summaryrefslogtreecommitdiff
path: root/24747-8.txt
diff options
context:
space:
mode:
Diffstat (limited to '24747-8.txt')
-rw-r--r--24747-8.txt12814
1 files changed, 12814 insertions, 0 deletions
diff --git a/24747-8.txt b/24747-8.txt
new file mode 100644
index 0000000..f945228
--- /dev/null
+++ b/24747-8.txt
@@ -0,0 +1,12814 @@
+The Project Gutenberg EBook of Samlede værker, by Jeppe Aakjær
+
+This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
+almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or
+re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
+with this eBook or online at www.gutenberg.org
+
+
+Title: Samlede værker
+ Bind 2
+
+Author: Jeppe Aakjær
+
+Release Date: March 3, 2008 [EBook #24747]
+
+Language: Danish
+
+Character set encoding: ISO-8859-1
+
+*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK SAMLEDE VÆRKER ***
+
+
+
+
+Produced by Louise Hope, Steen Christensen and the Online
+Distributed Proofreading Team at http://www.pgdp.net
+
+
+
+
+
+
+
+
+
+ JEPPE AAKJÆR
+
+ SAMLEDE VÆRKER
+
+
+ ANDET BIND
+
+ DIGTE 1908--1918
+
+
+
+
+ Gyldendalske Boghandel -- Nordisk Forlag
+ Kjøbenhavn og Kristiania 1918
+
+
+
+
+ _Copyright
+ by
+ Jeppe Aakjær._
+
+
+ Fyens Stiftsbogtrykkeri (Dreyer)
+
+
+
+
+INDHOLD.
+
+
+ Aakjær 50
+ Aften 82
+ A glemmer æ aalle i mi Daw 79
+ An Væver 25
+ Autografsamler 24
+
+ Barn og Mor 117
+ Bjørnson 34
+ Bondefjol 119
+ Bonden og Skrædderen 23
+ Bransager 113
+ Broen 139
+ Bryllup 106
+ Børn fra Gyden 95
+
+ Da æ Bjærgmand kam 56
+ De fattiges Jul 74
+ De fire Vinde 123
+ Den blanke Aa 39
+ Den døde Lærke 51
+ Den kjære brune Hede 80
+ Der so tow Kragger 17
+ Diplomater 110
+ Dorres Sang 13
+ Dr. S. Rambusch 53
+
+ Efteraar 154
+ En betle Haar 84
+ En Julegjæst 64
+ En Landsby døbes 160
+ En lystig Sang 22
+ Ensom 73
+ Evald Tang Kristensen II 157
+
+ Feilberg 20; 73
+ Foraarstegn 30
+ Forladt 59
+ Fred 156
+ Fredlysning 82
+
+ Gammel Jehannes hans Nøjesvis 98
+ Gammel Ka Bakk 31
+ Godt Mod! 109
+ Gylden Sol 151
+
+ Hans Kaarsberg 102
+ Havren 141
+ H. F. Feilberg I 20
+ » » » II 73
+ Hilsen til Esbjærg 112
+ Historiens Sang 161
+ Humlebien 152
+ Humlebo 43
+ Hørup 11
+ Høslets-Viser 38
+ Høstmarch 64
+
+ Imellem to mørke Høje 18
+ Invaliden og Kristus 118
+
+ Jawn Humør 1
+ Jens og hans Hywlbor 114
+ Jens Hvas 130
+ Jens Kuk 42
+ Jens ved æ Bæk 5
+ Juleaften 66
+ Julehilsen til »Naverne« i Zürich 74
+ Juleneg 67
+
+ Kaalfolk 77
+ Kaarsberg 102
+ Kaphyw 50
+ Kejserens Gud 110
+ Kirken 45
+ Kjesten og Kræn Kresten 37
+ Kjørmes Knud 121
+ Kritik 36
+ Kræn Dejler 71
+
+ Landarbejdersang 103
+ Landsbysmeden 153
+ Lille Edith 105
+ Limfjorden 14
+
+ Majnat 139
+ Mejerist Esper Andersen 29
+ Militarismen 54
+ Militaristen taler 109
+ Mor ved Brønden 133
+ Morgen 81
+ Morgen før Slaget 38
+ Mors Rok 32
+
+ Nansen 4
+ Niels Bransager 113
+ Nordovst 123
+ Nytaar 71
+
+ Paa kjære Grave 30
+ Paa Sallings Jord 143
+ Paaskeøsten 123
+ Per Smed 61
+ Pigen paa Diget 75
+ Piger paa Engen 70
+ Pjalte-Kræjsten 34
+ Povl med den tunge Skovl 144
+
+ Rambusch 53
+ Ringen 21
+ Ræbild-Kantate 80
+
+ Sabro 88
+ Salme (Af »Jens Langkniv«) 111
+ Sang fra Gruben 3
+ Sang til Demokratiet 85
+ Sej mæ, ska vi mej i Kri' 116
+ Slaakarle 40
+ Spurvene ved Helliggejst 158
+ Storken 76
+ Svalen 16
+ Svampejagt 87
+ Svigtende Signaler 155
+ Sædemand 96
+ Sølvbryllup 107
+ Søndag i Morgen 44
+ Søndenvind 125
+
+ Til en Møllerdatter 88
+ Til en rejsende Brud 4
+ Til en Plovkammerat 11
+ Til Peter Nansen 4
+ Til Peter Sabro 88
+ Til Sallings Husmand 60
+ To Forkyndere 6
+ Tre Krigsdigte 109
+ Trines Ko 26
+
+ Ung Vise 98
+
+ Ved Bj. Bjørnsons Dødsleje 34
+ Ved Engsøen 21
+ Ved Susaaen 108
+ Vestenvinden 127
+ Viggo Hørup II 11
+ Vor Barndoms Bæk 46
+ Vrød i Vront og Mari Stont 93
+
+ Zachæus 89
+
+
+ OVERSÆTTELSER.
+
+ _Fra Skotsk:_
+
+ _Af Robert Burns:_
+ Burns om sig selv 165
+ Trods alt det 166
+ Født til Graad 167
+ I det Fjærne 170
+ Hellig Wolles Bøn 171
+ Der boed en Bonde 174
+ Findlay 176
+ Jenny i Rugen 177
+ Skjøn Nelly 178
+ Hvad kan en ung Kvinde 179
+ Nancy 180
+ Duncan Gray 181
+ Jack Rab 182
+ Tibbi Dunbar 183
+ John Anderson 183
+ O luk mig ind 184
+ Var Skylden min 185
+ Wolles Viv 186
+ En Skrædder i Sengen 187
+ De lystige Tiggere I--XVI 188--198
+
+ _Fra Engelsk:_
+
+ _Oliver Goldsmith:_
+ Den nedlagte Landsby 199
+
+ _Percy B. Shelley:_
+ Til Englands Sønner 199
+ I er mange -- de er faa 200
+
+ _Thomas Hood:_
+ Sypigen 201
+
+ _James Thomson:_
+ L'ancien Regime eller Det gode gamle Konge-dømme 204
+
+ _G. K. Chesterton:_
+ Da Godsejerne appellered til Folket 206
+
+ _R. L. Stevenson:_
+ Det syge Barn 208
+
+ _Rudyard Kipling:_
+ Lille min Mor -- 208
+
+ _William Morris:_
+ Mit og dit 209
+ Nyaars-Gry 210
+
+ _Fra Fransk:_
+
+ _Jean Pierre de Beranger:_
+ Den gode Gud 213
+
+ _Jean Richepin:_
+ Moderhjærtet 215
+
+ _Fra Tysk:_
+
+ _W. Goethe:_
+ For Skranken 216
+ Zigeunersang 216
+ Jeg fulgte dybt i Skoven ind 217
+
+ _Heinrich Heine:_
+ Væverne 218
+ Hold dog op! 219
+ Jammerdal 219
+ Filantropen 220
+ Dueller 223
+ Balthasar 223
+ Hensigtsmæssighed 225
+ Rotterne 227
+
+ _Alexander Petøft:_
+ Mand og Kvinde 229
+ Sværd og Lænke 230
+ Den Vanvittige 233
+
+ _Fr. von Sollet:_
+ Bjørnen i Bern 236
+
+ _Ferd. Freiligrath:_
+ Ved Kjedlen 237
+
+ _Arthur Fitger:_
+ Omsværm os kun, Fjender 240
+
+ _Karl Henckel:_
+ Arbejdersang 241
+
+ _Detlev von Liliencron:_
+ Nr. 310 242
+ Tordenvejret 244
+ Hans Sværmer 248
+
+ _Fra Norsk Bondemaal:_
+
+ _Per Sivle:_
+ Den første Sang 249
+
+ _Fra Svensk:_
+
+ _C. M. Bellman:_
+ Tre bibelske Viser 250
+
+ _Joh. Ludv. Runeberg:_
+ Det første Kys 254
+ De Fangne 254
+ Jeg ser paa Ternernes Skare 255
+ Smaavers 256
+ Ojan Pavo 257
+
+ _Fra Værmlandsk:_
+
+ _F. A. Dahlgren:_
+ Bremsens Møsse 258
+ Grisen 260
+ Kjærestehandel 261
+ Stines Parasol 262
+
+ _Fra Svensk:_
+
+ _Carl Snoilsky:_
+ Din tjenende Broder 263
+ Afrodite og Sliberen 264
+ Avisdrengen 266
+ Der leges Soldat 267
+
+ _Per Weiland:_
+ Fattigsvends Klage 270
+
+ _Karl-Erik Forsslund:_
+ Indsidderen 271
+ Billedhuggeren 272
+
+ _Gustaf Frøding:_
+ Jens Jensen og Pæ Krænsen 274
+ Daarskabens Tale 276
+ Maskinen i Ulave 277
+ Fredløs 278
+
+
+
+
+JAWN HUMØR.
+
+
+ A bowr herude o æ Hie
+ en hal Mils Vej te Øster,
+ der haar a Lov aa spild mi Tie
+ Mi Bøen ka lieg omkring æ Damm
+ og spytt saalaant, a lyster,
+ og trimmel To med Kaaren;
+ mi Awteskuen ku gjør det samm,
+ skjønt hun er stywlelaaren.
+
+ Med Greef og Skovl hwer Dawsens Daa
+ en gaar og affensirer,
+ og a er gløj, og a er glaa,
+ hwor anner grovelirer;
+ for ha en Sind saa lærki-let,
+ en bette Kwind, en ynder,
+ og spis sæ mæt og slid sæ træt,
+ det passer _wal_ for Bønder.
+
+ Mi Nobo aalle nue Tid Aas
+ war med de drutt hæ dovnle;
+ han haar en Bøl og a en Hos,
+ tho saa læ vi jo Vovnle;
+ _han_ gjør for mæ en Søndesbied,
+ imen hans Støwt _a_ stander;
+ han hjælper mæ, a hjælper Pie,
+ søn hjælper vi hweranner.
+
+ Og haar mi Kuen en hægen Bej,
+ saa ska jo Pies smaag'e,
+ og Pies sender lisse rej
+ en Kovring, nær _de_ baage;
+ og somtid med en jenle Dram
+ en gjør hinaan tegue;
+ tho byd det ledt er ingen Skam,
+ nær ett en haar det stue.
+
+ Vild Fattefolk kuns støtt hinaan,
+ med hwad der søn vil gnav wos,
+ saa skuld I si, hwor vi sku kraan
+ og aalle mie klav wos.
+ Men Smofolk ved ett, hwad de kan,
+ fâr de staar te æ Hammel;
+ de kund jo løwt æ hiele Land,
+ saatt _de_ dje Rygge sammel!
+
+ Men jawn Humør te dawle Sled
+ det maa no aalle fattes,
+ hwis ett en ska gaa fræ æ Bed
+ og aaltfor tidle mattes;
+ _den_ fæk _a_ med mæ fræ æ Red
+ -- mi jennest Arpaart wa'e --
+ den faar mi Bøen laa i dje Kled
+ nær _de_ skal ad æ Dae.
+
+ [Anm.:
+ _Hie_, Hede; _aa spild_, at spilde; _Tie_, Tjære; _Bøen_, Børn;
+ _lieg_, lege; _trimmel To_, trimle Taa, en Leg, hvor man med
+ Hænderne griber om Stortæerne paa sine egne korslagte Ben, mens
+ man som et Nøgle ruller ned ad Bakke med Hovedet forrest;
+ _Awteskuen_, Aftægtskone; _stywlelaaren_, lovlig stiv;
+ _Greef_, Greb; _gløj_, rask i Tøjet; _glaa_, glad; _grovelirer_,
+ grubler; _ynder_, elsker;
+ _Nobo_, Nabo; _aalle_, aldrig; _nue Tid Aas_, nogen Tid paa Aaret;
+ _drutt_, trevne og tunge; _hæ_, eller; _dovnle_, dovnladne; _Bøl_,
+ kastreret Tyr; _Hos_, Øg; _læ Vovnle_, er fælles om et Vogn-Spand;
+ _Søndesbied_, Søndagsbéd (Béd = den Tid Hestene er i Tøjet);
+ _imen_, mens; _Støwt_, Trillebør; _stander_, gjør i Stand; _Pie_,
+ Per; _søn_, saaledes;
+ _Kuen_, Kone; _en hægen Bej_, en velsmagende Bid; _smaag'e_, smage
+ det; _lisse rej_, ligesaa selvfølgelig; _tegue_, tilgode; _stue_,
+ store;
+ _kraan_, knejse; _klav_, klage; _fâr_, før; _staar te æ Hammel_,
+ (om Heste), der staar til Hammelstokken, dvs. ta'r et Tag; _løwt_,
+ løfte;
+ _gaa fræ æ Bed_, gaa fra Biddet (om Værktøj, Leer, der sløves);
+ _tidle_, tidlig; _fræ æ Red_, fra Reden (dvs. Hjemmet); _jennest
+ Arpaart_, eneste Arv; _wa'e_, var det; _laa i dje Kled_, lagt i
+ Klædet, dvs. Knytteklædet, hvori Fattigmandsbarnet har sin
+ Habengut; _»nær de skal ad æ Dae«_, udad Døren = ud at tjene deres
+ Brød.]
+
+19/10 1908.
+
+
+
+
+SANG FRA GRUBEN.
+
+
+ Vi er graa, graa Mænd,
+ som af ingen Glæde ved;
+ vi er smaa, smaa Mænd,
+ som maa altid dyb're ned.
+ Med en Muldklump ved vor Sko
+ og en større ved vor Sjæl
+ skubber vi til Grubens Dryppen Børen langs sin Fjæl.
+
+ Vi er graa, graa Mænd,
+ som tog Farve af vor Grund,
+ vi er smaa, smaa Mænd,
+ stemplet fra vor Fødselsstund.
+ Med en Hakke, bred og tung,
+ huler vi vor Minegang;
+ Klumpens Bragen, naar den styrter, er vor Muntringssang.
+
+ Vi er graa, graa Mænd,
+ armere end Hulens Kryb,
+ vi er smaa, smaa Mænd,
+ fængslet til vor Grubes Dyb.
+ Jordens Aande, klæg og kold,
+ stiger mod vor blege Mund,
+ som engang den mod os aander i det sidste Blund.
+
+ Vi er graa, graa Mænd,
+ graa i Syn og graa i Sjæl,
+ vi er smaa, smaa Mænd,
+ lænket til en leret Pæl.
+ Ser vi fra vor vaade Grav
+ mod den lyse Verden op,
+ skjælver i en magisk Længsel Trællens trætte Krop.
+
+ Vi er graa, graa Mænd,
+ med kun ringe Raad til Haab,
+ vi er smaa, smaa Mænd; --
+ Brødre, hør vort Afgrundsraab!
+ Hjælp os fra vor Grubes Gys
+ op til Sol og Dagens Kaar,
+ før paa Livets sprukne Klokke Dødens Knevel slaar!
+
+Oktbr. 1908.
+
+
+
+
+TIL EN REJSENDE BRUD.
+
+
+ Kolumbus drog til Amerika,
+ der hildedes han i Rænker;
+ de førte den stolte hjem derfra
+ i nagelboltede Lænker.
+
+ De drager nu selv til Amerika,
+ mens Efteraarsregnen stænker,
+ og lader Dem binde hjemme fra
+ i rosen-naglede Lænker.
+
+ Saa far med Fred til Amerika
+ -- Kolumbuses Vej -- jeg tænker,
+ de føles ikke saa tungt endda
+ de Hymens smykkede Lænker.
+
+ Men er De mættet af Sydens Lyst
+ og Duft af gyngende Lianer,
+ da tænk paa Lyngen ved Jyllands Bryst
+ og Fjorddalens syngende Svaner.
+
+26/10 1908.
+
+
+
+
+TIL PETER NANSEN.
+
+FESTTELEGRAM.
+
+
+ Tillader de høje Gjæster,
+ jeg fra min fjerne Plads
+ -- tredive Mile til Vester --
+ hæver for Nansen mit Glas!
+
+ Om Digtning har Flod eller Ebbe,
+ er vor vel skilt ved en Elv;
+ men den skulde prygles med Kjæppe,
+ som bare vil se sig selv.
+
+26/10 1908.
+
+
+
+
+JENS VED Æ BÆK.
+
+
+ Jens ved æ Bæk
+ gik te Møll med hans Sæk,
+ den war aalfuld af Maalt, uden Lap heller Læk.
+ Jens stunted væk,
+ han war strunk i hans Stræk,
+ og han pæst, men' hans Kjæp lisse javnle slo Smæk.
+
+ Jens ved æ Bæk
+ mødt en fuldajte Gjæk
+ med en Hund i æ Reef og en Flask i hans Fek.
+ Jens med hans Sæk
+ rend i Sto po æ Flæk;
+ war der Brændvin aa hætt, stod han ett fræ æ Hækk.
+
+ Jens og æ Gjæk,
+ da de tow kam i Træk,
+ bløw de kjøn ved aa kulp, te æ Flask den war læk.
+ Jens bløw saa kjek,
+ aa, saa himlendes fræk,
+ og en klyvende, dryvende Stjern han da fæk.
+
+ Jens ved æ Bæk
+ fild ikold med hans Sæk,
+ saa hans Pues fæk en Hwol, og hans Maalt ralled væk.
+ Jens med en Træk
+ bøj æ Møller hans Sæk;
+ men en Kjân for æ Kwân fand der ingen aa knækk.
+
+ Jens ved æ Bæk
+ ga hans Kjælling en Skræk,
+ da han rat hind en Pues, der war swoter end Blæk.
+ Jens ved æ Bæk
+ _med_ det samm fæk en Ræk,
+ saa hans Ryk fæk en Knog, og dje Raag fæk en Knæk.
+
+ Lær af Jens Bæk,
+ hwis du møder en Gjæk
+ med en Hummel i æ Ør og en Flask i hans Fek,
+ frister han fræk,
+ swor ham aalle en Kwæk,
+ skynd dæ hjem, men' ino do haar Maalt i di Sæk!
+
+ [Anm.:
+ _aalfuld_, helt fuld; _Maalt_, Malt; _pæst_, stødte Vinden ud over
+ Læberne; _men'_, imens; _javnle_, jævnlig;
+ _fuldajte_, temmelig fuld; _med en Hund i æ Reef_, det er: en Rus,
+ en Donner; _Fek_, Lomme; _aa hætt_, at hitte; _stod han ett fræ æ
+ Hækk_, stod han ikke fra Hækken (siges om Faar);
+ _kam i Træk_, kom i Lag; _aa kulp_, stordrikke, med dybe Kluk;
+ _Stjern_, Rus;
+ _fild_, faldt; _Pues_, Pose; _Hwol_, Hul; _ralled væk_, trilled
+ væk (under Larm); _bøj_, bød; _men en Kjân for æ Kwân_, men en
+ Kjærne for Kværnen;
+ _rat hind_, rakte hende; _swoter_, sortere; _en Ræk_, et Slag;
+ _Knog_, de Kvæstelse;
+ _Gjæk_, Skjælm; _en Hummel i æ Ør_, det er: en Rus; _men' ino_,
+ men endnu.]
+
+27/10 1908.
+
+
+
+
+TO FORKYNDERE.
+
+
+ De beder derinde for aabne Døre,
+ mens Lærkerne synger for døveste Øre.
+
+ De beder, de beder; en Snøften, en Mumlen,
+ en Lyd som af Kvægets Mørkegumlen.
+
+ De beder om Naade for sig og sine,
+ for andre de beder om Helvedes Pine.
+
+ Præsten staar sort mod den hvide Væg,
+ grader Bevægelsen ud over Salen,
+ lægger med Tomlen i Bogen et Læg,
+ stryger sig stramt ad sit side Skjæg
+ og skrider fra Texten til Talen.
+
+ Flittig han grumser Alverden til,
+ intet han agter, og lidet han levner,
+ har man bare det Sind, der vil,
+ da findes jo lettelig Revner.
+
+ Engen ligger saa lys og grøn,
+ Havren ringler saa fint og stille.
+ Verden er altid stor og skjøn,
+ Menneskehjærtet saa trangt og lille.
+
+ Præsten raser en Time fuld,
+ svælger i pyromaniske Drømme,
+ pisker med Nælder Syndens Kuld,
+ svider med Svovl og Edderstrømme.
+
+ Brat, som vilde han noget kløve,
+ hugger han Haanden i Pultens Planke:
+ »Satan gaar rundt som en slugvorn Løve
+ med oprejst Hale og Manke!«
+
+ Gud skal sanke hver Synd i Sæk,
+ lusker sig nogen fra Dommen væk,
+ skal Fanden paa Forken ham hente;
+ hvad du har syndet som vild og ung,
+ hvad du har drømt under Dynen tung,
+ en Dag skal det sones -- med Rente!
+
+ »Item« (nu synes hans Grumhed mæt)
+ »Herren skal gribe sit Vaskebræt,
+ tvætte dig Synder, Plet for Plet!«
+ Forsamlingen snøfter bevæget.
+ Men Præsten trænger skam mest til Tvæt,
+ thi han har spildt Æg i Skjægget.
+
+ Salen er fyldt til inderste Krog,
+ Kroppene damper som Kedler i Kog.
+ Mændene skutter sig tavse paa Bænken,
+ blege af Angst og Eftertænken.
+
+ Gamle Kvinder med visne Hænder
+ sidder og fingrer ved Bogens Spænder.
+ Unge Piger med trinde Lænder
+ kan ej tøjle det viltre Sind,
+ lukker bestandig Synden ind
+ i det sunde, blomstrende Hjærte.
+ En har danset for ganske nys,
+ én har nippet bag Diget et Kys,
+ nu volder det Glutten Smerte.
+
+ Præsten er atter paa Sjælefangst,
+ Dumhed er Krogen, hans Madding Angst.
+ »Øxen er lagt ved Roden!«
+ Hjærtet han saarer Sting i Sting,
+ Jordens lysende runde Ring --
+ han sparker den bort med Foden.
+
+ -- -- -- Da med ét en Svale svæved
+ ad det aabne Vindve ind,
+ fløjtende den brat sig hæved
+ op paa Bjælken lang og trind.
+
+ Et Sekund den ganske stille
+ sad beklemt og titted ned,
+ som den vilde maale Højden
+ af sin egen Dristighed.
+
+ Men saa spændte den sin Strube
+ til en kaad og hedensk Sang,
+ og fra Brystets spæde Grube
+ Jordens muntre Toner klang.
+
+ Alle Jublens Klarinetter,
+ Dansetrin til Silkeslæb,
+ Kvindekys i blide Nætter
+ toned af det Svalenæb.
+
+ Og den sang om modne Druer
+ vældende af Klippens Sten,
+ sang om grønne Kakaduer
+ paa Mangrovetræets Gren.
+
+ Sang om Styrt af vilde Floder
+ i det fjerne Afrika,
+ sang om Nilen, Havets Broder,
+ Middelhav og Marmara --
+
+ Om Flamingo'er, rosenrøde,
+ lysende langs Syrtens Bugt,
+ -- hvad en lille Fugl kan møde
+ paa sin muntre Verdensflugt.
+
+ Sang og sang! om Sommerrugen,
+ som har gynget Kjærnen fuld,
+ sang om alt, der gror og grønnes
+ i og om og over Muld.
+
+ Sang om Sol og brune Bier,
+ dansende om Kubens Karm,
+ sang om hvert et Straa, der dier
+ Jordens underspændte Barm.
+
+ Sang om Bækkens lange Latter
+ over alt og Ingenting,
+ sang om Aaens Arm, der fatter
+ Landet i et Kjæmpesving.
+
+ Sang om Bær, der ensomt rødme
+ i den brune Hedelyng,
+ sang om Æbleblomstens Sødme
+ og om Gjærdesnerlens Slyng.
+
+ Sang om Strandens Baad, der prøves
+ under Støj af Klittens Børn,
+ mens Septemberluften kløves
+ af den vilde Fiskeørn.
+
+ Sang om lyse Sommernætter,
+ Mosebryg og Møllebrus,
+ klingre Slag af sorte Spætter,
+ Aftenrøg af øde Hus.
+
+ Sang om Kvæg i Hjorde hvide
+ og den stolte Hjorts Gevir,
+ Svaleleg ved Aftentide
+ om et skovgjemt, irret Spir.
+
+ Og den sang om Morgenrøde,
+ sang om Hejredans i Dug,
+ naar en Falk gi'r Ungen Føde
+ under stive Tidslers Buk.
+
+ Sang om Jordens største Lykke,
+ sang det op i Præstens Spind:
+ Mand og Kvinde, elskovstrygge,
+ ømt forenet, Kind mod Kind!
+
+ Og nu selv en varm Forkynder,
+ nidkjær indtil Marv og Ben,
+ synger den om søde Synder
+ bag en dugget Hybengren.
+
+ Jubler ud sin galne Viden
+ om et Hyttetag af Rør,
+ dér en Rede lun og liden
+ bag en revnet Forstu'dør.
+
+ Og den ler sig Vingen kroget,
+ som den sig i Siden tog,
+ gjør et Hop og slipper noget
+ ned i Præstens sorte Bog.
+
+ Men forfærdet ved sin Gjerning
+ ud den sig fra Bjælken svang,
+ mens med Djævlen kastes Terning
+ om din Sjæl endnu engang.
+
+9/11 1908.
+
+
+
+
+TIL EN PLOVKAMMERAT.
+
+
+ Vi døjed og pløjed paa Fædrenes Grund,
+ mens Hjejlerne fløjted fra Lavningens Bund.
+
+ Da sprang der en Skagle, i Staa gik vort »Ho's«,
+ og Pokker tog Ploven, og Livet tog os.
+
+ Men endnu vi elsker hver Hjejle paa Knold,
+ og stadig vi fører en Plov i vort Skjold.
+
+14/11 1908.
+
+
+
+
+VIGGO HØRUP.
+
+
+ Saa rejses Sten for Døgnets bedste Mand,
+ som længe dvæled i sin Tystheds Have.
+ Thi hvad du end har tabt, mit Fædreland,
+ du var bestandig rigt -- ved dine Grave.
+ Og skjønt dit Navn kom sjældent i _hans_ Mund,
+ fordi han havde Sky for tunge Navne,
+ var det hans Pulsslag til hans sidste Blund
+ sit Land ved al sin lyse Kløgt at gavne.
+
+ Han var ej Manden med den ene Tanke,
+ der kløver Rummet for den nye Dag,
+ men tusind Tankegnister, lynildblanke,
+ sprang fra hans Esse i _vort_ Hjærteslag.
+ Hvor har han glødet vore unge Kinder
+ til nye Tag i Nederlagets Stund,
+ naar ingen uden han saa Fyr bag Sund
+ og Frafalds Taager knuged alle Tinder.
+
+ Han var en Spejder ind i Fremtidslandet,
+ det Land enhver med Graad har stirret paa,
+ den fjerne Kyst med lyse Løfter randet,
+ men som vi aldrig, aldrig _selv_ skal naa.
+ Den Viden har dog ej _hans_ Ildhu hemmet,
+ han var ej nogen haabløs Pessimist;
+ thi der er anden Tro end den paa Christ
+ og andre Haab, end dem vi fik beskjæmmet.
+
+ Han saa i Frihed Livets dulgte Kilde,
+ derfra hans Had til alle gjorte Baand;
+ mod Thybo-Pral han satte Folkesnille,
+ derfra hans Kjærlighed til Vid og Aand.
+ Og Folkeguldet dybt i Undergrunden
+ med Sprogets Bor han løfted op fra Bunden.
+
+ Den som har set ham under Bøgeløvet,
+ naar Juniflaget til hans Vid slog Smæld,
+ naar Fjendens Vaaben, ved hans Ordkunst døvet,
+ blev gjort til Prise i et Spottevæld,
+ han glemmer aldrig Lyset paa hans Pande
+ og ej hans Øjes stærke Tindrekraft,
+ som naar en Kriger mod en Angrebsbande
+ med løftet Hoved slipper Lansens Skaft.
+ Hvor var han skjøn i Ordets Kunst og -Formen,
+ skjøn i sin unge, kjække Fremadstormen!
+
+ Hvor gjerne hørte vi hans lette Pile
+ i Døgnets tungtbevæbnede Debat!
+ Som David kunde han i Kampen smile
+ ad Reaktionens plumpe Goliat.
+ Og Goliat -- ja, han fik mærke Slyngen,
+ dens flinke Sus, dens muntre Stenes Syngen!
+
+ Vi gaar en ond og uglad Dag imøde,
+ da det som laa ved Horisontens Bræm
+ som Truselsky mod Land og Folkegrøde
+ skal fedtes, fuskes, luskes, lumskes frem.
+ Vær da paa Plads hver Mand i Gaard og Hjem!
+ Tag frem hans Vid, hans Glød, hans Fylkingstaler,
+ hans Svøbes Strimer og hans Kampsignaler!
+
+ Saa fjern da Dækket fra hans Mindesmærke,
+ og blot hans Pande for den danske Regn,
+ at han ved sine Træk, de kloge, stærke,
+ kan tale til os som et Kampens Tegn.
+ Saa længe Viddets Lyn om Pennen knitrer,
+ hans Hoved højt i Brændingssprøjtet staar,
+ og frie Aander fange Sejr og Saar,
+ mens Kunstnermalmen i hans Bryn forvitrer!
+
+22/11 1908.
+
+
+
+
+DORRES SANG.
+
+GAMMELT MOTIV.
+
+
+ Jeg gaar i tusind Tanker
+ og elsker den, jeg ej kan faa,
+ han vist i Glæden vanker
+ mens Sorg jeg lide maa,
+ stor Sorg, som jeg i Hjærtet bær
+ for dig min Ven saa kjær;
+ det voldte falske Mennesker
+ og derfor Sorgen er.
+
+ O, havde jeg ej skuet
+ dit Ansigt og de Øjne blaa,
+ saa var jeg aldrig kommet
+ til Kamret, hvor du laa,
+ saa bar jeg ej paa dette Sting
+ her inderst i min Barm
+ og kjendte ej den Angstens Ting,
+ som nu gjør kold og varm.
+
+ Nu er jeg mere ensom
+ end Træet paa min Moders Grav,
+ naar det om Natten suser
+ bag Kirkelaagen lav,
+ og i dets stille Skyggefavn
+ jeg finder snart mit Sted,
+ det eneste jeg kjender nu
+ hvor Sorgen gi'r mig Fred.
+
+Efteraar 1908.
+
+
+
+
+LIMFJORDEN.
+
+
+ Hvor herligt du lyser, du krummede Fjord,
+ der slynger de Sløjfer i Sønder og Nord,
+ du Vindenes Orgel, du tonende Vand,
+ der bræmmer med Skummet din riflede Strand!
+
+ Mod laveste Hytte som højeste Tegl
+ du leende løfter dit smigrende Spejl;
+ og Baadenes Flokke, de sejlhvide smaa,
+ du hvister saa højt, som din Bølge kan naa.
+
+ Smaaøerne slumrer paa Bredningens Bryst,
+ og Kirken hun lyser saa kjønt paa din Kyst;
+ i Spejlet mod Bredden, naar Solen er lav,
+ staar Taarnet forsænkt som en Elfenbensstav.
+
+ Bag Baaden der jubler det badende Barn,
+ mens Faderen reder det skjællede Garn;
+ Vestsolen beføler hans Hue og Kind,
+ og Straalerne strømmer i Maskerne ind.
+
+ Hør Tamgaasens Gjæk fra den lerede Brink,
+ hvor Sol gaar i Hav under milelangt Blink;
+ en Plasken med Aarer, en Svirren af Myg,
+ en Rørsangers Fløjt i den sænkede Byg.
+
+ -- Men Billedet skifter saa let som en Vind,
+ min Fjord har vel tusinde Masker og Sind;
+ mod Kvæld kan den kysse din Stævn med et Smil,
+ ved Gry maa den danse med Stormen en Ril.
+
+ Se Maagernes Hvirvlen, hør Spovernes Træk, --
+ et Strøg mod dit Hjærte, og Lyden er væk!
+ Hvi skjælver du, Hjærte, hvi drypper min Graad?
+ Jo, Barndommens Spover de krydsed min Baad.
+
+ -- Ej fandt du, o flyvende Svane, en Kyst,
+ hvor renere lyste dit tonende Bryst;
+ og hvad kan vel løfte din dragende Sang
+ som Fjorddalens Bugtning saa lys og saa lang!
+
+ -- Hist Fiskeren tjærer sin bugede Kjøl,
+ mens langt over Vigen gaar Køernes Brøl;
+ ved Bækken, hvor Bugten den bøjer sig ind,
+ der skridter en Pige saa fast og saa trind.
+
+ Hun løfter fra Aaget den blinkende Spand
+ og skyller ved Bækken dens Munding og Rand;
+ mens Blomsterne myldrer om Ankel og Kjol,
+ hun malker sin Ko i den stigende Sol.
+
+ -- Hvor herligt fra Klinten at tælle de Næs,
+ de hundrede »Hager« med saltsvedet Græs,
+ med Stude i Række og Kalve i Ring
+ og spejdende Terner i sejlende Sving!
+
+ Hvor dejligt at se i det kimede Gry
+ letsløret ved Bugten en rødstenet By,
+ hvor Duerne kredser om Toldhusets Tag,
+ mens yderst paa Molen der flimrer vort Flag!
+
+ -- Hvor fattigt du var dog, mit Fædreneland,
+ om ikke du ejed din Fjord og din Strand,
+ de krogede Hager, de bittesmaa Næs,
+ hvor Rylerne ruger i saltsvedet Græs!
+
+ Men blev du end fattig paa Skov og paa Land,
+ du vandt dig Erstatning i syngende Vand,
+ og Fjorden med Vader og Vejler og Vig
+ den gjør dig for Øjet saa kjær og saa rig.
+
+ Thi den, der ved Fjorden som Mand eller Barn
+ har jublet og tumlet med Baad eller Garn,
+ han glemmer ret aldrig paa Jorderigs Rund
+ hint Maaneskinsspejl paa dit ensomme Sund.
+
+ Og den, der som Yngling bag Fjordsivets Hang
+ har kysset den første, den saligste Gang,
+ han ejer et Minde, som aldrig vil dø,
+ han kommer hver Sommer paany til din Sø.
+
+Decbr. 1908.
+
+
+
+
+SVALEN.
+
+
+ Hør hvor let dens Vinge smækker
+ mod den tunge Kløverdusk,
+ mens den som en Skyttel lægger
+ Farten gjennem Røg og Rusk.
+
+ O, du lille verdsligkaade,
+ Flugtens fødte Favorit,
+ som til Livets tunge Gaade
+ ikkun har et let »Kvivit!«
+
+ Vilde du kun tit mig følge
+ lig en lille venlig Aand,
+ som du nu paa Luftens Bølge
+ næsten strejfede min Haand!
+
+ Vilde du kun tit mig lede
+ som i hine fjerne Aar
+ paa min Barndoms tunge Hede
+ til min Faders lave Gaard!
+
+ Aa, naar du paa Blæsten vendte
+ og mig i mit Ansigt saa,
+ var det næsten, som du kjendte
+ Barnesindets Sorger smaa.
+
+ Ja, det var som om du tøved
+ et Sekund og fritted mig:
+ »Hvi er lille Bror bedrøvet,
+ hvorfor ikke glad som jeg?«
+
+ Men naar du saa Gaarden stige
+ bagom Kaalgaard-Popler frem,
+ svandt du langs det lange Dige
+ -- for at følge andre hjem.
+
+ Sildig Aften, tidlig Morgen:
+ samme Flugtens muntre Sting;
+ samme Svinden, tyst, forborgen,
+ som var Sagen ingen Ting.
+
+ -- Naar en Dag mit Blik skal briste,
+ og min Aand maa flagre frit,
+ bân du Vejen for min Kiste
+ med dit elskede: »Kvivit!«
+
+29/12 1908.
+
+
+
+
+DER SO TOW KRAGGER.
+
+
+ Der so tow Kragger po Kistelbakk
+ nej, som æ Suel den skjenner! --
+ den jen den nevved den aan i æ Nak,
+ for de war tow Hjatens Venner.
+
+ Saa fløw de da op po dje villerst Ving,
+ nej, som æ Suel den skjenner! --
+ for Kos! som søn en Pa Tow ka swing,
+ nær føst det er Elskov, der gjenner!
+
+ Saa standed de dem en vilre Red,
+ -- nej, som æ Suel den skjenner! --
+ af Gren saa glatt og af Stror saa skred,
+ saa ingen kund ønsk sæ en pænner.
+
+ Dér lod de dem hwist af Vind og Vejr,
+ -- nej, som æ Suel den skjenner!
+ og haaj æ saa skjøn, ja, Taarier sejr,
+ laant skjønner end Kragger fortjenner.
+
+ Snaar kravlt der en Ung paa hwer en Pind
+ -- nej, som æ Suel den skjenner!
+ saa swot som æ Muer i Sind som Skind;
+ _den_ Swej er der ingen, som lenner.
+
+ Aa, war en som søen en betle Fowl,
+ -- nej, som æ Suel den skjenner!
+ saa vend a aalle med Grêf og Skowl
+ en Awer saa saaned og stjenne.
+
+ No gor a saa stogend laangs Kistelbakk
+ -- nej, som æ Suel den skjenner!
+ for tow ka nevves, og tre ka snakk,
+ men den ka kuns sukk, der bløw jenne.
+
+ [Anm.:
+ _so_, sad; _tow Kragger_, to Krager; _skjenner_, skinner; _nevved
+ den aan_, næbbede den anden; _Hjatens_, Hjertens;
+ _dje villerst Ving_, deres bedste, rappeste Vinge; _søn en Pa
+ Tow_, saadan et Par; _gjenner_, driver paa;
+ _standed_, laved; _Stror_, Straa; _skred_, nette og glatte; _en
+ pænner_, en pænere;
+ _hwist_, kaste op og ned; _Taarier_, Taaber; _laant_, langt;
+ _Swej_, Svie; _lenner_, lindre;
+ _betle_, bitteliden; _vend_, vendte; _Awer_, Ager; _saaned_,
+ sandet; _stjenne_, stenet;
+ _stogend_, stærk, foroverbøjet; _jenne_, alene. -- Det bemærkes,
+ at _stjenne_ og _jenne_ er fuldt forsvarlige Rim paa _skjenner_,
+ da _r_'et i Slutning af Ordene som oftest er stumt i
+ Fjandbomaalet.]
+
+3/1 1909.
+
+
+
+
+IMELLEM TO MØRKE HØJE.
+
+
+ Imellem to mørke Høje
+ jeg vogted som Barn min Faders Faar,
+ og Mulden gav mig sin Møje,
+ og Solen flammed mit Haar.
+ Men Verden tindred i Dis og Drøm,
+ og Barnelængslerne vimred
+ som Siv i den dybe Strøm.
+
+ Imellem to mørke Høje
+ der saa jeg dig, Mor, saa trælsomt gaa
+ med Sorg i det søgende Øje
+ og Tørklæd' om Tjavser graa.
+ Der kom du saa tit og strøg min Kind,
+ og Strikkepindenes Tinglen
+ lød sølverne ømt til mit Sind.
+
+ Imellem to mørke Høje
+ Fuldmaanen saa jeg for første Gang,
+ som langt i Havet en Bøje
+ i Himmeldybet den hang.
+ Jeg fulgte dens Vej over stille Land
+ saa mangen daarende Aften
+ langs Bækkes klukkende Vand.
+
+ Imellem to mørke Høje
+ jeg stirred mod Tordenens Lynildsskrift,
+ saâ Rugen lydigt sig bøje
+ for Bygens voldsomme Drift.
+ Saa blev jeg blandt tvende Mødre delt,
+ min egen Mor og Naturen,
+ og ingen jeg svigtede helt.
+
+ Imellem to mørke Høje
+ kom Kysset til mig paa bitte Sko,
+ foran mig i Skjørt og i Trøje
+ det stod i Lyngen og lo.
+ Da blev mit Hjærte saa fuldt og trangt,
+ men da jeg vilde det fange,
+ det ilede milelangt.
+
+ Imellem to mørke Høje
+ jeg ledte med Nyn mit Plovøgsspand,
+ mens Skyggen fra lyngladne Fløje
+ laa tungt paa det stride Sand.
+ Og svandt alt Lys af mit Digt en Stund,
+ da var det de Højes Skygger,
+ der mørkned mit Sangvælds Bund.
+
+ Imellem to mørke Høje
+ der vilde jeg gjerne sænkes ned
+ en Dag, om det kunde sig føje,
+ da Byggen af Skederne skred.
+ Saa havde jeg fundet det gamle Spor
+ og kunde nu evigt slumre
+ i Hjemmets hellige Jord.
+
+4/1 1909.
+
+
+
+
+DEN JYDSKE FORSKNINGS OLDERMAND
+
+H. F. FEILBERG.
+
+
+ Hwor er æ skjøn, te _de_ er te,
+ som vil det gued bewaar,
+ som goer saa biel og æsler ve
+ og kan sæ aalle spaar!
+
+ -- _Do_ war saamøj en stredde Knop,
+ der gjord en stywle Bied,
+ der vild, æ Awr skuld ploves op,
+ fâr Dawsens Suel gik nied.
+
+ Si dæ no om, og kik tebaag:
+ En Omfer heller tow,
+ læd ham saa komm, æ Awtenskraag,
+ og hwil sæ po di Plov!
+
+ Og gor æ Maan saa taangle op
+ og skjarer po di Rue,
+ der dripper Sagn i æ Lyng si Top
+ og Guld af hwer _di_ Fue.
+
+ [Anm.:
+ _biel_, flittige; _æsler ve_, arbejde uden Stands;
+ _stredde_, dygtig, fast paa Benene; _stywle Bied_, et godt Stykke
+ Dagværk; _æ Awr_, Ageren;
+ _Omfer_, Omfure, een Fure op og een Fure ned til modsat Side;
+ _Kraag_, Krage;
+ _taangle_, tungt, tungtladende; _skjarer_, glimter svagt; _Rue_,
+ Rude; _Fue_, Fure.]
+
+15/1 1909.
+
+
+
+
+VED ENGSØEN.
+
+
+ Maa jeg tage din Haand, nu det dufter af Hø,
+ og den sølvblanke Helt skjærer Strimer i Sø,
+ maa jeg føre dig did til den nærmeste Stak
+ og se Kjærulden kysse paa Skjørt og paa Frak?
+
+ Maa jeg lægge min Arm om dit vigende Liv,
+ mens det knitrer af Sol i de sænkede Siv,
+ maa jeg løfte dit Slør over Straahattens Rand,
+ her hvor Aakandens Blad breder Bro over Vand?
+
+ Se, dit Haar er saa gult som en Bygager-Sti,
+ og den høstmilde Sol fletter Guldtraad deri;
+ naar jeg hvisker ved Øret, hvor Kinden er brun,
+ o, hvor bølger det kjært i Smaagrubernes Dun!
+
+ Og dit Blik gaar i Drøm over Aakande-Bro,
+ mens du vipper en Blomst paa din vristhøje Sko,
+ og en Græshoppe stryger sin Mos-Violin,
+ og du trykker min Haand i et langt: »Jeg er din!«
+
+4/5 1909.
+
+
+
+
+RINGEN.
+
+
+ Han gaar og tænker, hun gaar og traller,
+ hun traller snart til Alverdens Ting,
+ og hendes Latter af Struben gjalder,
+ da rød han minder om Fæstensring.
+
+ Han gaar og skjæver, hun gaar og skjænder,
+ hun skjænder nu for Alverdens Ting,
+ for Letsinds Luner, der langsomt vender
+ paa Elskovs Veje et Sind omkring.
+
+ Han gaar og fløjter, hun gaar og flæber,
+ hun flæber snart ved Alverdens Ting;
+ og Spørgsmaal saarer, og Svaret dræber,
+ som Frosten dræber en Knop i Spring.
+
+ Hun gaar og pylrer, han gaar og pytter,
+ han pytter nu ad Alverdens Ting.
+ Men hænde kan det, han Haanden knytter
+ om denne snærende lumske Ring.
+
+7/5 1909.
+
+
+
+
+EN LYSTIG SANG.
+
+SKOTSK MOTIV.
+
+
+ En lystig Sang, ja en lystig Sang,
+ kan ingen gi os en lystig Sang!
+ Min sidste Daler saa gjerne sprang,
+ blot én nu gav os en lystig Sang.
+
+ En lystig Sang, ja, en lystig Sang
+ gi'r Armen Styrke og Hamren Klang,
+ og Dans blev selve den Haltes Gang,
+ hvor Foden gik til en lystig Sang.
+
+ En lystig Sang, ja, en lystig Sang,
+ til den vi mejer vor Rug paa Vang,
+ og tager Svenden sin Glut paa Fang,
+ han gjør det helst til en lystig Sang.
+
+ En lystig Sang, ja, en lystig Sang,
+ saa Tryk og Tynge fra Barmen sprang.
+ Blev Hyttens Skodder dig lovlig trang,
+ stem Ryggen mod til en lystig Sang!
+
+ En lystig Sang, ja, en lystig Sang,
+ hvori Alverden sig muntert svang!
+ Og spandt os Præsten sin Ten for lang,
+ _vi_ klipper af med en lystig Sang.
+
+ En lystig Sang, ja, en lystig Sang,
+ til den har Livet som Døden Trang;
+ og skal jeg slutte _mit_ Liv engang,
+ jeg gjør det helst ved en lystig Sang.
+
+12/5 1909.
+
+
+
+
+BONDEN OG SKRÆDDEREN.
+
+
+ Der kom en Skrædder til vor By:
+ _Klip_ -- Klap og Klip!
+ Han skulde mig en Kjortel sy.
+ _Klip_ -- Klap og Klip!
+ Men saadan skar han af og fra
+ -- eja, af og fra --
+ at der kom Buxer ud deraf.
+ _Klip_ -- Klap og _Klip_ -- Klap og Klip!
+
+ Da Næven jeg i Bordet svang,
+ Klip -- Klap og Klip!
+ saa Saxen over Kovsen sprang,
+ Klip -- Klap og Klip!
+ »Af Buxer har jeg mer end nok --
+ heja, mer end nok!
+ og fler betales med min Stok!«
+ Klip -- Klap og Klip -- Klap og Klip!
+
+ Der stod to Tøfler for en Dør,
+ Klip -- Klap og Klip!
+ hvor aldrig jeg saa Tøfler før,
+ Klip -- Klap og Klip!
+ Og da jeg ind i Sengen saa,
+ eja, Sengen saa,
+ den Skrædder bag min Datter laa,
+ Klip -- Klap og Klip -- Klap og Klip!
+
+ Den Maane grined grumme fæl,
+ Klip -- Klap og Klip!
+ da jeg tog Skrædren ved hans Hæl,
+ Klip -- Klap og Klip!
+ Og over Kaalgaarddigets Bræm,
+ -- heja, Nældebræm --
+ jeg hjalp ham lidt ad Vejen hjem,
+ Klip -- Klap og Klip -- Klap og Klip!
+
+ Hans Fingerbøl, en Kjende klemt,
+ Klip -- Klap og Klip!
+ det havde han i Sengen glemt,
+ Klip -- Klap og Klip!
+ Og Tøsen, som min Datter fik,
+ eja, nødig fik!
+ den ligned Skræd'ren paa en Prik,
+ Klip -- Klap og Klip -- Klap og Klip!
+
+ Nu sidder jeg bag Vindvets Læ,
+ Klip -- Klap og Klip!
+ og fimper Barnet paa mit Knæ,
+ Klip -- Klap og Klip!
+ Det peger ud paa Lam og Føl,
+ heja, _mine_ Føl!
+ og leger med _hans_ Fingerbøl --
+ Klip -- Klap og Klip -- Klap og Klip!
+
+Foraar 1909.
+
+
+
+
+AUTOGRAFSAMLER.
+
+
+ Ja, bejste Hr. Meyer!
+ det _er_, som a sejer:
+ en Løfte er godt, men aa hold'en er bejer;
+ og _a_ haar no lowe,
+ saavidt som a howe,
+ aa send Dem en Urd imell Unnen og Dowe.
+
+ Men hwad a ska sej Dem,
+ hwad Knap a ska drej Dem,
+ det ved a sgi naple, hwis ett a maa træj Dem.
+ Men De ska jo ha æ
+ te jen, som De ga æ,
+ en Stoder »der samler«; naa, kom saa og ta æ!
+
+ _Det_ vil a forær Dem.
+ Gid Fanden fortær Dem,
+ om tire med den Slaw De'el besvær Dem!
+
+ [Anm.:
+ _howe_, husker; _Unnen_, Middagsmad; _Dowe_, Davre;
+ _sgi_, saamænd; _træj_, ærte; _Stoder_, Stodder; _a æ_, tag det;
+ _Slaw_, Slags; _skaalmer_, spejder anstrengt.]
+
+12/9 1909.
+
+
+
+
+AN' VÆVER.
+
+
+ Gamle An' Væver hun færdes saa stille
+ som nuslende Mus mellem Siv,
+ kjender saa lidet til Døgnets Larm
+ og Verdens fortumlende Kiv.
+
+ Gamle An' Vævers brøstfældige Hytte
+ har altid et Lys i sin Rude,
+ skinner saa langt over vildene Hede
+ for alle som sildig er ude.
+
+ Gamle An' Væver hun karter og spinder
+ til dybt i den øde Nat,
+ taber i Søvne den slingrende Traad
+ og faar den møjsommelig fat.
+
+ Gamle An' Væver gaar rundt om sin Hytte,
+ mens Duggen i Kaalene falder,
+ skaalmer ud mod de brede Kjær,
+ hvor rugende Vibe skvalder.
+
+ Regnfang dufter fra Kaalgaarddiget
+ og Løg bag Lavendlers Hegn,
+ ved da gamle An' Væver for vist,
+ at Natten vil ende i Regn.
+
+ Kilderne hulker i Sommerkvælden
+ og Hededammene dampe,
+ spærrer hun da for Høns med Told,
+ for Faarenes Sti med en Krampe.
+
+ Kornmo' blamrer i Hederugen
+ og flimrer paa sodet Bjælke,
+ sitrer et Nu mod den hvide Gavl,
+ hvor Silden hænger til Spjælke.
+
+ Henter hun stille ved Brønden sin Si
+ og lukker saa Katten ind,
+ ser under Karmen den rødlige Maane,
+ mens Døren hun skodder med Pind.
+
+ Gamle An' Væver -- saa fattig hun lever,
+ saa kongelig dog hun drømmer,
+ mens Natteregnen paa Tagets Mos
+ sin Skaal saa dulmende tømmer.
+
+ [Anm.:
+ _hænger til Spjælke_, hænger til Tørring.]
+1909.
+
+
+
+TRINES KO.
+
+JULEAFTENSTEMNING.
+
+
+ Nu skal _du_ ha din Havrekjærv,
+ og jeg skal ha' min Nætter;
+ lidt lyet Vand for gammel Tand
+ jeg her i Krybben sætter.
+ Brug du saa kun din gamle Mund;
+ jeg har jo mer i Loen!
+ En saadan gjæv og yndig Stund
+ man sørger først for Koen.
+
+ Du kom her, da min Mand faldt hen
+ -- Gud vær den Synder naadig!
+ Han tured op hver fattig Del,
+ hvorover vi var raadig.
+ Ved dig kom jeg paany til Krylt,
+ du hjalp mig sgi paa Fode,
+ saa Gris blev rund og Barnet sund,
+ og begge gik til Gode.
+
+ Ja, Sønnen maatte hjemmefra,
+ ham har jo Verden taget;
+ nu er han i Amerika.
+ Det gaar ham godt i Faget.
+ Han fik din Mælk -- med Fløden paa,
+ skjønt Høk'ren skuld' ha' haft'en.
+ Jeg tror da nok, at jeg tør spaa,
+ der kommer Brev i Aften.
+
+ Du gik og gnov blandt Pors og Siv
+ det bedste, som du kunde;
+ og hvor du bed, du gamle Liv,
+ der bed du skam i Bunde.
+ Og du kom hjem med Yv'ret spændt
+ og Aftendug i Skjægget;
+ min Haand dig linned Strent i Strent,
+ mens Drøvlen du bevæged.
+
+ Og Katten kom i Spring derhen
+ og satte sig for Døren,
+ til Pattens Straale ramte den
+ imellem begge Øren.
+ Og Duggen faldt paa Brøndens Sten
+ og paa mit Hovedklæde,
+ og Katten slikkede sit Ben
+ for Mælkens spildte Væde.
+
+ Ja, være to, som Dagen lang
+ er i hinandens Tanker
+ gjør Livets Byrde mindre trang
+ selv mellem Hedebanker.
+ Og du skal aldrig lide Nød
+ og staa med Sider hule,
+ saa længe jeg en Skive Brød
+ kan række mod din Mule.
+
+ Nu er du skjæv i hvert et Led,
+ det plumper hult i Bugen,
+ naar du vil rigtig rask af Sted
+ og ta et Nap af Rugen.
+ Og selv er jeg en Stummeltaa
+ af bare Slæb og Ælde,
+ hvis slidte Rok kun smaat vil gaa,
+ og snart vel Pas maa melde.
+
+ -- Nu ringer Degn til Nadverfest,
+ nu falder Rim paa Stene,
+ og Juleklokken høres bedst
+ af dem, der sidder ene.
+ Snart kommer alle Stjerner frem,
+ og Frosten gjør dem blanke;
+ det bitte Barn fra Bethlehem
+ er nu i alles Tanke.
+
+ Lang er den Vej og krum den Sti,
+ der bærer over Hede.
+ Gaa da, min Gud, ej Dør forbi,
+ find gamle Trines Rede!
+ Skjænk Livsens Brød mig rundelig,
+ velsign min Kjærv paa Loen,
+ vis dig mod mig miskundelig,
+ og giv mig Kalv i Koen!
+
+Decbr. 1909.
+
+
+
+
+MEJERIST ESPER ANDERSEN, JEBJÆRG.
+
+
+ De gamle Dage er ikke glemt,
+ det huskes den Dag i Dag,
+ hvor muntre Svende med Luthen stemt
+ sad under dit gjæve Tag.
+
+ De gamle Dage med Fart og Fut,
+ med Sang mod Maskinens Hvalv,
+ mens Dampen stemte _sin_ vilde Luth
+ saa Lofte og Vægge skjalv.
+
+ De gamle Dage, da Mosen laa
+ for gamle Ann' Fiskers Dør,
+ med Spindelvæv over Pors og Straa
+ og brune, duskede Rør.
+
+ De gamle Dage med Glassets Bryg,
+ med Sejre paa Cyklesti,
+ med Maaneskinsridt over Jyllands Ryg,
+ de tusind Gaarde forbi.
+
+ De gamle Dage da Livet jog
+ os begge med »Huj« og »Høj«!
+ da paa min Bondefele jeg tog
+ de første prøvende Strøg.
+
+ De gamle Dage blir aldrig glemt,
+ dem skyller ej Døgnet bort;
+ og skulde vi faa vor Luth forstemt
+ vi prøver en frisk Akkord.
+
+Julen 1909.
+
+
+
+
+FORAARSTEGN.
+
+
+ Mor, har du set, hvad der staar bag Diget?
+ Gjæslingblomster saa bitte smaa!
+ Bladet kløvet og Kronen fliget,
+ lige skabt til at kysse paa.
+ Klare Spirer paa Mulden letter,
+ suger Kræfter af Dybet op,
+ fæster Roden i varme Nætter,
+ laaner af Solen til Blad og Top.
+
+ Mor, har du set, hvor Haren springer
+ Pløjefaldet som ingenting;
+ Viben kroger de korte Vinger,
+ øver sig kaadt i Baglændssving.
+ Engen bulner om Rylens Rede,
+ Grøften pyntes med friske Flæg,
+ langt i Marken -- som halvt i Vrede --
+ slænger Haslen sit falske Skjæg.
+
+ Mor, har du set hvor Koen tripper
+ længselsdrukken paa Baasen kvalm,
+ malker mindre i dine Stripper,
+ snuser med Haan til den mugne Halm?
+ Det er de spæde Kim i Kjæret,
+ Blomsterspringet ved Bækkens Rand,
+ det er det lange Sug i Vejret,
+ Gudevarslet til Dyr og Mand.
+
+29/1 1910.
+
+
+
+
+PAA KJÆRE GRAVE.
+
+
+I.
+
+ Saa mangen Slægt lig knækket Rør
+ sank ned for denne Kirkedør.
+ Velsignet I, som segned her
+ i Læ for Sorgers Bygevejr.
+
+
+II.
+
+ I ærlig Kamp, i ydmyg Tro
+ I stille stred for Børn og Bo.
+ Slog Kornet fejl paa karrig Jord,
+ I rejstes ved et Fadervor.
+
+Januar 1910.
+
+
+
+
+GAMMEL KA BAKK.
+
+
+ Er æ Plads mærked aa, sæt æ Arbed i Gaang,
+ fo nø Mergel laa op po æ Brink!
+ Spyt en Kjend i jer Næv, far I tar om æ Staang,
+ for saa lider jer Arbed saa flink.
+ Der ska javn hænges i her ved gammel Ka Bakk,
+ hwis a ett som en Toj vil stent rejn fræ æ Brakk.
+ Læ mæ si, te jer Skovl de ka go, bette Kaal,
+ læ mæ si, te jer Skovl de ka go!
+
+ A er Enki og gammel, og jenne om aalt,
+ og ikki _jen_ Kjeft en ka trow!
+ De haar tawn a mi Tow, de haar staaln a mi Maalt,
+ de har malked mi jenywed Kow!
+ Men misæl om de søen lurer gammel Ka Bakk!
+ A ska wal fo en Urd med de Fyrer aa snakk.
+ Læ mæ si, te jer Skovl de ka go, bette Kaal,
+ læ mæ si, te jer Skovl de ka go!
+
+ Ja saamænd er æ Hus baade gammel og ring,
+ og æ Taag hænger nejle te Drep,
+ og mi laangtænded Øg de er brødt paa dje Bring,
+ og a sjel stolter aa _ved_ æ Kjep.
+ Men æ Skatter maa klaares, æ Gord holdes opp,
+ om saa det ska knaag i hwer Navl og hwer Stropp!
+ Læ mæ si, te jer Skovl de ka go, bette Kaal,
+ læ mæ si, te jer Skovl de ka go!
+
+ A haar ett danst paa Rueser saa lidt som paa andt,
+ a fæk aalle danst møj i mi Daw.
+ A maatt ta mud æ Gord med si Gjeld og si Pant,
+ og den Se gir kuns smaat i æ Traw.
+ Om æ Stolper er skjøv, om æ Væggi er vind
+ stor æ Gord paa si egn, og _indno_ er en min!
+ Læ mæ si, te jer Skovl de ka go, bette Kaal,
+ læ mæ si, te jer Skovl de ka go!
+
+ Der er nøj i wor Hjat te vi knap ka forsto,
+ som ka rør wos ved søen en Krumm Jurd;
+ nær æ Towt legger grønn, og æ Kuen æ saa mo,
+ det ka bind jen paa Haand og paa Fud.
+ A vild gjan sej med Sand, nær a sto for Worherr:
+ _A_ haar stridt for mi Grund, do faar ta æ, som det er
+ Læ mæ si, te jer Skovl de ka go, bette Kaal,
+ læ mæ si, te jer Skovl de ka go!
+
+ [Anm.:
+ _mærked aa_, mærket af (til Mergelgraven); _æ Arbed_, Arbejdet;
+ _nø_, noget; _en Kjend_, lidt; _æ Staang_, Staalstangen, hvormed
+ Mergelen brækkes løs; _javn hænges i_, hænges godt i; _Ka_, Karen;
+ _Tôj_, Tøjte; _stent rejn fræ æ Brakk_, aldeles gaa fra Gaard og
+ Grund; _te_, at;
+ _jenne_, alene; _tawn a mi Tow_, taget af mit Uld; _staaln_,
+ stjaalet; _jenywed_, enøjede; _Urd_, Ord;
+ _Taag_, Tag; _hænger nejle te Drep_, hænger lavt til Dryp;
+ _brødt_, brudt (af Seletøjet); _stolter aa_, stavrer afsted;
+ _Rueser_, Roser; _andt_, andet; _Se_, Udsæd; _æ Trate_, Traven;
+ _Towt_, Tofterne; _æ Kuen_, Kornet; _mo_, modent; _sej med Sand_,
+ sige med Sandhed; _ta æ_, tage det.]
+
+22/1 1910.
+
+
+
+
+MORS ROK.
+
+
+ Spurven sidder stum bag Kvist;
+ saamænd, om ej det fyger!
+ Kaalgaardpilen piber trist
+ for Nordenblæstens Byger.
+ Lul, -- lul! Rokken gaar
+ støt i Moders Stue,
+ og jo mere Vinden slaar,
+ desmer faar Arnen Lue.
+
+ Skarpe Smæld af branket Malt,
+ og Karters kaade Skratten,
+ fjerne Grynt af Husets Galt
+ og Barneleg med Katten --
+ Lul, -- lul! Rokken gaar,
+ flittig Foden træder,
+ kun saalænge Hjulet staar,
+ som lille Søster græder.
+
+ Far har røgtet Kvæget ind,
+ med Halmen tættet Karmen,
+ gnedet Grisens blanke Skind,
+ at den maa holde Varmen.
+ Lul, -- lul! Rokken gaar!
+ Far mod Stuen stiler,
+ Mor en Bugt paa Traaden slaar,
+ ser op paa Far og smiler.
+
+ Barnet i sin Mørkningskrog
+ ta'r søvnig til at gabe,
+ snart det vil sin Billedbog
+ af de Smaahænder tabe.
+ Lul, -- lul! Rokken gaar!
+ Ild om Gryden slikker,
+ Vejrets Svøb om Gavlen slaar,
+ og Hagl mod Ruden klikker.
+
+ Mor kan næppe se sit Spind
+ og næppe Traaden mage;
+ hej, da bæres Lyset ind
+ og stilles i sin Stage.
+ Lul, -- lul! Rokken gaar!
+ Tenens rappe Vinge
+ over Fyrrebjælken saar
+ en Skok af Skyggeringe.
+
+ Pigen nys fra Gruens Glød
+ svang bort den sorte Gryde,
+ sænked den i Sengens Skjød
+ for Grødens Trods at bryde.
+ Lul, -- lul! Rokken gaar!
+ Nadverbordet samler;
+ Store sidder, Mindre staar
+ paa Bænk og bitte Skamler,
+
+ Far ta'r ned saa tung en Bog,
+ med Gud han hvisker sammen,
+ famler lidt ved Spændets Krog
+ og lukker med et: Amen!
+ Lul, -- lul! Rokken gaar,
+ Ensomheden synger,
+ Mulmet tæt om Taget staar,
+ og Sneen gaar i Dynger.
+
+ Her ved Moders gamle Rok
+ hun lærte mig at stave,
+ synge om »den hvide Flok«
+ og »al _hans_ Naadegave«.
+ Lul, -- lul! Rokken staar!
+ Men dens Nyn og Sange
+ vemodsfuldt mod Hjertet gaar,
+ naar Kvældene bli'r lange.
+
+26/1 1910.
+
+
+
+
+VED BJØRNSONS DØDSLEJE.
+
+
+ Saa vejer vi nu atter i vor bævende Haand
+ de Gaver, der kom fra din sangstærke Aand.
+
+ Vi kysser dine Gaver, vi signer din Aand,
+ imens der drypper Taarer paa Skatten i vor Haand.
+
+4/2 1910.
+
+
+
+
+PJALTE-KREJSTEN.
+
+
+ Hans Kjortel er laset i Sømme og Foer,
+ hans Hat er ej ganske ny;
+ hans Væsen er tolket i disse Ord:
+ Han tjente General Rye!
+
+ Han bærer med stive Soldaterskridt
+ sin Sæk gjennem Jebjærg By,
+ som fulgte han end i behersket Trit
+ sin Herre General Rye.
+
+ Hans Blik er myndigt, hans Mine streng,
+ hans Skjæg er sort som en Sky,
+ de flygter for ham, hver skjødesløs Dreng,
+ som Tysk're for General Rye.
+
+ Er Vejen pløret, har Skoen et Læk --
+ _hans_ Holdning er lige kry;
+ han bærer saa rank sin Raltesæk,
+ som Fanen for General Rye.
+
+ »Det skal dog kjendes af én og hver
+ i denne elendige By,
+ at det er den Krejsten, som kommer her,
+ der tjente General Rye!«
+
+ Ved Sommer som Kjørmis, i Storm eller Læ
+ han bærer de Pjalter af By,
+ mens mod hans stive, posede Knæ
+ det klirrer af Bismerens Bly.
+
+ Og Krejsten haandterer med Færdighed
+ dens prøvede Lod og Bly
+ og vejer med stiveste Værdighed,
+ som vejed han General Rye.
+
+ Saa saa jeg ham gaa, den gamle Knark,
+ med sit allerhovneste Blik;
+ en Tøs fik et Nik, og en Hund fik et Spark,
+ alt efter Soldatens Skik.
+
+ -- Saa gled fra hans Axel Posen ned;
+ bag efter sank Lod og Bly;
+ han famled tilsengs -- med værdige Fjed,
+ og gik til General Rye.
+
+4/2 1910.
+
+
+
+
+KRITIK.
+
+
+ Et Steds i Skoven, hvor Bøgen er Vært
+ gav Nattergalen en Aften Koncert.
+ Alle Partier var himmelglade
+ ved denne natlige Serenade.
+ Bøgen stod med de stilleste Blade,
+ Skyerne listed paa Sokker afsted
+ hen over Himlens blaanende Bed.
+ Uglen sad fornem med lodne Fødder,
+ Egernet vimsed omkring og bød Nødder.
+ Smælded for højt et Elskovskys
+ hørte man Natravnen hvæse et: »Hys!«
+
+ I Fremmedlogen sad Maanen ene
+ og laante Lys til den halve Scene.
+ Og rundt omkring paa Kviste og Grene
+ sad Skovens Sangere to og to
+ og næbbedes sagte og stille lo,
+ naar Mestersangerens Englerøst
+ kildred en Streng i en Kjenders Bryst.
+
+ Men midt i en Muddergrøfts første Parket
+ sad der en Frø paa en gratis Billet.
+
+ Den var der, skjønt ingen vidste for hvad,
+ men Rygtet gik, den var no'et ved e' Blad.
+
+ Jo højere Nattergalen sang
+ des lavere Frøens Kjæver hang.
+ Med aaben Mund og svømmende Blik
+ den kløed det Øre, den aldrig fik,
+ den drejed sig halvt imod andet Parterre
+ som vilde den sige: Har _I_ hørt værre!
+ og drejed sig atter uvillig om
+ imens den memorerte sin Dom.
+ At den vilde lyde paa Ærestab
+ det kunde man se paa dens Hængegab.
+
+ Sangeren tav; to Elskende sukked,
+ Liljen sit Hoved i Græsset dukked;
+ Stillidshannen i Maanens Skin
+ saa sin Mage i Øjet ind.
+ Uglen bed sine Neglerødder,
+ Egernet aad sine egne Nødder.
+
+ Da Sangens Toner var tystnet -- plump!
+ gik Frøen tilbunds som en Mudderklump,
+ og kommen hjem -- paa en Vandkalv ridende --
+ skrev han i Frøernes »Berlingske Tidende«
+ en Kritik baade hvas og svidende.
+
+ Nu er den Glemslens; let dunster væk
+ den Dadel, der skrives med Mudderblæk.
+ Her skal kun nævnes dens sidste Træk;
+ der læstes -- ligesindet til Skræk:
+ »Jeg fandt i denne saakaldte Sang
+ ikke _ét_ eneste ærligt _Kvæk_!«
+
+ Saa slukked Maanen sin blege Lampe
+ og lo, saa man frygted en Mavekrampe.
+
+9/2 1910.
+
+
+
+
+KJESTEN OG KRÆN KRESTEN.
+
+
+ Kjestens Ko
+ var saa god som to,
+ det syntes da ogsaa Kræn Kresten.
+ Saa blanked han begge sine Fedtlædersko,
+ gik bagind og fried til Kjesten.
+
+ Kjesten lo:
+ »Du har set min Ko,
+ men jeg vil nu elskes med Hjærte.
+ Men Kors! som du har blanket dine Fedtlædersko
+ i den fineste Kakkelovnssværte!«
+
+ Kresten lo:
+ »Jeg har set din Ko,
+ og Koen staar spejlet i min Sværte;
+ men du, bitte Kjesten, i Tugt og i Tro
+ staar spejlet herinde i mit Hjærte!«
+
+ Krestens Ord
+ faldt i kristen Jord,
+ skjød bugnende Ranker hos Kjesten;
+ »Ja, naar du kan finde _saa_ yndige Ord,
+ gaa du saa kun bare til Præsten!«
+
+17/2 1910.
+
+
+
+
+HØSLETS-VISER.
+
+MORGEN FØR SLAGET.
+
+
+ Har I nu Tænder i Riven sat?
+ Er I parat, mine Drenge?
+ Duggen har drysset den hele Nat,
+ Leen har ventet os længe.
+ Armen er styrket af Søvnen sund,
+ Solen os hilser fra Bakkens Rund;
+ bag Syrener forborgen
+ kukker en Gjøg: Godmorgen!
+
+ Mor har pustet til Arnens Glød,
+ sysler derinde ved Davren;
+ se, hvor Røgen fra hendes Grød
+ sænker sig blødt over Havren!
+ Mad hun smører, som kan forslaa,
+ Øl hun styrter i Dunke graa,
+ lægger en Klukkert i Tejnen,
+ som kan ta' Tonen fra Degnen.
+
+ Nu paa Vognen enhver især!
+ Plagen i Stenene skraber.
+ Vidt opslaget, mod Østens Skjær
+ Porten undrende gaber.
+ Svalen svitter om Vognens Spand,
+ Dagen venter den glade Mand,
+ Blodet synger i Bringen
+ dæmpet til Klokkers Ringen.
+
+7/2 1910.
+
+
+
+
+DEN BLANKE AA.
+
+
+ Og Plagene pruster i Morgentrav,
+ og Pigerne gynger paa Vognens Skrav.
+ Det ser man paa dem fra Top til Taa:
+ »I Dag skal vi over den blanke Aa!«
+
+ Og bag dens slyngede, blide Strøm
+ der skimter du Engen i Morgendrøm.
+ Der er det en Himmerigsfryd at gaa
+ i Junisol ved den blanke Aa.
+
+ Og Karlene møder i Søndagsvest,
+ og Pigerne pynter sig op til Fest,
+ og Blomster røde og Blomster blaa
+ dem ta'r du frit ved den blanke Aa.
+
+ Og Karen har bitte, nette Sko,
+ og Sløjfe der er paa dem begge to,
+ og Maren har røde Strømper paa,
+ fordi hun skal over den blanke Aa.
+
+ Og hist hvor Aaen slaar Herresving,
+ du faar dig en Kjærrest som Ingenting,
+ mens muntre Myg og Libeller blaa
+ de danser over den blanke Aa.
+
+ Og ender det Hele med Fæstensring,
+ med Kys, med Dans og med Herresving
+ -- de bitte Sko med de Sløjfer paa
+ hvor tripper de sødt ved den blanke Aa.
+
+8/2 1910.
+
+
+
+
+SLAAKARLE.
+
+
+ Vil I se paa Karle, som kan slaa?
+ som kan gaa et Skaar og ta' en Skraa,
+ som kan mer end muge,
+ som kan Knagen knuge --
+ kom da hid, hvor Frøen springer om den nøgne Taa!
+ Her er Arbejdslyst,
+ her er Mod i Bryst,
+ her er Leers kaade Klingen under Himlens Blaa!
+
+ Forrest Thames med den brede Ryg
+ skrider sindigt i en Sværm af Myg.
+ Sjældent Thames jager,
+ men sit Skaar han rager
+ rent i Kanten, bredt, minsandten, som en Ager Byg!
+ Aldrig ser han om.
+ »Vil I med, saa kom!«
+ For hvert vældigt Høléhug hans Knæer gi'r et Syk.
+
+ Efter ham de andre stile smukt
+ som en Vildgjæsflok i Kileflugt.
+ Ingen staar tilbage,
+ hver sit Hug maa mage
+ under Arbejdsrytmens fælles strenge Tugt.
+ Græsset Skridt for Skridt
+ føler Leens Snit,
+ aander ud sin grønne Sjæl i Engens Honninglugt.
+
+ Det er føre Karle der gaar hér,
+ brunet, branket i al Himlens Vejr.
+ Her er Røde Anders
+ som kom hjem fra Randers
+ hvor som strunk Dragon han nys sled Kongens Klæ'r.
+ Paa hans stramme Læg
+ og hans sno'de Skjæg
+ ses, at han før Fredens Le svang Krigens vilde Sværd.
+
+ Hvem er det, som skummer Græssets Dug
+ med et Skjæg som paa en Gedebuk?
+ Det er Jesper Røgild,
+ barnefødt i Høgild;
+ hele Hedens tunge Alvor er i Jespers Hug.
+ Standses nok saa kort
+ vender han sig bort,
+ ta'r sig hos sin Lommelærke himmelvendt et Kluk.
+
+ Her gaar Fjandbomand ved Sallingbo,
+ skjønt de mages slet som Hors til Ko.
+ Her gaar Esper Laanum
+ ved Frans Over-Traanum,
+ hvasse Leer som hvasse Kjæfter har de begge to.
+ Dér er Kril i Krop;
+ koger Galden op --
+ mægtig som en Pommerbjælke falder Nævens Kno.
+
+ Der gaar én, mens han gi'r Engen Smør,
+ fimper bagudvendt hans Piberør;
+ justement Kræn Lausen,
+ »dæn'mæ en af Slavsen«!
+ Han trak mest med Markedsheste ogsaa Bjørne før.
+ Bagerst Bitte Drejs,
+ Egnens mindste Splejs,
+ fimrer som en Lammehale for en Faar'stidør.
+
+ Og de føler salten Sved paa Kind,
+ og de spænder Remmen mere ind,
+ og de letter Huen
+ over Tindingbuen
+ og la'r Strygens Klokketoner muntre Sjæl og Sind.
+ Naar det Strygekor
+ tystner langt i Nord,
+ høres Humlens dybe Brumlen i den varme Vind.
+
+11/2 1910.
+
+
+
+
+JENS KUK.
+
+
+ Han kommer over Engen, han skinner som en Sol,
+ en Hvirvelvind tog Hatten med, og Pokker tog hans Kjol,
+ men af hans Lomme titter en Brændevinspistol
+ med Livsens Draaber for en vranten Mave.
+ For Resten ved enhver,
+ at Jens Kuk er Snapsen værd,
+ for han har kjørt for Greven paa Rydhave.
+
+ Hans Øjne er det værste; Gud ved, hvad der er bedst!
+ Det ene skeler østerpaa, det andet Syd Sydvest,
+ men Fjolen bag hans Nakke er altid stemt til Fest,
+ af Kukkens Fjol er Engens Glut en Slave;
+ de valser ud og ind
+ med Smaakrøllers Hop paa Kind,
+ som valsed de for Greven paa Rydhave.
+
+ Faa Kukken om bag Stakken, naar Snakken tør gaa løs,
+ da holder sig i Siderne af Latter hver en Tøs,
+ med runde Flynderøjne da sidder Bondens Knøs,
+ mens Kuk la'r Viddet og Pegasen trave;
+ men bedst som Tøsen lo,
+ klapped Kuk en bitte Sko,
+ for saadan gjorde Greven paa Rydhave.
+
+ Men er der trist i Sjælen, og er det smaat med Sol,
+ da fyrer Kuk en Kjende med sin Brændevinspistol,
+ da stryger han ved Diget sin Kalveskinds-Fiol
+ som vilde han i Skrat sin Sorg begrave;
+ og snart han hildes ind
+ i sit sære Tonespind
+ og drømmer, _han_ er Greven paa Rydhave.
+
+27/2 1910.
+
+
+
+
+HUMLEBO.
+
+
+ Hørte du noget som summed her?
+ Hej, for en Basse der brummed dér!
+ Humlen er rigtig et arrigt Kræ,
+ viser ej Forskjel paa Folk og Fæ.
+ Hum, hum, Humlebo,
+ Honning for dig og os beggeto!
+
+ Her er nu Kagen med Honning i,
+ »Kanden« der er der Dronning i,
+ du er dog Dronning for mig i Dag,
+ spids nu Munden, du Glut, og smag!
+ Hum, hum, Humlebo,
+ Honning for dig og os beggeto.
+
+ Tag _du_ bare det bedste Bid,
+ selv ta'r jeg saa det næste Bid.
+ Jeg skal nok gjenne Humlen væk,
+ mens du suger dens Celle læk:
+ Hum, hum, Humlebo,
+ Honning for dig og os beggeto.
+
+ Nu med Rette din røde Mund
+ kunde kaldes: din _søde_ Mund.
+ -- Send mig dog ikke saa barsk et Blik,
+ hellere hundrede Humlestik.
+ Hum, hum, Humlebo,
+ Honning for dig og os beggeto.
+
+ Loved du _mig_ din Haand og Tro,
+ gav jeg vist _dig_ baade Baand og Sko,
+ fandt som Humlen et mosset Bo,
+ hvor der var Plads til os beggeto.
+ Hum, hum, Humlebo,
+ _da_ blev der Honning til os beggeto!
+
+12/2 1910.
+
+
+
+
+SØNDAG I MORGEN.
+
+
+ En Aften paa Engen sa' Jakob til Svend:
+ »Godnat mine blankslidte Knage!
+ De Gamle gaar hjemad med Haand over Lænd,
+ vi to bliver ene tilbage!
+ Saa gaar vi i Duggen en drabelig Tur,
+ hvor ingen maa tænke paa Seng eller Uhr,
+ thi vi har jo Søndag i Morgen!«
+
+ De gik, og de prated, og Klokken blev ti,
+ da Hønsene blinker saa blinde,
+ og de gled de fjerneste Gaarde forbi,
+ og hørte dem snorke derinde;
+ de lo af et Hjerte, som Sundhed gjør let,
+ og gik af en Ungdom, der aldrig blir træt.
+ De havde jo Søndag i Morgen!
+
+ Den ene han skildred med ivrige Skridt
+ en englegod, blaaøjet Pige,
+ den anden han sadled sin Ganger til Ridt
+ mod Fremtidens daarende Rige;
+ og begge de næred det visseste Haab,
+ og Hønattens Maane gav Haabet sin Daab,
+ og de havde Søndag i Morgen!
+
+ Og de kom igjennem en slumrende By,
+ hvor der var spildt Hø over Gaden,
+ en gabende Port, og en Gaard som var ny,
+ hvor Forken stod plantet bag Laden;
+ og Duggen den køled i Kindernes Dun,
+ og Høduften fulgte, og Luften var lun,
+ og de havde Søndag i Morgen!
+
+ Og Maanen gik ned mellem Stakke af Hø,
+ og Taagen laa blødt over Dalen,
+ og langs med den smalle, graaduskede Sø
+ faldt Ryle og Stær dem i Talen,
+ og Hanerne sendte fra Portenes Hjald
+ mod Dagen og Gryet, saa skingrende Gjald
+ som aned _de_ Søndag i Morgen.
+
+ De studsed og vendte med Latter omkring,
+ nu maatte der spares paa Snakken!
+ Dog talte de stadig om hundrede Ting,
+ før Gaarden blev synlig bag Bakken.
+ Her standsed det første Par dyngvaade Sko.
+ Men selv da de skiltes de skjæmted og lo
+ og sang for den Søndag i Morgen.
+
+ -- Lyksalige Tid, da hver Morgen paany
+ vi vaktes af Gjøgenes Kukken,
+ da Stræbet var Leg, og da Ungdom og Gry
+ de mødtes paa Sporet i Duggen!
+ Thi har du end aldrig en Hvid i din Pung --
+ den Mand, som er munter og frejdig og ung
+ har _altid_ en Søndag i Morgen!
+
+15/2 1910.
+
+
+
+
+KIRKEN.
+
+
+ Jeg sidder ved Foden af Bakken,
+ mens Kirken staar paa dens Top.
+ Jeg lægger Ho'det paa Nakken,
+ forsøger at sé derop.
+
+ Du strækker efter en Himmel
+ som ingen Stræben kan naa,
+ og selv har jeg grebet svimmel
+ engang efter Himlens Blaa.
+
+ Jeg vilde ej Haabet slippe,
+ jeg prøved og prøved paany,
+ jeg rakte fra »Troens Klippe«
+ og fik i Haanden -- en Sky.
+
+ Du præker fra Kor og Krypter
+ om Dogmer, som ej skal forgaa;
+ men sét fra Himmelens Dybder
+ vi to er nok lige smaa.
+
+18/2 1910.
+
+
+
+
+VOR BARNDOMS BÆK.
+
+
+ Der er en Sugen i vor Barm,
+ som melder sig og gjør os varm,
+ naar vi er mest alene:
+ et Minde om en fældet Hæk,
+ et Fløjt, et natligt Fugletræk
+ i Luften bag vor Barndoms Bæk,
+ hvor vi fandt glatte Stene.
+
+ Det Sug staar ingen Mand imod,
+ det sætter Fart i trægest Fod
+ fra fjærnest Aftenrøde.
+ Men staar du saa i Poplers Sus
+ en Dag og ser, at alt er Grus,
+ din Barndoms Grund, din Moders Hus,
+ hvor maa dit Hjærte bløde!
+
+ -- Saa værn da ømt om Danmarks Land,
+ dets blide Kyst, dets bløde Strand
+ og Mejsens Bo i Hækken,
+ lys over Haren Markens Fred,
+ giv Ly og Læ og Rugested
+ for alt, hvad Hjærtet hænger ved;
+ men værn dog mest om Bækken!
+
+ Du kjære blide danske Bæk,
+ som bag om Hegn og Hybenhæk
+ mod salte Fjorde glider,
+ dit Vandrevand, din Puslestrøm
+ har nynnet i vor Folkedrøm
+ og pyntet Danmarks Kjolesøm
+ fra Landets ældste Tider.
+
+ Det gaar som Sagn i Slægtens Mund,
+ at over Paradisets Grund
+ Gud gød Dig som sin Gave.
+ Da Herren stænged Edens Sti,
+ du kom hans Flammevagt forbi.
+ Hvor nu du gaar, du Syndefri,
+ dér bli'r en Edens Have.
+
+ Hver Sjæl, som slipper ned til dig,
+ han vandrer langs din Blomstervej
+ med Smil i Øjets Kroge;
+ han er ej helt, som han var før,
+ men som han fik bag dine Rør
+ et Glimt af tabte Himles Dør
+ og Paradisets Laage.
+
+ Vel har jeg set saa mangen Flod,
+ der svulmed vildt af Bjerges Mod
+ og tordned i sin Vælde,
+ men ingen Strøm som dig saa kjær,
+ naar Dagen -- efter Bygevejr --
+ randt ud bag Aftenskyers Skjær
+ til Hedefaarets Bjælde.
+
+ Du gav mig Søvn og Barnebys
+ og rakte mig din Mund til Kys
+ med Vaarens første Kranse.
+ Hér Vibemor paa Kuldet laa
+ saa tillidsfuldt med Toppen paa,
+ mens jeg med barnlig Undren saa
+ Bruskokken slaas og danse.
+
+ Om Krebsen drev, om Smelten bed,
+ til dig gik Gangen stændig ned
+ med Krog og Medestage;
+ hos dig, min muntre Skjæbneflod,
+ jeg væded glad min Barnefod
+ og saa med Smil min Sol imod
+ i Livets Lykkedage.
+
+ Her stod jeg tit og mangen Gang,
+ naar Lærken under Himlen hang
+ og Humlebien brummed;
+ naar Kalve sprang, og Bremser stak,
+ og Tidslen gav mig Dun paa Frak,
+ og Studen tungt af Bækken drak,
+ mens sine Knæ den krummed.
+
+ Kjær var du mig til hver en Tid,
+ selv naar din Rim dig pudred hvid
+ bag Isens Dødningmaske;
+ da toned op fra Vaagens Mund
+ en Grundakkord saa livsenssund,
+ en Lyd, som naar fra Fjolens Bund
+ et Klunk kan overraske.
+
+ Du kildrede det vrantne Flæg
+ og pusted Skum i Sivets Skjæg
+ og løb din Vej med Latter;
+ du slanged dig i Slyng og Slæng
+ paa Mossets bæromsatte Seng
+ og klimpred paa din Sølverstreng,
+ Vildmarkens muntre Datter.
+
+ I Dagens Larm du snakked med,
+ i Nattens Mulm du lyste Fred
+ og vilde alting skaane.
+ Du skjulte det forfulgte Dyr,
+ hver Frø som for sin Fjende flyr,
+ og Laxen drog paa Æventyr
+ i Skjæret af din Maane.
+
+ Mod dig de drages, store, smaa,
+ de blonde, som de isengraa,
+ i Pynt og Hverdagstøjet.
+ Selv Bedstefar med hvide Haar
+ endnu med Kjæp til Bækken gaar
+ og mindes der sin Alders Vaar
+ og blir saa tung i Øjet.
+
+ Her bandt hvert Aar min kjære Mor
+ en Kost af Pinsens Blomsterflor
+ og sang saa ømt bedrøvet.
+ En Blomst var rød med Stænglen hul,
+ og én som Æggeblommen gul.
+ Den Kost, hun gjemte langt bag Jul
+ og værged den mod Støvet.
+
+ Her plukker Pigen Hjærtegræs,
+ mens Karlen slaar det sidste Læs
+ og Skvaldregjøgen kukker;
+ han kukker lavt om Knoldekjær,
+ han kukker mer og mere nær,
+ som spurgte han: »Hvad gjør du dér,
+ o, Glut, mens saa du sukker?«
+
+ Her kommer de og titter ned,
+ hver som fik Sorg i Kjærlighed,
+ og Bækken ingen hindrer.
+ Om Yngling eller Pigelil,
+ de lytter tænksomt til dit Spil
+ og græder hjærtetungt dertil
+ og synes, at det lindrer.
+
+ Aa, skjænk mig, Bæk, den svundne Fryd:
+ at dulme med din Ringlelyd
+ en Stund min trætte Hjærne,
+ med Barnets lette Lykkesind
+ bag Kryds af Edderkoppens Spind
+ at vaagne op med Dug paa Kind
+ i Skjæret af din Stjærne!
+
+ Du lille muntre danske Bæk
+ bag Hyld og Hegn og Hybenhæk
+ og midt i lave Enge,
+ du gav mit Sprog dets Sølverklang;
+ _det_ bløde Nyn ved Vuggens Gang
+ og Rytmen i vor Folkesang
+ er Laan fra dine Strenge.
+
+25/2 1910.
+
+
+
+
+AAKJÆR.
+
+
+ Lidt sønden Fløj
+ der bløw a føj,
+ der hjalp a tit mi Kow a Døj.
+ Det blæser møj
+ i den Graan Bøj,
+ men baag hwer Dig gir Minder Løj.
+
+ [Anm.:
+ _Fløj_, Fly By; _føj_, født; _Døj_, Dynd; _Graan_, Smule;
+ _Løj_, Ly;]
+1910.
+
+
+
+KAPHYW.
+
+EN OLDTIDSMIND.
+
+
+ Ja, far der war en Stien a' _Skyw_,
+ laant far, laant far -- hwi skuld a lyw? --
+ _Kræn Hendrisen_ den Stien ku klyw,
+ far _Søren Sme_ en Skow ku byw,
+ og far _æ Lærki_ han ku flyw,
+ far _Bette Drejs_ -- _det_ bette Splejs --
+ war bløwn saa stur, som han ku blyw,
+ -- far _Laang Margreth_ ku stikk med Knyw,
+ far _Kræn den Fjar_ haaj mist æ Yw,
+ far _Gorm hans gammel_ Bjen bløw styw,
+ ja osse far -- det tær a skryw --
+
+ _Methuselem_ ku løwt en Ryw, --
+ far _Abraham_ ku tæl te tyw,
+ far _Dawed Kong_ med Lamm ku dryw,
+ halvminder kikk i Pagtens Ark,
+ da lô dér po mi Faars Mark
+ de tow ærværdig gammel Hyw!
+
+ [Anm.:
+ _Kaphyw_, to Høje paa min Fødegaards Mark; _Skyw_, Kjøbstaden
+ Skive; _laant far_, langt før; _Kræn Hendrisen_ kjendt Stenhugger;
+ _Skow_, Sko; _æ Lærki_, en Original, som antoges for Troldmand;
+ _løwt en Ryw_, løfte en Rive; _halvminder_, langt mindre.]
+
+26/2 1910.
+
+
+
+
+DEN DØDE LÆRKE.
+
+
+ Nys jeg gik i den dybe Sne,
+ fik et skjærende Syn at se:
+ Halvt begravet bag Sneens Flig
+ laa der et lille Lærkelig.
+
+ Tog jeg Fuglen i Haanden op.
+ Aa, saa mager dens spinkle Krop!
+ Dragten krøglet af Slud og Kuld,
+ og til Taaen er frosset Muld.
+ Slapt nu hænger din Vinges Fjer,
+ Struben har ingen Triller mer.
+
+ Stakkels stækkede Spillemand,
+ Vaarens Varsel til Frostens Land,
+ sang saa gjerne for Hytten lav,
+ Sangergaven: i Sne en Grav!
+
+ Hvorfor kom du den lange Vej
+ hid fra blidere Landes Maj,
+ drog fra Palmer og Sol og Frø
+ for bag en iset Sten at dø?
+
+ Længtes du saa fra Sydens Strand
+ op mod det barske danske Land,
+ banked saa heftigt dit spinkle Bryst
+ efter at skue din Barndoms Kyst?
+
+ Der, hvor Døden dig slog saa brat,
+ fandt du Livet en Dugfaldsnat,
+ bag om Kløver og blanke Straa
+ laa du blandt Redens andre smaa.
+ Moders Fløjten og Faders Sang
+ hørte du der for første Gang.
+
+ Fuld af Lykke var Nat som Dag,
+ Moders Vinge var Værn og Tag,
+ Græssets Stængler som Palmer svang,
+ højt i Toppen Dugdraaber hang.
+
+ Hyrdens Aande saa øm og lun
+ maged en Plet i dit bløde Dun,
+ lille Hyrde paa korte Ben
+ satte ved Reden fire Sten,
+ flytted sin Kalv saa langt af Vej,
+ at den ej skulde træde dig.
+
+ Du fik Vinger, og du fik Top,
+ hilst af Gryet du svang dig op,
+ først du undred, og saa du sang,
+ tryllet af Strubens første Klang.
+
+ Tog saa Skyen i sikre Sæt,
+ Rugen laa som en irgrøn Plet,
+ dér steg Høje, og dér steg Lund,
+ dér steg Byer bag Bælt og Sund . . .
+ Aldrig glemtes hin Morgenstund!
+
+ Pinjers Ynde og Palmers Pragt
+ har mod Minder slet ingen Magt.
+ Lærkelængsler mod Kløverland
+ skjæbnebinder os, Fugl som Mand.
+
+ Kjærligheden har altid Ret;
+ naar man elsker, er Flugten let;
+ bedre af Sult bag en Sten at dø
+ end at svigte sin Barndoms Ø.
+
+28/2 1910.
+
+
+
+
+DR. S. RAMBUSCH.
+
+VED HANS FLYTNING FRA SJØRUP TIL AALBORG.
+
+
+ Hvor Ormen klam sig lang i Sporet strækker,
+ og Porsen vikler Ris om Hjulets Nav,
+ mens Hedens Syn mod Horisonten gjækker
+ og Luften syrnes let af Lyng og Lav,
+ dér kjæled Solen for en Læges Bolig
+ og slynged Ranker om dens røde Sten,
+ bag Lysthusløv sank Solen stor og rolig
+ med uldne Straaler fra dens gyldne Ten.
+
+ I dette Hjem gik ingen Dag til Ende,
+ hvor ikke Flid og Snille fik sin Daab,
+ her kom de hen med Sygdom og Elende,
+ men kjørte hjem med Vognen fuld af Haab.
+ Der sad jeg selv saa tit og brød mit Ho'de,
+ med Svimmelgys ved Fantasiens Rand,
+ mens Rambusch trak det Onde op med Rode
+ i én og anden ful og pirken Tand.
+
+ Og Vognen bar af sted langs krumme Veje,
+ mens Sveden damped fra den røde Plag,
+ og Doktorstolen slingred i sit Leje
+ hen over Fjandbolandets Bakkedrag.
+ Med Jægerblik han spejded ud fra Bakken,
+ det Syn har altid gjort hans Øje godt.
+ Vor Doktor blev en Kjende graa i Nakken,
+ men Ho'dets Holdning var bestandig flot.
+
+ Hvem lodder Dybden af en Læges Gjerning,
+ hvor Redningsbøjen blev hans kloge Trøst,
+ hvor Liv og Død ved Lampen kaster Tærning
+ med sorte Kugler paa den Syges Bryst.
+ Hvert fattigt Hjem langs Hedens øde Stier,
+ hver kroget Mor i smaa og trælse Kaar
+ vil takke dig, om ogsaa Læben tier,
+ og hæge om dit Navn fra Aar til Aar.
+
+ Men ej du standsed blot ved Lægens Virke,
+ din Trang gik ofte mod en større Kur.
+ Du blev en Dyrker i den frie Kirke,
+ der langsomt løfter op et Lands Kultur.
+ Du elsked Fest og Digt og muntre Sange
+ og sang dem selv saa tit med Glød og Glans,
+ og Videnskabens Navne flere Gange
+ har rakt dig Blade til en Hæderskrans.
+
+ Og naar din Teltpæl snart du vil oprykke,
+ og Flaget fires ned bag Granehæk,
+ og bort du gaar med Skuffelser og Lykke
+ fra Landet hist i Storm og Fugletræk
+ -- kanske du da en Kvæld, naar Fjorden klukker
+ i Maaneskjæret om de hvide Sten,
+ vil mindes ømt, hvor vaarligt Gjøgen kukker
+ fra Mosehyttens krumme Hyldegren.
+
+29/4 1910.
+
+
+
+
+MILITARISMEN.
+
+
+ Saa sidder I gamle Gubber dér
+ og mimrer om Landets Værn
+ og spænder om Danmarks Midje Sværd
+ og kobler dets Skjæbne til Jærn.
+
+ Mon I da vil bære den Vanvidsvægt
+ af Krigens blodige Malm,
+ der slaar til Jorden Mændenes Slægt
+ som Plejlene Loens Halm.
+
+ Mon I med Affældigheds Krykkestok
+ afstiver det sunkne Mod,
+ naar Kuglen kjæmmer den blonde Lok
+ og Ynglingen svømmer i Blod!
+
+ Lad fare, lad fare det Daarespil,
+ nedkald ikke Hævnens Lyn!
+ De værste Fjender vi har blandt os selv
+ i eders barbariske Syn.
+
+ Der er mere Værn i det spinkle Siv,
+ der svinger paa Mindets Grund,
+ end i onde Instinkters trukne Kniv,
+ vildt løftet i Slagets Stund.
+
+ Der er mere Værn i den Blomstergren,
+ der skygger ved Hjemmets Dør,
+ end i alle de Volde af Jord og Sten
+ bag Kuglesprøjternes Rør.
+
+ De pansrede Forter med Hjælm og Horn
+ de bliver, o, Danmark, din Grav!
+ _Dit_ Værn er Agre med bølgende Korn,
+ der lyser med Fred over Hav.
+
+ De blodige Furer paa Krigens Val
+ dem saar vi over med Byg,
+ mens Mindet om faldne Fædres Kval
+ hensummer med Kvældens Myg.
+
+ Vi vil ej finde Frelse for os
+ ved tusind uskyldiges Drab,
+ langt hellere spytte med Haan og Trods
+ i Kanonens Helvedesgab.
+
+ -- _Dit_ glubske Svælg bliver aldrig mæt,
+ forbandede Dyr paa vor Vej,
+ og gjorde Nationerne dig din Ret,
+ de vendte Kanonen mod dig.
+
+ Du bragte os stadig til større Fald,
+ endda vi offred dig alt,
+ du trak vor sidste Oxe af Stald
+ og slagted vor bedste Galt.
+
+ Se, derfor forlader vi Krigens Sold;
+ i _Fred_ vil vi ta' vore Tørn.
+ Og holder vi end et Skud i Behold,
+ det gjemmes til Ulv og Bjørn.
+
+25/5 1910.
+
+
+
+
+DA Æ BJÆRMAND KAM.
+
+
+ Der _kam_ en Trold fræ Daabjærgdojs:
+ _Klump_ -- Dump! _Hump_-i-Skump!
+ med Øwn saa glown som en Vækildsblojs,
+ for _han_ maatt ha Brændvin far Awten!
+
+ For haar en Trold begynd aa drikk,
+ Klump -- Dump! Hump-i-Skump!
+ saa tøster han warr end Kow og Krikk,
+ der trækkes te Trow om æ Awten.
+
+ Og po æ Pukkel af den Hallunk,
+ Klump -- Dump! Hump-i-Skump!
+ dér hopped og danst en Brændvinsdunk
+ saa huel som æ Suel under Awten.
+
+ Og søen han traj gjemmel Hønemues --
+ Klump -- Dump! Hump-i-Skump!
+ te æ Wand gik owenind a' hans Hues
+ og nejenud indte Awten.
+
+ Saa fløw han da hen gjemmel Daabjærg Graw
+ Klump -- Dump! Hump-i-Skump!
+ saa æ Præjst kam ud uden Lu heller Kraw
+ og tint, han sku himl inden Awten.
+
+ Saa _to_ æ Skjevl te aa pin og spring,
+ Klump -- Dump! Hump-i-Skump!
+ te æ Klokk begynd i æ Torn aa swing
+ og trowr, æ Degn rind te Awten.
+
+ Og søen han traj gjemmel Ingedaal,
+ Klump -- Dump! Hump-i-Skump!
+ te aal dje Kokk de saatt sæ po æ Haal
+ og kund ett find te Raan mud æ Awten.
+
+ Ja, søen han stamped ved Sjørrup Kjar,
+ Klump -- Dump! Hump-i-Skump!
+ te Pæ Smed trimmelt om baag æ Krowmands Dar
+ og kam ett te hans Ved inden Awten.
+
+ Saa _kam_ han slamprend sønden om Vrow,
+ Klump -- Dump! Hump-i-Skump!
+ te æ Hejst' gik baglæns med Harrer og Plow,
+ og kam laask ad æ Gord inden Awten.
+
+ Og Koldkur Hus fæk han søen te aa wakk,
+ Klump -- Dump! Hump-i-Skump!
+ te Jens Bruus hwyst Bagkorre nied ad en Bakk
+ og end i en Grôf henad Awten.
+
+ Hans Træsko de war saa faale tarr,
+ Klump -- Dump! Hump-i-Skump!
+ men hans Nies og Ører haaj æ nø warr,
+ for _de_ sto i Døj under Awten.
+
+ Saa _laa_ han da Damp mod en vilre Krowr:
+ Klump -- Dump! Hump-i-Skump!
+ og det war sgi der, hwor Kræn Haabro bowr,
+ og stapper hans Pief imud Awten.
+
+ Saa fløw han da ind imell Haabro Hus,
+ Klump -- Dump! Hump-i-Skump!
+ te æ Drikkels ret blarped a Kopp og a' Krus
+ og Kræn Haabro glemt hans: Godawten!
+
+ Æ Krowmands Dar røw han løs fræ si Fals,
+ Klump -- Dump! Hump-i-Skump!
+ og æ Darkam hænd om æ Bjærmands Hals,
+ da han sto i æ Stow imud Awten.
+
+ Og nu begynd da æ Skinting aa drikk,
+ Klump -- Dump! Hump-i-Skump!
+ saa læng te han _kund_ bælg i sæ for Hikk,
+ for _de'_ el jo komm ad æ Awten.
+
+ En trørr Pots Anker med jawnhen Øl --
+ Klump -- Dump! Hump-i-Skump!
+ den tæmt æ Skuel som en Fingerbøl
+ og rat atter mie inden Awten.
+
+ Og band en Spuns ham lovle haadt,
+ Klump -- Dump! Hump-i-Skump!
+ han stemt'en ind med hans Tommeltot,
+ saa det prost i hans Skjek under Awten.
+
+ Og Rumpunsflasker, de stur som smô --
+ Klump -- Dump! Hump-i-Skump!
+ -- han knak dje Hals mud hans sture Tô,
+ som en knækker en Lopp imud Awten.
+
+ Hwer Brændvinsbimpel, hwer Vinglajsdrep
+ Klump -- Dump! Hump-i-Skump!
+ -- han suet æ ud te den sidste Sep,
+ som en Snog suer Dôg om æ Awten.
+
+ Der bløw ikki en Droef te aa drikk heller spild,
+ Klump -- Dump! Hump-i-Skump!
+ og æ Wand det sak nok en Al i dje Kjeld,
+ og Folk war swær ædru -- en Awten.
+
+ Men no begynd sgi æ Bjærmand aa dryw;
+ Klump -- Dump! Hump-i-Skump!
+ tho far maatt han traw, men no ku han flyw
+ og now Daabjærgdojs inden Awten.
+
+ Saa drøw som en Torren han Øster opo
+ Klump -- Dump! Hump-i-Skump!
+ Hans Skjek det slævt saa laang ad æ O,
+ som en Togger slæver mud Awten.
+
+ [Anm.:
+ _Øwn_, Øjne; _glown_, glødende; _Vækildsblojs_, Valborgblus;
+ _haar_, har; _warr_, værre; _Trow_, Vandtrug;
+ _huel_, rund og buget; _Suel_, Sol;
+ _traj_, traadte; _Hues_, Hose; _nejenud_, nedenud;
+ _Daabjærg Graw_, Daugbjærg Kalkgrave; _Lu_, Hue;
+ _æ Skjevl_, Raden; _aa pin og spring_, løbe af al Magt; _Torn_,
+ Taarn; _rind_, ringede;
+ _saat sæ po æ Haal_, satte sig paa Halen; _Raan_, Rane, Hønsenes
+ Pind;
+ _søen_, saadan; _Kjar_, Kjær; _hans Ved_, Samlingen;
+ _slamprend_, om plump Løb og Gang; _Harrer og Plow_, Harver og
+ Plove; _laask_, løbsk; _Gord_, Gaardene;
+ _wakk_, bæve; _hwyst Bagkorre_, slog Kulbøtter; _Grôf_, Grøft;
+ _faale tarr_, særdeles tørre; _Nies_, Næse; _haaj æ nø warr_,
+ havde det betydeligt værre; _i Døj_, i Dynd;
+ _laa Damp_, satte Kursen af al Kraft; _en vilre Krowr_, en anset
+ Kro; _Pief_, Pibe;
+ _æ Drikkels_, Drikkevarerne; _blarped_, skvulped;
+ _hænd_, hængte; _æ Stow_, Stuen;
+ _æ Skinting_, Asnet;
+ _trørre_, tredive; _jawnhen_, ret godt; _tæmt_, tømte; _æ Skuel_,
+ Kjæltringen; _rat_, rakte;
+ _stemt_, trykkede;
+ _To_, Taa;
+ _Sep_, Draabe;
+ _ikki_, ikke, en Forstærkning af _ett_. _Droef_, Draabe; _sak_,
+ sank; _dje Kjeld_, deres Brønd;
+ _dryw_, drive, rave; _Dojs_, Daas, Høj;
+ _Torren_, Torden; _opo_, paa; _Skjek_, Skjæg; _æ O_, Aaen; _æ
+ Togger_, Fiskevaad.]
+
+29/5 1910.
+
+
+
+
+FORLADT.
+
+
+ Karen vandede Kaal i Bed,
+ Jørgen stod med et Smil paa Sned,
+ tog fra Karen den tunge Spand,
+ posted den fuld af Kildevand,
+ mens det dugged saa let under Kvælden.
+
+ Karen gik sig sin Aftengang,
+ Jørgen efter i Spring og Sprang;
+ Jørgen snubled, og Karen lo,
+ Aaen lo med under Spangebro,
+ mens det dugged saa lindt under Kvælden.
+
+ Jørgen sleged for Kind og Haand,
+ Karen blev veg som Vidjevaand.
+ Ud fløj Ugle, og hjem fløj Ravn,
+ Karen snubled i Jørgens Favn,
+ mens det dugged saa blødt under Kvælden.
+
+ Kaalen voxed sig bred og grøn,
+ Karen øged sit Skjørt i Løn.
+ Jørgen rejste saa langt af Led,
+ Karen græder og Kaalen med,
+ mens det dugger saa koldt under Kvælden --
+
+8/6 1910.
+
+
+
+
+TIL SALLINGS HUSMAND.
+
+
+ Fra Grønningør til Livø-Tap
+ du ser saa skjøn en Kyst,
+ hvor Holmen nikker som en Knap
+ paa Fjordens blanke Bryst,
+ hvor lange Aarer blinker
+ i Fiskebaades Dans,
+ mens Brombærranken rinker
+ om Pigens Vrist sin Krans.
+
+ Og bag om Kystens fede Jord,
+ sig sænker Rugen gul,
+ mens Bonden sidder strunk ved Bord
+ og bider bredt af Sul;
+ hans Datter bærer Spange
+ om Armen fast og rund;
+ af Plage har han mange
+ og Sølv paa Kistebund.
+
+ Fra Gaardmandsjorden udestængt
+ som mest den Husmand bor,
+ mens op i Mosens Kroge trængt
+ han rydded Grund og Jord.
+ Han har en Ko paa Toften,
+ en Gris bag Hyldens Læ,
+ og stadigt Slid for Skoften
+ gav Gigt og krumme Knæ.
+
+ Men Smilet spiller om hans Mund
+ i fast og munter Skjæmt,
+ hans Marv er frisk, hans Sjæl er sund,
+ dens Strenge ej forstemt.
+ Hans Haab er lyst som Suset
+ i Sommerskovens Trær,
+ og Orm i Kjærnehuset
+ du fandt vist aldrig der.
+
+ Ja, Hyttens Mand i allen Land
+ skal rette Ryggen op
+ og holde mod Forsagthed Stand
+ og gaa i sluttet Trop;
+ da skal din Kvinde mættes,
+ dit Barn faa buttet Kind,
+ de lave Døre lettes
+ og Lyset strømme ind.
+
+ Naar Spaden atter hviler glad
+ i arbejdsvante Haand
+ forvandles til en Perlerad
+ hvert rustent Slavebaand;
+ da skal hver Taare tørre,
+ der randt i Armods Gys;
+ da bliver Jorden større,
+ og Rummet fuldt af Lys.
+
+Juli 1910.
+
+
+
+
+PER SMED.
+
+
+ Naar Grisen den skal slagtes,
+ saa henter vi Per Smed,
+ fordi han er saa munter
+ og bor her lige ved.
+ Han ta'r saa høje Dramme,
+ dertil en mægtig Skraa;
+ men Grisen bliver kværket,
+ det kan du bande paa!
+
+ Før Hanen søvnigt blinker
+ mod Dagens første Skjær,
+ da glimter Smedens Lygte
+ i Grisens blanke Svær.
+ Og Grisen maaler Ka'len:
+ »Er noget galt i Vej'n?«
+ Og selve Grisehalen
+ staar som et Spørgsmaalstegn.
+
+ Men ind i Bøvlen skræver
+ nu Smedens krumme Ben,
+ mens Grisens Børster hæver
+ sig bange én for én.
+ I Nødset ud den trilles
+ til Hyl og ilde Sang;
+ ej Degn kan synge værre
+ ved Konekirkegang.
+
+ Med Nattedryp i Skjægget
+ nu vækkes Bondens Gaard,
+ mens Maanens fede Hage
+ paa Storkereden staar.
+ Dens krumme Skive truer
+ som selve Dødens Segl,
+ og Smeden agterude
+ han er saa haard en Negl.
+
+ I Trommehinden stinger
+ de jammerfulde Hvæl,
+ mens Gissebassen tinger
+ med Smeden om sin Sjæl.
+ Bag Tærsklen Bryggerkarret
+ er hvælvet til Skafot,
+ og Kjedlens Dampe sætter
+ paa Per en graa Kalot.
+
+ Gud naade Gissebassen
+ alt i dens sidste Stund!
+ Nu lukker den sit Øje
+ og allersidst sin Mund.
+ Og alle Kjedler bobler,
+ og Øsen gaar gesvindt,
+ og gjennem Løste Børster
+ henraser Kniven blindt.
+
+ Per Smed kan alting ordne,
+ han bærer Flæsket _fram;_
+ med Trøjeærmet tørrer
+ han Munden til en Dram.
+ Han klinker, og han klukker
+ indvendig af sin Skjæmt,
+ og dog skal ingen sige,
+ at Pligten bliver glemt.
+
+ Med Fingermaal bestemmer
+ han Tykkelsen af Flæsk,
+ han læser Svinemaver,
+ som Præsten læser Græsk,
+ han kritisk Galden forsker,
+ og Aftægtsmandens Aar --
+ ja, selv Ufødtes Skjæbner
+ han ud af Milten spaar.
+
+ Og hele Huset lugter
+ af Lever og af Løg,
+ i Loftene det smælder
+ af Larm og Grydestøj,
+ den sorte Pølse dykker
+ i Kog som en Delfin,
+ og Dørene udjamrer
+ de mest usmurte Hvin.
+
+ Og det blev Aftensilde
+ med Tøsne over Jord,
+ og det blev Pølsegilde
+ med Dramme over Bord.
+ Per Smed sad bred paa Bænken
+ med Pølsen for sin Haand
+ og sødede dens Skiver
+ med Viddet fra sin Aand.
+
+ Humøret gaar i Højden,
+ mens Drammene gaar ned.
+ Per Smed er nu fuldmodig,
+ enhver faar ren Besked!
+ Men Modet i hans Bringe
+ er intet Krigermod,
+ og Blodet paa hans Klinge
+ er ikkun Griseblod.
+
+25/7 1910.
+
+
+
+
+HØSTMARCH.
+
+
+ Vi kommer fra Dalenes Fred,
+ og Faner af Havren har vi med;
+ den skal Høstens Gjerning rande,
+ smykke vore Pigers Pande,
+ naar vi gaar gjennem Landsbyens Led.
+
+ Vor Le faar nu Hvil for i Aar,
+ thi Klinte med Ax er lagt paa Baar,
+ alle Skræntens Bær er fundne,
+ alle Agrens Neg er bundne
+ og lagt ud paa de vældige Skaar.
+
+ Vi mejed vor Mark under Sang,
+ saa langt rækker Strygespaanens Klang,
+ naar blandt Havens Kaal den klinger,
+ man os Mjød og Kager bringer,
+ mens det dufter af Mynte over Vang.
+
+Efteraar 1910.
+
+
+
+
+EN JULEGJÆST.
+
+
+ Han kommer over Bakken med Rim i sit Skjæg,
+ hans Øjne spejder langt mod en hvidkalket Væg;
+ af Prærie-Frosten saa ru er hans Kind;
+ til Danmark er han kommen med Juleskibet ind.
+
+ Der ligger da paa Lyngen hans Barndoms Lykkeslot;
+ hvor husker han hver Stolpe, og Taget hver Tot.
+ »Og Hylden ved Dammen er altsaa til endnu!
+ Vel hælder den en Kjende, men det gjør ogsaa du.
+
+ At noget saa fattig saa sunken og lav
+ kan drage dig hjem over Land, over Hav,
+ saa du _én_ Kvæld kan glemme det Onde paa Jord
+ for Mindets Barnehvisken i Stuen hos din Mor!«
+
+ -- Han føler under Jakken, om alting ligger ret,
+ hans gode Dollarsedler, hans »Gaver«, hans Portræt;
+ de stramme Træk fortones, hans Hjærte maa le,
+ mens Støvlen synker dybt i den skrigende Sne.
+
+ Snart staar han ved Klinken saa myg og saa varm,
+ hans Pelshue skraber mod Dørens lave Karm,
+ Solstraalen slænger Løkker om hans bøjede Ben,
+ og Istappen drypper mod den slidte Forstu'sten.
+
+ Nu ser han sin Mor bag Begoniers Rad,
+ med rynket Haand hun fjærner dens visnede Blad,
+ og Katten sidder stribet for Ovnen paa sin Stol,
+ og Hønen gaar paa Gulvet, og Rokken staar i Sol.
+
+ Ind stryger han i Stuen, saa Hønen kagler op,
+ hans Mor af Haanden taber en blomstret Underkop;
+ de gamle Øjne fyldes fra Hjærtets dybe Grund;
+ i tyve Vintre vented hun efter denne Stund.
+
+ -- _Nu_ blir der Jul i Hytten; Ildklemmen laver Støj,
+ Skorstenen sender fra sig sin fedeste Røg;
+ mens Vaffeljærnet vendes for Ilden snildt og let,
+ der skjæmtes, frittes, svares i samme Aandedræt.
+
+ Nyfigen Julespurven ad Vindvet skjæver ind;
+ saa kommer Aftenduggen og gjør hver Rude blind;
+ den Gamle tænder Lyset; dog kun i Ryst paa Ryst;
+ men Sønnen griber Haanden i det ømmeste Kryst:
+
+ »Ja, _du_ er bleven gammel, og jeg er bleven graa,
+ men det skal i Aften vi lidet tænke paa;
+ før skilte Verdenshavet og bange Tankers Gys,
+ _nu_ sidder vi og stirrer i det _samme_ Julelys.«
+
+ -- Og over snelagt Hede gaar Lysets blide Skjær,
+ hen over Moser brede, ud over vaade Kjær,
+ og melder om en Scene -- den skjønneste paa Jord --:
+ I Juleaftensmildhed en Hjemvendt hos sin Mor!
+
+Decbr. 1910.
+
+
+
+
+JULEAFTEN.
+
+
+ Naar sitrer din Sjæl som en tonende Stræng,
+ og naar skinner Lysene blidest,
+ hvornaar gaar du nødigst med Sorg til din Seng,
+ hvornaar tykkes Sneen dig hvidest?
+ Mon ej, naar bag Ruden det pyntede Træ
+ og Barnet med straalende Blik ved dit Knæ
+ fortæller, at nu har vi Julen.
+
+ Da vugger de Tanker som Fugle i Rør,
+ mens vildt over Mosen det fyger,
+ og Spurvene putter sig ind mod din Dør,
+ for Vejrets fortørnede Byger;
+ med Krummer og Kjærner for Fuglen du strør,
+ hvad Vindene fryser det Hjærterne tør,
+ den Lære vi hented hos Julen.
+
+ Til daglig vort Hjærte af tusinde Savn
+ blev gnavet i mer end i Barken,
+ og ofte du sendte i Suk efter Havn
+ din sidste Due af Arken;
+ men alt, hvad der gjorde dit Hjærte Fortræd,
+ det standser i Kvæld bag det skjærmende Led,
+ der værner for Hjemmet og Julen.
+
+ Derinde du sidder, mens Haglene slaar,
+ og hører de hjemlige Klokker,
+ og Minderne kommer og Minderne gaar
+ paa Julens sne-pudrede Sokker,
+ og Grantræet dufter fra Storstuen ind,
+ og Børnene ivrer sig røde om Kind
+ med alt, der skal hænde i Julen.
+
+ Og Frosten nu nærmere Gaardene gaar
+ og ridser paa Ruden sit Mærke,
+ og Barnet saa kjært under Lysene staar,
+ og Salmerne lyder saa stærke;
+ og Fuldmaanen rejser i Skyer sit Slot,
+ og Stjærnerne funkler i Rødt og i Blaat, --
+ de Stjærner, der altid var Julens.
+
+Decbr. 1910.
+
+
+
+
+JULENEG.
+
+
+ »Kom nu ud, lille Fa'r og faa alt gjort i Stand,
+ faa lagt Halm under Kalven og Hesten til Vand,
+ og strø Gran paa de rimede Sten,
+ tag en tungvippet Kjærv fra det støvede Loft,
+ at Smaafuglen, der hopper med Klynk over Toft,
+ finder Trøst imod Snenattens Mén.«
+
+ Saa hun talte, Katrine, den herlige Viv,
+ mens paa Tærsklen hun strøg den bredbladede Kniv,
+ før hun skar af det nybagte Brød,
+ og dets Endskal hun førte med Kys til sin Mund,
+ og hun kendte, hvor Duften var fyldig og sund,
+ og hvor Skorpen var brunlig og sprød.
+
+ Og for Vindvet i Sneen der rejstes et Neg,
+ og den Spurv var paa Pletten, han pipped og keg,
+ gjorde Hop, flagred ned, flagred op;
+ og fra Gjærder og Marker, og Tuer og Trær,
+ fra de snefyldte Graner og bundfrosne Kjær
+ kom Smaafuglenes radmagre Trop.
+
+ Der var skrigende grønne og sommerligt blaa,
+ der var lysende gule og kummerligt graa,
+ hastet hid fra den stormslidte Skov,
+ og de flokkedes hverken til Leg eller Sang,
+ men om Godsindets Neg paa den snevilde Vang
+ under Hungerens jernhaarde Lov.
+
+ Og én havde just ofret til Frosten en Taa,
+ og én havde en Jæger fornylig »holdt paa«,
+ Bøssens Hagl havde taget dens Fod;
+ men den humper paa Stumpen, saa godt den formaar,
+ skjønt det svider saa ondt i det frostbidte Saar,
+ og i Sneen staar Dryp af dens Blod.
+
+ Og Katrine hun titter saa smilende paa,
+ hvor i Neget de gule, de grønne, de blaa
+ hopper rundt ret som Gnister af Baal,
+ og hun dejgner og titter og nynner saa glad,
+ mens hun gjemt bag Geraniens støvede Blad
+ drysser Mel over Former og Skaal.
+
+ Og den frostrøde Sol gaar nu favnende bort,
+ ak, dens Bue er lav og dens Vej ikkun kort,
+ naar om Julen det stunder til Fest;
+ og til Gavlruders Funklen, til Solflimmers Leg,
+ til velsignende Lys over Fuglenes Neg
+ den nu bruger sin synkende Rest.
+
+ Og en Tiggerske vanker fra Gaard og til Gaard,
+ og en Kavringeduft om den gamle der staar,
+ saa hun frister hver vejrende Hund;
+ og de halser og flokkes med næsvise Krav,
+ og hun truer ad Flokken med Eder og Stav
+ og gi'r ondt af sin tandløse Mund.
+
+ Og en Fisker har tøjret sin Baad under Strand,
+ saa dens Ankerbrod bider i Strandkantens Sand,
+ mens han selv nu har Hjemmet til Maal;
+ i den foddybe Sne staar hans Søstøvlers Spor,
+ paa hans skjællede Kno i den spegede Snor
+ slanter lystigt tre bugfede Aal.
+
+ -- Og saa høres paa Broen en dumrende Vogn,
+ og saa ringer de Klokker fra Sogn og til Sogn,
+ til hver Sjæl er i Mindernes Vold,
+ og hver Olding ser op mod det tonende Hvælv,
+ mens vemodig han lytter dybt ind i sig selv,
+ indtil Haanden om Staven bli'r kold.
+
+ Og saa lukkes hver Luge paa Lade og Lo,
+ og Fuldmaanen slænger sin gyldene Bro
+ over Flager af ringlende Is;
+ med Sne i sin Hose gaar Haren i Seng,
+ og Frostvinden gnider sin skurrende Streng,
+ og Fjerskyen spreder sit Ris.
+
+Decbr. 1910.
+
+
+
+
+PIGER PAA ENGEN.
+
+
+ Nu er Dagen fuld af Sang,
+ og nu er Viben kommen,
+ Bekkasinen Natten lang
+ haandterer Elskovstrommen.
+ Plukke, plukke dugget Straa,
+ plukke, plukke Siv ved Aa,
+ plukke, plukke Blomster.
+
+ Engen er nu gyldengul
+ af tunge Kabbelejer,
+ Søndenvinde byder op,
+ og Dueurten nejer.
+
+ Dammen ligger Dagen ud
+ med Brudelys i Hænde,
+ rækker højt de ranke Skud,
+ at Solen maa dem tænde.
+
+ Nu vil Mø med Silkestik
+ paa Brudelinet sømme;
+ den som ingen Bejler fik,
+ hun ta'er sig én i Drømme.
+
+ Ræk mig en Forglemmigej
+ og sidst en Krusemynte,
+ saadan slutter vi vor Leg,
+ saa glad som den begyndte.
+ Plukke, plukke dugget Straa,
+ plukke, plukke Siv ved Aa,
+ plukke, plukke Blomster.
+
+Foraar 1911.
+
+
+
+
+NYTAAR.
+
+
+ Der brager et Skud for min Forstuedør,
+ Raketter gaar op imod Maanen;
+ »godt Nytaar« frempulser af rygende Rør,
+ saa Kvinder er nær ved en Daanen,
+ og Bonden han bakker sin bedste Tobak,
+ og Barnet omfingrer den ny Almanak,
+ der peger paa Stjærnernes Veje.
+
+ Og Oldingen sidder saa vissen og from
+ i Sivsko i Kakkelovnskrogen;
+ han mumler en Salme om Død og om Dom
+ og lægger et Mærke i Bogen.
+ Saa stirrer han ind i sin Oldingesjæl
+ og frem imod Gravens de sortstrøgne Fjæl,
+ mens Minderne tættes til Taarer.
+
+ Thi Tusind skal fødes og Tusinder dø
+ i Aaret, der blussende stiger,
+ og Fremtid skal gro af Forgangenheds Frø,
+ mens Orm under Barken sig sniger.
+ Og styrter end Stormen _vor_ Stamme i Støv,
+ der knoppes vel andre med Krone og Løv
+ til Fryd for de stræbende Slægter.
+
+26/6 1911.
+
+
+
+
+KRÆN DEJLER.
+
+
+ Kræn Dejler kjører hans Tørv i Land:
+ _hop_, hop, _hop_, for en Hywl i Gras!
+ Paa Læsset højt, bag sit Studespand
+ der kraaner med Pisken den Dejler.
+
+ Og Studen vralter saa tung og tam --
+ hop -- hop -- hop, for en Hywl i Gras!
+ og Solen leger i Mosens Dam
+ og dikler i Nakken Kræn Dejler.
+
+ Men Hvepsen sad under Brinken gjemt --
+ hop -- hop -- hop, for en Hywl i Gras!
+ der havde fornylig sin Bas han stemt
+ til Studedans for Kræn Dejler.
+
+ Et Pist, et Pust og et Øjeblik:
+ hop -- hop -- hop, for en Hywl i Gras!
+ saa brummed han frem under fuld Musik,
+ saa Skrækken krøb over Kræn Dejler.
+
+ Brat løfter Studen sin Hale fin:
+ hop -- hop -- hop, for en Hywl i Gras!
+ selv Kusken letter en Kjende sin;
+ nu bliver den hjamsk for Kræn Dejler!
+
+ De Hjælmede springer i Hjump og Trav:
+ hop -- hop -- hop, for en Hywl i Gras!
+ og Vognen jamrer af fire Nav:
+ »Nu skjenner æ Stud' for Kræn Dejler!«
+
+ En Lundstik løsned, en Kinding brast:
+ hop -- hop -- hop, for en Hywl i Gras!
+ mens Skuden slingred med Skrog og Last
+ i Søgang under Kræn Dejler.
+
+ Først sprang da Tejnen mod Himlen op:
+ hop -- hop -- hop, for en Hywl i Gras!
+ saa flygted Tørven i samlet Trop,
+ paa Skravpinden hang kun den Dejler.
+
+ Hvor Tudsen kravler med slimet Ryg,
+ hop -- hop -- hop, for en Hywl i Gras!
+ der rendte de Stude sig selv i Syk,
+ saa Blevret stod om Kræn Dejler.
+
+ Her slap ham Hvepsen, den vilde Gjæst,
+ hop -- hop -- hop med en Hywl i Gras!
+ saa Heldet redded den sidste Rest
+ af Vogn og Skrav og Kræn Dejler.
+
+ [Anm.:
+ _en Hywl i Gras_, et Hjul i Smadder; _kraaner_, kror sig;
+ _dikler_, kildrer;
+ _hjamsk_, flov;
+ _de hjælmede_ (Stude), med en hvid Tegning paa Hovedet;
+ _skjenner_, løber løbsk;
+ _Kinding_, den Aabning, hvori Vognstangen sidder;
+ _Tejnen_, Madæsken; _Skrav_pinden, en af de fire Pinde i hver af
+ _Skravets_ eller Vognkransens Hjørner;
+ _i Syk_, i Dynd.]
+
+Sommeren 1911.
+
+
+
+
+H. F. FEILBERG.
+
+
+ Saa do bløw føj her mødt i Høst
+ mell aall Guds gued Gawer,
+ og fæk dérfræ den skjønne Lyst
+ aa sammel Nieg i Trawer!
+
+ Den Stak, do saatt paa Jyllands Towt
+ med Nieg fræ _Slett_ te _Slien_,
+ vil fyld wal paa wor Muers Lowt,
+ og der er Drywsel i'en.
+
+4/8 1911.
+
+
+
+
+ENSOM.
+
+
+ I Landet, hvor Turnipsen bovner
+ med svulmende Rod og Blad,
+ der fik jeg af Venskab saa slag en Høst,
+ men Guds Velsignels' af Had.
+
+ Og Hadet frisker paa Galden,
+ og Turnips er god for Ko,
+ men _Venner_ er som den kjære Sol.
+ Nu rejste de sidste to!
+
+18/10 1911.
+
+
+
+
+DE FATTIGES JUL.
+
+
+ Lyset tændt,
+ Minderne tændt,
+ Sind og Øje fra Styghed vendt;
+ Døgnet danser med hoppende Hjul,
+ Freden gjemmer sin Sne til Jul,
+ drysser den paa vore Saar!
+
+ Paradis,
+ Drømmenes Dis . . .
+ Glem i Aften dit Livs Forlis!
+ Sorgen suger i mig som i dig,
+ denne Kvæld viser Stjærnen Vej,
+ vov dig da ind i dens Glans.
+
+ Skjønne Maal,
+ hellige Maal:
+ Smilet fylder den sultnes Skaal,
+ Lyset strejfer en graadskjæmmet Kind,
+ varme Hænder bær' Fadet ind, --
+ Godhed, o Jul, er dit Navn!
+
+18/12 1911.
+
+
+
+
+JULEHILSEN
+
+TIL »NAVERNE« I ZÜRICH.
+
+
+ Vi sidder herhjemme og længes derud
+ mod blinkende Tinder og Floder,
+ mod Liv der ej drukner i Graahed og Slud,
+ mod Kjøbslag i fremmede Boder,
+ mod Alper i Glød, mod en høj Horisont,
+ mod Rejser og Router al Jorderig rundt,
+ -- bort, bort fra de stængende Gyder!
+
+ I gaar vel og stirrer jer Øjet i Vand
+ paa alle de funklende Tinder
+ og længes herhjem mod vort taagede Land
+ med alle dets Juletræsminder,
+ mod Hytten og Hyggen -- en Kjærest', en Bror,
+ mod Haandtryk og Smil -- og en krumbøjet Mor,
+ der blunder i Stolen bag Ovnen.
+
+ Saa længes og trænges hver kvindefødt Sjæl
+ fra Livsløbets Stunder begynde,
+ mens Støvlerne stødes for Taa og for Hæl,
+ og Saalerne slides saa tynde.
+ -- I Længsel at vandre mod uvisse Maal
+ med tusinde Mil bag den lasede Saal
+ er Lov for en Ranselens Ridder.
+
+20/12 1911.
+
+
+
+
+PIGEN PAA DIGET.
+
+TIL EN GÆLISK MELODI.
+
+
+ Gjøgen kukker, Solen svinder,
+ Duggen falder stille paa Moders Bleg,
+ Himlens Sky faar røde Kinder,
+ Hjærtegræsset ringler mod Siv og Fleg.
+ Faar og Gjed mod Kvælden bræger,
+ Møllens Vinger gaar mod Vestens Skjær.
+ Klokken ringer fjernt bag Heden,
+ der hvor rank han vandrer, min Hjærtenskjær.
+
+ Lille Hjejle, du skal føre
+ alle mine Længsler til ham, du ved,
+ fløjte Ømhed i hans Øre,
+ over Mosen bære min Kjærlighed.
+ Til hvert Prik, din Vinge smykker,
+ hefter jeg et Kys, til ham et Laan;
+ gule Hjejle, bær dem varligt,
+ giv dem ej til Pris for Gjøges Haan!
+
+ Jeg har skuret mine Spande,
+ sat dem snildt paa Række med Bunden op,
+ vandet Kaalen, brust med Kande,
+ skiftet Klædet over Ostens Kop.
+ Ensomheden her jeg søgte,
+ og jeg tog min blanke Sølje paa,
+ den han ømt mig bad at bære,
+ naar engang vi skulde til Altret gaa.
+
+ Kuk nu Gjøge, mens jeg plukker
+ Skjørtet fuldt af Iris ved Aftnens Strøm.
+ Før mit Kammers Lys jeg slukker,
+ stiller jeg dem varligt bag Pudens Søm.
+ Irisblomstens Duft skal trylle
+ dig, min kjække Yngling, mod _min_ Barm,
+ saa paa Drømmens Bro og Duftens
+ ind til mig du glider ad Vindvets Karm!
+
+9/1 1912.
+
+
+
+
+STORKEN.
+
+
+ Han kommer med Sommer, han kommer med Sol
+ til Kløver og nikkende Hvener.
+ Mens Pigen hun sømmer sin blommede Kjol
+ i Læ af de røde Syrener,
+ han sænker sig ned paa det mossede Tag
+ og knebrer fra Reden den udslagne Dag
+ en Højsommervise om Danmark.
+
+ Og Børnene stirrer fra Tærsklen didop,
+ hvor Løget paa Mønningen nikker,
+ og Oldingen ranker sin krogede Krop
+ i Stuen, hvor Slagværket dikker;
+ og Minderne dugger, og Læberne be'r,
+ og Børnene pludrer og peger og ler:
+ »Se Storken er kommen til Danmark!«
+
+ Velsignede Fugl uden Høgenes Klør
+ med Ørnenes mægtige Vinge,
+ du dukker dig helst mellem græssende Kø'r,
+ kun Hygge og Fred vil _du_ bringe;
+ du følger i Furen vor Bonde saa nær
+ og nikker som han, mens af Rugen det drær
+ med Løfte om Høst over Danmark.
+
+ Hvor Engblommen lyser langs Aaløbets Bred,
+ du skridter saa langt gjennem Engen;
+ med Halsen i Bugt og med Øjet paa Sned
+ du titter til Pigen og Drengen.
+ Du søger din Føde til Leernes Klang,
+ og Høduften følger din higende Gang
+ langs alle de Aaer i Danmark.
+
+ Saa lad os da værne den solkjære Fugl,
+ der pynter vor Vang og vor Vænge,
+ der ruger sit Kuld i det ormstukne Hjul
+ til Vejrs paa den mossede Længe.
+ Hans Yngel skal trives i Regn og i Sol,
+ hans Rede beskyttes som Hjemmets Symbol,
+ mens Sagnene lever om Danmark!
+
+4/3 1912.
+
+
+
+
+KAALFOLK.
+
+
+ A war gan hen te Jepps ijaes,
+ og der sô Mowns, og der sô Mâs,
+ og det war nem for mæ og hør,
+ hwad Huml _de_ haa aa før,
+ for det war Lâs, dér med Kjæn Grow
+ haaj wot ad Bøj og sit paa Stow;
+ fæk Lâs nu den Kaag paa hans Skorr,
+ war _a_ saat udenfor.
+ Ja Kaalfolk er nø gremme nøj,
+ nø slemme nøj,
+ nø _sølle_, simpels Rimpelstøj!
+
+ Men tar mi Lâs den lied Hjont,
+ saa sejer _a_, han maa vær wont,
+ for _af_ den væste Kjeltringslaw,
+ hun war da aal si Daw.
+ Æ Muer haar jo _wal_ en Stej,
+ og det er nøj, en maa ta mej,
+ og sjel haar hun en Kakkelown
+ -- og Skjek -- som en Dragovn;
+ Men Kaalfolk er nø gremme nøj,
+ nø slemme nøj,
+ nø sølle, simpels Rimpelstøj!
+
+ Tho gywt sæ det er let nok gjord,
+ men sej mæ, hwadfornøj du for!
+ Og ta en Hjoj som Kjesten der --
+ nej, det sku Lâs læ vær!
+ Hvad hjælper Kow og Kakkelown,
+ nær saa æ Kwind er kryvedown!
+ Tho faa sæ den Slaws Bi i Kof
+ det gaar som i en Rof.
+
+ Og der lod a mi Speci spring,
+ da Lâs war syk og hænd med æ Ving,
+ og sô ham te med Nol og Wask,
+ men han gik om og task;
+ og da vi sku te Maatensfest,
+ _a_ saat ham Baagstykk i hans Vest
+ og vend ham hans Trawalli-Frak --
+ nu faar en saa si Tak!
+ Jow, Kaalfolk er nø gremme nøj . . .
+
+ Nu vil a hen og lær aa væw;
+ for her ka en sgu gaa og skræw
+ og aalle kryf en Krumm teframm,
+ men løw si Daw teskamm.
+ Læd saa di anner ha dje Spel,
+ _a_ ska _wal_ gaa og skjøtt mæ sjel,
+ og ta de Spark, som der ka blyw,
+ men læ æ Gywten dryw.
+ For Kaalfolk er nø gremme nøj,
+ nø slemme nøj,
+ nø _sølle_, simpels Rimpelstøj!
+
+ [Anm.:
+ _gan_, gaaet; _ijaes_, i Aftes; _Skorr_, den »Skyder« eller Skovl,
+ hvormed Kagen sættes i Ovnen; _Rimpelstøj_, Tøj, som er
+ sammenrimpet;
+ _lied Hjont_, lede Taske; _vær wont_, maa være meget lysten;
+ _Kjeltringslaw_, Taterslægt; _en Stej_, en lille Ejendom; _Skjek_,
+ Skjæg;
+ _Hjoj_, Sjuske; _Kof_, Kube;
+ _Maatensfest_, Mortensdag omkr. 1. Novbr.; _Baagstykk_, Bagstykke;
+ _Trawalli-Frakk_, daglig Frakke;
+ _æ Gywten_, Giftermaalet]
+
+17/3 1912.
+
+
+
+
+A GLEMMER Æ AALLE I MI DAW --
+
+
+ Og det war den Tid, da vi aaltid war tow,
+ -- a glemmer æ aalle i mi Daw! --
+ A tjent jo te Vistis her vejsten æ Brow,
+ og do kam te æ Gord og task te Traw.
+
+ Do ga mæ en Gimmer og hjalp mæ aa tow'n,
+ a glemmer æ aalle i mi Daw --
+ og hwer Gaang a sto og gjord Brind te æ Own,
+ do kamm saa still og drow i mi Saw.
+
+ En Daa vi war jenne, do to om mi Hâand,
+ a glemmer æ aalle i mi Daw! --
+ A so der saa nywle og wand a' mi Gâan,
+ imen do strøg mi Kinder med _di_ Kaw.
+
+ Do tal om en Hjemmen herud baag æ Kjar,
+ a glemmer æ aalle i mi Daw! --
+ en Rues sku vi ha wos lidt vejsten æ Dar
+ og Løg og Lavindler i wor Hav.
+
+ Æ Log sku vær maaled, æ Hus vild do kalk,
+ a glemmer æ aalle i mi Daw! --
+ en nybærend Kwi vild do gi mæ aa malk,
+ -- »for der bløw _wal_ en Busk for _hind_ aa gnaw.«
+
+ -- -- Saa bløw der Forandring, de kamm med di Pas,
+ a glemmer æ aalle i mi Daw! --
+ baagved dje Kanowner di ga dæ di Plads
+ og sind -- i jen af Krigens manne Graw!
+
+ En Blaan to dæ fræ mæ, en Kul røw dæ hen --
+ a glemmer æ aalle i mi Daw! --
+ for det aa ha mistet sin kjereste Ven,
+ _det_ løwter ett det længste Lyw i Law!
+
+ [Anm.:
+ _aalle_, aldrig;
+ _Gimmer_, ungt Faar; _tow'n_, vaske den; _Brind_, Brænd; _drow_,
+ trak;
+ _jenne_, alene; _nywle_, forlegen, glad; _Gaan_, Garn; _Kaw_,
+ venstre Haand;
+ _Hjemmen_, Hjem;
+ _æ Lôg_, Laagen;
+ _Blaan_, Sky; _Kul_, Kugle.]
+
+10/5 1912.
+
+
+
+
+RÆBILD-KANTATE.
+
+DEN KJÆRE BRUNE HEDE.
+
+
+ Du kjære brune Hede,
+ du er mit Barndoms Æventyr,
+ der havde Hjejlen Rede,
+ der sprang saa muntre Dyr,
+ der hørtes Hyrdens Aftensang
+ til milefjerne Klokkers Klang,
+ mens Hederugens Vipper
+ saa tungt mod Høsten hang.
+
+ Du kjære brune Hede
+ med Lokkeleg og Gyvelguld,
+ med Pors og Revlingbede
+ og tusind Lærkers Kuld,
+ med Ulvefod, som Knøsen slaar
+ i gyldne Slyng om Pigens Haar,
+ naar de ved Hedebækken
+ i Fællig vasker Faar.
+
+ Du kjære brune Hede,
+ som bar min Borndoms Lykkeslot,
+ hvorhen min Fod vil lede
+ mig, naar mit Haar er graat,
+ omstridte Plet af Danmarks Land --
+ til dig kom hjem fra Verdens Rand
+ og standsed mindebøjet
+ saa mangen mødig Mand.
+
+ Ja, kjære brune Hede,
+ som revses haardt af Mand og Blæst,
+ jeg kommer for at frede
+ en fattig Minderest.
+ Du gjør mit Land saa sært og rigt,
+ du aander paa dets Kunst og Digt,
+ at værne om din Skjønhed
+ maa være Danskens Pligt.
+
+
+
+
+MORGEN.
+
+
+ Morgenens vældige Sol,
+ løft kun din Kugle med Funklen blandt Banker i Østen!
+ Gjøgen bag Lyngstakke gol,
+ tusinde sangkjære Lærker faar Jubel i Røsten.
+ Brokken gaar krum i sin Grav,
+ Taagen i Drift mod sit Hav,
+ Trækfuglesværme bag Højene larmer mod Høsten.
+
+ Bankerne drømmer i Dis,
+ Gravhøjens Skygge sig ræd under Lyngskrænten fjæler.
+ Edderkopspind i hvert Ris.
+ Lysende Verd'ner af Ild i hver Dugdraabe dvæler.
+ Nu er det Dagværkets Stund,
+ Skytten gaar ud med sin Hund.
+ Hellige Time, da Himlen paa Jorden nedknælen!
+
+
+
+
+AFTEN.
+
+
+ Stille, Hjærte, Sol gaar ned,
+ Sol gaar ned paa Heden,
+ Dyr gaar hjem fra Dagens Béd,
+ Storken staar i Reden.
+ Stille, Hjærte, Sol gaar ned.
+
+ Tavshed over Hedesti
+ og langs Veje krumme.
+ En forsinket Humlebi
+ ene høres brumme.
+ Stille, Hjærte, Sol gaar ned.
+
+ Viben slaar et enligt Slag
+ over Mosedammen,
+ før den under Frytlens Tag
+ folder Vingen sammen.
+ Stille, Hjærte, Sol gaar ned.
+
+ Fjerne Ruder østerpaa
+ blusser op i Gløden,
+ Hededamme bittesmaa
+ spejler Aftenrøden.
+ Stille, Hjærte, Sol gaar ned!
+
+
+
+
+FREDLYSNING.
+
+
+ Den Muldvarp han graver i Morr og i Muld,
+ er nødig sin Roden foruden,
+ selv Roser og Liljer han kaster omkuld,
+ han sparer skam ikke paa Snuden!
+ O, Danmark, hver Blomst i dit duftende Bed,
+ saa ilde den vilde vist komme af Sted,
+ om Muldvarpens Slægt skulde raade!
+
+ Vel priser vi Stræbet til Slægternes Gavn
+ paa Jorderne fede som magre,
+ naar, Danmark, du skriver med Solguld dit Navn,
+ i Rugens langtbølgende Agre.
+ Men ej tør vi maale vort Fædreneland
+ ved kun, hvad det yder i Skjæppe og Spand
+ og kaster i Krybben for Kvæget.
+
+ Saa fattig' blev, Danmark, vel ej dine Kaar,
+ saa lidt gav ej Rugen i Trave,
+ at ej du har Raad til en Blomst i dit Haar,
+ en Lyngkrans til Fædrenes Grave.
+ Lad ingen mod Blomsten da vække din Harm,
+ thi Rugen skal nære vor Styrke, vor Arm,
+ men Blomsten skal nære vort Hjærte.
+
+ Og Heden histude skal ingen forsmaa,
+ som sidder bag Bøg eller Linde;
+ dens Ranker er lave, dens Hytter er graa,
+ men hvor disse Ranker kan binde!
+ Ja, tusinde Længsler fra Præriens Land
+ gaar hjem mod dens Lyng og dens fattige Sand,
+ naar Solen i Majshavet synker.
+
+ Her har vi da ridset i Lyngen vor Plan,
+ og her har vi givet Exemplet:
+ Et Alter staar rejst for den jagede Pan,
+ Naturen har hvælvet ham Templet.
+ Her mødes det skilte paa Barndommens Grund
+ med Himlen til Hvælving og Heden til Bund,
+ mens Mindet i Dugfaldet hvisker.
+
+16/3 1912.
+
+
+
+
+EN BETLE HAAR.
+
+
+ »Her sejjer a, en betle Haar« --
+ _haa_ -- haah!
+ og smumrer gued Turnipsblaad
+ _haa_ -- haah!
+ Æ Suel skjarer i mi Yw,
+ a er saa glaad, som Haar ka blyw,
+ haa -- _haah!_
+ Haa_haa_haa -- _haa_haa -- _haah!_
+
+ Her vil a sætt mæ te imaar --
+ haa -- haah!
+ for her er Fred og ingen Faar
+ haa -- haah!
+ Ih hwa, nu klør mi venster Ør;
+ ih, skuld en faa nø ild aa spør!
+ aa -- haah --
+ aahaahaa -- haahaa -- haah!
+
+ Dér lister Lâs saa laangs æ Laad --
+ haa -- _haah!_
+ og paa hans Nakk han haar en Spaad
+ aa -- haah!
+ -- -- -- Der skydes? Her! Aae Jess og Jøss!
+ saa war den Spaad en rædle Bøss!
+ aa -- haah!
+ aa_haa_haa -- haahaa -- haah!
+
+ Og laangs den vejstest Turnipsraad --
+ aa -- haah --
+ nøj springer paa en Mynd si Maad
+ aa -- haah!
+ Aae, bette Bjen, nu op og rend,
+ som om det gjaldt jer Verdens End --
+ aa -- haa --
+ aa_haa_haa -- _haa_haa -- haah!
+
+ Saa spænd, og sprang den usle Haar
+ aa -- haah!
+ saa beggi Ører laa sæ flaad
+ aa -- haah!
+ For hwer en Spring, en Drip der drap,
+ for hwem ka løf med Hawl omkap?
+ Aahaah!
+ aa_haa_haa -- _haa_haa -- haah!
+
+ Det war i'æ Sid en haaj si Skaad
+ aa -- haah!
+ og det kund ingen Renden klaar,
+ aa -- haah!
+ Med jet saa fild en om og død,
+ saa holdt æ endle op aa blød
+ aahaah --
+ aa_haa_haa -- _haa_haa -- haah!
+
+ Æ Fowl bløw ved aa syng saa glaad
+ haa -- haah!
+ æ Vind den spøjt mell Turnipsblaad
+ haa -- haah!
+ og men æ Haar laa dér og død
+ æ Suel den strøg si laange Ør:
+ »aa -- haah!
+ aa_haa_ -- aahaa -- aah -- haah!«
+
+ [Anm.:
+ _betle Haar_, Smule Hare; _smumrer_, fraadser i; _skjarer_,
+ skinner;
+ _imaar_, i Morgen;
+ _Lâs_, Lars; _Spaad_, Spade; _rædle_, hæslig;
+ _-raad_, Række;
+ _Skaad_, Skade.]
+
+19/4 1912.
+
+
+
+
+SANG TIL DEMOKRATIET.
+
+
+ Op med nye Kampsignaler!
+ Det er Raabet ungt og barsk;
+ vi er Fremtid, vi befaler,
+ vi vil se vort Samfund karsk.
+ Ja, den Ungdom, som befaler,
+ den vil se sit Samfund karsk!
+ Ingen Leg med Idealer,
+ bort med hvert et plumpt Bedrag;
+ vi vil nye Kampsignaler
+ for at holde Dommedag;
+ ja, med nye Kampsignaler
+ Løgnen faar sin Dommedag!
+
+ Væk med mugne Fæstningsplaner,
+ Frugt af Fortids Hjærnespind.
+ Krigspostyrets hovne Haner
+ galed aldrig Dagning ind,
+ nej, Kanonens sorte Haner
+ galed Død og Skumring ind.
+ Bort med alt, der Lyset raner
+ og gjør Kinden syg og graa.
+ Vandrer én paa Frafalds Baner,
+ ham skal Hævnens Lynild slaa;
+ vandrer _du_ paa Frafalds Baner,
+ Hævnens Lynild skal dig naa!
+
+ Hør, hvor Haabets Morgenlærke
+ synger over Gry og Græs
+ og gjør alle Ønsker stærke
+ rundt om Gaard og Husmandshæs,
+ ja, gjør Mod og Viljer stærke
+ bag om sunken Hus og Hæs.
+ Hver en sodet Svend i Staden
+ ta'r nu Søndagsblusen paa;
+ han vil med, vil ud paa Gaden
+ for bag Fanens Fold at gaa.
+ Kjække Svende, ud paa Gaden,
+ alle bør i Rækken staa!
+
+ Tag det Blylaag fra vor Skulder,
+ giv os helt til Fredens Dont;
+ ned med Krigens Krudt og Bulder!
+ Fred gjør godt, men Krig kun ondt.
+ Krigens Blylaag af vor Skulder,
+ da ihjelslaas meget ondt!
+ Under bedre Kampsignaler
+ styrkes da vor Samfundstro,
+ til omsider Sejren daler
+ over Flidens Arbejdsbo,
+ ja, til Lykkens muntre Svaler
+ daler over Fredens Bo!
+
+5/7 1912.
+
+
+
+
+SVAMPEJAGT.
+
+
+ Naar Skovmosset drikker den høstmilde Regn,
+ mens krogrygget Bonden hjemkjører,
+ og Kvierne staar bag de piggede Hegn
+ med Dryp i de hængende Ører,
+ da stiger af Kilden, hvor Hindene gaar,
+ en Nymfe og planter -- den første i Aar --
+ en æggegul lys Cantharelle.
+
+ Og stiger saa Solen bag toppede Hæs,
+ mens Markmusen Dugdraaber slikker,
+ jeg skridter saa langt over regnslaget Græs,
+ langs Faldet med Havre og Vikker;
+ og segner end Som'ren for Leernes Staal,
+ med Latter September skal fylde min Skaal
+ med kridhvide Eng-Champignoner.
+
+ Der vandrer to elskte ad Lønligheds Sti,
+ _hun_ trykker _ham_ Hatten om Panden,
+ _han_ slynger om _hende_ den Arm, som er fri,
+ mens Kurven han har paa den anden.
+ Aa se, hvor hun bøjer sig lændefin, slank,
+ og pludrer og plukker, til Kurv og til Hank
+ staar skjult under brune Boletus.
+
+ Lad andre kun jage med Bøsse og Hund
+ og skyde til Høns og til Hare,
+ _jeg_ vandrer fortryllet langs Fjordvigens Rund
+ blandt _Svampenes_ farvede Skare;
+ den »Jagen« forsimpler ej Sind eller Aand,
+ den giver mig _Muld_ men ej _Blod_ paa min Haand
+ og Hjærte for alt -- indtil Krybet.
+
+ Ja du, som maa slide de støvede Sten
+ og slaa dig til Taals med Kontoret,
+ søg ud for at rette de sovende Ben,
+ hvor Skovbunden dækker dig Bordet!
+ Thi aldrig er Danmark saa daarende skjøn,
+ som naar bag den bærfyldte rødnende Røn
+ den Ridderhat blaaner i Duggen.
+
+10/8 1912.
+
+
+
+
+TIL EN MØLLERDATTER.
+
+
+ Hvor Kværnen dumrer i den dybe Dal,
+ og Sigtemelet Stænk paa Kinden sætter,
+ der gaar _du_ trygt i Barnets Mindesal,
+ om ogsaa Himlens Vejr en Møntørv letter.
+
+ Saa fik vi hver en Plet, der drog os nær
+ og tog vor Tanke under Pilgrimsfærden,
+ hvor Hjemmets Skræpper blev os mere kjær
+ end al den Bøgeskov, vi fandt i Verden.
+
+17/8 1912.
+
+
+
+
+TIL PETER SABRO.
+
+
+ Du valgte den herligste Gjerning,
+ som Solen har skinnet paa:
+ at tale og virke til Værning
+ for alle de svage og smaa.
+
+ Din Stemme har runget og ræddet
+ saa mangen ugudelig Skarn,
+ lagt Ømhedens Pude tilrette
+ for mangt et hjælpeløst Barn.
+
+ Derfor skal du nævnes i Norden
+ med Tak af hvert Barn der blev Mor,
+ naar selv du forlængst er i Jorden,
+ hvor Dickens vil kalde dig Bror.
+
+11/10 1912.
+
+
+
+
+ZACHÆUS.
+
+
+ Det var sig Zachæus fra Jericho,
+ han var en Tolder for Gud,
+ Tariffen lod ham kun sjælden Ro,
+ men nøje han gransked dens Bud.
+
+ Han toldede Dild og Duda-im,
+ han smagte paa Vin og Sucat,
+ han vejede Myrrha fra Rephaim
+ og Nardus fra Ararat.
+
+ Med Varer Kameler drog til og fra
+ Zachæus i Boden trang;
+ Ægypten, Arabien, Asia
+ som Duft i hans Kjortel hang.
+
+ Og Karavanernes lange Træk,
+ som fjernt over Ørkner kom,
+ som vadede Jordan og Kedrons Bæk,
+ de standsede her bag hans Bom.
+
+ -- Der var paa Zachæus et saarbart Sted:
+ Han havde saa stakkede Ben,
+ og krumme var de desudenved,
+ det voldte den Tolder Mén.
+
+ Naar mangen en langbenet Hejre lo
+ i Jerichos glade Stad,
+ _han_ maatte staa der i lave Sko
+ og spørge sin Kone: »Af hvad?«
+
+ Drog Folket sammen i Klump og Klunt
+ paa Torvet til Sabbatfest,
+ de kunde nedrage _hans_ Horisont
+ med bare en Ryg af en Præst.
+
+ -- En Solskinsdag, da om Jerichos Mur
+ de kløftede Falke fløj,
+ og Jordan gik fjern med sin vante Dur,
+ da hørtes fra Gaderne Støj.
+
+ Sandalerne klappred mod Torvenes Sten
+ og gjalded fra Taarnportens Rum,
+ en Larmen af Oxe- og Menneskeben,
+ der gjorde Vandraaberen stum.
+
+ Zachæus, der efter alt nyt var vild,
+ som altid den lavbente Slægt,
+ han tabte af Haanden den duftende Dild
+ og sprang baade Disk og Vægt.
+
+ Paa Tærsklen han stod i et eneste Sæt,
+ hvad var ham nu Salg eller Kjøb!
+ »Profeten, Profeten fra Nazareth!«
+ de raabte derude og løb.
+
+ Zachæus efter de andre sprang
+ paa krumme og korte Ben,
+ han løb, saa Sveden i Brynet hang,
+ og Gnister sprang op af Sten.
+
+ Hans løste Bælte svang ud og ind
+ og smælded mod Mur og Løv,
+ hans Kjortel rejste en Hvirvelvind,
+ som slæbte med Vejens Støv.
+
+ Snart vandt han da udenfor Stadens Mur,
+ hvor Slettens sitrende Luft
+ -- med støvede Palmer i blaa Kontur --
+ var krydret af Balsamduft.
+
+ Derinde hvor Jublen til Himlen naar
+ som Søjler fra Folkets Strøm,
+ der er det, i Lys og Glans han gaar,
+ hans Dages og Nætters Drøm.
+
+ -- Til Tolderens lille hvidkalkede Hus
+ kom Rygtet med Løst og Fast,
+ mens Kjøbmanden tømte det bugede Krus,
+ og Oxerne skiftede Last.
+
+ Og mangt et Sagn til _Profetens_ Lov
+ om Visdommen underbar
+ var ført over Ørkner paa Æslets Hov
+ eller Puklen af Dromedar.
+
+ Zachæus havde det mindste hørt
+ og gjemt det i trofast Hu
+ og havde sin Griffel bag Øret ført
+ og spurgt om mere endnu.
+
+ -- I Dag kom Profeten til Jericho,
+ i Dag vandt Drømmene Magt;
+ aa, maatte han mætte sit Syn, sin Tro,
+ og kysse en Flig af hans Dragt!
+
+ Men Hoben spærred til hver en Kant,
+ hans strakte Taa var for kort;
+ han rev og sled, og hans Taarer randt,
+ men altid stødtes han bort.
+
+ Da saa han ved Vejen et Morbærtræ
+ med alle Grene i Blost;
+ der klatred han op med rystende Knæ
+ og holdt med Møje sin Post.
+
+ Skjønt Solen skolded, og Hvepsen bed,
+ og Grenen var knudret og raa,
+ skjønt Sokken sank ham om Læggen ned,
+ han tyktes sig ovenpaa.
+
+ Det Menneskehav, som dernede brød --
+ her kunde han pejle dets Bund,
+ se Grenenes Viften i Solens Glød,
+ se ind i hver jublende Mund.
+
+ Alt andet hans Øje jog rask forbi
+ og søgte mod Centret frem;
+ der vandred en Skare, otte à ti,
+ hvem var nu Profeten af dem?
+
+ Han havde vel tænkt sig en Drot til Hest
+ med Sværd og forgyldene Spir,
+ Cymbalers Klang og Trompeters Blæst
+ og Krone af Guld fra Ophir.
+
+ Her stod nu en solbrændt Klynge af Mænd
+ -- Kuløren kraftig og frisk --
+ og Dragten, som slubred om Ankel og Lænd,
+ var plettet af Tjære og Fisk.
+
+ _Der_ kom jo Profeten, der vandred han frem
+ midt gjennem det Folkehav;
+ I Haanden en Stav, om Livet en Rem,
+ paa Skuldren bar han en Sav.
+
+ Han syntes saa aandig, saa drømmerig
+ mod Fiskernes tjærede Flok,
+ og Vinden løfted hans Kjortelflig,
+ og Solen kyssed hans Lok.
+
+ Og nærmere Træet Profeten gled,
+ da tabte Zachæus sin Sko;
+ de hvideste Blostre dryssede ned,
+ men Jesus saa op og lo.
+
+ »Kom ned Zachæus, kom ned til mig,
+ thi som mine Øjne ser,
+ vi skal nu begge den samme Vej
+ for aldrig at skilles mer!«
+
+ Ned sank Zachæus. I Lykkerus
+ med Jesus han hjemad drog,
+ og Lys der tændtes i Tolderens Hus,
+ som mer end en Sekel vog.
+
+Efteraar 1912.
+
+
+
+
+VRØD-I-VRONT OG MARI STONT.
+
+
+ Der so en Mand paa Vinkel Vratt,
+ de kaldt ham Vrød-i-Vront,
+ han to te Kwind en Hjaj fræ Bjatt,
+ og det war Mari Stont.
+ »Vrød-i-Vront og Mari Stont«
+ bløw te Sej æ Herred rundt;
+ _de_ war gjaen glaad ved lidt,
+ og møj de nowed ett.
+
+ Aa wank af Stej just _for_ det samm
+ war snaar djé jennest Lyst,
+ og nær den bette Lærki kam,
+ de høt hind aaltid føst;
+ grev de da hinaân og sprang
+ _Stonthues_dans te Lærkisang,
+ lejt og spøjt med Tor i Yw
+ som Lamm paa gammel Hyw.
+
+ Og hun plot Krusbær i æ Hied
+ og Trønbær i æ Mues,
+ og han to Ol saa tykk og fied
+ og band'em i hans Hues.
+ Vrød-i-Vront og Mari Stont
+ de haaj mir end jawen tront,
+ _de_ skuld bind wor Muer en Lim
+ og hwer en Krikk en Grim.
+
+ Og han kund hegs dæ Kai i Kow
+ og vis med Woll for Wand,
+ og hun kund spo, hvor Mett skuld bow,
+ og hwem hun fæk te Mand.
+ Han en Dram og hun en Skro,
+ _strax_ laa de en Skorsten po;
+ Mænd og Skorstjenn strøj de mej
+ paa gywtglaad Piggers Vej.
+
+ Og han kund si det særest nøj,
+ som anner ett vidst aa,
+ som Worr for Død og Bjærgmands-tøj
+ mell Minnestid og Daa.
+ -- -- Æ Ellpig fræ Flæskidam --
+ maatt æ Dæwl _hind_ annamm
+ _hun_ haaj rejen paa _hans_ Nakk
+ fræ Bæs te Kistelbakk.
+
+ Hwor der bløw spelt og raaft: Godtôr!
+ der war di i dje Es,
+ og kam _de_ stumlend te en Gord,
+ saa bløw der sgi Kommes!
+ Saa begynd æ Knæjt aa vals,
+ saa begynd æ Hund aa hals,
+ Vrød-i-Vront og Mari Stont
+ haaj Gled, saa det ku bundt.
+
+ Men nu er _Swot_ jo Lywkulør,
+ Maløwt er _nu_ di Dram.
+ Aa ta Pati for godt Humør
+ det regnes _nu_ for Skam.
+ Vrød-i-Vront og Mari Stont
+ med dje Klud og med dje Klont --
+ Gud ha Lov, de wal er død!
+ Hwor skuld _de_ faa dje Fød?
+
+ [Anm.:
+ _Stont, Stunthose_, fodløse Strømper; _Vratt_, Forager; _Hjaj_,
+ sølle Fruentimmer; _Bjatt_, Bjert (Landsby);
+ _Krusbær_, Tyttebær; _Lim_, Kost;
+ _Woll_, Pilevaand;
+ _Worr_, Varsler; _Bæs_, Bers;
+ _stumlend_, usikre i Gangen; _bundt_, klodse noget;
+ _Swot_, sort; _Maløtot_, Malurt; _Klont_, Byldte.]
+
+Vinteren 1913.
+
+
+
+
+BØRN FRA GYDEN.
+
+
+ »Jeg er vel kun en lille Pige
+ men faar jeg Mad og bliver stor
+ og faar jeg Sorgen til at vige,
+ saa skal jeg rigtig hjælpe Mor;
+ faar vi saa begge to en Kjole,
+ og jeg lidt bedre Sko til Skole,
+ saa har jeg ingen Ønsker fler,
+ naar Mor blot ikke græder mer.«
+
+ »Og jeg er én af de smaa Drenge,
+ som gjerne vilde gjøre Gavn,
+ men som har sultet altfor længe
+ i dette rige Kjøbenhavn,
+ men fik engang jeg nok at spise
+ saa sang jeg vist en anden Vise,
+ blev Hosten kvit, som nu jeg har,
+ og skulderbred og stærk som Far.«
+
+ Saa er vi Børn fra Kvist og Kjælder
+ -- ak, tusind vil kun halvt forslaa! --
+ for hvem det Liv og Helse gjælder
+ at kunne ud til Solen naa.
+ Det er saa tungt paa kolde Stene
+ som Barn at gaa forknyt og ene,
+ at vide Dagen er saa nær,
+ mens Mørket altid ruger her.
+
+ Nu kredser Fugl om Danmarks Strande,
+ kun Vingens _Skygge_ kjendes her --
+ der lyder Sang fra Skovens Rande
+ og Kuk fra lave Elmetrær;
+ men vi med Barnets Sind og Længsler
+ -- hvi spærres vi i disse Fængsler?
+ Skal alt faa Blomst og gro igjen,
+ og ikkun _Barnet_ visne hen?
+
+ Nej hjælp os til, før mat vi segne,
+ at faa vort Skud i Solen op,
+ hjælp paa det _sunde_ Hjærtes Vegne,
+ før Ormen huler ud vor Knop.
+ Kanske det Barn, som Lykken vrager,
+ skal bære Sten af Danmarks Ager,
+ naar Kløgt og Flid hos _hjulpen_ Mand
+ har hædret Barnets Fædreland.
+
+30/3 1913.
+
+
+
+
+SÆDEMAND.
+
+
+ En Bonde med sin Sædekurv --
+ det er for mig et Højtidssyn!
+ Naar Haren løb saa tung og trind,
+ og Løvet frynsed Skovens Bryn,
+ da skred han fra sin Ladeport
+ med Kurven paa sin venstre Lænd
+ didud, hvor Marken venter tavs
+ med voxen Daad til voxne Mænd.
+
+ Med Haanden i den gule Sæd
+ og Brystet frit mod Vinden op
+ hans Syn omspænder varmt den Jord,
+ hvor Harven gaar til Hyp og Hop.
+ I næste Nu hans tunge Sko
+ vil stempe Mulden dybt og fast,
+ mens Sæden spredes for hans Fod
+ i lange runde Nævekast.
+
+ Og Kurven knirker mod hans Lænd,
+ og Kjærner gule, Kjærner graa
+ de borer i den varme Muld,
+ og Solen dynger Guld derpaa.
+ Og Lærker synger, Græsset gror,
+ og Bier gaar i Blomsterdans,
+ og hvad paa Valborgdag blev saaet,
+ skal staa i Flor omkring Sankt Hans.
+
+ Det gror, vort kjære danske Brød,
+ det gror i Sol, det gror i Sang,
+ det gror i Arbejdsdagens Stræb
+ som under stille Kirkegang.
+ Det gror, det gror -- i Majnatsregn,
+ det gror i Dug ved Solhverslag,
+ naar Havrens Toppe ringler fint
+ til fjerne Klokkers Bedeslag.
+
+ O, Bonde med din Sædekurv
+ og i din grove Arbejdsdragt,
+ du tykkes mig i denne Stund
+ med selve Evighed i Pagt.
+ Imens du som en Offerpræst
+ henskrider tavs og alvorsfuld,
+ du signer med din højre Haand
+ den sorte grødesvangre Muld.
+
+ Tak, Bonde, med din Sædekurv!
+ Lad Landet grønnes i dit Spor,
+ saa vi med Stolthed Aar for Aar
+ tør pege paa den danske Jord.
+ Saa længe _du_ i Furen gaar,
+ saa længe _du_ har Arbejd kjær,
+ skal Danmark lægge Fold til Fold
+ i Sol og Storm og Bygevejr.
+
+10/5 1913.
+
+
+
+
+UNG VISE.
+
+
+ Alle mine Længsler de smyger sig om dig --
+ _did_deli, om dig! _dud_deli, om dig!
+ Bare en af dine nu gik den halve Vej --
+ _did_delu og _did_deli -- til mig!
+
+ Alle Havens Blomster de dufter kun om dig,
+ diddeli -- om dig! duddeli -- om dig!
+ Rose og Reséda og Lind og Volverlej --
+ diddelu og diddeli -- om dig!
+
+ Pløjer jeg min Ager, da synger jeg om dig --
+ diddeli -- om dig! duddeli -- om dig!
+ Lærken over Ploven med Sangen hjælper mig,
+ diddelu og diddeli -- om dig!
+
+ Biers Nyn og Sødme -- _alt_ minder mig om dig!
+ diddeli -- om dig! duddeli -- om dig!
+ Al min Gjerning bliver ved dig en Blomsterleg,
+ diddelu og diddeli -- om dig!
+
+ Sidder jeg i Kirken, jeg tittet hen til dig,
+ _titterli_ -- til dig! -- _tutterli_ -- til dig!
+ derfra op til Altret, hvor du vil staa med mig --
+ diddelu og diddeli -- med _mig!_
+
+19/8 1913.
+
+
+
+
+GAMMEL JEHANNES HANS NØJESVIS.
+
+
+ Æ Klokk haar slan æ Or er gan --
+ en nøj vil rist si Ving,
+ _den_ haar en gylden Kied te somm,
+ en Sel te flir dje Bring.
+ Æ Kokk ka gaal dje Kraaser krumm,
+ men ingen ved, hwad Or de'el komm.
+ Aa-e-ja!
+ Hwem der en jenle Kik maatt ha!
+
+ Men render end _di_ Klokk i Sto,
+ Worherr haar jen, der gor!
+ Den sædr æ Tid, nær aalt ska gro,
+ og toler ett, det stor.
+ Aak, fæk _a_ søen en Nøjesgaw,
+ da vild a gled mæ aall mi Daw.
+ Aa-e-ja!
+ A for den Ot, som _a_ ska ha!
+
+ Men helsen er der faa tefreds
+ ved denne Verdens Burd,
+ far de faar _min_ og anner djes
+ rajt grundig o æ Jurd.
+ Men kund enhwer bestemm æ sjel,
+ da skuld I baare si en Spel
+ -- aa-e-ja!
+ hwad Nøjesgaw enhwer vild ta!
+
+ Mi Nobo Trowls han vild nu drikk
+ fræ Maan te Awtensend,
+ saa du kund po hans Øwn prikk,
+ imen æ Glajs han vend;
+ en Kuen, der villig bor for Burd,
+ en Bimpel som en Oxehued
+ aa-e-ja --
+ det war den Gav te Trowls vild ha.
+
+ Wor Slagter han haaj ett imud,
+ te Folk vil _rigtig_ fraas,
+ te vi gik forlænds te æ Burd
+ for ret aa fyld wor Kraas;
+ det war hans Handl aa si opo,
+ te stue Swyn de od dem smo,
+ aa-e-ja --
+ det Syn han lig ku lid aa ha!
+
+ En Skræjers Nol haar gued Kor,
+ hwor »Hold-ijen« er henn;
+ en pyntsyk Kwind i hwer en Gord,
+ en Flok af skjødløs Swenn,
+ en nøj Slaws Mued hver Maanedsdaa
+ -- da er æ føst, wor Skræjer er glaa;
+ aa-e-ja; --
+ æ Regning -- den fôr _do_ og _a_!
+
+ Wor Smed han blæser uden Row
+ og ønsker uden Len,
+ te aall wor Plag maatt smid dje Skow
+ og komm te ham ijen;
+ og kyrer do di Plow i Gras --
+ da ved _a_ jen, det er tepas --
+ aa-e-ja!
+ tho grassed Plov si Smed maa ha!
+
+ Wor Tækkimand, der fæk æ ild,
+ om ingen gjord ved Hus,
+ a tinker wal, han gjan vild,
+ te Kjørmes Knud ku bus,
+ saa hwer en Tot af Taag maatt flyw
+ og fust si Vej fræ Skaw te Skyw --
+ aa-e-ja!
+ det vild den Træjring gjaen ha!
+
+ Wor Snejker ber om Low aa law
+ en Kist aa putt dæ i,
+ der aalle jen Stej skuld dæ skaw
+ men blyw jawn laang og vi;
+ en søen jenle bette Hyr
+ nu men _æ Row_ det er saa dyr --
+ aa-e-ja,
+ den vild wor Snejker gjaen ha!
+
+ Wor Krormand vinker i hans Dar,
+ han gir saa nødde Slip,
+ saalæng di Paang er nueting ward
+ og du ka syk en Drip.
+ Men drik di _sidste_ Øg af Staald --
+ da faar du snaar hans: »Guj i Wold!«
+ aa-e-ja --
+ det jennest Gued di Krormand ga!
+
+ Wor Prokuraater plot mæ nær,
+ det gik lig ad æ Skind;
+ men læ ham mød med den Salær,
+ nær _sidst_ Instans gaar ind.
+ Da kund en moski fo si Peng,
+ men _da_ 'r æ bløwn søen _lowle_ læng --
+ aa-e-ja
+ da vild _a_ nødde _hans_ Plads ta!
+
+ Wor Degn han synger faale falsk
+ i Amen ved æ End.
+ Han slaar æ Knæjt, og han slaar dwalsk,
+ det maa di Pejr bekjend;
+ men gi hans Kuen te Ywl en Aând,
+ saa spaarer han det kje-re Baân!
+ Aa-e-ja!
+ men âandløs Bøen _braa_ Haak maa ha!
+
+ Wor Præst han viger ett en Tomm
+ fræ Trowens san-de Urd.
+ Vi Syndre maa putt i hans Lomm,
+ og den er jawnhen stur.
+ Men nok aa gywt og nok aa døef,
+ saa fild der Hawr i æ Præjst hans Krøef,
+ aa-e-ha!
+ en Gjewt den Præjstlomm da ka ta!
+
+ Den Krigskaal, der er no paa Mued,
+ han _er_ en Landeplaw;
+ hwad der skuld komm woss aall tegued
+ ka _han_ guff i hans Maw,
+ og Sor og Hordhid, Blod og Kri
+ han vild, æ Land sku dejgnes i.
+ Aa-e-ha!
+ Det bløw en stywle Dram aa ta!
+
+ Nej, _a_ vil ønsk jer _Lykk_ og _Fred_,
+ saalæng enhwer ska løw,
+ saa ingen gjør den naaen Fortræd,
+ hwad ondt han end maa døw;
+ te Byg mott bær og Row mott grow,
+ og hwer mott malk si egen Kow,
+ aa-e-ja --
+ for _søn_ en Lykk wor Lyw vi ga!
+
+ [Anm.:
+ _Nøjesvis_, Nytaarsvise; _slan_, slaaet; _æ Or_, Aaret; _gan_,
+ gaaet; _Sel_, Sele;
+ _sædr_, passer; _den Ot_, den tilmaalte Del;
+ _anner djes_, andres;
+ _Maan_, Morgen; _æ Glajs_, Glasset;
+ _skjødløs_, skjødesløse; _Mued_, Mode;
+ _Len_, Ophør; _i Gras_, itu;
+ _Kjørmes Knud maatt bus_, Nordenstormen maatte rejse sig i sin
+ Vælde; _fust_, fare bort; _Skaw_, Skave; _Skyw_, Skive;
+ _Træjring_, Gavtyv;
+ _skaw_, gnave; _vi_, vid; _jenle bette Hyr_, en lille Bestilling;
+ _Row_, Rug;
+ _syk_, synke;
+ _plot_, plukkede;
+ _dwalsk_, slem, haardt; _Aând_, And; _braa Haak_, dygtig Klø;
+ _Gjewt_, den Portion, man giver et Dyr i Krybben;
+ _Sor_, Saar.]
+
+18/1 1914.
+
+
+
+
+HANS KAARSBERG.
+
+
+ Der red en Rytter over Steppen hvast;
+ saa muntert hoppede hans Huekvast.
+
+ Der sad en Doktor i et Vennelag,
+ og ingen hørte Hanen varsle Dag
+ for Ordets Fest, for Viddets Latterbrag.
+
+ Hvor denne Digter-Doktor tager Sæde,
+ der hopper Bægrene af Fryd og Glæde.
+
+ Et mandigt Hjærte og en følsom Aand,
+ Kirurg og Jæger -- samme sikre Haand!
+
+ Og _skal_ den vilde Hare _skydes_ tam,
+ i Guds Navn, Venner, lad det ske ved ham!
+ Han vil ej skjænde Skovens Tempelro
+ ved plumpe Skud mod Hjortens unge Ko.
+ Han kjender Brokkens Hus og _Vildtets_ Veje,
+ men sænker Bøssen for at se _det lege_.
+
+ Paa Fantasiens høje Ørkenridt
+ -- hvor skued han fra Sadlen milevidt!
+ Vi har Poeter nok i emsig Dont,
+ men faa med denne Digters Horisont.
+
+ Den Nattergal har lidet rørt hans Sind
+ saalidt som »Poppedreng« paa sukret Pind,
+ og endnu har han holdt sig i at daane,
+ selv om i Sorø Sø han saa en Maane.
+
+ Dog bølger stærke Sange i hans Sjæl,
+ og Rytmen gjorde ofte rap hans Hæl.
+ Det stærke Blik, der kunde haane vildt,
+ det har jeg set bag Brillerne saa mildt,
+ naar Poesiens glade Glimmertraade
+ blev snoet til Streng ved høje Guders Naade!
+
+24/1 1914.
+
+
+
+
+LANDARBEJDER-SANG.
+
+
+ Saa langt jeg stirrer i Danmark ud,
+ jeg skuer vist tusinde Hytter;
+ de skaller i Frost, og de drypper i Slud,
+ i Blikstille staar de og lytter;
+ og Vinden hvisker ved Gavlens Straa,
+ mens Solen gaar mægtig af Havet.
+ Pas, Danmark, vel paa de Hytter graa,
+ dér ligger din Skjæbne begravet.
+
+ Vi skatted for længe til Pragt og Prunk
+ bag klingende Titler og Navne;
+ hvor een kan føre sig stolt og strunk,
+ maa hundrede sukke og savne.
+ Men Folkets Lykke var sjældent dér,
+ hvor Falke om Duerne rives,
+ langt oftere hist paa lave Kjær,
+ hvor Byggen ved Midsommer trives.
+
+ Naar Danmark ligger i lyse Tavl
+ saa kjært mellem Bøg og Linde,
+ mon ej hin Mand bag den skjæve Gavl
+ har virket det -- han og hans Kvinde?
+ Mon ej med Troskab i Savn og Flid
+ I brugte Ploven og Hakken?
+ Hvorfor faar I da en ussel Hvid,
+ mens andre ta'r Lønnen og Takken.
+
+ Hvor Greven stænger sit Vangeled
+ for andre end Hjort og Hare,
+ mens Slideren dyrker sit magre Bed --
+ dér synes mig Landet i Fare.
+ Men I, hvis Arv blev den stærke Krop,
+ de hærdede Muskler og Arme,
+ stem Ryggen mod og skub Leddet op,
+ og kun et Par Grever vil larme!
+
+ Men skal I vinde jer Ret en Dag,
+ I faar den vist ej som Gave,
+ først efter mange og drøje Slag
+ mod Fejghed, ja Kolber og Stave.
+ Men gaar til Kamp det for Barn og Hjem,
+ og skulde for Alvor det gjælde,
+ se ikke skræmte fra Døren frem,
+ som Hønen ser op fra sin Nælde.
+
+ Den Kamp, I rejste for Hyttens Kaar,
+ den fører I helt for os alle.
+ Skal Lykken trives i Danmarks Gaard,
+ maa Fordommes Stenmure falde!
+ Lad Hjorten knejse bag Pigtraadsnet,
+ lad Lehnsjordsfasanen sig svinge --
+ men Manden har dog en større Ret,
+ og Retfærd en videre Vinge.
+
+14/5 1914.
+
+
+
+
+LILLE EDITH.
+
+
+ Det var i den Time, hvor Ax og Rør
+ sig sænker mod Aftenrød:
+ et legende Barn kom til min Dør
+ saa tindrende glad og sød.
+
+ Og Lokkernes Ynde saa fyldigsort
+ nedringled paa Axlen frit,
+ og Blikket, saa kandisbrunt og stort,
+ omsvævede skjælmsk og blidt.
+
+ Hun smuttede ind og ud igjen,
+ som Straalen gjennem et Glar,
+ imens en vimrende Hundehvalp
+ hun løftede op og bar.
+
+ Hun legede ned ad min Trappesten
+ med Blomster og Hund og alt;
+ hun legede under den Rosengren
+ paa trinde, fjedrende Barneben.
+ _Da_ midt under Legen hun faldt!
+
+ Hvorledes? hun rejser sig ikke op!
+ Hun løfter ej Haanden mer;
+ det sprælske Knæ og den lille Krop
+ nu ligger saa tungt som Ler.
+
+ -- Du elskede lille Edith-Sjæl,
+ som vied til Sorg mit Hus,
+ end staar der Spor af din Barnehæl
+ herudenfor i mit Grus.
+
+ Du lille Straale fra Livets Vaar,
+ hvi havde du al den Hast?
+ -- En Straale kommer, en Straale gaar,
+ og ingen kan holde den fast.
+
+ Du gled tilbage mod Dybets Favn
+ til Solen, der sendte dig ud.
+ De _Vise_ strides om Solens Navn,
+ de _Grædende_ kalder den: _Gud_.
+
+6/8 1914
+
+
+
+
+BRYLLUP.
+
+
+ Du var ung, du var frisk som den vaarfødte Blæst,
+ naar den stryger langs pløjede Kjær,
+ du var smidig i Kast, og en Yngling i Spring,
+ og din Latter laa rede og nær.
+
+ Og du fór paa dit Hjul langs de stenslagne Spor,
+ mere rapt end den spejdende Ravn,
+ og du skrev os en Saga om Sejghed og Mod,
+ mens Udholdenhed kroned dit Navn.
+
+ Du tog Bøssen fra Knag, blev en Jæger med Lyst,
+ stolpred hjem under Fuldmaanens Skjær,
+ mens i Natten du lytted til Regnspovens Fløjt
+ højt til Vejrs over Barndommens Kjær.
+
+ Da jeg traf dig som Mand, da jeg vandt dig som Ven,
+ og dit Venskab blev uden en Sprag,
+ intet Falsk i dit Blik, ingen Svig i din Mund
+ ingen Rømning fra Ord eller Sag.
+
+ Se, da gled der en Sky for din høstblanke Sol,
+ stænked Fugt paa din rustfrie Sjæl,
+ og jeg selv blev saa tavs ved at se, hvad jeg saa,
+ at en Orm havde stunget din Hæl.
+
+ Men nu stiger der Dagning for Vindvet paany,
+ alle Skyggerne gled deres Vej,
+ hør Forjættelsens Klokker de ringer mod Sky,
+ og de Klokker de ringer for dig!
+
+ Thi en Kvinde har listet sin Arm under din,
+ du har vundet den yndigste Ven,
+ hun vil smykke dit Hjem med sin Ynde, sit Smil
+ og gi Liv til din Ungdom igjen.
+
+ Kommer Tyngselens Aand som til Tungsindets Saul,
+ synes Dagen dig møjsom og sort,
+ ryk til Arnen din Stol, tag din Hustru paa Knæ,
+ hun vil stryge dig Skyggerne bort.
+
+ Se det lyner af Sværd, mens I slutter jer Pagt,
+ der staar Angst af den bævende Jord.
+ Men om Verdner end brænder, skal Elskov ej dø,
+ se, dens Blomst staar i Asken og gror!
+
+23/9 1914.
+
+
+
+
+SØLVBRYLLUP.
+
+
+ Femogtyv' Aar
+ de gi'r mange Slags Kaar,
+ de gi'r Jubel og Sorg, alt som Huen den staar.
+ Femogtyv' Aar
+ gi'r den Smule, vi naar,
+ giver Godtvejr og graat Vejr og Høst efter Vaar.
+
+ Femogtyv' Aar
+ de gi'r Føl, de gi'r Faar,
+ de gi'r tusinde Ting, som en Bonde attraar.
+ Femogtyv' Aar
+ gi'r en Mage og Maar,
+ giver Børn i din Stue og Liv i din Gaard.
+
+ Femogtyv' Aar
+ giver Sølv i dit Haar,
+ ogsaa Sølv i din Pung, om dig Lykken bistaar.
+ Femogtyv' Aar
+ giver Skrammer og Skaar,
+ giver let Sind og træt Sind, mens Skyerne gaar.
+
+ Femogtyv' Aar
+ gi'r den Lykke, du faar,
+ gi'r dig Pligtslid og Gigtslid i Lænder og Laar.
+ Femogtyv' Aar
+ gi'r en Mand i hans Gaard,
+ gi'r dig Præg, som du bærer, til Domsklokken slaar.
+
+ Femogtyv' Aar!
+ Om I sleger hæ' slaar,
+ kom I bare _igjen,_ om med Hæder I gaar.
+ Femogtyv' Aar!
+ Kom med Sødme som Saar,
+ vi skal vandre jer ud, om vi stumler hæ' staar!
+
+9/10 1914.
+
+
+
+
+VED SUSAAEN.
+
+
+ Det var ved Susaaens Vande,
+ du tripped saa ung og sund,
+ med Aftenens Guld paa din Pande
+ og Kyssets Dug paa din Mund.
+
+ Der var i de danske Skove
+ ej Rønnebær mere rød
+ end dine Læber var røde
+ hin Aften mod Nedgangens Glød.
+
+ Det var ved Susaaens Vande,
+ jeg husker ej Sted eller Stund,
+ kun Lysets Leg paa din Pande
+ og Kyssets Dug paa din Mund.
+
+18/10 1914.
+
+
+
+
+GODT MOD!
+
+
+ Den skjælmske Gjøg, som ler paa Danmarks Vang,
+ han kukker helst til den, som først er ude,
+ og Morgensolen saa jeg mangen Gang
+ at slænge Guld igjennem fattigst Rude.
+
+ Det Lykkesind, der frydes ved Guds Sol,
+ det styrker Landets Marv og Ligevægten,
+ det gjør selv Gaasebænk til Kongestol
+ og skyder Stræbepiller under Slægten.
+
+8/11 1914.
+
+
+
+ * * * * *
+
+TRE KRIGSDIGTE.
+
+
+
+
+MILITARISTEN TALER:
+
+
+ Brænde skal Verden, brænde skal alt,
+ Slotte, Kaféer, Katedraler,
+ ej blot dit Forraad af Mel som af Malt,
+ hvad du har sparet af Sødt eller Salt,
+ men ogsaa de blaa Idealer!
+
+ Himlen histoppe, Guds Jagtrevier,
+ drysse den skal som brændt Papir
+ ned over trampede Sletter!
+ Siden med Krudtrøg og Mørseres Brum
+ atter vi fylder det tomme Rum
+ og Klodens bestjærnede Nætter.
+
+6/12 1914.
+
+
+
+
+DIPLOMATER.
+
+
+ Moses styrede Israels Stat,
+ Aron var øverste Diplomat
+ med to gyldne Horn udi Panden.
+
+ Moses gik sig en Morgentur,
+ Aron tog sig en Middagslur,
+ men hvem der ej sov det var Fanden.
+
+ Da Aron vaagned og Moses kom hjem
+ dem mødte alt Folket, som dansede frem
+ med trukken Kniv mod hinanden.
+
+6/12 1914.
+
+
+
+
+KEJSERENS GUD.
+
+
+ Han talte for Fronten til Folk og Hær;
+ med Jernhaand løfted han højt sit Sværd
+ og raabte fra Sadlen i alt sit Skrud:
+ »Vid, Kejserens Gud er en vældig Gud!«
+
+ Han førte de Hære mod Frankerland,
+ og Byer og Borge gik op i Brand.
+ Da trodsed en Fæstning hans Herskerbud.
+ Men Kejserens Gud er en vældig Gud!
+
+ Det lød i Stormen: »En Mørser frem!«
+ Da splintredes alt fra Syld til Rem.
+ Kun Grus var Borgen ved tredje Skud.
+ Jo, Kejserens Gud er en vældig Gud!
+
+6/12 1914.
+
+ * * * * *
+
+
+
+SALME.
+
+(AF »JENS LANGKNIV«.)
+
+
+ Tag min Sjæl
+ naaderige Gud,
+ før min Marterpæl
+ skyder nye Skud!
+ Satans Vingestræk
+ rev min Modstand med.
+ Tag mig Synder væk
+ til din Fred!
+
+ Syndsens Spe
+ stinger Kjød og Blod,
+ Taarens Anger-Ve
+ drypper for min Fod.
+ Alt hvad jeg fik kjær,
+ Moder, Viv og Ven --
+ Verdens Bygevejr
+ bar det hen.
+
+ Slangen bed;
+ Smertens Skaal løb fuld,
+ mens i Mulm jeg stred
+ for en Sjæl af Guld.
+ Om min Kjærlighed
+ regnes mig til Fejl --
+ Herre, skjær den ned
+ med din Segl!
+
+29/12 1914.
+
+
+
+
+HILSEN TIL ESBJERG
+
+
+ Her gik Træk af vilde Svaner
+ over denne Grund engang,
+ der hvor nu de høje Kraner
+ synger deres Kjættingssang.
+ Sneglehus og Muslingskal
+ her gav Plads for Skibes Tal.
+
+ I de høje Maanenætter
+ bli'r din Bølge tit saa kaad,
+ vildt den over Molen sætter
+ ned i Bark og Fiskerbaad.
+ Fløjten ryster Torv og Tind,
+ naar din Englandsbaad gaar ind.
+
+ Kjække By af Bølgens Naade,
+ Havet rigt og lunefuld
+ vipper dine Fiskerbaade,
+ slænger for din Port sit Guld.
+ Sommerkvældens Vestenvind
+ aander Salt paa Barnets Kind.
+
+ Havets Rytme, Flod og Ebbe,
+ lad den svulme i dit Blod!
+ Smaalighedens strøgne Skjæppe
+ -- nej, til den er du for god!
+ Jydens Kløgt og Handelsaand
+ slaar din Haand i Verdens Haand.
+
+ Salt i Blodet, Salt paa Tungen
+ -- ej blot Salt paa Fedtogbrød! --
+ Aabent Sindet, aaben Pungen --
+ da har Staden aldrig Nød.
+ Havets blanke Landevej
+ blinker for dit Barn og dig.
+
+ Naar en Dag hint Verdensbulder
+ stilner i en Broderfred,
+ naar Evropas syge Skulder
+ atter læmpes lindt i Led,
+ da gjør snart en Nytids Gry
+ dig til Jyders Første-By!
+
+18/3 1915.
+
+
+
+
+NIELS BRANSAGER.
+
+
+ Saa lyst et Sind, som her gled under,
+ jeg mødte kun den ene Gang;
+ thi du, som her i Kisten blunder,
+ var Folkets Barn i Tro og Trang,
+ og alt hvad Skjønt det Folk skal naa,
+ _dit_ Ynglinghjærte nynned paa.
+
+ En Stridsmand var du blandt de kjække,
+ det kjendtes trindt om Sjællands Kyst;
+ da kom en Pil fra Dødens Snekke
+ og traf dig i dit unge Bryst.
+ Men selv paa Smertens Sygeseng
+ du fingred ved din Buestreng.
+
+ O, Livets Gud, som skjænker Kraften,
+ hvi høsted du hans Rug saa grøn
+ og ringed Solen ned før Aften
+ for denne Lysets muntre Søn?
+ Ubrugte Evners lyse Guld --
+ hvor tungt paa jer at kaste Muld!
+
+ Men naar det gror i Danmarks Ager
+ og gjærer varmt i Folkets Sind,
+ og naar paa Sejrens Dag vi flager,
+ _hans_ lyse Navn gaar med os ind
+ -- med Duft af Kløver mild og sval --
+ i Mindets høje Frihedssal.
+
+ -- Kom Vaarens Vind, og stryg hans Pande,
+ kom, Foraarsblomst, og kys hans Mund,
+ før over Gravens mørke Rande
+ han sænkes ned i Sjællands Grund,
+ hvor Blomst skal spire, Haab skal gro
+ af Fædrejord og Ynglingtro!
+
+2/4 1915.
+
+
+
+
+JENS HANS HYWLBOR.
+
+
+ Jens Bruus han haaj ingen anne Vogn
+ end en Hywlbor,
+ men han war kjend øwr æ hiele Sogn
+ for hans Hywlbor.
+ Den fløjt som Ryler en Ruskregnsnæt,
+ den tut for Tier, den fløjt for Fjedt,
+ Jens hans Hywlbor,
+ Jens hans Hywlbor.
+
+ Jens Bruus han hint hans Ywlbrændmen hjem
+ po hans Hywlbor,
+ og det war nøj der haaj Fynd og Klem,
+ -- spør æ Hywlbor!
+ Dér lo hans Wanter, dêr hwilt hans Dunk,
+ dér gik han sjel lisse strøg og strunk
+ baag hans Hywlbor,
+ baag hans Hywlbor.
+
+ Jens Bruus han tyt sæ en holden Mand
+ baag hans Hywlbor,
+ og spyt teframm øwr en javn Tønd Land
+ fræ hans Hywlbor.
+ No haaj han Edels og Hus og Skywl,
+ og Brændmen nok te en kristle Ywl
+ po hans Hywlbor,
+ po hans Hywlbor.
+
+ Da Jens war landed paa Dosbjærg Bakk
+ med hans Hywlbor,
+ da drap æ Swed fra hans Haag og Nakk
+ i hans Hywlbor.
+ »Harens!« raaft Jens. »Kluk-klunk!« swor æ Dunk,
+ og niedad skor æ med Skump og Skunk
+ i hans Hywlbor,
+ i hans Hywlbor!
+
+ Det tyt æ Hund' war for gløj en Vals
+ med en Hywlbor;
+ der hwirlt en Kytter fræ hwer en Sals
+ mod hans Hywlbor.
+ De kløj dje Gummer mod Jens hans Bjenn,
+ saa no begynd sgi æ Bruus aa skjenn
+ med hans Hywlbor,
+ med hans Hywlbor.
+
+ _Det_ peef og klawed sæ uden Ro
+ fræ æ Hywlbor;
+ det war en Jammer aa hør opo
+ _aa_ en Hywlbor!
+ Æ Dunk den hopped i hyw Galop,
+ æ Bruus strat ud, men æ Hund holdt Trop
+ med æ Hywlbor,
+ med æ Hywlbor.
+
+ Med Jet begynd æ aa vrikk og wakk
+ i æ Hywlbor;
+ fár Jens han nowed æ Bund aa æ Bakk,
+ støwt æ Hywlbor.
+ Æ Værk stod still, det ga ett en Mjav;
+ æ Dunk -- den trilt ad en Mergelgrav
+ uden Hywlbor,
+ uden Hywlbor.
+
+ Jens Bruus han so paa en Knold og græd
+ uden Hywlbor:
+ »Mi Ywlbrændmen -- no legger æ dér
+ -- og mi Hywlbor --!
+ Mi Lyng mo bjerres i Mues og Hied;
+ men Dæwlen skuld da hint Brændmen mier
+ po en Hywlbor,
+ po en Hywlbor!«
+
+ [Anm.:
+ _Hywlbor_, Trillebør; _tut_, tudede; _Tier_, Tjære;
+ _Ywlbrændmen_, Julebrændevin; _strøg_, nydelig;
+ _tyt_, syntes; _teframm_, fremefter; _Edels_, Mad; _Skywl_, Husly;
+ _Haag_, Hage; _harens_, afsted; _skor æ_, skar det; _Skunk_, Stød;
+ _gløj_, hæftig, hed; _hwirlt_, hvirvlede; _Kytter_, Køter; _kløj_,
+ kløede; _skjenn_, løbe løbsk;
+ _holdt Trop_, h. Stand;
+ _wakk_, vakle; _støwt_, styrtede;
+ _sô_, sad; _bjerres_, bjærges;]
+
+14/5 1915.
+
+
+
+
+SEJ MÆ, SKA VI MEJ I KRI?
+
+
+ Sej mæ, ska vi mej i Kri?
+ Kan æ dryw wor Dar forbi?
+ Vi er Bønder for Worherr,
+ løwer derfor helst i Fred.
+
+ Fred mo te, hwor nøj ska grow,
+ Fred po Awer, Fred po Low;
+ Fred i Hus som Kongens Gord,
+ det er søen, en Land bestor!
+
+ Hwad de Stur fæk rejen nied
+ i en Ywbliks Kowtehied
+ kan de biel og bittesmo
+ krassel mej, te de blywr gro.
+
+ Vi vil _Kamp,_ men aalle _Kri_.
+ Kamp det er der Mjenning i.
+ Kamp gir Kræfter, Lyw og Spel.
+ Kri slaar Lyw og Mand ihjel.
+
+ Der er andt, vi haar aa gjør,
+ ogsaa andt end ælt wor Smør:
+ Gjør wor Land saa skjøn og fri,
+ te dem bejst kund tryws deri.
+
+ Det mo vær wor dawle Lær:
+ Urets Brød mo ingen tær,
+ ingen Ridt paa naaen Mands Nakk,
+ liggud Ret i Gord og Brakk!
+
+ Hwis en Ryk bløw krum med Ær,
+ hwis en fæk formøj aa bær,
+ len en lidt, og lidt ijen;
+ dæ vil anner saa gi Len!
+
+ Nys wor Low bløw lig for aall,
+ søen en Low vil vi behold.
+ Krænkes den, saa slaar vi te,
+ saa de skal blyw legn derve!
+
+ [Anm.:
+ _rejen_, redet; _Kowtehied_, Overmod; _krassel_, mase;
+ _tryws_, trives.]
+
+24/7 1915.
+
+
+
+
+BARN OG MOR.
+
+
+ Vug mig, Mor,
+ mens min spæde Livskim gror;
+ vug det Onde af min Vej,
+ vug det Sunde op i mig!
+ Vug mig, Mor,
+ mens mit Pust i dit sig snor.
+
+ Vug mig, Mor,
+ nu da Rug til Ringlen gror,
+ Lærkesang paa Søndenvind
+ smyger i din Nynnen ind.
+ Vug mig, Mor,
+ saa jeg rank som Rugen gror.
+
+ Vug mig, Mor,
+ ved en Bøn for det, du tror.
+ End vi vakler samme Vej,
+ siden kanske slipper _jeg_!
+ Vug mig, Mor,
+ mens vi begge barnligt tror!
+
+ Vug mig, Mor,
+ varsomt i mit Skjæbnespor;
+ vug mig til en helstøbt Mand,
+ glad ved Hjem og Fædreland.
+ Vug mig, Mor,
+ til at staa ved Arv og Ord!
+
+ Vug mig, Mor,
+ løs saa op din Trøjes Snor,
+ da bag Barmens Særkesøm
+ di'r jeg til mig Livets Strøm.
+ Vug mig, Mor,
+ mens ved dig jeg di'r mig stor.
+
+ Vug mig, Mor!
+ I din Aande Søvnen bor.
+ Naar jeg sænker Øjet i,
+ svæver Drømmens Gud forbi.
+ Vug mig, Mor!
+ Snart jeg følger i hans Spor.
+
+7/8 1915.
+
+
+
+
+INVALIDEN OG KRISTUS.
+
+
+ Jeg pløjede min Ager fra Øst og til Vest,
+ at pløje var mig altid som en Fest --
+ jeg pløjed uden Ro, uden Rist,
+ Herre Christ,
+ til _Krigen_ tog først mig og saa min Hest.
+
+ Min Hest, som jeg har klappet paa Mulen mangen Gang,
+ fordi den gik saa villig for sin Stang,
+ dens Bug rev de op med en Gnist,
+ Herre Christ,
+ nu ligger den som Aadsel fjernt i Vang.
+
+ Min Plov staar nu og ruster og synker halvt i Jord,
+ mens Ukrudt om Muldfjælen gror;
+ min Hvede, som jeg saa'de der sidst,
+ Herre Christ,
+ af den har Ravne næppe levnet Spor.
+
+ Min Hustru, min Anna, som sammen med mig stred,
+ fra Sol stod op til møjsom den gik ned,
+ mer ribbet nu end Kragen paa Kvist,
+ Herre Christ,
+ den Stakkel gaar en Tiggers tunge Béd.
+
+ Og mine raske Drenge saa ferme alle fem,
+ den yngste dog den kjæreste af dem,
+ hvem gir dem deres Brød uden Brist,
+ Herre Christ,
+ naar deres Far nu aldrig vender hjem!
+
+ Jeg pløjede min Ager med Hors og med Hest,
+ jeg pløjed den, som gik jeg til en Fest;
+ jeg pløjed den saa gjerne som sidst,
+ Herre Christ,
+ om ej jeg havde mine Hænder mist.
+
+Vinter 1915.
+
+
+
+
+BONDEFJOL.
+
+
+ Der hænger paa min Nabos Væg
+ en gammel Bondefjol;
+ dens Strenge stritter nu med Skjæg,
+ og kløvet er dens Stol,
+ dens Skrueværk er graat af Støv,
+ selv ser den ud som blind og døv,
+ men har du Haandelag, da prøv
+ den gamle Bondefjol!
+
+ Paa rusten Søm, i Uldgarnsstrop,
+ den hængte, -- lidt paa skraa;
+ hvor tit som Barn jeg kravled op
+ og strakte mig paa Taa.
+ Da lød til mig dens Brumlestreng
+ som Humlens i en mosset Eng,
+ hvor Far med Tejne, Tøs og Dreng
+ var gangen ned at slaa.
+
+ Aa, den er fuld af kaade Ting,
+ den gamle Bondefjol,
+ af Hamborgskotskens Stamp, og Sving
+ af Svejtrit og Tyrol;
+ det koger af dens Lydhul op
+ med Skjørtesus og Pigehop,
+ og Konefødder i Galop
+ ind under Hvergarnskjol'!
+
+ Saa har du fulgt vor Bonde god,
+ _min_ trældomsbrudte Slægt,
+ og lettet ved det sunkne Mod
+ og linnet Aagets Vægt.
+ Om Ridefogden, rød og tyk,
+ lod Stokken gaa paa Knøsens Ryg,
+ et Strøg paa dig -- da veg hvert Tryk
+ af Hoveri og Ægt!
+
+ I dig laa gjemt den sidste Gnist
+ af Glædens Alterbrand,
+ naar Spil og Dans og Skjørtehvist
+ var sat i Rigens Band.
+ Da -- lænet til en stubbet Kind --
+ du lo endnu om Kys og Kvind,
+ ja, listed dine Toner ind
+ til surest Mørkemand.
+
+ Om Præsten i sin sorte Kjol
+ lod salte dig et Ris
+ og smæded dig fra Prækestol
+ med Marcus og Mathis,
+ dog Ungdom saa til Ungdom hen,
+ og Glutten smiled til sin Ven,
+ og Søndag Aften klang igjen
+ din vante »Repetis«!
+
+ Saa længe Lærkers glade Hær
+ har Bo i Kløvervang,
+ vil danske Hjærter kræve mer
+ end altid Salmesang;
+ du gamle slidte Bondefjol,
+ du passer slet i Degnestol;
+ hvor Juninattens Gjøge gol,
+ der heded os din Klang!
+
+ Min Barndoms kaade Violin,
+ læn dig mod denne Kind;
+ om end dens Stubber kradser din,
+ har _vi_ det samme Sind,
+ den samme Jubel i vort Bryst,
+ den samme Sang i Nød og Lyst,
+ som svulmer om den danske Kyst
+ fra Korn og Søndenvind.
+
+5/4 1916.
+
+
+
+
+KJØRMES KNUD.
+
+
+ »Kjørmes Knud'
+ han holder herud'
+ med hans fir' hwid' Sud'.«
+ _Buendmandssej'._
+
+ Kjørmes Knud, hør ham tud
+ te hans krid-hwid Stud,
+ nær han swinger hans Swøef fra Nordowst om dje Snud!
+ Kjørmes Knud med hans Stud
+ sætter sni øwer Fur
+ saa det knarker af Frøst fræ dje Bringstykk og Pud.
+
+ Kjørmes Knud, Kjørmes Knud,
+ a haar tit høt dæ tud
+ som i Daa, nær æ Rim den vild blind mæ mi Rud.
+ Kjørmes Knud, Kjørmes Knud
+ sikken Vejlo derud!
+ I haar Snø i jer Skjek bode dæ og di Stud.
+
+ Kjørmes Knud, Kjørmes Knud,
+ det war faale te Stud,
+ søn det wolmer og kwolmer med Snø fræ dje Snud.
+ Kjørmes Knud, Kjørmes Knud,
+ faa da Hold paa di Stud;
+ tho æ Himmel den stor i jen Toeg for mi Rud!
+
+ Kjørmes Knud, Kjørmes Knud,
+ ka du skjøtt dæ derud,
+ tho do hwister med Halmstakk som anner med Klud.
+ _Øwr_ æ Møn! Læd no vær!
+ Ka do ogsaa kjør dær!
+ Hwem haar røjt dæ di Stud, da do sidst haaj em fræ.
+
+ Kjørmes Knud, med di Stud
+ kyr do twat for mi Rud
+ med en Stjat lisse laang som fræ Naur og te Bur.
+ Kjørmes Knud, vælt derud
+ no æ Skorsten si Tud,
+ saa Gud naadigen spaar jen æ Taag po æ Mur!
+
+ Kjørmes Knud kjørr med Stud
+ twat paa Marker og Mur,
+ øwer Knold, øwer Kjar, øwer klukkendes Tud,
+ Kjørmes Knud, Kjørmes Knud.
+ Hej! no skjenner hans Stud
+ og tar Herred og Sown i jen brølendes Fur!
+
+ [Anm.:
+ _sætter sni øwer_, sætter skraas over;
+ _Skjek_, Skjæg;
+ _faale_, farlig; _wolmer_, ryger;
+ _skjøtt dæ_, vare dig; _hwister_, smider med; _røjt_, røgted;
+ _twat_, tværs; _Stjat_, Vognstang; _Tud_, Tude, Pibe; _æ Taag_,
+ Taget;
+ _Tud_, lukket Trærende under Engveje; _skjenner_, løber løbsk.]
+
+11/8 1916.
+
+
+
+ * * * * *
+
+DE FIRE VINDE.
+
+
+
+
+NORDOVST.
+
+
+ Sneflokke kommer vrimlende
+ hen over Diger trimlende,
+ det knyger ud af Himlene,
+ det sluger Hegn og Gaard,
+ det ryger ind ad Sprækkerne
+ til Pølserne paa Rækkerne,
+ og Faarene ved Hækkerne
+ faar Blink i Pelsens Haar.
+
+ Og Poplerne bag Mønningen,
+ de duver dybt i Dønningen,
+ og over Stakke-Grønningen
+ omtrimler Kjærv og Neg,
+ det klaprer én om Ørerne,
+ fra Portene og Dørene,
+ bag hvilke de smaa Sørene'
+ har rustet sig til Leg.
+
+ Og Gammelmor i Klokkerne
+ med Huen og Graalokkerne,
+ hun haler op i Sokkerne
+ og ser forsagt derud,
+ for nu er Kaalen liggende,
+ og nu staar Tjørnen stikkende
+ og spidder Sne paa Piggene,
+ og nu kom Kjørmes-Knud!
+
+10/3 1916.
+
+
+
+
+PAASKEØSTEN.
+
+
+ Hvem tuder ved min Rude? O, nu jeg kjender Røsten,
+ thi jeg har hørt den stændig op gjennem trange Aar:
+ »Kong Faraos« Jordemoder, den hvasse Paaskeøsten,
+ sendt ud for at dræbe den nyligfødte Vaar.
+
+ Som Is er hendes Aande, saa hæs er hendes Strube,
+ og alt, hvorved hun rører, det krymper ind af Kuld;
+ hun driver Bien baglænds tilbage i dens Kube
+ og fryser hver en Spire, der pipper over Muld.
+
+ Det lille Lam, som lige er trippet ud til Gavlen --
+ hun kan det ikke unde det allermindste Læ,
+ hun blæser det i Toet, saa det faar ondt om Navlen
+ og stankler om og bjæler, det lille Mæhæ.
+
+ Og Bellisen, den Blomst, som er altid først paa Pletten,
+ den faar saa røde Øjne i Paaskeøstens Vind,
+ som krænger den paa Vrangen og pjusker den paa Retten,
+ saa den ad Jorden strækker sin lille kolde Kind.
+
+ Og Rugen hist paa Bakken, den løfter let paa Bladet,
+ mens vidt om Lande glaner dens hvide Flintesten;
+ men før dens matte Knæ blir af _andre_ Vinde badet,
+ før kan den ikke rankes til Stængel eller Gren.
+
+ Altanens Ranker rasler saa tørre som en Knokkel,
+ og Kakkelovnen ryger, for Røgen vil »slaa ned«,
+ den gule Krokus dunker sit Hoved mod min Sokkel,
+ og Hanens Galen lyder saa arrigt som en Ed.
+
+ Og Bedstefar, han skyder sig kuldskjær ud af Døren,
+ hvor Barnet staar og titter med hvide Vanter paa,
+ og rund i Ryg han standser i Stakkens Læ hos Søren
+ og prater om, hvor tidlig man _forhen_ kunde saa.
+
+ Men Paaskeøsten skaver i Skar og Kjæmpehøje
+ og slænger efter Harven det vildførte Sand,
+ og Lærkeungen ligger med dens Støv i sit Øje,
+ og Plovmanden føler dens Knasen ved sin Tand,
+
+ Da vaagner jeg en Midnat og hører noget hænde:
+ da drejer Gud deroppe sin tunge Møllehat!
+ Snart hvisker det -- og drypper ved Gavlens _søndre_ Ende.
+ Og tusind Skove knoppes i een eneste Nat!
+
+7/4 1916.
+
+
+
+
+SØNDENVIND.
+
+
+ Rugens Dræ
+ fylder Aftenluften.
+ Digets Læ
+ holder længst paa Duften.
+ Hys, hys, hys,
+ hvad er det, som glider?
+ -- Tys, tys, tys!
+ bare Byg, som skrider!
+
+ Sagte Trin --,
+ hvad kan det dog være?
+ Søndenvind,
+ er her no'et i Gjære?
+ Hys, hys, hys!
+ To som sammenglider,
+ tys, tys, tys!
+ nu mens Byggen skrider.
+
+ Gjøgen lo.
+ Rugen rørte Vuggen.
+ Hendes Sko
+ væded Kløverduggen.
+ Hys, hys, hys,
+ ikkun Nat tør vide,
+ -- tys, tys, tys --
+ hvad med Byg kan skride.
+
+ Pigens Mund
+ løfted sig og kyssed,
+ før i Blund
+ atter hun blev dysset.
+ Hys, hys, hys,
+ Stjerneskud henglider,
+ tys, tys, tys! --
+ nu mens Byggen skrider.
+
+ I smaa Sæt
+ Vind om Diget hveger,
+ rokker let
+ Lyng og Lammeleger.
+ Hys, hys, hys!
+ Ti dog, Gjøg, omsider,
+ -- tys, tys, tys!
+ nu mens Byggen skrider!
+
+ Pust fra Syd,
+ Klydeklynk i Enge,
+ Rislelyd
+ over Maanestrenge.
+ Hys, hys, hys,
+ Duft af Hø saa vide,
+ tys, tys, tys!
+ nu mens Byg vil skride.
+
+ Tavsheds Hvælv
+ spænder over Kjæret.
+ Vinden selv
+ staar og holder Vejret.
+ Hys, hys, hys,
+ Fred til alle Sider,
+ tys, tys, tys!
+ nu mens Byggen skrider.
+
+16/4 1916.
+
+
+
+
+VESTENVINDEN.
+
+
+ O, Vestenvind, min Barndoms Vind,
+ du har endnu det samme Sind
+ i Alvor som i Spøg,
+ det samme lystige Tagfat,
+ det samme Sus om Møllehat
+ og Kirketaarnets Fløj,
+ det samme stærke Orgelbrus
+ fra Glamhulsskar og Lyngtørvshus,
+ som da _jeg_ frøs
+ som Vogterknøs
+ i Kjæmpehøjens Sus.
+
+ O, Vestenvind, o, kaade Vind,
+ som kom ad Hjemmets Gaardsled ind
+ paa egen høje Hest,
+ strøg bort vor Lades Lyngkalot
+ og greb den bredt i Tagets Tot
+ hvor Grebet faldt dig bedst,
+ -- hvor rasled det med Tag og Rør
+ forbi den lave Forstudør,
+ mens Far løb til:
+ Gud fri os vel!
+ Fik Laden nu sin Rest!
+
+ O, Vestenvind, o, barske Vind,
+ hvor slog du tit min Barnekind
+ og rusked mig mit Haar,
+ naar Far han stod der lav og vred,
+ mens Møntørvsklumpen sejled ned
+ fra Toppen af hans Gaard!
+ For hvert et Rusk i Aas og Tag
+ vi frygted Fald og Dommedag.
+ Men Huset holdt
+ med Rim og Boldt.
+ _Du_ havde tabt dit Slag!
+
+ Saa for du ud paa brede Kjær
+ og muntrede den Storkehær
+ som øved sig til Træk.
+ Du drejed Viben som en Ten,
+ mens Hjejlen stod paa lave Ben
+ og trykked sig ved Bæk.
+ Og hver en gammel Kaalgaardpil,
+ den hvined op som Sav for Fil,
+ dens Blade fløj
+ med Raslestøj
+ midt ind i Stormens Ril.
+
+ En Mølle staar paa Bakken fjern
+ med sløve Sten og ormædt Kværn
+ dybt i sin Spaantags-Krop,
+ dens Sejl gaar sløvt og slapt omkring,
+ men faar _du_ ved dens Vinge-Sving,
+ flux gaar det i Galop!
+ Og Møllehatten staar paa Sned,
+ og det gjør Møllersvendens med!
+ da faar det Art,
+ naar _du_ gir Fart
+ til Døgnets træge Fjed!
+
+ O, Vestenvind, o, stride Vind,
+ hvis Regn drev Blodet til vor Kind
+ og Kalken af vor Væg,
+ du mejsled Jydens skarpe Træk,
+ alt blødt og vegt det sleb du væk
+ og strøg ham stridt hans Skjæg, --
+ hans Blik du gjorde langt og frit,
+ skabt til at spejde milevidt
+ med vaagen Magt
+ til at gi' Agt
+ fra stormrørt Hav og Klit.
+
+ O, Vestenvind, vor Stammes Vind,
+ du gaar som Dønning i vort Sind
+ med Hav og Bølgeslag;
+ _vi_ gaar med dig fra Bryn til Hæl,
+ i Sang, i Sorg, i Syn, i Sjæl
+ indtil vor Dødedag!
+ Vor Tro, vor Trang er Del af dig,
+ vort Væsens Hang randt helt af dig,
+ vor Ynglings Trods,
+ naar han skal slaas,
+ vor Oldings Tungsindsdrag.
+
+ O, Vestenvind, o, karske Vind,
+ stryg du kun frit paa Agren ind
+ og blæs paa mig og mit!
+ Vor Avl du lidet fjerner af;
+ hvad der skal komme Kjærner af
+ maa ogsaa ruskes lidt!
+ du sætter Orgeltonen til
+ vor gyldne Havres Harpespil.
+ Det Brød, hvis Saft
+ _du_ gir din Kraft,
+ med Tak vi tage vil.
+
+ O, Vestenvind, -- du stærke Vind,
+ som suste til vor Vugge ind
+ med Pust paa Øjets Laag,
+ skrid bygeklædt fra Hav til Hav
+ og syng en Salme ved vor Grav
+ af Stormens Salmebog!
+ Tugt mildt men fast din Stammes Børn
+ at de des mer kan staa for Tørn
+ og ligne dig
+ og slaa sig Vej
+ selv gjennem striden Tjørn!
+
+14/4 1916.
+
+ * * * * *
+
+
+
+JENS HVAS.
+
+ET BLAD AF SALLINGS RIMKRØNIKE.
+
+
+ Der var engang en Sallingbo,
+ hans Navn det var Jens Hvas.
+ Fordi han tog ved anden Tro,
+ de slog hans Hals i Gras.
+
+ Hvor Vestenvinden vild og gal
+ end strigler Lyngens Aas,
+ der sad den Herre i sin Hal
+ alt paa det barske _Kaas_.
+
+ Hvor stærkt Nordvest end rejste Vind
+ om Kaases krumme Strand,
+ drog værre Storme dog herind
+ fra Syd og Sachsenland.
+
+ De Klostre sprængtes, Nonner skreg,
+ Landsknægte gik og kom,
+ Graamunke løb ad Sognevej
+ og keg sig rædde om.
+
+ Jens Hvas red ud at hente Skat
+ paa Hestens sorte Hov,
+ og hvor han ej fik Mønten fat,
+ der tog han Stud for Plov.
+
+ Ondt fôr han frem paa Sallingholm,
+ men værst i Fjandboland;
+ den arme Bonde vild og olm
+ i Stilhed knuste Tand.
+
+ Men Hævnen gaar paa rappe Sko,
+ hvor Tiden vorder ond,
+ og den som krænker Bondens Bo,
+ han gaar paa sumpig Bund.
+
+ -- Brat Skipper Klæmers Stimandsflok
+ ind over Salling brød;
+ den første med saa vild en Kok,
+ den Kok han var sgi rød!
+
+ Ham slap nu Klæmer af sit Bur,
+ vildt lød dens Galens Gjald,
+ imens den fulgte Koks Natur
+ og fløj fra Lad til Hjald.
+
+ »Brand!« skreg man fra det stengraa Kaas,
+ »en paasat Nattebrand!«
+ »Brand!« slængte Lyngens brune Aas
+ langt over Maanevand.
+
+ Hævnflammens Leg om Spir og Spær
+ blev set helt ind til Fly.
+ Limfjordens Bølger bar dens Skjær
+ vidt over Mors og Thy.
+
+ Nu gnubber Bonden fro sit Ben.
+ »Den Brand hun varmer godt!«
+ Saa ler hvert Kræ, som fra sin Gren
+ ser Ild i Rævens Slot.
+
+ De Høvder brøled under Strand,
+ en Ræv tog ilde paa,
+ imens en natlig Ryttersmand
+ ad Skive til lod staa.
+
+ »Saamænd, Jens Hvas, du rider vel!«
+ -- han ud paa Manken laa --
+ »men om du red dit Øg ihjel,
+ det vilde nap forslaa!
+
+ For Bonden er nu bleven gram
+ som nogen Bøl bag Plov.
+ Du skjænked ham _for_ bedsk en Dram
+ i sidste Skatterov.«
+
+ -- Jens Hvas red over Skive Bro,
+ det dundred højt og hvast.
+ Hans sorte Øg paa fire Sko
+ jog vid're uden Rast.
+
+ Men før de naaede næste By,
+ Jens vendte brat sin Hest.
+ Derinde under Nattens Sky
+ det volmer rødt i Vest.
+
+ Vildt snøfter her hans sorte Øg
+ fra Bakkens brede Aas,
+ thi begge lugter Hjemmets Røg:
+ histude brænder Kaas!
+
+ Og se! og se! fra Sals til Sals
+ nu flaxer Klæmers Kok
+ og galer af sin røde Hals
+ fra Lad og Bjælkestok!
+
+ Den Nat saa mangt et Sallingtaarn
+ til Sylden brændte ned,
+ mens Borgens Herre højvelbaar'n
+ husvild paa Heden red.
+
+ Til bløde Skvulp af Tastumsø
+ gik Vugg' i Dommerby,
+ mens Hævnens Brande, Ø ved Ø,
+ stod rødt paa Sallings Sky.
+
+ Urolig Hesten fletter Ben
+ med Hop og Snøft og Spring.
+ Med Ildskjar over Øjensten
+ vredt slænges den omkring.
+
+ Til Viborg kom de tidlig nok!
+ Her brød Jens Hvas sin Ed.
+ Saa tog ham Bødlen ved hans Lok,
+ mens Øxen gjord' Besked.
+
+ Til det den var slet ikke sen,
+ for ogsaa den var hvas.
+ Hans Tyrehals, hans Nakkeben
+ sprang som det skjøre Glas!
+
+ Og anden Tid med andre Mænd
+ drog ind i Sallingland,
+ mens røde Plage stak i Rend
+ langs Limfjords grønne Strand.
+
+ -- Der var engang en Sallingbo.
+ Hans Navn det var Jens Hvas.
+ Fordi han brød sin Riddertro,
+ de slog hans Hals i Gras.
+
+17/3 1916.
+
+
+
+
+MOR VED BRØNDEN.
+
+
+ Min Mor var bleven gammel,
+ dog endnu mere svag;
+ langs Stuens lange Skammel
+ hun listed hen sin Dag.
+
+ Derude lyste Vaaren;
+ dens Haner alle gol;
+ hvidvingede Duer
+ sig svang i dens Sol.
+
+ Hver Morgen friske Fugle
+ paa Pilens lodne Gren,
+ mens Stæren sad og basked
+ paa Brøndens Vippesten.
+
+ Men Mor saa tungt mod Dagen
+ og den glinsende Stær;
+ den Vaar blev ikke hendes,
+ det følte hun her!
+
+ Den tynde Haand hun stemte
+ mod det smertende Bryst:
+ »For mig har Livet mistet
+ sin Fryd og sin Lyst.«
+
+ De hvide Duer svinged
+ om det mossede Tag,
+ og Stærehannen jubled;
+ men Mor blev mere svag.
+
+ Da fødtes en Beslutning
+ i Hjærtets dybe Grund,
+ i hendes tunge Øjne
+ den tindred en Stund.
+
+ »Aa, daj mig ud til Brønden!
+ Kom, Dreng! Giv mig din Haand!«
+ hun ivred af sin vante,
+ beslutsomme Aand.
+
+ Jeg tænker vel, hun droges
+ af den samme Urtidskraft,
+ som Væld og klare Kilder
+ til hver en Tid har haft.
+
+ Det lidende og syge
+ vil staa en fattig Stund
+ og dulmes ved det,
+ som er rent og frisk og sund.
+
+ Det hvide Sand laa strentet
+ paa Gangens gule Sten,
+ hvor Solen havde prentet
+ sin Krins saa varm og ren.
+
+ Men foran Forstudøren
+ randt Lysets fulde Flod,
+ hun vakled ud i Strømmen
+ med prøvende Fod.
+
+ Og Gaardhanen galed
+ og rysted Strubens Lap,
+ mens Hønsene de løb
+ mod den Savnede omkap.
+
+ Og Duerne paa Taget,
+ som trukne i en Snor
+ de svang sig ud i Luften
+ til Ære for »vor Mor«.
+
+ Men Moders Blik var sløvet
+ i syge Nætters Ve.
+ Der var kun eet, kun Brønden,
+ _hun_ higed mod at se.
+
+ Vel sligt kan tykkes mange
+ kun smaat og ingenting,
+ men denne Brønd var Centrum,
+ hvor _hendes_ Liv var Ring.
+
+ Og hendes Slægt og Mødre
+ i samme gamle Gaard
+ var gaaet i Kreds om Brønden
+ i flere hundred Aar.
+
+ Her havde de da siddet
+ paa den slidte Malkestol,
+ naar Aftentoflen trommed
+ og Kaalgaardsgjøgen gol.
+
+ Naar der stod Ring om Maanen,
+ og andre Himmeltegn
+ i Sky, og Tordenblaanen
+ gav Løfte om Regn.
+
+ Her fandt de Læ og Føde,
+ Hvil for den matte Krop,
+ her blev de, til de døde,
+ som Bi, der er slidt op.
+
+ Som deres _hendes_ Verden, --
+ en Lykke ikkun tynd;
+ som deres _hendes_ Færden
+ i Kredsgang om en Brønd!
+
+ Sin tynde Haand hun rakte
+ ud mod dens Ramme graa;
+ hun kunde lige magte
+ at lægge den derpaa.
+
+ Dybt nede mellem store,
+ ringsatte Kampesten
+ der laa den stille Kilde,
+ fredhellig og ren.
+
+ Et stort, tungsindigt Øje
+ saa oldingfjernt paa Syn;
+ aarhundredgammelt Mosset
+ hang over som Bryn.
+
+ Engang i Fortids Ælde
+ var Kilden tryllet frem
+ for siden tavs at vælde
+ som Midtpunkt for et Hjem.
+
+ Et Hjem, et Hjem! et fattigt
+ og dog et helligt Navn,
+ en lille grønnende Verden
+ med tusinde Haab og Savn.
+
+ Og Kilden i Hjemmets Midte
+ -- som Draaben paa Blomstens Bund --
+ den læsked, uden at fritte,
+ hver Dyre- og Menneskemund.
+
+ Herhen kom -- lige fra Ploven --
+ med Sved under Bringetøj,
+ med brudte Hudpletter paa Boven
+ det gamle, udslidte Øg.
+
+ Og Føllet, som blot skal sig øve
+ og endnu ej ved, om det tør,
+ men finder det voxent at prøve
+ det samme, som Moderen gjør --
+
+ Hvor higed hun, Koen, mod Aften,
+ herhen mod det blinkende Trug,
+ naar Føden og Mælken og Kraften
+ udspiled Yver og Bug!
+
+ Og Faaret fra solsveden Ager,
+ og Studen, som kjørnede Byg,
+ hver kom de saa hul og saa mager,
+ men gik som en Tromme saa tyk.
+
+ Saa blev den saa mild en Trøster
+ ej bare for Hors og Ko,
+ en god, forbarmende Søster
+ for alt i Mark som paa Lo.
+
+ Om Høg slog ned over Lærke,
+ og Vingen var ej for sen,
+ den Svage fandt Skjul mod den Stærke
+ i Brøndens mossede Sten.
+
+ Og Barnet, det klynkende spæde,
+ blev døbt i Treenigheds Navn
+ i Vand, som med Spil og med Kjæde
+ var løftet fra Slægtsbrøndens Favn.
+
+ Og havde den døende Olding
+ nu naaet sine Lidelsers Maal,
+ der raktes ham stille fra Brønden
+ en sidste kvægende Skaal.
+
+ -- Saaledes den fædrene Kilde
+ i Dag som bestandig laa
+ og spejled en ringe Rille
+ af Foraarshimlenes Blaa.
+
+ Af Feber halvt forvirret
+ den gamle keg derned;
+ det var, som om hun stirred
+ dybt ind i Evighed.
+
+ Al hendes Sorg og Kvide,
+ hver bitter Vemodsstund,
+ alt, hvad en Sjæl maa lide,
+ saa op fra Brøndens Bund.
+
+ Al Slægtens Graad og Klage
+ af Kvinde som af Mand,
+ dens Uraad -- Aar tilbage --
+ hun læste det her i Vand.
+
+ -- De talte længe sammen
+ det stumme Øjensprog,
+ der tænder Hjærteflammen
+ før baade Munds og Bog.
+
+ O, ja, de talte sammen,
+ om Lykkesavn og -Synd,
+ mens Taaren tegned Ringe
+ i hendes Skjæbnebrønd.
+
+ Men Lærkesangen skingred
+ ind gjennem Port og Gaard,
+ mens Foraarsvinden fingred
+ ved Moders isgraa Haar.
+
+ Men ej hun agted Sangen,
+ ej Vindens varme Sug;
+ et Strejfblik over Vangen,
+ der laa saa grøn med Rug.
+
+ Saa vendte hun Vaaren Ryggen
+ med alt, den bar i sit Skjød,
+ gik ind og ordned sin Bryggen
+ og alt til en hedelig Død.
+
+ [Anm.:
+ _Aftentoflen_, Bekkasinen; _Tordenblaanen_, Tordenskyen.]
+18/4 1916.
+
+
+
+MAJNAT.
+
+
+ Naar Vildgaasen larmer Valborgnat,
+ hvem lægger sig da til at sove?
+ Da vandrer man ensomt med Dug paa Hat
+ langs Fjord og knoppende Skove.
+
+ Derude straaler en Stjerne saa stor,
+ at helt den fylder mit Øje;
+ den samme Stjerne forvist jeg tror,
+ jeg saa over Barndommens Høje.
+
+ Og Vibeskriget rækker saa langt;
+ dog længere Længslerne rækker.
+ Hvor bliver ens Hjærte bitterlig trangt,
+ naar Klyden i Majnatten trækker!
+
+ Det pipper i Mos, og det pibler i Græs,
+ det sprætter i hældende Kroner;
+ der kommer en Duft fra det yderste Næs
+ af tusinde smaa Anemoner.
+
+ Saa ensomt bræger det spæde Lam
+ paa Bakken langt i det fjerne,
+ og Frøerne kvækker fra Pyt og Dam,
+ som sang det fra Stjerne til Stjerne.
+
+29/4 1916.
+
+
+
+
+BROEN.
+
+
+ Tusind Aars Skille. Saa slog de Bro.
+ Saa drog de over i Vogne og Sko,
+ Tiggere, Trækkere, Kræmmere, Friere,
+ alle de tusinde Somres Forbiere,
+ stejlende Plage som skejtende Ko,
+ alt drog nu over den dumrende Bro.
+
+ Ligskarer skred her i sindigste Ro.
+ Brudefærdsforspand paa klapprende Sko;
+ Selesølv glimtede, Kobletøj klingrede,
+ Spillemandstoner mod Brobuen skingrede.
+ Bruden i Stadsen, saa blid og saa god,
+ nikked til Aakanden under sin Fod.
+
+ Broen stod krum over Aakandestrøm,
+ fint som en Hjerneskal over en Drøm.
+ Aarene, Skyllene skaved og skured den,
+ Isgangens Rimnætter saved og fured den.
+ Naar den befores, det lød som en Fjol,
+ der bliver strøget lidt nær mod sin Stol.
+
+ Da kom en Svale og tog sig et Hvil
+ efter vist _tusinde_ mødige Mil.
+ Rækværkets Fløjarm den satte sig skraas paa,
+ Svalen hun ynder alt, hvad der gror Mos paa,
+ tittede, kvidrede: »Her vil jeg bo,
+ her under Storstrømmens buede Bro«.
+
+ Dynd kom fra Aabredden, Straa kom fra Toft.
+ Luften var Væggene, Brobuen Loft.
+ Herlig blev Reden hun klined og kitted sig,
+ muntert i Pavsen hun sad og kvivitted sig.
+ Saa kom en Mage med Spejl paa sit Bryst,
+ saa kom der Dage med Tant og med Lyst.
+
+ Snart laa de skjæreste blaagrønne Æg,
+ saa fulgte Unger med bittesmaa Skjæg,
+ Aastrømmen ringlede, Sydvinden luftede,
+ Dunhamre svinglede, Aakander duftede.
+ Svalemor havde sit sureste Stræb
+ med at faa fyldt de smaa krævende Næb.
+
+ Nu blev der Liv bag de bugede Fjæl,
+ Broen var Legem, hvor Svalen var Sjæl.
+ Strømmen slog Grødegrøntskranse om Pillerne,
+ Solglimt faldt skraat ned fra Broplankerillerne,
+ Aborren vifted sin kløftede Svans
+ sagte til Takten af Langalgers Dans.
+
+ Aldrig jeg kjendte mer salig en Ro
+ end under Kvæld ved hin buede Bro.
+ Høet er slagen og dufter fra Sigene,
+ Aaen den blide smaaklukker i Vigene.
+ Svalen hun jager for strygende Sejl,
+ smækker med Vingen det rygende Spejl.
+
+ Klokker i Sønder og Klokker i Nord
+ ringer da Fred over Himmel og Jord.
+ Broen nu mørkner alt til under Buerne.
+ Blomsterne lukker sig rundt om paa Tuerne.
+ Klokkernes fjerne tungsindige Slag
+ døves og stærkes af Engbrisens Drag.
+
+ Brobuen kroger sig mer i sin Drøm.
+ Snart kan jeg høre hvert Dryp i dens Strøm.
+ Svalen i Dyndvuggen breder nu Vingerne,
+ Ungerne under dem skutter Smaabringerne,
+ mens over Allivets slumrende Bo
+ Himlen udspænder _sin_ Evigheds-Bro.
+
+4/5 1916.
+
+
+
+
+HAVREN.
+
+
+ Jeg er Havren. Jeg har Bjælder paa,
+ mer end tyve, tror jeg, paa hvert Straa.
+ Bonden kalder dem for mine Fold.
+ Gud velsigne ham, den Bondeknold!
+
+ Jeg blev saaet, mens glade Lærker sang
+ over grønne Banker Dagen lang;
+ Humlen brumled dybt sin Melodi,
+ og et Rylefløjt gled ind deri.
+
+ Viben fløj om Brak og Pløjemand
+ og slog Kryds for baade Plov og Spand.
+ Kryds slog Bonden ogsaa over mig
+ for at gi' mig Helse med paa Vej.
+
+ Mens i Dug jeg groede Fod for Fod,
+ groede Sangen sammen med min Rod;
+ den, som ydmyg lægger Øret til,
+ hører Lærkens Triller i mit Spil.
+
+ Det kan kolde Hjærner ej forstaa:
+ Jeg er Lærkesangen paa et Straa,
+ Livets Rytme døbt i Sommerdræ,
+ mer end Gumlekost for Øg og Fæ.
+
+ Søndenvinden, o! han har mig kjær;
+ derfor kan han aldrig la' mig vær',
+ smyger sig med Hvisken til mig ind
+ nu ved højre, nu ved venstre Kind.
+
+ Naar han puster paa min gule Top,
+ maa jeg vugge med ham ned og op,
+ indtil alle mine Bjælder gaar,
+ som naar gyldne Hamre sammen slaar.
+
+ Juniregnen gjorde myg min Muld,
+ Julisolen gav mig af sit Guld,
+ Sundhed risler mig i Top og Skaft.
+ Det er derfra Plagen har sin Kraft.
+
+ Jeg er Ven med Dug og Grødevejr,
+ Ven med Landets lyse Bøgetræer,
+ Ven med al den danske Sæd, som gror
+ øst for Hav som vest for Sund og Fjord.
+
+ Jeg faar Solens sidste lange Blink,
+ før den dukker ned bag gullig Brink,
+ og naar Aftenklokken ringer Fred,
+ staar jeg paa min Taa og ringler med.
+
+ Jeg skal ringle Barnet til dets Seng,
+ ringle Taagen op af Sump og Eng,
+ ringle Freden over Hjemmet ind,
+ ringle Bønnen frem i fromme Sind.
+
+ Jeg er Havren. Mine Bjælder gaar
+ over lyse Vange Aar for Aar,
+ ringler om, hvor Sang og Kjærve gror
+ herligt sammen paa den danske Jord.
+
+8/5 1916.
+
+
+
+
+PAA SALLINGS JORD.
+
+
+ Paa Sallings Jord er der godt at bo,
+ naar Solen varmer paa Tage,
+ naar Byg vil skride og Havre gro
+ og Fuglen søger sin Mage.
+ Naar Duft af Kløver mod Vindvet gaar,
+ og Rugen op til din Axel naar,
+ da gaar din Sang
+ sin Solskinsgang,
+ mens Gjøgen kukker skjælmsk fra Bakken.
+
+ Den Svend, som tumler med Sallings Muld,
+ faar let en Skilling paa Lommen,
+ thi Landets Sølv bliver her til Guld,
+ naar Høstens Time er kommen.
+ Bag Laden stables de høje Hæs,
+ mens Koen træder saa bredt i Græs.
+ Hver Godtvejrsdag
+ din røde Plag
+ maa trække Rigdom hjem til Loen.
+
+ -- Og her blandt Frænder nu sidder to,
+ som valgte sig et Hjem paa Bakken,
+ hvor _hun_ skal malke den røde Ko,
+ mens _han_ skal harve paa Brakken.
+ Thi Haand i Haand det er Livets Fryd,
+ og Trofasthed er saa skjøn en Dyd.
+ Tag Livet ret!
+ Og bli'r du træt,
+ da lyt en Stund til Gjøg i Enge.
+
+
+15/8 1916.
+
+
+
+
+POVL MED DEN TUNGE SKOVL.
+
+
+ Der løber saa mangen en krinklet Sti
+ hen gjennem det jyske Hedeland,
+ hvor Hvepsen stryger dig harm forbi,
+ og Ormen triller sig lang i Sand.
+ Ved en af Stierne staar et Hus
+ bag skaarede Volde af Ahl og Grus,
+ og Huset viser en Ko paa Baasen,
+ et Sprag i Gavlen, et Knæk i Aasen.
+
+ Her havde sin Hjemmen den stærke Povl,
+ en ordknap Slider fra Blæstens Egne,
+ han kaldtes Povl med den tunge Skovl,
+ thi Skovlen fulgte ham allevegne,
+ ej blot til Grøftning blandt Flæg og Rør,
+ nej, selv ved Kirkens beslagne Dør,
+ hvor Salmen blandes af Mand og Kvinde,
+ stod Skovlen ude, mens Povl var inde.
+
+ Dog sjælden de saa ham i Bedehus,
+ hvor Stolen laases med Gud for Øje,
+ langt oftere bad han bag Vold af Grus,
+ hvor ingen stener en lappet Trøje;
+ et ordløst Suk og et dybtgjemt Støn
+ blev Hverdagssliderens Søndagsbøn;
+ men een Gang skreg han i Smertens Svimmel
+ sin Vaande vildt imod Hedens Himmel.
+
+ Han havde en Datter fra Ungdomsaar;
+ i Skriftebogen staar løst hin Gaade;
+ som Syerske drog hun fra Gaard til Gaard,
+ fik selv en Datter -- paa samme Maade.
+ Men som der læses: Alt Kjød er Hø,
+ en Gammel _skal_, og en Ung _kan_ dø.
+ Før Aar var omme, hun maatte bøde
+ med Livets Part for sin unge Brøde.
+
+ Men Povl han vaander sig i sin Seng
+ og kan ej Søvn paa dens Hylskind finde;
+ ved Roden skjælver hver Nervestræng,
+ mens Graadens Sky vil ham Øjet blinde.
+ »Det bitte Væsen, det spæde Nor,
+ skal det henslænges paa Sognets Bord!«
+ Før Solen striber hans Hørgarnslagen,
+ er Povls Beslutning for stedse tagen.
+
+ Der skrider en Mand gjennem Himmelknog
+ hen over et hylende Vinterøde,
+ hans frosne Øren bag Rendefog
+ opfanger Lyde saa klingert-sprøde.
+ Hans Øjne brænder bag klistret Sne,
+ men ikke nok til helt frit at se.
+ Hvor dybt hans Trad end i Driven sættes,
+ i samme Nu bag hans Hæl de slettes.
+
+ Han skjærmer bredt med sin krumme Arm
+ en Bylt, som synes kun lutter Klude:
+ det lille Nor, han mod Stormens Harm
+ har laant sit Hjærte til Vuggepude.
+ Dets Varme gaar til _hans_ Ribben ind,
+ dets Putren gløder ham Sjæl og Sind,
+ saa nærmere han til Stormen triner,
+ mens Klædets Frynser for Blæsten hviner.
+
+ _Det_ hviskede Povl, mens hans Rygrad gøs
+ »Du naar det aldrig! Du er jo vildet!«
+ Hans hede Sved under Skjorten frøs,
+ men nye Draaber sprang frem og trilled.
+ Da hikked Vejret en ringe Stund;
+ da steg der Bøn fra en graadfyldt Mund,
+ thi midt i Ørknen bag Knogets Drive
+ han saa sin Hytte mod Næets Skive.
+
+ I Stønnen han aabned sin Gangdørs Slaa
+ og la' sin Bylt paa den Langbordsplade,
+ saa var der først dette at tænke paa:
+ den Spædes sutrende Mund at made.
+ Her søgtes Raad hos den gamle Ko,
+ hun ømmed sig lidt ved hans kolde Kno;
+ men Takken for Koens varme Drikke
+ blev snart to spillende Barneblikke.
+
+ Da tændtes en Glans i hans Tungsindsblik;
+ saa skjøn ham tyktes hans lave Stue;
+ fra Lyngtørvsbaalet paa Gruen gik
+ mod frosne Lemmer saa varm en Lue;
+ han bøjed sig dybt mod Barnet ind
+ og kjendte saa myg sin stride Kind.
+ Snart drap mod den Spædes Tindingaare
+ den sidste Sne med hans første Taare.
+
+ Saa kom der nu Dage, ja Nætter med,
+ hvor Povl forsoned sig helt med Livet,
+ da lød det mildt fra hans Sengested:
+ »Ja, Gud har taget, men ogsaa givet.«
+ Han drejed sig rundt med stor Umag
+ og lyttede ned mod et Aandedrag,
+ hvor Barnets Leje just saa var stillet,
+ at Maanen løfted dets Drømmebilled.
+
+ Og alt i Stuen blev højstemt Ro,
+ om ogsaa Ræven derude jamred,
+ om Væggen gav sig for Tryk af Ko,
+ og Dødninguhret i Bjælken hamred;
+ et varsomt Strøg mod den Spædes Kind,
+ saa haledes atter Søvnen ind,
+ mens Maanen delte sin milde Flamme
+ med Vuggens Puder og Hedens Damme.
+
+ Det sker, at Povl med den tavse Mund
+ lar af sit Barn sig i Haaret drage
+ og snakker da mer i én saadan Stund
+ end før i alle hans Levedage.
+ Han løfter det op i Nøds og Lo
+ at klappe Næsen paa Husets Ko.
+ Thi Ko og Barnet forstaar hinanden
+ i Kraft af den dampende Mælk i Spanden.
+
+ -- -- Men aldrig trætned den stærke Povl,
+ og aldrig hørte han op at slide,
+ og aldrig rusted hans tunge Skovl,
+ skjønt Gigten martred i Lænd og Side.
+ Hvor Gruset blinker i vaade Lag,
+ der slog han »Harpen« med vilde Slag.
+ Endnu mens Maanen steg blank bag Krattet,
+ dens Staaltraads-Strænge i Ødet skratted.
+
+ Mens Skovlen skar i den haarde Grus,
+ stod Barnevognen paa Grusgravsbrinken,
+ der fletted han Barnet et Halvskjærmshus
+ mod Vejrets Luner og Solens Blinken,
+ og fandt han en særlig broget Sten,
+ han rensed den først mod sit Buxeben,
+ og gav han sin Yndling det sjældne Stykke,
+ hun jubled, som fik hun et Demantsmykke.
+
+ En Ruskregnskvæld under Efteraar
+ han havde lidt længe i Graven nølet;
+ skjønt Barnet laa gjemt under Pudens Vaar,
+ det blev dog af Aftenens Luft forkjølet.
+ Det gik til Lungen, og Glansen veg
+ fra Øjet, mens Graderne steg og steg
+ helt op mod Udslettelsens dunkle Porte,
+ mens Lægen og Hjælpen var Mile borte.
+
+ Til Fader, til Søn og til Helligaand
+ blev tryglende Bønner øst og stammet,
+ mens Sliderens skjælvende grove Haand
+ tog varsomt Kjende, om noget strammed.
+ Men Bønnens Porte var stængt for Povl;
+ før Dagningen brød i hans tunge Skovl,
+ da havde han ingen Bønner flere,
+ men Himlen ejed en Engel mere.
+
+ Han vandred forvirret den ganske Dag
+ omkring sin Hytte i daadløs Jammer,
+ mens Ot'dagsværket med Sølverslag
+ udhamred Tiden i Dødens Kammer.
+ Ej Kalv fik Æde, ej Ko fik Vand,
+ ej rørtes Si eller Malkespand.
+ Da Nyet blev tændt under Alts Forbliven,
+ han klædte Liget paa Langbordsskiven.
+
+ Saa tavs imod Aftenens Skyer fløj
+ i Mørkningsbugter nu Mosens Vibe.
+ En Ko just dryned -- -- Men ingen Røg
+ af Husets hældende Skorstenspibe.
+ De store Stjærner saa kolde ind
+ og strejfede hastigt en ligblaa Kind,
+ der hvor en Olding nu syned nøje
+ en lille Skjorte, en hengjemt Trøje.
+
+ -- -- -- Saa alvorsmættet er ingen Klang
+ som Hedeklokkens ved Michaelstide,
+ naar Graverens Hakke gaar sin Gang
+ blandt Tuernes Totter saa kiselstride.
+ Det drypper fra Kirkens irrede Tag,
+ og Klokken og Hakken har hver _sit_ Slag.
+ En Kiste sænkes i Dødens Ager,
+ mens ensomt Hjejlen i Ørknen klager.
+
+ De havde alt slukket de Alterlys,
+ nu tømtes stille den gamle Kirke,
+ og mer end én var paa Vej til Bys
+ for atter at finde sit vante Virke.
+ Da skured Stenten mod knudret Sten,
+ ind traadte en førlemmet, luslidt én,
+ hans Blik det dybeste Sørgmod viste,
+ paa Armen bar han en Barnekiste.
+
+ Saa milefjærnt fra sit sunkne Hus
+ han havde den baaret henover Heden,
+ mens alt hans Følge var Porsets Sus
+ og Blinkeløvets om Skadereden.
+ Thi Vibetrækket fløj modsat Vej,
+ nu flokkedes Hjejlen men fløjted ej;
+ fra Kjær og Hede, fra Brak og Bakke
+ de svandt med Sus over Lyngtørvsstakke.
+
+ Bag Stenten var Povl gaaet rent i Staa
+ med Armen fast om den lille Kiste,
+ som noget helligt og kjært man _maa_
+ men i sin Kvide dog ej _tør_ miste.
+ Hans Blik gik tynget mod Præst og Degn,
+ som vented han der et Himmel-Tegn,
+ før villig han lagde i Dødens Have
+ sit blødende Hjærtes Offergave.
+
+ Og Degnen vinked ham mod et Sted,
+ hvor Star og Svingel for Graven dulgte,
+ og Præsten tripped af Vane med,
+ og et Par Kirkegangskoner fulgte,
+ og Kisten sænktes, og Jorden faldt,
+ og Præsten og Skovlen til tre fik talt;
+ en Bøn, den korteste Hyrden kjendte,
+ før rapt han den Sørgende Hælen vendte!
+
+ Saa redte sit Barn han dets sidste Seng.
+ Hver Sten, hver Klump, der kommer tilsyne,
+ med Skjælven i Haand som i Hjærtestreng
+ han fjærned fra Gravmuldens tunge Dyne.
+ Sidst dækked han til den Fjæl mod Øst,
+ som skjulte et Aasyn og al hans Trøst,
+ saa kasted han paa som rent i Blinde,
+ mens Svinglen svajed for Dragsugs-Vinde.
+
+ -- -- Nu blev han saa enlig som aldrig før,
+ skjønt ingen Sjæl fik hans Sorg at vide;
+ faldt Maanen ind ad hans Kjørhusdør
+ og tegnede Pletter paa Koens Side,
+ da kunde han slippe sin Malkespand,
+ se langt over Lyng og Mosevand,
+ didud, hvor i Kvælden et Kirkedige
+ nedskygged en Grav med en lille Pige.
+
+ Hans Skikkelse luded, hans Haand blev krum
+ i evigt Greb om sit tunge Værge,
+ hans Bryst sank ind, og hans Mund blev stum
+ i ensom Kamp for sit Brød at bjærge.
+ Men trængte Bonden en veltjent Skovl,
+ gik endnu Bud til den stærke Povl.
+ Sad _han_ ved Davren i ordløs Tænken,
+ det var, som han ene fyldte Bænken.
+
+ End skratter bag Lyngen hans Harpeslag
+ ved Morgengry som ved Nadvertide,
+ men daglig ældes den gamle Knag,
+ og snart han maa vel i Gruset bide.
+ Da hænder det sagtens, at begge faar
+ _sit_ Kors paa den øde Kirkegaard,
+ og hvælver Natten sig stjærnestille,
+ det store vil hælde sig mod det lille.
+
+19/10 1916.
+
+
+
+
+GYLDEN SOL.
+
+
+ Om jeg tar mig en Livsens Ven,
+ om jeg skjænker mit Hjærte hen,
+ om jeg trækker i Brudekjol,
+ da lad det ske i gylden Sol.
+ Gylden Sol, gylden Sol,
+ gylden Sol over blommet Kjol!
+
+ Hvad saa siden for to skal gro,
+ Hø og Havre som Kalv og Ko,
+ Klinte, Kløver og Martsviol,
+ alt skal det rinde af gylden Sol.
+ Gylden Sol, gylden Sol,
+ gylden Sol over blaa Viol!
+
+ Dér i Hjemmets vor stille Vraa
+ skal da trofast vort Dagværk gaa,
+ dér for Gjæsten vor bedste Stol
+ stiller vi hen i gylden Sol.
+ Gylden Sol, gylden Sol,
+ gylden Sol over Arnens Stol!
+
+ Se hvor Jorden er lys og skjøn,
+ havregylden og kløvergrøn;
+ Hegn og Hække og Kaprifol
+ dufter og ler i gylden Sol!
+ Gylden Sol, gylden Sol,
+ fyld mit Hjærte, du gyldne Sol!
+
+24/10 1916.
+
+
+
+
+HUMLEBIEN.
+
+
+ Du lodne Humlebi, dig har jeg kjær,
+ din Kløverfærden liver op i Vangen;
+ i lammeskyet Dis som Solskinsvejr
+ _din_ Brummen sætter Bas til Lærkesangen.
+
+ Naar Kvierne i lyse Rækker staar,
+ mens Vinden skjælmsk dem ind i Øret blæser,
+ du tar af Blomsterbægret frit din Taar
+ helt ind mod deres vaade, brede Næser.
+
+ Den røde Kløver lar du ingen Ro,
+ men sænker Snablen dybt i Honningkanden,
+ og malker Tøs sin yvertunge Ko,
+ din Snurre durrer klangdybt imod Spanden.
+
+ Du under dig ej mindste Arbejdshvil,
+ men op og ned du uden Stands maa svinge,
+ imens du synger som en henskudt Pil,
+ og Solen glimter i din gyldne Vinge.
+
+ Du lille Spillemand, du Barn af Sol,
+ du er som Sjælen i den danske Sommer,
+ hvor Mejsen ruger mellem Kaprifol,
+ hvor Høet dufter, Skyer gaar og kommer.
+
+ O, lad som du mig fromt mit Kald forstaa,
+ du travle Flyver over Somrens Banker,
+ saa fri og frank jeg tar _min_ Sele paa
+ og synger muntert, mens jeg Honning sanker.
+
+25/10 1916.
+
+
+
+
+LANDSBYSMEDEN.
+
+
+ Den Smed han vaagner med Solen
+ alt efter saa gjævt et Blund,
+ han griber sit Skjødskind fra Stolen;
+ han er saa bred og saa sund.
+
+ Rundt om ham i Vugger og Senge
+ end slumrer bag Pudernes Bræm
+ hans lokkede Tøser og Drenge,
+ mens han tjener Davren til dem.
+
+ Før Raagen sig rører i Reden,
+ før ud flyver Granernes Høg,
+ højt stiger fra Taget hos Smeden
+ den bugede, kulsorte Røg.
+
+ Kun én der er, som tør gjække
+ vor Smed, det er Hanen paa Pind;
+ de to er jo Morgenmænd begge,
+ har derfor de frejdigste Sind.
+
+ Og Hanen galer til Smeden
+ højt oppe fra sodet Hjald,
+ og Smeden svarer forneden
+ med Hammerens fyrige Fald.
+
+ Det klinger mod Lad og mod Lofte,
+ mod Lervægges hvidtede Tavl,
+ det svarer fra duggede Tofte
+ og Kirkens dagrødnende Gavl.
+
+ Og Morgenens Hyrder de lytter
+ til denne sejrende Klang,
+ imens deres Kalve de flytter
+ til Græsset i Enge og Vang.
+
+ Selv Plagen løfter sin Manke
+ saa rank mod det stigende Gry
+ og sender en rimmende Tanke
+ ind over den vaagnende By.
+
+ Og Brisen drejer med Flyet
+ paa Gavlen for Smedens Dør.
+ Hans sprudende Jern og Gryet
+ faar langsomt samme Kulør.
+
+ Snart jubler Bakkernes Lærke
+ omkap med Mønningens Stær;
+ men Hammerens Klange de stærke
+ de gaar mig dog mere nær.
+
+ De bringer mit Blod til at syde
+ i Arbejdsfeberens Takt,
+ saa al min Malm jeg tør gyde
+ i Formens syngende Tragt.
+
+26/10 1916.
+
+
+
+
+EFTERAAR.
+
+
+ Nu ser du kun Solen i Striber.
+ Markmusen gaar hjem i din Stak.
+ Tavs vender sig Kjærenes Viber
+ i Glimt mod den pløjede Brak.
+
+ Drivregnen den side og blanke
+ staar skraat ind mod Vindve og Dør,
+ med Tungsind den tynger hver Tanke
+ og bøjer de duskede Rør.
+
+ Smaakvier dernede i Enge
+ staar krum i det drivvaade Skind
+ og glor mod den hvidtede Længe,
+ om ingen dog henter dem ind.
+
+ Vaad vanker den Plovmand bag Hoppen,
+ vaad tar han i Bænkkrogen Stød,
+ vaad haler han Skeen fra Stroppen
+ og spiser den dampende Grød.
+
+ Hver Sanger, som ejed to Vinger,
+ har brugt dem til Flugt fra vor Strand;
+ kun Kiler af Graaænder svinger
+ nu lavt over regnprikket Vand.
+
+ Hør Natbygens Kast mod min Rude,
+ se Regnmulmet tæt over Vig,
+ og Vildgaasen skvaldrer langt ude;
+ det lyder som Sang over Lig.
+
+28/10 1916.
+
+
+
+
+SVIGTENDE SIGNALER.
+
+
+ Jeg sejled under Natten
+ i Taagen forbi,
+ men Lyset i dit Vindve
+ blev stikkende deri.
+
+ Jeg saa ej dig med Lampen,
+ og du saa ikke mig,
+ endda jeg stod paa Dækket
+ og vinked ind mod dig.
+
+ -- -- -- Kun Lyd af Skum, der brister,
+ et Skib, der sejler væk,
+ mens oppe over Taagen
+ der piber Fugletræk.
+
+ Et Hjærtes øde Hulken,
+ et Lys, du ikke ser,
+ en Kvinde paa Altanen,
+ du aldrig møder mer!
+
+30/12 1916.
+
+
+
+
+FRED!
+
+
+ Jeg vaagned i Natten og spejded ræd derud,
+ al Verden stod i Flammer, det stank saa ondt af Krud
+ de største Taarne styrted med Brag under Ø,
+ mens Floderne kom drukne af Mandsblod til Sø.
+
+ Jeg skjulte mine Øjne, hvor Taaren gik og kom,
+ jeg spejded op mod Himlen, men Himlen tyktes tom;
+ kun Rummets kolde Stjærner saa spotske til Jord,
+ som dengang Kain indvied dens Kreds til Brodermord.
+
+ Ja, Kain er bleven Helten, der raaber ud til Daad
+ ved Fronten som i Felten, i Luft- og Underbaad;
+ _hans_ vilde Kølle hvirvler, -- _hans_ blodige Haand
+ har Tag i Abels Strube, _hans_ Aand er Nuets Aand.
+
+ O, raa Instinkters Slave, som snor dit Krigerskjæg,
+ som praler med din Daabspagt, din Tro, dit Gudepræg,
+ hvornaar vil du erkjende, du staar ved _Mørkets_ Stab,
+ ej Guds men Satans Frænde er hver, som øver Drab.
+
+ Nu rækker atter Jorden sit Barn det spændte Bryst
+ i Kornets tunge Traver, der bølger mildt mod Høst;
+ saa rig og god er Jorden, at hvert et Barn blev mæt,
+ hvis ej Begjær og Blodtørst forgifted Jordens Æt.
+
+ Der er et Ord, som hviskes, nej, stønnes trindt om Jord,
+ de Søndertraadtes Haaben, de Slagnes Fadervor;
+ o, I som styred Verden, saa den gik rent af Led,
+ styr nu jer egen Brynde og giv os arme: _Fred!_
+
+1/7 1917.
+
+
+
+
+EVALD TANG KRISTENSEN.
+
+
+ Strid paa Foden skred han frem,
+ kom fra Hav og salte Strømme,
+ Hedens Sand var Barnets Hjem,
+ Danmarks Hæder blev hans Drømme.
+
+ Ej hvor Fornemhed slog Bo,
+ men hvor Dør hang skjævt paa Hængsel,
+ gik han ind og søgte Ro
+ for sin svare Forskerlængsel.
+
+ Der paa Bænken knastret, smal,
+ midt i Dunst af Klynerøgen
+ sad han under sodet Hjald,
+ øjenmild i Saga-Søgen.
+
+ Rokken spelted, Tenen tvandt,
+ Folkevisens Text og Tone
+ muntert ham i Pennen randt,
+ kvædet af en udslidt Kone.
+
+ Smilet om hans Læber laa,
+ naar han hørte Guldet klinge,
+ hørte under Hyttens Straa
+ Sus af Folkeaandens Vinge.
+
+ Æventyr og Oldtidsskjæmt,
+ Troldesagn og dunkel Tale,
+ halvvejs husket, halvvejs glemt,
+ drog han op fra Død og Dvale.
+
+ Blev kun slag hans Møjes Frugt,
+ dunked Regnen paa hans Trøje,
+ ingen Kulde fik dog slukt
+ Forskerglimtet i hans Øje.
+
+ Strid paa Foden, uden Hvil,
+ saadan gik han ufortrøden
+ disse lange, jydske Mil,
+ som ta'r Sigt mod Aftenrøden.
+
+ Gamle, sejge Sagamand,
+ stil nu gjæv din Kjæp i Krogen,
+ mens paa Fyrreskivens Rand
+ vi slaar op i Dansker-Bogen.
+
+ Der blandt Ættens bedste Kuld
+ skal dit Navn med Tak vi finde,
+ prentet som i Egens Bul,
+ _selv_ et ædelt Folkeminde.
+
+Juli 1917.
+
+
+
+
+SPURVENE VED HELLIGGEJST.
+
+
+ Naar Sommeren flyr over Sten og Stok,
+ og alle Lærker er rejst,
+ da sidder endnu en Spurveflok
+ og jubler ved Helliggejst;
+ der fører den op en Sangerkamp
+ til Bilers Fløjt og til Hestes Stamp,
+ mens Færdslen gaar
+ ved Jul, mod Vaar
+ søndenom Helliggejst.
+
+ Den Spurvefløjten er stemt i Dur,
+ som spilled den op til Dans;
+ den gamle, alvorlige Kirkemur
+ maa laane den Resonans.
+ Mens Solen famler paa Kirkens Væg,
+ sorn Smilet voxer i mørk Mands Skjæg,
+ gaar Jomfrutrip
+ til Spurvepip
+ søndenom Helliggejst.
+
+ Saa værdigt triner de Borgermænd
+ og strutter af Sedler og Sølv,
+ og Frøken bag Frøken med kjælen Lænd
+ og Ankler som fjedrende Føl;
+ og alle, som krydser det kjære Sted,
+ de faar et Par Fugletakter med,
+ mens Hjulet slaar,
+ og Strømmen gaar
+ søndenom Helliggejst.
+
+ Saa daler de Rakler mod Flisebro,
+ mens Byen lugter af Sø,
+ saa hvirvler der Blade om Silkesko
+ og lægger sig der for at dø.
+ Men Haabet lever i Smaaspurvs Bryst,
+ dér fødes en Vise om Livets Lyst,
+ mens Haglen slaar,
+ og Snefog gaar
+ søndenom Helliggejst.
+
+ Er Sindet tynget og Tanken graa
+ og Striden knap Kjævlet værd,
+ og har du kun Sorger at tænke paa,
+ tøv lidt under Spurvenes Træ'r,
+ og fyld dit Øre med denne Klang
+ af Livets evige Frydesang,
+ mens Frosten flaar,
+ og Solen skraar
+ søndenom Helliggejst.
+
+ Mens Døgnet synes dig selv saa armt,
+ og Frosten napper i Taa,
+ _de_ holder det lille Hjærte varmt
+ med blot et Par Vinger paa;
+ og Tonerne skingrer mod frostblaa Sky,
+ mens Taarnet spidder det tændte Ny,
+ der østvendt staar,
+ men vejkjendt naar
+ søndenom Helliggejst.
+
+ »Hvi samles I Spurve i _disse_ Træ'r,
+ hvi jubler I her jer Sang?«
+ »Og hvorfor larmer I andre dér
+ og gjør jer Verden saa trang?
+ Her hopped og sang vi, Kuld paa Kuld,
+ mens Mø blev Moder, og Mand blev Muld,
+ og Tiden gled
+ med Evighed
+ søndenom Helliggejst.«
+
+ Hvor herligt at hilse de gamle Træ'r,
+ der nikker i rimkold Vind
+ og gynger de Spurve mod Aftnens Skjær,
+ der kysser din By paa dens Kind!
+ Gud signe hver Spurv, hver Spillemand,
+ der kommer med Glæde til Stad og Land,
+ mens Sværdtid raa'r,
+ og Blodsky gaar
+ søndenom Helliggejst!
+
+19/11 1917.
+
+
+
+
+EN LANDSBY DØBES.
+
+
+ Hvor Aalen dybt i Tangen bo'r
+ og hvide Maager sejle,
+ der er et Vand ved Østerfjord,
+ som før hed Nørrevejle.
+
+ I tusind Aar paa denne Vig
+ har Stormen flyttet Brikker,
+ og Mari-Rok og Pejers Pig[*]
+ i den sat gyldne Prikker.
+
+ Den hørte Vaadesang mod Pest
+ fra revnet Kloster-Klokke
+ og Hyl af Krigens vilde Gjæst
+ og Oldtids Ulveflokke.
+
+ Nu kaster Maanen Gyldenbro
+ blandt Vigens lave Lande,
+ saa Natten gaar paa Sølversko
+ ind mod dens tavse Strande.
+
+ Se dette Navn af gammelt Gavn
+ det trækker vi af Vandet,
+ med det betegner vi vor Stavn
+ og ikke noget andet.
+
+ Ja, dette Navn af irret Malm
+ det ønsker vi at føre.
+ Gjør da, o Foged, ingen Kvalm,
+ men skriv dig det bag Øre!
+
+ -- Du yngste Barn paa Danmarks Skjød,
+ født under vilde Krige,
+ gid du maa dele _Fredens_ Brød,
+ med Danmarks Land og Rige!
+
+ Saalænge Næ vil følge Ny,
+ og Mand til Mø vil bejle,
+ skal du vor By staa under Sky
+ og kaldes _Nørrevejle!_
+
+30/5 1918.
+
+ [Anm. * Stjærnenavne.]
+
+
+
+
+HISTORIENS SANG.
+
+
+ Som dybest Brønd gir altid klarest Vand,
+ og lifligst Drik fra dunkle Væld udrinder,
+ saa styrkes Slægtens Marv hos Barn og Mand
+ ved Folkets Arv af dybe, stærke Minder.
+ Din egen Dag er kort, men Slægtens lang;
+ læg ydmygt Øret til dens Rod forneden:
+ Aartusind toner op i Graad og Sang,
+ mens Toppen suser imod Evigheden!
+
+ Vi søger Slægtens Spor i stort og smaat,
+ i Flinteøxen efter Harvens Tænder,
+ i Mosefundets Smykke, plumpt og raat,
+ i Kirkens Kvadre, lagt af brede Hænder.
+ Hvert skimlet Skrift, hver skjoldet Alterbog
+ har gjemt et Gran af Slægtens Ve og Vaade;
+ nu skal de røbe mig, hvad Vej jeg drog,
+ og løfte mig en Flig af Livets Gaade.
+
+ Endnu en Stund, saa drær den danske Rug,
+ mens Lærken trilrer, og Graagjøge kukke.
+ Du Pusling-Land, som hygger dig i Smug,
+ mens hele Verden brænder om din Vugge,
+ mod dig vort Haab og Manddomsdrømmen gaar,
+ naar Landsbyklokken signer dine Strande,
+ naar Aftenrøden højt i Skyen staar
+ og sænker Fredens Korstegn paa din Pande.
+
+ Lad mig kun flagre hen som Blad i Høst,
+ naar du mit Land, min Stamme, frit maa leve,
+ og skjønne Sange paa den danske Røst
+ maa frie, stærke Sjæle gjennembæve.
+ Da staar en ny Tids Bonde paa sin Toft
+ og lytter ud mod andre Lærkesange,
+ mens Himlen maler blaat sit Sommerloft,
+ og Rugen gulnes tæt om Vig og Vange.
+
+1/6 1917.
+
+
+
+
+OVERSÆTTELSER
+
+AF
+
+JEPPE AAKJÆR
+
+
+
+
+FRA SKOTSK.
+
+DIGTE AF ROBERT BURNS.
+
+
+
+
+BURNS OM SIG SELV.
+
+
+ Der var en Knøs, var født i Kejl,
+ om Dag og Datum bryd jer fejl,
+ spar I jert Blæk, jert Lak og Segl
+ paa Daabsattest for Robin.
+ For Robin var en rørig Gut,
+ o, farlig rørig, rask og rørig,
+ Robin var en rørig Gut,
+ en farlig rørig Robin.
+
+ Højskotlands Sne føg vildt om Tind,
+ og Januaris Lavlandsvind
+ den blæste Fødselsgaven ind
+ i Vuggen til ham Robin.
+
+ Den Spaakvind keg ham i hans Haand
+ Ej, Ej! som her staar Vid og Aand!
+ lur _I_ at trække _ham_ i Baand.
+ Hvad om han blev kaldt Robin!
+ For Robin blir en rørig Gut,
+ o, rigtig rørig, rask og rørig,
+ Robin blir en rørig Gut,
+ en farlig rørig Robin!
+
+ Han vil se Vanheld jævnhen tit,
+ men altid bære Huen frit,
+ hans Slægt, tro mig, vil inden Lidt
+ bli' Hjærtens stor af Robin.
+
+ I Haandens Linje klar og skjøn
+ jeg ser den Klør og Adams Søn
+ vil gjør' en Hoben af mit Kjøn;
+ saa Gud velsign dig, Robin!
+ For Robin blir en rørig Gut,
+ o, farlig rørig, rask og rørig,
+ Robin blir en rørig Gut,
+ en farlig rørig Robin!
+
+27/3 1918.
+
+
+
+
+TRODS ALT DET.
+
+
+ Om en af ærlig Fattigdom
+ gav Kampen op, og alt det,
+ den Stymper gaar _vi_ udenom,
+ i Nøden stolt trods alt det.
+ Trods alt det og alt det,
+ vort sure Stræb og alt det:
+ Din Rang er blot Dukatens _Præg_,
+ dens _Guld_ du selv, trods alt det.
+
+ Og er vor Dragt end lidet fin,
+ vor Kost kun knap og alt det,
+ giv Taaber Silke, Skjælme Vin,
+ en Mand er Mand trods alt det.
+ Trods alt det og alt det,
+ trods Gøglets Glans og alt det,
+ Retsindets Mand, om nok saa lav,
+ er størst blandt Mænd trods alt det.
+
+ Se dristigt paa hin Herremand,
+ betragt hans Pragt og alt det;
+ har han end tusind Tønder Land,
+ er han en Nar trods alt det.
+ Trods alt det og alt det,
+ hans Baand og Kors og alt det,
+ et stolt og uafhængigt Sind
+ har ikkun Smil for alt det.
+
+ Baroner bages bedst ved Gunst,
+ Lensgrever med og alt det,
+ men det steg over Kongers Kunst
+ at skabe _Mænd_ trods alt det.
+ Trods alt det og alt det,
+ et malet Skjold og alt det,
+ den klare Kløgt, den sunde Sans
+ i Rang staar over alt det.
+
+ Gid hver maa se _det_ store ske
+ -- og ske det skal trods alt det!
+ at Brav-Mands Dont Evropa rundt
+ faar Hæd'rens Plads trods alt det!
+ Trods alt det og alt det,
+ den Dag er nær trods alt det,
+ da _Mand_ og _Bror_ er samme Navn
+ al Jorden om trods alt det!
+
+1898.
+
+
+
+
+FØDT TIL GRAAD.
+
+
+ En stormfuld, barsk Novemberkvæld
+ med Sus i nøgne Træ'r
+ jeg strejf ed saa alene om
+ langs Bredderne af Air;
+ da stod der for mit Syn en Mand,
+ svag, kuet ned af Aar,
+ af Rynker laa hans Pande fuld,
+ og snehvidt faldt hans Haar.
+
+ »Hvorhen skal du, min unge Ven?«
+ begyndte Gubben snart,
+ »mon Guldtørst leder her din Gang,
+ gav Elskov Foden Fart?
+ Er Sorg kanske den skjulte Grund,
+ der tvinger dig som mig
+ med Taarer over Slægtens Lod
+ at stile samme Vej?
+
+ Den Sol, som over Mosen hist
+ nedstraaled nys sin Pragt,
+ hvor hundred Stakler skatter til
+ een hoven Junkers Magt --
+ fir' Snese Aar hin Sol jeg fandt
+ i Vintrens hvide Baad,
+ og hvert af dem mig lærte grant,
+ at vi blev født til Graad.
+
+ O Mand, hvor kaster du dog bort
+ i Letsind dine Aar,
+ de bedste Stunder øder du,
+ dit Livs, din Evnes Vaar,
+ din Lidenskab er som en Brand,
+ din Drift som Folen kaad,
+ og det er dine Fejltrins Sum,
+ at du blev født til Graad.
+
+ Betragt ej blot dit Livsdøgns Gry
+ da sund er Sjæl og Marv,
+ da er en Mand til Gavn og Pryd
+ og vogter vel sin Tarv,
+ men se ham mod hans Nedgangssol,
+ brudt, pint af Sorgers Braad,
+ da viser Alderdom og Savn,
+ at du blev født til Graad.
+
+ Kun saare faa ved Skjæbnens Gunst
+ fik Klap i Lykkens Skjød,
+ ja ej engang hver rig og stor
+ den gyldne Ære nød;
+ men hvilken Hob i hvert et Land
+ ved ej mod Armod Raad
+ og nemmer i et martret Liv,
+ at vi blev født til Graad.
+
+ En bedsk og talløs Sygdomssværm
+ er vævet i vor Form,
+ og Pinslen øger Angrens Tand
+ og Nags og Niddets Orm;
+ den ranke Mand, hvern Ømheds Kys
+ har tit gjort Kinden vaad --
+ Mands Haardhed imod Mand har vakt
+ utalte Tusinds Graad.
+
+ Se her en stakkels hvervløs Mand
+ der be'r med bange Ord
+ en Herremand om nok saa lidt
+ af Godsets rige Jord,
+ og se hin Maddik nægte ham
+ om blot den mindste Saad,
+ ufølsom for en Hustrus Savn
+ og sultne Smaabørns Graad.
+
+ Er jeg ved Skjæbnens Lov bestemt
+ til denne Uslings Træl,
+ hvorfor blev Frihedstrangens Kim
+ da plantet i min Sjæl?
+ Hvis ej, hvi blev jeg Skive for
+ hans haanske Niddingsdaad;
+ hvor henter Rigdom Retten til
+ at vække Brødres Graad?
+
+ Lad disse Ord, min unge Ven,
+ ej knuge paa dit Bryst;
+ _mit_ bli'r jo ej det sidste Syn
+ paa Slægtens Ve og Lyst;
+ ej var en Stymper bleven til
+ med Savn i Kjød og Blod,
+ hvis ej i noget Mon han fandt
+ Belønning for sin Graad.
+
+ O Død, du Fattigmandens Ven,
+ den bedste paa hans Vej,
+ min trætte Fod, min gamle Krop
+ alt længes ind mod dig;
+ den rige skjælver for dit Hug
+ i Velstands skjøre Traad,
+ men hvilket Favn du blev for den,
+ der sled sit Liv i Graad!«
+
+1898.
+
+
+
+
+I DET FJÆRNE.
+
+
+ Hvor kan jeg være god og glad
+ og synge ved min Kjærne, o,
+ naar Knøsen, som jeg elsker saa,
+ maa færdes i det Fjærne, o!
+
+ Jeg græder ej ved Sneens Leg,
+ der skjuler Sol og Stjerne, o,
+ men græder ved at tænke paa
+ min Ven hist i det Fjærne, o!
+
+ Min Fader jog mig fra sin Dør,
+ mig ingen Venner værne, o.
+ En hjalp mig vist, om han var nær,
+ men han er i det Fjærne, o!
+
+ Engang han gav mig denne Ring
+ og Baand som til en Terne, o;
+ jeg bærer dem endnu for ham,
+ min Gut hist i det Fjærne, o!
+
+ Naar snart jeg føde maa vort Barn,
+ mens Rugen sætter Kjærne, o,
+ monstro han saa vil komme hjem
+ til mig ifra det Fjærne, o!
+
+1897.
+
+
+
+
+HELLIG WOLLES BØN.
+
+
+ O du, som i din Himmel bor,
+ som bare ved dit Lunes Ord
+ lod to bli' frelst, hvor tyve for
+ til Helveds Vaade,
+ ej just for deres Synders Flor,
+ men ved din Naade --
+
+ _Tak_, høje Guddomsmagt, som brat
+ nedstyrted tusinde i Nat,
+ mens jeg blev for dit Aasyn sat,
+ et Lys, et Tegn,
+ en Fromhedslygte overladt
+ den ganske Egn!
+
+ Hvad var vel jeg og alle mine,
+ at du har hævet os til dine,
+ jeg som fortjente idel Pine
+ for Adams Brøde,
+ der han med sig og alle sine
+ aad sig til Døde.
+
+ Da frem af Moders Liv jeg brød,
+ du kunde slængt mig som en Glød
+ i Helveds luehede Skjød
+ med vældig Arm,
+ hvor Djævle slaas for dagligt Brød
+ med Hyl og Larm.
+
+ Her staar jeg som et valgt Exempel,
+ betegnet med dit Naadesstempel,
+ en Pille i min Herres Tempel,
+ en Klippeblok,
+ et skjønt og skinnende Exempel
+ for al din Flok.
+
+ Min Gud, du saa' hvad Kval jeg led,
+ naar nogen løsnede en Ed,
+ du kjender, hvor mit Hjærte sved
+ ved Dans og Drik,
+ thi selv jeg ved din Miskundhed
+ det alt undgik.
+
+ Dog jeg bekjender: Syndens Frø
+ i denne Barm ej helt vil dø;
+ jeg kom kanske for nær en Mø,
+ skjønt ej jeg vild 'et,
+ men du vil huske: Kjød er Hø,
+ i Synden hildet.
+
+ Ak, Gud, du ved -- i Gaar med Mette!
+ Skjænk mig Tilgivelse for dette,
+ og lad det ingen Frugter sætte
+ til min Vanære,
+ da skal din Tjener aldrig lette
+ en Klokke mere!
+
+ Desuden -- skjønt det gjør mig bange --
+ med Lises Tøs -- dog _kun_ tre Gange;
+ kanske det var de tre for mange,
+ men Fuldskabs Garn
+ det holdt din Tjener fast som Fange
+ ved Syndens Barn.
+
+ Gav du mig, Herre, til mit Gavn,
+ hin Kjødets Pæl, hin Blodets Savn,
+ paa det jeg ej i Naadens Favn
+ maaske skal snæres
+ af Hovmod, -- naa, i Jesu Navn,
+ dit Kors maa bæres!
+
+ Gud, værn om din udvalgte Skare,
+ din Godheds Aand du aabenbare,
+ dens Fjenders Hob du ikke spare,
+ men tugt dem godt,
+ som bringer Herrens Flok i Fare
+ ved vantro Spot!
+
+ _Gawn Hamilton,_ -- o, straf ham haardt,
+ han svirer, bander, spiller Kort
+ og driver anden syndig Sport
+ i djævelsk Trods
+ og vender Folkets Hjærter bort
+ fra dig og os.
+
+ Beskikker vi ham Kirkens Tugt,
+ vi faar dog ej med Skjælmen Bugt,
+ thi hver Mand ler, mens nok saa smukt
+ han alle mofler;
+ forband, o Gud, hans Fad og Frugt,
+ Kaal og Kartofler!
+
+ Gud Herre, hør mit Klagemaal
+ mod Mændene fra _Air_, o, taal
+ ej mere disse Vantros Skraal,
+ udtøm din Galde,
+ og gjør dit Hjærte haardt som Staal
+ imod dem alle!
+
+ O, tvi, hin tungehvasse _Aiken!_
+ Mit Blod gaar stridere end Bækken
+ ved Tanken paa hin Stund og Skrækken,
+ vi alle led,
+ mens _Auld_ som limet fast til Flækken
+ sin Læbe bed.
+
+ Min Gud, paa Straffens Dag forød ham,
+ hjemsøg med Hævn enhver, der lød ham,
+ borttag din Naade fra ham, mød ham
+ paa hver hans Vej,
+ ja, for dit Riges Skyld nedstød ham,
+ og spar ham ej!
+
+ Betænk din Tjener tro og huld
+ med Hus og Hest og Ko og Guld,
+ saa _jeg_ maa skinne over Muld --
+ _dit_ Navn til Pris --
+ og hisset hos dit Englekuld
+ i Paradis!
+
+ [Anm.:
+ _mofler_, har Krammet paa.]
+1898.
+
+
+
+DER BOED EN BONDE.
+
+Frit oversat.
+
+
+ Der boed en Bonde paa Kildebæks Bred
+ -- hej! mens Rude og Timian gror --
+ han havde en Kjælling til idel Fortræd
+ -- nu er Timianen visnet, men Ruden i Flor.
+
+ Og Manden traf Fanden en Dag paa sin Vej
+ -- hej, mens Rude og Timian gror. --
+ »Hvordan,« spurgte Fanden, »befinder du dig?«
+ -- Nu er Timianen visnet, men Ruden i Flor.
+
+ »Aa, det er rent snavs med den Kjælling jeg har
+ -- hej, mens Rude og Timian gror --
+ for hun er da værre end Fanden skinbar«
+ -- Nu er Timianen visnet, men Ruden i Flor.
+
+ »Din Oxe og Asen jeg ikke skal ta'
+ -- hej, mens Rude og Timian gror --
+ men giv mig den Kjælling, for hind' maa jeg ha'«
+ -- Nu er Timianen visnet, men Ruden i Flor.
+
+ »Og hvis du kan tumle den Hex, du da faar
+ -- hej, mens Rude og Timian gror --
+ da er du mænd værre end Rygterne gaar«
+ -- Nu er Timianen visnet, men Ruden i Flor.
+
+ Og Manden hjalp Fanden sin Kjælling i Sæk
+ -- hej, mens Rude og Timian gror --
+ som Bonden sin Polde han bar hende væk
+ -- Nu er Timianen visnet, men Ruden i Flor.
+
+ Saa fo'r de da begge ad Helvede til
+ -- hej, mens Rude og Timian gror --
+ »Skrup ind!« sagde Fanden. -- »Nej, Gi' om jeg vil!«
+ -- Nu er Timianen visnet, men Ruden i Flor.
+
+ Men Fanden han var nu slet ikke forsagt
+ -- hej, mens Rude og Timian gror --
+ han klapped i Næven og vips, kom hans Vagt
+ -- Nu er Timianen visnet, men Ruden i Flor.
+
+ Men Kjællingen rased og rev som en Ulv
+ -- hej, mens Rude og Timian gror --
+ de arge Smaadjævle hun tærsked i Gulv
+ -- Nu er Timianen visnet, men Ruden i Flor.
+
+ En sværtet Smaafanden keg frem bag en Sten
+ -- hej, mens Rude og Timian gror --
+ for Sod man ej saa, om han græd eller gren
+ -- Nu er Timianen visnet, men Ruden i Flor.
+
+ »Hjælp, Mester! Slaa Hexen med Kolde og Kræft
+ -- hej, mens Rude og Timian gror --
+ hun ellers os myrder hver eneste Kjæft!«
+ Nu er Timianen visnet, men Ruden i Flor.
+
+ Den Slemme -- af Harme han fløjted og sang
+ -- hej, mens Rude og Timian gror --
+ og bandte en Ed som hans Hale saa lang
+ -- Nu er Timianen visnet, men Ruden i Flor.
+
+ Ja, Fanden han svor ved sin rødeste Kok:
+ -- hej, mens Rude og Timian gror --
+ »Eet Helved ad Gangen er mere end nok«
+ -- Nu er Timianen visnet, men Ruden i Flor.
+
+ Saa tog han den Kjælling med Pik og med Pak
+ -- hej, mens Rude og Timian gror --
+ og fo'r saa til Bonden og sagde ham »Tak!«
+ -- Nu er Timianen visnet, men Ruden i Flor.
+
+ »En Djævel det var jeg det mest' af mit Liv
+ -- hej, mens Rude og Timian gror --
+ men Helvede fik jeg dog først med din Viv!«
+ -- Nu er Timianen visnet, men Ruden i Flor.
+
+1902.
+
+
+
+
+FINDLAY.
+
+
+ »Hvem staar dér ved min Kammerdør?«
+ »Hvem vel uden Findlay?«
+ »Da maa du gaa! _Du_ taales ej her.«
+ »Vist gjør jeg saa!« sa' Findlay.
+ »Hvi gaar du som en Tyv i By?«
+ »Ja, kom og se!« sa' Findlay.
+ »Du gjør en Ulykke før næste Gry!«
+ »Vist gjør jeg det,« sa' Findlay.
+
+ »Staar jeg op og ta'r dig ind --«
+ »Tag mig ind!« sa' Findlay,
+ »jager du Drømmene fra min Kind.«
+ »Vist gjør jeg det,« sa' Findlay.
+ »Kommer du under mit Kammers Tag --«
+ »Bare jeg kom!« sa' Findlay,
+ »bliver du her til højlys Dag.«
+ »Det gjør jeg nok,« sa' Findlay.
+
+ »Hvis du bliver i Nat, min Ven --«
+ »Hvad jeg gjør!« sa' Findlay,
+ »frygter jeg for, du kommer igjen.«
+ »Det gjør jeg nok!« sa' Findlay.
+ »Hvad der end sker i mit Kammers Skjød,«
+ »Ske, hvad der vil!« sa' Findlay,
+ »saa maa du dølge det til din Død!«
+ »Stol kun paa mig!« sa' Findlay.
+
+Sommer 1898.
+
+
+
+
+JENNY I RUGEN.
+
+
+ Vaad til Skindet er nu Glutten
+ af at gaa i Rug,
+ vaad om Hoften, vaad om Futten
+ af den kolde Dug.
+
+ Stakkels Jenny, vaad er Glutten
+ nu til Hverdagsbrug,
+ vaad om Hoften, vaad om Futten
+ af at gaa i Rug.
+
+ Hvis nu Gutten mødte Glutten
+ gaaende i Rug,
+ skulde Glutten nægte Gutten
+ et Par Kys i Smug?
+
+ Og hvis Glutten mødte Gutten
+ paa et øde Sted,
+ og saa Gutten kyssed Glutten,
+ kom det nogen ved?
+
+ Stakkels Jenny, vaad er Glutten
+ nu til Hverdagsbrug,
+ vaad om Hoften, vaad om Futten
+ af at gaa i Rug.
+
+ [Anm.:
+ _Futten_, Kjælenavn for Foden.]
+1898.
+
+
+
+SKJØN NELLY.
+
+
+ Paa Blomsterlejet ved en Aa
+ i Skyggen af en Skov
+ let sommerklædt skjøn Nelly laa
+ fint rødmende og sov.
+ Da gik forbi bag Skovens Træ'r
+ den Knøs, der havde Nelly kjær;
+ han studsed, blussed, stirred, skjalv
+ og trak saa tungt sit Vejr.
+
+ Som skjønne Vaaben dulgt i Løn
+ laa Blikket gjemt i Blund,
+ og Rosen blev end mere skjøn
+ ved Duft af hendes Mund;
+ Skovliljen strøg sig dugfyldt, tyst
+ med Søsterkys mod Nellys Bryst;
+ _han_ studsed, blussed, stirred, skjalv,
+ delt mellem Frygt og Lyst.
+
+ Den lette Luftning løfted lidt
+ den tynde Sommerdragt,
+ som kysk og fint omslynged blidt
+ de bløde Lemmers Pragt.
+ Hans Blod gik stridt som Bæk i Dal,
+ et hedt, usikkert Kys han stjal;
+ han studsed, blussed, stirred, skjalv,
+ et Bytte for sin Kval.
+
+ Da fløj med eet blandt Bregner op
+ en Agerhønseflok.
+ Skjøn Nelly vaagned og i Hop
+ sprang over Sten og Stok.
+ Han efter skar paa lette Vrist
+ og vandt sin Pris ved Løb og List;
+ han bad, han svor, og Glutten blev,
+ som Glutter bli'r tilsidst.
+
+1898.
+
+
+
+
+HVAD KAN EN UNG KVINDE.
+
+
+ Hvad kan en ung Kvinde,
+ hvad skal en ung Kvinde,
+ hvad kan en ung Kvinde gjør' med en dorsk Mand!
+ At Mor kunde mænge
+ mig ind i de Penge
+ og sælge sin Jenny for Gods og for Land!
+
+ Han klager, han klynker,
+ hans Ansigt har Rynker,
+ han hoster, han humper som Padde i Sand,
+ og Blodet er blaaset,
+ i Sengen forfrosset,
+ o, styg er en Nat hos en kold gammel Mand.
+
+ Han brummer og skjænder
+ og viser mig Tænder,
+ slet intet er godt, skjønt jeg gjør, hvad jeg kan,
+ mest spiller hans Tunge
+ jaloux mod de unge --
+ ve Timen, jeg tog mig en Olding til Mand!
+
+ Min Tante Katrine
+ har ondt af min Pine
+ og raader -- hvad just paa min Mølle er Vand:
+ ved Dril og ved Plage
+ at korte hans Dage
+ og siden mig tage en Yngling til Mand!
+
+1898.
+
+
+
+
+NANCY.
+
+
+ Husbond, Husbond, stands dit Kiv,
+ er du fra dig selv, Mand!
+ Er jeg end din Ægteviv,
+ er jeg ej din Træl, Mand.
+ »Ikkun een befale kan --
+ Nancy, Nancy;
+ bør da Kvinde eller Mand?
+ Svar mig, Nancy.«
+
+ Fordrer mere du af mig
+ Lydighed og Træl'sind,
+ løber jeg, ved Gud, min Vej,
+ saa Farvel, min Dril'pind!
+ »Nu bedrøver du din Ven,
+ Nancy, Nancy,
+ skjønt jeg fandt vel een igjen,
+ søde Nancy!«
+
+ O, om Hjærtet, saa forsagt,
+ brast ved hvad du spaar mig!
+ Har du mig i Graven lagt,
+ prøv hvordan det gaar dig!
+ »Aa ved flittig Bøn og Tro,
+ Nancy, Nancy,
+ falder Sindet nok til Ro,
+ søde Nancy!«
+
+ Hjemme faar du ingen Fred,
+ der skal blive Fest dér!
+ Helveds Hær fra Gravens Bred
+ byder jeg til Gjæst dér!
+ »Ta'r jeg atter een som dig,
+ Nancy, Nancy,
+ flygter Fanden selv sin Vej,
+ søde Nancy!«
+
+Sommer 1898.
+
+
+
+
+DUNCAN GRAY.
+
+
+ Duncan Gray kom her som Fri'r,
+ ha, ha for Bejlen der,
+ Julenat da her stod Svir,
+ ha, ha for Bejlen der,
+ Meggi Nakken gav et Slæng,
+ saa paa Duncan knibsk og streng,
+ saa han stod der som en Dreng,
+ ha, ha for Bejlen der!
+
+ Duncan svor sig selv til Mén,
+ ha, ha for Bejlen der.
+ Meg var døv som Stok og Sten,
+ ha, ha for Bejlen der.
+ Duncan sukked ud og ind,
+ græd sig Munden vid og vind,
+ skreg, hun blev hans Ligkist'pind,
+ ha, ha for Bejlen der!
+
+ Tiden læger alle Saar,
+ ha, ha for Bejlen der --
+ ogsaa dem, som Elskov slaar,
+ ha, ha for Bejlen der.
+ »Bør jeg,« -- trøsted han sig selv,
+ »la' en Tøs slaa mig ihjel!
+ Hun for mig kan gaa til Hel -- --!«
+ ha, ha for Bejlen der!
+
+ Det forstaar vor Doktor kun:
+ -- ha, ha for Bejlen der --
+ Meg blev syg, da han blev sund --
+ ha, ha for Bejlen der.
+ Taaren dybt i Hjærtet sved,
+ Barmens Rund gik op og ned,
+ Blikket røbed, hvad hun led,
+ ha, ha for Bejlen der!
+
+ Duncans Sind var purt som Guld
+ -- ha, ha for Bejlen der --
+ Meggis Skæbne medynksfuld,
+ ha, ha for Bejlen der.
+ Duncan saa, hvor hun var sød;
+ hvorfor volde Barnets Død?
+ Nu hun smiler paa hans Skjød --
+ ha, ha for Bejlen der!
+
+1898.
+
+
+
+
+JOCK RAB.
+
+
+ O saa I min Kjærrest, min Eppi' Mac Nab,
+ o saa I min Kjærrest, min Eppi' Mac Nab?
+ I Haven -- javist! hos Greven -- som sidst!
+ Hun vil ej komme hjem til sin egen Jock Rab.
+
+ O, kom dog hjem til mig, min Eppi' Mac Nab,
+ ja kom dog hjem til mig, min Eppi' Mac Nab;
+ hvad slet du har gjort, om smaat eller stort:
+ velkommen du er hos din egen Jock Rab.
+
+ Hvad svarer min Kjærrest, min Eppi' Mac Nab,
+ hvad svarer min Kjærrest, min Eppi' Mac Nab?
+ Det svarer hun dig: Pak _du_ dig din Vej!
+ For evigt forlod hun sin egen Jock Rab.
+
+ Hvi skulde vi mødes, min Eppi' Mac Nab,
+ hvi skulde _vi_ mødes, min Eppi Mac Nab!
+ Saa let som et Vejr, saa falsk, men saa kjær!
+ Nu knuste Du Hjærtet i stakkels Jock Rab!
+
+1898.
+
+
+
+
+TIBBI DUNBAR.
+
+
+ O vil du gaa med mig,
+ skjøn Tibbi Dunbar?
+ o vil du gaa med mig,
+ skjøn Tibbi Dunbar?
+ Vil du ride en Hest
+ eller styre et Par,
+ eller gaa ved min Side,
+ skjøn Tibbi Dunbar?
+
+ Jeg agter kun lidet
+ din Far og hans Penge,
+ kun lidt dine Slægtninger
+ stolte og strenge.
+ Men sig, du vil ha' mig,
+ saa lidt jeg end har,
+ og kom som du staar der,
+ skjøn Tibbi Dunbar!
+
+1898.
+
+
+
+
+JOHN ANDERSON.
+
+
+ John Anderson, min Fryd, John,
+ da først vi to blev kjendt,
+ dit Haar var mørkt som Ravnen,
+ din Pande brun og brændt;
+ nu er din Isse bar, John,
+ og bleget Lokkens Pryd.
+ Velsign dog Gud din Tinding graa,
+ John Anderson, min Fryd.
+
+ John Anderson, min Fryd, John,
+ vi gik paa Højen sammen,
+ ja, mangen dejlig Dag, John,
+ vi klattred op til Kammen;
+ nu maa vi dulre ned, John,
+ til visne Klokkers Lyd
+ og slumre sammen ved dens Fod,
+ John Anderson, min Fryd!
+
+1898.
+
+
+
+
+O, LUK MIG IND --
+
+
+_Han:_
+
+ O elskte Pige, sover du?
+ O, sig, du vaager lidt endnu,
+ for Elskov bandt min Haand og Hu,
+ jeg vil saa gjerne ind, Glut.
+
+ O, luk mig ind blot een Nat,
+ ja, een, een, een Nat,
+ om end det nu er sen Nat,
+ staa op, og luk mig ind, Glut.
+
+ Du hører Vintrens vaade Stød,
+ Drivskyen kvalte Stjernens Glød,
+ paa Vejens Grus jeg Foden brød,
+ mod Natten giv mig Skjærm, Glut.
+
+ Glad gav jeg dog mig selv til Pris
+ for Regnens Slag og Haglens Ris,
+ hvis ej _dit_ Hjærtes Kuld og Is
+ opvakte al min Ve, Glut.
+
+ O, luk mig ind blot een Nat,
+ ja, een, een, een Nat;
+ om end det nu er sen Nat,
+ staa op, og luk mig ind, Glut.
+
+
+_Hun:_
+
+ O, tal ej mer om Regn og Vind,
+ haan, om du vil, mit kolde Sind, --
+ men gaa din Vej herfra, thi ind
+ du kommer ej til mig, Gut.
+
+ Jeg siger dig det een Nat,
+ blot een, een, een Nat,
+ ej nu og nogen sen Nat
+ af mig du lukkes ind, Gut.
+
+ Den Blæst, der gjennem Natten gaar,
+ den Hagl, som vejløs Vandrer slaar,
+ er intet mod den Kvindes Kaar,
+ der troed troløs Mand, Gut.
+
+ Først som en fager Blomst at staa,
+ saa trampes som et Ukrudtsstraa --
+ saa mangen Glut, hvis Kaar var smaa,
+ drog ind til denne Lod, Gut.
+
+ I Gaar sad Fuglen glad og let
+ og sang paa Jæg'rens Vindusbræt,
+ i Dag den spræller i hans Næt,
+ det var den Løn den fik, Gut!
+
+ Jeg siger dig da een Nat,
+ blot een, een, een Nat:
+ Ej nu -- om nok saa sen Nat --
+ af mig du lukkes ind, Gut.
+
+1898.
+
+
+
+
+VAR SKYLDEN MIN --
+
+
+ Var Skylden min, var Skylden min
+ at _hendes_ Ømhed drog mig?
+ Hun passede mig op ved Sti'n
+ og hjem til sig hun tog mig.
+
+ Saa listig ledte hun mig ind,
+ mens imod Støj hun vared:
+ »Min ækle gamle Gnavepind
+ er over Fjorden faret.«
+
+ Hvis nogen her bebrejder mig,
+ jeg gik med Næstens Kone,
+ lad ham i mit Sted stille sig
+ og ta' en lav're Tone.
+
+ En Skjættekam _han_ brugte tit
+ imod den arme Kvinde,
+ at hun saa snød sin Stodder lidt,
+ bør det bebrejdes hende?
+
+ Jeg bander ham af Hjærtens Grund,
+ mens Kys paa Kys jeg plukker,
+ thi hendes villigrakte Mund
+ var sød som Kandissukker.
+
+ Det var en Mandagskvæld hun drog
+ mig til sig hist paa Næsset,
+ men da jeg hjemad Vejen tog,
+ laa Tirsdagsdug i Græsset.
+
+30/7 1898.
+
+
+
+
+WOLLES VIV.
+
+
+ Wolle Wattel hed en Mand,
+ der sad tilhuse syd for Junget;
+ han var en Knag med jævn Forstand
+ og slog sin Væv saa ret det runged!
+ Men Wolles Viv var mut og styg,
+ og Marri Hop var Mor til Raden.
+ En saadan Kvind som Wolle har
+ jeg gav sgi ej en Sysling for hind'!
+
+ Hun har ét Øje, ikkun ét,
+ -- en Kat har to af samme Farve, --
+ fem fule Tænder plus en Stump,
+ dertil en Tunge som en Harve;
+ et Knurhaars-Skjæg om hendes Mund,
+ og hendes Næse truer Hagen.
+ En saadan Kvind som Wolle har
+ jeg gav jer ej en Sysling for hind'.
+
+ Hjulbenet er hun, kalveknæet,
+ og halt -- det kjendes paa Kadancen --
+ og vredet ud og vredet ind
+ kanske til Fordel for Balancen.
+ En Pukkel har hun paa sit Bryst,
+ en Tvilling til den paa sin Skulder.
+ En saadan Kvind som Wolle har,
+ jeg gav sgi ej en Sysling for hind'.
+
+ Den gamle Kat ved Arnens Ild
+ er ren i Skind og net i Væsen,
+ men Wolle Wattels sure Kvind
+ paa Muffedissen tørrer Næsen;
+ en Næve som en Kaste-Skovl,
+ et Fjæs der vilde smudske Bækken.
+ En saadan Kvind som Wolle har --
+ nej, om jeg gav en Sysling for hind'!
+
+1898.
+
+
+
+
+EN SKRÆDDER I SENGEN.
+
+
+ En Skrædder gjennem Sengen saa ynkeligen faldt,
+ en Skrædder gjennem Sengen, med sit Fingerbøl og alt,
+ hans Skjorte var kun stumpet, og Lagenet en Pjalt,
+ og gjennem Loftet faldt han med Fingerbøl og alt.
+
+ En lille søvnig Pige, som tog den med Ro,
+ hun gned sit Øje, vendte sig og saa, at de var to,
+ men da hun frøs en Kjende og ynded Nattefred,
+ hun tænkte: »Aa, en Skrædder gjør ikke mig Fortræd!«
+
+ Hvad siden er passeret, det røber Sagnet ej,
+ da ingen af dem klagede saa klager ikke jeg.
+ Men mon der ej er flere, som ej blev altfor vred,
+ selv om en lille Skrædder bardused til dem ned?
+
+1898.
+
+
+
+
+DE LYSTIGE TIGGERE.
+
+
+ En Nat da Løv lig Flagermus
+ nedsejled over Gaard og Grus
+ for Nordenvindens Rusk,
+ da Haglen slog mod Bondens Væg
+ og Granen stod med Rim i Skjæg,
+ og hvid var Digets Busk,
+ da sad en lystig Tatertrop
+ i Katte-Nancys Hytte
+ for Pjalterne at drikke op
+ med alt det gjorte Bytte;
+ til Skaalen og Skraalen
+ de dansed og de sang;
+ ved Stampen og Trampen
+ lydt Kjøkkentøjet klang.
+
+ Tæt op mod Ovnen sad der en
+ i røde Pjalter; mod hans Ben
+ stod fyldte Tigger-Sække.
+ Hans _Dulle_ hviled i hans Arm,
+ af Drik og Kjærtegn rød og varm
+ hun smiled til den kjække.
+ Kys fik hun af ham uden Stop
+ og Vin i svingfuldt Maal,
+ mens graadigt hun holdt Munden op,
+ som Tiggeren sin Skaal.
+ Hvert Smask da gav Klask, ja
+ som Piskesmæld i Vang,
+ til svinglende og dinglende
+ han rejste sig og sang:
+
+
+II.
+
+ Jeg har Krigens Gud til Far,
+ og i mangt et Slag jeg var;
+ mine Hug og mine Ar
+ tog jeg mod, som de kom;
+ dette tog jeg for en Tøs;
+ dette fik jeg af en Fløs,
+ da mod Fransken det gik løs
+ under Trommers Bom-Bom.
+
+ Mine Læreaar de faldt,
+ da i _Kanada_ det gjaldt,
+ og min Fører for Gevalt
+ under Hug segnet om;
+ og jeg tjente stadig fort,
+ den Gang _Moro_ kom til kort
+ og blev lagt i Jorden sort
+ under Trommers Bom-Bom.
+
+ Ejheller jeg da Pjalt var
+ nu nylig ved Gibraltar,
+ men la' paa Krigens Altar
+ to Lemmer helt from;
+ hvis atter Fjenden slumper
+ ind over Grænsen, humper
+ jeg med paa mine Stumper
+ under Trommers Bom-Bom!
+
+ Skjønt jeg nu er blot et Kræ,
+ der maa betle Brød og Læ,
+ med en Arm og Ben af Træ,
+ mens min Lomme er tom,
+ er jeg glad dog ved min Flaske,
+ ved min Tøs og ved min Taske,
+ som da Kugler hørtes plaske
+ under Trommers Bom-Bom.
+
+ Og skjønt Haaret nu er graat,
+ og skjønt tit mod Vejret raat
+ jeg maa rejse mig mit Slot
+ i en Skovhules Rum
+ -- blot min Sæk man kjøbe vil,
+ saa min Brændevin slaar til,
+ tør jeg møde Fanden selv
+ under Trommers Bom-Bom!
+
+
+III.
+
+ _Han_ slutted; men det vilde Kor
+ end rysted Tag og Grund,
+ mens skræmte Rotter baglænds for
+ helt ind til Hulens Bund.
+ En Spillemand fra Krogen skreg:
+ _Da capo!_ Samme Stund
+ _Soldaterglutten_ rejste sig;
+ og nu holdt alle Mund.
+
+
+IV.
+
+ Engang var jeg Mø, skjønt jeg mindes ej naar,
+ og stadig min Længsel til Ynglinger staar;
+ en Dragon af en Trop blev min Far paa en Nat;
+ hvad Under, jeg elsker den raske Soldat.
+
+ Den første jeg favned, en rødmusset Knøs,
+ han dundrede altid paa Stortrommen løs;
+ hans Ben stod i Bue, paa Sned sad hans Hat;
+ hvor var jeg forlibt i den raske Soldat!
+
+ Saa kom en _Hr. Pastor_ og kryssed min Vej,
+ _han_ vovede Sjælen, og Legemet _jeg._
+ For Kirken nu Trommen i Stikken blev ladt,
+ jeg viste mig falsk mod min raske Soldat.
+
+ Snart fandt jeg dog Fromheden mindre bevendt,
+ hvad var vel een Præst mod et helt Regiment?
+ For det stod jeg rede og altid parat,
+ jeg spurgte kun efter den raske Soldat.
+
+ Saa tog jeg til Posen, dengang vi fik Fred,
+ til jeg mødte ham dér paa et Marked et Sted;
+ hans Pjalter fra Krigen for mig var en Skat,
+ hvor nød mine Øjne den raske Soldat!
+
+ Min Alder? -- Jeg husker den ikke engang;
+ men end kan jeg glædes ved Vin og ved Sang:
+ saa længe som Haanden om Glasset har fat:
+ et Leve min Helt og min raske Soldat!
+
+
+V.
+
+ Men _Anders_ sad i Krogen trang
+ og drak og kneb en Tatertøjte,
+ hvad Koret sang og ikke sang,
+ det raged ikke dem en Døjte;
+ tilsidst han haled op sin Fløjte,
+ skar en Grimace, vakled frem,
+ men før han blæste til med Klem
+ gav han et Smækkys til sin Tøjte.
+
+
+VI.
+
+ En er Nar, naar han faar en Taar Vaadt,
+ een et Fæ under Sagens Plædering;
+ een som Taabe er blot en Per Tot,
+ men jeg selv er kun Nar af Haandtering.
+
+ Min Gudmor hun gav mig en Bog,
+ paa Kløgt jeg begyndte at haabe;
+ jeg tror, mit Talent jeg bedrog,
+ men venter man mer af en Taabe?
+
+ Jeg vover min Hals for en Dram,
+ en Tøs er mig mere end Brødet;
+ sig, ventes der andet af ham,
+ der er Nar i Aanden og Kjødet!
+
+ Man bandt mig engang som en Stud,
+ fordi jeg i Svir havde svoret,
+ i Kirken jeg Skoser holdt ud,
+ fordi jeg som fuld havde horet.
+
+ Jeg, Anders, som gjøgler for Grin,
+ bør næppe med Dadel anfaldes,
+ der er jo en Gjøgler saa fin,
+ som Justitiarius kaldes.
+
+ Se denne Filur i sit Fløjl
+ at skjære Grimacer og glamme
+ til Folk om vort »lurvede Gøgl«,
+ skjønt _hans_ gjør _vort_ tifold til Skamme.
+
+ I venter Moralen, nuvel
+ -- og Glasset det venter paa mig:
+ »Den Mand, som er Nar i sig selv,
+ er større Tosse end jeg!«
+
+
+VII.
+
+ En kraftig Kvind kom nu til Mæle,
+ en Mester i sit Fag: _at stjæle;_
+ saa mangen Pung hun havde hugget,
+ og endnu flere Pægle drukket;
+ en Højlandsknøs hun havde valgt,
+ hvem man i Galgen havde kvalt;
+ med megen Graad hun fanged an
+ med Sangen om John Højlandmand:
+
+
+VIII.
+
+ En Højlandsgut jeg elsked frit;
+ Lavlandets Lov han ændsed lidt,
+ men han var trofast mod sin Klan,
+ min tapre Gut John Højlandmand.
+ Sing hej, min gjæve Højlandmand!
+ Sing ho, min gjæve Højlandmand!
+ Der er ingen Knøs i dette Land,
+ der ligner min John Højlandmand!
+
+ Hans Kappes Bræm, hans Tæppes Kast,
+ hans gode Slagsværd, blankt og hvast,
+ mangt Kvindehjærte stak i Brand!
+ -- min tapre Knøs, John Højlandmand!
+
+ Fra Tweed til Spey vi strejfed om
+ i Sus og Dus, saa langt vi kom;
+ han frygted ingen Mand og Stand,
+ min kjække Knøs, John Højlandmand.
+
+ De drev ham over Havet bort,
+ men Træets Knop kom selv tilkort,
+ før næste Vaar jeg laa forsand
+ i Favnen paa John Højlandmand.
+
+ Men ak, de fanged ham tilsidst
+ og lænked ham bag Fængslets Rist;
+ Forbandelse paa dette Land!
+ De hængte min John Højlandmand!
+
+ Som Enke gaar jeg nu omkring
+ og glædes ej ved nogen Ting;
+ i Flasken jeg kun drukne kan
+ min Tanke paa John Højlandmand!
+ Sing hej, min gjæve Højlandmand!
+ Sing ho, min gjæve Højlandmand!
+ Der er ingen Knøs i dette Land,
+ der ligner min John Højlandmand!
+
+
+IX.
+
+ En lille Praas med Fjol og Bue
+ fik her sit Hjærte bragt i Lue
+ ved Synet af den svære Frue
+ i Taarer smeltet,
+ skjønt han kun naa'de med sin Hue
+ den Viv til Bæltet.
+
+ Med Fjol mod Lænd og Blik paa Vagt,
+ han stemte Strengen uforsagt,
+ til i en _Arioso_-Takt
+ hin Dværg-Apollo
+ fremtvang med _Allegretto_-Magt
+ hin _giga solo_:
+
+
+X.
+
+ Lad mig naa op og tørre væk
+ den stride Strøm, den Taarebæk,
+ vær du min Glut og jeg din Gjæk,
+ saa blæse være med Resten!
+
+ Af Haandværk er jeg en Spillemand,
+ jeg spiller for Pigerne trindt om Land;
+ af alle Viser, _jeg_ spille kan,
+ den bedste er: blæse med Resten!
+
+ Vi spiller til Dans i Høst og Slet.
+ Og hvor vi to skal føre os net!
+ Og alle Vegne drikker vi tæt
+ og blæser et Stykke ad Resten.
+
+ Vi gnaver glade det samme Ben
+ og soler Ryggen ved samme Sten;
+ til fælles Behag og slet ingen til Mén
+ vi blæser et Stykke ad Resten.
+
+ Ja, kommer du, dejligste, ind i min Arm,
+ da glemmer jeg Sulten, der nager min Tarm
+ og gnider min Fele og svælger min Harm
+ og blæser et Stykke ad Resten!
+
+
+XI.
+
+ Nu sprang en kraftig Tater op,
+ jaloux paa Spillemanden,
+ og rev en Kniv fra Buxens Strop
+ og rynked bistert Panden.
+ Han trued med at flække ham,
+ som Kokken flækker Hjejler,
+ og ganske grundigt stække ham
+ som denne Dames Bejler.
+
+ Med angstfuldt Blik den kaade Strik
+ -- han var jo kun saa liden! --
+ nu knæled ned og bad om Fred,
+ og dermed endte Striden;
+ og skjønt hans Hjærte bæved ved
+ at se de tvende gantes,
+ han lo ad denne Vise med,
+ da ingen Omvej fandtes:
+
+
+XII.
+
+ Min Snut, drag med en Kobbersmed!
+ -- for det er _min_ Bestilling;
+ saavidt jeg for, som Kristne bor,
+ og tjente mangen Skilling.
+ Jeg tog mod Mønt og fik begyndt
+ helt godt paa _Exercitsen_,
+ strøg saa af Sted; den raske Smed
+ ham smagte ej Militsen.
+
+ Naa Tøs! saa værg dig mod den Dværg
+ med al hans Væv og Blødsind,
+ og slut dig til en ærlig Sjæl
+ med Randsel og med Skjødskind.
+ Ved denne Stob, min Tro og Haab
+ og ved min gode Klinge,
+ om _du_ faar Nød og fattes Brød,
+ gid _jeg_ af Tørst maa springe!
+
+
+XIII.
+
+ Den Sanger sejred, Kvinden sank
+ i Smedens Favn omkuld,
+ dels for hun halvt var elskovskrank,
+ dels for hun helt var fuld.
+ _Sir Violino_ holdt sig rank,
+ tog til sin Hattepuld
+ og ønsked dem fra Lykkens Bank
+ Valuta: Held og Huld
+ samt Øl den Nat.
+
+ Men Drengen Amor slap en Pil,
+ en »Dame« mærked Svien
+ og søgte hos vor Spil'mand Hvil
+ i Læ af Hønsestien.
+ Men hendes Husbond dansed Ril
+ og tørned rundt som Bien,
+ naar den er vred, -- dog snart i Smil
+ han skifted Melodien
+ og lo den Nat.
+
+ Han var en Ka'l! -- saa bindegal,
+ som Bakkus kunde fæste;
+ og skjønt hans Lykke tit var skral,
+ var hans Humør det bedste.
+ Om eet han bad: at være glad,
+ og ikkun Tørst han frygted.
+ Hans Pest var Tvang, hans Fest var Sang,
+ og saadan Musen røgted
+ hans Kald den Nat:
+
+
+XIV.
+
+ Jeg er Poet og ilde set
+ hos Folk af Stand og alt det;
+ men Hoben selv den lytter til,
+ som selve Livet gjaldt det.
+ For alt det, og alt det
+ og meget mer end alt det.
+ En strøg der men jeg har to igjen,
+ d'er Kvinder nok for alt det.
+
+ Jeg aldrig fik af Musers Drik,
+ Kastalias Væld og alt det,
+ men Bæger-Skum af Vin og Rom
+ -- jeg Helikon har kaldt det.
+
+ For Glutter smaa jeg ej kan staa,
+ men elsker dem og alt det;
+ sligt bød jo Gud; hans Visdomsbud --
+ sig, skulde jeg ha' kvalt det!
+
+ Een Stund du nød i Lykkens Skjød
+ med Kys og Klap og alt det.
+ Hvor længe vil sligt Held slaa til,
+ før Tidens Gus har kvalt det?
+
+ De Tøse har gjort mig til Nar
+ ved Smil og List og alt det;
+ dog: deres Skaal til bredfuldt Maal!
+ De drager mig trods alt det.
+ For alt det og alt det
+ og meget mer end alt det!
+ For deres Vel jeg gav min Sjæl
+ og mere til for alt det!
+
+
+XV.
+
+ Saa sang den Skjald, og Nancys Hus
+ gav Lyd af Skraal og Bifaldsbrus
+ og Træskotramp og Hvin,
+ det sidste Shawl, det sidste Slag,
+ den sidste Pjalt paa deres Bag
+ blev solgt for Brændevin.
+ Den muntre Flok, der ej fik nok
+ i Skjaldens første Sang,
+ bad ham -- hej-hop! at løse op
+ for Posen end en Gang.
+ Op sprang han, saa sang han
+ af alle Livsens Kræfter;
+ da hven man og gren man
+ og sang Refrænet efter:
+
+
+XVI.
+
+ Se dog hvor vor glade Klynge
+ hviles ind i Bollens Damp!
+ Lad os drikke, lad os synge,
+ lad os glemme Livets Kamp!
+
+ Pyt med dem som kræver Galger!
+ Frihed er en herlig Fest!
+ Loven er kun for Kanaljer,
+ Kirke blev kun til for Præst.
+
+ Hvad er Titler, hvad er Velstand,
+ hvad er Ros paa Ærens Vej?
+ Blot _jeg_ glædes uden Stilstand,
+ rager Resten ikke mig.
+
+ Dagen tures bort, og svinder
+ Solen bag den mørke Sø,
+ sover vi hos vore Kvinder,
+ i en Lades friske Hø.
+
+ Tror I Dampens Vogntog løber
+ mere let fra Sted til Sted,
+ tror I Ægtesengen røber
+ større Maal af Kjærlighed?
+
+ Livet er Uvisheds Forum;
+ ingen ser, hvor langt det naar,
+ lad dem snakke om _Decorum_,
+ der selv Titler gi'r og faar.
+
+ Skaal for vore Tiggersække!
+ Skaal for hver en pjaltet Dreng!
+ Glut og Randsel -- leve begge!
+ Hurra for vort glade Slæng!
+
+1898.
+
+
+
+
+FRA ENGELSK.
+
+
+
+
+DEN NEDLAGTE LANDSBY.
+
+(Oliver Goldsmith.)
+
+
+ Min Landsbydrøm bag Lundes Hybenhæk,
+ din Dans er endt, din Gjøg er jaget væk;
+ Voldsmandens Haand omspreder dine Hæs,
+ og Ødet mørkner dine Tofters Græs.
+ Hvad før var manges, knuges nu af een,
+ og Ploven ruster alt omkap med Leen.
+
+ Det Land har svigtet sine største Krav,
+ der lagde Guld i Hob, men Mænd i Grav.
+ Lad Grever blomstre eller gaa fortabt,
+ et Pust kan skabe, hvem et Pust har skabt;
+ men pustes bort din Marv, din Bondestand,
+ det Tab forvandt ej du, ej noget Land.
+
+ I, Retfærds Mænd ved Statens Ror, der ved,
+ at Stormands Held gaar op, men Smaamands ned,
+ døm I for os og sig, hvor Grænsen gaar
+ imellem glimrende og sunde Kaar.
+
+1909.
+
+
+
+
+TIL ENGLANDS SØNNER.
+
+(Percy B. Shelley.)
+
+
+ Englands Sønner, hvorfor sled
+ I for dem, der tvang jer ned?
+ Hvorfor vil I trælsomt slaa
+ Væven for Tyranner raa?
+
+ Hvorfor uden Hvil og Stop
+ klæde, føde, klække op
+ Droner, som i braadløst Mod
+ tog jer Marv, nej, drak jert Blod!
+
+ Hvorfor hamre Vaaben til
+ som din Fjende svinge vil?
+ Hvorfor smede -- Arbejdsbi,
+ Lænker, _du_ skal snæres i?
+
+ Fik I Hygge, Velstand, Ro,
+ Elskovs Fryd i Glædens Bo?
+ Eller hvorfor gav I hen
+ Lykken -- og fik Savn igjen?
+
+ I har saaet, hvad andre slog,
+ Rigdom skabt, som andre tog,
+ vævet, men for andres Trang,
+ smedet Sværd, som andre svang.
+
+ Læg Sæd, -- men til din egen Høst,
+ find Skatte -- til din egen Lyst,
+ væv for dig selv i Tavl og Tern,
+ smed Vaaben til dit eget Værn.
+
+ -- -- Kryb i Rønnens Mørke ind;
+ I som gav andre Taarn og Tind,
+ hvi ryster Lænken ved jer Fod?
+ Kun eget Staal staar jo imod.
+
+ Med Skovl og Hakke, Høvl og Sav
+ lav jer Kiste, grav jer Grav
+ til en Dag om føje Aar
+ England bli'r jer Kirkegaard.
+
+1902.
+
+
+
+
+I ER MANGE -- DE ER FAA!
+
+(Shelley.)
+
+
+ Som en Oprørstrommes Klang
+ rulle skal nu denne Sang
+ over Folkets Ho'der hen,
+ hørt igjen, igjen, igjen.
+
+ Stig som Løver fra jert Leje,
+ fylk jert tæt langs Sti og Veje,
+ ryst mod Jord hver Lænke raa,
+ som man ryster Dug af Straa.
+ I er mange -- de er faa!
+
+1902.
+
+
+
+
+SYPIGEN.
+
+(Thomas Hood.)
+
+
+ Med Fingre stive af Stræb,
+ med Øjne svulne af Graad
+ en Kvinde, ukvindelig laset klædt,
+ sad bøjet over sin Traad:
+ -- Sting, Sting, Sting!
+ mens ud af sin tærende Trang
+ og med en Stemme saa skjælvende spæd
+ om Skjorten Syersken sang:
+
+ »Stræb -- Slæb -- Stræb,
+ fra Hanen galer mod Dag,
+ og Slæb -- Stræb -- Slæb,
+ til Maanen skinner paa Tag.
+ Er Vejen saa slidsom og mørk
+ for Kvinder af Fattigmandsstand,
+ da hellere Træl hos den vildeste Tyrk,
+ end »fri« i et kristeligt Land.
+
+ Slæb -- Stræb -- Slæb,
+ til Hjernen drejer af Sted;
+ Stræb -- Slæb -- Stræb,
+ til Øjet taages derved.
+ Søm og Bændel og Baand,
+ Baand og Bændel og Søm,
+ til over de Knapper jeg synker i Blund,
+ og singler dem fast i en Drøm.
+
+ I Fædre med Døtre ved Haand,
+ I Mænd, som har Mo'r eller Viv,
+ det er ikke Linned, I slider og bær',
+ men stakkels Menneskers Liv --
+ Sting, Sting, Sting!
+ I Sult og Ledemodsværk
+ sy'r vi Kvinder med dobbelt Traad
+ et Dødningeskrud og en Særk.
+
+ Dog hvorfor tale om _Død,_
+ hin Knokkelgestalt med sin Le?
+ I _hans_ forgræmmede, benede Træk,
+ jeg tykkes mig selv at se,
+ ja, tykkes mig selv at se
+ i lidende, savnfyldt Nød.
+ At Kjød og Blod er saa billig tilfals,
+ saa dyrt den Fattiges Brød!
+
+ I evigt trællende Kreds
+ at vandre om Arbejdets Pæl!
+ Og hvad er min Løn? En usselig Røn
+ og Pjalter fra Hoved til Hæl;
+ et trøsket Loft og et pilraadent Gulv,
+ et Bord, der næppe kan staa,
+ og Væggen saa bar, at takket jeg har
+ min Skygge, der falder derpaa.
+
+ Stræb -- Slæb -- Stræb,
+ mens Klokken dikker og slaar;
+ Slæb -- Stræb -- Slæb,
+ som Fangen i Fængslets Gaard.
+ Baand og Bændel og Søm,
+ Søm og Bændel og Baand,
+ til Hjærtet er sygt og Hjernen er træt,
+ _saa_ træt som min synkende Haand.
+
+ Stræb -- Slæb -- Stræb,
+ naar Luften er efteraarsgraa,
+ og Slæb -- Stræb -- Slæb,
+ naar Himlen er sommerdagsblaa,
+ mens let over Rygningens Kam
+ de Svaler flyver saa højt
+ og viser mig deres beskinnede Ryg
+ og lokker mig med deres Fløjt.
+
+ Ak, blot i en Primulas Duft
+ at kvæge det syge Blod!
+ At drikke en Sommerdags Luft,
+ med Grønsværet under min Fod!
+ Aa, bare den ringeste Stund
+ at føle sig rigtig glad
+ som fordum, da en Tur i det fri
+ ej kostede en sin Mad!
+
+ Ja, bare en eneste Gang
+ at turde ta Tiden paa Borg!
+ Den skulde ej vies til Elskov og Tant,
+ den skulde kun vies min Sorg.
+ En stille Graad vilde lindre mit Sind;
+ men dybt i den salte Skaal,
+ hvor Taarerne bo, der maa de bero,
+ de standsed ellers min Naal«.
+
+ -- Med Fingre stive af Stræb,
+ med Øjne svulne af Graad
+ en Kvinde, ukvindelig laset klædt,
+ sad bøjet over sin Traad,
+ Sting -- Sting -- Sting! --
+ mens ud af sin fattige Trang
+ og med en Stemme, der sitrende skjalv,
+ -- aa, maatte den række til Rigdommens Hvalv!
+ hun sang om Skjorten sin Sang.
+
+1901.
+
+
+
+
+L'ANCIEN REGIME ELLER DET GODE GAMLE KONGEDØMME.
+
+(James Thomson.)
+
+
+ Hvem har en Skjænk beredt
+ for vor Drot og Majestæt?
+ En Jomfru gav ham sin Tro,
+ han tog hendes Uskyld og lo
+ og gav hende Skjændsel til Tak
+ og Torne for Rosen, han brak.
+ Og efter vanæredes Sæd
+ hun glemtes og skæm'des og græd.
+ _Uskyld_ er da næppe saa godt
+ som Gave til Kongen, vor Drot.
+
+ Hvem har en Skjænk beredt
+ for vor Drot og Majestæt?
+ En Statsmand bød ham en Lov,
+ hvor ikke Retfærdighed sov;
+ dog hurtig han angred' sit Kald,
+ thi Skjælmer beredte hans Fald;
+ i Landflugt, Forvisning og Nød
+ lod Kongen ham gaa til hans Død.
+ _Retfærdighed_ aldrig var godt
+ som Gave til Kongen, vor Drot.
+
+ Hvem har en Skjænk beredt
+ for vor Drot og Majestæt?
+ En Tænker gav ham en Skat
+ af Sandhed, men Fængslets Nat
+ med eet om Skribenten stod stængt,
+ hans Bøger paa Baalet blev slængt.
+ Se, saadan kurerer en »Schuft«
+ den Sygdom, der hedder Fornuft.
+ _Sandhed_ er alt andet end godt
+ som Gave til Kongen, vor Drot.
+
+ Hvem har en Skjænk beredt
+ for vor Drot og Majestæt?
+ Hans Folk i Begejstringens Rus
+ svor Troskab til ham og hans Hus;
+ da skjænked' den »Folkenes Ven«
+ dem Skatter og Byrder igjen,
+ Fordummelse, Hunger og Krig
+ med blodige Bunker af Lig.
+ Gud ved, om det ogsaa er godt
+ den _Sværgen_ til Kongen, vor Drot!
+
+ Hvem har en Skjænk beredt
+ for vor Drot og Majestæt?
+ En Hofmand hans Hjærte betog,
+ en lavsindet, krybende Snog;
+ hans Hjærte var falsk som hans Smil,
+ han selv uforfalsket servil,
+ thi fik han i Kongens Palads
+ den styrtede Lovgivers Plads.
+ Thi _Spytslikkeri_ det er godt
+ som Gave til Kongen, vor Drot.
+
+ Hvem har en' Skjænk beredt
+ for vor Drot og Majestæt?
+ En Feltherre skaffed' ham Krig,
+ paa Bytte og Sejre helt rig,
+ med Blodstrømme, Dødsrallen, Skud
+ og Tak til Hærskarernes Gud.
+ Ja _Krig_ det er fint, det er godt
+ som Gave til Kongen, vor Drot.
+
+ Hvem har en Skjænk beredt
+ for vor Drot og Majestæt?
+ En Skjøge af Hoben ham bød
+ sin fristende Favn og sit Skjød
+ mod Retten til Rænker at saa;
+ saa fik hun hans Rige at flaa,
+ mens Kongen af Sansebegjær
+ blev Bold for en »fyrstelig« Mær.
+ For _Skjøge_ det ved vi er godt
+ som Gave til Kongen, vor Drot.
+
+ Hvem har en Skjænk beredt
+ for vor Drot og Majestæt?
+ Det var i hans Dødsstunds Døgn,
+ da skjænked' en Præst ham en Løgn,
+ saa Helvedes gloende Kul
+ blev tagne for Himmerigs Guld,
+ at _han_ for sit fromme Bedrag
+ blev _Bisp,_ er en ligefrem Sag.
+ En _Løgn_ det er særdeles godt
+ som Gave til Kongen, vor Drot.
+
+ Hvem har en Skjænk beredt
+ for vor Drot og Majestæt?
+ Hans Undersaatter ham gav
+ en pragtfuld udsmykket Grav;
+ dér sænked de Plageren i
+ og tænkte imens: Vi er fri!
+ Han staar _nu_ for den evige Dom,
+ og for evigt hans Stol skal staa tom!
+ Ja, en _Grav_ er usigelig godt
+ for et Folk at forære dets Drot!
+
+Juni 1901.
+
+
+
+
+DA GODSEJERNE APPELLEREDE TIL FOLKET.
+
+(G. K. Chesterton.)
+
+
+ Kalder _I_ paa Folkedommen? Spar jer denne slette Skjæmt.
+ Kald paa Gud, den naaderige, spørg om dér jer Skyld er glemt.
+ Kalder _I_ paa By og Borger, I som slog hver By med Stank,
+ gav den Røg og Os og Kulstøv for en Himmel høj og blank,
+ I som bag Accisebommen sad og mæsked jer paa By'n,
+ og med selvgjort Lov i Lommen toldede dens sidste Gryn.
+
+ Kalder _I_ paa Boel og Landsby? Hvilken kan I pege paa
+ som ved eders lange Styre ej fik hugget Hæl og Taa.
+ Byer sløjfed, Hjem lagt øde, Bønder bragt til Bettelstav
+ -- høje Herrer, I tog England, og det blev ved jer en Grav,
+ blev en Tomt, hvor kun i Gruset findes Rest af Plov og Ten,
+ der hvor nu Kaninen snuser til de spredte Arnesten,
+ blev en Ørk, hvor Græs gror fyldigt men kun sparsomt Mandens Haab.
+ Kald ej I paa Boel og Bonde; mod _Kaninen_ vend jert Raab!
+
+ Kalder I paa Skjold og Hjelmbusk? Nu velan, vi skal ej le
+ blot I nævne os én Gavtyv hvis Profit I gad ej se,
+ blot i hele Stræberkoblet -- med og uden Ærestab --
+ én I fandt for plump og simpel for jert fødte Adelsskab.
+
+ Om _nu_ en af hine Aagrer af normannisk Byrd sig kror,
+ lad I de Normanner slumre sødt i deres stjaalne Jord,
+ lad Guds gode Græs hensumme over dem sin Litani;
+ _de_ var Drabsmænd, Tyve, Skjælmer; de var bedre Mænd end I!
+
+ Kalder _I_ paa Kors og Alter? Sig os da, hvad Bud _I_ lød
+ da de Tudors vilde Øxer gjennem Klostermuren brød.
+ O, fortæl, I ædle Korsmænd, hvor _I_ stod om Kirken Vagt,
+ til dens sidste Fold og Fenne var til eders Godser lagt.
+
+ O, I _Russ'ler_ som har slukket hundred Altres Lys i Muld,
+ I _Howard'ere_, hvis Sække brister af Guds stjaalne Guld,
+ kalder _I_ paa Kors og Alter, vender jer mod Korets Rund,
+ vogt jer, at ej Brødens Hævner slaar jer paa jer frække Mund.
+
+ Kald saa sagte I paa Folket; frygt den Harm der slumrer end.
+ Kald paa Gud, den naaderige; kald ej I _for_ tit paa Mænd!
+
+7/12 1910.
+
+
+
+
+DET SYGE BARN.
+
+(R. L. Stevenson.)
+
+
+ _Barnet_:
+
+ O læg din Haand paa min Pande, Mor!
+ Hvi er dog Stuen saa tom og stor?
+ O, Moder, Moder, hvor er det fat?
+ Hvi ligger jeg vaagen saa sildig Nat?
+
+ _Moderen_:
+
+ Ak, se dig ikke saa bange rundt,
+ her er slet ingen, som vil dig ondt;
+ kun Gadelygterne vaager nu,
+ men ikke ét Barn foruden du.
+
+ _Barnet_:
+
+ Moder, Moder, det gjør saa sært!
+ Snart er der noget saa Stort og Nært,
+ saa svinder det hen og er ej mer.
+ Jeg er saa bange for alt, jeg ser.
+ Hvad er det, som gjør min Angst saa stor,
+ og hvorfor græder du, søde Mo'r?
+
+ _Moderen_:
+
+ O, Gud vær' lovet, nu kom der Trin
+ og Lyd af Vogne fra Gaden ind!
+ Endnu en Time, og Dagningen blaa
+ skal sejrrig for mørke Skodder staa.
+ Saa falder han hen, min syge Dreng,
+ og drømmer om Fugle og Føl i Eng.
+
+18/8 1907.
+
+
+
+
+LILLE MIN MOR.
+
+(Rudyard Kipling.)
+
+
+ Om jeg blev hængt paa den vildeste Top,
+ lille min Mor, o, lille min Mor!
+ én ved jeg, hvis Godhed stred sig derop:
+ Lille min Mor, ja, lille min Mor.
+
+ Om jeg blev sænkt i det dybeste Hav,
+ lille min Mor, o, lille min Mor!
+ én ved jeg, hvis Taarer naa'de min Grav:
+ lille min Mor, ja, lille min Mor.
+
+ Ja, stod jeg fordømt fra Isse til Hæl,
+ lille min Mor, o, lille min Mor!
+ én ved jeg, hvis Bøn vilde frelse min Sjæl:
+ lille min Mor, ja, lille min Mor.
+
+Decbr. 1905.
+
+
+
+
+MIT OG DIT.
+
+(William Morris.)
+
+
+ Der er to Ord, vi møder tit,
+ og Ordene er: _mit_ og _dit_.
+ Aa, om vi drev dem langt af Led,
+ da blev paa Jord der idel Fred,
+ naar alt var alles, Gods og Glans,
+ og intet hendes, intet hans,
+ men fælles Hveden, hvor den gror,
+ og fælles Vinen paa vort Bord.
+ Da slog man ej sin Bro'r ihjel
+ af Vindelyst i Krig og Spil.
+
+ Nej, Gud, bekymret for vor Tarv,
+ gav hver og en som Fællesarv
+ hin vidt udstrakte rige Jord,
+ saa Mand og Viv, ihvor de bor,
+ ej skulde fattes Sko og Mad,
+ men leve Livet frit og glad.
+ Men nu gaar alt den skjæve Vej,
+ og alle ønsker de for sig,
+ at denne Klode, fuld og hel,
+ var deres og _kun_ deres Del.
+
+Decbr. 1902.
+
+
+
+
+NYAARS-GRY.
+
+(William Morris.)
+
+
+ Kom hid, Kammerater, ryk sammen,
+ thi saadan hører I bedst
+ min Sang om den gryende Morgen,
+ da Livet skal være en Fest.
+
+ Et Land min Saga skal gjælde,
+ en Ø i det skummende Hav,
+ og Folk skal kalde det England,
+ til Tiden synker i Grav.
+
+ Der mere end een af et Tusind'
+ i Dagen, vi agter for nær,
+ skal have et Haab for i Morgen
+ og eje et Hjem, han har kjær.
+
+ Ja, skulde I ogsaa lønne
+ mig Talen med Spot eller Grin:
+ Jeg lover, at alle i England
+ skal da bo bedre end Svin!
+
+ Hver Mand, der da slider for Brødet,
+ skal Frugten af Slidet faa,
+ og ingen til Hytten skal stavre
+ saa træt, at han næppe kan staa.
+
+ Nej, Mænd i de kommende Tider
+ sig lægger om Kvælden trygt;
+ for Sult eller Arbejdsmangel
+ de huser ej ringeste Frygt.
+
+ Det lyder kanske som en Fabel;
+ dog, ingen af Nag eller Nød
+ skal da ønske ondt for sin Broder
+ for selv at snappe hans Brød.
+
+ Den Vinding, dit Arbejde skabte,
+ den tager du fuld og hel,
+ og ej skal han, der gjør intet,
+ dig røve den halve Del.
+
+ En ny og forunderlig Lære!
+ For hvem er da Lønnen bestemt?
+ For os og alle de andre;
+ ingen slidende Haand skal bli' glemt.
+
+ Da skal mit som alt dit vorde alles,
+ ingen Mand skal da kræve for sig
+ at beherske Rigdomme, der fordrer,
+ at der gjøres en Træl ud af dig.
+
+ Men hvad vil der levnes af Goder,
+ naar ingen samler paa Guld,
+ og ingen ved andres Stræben
+ kan skovle sin Pose fuld?
+
+ Nej vist, kun en rødtaget Kjøbstad,
+ og et lille Hus ved et Led,
+ og din Mark, der bugner af Hvede,
+ og Skovens Skjønhed og Fred,
+
+ og de ædle Mægtiges Grave,
+ de historiske Minders Hjem,
+ og Digterens skabende Hjærne,
+ og Undret, en Forsker faar frem,
+
+ og Malerens Vidunder-Pensel,
+ Musikens fortryllende Kor,
+ og alt, hvad der handles og tænkes,
+ saa langt som Mennesker bor.
+
+ Thi alt skal staa aabent for alle;
+ og da er først Jorden skjøn,
+ naar alle er fælles om Stræbet
+ og fælles om Stræbets Løn!
+
+ Ja, saadan er Dagen, der dæmrer,
+ mens Samfundskravet i Dag,
+ de Vilkaar, hvorunder der leves,
+ gjør alle til livsbrudte Vrag.
+
+ Men hvorfor da længere tøve?
+ Vi vil jo; vi tror paa vor Sejr;
+ og alle de bange og sløve
+ er Fjender i Brødrenes Lejr.
+
+ Paa hvem eller hvad skal vi vente,
+ mens Brødrene brydes som Siv,
+ og Himmelens Vinde henfarer
+ med Tusinde spildte Liv?
+
+ Hvor længe vel skal de bebrejde
+ os, at vi intet har gjort,
+ de Bunker af Gydernes Stakler
+ bag Hungerhelvedets Port?
+
+ I Smuds de sled deres Dage,
+ i Smuds de i Graven blev lagt,
+ de Børn af saa mægtig en Moder,
+ de Støtter for Engellands Magt.
+
+ De er væk, -- skjønt Forbandelsen lever
+ og gaar evigt af Gravene frem;
+ men de Tusind af Slægter, der kommer,
+ skal de dele Skjæbne med dem?
+
+ Vi maa rask skyde Porten til Side,
+ saa den Fattiges Haab slipper ind,
+ lad saa Rigmandens Frygt for Falliten
+ selv se til, hvor den bjærger sit Skind.
+
+ Ja, de Fattiges ordløse Harme,
+ disse dumpe, forvirrede Skjænd,
+ dem maa _vi_ skjænke Stemme og Mening,
+ mens Forventningens Tid slides hen.
+
+ Kom da med, siden al Ting os minder,
+ baade Livet og Gravenes Gys,
+ og kast over Kaos'ets Bølger
+ et Glimt af det skabende Lys.
+
+ Nu skydes al Tant til Side,
+ men Mageligheden især;
+ den Sag, der nu kræver, vi strider,
+ er vel alle Kræfterne værd.
+
+ Kom, kast jer kun ind i Kampen,
+ husk: hvirvles I ogsaa bort,
+ vil -- over for Eders Gjerning --
+ selv Døden komme tilkort.
+
+ Nu skydes al Tant til Side!
+ Thi se, vor fylkede Hær
+ med stolte Bannere skrider
+ alt op mod Dagningens Skjær!
+
+Januar 1901.
+
+
+
+
+FRA FRANSK.
+
+
+
+
+DEN GODE GUD.
+
+(Jean Pierre de Beranger.)
+
+
+ Gud vaagned en Morgen saa englegod
+ med os og Alverden paa bedste Fod.
+ Han satte sin Næse til Ruden brat.
+ »Den _er_ da vel ikke gaaet under i Nat?«
+ Nej; der i en Krog af det svimlende Rum
+ Mor Jord for Gud Fader tilsyne kom.
+ »Om jeg kan begribe, de taaler de Kaar,
+ gid Fanden annamme mig her som jeg staar!
+ Annamme mig her som jeg staar!«
+
+ Og derpaa han sagde med faderlig Vægt:
+ »Saa tror denne dumme, dværgagtige Slægt,
+ om hvid eller sort, om fjærn eller nær:
+ for _jer_ at regjere sidder jeg her!
+ Regjere _jer_ hverken jeg kan eller vil,
+ hvad har man vel ogsaa Ministre til!
+ Om ej et Par Stykker paa Porten jeg faar,
+ gid Fanden annamme mig her som jeg staar,
+ annamme mig her som jeg staar!
+
+ Mon ikke jeg for at blive i Fred
+ har givet jer Vinen, ja, Pigebørn med?
+ Endda I mig klæder i Krigerens Skrud
+ og kalder mig frækt for »Kejserens Gud«,
+ ja, tænder Blodsudgydelsens Bavn
+ og fyrer Kanonerne af i mit Navn!
+ Om _jeg_ i Spidsen af Krigshære gaar,
+ gid Fanden annamme mig her som jeg staar,
+ annamme mig her som jeg staar!
+
+ Hvem er vel disse Smaadværge der
+ med gyldne Kroner og spraglede Klæ'r?
+ De Myrefyrster, som mæler frit,
+ at deres Paahit er ogsaa mit,
+ at de af mig lærte Visdomskunst
+ og ejer _min_ specielle Gunst!
+ Nej, agter _jeg_ Fyrsters Værk ved et Haar,
+ gid Fanden annamme mig her som jeg staar,
+ annamme mig her som jeg staar!
+
+ Saa er der af Dværge endnu en Slags,
+ saa sorte som Meldrøjesvamp i Ax.
+ De jager Livsglæden Pokker i Vold
+ og gjør af _mit_ Navn en Kyse-Trold;
+ hel skrappe i Munden, det nægter jeg ej,
+ men deres Præk er Hebraisk for mig.
+ Tror _jeg,_ hvad Præster fortæller og spaar,
+ gid Fanden annamme mig her som jeg staar,
+ annamme mig her som jeg staar!
+
+ Ak Børn, hvi skulde jeg sige jer mer?
+ De gode af Hjærte dem har jeg kjær.
+ Vær ikke ræd, at _jeg_ gjør jer Fortræd.
+ Hold pænt af hverandre og lev med Fred!
+ Haan bare de Store og Hyklernes Blok!
+ Adjø! _Jeg_ frygter Angivernes Flok.
+ Hvis _de_ deres Fødder i Himmerig faar,
+ gid Fanden annamme mig her som jeg staar,
+ annamme mig her som jeg staar!«
+
+1902.
+
+
+
+
+MODERHJÆRTET.
+
+(Jean Richepin.)
+
+
+ Der var engang en fattig Knøs,
+ som elsked blindt saa grum en Tøs.
+
+ Hun sagde: »Hent i denne Stund
+ din Moders Hjærte til min Hund!«
+
+ Han lød. Gik hjem; stak Mod'ren ned,
+ skar Hjærtet ud og løb dermed.
+
+ Som bedst han løb, han faldt saa haardt,
+ at Hjærtet af hans Haand gled bort.
+
+ Og som det trilled tungt mod Jord,
+ der kom en spinkel Strøm af Ord.
+
+ Ja, Hjærtet græd fra Gadens Skarn:
+ »Aa, slog du dig, mit elskte Barn!«
+
+Decbr. 1902.
+
+
+
+
+FRA TYSK.
+
+
+
+
+FOR SKRANKEN.
+
+(Goethe.)
+
+
+ Og hvem der er Far til det Barn jeg bær'
+ det siger jeg eder ej,
+ og siger I saa, jeg en Horer er,
+ saa svarer jeg eder: nej!
+
+ Med hvem jeg troloved mig siger jeg ej,
+ men kjærlig og god er min Skat,
+ hvad enten han bærer en Kjæde af Guld,
+ hvad eller af Straa er hans Hat.
+
+ Vil Haan og Spot end følge deraf
+ _jeg_ bærer al Skammen derved,
+ jeg kjender _ham_ vel, han kjender _mig_ vel,
+ Vorherre ved ogsaa Besked.
+
+ Hr. Pastor og Hr. Amtmand der
+ jeg haaber, I spare mig vil!
+ Det _er_ mit Barn, det _blir_ mit Barn;
+ I gir mig jo intet dertil.
+
+1890.
+
+
+
+
+ZIGEUNERSANG.
+
+(Goethe.)
+
+
+ I Taagemulmet, i Sneen dyb,
+ i Vinternattens den vilde Skov
+ jeg hørte Ulvenes Hungerhyl,
+ jeg hørte Uglernes Skrig:
+ Ville vou, vou, vou,
+ ville vo, vo, vo,
+ vito hu!
+
+ Jeg skjød engang en Kat ved Zaun
+ og det var Hexen Annas kjære, sorte Kat,
+ syv Varulve kom da om Natten til mig,
+ syv Kvinder, ja syv fra vor By:
+ Ville vou, vou, vou,
+ ville vo, vo, vo,
+ vito hu!
+
+ Jeg kjendte dem alle, jeg kjendte dem vel,
+ baade Anna, Ursula, Käth',
+ baade Eva, Lisa og Mett',
+ de hylede om mig i Kreds:
+ Ville vou, vou, vou,
+ ville vo, vo, vo,
+ vito hu!
+
+ Da nævnte jeg hver ved sit Navn helt højt:
+ Hvad vil du Anna, hvad vil du Birth!
+ Da skjalv de og gøs, da rev de sig løs
+ og løb og tudede vildt:
+ Ville vou, vou, vou,
+ ville vo, vo, vo,
+ vito hu!
+
+1890.
+
+
+
+
+JEG FULGTE DYBT I SKOVEN IND.
+
+(Goethe.)
+
+
+ Jeg fulgte dybt i Skoven ind
+ en herlig lille Pige
+ og trykked hende til min Kind.
+ »Slip! eller jeg skal skrige!«
+
+ Jeg raabte vredt: »Jeg dræber den,
+ der vover os at røre.«
+ »Hys!« hvisked hun, »tal sagte, Ven,
+ der kunde nogen høre!«
+
+1890.
+
+
+
+
+VÆVERNE.
+
+(H. Heine.)
+
+
+ Med hule Øjne og gnislende Tænder
+ de sidder ved Væven med travle Hænder.
+ »Tyskland, vi væver dit Dødningeskrud,
+ vi væver deri tre Forbandelsesbud:
+ Vi væver, vi væver!
+
+ Forbandet den Skingud, som svigted i Nøden,
+ da Vinteren trued med Hungersdøden,
+ forgjæves vi bied, forgjæves vi bad,
+ men Spot han os yded istedetfor Mad,
+ vi væver, vi væver!
+
+ Forbandet Kongen, hin Drot for de rige,
+ der ikke kunde vor Nød besige,
+ der rev os Brødet af vore Munde
+ og siden lod os skyde som Hunde --
+ vi væver, vi væver!
+
+ Forbandet det falske Fædreland,
+ som Raadenskabsspirer kun nære kan,
+ hvor hver en Blomst saa spæd maa dø,
+ og hvor kun Skjændselen sætter Frø --
+ vi væver, vi væver!«
+
+ Og Skytlen flyver, Vævens Brag
+ gir Gjenlyd gjennem Nat og Dag --
+ »Old-Tyskland, vi væver dit Dødning-Skrud,
+ vi væver deri tre Forbandelsesbud --
+ vi væver, vi væver!«
+
+1890.
+
+
+
+
+HOLD DOG OP!
+
+(H. Heine.)
+
+
+ Hold dog op med de Parabler.
+ Stands den hellige Fanfare
+ og de mange fromme Fabler,
+ mens et Spørgsmaal I besvare!
+
+ Hvorfor kryber om i Støvet
+ bleg og byrdebrudt den Gode,
+ mens forbi den Slette traver
+ højt tilhest og veltilmode?
+
+ Hvis er Skylden? Er Vorherre
+ kanske ikke helt almægtig?
+ Eller er det ham, der gjør det?
+ Nej, det var _for_ nederdrægtig?
+
+ Saadan spørger vi bestandig,
+ indtil man os Munden stopper
+ med en Haandfuld Jord fra Graven.
+ Var det Svar mon paa vort Spørgsmaal?
+
+1898.
+
+
+
+
+JAMMERDAL.
+
+(H. Heine.)
+
+
+ Om Gavlen tuder Nattens Vind,
+ hvor højt bag Ruder brustne
+ to stakkels Djævle strækker sig
+ saa magre og saa gustne.
+
+ Den ene stakkels Djævel sa':
+ »Omslyng mig med dine Arme,
+ og pres din Mund imod min Mund;
+ jeg vil hos dig mig varme.«
+
+ Den anden stakkels Djævel sa':
+ »Ser _dig_ jeg ind i Øjet,
+ forsvinder Kulde, Savn og Sult
+ og alt hvad jeg har døjet.«
+
+ De kyssedes meget, men græd dog mer,
+ kun Sukket danned en Pavse;
+ imellem de lo, og imellem de sang;
+ omsider blev de saa tavse.
+
+ Man hented Betjenten, og Lægen kom,
+ han konstatered med Lethed
+ Kadavrenes Død, anførte som Grund
+ Omstændighedernes Slethed.
+
+ »Den strenge Kulde«, erklærede han,
+ »forbunden med Mangel paa Spise,
+ har -- om ej ganske gjort det forbi --
+ dog synlig befordret en Krise.
+
+ Naar Vinteren kommer,« lagde han til,
+ »maa Sengene helst være bløde.«
+ -- Han anbefaled desuden enhver
+ en sund og kraftig Føde.
+
+1897.
+
+
+
+
+FILANTROPEN.
+
+(H. Heine.)
+
+
+ Der leved to elskede Søskend',
+ en fattig Søster, en Broder saa rig;
+ den fattige sa' til den rige:
+ »Giv mig et Stykke Brød.«
+
+ Men hende den rige svared':
+ »Lad mig dog nu i Fred!
+ Mit aarlige Gjæstebud gjør jeg
+ i Dag for det store Raad:
+
+ En elsker Skildpaddesuppe,
+ den Anden Ananas,
+ den Tredje spiser Fasaner helst
+ med Trøfler fra Perigord.
+
+ Den Fjerde spiser blot Havfisk,
+ den Femte lirker for Lax,
+ den Sjette tager tiltakke med Alt
+ og drikker dygtigt dertil.«
+
+ Den stakkels, stakkels Søster
+ gik sulten til sin Hytte.
+ Hun la' sig paa en Halmsæk
+ og drog sit sidste Suk.
+
+ Vi maa jo alle dø,
+ og Dødens Le traf ogsaa
+ tilsidst den rige Broder,
+ som Søsteren den traf.
+
+ Og da den rige Broder
+ forstod, hans Tid var omme,
+ tilkaldte han Notaren
+ og gjorde sit Testament.
+
+ Anselige Legater
+ tilkjendtes Gejstligheden
+ og Skoler, samt det store
+ Musæum for Zoologi.
+
+ Med smukke Summer betænkte
+ den store Testator ogsaa
+ vort Jødeomvendelsesselskab
+ og Døvstummeinstitutet.
+
+ Det nye Taarn paa St. Stephan
+ han skjænkede en Klokke.
+ Den vejer 500 Centner
+ og er af bedste Metal.
+
+ Den melder med malmerne Tunge,
+ hvor meget godt han gjorde
+ Staden og hans Medborg're
+ af egen Konfession.
+
+ Begravelsesfesten blev fejret
+ med megen Prunk og Pragt.
+ Folk strømmede til i Mængde
+ og gloede ærefrygtsfuld.
+
+ Thi paa en sort Karosse,
+ der lig en Baldakin
+ var prydet med sorte Strudsfjer,
+ hvilte hans Sarkofag.
+
+ Tæt bagefter Kisten vandred
+ Lakajer i sorte Livreer;
+ snehvide Tørklæder holdt de
+ op for de sorgrøde Aasyn.
+
+ Byens Honoratiores
+ in pleno, et stateligt Følge
+ af sorte Paradekuske
+ vraltede efter i Takt.
+
+ _Han_ fattedes just, som gjerne
+ Fasaner med Trøfler spiste.
+ Ak, en Forstoppelse havde
+ fornylig endt hans Liv!
+
+1897.
+
+
+
+
+DUELLER.
+
+(H. Heine.)
+
+
+ To Oxer paa en Bondegaard
+ faldt i Disput, og den var haard.
+ De havde begge let til Vrede,
+ og som det gaar i Stridens Hede,
+ snart har den ene Ordets Helt,
+ den anden for _en Æsel_ skjældt,
+ da _Æsel_ er Skjældsord mod en Oxe,
+ saa maatte de tvende John Bull'er boxe.
+
+ Paa selvsamme Gaard og til selvsamme Tid
+ geraaded ogsaa to Æsler i Strid.
+ Langørernes Lidenskab voxed med Hast,
+ omsider den enes Taalmodighed brast,
+ og mens hans vilde »Y-a« gjalder,
+ Medæslet han for _Oxe_ kalder.
+ I ved, at intet et Æsel kreperer,
+ som naar man det Oxe titulerer.
+
+ En Tvekamp fulgte, de sloges og bedes,
+ med Hoved og Hove de stødtes og stredes
+ med mangt et Spark i hinandens Podex,
+ som det er befalet i Ærens Kodex.
+ Og hvad er Moralen i dette vort Digt?
+ Duel _kan_ blive bydende Pligt:
+ Om Løjtnantsspiren betitles en Praas, --
+ nuvel, det er klart, at saa maa han slaas.
+
+1897.
+
+
+
+
+BALTHASAR.
+
+(H. Heine.)
+
+
+ Alt hylled Nattens Klædebon
+ sig tykt og tæt om Babylon.
+
+ Men ovre i Balthasars Slot
+ dér flimrer Lys, der støjes raat.
+
+ Der gjorde Kongen Gjæstebud
+ for Riddersmænd i Silkeskrud.
+
+ Der tømte Mændenes skinnende Rad
+ den funklende Vin af gyldene Fad.
+
+ Og Bæger mod Bæger i Tumlen klang,
+ og Kongen jubled, og Ridderne sang.
+
+ Og Kongens Kinder gløded af Blod,
+ og Vinen hidsed hans vilde Mod.
+
+ Han rejser sig op fra Drikkebord
+ og haaner Gud med bespottende Ord.
+
+ Han bryster sig frækt, hans Haan er vild,
+ og Ridderne brøler Bifald dertil.
+
+ Og bydende vendte sig Kongen om, --
+ en Tjener forsvandt, paany han kom.
+
+ Han bar paa sit Hoved de gyldne Kar,
+ fra Jahves Tempel de røvede var.
+
+ Balthasar greb -- den forvorpne Mand --
+ et helligt Bæger, fyldt til dets Rand.
+
+ Det tømte han pludselig til dets Bund
+ og raabte højt med fraadende Mund:
+
+ »Jehova, jeg sværger dig evig Haan,
+ thi jeg er Konge i Babylon!«
+
+ Dog næppe de grufulde Ord henklang,
+ før Angstens Sved ham af Panden sprang.
+
+ Den gjaldende Latter forstummed i Hal,
+ og der blev dødsensstille i Sal.
+
+ Og se! og se! paa den hvide Mur
+ der tegned sig sort en Haands Figur,
+
+ og skrev, og skrev paa Kalkvæggen grant
+ Ildtegn ved Ildtegn, skrev og forsvandt.
+
+ Balthasar sad der med stivnet Blik,
+ hans Knæ og Hænder bævende gik.
+
+ De Riddere gøs, den larmende Fryd
+ var længst forstummet, ej mindste Lyd.
+
+ De Magere kommer, dog ingen formaar
+ at tyde de Tegn, der paa Væggen staar.
+
+ Men samme Nat slog Ridder og Træl
+ Balthasar, Babylons Konge, ihjel.
+
+3/10 1893.
+
+
+
+
+HENSIGTSMÆSSIGHED.
+
+(H. Heine.)
+
+
+ Tvende Ben har Gud os givet
+ til at stræbe _frem_ i Livet,
+ vilde ej at Adamsætten
+ skulde klæbe fast til Pletten --
+ thi en gammel Stilstands-_Ploug_
+ havde kun ét Ben behov.
+
+ Og af Øjne fik vi to
+ til at dømme klart og tro --
+ for at tro hvert skrevet Pluk
+ var ét Øje mer end nok;
+ to Gud gav os -- ikke fler --
+ at vi rigtig maatte fatte
+ denne skjønne Verdens Skatte,
+ skabt til Menneskets Plaser.
+
+ Og naar vi langs Gaden døse
+ for at se paa kjønne Tøse
+ mindre eller mer forfløjne,
+ skal vi bruge begge Øjne, --
+ en Opmærksomhed vi skylder
+ dette raa Produkt af Moden,
+ som vi bærer langs ad Foden,
+ vore stakkels Ligtornsbylder,
+ som er slig en Fandens Plage
+ i de spidse Støvlers Dage.
+
+ Tvende Hænder gav os Gud
+ til at dele _dobbelt_ ud,
+ ikke for at lægge Grunker
+ op i dobbelt høje Bunker
+ eller bag om Kistelaag,
+ som jo nu saa _mangt_ et Drog.
+
+ Vi skal ingen Navne nævne,
+ skjønt vi gad os gjerne hævne,
+ hænge dem, hvis ej vi saa,
+ de var alt for højt paa Straa.
+ Riddere og dydigt Pak,
+ Filantroper, helligt Fæ,
+ som engang i Ny og Næ
+ ogsaa mig en Daler stak.
+ I den tyske Eg vi hænge
+ ikke Folk med _mange_ Penge.
+
+ Og den gode Herre Gud
+ stak os kun én Næse ud,
+ da det vilde volde Mas
+ at faa tvende i et Glas,
+ og det vilde være ilde,
+ om vi skulde Vinen spilde.
+
+ En Mund fik vi, ikke mer,
+ heller har vi godt af fler,
+ Adams Søn og Evas Datter
+ alt med _den_ for meget pjatter,
+ og ifald de havde flere
+ sladred, løj de endnu mere.
+ Har de Munden fuld af Grød
+ faar man Ro et Øjeblik,
+ hvis to Mundes Brug de nød
+ aldrig Fred for Vaas man fik!
+
+ Tvende Øren skjænktes vi;
+ dette skaber Symetri;
+ de er endnu ej hos mange
+ slet saa laadne, slet saa lange
+ som de Prydelser, Gud yder
+ til vor æselfødte Skryder. --
+
+ Tvende fik du, ikke ét,
+ at du skulde skatte ret
+ Mozarts Værker, Haydns, Glucks,
+ skjælne mellem Kunst og Jux;
+ gaves kun Klaver-Kolik
+ og Hæmorrhoid-Musik
+ af den _store_ Meyerbeer
+ trængtes ej til Øren mer.
+
+25/8 1893.
+
+
+
+
+ROTTERNE.
+
+(H. Heine.)
+
+
+ Man deler -- agt paa dette --
+ de Rotter i sultne og mætte;
+ de mætte har jo ingen Nød,
+ de sultne drager om Land for Brød.
+
+ Saa mange Tusind Mile
+ de haster uden Hvile,
+ de stopper ej det vilde Løb,
+ for Vind og Vand de gi'r ej Kjøb.
+
+ I Afgrunden Springet de vover,
+ og Floderne svømmer de over.
+ Hist druknede to, og her spiddedes een,
+ her knækked en Hoben sit Nakkeben.
+
+ Det er saa haarde Huder,
+ og deres spidse Snuder
+ i modigt Trods de løfter kjækt,
+ saa radikalt, saa rottefrækt.
+
+ De radikale Rotter
+ med Gud og Kongen spotter;
+ de døber ej Ynglen som her tillands
+ og deres Kvinder er »allemands«.
+
+ Den Rottehob forslugen,
+ den vil kun kildre Bugen;
+ den tænker kun lidt paa sin Salighed,
+ imens den gnaver og svælger ned.
+
+ Med Helvede skræmmes den ikke,
+ den frygter ej Kattenes Blikke --,
+ den ejer ej Guld eller ringeste Gods,
+ men ønsker at dele vort med os.
+
+ Jeg hører Piber og Trommer,
+ hør! Vandrerotterne kommer;
+ de kredser alt snart om hver Mands Bo,
+ og deres Mængde er Legio.
+
+ O ve, vi er fortabte!
+ Til Hævn blev hine skabte.
+ Borgmestren ved ej ud, ej ind,
+ og Raad og Foged af Angst er blind.
+
+ Nu løfter man Sværdet og Stokken,
+ og Præsterne ringer med Klokken;
+ den hellige Kirke, den hellige Stat,
+ de har nu at døje saa haard en Dravat.
+
+ Thi Klokkerabaldren og Præk om Profeter,
+ de højvelviseste Statsdekreter,
+ de største Kanoner, selv hundredpundige,
+ det hjælper ej mere, I stakkels vankundige!
+
+ Ej heller her hjælper den slebneste Tale,
+ de Laser af Fraser, hvormed I kan prale;
+ man fanger ej Rotter med Syllogismer,
+ de springer over de værste Sofismer.
+
+ Der gjælder for sultne Maver og Munde
+ kun Suppe-Logik og Mørbrads-Grunde, --
+ kun Pølse-Citater og Boeufstegs-Saft
+ har her den overbevisende Kraft.
+
+ En tiende Stokfisk i Smør vil gotte
+ en radikal og forsulten Rotte
+ langt mer end den fyrige Mirabeau
+ og Talere lige fra Cicero.
+
+Januar 1901.
+
+
+
+
+MAND OG KVINDE.
+
+(Alexander Petøfi.)
+
+
+ Da Gud Fader havde Manden dannet
+ rynked tunge Anelser hans Bryn,
+ de blev Sorger, som tilsidst forvandled
+ sig til Skyer og til Uvejrslyn.
+
+ Da Vorherre havde Kvinden dannet,
+ brast i Graad han ved det skjønne Syn,
+ og hver Draabe af Guds Glædestaarer
+ blev en lille Stjerne over Sky'n.
+
+August 1891.
+
+
+
+
+SVÆRD OG LÆNKE.
+
+(Alexander Petøfi.)
+
+
+ Engang med Gud Faders Vilje
+ steg en Engel ned til Jorden
+ for den dejligste blandt Kvinder
+ der at finde og at favne;
+ og han fandt og elsked hende;
+ fra den Stund af blev ham Jorden
+ skjønnere end selve Himlen,
+ og han svævede hver Aften
+ salig til sin Elskerinde,
+ sprang fra Stjærne ned til Stjærne,
+ og naar endelig han standsed
+ paa den nederste i Rækken
+ satte han sig paa en Svane,
+ paa en hvid og dejlig Svane,
+ og den bar ham til hans Elskte,
+ der ham vented i sin Have
+ og ham hilsed med en Latter
+ hvorved alle Knopper svulmed,
+ og Smaablomster, længst henvisned,
+ atter vækkedes til Live.
+ Der de sad og talte sammen
+ indtil Morgenrøden lyste;
+ og de talte om alt helligt,
+ om alt skjønt, som er i Verden.
+ Og med sænkte Øjne lytted
+ Pigen til sin Engels Tale;
+ men engang da op hun skued
+ var saa skjønt det Blik, at Englen
+ faldt paa Knæ ved hendes Side
+ og et Kys af hende trygled,
+ hvad hun ikke Englen nægted.
+
+ Hvilket Kys! Da Englens Læber
+ bævede mod Pigens Læber,
+ bæved salig hele Jorden,
+ som var Jorden selv et Hjærte.
+ Og hver Stjærne hist i Himlen
+ blev en Klokke, hvorpaa klare
+ Trylletoner klang og klemted.
+
+ Aldrig hørtes slige Toner,
+ Blomsterne tog til at danse
+ som smaa Alfer over Enge,
+ Maanen rødmede fra Himlen,
+ vel fordi den Skjønne fæsted
+ rødmende sit Blik paa Maanen;
+ Natten selv blev rosenfarvet.
+
+ Englens Kys paa Pigens Læber
+ spirede som Frø i Mulde,
+ og den salige blev Moder
+ til et Barn saa skjønt og dejligt,
+ som det avles kun, naar _Himlen_
+ elskende omfavner Jorden.
+
+ Barnet blev kaldt _Sværd_ i Daaben,
+ Sværdet det betyder _Frihed_.
+
+ Engang steg med Satans Vilje
+ op den hæsligste af Djævle
+ til vor Jordkreds for at søge
+ der den fuleste af Hexe,
+ og han fandt og elsked hende;
+ fra den Stund af fandt han Jorden
+ skjønnere end Helveds Kule,
+ og han sneg sig nu hver Aften
+ i den skumle Midnatstime
+ gjennem Svælget af et Ildbjærg
+ op fra Helved til sin Skjøge. --
+ Paa en Hel-Hest vild og sodet,
+ slangehalet, tudseho'det,
+ flammemanket, dragefodet,
+ bragtes Djævlen op til Jorden. --
+ Hexen kom til Stævnemødet
+ fulgt af Flagermus og Ugler,
+ ridende paa Limestage
+ ind i Bjærgets flammefæle
+ Svælgs med Svovldamp fyldte Indre.
+
+ Der de sad og taled sammen
+ indtil Hanens Galen gjalded,
+ og de talte om alt gudløst,
+ om det hæsligste i Verden.
+ Da brød Djævlen ud: »Jeg fryser --
+ kom dog dyb're, kom dog dyb're!
+ kom til Bunden af Vulkanen,
+ ned til Ildens sidste Leje!
+ -- Ak, men ogsaa her jeg fryser;
+ hør hvor mine Tænder klaprer!
+ Kom og favn mig, kom og kys mig.«
+
+ -- Kyssende hun ham omfavner!
+ Hvilket Kys! Da Djævlens Læber
+ rørte Hexens fule Læber,
+ skjalv den hele Jord i Rædsel,
+ drønende, som naar den hylles
+ ind i sorte Uvejrsskyer.
+
+ Bjærget vælted Flammer af sig,
+ og det spyed op mod Himlen
+ Lavaregn og glødte Stene,
+ Jorden var omspændt af Luer,
+ alle Stjærnerne og Maanen
+ drog et Slør for deres Aasyn,
+ sort og tykt og tæt var Sløret,
+ thi de vilde intet skue.
+
+ Djævlens Kys bar Frugt derefter,
+ og den fule Hex blev Moder
+ til et Udyr, som det fødes
+ kun, naar _Helved_ favner Jorden,
+ og det stygge Djævleafkom
+ kaldte man med Navnet: _Lænke_.
+ Lænke det betyder _Trældom_.
+
+ Disse tvende: Frihed, -- Trældom,
+ hin fra Himlen, den fra Helved,
+ ogsaa kaldet Sværd og Lænke,
+ kjæmper stadigvæk paa Livet.
+
+ Længe vared Kampen, _længe_,
+ svækkes kan den, dog ej standse.
+ Sværdet er alt sløvt og skaaret,
+ tyndere dog ogsaa Lænken.
+ Snart for vist det skal afgjøres
+ -- længe kan det ikke vare --
+ hvem der Jorden skal beherske,
+ enten Himlens Ætling -- _Frihed_,
+ eller Helveds Afkom -- _Trældom_.
+
+15/1 1894.
+
+
+
+
+DEN VANVITTIGE.
+
+(Alexander Petøfi.)
+
+
+ Hvad skal I, Forstyrrere?
+ Pak jer, se til I kommer bort!
+ Forstyr mig ikke i mit Arbejd,
+ thi jeg fletter en Svøbe, en Flammesvøbe
+ af Solens Straaler
+ og gjennempisker Verden med den.
+ Naar den saa jamrer, vil jeg le,
+ som den har let, naar jeg har jamret.
+ Ha, ha, ha!
+
+ Thi det _er_ Livet: Kun Graad og Latter.
+ Men Døden raaber omsider: »stille!«
+ Engang da døde ogsaa _jeg_.
+ De Folk som daglig drak min Vin
+ de havde gydt mig Gift i Vandet.
+ Hvad gjorde mine Mordere saa
+ for deres frække Daad at skjule?
+ Jo, da jeg laa som Lig paa Baare
+ de la' sig over mig med Suk og Taare.
+ Hvor var jeg gjerne sprunget op
+ og bidt dem Næsen af til Roden,
+ dog nej, de Næsen skal beholde
+ saa de mit raadne Lig skal lugte,
+ indtil de selv af Stanken brister.
+ Ha, ha, ha!
+
+ Men hvor begrov man mig? I Afrika.
+ Det var mit Held,
+ thi en Hyæne grov mig op igjen.
+ Det Dyr, det var min eneste Velgjører,
+ og det har jeg bedraget.
+ Det vilde nemlig mine Knokler gnave,
+ istedetfor saa gav jeg det mit Hjærte,
+ som var saa besk, at det krepered af det.
+ Ha, ha, ha!
+
+ Ak ja, saa gaar det hver
+ som øver godt mod andre.
+ Thi hvad er Mennesket?
+ »En Blomst,« -- saa hedder det, --
+ »som har sin Top i Himlen.«
+ Det er ej sandt!
+ Nej, Mennesket det er en Urt
+ som sine Rødder dybt i Helved slaar.
+ Det var en Vismand som mig dette lærte;
+ -- en Taabe var han, thi af Sult han døde.
+ Hvi stjal han ej? Hvi røvede han ikke?
+ Ha, ha, ha!
+
+ Dog hvorfor ler jeg som en Forrykt?
+ Jeg skulde hel're græde.
+ Ja, græde for den Slægt, der er saa ond.
+ Gud græder ofte fra den høje Sky
+ i Anger over, at han skabte den.
+ Dog hvad kan alle Himlens Taarer hjælpe?
+ De falder til vor Jord, den ækle Jord,
+ og Mennesket dér sætter Foden paa dem,
+ og saa -- hvad bli'r der af dem?
+ Hvad bliver der af Himlens Taarer? -- Snavs.
+ Ha, ha, ha!
+
+ O Himmel, gamle afdankede Soldat,
+ Medaljen paa dit Bryst det er jo Solen,
+ og Skyerne din slidte Uniform.
+ Thi, saadan slipper man en gammel Kriger,
+ din Løn for Tjenesten saa lang og tro:
+ et Kors og saa en gammel Uniform.
+ Ha, ha, ha!
+
+ Og skal jeg sige jer, hvad Nattergalens Sang
+ betyder oversat i eders Sprog:
+ Den raaber: Vogt dig først og frem'st for Kvinden,
+ thi Kvinden drager Mændene imod sig
+ som Oceanet drager Flodens Strømme,
+ for snart igjen at støde dem langt fra sig.
+ En dejlig Skabning er tilvisse Kvinden.
+ Ja, dejlig, men saa farlig, --
+ en giftig Drik udi et gyldent Bæger.
+ O, jeg har nydt dig, Elskov!
+ En eneste af dine Himmeldraaber
+ er sødere end noget Hav af Honning,
+ men slig en Draabe ogsaa mere dræbende
+ end et til Gift forvandlet Ocean.
+ Men har I ogsaa Havet set,
+ naar Frygtens Storm trak over det
+ og saa'de Dødssæd i dets Skjød?
+ Og har I Tordenvejret set,
+ hin raa, solbrændte Bonde,
+ der svang som Pisk det blanke Lyn?
+ Ha, ha, ha!
+
+ Naar Frugten den er moden, falder den.
+ Du Jord er moden alt, saa fald da, fald!
+ -- Endnu jeg venter til i Morgen,
+ men kommer da ej Dommerdag,
+ saa graver jeg et Hul ind til dit Midtpunkt;
+ det fylder jeg med Dynamit
+ og sprænger saa den ganske Jord
+ i Luften.
+ Ha, ha, ha!
+
+15/10 1893.
+
+
+
+
+BJØRNEN I BERN.
+
+(Efter Fr. von Sallet.)
+
+
+ I fordums Tid -- saa har jeg læst --
+ de holdt i Bern en Bamse,
+ og lod de frit det laadne Bæst
+ i Landets Fedme gramse.
+ »Saa sig mig dog, I Berner-Børn,
+ hvad gjør nu egentlig den Bjørn,
+ det maa I mig forklare.«
+
+ »Nuvel, han æder Truget tomt;
+ hvad mer skal han vel gjøre?
+ -- tar til i Vægt og lægger fromt
+ sig paa sit grønne Øre.
+ Han sover med Ihærdighed
+ og brumler saa med Værdighed.
+ Kort sagt: Han er _vor_ Bamse.«
+
+ »Hvi vil I dog i Stad og Stat
+ til ham det bedste samle?«
+ »Du er dog ret en dum Krabat;
+ saa gjorde jo de gamle!
+ Vi er kaput, den Dag han gaar.«
+ »Hvorfor?« -- »Hold Mund! Vi ellers slaar
+ dig Ho'det ned i Maven!«
+
+ -- Tys! Hvorfra stammer den Halløj?
+ Hør! Børn og Kvinder hyler.
+ Se, Torvet vrimler; lav og høj
+ nu larmer som Kabyler.
+ Er Folket ramt af Pest og Brand?
+ -- »O, tifold værre! Arme Land!
+ Vor Bjørn, vor Bjørn kreperet!
+
+ Saa brat ham ramte Dødens Spær,
+ og ingen fler vi huse!
+ O, maatte i et Herrens Vejr
+ os vore Bjærge knuse!
+ Forbi, forbi med Kanton Bern!
+ O, Jægergutter, op til Værn!
+ Fang ind en ny før Aften!«
+
+ De jager over Bjærg og Slugt,
+ kan ingen Bjørne finde;
+ men ligefuldt faar Træet Frugt,
+ og Æblerne bli'r trinde;
+ og Rugen gynger i sin Dal,
+ som Bjørnedød og Bjørnekval
+ ej for en Døjt den agted.
+
+ De jagede, til Solen sank
+ bag fjerne Alpetinder.
+ »Der stiger Maanen rund og blank;
+ se, om ej Skjælmen skinner!
+ Og Stjernerne -- se der -- og der!
+ Den hele muntre Himmelhær --
+ som ingenting var hændet!«
+
+ »Saa vil vi« -- raabte Land og Stad,
+ »ej mer af Bjørne vide;
+ han aad sig fed af Folkets Fad
+ og vilde dog os bide.
+ Vi maatte klippe Bæstets Klør.
+ Se, Kornet gror, skjønt Bjørne dør!
+ Og _vor_ skal aldrig savnes.«
+
+April 1908.
+
+
+
+
+VED KJEDLEN.
+
+(Ferd. Freiligrath.)
+
+
+ En Damper kom fra Biberich; stolt var den Fure, som den drog;
+ den stampede, med Hjul og Skovl, saa Bølgerne mod Bredden jog.
+ Af Vimpler og af Faner fuld, skjød den af Sted saa kjækt og flot;
+ den Konge, som for Prøjsen staar, ham førte den til Rhinens Slot.
+
+ Solstraalerne var ret som Guld; af Disen dukked' By ved By,
+ og Rhinen skinned som et Spejl, og Stævnen glinsed' blank og ny;
+ Skibsdækket lyned' hvidt af Vask, og paa dets rene, glatte Fjæl
+ gik Kongeparret fredsælt om med Smil i Øjet, Lys i Sjæl.
+
+ Vinløvet langs den krumme Rhin og dine Hasler, St. Goar,
+ de nikked' ned fra deres Fjæld og hilsede det høje Par;
+ og glade saa sig Parret om; det lille Skib, hvor var det net!
+ Her gik de jo saa trygge rundt, som hist paa Sanssoucis Parket.
+
+ Men _under_ al den Herlighed og _bag_ om denne Glimmerpragt,
+ der flammer vildt det Element, der skyder Skibet frem med Magt;
+ dér staar i Kvalm og Flammeskjær og rager under Kjedlens Rist
+ _han,_ som om Bord er Kraftens Sjæl, en proletarisk Maskinist.
+
+ Deroppe ler den grønne Jord, og Sol forgylder Flod og Hav,
+ mens _han_ den skjønne, lange Dag maa stirre i sin Flammegrav;
+ i Bomuldsskjorten staar han der, halvnøgen, trængt af Røg og Rust,
+ imens en Konge over ham indaander Bjærges frie Pust.
+
+ Nu har han skruet Ovnen til, og al Ting er i bedste Stil,
+ saa skjænker han et kort Sekund sin trætte Krop et Slavehvil.
+ Der dukker han til Midjen frem af Kjedelrummets Lugekarm
+ og spejder over Dækket hen, svagt støttet paa den højre Arm.
+
+ Med Skovlen i sin sorte Haand og Kind og Arm af Ilden bagt
+ og med det svære, nøgne Bryst bredt mod Gelændrets Sprinkler lagt
+ han spejder efter Fyrsten hen, imens han mumler mørk i Hu;
+ »Hvor Staten ligner dette Skib! -- Lysfødt paa Dækket vandrer _du_.
+
+ Men nedenfor i Dybets Nat, i Arbejdsrummets dunkle Skjød,
+ dybt nede, smeder jeg af Trang mit Skjæbnehjul ved Flammen rød;
+ og ej blot mit, men ogsaa dit; hvem holdt Maskinen her i Gang,
+ hvis ej min Næve, ru og haard, haandtered Skovl og Stempelstang?
+
+ _Du_ er langt mindre nogen Zeus, end _jeg_, o Konge, en Titan!
+ I al din Pragt du træder paa en altid kogende Vulkan!
+ Og _den_ Vulkan behersker _jeg_; et Ryk, et Slag, og fra mit Bur
+ omstyrter jeg det stolte Hus, paa hvilket du er Topfigur!
+
+ Mens Dækket brister, slænges du i Luften under Spanters Brag,
+ vi andre gaar nyfødte frem fra Mørkets Skjul til Lys og Dag.
+ Vi er en Magt! Vi hamrer frem fra nyt den gamle, mugne Stat,
+ hvori Guds Vrede os har holdt til nu som Proletariat.
+
+ Da gaar med Sang jeg Verden rundt, og paa min Skulder, bred og stærk,
+ som St. Christoffer bærer jeg en ny Tids Christ, en ny Tids Værk.
+ Jeg er hin Kjæmpe uden Frygt, der bærer paa min faste Fod
+ Befrielsens og Frelsens Aand hen over Tidens vilde Flod!«
+
+ Saa brummer i sit røde Skjæg den dystre, sværtede Kyklop,
+ og gaar saa atter til sit Værk og skovler Kul og Ild i Hob.
+ Plejlstangen jager op og ned, Propellen gaar med tunge Slag;
+ belyst af Flammen hvisker han: »Nej, vrede Kræfter _ej i Dag!_«
+
+ Snart lægges til Kapellet ind; i Land da gaar Hans Majestæt,
+ og kjører til sit rhinske Slot; sex Heste gaar for hans Karet.
+ Men med et Blik til Kongens Slot nu Maskinisten aander frem:
+ »_Fremtidsruiner_ -- ak, hvor godt der hæges nu som før om _dem!_«
+
+Juni 1901.
+
+
+
+
+OMSVÆRM OS KUN, FJENDER.
+
+(Arthur Fitzer.)
+
+ Nehemias 4. Kap.
+
+
+ Da nu det sig rygted til Fjendernes By,
+ at Herren et Tempel vi bygged paany,
+ da stormed de mod os i Tummel og Tramp,
+ og Pladsen for Templet blev Pladsen for Kamp.
+
+ Hist slæbte vi Bjælker, her rulled vi Sten;
+ med venstre Haand førte vi Hamren og Ske'n,
+ men højt i den højre vi løfted til Værn
+ de blinkende Vaaben af Kobber og Jærn.
+
+ Og Muren sig hævede Fod over Fod,
+ mens Kalken vi blanded med rødnende Blod.
+
+ De snittede Søjler vi rejste ved Kvæld
+ til Saaredes Rallen i Sted for: »Godt Held!«
+ Vi hvælvede Kuplens omspændende Rund,
+ dødtruffen og ramt til vor inderste Grund.
+ »Omsværm os kun, Fjender, kast Død paa vor Vej!
+ I _dræber_ os, men I _besejrer_ os ej!«
+
+ Saa toned' i Zion den trodsige Sang,
+ mens Mændene mured med Ske og med Stang
+ den Højestes Tempel, det hellige Hus.
+ Naar ender vel Sangen, naar standser dens Brus?
+
+ Aarhundreder fulgte, Aarhundreder svandt;
+ vort Saar rinder stadig, hvor Fædrenes randt;
+ omsværmet af Fjender vi strider imod
+ og bygger, mens Kalken vi blander med Blod.
+
+1901.
+
+
+
+
+ARBEJDERSANG.
+
+(Karl Henckell.)
+
+
+ Det drøner fra det hule Rum
+ med Arbejdslarm og -Støj,
+ mens Mand ved Mand staar bøjet, stum,
+ i Oljestank og Røg.
+ Og Bælgen stønner, Hamren slaar,
+ og Gnisteregn mod Taget staar.
+
+ Mens Ødelanden strækker sig
+ paa Bolster bag sin Pult,
+ begiver Slaven sig paa Vej,
+ ansporet af sin Sult.
+ Og Bælgen stønner, Hamren slaar,
+ og Gnisteregn mod Taget staar.
+
+ For kun en karrig Løn at naa,
+ for blot at blive mæt,
+ fra Gry til Kvæld, du ser ham staa
+ paa samme dunkle Plet.
+ Mens Bælgen stønner, Hamren slaar,
+ og Gnisteregn mod Taget staar.
+
+ For Børn og Hustru kjæmper han
+ og stemmer sig imod;
+ _han_ ved, hvor Sulten suge kan
+ ens Marv og Hjærteblod,
+ mens Bælgen stønner, Hamren slaar,
+ og Gnisteregn mod Taget staar.
+
+ Ak, ingen muntre Toner svang
+ sig gjennem Røgen klam,
+ og aldrig nogen Digters Sang
+ har kunnet naa til ham,
+ mens Bælgen stønned, Hamren slog,
+ og Gnisteregn mod Taget jog.
+
+ Det hænder vel fra Stund til Stund,
+ hans Sind bli'r sygt af Harm;
+ da styrter Eder af hans Mund,
+ men drukner snart i Larm,
+ mens Bælgen stønner, Hamren slaar,
+ og Gnisteregn mod Taget staar.
+
+ Det er en raa og ilde Ting
+ at gjøre Mand til Træl;
+ mærk Øjets Lyn ved Hamrens Sving,
+ I Herrer, vogt jer vel!
+ Thi Bælgen stønner, Hamren slaar,
+ og Gnisteregn mod Taget staar.
+
+ »Om Gud i Himlen ej vor Sag
+ og bange Raab forstaar,
+ da storm _du_ frem, o, Dommedag,
+ paa hvilken alt forgaar!
+ Mens Bælgen stønner, Hamren slaar,
+ og Gnisteregn mod Taget staar.«
+
+April 1901.
+
+
+
+
+NR. 310.
+
+(Ditlev von Liliencron.)
+
+
+ Paa femte Døgn uden Middagsmad,
+ og ikke en Hvid paa min magre Rad;
+ i Stedet for Arbejde: Hunger og Nød,
+ blot vandre, og »fægte« og »betle sit Brød«.
+
+ -- Haandværkeren bøjer i Skoven ind.
+ Hvad risler saa koldt hen over hans Kind,
+ og hvorfor jager hans Blik distræt
+ i trøstesløs Flakken fra Træ til Træ?
+
+ Nu synker Solen, og alt er Fred,
+ kun Droslen larmer et enkelt Sted.
+ Hvi svajer Ælmen i Skovens Kant?
+ Et Menneske mellem dens Grene svandt.
+
+ Den Strikke, der holdt hans fattige Bundt,
+ han knyttede om sin Strube rundt:
+ Et Fald! -- Dødskampen var ikke lang;
+ Snart saa han Solen for sidste Gang.
+
+ Og Dug faldt paa ham, og Gryet kom,
+ og Duer skogrede rundenom,
+ som intet var hændet; Sang-Droslen lo,
+ og Vinden vifted' i kølig Ro.
+
+ En Jæger hen over Bakken skred;
+ han saa den Hængte og skar ham ned.
+ Til Øvrigheden gik skyndsomst Bud,
+ Gendarmer kom i en Fart derud.
+
+ En Dommer i hvidt fra Top til Taa
+ beviste, at Rovmord ej forelaa.
+ Saa bar de hans Lig til en Kirkegaard,
+ hvor intet Kors eller Minde staar.
+
+ Da Graven var klappet, og alt forbi,
+ saa fik han det Numer: _tre Hundred' og ti_;
+ tre Hundred' og ni var alt puttet hen.
+ Hvem kjendte de Stakler? Hvem var deres Ven?
+
+Marts 1901.
+
+
+
+
+TORDENVEJRET.
+
+(Ditlev von Liliencron.)
+
+
+ Stændig efter flittigt Dagværk
+ gaar jeg daglig min Spadser'tur,
+ hvor de røde Køer græsser,
+ hvor de blanke Blomster blinker,
+ hvor de muntre Fugle fløjter
+ mellem Tjørne, mellem Hækker,
+ mellem Engens grønne Græs.
+
+ Daglig mellem sex og syv,
+ naar det mørkner i min Hybel,
+ ser jeg syv saa smukke Piger,
+ én, to, tre, fir', fem, sex, syv,
+ hvor de røde Køer græsser,
+ hvor de blanke Blomster blinker,
+ hvor de muntre Fugle fløjter
+ mellem Tjørne, mellem Hækker,
+ mellem Engens grønne Græs.
+
+ Disse syv saa søde Piger,
+ -- én, to, tre, fir', fem, sex, syv --
+ vandrer i en lige Række,
+ bærer paa de brede Skuldre
+ tunge, mælkefyldte Stripper;
+ kommer fra de røde Køer,
+ hvor de blanke Blomster blinker,
+ hvor de muntre Fugle fløjter
+ mellem Tjørne, mellem Hækker,
+ mellem Engens grønne Græs.
+
+ Saa i Gaar mig greb et Indfald:
+ Da jeg i det fjærne vejred
+ mine syv saa søde Piger,
+ trak jeg brat min Bog og Blækstift
+ op af Lommen, stod til Side,
+ og imens de gled forbi mig
+ trak jeg Rynker over Brynet
+ som en bister Politimand,
+ talte højt dem, skrev saa langsomt:
+ -- »én, to, tre, fir', fem, sex, syv«!
+ og de rødmed, rødmed mere,
+ skjæved under Straahatsskyggen,
+ studsed synligt ved min Spøg.
+
+ Men som Afstand kom imellem
+ hørtes Tysraab, hørtes Sladren,
+ hørtes Smaaknist, hørtes Latter,
+ og jeg gjenoptog min Vandring,
+ did hvor røde Køer græsser,
+ hvor de blanke Blomster blinker,
+ hvor de muntre Fugle fløjter,
+ mellem Tjørne, mellem Hækker,
+ mellem Engens grønne Græs.
+
+ Sex af disse friske Piger
+ ved jeg, vil, naar de skal være
+ Mødre, skjænke Fædrelandet
+ lutter sunde, raske Drenge,
+ Kyrasserer, Grenaderer,
+ Gardekarle og Uhlaner, --
+ men den sidste, hun den sarte,
+ denne slanke, denne ranke,
+ hendes Sønner -- tror jeg sikkert --
+ bliver Jæger og Husar.
+
+ -- Saa i Dag da jeg min Stok tog,
+ stod der Tordenvejr i Vesten;
+ men jeg tænkte: gaar vel over,
+ kommer ikke med det samme, --
+ skred med lange Skridt mod Marken,
+ hvor de røde Køer græsser.
+ Men o ve, den onde Himmel
+ brød sig fejl om min Spadseren,
+ overtrak sig mer og mere,
+ som jeg stod nu midt i Marken,
+ hvor de blanke Blomster blinker.
+
+ Men hvad sker! Af Agren fejer
+ alle Piger hjem mod Byen.
+ Kun den sidste, hun den sarte,
+ hun den slanke, hun den ranke,
+ bli'r tilbage med sin Strippe,
+ hvor de muntre Fugle fløjter
+ mellem Tjørne, mellem Hækker,
+ mellem Engens grønne Græs.
+
+ Jeg er lige op ad Ledet,
+ da det første Skrald forfærder,
+ og som var det aftalt med os
+ aabned hun mig strax dets Gitter.
+ Ret naturlig jeg da hjælper
+ hende med at ordne Aaget;
+ men da smælder ned foran os
+ skillingsblank og skillingsstor
+ Tord'nens første tunge Draabe.
+ -- Barn, vi bliver artig badet!
+ Men histhenne staar et Saadhus,
+ som en Hjorddreng nys har tømret
+ sig af Tørv og løst Skrabsammen
+ -- selv er han rendt bort, den Bengel,
+ Bare ti Skridt, og vi er der!
+ Rask min Glut, blot ingen Nølen,
+ ingen Angst! Jeg spiser aldrig
+ selv saa smukt et Barn som du.
+
+ Dette tør jeg strax bedyre!
+ Schiller maa ha' kjendt hin Mosborg,
+ da de vakre Ord han kvad:
+ Der er Plads i mindste Hytte
+ for ét saligt Elskovspar.
+
+ Skyer brister, Tordnen skramler,
+ hele Neg af Lynild falder,
+ og en Raslen, Skraslen, Susen,
+ Slubren, Rislen, Strømmen, Fusen
+ som paa Syndflodskrækkens Dag.
+
+ Under Larmen har den sarte,
+ har den slanke, har den ranke
+ rystende og ligbleg slynget
+ sine Arme om min Nakke,
+ lagt sig ind imod min Skulder
+ med fast lukte Øjelaag.
+ Lidt beklemt, det nægtes ikke,
+ følte jeg mig strax tilmode.
+ Dog betvang jeg Pulsens Banken,
+ tænkte blandt saa meget andet
+ paa de gamles Riddervagter,
+ de beskyttende og ædle.
+
+ Men, ak -- men -- den søde Nærhed,
+ disse unge, varme Lemmer,
+ denne Barm mod Barm i Trængsel,
+ denne Barm mod Barm i Længsel.
+ Og jeg føler, hvor hun løfter
+ -- o, saa sagte, saa forsigtig,
+ -- o, saa ræd, at jeg skal se det --
+ Ho'det blot en _lille_ Kjende.
+ Og jeg ser -- da _maa_ jeg smile --
+ hvor hun stjaalent titter opad
+ for at faa det Spørgsmaal klaret:
+ Er hans Øjne vendt mod Vejret,
+ eller søger de mon mine?
+ Og jeg rækker _mine_ Læber,
+ og _hun_ højt paa Taaen stræber,
+ hun lidt op og jeg lidt ned,
+ saadan fandt jeg -- midt imellem,
+ hendes Mund saa frisk og hed.
+
+ Svitter ikke allerede
+ Svalen sorgløs foran Døren,
+ blaaner ej den kjære Himmel,
+ krummer sig ej Regnbubroen,
+ mens paany sig Solen viser?
+ Og sin Strippe ta'r den sarte,
+ ta'r den slanke, ta'r den ranke,
+ og fornøjet med at Skyllen
+ nu er endt og Faren ovre
+ pjasker hun afsted i Vædet
+ og forsvinder bag ved Træer.
+
+ Hvilken frisk og himmelsk Køling!
+ Og jeg pjasker vel saa munter
+ -- ikke hjem til Skrivebordet --
+ nej, til vædeblanke Marker,
+ hvor de røde Køer græsser,
+ hvor de blonde Blomster blinker,
+ hvor de muntre Fugle fløjter
+ mellem Tjørne, mellem Hækker,
+ mellem Engens grønne Græs.
+
+25/1 1914.
+
+
+
+
+HANS SVÆRMER.
+
+(Ditlev von Liliencron.)
+
+
+ Hans Tøffel elsked skjøn Doris blidt.
+ Skjøn Doris Hans Tøffel ikke saa lidt.
+ Hvor andres Elskov var kjæk og kry
+ var hans elegisk og væk og bly.
+ Paa Kvisten siger han Digte frem.
+ Skjøn Doris staar nede med Laagen paa Klem:
+ »Aa om du nu sprang paa din Fod imod mig,
+ hvor skulde jeg være god imod dig!«
+ Men oppe Hans Tøffel kvad Digte.
+
+ Og Aftenen efter det samme igjen.
+ _Han_ læser og læser Timerne hen.
+ _Hun_ harmes. »Det evige Læseri
+ det er der dog ingen Mening i!«
+ _Hun_ sniger sig ud, gaar krænket sin Vej.
+ _Han_ svælger i Heine, han mærker det ej.
+ Skjøn Doris staar rød under Lysthuslofte
+ og ønsked, hun havde hans Arm om sin Hofte.
+ Men oppe Hans Tøffel kvad Digte.
+
+ Den næste Aften gav Huset en Fest,
+ nær sammenpresset stod Gjæst mod Gjæst.
+ End ikke i Aften den smaa Poet
+ har Doris' smægtende Bortgang set,
+ men Junker Hans Jørgen -- han saa det strax,
+ mens Natten dufted med Lind og Ax.
+ I Læ af Roser, ved dugget Stente,
+ behøver Skjøn Doris ej mere at vente,
+ mens oppe Hans Tøffel gi'r Digte.
+
+26/3 1918.
+
+
+
+
+FRA NORSK BONDEMAAL.
+
+DEN FØRSTE SANG.
+
+(Per Sivle.)
+
+
+ Den første Gang jeg hørte Sang,
+ den randt af renest Kilde:
+ Min Mor som sang med mig paa Fang;
+ til Graaden blev saa stille!
+
+ Saa blidelig den dyssed mig
+ i Blund paa Drømmens Tue,
+ og viste mig en fager Vej
+ op fra vor lave Stue.
+
+ Den Vej jeg ser endnu saa tit!
+ Naar Øjet træt vil hvile,
+ der staar en Engel, smiler blidt,
+ som bare én kan smile.
+
+ Og hver Gang Striden stilner af,
+ som i og om mig ulmer,
+ jeg hører tyst fra Moders Grav
+ hin Sang, som alting dulmer.
+
+24/4 1916.
+
+
+
+
+FRA SVENSK.
+
+TRE BIBELSKE VISER.
+
+(C. M. Bellman.)
+
+
+I.
+
+ Joachim udi Babylon
+ havde en Hustru, Susanne.
+ :, Hæv din Kande, ,:
+ tøm den redebon!
+ Joachim var en gjennemhæderlig Mand,
+ Fruen saa hæderlig omtrent som han.
+ :, Hjærter mange ,:
+ stak den Glut i Brand.
+
+ Takkes skal du, Susanne kjær,
+ Skaal for hver dydelig Mage!
+ :, Lad os smage ,:
+ nu paa Mosten her!
+ Slaa nu paa Glasset, lad os juble i Kor,
+ Tøsen som Knøsen, Gubbe som Mor,
+ :, lad os synge, ,:
+ Skaalen er saa stor.
+
+ Joachim kunde -- efter Skriftens Ord --
+ føre det herligste Leven,
+ :, give Greven ,:
+ ved et veldækt Bord.
+ Fru'n for sit Kjøkken vandt saa meget Behag,
+ hungrige Friere hver evige Dag!
+ :, Hurra, Gubber ,:
+ for saa godt et Lag!
+
+ Hør nu, Brødre, hvad Vej det tog:
+ Naar Kalaserne tystne,
+ :, tvende Lystne ,:
+ Kreds om Fruen slog.
+ Gubberne kryber om hinanden tyst,
+ Troskab bor dog i Susannas Bryst,
+ :, Afslag ramte ,:
+ deres fule Lyst.
+
+ Joachim havde under Havens Træ'r
+ dannet det yndigste Eden;
+ :, Middagsheden ,:
+ fandt Susanna der.
+ Rundt om en Dam stod der Ege og Lind,
+ skjønne Susanne tog Bad som en Hind;
+ :, naar hun plasked, ,:
+ titted Liljer ind.
+
+ Stod to Skalke bag Lindes Læ,
+ lured paa Joachims Frue,
+ :, tændt i Lue ,:
+ af saa sødt et Knæ.
+ »Hej,« hvæsed Skalken til sin Medskalk frem,
+ »Hej, det er Middag, skal vi nu gaa hjem!«
+ :, To Kanaljer ,:
+ var de i hvert Lem.
+
+ Let forstaar man de Skalkers Trik,
+ hvad _de_ havde i Sinde.
+ :, Hofter trinde ,:
+ daared mangt et Blik!
+ Øjet drog Hjærtet, men Susanne drog alt,
+ Laas var for Porten og Vagten kaldt,
+ :, Blodets Hede ,:
+ fjorten Grader faldt!
+
+ Saâ gik Dyden sin Sejersgang;
+ Himlen Susanne belønne!
+ :, Blandt de Skjønne ,:
+ _hun_ har dobbelt Rang.
+ Slaa nu paa Glasset; nyd det korte Liv!
+ Vakre smaa Hjærter, -- søde Tidsfordriv!
+ :, Lad os drikke ,:
+ uden Larm og Kiv.
+
+
+II.
+
+ En Potifars Hustru saa daarende kjær
+ lønligt for Josef mon sukke,
+ ta'r ham om Armen og hvisker saa nær:
+ »Bliv her, bliv her!«
+ En Rose saa dejlig, som slet ikke stak,
+ stod for vor Josef at plukke,
+ men som en Lømmel han ofred sin Frak,
+ -- jo, Tak, jo, Tak!
+ Ak, om jeg sattes i Josefs Sted,
+ jeg løb knapt et Fjed.
+
+ Men Josef, den Taabe, ad Døren han fôr,
+ Nymfen hun vinker og beder.
+ Aldrig i Verden en Daare saa stor
+ har traadt vor Jord.
+ Frit æde og drikke i Potifars Sal,
+ Ild paa Kaminen af Ceder,
+ ingen Dueller og ingen Rival
+ med Kvalm og Kval.
+ Skaal for den Frue i Potifars Arm,
+ hun sover saa varm.
+
+ Men Fejlen hos Josef var kun, at han Drik
+ flyed, afskyed med mere,
+ derfor benovet ved Skjønhedens Blik
+ hans Mod slog Klik.
+ Blandt Gardens Kaptajner en maadelig én
+ Potifar var mellem flere,
+ søvnig i Sengen, og tynde hans Ben,
+ en Glut til Men.
+ Skaal for den Frue i Potifars Hus,
+ hun kranse vort Krus!
+
+
+III.
+
+ :, Gubben Noa ,: var en Hædersmand;
+ straks han kom fra Arken
+ han plantede i Marken
+ :, Vin og Vin, ja! ,: saadan gjorde han.
+
+ :, Noa ro'de ,: fra sin gamle Ark,
+ fyldte sine Tasker
+ med Bimpler og med Flasker
+ :, for at drikke ,: paa den grønne Mark.
+
+ :, Vel han vidste ,: at Guds Skabning var
+ tørstig af Naturen,
+ Folk som Fæ i Furen,
+ :, derfor Gubben ,: Vinen plantet har.
+
+ :, Mutter Noa ,: var en Hædersfru,
+ gav sin Mand at drikke,
+ lod i Fred ham hikke;
+ :, slig en Hustru ,: tog vist gjerne du!
+
+ :, Aldrig sa' hun ,: »Kjære Far, saa, saa!
+ Sæt nu fra dig Kanden!«
+ Nej, med Kys paa Panden
+ :, lod hun Gubben ,: salig Sengen naa.
+
+ :, Gubben Noa ,: havde fagert Haar;
+ Fip paa Dobbelthagen,
+ Kinder som Skarlagen;
+ :, og til Bunden ,: drak han: Hej! Godtaar!
+
+ :, Herlig var da ,: denne grønne Jord;
+ hver blev budt det Bedste;
+ ingen tørstig Næste
+ :, sad og hængte ,: ved et duget Bord.
+
+ :, Ingen Skaaler ,: voldte da Besvær,
+ ej hin dumme Lære:
+ »Jeg skal ha' den Ære --«
+ :, Nej, til Bunden ,: drak man ud -- som her!
+
+1907.
+
+
+
+
+DET FØRSTE KYS.
+
+(Joh. L. Runeberg.)
+
+
+ I Sølverskyens Kant sad Aftenstjernen,
+ fra Lundens Skumring spurgte hende Ternen:
+ Sig, Aftenstjerne, hvad i Himlen tænkes
+ naar første søde Kys den Elskte skjænkes,
+ og Himlens rene Datter hørtes svare:
+ Til Jorden titter Lysets Engleskare
+ og ser afspejlet deres egne Glæder,
+ blot Døden vender Øjet bort -- og græder.
+
+1890.
+
+
+
+
+DE FANGNE.
+
+(Joh. L. Runeberg.)
+
+
+ Paa den røde Elvebund
+ fiskede en Yngling Perler,
+ fandt en Perle, blaa som Himlen,
+ og saa rund som Himlens Stjerne.
+
+ Men en Pige laa i Perlen,
+ og hun bad en Bøn og sagde:
+ »Offer dog din Perle, Yngling,
+ bryd mit Fængsel, lad mig fare,
+ et taknemligt Blik i Stedet
+ jeg dig for min Frihed skjænker.«
+ »Nej ved Gud, min søde Pige,
+ Perlen er dog altfor kostbar;
+ bær med Taalmod du din Lænke,
+ mange bærer én langt værre.« --
+ Sønderbrød hun sagte Skallen,
+ Morgenrøden lig i Skjønhed
+ skjød hun op ved Guttens Side,
+ gyldne Lokker dulgte Panden,
+ Rosenblod i Kinden gløded. --
+ Stum i hendes Skjønhed fanget
+ stod i trende Timer Gutten.
+ Da den tredie var omme,
+ bad han tyst en Bøn og sagde:
+ »Offer dog din Skjønhed, Pige,
+ bryd mit Fængsel, lad mig fare,
+ og dig en taknemlig Taare
+ vil jeg for min Frihed skjænke.«
+
+ »Nej, ved Gud, du søde Yngling,
+ Perlen er dog altfor kostbar.
+ Bær med Taalmod du din Lænke,
+ mange bærer én langt værre!«
+
+1890.
+
+
+
+
+JEG SER PAA TERNERNES SKARE.
+
+(Joh. L. Runeberg.)
+
+
+ Jeg ser paa Ternernes Skare,
+ jeg spejder og spejder bestandig,
+ den skjønneste vil jeg vælge
+ men fejler dog stadig i Valget.
+ Den ene har klarere Øjne,
+ den anden friskere Kinder,
+ den tredje har fuldere Læber,
+ den fjerde har varmere Hjærte.
+ Saa findes ej én som savner
+ det noget, som fængsler mit Hjærte;
+ jeg kan ikke én forskyde --
+ o, turde jeg kysse dem alle!
+
+1890.
+
+
+
+
+SMAAVERS.
+
+(Joh. L. Runeberg.)
+
+
+ Ynglingen blev femten Aar -- og tro'de
+ ej endnu at Elskov var i Verden,
+ og han leved fem Aar til og tro'de
+ ej endnu at den var til i Verden.
+ Kom da brat en underdejlig Pige,
+ som i nogle Timer Gutten lærte,
+ hvad i tyve Aar han ikke fatted.
+
+
+ Pigen kom fra Mødet med den Elskte,
+ kom med røde Hænder. Mod'ren spurgte:
+ »Hvorfor er din Haand saa rød, min Datter?«
+ Pigen sagde: »Jeg har plukket Roser,
+ paa dens Torne revet mine Hænder.«
+ Atter kom hun fra sin Elskers Møde,
+ kom med røde Læber. Mod'ren spurgte:
+ »Hvorfor rødmer dine Læber, Datter?«
+ Pigen svared: »Jo, jeg har spist Jordbær,
+ deres Saft har farvet mine Læber.«
+ Atter kom hun hjem fra Stævnemøde,
+ kom med blege Kinder. Mod'ren spurgte:
+ »Hvoraf hvidner dine Kinder, Datter?«
+ Pigen svared: »Red en Grav, o Moder,
+ gjem mig der og sæt et Kors derover,
+ og paa Korset rist de Ord jeg siger:
+ Én Gang kom hun hjem med røde Hænder,
+ thi de rødmed mellem Elsk'rens Hænder;
+ én Gang kom hun hjem med røde Læber,
+ thi de rødmed ved den Elsktes Læber;
+ senest kom hun hjem med blege Kinder,
+ de blev blege ved den Elsktes Utro.«
+
+
+ Ved en Piges Vindu stod en Yngling
+ trende lange, lyse Sommernætter,
+ lokkede og bad om at bli' indladt.
+ Første Aften fik han Skjænd og Trusler,
+ anden Aften fik han Graad og Bønner,
+ tredje Aften fik han Vindvet aabnet.
+
+1890.
+
+
+
+
+OJAN PAVO.
+
+(Joh. L. Runeberg.)
+
+
+ Stor var Tavastbonden Ojan Pavo,
+ stor og vældig iblandt Finlands Sønner,
+ støt som en med Gran bevoxet Klippe,
+ djærv og rask og kraftig som en Stormvind.
+ Træer havde han med Rødder oprykt,
+ tugtet Bjørne med sin blotte Armkraft,
+ løftet Heste over høje Gjærder,
+ knælagt stærke Mænd som var de Halmstraa.
+ Og nu stod den stærke Ojan Pavo
+ stolt og vældig frem paa Lagmandstinget.
+ Midt paa Gaarden stod han iblandt Folket
+ som den høje Fyr imellem Smaaskov.
+ Og han løftede sin Røst og sagde:
+ Hvis her findes en, af Kvinde ammet,
+ som formaar at holde mig paa Stedet
+ saa jeg ikke røre mig af Flækken,
+ han maa tage mine fede Agre,
+ han maa have mine Sølveskatte,
+ han maa eje mine mange Hjorde
+ og med Krop og Sjæl er jeg hans Slave.
+ Saa til Folket talte Ojan Pavo;
+ men forskrækked' stode Byens Karle
+ tavse i den stolte Ojans Nærhed,
+ og der traadte ingen frem imod ham.
+ Men med Kjærlighed og med Beundring
+ saa de Skjønne paa den unge Kjæmpe,
+ thi han stod, den stærke Ojan Pavo,
+ som den høje Fyr imellem Smaaskov,
+ Øjet straalte som en Himlens Stjerne
+ og hans Pande lyste klar som Dagen,
+ og hans gule Haar sank mod hans Axler
+ som et sølvsprængt Vandfald over Fjældet.
+ Men af Kvindeflokken fremstod Anna,
+ hun den skjønneste af Egnens Piger,
+ herlig som den lyse Dag at se paa.
+ Raskt hun traadte hen til Ojan Pavo,
+ slog omkring hans Hals de runde Arme,
+ nærmede sit Hjærte til hans Hjærte,
+ pressede hans Kind mod sine Kinder
+ og saa bød hun ham at slide løs sig.
+ Men den stærke Yngling stod besejret,
+ kunde ikke røre sig af Flækken
+ men kun sige aandeløs til Pigen:
+ Anna, Anna, du har vundet Prisen,
+ du maa tage strax min rige Bopæl,
+ du maa have mine Sølveskatte,
+ du maa eje mine mange Hjorde
+ og med Krop og Sjæl er jeg dit Eje.
+
+1890.
+
+
+
+
+FRA VÆRMLANDSK.
+
+
+
+
+BREMSENS MØSSE[*].
+
+(F. A. Dahlgren.)
+
+ [Anm. * Svensk Hovedtøj.]
+
+
+ Og Bremsen han fôr til Marked engang,
+ der fik han den grønneste _Møsse_,
+ og saa fløj han hjem og summed og sang --
+ og hjemme han havde i _Tøsse._
+
+ Men bedst som han fløj saa tænkte han brat:
+ »Nej har jeg nu faa't mig en Møsse,
+ saa skal jeg da komme som Ka'l for min Hat
+ og ej som et Fjols til Tøsse.«
+
+ Saa svang han sig op og red paa en Kalv.
+ »Hejhop!« han svinged sin Møsse.
+ Han spored sin Kalv, saa Kalven den skjalv
+ og kiled afsted mod Tøsse.
+
+ Det gik som en Røg, det gik som en Dans,
+ »Hejsa!« paa Vej til Tøsse,
+ og Kalven den rejste i Vejret sin Svans
+ og løb som skudt ud af en Bøsse.
+
+ Og da de nu kom til Gusted Kro,
+ hovsa! paa Vej til Tøsse,
+ tog Bremsen en Snaps saa god som to,
+ for Kalven monne han kysse.
+
+ Og da de saa kom til Aamelsstad,
+ hovsa! paa Vej til Tøsse,
+ stod dér Borgmester og Raad i Rad
+ og bukked for Bremsens Møsse.
+
+ Men Bremsen jog bort i rygende Trav
+ og letted end ej paa sin Møsse,
+ og Kalven afsted uden Bu eller Bav
+ med Halen hejst imod Tøsse.
+
+ Og da de var kommen til Torpendam,
+ det Gjæstgiversted i Tøsse,
+ blev Bremsen atter iwont for en Dram
+ og vilde strax Kalven kysse.
+
+ Men Kalven han slog med Rumpen bagud:
+ »Se saa gaar det til i Tøsse!«
+ og Bremsen han fik en Klask paa sin Tud
+ saa ratsch! sa' hans grønne Møsse.
+
+ Og Bremsen han himled med »Ak« og med »Av«,
+ i Grøften der laa hans Møsse,
+ og Oxer og Svin de danser paa hans Grav,
+ og saadan gjør hele Tøsse!
+
+7/7 1904.
+
+
+
+
+GRISEN.
+
+(F. A. Dahlgren.)
+
+
+ Og Grisen sprang gryntende langs et Stakit,
+ Rof-øf; rof-øf, rof, øf, øf!
+ »Jeg kan ej andet tro, end det gi'r sig om lidt.«
+ Rof-øf, rof-øf; rof, øf, øf!
+
+ Og Grisen stak Trynen ind under en Slaa.
+ »Det var dog rart at vide, om Krogen sidder paa.«
+
+ Og Grisen hug Skallen mod Ledet og peb:
+ »Nej dette her gaar langt over Svine-Begreb!«
+
+ Saa løb den imod Stolpen med hele sin Skrot:
+ »Nej Fanden staar i Sylten, det gjorde inte godt!«
+
+ Saa slog han til den anden Ledstolpe saa hvast:
+ »Aa bav da, aa bav da, for slige Trynekast!«
+
+ Saa gned han sig mod Lægten og tiggede om Vej:
+ »Lad Svinebæster trygle, men ikke længer jeg!«
+
+ Saa stak han af i Lunt imod Stien saa fort.
+ »Et Hul maa li'godt findes, om end det holder haardt.«
+
+ Og Grisen han vrødte fra tolv og til ét:
+ »Nej varer dette længe, jagu' saa bli'r _jeg_ svedt!«
+
+ Og Grisen han rendte fra et og til to:
+ »Pyh, dette koster Flæsk, men jeg gi'r mig ingen Ro.«
+
+ Og Grisen galoperer fra to og til tre.
+ »Det Hul var højst aparte, som jeg aldrig skal se!«
+
+ Der rendte han -- og rendte sine Kløver itu.
+ Rof-øf, rof-øf; rof, øf, øf.
+ Ja jeg tør næsten sværge, han render der endnu:
+ »Rof-øf, rof-øf; rof, øf, øf!«
+
+7/7 1904.
+
+
+
+
+KJÆRESTE-HANDEL.
+
+(F. A. Dahlgren.)
+
+
+ Og Stine paa Bjærg havde Kjæresten Palle
+ filo filobo filibombombom,
+ men Line fra Sverr'g satte _ham_ over alle,
+ filo filibo filibom.
+
+ »Ja, Stine,« sa' Line, »ifald jeg maa faa ham,
+ saa skal jeg skam byde dig ordentlig paa ham.«
+
+ »Saa tag ham,« sa' Stine, »ifald du betaler
+ for hele Fyren ti smaa Rigsdaler.«
+
+ »Nej jøsses,« sa' Line, »hvor Folk kan vær' gale!
+ hvem saa du for Kjærester saadan betale?«
+
+ »Jeg ved ikke Prisen saa lige pr. Stykke,
+ men giv saa det halve -- og dermed til Lykke!«
+
+ »Jotak,« sagde Line, »fem Daler paa Tælling!
+ den Ka'l skal nok ikke være en Skrælling.«
+
+ »Det var da som Pokker til Prutten,« sa' Stine,
+ »tilsidst vil du _under_ Rigsdal'ren mig pine.«
+
+ »Ja Penge, Gud naade os, sparsomme falde,
+ jeg gi'r dig mit Kammerdugs-Forklæd' for Palle.«
+
+ »Lad gaa,« sagde Stine, »skjønt næppe jeg skuld'et;
+ det Forklæde der er jo gnavet og hullet.«
+
+ Men Stine hun grined, mens Hjemmet hun naaet,
+ »den Kjærest' kund' Fjolset helt gratis ha' faaet.
+
+ For Palle . . . Ja var der ett anne Raa' med ham,
+ filo filobo filibombombom,
+ saa gav _jeg_ et Forklæd' for at bli' aa med ham!«
+ filo filibo filibom.
+
+1904.
+
+
+
+
+STINES PARASOL.
+
+(F. A. Dahlgren.)
+
+
+ Og Stine og Mads drog til Byen paa Stand,
+ og jomfru blev Stine, og Kusk det blev han,
+ en Part af hans Hjærte hun havde i Vold;
+ saa gav han sin Stine en Solparasol.
+
+ Nu længtes hun efter sin Frisøndagstur,
+ da Arbejd og Pligt kunde faa sig en Lur;
+ saa skulde Stockholm i hver eneste Fold
+ se hende gaa rundt med sin Solparasol.
+
+ Og Søndag paa Søndag kom stadig paany,
+ men Solen den holdt sig drilagtig bag Sky,
+ og Stine hun syntes den Glæde var gold
+ at traske i Graavejr med Solparasol.
+
+ Hun klaged' til Mads: »Nej om jeg det forstaar,
+ hvad Pokker der dog gaar af Solen iaar.
+ Den lister bag Skyen, den drilvorne Trold,
+ saasnart jeg gaar ud med min Solparasol!«
+
+ Men Mads, der just ej var tabt bag af en Vogn,
+ han svared': »_Du_ skinner saa mageløs bovn,
+ at blot du gaar over en Plads eller Vold,
+ maa _Solen_ ta' Tilflugt til Solparasol.«
+
+1904.
+
+
+
+
+FRA SVENSK.
+
+
+
+
+DIN TJENENDE BRODER.
+
+(Carl Snoilsky.)
+
+
+ Paa Farten frem gjennem Livet
+ _du_ rejser saa trygt og kjækt;
+ paa hver en Station -- det er givet --
+ dit Bord staar duget og dækt;
+ du gjæster de skjønneste Egne,
+ og trættes du, se, allevegne
+ du finder en dunvarm Seng.
+ Sov sødt! -- din _tjenende Broder_
+ han vaager ved Klokkens Streng.
+
+ Hvem er han, den gjæve? I Mindet
+ hans Træk ej ætsed sig ind;
+ hans Haand, saa barket i Skindet,
+ vist aldrig rørte ved din.
+ Som Lampe-Aanden alene
+ usynlig han ønsker at tjene,
+ som _Nytte_ han kun blev set,
+ -- et flerho'det mystisk Væsen
+ i Stimlen om din Karet.
+
+ Kaminen, der blusser fornøjet,
+ det Hus, du kalder for dit,
+ din Jakke og Kravetøjet,
+ der lyser fornemt og hvidt,
+ en Gade fejet og pudset,
+ saa ikke din Fod bliver smudset,
+ det friske Brød, du dig skjær' --
+ _alt_ skyldes din tjenende Broder,
+ som er i sit Værk dig nær.
+
+ Han skoldes af Dampens Strømme,
+ han holder om Skibets Ror,
+ mens du i smilende Drømme
+ omfarer den rullende Jord.
+ Og om fortryllet du vanker
+ blandt Skjaldes Kolonner af Tanker,
+ blandt Vellyst for Evighed --
+ det var din tjenende Broder,
+ som fæsted de Tanker ned.
+
+ Saa vandrer han tungt den Bane,
+ som Skjæbnen -- ej han -- har valgt.
+ Alt gaar som af gammel Vane.
+ _Hvad andet? Jeg har vel betalt_,
+ det er, hvad du tænker og mener;
+ men tænk om den Aand, der _nu_ tjener,
+ en Dag forandrede Form
+ og blev forbitret, for færd'lig --
+ et Hav af Ho'der i Storm!
+
+ Se da i hin Hjælper, den gjæve,
+ _Personen,_ din Lige, din Ven!
+ Tryk _selve_ den barkede Næve,
+ ej bare en Skilling i den!
+ Sørg for, han sig frit kan forvandle
+ til en, der kan tænke og handle,
+ og se ham i Øjnene klart,
+ og hils paa en Fælle, en Broder;
+ men husk: Hvad du gjør, gjør snart!
+
+1901.
+
+
+
+
+AFRODITE OG »SLIBEREN«.
+
+I KUNSTSALEN.
+
+(Carl Snoilsky.)
+
+
+ I Kunstens høje Skjønhedstempel
+ en Magt bestandig drager mig
+ til dig, du høje Afrodite,
+ du mørke »Sliber« hist -- til dig.
+
+ Hvordan det Naboskab blev stiftet
+ imellem jer, jeg fatter ej, --
+ du underfagre Skjønhedsdronning,
+ du tunge, ludende Plebej'.
+
+ Som Formens Ynde og dens Plumphed
+ faar Fællesbo i Kunstens Sal,
+ saa ses i Livet alle Vegne
+ ved Skjønheds Side: Nød og Kval.
+
+ Alt hvad der klinger disharmonisk,
+ har ej til _hendes_ Øre Bud;
+ det fæles Aasyn bringer Frysning
+ i hendes Alabasterhud.
+
+ Den Jord, som stræber, kjæmper, lider,
+ den standser ved den haardes Fod,
+ som imod hendes eget Cypern,
+ hver Bølge tæmmes i sit Mod.
+
+ Ej for at prøve Støvets Kampe
+ steg hun en Gang af Bølgens Elv;
+ én Lov hun bare kjendte: _Skjønhed_,
+ ét Maal for Livet kun: _sig selv!_
+
+ Hun er kun til for disse »_Nogle_«,
+ der ikke kjender Glædens Brist,
+ der stryger bort hver Savnets Rynke,
+ og marmormejslet staar til sidst.
+
+ En Afgrund derfor skiller hende
+ fra Trællen der, som bøjet staar,
+ beskjæftiget med Knivens Slibning
+ nu uafbrudt i tusind Aar.
+
+ Som _hun_ steg frem af Perleskummet,
+ saa spired _han_ af Jorden op,
+ af Sved og Blod igjennemsyret,
+ dens Muld har født hans Jættekrop.
+
+ Se disse plumpe Muskler, Sener,
+ der vrider sig som Orm i Orm;
+ se denne Haand, som Slidet fjerned
+ fra Skjønhedstypens ædle Form.
+
+ I Luften ligger som en Maning
+ af halve Tanker, brudte Ord;
+ saa rejs dig, du af Aaget tyng'de,
+ du staar jo paa din egen Jord!
+
+ Hver vildskabt Kraft i Verdensaltet
+ gaar fristende mod Jætten frem:
+ »Følg os! Slaa løs!« de larmer mod ham.
+ Ve Jorden, om _han_ lystred dem!
+
+ Er al Forsoning for de tvende
+ da ørkesløs at tænke paa?
+ Skal hun, den stolte, ingen Sinde
+ medlidende til Jætten gaa?
+
+ Skal alt det Skjønne, fjernt fra Folket,
+ sig vi' et goldt og selvisk Liv?
+ Skal han, som knæler der i Støvet,
+ en Dag bli' færdig med sin Kniv!
+
+ Stig ned, du Kunstens Afrodite,
+ fra Marmorplintens Pjedestal!
+ Lad Stenen smelte om et Hjærte,
+ der røres ved sin Næstes Kval!
+
+ Bøj dig i Ømhed mod din Broder,
+ og løs hans Skjæbnes haarde Baand!
+ Tør Sveden af hans mørke Pande,
+ og vrist ham Dolken af hans Haand.
+
+Maj 1901.
+
+
+
+
+AVISDRENGEN.
+
+(Carl Snoilsky.)
+
+
+ Før nogen faar Skoene paa sig,
+ gaar han igjennem vor Stad.
+ Kling, kling! siger Klokken; han lægger
+ sit fugtige Morgenblad.
+
+ Og gnidende Søvnen af Øjet
+ i nysgjerrig Velbehag
+ udstrækker du Haanden efter,
+ hvad Verden siger i Dag.
+
+ Det er som af Spalterne steg der
+ et Brus, et surrende Fløjt
+ fra Lunger, der stønnende spørger:
+ Hvad har _du_ gjort? Ej en Døjt.
+
+ Den lille Nyhedsombærer
+ -- om nok saa ringe -- han véd,
+ at Solen forlængst er paa Himlen,
+ og Livet er Virksomhed.
+
+ Med Øjne varme og klare
+ han iler fra Port til Port
+ og vækker op og ydmyger
+ enhver, som intet har gjort.
+
+ Kan hænde en anden og større
+ en Dag erobrer hans Kald,
+ saa Tiden og ikke Avisen
+ forkynder et strengt: _Du skal!_
+
+ Du lille Pog med Avisen,
+ en Jætte skubber dig væk;
+ o, var saa klare _hans_ Øjne,
+ saa milde som dine _hans_ Træk!
+
+April 1901.
+
+
+
+
+DER LEGES SOLDAT.
+
+(Carl Snoilsky.)
+
+
+ Trommen gaar -- Soldaterne marcherer,
+ fremad March, til Hornets skingre Klang.
+ -- Paa en Plet i Parken exercerer
+ Byens Smaa i Trop og Gaasegang.
+
+ Fattigskolens Børn engang om Aaret
+ bydes hid, hvor der staar Mad parat;
+ om den Lærer, man har Flokken kaaret,
+ samles de, saa leges der Soldat!
+
+ Men min Tanke gaar til andre Fester:
+ Hellas' viltre Knøses Vaabenfærd,
+ marmormejslet af en Oldtidsmester,
+ Amoriners Leg med Skjold og Sværd.
+
+ Hvem tør her en Sammenligning vove:
+ Hellas Ungdom -- Børn fra Gydens Hjem!
+ Det er ej i Kraft af Fattiglove,
+ en behjælmet Amorin staar frem.
+
+ Blege Børn! Fra Timen I blev baaret,
+ noget fattes jer; -- der spørges: Hvad?
+ Ak, for Livet selve Grundvilkaaret,
+ _det at være rigtig mæt og glad_.
+
+ Uvelkomne alt fra Fødselsstunden
+ hos Forældre, i en brødløs Vraa
+ har dem Søvnen ofte sultne funden
+ paa en lyssky Rønnes mugne Straa.
+
+ Fra et Hul, hvor Mur mod Mur sig kliner,
+ droges de kun frem til Slæb og Tramp;
+ blandt Fabrikkens buldrende Maskiner
+ Glædens Urt staar graa af Kulrøgsdamp.
+
+ Stakkels Smaa, mod hvem Kloakken fræser!
+ Mørkets Øgler yngler i dens Skarn;
+ eddertunget Difteritis hvæser
+ hæst mod Fattiggydens blege Barn.
+
+ Men de hænger sejgt og fast ved Livet;
+ stundom gi'r det jo en Glædesdag;
+ og just nu blev saa Parolen givet
+ til at gaa i Takt til Trommeslag.
+
+ Skolen har dem punktlig ladet lære,
+ at de lever i en mægtig Stat,
+ stor og lysende ved Kriger-Ære --
+ hvor den mindste Purk er født Soldat.
+
+ Tugtemestre flinkt om _Pligter_ tale,
+ men hvad Pligtens Bud dets Løftning gav:
+ det forskjønnende og ideale --
+ ved nok Fattigskolen lidet af.
+
+ Hvilke Minder har de Børn i Eje?
+ Ingen. Kun en Barndom glædestom;
+ Kunstens Verden, Digtets Blomsterveje
+ er for dem en stænget Helligdom.
+
+ -- Trommen gaar! En Tvist ved Verdens Ende,
+ hvorom Fattigfolk ej ved et Kvæk;
+ Krigen slippes løs med al Elende,
+ og der stikkes, skydes, myrdes væk!
+
+ Men de spænder Ranslens Skulderremmer,
+ ta'r mod Mordmaskinen ond og lang,
+ snart bestrøs med sønderslidte Lemmer
+ Ærens Mark ved Plevna og Sedan.
+
+ Metrailleus-Medusen hundredøjet
+ sprøjter Død og Saar af alle Rør;
+ Generalerne gaar glad i Tøjet,
+ og hvorfor? Det ved _de_ nu som før.
+
+ Ved, at deres eget de bevare,
+ naar de røve andre Heldets Vægt,
+ ved, at her forhale de en Fare,
+ som kanske skal knuse næste Slægt.
+
+ Maalet ser de bagom Kampens Bølger
+ lig en smykket, oplyst Søjlerad;
+ men den dunkle Hob, der hine følger,
+ mejes ned -- og spørger ej for hvad.
+
+1901.
+
+
+
+
+FRA SVENSK BONDEMAAL.
+
+FATTIG-SVENDS KLAGE.
+
+(Per Weiland.)
+
+
+ Hvad nytter det at leve for _mig_? Har _du_ et Svar?
+ Jeg véd det ikke selv, hvad det skal nytte.
+ Om jeg det bare vidste, jeg gav alt hvad jeg har --
+ skjønt hvad har jeg! En Rollingflok, en Hytte,
+ en Kvinde og en Køje, en Stol, et Bord, en Kat,
+ men er _den_ ikkun mager, du faar den aldrig fat,
+ for det er Helvedes, hvor den kan springe.
+
+ »Hvad nytter det at leve for mig?« jeg spurgte her
+ vor Præst; han remsed op af Kirkens Lære
+ og snakked vidt og bredt om, hvor glad enhver især
+ ved sin betroede Lod og Del bør være.
+ Jo, han kan sagtens snakke; hans Lod og Del er stor;
+ men hvis han skulde bytte med mig, jeg næsten tror,
+ han jamred sig som jeg, om ikke værre.
+
+ Hvad nytter det at leve, naar Livet det er Slid
+ fra Sol staar op til atter den forsvinder;
+ jo, det er let at sige, at »Livet er en Strid«;
+ hvem ved det dog, som hine Mænd og Kvinder,
+ der slider ondt og bittert, hver Dag der gaar paa Sky,
+ og dog ved Aftentide gaar lige arm til By
+ -- hvad nytter det vel slige Folk at leve!
+
+ Naar blot jeg kunde tjene endda til dagligt Brød,
+ hvad der skal til for mig og dem derhjemme,
+ saa var det til at leve, saa led man ingen Nød;
+ men nu -- aanej, jeg kan da aldrig glemme,
+ hvor det var smaat i Vinter; vi ejed knapt et Bid.
+ Jo, det er tungt, naar ikke man ved sit sure Slid
+ kan tjene til lidt Sild og lidt Kartofler.
+
+ Ja fik vi no' at sige, der blev vel anden Skik,
+ men her de _Store_ vogter nidsk og nøje:
+ »De pengeløse Stodre, skal de til Politik!
+ Har vi med Pakket ej haft nok at døje!«
+ Men gaves ikke Pakket, hvem skulde slide saa?
+ Hvor gik det med de _Store_, om der var ingen _Smaa_?
+ Men som det er: hvad nytter det at leve!
+
+Januar 1905.
+
+
+
+
+INDSIDDEREN.
+
+(Karl-Erik Forsslund.)
+
+
+ Saa du siger, jeg skal gaa!
+ du ta'r Huset fra mig! Naa!
+ Og fordi _jeg_ ene mukked,
+ naar de andre bukked!
+
+ Jeg har villet egen Nød!
+ -- Ved du, hvem der skaffed Brød
+ til dig selv og dine Gjæster
+ ved de vilde Fester?
+
+ Jeg har slidt ved Plejl og Plov,
+ gjødet Brak og ryddet Skov,
+ jeg har Dagens Byrde baaret,
+ Sæden saa't og skaaret.
+
+ Jeg har forket dine Læs,
+ lagt dit Hø i høje Hæs,
+ først ved sidste Glimt af Dagen
+ slap min Haand fra Knagen.
+
+ Jeg har Korn til Kværnen kjørt,
+ og fra Møllen Melet ført;
+ de har knust min ene Lunge
+ dine Sække tunge!
+
+ Veddet til din blanke Ovn
+ har jeg fældet hist i Skov'n.
+ Tænker _du_, naar Ruden dugger,
+ paa din Brændehugger?
+
+ Mel, som burde være mit,
+ Brød, som burde skjænkes frit,
+ dyrt hos dig jeg maatte kjøbe.
+ Og nu kan jeg løbe!
+
+ Hvorfor? Jo, thi jeg har sagt,
+ at din Velstand som din Magt
+ -- ædt af Trøsk og syg i Roden --
+ dingler alt paa Foden.
+
+ Men Farvel! Jeg har sagt nok.
+ Driv dit Spand, og sving din Stok,
+ mens en Lus i Smiger-Bytte
+ faar min gamle Hytte.
+
+Oktbr. 1908.
+
+
+
+
+BILLEDHUGGEREN.
+
+(Karl-Erik Forsslund.)
+
+
+ Træd ud, træd ud, du Stenens Sjæl,
+ snehvid og ren og skjønlændet!
+ Jeg aner din Ynde, jeg ser dig saa vel
+ og lukker Øjnene blændet.
+
+ Der i dit Bur af raa Porfyr
+ du drømte fra evige Tider.
+ Men Stenen blev Blomst og Blomsten Dyr,
+ og Dyret blev Mand omsider.
+
+ Og Velklang steg af Larm og Gys,
+ bebo'de Verdner af Kaos.
+ Træd ud og funkl i Dagens Lys
+ som Gudestøtten i Naos!
+
+ Bliv Menneske, bliv en Kvinde myg,
+ bliv Mand med mægtige Lemmer!
+ Se, Menneskeheden er brudt og syg
+ og snørt i Lænker og Remmer.
+
+ Her stavrer sulten Fattigdom;
+ afpillet dens Rygrad luder;
+ en Pose af Skind, indtørret og tom,
+ et formløst Skræmsel af Knuder.
+
+ Her svingler en Rig i sin Drukkenskab,
+ en buldrende Tønde paa Foden,
+ en svullen Klump Kjød, en Bug og et Gab,
+ en Byld som ret snart bliver moden.
+
+ Og oppustet Bug og skrumpent Skind
+ og alle Fælhedens Faser
+ de dølger sig skamfuld, de svøbes ind
+ i dølgende Slør og Laser.
+
+ Den Riges Last skal faa sin Bekomst,
+ og Fattigdommen forsvinde.
+ Du hvide Sten, slaa ud i Blomst,
+ bliv Mand, bliv skjønlemmet Kvinde!
+
+ Hver Lyde lav, hver Svaghed bleg
+ fordømte er til at falde
+ i Livskampens vaarlige Terningleg,
+ hvor alle brydes med alle.
+
+ Engang din Trængsel er længst forbi,
+ du Drøm om Skjønhed og Styrke.
+ I hellig Nøgenhed, ren og fri
+ som Gud skal Manden dig dyrke.
+
+ Ved hver en Vej, -- fra Eng og Park,
+ du skal mod Vandreren nikke,
+ i Skolen, i Hjemmet, i Skov og Mark
+ du møder de Unges Blikke.
+
+ I Kamrets Ro, hvor Mandens Glød
+ dybt Hustruens Kjærlighed nyder,
+ der skal du staa, saa i hendes Skjød
+ din Skjønhedsform han gyder.
+
+ Og se, en rankfødt Helteslægt
+ skal lege ved Jordens Sider --
+ harmonisk og smidig, med Saarene lægt
+ mod nye Sejre den skrider.
+
+ O du min Drøm, du Stenens Sjæl,
+ som endnu i Mørket strømmer,
+ jeg aner din Form fra Isse til Hæl,
+ hvor dybt i Bjærget du drømmer.
+
+ Med lukte Øjne tyst du staar
+ og mod mig Armene rækker.
+ Min Mejsel hugger, min Hammer slaar,
+ i Sang jeg af Søvnen dig vækker.
+
+Marts 1908.
+
+
+
+
+JENS JENSEN OG PÆ' KRÆNSEN.
+
+(Gustav Frøding.)
+
+
+ Jens Jensen ejer Nakkeby
+ Pæ' Krænsen ejer Bakkely
+ i Sognet Vester-Ved.
+ Jens Jensen,
+ Pæ' Krænsen
+ de holder aldrig Fred.
+
+ Stod Havren godt i Nakkeby,
+ saa slog den fejl i Bakkely.
+ Da blev Pæ' Krænsen vred,
+ da bandte grimt Pæ' Krænsen,
+ da hven og gren Jens Jensen
+ sig Munden halvt af Led.
+
+ Var Kløv'ren grøn i Bakkely,
+ saa var den graa i Nakkeby,
+ der stod kun Tidsler dér;
+ da hven og gren Pæ' Krænsen,
+ da truede Jens Jensen
+ med Næven hen ad Per.
+
+ Gik alting galt i Nakkeby,
+ strax blev der Fest i Bakkely,
+ saa Jublen steg mod Loft.
+ Var mørk i Sind Pæ' Krænsen,
+ som Solen lo Jens Jensen,
+ og Fjolen klang i Toft.
+
+ De stredes og processede,
+ om Freden Provsten messede,
+ det var som Vand paa Gjæs;
+ thi vandt engang Jens Jensen,
+ begyndte strax Pæ' Krænsen
+ en splinterny Proces.
+
+ Jo mere de bedagedes,
+ des mer der stævntes, klagedes
+ i Rettens vilde Dans.
+ Var Dommen for Pæ' Krænsen,
+ strax bejlede Jens Jensen
+ til højere Instans.
+
+ Saa skjændtes de, saa skraalte de,
+ saa multe de, saa maalte de
+ hinanden Skjæppen fuld.
+ Processen brød Jens Jensen,
+ og Brændevin Pæ Krænsen,
+ saa begge gik omkuld.
+
+ Og ingen af dem minkede,
+ da de mod Graven hinkede
+ og puttedes i Jord.
+ »Lad Fanden ta' Jens Jensen!«
+ »Lad Pokker faa Pæ' Krænsen!«
+ var deres sidste Ord.
+
+ »Rebelsk som Jens i Nakkeby,«
+ og »drilsk som Per i Bakkely,«
+ er Sagn i Vester-Ved.
+ Jens Jensen,
+ Pæ' Krænsen --
+ de to holdt aldrig Fred.
+
+1908.
+
+
+
+
+DAARSKABENS TALE.
+
+(Gustav Frøding.)
+
+
+ »I vide det, Brødre og Venner,
+ min Manddom har lært mig at vrage
+ den Jord, hvor min Ungdom slog Rødder,
+ og satte sit første Vaarbrudsblad.
+ Dog stadig mit Hjærte kjender
+ en Lyst ved at skue tilbage
+ til Stunden, jeg sad ved Gamaliels Fødder
+ ungdommelig grebet og ak, saa glad.
+
+ Jeg talede barnligt, jeg var jo et Barn,
+ skjønt Lærdommens Kløgt var mig givet,
+ mit Hjærte hang fast i det Gøglets Garn
+ der spindes om Ungdomslivet.
+ Og gav mig Gamaliel en Visdoms-Skrift,
+ og bredte jeg den som for ivrig at læse,
+ jeg ridsede af med min arge Stift
+ i Randen af Rullen Gamaliels lange Næse.
+
+ Og lønlig om Kvæld, naar Gamaliel bad,
+ -- jeg vil ikke meget min Visdom prise --
+ ved Gamaliels Datters Fødder jeg sad
+ og læste med hende i Fædrenes Højsangs-Vise.
+ Hvad siger jeg! Taler jeg Ufornuft,
+ tilgiv mig det da, lad Ordene fare
+ og hold det blot alt for Vind og Luft
+ og tag jer for Daarskabens Ord i Vare!«
+
+ Ja, saa har jeg tænkt mig Apostlens Ord
+ en Kvæld ved den gjæstfri Gajus' Bord.
+ Men har han ej saa kunnet udtale sig,
+ fald du, o Daarskab, da over mig!
+
+1908.
+
+
+
+
+MASKINEN I ULAVE.
+
+(Gustav Frøding.)
+
+
+ Vor Vilje den er Centrum,
+ vor Lyst Pereferi'n.
+ »Gaa rundtom, gaa rundtom
+ din Axe, Turbin'«.
+
+ Og Viljen vil sig muntre
+ og siger: »Kjære Lyst, du,
+ kom, vi skal drikke Vin!
+ Gaa rundt om, gaa tront om
+ dit Centrum, Turbin'«.
+
+ Først vil ej Lysten drikke,
+ men siger: »Altfor fin
+ for eders ringe Tjener
+ er jer fornemme Vin!«
+ Men Viljen raaber: »Rundtom,
+ her rundtom, Turbin'!«
+
+ Helt ofte siden Viljen
+ og Lysten solded sammen,
+ drak Dusskaal i Vin
+ og smurte Maskinen
+ med Olie fra Rhin.
+ »Bror Centrum, Bror Rundtom,
+ Bror Axe, Bror Turbin'!«
+
+ Og snart begyndte Lysten
+ at føle sig som Centrum
+ og raabe: »Hop, hej, lystelig,
+ gaa rundtom, dit Svin!«
+
+ Naar Viljen sagde: »Lyst, du,
+ nu stop, ej mere Vin!«
+ da hikked Lysten: »Vilje, du,
+ hold Kjæft, jeg er Centrum,
+ og du Pereferi'n!
+ Gaa, Centrum, du Rundtom,
+ du Rundtom, du Trontum,
+ du Centrum, Turbin'!«
+
+ Mod Taget sprang Værket
+ med splintrende Hvin!
+
+April 1908.
+
+
+
+
+FREDLØS.
+
+(Gustav Frøding.)
+
+
+ Jeg drømmer, at jeg drager som vandrende Mand
+ forbi hele Verden,
+ ser Menneskers Færden
+ og Huse langs Vejenes Rand,
+ men har hverken Hjem eller Land.
+
+ Min Kind er saa stubbet, saa blaa og forfrosset
+ og Buxerne flossed';
+ de slisker og slasker, de regnblødte Klæ'r;
+ Mustachen saa stift som en Skobørste hænger,
+ af Støvlen sig krænger
+ to vaade, smudsige Tæ'r.
+
+ Ved Gjærder jeg hviler, i Gaarde jeg tigger,
+ i Lader jeg ligger,
+ hvor Lejet mig kosted kun Tak;
+ for Mønten, jeg fik, jeg i Kroerne drikker
+ mig fuld, saa jeg nikker
+ i Søvn paa den Plet, hvor jeg drak.
+
+ Og Stemmen er rusten,
+ og dyster og brusten
+ af Brænd'vin og Hoste og Had;
+ jeg gjør den saa spag, naar jeg klynker og hælder
+ med Øret saa fromt, hvor paa Trappen det gjælder
+ at tigge en Skilling til Mad.
+
+ Jeg strejfer, jeg vandrer, hvor ingen jeg kjender,
+ jeg har ingen Venner,
+ de gi'r, som de gav til en Hund,
+ og intet er mit uden Kjæppen og Posen
+ og Dirken til Laasen
+ og Flasken med lidt paa sin Bund.
+
+ Og gaar jeg forbi, hvor et Bryllup begyndtes,
+ og Portene pyntes
+ med Slynger af Birk og Syrén,
+ og Pigernes Latter fra Lønlunden glammer,
+ mens under dens Stammer
+ mod Kvæld dækkes Borde af Sten, --
+
+ jeg tænker i Drømme: En Gaard og en Kvinde,
+ som villig vil spinde
+ og koge lidt varmt til ens fattige Skrog,
+ en Dyne, en Seng, hvor en Stymper kan ligge
+ og fri's for at tigge
+ hvert Bid, som en ellers ved Døren tog.
+
+ Det kan en vel ønske, men Fanden annamme!
+ det gjør vel det samme,
+ en fødes og ødes -- hvad mer?
+ Til Gaard hører Kusken og Mopsen og Missen,
+ men Bossen og Bissen
+ i Grøften fik redt sig Kvarter.
+
+ Og ondt stikker Blikkenes Hadskhed fra Lunden,
+ og stygt bjæffer Hunden
+ i Porten, hvor træt jeg i Drømmen staar;
+ jeg vender mig langsomt mod Vejen derude
+ og ønsker jeg sad nu bag Rasphusets Rude
+ som fordum og pillede Blaar.
+
+Febr. 1908.
+
+
+
+
+NOTER.
+
+
+S. 3. »Sang fra Gruben«. Tr. i »Vestjyll. Soc.-Dem.'« Julenumer 24.
+Decbr. 1908.
+
+S. 4. »Til en rejsende Brud«. Frk. Helga Axelsen, Datter af
+Højskoleforst. Axel Axelsen, Jebjærg; rejste til Sydamerika. Tr. i
+»Skive Folkeblad«. 26. Oktbr. 1908.
+
+S. 4. Til »Peter Nansen«. Sendt fra _Jenle_ til Nansens 25 Aars
+Forfatterjubilæum 26. Oktbr. 1908.
+
+S. 11. »Til en Plovkammerat«. En Bondesøn fra mit Nabolag. Hans Navn vil
+jeg fortie, da han paa det sidste har vist sig at være en ualmindelig
+skidt Knægt.
+
+S. 11. »Viggo Hørup«. Skrevet til Afsløringen af Willumsens Hørup-Statue
+(Kongens Have) Søndag 22. Novbr. 1908. Tr. i »Pol.« samme Dag.
+
+S. 13. »Dorres Sang«. Den første Halvpart efter en gammel Folkevise
+blandt Almuen. Se »_Ulvens Søn_« (1909), S. 15.
+
+S. 14. »Limfjorden«. Tr. i »_Skive Folkeblads_« og »_Aarhus
+Amtstidendes_« _Julenumre_ 24. Decbr. 1908.
+
+S. 16. »Svalen«. Tr. i Fugleværneforeningen _Svalens_ Aarsberetning 1908
+S. 2. Nogle Aar sad jeg i denne Forenings Bestyrelse.
+
+S. 17. »Der so tow Kragger«. Tr. i »_Klods-Hans'_« literære Tillæg 14.
+Febr. 1909 S. 317. Se ogsaa Nr. forud.
+
+S. 20. »H. F. Feilberg«. Tr. i »_Højskolebladet_« 15. Jan. 1909 i
+Anledning af Feilbergs 50 Aars Forfatterjubilæum.
+
+S. 21--24. »Ved Engsøen«, »Ringen«, »En lystig Sang« og »Bonden og
+Skrædderen« trykt i »_Tilskueren_«, August 1909, S. 173--78. »En lystig
+Sang« er en fri Omdigtning af _Robert Gilfillans_ »A canty sang«. Se
+_Peter Ross: The Songs of Scotland_. 3. Udg. 1893, S. 433.
+
+S. 24. »Autografsamler«. _Meyer_, en Forvalter paa Nørgaard, havde længe
+overhængt mig for at opnaa en Autograf til en af sine Bekjendte.
+
+S. 25--26. »An Væver« og »Trines Ko«; i begge Digte er der tænkt paa en
+ensom gammel Kvinde, _An Fisker_, hvis Hus ligger i Randen af Jebjærg
+Mose. Sml. Se I. 85 _Noten_.
+
+»Trines Ko« trykt i »_Skive Folkebl.'_« Julenumer 23. Decbr. 1909.
+
+S. 30. »Foraarstegn«. Tr. i »Politiken« 25. Marts 1910.
+
+S. 30. »Paa kjære Grave«. Udkast til de Linjer, der kom til at staa paa
+den Mindesten, der 1910 rejstes paa mine Forældres Grav paa Fly
+Kirkegaard. Nr. 1 blev foretrukket.
+
+S. 34. »Ved Bjørnsons Dødsleje«. Trykt i »Politiken« 4. Febr. 1910 ved
+Efterretningen om Bj. Bj.' haabløse Dødskamp; han udaandede i Paris 26.
+April 1910.
+
+S. 44. »Søndag i Morgen«. Tr. i »Politiken« 20. Juni 1910.
+
+S. 51. »Den døde Lærke«. Trykt i »_Svalens_« Aarsberetning 1909 og
+samtidig i »Skive Folkeblad« 12. Marts 1910.
+
+S. 53. »Dr. S. Rambusch«. Sunget ved et Afskedsgilde i Skive 30. April
+1910. Kort efter trykt i »_Aalb. Stiftstid._«; 21. Maj 1910 trykt i
+»Skive Folkeblad«. S. Rambusch, som er født 1861, var Distriktslæge i
+Sjørup (Vroue Sogn, Viborg Amt) fra 1889--1910, derpaa Amtslæge i
+Aalborg indtil 1918. I hans Hjem i Sjørup har jeg skrevet det meste af
+_Fri Felt_ og _Rugens Sange_ foruden flere af mine Fortællinger.
+
+S. 54. »Militarismen«. Tr. i »Politiken« 16. Juli 1911. Skrevet 1910
+under en Enquéte om vort Forsvar.
+
+S. 56. »Da æ Bjærmand kam«. Daugbjærg Daas med Hønemose ved sin Fod;
+Daabjærg Graw = Daugbjærg Kalkgrave; Per Smed (Sml. S. 61), Jens Bruus
+(Sml. S. 114), Kræn Haabro, kjendte Originaler; _Chr. Hagebro_ (eller
+_Rosgaard_) i mange Aar Ejer af _Hagebro Kro_ ved Karup Aa.
+
+S. 60. »Til Sallings Husmænd«. Sunget ved Jenlefesten 10. Juli 1910.
+
+S. 64. »Høstmarch«. Se: »_Naar Bønder elsker_« S. 8.
+
+S. 64. »En Julegjæst«. Tr. i det dansk-amerikanske »_Nordlysets_«
+Julenumer 22. Decbr. 1910, sml. »Pol.« 6. Jan. 1911.
+
+S. 66. »Juleaften«. Tr. i »_Roskilde Tidende_« og den øvrige radikale
+Presses Julenumer 1910. Sml. Hagemanns Kollegiums Aarsskrift 1911, S. 6.
+
+S. 67. »Juleneg«. Tr. i »Pol.'« kolorerede _Søndags-Tillæg_ 25. Decbr.
+1910.
+
+S. 70. »Piger paa Engen«. Tr. i »_Jydsk Maanedsskrift_«, Maj 1911,
+S. 264. Sml. »Naar Bønder elsker« (1911), S. 79.
+
+S. 71. »Nytaar«. Tr. i Almanakken »_Danmark_« 1912, S. 3.
+
+S. 71. »Kræn Dejler«. Tr. i »_Morskabsbladet_« 24. Decbr. 1911.
+
+S. 73. »H. F. Feilberg«. I Anledning af hans 80aarige Fødselsdag 6. Aug.
+1911. Tr. i »_Festskrift til H. F. Feilberg_«, 1911, S. 820. Sml.
+»_Hobro Avis_« 5. Aug. 1911.
+
+S. 73. »Ensom«. Da min Huslæge _Clausen_ og Hustru 1911 flyttede fra
+_Vihøj_, Grinderslev Sogn, til Sorø.
+
+S. 74. »De Fattiges Jul«. Skrevet til »Politikens« »De Hjemløses Jul«.
+Tr. i »Pol.« 25. Decbr. 1911.
+
+S. 74. »Julehilsen til »Naverne« i Zürich«. Trykt i »Navernes«
+Medlemsorgan »_Den farende Svend_« (udgivet i Zürich), Julen 1911. Sml.
+»Pol.« 21. Decbr. 1911.
+
+S. 76. »Storken«. Tr. i »_Svalens_« Aarsberetning, 1911, S. 2.
+
+S. 77. »Kaalfolk«. Tr. i »Skive Folkeblads« Julenumer, 1913, S. 11.
+Under Titlen _Fir' Fjandbo-Saang_ udkom til Jul 1915 hos Bogtrykker
+_Niels P. Thomsen_, Holstebro, _som Manuskript_ disse Dialektdigte:
+_Vrød-i-Vront og Mari Stont, En betle Haar, A glemmer æ aalle t mi Daw
+og Kaalfolk_. Oplaget var paa 100 Exemplarer, deraf 25 paa japansk
+Bøttepapir.
+
+S. 80. »Ræbild-Kantate«. Skrevet til den Fest, som Dansk-Amerikanerne 4.
+Aug. 1912 fejrede paa Ræbild Bakker ved Skjørping, efter at de der havde
+kjøbt 140 Td. Land Hede til Fredning, den saakaldte »National-Park«.
+Aftenen forinden -- 3. Aug. -- toges Forskud paa Festen i Tivoli, hvor
+Kantaten med Komponisten _Carl Busch_ som Dirigent blev sunget af
+Studentersangforeningens Kor. Tr. i »_Politikens_« Kronik 4. Aug. 1912.
+Brugt som Indledning til »_Hedevandringer_«, 1915, S. 70.
+
+S. 84. »En betle Haar«. Tr. i »_Aalborg Venstrebl._« 19. Septbr. 1912.
+Sml. »_Svalens_« _Aarsberetn._, 1912, S. 56.
+
+S. 85. »Sang til Demokratiet«. Skrevet til Jenlefesten 14. Juli 1912.
+
+S. 87. »Svampejagt«. Trykt i Maanedsskriftet »_Meddelelser fra
+Foreningen til Svampekundskabens Fremme_«, 2. Hæfte, 1912, S. 11.
+
+S. 88. »Til en Møllerdatter«. Frk. _Karen Touborg_, Kloster Mølle
+(Gudum), der tjente paa Jenle et halvt Aar som Husholderske.
+
+S. 88. »Til Peter Sabro«. Skrevet foran i »Tidsbølger«. Tr. efter Sabros
+ulykkelige Død paa Jærnbaneskinnerne ved Bramminge (Søndag 27. Juli
+1913) i »_Aalborg Venstreblad_« samme Dag.
+
+S. 89. »Zachæus«. Tr. i »_Tilskueren_«, Jan. 1913, S. 1.
+
+S. 93. »Vrød-i-Vront og Mari Stont«. Tr. i »Vestjyll. Soc.-Dem'«
+Julenumer 24. Decbr. 1913.
+
+S. 95. »Børn fra Gyden«. Skrevet til Børnehjælpsdagen, 1913. Solgt som
+Postkort med Musik af Arnold Nielsen Børnehjælpsdagen 14. Maj 1914. Tr.
+i »_Aalb. Venstrebl._« 15. Maj 1914.
+
+S. 96. »Sædemand«. Tr. i »Landmands-Almanakken«, 1914, S. 3.
+
+S. 98. »Gammel Jehannes hans Nøjesvis«. Trykt _som Manuskript_ hos Niels
+P. Thomsen, Holstebro, Julen 1916 i en Bibliofiludgave. Oplaget var 100
+Exemplarer.
+
+_Gammel Jehannes_ -- d.e. _Johannes Villadsen_ -- levede i et lille Hus
+i Aakjær, som nærmeste Nabo til min Fødegaard. Huset er nu forsvundet,
+og det er Johannes ogsaa med alle hans herlige »Æmper«; han døde 1904
+over 80 Aar gl.
+
+S. 102. »Hans Kaarsberg«, den kjendte Forfatter og Amtslæge i Sorø;
+sendt ham i Anledning af hans 60 Aars Fødselsdag. Tr. i »Venstres
+Folkeblad« (Ringsted) 26. Jan. 1914.
+
+S. 103. »Landarbejder-Sang«. Skrevet til _Jenlefesten_ 5. Juli 1914. Tr.
+i »_Arbejdernes Almanak_«, 1915, S. 17.
+
+S. 105. »Lille Edith«. En 6aarig Adoptivdatter af Læge _Kæmpegaard_,
+Skive, som under et Besøg paa Jenle 5. Aug. 1914 uden forudgaaende
+Sygdom faldt død om midt under sin Leg. Tr. i »_Skive Folkeblad_« paa
+hendes Begravelsesdag 10. Aug. 1914.
+
+S. 106. »Bryllup«, Esper Andersens (nu Aalestrup, tidligere min Vært i
+Jebjærg), 24. Septbr. 1914. Tr. i »_Hobro Avis_« 25. Septbr. 1914.
+
+S. 107. »Sølvbryllup«. Kr. Touborg-Jensens, Kloster Mølle, 11. Oktbr.
+1914. Tr. i »_Skive Folkebl._« 12. Oktbr. s. A.
+
+S. 108. »Ved Susaaen«. Til en Ungdomsveninde Frk. _Kirstine Bransager_,
+nu Tandlæge Fru Timmermann, Sorø.
+
+S. 109. »Godt Mod!« En Sølvbryllupslykønskning til Boelsmand _Hans
+Jespersen_ og Hustru, Bostrup Thinghøj. Tr. i »Skive Folkebl.« 12.
+Novbr. 1914.
+
+S. 109. »Militaristen taler«. Tr. i »_Pressens Magasin_« 15. Oktbr.
+1916, S. 10.
+
+S. 111. »Salme«. Se »Jens Langkniv« (1915) S. 366.
+
+S. 112. »Hilsen til Esbjærg«, 20. Marts 1915 ved Socialdem. Forbunds 25
+Aars Jubilæum. Tr. i »_Vestjyll. Soc.-Dem._« 22. Marts 1915.
+
+S. 113. »Niels Bransager«, Redaktør af »Venstres Folkebl.« i Ringsted;
+skrevet til hans Begravelse 6. April 1915. Sml. »Politiken« 7. April
+s. A. Danner Indledningsdigtet til Mindebogen: _Niels Bransager:
+Artikler og Taler_ (1916), udg. af _Aage Sachs_ og _N. Timmermann_. --
+_Bransager_ og jeg havde delt Lejlighed sammen i Kjbh. i flere Aar; han
+hørte til mine intimeste Venner. Han blev kun 42 Aar gammel.
+
+S. 114. »Jens hans Hywlbor«. _Jens Bruus_ var en Original, som boede i
+et Hus paa _Koldkur_ Hede; han døde i 90'erne. Trykt i »_Ringkjøbing
+Amts Avis_« 9. Oktbr. 1916.
+
+S. 116. »Sej mæ ska vi mej i Kri«. Skrevet til Jenlefesten 1. Aug. 1915.
+Tr. i »_Politiken_« 1. Aug. s. A. Lidt omarbejdet og sunget ved
+Indvielsen af Esbjærg Arbejderhøjskole 7. Jan. 1917.
+
+S. 117. »Barn og Mor«. Tr. i Julehæftet »_Deilig er Jorden_«,
+Kristiania, 1915, S. 40.
+
+S. 130. »Jens Hvas«. Landsdommer. Leved paa Kaas, der blev brændt af
+Skipper Klement. Leded Skatteoppebørslen i Viborg Stift under Frederik
+1. Sluttede sig i Grevefejden til Skipperen og brød den Ed han havde
+svoret Christian 3. Dette fik farlige Følger; han og Skipperen skal have
+strakt Hals samme Dag paa Viborg Torv, 9. Septbr. 1536. Tr. i »_Dansk
+Jul_«, 1916; ogsaa i »Skive Folkebl.« 1. Maj 1917.
+
+S. 139. »Majnat«. Tr. i »Pol.« 7. Maj 1916.
+
+S. 139. »Broen«. Her er tænkt paa Broen, der ved Trevad Mejeri gaar over
+Karup Aa. Jeg mindes som et Æventyr, at den Bro byggedes engang i
+80'erne.
+
+S. 141. »Havren«. Trykt i »Pol.« 3. Septbr. 1916; ogsaa i det svenske
+Ugeblad »_Det nya Folket_«, Nr. 1 i Jan. 1917.
+
+S. 143. »Paa Sallings Jord«. Skrevet til en af vore Pigers Bryllup. Tr.
+i »_Skive Folkebl._« 17. Aug. 1916.
+
+S. 144. »Povl med den tunge Skovl«. Tr. i »Tilskueren«, Jan. 1917,
+S. 40. Ogsaa i »Foraarsbogen« (Aschehoug), 1917, S. 7 og i det norske
+Julehæfte: »_Arbejdets Jul_«, S. 14--16.
+
+S. 151. »Gylden Sol«. Tr. i »_Pol._« 15. April 1917.
+
+S. 152. »Humlebien«. Tr. i »Pol.« 25. Juli 1917.
+
+S. 153. »Landsbysmeden«. Tr. i »_Arbejdernes Almanak_«, 1918, S. 28.
+
+S. 154. »Efteraar«. Tr. i »Politiken« 5. Novbr. 1916.
+
+S. 156. »Fred!« Skrevet til Jenlefesten 8. Juli 1917; Tr. i »_Pol._« 8.
+Juli s. A.
+
+S. 157. »Evald Tang Kristensen«. Indledningsdigt til Jubilæumsværket
+»Troldesagn og dunkel Tale«. Festskrift paa Ev. T. Kr.' Halvtredsaarsdag
+som Folkemindesamler 31. Decbr. 1917. Ogsaa tr. i »Pol.« 2. Decbr. 1917.
+
+S. 158. »Spurvene ved Helliggejst«. Skrevet til Værket »Det skønne
+København«, 1917 (redigeret af Kai Friis Møller), S. 103. Ogsaa trykt i
+»_Pol._« 5. Decbr. 1917.
+
+S. 160. »En Landsby døbes«. En Snes Ejendomme -- deriblandt _Jenle_ --
+udstykkede fra Herregaarden Nørgaard siden 1906, laa sydligst i
+Grinderslev Sogn uden anden Betegnelse end »dem derude paa Nørgaards
+Mark«. Paa mit Forslag har Beboerne nu godkjendt Navnet _Nørrevejle_, et
+Navn, hvormed _Astrup Vig_ betegnes i et Dokument fra 1546. Ved »revnet
+Kloster-Klokke« sigtes til Grinderslev Kloster, der ligger en god
+Fjerdingvej mod Nordvest. Tr. i »_Skive Folkebl._« 31. Maj 1918.
+
+S. 161. »Historiens Sang«. Skrevet til _Historisk Samfunds_ Møde i Skive
+5. Juni 1917. Tr. i »_Skive Folkebl._« 6. Juni 1917. Se ogsaa Omslaget
+af _Vejle Amts Aarbøger_ 1. Halvbind 1917 og talrige andre Steder.
+
+
+
+
+NOTER TIL OVERSÆTTELSERNE.
+
+
+S. 165. Min første Kundskab om Rob. Burns gaar tilbage til Læsning af
+Th. Carlyle (1889--90). I Midten af 90'erne lærte jeg mig selv Skotsk;
+i 1897--98 begyndte jeg at oversætte ham. -- »Burns om sig selv«. Han
+fødtes i _Alloway_ i Vestskotland (som i gammel Tid hed _Kyle_) _25.
+Januar_ 1759 (d. 1796). Hans Far _William Burnes_ var en fattig Farmer,
+hvad ogsaa Sønnen blev.
+
+S. 171. »Hellig Wolles Bøn«, handler om en skotsk Tartuffe _William
+Fisher_, der (1785) fik rejst Kirkens Tiltale mod Burns' Ven _Gawn
+Hamilton_; Processen holdtes i Byen _Air_; Hamiltons Forsvarer var
+_Robert Aiken_; Modpartiets Fører var Fishers Ven Præsten _Auld_. Fisher
+tabte Sagen mod Hamilton, og Burns føjede Spot til Skade med sit Digt,
+der gik ud over hele Skotland.
+
+Af de her oversatte Burnsdigte har tidligere været trykte: »Trods alt
+det« i »Vestjyllands Soc. Dem.« 23. Marts 1901. »Født til Graad« i
+»Vestj. Soc. Dem.« 2. Febr. 1900 (i Anledning af at jeg i _Esbjærg_
+holdt tre Foredrag om _Burns_). »Hellig Wolles Bøn« i _Det ny
+Aarhundrede_, Aug. 1908, S. 799. »Der boed en Bonde«, tr. i
+_Morskabsbogen_ (L. C. Nielsen), 1902, S. 7 (under Titlen
+_Rappenskralden_). -- »Findlay«. Tr. i _Verdensspejlet_ 16. Oktbr. 1904.
+»Jenny i Rugen«. Tr. i _Verdensspejlet_ 7. Decbr. 1902, S. 278. »John
+Anderson«. Tr. i »Vestjyll. Soc. Dem.« (Julenumer) under Titlen: _De
+Gamle_, 22. Decbr. 1907. -- »En Skrædder i Sengen«. Tr. i _Aftenbladets
+Lystige Historier_ (Axel Wessel), 1903, S. 39.
+
+S. 199. _Oliver Goldsmith_, f. 1725 d. 1774. »Den nedlagte Landsby« er
+kun et lille Stykke af Goldsmiths store Digt »_The deserted village_«,
+oversat paa Opfordring af min Ven Kontorchef _Henrik Pedersen_ til Brug
+for en Afhandling. Se _Nationaløkonomisk Tidsskrift_ 1909, S. 460.
+
+S. 199. _Percy B. Shelley_, f. 1792 d. 1822. »Til Englands Sønner«,
+trykt i C. E. Jensens og Borgbjærgs »_Socialdemokratiets Aarhundrede_«,
+I, 1904, S. 61--62.
+
+S. 201. _Thomas Hood_, f. 1799 d. 1845. »Sypigen« efter »_Song of the
+shirt_« i »_Punch_« 1843. Denne og en lille Snes andre Oversættelser af
+sociale Digte blev trykt i J. P. Sundbos Blad »Vestjyllands
+Social-Demokrat«, 1901. Serien fortsattes i samme Blad, 1908, ialt 26
+Digte af dette Binds Indhold. Se »_Socialdem. Aarh._« I. S. 65 og
+Aarsberetning for nødlidende Kvinder 1908--09. S. 3.
+
+S. 204. _James Thomson_, f. 1834 d. 1882. »_L'ancien regime_« skrevet
+1867. Tr. i Sundbos Blad (Esbjærg) 22. Juni 1901.
+
+S. 206. _Gilbert Keith Chesterton_ f. i London 1874. »Da Godsejerne
+appellerede til Folket«. (Af »_Daily News_«, Efteraaret 1910: The appeal
+of the Peers). Tr. i _Bransagers Blad_ »_Venstres Folkeblad_« 13. Decbr.
+1910 og i »Politiken« 7. Juli 1914.
+
+S. 208. _Robert Lewis Balfour Stevenson_ f. i Edinburgh 1850, død af
+Tæring 1894. »Det syge Barn«, tr. i »_Pol._« 8. Decbr. 1907.
+
+S. 208. _Rudyard Kipling_ født i _Bombay_ 1865. »Lille min Mor«, fra
+_The Light that failed; Dedication_:
+
+ »If I were hanged on the highest hill,
+ Mother o' mine, O Mother o' mine!«
+
+Tr. i »Vestjyll. Socialdem.'« Julenumer, 23. Decbr. 1905.
+
+S. 209--13. _William Morris_, f. 1834 d. 1896. »_Mit og dit_«. Tr. i
+»Vestjyll. Soc.-Dem.« 5. Juni 1901; »_Nyaarsgry_« i samme Blad 13. Juli
+1901 og atter 2. Jan. 1902.
+
+S. 213. _Jean Pierre de Béranger_, f. 1780 d. 1857. »Den gode Gud«,
+digtet omkring 1825. Tr. i »Vestjyll. Soc.-Dem.« 9. Juli 1901; og i
+»_Arbejdernes Almanak_« 1916. S. 35--36. _Anm._ under Titlen er af
+Redaktionen.
+
+S. 215. _Jean Richepin_, f. 1849. »Moderhjærtet«. Oversat 16. Oktbr.
+1902 i Anledning af _Arthur Jørgensens_ Modermord; tr. bl.a. i
+»Soc.-Dem.« 12. Novbr. 1902.
+
+S. 218. Af _Heinrich Heine_ (1797--1856) oversatte jeg meget i min
+grønne Ungdom; det meste er forbleven utrykt; en Del fandt Optagelse i
+»_København_« 1897--98, saaledes: _Hold dog op_, _Filantropen_,
+_Dueller_, _Jammerdal_; dette sidste paany trykt i _Sundbos Blads
+Julenumer_ 1900 under Titlen »_To arme Djævle_«. »Rotterne«, tr. i
+»_Vestj. Soc.-Dem._« 1901.
+
+S. 229. _Alexander Pétøfi_, Ungarns berømte Digter, fødtes 1823 og faldt
+i et Slag 31. Juli 1849. _Hans_ Digte er ikke oversatte fra Grundsproget
+men fra Tysk.
+
+S. 236--43; alle Digtene her har været trykte i »Vestjyll. Soc.-Dem.«
+1901 og 1908.
+
+S. 250. Carl Michael Bellman (1740--1795). »_Tre bibelske Viser_«, tr. i
+»_Arbejdernes Julealbum_«, 1907 (med Tegninger af Niels Wivel).
+
+S. 258--62. _Fredrik August Dahlgren_, f. i Värmland 1816 d. 1895.
+»Kjærestehandel« og »Stines Parasol«, tr. i »_Extrabladet_«, Efteraaret
+1904.
+
+S. 263--80; alle disse Digte har med Undtagelse af det hidtil utrykte
+»Daarskabens Tale« staaet i »_Vestjyll. Soc.-Dem._« 1901 og 1908.
+
+S. 274. »_Jens Jensen og Pæ Krænsen_«, i noget anden Skikkelse tr. i
+»_Arbejdernes Almanak_« 1910, S. 27 (Tegninger af _Alfred Schmidt_).
+
+
+ * * * * *
+ * * * *
+ * * * * *
+
+
+Trykfejl:
+
+ [Indhold: Heine]
+ Dueller [Duellen]
+ [Jawn Humør]
+ og spytt saalaant, a lyster, [... a lyster.]
+ [Jens ved æ Bæk, anm.]
+ _Hwol_, Hul [Hwoll]
+ _Knog_, de Kvæstelse; [le Kvæstelse]
+ [Gammel ka Bakk]
+ Spyt en Kjend i jer Næv, far I tar om æ Staang, [... om æ Staang.]
+
+Manglende:
+
+ [Indhold]
+ _Fra Tysk:_
+
+
+»« manglende, usynlig eller overflødig:
+
+ [En Betle Haar]
+ aa_haa_haa -- _haa_haa -- haah!«
+ [O, Luk Mig Ind]
+ af mig du lukkes ind, Gut.«
+ [De Lystige Tiggere VIII]
+ min Tanke paa John Højlandmand!«
+ [Den gode gud]
+ annamme mig her som jeg staar!«
+
+ « mangler:
+
+ [To forkyndere]
+ med oprejst Hale og Manke!«
+ [Bonden og Skrædderen]
+ og fler betales med min Stok!«
+ [Født til Graad]
+ der sled sit Liv i Graad!«
+ [Duncan Gray]
+ »Bør jeg,« -- trøsted han sig selv,
+ [Væverne]
+ vi væver, vi væver!«
+ [De Fangne]
+ vil jeg for min Frihed skjænke.«
+ [Noter, s. 199]
+ »_Socialdemokratiets Aarhundrede_«,
+
+ » mangler:
+
+ [De Lystige Tiggere VI]
+ »Den Mand, som er Nar i sig selv,
+ [Omsværm os kun, fjender]
+ »Omsværm os kun, Fjender, kast Død paa vor Vej!
+ [Nr. 310]
+ ... og »betle sit Brød«.
+ [Noter, s. 4]
+ Tr. i »Skive Folkeblad«. 26. Oktbr. 1908.
+ [Noter, s. 96]
+ S. 96. »Sædemand«. Tr. i »Landmands-Almanakken«, 1914, S. 3.
+ [Noter, s. 204]
+ »_L'ancien regime_«
+
+
+
+
+
+End of the Project Gutenberg EBook of Samlede værker, by Jeppe Aakjær
+
+*** END OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK SAMLEDE VÆRKER ***
+
+***** This file should be named 24747-8.txt or 24747-8.zip *****
+This and all associated files of various formats will be found in:
+ http://www.gutenberg.org/2/4/7/4/24747/
+
+Produced by Louise Hope, Steen Christensen and the Online
+Distributed Proofreading Team at http://www.pgdp.net
+
+
+Updated editions will replace the previous one--the old editions
+will be renamed.
+
+Creating the works from public domain print editions means that no
+one owns a United States copyright in these works, so the Foundation
+(and you!) can copy and distribute it in the United States without
+permission and without paying copyright royalties. Special rules,
+set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to
+copying and distributing Project Gutenberg-tm electronic works to
+protect the PROJECT GUTENBERG-tm concept and trademark. Project
+Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you
+charge for the eBooks, unless you receive specific permission. If you
+do not charge anything for copies of this eBook, complying with the
+rules is very easy. You may use this eBook for nearly any purpose
+such as creation of derivative works, reports, performances and
+research. They may be modified and printed and given away--you may do
+practically ANYTHING with public domain eBooks. Redistribution is
+subject to the trademark license, especially commercial
+redistribution.
+
+
+
+*** START: FULL LICENSE ***
+
+THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE
+PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK
+
+To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free
+distribution of electronic works, by using or distributing this work
+(or any other work associated in any way with the phrase "Project
+Gutenberg"), you agree to comply with all the terms of the Full Project
+Gutenberg-tm License (available with this file or online at
+http://gutenberg.org/license).
+
+
+Section 1. General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg-tm
+electronic works
+
+1.A. By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm
+electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to
+and accept all the terms of this license and intellectual property
+(trademark/copyright) agreement. If you do not agree to abide by all
+the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy
+all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your possession.
+If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project
+Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound by the
+terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or
+entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8.
+
+1.B. "Project Gutenberg" is a registered trademark. It may only be
+used on or associated in any way with an electronic work by people who
+agree to be bound by the terms of this agreement. There are a few
+things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works
+even without complying with the full terms of this agreement. See
+paragraph 1.C below. There are a lot of things you can do with Project
+Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this agreement
+and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm electronic
+works. See paragraph 1.E below.
+
+1.C. The Project Gutenberg Literary Archive Foundation ("the Foundation"
+or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project
+Gutenberg-tm electronic works. Nearly all the individual works in the
+collection are in the public domain in the United States. If an
+individual work is in the public domain in the United States and you are
+located in the United States, we do not claim a right to prevent you from
+copying, distributing, performing, displaying or creating derivative
+works based on the work as long as all references to Project Gutenberg
+are removed. Of course, we hope that you will support the Project
+Gutenberg-tm mission of promoting free access to electronic works by
+freely sharing Project Gutenberg-tm works in compliance with the terms of
+this agreement for keeping the Project Gutenberg-tm name associated with
+the work. You can easily comply with the terms of this agreement by
+keeping this work in the same format with its attached full Project
+Gutenberg-tm License when you share it without charge with others.
+
+1.D. The copyright laws of the place where you are located also govern
+what you can do with this work. Copyright laws in most countries are in
+a constant state of change. If you are outside the United States, check
+the laws of your country in addition to the terms of this agreement
+before downloading, copying, displaying, performing, distributing or
+creating derivative works based on this work or any other Project
+Gutenberg-tm work. The Foundation makes no representations concerning
+the copyright status of any work in any country outside the United
+States.
+
+1.E. Unless you have removed all references to Project Gutenberg:
+
+1.E.1. The following sentence, with active links to, or other immediate
+access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear prominently
+whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work on which the
+phrase "Project Gutenberg" appears, or with which the phrase "Project
+Gutenberg" is associated) is accessed, displayed, performed, viewed,
+copied or distributed:
+
+This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
+almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or
+re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
+with this eBook or online at www.gutenberg.org
+
+1.E.2. If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is derived
+from the public domain (does not contain a notice indicating that it is
+posted with permission of the copyright holder), the work can be copied
+and distributed to anyone in the United States without paying any fees
+or charges. If you are redistributing or providing access to a work
+with the phrase "Project Gutenberg" associated with or appearing on the
+work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1
+through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the
+Project Gutenberg-tm trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or
+1.E.9.
+
+1.E.3. If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted
+with the permission of the copyright holder, your use and distribution
+must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional
+terms imposed by the copyright holder. Additional terms will be linked
+to the Project Gutenberg-tm License for all works posted with the
+permission of the copyright holder found at the beginning of this work.
+
+1.E.4. Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm
+License terms from this work, or any files containing a part of this
+work or any other work associated with Project Gutenberg-tm.
+
+1.E.5. Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this
+electronic work, or any part of this electronic work, without
+prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with
+active links or immediate access to the full terms of the Project
+Gutenberg-tm License.
+
+1.E.6. You may convert to and distribute this work in any binary,
+compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any
+word processing or hypertext form. However, if you provide access to or
+distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format other than
+"Plain Vanilla ASCII" or other format used in the official version
+posted on the official Project Gutenberg-tm web site (www.gutenberg.org),
+you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a
+copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon
+request, of the work in its original "Plain Vanilla ASCII" or other
+form. Any alternate format must include the full Project Gutenberg-tm
+License as specified in paragraph 1.E.1.
+
+1.E.7. Do not charge a fee for access to, viewing, displaying,
+performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works
+unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9.
+
+1.E.8. You may charge a reasonable fee for copies of or providing
+access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works provided
+that
+
+- You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from
+ the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method
+ you already use to calculate your applicable taxes. The fee is
+ owed to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he
+ has agreed to donate royalties under this paragraph to the
+ Project Gutenberg Literary Archive Foundation. Royalty payments
+ must be paid within 60 days following each date on which you
+ prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax
+ returns. Royalty payments should be clearly marked as such and
+ sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the
+ address specified in Section 4, "Information about donations to
+ the Project Gutenberg Literary Archive Foundation."
+
+- You provide a full refund of any money paid by a user who notifies
+ you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he
+ does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm
+ License. You must require such a user to return or
+ destroy all copies of the works possessed in a physical medium
+ and discontinue all use of and all access to other copies of
+ Project Gutenberg-tm works.
+
+- You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any
+ money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the
+ electronic work is discovered and reported to you within 90 days
+ of receipt of the work.
+
+- You comply with all other terms of this agreement for free
+ distribution of Project Gutenberg-tm works.
+
+1.E.9. If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg-tm
+electronic work or group of works on different terms than are set
+forth in this agreement, you must obtain permission in writing from
+both the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and Michael
+Hart, the owner of the Project Gutenberg-tm trademark. Contact the
+Foundation as set forth in Section 3 below.
+
+1.F.
+
+1.F.1. Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable
+effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread
+public domain works in creating the Project Gutenberg-tm
+collection. Despite these efforts, Project Gutenberg-tm electronic
+works, and the medium on which they may be stored, may contain
+"Defects," such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or
+corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual
+property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a
+computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by
+your equipment.
+
+1.F.2. LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the "Right
+of Replacement or Refund" described in paragraph 1.F.3, the Project
+Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project
+Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project
+Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all
+liability to you for damages, costs and expenses, including legal
+fees. YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT
+LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE
+PROVIDED IN PARAGRAPH F3. YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE
+TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE
+LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR
+INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH
+DAMAGE.
+
+1.F.3. LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a
+defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can
+receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a
+written explanation to the person you received the work from. If you
+received the work on a physical medium, you must return the medium with
+your written explanation. The person or entity that provided you with
+the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a
+refund. If you received the work electronically, the person or entity
+providing it to you may choose to give you a second opportunity to
+receive the work electronically in lieu of a refund. If the second copy
+is also defective, you may demand a refund in writing without further
+opportunities to fix the problem.
+
+1.F.4. Except for the limited right of replacement or refund set forth
+in paragraph 1.F.3, this work is provided to you 'AS-IS' WITH NO OTHER
+WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO
+WARRANTIES OF MERCHANTIBILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE.
+
+1.F.5. Some states do not allow disclaimers of certain implied
+warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages.
+If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the
+law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be
+interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by
+the applicable state law. The invalidity or unenforceability of any
+provision of this agreement shall not void the remaining provisions.
+
+1.F.6. INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the
+trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone
+providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in accordance
+with this agreement, and any volunteers associated with the production,
+promotion and distribution of Project Gutenberg-tm electronic works,
+harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees,
+that arise directly or indirectly from any of the following which you do
+or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg-tm
+work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any
+Project Gutenberg-tm work, and (c) any Defect you cause.
+
+
+Section 2. Information about the Mission of Project Gutenberg-tm
+
+Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of
+electronic works in formats readable by the widest variety of computers
+including obsolete, old, middle-aged and new computers. It exists
+because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from
+people in all walks of life.
+
+Volunteers and financial support to provide volunteers with the
+assistance they need, is critical to reaching Project Gutenberg-tm's
+goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will
+remain freely available for generations to come. In 2001, the Project
+Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure
+and permanent future for Project Gutenberg-tm and future generations.
+To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation
+and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4
+and the Foundation web page at http://www.pglaf.org.
+
+
+Section 3. Information about the Project Gutenberg Literary Archive
+Foundation
+
+The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit
+501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the
+state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal
+Revenue Service. The Foundation's EIN or federal tax identification
+number is 64-6221541. Its 501(c)(3) letter is posted at
+http://pglaf.org/fundraising. Contributions to the Project Gutenberg
+Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent
+permitted by U.S. federal laws and your state's laws.
+
+The Foundation's principal office is located at 4557 Melan Dr. S.
+Fairbanks, AK, 99712., but its volunteers and employees are scattered
+throughout numerous locations. Its business office is located at
+809 North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887, email
+business@pglaf.org. Email contact links and up to date contact
+information can be found at the Foundation's web site and official
+page at http://pglaf.org
+
+For additional contact information:
+ Dr. Gregory B. Newby
+ Chief Executive and Director
+ gbnewby@pglaf.org
+
+
+Section 4. Information about Donations to the Project Gutenberg
+Literary Archive Foundation
+
+Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide
+spread public support and donations to carry out its mission of
+increasing the number of public domain and licensed works that can be
+freely distributed in machine readable form accessible by the widest
+array of equipment including outdated equipment. Many small donations
+($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt
+status with the IRS.
+
+The Foundation is committed to complying with the laws regulating
+charities and charitable donations in all 50 states of the United
+States. Compliance requirements are not uniform and it takes a
+considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up
+with these requirements. We do not solicit donations in locations
+where we have not received written confirmation of compliance. To
+SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any
+particular state visit http://pglaf.org
+
+While we cannot and do not solicit contributions from states where we
+have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition
+against accepting unsolicited donations from donors in such states who
+approach us with offers to donate.
+
+International donations are gratefully accepted, but we cannot make
+any statements concerning tax treatment of donations received from
+outside the United States. U.S. laws alone swamp our small staff.
+
+Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation
+methods and addresses. Donations are accepted in a number of other
+ways including checks, online payments and credit card donations.
+To donate, please visit: http://pglaf.org/donate
+
+
+Section 5. General Information About Project Gutenberg-tm electronic
+works.
+
+Professor Michael S. Hart is the originator of the Project Gutenberg-tm
+concept of a library of electronic works that could be freely shared
+with anyone. For thirty years, he produced and distributed Project
+Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of volunteer support.
+
+
+Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed
+editions, all of which are confirmed as Public Domain in the U.S.
+unless a copyright notice is included. Thus, we do not necessarily
+keep eBooks in compliance with any particular paper edition.
+
+
+Most people start at our Web site which has the main PG search facility:
+
+ http://www.gutenberg.org
+
+This Web site includes information about Project Gutenberg-tm,
+including how to make donations to the Project Gutenberg Literary
+Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to
+subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks.
generated by cgit v1.2.3 (git 2.25.1) at 2026-05-17 14:48:45 +0000