diff options
Diffstat (limited to '24747-8.txt')
| -rw-r--r-- | 24747-8.txt | 12814 |
1 files changed, 12814 insertions, 0 deletions
diff --git a/24747-8.txt b/24747-8.txt new file mode 100644 index 0000000..f945228 --- /dev/null +++ b/24747-8.txt @@ -0,0 +1,12814 @@ +The Project Gutenberg EBook of Samlede værker, by Jeppe Aakjær + +This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with +almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or +re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included +with this eBook or online at www.gutenberg.org + + +Title: Samlede værker + Bind 2 + +Author: Jeppe Aakjær + +Release Date: March 3, 2008 [EBook #24747] + +Language: Danish + +Character set encoding: ISO-8859-1 + +*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK SAMLEDE VÆRKER *** + + + + +Produced by Louise Hope, Steen Christensen and the Online +Distributed Proofreading Team at http://www.pgdp.net + + + + + + + + + + JEPPE AAKJÆR + + SAMLEDE VÆRKER + + + ANDET BIND + + DIGTE 1908--1918 + + + + + Gyldendalske Boghandel -- Nordisk Forlag + Kjøbenhavn og Kristiania 1918 + + + + + _Copyright + by + Jeppe Aakjær._ + + + Fyens Stiftsbogtrykkeri (Dreyer) + + + + +INDHOLD. + + + Aakjær 50 + Aften 82 + A glemmer æ aalle i mi Daw 79 + An Væver 25 + Autografsamler 24 + + Barn og Mor 117 + Bjørnson 34 + Bondefjol 119 + Bonden og Skrædderen 23 + Bransager 113 + Broen 139 + Bryllup 106 + Børn fra Gyden 95 + + Da æ Bjærgmand kam 56 + De fattiges Jul 74 + De fire Vinde 123 + Den blanke Aa 39 + Den døde Lærke 51 + Den kjære brune Hede 80 + Der so tow Kragger 17 + Diplomater 110 + Dorres Sang 13 + Dr. S. Rambusch 53 + + Efteraar 154 + En betle Haar 84 + En Julegjæst 64 + En Landsby døbes 160 + En lystig Sang 22 + Ensom 73 + Evald Tang Kristensen II 157 + + Feilberg 20; 73 + Foraarstegn 30 + Forladt 59 + Fred 156 + Fredlysning 82 + + Gammel Jehannes hans Nøjesvis 98 + Gammel Ka Bakk 31 + Godt Mod! 109 + Gylden Sol 151 + + Hans Kaarsberg 102 + Havren 141 + H. F. Feilberg I 20 + » » » II 73 + Hilsen til Esbjærg 112 + Historiens Sang 161 + Humlebien 152 + Humlebo 43 + Hørup 11 + Høslets-Viser 38 + Høstmarch 64 + + Imellem to mørke Høje 18 + Invaliden og Kristus 118 + + Jawn Humør 1 + Jens og hans Hywlbor 114 + Jens Hvas 130 + Jens Kuk 42 + Jens ved æ Bæk 5 + Juleaften 66 + Julehilsen til »Naverne« i Zürich 74 + Juleneg 67 + + Kaalfolk 77 + Kaarsberg 102 + Kaphyw 50 + Kejserens Gud 110 + Kirken 45 + Kjesten og Kræn Kresten 37 + Kjørmes Knud 121 + Kritik 36 + Kræn Dejler 71 + + Landarbejdersang 103 + Landsbysmeden 153 + Lille Edith 105 + Limfjorden 14 + + Majnat 139 + Mejerist Esper Andersen 29 + Militarismen 54 + Militaristen taler 109 + Mor ved Brønden 133 + Morgen 81 + Morgen før Slaget 38 + Mors Rok 32 + + Nansen 4 + Niels Bransager 113 + Nordovst 123 + Nytaar 71 + + Paa kjære Grave 30 + Paa Sallings Jord 143 + Paaskeøsten 123 + Per Smed 61 + Pigen paa Diget 75 + Piger paa Engen 70 + Pjalte-Kræjsten 34 + Povl med den tunge Skovl 144 + + Rambusch 53 + Ringen 21 + Ræbild-Kantate 80 + + Sabro 88 + Salme (Af »Jens Langkniv«) 111 + Sang fra Gruben 3 + Sang til Demokratiet 85 + Sej mæ, ska vi mej i Kri' 116 + Slaakarle 40 + Spurvene ved Helliggejst 158 + Storken 76 + Svalen 16 + Svampejagt 87 + Svigtende Signaler 155 + Sædemand 96 + Sølvbryllup 107 + Søndag i Morgen 44 + Søndenvind 125 + + Til en Møllerdatter 88 + Til en rejsende Brud 4 + Til en Plovkammerat 11 + Til Peter Nansen 4 + Til Peter Sabro 88 + Til Sallings Husmand 60 + To Forkyndere 6 + Tre Krigsdigte 109 + Trines Ko 26 + + Ung Vise 98 + + Ved Bj. Bjørnsons Dødsleje 34 + Ved Engsøen 21 + Ved Susaaen 108 + Vestenvinden 127 + Viggo Hørup II 11 + Vor Barndoms Bæk 46 + Vrød i Vront og Mari Stont 93 + + Zachæus 89 + + + OVERSÆTTELSER. + + _Fra Skotsk:_ + + _Af Robert Burns:_ + Burns om sig selv 165 + Trods alt det 166 + Født til Graad 167 + I det Fjærne 170 + Hellig Wolles Bøn 171 + Der boed en Bonde 174 + Findlay 176 + Jenny i Rugen 177 + Skjøn Nelly 178 + Hvad kan en ung Kvinde 179 + Nancy 180 + Duncan Gray 181 + Jack Rab 182 + Tibbi Dunbar 183 + John Anderson 183 + O luk mig ind 184 + Var Skylden min 185 + Wolles Viv 186 + En Skrædder i Sengen 187 + De lystige Tiggere I--XVI 188--198 + + _Fra Engelsk:_ + + _Oliver Goldsmith:_ + Den nedlagte Landsby 199 + + _Percy B. Shelley:_ + Til Englands Sønner 199 + I er mange -- de er faa 200 + + _Thomas Hood:_ + Sypigen 201 + + _James Thomson:_ + L'ancien Regime eller Det gode gamle Konge-dømme 204 + + _G. K. Chesterton:_ + Da Godsejerne appellered til Folket 206 + + _R. L. Stevenson:_ + Det syge Barn 208 + + _Rudyard Kipling:_ + Lille min Mor -- 208 + + _William Morris:_ + Mit og dit 209 + Nyaars-Gry 210 + + _Fra Fransk:_ + + _Jean Pierre de Beranger:_ + Den gode Gud 213 + + _Jean Richepin:_ + Moderhjærtet 215 + + _Fra Tysk:_ + + _W. Goethe:_ + For Skranken 216 + Zigeunersang 216 + Jeg fulgte dybt i Skoven ind 217 + + _Heinrich Heine:_ + Væverne 218 + Hold dog op! 219 + Jammerdal 219 + Filantropen 220 + Dueller 223 + Balthasar 223 + Hensigtsmæssighed 225 + Rotterne 227 + + _Alexander Petøft:_ + Mand og Kvinde 229 + Sværd og Lænke 230 + Den Vanvittige 233 + + _Fr. von Sollet:_ + Bjørnen i Bern 236 + + _Ferd. Freiligrath:_ + Ved Kjedlen 237 + + _Arthur Fitger:_ + Omsværm os kun, Fjender 240 + + _Karl Henckel:_ + Arbejdersang 241 + + _Detlev von Liliencron:_ + Nr. 310 242 + Tordenvejret 244 + Hans Sværmer 248 + + _Fra Norsk Bondemaal:_ + + _Per Sivle:_ + Den første Sang 249 + + _Fra Svensk:_ + + _C. M. Bellman:_ + Tre bibelske Viser 250 + + _Joh. Ludv. Runeberg:_ + Det første Kys 254 + De Fangne 254 + Jeg ser paa Ternernes Skare 255 + Smaavers 256 + Ojan Pavo 257 + + _Fra Værmlandsk:_ + + _F. A. Dahlgren:_ + Bremsens Møsse 258 + Grisen 260 + Kjærestehandel 261 + Stines Parasol 262 + + _Fra Svensk:_ + + _Carl Snoilsky:_ + Din tjenende Broder 263 + Afrodite og Sliberen 264 + Avisdrengen 266 + Der leges Soldat 267 + + _Per Weiland:_ + Fattigsvends Klage 270 + + _Karl-Erik Forsslund:_ + Indsidderen 271 + Billedhuggeren 272 + + _Gustaf Frøding:_ + Jens Jensen og Pæ Krænsen 274 + Daarskabens Tale 276 + Maskinen i Ulave 277 + Fredløs 278 + + + + +JAWN HUMØR. + + + A bowr herude o æ Hie + en hal Mils Vej te Øster, + der haar a Lov aa spild mi Tie + Mi Bøen ka lieg omkring æ Damm + og spytt saalaant, a lyster, + og trimmel To med Kaaren; + mi Awteskuen ku gjør det samm, + skjønt hun er stywlelaaren. + + Med Greef og Skovl hwer Dawsens Daa + en gaar og affensirer, + og a er gløj, og a er glaa, + hwor anner grovelirer; + for ha en Sind saa lærki-let, + en bette Kwind, en ynder, + og spis sæ mæt og slid sæ træt, + det passer _wal_ for Bønder. + + Mi Nobo aalle nue Tid Aas + war med de drutt hæ dovnle; + han haar en Bøl og a en Hos, + tho saa læ vi jo Vovnle; + _han_ gjør for mæ en Søndesbied, + imen hans Støwt _a_ stander; + han hjælper mæ, a hjælper Pie, + søn hjælper vi hweranner. + + Og haar mi Kuen en hægen Bej, + saa ska jo Pies smaag'e, + og Pies sender lisse rej + en Kovring, nær _de_ baage; + og somtid med en jenle Dram + en gjør hinaan tegue; + tho byd det ledt er ingen Skam, + nær ett en haar det stue. + + Vild Fattefolk kuns støtt hinaan, + med hwad der søn vil gnav wos, + saa skuld I si, hwor vi sku kraan + og aalle mie klav wos. + Men Smofolk ved ett, hwad de kan, + fâr de staar te æ Hammel; + de kund jo løwt æ hiele Land, + saatt _de_ dje Rygge sammel! + + Men jawn Humør te dawle Sled + det maa no aalle fattes, + hwis ett en ska gaa fræ æ Bed + og aaltfor tidle mattes; + _den_ fæk _a_ med mæ fræ æ Red + -- mi jennest Arpaart wa'e -- + den faar mi Bøen laa i dje Kled + nær _de_ skal ad æ Dae. + + [Anm.: + _Hie_, Hede; _aa spild_, at spilde; _Tie_, Tjære; _Bøen_, Børn; + _lieg_, lege; _trimmel To_, trimle Taa, en Leg, hvor man med + Hænderne griber om Stortæerne paa sine egne korslagte Ben, mens + man som et Nøgle ruller ned ad Bakke med Hovedet forrest; + _Awteskuen_, Aftægtskone; _stywlelaaren_, lovlig stiv; + _Greef_, Greb; _gløj_, rask i Tøjet; _glaa_, glad; _grovelirer_, + grubler; _ynder_, elsker; + _Nobo_, Nabo; _aalle_, aldrig; _nue Tid Aas_, nogen Tid paa Aaret; + _drutt_, trevne og tunge; _hæ_, eller; _dovnle_, dovnladne; _Bøl_, + kastreret Tyr; _Hos_, Øg; _læ Vovnle_, er fælles om et Vogn-Spand; + _Søndesbied_, Søndagsbéd (Béd = den Tid Hestene er i Tøjet); + _imen_, mens; _Støwt_, Trillebør; _stander_, gjør i Stand; _Pie_, + Per; _søn_, saaledes; + _Kuen_, Kone; _en hægen Bej_, en velsmagende Bid; _smaag'e_, smage + det; _lisse rej_, ligesaa selvfølgelig; _tegue_, tilgode; _stue_, + store; + _kraan_, knejse; _klav_, klage; _fâr_, før; _staar te æ Hammel_, + (om Heste), der staar til Hammelstokken, dvs. ta'r et Tag; _løwt_, + løfte; + _gaa fræ æ Bed_, gaa fra Biddet (om Værktøj, Leer, der sløves); + _tidle_, tidlig; _fræ æ Red_, fra Reden (dvs. Hjemmet); _jennest + Arpaart_, eneste Arv; _wa'e_, var det; _laa i dje Kled_, lagt i + Klædet, dvs. Knytteklædet, hvori Fattigmandsbarnet har sin + Habengut; _»nær de skal ad æ Dae«_, udad Døren = ud at tjene deres + Brød.] + +19/10 1908. + + + + +SANG FRA GRUBEN. + + + Vi er graa, graa Mænd, + som af ingen Glæde ved; + vi er smaa, smaa Mænd, + som maa altid dyb're ned. + Med en Muldklump ved vor Sko + og en større ved vor Sjæl + skubber vi til Grubens Dryppen Børen langs sin Fjæl. + + Vi er graa, graa Mænd, + som tog Farve af vor Grund, + vi er smaa, smaa Mænd, + stemplet fra vor Fødselsstund. + Med en Hakke, bred og tung, + huler vi vor Minegang; + Klumpens Bragen, naar den styrter, er vor Muntringssang. + + Vi er graa, graa Mænd, + armere end Hulens Kryb, + vi er smaa, smaa Mænd, + fængslet til vor Grubes Dyb. + Jordens Aande, klæg og kold, + stiger mod vor blege Mund, + som engang den mod os aander i det sidste Blund. + + Vi er graa, graa Mænd, + graa i Syn og graa i Sjæl, + vi er smaa, smaa Mænd, + lænket til en leret Pæl. + Ser vi fra vor vaade Grav + mod den lyse Verden op, + skjælver i en magisk Længsel Trællens trætte Krop. + + Vi er graa, graa Mænd, + med kun ringe Raad til Haab, + vi er smaa, smaa Mænd; -- + Brødre, hør vort Afgrundsraab! + Hjælp os fra vor Grubes Gys + op til Sol og Dagens Kaar, + før paa Livets sprukne Klokke Dødens Knevel slaar! + +Oktbr. 1908. + + + + +TIL EN REJSENDE BRUD. + + + Kolumbus drog til Amerika, + der hildedes han i Rænker; + de førte den stolte hjem derfra + i nagelboltede Lænker. + + De drager nu selv til Amerika, + mens Efteraarsregnen stænker, + og lader Dem binde hjemme fra + i rosen-naglede Lænker. + + Saa far med Fred til Amerika + -- Kolumbuses Vej -- jeg tænker, + de føles ikke saa tungt endda + de Hymens smykkede Lænker. + + Men er De mættet af Sydens Lyst + og Duft af gyngende Lianer, + da tænk paa Lyngen ved Jyllands Bryst + og Fjorddalens syngende Svaner. + +26/10 1908. + + + + +TIL PETER NANSEN. + +FESTTELEGRAM. + + + Tillader de høje Gjæster, + jeg fra min fjerne Plads + -- tredive Mile til Vester -- + hæver for Nansen mit Glas! + + Om Digtning har Flod eller Ebbe, + er vor vel skilt ved en Elv; + men den skulde prygles med Kjæppe, + som bare vil se sig selv. + +26/10 1908. + + + + +JENS VED Æ BÆK. + + + Jens ved æ Bæk + gik te Møll med hans Sæk, + den war aalfuld af Maalt, uden Lap heller Læk. + Jens stunted væk, + han war strunk i hans Stræk, + og han pæst, men' hans Kjæp lisse javnle slo Smæk. + + Jens ved æ Bæk + mødt en fuldajte Gjæk + med en Hund i æ Reef og en Flask i hans Fek. + Jens med hans Sæk + rend i Sto po æ Flæk; + war der Brændvin aa hætt, stod han ett fræ æ Hækk. + + Jens og æ Gjæk, + da de tow kam i Træk, + bløw de kjøn ved aa kulp, te æ Flask den war læk. + Jens bløw saa kjek, + aa, saa himlendes fræk, + og en klyvende, dryvende Stjern han da fæk. + + Jens ved æ Bæk + fild ikold med hans Sæk, + saa hans Pues fæk en Hwol, og hans Maalt ralled væk. + Jens med en Træk + bøj æ Møller hans Sæk; + men en Kjân for æ Kwân fand der ingen aa knækk. + + Jens ved æ Bæk + ga hans Kjælling en Skræk, + da han rat hind en Pues, der war swoter end Blæk. + Jens ved æ Bæk + _med_ det samm fæk en Ræk, + saa hans Ryk fæk en Knog, og dje Raag fæk en Knæk. + + Lær af Jens Bæk, + hwis du møder en Gjæk + med en Hummel i æ Ør og en Flask i hans Fek, + frister han fræk, + swor ham aalle en Kwæk, + skynd dæ hjem, men' ino do haar Maalt i di Sæk! + + [Anm.: + _aalfuld_, helt fuld; _Maalt_, Malt; _pæst_, stødte Vinden ud over + Læberne; _men'_, imens; _javnle_, jævnlig; + _fuldajte_, temmelig fuld; _med en Hund i æ Reef_, det er: en Rus, + en Donner; _Fek_, Lomme; _aa hætt_, at hitte; _stod han ett fræ æ + Hækk_, stod han ikke fra Hækken (siges om Faar); + _kam i Træk_, kom i Lag; _aa kulp_, stordrikke, med dybe Kluk; + _Stjern_, Rus; + _fild_, faldt; _Pues_, Pose; _Hwol_, Hul; _ralled væk_, trilled + væk (under Larm); _bøj_, bød; _men en Kjân for æ Kwân_, men en + Kjærne for Kværnen; + _rat hind_, rakte hende; _swoter_, sortere; _en Ræk_, et Slag; + _Knog_, de Kvæstelse; + _Gjæk_, Skjælm; _en Hummel i æ Ør_, det er: en Rus; _men' ino_, + men endnu.] + +27/10 1908. + + + + +TO FORKYNDERE. + + + De beder derinde for aabne Døre, + mens Lærkerne synger for døveste Øre. + + De beder, de beder; en Snøften, en Mumlen, + en Lyd som af Kvægets Mørkegumlen. + + De beder om Naade for sig og sine, + for andre de beder om Helvedes Pine. + + Præsten staar sort mod den hvide Væg, + grader Bevægelsen ud over Salen, + lægger med Tomlen i Bogen et Læg, + stryger sig stramt ad sit side Skjæg + og skrider fra Texten til Talen. + + Flittig han grumser Alverden til, + intet han agter, og lidet han levner, + har man bare det Sind, der vil, + da findes jo lettelig Revner. + + Engen ligger saa lys og grøn, + Havren ringler saa fint og stille. + Verden er altid stor og skjøn, + Menneskehjærtet saa trangt og lille. + + Præsten raser en Time fuld, + svælger i pyromaniske Drømme, + pisker med Nælder Syndens Kuld, + svider med Svovl og Edderstrømme. + + Brat, som vilde han noget kløve, + hugger han Haanden i Pultens Planke: + »Satan gaar rundt som en slugvorn Løve + med oprejst Hale og Manke!« + + Gud skal sanke hver Synd i Sæk, + lusker sig nogen fra Dommen væk, + skal Fanden paa Forken ham hente; + hvad du har syndet som vild og ung, + hvad du har drømt under Dynen tung, + en Dag skal det sones -- med Rente! + + »Item« (nu synes hans Grumhed mæt) + »Herren skal gribe sit Vaskebræt, + tvætte dig Synder, Plet for Plet!« + Forsamlingen snøfter bevæget. + Men Præsten trænger skam mest til Tvæt, + thi han har spildt Æg i Skjægget. + + Salen er fyldt til inderste Krog, + Kroppene damper som Kedler i Kog. + Mændene skutter sig tavse paa Bænken, + blege af Angst og Eftertænken. + + Gamle Kvinder med visne Hænder + sidder og fingrer ved Bogens Spænder. + Unge Piger med trinde Lænder + kan ej tøjle det viltre Sind, + lukker bestandig Synden ind + i det sunde, blomstrende Hjærte. + En har danset for ganske nys, + én har nippet bag Diget et Kys, + nu volder det Glutten Smerte. + + Præsten er atter paa Sjælefangst, + Dumhed er Krogen, hans Madding Angst. + »Øxen er lagt ved Roden!« + Hjærtet han saarer Sting i Sting, + Jordens lysende runde Ring -- + han sparker den bort med Foden. + + -- -- -- Da med ét en Svale svæved + ad det aabne Vindve ind, + fløjtende den brat sig hæved + op paa Bjælken lang og trind. + + Et Sekund den ganske stille + sad beklemt og titted ned, + som den vilde maale Højden + af sin egen Dristighed. + + Men saa spændte den sin Strube + til en kaad og hedensk Sang, + og fra Brystets spæde Grube + Jordens muntre Toner klang. + + Alle Jublens Klarinetter, + Dansetrin til Silkeslæb, + Kvindekys i blide Nætter + toned af det Svalenæb. + + Og den sang om modne Druer + vældende af Klippens Sten, + sang om grønne Kakaduer + paa Mangrovetræets Gren. + + Sang om Styrt af vilde Floder + i det fjerne Afrika, + sang om Nilen, Havets Broder, + Middelhav og Marmara -- + + Om Flamingo'er, rosenrøde, + lysende langs Syrtens Bugt, + -- hvad en lille Fugl kan møde + paa sin muntre Verdensflugt. + + Sang og sang! om Sommerrugen, + som har gynget Kjærnen fuld, + sang om alt, der gror og grønnes + i og om og over Muld. + + Sang om Sol og brune Bier, + dansende om Kubens Karm, + sang om hvert et Straa, der dier + Jordens underspændte Barm. + + Sang om Bækkens lange Latter + over alt og Ingenting, + sang om Aaens Arm, der fatter + Landet i et Kjæmpesving. + + Sang om Bær, der ensomt rødme + i den brune Hedelyng, + sang om Æbleblomstens Sødme + og om Gjærdesnerlens Slyng. + + Sang om Strandens Baad, der prøves + under Støj af Klittens Børn, + mens Septemberluften kløves + af den vilde Fiskeørn. + + Sang om lyse Sommernætter, + Mosebryg og Møllebrus, + klingre Slag af sorte Spætter, + Aftenrøg af øde Hus. + + Sang om Kvæg i Hjorde hvide + og den stolte Hjorts Gevir, + Svaleleg ved Aftentide + om et skovgjemt, irret Spir. + + Og den sang om Morgenrøde, + sang om Hejredans i Dug, + naar en Falk gi'r Ungen Føde + under stive Tidslers Buk. + + Sang om Jordens største Lykke, + sang det op i Præstens Spind: + Mand og Kvinde, elskovstrygge, + ømt forenet, Kind mod Kind! + + Og nu selv en varm Forkynder, + nidkjær indtil Marv og Ben, + synger den om søde Synder + bag en dugget Hybengren. + + Jubler ud sin galne Viden + om et Hyttetag af Rør, + dér en Rede lun og liden + bag en revnet Forstu'dør. + + Og den ler sig Vingen kroget, + som den sig i Siden tog, + gjør et Hop og slipper noget + ned i Præstens sorte Bog. + + Men forfærdet ved sin Gjerning + ud den sig fra Bjælken svang, + mens med Djævlen kastes Terning + om din Sjæl endnu engang. + +9/11 1908. + + + + +TIL EN PLOVKAMMERAT. + + + Vi døjed og pløjed paa Fædrenes Grund, + mens Hjejlerne fløjted fra Lavningens Bund. + + Da sprang der en Skagle, i Staa gik vort »Ho's«, + og Pokker tog Ploven, og Livet tog os. + + Men endnu vi elsker hver Hjejle paa Knold, + og stadig vi fører en Plov i vort Skjold. + +14/11 1908. + + + + +VIGGO HØRUP. + + + Saa rejses Sten for Døgnets bedste Mand, + som længe dvæled i sin Tystheds Have. + Thi hvad du end har tabt, mit Fædreland, + du var bestandig rigt -- ved dine Grave. + Og skjønt dit Navn kom sjældent i _hans_ Mund, + fordi han havde Sky for tunge Navne, + var det hans Pulsslag til hans sidste Blund + sit Land ved al sin lyse Kløgt at gavne. + + Han var ej Manden med den ene Tanke, + der kløver Rummet for den nye Dag, + men tusind Tankegnister, lynildblanke, + sprang fra hans Esse i _vort_ Hjærteslag. + Hvor har han glødet vore unge Kinder + til nye Tag i Nederlagets Stund, + naar ingen uden han saa Fyr bag Sund + og Frafalds Taager knuged alle Tinder. + + Han var en Spejder ind i Fremtidslandet, + det Land enhver med Graad har stirret paa, + den fjerne Kyst med lyse Løfter randet, + men som vi aldrig, aldrig _selv_ skal naa. + Den Viden har dog ej _hans_ Ildhu hemmet, + han var ej nogen haabløs Pessimist; + thi der er anden Tro end den paa Christ + og andre Haab, end dem vi fik beskjæmmet. + + Han saa i Frihed Livets dulgte Kilde, + derfra hans Had til alle gjorte Baand; + mod Thybo-Pral han satte Folkesnille, + derfra hans Kjærlighed til Vid og Aand. + Og Folkeguldet dybt i Undergrunden + med Sprogets Bor han løfted op fra Bunden. + + Den som har set ham under Bøgeløvet, + naar Juniflaget til hans Vid slog Smæld, + naar Fjendens Vaaben, ved hans Ordkunst døvet, + blev gjort til Prise i et Spottevæld, + han glemmer aldrig Lyset paa hans Pande + og ej hans Øjes stærke Tindrekraft, + som naar en Kriger mod en Angrebsbande + med løftet Hoved slipper Lansens Skaft. + Hvor var han skjøn i Ordets Kunst og -Formen, + skjøn i sin unge, kjække Fremadstormen! + + Hvor gjerne hørte vi hans lette Pile + i Døgnets tungtbevæbnede Debat! + Som David kunde han i Kampen smile + ad Reaktionens plumpe Goliat. + Og Goliat -- ja, han fik mærke Slyngen, + dens flinke Sus, dens muntre Stenes Syngen! + + Vi gaar en ond og uglad Dag imøde, + da det som laa ved Horisontens Bræm + som Truselsky mod Land og Folkegrøde + skal fedtes, fuskes, luskes, lumskes frem. + Vær da paa Plads hver Mand i Gaard og Hjem! + Tag frem hans Vid, hans Glød, hans Fylkingstaler, + hans Svøbes Strimer og hans Kampsignaler! + + Saa fjern da Dækket fra hans Mindesmærke, + og blot hans Pande for den danske Regn, + at han ved sine Træk, de kloge, stærke, + kan tale til os som et Kampens Tegn. + Saa længe Viddets Lyn om Pennen knitrer, + hans Hoved højt i Brændingssprøjtet staar, + og frie Aander fange Sejr og Saar, + mens Kunstnermalmen i hans Bryn forvitrer! + +22/11 1908. + + + + +DORRES SANG. + +GAMMELT MOTIV. + + + Jeg gaar i tusind Tanker + og elsker den, jeg ej kan faa, + han vist i Glæden vanker + mens Sorg jeg lide maa, + stor Sorg, som jeg i Hjærtet bær + for dig min Ven saa kjær; + det voldte falske Mennesker + og derfor Sorgen er. + + O, havde jeg ej skuet + dit Ansigt og de Øjne blaa, + saa var jeg aldrig kommet + til Kamret, hvor du laa, + saa bar jeg ej paa dette Sting + her inderst i min Barm + og kjendte ej den Angstens Ting, + som nu gjør kold og varm. + + Nu er jeg mere ensom + end Træet paa min Moders Grav, + naar det om Natten suser + bag Kirkelaagen lav, + og i dets stille Skyggefavn + jeg finder snart mit Sted, + det eneste jeg kjender nu + hvor Sorgen gi'r mig Fred. + +Efteraar 1908. + + + + +LIMFJORDEN. + + + Hvor herligt du lyser, du krummede Fjord, + der slynger de Sløjfer i Sønder og Nord, + du Vindenes Orgel, du tonende Vand, + der bræmmer med Skummet din riflede Strand! + + Mod laveste Hytte som højeste Tegl + du leende løfter dit smigrende Spejl; + og Baadenes Flokke, de sejlhvide smaa, + du hvister saa højt, som din Bølge kan naa. + + Smaaøerne slumrer paa Bredningens Bryst, + og Kirken hun lyser saa kjønt paa din Kyst; + i Spejlet mod Bredden, naar Solen er lav, + staar Taarnet forsænkt som en Elfenbensstav. + + Bag Baaden der jubler det badende Barn, + mens Faderen reder det skjællede Garn; + Vestsolen beføler hans Hue og Kind, + og Straalerne strømmer i Maskerne ind. + + Hør Tamgaasens Gjæk fra den lerede Brink, + hvor Sol gaar i Hav under milelangt Blink; + en Plasken med Aarer, en Svirren af Myg, + en Rørsangers Fløjt i den sænkede Byg. + + -- Men Billedet skifter saa let som en Vind, + min Fjord har vel tusinde Masker og Sind; + mod Kvæld kan den kysse din Stævn med et Smil, + ved Gry maa den danse med Stormen en Ril. + + Se Maagernes Hvirvlen, hør Spovernes Træk, -- + et Strøg mod dit Hjærte, og Lyden er væk! + Hvi skjælver du, Hjærte, hvi drypper min Graad? + Jo, Barndommens Spover de krydsed min Baad. + + -- Ej fandt du, o flyvende Svane, en Kyst, + hvor renere lyste dit tonende Bryst; + og hvad kan vel løfte din dragende Sang + som Fjorddalens Bugtning saa lys og saa lang! + + -- Hist Fiskeren tjærer sin bugede Kjøl, + mens langt over Vigen gaar Køernes Brøl; + ved Bækken, hvor Bugten den bøjer sig ind, + der skridter en Pige saa fast og saa trind. + + Hun løfter fra Aaget den blinkende Spand + og skyller ved Bækken dens Munding og Rand; + mens Blomsterne myldrer om Ankel og Kjol, + hun malker sin Ko i den stigende Sol. + + -- Hvor herligt fra Klinten at tælle de Næs, + de hundrede »Hager« med saltsvedet Græs, + med Stude i Række og Kalve i Ring + og spejdende Terner i sejlende Sving! + + Hvor dejligt at se i det kimede Gry + letsløret ved Bugten en rødstenet By, + hvor Duerne kredser om Toldhusets Tag, + mens yderst paa Molen der flimrer vort Flag! + + -- Hvor fattigt du var dog, mit Fædreneland, + om ikke du ejed din Fjord og din Strand, + de krogede Hager, de bittesmaa Næs, + hvor Rylerne ruger i saltsvedet Græs! + + Men blev du end fattig paa Skov og paa Land, + du vandt dig Erstatning i syngende Vand, + og Fjorden med Vader og Vejler og Vig + den gjør dig for Øjet saa kjær og saa rig. + + Thi den, der ved Fjorden som Mand eller Barn + har jublet og tumlet med Baad eller Garn, + han glemmer ret aldrig paa Jorderigs Rund + hint Maaneskinsspejl paa dit ensomme Sund. + + Og den, der som Yngling bag Fjordsivets Hang + har kysset den første, den saligste Gang, + han ejer et Minde, som aldrig vil dø, + han kommer hver Sommer paany til din Sø. + +Decbr. 1908. + + + + +SVALEN. + + + Hør hvor let dens Vinge smækker + mod den tunge Kløverdusk, + mens den som en Skyttel lægger + Farten gjennem Røg og Rusk. + + O, du lille verdsligkaade, + Flugtens fødte Favorit, + som til Livets tunge Gaade + ikkun har et let »Kvivit!« + + Vilde du kun tit mig følge + lig en lille venlig Aand, + som du nu paa Luftens Bølge + næsten strejfede min Haand! + + Vilde du kun tit mig lede + som i hine fjerne Aar + paa min Barndoms tunge Hede + til min Faders lave Gaard! + + Aa, naar du paa Blæsten vendte + og mig i mit Ansigt saa, + var det næsten, som du kjendte + Barnesindets Sorger smaa. + + Ja, det var som om du tøved + et Sekund og fritted mig: + »Hvi er lille Bror bedrøvet, + hvorfor ikke glad som jeg?« + + Men naar du saa Gaarden stige + bagom Kaalgaard-Popler frem, + svandt du langs det lange Dige + -- for at følge andre hjem. + + Sildig Aften, tidlig Morgen: + samme Flugtens muntre Sting; + samme Svinden, tyst, forborgen, + som var Sagen ingen Ting. + + -- Naar en Dag mit Blik skal briste, + og min Aand maa flagre frit, + bân du Vejen for min Kiste + med dit elskede: »Kvivit!« + +29/12 1908. + + + + +DER SO TOW KRAGGER. + + + Der so tow Kragger po Kistelbakk + nej, som æ Suel den skjenner! -- + den jen den nevved den aan i æ Nak, + for de war tow Hjatens Venner. + + Saa fløw de da op po dje villerst Ving, + nej, som æ Suel den skjenner! -- + for Kos! som søn en Pa Tow ka swing, + nær føst det er Elskov, der gjenner! + + Saa standed de dem en vilre Red, + -- nej, som æ Suel den skjenner! -- + af Gren saa glatt og af Stror saa skred, + saa ingen kund ønsk sæ en pænner. + + Dér lod de dem hwist af Vind og Vejr, + -- nej, som æ Suel den skjenner! + og haaj æ saa skjøn, ja, Taarier sejr, + laant skjønner end Kragger fortjenner. + + Snaar kravlt der en Ung paa hwer en Pind + -- nej, som æ Suel den skjenner! + saa swot som æ Muer i Sind som Skind; + _den_ Swej er der ingen, som lenner. + + Aa, war en som søen en betle Fowl, + -- nej, som æ Suel den skjenner! + saa vend a aalle med Grêf og Skowl + en Awer saa saaned og stjenne. + + No gor a saa stogend laangs Kistelbakk + -- nej, som æ Suel den skjenner! + for tow ka nevves, og tre ka snakk, + men den ka kuns sukk, der bløw jenne. + + [Anm.: + _so_, sad; _tow Kragger_, to Krager; _skjenner_, skinner; _nevved + den aan_, næbbede den anden; _Hjatens_, Hjertens; + _dje villerst Ving_, deres bedste, rappeste Vinge; _søn en Pa + Tow_, saadan et Par; _gjenner_, driver paa; + _standed_, laved; _Stror_, Straa; _skred_, nette og glatte; _en + pænner_, en pænere; + _hwist_, kaste op og ned; _Taarier_, Taaber; _laant_, langt; + _Swej_, Svie; _lenner_, lindre; + _betle_, bitteliden; _vend_, vendte; _Awer_, Ager; _saaned_, + sandet; _stjenne_, stenet; + _stogend_, stærk, foroverbøjet; _jenne_, alene. -- Det bemærkes, + at _stjenne_ og _jenne_ er fuldt forsvarlige Rim paa _skjenner_, + da _r_'et i Slutning af Ordene som oftest er stumt i + Fjandbomaalet.] + +3/1 1909. + + + + +IMELLEM TO MØRKE HØJE. + + + Imellem to mørke Høje + jeg vogted som Barn min Faders Faar, + og Mulden gav mig sin Møje, + og Solen flammed mit Haar. + Men Verden tindred i Dis og Drøm, + og Barnelængslerne vimred + som Siv i den dybe Strøm. + + Imellem to mørke Høje + der saa jeg dig, Mor, saa trælsomt gaa + med Sorg i det søgende Øje + og Tørklæd' om Tjavser graa. + Der kom du saa tit og strøg min Kind, + og Strikkepindenes Tinglen + lød sølverne ømt til mit Sind. + + Imellem to mørke Høje + Fuldmaanen saa jeg for første Gang, + som langt i Havet en Bøje + i Himmeldybet den hang. + Jeg fulgte dens Vej over stille Land + saa mangen daarende Aften + langs Bækkes klukkende Vand. + + Imellem to mørke Høje + jeg stirred mod Tordenens Lynildsskrift, + saâ Rugen lydigt sig bøje + for Bygens voldsomme Drift. + Saa blev jeg blandt tvende Mødre delt, + min egen Mor og Naturen, + og ingen jeg svigtede helt. + + Imellem to mørke Høje + kom Kysset til mig paa bitte Sko, + foran mig i Skjørt og i Trøje + det stod i Lyngen og lo. + Da blev mit Hjærte saa fuldt og trangt, + men da jeg vilde det fange, + det ilede milelangt. + + Imellem to mørke Høje + jeg ledte med Nyn mit Plovøgsspand, + mens Skyggen fra lyngladne Fløje + laa tungt paa det stride Sand. + Og svandt alt Lys af mit Digt en Stund, + da var det de Højes Skygger, + der mørkned mit Sangvælds Bund. + + Imellem to mørke Høje + der vilde jeg gjerne sænkes ned + en Dag, om det kunde sig føje, + da Byggen af Skederne skred. + Saa havde jeg fundet det gamle Spor + og kunde nu evigt slumre + i Hjemmets hellige Jord. + +4/1 1909. + + + + +DEN JYDSKE FORSKNINGS OLDERMAND + +H. F. FEILBERG. + + + Hwor er æ skjøn, te _de_ er te, + som vil det gued bewaar, + som goer saa biel og æsler ve + og kan sæ aalle spaar! + + -- _Do_ war saamøj en stredde Knop, + der gjord en stywle Bied, + der vild, æ Awr skuld ploves op, + fâr Dawsens Suel gik nied. + + Si dæ no om, og kik tebaag: + En Omfer heller tow, + læd ham saa komm, æ Awtenskraag, + og hwil sæ po di Plov! + + Og gor æ Maan saa taangle op + og skjarer po di Rue, + der dripper Sagn i æ Lyng si Top + og Guld af hwer _di_ Fue. + + [Anm.: + _biel_, flittige; _æsler ve_, arbejde uden Stands; + _stredde_, dygtig, fast paa Benene; _stywle Bied_, et godt Stykke + Dagværk; _æ Awr_, Ageren; + _Omfer_, Omfure, een Fure op og een Fure ned til modsat Side; + _Kraag_, Krage; + _taangle_, tungt, tungtladende; _skjarer_, glimter svagt; _Rue_, + Rude; _Fue_, Fure.] + +15/1 1909. + + + + +VED ENGSØEN. + + + Maa jeg tage din Haand, nu det dufter af Hø, + og den sølvblanke Helt skjærer Strimer i Sø, + maa jeg føre dig did til den nærmeste Stak + og se Kjærulden kysse paa Skjørt og paa Frak? + + Maa jeg lægge min Arm om dit vigende Liv, + mens det knitrer af Sol i de sænkede Siv, + maa jeg løfte dit Slør over Straahattens Rand, + her hvor Aakandens Blad breder Bro over Vand? + + Se, dit Haar er saa gult som en Bygager-Sti, + og den høstmilde Sol fletter Guldtraad deri; + naar jeg hvisker ved Øret, hvor Kinden er brun, + o, hvor bølger det kjært i Smaagrubernes Dun! + + Og dit Blik gaar i Drøm over Aakande-Bro, + mens du vipper en Blomst paa din vristhøje Sko, + og en Græshoppe stryger sin Mos-Violin, + og du trykker min Haand i et langt: »Jeg er din!« + +4/5 1909. + + + + +RINGEN. + + + Han gaar og tænker, hun gaar og traller, + hun traller snart til Alverdens Ting, + og hendes Latter af Struben gjalder, + da rød han minder om Fæstensring. + + Han gaar og skjæver, hun gaar og skjænder, + hun skjænder nu for Alverdens Ting, + for Letsinds Luner, der langsomt vender + paa Elskovs Veje et Sind omkring. + + Han gaar og fløjter, hun gaar og flæber, + hun flæber snart ved Alverdens Ting; + og Spørgsmaal saarer, og Svaret dræber, + som Frosten dræber en Knop i Spring. + + Hun gaar og pylrer, han gaar og pytter, + han pytter nu ad Alverdens Ting. + Men hænde kan det, han Haanden knytter + om denne snærende lumske Ring. + +7/5 1909. + + + + +EN LYSTIG SANG. + +SKOTSK MOTIV. + + + En lystig Sang, ja en lystig Sang, + kan ingen gi os en lystig Sang! + Min sidste Daler saa gjerne sprang, + blot én nu gav os en lystig Sang. + + En lystig Sang, ja, en lystig Sang + gi'r Armen Styrke og Hamren Klang, + og Dans blev selve den Haltes Gang, + hvor Foden gik til en lystig Sang. + + En lystig Sang, ja, en lystig Sang, + til den vi mejer vor Rug paa Vang, + og tager Svenden sin Glut paa Fang, + han gjør det helst til en lystig Sang. + + En lystig Sang, ja, en lystig Sang, + saa Tryk og Tynge fra Barmen sprang. + Blev Hyttens Skodder dig lovlig trang, + stem Ryggen mod til en lystig Sang! + + En lystig Sang, ja, en lystig Sang, + hvori Alverden sig muntert svang! + Og spandt os Præsten sin Ten for lang, + _vi_ klipper af med en lystig Sang. + + En lystig Sang, ja, en lystig Sang, + til den har Livet som Døden Trang; + og skal jeg slutte _mit_ Liv engang, + jeg gjør det helst ved en lystig Sang. + +12/5 1909. + + + + +BONDEN OG SKRÆDDEREN. + + + Der kom en Skrædder til vor By: + _Klip_ -- Klap og Klip! + Han skulde mig en Kjortel sy. + _Klip_ -- Klap og Klip! + Men saadan skar han af og fra + -- eja, af og fra -- + at der kom Buxer ud deraf. + _Klip_ -- Klap og _Klip_ -- Klap og Klip! + + Da Næven jeg i Bordet svang, + Klip -- Klap og Klip! + saa Saxen over Kovsen sprang, + Klip -- Klap og Klip! + »Af Buxer har jeg mer end nok -- + heja, mer end nok! + og fler betales med min Stok!« + Klip -- Klap og Klip -- Klap og Klip! + + Der stod to Tøfler for en Dør, + Klip -- Klap og Klip! + hvor aldrig jeg saa Tøfler før, + Klip -- Klap og Klip! + Og da jeg ind i Sengen saa, + eja, Sengen saa, + den Skrædder bag min Datter laa, + Klip -- Klap og Klip -- Klap og Klip! + + Den Maane grined grumme fæl, + Klip -- Klap og Klip! + da jeg tog Skrædren ved hans Hæl, + Klip -- Klap og Klip! + Og over Kaalgaarddigets Bræm, + -- heja, Nældebræm -- + jeg hjalp ham lidt ad Vejen hjem, + Klip -- Klap og Klip -- Klap og Klip! + + Hans Fingerbøl, en Kjende klemt, + Klip -- Klap og Klip! + det havde han i Sengen glemt, + Klip -- Klap og Klip! + Og Tøsen, som min Datter fik, + eja, nødig fik! + den ligned Skræd'ren paa en Prik, + Klip -- Klap og Klip -- Klap og Klip! + + Nu sidder jeg bag Vindvets Læ, + Klip -- Klap og Klip! + og fimper Barnet paa mit Knæ, + Klip -- Klap og Klip! + Det peger ud paa Lam og Føl, + heja, _mine_ Føl! + og leger med _hans_ Fingerbøl -- + Klip -- Klap og Klip -- Klap og Klip! + +Foraar 1909. + + + + +AUTOGRAFSAMLER. + + + Ja, bejste Hr. Meyer! + det _er_, som a sejer: + en Løfte er godt, men aa hold'en er bejer; + og _a_ haar no lowe, + saavidt som a howe, + aa send Dem en Urd imell Unnen og Dowe. + + Men hwad a ska sej Dem, + hwad Knap a ska drej Dem, + det ved a sgi naple, hwis ett a maa træj Dem. + Men De ska jo ha æ + te jen, som De ga æ, + en Stoder »der samler«; naa, kom saa og ta æ! + + _Det_ vil a forær Dem. + Gid Fanden fortær Dem, + om tire med den Slaw De'el besvær Dem! + + [Anm.: + _howe_, husker; _Unnen_, Middagsmad; _Dowe_, Davre; + _sgi_, saamænd; _træj_, ærte; _Stoder_, Stodder; _a æ_, tag det; + _Slaw_, Slags; _skaalmer_, spejder anstrengt.] + +12/9 1909. + + + + +AN' VÆVER. + + + Gamle An' Væver hun færdes saa stille + som nuslende Mus mellem Siv, + kjender saa lidet til Døgnets Larm + og Verdens fortumlende Kiv. + + Gamle An' Vævers brøstfældige Hytte + har altid et Lys i sin Rude, + skinner saa langt over vildene Hede + for alle som sildig er ude. + + Gamle An' Væver hun karter og spinder + til dybt i den øde Nat, + taber i Søvne den slingrende Traad + og faar den møjsommelig fat. + + Gamle An' Væver gaar rundt om sin Hytte, + mens Duggen i Kaalene falder, + skaalmer ud mod de brede Kjær, + hvor rugende Vibe skvalder. + + Regnfang dufter fra Kaalgaarddiget + og Løg bag Lavendlers Hegn, + ved da gamle An' Væver for vist, + at Natten vil ende i Regn. + + Kilderne hulker i Sommerkvælden + og Hededammene dampe, + spærrer hun da for Høns med Told, + for Faarenes Sti med en Krampe. + + Kornmo' blamrer i Hederugen + og flimrer paa sodet Bjælke, + sitrer et Nu mod den hvide Gavl, + hvor Silden hænger til Spjælke. + + Henter hun stille ved Brønden sin Si + og lukker saa Katten ind, + ser under Karmen den rødlige Maane, + mens Døren hun skodder med Pind. + + Gamle An' Væver -- saa fattig hun lever, + saa kongelig dog hun drømmer, + mens Natteregnen paa Tagets Mos + sin Skaal saa dulmende tømmer. + + [Anm.: + _hænger til Spjælke_, hænger til Tørring.] +1909. + + + +TRINES KO. + +JULEAFTENSTEMNING. + + + Nu skal _du_ ha din Havrekjærv, + og jeg skal ha' min Nætter; + lidt lyet Vand for gammel Tand + jeg her i Krybben sætter. + Brug du saa kun din gamle Mund; + jeg har jo mer i Loen! + En saadan gjæv og yndig Stund + man sørger først for Koen. + + Du kom her, da min Mand faldt hen + -- Gud vær den Synder naadig! + Han tured op hver fattig Del, + hvorover vi var raadig. + Ved dig kom jeg paany til Krylt, + du hjalp mig sgi paa Fode, + saa Gris blev rund og Barnet sund, + og begge gik til Gode. + + Ja, Sønnen maatte hjemmefra, + ham har jo Verden taget; + nu er han i Amerika. + Det gaar ham godt i Faget. + Han fik din Mælk -- med Fløden paa, + skjønt Høk'ren skuld' ha' haft'en. + Jeg tror da nok, at jeg tør spaa, + der kommer Brev i Aften. + + Du gik og gnov blandt Pors og Siv + det bedste, som du kunde; + og hvor du bed, du gamle Liv, + der bed du skam i Bunde. + Og du kom hjem med Yv'ret spændt + og Aftendug i Skjægget; + min Haand dig linned Strent i Strent, + mens Drøvlen du bevæged. + + Og Katten kom i Spring derhen + og satte sig for Døren, + til Pattens Straale ramte den + imellem begge Øren. + Og Duggen faldt paa Brøndens Sten + og paa mit Hovedklæde, + og Katten slikkede sit Ben + for Mælkens spildte Væde. + + Ja, være to, som Dagen lang + er i hinandens Tanker + gjør Livets Byrde mindre trang + selv mellem Hedebanker. + Og du skal aldrig lide Nød + og staa med Sider hule, + saa længe jeg en Skive Brød + kan række mod din Mule. + + Nu er du skjæv i hvert et Led, + det plumper hult i Bugen, + naar du vil rigtig rask af Sted + og ta et Nap af Rugen. + Og selv er jeg en Stummeltaa + af bare Slæb og Ælde, + hvis slidte Rok kun smaat vil gaa, + og snart vel Pas maa melde. + + -- Nu ringer Degn til Nadverfest, + nu falder Rim paa Stene, + og Juleklokken høres bedst + af dem, der sidder ene. + Snart kommer alle Stjerner frem, + og Frosten gjør dem blanke; + det bitte Barn fra Bethlehem + er nu i alles Tanke. + + Lang er den Vej og krum den Sti, + der bærer over Hede. + Gaa da, min Gud, ej Dør forbi, + find gamle Trines Rede! + Skjænk Livsens Brød mig rundelig, + velsign min Kjærv paa Loen, + vis dig mod mig miskundelig, + og giv mig Kalv i Koen! + +Decbr. 1909. + + + + +MEJERIST ESPER ANDERSEN, JEBJÆRG. + + + De gamle Dage er ikke glemt, + det huskes den Dag i Dag, + hvor muntre Svende med Luthen stemt + sad under dit gjæve Tag. + + De gamle Dage med Fart og Fut, + med Sang mod Maskinens Hvalv, + mens Dampen stemte _sin_ vilde Luth + saa Lofte og Vægge skjalv. + + De gamle Dage, da Mosen laa + for gamle Ann' Fiskers Dør, + med Spindelvæv over Pors og Straa + og brune, duskede Rør. + + De gamle Dage med Glassets Bryg, + med Sejre paa Cyklesti, + med Maaneskinsridt over Jyllands Ryg, + de tusind Gaarde forbi. + + De gamle Dage da Livet jog + os begge med »Huj« og »Høj«! + da paa min Bondefele jeg tog + de første prøvende Strøg. + + De gamle Dage blir aldrig glemt, + dem skyller ej Døgnet bort; + og skulde vi faa vor Luth forstemt + vi prøver en frisk Akkord. + +Julen 1909. + + + + +FORAARSTEGN. + + + Mor, har du set, hvad der staar bag Diget? + Gjæslingblomster saa bitte smaa! + Bladet kløvet og Kronen fliget, + lige skabt til at kysse paa. + Klare Spirer paa Mulden letter, + suger Kræfter af Dybet op, + fæster Roden i varme Nætter, + laaner af Solen til Blad og Top. + + Mor, har du set, hvor Haren springer + Pløjefaldet som ingenting; + Viben kroger de korte Vinger, + øver sig kaadt i Baglændssving. + Engen bulner om Rylens Rede, + Grøften pyntes med friske Flæg, + langt i Marken -- som halvt i Vrede -- + slænger Haslen sit falske Skjæg. + + Mor, har du set hvor Koen tripper + længselsdrukken paa Baasen kvalm, + malker mindre i dine Stripper, + snuser med Haan til den mugne Halm? + Det er de spæde Kim i Kjæret, + Blomsterspringet ved Bækkens Rand, + det er det lange Sug i Vejret, + Gudevarslet til Dyr og Mand. + +29/1 1910. + + + + +PAA KJÆRE GRAVE. + + +I. + + Saa mangen Slægt lig knækket Rør + sank ned for denne Kirkedør. + Velsignet I, som segned her + i Læ for Sorgers Bygevejr. + + +II. + + I ærlig Kamp, i ydmyg Tro + I stille stred for Børn og Bo. + Slog Kornet fejl paa karrig Jord, + I rejstes ved et Fadervor. + +Januar 1910. + + + + +GAMMEL KA BAKK. + + + Er æ Plads mærked aa, sæt æ Arbed i Gaang, + fo nø Mergel laa op po æ Brink! + Spyt en Kjend i jer Næv, far I tar om æ Staang, + for saa lider jer Arbed saa flink. + Der ska javn hænges i her ved gammel Ka Bakk, + hwis a ett som en Toj vil stent rejn fræ æ Brakk. + Læ mæ si, te jer Skovl de ka go, bette Kaal, + læ mæ si, te jer Skovl de ka go! + + A er Enki og gammel, og jenne om aalt, + og ikki _jen_ Kjeft en ka trow! + De haar tawn a mi Tow, de haar staaln a mi Maalt, + de har malked mi jenywed Kow! + Men misæl om de søen lurer gammel Ka Bakk! + A ska wal fo en Urd med de Fyrer aa snakk. + Læ mæ si, te jer Skovl de ka go, bette Kaal, + læ mæ si, te jer Skovl de ka go! + + Ja saamænd er æ Hus baade gammel og ring, + og æ Taag hænger nejle te Drep, + og mi laangtænded Øg de er brødt paa dje Bring, + og a sjel stolter aa _ved_ æ Kjep. + Men æ Skatter maa klaares, æ Gord holdes opp, + om saa det ska knaag i hwer Navl og hwer Stropp! + Læ mæ si, te jer Skovl de ka go, bette Kaal, + læ mæ si, te jer Skovl de ka go! + + A haar ett danst paa Rueser saa lidt som paa andt, + a fæk aalle danst møj i mi Daw. + A maatt ta mud æ Gord med si Gjeld og si Pant, + og den Se gir kuns smaat i æ Traw. + Om æ Stolper er skjøv, om æ Væggi er vind + stor æ Gord paa si egn, og _indno_ er en min! + Læ mæ si, te jer Skovl de ka go, bette Kaal, + læ mæ si, te jer Skovl de ka go! + + Der er nøj i wor Hjat te vi knap ka forsto, + som ka rør wos ved søen en Krumm Jurd; + nær æ Towt legger grønn, og æ Kuen æ saa mo, + det ka bind jen paa Haand og paa Fud. + A vild gjan sej med Sand, nær a sto for Worherr: + _A_ haar stridt for mi Grund, do faar ta æ, som det er + Læ mæ si, te jer Skovl de ka go, bette Kaal, + læ mæ si, te jer Skovl de ka go! + + [Anm.: + _mærked aa_, mærket af (til Mergelgraven); _æ Arbed_, Arbejdet; + _nø_, noget; _en Kjend_, lidt; _æ Staang_, Staalstangen, hvormed + Mergelen brækkes løs; _javn hænges i_, hænges godt i; _Ka_, Karen; + _Tôj_, Tøjte; _stent rejn fræ æ Brakk_, aldeles gaa fra Gaard og + Grund; _te_, at; + _jenne_, alene; _tawn a mi Tow_, taget af mit Uld; _staaln_, + stjaalet; _jenywed_, enøjede; _Urd_, Ord; + _Taag_, Tag; _hænger nejle te Drep_, hænger lavt til Dryp; + _brødt_, brudt (af Seletøjet); _stolter aa_, stavrer afsted; + _Rueser_, Roser; _andt_, andet; _Se_, Udsæd; _æ Trate_, Traven; + _Towt_, Tofterne; _æ Kuen_, Kornet; _mo_, modent; _sej med Sand_, + sige med Sandhed; _ta æ_, tage det.] + +22/1 1910. + + + + +MORS ROK. + + + Spurven sidder stum bag Kvist; + saamænd, om ej det fyger! + Kaalgaardpilen piber trist + for Nordenblæstens Byger. + Lul, -- lul! Rokken gaar + støt i Moders Stue, + og jo mere Vinden slaar, + desmer faar Arnen Lue. + + Skarpe Smæld af branket Malt, + og Karters kaade Skratten, + fjerne Grynt af Husets Galt + og Barneleg med Katten -- + Lul, -- lul! Rokken gaar, + flittig Foden træder, + kun saalænge Hjulet staar, + som lille Søster græder. + + Far har røgtet Kvæget ind, + med Halmen tættet Karmen, + gnedet Grisens blanke Skind, + at den maa holde Varmen. + Lul, -- lul! Rokken gaar! + Far mod Stuen stiler, + Mor en Bugt paa Traaden slaar, + ser op paa Far og smiler. + + Barnet i sin Mørkningskrog + ta'r søvnig til at gabe, + snart det vil sin Billedbog + af de Smaahænder tabe. + Lul, -- lul! Rokken gaar! + Ild om Gryden slikker, + Vejrets Svøb om Gavlen slaar, + og Hagl mod Ruden klikker. + + Mor kan næppe se sit Spind + og næppe Traaden mage; + hej, da bæres Lyset ind + og stilles i sin Stage. + Lul, -- lul! Rokken gaar! + Tenens rappe Vinge + over Fyrrebjælken saar + en Skok af Skyggeringe. + + Pigen nys fra Gruens Glød + svang bort den sorte Gryde, + sænked den i Sengens Skjød + for Grødens Trods at bryde. + Lul, -- lul! Rokken gaar! + Nadverbordet samler; + Store sidder, Mindre staar + paa Bænk og bitte Skamler, + + Far ta'r ned saa tung en Bog, + med Gud han hvisker sammen, + famler lidt ved Spændets Krog + og lukker med et: Amen! + Lul, -- lul! Rokken gaar, + Ensomheden synger, + Mulmet tæt om Taget staar, + og Sneen gaar i Dynger. + + Her ved Moders gamle Rok + hun lærte mig at stave, + synge om »den hvide Flok« + og »al _hans_ Naadegave«. + Lul, -- lul! Rokken staar! + Men dens Nyn og Sange + vemodsfuldt mod Hjertet gaar, + naar Kvældene bli'r lange. + +26/1 1910. + + + + +VED BJØRNSONS DØDSLEJE. + + + Saa vejer vi nu atter i vor bævende Haand + de Gaver, der kom fra din sangstærke Aand. + + Vi kysser dine Gaver, vi signer din Aand, + imens der drypper Taarer paa Skatten i vor Haand. + +4/2 1910. + + + + +PJALTE-KREJSTEN. + + + Hans Kjortel er laset i Sømme og Foer, + hans Hat er ej ganske ny; + hans Væsen er tolket i disse Ord: + Han tjente General Rye! + + Han bærer med stive Soldaterskridt + sin Sæk gjennem Jebjærg By, + som fulgte han end i behersket Trit + sin Herre General Rye. + + Hans Blik er myndigt, hans Mine streng, + hans Skjæg er sort som en Sky, + de flygter for ham, hver skjødesløs Dreng, + som Tysk're for General Rye. + + Er Vejen pløret, har Skoen et Læk -- + _hans_ Holdning er lige kry; + han bærer saa rank sin Raltesæk, + som Fanen for General Rye. + + »Det skal dog kjendes af én og hver + i denne elendige By, + at det er den Krejsten, som kommer her, + der tjente General Rye!« + + Ved Sommer som Kjørmis, i Storm eller Læ + han bærer de Pjalter af By, + mens mod hans stive, posede Knæ + det klirrer af Bismerens Bly. + + Og Krejsten haandterer med Færdighed + dens prøvede Lod og Bly + og vejer med stiveste Værdighed, + som vejed han General Rye. + + Saa saa jeg ham gaa, den gamle Knark, + med sit allerhovneste Blik; + en Tøs fik et Nik, og en Hund fik et Spark, + alt efter Soldatens Skik. + + -- Saa gled fra hans Axel Posen ned; + bag efter sank Lod og Bly; + han famled tilsengs -- med værdige Fjed, + og gik til General Rye. + +4/2 1910. + + + + +KRITIK. + + + Et Steds i Skoven, hvor Bøgen er Vært + gav Nattergalen en Aften Koncert. + Alle Partier var himmelglade + ved denne natlige Serenade. + Bøgen stod med de stilleste Blade, + Skyerne listed paa Sokker afsted + hen over Himlens blaanende Bed. + Uglen sad fornem med lodne Fødder, + Egernet vimsed omkring og bød Nødder. + Smælded for højt et Elskovskys + hørte man Natravnen hvæse et: »Hys!« + + I Fremmedlogen sad Maanen ene + og laante Lys til den halve Scene. + Og rundt omkring paa Kviste og Grene + sad Skovens Sangere to og to + og næbbedes sagte og stille lo, + naar Mestersangerens Englerøst + kildred en Streng i en Kjenders Bryst. + + Men midt i en Muddergrøfts første Parket + sad der en Frø paa en gratis Billet. + + Den var der, skjønt ingen vidste for hvad, + men Rygtet gik, den var no'et ved e' Blad. + + Jo højere Nattergalen sang + des lavere Frøens Kjæver hang. + Med aaben Mund og svømmende Blik + den kløed det Øre, den aldrig fik, + den drejed sig halvt imod andet Parterre + som vilde den sige: Har _I_ hørt værre! + og drejed sig atter uvillig om + imens den memorerte sin Dom. + At den vilde lyde paa Ærestab + det kunde man se paa dens Hængegab. + + Sangeren tav; to Elskende sukked, + Liljen sit Hoved i Græsset dukked; + Stillidshannen i Maanens Skin + saa sin Mage i Øjet ind. + Uglen bed sine Neglerødder, + Egernet aad sine egne Nødder. + + Da Sangens Toner var tystnet -- plump! + gik Frøen tilbunds som en Mudderklump, + og kommen hjem -- paa en Vandkalv ridende -- + skrev han i Frøernes »Berlingske Tidende« + en Kritik baade hvas og svidende. + + Nu er den Glemslens; let dunster væk + den Dadel, der skrives med Mudderblæk. + Her skal kun nævnes dens sidste Træk; + der læstes -- ligesindet til Skræk: + »Jeg fandt i denne saakaldte Sang + ikke _ét_ eneste ærligt _Kvæk_!« + + Saa slukked Maanen sin blege Lampe + og lo, saa man frygted en Mavekrampe. + +9/2 1910. + + + + +KJESTEN OG KRÆN KRESTEN. + + + Kjestens Ko + var saa god som to, + det syntes da ogsaa Kræn Kresten. + Saa blanked han begge sine Fedtlædersko, + gik bagind og fried til Kjesten. + + Kjesten lo: + »Du har set min Ko, + men jeg vil nu elskes med Hjærte. + Men Kors! som du har blanket dine Fedtlædersko + i den fineste Kakkelovnssværte!« + + Kresten lo: + »Jeg har set din Ko, + og Koen staar spejlet i min Sværte; + men du, bitte Kjesten, i Tugt og i Tro + staar spejlet herinde i mit Hjærte!« + + Krestens Ord + faldt i kristen Jord, + skjød bugnende Ranker hos Kjesten; + »Ja, naar du kan finde _saa_ yndige Ord, + gaa du saa kun bare til Præsten!« + +17/2 1910. + + + + +HØSLETS-VISER. + +MORGEN FØR SLAGET. + + + Har I nu Tænder i Riven sat? + Er I parat, mine Drenge? + Duggen har drysset den hele Nat, + Leen har ventet os længe. + Armen er styrket af Søvnen sund, + Solen os hilser fra Bakkens Rund; + bag Syrener forborgen + kukker en Gjøg: Godmorgen! + + Mor har pustet til Arnens Glød, + sysler derinde ved Davren; + se, hvor Røgen fra hendes Grød + sænker sig blødt over Havren! + Mad hun smører, som kan forslaa, + Øl hun styrter i Dunke graa, + lægger en Klukkert i Tejnen, + som kan ta' Tonen fra Degnen. + + Nu paa Vognen enhver især! + Plagen i Stenene skraber. + Vidt opslaget, mod Østens Skjær + Porten undrende gaber. + Svalen svitter om Vognens Spand, + Dagen venter den glade Mand, + Blodet synger i Bringen + dæmpet til Klokkers Ringen. + +7/2 1910. + + + + +DEN BLANKE AA. + + + Og Plagene pruster i Morgentrav, + og Pigerne gynger paa Vognens Skrav. + Det ser man paa dem fra Top til Taa: + »I Dag skal vi over den blanke Aa!« + + Og bag dens slyngede, blide Strøm + der skimter du Engen i Morgendrøm. + Der er det en Himmerigsfryd at gaa + i Junisol ved den blanke Aa. + + Og Karlene møder i Søndagsvest, + og Pigerne pynter sig op til Fest, + og Blomster røde og Blomster blaa + dem ta'r du frit ved den blanke Aa. + + Og Karen har bitte, nette Sko, + og Sløjfe der er paa dem begge to, + og Maren har røde Strømper paa, + fordi hun skal over den blanke Aa. + + Og hist hvor Aaen slaar Herresving, + du faar dig en Kjærrest som Ingenting, + mens muntre Myg og Libeller blaa + de danser over den blanke Aa. + + Og ender det Hele med Fæstensring, + med Kys, med Dans og med Herresving + -- de bitte Sko med de Sløjfer paa + hvor tripper de sødt ved den blanke Aa. + +8/2 1910. + + + + +SLAAKARLE. + + + Vil I se paa Karle, som kan slaa? + som kan gaa et Skaar og ta' en Skraa, + som kan mer end muge, + som kan Knagen knuge -- + kom da hid, hvor Frøen springer om den nøgne Taa! + Her er Arbejdslyst, + her er Mod i Bryst, + her er Leers kaade Klingen under Himlens Blaa! + + Forrest Thames med den brede Ryg + skrider sindigt i en Sværm af Myg. + Sjældent Thames jager, + men sit Skaar han rager + rent i Kanten, bredt, minsandten, som en Ager Byg! + Aldrig ser han om. + »Vil I med, saa kom!« + For hvert vældigt Høléhug hans Knæer gi'r et Syk. + + Efter ham de andre stile smukt + som en Vildgjæsflok i Kileflugt. + Ingen staar tilbage, + hver sit Hug maa mage + under Arbejdsrytmens fælles strenge Tugt. + Græsset Skridt for Skridt + føler Leens Snit, + aander ud sin grønne Sjæl i Engens Honninglugt. + + Det er føre Karle der gaar hér, + brunet, branket i al Himlens Vejr. + Her er Røde Anders + som kom hjem fra Randers + hvor som strunk Dragon han nys sled Kongens Klæ'r. + Paa hans stramme Læg + og hans sno'de Skjæg + ses, at han før Fredens Le svang Krigens vilde Sværd. + + Hvem er det, som skummer Græssets Dug + med et Skjæg som paa en Gedebuk? + Det er Jesper Røgild, + barnefødt i Høgild; + hele Hedens tunge Alvor er i Jespers Hug. + Standses nok saa kort + vender han sig bort, + ta'r sig hos sin Lommelærke himmelvendt et Kluk. + + Her gaar Fjandbomand ved Sallingbo, + skjønt de mages slet som Hors til Ko. + Her gaar Esper Laanum + ved Frans Over-Traanum, + hvasse Leer som hvasse Kjæfter har de begge to. + Dér er Kril i Krop; + koger Galden op -- + mægtig som en Pommerbjælke falder Nævens Kno. + + Der gaar én, mens han gi'r Engen Smør, + fimper bagudvendt hans Piberør; + justement Kræn Lausen, + »dæn'mæ en af Slavsen«! + Han trak mest med Markedsheste ogsaa Bjørne før. + Bagerst Bitte Drejs, + Egnens mindste Splejs, + fimrer som en Lammehale for en Faar'stidør. + + Og de føler salten Sved paa Kind, + og de spænder Remmen mere ind, + og de letter Huen + over Tindingbuen + og la'r Strygens Klokketoner muntre Sjæl og Sind. + Naar det Strygekor + tystner langt i Nord, + høres Humlens dybe Brumlen i den varme Vind. + +11/2 1910. + + + + +JENS KUK. + + + Han kommer over Engen, han skinner som en Sol, + en Hvirvelvind tog Hatten med, og Pokker tog hans Kjol, + men af hans Lomme titter en Brændevinspistol + med Livsens Draaber for en vranten Mave. + For Resten ved enhver, + at Jens Kuk er Snapsen værd, + for han har kjørt for Greven paa Rydhave. + + Hans Øjne er det værste; Gud ved, hvad der er bedst! + Det ene skeler østerpaa, det andet Syd Sydvest, + men Fjolen bag hans Nakke er altid stemt til Fest, + af Kukkens Fjol er Engens Glut en Slave; + de valser ud og ind + med Smaakrøllers Hop paa Kind, + som valsed de for Greven paa Rydhave. + + Faa Kukken om bag Stakken, naar Snakken tør gaa løs, + da holder sig i Siderne af Latter hver en Tøs, + med runde Flynderøjne da sidder Bondens Knøs, + mens Kuk la'r Viddet og Pegasen trave; + men bedst som Tøsen lo, + klapped Kuk en bitte Sko, + for saadan gjorde Greven paa Rydhave. + + Men er der trist i Sjælen, og er det smaat med Sol, + da fyrer Kuk en Kjende med sin Brændevinspistol, + da stryger han ved Diget sin Kalveskinds-Fiol + som vilde han i Skrat sin Sorg begrave; + og snart han hildes ind + i sit sære Tonespind + og drømmer, _han_ er Greven paa Rydhave. + +27/2 1910. + + + + +HUMLEBO. + + + Hørte du noget som summed her? + Hej, for en Basse der brummed dér! + Humlen er rigtig et arrigt Kræ, + viser ej Forskjel paa Folk og Fæ. + Hum, hum, Humlebo, + Honning for dig og os beggeto! + + Her er nu Kagen med Honning i, + »Kanden« der er der Dronning i, + du er dog Dronning for mig i Dag, + spids nu Munden, du Glut, og smag! + Hum, hum, Humlebo, + Honning for dig og os beggeto. + + Tag _du_ bare det bedste Bid, + selv ta'r jeg saa det næste Bid. + Jeg skal nok gjenne Humlen væk, + mens du suger dens Celle læk: + Hum, hum, Humlebo, + Honning for dig og os beggeto. + + Nu med Rette din røde Mund + kunde kaldes: din _søde_ Mund. + -- Send mig dog ikke saa barsk et Blik, + hellere hundrede Humlestik. + Hum, hum, Humlebo, + Honning for dig og os beggeto. + + Loved du _mig_ din Haand og Tro, + gav jeg vist _dig_ baade Baand og Sko, + fandt som Humlen et mosset Bo, + hvor der var Plads til os beggeto. + Hum, hum, Humlebo, + _da_ blev der Honning til os beggeto! + +12/2 1910. + + + + +SØNDAG I MORGEN. + + + En Aften paa Engen sa' Jakob til Svend: + »Godnat mine blankslidte Knage! + De Gamle gaar hjemad med Haand over Lænd, + vi to bliver ene tilbage! + Saa gaar vi i Duggen en drabelig Tur, + hvor ingen maa tænke paa Seng eller Uhr, + thi vi har jo Søndag i Morgen!« + + De gik, og de prated, og Klokken blev ti, + da Hønsene blinker saa blinde, + og de gled de fjerneste Gaarde forbi, + og hørte dem snorke derinde; + de lo af et Hjerte, som Sundhed gjør let, + og gik af en Ungdom, der aldrig blir træt. + De havde jo Søndag i Morgen! + + Den ene han skildred med ivrige Skridt + en englegod, blaaøjet Pige, + den anden han sadled sin Ganger til Ridt + mod Fremtidens daarende Rige; + og begge de næred det visseste Haab, + og Hønattens Maane gav Haabet sin Daab, + og de havde Søndag i Morgen! + + Og de kom igjennem en slumrende By, + hvor der var spildt Hø over Gaden, + en gabende Port, og en Gaard som var ny, + hvor Forken stod plantet bag Laden; + og Duggen den køled i Kindernes Dun, + og Høduften fulgte, og Luften var lun, + og de havde Søndag i Morgen! + + Og Maanen gik ned mellem Stakke af Hø, + og Taagen laa blødt over Dalen, + og langs med den smalle, graaduskede Sø + faldt Ryle og Stær dem i Talen, + og Hanerne sendte fra Portenes Hjald + mod Dagen og Gryet, saa skingrende Gjald + som aned _de_ Søndag i Morgen. + + De studsed og vendte med Latter omkring, + nu maatte der spares paa Snakken! + Dog talte de stadig om hundrede Ting, + før Gaarden blev synlig bag Bakken. + Her standsed det første Par dyngvaade Sko. + Men selv da de skiltes de skjæmted og lo + og sang for den Søndag i Morgen. + + -- Lyksalige Tid, da hver Morgen paany + vi vaktes af Gjøgenes Kukken, + da Stræbet var Leg, og da Ungdom og Gry + de mødtes paa Sporet i Duggen! + Thi har du end aldrig en Hvid i din Pung -- + den Mand, som er munter og frejdig og ung + har _altid_ en Søndag i Morgen! + +15/2 1910. + + + + +KIRKEN. + + + Jeg sidder ved Foden af Bakken, + mens Kirken staar paa dens Top. + Jeg lægger Ho'det paa Nakken, + forsøger at sé derop. + + Du strækker efter en Himmel + som ingen Stræben kan naa, + og selv har jeg grebet svimmel + engang efter Himlens Blaa. + + Jeg vilde ej Haabet slippe, + jeg prøved og prøved paany, + jeg rakte fra »Troens Klippe« + og fik i Haanden -- en Sky. + + Du præker fra Kor og Krypter + om Dogmer, som ej skal forgaa; + men sét fra Himmelens Dybder + vi to er nok lige smaa. + +18/2 1910. + + + + +VOR BARNDOMS BÆK. + + + Der er en Sugen i vor Barm, + som melder sig og gjør os varm, + naar vi er mest alene: + et Minde om en fældet Hæk, + et Fløjt, et natligt Fugletræk + i Luften bag vor Barndoms Bæk, + hvor vi fandt glatte Stene. + + Det Sug staar ingen Mand imod, + det sætter Fart i trægest Fod + fra fjærnest Aftenrøde. + Men staar du saa i Poplers Sus + en Dag og ser, at alt er Grus, + din Barndoms Grund, din Moders Hus, + hvor maa dit Hjærte bløde! + + -- Saa værn da ømt om Danmarks Land, + dets blide Kyst, dets bløde Strand + og Mejsens Bo i Hækken, + lys over Haren Markens Fred, + giv Ly og Læ og Rugested + for alt, hvad Hjærtet hænger ved; + men værn dog mest om Bækken! + + Du kjære blide danske Bæk, + som bag om Hegn og Hybenhæk + mod salte Fjorde glider, + dit Vandrevand, din Puslestrøm + har nynnet i vor Folkedrøm + og pyntet Danmarks Kjolesøm + fra Landets ældste Tider. + + Det gaar som Sagn i Slægtens Mund, + at over Paradisets Grund + Gud gød Dig som sin Gave. + Da Herren stænged Edens Sti, + du kom hans Flammevagt forbi. + Hvor nu du gaar, du Syndefri, + dér bli'r en Edens Have. + + Hver Sjæl, som slipper ned til dig, + han vandrer langs din Blomstervej + med Smil i Øjets Kroge; + han er ej helt, som han var før, + men som han fik bag dine Rør + et Glimt af tabte Himles Dør + og Paradisets Laage. + + Vel har jeg set saa mangen Flod, + der svulmed vildt af Bjerges Mod + og tordned i sin Vælde, + men ingen Strøm som dig saa kjær, + naar Dagen -- efter Bygevejr -- + randt ud bag Aftenskyers Skjær + til Hedefaarets Bjælde. + + Du gav mig Søvn og Barnebys + og rakte mig din Mund til Kys + med Vaarens første Kranse. + Hér Vibemor paa Kuldet laa + saa tillidsfuldt med Toppen paa, + mens jeg med barnlig Undren saa + Bruskokken slaas og danse. + + Om Krebsen drev, om Smelten bed, + til dig gik Gangen stændig ned + med Krog og Medestage; + hos dig, min muntre Skjæbneflod, + jeg væded glad min Barnefod + og saa med Smil min Sol imod + i Livets Lykkedage. + + Her stod jeg tit og mangen Gang, + naar Lærken under Himlen hang + og Humlebien brummed; + naar Kalve sprang, og Bremser stak, + og Tidslen gav mig Dun paa Frak, + og Studen tungt af Bækken drak, + mens sine Knæ den krummed. + + Kjær var du mig til hver en Tid, + selv naar din Rim dig pudred hvid + bag Isens Dødningmaske; + da toned op fra Vaagens Mund + en Grundakkord saa livsenssund, + en Lyd, som naar fra Fjolens Bund + et Klunk kan overraske. + + Du kildrede det vrantne Flæg + og pusted Skum i Sivets Skjæg + og løb din Vej med Latter; + du slanged dig i Slyng og Slæng + paa Mossets bæromsatte Seng + og klimpred paa din Sølverstreng, + Vildmarkens muntre Datter. + + I Dagens Larm du snakked med, + i Nattens Mulm du lyste Fred + og vilde alting skaane. + Du skjulte det forfulgte Dyr, + hver Frø som for sin Fjende flyr, + og Laxen drog paa Æventyr + i Skjæret af din Maane. + + Mod dig de drages, store, smaa, + de blonde, som de isengraa, + i Pynt og Hverdagstøjet. + Selv Bedstefar med hvide Haar + endnu med Kjæp til Bækken gaar + og mindes der sin Alders Vaar + og blir saa tung i Øjet. + + Her bandt hvert Aar min kjære Mor + en Kost af Pinsens Blomsterflor + og sang saa ømt bedrøvet. + En Blomst var rød med Stænglen hul, + og én som Æggeblommen gul. + Den Kost, hun gjemte langt bag Jul + og værged den mod Støvet. + + Her plukker Pigen Hjærtegræs, + mens Karlen slaar det sidste Læs + og Skvaldregjøgen kukker; + han kukker lavt om Knoldekjær, + han kukker mer og mere nær, + som spurgte han: »Hvad gjør du dér, + o, Glut, mens saa du sukker?« + + Her kommer de og titter ned, + hver som fik Sorg i Kjærlighed, + og Bækken ingen hindrer. + Om Yngling eller Pigelil, + de lytter tænksomt til dit Spil + og græder hjærtetungt dertil + og synes, at det lindrer. + + Aa, skjænk mig, Bæk, den svundne Fryd: + at dulme med din Ringlelyd + en Stund min trætte Hjærne, + med Barnets lette Lykkesind + bag Kryds af Edderkoppens Spind + at vaagne op med Dug paa Kind + i Skjæret af din Stjærne! + + Du lille muntre danske Bæk + bag Hyld og Hegn og Hybenhæk + og midt i lave Enge, + du gav mit Sprog dets Sølverklang; + _det_ bløde Nyn ved Vuggens Gang + og Rytmen i vor Folkesang + er Laan fra dine Strenge. + +25/2 1910. + + + + +AAKJÆR. + + + Lidt sønden Fløj + der bløw a føj, + der hjalp a tit mi Kow a Døj. + Det blæser møj + i den Graan Bøj, + men baag hwer Dig gir Minder Løj. + + [Anm.: + _Fløj_, Fly By; _føj_, født; _Døj_, Dynd; _Graan_, Smule; + _Løj_, Ly;] +1910. + + + +KAPHYW. + +EN OLDTIDSMIND. + + + Ja, far der war en Stien a' _Skyw_, + laant far, laant far -- hwi skuld a lyw? -- + _Kræn Hendrisen_ den Stien ku klyw, + far _Søren Sme_ en Skow ku byw, + og far _æ Lærki_ han ku flyw, + far _Bette Drejs_ -- _det_ bette Splejs -- + war bløwn saa stur, som han ku blyw, + -- far _Laang Margreth_ ku stikk med Knyw, + far _Kræn den Fjar_ haaj mist æ Yw, + far _Gorm hans gammel_ Bjen bløw styw, + ja osse far -- det tær a skryw -- + + _Methuselem_ ku løwt en Ryw, -- + far _Abraham_ ku tæl te tyw, + far _Dawed Kong_ med Lamm ku dryw, + halvminder kikk i Pagtens Ark, + da lô dér po mi Faars Mark + de tow ærværdig gammel Hyw! + + [Anm.: + _Kaphyw_, to Høje paa min Fødegaards Mark; _Skyw_, Kjøbstaden + Skive; _laant far_, langt før; _Kræn Hendrisen_ kjendt Stenhugger; + _Skow_, Sko; _æ Lærki_, en Original, som antoges for Troldmand; + _løwt en Ryw_, løfte en Rive; _halvminder_, langt mindre.] + +26/2 1910. + + + + +DEN DØDE LÆRKE. + + + Nys jeg gik i den dybe Sne, + fik et skjærende Syn at se: + Halvt begravet bag Sneens Flig + laa der et lille Lærkelig. + + Tog jeg Fuglen i Haanden op. + Aa, saa mager dens spinkle Krop! + Dragten krøglet af Slud og Kuld, + og til Taaen er frosset Muld. + Slapt nu hænger din Vinges Fjer, + Struben har ingen Triller mer. + + Stakkels stækkede Spillemand, + Vaarens Varsel til Frostens Land, + sang saa gjerne for Hytten lav, + Sangergaven: i Sne en Grav! + + Hvorfor kom du den lange Vej + hid fra blidere Landes Maj, + drog fra Palmer og Sol og Frø + for bag en iset Sten at dø? + + Længtes du saa fra Sydens Strand + op mod det barske danske Land, + banked saa heftigt dit spinkle Bryst + efter at skue din Barndoms Kyst? + + Der, hvor Døden dig slog saa brat, + fandt du Livet en Dugfaldsnat, + bag om Kløver og blanke Straa + laa du blandt Redens andre smaa. + Moders Fløjten og Faders Sang + hørte du der for første Gang. + + Fuld af Lykke var Nat som Dag, + Moders Vinge var Værn og Tag, + Græssets Stængler som Palmer svang, + højt i Toppen Dugdraaber hang. + + Hyrdens Aande saa øm og lun + maged en Plet i dit bløde Dun, + lille Hyrde paa korte Ben + satte ved Reden fire Sten, + flytted sin Kalv saa langt af Vej, + at den ej skulde træde dig. + + Du fik Vinger, og du fik Top, + hilst af Gryet du svang dig op, + først du undred, og saa du sang, + tryllet af Strubens første Klang. + + Tog saa Skyen i sikre Sæt, + Rugen laa som en irgrøn Plet, + dér steg Høje, og dér steg Lund, + dér steg Byer bag Bælt og Sund . . . + Aldrig glemtes hin Morgenstund! + + Pinjers Ynde og Palmers Pragt + har mod Minder slet ingen Magt. + Lærkelængsler mod Kløverland + skjæbnebinder os, Fugl som Mand. + + Kjærligheden har altid Ret; + naar man elsker, er Flugten let; + bedre af Sult bag en Sten at dø + end at svigte sin Barndoms Ø. + +28/2 1910. + + + + +DR. S. RAMBUSCH. + +VED HANS FLYTNING FRA SJØRUP TIL AALBORG. + + + Hvor Ormen klam sig lang i Sporet strækker, + og Porsen vikler Ris om Hjulets Nav, + mens Hedens Syn mod Horisonten gjækker + og Luften syrnes let af Lyng og Lav, + dér kjæled Solen for en Læges Bolig + og slynged Ranker om dens røde Sten, + bag Lysthusløv sank Solen stor og rolig + med uldne Straaler fra dens gyldne Ten. + + I dette Hjem gik ingen Dag til Ende, + hvor ikke Flid og Snille fik sin Daab, + her kom de hen med Sygdom og Elende, + men kjørte hjem med Vognen fuld af Haab. + Der sad jeg selv saa tit og brød mit Ho'de, + med Svimmelgys ved Fantasiens Rand, + mens Rambusch trak det Onde op med Rode + i én og anden ful og pirken Tand. + + Og Vognen bar af sted langs krumme Veje, + mens Sveden damped fra den røde Plag, + og Doktorstolen slingred i sit Leje + hen over Fjandbolandets Bakkedrag. + Med Jægerblik han spejded ud fra Bakken, + det Syn har altid gjort hans Øje godt. + Vor Doktor blev en Kjende graa i Nakken, + men Ho'dets Holdning var bestandig flot. + + Hvem lodder Dybden af en Læges Gjerning, + hvor Redningsbøjen blev hans kloge Trøst, + hvor Liv og Død ved Lampen kaster Tærning + med sorte Kugler paa den Syges Bryst. + Hvert fattigt Hjem langs Hedens øde Stier, + hver kroget Mor i smaa og trælse Kaar + vil takke dig, om ogsaa Læben tier, + og hæge om dit Navn fra Aar til Aar. + + Men ej du standsed blot ved Lægens Virke, + din Trang gik ofte mod en større Kur. + Du blev en Dyrker i den frie Kirke, + der langsomt løfter op et Lands Kultur. + Du elsked Fest og Digt og muntre Sange + og sang dem selv saa tit med Glød og Glans, + og Videnskabens Navne flere Gange + har rakt dig Blade til en Hæderskrans. + + Og naar din Teltpæl snart du vil oprykke, + og Flaget fires ned bag Granehæk, + og bort du gaar med Skuffelser og Lykke + fra Landet hist i Storm og Fugletræk + -- kanske du da en Kvæld, naar Fjorden klukker + i Maaneskjæret om de hvide Sten, + vil mindes ømt, hvor vaarligt Gjøgen kukker + fra Mosehyttens krumme Hyldegren. + +29/4 1910. + + + + +MILITARISMEN. + + + Saa sidder I gamle Gubber dér + og mimrer om Landets Værn + og spænder om Danmarks Midje Sværd + og kobler dets Skjæbne til Jærn. + + Mon I da vil bære den Vanvidsvægt + af Krigens blodige Malm, + der slaar til Jorden Mændenes Slægt + som Plejlene Loens Halm. + + Mon I med Affældigheds Krykkestok + afstiver det sunkne Mod, + naar Kuglen kjæmmer den blonde Lok + og Ynglingen svømmer i Blod! + + Lad fare, lad fare det Daarespil, + nedkald ikke Hævnens Lyn! + De værste Fjender vi har blandt os selv + i eders barbariske Syn. + + Der er mere Værn i det spinkle Siv, + der svinger paa Mindets Grund, + end i onde Instinkters trukne Kniv, + vildt løftet i Slagets Stund. + + Der er mere Værn i den Blomstergren, + der skygger ved Hjemmets Dør, + end i alle de Volde af Jord og Sten + bag Kuglesprøjternes Rør. + + De pansrede Forter med Hjælm og Horn + de bliver, o, Danmark, din Grav! + _Dit_ Værn er Agre med bølgende Korn, + der lyser med Fred over Hav. + + De blodige Furer paa Krigens Val + dem saar vi over med Byg, + mens Mindet om faldne Fædres Kval + hensummer med Kvældens Myg. + + Vi vil ej finde Frelse for os + ved tusind uskyldiges Drab, + langt hellere spytte med Haan og Trods + i Kanonens Helvedesgab. + + -- _Dit_ glubske Svælg bliver aldrig mæt, + forbandede Dyr paa vor Vej, + og gjorde Nationerne dig din Ret, + de vendte Kanonen mod dig. + + Du bragte os stadig til større Fald, + endda vi offred dig alt, + du trak vor sidste Oxe af Stald + og slagted vor bedste Galt. + + Se, derfor forlader vi Krigens Sold; + i _Fred_ vil vi ta' vore Tørn. + Og holder vi end et Skud i Behold, + det gjemmes til Ulv og Bjørn. + +25/5 1910. + + + + +DA Æ BJÆRMAND KAM. + + + Der _kam_ en Trold fræ Daabjærgdojs: + _Klump_ -- Dump! _Hump_-i-Skump! + med Øwn saa glown som en Vækildsblojs, + for _han_ maatt ha Brændvin far Awten! + + For haar en Trold begynd aa drikk, + Klump -- Dump! Hump-i-Skump! + saa tøster han warr end Kow og Krikk, + der trækkes te Trow om æ Awten. + + Og po æ Pukkel af den Hallunk, + Klump -- Dump! Hump-i-Skump! + dér hopped og danst en Brændvinsdunk + saa huel som æ Suel under Awten. + + Og søen han traj gjemmel Hønemues -- + Klump -- Dump! Hump-i-Skump! + te æ Wand gik owenind a' hans Hues + og nejenud indte Awten. + + Saa fløw han da hen gjemmel Daabjærg Graw + Klump -- Dump! Hump-i-Skump! + saa æ Præjst kam ud uden Lu heller Kraw + og tint, han sku himl inden Awten. + + Saa _to_ æ Skjevl te aa pin og spring, + Klump -- Dump! Hump-i-Skump! + te æ Klokk begynd i æ Torn aa swing + og trowr, æ Degn rind te Awten. + + Og søen han traj gjemmel Ingedaal, + Klump -- Dump! Hump-i-Skump! + te aal dje Kokk de saatt sæ po æ Haal + og kund ett find te Raan mud æ Awten. + + Ja, søen han stamped ved Sjørrup Kjar, + Klump -- Dump! Hump-i-Skump! + te Pæ Smed trimmelt om baag æ Krowmands Dar + og kam ett te hans Ved inden Awten. + + Saa _kam_ han slamprend sønden om Vrow, + Klump -- Dump! Hump-i-Skump! + te æ Hejst' gik baglæns med Harrer og Plow, + og kam laask ad æ Gord inden Awten. + + Og Koldkur Hus fæk han søen te aa wakk, + Klump -- Dump! Hump-i-Skump! + te Jens Bruus hwyst Bagkorre nied ad en Bakk + og end i en Grôf henad Awten. + + Hans Træsko de war saa faale tarr, + Klump -- Dump! Hump-i-Skump! + men hans Nies og Ører haaj æ nø warr, + for _de_ sto i Døj under Awten. + + Saa _laa_ han da Damp mod en vilre Krowr: + Klump -- Dump! Hump-i-Skump! + og det war sgi der, hwor Kræn Haabro bowr, + og stapper hans Pief imud Awten. + + Saa fløw han da ind imell Haabro Hus, + Klump -- Dump! Hump-i-Skump! + te æ Drikkels ret blarped a Kopp og a' Krus + og Kræn Haabro glemt hans: Godawten! + + Æ Krowmands Dar røw han løs fræ si Fals, + Klump -- Dump! Hump-i-Skump! + og æ Darkam hænd om æ Bjærmands Hals, + da han sto i æ Stow imud Awten. + + Og nu begynd da æ Skinting aa drikk, + Klump -- Dump! Hump-i-Skump! + saa læng te han _kund_ bælg i sæ for Hikk, + for _de'_ el jo komm ad æ Awten. + + En trørr Pots Anker med jawnhen Øl -- + Klump -- Dump! Hump-i-Skump! + den tæmt æ Skuel som en Fingerbøl + og rat atter mie inden Awten. + + Og band en Spuns ham lovle haadt, + Klump -- Dump! Hump-i-Skump! + han stemt'en ind med hans Tommeltot, + saa det prost i hans Skjek under Awten. + + Og Rumpunsflasker, de stur som smô -- + Klump -- Dump! Hump-i-Skump! + -- han knak dje Hals mud hans sture Tô, + som en knækker en Lopp imud Awten. + + Hwer Brændvinsbimpel, hwer Vinglajsdrep + Klump -- Dump! Hump-i-Skump! + -- han suet æ ud te den sidste Sep, + som en Snog suer Dôg om æ Awten. + + Der bløw ikki en Droef te aa drikk heller spild, + Klump -- Dump! Hump-i-Skump! + og æ Wand det sak nok en Al i dje Kjeld, + og Folk war swær ædru -- en Awten. + + Men no begynd sgi æ Bjærmand aa dryw; + Klump -- Dump! Hump-i-Skump! + tho far maatt han traw, men no ku han flyw + og now Daabjærgdojs inden Awten. + + Saa drøw som en Torren han Øster opo + Klump -- Dump! Hump-i-Skump! + Hans Skjek det slævt saa laang ad æ O, + som en Togger slæver mud Awten. + + [Anm.: + _Øwn_, Øjne; _glown_, glødende; _Vækildsblojs_, Valborgblus; + _haar_, har; _warr_, værre; _Trow_, Vandtrug; + _huel_, rund og buget; _Suel_, Sol; + _traj_, traadte; _Hues_, Hose; _nejenud_, nedenud; + _Daabjærg Graw_, Daugbjærg Kalkgrave; _Lu_, Hue; + _æ Skjevl_, Raden; _aa pin og spring_, løbe af al Magt; _Torn_, + Taarn; _rind_, ringede; + _saat sæ po æ Haal_, satte sig paa Halen; _Raan_, Rane, Hønsenes + Pind; + _søen_, saadan; _Kjar_, Kjær; _hans Ved_, Samlingen; + _slamprend_, om plump Løb og Gang; _Harrer og Plow_, Harver og + Plove; _laask_, løbsk; _Gord_, Gaardene; + _wakk_, bæve; _hwyst Bagkorre_, slog Kulbøtter; _Grôf_, Grøft; + _faale tarr_, særdeles tørre; _Nies_, Næse; _haaj æ nø warr_, + havde det betydeligt værre; _i Døj_, i Dynd; + _laa Damp_, satte Kursen af al Kraft; _en vilre Krowr_, en anset + Kro; _Pief_, Pibe; + _æ Drikkels_, Drikkevarerne; _blarped_, skvulped; + _hænd_, hængte; _æ Stow_, Stuen; + _æ Skinting_, Asnet; + _trørre_, tredive; _jawnhen_, ret godt; _tæmt_, tømte; _æ Skuel_, + Kjæltringen; _rat_, rakte; + _stemt_, trykkede; + _To_, Taa; + _Sep_, Draabe; + _ikki_, ikke, en Forstærkning af _ett_. _Droef_, Draabe; _sak_, + sank; _dje Kjeld_, deres Brønd; + _dryw_, drive, rave; _Dojs_, Daas, Høj; + _Torren_, Torden; _opo_, paa; _Skjek_, Skjæg; _æ O_, Aaen; _æ + Togger_, Fiskevaad.] + +29/5 1910. + + + + +FORLADT. + + + Karen vandede Kaal i Bed, + Jørgen stod med et Smil paa Sned, + tog fra Karen den tunge Spand, + posted den fuld af Kildevand, + mens det dugged saa let under Kvælden. + + Karen gik sig sin Aftengang, + Jørgen efter i Spring og Sprang; + Jørgen snubled, og Karen lo, + Aaen lo med under Spangebro, + mens det dugged saa lindt under Kvælden. + + Jørgen sleged for Kind og Haand, + Karen blev veg som Vidjevaand. + Ud fløj Ugle, og hjem fløj Ravn, + Karen snubled i Jørgens Favn, + mens det dugged saa blødt under Kvælden. + + Kaalen voxed sig bred og grøn, + Karen øged sit Skjørt i Løn. + Jørgen rejste saa langt af Led, + Karen græder og Kaalen med, + mens det dugger saa koldt under Kvælden -- + +8/6 1910. + + + + +TIL SALLINGS HUSMAND. + + + Fra Grønningør til Livø-Tap + du ser saa skjøn en Kyst, + hvor Holmen nikker som en Knap + paa Fjordens blanke Bryst, + hvor lange Aarer blinker + i Fiskebaades Dans, + mens Brombærranken rinker + om Pigens Vrist sin Krans. + + Og bag om Kystens fede Jord, + sig sænker Rugen gul, + mens Bonden sidder strunk ved Bord + og bider bredt af Sul; + hans Datter bærer Spange + om Armen fast og rund; + af Plage har han mange + og Sølv paa Kistebund. + + Fra Gaardmandsjorden udestængt + som mest den Husmand bor, + mens op i Mosens Kroge trængt + han rydded Grund og Jord. + Han har en Ko paa Toften, + en Gris bag Hyldens Læ, + og stadigt Slid for Skoften + gav Gigt og krumme Knæ. + + Men Smilet spiller om hans Mund + i fast og munter Skjæmt, + hans Marv er frisk, hans Sjæl er sund, + dens Strenge ej forstemt. + Hans Haab er lyst som Suset + i Sommerskovens Trær, + og Orm i Kjærnehuset + du fandt vist aldrig der. + + Ja, Hyttens Mand i allen Land + skal rette Ryggen op + og holde mod Forsagthed Stand + og gaa i sluttet Trop; + da skal din Kvinde mættes, + dit Barn faa buttet Kind, + de lave Døre lettes + og Lyset strømme ind. + + Naar Spaden atter hviler glad + i arbejdsvante Haand + forvandles til en Perlerad + hvert rustent Slavebaand; + da skal hver Taare tørre, + der randt i Armods Gys; + da bliver Jorden større, + og Rummet fuldt af Lys. + +Juli 1910. + + + + +PER SMED. + + + Naar Grisen den skal slagtes, + saa henter vi Per Smed, + fordi han er saa munter + og bor her lige ved. + Han ta'r saa høje Dramme, + dertil en mægtig Skraa; + men Grisen bliver kværket, + det kan du bande paa! + + Før Hanen søvnigt blinker + mod Dagens første Skjær, + da glimter Smedens Lygte + i Grisens blanke Svær. + Og Grisen maaler Ka'len: + »Er noget galt i Vej'n?« + Og selve Grisehalen + staar som et Spørgsmaalstegn. + + Men ind i Bøvlen skræver + nu Smedens krumme Ben, + mens Grisens Børster hæver + sig bange én for én. + I Nødset ud den trilles + til Hyl og ilde Sang; + ej Degn kan synge værre + ved Konekirkegang. + + Med Nattedryp i Skjægget + nu vækkes Bondens Gaard, + mens Maanens fede Hage + paa Storkereden staar. + Dens krumme Skive truer + som selve Dødens Segl, + og Smeden agterude + han er saa haard en Negl. + + I Trommehinden stinger + de jammerfulde Hvæl, + mens Gissebassen tinger + med Smeden om sin Sjæl. + Bag Tærsklen Bryggerkarret + er hvælvet til Skafot, + og Kjedlens Dampe sætter + paa Per en graa Kalot. + + Gud naade Gissebassen + alt i dens sidste Stund! + Nu lukker den sit Øje + og allersidst sin Mund. + Og alle Kjedler bobler, + og Øsen gaar gesvindt, + og gjennem Løste Børster + henraser Kniven blindt. + + Per Smed kan alting ordne, + han bærer Flæsket _fram;_ + med Trøjeærmet tørrer + han Munden til en Dram. + Han klinker, og han klukker + indvendig af sin Skjæmt, + og dog skal ingen sige, + at Pligten bliver glemt. + + Med Fingermaal bestemmer + han Tykkelsen af Flæsk, + han læser Svinemaver, + som Præsten læser Græsk, + han kritisk Galden forsker, + og Aftægtsmandens Aar -- + ja, selv Ufødtes Skjæbner + han ud af Milten spaar. + + Og hele Huset lugter + af Lever og af Løg, + i Loftene det smælder + af Larm og Grydestøj, + den sorte Pølse dykker + i Kog som en Delfin, + og Dørene udjamrer + de mest usmurte Hvin. + + Og det blev Aftensilde + med Tøsne over Jord, + og det blev Pølsegilde + med Dramme over Bord. + Per Smed sad bred paa Bænken + med Pølsen for sin Haand + og sødede dens Skiver + med Viddet fra sin Aand. + + Humøret gaar i Højden, + mens Drammene gaar ned. + Per Smed er nu fuldmodig, + enhver faar ren Besked! + Men Modet i hans Bringe + er intet Krigermod, + og Blodet paa hans Klinge + er ikkun Griseblod. + +25/7 1910. + + + + +HØSTMARCH. + + + Vi kommer fra Dalenes Fred, + og Faner af Havren har vi med; + den skal Høstens Gjerning rande, + smykke vore Pigers Pande, + naar vi gaar gjennem Landsbyens Led. + + Vor Le faar nu Hvil for i Aar, + thi Klinte med Ax er lagt paa Baar, + alle Skræntens Bær er fundne, + alle Agrens Neg er bundne + og lagt ud paa de vældige Skaar. + + Vi mejed vor Mark under Sang, + saa langt rækker Strygespaanens Klang, + naar blandt Havens Kaal den klinger, + man os Mjød og Kager bringer, + mens det dufter af Mynte over Vang. + +Efteraar 1910. + + + + +EN JULEGJÆST. + + + Han kommer over Bakken med Rim i sit Skjæg, + hans Øjne spejder langt mod en hvidkalket Væg; + af Prærie-Frosten saa ru er hans Kind; + til Danmark er han kommen med Juleskibet ind. + + Der ligger da paa Lyngen hans Barndoms Lykkeslot; + hvor husker han hver Stolpe, og Taget hver Tot. + »Og Hylden ved Dammen er altsaa til endnu! + Vel hælder den en Kjende, men det gjør ogsaa du. + + At noget saa fattig saa sunken og lav + kan drage dig hjem over Land, over Hav, + saa du _én_ Kvæld kan glemme det Onde paa Jord + for Mindets Barnehvisken i Stuen hos din Mor!« + + -- Han føler under Jakken, om alting ligger ret, + hans gode Dollarsedler, hans »Gaver«, hans Portræt; + de stramme Træk fortones, hans Hjærte maa le, + mens Støvlen synker dybt i den skrigende Sne. + + Snart staar han ved Klinken saa myg og saa varm, + hans Pelshue skraber mod Dørens lave Karm, + Solstraalen slænger Løkker om hans bøjede Ben, + og Istappen drypper mod den slidte Forstu'sten. + + Nu ser han sin Mor bag Begoniers Rad, + med rynket Haand hun fjærner dens visnede Blad, + og Katten sidder stribet for Ovnen paa sin Stol, + og Hønen gaar paa Gulvet, og Rokken staar i Sol. + + Ind stryger han i Stuen, saa Hønen kagler op, + hans Mor af Haanden taber en blomstret Underkop; + de gamle Øjne fyldes fra Hjærtets dybe Grund; + i tyve Vintre vented hun efter denne Stund. + + -- _Nu_ blir der Jul i Hytten; Ildklemmen laver Støj, + Skorstenen sender fra sig sin fedeste Røg; + mens Vaffeljærnet vendes for Ilden snildt og let, + der skjæmtes, frittes, svares i samme Aandedræt. + + Nyfigen Julespurven ad Vindvet skjæver ind; + saa kommer Aftenduggen og gjør hver Rude blind; + den Gamle tænder Lyset; dog kun i Ryst paa Ryst; + men Sønnen griber Haanden i det ømmeste Kryst: + + »Ja, _du_ er bleven gammel, og jeg er bleven graa, + men det skal i Aften vi lidet tænke paa; + før skilte Verdenshavet og bange Tankers Gys, + _nu_ sidder vi og stirrer i det _samme_ Julelys.« + + -- Og over snelagt Hede gaar Lysets blide Skjær, + hen over Moser brede, ud over vaade Kjær, + og melder om en Scene -- den skjønneste paa Jord --: + I Juleaftensmildhed en Hjemvendt hos sin Mor! + +Decbr. 1910. + + + + +JULEAFTEN. + + + Naar sitrer din Sjæl som en tonende Stræng, + og naar skinner Lysene blidest, + hvornaar gaar du nødigst med Sorg til din Seng, + hvornaar tykkes Sneen dig hvidest? + Mon ej, naar bag Ruden det pyntede Træ + og Barnet med straalende Blik ved dit Knæ + fortæller, at nu har vi Julen. + + Da vugger de Tanker som Fugle i Rør, + mens vildt over Mosen det fyger, + og Spurvene putter sig ind mod din Dør, + for Vejrets fortørnede Byger; + med Krummer og Kjærner for Fuglen du strør, + hvad Vindene fryser det Hjærterne tør, + den Lære vi hented hos Julen. + + Til daglig vort Hjærte af tusinde Savn + blev gnavet i mer end i Barken, + og ofte du sendte i Suk efter Havn + din sidste Due af Arken; + men alt, hvad der gjorde dit Hjærte Fortræd, + det standser i Kvæld bag det skjærmende Led, + der værner for Hjemmet og Julen. + + Derinde du sidder, mens Haglene slaar, + og hører de hjemlige Klokker, + og Minderne kommer og Minderne gaar + paa Julens sne-pudrede Sokker, + og Grantræet dufter fra Storstuen ind, + og Børnene ivrer sig røde om Kind + med alt, der skal hænde i Julen. + + Og Frosten nu nærmere Gaardene gaar + og ridser paa Ruden sit Mærke, + og Barnet saa kjært under Lysene staar, + og Salmerne lyder saa stærke; + og Fuldmaanen rejser i Skyer sit Slot, + og Stjærnerne funkler i Rødt og i Blaat, -- + de Stjærner, der altid var Julens. + +Decbr. 1910. + + + + +JULENEG. + + + »Kom nu ud, lille Fa'r og faa alt gjort i Stand, + faa lagt Halm under Kalven og Hesten til Vand, + og strø Gran paa de rimede Sten, + tag en tungvippet Kjærv fra det støvede Loft, + at Smaafuglen, der hopper med Klynk over Toft, + finder Trøst imod Snenattens Mén.« + + Saa hun talte, Katrine, den herlige Viv, + mens paa Tærsklen hun strøg den bredbladede Kniv, + før hun skar af det nybagte Brød, + og dets Endskal hun førte med Kys til sin Mund, + og hun kendte, hvor Duften var fyldig og sund, + og hvor Skorpen var brunlig og sprød. + + Og for Vindvet i Sneen der rejstes et Neg, + og den Spurv var paa Pletten, han pipped og keg, + gjorde Hop, flagred ned, flagred op; + og fra Gjærder og Marker, og Tuer og Trær, + fra de snefyldte Graner og bundfrosne Kjær + kom Smaafuglenes radmagre Trop. + + Der var skrigende grønne og sommerligt blaa, + der var lysende gule og kummerligt graa, + hastet hid fra den stormslidte Skov, + og de flokkedes hverken til Leg eller Sang, + men om Godsindets Neg paa den snevilde Vang + under Hungerens jernhaarde Lov. + + Og én havde just ofret til Frosten en Taa, + og én havde en Jæger fornylig »holdt paa«, + Bøssens Hagl havde taget dens Fod; + men den humper paa Stumpen, saa godt den formaar, + skjønt det svider saa ondt i det frostbidte Saar, + og i Sneen staar Dryp af dens Blod. + + Og Katrine hun titter saa smilende paa, + hvor i Neget de gule, de grønne, de blaa + hopper rundt ret som Gnister af Baal, + og hun dejgner og titter og nynner saa glad, + mens hun gjemt bag Geraniens støvede Blad + drysser Mel over Former og Skaal. + + Og den frostrøde Sol gaar nu favnende bort, + ak, dens Bue er lav og dens Vej ikkun kort, + naar om Julen det stunder til Fest; + og til Gavlruders Funklen, til Solflimmers Leg, + til velsignende Lys over Fuglenes Neg + den nu bruger sin synkende Rest. + + Og en Tiggerske vanker fra Gaard og til Gaard, + og en Kavringeduft om den gamle der staar, + saa hun frister hver vejrende Hund; + og de halser og flokkes med næsvise Krav, + og hun truer ad Flokken med Eder og Stav + og gi'r ondt af sin tandløse Mund. + + Og en Fisker har tøjret sin Baad under Strand, + saa dens Ankerbrod bider i Strandkantens Sand, + mens han selv nu har Hjemmet til Maal; + i den foddybe Sne staar hans Søstøvlers Spor, + paa hans skjællede Kno i den spegede Snor + slanter lystigt tre bugfede Aal. + + -- Og saa høres paa Broen en dumrende Vogn, + og saa ringer de Klokker fra Sogn og til Sogn, + til hver Sjæl er i Mindernes Vold, + og hver Olding ser op mod det tonende Hvælv, + mens vemodig han lytter dybt ind i sig selv, + indtil Haanden om Staven bli'r kold. + + Og saa lukkes hver Luge paa Lade og Lo, + og Fuldmaanen slænger sin gyldene Bro + over Flager af ringlende Is; + med Sne i sin Hose gaar Haren i Seng, + og Frostvinden gnider sin skurrende Streng, + og Fjerskyen spreder sit Ris. + +Decbr. 1910. + + + + +PIGER PAA ENGEN. + + + Nu er Dagen fuld af Sang, + og nu er Viben kommen, + Bekkasinen Natten lang + haandterer Elskovstrommen. + Plukke, plukke dugget Straa, + plukke, plukke Siv ved Aa, + plukke, plukke Blomster. + + Engen er nu gyldengul + af tunge Kabbelejer, + Søndenvinde byder op, + og Dueurten nejer. + + Dammen ligger Dagen ud + med Brudelys i Hænde, + rækker højt de ranke Skud, + at Solen maa dem tænde. + + Nu vil Mø med Silkestik + paa Brudelinet sømme; + den som ingen Bejler fik, + hun ta'er sig én i Drømme. + + Ræk mig en Forglemmigej + og sidst en Krusemynte, + saadan slutter vi vor Leg, + saa glad som den begyndte. + Plukke, plukke dugget Straa, + plukke, plukke Siv ved Aa, + plukke, plukke Blomster. + +Foraar 1911. + + + + +NYTAAR. + + + Der brager et Skud for min Forstuedør, + Raketter gaar op imod Maanen; + »godt Nytaar« frempulser af rygende Rør, + saa Kvinder er nær ved en Daanen, + og Bonden han bakker sin bedste Tobak, + og Barnet omfingrer den ny Almanak, + der peger paa Stjærnernes Veje. + + Og Oldingen sidder saa vissen og from + i Sivsko i Kakkelovnskrogen; + han mumler en Salme om Død og om Dom + og lægger et Mærke i Bogen. + Saa stirrer han ind i sin Oldingesjæl + og frem imod Gravens de sortstrøgne Fjæl, + mens Minderne tættes til Taarer. + + Thi Tusind skal fødes og Tusinder dø + i Aaret, der blussende stiger, + og Fremtid skal gro af Forgangenheds Frø, + mens Orm under Barken sig sniger. + Og styrter end Stormen _vor_ Stamme i Støv, + der knoppes vel andre med Krone og Løv + til Fryd for de stræbende Slægter. + +26/6 1911. + + + + +KRÆN DEJLER. + + + Kræn Dejler kjører hans Tørv i Land: + _hop_, hop, _hop_, for en Hywl i Gras! + Paa Læsset højt, bag sit Studespand + der kraaner med Pisken den Dejler. + + Og Studen vralter saa tung og tam -- + hop -- hop -- hop, for en Hywl i Gras! + og Solen leger i Mosens Dam + og dikler i Nakken Kræn Dejler. + + Men Hvepsen sad under Brinken gjemt -- + hop -- hop -- hop, for en Hywl i Gras! + der havde fornylig sin Bas han stemt + til Studedans for Kræn Dejler. + + Et Pist, et Pust og et Øjeblik: + hop -- hop -- hop, for en Hywl i Gras! + saa brummed han frem under fuld Musik, + saa Skrækken krøb over Kræn Dejler. + + Brat løfter Studen sin Hale fin: + hop -- hop -- hop, for en Hywl i Gras! + selv Kusken letter en Kjende sin; + nu bliver den hjamsk for Kræn Dejler! + + De Hjælmede springer i Hjump og Trav: + hop -- hop -- hop, for en Hywl i Gras! + og Vognen jamrer af fire Nav: + »Nu skjenner æ Stud' for Kræn Dejler!« + + En Lundstik løsned, en Kinding brast: + hop -- hop -- hop, for en Hywl i Gras! + mens Skuden slingred med Skrog og Last + i Søgang under Kræn Dejler. + + Først sprang da Tejnen mod Himlen op: + hop -- hop -- hop, for en Hywl i Gras! + saa flygted Tørven i samlet Trop, + paa Skravpinden hang kun den Dejler. + + Hvor Tudsen kravler med slimet Ryg, + hop -- hop -- hop, for en Hywl i Gras! + der rendte de Stude sig selv i Syk, + saa Blevret stod om Kræn Dejler. + + Her slap ham Hvepsen, den vilde Gjæst, + hop -- hop -- hop med en Hywl i Gras! + saa Heldet redded den sidste Rest + af Vogn og Skrav og Kræn Dejler. + + [Anm.: + _en Hywl i Gras_, et Hjul i Smadder; _kraaner_, kror sig; + _dikler_, kildrer; + _hjamsk_, flov; + _de hjælmede_ (Stude), med en hvid Tegning paa Hovedet; + _skjenner_, løber løbsk; + _Kinding_, den Aabning, hvori Vognstangen sidder; + _Tejnen_, Madæsken; _Skrav_pinden, en af de fire Pinde i hver af + _Skravets_ eller Vognkransens Hjørner; + _i Syk_, i Dynd.] + +Sommeren 1911. + + + + +H. F. FEILBERG. + + + Saa do bløw føj her mødt i Høst + mell aall Guds gued Gawer, + og fæk dérfræ den skjønne Lyst + aa sammel Nieg i Trawer! + + Den Stak, do saatt paa Jyllands Towt + med Nieg fræ _Slett_ te _Slien_, + vil fyld wal paa wor Muers Lowt, + og der er Drywsel i'en. + +4/8 1911. + + + + +ENSOM. + + + I Landet, hvor Turnipsen bovner + med svulmende Rod og Blad, + der fik jeg af Venskab saa slag en Høst, + men Guds Velsignels' af Had. + + Og Hadet frisker paa Galden, + og Turnips er god for Ko, + men _Venner_ er som den kjære Sol. + Nu rejste de sidste to! + +18/10 1911. + + + + +DE FATTIGES JUL. + + + Lyset tændt, + Minderne tændt, + Sind og Øje fra Styghed vendt; + Døgnet danser med hoppende Hjul, + Freden gjemmer sin Sne til Jul, + drysser den paa vore Saar! + + Paradis, + Drømmenes Dis . . . + Glem i Aften dit Livs Forlis! + Sorgen suger i mig som i dig, + denne Kvæld viser Stjærnen Vej, + vov dig da ind i dens Glans. + + Skjønne Maal, + hellige Maal: + Smilet fylder den sultnes Skaal, + Lyset strejfer en graadskjæmmet Kind, + varme Hænder bær' Fadet ind, -- + Godhed, o Jul, er dit Navn! + +18/12 1911. + + + + +JULEHILSEN + +TIL »NAVERNE« I ZÜRICH. + + + Vi sidder herhjemme og længes derud + mod blinkende Tinder og Floder, + mod Liv der ej drukner i Graahed og Slud, + mod Kjøbslag i fremmede Boder, + mod Alper i Glød, mod en høj Horisont, + mod Rejser og Router al Jorderig rundt, + -- bort, bort fra de stængende Gyder! + + I gaar vel og stirrer jer Øjet i Vand + paa alle de funklende Tinder + og længes herhjem mod vort taagede Land + med alle dets Juletræsminder, + mod Hytten og Hyggen -- en Kjærest', en Bror, + mod Haandtryk og Smil -- og en krumbøjet Mor, + der blunder i Stolen bag Ovnen. + + Saa længes og trænges hver kvindefødt Sjæl + fra Livsløbets Stunder begynde, + mens Støvlerne stødes for Taa og for Hæl, + og Saalerne slides saa tynde. + -- I Længsel at vandre mod uvisse Maal + med tusinde Mil bag den lasede Saal + er Lov for en Ranselens Ridder. + +20/12 1911. + + + + +PIGEN PAA DIGET. + +TIL EN GÆLISK MELODI. + + + Gjøgen kukker, Solen svinder, + Duggen falder stille paa Moders Bleg, + Himlens Sky faar røde Kinder, + Hjærtegræsset ringler mod Siv og Fleg. + Faar og Gjed mod Kvælden bræger, + Møllens Vinger gaar mod Vestens Skjær. + Klokken ringer fjernt bag Heden, + der hvor rank han vandrer, min Hjærtenskjær. + + Lille Hjejle, du skal føre + alle mine Længsler til ham, du ved, + fløjte Ømhed i hans Øre, + over Mosen bære min Kjærlighed. + Til hvert Prik, din Vinge smykker, + hefter jeg et Kys, til ham et Laan; + gule Hjejle, bær dem varligt, + giv dem ej til Pris for Gjøges Haan! + + Jeg har skuret mine Spande, + sat dem snildt paa Række med Bunden op, + vandet Kaalen, brust med Kande, + skiftet Klædet over Ostens Kop. + Ensomheden her jeg søgte, + og jeg tog min blanke Sølje paa, + den han ømt mig bad at bære, + naar engang vi skulde til Altret gaa. + + Kuk nu Gjøge, mens jeg plukker + Skjørtet fuldt af Iris ved Aftnens Strøm. + Før mit Kammers Lys jeg slukker, + stiller jeg dem varligt bag Pudens Søm. + Irisblomstens Duft skal trylle + dig, min kjække Yngling, mod _min_ Barm, + saa paa Drømmens Bro og Duftens + ind til mig du glider ad Vindvets Karm! + +9/1 1912. + + + + +STORKEN. + + + Han kommer med Sommer, han kommer med Sol + til Kløver og nikkende Hvener. + Mens Pigen hun sømmer sin blommede Kjol + i Læ af de røde Syrener, + han sænker sig ned paa det mossede Tag + og knebrer fra Reden den udslagne Dag + en Højsommervise om Danmark. + + Og Børnene stirrer fra Tærsklen didop, + hvor Løget paa Mønningen nikker, + og Oldingen ranker sin krogede Krop + i Stuen, hvor Slagværket dikker; + og Minderne dugger, og Læberne be'r, + og Børnene pludrer og peger og ler: + »Se Storken er kommen til Danmark!« + + Velsignede Fugl uden Høgenes Klør + med Ørnenes mægtige Vinge, + du dukker dig helst mellem græssende Kø'r, + kun Hygge og Fred vil _du_ bringe; + du følger i Furen vor Bonde saa nær + og nikker som han, mens af Rugen det drær + med Løfte om Høst over Danmark. + + Hvor Engblommen lyser langs Aaløbets Bred, + du skridter saa langt gjennem Engen; + med Halsen i Bugt og med Øjet paa Sned + du titter til Pigen og Drengen. + Du søger din Føde til Leernes Klang, + og Høduften følger din higende Gang + langs alle de Aaer i Danmark. + + Saa lad os da værne den solkjære Fugl, + der pynter vor Vang og vor Vænge, + der ruger sit Kuld i det ormstukne Hjul + til Vejrs paa den mossede Længe. + Hans Yngel skal trives i Regn og i Sol, + hans Rede beskyttes som Hjemmets Symbol, + mens Sagnene lever om Danmark! + +4/3 1912. + + + + +KAALFOLK. + + + A war gan hen te Jepps ijaes, + og der sô Mowns, og der sô Mâs, + og det war nem for mæ og hør, + hwad Huml _de_ haa aa før, + for det war Lâs, dér med Kjæn Grow + haaj wot ad Bøj og sit paa Stow; + fæk Lâs nu den Kaag paa hans Skorr, + war _a_ saat udenfor. + Ja Kaalfolk er nø gremme nøj, + nø slemme nøj, + nø _sølle_, simpels Rimpelstøj! + + Men tar mi Lâs den lied Hjont, + saa sejer _a_, han maa vær wont, + for _af_ den væste Kjeltringslaw, + hun war da aal si Daw. + Æ Muer haar jo _wal_ en Stej, + og det er nøj, en maa ta mej, + og sjel haar hun en Kakkelown + -- og Skjek -- som en Dragovn; + Men Kaalfolk er nø gremme nøj, + nø slemme nøj, + nø sølle, simpels Rimpelstøj! + + Tho gywt sæ det er let nok gjord, + men sej mæ, hwadfornøj du for! + Og ta en Hjoj som Kjesten der -- + nej, det sku Lâs læ vær! + Hvad hjælper Kow og Kakkelown, + nær saa æ Kwind er kryvedown! + Tho faa sæ den Slaws Bi i Kof + det gaar som i en Rof. + + Og der lod a mi Speci spring, + da Lâs war syk og hænd med æ Ving, + og sô ham te med Nol og Wask, + men han gik om og task; + og da vi sku te Maatensfest, + _a_ saat ham Baagstykk i hans Vest + og vend ham hans Trawalli-Frak -- + nu faar en saa si Tak! + Jow, Kaalfolk er nø gremme nøj . . . + + Nu vil a hen og lær aa væw; + for her ka en sgu gaa og skræw + og aalle kryf en Krumm teframm, + men løw si Daw teskamm. + Læd saa di anner ha dje Spel, + _a_ ska _wal_ gaa og skjøtt mæ sjel, + og ta de Spark, som der ka blyw, + men læ æ Gywten dryw. + For Kaalfolk er nø gremme nøj, + nø slemme nøj, + nø _sølle_, simpels Rimpelstøj! + + [Anm.: + _gan_, gaaet; _ijaes_, i Aftes; _Skorr_, den »Skyder« eller Skovl, + hvormed Kagen sættes i Ovnen; _Rimpelstøj_, Tøj, som er + sammenrimpet; + _lied Hjont_, lede Taske; _vær wont_, maa være meget lysten; + _Kjeltringslaw_, Taterslægt; _en Stej_, en lille Ejendom; _Skjek_, + Skjæg; + _Hjoj_, Sjuske; _Kof_, Kube; + _Maatensfest_, Mortensdag omkr. 1. Novbr.; _Baagstykk_, Bagstykke; + _Trawalli-Frakk_, daglig Frakke; + _æ Gywten_, Giftermaalet] + +17/3 1912. + + + + +A GLEMMER Æ AALLE I MI DAW -- + + + Og det war den Tid, da vi aaltid war tow, + -- a glemmer æ aalle i mi Daw! -- + A tjent jo te Vistis her vejsten æ Brow, + og do kam te æ Gord og task te Traw. + + Do ga mæ en Gimmer og hjalp mæ aa tow'n, + a glemmer æ aalle i mi Daw -- + og hwer Gaang a sto og gjord Brind te æ Own, + do kamm saa still og drow i mi Saw. + + En Daa vi war jenne, do to om mi Hâand, + a glemmer æ aalle i mi Daw! -- + A so der saa nywle og wand a' mi Gâan, + imen do strøg mi Kinder med _di_ Kaw. + + Do tal om en Hjemmen herud baag æ Kjar, + a glemmer æ aalle i mi Daw! -- + en Rues sku vi ha wos lidt vejsten æ Dar + og Løg og Lavindler i wor Hav. + + Æ Log sku vær maaled, æ Hus vild do kalk, + a glemmer æ aalle i mi Daw! -- + en nybærend Kwi vild do gi mæ aa malk, + -- »for der bløw _wal_ en Busk for _hind_ aa gnaw.« + + -- -- Saa bløw der Forandring, de kamm med di Pas, + a glemmer æ aalle i mi Daw! -- + baagved dje Kanowner di ga dæ di Plads + og sind -- i jen af Krigens manne Graw! + + En Blaan to dæ fræ mæ, en Kul røw dæ hen -- + a glemmer æ aalle i mi Daw! -- + for det aa ha mistet sin kjereste Ven, + _det_ løwter ett det længste Lyw i Law! + + [Anm.: + _aalle_, aldrig; + _Gimmer_, ungt Faar; _tow'n_, vaske den; _Brind_, Brænd; _drow_, + trak; + _jenne_, alene; _nywle_, forlegen, glad; _Gaan_, Garn; _Kaw_, + venstre Haand; + _Hjemmen_, Hjem; + _æ Lôg_, Laagen; + _Blaan_, Sky; _Kul_, Kugle.] + +10/5 1912. + + + + +RÆBILD-KANTATE. + +DEN KJÆRE BRUNE HEDE. + + + Du kjære brune Hede, + du er mit Barndoms Æventyr, + der havde Hjejlen Rede, + der sprang saa muntre Dyr, + der hørtes Hyrdens Aftensang + til milefjerne Klokkers Klang, + mens Hederugens Vipper + saa tungt mod Høsten hang. + + Du kjære brune Hede + med Lokkeleg og Gyvelguld, + med Pors og Revlingbede + og tusind Lærkers Kuld, + med Ulvefod, som Knøsen slaar + i gyldne Slyng om Pigens Haar, + naar de ved Hedebækken + i Fællig vasker Faar. + + Du kjære brune Hede, + som bar min Borndoms Lykkeslot, + hvorhen min Fod vil lede + mig, naar mit Haar er graat, + omstridte Plet af Danmarks Land -- + til dig kom hjem fra Verdens Rand + og standsed mindebøjet + saa mangen mødig Mand. + + Ja, kjære brune Hede, + som revses haardt af Mand og Blæst, + jeg kommer for at frede + en fattig Minderest. + Du gjør mit Land saa sært og rigt, + du aander paa dets Kunst og Digt, + at værne om din Skjønhed + maa være Danskens Pligt. + + + + +MORGEN. + + + Morgenens vældige Sol, + løft kun din Kugle med Funklen blandt Banker i Østen! + Gjøgen bag Lyngstakke gol, + tusinde sangkjære Lærker faar Jubel i Røsten. + Brokken gaar krum i sin Grav, + Taagen i Drift mod sit Hav, + Trækfuglesværme bag Højene larmer mod Høsten. + + Bankerne drømmer i Dis, + Gravhøjens Skygge sig ræd under Lyngskrænten fjæler. + Edderkopspind i hvert Ris. + Lysende Verd'ner af Ild i hver Dugdraabe dvæler. + Nu er det Dagværkets Stund, + Skytten gaar ud med sin Hund. + Hellige Time, da Himlen paa Jorden nedknælen! + + + + +AFTEN. + + + Stille, Hjærte, Sol gaar ned, + Sol gaar ned paa Heden, + Dyr gaar hjem fra Dagens Béd, + Storken staar i Reden. + Stille, Hjærte, Sol gaar ned. + + Tavshed over Hedesti + og langs Veje krumme. + En forsinket Humlebi + ene høres brumme. + Stille, Hjærte, Sol gaar ned. + + Viben slaar et enligt Slag + over Mosedammen, + før den under Frytlens Tag + folder Vingen sammen. + Stille, Hjærte, Sol gaar ned. + + Fjerne Ruder østerpaa + blusser op i Gløden, + Hededamme bittesmaa + spejler Aftenrøden. + Stille, Hjærte, Sol gaar ned! + + + + +FREDLYSNING. + + + Den Muldvarp han graver i Morr og i Muld, + er nødig sin Roden foruden, + selv Roser og Liljer han kaster omkuld, + han sparer skam ikke paa Snuden! + O, Danmark, hver Blomst i dit duftende Bed, + saa ilde den vilde vist komme af Sted, + om Muldvarpens Slægt skulde raade! + + Vel priser vi Stræbet til Slægternes Gavn + paa Jorderne fede som magre, + naar, Danmark, du skriver med Solguld dit Navn, + i Rugens langtbølgende Agre. + Men ej tør vi maale vort Fædreneland + ved kun, hvad det yder i Skjæppe og Spand + og kaster i Krybben for Kvæget. + + Saa fattig' blev, Danmark, vel ej dine Kaar, + saa lidt gav ej Rugen i Trave, + at ej du har Raad til en Blomst i dit Haar, + en Lyngkrans til Fædrenes Grave. + Lad ingen mod Blomsten da vække din Harm, + thi Rugen skal nære vor Styrke, vor Arm, + men Blomsten skal nære vort Hjærte. + + Og Heden histude skal ingen forsmaa, + som sidder bag Bøg eller Linde; + dens Ranker er lave, dens Hytter er graa, + men hvor disse Ranker kan binde! + Ja, tusinde Længsler fra Præriens Land + gaar hjem mod dens Lyng og dens fattige Sand, + naar Solen i Majshavet synker. + + Her har vi da ridset i Lyngen vor Plan, + og her har vi givet Exemplet: + Et Alter staar rejst for den jagede Pan, + Naturen har hvælvet ham Templet. + Her mødes det skilte paa Barndommens Grund + med Himlen til Hvælving og Heden til Bund, + mens Mindet i Dugfaldet hvisker. + +16/3 1912. + + + + +EN BETLE HAAR. + + + »Her sejjer a, en betle Haar« -- + _haa_ -- haah! + og smumrer gued Turnipsblaad + _haa_ -- haah! + Æ Suel skjarer i mi Yw, + a er saa glaad, som Haar ka blyw, + haa -- _haah!_ + Haa_haa_haa -- _haa_haa -- _haah!_ + + Her vil a sætt mæ te imaar -- + haa -- haah! + for her er Fred og ingen Faar + haa -- haah! + Ih hwa, nu klør mi venster Ør; + ih, skuld en faa nø ild aa spør! + aa -- haah -- + aahaahaa -- haahaa -- haah! + + Dér lister Lâs saa laangs æ Laad -- + haa -- _haah!_ + og paa hans Nakk han haar en Spaad + aa -- haah! + -- -- -- Der skydes? Her! Aae Jess og Jøss! + saa war den Spaad en rædle Bøss! + aa -- haah! + aa_haa_haa -- haahaa -- haah! + + Og laangs den vejstest Turnipsraad -- + aa -- haah -- + nøj springer paa en Mynd si Maad + aa -- haah! + Aae, bette Bjen, nu op og rend, + som om det gjaldt jer Verdens End -- + aa -- haa -- + aa_haa_haa -- _haa_haa -- haah! + + Saa spænd, og sprang den usle Haar + aa -- haah! + saa beggi Ører laa sæ flaad + aa -- haah! + For hwer en Spring, en Drip der drap, + for hwem ka løf med Hawl omkap? + Aahaah! + aa_haa_haa -- _haa_haa -- haah! + + Det war i'æ Sid en haaj si Skaad + aa -- haah! + og det kund ingen Renden klaar, + aa -- haah! + Med jet saa fild en om og død, + saa holdt æ endle op aa blød + aahaah -- + aa_haa_haa -- _haa_haa -- haah! + + Æ Fowl bløw ved aa syng saa glaad + haa -- haah! + æ Vind den spøjt mell Turnipsblaad + haa -- haah! + og men æ Haar laa dér og død + æ Suel den strøg si laange Ør: + »aa -- haah! + aa_haa_ -- aahaa -- aah -- haah!« + + [Anm.: + _betle Haar_, Smule Hare; _smumrer_, fraadser i; _skjarer_, + skinner; + _imaar_, i Morgen; + _Lâs_, Lars; _Spaad_, Spade; _rædle_, hæslig; + _-raad_, Række; + _Skaad_, Skade.] + +19/4 1912. + + + + +SANG TIL DEMOKRATIET. + + + Op med nye Kampsignaler! + Det er Raabet ungt og barsk; + vi er Fremtid, vi befaler, + vi vil se vort Samfund karsk. + Ja, den Ungdom, som befaler, + den vil se sit Samfund karsk! + Ingen Leg med Idealer, + bort med hvert et plumpt Bedrag; + vi vil nye Kampsignaler + for at holde Dommedag; + ja, med nye Kampsignaler + Løgnen faar sin Dommedag! + + Væk med mugne Fæstningsplaner, + Frugt af Fortids Hjærnespind. + Krigspostyrets hovne Haner + galed aldrig Dagning ind, + nej, Kanonens sorte Haner + galed Død og Skumring ind. + Bort med alt, der Lyset raner + og gjør Kinden syg og graa. + Vandrer én paa Frafalds Baner, + ham skal Hævnens Lynild slaa; + vandrer _du_ paa Frafalds Baner, + Hævnens Lynild skal dig naa! + + Hør, hvor Haabets Morgenlærke + synger over Gry og Græs + og gjør alle Ønsker stærke + rundt om Gaard og Husmandshæs, + ja, gjør Mod og Viljer stærke + bag om sunken Hus og Hæs. + Hver en sodet Svend i Staden + ta'r nu Søndagsblusen paa; + han vil med, vil ud paa Gaden + for bag Fanens Fold at gaa. + Kjække Svende, ud paa Gaden, + alle bør i Rækken staa! + + Tag det Blylaag fra vor Skulder, + giv os helt til Fredens Dont; + ned med Krigens Krudt og Bulder! + Fred gjør godt, men Krig kun ondt. + Krigens Blylaag af vor Skulder, + da ihjelslaas meget ondt! + Under bedre Kampsignaler + styrkes da vor Samfundstro, + til omsider Sejren daler + over Flidens Arbejdsbo, + ja, til Lykkens muntre Svaler + daler over Fredens Bo! + +5/7 1912. + + + + +SVAMPEJAGT. + + + Naar Skovmosset drikker den høstmilde Regn, + mens krogrygget Bonden hjemkjører, + og Kvierne staar bag de piggede Hegn + med Dryp i de hængende Ører, + da stiger af Kilden, hvor Hindene gaar, + en Nymfe og planter -- den første i Aar -- + en æggegul lys Cantharelle. + + Og stiger saa Solen bag toppede Hæs, + mens Markmusen Dugdraaber slikker, + jeg skridter saa langt over regnslaget Græs, + langs Faldet med Havre og Vikker; + og segner end Som'ren for Leernes Staal, + med Latter September skal fylde min Skaal + med kridhvide Eng-Champignoner. + + Der vandrer to elskte ad Lønligheds Sti, + _hun_ trykker _ham_ Hatten om Panden, + _han_ slynger om _hende_ den Arm, som er fri, + mens Kurven han har paa den anden. + Aa se, hvor hun bøjer sig lændefin, slank, + og pludrer og plukker, til Kurv og til Hank + staar skjult under brune Boletus. + + Lad andre kun jage med Bøsse og Hund + og skyde til Høns og til Hare, + _jeg_ vandrer fortryllet langs Fjordvigens Rund + blandt _Svampenes_ farvede Skare; + den »Jagen« forsimpler ej Sind eller Aand, + den giver mig _Muld_ men ej _Blod_ paa min Haand + og Hjærte for alt -- indtil Krybet. + + Ja du, som maa slide de støvede Sten + og slaa dig til Taals med Kontoret, + søg ud for at rette de sovende Ben, + hvor Skovbunden dækker dig Bordet! + Thi aldrig er Danmark saa daarende skjøn, + som naar bag den bærfyldte rødnende Røn + den Ridderhat blaaner i Duggen. + +10/8 1912. + + + + +TIL EN MØLLERDATTER. + + + Hvor Kværnen dumrer i den dybe Dal, + og Sigtemelet Stænk paa Kinden sætter, + der gaar _du_ trygt i Barnets Mindesal, + om ogsaa Himlens Vejr en Møntørv letter. + + Saa fik vi hver en Plet, der drog os nær + og tog vor Tanke under Pilgrimsfærden, + hvor Hjemmets Skræpper blev os mere kjær + end al den Bøgeskov, vi fandt i Verden. + +17/8 1912. + + + + +TIL PETER SABRO. + + + Du valgte den herligste Gjerning, + som Solen har skinnet paa: + at tale og virke til Værning + for alle de svage og smaa. + + Din Stemme har runget og ræddet + saa mangen ugudelig Skarn, + lagt Ømhedens Pude tilrette + for mangt et hjælpeløst Barn. + + Derfor skal du nævnes i Norden + med Tak af hvert Barn der blev Mor, + naar selv du forlængst er i Jorden, + hvor Dickens vil kalde dig Bror. + +11/10 1912. + + + + +ZACHÆUS. + + + Det var sig Zachæus fra Jericho, + han var en Tolder for Gud, + Tariffen lod ham kun sjælden Ro, + men nøje han gransked dens Bud. + + Han toldede Dild og Duda-im, + han smagte paa Vin og Sucat, + han vejede Myrrha fra Rephaim + og Nardus fra Ararat. + + Med Varer Kameler drog til og fra + Zachæus i Boden trang; + Ægypten, Arabien, Asia + som Duft i hans Kjortel hang. + + Og Karavanernes lange Træk, + som fjernt over Ørkner kom, + som vadede Jordan og Kedrons Bæk, + de standsede her bag hans Bom. + + -- Der var paa Zachæus et saarbart Sted: + Han havde saa stakkede Ben, + og krumme var de desudenved, + det voldte den Tolder Mén. + + Naar mangen en langbenet Hejre lo + i Jerichos glade Stad, + _han_ maatte staa der i lave Sko + og spørge sin Kone: »Af hvad?« + + Drog Folket sammen i Klump og Klunt + paa Torvet til Sabbatfest, + de kunde nedrage _hans_ Horisont + med bare en Ryg af en Præst. + + -- En Solskinsdag, da om Jerichos Mur + de kløftede Falke fløj, + og Jordan gik fjern med sin vante Dur, + da hørtes fra Gaderne Støj. + + Sandalerne klappred mod Torvenes Sten + og gjalded fra Taarnportens Rum, + en Larmen af Oxe- og Menneskeben, + der gjorde Vandraaberen stum. + + Zachæus, der efter alt nyt var vild, + som altid den lavbente Slægt, + han tabte af Haanden den duftende Dild + og sprang baade Disk og Vægt. + + Paa Tærsklen han stod i et eneste Sæt, + hvad var ham nu Salg eller Kjøb! + »Profeten, Profeten fra Nazareth!« + de raabte derude og løb. + + Zachæus efter de andre sprang + paa krumme og korte Ben, + han løb, saa Sveden i Brynet hang, + og Gnister sprang op af Sten. + + Hans løste Bælte svang ud og ind + og smælded mod Mur og Løv, + hans Kjortel rejste en Hvirvelvind, + som slæbte med Vejens Støv. + + Snart vandt han da udenfor Stadens Mur, + hvor Slettens sitrende Luft + -- med støvede Palmer i blaa Kontur -- + var krydret af Balsamduft. + + Derinde hvor Jublen til Himlen naar + som Søjler fra Folkets Strøm, + der er det, i Lys og Glans han gaar, + hans Dages og Nætters Drøm. + + -- Til Tolderens lille hvidkalkede Hus + kom Rygtet med Løst og Fast, + mens Kjøbmanden tømte det bugede Krus, + og Oxerne skiftede Last. + + Og mangt et Sagn til _Profetens_ Lov + om Visdommen underbar + var ført over Ørkner paa Æslets Hov + eller Puklen af Dromedar. + + Zachæus havde det mindste hørt + og gjemt det i trofast Hu + og havde sin Griffel bag Øret ført + og spurgt om mere endnu. + + -- I Dag kom Profeten til Jericho, + i Dag vandt Drømmene Magt; + aa, maatte han mætte sit Syn, sin Tro, + og kysse en Flig af hans Dragt! + + Men Hoben spærred til hver en Kant, + hans strakte Taa var for kort; + han rev og sled, og hans Taarer randt, + men altid stødtes han bort. + + Da saa han ved Vejen et Morbærtræ + med alle Grene i Blost; + der klatred han op med rystende Knæ + og holdt med Møje sin Post. + + Skjønt Solen skolded, og Hvepsen bed, + og Grenen var knudret og raa, + skjønt Sokken sank ham om Læggen ned, + han tyktes sig ovenpaa. + + Det Menneskehav, som dernede brød -- + her kunde han pejle dets Bund, + se Grenenes Viften i Solens Glød, + se ind i hver jublende Mund. + + Alt andet hans Øje jog rask forbi + og søgte mod Centret frem; + der vandred en Skare, otte à ti, + hvem var nu Profeten af dem? + + Han havde vel tænkt sig en Drot til Hest + med Sværd og forgyldene Spir, + Cymbalers Klang og Trompeters Blæst + og Krone af Guld fra Ophir. + + Her stod nu en solbrændt Klynge af Mænd + -- Kuløren kraftig og frisk -- + og Dragten, som slubred om Ankel og Lænd, + var plettet af Tjære og Fisk. + + _Der_ kom jo Profeten, der vandred han frem + midt gjennem det Folkehav; + I Haanden en Stav, om Livet en Rem, + paa Skuldren bar han en Sav. + + Han syntes saa aandig, saa drømmerig + mod Fiskernes tjærede Flok, + og Vinden løfted hans Kjortelflig, + og Solen kyssed hans Lok. + + Og nærmere Træet Profeten gled, + da tabte Zachæus sin Sko; + de hvideste Blostre dryssede ned, + men Jesus saa op og lo. + + »Kom ned Zachæus, kom ned til mig, + thi som mine Øjne ser, + vi skal nu begge den samme Vej + for aldrig at skilles mer!« + + Ned sank Zachæus. I Lykkerus + med Jesus han hjemad drog, + og Lys der tændtes i Tolderens Hus, + som mer end en Sekel vog. + +Efteraar 1912. + + + + +VRØD-I-VRONT OG MARI STONT. + + + Der so en Mand paa Vinkel Vratt, + de kaldt ham Vrød-i-Vront, + han to te Kwind en Hjaj fræ Bjatt, + og det war Mari Stont. + »Vrød-i-Vront og Mari Stont« + bløw te Sej æ Herred rundt; + _de_ war gjaen glaad ved lidt, + og møj de nowed ett. + + Aa wank af Stej just _for_ det samm + war snaar djé jennest Lyst, + og nær den bette Lærki kam, + de høt hind aaltid føst; + grev de da hinaân og sprang + _Stonthues_dans te Lærkisang, + lejt og spøjt med Tor i Yw + som Lamm paa gammel Hyw. + + Og hun plot Krusbær i æ Hied + og Trønbær i æ Mues, + og han to Ol saa tykk og fied + og band'em i hans Hues. + Vrød-i-Vront og Mari Stont + de haaj mir end jawen tront, + _de_ skuld bind wor Muer en Lim + og hwer en Krikk en Grim. + + Og han kund hegs dæ Kai i Kow + og vis med Woll for Wand, + og hun kund spo, hvor Mett skuld bow, + og hwem hun fæk te Mand. + Han en Dram og hun en Skro, + _strax_ laa de en Skorsten po; + Mænd og Skorstjenn strøj de mej + paa gywtglaad Piggers Vej. + + Og han kund si det særest nøj, + som anner ett vidst aa, + som Worr for Død og Bjærgmands-tøj + mell Minnestid og Daa. + -- -- Æ Ellpig fræ Flæskidam -- + maatt æ Dæwl _hind_ annamm + _hun_ haaj rejen paa _hans_ Nakk + fræ Bæs te Kistelbakk. + + Hwor der bløw spelt og raaft: Godtôr! + der war di i dje Es, + og kam _de_ stumlend te en Gord, + saa bløw der sgi Kommes! + Saa begynd æ Knæjt aa vals, + saa begynd æ Hund aa hals, + Vrød-i-Vront og Mari Stont + haaj Gled, saa det ku bundt. + + Men nu er _Swot_ jo Lywkulør, + Maløwt er _nu_ di Dram. + Aa ta Pati for godt Humør + det regnes _nu_ for Skam. + Vrød-i-Vront og Mari Stont + med dje Klud og med dje Klont -- + Gud ha Lov, de wal er død! + Hwor skuld _de_ faa dje Fød? + + [Anm.: + _Stont, Stunthose_, fodløse Strømper; _Vratt_, Forager; _Hjaj_, + sølle Fruentimmer; _Bjatt_, Bjert (Landsby); + _Krusbær_, Tyttebær; _Lim_, Kost; + _Woll_, Pilevaand; + _Worr_, Varsler; _Bæs_, Bers; + _stumlend_, usikre i Gangen; _bundt_, klodse noget; + _Swot_, sort; _Maløtot_, Malurt; _Klont_, Byldte.] + +Vinteren 1913. + + + + +BØRN FRA GYDEN. + + + »Jeg er vel kun en lille Pige + men faar jeg Mad og bliver stor + og faar jeg Sorgen til at vige, + saa skal jeg rigtig hjælpe Mor; + faar vi saa begge to en Kjole, + og jeg lidt bedre Sko til Skole, + saa har jeg ingen Ønsker fler, + naar Mor blot ikke græder mer.« + + »Og jeg er én af de smaa Drenge, + som gjerne vilde gjøre Gavn, + men som har sultet altfor længe + i dette rige Kjøbenhavn, + men fik engang jeg nok at spise + saa sang jeg vist en anden Vise, + blev Hosten kvit, som nu jeg har, + og skulderbred og stærk som Far.« + + Saa er vi Børn fra Kvist og Kjælder + -- ak, tusind vil kun halvt forslaa! -- + for hvem det Liv og Helse gjælder + at kunne ud til Solen naa. + Det er saa tungt paa kolde Stene + som Barn at gaa forknyt og ene, + at vide Dagen er saa nær, + mens Mørket altid ruger her. + + Nu kredser Fugl om Danmarks Strande, + kun Vingens _Skygge_ kjendes her -- + der lyder Sang fra Skovens Rande + og Kuk fra lave Elmetrær; + men vi med Barnets Sind og Længsler + -- hvi spærres vi i disse Fængsler? + Skal alt faa Blomst og gro igjen, + og ikkun _Barnet_ visne hen? + + Nej hjælp os til, før mat vi segne, + at faa vort Skud i Solen op, + hjælp paa det _sunde_ Hjærtes Vegne, + før Ormen huler ud vor Knop. + Kanske det Barn, som Lykken vrager, + skal bære Sten af Danmarks Ager, + naar Kløgt og Flid hos _hjulpen_ Mand + har hædret Barnets Fædreland. + +30/3 1913. + + + + +SÆDEMAND. + + + En Bonde med sin Sædekurv -- + det er for mig et Højtidssyn! + Naar Haren løb saa tung og trind, + og Løvet frynsed Skovens Bryn, + da skred han fra sin Ladeport + med Kurven paa sin venstre Lænd + didud, hvor Marken venter tavs + med voxen Daad til voxne Mænd. + + Med Haanden i den gule Sæd + og Brystet frit mod Vinden op + hans Syn omspænder varmt den Jord, + hvor Harven gaar til Hyp og Hop. + I næste Nu hans tunge Sko + vil stempe Mulden dybt og fast, + mens Sæden spredes for hans Fod + i lange runde Nævekast. + + Og Kurven knirker mod hans Lænd, + og Kjærner gule, Kjærner graa + de borer i den varme Muld, + og Solen dynger Guld derpaa. + Og Lærker synger, Græsset gror, + og Bier gaar i Blomsterdans, + og hvad paa Valborgdag blev saaet, + skal staa i Flor omkring Sankt Hans. + + Det gror, vort kjære danske Brød, + det gror i Sol, det gror i Sang, + det gror i Arbejdsdagens Stræb + som under stille Kirkegang. + Det gror, det gror -- i Majnatsregn, + det gror i Dug ved Solhverslag, + naar Havrens Toppe ringler fint + til fjerne Klokkers Bedeslag. + + O, Bonde med din Sædekurv + og i din grove Arbejdsdragt, + du tykkes mig i denne Stund + med selve Evighed i Pagt. + Imens du som en Offerpræst + henskrider tavs og alvorsfuld, + du signer med din højre Haand + den sorte grødesvangre Muld. + + Tak, Bonde, med din Sædekurv! + Lad Landet grønnes i dit Spor, + saa vi med Stolthed Aar for Aar + tør pege paa den danske Jord. + Saa længe _du_ i Furen gaar, + saa længe _du_ har Arbejd kjær, + skal Danmark lægge Fold til Fold + i Sol og Storm og Bygevejr. + +10/5 1913. + + + + +UNG VISE. + + + Alle mine Længsler de smyger sig om dig -- + _did_deli, om dig! _dud_deli, om dig! + Bare en af dine nu gik den halve Vej -- + _did_delu og _did_deli -- til mig! + + Alle Havens Blomster de dufter kun om dig, + diddeli -- om dig! duddeli -- om dig! + Rose og Reséda og Lind og Volverlej -- + diddelu og diddeli -- om dig! + + Pløjer jeg min Ager, da synger jeg om dig -- + diddeli -- om dig! duddeli -- om dig! + Lærken over Ploven med Sangen hjælper mig, + diddelu og diddeli -- om dig! + + Biers Nyn og Sødme -- _alt_ minder mig om dig! + diddeli -- om dig! duddeli -- om dig! + Al min Gjerning bliver ved dig en Blomsterleg, + diddelu og diddeli -- om dig! + + Sidder jeg i Kirken, jeg tittet hen til dig, + _titterli_ -- til dig! -- _tutterli_ -- til dig! + derfra op til Altret, hvor du vil staa med mig -- + diddelu og diddeli -- med _mig!_ + +19/8 1913. + + + + +GAMMEL JEHANNES HANS NØJESVIS. + + + Æ Klokk haar slan æ Or er gan -- + en nøj vil rist si Ving, + _den_ haar en gylden Kied te somm, + en Sel te flir dje Bring. + Æ Kokk ka gaal dje Kraaser krumm, + men ingen ved, hwad Or de'el komm. + Aa-e-ja! + Hwem der en jenle Kik maatt ha! + + Men render end _di_ Klokk i Sto, + Worherr haar jen, der gor! + Den sædr æ Tid, nær aalt ska gro, + og toler ett, det stor. + Aak, fæk _a_ søen en Nøjesgaw, + da vild a gled mæ aall mi Daw. + Aa-e-ja! + A for den Ot, som _a_ ska ha! + + Men helsen er der faa tefreds + ved denne Verdens Burd, + far de faar _min_ og anner djes + rajt grundig o æ Jurd. + Men kund enhwer bestemm æ sjel, + da skuld I baare si en Spel + -- aa-e-ja! + hwad Nøjesgaw enhwer vild ta! + + Mi Nobo Trowls han vild nu drikk + fræ Maan te Awtensend, + saa du kund po hans Øwn prikk, + imen æ Glajs han vend; + en Kuen, der villig bor for Burd, + en Bimpel som en Oxehued + aa-e-ja -- + det war den Gav te Trowls vild ha. + + Wor Slagter han haaj ett imud, + te Folk vil _rigtig_ fraas, + te vi gik forlænds te æ Burd + for ret aa fyld wor Kraas; + det war hans Handl aa si opo, + te stue Swyn de od dem smo, + aa-e-ja -- + det Syn han lig ku lid aa ha! + + En Skræjers Nol haar gued Kor, + hwor »Hold-ijen« er henn; + en pyntsyk Kwind i hwer en Gord, + en Flok af skjødløs Swenn, + en nøj Slaws Mued hver Maanedsdaa + -- da er æ føst, wor Skræjer er glaa; + aa-e-ja; -- + æ Regning -- den fôr _do_ og _a_! + + Wor Smed han blæser uden Row + og ønsker uden Len, + te aall wor Plag maatt smid dje Skow + og komm te ham ijen; + og kyrer do di Plow i Gras -- + da ved _a_ jen, det er tepas -- + aa-e-ja! + tho grassed Plov si Smed maa ha! + + Wor Tækkimand, der fæk æ ild, + om ingen gjord ved Hus, + a tinker wal, han gjan vild, + te Kjørmes Knud ku bus, + saa hwer en Tot af Taag maatt flyw + og fust si Vej fræ Skaw te Skyw -- + aa-e-ja! + det vild den Træjring gjaen ha! + + Wor Snejker ber om Low aa law + en Kist aa putt dæ i, + der aalle jen Stej skuld dæ skaw + men blyw jawn laang og vi; + en søen jenle bette Hyr + nu men _æ Row_ det er saa dyr -- + aa-e-ja, + den vild wor Snejker gjaen ha! + + Wor Krormand vinker i hans Dar, + han gir saa nødde Slip, + saalæng di Paang er nueting ward + og du ka syk en Drip. + Men drik di _sidste_ Øg af Staald -- + da faar du snaar hans: »Guj i Wold!« + aa-e-ja -- + det jennest Gued di Krormand ga! + + Wor Prokuraater plot mæ nær, + det gik lig ad æ Skind; + men læ ham mød med den Salær, + nær _sidst_ Instans gaar ind. + Da kund en moski fo si Peng, + men _da_ 'r æ bløwn søen _lowle_ læng -- + aa-e-ja + da vild _a_ nødde _hans_ Plads ta! + + Wor Degn han synger faale falsk + i Amen ved æ End. + Han slaar æ Knæjt, og han slaar dwalsk, + det maa di Pejr bekjend; + men gi hans Kuen te Ywl en Aând, + saa spaarer han det kje-re Baân! + Aa-e-ja! + men âandløs Bøen _braa_ Haak maa ha! + + Wor Præst han viger ett en Tomm + fræ Trowens san-de Urd. + Vi Syndre maa putt i hans Lomm, + og den er jawnhen stur. + Men nok aa gywt og nok aa døef, + saa fild der Hawr i æ Præjst hans Krøef, + aa-e-ha! + en Gjewt den Præjstlomm da ka ta! + + Den Krigskaal, der er no paa Mued, + han _er_ en Landeplaw; + hwad der skuld komm woss aall tegued + ka _han_ guff i hans Maw, + og Sor og Hordhid, Blod og Kri + han vild, æ Land sku dejgnes i. + Aa-e-ha! + Det bløw en stywle Dram aa ta! + + Nej, _a_ vil ønsk jer _Lykk_ og _Fred_, + saalæng enhwer ska løw, + saa ingen gjør den naaen Fortræd, + hwad ondt han end maa døw; + te Byg mott bær og Row mott grow, + og hwer mott malk si egen Kow, + aa-e-ja -- + for _søn_ en Lykk wor Lyw vi ga! + + [Anm.: + _Nøjesvis_, Nytaarsvise; _slan_, slaaet; _æ Or_, Aaret; _gan_, + gaaet; _Sel_, Sele; + _sædr_, passer; _den Ot_, den tilmaalte Del; + _anner djes_, andres; + _Maan_, Morgen; _æ Glajs_, Glasset; + _skjødløs_, skjødesløse; _Mued_, Mode; + _Len_, Ophør; _i Gras_, itu; + _Kjørmes Knud maatt bus_, Nordenstormen maatte rejse sig i sin + Vælde; _fust_, fare bort; _Skaw_, Skave; _Skyw_, Skive; + _Træjring_, Gavtyv; + _skaw_, gnave; _vi_, vid; _jenle bette Hyr_, en lille Bestilling; + _Row_, Rug; + _syk_, synke; + _plot_, plukkede; + _dwalsk_, slem, haardt; _Aând_, And; _braa Haak_, dygtig Klø; + _Gjewt_, den Portion, man giver et Dyr i Krybben; + _Sor_, Saar.] + +18/1 1914. + + + + +HANS KAARSBERG. + + + Der red en Rytter over Steppen hvast; + saa muntert hoppede hans Huekvast. + + Der sad en Doktor i et Vennelag, + og ingen hørte Hanen varsle Dag + for Ordets Fest, for Viddets Latterbrag. + + Hvor denne Digter-Doktor tager Sæde, + der hopper Bægrene af Fryd og Glæde. + + Et mandigt Hjærte og en følsom Aand, + Kirurg og Jæger -- samme sikre Haand! + + Og _skal_ den vilde Hare _skydes_ tam, + i Guds Navn, Venner, lad det ske ved ham! + Han vil ej skjænde Skovens Tempelro + ved plumpe Skud mod Hjortens unge Ko. + Han kjender Brokkens Hus og _Vildtets_ Veje, + men sænker Bøssen for at se _det lege_. + + Paa Fantasiens høje Ørkenridt + -- hvor skued han fra Sadlen milevidt! + Vi har Poeter nok i emsig Dont, + men faa med denne Digters Horisont. + + Den Nattergal har lidet rørt hans Sind + saalidt som »Poppedreng« paa sukret Pind, + og endnu har han holdt sig i at daane, + selv om i Sorø Sø han saa en Maane. + + Dog bølger stærke Sange i hans Sjæl, + og Rytmen gjorde ofte rap hans Hæl. + Det stærke Blik, der kunde haane vildt, + det har jeg set bag Brillerne saa mildt, + naar Poesiens glade Glimmertraade + blev snoet til Streng ved høje Guders Naade! + +24/1 1914. + + + + +LANDARBEJDER-SANG. + + + Saa langt jeg stirrer i Danmark ud, + jeg skuer vist tusinde Hytter; + de skaller i Frost, og de drypper i Slud, + i Blikstille staar de og lytter; + og Vinden hvisker ved Gavlens Straa, + mens Solen gaar mægtig af Havet. + Pas, Danmark, vel paa de Hytter graa, + dér ligger din Skjæbne begravet. + + Vi skatted for længe til Pragt og Prunk + bag klingende Titler og Navne; + hvor een kan føre sig stolt og strunk, + maa hundrede sukke og savne. + Men Folkets Lykke var sjældent dér, + hvor Falke om Duerne rives, + langt oftere hist paa lave Kjær, + hvor Byggen ved Midsommer trives. + + Naar Danmark ligger i lyse Tavl + saa kjært mellem Bøg og Linde, + mon ej hin Mand bag den skjæve Gavl + har virket det -- han og hans Kvinde? + Mon ej med Troskab i Savn og Flid + I brugte Ploven og Hakken? + Hvorfor faar I da en ussel Hvid, + mens andre ta'r Lønnen og Takken. + + Hvor Greven stænger sit Vangeled + for andre end Hjort og Hare, + mens Slideren dyrker sit magre Bed -- + dér synes mig Landet i Fare. + Men I, hvis Arv blev den stærke Krop, + de hærdede Muskler og Arme, + stem Ryggen mod og skub Leddet op, + og kun et Par Grever vil larme! + + Men skal I vinde jer Ret en Dag, + I faar den vist ej som Gave, + først efter mange og drøje Slag + mod Fejghed, ja Kolber og Stave. + Men gaar til Kamp det for Barn og Hjem, + og skulde for Alvor det gjælde, + se ikke skræmte fra Døren frem, + som Hønen ser op fra sin Nælde. + + Den Kamp, I rejste for Hyttens Kaar, + den fører I helt for os alle. + Skal Lykken trives i Danmarks Gaard, + maa Fordommes Stenmure falde! + Lad Hjorten knejse bag Pigtraadsnet, + lad Lehnsjordsfasanen sig svinge -- + men Manden har dog en større Ret, + og Retfærd en videre Vinge. + +14/5 1914. + + + + +LILLE EDITH. + + + Det var i den Time, hvor Ax og Rør + sig sænker mod Aftenrød: + et legende Barn kom til min Dør + saa tindrende glad og sød. + + Og Lokkernes Ynde saa fyldigsort + nedringled paa Axlen frit, + og Blikket, saa kandisbrunt og stort, + omsvævede skjælmsk og blidt. + + Hun smuttede ind og ud igjen, + som Straalen gjennem et Glar, + imens en vimrende Hundehvalp + hun løftede op og bar. + + Hun legede ned ad min Trappesten + med Blomster og Hund og alt; + hun legede under den Rosengren + paa trinde, fjedrende Barneben. + _Da_ midt under Legen hun faldt! + + Hvorledes? hun rejser sig ikke op! + Hun løfter ej Haanden mer; + det sprælske Knæ og den lille Krop + nu ligger saa tungt som Ler. + + -- Du elskede lille Edith-Sjæl, + som vied til Sorg mit Hus, + end staar der Spor af din Barnehæl + herudenfor i mit Grus. + + Du lille Straale fra Livets Vaar, + hvi havde du al den Hast? + -- En Straale kommer, en Straale gaar, + og ingen kan holde den fast. + + Du gled tilbage mod Dybets Favn + til Solen, der sendte dig ud. + De _Vise_ strides om Solens Navn, + de _Grædende_ kalder den: _Gud_. + +6/8 1914 + + + + +BRYLLUP. + + + Du var ung, du var frisk som den vaarfødte Blæst, + naar den stryger langs pløjede Kjær, + du var smidig i Kast, og en Yngling i Spring, + og din Latter laa rede og nær. + + Og du fór paa dit Hjul langs de stenslagne Spor, + mere rapt end den spejdende Ravn, + og du skrev os en Saga om Sejghed og Mod, + mens Udholdenhed kroned dit Navn. + + Du tog Bøssen fra Knag, blev en Jæger med Lyst, + stolpred hjem under Fuldmaanens Skjær, + mens i Natten du lytted til Regnspovens Fløjt + højt til Vejrs over Barndommens Kjær. + + Da jeg traf dig som Mand, da jeg vandt dig som Ven, + og dit Venskab blev uden en Sprag, + intet Falsk i dit Blik, ingen Svig i din Mund + ingen Rømning fra Ord eller Sag. + + Se, da gled der en Sky for din høstblanke Sol, + stænked Fugt paa din rustfrie Sjæl, + og jeg selv blev saa tavs ved at se, hvad jeg saa, + at en Orm havde stunget din Hæl. + + Men nu stiger der Dagning for Vindvet paany, + alle Skyggerne gled deres Vej, + hør Forjættelsens Klokker de ringer mod Sky, + og de Klokker de ringer for dig! + + Thi en Kvinde har listet sin Arm under din, + du har vundet den yndigste Ven, + hun vil smykke dit Hjem med sin Ynde, sit Smil + og gi Liv til din Ungdom igjen. + + Kommer Tyngselens Aand som til Tungsindets Saul, + synes Dagen dig møjsom og sort, + ryk til Arnen din Stol, tag din Hustru paa Knæ, + hun vil stryge dig Skyggerne bort. + + Se det lyner af Sværd, mens I slutter jer Pagt, + der staar Angst af den bævende Jord. + Men om Verdner end brænder, skal Elskov ej dø, + se, dens Blomst staar i Asken og gror! + +23/9 1914. + + + + +SØLVBRYLLUP. + + + Femogtyv' Aar + de gi'r mange Slags Kaar, + de gi'r Jubel og Sorg, alt som Huen den staar. + Femogtyv' Aar + gi'r den Smule, vi naar, + giver Godtvejr og graat Vejr og Høst efter Vaar. + + Femogtyv' Aar + de gi'r Føl, de gi'r Faar, + de gi'r tusinde Ting, som en Bonde attraar. + Femogtyv' Aar + gi'r en Mage og Maar, + giver Børn i din Stue og Liv i din Gaard. + + Femogtyv' Aar + giver Sølv i dit Haar, + ogsaa Sølv i din Pung, om dig Lykken bistaar. + Femogtyv' Aar + giver Skrammer og Skaar, + giver let Sind og træt Sind, mens Skyerne gaar. + + Femogtyv' Aar + gi'r den Lykke, du faar, + gi'r dig Pligtslid og Gigtslid i Lænder og Laar. + Femogtyv' Aar + gi'r en Mand i hans Gaard, + gi'r dig Præg, som du bærer, til Domsklokken slaar. + + Femogtyv' Aar! + Om I sleger hæ' slaar, + kom I bare _igjen,_ om med Hæder I gaar. + Femogtyv' Aar! + Kom med Sødme som Saar, + vi skal vandre jer ud, om vi stumler hæ' staar! + +9/10 1914. + + + + +VED SUSAAEN. + + + Det var ved Susaaens Vande, + du tripped saa ung og sund, + med Aftenens Guld paa din Pande + og Kyssets Dug paa din Mund. + + Der var i de danske Skove + ej Rønnebær mere rød + end dine Læber var røde + hin Aften mod Nedgangens Glød. + + Det var ved Susaaens Vande, + jeg husker ej Sted eller Stund, + kun Lysets Leg paa din Pande + og Kyssets Dug paa din Mund. + +18/10 1914. + + + + +GODT MOD! + + + Den skjælmske Gjøg, som ler paa Danmarks Vang, + han kukker helst til den, som først er ude, + og Morgensolen saa jeg mangen Gang + at slænge Guld igjennem fattigst Rude. + + Det Lykkesind, der frydes ved Guds Sol, + det styrker Landets Marv og Ligevægten, + det gjør selv Gaasebænk til Kongestol + og skyder Stræbepiller under Slægten. + +8/11 1914. + + + + * * * * * + +TRE KRIGSDIGTE. + + + + +MILITARISTEN TALER: + + + Brænde skal Verden, brænde skal alt, + Slotte, Kaféer, Katedraler, + ej blot dit Forraad af Mel som af Malt, + hvad du har sparet af Sødt eller Salt, + men ogsaa de blaa Idealer! + + Himlen histoppe, Guds Jagtrevier, + drysse den skal som brændt Papir + ned over trampede Sletter! + Siden med Krudtrøg og Mørseres Brum + atter vi fylder det tomme Rum + og Klodens bestjærnede Nætter. + +6/12 1914. + + + + +DIPLOMATER. + + + Moses styrede Israels Stat, + Aron var øverste Diplomat + med to gyldne Horn udi Panden. + + Moses gik sig en Morgentur, + Aron tog sig en Middagslur, + men hvem der ej sov det var Fanden. + + Da Aron vaagned og Moses kom hjem + dem mødte alt Folket, som dansede frem + med trukken Kniv mod hinanden. + +6/12 1914. + + + + +KEJSERENS GUD. + + + Han talte for Fronten til Folk og Hær; + med Jernhaand løfted han højt sit Sværd + og raabte fra Sadlen i alt sit Skrud: + »Vid, Kejserens Gud er en vældig Gud!« + + Han førte de Hære mod Frankerland, + og Byer og Borge gik op i Brand. + Da trodsed en Fæstning hans Herskerbud. + Men Kejserens Gud er en vældig Gud! + + Det lød i Stormen: »En Mørser frem!« + Da splintredes alt fra Syld til Rem. + Kun Grus var Borgen ved tredje Skud. + Jo, Kejserens Gud er en vældig Gud! + +6/12 1914. + + * * * * * + + + +SALME. + +(AF »JENS LANGKNIV«.) + + + Tag min Sjæl + naaderige Gud, + før min Marterpæl + skyder nye Skud! + Satans Vingestræk + rev min Modstand med. + Tag mig Synder væk + til din Fred! + + Syndsens Spe + stinger Kjød og Blod, + Taarens Anger-Ve + drypper for min Fod. + Alt hvad jeg fik kjær, + Moder, Viv og Ven -- + Verdens Bygevejr + bar det hen. + + Slangen bed; + Smertens Skaal løb fuld, + mens i Mulm jeg stred + for en Sjæl af Guld. + Om min Kjærlighed + regnes mig til Fejl -- + Herre, skjær den ned + med din Segl! + +29/12 1914. + + + + +HILSEN TIL ESBJERG + + + Her gik Træk af vilde Svaner + over denne Grund engang, + der hvor nu de høje Kraner + synger deres Kjættingssang. + Sneglehus og Muslingskal + her gav Plads for Skibes Tal. + + I de høje Maanenætter + bli'r din Bølge tit saa kaad, + vildt den over Molen sætter + ned i Bark og Fiskerbaad. + Fløjten ryster Torv og Tind, + naar din Englandsbaad gaar ind. + + Kjække By af Bølgens Naade, + Havet rigt og lunefuld + vipper dine Fiskerbaade, + slænger for din Port sit Guld. + Sommerkvældens Vestenvind + aander Salt paa Barnets Kind. + + Havets Rytme, Flod og Ebbe, + lad den svulme i dit Blod! + Smaalighedens strøgne Skjæppe + -- nej, til den er du for god! + Jydens Kløgt og Handelsaand + slaar din Haand i Verdens Haand. + + Salt i Blodet, Salt paa Tungen + -- ej blot Salt paa Fedtogbrød! -- + Aabent Sindet, aaben Pungen -- + da har Staden aldrig Nød. + Havets blanke Landevej + blinker for dit Barn og dig. + + Naar en Dag hint Verdensbulder + stilner i en Broderfred, + naar Evropas syge Skulder + atter læmpes lindt i Led, + da gjør snart en Nytids Gry + dig til Jyders Første-By! + +18/3 1915. + + + + +NIELS BRANSAGER. + + + Saa lyst et Sind, som her gled under, + jeg mødte kun den ene Gang; + thi du, som her i Kisten blunder, + var Folkets Barn i Tro og Trang, + og alt hvad Skjønt det Folk skal naa, + _dit_ Ynglinghjærte nynned paa. + + En Stridsmand var du blandt de kjække, + det kjendtes trindt om Sjællands Kyst; + da kom en Pil fra Dødens Snekke + og traf dig i dit unge Bryst. + Men selv paa Smertens Sygeseng + du fingred ved din Buestreng. + + O, Livets Gud, som skjænker Kraften, + hvi høsted du hans Rug saa grøn + og ringed Solen ned før Aften + for denne Lysets muntre Søn? + Ubrugte Evners lyse Guld -- + hvor tungt paa jer at kaste Muld! + + Men naar det gror i Danmarks Ager + og gjærer varmt i Folkets Sind, + og naar paa Sejrens Dag vi flager, + _hans_ lyse Navn gaar med os ind + -- med Duft af Kløver mild og sval -- + i Mindets høje Frihedssal. + + -- Kom Vaarens Vind, og stryg hans Pande, + kom, Foraarsblomst, og kys hans Mund, + før over Gravens mørke Rande + han sænkes ned i Sjællands Grund, + hvor Blomst skal spire, Haab skal gro + af Fædrejord og Ynglingtro! + +2/4 1915. + + + + +JENS HANS HYWLBOR. + + + Jens Bruus han haaj ingen anne Vogn + end en Hywlbor, + men han war kjend øwr æ hiele Sogn + for hans Hywlbor. + Den fløjt som Ryler en Ruskregnsnæt, + den tut for Tier, den fløjt for Fjedt, + Jens hans Hywlbor, + Jens hans Hywlbor. + + Jens Bruus han hint hans Ywlbrændmen hjem + po hans Hywlbor, + og det war nøj der haaj Fynd og Klem, + -- spør æ Hywlbor! + Dér lo hans Wanter, dêr hwilt hans Dunk, + dér gik han sjel lisse strøg og strunk + baag hans Hywlbor, + baag hans Hywlbor. + + Jens Bruus han tyt sæ en holden Mand + baag hans Hywlbor, + og spyt teframm øwr en javn Tønd Land + fræ hans Hywlbor. + No haaj han Edels og Hus og Skywl, + og Brændmen nok te en kristle Ywl + po hans Hywlbor, + po hans Hywlbor. + + Da Jens war landed paa Dosbjærg Bakk + med hans Hywlbor, + da drap æ Swed fra hans Haag og Nakk + i hans Hywlbor. + »Harens!« raaft Jens. »Kluk-klunk!« swor æ Dunk, + og niedad skor æ med Skump og Skunk + i hans Hywlbor, + i hans Hywlbor! + + Det tyt æ Hund' war for gløj en Vals + med en Hywlbor; + der hwirlt en Kytter fræ hwer en Sals + mod hans Hywlbor. + De kløj dje Gummer mod Jens hans Bjenn, + saa no begynd sgi æ Bruus aa skjenn + med hans Hywlbor, + med hans Hywlbor. + + _Det_ peef og klawed sæ uden Ro + fræ æ Hywlbor; + det war en Jammer aa hør opo + _aa_ en Hywlbor! + Æ Dunk den hopped i hyw Galop, + æ Bruus strat ud, men æ Hund holdt Trop + med æ Hywlbor, + med æ Hywlbor. + + Med Jet begynd æ aa vrikk og wakk + i æ Hywlbor; + fár Jens han nowed æ Bund aa æ Bakk, + støwt æ Hywlbor. + Æ Værk stod still, det ga ett en Mjav; + æ Dunk -- den trilt ad en Mergelgrav + uden Hywlbor, + uden Hywlbor. + + Jens Bruus han so paa en Knold og græd + uden Hywlbor: + »Mi Ywlbrændmen -- no legger æ dér + -- og mi Hywlbor --! + Mi Lyng mo bjerres i Mues og Hied; + men Dæwlen skuld da hint Brændmen mier + po en Hywlbor, + po en Hywlbor!« + + [Anm.: + _Hywlbor_, Trillebør; _tut_, tudede; _Tier_, Tjære; + _Ywlbrændmen_, Julebrændevin; _strøg_, nydelig; + _tyt_, syntes; _teframm_, fremefter; _Edels_, Mad; _Skywl_, Husly; + _Haag_, Hage; _harens_, afsted; _skor æ_, skar det; _Skunk_, Stød; + _gløj_, hæftig, hed; _hwirlt_, hvirvlede; _Kytter_, Køter; _kløj_, + kløede; _skjenn_, løbe løbsk; + _holdt Trop_, h. Stand; + _wakk_, vakle; _støwt_, styrtede; + _sô_, sad; _bjerres_, bjærges;] + +14/5 1915. + + + + +SEJ MÆ, SKA VI MEJ I KRI? + + + Sej mæ, ska vi mej i Kri? + Kan æ dryw wor Dar forbi? + Vi er Bønder for Worherr, + løwer derfor helst i Fred. + + Fred mo te, hwor nøj ska grow, + Fred po Awer, Fred po Low; + Fred i Hus som Kongens Gord, + det er søen, en Land bestor! + + Hwad de Stur fæk rejen nied + i en Ywbliks Kowtehied + kan de biel og bittesmo + krassel mej, te de blywr gro. + + Vi vil _Kamp,_ men aalle _Kri_. + Kamp det er der Mjenning i. + Kamp gir Kræfter, Lyw og Spel. + Kri slaar Lyw og Mand ihjel. + + Der er andt, vi haar aa gjør, + ogsaa andt end ælt wor Smør: + Gjør wor Land saa skjøn og fri, + te dem bejst kund tryws deri. + + Det mo vær wor dawle Lær: + Urets Brød mo ingen tær, + ingen Ridt paa naaen Mands Nakk, + liggud Ret i Gord og Brakk! + + Hwis en Ryk bløw krum med Ær, + hwis en fæk formøj aa bær, + len en lidt, og lidt ijen; + dæ vil anner saa gi Len! + + Nys wor Low bløw lig for aall, + søen en Low vil vi behold. + Krænkes den, saa slaar vi te, + saa de skal blyw legn derve! + + [Anm.: + _rejen_, redet; _Kowtehied_, Overmod; _krassel_, mase; + _tryws_, trives.] + +24/7 1915. + + + + +BARN OG MOR. + + + Vug mig, Mor, + mens min spæde Livskim gror; + vug det Onde af min Vej, + vug det Sunde op i mig! + Vug mig, Mor, + mens mit Pust i dit sig snor. + + Vug mig, Mor, + nu da Rug til Ringlen gror, + Lærkesang paa Søndenvind + smyger i din Nynnen ind. + Vug mig, Mor, + saa jeg rank som Rugen gror. + + Vug mig, Mor, + ved en Bøn for det, du tror. + End vi vakler samme Vej, + siden kanske slipper _jeg_! + Vug mig, Mor, + mens vi begge barnligt tror! + + Vug mig, Mor, + varsomt i mit Skjæbnespor; + vug mig til en helstøbt Mand, + glad ved Hjem og Fædreland. + Vug mig, Mor, + til at staa ved Arv og Ord! + + Vug mig, Mor, + løs saa op din Trøjes Snor, + da bag Barmens Særkesøm + di'r jeg til mig Livets Strøm. + Vug mig, Mor, + mens ved dig jeg di'r mig stor. + + Vug mig, Mor! + I din Aande Søvnen bor. + Naar jeg sænker Øjet i, + svæver Drømmens Gud forbi. + Vug mig, Mor! + Snart jeg følger i hans Spor. + +7/8 1915. + + + + +INVALIDEN OG KRISTUS. + + + Jeg pløjede min Ager fra Øst og til Vest, + at pløje var mig altid som en Fest -- + jeg pløjed uden Ro, uden Rist, + Herre Christ, + til _Krigen_ tog først mig og saa min Hest. + + Min Hest, som jeg har klappet paa Mulen mangen Gang, + fordi den gik saa villig for sin Stang, + dens Bug rev de op med en Gnist, + Herre Christ, + nu ligger den som Aadsel fjernt i Vang. + + Min Plov staar nu og ruster og synker halvt i Jord, + mens Ukrudt om Muldfjælen gror; + min Hvede, som jeg saa'de der sidst, + Herre Christ, + af den har Ravne næppe levnet Spor. + + Min Hustru, min Anna, som sammen med mig stred, + fra Sol stod op til møjsom den gik ned, + mer ribbet nu end Kragen paa Kvist, + Herre Christ, + den Stakkel gaar en Tiggers tunge Béd. + + Og mine raske Drenge saa ferme alle fem, + den yngste dog den kjæreste af dem, + hvem gir dem deres Brød uden Brist, + Herre Christ, + naar deres Far nu aldrig vender hjem! + + Jeg pløjede min Ager med Hors og med Hest, + jeg pløjed den, som gik jeg til en Fest; + jeg pløjed den saa gjerne som sidst, + Herre Christ, + om ej jeg havde mine Hænder mist. + +Vinter 1915. + + + + +BONDEFJOL. + + + Der hænger paa min Nabos Væg + en gammel Bondefjol; + dens Strenge stritter nu med Skjæg, + og kløvet er dens Stol, + dens Skrueværk er graat af Støv, + selv ser den ud som blind og døv, + men har du Haandelag, da prøv + den gamle Bondefjol! + + Paa rusten Søm, i Uldgarnsstrop, + den hængte, -- lidt paa skraa; + hvor tit som Barn jeg kravled op + og strakte mig paa Taa. + Da lød til mig dens Brumlestreng + som Humlens i en mosset Eng, + hvor Far med Tejne, Tøs og Dreng + var gangen ned at slaa. + + Aa, den er fuld af kaade Ting, + den gamle Bondefjol, + af Hamborgskotskens Stamp, og Sving + af Svejtrit og Tyrol; + det koger af dens Lydhul op + med Skjørtesus og Pigehop, + og Konefødder i Galop + ind under Hvergarnskjol'! + + Saa har du fulgt vor Bonde god, + _min_ trældomsbrudte Slægt, + og lettet ved det sunkne Mod + og linnet Aagets Vægt. + Om Ridefogden, rød og tyk, + lod Stokken gaa paa Knøsens Ryg, + et Strøg paa dig -- da veg hvert Tryk + af Hoveri og Ægt! + + I dig laa gjemt den sidste Gnist + af Glædens Alterbrand, + naar Spil og Dans og Skjørtehvist + var sat i Rigens Band. + Da -- lænet til en stubbet Kind -- + du lo endnu om Kys og Kvind, + ja, listed dine Toner ind + til surest Mørkemand. + + Om Præsten i sin sorte Kjol + lod salte dig et Ris + og smæded dig fra Prækestol + med Marcus og Mathis, + dog Ungdom saa til Ungdom hen, + og Glutten smiled til sin Ven, + og Søndag Aften klang igjen + din vante »Repetis«! + + Saa længe Lærkers glade Hær + har Bo i Kløvervang, + vil danske Hjærter kræve mer + end altid Salmesang; + du gamle slidte Bondefjol, + du passer slet i Degnestol; + hvor Juninattens Gjøge gol, + der heded os din Klang! + + Min Barndoms kaade Violin, + læn dig mod denne Kind; + om end dens Stubber kradser din, + har _vi_ det samme Sind, + den samme Jubel i vort Bryst, + den samme Sang i Nød og Lyst, + som svulmer om den danske Kyst + fra Korn og Søndenvind. + +5/4 1916. + + + + +KJØRMES KNUD. + + + »Kjørmes Knud' + han holder herud' + med hans fir' hwid' Sud'.« + _Buendmandssej'._ + + Kjørmes Knud, hør ham tud + te hans krid-hwid Stud, + nær han swinger hans Swøef fra Nordowst om dje Snud! + Kjørmes Knud med hans Stud + sætter sni øwer Fur + saa det knarker af Frøst fræ dje Bringstykk og Pud. + + Kjørmes Knud, Kjørmes Knud, + a haar tit høt dæ tud + som i Daa, nær æ Rim den vild blind mæ mi Rud. + Kjørmes Knud, Kjørmes Knud + sikken Vejlo derud! + I haar Snø i jer Skjek bode dæ og di Stud. + + Kjørmes Knud, Kjørmes Knud, + det war faale te Stud, + søn det wolmer og kwolmer med Snø fræ dje Snud. + Kjørmes Knud, Kjørmes Knud, + faa da Hold paa di Stud; + tho æ Himmel den stor i jen Toeg for mi Rud! + + Kjørmes Knud, Kjørmes Knud, + ka du skjøtt dæ derud, + tho do hwister med Halmstakk som anner med Klud. + _Øwr_ æ Møn! Læd no vær! + Ka do ogsaa kjør dær! + Hwem haar røjt dæ di Stud, da do sidst haaj em fræ. + + Kjørmes Knud, med di Stud + kyr do twat for mi Rud + med en Stjat lisse laang som fræ Naur og te Bur. + Kjørmes Knud, vælt derud + no æ Skorsten si Tud, + saa Gud naadigen spaar jen æ Taag po æ Mur! + + Kjørmes Knud kjørr med Stud + twat paa Marker og Mur, + øwer Knold, øwer Kjar, øwer klukkendes Tud, + Kjørmes Knud, Kjørmes Knud. + Hej! no skjenner hans Stud + og tar Herred og Sown i jen brølendes Fur! + + [Anm.: + _sætter sni øwer_, sætter skraas over; + _Skjek_, Skjæg; + _faale_, farlig; _wolmer_, ryger; + _skjøtt dæ_, vare dig; _hwister_, smider med; _røjt_, røgted; + _twat_, tværs; _Stjat_, Vognstang; _Tud_, Tude, Pibe; _æ Taag_, + Taget; + _Tud_, lukket Trærende under Engveje; _skjenner_, løber løbsk.] + +11/8 1916. + + + + * * * * * + +DE FIRE VINDE. + + + + +NORDOVST. + + + Sneflokke kommer vrimlende + hen over Diger trimlende, + det knyger ud af Himlene, + det sluger Hegn og Gaard, + det ryger ind ad Sprækkerne + til Pølserne paa Rækkerne, + og Faarene ved Hækkerne + faar Blink i Pelsens Haar. + + Og Poplerne bag Mønningen, + de duver dybt i Dønningen, + og over Stakke-Grønningen + omtrimler Kjærv og Neg, + det klaprer én om Ørerne, + fra Portene og Dørene, + bag hvilke de smaa Sørene' + har rustet sig til Leg. + + Og Gammelmor i Klokkerne + med Huen og Graalokkerne, + hun haler op i Sokkerne + og ser forsagt derud, + for nu er Kaalen liggende, + og nu staar Tjørnen stikkende + og spidder Sne paa Piggene, + og nu kom Kjørmes-Knud! + +10/3 1916. + + + + +PAASKEØSTEN. + + + Hvem tuder ved min Rude? O, nu jeg kjender Røsten, + thi jeg har hørt den stændig op gjennem trange Aar: + »Kong Faraos« Jordemoder, den hvasse Paaskeøsten, + sendt ud for at dræbe den nyligfødte Vaar. + + Som Is er hendes Aande, saa hæs er hendes Strube, + og alt, hvorved hun rører, det krymper ind af Kuld; + hun driver Bien baglænds tilbage i dens Kube + og fryser hver en Spire, der pipper over Muld. + + Det lille Lam, som lige er trippet ud til Gavlen -- + hun kan det ikke unde det allermindste Læ, + hun blæser det i Toet, saa det faar ondt om Navlen + og stankler om og bjæler, det lille Mæhæ. + + Og Bellisen, den Blomst, som er altid først paa Pletten, + den faar saa røde Øjne i Paaskeøstens Vind, + som krænger den paa Vrangen og pjusker den paa Retten, + saa den ad Jorden strækker sin lille kolde Kind. + + Og Rugen hist paa Bakken, den løfter let paa Bladet, + mens vidt om Lande glaner dens hvide Flintesten; + men før dens matte Knæ blir af _andre_ Vinde badet, + før kan den ikke rankes til Stængel eller Gren. + + Altanens Ranker rasler saa tørre som en Knokkel, + og Kakkelovnen ryger, for Røgen vil »slaa ned«, + den gule Krokus dunker sit Hoved mod min Sokkel, + og Hanens Galen lyder saa arrigt som en Ed. + + Og Bedstefar, han skyder sig kuldskjær ud af Døren, + hvor Barnet staar og titter med hvide Vanter paa, + og rund i Ryg han standser i Stakkens Læ hos Søren + og prater om, hvor tidlig man _forhen_ kunde saa. + + Men Paaskeøsten skaver i Skar og Kjæmpehøje + og slænger efter Harven det vildførte Sand, + og Lærkeungen ligger med dens Støv i sit Øje, + og Plovmanden føler dens Knasen ved sin Tand, + + Da vaagner jeg en Midnat og hører noget hænde: + da drejer Gud deroppe sin tunge Møllehat! + Snart hvisker det -- og drypper ved Gavlens _søndre_ Ende. + Og tusind Skove knoppes i een eneste Nat! + +7/4 1916. + + + + +SØNDENVIND. + + + Rugens Dræ + fylder Aftenluften. + Digets Læ + holder længst paa Duften. + Hys, hys, hys, + hvad er det, som glider? + -- Tys, tys, tys! + bare Byg, som skrider! + + Sagte Trin --, + hvad kan det dog være? + Søndenvind, + er her no'et i Gjære? + Hys, hys, hys! + To som sammenglider, + tys, tys, tys! + nu mens Byggen skrider. + + Gjøgen lo. + Rugen rørte Vuggen. + Hendes Sko + væded Kløverduggen. + Hys, hys, hys, + ikkun Nat tør vide, + -- tys, tys, tys -- + hvad med Byg kan skride. + + Pigens Mund + løfted sig og kyssed, + før i Blund + atter hun blev dysset. + Hys, hys, hys, + Stjerneskud henglider, + tys, tys, tys! -- + nu mens Byggen skrider. + + I smaa Sæt + Vind om Diget hveger, + rokker let + Lyng og Lammeleger. + Hys, hys, hys! + Ti dog, Gjøg, omsider, + -- tys, tys, tys! + nu mens Byggen skrider! + + Pust fra Syd, + Klydeklynk i Enge, + Rislelyd + over Maanestrenge. + Hys, hys, hys, + Duft af Hø saa vide, + tys, tys, tys! + nu mens Byg vil skride. + + Tavsheds Hvælv + spænder over Kjæret. + Vinden selv + staar og holder Vejret. + Hys, hys, hys, + Fred til alle Sider, + tys, tys, tys! + nu mens Byggen skrider. + +16/4 1916. + + + + +VESTENVINDEN. + + + O, Vestenvind, min Barndoms Vind, + du har endnu det samme Sind + i Alvor som i Spøg, + det samme lystige Tagfat, + det samme Sus om Møllehat + og Kirketaarnets Fløj, + det samme stærke Orgelbrus + fra Glamhulsskar og Lyngtørvshus, + som da _jeg_ frøs + som Vogterknøs + i Kjæmpehøjens Sus. + + O, Vestenvind, o, kaade Vind, + som kom ad Hjemmets Gaardsled ind + paa egen høje Hest, + strøg bort vor Lades Lyngkalot + og greb den bredt i Tagets Tot + hvor Grebet faldt dig bedst, + -- hvor rasled det med Tag og Rør + forbi den lave Forstudør, + mens Far løb til: + Gud fri os vel! + Fik Laden nu sin Rest! + + O, Vestenvind, o, barske Vind, + hvor slog du tit min Barnekind + og rusked mig mit Haar, + naar Far han stod der lav og vred, + mens Møntørvsklumpen sejled ned + fra Toppen af hans Gaard! + For hvert et Rusk i Aas og Tag + vi frygted Fald og Dommedag. + Men Huset holdt + med Rim og Boldt. + _Du_ havde tabt dit Slag! + + Saa for du ud paa brede Kjær + og muntrede den Storkehær + som øved sig til Træk. + Du drejed Viben som en Ten, + mens Hjejlen stod paa lave Ben + og trykked sig ved Bæk. + Og hver en gammel Kaalgaardpil, + den hvined op som Sav for Fil, + dens Blade fløj + med Raslestøj + midt ind i Stormens Ril. + + En Mølle staar paa Bakken fjern + med sløve Sten og ormædt Kværn + dybt i sin Spaantags-Krop, + dens Sejl gaar sløvt og slapt omkring, + men faar _du_ ved dens Vinge-Sving, + flux gaar det i Galop! + Og Møllehatten staar paa Sned, + og det gjør Møllersvendens med! + da faar det Art, + naar _du_ gir Fart + til Døgnets træge Fjed! + + O, Vestenvind, o, stride Vind, + hvis Regn drev Blodet til vor Kind + og Kalken af vor Væg, + du mejsled Jydens skarpe Træk, + alt blødt og vegt det sleb du væk + og strøg ham stridt hans Skjæg, -- + hans Blik du gjorde langt og frit, + skabt til at spejde milevidt + med vaagen Magt + til at gi' Agt + fra stormrørt Hav og Klit. + + O, Vestenvind, vor Stammes Vind, + du gaar som Dønning i vort Sind + med Hav og Bølgeslag; + _vi_ gaar med dig fra Bryn til Hæl, + i Sang, i Sorg, i Syn, i Sjæl + indtil vor Dødedag! + Vor Tro, vor Trang er Del af dig, + vort Væsens Hang randt helt af dig, + vor Ynglings Trods, + naar han skal slaas, + vor Oldings Tungsindsdrag. + + O, Vestenvind, o, karske Vind, + stryg du kun frit paa Agren ind + og blæs paa mig og mit! + Vor Avl du lidet fjerner af; + hvad der skal komme Kjærner af + maa ogsaa ruskes lidt! + du sætter Orgeltonen til + vor gyldne Havres Harpespil. + Det Brød, hvis Saft + _du_ gir din Kraft, + med Tak vi tage vil. + + O, Vestenvind, -- du stærke Vind, + som suste til vor Vugge ind + med Pust paa Øjets Laag, + skrid bygeklædt fra Hav til Hav + og syng en Salme ved vor Grav + af Stormens Salmebog! + Tugt mildt men fast din Stammes Børn + at de des mer kan staa for Tørn + og ligne dig + og slaa sig Vej + selv gjennem striden Tjørn! + +14/4 1916. + + * * * * * + + + +JENS HVAS. + +ET BLAD AF SALLINGS RIMKRØNIKE. + + + Der var engang en Sallingbo, + hans Navn det var Jens Hvas. + Fordi han tog ved anden Tro, + de slog hans Hals i Gras. + + Hvor Vestenvinden vild og gal + end strigler Lyngens Aas, + der sad den Herre i sin Hal + alt paa det barske _Kaas_. + + Hvor stærkt Nordvest end rejste Vind + om Kaases krumme Strand, + drog værre Storme dog herind + fra Syd og Sachsenland. + + De Klostre sprængtes, Nonner skreg, + Landsknægte gik og kom, + Graamunke løb ad Sognevej + og keg sig rædde om. + + Jens Hvas red ud at hente Skat + paa Hestens sorte Hov, + og hvor han ej fik Mønten fat, + der tog han Stud for Plov. + + Ondt fôr han frem paa Sallingholm, + men værst i Fjandboland; + den arme Bonde vild og olm + i Stilhed knuste Tand. + + Men Hævnen gaar paa rappe Sko, + hvor Tiden vorder ond, + og den som krænker Bondens Bo, + han gaar paa sumpig Bund. + + -- Brat Skipper Klæmers Stimandsflok + ind over Salling brød; + den første med saa vild en Kok, + den Kok han var sgi rød! + + Ham slap nu Klæmer af sit Bur, + vildt lød dens Galens Gjald, + imens den fulgte Koks Natur + og fløj fra Lad til Hjald. + + »Brand!« skreg man fra det stengraa Kaas, + »en paasat Nattebrand!« + »Brand!« slængte Lyngens brune Aas + langt over Maanevand. + + Hævnflammens Leg om Spir og Spær + blev set helt ind til Fly. + Limfjordens Bølger bar dens Skjær + vidt over Mors og Thy. + + Nu gnubber Bonden fro sit Ben. + »Den Brand hun varmer godt!« + Saa ler hvert Kræ, som fra sin Gren + ser Ild i Rævens Slot. + + De Høvder brøled under Strand, + en Ræv tog ilde paa, + imens en natlig Ryttersmand + ad Skive til lod staa. + + »Saamænd, Jens Hvas, du rider vel!« + -- han ud paa Manken laa -- + »men om du red dit Øg ihjel, + det vilde nap forslaa! + + For Bonden er nu bleven gram + som nogen Bøl bag Plov. + Du skjænked ham _for_ bedsk en Dram + i sidste Skatterov.« + + -- Jens Hvas red over Skive Bro, + det dundred højt og hvast. + Hans sorte Øg paa fire Sko + jog vid're uden Rast. + + Men før de naaede næste By, + Jens vendte brat sin Hest. + Derinde under Nattens Sky + det volmer rødt i Vest. + + Vildt snøfter her hans sorte Øg + fra Bakkens brede Aas, + thi begge lugter Hjemmets Røg: + histude brænder Kaas! + + Og se! og se! fra Sals til Sals + nu flaxer Klæmers Kok + og galer af sin røde Hals + fra Lad og Bjælkestok! + + Den Nat saa mangt et Sallingtaarn + til Sylden brændte ned, + mens Borgens Herre højvelbaar'n + husvild paa Heden red. + + Til bløde Skvulp af Tastumsø + gik Vugg' i Dommerby, + mens Hævnens Brande, Ø ved Ø, + stod rødt paa Sallings Sky. + + Urolig Hesten fletter Ben + med Hop og Snøft og Spring. + Med Ildskjar over Øjensten + vredt slænges den omkring. + + Til Viborg kom de tidlig nok! + Her brød Jens Hvas sin Ed. + Saa tog ham Bødlen ved hans Lok, + mens Øxen gjord' Besked. + + Til det den var slet ikke sen, + for ogsaa den var hvas. + Hans Tyrehals, hans Nakkeben + sprang som det skjøre Glas! + + Og anden Tid med andre Mænd + drog ind i Sallingland, + mens røde Plage stak i Rend + langs Limfjords grønne Strand. + + -- Der var engang en Sallingbo. + Hans Navn det var Jens Hvas. + Fordi han brød sin Riddertro, + de slog hans Hals i Gras. + +17/3 1916. + + + + +MOR VED BRØNDEN. + + + Min Mor var bleven gammel, + dog endnu mere svag; + langs Stuens lange Skammel + hun listed hen sin Dag. + + Derude lyste Vaaren; + dens Haner alle gol; + hvidvingede Duer + sig svang i dens Sol. + + Hver Morgen friske Fugle + paa Pilens lodne Gren, + mens Stæren sad og basked + paa Brøndens Vippesten. + + Men Mor saa tungt mod Dagen + og den glinsende Stær; + den Vaar blev ikke hendes, + det følte hun her! + + Den tynde Haand hun stemte + mod det smertende Bryst: + »For mig har Livet mistet + sin Fryd og sin Lyst.« + + De hvide Duer svinged + om det mossede Tag, + og Stærehannen jubled; + men Mor blev mere svag. + + Da fødtes en Beslutning + i Hjærtets dybe Grund, + i hendes tunge Øjne + den tindred en Stund. + + »Aa, daj mig ud til Brønden! + Kom, Dreng! Giv mig din Haand!« + hun ivred af sin vante, + beslutsomme Aand. + + Jeg tænker vel, hun droges + af den samme Urtidskraft, + som Væld og klare Kilder + til hver en Tid har haft. + + Det lidende og syge + vil staa en fattig Stund + og dulmes ved det, + som er rent og frisk og sund. + + Det hvide Sand laa strentet + paa Gangens gule Sten, + hvor Solen havde prentet + sin Krins saa varm og ren. + + Men foran Forstudøren + randt Lysets fulde Flod, + hun vakled ud i Strømmen + med prøvende Fod. + + Og Gaardhanen galed + og rysted Strubens Lap, + mens Hønsene de løb + mod den Savnede omkap. + + Og Duerne paa Taget, + som trukne i en Snor + de svang sig ud i Luften + til Ære for »vor Mor«. + + Men Moders Blik var sløvet + i syge Nætters Ve. + Der var kun eet, kun Brønden, + _hun_ higed mod at se. + + Vel sligt kan tykkes mange + kun smaat og ingenting, + men denne Brønd var Centrum, + hvor _hendes_ Liv var Ring. + + Og hendes Slægt og Mødre + i samme gamle Gaard + var gaaet i Kreds om Brønden + i flere hundred Aar. + + Her havde de da siddet + paa den slidte Malkestol, + naar Aftentoflen trommed + og Kaalgaardsgjøgen gol. + + Naar der stod Ring om Maanen, + og andre Himmeltegn + i Sky, og Tordenblaanen + gav Løfte om Regn. + + Her fandt de Læ og Føde, + Hvil for den matte Krop, + her blev de, til de døde, + som Bi, der er slidt op. + + Som deres _hendes_ Verden, -- + en Lykke ikkun tynd; + som deres _hendes_ Færden + i Kredsgang om en Brønd! + + Sin tynde Haand hun rakte + ud mod dens Ramme graa; + hun kunde lige magte + at lægge den derpaa. + + Dybt nede mellem store, + ringsatte Kampesten + der laa den stille Kilde, + fredhellig og ren. + + Et stort, tungsindigt Øje + saa oldingfjernt paa Syn; + aarhundredgammelt Mosset + hang over som Bryn. + + Engang i Fortids Ælde + var Kilden tryllet frem + for siden tavs at vælde + som Midtpunkt for et Hjem. + + Et Hjem, et Hjem! et fattigt + og dog et helligt Navn, + en lille grønnende Verden + med tusinde Haab og Savn. + + Og Kilden i Hjemmets Midte + -- som Draaben paa Blomstens Bund -- + den læsked, uden at fritte, + hver Dyre- og Menneskemund. + + Herhen kom -- lige fra Ploven -- + med Sved under Bringetøj, + med brudte Hudpletter paa Boven + det gamle, udslidte Øg. + + Og Føllet, som blot skal sig øve + og endnu ej ved, om det tør, + men finder det voxent at prøve + det samme, som Moderen gjør -- + + Hvor higed hun, Koen, mod Aften, + herhen mod det blinkende Trug, + naar Føden og Mælken og Kraften + udspiled Yver og Bug! + + Og Faaret fra solsveden Ager, + og Studen, som kjørnede Byg, + hver kom de saa hul og saa mager, + men gik som en Tromme saa tyk. + + Saa blev den saa mild en Trøster + ej bare for Hors og Ko, + en god, forbarmende Søster + for alt i Mark som paa Lo. + + Om Høg slog ned over Lærke, + og Vingen var ej for sen, + den Svage fandt Skjul mod den Stærke + i Brøndens mossede Sten. + + Og Barnet, det klynkende spæde, + blev døbt i Treenigheds Navn + i Vand, som med Spil og med Kjæde + var løftet fra Slægtsbrøndens Favn. + + Og havde den døende Olding + nu naaet sine Lidelsers Maal, + der raktes ham stille fra Brønden + en sidste kvægende Skaal. + + -- Saaledes den fædrene Kilde + i Dag som bestandig laa + og spejled en ringe Rille + af Foraarshimlenes Blaa. + + Af Feber halvt forvirret + den gamle keg derned; + det var, som om hun stirred + dybt ind i Evighed. + + Al hendes Sorg og Kvide, + hver bitter Vemodsstund, + alt, hvad en Sjæl maa lide, + saa op fra Brøndens Bund. + + Al Slægtens Graad og Klage + af Kvinde som af Mand, + dens Uraad -- Aar tilbage -- + hun læste det her i Vand. + + -- De talte længe sammen + det stumme Øjensprog, + der tænder Hjærteflammen + før baade Munds og Bog. + + O, ja, de talte sammen, + om Lykkesavn og -Synd, + mens Taaren tegned Ringe + i hendes Skjæbnebrønd. + + Men Lærkesangen skingred + ind gjennem Port og Gaard, + mens Foraarsvinden fingred + ved Moders isgraa Haar. + + Men ej hun agted Sangen, + ej Vindens varme Sug; + et Strejfblik over Vangen, + der laa saa grøn med Rug. + + Saa vendte hun Vaaren Ryggen + med alt, den bar i sit Skjød, + gik ind og ordned sin Bryggen + og alt til en hedelig Død. + + [Anm.: + _Aftentoflen_, Bekkasinen; _Tordenblaanen_, Tordenskyen.] +18/4 1916. + + + +MAJNAT. + + + Naar Vildgaasen larmer Valborgnat, + hvem lægger sig da til at sove? + Da vandrer man ensomt med Dug paa Hat + langs Fjord og knoppende Skove. + + Derude straaler en Stjerne saa stor, + at helt den fylder mit Øje; + den samme Stjerne forvist jeg tror, + jeg saa over Barndommens Høje. + + Og Vibeskriget rækker saa langt; + dog længere Længslerne rækker. + Hvor bliver ens Hjærte bitterlig trangt, + naar Klyden i Majnatten trækker! + + Det pipper i Mos, og det pibler i Græs, + det sprætter i hældende Kroner; + der kommer en Duft fra det yderste Næs + af tusinde smaa Anemoner. + + Saa ensomt bræger det spæde Lam + paa Bakken langt i det fjerne, + og Frøerne kvækker fra Pyt og Dam, + som sang det fra Stjerne til Stjerne. + +29/4 1916. + + + + +BROEN. + + + Tusind Aars Skille. Saa slog de Bro. + Saa drog de over i Vogne og Sko, + Tiggere, Trækkere, Kræmmere, Friere, + alle de tusinde Somres Forbiere, + stejlende Plage som skejtende Ko, + alt drog nu over den dumrende Bro. + + Ligskarer skred her i sindigste Ro. + Brudefærdsforspand paa klapprende Sko; + Selesølv glimtede, Kobletøj klingrede, + Spillemandstoner mod Brobuen skingrede. + Bruden i Stadsen, saa blid og saa god, + nikked til Aakanden under sin Fod. + + Broen stod krum over Aakandestrøm, + fint som en Hjerneskal over en Drøm. + Aarene, Skyllene skaved og skured den, + Isgangens Rimnætter saved og fured den. + Naar den befores, det lød som en Fjol, + der bliver strøget lidt nær mod sin Stol. + + Da kom en Svale og tog sig et Hvil + efter vist _tusinde_ mødige Mil. + Rækværkets Fløjarm den satte sig skraas paa, + Svalen hun ynder alt, hvad der gror Mos paa, + tittede, kvidrede: »Her vil jeg bo, + her under Storstrømmens buede Bro«. + + Dynd kom fra Aabredden, Straa kom fra Toft. + Luften var Væggene, Brobuen Loft. + Herlig blev Reden hun klined og kitted sig, + muntert i Pavsen hun sad og kvivitted sig. + Saa kom en Mage med Spejl paa sit Bryst, + saa kom der Dage med Tant og med Lyst. + + Snart laa de skjæreste blaagrønne Æg, + saa fulgte Unger med bittesmaa Skjæg, + Aastrømmen ringlede, Sydvinden luftede, + Dunhamre svinglede, Aakander duftede. + Svalemor havde sit sureste Stræb + med at faa fyldt de smaa krævende Næb. + + Nu blev der Liv bag de bugede Fjæl, + Broen var Legem, hvor Svalen var Sjæl. + Strømmen slog Grødegrøntskranse om Pillerne, + Solglimt faldt skraat ned fra Broplankerillerne, + Aborren vifted sin kløftede Svans + sagte til Takten af Langalgers Dans. + + Aldrig jeg kjendte mer salig en Ro + end under Kvæld ved hin buede Bro. + Høet er slagen og dufter fra Sigene, + Aaen den blide smaaklukker i Vigene. + Svalen hun jager for strygende Sejl, + smækker med Vingen det rygende Spejl. + + Klokker i Sønder og Klokker i Nord + ringer da Fred over Himmel og Jord. + Broen nu mørkner alt til under Buerne. + Blomsterne lukker sig rundt om paa Tuerne. + Klokkernes fjerne tungsindige Slag + døves og stærkes af Engbrisens Drag. + + Brobuen kroger sig mer i sin Drøm. + Snart kan jeg høre hvert Dryp i dens Strøm. + Svalen i Dyndvuggen breder nu Vingerne, + Ungerne under dem skutter Smaabringerne, + mens over Allivets slumrende Bo + Himlen udspænder _sin_ Evigheds-Bro. + +4/5 1916. + + + + +HAVREN. + + + Jeg er Havren. Jeg har Bjælder paa, + mer end tyve, tror jeg, paa hvert Straa. + Bonden kalder dem for mine Fold. + Gud velsigne ham, den Bondeknold! + + Jeg blev saaet, mens glade Lærker sang + over grønne Banker Dagen lang; + Humlen brumled dybt sin Melodi, + og et Rylefløjt gled ind deri. + + Viben fløj om Brak og Pløjemand + og slog Kryds for baade Plov og Spand. + Kryds slog Bonden ogsaa over mig + for at gi' mig Helse med paa Vej. + + Mens i Dug jeg groede Fod for Fod, + groede Sangen sammen med min Rod; + den, som ydmyg lægger Øret til, + hører Lærkens Triller i mit Spil. + + Det kan kolde Hjærner ej forstaa: + Jeg er Lærkesangen paa et Straa, + Livets Rytme døbt i Sommerdræ, + mer end Gumlekost for Øg og Fæ. + + Søndenvinden, o! han har mig kjær; + derfor kan han aldrig la' mig vær', + smyger sig med Hvisken til mig ind + nu ved højre, nu ved venstre Kind. + + Naar han puster paa min gule Top, + maa jeg vugge med ham ned og op, + indtil alle mine Bjælder gaar, + som naar gyldne Hamre sammen slaar. + + Juniregnen gjorde myg min Muld, + Julisolen gav mig af sit Guld, + Sundhed risler mig i Top og Skaft. + Det er derfra Plagen har sin Kraft. + + Jeg er Ven med Dug og Grødevejr, + Ven med Landets lyse Bøgetræer, + Ven med al den danske Sæd, som gror + øst for Hav som vest for Sund og Fjord. + + Jeg faar Solens sidste lange Blink, + før den dukker ned bag gullig Brink, + og naar Aftenklokken ringer Fred, + staar jeg paa min Taa og ringler med. + + Jeg skal ringle Barnet til dets Seng, + ringle Taagen op af Sump og Eng, + ringle Freden over Hjemmet ind, + ringle Bønnen frem i fromme Sind. + + Jeg er Havren. Mine Bjælder gaar + over lyse Vange Aar for Aar, + ringler om, hvor Sang og Kjærve gror + herligt sammen paa den danske Jord. + +8/5 1916. + + + + +PAA SALLINGS JORD. + + + Paa Sallings Jord er der godt at bo, + naar Solen varmer paa Tage, + naar Byg vil skride og Havre gro + og Fuglen søger sin Mage. + Naar Duft af Kløver mod Vindvet gaar, + og Rugen op til din Axel naar, + da gaar din Sang + sin Solskinsgang, + mens Gjøgen kukker skjælmsk fra Bakken. + + Den Svend, som tumler med Sallings Muld, + faar let en Skilling paa Lommen, + thi Landets Sølv bliver her til Guld, + naar Høstens Time er kommen. + Bag Laden stables de høje Hæs, + mens Koen træder saa bredt i Græs. + Hver Godtvejrsdag + din røde Plag + maa trække Rigdom hjem til Loen. + + -- Og her blandt Frænder nu sidder to, + som valgte sig et Hjem paa Bakken, + hvor _hun_ skal malke den røde Ko, + mens _han_ skal harve paa Brakken. + Thi Haand i Haand det er Livets Fryd, + og Trofasthed er saa skjøn en Dyd. + Tag Livet ret! + Og bli'r du træt, + da lyt en Stund til Gjøg i Enge. + + +15/8 1916. + + + + +POVL MED DEN TUNGE SKOVL. + + + Der løber saa mangen en krinklet Sti + hen gjennem det jyske Hedeland, + hvor Hvepsen stryger dig harm forbi, + og Ormen triller sig lang i Sand. + Ved en af Stierne staar et Hus + bag skaarede Volde af Ahl og Grus, + og Huset viser en Ko paa Baasen, + et Sprag i Gavlen, et Knæk i Aasen. + + Her havde sin Hjemmen den stærke Povl, + en ordknap Slider fra Blæstens Egne, + han kaldtes Povl med den tunge Skovl, + thi Skovlen fulgte ham allevegne, + ej blot til Grøftning blandt Flæg og Rør, + nej, selv ved Kirkens beslagne Dør, + hvor Salmen blandes af Mand og Kvinde, + stod Skovlen ude, mens Povl var inde. + + Dog sjælden de saa ham i Bedehus, + hvor Stolen laases med Gud for Øje, + langt oftere bad han bag Vold af Grus, + hvor ingen stener en lappet Trøje; + et ordløst Suk og et dybtgjemt Støn + blev Hverdagssliderens Søndagsbøn; + men een Gang skreg han i Smertens Svimmel + sin Vaande vildt imod Hedens Himmel. + + Han havde en Datter fra Ungdomsaar; + i Skriftebogen staar løst hin Gaade; + som Syerske drog hun fra Gaard til Gaard, + fik selv en Datter -- paa samme Maade. + Men som der læses: Alt Kjød er Hø, + en Gammel _skal_, og en Ung _kan_ dø. + Før Aar var omme, hun maatte bøde + med Livets Part for sin unge Brøde. + + Men Povl han vaander sig i sin Seng + og kan ej Søvn paa dens Hylskind finde; + ved Roden skjælver hver Nervestræng, + mens Graadens Sky vil ham Øjet blinde. + »Det bitte Væsen, det spæde Nor, + skal det henslænges paa Sognets Bord!« + Før Solen striber hans Hørgarnslagen, + er Povls Beslutning for stedse tagen. + + Der skrider en Mand gjennem Himmelknog + hen over et hylende Vinterøde, + hans frosne Øren bag Rendefog + opfanger Lyde saa klingert-sprøde. + Hans Øjne brænder bag klistret Sne, + men ikke nok til helt frit at se. + Hvor dybt hans Trad end i Driven sættes, + i samme Nu bag hans Hæl de slettes. + + Han skjærmer bredt med sin krumme Arm + en Bylt, som synes kun lutter Klude: + det lille Nor, han mod Stormens Harm + har laant sit Hjærte til Vuggepude. + Dets Varme gaar til _hans_ Ribben ind, + dets Putren gløder ham Sjæl og Sind, + saa nærmere han til Stormen triner, + mens Klædets Frynser for Blæsten hviner. + + _Det_ hviskede Povl, mens hans Rygrad gøs + »Du naar det aldrig! Du er jo vildet!« + Hans hede Sved under Skjorten frøs, + men nye Draaber sprang frem og trilled. + Da hikked Vejret en ringe Stund; + da steg der Bøn fra en graadfyldt Mund, + thi midt i Ørknen bag Knogets Drive + han saa sin Hytte mod Næets Skive. + + I Stønnen han aabned sin Gangdørs Slaa + og la' sin Bylt paa den Langbordsplade, + saa var der først dette at tænke paa: + den Spædes sutrende Mund at made. + Her søgtes Raad hos den gamle Ko, + hun ømmed sig lidt ved hans kolde Kno; + men Takken for Koens varme Drikke + blev snart to spillende Barneblikke. + + Da tændtes en Glans i hans Tungsindsblik; + saa skjøn ham tyktes hans lave Stue; + fra Lyngtørvsbaalet paa Gruen gik + mod frosne Lemmer saa varm en Lue; + han bøjed sig dybt mod Barnet ind + og kjendte saa myg sin stride Kind. + Snart drap mod den Spædes Tindingaare + den sidste Sne med hans første Taare. + + Saa kom der nu Dage, ja Nætter med, + hvor Povl forsoned sig helt med Livet, + da lød det mildt fra hans Sengested: + »Ja, Gud har taget, men ogsaa givet.« + Han drejed sig rundt med stor Umag + og lyttede ned mod et Aandedrag, + hvor Barnets Leje just saa var stillet, + at Maanen løfted dets Drømmebilled. + + Og alt i Stuen blev højstemt Ro, + om ogsaa Ræven derude jamred, + om Væggen gav sig for Tryk af Ko, + og Dødninguhret i Bjælken hamred; + et varsomt Strøg mod den Spædes Kind, + saa haledes atter Søvnen ind, + mens Maanen delte sin milde Flamme + med Vuggens Puder og Hedens Damme. + + Det sker, at Povl med den tavse Mund + lar af sit Barn sig i Haaret drage + og snakker da mer i én saadan Stund + end før i alle hans Levedage. + Han løfter det op i Nøds og Lo + at klappe Næsen paa Husets Ko. + Thi Ko og Barnet forstaar hinanden + i Kraft af den dampende Mælk i Spanden. + + -- -- Men aldrig trætned den stærke Povl, + og aldrig hørte han op at slide, + og aldrig rusted hans tunge Skovl, + skjønt Gigten martred i Lænd og Side. + Hvor Gruset blinker i vaade Lag, + der slog han »Harpen« med vilde Slag. + Endnu mens Maanen steg blank bag Krattet, + dens Staaltraads-Strænge i Ødet skratted. + + Mens Skovlen skar i den haarde Grus, + stod Barnevognen paa Grusgravsbrinken, + der fletted han Barnet et Halvskjærmshus + mod Vejrets Luner og Solens Blinken, + og fandt han en særlig broget Sten, + han rensed den først mod sit Buxeben, + og gav han sin Yndling det sjældne Stykke, + hun jubled, som fik hun et Demantsmykke. + + En Ruskregnskvæld under Efteraar + han havde lidt længe i Graven nølet; + skjønt Barnet laa gjemt under Pudens Vaar, + det blev dog af Aftenens Luft forkjølet. + Det gik til Lungen, og Glansen veg + fra Øjet, mens Graderne steg og steg + helt op mod Udslettelsens dunkle Porte, + mens Lægen og Hjælpen var Mile borte. + + Til Fader, til Søn og til Helligaand + blev tryglende Bønner øst og stammet, + mens Sliderens skjælvende grove Haand + tog varsomt Kjende, om noget strammed. + Men Bønnens Porte var stængt for Povl; + før Dagningen brød i hans tunge Skovl, + da havde han ingen Bønner flere, + men Himlen ejed en Engel mere. + + Han vandred forvirret den ganske Dag + omkring sin Hytte i daadløs Jammer, + mens Ot'dagsværket med Sølverslag + udhamred Tiden i Dødens Kammer. + Ej Kalv fik Æde, ej Ko fik Vand, + ej rørtes Si eller Malkespand. + Da Nyet blev tændt under Alts Forbliven, + han klædte Liget paa Langbordsskiven. + + Saa tavs imod Aftenens Skyer fløj + i Mørkningsbugter nu Mosens Vibe. + En Ko just dryned -- -- Men ingen Røg + af Husets hældende Skorstenspibe. + De store Stjærner saa kolde ind + og strejfede hastigt en ligblaa Kind, + der hvor en Olding nu syned nøje + en lille Skjorte, en hengjemt Trøje. + + -- -- -- Saa alvorsmættet er ingen Klang + som Hedeklokkens ved Michaelstide, + naar Graverens Hakke gaar sin Gang + blandt Tuernes Totter saa kiselstride. + Det drypper fra Kirkens irrede Tag, + og Klokken og Hakken har hver _sit_ Slag. + En Kiste sænkes i Dødens Ager, + mens ensomt Hjejlen i Ørknen klager. + + De havde alt slukket de Alterlys, + nu tømtes stille den gamle Kirke, + og mer end én var paa Vej til Bys + for atter at finde sit vante Virke. + Da skured Stenten mod knudret Sten, + ind traadte en førlemmet, luslidt én, + hans Blik det dybeste Sørgmod viste, + paa Armen bar han en Barnekiste. + + Saa milefjærnt fra sit sunkne Hus + han havde den baaret henover Heden, + mens alt hans Følge var Porsets Sus + og Blinkeløvets om Skadereden. + Thi Vibetrækket fløj modsat Vej, + nu flokkedes Hjejlen men fløjted ej; + fra Kjær og Hede, fra Brak og Bakke + de svandt med Sus over Lyngtørvsstakke. + + Bag Stenten var Povl gaaet rent i Staa + med Armen fast om den lille Kiste, + som noget helligt og kjært man _maa_ + men i sin Kvide dog ej _tør_ miste. + Hans Blik gik tynget mod Præst og Degn, + som vented han der et Himmel-Tegn, + før villig han lagde i Dødens Have + sit blødende Hjærtes Offergave. + + Og Degnen vinked ham mod et Sted, + hvor Star og Svingel for Graven dulgte, + og Præsten tripped af Vane med, + og et Par Kirkegangskoner fulgte, + og Kisten sænktes, og Jorden faldt, + og Præsten og Skovlen til tre fik talt; + en Bøn, den korteste Hyrden kjendte, + før rapt han den Sørgende Hælen vendte! + + Saa redte sit Barn han dets sidste Seng. + Hver Sten, hver Klump, der kommer tilsyne, + med Skjælven i Haand som i Hjærtestreng + han fjærned fra Gravmuldens tunge Dyne. + Sidst dækked han til den Fjæl mod Øst, + som skjulte et Aasyn og al hans Trøst, + saa kasted han paa som rent i Blinde, + mens Svinglen svajed for Dragsugs-Vinde. + + -- -- Nu blev han saa enlig som aldrig før, + skjønt ingen Sjæl fik hans Sorg at vide; + faldt Maanen ind ad hans Kjørhusdør + og tegnede Pletter paa Koens Side, + da kunde han slippe sin Malkespand, + se langt over Lyng og Mosevand, + didud, hvor i Kvælden et Kirkedige + nedskygged en Grav med en lille Pige. + + Hans Skikkelse luded, hans Haand blev krum + i evigt Greb om sit tunge Værge, + hans Bryst sank ind, og hans Mund blev stum + i ensom Kamp for sit Brød at bjærge. + Men trængte Bonden en veltjent Skovl, + gik endnu Bud til den stærke Povl. + Sad _han_ ved Davren i ordløs Tænken, + det var, som han ene fyldte Bænken. + + End skratter bag Lyngen hans Harpeslag + ved Morgengry som ved Nadvertide, + men daglig ældes den gamle Knag, + og snart han maa vel i Gruset bide. + Da hænder det sagtens, at begge faar + _sit_ Kors paa den øde Kirkegaard, + og hvælver Natten sig stjærnestille, + det store vil hælde sig mod det lille. + +19/10 1916. + + + + +GYLDEN SOL. + + + Om jeg tar mig en Livsens Ven, + om jeg skjænker mit Hjærte hen, + om jeg trækker i Brudekjol, + da lad det ske i gylden Sol. + Gylden Sol, gylden Sol, + gylden Sol over blommet Kjol! + + Hvad saa siden for to skal gro, + Hø og Havre som Kalv og Ko, + Klinte, Kløver og Martsviol, + alt skal det rinde af gylden Sol. + Gylden Sol, gylden Sol, + gylden Sol over blaa Viol! + + Dér i Hjemmets vor stille Vraa + skal da trofast vort Dagværk gaa, + dér for Gjæsten vor bedste Stol + stiller vi hen i gylden Sol. + Gylden Sol, gylden Sol, + gylden Sol over Arnens Stol! + + Se hvor Jorden er lys og skjøn, + havregylden og kløvergrøn; + Hegn og Hække og Kaprifol + dufter og ler i gylden Sol! + Gylden Sol, gylden Sol, + fyld mit Hjærte, du gyldne Sol! + +24/10 1916. + + + + +HUMLEBIEN. + + + Du lodne Humlebi, dig har jeg kjær, + din Kløverfærden liver op i Vangen; + i lammeskyet Dis som Solskinsvejr + _din_ Brummen sætter Bas til Lærkesangen. + + Naar Kvierne i lyse Rækker staar, + mens Vinden skjælmsk dem ind i Øret blæser, + du tar af Blomsterbægret frit din Taar + helt ind mod deres vaade, brede Næser. + + Den røde Kløver lar du ingen Ro, + men sænker Snablen dybt i Honningkanden, + og malker Tøs sin yvertunge Ko, + din Snurre durrer klangdybt imod Spanden. + + Du under dig ej mindste Arbejdshvil, + men op og ned du uden Stands maa svinge, + imens du synger som en henskudt Pil, + og Solen glimter i din gyldne Vinge. + + Du lille Spillemand, du Barn af Sol, + du er som Sjælen i den danske Sommer, + hvor Mejsen ruger mellem Kaprifol, + hvor Høet dufter, Skyer gaar og kommer. + + O, lad som du mig fromt mit Kald forstaa, + du travle Flyver over Somrens Banker, + saa fri og frank jeg tar _min_ Sele paa + og synger muntert, mens jeg Honning sanker. + +25/10 1916. + + + + +LANDSBYSMEDEN. + + + Den Smed han vaagner med Solen + alt efter saa gjævt et Blund, + han griber sit Skjødskind fra Stolen; + han er saa bred og saa sund. + + Rundt om ham i Vugger og Senge + end slumrer bag Pudernes Bræm + hans lokkede Tøser og Drenge, + mens han tjener Davren til dem. + + Før Raagen sig rører i Reden, + før ud flyver Granernes Høg, + højt stiger fra Taget hos Smeden + den bugede, kulsorte Røg. + + Kun én der er, som tør gjække + vor Smed, det er Hanen paa Pind; + de to er jo Morgenmænd begge, + har derfor de frejdigste Sind. + + Og Hanen galer til Smeden + højt oppe fra sodet Hjald, + og Smeden svarer forneden + med Hammerens fyrige Fald. + + Det klinger mod Lad og mod Lofte, + mod Lervægges hvidtede Tavl, + det svarer fra duggede Tofte + og Kirkens dagrødnende Gavl. + + Og Morgenens Hyrder de lytter + til denne sejrende Klang, + imens deres Kalve de flytter + til Græsset i Enge og Vang. + + Selv Plagen løfter sin Manke + saa rank mod det stigende Gry + og sender en rimmende Tanke + ind over den vaagnende By. + + Og Brisen drejer med Flyet + paa Gavlen for Smedens Dør. + Hans sprudende Jern og Gryet + faar langsomt samme Kulør. + + Snart jubler Bakkernes Lærke + omkap med Mønningens Stær; + men Hammerens Klange de stærke + de gaar mig dog mere nær. + + De bringer mit Blod til at syde + i Arbejdsfeberens Takt, + saa al min Malm jeg tør gyde + i Formens syngende Tragt. + +26/10 1916. + + + + +EFTERAAR. + + + Nu ser du kun Solen i Striber. + Markmusen gaar hjem i din Stak. + Tavs vender sig Kjærenes Viber + i Glimt mod den pløjede Brak. + + Drivregnen den side og blanke + staar skraat ind mod Vindve og Dør, + med Tungsind den tynger hver Tanke + og bøjer de duskede Rør. + + Smaakvier dernede i Enge + staar krum i det drivvaade Skind + og glor mod den hvidtede Længe, + om ingen dog henter dem ind. + + Vaad vanker den Plovmand bag Hoppen, + vaad tar han i Bænkkrogen Stød, + vaad haler han Skeen fra Stroppen + og spiser den dampende Grød. + + Hver Sanger, som ejed to Vinger, + har brugt dem til Flugt fra vor Strand; + kun Kiler af Graaænder svinger + nu lavt over regnprikket Vand. + + Hør Natbygens Kast mod min Rude, + se Regnmulmet tæt over Vig, + og Vildgaasen skvaldrer langt ude; + det lyder som Sang over Lig. + +28/10 1916. + + + + +SVIGTENDE SIGNALER. + + + Jeg sejled under Natten + i Taagen forbi, + men Lyset i dit Vindve + blev stikkende deri. + + Jeg saa ej dig med Lampen, + og du saa ikke mig, + endda jeg stod paa Dækket + og vinked ind mod dig. + + -- -- -- Kun Lyd af Skum, der brister, + et Skib, der sejler væk, + mens oppe over Taagen + der piber Fugletræk. + + Et Hjærtes øde Hulken, + et Lys, du ikke ser, + en Kvinde paa Altanen, + du aldrig møder mer! + +30/12 1916. + + + + +FRED! + + + Jeg vaagned i Natten og spejded ræd derud, + al Verden stod i Flammer, det stank saa ondt af Krud + de største Taarne styrted med Brag under Ø, + mens Floderne kom drukne af Mandsblod til Sø. + + Jeg skjulte mine Øjne, hvor Taaren gik og kom, + jeg spejded op mod Himlen, men Himlen tyktes tom; + kun Rummets kolde Stjærner saa spotske til Jord, + som dengang Kain indvied dens Kreds til Brodermord. + + Ja, Kain er bleven Helten, der raaber ud til Daad + ved Fronten som i Felten, i Luft- og Underbaad; + _hans_ vilde Kølle hvirvler, -- _hans_ blodige Haand + har Tag i Abels Strube, _hans_ Aand er Nuets Aand. + + O, raa Instinkters Slave, som snor dit Krigerskjæg, + som praler med din Daabspagt, din Tro, dit Gudepræg, + hvornaar vil du erkjende, du staar ved _Mørkets_ Stab, + ej Guds men Satans Frænde er hver, som øver Drab. + + Nu rækker atter Jorden sit Barn det spændte Bryst + i Kornets tunge Traver, der bølger mildt mod Høst; + saa rig og god er Jorden, at hvert et Barn blev mæt, + hvis ej Begjær og Blodtørst forgifted Jordens Æt. + + Der er et Ord, som hviskes, nej, stønnes trindt om Jord, + de Søndertraadtes Haaben, de Slagnes Fadervor; + o, I som styred Verden, saa den gik rent af Led, + styr nu jer egen Brynde og giv os arme: _Fred!_ + +1/7 1917. + + + + +EVALD TANG KRISTENSEN. + + + Strid paa Foden skred han frem, + kom fra Hav og salte Strømme, + Hedens Sand var Barnets Hjem, + Danmarks Hæder blev hans Drømme. + + Ej hvor Fornemhed slog Bo, + men hvor Dør hang skjævt paa Hængsel, + gik han ind og søgte Ro + for sin svare Forskerlængsel. + + Der paa Bænken knastret, smal, + midt i Dunst af Klynerøgen + sad han under sodet Hjald, + øjenmild i Saga-Søgen. + + Rokken spelted, Tenen tvandt, + Folkevisens Text og Tone + muntert ham i Pennen randt, + kvædet af en udslidt Kone. + + Smilet om hans Læber laa, + naar han hørte Guldet klinge, + hørte under Hyttens Straa + Sus af Folkeaandens Vinge. + + Æventyr og Oldtidsskjæmt, + Troldesagn og dunkel Tale, + halvvejs husket, halvvejs glemt, + drog han op fra Død og Dvale. + + Blev kun slag hans Møjes Frugt, + dunked Regnen paa hans Trøje, + ingen Kulde fik dog slukt + Forskerglimtet i hans Øje. + + Strid paa Foden, uden Hvil, + saadan gik han ufortrøden + disse lange, jydske Mil, + som ta'r Sigt mod Aftenrøden. + + Gamle, sejge Sagamand, + stil nu gjæv din Kjæp i Krogen, + mens paa Fyrreskivens Rand + vi slaar op i Dansker-Bogen. + + Der blandt Ættens bedste Kuld + skal dit Navn med Tak vi finde, + prentet som i Egens Bul, + _selv_ et ædelt Folkeminde. + +Juli 1917. + + + + +SPURVENE VED HELLIGGEJST. + + + Naar Sommeren flyr over Sten og Stok, + og alle Lærker er rejst, + da sidder endnu en Spurveflok + og jubler ved Helliggejst; + der fører den op en Sangerkamp + til Bilers Fløjt og til Hestes Stamp, + mens Færdslen gaar + ved Jul, mod Vaar + søndenom Helliggejst. + + Den Spurvefløjten er stemt i Dur, + som spilled den op til Dans; + den gamle, alvorlige Kirkemur + maa laane den Resonans. + Mens Solen famler paa Kirkens Væg, + sorn Smilet voxer i mørk Mands Skjæg, + gaar Jomfrutrip + til Spurvepip + søndenom Helliggejst. + + Saa værdigt triner de Borgermænd + og strutter af Sedler og Sølv, + og Frøken bag Frøken med kjælen Lænd + og Ankler som fjedrende Føl; + og alle, som krydser det kjære Sted, + de faar et Par Fugletakter med, + mens Hjulet slaar, + og Strømmen gaar + søndenom Helliggejst. + + Saa daler de Rakler mod Flisebro, + mens Byen lugter af Sø, + saa hvirvler der Blade om Silkesko + og lægger sig der for at dø. + Men Haabet lever i Smaaspurvs Bryst, + dér fødes en Vise om Livets Lyst, + mens Haglen slaar, + og Snefog gaar + søndenom Helliggejst. + + Er Sindet tynget og Tanken graa + og Striden knap Kjævlet værd, + og har du kun Sorger at tænke paa, + tøv lidt under Spurvenes Træ'r, + og fyld dit Øre med denne Klang + af Livets evige Frydesang, + mens Frosten flaar, + og Solen skraar + søndenom Helliggejst. + + Mens Døgnet synes dig selv saa armt, + og Frosten napper i Taa, + _de_ holder det lille Hjærte varmt + med blot et Par Vinger paa; + og Tonerne skingrer mod frostblaa Sky, + mens Taarnet spidder det tændte Ny, + der østvendt staar, + men vejkjendt naar + søndenom Helliggejst. + + »Hvi samles I Spurve i _disse_ Træ'r, + hvi jubler I her jer Sang?« + »Og hvorfor larmer I andre dér + og gjør jer Verden saa trang? + Her hopped og sang vi, Kuld paa Kuld, + mens Mø blev Moder, og Mand blev Muld, + og Tiden gled + med Evighed + søndenom Helliggejst.« + + Hvor herligt at hilse de gamle Træ'r, + der nikker i rimkold Vind + og gynger de Spurve mod Aftnens Skjær, + der kysser din By paa dens Kind! + Gud signe hver Spurv, hver Spillemand, + der kommer med Glæde til Stad og Land, + mens Sværdtid raa'r, + og Blodsky gaar + søndenom Helliggejst! + +19/11 1917. + + + + +EN LANDSBY DØBES. + + + Hvor Aalen dybt i Tangen bo'r + og hvide Maager sejle, + der er et Vand ved Østerfjord, + som før hed Nørrevejle. + + I tusind Aar paa denne Vig + har Stormen flyttet Brikker, + og Mari-Rok og Pejers Pig[*] + i den sat gyldne Prikker. + + Den hørte Vaadesang mod Pest + fra revnet Kloster-Klokke + og Hyl af Krigens vilde Gjæst + og Oldtids Ulveflokke. + + Nu kaster Maanen Gyldenbro + blandt Vigens lave Lande, + saa Natten gaar paa Sølversko + ind mod dens tavse Strande. + + Se dette Navn af gammelt Gavn + det trækker vi af Vandet, + med det betegner vi vor Stavn + og ikke noget andet. + + Ja, dette Navn af irret Malm + det ønsker vi at føre. + Gjør da, o Foged, ingen Kvalm, + men skriv dig det bag Øre! + + -- Du yngste Barn paa Danmarks Skjød, + født under vilde Krige, + gid du maa dele _Fredens_ Brød, + med Danmarks Land og Rige! + + Saalænge Næ vil følge Ny, + og Mand til Mø vil bejle, + skal du vor By staa under Sky + og kaldes _Nørrevejle!_ + +30/5 1918. + + [Anm. * Stjærnenavne.] + + + + +HISTORIENS SANG. + + + Som dybest Brønd gir altid klarest Vand, + og lifligst Drik fra dunkle Væld udrinder, + saa styrkes Slægtens Marv hos Barn og Mand + ved Folkets Arv af dybe, stærke Minder. + Din egen Dag er kort, men Slægtens lang; + læg ydmygt Øret til dens Rod forneden: + Aartusind toner op i Graad og Sang, + mens Toppen suser imod Evigheden! + + Vi søger Slægtens Spor i stort og smaat, + i Flinteøxen efter Harvens Tænder, + i Mosefundets Smykke, plumpt og raat, + i Kirkens Kvadre, lagt af brede Hænder. + Hvert skimlet Skrift, hver skjoldet Alterbog + har gjemt et Gran af Slægtens Ve og Vaade; + nu skal de røbe mig, hvad Vej jeg drog, + og løfte mig en Flig af Livets Gaade. + + Endnu en Stund, saa drær den danske Rug, + mens Lærken trilrer, og Graagjøge kukke. + Du Pusling-Land, som hygger dig i Smug, + mens hele Verden brænder om din Vugge, + mod dig vort Haab og Manddomsdrømmen gaar, + naar Landsbyklokken signer dine Strande, + naar Aftenrøden højt i Skyen staar + og sænker Fredens Korstegn paa din Pande. + + Lad mig kun flagre hen som Blad i Høst, + naar du mit Land, min Stamme, frit maa leve, + og skjønne Sange paa den danske Røst + maa frie, stærke Sjæle gjennembæve. + Da staar en ny Tids Bonde paa sin Toft + og lytter ud mod andre Lærkesange, + mens Himlen maler blaat sit Sommerloft, + og Rugen gulnes tæt om Vig og Vange. + +1/6 1917. + + + + +OVERSÆTTELSER + +AF + +JEPPE AAKJÆR + + + + +FRA SKOTSK. + +DIGTE AF ROBERT BURNS. + + + + +BURNS OM SIG SELV. + + + Der var en Knøs, var født i Kejl, + om Dag og Datum bryd jer fejl, + spar I jert Blæk, jert Lak og Segl + paa Daabsattest for Robin. + For Robin var en rørig Gut, + o, farlig rørig, rask og rørig, + Robin var en rørig Gut, + en farlig rørig Robin. + + Højskotlands Sne føg vildt om Tind, + og Januaris Lavlandsvind + den blæste Fødselsgaven ind + i Vuggen til ham Robin. + + Den Spaakvind keg ham i hans Haand + Ej, Ej! som her staar Vid og Aand! + lur _I_ at trække _ham_ i Baand. + Hvad om han blev kaldt Robin! + For Robin blir en rørig Gut, + o, rigtig rørig, rask og rørig, + Robin blir en rørig Gut, + en farlig rørig Robin! + + Han vil se Vanheld jævnhen tit, + men altid bære Huen frit, + hans Slægt, tro mig, vil inden Lidt + bli' Hjærtens stor af Robin. + + I Haandens Linje klar og skjøn + jeg ser den Klør og Adams Søn + vil gjør' en Hoben af mit Kjøn; + saa Gud velsign dig, Robin! + For Robin blir en rørig Gut, + o, farlig rørig, rask og rørig, + Robin blir en rørig Gut, + en farlig rørig Robin! + +27/3 1918. + + + + +TRODS ALT DET. + + + Om en af ærlig Fattigdom + gav Kampen op, og alt det, + den Stymper gaar _vi_ udenom, + i Nøden stolt trods alt det. + Trods alt det og alt det, + vort sure Stræb og alt det: + Din Rang er blot Dukatens _Præg_, + dens _Guld_ du selv, trods alt det. + + Og er vor Dragt end lidet fin, + vor Kost kun knap og alt det, + giv Taaber Silke, Skjælme Vin, + en Mand er Mand trods alt det. + Trods alt det og alt det, + trods Gøglets Glans og alt det, + Retsindets Mand, om nok saa lav, + er størst blandt Mænd trods alt det. + + Se dristigt paa hin Herremand, + betragt hans Pragt og alt det; + har han end tusind Tønder Land, + er han en Nar trods alt det. + Trods alt det og alt det, + hans Baand og Kors og alt det, + et stolt og uafhængigt Sind + har ikkun Smil for alt det. + + Baroner bages bedst ved Gunst, + Lensgrever med og alt det, + men det steg over Kongers Kunst + at skabe _Mænd_ trods alt det. + Trods alt det og alt det, + et malet Skjold og alt det, + den klare Kløgt, den sunde Sans + i Rang staar over alt det. + + Gid hver maa se _det_ store ske + -- og ske det skal trods alt det! + at Brav-Mands Dont Evropa rundt + faar Hæd'rens Plads trods alt det! + Trods alt det og alt det, + den Dag er nær trods alt det, + da _Mand_ og _Bror_ er samme Navn + al Jorden om trods alt det! + +1898. + + + + +FØDT TIL GRAAD. + + + En stormfuld, barsk Novemberkvæld + med Sus i nøgne Træ'r + jeg strejf ed saa alene om + langs Bredderne af Air; + da stod der for mit Syn en Mand, + svag, kuet ned af Aar, + af Rynker laa hans Pande fuld, + og snehvidt faldt hans Haar. + + »Hvorhen skal du, min unge Ven?« + begyndte Gubben snart, + »mon Guldtørst leder her din Gang, + gav Elskov Foden Fart? + Er Sorg kanske den skjulte Grund, + der tvinger dig som mig + med Taarer over Slægtens Lod + at stile samme Vej? + + Den Sol, som over Mosen hist + nedstraaled nys sin Pragt, + hvor hundred Stakler skatter til + een hoven Junkers Magt -- + fir' Snese Aar hin Sol jeg fandt + i Vintrens hvide Baad, + og hvert af dem mig lærte grant, + at vi blev født til Graad. + + O Mand, hvor kaster du dog bort + i Letsind dine Aar, + de bedste Stunder øder du, + dit Livs, din Evnes Vaar, + din Lidenskab er som en Brand, + din Drift som Folen kaad, + og det er dine Fejltrins Sum, + at du blev født til Graad. + + Betragt ej blot dit Livsdøgns Gry + da sund er Sjæl og Marv, + da er en Mand til Gavn og Pryd + og vogter vel sin Tarv, + men se ham mod hans Nedgangssol, + brudt, pint af Sorgers Braad, + da viser Alderdom og Savn, + at du blev født til Graad. + + Kun saare faa ved Skjæbnens Gunst + fik Klap i Lykkens Skjød, + ja ej engang hver rig og stor + den gyldne Ære nød; + men hvilken Hob i hvert et Land + ved ej mod Armod Raad + og nemmer i et martret Liv, + at vi blev født til Graad. + + En bedsk og talløs Sygdomssværm + er vævet i vor Form, + og Pinslen øger Angrens Tand + og Nags og Niddets Orm; + den ranke Mand, hvern Ømheds Kys + har tit gjort Kinden vaad -- + Mands Haardhed imod Mand har vakt + utalte Tusinds Graad. + + Se her en stakkels hvervløs Mand + der be'r med bange Ord + en Herremand om nok saa lidt + af Godsets rige Jord, + og se hin Maddik nægte ham + om blot den mindste Saad, + ufølsom for en Hustrus Savn + og sultne Smaabørns Graad. + + Er jeg ved Skjæbnens Lov bestemt + til denne Uslings Træl, + hvorfor blev Frihedstrangens Kim + da plantet i min Sjæl? + Hvis ej, hvi blev jeg Skive for + hans haanske Niddingsdaad; + hvor henter Rigdom Retten til + at vække Brødres Graad? + + Lad disse Ord, min unge Ven, + ej knuge paa dit Bryst; + _mit_ bli'r jo ej det sidste Syn + paa Slægtens Ve og Lyst; + ej var en Stymper bleven til + med Savn i Kjød og Blod, + hvis ej i noget Mon han fandt + Belønning for sin Graad. + + O Død, du Fattigmandens Ven, + den bedste paa hans Vej, + min trætte Fod, min gamle Krop + alt længes ind mod dig; + den rige skjælver for dit Hug + i Velstands skjøre Traad, + men hvilket Favn du blev for den, + der sled sit Liv i Graad!« + +1898. + + + + +I DET FJÆRNE. + + + Hvor kan jeg være god og glad + og synge ved min Kjærne, o, + naar Knøsen, som jeg elsker saa, + maa færdes i det Fjærne, o! + + Jeg græder ej ved Sneens Leg, + der skjuler Sol og Stjerne, o, + men græder ved at tænke paa + min Ven hist i det Fjærne, o! + + Min Fader jog mig fra sin Dør, + mig ingen Venner værne, o. + En hjalp mig vist, om han var nær, + men han er i det Fjærne, o! + + Engang han gav mig denne Ring + og Baand som til en Terne, o; + jeg bærer dem endnu for ham, + min Gut hist i det Fjærne, o! + + Naar snart jeg føde maa vort Barn, + mens Rugen sætter Kjærne, o, + monstro han saa vil komme hjem + til mig ifra det Fjærne, o! + +1897. + + + + +HELLIG WOLLES BØN. + + + O du, som i din Himmel bor, + som bare ved dit Lunes Ord + lod to bli' frelst, hvor tyve for + til Helveds Vaade, + ej just for deres Synders Flor, + men ved din Naade -- + + _Tak_, høje Guddomsmagt, som brat + nedstyrted tusinde i Nat, + mens jeg blev for dit Aasyn sat, + et Lys, et Tegn, + en Fromhedslygte overladt + den ganske Egn! + + Hvad var vel jeg og alle mine, + at du har hævet os til dine, + jeg som fortjente idel Pine + for Adams Brøde, + der han med sig og alle sine + aad sig til Døde. + + Da frem af Moders Liv jeg brød, + du kunde slængt mig som en Glød + i Helveds luehede Skjød + med vældig Arm, + hvor Djævle slaas for dagligt Brød + med Hyl og Larm. + + Her staar jeg som et valgt Exempel, + betegnet med dit Naadesstempel, + en Pille i min Herres Tempel, + en Klippeblok, + et skjønt og skinnende Exempel + for al din Flok. + + Min Gud, du saa' hvad Kval jeg led, + naar nogen løsnede en Ed, + du kjender, hvor mit Hjærte sved + ved Dans og Drik, + thi selv jeg ved din Miskundhed + det alt undgik. + + Dog jeg bekjender: Syndens Frø + i denne Barm ej helt vil dø; + jeg kom kanske for nær en Mø, + skjønt ej jeg vild 'et, + men du vil huske: Kjød er Hø, + i Synden hildet. + + Ak, Gud, du ved -- i Gaar med Mette! + Skjænk mig Tilgivelse for dette, + og lad det ingen Frugter sætte + til min Vanære, + da skal din Tjener aldrig lette + en Klokke mere! + + Desuden -- skjønt det gjør mig bange -- + med Lises Tøs -- dog _kun_ tre Gange; + kanske det var de tre for mange, + men Fuldskabs Garn + det holdt din Tjener fast som Fange + ved Syndens Barn. + + Gav du mig, Herre, til mit Gavn, + hin Kjødets Pæl, hin Blodets Savn, + paa det jeg ej i Naadens Favn + maaske skal snæres + af Hovmod, -- naa, i Jesu Navn, + dit Kors maa bæres! + + Gud, værn om din udvalgte Skare, + din Godheds Aand du aabenbare, + dens Fjenders Hob du ikke spare, + men tugt dem godt, + som bringer Herrens Flok i Fare + ved vantro Spot! + + _Gawn Hamilton,_ -- o, straf ham haardt, + han svirer, bander, spiller Kort + og driver anden syndig Sport + i djævelsk Trods + og vender Folkets Hjærter bort + fra dig og os. + + Beskikker vi ham Kirkens Tugt, + vi faar dog ej med Skjælmen Bugt, + thi hver Mand ler, mens nok saa smukt + han alle mofler; + forband, o Gud, hans Fad og Frugt, + Kaal og Kartofler! + + Gud Herre, hør mit Klagemaal + mod Mændene fra _Air_, o, taal + ej mere disse Vantros Skraal, + udtøm din Galde, + og gjør dit Hjærte haardt som Staal + imod dem alle! + + O, tvi, hin tungehvasse _Aiken!_ + Mit Blod gaar stridere end Bækken + ved Tanken paa hin Stund og Skrækken, + vi alle led, + mens _Auld_ som limet fast til Flækken + sin Læbe bed. + + Min Gud, paa Straffens Dag forød ham, + hjemsøg med Hævn enhver, der lød ham, + borttag din Naade fra ham, mød ham + paa hver hans Vej, + ja, for dit Riges Skyld nedstød ham, + og spar ham ej! + + Betænk din Tjener tro og huld + med Hus og Hest og Ko og Guld, + saa _jeg_ maa skinne over Muld -- + _dit_ Navn til Pris -- + og hisset hos dit Englekuld + i Paradis! + + [Anm.: + _mofler_, har Krammet paa.] +1898. + + + +DER BOED EN BONDE. + +Frit oversat. + + + Der boed en Bonde paa Kildebæks Bred + -- hej! mens Rude og Timian gror -- + han havde en Kjælling til idel Fortræd + -- nu er Timianen visnet, men Ruden i Flor. + + Og Manden traf Fanden en Dag paa sin Vej + -- hej, mens Rude og Timian gror. -- + »Hvordan,« spurgte Fanden, »befinder du dig?« + -- Nu er Timianen visnet, men Ruden i Flor. + + »Aa, det er rent snavs med den Kjælling jeg har + -- hej, mens Rude og Timian gror -- + for hun er da værre end Fanden skinbar« + -- Nu er Timianen visnet, men Ruden i Flor. + + »Din Oxe og Asen jeg ikke skal ta' + -- hej, mens Rude og Timian gror -- + men giv mig den Kjælling, for hind' maa jeg ha'« + -- Nu er Timianen visnet, men Ruden i Flor. + + »Og hvis du kan tumle den Hex, du da faar + -- hej, mens Rude og Timian gror -- + da er du mænd værre end Rygterne gaar« + -- Nu er Timianen visnet, men Ruden i Flor. + + Og Manden hjalp Fanden sin Kjælling i Sæk + -- hej, mens Rude og Timian gror -- + som Bonden sin Polde han bar hende væk + -- Nu er Timianen visnet, men Ruden i Flor. + + Saa fo'r de da begge ad Helvede til + -- hej, mens Rude og Timian gror -- + »Skrup ind!« sagde Fanden. -- »Nej, Gi' om jeg vil!« + -- Nu er Timianen visnet, men Ruden i Flor. + + Men Fanden han var nu slet ikke forsagt + -- hej, mens Rude og Timian gror -- + han klapped i Næven og vips, kom hans Vagt + -- Nu er Timianen visnet, men Ruden i Flor. + + Men Kjællingen rased og rev som en Ulv + -- hej, mens Rude og Timian gror -- + de arge Smaadjævle hun tærsked i Gulv + -- Nu er Timianen visnet, men Ruden i Flor. + + En sværtet Smaafanden keg frem bag en Sten + -- hej, mens Rude og Timian gror -- + for Sod man ej saa, om han græd eller gren + -- Nu er Timianen visnet, men Ruden i Flor. + + »Hjælp, Mester! Slaa Hexen med Kolde og Kræft + -- hej, mens Rude og Timian gror -- + hun ellers os myrder hver eneste Kjæft!« + Nu er Timianen visnet, men Ruden i Flor. + + Den Slemme -- af Harme han fløjted og sang + -- hej, mens Rude og Timian gror -- + og bandte en Ed som hans Hale saa lang + -- Nu er Timianen visnet, men Ruden i Flor. + + Ja, Fanden han svor ved sin rødeste Kok: + -- hej, mens Rude og Timian gror -- + »Eet Helved ad Gangen er mere end nok« + -- Nu er Timianen visnet, men Ruden i Flor. + + Saa tog han den Kjælling med Pik og med Pak + -- hej, mens Rude og Timian gror -- + og fo'r saa til Bonden og sagde ham »Tak!« + -- Nu er Timianen visnet, men Ruden i Flor. + + »En Djævel det var jeg det mest' af mit Liv + -- hej, mens Rude og Timian gror -- + men Helvede fik jeg dog først med din Viv!« + -- Nu er Timianen visnet, men Ruden i Flor. + +1902. + + + + +FINDLAY. + + + »Hvem staar dér ved min Kammerdør?« + »Hvem vel uden Findlay?« + »Da maa du gaa! _Du_ taales ej her.« + »Vist gjør jeg saa!« sa' Findlay. + »Hvi gaar du som en Tyv i By?« + »Ja, kom og se!« sa' Findlay. + »Du gjør en Ulykke før næste Gry!« + »Vist gjør jeg det,« sa' Findlay. + + »Staar jeg op og ta'r dig ind --« + »Tag mig ind!« sa' Findlay, + »jager du Drømmene fra min Kind.« + »Vist gjør jeg det,« sa' Findlay. + »Kommer du under mit Kammers Tag --« + »Bare jeg kom!« sa' Findlay, + »bliver du her til højlys Dag.« + »Det gjør jeg nok,« sa' Findlay. + + »Hvis du bliver i Nat, min Ven --« + »Hvad jeg gjør!« sa' Findlay, + »frygter jeg for, du kommer igjen.« + »Det gjør jeg nok!« sa' Findlay. + »Hvad der end sker i mit Kammers Skjød,« + »Ske, hvad der vil!« sa' Findlay, + »saa maa du dølge det til din Død!« + »Stol kun paa mig!« sa' Findlay. + +Sommer 1898. + + + + +JENNY I RUGEN. + + + Vaad til Skindet er nu Glutten + af at gaa i Rug, + vaad om Hoften, vaad om Futten + af den kolde Dug. + + Stakkels Jenny, vaad er Glutten + nu til Hverdagsbrug, + vaad om Hoften, vaad om Futten + af at gaa i Rug. + + Hvis nu Gutten mødte Glutten + gaaende i Rug, + skulde Glutten nægte Gutten + et Par Kys i Smug? + + Og hvis Glutten mødte Gutten + paa et øde Sted, + og saa Gutten kyssed Glutten, + kom det nogen ved? + + Stakkels Jenny, vaad er Glutten + nu til Hverdagsbrug, + vaad om Hoften, vaad om Futten + af at gaa i Rug. + + [Anm.: + _Futten_, Kjælenavn for Foden.] +1898. + + + +SKJØN NELLY. + + + Paa Blomsterlejet ved en Aa + i Skyggen af en Skov + let sommerklædt skjøn Nelly laa + fint rødmende og sov. + Da gik forbi bag Skovens Træ'r + den Knøs, der havde Nelly kjær; + han studsed, blussed, stirred, skjalv + og trak saa tungt sit Vejr. + + Som skjønne Vaaben dulgt i Løn + laa Blikket gjemt i Blund, + og Rosen blev end mere skjøn + ved Duft af hendes Mund; + Skovliljen strøg sig dugfyldt, tyst + med Søsterkys mod Nellys Bryst; + _han_ studsed, blussed, stirred, skjalv, + delt mellem Frygt og Lyst. + + Den lette Luftning løfted lidt + den tynde Sommerdragt, + som kysk og fint omslynged blidt + de bløde Lemmers Pragt. + Hans Blod gik stridt som Bæk i Dal, + et hedt, usikkert Kys han stjal; + han studsed, blussed, stirred, skjalv, + et Bytte for sin Kval. + + Da fløj med eet blandt Bregner op + en Agerhønseflok. + Skjøn Nelly vaagned og i Hop + sprang over Sten og Stok. + Han efter skar paa lette Vrist + og vandt sin Pris ved Løb og List; + han bad, han svor, og Glutten blev, + som Glutter bli'r tilsidst. + +1898. + + + + +HVAD KAN EN UNG KVINDE. + + + Hvad kan en ung Kvinde, + hvad skal en ung Kvinde, + hvad kan en ung Kvinde gjør' med en dorsk Mand! + At Mor kunde mænge + mig ind i de Penge + og sælge sin Jenny for Gods og for Land! + + Han klager, han klynker, + hans Ansigt har Rynker, + han hoster, han humper som Padde i Sand, + og Blodet er blaaset, + i Sengen forfrosset, + o, styg er en Nat hos en kold gammel Mand. + + Han brummer og skjænder + og viser mig Tænder, + slet intet er godt, skjønt jeg gjør, hvad jeg kan, + mest spiller hans Tunge + jaloux mod de unge -- + ve Timen, jeg tog mig en Olding til Mand! + + Min Tante Katrine + har ondt af min Pine + og raader -- hvad just paa min Mølle er Vand: + ved Dril og ved Plage + at korte hans Dage + og siden mig tage en Yngling til Mand! + +1898. + + + + +NANCY. + + + Husbond, Husbond, stands dit Kiv, + er du fra dig selv, Mand! + Er jeg end din Ægteviv, + er jeg ej din Træl, Mand. + »Ikkun een befale kan -- + Nancy, Nancy; + bør da Kvinde eller Mand? + Svar mig, Nancy.« + + Fordrer mere du af mig + Lydighed og Træl'sind, + løber jeg, ved Gud, min Vej, + saa Farvel, min Dril'pind! + »Nu bedrøver du din Ven, + Nancy, Nancy, + skjønt jeg fandt vel een igjen, + søde Nancy!« + + O, om Hjærtet, saa forsagt, + brast ved hvad du spaar mig! + Har du mig i Graven lagt, + prøv hvordan det gaar dig! + »Aa ved flittig Bøn og Tro, + Nancy, Nancy, + falder Sindet nok til Ro, + søde Nancy!« + + Hjemme faar du ingen Fred, + der skal blive Fest dér! + Helveds Hær fra Gravens Bred + byder jeg til Gjæst dér! + »Ta'r jeg atter een som dig, + Nancy, Nancy, + flygter Fanden selv sin Vej, + søde Nancy!« + +Sommer 1898. + + + + +DUNCAN GRAY. + + + Duncan Gray kom her som Fri'r, + ha, ha for Bejlen der, + Julenat da her stod Svir, + ha, ha for Bejlen der, + Meggi Nakken gav et Slæng, + saa paa Duncan knibsk og streng, + saa han stod der som en Dreng, + ha, ha for Bejlen der! + + Duncan svor sig selv til Mén, + ha, ha for Bejlen der. + Meg var døv som Stok og Sten, + ha, ha for Bejlen der. + Duncan sukked ud og ind, + græd sig Munden vid og vind, + skreg, hun blev hans Ligkist'pind, + ha, ha for Bejlen der! + + Tiden læger alle Saar, + ha, ha for Bejlen der -- + ogsaa dem, som Elskov slaar, + ha, ha for Bejlen der. + »Bør jeg,« -- trøsted han sig selv, + »la' en Tøs slaa mig ihjel! + Hun for mig kan gaa til Hel -- --!« + ha, ha for Bejlen der! + + Det forstaar vor Doktor kun: + -- ha, ha for Bejlen der -- + Meg blev syg, da han blev sund -- + ha, ha for Bejlen der. + Taaren dybt i Hjærtet sved, + Barmens Rund gik op og ned, + Blikket røbed, hvad hun led, + ha, ha for Bejlen der! + + Duncans Sind var purt som Guld + -- ha, ha for Bejlen der -- + Meggis Skæbne medynksfuld, + ha, ha for Bejlen der. + Duncan saa, hvor hun var sød; + hvorfor volde Barnets Død? + Nu hun smiler paa hans Skjød -- + ha, ha for Bejlen der! + +1898. + + + + +JOCK RAB. + + + O saa I min Kjærrest, min Eppi' Mac Nab, + o saa I min Kjærrest, min Eppi' Mac Nab? + I Haven -- javist! hos Greven -- som sidst! + Hun vil ej komme hjem til sin egen Jock Rab. + + O, kom dog hjem til mig, min Eppi' Mac Nab, + ja kom dog hjem til mig, min Eppi' Mac Nab; + hvad slet du har gjort, om smaat eller stort: + velkommen du er hos din egen Jock Rab. + + Hvad svarer min Kjærrest, min Eppi' Mac Nab, + hvad svarer min Kjærrest, min Eppi' Mac Nab? + Det svarer hun dig: Pak _du_ dig din Vej! + For evigt forlod hun sin egen Jock Rab. + + Hvi skulde vi mødes, min Eppi' Mac Nab, + hvi skulde _vi_ mødes, min Eppi Mac Nab! + Saa let som et Vejr, saa falsk, men saa kjær! + Nu knuste Du Hjærtet i stakkels Jock Rab! + +1898. + + + + +TIBBI DUNBAR. + + + O vil du gaa med mig, + skjøn Tibbi Dunbar? + o vil du gaa med mig, + skjøn Tibbi Dunbar? + Vil du ride en Hest + eller styre et Par, + eller gaa ved min Side, + skjøn Tibbi Dunbar? + + Jeg agter kun lidet + din Far og hans Penge, + kun lidt dine Slægtninger + stolte og strenge. + Men sig, du vil ha' mig, + saa lidt jeg end har, + og kom som du staar der, + skjøn Tibbi Dunbar! + +1898. + + + + +JOHN ANDERSON. + + + John Anderson, min Fryd, John, + da først vi to blev kjendt, + dit Haar var mørkt som Ravnen, + din Pande brun og brændt; + nu er din Isse bar, John, + og bleget Lokkens Pryd. + Velsign dog Gud din Tinding graa, + John Anderson, min Fryd. + + John Anderson, min Fryd, John, + vi gik paa Højen sammen, + ja, mangen dejlig Dag, John, + vi klattred op til Kammen; + nu maa vi dulre ned, John, + til visne Klokkers Lyd + og slumre sammen ved dens Fod, + John Anderson, min Fryd! + +1898. + + + + +O, LUK MIG IND -- + + +_Han:_ + + O elskte Pige, sover du? + O, sig, du vaager lidt endnu, + for Elskov bandt min Haand og Hu, + jeg vil saa gjerne ind, Glut. + + O, luk mig ind blot een Nat, + ja, een, een, een Nat, + om end det nu er sen Nat, + staa op, og luk mig ind, Glut. + + Du hører Vintrens vaade Stød, + Drivskyen kvalte Stjernens Glød, + paa Vejens Grus jeg Foden brød, + mod Natten giv mig Skjærm, Glut. + + Glad gav jeg dog mig selv til Pris + for Regnens Slag og Haglens Ris, + hvis ej _dit_ Hjærtes Kuld og Is + opvakte al min Ve, Glut. + + O, luk mig ind blot een Nat, + ja, een, een, een Nat; + om end det nu er sen Nat, + staa op, og luk mig ind, Glut. + + +_Hun:_ + + O, tal ej mer om Regn og Vind, + haan, om du vil, mit kolde Sind, -- + men gaa din Vej herfra, thi ind + du kommer ej til mig, Gut. + + Jeg siger dig det een Nat, + blot een, een, een Nat, + ej nu og nogen sen Nat + af mig du lukkes ind, Gut. + + Den Blæst, der gjennem Natten gaar, + den Hagl, som vejløs Vandrer slaar, + er intet mod den Kvindes Kaar, + der troed troløs Mand, Gut. + + Først som en fager Blomst at staa, + saa trampes som et Ukrudtsstraa -- + saa mangen Glut, hvis Kaar var smaa, + drog ind til denne Lod, Gut. + + I Gaar sad Fuglen glad og let + og sang paa Jæg'rens Vindusbræt, + i Dag den spræller i hans Næt, + det var den Løn den fik, Gut! + + Jeg siger dig da een Nat, + blot een, een, een Nat: + Ej nu -- om nok saa sen Nat -- + af mig du lukkes ind, Gut. + +1898. + + + + +VAR SKYLDEN MIN -- + + + Var Skylden min, var Skylden min + at _hendes_ Ømhed drog mig? + Hun passede mig op ved Sti'n + og hjem til sig hun tog mig. + + Saa listig ledte hun mig ind, + mens imod Støj hun vared: + »Min ækle gamle Gnavepind + er over Fjorden faret.« + + Hvis nogen her bebrejder mig, + jeg gik med Næstens Kone, + lad ham i mit Sted stille sig + og ta' en lav're Tone. + + En Skjættekam _han_ brugte tit + imod den arme Kvinde, + at hun saa snød sin Stodder lidt, + bør det bebrejdes hende? + + Jeg bander ham af Hjærtens Grund, + mens Kys paa Kys jeg plukker, + thi hendes villigrakte Mund + var sød som Kandissukker. + + Det var en Mandagskvæld hun drog + mig til sig hist paa Næsset, + men da jeg hjemad Vejen tog, + laa Tirsdagsdug i Græsset. + +30/7 1898. + + + + +WOLLES VIV. + + + Wolle Wattel hed en Mand, + der sad tilhuse syd for Junget; + han var en Knag med jævn Forstand + og slog sin Væv saa ret det runged! + Men Wolles Viv var mut og styg, + og Marri Hop var Mor til Raden. + En saadan Kvind som Wolle har + jeg gav sgi ej en Sysling for hind'! + + Hun har ét Øje, ikkun ét, + -- en Kat har to af samme Farve, -- + fem fule Tænder plus en Stump, + dertil en Tunge som en Harve; + et Knurhaars-Skjæg om hendes Mund, + og hendes Næse truer Hagen. + En saadan Kvind som Wolle har + jeg gav jer ej en Sysling for hind'. + + Hjulbenet er hun, kalveknæet, + og halt -- det kjendes paa Kadancen -- + og vredet ud og vredet ind + kanske til Fordel for Balancen. + En Pukkel har hun paa sit Bryst, + en Tvilling til den paa sin Skulder. + En saadan Kvind som Wolle har, + jeg gav sgi ej en Sysling for hind'. + + Den gamle Kat ved Arnens Ild + er ren i Skind og net i Væsen, + men Wolle Wattels sure Kvind + paa Muffedissen tørrer Næsen; + en Næve som en Kaste-Skovl, + et Fjæs der vilde smudske Bækken. + En saadan Kvind som Wolle har -- + nej, om jeg gav en Sysling for hind'! + +1898. + + + + +EN SKRÆDDER I SENGEN. + + + En Skrædder gjennem Sengen saa ynkeligen faldt, + en Skrædder gjennem Sengen, med sit Fingerbøl og alt, + hans Skjorte var kun stumpet, og Lagenet en Pjalt, + og gjennem Loftet faldt han med Fingerbøl og alt. + + En lille søvnig Pige, som tog den med Ro, + hun gned sit Øje, vendte sig og saa, at de var to, + men da hun frøs en Kjende og ynded Nattefred, + hun tænkte: »Aa, en Skrædder gjør ikke mig Fortræd!« + + Hvad siden er passeret, det røber Sagnet ej, + da ingen af dem klagede saa klager ikke jeg. + Men mon der ej er flere, som ej blev altfor vred, + selv om en lille Skrædder bardused til dem ned? + +1898. + + + + +DE LYSTIGE TIGGERE. + + + En Nat da Løv lig Flagermus + nedsejled over Gaard og Grus + for Nordenvindens Rusk, + da Haglen slog mod Bondens Væg + og Granen stod med Rim i Skjæg, + og hvid var Digets Busk, + da sad en lystig Tatertrop + i Katte-Nancys Hytte + for Pjalterne at drikke op + med alt det gjorte Bytte; + til Skaalen og Skraalen + de dansed og de sang; + ved Stampen og Trampen + lydt Kjøkkentøjet klang. + + Tæt op mod Ovnen sad der en + i røde Pjalter; mod hans Ben + stod fyldte Tigger-Sække. + Hans _Dulle_ hviled i hans Arm, + af Drik og Kjærtegn rød og varm + hun smiled til den kjække. + Kys fik hun af ham uden Stop + og Vin i svingfuldt Maal, + mens graadigt hun holdt Munden op, + som Tiggeren sin Skaal. + Hvert Smask da gav Klask, ja + som Piskesmæld i Vang, + til svinglende og dinglende + han rejste sig og sang: + + +II. + + Jeg har Krigens Gud til Far, + og i mangt et Slag jeg var; + mine Hug og mine Ar + tog jeg mod, som de kom; + dette tog jeg for en Tøs; + dette fik jeg af en Fløs, + da mod Fransken det gik løs + under Trommers Bom-Bom. + + Mine Læreaar de faldt, + da i _Kanada_ det gjaldt, + og min Fører for Gevalt + under Hug segnet om; + og jeg tjente stadig fort, + den Gang _Moro_ kom til kort + og blev lagt i Jorden sort + under Trommers Bom-Bom. + + Ejheller jeg da Pjalt var + nu nylig ved Gibraltar, + men la' paa Krigens Altar + to Lemmer helt from; + hvis atter Fjenden slumper + ind over Grænsen, humper + jeg med paa mine Stumper + under Trommers Bom-Bom! + + Skjønt jeg nu er blot et Kræ, + der maa betle Brød og Læ, + med en Arm og Ben af Træ, + mens min Lomme er tom, + er jeg glad dog ved min Flaske, + ved min Tøs og ved min Taske, + som da Kugler hørtes plaske + under Trommers Bom-Bom. + + Og skjønt Haaret nu er graat, + og skjønt tit mod Vejret raat + jeg maa rejse mig mit Slot + i en Skovhules Rum + -- blot min Sæk man kjøbe vil, + saa min Brændevin slaar til, + tør jeg møde Fanden selv + under Trommers Bom-Bom! + + +III. + + _Han_ slutted; men det vilde Kor + end rysted Tag og Grund, + mens skræmte Rotter baglænds for + helt ind til Hulens Bund. + En Spillemand fra Krogen skreg: + _Da capo!_ Samme Stund + _Soldaterglutten_ rejste sig; + og nu holdt alle Mund. + + +IV. + + Engang var jeg Mø, skjønt jeg mindes ej naar, + og stadig min Længsel til Ynglinger staar; + en Dragon af en Trop blev min Far paa en Nat; + hvad Under, jeg elsker den raske Soldat. + + Den første jeg favned, en rødmusset Knøs, + han dundrede altid paa Stortrommen løs; + hans Ben stod i Bue, paa Sned sad hans Hat; + hvor var jeg forlibt i den raske Soldat! + + Saa kom en _Hr. Pastor_ og kryssed min Vej, + _han_ vovede Sjælen, og Legemet _jeg._ + For Kirken nu Trommen i Stikken blev ladt, + jeg viste mig falsk mod min raske Soldat. + + Snart fandt jeg dog Fromheden mindre bevendt, + hvad var vel een Præst mod et helt Regiment? + For det stod jeg rede og altid parat, + jeg spurgte kun efter den raske Soldat. + + Saa tog jeg til Posen, dengang vi fik Fred, + til jeg mødte ham dér paa et Marked et Sted; + hans Pjalter fra Krigen for mig var en Skat, + hvor nød mine Øjne den raske Soldat! + + Min Alder? -- Jeg husker den ikke engang; + men end kan jeg glædes ved Vin og ved Sang: + saa længe som Haanden om Glasset har fat: + et Leve min Helt og min raske Soldat! + + +V. + + Men _Anders_ sad i Krogen trang + og drak og kneb en Tatertøjte, + hvad Koret sang og ikke sang, + det raged ikke dem en Døjte; + tilsidst han haled op sin Fløjte, + skar en Grimace, vakled frem, + men før han blæste til med Klem + gav han et Smækkys til sin Tøjte. + + +VI. + + En er Nar, naar han faar en Taar Vaadt, + een et Fæ under Sagens Plædering; + een som Taabe er blot en Per Tot, + men jeg selv er kun Nar af Haandtering. + + Min Gudmor hun gav mig en Bog, + paa Kløgt jeg begyndte at haabe; + jeg tror, mit Talent jeg bedrog, + men venter man mer af en Taabe? + + Jeg vover min Hals for en Dram, + en Tøs er mig mere end Brødet; + sig, ventes der andet af ham, + der er Nar i Aanden og Kjødet! + + Man bandt mig engang som en Stud, + fordi jeg i Svir havde svoret, + i Kirken jeg Skoser holdt ud, + fordi jeg som fuld havde horet. + + Jeg, Anders, som gjøgler for Grin, + bør næppe med Dadel anfaldes, + der er jo en Gjøgler saa fin, + som Justitiarius kaldes. + + Se denne Filur i sit Fløjl + at skjære Grimacer og glamme + til Folk om vort »lurvede Gøgl«, + skjønt _hans_ gjør _vort_ tifold til Skamme. + + I venter Moralen, nuvel + -- og Glasset det venter paa mig: + »Den Mand, som er Nar i sig selv, + er større Tosse end jeg!« + + +VII. + + En kraftig Kvind kom nu til Mæle, + en Mester i sit Fag: _at stjæle;_ + saa mangen Pung hun havde hugget, + og endnu flere Pægle drukket; + en Højlandsknøs hun havde valgt, + hvem man i Galgen havde kvalt; + med megen Graad hun fanged an + med Sangen om John Højlandmand: + + +VIII. + + En Højlandsgut jeg elsked frit; + Lavlandets Lov han ændsed lidt, + men han var trofast mod sin Klan, + min tapre Gut John Højlandmand. + Sing hej, min gjæve Højlandmand! + Sing ho, min gjæve Højlandmand! + Der er ingen Knøs i dette Land, + der ligner min John Højlandmand! + + Hans Kappes Bræm, hans Tæppes Kast, + hans gode Slagsværd, blankt og hvast, + mangt Kvindehjærte stak i Brand! + -- min tapre Knøs, John Højlandmand! + + Fra Tweed til Spey vi strejfed om + i Sus og Dus, saa langt vi kom; + han frygted ingen Mand og Stand, + min kjække Knøs, John Højlandmand. + + De drev ham over Havet bort, + men Træets Knop kom selv tilkort, + før næste Vaar jeg laa forsand + i Favnen paa John Højlandmand. + + Men ak, de fanged ham tilsidst + og lænked ham bag Fængslets Rist; + Forbandelse paa dette Land! + De hængte min John Højlandmand! + + Som Enke gaar jeg nu omkring + og glædes ej ved nogen Ting; + i Flasken jeg kun drukne kan + min Tanke paa John Højlandmand! + Sing hej, min gjæve Højlandmand! + Sing ho, min gjæve Højlandmand! + Der er ingen Knøs i dette Land, + der ligner min John Højlandmand! + + +IX. + + En lille Praas med Fjol og Bue + fik her sit Hjærte bragt i Lue + ved Synet af den svære Frue + i Taarer smeltet, + skjønt han kun naa'de med sin Hue + den Viv til Bæltet. + + Med Fjol mod Lænd og Blik paa Vagt, + han stemte Strengen uforsagt, + til i en _Arioso_-Takt + hin Dværg-Apollo + fremtvang med _Allegretto_-Magt + hin _giga solo_: + + +X. + + Lad mig naa op og tørre væk + den stride Strøm, den Taarebæk, + vær du min Glut og jeg din Gjæk, + saa blæse være med Resten! + + Af Haandværk er jeg en Spillemand, + jeg spiller for Pigerne trindt om Land; + af alle Viser, _jeg_ spille kan, + den bedste er: blæse med Resten! + + Vi spiller til Dans i Høst og Slet. + Og hvor vi to skal føre os net! + Og alle Vegne drikker vi tæt + og blæser et Stykke ad Resten. + + Vi gnaver glade det samme Ben + og soler Ryggen ved samme Sten; + til fælles Behag og slet ingen til Mén + vi blæser et Stykke ad Resten. + + Ja, kommer du, dejligste, ind i min Arm, + da glemmer jeg Sulten, der nager min Tarm + og gnider min Fele og svælger min Harm + og blæser et Stykke ad Resten! + + +XI. + + Nu sprang en kraftig Tater op, + jaloux paa Spillemanden, + og rev en Kniv fra Buxens Strop + og rynked bistert Panden. + Han trued med at flække ham, + som Kokken flækker Hjejler, + og ganske grundigt stække ham + som denne Dames Bejler. + + Med angstfuldt Blik den kaade Strik + -- han var jo kun saa liden! -- + nu knæled ned og bad om Fred, + og dermed endte Striden; + og skjønt hans Hjærte bæved ved + at se de tvende gantes, + han lo ad denne Vise med, + da ingen Omvej fandtes: + + +XII. + + Min Snut, drag med en Kobbersmed! + -- for det er _min_ Bestilling; + saavidt jeg for, som Kristne bor, + og tjente mangen Skilling. + Jeg tog mod Mønt og fik begyndt + helt godt paa _Exercitsen_, + strøg saa af Sted; den raske Smed + ham smagte ej Militsen. + + Naa Tøs! saa værg dig mod den Dværg + med al hans Væv og Blødsind, + og slut dig til en ærlig Sjæl + med Randsel og med Skjødskind. + Ved denne Stob, min Tro og Haab + og ved min gode Klinge, + om _du_ faar Nød og fattes Brød, + gid _jeg_ af Tørst maa springe! + + +XIII. + + Den Sanger sejred, Kvinden sank + i Smedens Favn omkuld, + dels for hun halvt var elskovskrank, + dels for hun helt var fuld. + _Sir Violino_ holdt sig rank, + tog til sin Hattepuld + og ønsked dem fra Lykkens Bank + Valuta: Held og Huld + samt Øl den Nat. + + Men Drengen Amor slap en Pil, + en »Dame« mærked Svien + og søgte hos vor Spil'mand Hvil + i Læ af Hønsestien. + Men hendes Husbond dansed Ril + og tørned rundt som Bien, + naar den er vred, -- dog snart i Smil + han skifted Melodien + og lo den Nat. + + Han var en Ka'l! -- saa bindegal, + som Bakkus kunde fæste; + og skjønt hans Lykke tit var skral, + var hans Humør det bedste. + Om eet han bad: at være glad, + og ikkun Tørst han frygted. + Hans Pest var Tvang, hans Fest var Sang, + og saadan Musen røgted + hans Kald den Nat: + + +XIV. + + Jeg er Poet og ilde set + hos Folk af Stand og alt det; + men Hoben selv den lytter til, + som selve Livet gjaldt det. + For alt det, og alt det + og meget mer end alt det. + En strøg der men jeg har to igjen, + d'er Kvinder nok for alt det. + + Jeg aldrig fik af Musers Drik, + Kastalias Væld og alt det, + men Bæger-Skum af Vin og Rom + -- jeg Helikon har kaldt det. + + For Glutter smaa jeg ej kan staa, + men elsker dem og alt det; + sligt bød jo Gud; hans Visdomsbud -- + sig, skulde jeg ha' kvalt det! + + Een Stund du nød i Lykkens Skjød + med Kys og Klap og alt det. + Hvor længe vil sligt Held slaa til, + før Tidens Gus har kvalt det? + + De Tøse har gjort mig til Nar + ved Smil og List og alt det; + dog: deres Skaal til bredfuldt Maal! + De drager mig trods alt det. + For alt det og alt det + og meget mer end alt det! + For deres Vel jeg gav min Sjæl + og mere til for alt det! + + +XV. + + Saa sang den Skjald, og Nancys Hus + gav Lyd af Skraal og Bifaldsbrus + og Træskotramp og Hvin, + det sidste Shawl, det sidste Slag, + den sidste Pjalt paa deres Bag + blev solgt for Brændevin. + Den muntre Flok, der ej fik nok + i Skjaldens første Sang, + bad ham -- hej-hop! at løse op + for Posen end en Gang. + Op sprang han, saa sang han + af alle Livsens Kræfter; + da hven man og gren man + og sang Refrænet efter: + + +XVI. + + Se dog hvor vor glade Klynge + hviles ind i Bollens Damp! + Lad os drikke, lad os synge, + lad os glemme Livets Kamp! + + Pyt med dem som kræver Galger! + Frihed er en herlig Fest! + Loven er kun for Kanaljer, + Kirke blev kun til for Præst. + + Hvad er Titler, hvad er Velstand, + hvad er Ros paa Ærens Vej? + Blot _jeg_ glædes uden Stilstand, + rager Resten ikke mig. + + Dagen tures bort, og svinder + Solen bag den mørke Sø, + sover vi hos vore Kvinder, + i en Lades friske Hø. + + Tror I Dampens Vogntog løber + mere let fra Sted til Sted, + tror I Ægtesengen røber + større Maal af Kjærlighed? + + Livet er Uvisheds Forum; + ingen ser, hvor langt det naar, + lad dem snakke om _Decorum_, + der selv Titler gi'r og faar. + + Skaal for vore Tiggersække! + Skaal for hver en pjaltet Dreng! + Glut og Randsel -- leve begge! + Hurra for vort glade Slæng! + +1898. + + + + +FRA ENGELSK. + + + + +DEN NEDLAGTE LANDSBY. + +(Oliver Goldsmith.) + + + Min Landsbydrøm bag Lundes Hybenhæk, + din Dans er endt, din Gjøg er jaget væk; + Voldsmandens Haand omspreder dine Hæs, + og Ødet mørkner dine Tofters Græs. + Hvad før var manges, knuges nu af een, + og Ploven ruster alt omkap med Leen. + + Det Land har svigtet sine største Krav, + der lagde Guld i Hob, men Mænd i Grav. + Lad Grever blomstre eller gaa fortabt, + et Pust kan skabe, hvem et Pust har skabt; + men pustes bort din Marv, din Bondestand, + det Tab forvandt ej du, ej noget Land. + + I, Retfærds Mænd ved Statens Ror, der ved, + at Stormands Held gaar op, men Smaamands ned, + døm I for os og sig, hvor Grænsen gaar + imellem glimrende og sunde Kaar. + +1909. + + + + +TIL ENGLANDS SØNNER. + +(Percy B. Shelley.) + + + Englands Sønner, hvorfor sled + I for dem, der tvang jer ned? + Hvorfor vil I trælsomt slaa + Væven for Tyranner raa? + + Hvorfor uden Hvil og Stop + klæde, føde, klække op + Droner, som i braadløst Mod + tog jer Marv, nej, drak jert Blod! + + Hvorfor hamre Vaaben til + som din Fjende svinge vil? + Hvorfor smede -- Arbejdsbi, + Lænker, _du_ skal snæres i? + + Fik I Hygge, Velstand, Ro, + Elskovs Fryd i Glædens Bo? + Eller hvorfor gav I hen + Lykken -- og fik Savn igjen? + + I har saaet, hvad andre slog, + Rigdom skabt, som andre tog, + vævet, men for andres Trang, + smedet Sværd, som andre svang. + + Læg Sæd, -- men til din egen Høst, + find Skatte -- til din egen Lyst, + væv for dig selv i Tavl og Tern, + smed Vaaben til dit eget Værn. + + -- -- Kryb i Rønnens Mørke ind; + I som gav andre Taarn og Tind, + hvi ryster Lænken ved jer Fod? + Kun eget Staal staar jo imod. + + Med Skovl og Hakke, Høvl og Sav + lav jer Kiste, grav jer Grav + til en Dag om føje Aar + England bli'r jer Kirkegaard. + +1902. + + + + +I ER MANGE -- DE ER FAA! + +(Shelley.) + + + Som en Oprørstrommes Klang + rulle skal nu denne Sang + over Folkets Ho'der hen, + hørt igjen, igjen, igjen. + + Stig som Løver fra jert Leje, + fylk jert tæt langs Sti og Veje, + ryst mod Jord hver Lænke raa, + som man ryster Dug af Straa. + I er mange -- de er faa! + +1902. + + + + +SYPIGEN. + +(Thomas Hood.) + + + Med Fingre stive af Stræb, + med Øjne svulne af Graad + en Kvinde, ukvindelig laset klædt, + sad bøjet over sin Traad: + -- Sting, Sting, Sting! + mens ud af sin tærende Trang + og med en Stemme saa skjælvende spæd + om Skjorten Syersken sang: + + »Stræb -- Slæb -- Stræb, + fra Hanen galer mod Dag, + og Slæb -- Stræb -- Slæb, + til Maanen skinner paa Tag. + Er Vejen saa slidsom og mørk + for Kvinder af Fattigmandsstand, + da hellere Træl hos den vildeste Tyrk, + end »fri« i et kristeligt Land. + + Slæb -- Stræb -- Slæb, + til Hjernen drejer af Sted; + Stræb -- Slæb -- Stræb, + til Øjet taages derved. + Søm og Bændel og Baand, + Baand og Bændel og Søm, + til over de Knapper jeg synker i Blund, + og singler dem fast i en Drøm. + + I Fædre med Døtre ved Haand, + I Mænd, som har Mo'r eller Viv, + det er ikke Linned, I slider og bær', + men stakkels Menneskers Liv -- + Sting, Sting, Sting! + I Sult og Ledemodsværk + sy'r vi Kvinder med dobbelt Traad + et Dødningeskrud og en Særk. + + Dog hvorfor tale om _Død,_ + hin Knokkelgestalt med sin Le? + I _hans_ forgræmmede, benede Træk, + jeg tykkes mig selv at se, + ja, tykkes mig selv at se + i lidende, savnfyldt Nød. + At Kjød og Blod er saa billig tilfals, + saa dyrt den Fattiges Brød! + + I evigt trællende Kreds + at vandre om Arbejdets Pæl! + Og hvad er min Løn? En usselig Røn + og Pjalter fra Hoved til Hæl; + et trøsket Loft og et pilraadent Gulv, + et Bord, der næppe kan staa, + og Væggen saa bar, at takket jeg har + min Skygge, der falder derpaa. + + Stræb -- Slæb -- Stræb, + mens Klokken dikker og slaar; + Slæb -- Stræb -- Slæb, + som Fangen i Fængslets Gaard. + Baand og Bændel og Søm, + Søm og Bændel og Baand, + til Hjærtet er sygt og Hjernen er træt, + _saa_ træt som min synkende Haand. + + Stræb -- Slæb -- Stræb, + naar Luften er efteraarsgraa, + og Slæb -- Stræb -- Slæb, + naar Himlen er sommerdagsblaa, + mens let over Rygningens Kam + de Svaler flyver saa højt + og viser mig deres beskinnede Ryg + og lokker mig med deres Fløjt. + + Ak, blot i en Primulas Duft + at kvæge det syge Blod! + At drikke en Sommerdags Luft, + med Grønsværet under min Fod! + Aa, bare den ringeste Stund + at føle sig rigtig glad + som fordum, da en Tur i det fri + ej kostede en sin Mad! + + Ja, bare en eneste Gang + at turde ta Tiden paa Borg! + Den skulde ej vies til Elskov og Tant, + den skulde kun vies min Sorg. + En stille Graad vilde lindre mit Sind; + men dybt i den salte Skaal, + hvor Taarerne bo, der maa de bero, + de standsed ellers min Naal«. + + -- Med Fingre stive af Stræb, + med Øjne svulne af Graad + en Kvinde, ukvindelig laset klædt, + sad bøjet over sin Traad, + Sting -- Sting -- Sting! -- + mens ud af sin fattige Trang + og med en Stemme, der sitrende skjalv, + -- aa, maatte den række til Rigdommens Hvalv! + hun sang om Skjorten sin Sang. + +1901. + + + + +L'ANCIEN REGIME ELLER DET GODE GAMLE KONGEDØMME. + +(James Thomson.) + + + Hvem har en Skjænk beredt + for vor Drot og Majestæt? + En Jomfru gav ham sin Tro, + han tog hendes Uskyld og lo + og gav hende Skjændsel til Tak + og Torne for Rosen, han brak. + Og efter vanæredes Sæd + hun glemtes og skæm'des og græd. + _Uskyld_ er da næppe saa godt + som Gave til Kongen, vor Drot. + + Hvem har en Skjænk beredt + for vor Drot og Majestæt? + En Statsmand bød ham en Lov, + hvor ikke Retfærdighed sov; + dog hurtig han angred' sit Kald, + thi Skjælmer beredte hans Fald; + i Landflugt, Forvisning og Nød + lod Kongen ham gaa til hans Død. + _Retfærdighed_ aldrig var godt + som Gave til Kongen, vor Drot. + + Hvem har en Skjænk beredt + for vor Drot og Majestæt? + En Tænker gav ham en Skat + af Sandhed, men Fængslets Nat + med eet om Skribenten stod stængt, + hans Bøger paa Baalet blev slængt. + Se, saadan kurerer en »Schuft« + den Sygdom, der hedder Fornuft. + _Sandhed_ er alt andet end godt + som Gave til Kongen, vor Drot. + + Hvem har en Skjænk beredt + for vor Drot og Majestæt? + Hans Folk i Begejstringens Rus + svor Troskab til ham og hans Hus; + da skjænked' den »Folkenes Ven« + dem Skatter og Byrder igjen, + Fordummelse, Hunger og Krig + med blodige Bunker af Lig. + Gud ved, om det ogsaa er godt + den _Sværgen_ til Kongen, vor Drot! + + Hvem har en Skjænk beredt + for vor Drot og Majestæt? + En Hofmand hans Hjærte betog, + en lavsindet, krybende Snog; + hans Hjærte var falsk som hans Smil, + han selv uforfalsket servil, + thi fik han i Kongens Palads + den styrtede Lovgivers Plads. + Thi _Spytslikkeri_ det er godt + som Gave til Kongen, vor Drot. + + Hvem har en' Skjænk beredt + for vor Drot og Majestæt? + En Feltherre skaffed' ham Krig, + paa Bytte og Sejre helt rig, + med Blodstrømme, Dødsrallen, Skud + og Tak til Hærskarernes Gud. + Ja _Krig_ det er fint, det er godt + som Gave til Kongen, vor Drot. + + Hvem har en Skjænk beredt + for vor Drot og Majestæt? + En Skjøge af Hoben ham bød + sin fristende Favn og sit Skjød + mod Retten til Rænker at saa; + saa fik hun hans Rige at flaa, + mens Kongen af Sansebegjær + blev Bold for en »fyrstelig« Mær. + For _Skjøge_ det ved vi er godt + som Gave til Kongen, vor Drot. + + Hvem har en Skjænk beredt + for vor Drot og Majestæt? + Det var i hans Dødsstunds Døgn, + da skjænked' en Præst ham en Løgn, + saa Helvedes gloende Kul + blev tagne for Himmerigs Guld, + at _han_ for sit fromme Bedrag + blev _Bisp,_ er en ligefrem Sag. + En _Løgn_ det er særdeles godt + som Gave til Kongen, vor Drot. + + Hvem har en Skjænk beredt + for vor Drot og Majestæt? + Hans Undersaatter ham gav + en pragtfuld udsmykket Grav; + dér sænked de Plageren i + og tænkte imens: Vi er fri! + Han staar _nu_ for den evige Dom, + og for evigt hans Stol skal staa tom! + Ja, en _Grav_ er usigelig godt + for et Folk at forære dets Drot! + +Juni 1901. + + + + +DA GODSEJERNE APPELLEREDE TIL FOLKET. + +(G. K. Chesterton.) + + + Kalder _I_ paa Folkedommen? Spar jer denne slette Skjæmt. + Kald paa Gud, den naaderige, spørg om dér jer Skyld er glemt. + Kalder _I_ paa By og Borger, I som slog hver By med Stank, + gav den Røg og Os og Kulstøv for en Himmel høj og blank, + I som bag Accisebommen sad og mæsked jer paa By'n, + og med selvgjort Lov i Lommen toldede dens sidste Gryn. + + Kalder _I_ paa Boel og Landsby? Hvilken kan I pege paa + som ved eders lange Styre ej fik hugget Hæl og Taa. + Byer sløjfed, Hjem lagt øde, Bønder bragt til Bettelstav + -- høje Herrer, I tog England, og det blev ved jer en Grav, + blev en Tomt, hvor kun i Gruset findes Rest af Plov og Ten, + der hvor nu Kaninen snuser til de spredte Arnesten, + blev en Ørk, hvor Græs gror fyldigt men kun sparsomt Mandens Haab. + Kald ej I paa Boel og Bonde; mod _Kaninen_ vend jert Raab! + + Kalder I paa Skjold og Hjelmbusk? Nu velan, vi skal ej le + blot I nævne os én Gavtyv hvis Profit I gad ej se, + blot i hele Stræberkoblet -- med og uden Ærestab -- + én I fandt for plump og simpel for jert fødte Adelsskab. + + Om _nu_ en af hine Aagrer af normannisk Byrd sig kror, + lad I de Normanner slumre sødt i deres stjaalne Jord, + lad Guds gode Græs hensumme over dem sin Litani; + _de_ var Drabsmænd, Tyve, Skjælmer; de var bedre Mænd end I! + + Kalder _I_ paa Kors og Alter? Sig os da, hvad Bud _I_ lød + da de Tudors vilde Øxer gjennem Klostermuren brød. + O, fortæl, I ædle Korsmænd, hvor _I_ stod om Kirken Vagt, + til dens sidste Fold og Fenne var til eders Godser lagt. + + O, I _Russ'ler_ som har slukket hundred Altres Lys i Muld, + I _Howard'ere_, hvis Sække brister af Guds stjaalne Guld, + kalder _I_ paa Kors og Alter, vender jer mod Korets Rund, + vogt jer, at ej Brødens Hævner slaar jer paa jer frække Mund. + + Kald saa sagte I paa Folket; frygt den Harm der slumrer end. + Kald paa Gud, den naaderige; kald ej I _for_ tit paa Mænd! + +7/12 1910. + + + + +DET SYGE BARN. + +(R. L. Stevenson.) + + + _Barnet_: + + O læg din Haand paa min Pande, Mor! + Hvi er dog Stuen saa tom og stor? + O, Moder, Moder, hvor er det fat? + Hvi ligger jeg vaagen saa sildig Nat? + + _Moderen_: + + Ak, se dig ikke saa bange rundt, + her er slet ingen, som vil dig ondt; + kun Gadelygterne vaager nu, + men ikke ét Barn foruden du. + + _Barnet_: + + Moder, Moder, det gjør saa sært! + Snart er der noget saa Stort og Nært, + saa svinder det hen og er ej mer. + Jeg er saa bange for alt, jeg ser. + Hvad er det, som gjør min Angst saa stor, + og hvorfor græder du, søde Mo'r? + + _Moderen_: + + O, Gud vær' lovet, nu kom der Trin + og Lyd af Vogne fra Gaden ind! + Endnu en Time, og Dagningen blaa + skal sejrrig for mørke Skodder staa. + Saa falder han hen, min syge Dreng, + og drømmer om Fugle og Føl i Eng. + +18/8 1907. + + + + +LILLE MIN MOR. + +(Rudyard Kipling.) + + + Om jeg blev hængt paa den vildeste Top, + lille min Mor, o, lille min Mor! + én ved jeg, hvis Godhed stred sig derop: + Lille min Mor, ja, lille min Mor. + + Om jeg blev sænkt i det dybeste Hav, + lille min Mor, o, lille min Mor! + én ved jeg, hvis Taarer naa'de min Grav: + lille min Mor, ja, lille min Mor. + + Ja, stod jeg fordømt fra Isse til Hæl, + lille min Mor, o, lille min Mor! + én ved jeg, hvis Bøn vilde frelse min Sjæl: + lille min Mor, ja, lille min Mor. + +Decbr. 1905. + + + + +MIT OG DIT. + +(William Morris.) + + + Der er to Ord, vi møder tit, + og Ordene er: _mit_ og _dit_. + Aa, om vi drev dem langt af Led, + da blev paa Jord der idel Fred, + naar alt var alles, Gods og Glans, + og intet hendes, intet hans, + men fælles Hveden, hvor den gror, + og fælles Vinen paa vort Bord. + Da slog man ej sin Bro'r ihjel + af Vindelyst i Krig og Spil. + + Nej, Gud, bekymret for vor Tarv, + gav hver og en som Fællesarv + hin vidt udstrakte rige Jord, + saa Mand og Viv, ihvor de bor, + ej skulde fattes Sko og Mad, + men leve Livet frit og glad. + Men nu gaar alt den skjæve Vej, + og alle ønsker de for sig, + at denne Klode, fuld og hel, + var deres og _kun_ deres Del. + +Decbr. 1902. + + + + +NYAARS-GRY. + +(William Morris.) + + + Kom hid, Kammerater, ryk sammen, + thi saadan hører I bedst + min Sang om den gryende Morgen, + da Livet skal være en Fest. + + Et Land min Saga skal gjælde, + en Ø i det skummende Hav, + og Folk skal kalde det England, + til Tiden synker i Grav. + + Der mere end een af et Tusind' + i Dagen, vi agter for nær, + skal have et Haab for i Morgen + og eje et Hjem, han har kjær. + + Ja, skulde I ogsaa lønne + mig Talen med Spot eller Grin: + Jeg lover, at alle i England + skal da bo bedre end Svin! + + Hver Mand, der da slider for Brødet, + skal Frugten af Slidet faa, + og ingen til Hytten skal stavre + saa træt, at han næppe kan staa. + + Nej, Mænd i de kommende Tider + sig lægger om Kvælden trygt; + for Sult eller Arbejdsmangel + de huser ej ringeste Frygt. + + Det lyder kanske som en Fabel; + dog, ingen af Nag eller Nød + skal da ønske ondt for sin Broder + for selv at snappe hans Brød. + + Den Vinding, dit Arbejde skabte, + den tager du fuld og hel, + og ej skal han, der gjør intet, + dig røve den halve Del. + + En ny og forunderlig Lære! + For hvem er da Lønnen bestemt? + For os og alle de andre; + ingen slidende Haand skal bli' glemt. + + Da skal mit som alt dit vorde alles, + ingen Mand skal da kræve for sig + at beherske Rigdomme, der fordrer, + at der gjøres en Træl ud af dig. + + Men hvad vil der levnes af Goder, + naar ingen samler paa Guld, + og ingen ved andres Stræben + kan skovle sin Pose fuld? + + Nej vist, kun en rødtaget Kjøbstad, + og et lille Hus ved et Led, + og din Mark, der bugner af Hvede, + og Skovens Skjønhed og Fred, + + og de ædle Mægtiges Grave, + de historiske Minders Hjem, + og Digterens skabende Hjærne, + og Undret, en Forsker faar frem, + + og Malerens Vidunder-Pensel, + Musikens fortryllende Kor, + og alt, hvad der handles og tænkes, + saa langt som Mennesker bor. + + Thi alt skal staa aabent for alle; + og da er først Jorden skjøn, + naar alle er fælles om Stræbet + og fælles om Stræbets Løn! + + Ja, saadan er Dagen, der dæmrer, + mens Samfundskravet i Dag, + de Vilkaar, hvorunder der leves, + gjør alle til livsbrudte Vrag. + + Men hvorfor da længere tøve? + Vi vil jo; vi tror paa vor Sejr; + og alle de bange og sløve + er Fjender i Brødrenes Lejr. + + Paa hvem eller hvad skal vi vente, + mens Brødrene brydes som Siv, + og Himmelens Vinde henfarer + med Tusinde spildte Liv? + + Hvor længe vel skal de bebrejde + os, at vi intet har gjort, + de Bunker af Gydernes Stakler + bag Hungerhelvedets Port? + + I Smuds de sled deres Dage, + i Smuds de i Graven blev lagt, + de Børn af saa mægtig en Moder, + de Støtter for Engellands Magt. + + De er væk, -- skjønt Forbandelsen lever + og gaar evigt af Gravene frem; + men de Tusind af Slægter, der kommer, + skal de dele Skjæbne med dem? + + Vi maa rask skyde Porten til Side, + saa den Fattiges Haab slipper ind, + lad saa Rigmandens Frygt for Falliten + selv se til, hvor den bjærger sit Skind. + + Ja, de Fattiges ordløse Harme, + disse dumpe, forvirrede Skjænd, + dem maa _vi_ skjænke Stemme og Mening, + mens Forventningens Tid slides hen. + + Kom da med, siden al Ting os minder, + baade Livet og Gravenes Gys, + og kast over Kaos'ets Bølger + et Glimt af det skabende Lys. + + Nu skydes al Tant til Side, + men Mageligheden især; + den Sag, der nu kræver, vi strider, + er vel alle Kræfterne værd. + + Kom, kast jer kun ind i Kampen, + husk: hvirvles I ogsaa bort, + vil -- over for Eders Gjerning -- + selv Døden komme tilkort. + + Nu skydes al Tant til Side! + Thi se, vor fylkede Hær + med stolte Bannere skrider + alt op mod Dagningens Skjær! + +Januar 1901. + + + + +FRA FRANSK. + + + + +DEN GODE GUD. + +(Jean Pierre de Beranger.) + + + Gud vaagned en Morgen saa englegod + med os og Alverden paa bedste Fod. + Han satte sin Næse til Ruden brat. + »Den _er_ da vel ikke gaaet under i Nat?« + Nej; der i en Krog af det svimlende Rum + Mor Jord for Gud Fader tilsyne kom. + »Om jeg kan begribe, de taaler de Kaar, + gid Fanden annamme mig her som jeg staar! + Annamme mig her som jeg staar!« + + Og derpaa han sagde med faderlig Vægt: + »Saa tror denne dumme, dværgagtige Slægt, + om hvid eller sort, om fjærn eller nær: + for _jer_ at regjere sidder jeg her! + Regjere _jer_ hverken jeg kan eller vil, + hvad har man vel ogsaa Ministre til! + Om ej et Par Stykker paa Porten jeg faar, + gid Fanden annamme mig her som jeg staar, + annamme mig her som jeg staar! + + Mon ikke jeg for at blive i Fred + har givet jer Vinen, ja, Pigebørn med? + Endda I mig klæder i Krigerens Skrud + og kalder mig frækt for »Kejserens Gud«, + ja, tænder Blodsudgydelsens Bavn + og fyrer Kanonerne af i mit Navn! + Om _jeg_ i Spidsen af Krigshære gaar, + gid Fanden annamme mig her som jeg staar, + annamme mig her som jeg staar! + + Hvem er vel disse Smaadværge der + med gyldne Kroner og spraglede Klæ'r? + De Myrefyrster, som mæler frit, + at deres Paahit er ogsaa mit, + at de af mig lærte Visdomskunst + og ejer _min_ specielle Gunst! + Nej, agter _jeg_ Fyrsters Værk ved et Haar, + gid Fanden annamme mig her som jeg staar, + annamme mig her som jeg staar! + + Saa er der af Dværge endnu en Slags, + saa sorte som Meldrøjesvamp i Ax. + De jager Livsglæden Pokker i Vold + og gjør af _mit_ Navn en Kyse-Trold; + hel skrappe i Munden, det nægter jeg ej, + men deres Præk er Hebraisk for mig. + Tror _jeg,_ hvad Præster fortæller og spaar, + gid Fanden annamme mig her som jeg staar, + annamme mig her som jeg staar! + + Ak Børn, hvi skulde jeg sige jer mer? + De gode af Hjærte dem har jeg kjær. + Vær ikke ræd, at _jeg_ gjør jer Fortræd. + Hold pænt af hverandre og lev med Fred! + Haan bare de Store og Hyklernes Blok! + Adjø! _Jeg_ frygter Angivernes Flok. + Hvis _de_ deres Fødder i Himmerig faar, + gid Fanden annamme mig her som jeg staar, + annamme mig her som jeg staar!« + +1902. + + + + +MODERHJÆRTET. + +(Jean Richepin.) + + + Der var engang en fattig Knøs, + som elsked blindt saa grum en Tøs. + + Hun sagde: »Hent i denne Stund + din Moders Hjærte til min Hund!« + + Han lød. Gik hjem; stak Mod'ren ned, + skar Hjærtet ud og løb dermed. + + Som bedst han løb, han faldt saa haardt, + at Hjærtet af hans Haand gled bort. + + Og som det trilled tungt mod Jord, + der kom en spinkel Strøm af Ord. + + Ja, Hjærtet græd fra Gadens Skarn: + »Aa, slog du dig, mit elskte Barn!« + +Decbr. 1902. + + + + +FRA TYSK. + + + + +FOR SKRANKEN. + +(Goethe.) + + + Og hvem der er Far til det Barn jeg bær' + det siger jeg eder ej, + og siger I saa, jeg en Horer er, + saa svarer jeg eder: nej! + + Med hvem jeg troloved mig siger jeg ej, + men kjærlig og god er min Skat, + hvad enten han bærer en Kjæde af Guld, + hvad eller af Straa er hans Hat. + + Vil Haan og Spot end følge deraf + _jeg_ bærer al Skammen derved, + jeg kjender _ham_ vel, han kjender _mig_ vel, + Vorherre ved ogsaa Besked. + + Hr. Pastor og Hr. Amtmand der + jeg haaber, I spare mig vil! + Det _er_ mit Barn, det _blir_ mit Barn; + I gir mig jo intet dertil. + +1890. + + + + +ZIGEUNERSANG. + +(Goethe.) + + + I Taagemulmet, i Sneen dyb, + i Vinternattens den vilde Skov + jeg hørte Ulvenes Hungerhyl, + jeg hørte Uglernes Skrig: + Ville vou, vou, vou, + ville vo, vo, vo, + vito hu! + + Jeg skjød engang en Kat ved Zaun + og det var Hexen Annas kjære, sorte Kat, + syv Varulve kom da om Natten til mig, + syv Kvinder, ja syv fra vor By: + Ville vou, vou, vou, + ville vo, vo, vo, + vito hu! + + Jeg kjendte dem alle, jeg kjendte dem vel, + baade Anna, Ursula, Käth', + baade Eva, Lisa og Mett', + de hylede om mig i Kreds: + Ville vou, vou, vou, + ville vo, vo, vo, + vito hu! + + Da nævnte jeg hver ved sit Navn helt højt: + Hvad vil du Anna, hvad vil du Birth! + Da skjalv de og gøs, da rev de sig løs + og løb og tudede vildt: + Ville vou, vou, vou, + ville vo, vo, vo, + vito hu! + +1890. + + + + +JEG FULGTE DYBT I SKOVEN IND. + +(Goethe.) + + + Jeg fulgte dybt i Skoven ind + en herlig lille Pige + og trykked hende til min Kind. + »Slip! eller jeg skal skrige!« + + Jeg raabte vredt: »Jeg dræber den, + der vover os at røre.« + »Hys!« hvisked hun, »tal sagte, Ven, + der kunde nogen høre!« + +1890. + + + + +VÆVERNE. + +(H. Heine.) + + + Med hule Øjne og gnislende Tænder + de sidder ved Væven med travle Hænder. + »Tyskland, vi væver dit Dødningeskrud, + vi væver deri tre Forbandelsesbud: + Vi væver, vi væver! + + Forbandet den Skingud, som svigted i Nøden, + da Vinteren trued med Hungersdøden, + forgjæves vi bied, forgjæves vi bad, + men Spot han os yded istedetfor Mad, + vi væver, vi væver! + + Forbandet Kongen, hin Drot for de rige, + der ikke kunde vor Nød besige, + der rev os Brødet af vore Munde + og siden lod os skyde som Hunde -- + vi væver, vi væver! + + Forbandet det falske Fædreland, + som Raadenskabsspirer kun nære kan, + hvor hver en Blomst saa spæd maa dø, + og hvor kun Skjændselen sætter Frø -- + vi væver, vi væver!« + + Og Skytlen flyver, Vævens Brag + gir Gjenlyd gjennem Nat og Dag -- + »Old-Tyskland, vi væver dit Dødning-Skrud, + vi væver deri tre Forbandelsesbud -- + vi væver, vi væver!« + +1890. + + + + +HOLD DOG OP! + +(H. Heine.) + + + Hold dog op med de Parabler. + Stands den hellige Fanfare + og de mange fromme Fabler, + mens et Spørgsmaal I besvare! + + Hvorfor kryber om i Støvet + bleg og byrdebrudt den Gode, + mens forbi den Slette traver + højt tilhest og veltilmode? + + Hvis er Skylden? Er Vorherre + kanske ikke helt almægtig? + Eller er det ham, der gjør det? + Nej, det var _for_ nederdrægtig? + + Saadan spørger vi bestandig, + indtil man os Munden stopper + med en Haandfuld Jord fra Graven. + Var det Svar mon paa vort Spørgsmaal? + +1898. + + + + +JAMMERDAL. + +(H. Heine.) + + + Om Gavlen tuder Nattens Vind, + hvor højt bag Ruder brustne + to stakkels Djævle strækker sig + saa magre og saa gustne. + + Den ene stakkels Djævel sa': + »Omslyng mig med dine Arme, + og pres din Mund imod min Mund; + jeg vil hos dig mig varme.« + + Den anden stakkels Djævel sa': + »Ser _dig_ jeg ind i Øjet, + forsvinder Kulde, Savn og Sult + og alt hvad jeg har døjet.« + + De kyssedes meget, men græd dog mer, + kun Sukket danned en Pavse; + imellem de lo, og imellem de sang; + omsider blev de saa tavse. + + Man hented Betjenten, og Lægen kom, + han konstatered med Lethed + Kadavrenes Død, anførte som Grund + Omstændighedernes Slethed. + + »Den strenge Kulde«, erklærede han, + »forbunden med Mangel paa Spise, + har -- om ej ganske gjort det forbi -- + dog synlig befordret en Krise. + + Naar Vinteren kommer,« lagde han til, + »maa Sengene helst være bløde.« + -- Han anbefaled desuden enhver + en sund og kraftig Føde. + +1897. + + + + +FILANTROPEN. + +(H. Heine.) + + + Der leved to elskede Søskend', + en fattig Søster, en Broder saa rig; + den fattige sa' til den rige: + »Giv mig et Stykke Brød.« + + Men hende den rige svared': + »Lad mig dog nu i Fred! + Mit aarlige Gjæstebud gjør jeg + i Dag for det store Raad: + + En elsker Skildpaddesuppe, + den Anden Ananas, + den Tredje spiser Fasaner helst + med Trøfler fra Perigord. + + Den Fjerde spiser blot Havfisk, + den Femte lirker for Lax, + den Sjette tager tiltakke med Alt + og drikker dygtigt dertil.« + + Den stakkels, stakkels Søster + gik sulten til sin Hytte. + Hun la' sig paa en Halmsæk + og drog sit sidste Suk. + + Vi maa jo alle dø, + og Dødens Le traf ogsaa + tilsidst den rige Broder, + som Søsteren den traf. + + Og da den rige Broder + forstod, hans Tid var omme, + tilkaldte han Notaren + og gjorde sit Testament. + + Anselige Legater + tilkjendtes Gejstligheden + og Skoler, samt det store + Musæum for Zoologi. + + Med smukke Summer betænkte + den store Testator ogsaa + vort Jødeomvendelsesselskab + og Døvstummeinstitutet. + + Det nye Taarn paa St. Stephan + han skjænkede en Klokke. + Den vejer 500 Centner + og er af bedste Metal. + + Den melder med malmerne Tunge, + hvor meget godt han gjorde + Staden og hans Medborg're + af egen Konfession. + + Begravelsesfesten blev fejret + med megen Prunk og Pragt. + Folk strømmede til i Mængde + og gloede ærefrygtsfuld. + + Thi paa en sort Karosse, + der lig en Baldakin + var prydet med sorte Strudsfjer, + hvilte hans Sarkofag. + + Tæt bagefter Kisten vandred + Lakajer i sorte Livreer; + snehvide Tørklæder holdt de + op for de sorgrøde Aasyn. + + Byens Honoratiores + in pleno, et stateligt Følge + af sorte Paradekuske + vraltede efter i Takt. + + _Han_ fattedes just, som gjerne + Fasaner med Trøfler spiste. + Ak, en Forstoppelse havde + fornylig endt hans Liv! + +1897. + + + + +DUELLER. + +(H. Heine.) + + + To Oxer paa en Bondegaard + faldt i Disput, og den var haard. + De havde begge let til Vrede, + og som det gaar i Stridens Hede, + snart har den ene Ordets Helt, + den anden for _en Æsel_ skjældt, + da _Æsel_ er Skjældsord mod en Oxe, + saa maatte de tvende John Bull'er boxe. + + Paa selvsamme Gaard og til selvsamme Tid + geraaded ogsaa to Æsler i Strid. + Langørernes Lidenskab voxed med Hast, + omsider den enes Taalmodighed brast, + og mens hans vilde »Y-a« gjalder, + Medæslet han for _Oxe_ kalder. + I ved, at intet et Æsel kreperer, + som naar man det Oxe titulerer. + + En Tvekamp fulgte, de sloges og bedes, + med Hoved og Hove de stødtes og stredes + med mangt et Spark i hinandens Podex, + som det er befalet i Ærens Kodex. + Og hvad er Moralen i dette vort Digt? + Duel _kan_ blive bydende Pligt: + Om Løjtnantsspiren betitles en Praas, -- + nuvel, det er klart, at saa maa han slaas. + +1897. + + + + +BALTHASAR. + +(H. Heine.) + + + Alt hylled Nattens Klædebon + sig tykt og tæt om Babylon. + + Men ovre i Balthasars Slot + dér flimrer Lys, der støjes raat. + + Der gjorde Kongen Gjæstebud + for Riddersmænd i Silkeskrud. + + Der tømte Mændenes skinnende Rad + den funklende Vin af gyldene Fad. + + Og Bæger mod Bæger i Tumlen klang, + og Kongen jubled, og Ridderne sang. + + Og Kongens Kinder gløded af Blod, + og Vinen hidsed hans vilde Mod. + + Han rejser sig op fra Drikkebord + og haaner Gud med bespottende Ord. + + Han bryster sig frækt, hans Haan er vild, + og Ridderne brøler Bifald dertil. + + Og bydende vendte sig Kongen om, -- + en Tjener forsvandt, paany han kom. + + Han bar paa sit Hoved de gyldne Kar, + fra Jahves Tempel de røvede var. + + Balthasar greb -- den forvorpne Mand -- + et helligt Bæger, fyldt til dets Rand. + + Det tømte han pludselig til dets Bund + og raabte højt med fraadende Mund: + + »Jehova, jeg sværger dig evig Haan, + thi jeg er Konge i Babylon!« + + Dog næppe de grufulde Ord henklang, + før Angstens Sved ham af Panden sprang. + + Den gjaldende Latter forstummed i Hal, + og der blev dødsensstille i Sal. + + Og se! og se! paa den hvide Mur + der tegned sig sort en Haands Figur, + + og skrev, og skrev paa Kalkvæggen grant + Ildtegn ved Ildtegn, skrev og forsvandt. + + Balthasar sad der med stivnet Blik, + hans Knæ og Hænder bævende gik. + + De Riddere gøs, den larmende Fryd + var længst forstummet, ej mindste Lyd. + + De Magere kommer, dog ingen formaar + at tyde de Tegn, der paa Væggen staar. + + Men samme Nat slog Ridder og Træl + Balthasar, Babylons Konge, ihjel. + +3/10 1893. + + + + +HENSIGTSMÆSSIGHED. + +(H. Heine.) + + + Tvende Ben har Gud os givet + til at stræbe _frem_ i Livet, + vilde ej at Adamsætten + skulde klæbe fast til Pletten -- + thi en gammel Stilstands-_Ploug_ + havde kun ét Ben behov. + + Og af Øjne fik vi to + til at dømme klart og tro -- + for at tro hvert skrevet Pluk + var ét Øje mer end nok; + to Gud gav os -- ikke fler -- + at vi rigtig maatte fatte + denne skjønne Verdens Skatte, + skabt til Menneskets Plaser. + + Og naar vi langs Gaden døse + for at se paa kjønne Tøse + mindre eller mer forfløjne, + skal vi bruge begge Øjne, -- + en Opmærksomhed vi skylder + dette raa Produkt af Moden, + som vi bærer langs ad Foden, + vore stakkels Ligtornsbylder, + som er slig en Fandens Plage + i de spidse Støvlers Dage. + + Tvende Hænder gav os Gud + til at dele _dobbelt_ ud, + ikke for at lægge Grunker + op i dobbelt høje Bunker + eller bag om Kistelaag, + som jo nu saa _mangt_ et Drog. + + Vi skal ingen Navne nævne, + skjønt vi gad os gjerne hævne, + hænge dem, hvis ej vi saa, + de var alt for højt paa Straa. + Riddere og dydigt Pak, + Filantroper, helligt Fæ, + som engang i Ny og Næ + ogsaa mig en Daler stak. + I den tyske Eg vi hænge + ikke Folk med _mange_ Penge. + + Og den gode Herre Gud + stak os kun én Næse ud, + da det vilde volde Mas + at faa tvende i et Glas, + og det vilde være ilde, + om vi skulde Vinen spilde. + + En Mund fik vi, ikke mer, + heller har vi godt af fler, + Adams Søn og Evas Datter + alt med _den_ for meget pjatter, + og ifald de havde flere + sladred, løj de endnu mere. + Har de Munden fuld af Grød + faar man Ro et Øjeblik, + hvis to Mundes Brug de nød + aldrig Fred for Vaas man fik! + + Tvende Øren skjænktes vi; + dette skaber Symetri; + de er endnu ej hos mange + slet saa laadne, slet saa lange + som de Prydelser, Gud yder + til vor æselfødte Skryder. -- + + Tvende fik du, ikke ét, + at du skulde skatte ret + Mozarts Værker, Haydns, Glucks, + skjælne mellem Kunst og Jux; + gaves kun Klaver-Kolik + og Hæmorrhoid-Musik + af den _store_ Meyerbeer + trængtes ej til Øren mer. + +25/8 1893. + + + + +ROTTERNE. + +(H. Heine.) + + + Man deler -- agt paa dette -- + de Rotter i sultne og mætte; + de mætte har jo ingen Nød, + de sultne drager om Land for Brød. + + Saa mange Tusind Mile + de haster uden Hvile, + de stopper ej det vilde Løb, + for Vind og Vand de gi'r ej Kjøb. + + I Afgrunden Springet de vover, + og Floderne svømmer de over. + Hist druknede to, og her spiddedes een, + her knækked en Hoben sit Nakkeben. + + Det er saa haarde Huder, + og deres spidse Snuder + i modigt Trods de løfter kjækt, + saa radikalt, saa rottefrækt. + + De radikale Rotter + med Gud og Kongen spotter; + de døber ej Ynglen som her tillands + og deres Kvinder er »allemands«. + + Den Rottehob forslugen, + den vil kun kildre Bugen; + den tænker kun lidt paa sin Salighed, + imens den gnaver og svælger ned. + + Med Helvede skræmmes den ikke, + den frygter ej Kattenes Blikke --, + den ejer ej Guld eller ringeste Gods, + men ønsker at dele vort med os. + + Jeg hører Piber og Trommer, + hør! Vandrerotterne kommer; + de kredser alt snart om hver Mands Bo, + og deres Mængde er Legio. + + O ve, vi er fortabte! + Til Hævn blev hine skabte. + Borgmestren ved ej ud, ej ind, + og Raad og Foged af Angst er blind. + + Nu løfter man Sværdet og Stokken, + og Præsterne ringer med Klokken; + den hellige Kirke, den hellige Stat, + de har nu at døje saa haard en Dravat. + + Thi Klokkerabaldren og Præk om Profeter, + de højvelviseste Statsdekreter, + de største Kanoner, selv hundredpundige, + det hjælper ej mere, I stakkels vankundige! + + Ej heller her hjælper den slebneste Tale, + de Laser af Fraser, hvormed I kan prale; + man fanger ej Rotter med Syllogismer, + de springer over de værste Sofismer. + + Der gjælder for sultne Maver og Munde + kun Suppe-Logik og Mørbrads-Grunde, -- + kun Pølse-Citater og Boeufstegs-Saft + har her den overbevisende Kraft. + + En tiende Stokfisk i Smør vil gotte + en radikal og forsulten Rotte + langt mer end den fyrige Mirabeau + og Talere lige fra Cicero. + +Januar 1901. + + + + +MAND OG KVINDE. + +(Alexander Petøfi.) + + + Da Gud Fader havde Manden dannet + rynked tunge Anelser hans Bryn, + de blev Sorger, som tilsidst forvandled + sig til Skyer og til Uvejrslyn. + + Da Vorherre havde Kvinden dannet, + brast i Graad han ved det skjønne Syn, + og hver Draabe af Guds Glædestaarer + blev en lille Stjerne over Sky'n. + +August 1891. + + + + +SVÆRD OG LÆNKE. + +(Alexander Petøfi.) + + + Engang med Gud Faders Vilje + steg en Engel ned til Jorden + for den dejligste blandt Kvinder + der at finde og at favne; + og han fandt og elsked hende; + fra den Stund af blev ham Jorden + skjønnere end selve Himlen, + og han svævede hver Aften + salig til sin Elskerinde, + sprang fra Stjærne ned til Stjærne, + og naar endelig han standsed + paa den nederste i Rækken + satte han sig paa en Svane, + paa en hvid og dejlig Svane, + og den bar ham til hans Elskte, + der ham vented i sin Have + og ham hilsed med en Latter + hvorved alle Knopper svulmed, + og Smaablomster, længst henvisned, + atter vækkedes til Live. + Der de sad og talte sammen + indtil Morgenrøden lyste; + og de talte om alt helligt, + om alt skjønt, som er i Verden. + Og med sænkte Øjne lytted + Pigen til sin Engels Tale; + men engang da op hun skued + var saa skjønt det Blik, at Englen + faldt paa Knæ ved hendes Side + og et Kys af hende trygled, + hvad hun ikke Englen nægted. + + Hvilket Kys! Da Englens Læber + bævede mod Pigens Læber, + bæved salig hele Jorden, + som var Jorden selv et Hjærte. + Og hver Stjærne hist i Himlen + blev en Klokke, hvorpaa klare + Trylletoner klang og klemted. + + Aldrig hørtes slige Toner, + Blomsterne tog til at danse + som smaa Alfer over Enge, + Maanen rødmede fra Himlen, + vel fordi den Skjønne fæsted + rødmende sit Blik paa Maanen; + Natten selv blev rosenfarvet. + + Englens Kys paa Pigens Læber + spirede som Frø i Mulde, + og den salige blev Moder + til et Barn saa skjønt og dejligt, + som det avles kun, naar _Himlen_ + elskende omfavner Jorden. + + Barnet blev kaldt _Sværd_ i Daaben, + Sværdet det betyder _Frihed_. + + Engang steg med Satans Vilje + op den hæsligste af Djævle + til vor Jordkreds for at søge + der den fuleste af Hexe, + og han fandt og elsked hende; + fra den Stund af fandt han Jorden + skjønnere end Helveds Kule, + og han sneg sig nu hver Aften + i den skumle Midnatstime + gjennem Svælget af et Ildbjærg + op fra Helved til sin Skjøge. -- + Paa en Hel-Hest vild og sodet, + slangehalet, tudseho'det, + flammemanket, dragefodet, + bragtes Djævlen op til Jorden. -- + Hexen kom til Stævnemødet + fulgt af Flagermus og Ugler, + ridende paa Limestage + ind i Bjærgets flammefæle + Svælgs med Svovldamp fyldte Indre. + + Der de sad og taled sammen + indtil Hanens Galen gjalded, + og de talte om alt gudløst, + om det hæsligste i Verden. + Da brød Djævlen ud: »Jeg fryser -- + kom dog dyb're, kom dog dyb're! + kom til Bunden af Vulkanen, + ned til Ildens sidste Leje! + -- Ak, men ogsaa her jeg fryser; + hør hvor mine Tænder klaprer! + Kom og favn mig, kom og kys mig.« + + -- Kyssende hun ham omfavner! + Hvilket Kys! Da Djævlens Læber + rørte Hexens fule Læber, + skjalv den hele Jord i Rædsel, + drønende, som naar den hylles + ind i sorte Uvejrsskyer. + + Bjærget vælted Flammer af sig, + og det spyed op mod Himlen + Lavaregn og glødte Stene, + Jorden var omspændt af Luer, + alle Stjærnerne og Maanen + drog et Slør for deres Aasyn, + sort og tykt og tæt var Sløret, + thi de vilde intet skue. + + Djævlens Kys bar Frugt derefter, + og den fule Hex blev Moder + til et Udyr, som det fødes + kun, naar _Helved_ favner Jorden, + og det stygge Djævleafkom + kaldte man med Navnet: _Lænke_. + Lænke det betyder _Trældom_. + + Disse tvende: Frihed, -- Trældom, + hin fra Himlen, den fra Helved, + ogsaa kaldet Sværd og Lænke, + kjæmper stadigvæk paa Livet. + + Længe vared Kampen, _længe_, + svækkes kan den, dog ej standse. + Sværdet er alt sløvt og skaaret, + tyndere dog ogsaa Lænken. + Snart for vist det skal afgjøres + -- længe kan det ikke vare -- + hvem der Jorden skal beherske, + enten Himlens Ætling -- _Frihed_, + eller Helveds Afkom -- _Trældom_. + +15/1 1894. + + + + +DEN VANVITTIGE. + +(Alexander Petøfi.) + + + Hvad skal I, Forstyrrere? + Pak jer, se til I kommer bort! + Forstyr mig ikke i mit Arbejd, + thi jeg fletter en Svøbe, en Flammesvøbe + af Solens Straaler + og gjennempisker Verden med den. + Naar den saa jamrer, vil jeg le, + som den har let, naar jeg har jamret. + Ha, ha, ha! + + Thi det _er_ Livet: Kun Graad og Latter. + Men Døden raaber omsider: »stille!« + Engang da døde ogsaa _jeg_. + De Folk som daglig drak min Vin + de havde gydt mig Gift i Vandet. + Hvad gjorde mine Mordere saa + for deres frække Daad at skjule? + Jo, da jeg laa som Lig paa Baare + de la' sig over mig med Suk og Taare. + Hvor var jeg gjerne sprunget op + og bidt dem Næsen af til Roden, + dog nej, de Næsen skal beholde + saa de mit raadne Lig skal lugte, + indtil de selv af Stanken brister. + Ha, ha, ha! + + Men hvor begrov man mig? I Afrika. + Det var mit Held, + thi en Hyæne grov mig op igjen. + Det Dyr, det var min eneste Velgjører, + og det har jeg bedraget. + Det vilde nemlig mine Knokler gnave, + istedetfor saa gav jeg det mit Hjærte, + som var saa besk, at det krepered af det. + Ha, ha, ha! + + Ak ja, saa gaar det hver + som øver godt mod andre. + Thi hvad er Mennesket? + »En Blomst,« -- saa hedder det, -- + »som har sin Top i Himlen.« + Det er ej sandt! + Nej, Mennesket det er en Urt + som sine Rødder dybt i Helved slaar. + Det var en Vismand som mig dette lærte; + -- en Taabe var han, thi af Sult han døde. + Hvi stjal han ej? Hvi røvede han ikke? + Ha, ha, ha! + + Dog hvorfor ler jeg som en Forrykt? + Jeg skulde hel're græde. + Ja, græde for den Slægt, der er saa ond. + Gud græder ofte fra den høje Sky + i Anger over, at han skabte den. + Dog hvad kan alle Himlens Taarer hjælpe? + De falder til vor Jord, den ækle Jord, + og Mennesket dér sætter Foden paa dem, + og saa -- hvad bli'r der af dem? + Hvad bliver der af Himlens Taarer? -- Snavs. + Ha, ha, ha! + + O Himmel, gamle afdankede Soldat, + Medaljen paa dit Bryst det er jo Solen, + og Skyerne din slidte Uniform. + Thi, saadan slipper man en gammel Kriger, + din Løn for Tjenesten saa lang og tro: + et Kors og saa en gammel Uniform. + Ha, ha, ha! + + Og skal jeg sige jer, hvad Nattergalens Sang + betyder oversat i eders Sprog: + Den raaber: Vogt dig først og frem'st for Kvinden, + thi Kvinden drager Mændene imod sig + som Oceanet drager Flodens Strømme, + for snart igjen at støde dem langt fra sig. + En dejlig Skabning er tilvisse Kvinden. + Ja, dejlig, men saa farlig, -- + en giftig Drik udi et gyldent Bæger. + O, jeg har nydt dig, Elskov! + En eneste af dine Himmeldraaber + er sødere end noget Hav af Honning, + men slig en Draabe ogsaa mere dræbende + end et til Gift forvandlet Ocean. + Men har I ogsaa Havet set, + naar Frygtens Storm trak over det + og saa'de Dødssæd i dets Skjød? + Og har I Tordenvejret set, + hin raa, solbrændte Bonde, + der svang som Pisk det blanke Lyn? + Ha, ha, ha! + + Naar Frugten den er moden, falder den. + Du Jord er moden alt, saa fald da, fald! + -- Endnu jeg venter til i Morgen, + men kommer da ej Dommerdag, + saa graver jeg et Hul ind til dit Midtpunkt; + det fylder jeg med Dynamit + og sprænger saa den ganske Jord + i Luften. + Ha, ha, ha! + +15/10 1893. + + + + +BJØRNEN I BERN. + +(Efter Fr. von Sallet.) + + + I fordums Tid -- saa har jeg læst -- + de holdt i Bern en Bamse, + og lod de frit det laadne Bæst + i Landets Fedme gramse. + »Saa sig mig dog, I Berner-Børn, + hvad gjør nu egentlig den Bjørn, + det maa I mig forklare.« + + »Nuvel, han æder Truget tomt; + hvad mer skal han vel gjøre? + -- tar til i Vægt og lægger fromt + sig paa sit grønne Øre. + Han sover med Ihærdighed + og brumler saa med Værdighed. + Kort sagt: Han er _vor_ Bamse.« + + »Hvi vil I dog i Stad og Stat + til ham det bedste samle?« + »Du er dog ret en dum Krabat; + saa gjorde jo de gamle! + Vi er kaput, den Dag han gaar.« + »Hvorfor?« -- »Hold Mund! Vi ellers slaar + dig Ho'det ned i Maven!« + + -- Tys! Hvorfra stammer den Halløj? + Hør! Børn og Kvinder hyler. + Se, Torvet vrimler; lav og høj + nu larmer som Kabyler. + Er Folket ramt af Pest og Brand? + -- »O, tifold værre! Arme Land! + Vor Bjørn, vor Bjørn kreperet! + + Saa brat ham ramte Dødens Spær, + og ingen fler vi huse! + O, maatte i et Herrens Vejr + os vore Bjærge knuse! + Forbi, forbi med Kanton Bern! + O, Jægergutter, op til Værn! + Fang ind en ny før Aften!« + + De jager over Bjærg og Slugt, + kan ingen Bjørne finde; + men ligefuldt faar Træet Frugt, + og Æblerne bli'r trinde; + og Rugen gynger i sin Dal, + som Bjørnedød og Bjørnekval + ej for en Døjt den agted. + + De jagede, til Solen sank + bag fjerne Alpetinder. + »Der stiger Maanen rund og blank; + se, om ej Skjælmen skinner! + Og Stjernerne -- se der -- og der! + Den hele muntre Himmelhær -- + som ingenting var hændet!« + + »Saa vil vi« -- raabte Land og Stad, + »ej mer af Bjørne vide; + han aad sig fed af Folkets Fad + og vilde dog os bide. + Vi maatte klippe Bæstets Klør. + Se, Kornet gror, skjønt Bjørne dør! + Og _vor_ skal aldrig savnes.« + +April 1908. + + + + +VED KJEDLEN. + +(Ferd. Freiligrath.) + + + En Damper kom fra Biberich; stolt var den Fure, som den drog; + den stampede, med Hjul og Skovl, saa Bølgerne mod Bredden jog. + Af Vimpler og af Faner fuld, skjød den af Sted saa kjækt og flot; + den Konge, som for Prøjsen staar, ham førte den til Rhinens Slot. + + Solstraalerne var ret som Guld; af Disen dukked' By ved By, + og Rhinen skinned som et Spejl, og Stævnen glinsed' blank og ny; + Skibsdækket lyned' hvidt af Vask, og paa dets rene, glatte Fjæl + gik Kongeparret fredsælt om med Smil i Øjet, Lys i Sjæl. + + Vinløvet langs den krumme Rhin og dine Hasler, St. Goar, + de nikked' ned fra deres Fjæld og hilsede det høje Par; + og glade saa sig Parret om; det lille Skib, hvor var det net! + Her gik de jo saa trygge rundt, som hist paa Sanssoucis Parket. + + Men _under_ al den Herlighed og _bag_ om denne Glimmerpragt, + der flammer vildt det Element, der skyder Skibet frem med Magt; + dér staar i Kvalm og Flammeskjær og rager under Kjedlens Rist + _han,_ som om Bord er Kraftens Sjæl, en proletarisk Maskinist. + + Deroppe ler den grønne Jord, og Sol forgylder Flod og Hav, + mens _han_ den skjønne, lange Dag maa stirre i sin Flammegrav; + i Bomuldsskjorten staar han der, halvnøgen, trængt af Røg og Rust, + imens en Konge over ham indaander Bjærges frie Pust. + + Nu har han skruet Ovnen til, og al Ting er i bedste Stil, + saa skjænker han et kort Sekund sin trætte Krop et Slavehvil. + Der dukker han til Midjen frem af Kjedelrummets Lugekarm + og spejder over Dækket hen, svagt støttet paa den højre Arm. + + Med Skovlen i sin sorte Haand og Kind og Arm af Ilden bagt + og med det svære, nøgne Bryst bredt mod Gelændrets Sprinkler lagt + han spejder efter Fyrsten hen, imens han mumler mørk i Hu; + »Hvor Staten ligner dette Skib! -- Lysfødt paa Dækket vandrer _du_. + + Men nedenfor i Dybets Nat, i Arbejdsrummets dunkle Skjød, + dybt nede, smeder jeg af Trang mit Skjæbnehjul ved Flammen rød; + og ej blot mit, men ogsaa dit; hvem holdt Maskinen her i Gang, + hvis ej min Næve, ru og haard, haandtered Skovl og Stempelstang? + + _Du_ er langt mindre nogen Zeus, end _jeg_, o Konge, en Titan! + I al din Pragt du træder paa en altid kogende Vulkan! + Og _den_ Vulkan behersker _jeg_; et Ryk, et Slag, og fra mit Bur + omstyrter jeg det stolte Hus, paa hvilket du er Topfigur! + + Mens Dækket brister, slænges du i Luften under Spanters Brag, + vi andre gaar nyfødte frem fra Mørkets Skjul til Lys og Dag. + Vi er en Magt! Vi hamrer frem fra nyt den gamle, mugne Stat, + hvori Guds Vrede os har holdt til nu som Proletariat. + + Da gaar med Sang jeg Verden rundt, og paa min Skulder, bred og stærk, + som St. Christoffer bærer jeg en ny Tids Christ, en ny Tids Værk. + Jeg er hin Kjæmpe uden Frygt, der bærer paa min faste Fod + Befrielsens og Frelsens Aand hen over Tidens vilde Flod!« + + Saa brummer i sit røde Skjæg den dystre, sværtede Kyklop, + og gaar saa atter til sit Værk og skovler Kul og Ild i Hob. + Plejlstangen jager op og ned, Propellen gaar med tunge Slag; + belyst af Flammen hvisker han: »Nej, vrede Kræfter _ej i Dag!_« + + Snart lægges til Kapellet ind; i Land da gaar Hans Majestæt, + og kjører til sit rhinske Slot; sex Heste gaar for hans Karet. + Men med et Blik til Kongens Slot nu Maskinisten aander frem: + »_Fremtidsruiner_ -- ak, hvor godt der hæges nu som før om _dem!_« + +Juni 1901. + + + + +OMSVÆRM OS KUN, FJENDER. + +(Arthur Fitzer.) + + Nehemias 4. Kap. + + + Da nu det sig rygted til Fjendernes By, + at Herren et Tempel vi bygged paany, + da stormed de mod os i Tummel og Tramp, + og Pladsen for Templet blev Pladsen for Kamp. + + Hist slæbte vi Bjælker, her rulled vi Sten; + med venstre Haand førte vi Hamren og Ske'n, + men højt i den højre vi løfted til Værn + de blinkende Vaaben af Kobber og Jærn. + + Og Muren sig hævede Fod over Fod, + mens Kalken vi blanded med rødnende Blod. + + De snittede Søjler vi rejste ved Kvæld + til Saaredes Rallen i Sted for: »Godt Held!« + Vi hvælvede Kuplens omspændende Rund, + dødtruffen og ramt til vor inderste Grund. + »Omsværm os kun, Fjender, kast Død paa vor Vej! + I _dræber_ os, men I _besejrer_ os ej!« + + Saa toned' i Zion den trodsige Sang, + mens Mændene mured med Ske og med Stang + den Højestes Tempel, det hellige Hus. + Naar ender vel Sangen, naar standser dens Brus? + + Aarhundreder fulgte, Aarhundreder svandt; + vort Saar rinder stadig, hvor Fædrenes randt; + omsværmet af Fjender vi strider imod + og bygger, mens Kalken vi blander med Blod. + +1901. + + + + +ARBEJDERSANG. + +(Karl Henckell.) + + + Det drøner fra det hule Rum + med Arbejdslarm og -Støj, + mens Mand ved Mand staar bøjet, stum, + i Oljestank og Røg. + Og Bælgen stønner, Hamren slaar, + og Gnisteregn mod Taget staar. + + Mens Ødelanden strækker sig + paa Bolster bag sin Pult, + begiver Slaven sig paa Vej, + ansporet af sin Sult. + Og Bælgen stønner, Hamren slaar, + og Gnisteregn mod Taget staar. + + For kun en karrig Løn at naa, + for blot at blive mæt, + fra Gry til Kvæld, du ser ham staa + paa samme dunkle Plet. + Mens Bælgen stønner, Hamren slaar, + og Gnisteregn mod Taget staar. + + For Børn og Hustru kjæmper han + og stemmer sig imod; + _han_ ved, hvor Sulten suge kan + ens Marv og Hjærteblod, + mens Bælgen stønner, Hamren slaar, + og Gnisteregn mod Taget staar. + + Ak, ingen muntre Toner svang + sig gjennem Røgen klam, + og aldrig nogen Digters Sang + har kunnet naa til ham, + mens Bælgen stønned, Hamren slog, + og Gnisteregn mod Taget jog. + + Det hænder vel fra Stund til Stund, + hans Sind bli'r sygt af Harm; + da styrter Eder af hans Mund, + men drukner snart i Larm, + mens Bælgen stønner, Hamren slaar, + og Gnisteregn mod Taget staar. + + Det er en raa og ilde Ting + at gjøre Mand til Træl; + mærk Øjets Lyn ved Hamrens Sving, + I Herrer, vogt jer vel! + Thi Bælgen stønner, Hamren slaar, + og Gnisteregn mod Taget staar. + + »Om Gud i Himlen ej vor Sag + og bange Raab forstaar, + da storm _du_ frem, o, Dommedag, + paa hvilken alt forgaar! + Mens Bælgen stønner, Hamren slaar, + og Gnisteregn mod Taget staar.« + +April 1901. + + + + +NR. 310. + +(Ditlev von Liliencron.) + + + Paa femte Døgn uden Middagsmad, + og ikke en Hvid paa min magre Rad; + i Stedet for Arbejde: Hunger og Nød, + blot vandre, og »fægte« og »betle sit Brød«. + + -- Haandværkeren bøjer i Skoven ind. + Hvad risler saa koldt hen over hans Kind, + og hvorfor jager hans Blik distræt + i trøstesløs Flakken fra Træ til Træ? + + Nu synker Solen, og alt er Fred, + kun Droslen larmer et enkelt Sted. + Hvi svajer Ælmen i Skovens Kant? + Et Menneske mellem dens Grene svandt. + + Den Strikke, der holdt hans fattige Bundt, + han knyttede om sin Strube rundt: + Et Fald! -- Dødskampen var ikke lang; + Snart saa han Solen for sidste Gang. + + Og Dug faldt paa ham, og Gryet kom, + og Duer skogrede rundenom, + som intet var hændet; Sang-Droslen lo, + og Vinden vifted' i kølig Ro. + + En Jæger hen over Bakken skred; + han saa den Hængte og skar ham ned. + Til Øvrigheden gik skyndsomst Bud, + Gendarmer kom i en Fart derud. + + En Dommer i hvidt fra Top til Taa + beviste, at Rovmord ej forelaa. + Saa bar de hans Lig til en Kirkegaard, + hvor intet Kors eller Minde staar. + + Da Graven var klappet, og alt forbi, + saa fik han det Numer: _tre Hundred' og ti_; + tre Hundred' og ni var alt puttet hen. + Hvem kjendte de Stakler? Hvem var deres Ven? + +Marts 1901. + + + + +TORDENVEJRET. + +(Ditlev von Liliencron.) + + + Stændig efter flittigt Dagværk + gaar jeg daglig min Spadser'tur, + hvor de røde Køer græsser, + hvor de blanke Blomster blinker, + hvor de muntre Fugle fløjter + mellem Tjørne, mellem Hækker, + mellem Engens grønne Græs. + + Daglig mellem sex og syv, + naar det mørkner i min Hybel, + ser jeg syv saa smukke Piger, + én, to, tre, fir', fem, sex, syv, + hvor de røde Køer græsser, + hvor de blanke Blomster blinker, + hvor de muntre Fugle fløjter + mellem Tjørne, mellem Hækker, + mellem Engens grønne Græs. + + Disse syv saa søde Piger, + -- én, to, tre, fir', fem, sex, syv -- + vandrer i en lige Række, + bærer paa de brede Skuldre + tunge, mælkefyldte Stripper; + kommer fra de røde Køer, + hvor de blanke Blomster blinker, + hvor de muntre Fugle fløjter + mellem Tjørne, mellem Hækker, + mellem Engens grønne Græs. + + Saa i Gaar mig greb et Indfald: + Da jeg i det fjærne vejred + mine syv saa søde Piger, + trak jeg brat min Bog og Blækstift + op af Lommen, stod til Side, + og imens de gled forbi mig + trak jeg Rynker over Brynet + som en bister Politimand, + talte højt dem, skrev saa langsomt: + -- »én, to, tre, fir', fem, sex, syv«! + og de rødmed, rødmed mere, + skjæved under Straahatsskyggen, + studsed synligt ved min Spøg. + + Men som Afstand kom imellem + hørtes Tysraab, hørtes Sladren, + hørtes Smaaknist, hørtes Latter, + og jeg gjenoptog min Vandring, + did hvor røde Køer græsser, + hvor de blanke Blomster blinker, + hvor de muntre Fugle fløjter, + mellem Tjørne, mellem Hækker, + mellem Engens grønne Græs. + + Sex af disse friske Piger + ved jeg, vil, naar de skal være + Mødre, skjænke Fædrelandet + lutter sunde, raske Drenge, + Kyrasserer, Grenaderer, + Gardekarle og Uhlaner, -- + men den sidste, hun den sarte, + denne slanke, denne ranke, + hendes Sønner -- tror jeg sikkert -- + bliver Jæger og Husar. + + -- Saa i Dag da jeg min Stok tog, + stod der Tordenvejr i Vesten; + men jeg tænkte: gaar vel over, + kommer ikke med det samme, -- + skred med lange Skridt mod Marken, + hvor de røde Køer græsser. + Men o ve, den onde Himmel + brød sig fejl om min Spadseren, + overtrak sig mer og mere, + som jeg stod nu midt i Marken, + hvor de blanke Blomster blinker. + + Men hvad sker! Af Agren fejer + alle Piger hjem mod Byen. + Kun den sidste, hun den sarte, + hun den slanke, hun den ranke, + bli'r tilbage med sin Strippe, + hvor de muntre Fugle fløjter + mellem Tjørne, mellem Hækker, + mellem Engens grønne Græs. + + Jeg er lige op ad Ledet, + da det første Skrald forfærder, + og som var det aftalt med os + aabned hun mig strax dets Gitter. + Ret naturlig jeg da hjælper + hende med at ordne Aaget; + men da smælder ned foran os + skillingsblank og skillingsstor + Tord'nens første tunge Draabe. + -- Barn, vi bliver artig badet! + Men histhenne staar et Saadhus, + som en Hjorddreng nys har tømret + sig af Tørv og løst Skrabsammen + -- selv er han rendt bort, den Bengel, + Bare ti Skridt, og vi er der! + Rask min Glut, blot ingen Nølen, + ingen Angst! Jeg spiser aldrig + selv saa smukt et Barn som du. + + Dette tør jeg strax bedyre! + Schiller maa ha' kjendt hin Mosborg, + da de vakre Ord han kvad: + Der er Plads i mindste Hytte + for ét saligt Elskovspar. + + Skyer brister, Tordnen skramler, + hele Neg af Lynild falder, + og en Raslen, Skraslen, Susen, + Slubren, Rislen, Strømmen, Fusen + som paa Syndflodskrækkens Dag. + + Under Larmen har den sarte, + har den slanke, har den ranke + rystende og ligbleg slynget + sine Arme om min Nakke, + lagt sig ind imod min Skulder + med fast lukte Øjelaag. + Lidt beklemt, det nægtes ikke, + følte jeg mig strax tilmode. + Dog betvang jeg Pulsens Banken, + tænkte blandt saa meget andet + paa de gamles Riddervagter, + de beskyttende og ædle. + + Men, ak -- men -- den søde Nærhed, + disse unge, varme Lemmer, + denne Barm mod Barm i Trængsel, + denne Barm mod Barm i Længsel. + Og jeg føler, hvor hun løfter + -- o, saa sagte, saa forsigtig, + -- o, saa ræd, at jeg skal se det -- + Ho'det blot en _lille_ Kjende. + Og jeg ser -- da _maa_ jeg smile -- + hvor hun stjaalent titter opad + for at faa det Spørgsmaal klaret: + Er hans Øjne vendt mod Vejret, + eller søger de mon mine? + Og jeg rækker _mine_ Læber, + og _hun_ højt paa Taaen stræber, + hun lidt op og jeg lidt ned, + saadan fandt jeg -- midt imellem, + hendes Mund saa frisk og hed. + + Svitter ikke allerede + Svalen sorgløs foran Døren, + blaaner ej den kjære Himmel, + krummer sig ej Regnbubroen, + mens paany sig Solen viser? + Og sin Strippe ta'r den sarte, + ta'r den slanke, ta'r den ranke, + og fornøjet med at Skyllen + nu er endt og Faren ovre + pjasker hun afsted i Vædet + og forsvinder bag ved Træer. + + Hvilken frisk og himmelsk Køling! + Og jeg pjasker vel saa munter + -- ikke hjem til Skrivebordet -- + nej, til vædeblanke Marker, + hvor de røde Køer græsser, + hvor de blonde Blomster blinker, + hvor de muntre Fugle fløjter + mellem Tjørne, mellem Hækker, + mellem Engens grønne Græs. + +25/1 1914. + + + + +HANS SVÆRMER. + +(Ditlev von Liliencron.) + + + Hans Tøffel elsked skjøn Doris blidt. + Skjøn Doris Hans Tøffel ikke saa lidt. + Hvor andres Elskov var kjæk og kry + var hans elegisk og væk og bly. + Paa Kvisten siger han Digte frem. + Skjøn Doris staar nede med Laagen paa Klem: + »Aa om du nu sprang paa din Fod imod mig, + hvor skulde jeg være god imod dig!« + Men oppe Hans Tøffel kvad Digte. + + Og Aftenen efter det samme igjen. + _Han_ læser og læser Timerne hen. + _Hun_ harmes. »Det evige Læseri + det er der dog ingen Mening i!« + _Hun_ sniger sig ud, gaar krænket sin Vej. + _Han_ svælger i Heine, han mærker det ej. + Skjøn Doris staar rød under Lysthuslofte + og ønsked, hun havde hans Arm om sin Hofte. + Men oppe Hans Tøffel kvad Digte. + + Den næste Aften gav Huset en Fest, + nær sammenpresset stod Gjæst mod Gjæst. + End ikke i Aften den smaa Poet + har Doris' smægtende Bortgang set, + men Junker Hans Jørgen -- han saa det strax, + mens Natten dufted med Lind og Ax. + I Læ af Roser, ved dugget Stente, + behøver Skjøn Doris ej mere at vente, + mens oppe Hans Tøffel gi'r Digte. + +26/3 1918. + + + + +FRA NORSK BONDEMAAL. + +DEN FØRSTE SANG. + +(Per Sivle.) + + + Den første Gang jeg hørte Sang, + den randt af renest Kilde: + Min Mor som sang med mig paa Fang; + til Graaden blev saa stille! + + Saa blidelig den dyssed mig + i Blund paa Drømmens Tue, + og viste mig en fager Vej + op fra vor lave Stue. + + Den Vej jeg ser endnu saa tit! + Naar Øjet træt vil hvile, + der staar en Engel, smiler blidt, + som bare én kan smile. + + Og hver Gang Striden stilner af, + som i og om mig ulmer, + jeg hører tyst fra Moders Grav + hin Sang, som alting dulmer. + +24/4 1916. + + + + +FRA SVENSK. + +TRE BIBELSKE VISER. + +(C. M. Bellman.) + + +I. + + Joachim udi Babylon + havde en Hustru, Susanne. + :, Hæv din Kande, ,: + tøm den redebon! + Joachim var en gjennemhæderlig Mand, + Fruen saa hæderlig omtrent som han. + :, Hjærter mange ,: + stak den Glut i Brand. + + Takkes skal du, Susanne kjær, + Skaal for hver dydelig Mage! + :, Lad os smage ,: + nu paa Mosten her! + Slaa nu paa Glasset, lad os juble i Kor, + Tøsen som Knøsen, Gubbe som Mor, + :, lad os synge, ,: + Skaalen er saa stor. + + Joachim kunde -- efter Skriftens Ord -- + føre det herligste Leven, + :, give Greven ,: + ved et veldækt Bord. + Fru'n for sit Kjøkken vandt saa meget Behag, + hungrige Friere hver evige Dag! + :, Hurra, Gubber ,: + for saa godt et Lag! + + Hør nu, Brødre, hvad Vej det tog: + Naar Kalaserne tystne, + :, tvende Lystne ,: + Kreds om Fruen slog. + Gubberne kryber om hinanden tyst, + Troskab bor dog i Susannas Bryst, + :, Afslag ramte ,: + deres fule Lyst. + + Joachim havde under Havens Træ'r + dannet det yndigste Eden; + :, Middagsheden ,: + fandt Susanna der. + Rundt om en Dam stod der Ege og Lind, + skjønne Susanne tog Bad som en Hind; + :, naar hun plasked, ,: + titted Liljer ind. + + Stod to Skalke bag Lindes Læ, + lured paa Joachims Frue, + :, tændt i Lue ,: + af saa sødt et Knæ. + »Hej,« hvæsed Skalken til sin Medskalk frem, + »Hej, det er Middag, skal vi nu gaa hjem!« + :, To Kanaljer ,: + var de i hvert Lem. + + Let forstaar man de Skalkers Trik, + hvad _de_ havde i Sinde. + :, Hofter trinde ,: + daared mangt et Blik! + Øjet drog Hjærtet, men Susanne drog alt, + Laas var for Porten og Vagten kaldt, + :, Blodets Hede ,: + fjorten Grader faldt! + + Saâ gik Dyden sin Sejersgang; + Himlen Susanne belønne! + :, Blandt de Skjønne ,: + _hun_ har dobbelt Rang. + Slaa nu paa Glasset; nyd det korte Liv! + Vakre smaa Hjærter, -- søde Tidsfordriv! + :, Lad os drikke ,: + uden Larm og Kiv. + + +II. + + En Potifars Hustru saa daarende kjær + lønligt for Josef mon sukke, + ta'r ham om Armen og hvisker saa nær: + »Bliv her, bliv her!« + En Rose saa dejlig, som slet ikke stak, + stod for vor Josef at plukke, + men som en Lømmel han ofred sin Frak, + -- jo, Tak, jo, Tak! + Ak, om jeg sattes i Josefs Sted, + jeg løb knapt et Fjed. + + Men Josef, den Taabe, ad Døren han fôr, + Nymfen hun vinker og beder. + Aldrig i Verden en Daare saa stor + har traadt vor Jord. + Frit æde og drikke i Potifars Sal, + Ild paa Kaminen af Ceder, + ingen Dueller og ingen Rival + med Kvalm og Kval. + Skaal for den Frue i Potifars Arm, + hun sover saa varm. + + Men Fejlen hos Josef var kun, at han Drik + flyed, afskyed med mere, + derfor benovet ved Skjønhedens Blik + hans Mod slog Klik. + Blandt Gardens Kaptajner en maadelig én + Potifar var mellem flere, + søvnig i Sengen, og tynde hans Ben, + en Glut til Men. + Skaal for den Frue i Potifars Hus, + hun kranse vort Krus! + + +III. + + :, Gubben Noa ,: var en Hædersmand; + straks han kom fra Arken + han plantede i Marken + :, Vin og Vin, ja! ,: saadan gjorde han. + + :, Noa ro'de ,: fra sin gamle Ark, + fyldte sine Tasker + med Bimpler og med Flasker + :, for at drikke ,: paa den grønne Mark. + + :, Vel han vidste ,: at Guds Skabning var + tørstig af Naturen, + Folk som Fæ i Furen, + :, derfor Gubben ,: Vinen plantet har. + + :, Mutter Noa ,: var en Hædersfru, + gav sin Mand at drikke, + lod i Fred ham hikke; + :, slig en Hustru ,: tog vist gjerne du! + + :, Aldrig sa' hun ,: »Kjære Far, saa, saa! + Sæt nu fra dig Kanden!« + Nej, med Kys paa Panden + :, lod hun Gubben ,: salig Sengen naa. + + :, Gubben Noa ,: havde fagert Haar; + Fip paa Dobbelthagen, + Kinder som Skarlagen; + :, og til Bunden ,: drak han: Hej! Godtaar! + + :, Herlig var da ,: denne grønne Jord; + hver blev budt det Bedste; + ingen tørstig Næste + :, sad og hængte ,: ved et duget Bord. + + :, Ingen Skaaler ,: voldte da Besvær, + ej hin dumme Lære: + »Jeg skal ha' den Ære --« + :, Nej, til Bunden ,: drak man ud -- som her! + +1907. + + + + +DET FØRSTE KYS. + +(Joh. L. Runeberg.) + + + I Sølverskyens Kant sad Aftenstjernen, + fra Lundens Skumring spurgte hende Ternen: + Sig, Aftenstjerne, hvad i Himlen tænkes + naar første søde Kys den Elskte skjænkes, + og Himlens rene Datter hørtes svare: + Til Jorden titter Lysets Engleskare + og ser afspejlet deres egne Glæder, + blot Døden vender Øjet bort -- og græder. + +1890. + + + + +DE FANGNE. + +(Joh. L. Runeberg.) + + + Paa den røde Elvebund + fiskede en Yngling Perler, + fandt en Perle, blaa som Himlen, + og saa rund som Himlens Stjerne. + + Men en Pige laa i Perlen, + og hun bad en Bøn og sagde: + »Offer dog din Perle, Yngling, + bryd mit Fængsel, lad mig fare, + et taknemligt Blik i Stedet + jeg dig for min Frihed skjænker.« + »Nej ved Gud, min søde Pige, + Perlen er dog altfor kostbar; + bær med Taalmod du din Lænke, + mange bærer én langt værre.« -- + Sønderbrød hun sagte Skallen, + Morgenrøden lig i Skjønhed + skjød hun op ved Guttens Side, + gyldne Lokker dulgte Panden, + Rosenblod i Kinden gløded. -- + Stum i hendes Skjønhed fanget + stod i trende Timer Gutten. + Da den tredie var omme, + bad han tyst en Bøn og sagde: + »Offer dog din Skjønhed, Pige, + bryd mit Fængsel, lad mig fare, + og dig en taknemlig Taare + vil jeg for min Frihed skjænke.« + + »Nej, ved Gud, du søde Yngling, + Perlen er dog altfor kostbar. + Bær med Taalmod du din Lænke, + mange bærer én langt værre!« + +1890. + + + + +JEG SER PAA TERNERNES SKARE. + +(Joh. L. Runeberg.) + + + Jeg ser paa Ternernes Skare, + jeg spejder og spejder bestandig, + den skjønneste vil jeg vælge + men fejler dog stadig i Valget. + Den ene har klarere Øjne, + den anden friskere Kinder, + den tredje har fuldere Læber, + den fjerde har varmere Hjærte. + Saa findes ej én som savner + det noget, som fængsler mit Hjærte; + jeg kan ikke én forskyde -- + o, turde jeg kysse dem alle! + +1890. + + + + +SMAAVERS. + +(Joh. L. Runeberg.) + + + Ynglingen blev femten Aar -- og tro'de + ej endnu at Elskov var i Verden, + og han leved fem Aar til og tro'de + ej endnu at den var til i Verden. + Kom da brat en underdejlig Pige, + som i nogle Timer Gutten lærte, + hvad i tyve Aar han ikke fatted. + + + Pigen kom fra Mødet med den Elskte, + kom med røde Hænder. Mod'ren spurgte: + »Hvorfor er din Haand saa rød, min Datter?« + Pigen sagde: »Jeg har plukket Roser, + paa dens Torne revet mine Hænder.« + Atter kom hun fra sin Elskers Møde, + kom med røde Læber. Mod'ren spurgte: + »Hvorfor rødmer dine Læber, Datter?« + Pigen svared: »Jo, jeg har spist Jordbær, + deres Saft har farvet mine Læber.« + Atter kom hun hjem fra Stævnemøde, + kom med blege Kinder. Mod'ren spurgte: + »Hvoraf hvidner dine Kinder, Datter?« + Pigen svared: »Red en Grav, o Moder, + gjem mig der og sæt et Kors derover, + og paa Korset rist de Ord jeg siger: + Én Gang kom hun hjem med røde Hænder, + thi de rødmed mellem Elsk'rens Hænder; + én Gang kom hun hjem med røde Læber, + thi de rødmed ved den Elsktes Læber; + senest kom hun hjem med blege Kinder, + de blev blege ved den Elsktes Utro.« + + + Ved en Piges Vindu stod en Yngling + trende lange, lyse Sommernætter, + lokkede og bad om at bli' indladt. + Første Aften fik han Skjænd og Trusler, + anden Aften fik han Graad og Bønner, + tredje Aften fik han Vindvet aabnet. + +1890. + + + + +OJAN PAVO. + +(Joh. L. Runeberg.) + + + Stor var Tavastbonden Ojan Pavo, + stor og vældig iblandt Finlands Sønner, + støt som en med Gran bevoxet Klippe, + djærv og rask og kraftig som en Stormvind. + Træer havde han med Rødder oprykt, + tugtet Bjørne med sin blotte Armkraft, + løftet Heste over høje Gjærder, + knælagt stærke Mænd som var de Halmstraa. + Og nu stod den stærke Ojan Pavo + stolt og vældig frem paa Lagmandstinget. + Midt paa Gaarden stod han iblandt Folket + som den høje Fyr imellem Smaaskov. + Og han løftede sin Røst og sagde: + Hvis her findes en, af Kvinde ammet, + som formaar at holde mig paa Stedet + saa jeg ikke røre mig af Flækken, + han maa tage mine fede Agre, + han maa have mine Sølveskatte, + han maa eje mine mange Hjorde + og med Krop og Sjæl er jeg hans Slave. + Saa til Folket talte Ojan Pavo; + men forskrækked' stode Byens Karle + tavse i den stolte Ojans Nærhed, + og der traadte ingen frem imod ham. + Men med Kjærlighed og med Beundring + saa de Skjønne paa den unge Kjæmpe, + thi han stod, den stærke Ojan Pavo, + som den høje Fyr imellem Smaaskov, + Øjet straalte som en Himlens Stjerne + og hans Pande lyste klar som Dagen, + og hans gule Haar sank mod hans Axler + som et sølvsprængt Vandfald over Fjældet. + Men af Kvindeflokken fremstod Anna, + hun den skjønneste af Egnens Piger, + herlig som den lyse Dag at se paa. + Raskt hun traadte hen til Ojan Pavo, + slog omkring hans Hals de runde Arme, + nærmede sit Hjærte til hans Hjærte, + pressede hans Kind mod sine Kinder + og saa bød hun ham at slide løs sig. + Men den stærke Yngling stod besejret, + kunde ikke røre sig af Flækken + men kun sige aandeløs til Pigen: + Anna, Anna, du har vundet Prisen, + du maa tage strax min rige Bopæl, + du maa have mine Sølveskatte, + du maa eje mine mange Hjorde + og med Krop og Sjæl er jeg dit Eje. + +1890. + + + + +FRA VÆRMLANDSK. + + + + +BREMSENS MØSSE[*]. + +(F. A. Dahlgren.) + + [Anm. * Svensk Hovedtøj.] + + + Og Bremsen han fôr til Marked engang, + der fik han den grønneste _Møsse_, + og saa fløj han hjem og summed og sang -- + og hjemme han havde i _Tøsse._ + + Men bedst som han fløj saa tænkte han brat: + »Nej har jeg nu faa't mig en Møsse, + saa skal jeg da komme som Ka'l for min Hat + og ej som et Fjols til Tøsse.« + + Saa svang han sig op og red paa en Kalv. + »Hejhop!« han svinged sin Møsse. + Han spored sin Kalv, saa Kalven den skjalv + og kiled afsted mod Tøsse. + + Det gik som en Røg, det gik som en Dans, + »Hejsa!« paa Vej til Tøsse, + og Kalven den rejste i Vejret sin Svans + og løb som skudt ud af en Bøsse. + + Og da de nu kom til Gusted Kro, + hovsa! paa Vej til Tøsse, + tog Bremsen en Snaps saa god som to, + for Kalven monne han kysse. + + Og da de saa kom til Aamelsstad, + hovsa! paa Vej til Tøsse, + stod dér Borgmester og Raad i Rad + og bukked for Bremsens Møsse. + + Men Bremsen jog bort i rygende Trav + og letted end ej paa sin Møsse, + og Kalven afsted uden Bu eller Bav + med Halen hejst imod Tøsse. + + Og da de var kommen til Torpendam, + det Gjæstgiversted i Tøsse, + blev Bremsen atter iwont for en Dram + og vilde strax Kalven kysse. + + Men Kalven han slog med Rumpen bagud: + »Se saa gaar det til i Tøsse!« + og Bremsen han fik en Klask paa sin Tud + saa ratsch! sa' hans grønne Møsse. + + Og Bremsen han himled med »Ak« og med »Av«, + i Grøften der laa hans Møsse, + og Oxer og Svin de danser paa hans Grav, + og saadan gjør hele Tøsse! + +7/7 1904. + + + + +GRISEN. + +(F. A. Dahlgren.) + + + Og Grisen sprang gryntende langs et Stakit, + Rof-øf; rof-øf, rof, øf, øf! + »Jeg kan ej andet tro, end det gi'r sig om lidt.« + Rof-øf, rof-øf; rof, øf, øf! + + Og Grisen stak Trynen ind under en Slaa. + »Det var dog rart at vide, om Krogen sidder paa.« + + Og Grisen hug Skallen mod Ledet og peb: + »Nej dette her gaar langt over Svine-Begreb!« + + Saa løb den imod Stolpen med hele sin Skrot: + »Nej Fanden staar i Sylten, det gjorde inte godt!« + + Saa slog han til den anden Ledstolpe saa hvast: + »Aa bav da, aa bav da, for slige Trynekast!« + + Saa gned han sig mod Lægten og tiggede om Vej: + »Lad Svinebæster trygle, men ikke længer jeg!« + + Saa stak han af i Lunt imod Stien saa fort. + »Et Hul maa li'godt findes, om end det holder haardt.« + + Og Grisen han vrødte fra tolv og til ét: + »Nej varer dette længe, jagu' saa bli'r _jeg_ svedt!« + + Og Grisen han rendte fra et og til to: + »Pyh, dette koster Flæsk, men jeg gi'r mig ingen Ro.« + + Og Grisen galoperer fra to og til tre. + »Det Hul var højst aparte, som jeg aldrig skal se!« + + Der rendte han -- og rendte sine Kløver itu. + Rof-øf, rof-øf; rof, øf, øf. + Ja jeg tør næsten sværge, han render der endnu: + »Rof-øf, rof-øf; rof, øf, øf!« + +7/7 1904. + + + + +KJÆRESTE-HANDEL. + +(F. A. Dahlgren.) + + + Og Stine paa Bjærg havde Kjæresten Palle + filo filobo filibombombom, + men Line fra Sverr'g satte _ham_ over alle, + filo filibo filibom. + + »Ja, Stine,« sa' Line, »ifald jeg maa faa ham, + saa skal jeg skam byde dig ordentlig paa ham.« + + »Saa tag ham,« sa' Stine, »ifald du betaler + for hele Fyren ti smaa Rigsdaler.« + + »Nej jøsses,« sa' Line, »hvor Folk kan vær' gale! + hvem saa du for Kjærester saadan betale?« + + »Jeg ved ikke Prisen saa lige pr. Stykke, + men giv saa det halve -- og dermed til Lykke!« + + »Jotak,« sagde Line, »fem Daler paa Tælling! + den Ka'l skal nok ikke være en Skrælling.« + + »Det var da som Pokker til Prutten,« sa' Stine, + »tilsidst vil du _under_ Rigsdal'ren mig pine.« + + »Ja Penge, Gud naade os, sparsomme falde, + jeg gi'r dig mit Kammerdugs-Forklæd' for Palle.« + + »Lad gaa,« sagde Stine, »skjønt næppe jeg skuld'et; + det Forklæde der er jo gnavet og hullet.« + + Men Stine hun grined, mens Hjemmet hun naaet, + »den Kjærest' kund' Fjolset helt gratis ha' faaet. + + For Palle . . . Ja var der ett anne Raa' med ham, + filo filobo filibombombom, + saa gav _jeg_ et Forklæd' for at bli' aa med ham!« + filo filibo filibom. + +1904. + + + + +STINES PARASOL. + +(F. A. Dahlgren.) + + + Og Stine og Mads drog til Byen paa Stand, + og jomfru blev Stine, og Kusk det blev han, + en Part af hans Hjærte hun havde i Vold; + saa gav han sin Stine en Solparasol. + + Nu længtes hun efter sin Frisøndagstur, + da Arbejd og Pligt kunde faa sig en Lur; + saa skulde Stockholm i hver eneste Fold + se hende gaa rundt med sin Solparasol. + + Og Søndag paa Søndag kom stadig paany, + men Solen den holdt sig drilagtig bag Sky, + og Stine hun syntes den Glæde var gold + at traske i Graavejr med Solparasol. + + Hun klaged' til Mads: »Nej om jeg det forstaar, + hvad Pokker der dog gaar af Solen iaar. + Den lister bag Skyen, den drilvorne Trold, + saasnart jeg gaar ud med min Solparasol!« + + Men Mads, der just ej var tabt bag af en Vogn, + han svared': »_Du_ skinner saa mageløs bovn, + at blot du gaar over en Plads eller Vold, + maa _Solen_ ta' Tilflugt til Solparasol.« + +1904. + + + + +FRA SVENSK. + + + + +DIN TJENENDE BRODER. + +(Carl Snoilsky.) + + + Paa Farten frem gjennem Livet + _du_ rejser saa trygt og kjækt; + paa hver en Station -- det er givet -- + dit Bord staar duget og dækt; + du gjæster de skjønneste Egne, + og trættes du, se, allevegne + du finder en dunvarm Seng. + Sov sødt! -- din _tjenende Broder_ + han vaager ved Klokkens Streng. + + Hvem er han, den gjæve? I Mindet + hans Træk ej ætsed sig ind; + hans Haand, saa barket i Skindet, + vist aldrig rørte ved din. + Som Lampe-Aanden alene + usynlig han ønsker at tjene, + som _Nytte_ han kun blev set, + -- et flerho'det mystisk Væsen + i Stimlen om din Karet. + + Kaminen, der blusser fornøjet, + det Hus, du kalder for dit, + din Jakke og Kravetøjet, + der lyser fornemt og hvidt, + en Gade fejet og pudset, + saa ikke din Fod bliver smudset, + det friske Brød, du dig skjær' -- + _alt_ skyldes din tjenende Broder, + som er i sit Værk dig nær. + + Han skoldes af Dampens Strømme, + han holder om Skibets Ror, + mens du i smilende Drømme + omfarer den rullende Jord. + Og om fortryllet du vanker + blandt Skjaldes Kolonner af Tanker, + blandt Vellyst for Evighed -- + det var din tjenende Broder, + som fæsted de Tanker ned. + + Saa vandrer han tungt den Bane, + som Skjæbnen -- ej han -- har valgt. + Alt gaar som af gammel Vane. + _Hvad andet? Jeg har vel betalt_, + det er, hvad du tænker og mener; + men tænk om den Aand, der _nu_ tjener, + en Dag forandrede Form + og blev forbitret, for færd'lig -- + et Hav af Ho'der i Storm! + + Se da i hin Hjælper, den gjæve, + _Personen,_ din Lige, din Ven! + Tryk _selve_ den barkede Næve, + ej bare en Skilling i den! + Sørg for, han sig frit kan forvandle + til en, der kan tænke og handle, + og se ham i Øjnene klart, + og hils paa en Fælle, en Broder; + men husk: Hvad du gjør, gjør snart! + +1901. + + + + +AFRODITE OG »SLIBEREN«. + +I KUNSTSALEN. + +(Carl Snoilsky.) + + + I Kunstens høje Skjønhedstempel + en Magt bestandig drager mig + til dig, du høje Afrodite, + du mørke »Sliber« hist -- til dig. + + Hvordan det Naboskab blev stiftet + imellem jer, jeg fatter ej, -- + du underfagre Skjønhedsdronning, + du tunge, ludende Plebej'. + + Som Formens Ynde og dens Plumphed + faar Fællesbo i Kunstens Sal, + saa ses i Livet alle Vegne + ved Skjønheds Side: Nød og Kval. + + Alt hvad der klinger disharmonisk, + har ej til _hendes_ Øre Bud; + det fæles Aasyn bringer Frysning + i hendes Alabasterhud. + + Den Jord, som stræber, kjæmper, lider, + den standser ved den haardes Fod, + som imod hendes eget Cypern, + hver Bølge tæmmes i sit Mod. + + Ej for at prøve Støvets Kampe + steg hun en Gang af Bølgens Elv; + én Lov hun bare kjendte: _Skjønhed_, + ét Maal for Livet kun: _sig selv!_ + + Hun er kun til for disse »_Nogle_«, + der ikke kjender Glædens Brist, + der stryger bort hver Savnets Rynke, + og marmormejslet staar til sidst. + + En Afgrund derfor skiller hende + fra Trællen der, som bøjet staar, + beskjæftiget med Knivens Slibning + nu uafbrudt i tusind Aar. + + Som _hun_ steg frem af Perleskummet, + saa spired _han_ af Jorden op, + af Sved og Blod igjennemsyret, + dens Muld har født hans Jættekrop. + + Se disse plumpe Muskler, Sener, + der vrider sig som Orm i Orm; + se denne Haand, som Slidet fjerned + fra Skjønhedstypens ædle Form. + + I Luften ligger som en Maning + af halve Tanker, brudte Ord; + saa rejs dig, du af Aaget tyng'de, + du staar jo paa din egen Jord! + + Hver vildskabt Kraft i Verdensaltet + gaar fristende mod Jætten frem: + »Følg os! Slaa løs!« de larmer mod ham. + Ve Jorden, om _han_ lystred dem! + + Er al Forsoning for de tvende + da ørkesløs at tænke paa? + Skal hun, den stolte, ingen Sinde + medlidende til Jætten gaa? + + Skal alt det Skjønne, fjernt fra Folket, + sig vi' et goldt og selvisk Liv? + Skal han, som knæler der i Støvet, + en Dag bli' færdig med sin Kniv! + + Stig ned, du Kunstens Afrodite, + fra Marmorplintens Pjedestal! + Lad Stenen smelte om et Hjærte, + der røres ved sin Næstes Kval! + + Bøj dig i Ømhed mod din Broder, + og løs hans Skjæbnes haarde Baand! + Tør Sveden af hans mørke Pande, + og vrist ham Dolken af hans Haand. + +Maj 1901. + + + + +AVISDRENGEN. + +(Carl Snoilsky.) + + + Før nogen faar Skoene paa sig, + gaar han igjennem vor Stad. + Kling, kling! siger Klokken; han lægger + sit fugtige Morgenblad. + + Og gnidende Søvnen af Øjet + i nysgjerrig Velbehag + udstrækker du Haanden efter, + hvad Verden siger i Dag. + + Det er som af Spalterne steg der + et Brus, et surrende Fløjt + fra Lunger, der stønnende spørger: + Hvad har _du_ gjort? Ej en Døjt. + + Den lille Nyhedsombærer + -- om nok saa ringe -- han véd, + at Solen forlængst er paa Himlen, + og Livet er Virksomhed. + + Med Øjne varme og klare + han iler fra Port til Port + og vækker op og ydmyger + enhver, som intet har gjort. + + Kan hænde en anden og større + en Dag erobrer hans Kald, + saa Tiden og ikke Avisen + forkynder et strengt: _Du skal!_ + + Du lille Pog med Avisen, + en Jætte skubber dig væk; + o, var saa klare _hans_ Øjne, + saa milde som dine _hans_ Træk! + +April 1901. + + + + +DER LEGES SOLDAT. + +(Carl Snoilsky.) + + + Trommen gaar -- Soldaterne marcherer, + fremad March, til Hornets skingre Klang. + -- Paa en Plet i Parken exercerer + Byens Smaa i Trop og Gaasegang. + + Fattigskolens Børn engang om Aaret + bydes hid, hvor der staar Mad parat; + om den Lærer, man har Flokken kaaret, + samles de, saa leges der Soldat! + + Men min Tanke gaar til andre Fester: + Hellas' viltre Knøses Vaabenfærd, + marmormejslet af en Oldtidsmester, + Amoriners Leg med Skjold og Sværd. + + Hvem tør her en Sammenligning vove: + Hellas Ungdom -- Børn fra Gydens Hjem! + Det er ej i Kraft af Fattiglove, + en behjælmet Amorin staar frem. + + Blege Børn! Fra Timen I blev baaret, + noget fattes jer; -- der spørges: Hvad? + Ak, for Livet selve Grundvilkaaret, + _det at være rigtig mæt og glad_. + + Uvelkomne alt fra Fødselsstunden + hos Forældre, i en brødløs Vraa + har dem Søvnen ofte sultne funden + paa en lyssky Rønnes mugne Straa. + + Fra et Hul, hvor Mur mod Mur sig kliner, + droges de kun frem til Slæb og Tramp; + blandt Fabrikkens buldrende Maskiner + Glædens Urt staar graa af Kulrøgsdamp. + + Stakkels Smaa, mod hvem Kloakken fræser! + Mørkets Øgler yngler i dens Skarn; + eddertunget Difteritis hvæser + hæst mod Fattiggydens blege Barn. + + Men de hænger sejgt og fast ved Livet; + stundom gi'r det jo en Glædesdag; + og just nu blev saa Parolen givet + til at gaa i Takt til Trommeslag. + + Skolen har dem punktlig ladet lære, + at de lever i en mægtig Stat, + stor og lysende ved Kriger-Ære -- + hvor den mindste Purk er født Soldat. + + Tugtemestre flinkt om _Pligter_ tale, + men hvad Pligtens Bud dets Løftning gav: + det forskjønnende og ideale -- + ved nok Fattigskolen lidet af. + + Hvilke Minder har de Børn i Eje? + Ingen. Kun en Barndom glædestom; + Kunstens Verden, Digtets Blomsterveje + er for dem en stænget Helligdom. + + -- Trommen gaar! En Tvist ved Verdens Ende, + hvorom Fattigfolk ej ved et Kvæk; + Krigen slippes løs med al Elende, + og der stikkes, skydes, myrdes væk! + + Men de spænder Ranslens Skulderremmer, + ta'r mod Mordmaskinen ond og lang, + snart bestrøs med sønderslidte Lemmer + Ærens Mark ved Plevna og Sedan. + + Metrailleus-Medusen hundredøjet + sprøjter Død og Saar af alle Rør; + Generalerne gaar glad i Tøjet, + og hvorfor? Det ved _de_ nu som før. + + Ved, at deres eget de bevare, + naar de røve andre Heldets Vægt, + ved, at her forhale de en Fare, + som kanske skal knuse næste Slægt. + + Maalet ser de bagom Kampens Bølger + lig en smykket, oplyst Søjlerad; + men den dunkle Hob, der hine følger, + mejes ned -- og spørger ej for hvad. + +1901. + + + + +FRA SVENSK BONDEMAAL. + +FATTIG-SVENDS KLAGE. + +(Per Weiland.) + + + Hvad nytter det at leve for _mig_? Har _du_ et Svar? + Jeg véd det ikke selv, hvad det skal nytte. + Om jeg det bare vidste, jeg gav alt hvad jeg har -- + skjønt hvad har jeg! En Rollingflok, en Hytte, + en Kvinde og en Køje, en Stol, et Bord, en Kat, + men er _den_ ikkun mager, du faar den aldrig fat, + for det er Helvedes, hvor den kan springe. + + »Hvad nytter det at leve for mig?« jeg spurgte her + vor Præst; han remsed op af Kirkens Lære + og snakked vidt og bredt om, hvor glad enhver især + ved sin betroede Lod og Del bør være. + Jo, han kan sagtens snakke; hans Lod og Del er stor; + men hvis han skulde bytte med mig, jeg næsten tror, + han jamred sig som jeg, om ikke værre. + + Hvad nytter det at leve, naar Livet det er Slid + fra Sol staar op til atter den forsvinder; + jo, det er let at sige, at »Livet er en Strid«; + hvem ved det dog, som hine Mænd og Kvinder, + der slider ondt og bittert, hver Dag der gaar paa Sky, + og dog ved Aftentide gaar lige arm til By + -- hvad nytter det vel slige Folk at leve! + + Naar blot jeg kunde tjene endda til dagligt Brød, + hvad der skal til for mig og dem derhjemme, + saa var det til at leve, saa led man ingen Nød; + men nu -- aanej, jeg kan da aldrig glemme, + hvor det var smaat i Vinter; vi ejed knapt et Bid. + Jo, det er tungt, naar ikke man ved sit sure Slid + kan tjene til lidt Sild og lidt Kartofler. + + Ja fik vi no' at sige, der blev vel anden Skik, + men her de _Store_ vogter nidsk og nøje: + »De pengeløse Stodre, skal de til Politik! + Har vi med Pakket ej haft nok at døje!« + Men gaves ikke Pakket, hvem skulde slide saa? + Hvor gik det med de _Store_, om der var ingen _Smaa_? + Men som det er: hvad nytter det at leve! + +Januar 1905. + + + + +INDSIDDEREN. + +(Karl-Erik Forsslund.) + + + Saa du siger, jeg skal gaa! + du ta'r Huset fra mig! Naa! + Og fordi _jeg_ ene mukked, + naar de andre bukked! + + Jeg har villet egen Nød! + -- Ved du, hvem der skaffed Brød + til dig selv og dine Gjæster + ved de vilde Fester? + + Jeg har slidt ved Plejl og Plov, + gjødet Brak og ryddet Skov, + jeg har Dagens Byrde baaret, + Sæden saa't og skaaret. + + Jeg har forket dine Læs, + lagt dit Hø i høje Hæs, + først ved sidste Glimt af Dagen + slap min Haand fra Knagen. + + Jeg har Korn til Kværnen kjørt, + og fra Møllen Melet ført; + de har knust min ene Lunge + dine Sække tunge! + + Veddet til din blanke Ovn + har jeg fældet hist i Skov'n. + Tænker _du_, naar Ruden dugger, + paa din Brændehugger? + + Mel, som burde være mit, + Brød, som burde skjænkes frit, + dyrt hos dig jeg maatte kjøbe. + Og nu kan jeg løbe! + + Hvorfor? Jo, thi jeg har sagt, + at din Velstand som din Magt + -- ædt af Trøsk og syg i Roden -- + dingler alt paa Foden. + + Men Farvel! Jeg har sagt nok. + Driv dit Spand, og sving din Stok, + mens en Lus i Smiger-Bytte + faar min gamle Hytte. + +Oktbr. 1908. + + + + +BILLEDHUGGEREN. + +(Karl-Erik Forsslund.) + + + Træd ud, træd ud, du Stenens Sjæl, + snehvid og ren og skjønlændet! + Jeg aner din Ynde, jeg ser dig saa vel + og lukker Øjnene blændet. + + Der i dit Bur af raa Porfyr + du drømte fra evige Tider. + Men Stenen blev Blomst og Blomsten Dyr, + og Dyret blev Mand omsider. + + Og Velklang steg af Larm og Gys, + bebo'de Verdner af Kaos. + Træd ud og funkl i Dagens Lys + som Gudestøtten i Naos! + + Bliv Menneske, bliv en Kvinde myg, + bliv Mand med mægtige Lemmer! + Se, Menneskeheden er brudt og syg + og snørt i Lænker og Remmer. + + Her stavrer sulten Fattigdom; + afpillet dens Rygrad luder; + en Pose af Skind, indtørret og tom, + et formløst Skræmsel af Knuder. + + Her svingler en Rig i sin Drukkenskab, + en buldrende Tønde paa Foden, + en svullen Klump Kjød, en Bug og et Gab, + en Byld som ret snart bliver moden. + + Og oppustet Bug og skrumpent Skind + og alle Fælhedens Faser + de dølger sig skamfuld, de svøbes ind + i dølgende Slør og Laser. + + Den Riges Last skal faa sin Bekomst, + og Fattigdommen forsvinde. + Du hvide Sten, slaa ud i Blomst, + bliv Mand, bliv skjønlemmet Kvinde! + + Hver Lyde lav, hver Svaghed bleg + fordømte er til at falde + i Livskampens vaarlige Terningleg, + hvor alle brydes med alle. + + Engang din Trængsel er længst forbi, + du Drøm om Skjønhed og Styrke. + I hellig Nøgenhed, ren og fri + som Gud skal Manden dig dyrke. + + Ved hver en Vej, -- fra Eng og Park, + du skal mod Vandreren nikke, + i Skolen, i Hjemmet, i Skov og Mark + du møder de Unges Blikke. + + I Kamrets Ro, hvor Mandens Glød + dybt Hustruens Kjærlighed nyder, + der skal du staa, saa i hendes Skjød + din Skjønhedsform han gyder. + + Og se, en rankfødt Helteslægt + skal lege ved Jordens Sider -- + harmonisk og smidig, med Saarene lægt + mod nye Sejre den skrider. + + O du min Drøm, du Stenens Sjæl, + som endnu i Mørket strømmer, + jeg aner din Form fra Isse til Hæl, + hvor dybt i Bjærget du drømmer. + + Med lukte Øjne tyst du staar + og mod mig Armene rækker. + Min Mejsel hugger, min Hammer slaar, + i Sang jeg af Søvnen dig vækker. + +Marts 1908. + + + + +JENS JENSEN OG PÆ' KRÆNSEN. + +(Gustav Frøding.) + + + Jens Jensen ejer Nakkeby + Pæ' Krænsen ejer Bakkely + i Sognet Vester-Ved. + Jens Jensen, + Pæ' Krænsen + de holder aldrig Fred. + + Stod Havren godt i Nakkeby, + saa slog den fejl i Bakkely. + Da blev Pæ' Krænsen vred, + da bandte grimt Pæ' Krænsen, + da hven og gren Jens Jensen + sig Munden halvt af Led. + + Var Kløv'ren grøn i Bakkely, + saa var den graa i Nakkeby, + der stod kun Tidsler dér; + da hven og gren Pæ' Krænsen, + da truede Jens Jensen + med Næven hen ad Per. + + Gik alting galt i Nakkeby, + strax blev der Fest i Bakkely, + saa Jublen steg mod Loft. + Var mørk i Sind Pæ' Krænsen, + som Solen lo Jens Jensen, + og Fjolen klang i Toft. + + De stredes og processede, + om Freden Provsten messede, + det var som Vand paa Gjæs; + thi vandt engang Jens Jensen, + begyndte strax Pæ' Krænsen + en splinterny Proces. + + Jo mere de bedagedes, + des mer der stævntes, klagedes + i Rettens vilde Dans. + Var Dommen for Pæ' Krænsen, + strax bejlede Jens Jensen + til højere Instans. + + Saa skjændtes de, saa skraalte de, + saa multe de, saa maalte de + hinanden Skjæppen fuld. + Processen brød Jens Jensen, + og Brændevin Pæ Krænsen, + saa begge gik omkuld. + + Og ingen af dem minkede, + da de mod Graven hinkede + og puttedes i Jord. + »Lad Fanden ta' Jens Jensen!« + »Lad Pokker faa Pæ' Krænsen!« + var deres sidste Ord. + + »Rebelsk som Jens i Nakkeby,« + og »drilsk som Per i Bakkely,« + er Sagn i Vester-Ved. + Jens Jensen, + Pæ' Krænsen -- + de to holdt aldrig Fred. + +1908. + + + + +DAARSKABENS TALE. + +(Gustav Frøding.) + + + »I vide det, Brødre og Venner, + min Manddom har lært mig at vrage + den Jord, hvor min Ungdom slog Rødder, + og satte sit første Vaarbrudsblad. + Dog stadig mit Hjærte kjender + en Lyst ved at skue tilbage + til Stunden, jeg sad ved Gamaliels Fødder + ungdommelig grebet og ak, saa glad. + + Jeg talede barnligt, jeg var jo et Barn, + skjønt Lærdommens Kløgt var mig givet, + mit Hjærte hang fast i det Gøglets Garn + der spindes om Ungdomslivet. + Og gav mig Gamaliel en Visdoms-Skrift, + og bredte jeg den som for ivrig at læse, + jeg ridsede af med min arge Stift + i Randen af Rullen Gamaliels lange Næse. + + Og lønlig om Kvæld, naar Gamaliel bad, + -- jeg vil ikke meget min Visdom prise -- + ved Gamaliels Datters Fødder jeg sad + og læste med hende i Fædrenes Højsangs-Vise. + Hvad siger jeg! Taler jeg Ufornuft, + tilgiv mig det da, lad Ordene fare + og hold det blot alt for Vind og Luft + og tag jer for Daarskabens Ord i Vare!« + + Ja, saa har jeg tænkt mig Apostlens Ord + en Kvæld ved den gjæstfri Gajus' Bord. + Men har han ej saa kunnet udtale sig, + fald du, o Daarskab, da over mig! + +1908. + + + + +MASKINEN I ULAVE. + +(Gustav Frøding.) + + + Vor Vilje den er Centrum, + vor Lyst Pereferi'n. + »Gaa rundtom, gaa rundtom + din Axe, Turbin'«. + + Og Viljen vil sig muntre + og siger: »Kjære Lyst, du, + kom, vi skal drikke Vin! + Gaa rundt om, gaa tront om + dit Centrum, Turbin'«. + + Først vil ej Lysten drikke, + men siger: »Altfor fin + for eders ringe Tjener + er jer fornemme Vin!« + Men Viljen raaber: »Rundtom, + her rundtom, Turbin'!« + + Helt ofte siden Viljen + og Lysten solded sammen, + drak Dusskaal i Vin + og smurte Maskinen + med Olie fra Rhin. + »Bror Centrum, Bror Rundtom, + Bror Axe, Bror Turbin'!« + + Og snart begyndte Lysten + at føle sig som Centrum + og raabe: »Hop, hej, lystelig, + gaa rundtom, dit Svin!« + + Naar Viljen sagde: »Lyst, du, + nu stop, ej mere Vin!« + da hikked Lysten: »Vilje, du, + hold Kjæft, jeg er Centrum, + og du Pereferi'n! + Gaa, Centrum, du Rundtom, + du Rundtom, du Trontum, + du Centrum, Turbin'!« + + Mod Taget sprang Værket + med splintrende Hvin! + +April 1908. + + + + +FREDLØS. + +(Gustav Frøding.) + + + Jeg drømmer, at jeg drager som vandrende Mand + forbi hele Verden, + ser Menneskers Færden + og Huse langs Vejenes Rand, + men har hverken Hjem eller Land. + + Min Kind er saa stubbet, saa blaa og forfrosset + og Buxerne flossed'; + de slisker og slasker, de regnblødte Klæ'r; + Mustachen saa stift som en Skobørste hænger, + af Støvlen sig krænger + to vaade, smudsige Tæ'r. + + Ved Gjærder jeg hviler, i Gaarde jeg tigger, + i Lader jeg ligger, + hvor Lejet mig kosted kun Tak; + for Mønten, jeg fik, jeg i Kroerne drikker + mig fuld, saa jeg nikker + i Søvn paa den Plet, hvor jeg drak. + + Og Stemmen er rusten, + og dyster og brusten + af Brænd'vin og Hoste og Had; + jeg gjør den saa spag, naar jeg klynker og hælder + med Øret saa fromt, hvor paa Trappen det gjælder + at tigge en Skilling til Mad. + + Jeg strejfer, jeg vandrer, hvor ingen jeg kjender, + jeg har ingen Venner, + de gi'r, som de gav til en Hund, + og intet er mit uden Kjæppen og Posen + og Dirken til Laasen + og Flasken med lidt paa sin Bund. + + Og gaar jeg forbi, hvor et Bryllup begyndtes, + og Portene pyntes + med Slynger af Birk og Syrén, + og Pigernes Latter fra Lønlunden glammer, + mens under dens Stammer + mod Kvæld dækkes Borde af Sten, -- + + jeg tænker i Drømme: En Gaard og en Kvinde, + som villig vil spinde + og koge lidt varmt til ens fattige Skrog, + en Dyne, en Seng, hvor en Stymper kan ligge + og fri's for at tigge + hvert Bid, som en ellers ved Døren tog. + + Det kan en vel ønske, men Fanden annamme! + det gjør vel det samme, + en fødes og ødes -- hvad mer? + Til Gaard hører Kusken og Mopsen og Missen, + men Bossen og Bissen + i Grøften fik redt sig Kvarter. + + Og ondt stikker Blikkenes Hadskhed fra Lunden, + og stygt bjæffer Hunden + i Porten, hvor træt jeg i Drømmen staar; + jeg vender mig langsomt mod Vejen derude + og ønsker jeg sad nu bag Rasphusets Rude + som fordum og pillede Blaar. + +Febr. 1908. + + + + +NOTER. + + +S. 3. »Sang fra Gruben«. Tr. i »Vestjyll. Soc.-Dem.'« Julenumer 24. +Decbr. 1908. + +S. 4. »Til en rejsende Brud«. Frk. Helga Axelsen, Datter af +Højskoleforst. Axel Axelsen, Jebjærg; rejste til Sydamerika. Tr. i +»Skive Folkeblad«. 26. Oktbr. 1908. + +S. 4. Til »Peter Nansen«. Sendt fra _Jenle_ til Nansens 25 Aars +Forfatterjubilæum 26. Oktbr. 1908. + +S. 11. »Til en Plovkammerat«. En Bondesøn fra mit Nabolag. Hans Navn vil +jeg fortie, da han paa det sidste har vist sig at være en ualmindelig +skidt Knægt. + +S. 11. »Viggo Hørup«. Skrevet til Afsløringen af Willumsens Hørup-Statue +(Kongens Have) Søndag 22. Novbr. 1908. Tr. i »Pol.« samme Dag. + +S. 13. »Dorres Sang«. Den første Halvpart efter en gammel Folkevise +blandt Almuen. Se »_Ulvens Søn_« (1909), S. 15. + +S. 14. »Limfjorden«. Tr. i »_Skive Folkeblads_« og »_Aarhus +Amtstidendes_« _Julenumre_ 24. Decbr. 1908. + +S. 16. »Svalen«. Tr. i Fugleværneforeningen _Svalens_ Aarsberetning 1908 +S. 2. Nogle Aar sad jeg i denne Forenings Bestyrelse. + +S. 17. »Der so tow Kragger«. Tr. i »_Klods-Hans'_« literære Tillæg 14. +Febr. 1909 S. 317. Se ogsaa Nr. forud. + +S. 20. »H. F. Feilberg«. Tr. i »_Højskolebladet_« 15. Jan. 1909 i +Anledning af Feilbergs 50 Aars Forfatterjubilæum. + +S. 21--24. »Ved Engsøen«, »Ringen«, »En lystig Sang« og »Bonden og +Skrædderen« trykt i »_Tilskueren_«, August 1909, S. 173--78. »En lystig +Sang« er en fri Omdigtning af _Robert Gilfillans_ »A canty sang«. Se +_Peter Ross: The Songs of Scotland_. 3. Udg. 1893, S. 433. + +S. 24. »Autografsamler«. _Meyer_, en Forvalter paa Nørgaard, havde længe +overhængt mig for at opnaa en Autograf til en af sine Bekjendte. + +S. 25--26. »An Væver« og »Trines Ko«; i begge Digte er der tænkt paa en +ensom gammel Kvinde, _An Fisker_, hvis Hus ligger i Randen af Jebjærg +Mose. Sml. Se I. 85 _Noten_. + +»Trines Ko« trykt i »_Skive Folkebl.'_« Julenumer 23. Decbr. 1909. + +S. 30. »Foraarstegn«. Tr. i »Politiken« 25. Marts 1910. + +S. 30. »Paa kjære Grave«. Udkast til de Linjer, der kom til at staa paa +den Mindesten, der 1910 rejstes paa mine Forældres Grav paa Fly +Kirkegaard. Nr. 1 blev foretrukket. + +S. 34. »Ved Bjørnsons Dødsleje«. Trykt i »Politiken« 4. Febr. 1910 ved +Efterretningen om Bj. Bj.' haabløse Dødskamp; han udaandede i Paris 26. +April 1910. + +S. 44. »Søndag i Morgen«. Tr. i »Politiken« 20. Juni 1910. + +S. 51. »Den døde Lærke«. Trykt i »_Svalens_« Aarsberetning 1909 og +samtidig i »Skive Folkeblad« 12. Marts 1910. + +S. 53. »Dr. S. Rambusch«. Sunget ved et Afskedsgilde i Skive 30. April +1910. Kort efter trykt i »_Aalb. Stiftstid._«; 21. Maj 1910 trykt i +»Skive Folkeblad«. S. Rambusch, som er født 1861, var Distriktslæge i +Sjørup (Vroue Sogn, Viborg Amt) fra 1889--1910, derpaa Amtslæge i +Aalborg indtil 1918. I hans Hjem i Sjørup har jeg skrevet det meste af +_Fri Felt_ og _Rugens Sange_ foruden flere af mine Fortællinger. + +S. 54. »Militarismen«. Tr. i »Politiken« 16. Juli 1911. Skrevet 1910 +under en Enquéte om vort Forsvar. + +S. 56. »Da æ Bjærmand kam«. Daugbjærg Daas med Hønemose ved sin Fod; +Daabjærg Graw = Daugbjærg Kalkgrave; Per Smed (Sml. S. 61), Jens Bruus +(Sml. S. 114), Kræn Haabro, kjendte Originaler; _Chr. Hagebro_ (eller +_Rosgaard_) i mange Aar Ejer af _Hagebro Kro_ ved Karup Aa. + +S. 60. »Til Sallings Husmænd«. Sunget ved Jenlefesten 10. Juli 1910. + +S. 64. »Høstmarch«. Se: »_Naar Bønder elsker_« S. 8. + +S. 64. »En Julegjæst«. Tr. i det dansk-amerikanske »_Nordlysets_« +Julenumer 22. Decbr. 1910, sml. »Pol.« 6. Jan. 1911. + +S. 66. »Juleaften«. Tr. i »_Roskilde Tidende_« og den øvrige radikale +Presses Julenumer 1910. Sml. Hagemanns Kollegiums Aarsskrift 1911, S. 6. + +S. 67. »Juleneg«. Tr. i »Pol.'« kolorerede _Søndags-Tillæg_ 25. Decbr. +1910. + +S. 70. »Piger paa Engen«. Tr. i »_Jydsk Maanedsskrift_«, Maj 1911, +S. 264. Sml. »Naar Bønder elsker« (1911), S. 79. + +S. 71. »Nytaar«. Tr. i Almanakken »_Danmark_« 1912, S. 3. + +S. 71. »Kræn Dejler«. Tr. i »_Morskabsbladet_« 24. Decbr. 1911. + +S. 73. »H. F. Feilberg«. I Anledning af hans 80aarige Fødselsdag 6. Aug. +1911. Tr. i »_Festskrift til H. F. Feilberg_«, 1911, S. 820. Sml. +»_Hobro Avis_« 5. Aug. 1911. + +S. 73. »Ensom«. Da min Huslæge _Clausen_ og Hustru 1911 flyttede fra +_Vihøj_, Grinderslev Sogn, til Sorø. + +S. 74. »De Fattiges Jul«. Skrevet til »Politikens« »De Hjemløses Jul«. +Tr. i »Pol.« 25. Decbr. 1911. + +S. 74. »Julehilsen til »Naverne« i Zürich«. Trykt i »Navernes« +Medlemsorgan »_Den farende Svend_« (udgivet i Zürich), Julen 1911. Sml. +»Pol.« 21. Decbr. 1911. + +S. 76. »Storken«. Tr. i »_Svalens_« Aarsberetning, 1911, S. 2. + +S. 77. »Kaalfolk«. Tr. i »Skive Folkeblads« Julenumer, 1913, S. 11. +Under Titlen _Fir' Fjandbo-Saang_ udkom til Jul 1915 hos Bogtrykker +_Niels P. Thomsen_, Holstebro, _som Manuskript_ disse Dialektdigte: +_Vrød-i-Vront og Mari Stont, En betle Haar, A glemmer æ aalle t mi Daw +og Kaalfolk_. Oplaget var paa 100 Exemplarer, deraf 25 paa japansk +Bøttepapir. + +S. 80. »Ræbild-Kantate«. Skrevet til den Fest, som Dansk-Amerikanerne 4. +Aug. 1912 fejrede paa Ræbild Bakker ved Skjørping, efter at de der havde +kjøbt 140 Td. Land Hede til Fredning, den saakaldte »National-Park«. +Aftenen forinden -- 3. Aug. -- toges Forskud paa Festen i Tivoli, hvor +Kantaten med Komponisten _Carl Busch_ som Dirigent blev sunget af +Studentersangforeningens Kor. Tr. i »_Politikens_« Kronik 4. Aug. 1912. +Brugt som Indledning til »_Hedevandringer_«, 1915, S. 70. + +S. 84. »En betle Haar«. Tr. i »_Aalborg Venstrebl._« 19. Septbr. 1912. +Sml. »_Svalens_« _Aarsberetn._, 1912, S. 56. + +S. 85. »Sang til Demokratiet«. Skrevet til Jenlefesten 14. Juli 1912. + +S. 87. »Svampejagt«. Trykt i Maanedsskriftet »_Meddelelser fra +Foreningen til Svampekundskabens Fremme_«, 2. Hæfte, 1912, S. 11. + +S. 88. »Til en Møllerdatter«. Frk. _Karen Touborg_, Kloster Mølle +(Gudum), der tjente paa Jenle et halvt Aar som Husholderske. + +S. 88. »Til Peter Sabro«. Skrevet foran i »Tidsbølger«. Tr. efter Sabros +ulykkelige Død paa Jærnbaneskinnerne ved Bramminge (Søndag 27. Juli +1913) i »_Aalborg Venstreblad_« samme Dag. + +S. 89. »Zachæus«. Tr. i »_Tilskueren_«, Jan. 1913, S. 1. + +S. 93. »Vrød-i-Vront og Mari Stont«. Tr. i »Vestjyll. Soc.-Dem'« +Julenumer 24. Decbr. 1913. + +S. 95. »Børn fra Gyden«. Skrevet til Børnehjælpsdagen, 1913. Solgt som +Postkort med Musik af Arnold Nielsen Børnehjælpsdagen 14. Maj 1914. Tr. +i »_Aalb. Venstrebl._« 15. Maj 1914. + +S. 96. »Sædemand«. Tr. i »Landmands-Almanakken«, 1914, S. 3. + +S. 98. »Gammel Jehannes hans Nøjesvis«. Trykt _som Manuskript_ hos Niels +P. Thomsen, Holstebro, Julen 1916 i en Bibliofiludgave. Oplaget var 100 +Exemplarer. + +_Gammel Jehannes_ -- d.e. _Johannes Villadsen_ -- levede i et lille Hus +i Aakjær, som nærmeste Nabo til min Fødegaard. Huset er nu forsvundet, +og det er Johannes ogsaa med alle hans herlige »Æmper«; han døde 1904 +over 80 Aar gl. + +S. 102. »Hans Kaarsberg«, den kjendte Forfatter og Amtslæge i Sorø; +sendt ham i Anledning af hans 60 Aars Fødselsdag. Tr. i »Venstres +Folkeblad« (Ringsted) 26. Jan. 1914. + +S. 103. »Landarbejder-Sang«. Skrevet til _Jenlefesten_ 5. Juli 1914. Tr. +i »_Arbejdernes Almanak_«, 1915, S. 17. + +S. 105. »Lille Edith«. En 6aarig Adoptivdatter af Læge _Kæmpegaard_, +Skive, som under et Besøg paa Jenle 5. Aug. 1914 uden forudgaaende +Sygdom faldt død om midt under sin Leg. Tr. i »_Skive Folkeblad_« paa +hendes Begravelsesdag 10. Aug. 1914. + +S. 106. »Bryllup«, Esper Andersens (nu Aalestrup, tidligere min Vært i +Jebjærg), 24. Septbr. 1914. Tr. i »_Hobro Avis_« 25. Septbr. 1914. + +S. 107. »Sølvbryllup«. Kr. Touborg-Jensens, Kloster Mølle, 11. Oktbr. +1914. Tr. i »_Skive Folkebl._« 12. Oktbr. s. A. + +S. 108. »Ved Susaaen«. Til en Ungdomsveninde Frk. _Kirstine Bransager_, +nu Tandlæge Fru Timmermann, Sorø. + +S. 109. »Godt Mod!« En Sølvbryllupslykønskning til Boelsmand _Hans +Jespersen_ og Hustru, Bostrup Thinghøj. Tr. i »Skive Folkebl.« 12. +Novbr. 1914. + +S. 109. »Militaristen taler«. Tr. i »_Pressens Magasin_« 15. Oktbr. +1916, S. 10. + +S. 111. »Salme«. Se »Jens Langkniv« (1915) S. 366. + +S. 112. »Hilsen til Esbjærg«, 20. Marts 1915 ved Socialdem. Forbunds 25 +Aars Jubilæum. Tr. i »_Vestjyll. Soc.-Dem._« 22. Marts 1915. + +S. 113. »Niels Bransager«, Redaktør af »Venstres Folkebl.« i Ringsted; +skrevet til hans Begravelse 6. April 1915. Sml. »Politiken« 7. April +s. A. Danner Indledningsdigtet til Mindebogen: _Niels Bransager: +Artikler og Taler_ (1916), udg. af _Aage Sachs_ og _N. Timmermann_. -- +_Bransager_ og jeg havde delt Lejlighed sammen i Kjbh. i flere Aar; han +hørte til mine intimeste Venner. Han blev kun 42 Aar gammel. + +S. 114. »Jens hans Hywlbor«. _Jens Bruus_ var en Original, som boede i +et Hus paa _Koldkur_ Hede; han døde i 90'erne. Trykt i »_Ringkjøbing +Amts Avis_« 9. Oktbr. 1916. + +S. 116. »Sej mæ ska vi mej i Kri«. Skrevet til Jenlefesten 1. Aug. 1915. +Tr. i »_Politiken_« 1. Aug. s. A. Lidt omarbejdet og sunget ved +Indvielsen af Esbjærg Arbejderhøjskole 7. Jan. 1917. + +S. 117. »Barn og Mor«. Tr. i Julehæftet »_Deilig er Jorden_«, +Kristiania, 1915, S. 40. + +S. 130. »Jens Hvas«. Landsdommer. Leved paa Kaas, der blev brændt af +Skipper Klement. Leded Skatteoppebørslen i Viborg Stift under Frederik +1. Sluttede sig i Grevefejden til Skipperen og brød den Ed han havde +svoret Christian 3. Dette fik farlige Følger; han og Skipperen skal have +strakt Hals samme Dag paa Viborg Torv, 9. Septbr. 1536. Tr. i »_Dansk +Jul_«, 1916; ogsaa i »Skive Folkebl.« 1. Maj 1917. + +S. 139. »Majnat«. Tr. i »Pol.« 7. Maj 1916. + +S. 139. »Broen«. Her er tænkt paa Broen, der ved Trevad Mejeri gaar over +Karup Aa. Jeg mindes som et Æventyr, at den Bro byggedes engang i +80'erne. + +S. 141. »Havren«. Trykt i »Pol.« 3. Septbr. 1916; ogsaa i det svenske +Ugeblad »_Det nya Folket_«, Nr. 1 i Jan. 1917. + +S. 143. »Paa Sallings Jord«. Skrevet til en af vore Pigers Bryllup. Tr. +i »_Skive Folkebl._« 17. Aug. 1916. + +S. 144. »Povl med den tunge Skovl«. Tr. i »Tilskueren«, Jan. 1917, +S. 40. Ogsaa i »Foraarsbogen« (Aschehoug), 1917, S. 7 og i det norske +Julehæfte: »_Arbejdets Jul_«, S. 14--16. + +S. 151. »Gylden Sol«. Tr. i »_Pol._« 15. April 1917. + +S. 152. »Humlebien«. Tr. i »Pol.« 25. Juli 1917. + +S. 153. »Landsbysmeden«. Tr. i »_Arbejdernes Almanak_«, 1918, S. 28. + +S. 154. »Efteraar«. Tr. i »Politiken« 5. Novbr. 1916. + +S. 156. »Fred!« Skrevet til Jenlefesten 8. Juli 1917; Tr. i »_Pol._« 8. +Juli s. A. + +S. 157. »Evald Tang Kristensen«. Indledningsdigt til Jubilæumsværket +»Troldesagn og dunkel Tale«. Festskrift paa Ev. T. Kr.' Halvtredsaarsdag +som Folkemindesamler 31. Decbr. 1917. Ogsaa tr. i »Pol.« 2. Decbr. 1917. + +S. 158. »Spurvene ved Helliggejst«. Skrevet til Værket »Det skønne +København«, 1917 (redigeret af Kai Friis Møller), S. 103. Ogsaa trykt i +»_Pol._« 5. Decbr. 1917. + +S. 160. »En Landsby døbes«. En Snes Ejendomme -- deriblandt _Jenle_ -- +udstykkede fra Herregaarden Nørgaard siden 1906, laa sydligst i +Grinderslev Sogn uden anden Betegnelse end »dem derude paa Nørgaards +Mark«. Paa mit Forslag har Beboerne nu godkjendt Navnet _Nørrevejle_, et +Navn, hvormed _Astrup Vig_ betegnes i et Dokument fra 1546. Ved »revnet +Kloster-Klokke« sigtes til Grinderslev Kloster, der ligger en god +Fjerdingvej mod Nordvest. Tr. i »_Skive Folkebl._« 31. Maj 1918. + +S. 161. »Historiens Sang«. Skrevet til _Historisk Samfunds_ Møde i Skive +5. Juni 1917. Tr. i »_Skive Folkebl._« 6. Juni 1917. Se ogsaa Omslaget +af _Vejle Amts Aarbøger_ 1. Halvbind 1917 og talrige andre Steder. + + + + +NOTER TIL OVERSÆTTELSERNE. + + +S. 165. Min første Kundskab om Rob. Burns gaar tilbage til Læsning af +Th. Carlyle (1889--90). I Midten af 90'erne lærte jeg mig selv Skotsk; +i 1897--98 begyndte jeg at oversætte ham. -- »Burns om sig selv«. Han +fødtes i _Alloway_ i Vestskotland (som i gammel Tid hed _Kyle_) _25. +Januar_ 1759 (d. 1796). Hans Far _William Burnes_ var en fattig Farmer, +hvad ogsaa Sønnen blev. + +S. 171. »Hellig Wolles Bøn«, handler om en skotsk Tartuffe _William +Fisher_, der (1785) fik rejst Kirkens Tiltale mod Burns' Ven _Gawn +Hamilton_; Processen holdtes i Byen _Air_; Hamiltons Forsvarer var +_Robert Aiken_; Modpartiets Fører var Fishers Ven Præsten _Auld_. Fisher +tabte Sagen mod Hamilton, og Burns føjede Spot til Skade med sit Digt, +der gik ud over hele Skotland. + +Af de her oversatte Burnsdigte har tidligere været trykte: »Trods alt +det« i »Vestjyllands Soc. Dem.« 23. Marts 1901. »Født til Graad« i +»Vestj. Soc. Dem.« 2. Febr. 1900 (i Anledning af at jeg i _Esbjærg_ +holdt tre Foredrag om _Burns_). »Hellig Wolles Bøn« i _Det ny +Aarhundrede_, Aug. 1908, S. 799. »Der boed en Bonde«, tr. i +_Morskabsbogen_ (L. C. Nielsen), 1902, S. 7 (under Titlen +_Rappenskralden_). -- »Findlay«. Tr. i _Verdensspejlet_ 16. Oktbr. 1904. +»Jenny i Rugen«. Tr. i _Verdensspejlet_ 7. Decbr. 1902, S. 278. »John +Anderson«. Tr. i »Vestjyll. Soc. Dem.« (Julenumer) under Titlen: _De +Gamle_, 22. Decbr. 1907. -- »En Skrædder i Sengen«. Tr. i _Aftenbladets +Lystige Historier_ (Axel Wessel), 1903, S. 39. + +S. 199. _Oliver Goldsmith_, f. 1725 d. 1774. »Den nedlagte Landsby« er +kun et lille Stykke af Goldsmiths store Digt »_The deserted village_«, +oversat paa Opfordring af min Ven Kontorchef _Henrik Pedersen_ til Brug +for en Afhandling. Se _Nationaløkonomisk Tidsskrift_ 1909, S. 460. + +S. 199. _Percy B. Shelley_, f. 1792 d. 1822. »Til Englands Sønner«, +trykt i C. E. Jensens og Borgbjærgs »_Socialdemokratiets Aarhundrede_«, +I, 1904, S. 61--62. + +S. 201. _Thomas Hood_, f. 1799 d. 1845. »Sypigen« efter »_Song of the +shirt_« i »_Punch_« 1843. Denne og en lille Snes andre Oversættelser af +sociale Digte blev trykt i J. P. Sundbos Blad »Vestjyllands +Social-Demokrat«, 1901. Serien fortsattes i samme Blad, 1908, ialt 26 +Digte af dette Binds Indhold. Se »_Socialdem. Aarh._« I. S. 65 og +Aarsberetning for nødlidende Kvinder 1908--09. S. 3. + +S. 204. _James Thomson_, f. 1834 d. 1882. »_L'ancien regime_« skrevet +1867. Tr. i Sundbos Blad (Esbjærg) 22. Juni 1901. + +S. 206. _Gilbert Keith Chesterton_ f. i London 1874. »Da Godsejerne +appellerede til Folket«. (Af »_Daily News_«, Efteraaret 1910: The appeal +of the Peers). Tr. i _Bransagers Blad_ »_Venstres Folkeblad_« 13. Decbr. +1910 og i »Politiken« 7. Juli 1914. + +S. 208. _Robert Lewis Balfour Stevenson_ f. i Edinburgh 1850, død af +Tæring 1894. »Det syge Barn«, tr. i »_Pol._« 8. Decbr. 1907. + +S. 208. _Rudyard Kipling_ født i _Bombay_ 1865. »Lille min Mor«, fra +_The Light that failed; Dedication_: + + »If I were hanged on the highest hill, + Mother o' mine, O Mother o' mine!« + +Tr. i »Vestjyll. Socialdem.'« Julenumer, 23. Decbr. 1905. + +S. 209--13. _William Morris_, f. 1834 d. 1896. »_Mit og dit_«. Tr. i +»Vestjyll. Soc.-Dem.« 5. Juni 1901; »_Nyaarsgry_« i samme Blad 13. Juli +1901 og atter 2. Jan. 1902. + +S. 213. _Jean Pierre de Béranger_, f. 1780 d. 1857. »Den gode Gud«, +digtet omkring 1825. Tr. i »Vestjyll. Soc.-Dem.« 9. Juli 1901; og i +»_Arbejdernes Almanak_« 1916. S. 35--36. _Anm._ under Titlen er af +Redaktionen. + +S. 215. _Jean Richepin_, f. 1849. »Moderhjærtet«. Oversat 16. Oktbr. +1902 i Anledning af _Arthur Jørgensens_ Modermord; tr. bl.a. i +»Soc.-Dem.« 12. Novbr. 1902. + +S. 218. Af _Heinrich Heine_ (1797--1856) oversatte jeg meget i min +grønne Ungdom; det meste er forbleven utrykt; en Del fandt Optagelse i +»_København_« 1897--98, saaledes: _Hold dog op_, _Filantropen_, +_Dueller_, _Jammerdal_; dette sidste paany trykt i _Sundbos Blads +Julenumer_ 1900 under Titlen »_To arme Djævle_«. »Rotterne«, tr. i +»_Vestj. Soc.-Dem._« 1901. + +S. 229. _Alexander Pétøfi_, Ungarns berømte Digter, fødtes 1823 og faldt +i et Slag 31. Juli 1849. _Hans_ Digte er ikke oversatte fra Grundsproget +men fra Tysk. + +S. 236--43; alle Digtene her har været trykte i »Vestjyll. Soc.-Dem.« +1901 og 1908. + +S. 250. Carl Michael Bellman (1740--1795). »_Tre bibelske Viser_«, tr. i +»_Arbejdernes Julealbum_«, 1907 (med Tegninger af Niels Wivel). + +S. 258--62. _Fredrik August Dahlgren_, f. i Värmland 1816 d. 1895. +»Kjærestehandel« og »Stines Parasol«, tr. i »_Extrabladet_«, Efteraaret +1904. + +S. 263--80; alle disse Digte har med Undtagelse af det hidtil utrykte +»Daarskabens Tale« staaet i »_Vestjyll. Soc.-Dem._« 1901 og 1908. + +S. 274. »_Jens Jensen og Pæ Krænsen_«, i noget anden Skikkelse tr. i +»_Arbejdernes Almanak_« 1910, S. 27 (Tegninger af _Alfred Schmidt_). + + + * * * * * + * * * * + * * * * * + + +Trykfejl: + + [Indhold: Heine] + Dueller [Duellen] + [Jawn Humør] + og spytt saalaant, a lyster, [... a lyster.] + [Jens ved æ Bæk, anm.] + _Hwol_, Hul [Hwoll] + _Knog_, de Kvæstelse; [le Kvæstelse] + [Gammel ka Bakk] + Spyt en Kjend i jer Næv, far I tar om æ Staang, [... om æ Staang.] + +Manglende: + + [Indhold] + _Fra Tysk:_ + + +»« manglende, usynlig eller overflødig: + + [En Betle Haar] + aa_haa_haa -- _haa_haa -- haah!« + [O, Luk Mig Ind] + af mig du lukkes ind, Gut.« + [De Lystige Tiggere VIII] + min Tanke paa John Højlandmand!« + [Den gode gud] + annamme mig her som jeg staar!« + + « mangler: + + [To forkyndere] + med oprejst Hale og Manke!« + [Bonden og Skrædderen] + og fler betales med min Stok!« + [Født til Graad] + der sled sit Liv i Graad!« + [Duncan Gray] + »Bør jeg,« -- trøsted han sig selv, + [Væverne] + vi væver, vi væver!« + [De Fangne] + vil jeg for min Frihed skjænke.« + [Noter, s. 199] + »_Socialdemokratiets Aarhundrede_«, + + » mangler: + + [De Lystige Tiggere VI] + »Den Mand, som er Nar i sig selv, + [Omsværm os kun, fjender] + »Omsværm os kun, Fjender, kast Død paa vor Vej! + [Nr. 310] + ... og »betle sit Brød«. + [Noter, s. 4] + Tr. i »Skive Folkeblad«. 26. Oktbr. 1908. + [Noter, s. 96] + S. 96. »Sædemand«. Tr. i »Landmands-Almanakken«, 1914, S. 3. + [Noter, s. 204] + »_L'ancien regime_« + + + + + +End of the Project Gutenberg EBook of Samlede værker, by Jeppe Aakjær + +*** END OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK SAMLEDE VÆRKER *** + +***** This file should be named 24747-8.txt or 24747-8.zip ***** +This and all associated files of various formats will be found in: + http://www.gutenberg.org/2/4/7/4/24747/ + +Produced by Louise Hope, Steen Christensen and the Online +Distributed Proofreading Team at http://www.pgdp.net + + +Updated editions will replace the previous one--the old editions +will be renamed. + +Creating the works from public domain print editions means that no +one owns a United States copyright in these works, so the Foundation +(and you!) can copy and distribute it in the United States without +permission and without paying copyright royalties. Special rules, +set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to +copying and distributing Project Gutenberg-tm electronic works to +protect the PROJECT GUTENBERG-tm concept and trademark. Project +Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you +charge for the eBooks, unless you receive specific permission. If you +do not charge anything for copies of this eBook, complying with the +rules is very easy. You may use this eBook for nearly any purpose +such as creation of derivative works, reports, performances and +research. They may be modified and printed and given away--you may do +practically ANYTHING with public domain eBooks. Redistribution is +subject to the trademark license, especially commercial +redistribution. + + + +*** START: FULL LICENSE *** + +THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE +PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK + +To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free +distribution of electronic works, by using or distributing this work +(or any other work associated in any way with the phrase "Project +Gutenberg"), you agree to comply with all the terms of the Full Project +Gutenberg-tm License (available with this file or online at +http://gutenberg.org/license). + + +Section 1. General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg-tm +electronic works + +1.A. By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm +electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to +and accept all the terms of this license and intellectual property +(trademark/copyright) agreement. If you do not agree to abide by all +the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy +all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your possession. +If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project +Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound by the +terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or +entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8. + +1.B. "Project Gutenberg" is a registered trademark. It may only be +used on or associated in any way with an electronic work by people who +agree to be bound by the terms of this agreement. There are a few +things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works +even without complying with the full terms of this agreement. See +paragraph 1.C below. There are a lot of things you can do with Project +Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this agreement +and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm electronic +works. See paragraph 1.E below. + +1.C. The Project Gutenberg Literary Archive Foundation ("the Foundation" +or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project +Gutenberg-tm electronic works. Nearly all the individual works in the +collection are in the public domain in the United States. If an +individual work is in the public domain in the United States and you are +located in the United States, we do not claim a right to prevent you from +copying, distributing, performing, displaying or creating derivative +works based on the work as long as all references to Project Gutenberg +are removed. Of course, we hope that you will support the Project +Gutenberg-tm mission of promoting free access to electronic works by +freely sharing Project Gutenberg-tm works in compliance with the terms of +this agreement for keeping the Project Gutenberg-tm name associated with +the work. You can easily comply with the terms of this agreement by +keeping this work in the same format with its attached full Project +Gutenberg-tm License when you share it without charge with others. + +1.D. The copyright laws of the place where you are located also govern +what you can do with this work. Copyright laws in most countries are in +a constant state of change. If you are outside the United States, check +the laws of your country in addition to the terms of this agreement +before downloading, copying, displaying, performing, distributing or +creating derivative works based on this work or any other Project +Gutenberg-tm work. The Foundation makes no representations concerning +the copyright status of any work in any country outside the United +States. + +1.E. Unless you have removed all references to Project Gutenberg: + +1.E.1. The following sentence, with active links to, or other immediate +access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear prominently +whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work on which the +phrase "Project Gutenberg" appears, or with which the phrase "Project +Gutenberg" is associated) is accessed, displayed, performed, viewed, +copied or distributed: + +This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with +almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or +re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included +with this eBook or online at www.gutenberg.org + +1.E.2. If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is derived +from the public domain (does not contain a notice indicating that it is +posted with permission of the copyright holder), the work can be copied +and distributed to anyone in the United States without paying any fees +or charges. If you are redistributing or providing access to a work +with the phrase "Project Gutenberg" associated with or appearing on the +work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1 +through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the +Project Gutenberg-tm trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or +1.E.9. + +1.E.3. If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted +with the permission of the copyright holder, your use and distribution +must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional +terms imposed by the copyright holder. Additional terms will be linked +to the Project Gutenberg-tm License for all works posted with the +permission of the copyright holder found at the beginning of this work. + +1.E.4. Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm +License terms from this work, or any files containing a part of this +work or any other work associated with Project Gutenberg-tm. + +1.E.5. Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this +electronic work, or any part of this electronic work, without +prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with +active links or immediate access to the full terms of the Project +Gutenberg-tm License. + +1.E.6. You may convert to and distribute this work in any binary, +compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any +word processing or hypertext form. However, if you provide access to or +distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format other than +"Plain Vanilla ASCII" or other format used in the official version +posted on the official Project Gutenberg-tm web site (www.gutenberg.org), +you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a +copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon +request, of the work in its original "Plain Vanilla ASCII" or other +form. Any alternate format must include the full Project Gutenberg-tm +License as specified in paragraph 1.E.1. + +1.E.7. Do not charge a fee for access to, viewing, displaying, +performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works +unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9. + +1.E.8. You may charge a reasonable fee for copies of or providing +access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works provided +that + +- You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from + the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method + you already use to calculate your applicable taxes. The fee is + owed to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he + has agreed to donate royalties under this paragraph to the + Project Gutenberg Literary Archive Foundation. Royalty payments + must be paid within 60 days following each date on which you + prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax + returns. Royalty payments should be clearly marked as such and + sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the + address specified in Section 4, "Information about donations to + the Project Gutenberg Literary Archive Foundation." + +- You provide a full refund of any money paid by a user who notifies + you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he + does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm + License. You must require such a user to return or + destroy all copies of the works possessed in a physical medium + and discontinue all use of and all access to other copies of + Project Gutenberg-tm works. + +- You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any + money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the + electronic work is discovered and reported to you within 90 days + of receipt of the work. + +- You comply with all other terms of this agreement for free + distribution of Project Gutenberg-tm works. + +1.E.9. If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg-tm +electronic work or group of works on different terms than are set +forth in this agreement, you must obtain permission in writing from +both the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and Michael +Hart, the owner of the Project Gutenberg-tm trademark. Contact the +Foundation as set forth in Section 3 below. + +1.F. + +1.F.1. Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable +effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread +public domain works in creating the Project Gutenberg-tm +collection. Despite these efforts, Project Gutenberg-tm electronic +works, and the medium on which they may be stored, may contain +"Defects," such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or +corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual +property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a +computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by +your equipment. + +1.F.2. LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the "Right +of Replacement or Refund" described in paragraph 1.F.3, the Project +Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project +Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project +Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all +liability to you for damages, costs and expenses, including legal +fees. YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT +LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE +PROVIDED IN PARAGRAPH F3. YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE +TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE +LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR +INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH +DAMAGE. + +1.F.3. LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a +defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can +receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a +written explanation to the person you received the work from. If you +received the work on a physical medium, you must return the medium with +your written explanation. The person or entity that provided you with +the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a +refund. If you received the work electronically, the person or entity +providing it to you may choose to give you a second opportunity to +receive the work electronically in lieu of a refund. If the second copy +is also defective, you may demand a refund in writing without further +opportunities to fix the problem. + +1.F.4. Except for the limited right of replacement or refund set forth +in paragraph 1.F.3, this work is provided to you 'AS-IS' WITH NO OTHER +WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO +WARRANTIES OF MERCHANTIBILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE. + +1.F.5. Some states do not allow disclaimers of certain implied +warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages. +If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the +law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be +interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by +the applicable state law. The invalidity or unenforceability of any +provision of this agreement shall not void the remaining provisions. + +1.F.6. INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the +trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone +providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in accordance +with this agreement, and any volunteers associated with the production, +promotion and distribution of Project Gutenberg-tm electronic works, +harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees, +that arise directly or indirectly from any of the following which you do +or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg-tm +work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any +Project Gutenberg-tm work, and (c) any Defect you cause. + + +Section 2. Information about the Mission of Project Gutenberg-tm + +Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of +electronic works in formats readable by the widest variety of computers +including obsolete, old, middle-aged and new computers. It exists +because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from +people in all walks of life. + +Volunteers and financial support to provide volunteers with the +assistance they need, is critical to reaching Project Gutenberg-tm's +goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will +remain freely available for generations to come. In 2001, the Project +Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure +and permanent future for Project Gutenberg-tm and future generations. +To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation +and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4 +and the Foundation web page at http://www.pglaf.org. + + +Section 3. Information about the Project Gutenberg Literary Archive +Foundation + +The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit +501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the +state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal +Revenue Service. The Foundation's EIN or federal tax identification +number is 64-6221541. Its 501(c)(3) letter is posted at +http://pglaf.org/fundraising. Contributions to the Project Gutenberg +Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent +permitted by U.S. federal laws and your state's laws. + +The Foundation's principal office is located at 4557 Melan Dr. S. +Fairbanks, AK, 99712., but its volunteers and employees are scattered +throughout numerous locations. Its business office is located at +809 North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887, email +business@pglaf.org. Email contact links and up to date contact +information can be found at the Foundation's web site and official +page at http://pglaf.org + +For additional contact information: + Dr. Gregory B. Newby + Chief Executive and Director + gbnewby@pglaf.org + + +Section 4. Information about Donations to the Project Gutenberg +Literary Archive Foundation + +Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide +spread public support and donations to carry out its mission of +increasing the number of public domain and licensed works that can be +freely distributed in machine readable form accessible by the widest +array of equipment including outdated equipment. Many small donations +($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt +status with the IRS. + +The Foundation is committed to complying with the laws regulating +charities and charitable donations in all 50 states of the United +States. Compliance requirements are not uniform and it takes a +considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up +with these requirements. We do not solicit donations in locations +where we have not received written confirmation of compliance. To +SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any +particular state visit http://pglaf.org + +While we cannot and do not solicit contributions from states where we +have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition +against accepting unsolicited donations from donors in such states who +approach us with offers to donate. + +International donations are gratefully accepted, but we cannot make +any statements concerning tax treatment of donations received from +outside the United States. U.S. laws alone swamp our small staff. + +Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation +methods and addresses. Donations are accepted in a number of other +ways including checks, online payments and credit card donations. +To donate, please visit: http://pglaf.org/donate + + +Section 5. General Information About Project Gutenberg-tm electronic +works. + +Professor Michael S. Hart is the originator of the Project Gutenberg-tm +concept of a library of electronic works that could be freely shared +with anyone. For thirty years, he produced and distributed Project +Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of volunteer support. + + +Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed +editions, all of which are confirmed as Public Domain in the U.S. +unless a copyright notice is included. Thus, we do not necessarily +keep eBooks in compliance with any particular paper edition. + + +Most people start at our Web site which has the main PG search facility: + + http://www.gutenberg.org + +This Web site includes information about Project Gutenberg-tm, +including how to make donations to the Project Gutenberg Literary +Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to +subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks. |
