initial commit of ebook 12168HEADmain

1 files changed, 954 insertions, 0 deletions

diff --git a/12168-0.txt b/12168-0.txt
new file mode 100644
index 0000000..bf71f8a
--- /dev/null
+++ b/12168-0.txt
@@ -0,0 +1,954 @@
+*** START OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK 12168 ***
+
+Transcribers note: bold - fremhævet = #/#
+
+
+
+
+MIN GAMLE KAMMERAT.
+
+
+En novelle fra Stille Eksistenser
+
+
+
+
+Herman Bang
+
+
+
+
+Til Julius Schiøtt.
+
+
+
+
+Nej--er det dig--at man skulde træffe dig her....
+
+-Nej--men--du gode--det er Kristian--
+
+-Ja--i egen høje Person--nej, at man skulde træffe dig--
+
+-Men saa kom dog og sæt dig, Mand--saa nær jeg ikke havde kjendt
+dig....
+
+-Det tror jeg, naar man føjter saadan om som du--saa har man let til
+at glemme sine gamle Venner.
+
+-Nej, min gamle Ven--tvertimod, saa husker man dem just.
+
+-Naa--et Paradox--saa kjender jeg dig igjen--du gamle--nej--at man
+virkelig skulde møde dig en Gang....
+
+--Men saa sæt dig dog dér i Lænestolen, at jeg kan se paa dig: Jo, du
+er helt den gamle--paa Skjægget nær--det er blevet tykkere--husker du
+den Gang--du plejede de spirende Dun med Løgsaft--
+
+-Aa ja--
+
+-Og saa er Du blevet svær--
+
+-Og du er stadig lige tynd--og du gaar stadig med for smaa Støvler.
+
+-Det er blevet en Vane. Jeg tror ikke mere, jeg kunde undvære det.--
+
+Vi satte os. Ja--han var helt den gamle: de samme Øjne, blaa og
+troskyldige, den samme Latter, saa klar og trohjertet.
+
+Jeg sad nogle Øjeblikke og saa paa ham. Saa sagde han:
+
+-Vi sidder og ser paa hinanden og hver tænker om den anden: Hvor han
+har forandret sig--i de otte Aar.
+
+-Otte Aar--er det otte Aar--
+
+-Ja, det er otte Aar.
+
+Var det virkelig saa længe siden, vi havde set hinanden. I det Øjeblik
+syntes jeg, det var som igaar, vi havde siddet ved Studentersoldene
+sammen, sovet Side om Side paa Forelæsningerne, og pantsat Frakker for
+hinanden, naar det kneb og gaaet med hinandens Støvler--
+
+Og det var otte Aar siden.
+
+Vi talte om de gamle Dage. Om de gamle Pudsigheder, om Soldene, om
+vore første Theaterforestillinger. Hvor Hjerterne dog havde haft let
+ved at banke i den Tid--
+
+De gamle Navne dukkede op.
+
+-Husker du ham--og husker du ham?
+
+-Aa jo--hvad er der blevet af ham?
+
+-Han er juridisk Fuldmægtig--paa Vestkysten--blevet tyk og fed--
+
+-Han var den kjønneste af os--
+
+-Det ser man ikke længer--
+
+-Og Ramsay--den blonde--husker du, hvor er han? Husker du ham--Huen
+paa Sned over Lokkerne, Stokken i Lommen--et Blik paa Skraa til hver
+Dame paa Strøget--Naa, der var ikke Plads til ham paa Fortovet saa
+stolt gik han og erobrede en Verden ved hvert Skridt....
+
+-Om jeg husker....
+
+-Han talte altid for Kvinden om Lørdagen--og var altid forelsket--Hver
+Uge i en ny--Stakkel....
+
+-Han er i Indien, tror jeg--
+
+-I Indien--
+
+-Ja--han var kommen paa Vejen nedad. De kaldte ham: "aan mig en Krone"
+og gik udenom, naar de saa ham paa Gaden.--Saa tog han sig sammen en
+Dag og rejste--
+
+-Ja saa--til Indien. Ja, det er vel ikke det værste.
+
+-Therkildsen--ham med den store Næse--mindes du--som altid spillede
+"Tanten" paa Salen--han er død ifjor--
+
+Saadan dukkede Navnene frem--#den# var død, #den# kommen i
+Embede, #den# var gift, #den# blevet borte.
+
+Vi sad saadan og snakkede. Saa blev der en Pavse, og hver tænkte paa
+sit, maaske paa det samme.
+
+Og uden næsten at vide det, sagde jeg:
+
+-Véd du--Kristian--vi er ikke mere unge nu.
+
+-Tredive Aar.
+
+-Ja--tredive Aar
+
+-Og du--du er jo blevet "berømt".
+
+-Ja--det er bleven sagt af en Rus i et Lørdagssold efter to. Men jeg
+vilde hellere være atten Aar....
+
+-For at opnaa hvad?
+
+-Opnaa hvad? Ingenting af det, jeg har naaet--du.
+
+Min gamle Kammerat sad lidt. Saa sagde han:
+
+-Ja du--jeg er tilfreds
+
+-Men du gode Gud--vi snakker op om alle andre--og om dig faar jeg ikke
+det mindste at vide.--Hvad er du egentlig?
+
+-Præst.
+
+-Præst?
+
+Ja--husker du ikke, jeg studerede Theologi?--Aa nej--det var jo
+#det#, vi talte mindst om. Jo--jeg er saamæn Præst.
+
+-Hvor længe har du været det?
+
+-To Aar, min Ven.
+
+-Og hvor?
+
+-Paa Lyø.
+
+-Paa--Lyø.
+
+-Ja.
+
+-Jasaa--det er afsides--hva'--
+
+-Ja, det er det.
+
+Jeg saa paa ham. Hvordan var det dog gaaet til. Forældrene var jo
+rige. Deres Bal i Januar var det største, jeg var til--dette dejlige
+Hus--paa Gammeltorv--med de to Lygter paa Porten--og den gamle
+Portner, som lukkede Porten saa lempeligt og sagte op og i--og de lune
+Trapper med Tæpper opad Trinene,--og den runde godmodige Etatsraadinde
+med de rare klare Øjne, hun, som altid hjalp os, naar det kneb.
+
+Og Elisabeth--ja--Elisabeth, Søsteren--hvad var der mon blevet af
+hende?
+
+Saa elegant hun var, rank og fornem--med det stille Smil, der
+forbløffede mig saa komplet--hvor var hun elegant og rolig som hun
+bar sit Hoved, og hvor hun hilste ... --hvor jeg havde sværmet for
+hende--min første Forelskelse ... med Haabløshed og gamle Blomster og
+et Billede jeg havde stjaalet af Kristians Album og som jeg sad og
+kyssede paa de filosofiske Forelæsninger....
+
+Og nu--nu var han blevet Præst paa Lyø.
+
+Som om min gamle Kammerat gjættede mine Tanker, sagde han:
+
+-Ja--min Ven--der kan hænde meget i otte Aar.
+
+-Ja--der kan hænde meget.--
+
+Vi sad lidt tavse, saa sagde han:
+
+-At Fader døde, hørte du vel--det var vist kort efter, du var rejst.
+
+-Ja--jeg hørte det helt kort.
+
+-Det var et sørgeligt Dødsfald--han vilde jo ikke overleve Ulykken.
+
+Jeg vidste intet at sige. Jeg tav og ventede.
+
+-Ja--alt det vidste vi ikke noget om i den Tid--i den første Tid, da
+vi to omgikkes mest--men senere, da vi allerede saas mere
+sjældent--hver fik jo sit at gjøre og tænke paa--fik jeg det jo lidt
+efter lidt at vide.--Fik noget at vide og gjættede mere.--
+
+-Det var gaaet svært tilbage med Fa'ers Forretning--Fa'er havde altid
+"vovet" meget og spændt Krediten til det yderste, af hvad det gamle
+Navn kunde bære. Saa kom der Uheld efter Uheld, Tab efter Tab.--
+
+-Og saa skulde der skjules og dækkes over det.--Og vi førte stadig
+større Hus baade for at bedrage Mo'er og alle fremmede,--Elisabeth og
+jeg var de eneste, som vidste det.--
+
+-Den gamle Kasserer havde i sin Angst betroet det til mig.
+
+-Ved du, det er grueligt at leve i saadant et Hus, som staar for
+Fald-det er som Ruinen lurede i alle Kroge. Og saa Spektaklet og
+Festerne, og vi indviede, som vogtede paa hinanden for at se, om vi
+spillede vore Roller godt--
+
+-Og midt paa et Bal kunde Elisabeth og jeg mødes og trykke hinanden
+krampagtig i Haanden, mens vi saa paa hinanden med et fortvivlet
+Blik.--
+
+Min gamle Ven sad lidt og stille sagde han:
+
+-Ja--den stakkes Elisabeth.
+
+-Hvorfor--hvad er hun nu--hun er er vel gift?
+
+-Nej--hun hævede sin Forlovelse--den Vinter--den Vinter--den sidste
+Vinter hævede hun den pludselig--
+
+-Hvem var han? Var det ikke Thorsen?
+
+-Jo--véd du, hun handlede ret--han havde forlovet sig med den rige
+Pige--
+
+-Men--naa ja, jeg tror ikke, hun har glemt ham.
+
+-Og han tog imod det--uden videre--lod hende gaa?
+
+-Min Ven, hvad skulde han gjøre? Han havde atten hundrede Kroner om
+Aaret, og Elisabeth havde brugt det tredobbelte til sine Kjoler.--Han
+var meget bedrøvet, tror jeg ...--Nu i Foraaret blev han gift--
+
+-Saa stor var Bedrøvelsen ... Aa ja ... Min Ven tog sig ned over
+Øjnene.
+
+-Ser du, sagde han, det kan man ikke dømme. Hjertesorg og Hjertesorg
+er to Ting--og den er ikke ens for alle--
+
+-Og hvordan gik det saa ellers--
+
+-Fa'er holdt det gaaende til det sidste,--Aa--den sidste Tid--du, da
+jeg vidste alting. Hverdan det hele hang i en Traad, da de støvede
+rundt efter Penge til vore Vexler--og det drejede sig om timer.
+Bankerne, forstaar du, var begyndt at blive forsigtige, de holdt sig
+tilbage og vægrede sig og gjorde Ophævelser ... og akcepterede ikke
+mer....
+
+-Jeg husker en Gang--der var blevet præsenteret en Vexel i Banken, saa
+kom der Bud tilbage, at Direktøren ønskede gjerne at tale med Fa'er
+personlig--
+
+Jeg var i Kontoret hos Fa'er, da Buddet kom.--
+
+Han saa' op, og vendte sig, saa Kontoristen ikke kunde se hans Ansigt.
+
+-Og Vexlen? sagde han.
+
+-Ja--den blev ikke akcepteret.--Direktøren sagde en Formfejl.
+
+-Godt.--Vil De ringe--der skal spændes for--
+
+-Før gik Fa'er altid. Men i den sidste Tid holdt han mest af at
+kjøre.--Jeg tror, det var for at skjule sig, forstaar du, være alene
+den Tid ialfald--og saa vel ogsaa for at vise Vognen--
+
+Fa'er var bleg som et Lig, da han skulde afsted.
+
+Han stod lidt foran Spejlet.
+
+-Ser jeg meget daarlig ud, spurgte han.
+
+-Aa nej--som du plejer.
+
+-Hvad vil det sige med Vexlen? spurgte jeg sagte.
+
+-Hvad det vil sige? Og Fa'er sænkede Stemmen: Hvad det vil sige. De
+har ingen Tillid mere.--
+
+-Aa du, aldrig skal jeg glemme Tonen i de Ord.
+
+-Saa kjørte han.
+
+Kassereren og jeg ventede i Dødens Angst--det havde været Ruinen, om
+det ikke var gaaet i Orden, ser du, Ruinen strax--og redningsløst.
+
+-Der gik en halv Time, før Fa'er kom tilbage.
+
+Kassereren turde ikke spørge, da han kom ind i Kontoret.
+
+Men Fa'er havde sin gamle fornemme Haandbevægelse fra de gode Dage, da
+han sagde:
+
+-Det var naturligvis en Misforstaaelse, gode Carlsen. Direktøren bad
+mig undskylde....
+
+Men det var ikke forbi med den Dag, og værre Dage kom.
+
+Du kjender den ikke, den Vexelpine, som grubler og regner og
+fortvivler og haaber og atter fortvivler.
+
+Nu var det Spil--bare fortvivlet Spil.
+
+Inden Klokken tolv skulde Pengene skaffes--tusinder, du, titusinder
+tit--og Klokken ti naar han kom paa Kontoret, vidste Fader ikke mer,
+hvor han skulde ta'e disse titusinder end du og jeg....
+
+For der var ingen Beregning mer, intet Haab mer--desværre--Bare at
+hale det ud, at haane det, som maatte komme, narre Ruinen og
+Elendigheden for en Dag....
+
+Saa kom disse to Timer fra 10 til 12 med Grubien og Regnen og Hitten
+paa Udveje og Prøven paa Laan og Breve skrevet med rystende Pen og ...
+og med Livet i Hænderne ventedes vore Bude fra Bankerne, og vi omlagde
+Beløb og vi prolongerede Vexler--Blot at faa Renterne, blot at faa
+dem.
+
+Alt Liv, hele Tilværelsen opsugedes af disse to Timer. Dette
+græsselige Mareridt af Venten og Plattenslageri--ja, du for det blev
+det--og af Angst.
+
+Jeg vidste ikke, hvor jeg skulde gjøre af mig selv. Jeg kunde ikke
+blive i Fa'ers Kontor--det vilde vække Opsigt. Og han havde jo desuden
+Besøg--; han maatte sidde der, Kvarter efter Kvarter; og maatte tale
+om ligegyldige Ting og høre paa Middagsreferater fra tykmavede
+Etatsraader--mens han sad i Dødsskræk for hele Existensen--
+
+Nej--derinde kunde jeg ikke være.
+
+Ofte gik jeg oppe i Spisestuen rundt om Bordet--lange Tider. Det var
+som det dulmede.
+
+Mo'er kom ind.
+
+-Hvad er der dog, Kristian? sagde hun. Du piler rundt. Har du
+Tandpine?
+
+-Hvad er der dog i Veien....
+
+-Ingenting--jeg tænkte bare paa noget.
+
+Og jeg gik, for ikke at gjøre hende urolig.
+
+Hjemme kunde jeg ikke være, og ude heller ikke.
+
+Jeg kunde gaa paa Gaden, tvinge mig til at læse paa Plakater, se ind
+ad Butiksruder--og lige med et fo'r det i mig: Det er sket--det er
+kommet.
+
+Og angst løb jeg hjem, og nærmede jeg mig Torvet, turde jeg alligevel
+ikke gaa hjem.
+
+-Tænk, om det var sket....
+
+En Dag havde Fader givet Ordre til, at at han ikke vilde forstyrres.
+Ingen maatte gaa ind til ham.--Jeg vidste, hvad det betød, at det var
+det yderste.
+
+Jeg gik ind i Kontoret. Fader sad ved Skrivebordet. Panden havde han
+lagt ned mod Bordkanten; hele Figuren var som sammenfalden. Jeg stod
+lidt og ventede. Saa løftede Fader Hovedet og sukkede og tog hastig
+fat paa et Brev.
+
+Jeg gik et Par Skridt, og han hørte mig og fo'r sammen.
+
+-Er det dig, sagde han barsk, hvad vil du?
+
+Jeg saa paa hans Ansigt, og jeg kjendte ham næppe igjen. Saa
+angstfuldt og sløvt et Blik paa samme Tid.
+
+-Men Fa'er, sagde jeg, Fa'er er der da ... intet Haab?
+
+Men et Nu efter--ved jeg hvordan--laa vi med Hovedet ind til hinanden,
+og Fa'er, han--græd med Hovedet mod min Skulder.
+
+-Naa--saa til Arbejdet, sagde han, saa længe der er Liv, er der Haab.
+
+Og aldrig glemte han at sige: Intet til Moer--ikke et Ord til Mo'er
+... Hun maa ikke ane det, hun vilde ikke overleve det.
+
+Hun overlevede det.
+
+Og naar saa Pengene var skaffet, og Budene kom hjem fra Bankerne og
+Vexlerne var i Orden--saa var det, som en ubændig Trang til at leve,
+til at nyde, kom over Fader.
+
+Han, som altid før i sine egne Vaner havde været tarvelig--ham var nu
+ikke det fineste godt nok. Vinene fik han ikke dyre nok, ikke udsøgte
+Ting nok for sin Gane--han holdt af sarte og bløde Stoffer paa sit
+Legeme. Det var Silkeundertrøjer og Silkestrømper, og Silketæpper til
+hans Seng. Og Peltse og Overfrakker og Paletoter i en Uendelighed....
+
+Mo'er sagde tit: Ja--det si'er jeg, det er de gamle Aar, som bli'er
+tossede--Faar vi ikke en Laps ud af Jeres Fa'er....
+
+Og saa lo Mo'er, og i Grunden var hun glad ved at se ham saa soigneret
+og saa silkebetrukken. Og kjøn var han ogsaa du, smuk og imponerende
+til det sidste.
+
+Slank og elegant og smidig, og saa denne Stemme, som du husker, der
+ikke vidste, hvad det var at skrige eller blot at blive skarp--dirre
+kunde den kun, i stærk Bevægelse--men som altid rullede Ordene saa
+ligeligt frem lige som over blød Filt.
+
+Det var blevet Skik, at vi først spiste Frokost Klokken et, naar "den
+hede Tid" var ovre.
+
+Saa kom Fa'er op, og aldrig havde han set saa ung ud, havde aldrig
+haft saa spænstig en Gang, saa længe jeg kunde huske.
+
+Og det var ligesom hele Huset paa én Gang blev trukket op ligesom et
+Uhrværk til en febrilsk og springende Munterhed, saa snart Fa'er kom.
+Som om alle trængte til Støj, som om alle vilde være lykkelige--en
+sidste Gang.
+
+Fa'er gik sjældent ned i Kontoret efter Frokost. Han blev oppe. Der
+var jo ingen Forretninger mer. Der var bare Kampen for Dagen, og den
+var fægtet til den næste Dag.
+
+Vi kjørte Ture, vi tog ud paa Landstedet. Fader havde tusinde
+Indfald; han arrangerede og fandt paa.
+
+Jeg husker en Aften--der havde været fremmede hos os, og Fa'er havde
+sunget--du ved, han havde saadan en smuk Sangstemme.--Saa stod Mo'er
+henne ved Flygelet, da Fa'er kom hen og vilde slukke Lysene. Hun lagde
+Armene om hans Hals og sagde:
+
+-Ja, er det ikke, hvad jeg altid har sagt--det er først Aarene, der
+bringer den rigtige Lykke.
+
+Hvor Fa'er slukkede Lysene hastigt.
+
+En anden Dag var vi ude paa Landet. Aa du--det med Landstedet, da det
+blev solgt--det var en af de tungeste Dage af dem, som kom--siden
+bagefter. Husker du, hvor der var smukt derude?--Sommeraftener ...
+Vinløvgangen langs med Strandvejen: naar man gik der, i Mørket, og
+inde i Havestuen var der Lys og hjemligt og muntre Stemmer.
+
+Saa mange Aftener gik vi der vi unge--i de forelskede Dage, du, to og
+to, talte og tav, lykkelige blot ved at gaa der og være hinanden
+nær....
+
+Der var det ogsaa Elisabeth og Thorsen blev forlovede.--Det var en
+Sommeraften--vi kom ind fra Haven, vi havde spist paa Højen. Saa sagde
+Thorsen med ét overgiven:
+
+-At saa dannede Folk kan møblere saa smagløst. Og han begyndte at
+flytte et Par Stole. Du kjendte Thorsen, hvordan hans Indfald kunde
+smitte. Ikke gik der fem Minuter, før vi alle løb om med sit, og
+flyttede og regerede....
+
+I et Kvarter var hele Stuen lavet om.
+
+Saa vilde vi ogsaa omkalfatre det næste Værelse.
+
+Men Fa'er sagde: Nej--lad det være--her skal ikke forandres. Herinde
+blev Mo'er og jeg forlovet--og der saa' ud som den Dag idag--her skal
+det blive....
+
+Lidt efter--saa var Elisabeth og Thorsen blevet borte--oppe paa Højen,
+tror jeg, fik han hende sagt ... hvad han havde paa Hjerte.
+
+--Men, du, hvor jeg springer i det--det gaar saadan, alle Erindringer
+kommer paa én Gang, og man ved ikke, det standser ikke, og det ene
+tager det andet--
+
+Det var det, jeg vilde fortælle dig--om den Aften, den sidste Aften,
+vi var ude paa Landstedet. Det var kun Fader og mig; Mo'er og
+Elisabeth var taget til en Koncert.
+
+Fa'er tog min Arm, og vi gik Haven rundt. Sneen var smeltet paa
+Plænerne, og rundt om spirede det første Grønne. Jeg brød en rød
+Ribsblomst af: Se, der er allerede Blomster, sagde jeg. Naar mon der
+skal plantes Hyacinter ud?
+
+-Du kan sige Hansen til, sagde Fa'er. Men jeg vil forandre iaar. Jeg
+vil have franske Bede paa Midtplænen--og et Rosarium rundt om
+Drivhuset. Jeg maa huske at tale med Etatsraad Knudsen om det. Vi kan
+tage et Parti Originaltræer hjem fra Nizza--alt det andet er dog
+Kludder.--
+
+Og mens vi gik, talte han uafbrudt og havde hundrede Planer.
+
+Men da vi kom op til Havetrappen, holdt han pludselig inde. Han tav
+ligesom med et Ryk. Korthuset faldt vel sammen med ét. Virkeligheden
+var der.
+
+Og da vi kom ind, gik han stille om i Værelserne, standsede ofte og
+saa' sig om. Han gik ovenpaa, og han kom tilbage, og igjen gik han ind
+i Mo'ers Værelse. Han blev længe derinde, mens jeg ventede.
+
+Omsider kom han ud. Jeg saa, han havde grædt.
+
+-Kom, sagde han stille, nu gaar vi.
+
+Og jeg vidste saa sikkert, at vi to var her for sidste Gang.
+
+Stilfærdig lukkede han alle Dørene, løftede Lyset en sidste Gang og
+saa' ind over Dagligstuen.
+
+Jeg var tilmode, som lukkede vi for et Lig derinde.
+
+-Men er du ikke træt, min Ven, af at høre paa mig? Vi har Skam hver og
+en selv saa meget at tænke paa, at det er lidt meget at bebyrde en
+fremmed med saadan en Ladning uvedkommende Jammer--
+
+-Aa, nej, jeg træt--hvor vil du hen?--Jeg har dog lidt Hjerte i Livet.
+
+-Ja, det ved jeg ... Og jeg har aldrig fortalt nogen alt dette--til
+ingen--og naar man saa begynder--saa er det--ja, som sagt--det ene
+kommer, og det andet slaar Følge--
+
+-Hvor længe varede det saa?
+
+-Det var i Maj--det skete. Den nittende Maj. Vi laa i Flytningen--til
+Landstedet. Fa'er vilde ud, han havde ingen Ro paa sig, vilde vel
+ogsaa aflede Mo'ers Opmærksomhed og--min....
+
+For nu tilsidst ... forsøgte han jo ogsaa ... at berolige mig.
+Vexeljageriet hørte op, Pengene var der, Udbetalingerne blev
+præsteret....
+
+Jeg spurgte Kassereren, om der virkelig var Penge.
+
+Ja, der var aldrig Mangel.
+
+Og den gamle Mand bøjede sit gamle graa Ansigt over Bøgerne og saa'
+ikke paa mig.
+
+-Men hvordan gaar det til? Karlsen--hvordan kan det gaa til? Saa
+pludseligt? Saa mange Penge?
+
+-I saa stor Forretning--og gamle Karlsen blev ved at skrive sine
+Tal,--kan det jo hurtig skifte. Etatsraaden har før haft Held, sagde
+han.
+
+Og jeg turde ikke spørge mer; angst saa' jeg kun Morgen efter Morgen
+paa Karlsens gamle Ansigt, der blev gulere Dag for Dag under det hvide
+Skjæg.
+
+Jeg søgte at berolige mig selv, og midt under et Selskab--naar Fader
+præsiderede i den høje Spisestue midt for Bordet, som under den store
+Krone straalede af alt Husets gamle Sølv--og jeg saa' Mo'er saa sikker
+og saa lykkelig midt i alt det Velvære, hvori hun var voxet op--blev
+jeg overfaldet af en forfærdelig Angst. Jeg vidste ikke selv, hvad jeg
+frygtede--men jeg kunde have skreget højt af Fortvivlelse og Angst....
+
+Naa--saa kom denne forfærdelige Dag.
+
+Som sagt--vi laa i Flytningen--Mo'er og Elisabeth havde allerede været
+ude paa Landstedet tre-fire Dage. Om Morgenen just den Dag var jeg
+taget derud, og hele Formiddagen var jeg oppe paa mit Værelse og
+stillede mine Bøger op og ordnede mig for Sommeren....
+
+Jeg vidste ikke, hvor Tiden var blevet af, da Tjeneren kom op og
+sagde, at Maden var paa Bordet. Men Etatsraaden var rigtignok ikke
+kommet hjem.
+
+-Fa'er ikke?
+
+-Nej, men Etatsraadinden mente, det var bedst at spise.
+
+Jeg ved ikke hvorfor, men jeg blev strax angst og løb ned.
+
+Elisabeth stod nede i Vestibulen og ventede paa mig.
+
+-Elisabeth, sagde jeg, hvor er Fa'er?
+
+-Fa'er er ikke kommet hjem, sagde hun.
+
+-Larsen siger det. Vi var begge helt blege. Og fortvivlet sagde
+Elisabeth: Aa Gud, aa Gud--hvad skal det dog blive til ... Der sker en
+Ulykke.
+
+Vi gik ind, og vi satte os til Bordet for ikke at skræmme Moder.
+
+-Hvor det ligner Fa'er, sagde hun. Han vil ikke ha'e Flyttedagsmad.
+Kræsen Junker, saa bli'r han inde.
+
+Og vi sad blege og forvirrede og lyttede efter enhver Støj, om det
+ikke kunde være Fa'er, som kom--og vi rørte knapt Maden.
+
+-Naa, sagde Mo'er, I er ogsaa kræsne? I spiser ingenting....
+
+Vi tvang nogle Mundfulde ned og saa' paa hinanden.
+
+Da vi rejste os fra Bordet, kunde jeg ikke holde det ud mere. Det var
+som jeg skulde kvæles af Uro og Angst. Jeg sagde, jeg maatte til Byen
+i et Ærinde, og jeg lod spænde for Vognen og kjørte.
+
+Mo'er stod paa Verandaen og raabte ud til mig:
+
+Hils Fa'er, den Kræsenpind.
+
+Jeg bad Kusken kjøre rask, og jeg syntes, det varede en Evighed, inden
+vi naaede Byen. Jeg saa' Etatsraad Knudsen, udenfor
+SporvognsVentesalen, staa og slaa ud for en Herre og demonstrere og
+tale højt.
+
+-Det er om det, han taler, sagde jeg til mig selv, det er om os, han
+taler.
+
+Jeg tvivlede ikke mer. Jeg blev ved at sige højt:--Det er om os.--Det
+er om os, og vidste ikke, hvad jeg selv sagde. Jeg kom ind i Gaderne,
+og min Angst steg, da jeg saa' Husene i Bredgade og hørte Stenbroen
+under Hjulene.
+
+Da vi kom hjem, stod Porten aaben paa vid Gab. Vognen holdt. Inde paa
+Trappen stod Portnerkonen og græd.
+
+-Hvad er der, hvad er der dog?
+
+-Aa Gud, aa Gud, sagde hun, saadan en Ulykke.
+
+Og jeg løb hende forbi ind i Kontoret, hvor alle Kontoristerne havde
+forladt deres Pulte og stod i Klynger og talte i Munden paa
+hverandre. Og da de saa' mig, blev de stille, alle paa en Gang, og
+saa' ned mod Gulvet ... Som var det i dette Nu, det skete, hører jeg
+denne pludselige Stilhed--og Lyden af Linealen, som gled ned fra en af
+Pultene og faldt paa Gulvet.
+
+Karlsen kom ind fra Faders Kontor og saa mig.
+
+-Er De der? sagde han; han kunde næsten ikke tale. Han drog mig ind
+til sig: Véd Deres Moder det?
+
+-Hvilket? Hvilket dog?
+
+-Hva' ... Karlsen saa paa mig og trak mig ind paa Kontoret.
+
+-Karlsen, sagde jeg, hvor er Fa'er? Karlsen svarede ikke. Han vred de
+foldede Hænder og svarede ikke.
+
+-Karlsen--hvor er han? Er Fader død?
+
+Jeg sagde det sagte, uden Lyd. Naar? Og i samme Nu greb jeg Karlsen i
+Skulderen: Karlsen, Pengene--er der noget falsk....
+
+Og Karlsen kastede sig ned foran Fa'ers Pult og hulkede fortvivlet.
+
+--Hvordan det kom; hvordan han sagde; hvordan jeg spurgte; hvad jeg
+oplevede i de Sekunder--det kan man ikke fortælle. Ved at tænke paa
+det er det, som Hjertet stod stille, og alt vender da tilbage, som
+var det sket igaar.
+
+Om Morgenen, sagde Karlsen, var Etatsraaden gaaet tidlig ud, han
+tænkte for at skaffe Penge.--Hen imod Klokken tolv kom han hjem ...
+Han havde talt barsk til et Par Kontorister, som sad og snakkede over
+Pultene, og saa var han gaaet ind i sit Kontor.
+
+Lidt efter gik Karlsen derind....
+
+-Jeg maatte tale om en Vexel--en stor Vexel, som skulde betales--paa
+det Hus, som--som vi i den sidste Tid havde saa mange Forretninger
+med....
+
+Da Karlsen kom ind i Kontoret, sad Fader bøjet over en aaben Skuffe i
+Skrivebordet, og Karlsen saa', han skød stadig nogle Papirer hen over
+noget i Skuffen.
+
+Han spurgte om Vexlen.
+
+-Ja, der kommer Penge, sagde Fa'er og blev siddende.
+
+-Men det er den yderste Tid, Hr. Etatsraad, sagde Karlsen.
+
+-Ja, sagde Fa'er, jeg ved det.
+
+Han sad lidt: Ja, sagde han igjen--det er blevet den yderste Tid.
+
+Han spurgte, hvad Klokken var, og Karlsen gik.
+
+Der gik det ene Kvarter efter det andet, og der kom ingen Penge.
+Karlsen gik hen og bankede paa Kontordøren. Der blev ikke svaret, og
+han tog i Døren og mærkede, den var laaset af....
+
+Min Ven holdt inde og tav noget.
+
+-Ja, du, det var sket. Den stakkels Fader havde--havde ikke villet
+overleve sin Ruin og sin Skam--
+
+Og ved du, mens jeg hørte alt det, tænkte jeg slet ikke paa Døden--at
+han var død, Fa'er--jeg tænkte kun paa et eneste: om man kunde redde
+Æren.
+
+-Hvor meget er der falsk, spurgte jeg.
+
+-Aa Gud....
+
+-Karlsen--hvor meget?
+
+-Som det nyttede--hvad skal det hjælpe til.
+
+-De ved det jo i Banken--og Karlsen vred sine Hænder--Direktøren ved
+det i Banken.
+
+-Og der er kun den ene falsk?
+
+-Jeg ved ikke.
+
+-Sig mig det; De maa sige mig det, Karlsen.
+
+-Nej, nej ... Jo, jeg tror, der er flere; der maa være flere.
+
+-Hvor naar er de forfaldne?
+
+-I disse Dage.
+
+Jeg stod op. Mit Hoved har aldrig været saa klart som i de Øjeblikke.
+
+-Naa, sagde jeg, hvor meget er der ialt?
+
+-Maaske hundrede tusinde.
+
+-Og hvor meget behøves der nu?
+
+-Det halve.
+
+Jeg var allerede henne ved Døren. Karlsen sagde sagte:
+
+-Vil De ikke se ham?
+
+-Siden.
+
+Jeg skaffede disse Penge. Moder havde Særeje ... selv om vi var
+fallit, kunde det ikke være nogen Uret at redde Faders Minde for vore
+egne Midler.
+
+Og, da jeg havde faaet Pengene, kom jeg til at tænke paa dem
+derude--ja, jeg havde ikke tænkt paa dem før--paa Elisabeth og paa
+Mo'er, som intet anede....
+
+Jeg kjørte hjem paa Gammeltorv, og jeg gav Karlsen Pengene.
+
+Taarerne løb ham over Kinderne og faldt ned paa Anvisningerne, mens
+han talte dem.
+
+-Karlsen, sagde jeg, hvor har De lagt ham?
+
+-I Etatsraadindens Værelse.
+
+Jeg gik op--ind i Værelset ... hvor jeg ser det ... alle Stolene,
+stillet i en Rad, med hvide Stykker over--og ... Fa'er lagt hen i
+Skyndingen paa Chaiselong'uen, Lagnet blot halvt over--den ene Arm var
+faldet ned over Randen ... Jeg løftede den ikke op, du....
+
+--Min Ven fo'r sammen, og knugede om Stolens Arm.
+
+-Men jeg--saa hans Ansigt....
+
+Der gik nogle Minuter. Ingen af os talte. Jeg vilde tage Kristians
+Haand ... men gjorde det ikke, blev siddende stille, til han talte
+igjen.
+
+-Ja--ja--det var en forfærdelig Dag ... Og saa om Aftenen--Mo'er og
+Elisabeth--
+
+Da jeg kom ud om Aftenen, mødte jeg Lægen i Vestibulen.
+
+-Gaa ind til Deres Mo'er, sagde han. Hun venter.
+
+Ja--kan jeg beskrive dig Mo'ers Sorg ... hvordan hun sad hen,
+uafladelig rokkende i Sædet, mens Hovedet ligesom daskede ganske løst.
+Og hun løftede kun en Gang imellem Hænderne og lod dem falde og sagde
+det samme, altid det det samme:
+
+-Ja, min stakkels Mand--min stakkels Mand ... idiotisk, tonløst:
+Ja--min stakkels Mand.
+
+Elisabeth sad ved Vinduet i en Krog. Jeg gik hen til hende.
+
+-At du først kommer nu, sagde hun. Om du havde vidst min Angst.
+
+-Jeg kunde ikke komme før.
+
+Elisabeth saa paa mig. Jeg har aldrig set et Ligs Ansigt saa blegt.
+Og jeg forstod det--som hun ikke kunde spørge om.
+
+-Det er dækket, sagde jeg.
+
+Jeg følte hendes Arme knugende om min Hals.
+
+Vi gik hen til Mo'er, og vi talte til hende og satte os hos hende. Men
+hun hørte ikke. Mildt tog hun vore Hænder bort fra sit Hoved, og hun
+blev blot ved at gjentage i samme Tone:
+
+-Ja, min stakkels Mand--min stakkels Mand.
+
+Saa kom den værste Tid, min Ven--naar Uroen er forbi, og Smerten, den
+rigtig kan faa Stunder, og den sætter sig saa lunt til Ro i vort Liv
+og er daglig Gjæst ved alt, hvad vi gjør ... For Mo'er blev det
+haardest.
+
+Hun havde ikke ventet, ikke anet det mindste Gran af Ulykken. Og i den
+første Tid, saa var det Tabet og Sorgen over den døde--at han var
+gaaet bort, som hun havde elsket de lange Aar....
+
+Men siden, min Ven, da vort Liv blev plyndret for alt det, som vi
+havde levet i, alt det Velvære, vi var vant til at sidde i--og vi stod
+igjen saa at sige i de tomme Stuer, med de bare Vægge i Livet--ser du,
+saa blev det langsomt en fortvivlet Misfornøjelse og en fortvivlet
+Følelse af Skammen....
+
+Og hun taalte ikke, at vi nævnte Fa'ers Navn, og hun skyede alt, hvad
+der kunde blot minde om ham. Og til andre Tider strømmede hun over af
+de voldsomste Bebrejdelser mod den døde, og hun jamrede i lange Taler
+over den stakkels Elisabeth og hægede om hende med sygelig Ømhed....
+
+Elisabeth var blevet syg tilsidst og laa tilsengs.
+
+Mo'er vilde aldrig gaa ud, aldrig ned paa Gaden: og havde hun været
+ude, kom hun hjem fortvivlet, og hun vidste om #den#, som havde
+lét ad hende, og den, som havde vendt sig bort eller var drejet af for
+ikke at hilse.
+
+Lægen blev ængstelig, og han mente, at Forandring af Luft, af Sted var
+det eneste, som kunde hjælpe.
+
+Elisabeth trængte paa og bad mig, og saa ... Ja, det havde jo egentlig
+altid været min Plan at blive i Kjøbenhavn, at tage Graden og gaa
+Universitetsvejen.--Men nu var Mo'er syg, og leve skulde de af mig....
+
+Saa var det, jeg blev Præst.
+
+Jeg vilde hellere være min egen Mand end staa under en anden som
+Kapellan, og saa var det just ledigt--Embedet på Lyø, og saa fik jeg
+det--og saa flyttede vi derover.
+
+-Og #der# har I levet side.
+
+-Ja.
+
+Vi sad lidt, og jeg sagde:
+
+-Og din Mo'er--er hun bedre nu?
+
+-Aa--ja, det er jo den store Glæde for Elisabeth og for mig--Mo'er er
+kommet over det, du.--Der ovre, hvor ingen kjender hende, hvor
+ingenting minder hende, er det, som om alt næsten var blevet gamle.
+Hun gaar omkring i Stuerne, fin og gammel, mellem sine gamle Møbler og
+Bønderne kalde hende for "Hendes Naade".--Jo du--Moder er kommet over
+det....
+
+Det er jo det, som glæder os to....
+
+-Og din Søster?
+
+Hun har taget en lille Gjerning op, hun holder Skole for Øens Pigebørn
+... I Begyndelsen--da kunde det jo nok hænde, at det om Aftenen,--naar
+vi sad om Lampen, lange Aftener, hver i sine Tanker--kunde komme over
+os som en Fortvivlelse, saa vi skulde næsten kvæles under det. Og vi
+saa' paa hinanden, og pludselig stod vi begge op og tog lidt Tøj paa
+os, og vi gik ned langs Stranden.
+
+Der blev vi ved at gaa i Stormen, op og ned, op og ned--det var, som
+det dulmede. Sommetider trykkede Elisabeth min Arm, fast og
+krampagtigt--vi talte sjældent.
+
+Men siden--saa tog det daglige Liv os ind, og vi lærte at faa
+Interesse for alt det smaa, vi levede med--og nu--nu er vi
+lykkelige....
+
+Ja, min Ven, du ved det ikke--saadan en lille Existens, hvordan den
+binder med sine smaa Glæder og sine smaa Sorger og sin Stilhed og de
+samme Begivenheder, som altid og regelmæssigt vende tilbage....
+
+Og saa Postdagen, naar vi venter paa Baaden, og den endelig kommer, og
+vi skynder os hjem med Brevene og Aviserne. Og Mo'er faar fat i sin
+Pincenez og Feuilletonen--og Elisabeth søger #sit#, og hver
+sidder vi med sit under Lampen.
+
+Saa læser vi om gamle Venner--vi finder gamle Navne, som bringer
+Erindringer med sig om--den Tid, som er forbi....
+
+Vi taler om Jer--alle Jer, som udretter noget ude i den store
+Verden--mens vi sidder i vor Krog--ja, vi har Tid til at ønske godt
+for Jer og følge, hvad I gjør ... Saadan, naar man selv er kommet til
+Ro--naar man sidder hen, du, og dog ikke er helt unyttig i sin Krog,
+saa faar man Tid til at holde af Jer, I Tumlemennesker.--
+
+Hvor mange Gange tror du ikke, jeg har talt om dig derhjemme om
+Aftenen.
+
+Og sommetider lér vi ogsaa lidt. I ser tidt saa morsomme ud med Jeres
+mange Krumspring, naar man ser dem paa Afstand.--
+
+Hvad mig angaar, har jeg jo mit Arbejde.
+
+Der er meget just paa saa lille et Rum, du--hvor man lærer saa nøje
+hver enkelt at kjende og det, som trykker ham ... Og i deres fattige
+Liv, der ikke har megen Glæde--der tror nu jeg, at det er os, som skal
+bringe lidt Lys og Glæde.
+
+For ser du, gamle Ven--kue og holde nede i Frygt--det er let, men lære
+dem, at bære det Liv, som er--glade og med Haab--det tror jeg nu er
+Gjerningen.--
+
+Men, det mener vi vel ikke det samme om--du og jeg--om de Ting....
+
+Man faar ogsaa Interesse, du, for al Ting. Til Exempel for Dyrene--vi
+holder af dem, hvert eneste et, og deres Liv er som en Del af vort
+eget.
+
+Vi følger dem i al Ting ... Den Dag, da Køerne skal paa Græs, pynter
+Elisabeth Gaarden med Blomster, og alle Mand gaar vi med i Marken.
+
+Aa ja--det er nu noget, du ikke forstaar--men os gjør det en Glæde.
+
+Og Bøgerne faar man kjære--det er saamænd mange Gange, som om jeg
+talte med dem. Saa husker man, da man som ganske ung læste dem for
+første Gang, og tidt og ofte dukke Jeres gamle Ansigter op rundt om
+mig, og jeg tænker paa--den Tid.
+
+Jo--et lille Liv er lykkeligt, stille, og lykkeligt.
+
+Og saa føler man, at her kan man spænde over, hvad man skal, og her
+elsker de En....
+
+De tror lidt paa mig, og jeg holder af dem....
+
+Men--hvor jeg sidder og snakker, jeg, som ingenting har oplevet og
+ikke set nogenting--og du, som har levet og set saa meget--du faar
+ikke Lov til at sige et eneste Ord ... saadan er jeg....
+
+-Jeg har ikke noget at fortælle....
+
+--Pyh--du ikke ... Men hvad er det--vander du Høns? Er du blevet saa
+glad over Gjensynet?
+
+Og min gamle Ven bøjede sig ned over mig, og han holdt mit Hoved
+mellem sine Hænder.
+
+--Naa, naa--sagde han--gamle Dreng--gamle Dreng.
+
+
+
+
+
+End of the Project Gutenberg EBook of Min gamle kammerat, by Herman Bang
+
+*** END OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK 12168 ***