diff options
Diffstat (limited to '12168-0.txt')
| -rw-r--r-- | 12168-0.txt | 954 |
1 files changed, 954 insertions, 0 deletions
diff --git a/12168-0.txt b/12168-0.txt new file mode 100644 index 0000000..bf71f8a --- /dev/null +++ b/12168-0.txt @@ -0,0 +1,954 @@ +*** START OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK 12168 *** + +Transcribers note: bold - fremhævet = #/# + + + + +MIN GAMLE KAMMERAT. + + +En novelle fra Stille Eksistenser + + + + +Herman Bang + + + + +Til Julius Schiøtt. + + + + +Nej--er det dig--at man skulde træffe dig her.... + +-Nej--men--du gode--det er Kristian-- + +-Ja--i egen høje Person--nej, at man skulde træffe dig-- + +-Men saa kom dog og sæt dig, Mand--saa nær jeg ikke havde kjendt +dig.... + +-Det tror jeg, naar man føjter saadan om som du--saa har man let til +at glemme sine gamle Venner. + +-Nej, min gamle Ven--tvertimod, saa husker man dem just. + +-Naa--et Paradox--saa kjender jeg dig igjen--du gamle--nej--at man +virkelig skulde møde dig en Gang.... + +--Men saa sæt dig dog dér i Lænestolen, at jeg kan se paa dig: Jo, du +er helt den gamle--paa Skjægget nær--det er blevet tykkere--husker du +den Gang--du plejede de spirende Dun med Løgsaft-- + +-Aa ja-- + +-Og saa er Du blevet svær-- + +-Og du er stadig lige tynd--og du gaar stadig med for smaa Støvler. + +-Det er blevet en Vane. Jeg tror ikke mere, jeg kunde undvære det.-- + +Vi satte os. Ja--han var helt den gamle: de samme Øjne, blaa og +troskyldige, den samme Latter, saa klar og trohjertet. + +Jeg sad nogle Øjeblikke og saa paa ham. Saa sagde han: + +-Vi sidder og ser paa hinanden og hver tænker om den anden: Hvor han +har forandret sig--i de otte Aar. + +-Otte Aar--er det otte Aar-- + +-Ja, det er otte Aar. + +Var det virkelig saa længe siden, vi havde set hinanden. I det Øjeblik +syntes jeg, det var som igaar, vi havde siddet ved Studentersoldene +sammen, sovet Side om Side paa Forelæsningerne, og pantsat Frakker for +hinanden, naar det kneb og gaaet med hinandens Støvler-- + +Og det var otte Aar siden. + +Vi talte om de gamle Dage. Om de gamle Pudsigheder, om Soldene, om +vore første Theaterforestillinger. Hvor Hjerterne dog havde haft let +ved at banke i den Tid-- + +De gamle Navne dukkede op. + +-Husker du ham--og husker du ham? + +-Aa jo--hvad er der blevet af ham? + +-Han er juridisk Fuldmægtig--paa Vestkysten--blevet tyk og fed-- + +-Han var den kjønneste af os-- + +-Det ser man ikke længer-- + +-Og Ramsay--den blonde--husker du, hvor er han? Husker du ham--Huen +paa Sned over Lokkerne, Stokken i Lommen--et Blik paa Skraa til hver +Dame paa Strøget--Naa, der var ikke Plads til ham paa Fortovet saa +stolt gik han og erobrede en Verden ved hvert Skridt.... + +-Om jeg husker.... + +-Han talte altid for Kvinden om Lørdagen--og var altid forelsket--Hver +Uge i en ny--Stakkel.... + +-Han er i Indien, tror jeg-- + +-I Indien-- + +-Ja--han var kommen paa Vejen nedad. De kaldte ham: "aan mig en Krone" +og gik udenom, naar de saa ham paa Gaden.--Saa tog han sig sammen en +Dag og rejste-- + +-Ja saa--til Indien. Ja, det er vel ikke det værste. + +-Therkildsen--ham med den store Næse--mindes du--som altid spillede +"Tanten" paa Salen--han er død ifjor-- + +Saadan dukkede Navnene frem--#den# var død, #den# kommen i +Embede, #den# var gift, #den# blevet borte. + +Vi sad saadan og snakkede. Saa blev der en Pavse, og hver tænkte paa +sit, maaske paa det samme. + +Og uden næsten at vide det, sagde jeg: + +-Véd du--Kristian--vi er ikke mere unge nu. + +-Tredive Aar. + +-Ja--tredive Aar + +-Og du--du er jo blevet "berømt". + +-Ja--det er bleven sagt af en Rus i et Lørdagssold efter to. Men jeg +vilde hellere være atten Aar.... + +-For at opnaa hvad? + +-Opnaa hvad? Ingenting af det, jeg har naaet--du. + +Min gamle Kammerat sad lidt. Saa sagde han: + +-Ja du--jeg er tilfreds + +-Men du gode Gud--vi snakker op om alle andre--og om dig faar jeg ikke +det mindste at vide.--Hvad er du egentlig? + +-Præst. + +-Præst? + +Ja--husker du ikke, jeg studerede Theologi?--Aa nej--det var jo +#det#, vi talte mindst om. Jo--jeg er saamæn Præst. + +-Hvor længe har du været det? + +-To Aar, min Ven. + +-Og hvor? + +-Paa Lyø. + +-Paa--Lyø. + +-Ja. + +-Jasaa--det er afsides--hva'-- + +-Ja, det er det. + +Jeg saa paa ham. Hvordan var det dog gaaet til. Forældrene var jo +rige. Deres Bal i Januar var det største, jeg var til--dette dejlige +Hus--paa Gammeltorv--med de to Lygter paa Porten--og den gamle +Portner, som lukkede Porten saa lempeligt og sagte op og i--og de lune +Trapper med Tæpper opad Trinene,--og den runde godmodige Etatsraadinde +med de rare klare Øjne, hun, som altid hjalp os, naar det kneb. + +Og Elisabeth--ja--Elisabeth, Søsteren--hvad var der mon blevet af +hende? + +Saa elegant hun var, rank og fornem--med det stille Smil, der +forbløffede mig saa komplet--hvor var hun elegant og rolig som hun +bar sit Hoved, og hvor hun hilste ... --hvor jeg havde sværmet for +hende--min første Forelskelse ... med Haabløshed og gamle Blomster og +et Billede jeg havde stjaalet af Kristians Album og som jeg sad og +kyssede paa de filosofiske Forelæsninger.... + +Og nu--nu var han blevet Præst paa Lyø. + +Som om min gamle Kammerat gjættede mine Tanker, sagde han: + +-Ja--min Ven--der kan hænde meget i otte Aar. + +-Ja--der kan hænde meget.-- + +Vi sad lidt tavse, saa sagde han: + +-At Fader døde, hørte du vel--det var vist kort efter, du var rejst. + +-Ja--jeg hørte det helt kort. + +-Det var et sørgeligt Dødsfald--han vilde jo ikke overleve Ulykken. + +Jeg vidste intet at sige. Jeg tav og ventede. + +-Ja--alt det vidste vi ikke noget om i den Tid--i den første Tid, da +vi to omgikkes mest--men senere, da vi allerede saas mere +sjældent--hver fik jo sit at gjøre og tænke paa--fik jeg det jo lidt +efter lidt at vide.--Fik noget at vide og gjættede mere.-- + +-Det var gaaet svært tilbage med Fa'ers Forretning--Fa'er havde altid +"vovet" meget og spændt Krediten til det yderste, af hvad det gamle +Navn kunde bære. Saa kom der Uheld efter Uheld, Tab efter Tab.-- + +-Og saa skulde der skjules og dækkes over det.--Og vi førte stadig +større Hus baade for at bedrage Mo'er og alle fremmede,--Elisabeth og +jeg var de eneste, som vidste det.-- + +-Den gamle Kasserer havde i sin Angst betroet det til mig. + +-Ved du, det er grueligt at leve i saadant et Hus, som staar for +Fald-det er som Ruinen lurede i alle Kroge. Og saa Spektaklet og +Festerne, og vi indviede, som vogtede paa hinanden for at se, om vi +spillede vore Roller godt-- + +-Og midt paa et Bal kunde Elisabeth og jeg mødes og trykke hinanden +krampagtig i Haanden, mens vi saa paa hinanden med et fortvivlet +Blik.-- + +Min gamle Ven sad lidt og stille sagde han: + +-Ja--den stakkes Elisabeth. + +-Hvorfor--hvad er hun nu--hun er er vel gift? + +-Nej--hun hævede sin Forlovelse--den Vinter--den Vinter--den sidste +Vinter hævede hun den pludselig-- + +-Hvem var han? Var det ikke Thorsen? + +-Jo--véd du, hun handlede ret--han havde forlovet sig med den rige +Pige-- + +-Men--naa ja, jeg tror ikke, hun har glemt ham. + +-Og han tog imod det--uden videre--lod hende gaa? + +-Min Ven, hvad skulde han gjøre? Han havde atten hundrede Kroner om +Aaret, og Elisabeth havde brugt det tredobbelte til sine Kjoler.--Han +var meget bedrøvet, tror jeg ...--Nu i Foraaret blev han gift-- + +-Saa stor var Bedrøvelsen ... Aa ja ... Min Ven tog sig ned over +Øjnene. + +-Ser du, sagde han, det kan man ikke dømme. Hjertesorg og Hjertesorg +er to Ting--og den er ikke ens for alle-- + +-Og hvordan gik det saa ellers-- + +-Fa'er holdt det gaaende til det sidste,--Aa--den sidste Tid--du, da +jeg vidste alting. Hverdan det hele hang i en Traad, da de støvede +rundt efter Penge til vore Vexler--og det drejede sig om timer. +Bankerne, forstaar du, var begyndt at blive forsigtige, de holdt sig +tilbage og vægrede sig og gjorde Ophævelser ... og akcepterede ikke +mer.... + +-Jeg husker en Gang--der var blevet præsenteret en Vexel i Banken, saa +kom der Bud tilbage, at Direktøren ønskede gjerne at tale med Fa'er +personlig-- + +Jeg var i Kontoret hos Fa'er, da Buddet kom.-- + +Han saa' op, og vendte sig, saa Kontoristen ikke kunde se hans Ansigt. + +-Og Vexlen? sagde han. + +-Ja--den blev ikke akcepteret.--Direktøren sagde en Formfejl. + +-Godt.--Vil De ringe--der skal spændes for-- + +-Før gik Fa'er altid. Men i den sidste Tid holdt han mest af at +kjøre.--Jeg tror, det var for at skjule sig, forstaar du, være alene +den Tid ialfald--og saa vel ogsaa for at vise Vognen-- + +Fa'er var bleg som et Lig, da han skulde afsted. + +Han stod lidt foran Spejlet. + +-Ser jeg meget daarlig ud, spurgte han. + +-Aa nej--som du plejer. + +-Hvad vil det sige med Vexlen? spurgte jeg sagte. + +-Hvad det vil sige? Og Fa'er sænkede Stemmen: Hvad det vil sige. De +har ingen Tillid mere.-- + +-Aa du, aldrig skal jeg glemme Tonen i de Ord. + +-Saa kjørte han. + +Kassereren og jeg ventede i Dødens Angst--det havde været Ruinen, om +det ikke var gaaet i Orden, ser du, Ruinen strax--og redningsløst. + +-Der gik en halv Time, før Fa'er kom tilbage. + +Kassereren turde ikke spørge, da han kom ind i Kontoret. + +Men Fa'er havde sin gamle fornemme Haandbevægelse fra de gode Dage, da +han sagde: + +-Det var naturligvis en Misforstaaelse, gode Carlsen. Direktøren bad +mig undskylde.... + +Men det var ikke forbi med den Dag, og værre Dage kom. + +Du kjender den ikke, den Vexelpine, som grubler og regner og +fortvivler og haaber og atter fortvivler. + +Nu var det Spil--bare fortvivlet Spil. + +Inden Klokken tolv skulde Pengene skaffes--tusinder, du, titusinder +tit--og Klokken ti naar han kom paa Kontoret, vidste Fader ikke mer, +hvor han skulde ta'e disse titusinder end du og jeg.... + +For der var ingen Beregning mer, intet Haab mer--desværre--Bare at +hale det ud, at haane det, som maatte komme, narre Ruinen og +Elendigheden for en Dag.... + +Saa kom disse to Timer fra 10 til 12 med Grubien og Regnen og Hitten +paa Udveje og Prøven paa Laan og Breve skrevet med rystende Pen og ... +og med Livet i Hænderne ventedes vore Bude fra Bankerne, og vi omlagde +Beløb og vi prolongerede Vexler--Blot at faa Renterne, blot at faa +dem. + +Alt Liv, hele Tilværelsen opsugedes af disse to Timer. Dette +græsselige Mareridt af Venten og Plattenslageri--ja, du for det blev +det--og af Angst. + +Jeg vidste ikke, hvor jeg skulde gjøre af mig selv. Jeg kunde ikke +blive i Fa'ers Kontor--det vilde vække Opsigt. Og han havde jo desuden +Besøg--; han maatte sidde der, Kvarter efter Kvarter; og maatte tale +om ligegyldige Ting og høre paa Middagsreferater fra tykmavede +Etatsraader--mens han sad i Dødsskræk for hele Existensen-- + +Nej--derinde kunde jeg ikke være. + +Ofte gik jeg oppe i Spisestuen rundt om Bordet--lange Tider. Det var +som det dulmede. + +Mo'er kom ind. + +-Hvad er der dog, Kristian? sagde hun. Du piler rundt. Har du +Tandpine? + +-Hvad er der dog i Veien.... + +-Ingenting--jeg tænkte bare paa noget. + +Og jeg gik, for ikke at gjøre hende urolig. + +Hjemme kunde jeg ikke være, og ude heller ikke. + +Jeg kunde gaa paa Gaden, tvinge mig til at læse paa Plakater, se ind +ad Butiksruder--og lige med et fo'r det i mig: Det er sket--det er +kommet. + +Og angst løb jeg hjem, og nærmede jeg mig Torvet, turde jeg alligevel +ikke gaa hjem. + +-Tænk, om det var sket.... + +En Dag havde Fader givet Ordre til, at at han ikke vilde forstyrres. +Ingen maatte gaa ind til ham.--Jeg vidste, hvad det betød, at det var +det yderste. + +Jeg gik ind i Kontoret. Fader sad ved Skrivebordet. Panden havde han +lagt ned mod Bordkanten; hele Figuren var som sammenfalden. Jeg stod +lidt og ventede. Saa løftede Fader Hovedet og sukkede og tog hastig +fat paa et Brev. + +Jeg gik et Par Skridt, og han hørte mig og fo'r sammen. + +-Er det dig, sagde han barsk, hvad vil du? + +Jeg saa paa hans Ansigt, og jeg kjendte ham næppe igjen. Saa +angstfuldt og sløvt et Blik paa samme Tid. + +-Men Fa'er, sagde jeg, Fa'er er der da ... intet Haab? + +Men et Nu efter--ved jeg hvordan--laa vi med Hovedet ind til hinanden, +og Fa'er, han--græd med Hovedet mod min Skulder. + +-Naa--saa til Arbejdet, sagde han, saa længe der er Liv, er der Haab. + +Og aldrig glemte han at sige: Intet til Moer--ikke et Ord til Mo'er +... Hun maa ikke ane det, hun vilde ikke overleve det. + +Hun overlevede det. + +Og naar saa Pengene var skaffet, og Budene kom hjem fra Bankerne og +Vexlerne var i Orden--saa var det, som en ubændig Trang til at leve, +til at nyde, kom over Fader. + +Han, som altid før i sine egne Vaner havde været tarvelig--ham var nu +ikke det fineste godt nok. Vinene fik han ikke dyre nok, ikke udsøgte +Ting nok for sin Gane--han holdt af sarte og bløde Stoffer paa sit +Legeme. Det var Silkeundertrøjer og Silkestrømper, og Silketæpper til +hans Seng. Og Peltse og Overfrakker og Paletoter i en Uendelighed.... + +Mo'er sagde tit: Ja--det si'er jeg, det er de gamle Aar, som bli'er +tossede--Faar vi ikke en Laps ud af Jeres Fa'er.... + +Og saa lo Mo'er, og i Grunden var hun glad ved at se ham saa soigneret +og saa silkebetrukken. Og kjøn var han ogsaa du, smuk og imponerende +til det sidste. + +Slank og elegant og smidig, og saa denne Stemme, som du husker, der +ikke vidste, hvad det var at skrige eller blot at blive skarp--dirre +kunde den kun, i stærk Bevægelse--men som altid rullede Ordene saa +ligeligt frem lige som over blød Filt. + +Det var blevet Skik, at vi først spiste Frokost Klokken et, naar "den +hede Tid" var ovre. + +Saa kom Fa'er op, og aldrig havde han set saa ung ud, havde aldrig +haft saa spænstig en Gang, saa længe jeg kunde huske. + +Og det var ligesom hele Huset paa én Gang blev trukket op ligesom et +Uhrværk til en febrilsk og springende Munterhed, saa snart Fa'er kom. +Som om alle trængte til Støj, som om alle vilde være lykkelige--en +sidste Gang. + +Fa'er gik sjældent ned i Kontoret efter Frokost. Han blev oppe. Der +var jo ingen Forretninger mer. Der var bare Kampen for Dagen, og den +var fægtet til den næste Dag. + +Vi kjørte Ture, vi tog ud paa Landstedet. Fader havde tusinde +Indfald; han arrangerede og fandt paa. + +Jeg husker en Aften--der havde været fremmede hos os, og Fa'er havde +sunget--du ved, han havde saadan en smuk Sangstemme.--Saa stod Mo'er +henne ved Flygelet, da Fa'er kom hen og vilde slukke Lysene. Hun lagde +Armene om hans Hals og sagde: + +-Ja, er det ikke, hvad jeg altid har sagt--det er først Aarene, der +bringer den rigtige Lykke. + +Hvor Fa'er slukkede Lysene hastigt. + +En anden Dag var vi ude paa Landet. Aa du--det med Landstedet, da det +blev solgt--det var en af de tungeste Dage af dem, som kom--siden +bagefter. Husker du, hvor der var smukt derude?--Sommeraftener ... +Vinløvgangen langs med Strandvejen: naar man gik der, i Mørket, og +inde i Havestuen var der Lys og hjemligt og muntre Stemmer. + +Saa mange Aftener gik vi der vi unge--i de forelskede Dage, du, to og +to, talte og tav, lykkelige blot ved at gaa der og være hinanden +nær.... + +Der var det ogsaa Elisabeth og Thorsen blev forlovede.--Det var en +Sommeraften--vi kom ind fra Haven, vi havde spist paa Højen. Saa sagde +Thorsen med ét overgiven: + +-At saa dannede Folk kan møblere saa smagløst. Og han begyndte at +flytte et Par Stole. Du kjendte Thorsen, hvordan hans Indfald kunde +smitte. Ikke gik der fem Minuter, før vi alle løb om med sit, og +flyttede og regerede.... + +I et Kvarter var hele Stuen lavet om. + +Saa vilde vi ogsaa omkalfatre det næste Værelse. + +Men Fa'er sagde: Nej--lad det være--her skal ikke forandres. Herinde +blev Mo'er og jeg forlovet--og der saa' ud som den Dag idag--her skal +det blive.... + +Lidt efter--saa var Elisabeth og Thorsen blevet borte--oppe paa Højen, +tror jeg, fik han hende sagt ... hvad han havde paa Hjerte. + +--Men, du, hvor jeg springer i det--det gaar saadan, alle Erindringer +kommer paa én Gang, og man ved ikke, det standser ikke, og det ene +tager det andet-- + +Det var det, jeg vilde fortælle dig--om den Aften, den sidste Aften, +vi var ude paa Landstedet. Det var kun Fader og mig; Mo'er og +Elisabeth var taget til en Koncert. + +Fa'er tog min Arm, og vi gik Haven rundt. Sneen var smeltet paa +Plænerne, og rundt om spirede det første Grønne. Jeg brød en rød +Ribsblomst af: Se, der er allerede Blomster, sagde jeg. Naar mon der +skal plantes Hyacinter ud? + +-Du kan sige Hansen til, sagde Fa'er. Men jeg vil forandre iaar. Jeg +vil have franske Bede paa Midtplænen--og et Rosarium rundt om +Drivhuset. Jeg maa huske at tale med Etatsraad Knudsen om det. Vi kan +tage et Parti Originaltræer hjem fra Nizza--alt det andet er dog +Kludder.-- + +Og mens vi gik, talte han uafbrudt og havde hundrede Planer. + +Men da vi kom op til Havetrappen, holdt han pludselig inde. Han tav +ligesom med et Ryk. Korthuset faldt vel sammen med ét. Virkeligheden +var der. + +Og da vi kom ind, gik han stille om i Værelserne, standsede ofte og +saa' sig om. Han gik ovenpaa, og han kom tilbage, og igjen gik han ind +i Mo'ers Værelse. Han blev længe derinde, mens jeg ventede. + +Omsider kom han ud. Jeg saa, han havde grædt. + +-Kom, sagde han stille, nu gaar vi. + +Og jeg vidste saa sikkert, at vi to var her for sidste Gang. + +Stilfærdig lukkede han alle Dørene, løftede Lyset en sidste Gang og +saa' ind over Dagligstuen. + +Jeg var tilmode, som lukkede vi for et Lig derinde. + +-Men er du ikke træt, min Ven, af at høre paa mig? Vi har Skam hver og +en selv saa meget at tænke paa, at det er lidt meget at bebyrde en +fremmed med saadan en Ladning uvedkommende Jammer-- + +-Aa, nej, jeg træt--hvor vil du hen?--Jeg har dog lidt Hjerte i Livet. + +-Ja, det ved jeg ... Og jeg har aldrig fortalt nogen alt dette--til +ingen--og naar man saa begynder--saa er det--ja, som sagt--det ene +kommer, og det andet slaar Følge-- + +-Hvor længe varede det saa? + +-Det var i Maj--det skete. Den nittende Maj. Vi laa i Flytningen--til +Landstedet. Fa'er vilde ud, han havde ingen Ro paa sig, vilde vel +ogsaa aflede Mo'ers Opmærksomhed og--min.... + +For nu tilsidst ... forsøgte han jo ogsaa ... at berolige mig. +Vexeljageriet hørte op, Pengene var der, Udbetalingerne blev +præsteret.... + +Jeg spurgte Kassereren, om der virkelig var Penge. + +Ja, der var aldrig Mangel. + +Og den gamle Mand bøjede sit gamle graa Ansigt over Bøgerne og saa' +ikke paa mig. + +-Men hvordan gaar det til? Karlsen--hvordan kan det gaa til? Saa +pludseligt? Saa mange Penge? + +-I saa stor Forretning--og gamle Karlsen blev ved at skrive sine +Tal,--kan det jo hurtig skifte. Etatsraaden har før haft Held, sagde +han. + +Og jeg turde ikke spørge mer; angst saa' jeg kun Morgen efter Morgen +paa Karlsens gamle Ansigt, der blev gulere Dag for Dag under det hvide +Skjæg. + +Jeg søgte at berolige mig selv, og midt under et Selskab--naar Fader +præsiderede i den høje Spisestue midt for Bordet, som under den store +Krone straalede af alt Husets gamle Sølv--og jeg saa' Mo'er saa sikker +og saa lykkelig midt i alt det Velvære, hvori hun var voxet op--blev +jeg overfaldet af en forfærdelig Angst. Jeg vidste ikke selv, hvad jeg +frygtede--men jeg kunde have skreget højt af Fortvivlelse og Angst.... + +Naa--saa kom denne forfærdelige Dag. + +Som sagt--vi laa i Flytningen--Mo'er og Elisabeth havde allerede været +ude paa Landstedet tre-fire Dage. Om Morgenen just den Dag var jeg +taget derud, og hele Formiddagen var jeg oppe paa mit Værelse og +stillede mine Bøger op og ordnede mig for Sommeren.... + +Jeg vidste ikke, hvor Tiden var blevet af, da Tjeneren kom op og +sagde, at Maden var paa Bordet. Men Etatsraaden var rigtignok ikke +kommet hjem. + +-Fa'er ikke? + +-Nej, men Etatsraadinden mente, det var bedst at spise. + +Jeg ved ikke hvorfor, men jeg blev strax angst og løb ned. + +Elisabeth stod nede i Vestibulen og ventede paa mig. + +-Elisabeth, sagde jeg, hvor er Fa'er? + +-Fa'er er ikke kommet hjem, sagde hun. + +-Larsen siger det. Vi var begge helt blege. Og fortvivlet sagde +Elisabeth: Aa Gud, aa Gud--hvad skal det dog blive til ... Der sker en +Ulykke. + +Vi gik ind, og vi satte os til Bordet for ikke at skræmme Moder. + +-Hvor det ligner Fa'er, sagde hun. Han vil ikke ha'e Flyttedagsmad. +Kræsen Junker, saa bli'r han inde. + +Og vi sad blege og forvirrede og lyttede efter enhver Støj, om det +ikke kunde være Fa'er, som kom--og vi rørte knapt Maden. + +-Naa, sagde Mo'er, I er ogsaa kræsne? I spiser ingenting.... + +Vi tvang nogle Mundfulde ned og saa' paa hinanden. + +Da vi rejste os fra Bordet, kunde jeg ikke holde det ud mere. Det var +som jeg skulde kvæles af Uro og Angst. Jeg sagde, jeg maatte til Byen +i et Ærinde, og jeg lod spænde for Vognen og kjørte. + +Mo'er stod paa Verandaen og raabte ud til mig: + +Hils Fa'er, den Kræsenpind. + +Jeg bad Kusken kjøre rask, og jeg syntes, det varede en Evighed, inden +vi naaede Byen. Jeg saa' Etatsraad Knudsen, udenfor +SporvognsVentesalen, staa og slaa ud for en Herre og demonstrere og +tale højt. + +-Det er om det, han taler, sagde jeg til mig selv, det er om os, han +taler. + +Jeg tvivlede ikke mer. Jeg blev ved at sige højt:--Det er om os.--Det +er om os, og vidste ikke, hvad jeg selv sagde. Jeg kom ind i Gaderne, +og min Angst steg, da jeg saa' Husene i Bredgade og hørte Stenbroen +under Hjulene. + +Da vi kom hjem, stod Porten aaben paa vid Gab. Vognen holdt. Inde paa +Trappen stod Portnerkonen og græd. + +-Hvad er der, hvad er der dog? + +-Aa Gud, aa Gud, sagde hun, saadan en Ulykke. + +Og jeg løb hende forbi ind i Kontoret, hvor alle Kontoristerne havde +forladt deres Pulte og stod i Klynger og talte i Munden paa +hverandre. Og da de saa' mig, blev de stille, alle paa en Gang, og +saa' ned mod Gulvet ... Som var det i dette Nu, det skete, hører jeg +denne pludselige Stilhed--og Lyden af Linealen, som gled ned fra en af +Pultene og faldt paa Gulvet. + +Karlsen kom ind fra Faders Kontor og saa mig. + +-Er De der? sagde han; han kunde næsten ikke tale. Han drog mig ind +til sig: Véd Deres Moder det? + +-Hvilket? Hvilket dog? + +-Hva' ... Karlsen saa paa mig og trak mig ind paa Kontoret. + +-Karlsen, sagde jeg, hvor er Fa'er? Karlsen svarede ikke. Han vred de +foldede Hænder og svarede ikke. + +-Karlsen--hvor er han? Er Fader død? + +Jeg sagde det sagte, uden Lyd. Naar? Og i samme Nu greb jeg Karlsen i +Skulderen: Karlsen, Pengene--er der noget falsk.... + +Og Karlsen kastede sig ned foran Fa'ers Pult og hulkede fortvivlet. + +--Hvordan det kom; hvordan han sagde; hvordan jeg spurgte; hvad jeg +oplevede i de Sekunder--det kan man ikke fortælle. Ved at tænke paa +det er det, som Hjertet stod stille, og alt vender da tilbage, som +var det sket igaar. + +Om Morgenen, sagde Karlsen, var Etatsraaden gaaet tidlig ud, han +tænkte for at skaffe Penge.--Hen imod Klokken tolv kom han hjem ... +Han havde talt barsk til et Par Kontorister, som sad og snakkede over +Pultene, og saa var han gaaet ind i sit Kontor. + +Lidt efter gik Karlsen derind.... + +-Jeg maatte tale om en Vexel--en stor Vexel, som skulde betales--paa +det Hus, som--som vi i den sidste Tid havde saa mange Forretninger +med.... + +Da Karlsen kom ind i Kontoret, sad Fader bøjet over en aaben Skuffe i +Skrivebordet, og Karlsen saa', han skød stadig nogle Papirer hen over +noget i Skuffen. + +Han spurgte om Vexlen. + +-Ja, der kommer Penge, sagde Fa'er og blev siddende. + +-Men det er den yderste Tid, Hr. Etatsraad, sagde Karlsen. + +-Ja, sagde Fa'er, jeg ved det. + +Han sad lidt: Ja, sagde han igjen--det er blevet den yderste Tid. + +Han spurgte, hvad Klokken var, og Karlsen gik. + +Der gik det ene Kvarter efter det andet, og der kom ingen Penge. +Karlsen gik hen og bankede paa Kontordøren. Der blev ikke svaret, og +han tog i Døren og mærkede, den var laaset af.... + +Min Ven holdt inde og tav noget. + +-Ja, du, det var sket. Den stakkels Fader havde--havde ikke villet +overleve sin Ruin og sin Skam-- + +Og ved du, mens jeg hørte alt det, tænkte jeg slet ikke paa Døden--at +han var død, Fa'er--jeg tænkte kun paa et eneste: om man kunde redde +Æren. + +-Hvor meget er der falsk, spurgte jeg. + +-Aa Gud.... + +-Karlsen--hvor meget? + +-Som det nyttede--hvad skal det hjælpe til. + +-De ved det jo i Banken--og Karlsen vred sine Hænder--Direktøren ved +det i Banken. + +-Og der er kun den ene falsk? + +-Jeg ved ikke. + +-Sig mig det; De maa sige mig det, Karlsen. + +-Nej, nej ... Jo, jeg tror, der er flere; der maa være flere. + +-Hvor naar er de forfaldne? + +-I disse Dage. + +Jeg stod op. Mit Hoved har aldrig været saa klart som i de Øjeblikke. + +-Naa, sagde jeg, hvor meget er der ialt? + +-Maaske hundrede tusinde. + +-Og hvor meget behøves der nu? + +-Det halve. + +Jeg var allerede henne ved Døren. Karlsen sagde sagte: + +-Vil De ikke se ham? + +-Siden. + +Jeg skaffede disse Penge. Moder havde Særeje ... selv om vi var +fallit, kunde det ikke være nogen Uret at redde Faders Minde for vore +egne Midler. + +Og, da jeg havde faaet Pengene, kom jeg til at tænke paa dem +derude--ja, jeg havde ikke tænkt paa dem før--paa Elisabeth og paa +Mo'er, som intet anede.... + +Jeg kjørte hjem paa Gammeltorv, og jeg gav Karlsen Pengene. + +Taarerne løb ham over Kinderne og faldt ned paa Anvisningerne, mens +han talte dem. + +-Karlsen, sagde jeg, hvor har De lagt ham? + +-I Etatsraadindens Værelse. + +Jeg gik op--ind i Værelset ... hvor jeg ser det ... alle Stolene, +stillet i en Rad, med hvide Stykker over--og ... Fa'er lagt hen i +Skyndingen paa Chaiselong'uen, Lagnet blot halvt over--den ene Arm var +faldet ned over Randen ... Jeg løftede den ikke op, du.... + +--Min Ven fo'r sammen, og knugede om Stolens Arm. + +-Men jeg--saa hans Ansigt.... + +Der gik nogle Minuter. Ingen af os talte. Jeg vilde tage Kristians +Haand ... men gjorde det ikke, blev siddende stille, til han talte +igjen. + +-Ja--ja--det var en forfærdelig Dag ... Og saa om Aftenen--Mo'er og +Elisabeth-- + +Da jeg kom ud om Aftenen, mødte jeg Lægen i Vestibulen. + +-Gaa ind til Deres Mo'er, sagde han. Hun venter. + +Ja--kan jeg beskrive dig Mo'ers Sorg ... hvordan hun sad hen, +uafladelig rokkende i Sædet, mens Hovedet ligesom daskede ganske løst. +Og hun løftede kun en Gang imellem Hænderne og lod dem falde og sagde +det samme, altid det det samme: + +-Ja, min stakkels Mand--min stakkels Mand ... idiotisk, tonløst: +Ja--min stakkels Mand. + +Elisabeth sad ved Vinduet i en Krog. Jeg gik hen til hende. + +-At du først kommer nu, sagde hun. Om du havde vidst min Angst. + +-Jeg kunde ikke komme før. + +Elisabeth saa paa mig. Jeg har aldrig set et Ligs Ansigt saa blegt. +Og jeg forstod det--som hun ikke kunde spørge om. + +-Det er dækket, sagde jeg. + +Jeg følte hendes Arme knugende om min Hals. + +Vi gik hen til Mo'er, og vi talte til hende og satte os hos hende. Men +hun hørte ikke. Mildt tog hun vore Hænder bort fra sit Hoved, og hun +blev blot ved at gjentage i samme Tone: + +-Ja, min stakkels Mand--min stakkels Mand. + +Saa kom den værste Tid, min Ven--naar Uroen er forbi, og Smerten, den +rigtig kan faa Stunder, og den sætter sig saa lunt til Ro i vort Liv +og er daglig Gjæst ved alt, hvad vi gjør ... For Mo'er blev det +haardest. + +Hun havde ikke ventet, ikke anet det mindste Gran af Ulykken. Og i den +første Tid, saa var det Tabet og Sorgen over den døde--at han var +gaaet bort, som hun havde elsket de lange Aar.... + +Men siden, min Ven, da vort Liv blev plyndret for alt det, som vi +havde levet i, alt det Velvære, vi var vant til at sidde i--og vi stod +igjen saa at sige i de tomme Stuer, med de bare Vægge i Livet--ser du, +saa blev det langsomt en fortvivlet Misfornøjelse og en fortvivlet +Følelse af Skammen.... + +Og hun taalte ikke, at vi nævnte Fa'ers Navn, og hun skyede alt, hvad +der kunde blot minde om ham. Og til andre Tider strømmede hun over af +de voldsomste Bebrejdelser mod den døde, og hun jamrede i lange Taler +over den stakkels Elisabeth og hægede om hende med sygelig Ømhed.... + +Elisabeth var blevet syg tilsidst og laa tilsengs. + +Mo'er vilde aldrig gaa ud, aldrig ned paa Gaden: og havde hun været +ude, kom hun hjem fortvivlet, og hun vidste om #den#, som havde +lét ad hende, og den, som havde vendt sig bort eller var drejet af for +ikke at hilse. + +Lægen blev ængstelig, og han mente, at Forandring af Luft, af Sted var +det eneste, som kunde hjælpe. + +Elisabeth trængte paa og bad mig, og saa ... Ja, det havde jo egentlig +altid været min Plan at blive i Kjøbenhavn, at tage Graden og gaa +Universitetsvejen.--Men nu var Mo'er syg, og leve skulde de af mig.... + +Saa var det, jeg blev Præst. + +Jeg vilde hellere være min egen Mand end staa under en anden som +Kapellan, og saa var det just ledigt--Embedet på Lyø, og saa fik jeg +det--og saa flyttede vi derover. + +-Og #der# har I levet side. + +-Ja. + +Vi sad lidt, og jeg sagde: + +-Og din Mo'er--er hun bedre nu? + +-Aa--ja, det er jo den store Glæde for Elisabeth og for mig--Mo'er er +kommet over det, du.--Der ovre, hvor ingen kjender hende, hvor +ingenting minder hende, er det, som om alt næsten var blevet gamle. +Hun gaar omkring i Stuerne, fin og gammel, mellem sine gamle Møbler og +Bønderne kalde hende for "Hendes Naade".--Jo du--Moder er kommet over +det.... + +Det er jo det, som glæder os to.... + +-Og din Søster? + +Hun har taget en lille Gjerning op, hun holder Skole for Øens Pigebørn +... I Begyndelsen--da kunde det jo nok hænde, at det om Aftenen,--naar +vi sad om Lampen, lange Aftener, hver i sine Tanker--kunde komme over +os som en Fortvivlelse, saa vi skulde næsten kvæles under det. Og vi +saa' paa hinanden, og pludselig stod vi begge op og tog lidt Tøj paa +os, og vi gik ned langs Stranden. + +Der blev vi ved at gaa i Stormen, op og ned, op og ned--det var, som +det dulmede. Sommetider trykkede Elisabeth min Arm, fast og +krampagtigt--vi talte sjældent. + +Men siden--saa tog det daglige Liv os ind, og vi lærte at faa +Interesse for alt det smaa, vi levede med--og nu--nu er vi +lykkelige.... + +Ja, min Ven, du ved det ikke--saadan en lille Existens, hvordan den +binder med sine smaa Glæder og sine smaa Sorger og sin Stilhed og de +samme Begivenheder, som altid og regelmæssigt vende tilbage.... + +Og saa Postdagen, naar vi venter paa Baaden, og den endelig kommer, og +vi skynder os hjem med Brevene og Aviserne. Og Mo'er faar fat i sin +Pincenez og Feuilletonen--og Elisabeth søger #sit#, og hver +sidder vi med sit under Lampen. + +Saa læser vi om gamle Venner--vi finder gamle Navne, som bringer +Erindringer med sig om--den Tid, som er forbi.... + +Vi taler om Jer--alle Jer, som udretter noget ude i den store +Verden--mens vi sidder i vor Krog--ja, vi har Tid til at ønske godt +for Jer og følge, hvad I gjør ... Saadan, naar man selv er kommet til +Ro--naar man sidder hen, du, og dog ikke er helt unyttig i sin Krog, +saa faar man Tid til at holde af Jer, I Tumlemennesker.-- + +Hvor mange Gange tror du ikke, jeg har talt om dig derhjemme om +Aftenen. + +Og sommetider lér vi ogsaa lidt. I ser tidt saa morsomme ud med Jeres +mange Krumspring, naar man ser dem paa Afstand.-- + +Hvad mig angaar, har jeg jo mit Arbejde. + +Der er meget just paa saa lille et Rum, du--hvor man lærer saa nøje +hver enkelt at kjende og det, som trykker ham ... Og i deres fattige +Liv, der ikke har megen Glæde--der tror nu jeg, at det er os, som skal +bringe lidt Lys og Glæde. + +For ser du, gamle Ven--kue og holde nede i Frygt--det er let, men lære +dem, at bære det Liv, som er--glade og med Haab--det tror jeg nu er +Gjerningen.-- + +Men, det mener vi vel ikke det samme om--du og jeg--om de Ting.... + +Man faar ogsaa Interesse, du, for al Ting. Til Exempel for Dyrene--vi +holder af dem, hvert eneste et, og deres Liv er som en Del af vort +eget. + +Vi følger dem i al Ting ... Den Dag, da Køerne skal paa Græs, pynter +Elisabeth Gaarden med Blomster, og alle Mand gaar vi med i Marken. + +Aa ja--det er nu noget, du ikke forstaar--men os gjør det en Glæde. + +Og Bøgerne faar man kjære--det er saamænd mange Gange, som om jeg +talte med dem. Saa husker man, da man som ganske ung læste dem for +første Gang, og tidt og ofte dukke Jeres gamle Ansigter op rundt om +mig, og jeg tænker paa--den Tid. + +Jo--et lille Liv er lykkeligt, stille, og lykkeligt. + +Og saa føler man, at her kan man spænde over, hvad man skal, og her +elsker de En.... + +De tror lidt paa mig, og jeg holder af dem.... + +Men--hvor jeg sidder og snakker, jeg, som ingenting har oplevet og +ikke set nogenting--og du, som har levet og set saa meget--du faar +ikke Lov til at sige et eneste Ord ... saadan er jeg.... + +-Jeg har ikke noget at fortælle.... + +--Pyh--du ikke ... Men hvad er det--vander du Høns? Er du blevet saa +glad over Gjensynet? + +Og min gamle Ven bøjede sig ned over mig, og han holdt mit Hoved +mellem sine Hænder. + +--Naa, naa--sagde han--gamle Dreng--gamle Dreng. + + + + + +End of the Project Gutenberg EBook of Min gamle kammerat, by Herman Bang + +*** END OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK 12168 *** |