +sidder sågodtsom på Sprang, sky, vag, fuld af Angst for alle Ting og +ophidset af Sult; jeg lytter nervøst, holder Blyanten stille i Hånden og +lytter, jeg kan ikke skrive et Ord mer. Døren går op; Parret nede fra Stuen +træder ind. + +Endnu førend jeg havde fået Tid til at bede om Undskyldning for, hvad jeg +havde gjort, råber Værtinden aldeles himmelfalden: + +»Nej, Gud trøste og hjælpe mig, sidder han ikke her igen!« + +»Undskyld!« sagde jeg, og jeg vilde sagt mer, men kom ikke længer. + +Værtinden slog Døren op på vid Væg og skreg: + +»Går De nu ikke ud, så Gud fordømme mig henter jeg ikke Politiet!« + +Jeg rejste mig. + +»Jeg vilde bare sige Farvel til Dem,« mumled jeg, »og så måtte jeg vente på +Dem. Jeg har ikke rørt nogen Ting, jeg sad her på Stolen . . . .« + +»Ja, det gjorde ingenting« sagde Styrmanden. »Hvad Fan gjorde det? Lad +Manden være, han!« + +Da jeg var kommet ned i Trappen, blev jeg med en Gang rasende på denne +tykke, opsvulmede Kone, der fulgte mig i Hælene, forat få mig hurtigt væk, +og jeg stod et Øjeblik stille, med Munden fuld af de værste Øgenavne, som +jeg vilde slynge mod hende. Men jeg betænkte mig i Tide og taug, taug blot +af Taknemmelighed mod den fremmede Mand, der gik bag hende og vilde kunne +høre det. Værtinden fulgte stadig efter mig og skældte ustandseligt, mens +samtidig min Vrede tiltog for hvert Skridt, jeg gik. + +Vi kom ned i Gården, jeg gik rigtig langsomt, endnu overvejende, om jeg +skulde give mig af med Værtinden. Jeg var i denne Stund ganske forstyrret +af Raseri, og jeg tænkte på den værste Blodsudgydelse, et Tryk, som kunde +lægge hende død på Stedet, et Spark i Maven. Et Bybud går forbi mig i +Porten, han hilser, og jeg svarer ikke; han henvender sig til Madamen bag +mig, og jeg hører, at han spørger efter mig; men jeg vender mig ikke om. + +Et Par Skridt udenfor Porten indhenter Bybudet mig, hilser påny og standser +mig. Han giver mig et Brev. Heftigt og uvilligt river jeg det op, en +Tikrone falder ud af Konvolutten, men intet Brev, ikke et Ord. + +Jeg ser på Manden og spørger: + +»Hvad er dette for Slags Narrestreger? Hvem er Brevet ifra?« + +»Ja, det ved jeg ikke,« svarer han, »men det var en Dame, som gav mig det.« + +Jeg stod stille. Bybudet gik. Da stikker jeg Pengesedlen atter ind i +Konvolutten, krøller det hele rigtig godt sammen, vender om og går hen til +Værtinden, som endnu holder Udkig efter mig fra Porten, og kaster hende +Sedlen i Ansigtet. Jeg sagde ikke noget, yttred ikke en Stavelse, jeg +iagttog blot, at hun undersøgte det sammenkrøllede Papir, inden jeg gik +. . . . + +He, det kunde man kalde at opføre sig med Ære i Livet! Ikke sige noget, +ikke tiltale Pakket, men ganske rolig krølle sammen en stor Pengeseddel og +kaste den i Øjnene på sine Forfølgere. Det kunde man kalde at optræde med +Værdighed! Således skulde de have det, de Dyr! . . . . + +Da jeg var kommet på Hjørnet af Tomtegaden og Jærnbanetorvet, begyndte +pludselig Gaden at svinge rundt for mine Øjne, det sused tomt i mit Hoved, +og jeg faldt ind mod en Husvæg. Jeg kunde simpelthen ikke gå længer, kunde +ikke engang rette mig op fra min skæve Stilling; således, som jeg var +falden ind mod Væggen, således blev jeg stående, og jeg følte, at jeg +begyndte at tabe Besindelsen. Min vanvittige Vrede forhøjedes blot ved +dette Anfald af Udmattelse, og jeg løfted Foden og stamped i Fortouget. Jeg +gjorde også forskellige andre Ting, forat komme til Kræfter, bed Tænderne +sammen, rynked Panden, rulled fortvivlet med Øjnene, og det begyndte at +hjælpe. Min Tanke blev klar, jeg forstod, at jeg holdt på at forgå. Jeg +satte Hænderne frem og stødte mig tilbage fra Væggen; Gaden dansed +fremdeles rundt med mig. Jeg begyndte at hikke af Raseri, og jeg stred af +min inderste Sjæl med min Elendighed, holdt rigtig tappert Stand, for ikke +at falde om; jeg agted ikke at synke sammen, jeg vilde dø stående. En +Arbejdskærre ruller langsomt forbi, og jeg ser, at der er Poteter i den +Kærre, men af Raseri, af Halsstarrighed finder jeg på at sige, at det slet +ikke var Poteter, det var Kålhoveder, og jeg bandte grusomt på, at det var +Kålhoveder. Jeg hørte godt, hvad jeg selv sagde, og jeg svor bevidst Gang +efter Gang på denne Løgn, blot forat have den desperate Tilfredsstillelse, +at jeg begik stiv Mened. Jeg berused mig i denne mageløse Synd, jeg rakte +mine tre Fingre ivejret og svor med dirrende Læber i Faderens, Sønnens og +den Helligånds Navn, at det var Kålhoveder. + +Tiden gik. Jeg lod mig falde ned på et Trappetrin ved Siden af mig og +tørred Sveden af min Pande og Hals, trak Vejret til mig og tvang mig til at +være rolig. Solen gled ned, det led ud på Eftermiddagen. Jeg begyndte igen +at gruble over min Stilling; Sulten blev skammelig mod mig, og om nogle +Timer vilde det atter være Nat; det galdt at finde på en Råd, mens der +endnu var Tid. Mine Tanker begyndte igen at kredse om Logihuset som jeg var +bleven fordrevet fra; jeg vilde aldeles ikke vende tilbage dertil, men +kunde alligevel ikke lade være at tænke på det. Egentlig havde Konen været +i sin gode Ret til at kaste mig ud. Hvor kunde jeg vente at få bo hos +nogen, når jeg ikke kunde betale for mig? Hun havde ovenikøbet givet mig +Mad nu og da; endog igåraftes, da jeg havde opirret hende, havde hun budt +mig to Smørogbrød, af Godhed havde hun budt mig dem fordi hun vidste, at +jeg trængte til dem. Så jeg havde intet at beklage mig over, og jeg +begyndte mens jeg sad på Trappen at bede og tigge hende i mit stille Sind +om Tilgivelse for min Opførsel. Især angred jeg bitterlig, at jeg havde +vist mig utaknemmelig mod hende tilsidst og kastet hende en Tikrone i +Ansigtet . . . . + +Tikronen! Jeg plystred en Gang med Munden. Brevet, som Budet bragte, hvor +kom det fra? Først nu i dette Øjeblik tænkte jeg klart over dette og aned +med en Gang, hvordan det hele hang sammen. Jeg blev syg af Smærte og Skam, +jeg hvisked Ylajali nogle Gange med hæs Stemme og rysted på Hovedet. Var +det ikke mig, som endog så sent som igår havde bestemt mig til at gå hende +stolt forbi, når jeg traf hende, og vise hende den største Ligegyldighed? +Og istedet derfor havde jeg blot vakt hendes Medlidenhed og aflokket hende +en Barmhjærtighedsskilling. Nej, nej, nej, der blev aldrig Ende på min +Nedværdigelse! Ikke engang overfor hende havde jeg kunnet hævde en +skikkelig Stilling; jeg sank, sank på alle Kanter, hvor jeg vendte mig hen, +sank tilknæs, sank tillivs, dukked mig under i Vanære og kom aldrig op +igen, aldrig! Det var Toppunktet! Tage ti Troner i Almisse, uden at kunne +slynge dem tilbage mod den hemmelige Giver, gramse Ører sammen med begge +Hænder, hvor de bødes frem, og beholde dem, bruge dem til Logipenge, trods +sin egen inderste Modbydelighed . . . . + +Kunde jeg ikke atter skaffe tilveje disse ti Kroner på en eller anden Måde? +At gå tilbage til Værtinden og få Pengesedlen tilbageleveret af hende, +nytted nok ikke; der måtte også gives en anden Råd, når jeg tænkte mig om, +når jeg bare anstrængte mig rigtigt meget og tænkte mig om. Her var det ved +Gud ikke nok at tænke blot på almindelig Vis, jeg fik tænke, så det sled +mig gennem hele mit Menneskeværk, efter en Udvej til disse ti Kroner. Og +jeg satte mig til at tænke svare. + +Klokken kunde vel være omkring fire, om et Par Timer kunde jeg kanske +træffe Teaterchefen, hvis jeg blot havde havt mit Drama færdigt. Jeg tager +Manuskriptet op, der jeg sidder, og vil med Vold og Magt få istand de tre +fire sidste Scener; jeg tænker og sveder og læser over fra Begyndelsen, men +kommer ingen Vej. Ikke noget Pærevæv! siger jeg, ingen Stivnakkethed her! +Og jeg skriver løs på mit Drama, skriver ned alt, som falder mig ind, blot +forat blive hurtigt færdig og komme afsted. Jeg vilde indbilde mig selv, at +jeg havde et nyt stort Øjeblik, jeg løj mig fuld, bedrog mig åbenlyst og +skrev væk, som om jeg ikke behøved at søge efter Ordene. Det er godt! det +er virkelig et Fund! hvisked jeg alt imellem; skriv det bare ned! + +Tilslut begynder imidlertid mine sidste Repliker at blive mig mistænkelige; +de stak så stærkt af mod Replikerne i de første Scener, desuden havde der +slet ikke lagt sig nogen Middelalder i Munkens Ord. Jeg knækker min Blyant +over mellem mine Tænder, springer op, river mit Manuskript itu, river hvert +Blad itu, kaster min Hat på Gaden og tramper på den. Jeg er fortabt! +hvisker jeg for mig selv; mine Damer og Herrer, jeg er fortabt! Og jeg +siger ikke andet end disse Ord, sålænge jeg står der og tramper på min Hat. + +En Politibetjent står nogle få Skridt borte og iagttager mig; han står midt +ude i Gaden og lægger ikke Mærke til noget andet end mig. Idet jeg slår +Hovedet op, mødes vore Øjne; han havde kanske stået der i længere Tid og +bare set på mig. Jeg tager min Hat op, sætter den på og går hen til Manden. + +»Ved De, hvormange Klokken er?« siger jeg. + +Han venter en Stund, inden han haler sit Ur frem, og tager ikke sine Øjne +bort fra mig imens. + +»Vel fire,« svarer han. + +»Akkurat!« siger jeg; »vel fire, fuldkommen rigtigt! De kan Deres Ting, +hører jeg, og jeg skal tænke på Dem.« + +Dermed forlod jeg ham. Han blev til det yderste forbauset over mig, stod og +så efter mig med åben Mund og holdt endnu Uret i Hånden. Da jeg var kommet +udenfor Royal, vendte jeg mig om og så tilbage: endnu stod han i samme +Stilling og fulgte mig med Øjnene. + +He-he, således skulde man behandle Dyrene! Med den mest udvalgte +Uforskammethed! Det imponered Dyrene, det satte Skræk i Dyrene . . . . Jeg +var særdeles tilfreds med mig selv og gav mig atter til at synge en Stump. +Anspændt af Ophidselse, uden at føle nogen Smærte mer, uden endog at kende +noget Ubehag af nogen Sort, gik jeg let som en Fjær henover hele Torvet, +drejed op ved Basarerne og slog mig ned på en Bænk ved Vor Frelsers. + +Kunde det ikke også være temmelig ligegyldigt, enten jeg sendte den Tikrone +tilbage eller ej? Når jeg havde fået den, så var den min, og der var +visselig ikke Nød der, hvor den kom fra. Jeg måtte jo dog tage imod den, +når den udtrykkelig blev sendt til mig; der var ingen Mening i at lade +Bybudet beholde den. Heller ikke gik det an at sende tilbage en helt anden +Tikrone, end den, jeg havde fået. Så der var intet at gøre ved det. + +Jeg forsøgte at se på Færdselen omkring på Torvet foran mig og sysselsætte +min Tanke med ligegyldige Ting; men det lykkedes mig ikke, og jeg +beskæftiged mig stadig med Tikronen. Tilsidst knytted jeg Hænderne og blev +vred. Det vilde såre hende, sagde jeg, hvis jeg sendte den tilbage; hvorfor +skulde jeg da gøre det? Bestandig skulde jeg gå og holde mig for god til +alt muligt, ryste hovent på Hovedet og sige Nej Tak. Nu så jeg, hvad det +førte til; jeg stod atter på bar Gade. Selv når jeg havde den bedste +Anledning til det, beholdt jeg ikke mit gode, varme Logi; jeg blev stolt, +sprang op ved det første Ord og var Karl for min Hat, betalte Tikroner +tilhøjre og venstre og gik min Vej . . . . Jeg gik skarpt i Rette med mig +selv, fordi jeg havde forladt mit Logi og atter bragt mig i Omstændighed. + +Forresten gav jeg den lysegule Fan altsammen! Jeg havde ikke bedt om den +Tikrone, og jeg havde næsten ikke havt den mellem Hænderne engang, men +givet den bort straks, betalt den ud til vild fremmede Mennesker, som jeg +aldrig vilde få se igen. Den Slags Mand var jeg, betalte altid til sidste +Hvid, når det galdt noget. Kendte jeg Ylajali ret, så angred hun heller +ikke på, at hun havde sendt mig de Penge; hvad sad jeg da og hussered for? +Det var ligefrem det mindste, hun kunde gøre, at sende mig en Tikrone nu og +da. Den stakkels Pige var jo forelsket i mig, he, kanske dødeligt forelsket +i mig endogså . . . . Og jeg sad og blæred mig dygtigt for mig selv ved +denne Tanke. Der var ingen Tvivl om, at hun var forelsket i mig, den +stakkels Pige! . . . . + +Klokken blev fem. Jeg faldt atter sammen efter min lange nervøse Ophidselse +og begyndte påny at føle den tomme Susen i mit Hoved. Jeg stirred ret frem, +holdt Øjnene stive og så ud for mig henimod Elefantapoteket. Sulten rased +rigtig stærkt i mig da, og jeg led meget. Mens jeg sidder således og ser +ind i Luften, klarner der sig lidt efter lidt for mit stive Blik en +Skikkelse, som jeg tilslut ser aldeles tydeligt og genkender: det er +Kagekonen ved Elefantapoteket. + +Jeg rykker til, retter mig op på Bænken og begynder at tænke mig om. Jo, +det havde sin Rigtighed, det var den samme Kone foran det samme Bord på det +samme Sted! Jeg plystrer et Par Gange og knipser i Fingrene, rejser mig op +fra Bænken og begynder at gå henimod Apoteket. Ikke noget Nonsens! Jeg gav +Fan, enten det var Syndens Penge eller gode norske Høkerpenge af Sølv fra +Kongsberg! Jeg vilde ikke være latterlig, man kunde dø af formeget Hovmod +. . . . + +Jeg går frem til Hjørnet, tager Sigte på Konen og stiller mig op foran +hende. Jeg smiler, nikker kendt og indretter mine Ord, som om det var en +Selvfølge, at jeg vilde komme tilbage engang. + +»Goddag!« siger jeg. »De kender mig kanske ikke igen?« + +»Nej,« svarer hun langsomt og ser på mig. + +Jeg smiler endda mer, som om det var bare hendes kostelige Spøg, at hun +ikke kendte mig, og siger: + +»Husker De ikke, at jeg gav Dem en hel Del Kroner engang? Jeg sagde ikke +noget ved den Lejlighed, såvidt jeg husker, det gjorde jeg ikke; det plejer +jeg ikke at gøre. Når man har med ærlige Folk at skaffe, så er det +unødvendigt at aftale noget og så at sige oprette Kontrakt for hver liden +Ting. He-he! Jo, det var mig, som levered Dem de Penge.« + +»Nej, jaså, var det Dem! Ja, nu kender jeg Dem nok også, når jeg tænker mig +om . . . .« + +Jeg vilde forebygge, at hun skulde begynde at takke mig for Pengene, og jeg +siger derfor hurtigt, idet jeg allerede søger med mine Øjne omkring på +Bordet efter Madvarer: + +»Ja, nu kommer jeg, forat få Kagerne.« + +Det forstår hun ikke. + +»Kagerne,« gentager jeg, »nu kommer jeg, forat få dem. Ialfald endel, +første Forsyning. Jeg trænger ikke alt idag.« + +»Kommer De, forat få dem?« spørger hun. + +»Jagu kommer jeg, forat få dem, ja!« svarer jeg og ler højt, som om det +burde have været indlysende for hende allerede straks, at jeg kom, forat få +dem. Jeg tager også nede på Bordet en Kage, et Slags Franskbrød, som jeg +begynder at spise på. + +Da Konen ser dette, letter hun sig op i Kælderhullet, gør uvilkårlig en +Bevægelse, som forat beskytte sine Varer, og hun lader mig forstå, at hun +ikke havde ventet mig tilbage, forat berøve hende dem. + +Ikke det? siger jeg. Jaså, ikke det? Hun var mig virkelig en kostelig Kone! +Havde hun nogensinde oplevet, at nogen havde givet hende til Forvaring en +Slump Kroner, uden at vedkommende havde krævet dem tilbage? Nej, ser De +der! Troed hun kanske, at det var stjålne Penge, siden jeg havde slængt dem +til hende på den Måde? Nå, det troed hun dog ikke; det var endda godt, +virkelig godt! Det var om jeg så måtte sige snilt af hende, at hun dog +holdt mig for en ærlig Mand. Ha-ha! Jo, hun var virkelig god! + +Men hvorfor gav jeg hende da Pengene? Konen blev forbittret og råbte højt +derom. + +Jeg forklared, hvorfor jeg havde givet hende Pengene, forklared det dæmpet +og eftertrykkeligt: Det var min Vane at gå frem på den Måde, fordi jeg +troed alle Mennesker så godt. Bestandig når nogen bød mig en Kontrakt, et +Bevis, så rysted jeg på Hovedet og sagde Nej Tak. Det skulde Gud vide, at +jeg gjorde! + +Men Konen forstod det fremdeles ikke. + +Jeg greb til andre Midler, talte skarpt og frabad mig mig Vrøvl. Havde det +aldrig hændt, at nogen anden havde betalt hende i Forskud på lignende Måde? +spurgte jeg. Jeg mente naturligvis Folk, som havde god Råd, for Eksempel +nogen af Konsulerne? Aldrig? Ja, det kunde ikke jeg undgælde for, at det +var en hende fremmed Omgangsmåde. Det var Skik og Brug i Udlandet. Hun +havde kanske aldrig været udenfor Landets Grændser? Nej, ser De der! Da +kunde hun slet ikke tale med i denne Sag . . . . Og jeg tog efter flere +Kager på Bordet. + +Hun knurred vredt, vægred sig hårdnakket for at udlevere noget av, hvad hun +havde på Bordet, rykked endog et Stykke Kage ud af min Hånd og lagde det +tilbage på sin Plads. Jeg blev vred, slog i Bordet og trued med Politiet. +Jeg skulde være nådig mod hende, sagde jeg; hvis jeg tog alt, hvad mit var, +Så vilde jeg ruinere hele hendes Butik, for det var en farlig Masse Penge, +jeg havde leveret hende i sin Tid. Men jeg vilde ikke tage så meget, jeg +vilde i Virkeligheden kun have halv Valutta. Og jeg skulde ovenikøbet ikke +komme igen mer. Det måtte Gud bevare mig for, eftersom hun var af den Slags +Mennesker . . . . + +Endelig lagde hun frem endel Kager til en ublu Pris, fire fem Stykker, +som hun taksered til det højeste, hun kunde finde på, og bad mig tage +dem og gå min Vej. Jeg kaevled fremdeles med hende, påstod, at hun snød +mig for mindst en Krone af Pengene og desuden udsuged mig ved sine +blodige Priser. Ved De, at der er Straf for slige Kæltringstreger? +sagde jeg. Gud bevare Dem, De kunde komme på Slaveriet for Levetiden, +gamle Asen! Hun slængte endnu en Kage hen til mig og bad mig næsten +tænderskærende om at gå. + +Og jeg forlod hende. + +He, Mage til uefterretlig Kagekone skulde man aldrig have set! Hele Tiden, +mens jeg gik hen ad Torvet og åd på mine Kager, talte jeg højt om Konen og +hendes Uforskammethed, gentog for mig selv, hvad vi begge havde sagt til +hinanden, og syntes, at jeg havde været hende langt overlegen. Jeg åd af +Kagerne i alle Folks Påsyn og talte om dette. + +Og Kagerne forsvandt en efter en; det forslog intet, hvor meget jeg tog +tillivs, jeg var lige bundløst hungrig. Herregud dog, at det ikke vilde +forslå! Jeg var så grådig, at jeg endog nær havde forgrebet mig på den +sidste Kage, Som jeg lige fra Begyndelsen havde bestemt mig til at spare, +gæmme til den lille nede i Vognmandsgaden, Gutten, som havde leget med +Papirstrimlerne. Jeg husked ham stadigt, kunde ikke få mig til at glemme +hans Mine, da han sprang op og bandte. Han havde vendt sig ona mod mit +Vindu, da Manden spytted ned på ham, og han havde ligefrem set efter, om +også jeg skulde le deraf. Gud ved, om jeg nu traf ham, når jeg kom derned! +Jeg anstrængte mig stærkt, forat komme hurtigt ned i Vognmandsgaden, +passered det Sted, hvor jeg havde revet mit Drama istykker, og hvor endnu +endel Papir lå tilbage, omgik Politibetjenten, som jeg nys havde forbauset +så ved min Opførsel, og stod tilsidst ved Trappen, hvor Gutten havde +siddet. + +Han var der ikke. Gaden var næsten tom. Det tog til at mørkne, og jeg kunde +ikke blive Gutten var; han var måske gået ind. Jeg lagde Kagen forsigtigt +ned, rejste den på Kant mod Døren, banked hårdt på og sprang min Vej med +det samme. Han finder den nok! sagde jeg til mig selv; det første, han gør, +når han kommer ud, det er at finde den! Og mine Øjne blev våde af Glæde, +over, at den lille vilde finde Kagen. + +Jeg kom ned til Jærnbanebryggen igen. + +Nu sulted jeg ikke mer, blot den søde Mad, jeg havde nydt, begyndte at +volde mig ondt. I mit Hoved støjed også påny de vildeste Tanker: Hvad om +jeg i Hemmelighed overskar Trossen til et af disse Skibe? Hvad om jeg +pludselig gav mig til at råbe på Brand? Jeg går længer ud på Bryggen, +finder mig en Kasse at sidde på, folder Hænderne og føler, at mit Hoved +blir mer og mer fortumlet. Og jeg rører mig ikke, gør slet intet, forat +holde mig oppe mer. + +Jeg sidder der og stirrer på »Copégoro«, Barken med det russiske Flag. Jeg +skimter en Mand ved Rækken; Bagbords røde Lanterne lyser ned på hans Hoved, +og jeg rejser mig op og taler over til ham. Jeg havde ingen Hensigt med at +tale, som jeg gjorde, jeg vented heller ikke at få noget Svar. Jeg sagde: + +»Sejler De iaften, Kaptejn?« + +»Ja, om en liden Stund,« svarer Manden. Han talte Svensk. + +»Hm. De skulde ikke mangle en Mand?« Jeg var i dette Øjeblik lige glad, +enten jeg fik et Afslag eller ej, det var mig ligegyldigt, hvilket Svar +Manden vilde give mig. Jeg stod og vented så på ham. + +»Å, nej,« svared han. »Det skulde da være en Jungmand.« + +En Jungmand! Jeg gjorde et Ryk på mig, sneg mine Briller af og stak dem i +Lommen, trådte op på Landgangen og skræved ombord. + +»Jeg er ikke befaren,« sagde jeg, »men jeg kan gøre det. De sætter mig til. +Hvor går Turen?« + +»Vi er ballastet til Leeds efter Kul for Cadix.« + +»Godt!« sagde jeg og tvang mig ind på Manden. »Jeg er lige glad, hvor det +bærer hen. Jeg skal gøre mit Arbejde.« + +Han stod en Stund og så på mig og tænkte sig om. + +»Har du ikke faret før?« spurgte han. + +»Nej. Men som jeg siger Dem, sæt mig til et Arbejde, og jeg skal gøre det. +Jeg er vant til noget af hvert.« + +Han tænkte sig atter om. Jeg havde allerede sat mig levende i Hovedet, at +jeg vilde tage med, og jeg begyndte at ængstes for at blive jaget iland +igen. + +»Hvad mener De så, Kaptejn?« spurgte jeg endelig. »Jeg kan virkelig gøre, +hvad det skal være. Hvad siger jeg! Jeg måtte være en dårlig Mand, om jeg +ikke gjorde mer, end netop det, jeg var sat til. Jeg kan tage to Vagter i +Træk, om det gælder. Det har jeg godt af, og jeg holder nok ud med det.« + +»Ja, ja, vi kan forsøge det,« sagde han. »Går det ikke, så kan vi jo +skilles i England.« + +»Naturligvis!« svared jeg i min Glæde. Og jeg gentog endnu engang, at vi +kunde skilles i England, hvis det ikke gik. + +Så satte han mig til Arbejde . . . . + +Ude i Fjorden retted jeg mig op engang, våd af Feber og Mathed, så indad +mod Land og sagde Farvel for denne Gang til Byen, til Kristiania, hvor +Vinduerne lyste så blankt fra alle Hjem. + +*** END OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK 30027 *** |