6 files changed, 6484 insertions, 0 deletions

diff --git a/.gitattributes b/.gitattributes
new file mode 100644
index 0000000..6833f05
--- /dev/null
+++ b/.gitattributes
@@ -0,0 +1,3 @@
+* text=auto
+*.txt text
+*.md text
diff --git a/12339-0.txt b/12339-0.txt
new file mode 100644
index 0000000..b11f2c0
--- /dev/null
+++ b/12339-0.txt
@@ -0,0 +1,3023 @@
+*** START OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK 12339 ***
+
+Fremhævet-Bold = #/#
+Kursiv-Italics = _/_
+
+
+
+Herman Bang
+
+
+HENDES HØJHED.
+
+
+Til Max Eisfeld.
+
+
+
+
+Hendes Durchlaucht rømmede sig, smilede endnu en Gang naadigt og stak
+Næsen ned i sin Kameliabuket.
+
+Fødselsdagskomiteen nejede paa Rad og kom i baglænds Kniks til Døren.
+
+-Uh--det gav Varme, sagde Fru Hofapothekeren. Hun var rød som en
+Kobberpotte af Sindsbevægelse og stramt Korset.
+
+Gehejmeraadinden gik i Gulvet en sidste Gang, lige som et Lys foran
+Dørsprækken.
+
+#Mon amie,# sagde Statsraadinden til Gehejmeraadinden; de tog Galosker
+paa i Forgemakket--denne Kone....
+
+-Højheden har faaet sin Villie, sagde Gehejmeraadinden og saa' hen mod
+Fru Hofapothekeren--hun vendte Ryggen til og knappede et Par Knapper
+op i Livet, henne i en Krog--Gehejmeraadinden saa' ud, som om hun
+lugtede til noget stygt.
+
+De gik ned ad Trappen. Fru Hofapothekeren stak en Thaler ud til
+Portneren. Hajdukken havde hun givet en Ti-Mark. Fødselsdags-Komiteen
+travede hjem ad Alleen med opløftede Skjørter over Galoskerne. Fru
+Apothekeren pustede som Hale.
+
+-Ja, sagde hun, det var da Pengene værd. Hun havde betalt hele
+Buketten.
+
+Gehejmeraadindens Skjørter fløj indigneret op, saa man saa' hele den
+tomme Ben-Længde, hvor Anatomien tænker sig en Læg.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Hendes Durchlaucht blev staaende nogle Øjeblikke. Saa lod hun Buketten
+synke saa inderlig træt. Da hun vendte sig, traf hendes Øjne Hofdamen
+og Hendes Højhed smilede paany--Synet af visse Gjenstande frembragte
+altid paa Hendes Højheds Mund naadige Smil, som ikke naaede Øjnene;
+#de# forblev trætte og graa--og afskedigede hende med en Bevægelse med
+Haanden.
+
+Prinsesse Maria Carolina gik alene ind gennem Gemakkerne.
+
+Det var en lang Række af Værelser. Alle Dørene stod aabne; hvide
+Rullegardiner var nede for Vinduerne, og Luften i Halvmørket var tung
+som i et Musæum.
+
+Prinsesse Maria Carolina standsede midt i Gallaværelserne og saa' sig
+om.
+
+Galla-Møblerne stod i stive Geledder langs Væggene, dækket af hvide
+Overtræk. Rundtom paa Konsoller og Borde prangede store halvstøvede
+Pragtvaser og gamle Taffeluhre, der ikke gik, men stod stille og døde.
+Oppe i Lofterne smilede korpulente Rokokko-Damer mellem røde Gevandter
+og blaa Skyer.
+
+Selv i Halvmørket var Pragten besynderlig falmet og pauvre. De gyldne
+Lister paa Vægfelterne var afblegede og sprukne rundtom. Skjoldede og
+medtagne hang store Spejle i deres Rammer _à la Louis quinze_.
+
+Prinsesse Maria Carolina gik hen til et af Spejlene: hun havde aldrig
+før lagt Mærke til, at dets Flade var sammensat af tre Glas. Hun saa'
+længe paa dette Spejl; det hertugelige Vaaben sad i alle Hjørner; det
+var en gammel Brudegave fra Residentsens Embedsmænd til en af hendes
+Slægt; hun blev Billedet vaer derinde: Man kunde se gennem Dørene ned
+ad Salene. Tre Lysekroner hang paa Rad, omhyllet af Lagener, som
+slappe, halvtømte Balloner under Lofterne.
+
+Paa Konsollen stod en Sèvres Vase. Den var sammenklinket paa den Side,
+som vendte ind til Spejlet.
+
+Inde i den næste Sal hang et halvt Dusin at Prinsesse Maria Carolinas
+Forfædre, de regerende Hertuger. Undertiden om Søndagene bad
+Slotskastellanen Hendes Højhed om speciel Tilladelse til at maatte
+vise nogle Besøgende Billederne. Det var mest Bønder eller Børn fra en
+Skole anført af deres Lærer. De listede stille hen gennem Salene og
+turde ikke tale højt, men hviskede ganske sagte og spærrede Øjnene op
+og skubbede til hinanden. Og de stirrede ærbødigt paa deres
+Landsfædres Billeder og nævnede Navnene med en egen Betoning ligesom
+Helgennavne i Bønner.
+
+Prinsesse Maria Carolina gik frem i Salen og betragtede sine Ahner. De
+var malet i Hofdragter i store Attituder, med Haanden paa et
+juvelbesat Kaardefæste. Et Par havde en Krone liggende ved Siden af
+sig paa et Bord, paa en rød Fløjelspude. En anden havde en Rulle Papir
+i den fremstrakte Haand ligesom en Kommandostav.
+
+Prinsesse Maria Carolina rullede et Gardin op og betragtede Billederne
+længe. De var nylig malet op, og de grelle Farver skinnede. Hun saa'
+paa Ansigterne. De havde alle samme Udtryk; med tom Parademine stod de
+der, midt i deres Fløjel, stive og livløse.
+
+Hendes Højhed sukkede. Det var ikke Mestre, der havde malet hendes
+Forfædre.
+
+Da Hendes Højhed traadte ind i sit eget Gemak, rev hun hastigt, som om
+hun trængte til Luft, det store Vindue op. Vaarluften slog hende
+solvarm imøde. Hun satte sig og saa' ud, støttende Hovedet i sine
+Hænder.
+
+Efter lange Regnskyl var Vaaren kommen pludselig. Friskt bredte sig
+det fine grønne over Plænerne, og Træernes Knopper var halvt sprunget
+ud. Man fornam Kastaniernes første sarte Duft og den friske Dunst fra
+den varme muldede Jord.
+
+Hendes Højhed syntes aldrig, hun havde set alting saa ungt og saa
+lyst. Himlen var saa klar og høj uden Bund. Det syntes Maria Carolina
+som om alt skinnede, Buskene og den ny grønne Plæne og Træerne og
+Horisonten....
+
+Spurvene holdt Hus mellem Elmene. Og naar man aandede, fornam man de
+vilde Ribsklasers Krydderduft.
+
+Prinsesse Maria Carolina lukkede Øjnene, som blev de blændet; og uden
+at hun vidste det, brød nervøse Taarer frem og løb ned over hendes
+Kinder.
+
+Hun følte et Ubehag overfor dette Lys og Liv, stærkt næsten som en
+fysisk Smerte. Det var, som Foraaret derude pludselig overvældede
+hende. Svimmel saa' hun gennem Taarerne den flimrende Luft, og de
+fjerne Højders blaa Linier kom i Bølgegang for hendes Øjne.
+
+Prinsessen rejste sig og lukkede Vinduet. Hun slog de lange _stores_
+for og satte sig i den halvmørke Stue. Hun vidste ikke selv, hvorfor
+hun blev ved at græde. Ellers græd Hendes Højhed kun om Søndagen i
+Kirken.
+
+Hun sad og rokkede stadig frem og tilbage og saa' stadig kun et og
+samme Billede--hun vidste ikke, hvorfor og hvor det kom fra. Det var
+Aar og Dag, siden hun havde tænkt blot med en Tanke paa sin Onkel,
+Prins Otto Georg, Aar og Dag. Og nu saa' hun ham, som var det blot
+igaar hun var Barn og nysgjerrig, staaende paa Tæerne bag hans Stol,
+havde stirret saa tit paa Onkel Otto Georgs Ild;--hun kom slet ikke
+bort fra hans Billede.
+
+Onkel Otto Georg lagde Brændestykkerne til Rette i Ovnen; og saa slog
+han forsigtigt Ild med det lille Fyrtøj og tændte Kvasset under
+Stykkerne. Flammerne slikkede og Flammerne borede. Onklen stirrede
+derind, med Hagen begravet i sine Hænder, med de skinnende døde Øjne.
+
+Maria Carolina turde ikke tale til Onkel Otto Georg. Hun laa tavs paa
+Knæ ved Siden af hans Stol og saa' ind paa Ilden i Ovnen. En Gang
+imellem mærkede den stille Prins, at Barnet laa der; og Maria Carolina
+følte Onkel Otto Georgs bløde Hænder glide saa sagte hen over sit
+Haar. Det var saadan en blød og nænsom Gliden, frem og tilbage--længe.
+Sommetider faldt Maria Carolina i Søvn, med Hovedet ind mod Onkels
+Stolearm; sommetider kom hun til at græde.
+
+Onkel Otto Georg tog hendes Hoved mellem sine Hænder, og med sin
+besynderlige, trætte Stemme, der kun havde én Tone, sagde han:
+
+_Oui--mon enfant ... mon pauvre enfant_.
+
+Han sad med hendes Hoved i sine Hænder og saa' paa hende med sine døde
+Øjne, og han blev ved at mimre paa sin ene Tone:
+
+-_Oui--mon enfant--mon pauvre enfant ..._
+
+Onkel Otto Georg rejste sig og lydløs, rokkende paa sit smukke Hoved
+med det bløde lyse Skæg, listede han hen over Gulvet til den næste
+Stue. Og tændte Ild i Ovnen, forsigtigt som en Tyv, med sit lille
+Fyrtøj, og saa' paa Flammerne med sine Glasøjne--
+
+Om Sommeren var Onkel Otto Georg hele Dagen nede i Haven hos sine
+Blomster. Hvor han elskede Roser. Han holdt Kalkene--saadan i de to
+rundede Hænder og timevis saa' han stille paa Blomsten og smilede....
+
+Maria Carolina kom forbi med sin Guvernante ... Onkel Otto Georg
+mærkede det ikke. Han stod med sit rokkende Hoved ned over Roserne og
+smilte.
+
+Guvernanten holdt op med sin evige Eksamination, gav tre Kniks til
+Prins Otto Georgs Ryg og slog en lille Bue i Gangen--Mlle Leterrier
+var altid bange for Onkel Otto Georg.
+
+--Og Maria Carolina sneg sig stille forbi ... De gik op paa
+Terrassen....
+
+Mlle Leterrier gav tit Maria Carolina Timer paa Terrassen. Man saa'
+deroppe hele Residentsen med dens Skorstene og røde Tage og
+Kirketaarnet og den lille Flod med de to Broer og den røde Kaserne,
+der var det største Hus i hele Byen.
+
+Panoramaet lettede Mlle Leterriers Undervisning.
+
+Hun havde Gloserne om sig.
+
+Træer og Huse og de røde Tage og Røgen fra Skorstenen op gennem den
+blaa Luft, og de smaa Skyer paa Himlen, og Lindene og Blomsterne
+mellem Stammerne og Stubbene, dækket af det grønne Mos, og Fuglene,
+som sang i Buskettet, og Myggene, der svirrede--det var altsammen bare
+Gloser for Mlle Leterrier.
+
+Gloser og Udgangspunkter. Mlle Leterriers Undervisning #hvilede# paa
+Udgangspunkter: hendes Methode gik ud fra det virkelige Liv. Paa
+Terrassen svælgede Mlle Leterrier i Udgangspunkter.
+
+En Spurv lod sig dumpe fra en Gren ned paa Jorden og boltrede sig i
+Terrassens Støv.
+
+Mlle Leterrier standsede og saa' paa Spurven som paa et af de syv
+Undere: _Ah--le petit oiseau ... Comme il est beau, le petit
+oiseau...._
+
+Mlle Leterrier var meget nysgjerrig efter at faa at vide, hvad det
+mon egenlig #var# for en "_petit oiseau_"....
+
+Maria Carolina stod og ludede; hun saa meget sløv paa Mlle Leterriers
+"pippende" Under.
+
+-Ah--det er en Gulspurv ... Deres Højhed véd jo nok (Hendes Højhed
+#vidste# alt ...) en Gulspurv.
+
+Mlle Leterrier var midt inde i Naturhistorien. Hun endte med Anekdoten
+om Apelles og Fuglene. Mlle Leterriers Undervisning var rig paa
+Anekdoter.
+
+-Deres Højhed, sagde Mlle Leterrier, naar Maria Carolina havde mumlet
+en af Lafontaines Fabler for Hendes Højhed Hertuginden, og Hendes
+Højhed i sit slæbende Fransk udtrykte sin Tilfredshed--Deres Højhed,
+Kunsten at undervise er Kunsten at interessere.
+
+Mlle Leterrier havde ved højtidelige Lejligheder Slagord, som hun
+kaldte Citater af Jean Jaques Rousseau.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Mlle Leterrier og Maria Carolina gik videre hen ad Terrassen. Mlle
+Leterrier var kommet ind i Botaniken ... Hun talte om Bladenes
+Bygning.
+
+-Deres Højhed ved, at Cellerne....
+
+Mlle Leterrier fortabte sig i alt, hvad Hendes Højhed vidste om
+Celler.
+
+Maria Carolina gik stille ved Siden af Guvernanten. Hun sagde
+sjældent andet end "Ja" og "Nej". Det sagde hun ikke saa livligt.
+Hendes Højhed forraadte ikke, hvormeget hun vidste om Cellerne.
+
+En Gang imellem gik hun hen til Randen af Terrassen. En høj Klokke
+havde lydt op der nede fra. Det var Frikvarterklokken i Hertugindens
+Vajsenhus.
+
+Naar Maria Carolina bøjede sig lidt ud over Rækværket, kunde hun se
+ned paa Vajsenhusets Legeplads. De smaa Unger tumlede om dernede i
+deres Lærredskitler, lo og hvinede og legede "sidste Slag" ... Det lød
+op som en Jubel.
+
+Maria Carolina stod og saa' saa "langt" ud over Rækværket.
+
+Mlle Leterrier fandt et nyt Udgangspunkt. Træt slap Maria Carolina
+Gelænderet og fulgte efter Guvernanten.
+
+Dernede sang de. Maria Carolina kendte Sangen.
+
+Det var den Leg, hvor de snurrede rundt i en Kreds--og en stod derinde
+i Kredsen og bredte sit Forklæde ud og knælede ned, og saa knælede den
+anden og saa dansede de to i Kredsen--og de andre udenom--og holdt
+hinanden i Hænderne.
+
+    "Munken gaar i Enge"
+
+sang alle Barnestemmerne i Kor.
+
+-Deres Højhed vil spørge, sagde Mlle Leterrier, som stadig var i
+Botaniken. Mlle Leterrier sagde ofte: "Deres Højhed vil spørge"....
+
+Det var en Formel.
+
+Maria Carolina spurgte ikke. Hun var saa træt af Udgangspunkter Mlle
+Leterrier spurgte for hende. Det interesserede hende saa lidt. Artig
+gik hun, med sit "Ja" og "Nej", med sit underlige graa og gamle Ansigt
+og de matte Øjne, ved Siden af sin Guvernante.
+
+Mlle Leterrier fik gale "Ja" og "Nej". Hun blev ærgerlig.
+
+-Deres Højhed har ingen ret Sans for Naturen, sagde hun.
+
+De sang dernede--hvor de sang!....
+
+Ja, det var den, de dansede efter--nu:
+
+    Ej--hvor lystigt de danser, de to--
+    Som om de havde tabt baade Strømper og Sko ...
+    --Som om de havde tabt baade Strømper og Sko....
+
+Mlle Leterrier havde set en Myretue. I et Nu var Mlle Leterrier i
+"Sanssouci". Det var en gammel Vane hos Mlle Leterrier at beskæftige
+sig med Sanssouci. Hendes tidligere Elev havde været af Huset
+Hohenzollern. Mlle Leterrier havde grupperet sin Undervisning om
+Frederik den Store.
+
+Nu var hun i Vanen: Mlle Leterrier arriverede fra alle sine
+Udgangspunkter pludseligt hjem til "Sanssouci".
+
+Det var gammel Vane. Men Mlle Leterrier havde Aandsnærværelse:
+Hertuginden var af Huset Østrig: Med en Vending gik hun over til
+Schönbrunn og sluttede med Maria Theresia.
+
+Naar Mlle Leterrier var naaet til Maria Theresia, gjorde hun en Pavse.
+Tavse gik Guvernante og Elev ved Siden af hinanden.
+
+Det højeste var, at en ensom Glose oplivede Stilheden.
+
+Maria Carolina gentog Glosen med sin trættede Stemme.
+
+-_La pelouse--Votre altesse le sait_....
+
+-_Oui--mademoiselle--la pelouse_.
+
+Frikvarteret dernede var omme. Klokken lød og Barnestøjen døde hen med
+en travl Summen.
+
+Mlle Leterrier og Maria Carolina var naaet til Enden af Terrassen.
+Vajsenhuset laa lige dernedenfor. Maria Carolina saa' to smaa
+forskrækkede Smølehoveder løbe hen over Gaarden og ind ad Døren ...
+Oppe fra Skolestuen hørte man Lærerindens Stemme og Børnene, som
+stavede op i Kor, ud gennem de aabnede Vinduer....
+
+Maria Carolina stod og ludede, mens hun lyttede.
+
+-Deres Højhed maa holde sig rank--Maria Carolina fo'r sammen og
+rettede sig--Deres Højhed holder sig forskrækkeligt ... Deres Højhed
+maa igen ha'e Bandage....
+
+Maria Carolina blev hvert halve Aar snørt et Par Maaneder i
+Jernstativ for at faa Holdning.
+
+Mlle Leterrier var træt. De satte sig paa en Bænk mellem Træerne.
+
+De mindste Piger fra Vajsenhuset kom forbi. De kom med Plejemor,
+snadrende langt henne, i deres gule Kitler, en lang Række, som en Flok
+smaa Ællinger.
+
+De tullede af efter Plejemor i de lange Kitler--de hvide Kyser bundet
+fast om de røde runde Ansigter.
+
+Maria Carolina saa' dem komme, to og to, med hinanden om Halsen,
+pludrende og hvinende løb de til og fra ... Naar de kom forbi Bænken
+blev de stille, og de hilste med smaa gravitetiske Kniks og holdt ud i
+Kjolerne og stirrede paa Maria Carolina med store runde Øjne.
+
+Og et Par af de mindste faldt, mens de kniksede, og laa og græd paa
+Jorden og stolprede op igen og kniksede igen, mens Taarerne løb dem
+ned over Kinderne....
+
+Maria Carolina sad genert og rød i Hovedet paa sin Bænk og nikkede og
+takkede.
+
+Smaapigerne var forbi. De summede sammen i Kreds og kom ikke frem--det
+lød som en Syngen, Stemmerne henne i Alleen.
+
+Mlle Leterrier saa' paa Uhret. Det var Tid: Hendes Højhed havde sin
+Time i Dans og Bevægelse.
+
+Maria Carolina rejste sig og fulgte Guvernanten. I Rosenhaven pyllede
+Prins Otto stille om mellem sine Roser, midt i Solen. Maria Carolina
+og Mademoiselle gik ham forbi: Hendes Højhed havde Dansetimer i den
+lille Balsal. Hendes Højhed Hertuginden overværede selv Prinsesse
+Maria Carolinas Timer i Dans og Bevægelser. Den gamle Lærer var et
+antikveret Balletben med mange udværts Balletbuk og Fadermordere.
+
+Prinsesse Maria Carolina dansede Kvadrille med tre Stole. Den udværts
+svedte over "Morderne" med en tynd Violin. Hendes Højhed var
+fortvivlet: Prinsesse Maria Carolina havde aldeles ingen Gratie.
+
+-Tilbage--frem--én, to, tre ... Kompliment ... Man #ser# paa sin
+Herre ... Der--der--Herren til venstre. Prinsesse Maria Carolina
+strittede fortvivlet rundt mellem sine tre Stole. Balletdanseren
+spillede og slog Takt med sin hele Krop--
+
+Der--der--tre, Deres Højhed ... Herren til højre--det røde Baand,
+Herren til højre (røde og blaa Baand om Stolene støttede Maria
+Carolinas Fatteevne) ... to, tre, Kompliment....
+
+Balletantikviteten sprang som Harlekin i Pantomimen, mens han filede.
+
+Godt--godt--en to, tre, Herren til venstre....
+
+Maria Carolina nejede igen for de røde Baand....
+
+Nej--nej--en, to, tre, Herren til venstre--
+
+-De Haandled, raabte Hendes Højhed, Hr. Pestalozzi,--de knækkede
+Haandled! Og hvilken Kompliment ... den #Kompliment!#
+
+Hendes Højhed Hertuginden var ude paa Gulvet.
+
+-Om igen....
+
+Prinsesse Maria Carolina nejede igen med rund Ryg.
+
+-Den Holdning--den Ryg dog ... Om igen....
+
+Hendes Højhed sang med.
+
+Prinsesse Maria Carolina nejede med stive Øjne for sine tre Stole....
+
+-En græsselig Kompliment--#græsselig#. Hendes Højhed ved ikke Raad:
+Prinsessen gaar saa rundrygget som en Vandbærerske.
+
+Hr. Pestalozzi tørrer sig med et Lommetørklæde, propert som et gammelt
+Sminkeklæde: det ligefrem risler af Hr. Pestalozzi.
+
+Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina er stivøjet.
+
+Om Mlle Leterrier turde sige--Mlle Leterrier hækler Mellemværk i en
+Krog, Mlle Leterrier hækler altid Mellemværk til sine jomfruelige
+Negligéer--: Prinsesse Ernestine var blevet bundet fast i Sengen om
+Natten....
+
+Saa hun ikke kunde røre sig ... Hendes Højhed Prinsesse Ernestine laa
+aldeles lige ud....
+
+Det havde hjulpet forbavsende paa Hendes Højhed Prinsesse Ernestine
+... Det var Armene, som blev bundet....
+
+Hendes Højhed Hertuginden fandt det noget stærkt ... Hendes Højhed
+Prinsesse Maria Carolina kunde forsøge at gaa et Par Timer med Lineal.
+Hendes Højhed Hertuginden var selv gaaet fire Timer med Lineal om
+Dagen--i sin Barndom.
+
+Balletantikviteten spillede op igen.
+
+Prinsesse Maria Carolina dansede Vals med en rød Taburet.
+
+Hendes Højhed Hertuginden rejste sig for at gaa. Hun skulde have Time
+i Maling. Hendes Højhed Hertuginden malede. Det var altid noget rundt
+hvidt i meget blaat. Hendes Højhed skænkede dette hvide og blaa som
+Gave til Basarer. I Gavefortegnelsen specificeredes det: Hendes Højhed
+Hertuginden, et Maleri: Aakander svømmende paa Vand.
+
+Alle Dagligstuer i Residentsen havde "Aakander paa Vand".--
+
+Desuden var Hendes Højhed Hertuginden sulten. Hendes Højhed
+Hertuginden nød regelmæssig et Maaltid hveranden Time.
+
+Prinsesse Maria Carolina gjorde Kompliment for sin Mama.
+
+Dagene gik; den ene som den anden. Hendes Højhed havde Timer; og
+Hendes Højhed havde Fritid og spadserede med Mademoiselle. Hendes
+Højhed var skrækkelig kejtet og havde store røde Hænder.
+
+I Konversationstimerne gik Hendes Højhed med Lineal.
+
+Efter Taflet kørte Hendes Højhed Hertuginden Tur. Prinsesse Maria
+Carolina sad paa Bagsædet og nikkede til Folk.
+
+De kørte altid samme Vej, ned gennem Residentsens Storgade ud til "det
+italienske Slot".
+
+Hofdamen underholdt Hendes Højhed Hertuginden; Hofdamen kunde en
+Historie om hvert Menneske de mødte.
+
+I "det italienske Slot" drak Hertuginden Chokolade. Saa vendte de
+hjem.
+
+Prinsesse Maria Carolina var meget træt, naar hun kom i Seng om
+Aftenen, og Mlle Leterrier havde faaet bundet Handskerne om hendes
+Haandled--med de røde Hænder.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Mlle Leterrier taalte ikke at blive begejstret i Sommerheden. Hun
+faldt regelmæssig lidt hen, naar hun--_via Sans souci_--var naaet til
+_cette illustre impératrice_. Maria Carolina flyttede sig en Smule paa
+Bænken, sagte, angst for at vække hende. Det var Maria Carolinas
+bedste Tid, naar Mlle Leterrier faldt lidt hen.
+
+Der var saa stille--ikke en Lyd over Haven. Stille laa i Solen Parkens
+grønne Træer og Slot og By.
+
+En Bi kom summende op mod Terrassens Skygge, surrede bort igen ud i
+den store Sol.
+
+Det var saa dejligt at sidde her i Fred, næsten som sad hun lidt
+alene.
+
+Hun skottede til Mlle Leterrier, bange ved hver en Støj.
+Vajsenhusbørnene kom forbi og kniksede; henne paa Terrassen--Hendes
+Højhed Hertuginden havde paa sin Navnedag allernaadigst skænket dem en
+Legeplads heroppe med Gynge, Balancebrædt og en Vippe--lo de og
+støjede.
+
+Mlle Leterrier sov væk.
+
+Maria Carolina stod sagte op fra Bænken og listede sig hen ad
+Terrassen. Naar Børnene raabte højt, fo'r hun sammen og vendte sig.
+
+Bag et Træ saa' Maria Carolina paa deres Leg.
+
+De stod, to og to, i en lang Række med Ryggen til hende ... Ja--de
+legede Enke....
+
+Maria Carolina kendte alle deres Lege: "Munken" og "Trold" og "Sidste
+Slag" og "Prinsessen i Buret".
+
+Hvor de løb--rundt om Gyngen--med et Hvin.--Men saa ta'--men saa ta'
+hende dog ... Aa, den tykke Martha var Enken....
+
+Rundtom hvinede de smaa. De legede "Gemme" og stillede sig med
+Ansigterne ind mod Træerne og skreg, naar de var fundet og trillede
+afsted og faldt i "Saltebrød" og sprællede, saa man saa' de runde
+lyserøde Stolper op under Skørterne....
+
+De ældre var trætte. De satte sig paa Bænkene i en lang Rad med
+hinanden om Livet og vuggede frem og tilbage. Et Par begyndte at
+synge.
+
+Rundtom sang de med, mens de gyngede med Kroppen.
+
+De smaa satte i og blev ved at synge det første Vers med deres
+skærende, høje Stemmer. En lille gullokket En var faldet og sad
+grædende paa Jorden. Hun sang, mens hun smurte Taarer og Jord rundt i
+sit Ansigt.
+
+Maria Carolina gik stille tilbage til sin Guvernante.
+
+En Dag var de smaa Piger alene.
+
+De legede alle de stores Lege og kunde ikke huske dem, og røde i
+Totterne skændtes de som smaa Hanekyllinger og satte Trutmunde op og
+blev fornærmede....
+
+Maria Carolina listede frem bag sit Træ.
+
+Hun bøjede sig ned over en lille Purk, som snøftede og gned Øjne. Skal
+jeg hjælpe? sagde hun?
+
+Den lille saa' op og stirrede lidt paa hende.
+
+Saa rev hun sig løs og løb fra hende ... De andre saa' Maria Carolina
+og begyndte at neje og holde i Forklæderne og trække sig væk,
+baglænds, skubbende til hinanden, over mod Træerne.
+
+Maria Carolina stod ene, midt paa Pladsen. Hun var helt rød.
+
+-Vil I lege, sagde hun igen og gik lidt frem.
+
+Børnene svarede ikke. De klinede sig sammen, med Fingrene i Munden. Et
+Par blev ved at knikse.
+
+-Skal vi ikke lege, sagde Maria Carolina igen, men sagtere.
+
+Der kom ingen Svar, bare nogen Smaagrynt.
+
+-Vi ska' lege "Munken", sagde Maria Carolina og gik lidt frem igen.
+
+-Kom.
+
+Hun tog en lille Pige i Haanden: Du skal holde mig, sagde hun.
+
+Den lille strittede imod og begyndte at græde. Hun borede sig ind i
+Klumpen af de andre, som stod og skulede og snøftede--det trak op til
+en Stor-Skylle.
+
+-Men--vi vil jo lege Munk, sagde Maria Carolina.
+
+Hun tog en anden om Armen; den lille græd, som hun havde en Kniv i
+Halsen.
+
+Maria Carolina slap hende. Hun saa' et Øjeblik endnu paa de smaa, som
+snøftede i Klump. Saa vendte hun sig og gik.
+
+Mlle Leterrier vaagnede. De vendte hjem til Slottet.
+
+Men Signor Pestalozzi vidste ikke, hvad der dog gik af Hendes Højhed i
+Timen i Dans og Bevægelse; Hendes Højhed begyndte pludselig at græde
+midt under Kvadrillen, mellom de tre Stole, og Graaden vilde aldrig
+høre op.
+
+Maria Carolina pressede Læberne sammen og gjorde sine Pas til Signor
+Pestalozzis Violin, mens Taarerne løb hende ned ad Kinderne.
+
+Men om Aftenen, da Mlle Leterrier havde bundet Hanskerne om hendes
+Haandled og var gaaet ud og havde lukket Døren, og hun havde hørt
+hendes Skridt bort gennem Gangen, stod Maria Carolina op igen og
+knælede ned paa Gulvet og rakte Armene op mod Himlen og græd og græd
+og græd.
+
+Hun bad til Gud med Hovedet ned i Tæppet. Maria Carolina vidste ikke
+selv, men hun syntes, hun var saa grænseløs, saa forfærdelig
+ulykkelig....
+
+Da var Maria Carolina vel en fjorten Aar.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Hendes Højhed Hertuginden valgte Maria Carolina to Veninder.
+
+Det var et Par Gehejmeraaddøtre med lyserødt Haar og Fregner til ned
+paa Halsen.
+
+De sad paa Kanten af Stolene, havde altid klamme Hænder, sagde "Ja"
+og "Nej" og aad som Ravne ved alle Maaltiderne.
+
+Om Aftenerne blev der læst højt under Mlle Leterriers Forsæde. Det var
+Bøger af Samlingen _pour les jeunes filles_. De skiftedes til at læse.
+De to fregnede forstod ikke et Ord. Naar de selv læste, smurte de paa,
+uden at drage Aande, saa Fregnerne glødede.
+
+Ingen forstod en Stavelse.
+
+Mademoiselle hæklede Mellemværk og sagde: "Meget smukt", hver Gang de
+tabte Vejret.
+
+Naar de spillede Kort, lod Veninderne altid "Hendes Højhed" vinde, og
+fik bagefter Knaset til Foræring.
+
+Maria Carolina behandlede dem med en distræt Venlighed. Mest var hun
+interesseret af, hvor meget der kunde gaa i deres Lommer. Hun troede
+virkelig, der var Plads til alt i deres Lommer.
+
+--Saadan gik Tiden.
+
+I Ferierne kom Arveprinsen hjem fra Kadetskolen.
+
+Hans Højhed Arveprins Ernst Georg var en lang Knægt, som kneb Maria
+Carolina i Armen under Taflet, saa hun var gul og grøn. Om Søndagen
+sad han bag ved hende i Kirken og knubsede hende under Prædikenen med
+knyttet Haand i Nakken. Maria Carolina kunde være gaaet i Ilden for
+ham.
+
+Hun elskede ham blindt. Hun var altid stiv som en Pind imod ham og
+talte altid til ham, som om hun var fornærmet.
+
+Arveprins Ernst Georg drillede hende med at overkysse hende. Hun var
+blodrød og grædefærdig. Bagefter sad hun i en Krog og beundrede.
+
+-Luk Munden, raabte Ernst Georg. Maria Carolina havde den Vane at
+sidde hen med aaben Mund, naar hun beundrede.
+
+Maria Carolina var meget kejtet og kunde aldrig finde sig til rette
+med sine Arme, som var lange, med meget røde Haandled. De hang og
+dinglede, som var de løse.
+
+-Armene, Deres Højhed, Armene, sagde Mademoiselle Leterrier.
+
+Og Hendes Højhed fo'r sammen, og Armene strittede krampagtigt,
+Albuerne var spidse som Syle.
+
+Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina var i sørgelig Grad uden
+Gratie.
+
+Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina fyldte seksten Aar.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Hun fik egen Hofstat. Den bestod af en Hofdame, Komtesse
+Theodora-Anna-Amalia v. Hartenstein, det fyldte godt i den hertugelige
+Statskalender. Hun var opført tre Gange. Hendes Højhed Hertugindens
+Hofstat: Komtesse Theodora-Anna-Amalia von Hartenstein, første
+Æresdame. Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolinas Hofstat: Æresdame
+Komtesse Theodora-Anna-Amalia von Hartenstein, Hofdame.
+
+Hofstat til Disposition for fremmede Fyrstinder: Æresdame Komtesse
+Theodora-Anna-Amalia von Hartenstein, Hofdame hos Hendes Højhed
+Prinsesse Maria Carolina.
+
+Komtesse Theodora-Anna-Amalia von Hartenstein var skrutrygget og
+klædte sig fortrinsvis i krèmegult. Selv naar hun havde et nyt
+Toilette, saa' det ud som om det var omsyet.
+
+Hun holdt sig op ad Prinsesse Maria Carolina og sagde altid: Deres
+Højhed mener....
+
+Komtesse Theodora-Anna-Amalia von Hartenstein vidste alt, hvad Hendes
+Højhed mente.
+
+Prinsesse Maria Carolinas manglende Ynder var indhyllet i et evigt,
+stramt lyserødt. Saa inderlig ligegyldig lod hun alt skylle sig forbi.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Hendes Højhed Hertuginden vilde adsprede hende: Prinsesse Maria
+Carolina fik Undervisning i Akvarelmaling.
+
+-Hendes Højhed har Blegsot, sagde Livlægen. Hendes Højhed trænger til
+Bevægelse.
+
+Hendes Ridetimer blev fordoblede. Maria Carolina havde en Ven. Det var
+hendes Hest.
+
+Naar hun paa sine Rideture var staaet af Hesten ude i Skoven, for at
+spadsere, kunde hun blive staaende Kvarter efter Kvarter, med sine
+lange Arme slyngede om sin "Ajax"'s Hals. Hun talte ikke til Dyret,
+gav det ingen Kælenavne og kærtegnede det ikke. Hun stod blot med
+Hovedet ind mod Dyrets Hals, stille og ubevægelig--længe. Og naar hun
+var vendt tilbage til Slottet, og Lakajen gik bort med Ajax, blev hun
+staaende og saa' efter Dyret, saa længe til det forsvandt i Porten.
+
+Onkel Otto Georg saa' hun sjældnere nu. Han var blevet mere syg de
+sidste Aar. Han sad mest stille hen og rokkede. Han talte aldrig,
+udstødte kun midt som han sad nogle underlige uartikulerede Lyd, der
+lignede Ugleskrig. Om Sommeren kom han en Gang imellem ned til sine
+Roser. Maria Carolina gik med ham og støttede ham. Han pylrede rundt
+mellem Buskene og nussede og smilede som et Barn....
+
+Han blev stadig svagere og svagere og saa tynd som en Stilk.
+
+Maria Carolina græd meget, da han døde.
+
+Aaret efter gik ogsaa Hendes Højhed Hertuginden bort. Maria Carolina
+havde et stort Ceremoniel at gennemgaa og ikke megen Tid til at sørge.
+Hun havde ogsaa kendt saa lidt til sin Moder.
+
+
+
+
+II.
+
+Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina var allerede gammel i at
+repræsentere ved Hoffet.
+
+Det var hvert Aar de samme Fester. Ballet Nytaarsdag, hvor Hans Højhed
+Hertugen i Polonæsen førte Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina. Til
+Kvadrillerne behagede Hendes Højhed Prinsessen at opbyde altid de
+samme Officerer.
+
+De tre Vintertafler og den lille intime Hof-Festlighed paa Hendes
+Højheds egen Fødselsdag med Fyrværkeriet og hendes Navnetræk, det
+kronede M.C. i grønt og gult, Landsfarverne. Og de seks smaa
+Lørdagstéer i Hendes Højheds private Appartements, hvor Garnisonens
+Dusin Officerer dansede med de unge Damer af Hofkredsen og indøvede
+Signor Pestalozzis Kvadriller, som paa Hans Højhed Hertugens
+Fødselsdag blev udført i Kostyme.
+
+Den aarlige Basar i "Borgerforeningen", hvor Hendes Højhed fik Buket
+ved Foden af Raadhustrappen og blev slæbt gennem Salen af det første
+Komitémedlem (Hendes Højhed kunde aldrig holde Trit med
+Komitémedlemmer i "Borgerforeningen") og sad paa Tribune af gult og
+grønt--Landsfarverne--mens Hofskuespiller Hr. von Pöllnitz velvilligt
+deklamerede "die Glocke".
+
+Hr. von Pöllnitz var den eneste i Salen, som ikke var ganske sikker i
+"die Glocke". Han havde megen Pathos og løftede sig paa Tæerne ved
+Enden af hvert Vers.
+
+Hr. von Pöllnitz udfyldte Hullerne i sin Hukommelse ved at fremrulle
+nogle langstrakte Lyd, der lignede fjern Torden, og han svingede med
+den højre Arm som med Vingen af en Vejrmølle.
+
+Naar Hr. von Pöllnitz var færdig--det varede Aar for Aar længere,
+inden Hr. von Pöllnitz blev færdig med "die Glocke"--sagde Hendes
+Højhed: Det glæder mig....
+
+Hun vilde sige mer og fandt ingenting og var generet af sine
+Arme--Hendes Højhed stod altid, som om hun vilde gemme sine Arme, naar
+hun skulde sige noget--og sagde igen:
+
+-Det glæder mig ... Det har som sædvanlig glædet mig meget....
+
+Hr. von Pöllnitz bukkede og pustede som en Hvalfisk. Det tog Aar for
+Aar mere paa Hr. von Pöllnitz at sige "die Glocke" paa Grund af
+Tordenen.
+
+Efter hver Basar haabede Hr. von Pöllnitz at blive Ridder af
+Husordenen. Hr. von Pöllnitz havde Medaillen for Kunst: Hans Højhed
+Hertugen havde benaadet Hr. von Pöllnitz med Medaillen til hans fem og
+tyveaarige Jubilæum. Hr. von Pöllnitz havde spillet Romeo til sit fem
+og tyveaarige Jubilæum....
+
+Hendes Højhed gik ned gennem Salen og købte noget i hver Butik.
+
+Hos Overborgmesterens Frue købte hun Peberkager. Overborgmesterens
+Frue bagte dem selv.
+
+-Jeg spiser Deres Peberkager med stor Fornøjelse, sagde Hendes
+Højhed.
+
+Hendes Højhed spiste hvert Aar Overborgmesterfruens Peberkager med
+Fornøjelse. Alle Husmødre i Residentsen laante Opskriften paa "Hendes
+Højheds Peberkager".
+
+Naar Hendes Høj hed havde besøgt Butikerne, besaa hun Forlystelserne.
+Der var et Menageri. En ung Overlærer ved Gymnasiet fremviste "et lærd
+Svin". Det sagde "Øf-øf", naar han kildede det paa Maven.
+
+Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina lo, saa Komtesse von
+Hartenstein fik Hoste.
+
+Komtesse Theodora-Anna-Amalia von Hartenstein forstod overhovedet
+ikke, at Hendes Højhed undertiden--"og ved de besynderligste
+Leiligheder, min Go'e," sagde hun til Mademoiselle Leterrier, der sad
+hen i Slotsfløjen som Oldfrue--"kunde tillade sig nogle Anfald af
+Lystighed"--"#Explosioner#, min Go'e"--saa hun næsten blev borte i
+Latter.
+
+-Aa, De véd det jo, min Go'e, sagde Frøken von Hartenstein, det er jo
+#Sorgen#: Grace #har# hun jo aldrig ... Og naar hun saa #ler#....
+
+Frøken von Hartenstein vilde ikke udtrykke sin Beklagelse.
+
+Hofdame Komtesse von Hartenstein lo aldrig uden diskret, bag sit
+Lommetørklæde.
+
+-Det er ikke enhver, som har _l'air du trône_, siger Mademoiselle
+Leterrier. Hun er mildest talt ikke tilfreds med at sidde som Oldfrue
+uden Rang.
+
+Men Frøken von Hartenstein saa' mod Loftet.--Man tier jo, min Go'e, om
+de illustre Personer, sagde Frøken von Hartenstein.
+
+Hendes Højhed havde set hele Basaren. Ved Udgangsdøren holdt
+Overborgmesteren Tale.
+
+Den Legemsdel, som er højest, naar man hugger Brænde, var i uafladelig
+Bevægelse hos Hr. Borgmesteren, naar han holdt Tale.
+
+Naar Talen var ude, stod Hendes Højhed lidt og vilde finde paa noget
+... Saa sagde hun:
+
+-Jeg takker Dem ... Det har glædet mig ... Og gik, mens man altid stod
+og ventede, hun vilde sige noget mere.
+
+Men Hendes Højhed #havde# ikke mange Ord.
+
+       *       *       *       *       *
+
+En Gang imellem slog Hendes Højhed ogsaa Søm i en Skyttefane og
+nedlagde en Grundsten.
+
+Ellers gik Dag som Dag. Der var ingen Forandring. Det var altid det
+samme.
+
+Undertiden, naar Hendes Højhed spadserede sin Tur paa Terrassen og
+saa' over mod det lange graa Slot, stilløst og trist, med sine mange
+smaa Ruder og de gamle Kanoner, som var kørt op og stod og rustede
+foran den høje Trappe, og Skildvagten--den ene Mand, som drev op og
+ned, vendte om og vendte--følte Hendes Højhed som en træt Beklemmelse,
+som om hele den graa Slotskasse et Øjeblik trykkede paa hendes Bryst.
+
+Hun saa' fra Siden hen paa Komtesse von Hartenstein, der gik sirligt
+som en Danserinde paa Benene. Og Hendes Højhed gik hurtigere til,
+irriteret ved det evige Sam-Trit.
+
+Men Komtesse von Hartenstein kom ikke ud af Trit med Højheden.
+
+Og efter sin Tur vendte Prinsesse Maria Carolina tilbage til sin
+Vandfarve eller til sit Broderi. Komtesse von Hartenstein læste højt
+af _Revue des deux Mondes_.
+
+Om Aftenen sad Hendes Højhed i Hoftheatret i sin Loge. Unge Begyndere
+og udtjente Heltefædre aflirede Schillerske Vers.
+
+Hendes Højhed hørte det som i Telefon og halvt i Søvne. Hendes Højhed
+berørte en Gang imellem flygtigt Spidsen af Næsen med Kanten af sin
+Vifte. Spidsen af Næsen bevægede sig, naar Hendes Højhed skjulte en
+Gaben.
+
+Saadan gik Tiden, og Dag efter Dag.
+
+Og det hændte, at Hendes Højhed pludselig overrasket blev vaer, at
+Markerne grønnedes, og Engene langs Floden, og at Buskene ved Vejen
+stod med store Knopper.
+
+-Men at det er Foraar? sagde hun.
+
+-Vi har idag kun fjorten Dage til Hans Højhed Hertugens høje
+Fødselsdag, sagde Frøken von Hartenstein.
+
+-Ja, det er jo sandt, sagde Hendes Højhed. Hun blev ved at se ud over
+de grønne Marker.
+
+
+
+
+III
+
+Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina var giftefærdig.
+
+Nogle Aar var der forskellige Sendebud paa Besøg ved Hoffet. Tre, fire
+Prinser kom selv.
+
+Maria Carolina blev ved Taflet ført tilbords af den fremmede Højhed.
+De sad begge generte mellem de diskrete Ekscellencer af Hofstaterne og
+sagde halvhøjt de ligegyldigste Sætninger med oplivede Ansigter.
+
+Men pludselig standsede de midt i det, og de fandt ikke mer at sige,
+men sad og blev ved at smile, bøjet ind mod hinanden som Folk, der
+lige vil til at tale, og fandt ikke noget.
+
+Damerne og Herrerne af Hofstaterne blev stikkende i de hviskede
+Samtaler, og, som Højhederne, sad de smilende, bøjede frem med
+interesserede Ansigter og sagde ikke noget, drejede Knivene mellem
+deres Fingre og saa' paa hinanden.
+
+Hans Højhed rømmede sig meget højt, Gang efter Gang. De unge Højheder
+sad i samme Stilling, smilende ind mod hinanden, som Figurerne i et
+Vokskabinet.
+
+--Den Mund, naar hun dog lukkede den Mund. Komtesse von Hartenstein
+var nervøs, som var det hende selv, der gerne skulde giftes.
+
+Efter Taflet drak man Kaffe i den gule Sal. Hertugen gik til
+Tarokbordet, og Damerne og Herrerne af Hofstaterne gjorde sig smaa
+rundt om i Krogene. Komtesse von Hartenstein stak en Naal ud og ind
+gennem et Stykke Kanevas og bildte sig ind, at hun broderede.
+
+Maria Carolina blev meget livlig. Hun blev ved at tale, hun gav slet
+ikke slip paa Eksellencerne Kurth og Quaade.
+
+Det var et Spørgsmaal i Forstvæsen, der interesserede Hendes Højhed ...
+Hendes Højhed kunde ikke forstaa....
+
+De to Eksellencer stod og trippede under Lysekronen. Hendes Højhed
+hørte ikke en Lyd af hvad de sagde, men hun blev ved at spørge og tale
+meget højt og bevæge den udslaaede Vifte.
+
+Den fremmede Durchlauchtighed snoede sit Overskæg og betragtede sine
+Støvler.
+
+-Som jeg siger, kære Eksellence....
+
+Den kære Eksellence stod som paa Gløder: Han var den sidste.
+Eksellencen von Kurth var sluppet bort i en Pavse med tre Reverentser.
+
+Eksellencen von Quaade tog en Beslutning: han brød af midt i en
+Sætning og gik baglænds.--Ja, ganske vist, sagde han, Deres Højhed,
+ganske vist.
+
+Der blev et stort tomt Rum rundt om Deres Højheder.
+
+De tog Plads ved et Bord og saa paa nogle Tegninger.
+
+Den næste Formiddag var der arrangeret en Udflugt. Herskaberne spiste
+Frokost paa Bjergslottet, og bagefter blev der spaseret i Skoven.
+
+Følget blev borte. De to unge Højheder var alene. Maria Carolina
+krammede krampagtigt om sit Parasolskaft og sagde nu og da nogle
+stakaandede Ord, mens de gik. Den fremmede Durchlaucht lavede en lang
+Snirkelgang efter sig i den muldede Jord med sin Stok.
+
+Tilsidst gik de tavse lidt fra hinanden. Den fremmede Durchlaucht saa
+fra Siden hen paa Prinsesse Maria Carolina. Hun tog sig ikke ud i
+Profil.
+
+Pludselig blev de Komtesse von Hartenstein vaer ved Omdrejningen af en
+Allé. Hans Durchlaucht bøjede sig hastigt ned over en Stub og pirrede
+i Muldet med sin Stok:-Nej--der var Myrer--Myrer i Stubben.
+
+-Ja ... Hendes Højhed troede virkelig ogsaa, der var en Myrekoloni i
+Stubben ... Hvor mærkeligt med de Dyr....
+
+De stod begge og saa ned i Stubben. Hendes Højhed gav sig til at le.
+Hun var kommet til at tænke paa en af Mlle Leterriers Anekdoter. En
+fra Sanssouci.
+
+Hun fortalte den. Den fremmede Durchlaucht lo og fortalte om sin
+Guvernør. Nu var han Professor i "Oldpersisk".
+
+De lo begge længe af Ordet "Oldpersisk".
+
+-Og saa var han skævmundet, sagde Hans Durchlaucht.
+
+De unge Højheder blev ved at le, mens de gik hen mod Komtesse von
+Hartenstein.
+
+-Som to Børn--min Go'e, sagde Komtesse von Hartenstein til
+Mademoiselle Leterrier, de var glade som to Børn, da jeg overraskede
+dem....
+
+Næste Dag rejste den fremmede Durchlaucht.
+
+Hvis Hendes Højhed følte sig skuffet, plagede hun i al Fald ingen med
+sin Skuffelse. Hun blev atter ført til Bords til dagligt Taffel i den
+mindre Spisesal af Hans Højhed Hertugen; og efter Taflet broderede
+hun--mens Komtesse von Hartenstein læste højt--paa sin Kakkelovnsskærm
+med Perler til Borgerforeningens Basar.
+
+Hendes Højhed sad bøjet ind under Lampen og stak Sølvperlerne paa den
+fine Naal. Lyset faldt ned paa hendes røde Haandled og paa Ansigtet,
+som hun holdt hen i Skæret.
+
+Hendes Højheds Kindben traadte skarpt frem, naar Lyset faldt saadan.
+Hendes Højhed begyndte at blive noget spids.
+
+En Aften, da Arveprinsen var hjemme i Besøg, sagde han--han havde
+staaet og set paa hende, som hun sad der, mager og yndeforladt:
+
+-Maria Carolina, tror Du det klæ'er Dig at sidde der og stange
+Perler?
+
+Han havde sagt det pludselig. Det gav et Sæt i Maria Carolina,
+
+-Dig kan vi da sende til Eisenstein straks, sagde Arveprinsen og
+drejede sig om paa Hælen.
+
+Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina bøjede sig dybere frem over
+Bordet. Lidt efter samlede hun stille Perlerne sammen og pakkede
+langsomt Broderiet ind i sit Papir.
+
+Hendes Højhed trak sig lidt tidligt tilbage; hun havde en Smule ondt i
+Hovedet; hun saa ogsaa bleg ud.
+
+Hun gik med sin Broderipakke i Haanden hen til Hertugens Tarokbord.
+Han spillede med Arveprinsen.
+
+Hans Højhed Hertugen kyssede hende paa Panden, mellem to Stik.
+
+-Godnat, min Pige, sagde han.
+
+-Godnat.
+
+Arveprinsen saa op paa sin Søster. Hun var saa bleg.
+
+-Hvad, er du daarlig, Mis, sagde han--det var hendes Kælenavn fra
+Barn--og han førte kærtegnende hendes Haand op til sin Kind. God
+Bedring, Stakkel.
+
+Hendes Højhed var meget nervøs. Der faldt et Par Taarer ned paa Pakken
+med Borgerforeningens Kakkelovnsskærm, mens hun hastigt gik hen
+gennem Salen.
+
+Den næste Morgen havde Hendes Højhed røde Øjne, da hun red Tur med sin
+Broder, Arveprinsen.
+
+De var gode Venner, paa deres gamle Maade. Han drillede hende, og hun
+var noget sky og ofte studs.
+
+Men undertiden, naar han efter Taflet med et "Velbekomme Mis" kyssede
+hende paa Kinden, kunde Hendes Højhed et Nu skælvende trykke sig
+krampagtigt ind mod Broderens Skulder; og Arveprinsen saa' efter
+hende, mens hun gik over Gulvet og stille skænkede Kaffen og bragte
+den til Hans Højhed Hertugen.
+
+Naa--Arveprinsen strakte de kønne Ben i Husartrikoterne ud fra
+sig--det er s'gu heller ikke muntert ... Han blev ved at se hen paa
+Søsteren, som skænkede Kaffen ved Siden af Komtesse von Hartenstein:
+
+-Næ-æ, man kan s'gu ikke kalde det for muntert.
+
+Hans Højhed Arveprinsen blev aldrig mere end tre Dage ad Gangen i
+Residentsen. Han laa ved Regimentet i Potsdam.
+
+Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina var atter ene paa sine
+Rideture. Hun lod den nye Ajax gaa langsomt hen ad Skovvejen. Gamle
+Ajax var skudt, den var blevet saa stiv i Benene og saa smaat
+blindøjet begyndte den ogsaa at blive. Saa havde Arveprinsen skudt
+den: og Maria Carolina havde ladet det gamle Dyr begrave i Randen af
+en Lysning i Skoven under en Eg. Det var hendes kæreste Yndlingsplet i
+den hele Skov. Men forresten kendte hun hver Udsigt og hver Sti. Hun
+havde færdedes her sin lykkeligste Tid.
+
+Skovfogedens Børn legede ved Gærdet. Hendes Højhed holdt Ajax an og
+hørte paa Legen.
+
+Hendes Højhed holdt saa meget af Børn. Hun stod af Hesten og satte sig
+paa Grøftekanten mellem Purkene, og de red Ranke og de jublede og lo
+med hendes høje Ridehat ned over Ørene....
+
+Maria Carolina kunde bedst tale med Børn. Hun vilde jo alle det saa
+inderlig godt--men hun vidste aldrig noget rigtigt at sige til alle de
+andre fremmede Mennesker.
+
+De talte ogsaa tidt om saa meget, om Ting, hun ikke vidste og ikke
+kendte til.
+
+Og hun forstod dem aldrig rigtig og stod saa fremmed og smilte blot og
+blev sky og genert....
+
+Med Børn var det noget andet. Med dem pludrede hun og lo. Halve Timer
+sad hun der paa Gærdet midt i Flokken--de væltede sig over hende,
+baade paa Bryst og paa Mave, og hendes Ridekjole pyntede de med Burrer
+og de mindste red paa hendes Skuldre hen ad Skovvejen.
+
+Lakajen holdt ærbødigt mellem Træerne, stiv som en Skildvagt paa sin
+Hest.
+
+Naar Hendes Højhed vendte hjem, holdt hun ved Skovmøllen og Møllerens
+Datter, Anna Lise, bragte hende et Glas Mælk.
+
+Den gamle Møllerkone med det runde, rødmussede Ansigt kom frem i Døren
+og nejede, og Hendes Højhed drak Mælken.
+
+-Naar bli'r det saa? sagde Hendes Højhed.
+
+-Aa, og Møllerkonen nejede, det har Stunder, Deres Højhed.
+
+-De véd, jeg gi'er Udstyr, sagde Hendes Højhed, til Tak for Mælken.
+
+Anna Lise fik Glasset igen og nejede.
+
+-Prosit, Deres Højhed.
+
+-Ja, Gud velsigne, sagde den Gamle og nejede igen.
+
+-Tak.
+
+-Farvel. Hendes Højhed red.--Møllehjulet klaprede hen gennem
+Skoven. Langt inde mellem Træerne sang et Par Fugle. Hendes Højhed
+holdt Ajax an og lyttede: En Spætte havde travlt der paa den nære
+Stamme.
+
+Ved Enden af Vejen saa' man Slots-Parkporten med sine to itubrukne
+Vaser.
+
+Hendes Højhed red Fod for Fod.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Arveprinsen skulde paa Rejser i Orienten. Hans Højhed Hertugen solgte
+sine Heste for at spare. Maria Carolina gik i omsyede Kjoler. Det var
+Tanternes Galla-Rober fra Wien.
+
+
+
+
+IV
+
+Hoffet var for første Gang inde fra Landet for at gaa i Theatret.
+
+Hendes Højhed saa i Kikkerten efter kendte Ansigter. Hun havde sat sig
+tilrette paa den gamle Plads i Logen, halvt bag det Fløjelsforhæng og
+følte det saa hjemligt rart: Alle Abonnenterne havde deres gamle
+Pladser i Balkonen--nu kunde man da se, ved den nye Krone, som var
+hængt op under Sommeren.
+
+Hendes Højhed hørte ikke et Ord af "Don Carlos". Naar hun, en Gang
+imellem vendte Ansigtet mod Scenen, saa hun Hr. von Pøllnitz staa paa
+Tæerne, med Hænderne presset ind mod sit Bryst ... Hr. von Pøllnitz var
+Marquis Posa ... Hr. von Pøllnitz havde vist igen lagt sig ud i
+Ferien ... Ovre i Hofdamelogen blundede Frøken von Hartenstein
+allerede, siddende som en Tinsoldat saa ret op i sin Stol.
+
+Hendes Højhed blev ved at sidde med Kikkerten for Øjnene eller Viften
+halv udfoldet i Haanden i sit Skød--og saa' ikke og hørte ikke. Hun
+vidste ikke, hvorpaa hun tænkte; hun følte kun, hun sad saa godt i Ro
+her i Krogen, mens de spillede alt det dernede.
+
+Naar der applavderedes, løftede hun Hænderne op over Logebrystningen
+og førte mekanisk de behandskede Haandflader et Par Gange lydløst imod
+hinanden. Hun vidste det knap, naar hun gjorde det.
+
+Det var en "Sortie" af Hr. von Pøllnitz. Han svedte som en Lastdrager.
+Hr. von Pøllnitz svedte altid, naar han tolkede stærke Følelser.
+
+Hr. von Pøllnitz spejlede sig i Foyeren. Hr. von Pøllnitz spejlede sig
+gerne, naar han var i Trikoter. Han stod i Positur, saa han saa' begge
+Rundingerne af sine Lægge og smilede med et fint Hofsmil til Spejlet.
+Hr. v. Pøllnitz lod Bolingbroke smile saadan til Lady Marlborough.
+
+Naar han var alene, vred Hr. von Pøllnitz Hovedet af Led for at se sig
+paa Ryggen. Hr. von Pøllnitz havde sin Fejl #der# bagtil. Han var for
+fyldig #der#, hvor Menneskene sidder. Intendanten lod ham ofte høre
+det i Helteroller. Hr. von Pøllnitz spejlede i Enrum altid den for
+høje Legemsdel....
+
+Hr. von Pøllnitz var sunket hen i Udsigten til begge sine Lægge....
+
+Prinsesse Eboli kom hen til Spejlet. Hr. v. Pøllnitz for op:
+
+-Kære Ven--man troede altid Hr. von Pøllnitz mindst havde talt
+Stjernerne og vilde meddele Resultatet, naar han sagde sit "kære
+Ven"--saa De. Højheden deltog i Applavsen?
+
+Regisseuren kaldte paa Marquis Posa....
+
+Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina sad stadig ubevægelig i sin
+Krog. Hans Højhed Hertugen tog Plads bagved hende. Han sad og førte
+uafladelig sine fem udspilede Fingre gennem sit lange Skæg, indtil han
+faldt i Søvn. Han vaagnede regelmæssigt ved Lyden, naar Tæppet raslede
+ned. Han satte sig da hen til Logebrystningen i Lyset, bøjet frem mod
+Prinsessen. Han havde, naar han sad foran i Logen, den Vane at bevæge
+Læberne, som om han stadig talte. Han sagde aldrig et Ord.
+
+Hendes Højhed saa' over i Hofdamelogen. Frøken von Hartenstein var
+vaagnet--midt i Akten, Hun sad med opspilede Øjne og stirrede ned paa
+Scenen. Komtesse von Hartenstein saa' ud som en skræmt Høne.
+
+I samme Nu slog hende den besynderlige Klang af en Stemme fra
+Scenen--raa, næsten dyrisk. Hendes Højhed fo'r uvilkaarlig sammen: Det
+var Don Carlos, der talte til Dronningen.
+
+#Han# var hæslig, og hvor tynd--med et fladt Ansigt, kun et Par store,
+hede Øjne ... Hvor slog han dog om sig med de lange Arme.
+
+
+    Sie waren mein--im Angesicht der Welt,
+    Mir zugesprochen von zwei grossen Thronen,
+    Mir zuerkannt von Himmel und Natur,
+    Und Philipp--Philipp hat mir sie geraubt.
+
+Hendes Højhed bøjede sig ned og læste Don Carlos' Navn paa den
+udslagne Plakat: Josef Kaim. Og skønt hun egentlig ikke vilde, fulgte
+hun forbavset med Øjnene hver Mine, bøjet lidt frem og uden Kikkert.
+
+Hun hørte knap Ordene han talte, bare Stemmen blev hun ved at høre. Og
+nysgjerrig, halvt skræmt, som hun vilde bøje sig ned over noget sært
+Kræ, der krøb hendes Vej forbi paa Jorden, saa' hun ned paa ham.
+
+Han talte og krængede Læberne frem, saa man saa' alle hans Tænder; og
+han bøjede sig sammen med knyttede Hænder, som sled han i Raseri i
+fangende, usynlige Stænger.
+
+-Kretiner, sagde Hans Højhed Hertugen bag hende. Han var ogsaa
+vaagnet.
+
+Eksellencen von Kurth blev kaldt op i den hertugelige Loge i
+Mellemakten.
+
+Maria Carolina hilste og rakte ham Haanden.
+
+-En oprørsk Person, vor nye Elsker, Deres Højhed, sagde Eksellencen
+og bukkede.
+
+Det var Hendes Højhed, som hun havde søgt om de Ord ... Ja, sagde hun
+og saa igen hans Stillinger, som han havde staaet i overfor
+Dronningen ... Ja....
+
+-Vort Hoftheater er ikke noget Menageri, sagde Hans Højhed.
+
+Eksellencen von Kurth stod forbløffet: Ja--sagde han--Deres Højhed
+har Ret, den unge Mand er noget heftig....
+
+Tæppet gik op igen og atter ned. Aftenen forløb.
+
+-Saa tager vi vel hjem, sagde Hans Højhed.
+
+-Ja. Maria Carolina lagde sin Arm i hans. De gik ud gennem
+Forværelset ned ad Trappen.
+
+Eksellencen von Kurth og Intendanten stod i Vestibulen. Intendanten
+skrabede ud, med ynkeligt Ansigt, og den højre Skulder tilvejrs, som
+om han ventede noget korporligt paa Siden af Hovedet.
+
+-Ja, ja, sagde Hans Højhed, som von Kurth siger en oprørsk Person ...
+Hendes Højhed blot smilede.
+
+De gik videre ud paa Trappen i det fri. Det havde regnet, og der faldt
+endnu nogle enkelte, store Draaber paa Stenene. Den friske Kølighed
+slog ned fra Parkens Træer.
+
+-Aa, det har regnet, sagde Maria Carolina. Hun følte et Velbehag
+under den frie Himmel.
+
+-Slaa dog Vognen ned, sagde hun. Det regner jo ikke mer.
+
+Hertugen kørte bort med sin Kavaler. Maria Carolina blev staaende paa
+Trappen, mens de slog Vognen ned. Hun strakte Haanden ud for at fange
+en Draabe.
+
+-Men det regner endnu, sagde Komtesse von Hartenstein. Det blir en
+Skylle igen ... Frøken von Hartenstein havde en Hat med ægte Fjer.
+
+-Aa--blot lidt fra Træerne....
+
+De begyndte at køre, og i hastigt Trav rullede de ad Alleen ud paa
+Landevejen, gennem Dalen. Uvejret var lige hørt op. De mørke Skyer
+rullede sig bort over Højderne som et stort Klæde. Himlen var dybblaa,
+saa fuld af Stjerner.
+
+Vejen bugtede og løb langs med Floden. Let Damp stod op af Strømmen.
+Det mørke Vand saas ind mellem svajende Pile.
+
+-Kør langsommere, sagde Maria Carolina.
+
+De kørte ganske langsomt. Hestene raslede i Seletøjet, utaalmodige
+efter at komme hjemad. Saa gik de atter stille Fod for Fod.
+
+Der var som i Vaar en Duft fra Græs og Træer. Saa stille, at man hørte
+Draabernes Fald, naar de en efter en glede fra Pilenes Blade ned i
+Strømmen.
+
+-Hvor Natten er smuk.
+
+Hendes Højhed aandede dybt. Hun sad med tilbagelænet Hoved og saa op i
+Natten.
+
+Et Vers faldt hende ind og et andet og et endnu. Hun vidste ikke, hun
+kunde dem udenad, nu hvor de kom--de dejlige Ord.
+
+-Hvor Natten er smuk, sagde hun igen.
+
+De var kørt bort fra Floden, opad i Højderne. Borte i Horisonten korn
+nu og da et hastigt og fjernt Lyn. Graner og Birke duftede paa
+Skraaningerne. En Hund fo'r op i et Vogterhus, inde i Skoven, og
+glammede.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Hendes Højhed sad foran sit Toiletspejl. Kammerpigen flettede hendes
+Haar.
+
+Vinduerne stod aabne bag de lange Stores. Et Par Insekter fløj omkring
+Lysene.
+
+De fløj rundt og rundt; ind gennem Flammen og sved sig; rundt og
+rundt ... Hendes Højhed slog til dem: Aa--de Dyr, sagde hun.
+
+Det faldt hende ind, hvem Mennesket lignede....
+
+Ja.
+
+Billedet i Hertugindens Dagligstue, hvor Marie Antoinette føres til
+Fængslet ... Der stod en ung Mand med knyttet Haand og Hovedet lidt
+bøjet ... Allerforrest, tilhøjre....
+
+Det var ham, han lignede.
+
+De to Insekter surrede ind i Lyset og faldt ned.
+
+-Aa, luk Vinduet, sagde Maria Carolina Der flyver saa meget Kryb
+herind.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Hoffet havde boet i Residentsen en Maanedstid. Dag fulgte efter Dag i
+vanligt Trit.
+
+Hendes Højhed malede Akvarel; hun gav enkelte Dage Kur; hun spaserede
+sin Time med Komtesse von Hartenstein paa Terrassen.
+
+Hendes Højhed mødte undertiden Hr. Hofskuespiller Kaim ... Det kunde
+ikke nægtes, han var hæslig. Det flade Ansigt saa gult som en Citron.
+Han hilste ogsaa meget kejtet med sin høje Hat.
+
+Det var en Dag, midt i November, en Formiddag med det fuldeste Lys
+over Parkens mange farvede Træer; tyndt var Løvet, faldne Blade laa
+allerede som et gulbroget Tæppe over Gange og Plæner. Hendes Højhed
+havde drukket Kaffe i det øverste Lysthus med nogle Damer. De havde
+netop rejst sig for at gaa, da Hr. Josef Kaim kom forbi Verandaen.
+
+Hendes Højhed gik ned ad Trappen med et Par Damer. Hr. Kaim hilste.
+
+Hendes Højhed standsede paa det nederste Trin.
+
+-Hr. Kaim, sagde hun. Her er en meget smuk Udsigt oppe paa
+Platformen. Vil De maaske se den idag--her er just aabent?
+
+Hr. Kaim var bleven staaende med et Sæt--med Hatten i Haanden.
+
+-Jeg takker--jeg takker Deres Højhed.
+
+-Steindl--Hendes Højhed vendte sig til Tjeneren--vis De Hr.
+Hofskuespiller Kaim op paa Platformen ... Udsigten er virkelig smuk....
+
+-Jeg--har hørt det ... Deres Højhed....
+
+Hendes Højhed hilste og gik videre med sine Damer.
+
+Gehejmeraadinden talte fremdeles om Dronningen af Rumænien.
+
+-En Majestæt, der sætter Versfødder sammen, sagde hun....
+
+-Og gi'er _Kærlighedshistorier_ i Trykken....
+
+-_Horrible_, sagde Mlle Leterrier.
+
+-Ja--det var den samme Stemme--kort og vred, som om Mennesket
+stadig fo'r op mod en Fornærmelse.
+
+Hendes Højhed var standset. Hun saa et Øjeblik udover den skinnende
+Have.
+
+-Ja--sagde hun--Dronning Elisabeth skriver smukke Poesier.
+
+Mundene klappede bums i paa Damerne.
+
+Mlle Leterrier tog Teten: _Mais oui_--sagde hun--_votre Altesse--des
+vers étonnants_....
+
+Og i samme Tone som naar hun tog Udgangspunkter for Hendes Højhed den
+Gang, for femten Aar siden, sagde hun igen:
+
+-_Oui--voilà une madame de Staël sur le thrône_....
+
+De andre Damer tav og lod Fru Staël sidde paa sin Throne. De vendte
+tilbage til Slottet.
+
+Om Eftermiddagen kørte Hendes Højhed Tur til det italienske Slot med
+Komtesse von Hartenstein. Naar hun efter Taflet havde skænket Kaffen
+til Hans Højhed Hertugen--Hans Højhed Hertugen var meget plaget af
+Gigt i denne Vinter; Hans Højheds Spillebord var flyttet hen lige
+foran Ilden--kørte hun i Theatret; eller hun sad hjemme i sin vante
+Krog i den gule Sal.
+
+Hendes Højhed læste i Vinter helst selv.
+
+Hendes Højhed læste Schiller.
+
+Hun sad bøjet og læste med Bindet i sit Skød. Hun holdt tidt op og saa
+ud for sig med Hovedet støttet i sin Haand.
+
+Man hørte i Salen kun Kortenes sagte Fald mod Bordet, naar de
+spillede, og Hofmarschallens Gammelmandshoste, som han søgte at faa
+til at tage sig ud som en diskret og undertrykt Latter, der lød saa
+umotiveret hen i Stilheden.
+
+Hendes Højhed lod Haanden synke og saa sig rundt i Salen. Hun saa Hans
+Højhed Hertugens bøjede Ryg og Hofmarschallen i Profil--hans Hoved
+rokkede lidt.
+
+Komtesse von Hartenstein sad nogle Skridt fra hende. Den sorte Paryk
+stak grelt af mod Panden, der var fuld af _poudre de riz_ over
+Rynkerne....
+
+Og Hendes Højhed bøjede sig og læste igen.
+
+-Maria Carolina, kaldte Hans Højhed. Maria Carolina rejste sig og
+lukkede Bogen.
+
+-Vi er færdige, sagde Hans Højhed.
+
+Maria Carolina gik stille hen til Spillebordet og tog Plads.
+
+De høje Herskaber spillede et Parti Piqué, før de trak sig tilbage.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Komiteen til "Borgerforeningens" Basar opfordrede Hr. Hofskuespiller
+Joseph Kaim til at yde sin velvillige Assistance med et
+Deklamationsnumer. Det var Overborgmesteren, som fik Ideen i et
+Komitemøde en Aften, da han havde været til Taffel.
+
+I Damekomitemødet paa Slottet forespurgte man Hendes Højhed
+Protektricen om Tilladelse til at anmode--"det var maaske en
+Afveksling"--Hr. Josef Kaim om at assistere ved Basaren.
+
+Hendes Højhed mente, at Hr. Kaim vel allerede havde et stort Publikum.
+
+Hr. Hofskuespiller Kaim lovede villigt at efterkomme Opfordringen.
+
+Hr. Hofskuespiller von Pøllnitz maatte tilstaa, at han #forstod# ikke
+Komiteen.
+
+Hr. von Pøllnitz var i disse Dage altid paa Gaden. Man faldt over Hr.
+von Pøllnitz, blot man satte sin Fod paa Gaden.
+
+-Kære Ven sagde han--#begriber# De?--
+
+Intet Knaphul var helligt for Hr. von Pøllnitz: I tyve Aar--kære Ven
+... tyve Aar ... har jeg vist dem den Venlighed--
+
+-Ja--bedste Hr. von Pøllnitz ... jeg skal denne Vej....
+
+-Tyve Aar ... Hr. von Pøllnitz tog sig til Panden og blev staaende et
+Øjeblik med udstrakt Arm, Fingrene udspilede, og med stirrende
+Øjne--Kære Ven--Naa--skal De denne Vej?--jeg følger Dem....
+
+Hr. v. Pøllnitz gik Gade op og Gade ned.
+
+-Men der maa jo være Grunde, sagde han. Man skylder mig Grunde ... Man
+maa give mig Grunde....
+
+Naar om Aftenen Gæstestuen i "Hertugen" blev lukket, tog Hr. von
+Pøllnitz en Arm. Hr. von Pøllnitz slap den sent:
+
+-Kære Ven--Hr. von Pøllnitz standsede og saa Ledsageren lige ind i
+Ansigtet--Tingen er, man kan jo ikke #tie#--der maa jo tages
+Forholdsregler ... man maa dog vide....
+
+Hr. von Pøllnitz kom hjem Klokken to, tre om Natten.
+
+Naar Hr. von Pøllnitz var hjemme, sad han stille hen i sin Stol med
+Hænderne paa sine Laar. Undertiden løftede han langsomt Armen og
+lagde smerteligt Haanden op paa sin Plade.
+
+-Det er jo det--Mariane, sagde Hr. von Pøllnitz til sin Frue--#hvis#
+man #begreb# det.--
+
+       *       *       *       *       *
+
+Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina havde aldrig set saa godt ud.
+Hendes Højhed var i noget fornemt, slankt Graat, der klædte hende rent
+mærkeligt: Hendes Højhed var næsten smuk, som hun kom ind i Basaren
+med Overborgmesteren.
+
+Hendes Højhed gik op ad Trinene til Tribunen og tog Plads. Sangerne
+begyndte at synge.
+
+Hr. Pøllnitz havde tilbudt sig at staa i Tombola.
+
+-Kære Pøllnitz, havde Fru von Pøllnitz sagt: om du vilde følge mit
+Raad.
+
+Hr. von Pøllnitz fulgte altid sin Kones Raad: Hr. von Pøllnitz stod i
+Tombola med et bredt Bonvivantsmil.
+
+-Hvor det er morsomt engang at høre en anden--sagde Hr. von Pøllnitz
+til alle. Han var saa urolig, at han trippede.
+
+-Kære Ven, sagde han. Man har fri....
+
+Hr. von Pøllnitz var lykkelig.
+
+Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina var lidt ubarmhjertig mod
+Borgerforeningens Buket: Der faldt under Sangforeningens Sang det ene
+Blad efter det andet ned for hendes Stol.
+
+Hr. von Pøllnitz lagde Armene overkors ved sin Tombola: Hr.
+Hofskuespiller Josef Kaim kom frem i Kjole og hvidt.
+
+Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina hilste ved at bøje Ansigtet ned
+over Borgerforeningens Buket.
+
+Hr. Josef Kaim deklamerede "Sangerens Forbandelse". Han havde hængende
+Skuldre i en flunkende ny Kjole. Skjorten skød sig under Anstrængelsen
+op og stod ud af Vesten, og Hr. Kaim trak den ned mellem hvert Vers.
+
+Hr. Kaim deklamerede lidt slettere end Alverden.
+
+Fru von Pøllnitz sad paa reserveret Plads. Hun havde Næseklemmer paa
+og saa uafbrudt paa Prinsessen. Hendes Højhed blev ved at sidde med
+bøjet Hoved. Hun saa ned i Gulvet paa Hr. Kaims Fødder, uhyre Fødder i
+et Par Laksko med høje Hæle.
+
+En #Bredde# af Fødder....
+
+Hendes Højhed var nervøs; den stakkels Borgerforenings Buket. Fru von
+Pøllnitz var overbevist om, at Baandene snart var ganske krøllede.
+
+--Han stod #ganske# som Hr. v. Pøllnitz. Den højre Haand presset ind
+mod Brystet--en tyk Haand i en klemt hvid Handske--og strakte Hals--og
+hvor var han varm....
+
+Hendes Højhed saa atter stift ned--paa de store Fødder.
+
+Det var forbi, og Hr. Josef Kaim bukkede. Der applauderedes livligt i
+Salen. Hr. von Pøllnitz strakte Armene langt frem i Højde med sit
+Hoved og klappede heftigt.
+
+Hendes Højhed Protektricen rejste sig hurtigt. Sangerne havde sat an
+til Slutningsnumeret, men holdt inde, og det blev ved et hendøende
+Kvæk. Dirigenten, der skrævede med Ryggen til Salen, blev staaende med
+løftet Haand....
+
+Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina var allerede nede af
+Tribunetrappen.
+
+Damerne fløj til Boderne og fik de udbredte Duge væk, som skærmede de
+udsøgte Genstande ... Det var knap, at Frøken von Hartenstein kunde
+indhente Hendes Højhed.
+
+Højheden smilede hastigt frem gennem Bodrækken. I Bod Nr. to straalede
+Fru Overborgmesteren bag sine Dynger af "Prinsessens Peberkager".
+
+Højheden smilede svagt til Boden og gik forbi. Fru Overborgmesteren
+var knikset ned bag Peberkagerne og blev staaende i Nejningen: Hendes
+Højhed købte i Fru Hoftandlægens Barak.
+
+Fru Overborgmesteren havde født ti Børn til Verden. Hun fik det med
+Hold over Lænderne ved saadanne Lejligheder.
+
+Hendes Højhed havde aldrig været saa livlig! ... Hun talte længe i hver
+Butik, nederst i Salen....
+
+Da Hendes Højhed tog bort, rev Hr. von Pøllnitz "Leve't" ud af Munden
+paa Overborgmesteren.
+
+Hr. von Pøllnitz var i det Hele i Ekstase.
+
+-Kære Ven--Hr. von Pøllnitz omfavnede Hr. Kaim--et Organ ... et
+Foredrag ... Jeg vil indlemme "Sangerens Forbandelse" i mit
+Repertoire....
+
+Ud paa Aftenen købtes Fru Overborgmesterens Peberkager underhaanden
+til Buffet'en.
+
+Hr. og Fru von Pøllnitz gik hjem.
+
+Hr. von Pøllnitz rømmede sig; Fru von Pøllnitz hørte det ikke.
+
+Tilsidst sagde Hr. von Pøllnitz og gned sig under Hagen--Hr. von
+Pøllnitz gned sig under Hagen som en Høker i fortrolige Øjeblikke og
+frembragte en gryntende Lyd--:
+
+-Hm "Mutter Pøllnitz"--Mutter Pøllnitz var et Kælenavn--hvad si'er du
+saa?
+
+-Hvad jeg siger--David--til hvad?
+
+-Til hvad? sagde Hr. von Pøllnitz. Som om der ... Til hvad?
+
+-Mener du den unge Mand. Det var meget net.
+
+-Kære Mari ... Hr. von Pøllnitz kom ikke videre....
+
+-Naar man betænker, at det unge Menneske er ganske uden Øvelse; Fru
+von Pøllnitz sagde det venligt.
+
+Hr. von Pøllnitz sagde ikke noget. Han havde det varmt.
+
+-Pøllnitz, sagde Fru von Pøllnitz--du skulde slutte dig lidt mere til
+Hr. Kaim.
+
+-Slutte mig--min Pige, Hr. von Pøllnitz stod stille....
+
+-Ja--han gør virkelig et rart Indtryk--saa beskeden og forlegen
+endnu....
+
+De var hjemme.
+
+Hr. von Pøllnitz sad længe i sin Stol, stille, med Hænderne paa sine
+Laar.
+
+Siden laa han timevis vaagen. Han sukkede og pustede og saa over paa
+Fru von Pøllnitz. Hun lod, som hun sov.
+
+Hr. von Pøllnitz vendte og drejede sig og slog sig paa Hovedet, saa
+Nathuen fløj fra højre til venstre: Hr. von Pøllnitz laa med Nathue.
+
+Næste Morgen tog Hr. von Pøllnitz "Engelsk Salt". Hans Mave taalte
+ikke stærke Sindsbevægelser.
+
+Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina klædte sig om, da hun kom
+hjem, og hun gik ned i den gule Sal.
+
+Komtesse von Hartenstein læste højt af "_Revne des deux mondes_". Det
+var en Afhandling om den evropæiske Indflydelse i Kina.
+
+Da Hendes Højhed skulde til Ro, og Kammerjomfruen flettede hendes
+Haar, paastod Hendes Højhed uafladelig, hun trak i Fletningen.
+
+-Herre Gud--Hendes Højhed var meget sensibel--De piner mig....
+
+-Men, Deres, Højhed....
+
+-Nu igen....
+
+-Deres Højhed....
+
+-Aa--lad mig selv....
+
+Hendes Højhed tog selv Haaret og begyndte at flette det.
+
+Og to Minutter efter lod hun det falde igen....
+
+Kammerjomfruen forstod ikke Højheden. Stille flettede hun Haaret og
+bandt det varsomt op.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Hans Højheds Gigt var meget slem. Et Par Uger tog Hendes Højhed
+Prinsesse Maria ikke i Theatret.
+
+Hr. von Pøllnitz var meget optaget: han virkede for selskabeligt
+Samkvem mellem Hofteatrets Medlemmer.
+
+-Kære Ven, sagde Hr. von Pøllnitz--man ser aldrig hinanden....
+
+-Bedste Ven, man er Kammerater, og vi lever som fremmede....
+
+-Kære Ven--man maa se hinanden....
+
+Næste Lørdag var der Middag hos Hr. von Pøllnitz. Hr. Hofskuespiller
+Kaim havde Fru von Pøllnitz til Bords.
+
+
+
+
+V
+
+Vaaren kom med kriblende Sol og Grøde. Hendes Højhed var nervøs.
+Foraars-Uroen angreb Hendes Højhed.
+
+-Højheden har Indfald, sagde Komtesse von Hartenstein--min Go'e,
+uberegnelige....
+
+Komtesse von Hartenstein tilbragte sine fleste Eftermiddage hos
+Mademoiselle Leterrier. Hendes Højhed trak sig i den sidste Tid ofte
+tilbage om Eftermiddagen. Hun vilde hvile sig.
+
+Hendes Højhed havde lukket Døren af, saa Kammerjomfruen maatte banke
+paa, naar hun skulde klæde Højheden paa til Taflet.
+
+Komtesse von Hartenstein sad ovre hos Mademoiselle Leterrier.
+
+-Min Go'e, sagde hun, det er Nerverne ... Men hvem der #lider#, min
+Go'e--det taler man ikke om ... Højheden har #Indfald:# Igaar #gik# vi
+hjem fra Theatret--
+
+-#Gik?#
+
+-Ja--min Go'e, vi gik; Højheden sendte Vognen bort ... #Det#
+Slæbeskørt #har# jeg haft min Nytte af....
+
+Komtesse von Hartenstein beskrev ikke, hvad hun led. Men hun havde en
+Maade at #tie# paa om sine Lidelser--"min Go'e, jeg har jo at bøje
+mig"--saa hun saa' ud, som hun daglig blev slagtet.
+
+Mademoiselle Leterrier nikkede forstaaelsesfuldt.
+
+-_Mais oui_--sagde hun--_c'est l'áge orageux_.
+
+-Ja, sagde Komtesse von Hartenstein; hun forstod ikke, hvad
+Mademoiselle mente: Komtesse von Hartenstein havde aldrig kendt nogen
+_áge orageux_.
+
+-_Mais oui--c'est ça_, gentog Mademoiselle. #Hun# kendte det.
+Mademoiselle Leterrier havde en "Nevø", en lang friseret Laban af en
+Referendar, der besøgte hende to Gange om Aaret og regelmæssigt tømte
+hendes Sparekassebog. _C'est ça_, sagde Mademoiselle Leterrier.
+
+Det ringer. Det er Fru von Pøllnitz. Fru von Pøllnitz har taget Timer
+i Fransk i Vinter hos Mlle Leterrier.
+
+De tre Damer taler om Vejret, der er saa ustadigt og slemt for Hans
+Højhed Hertugens Gigt.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Hans Højhed Hertugen var meget plaget af Gigt. Han havde ikke en Gang
+saa meget som kunnet sætte sin Fod i Hoftheatret i de sidste to
+Maaneder.
+
+Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina satte sig paa hans Plads i
+Mørket. Lyset fra Rampen generede. Hendes Højhed sad ogsaa hellere
+der--lidt tilbage i Skjul: Hendes Højhed var virkelig undertiden
+ganske skræmt i Hoftheatret nu.
+
+-Har han ikke faaet dem gjort til Rebeller allesammen, sagde
+Eksellensen Kurth. Det er en Galskab, der smitter....
+
+Komtesse von Hartenstein mente, at den store Devrient vendte sig i sin
+Grav.
+
+Hendes Højhed sad blot forskræmt.
+
+Josef Kaim #rev# de unge paa Scenen med sig.
+
+Det var ikke stor Kunst. Men den hede Ungdom gennembrændte
+Mesterværkerne med alle Lidenskaber. Had var det rene Vildskab, og
+Kærlighed var Raseri. Liv stod der i de lyse Luer af Tøjlesløsheden.
+
+De Godtfolk i Residentsen sad i Hoftheatret saa forblæste, som gik de
+over Raadstuepladsen i Storm.
+
+Maria Carolina trykkede sig ind i sin Logekrog. Hun følte en sky
+Forbavselse, en beklemt Modvillie, der ikke vidste, mod hvem den
+skulde vende sig. Og hun blev siddende, som en Døv, der kæmper for at
+høre, og stirrede paa disse Mennesker.
+
+Josef Kaims Stemme lød gennem alle de andres.
+
+Undertiden lød den ogsaa smeltende mildt, smigrende blød som
+Musik--som naar Don Karlos talte til Dronningen.
+
+Og nysgjerrig saa Hendes Højhed ned paa Don Karlos, der knælede for
+den Elskede--paa hans Ansigt, der straalende vendte op imod hendes,
+paa Læberne, der bevægede sig under sagte Ord, og Hovedet, der bøjede
+sig, naar han kyssede hendes Haand.
+
+Og længe, med en egen Glæde, gemte Hendes Højhed over Billedet, mens
+hun lukkede Øjnene.
+
+Men Stykket gik videre. Og vildt kæmpede Eboli om Karlos, og Karl svor
+sin Fader Fjendskab i Forbandelser, og Posa gik i Døden, Posa den
+Retfærdige.
+
+Hendes Højhed vidste knap af Ordene. Men hun hørte de oprørte Stemmer
+som i et stort Kor, og hun følte en klemmende Angst, som om noget
+besværede Aandedrag og Hjerteslag i hendes Bryst.
+
+Naar Tæppet var faldet, og det var forbi, blev hun siddende paa sin
+Plads, og hun stirrede aandsfraværende paa Tæppet, der pludselig blev
+mørkt, og Jerngitret, der skød langsomt ned, en sort Væg, og faldt
+tungt i Gulvet.
+
+Hendes Højhed rejste sig, og hun blev endnu staaende ved Randen af
+Logen, og hun saa ud i den tomme Sal i Halvmørket med alle de gabende
+Stolestader.
+
+Fru von Pøllnitz havde i Vinter Plads i Logen vis-à-vis Prinsessens i
+første Etage.
+
+Hun tog Tøjet paa i den aabne Logedør; Fru von Pøllnitz havde
+Næseklemmen paa under Sløret.
+
+Lakajen havde løftet Portieren til den lille Salon. Prinsessen vendte
+sig og gik ham forbi. Hun kørte hjem.
+
+Hans Højhed Hertugen havde ventet paa Hendes Højhed til Piqué'en. Han
+sad og trommede med Knoerne paa Spillebordet og saa paa Uret hvert
+halve Minut.
+
+Klokken er elleve, sagde Hans Højhed. Han havde allerede Kortene i
+Hænderne.
+
+-Ja--Deres Højhed. Maria Carolina tog Plads, og Hans Højhed gav Kort.
+De spillede i Tavshed, gav, tog Kort og stak.
+
+En Lakaj listede over Gulvet med Theservicet. Komtesse von
+Hartensteins Strikkepinde raslede sagte.
+
+Deres Højheder blev ved at spille.
+
+Naar Spillet var ude, samlede Hans Højhed Kortene.
+
+-Det er blevet sent, sagde han.
+
+-Klokken er halv tolv, sagde Hendes Højhed. Hun rejste sig og gik hen
+over Gulvet mod en Vinduesfordybning. Hun støttede et Øjeblik sit
+tunge Hoved mod Vinduessprossen.
+
+-Deres Højheds The. sagde Komtesse v. Hartenstein.
+
+-Tak--jeg kommer....
+
+Herskaberne drak The i Tavshed.
+
+       *       *        *       *       *
+
+Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina vilde hente en Bog i
+"Hertugindens Dagligstue", før hun gik til Ro. En Lakaj bar Armstagen
+foran hende.
+
+Hendes Højhed gik hen til den lille Reol og mekanisk tog hun en Bog af
+Hendes Højhed Hertugindens Haandbibliothek. Hun lagde den fra sig paa
+Bordet, og mens Lakajen ventede med den løftede Kandelaber, betragtede
+hun "Marie Antoinette, der førtes til Fængslet".
+
+Hun betragtede Ansigterne og Skikkelserne med de knyttede Hænder.
+
+Hun saa' fra Rebellerne hen paa Dronningens Ansigt. Hun skred rank
+frem, kongelig, gennem Pøblen. Ansigtet næsten straalede i sin
+uantastelige Ro.
+
+Maria Carolina saa bort fra Billedet rundt i hendes Højhed
+Hertugindens private Gemak ... Det var, som hendes Moder kom hende i
+Møde fra hver Plet....
+
+Hun saa hende sidde #der# i den højryggede Sofa fra det første
+Kejserdømme, rank og smuk og rolig--de ringbesatte Hænder laa foldede
+i hendes Skød--mens hun, en lille Pige, #der#, foran Hendes Højhed
+Hertuginden, staaende midt paa Gulvet, hviskede en af Lafontaines
+Fabler--paa Stolen derhenne sad Mlle Leterrier og bevægede Læberne
+til Fabelordene, som om hun vilde suflere hende.
+
+Og naar Fablen var ude, bøjede Hertuginden, hendes Moder, sig let
+fremad:
+
+-Godt, sagde hun, meget godt.
+
+Og Maria Carolina nejede, mens Hertuginden, hendes Moder, let berørte
+hendes Pande med sine Læber.
+
+Maria Carolina traadte tilbage. Og Hertuginden strakte Haanden ud til
+Kys for Mlle Leterrier, og hun sagde igen:
+
+-Det er jo meget godt, Mademoiselle.
+
+Hendes Højhed hørte Hertugindens, hendes Moders Stemme, klar og altid
+rolig, og hun saa paa de lige og regelrette Møbler med Vaserne og de
+gyldne Guirlander og Billederne, som hang symetrisk i Vægfelterne.
+
+Maria Carolina aandede dybt, som om hun havde lagt en tung Byrde fra
+sig, og hun vendte sig for at tage Bogen paa Bordet.
+
+Hendes Blik faldt atter paa Marie Antoinette. Og al hendes Følelse
+blev til en pludselig dyb Vrede mod disse Folk med deres Skrigen....
+
+Hendes Højhed forlod "Hendes Højhed Hertugindens Dagligstue" og med en
+Haandbevægelse, uden Ord, afskedigede hun Hofdamen von Hartenstein,
+der ventede i den gule Sal.
+
+Men mens Kammerpigen flettede Højhedens Haar foran Spejlet, kom den
+forpinte Urolighed igen. Hun lod Kammerjomfruen gaa, og hun gik
+tilsengs. Men hun kastede sig uden Ro og fik ingen Søvn. Hun hørte
+bestandig disse lidenskabelige Stemmer, som om de raabte til hende, og
+alle hendes Pulse bankede.
+
+Hun tog "Don Carlos" fra en lille Hylde, og hun begyndte at læse.
+
+Hun læste rundtom, og det var bestandig det samme.
+
+Det var de samme Ord, evig: "Kærlighed"--"Menneskeret"--"Frihed"--sagt
+med de samme Stemmer.
+
+Hun holdt inde med at læse, og Bogen faldt ned paa Tæppet.
+
+Hendes Hoved var tungt af afmægtige Tanker. Hun fandt ikke Rede--i
+alle de fremmede Ting. Og hun følte som en Angst det bankende Blod.
+
+Hun læste igen, og pludselig standsede hun. Hun havde sat sig op, og
+Bogen laa paa hendes Knæ: Gang paa Gang læste hun Hertugindens Ord til
+Dronningen:
+
+    Ich bin
+    Der Meinung, Ihre Majestät, dass es
+    So Sitte war, den einen Monat hier
+    Den andern in den Pardo auszuhalten,
+    Den Winter in der Residenz, so lange
+    Es Könige in Spanien gegeben....
+
+Hendes Højhed slap Bogen. Hun saa ikke Bogstaverne mer; Taarerne kom
+og blændede hendes Øjne.
+
+Hun følte en inderlig træt, en afmægtig Smerte--stille og uhjælpelig.
+
+Hun græd længe, og hun tørrede atter Taarerne bort; hun rakte mat
+Haanden ud efter Bogen af "Hendes Højhed Hertugindens
+Haandbibliothek". Kammerjomfruen havde lagt den paa Bordet.
+
+Hun slog den op. Det var Habsburgernes Stamtavle. Hun læste Side efter
+Side og vendte Blad paa Blad. Det var de samme Navne og de samme
+Titler i uendelig Rad....
+
+Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina blundede tungt ind over
+Habsburgernes Stamtavle.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Hans Højhed Arveprinsen fik mange arkstærke, sentimentale Breve fra
+sin Søster.
+
+Han fik dem om Morgenen og saa ned ad Siderne, mens han nød sin første
+Cigar.
+
+Hans Højhed skød de blaa Røgskyer i Ringe ud under sin Knebelsbart.
+
+-_Pauvre enfant_, sagde han.
+
+Og med et Suk strakte Arveprinsen sine Rytterben fra sig og tog den
+sidste Slurk af Kaffen.
+
+-_Pauvre enfant_.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina var virkelig syg. Livlægen
+kunde ikke noksom tilraade Bevægelse.
+
+Hendes Højhed red lange Ture i den friske Foraarsluft.
+
+Hendes Højhed red saa uens, saa Lakajen evigt maatte passe paa: saa
+var det Karriere, og saa var det Skridt.
+
+Hun red om ad Møllen. Anna-Lise bragte hende Mælk.
+
+Hendes Højhed tømte Glasset og blev holdende foran Døren. Tankeløs saa
+hun paa det skummende Hjul.
+
+Hun fo'r let sammen, og rakte Glasset tilbage til Anna-Lise:
+
+-Hvor De er bleg, sagde hun. Er De syg? Det slog hende, hvor
+Anna-Lise var blevet bleg og mager.
+
+Hun hørte ikke Anna-Lises Svar. Hun saa igen paa det skummende Vand om
+Hjulet.
+
+-Det er Foraaret, sagde Hendes Højhed.
+
+Anna-Lise nejede for Hendes Højhed, som nikkede "Farvel".
+
+Hendes Højhed red over Broen. Ved Omdrejningen Vendte hun sig.
+Anna-Lise stod paa Stentrappen og saa efter hende med Hænderne over
+Øjnene.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Der var Ugetaffel. Herskaberne og deres Gæster drak Kaffen i den gule
+Sal.
+
+Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina talte med Hr. Overførsteren i
+en Vinduesfordybning, om nogle Træer, der kunde hugges for en Udsigt.
+
+-Ja--ingen kender Skoven saa godt som Deres Højhed, sagde Hr.
+Overførsteren.
+
+-Jeg har jo redet der hver Dag, siden jeg var Barn. Hendes Højhed saa
+ud i Haven. Det var Hofskuespiller Kaim, der kom op ad Vejen med to
+Damer.
+
+-Hvor Luften er mild, sagde Hendes Højhed. Hun havde aabnet
+Vinduet.--Som i Juni.
+
+Hun bøjede sig ud af Vinduet. Man hørte Stemmerne fra Terrassen lige
+herop.
+
+-Der er dog smukkest ved Skovmøllen, sagde hun igen og vendte sig
+halvt til Hr. Overførsteren.
+
+-Jeg ved, Deres Højhed finder det, sagde Overførsteren.
+
+De tav lidt. Prinsesse Maria Carolina blev ved at se ud i Haven.
+
+-Der er jo Sorg i Skovmøllen, sagde Hr. Overførsteren.
+
+Hendes Højhed svarede ikke straks.--Sorg? sagde hun saa, som om Ordet
+havde haft lang Vej for at naa hende.
+
+-Deres Højhed har ikke hørt, at Anna-Lise ... den unge Pige, som
+havde den Ære....
+
+-Anna-Lise ... hvad hun?
+
+-Hun blev fundet ... igaar Morges--Deres Højhed, ja det er
+beklageligt--i Møllebækken.
+
+Hendes Højhed vendte sig: I Bækken, sagde hun.
+
+Hvor de dog lo dernede.
+
+-Ja, Deres Højhed, igaar.
+
+-Men jeg saa hende jo iforgaars--paa min Tur.
+
+-Det er sket om Aftenen ... iforgaars.
+
+-Om Aftenen, sagde Hendes Højhed blot Hun saa Anna-Lise staa bleg og
+huløjet foran sin Hest.
+
+-Ved man nogen Grund? spurgte hun.
+
+-Det plejer at være Forliebelse, Deres Højhed, naar et nittenaars
+Blod springer i en Bæk.
+
+Hendes Højhed blev ganske bleg. Hun blev ved at se Anna-Lise for sig,
+mager og forgræmmet. Og hun tænkte pludselig paa, at hun havde set hen
+paa det skummende Møllehjul og sagt tankeløst:
+
+-Det er nok Foraaret.
+
+Og nervøst--hele Tiden havde hun hørt denne Latter og Josef Kaims
+Stemme--vendte hun sig igen mod Vinduet.
+
+-Hvor de lér, sagde hun.
+
+-Den Stakkel.
+
+Maria Carolina syntes hverken hun saa' Træer eller Terrasser eller
+Himlen.
+
+-Den Stakkel, sagde hun igen.
+
+Hendes Højhed afskedigede Hr. Overførsteren ved at bøje Hovedet.
+
+Den næste Morgen red Prinsesse Maria Carolina over til Skovmøllen. Det
+store, trøskede Hjul stod stille, Husdøren var lukket tillige med
+Gaardporten. Maria Carolina stod af og gik op ad Trappen.
+
+Hun aabnede Døren og gik ind. Fra Gangen til Stuen var der aabent.
+Maria Carolina traadte lidt frem og standsede. De to Gamle sad mellem
+Vinduerne i Slagbænken. De sad stille, tæt ind til hinanden.
+
+Den gamle Møller virrede med Hovedet mod Væggen og sukkede.
+
+-Ja--Johan--ja, sagde Konen, som om hun tyssede paa et Barn.
+Ja--ja....
+
+Og de sad igen stille ved Siden af hinanden. Moderen vidskede Taarerne
+bort med Bagen af sin Haand.
+
+Maria Carolina vendte sig sagte og aabnede Døren til Trappen.
+
+Hendes Højhed red forbi den tavse Mølle over Broen.
+
+Bredderne langs Bækken var grønne. Sandbunden lyste gennem det rolige
+Vand i Solen. Der var Anna-Lise død.
+
+Hendes Højhed sprængte bort gennem Skoven med sin Lakaj.
+
+       *       *       *       *       *       *
+
+Det var Dagen efter Opførelsen af "Romeo og Julia".
+
+Fru von Pøllnitz havde Time hos Mademoiselle Leterrier. Komtesse von
+Hartenstein var der ogsaa. Hun havde villet "tale med et Menneske--min
+Go'e".
+
+-Jeg saa det jo, sagde Fru von Pøllnitz, Hendes Højhed rejste sig
+straks efter Balkonscenen.
+
+-Og gik alene--med en Lakaj.
+
+-#Hjem?# spurgte Mademoiselle Leterrier.
+
+-Paa Slottet saa man Hendes Højhed Klokken elleve, min Go'e.
+
+-Klokken elleve. Mlle Leterrier trak Ordene ud, som om hun vilde
+presse ind i dem alle de Misgerninger, man kunde begaa fra
+Balkonscenen til Klokken elleve.
+
+-Hvordan saa Hendes Højhed ud, sagde Mademoiselle igen.
+
+-#Jeg# saa' hende ikke--Komtesse von Hartenstein var ligesom
+knækket--Hendes Højhed var uden Hat....
+
+-Det er altid Hr. Kaim, der attaquerer Hendes Højheds Nerver, sagde
+Fru von Pøllnitz, Hun havde taget Klemmerne af.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Hendes Højhed havde været meget bleg, da hun kom ud fra Logen efter
+Balkonscenen.
+
+Lakajen, der sad i Forstuen til Logen, var vaagnet.
+
+-Kom, sagde Hendes Højhed.
+
+Hendes Højhed gik ned ad Trappen og ud gennem Vestibulen. Hun havde
+kun et Slør om Hovedet og en Kaabe.
+
+Hun gik gennem Theaterparken over Alleen ind i Slotshaven. Hun aabnede
+Laagen til Onkel Otto Georgs Rosenhave--Buskene stod nøgne, uden
+Løv--og hun gik op paa Terrassen.
+
+Hun gik hastigt. Lakajen fulgte Hendes Højhed i en Afstand af ti
+Skridt, ligerygget og med samme Ansigt, som naar han serverede ved
+Taflet.
+
+Hendes Højhed gik og gik. Hun maatte gaa. Det var hende, som om hun
+med hvert Skridt søndertraadte noget med sine Hæle, mens hun gik og
+gik.
+
+En Gang imellem førte hun Haanden ind mod sit Bryst, som om hun havde
+ondt ved at drage Aande. Og hun begyndte at gaa langsommere og ganske
+langsomt, med Hovedet bøjet og Øjnene ned i Jorden.
+
+Hendes Højheds Pande brændte. Det at #tænke# var Maria Carolina saa
+uvant; det var som en stor Smerte.
+
+Hun steg højere op, opad Trappen, til den øverste Terrasse.
+
+Hun gik nogle Skridt og standsede. Aftenen var halvvejs maanelys.
+Haven laa under hende som et utydeligt Svælg, begrænset af Slottets
+Stor-Kolos. Skarpt saa man det lange, lige Tag mod Himmel og Skyer.
+
+Hendes Højhed stod ubevægelig og saa ned paa det hertugelige Slot.
+
+Lakajen var standset i sin Afstand af ti Skridt. Han stod som en
+Skildvagt, der skuldrer.
+
+Alle Tanker svandt væk. Ordene--de hede Ord, det havde været, som om
+de #brød# ind over hende; Smerten, havde hun vidst hvilken?--der havde
+boret som et pludseligt Stik....
+
+Hendes Højhed #saa# kun de lange, graa Linier af Slottet ved hendes
+Fod.
+
+Og pludselig, mens hun stirrede paa dette Graa, var det som saa hun
+Onkel Otto Georgs Billede for sig. Hun saa ham sidde foran Ilden i den
+blaa Sal, med det magre, spidse Ansigt i sine Hænder, bleg og
+stirrende ind i Flammerne med sine døde Øjne.
+
+Og hun følte Onkel Otto Georgs Hænder sagte glide hen over hendes
+Haar, og hun hørte ham sige, stille og mimrende, mens han saa ned paa
+hende og halvsmilede:
+
+-_Pauvre enfant--pauvre enfant_.
+
+Lakajen skiftede Ben og ventede.
+
+Hendes Højhed vendte sig og gik tilbage ad Terrassen. Det store Ur paa
+Slottet slog mange Slag ud i Stilheden.
+
+Hun følte sig pludselig saa træt, da hun gik ned ad Trappen.
+
+Maanen var kommet mere frem, og Gangene var helt lyse i Onkel Otto
+Georgs Blomsterhave.
+
+Hendes Hoved brændte endnu ... hun syntes ikke mere Fødderne vilde
+bære hende.
+
+Hun saa pludselig Lakajen--han gik forbi hende for at aabne
+Laagen--hun havde ganske glemt ham.
+
+Han stod i Lyset, med Hatten i Haanden, i Profil, slank og ung. Det
+gav et #Ryk# i Maria Carolina, saa hun stansede et Nu.
+
+Lakajen vendte sig lidt og løftede Blikket en Smule.
+
+-Luk, sagde Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina og gik ham forbi
+gennem Laagen.
+
+Lakajen lukkede Laagen. Hendes Højhed lod Kammerjomfruen tænde
+Kandelabrerne paa Kaminen.
+
+-Lad Hans Højhed Hertugen sige, jeg befinder mig ilde.
+
+-De kan gaa. Jeg behøver Dem ikke.
+
+Lakajen drev af i en af Gangene.
+
+-Men #hvor var I#, sagde Kammerjomfruen.
+
+-Paa Terrassen, Jomfru....
+
+-Saa? Franz--De er utaalelig ... Hvad vilde Hendes Højhed der?
+
+-Vi #gik#, siger Lakajen.
+
+-Gik?
+
+-Ja--og stod som "Statuer"....
+
+-Og saa paa Maanen ... Hva'?
+
+-#Jeg# saa ingen Maane .. Jomfru ... Lakajen fanger Kammerjomfruen til
+et Kys og til et Par endnu--langs ad en mørkere Gang.
+
+-Idiot, siger hun og løber fra ham.
+
+Kammerjomfruen gik tilbage til Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolinas
+Gemakker. Hun var vis paa, hun hørte Hendes Højhed derinde græde.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Intendanten ved Theatret var til Taffel.
+
+Hr. Intendanten talte om den nye Sæson og Fornyelse af Engagementer.
+
+-Hr. Josef Kaim har Tilbud fra Dresden, sagde Hr. Intendanten. Han
+sad vis-à-vis Hendes Højhed.
+
+-Saa rejser han vel, sagde Hans Højhed Hertugen.
+
+-Han stiller store Fordringer, sagde Intendanten.
+
+Hans Højhed Hertugen tog Karpe.
+
+-#Meget# store....
+
+Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina var interesseret af at betragte
+et lille Stykke Is, som flød rundt i hendes hvide Vin....
+
+-Men Hr. Kaim er et ... fremtidigt Talent, sagde Hr. Intendanten.
+
+-Naar den Fremtid kommer--Hans Højhed lo--stikker han af alligevel.
+Lad ham løbe ... #Mig# brøler han for højt....
+
+Intendanten tav og saa fra sin Tallerken over paa Hendes Højhed.
+
+-Ja ... sagde hun ... Hr. Kaim--er vist et stort Talent. Hendes
+Højhed blev ved at more sig over dette lille Stykke klare Is i hendes
+hvide Vin ... Han vil vist kunne faa en smuk Fremtid....
+
+-Rimeligvis ... det var Intendantens Tur at faa blaa Karper ... det
+var just det....
+
+-Hm--sagde Hans Højhed Hertugen--hans Slags er der nok af.
+
+Samme Aften fik Hr. Hofskuespiller Josef Kaim sin Ansøgning om
+Afskedigelse fra det hertugelige Hoftheater bevilget.
+
+Hr. David von Pøllnitz glemte at faa Galosker paa, saadan en Fart
+havde han for at komme hjem efter Theatret.
+
+Hr. von Pøllnitz spiste først. Hr. von Pøllnitz spiste stærkt. Han
+drak hver Aften tre Ballier The. Hr. von Pøllnitz turde ikke drikke Øl
+for den besværlige Legemsdel.
+
+-Kære Ven, sagde Hr. von Pøllnitz. Øl--min Yndlingsdrik ... Men, kære
+Ven, hva' gør man ikke for Kunsten?
+
+Hr. von Pøllnitz havde drukket de to Ballier. Han begyndte at føle sig
+mere vel.
+
+Han lagde Armene ind paa Bordet og stirrede stift paa Fru von
+Pøllnitz.
+
+-Mariane, sagde han. #Véd# du, hvad der er sket?
+
+De, der ikke kendte Hr. von Pøllnitz, vilde have tænkt sig noget
+verdenshistorisk.
+
+Fru von Pøllnitz sagde tørt: Nej--David.
+
+-Kære Mariane--Hr. von Pøllnitz saa' ud i Luften med opspilede
+Øjne--Hvad forudser man?
+
+Hr. von Pøllnitz gjorde en Pavse og slog med den flade Haand i Bordet:
+
+-Man forudser intet, Mariane, sagde han.
+
+Hr. von Pøllnitz faldt hen: Nej--man forudser intet, gentog han.
+
+-Hvorfor spørger du ikke, hvad det er? sagde han.
+
+-Hvad er det da? Fruen var nervøs.
+
+-Hr. Kaim har Afsked.
+
+Hr. von Pøllnitz havde foldet Hænderne over Tallerkenen. Han saa' paa
+Fru von Pøllnitz og ventede.
+
+-Fæ, sagde Fru von Pøllnitz.
+
+-Fæ?
+
+-Jeg sagde: det Fæ, sagde Fru von Pøllnitz.
+
+Fru von Pøllnitz havde ved afgørende Lejligheder særdeles malende Ord.
+
+-Er du færdig, David, sagde Fru von Pøllnitz.
+
+-Ja. Hr. von Pøllnitz rejste sig stilfærdig og satte sin Stol ind til
+Bordet. Tak for Mad, min Pige.
+
+Hr. von Pøllnitz sad i Dagligstuen stille i sin Lænestol, med Hænderne
+paa sine Laar.
+
+Han klappede sig i Tavshed #der#, hvor Menneskehedens Flertal har
+Hjerne.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Det var den fjortende Maj, Dagen før Hoftheatrets Sæson sluttede.
+
+Hendes Højhed var efter Taflet taget op til Jagtslottet i Bjergene.
+Komtesse von Hartenstein var upasselig. Hendes Højhed var alene.
+
+Hun sad i Spisesalen ved Karnapvinduet.
+
+Det havde været Hendes Højheds Yndlingsplads fra Barn.
+
+Højden skraanede jævnt. De nys udsprungne Linde stod lyse mellem Gran
+og Fyr. Nede saa man Dalen med sine spredte Flækker og Markerne, hvis
+Gærder skar sig frem som mørke Linier, og Engene--hist og her et
+ensomt, blaaindhyllet Træ--og Floden. En Sky af let Damp stod mod
+Aften over dens Løb.
+
+De modsatte Højder skinnede endnu i Solen. Det var, som laa de ganske
+nær--hvidkalkede Bøndergaarde med høje Popler rundtom, der kastede
+Kæmpe-Skygger hen over Bjerget, og Markerne og øverst Skoven--alt laa
+i rødligt Lys fra Solen.
+
+Højder og Dal var det ganske hertugelige Land.
+
+Det ringede paa den store Klokke ved Slotsporten, og Hendes Højhed
+hørte Kastellanens Skridt over Slotsgaarden nedenfor Karnappen,
+
+Hun hørte, Porten blev aabnet og hørte Stemmer herop.
+
+Kastellanen kom tilbage over Gaarden.
+
+-Hvad er det? sagde Maria Carolina.
+
+-Det er et Selskab, Deres Højhed, som vilde se Slottet ... Jeg sagde,
+jeg vilde spørge Deres Højhed.
+
+-Naturligvis kan de se Slottet, sagde Maria Carolina.
+
+Hun blev staaende i Vinduet, da Kastellanen vendte tilbage til Porten.
+
+Hendes Højhed gik et Par Skridt tilbage, da hun saa Josef Kaim. Hun
+stod et Øjeblik bleg ved Egebordet. Saa gik hun hastigt mod Døren.
+
+Selskabet var allerede paa Trappen. Hendes Højhed gik et Par Skridt
+ned og standsede.
+
+Det var en seks-otte Mennesker--Folk fra Theatret. Damerne nejede, og
+Herrerne blev staaende bøjede.
+
+Hendes Højhed tog med Haanden om Gelænderet.
+
+-Maa jeg maaske vise Dem Slottet, sagde hun.
+
+Selskabet stod lidt generet ... En af Damerne fattede sig først og
+takkede....
+
+-Vil De maaske gaa herop ad Trappen, sagde Hendes Højhed.
+
+De kom ind i Spisesalen. Hendes Højhed kendte dem fra Theatret og
+talte til hver med Navn.
+
+Naar Skuespillerne svarede, hviskede de ærbødigt. Lidt efter lidt kom
+de ind i Situationen, men de havde lidt for sirlige Buk og stærkt
+interesserede Udtryk med store Øjne.
+
+Damerne sagde smaa, forskelligtbetonede: Aa--foran alle Genstandene.
+
+Josef Kaim drev af bag de andre ... Han standsede ved Vinduerne, i
+Karnappen blev han staaende.
+
+Han havde sagt bare "Ja" og "Nej" paa et Par Spørgsmaal af Hendes
+Højhed.
+
+Hendes Højhed fortalte om den gennemskudte Fane, der hang under
+Loftet. Det var en hertugelig Trofæ fra Trediveaarskrigen.
+
+De andre gik videre. Josef Kaim stod med Hænderne i Jakkelommerne og
+saa' op paa Fanen.
+
+Hendes Højhed fortalte om Malerierne i Billedsalen. Hele Selskabet
+trængte sammen foran et Maleri af Maria Stuart.
+
+-Hun er jo saa "#maadelig#", fløj det ud af den skaldede Komiker.
+
+-Ja, hun var ingen Skønhed, sagde Hendes Højhed.
+
+Der blev bragt Vin op i Spisesalen. Rhinskvinsnasker i store Kølere.
+
+Hendes Højhed bad dem drikke et Glas paa en behagelig Sommer ...
+Selskabet var beæret og trippede af tilbage til Spisesalen i
+Gaasegang....
+
+Der blev skænket i Glassene. Hendes Højhed gik rundt og klinkede.
+Damerne læste hviskende Indskrifterne paa de gammeltyske Glas, og
+Herrerne tog smaa Slurke af Vinen, med Tungesmask og mange
+Henrykkelsens Sideblik til hinanden.
+
+Det var en meget almindelig Hus-Vin.
+
+Det begyndte at mørkne. Der kom nye Flasker i Kølerne, og Herrerne og
+Damerne pludrede hviskende rundt om. Skaldekomikeren sagde halvhøje
+Vittigheder i Haab om at blive hørt af Højheden og han gjorde "sin
+Bevægelse": en Drejning i Luften af den udspilede Haand, der endte med
+et Klask paa hans Kugle-Bug--hele Galleriet laa paa Maven, naar han
+gjorde sin Bevægelse.
+
+Hendes Højhed havde aldrig haft megen Sans for Komik.
+
+Hun gik med sit Glas i Haanden forbi Karnappen ind i Taarnstuen; Døren
+til Spisesalen stod aaben.
+
+Hendes Højhed fór lidt sammen: De her sagde hun--Hr. Kaim--De staar
+her alene.
+
+-Jeg--saa' paa Noget, sagde Hr. Kaim. De korte Sætninger kom altid
+saa underligt stødende frem. At sige Deres Højhed glemte han hver
+anden Gang.
+
+-De har vist aldrig set vore "Skatte", Hr. Kaim, sagde Hendes Højhed.
+De havde det lidt, og han vilde just gaa.
+
+-Skatte--Deres Højhed....
+
+Hendes Højhed tog et Nøgleknippe i et Skrin og aabnede et lille Skab
+i Væggen: Det vil ikke op, sagde hun. Endelig gik det: Ja, det er vort
+Musæum her.
+
+Hr. Kaim blev staaende fire, fem Skridt fra hende med halvbøjet Hoved.
+
+Hendes Højhed tog et lille Skrivetøj ud af Skabet.
+
+-Det har tilhørt Napoleon, sagde hun og rakte ham det.
+
+Han tog det og saa' paa det: Ja--saa ... Han blev staaende genert de
+fire, fem Skridt fra Hendes Højhed og drejede paa Blækhuset.
+
+Hendes Højhed betragtede ham fra Siden, som han stod og saa' paa
+Musæumsgenstanden, han holdt i et Par store Hænder.
+
+-Ja saa, sagde han igen og satte Skrivetøjet fra sig paa Bordet.
+
+Maria Carolina smilede mod sin Villie, mens hun satte Napoleons
+Blækhus tilbage i sit Skab.
+
+Og mens hun smilte, følte hun den dybeste Smerte, hun havde følt i
+hele sit Liv.
+
+-Ja, sagde hun, han havde det med i Rusland. Hun vidste ikke, hun
+havde talt, før hun hørte Lyden af Sætningen, der kom tilbage til
+hende ligesom langt borte fra....
+
+Hendes Højhed tog en lille Guldstav i Skabet.
+
+Josef Kaim stod og følte paa Stenene, der sad i Krans rundt om
+Staven.
+
+-Det er et Scepter, sagde Maria Carolina.
+
+-Det har tilhørt Maria Stuart.
+
+Det gav et Sæt i Josef Kaim: Maria Stuart, sagde han. Han gik til
+Vinduet med Sceptret i Haanden.
+
+Det var næsten mørkt, saa de knap saa' hinandens Ansigter, skønt de
+stod sammen tæt ved Vinduet.
+
+Josef Kaim holdt det lille Scepter ud fra sig i Haanden, og blev ved
+at se paa det.
+
+Inde i Spisesalen havde Komikeren "sagt noget" igen. De andre lo op.
+
+-De tager fra os, Hr. Kaim, sagde Hendes Højhed sagtere, som man
+taler i Mørke.
+
+-Ja, sagde han, til Dresden. Han blev ved at staa med Sceptret,
+
+-Ja, sagde han.
+
+Hvad hjalp #det# hende? Han talte dybere, med den mærkelige mørke
+Stemmeklang.
+
+Hendes Højhed fór sammen.
+
+-Nej, sagde hun sagte.
+
+Josef Kaim rakte Hendes Højhed Sceptret. Tak, sagde han.--Hm--ja--det
+er sært med saadan gamle Ting....
+
+Hendes Højhed skælvede, da hun berørte Sceptrets kolde Guld. Hendes
+Ansigt var saa blegt i Mørket.
+
+De tav lidt. Derinde havde Komikeren vist igen gjort sin Bevægelse.
+
+-Jeg vil ønske Dem al Lykke, Hr. Kaim, sagde Hendes Højhed; hun gik
+et Skridt frem.
+
+Josef Kaim saa' op. Han havde ikke før hørt, der var saadan Velklang i
+Hendes Højheds Stemme.
+
+-Jeg skylder Dem--Tonen lød lige mild--megen Tak for i Vinter ...
+megen....
+
+Hendes Højhed rakte Haanden frem ... Men Hr. Kaim saa' det ikke i
+Halvmørket. Han bukkede kun, mens Maria Carolina bøjede Hovedet.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Maria Carolina holdt sig i et Nu mod Væggen, før hun i Spisesalen drak
+et sidste Glas med sine Gæster.
+
+Selskabet tog bort.
+
+Ned ad Bjergvejen hørte man dets Latter og Sang.
+
+-Grim er hun, sagde Josef Kaim. Men en køn Stemme har hun--mærkeligt
+til blødt Organ--saa "følt" det lyder....
+
+Maria Carolina stod i Karnappen. Hun havde slaaet Vinduet op.
+
+Over Højder og Dal var det Nat. Det var som al Naturen udstraalede
+Friskhed og Vellugt, baade Skov og Jord.
+
+Maria Carolina bøjede sig langt ud af Karnappen.
+
+Kastellanen havde ventet lidt foran Porten; nu slog han den i og
+vendte tilbage over Gaarden. Maria Carolina hørte efter Sangen
+dernede.
+
+Den blev svagere, og den døde bort.
+
+Der blev stille ude i Natten.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Hendes Højhed vendte sig forskrækket. Det var, som nogen kom bag ved
+hende i Stuen.
+
+Det var Fanen fra Trediveaarskrigen, som viftede og slog mod Væggen
+der ovre--i Trækken.
+
+Hendes Højhed kørte hjem gennem Skoven.--
+
+       *       *       *       *       *
+
+Hr. von Pöllnitz havde en ny Begivenhed at melde ved sine Theballier.
+
+-Naar Du tænker dig, Mariane--#Højheden# viste dem om....
+
+-Hvorfor var du ikke med? spurgte Fru von Pöllnitz.
+
+-Kære Ven--hvem kunde vel vide?....
+
+-Du véd #aldrig# no'et, David, sagde Fru Pöllnitz en Smule skarpt.
+Gi'er du mig din Kop.
+
+Hr. von Pöllnitz fik den tredie Kop.
+
+-Mariane, det kom som Udraab, med Hænderne frem over Bordet, og Hr.
+von Pöllnitz gjorde en af sine store Kunstpavser: Mariane--sagde han:
+der #foregaar# noget....
+
+-#Hvad#? sagde Fru von Pöllnitz.
+
+-Ja--sagde Hr. Pöllnitz og pavserede igen: Om man vidste det.
+
+Fru von Pöllnitz saa' over paa sin Mand. Hans "Plade" sad skævt.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Den femtende Maj sluttedes Hoftheatrets Sæson. Man gav "Kærlighedens
+og Havets Bølger". Hr. Josef Kaim spillede Leander.
+
+Anmeldelsen i Residentsens Dagblad sluttede saaledes:
+
+"Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina overværede Forestillingen til
+dens Slutning. Efter tredie Akt lod Hendes Højhed den afskedtagende
+ungdommelige Helt og Første-Elsker ved vort Hoftheater, Hr. Josef
+Kaim, overrække en pragtfuld Lavrbærkrans."
+
+Næste Dag tog det hertugelige Hof Sommerresidents i det italienske
+Slot.
+
+Sommeren gik.
+
+
+
+
+VI
+
+Det blev en Tid med Fester, det Efteraar.
+
+Hans Højhed Arveprins Ernst Georg blev forlovet med sin Kusine,
+Erkehertuginde Elisabeth og blev gift i Oktober. Formælingen fandt
+Sted i Wien.
+
+Hans Højhed Hertugen og Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina kom til
+Wien Dagen før Brylluppet.
+
+Erkehertuginde Elisabeth var blond, tynd som en Bønnestage og i
+rosarødt. Hun lod sig kysse af Hans Højhed Hertugen to Gange paa
+Munden og af Prinsesse Maria Carolina paa begge Kinderne.
+
+Hun smilede uafbrudt, sagde sine franske Fraser, som om de var lært i
+en "Parleur", og klemte altid Overlæben ned for at skjule over et Par
+store Hugtænder.
+
+Efter Familietaflet hos Deres kejserlige Højheder
+Erkehertug-Forældrene sad man i det dagliga Gemak.
+
+Hans Højhed Arveprins Ernst Georg underholdt sin Brud bøjet ned over
+hendes Broderi.
+
+Prinsesse Maria Carolina saa' i en Akvarelmappe tæt ved. Hun led ved
+at høre de forlovedes knappe Sætninger, som kom med lange Pavser,
+forbindtlige og indholdsløse.
+
+Maria Carolina saa' paa Akvarellerne som gennem et Slør. Hendes Hjerte
+var saa fuldt og saa beklemt.
+
+Ved Kaffen havde Erkehertuginde Elisabeth staaet et Øjeblik i en
+Vinduesfordybning. Maria Carolina gik hen til hende.
+
+Erkehertuginde Elisabeth smilede, og de stod lidt ved Siden af
+hinanden og pillede ved den samme store Plante.
+
+Saa tog Maria Carolina Erkehertuginden i Haanden:
+
+-Tror De nu--det kom paa tysk stakaandet og bevæget--at De bliver
+lykkelig? sagde hun.
+
+Erkehertuginde Elisabeth fo'r sammen, ganske skræmt, og løsnede sin
+Haand.
+
+-_Mais oui--cousine--je suis bien heureuse_, sagde hun.
+
+Prinsesse Maria Carolina traadte et Skridt bort, og nogle Øjeblikke
+stod de ved Siden af hinanden og saa' tavse ud i Palaishaven.
+
+--Klokken ti trak Herskaberne sig tilbage til deres Gemakker.
+
+Hans Højhed Arveprinsen sagde "Godnat" oppe i Hans Højhed Hertugens
+Appartement.
+
+Hans Højhed havde sagt Godnat til Hertugen og vendte sig til
+Prinsesse Maria Carolina:
+
+-Godnat--Mis, sagde han.
+
+-Godnat.
+
+Prinsesse Maria lagde sin Haand ned paa hans Arm: Ernst Georg, sagde
+hun. Det lød som i Angst.
+
+Arveprinsen tog sin Søsters Haand i de stod og saa' stille paa
+hinanden et Øjeblik.
+
+-Godnat, Maria Carolina, sagde han.
+
+Prinsesse Maria Carolina vendte sig. Hun hørte hans Sabel klirre bort
+over Tæppet.
+
+Hans Højhed Hertugen slog Kortene haardt ned mod Spillebordet.
+
+Hans Højhed ventede paa sit Parti Piqué før han gik tilsengs.
+
+-Maria Carolina, kaldte Hans Højhed.
+
+Prinsesse Maria Carolina tog Plads og Hans Højhed blandede Kortene.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Den næste Dag om Middagen fandt Vielsen Sted i Hofburg-Kapellet.
+
+Hendes kejserlige Højhed Erkehertuginde Elisabeth bar Ceremoniellet
+med et lykkeligt Smil.
+
+Efter Bryllupsfrokosten tog det nygifte Par Afsked. Den høje Brud var
+i en Rejsedragt af sart lysegraat med Kapothat, besat med smaa
+Rosenknopper.
+
+Hun blev kysset paa Kinderne af alle Herskaberne.
+
+Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina stod i Vinduet og saa' ned i
+Palaisgaarden, da de skulde køre bort.
+
+Arveprinsen førte sin Brud ned ad Trappen mod Vognen. Erkehertuginden
+hilste smilende til Lakajerne, der var stillet op _en haye_.
+
+Saa satte et Par store Mynder halsende hen over Gaarden og fo'r op af
+Bruden.
+
+Hun løsnede Armen af Arveprinsens og omfavnede Hundene. De blev ved at
+halse og lagde Forpoterne helt op paa hendes Bryst. Hun lænede sit
+Hoved ned mod Hundenes Hals og blev staaende med de store Dyr.
+
+Da den høje Brud kom op i Vognen, græd hun med Ansigtet ned i sit
+Lommetørklæde.
+
+Hestene stampede, og Palaisporten blev lukket op og blev lukket i.
+Det høje Par var borte.
+
+       *       *       *       *       *
+
+En Maanedstid efter behagede det Hans Højhed Hertugen naadigst at
+kalde Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina til Abbedisse i det
+adelige Frøkenloster i Eisenstein.
+
+Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina holdt sit Indtog i Klostret
+efter gammel Sæd.
+
+Unge Piger strøede Blomster paa Banegaarden med Arme saa røde i
+Kulden, saa de saa' ud som de var skoldede. Brandkoret blæste paa
+Horn og dannede Æresvagt.
+
+Efter Indtoget var der Gudstjeneste i Klosterkapellet.
+
+Stramme sad de gamle Damer i deres Ordensdragt langs Kirkestolene.
+Frøken von Salzen var ledet ind af den lille Priorinde: det blev
+stadig ringere med Naaden von Salzen; nu var Øjenlaagene blevet lamme,
+saa de næsten helt faldt til.
+
+Præsten talte over Ordet: "Og jeg vil give Eder min Fred i al
+Evighed".
+
+Ind gennem Prædikenen hørte man den gamle Frøken von Salzens:
+
+Aa--ja--aa ja, hen gennem Kapellet.
+
+Efter Gudstjenesten var der Kur i Ordenssalen.
+
+Abbedissens Stol stod under en Baldakin med det hertugelige Vaaben.
+
+Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina stedte Damerne til Haandkys.
+
+De gamle Damer rokkede frem en for en og nejede og bøjede Hovedet over
+Hendes Højheds Haand. Hun sittrede lidt, naar hun følte de gamle,
+kolde Læber mod sin Haand.
+
+Hendes Højhed blev ved at smile, og hun saa' de gamle Frøkener ryste
+videre, rokkende paa de graa Hoveder.
+
+Hun hørte gamle Frøken von Salzens uafladelige: "Aa ja--aa--ja" og
+bøjede Hovedet op og ned og blev ved at føle Læberne mod sin Haand.
+
+Rigsgrevinden af Waldeck, Priorinden, gik frem over Gulvet mod
+Baldakinen. Hun bar Klostrets Nøgler paa den røde Pude.
+
+Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina syntes, Gulvet gik i Bakke og
+Dal, da hun bøjede sig ned og berørte de gyldne Nøgler.
+
+Halvt i Knæ modtog Priorinden dem igen. Hendes lange Sørgeslør flød
+ned over Puden og dens Nøgler.
+
+-Aa ja--aa ja, hørte man Gamle Salzens stille Selvsnakken gennem
+Salen.
+
+Brandkoret faldt ind nede fra Gaarden. De blæste Bryllupsmarschen af
+"En Skærsommernatsdrøm" paa syv Horn.
+
+
+
+
+VII
+
+Hendes Højhed sad lænet tilbage i sin Krog med Hovedet støttet i sin
+Haand—-Hendes Højheds Bog var gledet ned og laa paa Tæppet-—; hun
+havde ikke hørt Kammerpigen gaa med Døren.
+
+Hendes Højhed lod Haanden synke ned og fo'r sammen. Det var jo blevet
+ganske mørkt.
+
+-Er der nogen? sagde hun.
+
+-Det er mig, Deres Højhed, sagde Kammerjomfruen.
+
+-Aa ja—-Hendes Højhed stod op-—det er jo blevet sent. Det er den høje
+Tid....
+
+-Vil De tænde Lysene — her paa Kaminen ... Saa kommer jeg straks.
+
+Hendes Højhed saa' efter Kammerpigens Haand om Lysene: Hvad er
+Klokken? sagde hun. Det er sent.
+
+-Syv, Deres Højhed....
+
+-Syv—-allerede ... Godt, jeg kommer straks....
+
+Kammerjomfruen havde tændt og gik.
+
+Hendes Højhed saa' i Spejlet, om nogen kunde se, at hun havde grædt.
+Hun støttede et Øjeblik Hovedet i Haanden foran Kaminspejlet, før hun
+vendte sig og gik.
+
+Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina blev klædt paa. Hun var i
+Burgunderrødt med Kniplinger.
+
+Klokken halvni tog de høje Herskaber bort til Hoffesten paa det
+italienske Slot.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Hr. og Fru Pöllnitz var for første Gang ved Hoffet. Hr. von Pöllnitz
+kunde anse det for sikkert, at han fra den første September var ansat
+som Intendant.
+
+Hr. von Pöllnitz havde aldrig været saa bevæget. I otte Dage havde han
+bukket foran alle Spejle med aimable Smil.
+
+Han begyndte sin Paaklædning Klokken seks. Hr. von Pöllnitz maatte gaa
+til og fra. Hans Mave taalte ikke saadanne Sindsbevægelser. Hr. von
+Pöllnitz havde Kolerine.
+
+Han stod i Seler og spejlede sine Ben: Det er en stor Fejl, at det
+ikke er Hofdragt med Knæbukser, sagde Hr. von Pöllnitz.
+
+-Men det kommer--det vil komme dertil ... Hr. von Pölnitz spejlede
+begge sine Lægge.
+
+-Det kommer--man maa jo dog--Hr. von Pöllnitz saa' begge
+Læg-Rundingerne--en Gang igen--tillade os at have Fantasi....
+
+Hr. von Pöllnitz forklarede ikke, hvad han mente. Han faldt hen.
+
+-Om du var færdig, Pöllnitz, sagde Fruen. Hun kunde aldrig komme
+frem. Hr. von Pöllnitz's besværlige Legemsdel var frygtelig
+fremtrædende, naar han var i Benklæder og Skjorte.
+
+Hr. og Fru von Pöllnitz kom i Vognen.
+
+-Ja ... men--Mariane--hva' si'er man nu til Højhederne--det--....
+
+-Naar Du blot indskrænker dig, David--til det mindst mulige....
+
+Hr von Pöllnitz sad lidt.
+
+-Mariane, sagde han, efter to Sæsoner maa man give mig Korset.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Selskabet ventede paa de høje Herskaber i "Arveprinsens Sal".
+
+De første i Rangen stod i Rad fra Dør til Dør. De øvrige trippede
+bagved som Faar i en Fold. Fru Hofapothekeren var i Citrongult med
+Bregnekrans om Nedringningen.
+
+-Ved Gud--om det er anstændigt, havde Fru Hofapothekeren sagt til
+Sypigen, da hun blev klædt paa.
+
+Fru Hofapothekeren vilde have Kniplingsfichu.
+
+-Hof er Hof, Deres Naade, sagde Syjomfruen; hun lagde Bregnerne i
+Spids paa Fru Hofapothekerens Ryg.
+
+-Derfor behøver gamle Kærlinger ikke at vise Flæsk, sagde Fru
+Hofapothekeren.
+
+Syjomfruen blev saa forfærdet, at hun stak Fru Hofapothekeren.
+Syjomfruen tog aldrig saadanne Ord i sin Mund.
+
+Fru Hofapothekeren viste paa Ballet en Fylde af salomoniske
+Yndigheder.
+
+Hun stod i Arveprinsens Sal ved Siden af Hr. von Pöllnitz. Hr. von
+Pöllnitz betroede Fru Hofapothekeren Tilfældet med sin Mave.
+
+-Frygteligt generende, kære Ven, frygteligt generende ... Og #hver#
+Gang, jeg spiller en ny Rolle....
+
+Fru Hofapothekeren havde Draaber med sig i Lommen.
+
+-Jeg ta'er altid med mig en lille Flaske, sagde Fru Hofapothekeren.
+Man véd aldrig, hvad det kan blive godt for....
+
+Hr. Pöllnitz tog Koleradraaber i en Krog.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Hofmarschallen slog tre Slag med sin Stav, og Døren gik op: de høje
+Herskaber traadte ind med Hofstaterne. Der blev ganske stille, alle
+nejede og bukkede paa Højhedernes Vej gennem Salen.
+
+Hr. von Pöllnitz var kommet i første Rad ved Siden af Eksellencen
+Curth. Højhederne kom forbi.
+
+Hr. von Pöllnitz' Legemsdel havde aldrig staaet saa højt ivejret.
+
+Hans Højhed talte til Eksellencen Curth.
+
+-Ganske vist, sagde Hr. von Pöllnitz.
+
+-Er De der, min gode Pöllnitz, sagde Hans Højhed Hertugen. Og Rækken
+nejede videre ligesom dukket under en vellugtende Duche paa
+Herskabernes Vej.
+
+Hans Højhed Hertugen førte Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina hen
+til hendes Plads i den grønne Sal.
+
+Hendes Højhed Prinsessen gav Kur for de tilstedeværende Damer.
+
+Hofmarschallen ventede ved Siden af Hendes Højhed. Da Kuren var endt,
+behagede det Hendes Højhed at engagere Hr. Oberstlieutenant Grev von
+Dürchfeld til den første Kvadrille.
+
+Festen tog det ved vort Hof sædvanlige pragtfulde Forløb, skrev
+"Dagbladet".
+
+Et lille Uheld omtalte Bladet dog ikke.
+
+Ud paa Aftenen beviste Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina Hr.
+Hofskuespiller Pöllnitz den Ære at byde ham op til en Vals.
+
+Hr. von Pöllnitz satte Pladen skævt af lutter Bevægelse.
+
+Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina var meget naadig mod Hr. von
+Pöllnitz. Hendes Højhed underholdt sig med Hr. von Pöllnitz i sytten
+Minutter.
+
+-Nu havde Hr. von Pöllnitz jo overtaget Kong Filips Rolle?....
+
+-Ja--og Hr. von Pöllnitz bukkede--ja, vi bliver alle gamle, Deres
+Højhed, sagde han.
+
+Hendes Højhed smilede: Ja, sagde hun, og stod et Øjeblik og saa' ud i
+Salen.
+
+-Ja--det er sandt.
+
+Hendes Højhed kunde saamæn huske Hr. von Pöllnitz som Don Karlos ...
+Siden havde Hr. von Pöllnitz spillet Markis Posa....
+
+-Ja ... saa Deres Højhed husker....
+
+-Det var sammen med dette unge Menneske--hvad hed han nu?--han var
+her kun saa kort....
+
+-Hr. Kaim....
+
+-Rigtig--ja ... Han havde vist meget Talent ... Hører man noget om ham
+nu?
+
+Hr. von Pöllnitz skød Skuldrene op: Deres Højhed--han #kaldes# en
+Storhed--i Berlin. Hr. von Pöllnitz bukkede lidt paa skævt.
+
+Man kunde tro, der kom lidt rødt paa Hendes Højheds Kinder. Men maaske
+var det kun Skæret fra den burgunderrøde Robe, da hun bøjede Hovedet.
+
+-Ja saa-—saa han har gjort Karriere, sagde Hendes Højhed. Hun gav Hr.
+von Pöllnitz Armen til Vals.
+
+Saa var det, det skete. Hr. von Pöllnitz forstod det ikke; men det
+#skete#. Hr. von Pöllnitz væltede med Hendes Højhed i Valsen, midt
+under Lysekronen.
+
+-Min Go'e--hvad kan man vel vente, naar man danser med Komedianter,
+sagde Frøken von Hartenstein næste Formiddag ved Kaffen til Mlle
+Leterrier.--Men Hendes Højhed har #Idéer#....
+
+Frøken von Hartenstein tog Himlen til Vidne med et stumt Blik. Frøken
+von Hartenstein havde lang Vane til at "tie" om de illustre Personer.
+
+Hendes Højhed havde taget Tingen godmodigt. En ung Referendar fløj til
+og hjalp Hendes Højhed op.
+
+-Hjælp saa Hr. von Pöllnitz, sagde hun.
+
+Hr. David von Pöllnitz laa og sprællede uhjælpelig som en tyk
+Oldenborre, man har vendt om paa Ryggen.
+
+Lidt efter anrettedes Souperen.
+
+Hans Højhed Hertugen tømte et Glas paa sin "Datter, Hendes Højhed
+Prinsesse Maria Carolinas Sundhed og Vel i dette Aar, som kom, og op
+gennem Aarene".
+
+Hr. von Pöllnitz var blevet i Balsalen. Han stod ene, lænet til en
+Søjle, og betragtede Gerningsstedet.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Efter Souperen afbrændtes Fyrværkeriet. Hendes Højhed Prinsesse Maria
+Carolina lod Balkondørene lukke op og gik ud paa Altanen.
+
+Aftenen var mild, og stjernerig laa Himlen over Haven. Raketterne fo'r
+hvinende op i lange Lys-Buer og sluktes. I Kanalen glimtede det som af
+faldende Guldregn.
+
+Maria Carolina stod, svøbt i sin Pelts, lænet til Gelænderet. Hun
+havde set ud over Haven mod Højderne, da Bifaldsklappene vækkede
+hende.
+
+Det var det kronede M. C. i grønt og gult. M'et og C'et døde hen med
+nogle smaa Knald.
+
+Prinsessen stirrede paa sit Navnetræk i Kanalens Vand.
+
+Kronen holdt sig og brændte endnu.
+
+Det saa' ud, som om den gled paa Kanalens stille Vand.
+
+Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina stod og saa' paa Kronens
+Billede til det slukkedes, lidt efter lidt.
+
+
+
+
+
+
+End of the Project Gutenberg EBook of HENDES HØJHED, by Herman Bang
+
+*** END OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK 12339 ***
diff --git a/LICENSE.txt b/LICENSE.txt
new file mode 100644
index 0000000..6312041
--- /dev/null
+++ b/LICENSE.txt
@@ -0,0 +1,11 @@
+This eBook, including all associated images, markup, improvements,
+metadata, and any other content or labor, has been confirmed to be
+in the PUBLIC DOMAIN IN THE UNITED STATES.
+
+Procedures for determining public domain status are described in
+the "Copyright How-To" at https://www.gutenberg.org.
+
+No investigation has been made concerning possible copyrights in
+jurisdictions other than the United States. Anyone seeking to utilize
+this eBook outside of the United States should confirm copyright
+status under the laws that apply to them.
diff --git a/README.md b/README.md
new file mode 100644
index 0000000..334e6b7
--- /dev/null
+++ b/README.md
@@ -0,0 +1,2 @@
+Project Gutenberg (https://www.gutenberg.org) public repository for
+eBook #12339 (https://www.gutenberg.org/ebooks/12339)
diff --git a/old/12339-0.txt b/old/12339-0.txt
new file mode 100644
index 0000000..798f0f1
--- /dev/null
+++ b/old/12339-0.txt
@@ -0,0 +1,3445 @@
+The Project Gutenberg EBook of HENDES HØJHED, by Herman Bang
+
+This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
+almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
+re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
+with this eBook or online at www.gutenberg.org
+
+
+Title: HENDES HØJHED
+
+Author: Herman Bang
+
+Release Date: May 14, 2004 [EBook #12339]
+
+Language: Danish
+
+Character set encoding: UTF-8
+
+*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK HENDES HØJHED ***
+
+
+
+
+Produced by Steen and Heidi Christensen and  Distributed Proofreaders
+Europe, http://dp.rastko.net.
+
+
+
+
+
+Fremhævet-Bold = #/#
+Kursiv-Italics = _/_
+
+
+
+Herman Bang
+
+
+HENDES HØJHED.
+
+
+Til Max Eisfeld.
+
+
+
+
+Hendes Durchlaucht rømmede sig, smilede endnu en Gang naadigt og stak
+Næsen ned i sin Kameliabuket.
+
+Fødselsdagskomiteen nejede paa Rad og kom i baglænds Kniks til Døren.
+
+-Uh--det gav Varme, sagde Fru Hofapothekeren. Hun var rød som en
+Kobberpotte af Sindsbevægelse og stramt Korset.
+
+Gehejmeraadinden gik i Gulvet en sidste Gang, lige som et Lys foran
+Dørsprækken.
+
+#Mon amie,# sagde Statsraadinden til Gehejmeraadinden; de tog Galosker
+paa i Forgemakket--denne Kone....
+
+-Højheden har faaet sin Villie, sagde Gehejmeraadinden og saa' hen mod
+Fru Hofapothekeren--hun vendte Ryggen til og knappede et Par Knapper
+op i Livet, henne i en Krog--Gehejmeraadinden saa' ud, som om hun
+lugtede til noget stygt.
+
+De gik ned ad Trappen. Fru Hofapothekeren stak en Thaler ud til
+Portneren. Hajdukken havde hun givet en Ti-Mark. Fødselsdags-Komiteen
+travede hjem ad Alleen med opløftede Skjørter over Galoskerne. Fru
+Apothekeren pustede som Hale.
+
+-Ja, sagde hun, det var da Pengene værd. Hun havde betalt hele
+Buketten.
+
+Gehejmeraadindens Skjørter fløj indigneret op, saa man saa' hele den
+tomme Ben-Længde, hvor Anatomien tænker sig en Læg.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Hendes Durchlaucht blev staaende nogle Øjeblikke. Saa lod hun Buketten
+synke saa inderlig træt. Da hun vendte sig, traf hendes Øjne Hofdamen
+og Hendes Højhed smilede paany--Synet af visse Gjenstande frembragte
+altid paa Hendes Højheds Mund naadige Smil, som ikke naaede Øjnene;
+#de# forblev trætte og graa--og afskedigede hende med en Bevægelse med
+Haanden.
+
+Prinsesse Maria Carolina gik alene ind gennem Gemakkerne.
+
+Det var en lang Række af Værelser. Alle Dørene stod aabne; hvide
+Rullegardiner var nede for Vinduerne, og Luften i Halvmørket var tung
+som i et Musæum.
+
+Prinsesse Maria Carolina standsede midt i Gallaværelserne og saa' sig
+om.
+
+Galla-Møblerne stod i stive Geledder langs Væggene, dækket af hvide
+Overtræk. Rundtom paa Konsoller og Borde prangede store halvstøvede
+Pragtvaser og gamle Taffeluhre, der ikke gik, men stod stille og døde.
+Oppe i Lofterne smilede korpulente Rokokko-Damer mellem røde Gevandter
+og blaa Skyer.
+
+Selv i Halvmørket var Pragten besynderlig falmet og pauvre. De gyldne
+Lister paa Vægfelterne var afblegede og sprukne rundtom. Skjoldede og
+medtagne hang store Spejle i deres Rammer _à la Louis quinze_.
+
+Prinsesse Maria Carolina gik hen til et af Spejlene: hun havde aldrig
+før lagt Mærke til, at dets Flade var sammensat af tre Glas. Hun saa'
+længe paa dette Spejl; det hertugelige Vaaben sad i alle Hjørner; det
+var en gammel Brudegave fra Residentsens Embedsmænd til en af hendes
+Slægt; hun blev Billedet vaer derinde: Man kunde se gennem Dørene ned
+ad Salene. Tre Lysekroner hang paa Rad, omhyllet af Lagener, som
+slappe, halvtømte Balloner under Lofterne.
+
+Paa Konsollen stod en Sèvres Vase. Den var sammenklinket paa den Side,
+som vendte ind til Spejlet.
+
+Inde i den næste Sal hang et halvt Dusin at Prinsesse Maria Carolinas
+Forfædre, de regerende Hertuger. Undertiden om Søndagene bad
+Slotskastellanen Hendes Højhed om speciel Tilladelse til at maatte
+vise nogle Besøgende Billederne. Det var mest Bønder eller Børn fra en
+Skole anført af deres Lærer. De listede stille hen gennem Salene og
+turde ikke tale højt, men hviskede ganske sagte og spærrede Øjnene op
+og skubbede til hinanden. Og de stirrede ærbødigt paa deres
+Landsfædres Billeder og nævnede Navnene med en egen Betoning ligesom
+Helgennavne i Bønner.
+
+Prinsesse Maria Carolina gik frem i Salen og betragtede sine Ahner. De
+var malet i Hofdragter i store Attituder, med Haanden paa et
+juvelbesat Kaardefæste. Et Par havde en Krone liggende ved Siden af
+sig paa et Bord, paa en rød Fløjelspude. En anden havde en Rulle Papir
+i den fremstrakte Haand ligesom en Kommandostav.
+
+Prinsesse Maria Carolina rullede et Gardin op og betragtede Billederne
+længe. De var nylig malet op, og de grelle Farver skinnede. Hun saa'
+paa Ansigterne. De havde alle samme Udtryk; med tom Parademine stod de
+der, midt i deres Fløjel, stive og livløse.
+
+Hendes Højhed sukkede. Det var ikke Mestre, der havde malet hendes
+Forfædre.
+
+Da Hendes Højhed traadte ind i sit eget Gemak, rev hun hastigt, som om
+hun trængte til Luft, det store Vindue op. Vaarluften slog hende
+solvarm imøde. Hun satte sig og saa' ud, støttende Hovedet i sine
+Hænder.
+
+Efter lange Regnskyl var Vaaren kommen pludselig. Friskt bredte sig
+det fine grønne over Plænerne, og Træernes Knopper var halvt sprunget
+ud. Man fornam Kastaniernes første sarte Duft og den friske Dunst fra
+den varme muldede Jord.
+
+Hendes Højhed syntes aldrig, hun havde set alting saa ungt og saa
+lyst. Himlen var saa klar og høj uden Bund. Det syntes Maria Carolina
+som om alt skinnede, Buskene og den ny grønne Plæne og Træerne og
+Horisonten....
+
+Spurvene holdt Hus mellem Elmene. Og naar man aandede, fornam man de
+vilde Ribsklasers Krydderduft.
+
+Prinsesse Maria Carolina lukkede Øjnene, som blev de blændet; og uden
+at hun vidste det, brød nervøse Taarer frem og løb ned over hendes
+Kinder.
+
+Hun følte et Ubehag overfor dette Lys og Liv, stærkt næsten som en
+fysisk Smerte. Det var, som Foraaret derude pludselig overvældede
+hende. Svimmel saa' hun gennem Taarerne den flimrende Luft, og de
+fjerne Højders blaa Linier kom i Bølgegang for hendes Øjne.
+
+Prinsessen rejste sig og lukkede Vinduet. Hun slog de lange _stores_
+for og satte sig i den halvmørke Stue. Hun vidste ikke selv, hvorfor
+hun blev ved at græde. Ellers græd Hendes Højhed kun om Søndagen i
+Kirken.
+
+Hun sad og rokkede stadig frem og tilbage og saa' stadig kun et og
+samme Billede--hun vidste ikke, hvorfor og hvor det kom fra. Det var
+Aar og Dag, siden hun havde tænkt blot med en Tanke paa sin Onkel,
+Prins Otto Georg, Aar og Dag. Og nu saa' hun ham, som var det blot
+igaar hun var Barn og nysgjerrig, staaende paa Tæerne bag hans Stol,
+havde stirret saa tit paa Onkel Otto Georgs Ild;--hun kom slet ikke
+bort fra hans Billede.
+
+Onkel Otto Georg lagde Brændestykkerne til Rette i Ovnen; og saa slog
+han forsigtigt Ild med det lille Fyrtøj og tændte Kvasset under
+Stykkerne. Flammerne slikkede og Flammerne borede. Onklen stirrede
+derind, med Hagen begravet i sine Hænder, med de skinnende døde Øjne.
+
+Maria Carolina turde ikke tale til Onkel Otto Georg. Hun laa tavs paa
+Knæ ved Siden af hans Stol og saa' ind paa Ilden i Ovnen. En Gang
+imellem mærkede den stille Prins, at Barnet laa der; og Maria Carolina
+følte Onkel Otto Georgs bløde Hænder glide saa sagte hen over sit
+Haar. Det var saadan en blød og nænsom Gliden, frem og tilbage--længe.
+Sommetider faldt Maria Carolina i Søvn, med Hovedet ind mod Onkels
+Stolearm; sommetider kom hun til at græde.
+
+Onkel Otto Georg tog hendes Hoved mellem sine Hænder, og med sin
+besynderlige, trætte Stemme, der kun havde én Tone, sagde han:
+
+_Oui--mon enfant ... mon pauvre enfant_.
+
+Han sad med hendes Hoved i sine Hænder og saa' paa hende med sine døde
+Øjne, og han blev ved at mimre paa sin ene Tone:
+
+-_Oui--mon enfant--mon pauvre enfant ..._
+
+Onkel Otto Georg rejste sig og lydløs, rokkende paa sit smukke Hoved
+med det bløde lyse Skæg, listede han hen over Gulvet til den næste
+Stue. Og tændte Ild i Ovnen, forsigtigt som en Tyv, med sit lille
+Fyrtøj, og saa' paa Flammerne med sine Glasøjne--
+
+Om Sommeren var Onkel Otto Georg hele Dagen nede i Haven hos sine
+Blomster. Hvor han elskede Roser. Han holdt Kalkene--saadan i de to
+rundede Hænder og timevis saa' han stille paa Blomsten og smilede....
+
+Maria Carolina kom forbi med sin Guvernante ... Onkel Otto Georg
+mærkede det ikke. Han stod med sit rokkende Hoved ned over Roserne og
+smilte.
+
+Guvernanten holdt op med sin evige Eksamination, gav tre Kniks til
+Prins Otto Georgs Ryg og slog en lille Bue i Gangen--Mlle Leterrier
+var altid bange for Onkel Otto Georg.
+
+--Og Maria Carolina sneg sig stille forbi ... De gik op paa
+Terrassen....
+
+Mlle Leterrier gav tit Maria Carolina Timer paa Terrassen. Man saa'
+deroppe hele Residentsen med dens Skorstene og røde Tage og
+Kirketaarnet og den lille Flod med de to Broer og den røde Kaserne,
+der var det største Hus i hele Byen.
+
+Panoramaet lettede Mlle Leterriers Undervisning.
+
+Hun havde Gloserne om sig.
+
+Træer og Huse og de røde Tage og Røgen fra Skorstenen op gennem den
+blaa Luft, og de smaa Skyer paa Himlen, og Lindene og Blomsterne
+mellem Stammerne og Stubbene, dækket af det grønne Mos, og Fuglene,
+som sang i Buskettet, og Myggene, der svirrede--det var altsammen bare
+Gloser for Mlle Leterrier.
+
+Gloser og Udgangspunkter. Mlle Leterriers Undervisning #hvilede# paa
+Udgangspunkter: hendes Methode gik ud fra det virkelige Liv. Paa
+Terrassen svælgede Mlle Leterrier i Udgangspunkter.
+
+En Spurv lod sig dumpe fra en Gren ned paa Jorden og boltrede sig i
+Terrassens Støv.
+
+Mlle Leterrier standsede og saa' paa Spurven som paa et af de syv
+Undere: _Ah--le petit oiseau ... Comme il est beau, le petit
+oiseau...._
+
+Mlle Leterrier var meget nysgjerrig efter at faa at vide, hvad det
+mon egenlig #var# for en "_petit oiseau_"....
+
+Maria Carolina stod og ludede; hun saa meget sløv paa Mlle Leterriers
+"pippende" Under.
+
+-Ah--det er en Gulspurv ... Deres Højhed véd jo nok (Hendes Højhed
+#vidste# alt ...) en Gulspurv.
+
+Mlle Leterrier var midt inde i Naturhistorien. Hun endte med Anekdoten
+om Apelles og Fuglene. Mlle Leterriers Undervisning var rig paa
+Anekdoter.
+
+-Deres Højhed, sagde Mlle Leterrier, naar Maria Carolina havde mumlet
+en af Lafontaines Fabler for Hendes Højhed Hertuginden, og Hendes
+Højhed i sit slæbende Fransk udtrykte sin Tilfredshed--Deres Højhed,
+Kunsten at undervise er Kunsten at interessere.
+
+Mlle Leterrier havde ved højtidelige Lejligheder Slagord, som hun
+kaldte Citater af Jean Jaques Rousseau.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Mlle Leterrier og Maria Carolina gik videre hen ad Terrassen. Mlle
+Leterrier var kommet ind i Botaniken ... Hun talte om Bladenes
+Bygning.
+
+-Deres Højhed ved, at Cellerne....
+
+Mlle Leterrier fortabte sig i alt, hvad Hendes Højhed vidste om
+Celler.
+
+Maria Carolina gik stille ved Siden af Guvernanten. Hun sagde
+sjældent andet end "Ja" og "Nej". Det sagde hun ikke saa livligt.
+Hendes Højhed forraadte ikke, hvormeget hun vidste om Cellerne.
+
+En Gang imellem gik hun hen til Randen af Terrassen. En høj Klokke
+havde lydt op der nede fra. Det var Frikvarterklokken i Hertugindens
+Vajsenhus.
+
+Naar Maria Carolina bøjede sig lidt ud over Rækværket, kunde hun se
+ned paa Vajsenhusets Legeplads. De smaa Unger tumlede om dernede i
+deres Lærredskitler, lo og hvinede og legede "sidste Slag" ... Det lød
+op som en Jubel.
+
+Maria Carolina stod og saa' saa "langt" ud over Rækværket.
+
+Mlle Leterrier fandt et nyt Udgangspunkt. Træt slap Maria Carolina
+Gelænderet og fulgte efter Guvernanten.
+
+Dernede sang de. Maria Carolina kendte Sangen.
+
+Det var den Leg, hvor de snurrede rundt i en Kreds--og en stod derinde
+i Kredsen og bredte sit Forklæde ud og knælede ned, og saa knælede den
+anden og saa dansede de to i Kredsen--og de andre udenom--og holdt
+hinanden i Hænderne.
+
+    "Munken gaar i Enge"
+
+sang alle Barnestemmerne i Kor.
+
+-Deres Højhed vil spørge, sagde Mlle Leterrier, som stadig var i
+Botaniken. Mlle Leterrier sagde ofte: "Deres Højhed vil spørge"....
+
+Det var en Formel.
+
+Maria Carolina spurgte ikke. Hun var saa træt af Udgangspunkter Mlle
+Leterrier spurgte for hende. Det interesserede hende saa lidt. Artig
+gik hun, med sit "Ja" og "Nej", med sit underlige graa og gamle Ansigt
+og de matte Øjne, ved Siden af sin Guvernante.
+
+Mlle Leterrier fik gale "Ja" og "Nej". Hun blev ærgerlig.
+
+-Deres Højhed har ingen ret Sans for Naturen, sagde hun.
+
+De sang dernede--hvor de sang!....
+
+Ja, det var den, de dansede efter--nu:
+
+    Ej--hvor lystigt de danser, de to--
+    Som om de havde tabt baade Strømper og Sko ...
+    --Som om de havde tabt baade Strømper og Sko....
+
+Mlle Leterrier havde set en Myretue. I et Nu var Mlle Leterrier i
+"Sanssouci". Det var en gammel Vane hos Mlle Leterrier at beskæftige
+sig med Sanssouci. Hendes tidligere Elev havde været af Huset
+Hohenzollern. Mlle Leterrier havde grupperet sin Undervisning om
+Frederik den Store.
+
+Nu var hun i Vanen: Mlle Leterrier arriverede fra alle sine
+Udgangspunkter pludseligt hjem til "Sanssouci".
+
+Det var gammel Vane. Men Mlle Leterrier havde Aandsnærværelse:
+Hertuginden var af Huset Østrig: Med en Vending gik hun over til
+Schönbrunn og sluttede med Maria Theresia.
+
+Naar Mlle Leterrier var naaet til Maria Theresia, gjorde hun en Pavse.
+Tavse gik Guvernante og Elev ved Siden af hinanden.
+
+Det højeste var, at en ensom Glose oplivede Stilheden.
+
+Maria Carolina gentog Glosen med sin trættede Stemme.
+
+-_La pelouse--Votre altesse le sait_....
+
+-_Oui--mademoiselle--la pelouse_.
+
+Frikvarteret dernede var omme. Klokken lød og Barnestøjen døde hen med
+en travl Summen.
+
+Mlle Leterrier og Maria Carolina var naaet til Enden af Terrassen.
+Vajsenhuset laa lige dernedenfor. Maria Carolina saa' to smaa
+forskrækkede Smølehoveder løbe hen over Gaarden og ind ad Døren ...
+Oppe fra Skolestuen hørte man Lærerindens Stemme og Børnene, som
+stavede op i Kor, ud gennem de aabnede Vinduer....
+
+Maria Carolina stod og ludede, mens hun lyttede.
+
+-Deres Højhed maa holde sig rank--Maria Carolina fo'r sammen og
+rettede sig--Deres Højhed holder sig forskrækkeligt ... Deres Højhed
+maa igen ha'e Bandage....
+
+Maria Carolina blev hvert halve Aar snørt et Par Maaneder i
+Jernstativ for at faa Holdning.
+
+Mlle Leterrier var træt. De satte sig paa en Bænk mellem Træerne.
+
+De mindste Piger fra Vajsenhuset kom forbi. De kom med Plejemor,
+snadrende langt henne, i deres gule Kitler, en lang Række, som en Flok
+smaa Ællinger.
+
+De tullede af efter Plejemor i de lange Kitler--de hvide Kyser bundet
+fast om de røde runde Ansigter.
+
+Maria Carolina saa' dem komme, to og to, med hinanden om Halsen,
+pludrende og hvinende løb de til og fra ... Naar de kom forbi Bænken
+blev de stille, og de hilste med smaa gravitetiske Kniks og holdt ud i
+Kjolerne og stirrede paa Maria Carolina med store runde Øjne.
+
+Og et Par af de mindste faldt, mens de kniksede, og laa og græd paa
+Jorden og stolprede op igen og kniksede igen, mens Taarerne løb dem
+ned over Kinderne....
+
+Maria Carolina sad genert og rød i Hovedet paa sin Bænk og nikkede og
+takkede.
+
+Smaapigerne var forbi. De summede sammen i Kreds og kom ikke frem--det
+lød som en Syngen, Stemmerne henne i Alleen.
+
+Mlle Leterrier saa' paa Uhret. Det var Tid: Hendes Højhed havde sin
+Time i Dans og Bevægelse.
+
+Maria Carolina rejste sig og fulgte Guvernanten. I Rosenhaven pyllede
+Prins Otto stille om mellem sine Roser, midt i Solen. Maria Carolina
+og Mademoiselle gik ham forbi: Hendes Højhed havde Dansetimer i den
+lille Balsal. Hendes Højhed Hertuginden overværede selv Prinsesse
+Maria Carolinas Timer i Dans og Bevægelser. Den gamle Lærer var et
+antikveret Balletben med mange udværts Balletbuk og Fadermordere.
+
+Prinsesse Maria Carolina dansede Kvadrille med tre Stole. Den udværts
+svedte over "Morderne" med en tynd Violin. Hendes Højhed var
+fortvivlet: Prinsesse Maria Carolina havde aldeles ingen Gratie.
+
+-Tilbage--frem--én, to, tre ... Kompliment ... Man #ser# paa sin
+Herre ... Der--der--Herren til venstre. Prinsesse Maria Carolina
+strittede fortvivlet rundt mellem sine tre Stole. Balletdanseren
+spillede og slog Takt med sin hele Krop--
+
+Der--der--tre, Deres Højhed ... Herren til højre--det røde Baand,
+Herren til højre (røde og blaa Baand om Stolene støttede Maria
+Carolinas Fatteevne) ... to, tre, Kompliment....
+
+Balletantikviteten sprang som Harlekin i Pantomimen, mens han filede.
+
+Godt--godt--en to, tre, Herren til venstre....
+
+Maria Carolina nejede igen for de røde Baand....
+
+Nej--nej--en, to, tre, Herren til venstre--
+
+-De Haandled, raabte Hendes Højhed, Hr. Pestalozzi,--de knækkede
+Haandled! Og hvilken Kompliment ... den #Kompliment!#
+
+Hendes Højhed Hertuginden var ude paa Gulvet.
+
+-Om igen....
+
+Prinsesse Maria Carolina nejede igen med rund Ryg.
+
+-Den Holdning--den Ryg dog ... Om igen....
+
+Hendes Højhed sang med.
+
+Prinsesse Maria Carolina nejede med stive Øjne for sine tre Stole....
+
+-En græsselig Kompliment--#græsselig#. Hendes Højhed ved ikke Raad:
+Prinsessen gaar saa rundrygget som en Vandbærerske.
+
+Hr. Pestalozzi tørrer sig med et Lommetørklæde, propert som et gammelt
+Sminkeklæde: det ligefrem risler af Hr. Pestalozzi.
+
+Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina er stivøjet.
+
+Om Mlle Leterrier turde sige--Mlle Leterrier hækler Mellemværk i en
+Krog, Mlle Leterrier hækler altid Mellemværk til sine jomfruelige
+Negligéer--: Prinsesse Ernestine var blevet bundet fast i Sengen om
+Natten....
+
+Saa hun ikke kunde røre sig ... Hendes Højhed Prinsesse Ernestine laa
+aldeles lige ud....
+
+Det havde hjulpet forbavsende paa Hendes Højhed Prinsesse Ernestine
+... Det var Armene, som blev bundet....
+
+Hendes Højhed Hertuginden fandt det noget stærkt ... Hendes Højhed
+Prinsesse Maria Carolina kunde forsøge at gaa et Par Timer med Lineal.
+Hendes Højhed Hertuginden var selv gaaet fire Timer med Lineal om
+Dagen--i sin Barndom.
+
+Balletantikviteten spillede op igen.
+
+Prinsesse Maria Carolina dansede Vals med en rød Taburet.
+
+Hendes Højhed Hertuginden rejste sig for at gaa. Hun skulde have Time
+i Maling. Hendes Højhed Hertuginden malede. Det var altid noget rundt
+hvidt i meget blaat. Hendes Højhed skænkede dette hvide og blaa som
+Gave til Basarer. I Gavefortegnelsen specificeredes det: Hendes Højhed
+Hertuginden, et Maleri: Aakander svømmende paa Vand.
+
+Alle Dagligstuer i Residentsen havde "Aakander paa Vand".--
+
+Desuden var Hendes Højhed Hertuginden sulten. Hendes Højhed
+Hertuginden nød regelmæssig et Maaltid hveranden Time.
+
+Prinsesse Maria Carolina gjorde Kompliment for sin Mama.
+
+Dagene gik; den ene som den anden. Hendes Højhed havde Timer; og
+Hendes Højhed havde Fritid og spadserede med Mademoiselle. Hendes
+Højhed var skrækkelig kejtet og havde store røde Hænder.
+
+I Konversationstimerne gik Hendes Højhed med Lineal.
+
+Efter Taflet kørte Hendes Højhed Hertuginden Tur. Prinsesse Maria
+Carolina sad paa Bagsædet og nikkede til Folk.
+
+De kørte altid samme Vej, ned gennem Residentsens Storgade ud til "det
+italienske Slot".
+
+Hofdamen underholdt Hendes Højhed Hertuginden; Hofdamen kunde en
+Historie om hvert Menneske de mødte.
+
+I "det italienske Slot" drak Hertuginden Chokolade. Saa vendte de
+hjem.
+
+Prinsesse Maria Carolina var meget træt, naar hun kom i Seng om
+Aftenen, og Mlle Leterrier havde faaet bundet Handskerne om hendes
+Haandled--med de røde Hænder.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Mlle Leterrier taalte ikke at blive begejstret i Sommerheden. Hun
+faldt regelmæssig lidt hen, naar hun--_via Sans souci_--var naaet til
+_cette illustre impératrice_. Maria Carolina flyttede sig en Smule paa
+Bænken, sagte, angst for at vække hende. Det var Maria Carolinas
+bedste Tid, naar Mlle Leterrier faldt lidt hen.
+
+Der var saa stille--ikke en Lyd over Haven. Stille laa i Solen Parkens
+grønne Træer og Slot og By.
+
+En Bi kom summende op mod Terrassens Skygge, surrede bort igen ud i
+den store Sol.
+
+Det var saa dejligt at sidde her i Fred, næsten som sad hun lidt
+alene.
+
+Hun skottede til Mlle Leterrier, bange ved hver en Støj.
+Vajsenhusbørnene kom forbi og kniksede; henne paa Terrassen--Hendes
+Højhed Hertuginden havde paa sin Navnedag allernaadigst skænket dem en
+Legeplads heroppe med Gynge, Balancebrædt og en Vippe--lo de og
+støjede.
+
+Mlle Leterrier sov væk.
+
+Maria Carolina stod sagte op fra Bænken og listede sig hen ad
+Terrassen. Naar Børnene raabte højt, fo'r hun sammen og vendte sig.
+
+Bag et Træ saa' Maria Carolina paa deres Leg.
+
+De stod, to og to, i en lang Række med Ryggen til hende ... Ja--de
+legede Enke....
+
+Maria Carolina kendte alle deres Lege: "Munken" og "Trold" og "Sidste
+Slag" og "Prinsessen i Buret".
+
+Hvor de løb--rundt om Gyngen--med et Hvin.--Men saa ta'--men saa ta'
+hende dog ... Aa, den tykke Martha var Enken....
+
+Rundtom hvinede de smaa. De legede "Gemme" og stillede sig med
+Ansigterne ind mod Træerne og skreg, naar de var fundet og trillede
+afsted og faldt i "Saltebrød" og sprællede, saa man saa' de runde
+lyserøde Stolper op under Skørterne....
+
+De ældre var trætte. De satte sig paa Bænkene i en lang Rad med
+hinanden om Livet og vuggede frem og tilbage. Et Par begyndte at
+synge.
+
+Rundtom sang de med, mens de gyngede med Kroppen.
+
+De smaa satte i og blev ved at synge det første Vers med deres
+skærende, høje Stemmer. En lille gullokket En var faldet og sad
+grædende paa Jorden. Hun sang, mens hun smurte Taarer og Jord rundt i
+sit Ansigt.
+
+Maria Carolina gik stille tilbage til sin Guvernante.
+
+En Dag var de smaa Piger alene.
+
+De legede alle de stores Lege og kunde ikke huske dem, og røde i
+Totterne skændtes de som smaa Hanekyllinger og satte Trutmunde op og
+blev fornærmede....
+
+Maria Carolina listede frem bag sit Træ.
+
+Hun bøjede sig ned over en lille Purk, som snøftede og gned Øjne. Skal
+jeg hjælpe? sagde hun?
+
+Den lille saa' op og stirrede lidt paa hende.
+
+Saa rev hun sig løs og løb fra hende ... De andre saa' Maria Carolina
+og begyndte at neje og holde i Forklæderne og trække sig væk,
+baglænds, skubbende til hinanden, over mod Træerne.
+
+Maria Carolina stod ene, midt paa Pladsen. Hun var helt rød.
+
+-Vil I lege, sagde hun igen og gik lidt frem.
+
+Børnene svarede ikke. De klinede sig sammen, med Fingrene i Munden. Et
+Par blev ved at knikse.
+
+-Skal vi ikke lege, sagde Maria Carolina igen, men sagtere.
+
+Der kom ingen Svar, bare nogen Smaagrynt.
+
+-Vi ska' lege "Munken", sagde Maria Carolina og gik lidt frem igen.
+
+-Kom.
+
+Hun tog en lille Pige i Haanden: Du skal holde mig, sagde hun.
+
+Den lille strittede imod og begyndte at græde. Hun borede sig ind i
+Klumpen af de andre, som stod og skulede og snøftede--det trak op til
+en Stor-Skylle.
+
+-Men--vi vil jo lege Munk, sagde Maria Carolina.
+
+Hun tog en anden om Armen; den lille græd, som hun havde en Kniv i
+Halsen.
+
+Maria Carolina slap hende. Hun saa' et Øjeblik endnu paa de smaa, som
+snøftede i Klump. Saa vendte hun sig og gik.
+
+Mlle Leterrier vaagnede. De vendte hjem til Slottet.
+
+Men Signor Pestalozzi vidste ikke, hvad der dog gik af Hendes Højhed i
+Timen i Dans og Bevægelse; Hendes Højhed begyndte pludselig at græde
+midt under Kvadrillen, mellom de tre Stole, og Graaden vilde aldrig
+høre op.
+
+Maria Carolina pressede Læberne sammen og gjorde sine Pas til Signor
+Pestalozzis Violin, mens Taarerne løb hende ned ad Kinderne.
+
+Men om Aftenen, da Mlle Leterrier havde bundet Hanskerne om hendes
+Haandled og var gaaet ud og havde lukket Døren, og hun havde hørt
+hendes Skridt bort gennem Gangen, stod Maria Carolina op igen og
+knælede ned paa Gulvet og rakte Armene op mod Himlen og græd og græd
+og græd.
+
+Hun bad til Gud med Hovedet ned i Tæppet. Maria Carolina vidste ikke
+selv, men hun syntes, hun var saa grænseløs, saa forfærdelig
+ulykkelig....
+
+Da var Maria Carolina vel en fjorten Aar.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Hendes Højhed Hertuginden valgte Maria Carolina to Veninder.
+
+Det var et Par Gehejmeraaddøtre med lyserødt Haar og Fregner til ned
+paa Halsen.
+
+De sad paa Kanten af Stolene, havde altid klamme Hænder, sagde "Ja"
+og "Nej" og aad som Ravne ved alle Maaltiderne.
+
+Om Aftenerne blev der læst højt under Mlle Leterriers Forsæde. Det var
+Bøger af Samlingen _pour les jeunes filles_. De skiftedes til at læse.
+De to fregnede forstod ikke et Ord. Naar de selv læste, smurte de paa,
+uden at drage Aande, saa Fregnerne glødede.
+
+Ingen forstod en Stavelse.
+
+Mademoiselle hæklede Mellemværk og sagde: "Meget smukt", hver Gang de
+tabte Vejret.
+
+Naar de spillede Kort, lod Veninderne altid "Hendes Højhed" vinde, og
+fik bagefter Knaset til Foræring.
+
+Maria Carolina behandlede dem med en distræt Venlighed. Mest var hun
+interesseret af, hvor meget der kunde gaa i deres Lommer. Hun troede
+virkelig, der var Plads til alt i deres Lommer.
+
+--Saadan gik Tiden.
+
+I Ferierne kom Arveprinsen hjem fra Kadetskolen.
+
+Hans Højhed Arveprins Ernst Georg var en lang Knægt, som kneb Maria
+Carolina i Armen under Taflet, saa hun var gul og grøn. Om Søndagen
+sad han bag ved hende i Kirken og knubsede hende under Prædikenen med
+knyttet Haand i Nakken. Maria Carolina kunde være gaaet i Ilden for
+ham.
+
+Hun elskede ham blindt. Hun var altid stiv som en Pind imod ham og
+talte altid til ham, som om hun var fornærmet.
+
+Arveprins Ernst Georg drillede hende med at overkysse hende. Hun var
+blodrød og grædefærdig. Bagefter sad hun i en Krog og beundrede.
+
+-Luk Munden, raabte Ernst Georg. Maria Carolina havde den Vane at
+sidde hen med aaben Mund, naar hun beundrede.
+
+Maria Carolina var meget kejtet og kunde aldrig finde sig til rette
+med sine Arme, som var lange, med meget røde Haandled. De hang og
+dinglede, som var de løse.
+
+-Armene, Deres Højhed, Armene, sagde Mademoiselle Leterrier.
+
+Og Hendes Højhed fo'r sammen, og Armene strittede krampagtigt,
+Albuerne var spidse som Syle.
+
+Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina var i sørgelig Grad uden
+Gratie.
+
+Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina fyldte seksten Aar.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Hun fik egen Hofstat. Den bestod af en Hofdame, Komtesse
+Theodora-Anna-Amalia v. Hartenstein, det fyldte godt i den hertugelige
+Statskalender. Hun var opført tre Gange. Hendes Højhed Hertugindens
+Hofstat: Komtesse Theodora-Anna-Amalia von Hartenstein, første
+Æresdame. Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolinas Hofstat: Æresdame
+Komtesse Theodora-Anna-Amalia von Hartenstein, Hofdame.
+
+Hofstat til Disposition for fremmede Fyrstinder: Æresdame Komtesse
+Theodora-Anna-Amalia von Hartenstein, Hofdame hos Hendes Højhed
+Prinsesse Maria Carolina.
+
+Komtesse Theodora-Anna-Amalia von Hartenstein var skrutrygget og
+klædte sig fortrinsvis i krèmegult. Selv naar hun havde et nyt
+Toilette, saa' det ud som om det var omsyet.
+
+Hun holdt sig op ad Prinsesse Maria Carolina og sagde altid: Deres
+Højhed mener....
+
+Komtesse Theodora-Anna-Amalia von Hartenstein vidste alt, hvad Hendes
+Højhed mente.
+
+Prinsesse Maria Carolinas manglende Ynder var indhyllet i et evigt,
+stramt lyserødt. Saa inderlig ligegyldig lod hun alt skylle sig forbi.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Hendes Højhed Hertuginden vilde adsprede hende: Prinsesse Maria
+Carolina fik Undervisning i Akvarelmaling.
+
+-Hendes Højhed har Blegsot, sagde Livlægen. Hendes Højhed trænger til
+Bevægelse.
+
+Hendes Ridetimer blev fordoblede. Maria Carolina havde en Ven. Det var
+hendes Hest.
+
+Naar hun paa sine Rideture var staaet af Hesten ude i Skoven, for at
+spadsere, kunde hun blive staaende Kvarter efter Kvarter, med sine
+lange Arme slyngede om sin "Ajax"'s Hals. Hun talte ikke til Dyret,
+gav det ingen Kælenavne og kærtegnede det ikke. Hun stod blot med
+Hovedet ind mod Dyrets Hals, stille og ubevægelig--længe. Og naar hun
+var vendt tilbage til Slottet, og Lakajen gik bort med Ajax, blev hun
+staaende og saa' efter Dyret, saa længe til det forsvandt i Porten.
+
+Onkel Otto Georg saa' hun sjældnere nu. Han var blevet mere syg de
+sidste Aar. Han sad mest stille hen og rokkede. Han talte aldrig,
+udstødte kun midt som han sad nogle underlige uartikulerede Lyd, der
+lignede Ugleskrig. Om Sommeren kom han en Gang imellem ned til sine
+Roser. Maria Carolina gik med ham og støttede ham. Han pylrede rundt
+mellem Buskene og nussede og smilede som et Barn....
+
+Han blev stadig svagere og svagere og saa tynd som en Stilk.
+
+Maria Carolina græd meget, da han døde.
+
+Aaret efter gik ogsaa Hendes Højhed Hertuginden bort. Maria Carolina
+havde et stort Ceremoniel at gennemgaa og ikke megen Tid til at sørge.
+Hun havde ogsaa kendt saa lidt til sin Moder.
+
+
+
+
+II.
+
+Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina var allerede gammel i at
+repræsentere ved Hoffet.
+
+Det var hvert Aar de samme Fester. Ballet Nytaarsdag, hvor Hans Højhed
+Hertugen i Polonæsen førte Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina. Til
+Kvadrillerne behagede Hendes Højhed Prinsessen at opbyde altid de
+samme Officerer.
+
+De tre Vintertafler og den lille intime Hof-Festlighed paa Hendes
+Højheds egen Fødselsdag med Fyrværkeriet og hendes Navnetræk, det
+kronede M.C. i grønt og gult, Landsfarverne. Og de seks smaa
+Lørdagstéer i Hendes Højheds private Appartements, hvor Garnisonens
+Dusin Officerer dansede med de unge Damer af Hofkredsen og indøvede
+Signor Pestalozzis Kvadriller, som paa Hans Højhed Hertugens
+Fødselsdag blev udført i Kostyme.
+
+Den aarlige Basar i "Borgerforeningen", hvor Hendes Højhed fik Buket
+ved Foden af Raadhustrappen og blev slæbt gennem Salen af det første
+Komitémedlem (Hendes Højhed kunde aldrig holde Trit med
+Komitémedlemmer i "Borgerforeningen") og sad paa Tribune af gult og
+grønt--Landsfarverne--mens Hofskuespiller Hr. von Pöllnitz velvilligt
+deklamerede "die Glocke".
+
+Hr. von Pöllnitz var den eneste i Salen, som ikke var ganske sikker i
+"die Glocke". Han havde megen Pathos og løftede sig paa Tæerne ved
+Enden af hvert Vers.
+
+Hr. von Pöllnitz udfyldte Hullerne i sin Hukommelse ved at fremrulle
+nogle langstrakte Lyd, der lignede fjern Torden, og han svingede med
+den højre Arm som med Vingen af en Vejrmølle.
+
+Naar Hr. von Pöllnitz var færdig--det varede Aar for Aar længere,
+inden Hr. von Pöllnitz blev færdig med "die Glocke"--sagde Hendes
+Højhed: Det glæder mig....
+
+Hun vilde sige mer og fandt ingenting og var generet af sine
+Arme--Hendes Højhed stod altid, som om hun vilde gemme sine Arme, naar
+hun skulde sige noget--og sagde igen:
+
+-Det glæder mig ... Det har som sædvanlig glædet mig meget....
+
+Hr. von Pöllnitz bukkede og pustede som en Hvalfisk. Det tog Aar for
+Aar mere paa Hr. von Pöllnitz at sige "die Glocke" paa Grund af
+Tordenen.
+
+Efter hver Basar haabede Hr. von Pöllnitz at blive Ridder af
+Husordenen. Hr. von Pöllnitz havde Medaillen for Kunst: Hans Højhed
+Hertugen havde benaadet Hr. von Pöllnitz med Medaillen til hans fem og
+tyveaarige Jubilæum. Hr. von Pöllnitz havde spillet Romeo til sit fem
+og tyveaarige Jubilæum....
+
+Hendes Højhed gik ned gennem Salen og købte noget i hver Butik.
+
+Hos Overborgmesterens Frue købte hun Peberkager. Overborgmesterens
+Frue bagte dem selv.
+
+-Jeg spiser Deres Peberkager med stor Fornøjelse, sagde Hendes
+Højhed.
+
+Hendes Højhed spiste hvert Aar Overborgmesterfruens Peberkager med
+Fornøjelse. Alle Husmødre i Residentsen laante Opskriften paa "Hendes
+Højheds Peberkager".
+
+Naar Hendes Høj hed havde besøgt Butikerne, besaa hun Forlystelserne.
+Der var et Menageri. En ung Overlærer ved Gymnasiet fremviste "et lærd
+Svin". Det sagde "Øf-øf", naar han kildede det paa Maven.
+
+Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina lo, saa Komtesse von
+Hartenstein fik Hoste.
+
+Komtesse Theodora-Anna-Amalia von Hartenstein forstod overhovedet
+ikke, at Hendes Højhed undertiden--"og ved de besynderligste
+Leiligheder, min Go'e," sagde hun til Mademoiselle Leterrier, der sad
+hen i Slotsfløjen som Oldfrue--"kunde tillade sig nogle Anfald af
+Lystighed"--"#Explosioner#, min Go'e"--saa hun næsten blev borte i
+Latter.
+
+-Aa, De véd det jo, min Go'e, sagde Frøken von Hartenstein, det er jo
+#Sorgen#: Grace #har# hun jo aldrig ... Og naar hun saa #ler#....
+
+Frøken von Hartenstein vilde ikke udtrykke sin Beklagelse.
+
+Hofdame Komtesse von Hartenstein lo aldrig uden diskret, bag sit
+Lommetørklæde.
+
+-Det er ikke enhver, som har _l'air du trône_, siger Mademoiselle
+Leterrier. Hun er mildest talt ikke tilfreds med at sidde som Oldfrue
+uden Rang.
+
+Men Frøken von Hartenstein saa' mod Loftet.--Man tier jo, min Go'e, om
+de illustre Personer, sagde Frøken von Hartenstein.
+
+Hendes Højhed havde set hele Basaren. Ved Udgangsdøren holdt
+Overborgmesteren Tale.
+
+Den Legemsdel, som er højest, naar man hugger Brænde, var i uafladelig
+Bevægelse hos Hr. Borgmesteren, naar han holdt Tale.
+
+Naar Talen var ude, stod Hendes Højhed lidt og vilde finde paa noget
+... Saa sagde hun:
+
+-Jeg takker Dem ... Det har glædet mig ... Og gik, mens man altid stod
+og ventede, hun vilde sige noget mere.
+
+Men Hendes Højhed #havde# ikke mange Ord.
+
+       *       *       *       *       *
+
+En Gang imellem slog Hendes Højhed ogsaa Søm i en Skyttefane og
+nedlagde en Grundsten.
+
+Ellers gik Dag som Dag. Der var ingen Forandring. Det var altid det
+samme.
+
+Undertiden, naar Hendes Højhed spadserede sin Tur paa Terrassen og
+saa' over mod det lange graa Slot, stilløst og trist, med sine mange
+smaa Ruder og de gamle Kanoner, som var kørt op og stod og rustede
+foran den høje Trappe, og Skildvagten--den ene Mand, som drev op og
+ned, vendte om og vendte--følte Hendes Højhed som en træt Beklemmelse,
+som om hele den graa Slotskasse et Øjeblik trykkede paa hendes Bryst.
+
+Hun saa' fra Siden hen paa Komtesse von Hartenstein, der gik sirligt
+som en Danserinde paa Benene. Og Hendes Højhed gik hurtigere til,
+irriteret ved det evige Sam-Trit.
+
+Men Komtesse von Hartenstein kom ikke ud af Trit med Højheden.
+
+Og efter sin Tur vendte Prinsesse Maria Carolina tilbage til sin
+Vandfarve eller til sit Broderi. Komtesse von Hartenstein læste højt
+af _Revue des deux Mondes_.
+
+Om Aftenen sad Hendes Højhed i Hoftheatret i sin Loge. Unge Begyndere
+og udtjente Heltefædre aflirede Schillerske Vers.
+
+Hendes Højhed hørte det som i Telefon og halvt i Søvne. Hendes Højhed
+berørte en Gang imellem flygtigt Spidsen af Næsen med Kanten af sin
+Vifte. Spidsen af Næsen bevægede sig, naar Hendes Højhed skjulte en
+Gaben.
+
+Saadan gik Tiden, og Dag efter Dag.
+
+Og det hændte, at Hendes Højhed pludselig overrasket blev vaer, at
+Markerne grønnedes, og Engene langs Floden, og at Buskene ved Vejen
+stod med store Knopper.
+
+-Men at det er Foraar? sagde hun.
+
+-Vi har idag kun fjorten Dage til Hans Højhed Hertugens høje
+Fødselsdag, sagde Frøken von Hartenstein.
+
+-Ja, det er jo sandt, sagde Hendes Højhed. Hun blev ved at se ud over
+de grønne Marker.
+
+
+
+
+III
+
+Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina var giftefærdig.
+
+Nogle Aar var der forskellige Sendebud paa Besøg ved Hoffet. Tre, fire
+Prinser kom selv.
+
+Maria Carolina blev ved Taflet ført tilbords af den fremmede Højhed.
+De sad begge generte mellem de diskrete Ekscellencer af Hofstaterne og
+sagde halvhøjt de ligegyldigste Sætninger med oplivede Ansigter.
+
+Men pludselig standsede de midt i det, og de fandt ikke mer at sige,
+men sad og blev ved at smile, bøjet ind mod hinanden som Folk, der
+lige vil til at tale, og fandt ikke noget.
+
+Damerne og Herrerne af Hofstaterne blev stikkende i de hviskede
+Samtaler, og, som Højhederne, sad de smilende, bøjede frem med
+interesserede Ansigter og sagde ikke noget, drejede Knivene mellem
+deres Fingre og saa' paa hinanden.
+
+Hans Højhed rømmede sig meget højt, Gang efter Gang. De unge Højheder
+sad i samme Stilling, smilende ind mod hinanden, som Figurerne i et
+Vokskabinet.
+
+--Den Mund, naar hun dog lukkede den Mund. Komtesse von Hartenstein
+var nervøs, som var det hende selv, der gerne skulde giftes.
+
+Efter Taflet drak man Kaffe i den gule Sal. Hertugen gik til
+Tarokbordet, og Damerne og Herrerne af Hofstaterne gjorde sig smaa
+rundt om i Krogene. Komtesse von Hartenstein stak en Naal ud og ind
+gennem et Stykke Kanevas og bildte sig ind, at hun broderede.
+
+Maria Carolina blev meget livlig. Hun blev ved at tale, hun gav slet
+ikke slip paa Eksellencerne Kurth og Quaade.
+
+Det var et Spørgsmaal i Forstvæsen, der interesserede Hendes Højhed ...
+Hendes Højhed kunde ikke forstaa....
+
+De to Eksellencer stod og trippede under Lysekronen. Hendes Højhed
+hørte ikke en Lyd af hvad de sagde, men hun blev ved at spørge og tale
+meget højt og bevæge den udslaaede Vifte.
+
+Den fremmede Durchlauchtighed snoede sit Overskæg og betragtede sine
+Støvler.
+
+-Som jeg siger, kære Eksellence....
+
+Den kære Eksellence stod som paa Gløder: Han var den sidste.
+Eksellencen von Kurth var sluppet bort i en Pavse med tre Reverentser.
+
+Eksellencen von Quaade tog en Beslutning: han brød af midt i en
+Sætning og gik baglænds.--Ja, ganske vist, sagde han, Deres Højhed,
+ganske vist.
+
+Der blev et stort tomt Rum rundt om Deres Højheder.
+
+De tog Plads ved et Bord og saa paa nogle Tegninger.
+
+Den næste Formiddag var der arrangeret en Udflugt. Herskaberne spiste
+Frokost paa Bjergslottet, og bagefter blev der spaseret i Skoven.
+
+Følget blev borte. De to unge Højheder var alene. Maria Carolina
+krammede krampagtigt om sit Parasolskaft og sagde nu og da nogle
+stakaandede Ord, mens de gik. Den fremmede Durchlaucht lavede en lang
+Snirkelgang efter sig i den muldede Jord med sin Stok.
+
+Tilsidst gik de tavse lidt fra hinanden. Den fremmede Durchlaucht saa
+fra Siden hen paa Prinsesse Maria Carolina. Hun tog sig ikke ud i
+Profil.
+
+Pludselig blev de Komtesse von Hartenstein vaer ved Omdrejningen af en
+Allé. Hans Durchlaucht bøjede sig hastigt ned over en Stub og pirrede
+i Muldet med sin Stok:-Nej--der var Myrer--Myrer i Stubben.
+
+-Ja ... Hendes Højhed troede virkelig ogsaa, der var en Myrekoloni i
+Stubben ... Hvor mærkeligt med de Dyr....
+
+De stod begge og saa ned i Stubben. Hendes Højhed gav sig til at le.
+Hun var kommet til at tænke paa en af Mlle Leterriers Anekdoter. En
+fra Sanssouci.
+
+Hun fortalte den. Den fremmede Durchlaucht lo og fortalte om sin
+Guvernør. Nu var han Professor i "Oldpersisk".
+
+De lo begge længe af Ordet "Oldpersisk".
+
+-Og saa var han skævmundet, sagde Hans Durchlaucht.
+
+De unge Højheder blev ved at le, mens de gik hen mod Komtesse von
+Hartenstein.
+
+-Som to Børn--min Go'e, sagde Komtesse von Hartenstein til
+Mademoiselle Leterrier, de var glade som to Børn, da jeg overraskede
+dem....
+
+Næste Dag rejste den fremmede Durchlaucht.
+
+Hvis Hendes Højhed følte sig skuffet, plagede hun i al Fald ingen med
+sin Skuffelse. Hun blev atter ført til Bords til dagligt Taffel i den
+mindre Spisesal af Hans Højhed Hertugen; og efter Taflet broderede
+hun--mens Komtesse von Hartenstein læste højt--paa sin Kakkelovnsskærm
+med Perler til Borgerforeningens Basar.
+
+Hendes Højhed sad bøjet ind under Lampen og stak Sølvperlerne paa den
+fine Naal. Lyset faldt ned paa hendes røde Haandled og paa Ansigtet,
+som hun holdt hen i Skæret.
+
+Hendes Højheds Kindben traadte skarpt frem, naar Lyset faldt saadan.
+Hendes Højhed begyndte at blive noget spids.
+
+En Aften, da Arveprinsen var hjemme i Besøg, sagde han--han havde
+staaet og set paa hende, som hun sad der, mager og yndeforladt:
+
+-Maria Carolina, tror Du det klæ'er Dig at sidde der og stange
+Perler?
+
+Han havde sagt det pludselig. Det gav et Sæt i Maria Carolina,
+
+-Dig kan vi da sende til Eisenstein straks, sagde Arveprinsen og
+drejede sig om paa Hælen.
+
+Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina bøjede sig dybere frem over
+Bordet. Lidt efter samlede hun stille Perlerne sammen og pakkede
+langsomt Broderiet ind i sit Papir.
+
+Hendes Højhed trak sig lidt tidligt tilbage; hun havde en Smule ondt i
+Hovedet; hun saa ogsaa bleg ud.
+
+Hun gik med sin Broderipakke i Haanden hen til Hertugens Tarokbord.
+Han spillede med Arveprinsen.
+
+Hans Højhed Hertugen kyssede hende paa Panden, mellem to Stik.
+
+-Godnat, min Pige, sagde han.
+
+-Godnat.
+
+Arveprinsen saa op paa sin Søster. Hun var saa bleg.
+
+-Hvad, er du daarlig, Mis, sagde han--det var hendes Kælenavn fra
+Barn--og han førte kærtegnende hendes Haand op til sin Kind. God
+Bedring, Stakkel.
+
+Hendes Højhed var meget nervøs. Der faldt et Par Taarer ned paa Pakken
+med Borgerforeningens Kakkelovnsskærm, mens hun hastigt gik hen
+gennem Salen.
+
+Den næste Morgen havde Hendes Højhed røde Øjne, da hun red Tur med sin
+Broder, Arveprinsen.
+
+De var gode Venner, paa deres gamle Maade. Han drillede hende, og hun
+var noget sky og ofte studs.
+
+Men undertiden, naar han efter Taflet med et "Velbekomme Mis" kyssede
+hende paa Kinden, kunde Hendes Højhed et Nu skælvende trykke sig
+krampagtigt ind mod Broderens Skulder; og Arveprinsen saa' efter
+hende, mens hun gik over Gulvet og stille skænkede Kaffen og bragte
+den til Hans Højhed Hertugen.
+
+Naa--Arveprinsen strakte de kønne Ben i Husartrikoterne ud fra
+sig--det er s'gu heller ikke muntert ... Han blev ved at se hen paa
+Søsteren, som skænkede Kaffen ved Siden af Komtesse von Hartenstein:
+
+-Næ-æ, man kan s'gu ikke kalde det for muntert.
+
+Hans Højhed Arveprinsen blev aldrig mere end tre Dage ad Gangen i
+Residentsen. Han laa ved Regimentet i Potsdam.
+
+Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina var atter ene paa sine
+Rideture. Hun lod den nye Ajax gaa langsomt hen ad Skovvejen. Gamle
+Ajax var skudt, den var blevet saa stiv i Benene og saa smaat
+blindøjet begyndte den ogsaa at blive. Saa havde Arveprinsen skudt
+den: og Maria Carolina havde ladet det gamle Dyr begrave i Randen af
+en Lysning i Skoven under en Eg. Det var hendes kæreste Yndlingsplet i
+den hele Skov. Men forresten kendte hun hver Udsigt og hver Sti. Hun
+havde færdedes her sin lykkeligste Tid.
+
+Skovfogedens Børn legede ved Gærdet. Hendes Højhed holdt Ajax an og
+hørte paa Legen.
+
+Hendes Højhed holdt saa meget af Børn. Hun stod af Hesten og satte sig
+paa Grøftekanten mellem Purkene, og de red Ranke og de jublede og lo
+med hendes høje Ridehat ned over Ørene....
+
+Maria Carolina kunde bedst tale med Børn. Hun vilde jo alle det saa
+inderlig godt--men hun vidste aldrig noget rigtigt at sige til alle de
+andre fremmede Mennesker.
+
+De talte ogsaa tidt om saa meget, om Ting, hun ikke vidste og ikke
+kendte til.
+
+Og hun forstod dem aldrig rigtig og stod saa fremmed og smilte blot og
+blev sky og genert....
+
+Med Børn var det noget andet. Med dem pludrede hun og lo. Halve Timer
+sad hun der paa Gærdet midt i Flokken--de væltede sig over hende,
+baade paa Bryst og paa Mave, og hendes Ridekjole pyntede de med Burrer
+og de mindste red paa hendes Skuldre hen ad Skovvejen.
+
+Lakajen holdt ærbødigt mellem Træerne, stiv som en Skildvagt paa sin
+Hest.
+
+Naar Hendes Højhed vendte hjem, holdt hun ved Skovmøllen og Møllerens
+Datter, Anna Lise, bragte hende et Glas Mælk.
+
+Den gamle Møllerkone med det runde, rødmussede Ansigt kom frem i Døren
+og nejede, og Hendes Højhed drak Mælken.
+
+-Naar bli'r det saa? sagde Hendes Højhed.
+
+-Aa, og Møllerkonen nejede, det har Stunder, Deres Højhed.
+
+-De véd, jeg gi'er Udstyr, sagde Hendes Højhed, til Tak for Mælken.
+
+Anna Lise fik Glasset igen og nejede.
+
+-Prosit, Deres Højhed.
+
+-Ja, Gud velsigne, sagde den Gamle og nejede igen.
+
+-Tak.
+
+-Farvel. Hendes Højhed red.--Møllehjulet klaprede hen gennem
+Skoven. Langt inde mellem Træerne sang et Par Fugle. Hendes Højhed
+holdt Ajax an og lyttede: En Spætte havde travlt der paa den nære
+Stamme.
+
+Ved Enden af Vejen saa' man Slots-Parkporten med sine to itubrukne
+Vaser.
+
+Hendes Højhed red Fod for Fod.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Arveprinsen skulde paa Rejser i Orienten. Hans Højhed Hertugen solgte
+sine Heste for at spare. Maria Carolina gik i omsyede Kjoler. Det var
+Tanternes Galla-Rober fra Wien.
+
+
+
+
+IV
+
+Hoffet var for første Gang inde fra Landet for at gaa i Theatret.
+
+Hendes Højhed saa i Kikkerten efter kendte Ansigter. Hun havde sat sig
+tilrette paa den gamle Plads i Logen, halvt bag det Fløjelsforhæng og
+følte det saa hjemligt rart: Alle Abonnenterne havde deres gamle
+Pladser i Balkonen--nu kunde man da se, ved den nye Krone, som var
+hængt op under Sommeren.
+
+Hendes Højhed hørte ikke et Ord af "Don Carlos". Naar hun, en Gang
+imellem vendte Ansigtet mod Scenen, saa hun Hr. von Pøllnitz staa paa
+Tæerne, med Hænderne presset ind mod sit Bryst ... Hr. von Pøllnitz var
+Marquis Posa ... Hr. von Pøllnitz havde vist igen lagt sig ud i
+Ferien ... Ovre i Hofdamelogen blundede Frøken von Hartenstein
+allerede, siddende som en Tinsoldat saa ret op i sin Stol.
+
+Hendes Højhed blev ved at sidde med Kikkerten for Øjnene eller Viften
+halv udfoldet i Haanden i sit Skød--og saa' ikke og hørte ikke. Hun
+vidste ikke, hvorpaa hun tænkte; hun følte kun, hun sad saa godt i Ro
+her i Krogen, mens de spillede alt det dernede.
+
+Naar der applavderedes, løftede hun Hænderne op over Logebrystningen
+og førte mekanisk de behandskede Haandflader et Par Gange lydløst imod
+hinanden. Hun vidste det knap, naar hun gjorde det.
+
+Det var en "Sortie" af Hr. von Pøllnitz. Han svedte som en Lastdrager.
+Hr. von Pøllnitz svedte altid, naar han tolkede stærke Følelser.
+
+Hr. von Pøllnitz spejlede sig i Foyeren. Hr. von Pøllnitz spejlede sig
+gerne, naar han var i Trikoter. Han stod i Positur, saa han saa' begge
+Rundingerne af sine Lægge og smilede med et fint Hofsmil til Spejlet.
+Hr. v. Pøllnitz lod Bolingbroke smile saadan til Lady Marlborough.
+
+Naar han var alene, vred Hr. von Pøllnitz Hovedet af Led for at se sig
+paa Ryggen. Hr. von Pøllnitz havde sin Fejl #der# bagtil. Han var for
+fyldig #der#, hvor Menneskene sidder. Intendanten lod ham ofte høre
+det i Helteroller. Hr. von Pøllnitz spejlede i Enrum altid den for
+høje Legemsdel....
+
+Hr. von Pøllnitz var sunket hen i Udsigten til begge sine Lægge....
+
+Prinsesse Eboli kom hen til Spejlet. Hr. v. Pøllnitz for op:
+
+-Kære Ven--man troede altid Hr. von Pøllnitz mindst havde talt
+Stjernerne og vilde meddele Resultatet, naar han sagde sit "kære
+Ven"--saa De. Højheden deltog i Applavsen?
+
+Regisseuren kaldte paa Marquis Posa....
+
+Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina sad stadig ubevægelig i sin
+Krog. Hans Højhed Hertugen tog Plads bagved hende. Han sad og førte
+uafladelig sine fem udspilede Fingre gennem sit lange Skæg, indtil han
+faldt i Søvn. Han vaagnede regelmæssigt ved Lyden, naar Tæppet raslede
+ned. Han satte sig da hen til Logebrystningen i Lyset, bøjet frem mod
+Prinsessen. Han havde, naar han sad foran i Logen, den Vane at bevæge
+Læberne, som om han stadig talte. Han sagde aldrig et Ord.
+
+Hendes Højhed saa' over i Hofdamelogen. Frøken von Hartenstein var
+vaagnet--midt i Akten, Hun sad med opspilede Øjne og stirrede ned paa
+Scenen. Komtesse von Hartenstein saa' ud som en skræmt Høne.
+
+I samme Nu slog hende den besynderlige Klang af en Stemme fra
+Scenen--raa, næsten dyrisk. Hendes Højhed fo'r uvilkaarlig sammen: Det
+var Don Carlos, der talte til Dronningen.
+
+#Han# var hæslig, og hvor tynd--med et fladt Ansigt, kun et Par store,
+hede Øjne ... Hvor slog han dog om sig med de lange Arme.
+
+
+    Sie waren mein--im Angesicht der Welt,
+    Mir zugesprochen von zwei grossen Thronen,
+    Mir zuerkannt von Himmel und Natur,
+    Und Philipp--Philipp hat mir sie geraubt.
+
+Hendes Højhed bøjede sig ned og læste Don Carlos' Navn paa den
+udslagne Plakat: Josef Kaim. Og skønt hun egentlig ikke vilde, fulgte
+hun forbavset med Øjnene hver Mine, bøjet lidt frem og uden Kikkert.
+
+Hun hørte knap Ordene han talte, bare Stemmen blev hun ved at høre. Og
+nysgjerrig, halvt skræmt, som hun vilde bøje sig ned over noget sært
+Kræ, der krøb hendes Vej forbi paa Jorden, saa' hun ned paa ham.
+
+Han talte og krængede Læberne frem, saa man saa' alle hans Tænder; og
+han bøjede sig sammen med knyttede Hænder, som sled han i Raseri i
+fangende, usynlige Stænger.
+
+-Kretiner, sagde Hans Højhed Hertugen bag hende. Han var ogsaa
+vaagnet.
+
+Eksellencen von Kurth blev kaldt op i den hertugelige Loge i
+Mellemakten.
+
+Maria Carolina hilste og rakte ham Haanden.
+
+-En oprørsk Person, vor nye Elsker, Deres Højhed, sagde Eksellencen
+og bukkede.
+
+Det var Hendes Højhed, som hun havde søgt om de Ord ... Ja, sagde hun
+og saa igen hans Stillinger, som han havde staaet i overfor
+Dronningen ... Ja....
+
+-Vort Hoftheater er ikke noget Menageri, sagde Hans Højhed.
+
+Eksellencen von Kurth stod forbløffet: Ja--sagde han--Deres Højhed
+har Ret, den unge Mand er noget heftig....
+
+Tæppet gik op igen og atter ned. Aftenen forløb.
+
+-Saa tager vi vel hjem, sagde Hans Højhed.
+
+-Ja. Maria Carolina lagde sin Arm i hans. De gik ud gennem
+Forværelset ned ad Trappen.
+
+Eksellencen von Kurth og Intendanten stod i Vestibulen. Intendanten
+skrabede ud, med ynkeligt Ansigt, og den højre Skulder tilvejrs, som
+om han ventede noget korporligt paa Siden af Hovedet.
+
+-Ja, ja, sagde Hans Højhed, som von Kurth siger en oprørsk Person ...
+Hendes Højhed blot smilede.
+
+De gik videre ud paa Trappen i det fri. Det havde regnet, og der faldt
+endnu nogle enkelte, store Draaber paa Stenene. Den friske Kølighed
+slog ned fra Parkens Træer.
+
+-Aa, det har regnet, sagde Maria Carolina. Hun følte et Velbehag
+under den frie Himmel.
+
+-Slaa dog Vognen ned, sagde hun. Det regner jo ikke mer.
+
+Hertugen kørte bort med sin Kavaler. Maria Carolina blev staaende paa
+Trappen, mens de slog Vognen ned. Hun strakte Haanden ud for at fange
+en Draabe.
+
+-Men det regner endnu, sagde Komtesse von Hartenstein. Det blir en
+Skylle igen ... Frøken von Hartenstein havde en Hat med ægte Fjer.
+
+-Aa--blot lidt fra Træerne....
+
+De begyndte at køre, og i hastigt Trav rullede de ad Alleen ud paa
+Landevejen, gennem Dalen. Uvejret var lige hørt op. De mørke Skyer
+rullede sig bort over Højderne som et stort Klæde. Himlen var dybblaa,
+saa fuld af Stjerner.
+
+Vejen bugtede og løb langs med Floden. Let Damp stod op af Strømmen.
+Det mørke Vand saas ind mellem svajende Pile.
+
+-Kør langsommere, sagde Maria Carolina.
+
+De kørte ganske langsomt. Hestene raslede i Seletøjet, utaalmodige
+efter at komme hjemad. Saa gik de atter stille Fod for Fod.
+
+Der var som i Vaar en Duft fra Græs og Træer. Saa stille, at man hørte
+Draabernes Fald, naar de en efter en glede fra Pilenes Blade ned i
+Strømmen.
+
+-Hvor Natten er smuk.
+
+Hendes Højhed aandede dybt. Hun sad med tilbagelænet Hoved og saa op i
+Natten.
+
+Et Vers faldt hende ind og et andet og et endnu. Hun vidste ikke, hun
+kunde dem udenad, nu hvor de kom--de dejlige Ord.
+
+-Hvor Natten er smuk, sagde hun igen.
+
+De var kørt bort fra Floden, opad i Højderne. Borte i Horisonten korn
+nu og da et hastigt og fjernt Lyn. Graner og Birke duftede paa
+Skraaningerne. En Hund fo'r op i et Vogterhus, inde i Skoven, og
+glammede.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Hendes Højhed sad foran sit Toiletspejl. Kammerpigen flettede hendes
+Haar.
+
+Vinduerne stod aabne bag de lange Stores. Et Par Insekter fløj omkring
+Lysene.
+
+De fløj rundt og rundt; ind gennem Flammen og sved sig; rundt og
+rundt ... Hendes Højhed slog til dem: Aa--de Dyr, sagde hun.
+
+Det faldt hende ind, hvem Mennesket lignede....
+
+Ja.
+
+Billedet i Hertugindens Dagligstue, hvor Marie Antoinette føres til
+Fængslet ... Der stod en ung Mand med knyttet Haand og Hovedet lidt
+bøjet ... Allerforrest, tilhøjre....
+
+Det var ham, han lignede.
+
+De to Insekter surrede ind i Lyset og faldt ned.
+
+-Aa, luk Vinduet, sagde Maria Carolina Der flyver saa meget Kryb
+herind.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Hoffet havde boet i Residentsen en Maanedstid. Dag fulgte efter Dag i
+vanligt Trit.
+
+Hendes Højhed malede Akvarel; hun gav enkelte Dage Kur; hun spaserede
+sin Time med Komtesse von Hartenstein paa Terrassen.
+
+Hendes Højhed mødte undertiden Hr. Hofskuespiller Kaim ... Det kunde
+ikke nægtes, han var hæslig. Det flade Ansigt saa gult som en Citron.
+Han hilste ogsaa meget kejtet med sin høje Hat.
+
+Det var en Dag, midt i November, en Formiddag med det fuldeste Lys
+over Parkens mange farvede Træer; tyndt var Løvet, faldne Blade laa
+allerede som et gulbroget Tæppe over Gange og Plæner. Hendes Højhed
+havde drukket Kaffe i det øverste Lysthus med nogle Damer. De havde
+netop rejst sig for at gaa, da Hr. Josef Kaim kom forbi Verandaen.
+
+Hendes Højhed gik ned ad Trappen med et Par Damer. Hr. Kaim hilste.
+
+Hendes Højhed standsede paa det nederste Trin.
+
+-Hr. Kaim, sagde hun. Her er en meget smuk Udsigt oppe paa
+Platformen. Vil De maaske se den idag--her er just aabent?
+
+Hr. Kaim var bleven staaende med et Sæt--med Hatten i Haanden.
+
+-Jeg takker--jeg takker Deres Højhed.
+
+-Steindl--Hendes Højhed vendte sig til Tjeneren--vis De Hr.
+Hofskuespiller Kaim op paa Platformen ... Udsigten er virkelig smuk....
+
+-Jeg--har hørt det ... Deres Højhed....
+
+Hendes Højhed hilste og gik videre med sine Damer.
+
+Gehejmeraadinden talte fremdeles om Dronningen af Rumænien.
+
+-En Majestæt, der sætter Versfødder sammen, sagde hun....
+
+-Og gi'er _Kærlighedshistorier_ i Trykken....
+
+-_Horrible_, sagde Mlle Leterrier.
+
+-Ja--det var den samme Stemme--kort og vred, som om Mennesket
+stadig fo'r op mod en Fornærmelse.
+
+Hendes Højhed var standset. Hun saa et Øjeblik udover den skinnende
+Have.
+
+-Ja--sagde hun--Dronning Elisabeth skriver smukke Poesier.
+
+Mundene klappede bums i paa Damerne.
+
+Mlle Leterrier tog Teten: _Mais oui_--sagde hun--_votre Altesse--des
+vers étonnants_....
+
+Og i samme Tone som naar hun tog Udgangspunkter for Hendes Højhed den
+Gang, for femten Aar siden, sagde hun igen:
+
+-_Oui--voilà une madame de Staël sur le thrône_....
+
+De andre Damer tav og lod Fru Staël sidde paa sin Throne. De vendte
+tilbage til Slottet.
+
+Om Eftermiddagen kørte Hendes Højhed Tur til det italienske Slot med
+Komtesse von Hartenstein. Naar hun efter Taflet havde skænket Kaffen
+til Hans Højhed Hertugen--Hans Højhed Hertugen var meget plaget af
+Gigt i denne Vinter; Hans Højheds Spillebord var flyttet hen lige
+foran Ilden--kørte hun i Theatret; eller hun sad hjemme i sin vante
+Krog i den gule Sal.
+
+Hendes Højhed læste i Vinter helst selv.
+
+Hendes Højhed læste Schiller.
+
+Hun sad bøjet og læste med Bindet i sit Skød. Hun holdt tidt op og saa
+ud for sig med Hovedet støttet i sin Haand.
+
+Man hørte i Salen kun Kortenes sagte Fald mod Bordet, naar de
+spillede, og Hofmarschallens Gammelmandshoste, som han søgte at faa
+til at tage sig ud som en diskret og undertrykt Latter, der lød saa
+umotiveret hen i Stilheden.
+
+Hendes Højhed lod Haanden synke og saa sig rundt i Salen. Hun saa Hans
+Højhed Hertugens bøjede Ryg og Hofmarschallen i Profil--hans Hoved
+rokkede lidt.
+
+Komtesse von Hartenstein sad nogle Skridt fra hende. Den sorte Paryk
+stak grelt af mod Panden, der var fuld af _poudre de riz_ over
+Rynkerne....
+
+Og Hendes Højhed bøjede sig og læste igen.
+
+-Maria Carolina, kaldte Hans Højhed. Maria Carolina rejste sig og
+lukkede Bogen.
+
+-Vi er færdige, sagde Hans Højhed.
+
+Maria Carolina gik stille hen til Spillebordet og tog Plads.
+
+De høje Herskaber spillede et Parti Piqué, før de trak sig tilbage.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Komiteen til "Borgerforeningens" Basar opfordrede Hr. Hofskuespiller
+Joseph Kaim til at yde sin velvillige Assistance med et
+Deklamationsnumer. Det var Overborgmesteren, som fik Ideen i et
+Komitemøde en Aften, da han havde været til Taffel.
+
+I Damekomitemødet paa Slottet forespurgte man Hendes Højhed
+Protektricen om Tilladelse til at anmode--"det var maaske en
+Afveksling"--Hr. Josef Kaim om at assistere ved Basaren.
+
+Hendes Højhed mente, at Hr. Kaim vel allerede havde et stort Publikum.
+
+Hr. Hofskuespiller Kaim lovede villigt at efterkomme Opfordringen.
+
+Hr. Hofskuespiller von Pøllnitz maatte tilstaa, at han #forstod# ikke
+Komiteen.
+
+Hr. von Pøllnitz var i disse Dage altid paa Gaden. Man faldt over Hr.
+von Pøllnitz, blot man satte sin Fod paa Gaden.
+
+-Kære Ven sagde han--#begriber# De?--
+
+Intet Knaphul var helligt for Hr. von Pøllnitz: I tyve Aar--kære Ven
+... tyve Aar ... har jeg vist dem den Venlighed--
+
+-Ja--bedste Hr. von Pøllnitz ... jeg skal denne Vej....
+
+-Tyve Aar ... Hr. von Pøllnitz tog sig til Panden og blev staaende et
+Øjeblik med udstrakt Arm, Fingrene udspilede, og med stirrende
+Øjne--Kære Ven--Naa--skal De denne Vej?--jeg følger Dem....
+
+Hr. v. Pøllnitz gik Gade op og Gade ned.
+
+-Men der maa jo være Grunde, sagde han. Man skylder mig Grunde ... Man
+maa give mig Grunde....
+
+Naar om Aftenen Gæstestuen i "Hertugen" blev lukket, tog Hr. von
+Pøllnitz en Arm. Hr. von Pøllnitz slap den sent:
+
+-Kære Ven--Hr. von Pøllnitz standsede og saa Ledsageren lige ind i
+Ansigtet--Tingen er, man kan jo ikke #tie#--der maa jo tages
+Forholdsregler ... man maa dog vide....
+
+Hr. von Pøllnitz kom hjem Klokken to, tre om Natten.
+
+Naar Hr. von Pøllnitz var hjemme, sad han stille hen i sin Stol med
+Hænderne paa sine Laar. Undertiden løftede han langsomt Armen og
+lagde smerteligt Haanden op paa sin Plade.
+
+-Det er jo det--Mariane, sagde Hr. von Pøllnitz til sin Frue--#hvis#
+man #begreb# det.--
+
+       *       *       *       *       *
+
+Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina havde aldrig set saa godt ud.
+Hendes Højhed var i noget fornemt, slankt Graat, der klædte hende rent
+mærkeligt: Hendes Højhed var næsten smuk, som hun kom ind i Basaren
+med Overborgmesteren.
+
+Hendes Højhed gik op ad Trinene til Tribunen og tog Plads. Sangerne
+begyndte at synge.
+
+Hr. Pøllnitz havde tilbudt sig at staa i Tombola.
+
+-Kære Pøllnitz, havde Fru von Pøllnitz sagt: om du vilde følge mit
+Raad.
+
+Hr. von Pøllnitz fulgte altid sin Kones Raad: Hr. von Pøllnitz stod i
+Tombola med et bredt Bonvivantsmil.
+
+-Hvor det er morsomt engang at høre en anden--sagde Hr. von Pøllnitz
+til alle. Han var saa urolig, at han trippede.
+
+-Kære Ven, sagde han. Man har fri....
+
+Hr. von Pøllnitz var lykkelig.
+
+Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina var lidt ubarmhjertig mod
+Borgerforeningens Buket: Der faldt under Sangforeningens Sang det ene
+Blad efter det andet ned for hendes Stol.
+
+Hr. von Pøllnitz lagde Armene overkors ved sin Tombola: Hr.
+Hofskuespiller Josef Kaim kom frem i Kjole og hvidt.
+
+Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina hilste ved at bøje Ansigtet ned
+over Borgerforeningens Buket.
+
+Hr. Josef Kaim deklamerede "Sangerens Forbandelse". Han havde hængende
+Skuldre i en flunkende ny Kjole. Skjorten skød sig under Anstrængelsen
+op og stod ud af Vesten, og Hr. Kaim trak den ned mellem hvert Vers.
+
+Hr. Kaim deklamerede lidt slettere end Alverden.
+
+Fru von Pøllnitz sad paa reserveret Plads. Hun havde Næseklemmer paa
+og saa uafbrudt paa Prinsessen. Hendes Højhed blev ved at sidde med
+bøjet Hoved. Hun saa ned i Gulvet paa Hr. Kaims Fødder, uhyre Fødder i
+et Par Laksko med høje Hæle.
+
+En #Bredde# af Fødder....
+
+Hendes Højhed var nervøs; den stakkels Borgerforenings Buket. Fru von
+Pøllnitz var overbevist om, at Baandene snart var ganske krøllede.
+
+--Han stod #ganske# som Hr. v. Pøllnitz. Den højre Haand presset ind
+mod Brystet--en tyk Haand i en klemt hvid Handske--og strakte Hals--og
+hvor var han varm....
+
+Hendes Højhed saa atter stift ned--paa de store Fødder.
+
+Det var forbi, og Hr. Josef Kaim bukkede. Der applauderedes livligt i
+Salen. Hr. von Pøllnitz strakte Armene langt frem i Højde med sit
+Hoved og klappede heftigt.
+
+Hendes Højhed Protektricen rejste sig hurtigt. Sangerne havde sat an
+til Slutningsnumeret, men holdt inde, og det blev ved et hendøende
+Kvæk. Dirigenten, der skrævede med Ryggen til Salen, blev staaende med
+løftet Haand....
+
+Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina var allerede nede af
+Tribunetrappen.
+
+Damerne fløj til Boderne og fik de udbredte Duge væk, som skærmede de
+udsøgte Genstande ... Det var knap, at Frøken von Hartenstein kunde
+indhente Hendes Højhed.
+
+Højheden smilede hastigt frem gennem Bodrækken. I Bod Nr. to straalede
+Fru Overborgmesteren bag sine Dynger af "Prinsessens Peberkager".
+
+Højheden smilede svagt til Boden og gik forbi. Fru Overborgmesteren
+var knikset ned bag Peberkagerne og blev staaende i Nejningen: Hendes
+Højhed købte i Fru Hoftandlægens Barak.
+
+Fru Overborgmesteren havde født ti Børn til Verden. Hun fik det med
+Hold over Lænderne ved saadanne Lejligheder.
+
+Hendes Højhed havde aldrig været saa livlig! ... Hun talte længe i hver
+Butik, nederst i Salen....
+
+Da Hendes Højhed tog bort, rev Hr. von Pøllnitz "Leve't" ud af Munden
+paa Overborgmesteren.
+
+Hr. von Pøllnitz var i det Hele i Ekstase.
+
+-Kære Ven--Hr. von Pøllnitz omfavnede Hr. Kaim--et Organ ... et
+Foredrag ... Jeg vil indlemme "Sangerens Forbandelse" i mit
+Repertoire....
+
+Ud paa Aftenen købtes Fru Overborgmesterens Peberkager underhaanden
+til Buffet'en.
+
+Hr. og Fru von Pøllnitz gik hjem.
+
+Hr. von Pøllnitz rømmede sig; Fru von Pøllnitz hørte det ikke.
+
+Tilsidst sagde Hr. von Pøllnitz og gned sig under Hagen--Hr. von
+Pøllnitz gned sig under Hagen som en Høker i fortrolige Øjeblikke og
+frembragte en gryntende Lyd--:
+
+-Hm "Mutter Pøllnitz"--Mutter Pøllnitz var et Kælenavn--hvad si'er du
+saa?
+
+-Hvad jeg siger--David--til hvad?
+
+-Til hvad? sagde Hr. von Pøllnitz. Som om der ... Til hvad?
+
+-Mener du den unge Mand. Det var meget net.
+
+-Kære Mari ... Hr. von Pøllnitz kom ikke videre....
+
+-Naar man betænker, at det unge Menneske er ganske uden Øvelse; Fru
+von Pøllnitz sagde det venligt.
+
+Hr. von Pøllnitz sagde ikke noget. Han havde det varmt.
+
+-Pøllnitz, sagde Fru von Pøllnitz--du skulde slutte dig lidt mere til
+Hr. Kaim.
+
+-Slutte mig--min Pige, Hr. von Pøllnitz stod stille....
+
+-Ja--han gør virkelig et rart Indtryk--saa beskeden og forlegen
+endnu....
+
+De var hjemme.
+
+Hr. von Pøllnitz sad længe i sin Stol, stille, med Hænderne paa sine
+Laar.
+
+Siden laa han timevis vaagen. Han sukkede og pustede og saa over paa
+Fru von Pøllnitz. Hun lod, som hun sov.
+
+Hr. von Pøllnitz vendte og drejede sig og slog sig paa Hovedet, saa
+Nathuen fløj fra højre til venstre: Hr. von Pøllnitz laa med Nathue.
+
+Næste Morgen tog Hr. von Pøllnitz "Engelsk Salt". Hans Mave taalte
+ikke stærke Sindsbevægelser.
+
+Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina klædte sig om, da hun kom
+hjem, og hun gik ned i den gule Sal.
+
+Komtesse von Hartenstein læste højt af "_Revne des deux mondes_". Det
+var en Afhandling om den evropæiske Indflydelse i Kina.
+
+Da Hendes Højhed skulde til Ro, og Kammerjomfruen flettede hendes
+Haar, paastod Hendes Højhed uafladelig, hun trak i Fletningen.
+
+-Herre Gud--Hendes Højhed var meget sensibel--De piner mig....
+
+-Men, Deres, Højhed....
+
+-Nu igen....
+
+-Deres Højhed....
+
+-Aa--lad mig selv....
+
+Hendes Højhed tog selv Haaret og begyndte at flette det.
+
+Og to Minutter efter lod hun det falde igen....
+
+Kammerjomfruen forstod ikke Højheden. Stille flettede hun Haaret og
+bandt det varsomt op.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Hans Højheds Gigt var meget slem. Et Par Uger tog Hendes Højhed
+Prinsesse Maria ikke i Theatret.
+
+Hr. von Pøllnitz var meget optaget: han virkede for selskabeligt
+Samkvem mellem Hofteatrets Medlemmer.
+
+-Kære Ven, sagde Hr. von Pøllnitz--man ser aldrig hinanden....
+
+-Bedste Ven, man er Kammerater, og vi lever som fremmede....
+
+-Kære Ven--man maa se hinanden....
+
+Næste Lørdag var der Middag hos Hr. von Pøllnitz. Hr. Hofskuespiller
+Kaim havde Fru von Pøllnitz til Bords.
+
+
+
+
+V
+
+Vaaren kom med kriblende Sol og Grøde. Hendes Højhed var nervøs.
+Foraars-Uroen angreb Hendes Højhed.
+
+-Højheden har Indfald, sagde Komtesse von Hartenstein--min Go'e,
+uberegnelige....
+
+Komtesse von Hartenstein tilbragte sine fleste Eftermiddage hos
+Mademoiselle Leterrier. Hendes Højhed trak sig i den sidste Tid ofte
+tilbage om Eftermiddagen. Hun vilde hvile sig.
+
+Hendes Højhed havde lukket Døren af, saa Kammerjomfruen maatte banke
+paa, naar hun skulde klæde Højheden paa til Taflet.
+
+Komtesse von Hartenstein sad ovre hos Mademoiselle Leterrier.
+
+-Min Go'e, sagde hun, det er Nerverne ... Men hvem der #lider#, min
+Go'e--det taler man ikke om ... Højheden har #Indfald:# Igaar #gik# vi
+hjem fra Theatret--
+
+-#Gik?#
+
+-Ja--min Go'e, vi gik; Højheden sendte Vognen bort ... #Det#
+Slæbeskørt #har# jeg haft min Nytte af....
+
+Komtesse von Hartenstein beskrev ikke, hvad hun led. Men hun havde en
+Maade at #tie# paa om sine Lidelser--"min Go'e, jeg har jo at bøje
+mig"--saa hun saa' ud, som hun daglig blev slagtet.
+
+Mademoiselle Leterrier nikkede forstaaelsesfuldt.
+
+-_Mais oui_--sagde hun--_c'est l'áge orageux_.
+
+-Ja, sagde Komtesse von Hartenstein; hun forstod ikke, hvad
+Mademoiselle mente: Komtesse von Hartenstein havde aldrig kendt nogen
+_áge orageux_.
+
+-_Mais oui--c'est ça_, gentog Mademoiselle. #Hun# kendte det.
+Mademoiselle Leterrier havde en "Nevø", en lang friseret Laban af en
+Referendar, der besøgte hende to Gange om Aaret og regelmæssigt tømte
+hendes Sparekassebog. _C'est ça_, sagde Mademoiselle Leterrier.
+
+Det ringer. Det er Fru von Pøllnitz. Fru von Pøllnitz har taget Timer
+i Fransk i Vinter hos Mlle Leterrier.
+
+De tre Damer taler om Vejret, der er saa ustadigt og slemt for Hans
+Højhed Hertugens Gigt.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Hans Højhed Hertugen var meget plaget af Gigt. Han havde ikke en Gang
+saa meget som kunnet sætte sin Fod i Hoftheatret i de sidste to
+Maaneder.
+
+Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina satte sig paa hans Plads i
+Mørket. Lyset fra Rampen generede. Hendes Højhed sad ogsaa hellere
+der--lidt tilbage i Skjul: Hendes Højhed var virkelig undertiden
+ganske skræmt i Hoftheatret nu.
+
+-Har han ikke faaet dem gjort til Rebeller allesammen, sagde
+Eksellensen Kurth. Det er en Galskab, der smitter....
+
+Komtesse von Hartenstein mente, at den store Devrient vendte sig i sin
+Grav.
+
+Hendes Højhed sad blot forskræmt.
+
+Josef Kaim #rev# de unge paa Scenen med sig.
+
+Det var ikke stor Kunst. Men den hede Ungdom gennembrændte
+Mesterværkerne med alle Lidenskaber. Had var det rene Vildskab, og
+Kærlighed var Raseri. Liv stod der i de lyse Luer af Tøjlesløsheden.
+
+De Godtfolk i Residentsen sad i Hoftheatret saa forblæste, som gik de
+over Raadstuepladsen i Storm.
+
+Maria Carolina trykkede sig ind i sin Logekrog. Hun følte en sky
+Forbavselse, en beklemt Modvillie, der ikke vidste, mod hvem den
+skulde vende sig. Og hun blev siddende, som en Døv, der kæmper for at
+høre, og stirrede paa disse Mennesker.
+
+Josef Kaims Stemme lød gennem alle de andres.
+
+Undertiden lød den ogsaa smeltende mildt, smigrende blød som
+Musik--som naar Don Karlos talte til Dronningen.
+
+Og nysgjerrig saa Hendes Højhed ned paa Don Karlos, der knælede for
+den Elskede--paa hans Ansigt, der straalende vendte op imod hendes,
+paa Læberne, der bevægede sig under sagte Ord, og Hovedet, der bøjede
+sig, naar han kyssede hendes Haand.
+
+Og længe, med en egen Glæde, gemte Hendes Højhed over Billedet, mens
+hun lukkede Øjnene.
+
+Men Stykket gik videre. Og vildt kæmpede Eboli om Karlos, og Karl svor
+sin Fader Fjendskab i Forbandelser, og Posa gik i Døden, Posa den
+Retfærdige.
+
+Hendes Højhed vidste knap af Ordene. Men hun hørte de oprørte Stemmer
+som i et stort Kor, og hun følte en klemmende Angst, som om noget
+besværede Aandedrag og Hjerteslag i hendes Bryst.
+
+Naar Tæppet var faldet, og det var forbi, blev hun siddende paa sin
+Plads, og hun stirrede aandsfraværende paa Tæppet, der pludselig blev
+mørkt, og Jerngitret, der skød langsomt ned, en sort Væg, og faldt
+tungt i Gulvet.
+
+Hendes Højhed rejste sig, og hun blev endnu staaende ved Randen af
+Logen, og hun saa ud i den tomme Sal i Halvmørket med alle de gabende
+Stolestader.
+
+Fru von Pøllnitz havde i Vinter Plads i Logen vis-à-vis Prinsessens i
+første Etage.
+
+Hun tog Tøjet paa i den aabne Logedør; Fru von Pøllnitz havde
+Næseklemmen paa under Sløret.
+
+Lakajen havde løftet Portieren til den lille Salon. Prinsessen vendte
+sig og gik ham forbi. Hun kørte hjem.
+
+Hans Højhed Hertugen havde ventet paa Hendes Højhed til Piqué'en. Han
+sad og trommede med Knoerne paa Spillebordet og saa paa Uret hvert
+halve Minut.
+
+Klokken er elleve, sagde Hans Højhed. Han havde allerede Kortene i
+Hænderne.
+
+-Ja--Deres Højhed. Maria Carolina tog Plads, og Hans Højhed gav Kort.
+De spillede i Tavshed, gav, tog Kort og stak.
+
+En Lakaj listede over Gulvet med Theservicet. Komtesse von
+Hartensteins Strikkepinde raslede sagte.
+
+Deres Højheder blev ved at spille.
+
+Naar Spillet var ude, samlede Hans Højhed Kortene.
+
+-Det er blevet sent, sagde han.
+
+-Klokken er halv tolv, sagde Hendes Højhed. Hun rejste sig og gik hen
+over Gulvet mod en Vinduesfordybning. Hun støttede et Øjeblik sit
+tunge Hoved mod Vinduessprossen.
+
+-Deres Højheds The. sagde Komtesse v. Hartenstein.
+
+-Tak--jeg kommer....
+
+Herskaberne drak The i Tavshed.
+
+       *       *        *       *       *
+
+Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina vilde hente en Bog i
+"Hertugindens Dagligstue", før hun gik til Ro. En Lakaj bar Armstagen
+foran hende.
+
+Hendes Højhed gik hen til den lille Reol og mekanisk tog hun en Bog af
+Hendes Højhed Hertugindens Haandbibliothek. Hun lagde den fra sig paa
+Bordet, og mens Lakajen ventede med den løftede Kandelaber, betragtede
+hun "Marie Antoinette, der førtes til Fængslet".
+
+Hun betragtede Ansigterne og Skikkelserne med de knyttede Hænder.
+
+Hun saa' fra Rebellerne hen paa Dronningens Ansigt. Hun skred rank
+frem, kongelig, gennem Pøblen. Ansigtet næsten straalede i sin
+uantastelige Ro.
+
+Maria Carolina saa bort fra Billedet rundt i hendes Højhed
+Hertugindens private Gemak ... Det var, som hendes Moder kom hende i
+Møde fra hver Plet....
+
+Hun saa hende sidde #der# i den højryggede Sofa fra det første
+Kejserdømme, rank og smuk og rolig--de ringbesatte Hænder laa foldede
+i hendes Skød--mens hun, en lille Pige, #der#, foran Hendes Højhed
+Hertuginden, staaende midt paa Gulvet, hviskede en af Lafontaines
+Fabler--paa Stolen derhenne sad Mlle Leterrier og bevægede Læberne
+til Fabelordene, som om hun vilde suflere hende.
+
+Og naar Fablen var ude, bøjede Hertuginden, hendes Moder, sig let
+fremad:
+
+-Godt, sagde hun, meget godt.
+
+Og Maria Carolina nejede, mens Hertuginden, hendes Moder, let berørte
+hendes Pande med sine Læber.
+
+Maria Carolina traadte tilbage. Og Hertuginden strakte Haanden ud til
+Kys for Mlle Leterrier, og hun sagde igen:
+
+-Det er jo meget godt, Mademoiselle.
+
+Hendes Højhed hørte Hertugindens, hendes Moders Stemme, klar og altid
+rolig, og hun saa paa de lige og regelrette Møbler med Vaserne og de
+gyldne Guirlander og Billederne, som hang symetrisk i Vægfelterne.
+
+Maria Carolina aandede dybt, som om hun havde lagt en tung Byrde fra
+sig, og hun vendte sig for at tage Bogen paa Bordet.
+
+Hendes Blik faldt atter paa Marie Antoinette. Og al hendes Følelse
+blev til en pludselig dyb Vrede mod disse Folk med deres Skrigen....
+
+Hendes Højhed forlod "Hendes Højhed Hertugindens Dagligstue" og med en
+Haandbevægelse, uden Ord, afskedigede hun Hofdamen von Hartenstein,
+der ventede i den gule Sal.
+
+Men mens Kammerpigen flettede Højhedens Haar foran Spejlet, kom den
+forpinte Urolighed igen. Hun lod Kammerjomfruen gaa, og hun gik
+tilsengs. Men hun kastede sig uden Ro og fik ingen Søvn. Hun hørte
+bestandig disse lidenskabelige Stemmer, som om de raabte til hende, og
+alle hendes Pulse bankede.
+
+Hun tog "Don Carlos" fra en lille Hylde, og hun begyndte at læse.
+
+Hun læste rundtom, og det var bestandig det samme.
+
+Det var de samme Ord, evig: "Kærlighed"--"Menneskeret"--"Frihed"--sagt
+med de samme Stemmer.
+
+Hun holdt inde med at læse, og Bogen faldt ned paa Tæppet.
+
+Hendes Hoved var tungt af afmægtige Tanker. Hun fandt ikke Rede--i
+alle de fremmede Ting. Og hun følte som en Angst det bankende Blod.
+
+Hun læste igen, og pludselig standsede hun. Hun havde sat sig op, og
+Bogen laa paa hendes Knæ: Gang paa Gang læste hun Hertugindens Ord til
+Dronningen:
+
+    Ich bin
+    Der Meinung, Ihre Majestät, dass es
+    So Sitte war, den einen Monat hier
+    Den andern in den Pardo auszuhalten,
+    Den Winter in der Residenz, so lange
+    Es Könige in Spanien gegeben....
+
+Hendes Højhed slap Bogen. Hun saa ikke Bogstaverne mer; Taarerne kom
+og blændede hendes Øjne.
+
+Hun følte en inderlig træt, en afmægtig Smerte--stille og uhjælpelig.
+
+Hun græd længe, og hun tørrede atter Taarerne bort; hun rakte mat
+Haanden ud efter Bogen af "Hendes Højhed Hertugindens
+Haandbibliothek". Kammerjomfruen havde lagt den paa Bordet.
+
+Hun slog den op. Det var Habsburgernes Stamtavle. Hun læste Side efter
+Side og vendte Blad paa Blad. Det var de samme Navne og de samme
+Titler i uendelig Rad....
+
+Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina blundede tungt ind over
+Habsburgernes Stamtavle.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Hans Højhed Arveprinsen fik mange arkstærke, sentimentale Breve fra
+sin Søster.
+
+Han fik dem om Morgenen og saa ned ad Siderne, mens han nød sin første
+Cigar.
+
+Hans Højhed skød de blaa Røgskyer i Ringe ud under sin Knebelsbart.
+
+-_Pauvre enfant_, sagde han.
+
+Og med et Suk strakte Arveprinsen sine Rytterben fra sig og tog den
+sidste Slurk af Kaffen.
+
+-_Pauvre enfant_.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina var virkelig syg. Livlægen
+kunde ikke noksom tilraade Bevægelse.
+
+Hendes Højhed red lange Ture i den friske Foraarsluft.
+
+Hendes Højhed red saa uens, saa Lakajen evigt maatte passe paa: saa
+var det Karriere, og saa var det Skridt.
+
+Hun red om ad Møllen. Anna-Lise bragte hende Mælk.
+
+Hendes Højhed tømte Glasset og blev holdende foran Døren. Tankeløs saa
+hun paa det skummende Hjul.
+
+Hun fo'r let sammen, og rakte Glasset tilbage til Anna-Lise:
+
+-Hvor De er bleg, sagde hun. Er De syg? Det slog hende, hvor
+Anna-Lise var blevet bleg og mager.
+
+Hun hørte ikke Anna-Lises Svar. Hun saa igen paa det skummende Vand om
+Hjulet.
+
+-Det er Foraaret, sagde Hendes Højhed.
+
+Anna-Lise nejede for Hendes Højhed, som nikkede "Farvel".
+
+Hendes Højhed red over Broen. Ved Omdrejningen Vendte hun sig.
+Anna-Lise stod paa Stentrappen og saa efter hende med Hænderne over
+Øjnene.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Der var Ugetaffel. Herskaberne og deres Gæster drak Kaffen i den gule
+Sal.
+
+Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina talte med Hr. Overførsteren i
+en Vinduesfordybning, om nogle Træer, der kunde hugges for en Udsigt.
+
+-Ja--ingen kender Skoven saa godt som Deres Højhed, sagde Hr.
+Overførsteren.
+
+-Jeg har jo redet der hver Dag, siden jeg var Barn. Hendes Højhed saa
+ud i Haven. Det var Hofskuespiller Kaim, der kom op ad Vejen med to
+Damer.
+
+-Hvor Luften er mild, sagde Hendes Højhed. Hun havde aabnet
+Vinduet.--Som i Juni.
+
+Hun bøjede sig ud af Vinduet. Man hørte Stemmerne fra Terrassen lige
+herop.
+
+-Der er dog smukkest ved Skovmøllen, sagde hun igen og vendte sig
+halvt til Hr. Overførsteren.
+
+-Jeg ved, Deres Højhed finder det, sagde Overførsteren.
+
+De tav lidt. Prinsesse Maria Carolina blev ved at se ud i Haven.
+
+-Der er jo Sorg i Skovmøllen, sagde Hr. Overførsteren.
+
+Hendes Højhed svarede ikke straks.--Sorg? sagde hun saa, som om Ordet
+havde haft lang Vej for at naa hende.
+
+-Deres Højhed har ikke hørt, at Anna-Lise ... den unge Pige, som
+havde den Ære....
+
+-Anna-Lise ... hvad hun?
+
+-Hun blev fundet ... igaar Morges--Deres Højhed, ja det er
+beklageligt--i Møllebækken.
+
+Hendes Højhed vendte sig: I Bækken, sagde hun.
+
+Hvor de dog lo dernede.
+
+-Ja, Deres Højhed, igaar.
+
+-Men jeg saa hende jo iforgaars--paa min Tur.
+
+-Det er sket om Aftenen ... iforgaars.
+
+-Om Aftenen, sagde Hendes Højhed blot Hun saa Anna-Lise staa bleg og
+huløjet foran sin Hest.
+
+-Ved man nogen Grund? spurgte hun.
+
+-Det plejer at være Forliebelse, Deres Højhed, naar et nittenaars
+Blod springer i en Bæk.
+
+Hendes Højhed blev ganske bleg. Hun blev ved at se Anna-Lise for sig,
+mager og forgræmmet. Og hun tænkte pludselig paa, at hun havde set hen
+paa det skummende Møllehjul og sagt tankeløst:
+
+-Det er nok Foraaret.
+
+Og nervøst--hele Tiden havde hun hørt denne Latter og Josef Kaims
+Stemme--vendte hun sig igen mod Vinduet.
+
+-Hvor de lér, sagde hun.
+
+-Den Stakkel.
+
+Maria Carolina syntes hverken hun saa' Træer eller Terrasser eller
+Himlen.
+
+-Den Stakkel, sagde hun igen.
+
+Hendes Højhed afskedigede Hr. Overførsteren ved at bøje Hovedet.
+
+Den næste Morgen red Prinsesse Maria Carolina over til Skovmøllen. Det
+store, trøskede Hjul stod stille, Husdøren var lukket tillige med
+Gaardporten. Maria Carolina stod af og gik op ad Trappen.
+
+Hun aabnede Døren og gik ind. Fra Gangen til Stuen var der aabent.
+Maria Carolina traadte lidt frem og standsede. De to Gamle sad mellem
+Vinduerne i Slagbænken. De sad stille, tæt ind til hinanden.
+
+Den gamle Møller virrede med Hovedet mod Væggen og sukkede.
+
+-Ja--Johan--ja, sagde Konen, som om hun tyssede paa et Barn.
+Ja--ja....
+
+Og de sad igen stille ved Siden af hinanden. Moderen vidskede Taarerne
+bort med Bagen af sin Haand.
+
+Maria Carolina vendte sig sagte og aabnede Døren til Trappen.
+
+Hendes Højhed red forbi den tavse Mølle over Broen.
+
+Bredderne langs Bækken var grønne. Sandbunden lyste gennem det rolige
+Vand i Solen. Der var Anna-Lise død.
+
+Hendes Højhed sprængte bort gennem Skoven med sin Lakaj.
+
+       *       *       *       *       *       *
+
+Det var Dagen efter Opførelsen af "Romeo og Julia".
+
+Fru von Pøllnitz havde Time hos Mademoiselle Leterrier. Komtesse von
+Hartenstein var der ogsaa. Hun havde villet "tale med et Menneske--min
+Go'e".
+
+-Jeg saa det jo, sagde Fru von Pøllnitz, Hendes Højhed rejste sig
+straks efter Balkonscenen.
+
+-Og gik alene--med en Lakaj.
+
+-#Hjem?# spurgte Mademoiselle Leterrier.
+
+-Paa Slottet saa man Hendes Højhed Klokken elleve, min Go'e.
+
+-Klokken elleve. Mlle Leterrier trak Ordene ud, som om hun vilde
+presse ind i dem alle de Misgerninger, man kunde begaa fra
+Balkonscenen til Klokken elleve.
+
+-Hvordan saa Hendes Højhed ud, sagde Mademoiselle igen.
+
+-#Jeg# saa' hende ikke--Komtesse von Hartenstein var ligesom
+knækket--Hendes Højhed var uden Hat....
+
+-Det er altid Hr. Kaim, der attaquerer Hendes Højheds Nerver, sagde
+Fru von Pøllnitz, Hun havde taget Klemmerne af.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Hendes Højhed havde været meget bleg, da hun kom ud fra Logen efter
+Balkonscenen.
+
+Lakajen, der sad i Forstuen til Logen, var vaagnet.
+
+-Kom, sagde Hendes Højhed.
+
+Hendes Højhed gik ned ad Trappen og ud gennem Vestibulen. Hun havde
+kun et Slør om Hovedet og en Kaabe.
+
+Hun gik gennem Theaterparken over Alleen ind i Slotshaven. Hun aabnede
+Laagen til Onkel Otto Georgs Rosenhave--Buskene stod nøgne, uden
+Løv--og hun gik op paa Terrassen.
+
+Hun gik hastigt. Lakajen fulgte Hendes Højhed i en Afstand af ti
+Skridt, ligerygget og med samme Ansigt, som naar han serverede ved
+Taflet.
+
+Hendes Højhed gik og gik. Hun maatte gaa. Det var hende, som om hun
+med hvert Skridt søndertraadte noget med sine Hæle, mens hun gik og
+gik.
+
+En Gang imellem førte hun Haanden ind mod sit Bryst, som om hun havde
+ondt ved at drage Aande. Og hun begyndte at gaa langsommere og ganske
+langsomt, med Hovedet bøjet og Øjnene ned i Jorden.
+
+Hendes Højheds Pande brændte. Det at #tænke# var Maria Carolina saa
+uvant; det var som en stor Smerte.
+
+Hun steg højere op, opad Trappen, til den øverste Terrasse.
+
+Hun gik nogle Skridt og standsede. Aftenen var halvvejs maanelys.
+Haven laa under hende som et utydeligt Svælg, begrænset af Slottets
+Stor-Kolos. Skarpt saa man det lange, lige Tag mod Himmel og Skyer.
+
+Hendes Højhed stod ubevægelig og saa ned paa det hertugelige Slot.
+
+Lakajen var standset i sin Afstand af ti Skridt. Han stod som en
+Skildvagt, der skuldrer.
+
+Alle Tanker svandt væk. Ordene--de hede Ord, det havde været, som om
+de #brød# ind over hende; Smerten, havde hun vidst hvilken?--der havde
+boret som et pludseligt Stik....
+
+Hendes Højhed #saa# kun de lange, graa Linier af Slottet ved hendes
+Fod.
+
+Og pludselig, mens hun stirrede paa dette Graa, var det som saa hun
+Onkel Otto Georgs Billede for sig. Hun saa ham sidde foran Ilden i den
+blaa Sal, med det magre, spidse Ansigt i sine Hænder, bleg og
+stirrende ind i Flammerne med sine døde Øjne.
+
+Og hun følte Onkel Otto Georgs Hænder sagte glide hen over hendes
+Haar, og hun hørte ham sige, stille og mimrende, mens han saa ned paa
+hende og halvsmilede:
+
+-_Pauvre enfant--pauvre enfant_.
+
+Lakajen skiftede Ben og ventede.
+
+Hendes Højhed vendte sig og gik tilbage ad Terrassen. Det store Ur paa
+Slottet slog mange Slag ud i Stilheden.
+
+Hun følte sig pludselig saa træt, da hun gik ned ad Trappen.
+
+Maanen var kommet mere frem, og Gangene var helt lyse i Onkel Otto
+Georgs Blomsterhave.
+
+Hendes Hoved brændte endnu ... hun syntes ikke mere Fødderne vilde
+bære hende.
+
+Hun saa pludselig Lakajen--han gik forbi hende for at aabne
+Laagen--hun havde ganske glemt ham.
+
+Han stod i Lyset, med Hatten i Haanden, i Profil, slank og ung. Det
+gav et #Ryk# i Maria Carolina, saa hun stansede et Nu.
+
+Lakajen vendte sig lidt og løftede Blikket en Smule.
+
+-Luk, sagde Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina og gik ham forbi
+gennem Laagen.
+
+Lakajen lukkede Laagen. Hendes Højhed lod Kammerjomfruen tænde
+Kandelabrerne paa Kaminen.
+
+-Lad Hans Højhed Hertugen sige, jeg befinder mig ilde.
+
+-De kan gaa. Jeg behøver Dem ikke.
+
+Lakajen drev af i en af Gangene.
+
+-Men #hvor var I#, sagde Kammerjomfruen.
+
+-Paa Terrassen, Jomfru....
+
+-Saa? Franz--De er utaalelig ... Hvad vilde Hendes Højhed der?
+
+-Vi #gik#, siger Lakajen.
+
+-Gik?
+
+-Ja--og stod som "Statuer"....
+
+-Og saa paa Maanen ... Hva'?
+
+-#Jeg# saa ingen Maane .. Jomfru ... Lakajen fanger Kammerjomfruen til
+et Kys og til et Par endnu--langs ad en mørkere Gang.
+
+-Idiot, siger hun og løber fra ham.
+
+Kammerjomfruen gik tilbage til Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolinas
+Gemakker. Hun var vis paa, hun hørte Hendes Højhed derinde græde.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Intendanten ved Theatret var til Taffel.
+
+Hr. Intendanten talte om den nye Sæson og Fornyelse af Engagementer.
+
+-Hr. Josef Kaim har Tilbud fra Dresden, sagde Hr. Intendanten. Han
+sad vis-à-vis Hendes Højhed.
+
+-Saa rejser han vel, sagde Hans Højhed Hertugen.
+
+-Han stiller store Fordringer, sagde Intendanten.
+
+Hans Højhed Hertugen tog Karpe.
+
+-#Meget# store....
+
+Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina var interesseret af at betragte
+et lille Stykke Is, som flød rundt i hendes hvide Vin....
+
+-Men Hr. Kaim er et ... fremtidigt Talent, sagde Hr. Intendanten.
+
+-Naar den Fremtid kommer--Hans Højhed lo--stikker han af alligevel.
+Lad ham løbe ... #Mig# brøler han for højt....
+
+Intendanten tav og saa fra sin Tallerken over paa Hendes Højhed.
+
+-Ja ... sagde hun ... Hr. Kaim--er vist et stort Talent. Hendes
+Højhed blev ved at more sig over dette lille Stykke klare Is i hendes
+hvide Vin ... Han vil vist kunne faa en smuk Fremtid....
+
+-Rimeligvis ... det var Intendantens Tur at faa blaa Karper ... det
+var just det....
+
+-Hm--sagde Hans Højhed Hertugen--hans Slags er der nok af.
+
+Samme Aften fik Hr. Hofskuespiller Josef Kaim sin Ansøgning om
+Afskedigelse fra det hertugelige Hoftheater bevilget.
+
+Hr. David von Pøllnitz glemte at faa Galosker paa, saadan en Fart
+havde han for at komme hjem efter Theatret.
+
+Hr. von Pøllnitz spiste først. Hr. von Pøllnitz spiste stærkt. Han
+drak hver Aften tre Ballier The. Hr. von Pøllnitz turde ikke drikke Øl
+for den besværlige Legemsdel.
+
+-Kære Ven, sagde Hr. von Pøllnitz. Øl--min Yndlingsdrik ... Men, kære
+Ven, hva' gør man ikke for Kunsten?
+
+Hr. von Pøllnitz havde drukket de to Ballier. Han begyndte at føle sig
+mere vel.
+
+Han lagde Armene ind paa Bordet og stirrede stift paa Fru von
+Pøllnitz.
+
+-Mariane, sagde han. #Véd# du, hvad der er sket?
+
+De, der ikke kendte Hr. von Pøllnitz, vilde have tænkt sig noget
+verdenshistorisk.
+
+Fru von Pøllnitz sagde tørt: Nej--David.
+
+-Kære Mariane--Hr. von Pøllnitz saa' ud i Luften med opspilede
+Øjne--Hvad forudser man?
+
+Hr. von Pøllnitz gjorde en Pavse og slog med den flade Haand i Bordet:
+
+-Man forudser intet, Mariane, sagde han.
+
+Hr. von Pøllnitz faldt hen: Nej--man forudser intet, gentog han.
+
+-Hvorfor spørger du ikke, hvad det er? sagde han.
+
+-Hvad er det da? Fruen var nervøs.
+
+-Hr. Kaim har Afsked.
+
+Hr. von Pøllnitz havde foldet Hænderne over Tallerkenen. Han saa' paa
+Fru von Pøllnitz og ventede.
+
+-Fæ, sagde Fru von Pøllnitz.
+
+-Fæ?
+
+-Jeg sagde: det Fæ, sagde Fru von Pøllnitz.
+
+Fru von Pøllnitz havde ved afgørende Lejligheder særdeles malende Ord.
+
+-Er du færdig, David, sagde Fru von Pøllnitz.
+
+-Ja. Hr. von Pøllnitz rejste sig stilfærdig og satte sin Stol ind til
+Bordet. Tak for Mad, min Pige.
+
+Hr. von Pøllnitz sad i Dagligstuen stille i sin Lænestol, med Hænderne
+paa sine Laar.
+
+Han klappede sig i Tavshed #der#, hvor Menneskehedens Flertal har
+Hjerne.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Det var den fjortende Maj, Dagen før Hoftheatrets Sæson sluttede.
+
+Hendes Højhed var efter Taflet taget op til Jagtslottet i Bjergene.
+Komtesse von Hartenstein var upasselig. Hendes Højhed var alene.
+
+Hun sad i Spisesalen ved Karnapvinduet.
+
+Det havde været Hendes Højheds Yndlingsplads fra Barn.
+
+Højden skraanede jævnt. De nys udsprungne Linde stod lyse mellem Gran
+og Fyr. Nede saa man Dalen med sine spredte Flækker og Markerne, hvis
+Gærder skar sig frem som mørke Linier, og Engene--hist og her et
+ensomt, blaaindhyllet Træ--og Floden. En Sky af let Damp stod mod
+Aften over dens Løb.
+
+De modsatte Højder skinnede endnu i Solen. Det var, som laa de ganske
+nær--hvidkalkede Bøndergaarde med høje Popler rundtom, der kastede
+Kæmpe-Skygger hen over Bjerget, og Markerne og øverst Skoven--alt laa
+i rødligt Lys fra Solen.
+
+Højder og Dal var det ganske hertugelige Land.
+
+Det ringede paa den store Klokke ved Slotsporten, og Hendes Højhed
+hørte Kastellanens Skridt over Slotsgaarden nedenfor Karnappen,
+
+Hun hørte, Porten blev aabnet og hørte Stemmer herop.
+
+Kastellanen kom tilbage over Gaarden.
+
+-Hvad er det? sagde Maria Carolina.
+
+-Det er et Selskab, Deres Højhed, som vilde se Slottet ... Jeg sagde,
+jeg vilde spørge Deres Højhed.
+
+-Naturligvis kan de se Slottet, sagde Maria Carolina.
+
+Hun blev staaende i Vinduet, da Kastellanen vendte tilbage til Porten.
+
+Hendes Højhed gik et Par Skridt tilbage, da hun saa Josef Kaim. Hun
+stod et Øjeblik bleg ved Egebordet. Saa gik hun hastigt mod Døren.
+
+Selskabet var allerede paa Trappen. Hendes Højhed gik et Par Skridt
+ned og standsede.
+
+Det var en seks-otte Mennesker--Folk fra Theatret. Damerne nejede, og
+Herrerne blev staaende bøjede.
+
+Hendes Højhed tog med Haanden om Gelænderet.
+
+-Maa jeg maaske vise Dem Slottet, sagde hun.
+
+Selskabet stod lidt generet ... En af Damerne fattede sig først og
+takkede....
+
+-Vil De maaske gaa herop ad Trappen, sagde Hendes Højhed.
+
+De kom ind i Spisesalen. Hendes Højhed kendte dem fra Theatret og
+talte til hver med Navn.
+
+Naar Skuespillerne svarede, hviskede de ærbødigt. Lidt efter lidt kom
+de ind i Situationen, men de havde lidt for sirlige Buk og stærkt
+interesserede Udtryk med store Øjne.
+
+Damerne sagde smaa, forskelligtbetonede: Aa--foran alle Genstandene.
+
+Josef Kaim drev af bag de andre ... Han standsede ved Vinduerne, i
+Karnappen blev han staaende.
+
+Han havde sagt bare "Ja" og "Nej" paa et Par Spørgsmaal af Hendes
+Højhed.
+
+Hendes Højhed fortalte om den gennemskudte Fane, der hang under
+Loftet. Det var en hertugelig Trofæ fra Trediveaarskrigen.
+
+De andre gik videre. Josef Kaim stod med Hænderne i Jakkelommerne og
+saa' op paa Fanen.
+
+Hendes Højhed fortalte om Malerierne i Billedsalen. Hele Selskabet
+trængte sammen foran et Maleri af Maria Stuart.
+
+-Hun er jo saa "#maadelig#", fløj det ud af den skaldede Komiker.
+
+-Ja, hun var ingen Skønhed, sagde Hendes Højhed.
+
+Der blev bragt Vin op i Spisesalen. Rhinskvinsnasker i store Kølere.
+
+Hendes Højhed bad dem drikke et Glas paa en behagelig Sommer ...
+Selskabet var beæret og trippede af tilbage til Spisesalen i
+Gaasegang....
+
+Der blev skænket i Glassene. Hendes Højhed gik rundt og klinkede.
+Damerne læste hviskende Indskrifterne paa de gammeltyske Glas, og
+Herrerne tog smaa Slurke af Vinen, med Tungesmask og mange
+Henrykkelsens Sideblik til hinanden.
+
+Det var en meget almindelig Hus-Vin.
+
+Det begyndte at mørkne. Der kom nye Flasker i Kølerne, og Herrerne og
+Damerne pludrede hviskende rundt om. Skaldekomikeren sagde halvhøje
+Vittigheder i Haab om at blive hørt af Højheden og han gjorde "sin
+Bevægelse": en Drejning i Luften af den udspilede Haand, der endte med
+et Klask paa hans Kugle-Bug--hele Galleriet laa paa Maven, naar han
+gjorde sin Bevægelse.
+
+Hendes Højhed havde aldrig haft megen Sans for Komik.
+
+Hun gik med sit Glas i Haanden forbi Karnappen ind i Taarnstuen; Døren
+til Spisesalen stod aaben.
+
+Hendes Højhed fór lidt sammen: De her sagde hun--Hr. Kaim--De staar
+her alene.
+
+-Jeg--saa' paa Noget, sagde Hr. Kaim. De korte Sætninger kom altid
+saa underligt stødende frem. At sige Deres Højhed glemte han hver
+anden Gang.
+
+-De har vist aldrig set vore "Skatte", Hr. Kaim, sagde Hendes Højhed.
+De havde det lidt, og han vilde just gaa.
+
+-Skatte--Deres Højhed....
+
+Hendes Højhed tog et Nøgleknippe i et Skrin og aabnede et lille Skab
+i Væggen: Det vil ikke op, sagde hun. Endelig gik det: Ja, det er vort
+Musæum her.
+
+Hr. Kaim blev staaende fire, fem Skridt fra hende med halvbøjet Hoved.
+
+Hendes Højhed tog et lille Skrivetøj ud af Skabet.
+
+-Det har tilhørt Napoleon, sagde hun og rakte ham det.
+
+Han tog det og saa' paa det: Ja--saa ... Han blev staaende genert de
+fire, fem Skridt fra Hendes Højhed og drejede paa Blækhuset.
+
+Hendes Højhed betragtede ham fra Siden, som han stod og saa' paa
+Musæumsgenstanden, han holdt i et Par store Hænder.
+
+-Ja saa, sagde han igen og satte Skrivetøjet fra sig paa Bordet.
+
+Maria Carolina smilede mod sin Villie, mens hun satte Napoleons
+Blækhus tilbage i sit Skab.
+
+Og mens hun smilte, følte hun den dybeste Smerte, hun havde følt i
+hele sit Liv.
+
+-Ja, sagde hun, han havde det med i Rusland. Hun vidste ikke, hun
+havde talt, før hun hørte Lyden af Sætningen, der kom tilbage til
+hende ligesom langt borte fra....
+
+Hendes Højhed tog en lille Guldstav i Skabet.
+
+Josef Kaim stod og følte paa Stenene, der sad i Krans rundt om
+Staven.
+
+-Det er et Scepter, sagde Maria Carolina.
+
+-Det har tilhørt Maria Stuart.
+
+Det gav et Sæt i Josef Kaim: Maria Stuart, sagde han. Han gik til
+Vinduet med Sceptret i Haanden.
+
+Det var næsten mørkt, saa de knap saa' hinandens Ansigter, skønt de
+stod sammen tæt ved Vinduet.
+
+Josef Kaim holdt det lille Scepter ud fra sig i Haanden, og blev ved
+at se paa det.
+
+Inde i Spisesalen havde Komikeren "sagt noget" igen. De andre lo op.
+
+-De tager fra os, Hr. Kaim, sagde Hendes Højhed sagtere, som man
+taler i Mørke.
+
+-Ja, sagde han, til Dresden. Han blev ved at staa med Sceptret,
+
+-Ja, sagde han.
+
+Hvad hjalp #det# hende? Han talte dybere, med den mærkelige mørke
+Stemmeklang.
+
+Hendes Højhed fór sammen.
+
+-Nej, sagde hun sagte.
+
+Josef Kaim rakte Hendes Højhed Sceptret. Tak, sagde han.--Hm--ja--det
+er sært med saadan gamle Ting....
+
+Hendes Højhed skælvede, da hun berørte Sceptrets kolde Guld. Hendes
+Ansigt var saa blegt i Mørket.
+
+De tav lidt. Derinde havde Komikeren vist igen gjort sin Bevægelse.
+
+-Jeg vil ønske Dem al Lykke, Hr. Kaim, sagde Hendes Højhed; hun gik
+et Skridt frem.
+
+Josef Kaim saa' op. Han havde ikke før hørt, der var saadan Velklang i
+Hendes Højheds Stemme.
+
+-Jeg skylder Dem--Tonen lød lige mild--megen Tak for i Vinter ...
+megen....
+
+Hendes Højhed rakte Haanden frem ... Men Hr. Kaim saa' det ikke i
+Halvmørket. Han bukkede kun, mens Maria Carolina bøjede Hovedet.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Maria Carolina holdt sig i et Nu mod Væggen, før hun i Spisesalen drak
+et sidste Glas med sine Gæster.
+
+Selskabet tog bort.
+
+Ned ad Bjergvejen hørte man dets Latter og Sang.
+
+-Grim er hun, sagde Josef Kaim. Men en køn Stemme har hun--mærkeligt
+til blødt Organ--saa "følt" det lyder....
+
+Maria Carolina stod i Karnappen. Hun havde slaaet Vinduet op.
+
+Over Højder og Dal var det Nat. Det var som al Naturen udstraalede
+Friskhed og Vellugt, baade Skov og Jord.
+
+Maria Carolina bøjede sig langt ud af Karnappen.
+
+Kastellanen havde ventet lidt foran Porten; nu slog han den i og
+vendte tilbage over Gaarden. Maria Carolina hørte efter Sangen
+dernede.
+
+Den blev svagere, og den døde bort.
+
+Der blev stille ude i Natten.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Hendes Højhed vendte sig forskrækket. Det var, som nogen kom bag ved
+hende i Stuen.
+
+Det var Fanen fra Trediveaarskrigen, som viftede og slog mod Væggen
+der ovre--i Trækken.
+
+Hendes Højhed kørte hjem gennem Skoven.--
+
+       *       *       *       *       *
+
+Hr. von Pöllnitz havde en ny Begivenhed at melde ved sine Theballier.
+
+-Naar Du tænker dig, Mariane--#Højheden# viste dem om....
+
+-Hvorfor var du ikke med? spurgte Fru von Pöllnitz.
+
+-Kære Ven--hvem kunde vel vide?....
+
+-Du véd #aldrig# no'et, David, sagde Fru Pöllnitz en Smule skarpt.
+Gi'er du mig din Kop.
+
+Hr. von Pöllnitz fik den tredie Kop.
+
+-Mariane, det kom som Udraab, med Hænderne frem over Bordet, og Hr.
+von Pöllnitz gjorde en af sine store Kunstpavser: Mariane--sagde han:
+der #foregaar# noget....
+
+-#Hvad#? sagde Fru von Pöllnitz.
+
+-Ja--sagde Hr. Pöllnitz og pavserede igen: Om man vidste det.
+
+Fru von Pöllnitz saa' over paa sin Mand. Hans "Plade" sad skævt.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Den femtende Maj sluttedes Hoftheatrets Sæson. Man gav "Kærlighedens
+og Havets Bølger". Hr. Josef Kaim spillede Leander.
+
+Anmeldelsen i Residentsens Dagblad sluttede saaledes:
+
+"Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina overværede Forestillingen til
+dens Slutning. Efter tredie Akt lod Hendes Højhed den afskedtagende
+ungdommelige Helt og Første-Elsker ved vort Hoftheater, Hr. Josef
+Kaim, overrække en pragtfuld Lavrbærkrans."
+
+Næste Dag tog det hertugelige Hof Sommerresidents i det italienske
+Slot.
+
+Sommeren gik.
+
+
+
+
+VI
+
+Det blev en Tid med Fester, det Efteraar.
+
+Hans Højhed Arveprins Ernst Georg blev forlovet med sin Kusine,
+Erkehertuginde Elisabeth og blev gift i Oktober. Formælingen fandt
+Sted i Wien.
+
+Hans Højhed Hertugen og Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina kom til
+Wien Dagen før Brylluppet.
+
+Erkehertuginde Elisabeth var blond, tynd som en Bønnestage og i
+rosarødt. Hun lod sig kysse af Hans Højhed Hertugen to Gange paa
+Munden og af Prinsesse Maria Carolina paa begge Kinderne.
+
+Hun smilede uafbrudt, sagde sine franske Fraser, som om de var lært i
+en "Parleur", og klemte altid Overlæben ned for at skjule over et Par
+store Hugtænder.
+
+Efter Familietaflet hos Deres kejserlige Højheder
+Erkehertug-Forældrene sad man i det dagliga Gemak.
+
+Hans Højhed Arveprins Ernst Georg underholdt sin Brud bøjet ned over
+hendes Broderi.
+
+Prinsesse Maria Carolina saa' i en Akvarelmappe tæt ved. Hun led ved
+at høre de forlovedes knappe Sætninger, som kom med lange Pavser,
+forbindtlige og indholdsløse.
+
+Maria Carolina saa' paa Akvarellerne som gennem et Slør. Hendes Hjerte
+var saa fuldt og saa beklemt.
+
+Ved Kaffen havde Erkehertuginde Elisabeth staaet et Øjeblik i en
+Vinduesfordybning. Maria Carolina gik hen til hende.
+
+Erkehertuginde Elisabeth smilede, og de stod lidt ved Siden af
+hinanden og pillede ved den samme store Plante.
+
+Saa tog Maria Carolina Erkehertuginden i Haanden:
+
+-Tror De nu--det kom paa tysk stakaandet og bevæget--at De bliver
+lykkelig? sagde hun.
+
+Erkehertuginde Elisabeth fo'r sammen, ganske skræmt, og løsnede sin
+Haand.
+
+-_Mais oui--cousine--je suis bien heureuse_, sagde hun.
+
+Prinsesse Maria Carolina traadte et Skridt bort, og nogle Øjeblikke
+stod de ved Siden af hinanden og saa' tavse ud i Palaishaven.
+
+--Klokken ti trak Herskaberne sig tilbage til deres Gemakker.
+
+Hans Højhed Arveprinsen sagde "Godnat" oppe i Hans Højhed Hertugens
+Appartement.
+
+Hans Højhed havde sagt Godnat til Hertugen og vendte sig til
+Prinsesse Maria Carolina:
+
+-Godnat--Mis, sagde han.
+
+-Godnat.
+
+Prinsesse Maria lagde sin Haand ned paa hans Arm: Ernst Georg, sagde
+hun. Det lød som i Angst.
+
+Arveprinsen tog sin Søsters Haand i de stod og saa' stille paa
+hinanden et Øjeblik.
+
+-Godnat, Maria Carolina, sagde han.
+
+Prinsesse Maria Carolina vendte sig. Hun hørte hans Sabel klirre bort
+over Tæppet.
+
+Hans Højhed Hertugen slog Kortene haardt ned mod Spillebordet.
+
+Hans Højhed ventede paa sit Parti Piqué før han gik tilsengs.
+
+-Maria Carolina, kaldte Hans Højhed.
+
+Prinsesse Maria Carolina tog Plads og Hans Højhed blandede Kortene.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Den næste Dag om Middagen fandt Vielsen Sted i Hofburg-Kapellet.
+
+Hendes kejserlige Højhed Erkehertuginde Elisabeth bar Ceremoniellet
+med et lykkeligt Smil.
+
+Efter Bryllupsfrokosten tog det nygifte Par Afsked. Den høje Brud var
+i en Rejsedragt af sart lysegraat med Kapothat, besat med smaa
+Rosenknopper.
+
+Hun blev kysset paa Kinderne af alle Herskaberne.
+
+Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina stod i Vinduet og saa' ned i
+Palaisgaarden, da de skulde køre bort.
+
+Arveprinsen førte sin Brud ned ad Trappen mod Vognen. Erkehertuginden
+hilste smilende til Lakajerne, der var stillet op _en haye_.
+
+Saa satte et Par store Mynder halsende hen over Gaarden og fo'r op af
+Bruden.
+
+Hun løsnede Armen af Arveprinsens og omfavnede Hundene. De blev ved at
+halse og lagde Forpoterne helt op paa hendes Bryst. Hun lænede sit
+Hoved ned mod Hundenes Hals og blev staaende med de store Dyr.
+
+Da den høje Brud kom op i Vognen, græd hun med Ansigtet ned i sit
+Lommetørklæde.
+
+Hestene stampede, og Palaisporten blev lukket op og blev lukket i.
+Det høje Par var borte.
+
+       *       *       *       *       *
+
+En Maanedstid efter behagede det Hans Højhed Hertugen naadigst at
+kalde Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina til Abbedisse i det
+adelige Frøkenloster i Eisenstein.
+
+Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina holdt sit Indtog i Klostret
+efter gammel Sæd.
+
+Unge Piger strøede Blomster paa Banegaarden med Arme saa røde i
+Kulden, saa de saa' ud som de var skoldede. Brandkoret blæste paa
+Horn og dannede Æresvagt.
+
+Efter Indtoget var der Gudstjeneste i Klosterkapellet.
+
+Stramme sad de gamle Damer i deres Ordensdragt langs Kirkestolene.
+Frøken von Salzen var ledet ind af den lille Priorinde: det blev
+stadig ringere med Naaden von Salzen; nu var Øjenlaagene blevet lamme,
+saa de næsten helt faldt til.
+
+Præsten talte over Ordet: "Og jeg vil give Eder min Fred i al
+Evighed".
+
+Ind gennem Prædikenen hørte man den gamle Frøken von Salzens:
+
+Aa--ja--aa ja, hen gennem Kapellet.
+
+Efter Gudstjenesten var der Kur i Ordenssalen.
+
+Abbedissens Stol stod under en Baldakin med det hertugelige Vaaben.
+
+Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina stedte Damerne til Haandkys.
+
+De gamle Damer rokkede frem en for en og nejede og bøjede Hovedet over
+Hendes Højheds Haand. Hun sittrede lidt, naar hun følte de gamle,
+kolde Læber mod sin Haand.
+
+Hendes Højhed blev ved at smile, og hun saa' de gamle Frøkener ryste
+videre, rokkende paa de graa Hoveder.
+
+Hun hørte gamle Frøken von Salzens uafladelige: "Aa ja--aa--ja" og
+bøjede Hovedet op og ned og blev ved at føle Læberne mod sin Haand.
+
+Rigsgrevinden af Waldeck, Priorinden, gik frem over Gulvet mod
+Baldakinen. Hun bar Klostrets Nøgler paa den røde Pude.
+
+Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina syntes, Gulvet gik i Bakke og
+Dal, da hun bøjede sig ned og berørte de gyldne Nøgler.
+
+Halvt i Knæ modtog Priorinden dem igen. Hendes lange Sørgeslør flød
+ned over Puden og dens Nøgler.
+
+-Aa ja--aa ja, hørte man Gamle Salzens stille Selvsnakken gennem
+Salen.
+
+Brandkoret faldt ind nede fra Gaarden. De blæste Bryllupsmarschen af
+"En Skærsommernatsdrøm" paa syv Horn.
+
+
+
+
+VII
+
+Hendes Højhed sad lænet tilbage i sin Krog med Hovedet støttet i sin
+Haand—-Hendes Højheds Bog var gledet ned og laa paa Tæppet-—; hun
+havde ikke hørt Kammerpigen gaa med Døren.
+
+Hendes Højhed lod Haanden synke ned og fo'r sammen. Det var jo blevet
+ganske mørkt.
+
+-Er der nogen? sagde hun.
+
+-Det er mig, Deres Højhed, sagde Kammerjomfruen.
+
+-Aa ja—-Hendes Højhed stod op-—det er jo blevet sent. Det er den høje
+Tid....
+
+-Vil De tænde Lysene — her paa Kaminen ... Saa kommer jeg straks.
+
+Hendes Højhed saa' efter Kammerpigens Haand om Lysene: Hvad er
+Klokken? sagde hun. Det er sent.
+
+-Syv, Deres Højhed....
+
+-Syv—-allerede ... Godt, jeg kommer straks....
+
+Kammerjomfruen havde tændt og gik.
+
+Hendes Højhed saa' i Spejlet, om nogen kunde se, at hun havde grædt.
+Hun støttede et Øjeblik Hovedet i Haanden foran Kaminspejlet, før hun
+vendte sig og gik.
+
+Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina blev klædt paa. Hun var i
+Burgunderrødt med Kniplinger.
+
+Klokken halvni tog de høje Herskaber bort til Hoffesten paa det
+italienske Slot.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Hr. og Fru Pöllnitz var for første Gang ved Hoffet. Hr. von Pöllnitz
+kunde anse det for sikkert, at han fra den første September var ansat
+som Intendant.
+
+Hr. von Pöllnitz havde aldrig været saa bevæget. I otte Dage havde han
+bukket foran alle Spejle med aimable Smil.
+
+Han begyndte sin Paaklædning Klokken seks. Hr. von Pöllnitz maatte gaa
+til og fra. Hans Mave taalte ikke saadanne Sindsbevægelser. Hr. von
+Pöllnitz havde Kolerine.
+
+Han stod i Seler og spejlede sine Ben: Det er en stor Fejl, at det
+ikke er Hofdragt med Knæbukser, sagde Hr. von Pöllnitz.
+
+-Men det kommer--det vil komme dertil ... Hr. von Pölnitz spejlede
+begge sine Lægge.
+
+-Det kommer--man maa jo dog--Hr. von Pöllnitz saa' begge
+Læg-Rundingerne--en Gang igen--tillade os at have Fantasi....
+
+Hr. von Pöllnitz forklarede ikke, hvad han mente. Han faldt hen.
+
+-Om du var færdig, Pöllnitz, sagde Fruen. Hun kunde aldrig komme
+frem. Hr. von Pöllnitz's besværlige Legemsdel var frygtelig
+fremtrædende, naar han var i Benklæder og Skjorte.
+
+Hr. og Fru von Pöllnitz kom i Vognen.
+
+-Ja ... men--Mariane--hva' si'er man nu til Højhederne--det--....
+
+-Naar Du blot indskrænker dig, David--til det mindst mulige....
+
+Hr von Pöllnitz sad lidt.
+
+-Mariane, sagde han, efter to Sæsoner maa man give mig Korset.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Selskabet ventede paa de høje Herskaber i "Arveprinsens Sal".
+
+De første i Rangen stod i Rad fra Dør til Dør. De øvrige trippede
+bagved som Faar i en Fold. Fru Hofapothekeren var i Citrongult med
+Bregnekrans om Nedringningen.
+
+-Ved Gud--om det er anstændigt, havde Fru Hofapothekeren sagt til
+Sypigen, da hun blev klædt paa.
+
+Fru Hofapothekeren vilde have Kniplingsfichu.
+
+-Hof er Hof, Deres Naade, sagde Syjomfruen; hun lagde Bregnerne i
+Spids paa Fru Hofapothekerens Ryg.
+
+-Derfor behøver gamle Kærlinger ikke at vise Flæsk, sagde Fru
+Hofapothekeren.
+
+Syjomfruen blev saa forfærdet, at hun stak Fru Hofapothekeren.
+Syjomfruen tog aldrig saadanne Ord i sin Mund.
+
+Fru Hofapothekeren viste paa Ballet en Fylde af salomoniske
+Yndigheder.
+
+Hun stod i Arveprinsens Sal ved Siden af Hr. von Pöllnitz. Hr. von
+Pöllnitz betroede Fru Hofapothekeren Tilfældet med sin Mave.
+
+-Frygteligt generende, kære Ven, frygteligt generende ... Og #hver#
+Gang, jeg spiller en ny Rolle....
+
+Fru Hofapothekeren havde Draaber med sig i Lommen.
+
+-Jeg ta'er altid med mig en lille Flaske, sagde Fru Hofapothekeren.
+Man véd aldrig, hvad det kan blive godt for....
+
+Hr. Pöllnitz tog Koleradraaber i en Krog.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Hofmarschallen slog tre Slag med sin Stav, og Døren gik op: de høje
+Herskaber traadte ind med Hofstaterne. Der blev ganske stille, alle
+nejede og bukkede paa Højhedernes Vej gennem Salen.
+
+Hr. von Pöllnitz var kommet i første Rad ved Siden af Eksellencen
+Curth. Højhederne kom forbi.
+
+Hr. von Pöllnitz' Legemsdel havde aldrig staaet saa højt ivejret.
+
+Hans Højhed talte til Eksellencen Curth.
+
+-Ganske vist, sagde Hr. von Pöllnitz.
+
+-Er De der, min gode Pöllnitz, sagde Hans Højhed Hertugen. Og Rækken
+nejede videre ligesom dukket under en vellugtende Duche paa
+Herskabernes Vej.
+
+Hans Højhed Hertugen førte Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina hen
+til hendes Plads i den grønne Sal.
+
+Hendes Højhed Prinsessen gav Kur for de tilstedeværende Damer.
+
+Hofmarschallen ventede ved Siden af Hendes Højhed. Da Kuren var endt,
+behagede det Hendes Højhed at engagere Hr. Oberstlieutenant Grev von
+Dürchfeld til den første Kvadrille.
+
+Festen tog det ved vort Hof sædvanlige pragtfulde Forløb, skrev
+"Dagbladet".
+
+Et lille Uheld omtalte Bladet dog ikke.
+
+Ud paa Aftenen beviste Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina Hr.
+Hofskuespiller Pöllnitz den Ære at byde ham op til en Vals.
+
+Hr. von Pöllnitz satte Pladen skævt af lutter Bevægelse.
+
+Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina var meget naadig mod Hr. von
+Pöllnitz. Hendes Højhed underholdt sig med Hr. von Pöllnitz i sytten
+Minutter.
+
+-Nu havde Hr. von Pöllnitz jo overtaget Kong Filips Rolle?....
+
+-Ja--og Hr. von Pöllnitz bukkede--ja, vi bliver alle gamle, Deres
+Højhed, sagde han.
+
+Hendes Højhed smilede: Ja, sagde hun, og stod et Øjeblik og saa' ud i
+Salen.
+
+-Ja--det er sandt.
+
+Hendes Højhed kunde saamæn huske Hr. von Pöllnitz som Don Karlos ...
+Siden havde Hr. von Pöllnitz spillet Markis Posa....
+
+-Ja ... saa Deres Højhed husker....
+
+-Det var sammen med dette unge Menneske--hvad hed han nu?--han var
+her kun saa kort....
+
+-Hr. Kaim....
+
+-Rigtig--ja ... Han havde vist meget Talent ... Hører man noget om ham
+nu?
+
+Hr. von Pöllnitz skød Skuldrene op: Deres Højhed--han #kaldes# en
+Storhed--i Berlin. Hr. von Pöllnitz bukkede lidt paa skævt.
+
+Man kunde tro, der kom lidt rødt paa Hendes Højheds Kinder. Men maaske
+var det kun Skæret fra den burgunderrøde Robe, da hun bøjede Hovedet.
+
+-Ja saa-—saa han har gjort Karriere, sagde Hendes Højhed. Hun gav Hr.
+von Pöllnitz Armen til Vals.
+
+Saa var det, det skete. Hr. von Pöllnitz forstod det ikke; men det
+#skete#. Hr. von Pöllnitz væltede med Hendes Højhed i Valsen, midt
+under Lysekronen.
+
+-Min Go'e--hvad kan man vel vente, naar man danser med Komedianter,
+sagde Frøken von Hartenstein næste Formiddag ved Kaffen til Mlle
+Leterrier.--Men Hendes Højhed har #Idéer#....
+
+Frøken von Hartenstein tog Himlen til Vidne med et stumt Blik. Frøken
+von Hartenstein havde lang Vane til at "tie" om de illustre Personer.
+
+Hendes Højhed havde taget Tingen godmodigt. En ung Referendar fløj til
+og hjalp Hendes Højhed op.
+
+-Hjælp saa Hr. von Pöllnitz, sagde hun.
+
+Hr. David von Pöllnitz laa og sprællede uhjælpelig som en tyk
+Oldenborre, man har vendt om paa Ryggen.
+
+Lidt efter anrettedes Souperen.
+
+Hans Højhed Hertugen tømte et Glas paa sin "Datter, Hendes Højhed
+Prinsesse Maria Carolinas Sundhed og Vel i dette Aar, som kom, og op
+gennem Aarene".
+
+Hr. von Pöllnitz var blevet i Balsalen. Han stod ene, lænet til en
+Søjle, og betragtede Gerningsstedet.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Efter Souperen afbrændtes Fyrværkeriet. Hendes Højhed Prinsesse Maria
+Carolina lod Balkondørene lukke op og gik ud paa Altanen.
+
+Aftenen var mild, og stjernerig laa Himlen over Haven. Raketterne fo'r
+hvinende op i lange Lys-Buer og sluktes. I Kanalen glimtede det som af
+faldende Guldregn.
+
+Maria Carolina stod, svøbt i sin Pelts, lænet til Gelænderet. Hun
+havde set ud over Haven mod Højderne, da Bifaldsklappene vækkede
+hende.
+
+Det var det kronede M. C. i grønt og gult. M'et og C'et døde hen med
+nogle smaa Knald.
+
+Prinsessen stirrede paa sit Navnetræk i Kanalens Vand.
+
+Kronen holdt sig og brændte endnu.
+
+Det saa' ud, som om den gled paa Kanalens stille Vand.
+
+Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina stod og saa' paa Kronens
+Billede til det slukkedes, lidt efter lidt.
+
+
+
+
+
+
+End of the Project Gutenberg EBook of HENDES HØJHED, by Herman Bang
+
+*** END OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK HENDES HØJHED ***
+
+***** This file should be named 12339-0.txt or 12339-0.zip *****
+This and all associated files of various formats will be found in:
+        https://www.gutenberg.org/1/2/3/3/12339/
+
+Produced by Steen and Heidi Christensen and  Distributed Proofreaders
+Europe, http://dp.rastko.net.
+
+
+Updated editions will replace the previous one--the old editions
+will be renamed.
+
+Creating the works from public domain print editions means that no
+one owns a United States copyright in these works, so the Foundation
+(and you!) can copy and distribute it in the United States without
+permission and without paying copyright royalties.  Special rules,
+set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to
+copying and distributing Project Gutenberg-tm electronic works to
+protect the PROJECT GUTENBERG-tm concept and trademark.  Project
+Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you
+charge for the eBooks, unless you receive specific permission.  If you
+do not charge anything for copies of this eBook, complying with the
+rules is very easy.  You may use this eBook for nearly any purpose
+such as creation of derivative works, reports, performances and
+research.  They may be modified and printed and given away--you may do
+practically ANYTHING with public domain eBooks.  Redistribution is
+subject to the trademark license, especially commercial
+redistribution.
+
+
+
+*** START: FULL LICENSE ***
+
+THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE
+PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK
+
+To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free
+distribution of electronic works, by using or distributing this work
+(or any other work associated in any way with the phrase "Project
+Gutenberg"), you agree to comply with all the terms of the Full Project
+Gutenberg-tm License (available with this file or online at
+https://gutenberg.org/license).
+
+
+Section 1.  General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg-tm
+electronic works
+
+1.A.  By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm
+electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to
+and accept all the terms of this license and intellectual property
+(trademark/copyright) agreement.  If you do not agree to abide by all
+the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy
+all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your possession.
+If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project
+Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound by the
+terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or
+entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8.
+
+1.B.  "Project Gutenberg" is a registered trademark.  It may only be
+used on or associated in any way with an electronic work by people who
+agree to be bound by the terms of this agreement.  There are a few
+things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works
+even without complying with the full terms of this agreement.  See
+paragraph 1.C below.  There are a lot of things you can do with Project
+Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this agreement
+and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm electronic
+works.  See paragraph 1.E below.
+
+1.C.  The Project Gutenberg Literary Archive Foundation ("the Foundation"
+or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project
+Gutenberg-tm electronic works.  Nearly all the individual works in the
+collection are in the public domain in the United States.  If an
+individual work is in the public domain in the United States and you are
+located in the United States, we do not claim a right to prevent you from
+copying, distributing, performing, displaying or creating derivative
+works based on the work as long as all references to Project Gutenberg
+are removed.  Of course, we hope that you will support the Project
+Gutenberg-tm mission of promoting free access to electronic works by
+freely sharing Project Gutenberg-tm works in compliance with the terms of
+this agreement for keeping the Project Gutenberg-tm name associated with
+the work.  You can easily comply with the terms of this agreement by
+keeping this work in the same format with its attached full Project
+Gutenberg-tm License when you share it without charge with others.
+
+1.D.  The copyright laws of the place where you are located also govern
+what you can do with this work.  Copyright laws in most countries are in
+a constant state of change.  If you are outside the United States, check
+the laws of your country in addition to the terms of this agreement
+before downloading, copying, displaying, performing, distributing or
+creating derivative works based on this work or any other Project
+Gutenberg-tm work.  The Foundation makes no representations concerning
+the copyright status of any work in any country outside the United
+States.
+
+1.E.  Unless you have removed all references to Project Gutenberg:
+
+1.E.1.  The following sentence, with active links to, or other immediate
+access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear prominently
+whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work on which the
+phrase "Project Gutenberg" appears, or with which the phrase "Project
+Gutenberg" is associated) is accessed, displayed, performed, viewed,
+copied or distributed:
+
+This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
+almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
+re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
+with this eBook or online at www.gutenberg.org
+
+1.E.2.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is derived
+from the public domain (does not contain a notice indicating that it is
+posted with permission of the copyright holder), the work can be copied
+and distributed to anyone in the United States without paying any fees
+or charges.  If you are redistributing or providing access to a work
+with the phrase "Project Gutenberg" associated with or appearing on the
+work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1
+through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the
+Project Gutenberg-tm trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or
+1.E.9.
+
+1.E.3.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted
+with the permission of the copyright holder, your use and distribution
+must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional
+terms imposed by the copyright holder.  Additional terms will be linked
+to the Project Gutenberg-tm License for all works posted with the
+permission of the copyright holder found at the beginning of this work.
+
+1.E.4.  Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm
+License terms from this work, or any files containing a part of this
+work or any other work associated with Project Gutenberg-tm.
+
+1.E.5.  Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this
+electronic work, or any part of this electronic work, without
+prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with
+active links or immediate access to the full terms of the Project
+Gutenberg-tm License.
+
+1.E.6.  You may convert to and distribute this work in any binary,
+compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any
+word processing or hypertext form.  However, if you provide access to or
+distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format other than
+"Plain Vanilla ASCII" or other format used in the official version
+posted on the official Project Gutenberg-tm web site (www.gutenberg.org),
+you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a
+copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon
+request, of the work in its original "Plain Vanilla ASCII" or other
+form.  Any alternate format must include the full Project Gutenberg-tm
+License as specified in paragraph 1.E.1.
+
+1.E.7.  Do not charge a fee for access to, viewing, displaying,
+performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works
+unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9.
+
+1.E.8.  You may charge a reasonable fee for copies of or providing
+access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works provided
+that
+
+- You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from
+     the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method
+     you already use to calculate your applicable taxes.  The fee is
+     owed to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he
+     has agreed to donate royalties under this paragraph to the
+     Project Gutenberg Literary Archive Foundation.  Royalty payments
+     must be paid within 60 days following each date on which you
+     prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax
+     returns.  Royalty payments should be clearly marked as such and
+     sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the
+     address specified in Section 4, "Information about donations to
+     the Project Gutenberg Literary Archive Foundation."
+
+- You provide a full refund of any money paid by a user who notifies
+     you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he
+     does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm
+     License.  You must require such a user to return or
+     destroy all copies of the works possessed in a physical medium
+     and discontinue all use of and all access to other copies of
+     Project Gutenberg-tm works.
+
+- You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any
+     money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the
+     electronic work is discovered and reported to you within 90 days
+     of receipt of the work.
+
+- You comply with all other terms of this agreement for free
+     distribution of Project Gutenberg-tm works.
+
+1.E.9.  If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg-tm
+electronic work or group of works on different terms than are set
+forth in this agreement, you must obtain permission in writing from
+both the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and Michael
+Hart, the owner of the Project Gutenberg-tm trademark.  Contact the
+Foundation as set forth in Section 3 below.
+
+1.F.
+
+1.F.1.  Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable
+effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread
+public domain works in creating the Project Gutenberg-tm
+collection.  Despite these efforts, Project Gutenberg-tm electronic
+works, and the medium on which they may be stored, may contain
+"Defects," such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or
+corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual
+property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a
+computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by
+your equipment.
+
+1.F.2.  LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the "Right
+of Replacement or Refund" described in paragraph 1.F.3, the Project
+Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project
+Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project
+Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all
+liability to you for damages, costs and expenses, including legal
+fees.  YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT
+LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE
+PROVIDED IN PARAGRAPH F3.  YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE
+TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE
+LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR
+INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH
+DAMAGE.
+
+1.F.3.  LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a
+defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can
+receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a
+written explanation to the person you received the work from.  If you
+received the work on a physical medium, you must return the medium with
+your written explanation.  The person or entity that provided you with
+the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a
+refund.  If you received the work electronically, the person or entity
+providing it to you may choose to give you a second opportunity to
+receive the work electronically in lieu of a refund.  If the second copy
+is also defective, you may demand a refund in writing without further
+opportunities to fix the problem.
+
+1.F.4.  Except for the limited right of replacement or refund set forth
+in paragraph 1.F.3, this work is provided to you 'AS-IS' WITH NO OTHER
+WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO
+WARRANTIES OF MERCHANTIBILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE.
+
+1.F.5.  Some states do not allow disclaimers of certain implied
+warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages.
+If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the
+law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be
+interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by
+the applicable state law.  The invalidity or unenforceability of any
+provision of this agreement shall not void the remaining provisions.
+
+1.F.6.  INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the
+trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone
+providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in accordance
+with this agreement, and any volunteers associated with the production,
+promotion and distribution of Project Gutenberg-tm electronic works,
+harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees,
+that arise directly or indirectly from any of the following which you do
+or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg-tm
+work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any
+Project Gutenberg-tm work, and (c) any Defect you cause.
+
+
+Section  2.  Information about the Mission of Project Gutenberg-tm
+
+Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of
+electronic works in formats readable by the widest variety of computers
+including obsolete, old, middle-aged and new computers.  It exists
+because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from
+people in all walks of life.
+
+Volunteers and financial support to provide volunteers with the
+assistance they need, is critical to reaching Project Gutenberg-tm's
+goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will
+remain freely available for generations to come.  In 2001, the Project
+Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure
+and permanent future for Project Gutenberg-tm and future generations.
+To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation
+and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4
+and the Foundation web page at https://www.pglaf.org.
+
+
+Section 3.  Information about the Project Gutenberg Literary Archive
+Foundation
+
+The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit
+501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the
+state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal
+Revenue Service.  The Foundation's EIN or federal tax identification
+number is 64-6221541.  Its 501(c)(3) letter is posted at
+https://pglaf.org/fundraising.  Contributions to the Project Gutenberg
+Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent
+permitted by U.S. federal laws and your state's laws.
+
+The Foundation's principal office is located at 4557 Melan Dr. S.
+Fairbanks, AK, 99712., but its volunteers and employees are scattered
+throughout numerous locations.  Its business office is located at
+809 North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887, email
+business@pglaf.org.  Email contact links and up to date contact
+information can be found at the Foundation's web site and official
+page at https://pglaf.org
+
+For additional contact information:
+     Dr. Gregory B. Newby
+     Chief Executive and Director
+     gbnewby@pglaf.org
+
+Section 4.  Information about Donations to the Project Gutenberg
+Literary Archive Foundation
+
+Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide
+spread public support and donations to carry out its mission of
+increasing the number of public domain and licensed works that can be
+freely distributed in machine readable form accessible by the widest
+array of equipment including outdated equipment.  Many small donations
+($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt
+status with the IRS.
+
+The Foundation is committed to complying with the laws regulating
+charities and charitable donations in all 50 states of the United
+States.  Compliance requirements are not uniform and it takes a
+considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up
+with these requirements.  We do not solicit donations in locations
+where we have not received written confirmation of compliance.  To
+SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any
+particular state visit https://pglaf.org
+
+While we cannot and do not solicit contributions from states where we
+have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition
+against accepting unsolicited donations from donors in such states who
+approach us with offers to donate.
+
+International donations are gratefully accepted, but we cannot make
+any statements concerning tax treatment of donations received from
+outside the United States.  U.S. laws alone swamp our small staff.
+
+Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation
+methods and addresses.  Donations are accepted in a number of other
+ways including including checks, online payments and credit card
+donations.  To donate, please visit: https://pglaf.org/donate
+
+
+Section 5.  General Information About Project Gutenberg-tm electronic
+works.
+
+Professor Michael S. Hart was the originator of the Project Gutenberg-tm
+concept of a library of electronic works that could be freely shared
+with anyone.  For thirty years, he produced and distributed Project
+Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of volunteer support.
+
+Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed
+editions, all of which are confirmed as Public Domain in the U.S.
+unless a copyright notice is included.  Thus, we do not necessarily
+keep eBooks in compliance with any particular paper edition.
+
+Each eBook is in a subdirectory of the same number as the eBook's
+eBook number, often in several formats including plain vanilla ASCII,
+compressed (zipped), HTML and others.
+
+Corrected EDITIONS of our eBooks replace the old file and take over
+the old filename and etext number.  The replaced older file is renamed.
+VERSIONS based on separate sources are treated as new eBooks receiving
+new filenames and etext numbers.
+
+Most people start at our Web site which has the main PG search facility:
+
+     https://www.gutenberg.org
+
+This Web site includes information about Project Gutenberg-tm,
+including how to make donations to the Project Gutenberg Literary
+Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to
+subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks.
+
+EBooks posted prior to November 2003, with eBook numbers BELOW #10000,
+are filed in directories based on their release date.  If you want to
+download any of these eBooks directly, rather than using the regular
+search system you may utilize the following addresses and just
+download by the etext year.
+
+     https://www.gutenberg.org/etext06
+
+    (Or /etext 05, 04, 03, 02, 01, 00, 99,
+     98, 97, 96, 95, 94, 93, 92, 92, 91 or 90)
+
+EBooks posted since November 2003, with etext numbers OVER #10000, are
+filed in a different way.  The year of a release date is no longer part
+of the directory path.  The path is based on the etext number (which is
+identical to the filename).  The path to the file is made up of single
+digits corresponding to all but the last digit in the filename.  For
+example an eBook of filename 10234 would be found at:
+
+     https://www.gutenberg.org/1/0/2/3/10234
+
+or filename 24689 would be found at:
+     https://www.gutenberg.org/2/4/6/8/24689
+
+An alternative method of locating eBooks:
+     https://www.gutenberg.org/GUTINDEX.ALL
+
+
diff --git a/old/12339-0.zip b/old/12339-0.zip
new file mode 100644
index 0000000..8044458
--- /dev/null
+++ b/old/12339-0.zip