initial commit of ebook 24447HEADmain

1 files changed, 9213 insertions, 0 deletions

diff --git a/24447-0.txt b/24447-0.txt
new file mode 100644
index 0000000..529d315
--- /dev/null
+++ b/24447-0.txt
@@ -0,0 +1,9213 @@
+The Project Gutenberg EBook of En Nihilist, by Stepniak
+
+This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
+almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
+re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
+with this eBook or online at www.gutenberg.org
+
+
+Title: En Nihilist
+
+Author: Stepniak
+
+Translator: E. Drachman
+
+Release Date: January 28, 2008 [EBook #24447]
+
+Language: Norwegian
+
+Character set encoding: UTF-8
+
+*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK EN NIHILIST ***
+
+
+
+
+Produced by Louise Hope, David Starner and the Online
+Distributed Proofreading Team at http://www.pgdp.net
+
+
+
+
+
+  [Denne tekst bruger utf-8 (unicode) tekstkodning. Hvis apostroffer,
+  anførselstegn, æ, ø, eller å vises mærkeligt, check om din
+  tekstlæser’s »character set« eller »file encoding« er sat til Unicode
+  (UTF-8). Det kan også være nødvendigt at ændre standard fonten. Som
+  sidste udvej, kan man anvende latin-1 versionen af filen istedetfor.]
+
+
+
+
+  STEPNIAK
+
+  EN NIHILIST
+
+  Oversat Af
+  E. DRACHMANN
+
+
+  John Martin’s Forlag
+  København -- MCMX
+
+
+
+
+FØRSTE DEL
+
+De Troende.
+
+
+
+
+I. KAPITEL.
+
+
+I det lille Værtshus i Genf, hvor Russerne plejede at have deres
+Tilhold, nød Helene hurtigt sit beskedne Aftensmaaltid uden som
+sædvanlig at drikke en Kop Kaffe dertil -- en Luksus, hun ikke havde
+nægtet sig lige siden den Dag, hun havde faaet sine Elever i Russisk.
+Men i Aften maatte hun skynde sig; et længe ventet Brev fra Rusland laa
+gemt i hendes Lomme. Hun havde for et Øjeblik siden faaet det af den
+gamle, hvidhaarede Urmager, til hvem hele hendes udenlandske
+Korrespondance blev adresseret, og hun brændte af Utaalmodighed efter at
+erfare de Nyheder, som det i al Almindelighed maatte indeholde, og efter
+at faa det overbragt til sin Ven Andrey, hvem det dog fornemmelig angik.
+
+Hun vekslede nogle Ord med en anden landflygtig, krydsede imellem de
+mange Rækker smaa Borde, ved hvilke der overalt sad Mænd i
+Arbejdsbluser, og naaede ud paa Gaden. Klokken var kun halvsyv, hun var
+sikker paa at træffe Andrey hjemme. Han boede i Nærheden, og efter fem
+Minutters Forløb befandt Helene sig uden for hans Dør. Hendes smukke,
+noget stillestaaende Ansigt havde faaet en let Farve af den hurtige
+Gang.
+
+Andrey var alene, i Færd med at gøre Uddrag af en Statistik, som han
+benyttede til Grundlag for den Artikel, han hver Uge skrev til et
+russisk Provinsblad. Han vendte Hovedet og rejste sig med udstrakt Haand
+for at byde sin Gæst velkommen.
+
+„Her er et Brev til dig!“ sagde Helene, idet hun gav ham Haanden.
+
+„Naa, endelig!“ udbrød han.
+
+Andrey var en Mand paa seks-syv og tyve Aar med et alvorligt, godmodigt
+Ansigt, lidt skarpt og regelmæssigt i Trækkene. Over hans Pande laa Spor
+af tidlige Sorger, og hans Øjne var ualmindelig dybe og tankefulde, men
+dette forringede ikke det Indtryk af Ro og Bestemthed, man fik af hele
+hans kraftige, velformede Skikkelse.
+
+Der gled en let Rødme over hans Pande, idet hans slanke, muskelstærke
+Fingre med nervøs Hast rev Konvolutten op og fremdrog et stort Ark
+Papir, bedækket med Linier i vid Afstand fra hinanden, skrevne med en
+uregelmæssig, sammentrængt Haandskrift.
+
+Helene, der ikke syntes at være mindre utaalmodig end han, gik hen til
+ham og lagde Haanden paa hans Skulder for ogsaa at kunne læse i Brevet.
+
+„Det er bedre, at vi sætter os ned, Helene!“ sagde den unge Mand. „Du
+skygger for Lyset med dine Krøller!“
+
+Det mere end tarvelige Værelse var kun sparsomt oplyst af en eneste
+Lampe, dækket af en grøn Papirskærm, saaledes at kun en Del af
+Brædegulvet, Benene paa nogle simple Stole og den nederste Del af en
+Mahogni Kommode -- Værelsets fornemste Prydelse -- var helt oplyst.
+Væggene, som var betrukne med gult Tapetpapir og prydede med et billigt
+Litografi af den schweiziske General Dufour, et Landskab, et Fotografi
+af Værtindens afdøde Ægteherre og hendes Eksamensbevis fra Skoletiden,
+indfattet i Glas og Ramme, var hyllede i et diskret Tusmørke, meget
+klædeligt for disse Kunstværker, men umuligt at læse i.
+
+Andrey stillede endnu en Stol hen til det runde Spisebord, som var
+dækket med Bøger og Papirer, og drejede Lampeskærmen saaledes, at det
+Hjørne, han plejede at bruge som Skrivebord, var helt oplyst. Helene
+satte sig ved Siden af ham og saa nær, at hendes Haar undertiden berørte
+hans; men ingen af dem ænsede det, saa optagne var de af deres Tanker.
+
+Helene var den første, der talte; med en Kvindes hurtige Blik var hendes
+Øjne lynsnart gledne hen over Papiret.
+
+„Der staar intet i det Brev!“ udbrød hun. „Bare Snak! Det er ikke Umagen
+værd at spilde sin Tid med at læse det!“
+
+Hendes Udtalelse syntes, hvor besynderlig den end kunde lyde, ikke at
+anfægte hendes Kammerat; thi han svarede roligt:
+
+„Vent bare! Jeg kender Georgs Haand, og han plejer i Almindelighed at
+have noget særligt at bemærke. Det vil i hvert Fald ikke tage lang Tid
+at læse det.“
+
+... „Min kære Andrey Anempoditstovitsch, jeg vil i al Skyndsomhed
+fortælle dig -- -- hm! hm! -- -- grundet paa den ualmindelige strenge
+Frost -- -- hm! hm! -- -- Faarene og Ungkvæget -- -- hm!“ mumlede
+Andrey, idet han hurtigt gled hen over Linierne.
+
+„Naa, her kommer noget om Familien -- -- -- Lad os se, hvad han
+skriver!“
+
+„Med Hensyn til min Familie -- --“ Andrey læste med monoton, refererende
+Stemme -- -- „kan jeg fortælle dig -- -- min Søster Kate har giftet sig
+-- -- -- hvem hun lærte at kende i Efteraaret -- -- han viste sig at
+være en Mand uden Principper eller Æresbegreber, som -- -- -- og værre
+endnu -- -- -- bundulykkelig -- -- Jeg vilde aldrig have troet om hende
+-- -- Fader er meget nedbøjet og -- graahaaret. Vort eneste Haab er den
+alt lægende Tid, alle ulykkeliges barmhjertige Trøster -- -- --“
+
+Den patetiske Sætning blev afbrudt af et lystigt Latterudbrud af Helene
+eller Lene, som hendes Ven kaldte hende.
+
+„Det er let at se, at det er skrevet af en Digter!“ sagde hun.
+
+Uden at lade sig anfægte af hendes malplacerede Lystighed fortsatte
+Andrey i noget hurtigere Tempo og mumlede Slutningen af Brevet mellem
+Tænderne.
+
+„Nej, du har Ret! Det er ikke værd at læse,“ sagde han, uden dog at vise
+noget Tegn paa synderlig Skuffelse, men saa sig om i Værelset, som om
+han søgte efter noget.
+
+„Der er den!“ udbrød han og greb en lille, sort Flaske, der stod paa
+Kamingesimsen ved Siden af den lille Spirituslampe, hvorpaa han kogte
+sin Te om Morgenen.
+
+Helene rakte ham en Glasbørste, medens han omhyggeligt glattede Brevet
+ud. Derpaa dyppede han Børsten ned i Flasken og lod den et Par Gange
+glide hen over Papiret foran sig.
+
+De sorte Linier, skrevne med almindeligt Blæk, forsvandt, som fortærede
+af den ætsende Saft. Et Øjeblik vedblev Papiret at være tomt, men saa
+blev pludseligt alt Liv og Bevægelse. Som draget frem af en usynlig
+Haand myldrede det frem overalt -- her, der og alle Vegne! Bogstaver,
+Ord, Sætninger formede sig og stillede sig i Rækker som et Kompagni
+Soldater, der, naar Alarmsignalet lyder, styrter ud af deres Telte for
+at indtage deres Plads i Geledderne.
+
+Saa ophørte Bevægelsen; Bogstaverne stod stille. Hist og her ude i
+Randen kæmpede endnu et enkelt forsinket Ord eller Bogstav for at bryde
+sin Vej igennem det tynde Dække, hvorunder det laa skjult, og smuttede
+ubemærket paa sin Plads ved Siden af sine mere rapfodede Kammerater; men
+den øverste Del af Arket var i fuldstændig Orden. I Stedet for de
+tidligere intetsigende Ord stod der nu tætsluttende Rækker, skrevne med
+en fast, sikker Haand, parate til at aabenbare det Budskab, de saa
+trofast havde bragt det unge Par, der nu med blussende Kinder og
+tindrende Øjne stod lænede over Bordet.
+
+„Lad mig læse det for dig!“ udbrød Helene, og førend Andrey kunde faa
+sagt et Ord eller paa anden Maade forsvare sin Ejendomsret, havde hun
+grebet Brevet og begyndt at læse:
+
+„Kære Broder! Vore Venner har overdraget mig at besvare dit Brev og sige
+dig, hvor fuldstændig vi alle billiger dit Ønske om at vende tilbage til
+Rusland. Jeg kan forsikre dig om, at Længslen efter at se dig iblandt os
+har været stærkere, end du formoder. Men vi har tøvet med at kalde dig
+tilbage, fordi vi kun alt for vel kendte de Farer, som du i Særdeleshed
+er udsat for her. Vi vilde vente til det yderste med at sende Bud efter
+dig. Nu er dette Øjeblik imidlertid kommet.
+
+„Selvfølgelig kender du gennem Aviserne vore sidste Sejre, men du ved
+rimeligvis ikke, hvor dyrt de er købte! Vor Liga har haft svære Tab;
+nogle af vore bedste Folk er omkomne. Politiet tror, at de fuldstændig
+har knust os; men selvfølgelig skal vi nok arbejde os op igen. Der er
+mange rede til at slutte sig til os; men de er endnu uprøvede. Vi kan
+ikke længer undvære din Hjælp, derfor kom! Vi venter alle med Længsel
+paa dig, de gamle Venner, som ingen Sinde har glemt dig, og de nye, som
+er lige saa utaalmodige som vi efter at byde dig velkommen iblandt os.
+Kom altsaa saa hurtig, som du kan!“
+
+Helene standsede. Hun glædede sig paa Andreys Vegne; thi hun var ham en
+god Ven, og idet hun saa op paa ham, ligesom indesluttede hun ham i et
+Blik fuldt af Forstaaelse og Godhed.
+
+Men hun saa kun hans tætklippede, sorte Haar, stift som en Hestemanke.
+Han havde trukket sin Stol lidt væk fra Bordet og lænede sig over dens
+Ryg med Hagen støttet i Haanden, tilsyneladende hensunken i Beskuelsen
+af nogle Render i de Fyrretræs Gulvbræder. Hun fortsatte sin Læsning.
+
+Brevet omhandlede temmelig bredt flere mere abstrakte Sager, paaviste
+derpaa de betydelige forandringer, der i den senere Tid var foregaaede i
+den praktiske Politik, og nævnede de foreløbige Forholdsregler, Partiet
+i den Anledning agtede at tage.
+
+„Alt dette,“ sluttede den skrivende, „vil vistnok forbavse dig -- ja
+maaske endog i Begyndelsen krænke dig; men jeg tvivler ikke om, at du
+som en praktisk Arbejder i Sagen i Løbet af kort Tid vil indse det
+rigtige deri -- --“
+
+Her maatte Helene vende Bladet og blev brat afbrudt i sin Læsning ved
+det første fingerede Brevs meningsløse Indhold. Hun havde glemt, at
+denne Side endnu ikke var vasket bort, og det virkelige Indhold saaledes
+endnu ikke kommet til Syne. De første Ord, som hun saaledes uvilkaarlig
+læste, virkede paa hende som en kaad Farce midt i et Sørgespil.
+
+Hun greb Børste og Flaske og vædede de tiloversblevne Sider. I Løbet af
+nogle faa Minutter var de undergaaede samme Forandring som den første;
+dog havde de et noget andet Udseende. Den sædvanlige flydende
+Haandskrift blev her afbrudt af lange Rækker Cifre, som øjensynlig
+indeholdt ganske særlig vigtige Meddelelser. Cifferskriften benyttedes
+som yderligere Forsigtighedsregel over for Politiet, for det Tilfældes
+Skyld, at det skulde fatte Mistanke til Brevet og ikke nøjes med at
+gennemlæse det, men benytte kemiske Præparater for at se, on det
+muligvis skulde indeholde skjulte Meddelelser. Cifferskriften var i
+Begyndelsen anvendt lejlighedsvis, idet enkelte Grupper af store,
+tætskrevne Figurer ragede op over den almindelige Haandskrifts
+regelrette Linier som Buske og Træer paa en Græsmark; men efterhaanden
+blev Cifrene talrigere, indtil de midt paa tredje Side dannede en hel
+tæt Skov, som en Logaritme-Tabel, uden nogen som helst Interpunktion
+eller Afbrydelse.
+
+„Se dog Andrey! Det er en hel Svir for dig!“ udbrød Helene og pegede paa
+Cifrene. „Jeg er vis paa, at Georg har anvendt dem saa rigelig bare for
+at glæde dig!“
+
+„En smuk Vennetjeneste!“ svarede Andrey. Han hadede at tyde Cifferskrift
+og plejede at sige, at dette Arbejde for ham var en Slags korporlig
+Revselse.
+
+„Ved du hvad!“ vedblev han, „dette Stykke Arbejde vil tage os mindst
+seks Timer!“
+
+„Aa nej, ikke slet saa længe, du dovne Fyr! Vi to tilsammen skal nok
+klare det paa langt mindre Tid.“
+
+„Men jeg er kommen noget ud af Øvelsen. Du maa skrive Nøglen op for
+mig!“
+
+Helene gjorde straks, hvad han bad om; hvorpaa de -- hver især bevæbnede
+med et Ark Papir -- satte sig til Arbejdet. Det var langt fra let gjort.
+Georg plejede at bruge Partiets dobbelte Cifre; de oprindelige Figurer i
+Brevet skulde ved Hjælp af en Nøgle omdannes til andre Figurer, og disse
+igen ved en anden Nøgle tydes i Ord. Denne Forvandlingsproces fordrede
+en uendelig Mængde Tegn for hvert enkelt Bogstav i Alfabetet, men havde
+den Fordel at gøre Cifrene absolut sikre mod Opdagelse, selv over for
+Politiets allersnildeste Forsøg. Men hvis der i denne Skrivemaade var
+indløbet blot den ringeste Fejl, blev den ofte til et Mysterium ogsaa
+for den, for hvem den var bestemt.
+
+Som det sømmer sig for en Digter, var Georg langtfra noget særligt
+Mønster paa Agtpaagivenhed og Paapasselighed, og hans Venner blev ofte
+drevne til Fortvivlelse over hans Breve. Enkelte af hans Cifre nægtede
+med sand Haardnakkethed at blive til andet end stønnende, pustende,
+hvæsende Stavelser, af hvilke det syntes rent utænkeligt at forme et
+kristent Ord. Og som for rigtig at drille forekom disse Hieroglyffer
+altid paa Steder, hvor hvert Ord var eller syntes at være af
+allerstørste Vigtighed og Interesse.
+
+Uden Helenes Hjælp vilde Andrey ofte have fortvivlet; men den unge Pige
+var en øvet Ciffer-Læser og havde et eget Talent til at gætte, hvad der
+manglede. Naar han ganske modløs foreslog hende at opgive denne eller
+hin Sætning som haabløs, tog hun begge Ark Papir i sin Haand og gættede
+ved en Slags Inspiration, hvor det var, at Georg havde gjort Fejl.
+
+I mindre end to Timer havde de tydet de spredte Cifre i Brevet. De gav
+Oplysning on de nærmere Enkeltheder ved Andreys Rejse, idet de nævnede
+Navne og Adresser paa de Folk, som han skulde henvende sig til ved
+Ankomsten til St. Petersborg og ved den russiske Grænse. Andrey afskrev
+omhyggeligt alle Adresserne paa et lille Stykke Papir, som han gemte i
+sin Portemonnæ, for at lære dem udenad, inden han rejste.
+
+Nu havde de den samlede Mængde Cifre tilbage at tyde. De forstod, at det
+nu drejede sig om et andet Tema, sandsynligvis af en særlig farlig og
+kompromitterende Natur, siden den skrivende havde gjort sig den
+Ulejlighed at omskrive hvert eneste Ord i Cifre.
+
+Hvilke blodige Hemmeligheder kunde ikke denne Skov skjule? Andrey
+stirrede paa den, opsat paa at gætte. Men Skoven bevarede trofast sin
+Hemmelighed og saa trods sin lunefulde Forskelligartethed irriterende
+monoton og stum ud.
+
+Efter nogle faa Øjeblikkes Hvile, gav de sig med fornyet Iver i Lag med
+deres Arbejde og tydede -- Stump for Stump -- den skjulte Mening.
+
+Som det endelige Resultat af Decifreringen nedskrev Andrey møjsommeligt
+Bogstav paa Bogstav. Naar han havde Ord nok til en Sætning, læste han
+den højt for sin Hjælperske. Men allerede de første Ord berørte ham saa
+smerteligt, at han ikke var i Stand til at afvente Slutningen af
+Sætningen.
+
+„Jeg er vis paa, at der er noget galt fat med Boris!“ udbrød han. „Se
+engang!“
+
+Helene saa hurtigt ned paa Papiret, som han rakte hende, og derpaa paa
+sit eget. Det var uden for al Tvivl -- det drejede sig om Boris -- en af
+Partiets dygtigste og mest indflydelsesrige Mænd --, og Begyndelsen af
+Sætningen klang uhyggeligt nok -- værre endnu, end Andrey formodede; thi
+hun gættede straks, hvilke to Bogstaver der vilde følge; men hun tav
+klogelig stille og vedblev at diktere.
+
+„Fem -- tre --.“
+
+„Syv -- ni,“ svarede Andrey og saa i Nøglen efter Bogstavet.
+
+„Skynd dig!“ raabte Helene utaalmodigt. „Ser du ikke, at det er et _a_?“
+
+Det ildespaaende _a_ blev nedskrevet af Andrey.
+
+Det følgende Bogstav var et _r_, hvilket var endnu værre.
+
+Det tredje, det fjerde og det femte Bogstav blev skrevet, og deres
+sidste Tvivl -- hvis de i det hele taget havde haft nogen -- forsvandt.
+Uden at veksle et eneste Ord mere vedblev de med feberagtig Iver at tyde
+Skriften, og efter nogle Minutters Forløb læste de begge, -- sort paa
+hvidt:
+
+„Boris er for nylig bleven arresteret i Dubravnik.“
+
+I stum Forfærdelse saa de paa hinanden.
+
+„I Dubravnik! Hvad Pokker havde han at gøre i det fordømte Dubravnik?“
+
+„Lad os gaa videre,“ svarede Helene, „maaske faar vi det at vide. Der
+maa sikkert nok være nærmere Oplysninger om hans Arrestation!“
+
+Atter optog de deres irriterende langsomme Arbejde, og i Løbet af en ti
+Minutters Tid, som forekom dem at være en Time, havde de igen tydet et
+Par Linier. Deraf fik de at vide, at Boris tillige med to andre Venner,
+efter en haard Kamp med Politiet, var bleven tagen til Fange. Det var
+ikke meget; men tilstrækkeligt til at sige dem, at Sagen var fortvivlet.
+Hvorledes Boris’ Andel end havde været i Kampen, saa var han en dødsdømt
+Mand. I Følge en ny Lov, som var traadt i Kraft, blev enhver, der havde
+taget Del i disse Fægtninger med Politiet, straffet med Døden; og Boris
+var ikke den Mand, der nøjedes med at være Tilskuer, mens de andre
+sloges.
+
+„Stakkels Zina!“ sukkede de begge; Zina var Boris’ Hustru.
+
+Efter en kort Pavse nedskrev Helene atter en Række Figurer, som i Løbet
+af nogle Minutter viste sig at være Navnet paa den Kvinde, hvis Lod de
+netop havde beklaget -- Zina.
+
+„Zina! -- -- Kan det være muligt?“ udbrød Andrey. Hans første Tanke var,
+at ogsaa hun var arresteret. Men efter andre fem Minutters ængstelig
+Spænding saa han, at han havde taget fejl.
+
+„Zina“ -- stod der -- „er rejst til Dubravnik for at undersøge Terrainet
+og se, hvad der kan gøres for at frelse Boris.“
+
+„Gudskelov, at de tænker paa det! Det er godt og en Grund mere for mig
+til at skynde mig hjem,“ sagde Andrey.
+
+Efter Meddelelserne om Boris fulgte en Liste over andre Ofre, som i den
+senere Tid var faldne i Politiets Hænder. Derefter omtaltes de
+forestaaende Forhør og de ubarmhjertige Domme, som man ad hemmelig Vej
+igennem Kontorerne allerede havde faaet at vide. De sørgelige Nyheder om
+de fængslede Venner blev kortelig opramsede i samme forretningsmæssige
+Tone som Rapporterne over de døde og saarede efter et Slag.
+
+Det var Bagsiden af den underjordiske Kamp, der som en, mudret Strøm,
+Draabe for Draabe, sivede frem; det var ikke muligt at svælge denne
+bitre Drik paa én Gang. Ved enkelte særlig sørgelige Nyheder kunde de to
+Venner ikke undlade at veksle et Par Ord; men forøvrigt fortsatte de i
+Tavshed deres Arbejde og beholdt deres Følelser for sig selv.
+
+Det gik nu langt raskere fra Haanden end før. Georgs Cifre blev mere
+tydelige, og Decifreringen foregik næsten uden Standsning.
+
+Efter de sørgelige Beretninger om Tab og Lidelser kom man til et lysere
+Tema. Georg omtalte kortelig, men med den glødende Tro og Overbevisning,
+der var ham egen, de hurtige Fremskridt, Partiet i al Almindelighed
+havde gjort, og fremhævede den stærke aandelige Gæring, som sporedes
+overalt.
+
+„Ja, det vil ikke vare længe, førend der sker noget stort!“ udbrød
+Helene begejstret og rejste sig for at rette de stivnede Lemmer ved at
+gaa frem og tilbage i Værelset. Pludselig greb hun Brevet, tørrede det
+omhyggeligt over Lampen og strøg en Svovlstik for at antænde det.
+
+„Aa nej, lad være!“ sagde Andrey hurtigt.
+
+„Hvorfor? Har du ikke skrevet alle Adresserne op?“
+
+„Jo; men jeg kunde have Lyst til at beholde Brevet lidt endnu.“
+
+„Hvorfor? For at det skulde falde i uvedkommendes Hænder?“ spurgte
+Helene skarpt.
+
+Andrey svarede, at i Schweiz var disse strenge Forholdsregler
+overflødige; men det var ikke let at overbevise den unge Pige; thi som
+alle Kvinder, der er indviklede i en Sammensværgelse, overholdt hun
+strengt de vedtagne Forskrifter.
+
+„Maaske er du tilgængelig for et Kompromis?“ spurgte hun tøvende.
+
+Hun rev den første Halvdel af Brevet af, den, som indeholdt de rent
+personlige Meddelelser, og udkradsede omhyggeligt de enkelte Cifre.
+
+„Det er formodentlig dette, du vil læse?“ spurgte hun.
+
+„Naa ja, jeg gaar ind paa dit Kompromis! Unægtelig synes jeg bedst om
+denne Del og fratræder min Fordring paa Resten,“ svarede Andrey, medens
+den unge Pige knælede ned foran Kaminen og omhyggeligt brændte
+Levningerne af Brevet tilligemed de to Ark, hvorpaa de havde løst
+Cifrene.
+
+Da Helene havde bragt sin Samvittighed til Ro, indtog hun atter sin
+Plads.
+
+„Altsaa, du skal rejse fra os, Andrey,“ sagde hun drømmende.
+
+Der var en større Varme end ellers i hendes Stemme og i det Blik,
+hvormed hendes ærlige, klare, blaa Øjne saa paa Andrey. For dem, som
+bliver tilbage, er det altid vemodigt at se en Mand i Færd med at
+forlade sit sikre Eksil for paa ny at risikere Livet i Czarens Riger.
+
+„Tager du snart af Sted?“ spurgte hun.
+
+„Ja,“ svarede Andrey. „Pengene og Passet vil kunne være her om tre,
+fire Dage, haaber jeg, og det er tilstrækkelig Tid til mine
+Rejseforberedelser.“
+
+Efter en næppe mærkelig Pavse tilføjede han:
+
+„Jeg vilde ønske, at jeg vidste, om de allerede er komne under Vejr med
+hans Navn?“
+
+„Om hvem taler du?“ spurgte den unge Pige og saa op.
+
+„Om Boris naturligvis!“
+
+„Jeg kan ikke tænke mig, at de saa snart skulde have udfundet det,“
+svarede Helene. „Boris har aldrig før været i Dubravnik. Desuden vilde
+Georg have omtalt en saa vigtig Kendsgerning.“
+
+„Gid du havde Ret,“ svarede Vennen. „Det vilde være saa langt lettere at
+hjælpe ham! Men lige meget -- det vil ikke vare længe, førend jeg ved
+Besked om alt.“
+
+De fortsatte Samtalen rent forretningsmæssigt. Den unge Pige havde
+øjensynlig en Del personlig Erfaring i at smugle eksilerede Landsmænd
+ind i Rusland, og omendskønt hun var adskillige Aar yngre end Andrey,
+gav hun ham dog mange værdifulde Raad.
+
+„Naar du nu atter er inde i Malstrømmen, saa lov mig ikke helt at glemme
+os her,“ sagde Helene med et Suk. „Skriv af og til til Vasily eller mig.
+Ogsaa jeg vilde gerne tilbage til Rusland. Se, om du ikke kan ordne det
+for mig!“
+
+„Jeg skal gøre mit bedste! Men hvor er Vasily? Hvorfor kom han ikke
+med?“
+
+„Han var ikke i Kaféen i Aften. Jeg sendte Bud til ham, at jeg gik
+herop. Han maa være ude -- rimeligvis i Operaen. De spiller „Robert“.
+Ellers vilde han have været her for længe siden.“
+
+Hun stak Haanden i Lommen og trak et stort, gammeldags Guldur frem. Det
+var et Familiestykke, som hun satte særlig Pris paa, fordi hun havde
+faaet det efter sin Fader, der var General paa Kejser Nikolaus’ Tid. Hun
+havde haft Uret med sig i Sibirien, og det var ligeledes fulgt med hende
+i Eksilet. Lejlighedsvis tjente det vel som Tidsmaaler; men for det
+meste laa det fredeligt i en eller anden Pantelaaners Skuffe -- til
+Fordel for hende selv eller en af hendes Venner. Disse Menneskers
+Tilværelse var saa nøje knyttet sammen, at den personlige Ejendomsret
+omtrent helt udelukkedes, og det Faktum, at Uret nu befandt sig i dets
+retmæssige Besidders Eje, var et talende Bevis for, at den lille Kreds
+af sammensvorne, som befandt sig her, for Tiden var nogenlunde økonomisk
+betrygget.
+
+„Nej, hvor det er blevet sent!“ udbrød Helene. „Den er over tolv. Jeg
+maa skynde mig hjem, for ikke at sove over mig til Timerne i Morgen. Du
+kunde for Resten sørge for,“ vedblev hun, „at en anden fik dit Arbejde,
+naar du rejste.“
+
+„Ja, det skal jeg. Det vilde egne sig for Vasily. For ham med hans faa
+Fornødenheder vilde firsindstyve Francs om Maaneden være tilstrækkeligt
+til alle Udgifter. Og der kunde endda blive saa meget tilovers, at han
+engang imellem kunde tage dig med i Teatret eller paa en Koncert.“
+
+Helene rødmede, endskønt hun var forberedt paa en eller anden Hentydning
+af den Art; Andrey drillede hende altid med hendes Beundrer.
+
+„Vasily er en Mand med strenge Grundsætninger, ikke saadan en Sybarit
+som du,“ sagde hun smilende. „Men jeg vil ikke sinke mig med at skændes
+med dig -- Farvel, Andrey!“
+
+Han greb Lampen for at lyse hende ned ad Trapperne og slap hende ikke af
+Syne, før hun sikkert var naaet inden for sin Gadedør; Huset, hvori hun
+boede, laa lige over Gaden. Saa gik han langsomt tilbage til sit enlige
+Værelse.
+
+Det afrevne Stykke af Brevet laa fristende paa Bordet. Helene havde
+gættet Sandheden, han havde ønsket at beholde Brevet for, naar han var
+alene, at fryde sig over disse venlige Ord fra fjerne Venner. Men han
+kunde ikke gøre det nu, Helene havde ved at gætte hans Tanker ødelagt
+Glæden for ham. Han stak Brevet i Lommen for at gemme det til næste Dag.
+Saa gav han sig til at ordne sin Seng; men han var alt for ophidset til
+at kunne sove.
+
+Tre lange, lange Aar var forløbne, siden Andrey Kojukhov,
+mistænkeliggjort saa vel gennem sine første Forsøg paa at gøre
+Propaganda blandt Bønderne som ved senere Delagtighed i den
+underjordiske Kamp, var bleven overtalt af sine Venner til foreløbig at
+„fordufte“. Han havde i Mellemtiden gennemstrejfet forskellige Lande,
+forgæves søgende at finde en passende Beskæftigelse for sin hvileløse
+Aand. Førend det første Aar af hans ufrivillige Eksil var omme, var han
+saa plaget af Hjemve, at han spurgte Vennerne, der holdt Valpladsen i
+St. Petersborg, om han ikke maatte vende tilbage for atter at indtage
+sin Plads i Rækkerne. Men dette blev paa det bestemteste nægtet ham. Der
+var en foreløbig Pavse i Kampen, idet Politiet ikke havde noget særligt
+at holde sig til; men da hans Navn var vel erindret, vilde han ved sin
+Tilbagekomst sætte hele Banden i Bevægelse. Uden at være i Stand til at
+udrette noget, vilde han kun blive en Byrde for Vennerne. Han burde have
+forstaaet dette af sig selv; naar man trængte til ham engang, vilde man
+sende Bud efter ham. I Mellemtiden maatte han holde sig i Ro og søge at
+finde Beskæftigelse i Udlandet, enten ved literært Arbejde i
+Revolutionens Tjeneste eller i den sociale Bevægelse i fremmede Lande.
+
+Andrey forsøgte begge Dele; men med mere Iver end Held. Han skrev for
+flere russiske Blade, som blev udgivne i Udlandet; men han havde
+oprindelig intet literært Talent. I hans Indre brændte en begejstret
+Sjæl, og han havde stærke Følelser over for Skønhed og Poesi, men
+manglede Evne til at give dem Udtryk. Det var ham ikke muligt paa samme
+Tid at tjene to Herrer. Han levede og aandede kun for Rusland og var
+ganske optaget af sine Minder, sin Længsel og af alt, hvad der angik
+Fædrelandet. Han følte sig som en flygtig Gæst ved de udenlandske
+Socialisters Sammenkomster og blev mere og mere overfalden af Hjemve.
+Han var lige paa Nippet til atter at skrive til sine Venner, da han
+modtog en levende Hilsen fra dem igennem Helene Zubova, den unge Pige,
+der havde hjulpet ham med at tyde Brevet.
+
+Netop hjemvendt fra Sibirien havde hun straks meldt sig til Tjeneste paa
+ny i Ligaen i St. Petersborg, men var bleven raadet til øjeblikkelig at
+drage over Grænsen og for en Tid at opholde sig i Udlandet. Tillige med
+en Bunke Hilsener fra Vennerne havde hun bragt Andrey det bestemte
+Paabud om at være fornuftig og holde sig i Ro. Foreløbig var der ikke
+Brug for nogen af dem. Helenes Afrejse til Udlandet var et tydeligt
+Bevis derfor.
+
+Andrey blev altsaa nødt til at gøre en Dyd af Nødvendigheden. Tiden
+havde taget Brodden af hans første Skuffelse, og han havde lidt efter
+lidt vænnet sig til at tænke sig sit Liv henlevet i Landflygtighed med
+alle de deraf følgende pinlige Ærgrelser og Besværligheder, men ogsaa
+med den udelte Tilfredsstillelse, der en i uhindret at kunne fordybe sig
+i sine Tankers Lønkamre. På denne Maade havde han nu tilbragt tre
+rolige, ensformige Aar kun oplivet ved den feberagtige Spænding, som
+Forventningen om Nyheder fra Rusland hensatte ham i.
+
+Han ventede ikke forgæves. Efter en kort Stilstand brød den ulmende
+Revolution atter ud med fordoblet Kraft, og Andrey greb med Begærlighed
+denne Anledning. Han sendte en ny Forespørgsel, affattet i veltalende,
+overbevisende Ord, noget, som uheldigvis aldrig fandtes i hans mere
+gennemarbejdede literære Frembringelser. Der var ingen Grund mere til
+Udsættelse, og efter nogle faa Ugers ængstelig Spænding modtog han
+Georgs Brev som Svar.
+
+„Endelig engang!“ gentog han for sig selv, da han langsomt gik frem og
+tilbage i sit Værelse, optaget af at tænke paa Rejsen.
+
+Landflygtighedens tomme Oplevelser eksisterede ikke længer for ham, han
+var pludselig igen i St. Petersborg med dens velkendte Omgivelser og
+følte det, som om han først den foregaaende Dag var rejst derfra.
+
+Hans Hjerne arbejdede mere og mere intenst, og han travede hurtigere og
+hurtigere frem og tilbage i Værelset.
+
+En lydelig Banken afbrød ham pludselig i hans Drømmerier og kaldte ham
+tilbage til Virkeligheden. Det var den logerende nedenunder, der,
+irriteret over hans generende Gaaen frem og tilbage, dunkede i loftet
+med en Stok for at give sit Mishag til Kende.
+
+„Det er nok Monsieur Cornichon, der ønsker Ro til at sove,“ udbrød
+Andrey. „Den gode Mand bryder sig Pokker om, enten den russiske
+Revolution gaar ad Helvede til eller ej.“
+
+Han standsede imidlertid brat og var stille, indtil Bankningen var
+ophørt, for paa denne Maade at tilkendegive, at han bad om Undskyldning.
+Da han imidlertid stadig ikke følte Lyst til at gaa i Seng og ikke vilde
+kunne holde sig i Ro, naar han var oppe, besluttede han at spadsere ud i
+den smukke Foraarsnat. Han slukkede Lampen, laasede Døren efter sig og
+listede stille ned ad den mørke Trappe.
+
+
+
+
+II. KAPITEL.
+
+_Ved Grænsen._
+
+
+Samuel Susser, almindelig kaldet „Røde Sam“, Formand for Smuglerne og
+Værtshusholder i Ishky, en Landsby paa den lithauiske Grænse, betjente
+sine Gæster med sædvanlig Paapasselighed. Hans aarvaagne Øje bemærkede
+øjeblikkelig, naar en af dem følte Tørst, og hans øvede Haand skænkede
+aldrig nogen Sinde en Draabe Øl mere, end der akkurat udkrævedes, for at
+Glasset skulde synes fuldt, medens der i Virkeligheden manglede saa
+meget som vel muligt. Hans livlige Aand var for Øjeblikket beskæftiget
+andet Steds, idet han fulgte Iltoget, som fra St. Petersborg Mil for Mil
+nærmede sig Grænsen.
+
+Han havde om Morgenen faaet Telegram fra David Stirn, en Student af
+jødisk Afstamning, som stod i Forbund med „Goiserne“ (kristne Oprørere)
+imod Autoriteterne og nu bevogtede Grænsen for dem. I et forud aftalt
+Sprog havde David meldt, at han kom med Aftentoget og havde tre
+Kammerater med, som skulde „bringes over“.
+
+Tre Personer à ti Rubler pr. Hoved er ingen ilde Dagsindtægt; men
+alligevel gjorde „Røde Sam“ Regning paa at faa lidt mere for sin
+Ulejlighed. Det var netop i Udskrivningstiden, og der blev ved Grænsen
+taget særlige Forholdsregler for, at de unge Jøder ikke skulde løbe væk
+fra Militærtjenesten. En ærlig Smugler havde under saadanne Forhold Ret
+til at vente en ekstra Ducør; men det gjaldt om at være forsigtig over
+for saadan en Gnier som David. Og dog var han ingen daarlig Kunde denne
+samme David. Et skarpt Hoved, ægte Jødeblod, som overalt i Verden vilde
+gøre sin Race Ære. Han var efter al Sandsynlighed Fører for „Goiserne“,
+en rask Knøs, som nok vidste, hvor han var hjemme. Uden Tvivl havde han
+en Fremtid for sig, og en ærlig Smugler behøvede intet at frygte ved at
+staa i Forbindelse med ham. Han forstod at holde Mund og var Mand for at
+staa ved sit Ord; men han kunde prutte og tinge om en Øre, ligesom en
+Zigeuner paa Hestemarkedet.
+
+„Røde Sam“ havde tilstrækkelig Anledning til at studere sin besynderlige
+Klient. Hver tredje eller fjerde Maaned viste den unge Mand sig ved
+Grænsen med et Hold Goiser, som enten ønskede at komme ind i Landet
+eller ud af det. Saa var der ogsaa Bøger, der skulde smugles ind udefra,
+og dette var en meget indbringende Gren af Forretningen, thi der blev
+betalt mere for Bøger end for Tobak og Silke. David havde mange
+Forbindelsen langs Grænsen, men Samuel var stolt af at turde regne sig
+for hans Yndlingsagent.
+
+Hvad alt dette betød -- hvem de underlige Folk var, som David stod i
+Ledtog med, og hvad de egentlig vilde -- kunde Samuel ikke rigtig blive
+klog paa. Dreven af sin jødiske Nysgerrighed havde han vel forsøgt at
+læse nogle af de revolutionære Pamfletter, som han skulde smugle ind;
+men da hans Kundskaber i Russisk kun var yderst mangelfulde, fik han
+ikke meget ud af det og opgav klogelig at spekulere videre over Tingene.
+Naar en saa klog Mand som David var Part i Sagen, maatte der sikkert
+være noget at tjene; hvorledes skulde David ellers kunne betale saa
+punktlig og saa rigelig, som han gjorde.
+
+Lokomotivets Fløjten i det fjerne sagde ham, at Petersborgtoget nu var
+ved at løbe ind paa Stationen.
+
+„Der er de!“ tænkte „Røde Sam“, idet han med Alvorsmine serverede en
+Snaps for en Politiembedsmand.
+
+Samuels Værtshus laa noget borte fra Stationen, og de fleste rejsende
+tog deres Forfriskninger i nærmere og bedre Lokaler; men der var dog
+altid en eller anden, der fandt Vej hen til ham. Han gjorde derfor sine
+Forberedelser til Modtagelsen, tørrede Bordene af, inspicerede
+Snapsbeholdningen, som stod i en lang Række Flasker langs Væggene, og
+placerede sig derpaa selv bag Disken. Værtshuset begyndte at fyldes.
+Flere Bønder fra Landsbyen kom ind, ivrig debatterende Begivenhederne
+paa Markedet hvorfra de netop vendte hjem. To Gendarmer kom ind for at
+drikke en Snaps og satte sig paa Hæderspladsen. Flere andre Kunder
+indfandt sig; men David var ikke til at se. Omtrent en Time forløb efter
+Togets Ankomst, og han kom stadig ikke. Værten var netop fordybet i sine
+Betragtninger over, hvorledes han bedst skulde genoprette det Tab, som
+Davids Mangel paa Punktlighed vilde paaføre ham, da han ved at se til
+højre opdagede selve Manden i egen Person siddende ganske stilfærdigt
+ved samme Bord som de to Gendarmer, hvem han syntes at skænke lige saa
+liden Opmærksomhed som de ham. Den unge, fattigklædte Jøde var sandelig
+ogsaa den, man mindst skulde betragte med mistroiske Øjne. Som han sad
+der, med Blikket tomt rettet ud i Rummet, gjorde han ganske Indtryk af
+at være en yderst beskeden Kunde, som ikke var særlig forhippet paa at
+forlade et Sted, hvor man sad saa godt og i saa behageligt Selskab.
+
+David var en lille, bredskuldret Mand paa omkring de femogtyve med et
+tiltalende, regelmæssigt Ansigt af udpræget jødisk Type, store,
+mørkebrune Øjne med et mildt, noget sørgmodigt Udtryk.
+
+Samuel betjente ham, da hans Tur kom, og stillede et Ølkrus hen foran
+ham uden ellers at tage nogen Notits af ham. Den unge Jøde betalte for
+Øllet, og da han i Ro og Mag havde tømt sit Krus, forlod han Lokalet
+lige saa stille, som han var kommen.
+
+Ude paa Gaden drejede David om Hjørnet af Huset og gik ad en Bagdør ind
+i Køkkenet, hvorfra han atter kom ud i en mørk Gang. Han strøg en
+Svovlstik og gik op ad en Trappe, der førte til et snævert og temmelig
+smudsigt Bagværelse, hvor Røde Sam i Almindelighed afgjorde sine
+Forretninger.
+
+Værten var der allerede. Da han saa David forsvinde, havde han ogsaa
+skyndt sig bort, efter først at have faaet sin Kone til at indtage hans
+Plads bag Disken.
+
+„Naa, hvordan gaar det, Sam?“ spurgte David. „De ventede mig vel ikke
+saa snart?“
+
+„Jeg ventede Dem slet ikke, Hr. David -- eller rettere ikke i Dag. Jeg
+tænkte, at De først kom i Morgen.“
+
+„Jeg havde noget at tage Vare paa,“ svarede den unge Mand og satte sig i
+en Lænestol af tvivlsom Kulør og skrækkeligt Udseende, som stod op imod
+Væggen.
+
+Samuel balancerede paa en høj Træstol, som manglede et Ben.
+
+„Er Deres Venner saa med Dem?“
+
+„Ja! -- alle tre! To Mænd og en Dame. Jeg forlod dem hos Foma. Vi ønsker
+at være paa den anden Side i Morgen tidlig. De har vel ordnet alt
+fornødent?“
+
+„Ja, alt er klart. Klokken otte i Morgen er de derovre uden mindste
+Vrøvl. Men -- --.“ Sam brød af og gned sin Næse, medens han saa
+spørgende paa David.
+
+„Hvad skal det sige?“ David saa op.
+
+„Ja, ser De, kære Herre, Tiderne er vanskelige, og Soldaterne meget
+begærlige. Jeg har haft uhyre -- ganske frygtelig meget Mas med at faa
+dem paa ret Køl,“ sagde Samuel og saa alvorsfuldt op i Loftet. „Og jeg
+blev nødt til at betale dem mere end -- --.“
+
+„Det har De gjort galt i, min gode Sam, det var en stor Dumhed!“ afbrød
+David ham i en ligegyldig Tone.
+
+„Saa? Er der noget dumt i at betjene Dem paalideligt?“
+
+„Nej, det er der ikke! Men De maa holde faste Priser. Jo mere man giver,
+des mere forlanges der. Husk vel paa det, gamle Ven!“
+
+„Det er nemt nok sagt for Dem, Hr. Stirn,“ svarede Smugleren i en
+krænket Tone. „Men tror De, at _jeg_ tør fastslaa Reglerne? Det er
+Soldaterne, der er Herrer, og ikke mig.“
+
+„En klog Mand maa vide at klare sig,“ svarede David med uforstyrrelig
+Ro. „Sæt nu,“ tilføjede han med et Glimt af Lune i Øjet, „at De en Dag
+kom og forlangte højere Betaling end den, vi var bleven enige om. Jeg
+siger ikke, at De vil gøre det; men lad os nu antage, at De gjorde det.
+Nuvel, hvad tror De, at jeg vilde svare Dem? Min gode Sam, Fisken gaar,
+hvor Vandet er dybest, og Køberen, hvor Varen er billigst. Grænselinien
+er lang, og der er mange Soldater. Hvis den ene ikke vil, saa vil den
+anden. Eller har jeg maaske ikke Ret?“
+
+David smilede godmodigt og begyndte at stoppe sin lille Snadde. Han
+havde selvfølgelig straks forstaaet, hvor Samuel vilde hen, og var fast
+bestemt paa ikke at give efter; men han holdt ikke af at optræde barskt,
+saa længe han kunde undgaa det. Han vedblev derfor, som om intet var
+forefaldet:
+
+„Naa, hvorledes har saa Familien det? Det har jeg jo glemt at spørge
+om.“
+
+„Jo Tak, godt!“ svarede Sam mut; det var ikke hans Agt saa hurtig at
+opgive Ævret.
+
+„Er der ellers passeret noget nyt i Landsbyen?“ spurgte David
+uforstyrret videre.
+
+„Aa jo, der er vel det,“ svarede Smugleren i samme gnavne Tone og
+fortalte saa en Del Nyheder, der skulde vise, hvor alvorlig Situationen
+ved Grænsen var.
+
+„Har De hørt, at Isak er kommen tilbage?“ spurgte David og udsendte en
+stor Røgsky.
+
+Sams Mod faldt. Isak var en dreven Smugler og højt anset iblandt
+Fællerne. David havde af og til benyttet ham, og Sam var altid angst
+for, at Isak skulde stikke ham ud.
+
+„Er han det?“ sagde Sam klejnmodigt. „Det vidste jeg ikke af.“ Han saa
+forskende hen paa sin Gæst, men Davids Ansigt var ubevægeligt.
+
+„Jeg hørte det nede hos Foma!“
+
+„Saa er der intet Haab mere,“ tænkte Samuel; „med den Mand kommer du
+ingen Vegne.“
+
+„Har Deres Folk megen Bagage?“ spurgte han derpaa højt i fuldstændig
+Forretningstone, som om intet var forefaldet.
+
+„Nej, kun en Bagatel! Deres Dreng kan bære det hele.“
+
+„Saa sender jeg ham i Morgen ned til Foma. Pengene udbetales altsaa paa
+den anden Side?“
+
+„Ja! Men husk paa ikke at tage imod noget som helst af dem -- kun en Lap
+Papir, som De bringer mig, og hvoraf jeg faar at vide, at de er komne
+sikkert over.“
+
+Sam nikkede tavst. Det var atter en af Davids Særheder, som han
+gennemførte med ubøjelig Strenghed.
+
+Den krænkede Smugler strøg Haaret fra Panden og gav sig til at spørge om
+Vejret i St. Petersborg, for at komme ind paa et andet Samtaleemne. Men
+hans daarlige Humør forsvandt med ét Slag, da hans Gæst spurgte ham, om
+han kunde holde skarpt Udkig paa sin Post i Løbet af den følgende
+Maaned.
+
+„Jeg skal over Grænsen,“ forklarede den unge Jøde, „og har en Mængde
+Ting, som jeg skal have ind i Landet.“
+
+Sam smækkede med Læberne, dette vilde blive fuld Oprejsning for hans
+skuffede Forhaabninger nu. Forøvrigt gjorde han ingen Spørgsmaal; thi
+han vidste, at David ikke holdt af det og kun fortalte, hvad han vilde.
+
+De samtalede endnu en Stund om de forskellige Forholdsregler, der skulde
+tages, og skiltes som fine Venner.
+
+David begav sig tilbage til Fomas Hus, hvor hans Ledsagere havde
+indrettet sig for Natten. Husets Herre lukkede ham selv ind og fortalte
+paa hans Spørgsmaal, at alt var i Orden, man havde spist til Aften, og
+Selskabet var gaaet til Ro. De to Mænd sov i Værelset ud til Gaden og
+Damen ovenpaa i hans Datters Kammer. David takkede ham og gik ind til
+sine Venner. Han plejede altid ved Lejligheder som denne at bo hos Foma,
+omendskønt Sengelejet, som bødes ham der, kun bestod af en Træbænk. Men
+Foma var Stedets _sotsky_ -- en Slags landlig Politimand, og hans Stue
+havde den Fordel at være et sikkert Opholdssted.
+
+Da David var kommet ind i Værelset, undersøgte han alt med samme
+Nøjagtighed som en vagthavende Officer. Vinduesskodderne var lukkede for
+at skjule de rejsende for nysgerrige Blikke, og al Bagagen, hans egen
+Lærredssæk indbefattet, var sammenstablet i et Hjørne af Værelset. Hans
+Kammerater laa, trætte af den lange Rejse, i tryg Søvn paa Bænkene langs
+Væggene. Alting var i Orden.
+
+Næste Morgen, da Solen tittede ind gennem Sprækkerne i Skodderne, var
+David første Mand paa Benene. Han klædte sig hurtig paa, og aabnede
+Vinduesskodderne; de to andre vækkedes af hans muntre Stemme og var
+ligeledes snart i Tøjet.
+
+Ostrogorsky, den ældste af dem, var en midaldrende Mand, mager og med
+bøjet Ryg og et sygeligt, hentæret Udseende. Han var for flere Aar siden
+for en eller anden ubetydelig Forseelse bleven forvist til en afsides
+liggende By ved Volga, og var nu flygtet fra sit paatvungne Opholdssted
+for at bosætte sig i Udlandet.
+
+Den anden, en ung, kraftig Mand paa treogtyve Aar, ved Navn Sazepin, var
+en af Davids Med-Sammensvorne; han havde beklædt en underordnet Stilling
+i et Linieregiment, men var efterhaanden bleven saa mistænkeliggjort,
+at Ligaen mente det var bedst, at han „forsvandt“ en Tid.
+
+„Skynd jer lidt, Kammerater!“ sagde David. „I skal have meget udrettet i
+Dag og har ingen Tid at spilde. Nu skal jeg sørge for Frokosten.“
+
+Udenfor traf han den tredje af Selskabet, Annie Vulitch, en Pige paa
+nitten Aar, indviklet som Medvider i nogle Uroligheder af ikke politisk
+Art.
+
+Da Politiet havde nægtet hende et Pas til Udlandet, havde David
+beredvilligt lovet hende at skaffe hende over Grænsen, saa snart der
+gaves Lejlighed dertil.
+
+Frokostmaaltidet var saa rigeligt, som Fomas Spisekammer paa nogen Maade
+tillod. Dette var en af Davids Egenheder. Fuldstændig ligegyldig over
+for sine egne Fornødenheder, drog han en -- til Tider -- næsten
+latterlig Omsorg for dem, der var betroet til hans Førelse. Teen lavede
+han altid selv; han førte bestandig et Forraad med sig i Rejsetasken,
+fordi den Te, man købte undervejs, baade var ham for dyr og for daarlig.
+Maaltidet forløb livligt. Alle var i denne egne, ophidsede Stemning, som
+stærk Spænding og Følelsen af forestaaende Fare fremkalder. De kunde
+ikke faa ud af deres Hoved, at det at komme over Grænsen fra Czarens
+Rige ikke var en overmaade farlig Historie, endskønt David forsikrede
+dem, at det var den letteste Sag af Verden. Der var i Hundredevis af
+rejsende, der passerede Grænsen hemmeligt, simpelthen for at spare
+Udgifterne ved et Rejsepas; og politisk mistænkte kunde komme lige saa
+nemt derfra som alle andre, naar der da ikke var noget ganske særligt
+paafaldende ved deres Ydre.
+
+„Det er meget muligt,“ bemærkede Annie Vulitch med en let Rødmen; „men
+der er dog mange, der er blevne arresterede ved Grænsen.“
+
+Hun var lidt beklemt til Mode; thi hun havde aldrig før været i en
+lignende Situation.
+
+„Det har De Ret i!“ svarede David med Indignation i Stemmen. „Men hvis
+har Skylden været? Ene og alene deres egen! En Tosse kan drukne i en
+Spand Vand ved at holde Hovedet ned i den.“
+
+Deres Samtale blev afbrudt ved, at Røde Sam traadte ind.
+
+„Alt er i Orden, Herre. Vi kan straks drage af Sted, hvis det passer
+Dem. Her er to Pas for Herrerne, og Damen faar min Datters -- hun møder
+os paa Vejen til Færgen.“
+
+David oversatte Samuels Ord paa Russisk og rakte Vennerne de to Pas. Det
+var ikke almindelige Rejsepas, men et Slags Certificat, som udfærdiges
+for Folk, der bor ved Grænsen og i Forretningsanliggender er nødsagede
+til ofte at rejse frem og tilbage. Enhver af dem skyndte sig med at
+aabne sit Pas for at lære det Navn at kende, under hvilket han skulde
+bringes over paa den anden Side. Det gav et Sæt i Sazepin, og han raabte
+vredt hen imod Smugleren:
+
+„Hvad er det for noget Kludder? Det er jo et Pas for en Dame!“
+
+„Det er sandt nok,“ svarede Samuel roligt, „men hvad gør det?“
+
+Ostrogonsky og David tittede nu ogsaa i Passet. Jo, ganske rigtigt!
+I Passet stod der skrevet med store Bogstaver: „Sara Halper, Enke efter
+Købmand Salomon Halper, fyrretyve Aar.“
+
+De brast alle i Latter, Sazepin med. Han havde under sin revolutionære
+Løbebane benyttet mange forskellige Pas og spillet mange forskellige
+Roller; men det var første Gang, at han skulde optræde som en Enke paa
+fyrre, og han gjorde Indsigelse imod denne Forvandling.
+
+„Det maa De lave om,“ sagde han til Sam, „jeg kan umuligt gaa for en
+Enke.“
+
+Samuel løftede højtidelig sine Hænder som en Kerub sine Vinger, og sagde
+med et Blink i Øjet:
+
+„Hvorfor ikke? Med Guds Hjælp kan De det!“
+
+Sazepin, som ikke havde en saa blind Tro til Forsynet, protesterede; men
+David, der morede sig over sin Vens Ivrighed, blandede sig nu i Sagen.
+
+„Bryd dig bare ikke om Enken,“ sagde han. „Du skal se, det gaar nok.“
+
+Sazepin trak paa Skuldren; hvorledes man vilde lade ham passere for en
+fyrretyveaarig Matrone, gik over hans Forstand; men da David syntes at
+være indviet i Hemmeligheden, antog han, at Sagen var klar nok, og man
+gjorde sig nu færdig til Opbrud.
+
+I Døren mødte de et af Samuels Børn, der leverede Søsterens Pas til
+Annie Vulitch.
+
+„Se saa, nu er alt i Orden!“ bemærkede David. Man trykkede hinanden
+hjerteligt i Haanden og skiltes. Sazepin og Smugleren gik først, derpaa
+kom de to andre i nogen Afstand, for ikke at tiltrække sig Opmærksomhed.
+Efter tyve Minutters Vandring var de ved en usselig, smudsig lille Bæk,
+ikke dybere, „end at en Høne i Tørkevejr kunde klare den“, som man siger
+i Rusland. Paa begge Sider strakte der sig en flad, ensformig Slette,
+hvor det gule Jordsmon tittede frem mellem det sparsomme, grønne Græs.
+Paa begge Bredder var der Klynger af Mænd og Kvinder. En fladbundet
+Pram, der lignede en gammel Kæmpetøffel, flød paa Vandet. En graahaaret,
+højtidelig udseende Politibetjent med meget rødt Ansigt og Sabel ved
+Siden stod posteret ved Bredden som Lovens Haandhæver.
+
+Saa snart som Prammen var naaet til Bredden og tømt for sine Passagerer,
+sprang vore rejsende paa et Tegn af Sam ned i den, efterfulgt af en halv
+Snes Mænd og Kvinder, der var ved at skubbe hverandre over Bord i deres
+Iver for at komme med.
+
+„Stop!“ raabte Politimanden og skubbede Mængden tilbage. Idet han vendte
+sig imod dem i Baaden, sagde han i bydende Tone: „Deres Pas!“
+
+Thi her var Grænsen, den venstre Bred af den lille, smudsige Strøm var
+Rusland, den højre Tyskland.
+
+Passene kom frem i en Fart og blev i en Bunke rakt den frygtindgydende
+Cerberus. Med Fingren i Luften talte han Hovederne i Baaden og derpaa
+Passene; Tallene stemmede. Saa rakte han den nærmeste Passager Bunken og
+raabte: „Alt i Orden!“ hvorpaa Færgemanden, som hverken havde Ror eller
+Aare, gav Rusland et velrettet Spark for i næste Øjeblik at lande i
+Tyskland. Passagererne sprang i Land. Alt var overstaaet; man var i
+Europa, uden for Czarens Rige.
+
+„Det gik jo nemt nok,“ sagde Annie med et Smil. De følte sig alle
+befriede fra en Byrde, og under højrøstet Samtale gik de videre til den
+Landsby, hvor de skulde vente paa David. Havde de været noget mindre
+optagne af sig selv, vilde de have bemærket en ung, tarvelig klædt Mand
+med mørke Øjne og blegt Ansigt, som idet han kom gaaende ned ad Gaden,
+uvilkaarlig fo’r sammen ved at høre det russiske Sprog. Det var Andrey,
+som allerede for fulde fem Dage siden var kommet hertil efter Ordren i
+Georgs Brev. Time efter Time havde han ventet paa David -- hvem han
+skulde træffe her --, og han var ved at forgaa af Kedsomhed.
+
+Han gættede øjeblikkeligt, at disse tre maatte være Nihilister i Davids
+Følge, og følte sig stærkt fristet til at tiltale dem, men betvang sig.
+Det kunde jo muligvis være fremmede, og Forsigtighed skader ikke. Hvis
+det virkelig var Venner af David, vilde David ikke heller lade vente
+længe paa sig.
+
+
+
+
+III. KAPITEL.
+
+_En travl Dag._
+
+
+Da Andrey var kommen tilbage til Værtshuset, hvor han boede, gav han
+Besked om, at han, i Tilfælde af, at der skulde komme nogen og spørge
+efter ham, var hjemme hele Dagen.
+
+Vinduet i hans Værelse vendte ud til en stor, grøn Plads, hvor en Mængde
+Gader udmundede. Her sad han og iagttog de forbigaaende, og Klokken
+henad elleve opdagede hans skarpe Blik Davids undersætsige Figur, der i
+fuld Fart kom om et Hjørne. Han var iført den samme svære Kavaj, som han
+plejede at bære Aaret rundt, og svingede stærkt med Armene.
+
+Andrey fo’r ned ad Trapperne; de to Venner mødtes i Forstuen og
+omfavnede hinanden efter ægte russisk Skik.
+
+„Du har vel været gnaven, fordi jeg har ladet vente paa mig, hvad, gamle
+Dreng?“ spurgte David, idet han klappede Andrey paa Skuldren.
+
+„Aa ja, en lille Smule! Men for Resten var jeg bange for, at der var
+hændet dig noget galt.“
+
+„Snak! Hvad galt skulde der kunne hænde mig? Nej, jeg skulde bare se at
+faa samlet en lille Trup til at bringe med over. To Fluer med ét Smæk,
+forstaar du, det er billigere og nemmere.“
+
+„Jeg er vis paa, at jeg saa dine Folk ved Færgen for lidt siden.“
+
+„Ja, det er rimeligt nok. Sazepin, som du jo nok kender af Omtale, er
+iblandt dem. Du maa endelig lære ham at kende.“
+
+De var imidlertid kommet til Andreys Værelse; David tog sin Overfrakke
+af, smed den paa den Hestehaars Sofa og satte sig.
+
+„Fortæl mig nu om alt det nye, du véd,“ sagde Andrey, der stod op foran
+ham. „Hvorledes lever Georg og alle de andre? Og er der noget nyt om
+Boris? Har I hørt fra Zina?“
+
+„Ja, vi har faaet et Brev fra Zina. Udsigterne synes ikke at være
+synderlig lyse, efter hvad vi kan forstaa af de faa Oplysninger, hun
+giver i sit Brev. Men det varer ikke længe, førend hun atter er i St.
+Petersborg, og saa faar vi fuld Besked.“
+
+„Følges vi ikke ad til St. Petersborg?“
+
+„Nej,“ svarede David. „Jeg skal videre til Schweiz, og maa blive der i
+nogen Tid.“
+
+„Véd Vennerne, at du kommer? Har du skrevet til dem?“
+
+„Nej, det gør jeg aldrig, det er bedre at komme uventet. Hvorledes lever
+de?“
+
+„Der er intet at fortælle! Den ene Dag gaar som den anden, bestandig den
+samme uendelig triste Tilværelse!“ svarede Andrey.
+
+David slog sig utaalmodigt paa Knæet.
+
+„Det er en uderlig Race, disse Nihilister!“ udbrød han. „At leve i et
+frit Land under en stor social Bevægelse og saa dog føle sig som en Fisk
+uden Vand; det er ufatteligt! Er da for jer hele Verden begrænset til
+Rusland?“
+
+Det var et Spørgsmaal, som David med sin jødiske Kosmopolitisme ofte
+drøftede med sine russiske Venner.
+
+„Ja, du har Ret til at bebrejde os dette,“ svarede Andrey med den
+Beredvillighed til Selvkritik, som hyppigt skjuler dyb Tilfredshed med
+den begaaede Fejl. „Vi er den mindst kosmopolitiske af alle Nationer,
+omendskønt mange mener det modsatte. Du er egentlig den eneste Mand, jeg
+kender, der fortjener at kaldes en Verdensborger!“
+
+„Det er smigrende, men ikke meget behageligt,“ svarede David.
+
+Andrey forfulgte ikke denne Samtale videre, men spurgte om, hvad
+Petersborg-Vennerne egentlig mente om Boris’ Stilling. Sagen gik ham nær
+til Hjerte; Boris var hans kæreste Ven og den Mand paa hele Jorden, han
+foruden Georg stod nærmest.
+
+„Det er ikke muligt at dømme derom, før Zina er kommen tilbage,“ svarede
+David. „Men jeg er bange for, at vi i Øjeblikket ikke kan gøre noget for
+ham.“
+
+„Af hvad Grund?“ spurgte Andrey.
+
+„Fordi vi ikke har de fornødne Midler!“ sagde David med et Suk. „Vi er
+for Tiden meget vanskeligt stillede. Det vil du snart kunne overbevise
+dig om.“
+
+Han gik nu over til at give Vennen en nøjagtig Skildring af Ligaens Tab
+og dens finansielle Vanskeligheder. Andrey gik frem og tilbage i
+Værelset og lyttede til hans Ord. Det var værre, end han havde tænkt
+sig; men Tanken om at maatte opgive Haabet fik ham til at dirre af
+Harme.
+
+Han var vant til at tænke paa sin egen eventuelle Paagribelse med en vis
+Ro; naar man var i Krig, maatte man være forberedt paa, at Lykken kunde
+vende sig. Men at finde sig i, at disse Slyngler (som han kaldte hele
+Statsstyrelsen) nedslagtede en af Vennerne, uden at man saa meget som
+ofrede et Skud paa at redde ham, det var en Ydmygelse, han ikke kunde
+være med til.
+
+„Hvad er det for noget Snak!“ udbrød han og standsede brat foran David.
+„Vi skulde ikke være stærke nok? Vor Styrke ligger jo rundt omkring os.
+Dersom vi ikke faar tilstrækkelig Tilgang, saa er det kun et Bevis for,
+at vi ikke er meget værd.“
+
+„Man kan ikke hoppe højere, end man selv er,“ bemærkede David. „Vi kunde
+vel nok undvære et Par Mænd til at ordne den Affære; men hvad kan de
+udrette uden Penge?“
+
+„Penge er ikke Hovedsagen,“ svarede Andrey. „Der er intet, der lettere
+fylder Pengekassen og hurtigere faar Modet op igen end det, at man
+mærker, at der for Alvor kommer Liv i Bevægelsen igen.“
+
+„Du kan til Dels have Ret!“ svarede David. „Tal med Zina og de øvrige
+derom. Vi vil alle gerne have noget udrettet.“
+
+Han rejste sig for at tage Afsked.
+
+„Jeg maa hen til mine tre rejsende,“ sagde han.
+
+„Hvorledes skal vi for Resten bære os ad med Sazepin? Vil du gaa med og
+hilse paa ham, eller skal han komme til dig?“
+
+Andrey erkyndigede sig først om, hvem de to andre var, og foreslog saa
+at gaa med straks, det kunde ogsaa more ham at snakke lidt med de to
+fremmede.
+
+Da David traadte ind i Værelset, hvor hans lille Selskab var samlet,
+blev han modtaget med stormende Jubel.
+
+Andrey blev indført under et falsk Navn, det første, der faldt den
+behændige David paa Tungen. Da Ostrogorsky og Annie var fremmede for
+Ligaen, mente han ikke, det var raadeligt at trække dem med ind i
+Hemmeligheden, og hvad Sazepin angik, saa gættede han let, hvem den
+nyankomne var.
+
+Selskabet delte sig i to Grupper. Andrey og Sazepin blev siddende ved
+Bordet, medens David trak de to andre med sig hen i en Vinduesfordybning
+i den anden Ende af Værelset; baade Ostrogorsky og Annie var endnu
+opfyldte af Forundring over, hvor uhyre simpel deres Flugt over Grænsen
+havde været.
+
+„Man ønsker næsten altid, at det skal være lidt mere spændende,“ sagde
+den unge Pige, og Ostrogorsky bemærkede, at han unægtelig ogsaa havde
+tænkt sig Sagen mere vanskelig. Fra paalidelig Kilde var der blevet ham
+fortalt, at man, skjult i en Sæk, blev baaren paa en Mands Ryg over
+Grænsen, og at man ofte maatte tilbringe flere Dage i smaa hemmelige
+Rum, Pulterkamre og lignende, indtil Smugleren kunde finde en passende
+Lejlighed til at hjælpe en over. David lo og sagde, at han aldrig havde
+hørt Tale on Sækkene; men det andet kunde være sandt nok. I gamle Dage,
+da Smuglerne gjorde, som de vilde, spillede de ofte saadan en Komedie
+for at dupere deres Klienter og vise dem, at de uhyre Summer, de
+forlangte, var surt fortjente.
+
+Imidlertid samtalede Andrey i dæmpet Tone med Sazepin, hvem han
+udspurgte om alt, hvad han vidste om Forholdene. Med den Liberalitet,
+som almindelig hersker ved Nihilisternes Møder, tog ingen Forargelse af,
+at de to holdt sig for sig selv. Det var David, der først afbrød dem.
+
+„Kære Venner!“ sagde han, „det er Tid at tænke paa vore legemlige
+Fornødenheder! Skal vi ikke have nogen Middagsmad? Der er ikke engang to
+Timer til, at jeres Tog gaar.“
+
+Alle var enige on, at man burde spise, og David gik nedenunder for at
+ordne Sagen med Værten, medens Ostrogorsky gik ud i Byen for at faa en
+russisk Pengeseddel byttet. Andrey gav sig nu i Snak med den unge Pige,
+som hele Tiden havde holdt sig beskedent tilbage, og hvem han knapt
+havde lagt Mærke til. Han saa nu, at hun havde et nydeligt, ungt Ansigt
+med et alvorligt, intelligent Udtryk, klare, nøddebrune Øjne og en lille
+slank, men energisk Figur. Hun var iført en tarvelig sort Kjole,
+saaledes som Nihilistinderne i Almindelighed plejer at bære. Hun
+fortalte paa hans Spørgsmaal, at hun var Medlem af en hemmelig Forening
+af studerende, hvis Formaal er Selvuddannelse, og han gættede let, at
+hun var Foreningens ledende Aand. Det var hendes Agt nu at fuldende sine
+Studier et eller andet Steds i Schweiz. Andrey raadede hende til at
+vælge Genf, hvor hun var sikker paa at finde, hvad hun ønskede, og gav
+hende et Par anbefalende Ord med til Helene.
+
+Toget kørte Klokken fire. David gav de rejsende alle mulige Oplysninger
+og var dem paa enhver Maade behjælpelig; men hans moderlige Omhu var
+forsvunden. De var nu ikke længer under hans Omsorg, og al hans
+Opmærksomhed drejede sig om Andrey. De gik sammen tilbage til det lille
+Hotel, hvor Andrey boede, da de var blevne enige om at bo der begge to.
+De havde hele Morgendagen for dem; thi David maatte først have sendt Bud
+til Røde Sam, saa at han kunde være parat til at føre dem over Søndag
+Morgen.
+
+„Kan det ikke blive før?“ spurgte Andrey.
+
+„Nej! Det vil da sige, hvis jeg skal have fat i Sam først,“ --
+forklarede David. „Men her er for Resten en anden Mand ovre paa denne
+Side, som jeg jo kan opsøge, hvis du synes.“
+
+Det syntes Andrey ubetinget, og David vendte snart efter tilbage med
+gode Efterretninger. En vis Hr. Schmidt -- en Smugler af tysk Herkomst
+-- var villig til at bringe dem over Grænsen allerede samme Nat. Andrey
+var straks parat; thi han længtes efter at komme til St. Petersborg, og
+da David ligeledes gerne vilde skynde sig, sendte man straks Bud til Hr.
+Schmidt, som da ogsaa indtraf punktlig paa den aftalte Tid.
+
+Det var en høj, svær Mand, klædt som Landmand og med et godmodigt,
+troskyldigt tysk Ansigt. Han hilste høfligt paa Andrey, gjorde et Par
+Bemærkninger om Vejret og gik saa lige løs paa Sagen, idet han sagde,
+at alt var i Orden.
+
+En kort, men hurtig Diskussion paa Tysk førtes derefter mellem Hr.
+Schmidt og David. Andrey var ikke i Stand til at følge med; men forstod
+dog, at den endte til gensidig Tilfredshed. Tyskeren tog Andreys Vadsæk
+paa Ryggen, og man begav sig af Sted til Smuglerens Hus. Det var et
+lille toetages Hus med en sirlig Blomsterhave foran. Schmidts Hustru, en
+statelig, midaldrende Kone, blev præsenteret og bød dem Forfriskninger.
+
+„Hvor er Hans?“ spurgte Husets Herre.
+
+Hans var lige kommen hjem fra Eftermiddagsskolen og i Færd med at skifte
+Dragt. Han viste sig imidlertid snart -- en æblekindet, lyshaaret Knøs
+paa tolv Aar i vide Benklæder og en stram, kort Trøje, som var ved at
+sprænges i Sømmene for at give Rum til de kraftige, unge Lemmer, den
+dækkede.
+
+„Tag din Hat, Hans!“ sagde Faderen, „og før disse Herrer hen til den
+graa Sten bag ved Birkehøjene derovre. Du forstaar mig nok?“
+
+„Ja, Far!“
+
+„Men skynd dig!“ tilføjede Hr. Schmidt.
+
+„Ja, Far!“
+
+Smugleren ønskede sine Gæster lykkelig Rejse og fulgte dem høfligt til
+Haveporten, hvor han gentog sin Ordre til Sønnen.
+
+Det var for Resten overflødigt. Hans var en forstandig Knøs, der nok
+skulde vide at klare sig og sikkert vilde gøre Professionen Ære -- den
+hans Far og Forfædre i en lang Aarrække havde drevet. Uden unyttig Tale
+overtog han rolig og med en vis værdig, selvfølende Mine sin Post som
+Fører. De to Venner fulgte i nogen Afstand. Man gik ud af Byen og et
+Stykke langs med den lille Bæk, som Davids Rejsefæller var komne over
+samme Morgen. Saa drejede Strømmen af til højre, og Vejen gik over et
+aabentliggende Stykke Moseland, uden Spor af Sti eller Mærker. Men
+Drengen betænkte sig ikke et eneste Øjeblik; med sikre Skridt vedblev
+han at gaa, fægtede ganske lidt med Armene med de smaa, tykke Hænder og
+vendte sig ikke saa meget som en eneste Gang.
+
+Solen var gaaet ned, og den purpurfarvede Aftenhimmel bredte en vis
+Skønhed selv over dette ensformige Landskab. En endeløs Slette strakte
+sig til alle Sider omkring dem; men Andrey kunde allerede i det fjerne
+skimte de fattige Straatage og de usselige Hytter, som er Særkendet for
+en russisk Landsby og danner en saa stærk Modsætning til de rummelige,
+vel vedligeholdte Huse i de tyske Landsbyer med deres røde Teglstenstage
+og pyntelige Udseende. Han var ikke længer i Tvivl; paa hin Side af
+Buskene laa Rusland, det stakkels Land, som fyldte hans Hjerte med Angst
+og Smerte, og for hvis Skyld han til enhver Tid var rede til at ofre sit
+Liv. Om nogle faa Minutter skulde han betræde denne dyrebare,
+taarevædede Jord.
+
+„Det gør mig oprigtig ondt, kære David!“ sagde han til Vennen ved sin
+Side, „at vi kun kan være saa kort Tid sammen, der er en Mængde Ting,
+som jeg gerne vilde tale med dig om.“
+
+„Om en Maanedstid eller saa omtrent er jeg atter i St. Petersborg. Du er
+vel ikke allerede rejst til den Tid?“
+
+„Næppe! Jeg maa jo først sætte mig ind i Forholdene. Meget har sikkert
+forandret sig. Sig mig, er der mange, der ser paa Tingene med Sazepins
+Øjne?“
+
+„Nej, han er én af de faa Særlinge, der ikke vil have med Socialismen at
+gøre. De andre har deres Synspunkt, og Georg er deres Profet. Du har vel
+læst hans Ting?“
+
+„Ja!“
+
+„Og synes du om dem?“
+
+„Jo, hvorfor skulde jeg ikke det?“
+
+„Nej, jeg tænkte det nok! Jeg for min Del vilde hælde til Sazepins
+Anskuelser, hvis jeg skulde vælge.“
+
+„Du vilde ikke komme meget langt sammen med ham,“ sagde Andrey.
+
+„Aa jo! Sandt nok, han ser ikke ud over Dagens Gerning; men han er
+Dagens Mand, og det er hans Arbejde, vi alle gør. I véd paa en Prik,
+hvor I har ham. Men I Russere har nu en Gang Afsky for at regne med
+positive Kendsgerninger, Ting, som I kan tage og føle paa. I maa altid
+have et eller andet Fantasteri til at omtaage jeres Hoveder med. Det
+ligger jer i Blodet, tror jeg.“
+
+„Vær ikke saa streng imod os,“ sagde Andrey med et Smil. „Selv om Georg
+i sin Tro til Rusland og vore Bønders udmærkede Egenskaber skulde gaa
+lidt for vidt, hvad Skade kan det gøre? Gaar det ikke dig selv akkurat
+ligedan over for dine højt priste tyske Arbejdere -- i Særdeleshed dine
+kære Berlinere?“
+
+„Det er en anden Sag,“ sagde David. „Min er ingen Tro, men en Fremtids
+Vision, baseret paa et solidt Fundament af faktiske Kendsgerninger.“
+
+„Den samme Sauce, min kære Ven, kun i en lidt nyere opspædt Form,“
+svarede Andrey. „Heller ikke du kan lade være med at idealisere, hvad du
+holder af; kun gaar dine Interesser i en anden Retning. Vi er stærkt
+knyttede til vort Folk, det er du ikke.“
+
+David tav en Stund, Andreys Ord havde berørt en øm Streng i hans Hjerte.
+
+„Nej, jeg er ikke knyttet til jert Folk,“ sagde han endelig i en dæmpet,
+sørgmodig Tone. „Hvorfor skulde jeg ogsaa være det? Vi Jøder elsker vor
+Race, det er alt, hvad vi ejer her paa Jorden. Jeg elsker mit Folk dybt
+og inderligt. Hvorfor skulde jeg elske eders Bønder, der hader og
+forfølger mine Trosfæller med blindt Barbari, og som maaske i Morgen
+plyndrer min Faders, en ærlig Haandværkers, Hus og mishandler ham
+brutalt og grusomt, som de har gjort med tusinde andre stakkels, ærligt
+arbejdende Jøder? Jeg kan føle Medlidenhed med eders Bønder paa samme
+Maade, som jeg føler Medlidenhed med en abyssinsk eller malayisk Slave
+eller et hvilket som helst andet uretfærdigt behandlet menneskeligt
+Væsen. Men mit Hjerte slaar ikke for dem, og jeg kan ikke dele eders
+ideelle Syn og latterlige Beundring for dem. Og med Hensyn til det
+saakaldte gode Selskab i de højere Klasser, naa ja, kan man vel føle
+andet end Foragt for saadan nogle elendige Krystere? Nej, der er intet i
+jeres Rusland, der er værd at holde af. Men jeres Nihilister kender jeg,
+og jeg er kommen til at holde af jer, endogsaa mere end af min egen
+Race. Jeg har sluttet mig til jer og betragter eder som mine Brødre; men
+dette er ogsaa det eneste Baand, der binder mig til Rusland. Saa snart
+som vi har faaet Bugt med Czarens Despotisme, udvandrer jeg for
+bestandigt og bosætter mig et Steds i Tyskland.“
+
+„Men tror du ogsaa, at du vil finde noget bedre der?“ spurgte Andrey
+tøvende. „Har du glemt den tyske Pøbels Brutalitet? Og var det kun
+Pøblen alene?“
+
+„Nej!“ svarede David med et Udtryk af dyb Sorg i sine store, smukke
+Øjne. „Men vi Jøder er nu en Gang tilovers iblandt alle Nationer.
+Alligevel er den tyske Arbejder den mest civiliserede og paa Vej til at
+nære bedre Følelser, og Tyskland er det eneste Land, hvor vi ikke føler
+os absolut fremmede.“
+
+Han bøjede sit fine, ædelt formede Hoved og tav.
+
+Andrey var dybt bevæget over Vennens Sorg. Han gik nærmere hen til ham
+og lagde sin Haand blidt paa hans Skulder. Han vilde saa gerne sige ham
+nogle gode Ord, fortælle ham, at de russiske Bønders Raahed kun skyldes
+Uvidenhed, og at de, hvis de kun havde halv saa god en Opdragelse som
+Tyskerne, aldeles ikke vilde være hildede i disse middelalderlige,
+falske Forestillinger. Men Andrey kom ikke til at sige noget af alt
+dette; thi i dette Øjeblik traadte deres lille æblekindede Fører hen
+foran dem og sagde:
+
+„Godnat, mine Herrer!“
+
+„Naa, Hans,“ sagde David. „Vil du allerede forlade os?“
+
+„Ja, Mor bliver ellers urolig for mig. Jeg maa skynde mig at komme
+hjem.“
+
+David tog nogle Skillinger op af Vestelommen, rakte Drengen dem,
+klappede ham paa hans buttede Kind og sagde et Par venlige Ord til
+Afsked.
+
+„Men Grænsen?“ spurgte Andrey. „Skal vi da klare den alene?“
+
+„Grænsen? Den har vi passeret!“
+
+„Hvornaar?“
+
+„For en halv Time siden!“
+
+„Det var mærkeligt! Jeg har ikke set mindste Spor af noget, der kunde
+ligne en Gendarm.“
+
+„Nej, for han har rimeligvis opholdt sig bag den Høj der eller et eller
+andet Sted, hvorfra han ikke kunde se os og vi ikke ham.“
+
+„Det er uhyre elskværdigt gjort af ham,“ bemærkede Andrey med et Smil.
+
+„Det er et meget almindeligt Fif,“ svarede David. „Ingen kan bebrejde
+ham, at han i et givet Øjeblik opholder sig paa et givet Punkt af den
+Strækning, han har at bevogte. For nogle faa Skillinger -- forudsat at
+han kender en -- vil han med den største Fornøjelse opholde sig netop
+det Sted, hvor man ønsker.“
+
+„Men hvis man nu blev forsinket, og han kom frem netop tidsnok til at
+faa Øje paa en, hvad saa?“ spurgte Andrey.
+
+„Saa vilde han hurtig gøre højre om og løbe tilbage til sit Skjulested
+-- det er meget simpelt. Men vi maa skynde os! Lad os gaa lige ind til
+Byen, førend nogen Patrouille faar Øje paa os; thi det vilde næppe blive
+til vort Held. Husk, at vi nu er paa Czarens Grund!“
+
+Hos Foma, hvor hen de straks begav sig, forefandt Andrey sin Vadsæk, som
+den paalidelige Tysker allerede havde besørget dertil. De kom til
+Banegaarden fem Minutter før det pustende og dampende Iltog løb ind paa
+Perronen. Det var et saakaldet Harmonikatog og ydede derved Andrey endnu
+større Sikkerhed; thi velstillede Folk betragtes nu en Gang ikke med
+samme mistroiske Øjne som den store Mængde. Andrey fandt en Kupé, hvori
+der kun sad en ung Mand sovende i det ene Hjørne, med et stort Tørklæde
+viklet om Hovedet. En Gendarm, der gik frem og tilbage paa Perronen,
+hjalp ham høfligt til Rette med hans Vadsæk; endnu et sidste venligt Nik
+fra David, og Toget dampede videre. Andrey følte sig nu for fuldt Alvor
+atter i sit kære Rusland.
+
+
+
+
+IV. KAPITEL.
+
+_Vennerne i St. Petersborg._
+
+
+Da Iltoget kørte ind under det uhyre Glastag paa Stationen i St.
+Petersborg, stod Andrey lænet ud af Vinduet for at spejde efter Georg,
+som han ventede vilde modtage ham her. Perronen var fyldt indtil
+Trængsel af Folk af begge Køn og i alle Aldre, der skulde afhente
+Slægtninge eller Venner, og imellem dem puffede Dragerne sig frem med
+deres Hjulbøre, medens de uundgaaelige Gendarmer med ophøjet Ro bevægede
+sig frem og tilbage. Andrey kunde ikke faa Øje paa Georg og tænkte, at
+han maaske ventede ved Udgangsdøren.
+
+Med sin Vadsæk i Haanden banede han sig Vej igennem Trængslen, da
+pludselig en Haand lagde sig paa hans Skulder, og Lyden af en velkendt
+Stemme fik ham til at vende sig om. Det var Georg; han havde ikke kunnet
+kende ham iblandt Menneskemængden. I de tre Aar, han havde været borte,
+var Georg fra Yngling bleven til Mand, et smukt, bølgende Skæg dækkede
+hans Hage og Kinder. Desuden var han klædt med en Elegance, som stod i
+skarp Modsætning til hans tidligere nihilistiske Ligegyldighed for
+Udseendet.
+
+„Sikken en Laps du er bleven!“ sagde Andrey smilende efter at have
+omfavnet og kysset sin Ven. „Jeg kunde jo slet ikke kende dig igen.“
+
+„Ja, det andet duer ikke! Vi er alvorlige Mænd nu og maa sørge for at
+holde Anseelsen vedlige. Har du nogen Bagage?“
+
+„Nej, kun denne,“ svarede Andrey og pegede paa Vadsækken, som han holdt
+i Haanden.
+
+De gik i Tavshed ud af Stationsbygningen og tog en Droske for at køre
+til Georgs Bolig.
+
+„Naa, fortæl mig saa, hvordan det gaar jer her? Er alle vel?“
+
+„Ja, alle vore Folk har det godt!“ svarede Georg. Hermed mente han
+selvfølgelig, at ingen af Vennerne for nylig var bleven arresteret; et
+almindeligt Spørgsmaal om Helbredet betragtes iblandt de sammensvorne
+som overflødigt.
+
+„Saa kommer jeg jo i en god Tid,“ bemærkede Andrey.
+
+„Naa, ikke ubetinget,“ svarede Georg og gjorde en betegnende Bevægelse
+hen imod Kusken. „Men herom senere.“ En Droske i St. Petersborg er just
+ikke Stedet til at tale om Politik. Andrey nikkede forstaaende og gav
+sig til at betragte de velkendte Gader, som de kørte igennem.
+
+„Hvor det dog er velsignet atter at skumple af Sted i disse græsselige
+Køretøjer!“ sagde han fornøjet. Han havde allerede glemt Rejsen og dens
+Farer og følte sig atter helt paa sin Plads, som et Led af det uhyre
+underjordiske Legeme, der lige for Næsen af Czaren underminerer hans
+Magt og ofte morer sig med at lege Skjul umiddelbart under hans
+Gendarmers og Politimænds Frakkeskøder. Her stod de overalt, disse
+Czarens imponerende Vogtere, med Sværd og Revolver i Bæltet og
+højtidelige Miner. Men Andrey vidste, at de lige saa godt kunde falde
+paa at arrestere Halvdelen af Byens Indvaanere som at antage disse to
+glade og nydelige unge Herrer, der kørte forbi i Drosken, for
+mistænkelige Individer, og det fornøjelige ved Sagen fik ham ganske til
+at glemme den virkelige Fare, som altid laa paa Lur efter dem.
+
+Georg beboede et Par Værelser i Jagarinskaja Gaden med tilstrækkelig
+Plads for to Personer, og de bestemte, at Andrey skulde tage Ophold her,
+indtil han havde fundet en passende Bolig. Det er forøvrigt en Regel
+blandt Nihilisterne, at der aldrig maa bo flere sammen, undtagen naar
+det er absolut nødvendigt for „Forretningen“, for at ikke den enes
+Arrestation skal drage den andens med sig.
+
+Da Andrey havde gjort Toilette efter Rejsen, fulgtes de ad til
+„Hovedkvarteret“, hvor man altid kunde være sikker paa at træffe nogle
+af Kammeraterne; derpaa aflagde de et Par korte Besøg hos dem, der boede
+nærmest, men udsatte forøvrigt al videre Forhandling til den næste Dag.
+De ønskede at have Eftermiddagen og Aftenen for dem selv; der var saa
+meget, de gerne vilde tale om. Andrey havde nok af Spørgsmaal at gøre og
+Georg tilstrækkeligt at fortælle om alle de nye Medlemmer og nye
+Ordninger. Det blev en lang og ivrig Samtale, i hvilken Andrey
+fornemmelig spillede Tilhørerens Rolle.
+
+„Nu kan det være nok med Politik for i Dag,“ sagde Andrey, efter at de i
+fem fulde Timer havde debatteret op og ned. „Fortæl mig noget om dig
+selv, Georg!“
+
+„Ja, hvor skal jeg begynde?“
+
+„Ved Begyndelsen! Jeg véd i Virkeligheden ikke meget om dig -- kender
+dig kun igennem den Smule, du har ladet trykke!“
+
+„Saa kender du alligevel det meste af mig, endskønt det vistnok er meget
+lidt.“
+
+„Har du da ikke skrevet mere end det?“
+
+„Næppe noget af Betydning! Jeg har arbejdet meget i de unges Klub,“
+svarede Georg og gav en kort Beskrivelse af enkelte af Medlemmerne.
+
+„Der er for Resten en ung Pige, som jeg længes efter at forestille for
+dig,“ sagde han og satte sig ned paa Sofaen ved Siden af Andrey. „Hun
+hedder Tatiana Grigorievna Repina og er Datter af den bekendte Advokat.
+Hun er en ualmindelig interessant ung Pige!“
+
+„Du har en sjælden Evne til at opdage interessante og ualmindelige
+Personligheder, især blandt de unge Piger,“ sagde Andrey smilende.
+
+„Der er Egenskaber, der er saa haandgribelige, at man ikke kan være i
+Tvivl om dem, og det er netop Tilfældet med Tania Repina. Hun er
+virkelig en af de interessanteste Karakterer, jeg har truffet.“
+
+„Og ung og smuk, kan jeg tænke,“ sagde Andrey drillende.
+
+„Hun er nitten Aar,“ svarede Georg med en let Rynken af Panden.
+
+„Bliv ikke vred! Jeg mente intet ondt dermed,“ sagde Andrey formildende,
+og Georg, hvis Vrede aldrig varede længe, begyndte nu en længere,
+begejstret Beskrivelse af Tanias mange legemlige og aandelige Fortrin.
+Andrey hørte efter med et noget tvivlende, men meget sympatisk Smil; han
+var vis paa, at de ni Tiendedele kun eksisterede i Georgs Fantasi. Georg
+havde et blødt Hjerte, men en mærkelig Mangel paa Mellemtoner i de
+menneskelige Følelsers Skala, og gik over for sine Kammerater enten til
+den ene Yderlighed eller til den anden, enten til den allerhøjeste
+Beundring eller fuldstændig Ligegyldighed. Han blev derved ofte vildledt
+af sine Sympatier, og man kunde ikke stole paa hans Dom, omendskønt han
+selv troede, at han var en stor Menneskekender. Men Andrey, som selv var
+en sikker Iagttager, elskede netop dette Træk hos Vennen og var glad ved
+at se, hvor uforandret han var.
+
+„Ja!“ udbrød han leende, „Du maa endelig føre mig sammen med din unge
+Veninde! Hvis blot Halvdelen af det, du har fortalt, er sandt, maa hun
+jo være sit Køns Vidunderblomst! Hvor kommer du sammen med hende?“
+
+„I Regelen i Klubben -- men ogsaa hos hendes Far, -- jeg kommer der med
+Zina. Han er ikke bange for at modtage „Ulovlige“ i sit Hus. Jeg tror,
+at du helst skal lære hende at kende i hendes Hjem.“
+
+Andrey var af samme Mening; han var desuden nysgerrig efter at lære
+Repin at kende og udtalte sin Glæde over, at saadan en gammel Bureaukrat
+var paa deres Side.
+
+„Det er jeg nu ikke helt vis paa, han er,“ svarede Georg. „Jeg kan ikke
+rigtig gøre mig hans Standpunkt klart. Men Zina kender ham bedre, og hun
+sætter ham meget højt. Sagen er, at han i forskellige vanskelige
+Situationer har vist sig meget rundhaandet over for os.“
+
+Han fortalte et Par Eksempler, som tydelig viste, at Repins Sympati for
+Ligaen maatte være mere end almindelig Interesse.
+
+„Han maa være en rig Mand,“ bemærkede Andrey.
+
+„Ja, det er han,“ svarede Georg. „Men for Resten er jeg ikke sikker paa,
+at alle disse Penge altid udelukkende kommer fra ham selv. Tania er
+ogsaa rig og vil faa en stor Formue, naar hun bliver myndig -- en
+mødrene Arv, saa vidt jeg ved. Zina har fortalt mig noget derom, men jeg
+husker ikke hvad. Hun selv vil være en langt værdigere Akkvisition for
+vor Sag end alle hendes Penge,“ sluttede han i en blød, drømmende Tone.
+
+Andrey saa hen paa ham, men fangede ikke Vennens Blik; det stirrede
+aandsfraværende ud i Rummet.
+
+„Hm!“ mumlede Andrey for sig selv og besluttede at gribe den første den
+bedste Lejlighed til at lære denne mærkelige unge Pige at kende.
+
+Med den Frihed, der i Rusland hersker i Forholdet mellem unge Mennesker
+af begge Køn, behøver en ung Mands Beundring eller Hengivenhed for en
+ung Pige ikke altid at betyde noget særligt: de vedbliver at være Venner
+og ikke mere. Og for et saa ekstravagant Hoved som Georgs kan Venskabets
+Grænser sættes meget vidt; men alligevel var der noget i hans Blik og
+Stemme, der syntes at tyde paa en hel Del mere og gjorde Andrey bekymret
+for Vennen. Thi selv om Andrey ikke hørte til de Nihilister, der
+principielt proklamerer, at en Revolutionist aldrig bør elske nogen
+Kvinde, var han dog af den Overbevisning, at jo længer man kan holde sig
+borte fra den Slags Dumheder, des bedre, og han mente ikke, at der var
+nogen Anledning til at lykønske Georg, fordi han netop paa dette
+Tidspunkt var falden for denne Fristelse, tilmed da hans udvalgte, efter
+alt hvad han forstod, tilhørte en hel anden Klasse Mennesker end den, de
+færdedes iblandt.
+
+
+Der var hengaaet tre Uger, og endnu havde Andrey ikke haft Lejlighed til
+at besøge Repin. Zina var i Mellemtiden kommen hjem fra Dubravnik og
+havde bragt saa daarlige Efterretninger med sig, at alle -- hun selv og
+Andrey indbefattet, -- var nødte til at indrømme, at ethvert Forsøg paa
+at befri Boris for Øjeblikket vilde være haabløst. Zina ønskede at tale
+med Repin om Sagen og opfordrede Andrey til at følge hende derhen.
+Andrey beboede nu sine egne Værelser i Pesky, ikke langt fra Zina, saa
+at de meget nemt kunde mødes. Det kom Georg meget tilpas, at den unge
+Kone vilde ledsage Vennen til Advokatens Hus; thi han selv kunde saa gaa
+lidt tidligere end de andre. Klokken seks præcis, da han vidste, at
+Familien var færdig med at drikke Eftermiddagskaffen, stod han uden for
+den elegante Lejlighed, som Repins beboede i Konushennaia-Gaden. Han
+trykkede paa den elektriske Klokke og havde næppe faaet spurgt, om
+Familien var hjemme, førend han hørte hurtige Trin, og Tania stod foran
+ham, smilende og med udstrakt Haand. Det var en Brunette med store,
+mørke Øjne under sorte, kraftige Øjenbryn og en fint formet, noget stor
+Mund. Hun havde et livligt, ualmindeligt Ansigt, ikke absolut smukt, men
+overordentlig indtagende, især naar hun smilede.
+
+„Er det kun Dem?“ sagde hun i en Tone, der fingerede Skuffelse.
+
+„Ja, kun mig, Tatiana Grigorievna! Men De behøver ikke at fortvivle,
+de andre kommer straks efter.“
+
+Hun førte ham ind i Spisestuen, hvor hendes Fader -- en høj og
+graaskægget Herre oppe i Fyrrerne -- befandt sig tilligemed en yngre
+Mand i Fløjls Frakke og med langt, nøddebrunt Haar; han lignede en
+Kunstner. Det var Nicolas Petrovich Krivoluzky, Lærer ved en af
+Petersborgs lærde Skoler og intim Ven af Repin.
+
+Efter at de sædvanlige Hilsener var udvekslede, optog de to Herrer igen
+deres afbrudte Samtale, og Tania bad Georg fortælle hende, hvilke
+Spørgsmaal der var blevne debatterede ved Klubbens sidste Møde, som hun
+desværre havde været forhindret fra at overvære. Georg gav en kort
+Beretning derom og spurgte saa paa sin Side, om hun allerede havde gjort
+sine Uddrag af den Bog, som hun ved næste Møde skulde forklare for dem.
+
+„Ja, jeg har! Men jeg finder det selv saa slet gjort, at jeg aldeles
+ikke tror, jeg kan læse det op. Jeg ærgrer mig over, at jeg ikke har
+valgt et lettere Tema.“
+
+„Enhver Begyndelse er vanskelig,“ sagde Georg. „Men det er nok bedre,
+end De selv tror. Vil De lade mig se det?“
+
+„Ja, gerne! Men jeg er vis paa, at De ikke finder det en Smule bedre,
+end jeg selv gør.“
+
+Hun førte ham ind i sit Værelse, hvor der paa et nydeligt lille
+Skrivebord laa et sirligt skrevet, omhyggeligt sammenhæftet Manuskript
+med bred Margen. Hun rakte ham det.
+
+Georg tog en Blyant op af Lommen og satte sig straks til at læse uden at
+sige et Ord, som en Mand, der er vant til at læse Korrektur.
+
+Tania satte sig lige over for ham paa en Stol, stum som en Fisk, og
+iagttog i ængstelig Spænding hans Ansigt. Hun var bange for, at han
+skulde finde hende frygtelig dum, naar han læste hendes første Forsøg i
+literær Retning.
+
+De havde kun kendt hinanden nogle faa Maaneder; men tilstrækkelig længe
+til at blive gode Venner, og den unge Piges Tilværelse havde aldrig
+været saa rig og mangesidet som nu, efter at hun havde truffet Georg.
+For flere Aar tilbage, da Zina var kommen ud af Fængslet, havde hun
+fuldstændig vendt op og ned paa Tanias Tanker, idet hun aabenbarede en
+hel ny Verden for hende; men Tania havde den Gang kun været et Barn, og
+den nye Verden forfærdede hende lige saa meget, som den interesserede
+hende. Nu begyndte hun at se mere klart og var kommen til at holde af
+Zinas Venner, som hun efterhaanden havde lært at kende. Ved et af
+Møderne havde hun truffet Georg, og det varede ikke længe, førend han
+spillede Hovedrollen i hendes aandelige Liv.
+
+Naar den unge Pige lyttede til hans Ord, følte hun sig til Mode, som om
+nye Kræfter rørte sig i hende. Georg smigrede hende ikke, ja, sagde
+hende ikke en Gang en almindelig Kompliment, men talte med hende som med
+en god Ven, idet han alvorligt drøftede Klubbens Anliggender med hende.
+Tania var glad og taknemmelig over, at en Mand, der stod saa langt over
+det almindelige Niveau, vilde give sig saa alvorligt af med hende, og
+Georg var i hendes Øjne Ridderen uden Frygt og Dadel, der kæmpede for en
+ædel Sag og satte Livet ind paa den. At der kunde være noget andet end
+Venskab i Georgs Følelser, faldt hende ikke ind. Smuk og rig, som hun
+var, havde hun Tilbedere nok; men Georg var i sin Maade at være paa over
+for hende saa ulig disse som vel muligt, og ikke mindst af den Grund var
+hans Selskab hende saa behageligt.
+
+Hun følte sig ganske let om Hjertet, da Georg, efter at have gennemlæst,
+hvad hun havde skrevet, erklærede, at det langt fra var daarlig gjort,
+og derpaa med sin Blyant foreslog forskellige Omskrivninger og
+Forkortelser, som yderligere vilde forbedre det.
+
+De var midt i dette Arbejde, da Zina og Andrey traadte ind.
+
+Ved Synet af den unge Kone glemte Tania baade Manuskriptet og Georg i en
+Følelse af overstrømmende Medlidenhed med sin ulykkelige Veninde. Hun
+vidste, hvor inderligt Zina elskede Boris, og det var første Gang, hun
+saa hende efter Hjemkomsten fra Dubravnik. Med et ængsteligt spørgende
+Blik i de store, udtryksfulde Øjne fo’r hun hen til Veninden og
+omfavnede og kyssede hende med ægte ungpigeagtig Overdrivelse. Men den
+unge Kones billedskønne Ansigt var fuldstændig roligt og behersket, og
+den, der i dette Øjeblik saa de to Kvinder, vilde tro, at Tania var den
+ulykkelige og den anden den, der i medfølende Deltagelse bøjede sig over
+hende for at yde hende Trøst. Zinas dybe, graa Øjne mødte klart og
+roligt Venindens ængstelig bedrøvede Blik, og ingen Sky var synlig paa
+den fint formede Pande, indrammet af en bølgende Linie smaa nydelige
+Krøller. Hendes lyse Smil viste, hvor glad hun var ved Venindens
+Modtagelse.
+
+Tania var beroliget; det var ikke særlig vanskeligt at opnaa det; thi
+Sorgen passer nu en Gang ikke for Ungdommen.
+
+„Og hvorledes gaar det Grigory Alexandrovitsch?“ spurgte Zina. „Han er
+vel hjemme?“
+
+„Ja, Far er inde i Stuen med Krivoluzky. Vi flygtede herind for ikke at
+forstyrre dem med vor Passiar,“ svarede Tania. „Men nu, da vi er i
+Majoritet, kan vi vel nok vove at bryde ind til dem.“
+
+Georg forestillede Andrey.
+
+„Det er min Ven, og jeg beder Dem om at holde af ham, Tatiana
+Grigorievna!“ sagde han.
+
+„Jeg lover Dem at forsøge derpaa,“ svarede den unge Pige og rakte Andrey
+Haanden med paafaldende Ynde.
+
+De fandt Advokaten og hans Gæst inde i Arbejdsværelset, indhyllede i en
+Sky af Tobaksrøg.
+
+Andrey blev forestillet under Navn af Petroff, omendskønt Repin saa vel
+som Krivoluzky -- der udelukkende var kommen for at se ham -- meget godt
+vidste, hvem han var.
+
+Den gamle Advokat tog hjerteligt imod Andrey. Iblandt de ældre
+Emigranter i Schweiz var der flere af hans Ungdomsvenner, som han
+længtes efter at faa lidt Oplysning om, og Andrey var i de fleste
+Tilfælde i Stand til at tilfredsstille hans Nysgerrighed, da han enten
+personlig kendte dem eller i hvert Fald havde hørt dem omtale.
+
+Samtalen blev snart almindelig. Repin havde været i Schweiz samtidig med
+Herzen og fortalte sine Oplevelser fra den Tid.
+
+„Hvilken pinlig Overgang maa det dog være for Dem,“ sagde han, henvendt
+til Andrey, „efter saa lang Tids fuldstændig Frihed at komme tilbage til
+dette ulykkelige Land, hvor man ikke kan aabne Munden uden at risikere
+at blive taget i Nakken af en Gendarm.“
+
+„Ja, De har Ret, Overgangen er stor; men jeg føler det dog ikke som
+noget pinligt -- tvært imod, jeg befinder mig bedre her end der,“
+svarede Andrey.
+
+Repin rystede tvivlende paa Hovedet. Synet af denne unge, blomstrende
+Mand, der var rejst saa langt for at komme til denne By -- som var fuld
+af Spioner og Politi -- for rimeligvis her at ofre Livet for et
+Drømmebilleds Skyld, fyldte hans Hjerte med Medlidenhed og tillige med
+en Slags Selvbebrejdelse. Han saa paa ham og hans to Venner og rystede
+atter paa Hovedet.
+
+„Nej, sig ikke det! Altid at leve i Angst, aldrig at føle sig sikker et
+Øjeblik paa Dagen -- og at vækkes om Natten ved den mindste Larm med den
+Tanke, at ens sidste Time er kommen -- aa, det maa være forfærdeligt!“
+sagde han.
+
+Den brave Mand talte med saa megen Alvor og var selv saa greben af det
+Billede, han udmalede for dem, at de af hans Tilhørere, hvem det mest
+berørte, brast i Latter.
+
+„Jeg beder om Forladelse!“ sagde Andrey undskyldende. „Men De maler med
+meget for stærke Farver.“
+
+Repin følte sig ikke i mindste Maade fornærmet, men derimod, som en
+Iagttager af den menneskelige Natur, stærkt interesseret; thi dette
+uvilkaarlige, hjertelige Latterudbrud var for ham mere overbevisende end
+mange Argumenter.
+
+„De vil vel ikke bilde mig ind, at De slet ikke ænser de Farer, der
+truer Dem?“ spurgte han og saa sig forbavset om i Kredsen.
+
+Zina, som sad nærmest ved ham, og paa hvem hans Øjne særlig hvilede, som
+om Spørgsmaalet fornemmelig gjaldt hende, svarede, idet en let Sky et
+Øjeblik formørkede hendes Pande:
+
+„Faren møder os for ofte, Grigory Alexandrovitsch, man vænner sig til
+sidst til alt og sløves efterhaanden -- desværre!“
+
+Det var som Følge af en utilgivelig Ligegyldighed, at hele
+Dubravnik-Tragedien -- som Boris var indviklet i -- havde fundet Sted.
+
+Uagtet den unge Kone hvert Øjeblik paa Dagen følte sin store Sorg i dens
+videste Udstrækning, var det dog ikke muligt at tage hendes ydre Ro for
+kun at være en Maske. Enhver Tone i hendes Stemme, enhver Linie i dette
+smukke, lyse Ansigt udtrykte en saadan Sanddruhed, at selv hendes
+Stoicisme maatte være naturlig og ikke paataget. I den Verden, hvori
+Zina levede, vil der iblandt tre Personer i det mindste altid være én,
+hvis Hjerte sønderrives af en lignende Sorg som hendes. Livet vilde for
+disse Mennesker være en ren Umulighed, og deres Gerning vilde
+fuldstændig gaa i Staa, hvis de ikke tillod sig et Øjebliks Sorgløshed
+og drog Omsorg for at holde deres Nerver i Orden.
+
+Forøvrigt var Zina ikke meget talende denne Aften, men tog dog paa en
+naturlig, ligefrem Maade Del i Samtalen og hjalp Andrey i hans
+Bestræbelser for at bibringe Repin et mere naturtro Billede af en
+„Ulovligs“ Tilværelse. Hun lo, da Georg søgte at bevise, at „de
+Ulovlige“ i Rusland er de eneste, som, i hvert Fald til Tider nyder fuld
+Beskyttelse af Loven.
+
+„Tag for Eksempel Dem selv!“ sagde han til Advokaten. „Er De vis paa, at
+Politiet ikke endnu i denne Nat bryder ind hos Dem? De har afskediget en
+af Deres Fuldmægtige for Bedrageri; hvem véd, om han ikke hævner sig ved
+at angive Dem som en, der huser Terrorister? Eller De har sagt et eller
+andet imod Regeringen, og beredvillige Sjæle indberetter det til Tredje
+Afdeling. De har maaske for flere Aar tilbage skrevet nogle lignende
+Udtalelser til en Ven, som først nu bliver arresteret, og Deres Brev
+findes hos ham. Eller har De maaske i Virkeligheden ikke gjort noget af
+alt dette?“
+
+Repin maatte tilstaa, at han var skyldig i sligt.
+
+„Saa er det jo en utilladelig Sorgløshed fra Deres Side at sove roligt,“
+vedblev Georg. „Hvem véd, De bliver maaske arresteret i Nat og befinder
+Dem i Morgen paa Vejen til Archangel eller til et andet endnu fjernere
+og mere ubehageligt Sted.“
+
+Den gamle Jurist svarede smilende, at han ikke haabede, noget saadant
+vilde ske, men at han selvfølgelig ikke kunde være sikker derpaa.
+
+„Men det kan vi!“ udbrød Georg. „Alle vore Synder bliver vaskede af os,
+naar vi kaster vore Pas i Ovnen og anskaffer os et nyt -- forudsat, at
+det er et godt, og at vi holder Øjnene aabne. Vi har det saamænd rigtig
+godt. Jeg fejrer nu snart den fjerde Aarsdag for min „ulovlige“
+Eksistens.“
+
+„Saa lever du den ene Halvdel paa en andens Bekostning!“ sagde Andrey.
+„Thi man har beregnet, at de „Ulovlige“ gennemsnitlig kun lever to Aar.“
+
+„Ja, men de kunde i det mindste forlænge denne Frist til tre Aar, hvis
+de bare vilde være lidt raskere til at skifte Pas,“ svarede Georg.
+
+I dette Øjeblik blev der meldt, at Teen var serveret, og alle rejste sig
+for at gaa ind i Spisestuen.
+
+„Zanaida Petrovna!“ sagde Repin, „vær saa venlig at skænke mig et
+Øjeblik. Der er noget, jeg gerne vil tale med Dem om. Tania!“ tilføjede
+han henvendt til Datteren, „send os vor Te herind!“
+
+Han vilde have at vide af Zina, hvorledes det i Grunden forholdt sig med
+hendes Mand, for hvem han nærede stor Interesse -- og spørge hende, om
+han ikke paa en eller anden Maade kunde være hende behjælpelig.
+
+Zina gættede straks, hvad han vilde; der var desværre ikke meget at
+fortælle om hendes egne Affærer, som der for Øjeblikket ikke kunde gøres
+noget ved; men hun ønskede hans Hjælp i andre Sager. Der var de to
+Søstre Polivanov, som Politiet ikke var utilbøjeligt til at slippe fri
+imod Kaution, da man under deres to Aars Fangenskab ikke havde kunnet
+finde noget graverende Vidnesbyrd imod dem. Man havde overdraget Zina at
+ordne denne Sag, og da begge Søstrenes Helbred var stærkt nedbrudt,
+gjaldt det saa hurtigt som muligt at finde gode Kautionister. Repin
+maatte tage én af Søstrene paa sin Kappe; men han maatte ogsaa sørge for
+at skaffe en Kautionist til den anden.
+
+Der var for Resten endnu en anden Sag, som Zina ønskede at tale
+med Repin om; han maatte, hvis det var ham muligt, igennem
+Statsmyndighederne skaffe hende at vide, hvad der var blevet af de
+dømte fra det sidste politiske Forhør -- de, som hemmelig bliver bragt
+bort, uden at nogen faar at vide hvorhen.
+
+
+Inde fra Spisestuen lød Latter og muntre Stemmer. Georg skændtes med
+Krivoluzky om dennes Yndlingspaastand, at der ikke var noget Haab for
+Arbejder-Bevægelsen i Rusland, førend de russiske Bønder ved en
+fuldstændig Omvæltning var blevne forvandlede til ejendomsløse
+Proletarer under Kapitalisternes Aag.
+
+Georg var en glimrende Modstander i en Debat; hans utrolige Hukommelse
+gjorde, at han huskede hvert Ord, som Opponenten havde ytret, hvor lang
+hans Tale end maatte have været. Tania og Andrey var Tilhørere;
+i Begyndelsen havde Andrey vel af og til med et Par Ord givet sin Mening
+til Kende; men hans Interesse slappedes hurtigt; han havde meget lidt
+eller slet intet af den brændende Lyst til Debatter, som er saa
+almindelig hos Russerne, og han var glad, da Zina og Værten viste sig i
+Døren.
+
+„Naa, hvor langt er I saa?“ spurgte Advokaten de to stridende. „Er
+Ruslands Skæbne afgjort, eller er der endnu nogle Punkter svævende?“
+
+Man lo, og Passiaren blev nu almindelig.
+
+Lidt efter brød Zina op. Tania forsøgte at holde hende tilbage og bad
+Andrey hjælpe sig dermed.
+
+„Vil De virkelig af Sted, Zina? Det er jo tidligt endnu!“ sagde han.
+
+„Jeg maa gaa. Jeg har et Ærinde at besørge.“
+
+„Det kan du gøre i Morgen -- bliv nu lidt her hos os!“ sagde Tania og
+smøg sig kælent som en lille Kattekilling op ad hende. Zina lo med denne
+korte, klare Latter, som klædte hende saa fortryllende.
+
+Venindens Opfordring forekom hende saa urimelig, thi det Ærinde, hun
+havde, var at møde Klokken halv elleve præcis i Bascow Alleen for at
+tage imod Brevene fra de politiske Fanger i Ravelinerne. Det var
+Fæstningens Fangefoged, der bragte hende dem.
+
+„Nej, min søde Pige,“ sagde hun og kyssede Tania. „Mit Ærinde kan ikke
+opsættes til i Morgen -- hvis det kunde det, var jeg bleven uden
+Opfordring.“
+
+Endnu i Døren vendte hun sig med et Smil, og det var, som om alt i Stuen
+blev mere dagligdags, da hun var forsvunden. Stor Ulykke, baaren med
+Værdighed og Mod, har en egen Evne til at indvirke forædlende paa
+Omgivelserne.
+
+„Har De kendt Zinaida Petrovna længe?“ spurgte Andrey den unge Pige.
+
+„Jeg traf hende straks, efter at hun var kommen ud af Fængslet; men det
+er først, efter at hun har bosat sig her i St. Petersborg, at jeg rigtig
+har lært hende at kende og ved, hvilken sjælden Kvinde hun er,“ svarede
+Tania begejstret.
+
+„Jeg vil rimeligvis ikke faa Lejlighed til at træffe Dem saa ofte,
+Tatiana Grigorievna, men alligevel kom jeg her i Aften med det Haab, at
+det maatte lykkes mig at blive Deres Ven!“ sagde Andrey. „Jeg haaber
+ikke, at De føler Dem krænket derved.“
+
+„Aa nej, tvært imod!“ svarede den unge Pige alvorligt.
+
+„Tak,“ sagde Andrey. „De er nemlig langtfra fremmed for mig -- jeg
+synes, jeg har kendt Dem længe, førend jeg har set Dem. Georg har talt
+saa meget og saa begejstret om Dem!“
+
+Tania rødmede og ærgrede sig over sig selv.
+
+„Vil De tillade mig at tale med Dem, som om vi var gamle Venner?“
+vedblev han.
+
+„Ja,“ svarede hun, „ogsaa jeg har hørt meget om Dem, men fra mange
+forskellige Sider, saa mit Indtryk af Dem har den Fordel ikke at være
+ensidigt.“
+
+Andrey begyndte nu at spørge hende om, hvad hun især beskæftigede sig
+med, om hendes politiske Anskuelser og Interesser. Hans Spørgsmaal
+forvirrede hende undertiden, men var hende dog ikke imod, og efter et
+Kvarters Forløb følte hun det, som sad hun over for en gammel Ven.
+
+Georg kom hen til dem, men trak sig snart igen tilbage. Han vilde saa
+gerne have, at de to skulde blive Venner, og vilde derfor give dem
+Lejlighed til en lang, uforstyrret Samtale; selv nøjedes han med i
+Frastand at betragte den unge Pige, medens han dog hurtig saa bort, naar
+han mødte Andreys let drillende Blik.
+
+Da Klokken manglede et Kvarter i tolv -- henad den Tid, hvor man er mest
+„usikker“ -- brød Andrey og Georg op og forlod Advokatens Hus.
+
+Tania trak sig tilbage til sit Værelse med en behagelig Følelse af at
+have tilbragt en god Aften. Hun afførte sig sin elegante Kjole -- alt
+for elegant for en Pige med hendes Anskuelser. Georg havde ofte ivrig
+bebrejdet hende hendes Sans for kostbare Toiletter. Hun blev længe
+siddende foran sit Spejl, i Færd med at ordne det svære, sorte Haar for
+Natten. Hun var opfyldt af Tankerne paa sin nye Ven; det smigrede hendes
+Forfængelighed, at en Mand som Kojukhov havde vist hende saa megen
+Interesse.
+
+Repins Gadedør havde næppe lukket sig bag de to Venner, førend Georg
+greb Andreys Arm og spurgte, hvad han saa syntes om Tania. Vennen
+svarede temmelig reserveret, at han syntes godt om hende; hans rolige
+Svar irriterede den begejstrede Georg, som dybt krænket fortsatte sin
+Vej i Tavshed. Det varede imidlertid ikke længe, førend han igen
+begyndte en af sine glødende Lovtaler over den unge Pige, og Andrey
+spillede atter mere eller mindre Tilhørerens Rolle, indtil hans
+Opmærksomhed pludselig blev optagen af noget helt andet.
+
+Han havde længe hørt Fodtrin bag dem, som forekom ham mistænkelige.
+Snart lød Trinene støjende, snart igen listende, men altid i samme
+Afstand; de blev efter al Sandsynlighed forfulgt af en Spion. Andrey
+sagde først intet til Georg, da han frygtede, at Vennen i sin Ophidselse
+uvilkaarlig vilde vende Hovedet for at se efter Manden, og dette vilde
+faa Spionen til at tro, at de vidste Besked.
+
+Han greb derfor sin Ven under Armen og fremskyndede sine Skridt, som om
+han i Talens Hede uvilkaarlig gik hurtigere til. Trinene bagved fulgte i
+samme Tempo. Andrey fortsatte Eksperimentet ved atter at sagtne sin Gang
+-- samme Resultat. Nu vidste han bestemt, at det var en Spion, men han
+vidste ogsaa, at de ikke var blevne forfulgte førend længe efter, at de
+var kommen ud fra Repins, det var altsaa ganske tilfældigt -- rimeligvis
+et Par Ord af mistænkelig Karakter, som Manden havde opsnappet, idet de
+gik forbi ham. Sagen var saaledes ikke særlig farlig; men de maatte dog
+se at blive fri for ham, især da de nu nærmede sig til Georgs Bolig.
+
+„Vend dig ikke om -- gaa roligt videre,“ hviskede han til Vennen, „der
+er en Spion efter os. Paa Hjørnet af Kosoistrædet skilles vi, og jeg
+tager ham paa min Kappe alene. Der er et godt Stykke længere til mit
+Hus.“
+
+„Jeg er med!“ svarede Georg og nikkede.
+
+De var snart efter ved det Sted, hvor de skulde skilles. Georg gik,
+Andrey tog et Par Skridt, men standsede saa for at tænde en Cigar. Nu,
+da han saa Mandens Ansigt, var enhver Tvivl forsvunden, i dets Træk stod
+tydeligt hans Profession skrevet: han havde et eget forskræmt og spændt
+Udtryk, som han forgæves søgte at skjule under en ligegyldig, skødesløs
+Mine. For Resten var det en høj, stiv Skikkelse med store røde Hænder og
+gult Haar og Skæg.
+
+Spionen, som nu maatte gøre sit Valg, hvilken af de to han vilde følge,
+standsede raadvild et Øjeblik. Andrey var den ældste og smigrede sig med
+at se langt mere værdig og alvorlig ud end Georg; han var vis paa, at
+Manden vilde vælge ham.
+
+Rimeligvis vilde han ogsaa have gjort det; men Andrey fik ikke straks
+Ild i sin Tændstik, og Spionen, som blev gjort usikker ved denne Tøven,
+gjorde pludselig kort omkring og gav sig til at følge efter Georg.
+Andrey havde selvfølgelig forudset denne Mulighed og slog straks ind i
+samme Gade. At have en Fjende foran og en anden bag sig i et snævert,
+øde Stræde er en højst ubehagelig Situation, og selv den modigste Spion
+vil næppe holde den ud mere end nogle faa Minutter. Fyren standsede da
+ogsaa ganske rigtig for at læse en Teaterplakat, der var opslaaet paa en
+Mur. Andrey gik roligt forbi ham, fredeligt rygende paa sin Cigaret, og
+da han var kommen en Snes Skridt bort, hørte han atter Fodtrinene bag
+sig. Det var det, han havde ventet. Han gik langsommere end Georg, som
+en Mand, der er paa Udkig efter en Droske, og Vennen fik derved et
+betydeligt Forspring og var snart forsvunden om et Hjørne. Andreys Plan
+var den, at lade Spionen følge efter sig igennem flere afsides liggende
+Gader og saa at se at faa fat i en Vogn, som han vilde give Ordre til at
+køre til et eller andet langt borte liggende Sted; men han blev sparet
+for denne Udgift, Skridtene bag ham lød fjernere og fjernere og hørtes
+til sidst ikke mere. Da Manden forstod, at han var opdaget havde han af
+sig selv opgivet Forfølgelsen. Andrey var snart efter hjemme, laasede
+omhyggeligt Dørene og forvissede sig om at Revolver og Dolk, som han
+altid bar i sit Bælte, var i god Orden.
+
+
+
+
+V. KAPITEL.
+
+_Tania vinder sine Sporer._
+
+
+Georgs spøgefulde Bemærkning om Advokat Repins urolige Søvn syntes at
+skulle have været et ildevarslende Omen; thi næppe var hans to farlige
+Gæster ud af Døren, førend Gendarmerne viste sig.
+
+Repin var ingen Kujon; men hans Blod stivnede, da Mændene i den forhadte
+blaa Uniform traadte ind i hans Stue. Hans første Tanke var, at de to
+unge Mænd var blevne arresterede uden for paa Gaden, og at hans Hus i
+den Anledning skulde undersøges. Men Gendarmernes første Ord beroligede
+ham i saa Henseende. Det uvelkomne Besøg skyldtes en eller anden lettere
+Mistanke, hvis Begrundelse han ikke blev klog paa, og at det netop skete
+i Aften, var kun en Tilfældighed. Advokaten aandede friere; for hans
+eget Vedkommende havde han intet særligt at befrygte.
+
+Politiet ransagede Huset, men fandt intet kompromitterende. Klokken tre
+om Morgenen gik de igen. Som Følge af Repins høje sociale Stilling blev
+han ikke arresteret, men maatte kun aflægge en højst ubehagelig Visit
+paa Politikammeret for at besvare en Del nærgaaende og taabelige
+Spørgsmaal.
+
+Man lod ham i Fred; men det skuffede Politi vedblev at bevogte hans Hus.
+Denne Omstændighed kunde have skæbnesvangre Følger for alle, især hvis
+man blev opmærksom paa Zinas og Georgs ret hyppige Besøg. Det var
+nødvendigt saa hurtigt som muligt at underrette dem om det passerede, og
+Tania blev allerede næste Morgen sendt af Sted for at advare Vennerne.
+
+Hun begav sig paa Vandring med al den Ophidselse, som en ung Pige
+uvilkaarligt føler, naar man for første Gang har betroet hende en
+alvorlig og farefuld Mission.
+
+Eftersom deres Hus blev bevogtet, var det mere end rimeligt, at hver
+enkelt af dets Beboere vilde blive fulgt, naar de gik ud. Hun var i den
+dødeligste Angst for, at hun, i Stedet for at advare, skulde føre
+Spionerne lige ind til dem. Hvorledes skulde hun undgaa at blive
+forfulgt? Hun iførte sig en Dragt, der var noget forskellig fra den, hun
+plejede at bære, og traadte ud paa Gaden i det Øjeblik, da den
+mistænkelige Mand henne paa Hjørnet var forsvunden for at aflægge en af
+sine korte Visitter paa Politistationen. Men hvem kunde vide? Maaske
+stod der bag Gardinerne i hint Vindue ovre paa den anden Side af Gaden
+en anden Spion, som havde set hende og signaliserede til den første, saa
+snart han var vendt tilbage? Hun skyndte sig ned ad Gaden, forfulgt af
+de Gøglebilleder, hendes Hjerne fostrede. Eller hvad garanterede hende
+for, at hin gamle, værdigt udseende Dame, som gik i samme Retning som
+hun, ikke var en Spion? Men den gamle Dame drejede om det første Hjørne
+og gik hen ad Nevsky-Kvarteret til, uden saa meget som at se paa den
+unge Pige. Det var altsammen meget godt; men det kunde være et
+Krigspuds, og den forklædte Spion kunde have givet et Vink til en anden,
+som skulde fortsætte Forfølgelsen! Eller hvis hun virkelig tog fejl i
+denne Formodning, var hun da sikker paa, at ikke en virkelig Spion
+fulgte efter hende i nogen Afstand?
+
+Den stakkels Pige var fuldstændig raadvild og lige ved at tabe Hovedet,
+da det pludselig faldt hende ind, at en Slægtning af hende boede i et
+Hus i Liteinaia, som stod i Forbindelse med Mokhovia Gaden ved en smal
+Gennemgang. Selv paa den travleste Tid af Dagen blev denne Passage kun
+benyttet af meget faa Mennesker, og nu saa tidligt paa Formiddagen vilde
+den rimeligvis være helt øde. Dersom hun kom igennem denne Gyde uden at
+have nogen bag sig, kunde hun være temmelig sikker paa at være
+undsluppen Tredje Afdelings Blodhunde.
+
+Dette Eksperiment var saa simpelt, at hun undrede sig over ikke at være
+falden paa det. Hun tog en Vogn til Liteinaia og havde den
+Tilfredsstillelse at mærke, at hun ikke blev fulgt af nogen anden Vogn.
+Det var hendes Hensigt at opsøge Georg i hans Bolig. De aktive
+sammensvorne holder deres private Adresser meget hemmeligt, og som Regel
+kender kun Kollegerne dem, men Georg havde gjort en Undtagelse over for
+Tania. Hun vidste hvor han boede, og havde allerede besøgt ham nogle
+Gange i hans Hule. Den russiske Omgangstone tillader en saadan Frihed
+mellem unge Mænd og Kvinder. Hun lovede Kusken en Drikkeskilling, hvis
+han vilde køre hurtigt, og ti Minutter efter holdt hun ved Indgangen til
+den omtalte Gyde. Den var ikke helt øde, idet to Vaskerkoner, der bar en
+stor Kurv imellem sig, netop i dette Øjeblik drejede ind i den. Men
+Tania var nu tilstrækkelig rolig til ikke at mistænke disse to Kvinder
+for at staa i nogen som helst Forbindelse med Tredje Afdeling. Hun
+fortsatte sin Vej til Fods.
+
+Næsten i samme Øjeblik, hun ringede paa Georgs Dør, blev den aabnet. Han
+var hjemme og modtog den uventede Gæst med et Glædesudbrud.
+
+„Hvilken god Vind har dog ført Dem her hen, Tatiana Grigorievna?“ sagde
+han. „Mine bedste Venner er i Dag samlede under mit Tag, vi savnede kun
+Dem!“
+
+I sin overstrømmende Glæde gav Georg hende ikke Tid til at faa indført
+et eneste Ord, men trak hende gennem Forstuen ind i sit Arbejdsværelse,
+hvor hun fandt Andrey og en høj, smuk Dame, som hun ikke før havde set.
+
+Det var Helene Zubova, der lige var kommen fra Schweiz.
+
+De to unge Piger blev forestillede for hinanden, og Tania fandt nu
+endelig Anledning til at fortælle, hvorfor hun var kommen.
+
+Meddelelsen om det natlige Besøg i Advokatens Hus gjorde et stærkt
+Indtryk paa Vennerne; men man tog dog Sagen forholdsvis roligt, efter at
+man havde faaet at vide, at der intet kompromitterende var fundet, og at
+Repin ikke var arresteret.
+
+Georg fortalte derpaa Tania, hvorledes de to ogsaa nær var bleven
+nappede paa Hjemvejen om Natten.
+
+„Og hvis vi altsaa kun var bleven et Øjeblik længere oppe hos Dem, vilde
+vi uundgaaelig være bleven arresterede,“ tilføjede han.
+
+„Ja!“ bemærkede Andrey halvt spøgende og halvt alvorligt. „Ethvert
+Menneskes Skæbne er skrevet forud, og ingen kan undgaa den.“
+
+„Men det er dog ganske godt at hjælpe Skæbnen lidt med at ordne
+Tingene,“ mente Georg.
+
+Saa takkede de begge to Tania, fordi hun var kommen for at advare dem.
+
+Helene var den første, der spurgte, hvorledes hun egentlig havde baaret
+sig ad med at komme ud af Huset, som dog vistnok var bevogtet.
+
+„Er De vis paa, at man ikke er fulgt efter Dem?“ spurgte hun.
+
+Tania fortalte alle sine Ængstelser og den lille List, hun havde
+benyttet for at komme bort fra mulige Forfølgere.
+
+Helene klappede i Hænderne.
+
+„Det har De jo klaret helt brillant, Tatiana Grigorievna!“ udbrød hun.
+„Ingen af os kunde have gjort det bedre.“
+
+„Mener De virkelig?“ spurgte den unge Pige rødmende. „Det faldt mig ikke
+ind, at der var noget særlig klogt i det.“
+
+„Saa meget des bedre,“ sagde Georg, „De har altsaa ligefrem et medfødt
+Talent i den Retning.“
+
+Han var henrykt over, at Tania havde givet dette lille Bevis paa
+Aandsnærværelse og Dygtighed, og var lykkelig ved at se det anerkendende
+varme Blik, det indbragte hende fra hans to Venner.
+
+Tania rejste sig for at tage Afsked; nu, da hun havde udrettet sit
+Ærinde, tillod hendes Taktfølelse hende ikke at blive her længer.
+
+Georg saa umaadelig skuffet ud og bad hende dog endelig blive lidt
+endnu; men Tania holdt paa, at hun burde gaa.
+
+„De har dog vistnok et eller andet at tale alene om med Deres Venner,“
+sagde hun til ham.
+
+„Nej, aldeles ikke, bliv endelig! Det er ikke noget Forretningsmøde. De
+behøver ikke at gaa af den Grund.“
+
+Andrey gentog Georgs Forsikring og bad hende blive lidt endnu. Nu, da
+hendes Faders Hus ikke længer var sikkert, kunde det maaske vare længe,
+inden de atter fik Lejlighed til at se hende.
+
+Andrey talte forøvrigt næsten ikke med hende, men overlod hende helt til
+Georg; han selv var optagen af at tale med Helene om Annie Vulitch.
+Lenas Fortællinger om den unge Pige bestyrkede ham i hans egne
+Formodninger efter det gode Indtryk, han havde faaet af hende.
+
+Desuagtet forlod Bevidstheden om Tanias Nærværelse ham ikke et Øjeblik;
+han følte den som noget behageligt, paa samme Maade som man ubevidst
+nyder Glæden ved et smukt Landskab, selv om ens Tanker er optagne i
+ganske andre Retninger.
+
+Da Tania en halv Time senere rejste sig og gik, idet hun erklærede, at
+hendes Fader ellers vilde blive ængstelig, forekom det Andrey, som om
+Stuen pludselig blev mørk og tom.
+
+„Sikken et fortryllende Ansigt!“ udbrød Helene.
+
+„Ja, spørg kun Georg, hvad han mener derom,“ sagde Andrey smilende; han
+var selv ganske enig med Lena -- Tania havde endog set ualmindelig
+indtagende ud i Dag.
+
+De optog atter deres Samtale, og hen ad Klokken tolv kom Zina og Vasily
+Verbitzky, der var kommen fra Schweiz sammen med Helene. Andrey havde
+holdt sit Løfte om at sørge for, at de begge to snart fik Lov til at
+vende tilbage til Rusland. Zina var i den højeste Ophidselse, og selv
+Vasilys urokkelige Ansigt viste Tegn paa Sindsbevægelse.
+
+„Hvad er der i Vejen?“ spurgte Georg.
+
+Zina svarede ved at forelæse dem et Brev fra Dubravnik, der indeholdt
+haarrejsende Beskrivelser af den Maade, hvorpaa de politiske Fanger
+behandledes. Den kulminerede i en hidtil ukendt Skændselsdaad. Efter
+Dommerens Ordre var en ung Pige -- hvis Navn nævntes fuldt ud i Brevet
+-- bleven klædt nøgen af i Gendarmernes og Fangevogterens Nærværelse,
+under Foregivende af, at Fængselsreglementet forlangte, at man førend
+Indespærringen skulde have en nøjagtig Beskrivelse af Fangens Person.
+
+Brevet paahørtes under dødlignende Tavshed, den glade Stemning, der før
+havde hvilet over det lille Selskab, var som bortblæst. Hævnens mørke
+Aand hvilede nu over dem alle, og hver især var opfyldt af de samme
+truende, trodsige Tanker.
+
+„Dette maa ikke gaa ustraffet hen!“
+
+„Nej, der maa statueres et frygteligt Eksempel!“ udbrød Georg og Helene
+omtrent samtidigt.
+
+Andrey sagde intet, han mente, det faldt af sig selv.
+
+„Det er netop det samme, som vore Dubravnik Folk mener,“ sagde Zina.
+„Thi de beder os i deres Brev om at sende dem en paalidelig og erfaren
+Kvinde, som kan forestaa et Tilflugtssted for sammensvorne. De spørger
+ogsaa, om vi kan skaffe dem en sikker Mand med en kølig Hjerne og en
+rolig Haand.“
+
+„Den Mand vil jeg være!“ udbrød Andrey.
+
+„Nej,“ protesterede Vasily paa sin langsomme, dovne Maade. „Det bliver
+mig, jeg har allerede talt med Zina derom.“
+
+Zina bekræftede det og erklærede, at det var bedst saaledes, ikke af den
+Grund, at den ene var mere egnet dertil end den anden, men Andrey havde
+allerede faaet sine Forbindelser i St. Petersborg og var begyndt paa sin
+mere aktuelle Virksomhed. Desuden var Vasily en ny Mand og derfor som
+skabt for Dubravnik-Affæren.
+
+Hermed var Sagen afgjort.
+
+Med Hensyn til Valget af Kvinden var der kun én Mening. Zina, som før
+havde været i Dubravnik, havde alle Kvalifikationer paa sin Side.
+Saaledes var begge de ønskede Personer fundne; Sagen skulde nu kun ved
+næste Møde forelægges Komitéen til Vedtagelse; men dette var en ren
+Formsag, og man vidste forud, at ikke en eneste Stemme vilde rejse sig
+imod Forslaget.
+
+„Det er sandt,“ sagde Zina og vendte sig imod Helene, „kunde De have
+Lyst til at tage min Plads her under min Fraværelse?“
+
+Den unge Pige svarede, at hun vilde være glad ved straks at finde
+Arbejde, og Zina begyndte at forklare hende, hvad hun havde at gøre.
+
+Det viste sig at være et meget omfattende Arbejde -- nemlig Propaganda
+iblandt den oplyste Ungdom, Propaganda blandt Arbejderne og den
+hemmelige Korrespondance med Fangerne i Fæstningen.
+
+„Jeg ved ikke rigtig, om jeg kan paatage mig alt det, især
+Korrespondancen,“ sagde Helene tøvende. „Jeg ved endnu saa lidt om, hvad
+der foregaar her.“
+
+Georg lovede at paatage sig denne Del af Arbejdet, og tilbød at hjælpe
+hende med det andet, indtil hun var kommen rigtig ind i Forholdene.
+
+„De vil snart have overvundet de Vanskeligheder,“ sagde han opmuntrende.
+„I Morgen besøger vi en Ven af mig -- Medlem af den ene Klub, han vil
+sætte Dem ind i det hele. Og De har allerede lært et af Medlemmerne af
+den anden Klub at kende, Tania Repina, som var her nu.“
+
+„Har Tania været her? Er der hændet noget særligt?“ spurgte Zina.
+
+I Ophidselsen over Brevet fra Dubravnik havde man helt glemt
+Begivenheden hos Repin og ikke omtalt den for de nyankomne.
+
+Zina blev stærkt berørt ved Meddelelsen.
+
+„Ved Repin, hvorfor Politiet har ham mistænkt?“
+
+„Nej! Man sagde intet, og det er ham ikke muligt at tænke sig Grunden.“
+
+„Jeg tror, at jeg kender den,“ svarede Zina. „Den staar i Forbindelse
+med Arrestationerne i Dubravnik. Der er en svag Hentydning dertil i
+Brevet, som jeg først nu forstaar. De omtaler at en vis Novakovsky er
+bleven arresteret, en Advokat, der, saa vidt jeg ved, stod paa en
+venskabelig Fod med Repin, og de tilføjer, at jeg maa advare „Pandekt,
+Nummer et“. Jeg forstod ikke, hvem der mentes med denne Benævnelse; nu
+kan jeg tænke mig, at det maa være Repin. Det kommer der af at være alt
+for forsigtige igen.“
+
+„De vilde dog ikke have kunnet advare ham, selv om De straks havde
+gættet det rigtige,“ sagde Andrey. „Rimeligvis er Ordren om
+Husundersøgelsen kommen telegrafisk, og da der ingen Ulykke er sket,
+behøver vi ikke at ængste os synderligt over den Sag.“
+
+„Det er sandt nok, men jeg frygter for, at den ikke er endt dermed.
+Novakovsky bar været indviklet i alvorlige Affærer, hvert Øjeblik kan
+bringe vigtige Opdagelser for Lyset, og Repin kan blive alvorlig
+indviklet deri. Vi maa se at faa givet ham et Vink, saa at han ikke
+falder til Ro i en muligvis skæbnesvanger Sikkerhedsfølelse.“
+
+Da man ikke turde gaa til Advokatens Hus, blev man enig om at en af dem
+skulde opsøge Krivoluzky og sende Repin Bud gennem ham.
+
+
+
+
+VI. KAPITEL.
+
+_Advokat Repin._
+
+
+Kort efter afrejste Zina og Vasily Verbitzky til Dubravnik, og nogle faa
+Dage senere meldte et Brev, at de var ankomne i god Behold. Ti Dage
+efter kom endnu et Brev fra Zina, hvori hun meddelte, at „Affæren var i
+fuld Gang“, og at det ikke vilde vare længe, førend „den var ordnet“.
+Desuagtet skulde denne Affære ikke blive ordnet, hverken nu eller
+senere; thi Dommeren, der havde beordret den skændige Handling, blev
+greben af en saadan Panik, da han forstod, at man agtede at hævne sig,
+at han under Foregivende af pludselig Sygdom skaffede sig Orlov og i al
+Hastighed forlod Byen. En Maaned senere sivede det Rygte ud, at han for
+bestandig havde forladt Ministeriets Tjeneste. Hvor opbragt vore
+Dubravnik Folk end var paa ham, var der intet andet for dem at gøre end
+at lade den Fugl flyve. Det er en vedtagen og urokkelig Bestemmelse
+iblandt Terroristerne, at fra det Øjeblik en Embedsmand ophører at være
+skadelig, maa han i intet Tilfælde hugges ned kun for Hævnens Skyld. Paa
+denne Maade har adskillige Kujoner undgaaet den Skæbne, der ventede dem.
+
+Men disse Mennesker, som nu var førte sammen her for at fuldbyrde en
+Hævnens Gerning, spredtes ikke ved Offerets Flugt. Man blev enig om,
+siden man nu en Gang var her med hele Apparatet i Orden, at tage fat for
+Alvor paa Forsøgene paa at redde de tre Revolutionister, som afventede
+deres Dom i Dubravniks Fængsel, nemlig Boris og hans to Kammerater
+Levshin og Klein.
+
+Zina skrev i den Anledning til Hovedkvarteret i St. Petersborg, som
+fuldstændig billigede den ny Plan og lovede at understøtte dem med Penge
+og, hvis det var nødvendigt, ogsaa med Mandskab.
+
+Andrey var forberedt paa at blive kaldet til Dubravnik hver Dag, men
+undrede sig desuagtet ikke over, at Uge hengik efter Uge, uden at man
+sendte Bud efter ham. Zina, som var den, der ledede Forberedelserne
+dernede, havde faaet Ordre til ikke at skrive efter Andrey, førend det
+Øjeblik var kommet, da den afgørende Handling stod for Døren, og han
+vidste af Erfaring, hvor vanskeligt det var at ordne en saadan Sag. Paa
+denne Maade forløb Sommeren uden at bringe noget særlig nyt fra
+Dubravnik.
+
+I St. Petersborg var Sæsonen lige saa død, som den altid plejede at være
+paa denne Aarstid. Den korte Sommers brændende Hede, der føles dobbelt,
+fordi den staar i saa stærk en Modsætning til Temperaturen den øvrige
+Del af Aaret, driver enhver, der blot kan skaffe Midlerne dertil, bort
+fra den kvælende By, ud hvor der findes en Mundfuld frisk Luft. Saavel
+Arbejderen som Videnskabsmanden søger ud til de grønne Marker,
+henholdsvis for at finde Arbejde eller Hvile. Denne almindelige
+Udvandring frembringer en følelig Mangel paa Liv baade i Byens
+Forretningsverden og i dens aandelige Rørelser. Og Nihilismen slumrer
+saa vel som alt andet i den hede Aarstid, idet dens Medlemmer er spredte
+vidt og bredt over Landet. Alligevel var man denne Sommer mindre
+uvirksom end ellers, hvilket hovedsagelig skyldtes den voksende
+Propaganda iblandt Arbejderne, af hvilke der altid er nok i Byen baade
+Sommer og Vinter.
+
+Andrey ofrede sig for dette Arbejde med hele sin Energi, saa længe som
+man ikke paa andre Maader behøvede hans Hjælp. Han havde i tidligere
+Dage tilbragt en Del af sin Tid med at drive Propaganda iblandt
+Arbejdsklassen, og havde fra den Gang flere Venner imellem dem, som var
+glade ved atter at gense ham. I Løbet af fjorten Dage var han helt
+fortrolig med sine Folk og med sit Arbejde. Han var afholdt paa Grund af
+sin ligefremme, alvorlige Maade at være paa, og man lyttede med Glæde
+til hans klare, forstandige Tale, der var fri for enhver unyttig
+Forsiring. Andrey paa sin Side følte sig hjemme blandt disse Mennesker,
+og det var egentlig det Arbejde i Revolutionens Tjeneste, han syntes
+bedst om. I den Retning var han en absolut Modsætning til Georg, som
+foretrak Propagandaen iblandt den studerende og mere dannede Klasse,
+hvor hans glimrende Talegaver anderledes kunde komme til deres Ret.
+
+Det var en klar Søndag Eftermiddag i den første Halvdel af August;
+Andrey var paa Vejen hjem fra et Arbejdermøde i Vyborg-Kvarteret, der
+stod under hans særlige Varetægt. Klokken var seks, og han standsede ved
+Liteiny Broen for at overveje, om han skulde gaa videre ad Hjemmet til,
+eller om han skulde staa op i en Omnibus og kørte til Repins Sommervilla
+ved „Den sorte Flod“. Han kunde naa den paa en Time, og Dagen og Tiden
+egnede sig godt for et Besøg. Alligevel følte han lidt Samvittighedsnag
+ved at give efter for sin heftige Lyst til at besøge Repins. Han havde
+været der to Gange i den forløbne Uge, og det var ubetinget klogest ikke
+atter at vise sig der. Vist nok havde den Uvejrssky, som for nogle
+Maaneder siden trak sammen over Advokatens Hoved, atter spredt sig;
+Novakovsky var bleven frigivet, uden at Dubravnik Politiet var kommen
+under Vejr med hans kompromitterende Forbindelser, og Repin var ikke
+yderligere bleven forulempet; hans Hus var saa sikkert, som en Russers i
+det hele taget kan være.
+
+Alligevel indeslutter enhver „Ulovligs“ Besøg i sig selv en Fare og bør
+ikke gentages for ofte, og Andrey besluttede derfor at være dydig og gaa
+lige hjem, omendskønt hans Værelser i dette Øjeblik kun forekom ham
+lidet tiltrækkende. Han gik ogsaa virkelig over Broen, men da Omnibussen
+til „Den sorte Flod“ i samme Øjeblik, som han naaede den anden Side, kom
+rullende hen imod ham, og han saa, at der var en Plads ledig paa
+Kuskesædet, skyndte han sig med at springe op og sikre sig den.
+
+Man maa heller ikke være alt for ængstelig, trøstede han sig med; i de
+udenbys Distrikter er Politiet mindre aarvaagent, og en Visit mere eller
+mindre betyder ikke saa meget, særlig en Søndag, hvor der altid ventes
+Gæster fra Byen. Det faldt ham pludselig ind, at der var Musik i Parken
+hver Søndag Aften, og da Tania vist nok gerne gik derhen, kunde han være
+hendes Ledsager; thi Advokaten arbejdede altid om Aftenen.
+
+Siden Andrey for to Maaneder siden havde truffet Tania første Gang, var
+der ikke hengaaet en Uge, uden at han havde set hende, i Begyndelsen
+rent tilfældigt, senere ved mere eller mindre planlagte Kombinationer.
+Efter at Repins var flyttede paa Landet, tilbragte Andrey de fleste af
+sine ledige Aftener enten hos Advokaten eller hos Helene Zubova. Den
+unge Pige havde for Sommermaanederne lejet et Værelse i Nærheden og kom
+meget sammen med Tania.
+
+For Andrey med hans mange dyrekøbte Erfaringer i Livet var Tania trods
+sine nitten Aar omtrent et Barn endnu; men der var alligevel i deres
+Smag, i deres Sympatier og Interesser saa megen Overensstemmelse, at han
+følte hendes Selskab som noget af det kæreste og bedste. Det faldt ham
+ikke ind, at denne fortrolige Omgang kunde rumme nogen Fare for hans
+Sjælsro, og med Hensyn til Tania ansaa han det for helt utænkeligt; han
+havde intet ved sig, der satte en Kvindes Fantasi i Bevægelse. Vist nok
+var der mange, der havde holdt af ham; men de havde dog alle giftet sig
+med en anden. Det var nu en Gang hans Skæbne i Livet; og han havde
+vænnet sig til at tage det med Ro; en Kvindes Kærlighed er en stor, men
+skæbnesvanger Lykke, og for en Oprører er det bedre at være den foruden.
+
+Desuden elskede Georg jo Tania, og Andrey havde først troet, at denne
+Følelse blev gengældt fra hendes Side, men han var i den sidste Tid
+begyndt at blive noget tvivlsom paa dette Punkt. Tanias Følelser for
+Georg var næppe mere end søsterlige. Men mærkeligt nok var det dog
+Vennens Kærlighed til den unge Pige, der gjorde ham blind over for hans
+egne Følelser.
+
+Georg var en sjældnere Gæst i Advokatens Hus end Andrey. Den unge Digter
+benyttede den Ferie, som Sommeren bragte med sig, til at arbejde paa
+sine egne Ting.
+
+Da Andrey naaede Advokatens smukke, lille Villa, som var smagfuldt
+prydet med Træskærerarbejde i russisk Stil, fandt han Husets Herre alene
+hjemme. Tania var gaaet ud. Helene Zubova var kommen straks efter Middag
+for at hente hende til en Spadseretur, Georg ventede paa dem i Parken,
+og de kom næppe hjem før sent paa Aftenen, forklarede den gamle Herre.
+
+Andrey følte sig bittert skuffet og vilde straks tage Afsked, men hans
+Vært holdt ham tilbage.
+
+„Sid dog ned og ryg en Cigar!“ sagde Repin. „Jeg fejrer ogsaa min Søndag
+nu.“
+
+Foran ham laa et nylig udkommet Hæfte og en Elfenbenspapirkniv mellem
+dets Blade.
+
+„Hvor kommer De fra, og hvad nyt foregaar der i den Del af Verden, hvor
+De færdes?“ fortsatte Repin. „Skal vi alle sammen gaa i Hundene, og er
+De allerede bleven enige om paa hvilken Maade?“
+
+„Aa nej, slet saa galt er det ikke,“ svarede Andrey. „Jeg kommer fra et
+Arbejdermøde.“
+
+„Ja saa! Udrettes der meget ad den Vej?“
+
+„Ubetinget! Især i det sidste Aars Tid.“
+
+„Og finder De virkelig, at disse Bestræbelser bærer Frugt?“ spurgte
+Advokaten stærkt interesseret, men i en noget tvivlende Tone.
+
+„Naturligvis gør det det, hvorfor skulde vi ellers blive ved dermed?“
+spurgte Andrey.
+
+„Aa, de fleste Mennesker er i Regelen mest udholdende paa de Punkter,
+hvor det er mest frugtesløst,“ bemærkede Repin.
+
+Født Adelsmand og opdraget iblandt dem, der havde Livegne under sig,
+nærede Advokat Repin som saa mange af de bedste Mænd fra hans Tid den
+Anskuelse, at der imellem den dannede Mand og Arbejderen var en
+uoverstigelig Afgrund. I sin Virksomhed som Advokat ved de politiske
+Forhør havde han vistnok truffet adskillige Arbejdere og Bønder, som
+aandeligt stod paa fuldstændig samme Niveau som den mere dannede Mand,
+og det slog ham hver Gang som noget helt nyt. En Svale -- ja selv en
+halv Snes -- gør imidlertid ingen Sommer, og han var lige saa tvivlende
+som før, men greb dog nu med Glæde Anledningen til at høre lidt nærmere
+om dette Spørgsmaal af en Mand, der som Andrey kendte alle dets for og
+imod.
+
+Han lyttede derfor med stor Opmærksomhed til den unge Mands Ord, idet
+han af og til nikkede samstemmende.
+
+„Ja, jeg maa indrømme, at det er en god Begyndelse,“ sagde han til
+sidst, „og den mest haabefulde Del af eders Gerning, den eneste, som jeg
+i Virkeligheden kan være med til at godkende. Og jeg er Dem taknemmelig,
+fordi De har sat mig saa godt ind i Sagen.“
+
+Advokat Repin drøftede ofte politiske og revolutionære Spørgsmaal med
+Andrey. Den unge Mand var den af Datterens Venner, som han helst saa i
+sit Hus og helst talte med. De var selvfølgelig aldrig enige, men de
+saarede hinanden mindre og forstod hinanden bedre end de øvrige.
+
+„Jeg vil nu sige Tak for denne Gang!“ sagde Andrey, idet han rejste sig.
+„Jeg vil gaa igennem Parken, maaske kan jeg være saa heldig at træffe de
+andre. Tør jeg i hvert Fald bede Dem om at hilse Tatiana Grigorievna fra
+mig?“
+
+Da Repin atter var alene, greb han sin Bog for at genoptage Læsningen;
+men det var ham umuligt at læse videre. Han var saa opfyldt af sine egne
+Tanker, at han ikke var i Stand til at følge Forfatterens. Han tænkte
+paa sin Datter og paa den vanskelige, sørgelige Stilling, hvori hendes
+synligt voksende Sympati for Revolutionen bragte ham.
+
+Repin var ingen Tilhænger af Revolutionen, som den var paa den Tid. Som
+en Mand fra en langt tidligere Periode var han en varm Beundrer og
+virksom Understøtter af den store Frihedsbevægelse fra 1860, hvortil
+Herzens Navn saa nøje var knyttet. Han var bleven disse Traditioner tro,
+og naar Revolutionisterne haardnakket angreb den politiske Despotisme i
+Rusland, kunde han ikke andet end i dem at se Forkæmperne for hans egne
+Doktriner. Omendskønt han var alt for gammel til at dele deres
+Forhaabninger eller til at bifalde deres hensynsløse Midler for at naa
+Maalet, ansaa han dog ikke dette for tilstrækkelig Grund til selv helt
+at unddrage sig ethvert Ansvar eller enhver Byrde i den forestaaende
+Kamp. Han havde set for meget af Despotismens Rædsler til ikke at føle,
+at selv den vildeste Form for Gengældelse var naturlig og undskyldelig,
+ja endog moralsk berettiget, og han følte hverken Had eller Afsky for
+dens Forkæmpere, snarere en vis Respekt.
+
+En Begivenhed, som var hændet for tre Aar siden, havde bidraget
+væsentlig til at fæstne hans den Gang noget vage Sympatier. Han var
+bleven opfordret til af optræde som Defensor ved et politisk Forhør. Paa
+den Tid havde de politiske Forbrydere endnu Ret til at lade sig forsvare
+af Advokater. Han blev paa denne Maade bekendt med Zina Lomova -- hans
+Klient -- og med flere af hendes Kammerater. Hans Interesse for Sagen
+blev forhøjet ved den stærke personlige Sympati, som disse brave og
+modige unge Mennesker indgød ham.
+
+Da den efter hans Mening højst uretfærdige Dom faldt otte Maaneder
+senere, og Zina, efter at være flygtet, uventet en Dag opsøgte ham i
+hans Bolig i St. Petersborg, modtog han hende med aabne Arme og tilbød
+hende Beskyttelse og alt, hvad hun ellers behøvede. Zina tilbragte i
+Virkeligheden flere Dage i Advokatens Hus, indtil hun Ved hans Hjælp var
+bleven sat i Forbindelse med dem af hendes tidligere Venner, der som
+„Ulovlige“ boede i Hovedstaden.
+
+Igennem Zina var Repin og hans Datter iblandt andre ogsaa blevne
+bekendte med Boris Maevsky, med hvem hun kort efter giftede sig.
+Advokatens Hus var Samlingsstedet for den højeste Intelligens i St.
+Petersborg, og der var intet Sted, hvor Oprørerne -- i Mangel af en fri
+Presse -- bedre kunde faa Begreb om de toneangivendes Meninger og
+Sympatier. Flere af Oprørerne sluttede Venskab med hans Datter, hvem de
+tydeligt nok betragtede som et fremtidigt Medlem af deres Parti.
+
+Den gamle Advokat var tilstrækkelig klartseende til at frygte at deres
+Forhaabninger var vel begrundede, og at den Dag var nær, da hans elskede
+Barn vilde blive trukken med ind i denne bundløse Hvirvel, som krævede
+saa mange Ofre. Han vilde have givet sit Liv for at frelse hende; men
+han kunde ikke se, hvorledes det lod sig gøre. At forbyde hende ethvert
+Samkvem med de sammensvorne forekom ham lige saa moralsk umuligt, som
+det var ham selv at nægte enhver Hjælp, kun fordi han derved kunde
+risikere en Dag at komme i Kollision med Politiet. Desuden, til hvad
+Nytte var alle Forbud og al kunstig Indespærring naar Smitstoffet laa i
+Luften? Hvor mangen en Fader har ikke forsøgt dette fortvivlede Middel
+og med hvilket Resultat? For at se sit Barn træde op imod hans Autoritet
+og i Vrede og Had skille sine Veje fra hans. Nej, saa hellere lade det
+værste ske, aldrig skulde hans Datter komme til at se paa ham som paa en
+Fjende. Han lagde intet Baand paa hendes Frihed, men stolede paa, at den
+moralske Indflydelse, han havde over hende, vilde være tilstrækkelig til
+at afholde hende fra et Skridt, som han ansaa baade for farligt og
+fortvivlet. I lang Tid havde han smigret sig med aandeligt at have saa
+megen Magt over hende, at hun holdtes inden for bestemte Grænser; men i
+den senere Tid havde han lagt Mærke til en Forandring hos hende, som
+gjorde ham urolig. Han frygtede, at den skæbnesvangre Krisis nærmede
+sig, og nu, imedens han sad her foran sin opslaaede Bog, følte han sit
+Hjerte sammensnøres ved Tanken om dette uafvendelige.
+
+
+
+
+VII. KAPITEL.
+
+_En Proselyt._
+
+
+Andrey forandrede sin Beslutning om at gaa ned i Parken og gik i Stedet
+for lige til Helenes Bopæl. Rimeligvis vilde de dog komme hjem for at
+spise til Aften, hvis de ikke allerede var der; og han fremskyndede sine
+Skridt.
+
+Men det var en Dag fuld af Skuffelser. Der var ingen til Stede, og man
+sagde ham, at de ikke havde givet Besked om, hvornaar de kom tilbage.
+Desuagtet bestemte han sig til at vente.
+
+Helene beboede et rummeligt Værelse, tarveligt møbleret, men med en smuk
+Udsigt. Et stort Akasietræ skyggede foran Vinduet, og dets fine Løv
+dirrede let i den stille Luft. Andrey aabnede Vinduet og indaandede den
+krydrede Duft fra Haven og Markerne. Huset stod i Udkanten af den lille
+Landsby, og man havde en vid Udsigt over Agre og Enge. Midsommerens lyse
+Nætter var allerede forbi, men Aftenskumringen var endnu lys og lang.
+Han havde næppe ventet et Kvarter, førend han hørte Gadedøren smække i
+og et Øjeblik efter Georgs Latter ude paa Trappen og en Stemme, som fik
+hans Hjerte til at banke heftigere.
+
+Tania saa henrivende ud med en let Rødme paa Kinderne efter den hurtige
+Gang. Hun var iført en lys Bluse af Raasilke, som klædte hendes smidige,
+slanke Figur fortræffeligt. I Haanden bar hun sin store, runde Straahat,
+som hun havde taget af undervejs. Andrey rejste sig og gik hende i Møde
+med et straalende Smil.
+
+„De har haft en behagelig Spadseretur, kan jeg se,“ sagde han og saa
+hende ind i det straalende Ansigt.
+
+„Ja,“ sagde hun og kastede sig i en Lænestol, „det var virkelig en rar
+Tur. Georg fortalte os saa mange morsomme Historier. Skade, at De ikke
+var med!“
+
+„Mener De for Historiernes Skyld? Maaske har jeg dog hørt dem før. Det
+hænder undertiden med gamle Venner, som er meget ude sammen.“
+
+„Hvorledes gaar det egentlig dig?“ sagde han til Georg. „Det er
+snart en Evighed, siden jeg har set dig! Du er vel midt i en
+Skabelses-Paroksysme, kan jeg tænke mig?“
+
+„Jeg har siddet og hekset med Renskrivning, hvis det er det du mener?“
+svarede Georg.
+
+„Og nu fejrer du formodentlig dit Værks lykkelige Fuldendelse?“
+
+„Ja, nu er jeg færdig med mit Arbejde for denne Maaned og fejrer, som du
+siger, min midlertidige Frihed -- en Glæde, som kun den helt kan fatte,
+der maa slide i den literære Trædemølle.“
+
+Tania, som mageligt strakte sig i Stolen, vendte sig mod de talende og
+lænede begge Albuer mod Stolens Arme.
+
+„Sikken en utaknemmelig Gnavpotte du er, Georg,“ sagde hun. „Jeg mente,
+at du mindre end de fleste havde Grund til at beklage dig over din
+Skæbne.“
+
+„Det lader sig høre!“ udbrød den unge Mand. „Vil du maaske være saa
+venlig at sige mig, hvorledes du er kommen til den Opfattelse? Det vilde
+være yderst behageligt, om du kunde faa mig til at dele den.“
+
+I dette Øjeblik viste Helene sig i Døren med Tebakken, fulgt af
+Stuepigen med Samovaren. Med Gæsternes Hjælp blev Bordet hurtigt tømt
+for Bøger og Papirer, Dugen lagt paa og alt gjort i Orden til
+Aftensmaaltidet.
+
+„Naa, Tania Grigorievna, du skylder mig stadig en Forklaring,“ sagde
+Georg, da de huslige Forretninger var besørgede. „Du svarede mig ikke
+paa mit Spørgsmaal, hvorfor du ansaa mig for at være den lykkeligste
+blandt alle dødelige.“
+
+„Er Georg det? Det er mere, end jeg har vidst,“ sagde Helene.
+
+„Du forvrænger mine Ord,“ svarede Tania. „Jeg sagde blot at du ikke
+burde beklage dig over din Skæbne.“
+
+„Ja, men hvorfor skulde denne sølle Glæde nægtes mig mere end andre
+dødelige?“
+
+„Fordi du en Gang har fortalt mig, at naar du var trykket af et eller
+andet, saa behøvede du blot at nedskrive det i Vers, for helt at blive
+befriet for det,“ svarede den unge Pige hurtigt og lo. Hun tænkte sig,
+at Georg havde ventet en Kompliment, og det morede hende at drille ham
+lidt.
+
+„Jeg troede ikke, du kunde være saa ondskabsfuld, Tania Grigorievna,“
+sagde Georg. „Næste Gang skal jeg være mere forsigtig og kun vise dig
+Reversen af Medaljen.“
+
+Paa denne spøgefulde Maade fortsattes Samtalen, medens man indtog
+Aftensmaaltidet, kun Andrey var paafaldende tavs. Han følte næsten
+Bitterhed imod Vennen, fordi han besad denne egne Evne til med sine Ords
+klangfulde Svada at fængsle og interessere sine Tilhørere.
+
+Pludselig rykkede Helene sin Stol hen ved Siden af Andrey og afbrød hans
+triste Tanker ved paa sin forretningsmæssige Maade at spørge ham, om det
+ikke var muligt for ham at hjælpe hende et Par Aftener om Ugen med
+hendes Arbejde.
+
+„Hvilket Arbejde?“ spurgte han, og fo’r op af sine Drømmerier.
+
+„I de unges Klub! Vi vil saa gerne have dig til at tale for dem af og
+til. Jeg tror, du vil klare det godt.“
+
+„Jeg? Hvad Nytte skulde jeg gøre der? Du ved, at jeg ikke er nogen Taler
+og kun vil gøre en ynkelig Figur. Bed hellere Georg, han forstaar det
+bedre.“
+
+„Det har jeg selv tænkt,“ svarede den unge Pige ligefrem, „og jeg har
+allerede spurgt ham, men han siger, at han er alt for optaget og ikke
+kan afse en eneste Aften.“
+
+Der var intet i Helenes Bemærkning, som Andrey ikke selv under lignende
+Forhold vilde kunne have sagt til hende, men han var øjensynligt i
+daarligt Humør i Aften og svarede gnavent:
+
+„Naa, saa er det altsaa i Mangel af noget bedre, at du kommer til mig?“
+
+Helene gjorde en utaalmodig Bevægelse og sagde:
+
+„Hvad er det for noget Snak, Andrey? Svar mig kun paa, om du vil eller
+ej.“
+
+„Jeg er selv meget optaget af mine Arbejdere,“ sagde han og tog sig
+sammen. „Men sig mig dog, hvorfor du pludselig ikke kan klare dig uden
+Hjælp?“
+
+„Fordi flere af vore Folk er blevne trukne med ind i Affæren ved de
+sidste Arrestationer -- iblandt andre Myrtov.“
+
+„Naa, saaledes!“ udbrød Andrey nu helt interesseret. „Var Myrtov Medlem
+af din Klub?“
+
+Helene nikkede.
+
+„Jeg har aldrig truffet den Mand,“ vedblev Andrey, „men jeg har hørt,
+paa hvad Maade han blev arresteret, og naar jeg dømmer herefter, maa han
+være en ualmindelig ædel Karakter. Har du nogen Idé om, hvorledes det
+vil gaa ham?“
+
+„Det er umuligt at sige,“ svarede Helene, „det afhænger helt og holdent
+af Politiets Forgodtbefindende. Hans Tilfælde er en hel Undtagelse.“
+
+Hun henvendte sig nu til Georg, som stadig samtalede med Tania, og
+spurgte, om han nylig havde hørt noget fra Fæstningen om Myrtovs Skæbne.
+
+„Ja, vi har haft et Par Linier fra ham,“ svarede den unge Digter. „Hans
+Sager staar langt slettere, end vi har troet. Politiet fandt paa hans
+Skrivebord en lige fuldendt Artikel til det hemmelige Trykkeri og en hel
+Del af vore Skrifter, færdige til Udgivelse. Jeg frygter for, at han er
+en dødsdømt Mand.“
+
+„Hvem er denne Myrtov?“ spurgte Tania.
+
+„En meget stilfærdig, ung Student, som ved en Forveksling blev
+arresteret for nylig i Stedet for Taras. Du ved jo, hvem Taras er --
+ikke sandt?“
+
+„Jo, naturligvis ved jeg det!“ svarede Tania.
+
+Taras Kostrov var en af Revolutionens mest begavede og populære Mænd.
+
+„Nuvel, Taras boede under Navn af Zachary Volkov, Landmand fra Kassimov,
+i samme Hus som Myrtov. Men da han sendte sit Pas op paa Politikammeret
+til Registrering, fik man Mistanke om, at det ikke hang rigtig sammen
+med denne Zachary Volkov, og der blev beordret en Husundersøgelse.
+Natten til Mandag ringede Politiet paa Myrtovs Dør; de tog fejl af
+Etagerne, Taras boede i Etagen ovenover. Myrtov, som endnu ikke var i
+Seng, fordi han var i Færd med at skrive den ulyksalige Artikel, lukkede
+selv op, og da Politiet spurgte ham, on han var Zachary Volkov, begreb
+han straks, hvorledes Sagerne stod, og besluttede at redde Taras paa sin
+egen Bekostning. Han svarede altsaa bekræftende, Politiet kom ind, fandt
+alt og førte ham straks med til Fæstningen.“
+
+„Og Taras blev frelst?“ spurgte Tania aandeløst.
+
+„Ja! Om Morgenen vidste alle Husets Beboere igennem Tjenestefolkene
+Besked med, hvem Politiet havde spurgt efter nede hos Portneren, og
+Taras afventede selvfølgelig ikke Politiets Tilbagekomst, naar de havde
+faaet opdaget Fejltagelsen.“
+
+„Har de da opdaget den?“ spurgte den unge Pige.
+
+„Ja, og meget snart endda. Myrtov tog altid den Forholdsregel aldrig at
+have Breve hos sig, men ved at undersøge Bøgerne i hans Værelse fandt
+Politiet paa et enkelt Titelblad hans fulde Navn: Vladimir Myrtov. De
+antog, at det maatte være en Ven af den fængslede, som havde laant ham
+Bogen, og der blev udstedt Ordre til Husundersøgelse hos Vladimir
+Myrtov. Selvfølgelig opdagede Gendarmerne snart, at den Mand, de søgte,
+var identisk med ham, som de allerede for to Dage siden havde
+arresteret, og at den anden i Mellemtiden var forsvunden.“
+
+„Hvad gjorde saa Politiet?“ spurgte Tania videre.
+
+„Ja, hvad skulde de gøre andet end at lade deres Raseri gaa ud over den
+Mand, de havde faaet i deres Kløer?“ svarede Georg. „Det var dem ikke
+muligt at finde ud, hvem det var, der levede under Navn af Zachary
+Volkov; men saa meget forstod de nok, at det maatte være et vigtigt
+Medlem af Oppositionen, som de var gaaede Glip af. Myrtov vidste, hvad
+der ventede ham, og ingen ofrer vel sit Liv for at redde en anden, uden
+at denne anden er en Mand af høj Værd.“
+
+„Var Myrtov og Taras intime Venner?“ spurgte Tania igen.
+
+„Nej aldeles ikke, de kendte kun hinanden saadan i al Almindelighed.
+Myrtov -- som jeg kender lidt til -- kunde personlig ikke engang lide
+Taras, han var ham for meget af en Diktator. Hans Handling skyldtes
+ingen som helst personlige Følelser; det er derfor, det hele bliver saa
+uhyre stort,“ sluttede Georg, mens hans Stemme skælvede af Beundring.
+
+Der paafulgte almindelig Tavshed -- en Tavshed, som bedre end Ord
+udtrykker Sjælens dybeste Rørelser. Alle var betagne af denne ædle
+Selvopofrelse, som endog var enestaaende i Revolutionens Annaler, og
+alle var et Øjeblik overvældede af deres Følelser: Sorg over det
+uventede Tab af en saadan Mand, Beundring for hans Daad og Stolthed
+over, at Partiet fostrede en Mand som ham.
+
+Men for Tania betød dette Øjeblik endnu mere; thi det betød for hende
+Vendepunktet i hendes Liv.
+
+Efter at hun havde gjort Zinas og senere Georgs og Andreys Bekendtskab,
+var hun bleven en varm og ivrig Beundrer af deres Sag; men der er et
+stort Spring herfra og til at blive en virksom Tilhænger, som altid er
+rede til at sætte noget af sig selv ind paa Sagen. Tania gjorde nu dette
+Spring, Krisen var kommen, i et Øjeblik var det sket.
+
+Da Georg holdt op med at tale, var hun sig det klart bevidst, og hun
+følte sit Hjerte svulme i en overvældende Følelse af dyb Medlidenhed.
+Det var, som on hun pludselig fra Barn var bleven modnet til Kvinde, de
+moderlige Instinkter rørte sig i hendes fine Pigesjæl, og denne unge
+Mand, som hun aldrig havde set, forekom hende at være hendes eget Barn,
+som grusomme Fjender ubarmhjertigt havde revet fra hende.
+
+Der lagde sig en Rødme over hendes Pande, og en egen Følelse, der
+hverken var Had eller Hævn, fik hendes Hjerte til at bæve og hendes Øjne
+til at flamme. Her i dette fattige Værelse, i en afsides liggende Del af
+Byen havde Beretningen om en ædel Daad for bestandig vundet en ny Sjæl
+for den store Sag.
+
+Da den unge Pige atter talte, var det ikke for at aflægge nogen
+højtidelig Ed eller komme med patetiske Fraser. Noget saadant vilde i
+dette Øjeblik have været hende umuligt, selv om hun ikke af Naturen
+havde haft en udpræget Afsky for enhver Skygge af Ostentation. Hverken
+nu eller nogen Sinde senere i hendes Liv, under de mange Aars bitre
+Lidelser og heltemodige Udholdenhed, kunde hun med Ord have forklaret
+den Forandring, der nu foregik i hendes Sjæl, og som fandt et højst
+besynderligt Udtryk i følgende Ord, udtalte med en lav, skælvende
+Stemme:
+
+„Jeg ser ikke noget særlig stort i det, Myrtov har gjort.“
+
+Georg saa med et hurtigt, spørgende Blik hen paa hende.
+
+„Imellem en Mand, der er saa værdifuld for den gode Sag og en anden, som
+selv ved, at han intet betyder, kan Valget ikke være svært. Myrtov har
+kun gjort sin Pligt -- intet andet,“ vedblev hun uden at se op.
+
+Helene nikkede bekræftende; hun for sin Del var ganske enig med
+Veninden.
+
+Georg vedblev forbavset at stirre paa hende; han havde aldrig ventet at
+høre Tania tale saaledes, og dog troede han, at han kendte hende saa
+godt.
+
+„Vilde du under lignende Forhold have gjort det samme?“ spurgte han med
+bævende Stemme.
+
+„Ja, hvis jeg havde haft Aandsnærværelse nok,“ svarede Tania uden at
+betænke sig og saa ham fast ind i Øjnene.
+
+Hun havde netop besvaret sig selv dette Spørgsmaal og var som Følge
+deraf kommen med sin uventede Bemærkning om Myrtovs Handlemaade.
+
+Andrey kunde ikke faa sine Øjne fra den unge Pige, saa vidunderlig
+dejlig forekom hun ham i dette Øjeblik, og der gik en Gysen igennem ham
+som i Forudfølelsen af en forestaaende Fare.
+
+„Hvis moralsk Mod i det hele taget har noget Værd,“ begyndte Georg, „saa
+maatte den bedste og største af vore Mænd være en formastelig Taabe, om
+han bevidst modtog et saadant Offer -- --“ Han var synlig ophidset og
+talte i stærk Bevægelse.
+
+Tania saa paa ham og rakte saa sin Haand hen imod ham:
+
+„Du er et bravt Menneske, Georg,“ sagde hun; „men lad os nu hellere tale
+om noget andet.“
+
+„Men hvad er der i Vejen med dig, Andrey!“ udbrød Helene i samme
+Øjeblik. „Du er jo bleg som et Lig!“
+
+„Er jeg?“ stammede den tiltalte. „Det maa være det grønne Skær fra Træet
+derude.“
+
+Han vidste godt, at det ikke var Skæret fra Træet, som gjorde hans Kind
+voksbleg, men en skærende Følelse af Jalousi, som i dette Øjeblik
+søndersled hans Bryst og i et Nu havde gjort ham klartseende over for
+sig selv. Han vidste nu, at han elskede denne fortryllende, unge Pige --
+elskede hendes Ansigt -- hendes Dragt -- ja selve den Plet af Gulvet,
+hendes Fod berørte, og han følte en næsten vanvittig Smerte -- som om
+man skar i hans Hjerte med en Kniv -- ved at maatte sige sig selv, at
+hvis hun i det hele taget kom til at elske en Mand, saa maatte det blive
+Georg, denne glattungede Smigrer, som han i dette Øjeblik næsten hadede.
+Det var kun med den yderste Selvovervindelse, at han kunde sidde roligt
+paa sin Plads, Værelset forekom ham kvælende, og han frygtede ikke længe
+at kunne beherske sig.
+
+„Jeg maa gaa,“ sagde han med lav Stemme.
+
+„Er det allerede saa sent?“ spurgte den intet anende Tania og trak sit
+lille, elegante Ur frem. „Saa gaar jeg med! Vil I følge mig hjem?“ Hun
+henvendte sig samtidig til ham og Georg.
+
+Andrey bukkede i Tavshed, og Georg var straks beredt -- man tog Afsked.
+
+Paa Hjemvejen talte Georg uafbrudt med Tania.
+
+Andrey lukkede næppe Munden op, hvert Ord, Georg sagde, borede sig som
+en Pil ind i hans Hjerte; men han følte en egen Tilfredsstillelse ved at
+lide paa denne Maade.
+
+Ved Tanias Gadedør tog de Afsked med den unge Pige, og da det endnu ikke
+var sent, foreslog Georg, at de skulde gaa ind til Byen. Andrey
+samtykkede, alt var ham ligegyldigt, og han fortsatte sin Vej, hensunken
+i samme paafaldende Tavshed som før og besvarede kun med Enstavelsesord
+Vennens Spørgsmaal. Han følte sig i høj Grad ulykkelig; den
+skæbnesvangre Opdagelse, han havde gjort over for sig selv, vilde bringe
+ham i en hel anden Stilling til Vennen.
+
+Endelig skulde de hver sin Vej.
+
+„Jeg kommer op til dig i Morgen Formiddag,“ sagde Georg. „Jeg vilde
+gerne læse mine sidste Digte for dig.“
+
+„Kan du ikke sende dem i Trykkeriet med det samme?“ spurgte Andrey.
+
+Dette var næsten for meget for Georg, det var at saare ham paa hans
+ømmeste Punkt. Han rynkede Panden og sagde i en halvt krænket, halvt
+forbavset Tone:
+
+„Nej, naturligvis kan jeg ikke det -- eller vil det i hvert Fald ikke.
+Du ved, jeg stoler aldrig helt paa min egen Dom.“
+
+„Godt, saa venter jeg dig i Morgen!“ svarede Andrey.
+
+„Hvad gik der dog af Andrey i Aften?“ spurgte Georg sig selv, da han var
+bleven alene, „saadan har jeg aldrig set ham før.“
+
+
+Den næste Morgen sad Georg i sin Vens Værelse med en Pakke Manuskript i
+Lommen.
+
+Andrey havde sovet paa sin Vrede og Sorg -- eller rettere ligget vaagen
+paa den, og saa træt, men rolig ud. Han modtog sin Gæst som sædvanlig,
+ja snarere med lidt mere Opmærksomhed end ellers. Georg tænkte, at han
+vilde søge at gøre sin Gnavenhed fra Aftenen før god igen.
+
+Da Georg endelig trak sit Manuskript op af Lommen og begyndte at læse,
+følte Andrey det som en Befrielse.
+
+Det, Vennen i Dag læste, var ingen politisk Artikel eller Afhandling af
+dem, han skrev „i sit Ansigts Sved“, som han udtrykte sig, men derimod
+Lyrik, skreven i hans gode og ledige Timer. Det var for det meste korte
+Digte, hvert med sit Tema, men dog nøje knyttede sammen ved én fælles
+Idé, saa at hele Samlingen virkede som et Epos i forskellige Sange.
+
+Det var en stor og begejstret Hymne til Pris for den unge, lysende Dag,
+der var i Færd med at oprinde for den russiske Revolution; i glødende
+Ord henvendte han sig til de unge iblandt _Folket_, som dem, der bar
+Fremtidens Socialisme, i hvilken der herskede Lykke og Broderskab.
+
+Skrevne, som disse Digte var, til forskellige Tider, og i forskellige
+Stemninger, virkede de højst uensartet. Lune og Skælmeri afvekslede med
+den højeste Patos, og ganske korte Digte fulgte ofte efter en lang Sang.
+Men netop denne Uregelmæssighed og tilsyneladende Mangel paa Sammenhæng
+havde gjort det lettere for Digteren at skabe et ægte Billede af
+Revolutionens mangesidede, ædle og store Værk. Andrey fulgte ham med
+aandeløs Interesse og vogtede sig vel for at ytre et eneste Ord. Han var
+fuldstændig under Fortryllelsen af Georgs melodiske, glødende Ord, alle
+mismodige Tanker eller Følelser var som strøgne af ham, og han frygtede
+for at bryde den gode Stemning.
+
+Da Georg efter at have læst omtrent en Time, holdt op, brød Vennen ud i
+en varmt følt og begejstret Tak. Dette var ubetinget det bedste, Georg
+endnu havde skrevet. De talte let og frit om det læste, Andrey gjorde
+nogle enkelte kritiske Bemærkninger, og Georg havde ikke mere Anledning
+til at forundre sig over Vennens forandrede Opførsel.
+
+Da Georg tog Afsked, foreslog han Andrey at gaa med ham; men han var
+nødt til at blive hjemme; man havde overdraget ham at skrive et
+Cifferbrev, og det kunde ikke opsættes. Længe blev han staaende ved
+Vinduet, efter at Vennen var gaaet. De herlige Ord genlød endnu i hans
+Sjæl. Georgs Talent havde udviklet sig forbavsende, han var uden Tvivl
+en benaadet Digter. Lykkelige Mand, som bar Geniets Stempel paa sin
+Pande!
+
+Og atter gled hans Tanker tilbage til Tania; hvorledes kunde hun vel
+vælge mellem ham og denne Mand?
+
+Med et Suk satte han sig til sit Skrivebord og tog energisk fat paa sit
+Arbejde. I flere Timer levede han nu i denne underlige Verden af talende
+Tegn og Figurer, slog ivrigt efter i Nøglen og bandede ofte den
+møjsommelige Arbejdsmaade. Brevet skulde, saa snart det var færdigt,
+bringes til Hovedkvarteret, for at Budet, som rejste til Dubravnik hen
+ad Eftermiddagen, kunde faa det med.
+
+I Hovedkvarteret traf han Helene; det var hendes Tur til at gøre
+Tjeneste den Dag.
+
+„Her er en Efterretning fra Dubravnik, som angaar dig!“ sagde hun og
+trak et Brev frem, som endnu var vaadt af den kemiske Proces. „Her er
+det, og her staar dit Navn!“ Hun pegede paa en enkelt Samling Figurer
+paa sidste Side. Brevet var fra Zina, og Andrey læste:
+
+„Da, der viser sig mange Vanskeligheder ved den Sag, jeg har for, vilde
+det være godt, om -- -- --“ her fulgte Tegnene -- „kunde komme hertil.“
+
+Intet kunde i dette Øjeblik være Andrey mere velkomment end at faa
+Anledning til at komme bort fra St. Petersborg.
+
+„Naa, hvad siger du?“ spurgte den unge Pige noget køligt. „Agter du at
+tage af Sted?“
+
+„Ja, selvfølgelig!“
+
+„Det tænkte jeg nok!“ ytrede Helene i en misbilligende Tone. „Uden et
+Øjebliks Betænkning er du i Stand til at forlade dit Arbejde her, som du
+netop har faaet saa godt i Gang. Men saadan bærer I Herrer
+Revolutionister af god Familie jer altid ad!“ vedblev hun vredt, uden at
+agte paa den unge Mands Indsigelser. „Saa snart der blot viser sig en
+Lejlighed for jer til at kaste jer hovedkulds ind i aktiv Terrorisme,
+er I straks parate og glemmer ganske jeres stakkels Arbejdere.“
+
+Helene, som havde set, hvilken udmærket Propagandist Andrey var, ærgrede
+sig over, at han nu uden videre vilde opgive dette Arbejde maaske for
+bestandig; thi intet var mere rimeligt, end at han satte Hovedet paa
+Spil ved Affæren i Dubravnik.
+
+„Intet skulde være mig kærere, end om jeg kunde fortsætte mit Arbejde
+her,“ sagde han godmodigt og beroligende; „men det vilde være en Skam
+for vort Parti, om vi ikke gjorde et ordentligt Forsøg paa at redde vor
+udmærkede Ven!“
+
+„Det er ingen Skam for Partiet, at en Mand, som er det hengiven,
+anvender sin Tid og sine Evner der, hvor de kan gøre mest Nytte,“
+svarede den unge Pige.
+
+„Synes du da virkelig, at Boris og de andre to er af saa lidet Værd for
+Partiet, at det ikke engang lønner sig at ofre et Forsøg paa at frelse
+dem?“ spurgte Andrey skarpt.
+
+„De har den Værdi for Partiet, som vore bedste Mænd i det hele taget
+har,“ svarede Helene; „men hvis vi vilde forsøge at frelse alle dem, der
+er noget værd, kunde vi ikke bestille andet end at hænge over Fængslerne
+rundt om i hele Rusland.“
+
+„Naa, saa mener du altsaa, at det er det eneste rigtige, at vi overlader
+dem til deres Skæbne?“ spurgte Andrey ironisk.
+
+„De levende har noget bedre at gøre end at brække Halsen for at grave de
+døde op igen,“ svarede Helene fast og skarpt.
+
+„Saa er du vel ogsaa af den Mening, at Minearbejderen ikke skal forsøge
+at befri sin Broder, der er begravet nede i Skakten, men derimod rolig
+blive ved med sit Arbejde?“
+
+„Aa, bliv mig fra Livet med dine Minearbejdere! de beviser intet,“
+udbrød hun ærgerligt. „En Lignelse er intet Argument. Men vi har ingen
+Tro til vor Gerning, det er Sagen! Hvis vi havde den rette Tro, vilde vi
+ogsaa have Mod til trofast at blive ved den!“
+
+„Jeg siger Tak til den Slags Trofasthed og ønsker mig den ikke!“ sagde
+Andrey vredt. „Men det er latterligt at bruge Tiden til at skændes,“
+vedblev han lidt efter noget roligere; „thi du ved dog lige saa godt som
+jeg, at jeg til Trods for din Protest rejser til Dubravnik. Det er
+bedre, at vi skilles som Venner; rimeligvis ses vi ikke mere førend min
+Afrejse.“
+
+Trods deres Strid kyssede de hinanden til Afsked, som det er Brug i
+Rusland iblandt Folk af deres Slags. Andrey lovede hende, at han i Løbet
+af en eller to Maaneder vilde være tilbage med alle tre Venner, og at
+han saa straks igen vilde optage sit Arbejde i Propagandaens Tjeneste.
+
+To Dage senere afrejste Andrey til Dubravnik i langt bedre Humør, end
+han længe havde været.
+
+
+
+
+ANDEN DEL
+
+I Ilden.
+
+
+
+
+I. KAPITEL.
+
+_De sammensvorne i Dubravnik._
+
+
+Ingen i St. Petersborg kendte Adressen paa Hovedkvarteret i Dubravnik;
+Andrey havde faaet Besked om at henvende sig til to Søstre, Masha og
+Kathrine Dudorov, for hos dem at faa nærmere Oplysning om Zina og hendes
+Venner.
+
+Det var ikke uden Vanskelighed, at han fandt den snævre, afsides
+liggende Gade og det stygge røde Murstenshus, hvori de boede.
+
+Ad en endeløs Stentrappe med slidte Trin naaede han til en gulmalet Dør.
+Der inden for maatte de bo; thi Trappen førte ikke videre.
+
+Han trak i Klokkestrengen, og straks efter stod en høj og paafaldende
+fattig klædt Kvinde med et sygeligt Udseende foran ham; hendes Alder
+kunde lige saa godt være tredive som tyve.
+
+„Tør jeg spørge, om Frøknerne Dudorov bor her?“ spurgte Andrey.
+
+„Ja, værsgod at komme indenfor!“ sagde hun kort og førte ham ind i et
+Værelse, hvis Fattigdom endogsaa var paafaldende for en Nihilist.
+
+Et Shirtingsforhæng delte Værelset i to Dele, den forreste Del, hvor
+Andrey befandt sig, blev brugt som Dagligstue, den bageste som
+Sovekammer.
+
+„Hvad ønsker De?“ spurgte Damen videre i samme kølige, korte Tone.
+
+„Jeg kommer med en Hilsen til de to Søstre Masha og Kathrine Dudorov fra
+Helene Zubova -- mit Navn er Andrey Kojukhov!“
+
+„Nej, hvor det glæder mig!“ udbrød hun, og der fo’r et Glædesskær over
+hendes blege Ansigt. „Jeg er Kathrine Dudorov, jeg skal straks kalde paa
+min Søster, værsgod at tage Plads!“
+
+Hun forsvandt hurtigt, og Andrey satte sig ved det umalede
+Fyrretræsbord, som var bedækket med Bunker af Bøger og Manuskripter i
+alle Størrelser og med forskellige Haandskrifter.
+
+Han vidste fra Helene, at de to Søstre havde arvet en lille Formue efter
+deres Fader, men at de havde givet alt, indtil den sidste Skilling, til
+den store Sag og nu fortjente deres Brød ved Afskrivning eller hvilket
+som helst andet Arbejde, de kunde faa fat paa. Paa en af Stolene laa et
+pragtfuldt Broderi paa gul Silke, meget for elegant til at kunne være
+bestemt for Beboerne af dette fattige Værelse.
+
+Et Øjeblik efter traadte Masha ind; hun var den ældste af de to, men saa
+med sit livlige Ansigt, den lille Opstoppernæse og de klare, brune Øjne
+ubetinget yngre ud.
+
+„Vi ventede Dem ikke saa snart,“ sagde hun. „Zina sagde, at De ikke
+kunde være her førend om tre Dage. De ønsker formodentlig straks at
+opsøge hende?“
+
+„Det gør jeg unægtelig -- hvis det da er Dem belejligt?“ svarede Andrey.
+
+„Jeg skal være færdig om et Øjeblik. -- Zina bor ikke langt her fra,“
+tilføjede hun og forsvandt bag det Shirtings Gardin.
+
+„Hvorledes lever Helene?“ spurgte imidlertid den yngre Søster. Helene
+var en Slægtning af Dudorovs.
+
+Andrey fortalte med faa Ord, hvad han vidste om hende.
+
+„Ved De, at David ogsaa er her i Byen?“ raabte Masha bag Gardinet. „Hvis
+De har Lyst til at træffe ham, kan jeg ogsaa give Dem hans Adresse.“
+
+„Er David her? Det anede jeg ikke!“
+
+„Jo, han har været ved den rumænske Grænse for at ordne Indsmuglingen af
+vore Bøger, og standsede undervejs her, jeg ved egentlig ikke af hvilken
+Grund,“ svarede Masha, som nu traadte frem fra sit Skjulested, iført en
+anden Kjole.
+
+„Se saa, nu er jeg færdig!“ vedblev hun. „Hvem vil De først besøge, Zina
+eller David?“
+
+„Lad os tage den først, som er nærmest,“ foreslog Andrey.
+
+Da David var den nærmeste, begav man sig altsaa først til ham.
+
+De fandt ham hjemme i Færd med at lege med en smudsig lille, gulhaaret
+Unge med store, blaa Øjne. Det var Værtens Datter; hun løb hurtigt bort,
+da hun saa de fremmede. David holdt meget af Børn og stod forøvrigt paa
+den venskabeligste Fod med Værten og hans Familie, der var Jøder. Han
+tog altid ind hos dem, naar han var i Dubravnik; ingen spurgte ham om
+hans Pas, han var simpelthen kendt under Navn af David.
+
+Han tog hjerteligt imod Andrey.
+
+„Du kommer akkurat i rette Tid,“ sagde han; „thi allerede i Morgen skal
+jeg rejse videre.“
+
+Efter at man havde talt en Tid sammen, erklærede David, at han vilde
+følge med til Zina, da han havde noget at tale med hende om. „Men jeg
+skal først have ordnet noget,“ tilføjede han og trak sin uundværlige
+Lærreds-Vadsæk frem af en Krog af Stuen og gav sig til at fare med
+Haanden ned i den.
+
+„Det er en underlig Vadsæk, den!“ sagde han. „Altid ligger det, jeg
+søger efter, helt nede paa Bunden,“ og han begyndte i rivende Hast at
+sprede dens Indhold ud over hele Sofaen.
+
+Endelig fandt han, hvad han søgte: en lille Trææske, som viste sig at
+indeholde Saks, Fingerbøl, Traad og andre Sysager. Saa trak han
+Overfrakken af og begyndte at sy.
+
+„Lad mig dog hellere gøre det for dig!“ sagde Masha og rakte efter
+Frakken.
+
+„Nej Tak!“ svarede han. „Jeg gør det meget bedre selv. Mands Arbejde er
+langt solidere!“
+
+For ogsaa paa en eller anden Maade at gøre sig nyttig, gav Andrey sig
+til at lægge Tingene ned igen i Vadsækken. Idet han greb en lille, grøn
+Pose paa fem, seks Tommers Længde, faldt der en besynderlig Genstand ud,
+som han først tog for et Stykke Legetøj. Det var en Træklods paa vel en
+Tommes Højde, stillet paa et lille bitte Fodstykke. Nogle lange
+Læderremme var fæstet til det og antydede, at det maatte være en
+Brugsgenstand. Ved at aabne den lille Pose saa han, at den indeholdt et
+hvidt og sortstribet, uldent Klæde af den Slags, som bruges ved den
+jødiske Gudstjeneste. Han havde flere Gange været i Synagogen og var vis
+paa, at han ikke tog fejl. Den lille Træfigur var det diminutive Alter,
+som Jøderne binder fast til Panden, medens de læser deres Bønner, og det
+stribede Klæde var den hellige _Talith_, som de bruger til at bedække
+deres Hoved og Skuldre med, mens de beder.
+
+„Se dog en Gang, hvad David har her!“ sagde Andrey og holdt de to Ting
+op foran Masha.
+
+De lo begge, det var virkelig for morsomt at se den Slags Sager i Davids
+Gemmer, han, der saa vel som de andre var afgjort Fritænker.
+
+„Le I kun!“ sagde David. „Jeg rejser aldrig uden de to Ting -- det er
+mit Pas og virker ligefrem magisk paa Spioner og Politi; det falder dem
+ikke ind, at jeg kan være Nihilist!“
+
+Han lo og bed Traaden over med sine hvide Tænder.
+
+„Se saa, nu er jeg færdig til at gøre vor Herskerinde min Opvartning!“
+tilføjede han.
+
+Masha tog nu Afsked for at gaa hjem efter først at have bedt David hilse
+Zina og Annie.
+
+„Hvem er den Annie?“ spurgte Andrey, da hun var gaaet.
+
+„Annie Vulitch! Du kender hende godt! -- husker du ikke, at du traf
+hende ved Grænsen? Hun er kommen tilbage fra Schweiz og har nu taget
+Pladsen som Tjenestepige i Hovedkvarteret,“ svarede David.
+
+„Jo vist husker jeg Annie Vulitch!“ udbrød Andrey. „Men er det nu ogsaa
+rigtigt at betro en saa ung Pige saa vigtig en Post?“
+
+„Jeg tænkte det samme i Begyndelsen; men jeg maa indrømme, at hun fylder
+sin Plads fortrinligt. Det var Zina, der valgte hende, og hun bar samme
+mærkelige Evne til at se sine Folk an, som hun har til at knytte dem til
+sig.“
+
+
+Om Aftenen fandt der et improviseret Møde Sted i Zinas lille Hus i en af
+Byens Udkanter. Der var kun fire Personer til Stede -- de to Kvinder,
+Andrey og David.
+
+Annie Vulitch tog liden Del i Samtalen; begravet i en uhyre Lænestol med
+de bitte smaa Fødder dinglende i Luften, lyttede hun til de andres Tale,
+medens hendes livlige, sorte Øjne bevægede sig fra den ene til den
+anden.
+
+Zina var i Færd med at forklare Andrey den Plan, de havde lagt til
+Boris’ og hans to Kammeraters Flugt, og spurgte til sidst, hvad han
+mente derom.
+
+„Du kommer med friskt Hoved og kan se klarere paa Tingene end vi andre!“
+sluttede hun.
+
+Andrey vedblev i Tavshed at stirre paa den Plan af Fængslet, som Zina i
+raske Træk havde ridset for ham.
+
+„Men saa tal dog, Menneske! Er du pludselig bleven stum?“ spurgte hun
+heftigt.
+
+„Naar jeg skal sige min Mening uforbeholdent,“ begyndte han endelig,
+„saa synes jeg aldeles ikke om eders Plan. Den er meget for kompliceret,
+alt for mange Ting skal gribe ind i hinanden. Et eneste Uheld paa et
+enkelt Punkt kan faa det hele til at ramle sammen, desuden er det en alt
+for løs Grund at bygge paa. Ja, her har du min Mening!“
+
+Planen var baseret paa en Medvirkning af de almindelige Fanger, med hvem
+de politiske havde været saa heldige at faa sat sig i hemmelig
+Forbindelse. To af dem, en forhenværende Landevejsrøver, ved Navn
+Berkut, og en Lommetyv, kaldet Kunitzin, var gaaet ind paa at hjælpe
+Boris og hans Venner med at flygte.
+
+Arbejdet med den underjordiske Gang, ad hvilken de skulde slippe bort,
+gik rask fremad, om en Uges Tid vilde den være færdig. Det var Berkut og
+Kunitzin, der gravede den. Deres Celle var i Stueetagen, medens de
+politiske Fangers, som blev strengere bevogtede, laa i Fængslets øverste
+Etage.
+
+Naar alt var i Orden; skulde Fangerne ovenpaa -- en bestemt aftalt Nat
+-- aabne Dørene til deres Celler ved Hjælp af en Dirk og liste sig ned i
+Cellen i Stueetagen for at naa den underjordiske Gang, der gik ud
+derfra.
+
+Den uhyre Fare, som var forbunden med hele dette Foretagende, laa ikke
+deri, at to almindelige Fanger var indviklet i det, thi baade Kunitzin
+og Berkut var Boris hengivne med Liv og Sjæl og havde ofte givet Bevis
+paa deres Tilforladelighed. Men de boede i Celle sammen med femten andre
+Fanger, som man selvfølgelig havde maattet indvi i Hemmeligheden. Ingen
+af dem vidste rigtignok andet, end at det var Berkut og Kunitzin, der
+vilde flygte, og som gode Kammerater bevarede de Hemmeligheden godt.
+
+Imidlertid kunde Brændevinen, som stadig smugledes ind i Fængslet,
+anstifte uberegnelig Ulykke, idet et eneste uforsigtigt Ord, udtalt i
+omtaaget Tilstand og i Vagtens Nærværelse, kunde røbe hele Planen.
+
+Sluttelig var der Vandringen fra den ene Etage til den anden, som i sig
+rummede den allerstørste Fare, da der Dag og Nat holdtes Vagt i Gangene.
+
+„Det hele er uhyre risikabelt,“ begyndte Andrey igen. „Hvis de ikke
+bliver opdagede før, saa vil de sikkert ikke undgaa det paa denne
+Vandring paa Trappegangene.“
+
+„Hvilket Flugtforsøg er ikke risikabelt, Andrey?“ spurgte Zina. „Men se
+her, jeg skal vise dig, at denne Vandring, som du kalder den slet ikke
+er saa farlig endda!“ og hun tegnede paa et nyt Stykke Papir en Plan
+over det Indre af Fængslet, som hun kendte til dets mindste Enkeltheder.
+
+Der var for Tiden ni politiske Fanger i Dubravniks Fængsel. Cellerne var
+fordelte i to sammenhængende Gange, som løb i en ret Vinkel hver til sin
+Side. Heldigvis var Boris og begge hans Kammerater i samme Gang. Efter
+at Vagten havde gjort sin Runde ved Midnat, skulde Zalessky, en af
+Fangerne i den anden Gang, se at faa lokket Fangevogteren hen til sin
+Celle og opholde ham med Snak. Zalessky havde allerede flere Gange paa
+denne Maade underholdt sig med ham, for at Manden ikke den Nat skulde se
+noget nyt i hans Adfærd og muligvis fatte Mistanke. Zina viste paa
+Planen, hvorledes det var umuligt fra Zalesskys Dør at se hen til de
+andres. Alle Hængsler saa vel som Laase skulde forud være smurte, og
+Fangerne skulde liste sig af Sted paa Hosesokker. Naar de først var uden
+for deres egen Dør, skulde de med en Dirk aabne Døren til Trappen, der
+førte ned til Stueetagen. De fire forskellige Gange dernede blev kun
+bevogtede af én Mand, som altsaa havde at gøre sin Runde igennem dem
+alle, og Fangerne behøvede kun at afvente det Øjeblik, da han forsvandt
+i en anden Gang, for at smutte ud i den, hvor Berkuts og Kunitzins Celle
+laa.
+
+„Og hvor udmunder den underjordiske Gang?“ spurgte Andrey.
+
+„Her,“ svarede Zina og pegede paa sit første Afrids paa en Plet
+umiddelbart uden for Ydermuren.
+
+„Og hvor er Skildvagten?“
+
+„Her!“
+
+„Altsaa lige i Nærheden! De kommer frem saa at sige for Næsen af
+Skildvagten,“ sagde han og viste Annie og David Kortet.
+
+„Ja, hvis det var dig, der skulde postere Skildvagterne, saa vilde du
+rimeligvis nok anbringe ham her paa et andet Sted,“ sagde Zina
+utaalmodigt. „Men da det nu ikke er Tilfældet, saa maa vi se at hjælpe
+os, saa godt vi kan.“
+
+„Nuvel, saa hjælper vi os, saa godt vi kan, og løber Risikoen,“
+bemærkede Andrey. „For Resten har jeg en Idé med Hensyn til Skildvagten;
+men jeg maa først selv se Stedet. -- Hvilken Rolle har du for Resten
+tænkt at overdrage mig?“
+
+Zina fortalte ham det. I Nærheden af det Sted, hvor Gangen udmundede,
+skulde der holde en Vogn for hurtigst muligt at bringe Fangerne til et
+sikkert Sted. Vasily, som var en udmærket Kusk og kendte Byen ud og ind,
+skulde agere Kusk; men man holdt det for raadeligst at have en anden
+paalidelig Mand med frie Hænder paa Stedet for at hjælpe Fangerne hen
+til Vognen og i fornødent Fald forsvare dem.
+
+Andrey nikkede bifaldende. „Ja, den Plan kan der intet siges imod, ingen
+ved, hvad der kan ske,“ sagde han.
+
+Saa aftalte man, at Vasily næste Aften skulde føre ham hen til Stedet,
+og Mødet sluttedes.
+
+„Hvor kan jeg træffe dig i Morgen?“ spurgte David.
+
+„Det har jeg ingen Idé om -- spørg Zina! Jeg staar under hendes
+Kommando,“ svarede Andrey.
+
+„Kom til Rokhalsky i Morgen, vi er der alle, Andrey skal bo sammen med
+Vasily,“ svarede Zina.
+
+Vasily beboede et Værelse i det lille Værtshus, hvor hans Hest stod
+opstaldet. Han udgav sig for at være Kusk og Oppasser hos en mindre
+Købmand, der var bleven opholdt paa Markedet i Romny, men snart vilde
+komme efter. Andrey skulde altsaa foreløbig spille denne fingerede
+Herres Rolle og maatte i den Anledning anskaffe sig en Klædedragt, der
+svarede til hans nye Stilling og hans nye Pas: en lang Kaftan, et Par
+lange Støvler, en Hue og Vest af den brugelige Slags og saa fremdeles.
+I Mellemtiden skulde Vasily forberede Folkene i Værtshuset paa, at hans
+Herre nu kom.
+
+Den næste Dag skulde de begge mødes hos Rokhalsky for at træffe en
+bestemt Aftale om Andreys endelige Ankomst til Værtshuset, og det blev
+overdraget David at bringe Vasily Besked; thi Vasily selv kom aldrig til
+Zinas Hus; de to Boliger holdtes strengt afsondrede. Værtshuset var kun
+et midlertidigt Tilholdssted; Politiet vilde ikke have vanskeligt ved at
+finde dem der, saa snart Flugtforsøget først var gjort. Følgelig skulde
+det forlades samme Nat, som Flugten fandt Sted, og Andrey og Vasily --
+saa vel som de undvegne -- tage Ophold i Zinas Hus, hvor de skulde
+holdes indelukkede, medens Politiet vendte op og ned paa Byen for at
+finde dem. Af den Grund maatte Zinas Hjem ikke alene holdes fuldstændig
+frit for ethvert Samkvem med Værtshuset, men ogsaa i det hele taget for
+al mistænkelig Omgang. De to Kvinder levede saaledes næsten helt
+afsondrede; man mødtes kun til korte Forhandlinger i de offentlige Anlæg
+eller Pladser, eller, hvis det var nødvendigt, at alle maatte være til
+Stede, i en Vens Hus, som f. Eks. hos Rokhalsky.
+
+„Hvor vil du anbringe mig i Nat?“ spurgte Andrey, da David var gaaet.
+
+„Jeg vil straks gaa med dig til Rokhalsky, som vist nok gerne giver dig
+Husly en Nat, saa har du den Fordel at være der i Morgen Formiddag.“
+
+Saa snart Mørkningen var falden paa, begav de sig af Sted.
+
+Rokhalsky var en velhavende og godhjertet Mand med liberale Anskuelser
+og varm Interesse for de sammensvorne; han modtog mange forskellige
+Slags Mennesker i sit Hus, havde aldrig haft noget Sammenstød med
+Politiet, og de „Ulovlige“ havde hos ham et af deres sikreste
+Tilflugtssteder i Dubravnik.
+
+I en stille Gade i et af Byens fornemme Kvarterer pegede Zina paa en
+Række oplyste Vinduer i tredje Etage af et nybygget Hus og sagde til
+Andrey: „Vi træffer ham i hvert Fald hjemme -- rimeligvis er der
+Selskab.“
+
+„De er svært tidligt paa Færde her i Dubravnik og, som det forekommer
+mig, ogsaa meget økonomiske -- der er jo ikke en eneste Vogn at se i
+hele Gaden,“ sagde Andrey.
+
+„Den fattigste Del er vel kommen først,“ bemærkede Zina ligegyldigt.
+
+Idet de kom nærmere, opdagede Andrey i et Vindue i Stueetagen lige over
+for Rokhalskys to gamle Damer, der i synlig Ophidselse syntes at pege op
+imod den oplyste tredje Etage.
+
+En egen Mistanke greb ham.
+
+„Vent et Øjeblik her,“ sagde han til Zina, „lad mig gaa først ind, her
+er noget ved Stedet, som jeg ikke rigtig synes om.“
+
+„Passiar! Rokhalsky er sikker nok,“ udbrød hun og gik hen imod Porten,
+som hun aabnede. Andrey lagde Mærke til, at der indenfor og paa de hvide
+Stentrin var Spor af mange og store Fødder, og idet han resolut greb
+hendes Arm og stak den ind under sin, trak han hende ud paa Gaden.
+
+„Det er højst sandsynligt, at Rokhalsky er sikker, naar du siger det;
+men hvad kan det skade dig, om du venter et Par Minutter her udenfor,
+mens jeg løber op for at se ad?“ sagde han.
+
+Andrey vedblev at føle sig usikker -- alle disse forskellige Tegn, som i
+og for sig syntes saa ubetydelige, og som han næppe selv kunde forklare
+sig, havde faaet ham til at studse; det er det, overtroiske Folk kalder
+for en Forudanelse.
+
+„Det er for latterligt,“ sagde Zina og trak sin Arm ud af hans.
+
+„Ja, hvis du ikke lader mig gaa alene op, gaar jeg slet ikke med.“
+
+Der var en saadan Bestemthed i hans Tone, at Zina uvilkaarligt saa op og
+blev slaaet af Udtrykket i hans Ansigt.
+
+„Nuvel da, hvis du virkelig tror, at der er Grund til Mistanke, saa lad
+os hellere slet ikke gaa op -- ingen af os --, men spadsere frem og
+tilbage i Gaden, indtil vi ser et eller andet!“ sagde hun. Det vilde
+ubetinget have været det klogeste, men Andrey var nysgerrig efter at faa
+at vide, hvorledes Sagerne i Virkeligheden stod; det var aldeles
+nødvendigt for Mødets Skyld den næste Dag, og han svarede derfor:
+
+„Naa, det er jo heller ikke nødvendig straks at gøre saa stort Væsen af
+Tingene; vi kan risikere at komme til at gaa her i Timevis, uden at se
+noget. Vent henne paa Hjørnet; jeg skal være tilbage om et Øjeblik!“
+
+Han traadte ind i Porten; der var ikke en Sjæl at se, Dødstavshed
+herskede over hele Huset. Da han gik op ad den første Trappe, aabnedes
+en Dør i Stueetagen, og et rynket, skægløst Ansigt -- han kunde ikke
+afgøre, om det var en Mands eller Kvindes -- kom til Syne, kastede et
+hurtigt, spejdende Blik paa ham og forsvandt. Saa hørte han Døren blive
+slaaet i bag sig og Nøglen drejet hastigt om.
+
+„Besynderligt!“ tænkte Andrey og gik forsigtigt videre -- saa lydløst,
+som det var muligt uden at røbe nogen Angst.
+
+Han lagde hurtigt sin Plan. Han vilde gaa forbi Rokhalskys, lige op til
+fjerde Etage for at læse Navnet paa dem, som boede der, saa vilde han
+gaa ned og ringe paa hos Rokhalsky, og hvis Politiet lukkede op, vilde
+han lade, som om han gik forkert, og spørge efter Familien ovenover. For
+en Sikkerheds Skyld tog han sin Revolver ud af Hylstret, trak Dolken,
+som han altid bar i sit Bælte, frem, saa at den var nem at faa fat paa,
+og var snart efter oppe i tredje Etage, hvor han saa Rokhalskys Navn paa
+en Messingplade. Han standsede og betænkte sig; hans Plan kunde være god
+nok; men han løb den Risiko at afskære sig selv Tilbagevejen; havde han
+dog blot spurgt Zina om Navnet paa dem, der boede ovenover, hun vidste
+det rimeligvis.
+
+Saa hørte han pludselig en Dør blive hurtig aabnet og Lyden af Sporer og
+Sabler; al Tvivl var forsvunden. Politiet var der.
+
+Inde i Rokhalskys Entré var der posteret fire Soldater, som havde faaet
+Ordre til at anholde enhver, der maatte komme. De havde hørt Andreys
+forsigtige Trin og ventede kun paa, at han skulde ringe, for at kaste
+sig over ham. Da han imidlertid tøvede med at ringe, frygtede de, at han
+skulde gaa igen og saaledes undslippe dem, og besluttede derfor at
+optræde angrebsvis.
+
+Men førend de endnu havde faaet Døren helt op, var Andrey allerede som
+et Lyn henne ved Trappen, greb fat i Gelænderet og sprang som en Bold
+nedad. Han havde ikke en Gang set Soldaterne, men hørte kun deres Raaben
+og Trampen og Lyden af deres Sabler paa Trappen. Det var et vanvittigt
+Løb, ingen af Parterne havde gensidig set hinanden, men Andrey havde
+Fordelen paa sin Side; thi han var en smidig, ung Mand -- øvet i at
+klatre paa Bjerge -- mens Soldaterne var anderledes stive og tilmed
+hindrede af deres tunge Dragt og lange Sabler. Allerede nede ved første
+Etage havde han faaet et godt Forspring. Idet han løb forbi Gasblusset,
+fik han en god Idé -- han slukkede Gassen. Ved næste Afsats gjorde han
+det samme, og med en lynsnar Bevægelse kastede han Bænken, der stod
+langs Væggen, paa tværs over Gangen. Der var nu ganske mørkt paa Gangen,
+og hans Forfølgere sagtnede deres Løb.
+
+Saa havde han den Tilfredsstillelse at høre nogen falde over hans
+improviserede Barrikade: et tungt Fald og en Ed, hvorefter der næsten
+blev stille; Soldaterne var nødte til forsigtigt at famle sig frem af
+Frygt for lignende Forhindringer. Nede i Porten slukkede Andrey atter
+Gassen og stod endelig paa Gaden efter først omhyggeligt at have trukket
+Porten til efter sig, for at gøre Mørket fuldstændigt.
+
+Zina, som befandt sig i nogen Afstand, havde ikke hørt det mindste til
+Larmen, kun var det hende paafaldende, at han kom saa hastigt tilbage:
+men da hun saa hans rolige, om end hurtige Skridt og det fuldstændig
+beherskede Udtryk i hans Ansigt, gik hun ham uden Ængstelse i Møde.
+
+Han standsede hende med en Gestus og hviskede, da han var kommen helt
+hen til hende: „Politiet!“
+
+Saa tilbød han hende galant sin Arm og gik roligt hen imod Rokhalskys
+Hus. Rimeligvis vilde Soldaterne om et Øjeblik styrte frem, og det var
+da bedre, at de saa deres Ansigt end deres Ryg. Zina gjorde ikke den
+mindste Indvending, hun var alt for erfaren i den Slags Situationer til
+ikke straks at forstaa og billige Andreys Plan; de var næppe gaaet ti
+Skridt, førend Porten blev reven op, og fire Soldater uden Hjælm og med
+flagrende Haar kom styrtende ud, den ene af dem holdt et Lommetørklæde
+for Næsen. De saa forvildede til alle Sider, og da de kun opdagede en
+velklædt Herre med en Dame under Armen, løb de hen imod dem, og en af
+dem sagde hurtigt og stakaandet til Andrey:
+
+„Undskyld, min Herre; men De skulde vel ikke have set en Mand løbe?“
+
+„Ud af denne Port?“ spurgte Andrey og pegede paa Rokhalskys Hus.
+
+„Ja, netop!“
+
+„Med rødt Skæg og graa Hat?“
+
+„Ja! Nej! -- -- det kan være det samme. Men hvad Vej løb han?“
+
+„Den!“ svarede Andrey og pegede paa et lille Stræde bag dem. „Han er
+lige løbet forbi os og maa vist nok være løbet ind i det første Hus paa
+højre Haand. De vil sikkert kunne faa fat paa ham -- men løb hurtigt!“
+
+De løb hurtigt og var snart ude af Syne. Zina og Andrey gik videre, Arm
+i Arm og med rolige, værdige Skridt. Ved det første Gadehjørne drejede
+de af, og da der kom en Droske kørende, raabte de den an og opgav Kusken
+Navnet paa en Gade i et helt andet Kvarter. Som rimeligt var, ønskede de
+saa hurtigt som muligt at komme bort fra dette farlige Sted.
+
+I Vognen talte de ikke om det forefaldne af Hensyn til Kusken, de opgav
+ham igen en ny Adresse og steg til sidst ud paa et Gadehjørne.
+
+„Lad mig nu høre det hele!“ sagde Zina og greb atter Andreys Arm.
+
+Han fortalte med faa Ord, hvad der var hændet. „Vi har i Sandhed haft
+Lykken med os!“ udbrød Zina. „Hvis vi ikke var komne der i Aften, og du
+ikke havde fattet Mistanke, hvad vilde der saa været hændet os alle i
+Morgen? Ak ja,“ tilføjede hun tankefuldt, med et Suk -- „af hvilke
+Tilfældigheder afhænger dog ikke vor Skæbne; nu maa vi se at faa fat paa
+David, for at han kan gaa rundt til vore Folk og give dem Besked. Vi er
+lige ved Davids Hus, kender du Stedet igen?“
+
+„Nej, jeg har ikke Begreb om, hvor vi er,“ svarede Andrey.
+
+„Vi er komne hertil fra en anden Side,“ sagde hun, slap hans Arm og
+forsvandt i en mørk Port. Her tog hun sin elegante Hat af, bandt den ind
+i sit hvide Lommetørklæde, trak Handskerne af og kastede et Tørklæde
+over Hovedet, som hun knyttede under Hagen paa samme Vis som de russiske
+Bønderkoner. I dette Kostume og med den lille Pakke i Haanden lignede
+hun en ung, smuk Syerske, som bar en Pakke til en Kunde.
+
+„Vent paa mig her!“ sagde hun. „Om et Kvarter er jeg tilbage igen. Lad
+mig se dit Ur?“
+
+Hun sammenlignede det med sit.
+
+„Tre Minutter i otte -- hverken før eller senere er jeg her igen.“
+
+„Naa, jeg ser, at du har bibeholdt dine Petersborger-Vaner!“ sagde
+Andrey smilende.
+
+„Ja, der er intet saa modbydeligt som at vente paa det usikre,“ sagde
+hun og forsvandt i Mørket.
+
+Endnu en Tid kunde han skimte den lille, hvide Pakke, saa forsvandt
+ogsaa den. Efter at have bidt omhyggeligt Mærke i det Hus, hvor de
+skiltes, begyndte han at gaa fremad, af og til seende paa sit Ur. Da
+Halvdelen af Tiden omtrent var udløben, vendte han og gik i samme Tempo
+tilbage; et Minut før Tiden var han paa Stedet.
+
+Atter saa han den hvide Pakke nærme sig, dog var det ikke denne Gang
+Zinas Hat -- den havde hun igen taget paa -- men Lommetørklædet alene,
+som hun holdt i Haanden. Ved hendes Side gik en sort Skikkelse; det var
+David; han havde ikke kunnet modstaa sin Lyst til at gaa med for at
+lykønske Andrey til hans heldige Flugt.
+
+„Ja, disse smaa Byer er undertiden forbandet hede Steder,“ sagde han
+leende, „og godt var det, at du slap med at brænde Fingerspidserne!“
+
+Zina gav derpaa David endnu et Par Oplysninger, og saa forsvandt han.
+
+„Jeg er bleven ængstelig!“ sagde hun, da de var alene. „David fortalte
+mig om en ny, ganske uventet Arrestation -- en Mand i en anset social
+Stilling. Jeg stoler ikke længer paa nogens Sikkerhed; det er bedst, du
+følger hjem med til mig.“
+
+„Lad os saa gaa da!“
+
+„Ja, men lad os hellere vente til efter Klokken ti, paa den Tid er Gaden
+rolig, og ingen lægger Mærke til dig.“
+
+De havde endnu to Timer for sig; Andrey foreslog, at de skulde gaa en
+Tur langs med Floden, de kunde da uforstyrret tale videre og samtidig
+nyde den herlige, sydlandske Aften.
+
+„Nej!“ sagde Zina, „vi kan benytte vor Tid til noget bedre end det! Lad
+os gaa hen til Fængslet, saa behøver du ikke at gaa der med Vasily. Det
+er desuden rigtigst at undersøge Stedet ved Nattetid, da det dog er om
+Natten, du skal gøre Brug af dine Kundskaber.“
+
+De gik altsaa lige hen til Fængslet; det var en stor, svær to Etages
+Bygning, der ragede op over en høj Mur, som udelukkede den fra den
+øvrige Verden. En stor og øde Plads uden Spor af Vegetation omgav den og
+stødte paa den ene Side op til de aabne Marker.
+
+Ad de nærmest tilstødende Gader gjorde de en Rundgang omkring Terrainet
+og standsede til sidst ved den Gade, hvor Vognen skulde holde, og
+hvorfra man kunde overse hele Valpladsen.
+
+„Tag blot et Overblik over det hele!“ sagde Zina. „Du behøver hverken at
+tælle Skridt eller maale Afstande, det har Vasily allerede gjort, og han
+vil sige dig alt.“
+
+Stedet, hvor Vognen skulde holde, var ret gunstigt, eller rettere, saa
+lidt ugunstigt, som man kunde vente at finde det. Vist nok var det noget
+langt borte fra det Sted, hvor den hemmelige Gang udmundede, men til
+Gengæld var det skjult af Husene, saa at Vognen ikke kunde ses eller
+beskydes fra Fængselsmuren. Gaden var sikker nok -- selv paa denne Tid
+af Aftenen var der ikke en Sjæl at se i den.
+
+„Her er det svage Punkt!“ sagde Zina og pegede hen imod en tarvelig
+Vinknejpe i omtrent tre Hundrede Alens Afstand. „Hele Nabolaget her er
+som en uddøet Ørk ved Midnat; men i den fordømte Kælder derhenne drikker
+de lige til Klokken to. Man kan risikere, at en Opvarter eller en Gæst
+kommer ud for at se efter, naar der høres Larm paa Gaden, og en saadan
+Tilfældighed kan blive skæbnesvanger for os.“
+
+„Aa, hvis det ikke er andet, saa behøver du ikke at ængstes for det,“
+svarede Andrey. „Det bliver min Sag at tage mig af dem derinde og
+forhindre dem i at blande sig i Ting, som ikke vedkommer dem. Derimod
+vilde jeg foreslaa, at Vasily holdt lidt nærmere ved Værtshuset, det
+vilde se mere naturligt ud, saa staar jeg ved Enden af Gaden og giver
+ham et Tegn, idet Fangerne viser sig, for at han kan køre lidt længere
+frem imod dem.“
+
+De gik atter igennem Gaderne og kom nu ud paa en anden Kant af
+Fængselspladsen; Zina førte sin Ledsager skraas over den og gik videre
+langs Fængselsmuren.
+
+„Der oppe er de politiske Fangers Celler,“ hviskede hun og pegede paa en
+Række Vinduer i øverste Etage, hvoraf nogle henlaa i Mørke, medens der
+inden for andre skinnede et svagt Lysskær.
+
+„Kan du vise mig Boris’ Vindu?“ spurgte Andrey med skælvende Stemme.
+
+„Det syvende fra Hjørnet; der er Lys, rimeligvis læser han. Levisbins er
+det femte og Kleins det tredje. Begge deres Vinduer er mørke, de sover
+vel allerede. Men det er ikke værd at stirre saa vedholdende paa nogle
+Fængselsvinduer,“ tilføjede Zina og stødte til ham, „Skildvagten
+iagttager dig!“
+
+Andrey havde ikke ventet, at han skulde komme Boris saa nær i Aften, og
+Tanken om, at hans Ven befandt sig her inden for denne Rude, saa nær, at
+han kunde raabe til ham, satte ham i stærk Bevægelse. Et Øjeblik fo’r
+der en vild Idé igennem hans Hoved om at raabe Boris’ Navn højt for
+muligvis at faa et Glimt af ham at se. Han var saa fortabt i sine
+Tanker, at Zina blev nødt til at tage hans Arm og trække ham af Sted.
+
+De fortsatte en Tid deres Vej i Tavshed; da Fængselsterrainet var et
+godt Stykke bag dem, spurgte Andrey:
+
+„Vilde han kunne se os, hvis vi gik forbi ved Dagslyset?“
+
+„Nej!“ svarede Zina. „Dertil sidder Vinduerne meget for højt, og de er
+desuden overmalede med hvid Farve, for at man ikke skal kunne se igennem
+dem. Men jeg skal skrive og fortælle ham, at vi er gaaede forbi hans
+Celle i Aften og har set Lys derinde; det vil glæde ham.“
+
+„Ogsaa jeg vilde gerne skrive til ham -- kan jeg det?“ spurgte Andrey.
+
+„Ja, saa ofte du vil! Jeg kan nu faa bragt alt, hvad jeg ønsker til ham;
+vi fører en livlig Korrespondance. Men det har været frygtelig svært at
+faa Bugt med hans Vogtere. Véd du af, at jeg to Gange paa en Haarsbred
+nær har været ved at blive arresteret? Jeg har altid det Held at komme
+til de forkerte Folk.“
+
+De vedblev paa hele Hjemvejen at tale om Boris, og hjemme i Stuen viste
+Zina sin Ven et Fotografi af hendes lille Søn Boria, hun havde faaet det
+sendt for et Par Dage siden.
+
+„Er han ikke henrivende?“ spurgte hun med en Moders Stolthed, idet hun
+holdt Billedet af en Baby med buttede Hænder, runde, forbavsede Øjne og
+aaben Mund hen foran ham.
+
+„Jo, han er nydelig! Finder du ikke, at din Dreng ligner Boris?“
+
+„Aldeles det samme Ansigt!“ udbrød Zina, glad ved at høre dette af en
+fremmed. „Og han bliver nok ogsaa en Gang i Tiden en lige saa god
+Oprører som hans Fader. Han er kun et Aar og fire Maaneder gammel, men
+han har allerede efter Evne hjulpet med til Revolutionen,“ og saa
+fortalte hun smilende, at hun havde taget Drengen med til Hovedkvarteret
+i Kharkoff, da han var ni Maaneder gammel.
+
+„Der er intet, der giver ens Hus et mere fredeligt og uskyldigt
+Udseende, frit for enhver Mistanke, end saadant et lille Barn. Og min
+Boria viste sig den Gang at være meget nyttig for os. Tror du vel, at
+der er mange, der i saa ung en Alder, har begyndt deres Arbejde i
+Revolutionens Tjeneste?“ spurgte hun og lo. „Du ser, der er Grund til at
+antage, at han vil blive til noget engang!“
+
+„Forhaabentlig behøver dog Rusland ikke længer Revolutionister til den
+Tid, at din Boria bliver stor“ -- mente Andrey, og tilføjede: „Men hvor
+har du gjort af ham nu?“
+
+Der gled en Sky over den unge Kones Pande.
+
+„Jeg kunde desværre ikke tage ham med mig hertil -- i det Tilfælde, at
+jeg skulde blive fængslet, vilde han saa ogsaa komme til at følge mig --
+og dertil er han dog lidt for ung. Han er ude paa Landet hos Boris’
+Moder; de er gode imod ham og skriver ofte til mig. Jeg haaber, at jeg
+vil kunne ordne det saaledes, at jeg kan rejse derud, saa snart Affæren
+her er overstaaet.“
+
+De talte til langt ud paa Natten i Zinas Spisestue, hvor der var redt
+Seng til Andrey. Annie Vulitch havde forlængst begivet sig til Ro.
+Andrey maatte fortælle Zina alt, hvad han vidste om Vennerne i St.
+Petersborg, om Georg, Advokat Repin og Tania; men han vogtede sig vel
+for at røbe sine Følelser for den unge Pige.
+
+
+I Løbet af nogle faa Dage havde Andrey og Vasily ordnet alt fornødent og
+var installerede som Herre og Tjener i den omtalte Gæstgivergaard. Men
+kort efter hændte der noget, som foreløbig bragte en fuldstændig
+Standsning i hele Foretagendet.
+
+I samme Celle, som Berkut og Kunitzin beboede med de andre Fanger, blev
+der indført en ny Mand, som sagdes at være Falskmøntner; til ham fattede
+man straks Mistanke; man frygtede for, at han var Spion for Politiet.
+
+Alle Beboere af Cellen blev enige om, at Arbejdet paa den hemmelige Gang
+maatte hvile, indtil man atter blev den uvedkommende Kammerat kvit.
+I Løbet af tre Uger gjorde hele Selskabet deres bedste for at gøre ham
+Tilværelsen derinde saa uudholdelig som vel muligt, og paa denne Maade
+lykkedes det dem endelig at bringe ham saa vidt, at han androg
+Fængselsinspektøren om at maatte blive ført til en anden Celle. Først da
+kunde man atter tage fat paa Arbejdet.
+
+Disse Forsinkelser var yderst ubehagelige for Hovedpersonerne i
+Sammensværgelsen; ikke alene tærede det i foruroligende Grad paa deres
+Pengebeholdning, men det gjorde dem nervøse, fordi de var nødte til at
+holde sig i fuldstændig Ro og Afsondrethed. Det vilde have været Vanvid,
+om de var begyndt at tage Del i Propagandaen, der i Dubravnik saa vel
+som andre Steder gik sin vante, regelmæssige Gang.
+
+I sin Egenskab af Forretningsmand kunde Andrey imidlertid ikke altid
+sidde hjemme, det vilde se mistænkeligt ud; desuden var det nødvendigt,
+at han traf Zina, som var Midtpunktet for og Lederen af hele Bevægelsen.
+Følgelig gik han hver Morgen ud og mødtes i Løbet af Formiddagen paa et
+forud aftalt Sted og paa et bestemt Klokkeslæt enten med Zina eller
+endnu hyppigere med Annie Vulitch. Resten af Formiddagen maatte han
+tilbringe i Værelset, hvor Vasily, naar han var færdig med sine Pligter
+som Kusk og Opvarter, gjorde ham Selskab.
+
+For ingen af dem var denne paatvungne Lediggang nogen særlig Nydelse; de
+var for ophidset til at kunne studere, og selv almindelig Romanlæsning
+formaaede ikke for en Tid at fængsle deres Tanker. Dog var Vasily den,
+der fandt sig bedst i sin Skæbne. Naar han havde foret og striglet sin
+Hest, pudset Seletøjet og ordnet Værelset -- som var lejet „uden
+Opvartning“ -- og som just ikke blev holdt overdrevent propert -- kunde
+han i Timevis ligge ud af Vinduet med Piben i Munden og med en saa
+ligegyldig, sløv Mine, som om han aldrig i sit Liv havde bestilt andet.
+Andrey søgte forgæves at tilegne sig noget af sin Vens Ro -- „for den,
+der kæmper, er Taalmodighed lige saa nødvendig som Mod og Klogskab,“
+sagde Vasily bestandig. Men for Andrey der kom lige fra det virksomme
+Liv i St. Petersborg, var det dobbelt svært at vænne sig til dette
+Driverliv, og han levede kun i en eneste nervøs Forventning om, at den
+store Dag endelig skulde bryde frem.
+
+En Aften, da de begge kom hjem efter en Spadseretur, fandt de en Seddel
+med Andreys Adresse paa Bordet i Forstuen. Der havde under deres
+Fraværelse været et Bud fra „Kontoret“ og lagt følgende Besked til
+Herren, forklarede Portieren. Det var en aaben Seddel med nogle faa Ord
+nedkradsede med en daarlig Haandskrift og forkert stavet, hvori man
+anmodede Andrey om at komme paa „Kontoret“ næste Morgen Klokken ti i
+Stedet for Klokken elleve.
+
+Denne Besked kunde kun komme fra Zina og maatte betyde, at der var
+hændet noget særligt.
+
+
+
+
+II. KAPITEL.
+
+_Man lægger en ny Plan._
+
+
+Deres Møde næste Dag skulde finde Sted i de offentlige Anlæg. En halv
+Time før Tiden var Andrey ved den bestemte Bænk i en af de mere afsides
+liggende Gange, og opdagede et Øjeblik efter Zinas lysebrune Kjole
+mellem Træerne.
+
+„Hvad er der i Vejen?“ spurgte han.
+
+Hun svarede ikke straks; thi der kom i det samme en Herre gaaende forbi
+dem; men hendes Ansigt var alvorligt og bar Præg af stærk
+Sindsbevægelse.
+
+„Alt er ødelagt!“ sagde hun endelig og saa op paa ham. „Politiet har
+opdaget Gangen!“
+
+„Opdaget Gangen?“ gentog Andrey som forstenet.
+
+„Ja, forrige Nat; men lad os sætte os her paa Bænken, saa skal jeg
+fortælle dig alt.“
+
+Den unge Kone fortalte nu hurtigt, hvorledes det hele var gaaet til.
+Kunitzin var netop gaaet ned i Gangen for at grave de sidste Spadestik,
+da et pludseligt Spektakel oppe i Cellen fik ham til at skynde sig
+tilbage. Det var Fangerne, der var komne i Skænderi ved Kortbordet -- en
+af dem var bleven greben i at spille falsk, og de kastede sig nu alle
+over ham, en enkelt endog med Kniv, saa at han blev saaret i Skulderen.
+Larmen hidkaldte selvfølgelig straks Vagten, og det var kun lige netop,
+at Kunitzin naaede at springe op i sin Seng; men han naaede derimod ikke
+først at faa Brædtet, der dækkede for Aabningen ned til Gangen, lagt
+ordentlig til Rette. En af Soldaterne snublede over Kanten af det, og et
+Øjeblik efter var den hemmelige Gang opdaget.
+
+Andrey stirrede ufravendt paa Zina, mens hun talte, men hørte dog næppe
+hendes Ord; kun det ene stod helt klart for ham, at deres Plan var
+tilintetgjort.
+
+„Det er Frugten af al vor Udholdenhed!“ udbrød han bittert.
+
+„Det kunde være gaaet os endnu langt værre,“ sagde Zina roligt. „Sæt nu,
+at Politiet den Gang gennem den nye Fange havde faaet et Vink om vort
+Foretagende, saa var vi rimeligvis alle blevne grebne. Nu gælder det kun
+om at begynde forfra!“
+
+„For tredje Gang, saa vidt jeg véd!“
+
+„Nej, for femte! Vi har forsøgt og opgivet tre andre Planer før denne,“
+svarede hun.
+
+„Men hvad skal den næste blive?“ spurgte Andrey og forsøgte at være
+rolig. „Er der i det hele taget nogen „næste“ tilbage?“
+
+„Jeg haaber, at vi maa kunne finde paa et eller andet -- maaske Boris
+kan hjælpe os -- -- -- men det værste er, at vore Penge er ved at slippe
+op,“ sagde Zina.
+
+Der fulgte en lang Pavse, hver af dem var optagen af sine egne Tanker.
+Det var Zina, der talte først.
+
+„Jeg har faaet at vide, at der skal være kommet Ordre fra St. Petersborg
+til Dommeren om at fremskynde Boris’ Forhør saa meget som muligt.“
+
+„Hvad betyder det?“ spurgte Andrey.
+
+„Intet særligt! De vil blot paa ny blive underkastede Forhør.“
+
+„Holdes disse Forhør i selve Fængslet, eller bliver Fangerne førte andet
+Steds hen?“ spurgte Andrey, som greben af en pludselig Idé.
+
+„Forhørene holdes paa Raadhuset, Dommerne anser det for under deres
+Værdighed at komme til Fangerne,“ svarede Zina.
+
+„Hvad om vi vovede et Forsøg paa denne Vandring til Raadhuset?“ spurgte
+han og vendte sig helt om imod hende.
+
+Hun saa bestyrtet paa ham.
+
+„Er du gal? Midt paa Gaden i en stor By -- ved højlys Dag? Hvad tænker
+du paa!“
+
+„Det er jo heller ikke ligefrem et Forslag, jeg gør,“ svarede han. „Det
+er kun et øjeblikkeligt Indfald, som dog maaske var værd at tage under
+nærmere Overvejelse. Kan du sige mig, hvor stor Eskorten er, som
+ledsager dem?“
+
+„Sidste Gang var der fire Mand.“
+
+„Kun fire! Det er ikke saa slemt, som jeg havde troet.“
+
+Han begyndte nu i fuldt Alvor at udvikle sin Plan og søge at bevise, at
+Faren ved at angribe Politiet paa aaben Gade og ved højlys Dag ikke var
+nær saa stor, som det straks kunde synes. Hvis Forsøget virkelig blev
+gjort, vilde Sagen i Løbet af nogle faa Minutter være afgjort enten paa
+den ene eller anden Maade; paa saa kort Tid vilde der ikke kunne samle
+sig noget Gadeopløb, tilmed da enhver forbipasserende rimeligvis vilde
+løbe sin Vej ved det allerførste Skud. Desuden kunde man vælge et
+ubefærdet Sted til Angrebet; Fængslet laa i Udkanten af Byen, og de
+nærmest tilstødende Gader var næsten mennesketomme paa den travleste Tid
+af Dagen.
+
+„Men du glemmer Hovedpunktet,“ afbrød Zina ham, „der er fire Soldater i
+Eskorten, og de fordrer i det mindste fire Mand fra vor Side, hvis vi,
+som du siger, skal overrumple dem. Med de tre Fanger bliver der altsaa
+syv Mand af vore; dertil behøves to Vogne med tilsvarende Kuske for at
+føre dem hurtigt bort. -- Tænk blot, hvilket Materiale der udfordres til
+at gennemføre din Plan!“
+
+„Med lidt Energi vil vi vel nok kunne skaffe baade Penge og Folk,“
+svarede Andrey.
+
+„Maaske! Men det bliver jo en ligefrem Nedsabling, og det er da egentlig
+ikke det, vi vil. Hvad hjælper det, om vi befrier Fangerne, hvis vi i
+Stedet for bringer deres Redningsmænd i Ulykke?“
+
+Andrey mumlede noget i Skægget og gik uroligt frem og tilbage; hun havde
+unægtelig Ret, hans Plan var meget for indviklet. Han forsøgte at
+simplificere den; den ene Vogn og en Mand til Angrebet kunde maaske
+spares -- men det var og blev desuagtet en yderst kompliceret
+Historie -- -- --
+
+„Hvad mener du!“ afbrød hans Ledsagerske ham pludselig i hans
+Grublerier, „hvis Fangerne var bevæbnede?“
+
+„Det vilde være brillant -- men hvorledes skulde det gaa til?“
+
+„Jeg tror, det kunde lade sig ordne. Slutteren giver dem alt, hvad de
+vil -- for nylig lod han dem faa en Sav og et Bundt Nøgler, han kan lige
+saa godt overtales til at bringe dem tre smaa Revolvere. Jeg vil i hvert
+Fald forsøge, om det gaar.“
+
+„Ja, -- og det saa snart du kan!“ sagde Andrey. „Det vilde unægtelig
+simplificere Sagen betydeligt.“
+
+Da de mødtes næste Dag, kunde Zina allerede meddele ham, at Slutteren
+var villig til at hjælpe dem, og man begyndte nu paa den nye Plans
+Udarbejdelse, efter at den først ved et Fællesmøde enstemmig var
+vedtagen. Det blev bestemt, at man nu, da Fangerne kom til at føre
+Vaaben, skulde hjælpe sig med to Mand til selve Angrebet og have to
+Vogne til at skaffe dem bort i. Det blev overdraget Vasily at købe en ny
+Hest, medens Zina skulde sætte sig i Forbindelse med Ligaen i Dubravnik
+for at faa to paalidelige Mænd, en til at være Kusk og en til Angrebet.
+
+En ny Meddelelse fra Fængslet bragte dem til af al Magt at fremskynde
+deres Forberedelser. Forhøret skulde allerede finde Sted om fjorten
+Dage; med saa kort Varsel vilde det være umuligt at faa alt ordnet, og
+Andrey foreslog, at man ikke først skulde skaffe nye Folk, men hjælpe
+sig med én Vogn og en Mand til Angrebet, og denne Mand vilde han være.
+Til Hest, med et flinkt Dyr under sig, vilde han alene paatage sig at
+bringe Forvirring i Eskorten, naar samtidig Fangerne angreb. Boris saa
+vel som hans to Kammerater var alle tre modige og behændige Mænd, og de
+vilde i hvert Fald have Fordelen af at have de første to, maaske tre
+Skud paa deres Side. Hvis det blot lykkedes dem at gøre én Mand
+ukampdygtig, vilde Overmagten være paa deres Side, fire Mand maatte
+sagtens kunne gøre det af med Eskorten.
+
+Vasily skulde vedblive at spille sin Rolle som Kusk, kun skulde han
+anskaffe sig en Droskekusks Mundering og pudse sin Vogn op, saa at den
+var præsentabel ved Dagslys, alle tre Fanger skulde køre bort i samme
+Vogn, og Andrey maatte ved Hjælp af sin Hest klare sig selv.
+
+Hele Planen var meget risikabel, thi Fangerne var, hvordan det gik eller
+ikke, i hvert Fald i Begyndelsen under Opsigt, og Vasily havde sin Vogn
+at passe; Andrey var saaledes den eneste, der med helt frie Hænder kunde
+begynde Angrebet. Men han havde en urokkelig Tro til sin Plan, og det
+lykkedes ham til sidst at faa Vennerne lige saa overbeviste. Det, som
+særlig tiltalte dem alle ved Planen, var dens store Simpelhed og
+Billighed. Den lange Ventetid havde tømt deres Pengekasse; men Zina, som
+havde et eget Talent til at skaffe Penge, havde igennem en Ven faaet
+laant to Hundrede Pund Sterling, som skulde tilbagebetales om tre
+Maaneder. Det var imidlertid ogsaa alt, hvad de for Øjeblikket havde at
+disponere over. Den strengeste Økonomi var derfor nødvendig.
+
+„Jeg behøver ingen Racehest,“ sagde han til Zina, der fungerede som
+Kassererske, „et almindeligt Dyr vil være tilstrækkeligt til at klare
+Forfølgere til Vogns; og hvis det skulde hænde, at der var en Kosak
+eller Kavalerist iblandt dem, saa er det hele dog forbi, enten jeg har
+en Racehest eller ej.“
+
+En feberagtig Travlhed fulgte efter Andreys sidste Forslag, som nu blev
+det gældende. Han og Vasily fandt snart hos en af Byens Anden-Klasses
+Hestehandlere en flink, lille Steppehest med lille Hoved og lige Ryg.
+Ejeren garanterede, at den var vant til at bære Sadel.
+
+I Løbet af de følgende Dage søgte Andrey at gøre sig kendt med sit Dyr,
+som viste sig at være klogt, hurtigløbende og heldigvis ikke sky --
+hvilket var af den allerstørste Vigtighed.
+
+Da han første Gang paa en afsides liggende Plads ude i Skoven forsøgte,
+om den kunde staa for Skud, stejlede den lige ret op i Luften, men
+allerede ved det andet og tredje Skud gik det bedre, og efter en Uges
+Forløb var den fuldstændig rolig; kun et Skud affyret imellem dens Øren
+fik den til at skælve, men heller ikke mere.
+
+Zina var paa sin Side fuldt optaget af at instruere Vagtposterne og de
+øvrige, der skulde hjælpe med i Affæren; det var i alt otte Mand. Ved en
+Række behændige Manøvrer skulde de sørge for at bringe Eskorten sammen
+med Andrey paa rette Sted og i rette Øjeblik.
+
+Det var ikke muligt bestemt at skaffe at vide, naar Forhøret vilde finde
+Sted. Dagen og Timen afhang ganske af Dommerens Forgodtbefindende. Det
+var derfor nødvendigt, at alt og alle henad den formodede Tid skulde
+være rede til at handle med et Øjebliks Varsel.
+
+Det første Signal, det, der skulde sætte hele Maskineriet i Bevægelse,
+skulde udgaa fra Fængslet selv. Man vidste, at Fangerne, førend de
+forlod Fængslet, nede i Kontoret skulde iføres andre Dragter og
+visiteres indtil Skindet. Saa snart de modtog Ordren til at begive sig
+nedenunder, skulde Klein stikke et Stykke blaat Papir op i sit Vindu,
+som han kunde naa ved at staa paa en Skammel.
+
+Hver Dag fra Klokken ni Morgen til tre Eftermiddag -- de Timer, hvor
+Forhørene paa Raadhuset afholdtes -- blev dette Vindue iagttaget af to
+af de sammensvorne, som havde lejet et Værelse i et Hus lige overfor og
+skiftedes til igennem en Kikkert at stirre derop. Saa snart som Signalet
+i Kleins Vindu blev synligt, skulde én af dem løbe hen i det Værtshus,
+hvor to andre opholdt sig. Den ene af disse, en vis Vatajko, en ung Mand
+af Annie Vulitch’s Medstuderende, skulde øjeblikkelig kaste sig i den
+Droske, der holdt parat, for saa hurtigt som muligt at faa bragt
+Meddelelsen til Vasily og Andrey, der med Hest og Vogn var rede til at
+rykke ud med et Øjebliks Varsel.
+
+Den anden Mand skulde bringe Besked til de øvrige, der skulde fungere
+som Vagtposter og holdt sig samlede i et andet Værtshus.
+
+Man havde beregnet, at hver især vilde have tilstrækkelig Tid til at naa
+sin Post, forinden Fangerne havde faaet skiftet Dragt, var visiterede og
+komne igennem alle de øvrige Formaliteter, der udkrævedes ved en saadan
+Lejlighed. Turen fra Fængslet til Raadhuset tog henved fyrretyve
+Minutter. Efter at være gaaede over Fængselspladsen -- en to-tre
+Minutters Gang -- kom de ind i et snævert Stræde, der førte til en
+nyanlagt og meget bred Lindetræsallé, i hvis nederste Ende der kun
+fandtes nogle enkelte Butikker. Der vilde medgaa tolv Minutter, førend
+Eskorten naaede denne Allé, hvor Sammenstødet skulde finde Sted -- kun
+tre, fire Minutters Gang fra Strædet.
+
+En Linie af fem Vagtposter, anbragte paa Strækningen fra Fængselspladsen
+til Alléen, skulde ved forud aftalte Tegn signalisere, naar Fangerne
+traadte ud af Fængslet, og hvad der ellers kunde hænde af Vigtighed, til
+Andrey og Vasily, der holdt sig borte indtil det afgørende Øjeblik.
+
+Efter nøjagtig Overvejelse var man bleven enig om, at Angrebet skulde
+gøres paa Vejen til Raadhuset, og kun, hvis det ved en eller anden
+uforudset Hændelse -- en Ligbegængelse, et Brudetog eller lignende
+skulde blive umuliggjort -- skulde det opsættes til paa Tilbagevejen.
+
+I dette Tilfælde maatte naturligvis alle de medvirkende forandre
+Stilling, ligesom Andrey og Vasily da skulde vente paa et andet Sted;
+selve Angrebet derimod skulde foregaa paa samme Sted.
+
+Hele Planen var uhyre vanskelig og risikabel; alt maatte arbejde med et
+Urværks Akkuratesse, den ringeste Forhindring eller Misforstaaelse kunde
+bringe det hele til at strande.
+
+For at være sikker paa, at hele Maskineriet arbejdede paalideligt, holdt
+man en Søndag Morgen en Slags Generalprøve, idet to af dem -- Zina og
+Masha Dudurov -- agerede Eskorten og med afmaalte Skridt bevægede sig
+fra Fængselspladsen og videre til det kritiske Sted. Alt gik, som det
+skulde; Tid og Afstand var nøjagtig beregnet, og kun nogle faa Signaler
+blev ændrede.
+
+Der var Grund til at antage, at Forhøret vilde finde Sted i den kommende
+Uge, enten Mandag eller Onsdag. Mandagen forløb rolig, Tirsdag holdtes
+der ingen Retsmøder, og man var nu vis paa, at Onsdag vilde blive Dagen.
+
+Vasily var oppe før Klokken seks; for hundrede Gang undersøgte han hver
+Skrue i Vognen, hvert Søm i Hestens Sko og hvert Spænde i Seletøjet, alt
+var pudset og blankt som til Parade. Hestene fik en ekstra Portion Havre
+og blev striglede med ekstra Omhu.
+
+Da han var færdig med sit Arbejde i Stalden, gik han op for at lave Te
+til Andrey, der imidlertid var kommen op.
+
+Et Øjeblik efter kom Zina; hun bar en Torvekurv i Haanden og havde et
+graat Tørklæde over Hovedet. Det uventede Besøg bragte dem straks paa
+den Idé, at der maatte være hændet et eller andet uforudset, og da den
+unge Kone nu løste Tørklædet, og de saa hendes blege, ophidsede Ansigt,
+udbrød Andrey angst:
+
+„Nu er der vel atter hændet en Ulykke?“
+
+„Nej, men læs dette!“ svarede Zina og rakte ham et Telegram fra St.
+Petersborg.
+
+Det var fra Taras Kastrov og holdt i ganske uskyldige Udtryk som et
+almindeligt Forretningstelegram, men Meningen var tydelig nok for dem
+alle. Taras bad dem indstændigt om at opsætte Planen i tre Dage.
+
+Det stod straks klart for dem, at et eller andet vigtigt Anslag, som
+Ligaen i St. Petersborg havde for, vilde blive ødelagt, hvis
+Telegrammerne om Dubravnik-Overfaldet forinden naaede Politiet. Baade
+Andrey og Zina havde tilstrækkelig Erfaring til at vide, at den Slags
+uventede Sammentræf kunde hænde; men de vidste ogsaa, at en Udsættelse
+af deres Plan i dette Øjeblik kunde betyde det samme som belt at maatte
+opgive den.
+
+„Det er for sent nu til at forandre noget,“ sagde Andrey.
+
+„Vist ikke!“ svarede Zina. „Hvad der ikke allerede er udført, kan
+opsættes.“
+
+„Det vil sige det samme som at opgive det hele; rimeligvis er det den
+sidste Lejlighed, der gives os.“
+
+„Det er muligt,“ sagde Zina.
+
+„Naa ja,“ vedblev Andrey i Ophidselse; „men har de Ret til at forlange
+et saadant Offer for os? Maaneder igennem er der arbejdet for denne
+Plan, og nu, da vi er lige paa Nippet til at gennemføre den, opfordrer
+man os -- maaske for en ren Indbildnings Skyld -- til at opgive det
+hele! Nej, det er for galt! Paa den Maade faar vi aldrig noget
+udrettet.“
+
+„Vær dog rolig, Andrey!“ sagde Zina stille. „Du véd jo, at de kender
+Sagen her lige saa godt som vi. Og naar de alligevel sender os et
+saadant Telegram, saa maa deres Forehavende være af større Vigtighed end
+vort. Tror du maaske, at jeg er mindre opsat paa at faa Sagen gennemført
+end du, og at jeg ikke lider ved denne Udsættelse? Men vi maa finde os i
+det.“
+
+Andrey bed sig i Læben og modsatte sig ikke længer; efter et Øjebliks
+Pavse spurgte han:
+
+„Er Fangerne underrettede om Udsættelsen?“
+
+„Nej, dertil har der ikke været Tid,“ svarede Zina.
+
+„Jeg fik Telegrammet i Aftes længe efter mit Møde med Slutteren. Men
+naar de ikke ser nogen i Gaden, vil de snart kunne tænke sig til, at der
+er kommet noget i Vejen.“
+
+„Nej, saadan kan det ikke gaa. Naar de ingen ser, vil de simpelthen tro,
+at vi ikke har naaet at komme paa Plads, og at Angrebet vil finde Sted
+paa Tilbagevejen. De maa øjeblikkelig have et Tegn fra os -- maaske vil
+det være dem muligt at udvirke et nyt Forhør.“
+
+„Det er sandt; men hvorledes skal vi faa givet dem nogen Meddelelse nu
+saa sent?“ sagde Zina.
+
+„Lad os gaa ned og møde dem paa Gaden,“ foreslog Andrey. „Naar de ser os
+til Fods, forstaar de øjeblikkelig, at alt er opgivet for i Dag.“
+
+Zina gik med Glæde ind paa Forslaget, og det blev bestemt, at hun og
+Andrey skulde følges ad; Vasily blev tilbage i Gæstgivergaarden.
+
+De var næppe komne et Par Hundrede Skridt frem, før de saa en Droske i
+rasende Fart komme imod dem og Vatajkas Hoved tittende frem ved Siden af
+Kusken, hvem han syntes at sige en Besked.
+
+„Halløj! Holdt!“ raabte Andrey.
+
+Vatajka sprang ned af Vognen; han bragte Meddelelsen: Signalet i Kleins
+Vindu var givet -- alle Vagtposter var allerede paa Plads.
+
+„Løb alt, hvad du kan, og faa dem væk igen,“ udbrød Zina. „De maa ikke
+ses paa Gaden i Dag, der bliver ikke noget af vor Plan.“ Og da hun saa
+den unge Mands skuffede og bedrøvede Ansigt, tilføjede hun hurtigt: „Det
+er intet af Betydenhed, kun en Opsættelse paa nogle Dage.“
+
+Vatajko skyndte sig af Sted, og Zina og Andrey fortsatte deres Gang.
+
+Det var en kold, fugtig Efteraarsmorgen, en fin Regn begyndte at falde
+og tiltog i Styrke efterhaanden, som de gik. Fodgængerne i Gaderne
+skyndte sig af Sted, alt hvad de kunde.
+
+„Hvilket udmærket Vejr!“ sagde Andrey med et Suk og pegede paa den
+efterhaanden ganske mennesketomme Gade.
+
+Zina nikkede, Vejret kunde virkelig ikke have, været heldigere for et
+Anslag som deres.
+
+Idet de drejede ind i Lindetræsalléen, fo’r de begge sammen.
+
+„Der er de!“ hviskede de uden at bevæge Hovedet. Midt i Alléen saa de
+den lille Eskorte komme, to Gendarmer gik foran, saa kom de tre Fanger
+og til sidst igen to Gendarmer.
+
+Kun Boris, som gik i Midten, saa rask og stærk ud, hans lange,
+nøddebrune Skæg flagrede i Vinden, og hans Ansigt udtrykte Glæde over
+det uventede Møde, uden Skygge af Ængstelse for, hvad det kunde betyde.
+Begge de to andre, Levshin og Klein, var blege, maaske grundet paa
+Sygdom, men maaske ogsaa kun af Sindsbevægelse.
+
+De to Grupper nærmede sig langsomt hinanden, idet Vennerne hver for sig
+gjorde sig den mest mulige Umage for ikke ved et Blik eller en Gestus at
+forraade Gensynets Glæde. Fuldstændig ligegyldige fortsatte de deres
+Gang og dog vidste de gensidigt, at de saa og følte hinanden.
+
+Zina sagtnede sine Skridt, men alligevel svandt Afstanden mellem de to
+Grupper med rivende Fart. Med et brændende Ønske om at forlænge disse
+dyrebare og dog saa vemodige Minutter traadte hun ind i en Port, som for
+at søge Ly mod Regnen Pludselig fo’r der en Idé igennem hendes Hoved.
+
+Hun saa hen paa Boris og begyndte med Skaftet af sin Paraply at banke
+paa Døren, som en Dame, der ved, at hun bliver ventet og ikke vil ringe.
+
+Andrey saa forbavset paa hende, men forstod straks, at der maatte stikke
+noget under. Og i Virkeligheden telegraferede Zina til sin Mand i
+Fængsels-Banke-Systemet, hvor hvert Bogstav af Alfabetet gengives ved
+forskelligt modulerede Slag. Baade Zina og Boris, som havde tilbragt syv
+Aar af deres Ungdom i Fængsel, kendte tilstrækkelig dette Sprog.
+
+De Ord, som hun paa denne Maade henvendte til sin Mand, var følgende:
+„Sørg for et nyt Forhør!“ og saa hurtig havde hun været, at hun var
+færdig, inden Fangerne endnu var komne forbi. Et let, næppe mærkeligt
+Nik fra Boris tilkendegav, at han havde forstaaet hende.
+
+Næsten i samme Øjeblik aabnedes Døren foran Zina, og en Tjenestepige
+spurgte høfligt, hvem hun ønskede at tale med.
+
+„Er Oberst Ivan Petrovitch Krutikoff hjemme?“ det var det første Navn,
+der faldt hende paa Tungen.
+
+Pigen svarede, at her boede kun Protopope Sakharov, og hun kendte ingen
+af det andet Navn, hvorpaa Zina bad om Undskyldning og gik.
+
+Fangerne var da allerede i nogen Afstand. Zina og Andrey vendte tilbage
+til deres Logis i godt Humør og overbeviste om, at denne Forsinkelse
+ikke vilde medføre ubehagelige Følger.
+
+
+
+
+III. KAPITEL.
+
+_Kampen._
+
+
+Allerede samme Aften blev der vekslet Breve mellem Boris og Zina; hun
+forklarede Grunden til Udsættelsen, medens han paa sin Side meddelte,
+at et nyt Forhør vilde finde Sted ved Juryens næste Møde om Lørdagen.
+
+Om Fredagen skulde den Affære i St. Petersborg, som havde forhindret
+deres første Anslag, løbe af Stabelen, og baade Vasily og Andrey var nu
+glade over, at de havde fulgt Zinas Raad.
+
+Lørdag Morgen Klokken ni placerede Vasily sig -- iført sit Kostume som
+Droskekusk -- uden for Gæstgivergaarden, ivrigt spejdende hen imod
+Hjørnet af Gaden. En halv Time senere drejede Vatajkos Droske om Hjørnet
+og fo’r forbi Værtshuset uden at standse; men Vatajko holdt det aftalte
+Tegn -- et hvidt Lommetørklæde i Haanden og svingede endog ganske let
+dermed, ung og eksalteret som han var. Vasily sprang op ad Trappen for
+at give Andrey Besked, men mødte ham allerede paa Halvvejen; han havde
+fra Vinduet set Vatajko og kom nu roligt, fuldstændig udrustet gaaende
+ned ad Trappen.
+
+Hesten stod fuldt opsadlet i Stalden, i et Sæt var Andrey i Sadlen og
+fulgte tæt efter Vasily, som allerede havde besteget sin Buk og sat sine
+Heste i Bevægelse.
+
+Udenfor paa Gaden tilkastede de hinanden et hurtigt Afskedsblik,
+rimeligvis skulde de aldrig mere tales ved. De tog Vej i forskellig
+Retning og skulde først mødes i det afgørende Øjeblik.
+
+Ti Minutter senere havde Andrey naaet en lille, afsides liggende Plads,
+i kort Afstand fra den nederste Ende af den skæbnesvangre Lindetræsallé.
+Vatajko, der var udset som hans særlige Vagtpost, var allerede paa sin
+Plads. Han havde afskediget sin Droske og stod nu midt i et snævert
+kroget Stræde, som forbandt Alléen med det lille Torv. Ved at staa midt
+ude i Gaden kunde den unge Mand se til begge Ender og saaledes
+signalisere alle Tegn ude fra Alléen til Andrey.
+
+Vasily, som Andrey ikke kunde se, var allerede paa sin Post i den
+modsatte Ende af Strædet, og fik sine Signaler fra Vagtposterne, der
+stod i Linie hen imod Fængslet.
+
+Idet Andrey red forbi Mundingen af det lille Stræde, saa han, at Vatajko
+stod med Hatten paa, et Tegn paa, at Fangerne endnu ikke havde forladt
+Fængselsgaarden. Han steg af sin Hest og førte den rundt om Pladsen, som
+om han ønskede at give den Motion. Synet af en Rytter, der holdt stille,
+vilde tiltrække sig Opmærksomhed. Han var iført en kort national
+_armiak_, under hvis Skøder hans Vaaben var skjulte. Da han atter
+passerede Strædet, saa han, at Vatajko tog sin Hat af og lod, som om han
+plukkede et Straa af den. Det gav et Sæt i Andrey; nu gik Fangerne ud af
+Porten -- endelig var Øjeblikket kommet! Alligevel besteg han ikke
+straks sin Hest, men fortsatte, idet han førte den ved Bidselet, roligt
+sin Gang; han havde endnu et andet vigtigt Tegn at vente paa.
+
+Hver af Fangerne skulde være forsynet med en kort Revolver; det var
+imidlertid vanskeligt paa Grund af Visitationen, der fandt Sted førend
+Afmarchen fra Fængslet, at faa disse praktiseret til dem, og Slutteren,
+der var med i Komplottet, havde derfor foreslaaet, at han vilde forsøge
+at stikke Vaabnene i de tre Kapper, som han, efter at alle Formaliteter
+var overstaaede, skulde kaste over Fangernes Skuldre.
+
+Alt afhang af, at denne List lykkedes, og Fangerne skulde give et
+bestemt Tegn til den første Vagtpost for at antyde, om det var sket.
+Derefter skulde Angrebet finde Sted eller helt opgives for den Gang.
+
+Vatajko, som hidtil havde drevet omkring, tilsyneladende optaget af at
+betragte de udstillede Billeder i en Papirhandel, opgav nu ethvert
+Forsøg paa Forstillelse og posterede sig midt i Strædet, idet han
+aandeløs vogtede paa enhver af Vasilys Bevægelser. Saa snart Signalet
+var givet, drejede han sig rundt og løb for at bringe Andrey den gode
+Efterretning. Hans Mission som Vagtpost var endt, han saa Vasily bevæge
+sig hurtigt fremad i Retning mod Kamppladsen.
+
+Andrey derimod var nødt til at vedblive at bevæge sig omkring paa
+Torvet; det var for tidligt for ham allerede nu at vise sig i Alléen;
+han havde endnu fem à seks Minutter for sig.
+
+Vatajko gik ved hans Side.
+
+„Lad os ikke komme for langt bort fra Strædet;“ sagde Andrey med dæmpet
+Stemme, „og vær endelig ikke nervøs! Glem ikke at bringe Zina Besked --
+du husker jo nok, hvor hun venter dig? Tredje Bænk fra Begyndelsen af
+Boulevarden.“
+
+Den unge Mand nikkede et Ja.
+
+„Se saa, nu er det Tid!“ udbrød Andrey og sprang behændigt i Sadlen,
+medens Vatajko holdt ved Hestens Hoved.
+
+„Farvel!“ sagde den stærkt bevægede Vatajko. „Det hele afhænger af
+dig --“
+
+„Og af min Rosinante!“ fortsatte Andrey smilende, nikkede venligt og
+forsvandt i Trav ind i Strædet.
+
+Idet han drejede ind i Alléen, holdt han et Øjeblik sin Hest an. Jo, alt
+var i Orden, Gaden fuldstændig rolig! Hans Øjne droges som ved
+Magnetisme hen imod et lille mørkt Punkt, som i den store Afstand syntes
+at staa stille, men i Virkeligheden bevægede sig fremad med
+regelmæssige, militæriske Skridt.
+
+„Det er dem! Der er ingen Tvivl mere!“ sagde han til sig selv --
+„hvorledes det end løber af, saa sker der noget i Dag!“
+
+Langsynet, som han var, kunde han snart skelne hver enkelt af de tre
+Fanger og opdagede nu, at Boris ingen Kappe bar, men kun en kort Trøje.
+Han var rimeligvis ikke bevæbnet. Hvilket Uheld! Men Levshin og Klein
+havde begge to deres Kapper paa, saa skulde de nok klare Sagen
+alligevel, og Fangerne var vel af samme Mening, siden de havde givet det
+aftalte Signal.
+
+Til venstre Side af Gaden holdt Vasilys Køretøj, og paa Bukken sad
+Vasily selv -- dog saa Andrey kun hans brede, krumme Ryg i den blaa
+Frakke og med den skinnende høje Voksdugshat. Han saa fuldstændig ud som
+en træt, udslidt Droskekusk, der i sløv Ligegyldighed venter paa en
+Passager. Intet andet Køretøj var at se i Gaden, det var Vagtposternes
+Pligt -- nu deres Mission som Telegraf var endt -- at optage enhver
+Droske, som maatte komme kørende og beordre den til et saa fjernt Sted
+som muligt, for at Gendarmerne ikke skulde kunne benytte den til
+Forfølgelsen.
+
+De to Parter nærmede sig langsomt hinanden; Andrey holdt sin Hest i
+Skridtgang. I hele Alléen saas kun nogle enkelte Fodgængere.
+
+Sammenstødet skulde finde Sted en tredive, fyrretyve Alen bag Vasilys
+Vogn for at lette Flugten. I det Øjeblik, Fangerne fyrede, skulde Andrey
+allerede være i Ryggen af Eskorten -- ved det første Skud skulde han
+gøre omkring og sprænge ind imellem Gendarmerne, medens disse allerede
+var optagne af Kampen med Fangerne. Han maatte altsaa sørge for at være
+passeret, naar de nærmede sig den rette Afstand fra Vasilys Vogn. Han
+saa ikke hen paa de tre, og de ikke paa ham, og dog iagttog de hinanden
+skarpt. Levshin var den, der var ham nærmest, Andrey følte næsten fysisk
+hans ivrigt spørgende Blik, og uden at vide af det, rent uvilkaarligt,
+gav han et næsten umærkeligt opmuntrende Nik. Levshin misforstod i sin
+Ophidselse dette Nik. Som et Lyn saa Andrey ham trække Revolveren frem,
+vende sig og sigte paa Gendarmen, der gik bag ham. Saa fulgte et Skud og
+en drøj Ed midt i en tæt Røgsky, som et Øjeblik forhindrede Andrey i at
+se nogen Ting.
+
+Kampen var begyndt.
+
+Andrey drejede lynsnart sin Hest rundt, spændte sin Revolver og ventede
+med Fingeren paa Hanen. Igennem den forsvindede Røg saa han, at
+Gendarmen ikke var saaret, men havde kastet sig over sin Angriber og
+holdt ham fast i Struben. I næste Øjeblik holdt Andrey en rygende
+Revolver i Haanden, Gendarmen var falden til Jorden, og en grænseløs
+Forvirring paafulgte.
+
+Gendarmernes Raaben, Skrig af Fodgængerne, der styrtede bort i alle
+Retninger, Vinduer, der blev smækkede i, blandede sig med Larmen af
+Skud, der blindt affyredes i Luften.
+
+Da Vasily saa, at det hele foregik for nær ved hans Vogn, kørte han
+langsomt en tredive Alen fremad. Med Tømmerne i den ene Haand og
+Revolveren i den anden holdt han skarpt Udkig baade med Fægtningen og
+Gaden. Hans Hoved bevægede sig uafbrudt, og hans smaa, gnistrende Øjne
+mindede om et vildt Dyrs.
+
+Levshin, der var bleven fri for sin Fjende, løb næsten uskadt hen til
+Vognen og sprang ind. Klein var i Færd med at følge hans Eksempel; men
+en stor, stærk Karl af en Gendarm fik akkurat Tid til at gribe fat om
+hans Haand og vriste Revolveren fra ham. Andrey sprængte ham til Hjælp.
+Gendarmen fyrede, men traf ikke, idet han uafladeligt blev trukken frem
+og tilbage af Klein, som han endnu ikke havde sluppet. Andrey tvang sin
+Hest ind paa ham og truede med at trampe ham ned.
+
+Nødsaget til at forsvare sig imod Hestens Hove slap han endelig sit Tag
+i Klein, der nu løb hen imod Vognen. I et Nu var Soldaten igen paa
+Benene og vilde atter efter Flygtningen; men hurtig som et Lyn fik
+Andrey drejet sin Hest ind imellem ham og Klein.
+
+„Du har lidt for meget Hastværk -- min gode Mand!“ raabte Andrey og
+hævede Revolveren.
+
+I samme Øjeblik faldt der to Skud. Gendarmen var truffen i Armen, der
+faldt kraftesløs ned og slap Revolveren. Andrey var ikke saaret, kun
+hans Kappe strejfedes af Modstanderens Kugle; men uheldigvis gik den
+videre og traf Vasilys Hest. Med et Sæt fo’r den i Vejret, og til Trods
+for alle Vasilys Anstrengelser for at holde den tilbage, fo’r den i
+rasende Fart af Sted. De to Fanger var i Sikkerhed; men Boris var
+tilbage.
+
+To Mænd af Eskorten var ukampdygtige, der var altsaa nu to imod to.
+Boris kunde flygte med paa Andreys Hest.
+
+„Blot lidt Held, og Sejren er vor!“ sagde Andrey til sig selv og
+forberedte et nyt Angreb.
+
+Boris kæmpede tappert i omtrent tyve Alens Afstand mod de to Gendarmer,
+der forsøgte at binde ham med et Reb. Han var allerede én Gang sluppen
+fra dem, idet han forsøgte paa at redde sig paa egen Haand ved at løbe,
+hvis han ikke skulde være saa heldig at naa Vognen; men han var bleven
+indhentet og var nu midt i en voldsom Kamp.
+
+„Hold ud! Jeg skal straks være hos dig!“ raabte Andrey og galoperede hen
+til ham. Andrey var en udmærket Skytte og agtede at gøre den mest mulige
+Brug deraf; men da han i dette Øjeblik saa en rødskægget Gendarm lægge
+en Slynge om Boris’ Arm, glemte han al Forsigtighed, gav sin Hest
+Sporene og red ind paa dem. Sergenten med den saarede Arm kom nu ilende
+til for at hjælpe sine Kammerater. Med sin Hests brede Bringe rendte
+Andrey imod ham, saa at han som en Bold blev kastet over mod den
+rødskæggede -- denne faldt til Jorden, men trak uheldigvis Boris med
+sig; imidlertid havde Andreys Hest i den Tro, at den skulde gøre et nyt
+Stød-Angreb, fjernet sig med sin Rytter i kort Afstand fra selve
+Kamppladsen, og der gik saaledes nogle faa Øjeblikkes kostbar Tid tabt.
+Chancerne vendte sig i et Nu mod Andrey.
+
+Da han atter fik drejet sin Hest rundt, saa han Boris staa ubevægelig
+mellem de to Gendarmer. Han kæmpede ikke længer, hans Ansigt var
+fortrukket i Vrede, og hans Øjne truende fæstede mod noget i det fjerne.
+
+„Red dig selv! Politiet!“ hørte Andrey ham raabe med en Stemme, som han
+aldrig i sit Liv glemte. Han saa tilbage, og en fortvivlet Ed undslap
+ham. To Politibetjente, hidkaldte ved Larmen, kom løbende ned ad Alléen,
+og en tredje drejede om ad et Gadehjørne lidt længere borte.
+
+Boris var fortabt!
+
+Men endnu var Fjenderne langt borte, endnu kunde der gøres et Forsøg!
+
+Med Fortvivlelse og Raseri i Hjertet og et vildt Haab om at kunne gøre
+det af med alle tre Modstandere, inden Politiet kom, sprængte Andrey ind
+imod dem; men han var alt for ophidset. Han fyrede næsten uden at tage
+Sigte, fuldstændig ligegyldig for, om han muligvis kunde træffe Boris.
+Hellere blive skudt af en Ven end falde for Bødlens Haand! Hans fire
+Kugler skød alle sørgeligt forbi, medens en af Soldaternes traf ham i
+venstre Ben. Med sammenbidte Tænder og ganske ude af sig selv af Harme
+slyngede han sin tomme Revolver fra sig og greb en anden, som han havde
+i Reserve.
+
+„Flygt for Pokker! Flygt, ellers fanger de dig!“ hørte han atter Boris’
+Stemme ud igennem Krudtrøgen og denne Gang mere bydende end før.
+
+De to Politibetjente var nu halede ind paa ham, en af dem havde grebet
+hans Frakkeskød og søgte at trække ham ned af Hesten. Andrey drejede sig
+rundt i Sadlen og bibragte ham med sin tunge Revolver et saadant Slag,
+at han trillede hen ad Jorden.
+
+Men der var intet Haab længer, Slaget var tabt! Han samlede Linerne i
+sin Haand, for at ingen skulde gribe fat i dem, gav Hesten Sporene og
+var med et Sæt ude af Kampen.
+
+Endnu hvislede de fjentlige Kugler ham om Ørene, og han hørte
+Gendarmernes Raab bag sig. Men ve den Mand, der havde forsøgt at standse
+ham i dette Øjeblik!
+
+Hans Hest, der syntes at være lige saa længselsfuld efter at komme bort
+fra det uhyggelige Sted som han selv, bar ham af Sted i en Fart, som
+gjorde den al Ære. I Løbet af et halvt Minut var han for Enden af Alléen
+med de aabne Marker foran sig. Han valgte dog ikke den Vej, men drejede
+rask til venstre og forsvandt i en Labyrint af snævre Gader i et gammelt
+Forstads-Arbejderkvarter. Her sagtnede han sit Ridt og drejede snart af
+til højre, snart til venstre for at vildlede sine Forfølgere. Endelig
+kom han til en ganske snæver Gyde, hvor kun to smaa Børn legede, og
+derfra ud paa en aaben Landevej.
+
+Her gav han atter sin Hest Sporerne, og som en Pil fløj den hen ad den
+bløde Jordvej.
+
+Ved den sydvestlige Byport stod en Politibetjent paa Post og fikserede
+ham, idet han red forbi. Andrey drejede derfor ind i en Gade, der førte
+til Byen; men allerede nogle Huse længere ned drejede han atter af til
+højre og var snart igen ude paa Landevejen.
+
+Da han saa Trækorsene paa den gamle, nedlagte Kirkegaard foran sig,
+holdt han Hesten an; her var Maalet for hans Rejse! Han var nu i den
+modsatte Ende af Byen, tre Fjerdingvej borte fra den skæbnesvangre
+Kampplads; Politiet vilde i hvert Fald behøve to Timer for at forfølge
+hans Spor hertil, han var foreløbig uden Fare; men der var ingen Tid at
+spilde.
+
+Efter forsigtigt at have spejdet til alle Sider steg Andrey af Hesten og
+trak den med sig ned i en dyb, bred Grav, og nu tænkte han for første
+Gang paa sit Saar.
+
+Det var ubetydeligt, kun en Skramme, som ikke hindrede ham i hans
+Bevægelser; men Blodet piblede stadig ud af det og kunde nemt røbe ham
+ved at lede hans Forfølgere paa Spor. Han forbandt det med sit
+Lommetørklæde og tog derpaa ud af en Sæk, som han havde haft bundet fast
+bag ved Sadlen, en lang militær Kappe af graat Lærred, saaledes som
+fattige, afskedigede Officerer plejer at bære, og en tilsvarende Hue.
+Andrey stak sin egen Hue i Lommen, kastede Kappen over sig og saa nu ud
+som en helt anden.
+
+Sin Hest maatte han lade tilbage som en mager Trofæ for Politiet. I sin
+Egenskab af uansvarligt Kreatur løb den ikke Fare for ilde Behandling
+paa Grund af dens Delagtighed i en politisk Forbrydelse.
+
+Med tungt Hjerte og bedrøvet indtil Døden forlod Andrey Kirkegaarden for
+at opsøge den nye Bolig, som Vasily havde i Beredskab for dem.
+
+
+
+
+IV. KAPITEL.
+
+_Vasily i Knibe._
+
+
+Andreys og Vasilys nye Logis var inde i Byen. Omtrent fjorten Dage før
+Katastrofen havde Vasily under Navn af Onesime Pavluk lejet et Værelse i
+et beskedent Pensionat, for at Værtinden, hvis hun blev udspurgt om sin
+Lejer, kunde erklære, at han allerede havde boet der en Tid, før
+Overfaldet i Lindetræsalléen fandt Sted.
+
+Da Vasily intet havde at gøre om Aftenerne og ikke regnede det for noget
+at løbe en halv Mils Vej, havde han bragt det saa vidt, at han
+bogstavelig boede to Steder paa en Gang. Hver Aften i Skumringen kom han
+til sit ny Logis under Foregivende af at vende hjem fra Arbejde; men ved
+Midnat, naar alle i Huset sov, listede han sig forsigtigt bort igen
+efter først at have bragt Uorden i Sengen, for at Værtinden skulde tro,
+at han havde sovet i den og først var gaaet tidlig om Morgenen. Han
+havde foreslaaet Andrey at vise sig i det nye Logis nogle Dage før
+Attentatet og forestillede ham saa for Værtinden som en medlogerende,
+hvem han havde overladt Halvdelen af Værelset. Han blev udgivet for en
+Skriver, som havde meget Hjemmearbejde. Paa denne Maade kunde Andrey
+tilbringe hele Dagen paa Værelset, uden at det vakte Mistanke.
+Selvfølgelig vilde det være forbundet med den største Fare at vise sig
+paa Gaden i den første Tid efter Attentatet.
+
+Byen var paa den anden Ende, og Politiet syntes at være mere opsat paa
+at faa fat i ham end i de to undvegne Fanger. Et nøjagtigt Signalement
+blev givet til Hundreder af Spioner og Politibetjente, som var paa Jagt
+efter ham alle Vegne. Paa en eller anden uforklarlig Maade var hans
+virkelige Navn sivet ud, og det gjorde selvfølgelig ikke Politiet
+blidere stemt; thi man havde mangen uopgjort Regning at klare med ham.
+
+Vasilys Stilling var langt bedre. Skønt der blev givet lige saa strenge
+Ordrer til at paagribe Kusken, vidste dog ingen rigtig, hvem man skulde
+søge efter. Andrey havde under Fægtningen saa udelukkende fæstet
+Soldaternes Opmærksomhed paa sig, at ingen af dem havde tænkt paa at se
+efter Kusken. Og den Beskrivelse, som de ophidsede Gendarmer gav af
+Vasily, stod i saa absolut Modsætning til den, man fik af Staldkarlen og
+Folkene i den Gæstgivergaard, hvor hans Vogn og Heste blev funden, at
+Politiet til sidst kom til det Resultat, at Manden, der passede Hestene
+i Gæstgivergaarden og den Mand, der sad paa Bukken under
+Befrielsesforsøget, var to helt forskellige Personer.
+
+I hvert Fald følte Vasily sig lige saa sikker som før i Dubravnik og
+bevægede sig frit omkring i Gaderne. Han gik alle Ærinder, besørgede
+Indkøb og mødtes paa bestemte Dage i de offentlige Anlæg med Annie
+Vulitch for at faa Meddelelse om Vennerne. Han gjorde alt, hvad ban
+kunde, for at adsprede Andrey, som befandt sig i en Tilstand af stille
+Fortvivlelse.
+
+Den Uge, som Andrey efter Overfaldet tilbragte i sit nye Skjulested, var
+i Virkeligheden den tungeste i hans Liv. At Levshin og Klein var
+frelste, kunde ikke opveje den bitre, nagende Sorg over, at Boris var
+fortabt. Hvilken frygtelig Skuffelse! Og hvor forfærdeligt for Zina!
+Hvis han havde baaret sig klogt ad, havde alt nu været anderledes! Boris
+havde været hos Zina, og Andrey vilde, naar hans Fangenskab her var
+overstaaet, atter kunne have sin Ven.
+
+Hvis han blot ikke havde givet det ulyksalige Nik til Levshin! Det var
+det, der gjorde, at han fyrede, før Klein var beredt. Og hvis han ikke
+senere, da han saa Boris i Færd med at blive overmandet af de to
+Soldater, havde tabt Hovedet! Ja, hvis -- hvis! Han gjorde sig tusinde
+Selvbebrejdelser og martrede sig uophørligt ved at sige til sig selv,
+at det var hans Skyld det hele!
+
+Imidlertid gik Dagene, og Politiets febrilske Iver begyndte at sløje af.
+Da man ikke fandt det ringeste Spor, antog man til sidst, at samtlige
+Deltagere i Overfaldet var rejste fra Byen. Det var nu paa Tide for
+Andrey at forlade sin frivillige Karantæne og atter at begynde at vise
+sig; men han vedblev til den brave Vasilys Fortvivlelse at være
+ligegyldig og sløv for alt.
+
+En Aften foreslog Vasily ham at ledsage Annie Vulitch paa en Tur ud i
+Byen for at se paa en Illumination og et Fyrværkeri. Andrey rystede paa
+Hovedet. „Jeg havde lovet at gaa med hende,“ fortsatte Vasily, „men har
+helt glemt, at jeg har et nødvendigt Ærinde til Zina i Aften. Du bliver
+nødt til at følge hende,“ og dermed var han i en Fart ude af Døren. Et
+rigtigt Instinkt sagde ham, at en Kvinde i et Tilfælde som Andreys kan
+udrette mere end en Mand, og han haabede, at den unge, elskværdige Pige
+bedre end han selv maatte være i Stand til at bringe Andrey til at
+udtale sig.
+
+Da Annie var kommen og havde fortalt, hvad nyt hun vidste, var Andrey
+den første, der ledede Samtalen hen paa den ulykkelige Begivenhed.
+
+„Der ser du, Annie, du tog sørgelig fejl, da du spaaede mig et heldigt
+Udfald!“
+
+Han hentydede til en Samtale, de havde haft nogle Dage før Katastrofen.
+
+„Jeg spaaede ikke helt fejl -- noget er der dog udrettet,“ svarede hun
+stille. „Men sig mig, Andrey, hvorledes gaar det egentlig med dit Saar?
+Vasily sagde, at det var intet, men du ser saa angrebet ud!“
+
+Andrey svarede med en afværgende Haandbevægelse, at det ikke var værd at
+tale om, og at han, selv om han havde faaet tyve saadanne Saar, vilde
+have været glad som en Lærke, hvis blot Sagen var endt, som den burde.
+
+Hermed var han inde paa det ømme Punkt, og i stærke, selv-anklagende Ord
+aabnede han nu sit Hjerte for den unge Pige. Og selv om hun ikke
+formaaede at tage Bitterheden fra ham, saa gjorde hendes varme, ærlig
+mente Protest hans syge Sind saa uendelig godt.
+
+„Er Fangerne endnu hos eder?“ spurgte han til sidst i en rolig Tone.
+
+„Nej, de forlod Dubravnik i Aftes for at rejse til Odessa. Byen er nu
+atter falden til Ro, der er intet usædvanligt at spore i Gaderne, og det
+er ikke nødvendigt for dig altid at sidde inde.“
+
+Hun spurgte, om han vilde følge hende ud at se paa Illuminationen, og
+til hendes store Glæde samtykkede han.
+
+„Men det er sandt!“ udbrød hun. „Jeg har helt glemt, at jeg har en
+Besked til dig fra Zina! St. Petersborg Vennerne har skrevet, at en ung
+Pige, som du kender, af Georg er bleven foreslaaet som nyt Medlem af
+Ligaen, og Georg har bedt Zina og dig om at stemme for hende.“
+
+„Hvad hedder den unge Pige?“ spurgte Andrey, mens en flygtig Rødme lagde
+sig over hans Ansigt. Han vidste kun alt for vel, hvem det var. Der var
+kun en eneste ung Pige, som de alle tre kendte, og som Georg kunde
+foreslaa som Medlem.
+
+„Tania Repina!“ svarede Annie.
+
+„Ja saa! Tania Repina! Og det er Georg, der foreslaar hende!“ sagde han
+adspredt.
+
+„Hvem er denne Tania?“
+
+„En Datter af den bekendte Advokat Repin!“ svarede Andrey og saa lige ud
+for sig.
+
+„Naa! Maa jeg saa bringe Zina den Besked, at du giver det nye Medlem din
+Stemme?“ spurgte Annie.
+
+„Ja, selvfølgelig!“
+
+De var næppe ude af Døren, førend Vasily kom tilbage. Han blev
+overordentlig fornøjet ved at se, at Andrey var gaaet, saa var dog hans
+List lykkedes! Annie vilde nok forstaa at opmuntre ham; han følte med et
+lille Stænk af Skinsyge, hvor lykkelig han selv vilde have været i
+Vennens Sted.
+
+Vasily havde, trods sin tilsyneladende Barskhed og Sløvhed, et umaadelig
+blødt Hjerte og havde mindst hundrede Gange været forelsket. Han havde
+en egen Svaghed for haabløs Kærlighed og anbragte som oftest sit Hjerte
+der, hvor der ikke var den ringeste Rimelighed for at vinde
+Genkærlighed. Det var Helene Zubovas kolde Utilnærmelighed, der havde
+fortryllet ham ved hende, og han var nu atter lige ved at forelske sig i
+Annie, efter at han i den senere Tid havde opdaget visse Tegn paa, at
+hans Kærlighed til hende rimeligvis vilde blive lige saa ubesvaret som
+den til Helene. Han hengav sig i søde Drømmerier om en behagelig Aften;
+thi Annie vilde efter al Rimelighed følge op med Andrey og drikke en
+Kop Te.
+
+Samovaren, som han holdt i Beredskab, snurrede gemytligt paa Bordet
+foran ham, mens han spændt lyttede efter hvert Fodtrin. Endelig kom der
+nogen; han sprang op for at aabne Døren og -- -- stod Ansigt til Ansigt
+med Politiet -- den forfærdede Værtinde stod i Baggrunden.
+
+„Der har vi det!“ sagde han til sig selv. „Det er naturligvis det
+fordømte Pas!“
+
+Han gættede rigtigt.
+
+Vasilys Hoved var højst besynderligt; naar han handlede uden Overlæg,
+i Øjeblikkets Indskydelse, kunde han i vanskelige Tilfælde vise en
+ligefrem forbavsende Aandsnærværelse og Klogskab; men naar han vilde
+bære sig rigtig fiffigt ad og sætte sig hen for at spekulere paa,
+hvorledes ban bedst skulde gribe Sagen an, saa kom han altid yderst
+uheldigt og kejtet fra det.
+
+Saaledes var det gaaet ham med Passet, som han havde faaet gennem
+Dubravnik-Vennerne. Det lød paa en ung Mand, Onesime Pavluk, der havde
+fuldendt sine Studier i en Realskole med Dimission til et højere
+Gymnasium, altsaa nærmest en ung Mand, der tilhørte den dannede Klasse;
+men Vasily havde mere Lyst til at spille den tarveligere Mands Rolle,
+og efter længe at have lagt sit Hoved i Blød, satte han sig til at
+„forbedre“ Passet; han havde en særlig Øvelse i dette Haandværk. Han
+kradsede „Gymnasium“ ud og skrev „Elementarskole“ i Stedet for med
+fuldstændig den samme Haand som den, hvormed det øvrige var skrevet.
+
+Da han viste Andrey Forbedringen, brast denne i Latter, det var jo det
+rene Nonsens! For at fuldende sine Studier i en lavere Skole, behøvedes
+der vel ingen særlig „Dimission“.
+
+Vasily blev slaaet af Sandheden i denne Bemærkning; men de to Venner
+blev imidlertid enige om, at Passet næppe vilde blive læst, og selv om
+man saa nøjere paa det, vilde man antage, at det var en Fejlskrift, og i
+hvert Fald ikke falde paa, at den Slags Bommerter kunde forekomme i et
+falsk Pas.
+
+Brevet blev altsaa indsendt, men Ulykken vilde, at netop
+Politiinspektøren læste den besynderlige Passus og studsede derved.
+Passet var i alle Henseender korrekt og var paategnet af flere
+forskellige Politikontorer -- han ansaa derfor ikke Sagen for
+tilstrækkelig vigtig til at lade Indehaveren arrestere; han indførte det
+og lagde det til Side for egenhændig at bringe det til Ejeren og gøre
+ham et Par Spørgsmaal.
+
+Synet af Politiet forbavsede Vasily, men forvirrede ham ikke; han
+besvarede uden et Øjebliks Betænkning Politimandens Spørgsmaal, idet han
+gav sig ud for en Klejnsmed fra Poltava, der var kommen til Dubravnik
+for at søge Arbejde, men allerede var ved at rejse hjem igen. Med sit
+vejrbidte Ansigt, sine haarde Hænder og sin tarvelige Dragt saa han
+fuldstændig ud som en almindelig Arbejdsmand eller Haandværker.
+
+Han forstod mesterligt at efterligne denne Klasse Menneskers Tale og
+Manerer, ja selv deres kejtede Ydmyghed over for Politiet. Inspektøren
+var straks enig med sig selv om, at denne Mand var uskyldig.
+
+Men Værtinden meddelte ham, at der hos Vasily boede en logerende, som
+ikke havde afleveret sit Pas til Registrering, og som nok kunde
+forekomme noget fordægtig.
+
+Vasily forklarede med Uskyldens Overbevisning og Frimodighed, hvorledes
+han ved et rent Tilfælde havde lært denne anden at kende og var gaaet
+ind paa at tage Ivan Zalupalov -- det var Andreys ny Navn -- i Logis for
+en Uge.
+
+„Har du forlangt hans Pas?“ spurgte Politimanden.
+
+„Selvfølgelig, Deres Højvelbaarenhed! Jeg tog det straks fra ham for at
+have lidt Pres paa ham. Man maa være forsigtig over for disse fremmede,
+Deres Højvelbaarenhed!“ og han halede det vigtige Dokument, indsvøbt i
+en Klud, op af en af sine langskaftede Støvler.
+
+„Men hvorfor indleverede du det ikke straks til Indregistrering?“
+spurgte den anden strengt.
+
+„Aa Gud, tilgiv mig, Deres Højvelbaarenhed! Jeg har altid saa daarlig
+Tid!“ stammede Vasily.
+
+Politimanden svarede ikke, men saa meget misfornøjet ud. Vasily saa
+fortabt ned paa sine Støvlesnuder og stak Haanden i Lommen; saa lagde
+han ydmygt og frygtsomt en lille Sølvmønt paa Hjørnet af Bordet foran
+den vrede Mand.
+
+„Foragt ikke min ringe Gave, Deres Højvelbaarenhed, det er kun lidt; men
+det kommer af et godt Hjerte,“ sagde han forknyt og bukkede.
+
+„Fæ!“ sagde Politiembedsmanden brysk. „Tag dine Penge til dig!“ Men i
+Stilhed følte han sig aldeles ikke saaret over denne Maade at vise
+Underdanighed paa.
+
+„Naar kommer din logerende tilbage?“ spurgte han.
+
+„Det kan jeg ikke sige, Deres Højvelbaarenhed!“ svarede Vasily og antog
+atter den meddelsomme, fornøjede Tone fra før. „Jeg skal nemlig sige
+Deres Højvelbaarenhed, at den gode Mand har en slem Svaghed for Drik --
+og kommer ofte meget sent hjem. Ja, en Nat kom han slet ikke.“
+
+„Ja, jeg venter nu alligevel!“ sagde Politimanden, greb en Stol og satte
+sig resolut. „Og hør du -- hvad hedder du?“
+
+„Onesime, Deres Højvelbaarenhed!“
+
+„Altsaa, Onesime, gaa ned til Sergenten, der venter her nede ved
+Gadedøren og bed ham komme op -- men du kommer med!“ tilføjede han
+bydende.
+
+Vasilys Mod sank, hele hans Komedie var til ingen Nytte; men han havde
+intet andet Valg end at spille den til Ende, følgelig udførte han sit
+Ærinde og vendte tilbage med Sergenten.
+
+Imidlertid spadserede Andrey rundt med Annie og saa paa Illuminationen
+og Fyrværkeriet uden at ane, hvilken Fare der truede ham hjemme. De gik
+tidlig hjem; han fandt alting kedeligt og dumt og ærgrede sig over at se
+alle de voksne Mennesker gebærde sig som Børn. Et Par Huse før de var
+ved hans Gadedør, standsede Annie for at tage Afsked.
+
+„Hvorfor gaar du ikke med op? Det er tidligt endnu,“ sagde Andrey.
+
+„Ja, jeg ved det,“ svarede den unge Pige, „men jeg har lovet Zina at
+være hjemme før ti.“
+
+Idet Andrey vilde til at gaa op ad den daarlig oplyste og temmelig
+smudsige Trappe, saa han Vasily staa ovenfor -- barfodet, uden Hat og i
+Skjorteærmer. Han var ligbleg og gestikulerede heftigt. Andrey forstod,
+at han ikke skulde gaa videre og standsede øjeblikkeligt. Lydløst og
+hurtig som en Kat listede Vasily ned ad Trappen og hviskede til Andrey:
+„Politiet er i vort Værelse! Skynd dig bort, saa hurtigt du kan!“
+
+„Politiet! -- Men saa kom du dog med!“ hviskede Andrey tilbage; men
+Vasily rystede energisk paa Hovedet og forsvandt som et Lyn op ad
+Trappen og gik -- til Andreys store Forbavselse ikke ind i Værelset, men
+ind i et lille, ubenyttet Pulterkammer lige overfor.
+
+Nede paa Gaden indhentede Andrey Annie.
+
+„Politiet er oppe hos os,“ sagde han.
+
+„Hvad siger du? Politiet? Er Vasily arresteret?“ spurgte den unge Pige
+forfærdet.
+
+„Nej, rimeligvis er han ikke arresteret, ellers vilde de vel næppe sende
+ham ud paa Trappen for at advare mig.“ Og han fortalte det besynderlige
+Optrin. Ingen af dem kunde forklare sig, hvad det betød. Hvorfor blev
+Vasily deroppe, naar han saa let kunde være sluppen bort med?
+
+Det gik saaledes til: Da Vasily efter Politiinspektørens Ordre havde
+hentet Sergenten og saa at sige ført Fjenden ind paa sit eget
+Territorium, satte han sig sindigt paa en Stol i en Krog af Værelset.
+Det vil sige, tilsyneladende saa han saa ligegyldig og troskyldig ud som
+vel muligt; men i Virkeligheden var han i den største Ophidselse.
+
+Andrey kunde hvert Øjeblik vende tilbage, rimeligvis i Selskab med
+Annie. Hvorledes kunde han faa dem advaret? De to Politimænd begyndte at
+føre en sagte Samtale; den lange Sergent stod ved Siden af sin
+foresatte, bøjede sig ned imod ham og hviskede ham noget ind i Øret;
+derefter saa Inspektøren og saa Sergenten hen imod en Plads bag Døren,
+hvor man kunde staa skjult, naar den aabnedes. De Slyngler vilde
+rimeligvis falde over Andrey, en forfra og en i Ryggen! Og han kunde
+ikke en Gang hjælpe ham ordentligt, thi han var ubevæbnet, hans Revolver
+laa i Brystlommen paa Frakken, som han havde taget af et Øjeblik, før
+Politiet kom, og han kunde ikke hente den nu uden at vække Mistanke.
+
+Hvad i Alverden skulde han dog finde paa?
+
+Pludselig bragte Lyden af en hvislende Raket ham paa en god Idé.
+
+„Deres Højvelbaarenhed!“ begyndte han i sin mest trohjertede og ydmyge
+Tone. „Jeg kunde vel ikke faa Lov til at se lidt paa Fyrværkeriet? Her
+lige overfor er et Pulterkammer, fra hvis Vindue man kan se over hele
+Parken! -- Maa jeg ikke gaa derover?“
+
+Inspektøren, som gerne vilde forhandle lidt alene med sin Mand, svarede:
+
+„Jo, min Søn, hvis det kan more dig, saa gaa du kun; men ikke for langt
+bort, vi trænger snart igen til din Hjælp.“
+
+Paa denne Maade lykkedes det ham at komme ind i Pulterkammeret, hvor han
+tilbragte et Kvarters Tid i den frygteligste Spænding og med bankende
+Hjerte lyttede ved den aabne Dør efter hvert Skridt, han hørte
+nedenunder.
+
+Men da han endelig havde faaet advaret Andrey, vendte han lykkelig og
+befriet tilbage til sit Pulterkammer og nød nu med stor Sindsro Synet af
+det smukke Fyrværkeri.
+
+
+Hos Zina, hvor Andrey havde søgt Tilflugt, var man imidlertid i den
+største Ængstelse for Vasilys Skæbne. Da Morgenen kom, og Timerne gik,
+og han endnu ikke viste sig, blev man for Alvor urolig.
+
+Zina gik hen til sin Ven Slutterens Bolig og fik igennem hans Kone bedt
+ham om at undersøge Listen paa dem, der var arresterede i Løbet af de
+sidste fire og tyve Timer; Vasilys Navn fandtes ikke iblandt dem. Annie,
+som imidlertid var bleven sendt omkring til Dubravnik-Vennerne for at
+spørge, om de maaske havde set noget til ham, vendte tilbage med den
+mærkelige, men beroligende Besked, at Vatajko havde mødt ham paa Gaden,
+fuldstændig fri, uden Politi eller Eskorte. Dog var det tydeligt at se,
+at der var noget galt paa Færde; thi han gik hurtigt forbi og gjorde
+Tegn til Vatajko, at han ikke maatte kendes ved ham.
+
+Altsaa var det, som man først formodede: Vasily var bleven rodet ind i
+en eller anden Politiaffære og spillede nu en lille Komedie med
+Politiet, og man tvivlede ikke om, at han jo nok kom klar af den. Om
+Aftenen, da de alle tre var forsamlede ved Tebordet i Zinas Stue,
+begyndte Andrey for første Gang over for den unge Kone at tale om Boris,
+idet han spurgte hende om, hvad hun nu mente, der kunde gøres?
+
+„Jeg skal vise dig et Brev fra Boris, som jeg fik Dagen efter
+Katastrofen,“ svarede hun. „Jeg har været saa fortumlet, at jeg slet
+ikke har tænkt paa at sende det over til dig.“
+
+I dette Brev, skrevet Natten efter Overfaldet, takkede Boris Vennerne,
+der havde vovet deres Liv for ham, frem for alle Andrey, i saa varme og
+hjertelige Udtryk, at Andreys Øjne fyldtes med Taarer. Som Sagerne nu
+stod, ansaa han imidlertid ethvert Forsøg for haabløst og kun skikket
+til at bringe Vennerne i den største Fare. Han sluttede med indstændigt
+at bede Andrey om øjeblikkeligt at forlade Dubravnik og de andre, saa
+snart det blot lod sig gøre.
+
+„Jeg antager ikke, du mener, at hans Ønske er bindende for os?“ svarede
+Andrey.
+
+„Nej, selvfølgelig ikke!“ svarede Zina bestemt. „Men i ét Punkt har
+Boris Ret,“ -- fortsatte hun. „Du maa ikke længer tage Del i Affæren! Du
+har gjort alt, hvad du paa nogen Maade kunde: at blive her længer, vilde
+for dig være den visse Død.“
+
+„Det samme kan siges om dig!“ mente Andrey.
+
+„Nej! Politiet kender ikke mig, hvorimod de har udfundet dit Navn og er
+rasende paa dig -- -- -- Desuden,“ tilføjede hun drømmende -- „er det en
+helt anden Sag med mig! Hvis Boris var en fremmed for mig, vilde jeg
+ubetinget sige, at Sagen burde opgives; men nu -- -- kan jeg det ikke.
+Derfor maa jeg fortsætte alene -- -- --“ hun bøjede Hovedet ned over
+Bordet, foran hvilket hun sad. Andrey greb hendes Haand og førte den
+ærbødigt og tavs til sine Læber.
+
+„Hør mig, Zina!“ begyndte han lidt efter. „Du har Ret i at mene, at jeg
+-- jaget og forfulgt, som jeg er -- for Tiden kun kan være eder til
+liden Nytte; men den Ting kan snart afhjælpes! Jeg foreslaar følgende:
+Allerede i Morgen rejser jeg til St. Petersborg og bliver der, lad os
+sige i fjorten Dage. I den Tid gaar jeg i Studenternes Klub, til de
+selskabelige Sammenkomster, kort sagt overalt, hvor jeg kan, for at gøre
+mig saa bemærket som muligt. Naar jeg paa den Maade har faaet tiltrukket
+Politiets Opmærksomhed i tilstrækkelig Grad, saa at man er vis paa at
+have mig sikker i St. Petersborg, rejser jeg i al Hemmelighed tilbage
+til Dubravnik igen. Men du, Zina, maa fuldt og fast stole paa mig og
+selv forlade Byen. Du sætter Livet til ved at blive, og det maa ikke
+ske. Hører du, Zina, lad os bytte Plads -- vil du -- Hvorfor svarer du
+ikke?“
+
+Endelig saa hun op. „Jeg kan ikke, Andrey!“ sagde hun stille og rystede
+sørgmodigt paa Hovedet. Et Øjeblik sad de alle tre i dyb Tavshed.
+
+„Hvad er det?“ sagde Andrey og sprang op.
+
+De lyttede; det lød, som om en Haandfuld Jord blev kastet mod Ruden.
+
+Annie løb hen og saa ud.
+
+„Det er Vasily!“ raabte hun glad og ilede ned ad Trappen for at
+lukke op.
+
+Et Øjeblik efter viste Vasilys brede Skikkelse og fornøjede Ansigt sig i
+Døren, han holdt en Vadsæk i den ene Haand og en Bylt i den anden.
+
+Andrey og Zina løb ham i Møde, omfavnede og kyssede ham, som om han var
+kommen tilbage fra en lang Rejse.
+
+„Sagde jeg ikke nok, at han vilde klare det!“ udbrød Andrey og slog ham
+saa kraftigt paa Skulderen, at han vaklede. „Fortæl saa, hvor du har
+været, gamle Ven?“
+
+„Puh! Det var en varm Affære!“ sagde Vasily. „Jeg kan næsten ikke rigtig
+tro paa, at jeg virkelig er kommen ud af den!“
+
+„Har du været arresteret?“ spurgte Annie.
+
+„Meget værre!“
+
+„Maaske lagt paa Pinebænken?“ spurgte Zina med et Smil.
+
+„Værre, meget værre, siger jeg!“ gentog han.
+
+„Hvad i Alverden har du da oplevet? Lad os snart faa det at vide!“ sagde
+Andrey. Og Vasily fortalte.
+
+„Ja, men for Pokker, hvorfor gik du ikke med mig?“ spurgte Andrey, da
+Vasily var kommen til Mødet paa Trappen.
+
+„Ja!“ svarede han og kløede sig sindigt bag Øret -- „Havde jeg vidst,
+hvad der kom bag efter, saa havde det jo været det klogeste. Nu troede
+jeg, at de nok til sidst gik af sig selv, -- de Slyngler, og saa var det
+dog bedst ikke at vække deres Mistanke ved at rende. Derfor blev jeg!“
+
+„Hvad hændte der saa mere? Ventede de længe paa mig?“
+
+„Ja, til efter Midnat!“ sagde han med krænket Mine. „En halv Time efter,
+at du var gaaet, kaldte de mig ind -- for at jeg skulde holde dem med
+Selskab! Og det grinagtigste er, at det egentlig var mig, der opholdt
+dem, jeg blev ved at trøste dem med, at du kom nok!“ Han lo kort, men
+blev straks efter igen alvorlig. „Naa, endelig Klokken halv et rejste de
+sig og satte Huerne paa. „Gud være lovet! saa blev du da fri for dem,“
+tænkte jeg; men Inspektøren, den Ræv, gav mig nu strenge Ordrer til ikke
+at sige et Ord til dig, naar du kom; han selv vilde komme igen næste
+Morgen Klokken otte, sagde han! Det var en rar Meddelelse; men da jeg
+ikke ønskede at ødelægge mit Pas, saa blev jeg stadig!“
+
+„Naa, altsaa i Morges Klokken otte stillede min Mand igen!“
+
+„Er din logerende kommen hjem?“
+
+„Nej! Deres Højvelbaarenhed!“
+
+„Hvor tror du, han kan være?“
+
+„Det aner jeg ikke, Deres Højvelbaarenhed!“
+
+„Se saa, nu gaar han!“ tænkte jeg; men han blev hængende fast som paa en
+Limpind.
+
+„Hør en Gang, Onesime,“ sagde han yderst venligt. „Jeg forstaar jo nok,
+at du er en skikkelig Fyr, og jeg vil give dig tre Rubler, hvis du kan
+hjælpe mig! Gør en Runde i de nærmest liggende Restaurationer og Kaféer
+og se, om du kan finde din logerende.“
+
+„Jo, Deres Højvelbaarenhed! Men jeg er rigtignok nødt til at rejse til
+Poltava i Dag.“
+
+„Du har Tid nok alligevel; husk paa, at du tjener tre Rubler, hvis du
+skaffer os fat paa Fyren! Men gør ham nu ikke bange, naar du træffer
+ham! Sig ham, at hans Pas uden Vrøvl er registreret og sendt tilbage,
+saa bliver han fornøjet og gaar roligt hjem med dig. Naar du saa møder
+en Politibetjent, tager du din Mand i Nakken og afleverer ham. Forstaar
+du?“
+
+„Bevares, Deres Højvelbaarenhed!“
+
+„Du gør altsaa nøjagtigt, som jeg har sagt!“
+
+„Ja vel, Deres Højvelbaarenhed!“
+
+Vasily gengav til sine Tilhøreres store Fornøjelse hele sin Del af denne
+Samtale med akkurat samme Stemme og samme Manerer, som han havde anvendt
+over for Politimanden.
+
+„Naa, vi forlod altsaa sammen Huset,“ vedblev han, „og jeg begyndte min
+Runde i Kaféer og Spisehuse. Jeg turde ikke lade være; thi jeg kunde
+muligvis blive fulgt af en Spion. Det var under den Vandring, at jeg
+mødte Vatajko og foretrak ikke at kende ham. Klokken fire i Eftermiddags
+vendte jeg hjem. Toget til Poltava gik Klokken halv seks, og jeg mente,
+at nu var alle mine Trængsler endte.
+
+„Saa betalte jeg Værtinden, pakkede mine Sager og vilde endelig gaa hen
+til jer. Men hvad ser jeg nede paa Gaden? Min Politimand, der forsøger
+at skjule sig bag et Hjørne. „Aha!“ tænker jeg, „er du der igen, din
+Rævepels?“ Og saa maa jeg selvfølgelig af Sted til Jernbanen. Jeg
+springer ind i en Droske, han i en anden, i nogen Afstand efter mig. Vi
+kom til Stationen længe før Tiden, Billetkontoret var endnu ikke aabnet.
+Min Cerberus posterede sig i en Krog ved Aviskiosken. Jeg spadserede
+frem og tilbage, betragtede Loftet, Vinduerne, Dørene, alt undtagen ham,
+han var den eneste, jeg ikke saa. Dog tabte jeg ham ikke et Øjeblik af
+Syne; jeg ventede stadig, at han skulde forføje sig væk nu efter at have
+set mig i Sikkerhed paa Stationen. Men nej! Han vedblev at staa der.
+
+„Saa blev Billetkontoret aabnet; Folk begyndte at stille sig i Række.
+Han var der stadig! Saa drev jeg hen over Gulvet og indtog min Plads i
+Rækken. Nu maatte han vel endelig gaa, tænkte jeg.
+
+„Jo, han gik, men kun for at komme nærmere, den Skurk! Nu drev han
+omkring ved Billetsalget.
+
+„Jeg var i den største Forvirring. Skulde jeg tage en Billet til Poltava
+og staa ud ved første Station? Men jeg havde kun to Rubler i Lommen --
+ikke halvt nok til en Billet! Og forlange Billet til den nærmeste
+Station? Men det vilde han høre og naturligvis tro, at jeg havde løjet
+hele Tiden for ham, og saa lod han mig naturligvis straks arrestere.
+Folk gik frem -- en for en. Endelig kom Turen til mig! Jeg stod foran
+det lille Vindu -- han var lige bag mig, paa den anden Side af
+Jernstangen.
+
+„En tredje Klasse -- Poltava!“ raabte jeg med høj, fast Stemme og
+begyndte at knappe min Vest op foroven og famlede ind paa Brystet.
+
+„Skynd Dem! Folk venter!“ brølede Billettøren.
+
+„Straks!“ svarer jeg roligt og trækker endelig mit Kors frem fra Brystet
+-- stirrer paa det og slaar i Bestyrtelse begge Hænder sammen over
+Hovedet.
+
+„Brødre! Venner!“ raaber jeg, „mine Penge er stjaalne!“ og styrter som
+en gal Mand bort fra Kassen.
+
+En Menneskemængde er i et Nu samlet om mig, og jeg begynder jamrende at
+fortælle: Alt, hvad jeg ejede, en fem og tyve Rubels Seddel, havde jeg
+bundet til Korset paa mit Bryst, men den Slubbert -- den nedrige
+Bedrager af en logerende, som jeg samlede op paa Gaden, har stjaalet
+mine Penge fra mig og er stukket af! Og med mit Frakkeærme tørrer jeg
+Taarerne af mine Øjne, virkelige Taarer, som flød over min egen gribende
+Beretning!“
+
+Et Øjeblik oplystes Vasilys Ansigt atter af dette halvt forbavsede Smil,
+som var ham egent, og som forsvandt lige saa hurtigt, som det kom. Saa
+genoptog han sin Fortælling.
+
+„Da jeg fandt, at min Tilhørerkreds var tilstrækkelig rørt, tørrede jeg
+mine Taarer, greb min Vadsæk og stak af det bedste, jeg kunde. Ude paa
+Gaden sprang jeg i den første Droske, der holdt.“
+
+„Og din Politimand?“ spurgte Annie. „Fulgte han ikke længer?“
+
+„Nej! han havde endelig faaet nok! Jeg var saa optaget af Tabet af alle
+mine Penge, at jeg et Øjeblik tabte ham af Syne; men da jeg var kommen
+til Ro i min Droske, saa jeg mig om og kunde ingen opdage. Resten af
+Aftenen har jeg tilbragt med at gaa fra det ene Sted til det andet for
+at forvisse mig om, at jeg ikke blev fulgt.“
+
+„Han er rimeligvis gaaet hjem for at skrive en Rapport til sin Chef om,
+hvorledes disse Slyngler af Nihilister benytter sig af stakkels fattige
+Folks Godtroenhed,“ sagde Zina leende.
+
+
+Næste Dag rejste Andrey til St. Petersborg med Anmodning fra Zina om at
+skaffe Penge til Sagens Fortsættelse.
+
+Vasily blev i Dubravnik. Der var noget usædvanlig ridderligt i hans
+Karakter, som bedst mærkedes i hans Forhold til Kvinder. Der var altid
+en, for hvem han sukkede, men som en sand Ridder var han til enhver Tid
+rede til at tjene en hvilken som helst anden Kvinde, der trængte til
+Beskyttelse, og ingen var ham mere hengiven end Zina.
+
+
+
+
+V. KAPITEL.
+
+_Atter i St. Petersborg._
+
+
+Hovedstaden var i Festdragt, da Andrey atter betraadte dens Gader. Den
+første Sne var netop falden, og for enhver Nordbo er denne Begivenhed en
+Fest. Gader, Gyder, Tage, Huse -- alt var dækket af et skinnende hvidt
+Tæppe, funklende i Solens Skær. Luften var frisk og klar, nogle enkelte
+Kaner gled rask forbi, Menneskene, som sad i dem, saa straalende og
+fornøjede ud, stolte over at være de første til at byde Vinteren
+velkommen.
+
+Andrey gik hurtigt langs med Ligovsky Kanalen i Retning af Helene
+Zubovas Bopæl; han mødte hende i Gadedøren. Hun havde en lille Pelshue
+paa Hovedet og saa ung og frisk ud som selve den smukke Vinterdag.
+
+„Men er du der, Andrey!“ udbrød hun og rakte ham glædestraalende
+Haanden: „Jeg frygtede for, at du, efter hvad der var hændet i
+Dubravnik, vilde sidde endnu fastere end før dernede. Kommer du tilbage
+for at blive?“
+
+„Ja!“ svarede han.
+
+Helene, som var gaaet ud for at besørge nogle Ærinder for sig selv,
+opgav sit Forehavende og tilbød at følge Andrey til Hovedkvarteret. Paa
+Vejen maatte han udførligt fortælle alt om den ulykkelige Begivenhed i
+Dubravnik og Vennerne der.
+
+„Og hvilke Nyheder kan du saa til Gengæld fortælle mig?“ spurgte Andrey,
+da han var færdig med sin Beretning.
+
+„Intet særligt! At Tania er bleven valgt til Medlem af vor Liga, véd du
+jo! Jeg haaber, vi har vundet en god Ven i hende!“
+
+„Ja, det er jeg overbevist om!“ sagde Andrey med Varme.
+
+„Hun har allerede arbejdet en Tid i Narva Distriktet og klarer sig
+brillant af en Begynder at være,“ vedblev Helene. „Det er Skade, at hun
+saa snart maa forlade Byen!“
+
+„Hvor skal hun hen?“ spurgte Andrey pludselig opskræmmet.
+
+„Til Moskva! Det er nødvendigt at bringe nye Kræfter til Afdelingen der,
+og Georg er bleven valgt som den, der skal rejse dertil -- Tania har
+tilbudt sig som frivillig.“
+
+„Naa -- saaledes!“ sagde Andrey og saa bort for at skjule sin
+Forvirring.
+
+„Ja, du véd vel, at der siges, der skal blive et Par af de to?“ snakkede
+den intet anende Helene videre. „Jeg tror det for Resten ikke. Jeg har
+ikke set noget, der kunde tyde derpaa, det er vist blot løse Rygter.“
+
+I Hovedkvarteret traf de en Del Venner, iblandt andre Georg, som kastede
+sig stormende om Andreys Hals; ligesom Helene havde han troet, at han
+vilde blive i Dubravnik, og var derfor dobbelt glad ved det uventede
+Møde. Han spurgte indtrængende til Zina, og Andrey fortalte uden
+Udsmykning alt, hvad der var hændet, og lagde heller ikke Skjul paa sin
+Ængstelse for den unge Kones farlige Stilling. De talte frit og
+utvungent sammen; men da de øvrige var gaaet, og de to blev alene, følte
+de begge en Slags Generthed. Andrey brændte af Længsel efter at høre
+noget om Tania, men kunde ikke faa sig til at spørge, og Georg syntes
+med Overlæg at undgaa at nævne den unge Piges Navn.
+
+Det var saa uligt Georg, der ellers sent og tidlig snakkede om Tania,
+at Andrey straks tænkte, han havde gættet hans Hemmelighed og ikke vilde
+saare hans Følelser ved at tale om hende. Det var ridderligt tænkt af
+Georg; men til sidst kunde Andrey ikke længer udholde denne Uvished og
+spurgte, om Tania endnu boede hos sin Fader.
+
+„Nej, hvor kan du tro det?“ svarede Vennen. „Det vilde være rent
+umuligt; hun vilde jo bringe ham i den ene Forlegenhed efter den anden.
+Hun bor for sig selv i det Distrikt, hvor hun har sin Gerning.“
+
+Georg tilføjede intet videre, men saa med et underligt Blik -- hvori der
+laa baade Ømhed og Sorg -- op paa sin Ven. Dette Blik forfulgte ofte
+Andrey; han kunde ikke forklare sig det.
+
+Andrey genoptog atter sit Arbejde i Propagandaens Tjeneste i sit
+tidligere Distrikt og arbejdede med en Lyst og Iver, saa at selv den
+altid fordringsfulde Helene erklærede, at han fuldstændig indhentede,
+hvad der var gaaet tabt ved hans Fraværelse.
+
+En fjorten Dages Tid efter sin Tilbagekomst traf han Tania for første
+Gang ved et Møde i en Afdeling, hvortil de begge hørte.
+
+Det var et Møde paa en halv Snes Mænd og Kvinder, som alle virkede i
+Propagandaen iblandt den arbejdende Klasse. Den berømte Taras Kostrov
+var til Stede; det var en af Partiets dygtigste Mænd, ligesom han uden
+Tvivl var den mest dominerende; men hans Maade at være paa var
+usædvanlig blid og vindende, hans Jernhaand bar Fløjlshandske, og hans
+Taler var fulde af Glød og „sødere end Honning“, som hans Modstandere
+plejede at sige.
+
+Omendskønt Værelset var fuldt af Folk, var det uvilkaarlig Taras
+Kostrov, der først tiltrak sig ens Opmærksomhed, og det var umuligt ikke
+at føle sig tiltalt af hans sjældne, mandige Skønhed med det stolte,
+kraftigt skaarne Ansigt, som formelig lyste af Intelligens og Mod.
+
+I det fjerneste Hjørne af Stuen opdagede Andrey Tania, og til sin egen
+Forbavselse følte han nu, da han stod Ansigt til Ansigt med hende, ingen
+Forvirring, men kun en dyb, stille Glæde over Gensynet.
+
+Da alle var til Stede, begyndte Forhandlingerne uden nogen som helst
+Indledning. Ethvert Medlem havde at aflægge Beretning om, hvad der siden
+sidste Møde var forefaldet i hans Distrikt, hvad der var under
+Forberedelse o.s.v. Det var mere en fri Diskussion mellem Venner end en
+formel Beretning.
+
+Da Turen kom til Helene Zubova, erklærede hun, at hun intet særligt
+havde at meddele, alt var temmelig uforandret siden sidst.
+
+„Lad os hellere høre, hvad Tania har at sige,“ foreslog hun, „hun
+arbejder i ny, og, som jeg haaber, tilmed i en frugtbar Jord.“
+
+„Jeg maa desværre tilstaa, at jeg hidtil ikke har udrettet stort,“
+begyndte Tania roligt og beskedent, og hun udviklede derpaa, hvorledes
+hun havde den bedste Tro for Fremtiden med Hensyn til sit Distrikt. Hun
+besvarede derpaa klart og forstandigt Vennernes Spørgsmaal, og man var
+enig om, at her maatte kunne udrettes noget betydeligt.
+
+„Vilde det ikke være heldigst, om en erfaren og dygtig Mand kunde afses
+til Narva-Distriktet? -- I hvert Fald for en Tid --“ foreslog Taras
+Kostrov.
+
+„Det er netop, hvad jeg tænker,“ sagde Helene. „Men vi har ingen fri for
+Øjeblikket. Skulde det ikke lade sig gøre at tage en fra de gamle
+Pladser, som allerede er udarbejdede? Til at drive et nyt Distrikt op
+udfordres der absolut en Mand.“
+
+Hun saa paa Andrey, som til sin Ærgrelse følte, at han rødmede under
+dette betegnende Blik.
+
+„Shepelev kan forlade sin Plads!“ sagde en Stemme.
+
+Shepelev var en af de mest erfarne og dygtige iblandt Propagandisterne.
+
+„Ja, lad Shepelev faa Narva-Distriktet!“ lød nu flere Stemmer.
+
+Helene var af en anden Mening. „Jeg synes,“ vedblev hun, „at Andrey
+passer langt bedre end Shepelev,“ og begyndte saa med den største
+Frimodighed og Sindsro at drage en Sammenligning mellem de to Mænds
+Kvalificationer. Hun indrømmede, at Shepelev var en udmærket Taler, som
+Arbejderne havde nemt ved at forstaa, og som havde en egen Evne til at
+overbevise; men han var alligevel ikke den rette Mand for en ny Plads og
+til at hverve ny Mænd, dertil var han ikke virksom og energisk nok og
+havde desuden en vis Vanskelighed ved at stifte nye Bekendtskaber. Paa
+det Punkt var Andrey ubetinget den bedste.
+
+Helene talte paa sin sædvanlige, forretningsmæssige Maade uden at hæve
+Stemmen det ringeste; hendes store, blaa Øjne vandrede fra den ene til
+den anden af de to Mænd, og hendes Blik var lige roligt og fast, hvad
+enten hun sagde dem en Kompliment eller en Ubehagelighed.
+
+Shepelev, som var en ganske ung Mand med blegt Ansigt og langt Haar,
+lyttede opmærksomt til Helenes kritiske Bemærkninger, og smilede nu og
+da, naar hun blev særlig skarp. Han syntes at more sig over den unge
+Piges usminkede Oprigtighed.
+
+„Ja, jeg tror selv, at du vil kunne udrette mere end jeg,“ sagde han til
+Andrey, da Helene var færdig. „Kan du gøre dig fri?“
+
+„Naturligvis kan han det,“ faldt Helene ind, førend Andrey endnu havde
+faaet svaret; hun kendte hans Distrikt lige saa godt som han selv.
+
+Andrey saa stjaalent hen paa Tania, som sad lige ved Siden af ham og
+syntes lidt forvirret over det uventede Forslag. Han var ganske paa det
+rene med, hvad han vilde, og erklærede sig beredt til at tage den ny
+Plads.
+
+Efter at den almindelige Diskussion var endt, bad han Tania fortælle sig
+lidt om deres tilkommende fælles Distrikt. Hun svarede, at der om
+Aftenen skulde være et Møde i hendes Hjem, og at det allerbedste vilde
+være, om han straks gik med hende, han kunde saa lære en Del af hendes
+Arbejdere at kende og derefter selv dømme.
+
+De forlod altsaa Mødet sammen; paa Vejen spurgte Andrey hende, om hun
+ofte besøgte sin Fader, og hvorledes han egentlig havde taget
+Skilsmissen. Andrey nærede den dybeste Højagtelse for den gamle Advokat,
+og Tania vidste det.
+
+Det var hende derfor en stor Glæde at tale med ham om sin Fader, og det
+gjorde hende godt at lette sit Hjerte over for en, der forstod hende saa
+helt paa dette Punkt -- det ømmeste i hendes Liv.
+
+Tania boede ikke alene. Ligaen havde til sin Disposition en Del ældre
+Damer, mest tidligere Tjenestetyende iblandt Revolutionisterne, som nu
+benyttedes som Husholdersker paa Pladser, hvor der ikke udfordredes
+nogen særlig Dygtighed; de fleste af disse Kvinder havde ikke det
+ringeste Begreb om Revolutionen; men da de alle -- som gamle, prøvede
+Tjenere -- var trofaste og hengivne, var de til stor Nytte. En af disse
+Damer -- tidligere Zinas Amme -- blev givet Tania som Husbestyrerinde og
+fingeret Værtinde.
+
+Tanias ny Lejlighed var ikke særlig hyggelig og saa ulig som vel muligt
+det Hjem, hun kom fra. Den var meget for stor til hende, idet den bestod
+af fem Værelser, hvoraf hun kun benyttede de tre; -- men hun havde ikke
+kunnet finde noget bedre paa det Strøg, der passede hende. I det største
+af Værelserne stod et langt Fyrretræsbord og nogle tilsvarende Stole og
+Bænke; her var det, at hun holdt sine Møder.
+
+Et Øjeblik efter, at Tania var vendt tilbage sammen med Andrey, begyndte
+Arbejderne at komme, -- af Forsigtighedshensyn i flere Hold. Der var i
+alt syv. Andrey blev forestillet som en Ven, der agtede at bosætte sig i
+deres Kreds for at tage Del i det fælles Arbejde. Alle modtog denne
+Efterretning med Glæde, og han blev straks behandlet som hørende hjemme
+iblandt dem.
+
+Han tog dog ikke nogen særlig Del i Forhandlingerne, men nøjedes med at
+iagttage Tania i hendes ny Virksomhed og var i høj Grad forbavset over
+at se, med hvilken Ligefremhed og Ynde denne fine, fornemt opdragne unge
+Pige forstod at bevæge sig iblandt disse tarvelige Mennesker. Uden anden
+Lærer end hendes eget brændende Ønske om at blive forstaaet talte hun
+til dem i et Sprog og paa en Maade, som de uden Vanskelighed begreb; ja,
+hun lagde saa meget af sin egen Sjæl i sine Ord, at hun næsten smeltede
+sammen til ét med sine Tilhørere.
+
+Kun nu og da, naar hun var allerivrigst, kunde hun pludselig standse,
+som angst for at give sig helt hen i sin Varme og Overbevisning, hun var
+da som en ængstelig Rytter, der ikke vover helt ud at benytte sig af sin
+Gangers Dristighed.
+
+Da Tania var færdig med at læse og forklare, blev Samtalen almindelig,
+ogsaa Andrey tog nu Del i den, og man skiltes som de bedste Venner.
+
+I den Maaned, som fulgte efter hans Forflyttelse til Narva-Distriktet,
+lærte Andrey en Lykke at kende, som næsten taaler Sammenligning med en
+gengældt Kærligheds Lykke, den nemlig at arbejde sammen med den Kvinde,
+man elsker, paa et Værk, hvori man begge nedlægger det bedste, man har i
+sig selv.
+
+Det daglige Livs mange trættende, tunge Pligter viste sig pludselig for
+ham i et helt nyt Lys, og den Fremgang, han havde med sit Arbejde, blev
+for ham hele smaa Triumfer, som fyldte ham med den mest ublandede Glæde.
+Hans egne stærke Følelser lagde en Varme og Magt over hans Ord som
+aldrig før, og han følte sig stærkere end nogen Sinde knyttet til sine
+lidende Medmennesker.
+
+Antallet af Andreys og Tanias Tilhængere voksede hurtigt, og det viste
+sig snart nødvendigt at danne en ny Afdeling i samme Distrikt, hvis
+Ledelse man overdrog to unge Mænd.
+
+Tanias Del i det fælles Arbejde var ikke den ringeste. I sin Iver for at
+se den unge Pige virke i sin ny Gerning, tog Andrey undertiden Delingen
+af Arbejdet lidt for bogstaveligt og lagde vel meget paa hendes unge
+Skuldre; men hun udfyldte sin Plads beundringsværdigt. Der var for ham
+noget uendeligt rørende og stort i den varme, inderlige Kærlighed, hun
+lagde for Dagen over for den jævne Mand, og i den Ro og Værdighed,
+hvormed hun bevægede sig iblandt de Farer, som hun daglig var udsat for;
+det var, som om hun aldrig tænkte paa, hvilken Skæbne der muligvis
+ventede hende.
+
+Hun var for ham med ét Slag bleven en fuldt udviklet Kvinde, som havde
+bibeholdt Barnets Mangel paa Selvbevidsthed.
+
+For Andrey var denne Tid en stor og stille Lykke, og han lullede sig
+selv til Ro med den Tanke, at han intet mere ønskede. Han troede fuld og
+fast paa, at hans Forhold til Tania, som det nu var, kunde fortsættes i
+det uendelige, indtil pludselig en ubetydelig Hændelse fik ham til at se
+mere klart.
+
+
+
+
+VI. KAPITEL.
+
+_Et Vendepunkt._
+
+
+Tania og Andrey sad en Aften alene i Arbejdsværelset, det var allerede
+sent, og hele Huset hvilede i den første, dybe Søvn. De havde sammen
+været til et Møde, som var blevet holdt hos en af deres Medarbejdere,
+og Aftenen havde været ualmindelig vellykket og interessant. Tania havde
+forelæst en lille rørende Fortælling ud af det daglige Livs Hændelser og
+Lidelser, og da hun selv var grebet af Temaet, havde hun talt usædvanlig
+godt.
+
+Andrey havde som sædvanlig ledsaget hende hjem; men da de begge var i en
+lykkelig og oprømt Stemning, havde han taget imod hendes Tilbud at gaa
+med op og drikke en Kop Te under Foregivende af, at det kunde gøre godt
+efter al den megen Talen.
+
+De havde haft et ualmindeligt fornøjeligt lille Aftensmaaltid og
+passiarede nu let og utvungent sammen.
+
+Andrey begyndte at tale om den lille Fortælling, hun havde læst. „Den
+maa vi anbefale vore Venner!“ sagde han. „Jeg véd ingen anden Historie,
+der til den Grad egner sig til at bringe Bevægelse iblandt vore
+Arbejdere. Vi maa ubetinget indlemme den i Ligaens faste Bibliotek!“
+
+„Jeg skal tale til Helene derom, første Gang jeg træffer hende.“
+
+„Men hvem véd, maaske var det Rytteren og ikke Hesten, der vandt
+Prisen,“ sagde Andrey smilende. „Jeg haaber da, at du, efter hvad du har
+oplevet i Aften, ikke længer er i Tvivl om din Dygtighed, og om hvilken
+glimrende Fremtid, der venter dig som Propagandist iblandt Arbejderne!“
+
+„Aa ja, jeg tror selv, at jeg vil kunne udrette noget,“ svarede Tania,
+lykkelig som en ung Lærke, der prøver sine Vinger og gør sin første
+større Flugt. „Men nu begynder jeg allerede at ængste mig for, at jeg
+skal være bleven saa vant til at tale til den jævne Mand, at jeg helt
+har mistet Evnen til at kunne henvende mig til Folk af vor egen Klasse.“
+
+„Vilde det da være saadan en stor Ulykke?“ spurgte Andrey godmodigt.
+
+„Ja, selvfølgelig især nu!“ udbrød Tania med ungdommelig Varme.
+
+„Af hvad Grund?“ Andrey følte et uvilkaarligt Ubehag.
+
+„Fordi jeg netop nu skal til at prøve mine Kræfter paa det Felt,“
+svarede hun, „og jeg meget nødig vilde gøre Fiasko blandt den Del af
+mine Venner. Hørte du ikke, at Georg i Gaar sagde til mig, at vi skulde
+af Sted til Moskva om en Uges Tid eller saa?“
+
+Der lagde sig en kold Haand om Andreys Hjerte; den unge Pige havde jo
+ikke sagt ham noget nyt, kun havde han i sin nuværende Lykke helt glemt
+at tænke paa hendes forestaaende Udflugt til Moskva sammen med Georg.
+Alligevel var det ikke saa meget hendes Ord, der saarede ham, som den
+absolutte Ro, hvormed hun udtalte dem -- ikke en Sky gik over hendes
+smukke, unge Ansigt. Saa let var det altsaa for hende at forlade deres
+fælles Arbejde her.
+
+„Længes du saa meget efter at komme til Moskva?“ spurgte han bedrøvet.
+
+Hun svarede ikke paa hans Spørgsmaal, men sad med lukkede Øjne og et
+lyst Smil om Munden og gav kun et Par smaa, bekræftende Nik.
+
+Andreys Læber blev hvide.
+
+„Jeg forstaar saa godt, at du kan længes efter at komme til Moskva,“
+sagde han med rolig, dæmpet Stemme, medens han indvendig kogte af
+Raseri. „Det er kun et lidet opmuntrende og yderst trælsomt Arbejde evig
+og altid, Gang efter Gang at gentage de samme Ord over for en Haandfuld
+almindelige Arbejdere. Selvfølgelig er det langt interessantere at
+glimre med sine Evner iblandt en Kreds af dannede Tilhørere, som
+forstaar at værdsætte ens Talegaver og kan bringe ens Pris og Lov viden
+omkring!“
+
+Tania havde løftet sine Øjne og stirrede nu med aaben Mund i den yderste
+Forbavselse paa ham. Hun vilde næppe tro sine egne Øren; hvad bragte ham
+til at tale saaledes til hende?
+
+„Antager du mig da virkelig for saa letsindig?“ spurgte hun endelig med
+skælvende Stemme og taarefyldte Øjne.
+
+Dette Syn fyldte ham med sviende Selvbebrejdelse, og han var ved at
+kaste sig paa Knæ for hende og bede hende om Tilgivelse; men det var,
+som om en ond Aand havde faaet Magt over hans Hjerte og nu igen lagde
+Gift og Galde i hans Ord.
+
+„Hvor kan jeg andet end føle mig skuffet,“ udbrød han med Heftighed,
+„naar du selv indrømmer, at du længes efter at komme bort fra et
+Arbejde, som hidtil har gjort dig Glæde, -- -- naar jeg ser, at Tanken
+om at komme til at glimre mellem Spidsborgere og pyntede Marionetdukker
+fylder dig med Glæde -- -- naar jeg ser -- -- --“ han var ikke i Stand
+til at fortsætte, men brød brat af, greb sin Hat og stormede uden et Ord
+til Afsked ud af Døren.
+
+Fra den Aften var alt forandret. Selvfølgelig udjævnede de allerede den
+næste Dag deres Strid; men det gode, stille Venskabsforhold, der hidtil
+havde bestaaet imellem dem, var rystet i dets Grundvold, og Andrey
+troede ikke mere paa dets Genoprettelse. Han led ved at mærke, hvilken
+uhyre Magt hun besad over ham, og kæmpede forgæves for at frigøre sig
+for den. Denne Kamp hensatte ham i en vedvarende Ophidselse; han blev
+lunefuld og pirrelig og søgte at finde Fejl hos hende ved enhver
+Anledning.
+
+Tania modtog hans første Bebrejdelser uden at forsøge at forsvare sig;
+men da han vedblev at være uretfærdig og haard, begyndte hun at miste
+sin tidligere Tro paa hans Venskab for hende, og begge saa med Angst,
+hvorledes hver Dag bragte dem længere bort fra hinanden.
+
+Tania led ikke mindre end Andrey. En Dag, da han uventet kom op til
+hende, saa han, at hun havde grædt. Han sagde til sig selv, at han var
+den elendigste Slyngel paa Jorden, og var lige ved at tilstaa hende alt,
+men hun optog hans første Ord saa unaadigt, at dette Besøg endte i endnu
+større Disharmoni end noget tidligere.
+
+Han foresatte sig bestemt kun at se hende til de Tider, naar deres
+fælles Arbejde førte dem sammen; men allerede næste Dag mødte han hos
+hende længe før den fastsatte Tid for Mødet under Foregivende af at
+maatte tale med hende om den forestaaende Diskussion.
+
+Den Sag var afgjort i et Par Minutter, og for første Gang i sit Liv var
+det ham umuligt at finde paa noget at tale med hende om. Saa blev han
+ærgerlig paa sig selv, fordi han ikke havde overholdt sin Bestemmelse om
+at undgaa hende, og var straks igen i daarligt Humør.
+
+„Hvor længe siden er det, at du har set Lisa?“ spurgte han endelig for
+dog at sige noget.
+
+Lisa var en Kusine af Tania og hørte til det fornemme Selskab i Moskva;
+det var hos hende, den unge Pige skulde bo under sit Ophold der.
+
+„Ikke siden forrige Vinter, da hun var her i St. Petersborg,“ svarede
+hun og syede ivrigt videre paa et Haandarbejde, hun holdt i Haanden.
+
+Atter indtraadte der en lang og pinlig Pavse, som Tania søgte at afbryde
+ved at begynde at tale om deres fælles Arbejde; men Andrey gav kun
+korte, undvigende Svar. Hvad Interesse havde hun vel mere af dette
+Arbejde?
+
+Saa begyndte han pludselig med stigende Heftighed at tale om hendes
+Rejse til Moskva.
+
+Tania gjorde sig den største Umage for at være rolig og svarede stille
+uden at se op fra sit Sytøj; om tre Dage skulde hun rejse, hun vilde saa
+nødigt skilles fra ham i Uvenskab. Hendes Ro ophidsede ham dog kun
+yderligere, idet han deri saa et nyt Bevis paa hendes fuldstændige
+Ligegyldighed for ham, og, mere og mere ude af Stand til at beherske
+sig, gav han sig til sidst til at kritisere og latterliggøre hendes
+Venner i Moskva, ja, endog til at tale haanligt om hendes Planer og
+Forhaabninger.
+
+Dette var mere, end Tania kunde holde ud; hun rejste sig med et Sæt og
+sagde med en af Vrede dirrende Stemme:
+
+„Nej, Andrey, nu kan det være nok!“
+
+Ogsaa han var sprunget op og stod og støttede sig med den ene Haand til
+Bordet, hans Ansigt var blegt og havde et lidende, sørgmodigt Udtryk.
+
+„Sig mig dog, Andrey,“ begyndte hun, „hvorfor har du i den senere Tid
+været saa forandret over for mig? Hvad har jeg gjort? Er der noget,
+hvormed jeg har krænket dig, hvorfor siger du det saa ikke rent ud, som
+du plejede at gøre? Og hvis du ikke kan, hvorfor skal vi saa pine
+hinanden? Hvorfor ikke skilles som Venner og gaa hver sin Vej?“
+
+Hendes Stemme var, efterhaanden som hun talte, bleven blød og sørgmodig.
+
+„Ja, gid jeg kunde, Tania! Gud give, jeg aldrig havde truffet dig!“
+sagde han med næppe hørlig Stemme og blev endnu en Skygge blegere.
+
+„Men hvorfor? Hvad er -- --?“
+
+Hun holdt pludselig inde som ramt af en Anelse.
+
+„Er du da blind? Ser du da ikke?“ -- raabte Andrey med hæs Stemme, --
+„forstaar du ikke, at jeg elsker dig, Tania!“
+
+Han saa op paa hende, og -- hvad var det for et Under, der pludselig fik
+hele hans Legeme til at skælve i Følelsen af en overvættes Lykke? --
+Havde han set rigtigt? Hendes Ansigt straalede, og med begge Hænder rakt
+ud imod ham kom hun hen til ham, og -- han forstod alt. Med et
+Glædesraab laa hun om hans Hals.
+
+„Er det muligt? Tania, min elskede, min egen, holder du virkelig af
+mig?“ spurgte han med skælvende Stemme.
+
+Hun klyngede sig kun tættere ind til ham.
+
+„Du slemme Mand, hvorfor har du pint mig saadan?“ hviskede hun smilende.
+
+„Tilgiv mig, min elskede! Jeg pinte jo ogsaa mig selv. Men nu er alt
+overstaaet!“ udbrød han jublende. „Nu er vi lykkelige -- aa Gud, hvor vi
+er lykkelige!“ Og han trak hende hen til en Stol, knælede ned foran
+hende og bedækkede hendes smaa, kolde Hænder og hendes søde, blussende
+Ansigt med glødende Kys.
+
+„Og jeg, som troede, at du var forelsket i Georg!“ sagde han endelig.
+
+„Georg er den bedste Mand -- meget bedre end du!“ sagde hun og satte sin
+lille Finger energisk paa hans Pande. „Men siden den Aften, da du første
+Gang talte til mig hjemme i min Faders Hus -- har mit Hjerte tilhørt
+dig. Og jeg er stadig kommen til at holde mere og mere af dig! -- Jeg
+véd ikke selv hvorfor,“ -- tilføjede hun smilende og saa paa ham med et
+langt, ømt Blik.
+
+Lyden af Entréklokken kaldte dem tilbage til Virkeligheden. Det var det
+første Hold Arbejdere, der kom.
+
+Andrey gik ud for at lukke op, og Tania bød dem velkommen og begyndte
+sit Arbejde som sædvanligt. Hun saa endnu smukkere ud end ellers, et
+eget forklaret Skær af en stor og højtidelig Lykke laa over hende.
+
+Men Andrey fik ingen Ro paa sig, selv Tanias Nærværelse formaaede ikke
+at dæmpe hans Hjertes heftige Slag, han havde ikke Sans for andet end
+for sin egen nye, overvældende Lykke. Han tog Afsked og gik.
+
+Udenfor var det en bidende Frost, og Vinterens hvide Liglagen dækkede
+Huse, Træer og Gader; men Andrey ænsede ikke Kulden, i hans Bryst var
+der Foraar og Solskin.
+
+Det var ingen Drøm; det var sandt, hun elskede ham! Han følte endnu det
+blide Tryk af hendes Arme om hans Hals, og hendes første søde Kys
+brændte paa hans Læber. Hun var hans! Hendes straalende Skønhed, hendes
+fine, harmoniske Sjæl, alt tilhørte ham! Uvilkaarlig vandrede hans
+Tanker til Georg, og en egen Ømhed fyldte hans Hjerte. Hvor uvenlig
+havde han egentlig ikke været imod ham, han maatte op til ham for at se
+at faa alt udjævnet!
+
+Han fandt Vennen hjemme, begravet i sine Bøger og Manuskripter. I samme
+Øjeblik Georg saa Andreys Ansigt, forstod han, hvad der var hændet, og
+inden den anden endnu forvirret og stammende havde faaet aflagt sin
+Bekendelse, trykkede han hjerteligt hans Haand og ønskede ham til Lykke
+-- ikke en Skygge af Misundelse var at opdage i hans lyse, blaa Øjne.
+
+„Jeg har allerede for flere Maaneder siden vidst, at hun elskede dig,“
+sagde han roligt som Svar paa Andreys spørgende Blik.
+
+„Hvor kunde du vide det?“
+
+„Paa den simpleste Maade af Verden -- hun fortalte mig det selv -- ved
+en bestemt Anledning!“ svarede Georg og syntes et Øjeblik optaget af
+sine egne Tanker, men snart efter passiarede de atter fornøjet videre.
+
+Da Andrey tog Afsked, sagde Georg halvt spøgende, halvt i Alvor:
+
+„Jeg haaber ikke, at du bliver skinsyg, fordi jeg ledsager Tania til
+Moskov?“
+
+„Aa nej, slet saa dybt er jeg ikke falden!“ svarede Andrey og lo.
+
+
+Tania havde lovet Andrey at komme hurtigt tilbage, og hun holdt Ord.
+Fjorten Dage senere var han paa Banen for at tage imod hende, og kort
+derefter blev de gifte. Ingen Præst eller Øvrighedsperson var til Stede
+ved den Anledning; de tilkendegav simpelthen deres Beslutning for
+Vennerne, saadan som man altid plejede at gøre i den Verden, de
+tilhørte.
+
+Deres Giftermaal forandrede intet i deres ydre Liv. De genoptog begge
+deres fælles Arbejde, kun flyttede de til en anden Del af Hovedstaden,
+da det gamle Distrikt efterhaanden blev dem for „hedt“. I en beskeden
+Sidegade lejede de en lille Lejlighed paa to Værelser og Køkken.
+
+Værelserne var smaa og tarveligt møblerede, Gulvet uden Tæppe, og der
+var lavt til Loftet; gennem de smaa Vinduer havde de ingen anden Udsigt
+end den lange, kedsommelige Husrække paa den anden Side af Gaden.
+Alligevel var dette lille Hjem deres Paradis, -- hvis dette Udtryk i det
+hele taget kan bruges i den moderne Menneskeheds mere nøgterne Sprog.
+
+Den første berusende Lykke, der var saa lidet forenelig med det Liv, de
+levede, og det, de saa omkring sig -- var snart forbi og havde veget
+Pladsen for en roligere og ædlere Følelse. De nød fuldt ud den Lykke,
+som det er for to Elskende i gensidig Forstaaelse at kunne udveksle
+Følelser og Tanker, og som først faar den rette Værd og Betydning efter
+Foreningen.
+
+De var sig begge fuldt bevidst, at denne Lykke kun var et kort Hvilested
+paa Vejen, at et Damoklessværd stadig hang over deres Hoveder, og at
+hver Dag kunde være deres sidste. Men de var alt for unge og fulde af
+Livsmod til at lade sig kue af disse Tanker; hvert Øjeblik, de havde
+sammen, blev for dem derved kun dobbelt kært og dyrebart.
+
+Det var en Formiddag i Begyndelsen af Foraaret, Tania læste højt for
+Andrey af et Hæfte, som de havde faaet af hendes Fader, hos hvem de
+havde tilbragt den foregaaende Aften.
+
+Pludselig genlød hele den lille Lejlighed af en heftig Ringning paa
+Entréklokken, efterfulgt af to svagere Slag. Det var en Vens Ringning!
+
+Andrey gik ud for at lukke op, og Tania, som blev siddende, hørte ham
+udbryde i et Glædesraab, som naar man uventet ser en god Ven; men
+pludselig dæmpedes hans Stemme, der fulgte en hurtig Hvisken og derefter
+dyb Tavshed.
+
+Da Andrey vendte tilbage, var han dødbleg. Han kom med Georg og en ung
+Mand, som Tania ikke kendte -- begge saa alvorlige og bedrøvede ud.
+
+„Hvad er der hændet?“ spurgte hun angst og gik dem i Møde.
+
+„En frygtelig Ulykke!“ svarede Andrey. „Zina og Vasily er blevne
+arresterede efter en heftig Kamp -- begge bliver rimeligvis dømte til
+Døden -- Annie Vulitch blev dræbt i Kampen!“
+
+Han kastede sig ned paa en Stol og strøg sig med Haanden over Panden.
+De to Gæster havde ligeledes sat sig; hun mødte den fremmede unge Mands
+Blik.
+
+„Mit Navn er Vatajko!“ sagde han, idet han forestillede sig, da ingen af
+de andre tænkte derpaa. „Jeg er lige kommen fra Dubravnik med den
+forfærdelige Efterretning og med en Besked til Deres Mand!“
+
+„Hvornaar skete det?“ spurgte hun.
+
+„For tre Dage siden. Politiet har forsøgt at holde det hemmeligt; men
+det er ikke lykkedes; i Morgen vil det staa i alle Aviser. Hele Byen
+taler allerede derom.“
+
+Saa begyndte han med dæmpet, behersket Stemme at fortælle alle
+Enkeltheder; men efterhaanden, som han skred frem i sin Beretning, blev
+han heftigere, og da han endelig naaede til selve Kampen, var han i
+fuldstændig Ekstase.
+
+Midt i Nattens Stilhed havde Politiet forsøgt at trænge ind i Zinas Hus,
+hvor Vasily nu ogsaa boede. For at være fuldstændig lydløse og muligvis
+kunne overraske dem i Søvne, skruede de Hængslerne af Dørene og vilde
+rimeligvis ogsaa have naaet deres Hensigt, hvis ikke Annie Vulitch imod
+Sædvane havde siddet oppe endnu og læst. Hun blev opmærksom paa den
+besynderlige Lyd, og da det gik op for hende, hvad det var, begyndte hun
+at fyre. Det uventede Angreb drev Gendarmerne tilbage, og det lykkedes
+hende ved at affyre Skud paa Skud at holde dem borte i flere Minutter,
+indtil hun selv blev truffen af en Kugle i Hovedet. Hun døde i det
+Øjeblik, Vasily kom løbende til Undsætning.
+
+„Hvilken Helt hun var, denne unge Pige! -- og hvilken smuk Død!“ udbrød
+Andrey begejstret.
+
+„De to andre,“ vedblev Vatajko, „gjorde et Forsøg paa at bane sig Vej
+med deres Revolvere; men det var umuligt. Saa trak de sig tilbage til de
+indre Værelser, barrikaderede Døren og brændte alle kompromitterende
+Papirer. Efter i en halv Time at have holdt Politiet Stangen og efter at
+have brugt alle deres Patroner, overgav de sig.“
+
+Han tilføjede, at de, efter hvad man havde hørt, rimeligvis vilde blive
+forhørt sammen med Boris. Politiet havde endelig faaet Nys om, at Zina
+vistnok stod i Forbindelse med ham, og var henrykt over den gode Fangst.
+Vasily skulde tiltales for bevæbnet Modstand, og der var næppe Tvivl om,
+at alle tre vilde blive dømte til Døden.
+
+„Men dette maa ikke ske!“ udbrød han lidenskabeligt. „De maa befries,
+om det saa skal ske i et Haandgemæng!“
+
+Han sprang op, og idet han, heftigt gestikulerende, snart gik frem og
+tilbage og snart blev staaende -- saa for den ene og saa for den anden
+af de tre, fortalte han, at Dubravnik Sektionen havde bestemt at sætte
+alle Kræfter ind paa et Befrielsesforsøg. Der skulde hverves nye Folk
+iblandt alle Klasser i Byen, iblandt de studerende unge Mænd og iblandt
+Haandværkerne. I hvert Fald var man fast bestemt paa at gøre et Forsøg;
+alle som én var varme for Sagen! Men man trængte til en Leder, man havde
+valgt Andrey, og Vatajko skulde spørge, om han tog imod Valget.
+
+Andrey saa op og sagde:
+
+„Har I ogsaa vel overvejet eders Valg? Jeg har aldrig før været Formand
+for en saa vanskelig og farlig Affære!“
+
+„Ja, vi er enige om, at vi ikke kan faa nogen bedre end dig!“ svarede
+den unge Mand med Varme.
+
+„Nuvel, saa lad det blive, som I vil! Jeg er rede til at tjene en Sag
+som denne paa hvilken som helst Maade, der fordres af mig!“ sagde
+Andrey.
+
+„Det sagde jeg dem ogsaa!“ udbrød Vatajko og trykkede heftigt hans
+Haand. „For Resten mener vi alle, at du ikke behøver at komme til
+Dubravnik lige straks,“ vedblev han. „Hvis Politiet skulde faa Nys om,
+at du var der, vilde man være paa sin Post. Det er bedre, du bliver her,
+indtil det afgørende Øjeblik staar for Døren; vi skal holde dig à jour
+med, hvad der foregaar, og raadspørge dig om alt!“
+
+Saaledes gik det til, at Andrey atter blev taget fra sit Arbejde og fra
+sit stille, lykkelige Liv for igen at blive kastet midt ind i
+Revolutionens vildeste Malstrøm.
+
+Han gjorde en kort Rejse til Dubravnik nærmest for at undersøge
+Forholdene. Da han kom dertil, erfarede han en ny Ulykke: et Par Dage
+før var Søstrene Duderov og en ung Mand ved Navn Botsharov, en af Sagens
+mest begejstrede Tilhængere, blevne arresterede og skulde forhøres
+sammen med Boris, Zina og Vasily -- et Kompagniskab, som intet godt
+spaaede dem.
+
+Men forøvrigt var de Indtryk, Andrey fik, ret gunstige, bedre, end han
+havde ventet; der var rigeligt og udmærket Kampmateriale, og Planen var
+lagt med stor Dygtighed. Han tvivlede ikke om, at det vilde lykkes dem.
+Hans gamle Kampinstinkt var vakt, og han ænsede ikke Farerne, ja, saa
+dem knapt. Men for Tania var de lykkelige Dage til Ende. Hun erkendte
+fuldt ud, at det var Andreys Pligt at træde til her -- _hendes_ Andrey
+kunde ikke holde sig tilbage i en Sag som denne! men hendes Angst og
+Sorg for ham blev ikke mindre derved.
+
+
+
+
+TREDJE DEL
+
+Alt for den store Sag!
+
+
+
+
+I. KAPITEL.
+
+_I Themis’ Tempel._
+
+
+I et af de tarveligere Kvarterer i Dubravnik sad en Aften i Begyndelsen
+af Foraaret to unge Mænd foran et aabent Vindue. Den ene af dem spejdede
+ivrigt hen ad den mørke Gade og iagttog opmærksomt enhver, der kom inden
+for den mat brændende Lygtes Lyskreds. Denne unge Mand var Vatajko; den
+anden var Andrey, som for fjorten Dage siden var kommen til Byen og nu
+sammen med sin Ven boede i denne stille, beskedne Bydel.
+
+„Ser du endnu ingen?“ spurgte Andrey.
+
+„Nej!“
+
+„Det er besynderligt! Forhøret maa være forbi for mindst tre Timer
+siden. Han har haft rigelig Tid til at kunne tale med Kusinen og burde
+allerede for længe siden have været her.“
+
+„Jeg forstaar det ikke! Han er ellers saa uhyre punktlig,“ sagde
+Vatajko. „Han skulde da vel ikke være sprængt i Luften!“ tilføjede han
+leende.
+
+„Det kunde saamænd godt være muligt,“ bemærkede Andrey alvorligt. „Han
+er rasende uforsigtig med alt det Kram!“
+
+„Skal jeg ikke hellere løbe hen til ham og spørge ad?“
+
+„Hvis han er sprængt i Luften, kan han dog ikke svare dig -- det er
+bedre, du venter; han kommer nok!“
+
+I dette Øjeblik hørte de Larmen af en Vogn paa Gaden.
+
+„Der er han endelig!“ udbrød Vatajko.
+
+Ogsaa Andrey gik hen til Vinduet og saa den Mand, de ventede paa, komme
+kørende hurtigt ned ad Gaden i en aaben Vogn. Det var en midaldrende
+Mand med et uhyre langt, graat Skæg og en Skikkelse som en Herkules.
+
+Et Øjeblik efter traadte den ventede ind ad Døren, idet han forsigtigt
+bøjede Hovedet for ikke at støde sig mod Karmen. Vatajko havde allerede
+lukket Vinduerne, rullet ned og tændt Lys.
+
+„Naa, hvad nyt?“ spurgte Andrey.
+
+„Lad mig først faa Frakken af!“ sagde han. „Kun paa Forhaand saa meget:
+der er intet særlig nyt!“
+
+Ved nærmere Eftersyn viste denne Mand sig aldeles ikke at være nogen
+Herkules, han var høj og mager og holdt sig lidt kroget -- det mest
+iøjnefaldende ved ham var et Par tindrende, urolige, graa Øjne i det
+lange, smalle Ansigt.
+
+„Traf De saa Deres Kusine?“ spurgte Andrey.
+
+„Ja vel!“ og den høje Mand satte sig ned og begyndte at fortælle.
+
+Forhørene over de fængslede for den militære Domstol var begyndt den
+Dag. Der var intet særligt forefaldet i det første Møde, men man kunde
+dog med lidt Behændighed allerede saa nogenlunde deraf drage sine
+Slutninger for de kommende. De fleste af Rettens Medlemmer var stævnede
+til at møde.
+
+Omendskønt ingen militær Domstol -- hvad enten den er almindelig eller
+ekstraordinær -- frembyder særlig Garanti for retfærdig Behandling af
+politiske Forbrydere, saa var dette dog et daarligt Tegn. Det viste, at
+Regeringen havde en eller anden uhyggelig Plan for og ønskede at have
+sine sikre Mænd om sig. Den kejserlige Anklagers Tale ved Aabningsmødet
+var af største Vigtighed. Med Hensyn til de tre Hovedfanger var der kun
+ét at vente, men ikke saa med de andre, som stadig ikke var overbeviste
+om nogen anden Brøde end den at have kendt de sammensvorne. Det varslede
+imidlertid meget ilde, at den offentlige Anklager beskyldte dem alle
+seks for at have udgjort et hemmeligt Selskab, hvis Formaal det var at
+„omstyrte Tronen“ og saa fremdeles.
+
+Hvis denne Udlægning af Fangernes gensidige Bekendtskab blev taget for
+gode Varer af Rettens øvrige Medlemmer, saa betød det Døden for dem
+alle; thi Døden er den almindelige Straf for „Oprør mod Tronen“.
+
+„Men hvilket Bevis har de Slyngler for en Sammensværgelse?“ udbrød
+Vatajko.
+
+„Der maa være nogen, der har sladret; desuden har Portneren i det Hus,
+hvor Søstrene Dudorov boede, genkendt Annie Vulitch efter et Fotografi
+og erklæret, at den Dame ofte kom til Frøkenerne Dudorov.“
+
+„Og hvorledes saa de anklagede ud?“ spurgte Andrey efter en Pavse.
+
+„Min Hjemelsmand fortalte, at de var saa optagne af at tale med hinanden
+efter alle disse Maaneders Adskillelse, at de næppe tog Notits af
+Retten; kun ved en eneste Lejlighed gjorde de en energisk Indsigelse.“
+
+Og han fortalte, at Anklageren -- med Juryens Billigelse -- ikke havde
+undset sig for at overøse Fangerne, især de tre Kvinder, med de mest
+uhøviske Beskyldninger.
+
+„Den Slyngel!“ raabte Vatajko ophidset. „Havde jeg ham her under min
+Haand! Selv Slagteren, der fører Kvæget til Slagtehuset, kaster dog ikke
+Sten paa det!“
+
+„Du venter vel ikke, at Czarens svorne Blodhunde skulde have en Slagters
+Menneskelighed!“ sagde Andrey bittert.
+
+„Ja, men det er umuligt, de kan ikke dømme dem alle seks til Døden; de
+tre har jo vitterligt intet gjort!“ mente Vatajko ivrigt.
+
+„De er endnu meget naiv, min unge Mand,“ sagde den fremmede med skarpt
+ironisk Tonefald og lod et Øjeblik sine rastløse, funklende Øjne hvile
+paa Vatajko. Hans Hustru -- som heller intet havde gjort -- var bleven
+slæbt væk fra ham og holdt indespærret i Fængselet i flere Aar, indtil
+hun til sidst var bleven sindssyg og i et Anfald af Raseri havde skaaret
+Halsen over paa sig selv med et Glasskaar.
+
+„Med Hensyn til Dommen, saa er jeg vis paa, at den vil lyde paa Døden
+for dem alle“ -- sagde Andrey. „Det vil give Dommeren en saa smuk
+Lejlighed til at lægge sin naadefulde Humanitetsfølelse for Dagen, og
+han vil rimeligvis formilde Straffen for de to Søstre Dudorovs
+Vedkommende til Tvangsarbejde -- og vistnok for Botcharovs med. Det vil
+som sagt tage sig godt ud over for den offentlige Mening -- den Slags
+Komedier arrangerer de altid indbyrdes. Jeg tror bestemt ikke, at
+Dødsdommen bliver stadfæstet for mere end de tre af dem -- for Boris og
+Vasily uden Tvivl ogsaa -- for Zina -- eller Botcharov -- --“ tilføjede
+han med usikker Stemme. -- -- „Men hvorfor spekulere videre paa det? Lad
+os hellere høre, hvorledes Arbejdet skrider frem, min gode Ven?“ vedblev
+han efter en Pavse, henvendt til den fremmede.
+
+„Alt er rede!“ svarede denne. „Jeg har Bomber til halvtredsindstyve Mand
+og to Dusin i Reserve. Jeg mangler kun Fængrørene; men det er gjort med
+et Par Timers Varsel.“
+
+
+Forhørene over de seks Fanger varede i fem Dage. Hvis det var gaaet
+efter den militære Lovbogs almindelig foreskrevne Regler -- som sikkert
+ingen skal beskylde for Langsomhed --, vilde det have varet mindst tre
+Gange fem Dage. Men det gjaldt for Autoriteterne om hurtigst muligt at
+faa afsluttet denne Tragedie, der opførtes midt iblandt Byens Borgere og
+bragte hele Befolkningen i den største Ophidselse.
+
+Det store Publikum blev udelukket fra Retssalen -- Adgangsbilletter
+udstedtes kun med yderste Forsigtighed til Embedsmænd med deres Hustruer
+og til enkelte Borgere, om hvis Loyalitet man ikke kunde være i Tvivl.
+For at hindre en mulig Tilkendegivelse af Sympati fra Publikum udenfor
+blev alle de nærmest liggende Gader besatte med en stærk Politistyrke,
+som havde Ordre til at forhindre Sammenløb af flere Mennesker.
+
+Til Trods for denne Forsigtighedsregel var der dog altid en Mængde
+nysgerrige og deltagende rundt om paa Raadhuspladsen, og saa snart en
+Herre eller en Dame kom ud der inde fra, var han eller hun straks
+omringet af en halv Snes Mennesker, der ivrigt spurgte, hvorledes
+Tingene gik derinde.
+
+Man vidste, at Dommen vilde falde om Torsdagen, og Ophidselsen ude i
+Byen var saa stor, især blandt en bestemt Del af Publikum, at
+Autoriteterne havde anset det for nødvendigt at tage Forholdsregler mod
+et muligt Oprør. Raadhuspladsen var fyldt med Soldater og Politi; en
+Bataillon Infanteri og to Eskadroner Kosakker blev holdt rede til at
+rykke ud i Ministerialbygningerne i Nærheden.
+
+Alligevel voksede Antallet af dem, der fyldte Pladsen foran Raadhuset,
+uafbrudt, og henad Aften, da Fabrikkerne lukkedes, kom Skarer af
+Arbejdere til. Politiet formaaede uden Vaaben intet over for denne
+Mængde, og man ønskede saa længe som muligt at undgaa at bruge Magt.
+Inde i Retssalen selv havde Publikum i Løbet af de fem Dage fuldstændig
+skiftet Karakter. Ved Hjælp af Bestikkelse hist og her og ved at true og
+tvinge over for deres finere Slægtninge og Bekendte var det efterhaanden
+lykkedes en hel Del af dem, man netop ønskede at holde udenfor, at tage
+Plads herinde. Og baade Dommere og Fanger var forbavsede ved at se,
+hvorledes deres Publikum, som fra først af havde været saa yderst
+respektabelt, havde faaet et stærkt blandet Præg. Midt imellem civile
+Embedsmænd, dekorerede Generaler og Officerer, om hvis Loyalitet ingen
+kunde nære Tvivl, opdagede man Individer -- Mænd og Kvinder, om hvis
+Loyalitet man i hvert Fald maatte formode, at den var paa den forkerte
+Side.
+
+I den anden Stolerække paa Gulvet tronede Præsidentens Frue i raslende
+Silkekjole og med skinnende Juveler; ved denne gode Dames Side saa man
+en ung Pige, hvis alvorlige, kloge Ansigt straks tydede paa Nihilisten,
+omendskønt hun ikke havde kortklippet Haar og bar en ret elegant blaa
+Silkekjole -- laant i Anledningen. I de bageste Rækker saas
+umiskendelige Nihilister, Studenter og korthaarede Pigebørn i tarvelige
+Dragter.
+
+Klokken elleve om Aftenen trak Juryen sig tilbage for at enes om sin
+Kendelse. Først Klokken halv to om Morgenen viste den sig atter. Kun
+meget faa iblandt Publikum havde i Mellemtiden forladt Salen; man
+vidste, at Dommen hvert Øjeblik kunde blive forkyndt, og man ventede med
+Taalmodighed. Langsomt sneglede Tiden sig fremad. Heden og Luften i
+Salen var kvælende, thi alle Vinduer var omhyggelig lukkede for at
+forhindre Forbindelse mellem Publikum udenfor og dem herinde. I den
+svagt dæmrende Morgens matte, graa Lys saa Salen mærkværdig uhyggelig
+ud; de seks Lys, der i høje Sølvstager brændte paa Bordet foran
+Dommerens Sæde, gav det hele Udseende af en Ligbegængelse, og iblandt
+den tæt pakkede Menneskemængde herskede en næsten dødlignende Tavshed;
+kun henne fra Fangernes Aflukke lød der uafbrudt dæmpet Mumlen. De
+vidste, at de, saa snart Dommen var falden, atter blev adskilte og saa
+først mødtes paa den sidste Vandring til Retterstedet.
+
+Publikum kunde ikke se dem, de sad ned, og omkring dem stod tolv
+Gendarmer med dragne Sværd; men at dømme efter den livlige Samtale, de
+førte, kunde de ikke være særlig nedbøjede.
+
+Mængden udenfor paa Raadhuspladsen, som den søvnige, udasede
+Politistyrke efterhaanden havde opgivet at faa Bugt med og derfor havde
+overladt til sig selv, forholdt sig hverken saa rolig eller taalmodig;
+den hoverede over at have fordrevet Politiet og tilhørte desuden de
+uroligste Lag af Befolkningen -- Nihilisterne -- eller for at tale mere
+eksakt, det frisindede og fremskredne Element var det overvejende.
+Efterhaanden, som de andre, slet og ret nysgerrige, blev trætte af at
+vente og forsvandt, sluttede de første sig mere og mere sammen og
+dannede til sidst en kompakt Masse. Mange af dem var gode Bekendte og
+talte ugenert sammen uden at lægge Baand paa deres Følelser; men af
+denne Samtale fremgik det ogsaa, at ingen af dem hørte til de aktive
+Oprørere.
+
+I et af Vinduerne i Retssalen blev i dette Øjeblik et hvidt
+Lommetørklæde synligt.
+
+„Juryen!“ raabte en Stemme blandt Mængden, og øjeblikkelig blev der
+Dødsstilhed. Man pressede sig sammen under Vinduerne med opad bøjede
+Hoveder.
+
+Inde i Salen forkyndte nu Retsbetjentens Stemme, at den sidste Del af
+den oprørende Farce var ved at tage sin Begyndelse. Juryen vendte
+tilbage for at oplæse sin Kendelse.
+
+Som én Mand rejste alle sig op i Salen og stod i aandeløs Forventning.
+Der var en Stilhed, saa man syntes, man maatte kunne høre hvert enkelt
+Hjertes Slag -- de, der bankede i Dødsangst for dem, de stod nær, og de,
+der blot bankede i den voldsomme Spænding, som det usædvanlige
+dramatiske Optrin medførte.
+
+En efter en traadte Juryens Medlemmer op paa Forhøjningen bag det lange,
+grønne Bord med de seks Liglys. Deres Udseende var ikke just saaledes,
+som man tænkte sig Retfærdighedens og Lovens Repræsentanter. I deres
+trætte, urolige Miner laa snarere Bevidstheden om en nylig begaaet
+Skændselsdaad end den ophøjede Ro, som Følelsen af at have gjort sin
+Pligt -- hvor pinefuld den end er -- uvilkaarlig forlener det
+menneskelige Ansigt med. De seks Fanger, som ogsaa havde rejst sig nu og
+stod Ansigt til Ansigt med deres Dommere, synlige for Publikum, var
+absolut de roligste og værdigste af de to Partier. Men endnu saa ingen
+paa Fangerne, alles Øjne var rettede paa Juryens Formand, som med det
+hvide Ark Papir i Haanden skulde til at oplæse de skæbnesvangre Ord.
+
+Med usædvanlig høj Stemme læste han Indledningen, som syntes at vare en
+Evighed.
+
+Endelig kom han til selve Dommen, og allerede ved de første Ord gik der
+som et elektrisk Stød igennem Tilhørerne. Det var Boris’ Navn, der var
+nævnet og blev efterfulgt af en lang Mumlen, som ingen forstod. Det var
+Opremsningen af alle hans Synder -- saa fulgte en kort Pavse, og saa kom
+Dommen -- -- Døden!
+
+Omendskønt ingen havde ventet andet, faldt dette Ord dog som et
+Hammerslag paa de spændte Nerver. Derpaa fulgte Vasilys Navn -- atter en
+Mumlen; men kortere -- saa et nyt Hammerslag: -- Døden! -- -- --
+
+Den tredje i Rækken er Zina, hende, hvis Skæbne er bleven mest
+diskuteret, og om hvem man har været mest i Usikkerhed Tavsheden i Salen
+bliver om muligt endnu mere aandeløs. „Er det Liv eller Død“ „Liv eller
+Død?“ spørger hvert Hjerte sig selv medens den uhyggelige Mumlen bliver
+ved i det uendelige Skyld hobes paa Skyld; den truende Hammer løftes --
+højere og højere -- en kort Pavse, og atter falder den med en skurrende
+Lyd -- Det er Døden! --
+
+-- Et Suk som en mangestemmet Stønnen gaar igennem Salen. Alles Øjne,
+selv de strengest dømmendes -- rettes i Sympati og Rædsel paa denne unge
+Kvinde, som staar der saa rolig og værdig foran sine Medfanger.
+
+De fleste havde troet, at hun som Kvinde var bleven benaadet; denne
+Dødsdom virkede som et brutalt, uventet Slag; men dog gaar der som et
+Befrielsens Suk gennem Mængden, den værste Spænding er overstaaet! De
+tre Fanger, som endnu er tilbage, er saa lidt kompromitterede, eller
+rettere slet ikke, at det kun for dem kan dreje sig om en lettere
+Straffedom. Den Mumlen, som efterfulgte Botcharovs Navn, bestyrker denne
+Formodning -- det er rent ubetydelige Forseelser, der opramses --
+Publikum hører næppe efter mere. -- Da studser man pludselig ved at
+bemærke en let Skælven i Dommerens Stemme -- en kort Pavse, og --
+Dødsdommen er forkyndt!
+
+Alle farer sammen; et Forbandelsens Udbrud undslipper alles Læber, man
+ser paa hinanden som for at forvisse sig om, at man har hørt rigtigt.
+
+„Ærbødigst Tak, højstærede Dommere!“ lyder saa skarpt og bidende den
+dømtes Stemme, og man er ikke længer i Tvivl. Han er virkelig dømt til
+Døden! Men hvorfor? Hvad har han gjort? Publikums Indignation holdes
+imidlertid i Tømme ved den fornyede Spænding og Interesse, hvormed man
+nu atter lytter til Dommerens Ord.
+
+Botcharov er ikke bleven kaldt til Rette for sin usømmelige Afbrydelse;
+man foretrækker at lade, som om man intet har hørt, glad over, at det
+ikke var noget værre, og skynder sig videre med Oplæsningen.
+
+Det er den ældste af Søstrene Dudorov, der nu staar for Tur, og denne
+Gang følger Publikum med spændt Opmærksomhed Ordene. Det drejer sig om
+rene Ubetydeligheder, som umuligt kan have Døden til Følge; men man er
+paa sin Post. Med stigende Spænding følger man hver Vending i dette
+uendelige Væv af kunstig opbygget Anklage og Beskyldning -- snart gyser
+man i Angst, og snart hengiver man sig igen til Haabet. -- Den
+uheldsvangre Hammer løftes og sænkes uafbrudt -- endelig løftes den igen
+og falder -- det blev Døden! -- -- --
+
+Som med ét Slag brød nu den længe tilbageholdte Spænding iblandt
+Publikum løs. Raab, Stønnen og Eder, hysteriske Kvinders Skrig og vilde
+Forbandelser fylder Luften! -- Folk springer op paa Stolene og gebærder
+sig, som om de pludselig var blevne gale. Aldrig havde man inden for
+disse Mure set en lignende Scene.
+
+Den gode Dame i anden Række -- Præsidentens Frue -- besvimede, og
+Officeren, der kommanderede Fangeeskorten, og som personlig kendte
+hende, ilede til med en Karaffel Vand; men den unge Pige i den blaa
+Silkekjole træder barsk i Vejen for ham og stiller sig beskyttende hen
+foran Damen, idet hun raaber: „Rør hende ikke!“ og saa bydende er hendes
+Stemme og saa vildt flammende hendes mørke Øjne, at han uvilkaarligt
+trækker sig tilbage, medens hun roligt tager et Glas Vand fra
+Dommerbordet og vender sig til den besvimede for at yde hende Hjælp. Hun
+kender ikke denne Dame, aner ikke, hvem hun er; men hun føler sig
+overbevist om, at det maa være en Ven, og af den Grund vil hun befri
+hende for den forhadte Berørelse af en af Politiets Mænd. Det faldt
+hende ikke ind, at det maaske kun var den fine Dames overspændte Nerver,
+der bukkede under for dette Øjebliks stærke Spænding.
+
+Oppe paa Juryens Forhøjning var Forvirringen ikke ringere end nede i
+Salen.
+
+Bleg af Harme og Skam søgte Formanden at overdøve Larmen og skaffe Ro
+til Veje; men hans Forsøg mislykkedes absolut. Alligevel beordrede han
+ikke Salen rømmet, han ønskede, at Publikum skulde blive og høre
+Slutningen af Dommen. Det hvide Ark skælvede i hans Haand, og han læste
+videre. Den sidste af de seks Fanger, den yngste Søster Dudorov, blev i
+Betragtning af hendes Ungdom dømt -- ikke til Døden, som den kejserlige
+Anklager havde forlangt, men til femten Aars Straffearbejde. De havde
+forbeholdt sig denne ene stakkels Naadesbevisning, dels for at
+tilfredsstille deres egen Samvittighed og dels for at vise Publikum
+deres gode Vilje. Men Publikum hørte ikke et Ord mere af, hvad der blev
+læst. Ophidselsen var alt for stor, og en ung Mand -- den samme, der før
+havde givet Signalet med Lommetørklædet -- stødte et Vindu op, lænede
+sig ud og raabte med høj Røst til de nedenunder forsamlede Skarer:
+
+„Døden! Alle er dømt til Døden!“
+
+Han erklærede bagefter, at han var overbevist om at have hørt Formanden
+oplæse Dødsdommen ogsaa for den yngste af Søstrene Dudorov.
+
+Et ildevarslende, gennemtrængende Skrig fra Mængden udenfor var Svaret
+paa denne Meddelelse og forhøjede Forvirringen i Salen. De loyale
+Elementer iblandt dem derinde troede, at Folket i næste Nu vilde storme
+Raadhuset og kaste sig over dem -- og i et Anfald af Panik gav de sig nu
+til at skrige og raabe med.
+
+En Politiofficer, der holdt Vagt uden for Døren til Salen, kom ilsomt
+ind og konfererede med Dommerne, hvorpaa han lige saa hurtigt igen løb
+bort ad en Bagdør. Præsidenten havde givet Ordre til, at Tropperne
+skulde tilkaldes og Pladsen udenfor ryddes for enhver Pris.
+
+En for en listede imidlertid Juryen sig væk og barrikaderede sig i de
+indre Værelser, medens Politiet begyndte at rydde Salen.
+
+Et blodigt Sammenstød syntes uundgaaeligt -- men udeblev desuagtet.
+
+Revolutionens organiserede og ledende Parti havde al Grund til at undgaa
+et saadant Sammenstød i dette Øjeblik, idet det kun yderligere vilde
+besværliggøre -- ja umuliggøre deres forestaaende Forsøg paa at befri de
+dødsdømte, og da den stærkere aandelige Magt altid har Overtaget over
+den mindre udviklede, lykkedes det de enkelte, som stod under mere eller
+mindre direkte Indflydelse af Andreys medsammensvorne, at holde
+Urostifterne tilbage. Da Militæret viste sig for Enden af Gaden,
+spredtes Mængden uden videre Tumult med en Del Larm og nogle Stenkast.
+
+Hele den heftige Bvægelse indskrænkede sig saaledes til at blive en rent
+forbigaaende -- et uvilkaarligt Udslag af Øjeblikkets stærke Impuls.
+
+
+
+
+II. KAPITEL.
+
+_Modgang og Højhed._
+
+
+Fuldbyrdelsen af en Dødsdom foregaar i Rusland sjældent senere end et
+Par Dage efter, at Dommen er falden.
+
+Om Lørdagen -- to Dage efter Domfældelsen -- forkyndte Bladene, at
+Generalguvernøren havde formildet Straffen for de to Søstre Dudorovs
+Vedkommende, saaledes at den ældste fik tolv Aars haardt Tvangsarbejde
+og den yngre kun seks Aar almindeligt Straffearbejde i Stedet for de
+idømte femten Aar.
+
+Dette var en sjælden liberal Formildelse af en Dødsdom og gav en stor
+Del af Publikum Haab for de fire andre. -- Man vilde vist nok ogsaa vise
+Naade imod dem! Guvernøren, fortaltes der, var personlig stemt for
+Mildhed og ventede kun paa Ordrer fra St. Petersborg.
+
+Men hverken Andrey eller hans medsammensvorne delte disse Forhaabninger;
+de havde deres sikre Meddelelser fra selve Fjendens Lejr.
+
+For Boris og Vasily var der absolut intet Haab; men det var muligt, at
+Zina eller Botcharov -- maaske endog begge -- kunde faa deres Straf
+formildet, Zina, fordi hun var en Kvinde, og Botcharov, fordi han
+vitterligt ikke var bleven overbevist om nogen virkelig Brøde. Det
+eneste Bevis imod ham var, at han havde skaffet Penge til Revolutionen.
+Imidlertid kunde intet endnu siges sikkert, alt afhang af Autoriteterne
+i St. Petersborg.
+
+De sammensvornes Arbejde blev under disse Forhold endnu vanskeligere,
+idet den mindste Uforsigtighed, som kunde bringe Politiet paa Spor,
+utvivlsomt vilde føre til, at alle fire Fanger uden Skaansel mistede
+Livet.
+
+Det viste sig at være til uvurderlig Nytte, at Ledelsen af hele Sagen
+var lagt i en enkelt Mands Haartd, idet man derved undgik de større
+Møder og Forsamlinger. For denne ene Mand var det imidlertid uhyre
+vanskeligt at handle energisk og dristigt under de mange trykkende,
+uendelig hemmende Forsigtighedshensyn.
+
+Indtil dette Øjeblik var kun syv Mand indviede i Hemmeligheden, skønt
+det Antal, der udkrævedes til Planens Udførelse, beløb sig til syv Gange
+syv. Hovedstyrken skulde først samles Dagen før Katastrofen.
+
+De syv Mand, der udgjorde Førerne for Komplottet, var alle valgte
+iblandt de af Byens Revolutionister, der havde den mest udstrakte
+Bekendtskabskreds blandt deres Fæller. Hver især af disse syv skulde
+sørge for at have fem indtil ti sikre Mænd i Beredskab, som de i sidste
+Øjeblik kunde opfordre til Deltagelse uden at faa et Afslag eller at
+risikere Forræderi. Andrey skulde give det endelige Signal, naar hele
+Styrken skulde samles.
+
+Lørdag og Søndag bragte intet nyt. Om Mandagen spredte det Rygte sig i
+Byen, at en Afdeling almindelige Fanger under Eskorte var i Færd med at
+grave paa Pushkarsky-Fælleden. Det var der, at Galgen skulde rejses.
+
+Men for hvor mange var den bestemt? Den var meget for stor til kun at
+skulle benyttes til en? -- Var den til to -- tre -- eller til dem alle
+fire?
+
+Byen var atter i den største Ophidselse, og de samme Folk, som nogle
+Dage før havde hengivet sig til de videst gaaende Forhaabninger, var nu
+dem, der ivrigst forfægtede akkurat de modsatte Anskuelser.
+
+Andrey tog lige saa lidt Notits af disse Rygter som af de tidligere; han
+vidste, at Guvernøren handlede efter sine Instrukser og ikke talte til
+nogen om Tingene; men hvad der ængstede ham, var, at Sagen stadig
+forhaledes. Det var før hændet, at politiske Fanger var blevne
+henrettede med kun nogle Timers Varsel for derved at undgaa ethvert som
+helst Udslag af den offentlige Mening.
+
+Sæt, at det var det, Guvernøren havde i Sinde!
+
+Var det da ikke bedst, at Andrey straks samlede hele Styrken og hellere
+løb den Risiko, at en eller anden sladrede, end at komme for sent?
+
+Efter nøje at have overvejet Sagen, besluttede han sig dog til at vente.
+-- Igennem den før omtalte Kusine af Manden med Bomberne havde han den
+mest udmærkede Forbindelse med Fjendens Hovedkvarter. Og højst to Timer
+efter, at Guvernøren havde givet sine Instrukser til Eksekutionen, vilde
+Andrey vide Besked derom. Selv i værste Tilfælde vilde han dog kunne
+gøre Regning paa at have syv til otte Timer for sig, og om end ikke alle
+halvtredsindstyve Mand kunde samles med saa kort Varsel, var det bedre
+at have et noget mindre Antal end at risikere, at Politiet fik Nys om
+Sagen. Der var i det hele taget ikke stor Sandsynlighed for, at
+Guvernøren vilde beordre en hovedkulds Eksekution; det vilde aldeles
+ikke være overensstemmende med hans Værdighed over for Publikum.
+
+Andrey forlod ikke et Øjeblik sit Værelse, det Bud, han ventede paa,
+kunde komme hvert Øjeblik.
+
+Natten til Tirsdag vækkedes han af sin lette, urolige Søvn ved, at der
+bankedes paa hans Vindue. Han var i et Nu paa Benene og fik lukket op.
+-- I den dybe Slagskygge af Muren opdagede han en kvindelig Skikkelse,
+alt for lille til at være Xenia -- den Pige, han ventede.
+
+„Hvem er det?“ spurgte han hviskende.
+
+„Xenia Dmitrievnas Pige! Hun kunde ikke selv komme, men sender dette
+Brev!“ -- hviskedes der tilbage.
+
+Andrey rakte Haanden ud for at gribe Brevet; men Skikkelsen holdt det
+fast og traadte et Par Skridt tilbage.
+
+„Jeg kender Dem ikke!“ sagde Stemmen. „Jeg har Ordre til at aflevere
+Brevet i Alexander Ilichs egne Hænder!“
+
+Det var Vatajko -- som imidlertid var vaagnet og nu stod bag Andreys
+Ryg. Pigen lod til at genkende ham; thi hun rakte straks Brevet op til
+ham og løb saa hurtigt sin Vej.
+
+I en Krog af de to Mænds Soveværelse brændte en lille Natlampe -- en
+Forsigtighedsregel, Andrey altid iagttog for det Tilfældes Skyld, at
+Politiet skulde overrumple ham ved Nattetide. I Skæret af dette
+sparsomme Lys læste han nu følgende Ord, nedskrevne med Blyant:
+
+  „Dommen er af Guvernøren stadfæstet for alle fire. Eksekutionen
+  fastsat til Onsdag Morgen Klokken ti, Pushkarsky Fælled.
+
+        X.“
+
+Et Øjeblik blev han siddende som lamslaaet, han formaaede næppe at samle
+sine Tanker.
+
+Var det virkelig muligt? Alle fire skulde dø! -- -- Zina med? Og
+Botcharov -- -- -- Botcharov ogsaa!
+
+I alle disse angstfulde Dage havde maaske ingens Skæbne vejet tungere
+paa ham end denne unge Mands -- som han under Forhørene havde lært at
+kende og sætte Pris paa som et ualmindelig klart og dygtigt Hoved. Han
+havde absolut intet gjort og var næppe forberedt paa at møde saa haard
+en Skæbne, -- og nu skulde alle disse dygtige, ubrugte Evner ofres for
+intet!
+
+„Læs højt!“ sagde Vatajko.
+
+Men Andrey kunde ikke faa et Ord over sine Læber og rakte ham stiltiende
+Brevet.
+
+„Nuvel,“ sagde Andrey efter et Øjebliks Pavse -- „Det vil maaske være
+det bedste, der kunde hænde for vor Sag! Ingen af vore Mænd vil nu holde
+sig tilbage, men de vil kæmpe som vilde Dyr! Vil du straks i Morgen
+tidlig gaa til vor Ven og sige, at Bomberne maa være rede til Klokken
+seks Eftermiddag. Til den Tid er du der med Vognen og bringer alt hen
+paa det aftalte Sted. Jeg selv maa nu af Sted til Hovedkvarteret!“
+
+Klokken var omtrent fire om Morgenen, da Andrey kom ud paa Gaden.
+Vatajko var allerede gaaet forud for at stævne de syv Mænd til straks at
+møde. Han havde tredive Timer for sig, mere end tilstrækkeligt til at
+faa det ordnet uden Overilelse; men han ønskede at have det første Møde
+med sine medsammensvorne, førend Meddelelsen om Tiden for Eksekutionen
+var bleven offentlig bekendtgjort. I Løbet af en halv Time var han ved
+Hovedkvarterets Gadedør, hvortil han havde sin egen Nøgle. Han kom
+ubemærket ind; alt i Huset var stille, og han satte sig straks til ved
+Hjælp af et Kort over Byen at betegne den Vej, Processionen maatte tage.
+Takket være hans praktiske og vidtstrakte Kendskab til Byen, var det ham
+en let Sag uden megen Overvejelse at vælge den bedste Plads for
+Katastrofen. Det var en kort Gade imellem to Bøjninger af Vejen, ikke
+langt fra Fælleden. Sandsynligvis vilde den lille Gade være tæt pakket
+af Mennesker, men denne Ulempe opvejedes fuldstændigt ved de udmærkede
+Betingelser den afgav for et Tilbagetog -- først en Række snævre
+Stræder, hvor Politiet med største Lethed kunde holdes tilbage ved Hjælp
+af Bomberne -- dernæst Byens Park umiddelbart ved Bredden af Floden. Man
+kunde lukke de høje Jernporte ind til Parken ved Hjælp af et Par
+forsvarlige Hængelaase, og kunde desuden yderligere anbringe nogle af
+Bombemandens Torpedoer, en Opfindelse, af hvilken han selv var meget
+stolt og ventede sig store Resultater. Alt dette vilde være
+tilstrækkeligt til at opholde de forfølgende Tropper længe nok. Inde i
+Parken havde man i Læ af Buskene ved den lille Flod en Baad i Beredskab,
+som skulde optage de fire Fanger og dem, der var saarede. Resten af dem
+skulde se at komme bort igennem den fjernest liggende Del af Parken for
+derefter roligt at blande sig imellem Mængden ude paa Fælleden.
+
+I Løbet af en Times Tid var alle de syv Mænd samlede, og der holdtes et
+kort Krigsraad.
+
+I faa Ord forklarede Andrey sin Plan, som vedtoges uden Indsigelse.
+Derefter opgav man ham Stedet, hvor de tre følgende Møder vilde blive
+afholdte; da det var en Aftale, at man i Stedet for at samles til ét
+stort Fællesmøde skulde træffes i flere mindre Hold, og Andrey maatte
+nødvendigt være til Stede ved dem alle.
+
+I Mellemtiden var Nyheden -- affattet i en saa rolig og fredsommelig
+Form som muligt -- igennem Morgenaviserne bleven meddelt Dubravniks
+Borgere. Faa var de Læsere, hvis Hjerte ikke krympede sig ved Tanken om,
+at fire Mennesker, deriblandt en Kvinde, skulde miste Livet paa denne
+uhyggelige Maade. Russerne er ikke vant til at se Dødsstraffen bragt i
+Anvendelse -- i mere end et Aarhundrede er den kun bleven anvendt over
+for politiske Forbrydere. For alle andre Forbrydelser, hvor afskyelige
+de end kan være, anses Tvangsarbejde for tilstrækkelig haard Straf.
+
+Det store Publikum har aldrig rigtig været i Stand til at godkende denne
+Forskel; for den simple, sundt tænkende Mand kan en politisk Forbryder
+ikke blive værre end en Mordbrænder eller en Landevejsrøver.
+
+Andrey havde overværet alle tre Møder og vendte nu tilbage til
+Hovedkvarteret, hvor han til sin store Glæde og Overraskelse fandt David
+ventende paa sig. Han havde været paa den anden Side af Grænsen, da et
+Brev fra St. Petersborg satte ham i Kundskab om, hvad der foregik i
+Dubravnik. Øjeblikkelig satte han atter Kursen mod Rusland, og ved at
+rejse Dag og Nat lykkedes det ham at komme akkurat i sidste Øjeblik,
+for, som han sagde, at stille sig under Andreys Kommando. „Jeg haaber,
+du har noget at give mig at bestille?“ sluttede David sin Forklaring.
+
+„Ja, saa meget du vil!“
+
+Andreys Humør var blevet betydelig bedre i Løbet af Dagen, Møderne med
+de sammensvorne havde givet ham nyt Mod og Haab; det var alle
+tilforladelige, prægtige Folk.
+
+„Vi har al Grund til at haabe paa et godt Udfald af vor Dag i Morgen,“
+sagde han til David. „Med de Vaaben, vi har, vil halvtredsindstyve Mand
+kunne udrette Vidundere. Det er en Fornøjelse, siger jeg dig, at se vore
+Folk, de vil gaa i Ilden til det sidste! Klokken syv skal vi have endnu
+et afsluttende Møde her, du vil da faa Lejlighed til at træffe dem!“ Ved
+den fastsatte Tid begyndte Mændene at komme, en for en. -- David kendte
+en Del af dem og blev forestillet de andre som en god Ven.
+
+Mødet forløb under en lysere og mere forhaabningsfuld Stemning end de
+foregaaende; hver enkelt følte, at Sagen umuligt kunde have været grebet
+bedre an.
+
+Planen var i sin Helhed meget simpel. Andrey skulde den næste Morgen
+tidlig Klokken syv være paa Stedet med ti Mand for at sikre sig Plads
+forud. De andre fyrretyve skulde opholde sig paa forskellige, bestemte
+Steder i Nærheden og først efterhaanden, som der kom Bud efter dem,
+træde til. I Tilfælde af, at Menneskemængden skulde være meget tæt,
+skulde de stille sig i første Række i to Pelotoner, lige overfor
+hinanden. Mængden vilde da, naar Panikken brød løs, løbe bort bag dem,
+og saaledes ikke hindre deres Bevægelser.
+
+Men hvis Menneskemængden derimod kun skulde være ringe, skulde de
+sammensvorne spredes paa forskellige Steder, idet Andrey med sine ti
+Mand dannede en Slags Avantgarde. Det blev da hans Opgave at standse
+Processionen paa dens Vej og give de andre Tid til at indfinde sig paa
+Kamppladsen.
+
+„Se saa!“ sagde Andrey. „Nu er det Tid at gaa hen og hente Vaabnene.
+Klokken er halv otte.“
+
+Vatajko skulde paa dette Tidspunkt have bragt Bomberne hen til det
+aftalte Sted, hvor de syv Mand atter skulde afhente dem for at opbevare
+dem sikkert indtil næste Morgen. -- Man ansaa det for alt for risikabelt
+at uddele dem allerede nu, thi et rent tilfældigt Besøg af Politiet
+vilde kunne lede til de mest uberegnelige Følger, hvis der noget Sted
+blev fundet en Bombe. Revolvere og lignende Vaaben blev derimod straks
+uddelte.
+
+Det første Hold af de sammensvorne var ved at gaa, da Daniel henledte
+Andreys Opmærksomhed paa et mistænkeligt udseende Individ, der listede
+omkring i Nærheden af Huset.
+
+„Jeg har lagt Mærke til ham de sidste ti Minutter; han synes særlig at
+have vore Vinduer her i Kikkerten, endskønt han gerne vil lade som
+ingenting.“
+
+„Aa nej, han er ikke farlig!“ sagde Andrey beroligende. „Det er en Ven!
+Han vil rimeligvis tale med Vatajko eller mig! Men gaa lidt bort fra
+Vinduerne! -- Manden er meget frygtsom af sig.“
+
+Manden, som Andrey havde genkendt, var en underordnet Skriver oppe fra
+Raadhuset, som for et ringe Vederlag bragte ham de Nyheder, det var ham
+muligt at opsnappe.
+
+Da Andrey, efter at have talt et Par Minutter med den fremmede, atter
+kom ind i Stuen, var hans Ansigt langtfra roligt.
+
+„Politiet har allerede faaet Nys om vort Foretagende!“ sagde han
+alvorligt. „En eller anden maa have sladret! Fordømt ogsaa!“
+
+„Det er umuligt! Hvad siger du?“ lød det fra alle Kanter.
+
+„Der er desværre ingen Tvivl derom! Manden derude fortalte mig, at
+Politiinspektøren, umiddelbart før Kontorerne skulde lukkes, kom
+styrtende ind og spurgte efter Politichefen. Faa Minutter senere gik de
+begge i største Hastværk og i synlig Ophidselse til Guvernøren. Idet de
+gik forbi, hørte min Hjemmelsmand af deres hviskende Samtale tydelig
+Ordet „Dynamitbomber“. Det kan desværre ikke være et Foster af hans egen
+Fantasi; thi han aner ikke, hvad vi har for. Jeg mener altsaa, at dette
+taler tydeligt nok!“
+
+Paa Forsamlingen virkede denne Meddelelse fuldstændigt lammende. Nej,
+der var ingen Tvivl derom, man stod over for et Faktum -- et frygteligt
+-- et uimodsigeligt!
+
+Selv sammensvorne er ikke altid saa tavse, som de burde være, og det laa
+inden for menneskelige Muligheders Grænse at antage, at en af de nye
+Mænd kunde have sladret af Skole over for en Hustru, en Kæreste eller en
+intim Ven.
+
+I alles Øjne læste man den samme Tanke. De syv Formænd havde samlet sig
+i en Gruppe og talte hviskende og hurtigt sammen.
+
+Det var umuligt! -- Der _kunde_ intet Forræderi have fundet Sted --
+enhver af dem turde svare for sine Mænd. Nærmere laa det at tænke sig,
+at Politiet i sin Ophidselse var bleven opskræmt ved en eller anden ren
+tom Indbildning. Intet positivt kunde i Virkeligheden være sivet ud.
+
+En voldsom Ringen efterfulgt af en energisk Banken paa Døren afbrød alle
+videre Gisninger. Andrey gjorde en betegnende Bevægelse med Hovedet og
+spændte sin Revolver. Alle forstod Signalet og stillede sig ligeledes i
+Kampstilling, beredte paa at sælge Livet saa dyrt som muligt.
+
+Idet Andrey aabnede Døren, hørte man ikke -- som man havde ventet -- et
+Skud, men derimod en heftig Vredesytring.
+
+„Hvad Pokker, er det dig? Hvad skal det betyde? Hvorfor melder du dig
+paa en saa forbandet Maade?“
+
+„Jeg skulde skynde mig!“ svarede Vatajko aandeløst; thi ham var det, der
+nu styrtede ind i Stuen.
+
+„Og Bomberne? Har du bragt dem i Sikkerhed?“ spurgte Andrey.
+
+„Nej, nej! Der er sket en frygtelig Ulykke! Vor Ven er saaret, maaske
+død. Ved Middagstid har der fundet en Eksplosion Sted i hans Hus. Da vi
+kom med Vognen, saa vi alle Vinduer og Døre sprængte.“
+
+„Og Bomberne? Hvor er de henne?“ spurgte Andrey. „Gik du ikke ind i
+Huset?“
+
+„Nej, det var umuligt! Gaarden var fuld af Folk, som jeg straks antog
+for Detektiver, og i samme Øjeblik kom Politiinspektøren og gik ind i
+Huset. Det var uden for al Tvivl -- Huset var besat af Politiet!“
+
+„Videre!“ sagde Andrey. „Hvad mere?“
+
+„Vi kørte altsaa forbi Huset, og da vi var komne lidt hen i Gaden,
+overlod jeg Vognen til min Kammerats Omsorg og gik den anden Vej, neden
+om, langs med Floden, hen til Stedet. I Haven ved Siden af fik jeg Øje
+paa Gartnerens Datter og gav mig i Snak med hende. Hun fortalte mig, at
+der havde fundet en Eksplosion Sted i Nabohuset, og at det nu holdtes
+besat af Politiet. Jeg bad hende ikke omtale til nogen, at hun havde set
+mig, og skjulte mig derpaa imellem nogle Buske bag Rækværket ind til den
+anden Gaard.
+
+„Igennem nogle Sprækker imellem Plankerne kunde jeg tydelig se en Del af
+Gaarden. To Fangevogne kom kørende ind, umiddelbart derefter blev vor
+ulykkelige Ven paa en Stige baaren ud af Huset og anbragt i den ene. Saa
+bar man -- med uhyre Forsigtighed -- en Del store Kasser og Krukker ud
+og endelig Bomberne -- en for en --! Politiinspektøren holdt sig i
+ærbødig Afstand. Jeg ventede nu ikke længer; men løb for saa hurtig som
+muligt at bringe dig Meddelelsen.“
+
+Der var Dødsstilhed i Stuen, da Vatajko endte sin Beretning.
+
+Nej! der var intet mere at vente paa! Intet mere at vente paa! Intet
+mere at haabe! Andrey vidste det kun alt for vel. Hvis de dog blot havde
+haft Bomberne -- de havde vovet Forsøget alligeve! -- til Trods for, at
+Politiet var advaret.
+
+Men nu? Alt var med et Slag ødelagt -- ramlet sammen for dem! -- Om
+fjorten Timer vilde Zina, Boris, Botcharov og Vasily -- alle fire --
+være hængte! -- --
+
+Ikke en eneste af dem vilde det være muligt at frelse! Og de Stakler,
+som havde været saa forhaabningsfulde, saa fast havde troet, at deres
+Gang til Skafottet skulde blive den sikre Vej til Frihed!
+
+Han pressede sin knyttede Haand imod Panden. Hvor frygteligt det dog
+var! Det havde været langt bedre, om der slet ikke var blevet lagt nogen
+Plan til at befri dem, end nu i sidste Øjeblik at skulle berede dem
+denne bitre Skuffelse! Da Andrey endelig igen løftede Hovedet, saa han,
+at alles Øjne var rettede paa ham.
+
+„Hvad skal der nu gøres?“ spurgte David og gav med disse Ord hver enkelt
+Tanke Udtryk.
+
+„Hvad der skal gøres?“ gentog Andrey. „Der er kun en eneste Ting for os
+nu at gøre, det er, saa hurtigt som muligt at lade vore ulykkelige
+Venner faa Meddelelse om, at alt Haab er ude, for at de kan faa Tid til
+at ruste sig til at møde deres Skæbne!“
+
+Der gik en Mumlen gennem Værelset. Andreys Raad var ham saa uligt og kom
+dem alle saa ganske uventet. Man begyndte at gøre Indsigelser, først
+ganske svagt, saa mere og mere energisk. Forsøget burde gøres, selv uden
+Bomber! -- De var halvtredsindstyve Mand, rede til at kæmpe til sidste
+Bloddraabe, og der vilde endnu være Tid til at skaffe lige saa mange
+bevæbnede Mænd til, ja maaske endnu flere! Hvorfor opgive det hele?
+
+Men Andrey var ganske paa det rene med, hvad han vilde. Hvad kunde en
+Haandfuld Mænd bevæbnet med Revolvere og Dolke udrette mod Soldaternes
+kompakte Bajonetrækker? Det vilde blive en stor og absolut frugtesløs
+Nedsabling, som ikke vilde indvirke godt paa nogen eller noget.
+
+Vatajko var iblandt dem, der ivrigst stemte for et Forsøg, og bebrejdede
+Andrey hans Lunkenhed.
+
+„Min Ven!“ sagde Andrey og lagde Haanden fast paa hans Skulder. „Hvorfor
+skal vi forbitre vore stakkels Venners sidste Øjeblik paa saa grusom en
+Maade? Det er aldeles utænkeligt, at vi kan redde blot en eneste af dem,
+vi vil derimod blive sablet ned for deres Øjne. Hvorfor skal vi gøre
+deres sidste Øjeblikke endnu tungere ved at lade dem blive Vidne til
+dette Syn?“
+
+Vatajko bøjede tavs sit Hoved, og ingen tog mere til Genmæle. Man
+skiltes kort efter i Stilhed og Sorg; hver enkelt gik for at
+tilbagekalde sine Ordrer. Det blev Andreys Pligt at gøre Vennerne den
+sidste tunge Meddelelse og bede dem om at møde den uundgaaelige Skæbne
+med al den Højhed, de besad. Han bragte selv sit Brev til Fangevogteren,
+og fik bagefter at vide, at det allerede samme Aften var kommet dem i
+Hænde. Zina besvarede det i sine Lidelsesfællers Navn. Hendes Brev var
+ikke sørgmodigt; snarere glad og fortrøstningsfuldt. Men desuagtet fik
+det Andrey -- denne Mand med Jernnerver -- til at græde som et Barn; thi
+han modtog det først to Dage senere, da den Haand, som havde skrevet
+det, allerede var kold, og det Hjerte, som havde dikteret disse simple,
+rørende Ord, havde ophørt at slaa.
+
+
+Andrey vaagnede med et Ryk, som om nogen havde givet ham et Puf i Siden.
+I samme Øjeblik slog et Kirkeur i Nærheden Fem-Slaget -- han saa paa sit
+Ur, der laa paa en Stol ved Sengen, tillige med hans Revolver og Dolk --
+Klokken var fem, og han huskede nu, at han Dagen i Forvejen, mens han
+endnu var midt i Forberedelserne til Kampen for at befri Vennerne, havde
+foresat sig at ville vaagne Klokken fem. Andrey besad den Evne til i
+Kraft af sin Vilje at kunne vaagne til et hvilket som helst bestemt
+Klokkeslæt. Han havde ikke senere tænkt paa det, men vaagnede nu ganske
+mekanisk, endskønt der intet mere var at vaagne for.
+
+Han var kommen sent hjem Aftenen før, træt og medtaget af det
+utaknemrrtelige Arbejde, som det var at sørge for at forhindre et eller
+andet taabeligt Udbrud fra de alt for varmblodiges Side, et Arbejde, som
+han ikke udelukkende kunde lægge paa sine Kammeraters Skuldre. De faa
+Timers Søvn, han havde faaet, havde ingen Hvile været; thi selv i Søvnen
+forlod Bevidstheden om den sørgelige Virkelighed ham ikke helt.
+
+Vatajko sov i samme Værelse, men med den tyveaariges dybe, lykkelige
+Søvn. Andrey nænnede ikke at vække ham, men klædte sig stille paa, tvang
+sig til at spise et Stykke Brød og listede saa ud af Værelset og ned paa
+Gaden.
+
+Solen var allerede staaet op, men var skjult bag en let Taage. Byen laa
+endnu i Nattens Hvile, alle Skodder var lukkede, kun Natmændenes
+Køretøjer og enkelte Drosker var at se i Gaderne. Iblandt de faa
+Fodgængere, han mødte, var der flere Mænd, om hvem han antog, at de var
+Lidelsesfæller. Den langsomme Gang, hvormed de bevægede sig fremad, de
+feberagtigt flammende Øjne og det forpinte, sørgmodige Udtryk i deres
+Ansigter kunde nok tyde paa, at de var Venner og Bekendte af de
+dødsdømte, og at de, ligesom Andrey, forfulgt af deres indre Uro, var
+blevet drevne bort fra deres Leje, ud paa Gaden -- hvor de vistnok havde
+vandret omkring hele Natten, maaske i det Haab ved legemlig Træthed at
+døve deres sjælelige Lidelser. -- -- --
+
+Uden nogen bestemt Tanke eller Følelse, kun med en pinlig, nagende
+Smerte i Hjertet, vedblev Andrey at gaa og gaa, indtil han pludselig
+befandt sig paa et Sted, som han kun alt for godt kendte. Det var der,
+at Anslaget skulde have fundet Sted. Han havde været der den foregaaende
+Dag saa fuld af Haab og Tillid, og nu -- kun nogle faa Timer senere, var
+det alt som en fjern og utydelig Drøm.
+
+Han drejede hurtigt om, gik ind i en Række smaa, snævre Gader, som
+førte til Byen, og foresatte sig at ville gaa uafbrudt, indtil den
+frygtelige Time var forbi -- først da vilde han vende tilbage til
+Hovedkvarteret. -- --
+
+Men jo længere han kom frem, desto mere blev han hindret i sin Gang af
+utallige Menneskeskarer, som gik i modsat Retning, og det varede ikke
+længe, førend Gaderne var overfyldte af gaaende, ridende og kørende --
+som alle bevægede sig fremad i en og samme Retning.
+
+Mon disse Mennesker tænkte paa, hvad det var, de gik ud for at se? Var
+der i det hele taget nogen af dem, der begreb det? Og hos hvem var deres
+Sympati? Hos dem, der blev dræbte, eller hos dem, der lod dræbe? -- --
+
+Intet kunde man læse sig til i disse Træansigter, de bevarede deres
+Hemmelighed godt, _hvis_ de havde nogen! Mon de vilde bære denne Maske
+lige til det sidste? Vilde den ikke pludselig falde og aabenbare
+menneskelige Følelser -- Had eller Kærlighed -- bag sig?
+
+Antallet af Træansigterne, af Kjoler, Huer, Frakker og Hatte i alle
+Farver og alle Former voksede stadigt og dannede til sidst en kompakt
+Masse, som man kun med Magt kunde tvinge sig Vej igennem.
+
+Men hvorfor egentlig? Hvor vilde han hen?
+
+Andrey hørte op med at kæmpe sig frem og lod sig viljeløst, føre med af
+Strømmen, ogsaa hans Ansigt blev træagtigt. -- -- --
+
+I Begyndelsen gik det ret hurtigt, men efterhaanden sagtnedes Gangen for
+nu og da helt at standse, naar nye Skarer kom væltende frem fra de
+tilstødende Gader. Efterhaanden, som Folk trykkedes tættere sammen, blev
+Larmen af Stemmerne stærkere. Han hørte dem tale -- med Ord, der var
+lige saa forstenede og træagtige som deres Ansigter, og som det senere
+vilde have været ham umuligt at huske et eneste af. Saa pressedes
+pludselig hele den brede Strøm ind i et snævert Stræde, og da man atter
+kunde begynde at aande friere, kom Andrey pludselig til at gyse. Foran
+ham laa en stor, aaben Slette, og højt op i Luften, -- imod den lyse
+Morgenhimmel, ragede fire Galger -- klodsede, ubevægelige,
+rædselsfulde! -- -- --
+
+Uvilkaarlig saa han paa sine Naboer til højre og til venstre; alles Øjne
+var rettede mod de fire Mordmaskiner, og Træansigterne havde nu faaet et
+Udtryk af Angst og Forfærdelse. Alligevel vedblev man at arbejde sig
+videre frem, og Andrey fulgte med.
+
+De fire sorte Galger stod paa en sort Forhøjning omgiven af et sort
+Rækværk, og sortmalede Trappetrin førte op til den. Fra det Sted, hvor
+han stod, kunde han tydeligt se Tovene, Trisserne og Ringene. I den
+lette Morgenbrise svingede Tovene langsomt -- ganske langsomt -- frem og
+tilbage, og saa ud, som om de ved deres Tyngde vilde knække
+Tværbjælkerne. En lille, firskaaren, gemytlig-udseende Mand med kort,
+hørgult Skæg og iført rød Skjorte og en russisk Fløjelstrøje -- med
+Hatten lidt paa den ene Side, gik frem og tilbage paa Forhøjningen. Det
+var Bødlen. Nedenfor ved Trappen saa man Militær -- i brogede Uniformer
+og med alvorlige Ansigter, nogle af dem til Hest. Men alt tilsammen, den
+sorte Forhøjning, Rytterne og Soldaterne var paa alle Sider indrammet af
+en tæt Mur af Infanteri med funklende Bajonetter. Kun Døden alene kunde
+komme inden for disse Mure af Kød og Jern, kolde og haarde som Jernet
+selv!
+
+I kort Afstand fra den første levende Mur stod en anden, dannet af
+Kavalleri-Eskadroner. Den var ikke langt fjernet fra Mængden, man kunde
+tydeligt se hver enkelts Ansigt, og det var vanskeligt at afgøre, hvem
+der saa mest ligegyldige ud -- Hestene eller Mændene paa deres Ryg.
+
+Umiddelbart bag denne sidste Mur var en enkelt Række Politibetjente til
+Fods, hvis Opgave det var at holde Mængden tilbage.
+
+Nye Skarer vedblev uafbrudt at strømme til og optog hver eneste lille
+Plet, som endnu var levnet paa den uhyre Plads. Alle stirrede i
+taalmodig Forventning op imod den sorte Forhøjning, hvor om et Øjeblik
+Døden -- denne grufulde Magt, som de alle frygtede, men som her i dette
+Tilfælde lod dem uskadt -- skulde opføre sin rædselsfulde Dødningedans
+-- et Syn, der lokkede dem paa samme Maade, som Slangens Blik fortryller
+Aben.
+
+Andrey var ikke kommen for at overvære dette nedværdigende Skuespil.
+Hvad han ønskede, var at se sine Venners kære Ansigter for sidste Gang
+og muligvis veksle et Blik, et Farvel uden Ord med dem. Men her paa
+denne Plads med den dobbelte Række Soldater vilde ethvert Haab derom
+være umuligt.
+
+Det lykkedes ham at komme fri for Mængden og slippe ind i den Gade,
+gennem hvilken de dødsdømte vilde komme ud paa Pladsen.
+
+To Rækker Politibetjente holdt Midten af Gaden fri, for at Fangevognen
+og Eskorten uhindret kunde passere. Bag dem stod Mængden atter tæt
+pakket. Andrey gjorde en kort Omvej og kom endelig til den længst borte
+liggende Del af Gaden, hvor han fandt en god Plads.
+
+Tilskuerne her hørte udelukkende til de bredere Lag, og det var
+interessant at iagttage dem. De havde vistnok allerede staaet opstillede
+længe, thi de havde gensidig stiftet Bekendtskab og var synlig kede af
+at Vente. I hvilken Anledning de var komne, syntes de helt at have
+glemt; kun meget faa talte on noget, der stod i Forbindelse med den
+forestaaende Begivenhed.
+
+En gammel Kone skændte paa et ungt Pigebarn ved sin Side, fordi hun
+havde glemt at sætte Grøden paa Ilden, førend de gik; nu vilde der ligge
+et Hus, naar Mændene kom hjem til Middag! En ung opløben Knøs med
+hængende Skuldre og lang Hals i en Sirtses Bluse gnaskede gemytligt
+Frøet af en Solsikke i sig og morede sig med at spytte Skallerne saa
+langt som muligt ud i den tomme Gade. En ung, robust Kvinde med et spædt
+Barn ved Brystet forsøgte energisk at skubbe sig frem foran den af
+Politiet dannede Række, men blev vist tilbage af en ung Politimand. Med
+en djærv-gemytlig Spøg foreholdt han hende, hvilket Besvær hun vilde
+have af atter at maatte skaffe sig et nyt Barn, hvis dette blev trampet
+ned af Hestene! -- Den unge Kvinde gav et skarpt Svar tilbage, og Folk
+omkring hende lo.
+
+Bag Andreys Ryg udspandt der sig imidlertid en mere højrøstet
+Diskussion; han forstod, at man talte om Politik -- rigtignok af en egen
+Sort. Han vendte sig om og saa en Bondemand i graa Kappe med et magert,
+solbrændt Ansigt og et lille, graasprængt Skæg paa en fremspringende
+Hage i Samtale med en anden Bonde.
+
+-- -- „Naa ja!“ -- fortalte han, „saa greb de altsaa dem alle fire, --
+men den femte, som var deres Fører, fik de ikke fat paa -- han
+forvandlede sig til en gul Kat og forsvandt op igennem Skorstenen. Men
+han kom bestandig i sin Katteskikkelse tilbage til det gamle Sted, og
+endelig lykkedes det dem en Dag at gribe ham, og nu læser hans
+Højærværdighed Biskoppen hver Dag Steder i de hellige Bøger over ham for
+at forsøge at bryde Fortryllelsen, saa at han atter kan faa sin
+menneskelige Skikkelse tilbage!“
+
+„Er det virkelig muligt?“ spurgte den anden forbavset.
+
+„Det er sandt nok! Det skal have staaet i alle Aviser, efter hvad Folk
+siger!“
+
+Andrey mindedes, at der i enkelte Blade af Smuds-Pressen havde været
+gjort en Del Løjer med Zinas gule Kat, som man nogle Dage efter
+Arrestationen havde fundet i Boligen halv død af Sult.
+
+I dette Øjeblik løb en utydelig Mumlen igennem Menneskerækken; det lød,
+som naar et Vindpust farer igennem Skoven.
+
+„Nu kommer de! Nu kommer de!“ lød det dæmpet fra Tusinder af Stemmer.
+
+Øjeblikkelig forstummede al Tale, og i den dødlignende Tavshed hørte man
+langt borte Trommernes Hvirvler.
+
+En Ordonnans kom sprængende op ad Gaden, efterfulgt af en Afdeling
+Kosakker. Folk saa paa dem, idet de red forbi; men ikke et Øje fulgte
+dem, alle saa i samme Retning med samme aandeløse, rædselsslagne Udtryk.
+
+Endelig kom det højtidelige Tog, som de ventede paa; der gik en Gysen
+igennem Mængden, som i dette Øjeblik syntes at udgøre et Legeme.
+
+Op imod Himlens lyse Baggrund saa Andrey en bølgende Linie af sorte,
+skinnende Hjælme og blinkende Lanser, og imellem dem en sort Masse,
+hvoraf han utydeligt udskilte Omridsene af fire menneskelige Skikkelser.
+Endnu syntes disse fire Skikkelser og disse skinnende, bølgende Hjælme
+og Lanser at være et med Menneskemængden paa Gaden. Langsomt, ganske
+langsomt kom de nærmere, og nu saa han Vognen, Hestene, Kusken, Kuskens
+Ansigt; men endnu kunde han ikke skelne de fire Skikkelser. Til sidst
+forstod han hvorfor.
+
+De sidder baglæns, hver paa en Stol, ragende op over Omgivelserne og
+bundet ved Skuldrene med stærke Læderremme til Stolens Ryg. De er alle
+iførte den samme hæslige, graa, uformelige Klædning og ser ud, som om de
+var indsvøbte i Tæpper. De kommer bestandig nærmere, lige saa uformelige
+som før; men nu kan han skelne deres Haarfarve; han kender Vasilys
+mørkebrune Lokker, Boris’ lyseblonde og Botcharovs Hørtot. Men han kan
+ikke rigtig faa den fjerde Skikkelse ved Boris Side til at blive til
+Zina. -- Vinden spiller med de korte, lysegule Krøller paa det
+ubedækkede Hoved, der ligner en ung Knøs’s.
+
+„De har klippet Haaret af hende for nemmere at kunne hænge hende,“ gaar
+det endelig op for ham.
+
+En Fugl flyver over de dødsdømtes Hoveder; den maa have set disse fire
+Ansigter og ogsaa de fire sorte, klodsede Maskiner, der staar og venter
+paa dem deroppe paa den sorte Forhøjning, -- -- og som greben af Rædsel
+flyver den i svimlende Fart langt, langt bort, saa hurtigt, som dens
+stærke Vinger kan bære den! Hvor han misundte denne Fugl! Men selv om
+han havde Vinger, vilde han ikke have været i Stand til at røre sig ud
+af Stedet. Skælvende som i Feber, med vildt bankende Hjerte og med vidt
+opspilede Øjne stod han der, i Angst for at gaa Glip af det ene korte
+Minut, hvor de kunde veksle Blik. Og dog frygtede han dette Møde og
+vilde være løbet bort, hvis ikke hans Fødder havde været naglede til
+Jorden og hans Øjne som magnetisk hæftede paa de fire høje Skikkelser.
+
+Boris drejede sig paa Stolen; med sine, stærke Skuldre tvang han
+Læderremmene til at give efter og vendte sig, imod Mængden til venstre.
+-- Andrey, som havde hans Ansigt i Profil, forstod af hans Læber, der
+bevægede sig, at han sagde noget til Mængden ved hans Fødder. Men
+Trommerne overdøvede hans Stemme -- han havde allerede flere Gange
+undervejs gjort Forsøg paa at tale -- hver Gang forgæves! Ikke et Ord
+kunde høres! Nu opgav han det atter og kastede sig ærgerlig tilbage.
+
+Endnu et Par Omdrejninger af Hjulene, og Andrey saa dem alle ind i
+Ansigtet.
+
+De sad tæt sammen med Fødderne hvilende paa samme Bræt. Boris saa vred
+og trodsig ud som en tapper Kriger, der, besejret af Overmagten, er
+bleven lagt i Lænker. Vasily sagde noget til Botcharov, der var den
+sidste i Rækken; det maatte være noget morsomt; thi et svagt Smil gled
+over den unge Mands Læber. Vasilys Ansigt havde ikke længer det jævne,
+noget sløve Udtryk, det plejede at bære.
+
+Rolig, behersket og ophøjet sad han der og forekom Andrey at være en hel
+anden end den Mand, han havde kendt.
+
+Men det er og bliver dog Kvinden, der paa et hvilket som helst Stadium i
+Verden bliver den dominerende! Alles Øjne var rettede mod dette ene
+Ansigt ved Siden af Boris. Skøn, som kun en Kvinde kan være det, med det
+lyse, gule Haar indrammende Hovedet som en Glorie og med en fin,
+blufærdig Rødmen under de mange Blikke saa Zina ned paa Mængden foran
+hende med et uendelig mildt, medlidende Blik. Hun søgte nogen dernede.
+
+I Afskedsbrevet, som Andrey den Gang endnu ikke havde modtaget, havde
+hun skrevet, at de alle vilde være glade, hvis en af Vennerne vilde tage
+Plads paa et iøjnefaldende Sted undervejs, saa at de endnu sidste Gang
+kunde ses. Hun ventede, at Andrey vilde komme, og opdagede ham
+øjeblikkelig.
+
+Der stod han, lige under hendes Fødder, med Hovedet bøjet op imod hende.
+Deres Øjne mødtes. -- -- --
+
+Hverken den Gang eller nogen Sinde senere kunde Andrey forklare sig
+selv, hvad der i det Øjeblik foregik i ham, men alt blev med et Slag
+forandret, det var, som om der havde ligget en Trolddom i dette milde,
+medlidende Blik. Angst, Frygt -- ja selv Vrede, Had og Sorg var glemt --
+maatte vige for noget, der var endnu stærkere og voldsommere, noget, som
+ikke var til at beskrive, og som var mere end Enthusiasme, mere end
+Beredvillighed til at lide alt. Det var en fortærende Længsel efter et
+Martyrium -- en Følelse, han aldrig før havde forstaaet, men som i dette
+Øjeblik brød frem i ham.
+
+At sidde deroppe imellem de fire paa Skændselens sorte Karre, surret
+fast til Træbænken lig hin Kvinde, hvis lyse, straalende Pande bøjede
+sig ned over Mængden, det var ikke Straf, ikke Rædsel! Nej, det var
+hellige Ønskers og skønne Drømmes Virkeliggørelse! Og idet han glemte
+Stedet, Mængden, Faren, alt -- og kun gav efter for Øjeblikkets
+Indskydelse -- traadte han et Skridt frem og strakte begge Hænder ud
+imod hende.
+
+Han raabte ikke Ord højt, som øjeblikkelig vilde have ødelagt ham, men
+kun af den Grund, at Stemmen svigtede ham, -- eller overdøvedes maaske
+hans Ord af Trommehvirvlerne og Larmen af Mængden, der nu fra begge
+Sider trængte sig sammen og som en uhyre Bølge fulgte det bestandig
+fremadskridende Tog?
+
+Da han atter kunde skelne noget for Taagen, der et Øjeblik havde dugget
+hans Øjne, saa han, at der midt paa Vejen var noget galt paa Færde. Det
+var en Mand, der blev ført bort af to Politibetjente. Til sin store
+Forbavselse genkendte Andrey i Arrestanten den Bondemand, der for lidt
+siden havde givet Historien til Bedste om den gule Kat og Forvandlingen.
+
+Manden havde, idet Toget kom forbi -- paa sin Maade greben af Synet --
+knælet ned, bøjet Hovedet og bedt en Bøn for de dømtes Sjæle.
+
+Fangevognen og Mængden, som fulgte den, var draget forbi; Andrey ønskede
+ikke længer at følge. Han havde faaet sit Budskab! -- Mere vilde han
+ikke. Han saa Toget forsvinde om Hjørnet, og i samme Øjeblik var Gaden
+næsten tom; han selv gik stille bort i en anden Retning.
+
+Ad ubrolagte Veje, langs Marker og Haver vedblev han at gaa, fuldstændig
+fordybet i sine Tanker, som han nu var i Stand til roligt at forfølge.
+Vistnok var disse Tanker stadig yderst sørgmodige, men dog paa en hel
+anden Maade end før og af ganske andre Grunde end om Morgenen.
+
+Men pludselig var det, som gik der et Stik igennem hans Hjerte, det
+bankede voldsomt, og hans Strube snørede sig krampagtigt sammen. Han
+følte det -- ikke som en Formodning, men som en fast, urokkelig
+Kendsgerning, at i dette Øjeblik var alt forbi deroppe paa den
+frygtelige, sorte Forhøjning! Han sank ned paa en lille Jordhøj og
+bedækkede sine Øjne med Hænderne.
+
+Et Øjeblik senere gik han hurtigt, næsten løb tilbage til Byen, han
+kunde ikke udholde at være alene.
+
+I Hovedkvarteret havde der efterhaanden samlet sig en Del af Partiets
+Folk; mange af dem kom først langt ud paa Aftenen, de fleste af
+Kvinderne savnedes. Iblandt de Mænd, der var til Stede, opdagede Andrey
+Georg -- den sidste, han havde ventet at træffe her!
+
+Sektionen i St. Petersborg havde faaet Meddelelsen om Eksplosionen og de
+deraf følgende Begivenheder endog lidt før end Andrey selv, idet
+Opdagelsen af Anslaget øjeblikkelig var bleven telegraferet til
+Central-Politikontoret i Hovedstaden og derfra hemmeligt bragt Ligaen.
+Samtidig fik man at vide, at Andreys Ophold i Dubravnik ikke længer var
+nogen Hemmelighed, og at en Mængde Spioner, som kendte ham af Udseende,
+skulde sendes af Sted for at paagribe ham. Alarmeret ved den
+overhængende Fare, hvori hendes Andrey svævede, havde Tania faaet Georg
+overtalt til øjeblikkelig at rejse til Dubravnik for i hvert Fald at
+vinde en Dags Forspring for Forfølgerne.
+
+Georg sagde imidlertid ikke straks dette til Andrey, men nøjedes med at
+trykke hans Haand. Saa rykkede han lidt til Side paa Sofaen, hvor han
+sad, for at gøre Plads til Vennen, og begge lyttede til den Mand, der
+netop var i Færd med at aflægge sin Beretning for Forsamlingen.
+
+Det var „Onkel“, som talte -- en midaldrende Herre med et glat skægløst
+Ansigt. Som Følge af sin Stilling som civil Politiembedsmand havde han
+Ret til Adgang til den sorte Forhøjning. Han havde denne Dag gjort Brug
+af sit Privilegium, for at de dødsdømte dog skulde se et Venneansigt
+iblandt de mange Fjender, og havde saaledes overværet hele den
+uhyggelige Handling. Med ensformig, hul Stemme, uden nogen som helst
+Afvigelse eller Kommentar -- kun som en simpel Kendsgerning gengav han
+hele Scenen. To Mænd stod nær den talende, de øvrige seks, syv sad rundt
+omkring i Værelset, alle aandeløst lyttende, fuldstændig ubevægelige,
+som stivnede til Automater. Ingen spurgte, ingen gjorde Bemærkninger.
+
+Efterhaanden, som Beretningen nærmede sig sin Slutning, følte Andrey, at
+Georg rystede som i Feber; han lagde sin Arm fast paa Vennens og tvang
+ham til at være rolig, for at intet Udbrud skulde afbryde „Onkel“. Georg
+blev atter Herre over sig selv og hørte den frygtelige Skildring til
+Ende; men ved de sidste Ord svigtede hans Nerver ham, og han brød ud i
+en krampagtig Graad.
+
+Andrey greb ham i Skulderen og rystede ham heftigt.
+
+„Hold op med den Kvindegraad!“ sagde han rasende. „Det er ikke med
+Taarer, men med Blod, at den Slags Skændselsgerninger skal besvares!“
+
+En stor og frygtelig Plan formede sig i dette Øjeblik for Andreys indre
+Øje, men han sagde intet endnu. Thi denne Tanke maatte tænkes om og om
+igen, inden den udtaltes i Ord.
+
+Georg faldt efterhaanden til Ro og blandede sig i Samtalen, der førtes
+mellem Kammeraterne, og som udelukkende drejede sig om Hævnplaner.
+Generalguvernøren, den kejserlige Anklager og Føreren for Gendarmerne
+blev udpegede som de „Kandidater“, der ved første Lejlighed skulde falde
+for de sammensvornes Haand.
+
+Kun Andrey sagde intet; alt dette kunde være meget godt; men hvad førte
+det egentlig til? Hvad nyttede det at falde over disse Mennesker, som
+dog alle mere eller mindre var villieløse Redskaber i en højeres Haand?
+Vilde det rokke ved Despotismen? Nej! Hvis Slaget skal virke, saa maa
+der sigtes højere -- det maa træffe den Mand, som er Grundpillen --
+Hovedet for hele Systemet!
+
+Han hørte ligegyldig Vennernes heftige Ord, som efterhaanden mistede
+enhver Interesse for ham. Lidt efter rejste han sig og tog Afsked; han
+gik bort sammen med Georg.
+
+De tilbragte hele Dagen ude, og gik ustandseligt. Georg fortalte,
+hvorfor han var kommen, og det blev bestemt, at de endnu samme Nat
+skulde afrejse til St. Petersborg -- Andrey havde nu intet mere, der
+holdt ham tilbage i Dubravnik.
+
+„Lad os blot ikke tabe Modet!“ sagde Georg med sin sædvanlige
+Haabefuldhed -- han havde nu ganske overvundet sin Svaghed fra før. „Vor
+endelige Sejr afhænger udelukkende af, at vi kan bære Nederlag paa
+Nederlag med tilstrækkeligt Mod!“
+
+„Det er muligt,“ svarede Andrey, „men saa maa vi i hvert Fald sigte
+højere med vore Slag, end vi hidtil har gjort, for at selve vore
+Nederlag kan gøre Epoke!“
+
+„Hvad mener du med det?“ spurgte Georg; hans hurtige Blik havde opfanget
+noget ubeskriveligt, noget, han aldrig før havde set i Vennens Ansigt.
+
+„Det skal du faa at vide, naar Tiden kommer!“ svarede Andrey undvigende
+og afbrød Samtalen.
+
+
+
+
+III. KAPITEL.
+
+_I Fængslet._
+
+
+Da de vendte tilbage, fandt de Vatajko ventende utaalmodigt paa dem --
+ogsaa David var der, mere nedbrudt og sørgmodig, end Andrey nogen Sinde
+havde set ham.
+
+„Hvor kedeligt, at I ikke kom før!“ var Vatajkos første Ord. „„Onkel“
+har været her for at spørge efter dig, Andrey.“
+
+„Hvad vilde han mig?“
+
+„Han vilde tale med dig om et Brev fra Zina!“
+
+„Et Brev fra Zina! Hvor er det? Gav han dig det ikke?“
+
+„Nej, det er just Sagen, han kan ikke faa fat paa det uden at have et
+Par Ord med fra dig. Slutteren har ved sædvanlig Tid været i Værtshuset
+i Dag, men du kom ikke.“
+
+Det var sandt nok, Andrey mente ikke, at der nu var mere at gaa efter.
+
+„Saa vil jeg straks se at opsøge Slutteren!“ sagde Andrey.
+
+„Det er der ikke Tid til nu! Saa kommer du for sent til Toget!“ mente
+Georg.
+
+„Saa lad Toget køre -- for mig gerne! Hvis jeg ikke kan træffe Manden i
+Aften, saa venter jeg til i Morgen!“ sagde Andrey bestemt.
+
+Tidlig næste Morgen gik Vatajko til Slutterens Hjem for at aftale et
+Møde midt paa Dagen, men vendte tilbage med uforrettet Sag. Manden havde
+Fængselstjeneste hele Dagen og kom først hjem sent paa Aftenen, hans
+Kone vidste intet om Brevet.
+
+Det var en kedelig Meddelelse, thi det betød i det mindste endnu en Dags
+Udsættelse -- en Risiko, Andrey ikke turde løbe, naar han vilde undgaa
+Spionerne.
+
+„Jeg vil forsøge at træffe Manden i Fængslet!“ sagde han efter nogen
+Overvejelse.
+
+„I Fængslet! Er du rigtig klog!“ udbrød Vatajko.
+
+„Ja, hvorfor ikke? Det er i Dag de politiske Fangers Modtagelsesdag. Jeg
+vil gaa hen til Varia Voinova og følge med hende, naar hun som sædvanlig
+aflægger sit Besøg hos Søstrene Dudorov.“
+
+Denne Varia Voinova var velkendt iblandt dem alle og gik almindeligt
+under Navnet „de bedrøvedes Moder“. Hun var Enke efter en Læge med
+frisindede Anskuelser og havde sat sig til Opgave ved de Midler, der
+stod til hendes Raadighed, saa vidt det laa i hendes Magt, at lette
+Tilværelsen for de politiske Fanger og var i den Anledning en kendt Gæst
+i Fængslet.
+
+„Men du vil straks blive genkendt og øjeblikkelig ført i Arrest!“ sagde
+Georg.
+
+„Aa nej!“ svarede Andrey smilende. „Intet Menneske falder paa at søge
+mig i Fængslets Modtagelsesværelse. Det _ser_ kun farligt ud. Jeg _maa_
+have det Brev, førend jeg rejser!“ tilføjede han alvorligt.
+
+Uden at vente paa yderligere Indsigelse skyndte Andrey sig bort.
+
+De politiske Fangers Besøgstid var mellem Klokken to og fire. Lidt før
+to var Andrey ved Varia Voinovas Side i Nærheden af Fængslet, den store,
+stygge Bygning, der for ham gemte saa mange Minder. I Haanden bar han en
+lille Pose med Fødemidler og nogle Bøger, han havde laant i et
+Lejebibliotek. Varia, som af Erfaring vidste, hvor uhyre simple de
+Formaliteter var, som man havde at gennemgaa for at faa Lov til at
+besøge en Fange, var beredvilligt gaaet ind paa Andreys Idé og mente
+ogsaa, at han ikke løb nogen særlig Fare derved.
+
+Skildvagten aabnede Porten og lukkede den atter omhyggeligt efter dem --
+Andrey var inden for Løvens Kløer! Et Øjeblik paakom der ham en
+uhyggelig Følelse af Hjælpeløshed, han var til Mode som en Mand, der
+pludselig kastes i et Fangetaarn. Saa saa han op og lyttede. En
+undertrykt Mumlen af mange Stemmer hørtes rundt omkring, men alting var
+mørkt. De befandt sig i en lang, overbygget Gang med svære
+Jerngitterporte for hver Ende, og kun igennem disse trængte Lyset
+sparsomt ind. Denne Gang, som førte ud til en Gaardsplads, der var
+indrammet af selve Fængselsbygningerne, tjente som en Slags Venteværelse
+for de besøgende.
+
+Efterhaanden, som Andreys Øjne vænnede sig til Halvmørket herinde, saa
+han en Mængde Mennesker -- Mænd, Kvinder og Børn, hobede sammen bag
+Jerngitre paa begge Sider af Gangen. Flertallet af disse besøgende
+skulde til de almindelige Forbrydere. Men i et Hjørne til højre Side for
+Indgangen stod der en Samling Mænd og Kvinder, hvis Dragter viste, at de
+hørte til den mere „priviligerede“ Klasse, og som desuden adskilte sig
+fra de øvrige derved, at de fleste af dem holdt Blomster, Pakker eller
+Bøger i Haanden. Det var Folk, der vilde besøge „de politiske“.
+
+Varia gik hen til dem, fulgt i nogen Afstand af Andrey. Hun syntes at
+kende dem alle og vekslede Hilsener og Haandtryk med de fleste. En bleg,
+mørkhaaret Dame, som holdt en ti-tolv Aars Dreng ved Haanden og havde en
+Kurv med Blomster paa Armen, optog hende lidt længere end de andre.
+
+„Hvilke smukke Blomster De har bragt med!“ sagde Varia. „Giv mig nogle
+af dem til mine Fanger, jeg har desværre ingen faaet med i Dag!“
+
+Damen rakte hende Kurven, og Varia tog meget uceremonielt Halvdelen af
+Blomsterne, hvoraf hun rakte nogle til en høj, graahaaret Herre, som
+stod et Par Skridt fra hende.
+
+„Se her, tag dem til Deres Datter! Der er intet, Fanger sætter saa megen
+Pris paa som Blomster.“
+
+Derpaa gik hun hen til en ældre Kone, iført en tarvlig Bondedragt med
+Hovedet indhyllet i et Sirtsestørklæde.
+
+„Har din Søn flere Penge tilbage?“ spurgte hun.
+
+„Ja, lille Mor, han har endnu to Rubler!“ svarede den gamle.
+
+I sin Egenskab af Revolutionens barmhjertige Søster havde Varia
+Bestyrelsen af Fængselsfondet under sig, og det var hendes Pligt at
+sørge for, at alle Fangerne, rige og fattige, fik hver sin Del af Penge,
+Bøger, Linned o.s.v.
+
+„Hvem er den Dame med Drengen ved Haanden?“ spurgte Andrey, da Varia
+atter kom tilbage til ham.
+
+„Det er Advokat Palizins Hustru,“ svarede hun. „Han skal sendes til
+Minerne i Sibirien, og hun følger ham. Stakkels Kone, det vil blive
+drøjt for hende; thi hun maa lade Drengen blive tilbage her,“ og Varia
+fortalte videre uden først at blive spurgt.
+
+Den gamle Herre var en Købmand fra Byen, som skulde følge efter sine to
+ældre Søstre til Øst-Sibirien. Bondekonen var Moder til en ung, lovende
+Knøs, og saa fremdeles; alle disse Mennesker, hvilken Klasse de end
+tilhørte, var knyttede sammen ved en stor fælles Sorg.
+
+Raslen af Kæder og Laase, der blev lukkede op, afbrød deres Samtale. Den
+inderste Port aabnedes og gav Plads for en Afdeling almindelige Fanger,
+der skulde ud af Fængslet. De passerede Gangen og blev lukkede ud af den
+sidste Port, som atter forsvarlig stængedes efter dem. Derpaa laa alt i
+det tidligere Halvmørke. Nu og da viste der sig ved Døren, der førte ind
+til Kontorerne, en Konstabel, der raabte Navnene op paa dem, hvis Tur
+det var til at tage imod Besøg.
+
+„Der er endelig Mikael Evgrafich!“ udbrød Varia.
+
+I dette Øjeblik viste der sig en høj, svær Politi-Officer i Døren ind
+til Kontorerne.
+
+„Er der Gæster til „de politiske“?“ raabte han højt.
+
+Varia gik op ad de faa Trappetrin, der førte til Døren, og hilste paa
+Officeren som paa en gammel Bekendt.
+
+„Jeg har bragt en Broder af Søstrene Dudorov med mig i Dag, Mikael
+Evgrafich!“ sagde hun. „Han er for et Øjeblik siden kommen hertil fra
+Moskva blot for at se sine Søstre. Desværre maa han rejse igen i Morgen,
+saa der var ikke Tid til at faa Adgangstilladelse for ham; men jeg er
+vis paa, at -- --“
+
+Officeren kastede et prøvende Blik paa „Broderen“, som imidlertid var
+traadt frem og bukkede høfligt.
+
+„Skriv hans Navn op inde i Kontoret!“ afbrød han hende kort; „men lad
+det ikke hænde oftere! De ved, at det er imod Reglementet!“
+
+En gammel, skaldet Herre, som et Øjeblik før var kommen ind, havde
+imidlertid nærmet sig og betragtede Andrey med et mistroisk forskende
+Blik.
+
+„Jeg beder Dem undskylde, min Herre,“ sagde han til Officeren, „men
+ogsaa jeg kommer for at besøge Søstrene Dudorov, mit Navn er Timothy
+Dudorov, jeg er en Onkel af dem!“
+
+„Jeg kan ikke tillade flere Visitter i Dag til de to Søstre!“ svarede
+Officeren kort.
+
+„Men jeg har min Adgangstilladelse, og det er mine Niecer! -- Jeg synes,
+naar en fremmed kan faa Lov --“
+
+Officeren havde imidlertid allerede vendt Ryggen til ham og var
+forsvunden ind i Kontoret uden at høre videre paa ham.
+
+„Nej, det er uhørt,“ udbrød den gamle vredt. „Jeg gaar lige ind paa
+Kontoret og klager --“
+
+„Saa vær dog stille, Menneske!“ hviskede Varia og greb ham heftigt i
+Armen. „Det er Mashas Kæreste, de elsker hinanden over al Beskrivelse,
+og han vil gifte sig med hende, saa snart hendes Skæbne er afgjort. Det
+er for at træffe Aftale med hende om den Sag, at han kommer i Dag. De
+vil da vel ikke ødelægge deres Lykke ved at gøre Skandale her? Vær bare
+stille og stol paa mig! Jeg skal nok faa ordnet det saaledes, at De
+ogsaa kommer ind.“
+
+„Naa, hænger det saadan sammen!“ sagde den gamle venligt. „Det kunde De
+jo straks have sagt mig!“
+
+Varia forsvandt ind i Kontoret, og den gamle gik hen til Andrey og
+trykkede hjerteligt hans Haand.
+
+„Jeg kender Deres Hemmelighed, unge Mand,“ sagde han, „og ønsker Dem al
+mulig Lykke! Jeg skal ikke forhindre Deres Møde med Masha! De kan hilse
+hende mange Gange fra Onkel Timothy!“
+
+Da Varia kom tilbage, fandt hun de to Mænd i fredelig Samtale. Hun havde
+faaet ordnet det saaledes, at de to Søstre blev bragte ind hver for sig;
+den gamle Herre skulde tale med den yngste, og hun og Andrey med Masha.
+
+Et Øjeblik efter blev den gamles Navn raabt op, og da han et Kvarters
+Tid senere kom ud, hviskede han glædestraalende til Andrey: „Masha er
+forberedt paa Deres Komme! Jeg lod et Par Ord falde derom til Katia!“
+
+Nye Hold besøgende blev indladte, en for en -- Fædre, Mødre og Hustruer
+-- alle gik hurtigt, hver især med sin Pakke eller Blomsterbuket. Naar
+de vendte tilbage, havde de ingen Pakker og ingen Blomster mere, men kun
+et uendelig sørgmodigt Udtryk i deres Ansigt. Enkelte var fuldstændig
+knuste, skønt de gjorde deres Bedste for at holde sig tappert. En for
+en, som blege Skygger forsvandt de i den halvmørke Gang. Andrey var dybt
+greben ved dette Syn; bag hvert enkelt af disse Ansigter læste han den
+skjulte Tragedie, og det forekom ham, at han aldrig i sit Liv havde set
+saa megen Sorg og Lidelse som i disse to Timer.
+
+Endelig kom Turen til ham og Varia.
+
+„Denne Vej!“ sagde hun og førte ham hurtigt igennem en Række mørke Gange
+ind i et stort, lyst Rum, der mere saa ud som en Forsal end som et
+Værelse. Til begge Sider fra Indgangsdøren løb to Afdelinger, som
+nærmest kunde betegnes som to uhyre Bure. Et tæt Staaltraadsnet, som ved
+nærmere Eftersyn viste sig at være dobbelt, idet der med fire, fem Alens
+Mellemrum atter var et lignende, spærrede ind til disse Afdelinger.
+Imellem de to Gitre gik en Skildvagt op og ned, og i Rummet selv sad der
+to andre, som saa meget søvnige ud.
+
+„Hvor er Fangerne?“ spurgte Andrey.
+
+„De bliver straks førte ind. Vi skal først efterses,“ sagde Varia.
+
+En af Skildvagterne rejste sig ag sagde, at hvis de havde bragt noget
+med til Fangerne, maatte de aflevere det til den vagthavende Skildvagt,
+som skulde undersøge det. Denne Skildvagt var ham, der gik op og ned
+mellem Gitrene, og netop den Mand, som Andrey ønskede at træffe.
+
+Han rakte sin Pakke ind igennem en Luge og sagde højt: „Til Søstrene
+Dudorov!“
+
+Manden kastede et ligegyldigt, sløvt Blik paa den besøgende og begyndte
+langsomt at aabne Pakken.
+
+„Jeg maa have mit Brev i Dag,“ hviskede Andrey.
+
+Manden syntes intet at have hørt, men var tilsyneladende ganske optaget
+af at skære en stegt Kylling i to Dele for at forvisse sig om, at intet
+Budskab var skjult inden i den.
+
+„I det bageste Værelse -- under den gamle Kiste!“ sagde han lidt efter
+uden at se op.
+
+Varia talte allerede med Masha Dudorov, der med ligblegt Ansigt lænede
+sig til Gitteret.
+
+„Naa, det er altsaa dig, der er min Kæreste!“ sagde hun smilende, da
+Andrey kom hen til dem. „Jeg kunde ikke forstaa, hvad Onkel havde ment
+med sine Ord til Katia!“
+
+„Hvordan har Katia det, og hvordan gaar det eder begge?“ spurgte han.
+
+Hun fortalte, at de begge var raske og vistnok snart vilde blive sendte
+til Sibirien -- de vidste allerede, til hvilken Mine de skulde. Andrey
+havde flere Venner deroppe og bad hende tage Hilsener med.
+
+De talte i en hurtig, hviskende Tone, uforstyrret af deres Ven Vogteren,
+der lod, som om han intet hørte.
+
+Masha bad derpaa Andrey om at hilse alle Vennerne, der blev tilbage, og
+udtalte sluttelig i varme Ord et Ønske om, at han endnu længe maatte
+beholde sin Frihed og være i Stand til at udrette mere for den store
+Sag, end hun og Søsteren havde været i Stand til.
+
+Den usædvanlige Samtale bragte Mashas Nabo inden for Gitteret til at
+studse, og han sagde hviskende et Par Ord til den unge Pige, som derpaa
+henvendte sig til Andrey.
+
+„Min Nabo, Palizin, ønsker at hilse paa dig!“
+
+Den lille, energisk udseende Mand med de skarpe Ansigtstræk var altsaa
+den bekendte Revolutionist, den forhenværende Dommer Palizin! Andrey
+burde for Resten have kunnet tænke sig det; thi uden for Gitteret stod
+Damen med Drengen, der for nylig var bleven vist ham som Fru Palizin.
+
+Andrey sagde, at han glædede sig over at gøre hans Bekendtskab, selv om
+det var under disse uhyggelige Forhold, og udtalte sin Beklagelse over,
+at de ikke mødtes begge to paa denne Side af Gitteret.
+
+„Naa, hvem ved, hvorledes det kan gaa!“ sagde den uforsagte Frihedsmand
+med et stolt Kast med Nakken. „Vi mødes nok udenfor en Gang!
+Fængselsmurene er høje, men en Ørn stiger dog endnu højere! I hvert Fald
+vil min Dreng der snart træde i mine Fodspor!“ Han pegede paa Drengen,
+hvis Kinder farvedes af en dyb Rødme.
+
+Men pludselig afbrødes deres Samtale ved, at en Stemme fra den anden Del
+af Rummet raabte: „Andrey, Andrey!“
+
+De to halvsovende Skildvagter fo’r i Vejret, og alle Hoveder vendte sig
+i Retning af den, der havde raabt; Varia stod stiv af Skræk.
+
+I Afdelingen lige over for stod en Fange og vinkede ivrigt ad Andrey,
+som nu gik over Gulvet hen til ham.
+
+„Hvad? Mitia? Er det dig? Hvorledes kommer du her?“
+
+Fangen var en tidligere Studiekammerat og Ven af Andrey og den sidste,
+han ventede at træffe paa dette Sted.
+
+Vagten traadte til.
+
+„Gaa tilbage til Deres Plads, min Herre!“ sagde han barskt. „Det er
+forbudt de besøgende at tale med andre Fanger end dem, de har
+Adgangstilladelse til.“
+
+„Jeg beder undskylde!“ sagde Andrey høfligt, men viste desuagtet ikke
+synderlig Iver for at gaa sin Vej.
+
+„Det er nu det tredje Aar, at jeg er her, kun paa Mistanke!“ hviskede
+Fangen hurtigt. „Jeg har Brystsyge! Lægen siger, at der kun er en
+Ottendedel af Lungen tilbage,“ tilføjede han triumferende og med høj
+Stemme, som om det var en stor Lykke, der forestod ham.
+
+Et voldsomt Hosteanfald afbrød ham, og i samme Øjeblik lød Signalet, der
+betegnede, at Besøgstiden var til Ende; Fangerne blev førte bort, og de
+besøgende maatte gaa.
+
+Udenfor i Gangen var der Larm.
+
+„Hvad er der i Vejen?“ spurgte Varia noget angst.
+
+„Det er en ny politisk Fange, der bliver bragt ind!“ forklarede Fru
+Palizin.
+
+I dette Øjeblik saa man i den nederste Ende af Gangen. Gendarmer i Færd
+med at aabne den yderste Port.
+
+For Andrey frembød det ikke nogen særlig Fare at vise sig iblandt de
+almindelige Fængselsbetjente, da ingen af dem -- med Undtagelse af den
+ene, der var hans Ven -- kendte ham af Udseende; men helt anderledes
+forholdt det sig med Gendarmerne! Han havde al Grund til at holde sig
+saa meget som muligt paa Afstand fra dem. Men gjort tryg ved den saa
+heldig overstaaede Visit og ivrig efter at se, hvem Fangen var -- det
+kunde jo være en af Vennerne -- glemte han i dette Øjeblik at iagttage
+den nødvendige Forsigtighed. Lænet op imod Jernstangen tog han Plads i
+Gangen nogle faa Skridt fra Porten. Et Øjeblik efter rulledes
+Transport-Baaren ind, og i det fulde Dagslys, som nu faldt paa det lille
+Gittervindue i Baaren, saa han den ulykkelige Bombemands udtærede,
+spøgelseagtige Træk! Efter tre Dages Ophold paa et Hospital ansaa man
+ham for tilstrækkelig restitueret til at kunne forflyttes til Fængslet.
+
+Saa optaget var Andrey af dette uventede Møde, at han ikke bemærkede, at
+han selv var Genstand for en temmelig skarp Iagttagelse. En rødskægget
+Gendarm, der gik efter Fangevognen, havde flere Gange set forskende hen
+paa Andrey og pressede sig nu imellem Jernstangen og Baaren frem til en
+af Gendarmerne, der gik forbi.
+
+Et Øjeblik efter vendte de tilbage, men da var Andrey forsvunden. Uden
+at give sig Tid til at vente paa Varia var han hurtigt smuttet ud
+igennem Porten. Han længtes efter at faa fat paa det dyrebare Brev, som
+ventede paa ham i Slutterens Hus.
+
+Skildvagten uden for Porten, der som de andre havde været optaget af at
+stirre paa Transportbaaren, havde ikke lagt Mærke til, at Andrey gik, og
+da Gendarmerne spurgte, om nogen var gaaet ud, forsikrede han højt og
+helligt og i god Tro, at ingen i Løbet af de sidste fem Minutter havde
+forladt Vestibulen.
+
+
+
+
+IV. KAPITEL.
+
+_Den store Beslutning!_
+
+
+I Hovedkvarteret modtoges Andrey med Glædesudbrud af Georg og Vatajko,
+der i Ængstelse havde afventet hans Tilbagekomst.
+
+St. Petersborger-Toget kørte Klokken halvti, der var ingen Tid at
+spilde.
+
+Hurtigt pakkede de deres Ting sammen. Man blev enig om, at Vatajko
+skulde køre forud til Banen med Tøjet -- to smaa Kufferter og en Vadsæk
+-- tilstrækkeligt til at give dem Udseende af at være almindelig
+rejsende -- og tage Billetterne, belægge deres Pladser og derpaa gaa dem
+i Møde. Da Andreys Stilling var meget udsat, burde han ikke vise sig paa
+Stationen førend i sidste Øjeblik.
+
+Længe før Andrey og Georg havde ventet, kom Vatajko dem i Møde. Han
+havde ingen Billetter taget, han erklærede, at det var ganske umuligt
+for Andrey at rejse med Toget. Der var ikke Tvivl om, at man var paa
+Jagt efter ham. Stationen var fyldt med Politi; ved Indgangen var der
+posteret to civilklædte Individer -- rimeligvis Spioner, som kendte ham
+-- der stirrede hver enkelt, som kom, hensynsløst ind i Ansigtet. Hvis
+han viste sig, vilde han straks blive nappet.
+
+Af den Grund havde Vatajko anbragt Bagagen i Garderoben og kom nu for at
+foreslaa en anden Plan. De skulde køre med Vogn til en af de nærmeste
+Stationer og rejse derfra -- David kunde imidlertid tage med Toget og
+være der for at advare dem, hvis ogsaa der skulde vise sig at være Ugler
+i Mosen.
+
+Andrey var adspredt og nedtrykt. Besøget i Fængslet og Zinas Brev havde
+bragt yderligere Uro i hans forud saa oprørte Sind, og han var kun lidet
+interesseret i, hvad der foregik omkring ham. De fulgtes alle tre ad;
+efter adskillig Talen frem og tilbage blev Georg og Vatajko enige om,
+at det dog vist var sikrest, at de begav sig til Fods til den nærmeste
+Station, som var fem Mile borte; kun maatte de da se at faa fat paa
+nogle andre Dragter; thi det vilde se mistænkeligt ud, om „fine Herrer“
+rejste til Fods. Vatajko kendte to Snedkere -- Brødrene Shigaev -- som
+han var sikker paa vilde hjælpe dem. Han tilbød straks at gaa til dem
+for maaske endnu samme Aften at kunne bringe de nye Klæder; i saa Fald
+vilde de kunne komme af Sted tidlig næste Morgen.
+
+Henad Midnat vendte Vatajko tilbage til Hovedkvarteret med en stor Bylt,
+der indeholdt de fornødne Klæder til Andrey og Georg og to Lærredsposer
+med Værktøj, saadant som rejsende Snedkersvende i Almindelighed
+medfører. Men det bedste af det hele var dog to Passer, som Snedkerne
+havde laant ham paa den Betingelse, at de straks blev sendte tilbage,
+naar de rejsende var komne til St. Petersborg.
+
+De gik alle tre til Ro for at faa nogle Timers Hvile, inden de begyndte
+paa deres Vandring. Men det var ikke Andrey muligt at sove, de sidste
+Dages frygtelige Begivenheder forfulgte ham uafbrudt.
+
+Hvilken Mængde Ofre! Zina -- Boris -- Vasily og Botcharov -- alle døde!
+Og Masha, Katia og saa mange, mange andre levende begravede! Ogsaa han
+vilde en skøn Dag staa for Tur, han kunde ikke haabe til evige Tider at
+undslippe Politiet. Og hvad hjalp saa alle disse Ofre? Havde de i
+Virkeligheden forbedret Sagen?
+
+Aa, jo! Alle disse Mennesker var ikke døde for intet! Det var
+Tirailleurerne, hvis Opgave det havde været at skræmme det store Uhyre
+op af sin Ro, og det blev nu de efterlevendes Sag at fortsætte Arbejdet
+-- at bekæmpe og overvinde Uhyret.
+
+Den Idé, som under „Onkels“ Fortælling vagt og usikkert havde formet sig
+for ham, slog nu som en fuldt moden Plan ned i ham.
+
+Kampen mod Selvherskerdømmets krybende Lejesvende skulde være forbi,
+Slaget maatte rettes mod Czaren selv! Og han -- Andrey -- var Manden,
+der skulde gøre det!
+
+Halv paaklædt og paa bare Fødder -- for ikke at vække Georg -- gik han
+op og ned ad Gulvet.
+
+„Tania!“ raabte pludselig en Stemme i ham, og hans Hjerte snøredes
+sammen i Fortvivlelse og Angst. Men kun et Øjeblik varede hans Svaghed!
+Hvad betød deres egne personlige Lidelser i Forhold til hele det uhyre
+Lands ubeskrivelige, uendelige Lidelser? Desuden -- Tania var ikke alene
+hans Hustru, men hans Kammerat og medkæmpende! Hun vilde billige hans
+Beslutning og have tilstrækkeligt Mod til at bære sin Del af Byrden.
+
+Han standsede brat midt i Værelset -- hans Øjne flammede i vild
+Begejstring, der laa en ubøjelig Vilje i hans Ansigt, og han rakte begge
+Hænder frem med samme Gestus, som da han saa Zina paa Fangekærren.
+
+Beslutningen var tagen og var uigenkaldelig; nu kunde han tale om den.
+
+Han vækkede Georg og fortalte ham, i hvilket Ærinde han rejste til St.
+Petersborg. Georg syntes at blive mere bedrøvet end begejstret ved
+Meddelelsen; han tænkte paa Tania. Men han kunde ikke lade være med at
+give Andrey Ret i hans Argumenter, og det var alt, hvad Andrey i
+Øjeblikket forlangte af ham.
+
+De vækkede Vatajko, som sov i et tilstødende Værelse, og begyndte derpaa
+at gøre sig i Stand til Rejsen. Man blev enig om ikke at forlade Byen
+før Klokken otte, den Tid, da Bønderne vender tilbage fra deres
+Markedsforretninger. I Værktøjssækkene fandt de blandt andet to smaa
+Haandøkser, som de stak i Bæltet, de gav dem mere Udseendet af rejsende
+Haandværkere og kunde desuden i Nødstilfælde benyttes som Værge. Det
+eneste, som ikke passede til Forklædningen, var deres Fodtøj. -- Vatajko
+havde et Par langskaftede Jagtstøvler, som Georg kunde passe; men Andrey
+var nødt til at gaa i sine egne Fjersko.
+
+Da de nærmede sig Byens Port, saa de til deres Overraskelse to
+Politibetjente staa opstillede der. Siden Ophævelsen af
+Brændevins-Monopolet havde der aldrig været Vagt ved Byens Porte -- det
+maatte altsaa have sin særlige Grund.
+
+En Bondekone, som kom bærende med en tom Kurv, hvori hun havde anbragt
+sit Barn, fik Lov til uhindret at passere. Derefter kom to ældre Mænd,
+som begge paa det omhyggeligste blev undersøgte, inden de slap igennem.
+Ikke saa let slap en yngre Haandværker fra det, med ham opstod der en
+formelig Strid. Han syntes at have besvaret Gendarmernes Spørgsmaal
+uforskammet; thi pludselig fo’r en af dem løs paa ham med knyttet Næve;
+den unge Mand parerede behændigt Slaget og løb under djærve Eder sin Vej
+saa hurtigt, han kunde.
+
+Dette saa ikke meget lovende ud for vore to rejsende.
+
+„Vi maa være belavede paa det værste!“ sagde Georg.
+
+„Overlad bare alt til mig! Vi skal nok slippe igennem!“ svarede Andrey.
+
+De var nu lige ved Porten og følte de to Vogteres Øjne hvile forskende
+paa sig -- Andrey især syntes at være Genstand for deres Opmærksomhed.
+
+„Stop!“ sagde den ene -- en lille, kortbenet Fyr -- og stillede sig i
+Vejen for dem.
+
+„Hvem er De? Og hvor skal De hen?“ spurgte han.
+
+„Vi er Snedkere, der er paa Vejen til vor Hjemstavn!“ svarede Andrey i
+samme Aandedræt.
+
+„Deres Navn, Adresse, Fødested? Hvor længe har De opholdt Dem her i
+Byen?“ spurgte han.
+
+Andrey besvarede roligt alle disse Spørgsmaal, han havde omhyggeligt
+studeret sine Passer.
+
+„Hvorfor er De ikke rejste med Banen? Det plejer alle at gøre nu til
+Dags!“ spurgte han videre.
+
+„Jeg antager, at Vejene er til for enhver!“ svarede Andrey kort -- han
+mente, det var bedst at lade fornærmet.
+
+„De gjorde bedre i at passe lidt paa Deres Mund!“ sagde den anden. „Har
+De Pas?“
+
+„Ja, naturligvis har jeg Pas!“
+
+„Vil De lukke Deres Sække op, saa at jeg kan se, hvad der er i dem!“
+
+„Der er i hvert Fald ikke noget, der tilhører Dem,“ svarede Andrey mere
+og mere gnaven -- „De spilder bare Tiden for os!“
+
+„Gør, som jeg siger, og se, at du kan rappe dig!“ brummede Politimanden.
+
+Andrey trak paa Skuldrene og aabnede med en halv fortrædelig, halv
+haanlig Mine sin Sæk.
+
+Betjenten undersøgte Indholdet og vendte sig derpaa mod Georg.
+
+„Og hvem er saa De?“ spurgte han i en langt roligere Tone.
+
+„Jeg hedder Semen Shigaev og skal ogsaa hjem!“
+
+„Saa er De vel Brødre?“
+
+„Halvbrødre!“ svarede Georg; det faldt ham ind, hvor lidt de lignede
+hinanden.
+
+Imidlertid var der kommet flere Folk til, der skulde igennem Porten og
+altsaa ogsaa maatte undersøges.
+
+„De kan gaa!“ sagde Politibetjenten og vinkede affærdigende med Haanden.
+
+Andrey tog atter sin Sæk paa Ryggen og belavede sig paa at fortsætte sin
+Vej. Men den anden Betjent, en høj, koparret Fyr, gik hurtigt hen til
+sin Kollega og hviskede ham et Par Ord i Øret, hvorpaa denne sprang frem
+foran Andrey, spærrede Vejen for ham og raabte:
+
+„Halløj -- Stop igen! De kommer til at følge med paa Stationen!“
+
+„Hvad skal jeg paa Stationen?“ spurgte Andrey. „Jeg er hverken gal eller
+drukken, og mit Pas er i Orden.“
+
+„Det skal De nok faa at vide! Min Pligt er det kun at standse Dem her!“
+
+Sagen begyndte at antage et uhyggeligt Udseende. Det vilde være let nok
+at slaa disse to Karle ned; men hvorledes skulde man undslippe til Fods,
+paa aaben Landevej og i fuldt Dagslys?
+
+Medens Andrey hurtigt oversaa Terrainet omkring dem, begyndte han
+heftigt og højlydt at protestere mod denne Behandling. Han var kendt for
+at være en ærlig Mand og havde de bedste Vidnesbyrd fra sine Mestre.
+
+„Semen!“ sagde ban til Georg. „Løb hen og bed Hr. Arkipovs Forvalter om
+at komme et Øjeblik herhen! Det er ikke langt herfra,“ forklarede han
+Betjenten og nævnede en af de nærmest liggende større Gader.
+
+Lovens Haandhæver syntes ikke at ville gøre Indsigelse imod denne Plan,
+han havde ingen særlige Instrukser for dette Tilfælde, men Georg rørte
+sig ikke af Stedet, han forstod godt, at Andrey blot vilde se at faa ham
+bort og i Sikkerhed.
+
+„Jeg har ikke stor Lyst til at gaa!“ sagde han betænksomt. „Efim
+Gavrilich er en sær Patron -- han bliver bare gnaven, hvis man ulejliger
+ham for en saadan Bagatel!“
+
+Andrey forstod, at Georg ikke lod sig sende bort.
+
+„Nuvel, saa lad os straks gaa til Stationen! Vi har daarlig Tid!“ sagde
+han til Gendarmerne.
+
+Det var ham om at gøre saa hurtigt som muligt at komme væk fra Stedet,
+thi der var allerede fuldt af nysgerrige omkring dem.
+
+„De har at vente, til Patrouillen kommer!“ sagde deres Cerberus kort.
+„Vi kan ikke forlade vor Post for Deres Skyld!“
+
+Andrey og Georg satte sig roligt paa Grøftekanten nogle faa Skridt borte
+og tændte deres Piber.
+
+Da Mængden ikke længer hørte nogen Strid, gik snart hver til sit -- selv
+Gendarmerne syntes at miste Interessen for deres to Fanger. Men
+Patrouillen kunde hvert Øjeblik komme.
+
+„Stik et Guldstykke til den Slyngel!“ hviskede Georg ind imellem to
+dygtige Drag af sin Pibe.
+
+Andrey nikkede; han havde selv tænkt, at de maatte forsøge Bestikkelse.
+I et Øjeblik, da der ikke fandtes Mennesker i Nærheden, vendte han sig
+imod Betjenten:
+
+„Hør en Gang, gode Ven! Hvad vil De have for at lade os gaa i Fred?“
+spurgte han.
+
+„Hvor meget vil De give?“ spurgtes der tilbage.
+
+Andrey rakte et Par Kobbermønter frem -- et alt for stort Tilbud vilde i
+dette Tilfælde kunne vække Mistanke.
+
+„Nej, min Ven! det er for lidt! Vi er to Mand til at dele. Giv os en
+Rubel!“
+
+„Det er godt nok sagt! Men tror De maaske, at jeg har mange Rubler at
+kaste bort. Her er en halv Rubel! Det er meget for meget; men jeg har
+ikke Tid til at staa her og prutte med dem.“
+
+De var atter fri Mænd. I den første Landsby, de kom til, lejede de et
+lille Enspænder-Køretøj og ankom ved Middagstid til Jernbanestationen.
+Her ventede David paa dem med den gode Nyhed, at Vejen var klar, og ikke
+længe efter dampede de af Sted til St. Petersborg.
+
+
+Tania havde imidlertid tilbragt en frygtelig Tid; i de fire Dage havde
+hun været fuldstændig uden Underretning fra Andrey, som indtil da
+regelmæssigt hver Dag havde sendt hende en Avis fra Dubravnik --
+selvfølgelig Byens mest konservative. -- Andrey turde ikke paa anden
+Maade staa i Forbindelse med hende; men for Tania var denne lille, dumme
+Avis en dyrebar Skat, fordi den bragte Hilsen og Bud om, at hendes
+Andrey endnu var uskadt.
+
+Men den skæbnesvangre Eksplosion i Bombemandens Hus, som med et Slag
+kuldkastede alle Planer, og de derefter følgende frygtelige Begivenheder
+havde til den Grad opfyldt Andreys Sind, at han rent havde glemt at
+sende det lille Blad til Tania, desuden troede han, at Georg havde
+skrevet.
+
+Imidlertid var Aviserne i Hovedstaden fyldte med de mest alarmerende
+Meddelelser, som alle drejede sig om Andrey. Snart hed det sig, at han
+var arresteret i sit Hjem -- saa paa Jernbanen og saa i Byen paa aaben
+Gade. Rygterne blev vildere og vildere, og den Masse Arrestationer, der
+foretoges, viste, hvor ivrigt man var paa Jagt efter ham.
+
+Andrey kunde selvfølgelig ikke være bleven arresteret samtidig paa flere
+Steder; men var det tænkeligt, at han kunde være paa fri Fod uden at
+sende hende nogen Meddelelse?
+
+Da David kom op til Tania for at fortælle hende, at Andrey om et Øjeblik
+vilde følge efter -- han var kun gaaet til Hovedkvarteret for at skifte
+Dragt --, vilde hun næppe tro paa Rigtigheden af hans Ord. Men da David
+smilende forsikrede hende, at han for et Øjeblik siden havde forladt
+hendes Mand i levende Live, og at de havde gjort Rejsen sammen fra
+Dubravnik hertil, opklaredes hendes blege, forgræmmede Ansigt af et
+lykkeligt Smil.
+
+-- „Det er jo et rent Mirakel, at han er sluppen helskindet ud af det
+Helvede!“ sagde hun, da David havde endt sin Beretning.
+
+„Ja, de gjorde det hedt nok for ham,“ svarede David. „De maa sørge for i
+det mindste i det første halve Aar at holde ham borte fra lignende
+Affærer, hans Stilling er alt for udsat. Frem for alt maa han ikke
+forlade St. Petersborg.“
+
+„Jeg skal gøre mit Bedste!“ svarede Tania. „Men jeg frygter desværre,
+at her heller ikke er synderlig Sikkerhed for ham.“
+
+„Det er alligevel ubetinget det sikreste Sted,“ mente David og tog lidt
+efter Afsked. Saa snart han var gaaet, løb Tania hen og stillede sig paa
+Vagt bag Vinduesgardinet -- hun kunde herfra overse Gaden i hele dens
+Længde. Da hun endelig saa ham komme i Drosken, gav hun intet som helst
+Tegn, men blev staaende ubevægelig; kun hendes lykkestraalende Øjne og
+smilende Mund sagde ham, at hun havde set ham.
+
+Et Øjeblik senere sluttede Andrey hende i sine Arme og glemte baade
+Planer og Forsæt, Czaren, Politiet og Sammensværgelser -- alt forsvandt
+i den jublende Følelse af at være elsket og elske igen.
+
+„Du kære!“ hviskede hun ved hans Bryst. „Jeg troede aldrig, at jeg
+skulde have set dig igen!“
+
+„Det gjorde du Uret i!“ sagde han smilende. „Jeg lovede dig jo at komme
+fri og frank tilbage!“ Han sad i en Lænestol, hun paa hans Skød. „Men
+hvor mager og bleg du dog er bleven!“ sagde han. „Har du været syg?“
+
+„Nej; men det har været en frygtelig Tid for mig!“ svarede hun. „Men nu
+er det alt sammen glemt!“ tilføjede hun fornøjet og fortalte smilende om
+alle sine Ængstelser.
+
+„Tilgiv mig, du søde! Nu ser jeg først, hvor styg jeg har været imod
+dig!“ sagde han.
+
+„Bryd dig bare ikke om det! Det var dumt af mig straks at tro det
+værste. Næste Gang skal jeg være mere fornuftig --“
+
+Men ved den pludselige Tanke om, at hun maaske atter skulde gennemleve
+noget lignende, udbrød hun i en ganske forandret Tone, idet hun klyngede
+sig til ham: „Nej! nej! Vi vil aldrig mere skilles! Hvorfor skal vi
+ogsaa det? Jeg kan paa saa mange Maader være dig behjælpelig. Jeg er jo
+dog ingen Kryster -- er jeg vel?“
+
+Og idet hun lagde begge sine Hænder paa hans Skuldre, bøjede hun sig
+spøgefuldt tilbage, saa at han kunde se hende lige ind i Ansigtet.
+
+„Nej, det er du ikke,“ svarede han og kyssede hende.
+
+„Det er heller ikke Faren, jeg frygter,“ vedblev hun. „Eller har jeg
+maaske nogen Sinde ænset den, naar du var her hos mig? Nej, det er
+Uvisheden, der er saa frygtelig. -- Du aner ikke, hvad jeg har lidt,
+mens du var borte. Jeg levede i en eneste Spænding, indtil Posten havde
+bragt mig den stakkels „Dubravnik Tidende“, og naar jeg saa endelig
+havde faaet den, sagde jeg til mig selv, at du jo godt kunde være bleven
+arresteret et Øjeblik efter, at du havde sendt den -- og saa var det
+lige galt! -- Og saa de frygtelige Dage, da der slet ingen Avis kom mere
+-- Aa Gud, alle de rædselsfulde Muligheder, jeg tænkte mig -- Men det er
+stygt af mig at tale om dette! -- Jeg ved godt, at du ikke længe vil
+holde dig i Ro; men du maa love mig, at hvad end din næste Opgave bliver
+-- selv om den bliver langt værre end den sidste i Dubravnik --, saa vil
+du tage mig med dig? Ikke sandt -- du vil give mig Lov til at dele
+enhver Fare med dig?“
+
+Hun saa paa ham med et ømt bedende, men dog saa tillidsfuldt Blik, som
+om den Mulighed var helt udelukket, at han kunde afslaa hendes Bøn.
+
+Andrey svarede intet, men betragtede i stum Sorg det yndige, uskyldige,
+unge Ansigt foran sig. Tania havde ved sit Spørgsmaal selv brudt den
+Fortryllelse, som et Øjeblik havde holdt alle Skyer borte. Pludselig
+stod atter den sidste Nat i Dubravnik lyslevende for ham -- han mindedes
+den store Beslutning, han havde fattet, og vidste atter, at han var en
+dødsdømt Mand. Lykke, Venskab og Kærlighed var ikke mere til for ham!
+-- Den Opgave, han nu havde foran sig, tillod intet Medarbejderskab og
+havde som Udgang kun Døden.
+
+Den eneste Delagtighed, han kunde give hende i den, var nu at fortælle
+hende alt; men han tøvede. Han, hvis Nerver var blevne hærdede til Jern
+igennem de blodige, bitre Erfaringer, som den underjordiske Kamp
+indbragte, han manglede nu Mod til at hæve Dolken imod dette dyrebare
+Offers Bryst.
+
+„Andrey, min egen! Hvad er der i Vejen? Hvorfor ser du saa underligt paa
+mig?“ udbrød hun angst. „Stoler du ikke paa mig? Frygter du for, at jeg
+ved min Nærværelse skal svække dit Mod? Tro dog ikke det! Hvis du ikke
+var, netop som du er -- saa kunde jeg slet ikke elske dig! Da David
+fortalte om alle de Farer, der truede dig i Dubravnik, og den Maade,
+hvorpaa du tog dem, skælvede jeg rigtignok; men jeg følte mig tillige
+stolt og lykkelig! Det var saa ganske min Andrey -- ham, jeg elskede! --
+Vær overbevist om, at jeg aldrig nogen Sinde skal forsøge at afholde dig
+fra at gøre det, som du anser for rigtigt og nødvendigt!“
+
+„Jeg ved det, du søde!“ sagde han og kyssede hendes Hænder.
+
+„Hvorfor sætter du da et saa alvorligt Ansigt op? Hvorfor lover du mig
+ikke rent ud at ville have mig med næste Gang? -- Du holder maaske ikke
+saa meget af mig, at du altid vil have mig om dig?“ Hun lo nu, og han
+trykkede hende heftigt op til sig.
+
+„Naa ja -- hvis du virkelig har en Hemmelighed, som du vil beholde for
+dig selv -- saa for mig gerne! Men det siger jeg dig, at næste Gang du
+drager af Sted paa en Ekspedition, saa bliver du ikke fri for mig! Og
+saa taler vi ikke mere om den Sag! -- Fortæl mig nu alt, hvad du har
+oplevet i Dubravnik -- udelad intet! -- Jeg har Mod til at høre alt!“
+
+Andrey var glad ved at faa en Anledning til at forhale sin skæbnesvangre
+Meddelelse.
+
+Det var jo ikke nødvendigt straks at komme med den -- han kunde da i
+hvert Fald udsætte det til den næste Dag -- unde sig selv en sidste Drik
+af Lykkens Bæger.
+
+Han fortalte Begivenhederne der nede fra, men undgik saa meget som
+muligt de mest gribende Enkeltheder; selve Eksekutionen berørte han
+næsten ikke, idet han sagde, at hun jo allerede havde læst alt det i
+Aviserne. Mest opholdt han sig ved sine egne personlige Eventyr, som nu,
+da de var endte godt, nærmest var fornøjelige. Tania lyttede tavs til
+hans Ord; men hendes Øre lod sig ikke bedrage af hans lette Tone. Da han
+var færdig, lænede hun sig op imod ham, saa ham fast ind i Øjnene og
+sagde:
+
+„Der er noget, du skjuler for mig, Andrey! Noget meget sørgeligt --
+noget, der tynger paa dit Sind! Sig mig, hvad det er! Lad mig faa Lov
+til at dele alle dine Sorger! Du vil selv føle dig lettere til Mode,
+naar du har faaet talt ud!“
+
+Et Øjeblik sad Andrey tavs og samlede alt sit Mod til det Slag, der nu
+skulde komme.
+
+„Du har gættet rigtigt, Tania!“ sagde han til sidst. „Jeg har bestemt at
+angribe Czaren!“
+
+Hun forstod ham ikke først.
+
+„Har du da ikke altid gjort det?“ spurgte hun.
+
+I fire korte, knappe Ord, som ikke levnede Rum for Tvivl eller
+Spørgsmaal, oplyste han hende om hendes Fejltagelse.
+
+Denne Gang ramte Slaget. Hun skiftede Farve, og hendes Mund aabnedes
+krampagtigt -- uskønt -- som naar et Menneske falder ned fra en
+svimlende Højde og brækker Halsen.
+
+„Aa, min Gud!“ stammede hun hæst -- hun pressede begge Hænder mod
+Hjertet og lod dem saa falde hjælpeløst ned i Skødet.
+
+Hendes taareløse, blanke Øjne vandrede uroligt fra et Sted til et andet
+med et underligt tomt, forbavset Udtryk. Hele hendes sammensunkne
+Skikkelse og forvildede Blik syntes at sige: „Min Gud, var det det, jeg
+ventede paa?“
+
+Andrey rejste sig og greb hendes Haand, hun lod ham viljeløst tage den
+uden at se paa ham.
+
+„Tania, min elskede! Hør paa mig!“ sagde han og bøjede sig over hende.
+„Jeg vilde saa gerne faa dig til at se, at det er det rette -- fortælle
+dig, hvorledes og hvornaar jeg kom til den Beslutning --“
+
+Hans Stemme vakte hende, hun drejede sig hurtigt om imod ham, og hendes
+Fingre omklamrede krampagtigt hans Haand.
+
+„Ja, ja, tal ud, hører du! Jeg er rolig. -- Lad mig høre dine
+Grunde --!“ Ordene kom hurtigt og stødvis fra hendes Læber.
+
+Et svagt Haab dæmrede i hende, maaske var det dog endnu ikke helt
+afgjort, siden han ønskede at tale med hende derom.
+
+Han begyndte at fortælle, og denne Gang skaanede han hende ikke for de
+uhyggelige Enkeltheder baade ved Forhørene og ved den sidste frygtelige
+Katastrofe. Han haabede derved at vække den samme Indignation, som han
+selv følte, hos hende. Men han sigtede helt forkert -- hun hørte
+fuldstændig koldt og udeltagende paa ham. Ting, som for et Øjeblik siden
+vilde have faaet hendes Hjerte til at bløde, prellede nu virkningsløst
+af som Pile mod et Jernpanser. Hun lyttede i Tavshed; men det haarde,
+udeltagende Udtryk i hendes Ansigt syntes at sige: „Alt dette er jo nu
+en Gang sket og kan ikke afhjælpes -- hvad har det med din Beslutning at
+gøre?“
+
+I dette Øjeblik gaves der for hende kun én Kamp, kampen for at beskytte
+ham, som var hende kærere end hendes eget Liv. Men ogsaa Andrey havde
+sin Opgave liggende klar for sig, Kampen nemlig for at blive sig selv og
+sin Overbevisning tro. --
+
+„Og det slog mig,“ fortsatte han sin Tale, „at alle disse Rædsler kun
+var et svagt Sindbillede paa, hvad der daglig og overalt bliver forbrudt
+imod Tusinder, og at disse Lidelser aldrig nogen Sinde vil blive mindre
+eller holde op, hvis ikke vi bringer Ulykke, Skam og Trængsler over den
+Magt, der afstedkommer dem --“
+
+Han vedblev at tale længe paa denne Maade med varme, overbevisende Ord;
+men det lykkedes ham kun at vække hendes Modstandskraft.
+
+„Hvorfor i Alverden skal du netop være denne ene Mand, der er dømt til
+at gøre det?“
+
+„Og hvorfor skulde jeg ikke være denne ene Mand, Tania? Det er mig, der
+kom til den Beslutning, det maa være mig, der udfører den. Men skulde
+der i Morgen komme en anden Mand og sige, at han har fattet samme Plan
+som jeg, saa vil jeg med Glæde lade ham have Forrangen. Jeg føler ingen
+særlig Ærgerrighed efter at dø Heltedøden, jeg kan lige saa godt som
+alle de andre dø i Mørke og Ubemærkethed. Men et Tilbud som mit gøres
+ikke hver Dag, og man betror heller ikke hvem som helst en saadan
+Opgave. -- Jeg haaber og tror, at man vil have Tillid til mig!“
+
+Tania skjulte sit Hoved i Hænderne. --
+
+„Ja, det vil man -- det vil man -- det vil man!“ hamrede det inde i
+hendes Hjerne. „Saa snart han har talt, er alt Haab ude!“
+
+Som en blændende Vision stod pludselig hendes korte Samliv med Andrey
+for hende, og hele hendes unge, kraftige Natur oprørtes imod at skulle
+bringe et saa grænseløst Offer. Hun maatte faa ham bort fra hans Idé --
+hun maatte redde ham for sig selv og for hende. Med en voldsom
+Kraftanstrengelse samlede hun sine forvirrede Tanker, førend hun
+begyndte at tale.
+
+Hun greb hans Haand og saa ham bønligt ind i Øjnene.
+
+„Andrey, min Ven!“ sagde hun. „Overvej endnu en Gang hvad det er, du
+vil! Er der da ikke nok af Mord og Blodsudgydelse? Hvad fører det til
+andet end til nye Rædsler? Galger og atter Galger! Der bliver til sidst
+ingen Ende paa dem! Jeg har tænkt saa meget over Tingene i den senere
+Tid, og mit Hjerte har blødt ved at tænke paa, at de ædleste og bedste
+iblandt os bliver nedslagtede paa denne Maade! Gives der da ikke andre
+Midler? Hvorfor skulde du ikke forsøge derpaa? Hvorfor kan vi ikke
+vedblive med vort Arbejde iblandt Folket og overlade Grusomhederne til
+de andre? -- Jeg kan ikke rigtig udtrykke mig, som jeg gerne vilde, men
+du forstaar mig nok.“
+
+„Ja, jeg forstaar dig!“ svarede Andrey. „Og jeg har endogsaa gjort mig
+det selv samme Spørgsmaal. Det var, da jeg i Onsdags vendte tilbage fra
+Eksekutionen, hvor saa mangen en bitter Tanke havde faaet Bugt med mig!
+Men det kan ikke nytte, vi _maa_ føre vor Mission til Ende! Hvad vilde
+Landet have vundet, hvis vi, i Stedet for at gengælde Slag med Slag,
+havde nøjedes med at rejse omkring og tale og undervise i alle mulige
+afsides Kroge? Man vilde ikke have hængt os -- sandt nok! Men hvad var
+der naaet derved? Man vilde alligevel have arresteret os og sendt os til
+Sibirien, og vi vilde alligevel raadne rundt omkring i Fængslerne. Og
+Folket vilde vi ikke have gavnet en Døjt mere! Eller tror du maaske, at
+de giver os Frihed som Belønning for god Opførsel? Nej, vi maa kæmpe med
+de Vaaben, vi kan faa fat paa. Og hvis det bringer os Lidelser -- saa
+meget des bedre! Det vil være et nyt Vaaben i vor Haand. Lad dem blot
+hænge os, skyde og myrde os i deres underjordiske Fængsler! Jo
+grusommere de behandler os, des større Fremgang faar vor Sag! Jeg vilde
+blot ønske, at de vilde slide mit Legeme i mange Stykker eller brænde
+mig levende over en langsom Ild midt paa Torvet --“ sluttede han med
+hviskende, uhyggelig Stemme og saa paa hende med et flammende Blik.
+
+Tania følte med Rædsel, at Grunden var ved at slippe væk under Fødderne
+paa hende. I Stedet for at dulme Ilden havde hun kun gydt Olie i den;
+hun vidste ikke mere, hvad hun skulde sige.
+
+„Andrey -- hør mig! -- Der er noget mere, jeg vil sige; men nu har jeg
+glemt, hvad det var --“ stammede hun og lagde sin Haand paa hans Arm.
+„Det var noget meget overbevisende -- det ved jeg -- men mit Hoved er
+ganske forvirret. Aa Gud -- det er alt sammen saa frygteligt! -- Men
+vent blot et Øjeblik -- jeg kommer nok paa, hvad det var, jeg vilde
+sige --“
+
+„Jeg skal vente, saa længe du vil, du kære Barn!“ sagde Andrey og
+kyssede hendes hvide Pande. „Lad os slet ikke tale mere om den Ting i
+Dag, hører du!“
+
+Hun rystede energisk paa Hovedet -- hun maatte og skulde sige det, der
+laa hende paa Hjertet, netop nu -- i Dag -- lige straks.
+
+„Jo -- ser du“ -- begyndte hun -- „Bondebefolkningen, som tror paa
+Czaren. -- Aa nej, det er ikke det, jeg mener. -- Men den Del af
+Samfundet, som nu er neutral. -- Nej, jeg kan ikke!“ brød hun pludselig
+af; der gik en heftig Skælven igennem hendes Legeme, og hendes Læber
+blev ganske hvide.
+
+„Aa, min Gud, hvad skal der blive af mig, naar de dræber dig?“ gispede
+hun, lagde Haanden over Øjnene og kastede sig tilbage.
+
+„Min stakkels, kære, lille Tania!“ udbrød Andrey og greb hende i sine
+Arme. „Jeg ved jo, hvilket frygteligt Kors jeg lægger paa dig. Det er
+saa langt, langt sværere for den, der bliver tilbage, end for den, der
+gaar bort. Men tro mig, min egen kære, min Skæbne falder mig heller ikke
+let. Livet var blevet saa dyrebart for mig nu, siden jeg ejede dig! Det
+er svært, frivilligt at maatte kaste det fra sig -- frivilligt at
+skilles fra dig og dø, naar jeg kunde leve saa lykkeligt! -- Jeg vilde
+give alt for at kunne skaane os begge! Men det er umuligt! Slaget _maa_
+slaas! Jeg kan ikke træde tilbage, fordi jeg elsker dig. Jeg vilde
+foragte mig selv -- føle mig som en Løgner og en Bedrager over for mit
+Land, min Mission og mit eget Selv. Tror du, jeg kunde leve med en
+saadan Byrde paa mit Sind? Og tror du, at vor Kærlighed kunde trives
+under saadanne Forhold? -- Tilgiv mig, min elskede! Tilgiv mig for vor
+fælles store Sags Skyld, for vort dyrebare Lands Skyld den Sorg, jeg
+bringer over dig! -- Hvad betyder Døden -- hvad vil alle vore Lidelser
+sige, hvis vi derved blot en eneste Dag før kan gøre Ende paa al den
+grænseløse Ulykke rundt omkring os?“ --
+
+Han talte med dæmpet, næsten hviskende Stemme, udmattet, som han var,
+af denne unaturlige Kamp.
+
+Hans Ord var en Bøn om Fred, om Henstand og talte lige til Tanias
+Hjerte; der foregik pludselig en fuldstændig Forandring med hende. Hvor
+ungdommelig, hvor romantisk og overspændt en Kvindes Kærlighed end er,
+saa vil der dog altid paa Bunden af den -- hvis hun da virkelig elsker
+rigtigt -- være noget af Moderens beskyttende og medlidende Følelser.
+Andrey havde ved sine simple Ord, fremførte med den skælvende, bløde
+Stemme, berørt denne Streng i Tanias Hjerte. Hun var ikke overbevist;
+men hun bøjede sig. Hvor kunde hun vel nænne at gøre hans Lod endnu
+tungere? Hendes Ansigtstræk formildedes, hendes dybe, mørke Øjne lyste
+atter i uendelig Ømhed, da hun saa paa ham og lod sin Haand kærtegnende
+glide hen over hans Hoved, der laa i hendes Skød, og hun talte milde,
+beroligende Ord til ham.
+
+Fremtiden laa som et uhyre Mørke for hende -- hendes Liv endte med
+Andreys frygtelige Daad. Men hun saa tydelig den Vej, hun _nu_ burde
+gaa. Hun var hans Hustru, hans Ven og hans Kammerat, og det var hendes
+Pligt at samle alt sit Mod for at kunne bistaa ham i hans svære Kamp og
+tage saa meget som muligt af Byrden over paa sine Skuldre.
+
+Hun var efterhaanden bleven ganske rolig; der var ingen Taarer i hendes
+store, sørgmodige Øjne; men indvendig græd hun Taarer af Blod -- ikke
+længer over sin egen Skæbne, men over hans, som hun elskede.
+
+
+
+
+V. KAPITEL.
+
+_To Mænd._
+
+
+Andrey gjorde sit Tilbud, og det blev antaget.
+
+Den uhyre og komplicerede Sammensværgelse, hvis udøvende Haand han
+skulde være, var allerede i fuld Gang og arbejdede sig langsomt fremad
+paa sin mørke, underjordiske Vej.
+
+En Aften, omtrent fjorten Dage efter Andreys Tilbagekomst til St.
+Petersborg, sad Advokat Repin i sit Arbejdsværelse og ventede paa sin
+Svigersøn. Han havde Dagen før sendt Bud til ham, at han ønskede at tale
+med ham, og havde nu givet Ordre til, at ingen andre end Andrey maatte
+komme ind.
+
+Den gamle Advokats Ansigt var tankefuldt og alvorligt, som han sad der
+foran sit Skrivebord og aandsfraværende gennemsaa nogle Breve. Han havde
+i Sinde at gøre Andrey et Forslag, som laa ham meget paa Hjerte, og som
+han længtes efter at faa fremført.
+
+Næsten bestandig, naar de sammensvorne har noget særligt alvorligt og
+vanskeligt for, vil selv den Del af dem, der ikke er med i
+Hemmeligheden, kunne spore, at der er noget i Gære -- det er, som om der
+ligger Fare og Ophidselse i Luften omkring dem.
+
+De indviede bliver mere forsigtige over for Politiet og paalægger mere
+indtrængende end ellers deres Venner at være paa deres Post over for
+mulige Husundersøgelser. Papirer, som ellers ligger aabenlyst fremme,
+bliver tilintetgjorte eller anbragte paa sikre Steder. Ja, det kan vel
+ogsaa hænde, at en enkelt, noget mere nervøs end de øvrige, viser Tegn
+paa sjælelig Uro og Adspredthed. Saaledes hænder det ofte, at alle i
+Partiet er forberedte paa, at noget vil ske, om end man ikke kender
+selve Hemmeligheden.
+
+Repin havde længe iagttaget disse foruroligende Symptomer og var ikke i
+Tvivl om, at der igen var nye, frygtelige Planer i Gære. For et Par Dage
+siden havde han truffet Tania i en fælles Vens Hus, hvor han dog ikke
+havde haft Anledning til at tale alene med hende; men hendes nedtrykte,
+forgræmmede Udseende havde bekræftet hans værste Mistanke. Det maatte
+være noget ganske overordentlig farligt, der forestod; thi han havde
+aldrig før set sit Barn se saaledes ud.
+
+Det laa uden for hans Magt at kunne faa Tania helt bort fra alt dette,
+men han vilde forsøge, om han ikke for en Tid kunde faa baade hende og
+Andrey ud af Bevægelsen. Næst efter Tania var hans Svigersøn det
+Menneske, han holdt mest af. Vistnok vilde han næppe, hvis han selv
+havde haft Valget, have taget en Svigersøn iblandt Oprørerne; men da
+Tania alligevel selv var traadt over i Oprørernes Rækker, forværredes
+Sagen ikke synderligt ved, at hun giftede sig med en af dem. Hvis Andrey
+blot ikke havde tilhørt netop den mest fortvivlede Afdeling af
+Nihilisterne, vilde den gamle Advokat have været helt tilfreds.
+
+De to Mænd stod paa en udmærket Fod med hinanden, og Andrey besøgte sin
+Svigerfader saa ofte, det blot af Forsigtighedshensyn lod sig gøre, og
+talte aabent og frit med ham, for saa vidt som det lod sig forene med
+hans Forpligtelser som aktiv Oprører.
+
+Repin kendte hele Dubravnik-Katastrofen i alle dens Enkeltheder og
+vidste ogsaa, hvilken Fare Andrey for Tiden svævede i. Nu var netop
+Øjeblikket kommet til for en Tid at faa ham fjernet, og det var det, som
+han i Aften vilde foreslaa ham.
+
+Han tog hjerteligt imod Andrey, som han ikke havde set, siden han kom
+tilbage fra Dubravnik. Paa hans Spørgsmaal om, hvorledes Tania havde
+det, svarede Andrey, at hun befandt sig i bedste Velgaaende.
+
+„Jeg tror,“ vedblev han med et Smil om Læben, medens hans Øjne dog
+stadig havde et alvorligt Udtryk, „at det er lige saa umuligt for en af
+vore Folk at blive syg, som det er for en Salamander at faa Snue. Der er
+saa forbandet hedt i vor underjordiske Verden, at ingen Bakterier kan
+trives der.“
+
+„Ja, du har Ret, der er meget hedt -- især for dig, Andrey!“ svarede
+Advokaten. „Der fortælles, at Politichefen har sagt, at han vil lade
+vende op og ned paa Byen for at faa fat paa dig -- død eller levende.“
+
+„Det er lettere sagt end gjort,“ -- svarede Andrey. „Den Slags har de
+sagt før ved tidligere Lejligheder.“
+
+„Alligevel -- de har i hvert Fald faaet Nys om, at du er her i Byen --
+det ved du maaske ikke? Det er bedre ikke at lege med Ilden! Jeg synes,
+at Øjeblikket nu er der til at forsvinde udenlands for en Tid! -- -- Det
+er for Resten om den Sag, jeg ønsker at tale med dig.“
+
+Andrey rystede energisk paa Hovedet.
+
+„Vær ikke alt for hastig med dit Afslag!“ sagde den gamle. „Lad mig
+først faa talt ud! Et Par Maaneders Hvile vil ikke kunne skade dig, og
+hvad Tania angaar, vil en saadan Ferie være af uvurderlig Nytte for
+hende. Hun vil faa Tid til at læse og studere. Thi du vil vel ikke
+nægte, at Kundskaber er nødvendige for en Revolutionist?“
+
+„Nej, det vil jeg ikke!“ svarede Andrey.
+
+„Nuvel, -- saa er der da noget godt ved min Plan, som du ser. Hun vil
+vinde noget ind for Fremtiden, og du vil blive noget kvit af Fortiden,
+og I vil begge vende dygtigere tilbage! -- Jo længer I bliver borte, des
+bedre, hvis du vil lytte til mit Raad. Dersom du skulde gøre dig
+Skrupler ved at trække af Partiets Fond, saa vil jeg med Glæde forsyne
+dig med de nødvendige Midler. -- Naa, hvad siger du saa til mit
+Forslag?“
+
+Andrey overvejede -- ikke, om han skulde tage imod Tilbudet, thi for ham
+var Sagen klar nok -- men om ikke det vilde være en Udvej for Tania. --
+-- Dog nej! Intet vilde faa hende til at forlade ham nu, paa dette
+Tidspunkt, selv om det kun var for en kort Tid.
+
+„Tak for din gode Vilje!“ sagde han. „Men det er mig aldeles umuligt at
+gaa ind paa dit Forslag, og jeg tvivler om, at Tania gør det. Men der er
+dog noget, du kan gøre for os! Hvornaar flytter du ud i din
+Sommervilla?“
+
+„Om en Maanedstid, antager jeg -- maaske ogsaa lidt før! Men hvorfor
+spørger du?“
+
+„Det vilde være godt, om du kunde flytte noget tidligere ud --“ sagde
+Andrey, „og om Tania saa maatte bo hos dig i nogle Maaneder.“
+
+Da Andrey vidste, hvor højt Tania elskede sin Fader, havde han tænkt
+sig, at det vilde være lettere for hende at komme over Adskillelsen,
+naar hun var hos ham. Tania var -- for hans Skyld -- gaaet ind paa denne
+Plan, omendskønt hun for sit eget Vedkommende ikke troede, at det vilde
+hjælpe hende synderligt.
+
+Repin svarede paa Andreys Spørgsmaal, at han selvfølgelig altid vilde
+være glad ved at have sin Datter hos sig. Men det var dog ikke det, han
+havde tænkt sig; han vilde have dem begge ud af Kampen for en Tid, og
+han begyndte paa ny i ivrige Ord at tale for sit Forslag.
+
+„Det nytter ikke mere at tale om den Ting,“ afbrød Andrey ham bestemt.
+„Det er mig aldeles umuligt for Øjeblikket at forlade Byen.“
+
+Repins Ansigt formørkedes. Det var tydeligt, at der forestod noget
+alvorligt, og Andrey var rimeligvis Manden, der ledede det.
+
+„Det er vel atter en eller anden djævelsk Plan, I har for?“ sagde han
+med dæmpet Stemme.
+
+„Ja -- saadant noget er det,“ svarede Andrey kort.
+
+Et Øjeblik tav de begge.
+
+„Jeg finder sandelig ikke, at du behøver at være saa forhippet paa at
+knække Halsen --“ sagde Repin til sidst. „Du har risikeret den ofte nok
+i den sidste Tid og kunde gerne tillade dig lidt Hvile nu“.
+
+„En Soldat kan ikke unddrage sig Tjenesten i Krigstid, blot fordi han
+nylig har gennemgaaet store Strabadser,“ -- svarede Andrey.
+
+„Nej -- men Soldaten afløses nu og da i sin Tjeneste -- for at blive i
+din Lignelse“ -- sagde Advokaten.
+
+„Undertiden, ja! Men der er ogsaa Tider, hvor der ingen Hvile undes ham,
+og det er netop Tilfældet med mig nu“.
+
+Det var dette uovervindelige Mod og den ubetvingelige Vilje hos
+Revolutionisterne, der tiltalte den gamle Advokat, og især beundrede han
+begge disse Egenskaber hos Andrey. Han for sit eget Vedkommende var saa
+fortvivlet skeptisk, og han havde set saa megen Fejghed og Egoisme rundt
+om sig, at han ikke kunde lade være med at beundre disse Menneskers
+Trofasthed over for den Sag, de tjente. Selv om han ikke var i Stand til
+at dele deres Begejstring for Sagen, saa følte han dog den allerstørste
+Sympati for dem som Personer.
+
+Men denne Dag var han pirrelig og fortrædelig -- Skuffelsen over Andreys
+Afslag havde været ham for stor, og i bitre, haanlige Ord bebrejdede han
+Nihilisterne deres Stædighed og vilde Fanatisme.
+
+Andrey hørte efter med et Smil paa Læben -- og besvarede halvt
+alvorligt, halvt spøgende den gamle Mands Udfald.
+
+„Hvis I i Virkeligheden ønsker at gavne eders Land, saa maa I i hvert
+Fald sørge for at lægge Baand paa eders lidenskabelige Vrede, saa længe
+den ikke afføder andet end Ødelæggelse og Ulykke!“ sluttede Repin sin
+heftige Tale.
+
+„Er du da vis paa, at den ikke afføder andet end Ødelæggelse og Ulykke?“
+spurgte Andrey. „Husk paa, at Moskva tændtes i Brand ved en Tællepraas!
+Og det er en flammende Fakkel, som vi har kastet ind i Hjertet paa
+Rusland. -- -- -- Ingen kan forudsige Fremtiden, og ingen er ansvarlig
+for, hvad den bærer i sit Skød. Vi kan kun gøre vort Bedste for
+Øjeblikket, og de Eksempler, vi har aflagt paa, at der staar Mænd bag
+Revolutionen, kan aldrig være helt frugtesløse. Med din Tilladelse vover
+jeg at sige, at vi har givet Russerne deres Selvrespekt tilbage, og at
+det er os, der har frelst den russiske Nations Ære, saa at det at være
+Russer nu ikke længer er identisk med at være Slave.“
+
+„Beviser I maaske denne Paastand igennem jeres foragtelige Angreb paa de
+enkelte Individer?“ spurgte den anden bidende.
+
+„Hvem har Skylden her?“ raabte Andrey, irriteret over hans Tone. „Ikke
+_vi_ -- i hvert Fald! Nej! det er jeres Skyld! -- hele den store Del af
+det frisindede Rusland, som fornemt holder sig tilbage fra Kampen,
+medens vi -- eders egne Børn, -- kæmper og omkommer i Tusindvis -- Aar
+for Aar -- --“
+
+Andrey tænkte ikke paa at ramme Repin med denne Beskyldning -- Repin var
+snarere en Undtagelse fra Regelen; men desuagtet følte den gamle Mand
+disse Ord som rettede mod sig. Han tav en Stund, og da han atter talte,
+var det i en helt anden Tone og paa en hel anden Maade end før.
+
+„Lad os formode, at det er, som du siger,“ begyndte han roligt. „Det er
+os, de saakaldte „bedre stillede“, der er Kujoner. Men naar det nu en
+Gang er saaledes, og I ikke formaar at ændre det, vilde det da ikke være
+bedre, om I regnede med det som et Faktum og ikke til ingen Nytte rendte
+Hovederne imod Muren?“
+
+„Aa nej -- saa galt er det ikke! Vi har andre Hjælpekilder end det „gode
+Selskab“ -- ja, vi har endog det Haab, at dette gode Selskab ved
+Tilførsel af nyt Blod maa kunne forbedres,“ svarede Andrey halvt
+spøgende og afbrød derpaa Samtalen ved at gaa over til andre Emner.
+
+Lidt efter gik Andrey; de to Mænd skiltes lige saa hjerteligt, som de
+havde mødtes. Repin gentog, at hans Hus og hans Midler til enhver Tid
+stod til hans Raadighed.
+
+Andrey svarede, at han vidste det og var ham oprigtig taknemmelig
+derfor.
+
+„Farvel, Grigory Alexandrovitch!“ sagde han og trykkede varmt hans
+Haand. „Jeg ved ikke, hvornaar jeg igen faar Tid til at besøge dig!“
+
+Der var et besynderligt Udtryk i Andreys Ansigt, som Svigerfaderen først
+senere forstod.
+
+
+Andrey gik ikke lige hjem; han havde først noget at besørge i
+Hovedkvarteret. Her fik han Bekræftelse paa sin Svigerfaders Udtalelser:
+Politiet var stærkt paa Spor efter ham, man vidste med Bestemthed, at
+han opholdt sig i Hovedstaden og havde sin Bolig paa den anden Side af
+Nevaen. Det var nødvendigt for ham straks at søge sig et andet Kvarter.
+Vennerne raadede ham indstændigt til ikke mere at gaa hjem; men Andrey
+frygtede for, at det paa den anden Side kunde vække Mistanke, hvis
+Husets Beboere saa Tania flytte alene. Ad uendelige Omveje og med
+Iagttagelse af den største Forsigtighed naaede han endelig sit Hjem.
+
+„Hvad var det saa, Fader vilde dig?“ spurgte Tania.
+
+Andrey fortalte hende det og ligeledes, at man i Hovedkvarteret havde
+bekræftet den gamles Ængstelser, saa at de blev nødte til at flytte
+straks. De tog øjeblikkelig fat paa at pakke de faa Ting sammen, som de
+vilde have med. -- Det lykkedes dem, tidlig næste Morgen, i al Stilhed
+at forsvinde fra Stedet og lige saa ubemærket at holde deres Indtog i en
+anden Lejlighed.
+
+Den ny Bolig var saa sikker, som kun de mest yderliggaaende
+Forsigtighedsregler, dikterede af lang og prøvet Erfaring, kunde gøre
+den. Men desuagtet viste det sig snart, at Stedet her heller ikke var
+tilstrækkelig sikkert. Politiet anede intet om det paatænkte Attentat
+paa Kejseren; men alligevel blev Jagten efter Andrey mere og mere ivrig.
+
+Hovedkvarteret vilde under disse Omstændigheder ubetinget være den
+rigtige Plads for ham -- der vilde han kunne være absolut sikker for
+Politiet og holde sig indendørs i Dage, ja Uger, uden at det vakte
+nogens Opmærksomhed.
+
+For Tania var Tanken om at skulle skilles fra Andrey før Tiden
+forfærdelig -- hver Dag, de havde tilbage sammen, var for hende en Skat,
+som, jo længere man nærmede sig Maalet, blev hende mere og mere dyrebar.
+
+Andrey derimod følte en saadan Adskillelse næsten som en Lettelse. Tania
+havde siden hin frygtelige Dag, da han fortalte hende sin Hemmelighed,
+tappert gennemført med Mod og Selvfornægtelse at bære det uundgaaelige
+-- men han saa kun alt for vel, hvad denne tavse Heroisme kostede hende,
+og Synet af hendes unge, forpinte Ansigt søndersled hans Sjæl.
+
+Han fulgte derfor Vennernes Opfordring til at flytte til Hovedkvarteret
+i de Par Uger, der endnu kunde være tilbage, og Stedet egnede sig godt
+til at berolige hans Nerver -- de utallige „Forretninger“, som her optog
+alle, og hvoraf ogsaa han fik sin Del, gav ham ikke Tid til at henfalde
+i Grublerier over sine egne personlige Følelser.
+
+Hovedkvarteret var Centrum for Partiets hemmelige Korrespondance over
+hele Rusland, dertil indløb alle Meddelelser -- fra Fængslerne,
+Fæstningerne, Minerne i Sibirien og fra øde, fjerne Isregioner -- enhver
+Post bragte Fortællinger om ødelagte Menneskeskæbner, om frygtelige
+Familietragedier, om Vanvid, Selvmord og Død under alle Former.
+
+Med alt dette for Øje blev Tanias og hans egen Skæbne ikke noget
+enestaaende.
+
+En Gang under hans Ophold her afholdtes der et af de almindelige, større
+Møder, hvor ogsaa Tania var til Stede. Andrey var glad ved at se, hvor
+fattet hun saa ud -- hun lyttede opmærksomt til Diskussionen og aflagde
+roligt sin Beretning, da Turen kom til hende.
+
+Da Mødet var forbi og enhver efterhaanden gaaet til sit, blev Tania
+tilbage; det var hendes Agt at blive hos Andrey Aftenen over. Det
+lykkedes dem at finde et Værelse, hvor de kunde være ene; men i Værelset
+ved Siden af taltes der saa højt og ivrigt, at de uafbrudt hørte Ordene
+derinde fra. Det var dem ikke muligt at faa en fortrolig Samtale i Gang.
+For Tania blev denne Tilstand uudholdelig -- og efter en halv Times
+Forløb rejste hun sig for at gaa.
+
+Andrey søgte ikke at holde hende tilbage.
+
+„Bliver det snart?“ spurgte hun.
+
+„Ja.“
+
+Han forstod straks, hvad hun mente.
+
+„Hvornaar?“ spurgte hun næppe hørligt uden at se paa ham.
+
+„Om en Uge!“ svarede Andrey kort.
+
+Hvis der ikke havde været mørkt i Værelset, vilde han have set, at hun
+skiftede Farve -- hun havde ikke troet, at det var saa nær; -- men hun
+sagde intet, stod kun ganske ubevægelig henne ved Døren. Saa traadte hun
+pludselig helt tæt hen til ham, greb hans Haand og sagde med en sagte,
+lidenskabelig Stemme, medens hendes Øjne glødede i Mørket:
+
+„Jeg maa se dig forinden -- men ikke her, ikke i Dag -- hjemme hos os
+selv! -- Kom, hører du! -- -- Jeg kan ikke skilles saaledes fra dig!“
+
+„Ja, jeg skal komme!“ hviskede han tilbage, og uden at sige et Ord mere
+var hun forsvunden ud af Stuen.
+
+Andrey var alene -- forvirret og urolig -- denne lidenskabelige,
+hviskende Stemme -- disse glødende Øjne havde i et Nu forandret alt i
+ham -- de havde vakt hans hede Længsel efter Livet -- Elskov og
+Lykke --, som han troede helt at have faaet Bugt med. Ja, han _maatte_
+se hende endnu en Gang. Han _kunde_ ikke dø forinden.
+
+Men han ønskede, at dette Besøg var overstaaet, eller rettere, at hans
+frygtelige Gerning, der vilde ende hans Liv, skulde finde Sted den næste
+Dag og ikke først en Uge senere. Han var ikke født til at være Martyr --
+det vidste han kun alt for vel. Men en frygtelig Nødvendighed, over
+hvilken han ingen Magt havde, bød ham at kue sine egne Længsler og
+frivilligt at give sit Liv hen.
+
+Om Natten havde Andrey en besynderlig Drøm. Han gik paa en uhyre Slette,
+over sig havde han en uendelig trøstesløs, gul Himmel. Han vidste, at
+han sov, og dog gik han. Omkring ham var der kun graat Sand, hist og her
+enkelte Klipper og store Stene, som gjorde Landskabet endnu mere øde og
+vildt. Tunge, mørke Skyer jog i rasende Fart hen over Himlen, skønt der
+ikke var den mindste Vind. Intet Spor af Liv var at se, og dog var
+Landevejen, hvorpaa han gik, nedtraadt af mange Menneske-fødder. Andrey
+undrede sig over, at han var ganske alene paa en Vej, der syntes saa
+stærkt befærdet. Men pludselig befandt han sig midt i en Skare Mennesker
+-- med blege, skyggeagtige Ansigter -- de fleste var ganske fremmede for
+ham. Da saa han med ét Boris, Vasily og Botcharov -- den sidstes Ansigt
+kunde han dog ikke se, thi han var iført en stor, vid Kappe, hvis Hætte
+var trukken ned over Hovedet paa ham, medens begge de lange Ærmer var
+bundne bag paa Ryggen. De to andre bar almindelige Dragter og saa paa
+ham med et mørkt Udtryk!
+
+„Naa, endelig mødes vi!“ sagde Boris med et uhyggeligt ironisk Smil. „Du
+havde nok ikke tænkt at skulle træffe mig!“
+
+„Nej, det havde jeg ikke,“ svarede Andrey, „for jeg troede, at du var
+død!“
+
+„Det er vi ogsaa; men vi kom for at holde dig med Selskab, og Zina
+sender dig Brev. Kan du kende Botcharov? Han har taget en Ligdragt paa
+-- bare for Kommers! -- Men du kan godt komme til at se ham!“
+
+Med disse Ord løftede han Hætten, og Andrey saa under den sit eget
+Ansigt med frygtelig fortrukne Træk. Han følte Blodet stivne i sine
+Aarer af Rædsel; men efterhaanden, som han stirrede, blev dette Ansigt
+til Botcharovs, der smilede fornøjet til ham og blinkede skælmsk med det
+ene Øje.
+
+„Det er bare for Kommers!“ sagde han.
+
+Andrey fandt, at det var en daarlig Spøg, men vovede ikke at sige noget;
+han følte Angst for dem alle.
+
+„Hvor skal vi egentlig hen?“ sagde han til Boris.
+
+„Til Landet med Floder af Mælk og Honning! Det ligger paa den anden Side
+af Bjergene der!“ svarede Boris og pegede frem. „Hvis du tvivler, saa
+kan du lade den gamle Fyr der forklare dig, hvorledes det kan lade sig
+gøre i fuld Overensstemmelse med Kejserrigets Love!“
+
+Andrey saa frem foran sig og opdagede nu den gamle Repin, klædt i en
+sort Kappe med en stor, bredskygget Filthat -- saadan som Fakkelbærerne
+bruger ved Ligbegængelserne -- under Armen holdt han noget, der lignede
+en uhyre Protokol. Han gik umiddelbart foran dem uden en eneste Gang at
+se sig om -- som en Mand, der skal vise Vej. Men pludselig blev det til
+Czar Alexander selv, og i samme Øjeblik huskede Andrey, at det var hans
+Pligt at dræbe ham, og at han -- uagtet Tiden endnu ikke var kommen --
+burde gøre det straks -- nu, her, hvor en saa uventet gunstig Lejlighed
+frembød sig. Men Modet svigtede ham, og hans Haand vilde ikke lystre.
+Fortvivlet og rasende forsøgte han Gang paa Gang; men det var ham ikke
+muligt at røre sin Haand.
+
+Saa faldt det ham ind, at det hele jo kun var en Drøm, og at det
+saaledes intet havde at sige, om han dræbte Czaren nu -- det skulde dog
+gøres om igen. Derved blev han atter helt let til Mode, gik hen til
+Czaren og hviskede ham ind i Øret: „De er fortabt, hvis De bliver
+genkendt her. Hvor i Alverden kan De, som lever, komme paa dette Sted?“
+
+„Og De selv da?“ spurgte den anden ligeledes hviskende.
+
+„Det er sandt, hvad har jeg her at gøre?“ tænkte Andrey. „Vi maa se at
+sagtne vore Skridt, saa at vi faar de andre foran os!“
+
+Men næppe havde han faaet tænkt denne Tanke til Ende, førend hele Skaren
+kastede sig over ham med løftede Hænder og skummende af Harme.
+„Forræder!“ lød det fra alle Sider, og Czaren, som nu var bleven til
+Taras Kostrov, greb ham heftigt i Skulderen og rystede ham.
+
+Andrey udstødte et Skrig og vaagnede.
+
+I det svage Morgenlys saa han Georg staa bøjet over sig med et
+ængsteligt Udtryk i Ansigtet.
+
+„Hvad er det? Hvad vil du mig?“ raabte Andrey endnu halvt under
+Indtrykket af sin Drøm.
+
+„Jeg var bange for, at du var syg -- du har uafbrudt stønnet og jamret
+dig i Søvne!“ svarede Georg. „Jeg syntes, det var bedst at vække dig.“
+
+„Aa ja, jeg har haft en rædsom Drøm!“ sagde Andrey, som nu var helt
+vaagen. „Jeg saa Boris og Vasily, og de kaldte mig for en Forræder -- og
+det frygtelige var, at jeg fortjente det.“ „Det var netop det Ord, du
+raabte højt, idet jeg kom hen til din Seng!“ svarede Georg.
+
+„Gjorde jeg? Naa, saa er Fornærmelsen jo ikke saa stor,“ svarede Andrey
+smilende og fortalte Vennen sin Drøm.
+
+
+
+
+VI. KAPITEL.
+
+_Afsked og Slutning._
+
+
+De sammensvornes Arbejde nærmede sig sin Fuldendelse, og den
+skæbnesvangre Dag stod for Døren.
+
+Dagen efter, at Tania havde været til Stede ved Mødet i Hovedkvarteret,
+hændte det, at Andrey ved at rense og pudse sin Revolver -- den, han
+skulde bruge til Attentatet -- kom til at knække en Fjeder. Der vilde
+ikke blive Tid til at faa den repareret; thi der paafulgte nu flere
+Helligdage. En Ven tilbød ham sin og anbefalede den som en i alle Maader
+paalidelig og sikker Revolver. Andrey stolede paa hans Ord uden at gøre
+sig den Ulejlighed at prøve Vaabnet ude paa aaben Mark eller i et
+Skydelokale.
+
+Han vilde ikke have været saa ligegyldig, hvis dette Uheld var hændet
+paa et tidligere Tidspunkt; men efterhaanden som den afgørende Dag
+nærmede sig, var alle hans sjælelige Evner koncentrerede om selve det
+afgørende Øjeblik.
+
+Rædslen for Døden er saa dybt rodfæstet i ethvert Menneske, at vist kun
+meget faa kan overvinde den helt endog i Øjeblikke af den højeste
+sjælelige Spænding. Men absolut ingen kan Dag for Dag, Uge for Uge leve
+under et saa stærkt aandeligt Tryk uden til Tider at slappes.
+
+Andrey skyede med jernhaard Energi alt, som kunde indvirke svækkende paa
+hans Nerver og Vilje. Han følte godt, at et Møde med Tania vilde koste
+ham en frygtelig Kamp, og han vilde helst have undgaaet det; men han
+kunde ikke bringe det over sit Hjerte at skuffe hende saa frygteligt.
+Bevæbnet med al den Kulde og Haardhed, han raadede over, begav han sig
+en Formiddag af Sted til deres fælles Bolig.
+
+Tania sprang op og løb ham i Møde, da hun saa ham komme, men fo’r
+pludselig forskrækket tilbage ved at se hans forstenede, iskolde Udtryk.
+Dog allerede i næste Nu laa hun om hans Hals. Hvad kom hans Kulde hende
+ved? Med sine Kærtegn og ved sin Ømhed skulde hun nok faa forjaget
+Skyerne paa hans Pande.
+
+„Hvorfor er du ikke kommen før“ spurgte hun mildt bebrejdende. „Jeg har
+ventet saadan paa dig.“
+
+Andrey nænnede ikke at sige hende, hvor haardt han havde kæmpet med sig
+selv for at ruste sig til denne Gang.
+
+„Du har vel haft saa meget at gøre?“ spurgte hun.
+
+Han nikkede tavst, og saa stod det pludselig klart for hende, at Sagen
+nærmede sig sin Afslutning, og at dette var deres sidste Møde. Hun
+bøjede Hovedet og tav stille; men Andrey begyndte nu i en rolig
+forretningsmæssig Tone at fortælle alle Enkeltheder ved Attentatet, som
+om det var det mest naturlige og behagelige Samtale-Emne for dem begge.
+Han forklarede, hvorledes de ved Hjælp af en Mængde fiffige Kneb vilde
+forsøge, at komme inden for den Kæde af Spioner, som omgav Czaren paa
+hans daglige Morgentur.
+
+Tania hørte ikke efter hans Ord -- hun saa i Forbavselse paa ham --
+hvorfor fortalte han hende alt dette? Han selv syntes at være træt af
+det hele; han talte med en monoton, klangløs Stemme, og hans Ansigt
+havde det samme forstenede Udtryk, som da han kom.
+
+Det var jo ikke mer hendes Andrey! Det var en fremmed Mand! Ikke et ømt
+Ord, ikke et Blik havde han tilovers for hende ved denne sidste
+Sammenkomst!
+
+„Aa Gud, de har jo helt forvandlet ham! -- det er ikke min Andrey!“
+skreg det inden i hende. Til sidst kunde hun ikke længer udholde at høre
+paa denne lidenskabsløse, kolde Stemme.
+
+„Ti stille!“ raabte hun. „Hvad kommer Czaren og alle jeres Lumskerier
+mig ved?“
+
+„Tania dog!“ udbrød han i maalløs Forbavselse.
+
+Hun slog fortvivlet Hænderne sammen over Hovedet. Hvor kunde hun dog
+være saa grusom at tale saaledes til ham i et Øjeblik som dette?
+
+„Tilgiv mig!“ sagde hun, greb hans Haand og kastede sig heftigt ned over
+den. „Jeg véd ikke selv, hvad jeg siger!“
+
+Hun blev liggende en Stund i denne Stilling med Hovedet hvilende paa
+Armen af den Stol, paa hvilken han sad -- hendes Haar faldt i Uorden ned
+over hende og skjulte Ansigtet -- hun aandede tungt og hastigt.
+
+Andrey troede, hun græd, og Synet af denne kære, brudte Skikkelse
+søndersled hans Hjerte. Men hvad Trøst kunde han give hende? Hvad kunde
+han sige, som ikke lød tomt og intetsigende i dette Øjeblik? Tavst
+kærtegnede han hendes Haar og søgte at stryge det til Side. Da løftede
+hun sit Hoved, og han saa, at hendes Øjne var taareløse og skinnede som
+i Feber. Med et haardt Blik saa hun paa ham og vendte sig saa bort, idet
+hun fortvivlet vred sine Hænder.
+
+Hun vidste, at han var lige ved at gaa, og at hun -- selv om hun døde
+her paa Stedet foran hans Fod eller forsøgte at knuse sit Hoved mod
+Muren der -- ikke vilde kunne holde ham tilbage. En Sten vilde have mere
+Medfølelse end han nu! Han vilde kun føle Foragt for hendes Svaghed --
+-- -- Hvorfor -- hvorfor var han dog kommen -- --?
+
+Andrey rejste sig meget rigtigt for at gaa.
+
+„Farvel, min elskede!“ sagde han stille og rakte Hænderne ud imod hende.
+
+Hun fo’r sammen, som om det var noget ganske uventet, der hændte.
+
+„Nej -- nej, endnu ikke!“ raabte hun angst -- „aa, gaa endnu ikke!“
+tilføjede hun bønligt.
+
+Han trak hende ind til sig og tog hende i sine Arme.
+
+„Jeg maa gaa! -- Jeg tør ikke blive længer!“ sagde han. „Farvel, Tania,
+min egen, min elskede!“
+
+Hun saa ind i hans Øjne, og nu -- endelig genkendte hun sin Andrey! --
+og nu vilde han forlade hende!
+
+Smerten overvældede hende. Det var alt for grusomt -- -- Det kunde ikke
+være sandt! Han maatte ikke gaa for at lade sig dræbe! -- Hun kunde ikke
+leve uden ham! Han var hendes -- og det var ikke hendes Skyld, at han
+var bleven alt for hende -- --!
+
+„Andrey!“ raabte hun ude af sig selv -- „du er min! -- Jeg slipper dig
+ikke -- du maa ikke gaa fra mig! -- Hører du, Andrey -- du maa ikke!“
+
+Men i næste Øjeblik løsnedes hendes Fingre under deres krampagtige Greb
+-- hun bøjede Hovedet og lod sig falde ned i en Stol. -- Bleg,
+tilintetgjort og med lukkede Øjne vinkede hun til ham, at han skulde
+gaa.
+
+Der _var_ noget større -- noget, for hvilket de begge havde lovet at
+ofre alt: Liv, Lykke og Elskov.
+
+Men det var tungere for ham at gaa nu, da han saa hendes stille,
+selvfornægtende Sorg, og han gik hen til hende, kastede sig paa Knæ for
+hende og bedækkede hendes Ansigt, hendes Hænder, hendes Øjne med hede,
+brændende Kys.
+
+„Gaa!“ hviskede hun. „Jeg holder det ikke ud længer! Skynd dig -- gaa!
+Jeg er roligere nu!“
+
+Han rev sig løs med Magt og stormede ned ad Trappen, som om alle
+Helvedes Furier var efter ham. Der laa en Taage for hans Øjne, hans
+Hoved svimlede, og Gaden gyngede op og ned, som om han var beruset.
+
+Tania havde ikke hørt ham gaa; men hun hørte Gadedøren smække i. Som
+brændt af et glødende Jern sprang hun i Vejret ved denne Lyd og løb hen
+til Vinduet for endnu at faa et sidste Glimt af ham at se. Men han var
+allerede borte -- borte for bestandig! Endnu levede han -- for hende var
+han allerede tabt! -- Nu kæmpede hun ikke længer imod sin Sorg.
+Fuldstændig knækket, med Haanden for Øjnene lod hun sig falde ned paa
+Sofaen og brast ud i brændende, smertende Taarer. -- Hun syntes, hun
+maatte kunne græde sig ihjel -- hendes Hænder, Kinder og Sofaen, hun laa
+i, var vædet af hendes Taarer; det var, som om der ikke var Ende paa
+dem, og alt imedens skælvede hendes Legeme som i Krampe, og det sled og
+skar i hendes Bryst. -- Hendes Kærlighed, hendes Liv, hendes Lykke --
+alt var med et Slag tilintetgjort! Den store Sag -- det dyrebare
+Fædreland eksisterede ikke for hende i dette Øjeblik -- alt forsvandt
+for hendes egen grænseløse Fortvivlelse -- som var uden Ende, uden
+Lindring og først vilde holde op, naar hendes eget Hjerte ophørte at
+slaa. -- --
+
+Men lad os drage et Slør for hendes Sorg. Den vil mildnes lidt efter
+lidt -- hverken i Dag eller i Morgen, -- men i Tidens Løb, og den vil
+lade hende tilbage som en helt anden Kvinde. Hvis hendes Skæbne havde
+mødt hende nogle Aar senere, vilde den ikke have knækket hende saa
+fuldstændig som nu. Men det blev hendes Lod at skulle begynde med det
+tungeste straks.
+
+
+Den store og frygtelige Dag var kommen.
+
+Fra det første Morgengry laa Andrey kun i en Døs, hvoraf han hvert
+Øjeblik fo’r op for at se paa sit Ur.
+
+Længe før Tiden klædte han sig paa. Han var i en ganske egen
+Sindstilstand denne Morgen, lige langt fra haabløs Resignation og fra
+begejstret Eksaltation. Der var en lidenskabsløs, absolut indre Ro over
+ham som over en Mand, der har opgjort sit Regnskab med Livet, som intet
+har at vente, intet at frygte og intet mere at give bort. Vistnok havde
+han endnu den ene Gerning -- hans Livs største -- for sig; men der var
+allerede arbejdet saa meget paa den, at det forekom ham, at det, der var
+tilbage, næsten allerede var udført.
+
+Uagtet han endnu levede, var i fuld Besiddelse af sin aandelige og
+fysiske Kraft, havde han en besynderlig, næsten haandgribelig Følelse af
+at være en død Mand. Det var med en fremmeds rolige, lidt medlidende
+Overlegenhed, at han tænkte paa alle dem, der stod ham nær, og paa alt
+omkring sig.
+
+Hele hans Liv laa i dets mindste Enkeltheder saa mærkværdig klart for
+ham. Han tænkte paa Tania, paa Vennerne, paa Partiet og paa Fædrelandet
+-- paa en fuldstændig lidenskabsløs Maade, som om det alt var noget, der
+laa ham saa uhyre fjernt.
+
+Da Vatajko noget senere kom ind, traf han Andrey fuldt paaklædt og rede.
+
+Den unge Mand saa paafaldende alvorlig og bedrøvet ud; men Andrey lagde
+næppe Mærke til ham; for ham var han kun en Skygge.
+
+„Der er en af dine Vagtposter her udenfor, som gerne vilde hilse paa
+dig, hvis du ikke har noget imod det,“ sagde Vatajko stille.
+
+For Andrey var det fuldstændig ligegyldigt, om han hilste paa nogen
+eller ej; men som god Kammerat svarede han dog venligt, at det
+selvfølgelig vilde glæde ham, og spurgte om Mandens Navn.
+
+„Det er Sazepin,“ svarede den anden. „Husker du ikke, at du traf ham ved
+Grænsen forrige Aar, da du vendte tilbage, og han rejste bort?“
+
+Aa jo, Andrey huskede godt dette Møde i det lille tyske Gæstgiversted og
+den livlige Debat, de førte; men hvor uendelig fjernt var det ham
+ikke nu!
+
+Sazepin kom ind, i Begyndelsen noget trykket af de egne Forhold,
+hvorunder de atter mødtes; men han genvandt snart sin sædvanlige, lidt
+støjende, ungdommelige Maade at være paa.
+
+I Andreys Væsen og Tale laa der intet, der opfordrede til Højtidelighed;
+han var, som han altid plejede at være -- maaske kun lidt
+aandsfraværende.
+
+De talte om deres Møde ved Grænsen -- om Annie Vulitch, David og
+Ostrogorsky.
+
+Sazepin var for tre Maaneder siden vendt tilbage til Rusland over
+Sydgrænsen og havde i Odessa truffet Klein og Levshin. Andrey spurgte
+til dem alle, endskønt han næppe selv forstod hvorfor. -- Hvad vedrørte
+alt dette ham nu?
+
+Ikke én Gang, ikke med et eneste Ord berørte de den forestaaende
+Handling. Ved Tebordet -- Andrey tvang sig til at nyde noget -- fortalte
+Sazepin en fornøjelig Historie om, hvorledes han en Gang af en af deres
+egne Forposten var bleven tagen for en Politispion.
+
+Pludselig afbrød Andrey ham midt i en Sætning ved at sige: „Nu er det
+Tid!“ Alle rejste sig øjeblikkelig i dybeste Alvor.
+
+Afskeden var kort og uden mange Ord -- de to unge Mænd omfavnede og
+kyssede Andrey paa russisk Vis og gik derpaa bort ad en Bagtrappe, ad
+hvilken de uset kunde slippe ud paa Gaden. Andrey skulde -- som den, der
+sidst viste sig paa Scenen -- først gaa tyve Minutter senere.
+
+Præcis paa det aftalte Klokkeslæt forlod Andrey Huset. Udenfor var det
+en herlig Foraarsmorgen med klart Solskin og stille mild Luft. -- Czaren
+vilde sikkert ikke undlade i Dag at foretage sin sædvanlige Spadseretur.
+
+Vejen til Slotspladsen, hvor Attentatet skulde finde Sted, var meget
+lang og skulde tilbagelægges til Fods, da en Vogn vilde vække mere
+Opmærksomhed end en enlig Fodgænger. Andrey gik med sædvanlig jævn Gang,
+han havde beregnet Tiden saaledes, at han vilde kunne være paa Stedet i
+det afgørende Øjeblik. -- Han gik roligt fremad -- Gade efter Gade, uden
+at se eller ænse, hvad der foregik omkring ham. Men ved Hjørnet af
+Taurida Parken hændte der ham noget, der med ét Slag bragte ham ud af
+hans Ro.
+
+Et ungt Par kom gaaende ham i Møde; det var tydeligt, at det var to
+elskende; de havde hinanden under Armen, og den unge Mand talte; det
+maatte være noget meget ømt; thi den unge Pige blussede, og begges
+Ansigter straalede i inderlig Lykke.
+
+Andrey kunde ikke faa sine Øjne fra den unge Pige -- hun lignede saa
+paafaldende hans egen Tania, kun var hun lidt højere, og hendes
+Underansigt var bredere; men hendes Hudfarve, den Maade, hun bar sit
+Hoved paa, og de lange, mørke Øjenvipper var aldeles Tanias. Ja selv den
+Kjole, hun var iført, mindede om Tania.
+
+Han vilde have givet meget for at se Blikket i hendes Øjne, han var vis
+paa, at de ogsaa maatte være som Tanias; men den unge Pige var saa
+optaget af at se paa sin Ledsager, at han hele Tiden kun havde hende i
+Profil. Parret gik videre, drejede om et Hjørne og forsvandt.
+
+Hos Andrey havde dette Møde vakt Følelser og Minder, som ban troede for
+stedse var stedte til Hvile i hans Bryst. Tanias Billede stod ikke
+længer for ham som en fjern Skygge, men som en varm, ung og levende
+Kvinde -- fuld af Ømhed, Skønhed og hjerteskærende Sorg.
+
+-- -- Hvorledes mon det stakkels Barn havde det? Og hvorledes vilde det
+gaa hende i Nat, naar hun vidste, at den store Daad var overstaaet, og
+at han sad i Fængselscellen? Hvorledes vilde hun bære dette
+Slag? -- -- --
+
+Den ene Tanke mere sørgmodig end den anden jog igennem hans Hjerne.
+Hvorfor havde de ogsaa truffet hinanden? Hvis han ikke var kommen, vilde
+hun rimeligvis have giftet sig med Georg, og de vilde have levet
+lykkeligt sammen i mange Aar! --
+
+-- -- Medens hun nu maatte betale nogle faa Maaneders Lykke med en saa
+uhyre Pris. -- -- --
+
+Billeder fra deres korte Samliv stod ét for ét klart for ham -- lokkende
+og smertende. Han saa dette kære Ansigt smile i Lykke og overstrømmende
+Ømhed -- -- og han saa det atter -- som ved det sidste Møde --
+fortrukket af Sorg og Smerte.
+
+Andrey gik mekanisk videre den rigtige Vej; men hans Tanker var ikke
+mere ved hans Gerning, og han havde uvilkaarlig sagtnet sine Skridt.
+
+Pludselig, da han kom ud for Panteleimon Kirken, mindedes han, hvorfor
+han gik her, han saa paa sit Ur og blev bleg af Skræk; han vilde
+rimeligvis ikke kunne naa at være paa Stedet i rette Tid.
+
+Elskov, Sorg, Minder og Længsel var med ét Slag som bortvejret, og uden
+at bryde sig om den Opmærksomhed, han rimeligvis vakte, gav han sig til
+at gaa saa hurtigt, som det var muligt, uden ligefrem at løbe.
+
+Idet han drejede ind i en lille Sidegade nær ved Slottet, hvor Vatajko
+skulde vente paa ham, saa han den unge Mand komme imod sig -- hans
+Ansigt var paafaldende blegt og forstyrret. Der var ingen Tvivl om det
+-- han kom for sent -- -- --!
+
+„Nej!“ svarede Vatajko paa hans ængstelige Spørgsmaal. „Du kommer
+tidsnok; men jeg var angst for, at du ikke vilde komme. Heldigvis har
+Czaren i Dag gjort en længere Tur end ellers!“
+
+Andrey sukkede lettet.
+
+„Der er vel intet særligt hændet dig undervejs?“ spurgte Vatajko.
+
+„Nej, ikke det ringeste,“ svarede Andrey. „Jeg venter her paa denne
+Bænk, gaa saa du og sæt vore Folk i Bevægelse!“
+
+Da Andrey var bleven alene, løftede han sin Haand op imod Luften for at
+se, om den var ganske rolig.
+
+Nej! Fingrene rystede ubetydeligt! -- -- Han ventede nogle Minutter, saa
+løftede han den igen -- denne Gang var den ganske rolig.
+
+Et Øjeblik efter saa han Sazepins høje Skikkelse vise sig for Enden af
+Gaden. Det var Signalet; han rejste sig og gik ham i Møde.
+
+Sazepins Ansigt var højtideligt -- næsten sørgmodigt; idet Andrey
+nærmede sig, saa han med et betegnende, ærbødigt Blik paa ham og gjorde
+en Bevægelse med Hovedet, som nærmest lignede et Buk.
+
+„Tal!“ sagde Andrey.
+
+„Czaren kommer den sædvanlige Vej,“ hviskede han.
+
+Andrey fortsatte sin Vej og vinkede med Haanden, som om han vilde betyde
+den anden at forsvinde. Nu var Turen til ham alene.
+
+Omtrent i fem Hundrede Alens Afstand fra Slotspladsen befandt Andrey sig
+pludselig midt inde i den Skare af Spioner og Skildvagter, som gaaende
+eller posterede har at vogte over Czarens Vej med Ordre til at holde
+enhver fremmed borte, Mand eller Kvinde, og om fornødent at foretage
+Arrestation.
+
+En ældre, graahaaret, distingveret udseende Herre -- som Andrey aldrig i
+sit Liv vilde have taget for en Spion -- traadte hen til ham og sagde i
+en høflig, men bydende Tone:
+
+„Vær saa god, min Herre, at gaa en anden Vej!“
+
+„Af hvilken Grund?“ spurgte Andrey forbavset, idet han samtidig vedblev
+at gaa fremad.
+
+Den anden fulgte tæt efter ham.
+
+„Det er strengt forbudt enhver at gaa denne Vej. Vær saa venlig at vende
+om, eller De vil faa Ubehageligheder!“ sagde han bestemt.
+
+Andrey trak paa Skuldrene.
+
+„Jeg begriber ikke, hvorfor Folk ikke maa gaa paa Gaden,“ sagde han,
+idet han stadig gik videre.
+
+Herren vinkede med Haanden, og i samme Nu kom to lange, civilklædte
+Fyre, som havde staaet i nogen Afstand, hen imod Andrey i den synlige
+Hensigt at føre ham bort med Magt. Hans Stilling var uhyre kritisk, og
+han standsede for om muligt at vinde nogle Minutters Tid ved at skændes
+med sine to Angribere. Men de sammensvorne havde beregnet Tiden godt;
+thi i samme Øjeblik viste Czarens Hund sig for Enden af Gaden, og i
+næste Nu vilde Czaren selv komme, og Spionerne var nødte til at have
+Vejen fri.
+
+Andrey gik roligt videre og naaede uhindret Gadehjørnet.
+
+I dette Øjeblik var Czaren nogle Skridt foran Alexander den Førstes
+Monument, med Ansigtet imod Slottet.
+
+I et Vindue i et af Husene lige overfor iagttog to unge Mænd i spændt
+Opmærksomhed og med bankende Hjerter denne Scene.
+
+Den ene af dem var Georg. Han havde set Andreys Konflikt med Spionerne
+og havde allerede opgivet ham som fortabt. Men i samme Øjeblik saa han
+Czaren, Selvherskeren over alle Russere, dreje omkring Hjørnet og
+Andrey, rolig og alvorlig som Skæbnen selv, skride hen imod ham.
+
+Det gav et uvilkaarligt Ryk i Czaren, da han saa en fremmed paa sin Vej;
+men han vedblev desuagtet at gaa videre.
+
+I aandeløs Spænding saa Georg Afstanden mellem de to Mænd blive mindre
+og mindre, indtil den havde indskrænket sig til en tyve Alen. Efter
+Reglementet skulde Andrey nu standse, tage Hatten af og staa barhovedet,
+indtil hans Kejser og Herre var passeret.
+
+Men i Stedet for at opfylde sin Underdanighedspligt fo’r Andrey med
+Haanden i Lommen, trak sin Revolver frem, sigtede og fyrede.
+
+Kuglen traf i Muren bag Czarens Ryg, omtrent i tresindstyve Alens
+Frastand.
+
+Revolveren stødte stærkt -- der maatte tages Sigte langt nede, for at
+Kuglen kunde ramme det skæbnesvangre Sted.
+
+Andrey opdagede dette for sent og stod et Sekund som lammet med begge
+Hænder hængende ned. I næste Nu løb han fremad med rynket Pande og
+ligbleg, affyrende Skud efter Skud.
+
+Czaren -- ligeledes bleg -- løb, alt hvad han kunde, idet han med begge
+Hænder samlede de lange Skøder af sin Overfrakke sammen. Men han mistede
+ikke Aandsnærværelsen, han løb uafbrudt i Zigzag og gjorde det derved
+vanskeligt for sin Forfølger at sigte. Dette frelste ham; kun ét af
+Skuddene trængte igennem Slaget paa hans Frakke -- alle de andre fo’r
+forbi.
+
+I mindre end et Minut havde Andrey affyret de seks Skud, som Revolveren
+indeholdt.
+
+Spionerne, som først havde gjort sig usynlige, kom nu ilende til fra
+alle Sider. Georg saa, hvorledes Andrey pludselig var omringet af hele
+Skarer af dem. Et Øjeblik holdt de sig ængsteligt tilbage; men da de saa
+ham vaabenløs og uden Tegn til at ville gøre Modstand, kastede de sig
+som vilde Dyr over ham.
+
+Georg hørte deres Raab og Skrig; men han saa intet, thi han havde skjult
+Ansigtet i sine Hænder.
+
+Halvt sønderrevet blev Andrey kastet i Fængsel. Saa snart han blot
+nogenlunde var kommen sig, blev han forhørt, dømt og hængt.
+
+
+       *       *       *       *       *
+           *       *       *       *
+
+Errata
+
+  besluttede at redde Taras [_original tekst er »Tarat«_]
+  Soldaterne var anderledes stive [_original tekst er »Soldaerne«_]
+
+  „Politiet! -- Men saa kom du dog med!“  [! -- usynlig]
+  hvad kan de udrette uden Penge?“  [? usynlig]
+  „Ja, hvorfor ikke?  [? usynlig]
+  jeg gerne vilde tale med dig om.“  [“ manglende]
+  „Politiet har allerede faaet Nys  [„ manglende]
+  Her i dette fattige Værelse  [, usynlig]
+
+  . usynlig eller manglende:
+
+    som man siger i Rusland.
+    skubbede Mængden tilbage.
+    indberetter det til Tredje Afdeling.
+    vi holder Øjnene aabne.
+    jeg gerne vil tale med Dem om.
+    en sjældnere Gæst i Advokatens Hus end Andrey.
+    og faa dem væk igen,“ udbrød Zina.
+    i det afgørende Øjeblik.
+    for at stævne de syv Mænd til straks at møde.
+
+
+
+
+
+End of the Project Gutenberg EBook of En Nihilist, by Stepniak
+
+*** END OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK EN NIHILIST ***
+
+***** This file should be named 24447-0.txt or 24447-0.zip *****
+This and all associated files of various formats will be found in:
+        http://www.gutenberg.org/2/4/4/4/24447/
+
+Produced by Louise Hope, David Starner and the Online
+Distributed Proofreading Team at http://www.pgdp.net
+
+
+Updated editions will replace the previous one--the old editions
+will be renamed.
+
+Creating the works from public domain print editions means that no
+one owns a United States copyright in these works, so the Foundation
+(and you!) can copy and distribute it in the United States without
+permission and without paying copyright royalties.  Special rules,
+set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to
+copying and distributing Project Gutenberg-tm electronic works to
+protect the PROJECT GUTENBERG-tm concept and trademark.  Project
+Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you
+charge for the eBooks, unless you receive specific permission.  If you
+do not charge anything for copies of this eBook, complying with the
+rules is very easy.  You may use this eBook for nearly any purpose
+such as creation of derivative works, reports, performances and
+research.  They may be modified and printed and given away--you may do
+practically ANYTHING with public domain eBooks.  Redistribution is
+subject to the trademark license, especially commercial
+redistribution.
+
+
+
+*** START: FULL LICENSE ***
+
+THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE
+PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK
+
+To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free
+distribution of electronic works, by using or distributing this work
+(or any other work associated in any way with the phrase "Project
+Gutenberg"), you agree to comply with all the terms of the Full Project
+Gutenberg-tm License (available with this file or online at
+http://gutenberg.org/license).
+
+
+Section 1.  General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg-tm
+electronic works
+
+1.A.  By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm
+electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to
+and accept all the terms of this license and intellectual property
+(trademark/copyright) agreement.  If you do not agree to abide by all
+the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy
+all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your possession.
+If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project
+Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound by the
+terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or
+entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8.
+
+1.B.  "Project Gutenberg" is a registered trademark.  It may only be
+used on or associated in any way with an electronic work by people who
+agree to be bound by the terms of this agreement.  There are a few
+things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works
+even without complying with the full terms of this agreement.  See
+paragraph 1.C below.  There are a lot of things you can do with Project
+Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this agreement
+and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm electronic
+works.  See paragraph 1.E below.
+
+1.C.  The Project Gutenberg Literary Archive Foundation ("the Foundation"
+or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project
+Gutenberg-tm electronic works.  Nearly all the individual works in the
+collection are in the public domain in the United States.  If an
+individual work is in the public domain in the United States and you are
+located in the United States, we do not claim a right to prevent you from
+copying, distributing, performing, displaying or creating derivative
+works based on the work as long as all references to Project Gutenberg
+are removed.  Of course, we hope that you will support the Project
+Gutenberg-tm mission of promoting free access to electronic works by
+freely sharing Project Gutenberg-tm works in compliance with the terms of
+this agreement for keeping the Project Gutenberg-tm name associated with
+the work.  You can easily comply with the terms of this agreement by
+keeping this work in the same format with its attached full Project
+Gutenberg-tm License when you share it without charge with others.
+
+1.D.  The copyright laws of the place where you are located also govern
+what you can do with this work.  Copyright laws in most countries are in
+a constant state of change.  If you are outside the United States, check
+the laws of your country in addition to the terms of this agreement
+before downloading, copying, displaying, performing, distributing or
+creating derivative works based on this work or any other Project
+Gutenberg-tm work.  The Foundation makes no representations concerning
+the copyright status of any work in any country outside the United
+States.
+
+1.E.  Unless you have removed all references to Project Gutenberg:
+
+1.E.1.  The following sentence, with active links to, or other immediate
+access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear prominently
+whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work on which the
+phrase "Project Gutenberg" appears, or with which the phrase "Project
+Gutenberg" is associated) is accessed, displayed, performed, viewed,
+copied or distributed:
+
+This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
+almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
+re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
+with this eBook or online at www.gutenberg.org
+
+1.E.2.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is derived
+from the public domain (does not contain a notice indicating that it is
+posted with permission of the copyright holder), the work can be copied
+and distributed to anyone in the United States without paying any fees
+or charges.  If you are redistributing or providing access to a work
+with the phrase "Project Gutenberg" associated with or appearing on the
+work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1
+through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the
+Project Gutenberg-tm trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or
+1.E.9.
+
+1.E.3.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted
+with the permission of the copyright holder, your use and distribution
+must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional
+terms imposed by the copyright holder.  Additional terms will be linked
+to the Project Gutenberg-tm License for all works posted with the
+permission of the copyright holder found at the beginning of this work.
+
+1.E.4.  Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm
+License terms from this work, or any files containing a part of this
+work or any other work associated with Project Gutenberg-tm.
+
+1.E.5.  Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this
+electronic work, or any part of this electronic work, without
+prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with
+active links or immediate access to the full terms of the Project
+Gutenberg-tm License.
+
+1.E.6.  You may convert to and distribute this work in any binary,
+compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any
+word processing or hypertext form.  However, if you provide access to or
+distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format other than
+"Plain Vanilla ASCII" or other format used in the official version
+posted on the official Project Gutenberg-tm web site (www.gutenberg.org),
+you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a
+copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon
+request, of the work in its original "Plain Vanilla ASCII" or other
+form.  Any alternate format must include the full Project Gutenberg-tm
+License as specified in paragraph 1.E.1.
+
+1.E.7.  Do not charge a fee for access to, viewing, displaying,
+performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works
+unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9.
+
+1.E.8.  You may charge a reasonable fee for copies of or providing
+access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works provided
+that
+
+- You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from
+     the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method
+     you already use to calculate your applicable taxes.  The fee is
+     owed to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he
+     has agreed to donate royalties under this paragraph to the
+     Project Gutenberg Literary Archive Foundation.  Royalty payments
+     must be paid within 60 days following each date on which you
+     prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax
+     returns.  Royalty payments should be clearly marked as such and
+     sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the
+     address specified in Section 4, "Information about donations to
+     the Project Gutenberg Literary Archive Foundation."
+
+- You provide a full refund of any money paid by a user who notifies
+     you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he
+     does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm
+     License.  You must require such a user to return or
+     destroy all copies of the works possessed in a physical medium
+     and discontinue all use of and all access to other copies of
+     Project Gutenberg-tm works.
+
+- You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any
+     money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the
+     electronic work is discovered and reported to you within 90 days
+     of receipt of the work.
+
+- You comply with all other terms of this agreement for free
+     distribution of Project Gutenberg-tm works.
+
+1.E.9.  If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg-tm
+electronic work or group of works on different terms than are set
+forth in this agreement, you must obtain permission in writing from
+both the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and Michael
+Hart, the owner of the Project Gutenberg-tm trademark.  Contact the
+Foundation as set forth in Section 3 below.
+
+1.F.
+
+1.F.1.  Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable
+effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread
+public domain works in creating the Project Gutenberg-tm
+collection.  Despite these efforts, Project Gutenberg-tm electronic
+works, and the medium on which they may be stored, may contain
+"Defects," such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or
+corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual
+property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a
+computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by
+your equipment.
+
+1.F.2.  LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the "Right
+of Replacement or Refund" described in paragraph 1.F.3, the Project
+Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project
+Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project
+Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all
+liability to you for damages, costs and expenses, including legal
+fees.  YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT
+LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE
+PROVIDED IN PARAGRAPH F3.  YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE
+TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE
+LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR
+INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH
+DAMAGE.
+
+1.F.3.  LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a
+defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can
+receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a
+written explanation to the person you received the work from.  If you
+received the work on a physical medium, you must return the medium with
+your written explanation.  The person or entity that provided you with
+the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a
+refund.  If you received the work electronically, the person or entity
+providing it to you may choose to give you a second opportunity to
+receive the work electronically in lieu of a refund.  If the second copy
+is also defective, you may demand a refund in writing without further
+opportunities to fix the problem.
+
+1.F.4.  Except for the limited right of replacement or refund set forth
+in paragraph 1.F.3, this work is provided to you 'AS-IS' WITH NO OTHER
+WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO
+WARRANTIES OF MERCHANTIBILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE.
+
+1.F.5.  Some states do not allow disclaimers of certain implied
+warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages.
+If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the
+law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be
+interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by
+the applicable state law.  The invalidity or unenforceability of any
+provision of this agreement shall not void the remaining provisions.
+
+1.F.6.  INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the
+trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone
+providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in accordance
+with this agreement, and any volunteers associated with the production,
+promotion and distribution of Project Gutenberg-tm electronic works,
+harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees,
+that arise directly or indirectly from any of the following which you do
+or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg-tm
+work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any
+Project Gutenberg-tm work, and (c) any Defect you cause.
+
+
+Section  2.  Information about the Mission of Project Gutenberg-tm
+
+Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of
+electronic works in formats readable by the widest variety of computers
+including obsolete, old, middle-aged and new computers.  It exists
+because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from
+people in all walks of life.
+
+Volunteers and financial support to provide volunteers with the
+assistance they need, is critical to reaching Project Gutenberg-tm's
+goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will
+remain freely available for generations to come.  In 2001, the Project
+Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure
+and permanent future for Project Gutenberg-tm and future generations.
+To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation
+and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4
+and the Foundation web page at http://www.pglaf.org.
+
+
+Section 3.  Information about the Project Gutenberg Literary Archive
+Foundation
+
+The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit
+501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the
+state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal
+Revenue Service.  The Foundation's EIN or federal tax identification
+number is 64-6221541.  Its 501(c)(3) letter is posted at
+http://pglaf.org/fundraising.  Contributions to the Project Gutenberg
+Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent
+permitted by U.S. federal laws and your state's laws.
+
+The Foundation's principal office is located at 4557 Melan Dr. S.
+Fairbanks, AK, 99712., but its volunteers and employees are scattered
+throughout numerous locations.  Its business office is located at
+809 North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887, email
+business@pglaf.org.  Email contact links and up to date contact
+information can be found at the Foundation's web site and official
+page at http://pglaf.org
+
+For additional contact information:
+     Dr. Gregory B. Newby
+     Chief Executive and Director
+     gbnewby@pglaf.org
+
+
+Section 4.  Information about Donations to the Project Gutenberg
+Literary Archive Foundation
+
+Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide
+spread public support and donations to carry out its mission of
+increasing the number of public domain and licensed works that can be
+freely distributed in machine readable form accessible by the widest
+array of equipment including outdated equipment.  Many small donations
+($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt
+status with the IRS.
+
+The Foundation is committed to complying with the laws regulating
+charities and charitable donations in all 50 states of the United
+States.  Compliance requirements are not uniform and it takes a
+considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up
+with these requirements.  We do not solicit donations in locations
+where we have not received written confirmation of compliance.  To
+SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any
+particular state visit http://pglaf.org
+
+While we cannot and do not solicit contributions from states where we
+have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition
+against accepting unsolicited donations from donors in such states who
+approach us with offers to donate.
+
+International donations are gratefully accepted, but we cannot make
+any statements concerning tax treatment of donations received from
+outside the United States.  U.S. laws alone swamp our small staff.
+
+Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation
+methods and addresses.  Donations are accepted in a number of other
+ways including checks, online payments and credit card donations.
+To donate, please visit: http://pglaf.org/donate
+
+
+Section 5.  General Information About Project Gutenberg-tm electronic
+works.
+
+Professor Michael S. Hart is the originator of the Project Gutenberg-tm
+concept of a library of electronic works that could be freely shared
+with anyone.  For thirty years, he produced and distributed Project
+Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of volunteer support.
+
+
+Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed
+editions, all of which are confirmed as Public Domain in the U.S.
+unless a copyright notice is included.  Thus, we do not necessarily
+keep eBooks in compliance with any particular paper edition.
+
+
+Most people start at our Web site which has the main PG search facility:
+
+     http://www.gutenberg.org
+
+This Web site includes information about Project Gutenberg-tm,
+including how to make donations to the Project Gutenberg Literary
+Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to
+subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks.