diff options
| -rw-r--r-- | .gitattributes | 3 | ||||
| -rw-r--r-- | 24486-8.txt | 13402 | ||||
| -rw-r--r-- | 24486-8.zip | bin | 0 -> 156692 bytes | |||
| -rw-r--r-- | LICENSE.txt | 11 | ||||
| -rw-r--r-- | README.md | 2 |
5 files changed, 13418 insertions, 0 deletions
diff --git a/.gitattributes b/.gitattributes new file mode 100644 index 0000000..6833f05 --- /dev/null +++ b/.gitattributes @@ -0,0 +1,3 @@ +* text=auto +*.txt text +*.md text diff --git a/24486-8.txt b/24486-8.txt new file mode 100644 index 0000000..165d799 --- /dev/null +++ b/24486-8.txt @@ -0,0 +1,13402 @@ +The Project Gutenberg EBook of Samlede Værker, by Jeppe Aakjær + +This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with +almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or +re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included +with this eBook or online at www.gutenberg.org + + +Title: Samlede Værker + Første Bind + +Author: Jeppe Aakjær + +Release Date: February 2, 2008 [EBook #24486] + +Language: Danish + +Character set encoding: ISO-8859-1 + +*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK SAMLEDE VÆRKER *** + + + + +Produced by Steen Christensen and the Online Distributed +Proofreading Team at http://www.pgdp.net + + + + + + + + + + +JEPPE AAKJÆR + + + + +SAMLEDE VÆRKER + +I + + + + +JEPPE AAKJÆR + +SAMLEDE VÆRKER + +FØRSTE BIND + +DIGTE 1885-1908 + + + + +GYLDENDALSKE BOGHANDEL--NORDISK FORLAG + +KJØBENHAVN OG KRISTIANIA 1918 + +FYENS STIFSBOGTRYKKERI (DREYER) + + + + +Det er nu om ved tyve Aar siden, at jeg udsendte min _første_ +Digtsamling, "Derude fra Kjærene". Senere er der fulgt fem efter foruden +et Udvalg: "Liv og Sang". + +I Almindelighed ordner man vel sine Vers efter deres Indhold og +Samhørighed; sørger saavidt muligt for, at det ene Digt ikke misklæder +det andet. Slige Hensyn er der ladet haant om i denne Udgave; her hvor +det har været mig om at gjøre at vise min digteriske Udvikling, har jeg +foretrukket at ordne efter Tidsfølgen, der kun er bleven brudt et Par +Steder, hvor en Digtcyklus var saa intimt sammenføjet, at en Omordning +ikke syntes heldig. For at faa Udviklingsbilledet saa klart frem som +muligt har jeg medtaget en Del Digte, som æstetisk set hører til +Undermaalerne; det gjælder først og fremmest nogle Vers, som ligger +langt tilbage i min Produktion; de er kun sat ind for Perspektivets +Skyld. Man maa dog ikke tro, at jeg har taget med baade Revl og Krat. +2-300 Ungdomsdigte, om _det_ gør det, har pænt maattet blive hjemme; +ogsaa en Haandfuld Digte, som tidligere har været med i Samlingerne--mest +i den første--har delt Skæbne med disse, fordi jeg nu af én eller anden +Grund er bleven led ved dem. + +Men i alt væsentlig rummer nærværende Samling hvad der har staaet i: +"Derude fra Kjærene" (1899), "Fri Felt" (1905), "Rugens Sange" (1906), +"Muld og Malm" (1909), "Den Sommer og den Eng-" (1910) og "Vejr og Vind +og Folkesind" (1916), desuden ca. 60 Digte--det er noget nær en +Femtepart--som ikke tidligere har været ude i Bogform, deraf en Snes +Stykker fra de to sidste Aar. + +Jeg har gjort mig megen Umage For gjennem Breve og Dagbøger etc. at +bestemme det enkelte Digts Tilblivelsestid. Hvor der i saa Henseende er +Uoverensstemmelse mellem, denne og tidligere Udgaver bedes nærværende +lagt til Grund. Et Digt har sommetider ligget i mit Sind i Aarevis; +Tallet ved Foden angiver da kun det Datum, da jeg anser det for færdigt. + +Det er uhyre svært nu efter mange Aars Forløb at faa den Slags +korrekt--det gjælder ikke blot Digtets Fødselsdata men ogsaa Noterne bag +i Bindene--; og Fejl er der selvfølgelig begaaet. Men paa de fleste +Punkter mener jeg dog, at mine Oplysninger skal holde Stik. Og de, der +ikke bryder sig om mine med saa megen Møje fremskaffede Noter osv., kan +jo lade dem uænsede. + +Jenle, 10. August 1918. + +_Jeppe Aakjær._ + + + + +INDHOLD. + +Aa spil de Toner +Aften-Gjøgen +Aftenstævne +An Mari hinne Filosofi +An Mari trajter Øl +Anna +An Wolles Dreng +Arbejd! +Arbejdersang +Arbejdernes Læseselskab +Arbejdersølvbryllup + +Barnet og den gamle Gaard +Bedst i Danmark +Bileam og hans Æsel +Bjærgmands-Snak +Bjørnstjerne Bjørnson +Bonde-Gymnastik +Bondens Datter synger +Bondestudent +Bondevise +Bossen +Brev afbrudt +Brudeslot +Bryllupsvise +Burns + +Da de dømte Zola +Da man skød Trofast +Den Fattiges Blad +Den første Lærke +Den Gaang te a war gywt med Lavs +Den Gud jeg beder til +Den jydske Lyng +Den revolutionære Student +Den syge Yngling +Der fløj en liden Sommerfugl +Der gaar saameget tilspilde +De syge Typografer +Det banked paa min Rude +Det "levende" Ord +Drachmann +De Unges Forening +Du blege Kvinde +Du kjender ikke Engen +Du og jeg +Dødsramt + +Efteraarsvise +Endnu et bitte Nyk +En Fabel +En koged Hummer +En Mindesten +En Synd +Evald Tang Kristensen + +Foraar i Roskilde +Forpagter Lars +Forspil (til "Rugens Sange") +For vi træder hverandre i Dyndet ned +Fra Landsbyen +Frederiksberg +Fræ den Jen Jepp aa te denaan +Fødselsdag +Født i Juli +Første Gang + +Gaa i Skoven +Gammel Kjærlighed +Glad Vise +Gravvers +Grundlovssang til Fjandboerne + +Hedelandet +Hedens Degn +Hedevandring I-II +Hegel +Hellesø +Herkules +Hjem fræ Plovgild +Hjemme +Hjøle-Thames +Holger Drachmann +Husmandsbryllup +Hvad gjør det +Hyldest-Telegram +Høgen +Høg over Høg +Hørup +Høst +Høstvise +Høvl og Knast + +I Burns' Fødehjem +I den gule Lupin +I en Prækenbog +Ifald-- +Ifald jeg kunde danse +I Mørke +I Nattens Time +I Randbøl Dal + +Jacob Hegel +Jagtaflysning +Jacob og hans Sønner +Jeg gik mig ud +Jeg gik til Vinduet +Jeg kysser dine Kinder +Jeg var saa træt +Jenn hjemm +Jens Fisker +Jens Hurra +Jens Hvøvtrup +Jens og hans Viv +Jens Vejmand +Johanne Rambusch +Jul +Juleaften +Julebrev til Hjemmet +Jylland +Jørgen ved Bækken +Ka Drebæk +Karlsvognen +Karup Aa +Kilden +Kjesten +Klokken +Klokkeren +Ko og Hjort +Kom mi bette Kipkal +Kommer I snart +Kornmod +Kvindevalgret + +Laan mig tyve Dukater +Leen slibes +Liden Maja +Lokesæd +Lykønskning +Løwn og Sand + +Maagen +Maanen kysser Rugneget +Mads Tammeses Maren +Majsang +Majsol +Med en Cykle +Med et Bind Digte +Medlidenhed +Mejeristsang +Mejeristvise +Milde Øjne +Mine Helte +Min Fødeby +Min Hjemmen +Mi Nanne, ja +Min Venindes Øjne +Morgendugg + +Naar Rugen skal ind +Nat +Natmandsvise + +Ole +Ole Nygaard +Ole Starn +Om Zeus steg ned + +Paa Hedens Høje +Paa Lochlea +Paa Munkebjærg +Paa æ stur Hyw +Per Søwren +Pinsevise +Polemisk +Politisk Uenighed +Pressen +Proletar-Borgmesteren +Pæ Sivensak + +Regnvejrsstemning +Robert Burns +Rugens Sange +Rugens kjøres hjem +Rugen lægges +Rævejagt +Røjter Anners og hans Muer + +Saadan gaar det +Saa fager fór hun +Saa sig mig +Sagn +Salling +Salmetone +Schandorph +Se dig ud +Silentium +Skuespillerinden paa Heden +Smeden og Missionæren +Store Jon +Strindberg +Strømmen drev +Studenter-Maj +Studentersamfundets Ruskantate +Svendemands Venner +Sundt Blod +Søren Olesen + +Telegrafen paa Heden +Til Marie +Torden +Tre-Konger +Tre Trolde +Trosskifte +Tyendesang + +Ung + +Vaar +Vaar-Rim +Valgsang +Ved Rugskjellet +Ved Vesterhavet +Venstrevise +Viggo Hørup +Vi er Siv +Vi sad alene +Vindenes Vise +Vinterbilleder +Vinterrugen + +Æ gammel Smed +Æ gammel Snejker +Æ Muespig +Æ Spøgels + +Øwe æ Æwn + + + + +I NATTENS TIME. + + +Ja pust du kun, du Nattevind, +du naar dog ej i Kamret ind +trods al din Bøn og Klage; +thi jeg er ung og sund og varm +med solbeskinnet Haab i Barm, +mens du i Kulde knager, +og Kuld jeg ej fordrager. + +Nej bort med dig du Nattetrold, +hvi staar du der saa fræk og kold +og hamrer paa min Rude; +du ved jo dog mit vante Svar, +det samme som det altid var: +"Aa, bliv du bare ude +og hold kun op at tude!" + +Men kommer Vaar og Søndenvind +Og hvisker øm og mild og lind: +"Kom ud min Kjæledægge" +straks smider jeg i støvet Krog +Examenskravets Kvalme-Bog; +og saa til Spring at lægge +ud over Tvangens Vægge! + +Vinter 1885. + + + + +TORDEN. + + +Jeg sidder og stirrer paa Tordenskyen, +der driver med Trusel hen over Byen. + +Det ruller med Skrald, og Lynet flammer, +det knitrer i Luften, og synker og rammer. +En Dødens Stilhed paa Mark og i Stuer, +hver Sangfugl tier, hver Skabning gruer. + +I Stalden brøler det bundne Kvæg +og støder Hornet mod Husets Væg. + +Mens Tordenhammeren slaar derude, +det ængstelig stirrer mod Staldens Rude. + +Stolt skrider Skyen, hvor Himlen hvælver, +den agter kun lidet, Al-Skabningen skjælver. + +Som kløvende Spyd, som borende Pile +de ildrøde Lyn gjennem Lufthavet ile. + +Og Tordenen ruller som Latter af Trolde, +saa Vandrere standse og Vejret holde. + +O, vældige Syn! Et Trodsens Billed +jeg ser her for mig paa Himlen stillet. + +Jeg elsker dig Torden, din rensende Evnes +forskrækkende Magt med Beundring skal nævnes. + +Jeg ved, du kan slaa, at dit Lyn det kan dræbe, +for mig er det intet; som dig vil jeg stræbe + +at vække det dorske og bringe de Sløve +til Tænkning og Handling og Idræt, de øve. + +Bæv aldrig for Lyn, skjælv ikke for Torden; +den renser jo Luften og frisker paa Jorden. + +Jo sortere Skyen des klarere Solen, +der straaler bag ved den i Dronningstolen. + +Langt bedre en Stund under Ildskyens Kaabe +end leve sit Liv som en negrende Taabe. + +Langt hellere vækkes af Tordenens Røster +end gaa som et Fjog og dø som en Kryster. + +Rul, rallende Torden, med Drøn imod Polen, +jeg ved, bag dit Skyhang der straaler Solen! + +Tastumgaard 22/5 1887. + + + + +I EN PRÆKENBOG TIL MINE FORÆLDRE. + + +Kjære Far og kjære Mor, +eders Søn er bleven stor, +voxet fra sin Barnekjol', +tumler sig i Slud og Sol, +og han higer, og han længes, +smaat han sejrer, haardt han trænges. +Smaat i Livets Kamp han staar sig, +tit han falder der og slaar sig. +Moders Øje vogter ej +længer paa "den lilles" Vej. +Faders Haand ej længer frede +kan om Troens Blomsterbede. +Mindet om min Far og Mor +gjør dog tit min Tro saa stor. +Og nu har jer store Søn +blot en lille barnlig Bøn: +Naar I læse Herrens Ord, +naar I bede Fadervor, +naar jer barneblide Tro +op mod Jesus danner Bro, +naar I føle tryg og kjær, +at Vorherre er jer nær, +tænk da lidt paa mig, paa Sønnen, +løft mig op til Gud i Bønnen! + +Askov 14/11 1887. + + + + +HVAD GJØR DET. + + +Hvad gjør det, at vi haanes +og jages fra Plet til Plet, +naar inde i Hjærtets Kamre +det hvisker, at _vi_ har Ret. + +Hvad gjør det, at man mærker +vor Daad med det ondes Navn, +naar hele vort Væsens Attraa +staar efter at gøre Gavn. +Hvad gjør det, at vi slettes +af Menighedstavlen ud, +naar Hjærtets reneste Længsel +om Kvælden gaar op mod Gud. + +Hvad gjør det, at vi synker +med Byrden, Livet os gav, +naar det lille Lys, vi tændte, +maa flakke over vor Grav. + +Hvad gjør det, at vi glemmes, +naar Livet her er forbi, +de kommer langt større efter +med stærkere Tro end vi. + +Askov, Efteraar 1887. + + + + +MEJERISTSANG. + + +Jeg synger om en Stand, +hvis Ry er naa't til Engelland +og gaar fra By til By, +fra Rye og op til Thy, +hvis Snilles Værker jog +Alverden rundt paa Skib og Tog, +og sælges Drittelvis +til bedste Markedspris. + +Vort Land var lig en Ørk, +hver anden Mand en fattig Tyrk, +saa gusten og saa tynd +som sorten Arvesynd. +Vi spiste branket Flæsk, +Kartoffelgrød og Fedt og Fisk, +mens farvet Smør og Ost +var bare Guders Kost. + +Og Jorden drejed rundt, +og rundt og rundt, og den har tront, +og hundred Aar løb væk +ved Fedtebrød og Spæk. + +Da kom en skjønne Flok +af Gudesønner, tror jeg nok, +herned og lærte os +den Kunst at malke "Bos". + +Og Koen, hun sa'e: Buh, +og Malkepigen, hun sa'e: Puh! +Mens skuret Malkespand +blev fyldt indtil sin Rand; +og med en Kjærnestav +vi hamred Smørret ud deraf +og smurte det paa Brød; +og nu blev Kinden rød. + +Paa ny kom Bud paa Stand: +"Gjør Danmark til et "smørret" Land. +Fej Kjærnebøtten ud +med Ostekop og -klud. +Saa Centrifugen op, +en Skorsten rejs, hvis høje Top +skal staa som Tidens Tegn +i hver en Landboegn!" + +De Huse rejste sig +med slanke Spir langs Alfarvej. +Folk kom og saa derpaa +og mumled: "Kan det gaa!" +De sendte, mens de gik, +til Skorstenspiben op et Blik, +hvori der laa et: "Nej, +det gaar i Verden ej!" + +Men Dampens Aand tog fat +og sled for tred've Dag og Nat; +der stod af Damp og Dur +en Sky om Tag og Mur; +det surred og det sang, +en Jærntraadsnerve klang og sprang; +en ny lagt ind for den, +saa tog han fat igjen. + +Og Larmen Fra hans Slid +gik over Egnen hid og did, +en Surr, en Melodi, +som af en Kjæmpebi; +man vented, at han skvat; +men endnu ind i mørkest' Nat +han tog de samme Tag, +ja tar dem selv i Dag. + +De Mejerister er +et eviglystigt Folkefærd, +med Latter, Larm og Sang +henrinder Dagen lang; +med Støvlen fuld af Vand +og Næven i en Flødespand, +i Sprøjt af alle Slags, +de boltrer sig som Lax. + +Drik Mejeristens Skaal +i Kjærnemælk til bredfuldt Maal, +og tøm den til dens Bund, +for Kjærnemælk er sund, +og det er Standen med, +og derfor skal paa dette Sted +nu Mejeristen ha' +et dansk Hurra, Hurra! + +Jebjærg Mejeri, Juli 1888. + + + + +STRINDBERG. + + +Du er en Samson i Litteraturen, +dine Værker slog Revner i Samfundsmuren. +Hvor du farer frem, er der Ild og Røg, +styrtende Altre og røde Luer, +mod dig alle andre er tamme som Duer, + du er en Høg; +du er Basunen, der forfærder Vrimlen, +du er Titanen, der stormer Himlen. + +Vi unge hader det tamme og dovne, +men agter højt det titanisk forvovne; +er vi ej Alle Strindbergianere, +alle som du er vi Republikanere, +alle vi hader det Samfundsælte, +i hvilket Evner forgiftes og smelte; +som du vil vi løse de stramme Bælter, +der snører Livet paa alle Felter, +og gjør det umuligt for andre at voxe +end dem, der ofrer til Dumhedens Oxe. +Tag da vor Hyldest, du Verdensomvælter; +der hvor du bygger, ogsaa _vi_ telter. + +Jebjærg Mejeri 1888. + + + + +BONDE-GYMNASTIK. + + +Se Fædrelandet løfter sig frem +i Foraarssol med Hjem ind ved Hjem; +langs Banker graa staar Rugen og gror, +igjennem Engene Bækken sig snor. +Hist et Gjærde, her en Skov +rammer Agrene ind, +Karlen nynner bag sin Plov +i den lunende Vind; +langs med Stranden Skibe sejler, +Himlen i Havet sig spejler. + +I dette Land har Bønderne slidt +i tusind Aar, før Landet blev dit; +de rydded Skoven, Lyngen de sved, +saa i Bugter sig Hugormen vred. +Ploven skar, og Jærnet brak, +Muldet glinsed i Sol, +Stene kløv'des, Rødder knak +For det synkende Staal: +Bondens Kamp for Hjem og Føde: +Bag ham laa Landet i Grøde. + +Da kom en Tid med Svøber og Sved, +hvor Trællearbejd bøjed ham ned, +hans Knæ sig krummed, tung blev hans Gang, +og Panden sænkedes, Brystet blev trang. +Kraften stivned i hans Lænd, +Gigt hans Lemmer forvred, +Musklen trætned i sit Spænd +i den evige Sved. +Haard er Krig for Brød og Lykke; +Arbejd gir krogede Rygge. + +Fra disse Bønder stammer vi ned; +vi slider selv, som Fædrene sled; +hvor deres Arbejd gik under Tvang +se, der gaar vort under Frihed og Sang. +Bondeblodet ruller tungt, +det er mættet med Kraft, +det er sundt om ikke ungt, +det en Fortid har haft. +Te jer da, saa alle skjønner: +disse er Bøndernes Sønner! + +Men Slidets Mærker fjern fra jer Krop! +De brede Skuldre løft dem kun op; +sæt Foden frem i Arbejdertakt, +saa det kan skjønnes, at I er en Magt! +Senen i den stærke Arm,-- +gjør den spændstig og lin, +Blodet i den brede Barm,-- +lad den ildne som Vin! +Øv jer flinkt, saa I fornemmer +Sundhed i Sjæl som i Lemmer! + +Gid Held maa følge al eders Flok! +Naar Pligten kalder, møder I nok, +og følger Tidens gjaldende Lur, +for det er Ungdommens rette Natur. +I vil elske dette Land, +som staar grønt her i Vaar, +I vil hjælpe, hvor I kan, +paa de trykkede Kaar. +Har I adlet eders Kræfter, +lad det da voxe derefter! + +Jebjærg, Foraar 1890. + + + + +VI SAD ALENE-- + + +Vi sad alene i den stille Kvæld, +ved Siden plaskede et Kildevæld. + +Fra Dalen steg der op en hvidblaa Røg, +og paa et Dige kukkede en Gjøg. + +Naturen var saa tavs, og vi var tavse; +endogsaa Gjøgen gjorde nu en Pavse.-- + +Da følte jeg, en Kind blev lagt mod min, +saa blød som Barnets og som Silke fin. + +Og mens hun Armen om mit Hoved slog +og blidt og langsomt mig imod sig drog-- + +med Ord, der siden i mit Øre bæve, +hun hvisked sagte: "Det er skjønt at leve!" + +Jebjærg 18/7 1890. + + + + +ARBEJD! + + +I Skaglen skal du drage +den lange, lange Dag. +Gaa ej med Suk tilbage +i Tøjet som en Plag, +men træk som gammel Hest, +læg Bringen ud i Selen, +og fremad uden Skelen; +da gaar dit Arbejd bedst. + +18/7 1890. + + + + +UNG. + + +Han var endnu en skjægløs Gut, +men med et vildt og uredt Haar; +i Sjælen Lys, i Tanken Krudt;-- +og enogtyve Aar. + +Han elsked Sandhed som sin Sjæl, +men blev en Skjælm og Løgner kaldt; +det slog hans glade Tro ihjel, +hans Frejdighed, hans alt! + +Det tændte i ham Hadets Brand +og ætsed al hans Glæde ud, +indtil paa Livets golde Sand +han stod foruden Gud. + +Da saa det ud, som han forgik; +men det var blot et kort Sekund, +saa lyste Ilden i hans Blik, +og Smilet om hans Mund. + +Da fyldtes han endnu engang +af Ungdomsmodets Helligaand, +i Brystet løsnede en Sang +sig ud af sine Baand. + +Og Hjærtet slog, og Barmen steg, +og Livet laa der langt og lyst +som Fjorden under Solskinsleg, +med Blink fra Kyst til Kyst. + +August 1890. + + + + +AA, SPIL DE TONER-- + + +Aa, spil de Toner, du spilled før, +og spil dem saa godt, du lærte, +saa spiller du Djævlene fra min Dør +og Himmerig ind i mit Hjærte. + +Saa standser Skyggernes sære Spøg, +Dødsrædslen slipper sit Bytte, +og Driftens evigt-huggende Høg +den standser sit Hak for at lytte. + +Saa jages Syndernes sorte Flok +af Sindet som rædde Fugle, +Hjærtets Furier sættes i Blok, +og Vilddyret kryber i Hule. + +Jeg bli'r saa fri, jeg bli'r saa glad +som Lam, der paa Toften springer, +Sorgernes Skyer skilles ad, +mens Mindernes Klokker ringer. + +Hjørlunde 12/2 1891. + + + + +I RANDBØL DAL. + + +Jeg drømte, at jeg sad i Edens Lund, +og Solen baded den i hede Flammer; +en Bæk igjennemskar dens Blomsterbund, +og Eva vandred nøgen blandt dens Stammer. + +Smaaengle vimsed allevegne om +og sladred under røde Parasoller, +og ud fra Havens Dyb Gud Fader kom +med Kappen lagt i Værdighedens Folder. + +Og tusend Fugle sang fra Cedres Top, +og Duen kurrede i Rosens Ranke; +Guldfluesværme lived Luften op, +og Abel fletted Baand i Løvens Manke. + +Og der var Livsens Lykke, hvor jeg saa, +og ingen Broder gav den anden Skrammer, +men Bien summede fra Straa til Straa, +og Tubalkain svang den tunge Hammer. + +Jeg vaagnede og saa mod Himlen ud, +mod Vest og Nord og Øst stod Skovens Rammer; +alvorlig knejsed Granen i sit Skrud, +og Bækken vandred nøgen blandt dens Stammer. + +Her er saa yndig i den svale Dal +med sine Graner, sine Hytter lave; +selv _uden_ Engle, uden Nattergal +er Randbøldalen ret en Edens Have. + +2/6 1891. + + + + +FØDT I JULI MAANED-- + + +Saa du er født i Juli Maaned, +da Himlen allerblidest blaaner, +da Bølgen paa den danske Sø +gaar klukkende fra Ø til Ø,-- +da Rug og Hvede Kjærne sætter, +og gule Blomster Marken spætter, +da Føl og Kalv paa Engen springer, +og Leens Blad paa Toften klinger, +da Sivet sig for Vinden krummer, +mens Tordenregn paa Taget trommer, +kort sagt: midt i den danske Sommer! + +Nu er det først jeg rigtig fatter +din friske, lyse Barnelatter, +der altid mig om Sommer minded: +saa har du Sommervejr i Sindet! + +Naar nu om Lidt du Dame bliver +og lange Skjørter indforskriver, +og "Magasin du Nord" Korsettet +faar hvert et Træk af Barm udslettet, +og lagt _dig_ i de samme Skruer +som andre kjælne Modeduer-- +o, glem da ej for Selskabskjolen +hin Fødselsskjænk fra Junisolen. + +Hjørlunde 10/7 1891. + + + + +DET "LEVENDE" ORD. + + +Af levende Menneskers +døde Tale +lærte jeg intet; +af døde Mænds +levende Værker +lærte jeg alt. + Leve de døde! + +19/9 1891. + + + + +DU BLEGE KVINDE-- + + +Du blege Kvinde med det blonde Haar, +som ud og ind i mine Tanker gaar +og skaber i mit Sind den søde Hygge, +du som jeg ej for Verdens Guld vil miste, +og som engang vil græde ved min Kiste,-- +dig ønsker jeg af al min Sjæl: til Lykke! + +De glider eet for eet, de Ungdomsaar, +Minutter, Dage, Uger gaar og gaar, +om lidt er du og jeg vel ogsaa gamle; +saa staar en Dag ved Dødens Port et Par, +krumbøjede, som stille hjælpes ad, +svagsynede, frem til en Grav at famle---- + +O nej! De maa ej svinde altfor brat, +man maa ej røve os vor sidste Skat, +vi _maa_ forenes, før det er for silde! +Nu netop, mens vor Tanke Gnister slaar, +og Elskovsstrømmen bredt i Aaren gaar, +var Tid at ringe ind til Bryllupsgilde. + +Jeg burde ta dig i min unge Arm, +som her jeg sidder, elskovsglad og varm, +med Aaren fyldt af al den Fryd du tændte, +og skjænke Dig saa varm og blød en Stol, +et Hjem med Roser og med Morgensol---- +men, kjære elskte, du faar vente, vente! + +Thi jeg er fattig. Jeg fik intet Guld; +af Sten har Skjæbnen maalt mig Skjæppen fuld, +men Brødet skifted den iblandt de andre. +Og Venneflokken var som oftest tynd, +men tykkere var Sladrens ækle Dynd, +der slænges efter dem, som ene vandre. + +Nej, jeg fik ingen Gaard med lange Agre, +og ingen Køer, fede eller magre, +det højeste, jeg naaede, var--Kredit! +Men jeg fik Fantasi, og Haab i Strømme +og smukke Tanker, fagre Elskovsdrømme, +mod slige Skatte vejer Guld kun lidt. + +Og jeg fik dig, du blide, blonde Pige, +og endnu aldrig har jeg mødt din Lige, +saa sand og elskelig og kvindefin; +og det er mig den største Fryd af alle, +naar lange Skygger over Vejen falde, +at sidde med din varme Haand i min. + +Da bliver mine Følelser saa blide, +da ser jeg Guder gjennem Luften ride, +da er jeg lutter Nerve og Musik; +da viger Jordens Smuds, og Linden dufter, +og milde Vindes Vift min Kind omlufter;-- +mens al Bekymring drukner i _dit_ Blik.---- + +6/11 1891. + + + + +MIN VENINDES ØJNE. + + +Har du set min Venindes Øjne, +de store skiftende brune, +der snart er fyldte med Helvedeskval, +snart straaler i Latter og Lune? + +Hvor er det dog fat med de Øjne? +De minder om Søer i Skove; +de suger i sig min vaagne Ve, +min Hvile, naar jeg vil sove. + +De er som Fjorden i Stille +med sejlende Skyer over, +men dybe, dybe som Havet selv, +og dunkle som rørte Vover. + +Nu er de som Engenes Taage, +og nu som spejlende Brønde; +nu ligner de Damme i Maaneskin +i deres bedaarende Ynde. + +Der luner en Ild i de Øjne, +en vild fortærende Lue; +den dølges ej helt af de sænkede Laag +og Brynenes bøjede Bue. + +Det raser bag disse Vipper; +der er Graad i Øjnenes Kroge; +men brat kan der komme et Øjekast, +der minder om tirrede Snoge. + +--Jeg har stirret for dybt i de Øjne, +der fristed som strømmende Vande, +paa Bunden af hvilke vi tror at se +Æventyr-Himle og -Lande. + +En Dag vil min Sjæl fange Kræfter +og vikle sig af sine Løgne +og kaste sig i denne sugende Sø +og synke til Bunds i de Øjne. + +Kjbh. 3/2 1892. + + + + +FØRSTE GANG. + + +Aa, giv mig saa det ene Kys! +Hvad kan vel det forvolde? +Du loved mig det ganske nys, +ens Løfter skal man holde. +Du har jo nok alligevel, +hvad skal da Karrigheden til? + +Du ved, jeg trænger det saa haardt, +jeg skal jo ud at fare, +skal mange, mange Mile bort +fra dig, min lille Klara. +Kanske jeg kommer alt til Vaar, +kanske om--mange, mange Aar. + +Du vil! O, Glut, hvor er du sød, +hvor takker jeg dig, Klara. +Men hvorfor bliver du saa rød? +Der er jo ingen Fare. +Du skjælver, Klara, som et Rør? +Aa, du har aldrig kysset før! + +Vær rolig, søde Klaralil, +nej, græd dog ej, du kjære! +Den Sag er ganske ligetil, +det er saa let at lære. +Nu bøjer du din fine Hals, +saa bliver der et Kys tilfals. + +Nu tog jeg det; ja se det, du, +Begyndelsen var vakker; +saa du vil kysse mer endnu; +kys du kun væk; jeg takker! +Du gjør det bedre selv end jeg, +og, Klara, hvor det klæder dig! + +--Nu kysser jeg dig Dag og Nat, +saa længe det vil vare, +og bliver hos min egen Skat; +nu vil jeg ikke fare. +Thi var det ikke Synd mod dig, +om jeg fo'r ud og drukned mig! + +Kjbh. 4/2 1892. + + + + +IFALD JEG KUNDE DANSE-- + + +Ifald jeg kunde danse, +jeg valgte den skjønneste ud +af alle skjønne Piger +og dansed mig hende til brud. + +Med Armen om hendes Midje +efter en Galopade +midt paa Gulvet jeg standsed +og raabte: Leve de glade! + +Saa atter i Tonernes Malstrøm +jeg kasted mig med hende +og lo og sang, og dansed +lige til Verdens Ende. + +Men nu kan jeg ikke danse, +end ikke en Galopade, +og derfor er jeg brændt inde +med denne Skaal for de glade. + +Kjbh. 24/2 1892. + + + + +LAAN MIG TYVE DUKATER-- + + +Laan mig tyve Dukater, +da skriver jeg dig et Digt +fuld af Sprogets Topaser, +saa stemningsmættet og rigt. + +Laan mig tyve Dukater, +saa drikker jeg en Perial +og glemmer al min Armod, +og at jeg er bindegal. + +Laan mig tyve Dukater, +da alt imod intet jeg vædder, +at jeg skal "højne Niveauet" +og faa betalt min Skrædder. + +Laan mig tyve Dukater, +da gjør jeg saa stort et Gilde +for undervurderte Talenter +og for det sultende Snille. + +Laan mig tyve Dukater, +da holder jeg en Tale, +mens Vinen mig stiger til Hodet, +med Tro paa det Ideale. + +Laan mig tyve Dukater, +du faar dem med Renters Renter, +naar salig jeg skuer de Glæder, +som arme Poeter venter: + +Hint demokratiske hinsides, +hvor jeg faar de saligste Skinker, +men Rigfolk skal strides og bides +om "Lobskovs" og Hundekjødsfinker. + +1/3 1892. + + + + +MINE HELTE. + + +Min Helt det er den stærke Lucifer, +der svang fra Øst mod Mørkets Gud sit Spær, +min Helt er du, Lysbringeren Prometheus, +som klippespiddet endnu raabte: "Ve, Zeus!" +Min Helt er Saul, hin Fyrste i Judæa, +som stred, forladt af Gud, mod hele Filistæa. +_Min_ Helt er hver en vild, titanisk Kjætter, +der bar en Fakkel gjennem Jordens Nætter! + +1/3 1892. + + + + +FØDSELSDAG. + + +Gid du maa skjænke Verden endnu meget Smør +og aldrig savne Kjøbere af Mel og Sukker; +brænd ikke inde med din Hamp og Hør, +hav altid Lænsere af dine Krukker! + +Gid dine Kaffebønners søde Em +maa længe Fryde hver en gammel Kjælling, +din Sago finde Vej til hvert et Hjem, +din Ris beaande Sallingboens Vælling! + +O, gid den Mælk, som mistet har sit Fedt, +maa længe kvæge Sallingboens Grise, +ja gid at al din Ost maa blive ædt, +hver Draabe Valle vorde Svinespise! + +Lad sent Bicyklen ruste i din Stald +og aldrig Kjedlen tabe af sin Spænding; +noter dig nøje Konjunkturens Fald; +sæt over Grøften i en snæver Vending. + +Da vil du staa i Livets Cykleløb +som Sejerherre, naar de andre styrte; +thi den som holder ud og ej gir Kjøb, +han faar Medaljens Guld og Hædrens Myrte. + +2/3 1892. + + + + +LIDEN MAJA. + + +Og det var liden Maja, +saa glad var hendes Sind, +hun sang omkap med Lærken +og løb som Søndenvind. + +Og det var liden Maja, +hun var kun femten Aar, +en halvt-udfoldet Rose +i den spirende Vaar. + +Og det var liden Maja, +hun lo med et Smil, +som Solen, der skinner +paa Skyer i April. + +Og det var liden Maja +med et Hjærte saa let, +hun kjendte endnu ikke +til Sorger og Korset. + +Hun saa paa alt og alle +med sit varmeste Blik, +det eneste hun hadede, +var "Sprog" og Grammatik. + +Langt hell're, end hun dvæled, +hos Skolens barske Møer, +sprang hun over Marken +med de bissende Køer. + +Og talte hendes Tanter +om "Mands-Tyranni", +lo hun og fløjted +en Dansemelodi. + +Saa sød var liden Maja +i sit femtende Aar, +en halvt-udfoldet Rose +i den spirende Vaar. + +--Men snart er Maja voxen, +og saa er alt forbi; +saa maa hun tage paa sig +det vante Liberi. + +Den lange, lange Kjole, +det snærende Korset, +de struttende Blonder +og den stivede Manchet. + +Saa er der Staal og Fiskeben, +hvor før der var Natur, +og for utvungen Barnlighed +der bydes paa--Figur. + +Og saa skal ogsaa Maja, +snik-snakke Kvindesag. +Gud, lad din ringe Tjener +ej opleve den Dag! + +Kjbh. 6/5 1892. + + + + +FRA LANDSBYEN. + + +Hans Kinder de var fregnede, +hans Næse den var blaa, +hans Læber de var blegnede +og farvede af Skraa. + +Hans Haar stod om hans Hoved +som pisket Skorstensrøg, +hans Aandedræt var mættet +af Brændevin og Løg. + +Hans Ben var stokketynde, +og Brystet smalt og fladt, +i Krop og Væxt en Mynde, +i Hovedform en Kat. + +Men rig som bare Pokker +var denne grimme Mand, +og derfor tog den smukke +Sofie ham til Mand. + +Hun plejede og passed +den ækle gamle Bjørn, +blev krammet af hans Labber +og Moder til hans Børn; + +blev graa og grim og gammel, +som det er Livets Hang +at gjøre det, der ofte +var ungt og smukt engang. + +Men jeg har set Sofie +gaa bag sin Husbonds Gaard, +og naar hun kom tilbage, +var Øjet rødt Graad. + +Og jeg har set Sofie, +med et gaa rent istaa, +og jeg har længe gjættet, +hvad saa hun tænkte paa. + +Saa tænkte hun paa Søren, +den stakkels kjønne Fyr, +med hvem hun havde digtet +saa mangt et Æventyr. + +Han var saa smuk som fattig +og elsked hende ømt, +men siden er som skuffet +til Amerika han rømt. + +Hun tænker paa en Aften +i et maanelyst Krat, +hun tænker paa en anden +og tredje Sommernat. + +Hun tænker paa hans Kys, +der var sødere end Vin, +hun tænker paa hans Haand, +hvor den var god og fin. + +Hun tænker paa, hvorledes +den gled i hendes Haar +og vakte dunkle Ønsker, +der løstes ud i Graad. + +Hun tænker paa hans Ømhed, +hans Ild, hans Elskovsbrand-- +og dernæst gaar Sofia +ind til sin grimme Mand. + +Sommer 1892. + + + + +DØDSRAMT. + + +Naar Hvalen rammes af Harpunens Tand, +da flygter den med opspil't Mund fra Land. + +Mod Dybet jager den i Ve og Vaande +og løfter kun sit Hoved for at aande. + +Dens Hale basker som en Dampskibsskrue, +dens runde Øjne smaa i Smerte lue. + +Tangskoven klyver den og Sildens Stime +og drager efter sig en blodig Strime. + +--Som Hvalen dødsramt kløv det brede Hav +for i dets tavse Dyb at naa en Grav, + +saa saa jeg alt det saarede og slagne, +det lumpent svegne og det koldt bedragne + +at ile rastløst imod Ørkners Øde, +for uset der at græde og forbløde. + +Aakjær 25/6 1892. + + + + +HYLDEST-TELEGRAM. + + +Af syv Studenter er de sex Poeter, +blandt otte Præster er der _ni_ Profeter, +og alle Mejerister er Athleter, +der rider--Himlen ved--hvormange tusend Meter, +og altid faar Medaljer, aldrig Beter. + +Jeg glæder mig pligtskyldigst ved hvad sket er, +Gid I maa have endnu mange Tête-a-tête'r +med Sportens Gud, før vi blandt Stjerner og Kometer +skal samles foran Porten til St. Peter! + +I Sejrherrer i den ædle Sport, +rid dog for Guds Skyld aldrig længer bort, +end jeg kan sende mit Lykønskningskort! + +Den sidste store vovsomme Rekord +den gjælder ovennævnte Peters Port; +og der skal _Esper_, Jyllands første Rytter, +i Haanden trykke Nimrod størst blandt Asiens Skytter! + +1/7 1892. + + + + +JEG GIK TIL VINDVET-- + + +Jeg gik til Vindvet og stirred ud, +men Skyerne drev med Regn og Slud. +"Saa bli'r hun hjemme, det er et Tegn; + hun hader Regn". + +Jeg gik bag Laden og saa mod Vest, +men Stormen sadled den høje Hest. +"Saa er hun ejheller i Dag min Gjæst, + hun hader Blæst". + +Jeg gik og glædtes den Dag saa lang, +for Solen skinned, og Lærken sang. +"I Dag hun kommer, min Sjæls Idol, + hun elsker Sol!" + +Hun kom mod Aften saa glad i Sind, +med Sundhedsrødme paa Mund og Kind; +med Latter ind i min Arm hun sprang. + "Faldt Tiden lang!" + +Vi sad ved Gavlen, mens Dagen svandt; +af Toftens Blomster en Krans hun bandt; +hun smiled op fra en blaa Viol: + "Fik du nu Sol!" + +Aakjær 4/8 1892. + + + + +TIL MARIE. + + +Saa sluttede en Aargang +af _dit_ Livs Billedtidende, +som har bragt Sol ag Vaarsang +og Frostnætter bidende, + +og Elskovs søde Glæder, +naar ingen tænkte paa det, +og Graad paa øde Steder, +naar ingen andre saa det. + +De blide Sommernætter, +saa lange og saa lyse, +kan endnu varme Sindet, +naar vi herinde fryse. + +De blide Sommernætter, +da Lysalfer spøgte +omkring os i Skjæret +fra Mars'es røde Lygte. + +De blide Sommernætter, +saa lyse og saa fagre, +da Agerhønen klukked +fra de duggede Agre, +naar vi foer den forbi +paa vor natlige Færden, +saa saligt betagne, +som ejed vi Verden.---- + +O, det var skjønne Timer, +for Sorger kemisk Fri; +nu sidder jeg og rimer +om Ting, der er Forbi! + +Saa sluttede en Aargang +af _dit_ Livs Billedtidende, +og Sommersol og Vaarsang +svandt uden dit Vidende. + +Helt svandt de dog ikke, +de ligger kun i Dvale +til næste Sommer kommer +med Sol over Dale. + +Thi hvad vi engang leved +kan aldrig rigtig svinde, +og mindst af alt kan Elskov +imellem Mand og Kvinde. + +Den overlever Slægter, +ja overlever Livet, +til den alene bliver +Udødelighed givet. + +Den Tro har jeg faaet +usvigelig i Eje +i stille Gang med dig +ad sidste Sommers Veje. + +Om den vil jeg hygge, +om den vil jeg frede, +saa længe som en Lærke +i Lyngen bygger Rede. + +Om den vil jeg vaage, +Om den vil jeg værne +saalænge Juninatten +oplives af en Stjerne! + +Nu har vi set paa Aarets +de mange Billedblade, +de stygge og de tunge, +de lyse og de glade. + +Nu ordner du dem varligt, +og bind saa Aaret ind +med alle sine Minder +i Guld og Fløjelsbind-- + +og sæt det op paa Hylden +til de andre fir' og tyve, +at det kan staa og straale +mens Timerne flyve. + +6/11 1892. + + + + +GRAVVERS. + + +Han var saa rig, som man kan blive +i Fjandbo-Land, +og derfor kaldtes han syd for Skive, +"den rige Mand". + +Hans Juleoffer var blandt de større +til Præst og Degn, +han sværmed for Kongen og "ott'ogfyrre" +og stemt' paa _Klein_. + +Han sværmed og for Postej og Skinker +og Grød med Kanel, +et Allerhelvedes Fad med Finker +slog ham ihjel. + +Han sad en Dag med det Fad i Haanden, +han svimlede. +Og ned i Fadet han opgav Aanden-- +og himlede! + +26/12 1892. + + + + +DER FLØJ EN LIDEN SOMMERFUGL. + + +Der fløj en liden Sommerfugl +hen over Bondens Tag; +_den_ tænkte saamænd ikke +paa den yderste Dag. + +Den tænkte kun at nyde +det Livets Sekund, +som den havde kysset fra +sin Mor, Naturens Mund. + +Den gav sig hen til Flugten +i Luftens varme Blaa; +paa rene, hvide Vinger +den fløj paa maa og faa. + +Den nød sin egen Dejlighed +og trodsed Tyngdens Lov, +og ikke Spor den tænkte +paa næste Dags Behov. + +Var ikke Himlen havblaa, +og Solen ret som Guld, +og Livet lyst og herligt, +og Verden frydefuld! + +Bestandig fòr den op og ned +som et stormjaget Løv, +hvad heller som en Barnesjæl, +nys skilt fra sit Støv. + +Og som den fløj saa sjæleglad, +en Bejler kom til. +Gud, hvor han var oprigtig +og fyrig og vild! + +Han bad om Lov at følge, +hun nikkede og lo; +thi hvorfor flyve ene, +naar man kan blive to! + +De traadte Ætrens Elveslør +foruden mange Ord, +mens dybt dernede rulled +den snavsede Jord. + +Og mætte af Dansen +i Junidages Sol, +de daled gjennem Luften +og fandt en dejlig Stol. + +Midt i en hvidrød Æbleblomst-- +saa salig som en Gud-- +han vifted med sit Vingepar +sin lille hvide Brud. + +Der holdt de deres Bryllup +foruden nogen Præst, +for saaledes hued det +de Sommerfugle bedst. + +Og Grenen vugged op og ned +i Sommerdagens Luft, +og Æbleblomsten yded dem +sin allerbedste Duft. + +Og Grenen svajed, Skyen drev, +og Dagens Lys blev slukt-- +Tak, elskte smaa! I lærte mig, +hvordan man elsker smukt.. + +Kjbh. Juni 1893. + + + + +LYKØNSKNING. + + +Som et Tog Beduiner +over Sandets øde Flader, +saadan ride mine Ønsker +frem i lange tavse Rader. + +Som et Tog af Beduiner +langs ad Ørknens vide Veje, +vandre mine Ønskers Hære +ind for Dem i Dag og neje. + +Mere Guld end Ørknen rummer, +mer end en Kamel kan bære, +mer end Ørknens Søn kan røve +_Deres_ Part af Lykken være! + +Friske Kinder, klare Øjne, +Latter, Sang og søde Drømme, +Solskinstanker, Hjærtensgodhed +ind i Deres Dage strømme! + +Som et Tog af Beduiner +i Damasker-Stadens Gader, +saadan vælde mine Ønsker +frem i lange, tavse Rader. + +7/9 1893. + + + + +NAT. + + +Mens Jorden sover Rusen ud, +og Nattens Time haster, +da sidder den brave, gamle Gud +deroppe og ryger sin Knaster. + +Han skuer vemodig til vor Jord, +og tidt hans Taarer trille: +"I Mennesker, som dernede bor, +hvor arter I jer ilde! + +Ja sov I kun, saa har jeg Fred, +I er nogle slemme Fyre. +Det er ej let for mig gamle Gud +I Menneskebørn at styre". + +Og Natten summer, og alt er tavs, +kun hist et Skrig af en Vibe:-- +et Kornmodsglimt over Skyen gaar-- +det er Gud, der slaar Ild til sin Pibe. + +Kjbh. 16/10 1893. + + + + +IFALD-- + + +Ifald du skulde vaagne +ved Klang som af en Gige, +tro ikke straks som Jeppe, +du er i Himmerige. + +Tro hellere, hvad sandt er, +du er en fattig Fanden, +der ligger paa et Tagrum +og lytter til Liremanden. + +Januar 1894. + + + + +EN SYND. + + +Hun rakte frem sin Mund til Kys, +men jeg var ung og dum og Fejg; +hvor gjerne jeg end vilde det, +jeg gjorde det dog ej. + +Og denne fagre, friske Mund, +der luede af sødt Begjær +og svulmede med tusind Kys, +den kom jeg ikke nær. + +Da rødmed hun, som ind mod Høst +en Valmublomst i Middagsglød, +to klare Taarer tindred frem +og sank i hendes Skjød. + +Saa sprang hun op og tog sin Hat, +og sa' Farvel med bortvendt Blik. +Aa, Gud, hvor glad og frisk hun kom, +hvor sønderknust hun gik! + +Og naar jeg tænker paa, hvad Synd +jeg har at angre før min Død, +jeg tænker paa det Taarepar, +der sank i hendes Skjød. + +Kjbh. 14/1 1894. + + + + +SAA FAGER FOR HUN-- + + +Saa fager fòr hun gjennem Havens Gange +en Raa kan ikke flytte Foden bedre, +det var et Syn, som Løb hun Frem paa Fjedre, +og hun var Fuld af Skjælmeri og Sange. + +Hun søgte mig, der sad bag Hyldens Grene +og slugte hendes Dejlighed med Øjet, +Nu stod hun for mig straalende fornøjet: +"Men kjære, sidder du da her alene!" + +O, tænk jer hende, varm og duftombruset, +at hvile paa mit Knæ i Aftenrøden +og hviske, at hun elsker mig til Døden, +--kan ikke mindre gjør et Hoved kruset? + +Og denne Mund, de sorte Øjenvipper, +og disse Hænder, skjælvende og myge, +der uafbrudt om mine Kinder stryge, +de gjør det af med alle ens Principper. + +Og Maanen danser over Lindetoppe +og strør sit Guld paa tvendes Elskovsleje. +Og naar to Sjæle slig hinanden eje, +da ler du, alvorsfulde Gud, deroppe. + +Kjbh. 27/4 1894. + + + + +VAAR. + + +Nu løves alle Bøge, +nu summer Bi i Hækken, +nu lufter Vinden sydfra, +og Gjedden slaar i Bækken. + +Nu bues Verdenshvælvet +med Himle over Himle; +vi stirrer i det Blaadyb, +til alle Sanser svimle. + +Nu løftes alle Barme +af stor og mægtig Længsel; +men Fangen fælder Taarer +bag Jærnet i sit Fængsel. + +Kjbh. 4/5 1894. + + + + +DU KJENDER IKKE ENGEN-- + + +Du kjender ikke Engen +bag ved min Faders Lade, +hvor tusind friske Blomster +i Morgendug sig bade, + +og ej den Vellugtsbølge, +der stiger fra Violen +og fra dens tusind Søstre, +naar de faar Kys af Solen. + +--Jeg tror, i alle Blomster, +som sig paa Engen fjæle, +der dølge sig fordægtigt +smaa fine Kvindesjæle, + +som snart i Længsel skjælve +og snart i Fryd inddysses, +men saligt gjennembæves, +naar de af Solen kysses. + +Se derfor er vi alle +ved Blomsterne saa glade, +og bøje os til Jorden +og kysse deres Blade,-- + +og derfor er det bedste, +der siges om en Kvinde, +at hun er skjøn som Rosen +og bly som en Kjærminde. + +--De er en lille Maj-Blomst, +der ler mod Morgensolen, +og De har vakre Søstre +i Liljen og Violen.-- + +Thi friskere end Rosen, +end Engens Kabbeleje +og alle Vaarens Blomster, +er lille Frøken Maja. + +6/5 1894. + + + + +SALMETONE. + + +Den sidste Sang af Dagen, det første Skrig af Nat +nu mødes under Himlens Buetage, +nu standser Dagens Fugle den glade Tagfat, +men Uglen udflyver for at jage. + +Jeg er saa ræd i Natten, jeg er saa glad ved Dag, +min Jubel nærer sig ved Lysets Strømme, +men hejser Natherolden sit sorgsorte Flag, +da fyldes min Sjæl af Vemods-Drømme. + +Da græder hvert et Minde, der før mod Himlen sang, +jeg gjæstes da af Bud fra Dødens Rige, +og alt, hvad jeg har syndet og fejlet engang, +som Skygger sig om mit Leje snige. + +--O Dag bag dine Bjærge, vi venter paa vor Drot, +stræk ud dit Scepter over Jordens Flige! +thi er der ikke skrevet: at Lyset er godt? +Vær lovet, o Sol, jeg ser dig stige! + +Jebjærg 13/6 1894. + + + + +BREV AFBRUDT. + + +Nu trykker Søvnen mine Øjenlaage, +tilgiv, min Skat, jeg kan ej længer vaage! + +Et Blik endnu ud af den aabne Rude, +før Hovedet jeg sænker mod dets Pude: + +Dér vandrer Maanen over Østerhimlen, +en Kronprinsesse iblandt hele Vrimlen. + +I hendes Nærhed fire blanke Stjerner +omkredser hende som en Flok af Terner. + +Vist tusend Funker gjennem Natten flimrer, +mens nordom Dagens Fakkel halvtændt skimrer. + +Og dybt i Syd, i stor og ensom Pragt, +der holder Sirius paa Himlen Vagt. + +Derinde under Nattens største Stjerne +der sover du, min Hustru, i det fjærne. + +Og mens mit Blik det vide Rum udmaaler, +jeg sender tusind Kys ad Stjerners Straaler, + +der lig en Regn af Stjerneskudsraketter +skal gjennemstribe dine Drømmenætter. + +Aakjær 29/7 1894. + + + + +STRØMMEN DREV-- + + +Strømmen drev og tog Baaden med +gjennem grønne Enge; +blandt gule Iris vi drev afsted; +Folk var i Senge. + +De gule Iris du brak og strøde +paa Baadens Bund, +og trykked vildt dine Læber røde +imod min Mund. + +Og paa det gule, duftende Lagen +du knæled ned; +med strakte Arme saa hvide som Dagen +du drog mig med. + +Dit Shawl du kasted omkring os begge +mod Nattens Duggen; +jeg hørte ikkun dit Hjærte pikke +og Aaens Klukken. + +Da glemte vi dem, der laa derinde +ved Væggetøjet, +hver Mand med Ryggen imod sin Kvinde, +i Søvnen bøjet. + +Mens Lygtemanden med Blus paa Lampen +paa Kjæret spøgte, +og Mosentrolden med megen Dampen +sin Pibe røgte-- + +Mens Elverpiger med sære Fagter +drev Leg i Sivet, +vi gav os hen til de høje Magter, +der styrer Livet. + +Aakjær 22/8 1894. + + + + +POLEMISK. + + +Det mindste Tryk paa et raadent Æg, +og Skallen brister i Stykker; +da sprøjter det op i dit Syn og Skjæg +og lugter som alle Ulykker. + +Jeg trykked engang paa en saadan Fyr. +Paa hvem? Dit Spørgsmaal kan spares. +Min Dristighed faldt mig forøvrigt dyr, +thi Lugten--Gud Fader bevars! + +Kjbh. Novbr. 1894. + + + + +FORPAGTER LARS. + + +Forpagter Lars med den store Vom, +der døde igaar, og som var saa from, +ifald man kan lide paa "Vennernes" Dom, +skal _han_ til Himmels--I Engle smaa, +da faar I noget at slæbe paa! + +1894. + + + + +JEG KYSSER DINE KINDER-- + + +Jeg kysser dine Kinder, jeg kysser dine Læber, +jeg ildnes af de Druer, jeg plukker paa din Mund; +jeg hidses af den Tanke: hvor ærligt end jeg stræber, +saa kan jeg aldrig tømme det Bæger til dets Bund. + +Ja, som en tørstig Vandrer mod Kvæld ved Kilden knæler +og øser under Skjælven dens aftensvale Drik, +saa knæler jeg og skjælver, imens jeg henrykt stjæler +din røde Munds Berusning, dit vege Drømme-Blik. + +1895. + + + + +DA MAN SKØD TROFAST. + + +Saa er du død, min laadne Ven, +skudt ned paa maa og faa; +dit Morgenbjæf, dit Aftenskjænd +det svarer aldrig mer igjen +mod Hjemmets Mure graa. + +Naar jeg fra Staden vendte hjem +den lange, lange Vej, +og jeg fik Døren lidt paa Klem, +fik hilst paa Mor, fik Skjæmten frem, +jeg spurgte efter dig. + +Og sprang du over Tærsklen ind +med Glædeshyl og -Hop, +og klapped jeg dit gule Skind, +da først kom i mit rørte Sind +den rette Stemning op. + +Da saa jeg, Hjemmet var som før, +i Mindet ingen Mist, +fra Klinken i den brune Dør +indtil _dit_ laadne Skinds Kulør +var alting just som sidst. + +Men nu er det en anden Sag, +for nu er du jo skudt; +nu har du haft _din_ Dommedag, +din Pande har man sprængt i Kvag +med Rævehagl og Krudt. + +Ak, at jeg ej kan hjælpe dig, +at tavs er nu din Mund! +Du logrer aldrig mer for mig, +din Dom den appelleres ej, +du var jo _kun_ en Hund. + +Men jeg vil sukke næste Aar +og mærke Mindets Brist, +naar jeg paa Hjemmets Tærskel staar +og sér, at i den gamle Gaard +er alt ej helt som sidst. + +Kjbh. 17/9 1895. + + + + +DEN GUD JEG BEDER TIL. + + +Den Gud, jeg beder til i Løn +--som ej i Himle bor-- +han elsker mer een tænkende +end tusinde, som tror. + +Han hader Lugt af Bukkefedt +og svedent Lammekjød +og trænger ej til Styrkedrik +af Nektar eller Mjød. + +Hvor Offerflammens fede Røg +fra Stenen lang og ru +besudler Himlens klare Blaa, +der fly'r han fra med Gru. + +Hvor Præstehaanden ringbesat +slaar ned i Prækestol, +jeg fandt ham ej, men, o saa tit +i Aftnens milde Sol. + +Naar Dagens sidste Fakkelblink +belyste Fjord og Vig, +bag kobberrøde Skyers Rand +jeg saa hans Kjortelflig. + +Og dette milde, varme Pust, +jeg følte mod min Kind, +se det var Gudens Aandedrag, +og ikke Nattens Vind. + +Og saa jeg fra den høje Bro +dybt i den dunkle Aa, +jeg saa hans Aasyns milde Træk +blandt Bundens Stene staa. + +Og gik jeg i den tavse Skov +omkring i Maanens Skjær, +jeg følte i den mindste Ting, +at Guden var mig nær. + +Hans Stemme lød i Bækkens Sang, +i Agerhønens Kluk, +i Musens Pip paa Grøftekant, +i Andetrækkets Suk. + +Og dette brede Himmelhvælv +saavel som mindste Dam, +den tavse Skov, det vide Hav, +_alt_ er det fyldt af ham. + +Hans Kirke spænder ud sit Telt +med Stjærner Himlen rundt; +den brede Jord er Nadverbord, +og Havet Døbefont. + +Dybt bøjer jeg mit Knæ for ham +tæt ind ved Havets Bred +og be'r af alt mit unge Mod +her midt i Nattens Fred. + +Og styrket styrer jeg min Vej +og følger Kaldets Bud +i aldrig rokket Tro paa dig, +_Naturens_ stærke Gud. + +Kjbh. Novbr. 1895. + + + + +I MØRKE. + + +Jeg ser mod Himlen. Ej een Stjærne blinker, +i Rummet hænger der kun tunge Taager. +Hvor er "det Øje, som i Natten vaager", +mens Havet brøler under sine Brinker? + +Jet ser mod Jorden. Sorte Popler luder +langs Vejen, hvor jeg gaar i Sjap og Ælte; +tolv Skingre Slag fra Taarnet Midnat meldte +mens Lyset sluktes trindt i alle Ruder. + +Eet Lys bevarer dog sin fulde Styrke. +Derude, hvor dets lille Flamme strider, +en fattig Sjæl de sidste Kvaler lider.-- +Kan du nu finde Gud i dette Mørke? + +1895. + + + + +BONDESTUDENT. + + +Saa tror du, Studenter er tør som en Pind,-- +da skulde du rigtignok vide, +hvor Blodet kan jage med Il mod hans Kind, +naar Tjørnene klæder sig hvide, +da rejser han Ho'det og ter sig saa sky +og lister sig ud af den larmende By. + +Han vandrer da ud i den grønnende Vaar, +hvor Lammene leger paa Høje, +den springende Hare, den snigende Maar, +--han følger det alt med sit Øje,-- +han aabner sin Favn for at kryste den Jord, +hvor Mennesket vandrer, og Blomsterne gror. + +Med Ryg mod en Stamme og Haand over Bryn +han spejder saa vidt over Lande; +hans Sjæl suger Fred af det herlige Syn, +mens Vaarvinden kysser hans Pande; +hans Hue er falmet, hans Jakke er slidt, +men Armod og Laser han ænser nu lidt. + +Thi nu er tilende den Vinter saa ful +med _Madvig_ og Kakkelovnsrøgen, +med Rykkeres Mængde til "Kjørmis" og Jul +og sejg og evindelig "Søgen", +med Skoser fra Hjemmet og "Hjælpernes" Trop, +naar Mønten gik fløjten, og Sulet slap op. + +Thi her hersker Gjøgen, ham skylder du ej, +han kukker som du for sin Føde +og elsker som du den fortryllende Maj +med knoppende Valmuer røde; +og ligesom du sover Gjøgen paa Kvist, +er ikke des mindre en stor Optimist. + +Saa løft da din Hat for den evige Vaar, +for Droslen og Viben og Gjøgen, +for Hjorten, der fri gjennem Skovene gaar, +for Duen, der kurrer i Bøgen; +--og saa gaar du hjem til den larmende By +og drejer din knirkende Kværnsten paany. + +Kjbh. 1/5 1896. + + + + +BRYLLUPSVISE. + + +Naar Duen vipper paa Bøgegren, +der pyntet staar med lyse Knopper,-- +og Bækken klukker blandt glatte Sten, +og Skaden kaad i Pilen hopper,-- +da stryger Vinden saa lindt om Kyst, +at Sorgen smælter med Sneen tyst; + du blir saa god, + og du faar Mod +at vove Dyst igjen med Livet. + +Som Fuglen længes bag Vaarens Hegn +og søger sig en Viv at vinde, +som han kan elske i Sol og Regn; +--saa længes ogsaa Mand og Kvinde. +Hvert givet Løfte, hvert halvglemt Ord +faar Lød og Farver, mens Rugen gror. + --Til Lærkesang + og Klokkeklang +gaar tvende op mod Kirkens Alter. + +--Saa følger Livets den lange Dag, +med Sommersol og Vintervæde, +hvor fælles Sorger gi'r fælles Sag, +og fælles Stræben fælles Glæde. +Og sortner Søen omkring vor Stavn, +vi staar dog fastere Favn i Favn; + --det er vor Tro, + at helst hos _to_ +vil Lykkens Svale Rede bygge. + +Kjbh. Maj 1896. + + + + +SVENDEMANDS VENNER + +BØRNERIM. + + +Her er Soen, sikken en! +Messingring i Næsen, +lange Øren, korte Ben, +uopdraget Væsen, +spiser uden Smække paa, +for hun _er_ en rigtig So, +bruger aldrig Gaffel, +Kniv og Vandkaraffel. + +Missekatten lopper sig +med sin laadne Læbe, +Vaskesvamp den lider ej, +ynder ingen Sæbe; +dog er Mis saa pæn og ren, +har de nysseligste Ben, +visker sig om Snuden, +spejler sig i Ruden. + +Skinner Sol i Stuen ind, +vaagner Mis i Karmen, +standser Mundens travle Spind, +mærker Sult i Tarmen, +ta'r sin Søndagshale paa, +lister ud blandt Græs og Straa, +søger Musens Rede +for dens Børn at æde. + +Hanen er en farlig Fyr, +svanser rundt og praler, +hopper op og gjør Postyr, +bander, saa det galer. +Hønen siger kun saa lidt, +men hun tænker sikkert sit, +vralter ind i Bøvlen +og gjør Æg i Vrøvlen. + +Vædderen, den tykke Bels, +vil Smaadrenge stange, +Faaret i sin hvide Pels +bræger over Vange. +Ved den blanke Mosedam +klipper Mor det lille Lam, +saa faar Mama Klokker, +saa faar Søster Sokker. + +Kippekalven har det godt, +den skal ej i Skole, +faar saa tit en Havretot +af den store Ole, +slippes ud paa Engen grøn, +finder Verden lys og skjøn, +drikker Mælk af Spanden +og faar Horn i Panden. + +Koen staar i Kløver tæt +mellem Høns og Humler, +æder sig saa trind og mæt, +lægger sig og gumler, +letter snart sin dovne Krop, +stikker Halen lige op, +render over Ende +Bedstefar og _Svende_. + +Føllet gaar saa strunk omkring, +pytter ad det hele, +gjør saa kaade Hop og Spring, +kjender ej til Sele; +ved sin Moders Patte faar +det en dejlig Mælketaar, +og i Bondens Havre +æder det sin Davre. + +Store Heste lider jeg; +naar til Vands de drage, +da vil store Ole mig +op paa Hoppen tage. +Og naar jeg er blevet stor, +ager vi til Bedstemor. +Lotte gaar ved Lisken; +saa skal jeg ha' Pisken. + +4/8 1896. + + + + +HOLGER DRACHMANN. + + +Under Stranden gaar en ensom Ridder, +Kappen flagrer i den kaade Blæst; +rundt ham glimter Sandets øde Vidder, +spejdende paa Klitten Maagen sidder, +bag ham stejler Bølgens hvide Hest. + +Dansken kjender ham, den blonde Kjæmpe, +helt en Sanger, fuldt en Rytmens Mand; +han har aldrig faret frem med Lempe, +aldrig søgt sin Vredes Baal at dæmpe; +der er ingen i vort Land som han. + +Der, hvor under hvide, stejle Brinker +Bølgen leger med det gule Rav, +der, hvor Fiskens Bug i Garnet blinker, +der, hvor han Lars Kruses Baad tilvinker, +blev han viet til det store Hav. + +Og hun tog ham i de stærke Arme, +hængte Stridens Glavind om hans Lænd, +gød ham i hans Blod sin Golfstrøms Varme, +lagde Uvejrsmodet i hans Harme; +thi hun lider ikkun kjække Mænd. + +Hvor Novembernattens Storme tude, +tænker vi paa ham og paa hans Hav; +og mens bladløst Poplens Gren derude +kaster rædde Skygger paa vor Rude, +mindes vi hans Rytmes Gangertrav. + +I en Tid, hvor idel Stønnen høres +fra forpinte Hjærters Ribbensbur, +hvor kun Skumringsklynk imod vort Øres +smertesvulne Trommehinde føres, +lyder frelsende _hans_ glade Lur. + +Naar om hundred Aar han bleg om Panden +hviler, Danmark, i din Moderfavn, +og to Elskte ensom gaar ved Stranden, +vil de se paa Havet, paa hinanden, +se--og hviske Holger Drachmanns Navn. + +Oktbr. 1896. + + + + +SAA SIG MIG-- + + +Der risler en Bæk i det stenede Krat, +den risler ved Dag, og den risler ved Nat. + +Der synger en Fugl under Storbøgens Tjæld, +den synger ved Gry, og den synger ved Kvæld. + +Der sidder en Kvinde i Jomfruers Lag, +hun ler, saa det gjalder i Væg og i Tag. + +--Højt skatter jeg Bækkens den rislende Lyst, +og Solsorten rørte en Stræng i mit Bryst. + +Men stærkest jeg elsker det levende Væld +af lysøjet Jubel ved Gry og ved Kvæld. + +Saa sig mig da, Evas blaaøjede Datter, +hvor henter du fra denne rislende Latter? + +Vinter 1897. + + + + +STUDENT-MAJ. + + +I Syden saar man Kanoners Sæd, +mens vi herhjemme saar vor Havre; +_dér_ flygter Bonden forskræmt og ræd, +hos os han spiser trygt sin Davre; +han tygger sindigt og med Grundighed, +det haster ikke, for vor Bonde ved: + gaar det end smaat, + gaar det dog godt; +og gaar det ej--naa ja, saa staar det. + +Vi er et Folk af en egen Art +og kom som oftest sidst til Gildet; +de Ben, de store har mætte spart, +dem har vi andre gjærne pillet. +I Politik vi naa'de ikke højt, +vi lød for villigt Junkerpibens Fløjt; + Alter og Slot, + Tietgen og Thott, +det rimed altid godt i Danmark. + +Vi prygler løs paa den samme Sæk +og stadig med den samme Kølle; +vi holder Vask ved den samme Bæk +og kjører mest til samme Mølle; +vi gaar til Baller, og vi gaar til Bad; +vi kan saa Smukt hinanden udenad. + Den Sag er fæl, + det slaar ihjel, +langt mer end Kugler og Kanoner. + +--Nu væves yndeligt Eng og Mark +med Kavling og med Kavelotte; +og Storken, Foraarets Patriark, +gaar rundt, alvorlig som en Skotte. +Brushanen danser ved den blanke Aa; +fra Busken ser hans unge Viv derpaa. + --Hejsa og Hop! + Vinduet op! +og lad os faa lidt Luft i Stuen! + +Se, der fløj Høgen dit Hus forbi, +og over Taget svitter Svalen; +den snilde Ræv gaar paa Frieri +med Smil om Mund og Dusk paa Halen. +Raabukken gaar saa strunk som en Student, +der lige nys har faaet sin Frakke vendt. + --Hejsa, min Glut! + vent et Minut, +saa gaar jeg glad med dig i Skoven! + +Kjbh. 1/5 1897. + + + + +JENS HURRA. + + +Jens Hurra kaldtes en Ungersvend +med Halm i Sko og med Rem om Lænd, +med Hestekræfter og Bjørnemod, +den fejreste Gut i hver Dansebod. + +Hans svære Lemmer, hans Nævers Vægt +gav allevegne hans Ord Respekt; +i mangt et vestjydsk Fyrrebord +end sidder Mærker af Jens Kno'r. + +Han var den flinkeste Arbejdsmand, +der sled for Føden i Jydens Land, +hvad enten han svang den hvinende Plejl, +hvad eller han æltede Ler til Tegl. + +Han lo ved Gry, og han sang ved Kvæld; +Jens Hurras Humør gik aldrig paa Hæld: +han tog om Livet hver vakker Tøs, +de kyssed gjerne den ranke Knøs. + +I Høsletstiden, naar Leen klang, +og rædde Frøer for Æggen sprang, +da voxed hans Kræfter, og Læs paa Læs +han strø'de om sig af slaget Græs. + +Der gled i Engen en sølvblank Aa; +naar Sol var nede, og Nat faldt paa, +da stimed sammen paa Aaens Bred +en Hær af Piger, og Jens var med. + +De slog i Strømmen med Rivens Tand; +hvem bar dem over det brede Vand! +Jens tog dem paa Armen to og to +og kløv saa Aaen i sømslagne Sko. + +Men Vandet skvulped om Knøsens Lænd, +de smukke jamred med Klynk og Skjænd, +de knuged ængstelig Kjæmpens Hals. +Jens gik saa let, som han traadte en Vals. + +Han mored sig ved deres Angst og Mén +og kneb dem blidt i de tykke Ben, +saa slap han dem ned paa Bredden grøn; +et Kys af hver var hans Færgeløn. + +Jens Hurra ejed ej Sølv i Skrin, +men Viddets krasseste Brændevin, +--der hverken, var ren eller fuselfri-- +han havde sin Lyst og Styrke i. + +Hans Stolthed var en Harmonika, +der kunde han trække Toner a', +der kunde gjøre en Kat jaloux +og tolke Alverdens Elskovsgru.-- + +En frisk, en brav, en gemytlig Gut; +mon ogsaa det brave kan gaa kaput; +hans Død kom til ham lidt før end bedt, +og sidste Gang havde Kjæmpen lét. + +Det spurgtes vidt over Hedens Land, +at Jens var mærket til Dødens Mand; +man tog det med Ro efter Landsens Sæd, +men alle de muntreste Piger græd. + +Da Jens kom efter, hans Død var nær, +han kaldte stille paa Røgteren Per; +"Naa, Per, her ligger jeg ret som en Klud; +mit sidste Glas har _jeg_ stukket ud. + +Lad Folk da sige: Han drak og sled, +hvad bedst han gjorde, man næppe ved. +Den Dag han døde--men aldrig før-- +man saa Jens Hurra i snavs Humør! + +Og hils saa alle de Piger smaa, +foruden mig de nu danse maa; +de tusind Kys, de mig villigt gav, +dem ta'r jeg taknemlig med i min Grav. + +Og hiv saa ned fra sin Læderstrop +Harmonikaen, og spil en Galop; +det volder ellers saa stort Besvær +at slippe af med den Smule Vejr. + +Mit Spilleværk være da dit til Tak +med samt den Rest af min Røgtobak; +det er min Vilje, mit sidste Bud, +og dermed farvel og befaler Gud!" + +Per Røgter steg op paa et Kistelaag, +hans Træskohæle mod Kisten slog; +de Toner skingred som Ulvehyl, +de skar som Sav, og de prak som Syl. + +Per Røgter, berust af sin sære Kunst, +sig hidsed op til en egen Brunst. +"Naa Jens, hvad tykkes du, skal vi ha' mer?" +Men ingen svared; da standsed Per + +og sprang fra Kisten: "Aa, Jens, giv Tid!" +Men Vennen havde alt stridt sin Strid. +Jens Hurras Aand var faret herfra +paa Tonerne af hans Harmonika. + +Foraar 1897. + + + + +DER GAAR SAA MEGET TIL SPILDE. + + +Der gaar saa meget til Spilde +paa denne syndige Jord: +de skjønneste Tanker, de varmeste Taarer, +det blideste Blomsterflor. + +Se, udover Gjærdet hænger +Rosernes duftende Klynger; +de sidder og venter paa Æventyr, +mens Vinden dem nænsomt gynger. + +De dufter saa blidt, de spreder sig vidt, +men ingen kommer og plukker; +da bliver de kjed af al Verdens Ting +og sagte Kalkene lukker. + +Snart drysser ned i det vaade Sand +den Sansernes Lyst og Glæde, +og Bondens vraltende Oxespand +paa Rosenbladene træde. + +Der fødes saa meget paa denne Jord, +som aldrig Liv har krævet; +der dør saa meget foruden Spor, +som aldrig rigtig fik levet. + +Der svulmer mangen en Jomfrubarm +og knoppes som Rose paa Stilke, +som aldrig krystet af Mandens Arm +maa rynkes af Savn bag sin Silke. + +Ja, visne vil Pigers og Rosers Flor, +de røde saa vel som de hvide; +men den, som vil leve paa denne Jord, +han plukke de Roser i Tide! + +Juni 1897. + + + + +JEG VAR SAA TRÆT-- + + +Jeg var saa træt af Byens Larm +og Usselhed; +jeg maatte ud, ha' Luft, bli' varm, +se Sol gaa ned. + +Jeg maatte bort fra Gadens Kvalm +og Stadens Pest, +og sove paa Alkovens Halm +som Bondens Gjæst. + +Jeg maatte væk fra Vrøvl og Øl +og Gydens Stank, +og bade mig med Engens Føl +i Aaen blank. + +Jeg længtes som et fanget Dyr, +som Ravn i Bur, +mod brune Heders Æventyr +og Guds Natur. + +Jeg lukked med et Smæld min Bog +og greb min Hat; +til Byens klumre Ravnekrog: +god rolig Nat! + +Efteraar 1897. + + + + +HEDEVANDRING. + +I. + + +Her har jeg Himlene over min Isse, +her har jeg Lyngheden under min Fod. +Musen har Rede i guldgule Visse, +Hugormen døser ved Gyvelens Rod. + Graalærkens Sang, + Faar'klokkens Klang, +gjør af min Vandring en Paradisgang. + +Haren ta'r Spring over Blaabær og Rævling, +ilsom den svinder bag Lynghøjens Kam, +inde bag Bakkerne lusker en Grævling: +vogt da, o Hyrde, de hvide smaa Lam! + Ser du hans Bo, + lad ham i Ro, +han bider lukt gjennem Strømper og Sko. + +Dunlet i Luften sejler en Maage, +Sollyset glitrer i Vingernes Pragt; +lavt over Lynghavet styrer en Raage, +kluntet er Flugten, og sort er dens Dragt. + Raage og Ravn-- + hvad gjør et Navn: +Heden ta'r alt i sin dølgende Favn! + +Viben har Unger bag Porsenes Ranker-- +duk dig, nu slaar hun jo ned i din Hat! +Ræven, den snilde, bag Tyttebærranker +lærer sin Yngel at lege Tagfat, + træder sin Dans, + svinger sin Svans, +hele den vildene Hede er hans. + +Her vil jeg drømme fra Sorgernes Skare, +skylle dem bort i et jublende Væld, +sende dem væk med den flygtende Hare, +bade min Sjæl i den duggende Kvæld. + Solen gaar ned, + Himmerigs Fred! +sænk't over Lyngen og Sindene med! + +1897. + + +II. + + +Med raske Trin jeg over Lyngen skred, +og Mosset knased under Støvlens Saaler; +mod Vestens Flammeporte Solen gled +og favned Heden med de sidste Straaler. + +Sært dufter Porsen nu i Duggens Bad, +kulsorte Skyer Tordenregn bebude, +og langt mod Øst bag Tørvestakkes Rad +en Bonde ager hjem bag sine Stude. + +Fra Luften stiger Fugle langsomt ned, +de ser sig skræmte om, før Læ de søge; +thi Nattens Hede har ej idel Fred, +men den har ogsaa Rævepak og Høge. + +Se, derfor skjælver hver en lille Fugl, +der søger spejdende den aabne Rede; +for den har intet lovbetrygget Skjul, +og intet, intet Fadervor at bede. + +Og derfor hører jeg et Vemodssuk +just nu, da Solens Baad til Havs vil sejle, +jeg hører det i Agerhønens Kluk +og i dit Tungsindsfløjt, graagule Hjejle. + +Og selv jag gribes af din Tungsindsgru, +din Natterædsel, store, brune Hede; +thi lille Fugl, jeg er forladt som du +og har ej noget Fadervor at bede. + +1897. + + + + +RÆVEJAGT. + + +Aahej, Hr. Mikkel, nu har jeg dig, +nu skal din Røver skydes! +For Kyllingrov og for Lammesteg +skal nu din Pels mig ydes. + +Jeg fattes bare din røde Hud +blandt alle de Rævepelse, +hvormed jeg forer et Bryllupsskrud, +en Kaabe fin til min Else."-- + +Og hastig brænder vor Skytte løs, +blandt Bakkerne drøner Knaldet. +Hr. Mikkel bliver en Kjende nervøs +ved Haglenes Smælden i Faldet. + +Men Mikkel smutter i Bakken brat, +han vil saa nødig skydes; +langt hellere da en Vinternat +med Sulten i Graven brydes. + +Den Skytte rusker med øvet Haand +i Lyngens knudrede Ranker; +af dem og af Vidjens vege Vaand +et Læs for Hulen han sanker. + +"Aahaa! god Mikkel, giv bare Tid, +nu skal du ej længer fryse!" +Den Røg sig breder saa fed og hvid +og bringer vor Ræv til at nyse. + +Den trygge Skytte ved Hullet blev, +han huskede ikke, Taaben: +det maatte være en daarlig Ræv, +der ej holdt en Bagdør aaben. + +Mens Ilden spraged af al sin Magt +og slikked om Rævens Køje, +og Røgen slog gjennem Hulens Tragt +og sved i hans snedige Øje. + +Hr. Mikkel gjennem sin nordre Port +fortrak for den sviende Flamme; +den snilde Mester havde just gjort +hin Løngangsdør for det samme. + +Men da han naaed et Bakkenæs +og saa den Røg opstige, +han skar sit allerfiffigste Fjæs +og vendte sig som for at sige: + +"Ja driv du kun dit golde Stræv +og riv i Rævlingens Buske; +et Faar har aldrig luret en Ræv, +saa længe da _jeg_ kan huske. + +Jeg haaber, at baade jeg og du +skal slide Tiden med Helse, +om ogsaa du nødes en Gang endnu +at vente en Stund paa din Else." + +1897. + + + + +SAGN. + + +Graavidjen brummer i Nattens Sus, +og Haglen trommer mod lynglagt Hus, + mens Ræven skriger paa Heden. + +En Kvinde lytter bag Hyttens Karm: +"Jeg hørte Raab og forvirret Larm, + og Ræven skriger paa Heden! + +Ak, vaagner nu ogsaa Drengen spæd! +Hans Far er ude, jeg er saa ræd, + naar Ræven skriger paa Heden! + +_Han_ tog til Marked; Gud naade mig, +hans onde Nabo tog samme Vej! + Hør, Ræven, Ræven paa Heden!" + +--Bag lynglagt Hytte ved Bakkens Fod +udøser Skurken sin Uvens Blod, + mens Barnet græder paa Heden. + +Hvor Vidjen dølger en sumpet Sig, +der sænkes i Nattens Mulm et Lig, + mens Ræven skræber paa Heden. + +Hvor Vandet klunker om Brinker graa, +der gaar den Brasen saa bred i Aa. + +Der vandrer Fiskeren Natten lang +med Aaleblus og med Toggerstang. + +Med eet han staar i en lyngkranst Sig, +hvor Sagnet gaar om et nedsænkt Lig. + +Et Pust fra Sumpen, et iskoldt Gus +udslukker Fiskerens Aaleblus. + +Da var det, som tusind Fugle for +med Suk og Susen fra Syd til Nord. + +Begyndte som pibende Klynk og Kluk, +og endte i skrigende Vi og Vok! + +Da slap den Fisker sin Toggerstang, +og over Grøfter og Kjær han sprang. + +Han glemte sit Garn, han glemte sin Fangst, +hans Strube snøredes til af Angst. + +Thi over hans Isse lavt over Jord +de sorte Helvedes Fugle for. + +Og hvor han stirred blandt Banker graa, +han idel gloende Øjne saa. + +Den arme Fisker, med Skum for Mund +de fandt ham den næste Morgenstund. + +Hans Aand var rystet indtil hans Død, +nu ligger han hyllet i Jordens Skjød. + +Saa klinger endnu det natlige Sagn, +mens Bonden ved Midnat sætter sin Agn, + og Ræven skræber paa Heden. + +1897. + + + + +BILEAM OG HANS ÆSEL. + +4. Mos. 22. + + +Det var "den Guds Profete" Bileam +han gjorde Navn og Stand og Stilling Skam, +saa at et stakkels Æsel maatte bøde +med Suk og Støn Profetens Syndebrøde, +og Herrens Vredes Lyn til Solskin vende. +Nuvel! Saa hør; Historien er denne. + +Kong Balak herskede i Moabs Land, +for Øjeblikket just en plaget Mand, +thi ret som Okser Markens Græs opslikker +og Ørknens Aande Bækkens Strømme drikker, +fortærede den vrede Israelit +hans Landes Grænsers Grøde vidt og bredt. +Da skjalv af Vrede Balak, Zippors Søn, +og sendte til Profeten Bud og Bøn +og lod de Ældste gjorde deres Lænder; +med store Punge i de magre Hænder +de traadte under Bileams Palmers Skygge +og bøjede de gamle Hofmandsrygge +med allerunderdanigst Pietet +for Bileam, Beors Søn, men Guds Profet. +Profeten skeled til de store Punge +og bad dem dristigt løse deres Tunge. +Da traadte frem den ældste Moabit, +hans Gang var vaklende, hans Skjæg var hvidt +som Moabs Floder, naar om Høst de skummer, +hans Aasyns Rynker talte kun om Kummer. +"Vort Land er hærget af en Røverflok, +den ænser ikke Sten og ikke Stok, +den skjuler Jordens Kreds; som bange Kid +vort Folk omflakker hjemløst hid og did; +dens Gjærninger er alle af det onde, +den hugger Palmen om i vore Lunde, +den spreder Kildens Stene over Sandet, +af sønderslaaet Cisterne vælder Vandet. +Thi beder Balak, Moabs Majestæt; +kom dette Folk tit Hjælp, o Guds Profet, +band Israeliten! Thi dem _du_ forbander +de rejser aldrig mer de frække Pander!" +Den gamle tav, hans Sølv mod Jorden klirred; +Profeten rømmede sig lidt forvirret: +"Hvad her er Ret jeg skal faa aabenbaret; +bliv her i Nat, min Gud skal give Svaret." + +Alt kolde Nattepust i Ørknen vandre +og Pinjens Kogler slaar imod hverandre, +Vildæslet hviled alt den rappe Hov. +Teltsnoren raslede, Profeten sov, +mens Maanelyset over Tæppet faldt. +Da stod i Teltets Dør en høj Gestalt, +Profeten vaagned pludselig og gøs, +det var som Blodet i hans Aarer frøs, +thi Skikkelsen i Døren steg og steg, +Profeten hvisked skjælvende og bleg: +"Hvad vil du, Gud? Tag, bort de strænge Blikke". +En Tordenrøst: "Vogt dig, forband dem ikke!" +Og atter suser Ørknens kolde Vind, +og atter slumrede Profeten ind. +Saasnart de Ældste vaagnede ved Dag +de sendtes bort med uforrettet Sag. +Kong Balak jamrede med Graad og Klage, +der de kom uden Bileam tilbage. +Med større Sække sendte han igjen +de magre Oldinge til Pethor hen, +og atter blev vor Bileam charmeret +og af de store Sækkes Sølv duperet, +og atter blev han truet haardt af Gud, +men op ad Dagen kom der Kontrabud, +Gud vilde ikke mer hans Rejse dadle, +--Da lod Profeten skyndsomst Æslet sadle +og Moabs Gamlinger i Haab forlod ham, +men brat optændtes Herrens Vrede mod ham! + +Det var en underdejlig Morgenstund, +man kunde se helt ned til Flodens Bund, +og Duggen laa endnu paa Markens Lilje; +Profeten sang, og Æslet lød hans Vilje +og travede, hvad Æsel trave kan, +med rejste Øren imod Moabs Land. +De naaede en Hulvej kold og dyb; +paa Bunden gik der tykt med alskens Kryb, +en Pinjeskov paa Skrænten stejl og brat +indhylled med sin Skygge alt i Nat. +Kun Fod for Fod Profeten kunde ride, +med eet sprang Æslet med et Ryk til Side, +thi foran begge, midt i Æslets Vej-- +for Dyret synlig for Profeten ej-- +der hvor Giftliljen snor sin blege Stængel, +der stod med Sværd i Hænde Herrens Engel. + +Profeten rasende ved Æslets Spring, +lod Svøben suse ned i rappe Sving, +og Æslet sprang omkring fra Væg til Væg, +saa Stenen skrabede Profetens Læg: +det gøs for Sværdet og for Englens Blik, +der gjennembored det som Lansestik; +det syntes Æslet bindegalt det hele. +Fortvivlelsen og Skrækken gav det Mæle, +og sandelig, vor Æsel holdt en Tale, +der glimtvis strejfed det originale. +Af Svøben pint den raabte: "Men for Fanden, +er Guds Profet da gaaet fra Forstanden! +Ser du da ikke der den lange Bengel +--thi hvad ved jeg, maaske en Herrens Engel-- +med Flammesværdet og med Flammeøjet +og sorte Lokker over Silketøjet; +han kløver sikkert baade dig og mig, +ifald vi gjør et Skridt ad denne Vej----" + +Med drøje Ord udskammed Æslet Præsten, +men selv du maa hos Moses læse Resten. + +De gamle Fabler er slet ej saa gale, +thi alle har vi jo hørt Æsler tale. + +Jebjerg 30/7 1897. + + + + +MILDE ØJNE. + + +De er kun faa der aner, hvilken Magt +der er i tvende milde Øjne lagt: + +To milde Øjne døved ofte Staal, +to milde Øjne slukked mangt et Baal. + +Hvor alt var stængt for Trods og Vredesblik, +to milde Øjne Døren aaben fik. + +De standsed tit i Flugten Hadets Lyn +og vendte det til et Forsoningssyn. + +De lagde Balsam paa de Smertens Saar, +som haarde Sind og onde Hænder slaar. + +For milde Øjnes Magt sank Peder ned, +dengang han angerknust gik ud og græd, + +og tit et Kvindeblik en Yngling bandt, +der stod med Foden over Fjældets Kant. + +I denne Glans af gode, milde Øjne +skal Jorden lutre sig og sine Løgne. + +28/9 1897. + + + + +VINDENES VISE. + + + Il, smil, + Søndenvind, +Vaarens blide Datter, +du er Himlens Sendebud, +Knoppens Ven og Blomstens Gud, +mens jeg er knap Forfatter. + + Hæs, hvæs, + Østenvind! +Dig kan jeg ikke lide. +Mon du selv kan sige mig, +hvem der ret kan lide dig, +som alting grønt vil svide? + + Ryg, knyg, + Nordenvind! +Alle høje Graner +frygter for dit hvasse Ris, +gyser for din Sne og Is +og dine glubske Vaner. + + Sus, brus, + Vestenvind, +sadl kun højt din Ganger! +Bark mit Skind og brun min Kind, +fyld min Lunge, styrk mit Sind +og gjør mig til din Sanger. + +1/10 1897. + + + + +POLITISK UENIGHED. + + +Der sad to Venner ved et Krostubord +og talte om det sidste Kejsermord. + +Den ene havde just _sit_ Standpunkt klaret +og ikke Kejsere og Konger sparet: + +Var de ej Snyltere i Folkets Hus? +"Som Hund og Stodder frier sit Skind for Lus, + +saa hører det til Samfundshygiejne +at gi' _dem_ sure Dage alle Vegne." + +Med disse Ord han sig tilbage lagde. +Den anden strøg sin Manke op og sagde: + +"Har du lagt Mærke til en Humlebi, +der strider for at komme i det fri?" + +Med uafladelige Stød af Snuden +den uden Ophør bombarderer Ruden. + +Dens Ryg, dens Braad og Ben sig anspændt krumme, +almægtigt rasende den høres brumme. + +Det dirrer synligt i de smaa Tentakler, +imens den giftfyldt over Glaret vakler. + +Men næste Morgen vil et lille Lig +i Karmen melde om en haabløs Krig. + +Den knuste Panden mod den blanke Rude, +et Trodsens Barn, hvis Saga her er ude. + +--Som Humlebien raser du og jeg, +endskjønt vi ved, vor Rasen nytter ej. + +Thi nytter noget Individets Trodsen +mod Samfundsbøddelen, mod Magtkolossen? + +En Dag vil selv den bedste knuse Panden, +hvis ej forinden han har tabt Forstanden. + +Og atter vil et frisk og blodigt Lig, +fortælle Verden om en haabløs Krig. + +En saaret Stakkel løftes op ved Armen +og jordes lydløst som hin Bi i Karmen. + +Og urørt smælder Tyranniets Fane, +og evigt gaar vor Jord sin krumme Bane." + +--Saa talte klogt og skeptisk Pessimisten; +men bagom Skjægget brummed Anarkisten. + +Jebjærg 1/10 1897. + + + + +SALLING. + +EN SKJÆMTEVISE. + + +Musen sad ved dine Strande, +skjønt hun blev lidt vaad, +tog sig til den blege Pande, +brast saa ud i Graad, +raabte højlydt: "Her er Degne, +Præster, Provster allevegne; +ingen dog til Musens Glæde +vil _dit_ Drapa kvæde. + +Har jeg ikke klædt dig Jorden +grøn fra Top til Taa; +gaar der ikke Torsk i Fjorden +større end som saa? +Du har nok af krumme Bække, +Mel og Gryn i dine Sække, +Gammeløl i Kjæld'rens Mørke +mod en Høstdags Tørke. + +--Grevefejdens røde Lue +hærged langs din Kyst, +kasted Blink i Bondens Stue, +Angst i Munkens Bryst. +Har du glemt _Jens Hvas_ hin brydske, +eller har du glemt _Kræn Tyske_? +Ak, blandt dine Stormænd alle +nævnes ingen Skjalde!" + +--Og hun greb _mig_ haardt i Kraven, +skjænked mig sit Kald, +og jeg kasted mig paa Maven, +og jeg blev _din_ Skjald. +Se, fra Resengab til Nautrup, +ja, fra Aalbæk Strand til Flautrup, +Lem og Hem og Hjark og Junget +har jeg dig besunget. + +Mellem Sø og salte Sunde +blinker frem et Land; +Ploven ej dets Muld kan bunde, +næppe Spaden kan. +Alt er fedt og fladt, og Flaget +smælder over Ladetaget, +der hvor Brudeskaren bugter +sig langs Engens Slugter. + +Sallingland, jeg vil dig ligne +ved en Bondetøs; +hendes Læber Gud velsigne, +Blikket er en Mø's; +bred er Hoften, fyldig Barmen, +fast er Foden, kjødfuld Armen, +Fjorden kaad og overgivet +ta'r den Glut om Livet. + +Salling, dine hvide Stude +lyser langs din Kyst, +dine trinde, rige Brude +er en Bejlers Lyst; +hvilken Rus, ja hvilken Lykke +til et mandigt Bryst at trykke +sammen med en elsket Kone +30,000 Kr.! + +Brede Gaarde, store Haver +spredte paa din Muld! +Hvem kan tælle dine Traver, +dine Grisekuld! +Fyrretyve Kirketaarne, +hvide som i Marmor skaarne, +peger tindrende mod Himlen +mellem Gaardevrimlen. + +Op og ned i brede Vover +bølger tungt din Rug, +Ternen sejler let derover +med sin bleggraa Bug. + +Skov i Øster, Hav i Vester, +røde Hopper, fede Præster-- +saadan staar du for mit Øje +set fra dine Høje. + +Himmel, skjærm det Folk fra Snue, +skjøt dets røde Føl! +Værn dets Ager, vogt dets Drue: +Sallings Gammeløl! +Lad det bruse, lad det skumme, +lad det Landsens Kræfter rumme! +Sign, o Gud, de fede Stude +og de trinde Brude! + +Jebjærg 8/10 1897. + + + + +MEJERIST-VISE. + + +Hej, Mejerister, tør Fløden af Skægget, +røm jer og rens nu jer Bas--bur-ru-ru! +Syng saa en Vise saa dyb og bevæget +her ved vor glade Kalas--bur-ru-ru! +Glem Moralisternes Vaasen og Væv; +Livet, minsæl, har et underligt Væsen, + vær ikke for kræsen, + gaa frem efter Næsen, +om ogsaa den stundom er sodet og skjæv. + +Mælken kasseres, fordi den har Syre, +Kjællingen bliver saa but--bur-ru-ru! +Hør, hvor hun larmer med Eder saa dyre, +snyder med Fingren sin Trut--bur-ru-ru! +Giftfyldt hun halser til Manden afsted: +"De Mejerister, de er dog en Plage, + har nogen kjendt Mage, + _vor_ Mælk tør de vrage! +Nej, de Mejerister skuld' Fanden ta' ved!" + +Grovsmeden ind ad Kontordøren klyver: +"Tror I kanske, jeg er gal? Bur-ru-ru! +Aldrig betaler _jeg_ ringeste Styver, +nej, om det blot var en halv! Bur-ru-ru! +--Se, hvor han spytter og gnubber sit Knæ, +bander og stamper, saa Bøtterne bæve, + slaar ud med sin Næve + og bruger en Kjæve, +betaler sin Regning,--og gaar saa, det Fæ! + +Damphesten aser som Samson i Møllen; +hør, hvor den pruster saa svedt--bur-ru-ru! +En tømmer Spanden, en anden maa skyll'en, +her gjøres Helved dig hedt--bur-ru-ru! +Men har du redet din pjuskede Lok, +tag saa et Kys ved den første den bedste, + saa faar du de fleste + man elsker sin Næste, +og det siger Præsten, at det maa du nok! + +Jebjærg 9/10 1897. + + + + +OM ZEUS STEG NED--! + + +Om Zeus steg ned fra Himlen, +tog Hat og Stok og Støvler paa +og gik omkring paa maa og faa +og blanded sig i Vrimlen-- + +Om han kom ind i Staden, +hvor ærlig Mand i Skygge staar, +mens guldbesinnede Æsler gaar +i Flokke midt ad Gaden-- + +Om han kom ind i Gyden, +hvor Solens Straaler knapt er kjendt, +hvor Salt omtrent er permanent, +som Rendestenens Flyden-- + +Ja, tren han ind i Kirken, +hvor tændte Lys for Altret staar, +mens Præst og Klokker svedig gaar +omkring i bjergsom Virken-- + +_Jeg_ tror han løfted Stokken +og lod den "tærske Sædebyg" +paa mangen bred og lasket Ryg, +endog i Præsteflokken. + +Kjbh. 29/12 1897. + + + + +TROSSKIFTE. + + +Du hellige Kirke i Syd og Nord, +der er mod en Stymper saa streng, +tillader Fyrstinden ret sære Ting, +naar hun skal i Brudeseng. + +Thi naar Prinsessen af Bünkenburg +formæles med Prinsen af Reusz, +der skiftes Chemisse som Konfessjon: +"Es lebe das heilige Kreutz!" + +Igaar højluthersk Prinsessen sad +paa Slotskirkens polstrede Bænk; +idag hun befingrer en Rosenkrans +og douches af Vievandsstænk. + +Og Præsterne messer i Kirkens Kor, +og Bønner opsendes til Gud; +saa skifter Prinsessen af Bünkenburg Tro +til Salver af Riffelskud. + +Det flager i Havnen, det ringer i Land, +paa Slottet et glimrende Bal, +nu gnider vist Paven sin slunkne Vom, +men Bünkenburgbispen er gal. + +Festblussene slukkes, Kalaset er endt, +om lidt gaar Prinsessen til Køjs +og avler Kongsemner til Folkenes Lyst +med Fyrsten: Prinsen af Reusz. + +Kjbh. 15/1 1898. + + + + +DEN SYGE YNGLING. + + +Jeg bad til Gud een eneste Bøn. + +Mig syntes hans Jord saa rørende skjøn, +mig syntes hans Himmel saa dulmende blaa; +man blev ret saa god af at stirre derpaa. + +Jeg vandred saa glad mod den stigende Sol +og plukked imellem en dugget Viol; +jeg strakte mig salig paa Ageren grøn +og bad af mit inderste Hjærte en Bøn. + +Bad ikke om Sølv og ikke om Guld, +ej Rader af Køer paa tommetykt Muld, + +og ikke--som ellers Menneskets Kuld-- +jeg hyklede Graad bag en Lommeklud +og spændte en medbragt Pose ud +og bad saa Himlene styrte den fuld. + +Mig syntes hans Jord saa daarende skjøn, +og derfor jeg bad den eneste Bøn: +"Barmhjertige Gud, jeg elsker dit Værk, +lad altid mig nyde det _sund og stærk!_" + +Jeg rejste mig salig fra Ageren grøn, +jeg tro'de saavist, at han hørte min Bøn. + +Men alle saa hører vi Herren til, +og Gud kan jo gjøre med sit, hvad han vil; +een plager han længe, een slaar han ihjel, +men god skal han være alligevel. + +Mig gav han lønligt i Siden et Stik, +saa Livet sortnede for mit Blik; +jeg hylledes ind i en aarlang Nat, +mens Engenes Blomster visnede brat. + +Se derfor beder jeg aldrig mer, +om og jeg imellem mod Himlen ser. + +Kjbh. Jan. 1898. + + + + +HERKULES. + + +Ung Herkules kasted sig rundt i sin Seng; +skjøn Omphale laa ved hans Side. +"Hvad er det dig fattes, min egen Dreng? +hun fritted med Øjne saa blide. + +Ung Herkules rejste sig op med et Sæt, +saa Sengen i Fugerne jamred: +"Nu vel, jeg er bleven af Ømheden mæt +og aander saa trangt her i Kamret. + +Jeg ledes ved i Alkover smaa +saa hvide Kvinder at kryste +og længes efter paa Fjælde graa +med laadne Skjælmer at dyste. + +Jeg hader din Seng og din trinde Lænd, +din Hal, hvor Narren slaar Mølle; +o, Omphale, Omphale, ræk mig igjen +min Løvehud og min Kølle!" + +Kjbh. 21/1 1898. + + + + +DA DE DØMTE ZOLA. + + +Saa fik du da endelig Digteren dømt, +du Verdens forbandede Skjøge, +der aldrig Tid eller Stund har forsømt +Nationernes Synder at øge, +der tog vore Sønner og tæred vort Brød, +der myrded og hærged og fængsled og skød, +til du var alene om Magten. + +Det vidste alt længe den menige Mand, +der pløjer og hamrer og høvler, +at intet kan trampe et Folk og et Land +som Krigerens pløkrede Støvler, +at Retten er fældet, at Loven er brændt, +at Spydet er mod den retfærdige vendt, +hvor Sablen støttes af Korset. + +Og saa blev han dømt, den glødende Aand, +Evropas digtende Tænker, +der løfted mod Gud sin besværgende Haand +for En, der sad bøjet i Lænker. +Nu slæbes han selv til Fængselets Krypt, +og der vil de gjemme ham sikkert og dybt, +mens Stjærnerne tændes og slukkes. + +Men det vil du angre, du franske Nation, +der bor i de hundrede Stæder +og vandrer omkring mellem Rhinen og Rhôn' +og nævntes i Verden med Hæder. +Der kommer en Dag, da Navnet Dreyfus +vil fylde dit Blod med isnende Gys +og rødme din sænkede Pande. + +Og da vil der løsnes et Suk i din Barm +mod ham, der for Retfærd har dystet, +mod ham, du forfulgte med Raaben og Larm +og flaaede Ordnen af Brystet; +og da vil du samle hver Stump af hans Ben, +og smykke hans Minde og kranse hans Sten +og pynte dig selv med hans Hæder. + +Kjbh. 22/1 1898. + + + + +BEDST I DANMARK. + + +Lyd af Latter, Klang af Gafler, +Taler for den nye Præst, +som for Bisp og for Kolleger +fejrer en lukullisk Fest. + +Stegen dufter, Vinen perler +rødligt paa de hvide Skjæg, +medens Kristus tornekronet +vaander sig paa Salens Væg. + +Og de fromme Gubber glædes +kristeligt ved Øl og Mad, +og ydmygeligt de tømmer +Glas og Bæger, Skaal og Fad. + +Og de løfter sig i Sædet +under Rømerglassets Klang, +og de synes, der er dejligt +i vor lille Dannevang. + +"Tro mig, Venner", siger Bispen, +sætter Gaflen lidt i Hvil, +mens hans Blik langs Bordet glider +i et stort og saligt Smil: + +"Al den Sorg, som Folket trykker. +Kivet mellem Mand og Mand, +al den Men, som Hadet brygger +i vort elskte Fædreland-- + +det er blot en liden Skygge; +faar vi først den rette Tro, +skal paany de Daner bygge +kristeligt i Fred og Ro. + +----Aa, vi kjender disse Røster, +disse plumpe Raab om Brød; +maa jeg spørge, mine Præster, +lider man i Danmark Nød? + +Føder Gud ej Ravnens Unger, +overstraaler Liljens Dragt +ikke, som Salmisten sjunger, +selve Salomons i Pragt? + +Bølger ikke Kornet fagert +paa den blide danske Vang; +klinger ikke lifligt sammen +Lærkeslag og Klokkeklang? + +Intetsteds der ofres bedre +til Begravelse og Jul; +ingen Mad os bedre smager +end det gode, danske Sul. + +Hvorfor da misunde Frankrig, +hvorfor skue hen til Schweiz? +--Aa, vi har det godt i Danmark! +----Ræk mig Stegen, Pastor Steisz!" + +23/1 1898. + + + + +SMEDEN OG MISSIONÆREN. + + +Den raske Smed har alt optændt sit Baal, +og Hamren danser paa det røde Staal, +mens Smedjens Rum af Gnistesværme fyldes, +og Loftets Sod af Flammerne forgyldes. + +Og ude i den blide Foraarsdag +ned fra hans gamle Hyttes skjæve Tag +der lyder Fløjtetriller, det er Stæren. +Da træder over Tærsklen Missionæren. + +Vor Smed ham hilser med et Nakkekast, +imens Hans Fromhed taler haardt og hvast +om stakkels Syndere i Djævlens Vold, +om dem, der rystes rundt i Satans Sold, +om Ordets Under os om Verdens Salt +og _Bønnen_, der har Lægedom for alt. + +Vor raske Smed har ladet Hamren synke, +og over Panden tegner sig en Rynke. + +"Hvad taler du om Synd og evig Død; +jeg maa vel skaffe mig og mine Brød; +thi den Maxime gjælder kun hos eder, +at _den_ faar gratis Brød, der flittig beder. + +Hvad Troen angaar har enhver vel sin; +hvorfor bebrejde _mig_, jeg ej har _din_? +Du beder sammenkrøben i dit Kammer, +jeg beder her med Haanden om min Hammer. +Og hvem kan vide, Præst, maaske dens Klang +naar højere end eders Salmesang. + +Men lad mig nu i Ro, for I skal bede, +men jeg",--han pirred op i Ilden--"jeg skal smede". + +Ad øde Veje svinder Missionæren,-- +men bag ham hamrer Smeden, fløjter Stæren. + +25/1 1898. + + + + +DET BANKED PAA MIN RUDE-- + + +Det banked paa min Rude +alt i den sene Nat; +derude stod min Yngling, +min Elskede, min Skat. + +Jeg tog ham om hans Hoved +og kyssede hans Kind; +hvor kunde jeg vel nægte +min Gut at komme ind! + +Og op han sprang i Karmen +saa let som en Bold, +og ned i mine Arme, +mens jeg hans Hænder holdt. + +Han slynged sig ind til mig +saa smygende let, +og vugged mig og kyssed mig +saa hedt, aa, saa hedt! + +Han løfted mig fra Jorden +med Armen om mit Liv; +jeg blev i hans Favntag +saa veg som et Siv. + +Han løfted mig, han kyssed mig, +han favned mig saa fast, +at mit Hjærte det bæved, +og mit Bælte det brast. + +Saa ved jeg ikke mere; +jeg svimled i hans Kys, +mens ind ad Vindvet vælded +Fuldmaanens brede Lys. + +Og lad kun Verden snakke +og sige, hvad den vil, +der er dog ingen Lykke +som Elskovens til. + +Vinter 1898. + + + + +KLOKKEREN. + + +En Klokker er Klokker hvordan det gaar, +men denne var bare et Klokkefaar. + +Det hvideste Lam i hans Menighed, +med hende attraaed han Enighed. + +Han fried til Grete med fagre Ord, +men Lammet løb brægende hjem til sin Mor. + +Den Klokker ikke et Suk begreb +og hængte sig saa i sit Klokkereb. + +Vinter 1898. + + + + +TRE TROLDE. + + +Der var tre vældige Trolde; +de drak sig drivende fuld; +saa blev de tapre og bolde +og sloge hverandre omkuld. + +En gik paa Hodet i Dammen, +én rullede ned i en Grøft, +den sidste krængede Hammen +og styrted med Brøl i en Kløft. + +Vi se, at naar Troldene drikke +og siden begynde at slaas, +da gaar det Bæsterne ikke +en Smule bedre end os. + +Vinter 1898. + + + + +BRUDESLOT. + + +Ude paa Per Krænsens Vestermark +bag en gammel Pil med skallet Bark +staar et tomt og faldefærdigt Skur, +brugt i fordums Tid som Kalvebur. + +Vindvet skeler stygt mod Jorden ned, +Døren knap af sine Hængsler ved; +men i Hytten er en Bunke Straa, +det har mangen Jomfru hvilet paa. + +Denne Hytte er et Trylleslot, +Egnens smukke Piger ved det godt, +der saa mangen fik sin Brudeseng, +mer end Løfte om den første Dreng. + +Der er herligt i den Hyttes Skjød, +naar en Hedebrand gjør Himlen rød; +Juninattens Maane skjænker Lys, +Bondes sunde Datter Kys paa Kys. + +Vinden leger i den gamle Pil, +Græssets Sanger gnider glad sin Fil. +Gik der nogen paa den øde Sti? +Det var blot en Brok, der strøg forbi. + +Hu, i Piletræet skreg en Ravn, +Morgenrøden tænder alt sin Bavn, +Marken sløres af en blaalig Em, +to og to gaar unge Elskte hjem. + +Natten lænker mig til Pigens Mund, +der er Trolddom paa den Hyttes Bund, +Egnens smukke Piger ved det godt, +og de kalder Hytten: Brudeslot. + +Foraar 1898. + + + + +VAAR-RIM. + + +Moders Dyner er lagt paa Hæs, +Koen dryner--hun vil paa Græs, +Bien brummer om Kubens Mund, +Toflen trommer mod Aftenstund. + +Viben skriger, dens Kuld er fuld, +Blomsten stiger af solbagt Muld, +Hønen nipper et Korn i Flæng, +Musen pipper i Barselseng. + +Katten med hvide Sokker paa +gaar paa Diget blandt Klokker blaa, +nyser hastigt i Lysets Bad, +spiser paa Skrømt et dugget Blad. + +Nu ta'r Pigerne Pynten paa, +Forklæ'r hvide og Tøfler smaa, +Perlekransen om nysat Haar-- +Tøflerne danser mod Gildesgaard. + +Sommer 1898. + +[Footnote: _dryner_, et langtrukkent, undertrykt Brøl hos Koen; +_Toflen_, Bekkasinen.] + + + + +REGNVEJRSSTEMNING. + + +Fra ensom Vraa jeg stirrer ud +i Dagens Graa og Vejrets Slud. + +Nys pisked Regn mod Husets Væg, +nu hænger Dryp i Tagets Skjæg. + +De Draaber falder een for een +og splintres brat mod Gaardens Sten. + +En Draabe fik ej andet Kald +end det at pønse paa sit Fald. + +--Som Dryp fra Tag saa synker ned +min Nat, min Dag mod Evighed. + +Og uden Stands, mens Regnen slaar, +_idag_ forvandles til _igaar_. + +Een Draabe fyldt af Lysets Guld, +een levret sort som Jordens Muld. + +Saa drypper ned ens Hjærteblod +i Evighedens staalgraa Flod. + +29/6 1898. + + + + +MEDLIDENHED. + + +Kom alle Hunde til min Dør +og vilde saa gjærne slikke, +jeg væbned mig med mit spanske Rør +og prygled den hele Klike. + +Gik alle Præster, som Gud har skabt, +frem for mig med Bedekranse +og bad for min Sjæl "som gaar fortabt", +hvor skulde min Svøbe danse! + +Bliv fra mig med jeres Medlidenhed! +Jeg aldrig for Døden skjælved; +og reddes ved jer!--nej, hellere ned +i Kvalernes dybeste Helved. + +--Ej saa, at jeg hader den milde Haand, +der glatter Fortvivlelsens Rynke, +men blot den flade, forhyklede Aand, +der smigrer sig selv ved at ynke. + +Ej dem jeg hader, som Lindring bar +til Fattigfolks livshaarde Vaner, +men dem, der selv først Røvere var, +og senere--Samaritaner. + +Giv Retfærd Sæde ved Verdens Ror, +fri Folket fra Dumhedens Mare, +sørg for, at ingen gjør ondt mod sin Bro'r, +da kan du "Medlidenhed" spare. + +Da voxer der Brød til hvert sultende Barn, +der leger langs Rendestensbrættet, +og Lasten, der fisker med lovløse Garn, +skal ingen fange i Nettet. + +Da skaber enhver sig sit eget Behov, +og ingen Nødlidende gyser. +Først da er der Mening i Sang og i Lov, +naar ingen sulter og fryser. + +Efteraar 1898. + + + + +GAA I SKOVEN. + + +Er du syg i dit Sind, er der Brod i din Sjæl, +er der Ebbe og Fald i dit Mod, +har Misundelsens Giftyngel stunget din Hæl +og beslimet din Sti, at som havrullet Pæl +den bedragerisk svigter din Fod, + sidder Sorg ved dit Fad, + sidder Savn ved dit Krus, + er der lavt til dit Loft, + er der trangt i dit Hus-- + gaa i Skoven! + +Er der Lys over Hjem, er der Majsommervind, +er der Vaarhimles tindrende Blaa; +er der vuggende, sukkende Drøm i dit Sind, +er der Længsel mod _en_, der har rødnet din Kind, +skjønt den før kun var gusten og graa; + synes Verden dig daarende + blank som et Spejl, + og dit Liv som et Hav + med vel tusinde Sejl: + gaa i Skoven! + +O, du susende, brusende, rodstærke Skov +med din Bøgs blødt omfrynsede Blad! +Under blankstammet Birk skinner Daadyrets Bov, +i din Jord staar der Spor af dets flygtende Klov, +i din Top kvidrer Smaafugl sig glad; + og med Høg over Bøg + glider Tankerne ben + for at vende tilbage + som Drømme igjen + gjennem Skoven. + +14/5 1899. + + + + +HØGEN. + + +Vær hilset Høg over Granetop, +du stolteste Fugl i Skoven! +Du stirrer trodsigt mod Himlen op, +din Flugt er vild og forvoven. + +Du kløver Brisen i vilden Lyst, +mens grønligt Øjnene spejde: +du hugger dit Næb i din Fjendes Bryst, +og aldrig du skjænker ham Lejde. + +Du er en Røver for Gud og Mand, +i Blod du sølede Hammen; +du ser med Foragt paa den vrikkende And, +der spejler sin Fedme i Dammen. + +Jeg elsker vel ej din blodige Klo, +men Flugtens Sus om din Bringe, +dit vilde Blik fra dit stolte Bo +og Solens Blink paa din Vinge. + +16/5 1899. + + + + +KLOKKEN. + + +Jeg kommer langs en øde Sti, +der gjennem Rug sig slynger, +mens Aftenklokkers Harmoni +sig ind i Sjælen synger. + +Den sære Sang af Klokkers Klang +ved Sommeraftentide, +det er et Stykke Hedenskab, +som alle godt kan lide. + +Bestig en Høj en Junikvæld, +lyt spændt ud over Landet, +og mærk dig denne dybe Lyd +af Graad og Jubel blandet. + +Og prøv, om ikke du endnu, +mens Myg om Øret svirre, +kan høre Oldtidsslægters Tro +i Klokkemalmet dirre. + +Juni 1899. + + + + +KJESTEN. + + +Ung Kjesten red sine Foler tilvands + --horrihej.-- +Der sad ved Aaen den sorte Frans + --horrihej. +Og Frans han hwøwted, og Kjesten gled +paa nøgen Fod i hans Arme ned-- + --hor-ri-hej! + +Gud naade dig Kjesten i Franses Arm. + --horrihej-- +thi aldrig du laa ved saa falsk en Barm. + --horrihej.-- +Han lokker alle de Piger smaa, +der færdes om Kvæld ved den dampende Aa. + --hor-ri-hej! + +Hvad hjælper Vægren en Pigelil + --horrihej-- +naar Natten kogler, og Manden vil + --horrihej. +En Sivbusk ved en lulllende Aa +er svigefuld Grund at hvile paa + --hor-ri-hej! + +Det var alt langt over Midjenat + --horrihej-- +før Kjesten fik sine Foler fat + horrihej.-- +Saa blussende rød hun hjemad red, +hans Kys,--endnu de paa Kinden sved + --hor-ri-hej! + +Ej mere saa hun den sorte Frans + --horrihej.-- +Ej mere rider hun Føl tilvands + --horrihej; +men ofte gaar hun om Kvæld ved Aa, +mens Taarer drypper paa Vrist og Taa + --hor-ri-hej! + +Jebjærg 12/6 1899. + + + + +SAADAN GAAR DET. + + +Der gik saa krumme Veje +ned til den blide Aa, +hvor Padderokker neje +om Ællingerne smaa-- + +Hvor Baaden sagte strammer +den tynde Hampesnor, +og Trævlekronen brammer +i blegrødt Silkeflor-- + +Hvor Gjedden staar og stirrer +med gnavent Underbed, +mens smaa Libeller svirrer +sylfidelet afsted-- + +Hvor Rylen gaar og nusser +blandt Breddens vaade Sten +hvor Viben Vingen pudser, +og Storken viser Ben. + +Men saa kom Industrien +og saa paa den Idyl; +den aged ud paa Engen +en hæslig Hoben Fyld. + +Den tinged og den tegned +og rammed Bjælker ned; +i sytten lange Uger +gik hundred Mand og sled. + +Da letted Stork og Ryle, +i Skræk de langvejs fór; +selv Baaden rædselsslagen +rev ud sin Hampesnor. + +Og Aaens Vande vred sig +i Skum om Værkets Hjul, +og selve Gjedden bed sig +i Kjæben i sit Skjul. + +Men Dampens Dæmon snøfter +urolig Dag og Nat, +og kjækt Fabrikken løfter +sin sodbedækte Hat. + +Dens Varer er de beste, +dens Ry er viden kjendt; +afvigte Vinter gav den +sin Stifter ti Procent. + +De gamle krumme Veje +blev macadamisert. +Gud ved om Fremgangsmaaden +dog ikke var Forkert! + +Jebjærg 5/8 1899. + + + + +AFTENSTÆVNE. + + +Naar Køerne er malket, og Mælken siet op, +og Æggene er samlet ind fra Vrøvlen, +naar Kattene har faaet sig en Taar i deres Kop, +og Kalvene en Borren Hø i Bøvlen, +da stænger jeg for Hytten, dog ikke altfor haardt, +jeg sætter beresten en bitte Pind i, +den vil min snilde Hendrik med Lethed lirke bort, +mit Kammers ligefor det gaar du ind i. + +Men alt maa ske med Læmpe, og alt maa gaa med List +og du, min elskede, maa gaa paa Sokker, +for mærkede min Fader vor Hensigt, tror jeg vist, +at jeg fik Hug og du, ja du fik Pokker. +Og derfor vær forsigtig, min egen, egen Skat, +kom først til Døren, naar min Far han snorker, +og hvil i mine Arme, og vær hos mig i Nat, +og jeg skal elske dig saa ømt, jeg orker! + +5/8 1899. + + + + +SKUESPILLERINDEN PAA HEDEN. + + +Legende Barn af en legende By, +hvor tør du danse paa Lynghedens Høje, +hvor tør du juble din Trille mod Sky, +her hvor enhver har lidt Graad i sit Øje! + +--Heden har Skræmsel, og Heden har Savn, +Sangen og Glæden, dem kjender den ikke; +sidder der to med hinanden i Favn, +er det med sky og med nedslagne Blikke. + +--Saadan omtrent har man skrevet og sagt, +lidt vi dog agter den Jeremiade! +Er end vor Hede alvorlig i Dragt, +yder dens Tuer dog Læ for de glade. + +Hør, hvor det jubler af Lærker i Sky; +hørte du gladere Sange derhjemme? +Legende Barn af en legende By, +løft kun med Lynghedens Lærke din Stemme. + +Græshoppen sidder saa trind og saa glad, +gnider sig Skanken i Mangel af Fele, +stryger og lytter og lirer sit Kvad, +stolt af sig selv og tilfreds med det Hele. + +Legende Barn af en legende By, +dans du kun dristigt paa Lyngen den brune, +og, naar du trættes, bag Porsbuskens Ly +del med en Sanger dit smittende Lune. + +Jebjærg 13/8 1899. + + + + +OLE. + + +Ole sad paa en Knold og sang + lal-la-la! +Faar og Beder omkring ham sprang + --tral-la-la! + +Lyngen sused, og Skyen gled, +Udflugtslængsler i Hjærtet sved. + +Heden stænged, og Mindet spandt; +Moders Øjne dog stærkest bandt. + +Snart den Ting dog blev aabenbar; +Minder gjør ikke Sagen klar. + +Stak saa Ole en Dag i Trav, +stod med ét ved det store Hav. + +Øjet skinnede, Taaren randt, +intet mere i Verden bandt. + +Over Havene Hyrden fór, +Faarene staar der endnu og glor. + +Ej kan Bede og Faar forstaa + --lal-la-la! +Længslers Tog over Bølger blaa + --tral-la-la! + +Jebjærg 13/8 1890. + + + + +KOM MI BETTE KIPKAL. + + +A haar tjent Jens Masen +no halvanden Or, +skjønt han er en Asen +_i_ og _om_ hans Gord. + +A maa pas hans Høwde, +a maa ref hans Fyld; +haar æ ett aa løw ve, +saa faar a æ Skyld. + +A haar gyd hans Ruesstok, +a haar past hans Lamm, +drøwen med hans Goesflok +aa og i æ Damm. + +Rejen med hans Følkloj, +fløt en affentow, +rend æ Gord si Møllboj, +nær de anner sow. + +Der haar ingen frej mæ, +a haar hat æ stræng, +skjønt æ Stoder stej mæ +næjsten uden Peng. + +--Kom mi bette Kipkal, +kom mi bette Kwi! +Hosbond han er hwipgal +søn ved Awtensti. + +Derfor maa du rapp dæ +no mi bette gul; +her haar a di Klaptræ, +hwor haar do di Mul? + +Bløw wor Hosbond hwipgal, +det war ild aa spør; +kom mi bette Kipkal +med di løjen Ør! + +13/8 1899. + +[Footnote: _Høwde_, Kreaturer; _ref hans Fyld_, ribbe hans Fjer +(Gaase- og Hønsefjer); _haar æ ett_, har _det_ intet (= Kreaturerne); +_gyd hans Ruesstok_, gjødet hans Roser; _Rejen med hans Følkloj_, +redet med hans Plag; _fløt en affentow_, flyttet den af og til; +_Møllboj_, Møllebod; _frej mæ_, fæsted mig; _stej mæ_, fæsted mig; +_Kwi_, Kvie; _hwipgal_, hastig gal; _gul_, gule; _Klaptræ_, Bindsel; +_løjen_, laadne.] + + + + +MADS TAMMESES MAREN. + + +Mads Tammeses Maren haaj Bejlere nok; +hwer Sønde sáa rend dæ paa Towten en Skok; +men hwa skal en gjør med dem Piger saa smo, +hwem alle gefalle, men ingen maa fo. + +De Bejler de spejler dem sjel og dje Stads, +drøw Lojer og Skojer og Flanni og Fjas; +men ingen te Ringen war rigtig tepas, +for klared han Maren, han straaned paa Mads. + +Ras Væwer han skæwer en Kjende for vidt, +og Pejer han sejer saa bettele ledt; +Jepp holdt sæ for kroged, og Povel for rank, +og Wolle haaj salle en Ør i æ Bank. + +Øg søn gik der Or, og søn gik der Daw, +den Bejlen te Maren kam aalle ilaw; +ad Ore saa gik hun i Pever og Frø, +saa no war hun gro, hwo hun hejsen war rø. + +Men Maren hun kigger fræ Tammeses Lowt; +no holder der salle en Kjæft paa æ Towt; +og Facet det bløw da, te Maren bløw sejn +te Tâf for æ Præjst og te Grin for æ Egn. + +Husk endle, I Piger, i Træsko og Skow; +Der tæskes, imen der er nøj o æ Low; +der kommer de Dage--ja det ved Worherr! +da I vil ha alle, men ingen ha jer. + +Jebjærg 15/8 1899. + + + + +PER SØWREN. + + +Med Bisselær i mine Sko +og godt Humør til Færden, +med ringe Mønt, men Tørst for to +saadan kom jeg til Verden. +Min Mor gik rundt og Grise skar, +min Far han spilled paa Lire, +hvis det var _ham_, der var min Far, +for Sognet har skjænket mig fire,-- +thi een var for lidt for Per Søwren! + +Hvorfor jeg egentlig blev til, +paa det jeg grunder stændigt, +men kun eet Svar der komme vil: +Min Mor fandt det nødvendigt! +Ej sættes paa Anklagebænk +du, som er nu i Graven; +da Livet var din enest' Skjænk +saa Moder: Tak for Gaven! +Den slides med Taal af Per Søwren. + +Og jeg gaar rundt Fra Hus til Hus +og klinker gamle Fade +og limer Hank paa søndret Krus +og holder Godtfolk glade. +At sidde ved en halvtømt Kop +og kildre Fjol paa Halsen, +mens Pigebørn gjør høje Hop +og tumler sig i Valsen; +Hej, det er et Liv for Per Søwren! + +I fordums Tid jeg viden drog +og drev mod Syd med Stude; +men da det ikke mer Forslog, +saa samlede jeg Klude. +Jeg bragte Piger Markedskram +og Baand og Blonder stive, +fik hist et Kys og her en Dram, +og hvad en Glut kan give; +for sligt er en Skat for Per Søwren. + +Jeg aldrig gaar en Kro forbi, +naar jeg har Mønt i Pungen; +den Mand, der slider støvet Sti, +maa ogsaa læske Tungen. +En Mark paa Disken slænger jeg: +"Nu Vært, lidt rap paa Haanden! +Een Pæl til dig og to til mig! +saa skal vi fugte Aanden; +men een er for lidt for Per Søwren! + +I hvert et Sogn der sad en Tøs +for mig i stille Venten, +og naar tilsidst jeg rev mig løs, +hun fulgte mig til Stenten; +der sa' hun mig et ømt Farvel +og kyssed mig paa Panden; +og bagved næste Sogneskjel +der mødte mig--den anden; +for een var for lidt for Per Søwren! + +Ja, saadan fór jeg Landet om +og stavred over Heden, +fra Storken fløj, til Viben kom, +og Sommeren var leden. +Den Sommerdag blev aldrig lang, +naar Tørsten først var slukket; +een Lærke over Issen sang, +og een mod Munden klukked, +for een var for lidt for Per Søwren! + +--Og gaar det saa en Dag paa Held +med Krus og Rus og Resten, +saa gjør jeg op min Syndegjæld +og træder ind for Præsten: +"Du Mand, hvis Fag det er at tro: +naar jeg er død og borte, +saa bed for mig en Bøn, nej to, +og ikke altfor korte, +for een er for lidt for Per Søwren. + +Thi Folk af min Kaliber, Præst, +de glemmes let i Vrimlen, +de bydes sidst til Livets Fest, +og de har længst til Himlen. +Og var jeg undertiden slem, +saa hils nu din Vorherre, +og sig fra mig, jeg kjender dem, +der var adskilligt værre, +og dog kommer ind før Per Søwren. + +Ja, snart er Per en gammel Knægt +med Skimmelsvamp paa Tanden, +han slingrer under Livets Vægt, +hans Øl staar surt i Kanden. +Og er en Dag der ingen Per +at øjne under Festen, +da trænges ej til Spørgen mer, +enhver vil gjætte Resten; +Godnat og Guds Fred med Per Søwren! + +16/8 1890. + + + + +DEN GAANG TE A WAR GYWT MED LAVS. + + +Den Gaang te a war gywt med _Lavs_ + --aa jøsse, jøsse jammen! +da strented a med Gled mi Klaws, +mi Daa gik hen med Gammen. + +For bejer Mand war ett end Lavs + --aa jøsse, jøsse jammen-- +de skjønnest Ting a fæk tegavs, +og aalti holdt vi sammen. + +Men sin saa bløw a gywt med _Klavs_ + --aa jøsse, jøsse jammen-- +mi Trow a føst haaj gin te Lavs +og no no ga--a hamen! + +Men der fæk a sgi hwedt mi Saws! + --aa jøsse, jøsse jammen-- +den Klavs det er det bare Snavs, +hwor aalt gaar ud paa Drammen. + +Og mæler a en Muk mod Klavs + --aa jøsse, jøsse jammen-- +saa brøler han: "Herut, haraus!" +saa rød som Kok i Kammen. + +Og blywr æ Gywr ett ssat o Klavs + --aa jøsse, jøsse jammen-- +saa skir æ sajtens jetiddavs, +a drowner mæ i Dammen. + +17/8 1899. + +[Footnote: _strented_, vand Garn; _Klaws_, Garnfed; _hwedt_, hvæsset; +_Gywr_, Gjordene; _jetiddavs_, engang.] + + + + +JØRGEN VED BÆKKEN. + + + Hun vogtede Faar, +han ejede Gods, og han aattede Gaard; +dog ofte han søgte bag Lynghedens Høje +den Fattige Tøs i den falmede Trøje, +og drog hun med Hjorden forbi, med et: Hov! + han standsed sin Plov. + + Men Mette hun veg. +_Saa_ mange han elsked, _saa_ mange han sveg; +hvor turde da hun gi' sit Hjærte til Kjende +og haabe, han mente det ærligt med hende? +Hvor tit blev den fattige ikke forladt + blot efter en Nat. + + Men saa blev han ond, +og Eder og Trusler besudled hans Mund; +men Mette, hun flygted bag Lynghedens Høje, +mens han stod ved Ploven med Graad i sit Øje. +Og bøjet han pløjed, og Solen gik ned. + Og Dagene gled. + + Han tumled og drak; +de stærkeste flygted, hvor Kniven han trak. +Man vidste, hvor _Jørgen ved Bækken_ var inde, +der kjendtes ej Fred for Mand eller Kvinde, +een var der, som kunde ha' blidnet de Kaar, + men hun drev med Faar. + + Saa var det en Nat, +da legedes atter et blodigt Tagfat. +Fra Krosalen hørte man Fjolbuen dure +og Sinkstøvler trampe i Svejtrit og Ture, +og ned gjennem Huset man skogred og drak + og røgte Tobak. + + Da lød der er Brag, +som skulde det varsle den yderste Dag; +halvtslumrende Gjæster slap Hanken paa Kanden +og saa med Forfærdelse rundt paa hinanden. +Forvirringen, Larmen og Raabene steg, + og Værten blev bleg. + + Saa gik der en Dør; +man kjendte en Mumlen som Susen i Rør; +man mærked paa Støjen og Talen forvildet, +at Jørgen ved Bækken var kommen til Gildet. +Det vidste i Salen hver svedende Svend, + at nu blev der Spænd. + + Først svang han en Stol +og mased med den baade Spill'mand og Fjol; +saa greb han i Bringen den bredest i Laget +og hev ham til Vejrs, saa det braged i Taget; +ad Gulvet han rulled ham hen med et Skvalp: + "Af Vejen, din Hvalp!" + + Nu sluttedes Kreds. +Snart stod der om Kjæmpen af Karle en Snes; +som Gjæs, der napper i Angst efter Ræven, +saa førte de Slaget med Rysten og Bæven; +og Spændingen voxed, og Salen blev tømt, + og Øllet forsømt. + + Men Jørgen han stod +saa spændstig i Læggen, saa fast paa sin Fod; +hans blaanende Aarer de svulmed paa Armen, +paa Læben der lyste et Smil gjennem Harmen; +hans Knoer de hvidnede, Øjet skød Lyn + bag mørknende Bryn. + + Saa styrted han ind, +og Flokken sig spredte som Avner i Vind. +Dog ej de formaaed at fly for den stærke, +der susede ned som Høg over Lærke +med Buler og Skrammer, saa Blodet det drap + med Praasen omkap. + + En Raaben, et Rend +af rasende, rædde, bestøvlede Mænd! +Hist krummed sig een, og her styrted en anden +med kløvede Læber og Buler i Panden. +Hvor ikke hans Haand kunde gjøre sin Del, + han planted sin Hæl. + + Og Flokken svandt ind; +snart stod der paa Gulvet kun han og _Jens Pind_, +en Oxe i Styrke, Krakiler for Resten, +der stredes med alle fra Smeden til Præsten; +til Dato med _Pinden_ slet ingen fik Has; + nu kom han tilpas. + + Fra neden og op +han maaltes af Jørgen fra Taa og til Top; +et Spring! og han slængte sin Hæl mod hans Skulder, +saa Pinden knak over med Brag og med Bulder. +Jens tog efter Kniven, men Jørgen var hos + og tøjled hans Trods. + + Han hvidned af Harm +og slog ham i Skallen og bøjed hans Arm, +og Kvinderne hvined: "Nu myrder han Pinden, +hvis Himlen ej sender ham Frelse forinden!" +Til Hjaalp var der ingen, der flytted en Fod; + hvem skulde ha' Mod? + + Brat standsed al Kiv, +der hørtes en Hvisken som Susen i Siv, +og ned gjennem Krohusets stinkende Gange +bevæged en Kvinde sig, liden og bange: +tungsindigt var Øjet, og Klæder og Haar + end lugted af Faar. + + Hun vaklede ind +og lagde mod Kjæmpens sin solbrændte Kind: +"Aa, Jørgen, besind dig, giv Fred til din Fjende, +saa maa du mig eje, saa er jeg din Kvinde, +nu ser jeg forsilde, du mente det ret; + _jeg_ handlede slet!" + + Da Jørgen stod op, +da gik der en Skælven igjennem hans Krop; +om en havde slaaet ham lige i Synet, +han skulde end ikke ha' løftet paa Brynet. +Nu var han forsonet med Verden og alt, + for _hun_ havde talt. + + Han saa sig omkring +blandt splintrede Møbler og masede Ting; +han bøjed sig ned og tog Mette paa Armen, +han søgte til Dørs og dukked i Karmen +sit knejsende Hoved og svandt med sin Skat + i Lyng og i Nat. + + Hist skinner hans Gaard. +Paa Toften staar Kalve og kridhvide Faar. +Fornuft hersker ude, og Fred raader inde, +for Jørgen ved Bækken han elsker sin Kvinde. +Saa varsomt hun stryger hans stubbede Kind, + naar Vreden gjør blind. + +27/8 1899. + + + + +PINSEVISE. + + +Naar Bonden vel har saaet sin Byg, +saa retter han sin brede Ryg +og ser sig om saa vide, +da skjønner han af Vind og Væ'r, +af Lam paa Toft, af Stork og Stær, +det er ved Pinsetide; +saa standser han sit røde Hors +og vejrer mod den Duft af Pors, +der strømmer ind fra Kjæret. +Han tænker paa den Vækildsfest, +hvor hun er med, han ynder bedst,-- +og gjør et Spring i Vejret: +Aa Jøsses ja, aa Jøsses ja, +hvor hun og jeg skal kysses da! +Forlængst han hængte hen sin Plejl, +og Høg og Gjød for fulde Sejl +lavt over Landet stryger. +Nu gaar hver Sky med gylden Kant, +det spæde Græs sin Næring fandt +i milde, svale Byger. +At Pinsens muntre Fest er nær, +det hvisker Siv, det fløjter Stær, +og Knøsen kan det høre, +og ager han paa Toft sit Læs, +og sætter han sit Hors paa Græs, +det synger i hans Øre: +"Aa Jøsses ja, aa Jøsses ja, +hvor hun og jeg skal kysses da!" + +29/8 1899. + + + + +NATMANDSVISE. + + +Axel havde saa lyst Humør, +_Sidsels_ Øjne saa mørk Kulør, +ejed hun bare en Fingerring, +Axel ejed slet ingenting. + Han tigged Uld, + hun tigged Sul, +snart kan de to tigge Posen fuld. + +Plov og Ager de ænsed ej; +helst de pløjed den Landevej. +Byer tred've og Sogne ti +havde de to at tigge i. + Han tigged Uld, + hun tigged Sul, +snart kan de to tigge Posen fuld. + +Sidsel sad paa en Kampesten, +Axel kom til paa skjæve Ben. +Sidsel var ung og let i Gang, +Axel bøjed sig frem og sang: + "Jeg tigger Uld, + du tigger Sul, +snart skal _vi_ to tigge Posen fuld." + +Axel bejled en Juninat, +Bryllup holdtes i næste Krat; +dér fik Sidsel sin Fingerring; +Præst og Klokker fik ingenting. + Han tigged Uld, + hun tigged Sul, +snart kan de to tigge Posen fuld. + +Siden stavred de Heden om; +Hunde halsed, ihvor de kom. +Damped Regnen fra Axets Vest, +lo den Skøjer og sang som bedst: + "Jeg tigger Uld, + du tigger Sul, +snart skal vi to tigge Posen fuld." + +Axel sad ved en Hededam, +spilled for Sidsel paa Redekam. +"Bliver din Trøje dig lovlig stram, +har du vel Plads til en Kirs'bærdram. + Jeg tigger Uld, + du tigger Sul, +snart skal vi to tigge Posen fuld." + +Sidsels Trøje blev mer end trang, +snart et Væsen red Owselsang +højt paa Moderens Skulderblad. +Axel kyssed sit Barn og kvad: + "Jeg tigger Uld, + I tigger Sul, +snart skal vi tre tigge Posen fuld." + +Maanen skinner paa Sidsels Barm; +Glutten patter sig mæt og varm, +lytter imens til Nattens Lyd, +Hjejlens Klage og Toftens Fryd. + Han tigger Uld, + hun tigger Sul, +snart kan de to tigge Posen fuld. + +Axel sover i Lyngen strakt, +Sidsel sidder en Stund paa Vagt, +Duggen drysser paa Barnets Kind, +Suset dysser dem begge ind. + Han tigger Uld, + hun tigger Sul, +snart kan de to tigge Posen fuld. + +Heden huser saa mangen Fugl, +hvorfor da nægte slige Skjul? +Gav de dog Lyngen god Kulør +hendes Øjne og hans Humør. + Han tigged Uld, + hun tigged Sul, +snart kan de to tigge Posen fuld. + +Længe hviled i Hedens Muld +Natmandsfolkets det brune Kuld. +Kors og Stene gi'r ej Besked, +Lyngen hvisker kun, hvad vi ved: + Han tigged Uld, + hun tigged Sul, +længst skoved Døden dem Posen fuld. + +Jebjærg 1/9 1899. + + + + +KA DREBÆK. + + +Ka' Drebæk lægger sit Lat paa Bleg +og nynner i søde Drømme; +hun jævner hver Fold, hun glatter hvert Læg +med Hænder smygende ømme. + Men dybt kan en den anden bedrøve. + +Ved Rokkehjulet den Vinter randt, +i eet gled Natten og Dagen, +imens hun spelted, imens hun spandt +hint Væv til sit Brudelagen. + +Hist ude hvor Stakken ved Gavlen staar, +og Leddet for Lukket stænger, +der ligger i Kvældslys Kjærestens Gaard +med fire kalkede Længer. + +Didhen gik Længslen saa mangelund, +naar Lyset stod slukt i Stagen, +men stærkest dog slig en Puslestund, +der ofres ens Brudelagen. + +--Rød lagde Ka' Drebæk sit Lat paa Bleg, +det var ved Sankt Hansdagstide, +men førend Septembers Maane steg, +da var hendes Kinder saa hvide. +Thi dybt kan en den anden bedrøve. + +Ka' Drebæk sidder ved Nadverbord +paa Bænk blandt Piger og Ka'le. +Men Maden nydes foruden Ord, +thi ingen nænner at tale. + +Ka' Drebæk kjender ej Rist ej Ro, +med Haanden dækker hun Panden; +den Mand, hun for Aaringer gav sin Tro, +har Bryllup i Dag med en anden. + +Ud glider Karen i Nattens Blæst, +de andre staar tavse tilbage; +saa tungt hun ser mod det skyede Vest +og rokker i stille Klage. + +Thi er der andet at gjøre for den, +der misted sin eneste Glæde, +end tavs at synke i Sorgen hen +og bøje sit Hoved og græde! + +Saa bittert hun græd i den kolde Nat, +at Hjærtet sved ved dets Rødder; +ved Midnatstide kom Husets Kat +og strøg saa blidt hendes Fødder. + +Men Katten veg, og Natten veg, +kun Sorgen blev ene tilbage, +mens Karen sad støttet mod Stolpens Eg +og rokked i stille Klage. + +Da Solen væved sit gyldne Tavl +om Tagenes Møntørv sorte, +sad Karen endnu ved den klinede Gavl, +men da var selv Sorgen borte. + +Karen er slukket i Nattens Slud, +--dens Væde i Haaret hænger. +Men end i Døden stirrer hun ud +mod fire kalkede Længer. + Saa dybt kan en den anden bedrøve. + +7/9 1899. + + + + +PAA MUNKEBJÆRG. + + +Gud Fader gik sig en Morgentur. +Fra Himlen tonede Mikaels Lur. + +Engene emmede, Dalene dampede, +Stæderne skinnede, Stemplerne stampede. + +"Dans!" raabte Herren, og Alnaturen +dansede ud efter Mikaelsluren. + +Bjørnen, forstaar sig, var tidligst paa Tæerne, +saa fulgte Hejrene, Hopperne, Træerne. + +Birken trak Hoserne op over Benene, +dansed saa _til_, saa det stented med Stenene. + +Fyrren, den chevalereske Kanalje, +greb Frøken Bøg om dens fastsnørte Talje. + +Egen i Rykninger rettede Knæerne, +rev saa med Et ud af Bakkerne Tæerne, + +drejed sin Korpus med Alvorsfjed, +jog efter Hoben med Kronen paa Sned. + +Op gjennem Dalene Flokkene fejede, +nogle fór ud, mens andre blot nejede. + +Bækkene durede, Bakkerne dundrede, +Engle stod oppe paa Skyer og undrede. + +----Da strakte Gud Staven hen over Byerne. +Mikaelsluren tav over Skyerne. + +Der lød gjennem Rummet et myndigt: "Stands!" +og pludselig sagtned Naturen sin Dans. + +End staar dog paa Munkebjærgs herlige Banke +de Træer til Pryd og til Eftertanke, + +og nikker op mod den sejlende Sky +og venter, at Dansen begynder paany. + +Septbr. 1899. + + + + +DEN REVOLUTIONÆRE STUDENT. + + +Om Kvisten der blæser en strygende Vind, +den larmer med Vinduets Krog, +paa skraa kigger Spurv gjennem Ruderne ind +til en ved en opslaaet Bog. +Han er af os alle en gammel Bekjendt, +vi agter hans Vid og hans Mod; +han er kun for Herren det ene: _Student_, +dog, tro mig, den Titel er god! + +Hvor skabtes der vel i Nationernes Skjød +en Strømning i Krig eller Fred, +en Fordring, en Fylking til Liv eller Død, +hvor ikke Studenten var med? +Den højeste Tanke, den skjønneste Sang, +Ideernes myndige Magt, +den gik gjennem Verden sin lysende Gang +saa tit i Studenternes Dragt. + +Ej altid han sad med sit nærsynte Blik +og saa' mod "den himmelske Ørn", +nej, ofte bag hullede Faner han gik +og tog mod de blodigste Tørn. +Aarhundredets, Fyrrernes stolte Idé +den glemte han ej for Latin, +men planted dens Fakler ved Donau og Spree +og langs med den bugtede Rhin. + +Hvem tændte paa Ruslands sortmuldede Grund +hint Dagningens sitrende Skjær, +der vakte Evropa og skræmte en Stund +Fordummelsens pansrede Hær? +Hvem talte om _Ret_ under Tængernes Kneb +og lagde Petarderne an +trods Bødlen og Knutten og Galgernes Reb? +_Studenten_, den nærsynte Mand! + +End flakker uroligt i Kejserens Drøm +hint Brandskjær, Studenten har vakt; +end hviskes med Skjælven ved Neva'ens Strøm +et Ord om Studenternes Magt. +_De_ lagde i Verdenshistoriens Skaal +helt ofte saa blodig en Vægt; +har Døgnet og Dagen end ændret _vort_ Maal, +_vi_ er dog med hine i Slægt. + +Som dem har vi raset mod Bindsler og Baand +og svoret paa Drømmenes Værd; +som dem har vi knælet for Frihedens Aand +og skaaret vor Haand i dens Sværd; +som dem har vi raabt imod Land efter Lods +og stødt i Basuner og Lur; +som dem har vi hugget vor Vinge til Blods +mod Dumhedens taarnhøje Mur. + +Her staar vi og venter et varslende Tegn, +et Lyn fra den ladede Sky, +en bragende Torden, en rensende Regn, +der gi'r os til Livet paany. +Thi Hjernen maa dummes, og Tanken maa dø, +og gispe den hellige Trods, +hvor Dødtorsken driver paa boblende Sø, +os Luften er tyk som hos os. + +Men er vi Studenter med "Spørgs" eller "Kryds", +med Visdommens Fugl i vort Segl, +saa slider vi ikke Salonernes Plyds +og ikke Kaféernes Drejl. +Saa deler med disse vi Arbejdets Kaar, +der sysler med Hammer og Plov: +Af Folket vi kommer, til Folket vi gaar, +_dets_ Lykke skal være _vor_ Lov. + +26/9 1899. + + + + +ANNA + +FRIT EFTER BURNS. + + +Et godt Glas Vin, en solfyldt Eng, +en duftende Havanna-- +saa fattes Fjolens fjerde Streng, +og Strengen hedder Anna. + +Nys gled to elskte mig forbi, +en Høker med sin Hanna. +Hvem gaar vel nu paa dugstænkt Sti +med Armen om min Anna? + +Ak, jeg, som aldrig knæled ned +for nok saa himmelsk Manna, +her knæler for den Jordiskhed +paany at eje Anna! + +Ej for al Kongsbergs hvide Sølv +og Guldstøv fra Guyana +jeg bytted bort om nok saa kort +det mindste Smil af Anna. + +I Fyrster, del den ganske Jord +fra Peking til Savanna, +jeg skal ej harmes mindste Spor, +blot ej I deler Anna. + +Lad Præsten hale Teksten ud +om "Vand til Vin" i Kana, +imens skal Mjød fra Glædens Tud +iskjænkes mig af Anna! + +Om Fogden Fingren løfte vil +og snøvle sit: "Na-_na_-na!" +lad Fogden gaa ad Helved til, +imens gaar jeg til Anna! + +Vinter 1900. + + + + +SOPHUS SCHANDORPH. + + +Saadan som han der fødes ikke mange + mer paa vor Kyst. +Latter og Tsarer kjæmped i hans Sange + som i hans Bryst. +Tit med de bedste stredes han om Ringen, +førte blandt Brødre Viddets Marchalstav, + og _hans_ Pile ingen + Saarfeber gav. + +Der hvor en Krans af brede, grønne Agre + favner en By, +knirked hans Vugge bagom lave, fagre + Tegltages Ly. +Saadan som Rugen duver dér mod Aften, +saa vi den duve langsomt i hans Digt, + bøjet under Saften, + vippetungt, rigt. + +Han var vor Digtnings djærve Fløjtespiller, + Fløjten var Pans; +trindt mellem Bøgens midjeslanke Piller + bød han til Dans. +Junker og Pranger, Kammerraaden, Bonden +--alle var tvungne af _hans_ Latters Magt, + maatte trampe Grunden + pænt til _hans_ Takt. + +Bedst dog at se ham i en Venneskare, + bred i sin Stol; +da blev hans Latter høj som en Fanfare, + Øjet som Sol; +Viddet sprang Buk hen over Bordets Skaaler, +Satyr og Faun med Gubben bytted Plads, + medens Lampens Straaler + gløded hans Glas. + +Altid med Haanden paa Naturens Hjærte + indtil sin Grav. +"Dørene op mod Os fra Altrets Kjærte!" + saa var hans Krav. +"Blindhedens Trælle bør for Stær vi skjære, +bort med hvert trøsket Dogmes Hjertedunst!" + Saadan var hans Lære, + saadan hans Kunst. + +Som naar om Høst et Ax for Seglen synker + tøvende ned, +saadan _hans_ Hoved med de skælmske Rynker + bagover gled. +Smilet forsvandt. De muntre Øjne sove. +Pan sin Discipel atter til sig tog; + mod de store Skove + bort han ham drog. + +5/1 1901. + + + + +VALGSANG + + +Store Dag, Alvorsdag, +da et Folk sin Harme køler, +da paa Sværdets Æg det føler, +før det ordner sig til Slag; +se, dens Gry i Østen lyser, +Sundet spejler alt dens Skjær; + Højre gyser +ved at vide Dagen nær. + +Borgermænd, Arbejdsmænd, +I, som surt for Brødet slider +og endda fra alle Sider +møder Haan og Præsteskjænd, +sørg I for, før Dagen hælder, +at hver Mand i Rækken ved, + hvad det gjælder, +inden næste Sol gaar ned. + +--Se mod Øst, se mod Vest; +alle Vegne Svøben hviner; +Frækheds Spand for løse Liner +stormer frem til Sejersfest; +skal _vi_ ogsaa op i Kanen? +Svaret ejer Folket selv; + Vejen, Banen +gaar tilsidst, hvor Folket vil. + +Vælgerfolk, giv nu Agt: +Der er ingen Fryd i Landet; +Eng og Ager er forbandet, +der, hvor _Retten_ ej har Magt; +men et Folk faar aldrig _Gaver_; +for at sejre maa det slaa; + ikkun Slaver +tør den Tale ej forstaa. + +Borgermænd, Frihedsmænd, +stem _dem_ ned, de visne Hænder, +der kun grisk, om Pungen spænder +i et sygt, krampagtigt Spænd. +Thi vort Brød i Munden kvalmer, +Daarens Tale kaldes Kløgt, + Livet falmer +under disse Hænders Røgt. + +Men fra Syd kommer Vaar; +Frosten gjør det ikke længer, +Marken Stodderkaaben slænger, +Skoven stryger op sit Haar; +alle gamle Skrog skal isne, +thi naar hver en Mand har Stemt, + er det visne +fulgt tildørs med Klokkeklemt. + +Alderdom, Usseldom, +gaa og græd blandt eders Grave, +pak jer hen til Kongens Have, +der, hvor Ploug end spøger om. +Vælger, riv dem af Koturnen, +rist dem nu en Runesten; + Stemmeurnen, +den skal rumme Højres Ben. + +1/4 1901. + + + + +MED ET BIND DIGTE. + + +Hvad er et Digt? En proteusagtig Ting, +en Enetale med os selv i Drømme, +et viltert Væld, et klingert Kildespring +med Fald og Retning mod de dybe Strømme. + +Er Uvejr oppe eller Stormen nær, +da er det gode Digt som Skrig af Spover, +i Livets Sommersol, naar Rugen drær, +kun Skummet af en Sjæl, der koger over. + +5/4 1901. + + + + +FORAAR I ROSKILDE. + + +Det er Vaar, det er Vaar! hvisker Hegn, hvisker Hæk, +der staar safttunge Skud langs den surlende Bæk, +og i Skoven er tæt med Violer, +der staar Lam under Gavl, der gaar Føl over Kjær, +der er Mos paa hvert Tag, det er Pokker til Vejr, +se, i Halmstakken Katten sig soler. +I hver Bøg sidder Finken, den elskende Strik, +og sin Brud han sig nærmer med ømt: "Dikke-Dik! +Er du dér? Kom mig nær! Hav mig kjær!" + +Og der favnes i Luften og næbbes paa Gren, +og der tages tilægte af Hjort og af Ren, +og der stanges af stinkende Bukke. +Selv det laadneste Dyr, selv det argeste Kryb +kommer ud af sin Hule og op af sit Dyb +for at smægte og elske og sukke. +Og de vrider sig rundt i den saligste Lyst, +og de finder først Hvile med Bryst imod Bryst, +mens de stønner og dør i et skjælvende Kryst! + +Og jeg nynner en Sang langs med Fjordvigens Glar, +og jeg frygter at træde paa elskende Par, +der for Lykke ej ænser mit Komme; +og jeg hører de Kald, jeg har hørt gjennem Aar, +disse lokkende Fløjt, disse Triller, der gaar +tværs over Skove og Bomme, +og som dog ved de tusinde Toner og Sving +--thi Elskovens Sprog har ret snørklede Sting-- +kun vil sige til _hende_ den eneste Ting: +du skal _lytte_ og _røres_ og _komme_! + +Og saa synes jeg brat, jeg er ene paa Jord, +jeg er skilt fra "en Fortid" ved Seng og ved Bord, +i Lyksaligheds Land en uværdig, +og jeg kaster mig ned paa den duggede Eng, +og jeg beder til Gud, som dengang jeg var Dreng: +Send mig en kjær Magdalene, men ikke en altfor bodfærdig; + +--Ja, en duftende Drøm er vor rullende Jord; +kan du skimte et Skin paa din Himmel mod Nord? +Det er Sommerens Svende med Fakler; +det er Lyset, der stiger af Vinterens Grav, +det er Løfternes Skjør over isstrøet Hav, +det er Guden ifærd med Mirakler! + +April 1901. + + + + +JYLLAND. + + +Der dukker af Disen min Fædrenejord +med Aaser og Agre og Eng; +med Ryggen mod Syd os med Taaen mod Nord, +den redte bag Sander sin Seng; +dog ej for at sove Retfærdiges Søvn, +thi sjældent er Landet i Ro, + men Stormene gaar, + og Brændingen slaar +paa Kysten med djærveste Kno. + +Der ruller de Bække saa tungt gjennem Dal, +langmodigt ta'r Aaen imod +og skrider tilhavs i en sindig Spiral, +forinden den drev det til Flod. +Men hvor den kan glitre en Sensommerkvæld, +naar Laxen gaar op mod dens Strøm, + naar Siv og naar Flæg, + faar Dugstænk i Skjæg, +og Dagen gaar bort som en Drøm. + +De bredeste Enge, jeg nogentid saa, +her duger det mossede Svær; +blankhornede Høvder paa ravgullig Taa +gaar rundt i de knortede Kjær. +Her voxer sig Plagen saa trind om sin Lænd +i Højengens vældende Saft; + saa rød er dens Lød, + dens Mule saa blød, +dens Koder de fjedrer af Kraft. + +Og Ræven han slikker bag Diget sit Ben +og soler sin syndige Krop; +og Haren hun snuser til Agerens Sten +og gjør over Stubrene Hop; +og Odderen plumper i favnedybt Høl, +for Jæger og Hund i Behold, + men Hjejlernes Hær, + den flokker sig der, +hvor Hugormen lurer i Knold. + +Mørkt stiger en Høj over Kornhavet op, +med Blaabær og Lyng er den kældt; +blandt Risenes Ranker en Lærke med Top + sig gynger og kvidrer saa spædt. +Det bølger af Rug imod Kimingens Rand, +i Dale, paa Banker den staar, + faar Runding og Form + i Godtvejr og Storm +som Barnet, mens Gjængerne gaar. + +Det lufter i Lyng, og det ringler i Rug, +det sprager i Agrenes Straa; +højt Skyerne drejer den dampspændte Bug +og skygger en Stund for det Blaa. +Vildt Bierne tørner om Husmandens Gavl +mod Kuben bag Grønkaal og Løg. + I Udflyttergaard + mod Porthjældet slaar +et Ekko af rimmende Øg. + +Her laa der engang paa en spergelgrøn Toft +et Hjem med sin Skorsten paa Hæld. +Det havde en enkelt Rad Pølser paa Loft, +men ellers kun Armod og Gjæld. +Dog havde det Svaler bag Forstuedør +og Blomster om Sokkel og Syld + og Malurt paa Væg, + og Hønen la' Æg +i Skjul af den krogede Hyld. + +Der sad hun og spelted min bøjede Mor, +ind under den Bjælke saa lang +og delte sit Bryst mellem mig og min Bror, +imens saa vemodig hun sang. +Nu ligger hun hist under Stendigets Hæld +i Krogen, hvor Valmuer staar; + gjør Verden Fortræd, + tog Sorgen min Fred-- +saa sagte med Laagen jeg gaar. + +Hvad var vel i Verden det fattige Liv +med al dets fortærende Tant, +om ikke en Plet med en Dal og lidt Siv +vort Hjærte i Skjælvinger bandt! +Om ikke vi drog fra det yderste Hav +for bøjet og rynket at staa + og høre de Kluk, + de Mindernes Suk +fra Bækken, vi kyssed som smaa! + +Velsignede Land, hvor i Stormvejret bor +et Folk, som er øvet i Savn, +jeg ejed vel aldrig et Gran af din Jord, +som hjemløs jeg kvitted min Stavn. + Du rakte mig ud fra dit stenede Krat + en Høstnat saa kroget en Stav. + Naar Staven er brudt + og Livgangen slut, + kanske du da skjænker en Grav. + +V. 1-8 1/2: 20/4 1901, Slutningen: 10/11 1904. + + + + +KARUP AA. + + +Nu bleges Himlen, for Sol er nede, +og alt har Kvæget ædt Bugen trind; +der lugtes Pors fra den nære Hede, +og Høduft driver for dugtung Vind. +Glad Hyrdedrengen paa Vajsen synger, +mens Aftengøgen en Skræppe tynger +og Vibeflokken sin Kile slynger +med hæse Skrig over Karup Aa. + +Hult Aaen klunker ved Midnatstide, +naar Maanen skjarer i Pytter smaa +og Taagestøtter langs Bredden skride +os sadle Engene abildgraa. +Da hulker Vandet fra dulgte Kilder, +mens Væslet virmer om Broens Piller, +og Kastevinde gjør Ganeriller +i Maanespejlet paa Karup Aa. + +Saa stiger Solen af Morgenbadet, +mens Storken lægger sit Næb paa Hæld, +og Duggen drypper fra Svingelbladet +som blanke Hagl i det sorte Væld; +og Ræven kommer med Rov belæsset; +han laber Vandet, der kringler Næsset, +mens Brisen ringler med Hjærtegræsset +paa begge Bredder af Karup Aa. + +Her ruger Anden i sivlun Rede, +og Rylen vader paa tynde Ben; +en Gamling lærer sit Barn at mede +og haspe Snaren af Stagens Ten. +Guldsmede straaler som Gudesmykker; +hvor Padderokken paa Roden rykker, +en tandsløv Odder sit Maaltid tygger +med Kind mod Græsset ved Karup Aa. + +Men kommer Juli med Brand og Brynde +og svider Pletter i tyndstraaet Rug +og syrner Øllet i baandsat Tønde, +mens Grisen stønner ved maskfyldt Trug; +da slænger Bonden sin Le paa Nakken, +retsindig langsomt han klarer Bakken, +han naar til Engen, han kaster Frakken, +og _Slet_ begynder langs Karup Aa! + +Den Mand, du tænkte dig mut og treven, +fordi du saa ham i Hytten sidst, +han er ved Stræbet paa Engen bleven +en Skjæmtebroder og Humorist; +han gaar til Knagen, saa Jærnet synger, +det friske Arbejd hans Blod forynger; +kun halvt til Vægten en Byrde tynger +i Høsletstiden ved Karup Aa. + +Ret artigt Pigen maa Riven klemme, +om hun med Leen skal holde Skridt. +Korset og Klokke maa blive hjemme, +saa svulmer Barmen desmere frit! +Hun drejer Riven, saa Græsset stenter +og alle Frøer gjør Testamenter +og rædselsslagne fra høje Skrænter +med Plask sig styrter i Karup Aa. + +Og Solen bager paa Knøsens Tinding, +mens rapt hans Stryge i Krydsstrejf gaar; +og Sliddet slapper hans Buxelinning, +saa Buxehagen til Knæet naar. +Ved Skaarets Ende en Slurk af Dunken, +en Skraa i Munden og Saften sunken! +Saa fat igjen for at øge Bunken +af Hø i Stakke langs Karup Aa! + +--Du klare Strøm med de svale Bølger, +der duger Heden saa bredt et Bord, +mit Blik ærbødigt din Krumning følger, +til hvor du dykker i dyben Fjord. +Til dine Bredder min Slægt var bundet, +ved dine Bølger jeg Liv har fundet, +du er som Traad i mit Livsvæv tvundet, +du tungt henskridende Karup Aa. + +18/7 1901. + +[Footnote: _Vajsen_, høj Vej gjennem Engen; _Klunker_, klukker dybt; +_skjarer_, skinner (af Skjær); _Svingel_, en Græsart; _Knagen_, +Haandtaget paa Høleen; _Stenter_, springer brat af Sted; _Stryge_, et +Hvæsseinstrument for Leen.] + + + + +HEDELANDET. + + + Du sære Land, + du mørke Land, +med Faaredrift og Studespand, + med ilde Avl + i Sandjordstavl, +med Stormes Gys om Grund og Gavl! + + Dit lave Træ + fik kroget Knæ +i Vestenvind og Østenlæ; + din Byg frøs ud + i Nordenslud, +til skurvet Jord _for_ skarp en Lud. + + Din Bedeflok + har Tæger nok, +men rag og strid er Uldens Lok; + dog Faders Sok + og Søsters Klok +ved den fik Traad paa Moders Rok. + + Et magert Land, + et fattigt Land, +og jævnt--i mer end een Forstand; + skjønt nok af Sten + langs Agerrén, +du har af _Klipper_ ikke een. + + Din Arv er Sand, + dit Raab er: "Vand!" +Skjønt ogsaa her sies Mælk af Spand; + blev Solen hed + og Kosten led, +_den_ bragte tit en Skorpe ned. + + Din Lyng var høj, + din Al var drøj, +og Rydningsværket ingen Spøg, + men Ilden sved, + og Spaden bed; +om Resten ved hvert Barn Besked. + + Den jydske Mand, + som her tog Land +med langt til Gud og langt til Vand, + hvor holdt han ud + i Ugers Slud, +naar al hans Trøst var Ko og Stud? + + Saa spurgtes tit; + han grunded lidt +og svared saa: "_Hvem_ vælger frit! + _Jeg_ fødtes her + i Hytten der +bag Kaalgaarddigets Poppeltræ'r. + + Der leved Mor, + til jeg blev stor, +saa fik jeg Hyttens Gjæld og Jord; + et brydsomt Værk! + men jeg var stærk, +og jeg tog Skæbnen i dens Kværk. + + Og Hytten her + den er mig kjær, +naar Sperglen gror og Rugen drær; + dens Karm er vind; + men Solens Skin +naar selv ad skjæve Ruder ind." + + Med slige Ord + din jydske Bror +vil møde dig paa stormslaaet Jord, + hvor Hytter smaa + med Lyng for Straa +i Dag slaar Kreds om Heden graa. + + "Et øde Land". + Et _herligt_ Land +ned Lokesæd og Hedebrand + i Byger døbt, + i Storme svøbt, +i egne store Former støbt! + +20/7 1901. + + + + +EN FABEL. + + +Der var engang en _Grand danois_, +som havde levet længe; +i fordums Tider rev dens Tand +de Mopser mangen Flænge. + +Men er et Bæst end nok saa bidsk, +engang dog Galden stopper; +nu sad den tandløs i sit Hus +og nagedes af Lopper. + +Da samledes de Mopser graa +i Flok fra alle Sider +og sagde: "Lad os hædre ham, +der ikke mere bider!" + +Se, saadan taler Mopser kun +og andre dumme Hunde; +de Taaber husked ikke paa, +han bed, den Tid han kunde. + +Saa trak de Smaa i Kjoler graa +og pyntede sig Bagen, +og havde en et Ordensbaand, +han bandt det under Hagen. + +Saa gik de til vor _Grand danois_ +og satte sig paa Gumpen, +og bjæffed: Ak! og tuded: Tak! +og logrede med Stumpen. + +Den gamle keg af Huset frem; +han var i Hu saa gnaven, +for Loppen bed, og Gigten sled, +og Ald'ren rev i Maven. + +Men da han saa den Mopseflok, +han mimred, lo, lo atter: +"Ja, var jeg ikke _Grand danois_, +saa brast jeg nu i Latter! + +Thi er det ej de Mopser graa, +jeg var til idel Plage, +hvis Ris jeg blev, hvis Skind jeg rev +i mine Velmagtsdage?" + +Dog, naar man er en _Grand danois_, +saa passer man paa Munden; +og ogsaa vores havde snart +den rette Anstand funden. + +Han rømmed sig og sagde: "Tak! +gaa ind og smag paa Mosten; +et Baand til jeres Halestump +jeg skikke skal med Posten!" + +--Saa endte den Deputation +til hele Landets Skogren; +hvor andre har Rebellion, +der har de Mopser Logren. + +22/8 1901. + + + + +MIN HJEMMEN. + + +Jeg er født paa Jyllands Sletter, +der hvor Lam af Lyngen nipper, +der hvor hvergarnsklædt og liden +Moder tørred sine Stripper. + +Helst jeg mindes Sommerkvælden, +naar de tunge Stjærner tændtes, +medens under Portens Mørke +Stud og Hors af Selen spændtes. + +Rugen stod rund mod Lervægsgavlen, +bøjet svagt af Junidræet; +Duggen faldt paa Gjøgens Vinge, +hvor han gol i Hyldetræet. + +Koen stod med Reb om Øret +ved en frønnet Vognkjæp bunden +med en Kat paa hver sin Side +og med Drøvets Drevl af Munden. + +--Inde var kun lavt til Loftet, +Maanen kasted Lys i Stuen; +Bedstefar i Lædertrøjen +stavred om ved Skorstensgruen. + +Mor gled ind ad Frammesdøren, +slæbende paa Malkespanden; +snart har Koens varme Drikke +fyldt hver Barnekop til Randen. + +Far kom kroget ind fra Stalden, +hængte Trøjen op ved Bjælken, +spiste tavs, indtil han sagde: +"Lad os takke Gud for Mælken!" + +Bad vi da i Lys fra Maanen, +som kun Børn og Bønder beder, +medens tunge Stjærner tændtes +over brede, tavse Heder. + +Kjbh. 7/12 1901. + +[Footnote: _Strippe_, Træspand, hvoraf den ene af Staverne danner +Haandtaget; _Dræ_, Kornets Støvblomster; _Drevl_, Dyrets nedhængende +Sagl; _Frammes_, Kjøkken.] + + + + +JULEBREV TIL HJEMMET. + + +Hvor Marken standses af frønnet Led +og Engen er Aaens Næste, +der ligger en Gaard i Julefred; +den vilde jeg gjerne gjæste. + +Og Bjælken spænder saa tungt i Loft +i denne Mindernes Bolig; +hver Mus i Halmen, hver Spurv paa Toft +de pipper til mig saa fortrolig. + +Jeg synes de Spurve kalde mig hjem, +jeg ser et Lys bag en Rude, +jeg skimter en Dør, der aabnes paa Klem +for en, som altid er ude. + +Aa, laan mig din Vinge, du Spurvelil, +ej bare din Pippen og Klage, +da uden Tøven med Sang jeg vil +mod Hjemlandskysterne drage. + +--Vær vakkert hilset, du Søskendflok +i Gaarden, hvor Dugen nu bredes, +hvor Faders Spade og Moders Rok +endnu med Ærbødighed fredes! + +Og ser jer saa frem ad den østre Port +og ud ad den vestre Længe, +da har I et Syn saa omspændende stort +af Aa og Agre og Enge. + +Da mindes I alle den sære Tid, +vi vanked der svedig og bøjet, +med Skovlen paa Nakken, med Hjertet i Strid, +med Udfartslængsler i Øjet. + +Da mindes I ogsaa de gamle to, +der nu holder Jul med hverandre +etsteds, hvor Lykken er mere tro +end her, hvor vi bævende vandre. + +Kjbh. 26/12 1901. + + + + +JACOB HEGEL. + + +Der staar en Bygning i en gammel Gade, +hvor Dagens Bulder intet Ekko faar; +en fornem Jævnhed smykker dens Facade, +og der er Stemning om den hvide Gaard; +fra slidte Fliser op dit Fodtrin bæver +os med en Højtidsklang mod Væggen slaar, +og der staar skrevet; Porten er kun snæver, +ad hvilken du til Gyldendalen naar. + +Det blev et Forraadshus mod Tiders Trængsel, +som fornemt hvidt det stod i Døgnets Slud: +og hver Gang Døren drejed paa sit Hængsel, +fløj derfra Tanker over Norden ud; +de spredtes viden om som Dræ paa Heden, +bar Smil og Graad til mangt et følsomt Sind, +hist kom de kjært som Frø til Fugl i Reden, +og her de sprængte sure Hjærners Spind. + +--Hvem haaber mer ved _Staal_ et Folk at tage? +Er Krudtets Fam omsider dreven væk, +der staar paa Marken kun lidt Blod tilbage +og saa en nedskudt Fane bag en Hæk. +Nej, _Tidens_ Sejre, _vore_ Troja-Kampe +de vil nu vindes paa en anden Vis: +En fattig Bog undfanget ved en Lampe +har tit bragt Glemsel for en Hærs Forlis. + +Og derfor Tak til dig, du tavse Spreder, +hvis gyldne Mærke blinker fjærn og nær; +en stille Mand, en fast og rolig Leder +af Bøgers stolte, fri Erobrerhær. +Af Danmarks Største har du faa at savne +af dem, hvem ingen Storm rev Sejl af Raa; +fra Norge hented du de digre Navne, +der er som graa Granit at løfte paa. + +Bag hin Erobring af de Bedstes Bøger +vi skimter mere end lidt praktisk Sans, +vi ser bag Pultens Rand en Mand, der søger +ej blot sin egen Hæder, men sit Lands. +Om _Dybden_ af din Daad maa Tiden dømme; +men derfor alt Nationens Ros du faar, +at du gav Ly til dem, hvis Hjærners Drømme +med Nordlysstræben imod Zenith gaar. + +Kjbh. 19/1 1902. + + + + +VIGGO HØRUP. + + +Grøn staar Vinterrugen +ind mod snelagt Gaard; +tung og bred i Smugen +Sjællands Bonde staar; +skyet Panden luder, +Øjet graadfyldt ser. +Aa! saa har han spurgt det: +Hørup er ej mer! + +Runden af vor stærke, +sejge Bonderod +bar han Folkets Mærke +paa sin Herde god. +Folket gjaldt hans Tanke, +Folket rundt vor Sø, +Folket, hvor det vender +Furen under Ø. + +Kornets Sus og Sange +leged i hans Stil, +Sol fra Vig og Vange +tindred i hans Smil; +Skalkeblinket lyned, +kom du ham for nær, +som en Dolk, der vendes +brat i Solens Skjær. + +Landets Bøgedale +hvisker end hans Lov; +aldrig bedre Tale +klang i Sjællands Skov; +Bøgen stod og lytted +med sit fine Blad, +Folkets tyve Tusind +jubled hjærteglad. + +Med den danske Sommer +var hans Aand i Pagt, +Sprogets Bær og Blommer +ved hans Haand blev lagt. +Som en Valmukrone +over Nælders Top +steg hans ranke Klarhed +over Vrøvlet op. + +Hørups Manddoms-Tanker +--Høst af bedste Tægt-- +blev som Redningsplanker +for en kæntret Slægt. +Dumt at tro, han skjæmted, +blot fordi han lo; +Alvor stod bag Spøgen +med sin Bondetro. + +Snart de høje Bøge +grønnes om hans Gaard, +der hvor brune Høge +ned fra Luften slaar. + +_Han_ var Høgens Frænde. +Frihed var hans Krav; +Sjælland var hans Vugge, +nu er det hans Grav. + +Kjbh. 20/2 1902. + + + + +FREDERIKSBERG. + + +Sig mig fortroligt, om Solsortens Toner +klang etsteds saa hjemligt som her om _dit_ Slot? +_Haven_ med Brud i de vuggende Kroner-- +er det end lidt gammelt, det pynter dog godt. +_Fred'rik_ bag Porten i gammeldags Kjol-- +kanske lidt barsk, men godmodig for Resten; +Godheden randt af _din_ lunende Sol, +Barskheden kommer af Blæsten. + +Her har _han_ vandret, din Stoltheds _Aladdin_, +smile til dine Børn paa sin ensomme Gang; +her bag de hældende Kroner han kvad din +kanske lidt for vege, men dybtfølte Sang. +Nu staar han hugget i Malmen den graa, +der hvor af Færdsel det buldrer i Natten, +viser dig, Borger, hvor langt du kan naa, +blot der en Gnist under Hatten! + +Fortid og Nutid paa Vejene mødes, +sagte de formæles i Havernes Duft; +Asfalten bredes, mens Stokrosen rødes, +Traaden strammes ud mod den lysende Luft; +Kranerne knirker, og Hamrene slaar, +funklende Lys under Sporhjulet spruder, +medens histude, hvor Havglitret gaar, +lang'ligt en Stordamper tuder. + +--Der kommer en, han maa med i min Vise: +Haaret stritter langt bag en florsmykket Hat; +sirligt han tripper der midt ad sin Flise, +Foden følger efter, hvor Stokken er sat. +Frakken den lange af gammeldags Snit +hopper en Kjende ved Føddernes Listen, +Baandet i Knaphullet, Halsbindet hvidt-- +kjender du saa Pensionisten! + +Kom her en Kvæld, naar i Sønden det lyner, +naar den vaade Guldregn sig sænker saa træt; +Fuldmaanen kikker fra Skyernes Dyner, +Lyd af bitte Fødder, der flyttes saa net! +Skræm hende ikke ved gjækkende Tegn; +hun gaar med Blussen sin elskte i Møde, +her hvor med Duft i _dit_ skjærmende Hegn +natligt Syrenerne gløde. + +Vinteren 1902. + + + + +GRUNDLOVSSANG TIL FJANDBOERNE. + + +Der er et Land saa indeklemt +etsteds paa Jyllands Kort; +blev Stedet end af Verden glemt, +saa er det Land dog vort; +thi paa dets brune Tuer +sad vi som Børn og sang, +og fra dets Høje skued +vi Verden første Gang. + +Der flyver Viben lavt om Gaard +mod Blæst og Bygevejr, +og Sommeraftnens Tofler slaar +højt over tavse Kjær. +Mod Høstens Tid af Lyngen +der titter røde Bær, +og tusind Lærkers Syngen +dig følger, hvor du er. + +Og der gaar Solen langsomt ned +imellem Banker graa, +mens Hors naar hjem fra Dagens Béd +og Møllens Vinger staa. +Hen under Himlens Arker +gaar lange Dales Gys, +mens langs de øde Marker +der tændes Lys bag Lys. + +Og der er Bonden jævn og støt, +i hvert et Savn forsøgt; +men Savnet gjør ham ej forknyt +og avled aldrig Frygt. +--Han kjørte Sand paa Mosen +og Mosejord paa Sand; +det gav _ham_ Gryn i Posen +og Hæder til hans Land. + +Hvor Ploven altid holdes blank, +der er ej Fattigdom; +hold Agren ren og Modet rank, +om og din Ryg blev krum! +Thi _Frihed_ vil kun dvæle +hos ranke Sind som Gjæst, +men lamme, syge Sjæle +dem fly'r den fra som Pest. + +Og naar du henter Traven hjem, +og naar du Engen slaar, +og naar din Plejl med Fynd og Klem +hen over Halmen gaar-- +da husk, at "Grundlovsgaven" +med Junidagens Sol +har Drøjsel lagt i Traven +og Hynde paa din Stol. + +--Og dette Land saa indeklemt +paa Danmarks vestre Kort-- +kanske det dog ej rent er glemt, +blot Sløvhed jages bort. +Og derfor skal du tage +dig Mænd til Folkets Raad, +der frem og ej tilbage +vil styre Tidens Baad! + +22/5 1902. + +[Footnote: _Tofler_, Bekkasiner; _Béd_, den Tid, Dyrene er i Arbejde; +_Arker_, de hvide Fjerskyer; _Drøjsel_, Forslag.] + + + + +PRESSEN. + + +Fordum Fyrsters kjøbte Slave, +nu Monarkers Ligemand; +brudt er længst Censurens Stave; +Synet frit til Hav og Land; +Pressen--løst af Fortids Vold-- +staar nu kun i egen Sold. + +Se hvor langt dit Rige spænder, +sammenholdt af Ørsteds Aand! +Om en Ø i Havet brænder, +Asken samles i _din_ Haand. +Ruslands Trusel, Finlands Graad +naar til dig ad samme Traad. + +Malmen, som i Jorden lytter, +blev dit Lunes Gyngehest; +ud og ind Maskinen flytter +Blad paa Blad til sidste Rest. +Bonden til sin Aften-Grød +drøfter Kinas Morgen-Nød. + +Slukkes end hvert Lys i Staden, +brænder et endnu hos dig; +ruger Tavshed over Gaden, +til _dit_ Hus naar Søvnen ej. +Remmen haster vildt af Sted, +Hjulet mumler sit derved. + +Tanker, som for Øret synger, +naar de bæres ud ved Gry, +smidigt sig om Valsen slynger, +krystes mellem Staal og Bly; +Ordet, klædt i Malmens Dragt, +vandt dig Rang af Verdensmagt. + +Som Kyklopens er din Gjerning, +du Minervas yngste Søn! +Held har sjældent fulgt din Tærning; +Skuldertræk var mest din Løn; +dog, saa langt Kulturen naar +_dine_ Spor i Agren staar. + +Bonden, som med Blink i Øjet +klapper glad sin hvide Gris, +Svenden, som i Søndagstøjet +spørger sejgt om sin Avis; +Doktor, Høker, Skolemand +fyldte ved _din_ Brønd sin Spand. + +--Hvad end Tidens Strøm vil føre +hid af Skum og Storm og Slud, +vil du staa med Haand bag Øre +lyttende i Natten ud. +Dermed er din Gaade sagt: +Du er Tidens Hejrndalsvagt! + +Juni 1902. + + + + +SØREN OLESEN. + + +Gamle Søren, lad mig mindes +end en Gang med Pen i Haanden, +hvad du var for mig og mange, +mens du selv var ung i Aanden: + +Bred paa Foden, bred om Lænden, +bred og djærv og tung i Talen; +Stemmen blød og vemodssløret +som et Aaløbs Fald i Dalen. + +Intet Hovmod, ingen Fraser, +stille Ord om Kristensynet, +og to milde, brave Øjne +ærligt lysende bag Brynet. + +Ordet sank i aabne Hjærter +blødt som Hattedug paa Kornet; +intet Brøl i Domsbasunen, +intet Hyl i Helvedhornet. + +Og tilsidst, naar Talens Mildhed +havde Sindene bevæget, +svam og bølged Salmens Toner +varmt igjennem Kjæmpeskjægget. + +Stærkest var du, naar du talte +Hjærtets Sag bag Bjælklofter, +hvor Forsamlingen og Ordet +begge gik i Bondekofter. + +Der hvor Rævekløgt og Goldhed +svinger Klokken hist paa Tinge, +fik din Tale noget nedstemt, +som de golde kaldte "ringe". + +Men for den, der sad og hungred +efter _Ærlighed_ alene, +var _dit_ Ord imod de andres +ogsaa her som Brød mod Stene. + +--Gamle Søren, tunge Sorger +tynged paa din gamle Nakke; +længe saa jeg paa dit Aasyn, +at dit Held gik ned ad Bakke. + +Skjælmen lo endnu i Øjet, +men med Skjælmen kjæmped Taaren; +nu er Kampen altsaa sluttet, +og dens Udfald nævnes: _Baaren!_ + +30/7 1902. + + + + +JENN HJEMM. + + + Æ Blaaner de drywer, + og æ Swaanner de flywer, + og æ Fowl de flokkes i æ Kjâr; + æ Blaad de salder, + og æ Hawl de ralder, + og æ Blæst den tar i æ Dar. + Men a sejjer ind ved æ Skyw + og tarer æ Dôg af mi Rud; +for nær en æ gammel, og æ Knoger er styw, + er ind saa laant bejer end ud. + + Æ Suel den skjenner, + og æ Skyg den gjenner, + og æ Kokk de gaaler saa glaad; + æ Plejl den pikker, + og æ Klokk den dikker, + og æ Ugl--hun sejjer o æ Laad. + Men a ska _wal_ hold mæ i Rumm, + for ind er det mjest af mi Gled; +nær føst det slaar ind med aa bus af Nordowst, + saa blywer æ Brokk i hans Red. + + Æ Gord blyver gammel, + æ Laad krykker sammel, + og æ Sals haar en Klink i si Dar; + æ Tækki er røwn, + æ Fløj den er fløwn, + og æ Gowl den hwæler te Nard. + Men hvad vil ett hæld og forfald, + om Naadens Visdom ska raad! +Faar a wal end aalle æ Kukmand aa hør, + a høt ham da føst baag æ Laad. + + Ja, her haar a sungen, + og her haar a sprungen, + og her haar a hat mi Kon Gled; + og her haar a sowed, + og her haar a plowed, + saa snaar æ Tiddaws war tered; + og her haar a gavn med mi Maag, + og her haar a funden mi Fød, +og her haar a tavn mod det bette Krumm Hjem, + ilav mi Forælder de død. + + Mi Faar saatt Snaare, + mi Muer hun kaare + imell hun gik med æ Ryw; + men da de bløw kroged, + og æ Øwnsyen doged, + de so som no a, ved æ Skyw; + de listed sæ ud te æ Hjørn; + der kund de saa knøw sto og kig; +no legger de inden æ Kjerregordstett + ledt nurden den søndele Dig. + + Æ Vief hun skriger, + o æ Blæst den stiger, + og æ Popler haar tront med aa swing; + æ Regn den pilrer, + og æ Vildgjæs hwilrer, + og æ Ugl hun letter o æ Ving. + Ja, Ungdom og Gled de er henn, + og Sommerens Daw de er drøwn, +og den der ett mir faar en Lærki aa hør, + han tinker paa dem, der er fløwn. + +1/8 1902. + +[Footnote: _Jenn hjemm_, ene hjemme; _æ Blaaner_, Skyerne; _Fowl_, +Fugle; _salder_, aftager; _ralder_, rasler; _sejjer_, sidder; _æ Skyw_, +Bordskiven; _nær_, naar; _æ Knoger_, Lemmerne; _laant_, langt; _æ Kokk_, +Hanerne; _bus_, storme (om Vinden); _Brok_, Grævling; _Gord_, Gaard; +_krykker sammel_, synker sammen; _æ Sals_, Stuehuset; _Tækki_, Taget; +_røwn_, revet; _Fløj_, Vindfløj; _Nard_, Nord; _Kukmand_, Gjøg; _Kon_, +Smule; _Maag_, Mage; _bette Krumm_, bitte Smule; _kaare_, kartede; +_doged_, dugged; _so_, sad; _tront_, travlt; _pilrer_, smaaregner; +_hwilrer_, larmer; _drøwn_, dreven væk.] + + + + +MI NANNE, JA. + + +Der gor en O her vejsterpo +med Fleg omkring og Kwanne, ja; +aak, der war det en Lyst aa go +i Awtensdôg med Nanne, ja! + +Æ Suel er nied, men øwer æ Hied +der flywer en Pa Tanne, ja; +æ Gjej han slaar, æ O den gor +med aal mi Sind mud Nanne, ja. + +Nys drøw en Æl; no kam en Hwæl +som fræ wor Møllers Swanne, ja; +aak, de er tow, ka sow i Row, +nær a mo tink paa Nanne, ja. + +Æ Nætter er no mørk og kold, +æ Vejlo wot og vande, ja, +men a gaar øwer Kjâr og Knold +og vejsterud til Nanne, ja. + +Der stor en Lys i Nannes Rud +for mæ og ingen anner, ja, +te ett a gor i Syk derud, +men vinder hjem te Nanne, ja. + +Ved Piggerbøen det tit er swær +aa skjell æ Own fræ Kjanne ja, +men det tar a mæ aalle nær, +saalæng a haar mi Nanne, ja. + +For gor æ gjemmel ondt hæ godt, +og stige heller strande a, +saa er _hun_ mej i mi Komplot, +mi Dawsens Gled, mi Nanne, ja! + +10/8 1902. + +[Footnote: _Fleg_, bredbladet Græsart; _Kwanne_, en Skjærmplante; +_Awtensdôg_, Aftendug; _Tanne_, Terner; _Gjej_, Gjedden; _æ O_, Aaen; +_Æl_, Byge; _Hwæl_, Skrig; _Row_, Ro; _wot og wande_, vaadt og vandet; +_Kjâr_, Kjær (Flertal); _Syk_, Synk; _skjell_, skille; _æ Own_, Avnerne; +_Kjanne_, Kjærner; _gjemmel_, gjennem.] + + + + +ARBEJDERSANG. + + +Junkerspiren kaster stolt med Nakken, +naar han peger paa sit Adelsskjold. +--_Vi_ er Børn af dem, der brugte Hakken +ligefra den første Fortids-Old. +Adel, Fyrster steg paa _vore_ Rygge, +og vi bar dem over Ørkners Sand: +fedeligt de sad i Palmers Skygge, +naar vi andre savned Brød og Vand. + +Adelsskjoldet er et tvivlsomt Mærke, +hvisker om, hvor højt en Mand kan naa, +naar hans Rovinstinkter blot er stærke, +og han selv tilpas er snu og raa. +Hakken, ak, gjør ingen Mand til Greve, +skjænker knap en Hytte trang og lav, +gi'r os Feber-Kost, imens vi leve, +og naar vi er død'--en Fattiggrav. + +Vi blev født, hvor Lyset langsomt piner +sig igjennem Baggaardssmøgers Graa, +der hvor kolde stønnende Maskiner +hugge Tidens Stræng i Stumper smaa. +Intet Haab og ingen Himmelstige +stræbte op til Lysets klare Blaa. +Hvem har givet Solen til de rige +for at svøbe Mørket om de smaa? + +Thi som Planten, naar den Lyset savner, +bøjes langsomt, skjælver ned og dør, +saadan blev vort Liv som golde Avner, +Evnen selv randt bort som Sne, der tø'r. +Dampmaskinens strubehede Aande +pustes mod vor Kind i dybe Støn, +ingen agter paa vor blege Vaande, +alle har kun Tanke for vor _Løn_. + +Disse lange, lysforladte Gader +overskygged vore Barndoms-Aar; +disse kolde Huses Rude-Rader +blinked aldrig med et Strejf af Vaar. +Men vor Arm blev stærk, vor Haand blev hærdet +ved at gribe om Maskinens Staal; +og vort Øje spejder uforfærdet +mod et stort og gyldent Fremtidsmaal. + +Ja, som Samson i sin unge Styrke +bar Filisterporten bjærghøjt op, +stige vi en Dag fra Gydens Mørke +over Grav og Grøft til Lysets Top. +Med det _gamle_ Samfunds Port paa Ryggen +lejre vi os i en Verden ny, +og mens Taagen letter, smiler Lykken +fra det _nye_ Samfunds Morgengry. + +Septbr. 1902. + + + + +VENSTREVISE. + + +Nu har vi læst Aviser nok +og kjender eders Planer, +nu venter vi det Rytterchoc, +der sprænger nye Baner, +der slænger kjækt i Mudder-Grav +de blinde Fortidsjætter, +og Folkets Ret og Folkets Krav +paa Hædersbænken sætter. + +Vort Statsskib blev paa Bedding sat, +det trængte haardt til Spanter; +det havde Brud paa Ror og Rat +og Læk paa alle Kanter. +--Nu raader vi, I kaster los, +før Vreden gaar i Gjæring, +nu er det Tid, at Skroget faar +den sidste Overtjæring. + +Taalmodighedens sagte Vals +I vil saa gjerne lire, +men Strikken, om Ideens Hals +blev ofte det: at fire. +Den kjække Skipper fanger Mod, +naar hvidest Søen bovner. +Drik Vinen, mens den end er god, +og Øllet, før det dovner! + +I tyve Kjedsomhedens Aar +vi har Forbedring ventet; +saa gid vor syge Tvivl nu faar +omsider Sakramentet! +Kald Grøde frem i Folkesind, +og Vækst i Danmarks Dale, +og ring med nye Klokker ind +en bedre Rigsdagstale! + +Ja, vi vil ud i aaben Dyst, +hvor Saltstænk frisker Blodet, +ej ligge under Dødvandskyst +og samle Vand i Ho'det. +Og lad os saa faa Flaget op +og Skuden ud at sejle; +sund Politik er salten Hav +og ingen Brakvands-Vejle. + +26/9 1902. + + + + +BJØRNSTJERNE BJØRNSON. + + +Hvor Ørnene drømmer bag rimtynget Gren, +der sidder en Gamling som hugget i Sten; +hans Manke den bruser som Elveskum, +og Fjældkilder klunker der rundenom. + +Mens Sagaens Stortid i Mørke er endt, +og Oslo er sunken, og Hlade er brændt, +og Høvdingenavnet en Frase snart, +hin Aulestads-Høvding har Tiden spar't. + +Der jog som en blaanende Elv i hans Blod, +som Laksens i Fossen saa stridt var hans Mod; +han vilde se Norge og Norden stærk, +i Nordfolket skue _sin_ Ildsjæls Værk. + +Han byttede Hjærte med Ungdommens Hær; +i haardhændet Kamp fik vi Høvdingen kjær; +han flytted ej Grænser med Støbestaal, +men vakte vor Længsel og gav den Maal. + +Først sad han med Grundtvig i Kærren hos Thor, +og Graaulven tuded, mens Bukkene for; +saa drog han med Darwin paa Højfjældsfærd, +saa Verdener stige af Solbrandsskjær + +Og Sangene randt fra hans undrende Streng +saa friske som Blomster af nyslaaet Eng; +de kommer imod os fra Eng og Ø +med Ungpige-Latter og Duft af Hø. + +Og Bøgerne fulgte i Sangenes Spor; +hans Værker langs Kysten som Langskibe for, +og lagde den gamle saa brat til Land, +stod Pressen og Kirken og alt i Brand. + +Han knalded med Pisken fra Solgudens Vogn, +Hans Hærpile hasted fra Sogn og til Sogn: +men sank over Sindet et Pust af Fred, +da sang han for Norge, saa vi sang med + +--Højt løfter vel Dovre sin snehvide Krop: +i højere Glans naar dog Ætlingen op; +de tvende vil favne den norske Jord, +mens Skibe og Skægter gaar rundt om Fjord. + +4/12 1902. + + + + +JULEAFTEN. + + +Og Far gaar rundt paa Loen +og ryster Halm og Havrestraa, +han bærer Vand til Koen +og Mælk til Kalve smaa; +han stikker Hø i Faarets Hæk +og stryger det om Kinden, +imens han glider væk. + +Og Katten staar paa Hjaldet +og strækker Hals og springer ned +og mjaver lidt i Faldet +af bare Kjælenhed; +og Hakkelsemaskinens Hug +de skjærer gjennem Kvælden +som haarde, tunge Suk. + +Og Far han ta'r nu Limen +og fejer op og rejser Vind, +mens Sølver-Maanestrimen +staar over Tærsklen ind; +han skifter Halm i sine Sko +og sætter Pind for Døren +og skjænker Kvæget Ro. + +Saa staar han lidt og grunder +med Øjnene mod Jorden vendt; +han gi'r sig gode Stunder, +for nu er Dagen endt. +Fra Ladetagets gamle Skjæg +det drypper støt og stændigt +mod Syldens gule Klæg. + +Saa gaar han hen til Hunden, +der vogter bønligt paa hans Færd: +"Hvorfor skal du staa bunden, +nu Julen er saa nær!" +Dens Lænke klang mod Stenen brat +Pasop kan næppe sanse, +han springer som besat. + +Men bag de lave Ruder +der vikles Dug af Mangelstok; +paa Risten Stegen spruder, +og Mor har sat sin Rok. +En Krans af Gran om Spejlet gaar, +trearmet Julelyset +paa Messingstagen staar. + +Stadstøjet frem er hentet, +og Ovnen staar paa blanke Ben, +med Sand er Gulvet strentet +helt ud paa Trappens Sten, +og over Bedstemoders Stol +der straaler Strygejærnet +mod Loftet som en Sol. + +Saa træder ind i Stuen +besindigt Karl og Arbejdsmand +og skubber langsomt Luen +ind over Bænkens Rand; +de spejder langs det hvide Bord +os rokker sig til Sæde +foruden mange Ord. + +Mor titter frem bag Klinken, +af Skorstensilden rød om Kind. +Far kjender hendes Blinken +og henter Flasken ind; +_det_ stemmer alle Sind i Dur, +den klare, gyldne Vædske +er farvet med "Tinktur". + +--"Fik Øget nok at æde, +og har nu Koen ingen Savn, +saa sæt jer kun til Sæde +enhver i Jesu Navn; +med sulten Mund er ingen glad, +men der er langt til Bunden +i Julens Sulefad."-- + +Snart høres Skeer klinge, +og hvert et Sind er mildt og mæt, +og Duftens fede Ringe +omslutter Skaren tæt; +og Pudlen med det laadne Bryst +ser op fra Bordets Tremmer +i lækkersulten Lyst. + +Men ude drypper Taget, +og Himlen staar saa høj og kold; +selv Maanen er nu draget +med Lygten Gud i Vold. +Men langs den mørke, vaade Jord +staar tusind Lys og blamrer +fra Bønders Julebord. + +24/12 1902. + + + + +ARBEJDERSØLVBRYLLUP. + + +Femogtyve lange Aar +hvirvled Sne i tynde Haar, +lagde Rynkespil om Øjet, +magred Kinden, Ryggen bøjed +--saadan skreves Livets Kaar. + +I en Tid, hvor alting brast, +holdt I ved hinanden fast; +I har ej jert Sind forandret, +trofast har I Vejen vandret +uden Vaklen Haand i Haand. + +Sorgen kom som hyppig Gjæst, +Sygdom røved Lønnens Rest, +Vaagelampens spæde Flammer +lyste fra jert snævre Kammer +mangen søvnløs Midnatsstund. + +Øde Nætters Barnegraad +gjorde ofte Kinden vaad; +tit har I med stille Vaande +lyttet efter Barnets Aande, +naar paa Trappen Døden stod. + +Dog for den, som haaber fast, +aldrig rigtig Lykken brast; +Sorgens Dag og Graadens Nætter, +bange Sjæles Rædsel sletter +Evighedens Finger ud. + +Gjorde Troen Gangen let, +da har Tvivlen tabt sin Ret; +bar I bedre Livets Kulde; +satte trygg're Fod i Mulde, +da var Troen Lykkens Ven. + +Solen i Guds klare Dag +fandt vel ogsaa eders Tag, +blinked skjælmsk paa Blomst bag Rude, +leged ømt paa Vuggens Pude, +titted ned i Barnets Drøm. + +--Femogtyve svundne Aar +her med Stav i Haanden staar, +hilser tavse paa hverandre, +nikker mod jer, før de vandre +ind til Evighedens Kaar. + +Decbr. 1902 + + + + +DU OG JEG. + + +Mit Liv jeg tager som en Arbejdsdag +med meget trælsomt Stræb og ringe Mag, +men imod Kvælden kryber jeg i Ly, +og naar saa Kvæget vralter mæt mod By, +da skal vi sidde ved en kalket Gavl +og skue langt hen over Grønsværstavl, +hvor Haren hopper om paa lange Ben +og snuser ivrigt til de vaade Sten, +mens Lyngen svajer lidt i Vindens Drag, +og Solen synker ned ved Kølleslag; +men før den vældig ned bag Heden gaar, +den væver røde Traade i _dit_ Haar, +og hvor den ej fik saaet de gyldne Drys, +der gaar jeg varsomt efter med et Kys. + +23/1 1903. + + + + +MED EN CYKLE TIL MIN KJÆRESTE. + + +Hvis du vil altid være min, +skal denne Cykle være din. + +Og styr den snildt og led den let, +og flyt dig frit fra Plet til Plet. + +Kjør aldrig nogen Mand omkuld, +han være ædru eller fuld. + +Riv ej din Næstes Port af Led; +det vil du ikke frydes ved. + +Ja, vogt dig vel for Grøft og Bæk, +for hule Spor og Tjørnehæk. + +En Politibetjent er fæl, +men værre dog en Lygtepæl. + +Mød aldrig Danmarks favre Møer; +da hellere en Kobbel Køer; + +de sidste _kan_ af Vejen gaa, +de første bumser lige paa. + +Og bliv saa sød og rød og rund, +faa Blomst paa Kind og Bær paa Mund. + +Lad Vinden slege Nakkens Dun, +og Solen kysse Halsen brun. + +Lad Struben i hvert Drag af Luft +nedsvælge Kløvrens Honningduft. + +Har Sindet ikke ret Kulør, +da flux i Sadlen op og kjør! + +Ud hvor de blanke Bække gaar +og Bølgeskvalp mod Stene slaar. + +Hvor Faaret tøjres under Brink, +mens Solen slænger Mileblink + +ud over Fjorde kjøligblaa, +som bitte Baade vipper paa. + +Du lille Knæ, du vil faa tront, +om Hjulet her skal ret gaa rundt. + +Men trættes du af støvet Vej, +vend om, kjør hjem, hvil ud hos mig! + +23/1 1903 + + + + +PROLETAR-BORGMESTEREN. + + +"Hvad skal de Fakler ved Raadhusets Port? +Hvad er der undladt, og hvad er der gjort?" +--En Mand er bleven Borgmester! + "Jasaa, er det noget saa stort?" + +Det er rart at se Godtfolk komme i Vej, +men rager det strængt taget dig eller mig, +hvem man til Borgmester vil tage? +Ham, der tør sige, hvor Skabet skal staa, +bremse de hovne og hjælpe de smaa, +ham saa vi dem stændigt at vrage. + +Saa fik vel L'hombrespillet nu en ny Matador, +en Mand, der signer Stegen ved runde "Raaders" Bord, +en Mand, hvis Ordner funkler saa viden om hans Plads, +imens han sirligt løfter for Damerne sit Glas? + +--Nej stop, kjære Broder! her tog du fejlt Bestik; +din sunde, kloge Skepsis har i Dag slaaet dig Klik. +Forgjæves vil du søge _hans_ Navn blandt "Folk af Stand", +thi Statskalend'ren kjender ej Titlen: _Arbejdsmand_. + +Men han, om hvem jeg taler, han kjender den forvist; +han samled vore Skarer fra Kjælder og fra Kvist, +han slog om løse Staver saa kloge, stærke Baand, +og lærte os at skatte til Samholdets Aand. + +Vi gjorde ham til Fører, vi gav ham en Hær, +som ingen førte større hverken langt eller nær; +dog ingen Snore fik han og intet Sværd ved Lænd; +hans Distinktion var Kløgten, hans Hær var--Blusemænd. + +Den stille Mand, der førte i ondt og godt vor Trop, +ham er det, vi har løftet i Kvæld paa Skjoldet op; +for Proletarborgmestren vi stak de Blus i Brand, +fra hvilke Funker daler nu viden over Land. + +--Rul ned, rul ned, Etatsraad! Træk Plydsgardinet til! +De Fandens røde Fakler, de driver saa sært et Spil; +de flimrer under Lofte i mangt et Rigmandsbo +og taler frækt rødtunget om Fattigmands Haab og Tro. + +Den Arbejdsmand, de lyste hjem til Borgmesterbo, +han deler med os andre vor barkede Tro; +_han_ leger ej med Løfter og svigter ej sit Ord, +om end _det_ synes Moden _nu_ omkring de kaarnes Bord. + +Den bliver ikke svimmel paa en Borgmesterstol, +der stod i Slagets Stimmel i Regnskyl som i Sol, +og den, der saa i Øjet saa megen ærlig Nød, +han svigter aldrig Kampen om det daglige Brød. + +For det maa ikke glemmes: den Kamp er ikke endt, +fordi en Stol i Raadet fra Ryg til Front blev vendt. +Det meste i vort Samfund er ude af Plan. +Op alle Mand og drej det ind i _vor_ Meridian! + +1/3 1903. + + + + +PAA Æ STUR HYW. + + +Fræ Kistelbakk og te Søndergord Hyw +der er en elendig Graan Vej; +ilyvvel: hwor mild jens Tanker ka blyw, +nær en kjender hwer Knot og hwer Vrej. + +Der gi mi Foræller og pojed og sô +og fand i æ Saând dje Fød; +de laa dje Ved ad den Gryssen, de gjord, +--og no er de beggitow død! + +Det sukker saa sær øwer Kistelbakk +og hwirmer om Søndergord Hyw. +Om det ku vi hejsen faa møj aa snakk +og osse en Hobben aa skryw. + +31/5 1903. + +[Footnote: _Hyw_, Høje; _Graan_, Smule, Stump; _ilyvvel_, alligevel; +_jens_, ens; _hwer Knot og hwer Vrej_, hver Knold og Sving i Vejen; +_gi_, gik; _og pojed og sô_, trippede i Mulden og saaede; _æ Saând_, +Sandet; _laa dje Ved ad den Gryssen de gjord_, de lagde alle Evnerne i +den Smule, de fik udrettet; _beggitow_, begge; _saa sær_, saa underligt; +_hwirmer_, svøber med Blæst; _en Hobben_, en hel Del.] + + + + +EVALD TANG KRISTENSEN. + + +Do slæft med æ Kratt øwer Jyllands Ju'd, +saalæng der en Stown war aa find; +do skjøtted æ Top, og do jawnt æ Ru'd, +saa no gor æ let nok aa bind. + +De saa, do gik ledt nær mud æ Bund, +hwor aal Slavs Lig hænger ve; +men det maatt da vær nø vringelworn Hund, +der vild gi dæ Stræger for de'. + +Tho skraft do ledt nywer, end manne ka lid, +og kam der en Rawt i di Jaen, +saa kyller wal ingen æ Stro tesid, +om og der æ mjest ve æ Kjaen. + +Do sammelt i Dyngi, Kjanner og Stror +hwer fatte, øwersit Mind. +A sejer for mæ: det war hwell, hwad do gjord; +og Danmark ska sej dæ'æ sind. + +4/6 1903. + +[Footnote: _Kratt_, en tung Høstrive.] + + + + +DE SYGE TYPOGRAFER. + + +Det er en stille Gjærning den at sætte +med rappe Fingre Ordene paa Naal, +som Tinsoldater smaa dem ind at rette +og klæde dem med øvet Haand i Staal. +Respekt for Daaden! I Evropas Stater +er ingen Hær som Gutenbergs Soldater. + +Der foldes ingen Fane ud i Solen, +før deres Virken spredte Tvivlens Dunst, +der sidder ingen Hersker fast i Stolen, +før _de_ har øvet deres sorte Kunst; +fra Baggaards-Lofter har de rystet Troner +omkap med Cæsar og hans Legioner. + +--Naar over vaade Sten Betjenten skrider, +og Lyset slukkes i hvert stænget Hus, +mens Maanen ned bag fjærne Gavle glider, +--da danser Møllet end om _deres_ Blus. +Det maa saa være; thi ved Morgengry +du kræver jo Avisen, frisk og ny. + +Men Nattevaagen er en farlig Leg, +den suger graadigt Livets fyldte Lampe, +saa Blodets Safter bort af Aaren dampe. +Se derfor blev din "sorte Ven" saa bleg; +thi Blyet ikke blot som Kugle dræber, +selv ved dets Støv et Gran af Døden klæber. + +Se, Danmark ligger nu i grønne Skifter +med Rug og Skov til Horisontens Rand; +henover lave Gaarde Vinden vifter, +og Tøsen bader fra den aabne Strand; +her hvor det sunde Hav sig saltfyldt tunger, +her var et Frelsens Hjem for syge Lunger. + +Aa, I som Lykkens Nøgle, _Sundhed_ eje, +som aande ind dens Ambra Dag og Nat, +som vandre skjæmtende langs grønne Veje, +og kaste kjækt i Vejret Eders Hat: +Tænk lidt paa ham, der sidder krum i Stolen +og stirrer haabløst ud mod Aftensolen. + +Ja, tænk paa ham, der ved sin sorte Pult +har saaret sig paa sine egne Vaaben +og nu et Rov for Snigesot og Sult +ser Nødens, Dødens Dobbeltporte aaben; +ræk ham din Haand! Han led jo for os alle, +thi bør vi alle ham til Kræfter kalde. + +August 1903. + + + + +STUDENTERSAMFUNDETS RUSKANTATE + + +EFTERAARS-VISE. + + +Gjøgen galed i Danmarks Lund, +og Fjordene blaaned saa vide, +Havren ringled i Middagsblund-- +da vaagned _Gud Storm_ under Lide; +sprang han over de rædde Straa: +"Den Sommer mig varer saa længe; +op at trille, I Bølger smaa, +og rap jer, I blæsende Drenge!" + +Tog da Himlen sin Stormhat paa, +og Norden begyndte at blæse; +Havets Pande blev mørkegraa, +og Næsset fik Skum om sin Næse. +Aldrig saa jeg saa vild en Dans, +de rødeste Roser de blegned; +Gjøgen selv gik fra Sind og Sans, +og Herreste Je, hvor det regned! + +Bonden vrider sin vaade Hat; +han vender sit Hors under Bakke: +"Var dog Rugen paa Stænget sat, +og havde man Havren i Stakke!" +--Ind ad Laage og ud ad Port +jog Blæsten med Tuden og Plasken. +Saâ blev Skovenes Ligvers gjort, +og saâ gik en Sommer i Vasken. + + + + +RECITATIV: + + +Naar Stormen med de røde Teglsten spøger +omkring en gammel frønnet Skolegaard, +hvor en ærværdig Lind i Krogen staar +--en munter Flok mod Hovedstaden søger. + +De strømmer ind fra alle Landets Egne +med Laser af Horats endnu i Jakken, +med Somrens sidste Rose frækt i Frakken,-- +en Fryd for Damer og en Gru for Degne. + +Hvem elsker ikke disse kaade Fanter, +der har Entrébillet til al Ballade! +Er de end grønne, de er aldrig fade; +de fattes kun alvorlig Et: Kontanter. + +Dog hvad skal Ungdom med "det møgle Guld"? +Spørg Fuglen, om den vil ha' Pung ved Vingen; +den svarer, mens den henrykt soler Bringen: +"Nej, ikke jeg, og ingen af mit Kuld!" + +Tal ej til dem om Høstens visne Løv, +det falder, aa, saa let paa Russens Hue,-- +ræk du ham hellere en høstlig Drue, +før den har blandet sig med Jordens Støv. + +Velkommen, Rus, som er for Klynken døv! +Hil sidde I, vaarfriske, sommerglade, +skjønt I er blæst herind med Høstens Blade! + +Saa skal det være! Ingen sure Fjæs +skal skjæmme Festen; spids din Mund og blæs +ad hver en Vranteper, og bar Ulykker +lad hagle over hver en Eddik'brygger! + + + + +RUSSEN SER LOKALERNE. + + +Nu et Tryk paa Knappen der! +Saa er vi paa Trappen her + med Mathiesens + Leg i Isens +penselsvungne Hvirvelvejr. +Se den Dames Fødder smaa! +Hu, de er af Kulde blaa! + Var det Schack han + sa' til Lachmann: +"Giv dog Barnet noget paa!" +Opad vi aser i stigende Syner; +Gassen lyner. Og det lyner + af din Kunst, Mathis! + +Venstre Sving! Paa dette Sted +lad os sagtne vore Fjed; + brug blot Maatten, + _something rotten_ +følger tit fra Gaden med. +Her er Stedets læsesal, +hisset blinker en Pokal; + den er funden + eller vunden, +og nu staar den der til Pral. +Saadan hos Romerne puniske Snabler, +--"fulde Snabler"--stod i Stabler,-- + blad du blot i _Bloch_! + +Fra Trofæ til andet Fæ! +Voilà, en Tyr af Træ! +en Forening af--hvor god dog! + Heltemod og + Kalveknæ. +Tyren er et Æventyr: +Gjør man her for stærkt Postyr, + hvis i Salen + løftes Talen, +ramler Halen af det Dyr. +Hvil dig mod Væggen hvor Venus'er slumrer, +mens det skumrer, mens det dumrer + hult fra Gaden ind. + +Saa til Husets Helligdom +ogsaa kaldt: "det tavse Rum"; + "dér maa bies, + dér maa ties", +saa selv _Berendsen_ blir stum. +Her er Storhed hængt paa Søm; +se dig bare rundt og døm: +_Brandes'_ Smil bag Glaret glimter, + _Høffding_ skimter + frem i Drøm. +Der har vi jo _Drachmann_ med Silke i Vesten! +Han er Præsten, Digterpræsten + i hvert Sangerlaug. + +Ser du Bispens Have der +som en Drøm i Maaneskjær? +Lysets spinkle Straalestrenge + gynge, hænge + i dens Træ'r. +Eller se St. Petri hist +--mellem Taaerne en Gardist-- +i sin grønne Kjortel stige + spydrank lige + for vor Kvist! +"Tror du, at Kirkegaardsaanderne spøger?" +Dumme Thøger, dumme Thøger, + Bispen staar paa Vagt! + +Sidde her med Pen og Bog, +bli'e som _Høffding_ vis og klog, +hvas i Talen som en _Hørup_, + naar hos Lørup + Viddet jog; +spalte med en _Brandes'_ Glød, +kaste Guld i Sprogets Skjød +som _hin Syge_, der paa Flugten + hist ved Bugten + fandt sin Død---- +Rus, her er Templet, og her er Exemplet; +giv selv Stemplet, Viljesstemplet; + ret dig, og bliv stor! + +Tænk dig her en Vinternat! +Sne i Dans om Pigens Hat! +Langs med Muren bløde Byger + kjælent stryger + som en Kat. +Nu blir Stormen rigtig slem; +--_du_ maa følge Frøknen hjem-- + Hatten krammes, + Skjørtet strammes, +Knæet træder yndigt frem. +Byd hende dog Armen, mens hjemad det lakker! +Hvor hun takker, hvor hun takker + med sin Port paa Klem! + +--"Ak, det var en Omvej, du!" +Rus, du gaar vist fler endnu, + hvis paa Talen + kjendes Ka'len! +--Nu til Salen staar vor Hu. +Hvilken pragtfuld Kreds af Mænd! +_Lachmann_, hvad er her for Spænd? +Damer! Sang're! Tretten, fjorten! + Nu stak _Morten-_ + _sen_ i Rend! +"Hej, hvad skal hænde?"--_Athene_ vil tale! + "Er I gale, bindegale!" + Sæt dig, Rus, og ti! + + + + +PALLAS ATHENE FRA SALENS BAGGRUND. + + +Da Tankerne var klare, og Himlene var blaa, +i slanke Søjlers Gange gik _Platon_ sølvergraa. +Turkiser og Karfunkelsten sad i hans Kappes Bræm; +og som Karfunkler sprudlede hans skjønne Tanker frem. + +Da Lusene var mange og Tankerne var faa, +sad _Thomas af Aquino_ i Klostercellen graa; +snart steg hans Aand mod Englene, og snart en Lus han knak; +for begge Dele yder vi ærbødigst Thomas Tak! + +Da Heltene var tyndet af, men Lusen end i Flor, +drog _jeg_ fra Lysets Attika hid til det skygraa Nord. +Her staar jeg nu i denne Sal med Lansen helst i Ro; +dog hænder det, jeg prikker til én af de Lus paa to. + + + + +LIDT PASSIAR MED RUSSEN. + + +Vi er et Samfund--det ved du nok-- +hvorom der føres megen Tale; +vi vinder Garn af Athenes Rok +og sværmer for det Ideale. +Og vi har Digtere i Hobetal; +de digter Digte, som en Digter skal; + Sommer og Vaar + hjemme de gaar, +men kommer ud om Efteraaret. + +Og vi har Fagfolk i Politik, +hvoraf enhver kund' vær' Minister, +der kjender Toldloven paa en Prik +og vor Export af Smør og Ister; +der drøfter Fremtid med den store Sfinks, +der drejer nydeligt ved: rechts! og links! + Altid paa Sko! + Hjemglædens Ro +de nyder bare, naar der stemmes. + +Og vi har _Blege_, og vi har _Graa_, +men vi har ikke mange _Røde_; +og dem vi har, gad vi gjærne flaa +og give hen til Ravneføde. +De _Rødes_ Time--var den vel forbi! +Det Graa er der dog mere Stemning i! + Siger du nej, + tier helst jeg, +for du har Stemmeret i Aften. + +For du er Intet, og du er Alt, +og du er ej med Fraser foret; +og du er Humle, og du er Salt-- +at sige: der er dem, der tror'et, +Paa denne Højtidsdag skal Troen staa: +En Rus tør kun Forvorpne tvivle paa! + Skaal da, min Ven, + nik lidt herhen, +og tøm dit Glas, mens du er ædru! + + + + +SILENTIUM. + + +Der kom fra Kathedret et gjaldende Raab: +Vi har ingen Brug for Studenter! +Søg ud, hvor I bygger med sikrere Haab, +hos os I kun Skuffelser henter! +Bliv Kellner i Kjøge, bliv Høker i Hals, +gaa ud paa vore Torve og hold Fisk tilfals! + Prøv Amerika! + "Der kom jo _Jensen_ fra." + Rejs ad Hekkenfeldt! + "Der er saa mange meldt." +Se efter i _Berling_, der ved de dog bedst, +om nogen har Brug for Studenter. + +--Aa, skjær dig ved Diget en Fløjte saa lang, +og blæs denne Tale et Stykke! +Tro aldrig, at Danmark er bleven saa trang, +at ej hun har Plads for _din_ Lykke. +Naar Læsset skal over den drøjeste Knold, +og "bedre Folk", de skynder sig i god Behold, + naar en nyfødt Sag + igjen bekjender Flag, + naar fra _Friheds_ Træk + vi Sminken ønsker væk,-- +naar Grunden skal spules i Augias Gaard, +ja, da blir der Brug for Studenter. + +Der stiger af Sumpen saa mangen Slags Dunst, +der gaar os som Kolden i Kroppen, +og Skokke af Hjærner i Liv som i Kunst +forvirres af Lygtemands-Hoppen. +Men hvis den skal kvæles den svovlede Brand, +der sænker nu sin Tane over Danmarks Land, + hvis forsagte Sind + til Haab skal hjælpes ind, + hvis den golde Gus + skal ud af Gaard og Hus, +hvis Tærsklen skal sænkes, saa Lyset naar frem-- +--ja, da blir der Brug for Studenter. + +Og fæst saa dit Blik paa det frelsende Vejr, +der retter selv skjæveste Hytte! +Idyllen er ude, en Stormtid er nær, +og ingen fra Stormen kan flytte; +den leger med Lande som Havet med Rav, +det er som Aanden atter delte Land og Hav; + Torsken den gaar der, + og Manden han staar her,-- + Borgen gaar i Synk + til Bod for Hyttens Ynk; +men hvis du tør staa under Stormskyens Bryn +--ja, _da_ blir der Brug for Studenter! + +Septbr. 1903. + + + + +FRÆ DEN JEN JEPP AA TE DENAAN. + +VED ANTIKWARBOGHANDLER JEPP POULSENS 25-ORS JUBILÆUM. + + +Do handler med Skrøwter, som hwer Mand ved, +og do forstôr æ, saa mari! +De Bøgger, a skrøw i mi Ansigts Swed, +dem sæler do laant under _Pari_. + +Og kløftig det e' do, tak Skam dæ for _de_, +saa møj der no blywer bor te dæ, +det skuld da go mie end ondele te, +om ett der war nøj, der hænd ve dæ. + +No, Lykk ve di Disk, og Lykk i di Stow! +Vi _ka_ saagu aa'sammel træng'e! +Og gjør mæ saa aalle di Priser _saa_ grow, +te ett a ka praang med dæ længe. + +29/10 1903 + +[Footnote: _denaan_, den anden; _saa mari_, minsandten; +_hænd_, hængte; _praang_, handle.] + + + + +HUSMANDSBRYLLUP. + + +Der er et Ord, som ingen Mand tør glemme: +at kun for Haabets Barn er Lykken hjemme. + For Tvivlens syge Bønner + den lukker grumt sin Dør; + men frejdig Sundheds Latter + den skjænker helst Gehør. +Held da dig, som fik lært at smile! +Held enhver, som ved Arnens Hvile + Lykken fandt! + +Lad aldrig Livets Modgang jer forknytte, +om end jer Rigdom blev en ensom Hytte! + Med Enighed forinden + er Stuen høj og lys, + ved ømme milde Hænder + udslettes Nattens Gys. +Flidens Arm stille Fadet fylder, +Kvældens Sol fattigst Vraa forgylder,-- + Kvældens Sol! + +Hvor Tvende ret fik Kjærlighed i Eje, +var Gangen let om end ad trange Veje; + thi hvad den ene høsted, + den anden bandt i Neg, + og saadan I forvandler + en trælsom Dag til Leg. +Trofast Gang gjennem Modgangs-Vrimlen! +Lavt ved Jord tit var nærmest Himlen-- + lavt ved Jord! + +Og byg saa eget Hus paa egen Ager, +saa gjennem egen Muld I Furen drager. + En lille Plet ved Gavlen + med Bær og Blomster smaa; + og inde bag Gardinet + skal ogsaa Blomster staa! +Ude Flid, lange Skaar for Ruden, +inde Fred og en Glut i Puden,-- + inde Fred! + +12/11 1903. + + + + +SE DIG UD. + + +Se dig ud en Sommerdag, +naar de Bønder tromler: +Land æfor og By æbag, +Lærkesang og Humler, + Byg i Skred og Bær i Blost, + Barneleg om frønnet Post. + Rugens Dræ med Duft af Most +i Drift om brede Gaarde! + +Danmark er et lidet Land, +strakt fra Nord til Sønder, +har dog Brød til alle Mand, +Kjøbstedfolk som Bønder. + Rugen med det svulne Knæ + voxer langt i Bakkens Læ; + Humlekop og Pæretræ +faar Sol mod hvide Gavle. + +Færgen med det brede Bryst, +klædt i Staal og Plade, +pløjer Vej fra Kyst til Kyst +over Bælters Flade. + Kobberspir og Tag af Tegl + ser sig selv i Havets Spejl; + langvejs ude hvide Sejl +mod grønne Øer bovner. + +Toget stønner tungt af Sted, +højt sig Røgen løfter; +Plagen staar ved Vangeled, +slaar sig løs og snøfter. + Hyrden kobler sine Kø'r; + Aftensuk i Siv og Rør; + fra den aabne Smededør +gaar lange Skumrings-Gnister. + +Slider Byen, danske Mand, +altfor stærkt din Trøje, +tag et Maal af Danmarks Land +fra dets egne Høje: + Synet--fjernt af Banker lukt-- + bliver frit mod Bælt og Bugt + --stemningsfyldt som Hejreflugt +om Kvæld, naar Sol gaar under. + +21/12 1903. + + + + +HEDENS DEGN. + + +Saa synger jeg da om en gammel Degn, +der ser saa langt over Lyng og Hede +og glider i eet med den Langsynsegn, +hvor Urkok skogrer, og Ræv har Rede. + I faar nu lytte. + Vor Degn vil flytte; +om lidt saa pinder han her sin Hytte + og gaar sin Vej. + +Hvor Vindene farer saa haardt af Sted +og bøjer alt, hvad de ej kan brække, +der burde der krydses et Mærke ved +de faa, som Stormen ej kunde knække. + Den gamle vidste: + Hver Storm vil miste +sin Kraft mod Aften og bort sig liste + som Pust i Korn! + +Thi siger vi Tak til den gamle Degn, +der holdt sig rank i de onde Dage; +der findes ej Lys i hin aabne Egn, +som ej vil blinke en Tak tilbage. + En Lærers Gjerning, + den kræver Værning, +den kræver Solskin--og Mistros Fjerning, + om den skal gro. + +Og _mere_ var han end en gammel Degn, +der sidder værdig i Hyndestolen; +paa Menighedsskuden var han Kaptajn +langt mer end den, der fra Gud har Kjolen. + Naar Præsten "søgte" + med Bøn og Lygte, +hvem, tror I da, maatte "Kaldet" røgte, + om ej vor Degn! + +Og kom man en Aften saa til hans Dør +med Støv paa Sko og med Lyng i Hatten, +da stod han paa Trappen der rank som før +og holdt os fængslet til langt paa Natten. + Fra Solen dukked, + til Dør blev lukket, +fra Gjøgen kukked, til Lys var slukket: + eet Lattervæld! + +Ja, tit vil jeg savne den gamle Degn. +Men søger Foden de vante Stier, +mens Raaen ser ud fra Plantagens Hegn, +og Heden skjælver af Melodier: + min Bylt jeg sætter, + min Ryg jeg retter, +min lynggraa, falmede Hat jeg letter + for _Hedens Degn!_ + +31/12 1903. + + + + +MAJSANG. + + +Hej hvilken herlig Vind! +Nu blæses Somren ind, +Skyggen skrider over fjerne Høje; +Gjøgen, den glade Skjælm, +kukker fra Digets Ælm; +Bonden knapper op sin korte Trøje. + +Landet af Dis er fyldt, +Staden er solforgyldt; +blid den Syge indved Muren lister! +Blomsten slaar Øjet op, +Hækken har Knop ved Knop; +du kan næsten høre, hvor de brister. + +--Ingen er idel Aand, +vi ikke idel Haand; +vi har Længsler, som i Sjælen skjælver; +Længsler mod Frimands Kaar, +Længsler, som Næring faar, +naar sig Himlen--blaa om Jorden hvælver. + +Slupne fra Vintrens Tørn, +staar vi da Vaarens Børn +her med Sommerblæsten i vor Fane; +hvor vi end Lejren slaar, +naar vi end Sejren faar-- +under lyse Himle gaar vor Bane! + +25/4 1904. + + + + +FOR VI TRÆDER HVERANDRE-- + + +Der staar en Purle ved Vejens Sving, +en Egeknast saa Forkrampet; +den Stakkel fik aldrig sin Marv i Ring, +og aldrig den blev til nogenting, +fordi den for tidlig blev trampet. + For vi træder hverandre i Dyndet ned. + +Ja Livets lovende Førsteknop +den ødtes grumt for de fleste; +thi raged ogsaa en enkelt op +med Jærn i Veddet, med Frugt i Top, +det blev dog kun Purl det meste. + For vi træder hverandre i Dyndet ned. + +Den argeste Ulv i Skovens Skjød +blev slikket engang af sin Moder. +Men _du_--hvad Svar mon _din_ Haardhed bød, +hvis atter hin Røst af Himlen brød: +"Hvad har _du_ gjort med din Broder?" + For vi træder hverandre i Dyndet ned. + +Det Barn, som vaagner af drømfyldt Blund-- +den hele Sol vil han kræve; +men lad ham først kjæmpe en Livsens Stund, +da vil for at vinde en Straale kun +hans tryglende Læber bæve. + For vi træder hverandre i Dyndet ned. + +Juni 1904 + + + + +OLE NYGAARD. + + +Han var en stille Vandringsmand, +hvis Sjæl var i hans Sag; +han spurgte ej om Navn og Stand, +men kun om Hjærtelag. +Hans Arbejdsmark var Lyngen + og Landet nær derved, +og Hedelærkens Syngen + har stedse fulgt hans Fjed. + +Han gik saa glad sin Solskinssti +fra Vuggen til sin Grav, +og aldrig gik han Hus forbi, +hvor Døren kun er lav. +Hvor Hedebarnet brunes + blandt Tørvestakke graa, +der lyste ret hans Lunes + sig Tumlen med de smaa. + +Han trykked mangen barket Haand, +der var af Feber hvid; +han løsned tit de værste Baand +i Fattigdommens Strid. +Hvor vilde Magters Skygge + hang som en Tordensky, +der hjalp han til at bygge + for Fredens Gud et Ly. + +Og traf du ham en Middagsstund +i Sommerugens Læ +nedsegnet i et stille Blund +med Tasken mod sit Knæ, +hvor kunde han da smile + hvert Fnug af Træthed hen +og glad og vaagen ile + ud til sin Dont igjen! + +Det er ved stille Daad som hans, +at dette Land skal gro; +vel spørges sligt ej udenlands +men slaar os ved sin Tro. +Her kjendtes ingen Vaklen: + "Gjør Gavn, saa langt du kan! +Ræk Haanden ud til Staklen; + kanske han da bli'r Mand!" + +--Saa mangt et liv blev ringet ned +med Klokkens sidste Klemt. +--Om _ham_ ved Hyttens Barn Besked, +_hans_ Daad har Hjærter gjemt. +Naar Maanens Straaler vide + belyser Hedens Sti, +da vil de ikke glide + _hans_ lave Grav forbi. + +18/6 1904. + + + + +AN MARI HINNE FILOSOFI. + + +Som a gik med mæ sjel, + a saa te mæ sjel, +og mæ sjel saa ijen te mæ: + Hold Yw med dæ sjel + og pas nyw po dæ sjel, +for anner de passer kuns _sæ_. + +Men a swored mæ sjel, + og a saa te mæ sjel, +akkuraat som a no sejer _dæ_: + Pas en Bett po dæ sjel + heller ett paa dæ sjel-- +det er jet og det samm for mæ! + +22/6 1904. + +[Footnote: _hinne_, hendes; _sjel_, selv; _saa_, sa; _Yw_, Øje; _nyw_, +nøje; _sæ_, sig; _en Bett_, en Smule; _jet_, eet.] + + + + +ARBEJDERNES LÆSESELSKAB. + + +Om Danmarks Strande render den blanke Bølgesnor; +men ingen Bølger glimter, hvor Arbejdshæren bor; +med tunge gyldne Straaler gaar Solen i sin Seng, +før den har naaet at skinne paa Gydens Tøs og Dreng. + +Hvor Sol og Bølge svigted, tog Arbejdshænder fat, +de tændte Lys paa Kvisten og Haab i Gydens Nat; +thi der hvor Hjærter ildnes ved trofast Sammenhold, +er Brødet mindre bitter og Stuen mindre kold. + +--Det var i Tider trange I satte Hjem og Bo; +Forræderi mod _Loven_ den op i Synet lo; +Oplysningsfaklen stredes med en Ministerpraas, +og _Lysetænd're_ gjemte man helst bag Bolt og Laas. + +Men I tog fat og rydded med Armen krum og stærk, +og Salen her i Aften den lyser af jert Værk. +Fra lange Bogreoler gaar nu en slagen Gang +til Kjæld'rens Barn som Kvistens, til Gyden mørk og trang. + +--Pas paa den Skat af Bøger og jeres Samlingssal! +De er mod al Slags Trældom et ildfast Arsenal. +Mens Malmkanoner splintrer Kulturen som et Glas, +_vi_ kjæmper for, at Bogen skal ta' Kanonens Plads! + +Vi kjæmper for den Fordring, at i hver Himmelegn +skal Rig og Fattig nyde den samme Sol og Regn! +Vi tror, at Slidets Sønner har Krav paa anden Ret +end sultes ud og spiddes paa Krigens Bajonet! + +Og stod end aldrig Bragen og Bulder om vor Færd, +vi var dog smaa Soldater i Aandskulturens Hær. +Og aldrig skal vi trættes, men evigt flytte frem +vor Fakkelvagt mod Mørket, der knuger Gydens Hjem. + +8/10 1904. + + + + +RØJTER-ANNERS OG HANS MUER. + + +Tho a er jo Røjter, og a er fræ _Fløj_, +mi Muer hun kam jo fræ _Trøwed_. +Hun nær sæ som Skræjer, ilav a blæw føj, +Og aaltid med Armud hun døwed. +Hun ried og stak æ Næt med æ Daa +og gløj saa geswindt hinne Jaen; +det er træls aa vær te, nær en nap tær vær glaa, +for æ Fød skaen ha, ja det skaen. + +Hun war kuns en sperrise, lilajte Kwind, +men som hun kund brug hinne Finger; +ja nær en Naals Tro hun sku risp heller twind, +de gik som æ Lærki si Vinger. +Og som hun da kund handtir hinne Saws! +Hwer øwles Strimmel fæk a en, +hwer Tro og hwer Trumm, der flid aa fræ æ Klaws +for æ Bøen skaen gled, ja det skaen. + +Der sto i wor Kalgo en jenle Pa Kôl, +og nær hun no rigtig vild gott sæ, +og ind war for mørk te aa træj hinne Nôl, +saa kam hun herud og saatt sæ. +Saa sang hun en Vis om Sorrig og Gled, +og somtid a tykkes, a ka en; +for det, som si Muer haar lær jen aa kwed, +det skaen hold aa, ja det skaen. + +Æ Dôg ku begynd aa trill i æ Kôl, +og Folk ku forlængst vær i Sengi, +men hun haaj no glemt baade Pesjan og Nôl +for aal de Fowl i æ Engi. +Og a laa og sov ind mud hinne Knæ, +--for bette og stummelwon waen-- +indte hun saa wat mæ og bor mæ derfræ; +for de smo skaen sorr for, det skaen. + +Gud ved, hwad hun tint, nær mæ sølle Baan +hun kyst, men æ Skyer saatt Gorer? +Nær a vaavnt op, fand a Dôg paa mi Haând; +a tinker, det war hinne Torer. +Saa haaj hun wal grædt for den Lykk, der forswand, +hwormøj hun saa tegged og baen, +den Daa de som Lig bor Jens Fisker i Land; +for rykkes og revves det skaen. + +Aaja sølle Muer, der saa sjalden war glaa! +Hun bløw nok nøj blêg mud æ Sidsten; +men bleger end nowtid hun war nok den Daa, +de kam og laa hind i Kisten. +Der er manne, der tar fræ Tusind æ Fød +og sjel ett gjør Nytt for en Kjaen, +men søn bette Kwind, der haar slæft sæ tedød, +hind skaen sætt høt, ja det skaen. + +Ja, nær en ret tinker ved aal den Fortrær, +der gjør hwer en fatte te Hejring, +saa hwisker en somtid: Aa, war _do_ Worherr, +saa skuld der skam ski en Forbejring! +Men no mo a ud aa si te æ Kow, +om æ Gjewt en haar ædt, som a gaen; +no er æ paatid, te æ Høwder faar Row; +for æ Kyer skaen pass, ja, det skaen! + +20/11 1904. + +[Footnote: _døwed_, døjet; _gløj_, glødede; _Jaen_, Jærn (Persjærn); +_nap_, knapnok; _glaa_, glad; _sperrise_, spinkel; _lilajte_, temmelig +lille; _Finger_, Fingre; _Tro_, Traad; _Saws_, Sax; _øwles_, overflødig; +_Trumm_, Garnende; _Klaws_, Garnfed; _sto_, stod; _Kalgo_, Kaalgaard; +_Kôl_, Kaal; _kwed_, kvæde; _Dôg_, Dug; _haaj_, havde; _Pesjan_, +Persjærn; _Fowl_, Fugle; _stummelwon_, usikker paa Benene; _wat mæ_, +vækkede mig; _men_, mens; _Gorer_, Lyrer (lange hvide Natskyer); +_nowtid_, nogensinde; _Kjaen_, Kjærne; _høt_, højt; _Fortrær_, Fortræd; +_fatte_, Fattig; _Hejring_, sølle forsømt Skabning; _ski_, ske; +_Forbejring_, Forbedring; _Gjewt_, Givt; _Row_, Ro; _Kyer_, Køer.] + + + + +STORE JON. + + +Store Jon han ønsked sig kun to Tønder Land, + to Tønder Land + og en Ko under Strand, +eget Bo med Fred og Ro om Søndag som om Søgn: +al hans Digt og dyre Drøm i tusind Arbejdsdøgn. + +Oppe paa den vilde Skrænt han saa sig Himlen næst. + Hej, for en Fest, + naar det kuled af Vest! +Sidde da ved egen Ovn, bag egen Lo i Læ, +lytte tryg til Stormens Sus i eget Hyldetræ. + +Fjorden der og Huset her saa godt som _nogen_ Mands. + Bier i Dans + om Lavendler i Krans! +Gavlen gul og Væggen hvid, men Døren himmelblaa, +Skrænten klædt i Trip og Trap med Lam og Geder graa. + +Rug og Byg om Brønden tæt med Vippers Ringlesang, + Bønner paa Stang + blandt Kartoflerne hang, +Havren nikked hid og did og vinked med sin Top, +Hørren stod saa pæn og blaa og saa troskyldig op. + +Helst hans Drøm tog lød af Høst, naar Neg bli'r lagt paa Skrav. + Sol gled i Hav + under Fløjt fra hans Nav, +Selen skar i Skuldren ind, mens Vej sit Læs han brød, +strid paa Foden Kvinden gik æbag hans Vogn og skød. + +--Store Jon han bar sin Drøm igjennem tred've Aar; + hvidt blev hans Haar + under slidsomme Kaar; +Tørvemosen gav ham Brød og Lejehuset Ly, +ingen Gud har hørt _hans_ Suk og ingen Mand _hans_ Kny. + +Mellem Lyng og Moser graa han lister altid om, + stærk som en Bom + om end Ryggen blev krum; +gaar hans Blik saa brat paa Flugt, hans Lyngle rent istaa, +ved jeg længst, hvad Store Jon nu atter grubler paa. + +7/1 1905. + + + + +KILDEN. + + +Jeg nynner, jeg synger ved Gry og ved Kvæld, +jeg kan ikke andet bestille; +jeg kan ikke tordne som Fossen fra Fjæld, +om ogsaa jeg ønsked og vilde, + for jeg er en glad lille Kilde. + +Jeg kan ikke drive de Værker af Jærn, +gi' Hundreder nok at bestille, +men gjerne jeg drejer Møllerens Kværn, +og Husmandens Gryn skal jeg pille, + for jeg er en god lille Kilde. + +Men helst vil jeg ligge og nynne min Sang +og lege som Barnet med Stene +og klæde dem over med Alger og Tang +og atter kysse dem rene. + +Og gjerne jeg spejler det ensomme Siv +og Høstnattens rødlige Stjerne, +naar alt, hvad der mærkes af Døgntumlens Liv, +er Fragtmandens Vogn i det Fjerne. + +Naar Søvnen tager den bly Viol, +og Duggen hun driver i Enge, +da spænder jeg over min Bølgestol +de allerklingreste Strenge. + +Og Maanen vender sit Horn mod Nord; +min Fader, Himlen, han lytter; +min værdige Moder, den sovende Jord, +i Drømme Fødderne flytter. + +Jeg bliver saa glad ved mit eget Spil, +ved Røsten fra Jordens Indre, +og Sivet paa Bredden nitter dertil, +og rødlige Stjerner tindre. + +11/1 1905. + + + + +AFTEN-GJØGEN. + + +O, du min Barndoms glade Fugl, +saa hører jeg dig atter! +Mens Rugen duver tung og gul, +jeg sidder bag en Hyld i Skjul +og lytter til din Latter. + +Da stiger for mit Øje frem +de svundne Barndomsdage, +jeg ser paany dit gamle Hjem +med Bænk ved Gavl, med Port paa Klem +og Mos paa alle Tage. + +Det sukker i de grønne Flæg +langs Dammene i Vesten; +og der gaar Mor bag Ladevæg +og lægger Lat til Nattebleg, +mens Far han flytter Hesten. + +Hør Køllens dumpe Ekkoklang +mod Gaardens hvide Længer, +hvor Mønningstigen staar saa lang, +og Ovnskod og Toggerstang +paa Flintevæggen hænger. + +Der stiger Røg fra Nadvergrød; +for Døren svales Øllet; +en Duft af nybagt Sigtebrød, +og lange Lyd af Pumpestød, +mens Karlen vander Føllet. + +Og Katten med de stride Haar +er hoppet ned fra Balken; +dens Hale stift i Vejret staar, +slesk-spindende om Mor den gaar, +mens hun tar fat paa Malken. + +I Bluse, Seglesmæk og Klok +vi Børn om Moder hveger, +mens paa den lyse Stjerneflok, +paa "Pejers Pig" og "Mari-Rok" +hun over Koen peger. + +Og Mælken spruder varm og fed, +og Malkekoen dryner, +mens Mor maa gi' os smaa Besked +om, "hvorfor Stjerner falder ned", +og "hvorfor Kornmo lyner". + +Og Rugen stod i ydmyg Ro +og drak af Nattesaften, +og Gjøgen hang i Hyldebo +og vippede og skoggerlo, +som her den ler i Aften. + +V. 1-3: 6/6 1898, V. 4-9: 14/1 1905. + +[Footnote: _Lat_, Lærred; _Ovnskod_, Redskab, hvormed Brødet føres ind +og ud af Ovnen; _hveger_, farer hid og did; _Pejers Pig_ og _Mari Rok_, +Stjernebilleder i Orion; _dryner_, undertrykt Brølen; _Kornmo_, natlige +Høstlyn.] + + + + +VINTERBILLEDER. + + +Nu tager den Bonde Bælgvanter paa +og kryber i Faareskindstrøje, +thi Marken skures af Blæsten raa, +i Lænker rasler de Bække blaa, +og Sneen hvirvler om Høje. + +Fortvivlet strækker forladte Plov +af Mulden de rustrøde Arme; +nu voxer der Klimper ved Hjortens Klov, +hver Mus i Kjæret, hver Fugl i Skov +de bliver saa pilkende arme. + +Der sidder en Krage i Faders Pil, +uroligt den vipper og vender; +den skriger under sit korte Hvil, +som gnedes et Søm mod en rusten Fil, +og Sulten i Øjnene brænder. + +Om Grenen spænder hans krumme Taa, +saa Ledene synes at knage; +han dækker sig til med sin Vinge graa, +stort andet haver han ikke paa, +den stakkels frysende Krage. + +Jeg sidder og ser paa hans haabløse Dont +igjennem den hvidfrosne Rude; +det gjør mig saa inderlig, blødende ondt +for den gamle fjedrede Vagabond, +hvem Himlene har stænget ude. + +Jeg henter hos Moder en liden Brad; +han spejder og Skrotten skulter, +"Kom ned og smag paa den gode Mad! +Naa, skab dig ikke, din gamle Rad! +Jeg skyder ej Krage, som sulter." + +Men Bonden, han haver slet ingen Nød; +han tørrer i Vanten sin Næse, +sin Sok han varmer ved Ovnen rød; +i Saltkarret Sul og i Bænkkrogen Brød, +saa kan han ad Vinteren blæse. + +Hans Hors hun gumler bag kornfyldt Lo +og æder lidt mer, end hun orker, +hans Køer kælver, hans Faar faar to; +i Halmbunken ligger hans hvide So +med udstrakte Lemmer og snorker. + +Og Bonden nyder sin lunende Stald, +hans Hors _med_ Haaret han stryger; +til Faarene henter han Hø paa Hjald, +hans Høns han lokker med Kluk og Kald, +og Kalvenes Rygge de ryger. + +Saa linner han langsomt Gavllugens Slaa +og ser over hvirvlende Ager; +retsindigt han vender den tunge Skraa; +der er som en Drøm i hans Øjnes Blaa, +naar Sneen om Vindfløjen jager. + +Men Gamlingen grunder i Aftægtskrog +med Ørene gjemt under Huen; +han suger paa Piben saa livsensklog, +som tømtes et Dyb i hvert Drag han drog; +men Gløderne ta'r han fra Gruen. + +Hans aldrende Mage ved Rokkens Hjul +saa lidet i Skumringen syner: +"Det bliver da vist en _strenge_ Jul; +aa Gud ha' Lov for det rare sul, +og for de velsignede Klyner!" + +_Han_ banker sindigt sin Pibe ud +mod Bordbenets knastrede Tapper, +imens fra Gruen et Skumringssprud +nu glimter i Kjedlernes Kobbertud +og nu i hans Sølverknapper. + +Men dæmpet lyder den dumpe Plejl +fra Loen i Sne begravet; +snart ligger Gaarden med Tag og Tegl +paa Hedens knygende, hvide Spejl +som Øen i Verdenshavet. + +21/1 1905. + +[Footnote: _strenge_, en Forstærkning af streng; _Klyne_, store +Mosetørv.] + + + + +Æ SPØGELS. + + +A kam op ad Resendaal +og øwer æ Brow ved Mølgord; +der a mødt en Treals-Kaal, +det war den død Jens Kjølgord. + "Haah! + Haah! + A faar aalle Naad! +A haar kwol mi Nobomand, +og a haar brænd mi Laad!" + +A kam te aa bevverist, +som jen der blywer koldslavn; +Bette Kos og Jøsses Krist! +A sto som a war troldtavn. + "Haah! + Haah! +A faar aalle Naad--" + +Mi Kuen haaj faat en Baaen mir, +derfor haaj a hat møj Rend; +æ Daw war kort, æ Suel war nier, +æ Maan haaj faat si Nøj tænd. + "Haah! + Haah!--" + +A war blêg, men Jens war swot. +"Aa Gud! do mo ett haad mæ! +for war a osse slem te'e Kwot, +saa mo do no bewaar mæ!" + "Haah! + Haah!--" + +Saa laa a Damp da som en Røj +hen øwer Blød og Knoldkjâr; +mi Hueser de løf fuld af Døj, +endda de far war aaltarr. + +A vild jo rend æ Spøgels træt; +det bløw for haadt te mi Sid. +Da a haaj rend den halle Næt, +vi war ino alisid. + "Haah! + Haah!--" + +Og bløw æ _te_, a fæk nø Len +--og Len det fæk a sommsind-- +saa lisse sor, a sak ijen, +det brøll imud mi Trommhind: + "Haah! + Haah! + A faar aalle Naad! +A haar kwol mi Nobomand, +og a haar brænd mi Laad! + +Det to mi Lu o Kistelbakk, +det war ett te aa hold ve'e; +mi Hor det løwt sæ i mi Nakk, +mi Skjot war wot af Koldswed. + +Ja der war hejsen Faar paa Fæd +--det war ett nøj a _tint_ jenn; +a rend, saa for mi Træskobed, +der stented Kamp- og Flintstjen. + +Søn kam a ind til Resengord, +men aalste war æ Pwot lot; +æ Hund de glammed lisse sor; +baag hwer en Rud war swot, slot. + +Men lig hwor no han bowr Jens Gaad, +I ved: mi Kuens Halbror-- +dér faarer a søndenom æ Laad +og vejstenom æ Kalgord. + "Haah! + Haah!--" + +Æ Spøgels han war hejs ett sien, +han flywer om æ Laadswing, +saa Bankerot og Taag og Stien +det danst som anner glaad Ting. + +Æ Nøj war gaven for en Blaan; +_da_ gaalt æ Kokk i Mølgord, +a vend mæ, som a lig sku daan, +da sak den laang Jens Kjølgord: + "Haah! + Haah! + A faar aalle Naad! +A haar kwol mi Nobomand, +og a haar brænd mi Laad!" + +23/1 1905. + +[Footnote: _Brow_, Bro; _Kaal_, Karl; _kwol_, kvalt; _bevverist_, +skjælve stærkt; _koldslavn_, greben af Koldsygen; _Nøj_, Ny; _swot_, +sort; _haad mæ_, hade mig; _Kwot_, Kort; _Blød_, moradsige Kjær; _Døj_, +Dynd; _far_, før; _aaltarr_, aldeles tørre; _alisid_, jævnsides; _Len_, +Lindring; _sommsind_, undertiden; _sak_, sank; _Lu_, Hue; _Hor_, Haar; +_løwt sæ_, løftede sig; _Skjot_, Skjorte; _wot_, vaad; _hejsen_, ellers; +_tint jenn_, tænkte bare; _stented_, sprang heftigt; _søn_, saaledes; +_aalste_, alle Steder; _æ Pwot lot_, Porten lukket; _lisse sor_, hvert +Øjeblik; _Kalgord_, Kaalgaard; _hejs_, ellers; _Blaan_, Sky.] + + + + +Æ MUESPIG. + + +No søen vil du aaltsaa forlaad mæ, Jens Fløj, +og læ mæ sejj jenne aa sørr-- +og græd ved mi Stripp, nær a malker mi Kow, +og sukk, nær a ponne om mi Tørr! +Hvor jenle a faar æ ved Awten, Jens Fløj, +nær æ Folk er gan hjem fræ æ Mues, +nær æ Røg fræ mi Skorsten den drywer saa laant, +og du plejer aa komm her med en Rues! + +Den Daa a plot Krusbær ved Sejbæk, Jens Fløj, +og do fæk mi Buttel aa bær, +da skuld en saa nej te di Haând og di Trow, +saa haaj en wot fri no for aa græd. +Ja hwis en haaj aalle holdt af dæ, Jens Fløj, +saa haaj æ wot letter no aa løw; +men som Verden no jen Gaang haar lawed wor Sind, +ja saa vil vi som-mjest hinaan bedrøw. + +Men støst af de Sorger, du gjord mæ, Jens Fløj, +war den, te a ett kan dæ glemm; +a hower hwer Tor og hwer Blink i di Yw, +og nok saa ring en Bevren i di Stemm. +Og nær nu den Bitte er føj dæ, Jens Fløj, +kaski du da linner paa mi Dar; +og saa tar du mi Haând for en jenle Graan Staând, +men æ Frør di synger i æ Kjar. + +26/1 1905. + +[Footnote: _søen_, saaledes; _sejj_, sidde; _jenne_, alene; _sørr_, +sørge; _Stripp_, Malkespand; _ponne_, smaapusler; _jenle_, enlig; _gan_, +gaaet; _æ Mues_, Mosen; _laant_, langt; _aa_, at; _Rues_, Rose; _Daa_, +Dag; _plot_, plukked; _Krusbær_, Tyttebær; _Buttel_, Bærspand; _saa_, +sagt; _Trow_, Tro; _haaj_, havde; _wot_, været; _aalle_, aldrig; _løw_, +leve; _som-mjest_, næsten altid; _hower_, husker; _Tor_, Taare; _Yw_, +Øje; _den Bitte_, Barnet; _føj_, født; _en jenle Graan Staând_, et +Øjeblik; _men_, mens; _æ Kjar_, Kjæret.] + + + + +HELLESØ. + + +Og ledes din Sjæl ved Dagens Støj, +og har du en Vunde, som brænder, +da sæt dig her under Lyngskrænten høj +og fold dine Hedningehænder, + mens Maanen skjarer paa Hellesø. + +Her byttes langsomt den gyldne Dag +og Solens Brand over Mulde +med Hedens kølige Aandedrag +og Søens skvulpende Kulde, + mens Maanen skjarer paa Hellesø. + +Paa Brinken knæler en Jenbærbusk, +bag hvilken det tøvende skrusler; +hvad skyldes de Snøft og de Skumringsrusk? +Aa, det er kun Brokken, der pusler, + mens Maanen Skjarer paa Hellesø. + +Her trækker besværligt den fede And +imellem de lyngkranste Vande, +og tit dens buttede Vinges Rand +vil strejfe Fuldmaanens Pande, + mens Maanen skjarer paa Hellesø. + +Her bader ensomt i Sivets Læ +den Bondes fyldige Datter, +og Bølgen favner det hvide Knæ +og kysser det atter og atter, + mens Maanen skjarer paa Hellesø. + +Og Sivet drypper sin tunge Dug +i Søens spejlende Strømme, +og Bølgen lander med bløde Kluk, +og Rørene rasler i Drømme, + mens Maanen skjarer paa Hellesø. + +Her sladrer Vinden om bløde Kys, +naar to har fundet hinanden, +og gule Iris og Brudelys +staar tændte langs Holmeranden, + mens Maanen skjarer paa Hellesø. + +--Et luftigt Bud fra en bortgjemt Gaard, +hvor Rugen samler til Kjærne, +et Skrig af Klirer, et Bræg af Faar, +er natligt Skud i det Fjerne, + mens Maanen skjarer paa Hellesø. + +Og Kalmus dufter saa æblesødt +som Liljer i Brudens Kammer, +og Stjerner stiger af Vestenrødt +og svinder i Østenblammer, + mens Maanen skjarer paa Hellesø. + +Sjørup 28/1 1905. + +[Footnote: _skjarer_, skinner (om Lysets Glimten); _Jenbær_, Enebær; +_skrusler_, støjer paa en hemmelighedsfuld Maade; _Brok_, Grævling; +_Blammer_, enhver stor Lysudfoldelse.] + + + + +DEN JYDSKE LYNG. + + +Her har _jeg_ staeet i tusinde Aar, +sust for de Slægter, der svinder og kommer, +nikket Goddag til den brydende Vaar, +viftet Farvel til den hastende Sommer. + +Regnen og Haglen har kjæmmet min Lok, +Vindene spredte mit rødlige Bloster, +medens langs Bakken den stinkende Brok +luskede hjem til sit blindfødte Foster. + +Jeg var den fredløses Tilflugt og Havn; +tit har jeg skjærmet den saarede Hare; +Lærkernes Spæde laa trygt i min Favn, +saa imod Himlen med Øjne saa klare. + +Tyttebærkonen sin rødnende Frugt +krumbøjet sanked trods Lændernes Smerten; +Hugormen kravled i Vrid og i Bugt, +spilled med Brodden og svinged med Stjærten. + +Hjejlen sad enligt paa Tuen og sang, +Loke drog saaende lavt over Sletten; +opskjørtet Tatersken gik her engang +med sine ravnsorte Haar under Hætten. + +Har jeg ej skjærmet, o Jylland, din Jord, +lagt mig som Værn om din Flyvesands-Bringe, +dæmmet for Klitten, hvor Uroen bor, +hvæsser i Blæsten sin Marehalms-Klinge. + +Spørg hver en Spove, der spejder langs Strand, +spørg hver en Klyde, der løfter sin Klage, +om jeg bør skygges ihjel paa mit Sand, +om jeg fortjener i Flammen at sprage. + +Spørg hver en Mand i smaarudede Hus, +der hvor han bred ud fra Dørkarmen skuer, +om _han_ vil miste _mit_ klagende Sus +eller _mit_ Vidsyns de vældige Buer. + +Spørg, om _han_ længes mod Skovene blaa, +naar--mens i Morg'nen han spreder sin Mergel-- +Gjederne bræger, og Lærken den graa +løfter sin Top i den duggede Spergel. + +Vel er min Ranke kun mager og tør, +lidt _jeg_ kun yder til Fadet og Bøtten; +ringe jeg skattes af Oxer og Kø'r, +men saa desmere af Sangeren, Skytten. + +--Sært som min Hede er Menneskets Krav; +_Brød_ skaber ikke hans Lykke alene; +mæt ham med Velstand; før nogen ved af, +skjælver hans Hjerte i Suk efter--_Stene_. + +Und mig da Fred paa min Fædrenegrund! +Lad mig i _Sandet_ dog Rødderne sprede! +_Brød_ skal du hente fra _Muld_markens Bund, +_Vidsyn_ og _Fred_ paa min drømmende Hede. + +Aakjær-Sjørup, V. 1-5: Sommeren 1901. V. 6-12: 1/2 1905. + + + + +GLAD VISE. + + +Grønt gror nu Sivet, ja; +grønt gror nu Sivet, ja, +en Seng med Dun er ej saa lun +som en blandt grønne Siv, trara! + +Vi er fulde, vi skaaler og skjænker paa'et, +vi er fulde--vi skaaler og skjænker paa'et; +vor Præst han kys't Per Spill'mands Frow, +og præked forkert ved at tænke paa'et. + +--En Seng med Fyld, en Seng med Dun, +en Seng blandt grønne Siv, aaja, +men ingen Seng er dog halvt saa lun +som Armen om Pigens Liv, trara! + +Sjørup, Febr. 1905. + + + + +AN MARI TRAJTER ØL. + + +Nej Fanden sku fæjst sæ da mir te Jens Kræme! +Her stor søn en Stoder og trower, han ska læ mæ, +hwordan _a_ ska brygg, hwordan a ska baag, +hvordan _a_ ska legg en Flæskbøst i Laag! + +Og pinwon og gjerre det er jo æ Swin; +_hwer_ Pott po æ Hyld saa kigge han i'en. +_Saa_ tar en formøj af hans Miel og hans Maalt, +_saa_ skuld en ha spaared ham tow Kjanne Saalt; +ja haar en kjend Maagen!--Det er aalle saa møj +som den usleste bette Taar Wand, en ska løj, +saa ka han lav Vejlo og slaa med æ Dâr, +saa det rister i baade Tallerkner og Fâr. +--Han blywer da jen Tid længer og warr! + +Nej, haaj en saa stej sæ endda te Kræn Skræjer; +der kund en hejsen ha hat æ nø bejer! +Han bøj mæ en Bøst saa tyk som mi Lor +og Tow af den villerst For i æ Gord +foruden mi Løn.--Men dér war jo Bøen, +og han so jo Enki; og det er ett søen +aa tur med anner dje skjødløs Knæjt, +saa der bløw da ingen Brød af _den_ Bejt. + +Det hid sæ jo osse, te han vild ha tavn mæ +--ja søn te hans Kuen da!-men hwa sku det gavn mæ? +Tho han er jo gammel, og gro o æ Bælle +og snaar da saa grim, som en Mennesk ka blyw; +som no den hèr sølle Haandtiring med æ Yw +--og a'el sgu ett ha en Mand, der er skjelle! +En ska ett ta enhwer.--Tho de'e da de færrest, +der ett ka gaa og skjelt sæ en Kjærrest; +men justemint find sæ nøj, en ka lid o +en Kaal aa slaa Bund po, en Venskab aa slid o-- +aah, det ka endda kost jen nø Beswær! +For fand en sæ jen, en tyt, en haaj kjær, +saa ska æ nok pass--jow det war ett sær! +te saa er der osse anner o æ Tær. + +No trowed mæ Synder, te _Soren_ holdt a mæ. +Her gor _a_ og gjemmer hwer Diel, som han ga mæ! +Ja, hwa _a_ haar lid for den skjødløs Dreng! + +A _elsker_ ham--ogsaa saa det er faale! +Hans Billed hænger øwer mi Seng. +Æ Ramm den kost mæ en jawn Rigdaale! + +Han kam her, saa tit mi Hosbond war ud, +søn hen ad Awten, nær aalting war still; +aanej, hwor bløw en da kanter og hwell, +saasnaar te Soren han pikked o æ Rud! +Og nær han kam ind, bløw der ingenting spaae; +han haaj æ saa godt, som en Mennesk ka haae; +en læd dem regir laant mir, end en mo, +om ogsaa en ved, hwad Tak en vil fo; +og ingen ska sej, te a bid heller kratte ham-- +men laa han forlæng, ja hwad tho saa wat a ham. + +--Og saa ska en nu ha aa hør i æ Bøj, +te den forbandede Flaani Mett Fløj +baade Nætter Og Daw staar og drøwsker atter ham! + +Aa Jøsses, hwor bløw a da lid ved æ Los +i Guer po æ Kjergaard! A Sto med no anner +og glowed po Tolle-Thames hans Kos; +a vender mæ om og gor ad æ Stett; +hvem trower I, a møder anner end Mett! + +Hun bruser forbi mæ,--søen!--kallepros; +æ Buend--de bred saawal som de small-- +de blæst jo om hind, som de war gal, +og a tær forsuer mæ--ja læd mæ ett band-- +men det er da bode sikker og sand, +te _de_ haaj kost øwer syv Mark æ Al! + +Hwa søen Stø jen hun haar godt ved aa hed sæ, +hun haar jo æ Faar og æ Kjærrest te aa kled sæ. +Men hwad haar ennaaen sølle Hjavl wal af Gled? + +Der sto _a_ og bid i æ Knud af mi Kled; +for hwad ka æ hjælp, te en _viser_ si Vred! + En er, som en er, + som en bløw af Worherr, +og mukk imud ham er der ingen der tær! + +Men ta den Kjærrest, ennaaen holder ve, +nej, det sku no aalle ha Low aa vær te! +Og mo æ ett roves, saa mo æ wal hwiskes: +En Hjaani som Mett--a _tykkes_ hun sku piskes! + Ja hwis _a_ haaj Majt, + som blot a haar Ajt! +--Aae Jøsses endda, tho der taft a æ Trajt! + +Sjørup, 7/2 1905. + +[Footnote: _Stoder_, Stodder; _læ mæ_, lære mig; _Flæskbøst_, +Flæskeside; _Laag_, Lage; _pinwon_, paaholdende; _løj_, lunkne; _Vejlo_, +Vejr; _warr_, værre; _Lor_, Laar; _Tow_, Uld; _villerst_, bedste; +_Enki_, baade Enke og Enkemand; _Beit_, Ovnfuld Brød; _hid sæ_, hed sig; +_skjelle_, skeløjet; _skjelt sæ_, liste sig til; _tyt_, syntes; _faale_, +mer end forfærdeligt; _kanter_, oplivet; _hwell_, duelig; _spaae_, +sparet; _haae_, ha' det; _wat_, vækkede; _Flaani_, Flane; _drøwsker_, +higer hæftigt; _æ Los_, foragtelig Benævnelse paa en ung Kvinde (svarer +til det mandlige: Lømmel); _tolle_, enfoldig; _Kos_, Kors; _Stett_, +Stente; _kallepros_, meget kjæphøj; _æ Buend_, Baandene; _tær_, tør; +_forsuer_, forsværge; _Stø_, Stykke; _hed sæ_, pynte sig; _sølle Hjavl_, +sølle én; _Hjaani_, halvfjantet Fruentimmer: _æ Trajt_, Tragten.] + + + + +JENS FISKER. + + +Jens Fisker han bo'de derude ved Aa, +hvor Græsset er grønt, og hvor Himlen er blaa. + +Men hjælper det noget, ens Himmel er blaa, +naar Livet er grimt, og naar Tanken er graa? + +Og nytter den noget, den lullende Aa, +naar Kjællingen baade vil bide og slaa? + +Saa lod da Jens Fisker sit Skallevaad staa +og søgte sin Vædelse uden for Aa. + +Han sov som en Orne og drak som en Saa, +mens Fisken slog op i den sorlende Aa. + +Hans Kjælling, Marie, den gnistrende graa, +hun garver ham Ryggen snart gul og snart blaa. + +Jens Fisker han tygger med Taarer sin Skraa: +"Gud hjælpe hver Kristen, hvis Kjælling vil slaa!" + +Jens Fisker han trækker hans Vandstøvler paa: +"Nu gaar jeg og drukner mig, So, i min Aa!" + +Men Kjællingen larmer med Kjæften paaskraa: +"Aa, Stodder, lad du kuns saa Støvlerne staa! + +Jeg ved da, at Folk, der vil drukne i Aa, +de trækker ej nye Vandstøvler paa!" + +"Ja, ja", svarer Staklen, "men skal de _nu_ staa, +jeg henter dem, naar du mindst tænker derpaa!" + +--Jens Fisker han kyler sig ud i den Aa +til Brasener brede og Skaller saa graa. + +Men det er da noget, enhver kan forstaa; +her slutter ej Visen om Jens og hans Aa. + +--Naar Uglen er ude, og Natten er graa, +da kommer Jens Fisker til Huset ved Aa. + +Han lirker ved Pind, og han letter ved Slaa +og trækker med Stønnen de Vandstøvler paa. + +I Hylsklædet trimler sig Kjællingen graa +med klaprende Tænder og strittende Taa. + +Naar Timen er ude, hun hører ham gaa +som Torden, naar den har faa't Vandstøvler paa. + +--Det samme, det samme hver Nat, som er graa! +Hun mister sin Snøvs ved at tænke derpaa. + +Hun vaager med Lys, og hun stænger med Slaa; +dog gjæster Jens Fisker med Bulder sin Vraa. + +Men Kjællingen klager med Kjæften paaskraa: +"Aa, at jeg dog ej lod ham Støvlerne faa!" + +Saa sprang hun som Tudsen fra Brinken i Aa. +Nu spøger de--hver med _sin_ Vandstøvle paa. + +Jebjærg, Juni 1905. + + + + +JENS VEJMAND. + + +Hvem sidder der bag Skjærmen +med Klude om sin Haand, +med Læderlap for Øjet +og om sin Sko et Baand, +det er saamænd Jens Vejmand, +der af sin sure Nød +med Hamren maa forvandle +de haarde Sten til Brød. + +Og vaagner du en Morgen +i allerførste Gry +og hører Hamren klinge +paany, paany, paany, +det er saamænd Jens Vejmand +paa sine gamle Ben, +som hugger vilde Gnister +af morgenvaade Sten. + +Og ager du til Staden +bag Bondens fede Spand, +og møder du en Olding, +hvis Øjne staar i Vand-- +det er saamænd Jens Vejmand +med Halm om Ben og Knæ, +der næppe ved at finde +mod Frosten mer et Læ. + +Og vender du tilbage +i Byger og i Blæst, +mens Aftenstjærnen skjælver +af Kulde i Sydvest, +og klinger Hammerslaget +bag Vognen ganske nær-- +det er saamænd Jens Vejmand, +som endnu sidder dér. + +Saa jævned han for andre +den vanskelige Vej, +men da det led mod Julen, +da sagde Armen nej; +det var saamænd Jens Vejmand, +han tabte Hamren brat, +de bar ham over Heden +en kold Decembernat. + +Der staar paa Kirkegaarden +et gammelt frønnet Bræt; +det hælder slemt til Siden, +og Malingen er slet. +Det er saamænd Jens Vejmands. +Hans Liv var fuldt af Sten, +men paa hans Grav--i Døden, +man gav ham aldrig én. + +Jebjærg, 19/6 1905. + + + + +JAKOB OG HANS SØNNER. + + +I Sommersolglans glimter Jakobs Gaard +hen over disblaa Kjær og Bavnehøje; +Rugfaldets gule Vover bar ens Øje +ud, hvor som Streg mod Luften Heden staar. +To hvide Stude trægt for Tromlen gaar, +hist hvor en Husmand stejlt med Lyngen strider; +men ellers hersker Hvil til alle Sider. + +En Søndag var det, fuld af Lærkelyd, +Blaaklokker hang og skjalv paa hvert et Dige, +Valmuen kasted sine Bægerflige +og svang nu nøgen i sin røde Pryd; +Hugormen trilled sig med skjællet Fryd +i Vejens Sand og glemte under Badet, +hvor den er edderspændt, forfulgt og hadet. + +I Grupper delt gaar Folk fra Kirken hjem +endnu med Salmens runde Klang i Øret, +mens Troens Trylleverden taagesløret +sig tegner bagom Rugens Bølgebræm. +Tungt skrider Mand og Viv i Sandet frem, +mens langsomt byttes Biblens Billedriger +for Risengrøden, der hvor Røgen stiger. + +Men tværs paa Sognevej og Kirkesti +ned over bratte Hæld og høje Diger, +hvor Flintestenen under Støvlen skriger, +og Luften lives af den brune Bi, +der kommer over Marken, kjæk og fri, +en Skare Knøse, halvt som Foler kaade +og halvt som Mænd, der ved at ramme Maade. + +De skrider hurtigt, skjønt de vægtigt træder +og holder sig bag Rugens Fald i Læ: +Tørklædet flagrer, og de tunge Klæder +slaar svære Folder om de stærke Knæ; +de vejrer vejrklogt mod det Søde Dræ +og føler jublende, hvor Blodet rinder, +og ler, saa deres brede Tænder skinner. + +Ja, det er Jakobs kjærnesunde Sønner, +der aarligt samles paa hans Fødselsdag, +og der ved Gammens-Øl og Latter lønner +den gamle for, hvad Tiden slog i Kvag. +Nu ta'r de Føden under andres Tag, +men Hjemmet i dets gule Rugfalds-Ramme +faar altid sunde Hjerter til at flamme. + +Thi aldrig kildrede en Lyd vort Øre +som Lærkens Legen paa sin lyse Streng, +og aldrig vil en Duft vort Hjerte røre +som Kabbelejens paa vor Faders Eng; +hvor drømte du som i din _Moders_ Seng? +Et dugfyldt Syn fra Hjemmets Kaalgaarddige +opvejer tusind Mil i fremmed Rige! + +--De unge Knøse hører op at larme, +som raskt de skrider imod Porten frem, +og Blikket lyser af en hellig Varme, +thi der staar Festglans af det gamle Hjem; +hvidt skinner Gaardens Væg fra Syld til Rem, +og over Elmens Toppe, stort udslaget +i tunge, fede Folder bølger Flaget. + +Der ligger Høns ved Muren, bred' i Ryggen, +og gnider Kraasen mod det lunkne Sand; +igjennem Porten inde bagom Skyggen +Brøndvippen kraaner med sin tunge Spand; +_den_ drypper Draaber ned i Brøndens Vand; +Stenbroen nys er luget, Sand er strentet, +saa det er let at se, hvem der er ventet. + +Om lidt de ses igjennem Porten drage; +Gjenlyden røber, de gaar ej paa Taa; +den alleryngste bliver lidt tilbage +og fjerner skyndsomst fra sin Tand en Skraa; +den snilde Ole er ej sikker paa, +at gamle Jakobs Alvorstanker falder +i Traad med hans om Skraa i Oles Alder. + +De andre svinder gjennem Forstudøren, +mens Sinken dundrer hult mod Flint og Kamp; +men allerforrest gaar den stærke Søren, +ombølget af sin egen Vadmelsdamp, +saa smælder Klinken gjennem Støvletramp, +og ind ad Karmens stedste større Flænge +men ser først een, saa flere Omhængssenge. + +Den rejste Luftning med Gardinet kaster, +mens Blikket søger Jakobs Yndlingskrog; +derinde under Bjælkens brune Knaster +han sidder ved en gammel Spændebog: +han stirrer op fra Bladet, mild og klog, +i Tvivl hvorvidt han skal sin Finger væde, +hvad eller røbe strax sin store Glæde. + +Men Hjertet sejrer. Fyrrebordet knager, +og Spændebogen gjør et lille Hop, +da han med Hænderne om Skiven tager +og langsomt løfter sig fra Bænken op; +nu ranker han sin arbejdsstive Krop. +En herlig Gubbe! Ho'det staar mod Loftet, +men Skikkelsen er kantet, tung og hoftet. + +Og over Fyrreskivens blanke Flade +de brune Hænder krystes i et Kast; +og som han vilde Slægtens Kræfter grade, +vor gamle Jakob trykker dybt og fast; +hans Haand er stærk og sejg som Bjælkens Knast! +At Sønnerne sig ej for Trykket ømmer, +det siger ham: De er af ormfrit Tømmer! + +Den gamle er nu lutter Liv og Røre; +hvert Øjeblik han skifter Smil og Plads; +han løfter Kovsen ved dens gule Øre +og fylder blinkende et Brænd'vinsglas; +han drikker til og smasker veltilpas +og langer Snapsen rundt til alle Stole +fra store Sørens til den lille Ole. + +Og da de hede Strubers Tørst er slukket, +og hver især med _sit_ Lykønskningsnik +har Velkomstskaalen under Vesten stukket +med ordfaa Ønsker efter Landsens Skik, +da slaar en liden Stund al Tale Klik, +til Jakob henter Skuffen med Tobakken, +saa man faar Fyr, _da_ gaar der Hul paa Snakken! + +Thi faar de Piben tændt, de danske Bønder, +og Snakken rejst om Hest og Ko og Stud, +vær glad, ifald du ved, hvor det begynder, +thi hvor det ender, ved endikke Gud! +_En_ Æmte ude, strax et Overbud! +Og Solen kan gaa ned, og Dagen slukkes, +før _deres_ Videtørst i Dvale vugges. + +Og Svar og Spørgsmaal som en Haglen falder +om andre Sognes Avling, Sæd og Stik; +helst hører Jakob dog om Hestes Alder +--han kjender sine egnes paa en Prik-- +om hvad i Mandags man for Smørret fik, +om hist en stads Ko godt i Spanden lægger, +om her den nye Hingst nu smukt bedækker. + +--Da løftes Faldet let fra Frammesdøren +saa mod Komfuret ses et Forklæd' hvidt; +det gi'r et ubehersket Kip i Søren, +da _Kirsten_ træder ind med raske Skridt; +jeg tror saamænd, de begge rødmed' lidt, +en gammel Udvej for det unge Hjerte, +før det Forstillelsernes Kunstgreb lærte. + +_Hun_ kom til Gaards som Tøs i Fordums Dage, +før Jakobs Hustru standsed brat sin Rok +og la' det gamle Hoved tungt tilbage +med "Kappens" Strimler om sin Sølverlok; +da hængte Kirsten bort sin Barneklok, +tog voxen Kjole paa og brygged, bagte +og gjorde syvfold mer, end Tøs kan magte. + +Og det staar skrevet i de blanke Stager, +i Kob'rets røde Spejl--en Fryd at se! +i Ovnens Malm, i Bænkens hvide Flager, +at hun er Hjemmets altid vaagne Fé; +hun præger Stuen til dens mindste Ske, +og sagte svinder Døgnets Rids og Rifter, +hvor stille _hendes_ hvide Forklæd' vifter. + +Snart dufter Huset da af friske Klejner, +og Kaffen damper paa den rene Dug, +mens Solens Finger skjælmsk paa Bjælken tegner, +hvad den af Kovsen dypped frem i Smug; +og gamle Jakob vrister Sug paa Sug +fra Merskumspibens tørre, trange Strube, +og Kirsten byder rundt med Smilegrube. + +Og da nu Kaffen og den gode Kage +forlængst har Fundet et retfærdigt Sted, +gaar Jakobs Tanker til de kjære Plage, +som gaar paa Græs i Engen tæt derved; +_han_ maa derud; kanskesig _de_ gaar med? +"Ih, ja!"--Enhver nu efter Huen famler, +snart staar tilbage kun forladte Skamler. + +De raske Knøse kan ej roligt fare, +men alting endevendes, højt og lavt; +de springer som den morgenglade Hare +og rutter sorgløst med den unge Kraft; +i "stiv Arm" løftes Skovlen ved sin Skaft, +og alt maa prøves fra den nye Spade +til Hakkelsemaskinens vilde Blade. + +Hej, der var to, der rev de gamle Plejle +fra deres spindelvævsbetrukne Ro +og lod dem susende i Luften stejle +med Bump og Bulder paa den mugne Lo! +Jo, det er flinke Gutter begge to! +Se hvor de smidigt sig i Midjen rækker, +mens Slaglens Vaand hvert Straa til Jorden strækker! + +Skjønt Jakob længst er over Ungdomsalder, +han ler dog lunt af deres Brydetag; +han maner helst til Fred, _før_ nogen falder, +og høger ad de altfor voldske Slag. +Han frydes som et Barn paa denne Dag; +han nyder Tumlen, skjønt af gammel Vane +han nu og da maa tysse og formane. + +En dyndet Svaling staar om Gaardens Gavle +og glider ad dens aabne Luger ind +fra Sig og sumpet Kjær, hvor Igler kravle, +og Padden sitrer i sit klamme Skind. +Hver Vækst staar rank; thi der er ingen Vind; +kun Trævlekronen rokker som bedrøvet, +fordi en Humle tynger den i Støvet. + +Men alles Længsel er de brede Enge, +der rander Synet udfor Jakobs Port, +de kavlinggule, bløde Himmelsenge +for Hingst og Klod og Oxers hvide Hjord; +her har den gode Gud et Eden gjort, +her hersker Fred, her bor Uskyldigheden, +her græsser Plagen ind mod Fugl paa Reden. + +Derhen de søger nu i muntre Klynger +med Jakob foran paa den vaade Sti; +Gulpurven paa den høje Tidsel gynger, +men sætter af, før de er vel forbi; +Græshoppen driver dulgt sit Feleri, +gloøjet Frø, brat revet ud af Drømmen, +gaar her bardus paa Hovedet i Strømmen. + +Hvor Jakob nu er bleven virm paa Sokken! +Det er til Nød, de unge kan naa med; +først da de svedte staar ved Plageflokken, +han sagtner med et Sæt de faste Fjed; +højtideligt han aabner Lukkets Led, +og een for een han lader ind dem stige +og sætter Haspen for sit Kongerige. + +Nu er det ikke mere kaade Drenge, +der under alskens Løjer jager rundt. +Nu er det Bondens Kuld med Miner strenge, +nu er de voxne Mænd i voxen Dont; +saa skilles de, saa de gaar da i en Klunt, +saa ser det ud, som Kjæde de formerer; +men overalt de vejer og vurderer. + +Bestandig foran ser man Jakob trave; +han gaar som i Triumf fra Dyr til Dyr; +med Fingerspyt han lægger Haar i Lave +langs Føllets Koder, saa det ikke fly'r; +han maaler Krydset paa den unge Tyr, +han ser i Plagens Mund, og som i Tanker +han klapper Hoppen paa dens runde Flanker. + +De frie Engens Dyr er vel til Mode +ved den Vurderelyst, de her har vakt, +og Føllet rejser rankt det fine Ho'de, +og Hingsten praler med sin Mankes Pragt; +kun Studen har sig tvær paa Bugen lagt, +mens Kalven saglende sin Mule væder +og snuser til de nye Vadmelsklæder. + +Men da nu Jakobs Runde er til Ende, +opløses langsomt Kredsens Alvorsring, +og atter kan man sig til Legen vende +med Løben, Bryden, Kast og Grøftespring; +de slaas og dratter om for ingenting, +og Jakob følger dem med Faderblikke: +"Aa, Drenge, Drenge, stød jer end'lig ikke?" + +Men hvem var det, der fik den løbske Grille, +at Jakob skulde med at springe Buk! +Først værger han sig højt, saa ganske stille, +saa lægger han sin Pibe med et Suk; +saa stiller han sig bred og tung paa Hug, +saa ler han op, saa det i Skrotten knager, +mens sidste Springer han i Luften tager! + +Som Larmen sagtner af, og Legen standser, +der gaar en Iling over Grøft og Kjær; +en Hvirvelvind et Steds med Mosset danser, +og Siv og Padderokker krydser Sværd; +nu ved hver Bonde, det bli'r andet Vejr; +selv Hjertegræssets tusind Dværgebjælder +nervøst, men sikkert om Forandring melder. + +Den Skygge fra de mørke Uvejrsrande, +som i hin Iling over Egnen trak, +den dvæler længst paa Jakobs høje Pande, +mens Ilden slukkes tyst i hans Tobak; +han tænker paa sit Kløverhø i Stak +og dividerer tavs sit Afkoms Mængde +i Høets Hob og Tordenskyens Længde. + +Men før den snilde Jakob ret faar mælet, +er Flokken fløjet over Sten og Stok; +den samme Tanke har enhver besjælet, +et Nik, et Blink mod Skyen her var nok; +her handles enkeltvis og dog i Flok: +Et Nu, og Kobler klirrer, Piske knalder, +og lange Vogne over Toften skralder! + +--Hvor er det spændende for unge Kræfter +at kappes med den vilde Tordensky! +Lynsnærten saver, Skraldet raver efter +og styrter stadig i et Hul paany; +nu straaler Regnen i din Naboby, +nu taages Engene, nu rejses Vinden, +mens Spændtheds klare Sved dig striber Kinden! + +O Duft af Hø, naar Tordenregnen truer, +du er mig mere skjøn end alt, jeg ved! +Du er mig mere kjær end vilde Druer, +et himmelsk Laan til fattig Jordiskhed; +svæv om mit Leje, naar _min_ Sol gaar ned! +Driv længe lavt hen over Danmarks Enge, +og svøb dig lindt om Fremtids Digterstrenge! + +--Da sidste Læs--end dækt af Tørvejrs Kaabe-- +forsvandt med Klang bag Ladeportens Rand, +slog smældende den første Tordendraabe +med Vægt af Faldet ned i Vejens Sand; +knastørre holdt paa Loen Hø og Mand, +mens Lynet vildt bortødsled sine Straaler, +og Regnen tømte alle Vredesskaaler. + +--Det vilde Vejr er alt af Marken slaget, +den høje Himmel atter fejet ren; +nu hænger Regnen kun som Dryp i Taget +og staar som Dam paa hule Flintesten; +nu kukker Gjøgen fra sin Hyldegren, +og Millioner Kim langs Solbrands-Stier +har aabnet deres tørre Mund og dier. + +Og atter prates der i Hjemmets Stuer +om Kjærest'folk, om Bryllup, Præst og Degn; +men gamle Jacob gjennem Ruden skuer +mod sine Ro'r, "der trængt' saa haardt til Regn". +Nu staar hver Stilk paany i Haabets Tegn; +dog dvæler noget i hans Øjenkrige, +han vil ha' frem, men ikke ret kan sige. + +--Men Aftnens Enge damper nu saa vide, +og Afskedstimen for de unge slaar; +da drager Jakob Søren lidt til Side +og siger lavmælt, mens de andre gaar: +"Ja Søren, du faar hjem til Efteraar! +_Jeg_ føler Ald'ren; Gaarden vil ej rente; +du _har_ jo Kirsten; hvi skal I da vente!" + +Ærbødigt hilser de den gamle Fader +og gaar saa bort hen over Bol og Brak +langs vaade Havrefald og Turnipsrader +ind mellem Kvæg og Agerhø i Stak; +og Nattens Dampe fugter Fod og Frak, +den vaade Muld gjør deres Støvler tunge, +mens Grødeduften kildrer Svælg og Lunge. + +Kartoffelblomstens blide Bloster slipper +sin Duft mod Skyen fra sin Bakketind; +og Rugen rokker paa de svulne Vipper +og gynger dem i Slummer Kind mod Kind; +Boghvedens Aande vælder bi-sød ind; +den lyse Nat i Tavshed lægger Kaaben +om Jordens Skulder efter Tordendaaben. + +Men under Sommernattens høje Maane +staar Jakob længe ved den hvide Væg; +Havfugle dunkelt over Himlen skraane, +Horsgummen gjepper mellem Mosens Flæg; +en Taare triller ned i Jakobs Skjæg; +hans Hjerte rinder fuldt af Dagens Minder, +mens Sønneskaren tyst i Natten svinder. + +Jebjærg 28/6 1905 + + + + +MAANEN KYSSER RUGNEGET. + + +Du smaa, du smaa, +du søde smaa, +jeg kysser dig fra Top til Taa! + + "Fra Top til Taa? + Jasaa! + Lad gaa! + lad Kysset gaa + fra Top til Taa +og om igjen og ned og op +fra Negets Taa til Axets Top. + Men stop, o stop! + Der sprang en Strop!" + +Nej! nu gaar Rimet i Galop! + Taa og Top, + Kysgalop, +Stropper ned og Bændler op! + +Hvad staar der? En Barm i Knop! +Og histnede: Knæ i Hop! + + Knæ og Knop, + Rosers Hop, +hvide Liljer ned og op! +"Elsk mig! Tag mig! Tavl og Top!" + +28/6 1905. + + + + +BARNET OG DEN GAMLE GAARD. + + +Der laa paa Toften en gammel Gaard +med vinde Vægge og side Tage. +Dens Syld er sunken, men Mindet slaar +sin Kreds derom alle Dage. + +For der gik Føllet paa slanke Ben, +og Hønen kagled bag støvet Nælde, +og Myren jog over breden Sten, +mens Stolpen frønned af Ælde. + +Og der Staar Mor i sin Bryggersdør +og rækker Far en Taar Urt af Øsen; +han blæser, drikker og blæser, før +han rækker Resten til Tøsen. + +Og ind og ud ad den lave Port +som Vævens Skyttel saa svitter Svalen; +og Solen skinner paa Smaat og Stort, +og Hanen muntrer med Galen. + +--Hvor er nu henne den gamle Gaard, +dens Svalereder bag møre Lægter? +"Det gamle falder, det ny bestaar"-- +er Lov for skiftende Slægter. + +Hold op at flagre, du Svalelil, +lad Glemsel tage de gamle Reder; +luk Øjet op, og dit Hjerte til, +det nytter intet, du leder! + +De gamle Huse vil styrte om, +de gamle Vaner, de gamle Skikke; +er Marven borte og Skallen tom +da hjælper Taarerne ikke. + +--Men du, som hviler i Vuggen dér +og smiler op fra din hvide Pude, +du kjender intet til Livets Færd +og ej til Verden derude. + +Du er i Dagens den stride Blæst +en muntert glidende Foraarssvale; +vi andre kives om Lykkens Rest, +du la'r Vorherre betale. + +Vi andre ræddes i Tvivlens Nat, +naar Bølgens Vrede vort Lys vil slukke; +du slumrer trygt uden Ror og Rat, +endda _din_ Baad er en Vugge. + +Sov trygt du lille, i Vuggen hist, +mens Æblet rødnes i Hast bag Løvet, +og Bygen kommer med stakket Frist +og slænger Frugten i Støvet. + +Ja, du skal voxe dig sund og stor, +og du skal altid i Sandhed vandre; +en Dag saa tager _du_ Viv og Jord +og bliver Mand som vi andre. + +Saa staar du vel, som vi andre staar, +og tryller Ranker om sunkne Stene +og stirrer ud mod en falden Gaard, +mens Solen synker bag Grene. + +Silkeborg 9/9 1905. + + + + +BONDENS DATTER SYNGER. + + + Giftes vil hver Pigelil + og nødig altfor silde; + Lykken kommer, naar han vil, + men smaat til Bryllupsgilde; + en ta'r Maal af Arv og Aar, + gylden Høst og gyldent Haar, + en gaar efter Gods og Gaard, +men _jeg_ vil ha' en glad Mand! + + Den si'r Hyp, som Tømmen faar. + Og _han_ skal Buxen bære + paa hans Toft som i hans Gaard, + for Buxen gjør ham Ære. + Linner han saa Klinken lidt, + hører jeg min Husbonds Skridt, + gaar mit Hjerte godt og blidt +ved Tanken om en glad Mand. + + Han vil Hjemmets Ærind gaa + ved Kjøben som ved Sælgen, + ikke fuld i Kroen staa + og tylle Øl i Bælgen! + Ønsker han en liden Rus, + ta'r han den i eget Hus, + spytter ej i andres Krus +for det gjør ingen glad Mand. + + Gaar han i sin egen Dont, + han nynner under Hjalde; + halser ikke Huset rundt + og øser ud sin Galde; + _han_ staar ikke vred af Seng, + gamser glubsk af Folk i Flæng, + snart af Tøs og snart af Dreng, +for det gjør aldrig glad Mand. + + Vælter Sne mod Tærsklen ind + og spreder langt sit Lagen, + aldrig ængstes dog mit Sind, + hvor _han_ har Styrestagen! + Barnet glad paa Gulvet gaar, + Grisen trind i Stien staar, + alting trives--Fæ og Faar, +i Gaarden hos en glad Mand! + + Driver Regn For Søndervind, + mens _han_ maa Agren pløje, + kommer sent og tavs han ind + med Dryp fra Skjæg og Trøje-- + _jeg_ skal gjør' ham Sengen lun, + varme Dyne, klappe Dun, + hæng' hans Frak, hans Sok til Gru'n +og sove ved en glad Mand. + + Kvinder er som Blomster smaa, + de gror kun godt i Glæde. + Faar _jeg_ den, jeg tænker paa, + saa skal jeg aldrig græde; + snildt jeg snurrer da min Rok, + pusler om min Gutteflok. + --Aah, der bliver Lykke nok, +naar man først har en glad Mand! + +Bovbjærg 16/10 1905. + + + + +GAMMEL KJÆRLIGHID. + + +Vi er bløwen nøj aaldre, Kræn Nargaard, + og wor Øwn ka ett wal skimm æ Dar, +og wor Kinder er gro, og wor Hinder er blo, + og vi spilder æ Mad aa æ Far, +Vi er bløwen nøj stogend, Kræn Nargaard, + og æ Kjæp den maa værg for æ Bjen, +og æ Vægg maa gi Støtt, nær æ Træsko ska flytt, + og æ Furd maa ta Wor o æ Stjen. + + Det war alln i æ Føsten, Kræn Nargaard, +da war vi en bitte Graan lin, +og wor Øwn de war klaa, og wor Tanker war glaa, + og wor Klejmon war flunkend og fin. +Aa, saamøj en tyt om dæ, Kræn Nargaard, + nær do mødt mæ dernied i æ Kjar, +og do løvt mæ iland øwer Vilder og Wand-- + for æ Engi war sjalden ret tarr. + + Ka do how, te do kyst mæ, Kræn Nargaard, +en Sønde, a band dæ di Kled? +A ved aalle nø Daa, a haar wot snaar saa glaa, + og ino kan a græd ved mi Gled. +Men si Sindlav den hwerrer, Kræn Nargaard, + og wor Suel gik jo snaar for en Blaan; +for som Wand skjeller Hy--ja som Himmelens Sky, + saa skjelles jen Ven fræ enaan. + + Aa, saa jenle en haar æ, Kræn Nargaard, +og saa laangle æ Daw læ sæ slid! +Men en tar jo si Torn, og en bærer si Born, + saalæng en maa her gaa og strid. + +--Læ wos saa komm te Stumlen, Kræn Nargaard, + og forglemm, hwad der ett ka vær alln! +--Ka _do_ skimm, om æ Hyld ino stor med si Fyld, + for de sejer, æ Blaad ska vær faldn. + +Bovbjærg 16/10 1905. + +[Footnote: _nøj aaldre_, hen paa Alderen; _skimm_, faa Øje paa; _blo_, +blaa; _æ Far_, Fadene; _stogend_, foroverbøjede; _æ Bjen_, Benene; +_nær_, naar; _ta Wor_, tage Vare; _o æ Stjen_, paa Stenene; _alln_, +anderledes; _æ Føsten_, ens første Tid; _da war vi en bitte Graan lin_, +da var vi skam smidige; _klaa_, klare; _glaa_, glade; _Klejmon_, Klæder; +_tyt om dæ_, holdt af dig; _æ Kjar_, Kjærene; _how_, huske; _Sønde_, +Søndag; _Kled_, Tørklæde; _aalle_, aldrig; _wot_, været; _ino_, endnu; +_hwerrer_, vender, forandrer Retning; _Blaan_, Sky; _Wand skjeller Hy_, +Vand bortfører Hø; _enaan_, en anden; _jenle_, enligt; _laangle_, +langelig, langtrukken; _Torn_, Tørn; _Born_, Byrde; _Stumlen_, Vaklen; +_æ Hyld_, Hyldetræet; _si Fyld_, Træernes Blomster eller Blade.] + + + + +EN KOGED HUMMER. + + +De to mæ paa tredve Favne Wand, +ja nue vil sej: en halvhunde; +de støste Fiskre paa Ferring Strand +de kund saa nappele bund'e. + +Fâr gik a saa dawle og gro, aaja! +No haar a en Kjowl saa rø. +Søen gôr æ gjan mæ det Gued, en ska ha: +Det kommer--nær en er dø! + +Bovbjerg 19/11 1905. + + + + +ØWER Æ ÆWN. + + +Haar do hør, haar do hør, te Pe Døw han er dø +og hans Kuen sejjer Enk lisse strag som en Mø! + +A kund ett gaa forbi; a war nied i æ Kjar +og føl atter i æ Skru, om æ Tørre de var tarr; +a saatt sni ad æ Pwot og kam vejsten æ Haw-- + +--Do haar aalle hat Maagen te Lykk i di Daw! +Der er ikki en Enki i hile wor Sown +--ja saa a i sejsten!--_saa_ knøv og _saa_ bown. + +Hun er rig, hun haar Peng, hun haar Medler som Skidt, +hun haar Kister som Hus;--a haar wot der saa tidt-- +og dæ Kyr og dæ Øg og den Avl, som der stôr! +Det er hejsen nø andt end di egn Skrantings-Gord, +Fæk do hind i di Snaar--war æ ind, war æ ue, +--ja hun sku sgi snaar løwt di Hywl i æ Fue! + +Men do sworer jo ett! Do ska lyd te mi Taal! +A' el fandenmæ ett sejj for døw Folk og gaal! +Tho do ka wal forstaa, te en vil dæ di Bejst, +nær en pæger paa den, som en tyt, do ku fejst! + +Gjør dæ fin, gjør dæ snøg, sejj ett søen og log! +Ta di Lejerlu aa, smid en hen i æ Krog! +Træk æ Øg aa æ Staald, faa æ Saadl laa opo, +og sejj ett som en Dorn og tyg aved o æ Skro. +Res dæ no! Vær gilik! Gjør dæ snøg, gjør dæ fin: +Do ska hen og ta Kys ved den rig An Katrin! + +Jøsses Kos, bitte Bøn! for en Kuen do da fôr! +ja, Katrin hun ska snaar sætt dæ Stywr te di Gord! +For hun ved, hwad hun vil, og hun haar hinne Sind, +saa _do_ ska nott lav hind aaltfor møj Vind. +Hun er skrap, hun er stærk, hun haar banked æ Sme, +hun ka hopp te æ Lowt, nær æ Gal den ta ve. +Men haar _det_ nøj aa sej, te æ Kjælling er stræng, +nær do fôr hinne Gord, hinne Jord, hinne Peng, +hinne nybærend Kwier og blankhwonned Kal, +hinne Grunker og Bunker, det Hil med det Hal, +hinne trørre Alens Væv, hinne Syv-Markes Særk, +som æ Skræjjer hun sejer, hun goer i te Kjærk,-- +hinne Maalt, hinne Gaalt, om i Saalt om ilyw, +hinne Høns po æ Raan, hwer en blikkendes Yw +--hwad hun aatte og ejer, hwer Drip og hwer Drof: +Ka do vind hind te Kwind, er æ din jo tehof. + +--Naa, der kam nok æ Øg; ja kom saa ad æ Dar, +men æ Daa er paa Sky, og æ Vejlo er tar. +Ih men bi! Læ mæ si: er do snøg om di Haag? +--Nær do no kommer op, held dæ dygtig tebaag, +og sej ett po en Hejst, som do rej po en Raag; +og pas o, te æ Skro den ett drevler i æ Skjegg, +for søen fôr do aalle æ Sow i di Sæk. +Kom no op og astej, men det lyser af Daa, +og hold wal ved æ Krikk, te do ett hwistes aa, +men kom hedle te Bøj, og Worherr vær dæ gud; +saa der ett ska gaa Skej a di Fagter og Urd. +Læ mæ si, bitte Do, der er Slyng i di Kapp, +nær di Hejst gôr i Sto for Katrin hinne Trapp, +og vær lin i æ Knogl, men pas wal o æ Fud, +nær do kaaste dæ nied fræ æ Saadl te æ Jurd! + +----Hwa for nøj, hwa for nøj!--Hwa er _do_ for en Kaal. +Ska do søen sto og koj for aa now en Krumm Saadl! +Og her haar en gjord dæ saa fin og saa snøg, +og saa ka do ett kravl opo en Kon Øg! + +--Ta æ Saadl aa æ Krikk! Sæt di Lejerlu o, +og sej _do_ som en Taari og drewl øwer æ Skro! + +Bovbjærg 21/11 1905. + +[Footnote: _sejjer_, sidder; _strag_, glat i Huden; _æ Kjar_, Kjærene; +_Skru_, Tørvestabel; _tarr_, tørre; _sni_, tværs over til; _Pwot_, Port; +_Sown_, Sogn; _saa_, sagde; _knøv og bown_, kjøn og imponerende af Ydre; +_wot_, været; _og dæ Kyr_, og sikke Køer; _hejsen_, ellers; +_Skrantings-Gord_, en Smule Gaard; _sgi_, sandelig; _Fue_, Fure; _lyd_, +høre efter; _fejst_, fæste; _snøg_, pyntelig; _sej ett søen og log_, sid +ikke saadan og glo (at _loge_, kikke op paa en halv tvivlende halv +forlegen Maade); _Lejerlu_, Læderhue; _Saadl_, Sadel; _opo_, paa; _res_, +rejs; _gilik_, rap; _Stywr_, Stivere; _hinne Sind_, hendes Vilje; +_nott_, nu ikke; _trørre_, tredive; _æ Skræjjer_, Skrædderpige; _Kjærk_, +Kirke; _Gaalt_, Galte; _ilyw_, ilive; _Raan_, Pind til Hønsene; _Yw_, +Øje; _Drof_, Draabe; _drevler_, savler: _men_, mens; _hwistes_, slænges; +_hedle_, skikkelig; _Skej_, ilde Snak; _Knogl_, Fodled; _Kaal_, Karl; +_koj_, jumpe; _Krumm_, Smule; _en Kon Øg_, en Smule Hest; _o_, paa; +_Taari_, Taabenakke.] + + + + +TRE-KONGER. + + +Jeg vandrer her saa ensomt ud ad min Hedevej, +mens Gryet kjæmper mellem mørke Banker, +og Tøvejrstaagen tætter sig over Slugt og Slej, +og Vintermulmet tynger mine Tanker. +Det er saa tungt at lytte til vaade Vindes Sus, +naar Vinterregnen prikker i Landevejens Grus, +og Juleøllet dovner i blommet Bondekrus + i Dagene omkring ved Tre-Konger. + +Der lister hist foran mig en kroget, gammel Mand +med Melmadstejnen over Øxebladet; +paa tynde Træsko svinder han bag Plantagens Rand +og standser ved en Gran i Snevand badet. +Snart lyder Øxeslaget med dybe Ekko-Suk, +mens rytmisk Træet slipper sit Styrt af Draabedug; +min Sjæl med Træet skjælver ved disse Dødsenshug + i Dagene omkring ved Tre-Konger. + +Hist klumper sig i Taagen en Klynge Hytter graa +med møre Døre og med skjæve Gavle; +der staar et Barn bag Ruden her i den første Vraa, +af Kjedsomhed det ramper paa sin Tavle. +Her sidder mangen Moder og ved ej Raad for Brød, +der ligger mangen Stakkel og venter paa sin Død, +mens Øjet ængstet følger den matte Tørveglød + i Dagene omkring ved Tre-Konger. + +Ak, underverdens-trist er en Hedehyttes Vraa, +dens Veje plørede, dens Stier slemme! +Barmhjertighedens Engel har her saa langt at gaa, +og derfor bliver han som oftest hjemme; +men Vinteren er trofast med Flyvegigt og Kuld, +af klare Snekrystaller den puster Kaalen fuld, +og Maaren gnaver Huller i Hyttens Hattepuld + i Dagene omkring ved Tre-Konger. + +--Da spaltes der en Flænge i Vinterdagens Graa, +en munter Straalepil mit Hjerte rammer; +jeg havde næsten glemt, at din Hvælving er blaa, +du høje Himmel over Jordens Jammer. +Aa se, hvor Straalen spiller--paa Mossets grønne Plyds, +paa Lyng, paa Rug, paa Rævling, paa Raadyrbukkens Kryds! +Det er til Jordens Hytter et nedslængt Fingerkys + i Dagene omkring ved Tre-Konger. + +Sjørup 3/1 1906. + + + + +JENS HVØVTRUP. + + +Jens Hvøvtrup springer fra Sengens Stok: + aah--ja, + ta mæ mi Bøss! +En høstlig skrigende Vildgjæsflok +saa lydt under Nathimlen larmer. + +Jens Hvøvtrup ryster nu Hagl af Horn, + aah--ja, + ta mæ mi Bøss! +og maader gnistrende Krudekorn +og klapper sin pludrende Kvinde. + +Jens Hvøvtrup snapper sin Hat fra Knag, + aah--ja, + ta mæ mi Bøss! +skjønt Uglen varsler ham ondt fra Tag, +og Flagermusene piber. + +Jens Hvøvtrup agter sig øst om Aa, + aah--ja, + ta mæ mi Bøss! +hvor Gaasen svaler den brede Taa +og gynger sin tyngende Fedme. + +Jens Hvøvtrup drages af Vildgjæsskrig, + aah--ja, + ta mæ mi Bøss! +Da spærres hans Vej af Troldkjærsig, +hvor stygt om Natten det kogler. + +Her slynger Taagen sit lange Slæb, + aah--ja, + ta mæ mi Bøss! +mens Rørdrum spuler sit gule Næb +i Sumpens svovlede Bløder. + +Hugormen skeler med Mus i Flab, + aah--ja, + ta mæ mi Bøss! +og Tudsen sidder med Hængegab +og drejer sin natlige Skralde. + +Her sidder Aalen i Tørvepyt, + aah--ja, + ta mæ mi Bøss! +og glor paa Maanen bag Tudsespyt, +mens Padderokkerne knarker. + +Jens Hvøvtrup trækker saa tungt sit Vejr-- + aah--ja, + ta mæ mi Bøss! +med Vildgjæs er han nu ligekjær, +hvor nært end Skrigene frister. + +Thi den der synker paa Troldkjærsig, + aah--ja, + ta mæ mi Bøss! +han griber ikkun i Taagens Flig, +hvorved sig ingen har løftet. + +Jens Hvøvtrup vader i Væld tilknæs-- + aah--ja, + ta mæ mi Bøss! +han _vil_ gaa lige, men _gaar_ i Kreds, +hvordan end Sigtet han tager. + +Det perler ham koldt bag Hatterem-- + aah--ja, + ta mæ mi Bøss! +"Hvor er jeg selv, og hvor er mit Hjem, +mit Hus og min ventende Kvinde?" + +Jens Hvøvtrup skrifter for Gud sin Synd, + aah--ja, + ta mæ mi Bøss! +mens Foden synker i dyben Dynd, +og Bobler om Støvlerne brister. + +Da hvirvler Taagen sig rundt i Ring, + aah--ja, + ta mæ mi Bøss! +Snart tykkes den Noget, snart Ingenting, +mens Kredsen om Jægeren snævres. + +Det fløjter i Flæg og Graadusk-Rør, + aah--ja, + ta mæ mi Bøss! +og Taagen flænger sit Vandpyt-Slør +paa Nattens strittende Grene. + +Det dunser og punser om Grob og Grøft, + aah--ja, + ta mæ mi Bøss! +som Helhest-Stamp og som Troldsvin-Snøft, +mens Lygtemænd hopper paa Gungen. + +Selv Tørveskruen saa sort og stiv, + aah--ja, + ta mæ mi Bøss! +har snappet sin Naboskrue om Liv +og danser, saa Top-Tørven flyver. + +Jens Hvøvtrup kaster sin Kolb' til Kind, + aah--ja, + ta mæ mi Bøss! +Saa skyder han ind i den Hvirvelvind, +saa Synerne daaner i Skraldet. + +Han kravled iland ved sit tro Gevær, + ahh--ja, + ta mæ mi Bøss! +mens Gryet frelsende steg bag Kjær +og viste kun dryppende Vidjer. + +Men siden dued han aldrig stort; + ahh--ja, + ta mæ mi Bøss! +de sa' om Skytten, han blev forgjort +hin Nat derude paa Gungen. + +Hans Hoved rokker som Siv paa Kjær, + aah--ja, + ta mæ mi Bøss! +Den Lygtemands-Skyden har gjort ham Sær +og mærket Jens Hvøvtrup for Livet. + +Han ses ved Kirken i Sol og Sus-- + ahh--ja, + ta mæ mi Bøss! +den blegeste Mand i Herrens Hus, +og altid med Ho'det han nigrer. + +Dog mest han kredser om Troldkjærsig, + aah--ja, + ta mæ mi Bøss! +og altid han fabler om Vildgjæsskrig +og Sumpens tombede Syner. + +Saa maaler han op sit sidste Skud Krud: + aah--ja, + ta mæ mi Bøss! +og sletter saa al sin Kvide ud, +mens Ekko fra Bakkerne skogrer. + +Sjørup 14/1 1906. + +[Footnote: _Bløder_, moradsige Væld; _Tudsespyt_, Slimkager af øjede +Tudseæg i sumpet Vand; _Væld (og Vilder)_, enhver Vandudbulning i +Kjærbund; _Grob_, bruges om baade Grøft og Dige; _Gungen_, Hængedynd; +_nigrer_, rokker ustandselig; _tombede_, smaataabelige.] + + + + +KARLSVOGNEN. + + +I det vældige Rum, hvori Kloderne svæver, +hvor de drager som Flager af Mulm og af Lys, +hvori Stjernernes Tusinder flimrer og bæver +under Almagtens Pust og det Eviges Gys-- + +I det Tavshedens Dyb er du sat til at vandre +med din knækkede Stang omkring Nordboens Pol; +og naar Jordbuens Skygger har faget de andre, +staar du lige ukuet, syvstjernede Sol!-- + +Jeg har talt dine Hjul, før jeg knap kunde stave, +jeg har ridset _dit_ Billed i Rudernes Rim; +jeg har set dig saa stor over sneede Grave, +men saa bleg, naar det gjæred i Vaarnattens Kim. + +Laa jeg skræmmet i Drømme om Farer derude, +og jeg løfted fra Puden min brændende Kind, +stod _du_ tindrende tavs i min øverste Rude +og gød lysende Fred i mit barnlige Sind. + +Du har fulgt mine Fjed paa den drømmende Hede, +hvor i Dalen jeg søgte det vildfarne Lam; +naar bekymret jeg standsede, træt af at lede, +stod dit Billed og skjalv i den porskranste Dam. + +Naar det braged om Natten i Isgangens Panser, +medens Nordlyset drev sin fortryllende Leg, +og _din_ Vogn blev beskudt med forsølvede Lanser, +stod hos Far jeg ved Gavlen og stirrede bleg. + +Du har lyst paa min Sti over rimslagne Enge, +hvor i Mørket sig vender det frysende Kvæg, +du har kortet min Kvæld, naar jeg ventede længe +med det rullende Skud bag de dølgende Flæg. + +Du har tryllet mit Sind, saa jeg knap kunde sove, +naar du spejled din Pragt i den mørknende Fjord, +du har baaret min drøm gjennem slumrende Skove +med dit funklende Hjul og din Stjært imod Nord. + +Naar det lyste bag Krat af den segltynde Maane, +og det suste saa sagte i Midnattens Siv, +har jeg skimtet _dit_ Hjul bag den vigende Blaane +med min skjælvende Arm om den Elskedes Liv. + +Du har løftet min Sjæl mod det Eviges Vrimmel, +naar jeg stirrende stod paa min natvaade Toft, +og min søgende Tanke omsvirrede svimmel +som et usseligt Møl under Stjernernes Loft. + +--Da den urfødte Mand havde hvælvet sin Hytte, +stod du lysende højt for hans skinddækte Dør; +og _hans_ Slægt vil du se som Udslettelsens Bytte, +thi for dig er Aartusind som Hug gjennem Rør. + +Se, du løfter din Lygte i Lidelsens Nætter, +og de døende Slægter du lyser paa Vej; +naar _min_ Kvæld stunder til, og sig Skyggerne tætter, +lad mig lukke mit Blik om en Straale fra dig! + +Sjørup 21/1 1906. + +[Footnote: _Blaane_, Sky.] + + + + +PAA HEDENS HØJE. + + +Snart er du slettet ud, mit Barndomsland +hvor Rylen pylred om sin simple Rede, +hvor Porsen stod i Krans om stille Vand, +mens Maanen svæved over Moser brede. +Vemodigt gaar mit Blik blandt tavse Minder +som før, naar Duggen døbte _Barnets_ Kinder. + +Jeg ved det vel: Min Sorg er i det Blaa; +Kulturens sko'de Spand sin Vildvej drager; +man river ikke Døgnets Vogn i Staa, +fordi et stakkels Digterhjerte klager; +maaske dog én sig ømt til Redning bukker, +før Furen sig om Lærkens Unger lukker. + +Kun Ros til dig, du Rydningsmand, der lod +dit Plovjærn synge gjennem Sandets Øde, +der søgte Guldet under Gyvelrod, +men fandt kun Skuffelser og fattig Føde! +Hver Graastensblok, du kan af Lyngen lirke, +skal staa som Bauta over ædel Virke. + +Thi Ploven, Ploven maa jo ha' sin Gang, +selv hvor den flænser vore Minders Have; +den skrider fremad med sin vilde Klang, +og flytter stille Danmarks Gjærdestave; +den kan ej agte, om en Orm i Furen +blev sønderlemmet under Jærnets Skuren. + +Og dog--hver Gang jeg staar paa Hedens Høje +og vender Blikket mod den vante Grund, +da brister der en Taare i mit Øje, +og Klagesange vælder i min Mund: +Er det den Jord, hvor jeg som Barn har leget, +den Lyng, det Kjær, jeg kaldte højt mit eget? + +Hvor er da Vibetrækkets dumpe Sus, +det Tungsindsdrag igjennem Jyllands Nætter, +og Lyngtørvsdiget bag det hvide Hus, +hvor Solen tørred Hyttens Mælkesætter, +hvor er det gamle Led, hvor Gjøgen kukked +hver Livsens Kvæld, naar Portene blev lukked? + +Og hvor er du, min blide Klokkelyng, +der skjalv saa ræd i Aftnens første Brise, +og Ulvefodens vilde Bændelslyng, +og Leverblomstens blege Øjenlise? +Spørg ikke mer. Hver Blomst i Lyngen ender +med Top og Tavl som Trævl om Harvens Tænder. + +Som fremmed gaar jeg i min Barndoms Kjær, +ej Siv, ej Bær, ej Busk blev Mindet levnet; +Gulspurven smutter ikke mere dér, +Blaaternen er med Skrig fra Stedet stævnet; +kun hist ved Mosen, langs dens brune Rande +end Humlen drikker Mjød af Lyngens Kande. + +O frie, lyngombarmede Natur, +hvis Ensomhed saa tit min Pande dugged, +min Sjæls Husvalerske i Mol og Dur, +som jeg en Flygtning og en Udelukket: +Som Digt og Æventyr, som Trold i Bakke, +du enes aldrig godt med Plov og Hakke! + +Men I, som skrider nu med Maalesnor +henover Jyllands fattig-brune Hede, +som leder Slavekobler i jert Spor +og skræmmer Hjejlen bort fra Æg og Rede, +I kan vel taale denne ene Stemme, +der synger om en Fryd, jeg ej kan glemme. + +Ja, I som stykker Lyngens Rester ud +i husmandskarrige smaa Firkantsbidder, +som bytter mod Plantagers Bjærgfyrsklud +hin høje Alvor i de vilde Vidder, +skal engang paa Eftermælet bøde +for denne "Daad", naar den er stemplet: Brøde! + +Mit Fædreland, hvor nært dit Syd og Nord, +hvor snart man kan til dine Grænser kjøre! +Dog rig, mangfoldig var mit Hjemlands Jord, +nu bli'r det ogsaa snævert indendøre; +Fra Sønder rykker ind Plantagers Stimmel +og sætter Skodder op for Jyllands Himmel. + +Naar før jeg stod ved Hedens lave Rande, +saa Lokkelegen over Aaser blaa, +saa Ørknens Sky paa fjerne Højder strande, +det var, som om et Aasyn paa mig saa. +Det Aasyn har I brændt med Ild og Aske +og givet det en tom og fremmed Maske. + +Lad Skoven spejle sig i Bæltets Vove, +lad Bøgen samle Marv om Øresund, +men fri den _jydske_ Mand fra Prøjserskove, +der gjør ham fremmed paa hans egen Grund; +med _Hedens_ Alvor er hans Sjæl fortrolig, +den lagde Højhed om hans lave Bolig. + +Spar denne Rest af hærdet Urtidsjord, +den Solfaldsbro, den Blæstens brune Bane, +hvor Oldtids Sti sig dulgt i Lyngen snor, +og Luftens Syn slaar ud sin lyse Fane. +Lad ikke haant om Hedens "golde" Gave; +det Land er fattigt, som er _idel_ Have. + +Naar Rugen gynger paa sin grønne Skaft, +og Hjejlen fløjter blødt mod Aftentide, +da nyder Bonden ret sit Forspands Kraft +og nynner ved at høre Ploven skride, +da føler han hin Grund ved tusind Traade +at være slynget i _hans_ Livsdøgns Gaade. + +--Se den, som fik en Minderest i Klemme, +som saa sin Barndoms Lykkeland forraadt, +han synger mest med Skjælven i sin Stemme +og gaar ad Stier, andre ej har traadt. +_Jeg_ har nu bedt for Jyllands brune Hede; +der burde _bydes_, hvor jeg _kun_ kan bede. + +Far varsomt, I, som skalter med en Jord, +I ej har traadt med Barnets myge Fødder; +den ved kun slet, hvor Lyngens Lykke bor, +der ej har leget ved dens brune Rødder. +Men brænder I end Gyvlens sidste Ranke, +I brænder ej mit Digt og Digtets Tanke! + +Sjørup 23/1 1906. + + + + +VI ER SIV. + + +Første Siv: + +Lille Bror, hvad var der fat, +saadan som _du_ peb i Nat? + +Andet Siv: + +Aa, jeg drømte noget Stygt, +saa jeg skjælver end af Frygt: +Tænk, der kom en fæle Mand, +af hans Mund der stak en Tand, +og den bed mig ved min Rod, +saa det isned alt mit Blod. +Aa, han var saa ond og sort! +Bare han er kommen bort! + +Vi er Siv, vi er Siv, +vi maa vare paa vort Liv! + +Første Siv: + +Det var nok den fæle Plov, +han som roder bag hin Skov; +han er ond; men Gudskelov, +kommer han vist aldrig her +i det gamle Knoldekjær. + +Men hos mig en Hare laa, +aa, saa blød at slege paa; +for jeg strøg ham med min Dusk +ad hans lange Ørebrusk; +se, der sidder Haar endnu +i min Top af Pelsens Lu. + +Andet Siv: + +Han er vist en farlig én, +saadan han kan bruge Ben; +det er sært at tænke paa, +naar en anden én maa staa. + +Første Siv: + +Bare han kom snart igjen +til mit lune Leje hen. +Man er næsten som et Træ, +naar man saadan kan gi'e Læ. + +Vi er Siv, vi er Siv, +men _vort_ Liv er ogsaa Liv. + +Andet Siv: + +I _min_ Busk en Angemus +har sit lille tætte Hus; +jeg kan føle, den har smaa, +fire, blinde, perlegraa; +naar den gamle gaar sin Vej, +piber de omtrent som jeg. +For i Dug med Maaneskin +smutter Musen ud og ind. +Har _jeg_ Dug i Dusken graa, +staar den paa sin Bagbens-Taa, +og saa langt, den Smaa kan naa, +slikker den mit glatte Straa. +Det er næsten som et Kys. +Den er sød. Der er den! Tys! + +Første Siv: + +Hvad er det for tunge Stamp? +Kuskeraab og Hestetramp! + +Andet Siv: + +Jorden gynger, hvor _jeg_ staar. + +Første Siv: + +Skagler slider i _mit_ Haar. +Harelejet trædes ned! +Noget koldt ved Roden gled ... + +Andet Siv: + +Aa, der er den sorte Mand +med den lange, krumme Tand! + +Første Siv: + +Ja! Jeg ser ham: Ploven, Ploven, +fra den anden Side Skoven! + +Skaan os, Plovmand, lad os staa! +I min Busk en Hare laa. + +Andet Siv: + +Og _min_ Mus har fire smaa! + +Vi er Siv, vi er Siv! +Vi har kun det ene Liv! + +Første Siv: +Av! nu kløved han min Rod! + +Andet Siv: +Aa! nu sled han bort _min_ Fod! + +Vi er Siv, vi er Siv! +Vi har intet Krav paa Liv! + +Sjørup 31/1 1906. + + + + +RUGENS SANGE. + + +_"Jeg er ikke en Profet og ikke en +Profets Søn, men jeg er en Hyrde og +en Mand, som sanker vilde Morbær." + +Amos 7,14._ + + + + +FORSPIL. + + +Jeg lægger mig i Læet her ved Storrugens Rod, +jeg lytter, og jeg lytter, til det synger i mit Blod; +den hvide Rug, den blide Rug, som mod min Tinding slaar +--det er som tusind Fingre smaa paa Sølvtangenter gaar. + +Det lyder som af Leg i en spændbuet Hal, +hvor Dansen lokker Ringlelyd af Lampernes Krystal. +Det Lokkespil, det Klokkespil fra Sommerrugens Top, +det er den kjære danske Lyd, hvorved vi voxed op. + +Den driver som en Hymne over Lyngtages Egn, +den toner som af Fløjter om de levende Hegn; +og bag om Bæk og Brombærhæk og Kjær og dyrket Jord +den møder Bølgesangen fra den vindrørte Fjord. + +Sjørup 1/2 1906. + + + + +RUGEN LÆGGES. + + +Stigen op og Lugen ud! og saa gaar Far paa Lofte, +øser Rug i Skjæppemaal og stryger ømt dets Rand; +Skjæppen tømt og Sækken Fyldt, saa bæres Rug paa Tofte, +hvor i Drøm for Harven staar det røde Hestespand. +Skyen gaar saa lav og tung, og Blæst med Løvet jager, +Lammet tygger avet om bag Digets vaade Læ; +Lærken hænger med sin Top, ved Gavlen Viben klager, +Bygens Draaber drypper fra det lave Piletræ. + +Langs ad Agrens fede Ryg de hvide, fyldte Sække +glimter som en Perlerad imod den sorte Grund; +hvidere end dem og alt er denne Maagerække, +som slaar ned med Skrig og Skræp i Furens vaade Bund. +Øget nikker, Harven gaar i Maagers hvide Vrimmel, +Muldens Aande stiger tungt om Faders Sædeløb, +Haglen slæber lavt sit Vaad henover Vestens Himmel; +men den Mand, der saar sin Rug, gi'r ej for Vejret Kjøb. + +Far han gaar med tange Trad henover Muldens Væde, +tænker paa den _næste_ Høst og paa det kjære Brød; +Sæden flyver fra hans Haand og springer højt af Glæde; +atter er den given hen til Jordens Moderskjød. +Efteraarets vilde Sus i Øgets stride Manke, +Haglens Hop i Sædekurv og Maagens hvide Bug, +Stort og Smaat--det væves ind i Bondens Alvorstanke; +aldrig er hans Kald saa skjønt, som naar han saar sin Rug. + +3/2 1906. + + + + +VINTERRUGEN. + + +Tit op fra din Ager! Hvor gaar det, du Smaa? +Staar du ej og ta'r Kuld om din krybende Taa? +Kan du hytte din Haand? Kan du føle din Fod? + Er det ikke som Is ved din Rod? + +Nu er Blæsten saa skrigende, skjærende kold, +og den hviner som Sav, og den puster som Trold, +og den hvister med Sandet og slænger med Grus + og holder det argeste Hus. + +Og din Ager sig løfter mod Frosthimlens Rund, +og det knager af Kulde i Bakkernes Bund; +og du ligger saa bar med dit grønnende Blad + og ser ud, som endda du var glad. + +Jamen sig mig da, spædeste, gyser du ej, +naar det saadan om Natten ta'r rigtig paa Vej, +naar det bryder i buske og brækker i Krat, +naar Haglskyen slænger mod Vindvet sin Hat, +naar Haren hun søger i Kaalgaarden ind +og gjør sig saa krum i sit fattige Skind, +naar Straataget fyger som Gnister i Brand + fra Ladens forpiskede Rand? + +Da høres fra Hytterne Vuggerne gaa; +dér lettes ved Puder, dér stoppes ved Straa, +dér kysses og bysses om mørkrædde smaa, + enhver med _sin_ Stumpdyne paa. + +Kun _du_ ligger bar paa din vildene Skrænt + med Bladet _fra_ Stormhjørnet vendt. + +_Din_ Moder sig strækker saa stivnet og kold, +og Brystet er gustent, og Barmen er gold; +men Himlen i Vrede har rakt dig en Blé + af Midnattens skingrende Sne. + +Du putter dig ned, og du hygger dig hen; +om Solen hun smiler, _du_ smiler igjen. +Den Vildeste Vinter, den ondeste Storm +besejrer dig ikke, du krybende Orm! +Det er, som du vidste: I Lykke og Nød + du strider for Menneskets Brød. + +--Dér staar du paa Toften bag Hus og bag Gaard +med Saft i din Stængel og Grønt i dit Haar, +et groende Minde i smeltende Sne + om det, som _er_ sket og _skal_ ske. + +Om Lærken vil fjæle sin frysende Top, +du hvisker frimodigt: "Stig op! Stig op!" +Og nærmer sig Vaaren med sejrende Spil. + _din_ Stængel slaar Takten dertil. + +5/2 1906. + + + + +STENSAMLERSKEN. + + +Hvi vanker du gamle Kvinde dér +paa Agren agter og frem? +I Foraarsmorgenens første Skjær + forlod du hungrig dit Hjem. +Hvad sanker du op af den Riges Rug, + fattige Ane Malén? +Finder du noget for Disk og Dug? + "_Jeg_ finder kun Sten". + +Hun tripper afsted foruden Ro + som én, der jages i Drøm, +mens Duggen væder de hullede Sko + og Skjørtets flossede Søm; +jeg ved jo nok, hvad du tænker paa, + fattige Ane Malén; +Derhjemme græder for Brød de Smaa, + _her_ sanker _du_ Sten! + +Det knækker af Gigt i de gamle Knær, + forinden hun Skjørtet faar fyldt; +saa vandrer hun hen til Dyngen dér + og slipper sin trælse Bylt. +Tro ej, _hun_ drømmer om Dugg og Sligt: + fattige Ane Malén-- +hun tænker paa Davre og ej paa Digt, + _hun_ sanker jo Sten. + +Mens Dagen fødes saa blank og ny, + og Solen runder sin Bug, +_din_ fattige Skygge gaar som en Sky + henover den Riges Rug. +Det er mig så sært at tænke paa, + fattige Ane Malén: +Hvor andre samler sig Kjærv og Straa, + _der_ sanker _du_ Sten. + +6/2 1906. + + + + +VED RUGSKJELLET. + + +Anna var i Anders kjær, men knibsk alligevel, +mødte dog sin Hjertenskjær paa Rugens gamle Skjel, +satte sig i Græsset ned blandt Klokkeblomster bly, +tog saa op sit Fingerbøl og gav sig til at sy. + Dyre du og dig! + _Din_geli-og-lej, + _dik_kedu-og-_dik_kedi, + og _din_gelu-og-lej! + +Solen glimted ellevild i Annas Fingerbøl, +Snerrens sennepsgule Blomst hang fuld af brune Møl. +Lærken sang, og Luften drev med Dræ og Duft af Pors; +Annas ankelslanke Ben var lagt saa let i Kors. + Dyre du og dig! + Dingeli-og-lej-- + +Anders sad og fingred tavs om Pibekandens Fals, +saa, hvor Rugens Vipper strøg om Annas brune Hals, +hørte, hvor de sølverlo og lokked flere til; +Vipperne, de Luxer smaa, de kysser, hvor de vil. + Dyre du og dig! + Dingeli-og-lej-- + +Banked han saa Piben ud imod sin Støvletaa, +lagde kritisk øjet til og rensed med et Straa, +smed saa brat det Hele hen og rykked farlig nær, +hvisked om den brune Hals og alt det fine Vejr. + Dyre du og dig! + Dingeli-og-lej-- + +Annas rappe, blanke Naal i Luften standsed lidt; +Armens fine strakte Rund fortoned sig i Hvidt. +Greb han da paa samme Tid om Hals og Vipper smaa, +kyssed Annas Kind og Mund omkap med Rugens Straa: + Dyre du og dig! + Dingeli-og-lej, + dikkedu-og-dikkedi, + og dingelu-og-lej! + +Naal og Traad ved første Kys i Snerren sank af Skræk; +Annas nye Fingerbøl det trilled ogsaa væk. +Klinten paa sin lange Hals sig rejste for at glo; +bittesmaa Mariehøns løb over Annas Sko. + Dyre du og dig! + Dingeli-og-lej-- + +Mens som Amoriner smaa opsteg de brune Møl, +Gyldenring blev lovet hen for Tab af Fingerbøl. +Rugen ringled vidt og bredt om Kys og Kjærlighed; +hvad det mindste Ax har hørt, den hele Ager ved, + Dyre du og dig! + Dingeli-og-lej, + dikkedu-og-dikkedi, + og dingelu-og-lej. + +8/2 1906. + + + + +JENS OG HANS VIV. + + +De to kan ingen skille ad, + Jens og hans Viv; +de delte sammen Seng og Fad, + Jens og hans Viv; +de delte sammen mer endnu; +Fælleshaab og Fælleshu, + Jens og hans Viv. + +Saa gaar de ud i Søndagsro, + Jens og hans Viv, +at se om Rugen snart er mo, + Jens og hans Viv. +Og Kistetøjet har de paa, +blommet Shawl og Vadmel graa, + Jens og hans Viv. + +De ser til alt paa deres Vej, + Jens og hans Viv; +selv mindste Kræ de glemmer ej, + Jens og hans Viv; +de nikker mod den grønne Byg, +stryger Kalven ad dens Ryg, + Jens og hans Viv. + +De løfter Lammet, Husets Trøst, + Jens og hans Viv; +de mener, den faar gaa til Høst, + Jens og hans Viv; +og Kløv'ren, som har Mergel faa't, +nu tykkes de, den tegner godt, + Jens og hans Viv. + +Da naar til Rugens gule Fald + Jens og hans Viv; +did lokked Duft og Fuglekald + Jens og hans Viv; +og Rugens Kjærne sød og rund +rækker mod hinandens Mund + Jens og hans Viv. + +Saa vandrer rundt om Rugens Tægt + Jens og hans Viv; +de tror, den bliver god til Vægt, + Jens og hans Viv; +og _Straaet_ selv er godt iaar! +Ja, en herlig Høst de faar, + Jens og hans Viv. + +Men de har ogsaa trolig slidt, + Jens og hans Viv, +og Torn og Tidsler høsted tidt + Jens og hans Viv. +--Med Aftensol paa kroget Ryg +vandrer tryg om Rug og Byg + Jens og hans Viv. + +9/2 1906. + + + + +KORNMOD. + + +Det er favnende Nat over øde Kjær; +Lysene slukkes i ensomme Ruder. +Det er Tiden mod Høst, det er Stjerneskjær; + Sivene luder, + mens det lyner. + +Der gaar Strimer af Hvidt over Himlen mod Nord, +Engene aander, og Duggbadet frisker; +Vinden gaar tyssende hen over Jord, + Flægene hvisker, + mens det Lyner. + +Oxerne drejer de duggslagne Horn, +standser i Drøvet med opspærret Øje; +Bankerne skvulper i Bølger af Korn, + synes saa høje, + naar det lyner. + +Himlen staar tavs over tiende Land; +Øret kan høre, hvor Rødderne drikker; +Dværg-Aspen bævrer ved flammedøbt Vand, + Tidslerne nikker, + mens det lyner. + +Rugfaldet krydser de tyngede Straa, +ta'r mod Velsignelsens lysende Naade; +Vipperne sænker sig ydmyge, graa, + dryppende vaade, + mens det lyner. + +Frøerne springer saa vildt om min Taa; +Længslerne vil, jeg til _hende_ skal vandre. +Elskende Sjæle, som duggede Straa, + nærmes hverandre, + naar det lyner. + +19/2 1906. + + + + +HØST. + + +Og aldrig stemmes en Sjæl saa glad, +det være sig Mands eller Kvindes, +som naar det dufter af Myntens Blad, +og Negene samles og bindes. + +Og aldrig puster en Vind saa blødt, +som naar det lyner i Østen; +og aldrig kysser en Mund saa sødt, +som naar det dugger om Høsten. + +Og aldrig jeg mindes en Mark saa grøn +som den om mit Hjemlands Haver; +og ingen Sol har jeg set saa skjøn +som den, der gik ned mellem Traver. + +19/2 1906. + + + + +LEEN SLIBES. + + +Hør hvor den hyler, den gule Sten, +rørtes dens jamrende Drav vel af nogen? +Ja saa minsandten, paa brune Ben +staar jo den Sliber i Krogen! + +Saa er da Leernes Fred forbi; +nu skal de luftes, de støvede "Pinde", +Odden skal glimte i Solen fri, +Dugg over Knagerne rinde. + +Se dog ved Svinget den spinkle Knægt! +Huen ham dybt over Ørerne synker; +der hvor han ret skal gi' Nedsvinget Vægt, +Buxerne folder og rynker. + +Sliberen buer de brune Ben, +spytter imellem saa fedt over Bladet, +nynner saa smaat, mens den gule Sten +dykker og stiger af Badet. + +Stenens Stænken gjør Purken vaad; +Ærmet vil tørre de grimede Kinder; +Sliberen skjænder og høger kaad, +Purken sig hurtigt besinder. + +Laden ligger i Skyggens Fred; +Sliberen føler med Tomlen paa Æggen, +ynder dog stadig ej dens Bed, +buer saa atter paa Læggen. + +Stenen stritter paa Væggens Tavl, +Tudsen glor frem fra de vædede Burrer; +Rugen ringler saa gul om Gavl, +Handuen danser og kurrer. + +10/2 1906. + + + + +HØSTVISE. + + + Nu er Sæden lang og gul, + tung i Top og strunk i Straa, +og den sidste Kukmand er forlængst rejst sønderpaa. + Og nu hvæsser vi vor Le, + og saa mejer vi vort Korn, +og saa favner vi vor Kvinde under Maanens Horn. + + Ja, nu letter vi vor Krop, + naar det dæmrer imod Dag, +og saa spænder vi vor Næve om den krumme Knag; + og saa segner Sæden ned + over Mejeredets Arm, +som en Kvinde langsomt synker mod sin Bejlers Barm. + + Frøen mister nu sin Fred, + se, han springer for mit Blad, +og det samme gjør nok Ræven hist, den røde Rad! + Han, som la' sin Røverborg + frækt i Vangen mod min Gaard, +har nu sidste Gang smagt Kyllingesteg i dette Aar. + + Saa du Haren Diget sprang, + bange for mit Mejeréd, +mens den blinde Muldvarp borer sig lidt læng're ned. + Lange Skridt gi'r brede Skaar, + opad med din Hjøleknag! +Solen vejrer; Mynten krydrer Marken for og bag. + + Staalet synger, Suset gaar, + Klinten kildrer Pigens Knæ, +hvor i Vipper sødt hun tripper bag min Le i Læ; + Krattens Tand gjør Hop paa Hop, + Neget snøres med et Stød; +Pigens Kinder blusser som en Sky mod Aftenrød. + + Før vi atter ta'r et Tørn, + faar den tørre Hals et Klunk, +hist hvor Hunden Plads har funden mod den gule Dunk. + Melmadstejnen--frem med den! + Saa bli'r Hunden himmelglad, +faar for lang og trofast Vogten en Bid Pølsemad. + + Saa i Gang med sidste Kvart + under Klang og stærke Skridt; +nu mod Aften maa de sløve Leer stryges tidt. + Og saa dufter der saa tungt + rundenom af Høstens Skat, +mens paa Himlen lange Skyer gaar med Bud om Nat. + + Og saa runger Klokkens Malm + over slagne Enge ud, +og saa trækker Hyrdepigen hjem med Ko og Stud. + Men vi hvæsser, og vi slaar, + indtil Maanen stiger bleg; +og saa kysser vi vor Pige paa det sidste Neg! + +Bovbjærg 21/10 1905. + + + + +HJØLE-THAMES. + + +Han bor derude ved Bysens Skjel, +hvor Tidslerne voxer saa høje, +hvor Følfod skygger alt Græs ihjel +og sætter sin Lu i hans Trøje. +Til daglig regnes han aldrig stort, +men vent, til Høsten berammes, +til Rugladen aabner sin videste Port-- +da gaar der skam Bud efter Thames. + +Naar Tidslen forlængst har spredt sit Fnug, +han skrider en Dag over Toften; +hans Sko har Ringe af Morg'nens Dugg, +hans Le han bærer paa Hoften; +saa drøner hans Trad i den gamle Gaard: +der kikkes fra Bryggers og Frammes, +der bydes: Kom ind! og der nikkes: Godtaar; +--For alle de venter paa Thames. + +Saa bugner Bordet af Sul og Mad, +det bedste som findes i Huset; +Madmoderen topper Kartofler paa Fad, +og nytappet Øl staar i Kruset; +og Gamlingen gumler og fylder sin Skrot; +der prates og drikkes og drammes; +og Husbonden tror, det skal svare sig godt. +Hvor faar man en Høster som Thames.-- + +Da Thames har sluttet sit Bord med en Skraa, +man ser ham til Arbejdet skride +i stribede Ærmer og Buxer graa +og Sokker kridende hvide. +Hans Sind er muntert, hans Arm er skrap, +hans Blod er den jydske Stammes; +hans Hjøle blinker med Duggen omkap, +og Pigerne blinker til Thames. + +Saa fortner det frem efter Høstens Skik, +hvor Styrken flytter paa Foden: +Kornblomsten drejer sit rædde Blik, +af Rugen Skjælver ved Roden. +Og Staalet bryder med krum Gevalt; +selv Skræppen hentes og rammes; +thi Thameses Hjøle bider paa alt, +men intet bider paa Thames. + +Ja, stram nu Remmen, du sejge Knøs, +og pas de buede Knage; +vær virm med Kratten, du brune Tøs, +og kik dig ikke tilbage! +Thi Høstens Gjerning er ilde gjort, +hvor ikke Senerne strammes, +og dér med Ryg som en Ladeport +i Bjørnestyrke gaar Thames. + +Sin Hue har han paa Neget lagt, +og Skraaen, han tog efter Davre, +han tygger med begge Kjæbers Magt, +som Heste tygger paa Havre. +Han ser med sit arbejdsstive Blik, +hvor Straaene løsnes og lammes, +mens Solen sender ham Stik paa Stik +og heder Skallen paa Thames. + +--Har Maanen sig rejst bag Rugnegs Top, +mens højere Kilderne risler, +da vandrer Thames med ludende Krop +dérud bag de strittende Tidsler. +Han standser en Stund med sin Le paa Lænd. +Af Fjerskyer Østhimlen skrammes. +--Nu skrider tusinde trætte Mænd +mod mørke Hytter som Thames. + +13/2 1906. + + + + +RUGEN KJØRES HJEM. + + +Giv dem nu Tømmen, de pumrede Øg, +lad dem Galop over Tofterne tage, +mens som et Kjølspor af sejlende Røg +Støvskyen ligger tilbage! + +Rugen er tjenlig, og Himlen er ren, +Boghvededuften den driver paa Vinden, +Pigen blandt Klynger paa buttede Ben +vandrer med Solhat om Kinden. + +Sydsolen vejrer i væltede Neg, +hør, hvor det smælder i Kapslen af Klinten! +Hvepsen nu driver sin solgyldne Leg, +Gloheden koger i Flinten. + +Vognene rasler med hoppende Skrav, +Kuskene kraaner med Foden mod Fjælen, +vugger i Hoften til Hestenes Trav, +holder Balancen med Hælen. + +Hist et Par Faar har i Sporet sig lagt: +"Let dog paa Sulet, I pelsrede Taaber, +tag eders gispende Flanker i Agt; +hører I ikke, man raaber!" + +Hjulene rasper i Grus og i Sand, +Faarene styrter med Brægen i Grøften, +staar der og glor udaf faaret Forstand, +svaler paa Heden med Snøften. + +Aarerne svulmer paa Hestenes Bug, +Kusken nu letter sin svedige Hue, +svinger saa op om den Klyngede Rug, +hej, i en svimlende Bue! + +Smidigt han springer fra Fadingens Rand, +fritter om Øllet og linner ved Korken, +drikker og svælger og slukker sin Brand, +griber saa modigt om Forken. + +Bindersken ordner sin kridhvide Hat, +strammer dens Baand om sin buttede Hage, +hopper paa Vognen og raaber: "Tagfat!" +Knøsen maa Skoene tage. + +Negene aander den tungeste Duft, +gribes paa Forken og hvistes fra Græsset, +svæver et Nu mod den lysende Luft, +sejler saa ned over Læsset. + +Vognen sig flytter i Ryk og i Trav, +Svøbet saa langt gjennem Stubrene slæber, +Skjælbasser løber om Hjulenes Nav, +hvæsser de arrige Kjæber. + +Forken staar plantet, og Læsset er paa, +Kusken ta'r Plads bag den nærmeste Hamle; +Bindersken daler med spjættende Taa, +bruger hans Skulder som Skamle. + +Sagte hun synker som Rughøstens Ny! +Knøsen ærbødigt om Anklerne fatter, +skyder sig ind under Solhattens Sky-- +... Glutten sig værger med Latter. + +Atter det ringler i Kobler Og Stjært, +Hjulene hugger, og Stubrene knaser, +Øgene frygter den knaldende Snært, +spænder de duskede Haser. + +Kusken han skrider saa tæt og saa sejg, +styrer saa snildt over Huller og Halder, +støtter sit Læs, hvor hans Vej har et Vrej, +stivrer dets Vægt, før det Falder. + +Støvet det gjør ham som Burren saa graa, +Skarnbassen bumser med Smæld mod hans Nakke, +Loke saar Havre, og Himlen er blaa, +Møllen slaar Kors paa sin Bakke. + +16/2 1906. + +[Footnote: _pumrede_, laskede; _Skrav_, en firkantet Ramme af træ udenom +Høstvognens Fading (en _Skrav_vogn); _kraaner_, knejser paa en +selvsikker Maade; _hvistes_, kastes i Vejret; _Skjælbasser_, de store +Løbebiller; _Bindersken_, den Kvinde, som binder Negene sammen to og to +til en _Tvilling_; _Halder_, Fordybninger i Hjulsporet; _Vrej_, brat +Sving i en Vej; _Lokes Havresæd_, kaldes det Lysfænomen, der på varme +Dage ses som en sitrende dis mod fjern Horisont.] + + + + +NAAR RUGEN SKAL IND. + + +Nu er det længe siden, +men end det gjemmes i _mit_ Sind +hvordan i Barndomstiden +den kjære Rug kom ind, +hvordan dens kjærnetunge Top +ved Moders svage Kræfter +blev lagt i Lugen op. + +Først bredte Mor et Klæde +saa ømt som nogen Højtidsdug; +der maatte ingen træde +med Sko i Høstens Rug; +saa fejed hun med Limens Rest +hvert snavset Straa tilside +som for en Hædersgjæst. + +Den kjære Rug var Gjæsten, +som gjorde hvert et Barn saa spændt; +se, Far han lægger Vesten +og sér saa indadvendt: +En Skjælven i et ydmygt Sind, +en Bøn til Altets Skaber, +før Avlen bringes ind. + +Saa fatter Far om Spaden +og graver i det gule Klæg +to Huller langsmed Laden +foran den hvide Væg: +i dem skal Vognens Fælger slaa +og staa som i en Fælde, +til Væltningen gaar paa. + +--Og Vognen værdigt skrider; +det første Læs for Lugen staar; +ud fra dets tunge Sider +saa dybe Skygger slaar. +De varme Øg i Nip og Nap +af Moders milde Hænder +faar Ax og Mule-Klap. + +Og alle Hænder jager, +og alle Fødder er i Rend; +i Støvet Læsset brager +for brede Rygges Spænd. +Højt svinger Hjulet som et Rat, +og paa dets Drejeskive +har Børnene sig sat. + +Mor ta'r paa Neget Sæde +og linner lidt ved Baandet skjørt; +"Det er endda en Glæde, +naar Kornet er _saa_ tørt!" +Og med sin matte spinkle Arm +hun løfter Rugens Tvilling +ind ad den lave Karm. + +Og Neg for Neg forsvinder +og bliver under Bjælken sat; +og Far faar røde Kinder +og Spindelvæv om Hat. +Men Mor er lige hvid og bleg, +hvormeget hun end stræber +med Rugens tunge Neg. + +Det gaar mod Aftentide; +snart skinner Maanen fuld og rund +paa Gavl og Vægge hvide +og ned i Vognens Bund. +Mor standser træt og titter ind; +Far kommer hen til Lugen +og klapper hendes Kind. + +Og Barnet, som har løbet +sig træt i Dagens muntre Leg, +det er nu stille krøbet +ind under Hjulets Eg; +dér høres dette skarpe Knald +fra Vognens Fjæl mod Sandet +af Ørentvistens Fald. + +Og mellem Hjulets Eger +gaar Stjerneblink og Maaneskin, +og milde Vinde hveger, +mens Barnet slumrer ind. +Saa slutter Far i Jesu Navn, +og Hjemmet gaar til Hvile +med Høsten i sin Favn. + +15/2 1906. + +[Footnote: _Lime_, Kost af Rævlingris; _Tvilling_, Dobbeltneg; _hveger_, +en blødtflakkende bevægelse.] + + + + +MORGENDUGG. + + +Gal nu min Hane, Dagen er nær, + kjølige Kjær + drager sit Vejr, +Solkuglen stiger til Gjøgenes Kuk + af Morgendugg. + +Højene svømmer paa Dampe i Dans, + Kløver i Krans + spiller i Glans; +Straalerne leger til Kildernes Kluk + i Morgendugg. + +Klokkerne dangler med stigende Klang, + Rugen i Vang + svajer sin Svang. +Bonden paa Toften opsender et Suk + i Morgendugg. + +Vinden begynder sin spøgende Dont, + Møllen faar tront, + Vingen gaar rundt; +Løget paa Mønningen slipper med Buk + sin Morgendugg. + +Bien paa Brættet gi'r Lyd som i Graad, + Vingen er vaad-- + Blomsten er vaad; +tvætter saa Snuden for Gaarsdagens Fnug + i Morgendugg. + +Lammet i Dalene strækker sin Rad, + patter saa glad, + napper et Blad. +Pelsene damper paa Bede og Buk + af Morgendugg. + +Dugg over Eng saa er Høslet en Fest; + slæng nu din Vest, + saa gaar det bedst; +Stænglerne styrter for Leernes Hug + i Morgendugg. + +Se hvor det ligger i Ædelstensskjær + Tage og Trær, + Marker og Kjær! +Landet og Vandet--Alverden er smuk + i Morgendugg! + +1/2 1906. + + + + +DEN FØRSTE LÆRKE. + + +Den første Lærke, den første Lærke! +vort hjerte jubler i Dagens Sol. +Den første Lærke, den første Lærke! +Den Syge drejer sig i sin Stol. + +Den første Lærke, den første Lærke, +skjønt Sneen skeler fra Grøften op; +den første Lærke--det første Mærke +paa Vejen mod Rosens første Knop! + +1/2 1906. + + + + +BONDEVISE. + + +Jeg lagde min Gaard i den rygende Blæst, +hvor Bakken hun skraaner mod Sønder, +hvor Græsset gror højt om min skjæggede Hest, +hvor Viberne ruger, og Lærken er Gjæst-- +for Lærker er, hvor der er Bønder. + +Dér spættes min Ager hver evige Vaar +af alle de friskeste Blommer, +og Vinden den stryger min Rug ad dens Haar, +og Dræet det hvirvler som Røg om min Gaard, +og Bierne surrer om Sommer. + +Der vader de Kvier i blankeste Strand, +mens sirligt de løfter paa Halen, +og Tøsen hun lokker og kalder fra Land, +og Solen den glimter i Mælk og i Spand, +og Byggen den skyder en Alen. + +Der rinder de Dage i Sommer og Tø +med alt, hvad den Bonde maa gjøre; +for Føllet vil klappes og Faaret ha' Hø, +Smaaspurve fra Taget mig fritter om Frø, +og Grisen vil klø's bag sit Øre. + +Her har jeg min Lykke, her har jeg mit Hjem, +her har jeg mit Kald og min Kvinde; +har Ploven og Ageren trættet hvert Lem, +tyst glimter et Skjær mellem Pilene frem; +da tænder _hun_ Lyset derinde. + +Der gaar som en varmende Strøm i mit Sind +ved Arnelysenes Kalden; +hjem nikker mit Spand i den krydrede Vind; +hos _hende_ jeg sætter til Skiven mig ind, +mens Øgene gumler i Stalden. + +4/2 1906. + + + + +Æ GAMMEL SMED. + + +Og her kommer _a_ med mi Hywl og mi Kjep + og mi Hej-hej-ha og mi Haah-- +Og hwis I vil skink mæ en jenle bette Sep, + saa blywer mi Øwen saa glaad. + +Saa skal a fortæl jer en Krumm om mæ sjel + og mi Hej-hej-ha og mi Haah-- +hwordan a kam hen aa slaa Tysker ihjæl + og sjel kam saa skamle te Skaad. + +--I faromgoddaw drøw a Verden omkring + med mi Hej-hej-ha og mi Haah-- +tho a ku jo syssel ved hunder Slavs Ting + --og æ Pigger--de war mæ saa raar! + +A klinked dje Grydder, a hwet dem dje Saws + og dje Hej-Hej-ha og dje Haah-- +hwor bløw de da mild! A sku hold ved dje Klaws, + og de vidst jo aalle nø Maad. + +_A_ smej, og _a_ sang, og a klaared mæ godt + med mi Hej-hej-ha og mi Haah, +og dér var skam jen, a ku gjan ha faat, + og _hun_ war nu ett med de baar! + +Men _a_ sku no ett vær Mari hinne Mand + med mi Hej-hej-ha og mi Haah, +for _a_ maatt jo hen aa værg for æ Land, + for den war sgi kommen i Faar. + +_Det_ myldred med Tysker, ihwor en so hen, + med mi Hej-hej-ha og dje Haah, +og Tysker war sjalden Menneskens Ven, + saalaant da æ Kuller ska raad. + +De dænged wos te med dje Bly ag dje Stjen + og dje Hej-hej-ha og dje Haah-- +og øj mæ da rejn den jen af mi Bjen + og ga mæ mi Skrup og mi Skaad. + +De toen da fræ mæ her nejen mi Knæ + med dje Hej-hej-ha og dje Haah-- +og gav mæ saa jen, de haaj huggen af Træ + --og saa denneher bette Plaad. + +Æ Daw de gik ad, og æ Tysker war gan + med dje Hej-hej-ha og dje Haah-- +og saa kam _a_ hjem og gywt mæ med Ann + og slo mæ hernied po æ Gaad. + +Der sejjer a hejsen og hytter mæ godt + med mi Hej-hej-ha og mi Haah, +og skulter mæ javnle og kikker saa smaat, + nær æ Vind den flywer med æ Blaad. + +For no er a gammel og gro i æ Tow, + i mi Hej-hej-ha og mi Haah;-- +men en Hywl kan a sløv, og en Hest ka a skow + og legg Ægstol ind i en Spaad. + +Naa, no'el a res mæ, og saa'el a go + med mi Hej-hej-ha og mi Haah-- +mi Kjep haar a ved mæ, mi Rasp--og mi Skro, + mi Hywl den vinter ved æ Laad. + +7/2 1906. + +[Footnote: _Hywl_, Hjul; _Sep_, Draabe (om Spiritus); _i faromgoddaw_, i +gamle dage; _hwet_, sleb; _Saws_, Sakse; _Klaws_, Garnfed; _baar_, bare, +fattige; _Kuller_, Kugler; _øj_, ødte; _nejen_, nedenfor; _bitte Plaad_, +Medaljen; _gan_, gaaet; _Gaad_, Bygaden; _hejsen_, ellers; _hytter_, +nærer; _skulter_, skutter; _æ Tow_, Ulden; _en Hywl ka a sløv_, et Hjul +kan jeg forme; _Ægstol_, Ægstaal; _Spaad_, Spade; _Laad_, Lade.] + + + + +SUNDT BLOD. + + +Jeg bærer med Smil min Byrde, +jeg drager med Sang mit Læs; +jeg er som den vilde Hyrde, +der gjenner sit Kvæg paa Græs. + +Se, Duggen driver fra Norden +hen over det bøjede Korn, +mens Solen stiger af Jorden +imellem Oxernes Horn! + +Jeg ser over tindrende Marker +og langt mod den blaanende Fjord, +jeg stirrer paa sejlende Arker, +men finder ej tolkende Ord. + +Jeg slænger Skalmejen for Munden; +jeg trækker saa lang dens Lyd, +at Kilderne klukker i Lunden, +og Bukkene bræger af Fryd! + +--Hvor kan I dog gruble og græde, +saa længe Guds Himmel er blaa! +_Mit_ Hjerte skjælver af Glæde, +blot Duggen dynker et Straa, + +19/2 1906. + +[Footnote: _Arker_, Fjerskyer.] + + + + +VED VESTERHAVET. + + + Havet gaar højt, + Stormen har Tag i dets Manke; + Fraade og Sprøjt + hvidner den ludende Banke. + Halvt under Vand, + truet af Braadd og af Brand +Høfdernes Enhjørningshorn imod Brændingen stanger. + + Natten gaar ind, + Skummet fortoner i Graanen; + Fyret gir Skin, + Stormen faar Vækst under Blaanen. + Klinten sit Bryst + værger mod Voldsmandens Kryst. +Brænding og Skrænt under Brøl over Havstokken brydes. + + Bølgen gaar frem, + buer sin vældige Pande, + breder sin Bræm, + Løfter de kogende Vande, + styrter mod Klint, + knuses til Sprøjt paa dens Flint, +slænger sig over og spyr mod den flygtende Maane. + + Havnattens Bryn + drukner i Dybet en Stjerne, + fjernt under Sky'n + vipper en enlig Lanterne. + Taagen fra Vest + sadler sin graadige Hest, +sænker sin havsalte Gus over vindslidte Tage. + +23/2 1906. + + + + +JUL. + + +Den gamle Skorsten hælder slemt +men se, hvor tæt den ryger, +mens Nordensne til Klokkeklemt +lavt over Marken stryger. +Det puster tungt om Bondens Gaard +og spreder Kavringduften, +der ud af alle Sprækker staar +og blander sig med Luften. + +Og Bondens Kone gaar saa trind +bag blommede Gardiner +og bærer Fadet ud og ind +med højtidsfulde Miner. +Og Bonden sidder bred paa Bænk +og la'r sig Maden smage +og byder Tyendet en Skjænk +og Barnet Julekage. + +Ja, Julen er den fagre Tid, +da alle Skjel udslettes, +et Hvil i Aarets lange Strid, +da alle Munde mættes. +Selv Tiggersken, det gamle Skrog, +med Posen over Nakken +nys gumlende af Gaarde drog +med tunge Spor i Bakken. + +Ja, Julen, du er Mindets Fest, +med Lys i blanke Stager, +da den, der sad vort Hjærte næst, +paany mod Porten ager; +da Sneens Fald mod Markens Favn +hvert Hul i Jorden sletter +og tegner Julens blide Navn +i Skovens Maanepletter. + +15/5 1906. + + + + +FRU JOHANNE RAMBUSCH. + + +Før luded den Bonde saa grætten mod Væg, +mens Burren hang fast i hans filtrede Skjæg: +men nu har det regnet i Korn og i Krat, +og Bonden i Sjørup fik ogsaa en Blat. +Hurra da for Regnen som gjorde sin Pligt! +Hurra for hver Hytte i Sjørup Distrikt! +Kom Gutter og ræk nu jer Moder adræt +af dryppende Blomster en høstlig Buket. + +Plantagen har Dufte, som ingen faar fat, +det kogler derinde ved Dag som ved Nat; +mens Gjæsten han nipper til Doktorens Vin, +staar Granen og nikker mod Fruens Gardin. +Hurra for de Hænder, der pynted saa kjønt +med Gyvelens Guld og med Granenes Grønt! +Hurra for den Hygge, hvis smilende Magt +besejrer hvert Hjærte ved Ynde og Takt! + +Snart Høstskyen mørkner den solblanke Dam, +fra Stubmarken bræger de klippede Lam, +og Hundenes Halsen og Doktorens Skud +fra Kjæret vil bringe os gjaldende Bud. +Hurra for hver Ælling ved _Pedersens_ Dam! +Hurra for de brægende, klippede Lam! +Vor Frue hun frygter ej Stormgangens Hvin, +hun smiler saa tryg bag sit hvide Gardin. + +--Nys sad her en Sanger og knytted med Magt +gjenstridige Tanker til Rytmernes Takt; +da Vaaren sig nærmed, han greb til sin Hat; +men saa tog Plantagens Smaasangere fat; +de ejer Talentets den guldslagne Mønt, +og de vil fuldende, hvad _jeg_ har begyndt; +utrættet de kvidrer hver Morgen paany +om Doktorens Bolig bag Granhækkens Ly. + +Sjørup 25/7 1906. + + + + +DE UNGES FORENING. + + +Unge Mand med staalsat Hu, +Led i denne ny Forening, +vover du at ha' en Mening +og er ej halvfjerds endnu! +Véd du ej, at Visdomstanden +bryder sent og langsomt ud? +Først naar Kalv faar Horn i Panden, +agtes den for fuldgod Stud. +Jo, du véd det altfor vel, +thi du faar det tit at mærke, +hvor Instinkterne er stærke +til at slaa alt ungt ihjel. +Først naar noget stort er skimlet, +og dets Ophavsmand er himlet +som Fornægter af det ny, +faar hans Tanke Verdensry. +Var det ikke Gorm hin _Gamle_, +som fandt paa det Land at samle, +og som skjænked' det sit Præg: +side Kofter, hvide Skjæg! +Oldingfærd og Oldinglader +møder os paa Torv og Gader, +og blandt Thingets Stolerader +bliver Oldingvisdom Lov. +Og saa siger man dog frækt, +_vi_ den nye Tid skal bære. +--Takker for den store Ære; +men man gjør saa tung dens Vægt! +Danmarks Ungdom! altid skuffet, +altid hundset, traadt og puffet, +kan du kæmpe end en Stund, +kan du værge dine Skarer +mod det danske Hang til Blund +og fra Rolandshornets Bund +lokke nye Klang-Fanfarer! +Ak, du tier; men jeg ved +Smilets Mening paa din Læbe: +Nytter det, vi _fremad_ stræbe, +naar vi _bagfra_ hugges ned? +Bar vi ej mod Højdens Tinder +tit en jævn og lavfødt Mand, +bar ham glad med røde Kinder, +saa' hans Fødder Fæste finde, +Saa' ham--uden Tak at svinde, +mens vort Hjærte stod i Brand! +Løftet did til Ærens Top +drog han Stigen med sig op, +skyndte sig at kaste Dragten, +som han før blandt Brødre bar, +mens hans nye Skrædder skar +den, han bærer med Foragten! + +Det er slige Drab man mindes, +Drab af tro og Fremgangsmod, +indtil Skammen i vort Blod +sammen med vor Ligkrans tvindes. +Disse Nævestød i Siden, +denne Marsch foruden Rast, +disse Haab, der altid brast, +gjorde os til Mænd før Tiden. +Og som Mænd i egne Klæ'r, +Mænd, der ej for Trusler viger, +Mænd, der ingen Dødsed sviger, +er det, at I ser os her. +Er vi end lidt stram om Kinden, +vi har Munterhed forinden, +Mod til Skjæmt og Raad til Sang +om en knækket Fanestang. +Og vi véd, hvad Vej vi vil! +Maalet, som vi sigter efter, +som vi gav de unge Kræfter, +er saa retfrem-ligetil. +Vi vil ikke lege med, +der, hvor Riflen sætter Prikken +over Verdenspolitiken, +vi vil ikke Krig--men Fred; +men for Fredens Skyld kan hænde +maa en Dag vi Bavnen tænde. + +Hold jer muntre, hold jer vaagen, +Samlingsraabets dumpe Gjald +kan med Raaddenskabets Fald +lyde brat som Skud i Taagen; +Reaktionens danske Hund +hyppigt sig paa Halen Sætter, +tuder i de lyse Nætter +stygt mod Maanens blege Rund. +Russervældets Bjørnekuld +har nu Labben godt i Klemme, +nægter sig for alle hjemme +--uden for Hr. Rothschilds Guld. +Bonden rykkes fra sit Blund, +ser sig rundt med stille Glæde; +thi hvor Ulve Ulven æde, +er der ingen synlig Grund +just for Lammet til at Græde. + +Men lad andre sætte Prikken +over Verdenspolitikken, +naar vi dér har leget med, +blev vi altid ladt i Stikken. + +Nej, Programmet, som er vort, +er kun jævnt og hjemmegjort, +hentet--ej fra Lærestole, +men fra Livets haarde Skole. + +Vi har læst det i dit Øje, +stakkels fattigklædte Mor, +naar du ved det grove Bord +lappede vor Barnetrøje-- +set det i dit Alvorsblik, +Far, naar du kom hjem fra Mosen, +lændekrum med Dynd paa Hosen, +brudt af tusind Spadestik. +Kravet var de simple Ord: +_Ret til Stemme, Ret til Jord!_ +Ingen Greve er saa stor, +at han kan os Vejen spærre; +thi det kan end ej Vorherre, +om han vil,--hvad _Skjælme_ tror. +Slaa da Fylking om jer Sag! +Lad dem ej jer Ret fornærme! +Langt fra Døgnets Gøgl og Bærme, +midt i Støj og Stempelslag +skal I finde Kampens Flag +gjemt i Arbejdsblusens Ærme! + +Sjørup. 27/7 1906. + + + + +HJEMME. + + +Det lærte en Sanger paa Modgangens Sø: +Der skal _to_ til at leve, kun _een_ til at Dø. + +Der er saa stille i Huset, +for nys gik Natten Forbi; +en Flue brummer i Kruset, +og Uhret paa Væggen slaar ti. + +Jeg sidder og tumler med Tanker, +som Dagen nægtede Form; +det skygger fra Vildvinsranker, +paa Ruden kryber en Orm. + +Fjernt tripper det nede i Stuen; +det er min Elskte, min Skat, +der løfter de Kjedler af Gruen +og sætter i Orden til nat. + +Hun bærer ind fra Altanen +Geranien gylden og varm; +som Børn i Slummer saa hælder +de Kronerne mod hendes Barm. + +Da knirker der stille ved Karmen; +ind vælder saa frisk en Luft; +_hun_ kommer og klapper mig Armen, +jeg kjender Geraniens Duft. + +Hvor Tanken og Rimet ej dækker +Papirets ventende Blad, +en dugget Reséda hun lægger +og smiler skalkagtigt og glad. + +Hun svøber min Lok om sin Finger +og nærmer sin dunede Kind; +hun peger mod Ormen, der svinger +som jeg i sit selvgjorte Spind. + +Med Lempe, og Tanden i Læben +hun fjærner den frygtede Pen +og skrider nu, kjækt i sin Stræben, +imod sin afvæbnede Ven. + +Hun taler om Maane bag Skove +og trækker Gardinerne til, +saa hvisker hun: "Nu skal vi sove!" +Jeg svarer: "Ske som _du_ vil!" + +Leith 5/10 1906. + + + + +ROBERT BURNS. + + +Ved Skotlands gamle Eg dit Hors du bandt, +imens du lyttede til Bækkens Tone; +du _aanded_ Sang, hvert Digt en Diamant, +der overfunkled dem i Stuarts Krone. + +Som fattig Tolder lod dit Folk dig dø, +dets største Hjerte, sønderbrudt og ene; +længst slog dog Folkekulden om til Tø; +nu faar du Statuer paa høje Stene. + +Martyrens Lod den samme alle Vegne! +Imens han leved, slog man ham med Sten; +men naar hans Hænder slapt i Døden segne, +man gjør Mirakler med hans Dødningben. + +Leith 25/9 1906. + + + + +PAA LOCHLEA. + + +Her har han gaaet den ranke Mand +bag Harv og Plov i al Slags Vejr +og digtet om det skotske Land +og gjort det for al Verden kjær. + +Her har han traadt sin Rytmes Takt +med Mulden om sin tunge Sko +og følt den første Elskovs Magt +i Dansen paa en stampet Lo. + +Her spired dette hvasse Vid, +der satte mangen Hykler mat, +mens selv han drev med Ko og Kid; +og Regnen drypped fra hans Hat. + +Her har han smagt al Armods Tort, +følt Kløften mellem Rang og Aand +og set en elsket Far gaa bort +med Rykkerbreve ved sin Haand. + +O, Skotlands Lorder viden kjendt, +lad Skammen skrive paa jer Ryg: +En Aand kom til jer himmelsendt, +Nationen lod den tærske Byg! + +12/10 1906. + + + + +I BURNS FØDEHJEM. + + +Jeg har gaaet i gyldne Slotte, +staaet i høje Kathedraler, +men dit Hjem, du store Skotte, +dybere til Sindet taler. + +Her sprang Folkesangen klinger +frem af Skotlands Grund og Stene, +munter som Forellen springer +under Flodens Askegrene. + +Byd en Skotte hundred Borge +for den ene Bondehytte, +og han svarer dig med Stolthed: +"Ej for tusind vil jeg bytte!" + +15/10 1906. + + + + +ENDNU ET BITTE NYK. + + +Han Ole bor paa Heden +med Sand og Ahl forneden, +med Rugen svang og sveden +og Spergelhøst for Byg. +Ved Sliddet tungt og treven +med Spaden og med Greben +er Oles Mundheld bleven: +"_Endnu_ et bitte Nyk!" + +Gaar Stud i Staa for Ploven, +og ømmer den paa Kloven, +mens Kragen tyr mod Skoven, +og Solen gaar i Syk,-- +er Barnet lagt til Puden, +blev Praasen tændt bag Ruden, +det lyder _end_ til Studen: +"Endnu et bitte Nyk!" + +Og Kvinden ved hans Side +fik ogsaa tit at vide, +hvor Solens Brand kan svide +en gammel kroget Ryg; +man hører Hakkers Klingen, +men Knurren hører ingen, +de enes godt om Tingen: +"Endnu et bitte Nyk!" + +Og Sumpens Siv fortrækker, +og Vidjen Vaaben strækker, +hvor Ole Ahlen brækker +med Staalets plumpe Pløk; +og Hønen gaar og skralder, +og Studen næsten falder, +mens Oles Stemme kalder: +"Endnu et bitte Nyk!" + +O, I som bo og bygge +i tavse Bøges Skygge +og føle jer saa trygge +mod Hedemandens Tryk, +husk paa, at Fædrelandet, +at _Danmark_ blev et andet +paa Mulden som paa Sandet +ved slige bitte Nyk. + +Vort Land skal gro og grønnes, +dets hvide Kyst forskjønnes, +selv Lyngens Søn skal lønnes +for tusind tunge Ryk, +blot længe det maa lyde +fra By- som Landsbygyde, +fra Øbo som fra Jyde: +"_Endnu_ et bitte Nyk!" + +Novbr. 1906. + + + + +I DEN GULE LUPIN. + + +MARKEDSVISE. + + +Jørgine var en Pige alt udaf Bondestand; +hos Bitte Jens i Traanum der tjente hun forsand. +Hun klædte sig en Søndag sent i Tyl og Mouselin +og satte sig i Kanten af den gule Lupin. + +Det var alt ved de Tider, da Katten lister hjem +og slikker sine Poter, mens Natten bryder frem; +men Soren stod der søndenomm', hvor Kløvren er saa fin; +saa fik _han_ ogsaa Higen mod den gule Lupin. + +Han bad om hendes "lille Haand", mens grumme skjævt han lo, +hun rakte tvende, skjønt de var ret store begge to; +saa bad han om et Kys og fik gelik et halvt Dusin; +thi gavmild er du, Kvinde, i den gule Lupin. + +Saa tog han Pigens Haand og Mund og hendes bange Barm; +han krysted Nakkens brune Rund, saa Hjærtet slog Allarm. +Saa tog han, hvad der ellers var i Tyl og Mouselin, +mens Ørentvister sværmed om den gule Lupin. + +Men da Jørgine vaagned, da var hun bleven kold; +den frække Soren havde forlængst sagt Gud i Vold. +Og Maanen keg saa spørgende paa Knæ og Skjørtelin, +og Duggen drap saa sørgende fra gule Lupin. + +Saa blev hun først forkjølet og siden--meget mer; +det _er_ jo at beklage, men slige Fejler sker, +saa længe Piger sætter sig i Tyl og Mouselin +hos falske Mænd som Soren i den gule Lupin. + +Sjørup 29/11 1906. + + + + +TELEGRAFEN PAA HEDEN. + + +Hvor Agrene slipper og Lyngen begynder +og Heden for Alvor ta'r fat, +der bor den Slider Jens Sivkjær +med Kone og Ko og Kat. + +Og Hytten er gammel og Koen er mager, +thi smaat det skjæpper paa Lo, +og kommer der Regn af Søndvesten, +det drypper om Kat og Ko. + +Rævlingriset om Hytten kravler +og Ulvefoden gjør Slyng. +Da drager de Telegrafen +hen over den vilde Lyng. + +Hvor pibende Pors alene sang +om Høst for den ensomme Sjæl, +dér staar nu ved Hyttens bugede Gavl +en klokketonende Pæl. + +Jens, som tænker hvor andre taler, +han ønsked sig tit en Avis; +men først maatte Trine ha' Væven hjem, +saa maate der spares til Gris. + +Saa fik han saa langt til Verden, +kom udenfor Rygte og Ry; +nu er det som denne tonende Traad +har knyttet en Stræng paany. + +Jens Sivkjærs Hytte har intet Læ +af Pil og vuggende Hyld, +og derfor lyder en Høstnats Regn +saa øde mod Væg og Syld. + +Og Traaden farer med ondt og godt, +med Sejre og blodige Slag, +men éns gaar Plejlen paa Hyttens Lo, +og éns det drypper fra Tag. + +De store Ting, som i Verden hænder, +Jens Sivkjær aner dem ej; +de glimter forbi hans Tærskelfjæl +paa deres Tusindmils-Vej. + +Men svøber Vinden om Tørvestak, +mens Klyder trækker fra Nord, +og toner Traaden i Natten +som hylende Aanders Kor. + +Da hænder det, Jens han vaagner, +rejser sig halvt og funderer, +hvisker vendt mod den tonende Stang: +"Hør, hvor de telegraferer!" + +Jenle 22/8 1907. + + + + +JAGTAFLYSNING. + + +Nu ages langsomt hjem det gule Korn, +og Jæg'ren støver af sit Krudehorn; +paa Turnipsmarken mellem Brak og Sæd +der sidder Haren vejrende og ræd; +thi den har hørt det vilde Varselsbud, +der hedder Jagtsæsonens første Skud. + +Jeg lider ej det fejge, skumle Knald, +der bringer fattigt Dyr til Død og Fald; +og derfor raaber jeg til Jenles Harer: +Bliv smukt hos mig, her lurer ingen Farer! +Blot I paa eders lange, laadne Bagben +kan naa _min_ Skjelgrøft bag de røde Tagsten, +da skal I gaa paa Jenles Kløvermark +saa trygt som hist engang i Noæ Ark! + +--Du lille Hare paa den bløde Fod, +du tog vel aldrig Præmie for Mod; +du vælger Flugt, hvor Kampen ej er lige; +det gjør selv Jæg'ren i Alverdens Krige. +Naa, lad dem skjælde dig for hvad de vil, +du hører dog det danske Landskab til. + +Her glæded du mig mangen Morgenstund, +naar Bølgens Skvulp gik blødt om Vigens Rund, +og Anden dykked ned til Fjordens Bund +for Motorbaadens fjerne Skruelarm; +da stod du som en Stribe for min Karm! +En mørkgrøn Sti du gjennem Duggen drog, +den vaade Kløver dig om Øret slog, +en daglys Stemning jog med dig forbi. +Fra dine Poter stænker Poesi! + +Thi lyses herved Fred om dig og dine! +Her skal ej Haglen dig om Øret hvine. +Du muntre Løber for min Gud: Naturen, +jeg vil ej se _dit_ Blod i Agerfuren, + +jeg vil ej finde dig i Haslens Læ +med Laaret knust, med overskudte Knæ. +Spring du som hidtil over Jenles Banker +saa Fri, saa glad som mine egne Tanker! + +Naa, denne lange Harepoesi +for Høstens Aasyn konkluderer i, +at kommer her en Mand med Bøss' og Taske, +han skal gesvindt med mig til Fogden traske! +Om Søndagsjæger eller Hverdags-Skyder +han rammes her af Lovens: "Jeg forbyder!" + +Jenle 29/8 1907. + + + + +AN WOLLES DRENG. + + +Mi Søn er bette Pejr, og a haar jo kuns den jen, +og da han bløw en niaars Pold, han maatt jo ud aa tjen, +han blyver tøl te Pejersdaa, om Gud vil vær ham gue, +og atter æ Aalder maa en sej, æ Knæjt æ knøv og stue. + Pejr er ingen kjelle Dreng, + nej, saamøj en hwelle Dreng!" + saa An Wolle, + "der rend aalle + Maag te Hjord + mell æ Gord! + +Tho snaar fâr Daa er po æ Sky, og Sejl er po æ Møll, +han maa jo op, æ bette Kaal, og ue _med_ æ Køll. +Dem rig dje Bøn ka sajtens sow, for dem staar aalt tered, +men fatte Baan maa tidle op aa strid for Fød og Kled. + Pejr faar helsen lær aa rend, + _fræ_ æ Mues til Awers-End, + lisse sore, + _øwer_ Bore, + _gjemmel_ Saând; + hwelle Baan! + +Nær Atteror den buser ind med Wand imell æ Knold, +ka en Par bette naagen Færr ja wal blyw wod og kold; +men hwa, Worherr han hjælper wal, saa han ka sto æ ue, +den villest Ar, en Baan ka fo, det _er_ en gue Natue. + Pejr er ingen Frøssenpind, + han gaar glaa mod Vejr og Vind, + om det hwistler + mell æ Tistler + wârr og wârr + laangs æ Kjâr. + +Ja, no po Sønde trowr a da, æ bette Knæjt faar fri, +saa skuld do rele komm herom og faa æ Klør aa si; +saa kan do sej mæ, om do tyggs, han blywer bovn og stue; +a trowr da nok, saavidt a sir, han slæjter _po_ æ Mue. + No skal _a_ skam hen aa baag; + tho han skuld wal haa en Kaag, + fâr han drawer + øwer æ Awer + væk ijen, + bette Swen! + +Her sejjer a en jenle Kwind' saa manne ødlet Daw; +men no te Vinter ska han hjem, sku a saa sejj aa klaw! +Ja, saa ska han jo røjt æ Kow og helsen go te Præjst; +a _er_ da rele vis epo, _han_ sworer mell de bejst. + Pejr er ingen kjelle Dreng, + nej saamøj en hwelle Dreng!" + saa An Wolle, + "han vil aalle + blyw hans Mue + ant end gue." + +Septbr. 1907. + +[Footnote: _Kuen_, Kone; _læ sæ_, lade sig; _træj_, træde; _blyw_, +blive; _den jen_, den ene; _Pold_, Polde, lille Fyr (anvendes hyppigst +om Grise); _tøl_, tolv Aar; _Pejersdaa_, Peders Dag; _gue_, god; _knøw +og stue_, smuk og stor; _kjelle_, forvænt og balstyrig; _hwelle_, +dygtig; _Maag te Hjord_, Mage til Hyrde; _æ Gord_, Gaardene; _ue med æ +Køll_, ud med Køllen (for at flytte Kreaturerne); _fræ æ Mues til +Awers-End_, fra Mosen til Agerens Ende; _lisse sore_, hvert Øjeblik; +_Bore_, Nyagre; _Saând_, Sand; _Atteror_, Efteraar; _buser ind_, om +Vejret, der kommer med Kraft; _med Wand imell æ Knold_, med vand mellem +Knoldene (nemlig i Kjærene); _naagen Færr_, nøgne Fødder; _wod_, vaade; +_sto æ ue_, staa det igjennem; _den villest Ar_, den bedste Arv; _glaa_, +glad; _rele_, rigtignok; _tyggs_, synes; _bovn og stue_, smuk og stor; +_æ Mue_, Moderen; _haa en Kaag_, ha en Kage; _drawer_, drager; _æ Awer_, +Agrene; _bitte Swen_, lille Fyr; _sejjer_, sidder; _manne ødlet Daw_, +mange kjedsommelige Dage; _røjt_, røgte; _ant end gue_, andet end god.] + + + + +DEN FATTIGES BLAD. + + +Jeg ønsker dig Lykke paa Rejsen +du Pode ved Langsøens Bred, +hvor Granens fornemme Knejsen +forraader Jærn i dens Ved. + +Jeg ønsker dig fnysende Fjender; +thi har du af dem en Skok +(jeg taler om Ting, som jeg kjender!), +da kommer _Vennerne_ nok. + +Søg ind ad de lave Døre +og op under Kvistkamrets Spær, +og kast paa de nøgne Vægge +et lille legende Skjær. + +Hav Øjet paa Gydernes Stakler, +bær Blomst til den syges Seng, +og glem ham ikke, den lille +forpjuskede Hyrdedreng. + +Der sidder i Udmarkens Øde +saa fjern fra den alfare Vej +en Hob, saa maa betle sig Føde; +jeg ved, at de venter paa dig. + +Og andre du træffer paa Kjæret +saa langt fra den banede Sti; +de titter saa rædde i Vejret, +naar nogen gaar dem forbi. + +Og Plejebarnet der ledes +til Piskningens blødende Ve, +mens Fadervoret det bedes +de hellige tre Gange tre-- + +Du skaane ej Børnenes Bødler! +Du piske dem med Skorpion, +om Lovens snirklede Tødler +voterer _syv_dobbelt Pension! + +Paa Herregaardsmarken du standse +en Æsel i Snore og Frak, +hvis Stok en Polsk monne danse +paa Ryggen af en Polak! + +Og alle de blege, der aander +i Støv af Fabrikkernes Malm, +og gamle Forsømte, der vaander +sig rundt paa Kommunernes Halm-- + +Og Tyendekamrenes Mørke +med Skimmel som Smykke paa Væg, +der suger den tjenendes Styrke +og gi'r ham en Baas mellem Kvæg-- + +Og Teglværkets lerede Trældom, +_saa_ gammel og næsten _saa_ grum, +som dengang Gud Herren i Gosen +over Teglfabrikanten holdt Dom-- + +Og Væverskens Kamp med Maskinen, +der krummer sin snigende Arm, +imens den--til Staaltænders Hvinen +voldtager den hostende Barm-- + +--Ja! Ja! Du skal finde dem alle +og yde dem broderlig Trøst +og være for Samfundets Øre +en streng, udskammende Røst. + +Men har du bragt _Haanden_ af Klemme +til _Kroppenes_ Glæde og Gavn, +vi venter, du rejser din Stemme +for _Sjælenes_ sukkende Savn. + +Løft Faklen mod Loftets Fjæle +derinde i Smaamandens Hjem, +saa alle Skyggerne stjæle +sig bort til Helvedes Gjem! + +Giv aldrig Pardon til det onde, +der æder som Trøsk i Træ; +da sænke deri din Sonde +og bryde det over dit Knæ! + +Du være den fattiges Værner, +du være den riges Ris! +Da faar du ej Ordner og Stjærner, +men bævende Læbers Pris. + +10/9 1907. + + + + +PÆ' SIVENSAK. + + +Med Pølseryg og Istervom og Nakken stiv +og Armen lagt i Bugt omkring et Jerseyliv, +med Merskumspiben næsten til hans Kalveknær, +saa vralter frem Pæ' Sivensak, som danser der. + +Saa værdig han røgter sin Polkerer-Dont, +som dansed han paa Toften med sin Rugstak rundt; +se Sveden, hvor den drypper paa hans Støvlelæ'r! +Javist er det Pæ' Sivensak, som danser der. + +Ved Væggen sidder hviskende hans Slægt paa Rad, +mens Gulvet gynger bange for hans Hartkorns-Trad, +og Dansens Takter mases af hans Indad-Tæ'r +og drejer med Pæ' Sivensak, som danser dér. + +Hans Skuldervrik, hans Nakkefold, hans Mund saa sur, +hans hovne Blik, hans Knappers Sølv, hans Tokas-Uhr, +det ringler, og det raaber højt til en og hver: +"Se, det er nu Pæ' Sivensak, som danser her!" + +Men inderst sidder Svimlen i hans Hjernekrog +og klaprer som med jærnbeslagne Kistelaag; +hans Øjne staar som Tudsens under Tordenvejr: +"Gud naade mig, Pæ' Sivensak, som danser her!" + +En Skrædder sad i Krogen bag en Skjørtebræm, +og stak han under dansen brat en Klumpfod frem; +og Folk sig rakte højt paa deres Støvletæ'r: +"Ih, Kors! det var Pæ' Sivensak, som trimled dér!" + +14/9 1907. + + + + +JEG GIK MIG UD. + + +Jeg gik mig ud at vandre +for Grædefred at faa +saa fjern fra alle andre, +som ogsaa græde maa. + +Jeg skræmtes af en Stemme +og fandt en lille Bæk, +som ikke vilde skræmme, +men bare vilde væk. + +Knap hørte jeg dens Syngen, +min muntre Barndomsven, +før Graad og Hjertetyngen +var stille vejret hen. + +Ømt bad jeg Bækken vente +en ringe Dugfaldsstund; +et Kys jeg vilde hente +fra dens jublende Mund. + +Men før jeg mærked Duggen +igjennem mine Knæ, +jeg hørte Bækkens Klukken +nu bag det næste Træ. + +Paa al min Bøn og Klage +kun samme Svar: "Gaa hjem! +Thi _du_ kan gaa tilbage, +men _jeg_ kan kun gaa _frem!_" + +Saa sang hun, Engens Datter, +og svandt bag Svingelgræs. +Det lød som Pigelatter +i Havrens sidste Læs. + +14/9 1907. + + + + +BOSSEN. + + +Din Randsel er lappet og graa, Farlil, +og Sjappet gaar ind til din Taa, Farlil. +I Sølen du sætter din Saal, Farlil, +men hvor har du sat dig dit Maal, Farlil? + +Du hutler og "fægter" dig frem, Farlil, +men fægter dig vanskelig hjem, Farlil, +og Tørsten forfølger din Sjæl, Farlil, +som Skyggen din skjævtraadte Hæl, Farlil. + +I Regn var du aldrig en Helt, Farlil, +med Himlen Som Tag og som Telt, Farlil; +men tørres af Solen din Sok, Farlil, +da svipper du glad med din Stok, Farlil. + +Og jages du væk fra din Kro, Farlil, +du slænger dig under en Bro, Farlil; +der klukker Aaen saa godt, Farlil, +men Lejet er lovlig vaadt, Farlil. + +Saa glider du gjennem vort Land, Farlil, +langs Lovens vovede Rand, Farlil; +fra Skæbnen faldt mangt et Skrup, Farlil, +og Fogden gav ogsaa sit Skub, Farlil. + +Som ormstukken Frugt du Faldt, Farlil, +din Jordmor blev aldrig betalt, Farlil, +og gled du en Dag paa din Vej, Farlil, +mon nogen vil Spørge om dig, Farlil? + +--Vel er du en Gast og en Strik, Farlil, +men jeg har set i dit Blik, Farlil; +dér sidder en Fange i Bolt, Farlil; +han har det saa trist og saa koldt, Farlil. + +Den Fange bag Øjnenes Glug, Farlil, +jeg selv har mærket hans Suk, Farlil; +og naar han hulker i mig, Farlil, +da bøjes min Skulder mod dig, Farlil. + +16/9 1907. + + + + +KOMMER I SNART! + + +Raabet stiger i Morg'nens Skjær: + Kommer I snart! +jager som Blæst om Sig og Kjær, +hvisker ved Ruden, hvor Pilen læ'r: + Kommer I snart, I Husmænd! + +Tiden ruller med store Ting; + --kommer i snart!-- +tungt dog drejer dens Hjul omkring; +I kan øge dets træge Sving; + --kommer I snart, I Husmænd! + +Aaget bøjed jer Far og Mor + --kommer I snart!-- +knuger jer selv, jert Barn, jer Bror, +venter paa Vuggens spæde Nor + --kommer I snart, I Husmænd! + +Landet lyser af Korn og Kvæg + --kommer I snart!-- +_Eders_ Kvinde bag klinet Væg +malker Geden med striden Skæg + --kommer I snart, I Husmænd! + +_Dovne_ sugede Jordens Marv, + --kommer I snart!-- +Tusind Tønder til Taabers Tarv! +Hvad _de_ vraged, blev eders Arv; + --kommer I snart, I Husmænd! + +Neg I sanked til andres Lad + --kommer I snart!-- +søbed som Tak for Svedens Bad +Trællens Æde af Hundens Fad + --kommer I snart, I Husmænd! + +Staa ej bundne jer Bødler bi! + --kommer I Snart!-- +grib jer Spade og hug jer Fri! +I er tusind, hvor de er ti! + --kommer I snart, I Husmænd! + +Jenle. 20/9 1907. + + + + +TYENDESANG. + + +Her kommer fra Dybet den mørke Armé +og fordrer af Verden et Svar; +skjønt Dagningens Glimt i vor dryppende Le +er al den Fane vi har, +vi vover en Kamp for vor nedtraadte Ret +og løfter i Vejret paa Skjændselens Bræt +den Tusindaars-Lænke, vi bar. + +Vi ejer paa Jorden knap Trævl eller Traad, +kun denne vor skorpede Haand; +til Menneskekaar fik vi kummerligt Raad, +i Ørkner vandred vor Aand. +Du Herre, som højt gjennem Samfundet red +hen over de Rygge, du trykkede ned, +nu smyger vi af dine Baand! + +Vi harved din Ager, vi skar dine Neg, +vi strigled din blommede Hest, +vi lytted bag Stalden til Rotternes Leg, +naar selv du gik pyntet til Fest. +Du drømte paa Bolstre, vi slumred paa Halm, +hvor Dyret er Nabo, og Luften er kvalm, +og Svindsoten kommer som Gjæst. + +Vel er vi en kuet og slidende Hob, +kun Trælle i Velstandens Gaard, +i Samfundets Aske en nedtrykket Job, +der skraber sin Byld med et Skaar; +snart Svinger for Ruden dog Opgjørets Lyn, +se op, Kammerater, det lysner i Sky'n, +Befrielsens Malmklokke slaar! + +Vi raaber det ind gjennem Luge og Lo, +hvor dundrende plejlene gaar: +kom frem af jert stinkende Staldkammer-Bo, +se ud fra de hældende Vraa'r! +For Fronten Reveillen nu Løfter sin Klang, +lad Mismodet synke, nyn med paa vor Sang, +_jer_ Dagning paa Ruderne staar. + +Ja, slip hvad der trykker paa Skulder og Sind, +og sving imod Lyset din Hat! +Endnu har du Ungdommens Rødme paa Kind +og Rester af Letsindets Skat. +--Da pløjer vi muntre vort bølgende Land, +naar først vi har Friet vor kuede Stand +fra Tusindaars-Trældommens Nat. + +1/10 1907. + + + + +Æ GAMMEL SNEJKER. + + +Der gor en Mand mell Grønning-Knold + --vi letter po wor Hat-- +hans Mind vil Salling læng behold, + --den letter po si Hat. +Æ Blæst ka flyw, æ Storm ka bus, +det rokker ett den Snejkers Hus, + men letter po _wor_ Hat.-- + +Han er lidt rynked i æ Bark, + --vi letter po wor Hat-- +men inderst ind en hwelle Knark, + --vi letter po ver Hat; +og stil ham mud en Timmerdyng, +da ka do trow, hans Yws ka syng. + --a letter po mi Hat! + +Han haader Brændvin som æ Dæwl + --a letter po mi Hat-- +og saa do ham handtir en Hæwl, + _do_ letted po di Hat.-- +Æ Sommerdaw han haar æ trunt, +ved Vintertid da gor han rundt + og letter po hans Har. + +For hwer en Knot, for hwer en Knast, + der stented mud hans Hat, +for hwer den Diel, han haar slaan fast, + vi letter po wor Hat +Wor Tap ska dripp, wor Øl ska skyll! +A trowr saagi hans gammel Møll + no letter po si Hat. + +Her staar vi i den Snejkers Stow + og letter po wor Hat, +ja for ham sjel og for hans Frow + vi letter po wor Hat; +for aall de Daw og aall de Or, +der glaadle kam og laangle gor, + vi Letter Po wor Hat. + +Okt. 1907. + +[Footnote: _bus_, jage hæftig af Sted; _Snejker_, er baade Snedker og +Tømrer; _hwelle_, dygtig; _Timmerdyng_, Tømmerstabel; _Yws_, Økse; +_Hæwl_, Høvl; _trunt_, travlt; _Knot_, Ujævnhed; _stented_, fór imod; +_slaan_, slaaet; _Or_, Aar; _glaadle_, med Glæde.] + + + + +EN MINDESTEN. + + +PAA MIN FØDEGAARDS MARK. + + +Her vendte Far sin Plov, aa, saa mangen, mangen Gang, +naar Graalærken højt over Sandmarken sang. +Her gik min stille Mor i sin grove graa Kjol +og saa med tynget Blik mod den synkende Sol. +Thi satte eders Søn denne liden graa Sten +til Minde om en Færd, der som Duggen var ren. + +28/2 1908. + + + + +MAJSOL. + + + Solen ler saa godt og mildt, + den stryger Sæden frem, + lokker ud den lyse Filt + om Bøgebladets Bræm-- + Sydsol og Østsol og Solen af Nordvest; +men Solen i din egen Sjæl den ler dog allerbedst. + + Solen duner Knøsens Kind, + gi'r Rugen blanke Knæ, + varmer Lammets myge Skind + i Digets Søndenlæ-- + Sydsol og Østsol og Solen af Nordvest; +men Solen over Hjemmets Dør gaar brave Hjærter næst. + + Solen er saa elskovsfuld, + den favner Jorden bred, + kysser Lærkens spæde kuld, + saa Duggen triller ned-- + Sydsol og Østsol og Solen af Nordvest; +men Sol paa Minders Myggesværm gav mangen Drøm sin Rest. + + Solen tænder Blomsterblus, + hvor Engen før var graa, + Iris og Ranunkulus + og Brudelys ved Aa-- + Sydsol og Østsol og Solen af Nordvest; +men Solen ved en Brudgoms Barm hun skjænker skjønnest Fest. + +14/5 1908. + + + + +HØG OVER HØG. + + +Nypudset i Solen sad munter en Myg; +frem mased en Skarnbasse kluntet og tyk; +og Myggen, som sad der saa rent og saa rart, +blev væltet i Gruset ved Langtrynens Fart, + --for han havde Hast-- +saa Myggens Nakkeben sitrende brast. + +Skarnbassen fremstenter paa stræbende Ben +og kratter med Kloen i Støv og i Sten; +frem stormer Cyklisten i rygende Sved; +han henter den arme, han hjuler den ned; + for han havde Hast; +dens pansrede Indvolde boblende brast. + +Cyklisten slaar Sløjfer om Gaarde og By; +da driver imod ham en ravnesort Sky: +Lyntungen udstrækkes saa lang og saa gul; +to spaltede Pæle slaar Kors for hans Hjul; + det Lyn havde Hast! +Blandt Ting af Værdier en Hjerneskal brast. + +9/6 1908. + + + + +HJEM FRÆ PLOWGILD. + + +Se, Slidder og Sladder er der nok, der vil før, +og Løwn og Komeddi ka en sajt faa aa hør, +men hvis I vil lyd te forstandig Taal, +saa skal a hwerken dejt heller praal +men baare betrow jer en mærkele Spel, +der justemint er passired mæ sjæl; +og det a fortæler jer, det ska sgi særd, +for _det_ er saa sikker, som a sejjer hêr: + +Naa, det var en silde Avtenstaan +med ingen Stjanner og ledtle Maan; +det war søen omkring ved Sehansdastid, +æ Byg war lig betint paa aa skrid, +æ Hawer det samm, men _det_ vild bi +og si, hwad æ Byg fæk lawed istand, +og om ett Worherr sku send en Taar Wand. + +Det war lig under Minnet, om no a ka how; +der var Lys i Gammel Jehanneses Stow; +a haaj wot oppe te Ywers aa plow; +nu træn a saa Fandens haadt te aa sow, +det war knap, en kund hold æ Brikker opp; +jaja, vi _haaj_ jo faat en Pa Kopp, +--æ Kaal fæ jæn, fâr han, æ Pløg, +kjor hjem te Kaaren med Vovn og Øg.-- + +A gik saa fredle, som Folk ka go; +a fomlt i æ Lomm, om a haaj mi Skro; +a war ett saa fuld, a ku stywle sto, +saa læng da a kund ta Støtt ved æ Dig! +A gik og summed paa manne Slavs Lig, + +a tint paa æ Hos, der snaar sku fuel, +paa bette Jens, der imaaen skuld i Skuel, +paa hwad en haaj handelt, og hwad en haaj snødt, +det sidst skuld en inden si Død ha fortrødt. + +Og a tint paa Kaaren, der lo derhjemm +og sejtens hwerken ku dums heller dremm, +fordet te æ Stoder gik her og vrødt; +for nær a er søen saa pasle fuld, +saa haar a aaltid en Hjat af Guld. +Naa, a bløw ved aa stummel astej; +a holdt mæ det bejst a kund o æ Vej, +indte a nowed Kræn Søndergaards Vrej. + +Der war æ, som nøj haaj gin mæ en Pót; +og kjek! bløw aalt saa kwollendes swot +som mødt o æ Lowt, nær hwer Log er lot; +og lig som en rædle Hund to po +jestejes hesøwer vejsten æ O, +der er nøj, der vil list en Løkk om mi Fud +og ryw mæ baglænds om o æ Jurd: +og no ka I flir, og no ka I snakk-- +men her begynd mi Gummer aa hakk, + for a hører en Stemm, + og det war den Slemm, +der trimmelt To øwer Kistel-Bakk. + +--Gud spaar jen evig for aal Ting ûnd, +hwad enten det saa ska mød Præjst heller Bûnd! + +--Saasnaar a ku mærk, te hwad Sid det vild raw, +a fæk mi Kjep flytt øwer i mi Kaw; +det sled i mi Bowser, det røw i mi Maw; +saa ræj haar a aalle wot i mi Daw! + +_A_ rend, og _a_ fild, og _a_ fild og _a_ rend; +a tøtt, a maatt vær ved _Verdens_ End, +men bejje mi Træsko stod faast i æ Saând, +den jen kam aalle forbi den aan. + +A lo ad æ Jurd som en vælted Skru, +mi Kjep en bette Graan vejsten mi Lu. +A tint o manne kristele Urd, +som a haar lær af mi Faar og mi Mue; +a prøved føst aa løs fræ æ Burd, +men mi Howkommels haar alle wot gue, +og det, a fæk saå, war nø fuldajte Slurd. + +A lowed Worherr, om han kjend mæ nø Raa, +aa tejn mæ te Aalters imaaen den Daa: +den fatte Ma Sah sku faa en Skipp maalt, +og Bette Drejs en Stykk aa æ Gaalt. +--Gud naad mæ--a fæk æ saa naple holdt! + +Det bløw mæ helsen en stywle Bied; +æ Bjenn vild op, men æ Hued vild nied. +A to i æ Lyng og stinned mi Nakk, +men a ku hwerken flikk heller flakk, +a tøtt, det gi rundt med æ hile Bakk; +æ stur Kaphyw war saat po en Bor; +æ Hywl rend rundt, og æ Dæwl han kjor! + +Hwad sin der passired, ka Kaaren sgi how; +_a_ fand mæ tesengs i wor pænest Stow, +saa syg, te a hwerken ku drewl heller drow, +og Kaaren war værkle, og a maatt low, +te hwis a mie to te Ywers aa plow, +a aalle vild legg mæ ved _Kistel_ aa sow. + +11/6 1908. + +[Footnote: _Torren_, Torden: _opô_, paa: _Skjek_, Skjæg; _æ O_, Aaen; _æ +Togger_, Fiskevaad; _Slidder_, Sludder; _Komeddi_, Opdigt; _særd_, sæde, +passe; _skrid_, bryde gennem skederne; _Minnet_, Midnat; _Ywers_, Ivers; +_træn_, trængte; _æ Brikker_, Øjnene, Gluggerne; _en Pa Kopp_, et Par +Kaffeknægte; _æ Pløg_, Pløgen, slusket Mandfolk; _Kaaren_, Karen; +_fredle_, fredelig; _fomlt_, følte efter; _stywle_, saa meget vel; +_summed paa_, overvejede; _manne slavs lig_, allehaande Ting; _tint_, +tænkte; _Hos_, Følhoppe; _fuel_, fole; _fortrødt_, fortrudt; _dums +heller dremm_, smaasove eller drømme; _æ Stoder_, Stodderen, hendes +Mand; _vrødt_, rodede; _pasle_, tilpas; _Hjat_, Hjærte; _stummel_, +snuble; _o æ Vej_, paa Vejen; _nowed_, naaed; _Vrej_, Sving; _en Pót_, +et let Stød; _kjek!_, en-to-tre!; _mødt o æ Lowt_, midt paa Loftet; +_hwer Log er lot_, hver Luge er lukket; _rædle_, fæl; _to po_, tog paa, +gav Hals; _jestejes_, et eller andet Sted; _hesøwer_, histovre; _æ O_, +Aaen; _Furd_, Fod; _flir_, grine i Skjægget; _trimmelt To_, trimlet Taa, +slog Kulbøtter; _ûnd_, ondt; _Buend_, Bonde; _raw_, hælde; _mi Kaw_, +Kejthaand, venstre Haand; _wot_, wæret; _fild_, faldt; _a tøtt_, det +forekom mig; _Saând_, Sand; _lo ad æ Jurd_, laa langs med Jorden; +_Skru_, Tørveskrue; _en bette Graan_, en lille Smule; _Lu_, Hue; +_naple_, knap nok; _en stywle Bied_, et haardt Stykke Arbejde; +_stinned_, gjorde stiv; _hwerken flik heller flak_, ikke komme ud af +Stedet; _en Bor_, en Hjulbør; _kjor_, kjørte; _sin_, siden; _how_, +huske; _drewl heller drow_, knap nok trække Vejret; _værkle_, vred og +sur; _aa plow_, at pløje; _Kistel_, Hedebanke paa min Fars Mark.] + + + + +BJÆRGMANDS-SNAK. + + +VED EN MARKFEST PAA KAPHØJE 12. JULI 1908. + + +Midnat. En Snes Hyrdedrenge staar omkring Højen med tændte Fakler og +raaber i takt: + +"Bjærgmand, Bjærgmand, er du derind', +kom ud med di' sytten Egepind'"! + + +En gammel sidskjægget _Bjergmand_ skyder sig i Vejret fra Højens Top: + +Aa, ti dog med den Skrigen, dumme Drenge! +Hvi raaber I mig gamle Trold af Senge, +nu Fæet gumler trygt i Bondens Gaard, +og Midnatsklokken rundt i Hytter slaar. +Hvi maa jeg ikke mer i Højen blive +og slibe mine lange Flinteknive, +med hvilke jeg skal Julegalten stikke +og gjerne gad jer allesammen prikke, +fordi I ej kan la en Stymper ligge. + +Hvi raaber _I_ om mine Egekjæppe! +Jeg har jo ej saameget som en Skræppe; +man tager fra mig alt, selv Stok og Sten, +tilbage levnes nogle muldne Ben, +som ingen Djævel gider mer annamme. +Aa, kunde jeg med Flinteøxen ramme +hver Skjælm, der roder i mit gamle Hus +og vælter Dyssens Stene, Sand og Grus +i Haab om Fund af en Stump irret Guld; +dog Gud Ske Lov, de mest faar Trynen fuld +af Potteaske og Ligkistesmuld. +Her kommer de med Skovl og Mergelpig +og giver Højens Sider Stik paa Stik, +og lytter til, om noget skulde klinge. +Aa, det kan svie i min Bjærgmands-Bringe, +saa jeg i Flinteflækker kunde springe. + +--Engang de stødte Piggen i mit Laar; +af Harme sprang der Gnister af mit Haar; +min Kone holdt mig ved mit Skjæg saa længe. +Jeg ellers havde langet dem en Flænge! +Se, hvor mit gamle Oldtidshus er plyndret, +hvert Jordskud rodet om, hver Kampsten søndret. +De usle Rester, Pakket ikke tog, +kan næppe dække mer mit gamle Skrog. + +Her sidder jeg, naar Tordenregnen falder +i Sommernætter paa mit Lyngtørvs-Hjald; +mens Agerhønen ræd paa Kuldet kalder, +jeg tæller Tiden mellem Lyn og Skrald, +og slikker Luen lang om Lo Lade, +jeg takker Thor for al den rare Skade. + +Mest sidder jeg dog i den klamme Jord, +hvor Lyngens Rødder frem af Væggen gror +og sagte i mit side Skjæg sig snor; +der kan i Fred man tænke sig tilbage +til længst forsvundne, gamle, gamle Dage, +da alle Høje var i god Behold, +og man tog Hensyn til en agtet Trold, +der leved end og spiste Ofrets Rest, +da her ved Højen første Gang stod Fest, +og Blodet damped højt af slagtet Hest; +ak, fire Tusind Aar det snart er siden! +Som Karupaaens Vand saa skrider Tiden;-- +da var der Sumpe, hvor der nu er Gaard, +og Ulv og Bjørn gik rundt, hvor nu staar Faar. +Jeg har ej fra Historien min Viden, +jeg følger helst min egen Almanak, +i Lyngtavl tegnet over Kistelbak. + +Men han, som her blev viet Højens Fredning, +han var en modig, vild, skindskjortlet Hedning, +der faldt i blodig Kamp, i Odins Dyst; +jeg saa dem trække Pilen af hans Bryst. +Hans Grav, hans Sværd, hans Guld det arved jeg. +Hvor det er gjemt?--Det rager ikke dig! + +Aa, det er længe, længe, længe siden; +selv flyder jeg nu som et Vrag paa Tiden, +fordømt til Marterbaalet af en Viden +om det, som knap den Lærdes Gisning naar: +Aatusinders mulmslørede: Igaar. + +Dog hvorfor dvæle ved et falmet Minde? +Langt hellere sin krumme Nakke stinde +og rende Hornet ind saa dybt man kan +i Nutidsdogmets dorske Præstemand. + +Saa vil jeg da mit Skjæg paa Matten sprede +og eders Tanker mod min Vaaning lede; +thi ej blot Minder søger mig histnede, +der kommer andre Gjæster til min Rede. + +Muldvarpen stikker tidt sin kolde Snude +med natlig Raslen mod min Jordtørvsrude; +Skarnbassen løber her og tigger Snus, +en Hestepære faar han i Kardus; +ham kan man ikke ha i ord'nligt Hus; +det Svin, han gaar med Skrotten fald af Lus! + +Og Tudsen med de mange Vorter paa +hun kommer kravlende paa slimet Taa +ind ad min Dør, saa tit det blot kan gaa, +og med et Svup hun sætter sig paa Bagen, +saa vil hun gnubbes under Dobbelthagen; +men er jeg kort for Ho'det, kan det hænde, +hun faar et Troldspark i den bedste Ende. +Klørattenbenet gaar her tit og pisker; +den ynder godt, jeg sjælden tænder Lys. +I Juninattens første Morgengys +Firbenets Svans mig under Næsen visker. +Og bag ved Ovnen i en rolig Krog +jeg har min Skjødehund, den fede Snog; +han ruger paa en Cyprianus-Bog, +jeg fra en gammel Præst i Sevel stjal +en Nat, han havde sig en Perial. +En gammel Trold han maatte sig jo kjede; +om ikke han fandt paa lidt Spas dernede; +jeg har den nysseligste Fuglerede +med fire søde Hugormunger i, +og naar man bare de smaa Puds vil drille, +aa, saa kan deres smalle Tunger spille +præcis som Brodden paa en tirret Bi. + +Ak, de har kortet mig saa mangen Kvide! +Jeg lærer jo de smaa den Kunst at bide +paa rette Sted med Virkning og Forstand, +saa ikke Biddet blir det bare Vand, +men skjult og successive slaar sin Mand. +Jeg holder Knoen hen, de styrter frem, +de hugger til, min S'æl, med Fynd og Klem! +Naar rigtig arrigt de med Halen svinger +og falder an imod min lodne Finger, +jeg ler, saa Højens Kampestene springer! +Og har den Smaa saa gjort sit Svendestykke, +jeg følger ham til Dørs med mit: Til Lykke! + +Helhesten dumper tit min Dør forbi; +for den Slags "fint Besøg" jeg helst er fri, +han er en skumsk Person og gaar og rager +i mange Ting, hvori _jeg_ nødig tager. +Han er en Krikke, Fanden engang sko'de, +et Fjols, en Fæbas, uden Spor af Ho'de. +Desuden er han ej af rigtig Troldeslægt, +Og derpaa maa der lægges megen Vægt. + +Nej, saa er Lygtemanden noget andet; +skjønt ogsaa hans Familieskab er blandet, +en Friskfyr er han, det har tit jeg sandet; +kun Skade, Manden stinker saa forbandet. +Jeg ser ham færdes tit langs Karup Aa; +han gaar, som med en Fjandbo-Donner paa, +med Blus paa Lampen og med Lygten tændt +han kredser om det vaade Element. +En Hopsa danser han med Tørveskruen, +og Pyttens Paderokker stryger Buen. + +--I Daugbjergdaas der bor min Bedstefar, +med ham jeg fik mig tit en Passiar. +Naar alting tav, og Maanen hang saa klar, +jeg satte mig saa tit paa Højen op, +_han_ sad alt bred og tung paa Daasens Top; +hans Huekvast mig hilsed med et Nik, +hans Pibe damped, Svaret kom og gik; +alvorligt Lyngen nikked til vor Tale; +Fjends Herreds lange, dybt nedskaarne Dale +sig strakte lyttende i Altensvale; +en Nøkkerøse rejste sig paa Taa, +hvor Sivet stod og kjæmmed sine Smaa +ved Bredden af en ensom Mølledam; +de lurede, de Skjælmer, men fik Skam; +den Bjergmandstale gik dem lidt for højt, +af Meningen forstod de knap en Døjt. +Det samme gjør vel I, saavidt jeg sér, +nu skal jeg ikke sige meget mer. + +O, Bedstefar han har slet ingen Nød, +af Grøftermudder dejgner han sit Brød, +og fra den gamle nære Hønenmose +hans Kone henter Vand i sin Stunthose +og holder til hans gamle Mimremund; +kanske en Tudse ligger paa dens Bund, +ah, det var Smaus! Ja, Bedstefar kan drikke, +naar Tørsten tit maa _mig_ i Struben stikke. + +Vi Trolde kan som andre _sultne_ blive; +saa ta'r jeg én af mine Flinteknive +og skjærer mig en lækker Graastensskive +og smører Blevver paa; den Melmad er solid; +man slikker Fingren efter sidste Bid. + +Godnat, du gode gamle Aakjær By +med dine Gaarde under Nattens Sky, +dig vil jeg intet ondt, du gav mig Ly +i Højen her. Men Kirken hist i Fly, +der staar og knebrer med sit Klokkebly +ved Aftentide som ved Morgengry, +den sendte jeg en Gang en Mindesten, +som dem man rejser over Kjæmpers Ben, +jeg slængte den i Luften med et Kast +saa Neglene paa mine Fingre brast. +Jeg siger jer, den Sten, den havde Hast! +Men var det ikke ret en evig Skam, +jeg sigted fejl, fik ej paa Taarnet Ram, +til Bunds gik Stenen, plump! i Fleskidam. + +Min Kone, som saa til,--hun er lidt hed, +da Stenen rendte vild, hun blev saa vred, +og hug mig her i Skjægget blindt og brat, +som naar et Lyn slaar ned i Daugbjærg Krat. +_Min_ gik forkert--sligt virker altid klamt-- +men Mærens, kan I bande, _den_ var ramt! + +Farvel, nu skal man ned og pudse Svansen, +om lidt saa ser I mig igjen--i Dansen. +Jeg tager nogle med af mine smaa, +som Pigerne kan ha' at slege paa. + +Juni 1908. + + + + +MAAGEN. + + +Vær hilset du Maage ved Sallinglands Kyst, +med Stormenes Stænk paa dit skumhvide Bryst, +med Brændingens Tang om din buttede Taa-- +du Vejlernes Vægter, hvad vogter du paa? + +Du lægger saa kjælent dit Hoved paa Sned; +saa har du en Rede bag Rørholmens Bred; +du næbber saa tænksomt dit dunede Skrud; +saa venter du Unger, før Ugen gaar ud. + +Og tripper de frem under Rørenes Skjæg +med spæde smaa Spor over Vadernes Klæg, +da dikker dit Hjærte af moderlig Lyst, +da glimter din Vinge saa vidt under Kyst. + +12/6 1908. + + + + +HØVL OG KNAST. + + + Høvlen gik! + galant! gelik! +saa Bænkens Planker sukked, + frem og frem + mod Brættets Bræm; +der stod en Knast og mukked: + + "Jeg er fast, + for jeg er Knast, +mig tør du ikke bide, + jeg gir Skaar, + som stedse staar +i Æggens blanke Side!" + + Høvlen bed; + den blev saa vred +ved disse Hovmods-Finter; + Jærnet klang, + og Planken sang, +og Knasten røg i Splinter! + +14/6 1908. + + + + +OLE STAM. + + +Der stod en lille vred Mand, +en tæt Mand, en bred Mand, +der stod en lille vred Mand, + og det var Ole Stam. + +Han talte fra et Stenhæld +om Lovbrud og Méngjæld, +hans Tale klang som Stenmæld + imod en Krigerhjælm: + +"Der staar nu Svend blandt Standsmænd, +blandt Kongsmænd og Klansmænd; +men hvor er vore Landsmænd + fra Bælt og Vesterhav? + +Skal Retten krænges bagvendt, +og Svig gaa som dagkjendt, +staar Danmarks Gaard som tagbrændt, + Ruin fra Aas til Syld. + +Til Loven blir istandsat, +er du Svend, en bandsat, +og Krig og Tvedragt landsat + saa langt vor Kyst har Næs. + +Sligt raaber jeg mit Nej til, +thi Valgfif og fejgt Spil +det faar man aldrig mig til, + det sværger Ole Stam." + +Saa strøg han bredt sit Fuldskjæg, +sprang tungt ned mod Muldvæg, +mens Kongekaabens Guldlæg + i gylden Harme skjalv. + +Men Svend drog ud til Spærkryst, +til Bloddaad i Nærdyst, +kløv Danmarks Barm i Hærlyst; + sandt spaa'de Ole Stam. + +--Vi finder let en bred Mand, +en glat Mand, en skred Mand, +men giv os tit en _vred_ Mand + som denne Ole Stam. + +Ja, var der altid Mænd til, +der ej vil, hvad Svend vil, +men lægger Ryg og Lænd til, + naar Lvkkens Læs staar fast. + +20/6 1908. + +[Footnote: Om _Ole Stam_ og hans Protest med Svend Grathes Kongevalg +(1147), hvor Jyder og Fynboer holdtes udenfor, se Saxo Grammaticus' +_Danmarks Krønike_ (Winkel-Horns Oversættelse), Side 100.] + + + + +LOKESÆD. + + + Loke han saar, +Loke med Smil over Hederne gaar; + tror du, det bare er Dis eller Fam, +hvad han saa bredt over Sletterne slænger, + ser du da ikke, hvor Hyrde som Lam, +begge bag Busken med Ørerne hænger. + + Loke han saar, +Loke med Smil over Vangene gaar, + Klinten rasler i Bondens Rug, +Sæd og Stængler faar rustne Stjerner. + Meldrøjeaxet med bulden Bug +lyser haansk over syge Kjærner. + + Loke han saar, +Loke med Smil mellem Gaardene gaar; + Giften triller i Grisens Trug. +Løgnen stenter mod Kirkens Ruder, + Ufred daler paa Disk og Dug, +Sot og Syge paa Vuggens Puder. + + Loke han saar, +Loke med Smil gjennem Thingene gaar; + mærked du, Husmand, lidt Lovklipperi, +fik du et Risp i dit Fattigmands-Øre, + da er det Lokesæden i Hi, +som nu har spiret bag "Udvalgets" Døre. + + Loke han saar, +Loke med Smil gjennem Domhuset gaar, + Retssværdet hænger med Rust i sit Ri, +Rigsæblet slet om Fortryktheden værner. + Lokefrøet blev Ormen deri, +huled det ind til de raslende Kjærner. + + Loke han saar, +Loke med Smil gjennem Tronsalen gaar; + se, hvor han tér sig med Titler og Tugt; +Ordener strør hen som Sukker og Fluer. + Hofmandens Ryg faar en spørgende Bugt, +Æsler af Faget bli'er blide som Buer. + + Loke han saar, +Loke med Smil gjennem Hjærterne gaar, + Smiger han drysser, hvor Ørene klør, +Rænker han rinker som Humle om Staver, + høster saa siden i blideste Bør +Fejghed i Skjæpper og Frafald i Traver. + + Loke han sjaar, +Loke han slænger sin Sæd, hvor han gaar. + Vogt da paa Spiren i Sjælenes Bund, +værn om din Rankhed, dit mandigste Eje; + der hvor han møder en rankfødt og sund, +er der slængt Staal paa den Snigendes Veje. + +23/6 1908 + + + + +LØWN OG SAND. + + +Tho wal er a en simpels Mand, +der haar kuns lidt aa fred; +en Hus paa naple en Tønd Land, +en Kow, en Kal, en Bed. +Wor Brød er bar, wor Tilme tar, +vi Folk ve'æ Uderand; +te derfor vi er minder ward, +er mie Løwn end sand. + +Wal maa den Fatte ta hans Skrop, +hwor Peng ka klaar det mjest, +hwor den, de løwter høitest op, +er den, der haar de flest. +Ja, Peng ka laan den dovn en Pud +og fyld en Fraadsers Spand, +men te de ka gjør Mænd af Klud +er mie Løwn end sand + +A fraager ett den mindste Krumm +om Guld og Grunkers Lyst, +ett hwad du bærer i di Lomm, +men nærer i di Bryst; +staar der en Usling i di Hjat, +en Dosker baag di Pand, +da er di Peng, di Skat +laant mie Løwn end sand. + +Det war jo da en sølle Mand, +hwor _saa_ hans Taal haaj Vægt, +der fræ hans Stud sku hint Forstand +og fræ hans Hejst Respægt; +fand han saa Vej te Kongens Burd, +ja, sjel te fremmed Land, +er al hans Tragten, Lyw og Urd +møj mie Løwn end sand. + +Og haar du wot en syndig Slog, +mod Fattefolk en Hwal, +æ Præjst vil rues dæ, for og baag, +blot der betaales wal; +men er æ nu ett mie end stræng, +ja næjsten aa forband: +Den Rues, der koster aalflest Peng, +er mie Løvn end sand. + +En Grev er faale høt paa Stro, +a ka nap Kikk derop; +_hans_ Dragt er laa med Silkitro, +_min_ slovrer om mi Krop. +Men læ ham rid wos Smofolk nied +og lurk af Gylden-Kand, +hans Stads, hans Fjas, hans Muderhied +er mie Løwn end sand. + +De Pisk, som han og hans haar laa +i Wolker paa _wor_ Ryg, +de vender wal tebaag en Daa +med Klem og Attertryk. +Vi sejler med en Krown i Mast, +men Mand og Skif maa strand, +hwis det, vi fører i wor Last, +er mie Løwn end sand. + +Aah, Lykkens Ævler smides ue, +for wos aa tykk, iblind; +jæn fand en rødden, jæn en sue, +enaan dem rød og trind; +jæn fæk en Lispund, jæn en Kwint, +jært ber, enaan maa band; +te _de'er_, som Worherr haar tint, +er mie Løwn end sand! + +Nej, vi faar hjælp wos sjel af Syk +og ett blyw mutt og matt, +ihwad der tynger paa wor Ryg +og klemmer om wor Hjat. +Ka do ett gaa med lapped Trøj +og livvel løwt di Pand, +da er di Ward kuns Pyt og Pøj +og mie Løwn end sand. + +Ja, nok er a en fatte Mand, +det maa a tit bekjend! +mi Ryg tar Kuld, mi Støwl tar Wand, +mi Peng faar jawnle End; +mi Kuen maa legg med Halm te Lej +og malk te fremmed Spand; +--men derfor læ sæ spark og træj +ska blyw mie Løwn end sand! + +Juni 1908. + +[Footnote: _simples_, jævn og fattig; _naple_, knapnok; _Bed_ ,Bede; +_Tilme_, Sul, Paalæg; _Uderand_, yderste Rande; _den Fatte_, den +Fattige; _men te_, men at; _fraager_, spørger; _Hjat_, Hjærte; _Dosker_, +dumrian; _Taal_, Tale; _hint_, hente; _Urd_, Ord; _wot_, værst; _Slog_, +Rad, Asen; _en Hwal_, en Hallunk; _rues_, rose; _aa forband_, til at +forbande; _Rues_, Ros; _faale høt_, farlig højt; _nap_, knap; _Silkitro_, +Silketraad; _slovrer_, slubrer; _lurk_, klukdrikke; _Muderhied_, Kryhed; +_Wolker_, Valker, Striber; _tebaag_, tilbage; _Attertryk_, Eftertryk; +_Krown_, Krone; _Skif_, Skib; _ue_, ud; _for wos aa tykk_, saa vidt vi +kan se; _rødden_, raadden; _sue_, sur; _enaan_, en anden; _Worherr_, +Vorherre; _tint_, tænkt; _Syk_, Synk; _livvel_, alligevel; _løwt_, +løfte; _Ward_, Værd; _jawnle_, jævnlig; _Kuen_, Kone; _læ sæ_, lade sig; +_træj_, træde; _blyw_, blive.] + + + + +MIN FØDEBY. + + +Der gaar en Aa i min Faders Eng, +den kan jeg ingensinde glemme, +den gled som Drøm om min Barneseng +med blød og klukkende Stemme, +den favner varligt en lille By, +hvor Kavlingblomsten er altid ny, + og Aa og Kjær + og Byen her +det kaldes under ét for Aakjær. + +Her kukker Gjøgen saa sent om Kvæld, +mens Høgen spejder fra Kaphøje, +og Alfer danser om Kildens Væld +i Taageskjørt og Kjæruldstrøje, +og Klokken toner saa dybt og stort +om det, vi Mennesker ej fik gjort; + thi Klokkeklang + og Hyrdesang +forenes godt paa grønne Enge. + +Her sad vi smaa ved vor Moders Rok +og hørte Speltetenen snurre, +for Døren galed den hvide Kok, +hans Høne sov bagved en Burre; +en Valmu funkled ved Hjemmets Gavl, +om Syldens Sten jog der Myrekravl. + Maaske lidt smaat, + men dog hvor godt +at mindes sligt blandt alt det store! + +Kanske er Æblerne her lidt smaa, +kanske en lille Kjende sure, +men Rugen knejser saa højt paa Straa +og skjæpper godt bag lave Mure. +Ved Davren faar du ej mange Ord, +man gjemmer Skjæmten til Nadverbord. + En Dugfaldsstund + fra Dalens Bund +her raktes mig min Hyrdefløjte. + +Har Aakjær strøget sin tunge Le +og grebet bredt de krumme Knage, +du Mand fra Staden, kom ud og se, +hvor lange Trin en Knøs kan tage, +hvor Neget bindes med lette Baand +af Aakjærpigens adrætte Haand; + hun svigter ej, + men følger dig, +din Hjælp i Høst, din Glut i Dansen. + +Omkring dig kredser i Sten og Jærn +den vide Verdens Landeveje, +men set af ingen din Arbejdskværn +du maatte bravt i Skyggen dreje. +Saa lev da stedse her i din Dal +med Hedelærker for Nattergal, + og stak dit Hø + ved Aa og Sø +i denne Krans af disblaa Banker. + +Juli 1908. + + + + +KVINDEVALGRET. + + +Der skrider i Lyset er frelsende Tog, +det kalder ved Smaamandens Døre, +paa Lovgiver-Porten det rungende slog, +selv døveste Drog maa det høre. +Det sender sit Bud til hvert eneste Hjem, +og Hænderne vinker, hvor Toget gaar frem. + +De Mørkets Dæmoner, som Natten har dulgt, +bortglider paa Flagermusvinger, +og Frihedens Alfer, som Toget har fulgt, +de søndrede Lænker hensvinger. +Og Manden slaar Følge med Sindet i Brand; +men Kvinden hun tøver med Øjet i Vand. + +Thi hvor skal hun tage det villende Mod, +som Guderne nægted de svage! +Vemodig hun løfter sin hildede Fod +og stirrer mod Vuggen tilbage. +Dog Maalet har luet, og Længslen er vakt, +en Dag vil den voxe til flammende Magt. + +For længe hun sad under Formynder-Arm +og leged med Pynt og med Dukker, +for længe--som Fugl i sin gitrede Karm-- +hun nipped til Smiger og Sukker; +men snart vil hun vaagne af Smigeren mæt, +da gnider hun Øjet og kræver sin Ret. + +Den gudskabte Ret, som hos tænkende Mænd +staar adlet blandt Jordlivets Goder, +den skulde du nægte din kjæreste Ven, +din Hustru, din Søster, din Moder! +Nej, delte de Byrden i Felt som i Lejr, +hvor skjændigt at nægte dem Part i vor Sejr! + +Hvor Mændene brydes med Klinge og Kno, +der skulde hun tyssende træde, +hvor Skjæbnerne trampes med sømslagne Sko, +der vilde hun Saarene væde; +det Ømhedens Sind, som er Himlenes Skjænk, +med hende da smykked vor Lovgiver-Bænk. + +Befrielsens Mærke staar tegnet i Sky'n +omkring i de fødende Lande, +og Luften er svanger med Torden og Lyn, +og Kravene stiger som Brande. +Agnete, vær vaagen, det ringer mod Dag, +snart Havmanden slipper sit kvælende Tag! + +20/7 1908. + + + + +KO OG HJORT. + + +Hvor Lehnsgodset dækkes af sin milelange Skov, +der høstes intet Brød, og der synger ingen Plov; +uplukket Bærret raadner om Blodbøgens Rod, +mens dovne Snegle lever paa den bredeste Fod. + +Og der hvor Grøften siver bag en frønnet Plankebro, +der staar en gammel vommet og kantet Husmandsko; +de lange, tynde Klove de fransker et Korn, +og venstre Øje trues af det kringlede Horn. + +Forlængst hun har opslikket hvert ædeligt Straa, +hver Skræppe og hver Vejbred, som Mulen kunde naa, +og hun har strakt sit Hampetøjr, ja Nakken nær af Led, + saa hendes gamle Øre det svider derved. + +Nu staar hun der og vender saa langsomt sin Skraa; +stort er det sagtens ikke, Fæho'det tænker paa; +det bulper i Vommen af Tomhed og Vind, +en Taare skrider skjævt ad den skindmagre Kind. + +Da dryner hun og vaagner af sin fæiske Drøm, +hun jager rundt i Rebet som stukket af et Søm, +hun brøler vildt mod Skoven og snuser til sin Pæl, +en Oprørsgnist har fænget i en Drøvtygger-Sjæl. + +Derinde ligger Skoven, saa bred og saa lang, +med grødegrønne Sletter og Græshoppesang. +Skovsyren breder Tæppet under Bøgeskyggens Læ, +og Svingeldusken dikler Ungbirkens hvide Knæ. + +Og her staar hun og svelter over Grusvejens Spor, +mens Skovens Dufte tirrer de brede Næsebor; +hun snøfter ind og svælger hver Luftning lind og varm, +mens dobbelt Sulten knurrer i den rumlende Tarm. + +Med et hun buer Ryggen og den benede Krop, +og med et Stød hun vrister sin Pæl af Gruset op; +det gamle Øre svider helt blodigt derved, +og Yveret det slænger, mens hun slunter afsted. + +Hun braser ind i Skoven ad den korteste Vej, +"Adgang forbudt" og "Skovfred"--hun ænser det ej! +Hvor urørt Engen lyser af Borst og Gyldenris, +der snuser hun sig frem til det tabte Paradis. + +Den hvasse Tunge smutter som en Slange hid og did, +de blanke Græsstraa hviner, naar Tanden faar Bid, +og indefra hun trindes om Lænder og Lysk, +mens nedtraadt Mynten dufter romantisk og kysk. + +--Brat slingrer over Græsset en Skygge lang og sort, +og høj og kodespændstig fremskrider en Hjort; +Græshoppen gjør en Pavse og Skovfrøen flyr, +mens knejsende sig nærmer det junkerlige Dyr. + +Han bærer som sædvanlig saa hoven den Hat, +som Gud ham i et Lune paa Panden har sat; +hans Øjne skuer koldt over duvende Græs, +mens Næsens Fløje dirrer under Prustningens Pres. + +Det huer ej hans Højhed at dele Skovens Ro +med denne Plebejer af en vommet Husmandsko, +hun staar ham i Næsen som Sennep og som Stank, +vil Skroget ikke flytte, jagu' faar hun Bank! + +Først prøver han de Kunstkneb, der har bragt Sejren før, +og vredt han krummer Halsen som Mosens Vind et Rør; +men Koen hun vralter saa tungt og saa trygt, +hun kjender vel til Sult men kun lidet til Frygt. + +Men Koens plumpe Flegma gjør Hjorten bindegal; +Standsæren staar i Bobler bag hans tykke Pandeskal: +"Det ligner godt det dumme, plebejiske Pak +at pytte ad min Krone og min junkerlige Tak! + +Der slæber hun ved Øret sin skidne Tøjrepæl, +med Snavs paa Laar og Lænder og Skarn paa sin Hæl, +for sløvt ved Aftentide at malke Strippen fuld +til Hyttens kirtelsyge, forsømte Børnekuld. + +Men jeg gaar frit paa Sletten og frit i hver Mands Korn +og sænker mod Protesten mit højttakkede Horn, +unyttige Skoves unyttige Drot, +en Yndling at min Frænde i det grevelige Slot!" + +Det var omtrent de Tanker, han ytred gjennem Fnys; +da gik der op for Koen et osende Lys: +"Den Fyr paa disse stilkede, skabagtige Ben +har maaske Ondt isinde mod en skikkelig én!" + +Ej længere hun naa'de i sin trevne Tankegang, +før Hjorten sine Takker straatrammende svang; +de suste ned og fælded et saadant Ribbensstød, +at Koens Harm og Smerte som Brøl af Struben skød. + +En Kamp der nu begyndte, som næppe før er set; +ej nogen turde gjætte, hvem først sattes Bét; +thi Junker Hjort han fjedred og fæsted og sprang, +mens Koens Klove strittede og fire Patter svang. + +Og langt igjennem Skoven lød Hornenes Knald, +Kopandens dumpe Støden, Gevirets rappe Fald; +thi Hjortehugget ramte fraoven og ned, +men Koen hun "gik under", marvgruttende og bred. + +Mod denne voldske, plumpe Bersærke-Boxerkunst +var Spændstighed og Gratie i Længden omsonst. +Da Hjorten vilde flygte med Mulen fuld af Blod, +to Hornspyd i hans Bringe de bødlede imod. + +De tykke Kohorn rased, mens Øjnene saa rødt, +og vildt henover Sletten blev Hjorten baglænds stødt, +indtil imod en Stamme han førtes saa fast, +at Hornstødet braged i Ben som i Bast. + +Her trak den Vrede Vejret, og Hjorten styrted væk +i hinkende Spring efter talrige Knæk. +Men Koen hun rejste en Brølen saa lang, +at Lehnsskovens Sletter de skogrende klang. + +--Du Husmand derhjemme paa din simestukne Lo, +naar vil _du_ stinde Nakken en Dag som din Ko! + +12/8 1908. + + + + +NOTER. + +u. = utrykt indtil nu. + +tr. = trykt første Gang i dette eller hint Blad eller Tidsskrift. + +S. 1. "_I Nattens Time_" maa anses for mit første Digt; skrevet i Kjbh., +mens jeg som 19-aarig læste til Præliminærexamen paa Blaagaards +Seminarium. u. + +S. 3. "Hvad gjør det". Tr. i _Bacillen_ (Vejlefjord), Julen 1910, S. 2. + +S. 4. "_Mejeristsang_"; skrevet hos Esper Andersen, Jebjærg Mejeri, til +et Mejeristgilde, Juli 1888; Julen 1989 afkjøbt mig for 15 Kr.--et +Honorar, der dengang bragte mig til at svimle--af mit Bysbarn Mejeristen +Mads Vestergaard, Fly, der lod det trykke hos _Lauritz Pedersen_, Skive +(d. 1918), hvorpaa det solgtes ud over Landet. Senere optrykt flere Gange +(bl. a. "_Mejeritidende_" 31. Decbr. 1909); undertiden er der tilføjet +Vers af fremmede Hænder. Saaledes er det mit første trykte Opus. + +S. 7. "_Bonde-Gymnastik_". Skrevet til Esper Andersens Gymnastikhold +1890; tr. "Tidens Støm" 8. Aug, 1890 S. 357; omarbejdet og anvendt som +Festsang flere Gange (bl. a. 5. Juni 1896, da Kjøbenhavns liberale +Vælgerforening brugte den som Grundlovssang paa Wodrofflund; atter +omarbejdet 4. Juni 1899 til De Unges Grundlovsfest i Frederikssund). +Sml. "_Derude fra Kjærene_" S. 92: "_Til Danmark_". + +S. 9. "Vi sad alene". Til Forstaaelse af dette og det næste Tiaars Flom +af erotiske Digte (Sml. Afsnittet "Evadøtre" i "Derude fra Kjærene") +være bemærket: Jeg gjorde min første Hustrus Marie Bregendahls +Bekjendtskab 1886; vi forlovedes 1889; blev gifte 1893, og gik hver til +sin Side 1990. + +S. 10. "Ung". Med et Portræt til min Kjæreste. u. + +S. 11. "Aa spil de Toner". Til en Musiklærer _Jensen_ (Redaktørsøn fra +Stege) paa _Hjørlunde_ Højskole, hvor jeg var Lærer et Aars Tid. u. + +S. 12. "Født i Juli Maaned". Frk. _Bodil Pontoppidan_, nu gift med +Prof. _Johs. Lindhard_; tr. "Aalb. Venstreblad" 5. Oktbr. 1916. Sp. 12. + +S. 17. "Ifald jeg kunde danse". Tr. i "_Studenterbladet_" 30. April +1896. + +S. 19. "Fødselsdag". Min Velgjører _Esper Andersen_, Jebjærg Mejeri, der +paa dette Tidspunkt tillige var Stedets Landhandler. + +S. 20. "Liden Maja". Maja Bing, nu Fru Kjerulf, Datter af Herman Bing, +Kjbh.; tillige med Søsteren Helga Bing blandt mine Elever, mens jeg var +Lærer paa Morten Pontoppidans Højskole i Linnésgade, Kjbh. 1891-92. Sml. +S. 33. + +S. 23. "_Dødsramt_". Skrevet umiddelbart efter at jeg uventet havde +modtaget min Opsigelse ved nævnte Skole. Tr. i "_Ungt Blod_", 2. Hæfte +(1896), S. 94. + +S. 24. "_Hyldest-Telegram_". Til Esper Andersen, Jebjærg, efter en +større Cyklesejr. + +S. 24. "Jeg gik til Vindvet". Tr. i "Studenterbladet" 30. April 1896. +("_Fire Digte_"; de andre tre er: "Den Gud jeg beder til", "Kain", +"Ifald jeg kunde danse"). + +S. 27. "Gravvers". Her er tænkt paa vor Nabo _Chr. Nørgaard_ i Aakjær, +der ogsaa har maattet afstaa mange Træk til sin Navner Bertel Nørgaard i +"Vredens Børn". + +S. 28. "Der fløj en liden Sommerfugl". Skrevet i en Skuespillerinde Frk. +_Benellis_Stambog; hun boede som jeg i "Det jydske Pensionat" (Nørregade +14), hvis Værtinde var Marie Bregendahl. + +S. 30. "Lykønskning". Frk. _Helga Bing_, nu gift med Kaptajn Eilertsen. + +S. 30. "Nat". Tr. i "Studenterbladet" 17. Septbr. 1896. + +S. 31. "En Synd". Tr. i "_Ungt Blod_" 2. Hæfte (1896), S. 95. + +S. 33. "Du kjender ikke Engen". Fødselsdagsdigt til Frk. _Maja Bing_, se +S. 20. _u._ + +S. 38. "Da man skød Trofast". Af et Brev til min Bror Jens, der i et +ubetænksomt Øjeblik havde tilladt, at man skød mit Yndlingsdyr i +Fædrehjemmet, bare fordi en fordrukken Nabo ønsked dets Skind til +Sengeforligger. + +S. 39. "Den Gud jeg beder til". Tr. i "Studenterbladet" 30. April 1896. + +S. 41. "Bondestudent". Med dette Digt begynder mine ikke saa faa +Lejlighedssange til Studentersamfundet paa Nørrevold, i hvilken Forening +jeg optoges 1896. + +S. 43. "Bryllupsvise". En af mine Elever Frk. _Helga Lund_, Haraldsted, +overtalte mig til at skrive disse Vers til en Pige, jeg ikke kjendte; +jeg tror dog hun hed Frk. Schnack. Senere brugt flere Gange i en snever +Vending. u. + +S. 43. "Svendemands Venner". Til min Søn Svend, som da var 2-3 Aar +gammel. + +S. 46. "Holger Drachmann". Bestilt af _Johan Ottosen_ til en +Jubilæumsfest i Studentersamfundet, men infamt kasseret. Sml. +"Socialdemokraten" 9. Oktbr. 1896 (den første offentlige Omtale af mine +Produkter!). Ved Drachmanns Død 14 Jan. 1908 trykt i "Skive Dagblad". + +S. 47. "Saa sig mig". Til en Frk. Meyer, som kom meget i Det jydske +Pensionat. + +S. 48. "Studenter-Maj". Til Studentersamfundets Majfest under den +græsk-tyrkiske Krig. Tr. i "_Studenterbladet_" 6. Maj 1897. + +S. 57. "Sagn". Se "Bondens Søn" (1899) S. 9. + +S. 62. "Vindenes Vise". u. Sml. "De Fire Vinde" ("Vejr og Vind og +Folkesind", S. 9-21). + +S. 65. "Salling". Skrevet paa Jebjærg Mejeri da en af Mejeristerne--nu +Gaardejer Jens Peter Jense, Bostrup--forlovedes med en rig +Gaardmandsdatter. + +S. 67. "Mejerist-Vise". Tr. i "Mejeristanden" 5. Maj 1908. + +S. 68. "Om Zeus steg ned". Dette og en Række andre social-radikale Digte +stod i 1898 i Bladet "København" (_Zeus_ 1. Jan. 1898; _Trosskifte_ 17. +Jan.; _Bedst i Danmark_ 25. Jan.; _Smeden_ og Missionæren 27. Jan.; _Da +de dømte Zola_ 26. Febr.). + +S. 70. "Den syge Yngling". Jeg led i disse Aar meget af en Mavehistorie, +som først i de senere Aaringer har forladt mig. Tr. i "Vagten" 1899, S. +31. (_Landsby-Digte_, forunden det anførte endnu disse sex: _I Vaande_, +_Klokkeren_, _Tre Trolde_, _Rævejagt_, _Brudeslot_, _Herkules_). + +S. 80. "Gaa i Skoven". Skrevet i _Slaglille_ Skov, mens jeg et Øjeblik +gik og ventede paa en Veninde, Frk. Helga Lund, Haraldsted, hos hven jeg +var i Besøg. + +S. 82. "Kjesten". Senere i "_Livet paa Hegnsgard_" S. 32; i samme +Skuespil _Per Søren, Tagfatvisen og Mads Tammeses Maren_. + +S. 85. "Skuespillerinden paa Heden". Fru Thora Schmidt (gift med +Skuespiller Albrecht Schmidt), der i Sommeren 1899 opholdt sig nogle +Maaneder paa Jebjærg Gjæstgivergaard. + +_Heden_ var den endnu dengang udstrakte, lyngbegroede Jebjærg Mose, hvor +jeg har tilbragt saa mange herlige ensomme Stunder, og formet i +Hundredevis af Digte. + +S. 97. "Natmandsvise". _Sidsel_ og _Jørgen Axelsen_ hed et Taterpar, +der levede i _Vroue_ Kjeltringhus, hvorfra de drog tiggende omkring i +Landet. De døde begge i 80'erne i høj Alder. + +S. 99. "Ka Drebæk". Gammelt Familienavn i Fly. Et Mundheld, der i min +Hjemegn brugtes i Kort ved Udspil af Spader-Es, lød saaledes: "Spar mig +et Ord, sa' hun _Ka Drebæk_". Sml. "Naar Bønder elsker" S. 74. + +S. 102. "Den revolutionære Student". Ved Studentersamfundets Rusgilde +28. Septbr. 1899, som Led i en Dagbladsdebat (ført især i "København") +om Studenternes Overflødighed. Tr. i "Politiken" 19. Novbr. 1899. + +S. 105. "Anna". Til en kjendt og meget feteret Skuespillerinde. + +S. 106. "Sophus Schandorph". Ved Digterens Baalfærd, hvor Georg Brandes +talte. Sml. S. Schandorph: "Sidste Fortællinger" 1901. Tr. i "Pol." 7. +Jan. 1901. + +S. 107. "Valgsang". Ved et radikalt Valgmøde i _Lørups_ Ridehus 2. April +1901, hvor Hørup talte. + +S. 109. "_Foraar i Roskilde_". Her i Gjæstgiverstedet "Svanen" (Værten +hed Christensen) tilbragte jeg et Par lykkelige Sommermaaneder i 1901 og +1902 og skrev bl.a. Skuespillet "Livet paa Hegnsgaard" og mit Digt +"Jylland"; det vil sige, Slutningen blev først til 3½ Aar efter i Fru +_Lunds_ Pensionat, Tietgensgade 62, Kjøbenhavn, bvor jeg boede +adskillige Aar mellem mine to Ægteskaber. + +S. 113. "Karup Aa". Skrevet i en Sommerferie hjemme i Kaalgaarden i +Aakjær, mens Leerne klingrede i Engen bag om de lave mosgroede Længer. +Trykt i "Ungdom" (Louis Levy), 1901, S. 107. Digtet honoreredes af Ernst +Bojesen med 10 Kr. Det var nøjsomme Tider. + +S. 116. "Hedelandet". Tr. i "Den danske Turistforenings Aarsskrift" +(Red. Mylius Erichsen). 1902, S. 71. + +S. 118. "En Fabel". I Anledning af Regjeringsvenstres Takke-Gang til +Christian IX. Tr. i "_Tidspunktet_" (L. C. Nielsen), Nr. 1, 1. April +1902. + +S. 120. "Min Hjemmen". Tr. Gyldendals Jule-Katalog, 1901, S. 1, med +Udeladelse af 3 Vers. Man havde bedt mig om nogle biografiske Data. Sml. +"_De tusind Hjem_" 5. Oktbr. 1902. + +S. 121. "Julebrev til Hjemmet". Sendt mine Sødskende fra Kjbh., mens de +alle var forsamlede i Fædrehjemmet Julen 1901. Tr. i "_Vestjyllands Soc. +Dem.'_" Julenummer 1906. + +S. 122. "Jacob Hegel". Jubilæumsdigt. Hegel-Fest 18. Jan. 1902. + +S. 123. "Viggo Hørup". Ved Hørups Begravelse 23. Febr. 1902; Lørups +Ridehus. + +S. 125. "Frederiksberg". Ved Fr.' Borgerforenings Stiftelsesfest omkring +Nytaar 1902. + +S. 128. "Pressen". Ved Presseudstillingens Aabningsfest 14. Juni 1902. + +S. 130. "Søren Olesen", Landsthingsmand; Lærer paa Jebjerg Højskole. Død +27. Juli 1902. Tr. i "Skive Folkebl." 31. Juli 1902. Sp. 1-2. + +S. 131. "Jenn hjemm". Tr. som Indledningsdigt i "Fræ wor Hjemmen", 1902. + +S. 133. "Mi Nanne, ja". Min Kjæreste _Nanna Krog_, som jeg blev kjendt +med i Febr. 1902. Sml. Rob. Burns: _My Nannie, o!_ + +S. 134. "Arbejdersang". Til _Socialdemokratisk Ungdomsforenings +Stiftelsesfest_, 25 Septbr. 1902. Se "_Soc.-Dem._" nævnte Datum. + +S. 136. "Venstrevise". Ved Studentersamf. Rusgilde 27. Septbr. 1902. + +S. 137. "Bj. Bjørnson". Ved Studentersamf.' Bjørnson-Aften, 12. Decbr. +1902. Sml. "Politiken", 13. Decbr. 1902. + +S. 138. "_Juleaften_". Tr. i Bransagers Blad i Ringsted, "_Venstres +Folkebl._", Julen 1902. + +S. 141. "Arbejdersølvbryllup". Til min Moster _Sine Jeppesen_, gift med +Arbejdsmand _Jens Kr. Povlsen_, Skive, Julen 1902. + +S. 144. "_Proletarborgmesteren_". Borgmester J. Jensen, valgt 2. Marts +1903; Fest og Fakkeltog; se "_Soc. Dem._", Kjbh. + +S. 146. "Paa æ stur Hyw", en af Kaphøje paa min Fødegaards Mark. Digtet +er en Del af et Paaskebrev til min ældste Bror Jens, som da tjente i +Amerika, _Kistelbakk_, en nu tilplantet hedebanke paa Gaardens Mark, der +spillede en stor Rolle i Barnefantasien. Tr. "Skive Folkebl." 2. juli +1908. + +S. 146. "Ev. T. Kristensen". I Anledning af hans 60 Aars Fødselsdag. Tr. +i "Højskolebladet" 26. Juni 1903. + +S. 147. "De syge Typografer". Ved en Fest i Kjbh. til Fordel for +_Typografernes Stiftelser_ af 1857. + +S. 149. "Ruskantate". Studentersamf.' Formand 1903 var _Viggo +Lachmann_.--_Oscar Mathiesen_ havde dekoreret Trappeopgangen i det nye +Studenterhus paa Frueplads; _en Tyr_ i Gibs stod paa en af Reolerne, paa +Væggene hang Portrætter af _G. Brandes, Høffding, Drachmann_, og "hin +Syge" d. e. _J. P. Jacobsen;_ Berendsen = _Ivar Berendsen_; Bloch = +_Blochs_ Verdenshistorie; i Foredragssalen stod en høj Statue af _Pallas +Athene_ (en Gave af Fru Vullum); Jensen = _joh. V. Jensen_, nylig kommen +hjem fra Amerika. + +S. 156. "Fræ den jen Jepp aa te denaan". Til Antiquarbogh. _Jeppe +Povlsen Skadhauge_, Fiolstræde. + +S. 156. "Husmandsbryllup". Til min Søster _Kirsten_ da hun giftede sig +med Arbejdsmand _Frederik Pedersen_, Fly, 13. Novbr. 1903. + +S. 157. "Se dig ud". Tr. som Indledningsdigt til første Numer af _Johs. +Marers Blad "Provinsen"_ 3. Jan. 1904. + +S. 159. "Hedens Degn". Tr. Lærer _Chr. Michelsen_, Haderup (D. 8. April +1915), ved en Afskedsfest i Haderup Kro 3. Jan. 1904. Se "Skive +Folkebl." 9. April 1915. + +S. 160. "Majsang". Til de kjøbenhavnske Arbejderes Majprocessionstog 1. +Maj 1904. + +S. 161. "For vi træder hverandre--". Tr. "Vredens Børn" S. 147, og +"Ulvens Søn" S. 120. + +S. 162. "Ole Nygaard", Afholdsagitatoren; ved Afsløringen at hans +Mindesten paa Ørre Kirkegaard 22. Juni 1904. Sml. "Paa Aftægt" S. 84-91; +159-160 (Wolle Øjgaard). + +S. 164. "Arbejdernes Læseselskab". Festsang til 25 Aars Jubilæet 8. +Oktbr. 1904. + +S. 165. "Røjter-Anners". Tr. i "Arbejdernes Julealbum", 1904.--Fløj = +Fly; Trøwed = Trevad, Nabobyer til _Aakjær_. + +S. 167. "Store Jon". Tr. i "Politiken" 23. Marts 1906. + +S. 169. "Aften-Gjøgen". Første Halvpart skrevet under et Besøg i Esbjærg +1898, Resten Jan. 1905 i Sjørup Lægebolig. + +S. 171 "Vinterbilleder". Tr. i "Politiken" ca. 25. Jan. 1905. + +S. 173. _Resendaal_ og _Mølgaard_ i _S. Resen_, Fjends H. + +S. 176. _Sejbæk_; to Hedegaarde i Daugbjærg Sogn. + +S. 177. Hellesø = Helligsø østen for Sevel i Randen af den store +Hjelmhede. + +S. 178. "Den jydske Lyng". Sml. "_Hedevandringer_". 1915. S. 98. + +S. 180. "Glad Vise". Sml. Rob. Burns: _Green grow the rashes, o!_ + +S. 185. "Jens Vejmand". Tr. i "Politiken" 22. Juni 1905, siden foreviget +under næsten enhver Form, i Musik, Tegning, Skulptur, Postkort og +Skillingsviser. En hel Bog er skrevet imod den af _Mads Jepsen_, 1910. + +S. 187. "Jakob og hans Søner". Tr. i "Politiken" 31. Juli 1905 og samme +Dag i "_Skive Dagblad_". + +S. 197. "Barnet og den gamle Gaard". Var skrevet til Barselgildet for +min Bror Gartner Hans P. Aakjærs ældste Barn.--Mit Barndomshjem er +forlængst omvæltet i dets gamle Skikkelse; de skrøbelige Udhuses +Lervægge regnede ud allerede i Firserne; det gamle snurrige Stuehus sank +stønnende mod Jorden 1904: knap et rustent Sømhoved er tilbage af alt +det, der engang var ens Liv og Lykke. + +S. 199. "Bondens Datter synger". Tr. i "Venstres Folkebl." Julenumer +1905 (ogsaa i den øvrige radikale FrfeSses Julenumre s. A.) + +S. 201. "Gammel Kjærlighid". Sml. "Paa Aftægt". 1907, S. 140. + +S. 204. "Tre-Konger". Tr. i "Pol." 7.(?) Jan. 1906. + +S. 237. "Den første Lærke". Tr. i "Skive Dagbl." 3, Febr. 1906. + +S. 237. "Bondevise" . Skrevet i Sjørup Lægebolig umiddelbart før jeg +rejste til Udlandet paa det _Anckerske Legat._ Gaarden _Jenie_, hvis +Jord jeg kjøbte og døbte 1905, blev først bygget Sommeren 1906; jeg +flyttede ind Foraaret 1907; kort efter, i April s. A., stod mit Bryllup +med Nanna Krog.--Saaledes er det hele, som det meste hos Digteren, taget +lidt paa Borg. + +S. 241. "Ved Vesterhavet". Skrevet i Sførup. Her er tænkt paa Bovbjærg, +hvor jeg laa i Efteraaret 1905. + +S. 242. "Jul". Til Hæftet "Julelys" (Georg Kalckar). 1906. + +S. 244. "De Unges Forening". Skrevet til Ungsocialisternes Møde i Købh. +5. Aug. 1906. Tr. i "Soc. Dem." 6. Aug. 1906. + +S. 247. "Hjemme". Tr. i "Tilskueren", Oktbr. 1908. + +S. 248-50. "Robert Burns" etc. I Oktober 1906 bestøgte jeg Burns-Landet +i Vestskotland. _Lochlea_ er en Forpagtergaard i Nærheden af Mauchline, +hvor Burns boede hos sine Forædre fra 1777-1784. + +_Rob. Burns_ var født i _Alloway_ nær Atlanterhavet, 1759. Hans +Fødehjem, et fattigt Husmandssted, staar den Dag i Dag og gjæstes aarlig +af mer end 50,000 Turister fra alle Lande. + +De tre Digte om Burns tr. i "_Tilskueren_", Oktbr. 1908. + +S. 250. "Endnu et bitte Nyk". Tr. i "_Aarhus Amtstidendes_" Julenumer 16. +Decbr. 1906. + +S. 251. "I den gule Lupin". Skrevet i Sjørup Lægebolig, fra hvis +Loftsværelse jeg saa mangen Aftenstund kjendte den døvende Duft af +Lupinen ude sydfor Plantagen. Tr. i Ugebladet "_Gnisten_" l. Jan. 1908, +S. 45. + +S. 252. "Telegrafen paa Heden". Tr. i "Politiken" 25. Aug. 1907. + +S. 254. "Jagtaflysning". Tr. i "Skive Folkeblad" 31. Aug. 1907. + +S. 255. "An Wolles Dreng". Tr. i "Skive Folkeblad" Julenumer 22. Decbr. +1907. + +S. 257. "Den Fattiges Blad". Indledningsdigt til "Silkeborg +Social-Demokrat" (Redaktør _P. Sabro_ og Jacob Christiansen) 14. Septbr. +1907, med Hentydninger til den Tids hyppige Børnemishandlinger. + +S. 259-260. "Pæ Sivensak" og "Jeg gik mig ud". Tr. i "Tilskueren", +Oktbr. 1908. + +S. 261. "Bossen". "Bornholms Social-Dem.'" og fleres Julenumer, 25. +Decbr. 1907. + +S. 262. "Kommer I snart". "Pol." ca. 25. Septbr. 1907. Sml. "Ulvens +Søn", 1909, S. 91. + +S. 263. "Tyendesang". Indledningsdigt til "_Tyendebladet_" 6. Oktbr. +1907. + +S. 265. "Æ gammel Snejker". Skrevet til Jenles Bygmester _Kræn +Michaelsen_, Grønning Kjær, ved hans sølvbryllup i Oktbr. 1907; kort +efter trykt i "Skive Folkeblad". + +S. 266. "En Mindesten". Indhugget i en Sten over mine Forældre; rejst +paa Fødegaardens Søndemark i Aakjær 12. Juli 1908; min Mor _Katrine +Jepsdatter_ døde 1890; min Far _Jens Peder Jensen_ døde 1901. + +S. 266. "Majsol". Sendt 16. Maj 1908 som Lykønskning til Billedhugger +_Hansen-Jacobsen_ i Anledning af hans Bryllup. Tr. i "Pol." 27. Maj +1908. + +S. 271. "Bjærgmands-Snak". Skrevet til en Markfest i Aakjær 12. Juli +1908 og fremsagt fra Toppen af _Store Kaphøj_ i Midnattens Time af +Skuespiller _Maes_. Arrangementet var som anført: en Snes Hyrdedrenge +med flammende Begfakler; Forestillingen overværedes af 4000 Tilskuere. +Se "_Skive Folkebl.'_" _Referat_ 13. Juli 1908 Sp. 9. + +S. 276. "Maagen". Tr. i "Illustreret Tidende" 4. Oktbr. 1908. + +S. 276. "Høvl og Knast" i fru _Johs. V. Jensens Stambog_. Tr. i +"_Vestjyllands Soc.-Dem._" Julenummer 24. Decbr. 1908. + +S. 277-80. "Ole Stam" og "Lokesæd". Tr. i "_Det ny Aarhundrede_" Aug. +1908. + +S. 280. "Løwn og Sand". Tr. i "Husmandshjemmet" 28. Juni 1908. + +S. 282. "Min Fødeby". Skrevet til Markfesten i Aakjær 12. Juli 1908. + +S. 284. "Kvindevalgret". Skrevet til den første Jenlefest 26. Juli 1908, +hvor Fru Johanne Rambusch og jeg begge talte om Kvindens Valgret. + + + + + +End of the Project Gutenberg EBook of Samlede Værker, by Jeppe Aakjær + +*** END OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK SAMLEDE VÆRKER *** + +***** This file should be named 24486-8.txt or 24486-8.zip ***** +This and all associated files of various formats will be found in: + http://www.gutenberg.org/2/4/4/8/24486/ + +Produced by Steen Christensen and the Online Distributed +Proofreading Team at http://www.pgdp.net + + +Updated editions will replace the previous one--the old editions +will be renamed. + +Creating the works from public domain print editions means that no +one owns a United States copyright in these works, so the Foundation +(and you!) can copy and distribute it in the United States without +permission and without paying copyright royalties. Special rules, +set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to +copying and distributing Project Gutenberg-tm electronic works to +protect the PROJECT GUTENBERG-tm concept and trademark. Project +Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you +charge for the eBooks, unless you receive specific permission. If you +do not charge anything for copies of this eBook, complying with the +rules is very easy. You may use this eBook for nearly any purpose +such as creation of derivative works, reports, performances and +research. They may be modified and printed and given away--you may do +practically ANYTHING with public domain eBooks. Redistribution is +subject to the trademark license, especially commercial +redistribution. + + + +*** START: FULL LICENSE *** + +THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE +PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK + +To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free +distribution of electronic works, by using or distributing this work +(or any other work associated in any way with the phrase "Project +Gutenberg"), you agree to comply with all the terms of the Full Project +Gutenberg-tm License (available with this file or online at +http://gutenberg.org/license). + + +Section 1. General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg-tm +electronic works + +1.A. By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm +electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to +and accept all the terms of this license and intellectual property +(trademark/copyright) agreement. If you do not agree to abide by all +the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy +all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your possession. +If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project +Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound by the +terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or +entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8. + +1.B. "Project Gutenberg" is a registered trademark. It may only be +used on or associated in any way with an electronic work by people who +agree to be bound by the terms of this agreement. There are a few +things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works +even without complying with the full terms of this agreement. See +paragraph 1.C below. There are a lot of things you can do with Project +Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this agreement +and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm electronic +works. See paragraph 1.E below. + +1.C. The Project Gutenberg Literary Archive Foundation ("the Foundation" +or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project +Gutenberg-tm electronic works. Nearly all the individual works in the +collection are in the public domain in the United States. If an +individual work is in the public domain in the United States and you are +located in the United States, we do not claim a right to prevent you from +copying, distributing, performing, displaying or creating derivative +works based on the work as long as all references to Project Gutenberg +are removed. Of course, we hope that you will support the Project +Gutenberg-tm mission of promoting free access to electronic works by +freely sharing Project Gutenberg-tm works in compliance with the terms of +this agreement for keeping the Project Gutenberg-tm name associated with +the work. You can easily comply with the terms of this agreement by +keeping this work in the same format with its attached full Project +Gutenberg-tm License when you share it without charge with others. + +1.D. The copyright laws of the place where you are located also govern +what you can do with this work. Copyright laws in most countries are in +a constant state of change. If you are outside the United States, check +the laws of your country in addition to the terms of this agreement +before downloading, copying, displaying, performing, distributing or +creating derivative works based on this work or any other Project +Gutenberg-tm work. The Foundation makes no representations concerning +the copyright status of any work in any country outside the United +States. + +1.E. Unless you have removed all references to Project Gutenberg: + +1.E.1. The following sentence, with active links to, or other immediate +access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear prominently +whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work on which the +phrase "Project Gutenberg" appears, or with which the phrase "Project +Gutenberg" is associated) is accessed, displayed, performed, viewed, +copied or distributed: + +This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with +almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or +re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included +with this eBook or online at www.gutenberg.org + +1.E.2. If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is derived +from the public domain (does not contain a notice indicating that it is +posted with permission of the copyright holder), the work can be copied +and distributed to anyone in the United States without paying any fees +or charges. If you are redistributing or providing access to a work +with the phrase "Project Gutenberg" associated with or appearing on the +work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1 +through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the +Project Gutenberg-tm trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or +1.E.9. + +1.E.3. If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted +with the permission of the copyright holder, your use and distribution +must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional +terms imposed by the copyright holder. Additional terms will be linked +to the Project Gutenberg-tm License for all works posted with the +permission of the copyright holder found at the beginning of this work. + +1.E.4. Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm +License terms from this work, or any files containing a part of this +work or any other work associated with Project Gutenberg-tm. + +1.E.5. Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this +electronic work, or any part of this electronic work, without +prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with +active links or immediate access to the full terms of the Project +Gutenberg-tm License. + +1.E.6. You may convert to and distribute this work in any binary, +compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any +word processing or hypertext form. However, if you provide access to or +distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format other than +"Plain Vanilla ASCII" or other format used in the official version +posted on the official Project Gutenberg-tm web site (www.gutenberg.org), +you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a +copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon +request, of the work in its original "Plain Vanilla ASCII" or other +form. Any alternate format must include the full Project Gutenberg-tm +License as specified in paragraph 1.E.1. + +1.E.7. Do not charge a fee for access to, viewing, displaying, +performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works +unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9. + +1.E.8. You may charge a reasonable fee for copies of or providing +access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works provided +that + +- You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from + the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method + you already use to calculate your applicable taxes. The fee is + owed to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he + has agreed to donate royalties under this paragraph to the + Project Gutenberg Literary Archive Foundation. Royalty payments + must be paid within 60 days following each date on which you + prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax + returns. Royalty payments should be clearly marked as such and + sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the + address specified in Section 4, "Information about donations to + the Project Gutenberg Literary Archive Foundation." + +- You provide a full refund of any money paid by a user who notifies + you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he + does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm + License. You must require such a user to return or + destroy all copies of the works possessed in a physical medium + and discontinue all use of and all access to other copies of + Project Gutenberg-tm works. + +- You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any + money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the + electronic work is discovered and reported to you within 90 days + of receipt of the work. + +- You comply with all other terms of this agreement for free + distribution of Project Gutenberg-tm works. + +1.E.9. If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg-tm +electronic work or group of works on different terms than are set +forth in this agreement, you must obtain permission in writing from +both the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and Michael +Hart, the owner of the Project Gutenberg-tm trademark. Contact the +Foundation as set forth in Section 3 below. + +1.F. + +1.F.1. Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable +effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread +public domain works in creating the Project Gutenberg-tm +collection. Despite these efforts, Project Gutenberg-tm electronic +works, and the medium on which they may be stored, may contain +"Defects," such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or +corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual +property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a +computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by +your equipment. + +1.F.2. LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the "Right +of Replacement or Refund" described in paragraph 1.F.3, the Project +Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project +Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project +Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all +liability to you for damages, costs and expenses, including legal +fees. YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT +LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE +PROVIDED IN PARAGRAPH F3. YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE +TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE +LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR +INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH +DAMAGE. + +1.F.3. LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a +defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can +receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a +written explanation to the person you received the work from. If you +received the work on a physical medium, you must return the medium with +your written explanation. The person or entity that provided you with +the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a +refund. If you received the work electronically, the person or entity +providing it to you may choose to give you a second opportunity to +receive the work electronically in lieu of a refund. If the second copy +is also defective, you may demand a refund in writing without further +opportunities to fix the problem. + +1.F.4. Except for the limited right of replacement or refund set forth +in paragraph 1.F.3, this work is provided to you 'AS-IS' WITH NO OTHER +WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO +WARRANTIES OF MERCHANTIBILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE. + +1.F.5. Some states do not allow disclaimers of certain implied +warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages. +If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the +law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be +interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by +the applicable state law. The invalidity or unenforceability of any +provision of this agreement shall not void the remaining provisions. + +1.F.6. INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the +trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone +providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in accordance +with this agreement, and any volunteers associated with the production, +promotion and distribution of Project Gutenberg-tm electronic works, +harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees, +that arise directly or indirectly from any of the following which you do +or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg-tm +work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any +Project Gutenberg-tm work, and (c) any Defect you cause. + + +Section 2. Information about the Mission of Project Gutenberg-tm + +Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of +electronic works in formats readable by the widest variety of computers +including obsolete, old, middle-aged and new computers. It exists +because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from +people in all walks of life. + +Volunteers and financial support to provide volunteers with the +assistance they need, is critical to reaching Project Gutenberg-tm's +goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will +remain freely available for generations to come. In 2001, the Project +Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure +and permanent future for Project Gutenberg-tm and future generations. +To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation +and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4 +and the Foundation web page at http://www.pglaf.org. + + +Section 3. Information about the Project Gutenberg Literary Archive +Foundation + +The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit +501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the +state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal +Revenue Service. The Foundation's EIN or federal tax identification +number is 64-6221541. Its 501(c)(3) letter is posted at +http://pglaf.org/fundraising. Contributions to the Project Gutenberg +Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent +permitted by U.S. federal laws and your state's laws. + +The Foundation's principal office is located at 4557 Melan Dr. S. +Fairbanks, AK, 99712., but its volunteers and employees are scattered +throughout numerous locations. Its business office is located at +809 North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887, email +business@pglaf.org. Email contact links and up to date contact +information can be found at the Foundation's web site and official +page at http://pglaf.org + +For additional contact information: + Dr. Gregory B. Newby + Chief Executive and Director + gbnewby@pglaf.org + + +Section 4. Information about Donations to the Project Gutenberg +Literary Archive Foundation + +Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide +spread public support and donations to carry out its mission of +increasing the number of public domain and licensed works that can be +freely distributed in machine readable form accessible by the widest +array of equipment including outdated equipment. Many small donations +($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt +status with the IRS. + +The Foundation is committed to complying with the laws regulating +charities and charitable donations in all 50 states of the United +States. Compliance requirements are not uniform and it takes a +considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up +with these requirements. We do not solicit donations in locations +where we have not received written confirmation of compliance. To +SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any +particular state visit http://pglaf.org + +While we cannot and do not solicit contributions from states where we +have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition +against accepting unsolicited donations from donors in such states who +approach us with offers to donate. + +International donations are gratefully accepted, but we cannot make +any statements concerning tax treatment of donations received from +outside the United States. U.S. laws alone swamp our small staff. + +Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation +methods and addresses. Donations are accepted in a number of other +ways including checks, online payments and credit card donations. +To donate, please visit: http://pglaf.org/donate + + +Section 5. General Information About Project Gutenberg-tm electronic +works. + +Professor Michael S. Hart is the originator of the Project Gutenberg-tm +concept of a library of electronic works that could be freely shared +with anyone. For thirty years, he produced and distributed Project +Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of volunteer support. + + +Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed +editions, all of which are confirmed as Public Domain in the U.S. +unless a copyright notice is included. Thus, we do not necessarily +keep eBooks in compliance with any particular paper edition. + + +Most people start at our Web site which has the main PG search facility: + + http://www.gutenberg.org + +This Web site includes information about Project Gutenberg-tm, +including how to make donations to the Project Gutenberg Literary +Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to +subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks. diff --git a/24486-8.zip b/24486-8.zip Binary files differnew file mode 100644 index 0000000..30bda47 --- /dev/null +++ b/24486-8.zip diff --git a/LICENSE.txt b/LICENSE.txt new file mode 100644 index 0000000..6312041 --- /dev/null +++ b/LICENSE.txt @@ -0,0 +1,11 @@ +This eBook, including all associated images, markup, improvements, +metadata, and any other content or labor, has been confirmed to be +in the PUBLIC DOMAIN IN THE UNITED STATES. + +Procedures for determining public domain status are described in +the "Copyright How-To" at https://www.gutenberg.org. + +No investigation has been made concerning possible copyrights in +jurisdictions other than the United States. Anyone seeking to utilize +this eBook outside of the United States should confirm copyright +status under the laws that apply to them. diff --git a/README.md b/README.md new file mode 100644 index 0000000..c68859b --- /dev/null +++ b/README.md @@ -0,0 +1,2 @@ +Project Gutenberg (https://www.gutenberg.org) public repository for +eBook #24486 (https://www.gutenberg.org/ebooks/24486) |