initial commit of ebook 9843HEADmain

1 files changed, 10851 insertions, 0 deletions

diff --git a/9843-8.txt b/9843-8.txt
new file mode 100644
index 0000000..2283282
--- /dev/null
+++ b/9843-8.txt
@@ -0,0 +1,10851 @@
+The Project Gutenberg EBook of Fra det moderne Frankrig, by Richard Kaufman
+
+This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
+almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
+re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
+with this eBook or online at www.gutenberg.org
+
+
+Title: Fra det moderne Frankrig
+
+Author: Richard Kaufman
+
+Posting Date: November 15, 2011 [EBook #9843]
+Release Date: February, 2006
+First Posted: October 23, 2003
+
+Language: Danish
+
+Character set encoding: ISO-8859-1
+
+*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK FRA DET MODERNE FRANKRIG ***
+
+
+
+
+Produced by Miranda van de Heijning, Steen Christensen and
+the PG Online Distributed Proofreading Team from scans
+provided by Bibliotheque nationale de France (BnF/Gallica)
+at http://gallica.bnf.fr.
+
+
+
+
+
+
+
+
+
+
+
+FRA DET MODERNE FRANKRIG.
+
+AF RICHARD KAUFMANN.
+
+MED ILLUSTRATIONER EFTER FRANSKE KUNSTNERE.
+
+KJØBENHAVN.
+
+1882
+
+
+
+I en halv Snes Aar snart har Forfatteren af denne Bog været en jævnlig
+Gjæst i Paris. For hver Gang han er kommen igjen, har han vundet Byen
+kjærere og kjærere, og i de sidste tre Aar endelig er den bleven ham et
+nyt Hjem. Hans Bekjendtskab til den er følgelig intimere end den
+almindelige Rejsendes. Paa den anden Side er han stadig vedbleven kun at
+være en Fremmed, der er paa Besøg. Alt det, han har set, har han set paa
+med en Nordbos Øjne. Netop paa Grund af denne sin Dobbeltstilling har han
+troet at kunne have Et og Andet at fortælle, der var i Stand til at
+interessere hans Landsmænd.
+
+Hans Bog har ikke den Pretension at give en udtømmende Skildring af Livet
+i det moderne franske Samfund. Han har, mens han skrev, selv bedst følt,
+hvor langt udførligere han maatte være, hvis et saadant Maal skulde
+naaes. Stadig hobede Stoffet sig op, og samtidig nødte de Grændser, der
+var afstukne for Arbejdet, ham endog til at udskyde Æmner, som det havde
+ligget i den oprindelige Plan at behandle. Paa Sligt er det jo imidlertid
+muligt siden at raade Bod, hvis Læserne finder, at der er lidt Liv og
+lidt Anskuelighed i de her tegnede Billeder.
+
+Troskab mod Originalen føler Forfatteren sig forvisset om, at der er. Han
+har set det moderne Paris med sympathetiske Øjne. Han har ikke været
+blind for Manglerne ved det, men han er gleden lettere over dem og har
+ladet, hvad der var smukt og tiltalende, springe stærkere frem. Han har
+gjort dette ikke blot af Kourtoisi mod det Land og den By, hvis Gjæst han
+er, men ogsaa, fordi han mente derved at komme Sandheden nærmest. Han vil
+føle sig lykkelig, hvis hans Bog hos nordiske Læsere kan vække den samme
+Kjærlighed til vore Dages Frankrig, som den skylder sin Tilblivelse.
+
+Paris, i November 1882.
+
+Richard Kaufmann.
+
+
+
+
+INDHOLD
+
+_Paris og Pariserne_
+
+_Pariserinden_
+
+_Vinter liv i Paris_:
+
+Klimaet
+
+Velgjørenhedsballer
+
+Jule-og Nytaarstiden
+
+Under Karnevalet
+
+Hos Republikens Præsident
+
+_Foraar i Paris_
+
+_I Kammeret_
+
+_Det røde Paris_
+
+_Paa Børsen_
+
+_Kunst og Kunstnere_
+
+_Litteratur og Aviser_
+
+_Paris som Theatercentrum_
+
+_Sommerliv og Fester_:
+
+Grand prix de Paris
+
+Badeliv Ved Kysten
+
+Nationalfesten
+
+Sommer-Søndage ved Paris
+
+_Parisere en évidence:_
+
+Mme. Adams Salon
+
+En Aften hos Victor Hugo
+
+Hos Sarah Bernhardt
+
+Coquelin i sin Loge
+
+Cherbuliez i sit Arbejdsværelse
+
+_De Fremmede i Paris_
+
+_Paris paa Vrangsiden:_
+
+Pauperismebæltet
+
+Samfundets Bundfald
+
+_Kafé- og Gadeliv_
+
+_Skisser fra Sydfrankrig:_
+
+Mellem moderne Troubadurer
+
+En sydfransk Pilgrimsfart
+
+Oldtidslevninger i Provence
+
+Petrarcas Hjem
+
+Marseille
+
+Europas Paradis
+
+
+
+
+PARIS OG PARISERNE.
+
+
+Det er i Regelen om Aftenen, at den Rejsende fra Norden kommer første
+Gang til Paris. Han gaar ud i Byen. Overalt er der Liv og Færdsel endnu;
+før Midnat længst er passeret, tænker Paris ikke paa at lægge sig til
+Hvile. Hele Timer kan han se den i fuld Soiréepuds, hele Timer kan han
+drive med Menneskestrømmen ned over de fyldte Boulevarder eller paa en
+Kaféstol sidde og lade de brogede Billeder passere sig Revue. Der er nok
+baade for Øje og Øre. Det er som en hel ny Verden, der rulles op for ham
+i et Rundmaleri uden Ende. Men naar til Slutning Rejsetrætheden dog gjør
+sin Virkning gjældende, og han endelig sent vender tilbage til Hotellet,
+er han i Grunden yderst forbauset. Han havde ventet at blive overvældet,
+blændet, berust, og det er helt andre Indtryk, han bringer med fra sin
+første Visit. Paris har forekommet ham meget mindre, og mindre glimrende
+ogsaa, end han havde troet, men den har samtidig forekommet ham saa
+mærkværdig hjemlig og hyggelig. Det er Fornemmelsen deraf, der behersker
+alle andre, og det er med Velbefindendet, som denne Fornemmelse vækker,
+at han gaar i Seng. Naar han den næste Morgen vaagner, har han slet intet
+Hastværk for at komme ud igjen. Han synes, han har været længe i Paris,
+og at han allerede er halvvejs fortrolig med dens Liv. Det er det samme
+Fænomen, man ogsaa undertiden kan iagttage overfor Mennesker, man seer
+første Gang. Man har hørt saa Meget om dem paa Forhaand, at de er voxet
+op til Noget, der næsten forskrækker. Og saa, naar man har talt med dem i
+fem Minutter, er det, som man havde kjendt hinanden i Aar. Den
+instinktmæssige Følelse af, at Tiden vil gjøre En til gode Venner, har
+tilbagevirkende Kraft.
+
+Dette første Indtryk af Paris er det, der kommer hyppigst igjen, og det
+er ogsaa det, man til Slutning bliver staaende ved. Man skal dog ikke
+være bange; de andre, som man havde ventet, udeblive langtfra heller.
+Under Touristbesøgets tumlende Færd dukker den første Aftens douce
+Fornemmelse af Hygge hurtigt under i lutter Blænding, lutter Beundring
+af, hvor Paris er stor og glimrende. Det er fra Morgen til Aften en
+Sandserus, der intet Øjeblik hører op. Blot en Vandring ned over
+Boulevarderne med deres Tusinder af krydsende Ekvipager, med deres
+Spejle, som reflekterer det brogede Gadeliv, saa det bliver et Virvar
+uden Ende, med deres Udstillingsvinduer, bag hvilke Alverdens vildeste
+Luxus holder sine Saturnalier, blot en Vandring forbi Palais-Royals og
+Rue de la Paix' Juveleerboutiker eller gjennem Avenue de I'Opéras
+Paladsgade i elektrisk Fe-Illumination, alene det er et fortumlende,
+overvældende Festtog. Og saa kommer Monumenterne: den gigantiske
+Triumfbue, der rager op over hele Paris, som den vilde sætte Indsegl paa
+Byen og sige: dette er større end selv det antike Rom, større end Noget,
+hvortil Menneskeslægten endnu er naaet--Triumfbuen med Rudes Trophæ, den
+mest bevingede Tanke, moderne Skulpturkunst har født, et Værk, hvori
+Enthousiasmen skriger, saa selve Stenen synes at faa Fart og flyve. Paa
+den anden Side af Seinen, ligeledes ragende op, saa den kan sees overalt,
+Invalidedomens gyldne Kuppel, hvor ved Kejsersarkofagen under den mægtige
+Hvælving ligesom hele Frankrigs historiske Storhed fylder Rummet med
+vældige Skygger, saa det klemmer En for Brystet, og man er ved at falde
+paa Knæ og græde. Fremdeles, spredte rundt omkring, de ligesaa
+forskjelligartede som hver i sin Stil uforlignelige.
+
+[Illustration: Rudes Trophæ: Le Départ.]
+
+[Illustration: Invalidedomen.]
+
+[Illustration: La Salme Chaptlle.]
+
+Kirkearkitekturer: først og fremmest la Sainte Chapelle, udvendig det
+skjønneste og fineste Filigranarbejde af gothisk Bygningskunst, der
+existerer nogetsteds i Verden, indvendig et rent Tusindogeennatseventyr
+af de vidunderligste gamle Glasmalerier. Man staar som i en Hal, hvor
+Loft og Vægge er lutter farvede ædle Sten, kunstigt satte sammen til
+Billeder, der lige fra Syndefaldet illustrerer alle de store Scener af
+den hellige Historie. Og saa den middelalderlige Notre-Dame og
+Madeleinens græske Tempel og den fornemt-kolde moderne Saint-Augustin og
+den lille antike Juvel Saint-Germain-l'Auxerrois og en halvhundrede
+endnu, af hvilke hver enkelt vilde være nok til at gjøre en hel Stad
+berømt. For hver Gadeende næsten møder Øjet et arkitektonisk Storværk:
+Bygninger som den nye Opera eller Pantheon med Davids Fronton, Paladser
+som Louvre og Tuilerierne, Mindesmærker som Château-d'Eau-Pladsens
+vældige Republikstatue, som Vendôme- eller som Frihedssøjlen paa
+Bastillepladsen. Gallerierne rummer de største Skatte fra alle
+Kunstskoler, Musæer, Bibliotheker, videnskabelige Institutioner er de
+rigeste, Verden ejer, Industrien stiller paa alle Kanter vort
+Aarhundredes nyopdagede Vidunderlande tilskue i Fabriker, som ikke har
+Rivaler nogetsteds. Og mens Øje og Aand mættes med Indtryk, viser den
+glade Verdensstad samtidig ogsaa den anden Side af sit Janushoved, det,
+der leer og lokker forførerisk koket til nye og atter nye Adspredelser.
+Der existerer paa hele den samlede Klode ikke nogen jordisk Nydelse, som
+Paris ikke har akklimatiseret. Alt, hvad Natur og Menneskesnildhed kan
+byde for at gjøre Livet skjønt og lykkeligt at leve i Øjeblikket, alt det
+er hobet sammen i denne Stad. Hvor kan det da være Andet, end at
+Touristen, der just er kommen for i sollyse Feriedage at flagre fra
+Blomst til Blomst i dette brogetrige Flor, at han til Slutning ender med
+at blive ganske ør af Berusning og Begejstring. Den søde Nektar gaar ham
+til Hovedet. Paris bliver ham en dejlig Elskerinde, hvis Favntags Sødme
+er ham det Vidunderligste, han nogensinde har drømt.
+
+Der er jo imidlertid den Omstændighed ved enhver Rus, at der uvægerligt
+følger en Morgen bagefter, da man vaagner med Tømmermænd. Paris er ikke
+det Paradis uden Slange, som Touristbegejstringen vilde gjøre det til.
+Paradiser hører nu engang til den Slags Sager, som ikke længer existerer
+paa Jorden. Naar den Dag kommer, da han hører op med at see Paris i Skjær
+af et flygtigt Feriebesøgs Champagneskumsperler, saa kommer ogsaa
+Tømmermændsindtjykket. Og jo større Rusen har været, desto stærkere
+bliver det. Der er en Stund Adskilligt, man faaer Afsmag for, Mere maaske
+undertiden, end der i Virkeligheden er Grund til. Heller ikke det skal
+man dog bryde sig om. Ogsaa det Indtryk hører til dem, der forsvinder
+igjen. Thi Paris kan taale at ses, som det er, med dets Fortrin og dets
+Fejl. Touristen lokker det som en Elskerinde, der fortumler Hovedet; for
+den, der har sovet Rusen ud og Tømmermændene ogsaa, bliver det en Kvinde,
+med hvem han gjerne deler Hus og Hjem, saa længe det skal være, fordi han
+ved Siden af menneskelige Skrøbeligheder, ved Siden af Luner og Lethed,
+som nu engang hører Kvinden til, men som her dog ofte har den gode
+Egenskab at klæde ganske kjønt, finder saa uhyre Meget, som han aldrig
+kan blive træt af at agte og elske. Det Indtryk af hyggeligt
+Velbefindende, hvormed man begyndte sin første Pariservisit, er ogsaa
+det, hvormed man ender efter Aars Forløb. Paris er den By i hele Verden,
+hvor den Fremmede finder størst Behag ved at leve. Det er ikke noget
+Postulat; Tallene kan dokumentere det. Hvis det ikke var saaledes, vilde
+ikke det aarlige Besøg af Gjæster beløbe sig til over et Gjennemsnitstal
+af en Million, og Parisermenneskehavet daglig tælle omtrent to hundrede
+tusinde Udlændinge.
+
+Sin Forkjærlighed for enkelte Pletter af Jorden har man tidt ligesaa
+vanskeligt ved at analysere som sin Forkjærlighed for enkelte Mennesker.
+For Paris' Vedkommende lader Sagen sig imidlertid gjøre. I de store
+Hovedtræk idetmindste er det ikke svært at sige, hvad der vækker
+Velbefindendet, som man føler her. Til syvende og sidst beroer det
+simpelthen derpaa, at Pariserlivet byder en Sum af Fordele og
+Behageligheder, som man ikke finder saaledes potenserede, i hvert Fald
+ikke samlede i det Omfang noget andet Sted.
+
+Der er, for at begynde lavest nede, først de materielle. Byen er lys og
+luftig, gjennemkrydset med brede, træbeplantede Gader og Boulevarder,
+hvor Solen kan trænge ind, oversaaet med Parker, Squarer og offentlige
+Pladser. Den er ren, vandet og pudset og fejet fra Morgen til Aften af en
+Armée af Arbejdere. Det franske Kjøkken er det bedste i Verden af den
+simple Grund, at Befolkningen er den rigeste og som Følge deraf den, der
+stiller de største Fordringer. Der er ingen Primør, som ikke kommer først
+til Paris, ingen Gourmandfantasi, der ikke kan blive tilfredsstillet i
+samme Øjeblik den er tænkt. Fornøjelser kalder paa En for hvert Skridt
+man gaar. Man kan vælge ganske efter sin Smag og sine Midler og behøver
+dog aldrig at være bange for at komme til at mangle. Al den Komfort, vor
+moderne Civilisation har udtænkt for at gjøre Livet bekvemt, er i Paris
+dreven til sin højeste Fuldkommenhed. Omgangsformen er let og fri, ingen
+Kasteforskjel eller Junkerstivhed trykker. Selskabslivet staar aabent paa
+vid Gab for Alle og Enhver, Høflighed og Urbanitet mellem Mand og Mand er
+en Dyd, der er specifik parisisk.
+
+Og alt det er dog kun den ydre Skal, bag hvilken der gjemmer sig en
+Kjærne, som er ikke mindre ædel, end Skallen er skjøn og lokkende. Er
+Paris det materielle Velværes By, saa er den samtidig den Stad, hvor alle
+intellektuelle Krav finder rigest Tilfredsstillelse. Den centraliserer
+hele Landets aandelige Liv i et langt videre Omfang, end det er Tilfældet
+med nogen moderne Hovedstad. Hvad Frankrig rummer af Dygtighed drages til
+Paris; kun der kan det finde Indvielse og Udfoldning. Og ned gjennem
+Menneskealdre, lige fra Molières og Voltaires og de store
+Revolutionsheltes Dage har da under aldrig standset, utrættelig
+Propaganda alle den moderne Tænknings og det moderne Fremskridts Heroer
+fyldt denne By med en saadan Overflod af Ideer, at den er bleven det
+lysende Fyrtaarn for hele Aarhundredets Slægt. Som hvert Skridt i dens
+Gader minder om en berømmelig Fortid, som der hænger et Stykke Historie
+ved hver Bro og hver Plads, saaledes er det næsten, som hvert Drag, man
+aander ind af Byens Luft, er mættet med Atomer af disse store Tanker. Og
+nu Kunsten! Det franske Theater behersker Verden, fordi intet andet
+Theater i Verden kan maale sig med det; Paris ejer en Samling af sceniske
+Artister, som ingen Tid og intet Land har kunnet opvise Mage til. Den
+franske Malerskole er den, hos hvilken alle andre Malere gaar i Lære;
+Munkacsy, Stevens, Nittis, Madrazzo, alle de store fremmede Mestere
+kommer til Paris, fordi de føler, at det kun er der, de har Rod og Bund.
+Den franske Musik er ved at overfløje den tydske og italienske, den
+franske Skjønlitteratur stadig den, der i Godt som i Ondt er et
+Hestehoved fremfor andre i Kappestriden.
+
+Heller ikke Videnskaben er bleven tilbage. Hvad har Paris ikke paa alle
+dens Omraader at opvise for uendeligt rige Samlinger, hvor arbejdes der
+ikke i dens Fagskoler og Kollegier, med hvilke Opfindelser beriger ikke
+Dag for Dag dens Laboratorier Verden! Har Paris Malere som Meissonnier og
+Bonnat, Digtere som Victor Hugo og Augier og Dumas, Skuespillere som Got
+og Coquelin, Musikere som Gounod og Thomas, saa har den ogsaa Lærde og
+Videnskabsmænd som Renan og Pasteur. Der er ikke det Menneske med
+aandelige Interesser, af hvilken Art de saa ere, der kan komme til Paris
+uden at finde Impuls for sine Evner, Berigelse af sin Viden, Belæring og
+Befrugtning.
+
+Det er denne Alsidighed, der gjør Paris enestaaende. Der er Byer
+rundtomkring, som kan lokke og drage med enkelte Fortrin, Paris har dem
+alle paa en og samme Plet. Den er som et Menneskeaandens uhyre
+Verdensudstillingspalads, krandset af Fehaver, hvor Alt er samlet, hvad
+der kan gjøre Hvilen sød. Den, der alene kommer for at nyde, bliver
+derude, og han er dog tilfreds. Men kun den, som kommer med Alvor, og som
+med Øjet aabent til at se og Tanken aaben til at lære trænger ind mellem
+Paladsets Labyrinthgange, kun han faaer tilfulde Indtrykket af, hvad
+Paris er for en Vidunderby. Den er ikke nogen enkelt Stad, den er
+Hundreder af Stæder i een, vidt forkjellige fra hinanden som selve
+Paris's Fysiognomi i de forskjellige Partier af Byen.
+
+Blot en Gang ned over de store Boulevarder er tilstrækkelig til at se,
+hvor dette Fysiognomi skifter. Først den fornemtaristokratiske Boulevard
+de la Madeleine, saa det travle Handelsliv paa Capucines og Italiens, saa
+igjen en ny Karakteer, det adstadige Bourgeoispræg over Poisonnière og
+Bonne Nouvelle, og endelig Arbejderboulevarderne Temple og Beaumarchais.
+Hvert Kvarters Type er forskjellig. Quartier latin og Faubourg
+Saint-Germain, Montmartre og Parc Monceauxkvarteret støder hinanden paa
+Albuerne og er dog saa uensartede, som om de laa Hundreder af Mile fra
+hinanden. Som man kan bruge et Liv uden at blive fortrolig med denne
+Uendelighed af Byer i Byen, saaledes kan man ogsaa bruge et Liv uden at
+komme tilbunds i de aandelige Skatte, der er hobede sammen her. Og da vi
+dødelige Mennesker nu engang kun har et at disponere over, er den
+Slutning ganske simpel, at det er en Umulighed nogensinde at blive træt
+eller kjed af Paris.
+
+Man er mellem dette Virvar et Fnug, der forsvinder, det er sandt. Men
+netop i denne Forsvinden ligger et af de store Hovedmomenter, som
+bevirker, at man føler sig saa vel tilpas i Paris. Der er Frihed der,
+ikke blot den, som Loven, men ogsaa den, som Selskabet, Omverdenen
+indrømmer. Og det er de fleste Stede ellers den, som det er vanskeligst
+at opnaa. Ingen ørkesløs Lediggjængers misundelige Øje vaager over, hvad
+Naboen tager sig for, ingen sladderlysten Tunge falder paa at lave
+Fantasihistorier derom. Man har nok i at tage vare paa sine egne Affærer,
+der bliver ingen Tid til at bekymre sig om de Andres. Man kan vælge sit
+Selskab, som man vil. Vil man være Eneboer, er det den letteste Sag af
+Verden. Man behøver kun at holde sig for sig selv, saa lever man, som man
+var i en Ørken. Man kan bo aarvis Dør om Dør i det samme Hus uden at
+kjende hinandens Navn, man kan sidde Maaneder Side om Side ved det samme
+Restaurationsbord uden at vexle et Ord. Trænger man derimod til Omgang,
+saa er Adgangen til den ligesaa let, som Valget er stort. Selv for den
+Fremmede er en simpel Præsentation i en Salon nok til at skaffe ham
+Invitationer, saalænge han lyster. Den nivellerende Nutid vælter de gamle
+exklusive Kredses Skranker Dag for Dag. Endogsaa enkelte af Faubourg
+Saint-Germains Selskabssale begynder at blive Fortsættelser af Gaden.
+Hundreder og atter Hundreder har været det længe, ligefra Republikens
+Præsidents ned til Millionærens fra igaar, der ikke forlanger bedre end
+at se sine Stuer fyldte. Det har sine Inkonvenienser, men det har ogsaa
+sine Fordele. Man kan komme og gaa, som man lyster. Man kan tale med dem,
+man synes om, høre paa Musik, pleje Buffeten, dandse, more sig, som man
+finder for godt, man behøver ikke engang hverken at sige Goddag eller
+Farvel. Og denne Maade at omgaas paa er højst karakteristisk for, hvordan
+Pariserlivet er indrettet. Hvad der gjælder for den enkelte Kreds,
+gjælder ogsaa for det store Hele. Er man kjed af den Verden, hvori man
+lever, saa vælger man en anden. Man flytter til et nyt Kvarter, saa er
+det, som man var flyttet til en ny By--Ingen falder paa at søge En op.
+Man forlader de gamle Saloner og de gamle Kaféer,--Ingen spørger, hvor
+man er bleven af. Man kommer ikke længer til Theatrenes Premièrer, men
+til Andenaftensforestillingerne, saa er det helt nye Ansigter, man seer.
+Efter lang Tids Forløb kan det da passere, at man træffer en af de
+fordums Bekjendte paa Gaden. Det gaar, som det gik en berømt Kommunist.
+Han møder en gammel Ven, der fortroligt trykker hans Haand og beklager
+sig over, at man saa sjeldent seer Noget til ham. Det har sin gode Grund,
+svarer den Anden, jeg kommer lige fra Noumea, hvor jeg har siddet i
+Bagnoet i fem Aar.
+
+Og trods alt det er der alligevel ingen anden By, hvor den Fremmede har
+saa let ved at gjøre sig det hjemligt som i Paris. Der er ingen, der er
+saa kosmopolitisk som den. Pariseren holder haardnakket og konservativt
+fast ved sine egne Vaner, men han respekterer de Andres. Han undrer sig
+ikke engang over, at de har dem, men han anseer det for sin gjæstevenlige
+Pligt at imødekomme dem saa meget som muligt. Kommer der en Kineser ind
+paa en Restauration og trækker sine Pinde op af Lommen for at spise med
+dem, saa er der Ingen, der falder i Forbauselse over det. Men kommer han
+to, tre Gange igjen, anskaffer Værten sig selv Pinde og serverer ham, for
+at Gjæsten kan følge sit Lands Skik og Brug. Det er hændet, og det er
+typisk. Der er ikke den Udlænding, hvilken Nation han end tilhører, der
+ikke kan finde en Krog af Paris, hvor han kan bo, leve og spise, indrette
+sig ganske, som han havde flyttet en Stump af sit eget Lands Grund
+med sig.
+
+Disse Fordele, disse Ejendommeligheder, om man hellere vil, hænger sammen
+med særlige Sider ved Parisernes Karakteer. Man paastaar, at de er
+letsindige. Det er en Beskyldning, der har faaet gammelt Hævd paa sig,
+men den er ingenlunde saa sand, som den giver sig ud for. Dette
+arbejdslystne, sparsommelige Folkefærd, der slider Dag ud, Dag ind uden
+Hvile for at sikkre de gamle Aar, disse Mennesker, hvis skjønneste Drøm,
+hvis højeste Livsmaal er en Stump egen Jord, hvor de kan frede deres Have
+og leve af deres Rentepenge, kan man med Rette kalde dem letsindige? Man
+dømmer Befolkningen efter Gadedriverne. Men det er for en stor Part
+Udlændinge, nydelseslystne Lediggjængere fra alle Verdens Kanter, og
+Letsindighedens Templer, der har givet Paris Ry for at være et moderne
+Sodoma og Gomorra, de er just til for deres Skyld. Det var ikke
+Pariserne, der befolkede det berygtede, nu nedlagte Dandselokale Bal
+Mabille; der kom højst en for hvert tusinde Udlændinge.
+
+Det er ikke letsindige, Pariserne er; de er lette og letbevægelige. De
+holder af at lægge saa stærkt Solskin over Alt, hvad der hænder, som der
+kan lægges over det, de lader sig hurtigt rive med baade af Begejstring
+og Harme, baade af store Tanker og af store Fraser. Det er derfor, de
+gjør Revolution hver anden Dag. De er Optimister helt ud til
+Fingerspidserne. Der kan ikke tænkes noget taknemmeligere Folkefærd end
+dem baade for den sande og den falske Messias; de har en usvigelig Tro
+paa det Nye, fordi de har en aldrig slappet Forventning om, at det, der
+kommer, vil bringe dem Guld og grønne Skove. Det gjør dem til store
+Fantaster og til store Børn. Men det er ogsaa i Kraft af denne lette,
+lyse, frejdige Optimisme, at de saa omtrent er det handledygtigste Folk i
+Verden. De kan ikke blot rive ned, de kan ogsaa bygge op. Er det dem, der
+har sløjfet Bastillen, saa er det ogsaa dem, der har skrevet med
+Flammeskrift Devisen over Aarhundredets Historie, de tre magiske smaa
+Ord, der har bragt Menneskeslægten videre fremad end alle Kantske og
+Hegelske og Schoppenhauerske og Hartmannske Filosofisystemer tilsammen.
+Der er Ingenting, der gjør Mennesket stærkere og sundere, der er Intet,
+der giver friskere Kræfter til at udrette Noget, end det altid at gaa til
+Arbejdet med en Sang paa Læben, altid at have et nyt Haab i Hjertet til
+Erstatning for dem, der er gaaet i Vadsken. Det er den Slags
+Letsindighed, Pariserne har, og den er der langt mere Grund til at
+misunde end til at bebrejde dem. Det er maaske, naar det kommer til
+Stykket, netop den, der har lagt dem de bevingede Ord paa Læben, hvormed
+de har forløst saa mange af vor Tids store Ideer, og det er i hvert Fald
+den, der gjør dem til et saare opmuntrende og fornøjelig Folkefærd at
+leve sammen med.
+
+Man siger ogsaa, at Pariserne er egoistiske. Det er sandt, det er de, og
+det er jo kjedeligt nok. Men det er paa den anden Side meget naturligt. I
+Ørkenen og i de store Masser er man altid egoistisk. Man er nødt til at
+være det, Kampen for Livet gjør det til Selvopholdelsespligt. Det bløde
+Hjertemenneske kan det genere. Ogsaa ved denne Side af Parisernes
+Karakter kunde der dog med god Vilje findes et sundt, opdragende Element.
+Man tager sig sammen, man spænder Evner og Energi, naar man veed, at man
+maa stole udelukkende paa sig selv, og at der ikke er en Haand, der
+løfter sig for at holde igjen, hvis Vognen begynder at løbe ned ad Bakke.
+Og desuden har Egoismen et behageligt Modstykke i en exceptionel ydre
+Høflighed. Man er indifferent, kold, ufølsom over for Naboer og Gjenboer,
+man fik altfor Meget at bestille, hvis man vilde lade disse to Millioner
+Omgivelsers Medgang og Modgang gaa sig til Hjerte; men man er
+complaisant, imødekommende mod disse samme Ligegyldige saameget, som
+Hensynet til eget Tarv tillader det. Man er ogsaa det med
+Naturnødvendighed, Livet i Mylderen vilde være uudholdeligt, hvis man
+ikke var det. Naar man i Gadestimmelen paa de store Festdage vilde trykke
+og puffe og støde hinanden vilde det ende med, at Halvparten blev klemt
+ihjel. Man vil nødig selv være mellem denne Halvpart, derfor tager man
+Hensyn, derfor lader man være at træde over Fødderne uden Nødvendighed,
+derfor hjælper man til, saa at Alle kan komme frem. Og som det er i
+Gadetrængslen, er det overalt. Man møder Urbanitet og Forekommenhed for
+hvert Skridt i Paris. Selv om det kun er en ydre Politur, som der ikke
+menes videre med, er den dog derfor ikke mindre behagelig. Naar det
+kommer til Stykket, er den i Virkeligheden alt det, man har Behov for til
+daglig Brug. At have Alverden til Busenfreunde er en baade kjedsommelig
+og besværlig Ting. De faa paalidelige Venner, som et Menneske trænger
+til, kan han næppe have Udsigt til at komme til at mangle i en By, hvor
+Udvalget er saa uendeligt som i Paris.
+
+Og er Egoismen en Pariseregenskab, saa er Retskaffenheden, Hæderligheden
+det ikke mindre. Pariserne er bekjendte for deres Soliditet i Handel og
+Vandel. Belejringen havde ruineret Masser af Smaafolks Velstand. Men
+istedetfor at erklære sig insolvente begjærede de Opsættelse og betalte
+siden ærligt og redeligt Hver Sit. Da for nylig den store Børskrach
+bragte Hundreder af Ubemidlede til at tabe langt mere, end de ejede,
+gjorde de dog ved Slægtninges og Venners Hjælp Udveje for Pengene og
+mødte paa Betalingsdagen med de Summer, som de maaske bagefter kan bruge
+et Livs Arbejde for at skaffe Laangiveren igjen.
+
+Pariserne har en uhyre Kapitalfejl: deres grændseløse Uvidenhed. Men den
+generer de Fremmede mindre; det er dem selv, der lider mest under den. De
+dækker den med en Glassur af medfødt Dannelse, af naturlig
+Velopdragenhed, der vilde være mirakuløs, hvis man ikke gjorde sig Rede
+for Aarsagerne til den.
+
+Den er et Produkt af Ligheden først og fremmest, af denne gigantiske
+Tanke, der er født i selve Paris' Hjerne og siden har gjennemsyret det
+vældige Legeme helt ud til dets fineste Fibrer. Der existerer i Paris
+absolut ingen sociale Skranker. Alle er ikke blot lige for Loven, alle er
+Monsieur og intetsomhelst Andet overfor den almindelige Bevidsthed. Den
+unge Adelsmand med Ahner fra Korstogene mødes i det samme Fornøjelsesliv
+med Restauratørsønnen, hvis Fader har tjent Millioner ved at servere
+Bouillon; Kudsken drikker sin Bock paa Kafeen med den Herre, han kjører
+for; Arbejderen betragter det ikke som en Ære for sig men for
+Principalen, naar han byder denne tilbords med sig, og sine Kammerater.
+Alle færdes, blandede mellem hinanden, i det samme tumlende Liv, uden at
+der bliver gjort Forskjel. Alle har samme Rettigheder, samme Krav paa
+Hensyn. Men det giver ogsaa uundgaaeligt den simple Mand en bestemt
+Følelse af, at han maa kunne hævde sin Position, at der i hans ydre
+Optræden ikke maa være Noget, som kan skille ham fra den højest Dannede
+og højest Stillede. Denne Følelse er det, der virker opdragende paa ham,
+og til den slutter sig alle Indtrykkene, han modtager rundt omkring i sin
+vidunderlige By. At staa ved Kejserens Grav under den gyldne Kuppel og
+sige sig selv, at han, der ligger der, ikke var højere paa Straa, da han
+begyndte, end En selv, ogsaa det danner og udvikler en Befolkning. Synet
+af Kunstens uendelige Skatte, hvortil Adgangen uden Betaling staar aaben
+for Enhver, de stolte historiske Monumenter, den daglige Færdsel i
+Luxusparker, hvor man selv er Politi, Alt, hvad man bevæger sig imellem,
+hjælper med til denne Udvikling.
+
+Saaledes har da i det Store og Hele Pariserne Egenskaber, der kun kan
+forøge Velbefindendet, som den Fremmede føler ved at leve i deres By. De
+har Skyggesider ogsaa, og adskillige, der er altfor paafaldende, til at
+man kan gaa med aabne Øjne gjennem Paris uden at lægge Mærke til dem. Vi
+vil tidt nok faa det se. Men de er livlige, glade, sundt følende og
+foretagelsesdygtige Mennesker, som det er let at komme ud af det med, og
+som det er opmuntrende at omgaas. Det er atter et af de mange Fortrin ved
+Paris. Det første og sidste af dem alle er dog det, at man i denne Stad
+er i selve Verdens Centrum, at al den travle Uro, al den nervøse Feber
+omkring En ikke er Andet end Blodet, der banker i det uhyre Hjertekammer,
+hvor alle Menneskeslægtens Pulsaarer løber sammen.
+
+[Illustration: Paa Boulevarden.]
+
+
+
+
+PARISERINDEN.
+
+
+Siden Sedandagen har Frankrig manglet et Vaaben i sit Skjold. Man har
+ikke søgt noget nyt istedetfor den kejserlige Ørn. Men man skulde skynde
+sig at søge. En vittig Tegner kunde ellers let komme Alvoren i Forkjøbet.
+Han vilde ikke have svært ved at finde et Motiv; der er et, der ligger
+lige for. Et zirligt Dameskjørt, der i bløde, elegante Silkefolder
+draperer sig for Exempel over to korsede Landsestænger, af hvilke den ene
+istedetfor Spids bærer en Rembrandthat med bølgende Strudsfjer, den anden
+en Vifte eller et Par langknappede Handsker eller Sligt,--det vilde ikke
+være fri for at være karakteristisk. En lille Smule ondskabsfuldt maaske,
+men sanddru paa sin Maneer. Man vilde virkelig føre i Skjoldet, hvad man
+hyldede i Livet.
+
+Thi det er i den tredie franske Republik, og ganske specielt i dens
+Hovedstad, hverken Præsident eller Ministre eller Folkedeputerede, der er
+de egentlig Mægtige. Over dem staar der en hemmelig Regering, som i
+Virkeligheden er den, der styrer Alt. Den er ikke at søge hverken i
+Palais Bourbon eller paa et eller andet Redaktionskontor eller noget af
+de Steder, hvor man til forskjellige Tider har villet paastaa, at den
+havde sit Sæde.
+
+Den er overhovedet ikke et enkelt Sted; som den gjennemtrænger Alt, er
+den ogsaa allestedsnærværende. Denne hemmelige Regering er Kvinden. Den
+Rolle, hun spiller i Frankrig, er en fuldstændig anden end den, der er
+tildelt hende i den samtlige øvrige Verden. Hendes Haand er med i Alt,
+hun er i det store Samfundsuhrværk Fjederen, der driver det Hele. Og det
+ikke paa den Viis, som for Exempel vore gamle nordiske Skjalde og vore
+moderne Digtere ville vide, at hun ogsaa undertiden skal kunne gjøre det
+hos os: som et Slags beaandende Muse, en Fylgje, der vækker og flammer op
+til Handling. Franskmændene er et mindre poetisk, mere logisk Folkefærd,
+der ikke forstaar sig synderligt paa en saadan Metafysik. Den skjønne
+Halvpart af Menneskeslægten er hos dem ingenlunde luftige, ætheriske
+Væsener med væsentlig passive, inciterende Egenskaber, det er aktivt
+handlende, stundom adskilligt mere energisk handlende Medskabninger end
+det Kjøn, som har faaet Ord for at være det stærke.
+
+Der er en højst karakteristisk Scene, som man kan finde igjen i en stor
+Hoben franske Komedier, maaske i næstendels alle, naar man vilde søge
+rigtigt efter. En Herre og en Dame diskuterer Noget, der vanskeligt lader
+sig realisere. Han insisterer paa Vanskelighederne, hun søger at
+fremstille deres Betydning som mindre væsentlig. Det er en Umulighed,
+lyder hans sidste Replik, men hun erklærer saa simpelthen: _"Je le
+veux"._ Dermed er Historien forbi, og han maa gjøre, som hun ønsker. Naar
+denne Scene kommer igjen og kommer igjen i det Uendelige, er det, fordi
+den afspejler et Virkelighedsbillede, den dramatiske Forfatter daglig har
+for Øje. Den franske Kvinde gaar Krog- og Omveje, før hun kommer frem med
+sit kategoriske Imperativ. Men det indfinder sig til Slutning, og er det
+engang sagt, saa maa Alting bøje sig for det. Hun er i alle Forhold den
+absolut dominerende. Hun er det ude paa Landet og i de smaa Byer ogsaa,
+men hun er det mest i Paris. Man kan tage Pariserinden paa ethvert Trin
+af Samfundsstigen; Fænomenet bliver, læmpet efter de forskjellige
+Omgivelser, bestandig det samme.
+
+Det er i hendes Saloner, at de politiske Konstellationer skabes. Er det
+ikke hende, som vælger Ministrene, saa er det dog hende, der finder ud,
+hvem der skal vælges, og som sætter deres Valg igjennem. Hun forstærker
+den ene parlamentariske Gruppe og svækker den anden, hun hverver Stemmer
+for det og det Lovforslag, hun bringer den og den Interpellation til at
+gjøre Fiasko. Det er hende, der besætter alle Statens Embeder. Hun farter
+fra Ministre til Departementsdirektører og fra Departementsdirektører til
+Souschefer, hun gjør Dinerer og gjør sig uimodstaaelig, hun sætter Verden
+paa den anden Ende for at sætte sin Vilje igjennem. Men hun har ogsaa den
+Triumf, at det bestandig gaar efter hendes Hoved. Den, hun vil have til
+Præfekt, bliver Præfekt, den Forfatter eller Lærde, som har fundet Naade
+for hendes Øjne, bliver valgt til Medlem af Akademiet, den Officeer, som
+staar under hendes mægtige Beskyttelse, springer sine Kammerater forbi og
+avancerer. Det er hende, der skaber Positioner, det er hende, der uddeler
+Ordensbaand og Udmærkelser, det er ved hendes Reklame, at Kunstneren
+faaer Renommée, at Lægen og Advokaten faar Klienter, det er hende, der
+bringer Modebankens Aktier til at stige, som det er hende, der skaffer
+Modeleverandørerne deres Søgning. _"Où est la femme,"_ spørger den
+franske Dommer, naar han vil tilbunds i Forbrydelsens Ophav. Men det er
+ikke blot ved Forbrydelserne, det er ved saa at sige Alt, hvad der hænder
+i dette Land, at man kan gjøre det samme Spørgsmaal. Seer man
+Kombinationernes Væv efter i Sømmene, vil man bestandig finde Kvinden
+som Islæt.
+
+Gaar vi fra de ledende Kredse ned til den jævnere Borgerstand, saa
+skifter hendes Virkekreds, men den Rolle, hun spiller, bliver ikke mindre
+dominerende for det. Hos den Handlende er det hende, der fører Bøgerne og
+forskriver Varerne; Manden staar bag Disken. I Restaurations- og
+Kafélokalerne sidder hun ved Buffeten, tager imod Pengene, passer paa
+Opvarterne, sørger for, at Alt gaar, som det skal gaa; Manden bliver
+sendt paa Torvet for at gjøre Indkjøb eller ud i Kjøkkenet for at passe
+paa Gryderne. Naar man kommer ind til sin Skrædder, saa er det Konen, der
+tager imod En; hun viser de forskjellige Stoffer frem og giver Raad om,
+hvad man skal vælge. Manden bliver kun tilkaldt et Øjeblik for at tage
+Maal; han forsvinder, naar det er gjort, og man har saa ikke mere med ham
+at bestille. Det er hende, der afgjør, om Tøjet sidder eller ikke sidder,
+det er hende, der ordner Betalingsvilkaarene og kvitterer Regningen.
+Enhver, der har boet i Pension i Paris, veed, hvorledes disse ligesaa
+talrige som karakteristiske Huse er indrettede. Konen har alle
+Departementer under sig: Værelsefordelingen, Akkorderingen om Prisen,
+Tyendet, Indkjøbene, Spisesedlen og Regnskabsføringen. Mandens hele
+Livsopgave indskrænker sig til at throne for Bordenden ved Maaltiderne,
+øse op og skjære for. Betroes der Andet til ham, saa er det højst
+saadanne Forretninger som at passe Lamperne og sende Bud efter
+Kaminrenseren.
+
+Man kan finde hundrede andre Exempler paa en saadan Fordeling af Mandens
+og Kvindens Roller ved Udførelsen af den fælles Haandtering. I hele det
+handlende og industridrivende Paris tager hun ærligt og redeligt
+Halvparten af Forretningerne paa sig, og det er i Regelen netop den
+Halvpart, som kræver Hoved og Omsigt og Talent. Naar den sidste store
+Roman- og Dramasucces, Georges Ohnets "Serge Panine", har gjort en saa
+umaadelig Opsigt, saa kan Forklaringen dertil kun findes i, at
+Forfatteren som Hovedfigur i sin Skildring har stillet en Type, der
+belyser dette Forhold fortræffeligere, end det hidtil er gjort. Han er
+ingenlunde nogen eminent Begavelse, han er Begynder, og saavel hans Bog
+som hans Komedie har væsentlige Mangler. Men Madame Desvarennes, denne
+prægtige Bagerkone, der begynder med et Brødudsalg i en Forstadsgyde og
+udelukkende ved egne Evner ender med at beherske hele Paris'
+Brødforsyning, som Millionærinde, der forhandler paa lige Fod med
+Ministre, hun er ganske vist en ypperlig Skikkelse, greben kraftigt og
+suffisant lige ud af Livet. Saaledes som hun er Pariserinden af
+Middelklassen: kjærnesund, arbejdsomt slidende, med en Villie af Staal og
+en Energi til at handle, der gjennemtrænger hendes Væsen helt ud til
+Fingerspidserne. Hun falder lidt af maaske, naar man kommer ned paa de
+lavere Trin af Skalaen. Det haarde, møjsommelige Arbejderliv med alle
+dets Savn svækker Evner og Kræfter noget. Men ogsaa i disse Omgivelser
+bærer hun dog sin Del af Byrden. Mens Manden gaar paa Arbejde, vadsker
+hun, syer paa Maskine eller tager sig Andet for, hvorved hun kan skaffe
+sit Bidrag til Livsopholdet. Mandens bliver kun altfor ofte brugt op paa
+Knejpen; det er da for hendes Penge, at der haves Hus og Hjem. Og
+samtidig bevarer hun stadig Pariserindens dominerende Position. Der er et
+højst karakteristisk Træk, man vil lægge Mærke til, naar man seer en
+saadan Arbejderfamilie gaa ud om Søndagen. Det er Manden, der maa bære
+Børnene, men det er Konen, der har Portemonnaien i Lommen, naar der
+skal betales.
+
+En saadan Rolle i et Samfund kan Kvinden ikke spille, uden at hun i dette
+Samfund virkelig er et overlegent Væsen. Pariserinden er det. Det franske
+Galanteri har gjort hende dertil. Kvindetilbedelsen er ganske vist ikke
+nogen specifik fransk Kultus. Men det er i Troubadourernes Land, at den
+har naaet sin højeste Udfoldning. Og det har ikke blot sin psykologiske,
+det har ligesaa meget sin rent physiologiske Forklaring. Franskmændene er
+Naturer, der har hedere Blod, og som staar langt stærkere under
+Sandseberusningens Herredømme end i hvert Fald de Folk, som boer nord og
+øst for dem. De vil leve og nyde i Øjeblikket. De kan ikke slaa sig
+tiltaals med en Betragtning som den nordiske, der stiller Kvinden paa
+Marmorsokkel som et Slags Jomfru Maria, til hvem man kun nærmer sig
+ærbødigt offrende, gjennemtrængt af den kydske Andagt, der straaler ud
+fra hele hendes Væsen. Man har oversat Bjørnsons "Arne" for dem, men de
+har ikke forstaaet den; de har lét af disse Mennesker, der sidder Aar og
+ser paa hinanden og længes uden engang at kunne faa deres Kjærlighed paa
+Læben. De kjender ikke til at længes og sukke og drømme, de kjender kun
+til at besidde. Dertil har de et umaadeligt naturligt Behov, et større
+maaske end nogen anden Nation, For at tilfredsstille det er det, at de
+uophørligt ligger i Støvet for Kvindens Fødder; Opnaaelsen af hendes
+Gunst er Lyset, hvorom de bestandig sværmer. Hun veed det, hun seer dem
+offre Alt for hendes Skyld, hun lever i en Atmosphære, hvor hun hører det
+summe omkring sig af et permanent Kor, der tigger om Kjærlighed. Derfor
+er det, at hun ikke blot selv føler sig som en overordnet Skabning, men i
+Virkeligheden ogsaa bliver det.
+
+Det franske Galanteri er det, der først og sidst skaber Pariserindens
+dominerende Stilling. Hun har imidlertid ogsaa Egenskaber, som berettiger
+hende til at indtage den. For at se dem i fuld Belysning maa man se hende
+i de store, kritiske Øjeblikke. Historien har vist hende i saadanne.
+Revolutionens Kvinder er Skikkelser, der rager Hoveder op over
+almindeligt Menneskemaal. Men det er ikke nødvendigt at gaa saa langt
+tilbage. I selve vor Tid har Paris' Belejring paa den mest glimrende
+Maade lagt for Dagen, hvad Pariserinden er i Stand til at udrette. Er
+disse sørgelige Vintermaaneder trods Alt komne til at staa som et af de
+stolte Kapitler i Frankrigs Annaler, saa er det væsentlig hende, der har
+Æren derfor. Hendes Opoffrelser, Udholdenhed, Heltemod var mange, mange
+Gange mere værd end den mandlige Befolknings. Hvad gjorde Mændene
+egentlig, naar man vil se ganske koldt og nøgternt paa Sagen? De slap for
+at arbejde og agerede Soldater, men det generede dem ingenlunde i nogen
+overordentlig Grad. De stod op om Morgenen Klokken Ni og tog deres pæne
+Uniform paa og spadserede i den stolte og selvtillidsfulde omkring til
+Klubberne og Beværtningsstederne for at deklamere og holde Taler; eller
+de trak ud i Forskandsningerne, men heller ikke der var Livet synderlig
+surt for dem. Tjenesten var ikke streng; de kunde spille Kort og gjøre
+sig det fornøjeligt paa mange Maader. Udfald blev der kun yderst sjelden
+Tale om. Engang imellem sprang der en Bombe; det var til Slutning næsten
+blevet en Adspredelse for dem. De var tappre, ganske vist, men det var de
+af Natur, og det kostede dem Ingenting.
+
+Kvindernes Rolle derimod var en hel anden. De havde for det Første med
+det Forudseenhedens Instinkt, der er Kvinden egent, anet, at Belejringen
+vilde komme og forberedet sig paa den. Da Paris blev indesluttet, rummede
+den indenfor sine Volde enorme Oplag af mange andre Livsfornødenheder end
+dem, Regeringen havde sørget for. De var blevne hobede sammen ved privat
+Initiativ af kloge, forsynlige Kvinder. Ikke for at de selv kunde blive
+ved at leve i Overflod; det viste de, da Mangelen kom. De fornemme Damer
+forenede sig i Selskaber, der tog sig for at gaa fra Dør til Dør i hele
+Byen og banke paa overalt og spørge, om Nogen led Nød. Blev der svaret
+ja, gav de med rund Haand, hvad der ikke engang kom paa deres eget Bord.
+De Syge fik Æggene, som de havde gjemt, og som til Slutning var en halv
+Louis værd Stykket, Aspargesbundter, der i de faa Butiker, som endnu
+kunde holde aabne, blev solgte for fem hundrede Francs, selv nedsaltet
+Kjød og Sligt, der ikke var til at betale. De sendte deres Linned til
+Lazaretherne, de tog, naar de mødte en forfrossen Stakkel paa Gaden,
+deres eget Tøj af og hængte paa ham. Og Kvinderne af de lavere Stænder
+gjorde endnu mere. De stod op om Natten Klokken To, Tre og stillede sig i
+Queue udenfor Mairierne for at faa de Kort udleverede, som de kunde hente
+Brød paa. Der stod de indtil Morgenstunden, tidt i mange Graders Frost og
+i Sne til Knæerne, ikke Fattigfolk alene, men Koner og Døttre af
+Familier, som havde deres ti, femten tusind Francs om Aaret at leve af.
+Det var i Virkeligheden Pariserinden, ikke Pariseren, der førte Paris'
+Belejring. Og med hvilken vidunderlig Følelse af Solidaritet, med hvilken
+Sejghed i at ville holde ud til det Yderste hun taalmodig, aldrig svag og
+aldrig modløs, bar de tusinde Opoffrelser, der faldt i hendes Lod, derom
+kan man høre Fortællinger nok af ethvert Øjevidne. En Dansk, der ved den
+Post, han beklædte, ansaae sig forpligtet til at blive i Byen, har
+skildret mig disse Dage som en eneste uafbrudt Heroisme af den parisiske
+Kvinde. Denne Heroisme har endnu ikke fundet sin Digter. Men han vil
+komme, og han vil blive en af de største, saavist som den Bedrift, han
+har at forevige, er en af de største, vore Dage har sét.
+
+Pariserinden er uendeligt mange Gange bedre end sit Rygte. Det
+traditionelle Billede af hende som et letfærdigt, nydelsessygt Væsen,
+uden Hjerte og uden Sands for Livets alvorlige Interesser, er et rent og
+purt Fantasibillede, støbt over enkelte iøjnefaldende Modeller, men
+fuldstændigt misvisende og forvirrende, naar man vil gjøre det alment
+gjældende. _"La femme du cabaret",_ den Kvindeskikkelse, som Zola har
+gjort typisk i "Nana", Forraadnelsesvibrionen, som ødelægger Slægter og
+dekomponerer Samfundet, hun existerer ganske vist, men med den egentlige
+Pariserinde har hun i Virkeligheden Intet at skaffe. Hun gjør umaadeligt
+Spræl, hun fylder det store, offentlige Paris, Fornøjelseslivets Paris
+med sin skrigende Toiletteluxus og sit Vilde Nydelsesbegjær. Touristen
+seer hende der for hvert Skridt, han gaar, og han dømmer saa let det, han
+ikke seer, efter det, han seer. _La femme du cabaret_ er kun til for det
+Paris, hvis Færd begynder paa Hjørnet af Boulevard des Italiens og ender
+ved Boulogneskovskaskaderne, for Kobbelet af drivende Gommeuxherrer, hvis
+hele Liv gaar op i Jagt efter hende af den simple Grund, at de ikke har
+hverken Tilbøjelighed eller Evner til at lade det gaa op i nogetsomhelst
+Andet. De arbejder ikke i Ateliererne, de skriver ikke Bøger, de holder
+ikke Forelæsninger, de studerer ikke i Laboratorier og Bibliotheker. Men
+Noget skal de jo dog have at beskjæftige sig med, og af deres Behov til
+at slaa Tiden ihjel er da _la femme du cabaret_ født. Hun existerer kun
+for dem. Men dette Kobbel er alt i alt kun et Par tusinde Stykker højst
+af Millionbyens Befolkning, og derimellem er der atter kun nogle faa
+hundrede Parisere. Resten hører til den store Rastaqouairslægt, disse
+gaadefulde Væsener med gulbrun Teint, med en forunderlig fremmedklingende
+Dialekt, hvis Oprindelse Ingen er i Stand til at definere, og med
+Millioner, som det vil være endnu vanskeligere at sige, hvor og hvorledes
+de er tjente. Jo mere disse exotiske Planter indpodes i Pariserlivet,
+desto frodigere udbreder Forraadnelsesvibrionen sig. Men det er en
+naturhistorisk Lov, at den kun sætter sig paa de allerede dødsdømte
+Organismer. Den angriber aldrig de sunde, og derfor har den Vibrion,
+hvorom der her er Tale, heller ikke angrebet de sunde Samfundslag i
+Paris, de Samfundslag, der er Kjærnen af den store Stads Befolkning.
+
+[Illustration: Pariserindetype i Vinterdragt.]
+
+Den franske Romanliteratur og det moderne franske Drama har bidraget
+stærkt til at stille disse Nanafigurer _en évidence_ og støtte Overtroen
+om, at Pariserinden som Helhed er skabt i deres Billede. Fænomenet er
+forklarligt. Ligesaavel som Udlændingen, der kommer til Paris for et
+flygtigt Besøg, fæster den parisiske Forfatter væsentlig sin Opmærksomhed
+ved de Sider af Byens Liv, der springer stærkest i Øjnene. Og _la femme
+du cabaret_ gjør det unægtelig mere end nogen anden. Derfor har
+Skribenterne kastet sig over hende. Da den yngre Dumas havde opdaget sin
+Demimondedame, maatte der ganske naturligt følge en hel Literatur om det
+samme Thema efter. Men denne Literatur staar nu ved sin Ende. Forfatterne
+har udtømt Æmnet, og Publikum er blevet kjed af det. Det er gaaet her som
+hjemme hos os med Komedierne, hvori Konerne løber bort. Figuren existerer
+i Livet, og derfor interesserer den til en Tid baade Digtere og Publikum.
+Men naar det faar den samme Kost serveret for tidt, saa ender det med at
+sige: dette er usundt. For hver, der løber bort, er der Hundreder og
+Tusinder, som bliver ved Hjem og Børn. De er mindre taknemmelige at
+skrive om, men de er Regelen ikkedestomindre, og vi vil ikke have
+Undtagelsen præsenteret som Regel. Saaledes ogsaa i Frankrig. Man har
+faaet altfor mange Baronesse d'Ange'r og Marguerite'r og Nana'er, man er
+nu kjed af dem. Zolas sidste Bog "Pot-Bouille" vakte kun et Indtryk af
+Væmmelse hos Kritik og Læseverden. En hel anden Literatur om helt andre
+Ting er i Færd med at dukke op. Den vil voxe hurtigt og frodigt, netop
+fordi Trangen til den er saa overordentlig stor, og i den vil det ikke
+længer være den frivole Kvinde, hvorom der bliver Tale, men
+Pariserindetyper af en hel anden Art, der er baade smukkere og sundere
+og sandere.
+
+Thi Pariserinden er ikke frivol. Højst har hun ved Siden af store
+borgerlige Dyder den Mangel: at være hverken synderlig dyb eller
+synderlig trofast i sin Kjærlighed. Det kommer nu for det Første af den
+omtalte ejendommelige Stilling, hun indtager overfor Manden. Træffer hun
+en sjelden Gang det hende overlegne Væsen, som hun bestandig søger efter,
+saa er der næppe nogen Kvinde, der kan være saa hel og opoffrende i sin
+Kjærlighed som hun. Men i Reglen ser hun ned paa den, der skulde være
+hendes Herre; hun gjør det, fordi han selv gjør sig til hendes Slave. Og
+dernæst skriver Løsheden i Kjærlighedsforholdet sig fra Skyggesider ved
+den Institution, som skulde hellige og fæstne det. Ægteskabet er i
+Frankrig en ganske ejendommelig Ting. Indtil det Øjeblik, da hun er
+giftefærdig, holdes den unge Pige strængt under Moderens eller
+Klosterpensionens bestandigt vaagende Øje. Alt, hvad der kan udvikle
+hende til Kvinde, fjærnes principmæssigt fra hende; hun skal være og
+vedbliver at være et Barn. Saa en Dag finder hendes Familie en ung Mand,
+hvis Stilling byder Ækvivalent for den Medgift, hun kan bringe. Man
+arrangerer Partiet, hun selv bliver kun _pro forma_ spurgt om sit
+Samtykke. Vielsén følger umiddelbart efter, og hun er da for hele Livet
+bunden til et Menneske, som hun ikke kan elske, dels fordi hun ikke
+kjender ham, og dels fordi hun ikke har nogetsomhelst Begreb om, hvad
+Kjærlighed er. Sligt kan ikke skabe Trofasthed. Pariserinden er trofast
+som Moder, men hun er det ikke som Ægtefælle. Hele hendes Liv gaar op i
+Børnene, i Forholdet til Manden kommer der kun sjelden nogen virkelig
+Intimitet. Han er og vedbliver at være hende en Fremmed; højst
+karakteristisk siger hun altid "De" til ham og sætter bestandig i Omtale
+det ceremonielle "Monsieur" foran hans Navn. Hun har aldrig følt sig nøje
+knyttet til ham, og Baandet binder derfor ogsaa kun løst. Hun giver sig
+let hen; hun gjør det af Fantasi, Kaprice, Nysgjerrighed, og hun lægger
+ikke nogen overdreven Vægt derpaa. Hendes Sjæl er kun sjeldent med deri,
+og hun betragter det ikke som nogen stor Synd. Men om sine Pligter
+overfor Familien har hun en altid vaagen Bevidsthed. Hvad hun end kan
+fristes til at gjøre, sin Mands borgerlige Stilling kompromitterer hun
+aldrig. Tvertimod, hun arbejder for den, hvor hun kan, og hun arbejder
+først og fremmest for Børnene. At skabe deres Fremtid er den Livsopgave,
+hvorpaa hun sætter al sin Energi ind.
+
+Hun er i sin daglige Færd en god Økonom, og hun er alt andet end
+fornøjelsessyg. Det er i den jævne, borgerlige Pariserhusholdning Manden,
+der stadig turer rundt paa Kafeer og offentlige Steder; Moderen bliver
+ved Hjemmet og Børnene. Naar hun et Par Sommersøndage kan tage paa
+Landet, helst med sin voxne Søn, saa er det Alt, hvad hun forlanger. Hun
+holder af at pynte sig, det er ganske vist, men hun forstaar tilnød at
+gjøre det med meget Lidt. Hun kjender den Kunst at kunne klæde sig paa.
+Det er ikke Luxus'en, hun udfolder, der gjør det; Arbejdersken, der gaar
+barhovedet fra sin Fabrik, har i den fattige sorte Kjole den samme
+Chiched, den samme Elegance over hele sin Person som Damerne paa Moden.
+Med et Par Baand om Sommeren, en Smule Pelsværk om Vinteren tager den
+lille Borgerdatter sig ud som en Fyrstinde. Denne Pariserindens Evne er
+specifik parisisk. Den er et Produkt af Aarhundreders Civilisation, men
+den er et Produkt først og fremmest af selve Omgivelserne, af den
+hemmelighedsfulde sjette Sands, som Alt i denne Kunstens og Pragtens og
+Smagens Stad hjælper til at udvikle. Det er en Hemmelighed af samme Art
+som den parisiske Kunstarbejders. Man har gjort Forsøg i andre Lande paa
+at indforskrive ham; man har budt ham de mest glimrende Betingelser, man
+har givet ham indtil fem og tyve Francs om Dagen, og han er kommen. Men
+kun en ganske kort Tid beholdt hans Arbejde det samme Ubestemmelige over
+sig, som det havde, naar han udførte det i Paris. Han glemte
+Hemmeligheden, naar han kom bort fra Paris' Luft. Den ligger i den, og
+det gjør Pariserindens ogsaa; den kan ikke exporteres.
+
+Hun selv kan det heller ikke. Hun elsker sin By, hun kan kun trives i
+den, og hun hører kun hjemme i den. Hun er selve Personifikationen af
+dens Liv--elegant, forførerisk tillokkende i sin ydre Form, let til at
+lade sig rive med og ogsaa let til at slippe idag, hvad der tog hende
+fangen igaar. Men ved Siden deraf intelligent, arbejdsom, energisk, en
+Smule for forelsket maaske i det Ubekjendte, men begejstret for Alt, hvad
+der er stort, og i Stand til at kunne voxe op i Højde med det, i Stand
+til i de betydningsfulde kritiske Øjeblikke at kunne blive den overlegne,
+heroiske Kvinde, for hvilken en Nation som den franske og en By som Paris
+har Behov.
+
+
+
+
+VINTERLIV I PARIS.
+
+
+Klimaet
+
+Der gives Læger, som paastaa, at Paris til sine øvrige store og gode
+Egenskaber ogsaa føjer den: at besidde et ganske exceptionelt Klima.
+Særlige Højdeforhold, Dalstrøg, gjennem hvilke Søbrisen kan naa Byen,
+samt andre lignende gunstige Omstændigheder ved dens Beliggenhed gjør det
+let forklarligt, siger de. Det er muligt, at de har Ret; for Lægfolk er
+det vanskeligt at kontrollere deres Udsagns Rigtighed.
+Dødelighedsprocenten i Paris, sammenholdt med den i andre store Byer,
+taler i Favør af dem; Bronchitis-Epidemien og hele den Mylr af
+Vinterskrøbeligheder, hvorunder Pariserne lide, mere end nogen anden
+Hovedstadsbefolkning, synes derimod at gjøre deres Paastands Rigtighed
+endel betinget. Men hvad der ialfald er sikkert, det er, at Paris har et
+ganske ejendommeligt Vinterklima. Det er saa specielt, at det næsten ikke
+kan tænkes andetsteds, udpræget parisisk som Fiakrernes Kudske, som
+Arbejderskernes smaa lakerede Sko og kulørte Strømper, som Gadesælgernes
+Raab om Morgenen, som Alt, hvad der er mest exklusivt parisisk i den
+store Stads Fysiognomi.
+
+Morsomt nok er tillige de Hovedtræk, der karakterisere den parisiske
+Vinter, de samme, der giver selve Pariserlivet dets væsentlige Særpræg.
+Det er et Liv i stadig Feber og Uro, et Liv med de mest skrigende
+Kontraster klods op paa hinanden. Og saadan er ogsaa Vinteren. Den ene
+Dag bidende Frost og skinnende hvid Sne over alle Gader og Huse. Men om
+Natten trækker der Skyer op; naar man vaagner om Morgenen, pisker Regnen
+ned i Skyller eller rettere i Skybrud, og om Aftenen er Alt forandret.
+Man vil i første Øjeblik, naar man kommer udenfor Gadedøren, ikke tro
+sine egne Sanser. Man springer fra Fortovet ud paa Gaden i den Formening,
+at Varmen, som slaar En imøde, maa stige op fra et eller andet
+Kjælderkøkken, saa mættet kan Luften, være med lummer, unaturlig Hede.
+Den næste Dag er Sneen borte; Folk gaar og stønner i Sommeroverfrakker,
+Foraarssolen skinner over Boulevarderne, hvor Publikum sidder udenfor paa
+Kaféernes Fortovsstole, det er saadant Noget som tolv, tretten Graders
+Varme. Pariserne holder ikke af Kulden, og Alverden er følgelig inderlig
+fornøjet. Man pynter sit Foraarstøjs Knaphuller med Violbuketterne fra
+Nizza, man kjører i Boulogneskoven med lidt Pelsværk paa, men i aaben
+Vogn, og man troer Vinteren skrinlagt for denne Gang. En skjønne Nat
+springer imidlertid Vinden atter om til Nord, og det er i en
+Haandevending forbi med det sydlandske Klima. Sneen drysser igjen,
+Sovekamrenes Vandkander har Is paa sig om Morgenen, Folk slaas om de
+opvarmede Drosker, Paris ligner en sibirisk By, skriver Aviserne.
+
+Vinteren i Paris kan være alvorlig nok. Men det er ikke rigtig Alvor med
+den; den har ingen Stadighed paa sig. Og Pariserne tager den da heller
+ikke selv alvorlig. De ifører sig ikke en Oktoberdag Vinterfrakken for
+saa at bære den støt til hen i April eller Maj, de kjender ikke til
+Aarets Inddeling i to Halvparter, en, da man fyrer i Kakkelovnen, og en,
+da man ikke gjør det. De leger med Vinteren, som den leger med dem. Naar
+det er koldt, binder de et Tørklæde om Halsen af Frygt for at blive hæse
+eller faa Snue; det Halvkomiske og Ildeklædende, der er ved den Slags
+Upasselighed, har de en overdreven Skræk for. Men egentlig garderede mod
+Kulden ser man kun de Færreste. De fryser med Anstand i Bevidstheden om,
+at det ikke er Andet end noget rent Forbigaaende. Naar der er Sne og Is,
+giver Aviserne lange Beskrivelser af; hvordan det hvide Vinterklæde har
+draperet sig om den og den Statue, hvor eventyrlig Champs Elysées' Træer
+ser ud med den hvide Rim paa deres Grene, eller hvorledes Solreflexerne
+bryder sig i Concordefontænens Iskrystaller. Og den store
+Lediggængerverden i Paris skynder sig ud for at kigge paa dette Skuespil
+med samme Nysgjerrighed, som den kigger paa Eskimoerne i Jardin
+d'Acclimatation eller paa en Bande Zulukaffere, der danse Krigsdanse i
+Folies-Bergére. Sneen bliver for Pariserne, hvor tidt de end har set den,
+ved at være noget Aparte, Noget, der ikke hører til. Klager man over, at
+den gjør Gaderne ufremkommelige, saa smiler de og ryster paa Hovedet ad
+Ens Ubekjendtskab med Forholdene. "Aa, i Paris bliver saadant Noget kun
+liggende en Dag," siger de. "Naar vi blot faar Regn inat, saa er det
+Altsammen borte imorgen tidlig."
+
+Man faar imidlertid ikke altid Regn om Natten. Det kan til Trods for de
+kjære Indfødtes Rysten paa Hovedet sne baade otte og fjorten Dage i Træk
+i Paris. Det er sjeldent, men det kan dog arrivere. Og gjør det det, saa
+er man temmelig ilde faren med sin Behandling _en canaille_ af Vinteren.
+Der kommanderes en Armee paa en Snes tusind Mennesker ud for at rense
+Gaderne, og Kommunekassen anvender et Par Millioner til dette Arbejde,
+men det hjælper Altsammen Ingenting. Det er Leg med Skovlingen, Leg med
+Bortkjørselen, Leg med det Hele. Sneen spærrer Færdselen, Paris er den
+forfærdeligste Muddersø, der kan tænkes, lige til Regnen kommer. Først
+den kan gjøre rent, kun den er vant til det. I den Tid, Uføret staar paa,
+er Pariserne om en Hals med deres Fodtøj, som kun er beregnet paa blanke
+Asfaltfliser. Men drage sig Ubekvemmelighederne til Lære, det falder de
+aldrig paa.
+
+Saalænge Kulden har varet, har de bundet Tørklædet om Halsen og slaaet
+Kraven op om Ørene, men naar Regnen er kommen og Sydvinden igjen blæser
+den milde Luft fra Violernes og Rosernes Land ind over Byen, saa slaar de
+atter Frakkekraven ned, ryger uden Overtøj deres Cigaretter ude paa
+Gaderne om Aftenen i Mellemakterne, kjører i Boulogneskoven i aaben Vogn
+og uden Pelsværk og ler, naar man fortæller dem, at det kan være akkurat
+ligesaa fuldblods Vinter i Paris som oppe i de Lande, hvor de bilder sig
+ind, at der spaserer Isbjørne omkring i Gaderne.
+
+Ejendommeligt nok kjender de Sydlændinge, der er paa Besøg i Paris,
+Italienere, Spaniere, Orientalere, i Reglen ikke engang denne Forandring
+med den op- og nedslaaede Frakkekrave og med Halstørklædet. Man ser i ti
+Graders Frost en burnusklædt Fyr spasere ganske rolig og flegmatisk
+omkring i det samme Kostume som paa en solglødende Augustdag. Jo længere
+mod Syd, desto mere hærdede synes Folk at blive mod Kulden. Det er det
+samme Fænomen, som naar en Vestindianer kommer til Norden. Han taaler den
+første Vinter fortræffeligt, han har saa megen opsparet Varme i sig. Vi
+Nordboere derimod er kuldskjære, Vi finder os kun med Vanskelighed i
+Pariservinteren; vi fryser i Stuerne, hvor det flammende Favnestykke ser
+saa nydeligt ud, men kun indbilder os, at det varmer, og vi lider under
+disse evindelig springende Temperaturforandringer, under disse abrupte
+Overgange med kun en Nats Mellemrum fra isnende Vinter til varmt Foraar.
+Vi kan ikke taale Kulden, naar den endelig engang imellem gjør Forsøg paa
+at agere alvorlig, og vi kan endnu mindre taale den permanente Uro
+i Vejret.
+
+Man har set Vintere i Paris, i hvilke Pariserne har været ovenpaa, har
+gaaet omkring og badet sig i varmt December- og Januarsolskin og bildt
+sig ind, at de var i Monaco. Men det er Undtagelserne, Regelen er
+adskilligt mindre behagelig. Som oftest kan man tælle de Vinterdage, paa
+hvilke Vejret ikke er mættet med nervøs Feber, og dem ogsaa, da det ikke
+regner. I de fire Maaneder fra November til Slutningen af Februar bærer
+man sig ad som en klog Mand, naar man i Paris ikke gaar ud uden Paraply.
+Gjør man det, har man de allerstørste Chancer for at komme gjennemblødt
+hjem. I December og Januar kan det desværre kun altfor grumme ofte falde
+paa at øse sine otte og fyrretyve Timer i Træk, i November og Februar
+hører det til Regelen, at der vælter Skybrudsbyger ned hvert femte Minut
+paa Dagen. Og kommer der endelig ved Aftentid, en lille Smule Ro, saa er
+Taagen der strax. Henimod Slutningen af Vinteren er Alt saaledes
+gjennemtrængt af Fugtighed og Vanddampe, at den kan antage ligefrem
+fænomenale Dimensioner. Det passerer forholdsvis ofte, at Omnibusserne
+maa standse deres Ture flere Timer før reglementeret Tid, fordi de kjører
+vild, hvor Gaderne krydser hinanden, og man har endogsaa oplevet hele
+Døgn, da al Færdsel var spærret af Taagen. Hele Paris er da fyldt af en
+saa absolut uigjennemtrængelig Damp, at der paa hvert Gadehjøme maa
+opstilles Politibetjente med tændte Fakler for at hjælpe de Gaaende til
+at finde den rette Vej. Pariserne tager alle slige Ubekvemmeligheder
+uhyre let og uhyre elskværdig som sædvanlig; Paris er og bliver deres
+kjære Paris, hvor Alt med Djævels Vold og Magt skal være fortræffeligere
+end nogetsomhelst andet Sted i Verden. Og de Fremmede, der er komne til
+Paris for at befinde sig vel, er ligeledes særlig oplagte til at se
+Alting i Rosenskjær; det er nu engang Parolen, og med en til Alverden
+udstedt Parole har Sandheden svært ved at kæmpe. Derfor holder den gamle
+Overtro om, at Vinterklimaet i Paris er sundt og behageligt, sig stadig.
+I Virkeligheden kan man sætte et rødt Kors i Almanakken ved de Aar, da
+Vejret ikke bringer En til Fortvivlelse. Naar der er Tale om Klimaet, er
+det Vanvid at rejse til Paris de fire Maaneder, dens Vinter varer.
+Efteraaret og Foraaret, hele Forsommeren ogsaa til langt hen i Juli er
+henrivende, Vinteren derimod som oftest alt Andet end behagelig.
+
+Velgjørenhedsballer.
+
+Hvori Velgjørenheden bestaar, skal jeg ikke kunne sige. Der er Ingen, som
+har kunnet fortælle mig det. Pariserne bekymrer sig aldrig om at gaa
+tilbunds i den Slags Sager. Paa Hjørnet af Avenue de l'Opéra rejser der
+sig to høje, kolorerede Master med et stort Skjold i Flagindfatning. En
+Inskription paa dette Skjold oplyser om, at man mod Erlæggelsen af en
+Louis og under den Betingelse, at man er i Baltoilette, vil kunne blive
+admitteret til et "Grand bal de bienfaisance", som den førstkommende
+Løverdag gives i Hôtel Continental under Protektorat af Handelsstandens
+eller andre Stænders Damer. Endvidere fortæller Plakater, som er
+opslaaede i de til Ballokalet hørende Spillesale, at et Spil Kort koster
+fem Francs i Leje for en halv Time, hvilke fem Francs ere _"au profit de
+l'oeuvre"_. Det fremgaar heraf, baade at der er et "oeuvre", og at man
+gjør vel mod sine Medborgere ved at give Louis'er og Femfranker ud til
+Bedste for det. Videre Oplysning om Velgjørenhedens specielle Øjemed har
+Pariserne hverken Tid eller Trang til at forskaffe sig.
+
+Hvad Ballet er, skal jeg derimod tillade mig at fortælle. Disse
+Velgjørenhedsballer spiller en ikke ringe Rolle i det parisiske
+Vinterliv. Fra Begyndelsen af December er der regelmæssig et af dem hver
+Lørdag, og intet af dem har under et Par tusind Deltagere, Et saadant
+Besøg taler tydeligt nok for deres Hensigtsmæssighed, selv om der ikke
+fandtes noget "oeuvre". De udfylder et Hul, de tilfredsstiller en Trang,
+Masser af Parisere og fremfor Alt det langt overvejende Flertal af de
+Fremmede vilde slet ikke faa danset uden dem hele Vinteren igjennem.
+Faubourg St. Germain er endnu saa omtrent en lukket Verden undtagen for
+dens Egne. Men det parisiske Bourgeoisi, det ægte, gamle, grundmurede
+Bourgeoisi, der har store Hoteller og Formuer, som er store nok til
+Baller, det er næsten endnu mere hermetisk lukket. Den officielle Verdens
+Soireer er aabne ganske vist, men Kredsen, som kan faa Adgang til dem,
+har dog altid sin Begrændsning, og saa kjeder man sig desuden saa
+gudsjammerligt paa dem, at Ingen gider komme der. Smaa, hyggelige, jævne
+Familieballer, som hos os, kjender Paris ikke. Kan man sidde ti Personer
+sammen i en almindelig Families Dagligstue, saa er det Højden; kan man
+betale Husleje, Husstand og Toiletter, saa er det ogsaa Højden i dette
+dyre Paris, hvor en Familie, der stiller mindste Fordringer til Livet,
+umuligt kan leve under ti, femten tusind Francs om Aaret. Til Baller
+bliver der paa ingen Maade Raad. Og hvem skulde man ogsaa indbyde? Enten
+er der ikke unge Piger i Huset, og saa kommer der ingen unge Mennesker,
+eller ogsaa er der unge Piger, og saa kommer der to eller tre. De kommer
+der fjorten Dage, til Forældrene uden at falde med Døren ind i Huset kan
+spørge dem, om de vil være Svigersønner. Vil de, saa har man ikke Behov
+for nye Ansigter; vil de ikke, saa faar de paa en høflig Maade Løbepas
+for at give Plads for Andre. Bekendtskabskredsen omfatter aldrig paa
+samme Tid mer end nogle ganske enkelte Ægteskabskandidater.
+
+Det er derfor, Velgjørenhedsballerne virkelig gjør vel mod de danselystne
+Pariserbeboere. Alverden er admitteret for en Louis, og Alverden kommer
+der. Det vil sige ikke de, der har deres egne lukkede Baller; de bliver,
+forstaar sig, paa egen Grund. Og naturligvis heller ikke pæne unge Piger
+af pæne, dannede Familier. Men dem regner man ikke med i Paris; deres
+Existens foregaar i det Skjulte, der findes Parisere, som paastaar, at de
+aldrig har set dem. Men ellers kommer der en Smule af Alt paa disse
+Baller. Selskabet er broget som Blomsterfloret i en Gartnerbutik, ægte
+demokratisk, som det sig hør og bør i en ægte demokratisk Republik.
+
+Det kan deles i tre Hovedgrupper: de Graadige, de Blaserede og
+Soupeuserne.
+
+De Graadige kommer Klokken ni, naar Ballet begynder Klokken ti. De er fem
+i en Droske, og de fornemme Portierer ser ned paa dem med knusende
+Foragt: de veed ikke, de Stakler, at det altid i Paris, naar man er i
+Gala, koster ti Sous at faa sin Vogn lukket op. Den mandlige Part af dem
+har broderede Skjorter, krøllet Haar og hvide Handsker med Fingerspidser,
+i hvilke Fingrene ikke kan komme helt ned. Er de i Besiddelse af Klaphat,
+saa har den altid kulørt Foer, helst violet, men dog ogsaa af og til
+ceresa og spanskgrønt. Damerne excellerer i færdigsyede Atlaskes
+Nederdele fra "Printemps" til niogfyrretyve Francs og halvtreds. Af og
+til ser man dog ogsaa sytten-atten-aars Piger i hvidt Alpacca, næsten
+altid tre, fire i Følge med en gammel, graahaaret og frakkeklædt Papa.
+Søde Ansigter, tidt uden Sminke, store, glade Barneøjne, Halse, hvor
+Skulderbenet stikker frem, og Overkroppe, der dingler genert, som om de
+ikke sad rigtig fast endnu; de kunde være fortryllende, naar de bare ikke
+havde Mani for at trippe om paa røde Ben ligesom Storkene. Himlen maa
+vide, hvorfor de har forelsket sig i de røde Strømper.
+
+Saa er der dem, der har røde Ansigter, røde Arme, Brudekjoler og Handsker
+af Nummer syv og en halv med en, højst to Knapper. Fremdeles Staklerne,
+hvis hele Pynteevne ikke er naaet videre end til Anbringelse af en Gren i
+Haaret og en Blomst i Brystet af den simple graa eller sorte uldne Kjole.
+De staar i aldeles umiddelbart Forhold til det mystiske "oeuvre", de
+andre har kun en fjernere Slægtskabsforbindelse med det, som har tilladt
+dem, ikke at komme gratis ind, men at faa Billetten til modereret Pris.
+Hele Kategorien er kommen for at more sig. Ballet er en Begivenhed for
+dem, den eneste maaske Aaret rundt, den, der drømmes om og spares op til
+Maaneder forud.
+
+De føler sig næppe skuffede; noget saa Feagtigt har de aldrig kunnet
+drømme.
+
+Hôtel Continental er paa disse Balaftener et veritabelt Eventyrslot. Tre
+mægtige Sale, der kan rumme to, tre hundrede Par hver, er viede til
+Dandsen. Marmorsøjler bærer Loftet med de brogede Rococcobilleder; Guld,
+Fløjl og Spejle overalt; for Vinduerne tykke Atlaskes Portierer i Farver,
+som var de vævede af Solskin; et Gulv saa blankt og glat, at de Tusinder
+af Gasblus spiller igjen paa det som Stjerner. Og allevegne omkring en
+Labyrinth af andre Sale, Gange, Korridorer dg overbyggede Verandaer,
+stadig med Spejlvægge, som multiplicerer deres Tal, saa man kan tilbringe
+en hel Nat uden at finde Rede i Virvaret. Tommetykke persiske Tæpper,
+pladskende Springvande i Krat af Palmer og Lavrbær og med elektrisk Lys
+paa sig, duftende Rosenbusketter, mandshøje Kameliatræer,
+Silke-Causeuser, Drapperier, en Atmosfære dirrende af Vellugt, Varme og
+fjern Musik. Nogle af disse Sale er rentud Delirier af Luxusfantasi. Der
+er en, som forestiller Vinterhave. Væggene er Espalier af slyngende
+Blomster, det høje, hvælvede blaa Loft en Nathimmel med Stjerner, Lyset
+falder som Maaneskin ned fra matte Krystalkupler, i hvilke Jablokoffs
+Blus Brænder, hele Salen er fuld af sjeldne, exotiske Planter og
+blankbladede Træer. Ved Siden af er man i Alhambra med dets glødende
+østerlandske Farver, dets mystiske Uendelighed af Buer, Piller og
+kalejdoskopagtige Dekorations-Kapricer. For begge Ender af den aabne Sal
+naturligvis Korridorvægge med Spejle fra Loft til Gulv, saa alle Linier
+glider ud og fortsætter sig i taaget, hemmelighedsfuld Fjernhed. En
+Belysning, der er studeret med Kunst for at faa den rette Nuance i
+Stemningen: Gassens varme Gulhed og den elektriske Kuppels fantastiske
+Skjær blandes sammen til en underlig, solmættet Eftermiddagstone, i
+hvilken de slanke, indigoblaa Smaapiller mellem Buerne faar en Intensitet
+i Farven, som Intet kan beskrive. Saa en Gallerisal med moderne Mesteres
+Billeder og mørkt resedafarvede Fløjlsdivaner, bag Dansesalene Buffeter
+med Champagnen i Krystalkaraffer, friske, glacerede Jordbær, mægtige
+Sølvopsatser, Kandelabrer og graahaarede gamle Tjenere med Knæbenklæder
+og Silkestrømper, Alting druknet i Luxus, Fornemhed og Pragt.
+
+De Graadige gaar i Begyndelsen omkring og kigger paa det med store Øjne.
+De er fortumlede, de løber Panden mod Spejlvæggene i den Tro, at det er
+Døraabninger, de prøver det blanke Parketgulv som Glidebane, men de tør
+ikke danse paa det, skjøndt Orkestertonerne bruser og Lysten kribler dem
+i Fødderne. Saa kommer der imidlertid efterhaanden Mylr. Der kommer
+friskimporterede Yankeer med flirtationslystne amerikanske Misses, som
+ikke er bange for Nogetsomhelst, og som strax vil valse. De kan ikke til
+den franske Musik, de ler himmelhøjt selv over deres Kejtethed, og
+Latteren gjør Ende paa den generte Stivhed. De Graadige faar Mod. Et, to,
+tre Par begynder; der følger ti, der følger hundrede efter. I et Nu
+hvirvler de Allesammen afsted som paa Parole. Hvilken Ihærdighed, hvilket
+Alvor! Ingen Pavser, ingen Snakken ingen Smil engang. De danser som
+Gringoire spiser ved Taffelet for Kong Ludvig. Dørene til det drømte,
+forjættede Land er sprungne op; de svælger i Herligheden, de giver sig
+knap Tid til at trække Vejret engang af Frygt for, at de ikke skal
+faa nok.
+
+Hvor de ser ned paa dem med Foragt, de Blaserede, der kommer Klokken
+Tolv. Aldrig før. Det vilde ikke være blaseret, og for dem er Livets
+højeste Opgave netop at være blaseret. De kommer langsomt slentrende,
+slæbende efter sig Foden med de lavhælede, lakerede Sko, som om de i
+Grunden fandt det under deres Værdighed at tage dem med. Overkroppen
+dingler ogsaa hos dem ligesom hos Alpaccafrøkenerne; men det er, fordi de
+er for trætte til at gide bære paa den. De kaster deres Peltsfrakke
+tilbage paa Skuldrene, lader de springende Garderobetjenere trække den
+af, smider en Tofranc i Vestiairetallerkenen til Tak, klemmer deres
+chamois Handsker fast i Klaphatten med det ulastelige sorte Foer og det
+broderede Navnetræk, stopper omhyggeligt Guldkjæden i Vestelommen, hvis
+den hænger frem--Gudbevares, de var ruinerede for Tid og Evighed, om man
+saae dem med Guldkjæde til Kjole--sætter Monoclen i det ene Øje, og
+driver saa en Runde gjennem Salene.
+
+_Pas de femmes, mon cher!_ Selv om der fandtes Tusinder af de
+allerdejligste Pigebørn, vilde de uvægerligt sige det Samme. Væsener i
+Brude-, Alpacca- eller niogfyrretyve-Francs-Kjoler hører for dem ikke til
+Kvindeslægten, og de Andre med Toiletter, Sminke og nøgent Bryst er kun
+undtagelsesvis arriverede saa tidligt.
+
+De Blaserede vender derfor haanligt Dansesalene og den hele Stueetage
+Ryggen. Ovenpaa er de grønne Borde, der hører de hjemme. De staar og ser
+lidt først paa Baccarat'en, faar saa mellem to Fingre klemt en Louis op
+af Vestelommen og lader den søvnigt dratte ned paa Bordet, som om det
+egentlig ogsaa æklede dem at have med det at bestille. Men her gaar
+Naturen over Optugtelsen. Naar de har tabt en ti, tyve, tredive Stykker,
+begynder der at komme Fut i de livstrætte Herrer. Spillet er for dem
+Absinthen, der strammer op. Naar de efter et Par Timers Forløb forlader
+det med helt fulde eller helt tomme Vestelommer, nogle tusind Francs
+rigere eller fattigere, er de medgjørlige ogsaa i Dansesalen. De foragter
+end ikke en Kvadrille, selv med Udsigt til i Myldret at blive traadt paa
+den slæbende Fod.
+
+Men det forstaar sig, saa er rigtignok Soupeuserne komne. Det er igjen en
+tredie Kategori. De er nok blaserede ogsaa, men kun paa Bunden.
+Blasertheden har faaet Glasur, ligesom Kinder, Læber, Hals og Arme. Og
+den Glasur er god. Latteren klinger ungt, den nøgne Buste skinner
+blinkende frisk, saa Øjet ser sig drukkent i den. De Blaserede glemmer at
+dingle med Overkroppen. Som Katten om den varme Grød, kredser de om de
+Nyankomne. Men Soupeuserne har deres egne Kavallerer med. Med dem valser
+og polkerer og ler og løber de og vender Alting paa den anden Ende. Der
+er kommet nyt Liv i det Hele. Og først og fremmest i Restavrationen. Den
+har hidtil staaet øde og forladt med en enkelt trist Englænder hist og
+her, som spleenlangsomt tyrede sin Otte-francs Soupér til en halv Flaske
+Medoc. Nu knalder Champagneflaskerne, nu fyldes Bordene, vittige
+Journalister holder Taler for Duchamel, for Jaluzot, for Mademoiselle
+Chose; og Mademoiselle Chose selv synger Kupletter af "Mascotte" og "le
+beau Nicolas" for at bevise, at hun er debuteer-fähig. Garconerne flyver,
+Vittighederne holder Festfyrværkeri, Latteren faar de Graadige i
+Dansesalen til at komme op og klumpe sig i Tilskuerklynger ved Dørene.
+Man slaar Bordene sammen. Prinsen betaler. Der er altid en Prins eller en
+Nabob paa Halvtreds. Og naar man ikke gider drikke hans Champagne længer
+og ryge hans Cigarer til halvanden Francs, saa laver man Kjæde og farter
+ned ad Trapperne og gjennem Dansesale og Alhambrahal og Vinterhave og
+Billedgalleri og Korridorer, og haler baade Graadige og Blaserede uden
+Personsanseelse med ind i den overgivne Tummel. I et Par Timer er
+Velgjørenhedsballet det mest Parisiske af Alt, hvad man kan tænke sig af
+Parisisk, broget som Boulevarden, solfornøjet som en Dag ved de store
+Løb. Det har Stil, det Bal, hvori saa det mystiske "oeuvre" stikker. Den,
+som har fundet paa det først, har været en Fyr, som forstod sit Paris.
+
+[Illustration: Udenfor Boulevardkafeen]
+
+Jule- og Nytaarstiden.
+
+Julen i Paris er ikke Julen hos os. Men at Pariserne slet ikke skulde
+kjende Noget til Julen, det er dog ogsaa en Overdrivelse. Det holder en
+Jul paa sin Maneer, en, som passer til dets Liv, dets Vaner og
+Tilbøjeligheder. Den er ægte parisisk, fuld af karakteristiske Træk, der
+spejler Befolkningens inderste Væsen, fremfor Alt fuld af store
+Modsætninger, som de netop hører hjemme i Modsætningernes mærkelige Stad.
+
+Pariserne ere paa Boulevarden Juleaften. Ved den Tid, da vore Gader
+begynder at blive tomme, fyldes deres. Festlighed inden fire Vægge
+forstaar de ikke; de fejrer deres Bryllupsdag i Boulogneskoven, de maa
+have Offentlighedens store Sceneri som Ramme om deres Glæde, de maa bære
+den ud i fri Luft, for at den skal kunne trække Vejret rigtig. Hjemmets
+Fest kan de ikke holde, de, hvis Sprog ikke engang har noget Ord
+for Hjemmet.
+
+Inderligheden og Hjerteligheden, Alt det, der giver Julen dens Særpræg
+hos os, kjender man i Paris Intet til. Slægt og Venner gjør ikke lange
+Rejser for at være sammen, end ikke Julegaverne existerer. Først
+Nytaarsdag forærer Pariserne hinanden deres Presenter; det er som en
+Slags Kvittering for godt Forhold og stadig Forretningsforbindelse i
+Løbet af Aaret, paa samme Maade, som Urtekræmmerne hos os giver de Piger
+Chokoladekager, der har været flittige Kunder.
+
+Men Alverden mærker alligevel, at det er jul. Paris skifter Fysiognomi;
+Byen forvandler sig imellem Jul og Nytaar til en gigantisk Markedsplads,
+det er netop dens ejendommelige Maade at holde Fest paa. Om Sommeren har
+hvert af de ydre Kvarterer og særlig hver af de tilstødende
+Smaalandsbyer, der halvt om halvt hører med til Paris, deres "féte
+foraine", paa den store Nationalfestdag faar den Lov til at brede sig
+over en halv Snes forskjellige Kvarterer af Staden, men i Juleugen
+erobrer den endogsaa Paris's Allerhelligste, de store Boulevarder. Hele
+den over en halv Mil lange Strækning fra Madeleinekirken til
+Bastille-pladsen er fyldt med Træboder. Paa det mest befærdede Strøg,
+Boulevard des Capucines, Boulevard des Italiens og Boulevard Montmartre,
+staar de saa tæt ligeoverfor de store Butikkers Udstillingsvinduer, at
+der kun akkurat lige ved Træerne er en snever Passage, gjennem hvilken
+man kan smutte fra Trottoiret ud paa Gaden. Og selv i denne Passage har i
+Reglen en fattig Stakkel, der ikke besad Kontanter nok til at leje sig en
+Bod hos Kompagniet, som slaar dem op, anbragt sit Bord, hvorfra han under
+høje Raab priser sine Varer, i Reglen en eller anden ny Opfindelse: en
+Maskine til at skrælle Gulerødder med, en Plade til at sætte paa
+Stearinlysene, for at de ikke skal dryppe, et Værktøj, der paa samme Tid
+er Hammer, Ildtang, Proptrækker, Kniv og Fil, eller et nyt Slags Fyrtøj,
+paa hvilket Sælgerne søger at vække Opmærksomhed ved med hæs skrigende
+Stemme at præsentere det under Titulaturer som _"la mort des allumettes",
+"le feu miraculeux", "achetez votre feu pour toute l'éternité, dix
+centimes",_ o.s.v.
+
+Halvparten omtrent af, hvad der sælges paa Boulevardernes Julemarked, er
+nemlig nye Opfindelser. Det rige, fornemme Paris har ingen Længsel, som
+vi har det efter Julen. Længsel er atter et Begreb, for hvilket det
+franske Sprog ikke ejer noget Ord. Men i de smaa Værksteder, i de
+flittige Arbejderhuse--og de existerer i Hobetal--stræbes og spekuleres
+og slides der alligevel hele Aaret rundt med Juleugen for Øje. Den er den
+lille Pariserindustris store Fest. Til daglig Brug har Paris ingen Plads
+for denne Industri. De storartede Nouveautémagasiner og lignende
+Forretninger holder den nede; Haandværkeren kan ikke etablere sig paa
+egen Haand i det Smaa, fordi han ikke kan tage Konkurrencen op med
+Masseproduktionen. Han maa arbejde i dens Sold under Betingelser, der
+stadig, bliver mere og mere ugunstige for ham, og være glad til, naar den
+vil give ham hans daglige Brød. Den lille Rente, Rygstødet for de
+kommende Aar, der spiller en saa væsentlig Rolle i enhver rigtig
+Franskmands Liv, kan han ikke tjene sig paa den Vis. Men saa er det, at
+Jule- og Nytaarstiden kommer ham til Hjælp. For en Bagatel lejer han sig
+en Bod paa Boulevarderne, og der er han eller hans Kone eller hans Sønner
+og Døttre uden nogensomhelst Afgift Handlende paa egen Haand den Snes
+Dage dette Marked varer. Det skulde i Grunden kun holde ud til Hellig tre
+Konger, men som oftest faar man Tilladelse til at lade Boderne blive
+staaende endnu en Ugestid efter. Det gjælder da at finde paa Noget, som
+kan faa Afsætning paa dette Julemarked. Og den parisiske Arbejder er
+Opfindsomheden selv. Man støder i disse Boder paa Hundreder af snilde
+Smaating, der røber hans Talent. Hele den Uendelighed af Luxus- og
+Nødvendighedsgjenstande, der gaar Verden rundt under Fællesnavnet
+"articles de Paris", har første Gang været udstillede i Juleboderne paa
+Boulevarden. I den oprindelige Skikkelse, hvorunder de dukke op der, har
+de maaske ikke havt den Fuldkommenhed, som de senere faar, det mangler
+Opfinderne i Reglen Midlerne til at give dem. Men de store Handlende, der
+er de flittigste Besøgende ved Juleboderne, aner gjennem de første,
+primitive Forsøg, hvad der kan komme ud af Opfindelsen, de sætter sig i
+Forbindelse med Arbejderen, hvem den skyldes, de sørger for, at han kan
+fuldkommengjøre den, og naar saa den næste Decembermaaned kommer, sælges
+Artiklen fin og straalende fra de store Nouveautémagasiner for siden at
+gjøre sin "tour du monde". Desværre, det er saa ikke længere den fattige
+Arbejders Ejendom; Masseproducenten giver ham kun Beskjæftigelse Aaret
+igjennem paa den Betingelse, at han udelukkende stiller sin Opfindelse
+til hans Raadighed. Men i hvert Fald det daglige Brød har den sikret ham,
+og den Snes Dages Salg paa Boulevarden har ogsaa givet en lille
+Spareskilling, der kan voxe ad Aare. Thi til næste Julemarked har han
+atter noget Nyt, og paa Julemarkedet tjenes der Penge.
+
+Der er, saalænge Julemarkedet staar paa, et Mylr foran disse Boder og en
+Trængsel uden Ende paa Boulevarden. Men værst bliver det naturligvis
+selve Helligdagene. Man kan kun komme frem og slippe for at blive klemt
+ihjel ved at lade sig føre viljeløst med af Strømmen. Hastværk gjælder
+ikke. Paris har intet Hastværk i denne Tid; det handler og ser kun. Men
+der er ogsaa Nok at se paa. Alle de store Butikker holde naturligvis
+aabent; Alt har aabent i Julen. Theatrene giver første og anden Juledag
+baade Matinéer og Aftenforestillinger, en Cirkus har endogsaa drevet det
+til at give tre Forestillinger paa samme Dag. De runde Plakatkiosker,
+hvorpaa de parisiske Fornøjelsesetablissementer annoncerer og som er et
+af de ejendommeligeste Træk af Byens Gadefysiognomi, lokke med en
+uendelig Mylr af brogede Farver og brogede Adspredelser. Kaféer og
+Restaurationer ere fra Middag til Midnat eller rettere til et godt Stykke
+paa den anden Side denne, saa fulde, at man maa staa og vente for at faa
+Plads. Det ligger ikke for den parisiske Handlende at lade en saadan
+Lejlighed til at tjene Penge gaa ubenyttet hen. Han har ingen
+Helligdagsanordning, der binder ham, men han har en meget udpræget
+Fornemmelse af, at man gjør ham Konkurrence paa den anden Side af
+Fortovet, og hvor fattig end denne Konkurrence muligvis er, kunde det
+aldrig falde ham ind at foragte den. Saasnart han har tjent saa mange
+Penge, at han ikke vil tjene flere, bliver han fornem ude paa sit
+Landsted, men saalænge han driver Forretning, bukker og skraber han ud
+for hver Sou, Publikum vil lade flyde i hans Kasse. Bignon, Ejeren af
+Café Riche og en stor Part af Paris' fornemste Kaféer, er Millionær, men
+hans Søn staar med bart Hoyed og Serviet under Armen ude paa Gaden og
+bukker for Blusemanden, naar han bestiller en Bock; den unge Noël Peters
+har taget sin Doktorgrad i Jura, men saa saare han fik sin Faders
+Restauration i Arv, en af Paris' berømteste, gjorde han sig til
+Overgarçon i Lokalet. Størsteparten af Paris's Handlende hører til ganske
+den samme Race Mennesker.
+
+Fattigmandsboderne vis-à-vis dem er kun en Stimulation for dem til at
+vise sig i al deres Glands og Herlighed. Naar man i Juleboden skriger sig
+hæs for at anbefale en Ærmeknap til to Sous, der er nikkeleret "ved
+Elektricitet", saa søger Juveleren ligeoverfor at drage Opmærksomheden
+bort fra dette Raab ved at sætte elektrisk Lys paa sine Diamantsmykker
+til tyve Tusind Francs. Naar en ivrig Batignollesmand med en Svada uden
+Ende lokker Publikum til at betragte hans Maskine til at udhule Roer, saa
+neutraliserer Potel paa den anden Side af Fortovet hans Veltalenhed med
+Pærer saa store som Græskar, Druer af Dimensioner som Aprikoser, friske
+Jordbær og Ferskener. Gjør en ung Blomsterpige med et Smil og fagre Ord
+Reklame for sine stuedrevne Resedaer og Nelliker, saa fylder den store
+Blomsterbutik sine Vinduer med Tusind og en Nats Flora, med Rosenbuketter
+til to Hundrede Francs og med favnehøje Orangetræer, der bugner af modne
+Frugter. Der er ikke nogen Tid paa Aaret, hvor Paris's Butikker udfolder
+en saadan Rigdom som i Juleugen. Den ene Part af Publikum kommer for af
+kigge paa dem, den anden for at kjøbe Nytaarsgaver. Det rige og det
+fattige Paris mødes i Stimmelen, føres nogle Minutter med af den samme
+Strøm og vender saa tilbage til Luxuspaladser eller Stuer, der er for
+fattige til at holde Ild i Kaminen. Julen samler dem Alle i Paris's
+Hjerte, paa de store Boulevarder.
+
+[Illustration: Plakat Kiosken.]
+
+Men det er forresten hele Byen, der er festklædt. De ydre Boulevarder og
+Pladser vrimler af Karusseller, af Gynger, af Gjøglere, der dandse paa
+Line indenfor en med Snor trukken Kreds, af Sonnambuler og Telte med
+Kæmpekvinder eller tohovede Kalve. Overalt Gadeliv, som man end ikke ser
+det i den skjønneste Forsommertid. Kulden, hvis den skulde komme,
+respekterer Pariserne ikke. Men det er iøvrig næsten, som den selv
+respekterede Boulevardmarkedet. Den kommer kun yderst sjelden, mens det
+staar paa. I Regelen er det stadig blaa Himmel og Solskin med flere
+Graders Varme.
+
+Den glade Tid begynder Juleaften. Allerede da er der sort af Spadserende
+overalt, og de fleste af Boderne lukker op. Men det er en Antecipering.
+Først "Midnatsmessen" og den efterfølgende "Réveillon" ere i Grunden
+Festens Aabning. Midnatsmessen er en storartet Kirkekoncert, som kun
+Minoriteten af Parisere forsømmer. Alle Kirkerne er overfyldte; udenfor
+dem, der er bekjendte for at have de bedste Sangere, staar Publikum i
+Queue fra Klokken 8-9 for at komme ind. Særlig til Messen i
+Madeleinekirken, St. Roch og St. Augustin vil Alverden. Andagt kan der i
+den endeløse Trængsel ikke være Tale om; men Koncerten med dens glimrende
+Orgelmusik, dens Kor og dens Solonumre i komplet Operastil og sungne af
+komplette Operastemmer er det ganske vist nok Umagen værd at høre. I vor
+Julestemning vilde det Hele skurre stærkt, men til Parisernes Julefest er
+det en Ouverture, der passer.
+
+Fra Kirken gaar Vejen til "Le Réveillon", det store Julemaaltid med dets
+obligatoriske Kalkuner. Der er dem, der holder det hjemme, men en Mængde
+har dog ogsaa arrangeret det paa Kaféer og Restaurationer. Disse er
+allesammen Julenat aabne til Morgenstunden, og fra dem allesammen lyder
+der Sang og lystig Tummel. Holdes der "Réveillon" paa orthodox Vis, maa
+Gildet ikke ende, før Solen er staaet op den næste Morgen. Det er den
+eneste Gang hele Aaret rundt, Pariserne har Forpligtelse til at drikke
+tæt. Til daglig Brug er de det sobreste Folkefærd, der existerer, men
+Julenat hører der en lille Perial til.
+
+Saadan ser Julen ud i Paris. Forskjelligt er Alt dette, det er vist, fra
+vor stille, fredelige Fest med gode Venner inden sneomfygede Mure. I det
+trængselsfyldte, tumlende, straalende Paris længes Nordboen efter
+Hjemmet. Men for Pariserne er det rette Hjem paa Gaden, i Færdselen og
+Livet, som spænder hans Handlekraft, paa Kaféen, hvor der deklameres og
+diskuteres, i det brogede Forretningsvirvar, hvor hans Øje spejder efter
+Planken, paa hvilken han skal redde sig fra at gaa tilbunds i det
+uendelige Menneskehav.
+
+Med al dens Tummel, alt dens brogede Boulevardliv er Juleugen imidlertid
+dog nærmest kun et Slags Ouverture til, hvad der skal komme bagefter.
+Alle de Motiver, som ligger i den, faar endnu rigere Udfoldning senere,
+det Pittoreske Nytaarsnat, det Hexesabbathagtige særlig paa den første
+Dag af det nyfødte Aar. Man kan ikke med Rette beskylde Pariserne for at
+de tager lunkent mod dette. Deres By er i straalende Gala, naar
+Midnatsklokkerne ringer det ind, alle Boulevarder tætpakkede af
+Mennesker, Alting i fuld Belysning. Ikke et eneste Udsalgsmagasin har
+lukket, i Konditor-, Blomster-, Legetøjs- og den Slags Boutikker stimier
+Publikum saaledes sammen for at gjøre Indkjøb af "Étrenner", at ikke
+engang et tripleret Sælgerpersonale kan tilfredsstille Begjæret. Alle
+Markedsbarakkerne sætter det bedste Ben foran for at tiltrække sig
+Opmærksomhed i den extraordinære Stund, da hver ægte Pariser er i
+Spendeerhumør, Udraabernes Lyrik er paa Kothurnen, de Spadserendes
+Munterhed søger at følge dens Flugt. Illuminationsgirandolerne, hvormed
+de Handlende har fundet paa at pynte deres Façade ogsaa til daglig Brug,
+de store, leende Klynger omkring mekaniske Legetøjsdyr, der hopper og
+kravler paa Fortouget, de futtende Petarder, hvormed man fra Vinduerne
+skyder det nye Aar ind, Alting sætter Liv og Lune i de drivende
+Menneskemasser. Og hvilket Skuespil er det da ikke, naar der over dette
+fantastiske Virvar af Farver, af de hvide, teltlignetjde Barakker, af
+deres Flag og brogede Lampetmylr, over den sorte Folketrængsel og den
+øredøvende Støj hvælver sig en Himmel, stille, stjernebesat og
+maanebeskinnet som den, der ser ned paa Neapels Golf, og naar Luften
+mættet til Overflod med denne ejendommelige Pariserodeur, der kommer fra
+Blomsternes og Damernes Parfume, fra Gassens og de store Restaurationers
+Udstraalinger, naar den ligger om En varm og lun, som om Foraaret vilde
+vaagne med den gryende Sol!
+
+Men Paris er Kontrasternes By; naar Nytaarsnattens Rus er sovet ud,
+kommer Nytaarsdagen efter. Den er i den gode Seinestad de forfærdeligste
+tolv Timer, man oplever hele Aaret rundt. For hvert Skridt, man gaar, er
+der en betlende Invalid, for hvert andet en Lirekasse og for hvert tredie
+et Væsen, der skal have Drikkepenge. Man bliver jaget, hidset, slidt i,
+flaaet, som om man var kommen ud, ikke for at spadsere i Januarforaars
+Solskin, men for bogstavelig at fungere som Bytte for en Parforce-Jagt.
+Nytaarsdagen i Paris er Tiggeriets Festdag. Skjøndt det under almindelige
+Forhold er principmæssigt forbudt, florerer det dog bestandig paa Gader
+og Boulevarder med en Frækhed, som om der slet ikke existerede Politi.
+Men hver første Januar kvæler det formelig Byen under sig. Alverden har
+paa denne Dag Lov at betle, saameget den lyster, og det er utroligt,
+hvilke Hærskarer, der benytter sig af Tilladelsen. Hele det uhyggelige
+Paris, der til daglig Brug fører en lyssky, underjordisk Tilværelse i
+Forstædernes smudsige Gyder, spyer sin Befolkning ud over Boulevarderne,
+Kajerne og de brede Seinebroer. De samler sig familievis med Alt, hvad
+der kan præsteres af affældige Oldinge, Spedalske og udmagrede Diebørn.
+Har Familien det normale Tilbehør af Lemmer, Øjne, Næse og Øren, saa
+søger man ved Kunst at supprimere Et og Andet for at gjøre Indtryk.
+Pariservagabonderne er rene Hexemestre, naar det gjælder at gjøre sig til
+Blinde eller Krøblinge for en Dags Tid. Jo mere Jammer og Elendighed, man
+kan vise frem, desto flere Sousstykker skraber man ind. Alle Saar og
+Skrøbeligheder blottes og stilles til Skue, de værste Pjalter, man kan
+støve op, er paa denne Dag de bedste, Paris's Gader bliver til uhyre
+Hospitalsgange, Luxusstaden ser ud, som var den sølet ned i al Orientens
+Smuds og Misère. De spædeste Børn vralter omkring og spærrer En Vejen med
+deres fremrakte Tallerkener, Fruentimmerne hyler og trækker Kjolen fra
+det kræftbefængte Bryst, de lamme Oldinge, Invaliderne uden Arme eller
+Ben hyler, Luften gjenlyder af Jamren og Klynken, og om kap dermed hviner
+Lirekasser, Fløjter, Sækkepiber, Violiner, Harper og andre
+Rædselsinstrumenter.
+
+Fortumlet flygter man ind i en Kafé. Men ogsaa der finder man Tiggeriet,
+det har kun faaet andet Kostume paa. Garçonerne ere saa fri "at tilbyde
+deres lille Nytaarsgave", det vil sige en Cigar med kulørt Baand paa til
+Herrerne og en Appelsin eller et Kræmmerhus Bonbon til Damerne. Hvis man
+betragter denne Nytaarsgave som en Tak for de regelmæssig efter hver
+Konsumation i Aarets Løb erlagte Drikkepenge, tager man imidlertid højlig
+fejl. Den er kun en Invitation til Extraducør i Anledning af det nye Aar.
+Er man blot set en halv Snes Gange, udebliver Cigarerne og Appelsinerne
+aldrig. Og den langt overvejende Part af Pariserbeboerne har idetmindste
+en Snes Kaféer eller Restaurationer, hvor de kommer nogenlunde hyppig.
+Slap man saa med dem, kunde det endda gaa an. Men det er i Paris
+Alverden, der skal have Nytaar: Brev-, Avis- og Pengepostbude,
+Frisørsvende, Handskejomfruer, Skræddertjenere, Theaterouvreuser og saa
+fremdeles i det Uendelige. Endogsaa Pigerne i Tobaksudsalgene have deres
+baandpyntede Tallerkener staaende paa Disken, altid omhyggelig fyldte med
+Fem- og Tifrancsstykker for at markere, at en Gentleman comme il faut
+ikke kan give mindre end en saadan Mønt. Det varer ved lige saa længe som
+Boulevardbarakkerne og længer endnu tidt. Før henimod Slutningen af
+Januar begynder Paris ikke at blive normal igjen.
+
+Under Karnevalet,
+
+"I overmorgen afholdes det næstsidste Operabal, der lover at blive
+ualmindeligt glimrende. De, der ønsker at deltage i denne enestaaende
+Karnevalsfest, maa derfor være om sig i Tide." Saaledes lød en Notits,
+som gik igjen, med nogle Variationer hist og her under samtlige
+Pariserblades Theaterrubrik. Jeg fulgte det enstemmige Raad, afleverede
+itide mit Tyvefrancsstykke i et Lokationsbureau, og da Midnatsklokken
+slog sine tolv Slag, styrede jeg gjennem Kredsen af beredne Gendarmer
+mine Skridt op mod det straalende illuminerede Académie nationale de
+musique, hvor den enestaaende Fest skulde til at tage sin Begyndelse.
+Maskerne kom, under Latter og Hvin fra de sammenstimlede Tilskuerskarer,
+hoppende ud af Hundreder af Drosker, de brogede Silkekjoler raslede op ad
+Vestibulens Marmortrapper, Tusinde Lysreflexer fra Guld og Spejle, en
+Luft mættet med Blomsterduft og Parfumer, brusende Dandserhytmer fra
+Gungls Orkester bølgede de Indtrædende imøde. Det saae ganske vist
+overordentlig lovende ud, og havde Enden været Begyndelsen lig, vilde man
+ikke havt Anledning til at beklage sig over Bladenes Notits. Men
+desværre, det gaar med de parisiske Operaballer ikke anderledes end med
+saa mange skjønne Sager, som kun taaler at ses paa Afstand. Klokken Tolv
+har man Hastværk med at komme ind til al den feagtige Pragt, hvis første
+Indtryk vækker de allerstørste Forventninger, Klokken Tre, naar Olivier
+Metra og den ungarske Maëstro har løftet Taktstokken for sidste Gang,
+gaar man bort støvet og fortraadt, saa skuffet og slukøret som det
+er muligt.
+
+[Illustration: Indgangen til Operaballet.]
+
+Det kunde være ganske kuriøst at vide, om Operaballerne nogensinde har
+set ud, som Romanerne fortæller. En meget gammel Generation paastaar, at
+de i deres unge Dage har været baade morsomme og pikante. Men det er saa
+sin egen Sag med, hvordan Alting saae ud, dengang de Gamle var unge. Man
+bliver en Smule skeptisk til Slutning, naar man ret tænker over de enorme
+Tilbageskridt, Verden paa alle Kanter maa have undergaaet siden hine
+paradisiske Tider. Faktisk er det, at disse "enestaaende Karnevalsfester"
+nu langtfra er enestaaende morsomme; deres væsentlige Pikanteri er ikke
+synderlig forskjelligt fra det, hvis daglige eller rettere natlige
+Skueplads er Boulevardtrottoirerne mellem Faubourg Montmartre og Café
+Americain. Endnu i Romaner fra Firserne findes der overgivne unge Damer
+af den fornemme Verden, som én Karnevalsnat gaar paa Eventyr i Operaen,
+og hvis røde Skuldersløjfer medfører saa mærkværdige Kombinationer, at de
+kan fylde hele to tykke Bind. I Virkeligheden derimod har kun yderst faa
+anstændige Damer--naar da undtages Udlændinge, for hvem Alt er tilladt,
+og som tillader sig Alt i Paris--sat deres Fod paa et Operabal i de
+sidste halvtredsindstyve Aar; ialfald har de kun gjort det af
+Nysgjerrighed og under Ledsagelse af deres Mænd.
+
+Hovedbestanddelen af det kvindelige Selskab er af den sletteste Art, og
+de fleste af Dragterne ere ligesaa smagløse som dekolleterede. Det er
+nemlig ikke længer Fashion for Fruentimmerne at være i Kostume. Hvad de
+mandlige Gjæster angaar, falder det end ikke en parisisk Urtekræmmersvend
+ind at klæde sig ud. De mandlige Masker er lejede allesammen uden
+Undtagelse. Skal de tilmed dandse, betales der dem forhøjet Taxt, og de
+sørger saa ogsaa for at maskere deres Ansigt, saa Ingen kjender dem i
+deres nedværdigende Bestilling. At dandse paa Operaballerne for sin
+Fornøjelse er rent ud forhistorisk, I de tre Timer, Dandsemusikken varer,
+springer de Ulykkelige, der er dømte til dette Trællearbejde i
+Kankan-Attituder omkring i den store Sal og giver med deres halvnøgne
+Dandserinder Forestillinger for dem, det kan more at se paa disse lascive
+Scener. Men det er ikke Mange. Hovedparten foretrækker at betragte
+Operaballerne som en Slags Promenadekoncert. Med sin Klaphat under Armen
+driver man frem og tilbage i første Etages Couloirer, hvor Gungl spiller
+umiddelbart over Hovedtrappen, og kjeder sig med Anstand. Det mest
+overfyldte Sted er den store Foyer, til hvilken Adgangen ganske
+karakteristisk er forbudt Enhver, der er i Kostume. I Rotunden ved Siden
+af er der en Buffet, hvor et Vinglas fuldt af Øl koster en Franc; denne
+Buffets Priser er maaske, naar Alt kommer til Alt, det mest Aparte ved
+den "enestaaende" Karnevalsfest.
+
+Karnevalslystigheden begynder først, naar Ballet ender. Pariserne er et
+for ceremonielt Folkefærd til at kunne more sig i Stuer; den gode Tone
+paalægger dem Hundreder og atter Hundreder af minutiøse Hensyn, som gjør
+dem stramme og stive inden fire Vægge. Udenfor derimod giver man
+Konveniensen en god Dag. De samme Herrer, som i Operaens elegante Lokaler
+end ikke af de mest overgivne Dandserhytmer kunde falde paa at lade sig
+forstyrre i deres langsomme, slæbende, blaserede Promenademarche, er
+øjeblikkelig, saasnart de kommer ud paa Gaden, med til at dandse en
+Kvadrille midt paa Fortovet. Boulevardkaféerne har de Nætter, der er
+Operabal, aabent lige til Morgenstunden, og ligesaa dræbende
+kjedsommeligt der har været paa Ballet, ligesaa livligt er der
+paa Kaféerne.
+
+Man gjør i det Hele taget det parisiske Gadekarneval Uret. Det skal være
+død ud, paastaar man. Ganske vist, paa den venstre Seinebred finder man
+det ikke længer, men ganske simpelt af den Grund, at man der i vore Dage
+overhovedet kun undtagelsesvis finder Udslag af det egenlige Pariserfolks
+Liv. Paris' Hjerte har flyttet sig med Aarene: det slaar i helt andre
+Kvarterer nu end i Studenternes.
+
+Særligt "Mardi gras" er for den parisiske Arbejderbefolkning og for
+Smaaborgerne maaske Aarets største Festdag. Før den lange Fastetid, der i
+mange Familier overholdes med en vis Strenghed, gaar fire "fede" Dage,
+paa hvilke man ifølge Traditionen skal sætte Maven istand til at kunne
+staa imod de efterfølgende Savn. Tirsdagen, den sidste af dem, gjør
+Alverden det saa grundigt som muligt. De Smaafamilier, som paa denne Dag
+spiser deres Middag hjemme, kan tælles. Alt, hvad der existerer af
+Restavrationer, Vinknejper, Kaféer og lignende Steder, som i en snever
+Vending ogsaa kan servere Spisevarer, er til den Grad overfyldte, at der
+maa staas i Queue i halve Timer, før der kan opnaas en Plads ved et Bord.
+Jo længere man kommer ud mod Yderkanten af Paris, desto galere er det.
+Oppe i Montmartre kan man en saadan Mardi gras finde Smaarestaurationer,
+hvor selve Kjøkkenet tages til Hjælp, og hvor der serveres Gjæsterne ved
+improviserede Borde, lavede af Vinkasser, store Kogekjedler og Sligt. Thi
+hele Familien slæbes med paa Spisekvarteret, fra den gamle Bedstemoder,
+der knap kan rokke afsted, til Skjødebarnet paa et halvt Aar og derunder.
+Til daglig Brug slides der i de parisiske Forstæder, saa man knap kan
+danne sig nogen Forestilling derom. Tre hundrede og tredsindstyve af
+Aarets Dage er Arbejdsdage for de Fleste, og tidt og mange Gange arbejdes
+der de atten Timer af Døgnet, uden at man nogensinde faar Sol eller
+Himmel at se. Man kan da tænke sig, hvilken Fest det maa være for
+saadanne Væsener en enkelt Gang at komme ud. Og naar man kjender en Smule
+til, hvilket naturligt, selv af al mulig Modgang uopslideligt godt Humor
+der er karakteristisk for det egenlige Pariserfolk, kan man ogsaa nok
+tænke sig, hvordan de maa more sig. Tummelen, Snakken, Latteren
+oversvømmer de smaa, til daglig Brug tomme Restavrationer i Paris'
+Yderkanter med et Liv, saa broget, saa animeret, at det spotter al
+Beskrivelse. Efter Middagen gaar man naturligvis ikke hjem; Lystigheden
+fortsættes ved Kafébordene udenfor paa Gaden, senere hen paa Aftenen
+under spadserende Driven langs Boulevarderne, der fra den ene til den
+anden Ende er et uoverskueligt Folkemarked, saa tæt proppet, at det paa
+sine Steder er rent umuligt at trænge sig gjennem Menneskestrømmen. Paa
+de "store" Boulevarder er Trængselen i Aarenes Løb bleven mindre, men
+samtidig er den voxet paa de ydre. Til dem er nemlig nu Hovedparten af
+Maskerne fortrukne, siden de pæne Folk blev for blaserede til længere at
+tage Del i Løjerne. Men Karnevalslivet har næppe tabt derved. Maskerne er
+blevne adskilligt tarveligere ganske vist, men samtidigt ogsaa adskilligt
+mere oplagte til at slaa Gjækken løs. Rundt omkring paa Gadehjørnerne
+improviseres der til Musik af en Mundharmonika eller ganske simpelt til
+Akkompagnement af en overgiven Gadevise de vildeste Kvadriller, der
+naturligvis kun voxe i Overstadighed, efterhaanden som Grupperne flokkes
+om de Dandsende og opmuntrer dem med lystige Tilraab og Vittigheder.
+Snart er det en hel Flok Klodocher, der skrigende og horntudende stormer
+ned over Boulevarden og faar de smaa Arbejdersker til at flygte tilside
+under høje Hvin, snart en flagpyntet Kreaturvogn, paa hvilken
+Karrikaturer af forskjellige politiske Personligheder bliver trukne i
+Triumf af lystige Ungersvende, der har faaet sig lejet et Dyrehoved og er
+ganske overordenlig fornøjede med sig selv, snart endelig lange
+Kompagnier af Maskerede med en eller anden hornblæsende Forening i
+Spidsen. At Lystigheden af og til slaar en Smule ud i Kaadhed, følger af
+sig selv, men Alverden er glad og fornøjet og morer sig virkelig; det
+forsoner dermed.
+
+Naar det lakker henad Midnat til, begynder Indvandringen i Ballokalerne
+langs de ydre Boulevarder--der findes et for hvert hundrede Skridt. Til
+daglig Brug er disse Lokaler nærmest besøgte af et Publikum af endnu
+værre Art end det, der kommer i Bullier, og om muligt endnu mere blottet
+for muntert, naturligt Folkeliv end dette sidste Sted, der daglig bereder
+saamange paa Traditionen stolende Fremmede de allerstørste Skuffelser. Nu
+derimod stiller Sagen sig anderledes. Krapylet er ogsaa da med i den
+broget kostumerede Mængde, men det er ikke eneherskende. Smaa skikkelige
+Portner- og Haandværkerdøttre kommer i de guddommeligst kejtede
+Forklædninger, ledsagede af den hele Familie, Vuggebørnene
+medindbefattede, med Øjne, der straaler af Dandselyst, og med
+kirsebærrøde Trikotben, der ikke kan blive kjede af den saa uvante
+Motion. Man skulde tro sig milevidt borte fra Paris, midt inde i Hjertet
+af den uskyldigste kluntede Landsby.
+
+Det hele Paris er paa Benene den egenlig store Karnevalsnat. Ogsaa det
+fornemme Paris; men det bliver paa sin egen Grund og fejrer der disse
+Tusind og én Nats Fester, om hvis overdaadige Æventyrpragt der af og til
+naaer Rygter til de smaa, fjerne Kroge af Verden, hvor man slaar Hænderne
+sammen og korser sig over, hvor Aviserne dog kan lyve. Aviserne lyver
+imidlertid ikke; Overdaadigheden fra hine Tider, da Kleopatra løste
+Perlerne op til Drikkevand, begynder virkelig at vende tilbage i det
+moderne Athen. Millionfyrsterne fra hele Verden har bestandig havt
+Passion for at forbause Paris med deres Overdaadighed, og da Paris er
+noget vanskelig til at lade sig forbause, maa de efterhaanden tage deres
+Tilflugt til større og større Extravagancer. De orientalske Nabober er i
+saa Henseende længst dethroniserede af Amerikanerne. Der fortælles
+saaledes blandt Andet om en Karnevalsfest i Mackayhotellet vis-à-vis
+Triumfbuen, hvor man unægtelig kom Kleopatraskikkene ganske nær. Familien
+Mackay hører hjemme hinsides Atlanterhavet og skal have sin exempelløse
+Rigdom fra Sølvminer derovre. Der er ingen Ende paa dem, hedder det; i
+hvert Fald er der ingen Ende paa Millionærfamiliens Luxus. Hotellet var
+ikke stort nok til at rumme de Gjæster, man vilde indbyde. Men det
+generede ikke Naboben. Som en ny Aladdin lod han i et Par Nætter, ved
+Hjælp af Hundreder af Arbejdere og nogle hundrede tusinde Francs, et
+Dandsepalais rejse sig paa hans Haveplads, ikke en interimistisk Sal, men
+et virkeligt Palais med røde Fløjls Vægge, Spejlglas, Marmor og Guld
+overalt, med indlagt Parketgulv og Sligt. I dette Palais serverede han
+sine fem hundrede Gjæster friske Jordbær, forskrevne fra Alverdens
+Sollande, Stører fra Rusland, Fuglereder fra Indien og Vildsvineskinke
+fra Ungarns Skove. Og ikke nok dermed; efter Bordets Overraskelser bragte
+Kotillonen en ny, om muligt endnu større. Istedetfor den ordinære
+Papirspynt indeholdt Knallerterne pragtfulde Silkebælter, Skærf,
+Tørklæder o.s.v., alle forsynede med et ægte Smykke, hvorpaa det
+amerikanske Vaaben var ciseleret, en lille Kotillonsfinesse, der havde
+kostet Hr. Mackay halvandet hundrede tusinde Francs. Han havde den
+Tilfredsstillelse, at hans Fest berømmedes som den rigeste under Aarets
+Karneval. Men han skal tage sig iagt; der er Adskillige, som er lige i
+Hælene paa ham. Jordbærrene og Kotillonen bragte ham Sejren; næste Gang
+vil imidlertid en eller anden Konkurrent søge at overtrumfe dem, og Hr.
+Mackay maa saa finde paa nye Overraskelser, hvis hans Renommé ikke skal
+gaa fløjten. Heldigvis for ham har han de uudtømmelige Miner; de er snart
+absolut nødvendige, naar man vil føre Hus i Paris. De primitive Tider, da
+man nøjedes med en Smule Aandrighed i de fornemme Kredses Selskaber, de
+er forbi for længe siden.
+
+Hos Republikens Præsident.
+
+Hr. Jules Grévy er en rar, stilfærdig Præsident, der ikke beskjæftiger
+Verden altfor forfærdeligt med sin Personlighed. Ministerierne komme og
+gaa. Freycinet afløses af Ferry, og Ferry af Gambetta, og Gambetta igjen
+af Freycinet og Ferry; Hr. Grévy lader dem ganske roligt skifte. Han gaar
+paa Jagt med sine Venner i Provindsen og spiller Billard med sine Venner
+i Paris, og naar engang imellem en Avis, der vil give sig ud for at være
+inspireret af ham, tillægger ham en decideret Mening om Sagerne, saa kan
+man være ganske sikker paa, at den Dagen efter bliver nødt til at
+dementere sig selv. For en Republik, der gjør saa meget Spektakel som den
+franske kan der ikke tænkes nogen mere hensigtsmæssig Præsident. Hans Ro
+bøder en Smule paa Uroen ellers. Var han som de Andre, vilde der ikke
+være til at leve i Frankrig for bare Politik.
+
+[Illustration: Ankomsten til Ballet.]
+
+[Illustration: Jules Grévy, Republikens Præsident.]
+
+Hele Aaret rundt er der i Grunden kun tre Gange Hr. Grévy virkelig
+beskjæftiger Pariserne. Det er, naar han giver sine tre store
+Elyséeballer. Kunde han følge sit Hjertes Drift, strøg han ganske sikkert
+ogsaa dem. Men det--veed han--vilde Pariserne aldrig tilgive ham, og som
+en klog Mand finder han sig da i at ofre paa deres Passioners Alter. Han
+trækker det sørgelige Øjeblik ud saa længe som muligt, men henimod Midten
+af Februar begynder Aviserne saa smaat at raillere over Stilheden i
+Elysée; det er saa nødvendigt, at der gjøres Noget. Grévy kalder sin
+Overkok til sig og underretter ham om, at der maa kjøbes ind til det
+første Bal. Præsidenten for den franske Republik og Præsidenten for
+Kjøkkenet i Elyséepalæet have ogsaa ellers--paastaar man--hver Morgen
+deres regelmæssige Sammenkomster; men det er kun under
+Balforberedelserne, at disse huslige Konferencer udstrække sig til Timer.
+Kjøkkenchefen forlader dem med stolt løftet Pande i Bevidstheden om den
+Ærbødighed, hvormed Leverandørerne vil modtage ham, naar han kommer og
+gjør sine exceptionelle Bestillinger; Statschefen gaar fra dem tankefuld
+og med Skyer paa sin Pande. Han kan i det Hele taget ikke lide det
+Exceptionelle og allermindst den exceptionelle Luxus; Han finder det
+langt fornuftigere at anbringe sine Penge i Huse paa Boulevard
+Malesherbes end i Spise- og Drikkevarer, og han veed af sørgelig
+Erfaring, at et Elyséebal koster mange Penge.
+
+Naar Præsidenten lader spille op til Dands i sit Palais, kan han nemlig
+ikke, som naar han gifter sin Datter bort, indskrænke sig til at invitere
+Familierne Grévy og Wilson med samt nogle ganske enkelte gode Venner af
+Huset. Hele Paris gjør Fordring paa at modtage Indbydelser, hele den Part
+af Provinserne og af Udlandet, som tilfældigvis opholder sig i Byen,
+mener at have om muligt endnu større Berettigelse til at stille samme
+Fordring. Saa saare Rygtet om, at Ballet nærmer sig, kommer ud i Staden,
+bestormes Præsidentskabets Sekretariat med Anmodninger i massevis om
+Billetter. Selv et Theater i Vælten, der er ifærd med at bringe et nyt
+Stykke af Sardou eller Dumas paa Scenen, kan ikke være mere plaget.
+Alverden kjender et Municipalraadsmedlem eller en Deputeret, der maa gaa
+i Ilden for dem ved denne Lejlighed. De har Allesammen deres alenlange
+Lister, og saa indflydelsesrige Personer er det i en Republik grumme
+vanskeligt at afslaa Noget. Legationerne paa deres Side ser sig ligeledes
+nødsagede til at stille store Krav. Hele Kolonien danner Queue udenfor
+Gesandtskabshotellet for at skrive sig paa Listen, og selvfølgelig
+betragter hver Enkelt det som en personlig Fornærmelse af Gesandten, naar
+hans Begjæring ikke tages til Følge. Det bliver paa denne Maade
+Hundredetusinder, der vil med til Grévys Bal; en halv Snes Tusinde af dem
+i det Allermindste kan man paa ingensomhelst Maade undgaa at tage med.
+Der føjes af Teltdug store Tilbygninger til Palæet, alle de til daglig
+Brug ubeboede Sale støves af og befries for deres Møbelovertræk, de
+Tusinder af Messing-Moderatørlamper, hvormed Huset ved en saadan Fest
+belyses fra øverst til nederst, poleres og fyldes, der bliver lejet
+Planter og Blomster til at dekorere med hos alle Parises Gartnere,
+Municipalgardisterne tilhest kommanderes til Tjeneste for at holde de
+nærmeste Gader ryddelige, og Vognene begynder saa paa den højtidelige
+Aften at rulle ind i Gaarden.
+
+Man er i Republik. Det ceremonielle Reglement fra Kejserdømmets Dage, der
+gjorde en Vogn uden Numer obligatorisk for Enhver, som indfandt sig til
+Hove, existerer ikke længer. Man kan komme i Droske eller tilfods ganske
+efter eget Behag. Adgang nægtes Ingen, som er i Selskabsdragt og
+præsterer et Invitationskort. Men det maa han ogsaa af med, og det er for
+Mange en stor Skuffelse. Det saae saa imponerende ud: en kæmpemæssig
+Karton af hvidt Glacépapir, hvorpaa i smagfuld Snirkelskrift læstes:
+"Præsidenten for Republiken og Fru Jules Grévy udbede sig Æren af Hr. N.
+N.'s behagelige Nærværelse i Elyséepalæet den og den Dag", og nedenunder
+paa Foden den lille Bemærkning "on dansera". Paa en Visitkortskaal vilde
+det have gjort mageløs Effekt. Men Kontrollen ved Indgangen er yderst
+streng. Man har adopteret det samme System som i Parisertheatrene. Tre
+Herrer i kjole og hvide Halstørklæder sidde ved et stort Skrivebord og
+attrapere enhver Indtrædende med Anmodningen "votre carte, Monsieur". Der
+rives et Hjørne af den smukke Glacékarton, og naar man vil ind efter at
+have givet sit Overtøj til Opbevaring i et af de uhyre Skabe paa begge
+Sider af Entréen, maa ogsaa selve Kortet afleveres til Lakajen, der
+vogter Adgangen til den forreste Sal. Udgangsbillet kan ikke faas. Er man
+een Gang inde, maa man blive der, til man er træt og mæt af Herligheden.
+Stundom kan det endogsaa hænde, at man maa blive der længere, end man
+selv skjøtter om. For at forebygge Trængsel, paastaa Nogle, Andre mene af
+faderlig Omsorg hos Præsidenten, for at hans Gjæster skal faa Alting at
+se, er der nemlig ved Elyséeballerne foreskrevet Selskabet en permanent
+Rotationsbevægelse. I den forreste Sal, hvor Præsidenten og Fru Grévy
+tage imod særlige Honoratiores, samt i de umiddelbart tilstødende, hvor
+Corps diplomatique opholder sig, er det for det almindelige Publikum ikke
+tilladt at blive staaende. Standser man et Øjeblik, har man strax en
+sortklædt Lakaj med Sølvkjæde om Halsen paa Siden af sig og bliver i en
+dæmpet, men meget bestemt Tone anmodet om at passere videre. I de mindre
+hellige Lokaler er det tilladt at blive, hvis man skjøtter om det, men
+det er ikke tilladt at vende om og gaa tilbage til den Sal, fra hvilken
+man er kommen. Op ad Dørstolperne staar der, fra Ballet begynder, til det
+ender, plantet to høje, haandfaste, violette Lakajer i Drabantattitude og
+med Muskler som Saint-Marceau's Harlekin. Deres udstrakte Fod spærrer
+Døren. Vil Nogen fremad, trækkes Læggen i den hvide Silkestrømpe ærbødig
+ind, men for den, der vil tilbage til det forladte Paradis, spærrer den
+Passagen, og fra Cerberus'ens Mund lyder der et ubønhørligt "on ne passe
+pas". Hele Palæet, Stue, første og anden Etage med dets labyrinthiske
+Virvar af Sale, Trappegange og Korridorer maa vandres igjennem og
+Vandringen begyndes forfra igjen, før man kan komme til det Sted, man
+engang har forladt. Kun fire Sale i Midten danner en Undtagelse: to, i
+hvilke der danses, en, hvor man i uendelig Trængsel slaas om at komme til
+Buffeten, og en, pyntet med Palmer og bredbladede Planter, som er bestemt
+til Hvilested for de dansende Damer. Mellem dem har man Lov til at
+vandre, som man lyster. Det er ganske heldigt. En Kavaleer, der mellem
+Dansene ønskede at skaffe sin Dame et Glas Is, vilde, hvis han skulde
+gjøre den ellers foreskrevne Rotationsbevægelse, blive nødt til at
+absentere sig for et Tidsrum af mindst et Par Timer. Han kan bruge Tid
+nok, før han faaer banet sig frem mellem Rækkerne, der stadig staar
+opstillede ved Buffeten.
+
+[Illustration: Ved Buffeten.]
+
+Forøvrigt er det saa viselig indrettet, at dette lille Komplex af Sale,
+hvor man har Tilladelse til at bevæge sig frit, ogsaa er det eneste Sted
+i hele Palæet, hvor det er fornøjeligt at være. Toiletterne opholde sig
+ikke der; Trængselen er altfor umaadelig, til at de kan gjøre sig
+gjældende. Men Toiletter behøver man i Paris heller ikke at gaa paa
+Elyséebal for at beundre. Hvad der derimod træffes i dets Dansesale, det
+er netop det Sjeldneste, der ses i den store Seinestad: unge Piger uden
+Toiletter, i en simpel hvid Kjole, men med Foraarsroser paa de usminkede
+Kinder, med store, forundrede Øjne og Ansigter, der straaler af
+Henrykkelse over at være paa Bal, Fænomenet er overraskende, men det er
+ikke uforklarligt. Ved Siden af de sextusind Indbydelseskort, der
+udstedes til Kreti og Pleti fra Paris og Provinserne, de to tusind, som
+Amerikanere og Englændere erobre, samt det halvandet Tusind, der gives
+til andre Udlændinge, indbydes der ogsaa nogle Hundrede Personer af Hr.
+og Fru Grévys private Omgangskreds, det vil sige af det ægte parisiske
+Bourgeoisi. Det er til daglig Brug ikke med i Verdensstadens Rummel og
+Tummel, og det stiller fremfor Alt ikke sine Koner og Døtre til Parade
+mellem store Kokotter og smaa Boulevardløver. Men for Præsidenten har det
+saa megen Estime, at det ved hans Baller undtagelsesvis blander sig
+mellem den mylrende Skare. Dets Døtre møder med Balkortet ved Viftesnoren
+og med Sextenaarsglæde ved at danse, de skriver de unge engagerende
+Officerers Navne op paa Kortet med en Alvor, som var det Fredstraktater,
+de undertegnede, de valser og polkerer, som gjaldt det Livet, og med
+Studsen standser Udlændingene og Boulevardpublikummet. De har saa tidt
+forsvoret, at Dramaforfatternes Ingenuefigurer findes andetsteds end i
+Digternes egen Fantasi; her begynder der at dukke en Anelse op hos dem
+om, at disse henrivende unge Væsener virkelig er tro Kopier efter
+Naturen. De faar et Indblik i et Paris, som de ikke kjender, men som de
+dunkelt fornemmer maaske er det, som det, naar Alt kom til Alt, lønnede
+sig bedst at stifte Bekjendtskab med. Det er formelig, som om Luften i
+Balsalen blev renset af al den sunde Ungdom. Ellers er der
+Svedebadstemperatur og Pestatmosfære af Lampeos og sammenpakket
+Menneskemylr allevegne. Man gisper og stønner, Hovedet værker,
+Tindingerne banker i Feber, før Rotationsbevægelsen er tilende, og man
+atter kan trække Vejret i de forreste Sale.
+
+Men Pariserne holder trolig ud. Naar det blot ikke drejer sig om Politik,
+er der i hele Verden ikke noget taalmodigere Folkefærd end dem. Først
+henad Et kommer Ballets store Mærkværdighed, og til den maa man aldeles
+nødvendig være med, om ikke af anden Grund, saa af ren Nysgjerrighed.
+Lidt over Midnat viser der sig et oplivende Syn. Salenes Trængsel viger
+tilside og aabner i Midten Passage for en stolt fremadskridende Afdeling
+Militær. Man har savnet det hele Aftenen, og Savnet har været saa meget
+mere paafaldende, som den stadselige republikanske Garde ellers plejer at
+pynte op allevegne i Paris, hvor der er noget Højtideligt paa Færde. Nu
+kommer den, høj og strunk og stram i sine lange Ridestøvler, hvide
+Benklæder, blanke Harnisker og Hjelme med den vajende Fjerbusk. De
+Fremmede bilder sig et Øjeblik ind, at det er Præsidenten, der gjør
+ceremoniel Promenadetur omkring mellem sine Gjæster. Men Hr. Grévy er
+ikke saa pretentiøs. Naar han i et Par Timers Tid har taget mod de
+Kommende og trænger til at hvile sig lidt i de for ham og hans Familie
+reserverede Værelser paa første Sal, ser man en ældre, graahaaret Herre
+gjøre Forsøg paa at arbejde sig gjennem den roterende Mængde. Det er
+Statschefen, men forholdsvis kun meget Faa kjender ham og viger tilside.
+Han ser i sin sorte Kjole uden Ordensbaand ud som Pluraliteten af de
+mandlige Balgjæster, og Tjenerskab til at bane Vej for ham er der ikke
+Tale om. Republikansk Garde vilde han endnu meget mindre kunne falde paa
+at rekvirere til sit Behov. Det er Chefen for Elysée-palæets Kjøkken, den
+kommer for at assistere. Mærkværdigheden, som skal gaa for sig, er
+Aabningen af hans Souper, en rigtig Souper med koldt Kjøkken og Champagne
+i Strømme. Ved de almindelige officielle Fester haves der kun en ordinær
+Forfriskningsbuffet med Sandwich, The, Punsch og Konditorsager. De tre
+aarlige Elyséeballer er de eneste, ved hvilke Gjæsterne bydes paa Souper.
+De faar den ganske vist kun efter noget Besvær, men de faar den dog.
+Gardistkorpset stiller sig op ved de to Adgange til Salen, hvor den
+serveres. Den dem givne Parole er overordentlig streng. Der er dog altid
+et mystisk Ord, som gjør Passagen forbi de violette Tjenere mulig. Naar
+man hvisker dem "Corps diplomatique" i Øret, trækker de Silkelæggene
+tilbage. Men overfor Gardisterne hjælper ingensomhelst Parlamenteren og
+ingen Personsanseelse. Enhver maa vente, til hans Tur kommer, Og
+Pariserne venter; de stiller sig op i Queue og venter timevis, som de
+gjorde det i den elektriske Udstilling for at faa det Halve af en Arie
+paa Operaen at høre, som de gjør det ved deres Theatres Billetkontorer,
+ved deres Omnibusstationer og overalt. Vanen til at gjøre Queue er bleven
+deres anden Natur, og de finder ingen Inkonveniens ved det længere. Med
+Mellemrum aabnes Soupersalonens Døre, og der slippes saa Mange ind, som
+den kan rumme. Naar Holdet er bespist, sendes det ud ad den anden Dør, og
+en ny Afdeling af Queuen kommer til Fadet. Det bliver saaledes ved fra
+Klokken Et til Klokken Fem om Morgenen. Saa lukker Kjøkkenchefen
+Beværtningen, og de sidste Ventende maa gaa hjem med tomme Maver. De har
+kun den Trøst, at de ved at staa opstillede saa længe har erhvervet sig
+større Chancer for at faa deres Overtøj end de, der er brudt op paa et
+tidligere Stadium af Festen. At komme fra et Elyséebal ligesaa beklædt,
+som man er kommen til det, er at have vundet et Lod i Lotteriet. At komme
+derfra uden at være fortraadt, forpuffet og fortumlet af kvalmende
+Skjærsildstemperatur er en total Umulighed. Men Konveniensen fordrer, at
+Republikens Præsident og Fru Jules Grévy tre Gange om Aaret udbede sig
+deres tro Republikaneres Nærværelse til denne Fornøjelse, og Konveniensen
+fordrer ligeledes, at de tro Republikanere finde Nærværelsen saa
+behagelig, at de sætter Himmel og Jord i Bevægelse for at opnaa den.
+Konveniensen har nu engang Ingenting med det Begribelige at gjøre,
+
+
+
+
+FORAAR I PARIS.
+
+
+Den tyvende Marts skal ifølge den franske Almanak Foraaret begynde, og
+den tyvende Marts skal ifølge gammel Tradition det første Foraarstræ i
+Paris staa med grønne Blade. Der er et, der er foran alle de andre; og
+morsomt nok, som det hjemme i Kjøbenhavn er Holbergs Træ, saaledes er det
+her Molières, der lyser Vaaren ind: et rankt og rundkronet Kastanietræ
+ligefor Indgangen til Théâtre français. Der staar det midt i Byens
+Hjerte, og der er ikke een Pariser, som ikke kjender det og holder af
+det. Saa saare Vinterspleenens Taage letter, og den første gyldne Solflod
+breder sig og svømmer ud over Boulevarderne gjør han en Afstikker til
+Træet paa Theaterpladsen, saa tidt han kan komme til det. Længselsfuldt
+kiger han op til de violetbrune Knopper og følger deres voxende Bugnen.
+Den Dag, han paa Asfaltflisen finder det første dryssede, harpixfede
+Skjæl og ser det første grønne Blad deroppe titte frem, pjusket som en
+lille dunet Kylling, der lige kryber ud af Ægget, den Dag er hans store
+Fest. Thi med den begynder den herlige Tid, da hans kjære Paris Maaneder
+igjennem bliver, hvad han saa uendelig gjerne vil have, det skal være:
+den skjønneste Stad i Verden.
+
+Samtidig med Molières Træ springer hele Paris ud i et Nu. Under
+Boulevardkaféernes Solsejl mylrer det med glade Mennesker, der sidder paa
+Trottoiret og leer op til det piplende Grønne og til det endeløse Tog
+derude paa Gaden, hvor under blaa Himmel og Sol og brogede Parasoller
+Vogn efter Vogn farer afsted. De farer gjennem Champs-Elysées i Række ved
+Siden af Række, gjennem Boulogneskovsavenuens Solbundtstraaler og ind
+mellem de løvende Alléer. Hele Vejen sidder der Tilskuerhobe i Tusindvis,
+Børnene løber og leger mellem de knoppende Syrener eller jubler paa
+Karusselhestene eller staar og hviner af Glæde over Forestillingen paa
+Marionettheatrene. Henover Skovens lange, snorlige Ridestier galopperer
+Kavalkader af elegante Ryttere og Amazoner, i den zirlige lille Kabriolet
+promenerer Dandyen sine Væddeløbere og sin strunke, stoltpudsede Kudsk,
+de hvide Frugttræer drysser deres Blomster, og under dem, paa de store,
+grønne Plæner, ligger der boltrende Grupper og bader sig i den varme Sol.
+Længere borte kommer Seinen, uden den mindste Krusning, spejlende hver
+lille Fjersky; der glider hen flygtig og luftig som Ringe fra en Cigar.
+Kanotiererne har faaet deres stramme Trikottrøjer paa og deres røde og
+blaa Huer, og i deres lange, spidse Baade flyver de afsted over Vandet og
+forsvinder bag Pynten under Hængepilens fantastisk-skjønne Hang af
+lysgrønt Løv. Hele Paris er ude og fylder sine Lunger med den
+vidunderlige Luft og svælger i Bevidstheden om, at den tre Maaneder paa
+Rad, lige til de store Juniløb er forbi, vil Morgen efter Morgen vaagne
+til den samme Herlighed og Fest.
+
+[Illustration: Dandyen promenerer sin Kudsk.]
+
+Pariseren har Ret: der er ingen Stad, der i Foraarsdragt er saa smuk som
+hans. Det er nemlig ikke blot Foraaret, der pynter Paris, men ogsaa Paris
+og Pariserne, der pynter paa Foraaret. Deres Parker og Avenuer, deres
+Boulogneskov, den hele Omegn soignerer det og sørger for, at det kan vise
+sig fra sin fordelagtigste Side. De stadser paa det som paa et sødt
+Kjæledæggebarn, der dog trænger til rentvaskede Kinder og snehvid
+broderet Kjole og fintkruset Halsstrimmel for ret at kunne gjøre sin
+Sødhed gjældende. Det gjør de ikke saa ilde i endda. Der er aldeles ingen
+Anledning til at komme i lyrisk Fyr og Flamme mod en saadan Servering af
+Natur paa Præsenterbakke. Den trænger ikke til nogen Assistance, naar
+dens fulde Skjønhed staar i Sommerfloret; saa er der langt vidunderligere
+i en Skovskygges Ro, paa en duftende Kløvermark eller ved Aaløbet, der
+risler mellem Enge, hvor Guldsmede og blaa Sommerfugle sidde og drømme
+paa de røde Valmuer. Saalænge der derimod endnu ikke er hverken Romantik
+eller Skygge, men kun Søle og vissent Vinterløv under Skovtræerne,
+saalænge Kløvermarken hverken har Blade eller Duft og Aabredden højst en
+lille Anemone bag en graaskiden Snebunke, der er i Færd med at smelte,
+saalænge har den kjære Natur dog maaske en Smule for meget Slægtskab med
+de mindre propre Smaaglutter, hvem Næsen løber paa. Man skal være Moder
+for at have Blik for deres Englelighed, og man skal være idetmindste et
+Stykke af en Poet for at kunne goutere Foraar i det Kostume.
+
+Pariserne er ikke Poeter; de pynter deres Foraar, som Watteau pyntede
+sine Hyrdestykkers Faar og Le Notre sine Versaillesparker. Det er en
+gammel Svaghed, de har, og den maa man tilgive dem. Der kommer noget saa
+udmærket Dejligt ud deraf. Paa den første Foraarsdag er Alt komplet, Alt
+i _grande toilette,_ blankt og pillet og pudset. Det er Gjenfødelsesfest,
+og Paris har Festens Dragt. Plænerne strækker sig grønne og tykke og
+bløde som Fløjl i Park Monceau. Der er ikke et Straa, der mangler i det
+svulmende, fyldige Tæppe; der er ikke et drysset Knopskjæl, der har faaet
+Lov til at ligge og sætte Plet paa Vaarens jomfruelige Klædebon. Riven
+har glattet Gangenes brune Gruskies og fjernet Alt, hvad der ikke skulde
+være der; de gule, fjedrende Stole staar paa Række og Rad i Solskinnet
+som til stor Ceremoni, de runde Blomsterbede pranger i Farver af Aurikler
+og store Stedmodersblomster og hvide Bellis og røde Ribes. Om den antike
+Søjlekolonnade ranker Efeuen sig uden et vissent Blad, og de unge
+Ællinger staar paa Hovedet i Dammen og plasker Vandperler op paa
+Laurbærbuskenes Blade. Ovenover Alt det kan det fine, lyse Bladløv
+sagtens tage sig ud, og som det er der, er det allevegne. Paris har Park
+ved Park, en lille, firkantet Square idetmindste ved hver anden Gadeende,
+hvor den første Foraarsskjønhed bliver poleret og fredet om og sat i
+flatterende Ramme med ikke mindre Omhyggelighed. Saa kommer det mylrende
+Virvar af Avenuenettet paa alle Kanter, med dets altid friskvandede
+Kjøreveje, med dets Fontæner, dets Statuer og Bosketter, og saa kommer
+endelig Boulogneskoven. Man kan tage en Droske til den paa Boulevarden og
+naa den i et Kvarter og for halvanden Franc. Den ligger som i selve Byen,
+og dens Foraarsapotheose giver hele Paris Relief.
+
+De Fremmede er himmelraabende uretfærdige mod den stakkels Boulogneskov.
+Det har sin ganske naturlige Grund, det kommer simpelthen af, at de i
+Reglen aldrig faar den at se, før den er affloreret. Deres Indvandring i
+Paris begynder først, naar deres Sommerferie begynder. Men saa er dens
+Glans forbi, saa er den flov som Moderne fra Faubourg Saint-Germain,
+baarne af Bondepigen ved et nordisk Kjøbstadmarked. Den skal ses helst i
+Marts eller April, tilnød i Maj, saa er den enestaaende i Verden. Den har
+da ikke blot den allersarteste og allereleganteste Foraarsdragt, som
+Natur og Kunst har kunnet komponere i Forening, men den har den
+gjennemtrukken med en Parfume af _Tout Paris_ koncentreret i Essens. Det
+er, hvad man nu end vil sige, en ganske ejendommelig Ting. Gran- og
+Lindeduft kan være berusende, Orangers krydrede Vellugt ikke mindre. Men
+den er der Tusinder af Skove, som er fælles om. Boulogneskovens er der
+derimod kun en, der har, en eneste paa hele den samlede Klode.
+
+Fra den Dag, da Foraarstræet ved Théâtre français staar i Knop, indtil
+Mylret af nummererede Fiakrer og Epiciertrængselen og Støvet paa den
+store Væddeløbsdag ved Longchamps har stænket Banalitet over de fornemme
+Alléer, i de tre unge Foraarsmaaneder er Boulogneskoven obligatorisk for
+hver ægte Pariser-existens. En Promenade der hører til. Man kan bedre
+undvære Desserten til sin Diner, end man kan undvære den. Men der er kun
+een bestemt Promenade, som gjælder, den mellem Fire og Syv. Saa ruller
+Alt, hvad Paris har af Ekvipager, afsted til den, Faubourgernes Adel
+kommer i Karosserne à la Louis quatorze med den vældige Fadding vuggende
+sig paa Kæmpefjedre og med de silkebestrømpede, stive Lakajer.
+Finansbaronerne kommer med det springende Fuldblod for den elegante
+Kabriolet, Politikerne, ukjendte igaar, magtstraalende idag og forglemte
+imorgen, kommer i Hyrevognen, der er lejet for deres korte Glorietid;
+Kunstens og Videnskabens Stjerner skjuler sig for profane Blikke i
+Baggrunden af deres lukkede Koupé, men udfordrende, brammende, med
+Rosenbuketter bag Hestens Øre og i Groomens Knaphul, stiller den store
+Kokotte sin straalende, friske Toiletteluxus og sin malede Skjønhed ud
+paa de polstrede Silkehynder. Alt, hvad der i Paris har et Navn, en
+Stilling, en Formue, ruller afsted til Boulogneskovstævnet.
+Fremmedkolonierne følger Trup, denne stadig voxende Mylr af Millionkonger
+fra alle Verdens Egne, der kommer en Sæson til Paris, for at Guldfloden,
+hvori de vælter sig, kan kaste en efemer Glans over deres obskure
+Tilværelse. Alle jager afsted over de friskvandede, brede Veje, gjennem
+de blinkende Solbundtstraaler, ud til _le lac_. Der, ved Begyndelsen af
+den, hvor Svanehuset titter op mellem den skvulpende Gondolflotille,
+strammes pludselig Tøjlerne, og hele Strømmen af Kjøretøjer ruller
+langsomt videre i Skridt. Man gjør _le tour_, den verdensberømte _tour du
+lac_. Slentrende, standsende ved hvert tiende Skridt, fordi Trængselen er
+for tæt, kjører man paa Parade i Queue langs den kunstige Skovsøs Bred.
+Der er tre, fire, undertiden fem Rækker Vogne ved Siden af hinanden og
+ikke en Armlængdes Plads mellem hver. "Baronesse d'Ange", den store
+parisiske Depravations-Baronesse, der altid kjører selv, maa holde igjen,
+for at hendes hvide Hest ikke skal stikke Hovedet ind til Dronning
+Isabella af Spanien. Gambetta og Rochefort ruller Side om Side. Mde.
+Rothschild og Mile. Eva fra Fantaisies-Parisiennes reklamerer _vis-à-vis_
+hinanden for een og den samme Modehat fra igaar. Stadig i Queu'en, stadig
+standsende, bevæger man sig fremad til Enden af Søen. Paa den anden Bred
+er der maaske nok saa smukt i den lange, skyggende Allée, men denne anden
+Bred foragter man. Der er der ikke en eneste Vogn. _Le Tour_ gjælder kun
+den ene Side, den holder man sig til. Saasnart man er kommen til Enden,
+vender man, alle Vognene paa een og den samme Plet, og slentrer tilbage
+igjen, ind i Trængselen, langsomt nedad mod Svanehuset, for, naar man har
+naaet det, at begynde forfra paany. Det er deri, Promenaden bestaar. Man,
+sidder stram og strunk, pyntet og fornem. Et Toilette uden Smag, et Smil
+paa urette Sted, en Bevægelse, der ikke var korrekt, vilde ligefrem sætte
+Plet paa Ens gode Navn og Rygte.
+
+Landskabet selv er som denne luxuøse Ramme omkring det. Det kunde males
+paa Bagtæppet i en Féeriedekoration uden at idealiseres. Alt er her, hvad
+der kan udtænkes af fortryllende fin og yndefuld Natur. En bestandig
+spejlblank Sø med vuggende Gondoler og sejlende Svaner, Smaaøer, der
+romantisk bryder Udsigterne i Pynter, hvor Guldregnen hænger ud, saa at
+dens Blomsterklaser kysser Vandet, Klippevildnis med Kaskader mellem
+Bregner og Efeu og blaarankede Clematis, fantastiske Broer og blomstrende
+Bosketter og bløde, grønne Engskrænter, hvor de hvide Sommerfugle leger
+Tagfat. Og saa rundt omkring de brede, fornemme Alléer og de sarte
+Akacielunde og de lange Plæner, der ligger saa rolig, som om de var
+vuggede i Drøm af Duften fra de store, gulblomstrede Buske, der hegner
+dem ind. Ovenover det Hele Solen, som ingen Skovtykning tager Varmen og
+Glansen fra, men som lister sig legende ind mellem det unge Løv og tegner
+det igjen i Skyggerids paa Græsset nedenunder. Friskhed bestandig fra
+Vandbrusens vaskende Regn, ikke et Støvgran paa noget Blad, men smaa
+Draabeperler allevegne, der blinker i Solen som evig Foraarsdug over det
+fortryllede Land. Man kan saa tusinde Gange sige, at det er Kunst og ikke
+Natur, vidunderlig dejligt er det, hvad man end vil kalde det. Det er
+Foraaret, der holder kongeligt Indtog med kongelig Pomp. Hele dets Hof er
+der paa Parade i Galapuds for at hylde dets Komme.
+
+Saaledes ser Pariser-Foraaret ud ved Boulogneskovens Sø. Men det ser ud
+omtrent ligesaadan paa alle Kanter af den store Luxusby. Allevegne er der
+fine Lystslotte og pudsede Parker, Skrænter med Villahaver og ranke
+Alléer til at pynte paa det, allevegne rammer Seinens bløde Bugtninger
+det ind med Romantik, allevegne ligger Kæmpestaden i Baggrunden med
+Solglans paa de forgyldte Taarnspir. Foraaret er dejligt, hvor det saa
+slaar sine Øjne op i den hele Verden. Men det har et Særpræg her, som det
+intet andet Sted har. Det er badet i Pragt, gjennemsyret med Fest, hyllet
+i Elegancens skinnende Klæder. Det er parisisk fra Top til Taa.
+
+[Illustration: Kaskaderne i Boulogneskoven.]
+
+[Illustration: I Kammeret: En Tilhørerloge. Tegning af Mars.]
+
+[Illustration: Kammerets Talerstol.]
+
+
+
+
+I KAMMERET.
+
+
+Hvis Parlamentarismen ikke allerede havde været opfundet andetsteds,
+vilde Franskmændene have opfundet den. Den er netop Noget, som passer for
+deres Behov. De trænger til at høre og høres. Først i det talte Ord er
+Personligheden helt med, og det er i at give Personligheden som Indsats,
+at de har deres Styrke; først det talte Ord virker paa Sandserne, og de
+staar under Sandsernes Herredømme i al deres Færd.
+
+Men havde Franskmændene gjort Opfindelsen, vilde der være kommen en hel
+anden Parlamentarisme for Dagens Lys end den, til hvilken Gjenboerne
+hinsides Kanalen har givet Tonen an. Ogsaa nu har de, for at
+akklimatisere den, maattet læmpe den adskilligt. De har, om man saa vil,
+oversat den fra een Races Liv i en andens. Den er i England en rolig,
+jævn, daglig Bestyrelse af Landets Forretninger. Men for en saadan
+Bestyrelse og for disse Forretninger har Franskmændene kun ringe Sans. De
+er ikke Politikere, som man er det i England. Der er Politiken bleven
+Kjød og Blod af Folket, det interesserer sig for dens smaa og store Sider
+uden Forskjel, den gjennemtrænger hele Nationens Liv. Anderledes derimod
+med Franskmændene. De kan i et givet Øjeblik passionere sig for en
+Regeringsform, men ogsaa kun et Øjeblik. Saasnart de har den, ønsker de,
+at den faderligt skal vaage over dem i Et og Alt, uden at de behøver at
+tage Haand i Hanke med selv. De vil leve i Ro, de vil, at Regeringen skal
+sørge for Landets Sager, og at de selv maa have Lov til at passe deres
+egne. Mens i England hele Pressen er politisk og netop derigjennem har
+sin uhyre Udbredelse, klemmer, højst karakteristisk, de mest læste
+Pariserblade Politiken ind til et Minimum og stryger den undertiden rent
+for udelukkende at blive litterære. Politiken spiller kun en Rolle i
+Franskmændenes Liv, naar den gjør Spektakel, naar den byder
+Tilfredsstillelse for deres stadige Tørst efter Sensation. Det forklarer,
+hvorfor den engelske Parlamentarisme har maattet oversættes til fransk
+Behov. Den hedder i denne Oversættelse Tribunen, og den har i den
+undergaaet en fuldstændig Forvandling. Parlamentarismen i England er en
+Administration, Tribunen i Frankrig er et Skuespil.
+
+Den theatralske Iscenesættelse er det Første, der springer i Øjnene, naar
+man kommer ind i det franske Deputeretkammer. Selve Salen ligner et
+Theater. Den har sin Scene og sin Tilskuerplads. I en stor Halvkreds
+hæver de Deputeredes røde, magelige, højryggede Klædesbænke sig over
+hinanden, med saa stærk amphitheatralsk Stigning, at den bageste er naaet
+op til Rummets halve Højde. Omkring dem en Kreds af tyve joniske
+Marmorsøjler med Broncekapitæler, der bærer Loftsplatfonden, hvor
+Fragonnards Arabesker krandser den matte Glaskuppel, ned fra hvilken
+Lyset falder. I to Etagers Loger, anbragte mellem disse Søjler og byggede
+fuldstændig efter Mønster fra et hvilketsomhelst Parisertheater, har det
+profane Publikum Plads. Allevegne fra kan man, idetmindste ved Hjælp af
+Theaterkikkerter--og dem er der bestandig nok af baade i Loger og paa
+Amphitheater--tydeligt følge Alt, hvad der foregaar paa Scenen, det vil
+sige paa den mægtige Tribune, der indtager hele Rummet en face for
+Halvkredsen. Den er ikke nogen simpelt, enkelt, almindelig Talerstol, den
+er en formelig Bygning med Etager, Trapper, tæppebelagte Afsatser,
+Ornamentsdekorationer og en hel lille Verden af permanente Beboere.
+Øverst throner i sin gyldne Lænestol Kammerets Præsident, omgivet af
+Staben af Sekretærer og øvrige Embedsmænd. Paa Trapperne farter
+Medlemmerne frem og tilbage; Huissierer holder Vagt der i deres elegante
+Kjoledragt med Sølvhalskjeden og den fine Kaarde. Nederst er
+Stenografbordet, flankeret stadig af lyttende Grupper, som Ivrigheden og
+Uroen ikke har tilladt at blive paa deres Bænke, og midt imellem, bag
+Talerstolens flatterende Brystværn, paa en Plads, der er saa stor som et
+almindeligt Stuegulv, samler da Tribunens egentlige Helt, Taleren, hele
+Salens Opmærksomhed paa sig.
+
+[Illustration: Kammerets Præsidentstol.]
+
+Ingen, som kan finde mindste Anledning dertil, undlader at vise sig paa
+denne Scene. I det engelske Parlament rejser den Deputerede sig ligesom
+hos os simpelthen op paa sin Plads og holder sit Foredrag der.
+Franskmanden derimod maa ved enhver Lejlighed paa Talerstolen, selv om
+det kun er for at meddele, at han frafalder Ordet. I det samme Øjeblik,
+han begynder at beskjæftige sig med Politik, bliver Tribunen hans Afgud.
+Selve Politiseringen er som en hemmelighedsfuld Elskovsdrik, der drager
+ham til den med uophørlig, magisk Magt. Tribunen er Gjenstanden for alle
+hans Længsler, Maalet for al hans Ærgjerrighed. Thi Tribunen fører i
+Frankrig til Alt. Man vinder der ikke Position i det offentlige Liv
+Skridt for Skridt, ved i een betroet Post at lægge Evner for Dagen, der
+anbefaler til en højere, man tager sin Stilling med Storm i et langt
+Spring. Den ene Dag er man en ukjendt Deputeret, saa holder man en Tale,
+og den næste er man Minister. Er det sandt, at enhver fransk Soldat bærer
+Marchalstaven i sit Tornister, saa er det endnu hundrede Gange sandere,
+at enhver fransk Politiker allerede er godt paa Veje til
+Ministertabouretten, idet han sætter Foden paa Tribunens første
+Trappetrin. Hvorfor skulde ikke det Samme hænde ham, der er hændet
+Hundreder af hans Forgjængere? Han har altid Exempler fra de seneste
+Dage. Waldeck-Rousseau var en ung Mand paa nogle og tredive Aar, om hvis
+Kapaciteter Ingen havde Anelse. Saa fik han en Dag Ordet i Debatten om
+den juridiske Reform, og nogle Uger efter sad han som Medlem i det store
+Ministerium. Det er ikke en Undtagelse, det er kun et Paradigma paa
+Regelen. Gambettas Exempel staar som det mest lysende af alle. Han gik
+som en anden lille, brødløs Advokat omkring og holdt Taler ved Ølglasset
+og tog paa Borg paa Kaféerne, da han tilfældigvis kommer til at føre
+Forsvaret i Baudins Proces. Det var ikke engang i Kammeret, men kun for
+Retsskranken, at hans Veltalenhed lagde sig for Dagen. Og dog var denne
+ene Tale nok til at skabe hans Karriere. Han blev Deputeret, han blev
+Partifører, han blev Landets Diktator, saa at sige inden der var gaaet
+Aar og Dag, I det moderne Frankrig er Tribunen Valpladsen, hvor alle de
+store Sejre vindes.
+
+[Illustration: Gambetta.]
+
+Men man maa forstaa at vinde dem. Det er en Kunst, der er en hel Del i
+Slægt med Skuespillerens. Kommer man løbende fra Gaden op paa Scenen uden
+at kunne hverken gaa eller staa paa den, uden at kunne beherske hverken
+sin Stemme eller sine Gestus, og vil tage Publikum med Storm udelukkende
+i Kraft af den indvendige Genialitet, saa gjør man ynkeligt Fiasco. Det
+er paa Tribunen ligesaadan. Der spørges der meget mindre om, hvad man har
+at sige, end om hvorledes man siger det. De nye Ideer passer ikke der;
+den Virkning, de frembringer, er en hel anden end den, i Kraft af hvilken
+der sejres. De forbauser, men i enhver Forbauselse er der et Element af
+Modstand, før Forstaaelsen kommer. De griber ikke øjeblikkeligt og river
+med, og det er just deri, den sejergivende Hemmelighed ligger ved Ordet,
+der flyver ud fra Tribunen. Det skal simpelthen reproducere de Ideer, der
+allerede er modne, det skal fange Tankerne, der ligger og slumrer i hver
+enkelt af Tilhørerne og præsentere dem saa pænt paaklædte som muligt,
+helst i en eller anden lille skarp Formel, der springer i Øret og kan
+blive Feltraab. Kan man finde den, er Slaget halvvejs vundet, og kan man
+saa med oratorisk Kunst ciselere Rammen udenom, der stiller den i
+tilbørlig Relief, saa er det vundet totalt. Gambettas umaadelige Succès
+ligger heri. Med de fem smaa Ord _"se soumettre ou se démettre"_ har han
+styrtet Majregjeringen, skabt en hel ny Periode i den tredie Republiks
+Udvikling og stillet sig selv paa Pjedestal som Landets Afgud. I de
+afgjørende Øjeblikke har han bestandig det lykkelige Klarsyn, der finder
+Formlen, som slaar ned: det er hans Genialitet. Og ved Siden deraf er han
+Herre og Mester i Tribunens tekniske Kunst. Naar man læser hans Taler,
+forstaar man ikke deres Virkning. Men naar man hører dem, forstaar man
+dem tilfulde, Stemmens uendeligt varierede Overgange, Ansigtets stadig
+skiftende Udtryk, Øjnenes Flammen, Kast med Hovedet, Gestus og Slag i
+Bordet, den Maade, hvorpaa han personligt stiller sig i Forhold til
+Auditoriet, fæstner dets Opmærksomhed ved direkte Spørgsmaal, lurer paa
+hver af dets Bevægelser og øjeblikkelig fanger selv den mindste af dem,
+for at støtte sig paa den, hvis den gaar ham med, og strax slaa den til
+Jorden, hvis den gaar ham imod,--Alt det er det Halve og mere end det
+Halve af hans Tale. Det er det, der har gjort ham til den, han er. Thi i
+den engelske Parlamentarisme er det Indholdet, paa den franske Tribune er
+det Formen, det gjælder.
+
+[Illustration: I Kammeret: Deputerede paa deres Pladser. Tegning af
+_Mars_.]
+
+Den er et Skuespil, og i den almindelige Bevidsthed bliver den ogsaa kun
+betragtet som et saadant. Kunde Pariserne faa Billetter at kjøbe til
+Deputeretkammeret, vilde der være Dage, da de gjerne betalte Hundreder af
+Francs for en Plads, men der vilde ogsaa være andre, da man ikke fik dem
+til at gaa i Palais Bourbon, om man gav dem Guld derfor. Er det kun en
+almindelig Forretningssag, der staar paa Dagsordenen, et
+Budgetspørgsmaal, selv om det drejer sig om nok saa mange Millioner, saa
+er der altid grumme trist i Salen. Logerne er tomme. Kun hist og her
+sidder en ensom Tourist og falder i Søvn efter forgjæves Forsøg paa at
+gjenkjende de berømte Hoveder, han har set i Fotografier, eller en
+Landvælger, der er kommen til Hovedstaden, har faaet Kort af sin Kandidat
+og nu bilder sig ind, den stakkels Mand, at han skal være med til en
+rigtig Fest. En tung Atmosfære, mættet med Kjedsomhed, fylder Rummet.
+Ogsaa Amphitheatrets Bænke er yderst sparsomt besatte. De Deputerede, som
+sidder der, gjør Orden i deres Skuffer, læser deres Post, besørger deres
+Korrespondence eller anstiller Tegneøvelser i Lovforslagenes Margina. Men
+Pluraliteten er ude i Koulisserne, faar en Passiar i _Salle des pas
+perdus_, drikker en Mazagran ved Buffeten, lader sig interview af
+Nyhedsreferenter, gjør Citationsnotitser i Bibliotheket til den Tale, de
+selv gaar svanger med. Af og til kigger de ind for at se, om Taleren ikke
+endelig er bleven færdig. Men han staar der endnu, bladende i sine
+Papirer, tumlende med Tal, som Ingen bryder sig om. Højst den Sagen
+vedkommende Minister gjør Forsøg paa at høre efter. Man har flokket sig i
+Grupper og snakker højt, hele Kammeret i Munden paa hinanden. Som
+Minutskud gjentager Huissieren ad hoc, den statelige Figur med de graa
+Bakkenbarter og de altid korsede Arme sit _"Faites silence, Messieurs--Un
+peu de silence, s'il vous plait,"_ Præsidenten dundrer i Kathedret med
+sin store, gule Opskjærerkniv, et Par Sætninger af den ulykkelige Talers
+Foredrag bliver hørlige, men strax efter drukner igjen hans Stemmes Klang
+i den almindelige Summen og Mumlen. Varer det altfor længe, taber man til
+Slutning Taalmodigheden. _"Au vote, au vote!"_ lyder det i Kor fra alle
+Ender og Kanter af Salen. Præsidenten farer op; han slaar et, to Slag paa
+Klokken, men Utaalmodighedskorets Bølger voxer kun højere derved. Han
+bliver heftigere, han kimer; den store, skingrende Allarmklokke gjør et
+Spektakel, saa almindelige Ører er lige ved at blive døve. Men de
+Deputerede er vant til den og har kun grumme lidt Respekt for dens Støj.
+Præsidenten maa rette en Appel til Taleren. Han kan ikke fratage ham
+Ordet, men han henstiller til ham, hvad han selv finder passende at
+gjøre. _"Au vote! au vote!"_ brøler det opmuntrende Kor endnu mange Gange
+højere end før. Den stakkels Tribunehelt maa vige Pladsen; Stemmeurnerne
+gaar rundt. I Gruppemøderne har de Deputerede faaet Parolen; efter den
+afleverer de deres hvide eller blaa Stemmesedler. Mødet er tilende.
+Argumenterne fra Tribunen er der ikke ti Medlemmer af Kammeret der
+kjender, før de den næste Dag læser dem i Bladene. Den hele Forhandling
+har kun fremkaldt et Overmaal af Indifferentisme.
+
+[Illustration: Kammerpræsidentens Klokke.]
+
+[Illustration: En Stemmeurne.]
+
+Helt anderledes derimod, naar der er "grande séance". Det er ikke
+fuldkomment definerligt, hvad der falder ind under dette Begreb. Først og
+fremmest gjør naturligvis alle de Møder det, i hvilke man forsøger at
+vælte Regjeringen. Det er, som bekjendt, en ganske yndet Sport i det
+franske Deputeretkammer, om den end stundom tager sig adskilligt mere
+bister ud, end den i Virkeligheden er paa Bunden. Saa stor en Anledning
+behøves nu dog ingenlunde altid for at faa en "grande séance" stillet paa
+Benene. Der udkræves dertil kun Sikkerhed for, at en af de yndede
+Tribuneaktører vil optræde. En meget almindelig Interpellation om et rent
+ubetydeligt Æmne kan være nok, saafremt den blot giver Lejlighed til
+oratorisk Duel mellem Kamphaner, som forstaar deres Kunst. Naar
+Clémenceau udbeder sig Oplysninger af Regeringen om, hvorfor en
+Politibetjent har pryglet en Kommunist ved en Gadetumult, eller naar
+Baudry d'Asson, Kammerets vilde Slagsbroder paa Højrebænkene, den unge
+Deputerede med det ligblege Ansigt, det store, sorte Rundskjæg og de
+altid ulmende Tendenser til Vesuveruption ønsker at vide, hvorfor der er
+bleven flyttet et Helgenbillede bort fra en Almueskole, saa er det strax
+en "grande séance" af allerførste Rang. Diskussionsthemaet har Ingenting
+at sige; det, det kommer an paa, er om Forhandlingen sætter Lidenskaberne
+i Bevægelse, saa der bliver Udsigt til Sensation, til et rhetorisk
+Skuespil _a grand spectacle_.
+
+Gjør den det, saa bliver Kammermødet en stor Pariserbegivenhed. Alverden
+faaer travlt for at erobre Billetter ligefra Frisørsvenden, der plager
+sin Kundekreds mellem de Deputerede for denne nye Art Drikkepenge, som
+meget let lader sig realisere i klingende Mønt, helt op til de fornemste
+Damer, der vel endogsaa kan drive det til at stille en Præfektpost i
+Udsigt som Doucør for et passende Antal gode Logepladser. Damerne er det
+først og fremmest, der maa med. Lejlighederne til at udfolde
+Toiletteluxus bliver for den rigtig fine Portion af dem sjeldnere og
+sjeldnere, efterhaanden som Gjennemdemokratiseringen af Samfundet antager
+større og større Dimensioner. Under Marschallen var der endnu et Slags
+Hof i Palais de l'Elysée og ved de store offentlige Festiviteter. Men med
+Hr. Grévys Regeringstiltrædelse er det komplet forsvundet. Selv paa en
+Pariserdag som _Grand prix de Paris_ er Publikummet paa Præsidenttribunen
+saa blandet med smaa Bourgeoiselementer, at den fornemme Dameverden
+finder det under sin Værdighed at vise sig der. _"Ça devient horriblement
+canaille"_ skriver de royalistiske Blade, Den kvindelige Faubourgadel har
+foruden sine Tirsdage i Théatre français og sine Fredage i Operaen
+egentlig kun Receptionerne i Akademiet og de store Kammermøder tilbage,
+hvor der er rigtig Fashion at vise sig. Og da det er Fashion ogsaa for
+det altformaaende Bourgeoisie, bliver Konkurrencen følgelig enorm. Det er
+aldeles utroligt, hvilke Intriger der undertiden kan sættes i Gang for at
+opnaa en Plads. Den stakkels Hr. Becherelle, Kammerets lille, vimse _chef
+de service_, er overmaade fortvivlet. Han vil saa gjerne være alle mulige
+Mennesker til Tjeneste, men end ikke de mest formaaende Medlemmer af
+Forsamlingen kan han skaffe en Krog, hvor de kan anbringe deres Venner.
+"Hans Sal" har været overfyldt allerede for flere Dage siden.
+
+[Illustration: Hr. Becherelle.]
+
+Saa maa da Størsteparten af de Nysgjerrige tage til Takke med at stille
+sig op paa Quaien udenfor Palais Bourbon. De staar der fra Klokken Tolv,
+skjøndt Mødet først skal begynde Klokken To. Stærke Delinger Politi
+trækker Kordon paa begge Sider og danner en Allée, gjennem hvilke Vognene
+kan kjøre ind. Bagved denne Kordon er der sort af Tusinder af Hoveder.
+Pluraliteten kan Ingenting se, men de bliver troligt staaende i
+Trængselen alligevel. Skulde der virkelig passere Noget, kan de jo dog
+saa sige at de har været med, og det er til Syvende og sidst Alt, hvad de
+forlanger.
+
+Ogsaa de Begunstigede, der har faaet Kort, kommer tidligt. Pladserne er
+desværre ikke numererede. Man har maattet sluge Frokosten; hvis det
+Forfærdelige indtraf, at man kom til at sidde paa anden Række, vilde det
+nye Toilettes Virkning være ødelagt. Man vilde maaske ikke engang blive
+opdaget fra Journalistlogen og følgelig heller ikke blive nævnet i
+Aviserne den næste Dag. Allerede Klokken henad Et begynder da Vognene at
+rulle ind i Gaarden. Det er, som der var stor Gallafest. Selv
+Pluraliteten af Deputerede lader sig det være magtpaaliggende at optræde
+standsmæssigt. Til daglig Brug kan det gaa an at komme tilfods, men naar
+der er _grande séance_, maa der Vogne til, og det tilmed helst en ikke
+numereret. Kun de allerrødeste Medlemmer bruger Fiakrer. De gjør det
+grumme nødigt, men de tør ikke risikere deres Popularitet hos
+Tilskuerhoben paa Quaien.
+
+Defiléen varer en Timestid. Klokken To er Salen fyldt, baade Amphitheater
+og Loger. Soldaterne i _Salle de la Paix_ præsenterer Gevær, Fanfaren
+lyder, Kammerets Præsident begiver sig, eskorteret af Huissierer og
+Sekretærer, fra sin private Bolig til Forsamlingssalen. Han bestiger
+Tribunen, stiller sig foran den gyldne Stol og slaar et Slag paa Klokken.
+Mødet er aabnet.
+
+Selve den store Forestilling begynder dog i Regelen aldrig strax. Ligesom
+i Theatrene har man som oftest en lille _Pièce de rideau_ til at aabne
+med, et Par smaa Lovforslag, som Ingen bryder sig om, og som kun er der,
+for at de Deputerede kan faa snakket af og blive enige om, hvilken
+Holdning de vil indtage til Dagens store Begivenhed, samt for at Damerne
+i Logerne kan faa Lejlighed til at studere Kammerets Fysiognomi gjennem
+deres Kikkerter, maaske ogsaa til at blive studeret selv en Smule.
+Endelig, lidt efter lidt, dæmper den bølgende Uro imidlertid af. De
+Deputerede har indtaget deres Pladser, de smaa Lovforslag er vedtagne
+uden Opposition, Formanden slaar atter paa Klokken, denne Gang fastere og
+som med Tilkjendegivelse af, at det nu er Alvor, Betjentene besætter
+Opgangen til Tribunen, for at intet iltert Medlem i Stridens Hede skal
+forcere Adgangen til Talerstolen, Huissieren med de graa Bakkenbarter
+raaber sit _"Faites silence!"_ --Turneringen begynder.
+
+Undertiden kan det hænde, at den fuldstændig skuffer Forventningerne, at
+den bliver en lang, alvorlig Styrkeprøve med Tale efter Tale, hvori der
+er mange Argumenter og kun faa Personligheder, en ordnet Diskussion uden
+Storm og Torden, uden væsentlige Afbrydelser engang. Saa er man meget
+lidt tilfreds oppe i Logerne. Varmen bliver efterhaanden intensivere,
+Luften i det overfyldte Rum utaaleligt trykkende. Time slæber sig hen
+efter Time, og man tør dog ikke gaa, thi det vilde jo være altfor
+harmeligt, om det store Sammenstød indtraf netop som man var forsvunden.
+I Journalistlogerne erklæres Mødet for det mest kjedsommelige, der
+nogensinde er blevet afholdt, og Boulevardbladene gjentager næste Morgen
+den samme Dom. Man er slet ikke kommen for at overvære noget Saadant; man
+vil have Spektakel. Og det maa da ogsaa siges, at man faar sine
+Forventninger opfyldte tiere, end man bliver skuffet. Det er forholdsvis
+sjeldent, at Partilidenskaben ved en _grande séance_ ret længe kan holde
+sig i Tømme. Der dumper en lille, bidende Bemærkning ind, som bliver
+fanget op med Protester, Taleren hidses, han streger sine Angreb under,
+Pareringen bliver voldsommere, og i et Nu voxer Stormen til Orkan. Fra
+alle Kanter af Salen raabes og skriges, applauderes og interpelleres der.
+_"Silence au Mexique"_ brøler et regeringsvenligt Medlem under vilde
+Bifaldshyl af Majoriteten over til Højre. _"Silence à la commune"_ svarer
+Baudry d'Asson eller Paul de Cassagnac tilbage i den voldsomste Extase.
+Præsidenten kimer, Larmen er saa altopslugende, at Huissieren ved
+Tribunens Fod ikke engang finder det Umagen værd at anbringe sit _"Faites
+silence."_ Man rejser sig fra sine Bænke, man flokker sig sammen i
+Grupper, Taleren forlader fortvivlet Tribunen og en ny sætter derop med
+Leopardspring uden at have Ordet og uden at blive hørt. Tumulten kan vare
+hele Kvarter ad Gangen, føre til personlige Sammenstød og Udfordringer,
+føre til, at Mødet foreløbig maa suspenderes. Man har dog saa faaet lidt
+mere af sin grande séance, end man egentlig ønsker. Idealet er, at
+Stormen kommer, men at den dæmpes igjen af en oratorisk Koryphæ, der
+behersker Forsamlingen med sin Autoritet, og at han saa, med de ophidsede
+Lidenskaber som Baggrund og med den Spænding, som de sætter paa det Hele,
+bringer Forsamlingen under Fortryllelse ved sin Veltalenhed og med et
+stort Bravourslag afgjør Dagens Kampagne til Fordel for sig og sit Parti.
+Parallelen med Theatret ligger atter lige for. Det er et formeligt Drama,
+man vil have. Udviklingen kan gjerne trækkes lidt i det Lange, om det
+skal være, med smaa skjæmtende Skjærmydsler, men Knuden maa strammes,
+Katastrophen maa komme, og efter den maa ogsaa komme den klare,
+forsonende, ophøjede Løsning paa det Hele, den, efter hvilken man gaar
+hjem med Ro i Sindet, men bevæget, løftet ud over det Dagligdags. Først
+naar man har dette Indtryk, er Alverden rigtig tilfreds med sin grande
+séance. Aviserne kan saa den næste Dag med rolig Samvittighed skrive
+Spalte op og Spalte ned om Mødet, naturligvis først og fremmest om dets
+smaa accessionelle Sider. De kan være sikkre paa, at hele Paris vil sluge
+dem med Opmærksomhed. For den Slags Politik har Pariserne altid stor
+Passion; en, der er mindre nervepirrende, bekymrer de sig derimod under
+almindelige Forhold ikke synderligt om.
+
+[Illustration: "Faites silence, Messieurs!"]
+
+De er ikke Politikere i Hjertet. De er det kun, naar Politiker og Patriot
+bliver Et og det Samme. Men saa kommer ogsaa det Øjeblik, da den franske
+Tribune bliver mere end et sensationsvækkende Skuespil. Saadanne
+Øjeblikke har Verden set. Hvilke Scener end Forsamlingen i Palais Bourbon
+tidt kan frembyde, saa tør det dog aldrig glemmes, at den i lige Linie
+stammer ned fra den, som med Menneskerettighedernes Forkyndelse skabte
+vor moderne Tid, og at den aldrig endnu, naar det virkelig gjaldt, har
+vanslægtet fra sit store Ophav.
+
+
+
+
+DET RØDE PARIS.
+
+
+Paa den venstre Seinebred, i en af de længst bortfjernede Udkanter af
+Paris, ligger der mellem faldefærdige Rønner, i en mørk, ubrolagt Gade en
+lille, smudsig Knejpe, som man fra Centrum af Byen er over tre Kvarter om
+at naa i Droske. Bagved Skjænkestuen med dens grøntmalede Træborde og
+tilrøgede Vægge er der et større Lokale, som af og til plejer at blive
+brugt til Fêter af Quartier latin's Gymnastik- og Sangforeninger. Ogsaa
+Kvarterets "Silkekaskjetter" producerer sig der jævnligt i koreografiske
+Evolutioner. Salen er rummelig, ganske godt oplyst og har Plads til
+tusind Personer. Naar man klemmer sig sammen som Sild i en Tønde, kan der
+ogsaa til Nød stuves halvandet derind.
+
+En af de sidste Dage i Juli 1880 var der her stort Halloh. Salen var
+bleven festlig smykket, det vil sige man havde under Loftet ophængt en
+vældig, med rødt Flagdug omviklet Krands af den Slags, som anbringes
+udenpaa Skibe for at afparere Stød, og man havde dekoreret Væggene med
+tre, fire visne Granguirlander samt nogle Stumper rødt Shirting, mellem
+hvilke der hist og her var placeret Skillingsbilleder af "Martyrer", og
+af Kommunarder, der var blevne skudte paa Sartorysletten. Endvidere var
+Klaveret paa Musiktribunen blevet trukket frem, behængt med rødt Tøj og
+ved Hjælp af en foran det anbragt Skammel indrettet til Talerstol. Langs
+Væggene stod der lange Borde af uhøvlede Brædder, bedækkede med grove
+Duge og store Ølglas.
+
+Anledningen til alt dette var saare højtidelig. Tro mod Traditionerne fra
+den store Revolutions Dage indviede den franske Ungdom den nye Frihedens,
+Broderskabets og Humanitetens Æra, som skulde brede sit Lys ud over hele
+Europa. Saaledes hed det idetmindste paa Indbydelsen. Oversat i et mindre
+festligt Sprog betød det, at en Borger Lagarde og en halv Snes andre
+akademiske Ynglinge i den franske Ungdoms Navn, men dog naturligvis uden
+nogensomhelst Bemyndigelse, havde indbudt de mest notable af de nylig
+hjemvendte, amnesterede Kommunarder til en "Punch d'honneur".
+
+Festen skulde tage sin Begyndelse Klokken ni, men allerede en god Stund
+forinden var alle Pladser omkring Bordene fuldt besatte af Ungersvende
+med deres Piger, der stampende og syngende forlangte Punch og Smørrebrød
+paa Melodien "Les lampions, les lampions". Paa Slaget Ni viste Blanqui
+sig, eskorteret af et halvt Hundrede amnesterede Kommunarder i hvide
+Blouser og sorte Silkekaskjetter. De var næppe komne til Syne, før hele
+Selskabet hylede: "Leve Blanqui! Leve den sociale Revolution! Leve
+Kommunen!" Men Ingen tænkte paa at gjøre Plads for de ankomne Gjæster;
+sit Glas ved Bordet havde man faaet, og det vilde man ikke forlade, før
+man havde erholdt den lovede Punch i det. Da nu ogsaa Blusemændene fra
+Ny-Kaledonien var tørstige, og da de pressede paa for at faa Plads, var
+der en Stund al mulig Udsigt til, at Festen kunde komme til at tage sin
+Begyndelse med en lille Bataille. Men Borger Lagarde fik et praktisk
+Indfald. Han ringede med Formandsklokken og meddelte, at Blusemændene var
+Æresgjæster og kunde tage Plads paa selve Tribunen, hvor man ad en
+reserveret Dør vilde bringe dem de dem tilkommende fyldte Glas. Da der
+ikke længer var nogen Fare for, at man selv skulde gaa glip af
+Beværtningen ved at være imødekommende, aabnede Rækkerne sig, og
+Festforspillet endte. Der blev en Stund forholdsvis Ro, indtil endelig
+høje Raab nede fra Skjænkestuen meldte Rocheforts Ankomst. Han var
+arriveret tilvogns, ledsaget af sin dengang stadige Adjutant, Olivier
+Pain, og traadte nu ind i Salen, hilst af den vildeste Akklamation og af
+aldrig endende Brøl: "Leve Rochefort! Leve Kommunen!" I hans Følge saaes
+Staben af "Martyrer": Jules Allix, Amouroux, Eudes, Johannard, Benoît
+Malon, Guésde og andre forhenværende Kommunechefer. De tog Plads ved et
+for Festens Notabileteter forbeholdt Bord umiddelbart nedenfor Tribunen.
+Mødet var fuldtalligt. Opvarterne præsenterede sig i Salen med
+langskaftede Kaffekander, hvoraf Punchen udskjænkedes samt med store
+Brødbakker fulde af "Sandwichs". De hilstes med endnu højere Hyldestraab
+end Martyrerne, sprang op paa Bordene for at kunne tilfredsstille Alle og
+stoppede endelig med deres Smørrebrød Munden paa Skraalhalsene.
+Formandsklokken ringede; den højtidelige Del af Festen tog sin
+Begyndelse. Det var en uendelig Række af Taler, i hvilke Essensen dog
+omtrent vedblev at være den samme. Ved det souveræne Folks Villie var de
+overvundne Helte fra 1871 vendte tilbage til Fædrelandet, fordi det
+republikansk-kommunistiske Frankrig satte sit sidste Haab til dem i den
+forestaaende Kamp, som Revolutionens Tilhængere vilde levere det
+kapitalistiske og opportunistiske Samfund. Fra denne Dag begyndte
+Kommunen igjen; næste fjortende Juli vilde hele Frankrig kun være smykket
+med røde Flag, og inden Aartiet var tilende, vilde hele Europa, hele
+Verden have fulgt Frankrigs Exempel.
+
+Man lo i Paris meget af denne Fest og af alle dens smaa Intermezzoer. Den
+havde i Virkeligheden ogsaa nærmest gjort Indtryk af en
+Fastelavnsforestilling med dens skrigende Studenter og overgivne,
+halvfulde "Studentinder", med dens gamle, rødskjærfede Borgerinder, der
+fik Rundstykker i Hovedet, naar de blev altfor ivrige i at afbryde
+Talerne, med de hvert andet Øjeblik væltende Borde, med dens opstyltede
+Mord- og Brandfloskler, dens Pereater for Bourgeois'erne, Kongerne og "le
+bon Dieu", dens hele øredøvende, barokke, bindegale Virvar og Spektakel.
+Men ikke destomindre var Dagen en Mærkedag i det røde Paris' Historie.
+Det traadte paa den ind i en ny Fase af sit Liv, det holdt Rejsegilde paa
+den nye Bygning, som det endelig lykkelig og vel havde faaet under Tag,
+til Erstatning for det Kommunepalais, der var blevet skudt ned af
+Versaillestroppernes Kanoner.
+
+I hele Tiaaret efter Kejserdømmets Fald havde man kun kunnet arbejde saa
+smaat paa denne Bygning. De kraftigste Arbejdere var blevne skudte paa
+Sartorysletten eller vegeterede i Ny-Caledonien, og Belejringstilstanden
+holdt et saa uhyggelig skarpt Tilsyn. Saa at sige hver eneste Sten, man
+lagde til Bygningen, maatte lægges i Smug. Men saa blev Marschallen
+styrtet, der kom ubegrændset Tale- og Skrivefrihed, der kom først og
+fremmest den almindelige Amnesti. De gamle, prøvede Arme vendte tilbage
+fra Landflygtigheden og fra Bagnoerne, Arbejdet kunde atter gaa for sig
+ved højlys Dag og med det Tryk paa sig, som var fornødent, for at det
+kunde blive til Noget. Efter den første "Ærespunch" for de hjemvendte
+Martyrer, fulgte en lang Række Banketter og lignende Festligheder, ved
+hvilke man søgte at gyde ny Olie i den kommunistiske Ild. Pariserne blev
+ved at le. De seer kun sjelden ud over den Dag, hvori de lever, og i
+Øjeblikket var det ganske vist mere Løjer end nogen alvorlig
+Samfundsfare, der var paafærde. Friheden selv, sagde man, vilde være den
+bedste Skranke for Udskejelserne, og dermed slog man sig til Ro. Man
+glemte, at der paa Bunden af al denne tragi-komiske røde Agitation laa et
+stort, alvorligt Samfundsspørgsmaal og ventede paa sin Løsning.
+
+Det stod i Begyndelsen kun i Baggrunden med tætte Taager om sig.
+Lykkelige over igjen at kunne gjøre Spektakler, saa galt de lystede,
+flokkede alle Revolutionsmagerne sig sammen hulter til bulter uden andet
+fælles Maal end netop at gjøre Spektakler. Der kom da den første Periode
+i det røde Paris' nye Æra, den store Enighedstid under Banneret, som
+Kommunens Jeanne d'Arc rejste. Hele den sidste Halvpart af 1880, lige til
+hen paa Foraaret 1881, koncentrerer sig om den ligesaa pludseligt
+opdukkende, som pludseligt igjen forsvindende røde Helgeninde
+Louise Michel.
+
+Hun er oprindelig Lærerinde og har, skjøndt hendes Forældre var Bønder,
+faaet en ganske god Opdragelse. Fra ganske ung paastod hun at have havt
+særlig Interesse for Historie. Da hun var bleven saa gammel, at hun kunde
+reflektere over, hvad hun havde læst, gik det op for hende, at hver Gang
+Frankrig havde befundet sig i en ulykkelig Periode, havde det været
+tilstrækkeligt _"de supprimer un homme pour sauver le pays"_. Siden det
+Øjeblik har hun selv kun levet for at udføre et saadant
+Supprimeringsværk; hun følte det som en hellig Mission, der var betroet
+hende fra oven. At hun hidtil endnu ikke er kommen til at fuldføre den,
+er hendes tragiske Skæbnes, ikke hendes egen Skyld; hun har gjort sig
+Umage nok. Først var det Kejseren, der skulde være hendes Offer. Hun lod
+sig endogsaa, for at hendes Moder kunde have et Billede af hende, hvis
+hun blev henrettet, fotografere staaende ved et Bord med den ene Haand
+støttet paa et Dødningehoved og den anden løftet theatralsk hævnende i
+Vejret. Men den snu Napoleon vilde aldrig give hende den Lejlighed, som
+hun stadig lurede paa. Hele de ti Aar af hendes Liv, mellem Tyve og
+Tredive, var det hende ikke en eneste Gang muligt at trænge frem til
+Kejserens umiddelbare Nærhed, og følgelig kunde hun heller ikke komme til
+at støde Dolken i hans troløse Bryst. Da han var styrtet, kastede hun
+sine Øjne paa den nye "Undertrykker" Thiers. Hun tilbød Kommuneregeringen
+at gaa til Versailles og gjøre Brug af sit saa længe slebne Vaaben, og
+for at bevise, at hun var istand dertil, gjorde hun virkelig en Tour til
+Versailles og kom uskadt tilbage. Hun forlangte derpaa et officielt
+Mandat til at iværksætte sin Plan, men Ferré, den Samme, der lod
+Gidslerne skyde, mente overfor hende, at Revolutionen ikke burde bygges
+paa en Forbrydelse og forbød hende at fuldføre sit Forsæt. Stakkels
+Louise Michel! Hun lod sig da nøje med at iføre sig en Uniform som
+Nationalgardist og kæmpe ved Forposterne. Under Forsvaret af Fort Issy
+blev hun saaret, og da Versaillestropperne rykkede ind i Paris, meldte
+hun sig selv og erklærede, at hun vilde have rejst en Barriere af Flammer
+mod Undertrykkerne, hvis hun blot havde kunnet komme til. "Skyd mig,"
+sagde hun til Krigsretten, "eller I er nogle Kujoner tilhobe." Men hun
+blev ikke skudt, hun blev sendt til Nouméa, hvor hun senere kom til at bo
+Dør om Dør med Rochefort, hvad der utvivlsomt ikke har bidraget saa lidt
+til hendes Popularitet, idet Lanterneskriveren efter sin Hjemkomst ved
+alle Lejligheder førte hendes Ros i Munden. Derovre skal hendes Mordlyst
+have valgt sig Kejserprinsen til Gjenstand. For at umuliggjøre en
+fremtidig napoleonistisk Restauration omgikkes hun med Planer til at
+myrde ham. Men for tredie Gang mislykkedes hendes Forsæt, Zuluerne gik
+hende i Næringen.
+
+[Illustration: Louise Michel.]
+
+Ved sin Hjemkomst fra Nouméa fandt hun imidlertid Gambetta i hele hans
+Glorie. Han var bleven den første Mand i Republiken, han stod omgivet af
+en Popularitet, som selv Thiers i sine mest populære Dage aldrig havde
+naaet, Louise Michels Supprimeringsmission havde et nyt Maal. Hun kastede
+sig over det med Lidenskab. Maaneder igjennem afholdt hun den ene
+Folkeforsamling efter den anden, snart i Batignolles, snart i Belleville
+eller La Villette, og overalt strømmede den røde parisiske
+Arbejderbefolkning til for at høre "den store Borgerinde". Rochefort
+havde arrangeret en højtidelig Modtagelsesscene paa
+Saint-Lazarebanegaarden for hende, da hun kom tilbage efter Amnestien, og
+i sit nystiftede Blad "L'Intransigeant" leverede han Legende paa Legende
+om hendes ny-caledoniske Nonnegjerning. Hun havde under Landflygtigheden
+vist sig som en sand kommunistisk Helgeninde. Den Bolig, man havde givet
+hende, indrettede hun til Hospital for alle de syge Kommunarder, som hun
+kunde overkomme at pleje, hun underviste gratis Børnene i Omegnen og
+skjænkede stadig de Honorarer, hun modtog hjemmefra, for Smaaskrifter og
+Bladartikler, til ulykkelige Lidelsesfæller i Exilet. Da man i
+Betragtning af denne Adfærd tilbød hende Benaadning, afslog hun den og
+erklærede, at hun vilde blive paa Nouméa, saalænge der var en eneste
+Landsmand derude, der trængte til hendes Hjælp. Og ogsaa efter sin
+Hjemkomst søgte hun at give dette Helgenindery ny Næring. Hun afviste
+Udbyttet af en Indsamling, Rochefort foranstaltede til Fordel for hende.
+Folk, der besøgte hende i den lille Landsby ved Paris, hvor hun tog
+Ophold for at pleje sin syge Moder, fortalte, at hun levede i den yderste
+Armod, og hver Gang hun gav Møde i en Forsamling, undlod hun ikke, efter
+at have holdt sit Foredrag, at oplyse Tilhørerne om, at hun desværre
+maatte forlade dem igjen, da hun paa det eller det Hospital havde en syg
+Veninde, som utaalmodig ventede hende. Hvor gjennemsigtig denne hendes
+ostentative Præsentation af sig selv som barmhjertig Søster end var,
+undlod den ikke at gjøre et umaadeligt Indtryk paa de parisiske
+Arbejdere, der ikke var vante til at se deres Førere i den Grad
+opoffrende og uegennyttige. Naar man talte med dem, hørte man dem idelig
+sige: "De seer jo, hun gjør Alt for os, Intet for sig selv." Det var det
+væsentlig, der gav hendes Agitation en saa overordentlig Tilslutning. Thi
+personlig bestikkende Egenskaber har hun ikke. Havde hun været smuk,
+vilde hun deri have havt en Betingelse for Herredømmet over Masserne. Men
+hun er tvertimod grim som de Færreste. Paa en lang, mager Hals sidder der
+et spidst, rottelignende Hoved med en stor, styg Næse, smaa sorte,
+stikkende Øjne og grove, mandlige Træk. Hendes Organ er tørt, rustent,
+hun taler uden Nuancer og uden Foredrag. Man faaer Indtrykket af, at hvad
+hun siger, er en Lektie, hun har lært udenad. Men hvert Ord siges
+distinkt, saa at Ingen i Salen gaar tabt af det, og hun fremsætter sine
+Meninger kort og fyndigt, som man ikke er vant til at høre i disse
+Forsamlinger. Efter hver Sætning gjør hun en lang Pause, under hvilken
+man i hvert Fald i hendes rigtige Popularitetsperiode var nærved at vælte
+Huset i endeløs Begejstring. Og naar Talen saa var færdig, var der i
+Regelen en lille rødklædt Pige ved Haanden, som overrakte hende en
+vældig, højrød Rosenbouket, Louise Michel blev rørt til Taarer, takkede i
+bevægede Ord og erklærede, at hun modtog disse Blomster for at lægge dem
+paa den store Martyr Flourens Grav. Havde Jubelen ikke været vild før,
+blev den det nu. Flere Gange var man lige ved at hale hende ned fra
+Tribunen og bære hende i Triumf gjennem Salen. Alt Sligt giver
+naturligvis Selvbevidsthed, og den har Louise Michel i allerhøjeste Grad,
+Hun staar paa Talerstolen i Stillingen fra Tyveaarsfotografiet, med
+fremstrakt Pegefinger og tager sig ud, saa hun virkelig uvilkaarlig
+vækker Tanken om en Slags Jeanne d'Arc eller saadant Noget. Hvad hun
+siger, er Fraser, men Fraser, der klinge, højtravende Ord om Folkefrihed
+fra Verdens ene Ende til den anden, om Revolutionens hellige Sag og om
+Pligterne mod Martyrerne, der have givet deres Blod for den, blandet med
+smaa, historiske Fortællinger om disse Martyrer fra Sartorys Slette,
+Versailles' Fængsler og Auberive. Selvfølgelig har hendes Foredrag et
+staaende Omkvæd, der gjælder hendes og hendes Medborgerinders Mission.
+Hun har mellem dem formelig skabt Skole, og hun møder stadig med en
+kvindelig Adjutantstab, af hvilke nogle, Paule Minck, Leonie Rouzade og
+Marie Cadolle jævnlig tage Ordet. "Vi Kvinder har været underkuede,"
+siger hun, "men ogsaa vore Baand skal sprænges. Alle skal være
+ligeberettigede, og ogsaa vi vil være det. For at bevise vor Ret dertil,
+forlanger vi i den Kamp, der forestaar, at maatte føre det første Stød.
+Vi Kvinder vil præsentere vort Bryst. Der er flydt Blod nok, og man har
+nu kun Brug for nogle Faa, der kan tage Hævnens Vaaben i Haanden og offre
+sig selv for de Mange."
+
+Mens hun stadig forgjæves venter paa Lejligheden til at gjøre dette, er
+imidlertid Popularitetens Forgyldning saa smaat begyndt at gaa af hende.
+Hun viser sig endnu af og til ved større, højtidelige Anledninger, men
+Begejstringen for hende er blegnet, ti tusind Mennesker staar ikke længer
+som før i Queue i og udenfor Salle Levis for at opfange et Ord af den
+røde Manna, der flyder fra hendes Mund, hun er bleven "usée", som det,
+særlig i Paris, er de fleste populære Afguders Skæbne at blive det. Hun
+har slaaet sig paa Romanskrivningen og udsender regelmæssig et nyt Bind
+hver anden Maaned. Den røde Bevægelse, som hun en Stund bidrog til at
+give Vind i Sejlene, har ikke længer Brug for hende; den er kommen ind i
+nye Faser.
+
+[Illustration: Paule Minck.]
+
+[Illustration: Leonie Rouzade.]
+
+Man havde en Stund levet paa Gjensynsglæden efter Nouméaaarene og paa
+rene abstrakte Deklamationsnumere. Der kom en Slaphedstid efter, og den
+kunde rimeligvis have varet adskilligt længere, end den varede, hvis ikke
+den Allarmanledning, som man gik omkring og søgte uden at kunne finde
+den, pludselig var dukket op under Skikkelse af Tuniskrigen. Hvem end de
+uheldige Resultater i Afrika skyldtes, saa var Alle enige om, at Kampen
+derovre hverken var forberedt med den nødvendige Indsigt eller førtes med
+den tilbørlige Energi. Stadig vedblev der fra den anden Side Middelhavet
+at komme Efterretninger, som foruroligede Paris paa den sørgeligste
+Maade. Regeringen manglede Fasthed, en ganske naturlig Følge af, at
+Frankrig styredes af et Ministerium, hvis væsentligste Beskjæftigelse i
+længere Tid var Forhandlinger om, naar det skulde indgive sin Demission,
+i hele to Maaneder var Landets Repræsentation under disse alvorlige
+Forhold ikke samlet, den røde Agitation kunde aldrig ønske sig heldigere
+Betingelser for sin Virksomhed. Man var paa sin Post; de store
+Anklagemeetings' Periode kom. Ideen om Folkets souveræne Ret til selv at
+konstituere sig som uappellabelt Tribunal var netop kort forinden dukket
+op med den forhenværende kommunistiske Overgeneral Luiliers Proces for og
+Domfældelse af Folkeforsamlingen i Ballokalet Elysée Montmartre.
+Opflammet af det Held, de der havde havt, betoges de Røde nu af en
+formelig Mani for at ville sætte under Anklage. Der blev Uge efter Uge i
+Anledning af "de skandaløse Myrderier paa den afrikanske Befolkning" og
+ikke mindst i Anledning af denne "Finanskrig, der kun var en skjændig
+Spekulation af rovbegjærlige Bourgeois'er, som vilde plyndre Staten",
+holdt Ret i store, myldrende, tumultuariske Folkeforsamlinger og fældet
+Dom under Skikkelse af Dagsordener, der satte Alverden ligefra Gambetta
+til hele Samfundet under Tiltale. De Røde svælgede i Spektakelnydelser.
+Deres populære Dandsesale præsenterede sig i straalende Dragt. Fra
+Balkonen vajede der røde Flag i Mængde; foran Musiktribunen i Salens ene
+Ende var der rejst en stor Talerstol, betrukken med Rødt og flankeret af
+sorte Bannere, hvorpaa der med luerøde Tal stod "1871". Vaabenskjolde med
+Stokkebundter og Liktorøxer, Statuer af Republiken med den røde frygiske
+Hue paa Hovedet, lange, røde Silkefaner med gyldne kommunistiske
+Inskriptioner overalt. Ganske vist mindedes man i Regelen uhyggelig meget
+om Lokalets sædvanlige Anvendelse ved Skilte med Priser paa Øl og
+Brændevin, og ved den Lugt, der herskede derinde af disse Drikkevarer og
+af Hvidløg, og som ikke forbedredes ved Tobaksrøgen fra Hundreder af
+Kridtpiber. Men det generede ikke de selvbestaltede Dommere i Udførelsen
+af deres Funktioner. De talte og hvinte, brændemærkede Regeringen med
+samt de andre "Forrædere", som var i Pagt med den, væltede det gamle
+Samfund og lod Kommunen leve ret af Hjertens Lyst.
+
+Til at ville sætte under Anklage var de Allesammen med, men saasnart der
+blev Tale om, hvem det i Grunden var, Anklagen skulde gjælde, hørte
+Enigheden mellem dem op. Rødt er ganske vist altid rødt, men den røde
+Farve har jo utallige Nuancer. Karmoisin og Magenta, Koquelicot og Cerise
+skriger paa det Gyseligste, hvis man vilde falde paa at stille dem ved
+Siden af hinanden. Saalænge det i Samlingsperioden under Jeanne
+d'Arc-fanen kun havde drejet sig om Floskler ins Blaue hinein, havde
+Anarkister, Kollektivister og Intransigente broderligt kunnet gaa Haand i
+Haand; saa saare derimod et konkret Spørgsmaal tvang dem ind paa
+Undersøgelse af, hvad der skulde være Maalet for deres Spektakler, kunde
+der ikke undgaas en Spaltning. Rocheforts "L'Intransigeant" gjorde ganske
+vist Kæmpeanstrengelser for at holde Enigheden vedlige, men det nyttede
+ikke. Der kom Meeting ved Siden af Meeting, Høg over Høg.
+Kollektivisterne forkjættrede de Intransigente, de rene Anarkister
+forkjættrede igjen baade Kollektivister og Intransigente. Disse Sidste
+var kun Opportunisternes Arvetagere til Magten. Selv Louis Blanc blev
+stemplet som en Reaktionær. Han havde jo "slikket de kejserlige
+Generalers skimlede Støvler", blev der sagt i en Anarkistforsamling, en
+Hentydning til, at han stemte for Nationalforsamlingens Takkevotum til
+Hæren, efter Pariserkommunens Undertrykkelse. Mens de Intransigente
+simpelthen vilde have Ministeriet sat under Tiltale for Domstolene,
+erklærede Gauthier, en af de Højrødestes Talsmænd, Sligt for ligefrem
+Idiotisme, Kun Forbrydere eller Stærblinde kunde fremkomme med et saadant
+Forslag. Nej, for Folkets Dom skulde de indstævnes, for de Mødres Dom,
+hvis Sønner førtes til Slagterbænken i Afrika, for de Fædres, de Brødres,
+hvis Støtter og kjæreste Slægtninge myrdedes uhævnede paa en fremmed
+Jord, Da der imidlertid var overvejende Sandsynlighed for, at Ministeriet
+ikke vilde vise sig saare villigt til at give Møde for en saadan
+folkelig, hellig og suveræn Domstol, foreslog Gauthier, at Folket efterat
+have drøftet Sagen og afsagt sin Dom over Ministeriet, skulde begive sig
+til Deputeretkammeret og forlange Forbryderne udleverede. Vilde yderste
+Venstres Deputerede forsøge paa at spærre Folket Vejen, skulde man gaa
+over deres Lig. Dommen vilde da blive exekveret og Forbryderne lide deres
+Straf. Af hvilken Beskaffenhed denne Straf skulde være, fik man ogsaa at
+vide, I Frankrig var det en gammel Skik, at Alt endte med en Sang. "Saa
+lad da," saaledes sluttede den unge Revolutionshelt sit Foredrag, "ogsaa
+de nuværende Institutioner i Frankrig, hele det nuværende Samfund ende
+med en Sang. Men denne Sang skal være sidste Vers af Carmagnolen: "à la
+lanterne! à la lanterne! à la lanterne!" Paa et af de sidste Meetings i
+Salle Levis gik man endogsaa endnu videre. De nys sammentraadte
+Deputerede, blev man enig om, havde ikke opfyldt deres Pligt og
+øjeblikkelig realiseret Folkets Trudsler. De var følgelig ikke Andet end
+en Hoben Forrædere, Menedere og Bedragere. Clémenceau havde aldrig været
+Andet end en forklædt Royalist af værste Sort, selv Tony Révillon, deres
+egen Repræsentant og Gambettas Besejrer, havde kun behøvet at sidde i
+Kammeret tre Dage for at blive gjennemtrængt af dets Raaddenskab. Man
+havde følgelig kun Et at gjøre: lade hele denne Yngleæts Hoveder falde
+under Guillotinen. "Folkets Justitsredskab" blev i dette Møde med rene
+Ord anbefalet som en Nødvendighed, og man skiltes med Løftet om snart
+atter at overgive Paris til Luerne og saa ikke spare, hvad man sidste
+Gang havde været saa ufornuftig ikke at brænde.
+
+Man kom dog ikke til at opfylde dette Løfte. Regeringen lagde Proces an
+mod Hovedtalerne paa Mødet for Ophidselse til Oprør, under et tidligere
+Meeting havde den samlet Kavalleri og Kanoner i en umiddelbart til
+Forsamlingssalen stødende Kaserne for at skride ind, hvis
+Spektakelmagerne gik fra Ord over til Gadedemonstrationer, og da endelig
+Gambetta kom til Roret, fandt de Røde det endnu hensigtsmæssigere at
+stikke Piben ind. De vidste ganske vel, at han i fornødent Fald ikke
+vilde være bange for at lade dem lugte Krudtet. Men Agitationen under
+denne Meetingsperiode havde alligevel i en vis Henseende styrket det røde
+Paris meget betydeligt. Den havde løsnet Taagerne omkring det; den havde
+tilvenstre udskilt de vildeste Anarkister, tilhøjre de blakkede, famlende
+Intransigente, men den havde samtidig i Midten formet et Parti med en
+Fane og et Program. Dette, de rene kollektivistiske Socialister, er det,
+der i Fremtiden vil tage Ledelsen af den røde Bevægelse i sin Haand. Det
+kan under givne Forhold faa Assistance fra beslægtede Revolutionære paa
+begge Sider af det, men kun det har Betingelserne for nogensinde at kunne
+komme til at spille en virkelig Rolle.
+
+Anarkisterne tilvenstre for det er ikke noget Parti. Kun en lille Gruppe
+af dem, Blanquisterne, har Noget, der ligner en Organisation. Man har
+under de forhenværende Kommunardchefer Eudes, Grangé, Vinant og Cournet
+delt hvert af Paris tyve Arrondissementer i Legioner og Batailloner med
+Formænd og Underformænd, der skal sørge for Udførelsen af det øverste
+Raads Beslutninger. Men den parisiske Arbejderbefolkning føler ingen Lyst
+til at indrangere sig i disse Legioner og Batailloner, thi der er Ingen
+af Cheferne, der kan fortælle dem, hvad man egentlig vil. Blanqui var
+født Konspirator. Der er Folk, der fødes til det, som der er Folk, der
+fødes Poeter, og Andre, der fødes Kokke. Hans Arvetagere har som han kun
+det ene Maal: at konspirere. Om det Program vil de aldrig kunne samle
+mere end nogle faa hundrede ligestemte Sjæle. Selv Hovedmassen af dem,
+der er tilsinds at vælte det hele Samfund omkuld ene og alene for at faa
+Lov til at vælte, selv de vil ikke indordne sig under det blanquistiske
+Frimurerselskabs strenge Disciplin. Gauthier angav under et af Meetingene
+deres Standpunkt. Ethvert Forsøg paa Organisation var efter hans Mening
+overflødigt og reaktionært, og følgelig ogsaa Dannelsen af en
+hvilkensomhelst Centralkomitee. En saadan kunde jo i et givet Øjeblik
+konstituere sig som en Slags Regering til Folkets Undertrykkelse. Al den
+Organisation, som behøvedes, var Arrondissementskomiteer, der kunde
+skaffe Lokaler tilveje, i hvilke det frie Folk selv voterede sine Love,
+fældede sine Domme og sørgede for deres Udførelse. Med en saaledes
+beskaffen Samling af Revolutionære er der under normale Forhold ingen
+Anledning til at regne. De kan i tumultuariske Tider forstærke Grosset af
+en eventuel Omvæltningshær, men de kan ikke selv hverken forberede eller
+fremkalde nogen Omvæltning.
+
+Heller ikke de Intransigente er noget fast formet Parti med et Program.
+De existerer kun i Kraft af Alliancer, det er dem, der giver dem deres
+Farve. Rochefort vil paa sin Viis akkurat det Samme som Anarkisterne:
+gjøre Spektakel for at gjøre Spektakel. Men under Kampen mod Gambettas
+Opportunisme kunde hans Blad vinde en forholdsvis meget betydelig
+Udbredelse og hans Tilhængere synes talrige, fordi det republikanske
+Partis yderste venstre Fløj med Clémenceau i Spidsen gik sammen med dem.
+Clémenceau aspirerede oprindelig til en Ministerportefeuiile under
+Gambetta, og det var først, da dennes autoritære Tilbøjeligheder begyndte
+at stikke Bukkefoden frem, at han i de Intransigentes Lejr søgte Kadrer
+for den Oppositionshær, hvis Chef han haabede at blive. Han har et
+Program, men det bunder til syvende og sidst simpelthen i den frie,
+demokratiske Republik, gjennemført ud i alle dens Konsekvenser. Han vil
+fare med Damp, hvor de andre Republikanere ønsker en langsommere,
+gradevis Udvikling, men deres Endemaal er ikke forskjelligt. Der
+existerer i Frankrig foruden det store republikanske Parti med dets
+forskjellige Afskygninger og de gamle, Dag for Dag mere og mere
+forsvindende Konservative, i Virkeligheden kun endnu een Lejr, der har et
+Program. Det er Socialisterne. Vil de Intransigente fremtidig spille
+nogen Rolle, maa de støtte sig til dem. De indseer det ganske vel selv,
+og alle deres Bestræbelser gaar mere og mere ud paa at skaffe sig Farve
+ved at skrive det sociale Spørgsmaals Løsning paa den Fane, paa hvilken
+de ellers vilde have saare vanskeligt ved at indskrive Nogetsomhelst.
+
+Gambetta har i en af sine Taler sagt, at der i Frankrig ikke existerer
+noget socialt Spørgsmaal. Hans Udsagn ligger et Par Aar tilbage, og han
+kunde muligvis dengang delvis have Ret. Lige til den seneste Tid har det
+i Frankrig i alt Fald langtfra existeret med samme akute Karakteer som i
+det Øvrige gamle Europa. For det Første er det allerede ved Revolutionen
+af 89 skaaret over paa Midten og den ene Part af det absolut fjernet lige
+siden da. Den agrariske Socialisme, saaledes som den efterhaanden med
+Naturnødvendighed maa udvikle sig i England, hvor Grundbesiddelsen er
+samlet paa nogle ganske faa Hænder, er i Frankrig en absolut Umulighed,
+simpelthen fordi dens Maal er naaet. I Frankrig er Jorden udstykket saa
+stærkt, som det overhovedet kan lade sig gjøre. Den langt overvejende
+Masse af Folket er i England ejendomsløse Nomader, i Frankrig er det en
+Nation af smaa Grundbesiddere, der sidder fast ved deres egen Jord og paa
+den lever, om ikke i absolut Velstand, saa dog under forholdsvis
+antagelige Kaar. Bag Socialismen i Englands og Tysklands store
+Industricentrer staar som et endnu mere truende Spøgelse det Tidspunkt,
+da Landbefolkningen drages med ind i Bevægelsen; den er den umaadelige
+Reservehær, som til Syvende og sidst giver Kampen dens solideste Støtte.
+I Frankrig derimod mangler denne Reserve fuldstændig; der kan der aldrig
+blive Tale om nogen agrarisk, men kun om den rent industrielle
+Socialisme. Og selv denne har ialfald lige til den seneste Tid savnet
+naturlige Betingelser for at kunne trives. Klimaet i Frankrig er mildt,
+Jorden rig, Lønnen ingenlunde knap i Forhold til Livsfornødenhedernes
+Pris. Den naaer aldrig ned under et Gjennemsnit af fem Francs daglig. Det
+er ikke blot nok til at skaffe den flittige og paapasselige Arbejder et
+anstændigt Udkomme, men gjør ham det ogsaa muligt, naar han er
+sparsommelig--og det er jo netop en af de mest fremtrædende Dyder i den
+franske Nationalkarakteer--at lægge til Side, saa han kan sikre
+sin Alderdom.
+
+Det er da ogsaa først netop under de sidste Aars røde Agitation, at den
+socialistiske Bevægelse kan siges at have faaet nogen Vind i Sejlene. Der
+er naturligvis her kun Tale om den Socialisme, der hviler paa en
+økonomisk Basis og har økonomiske Maal for Øje. Lige siden Saint-Simons
+og Proudhons Tider har Samfundets herskende Klasser stadig frembragt dels
+enkeltstaaende Fantaster, hvis Doktriner ikke fandt nogen Tilslutning hos
+Folket, dels politiske Agitatorer, som søgte at blande socialistiske
+Fraser med ind i de Lokkemidler, de satte ud for Hoben, som de vilde
+lede. Men den egentlige, økonomiske Socialisme er hidtil ikke naaet ned
+til Folkets inderste Grund, den har lige til den allerseneste Tid ikke
+været nogen Kræftskade paa det franske Samfund. Selv Kommuneopstanden i
+1871 var i Virkeligheden et politisk Fænomen, fremkaldt ved rent
+exceptionelle Forhold og uden Forbindelse med en Udvikling før eller
+senere. Først efter den almindelige Amnesti begynder de socialistiske
+Tendenser at stikke Hovedet frem. De Rødes Ledere søger en Formel for
+deres Agitation, og de finder i det sociale Spørgsmaal den eneste, paa
+Basis af hvilken de har Mulighed for at faa Arbejderne med til en
+revolutionær Bevægelse. Under Meetingsperioden fremtræder den
+socialistiske Centralkomitee i Paris med Benoît Malon og Jules Guesde i
+Spidsen og udfolder, beskyttet af den ubegrændsede Tale- og Skrivefrihed,
+en overordentlig energisk Virksomhed. Den faaer i Bladet "Le Citoyen" sit
+eget Organ, samtidig med at ogsaa Malon gjennem Artikler i Rocheforts
+"L'Intransigeant" søger at bearbejde de Samfundslag, hvorfra Proselyter
+nærmest kunde ventes. Disse Artikler, der oprindelig kun var fremkomne
+rent sporadisk, bliver til Slutning, da de Intransigente indser
+Nødvendigheden af at slutte sig tæt til det nyopdukkende Parti, daglige,
+og samtidig bearbejdes Arbejderbefolkningen ved et Utal af smaa billige,
+populære Piècer og ved Foredrag i det Uendelige. Theorierne, der
+prædikes, er simpelthen Carl Marx' Kollektivisme, men de fremstilles med
+fransk Talent til Popularisering, og den franske Arbejder, der har et
+naturligt Hang til kun at passionere sig for, hvad han virkelig veed,
+hvad er, opdager hurtigt, at Kollektivismen netop er det, der giver hans
+vage revolutionære Trang et fast Program. Allerede paa den socialistiske
+Verdenskongres i Chur i Slutningen af 81 kunde den franske Delegerede
+Joffrin henvise til, at hans Parti, der ved Kommunalvalgene i Begyndelsen
+af Aaret kun havde talt 65,000 Tilhængere, ved Valgene til
+Deputeretkammeret i September var mødte med en Styrke af 106,000. Om
+nogle Aar vilde de, tilføjede han, efter hans Overbevisning være en
+Million og udgjøre "et Parti, mod hvilket Bourgeoisiet og Anarkisterne
+vilde kæmpe lige forgjæves". Om han end har taget Munden lovlig fuld, saa
+vil hans Profetier dog næppe blive gjort rent til Skamme. Socialismen er
+i Opkomst i Frankrig; den er ikke blot den eneste røde Bevægelse, der
+virkelig er at frygte fremtidig, men den er tillige den, der efterhaanden
+vil samle alle revolutionære Tendenser om sin Fane. Det er ikke alene,
+fordi dens Ledelse med Centralkomiteen i Spidsen er omhyggelig
+organiseret, og fordi den i Modsætning til de andre røde Partier
+fremtræder med et bestemt Program. Man faaer ingen Sæd til at voxe og
+trives i en Jordbund, som nu engang ikke egner sig for den. Men Ulykken
+er, at de oprindelig i Frankrig ugunstige Betingelser for en socialistisk
+Bevægelses Udbredelse i de sidste Aar har undergaaet saa væsentlige
+Modifikationer, at et socialt Spørgsmaal virkelig er opstaaet, paa Basis
+af hvilket der kan rejses en Agitation. Kornhøsten er i flere Aar slaaet
+fejl, Phyloxeraen har ødelagt Vinmarkerne, og forskjellige andre
+Omstændigheder har yderligere bidraget til at fremkalde en gjennemgaaende
+Stigning paa alle Livsfornødenheder. Selv om den franske Vindyrkning ikke
+har faaet sit Banesaar ved den ulykkelige Epidemi, som har hjemsøgt
+Vinhaverne, vil der dog altid gaa Aartier, før Skaden kan være udbedret.
+Desuden maa der tages med i Betragtning det mærkelige økonomiske Fænomen,
+der endnu aldrig har slaaet fejl: at de ved forbigaaende uheldige Forhold
+i Vejret drevne Priser ikke synker, selv efterat Aarsagen, som fremkaldte
+Stigningen, er fjernet. Men samtidig med, at saaledes Dyrheden paa Alt er
+tiltagen og ikke kan ventes at ville forsvinde igjen, stiger ligeledes
+mere og mere den franske Arbejders Behov. Han er endnu betydelig
+heldigere stillet end sine Kaldsfæller i England og Tyskland; det rent
+materielle Udkomme kan han stadig faa uden Besvær. Det bliver ham
+imidlertid, efterhaanden som hans Intelligens udvikles, mindre og mindre
+tilstrækkeligt. Med den stadig voxende Følelse af Menneskeværdighed, med
+Nedrivningen af de selskabelige Skranker, med de tiltagende Bestræbelser
+for at gjøre selv den mest Ubemidlede delagtig i Videnskabens Resultater
+og aabne ham vid Adgang til de Kunstskatte, Civilisationen har
+sammenhobet, med alt det voxer ogsaa Arbejderens Trang til Noget ud over
+det for Livets Ophold absolut Nødvendige, han faar en Sans for Nydelse,
+et Behov for Komfort og Luxus, som han hidtil har manglet, men som mere
+og mere energisk kræver Tilfredsstillelse.
+
+Den stadige Stigen af Arbejdslønnen, hvori et saadant Krav havner, har
+hidtil været mulig i Frankrig. Siden Begyndelsen af Treserne har den
+franske Industri taget et umaadeligt Opsving. De da afsluttede
+Handelstraktater, som slog Frihandelssystemet fast, gav den et mægtigt
+Stød fremad; Dampens Udvikling af Kommunikationsmidlerne og af
+Produktionsmethoderne, Nødvendigheden af at gjøre den engelske Industri
+Konkurrence paa selve fransk Grund i Forbindelse med forskjellige
+tilstødende gunstige Omstændigheder bidrog til at gjøre dette Opsving
+endnu stærkere; hele det sidste Tiaar af Kejserdømmet var en industriel
+Guldalder for Frankrig. Krigen medførte vel en uundgaaelig
+Stilstandsperiode paa et Par Aar, men den gav saa langtfra noget
+dødbringende Stød, at Fremgangen endogsaa fortsattes under Republiken,
+indtil den endelig henimod Slutningen af Halvfjerdserne naaede sit
+Kulminationspunkt. Denne Industriens Floreren frembød Betingelserne for,
+at ogsaa Arbejdernes stigende Fordringer kunde tilfredsstilles. Men
+Fremtiden vil i saa Henseende rumme Vanskeligheder, som Fortiden ikke har
+kjendt. Samtidig med, at Livsfornødenhederne bestandig bliver dyrere og
+dyrere, og at Livsbehovet hos den arbejdende Klasse bliver større og
+større, vil der rejse sig en saa godt som uovervindelig Hindring for, at
+Arbejdslønnen yderligere kan forøges. Denne Hindring er den Konkurrence,
+som de Forenede Stater i Amerika efterhaanden byder Europa paa alle
+Handelsomraader. Paa Kornmarkedet er den allerede stærkt fremtraadt. De
+uhyre Landstrækninger derovre af jomfruelig Jord, hvis Frodighed gjør det
+muligt for en Kolonist med sine egne Hænder at kultivere et ti Gange saa
+stort Areal som en fransk Agerdyrker, har bragt Korn i Handelen, der i
+Hâvres Havn kan sælges billigere end det, som kommer fra Normandiet. For
+mangfoldige Industriers Vedkommende har den nye Verden en ligesaa
+uendelig Rigdom af Materiale og en ligesaa billig Arbejdskraft. Den har
+end yderligere enorme Driftskapitaler og et Virksomhedsinitiativ, der
+lader de europæiske Industridrivende langt tilbage. Kampen, som den har
+aabnet paa Kornmarkedet, er den i Færd med at gjennemføre paa saa godt
+som alle Industriens Omraader; denne Kamp vil udvilde sig videre og
+videre, og det gamle Europa vil her faa en ganske overordentlig farlig
+Konkurrent. Priserne vil trykkes, Arbejdslønnen vil trykkes med dem.
+
+Forholdt det sig nu som i gamle Dage, at de store industrielle
+Foretagender var i Hænderne paa Enkeltmand, vilde Sagen maaske endda ikke
+være saa betænkelig. Disse private Industridrivende vilde indse Faren for
+dem selv ved ikke at imødekomme deres Arbejdere saa meget, som det paa
+nogen Maade lod sig gjøre, de vilde finde sig i at lide nogle hundrede
+Francs Tab om Dagen for dog at kunne stikke et ganske smukt aarligt
+Udbytte i deres egen Lomme, de vilde sige sig selv, at om man end giver
+Afkald paa at tjene Millioner, for at Ens Medmennesker ogsaa kan leve som
+Mennesker, saa er Hundredetusinder heller ikke at foragte. Men en saadan,
+af Humanitets- eller Klogskabshensyn dikteret Imødekommen mod den
+arbejdende Klasse er ikke længere mulig. Thi de Tider er forbi, da den
+store Industri var i Hænderne paa Privatpersoner; det er nu saa godt som
+overalt i Frankrig Aktieselskaber, der har overtaget Driften, det vil
+sige et uforsonligt Administrationsraad, der ikke giver sig af med
+Humanitetshensyn, og hvis Klogskabshensyn udelukkende munder ud i, at
+Udbyttet kan blive saa stort som muligt, for at Aktierne kan stige og
+Aktionærernes stadig videre og videre gaaende Fordringer om Renter af
+deres Penge kan tilfredsstilles. Med andre Ord: man befinder sig overfor
+den skarpt tilspidsede, rent abstrakte og uforsonlige Kamp mellem Kapital
+og Arbejde.
+
+Delvis er de her antydede Forhold endnu kun i Færd med at forme sig i
+Frankrig, men Udviklingen af dem kommer med Nødvendighed og synes i
+ethvert Tilfælde saare vanskelig at standse. Det er i Sammenstødet af
+dem, at den socalistiske Centralkomite i Paris vil finde den Jordbund for
+sin Udsæd, som hidtil har manglet, men som Omstændighederne synes hurtig
+at skulle opdyrke for den. Og jo flere Proselyter den hverver mellem
+selve Arbejderbefolkningen, desto ivrigere vil ogsaa de revolutionære
+Politikere blive for at gaa dens Ærinde og derved om muligt fremkalde de
+rørte Vande, hvori de kan komme til at fiske. Med deres Hjælp gaar Alting
+grumme hurtig i Frankrig. I Tydskland er man og vil sandsynligvis endnu i
+et uoverskueligt Tidsrum være i Stand til at holde den socialistiske
+Bevægelse nede ved administrative Forholdsregler. Man udsteder Love mod
+Socialisterne, man erklærer Belejringstilstand, man undertrykker Blade,
+arresterer og dømmer Partiførerne. I England har Demokratiet gjennem
+Aarhundreder bøjet sig saa dybt under Autoriteten, at der uden Stød
+udefra sikkert vilde gaa nye Aarhundreder, før det atter kunde løsgjøre
+sig saaledes fra den, at en Eruption blev mulig. Begge Steder mangler
+Befolkningen desuden det Initiativ, som Tilspidsningen af en Katastrofe
+fordrer. Det franske Folk derimod er iltert og hurtigt til Alt. Det vilde
+aldrig have kunnet finde sig i at lade et Spørgsmaal som for Exempel det
+irske trække ud i over firsindstyve Aar. Saa saare Spørgsmaalet har rejst
+sig tilstrækkelig pointeret til, at det fordrer en Afgjørelse, taaler man
+ikke, at denne skydes ud. Dertil kommer yderligere det, at man har Lov
+til fuldstændig frit at diskutere ikke blot Regeringsformens, men hele
+Samfundets Omvæltning og Sprængning saa bindegalt og i saa ophidsende
+Udtryk, som man lyster. Under saadanne Forhold kan et stort
+Samfundsspørgsmaal, naar det en Gang er stillet, ikke længe blive holdt
+in suspenso. Og der er da, tiltrods for Frankrigs oprindelig ringe
+Modtagelighed for den socialistiske Smitte, en overvejende Rimelighed
+for, at det alligevel vil blive den første Skueplads for dens
+Hovedengagement med det bestaaende Samfund. Det røde Paris har opdaget
+dette Hovedengagements Mulighed; det koncentrerer allerede og vil
+fremtidig yderligere koncentrere alle sine Kræfter paa Forberedelserne
+til det, for endelig, naar Kampens Tid er moden, at fremkalde
+Explosionen, saaledes som Paris under alle Revolutioner har gjort det.
+Det er en økonomisk, ingen politisk Omvæltning, der gaas imøde. Det
+sociale Spørgsmaal vil fremtidig være Indskriften paa de Rødes Banner.
+Det er deres Styrke. Kollektivismen er en vild, umulig Løsning paa
+Samtidens store Hovedspørgsmaal, men saalænge ingen anden er funden, er
+dens Doktriner de farligste, det røde Paris kunde bruge som Løftestang
+for sin Agitation.
+
+
+
+
+PAA BØRSEN.
+
+
+Lige ved Boulevarderne og heller ikke langt fra Paris's anden, store
+Hovedaare: Louvre- og Palais-Royalkvarteret, ligger Børspladsen. Den er
+Centrum for Byens Labyrinth af Gader, og den er Brændpunkt tillige for
+disse Gaders tumlende, mangfoldige Liv. Mudderen og Mylderet er der under
+bestandig Højtryk. Minut efter Minut ruller de fyldte Omnibusser ind paa
+Asfaltfliserne og sætter deres Menneskeladninger af. Men andre staar i
+tætte Klynger og venter paa at indtage de ledigblevne Pladser. Numrene
+raabes op. De, hvis Tour det er, trykker og skubber og slider sig frem
+gjennem Trængselen. Vognene proppes paany Med en Behændighed som
+Akrobaten, der dandser mellem Æg, vikler Kudsken sin kluntede Karosse ud
+af det sammenfiltrede Virvar, og det gaar saa atter i Galop til alle
+Kanter af Kæmpebyen. Saaledes bliver det ved hele Dagen igjennem til paa
+den anden Side Midnat endogsaa. En Hærskare af Avissælgere vandrer
+omkring og rækker paa lange Stænger deres Blade og Flyveskrifter op til
+Passagererne ovenpaa Vognene og raaber og raaber. _Voilà le crime de
+Boulevard Malesherbes! Voilà la France! la 2me edition! Faut voir le
+bombardement d'Alexandrie! Les dernières détailles! Voilà le scandale de
+l'Elysée! Voilà, la mort de Gambetta, dix centimes!_--en ustandselig,
+broget Blanding af Sandhed og Røverhistorier imellem hinanden, men mest
+det Sidste, de vildeste Sensationsfantasier, man kan finde paa for at
+pirre de blaserede Øren og faa Tosousstykkerne til at regne ned fra
+Imperialen. Overalt Travlhed, overalt jagende Mennesker, Stimmel og Larm.
+
+Og dog kommer der en Tid paa Dagen, da hele denne Uro drukner næsten i
+en, som er endnu uendelig mange Gange vildere, og da alle disse
+hundredtungede Raab kun gjør Virkning som enkelte dæmpede Violinstrenge i
+et stort, fuldtbesat Orkester. Denne Tid er de Eftermiddagstimer, i
+hvilke Mammontemplet paa Midten af Pladsen samler sin Menighed, Saalænge
+Guldkalvens Kultus staar paa, er det ikke mere blot Verdensstadssummen,
+man hører, og Verdensstadsmylder, man seer omkring sig; det Hele er
+potenseret op til en Højde, draget ind i en dæmonisk Sfære, hvor
+menneskelige Begreber og menneskelige Betegnelser ikke længer
+strækker til.
+
+Der findes i det moderne Paris ingen anden Kultus, der er saa udbredt som
+den, hvis Helligdom er Templet paa Børspladsen, ingen anden, der har saa
+fanatiske Tilhængere, og fremfor alt ingen, der er saa moderne som den.
+Dens Præster er ikke her en Kaste for sig af stive, tørre,
+forretningskolde Væsener, der Ingenting har med den toneangivende Stab af
+"la vie mondaines"'s Regimenter at bestille. Tvertimod. Man kan holde
+Revue over hele den Verden, der svømmer ovenpaa i Paris, der tumler sig i
+dens Nydelsessol og sætter Præg paa dens offentlige Liv; for hvert
+Hundrede vil man finde Halvfemsindstyve, hvis Valgsprog og
+Trosbekjendelse, hvis hele Tilværelses Indhold rummes i den ene Sætning:
+_je vais à la bourse_. Hvor let end Pengene tjenes i en By som Paris, saa
+gives de dog endnu lettere ud; hvor stor den Løn end er, der betales for
+mangt et Arbejde, saa er Luxus'ens Krav dog endnu større. Med en
+halvhundrede tusind Francs om Aaret kan et enligt Menneske kun akkurat
+lige knibe sig igjennem, naar han vil spille en Rolle i det "Tout Paris",
+der er med til Alt; hvor mange Hundrede-Tusinder en Families Budget skal
+raade over, for at den kan gjøre Figur i samme exklusive Verden, er
+aldeles uberegneligt. Men blot Halvtredsinstyve Tusind er allerede Renten
+af en Million, og Formuer paa en Million, de er sjeldne endogsaa i Paris.
+Paa den anden Side skal man være svært i Skuddet eller have en
+exceptionel Position, naar de Halvtreds skal tages ind som Vederlag for
+det, man udretter med sin Intelligens eller sit Arbejde. Saa er det da,
+at hele dette "Tout Paris" supplerer sin Kasse ved at "gaa paa Børsen".
+Har man en Smule Bekjendtskab, blot paa anden eller tredie Haand, til
+Matadorerne, som regerer der--og et saadant Bekjendtskab har de
+Allerfleste i disse Samfundslag--koster det under almindelige Forhold
+ikke synderligt Besvær at forøge den aarlige Indtægt med baade tyve og
+halvtreds og tidt med endnu mange flere Tusinder. Gaar man det moderne
+Pariserliv efter i Sømmene, vil man finde, at det er forbausende Mange,
+der forstaar denne snilde Kunst.
+
+I hvert Fald er det aldeles utroligt Mange, der giver sig ud for at
+forstaa den. Den er Fashion for Tiden. I gamle Dage hørte man til de
+misundte og beundrede Medskabninger, naar man enten selv var et Stykke af
+en Poet, en Maler og Billedhugger, eller dog paa en eller anden Maade
+kunde regnes med til deres Kreds. Nutildags er det Finantsmændene, der
+staar paa Piedestal som Samfundets Halvguder. Det er dem, der samler
+Mængdens Opmærksomhed, hvor de viser sig, det er dem, man slaas om at
+have i sine Saloner, det er deres Gjøren og Laden, der fylder
+Boulevardbladenes Nyhedsspalter. Paa den moderne Pariser-Himmel er der
+Stjerner ogsaa, og det baade saa klare og skjønne, som der nogensinde har
+været. Men de gjør ikke nær saa meget Spræl som den store, guldrøde
+Børskomet med dens lange, lange Hale af mere eller mindre obskure
+Smaamillioner. For rigtigt at være med i "Tout Paris"'s Liv er det saa
+halvvejs nødvendigt at være med i den Hale. En Kavaller _comme il faut_
+fra Firserne må "gaa paa Børsen". Har han ingen Trang eller Lyst til
+Finantsoperationer, maa han dog i hvert Fald lade, som han beskjæftiger
+sig med dem. Veed han ikke Besked om, hvorledes det er gaaet med Suez og
+Spanierne og Ottomanerne idag, og hvorledes der er Rimelighed for, at det
+vil gaa med dem imorgen, saa er han et Menneske uden Spor af Interesse,
+en Stakkel, der gaar omkring uden at forstaa sin Tid, og som denne Tids
+mere Oplyste selvfølgelig ikke tager med i Betragtning.
+
+I tætte Strømme bevæger da umiddelbart efter Frokosttid de Andægtiges
+Skarer sig til Templet. Rue Montmartre, Rue Vivienne og Rue Richelieu er
+ikke til at passere. Vognfloden fylder dem, glider svagt fremad og gyder
+sig ud i Børspladshavet, men den faar stadig igjen Tilløb fra alle
+Kanter. Paa Pladsen rangerer Ekvipagerne sig op som Kavalleriregimenter
+og danner en uigjennemtrængelig Skjoldborg omkring den hellige Bygning.
+Klokken halv Et kommer Ypperstepræsterne, _le parquet_", de edsvorne, af
+Staten ansatte Vexelmæglere, hvis Antal aldrig maa overstige tyve, og som
+derfor ogsaa er saa lukrative Stillinger, at der tidt betales indtil en
+Million for et Agent-de-change-Patent. De første Kurser slaas op. I
+lange, febrilske Spring styrter de Kommende ud af Vognene, endnu før de
+er standsede, og farter op ad den høje Marmortrappe. Kun den skjønne Part
+af de Andægtige maa blive tilbage, de har ikke Adgang til Templet. Men
+til at sidde roligt hjemme har deres Troesiver, deres Feber, deres
+Lidenskab været altfor stor. De er fulgte med og stikker nu det lille
+Hoved med de spændte Ansigtstræk ud af Koupévihduet og sender
+forventningsfulde, urolige Øjekast op til den store Bygning, hvor deres
+Hjerte er med hvert eneste Slag, som det rummer, op til de smaa Tal, der
+staar paa Tavlen mellem Søjlerne, deres Sorgens og Glædens Evangelium,
+det eneste, de kjender. Larmen deroppe fra naaer fortumlende ned til dem,
+den kribler med hemmelighedsfuld berusende Magt gjennem hver Nerve og
+gjør det lille Hoved ørt, som Kjærligheden gjorde det i de unge Dage, de
+knap mindes længer. Den breder sig ud over dem, denne dæmoniske Larm, ud
+over Vognborgen, over Pladsen, over alle Gaderne rundtomkring. Den naaer
+helt op til Boulevarderne, fyldende Luften med Feber, dragende til sig,
+magnetisk forunderligt, overdøvende, hvor fjernt og dumpt den end
+klinger, selv de skarpeste, mest skrigende Stemmer tætved En. Den har
+over sig det Samme som Støjen af en stor, styrtende Fos inde mellem
+Bjergene. Den er uhyggelig, denne Støj, den klemmer for Brystet, den
+jager Svedperlerne frem paa Panden, men den lokker alligevel, den
+paaskynder Skridtene, den sluger i sin Tummel Alt, hvad man seer og hører
+og tænker.
+
+Mellem Søjlekolonnaden, der løber rundt omkring Bygningen, og inde i
+selve Børshallen er det mere end Støj og Larm. Et Tordenbrag kunde rulle
+umiddelbart over Guldkalvtemplets Tag, det vilde ikke høres. Den
+umaadelige Sal er proppet af en Menneskestime, der staar saa tæt, at der
+ikke kan sættes en Fod mere paa Gulvets Mosaikfliser. Og Alle skriger de
+i Munden paa hinanden.--_Jai--qui est-ce qui a?--Je prends!--je
+vends!--Heu! combien?--Un et quart on fait!--Je prends de l'Omnibus!--Je
+vends du cinq!--Laissez le passage libre!_ tordner den høje Børsbetjent i
+sin statelige blaa Uniform, den Eneste i hele Mylderen, der intet Øjeblik
+mister sin kolde, værdige Ro. Men de Andre hører ham ikke. Med funklende
+Øjne og fægtende Arme, med hele Legemet i Fart søger de at arbejde sig
+frem i Trængselen. Oppe fra Galleriet, der løber rundt omkring Salen,
+seer det ud dernede som et vildt, sammenfiltret Haandgemæng, som en
+titanisk Kamp mellem Forrykte. Paa Trappen og i Kolonnaden kan Dagens
+Begivenheder endnu diskuteres med Ord og de store Nyheder, der indbringer
+Snese og Hundrede Tusinder, hviskes gode Venner i Øret i smaa,
+hemmelighedsfulde Sætninger, der alene forstaas af de Indviede. Men inde
+i Salen tales der kun med Gestus. Jo mere bevæget Markedet er, desto
+bredere bliver de. Paa de store Baissedage seer det ud, som Alverden
+vilde prygle hinanden. Man farer sammen med opspilet Mund, med udspredte
+Arme og med Haanden løftet som til Slag. I det næste Øjeblik synes den at
+skulle falde ned paa Gjenboens Kinder. Men det er kun en _Façon de
+parler_, en af Børssprogets mange mærkelige Terminusser. _C'est un
+Krach!_ raaber den ene Haand, _c'est un vol!_,' raaber den anden, og man
+forstaar hinanden.
+
+[Illustration: Kurserne slaas op paa Børsen]
+
+Tummelen og Trængselen og Galehusvirvarret voxer og voxer lige til
+Klokken Tre. Saa er det, Dagens sidste Kurser sættes, og saa er det, man
+i en Fart maa bestemme, om man vil kjøbe eller sælge. Alle strømmer til
+_le corbeil_, den runde, gitterindhegnede Kreds, hvor
+Agents-de-change'erne har Plads. Haandgemænget naaer sit
+Kulminationspunkt. Man trykkes og skubbes og brøler og river og flaar i
+hinanden, som om det gjaldt Livet. Hundreders og atter Hundreders Velfærd
+i hvert Fald har det vel ogsaa i de bevægede Krisetider ofte gjældt. Men
+det gjælder ikke saa sjældent mere endnu. Efterdønningerne af Larmen
+derinde naaer ikke blot ud over Plads og Gader, den naaer stundom helt op
+til de stille Sale, hvor det ikke er om Aktiers Stigen og Falden, men om
+selve Landets største Interesser, der tages Bestemmelse. Som Børspladsen
+er Knudepunktet for Byens Gadeliv og Gadefærdsel, saaledes er
+Pariserbørsen snart sagt Hjertet i det moderne Frankrig. Den regulerer de
+vigtigste Udslag af dets offentlige Liv. Man har set det tidt allerede,
+og man vil faa det at se oftere endnu. En fransk Regering er kun stærk,
+naar den har Børsen ubetinget for sig, den vil endog have Vanskelighed
+ved at holde sig, naar den har den ubetinget imod sig. Gambettas ellers
+næsten uforklarlige Fald saa hurtigt, efterat han var kommen til Magten,
+og da Alle antog, at han fra en uoverskuelig Fremtid holdt Frankrigs
+Skæbne i sin Haand, skyldes hovedsagelig Børsens Aversion mod hans
+Finantsminister Allain-Targé. Med Rette eller Urette betragtede
+Finantsmatadorerne denne Mands Budgetsystem som faretruende for
+Udviklingen af Landets Velstand; man gjorde direkte Forestillinger i
+denne Henseende til Gambetta, og da han i Tillid til sin Styrke modtog
+Børsudsendingene koldt og ikke ansaae det nødvendigt at lytte efter deres
+Raad, erklærede man ham Krig gjennem en almindelig Baisse paa alle
+Papirer. Der sluttede sig andre Allierede til, men denne Baisse var det
+store Artilleriskyts, som selv Frankrigs hidtil populæreste Politiker
+ikke kunde holde sig imod. Omvendt blev Sympathierne paa Børsen for Léon
+Say det Freycinetske Kabinets Hovedhjørnesten. Det havde hverken
+Sammenhold eller Program, det havde Intet, som kunde indgyde Tillid til
+det undtagen netop dets Finantsminister. Men han var Rothschilds og de
+store Børsherrers Mand. Det var deres Syn paa Sagen, der gjennem ham fik
+Indpas i Budgetdispositionerne og i Mangt og Meget af den almindelige
+Politik ogsaa; havde de tre Præsidenters Ministerium ikke fulgt Vejen,
+som Børsen viste det, saa vilde dets Dage have været talte, inden der var
+gaaet Uger. Naar man i Paris skal sige sin Mening om et politisk
+Spørgsmaal, saa er det første Dokument, man raadspørger, Børsens
+Kursseddel. Gaar den nedefter, saa ryster man betænkeligt paa Hovedet,
+selv om man ellers kunde have nok saa mange Grunde til at finde det, der
+er i Gjære, fortræffeligt; gaar den derimod i Vejret, saa betragter man
+det strax som selvindlysende, at det er det eneste Fornuftige og for
+Landets Velfærd Tjenlige.
+
+Et saadant Fænomen vilde være utænkeligt, hvis det i Børslivets Tummel
+alene var Finantsmatadorernes Millioner og de nydelsesgraadige
+Pariserlediggjængeres Indtægtskilder, der stod paa Spil. I Virkeligheden
+drejer det sig om noget langt Mere og noget langt Betydningsfuldere.
+Templet paa Børspladsen er Frankrigs Hjerte, ikke fordi der i det
+spekuleres og spilles og svindles, men fordi det er Forvalteren af
+Landets Velstand og derigjennem Betryggeren af dets Fremtid, Hævderen af
+dets Position imellem Staterne.
+
+Det er under den tredie Republik, at Pariserbørsen i Ondt som i Godt er
+kommen til at spille den dominerende Rolle, som den spiller. Men Spirerne
+til det maa søges længere tilbage. Allerede det andet Kejserdømme gav
+Stødet. Det var det, der gjorde Paris til et Slags uhyre Karavanserai for
+den hele civiliserede Verden, det var det, der skabte paa den ene Side
+den store Industri og de store Spekulationsforetagender, paa den anden
+det potenserede Luxus- og Nydelsesliv, der naaede sin Apotheose under
+Verdensudstillingen i 66 og i Aarene mellem da og den ulykkelige Krig var
+ikke langt fra at skeje ud i et moderne babylonisk Bakkanal. For at kunne
+bære de med dette "vie surchauffée" forbundne Udgifter begyndte den
+fornemme Verden allérede da at gaa paa Børsen. Saalænge Adelen holdt sig
+fornemt og forventningsfuldt tilbage, gik det endnu an at leve paa
+Resterne af de fra Revolutionen reddede Formuer, skjøndt de selvfølgelig
+ved idelig Udstykning var svundne mere og mere ind. Men da man, blændet
+af det tredie Kejserdømmes Glands, fandt sig beføjet til saa halvt om
+halvt at lægge Fornemheden af og vise sig paa Arenaen igjen, var det
+nødvendigt, at man ogsaa saae sig om efter Midlerne til at hævde sin
+Position. De gamle Dages Fordom mod Forretnings- og Finantsspekulationen
+var forsvunden. Selve Hoffets nærmeste Omgivelser øste af den nye
+Berigelseskilde med fulde Hænder. Millionen var en Støtte for Regeringen,
+og den hædrede og begunstigede den paa alle Maader. Pengenes Aristokrati
+blev mere og mere det eneste respekterede, og jo dybere Alverden tog
+Hatten af for det, desto Flere blev der ogsaa, der fandt det baade ganske
+fornuftigt og ganske hensigtsmæssigt at give de gamle rustne
+Vaabenskjolde et nyt Overtræk af Louisd'or-Guld. Børsen gjorde ingen
+Vanskelighed ved at paatage sig dette Forgylderarbejde, den følte sig vel
+endogsaa baade støttet og smigret ved, at man henvendte sig til den
+derom. Dens Prestige, dens Indflydelse forøgedes, dens hele Liv fik Dag
+for Dag under Kejserdømmet mere og mere Vind i Sejlene.
+
+[Illustration: I Børssalen Klokken Tre.]
+
+Det er imidlertid først under den tredie Republik, at den er naaet til
+Højden af sin Position. Krigen havde gjort en Standsning i dens
+Forretninger, men denne Standsning var forholdsvis kort, og umiddelbart
+før den kom Milliardlaanene. De gav med eet Slag et uhyre, enestaaende
+Opsving i dens Liv, de blev et ligefrem Vendepunkt i dens Tilværelse.
+Greben af patriotisk Begejstring og i fuld Tillid til Frankrigs
+uudtømmelige naturlige Hjælpekilder strømmede hele Landets Befolkning til
+med sine opsparede Kapitaler. De af Regeringen forlangte umaadelige
+Summer blev overtegnede tredive Gange i Løbet af en eneste Dag, man stod
+i Queue hele Natten igjennem for at komme af med sine Penge, Alverden var
+greben af et formeligt Raseri efter at faa Kouponer i det nye Laan. Med
+Beundring var Frankrigs Venner, med indædt Misundelse dets Fjender Vidne
+til denne overvældende Aabenbaring af Landets Rigdom. Men ogsaa indenfor
+selve Rigets Grændser kunde den ikke undgaa at vække Forbauselse og, da
+Forbauselsen havde sat sig, at blive dragen til Indtægt. Man havde faaet
+det mest evidente Bevis paa, at Pengene var der og kun laa og ventede paa
+at blive anbragte; man benyttede sig af, at alt dette Guld nu engang var
+kommet ud af Gjemmerne, og at Lysten til at gjøre det fluktuerende var
+bleven hidset ved Umuligheden for Mange af at komme til at deltage i
+Milliardlaanene, man bød det nye Afløbsrender, og det og meget mere til
+østes i dem. Det ene store Forretnings- og Spekulationsforetagende
+dukkede op efter det andet. Stadig overtegnedes de forlangte Kapitaler i
+en Haandevending, stadig steg og steg Papirerne.
+
+Ganske naturligt steg da ogsaa med dem Børsens Tiltrækningskraft. Der
+bredte sig som Oliepletten Dag efter Dag ud over flere og flere Lag af
+Samfundet, indtil den endelig sluttede i en formelig Epidemi:
+Berigelsesvanviddet. Vort Aarhundredes Franskmænd har bestandig betragtet
+deres Liv som forfejlet, naar det ikke endte med Erhvervelsen af en
+Formue. Man havde oprindelig nøjedes med at forlange den som Resultat af
+en Ungdom i ihærdigt Arbejde. Men hvad der gik for sig paa Børsen,
+forstyrrede lidt efter lidt Hovederne. Man saae Exempler paa, at Folk
+lagde sig tilsengs som smaa Rentierer den ene Dag og vaagnede som
+Millionærer den næste. Saadanne Exempler maatte nødvendigvis virke
+fortumlende. Man begyndte med at ville være rig i Løbet af to, tre Aar,
+man endte med at ville være det i Løbet af en Uge eller to. De alvorlige,
+grundmurede Børsspekulationer blev lagte til Side, man kastede sig over
+Spillet. Alverden spillede paa Børsen. Landets første Slægter gav Tonen
+an; der var Navne som Rohan, Gontot-Biron, La Panouse, Broglie o. s. v.
+med i alle Kombinationer. Det dirigerende Bourgeoisie fulgte efter. Selv
+Folk, der indtog betroede Stillinger i Republiken, betænkte sig ikke paa
+offentlig at knytte deres Navne til Finantsspekulationer, og naar
+Politiken gik galt for dem, kastede de sig helt og holdent i Armene paa
+Børsen. En eller anden forhenværende Ministers Navn kunde ikke undværes
+og var ogsaa stadigt med paa Aktieprospektusserne. Deputerede og
+Senatorer figurerede saa hyppigt paa dem, at der endogsaa blev Tale om
+Love, som kunde sætte en Stopper for dette Uvæsen. Og mens
+Spillevanviddets Smitte saaledes gik fra Dør til Dør paa Samfundets
+Højder, trængte den samtidig ogsaa længere og længere ned i Dybderne. Den
+trængte saa dybt ned, som den overhovedet kunde komme. Kudsk og Tjener,
+der saae deres Herre kaste Penge ud, skjøndt de vidste, at han ingen
+Formue ejede og Ingenting bestilte, de lærte snart at opdage den
+uudtømmelige Guldkilde og at øse af den selv. Portneren saae en skjønne
+Dag Kudsken sige Tjenesten op og anskaffe sig Hest og Vogn. De
+Operationer, der gav saa mageløse Resultater, mente han, maatte han dog
+ogsaa forsøge. Og saa spillede Portnerne, og Portnerne fortalte om de
+store Summer, de vandt, til Urtekræmmer og Spækhøker og Grønthandler, og
+ogsaa de fulgte Trup. Og Grønthandlerne smittede Sælgekonerne, og saadan
+i det Uendelige.
+
+Udenfor Børsen, paa Bænkene langs Omnibuskontoret og under Træerne, sad i
+lange Rækker de gamle "Boursicotièrer" og drev Spekulationen i deres
+værdiløse Aktieskrabsammen fra antidiluvianske Aartier med ikke mindre
+fanatisk Raseri end den hele myldrende Stimmel inde i Templet. Sygdommen
+havde naaet sit Højdepunkt, der maatte komme en Katastrofe.
+
+[Illustration: "Les boursicotières".]
+
+Den kom i Affairen med _"Union générale"_, Bontoux's berømte Bank, det
+sørgeligste, men tillige mest drastiske Exempel paa Børsspekulationen og
+dens Udskejelser i det moderne Frankrig. Bontoux havde før Firserne kun
+været lidet bekjendt, da han pludselig dukkede op paa Pariserhimlen som
+den af Lykken mest begunstigede Finantsmand i hele Verden. Han havde, da
+han grundede sit Bankforetagende, havt den kloge Inspiration at støtte
+sig til Mac Mahons nærmeste Omgivelser og knytte til sig Folk, der
+gjennem denne stod i høj Gunst hos Kejseren af Østerrig og de østerrigske
+Ærkehertuger, Mænd som Vicomte d'Harcourt, Marquis de Bouvois, Baron de
+Wimpfen, Baron de Bourgoing gik strax fra Begyndelsen Haand i Haand med
+Bontoux, og de skaffede ham efterhaanden ved deres Indflydelse en Mængde
+Koncessioner i Østerrig, Ungarn og Serbien. Paa Basis af dem gjorde
+"Union générale" og dens Affødning, den østerrigske "Länderbank", eller
+_la timbale_, som den kaldtes i Frankrig, udmærkede Forretninger og
+erobrede i forbausende kort Tid saa godt som hele Østerrig fra de
+tidligere Forretningsmænd. Men dertil kom yderligere en anden, meget
+vigtig Omstændighed. Bontoux's Bank optraadte med Pretensioner paa at
+skulle være et Slags exklusivt katholsk Finantsforetagende, bestemt til
+at modarbejde Jødernes, særlig de tydske Jøders Indflydelse paa det
+parisiske Pengemarked og i det Hele taget gjennem den altformaaende
+Pengemagt kæmpe paa enhver mulig Maade for den ene saliggjørende
+katholske Kirke. Den støttedes som Følge deraf af hele Gejstligheden i
+Frankrig og Østerrig, og det var Folk, der sad inde med Penge. Greven af
+Chambord tog personlig ikke mindre end halvtredie tusind Aktier, og selve
+Paven i hvert Fald lovede man som Participant i og Støtte for Banken.
+Dens Papirer gik da i Vejret med utrolig Hurtighed. Aktierne lød paa 500
+Francs, af hvilke der dog aldrig blev indbetalt mere end halvfjerde
+hundrede. Kort før deres Udstedelse stod de imidlertid i 700, saa steg de
+til 1200, saa til 2000, 2200, 2500, og godt og vel et Aar efter Bankens
+Grundlæggelse var de naaede op i ikke mindre end 3200 Francs.
+
+Selvfølgelig kunde det ikke være gaaet naturligt til. Der havde været
+Tillid og berettiget Tillid til Bontoux's Foretagende, men den rent ud
+mirakuløse Stigning havde han og hans Banks Administration kunstig skabt.
+Under Kampen med de jødiske Bankierer, der dannede Konsortier for at
+fremtvinge Baisse paa "Union générale"'s Papirer, havde denne selv søgt
+at holde Kurserne ved strax at opkjøbe de af dens Aktier, der blev
+tilbudte. Da den raadede over store Pengemidler, var det en Stund gaaet
+godt, og Millionkongernes Konsortier var flere Gange blevne sprængte. Men
+til Slutning kunde Katastrofen ikke udeblive. De to, tre Gange slagne
+Børsmatadorer rottede sig sammen igjen, og tilsidst sejrede de. Kampen
+blev aabnet paa et andet Punkt, Suez-kanalens Aktier var ved en meget
+betydelig og meget rig Spekulants Agitationer efterhaanden blevne drevne
+op til en ikke mindre fabelagtig Højde end "Union générale"'s. Fra 900
+var de stegne til 3500. Den nævnte Spekulant havde først ved alle
+kunstige Midler, blandt Andet ved at raade sine Venner til at kjøbe,
+faaet det paagjældende Papir til at stige og stige i det Uendelige, og da
+saa Højdepunktet var naaet, kastede han pludselig sine 60,000 Aktier paa
+Markedet uden at underrette Nogensomhelst derom i Forvejen, ikke engang
+sine nærmeste Venner. Disse tresindstyve tusind Aktier budte ud paa en
+eneste Dag medførte naturligvis et meget betydeligt Fald. Papiret selv
+sank fra 3500 til 2000, og den almindelige Baisse kunde samtidig ikke
+undgaas. Dette Øjeblik benyttede Koalitionen af Børsmatadorer for at
+ramme Bontoux dødeligt. Ved et uendeligt Salg fremkaldte de en saa uhyre
+Baisse, som Paris's Børs endnu aldrig havde set paa noget Papir, ikke
+engang i Mirès's Dage. Da dette umaadelige Salg ikke mødtes af nogen
+Kontramine, og da Banken ikke længer havde Summer nok til at kjøbe op som
+før, sank "Union generale"'s Aktier paa en enkelt Børsdag fra 3200 til
+1300, altsaa noget nær 2000 Francs pr. Aktie. Det kom som et Tordenslag
+over Paris, og det medførte en almindelig Panik. Den langt overvejende
+Pluralitet af dem, der led Tab paa Unions Papirer, var Spekulanter, som
+ikke sad inde udelukkende med dette Papir. For at skaffe Penge maatte de
+sælge over en Hals ogsaa alle andre Papirer; deres Agenter maatte
+ligeledes sælge for at dække dem, og Baissen bredte sig da og
+oversvømmede hele Pengemarkedet. Tusinder og atter Tusinder mistede Alt,
+hvad de ejede og havde, det var Milliarder, der 5 disse Dage blev tabte
+paa Børserne i Paris og Lyon. Fra den ene Ende af Frankrig til den anden
+hørte man kun om Ruin paa Ruin. Naturligvis havde der mellem Spillerne
+ogsaa været forsynlige Folk, som havde hørt op, mens Legen var god, men
+de Fleste var blevne ved at spille, til Baissen kom, og paa en eneste Dag
+styrtede da alle deres Luftkasteller sammen. Ikke blot Alt, hvad de havde
+tjent, og Alt, hvad de ejede, gik tabt i denne Ødelæggelse, men Mange kom
+kun ud af Krisen med en Gjæld paa Halsen, som de kunde behøve Aar af
+deres Liv til at dække. Der var særlig een Klasse af Mennesker, som
+Katastrofen ramte haardt: Kunstens og Literaturens letsindige Verden med
+dens store Behov for Luxus, dens stærke Fantasi og dens gamle Tro paa, at
+Guld og grønne Skove engang maatte dumpe som stegte Duer ned i Munden paa
+den. Af hundrede Literater, Journalister og Artister af alle Slags, var
+der næppe ti, som ikke i større eller mindre Grad kom under Indflydelse
+af Berigelsesvanviddet. Verdensberømte Stjerner, der havde gjort Karriere
+og tjent sig en Formue, satte Alt overstyr, saa de maatte begynde forfra
+igjen med tomme Hænder; unge Journalister med en maanedlig Gage paa fem,
+sex hundrede Francs, tabte ti, tyve Tusinde. Regelen var, at Alle mødte
+paa Likvidationsdagen med de Summer de skyldte. Men med hvilke
+kæmpemæssige Anstrengelser og med hvilke utrolige Opoffrelser af Venner
+og Bekjendte de skaffedes tilveje, kan Ingen danne sig nogen Forestilling
+om, der ikke selv har havt Lejlighed til at kaste et intimt Blik ind i
+disse sørgelige Forhold. Hele Kunstens og Literaturens Verden blev
+forarmet ved Katastrofen; de, der ikke selv havde spillet, blev det ved
+at hjælpe deres Kammerater med den sjeldne Redebonhed og Tjenstvillighed
+indbyrdes, der er et af de smukkeste Træk i den franske Nationalkarakter.
+Overfor Fremmede har Pariseren Høfligheden paa Læberne og Hjertet lukket;
+Ven mellem Ven har han derimod Hjertet og Pungen aaben paa vid Gab.
+
+Denne Redebonhed til at hjælpe, i Forening med den umaadelige Evne paa
+alle Kanter til at kunne gjøre det, forhindrede, at Katastrofen med
+"Union générale" blev nogen almindelig Krach. Foruden Bontoux's eget
+Foretagende gik kun et Par enkelte andre større Banker tilgrunde i
+Krisen. Landets Velstand ramtes ikke føleligt af den, og den gjorde da
+maaske kun godt, som Udbruddet af de Sygdomme, der renser Blodet. Den har
+vel næppe forhindret, at der kan følge andre efter, men den har dog for
+en Stund gjort de Funktioner normale, som Børsen er bestemt til at udføre
+i det moderne franske Samfund. Dens Betydning for Landet tør ikke
+undervurderes. Der har været store Tider, da Frankrigs Aandsliv, da dets
+mægtige, smittende Idéer, da dets Kunst og Literatur gav det den første
+Plads mellem Nationerne. Der har været andre ogsaa, da det var de franske
+Vaabens Gloire, der lagde Verden for dets Fødder. Men Tiderne skifter.
+Det nytter ikke at bedrage sig selv: i vore Dage er de materielle Krav
+for stor en Magt, til at Tænkere og Digtere kan anvise et Land dets Rang
+mellem Staterne. Som Frankrig har været Vuggen for alle Menneskehedens
+store, moderne Idéer, saaledes er det endnu det ukrænkelige Tempel, det
+eneste maaske, hvor de har Asylret mod en, om end sygnende, dog endnu
+mandsstærk Reaktion. Det er deri, at denne levedygtige Nation har sin
+inderste Styrke, men det er ikke dens Styrke udadtil. Og heller ikke dens
+Vaaben er det eller vil blive det i en Fremtid, som menneskelige Øjne kan
+overse; en demokratisk Republik som den franske bliver aldrig nogen
+Militærmagt. Skal Frankrig hævde sin Position i vort Aarhundredes
+Slutning, saa bliver det, fordi det er saa lykkeligt ogsaa nu at have,
+hvad Tiden gjør til det Største og Vigtigste, fordi det er det rigeste
+Land i Verden. Det er dets lykkelige Jord og Folkets Arbejdslyst og
+Arbejdsdygtighed, der forskaffer denne Rigdom, men det er Templet paa
+Børspladsen, der forvalter og frugtbargjør den. Pariserbørsen behersker
+ikke blot det franske, den behersker det hele internationale
+Finantsmarked. Der er ikke noget stort Pengeforetagende Verden over, som
+ikke bliver udbudt paa den, der er intet Land, der kan skaffe de
+nødvendige Kapitaler tilveje, uden at det benytter den som
+Forretningsagent og Mellemmand. Da Italien for nogen Tid siden vilde
+udstede et Laan paa halvfemte hundrede Million og af politiske
+Antipathier mod Frankrig lod det udbyde paa Londonnerbørsen, gjorde man
+ynkeligt Fiasco og var nødt til at komme til Paris alligevel. Der indgaar
+til Frankrig hvert Aar omtrent to Milliarder som Renter af franske Penge,
+anbragte i Udlandet; det er altsaa en Kapital af henved halvhundrede
+Milliarder, dette Land har været rigt nok til at laane den øvrige Verden.
+En saadan Rigdom vilde aldrig være kommen, hvis man som i gamle Dage
+havde gjemt Udbyttet af sin Jord paa Kistebunden eller i Strømpeskafter.
+Alle Samfundslag har lært at bringe det til Børsen, derfor er det, at
+Frankrigs Formue fordobles og fordobles. Og med Formue naaer man vidt i
+vore Dage, Penge regerer Verden, Millionerne regerer Krigene endogsaa.
+Frankrigs Position i Europa ligger i Pariserbørsens Haand, det er af den
+Grund, at den ikke med Urette, til en vis Grad idetmindste, kan, trods
+alle dens Udskejelser, betragtes som Hjertet for hele det moderne
+franske Samfund.
+
+[Illustration: "C'est un Krach!--C'est un vol!"]
+
+
+
+
+KUNST OG KUNSTNERE.
+
+
+Frankrig har aldrig havt nogen rigtig Kunstperiode før netop i vore Dage.
+David skabte Skole ganske vist, men han blev dog egentlig, den eneste
+virkelig Store i hele Kredsen, der samlede sig omkring ham. Folk som
+Fragonard eller Watteau staar ene, og de er faa endda. Først henimod
+Fyrretallet, med Piejaden, hvis største Navne var Delacroix, Millet,
+Théodore Rousseau og Corot, begynder den franske Kunst at gjøre Epoke.
+Siden da har den taget svær Fart. Den staar nu ikke blot forrest mellem
+al moderne Kunst, den ikke blot fæster hele Verdens Opmærksomhed paa sig,
+den har forøget Kunsthistorien med et nyt Kapitel, der er fyldigt som de
+betydeligste af de gamle og interessant som de interessanteste. Den kan
+have sine svage Sider, det er der Ingen, der falder paa at nægte. Men den
+har det umaadelige Fortrin, at den strutter af Liv og Friskhed, og at
+dette Liv er selve den Tids, i hvilken den er født. Den klæder vore Dage
+i kunstnerisk Kjød og Blod. Den gjør det med store Evner, med en uendelig
+Sum af Energi og med levende Sandhedskærlighed tillige. Det er
+Forklaringen af, hvorfor den holder Alle fangen under sit Trylleri.
+
+Og som Tiden er en Floreringsperiode for den franske Kunst, saaledes er
+den ogsaa en højst behagelig Tid for de franske Kunstnere. Deres Position
+i det moderne Parisersamfund er ligesaa dominerende som
+misundelsesværdig. Regeringen og Selskabet slaas om at udmærke dem, Fru
+Fortuna øser Louisd'orregn ud over dem uden Ende. Maleriet er,
+efterhaanden som Luxus'en i de sidste Aartier er stegen og stegen, mere
+og mere blevet dens første Fornødne. Et Hus, der er indrettet _comme il
+faut_, kan ikke undvære sit Galleri, selv det beskedneste Hjem maa, naar
+dets Beboere vil regnes med til den dannede Verden, have et eller andet
+Kunstværk i sin Salon. At det hænger paa Væggen der, er ligesaa
+nødvendigt, som at der hænger Diamanter i den gifte franske Dames Øren.
+Om man har Noget i Kjøkken og Kjælder faar blive, hvad det er, men
+Brillantørenringene og Malerierne, de er som Klæder paa Kroppen,
+Velanstændigheden forlanger deres Existens. Med Begjæret stiger Varens
+Pris. De enorme Summer, der betales for den franske Malerskoles Arbejder,
+har sin første Grund i, at de er Nødvendighedsgjenstande for den moderne
+Pariserluxus; men den er ikke den eneste Grund, der kommer andre
+til ogsaa.
+
+Hvert Foraar kommer Amerikanerne. Det er en formelig Invasion. Siden
+Frankrig blev Republik, har Flirtationsforholdet mellem Franskmænd og
+Yankeer Dag for Dag udviklet sig til større og større Intimitet. Ved
+enhver Lejlighed hædres Søsterrepubliken paa den anden Side Havet. Dens
+Sæder og Institutioner fremstilles som et Exempel til Efterlignelse, dens
+Stjernebannere myldre ved Siden af Trikoloren, naar der er Fest i Parises
+Gader; dens Pariserkoloni feteres, kjæles for, lovprises i Aviserne og
+begunstiges af _la vie mondaine_. Med al den Opmærksomhed er Amerikanerne
+yderst tilfredse, og de gjengjælder den ved at bringe Paris deres Penge.
+De har imidlertid saa mange af dem, at selv Seinestadens vildeste
+Adspredelsesliv ikke kan sluge dem alle. Og naar disse vor Tids Nabober
+tager hjem igjen, tager de da med sig, hvad de kan faa fat paa af
+"rigtigt Parisisk". Maleriet er Modeluxus ogsaa hos dem, og det franske
+Kunstmarked har paa den Maade faaet et uhyre Opland. Der er Malere, som
+udelukkende "gjør Forretning" hinsides Atlanterhavet, der er enkelte
+Kunsthandlere, som tager mange Millioner ind derfra hvert Aar.
+
+Fremdeles har ogsaa Spekulationen kastet sig over Kunstværkerne. Man
+kjøber nutildags Malerier ikke blot for Fornøjelsens, men ogsaa for
+Fordelens Skyld. Pengene, som man anbringer i dem, trækker store Renter,
+mens Billederne hænger og pynter op og giver deres Ejermand Air og
+Anseelse. Naar man har havt dem en halv Snes Aar, kan man næsten være
+sikker paa at faa dobbelt saa stor en Kapital ud af dem, som man har sat
+i dem, og er man en Smule Kjender og lidt praktisk, kan man tidt gjøre
+det paa langt kortere Tid endogsaa. Med Franskmændenes udprægede
+Forretningssands har det naturligvis ikke kunnet vare længe, før de
+gjorde den Opdagelse. Langt Flere, end Nogen troer, har draget sig den
+til Indtægt. Ved at spekulere i Aktier klæber der dog endnu for visse
+Kredse noget mindre Nobelt, men at spekulere i Malerier, det er en god
+Forretning, der har de tre store Sider forenede: at tilfredsstille
+Spekulationstrangen, at være en fin, douce, fornem Spekulation. og dog at
+give rigtig godt i Lommen. Mod den kan ingen moderne Franskmand have
+Nogetsomhelst at indvende. Paa den Maade er da det at være fransk Maler,
+der er en Smule i Skuddet, efterhaanden blevet ensbetydende med at være
+et Lykkens Skjødebarn, der har alle mulige materielle Goder liggende
+udbredte for sig. Hans Arbejder vil Alle kjøbe, og de er de eneste, man
+vil kjøbe nutildags. De gamle Italienere er sejlede ganske agterud. Der
+er en parisisk Kunsthandler, der ti Aar i sin Boutik har havt hængende en
+Primaticcio, som han vil sælge for tusinde Francs, men som han ikke
+engang til den Pris kan komme af med. Samme Mellemhandler kan derimod med
+den største Lethed faa femten tusind for en lille Akvarel af Detaille,
+malet paa en Dag eller to, og bliver det ham muligt at faa fat i et
+diminutivt Maleri af Meissonier for tredive, fyrretyvetusind Francs, saa
+gjør han store Forretninger. Mesterens bekjendte Billede "La charge des
+Cuirassiers" har Amerikaneren Stewart kjøbt for 300,000. Naturligvis gaar
+der af saadanne Summer ikke lidt i Mellemhandlerens Lomme. Goupil kunde,
+da han gav Gérome sin Datter, give hende to Millioner i Medgift og dog
+beholde en tyve, tredive Millioner tilbage for sig selv. Megen Svindel
+løber der ogsaa med ind, saaledes ved Auktioner, hvor Kunsthandleren
+"poussere" sine Malere ved selv paa anden Haand at drive deres Arbejder i
+Vejret, som dengang for Exempel et Billede af en Spanier Villegas af
+temmelig underordnet Rang blev betalt med 125,000 Francs. Den Slags
+Priser kan selvfølgelig ikke holde sig i Længden. Men hvor meget end
+Kunsthandlerne meler deres egen Kage, og hvor mange uholdbare
+Reputationer de end skaber, saa er saa meget dog sikkert, at en fransk
+Kunstner i Firserne, der har Talent, ogsaa med stor Lethed i Kraft af det
+bliver en velstaaende, endog en rig Mand. De Tider er forlængst forbi, da
+Millet manglede Brødet til sine Børn, og Rousseaus "Le givre", som han
+selv kun med Nød og næppe kunde faa fem hundrede Francs for, det er nu
+hundrede tusind værd. De store moderne Mestere har fyrstelige Indtægter
+og fører et Liv som Fyrster. De har deres egne komfortable Hoteller,
+deres Villaer i Syden og i Omegnen af Paris, deres Stalde staar fulde af
+Heste, deres Saloner bugner af Luxus. Meissonier ejer paa Boulevard
+Malesherbes et Hus til en Million, og i Poissy et andet, hvis Værdi er
+endnu større. I hans Samling af Billeder, stikker der saadant Noget som
+fem, sex Millioner. Han er nu ganske vist fire og tresindstyve Aar, og
+han har siden 1833, da han debuterede, malet en femten, tyve Billeder
+aarlig, hvis Gjennensnitspris nu idetmihdste er en halvhundrede tusinde
+Francs. Men selv de rent Unge har ingen Anledning til at klage over, at
+Kunsten ikke lønner sig. Der var paa en af de sidste Saloner af van Beers
+udstillet et Billede, som man vistnok kjender, da det er reproduceret
+allevegne: den unge Pige, som Marineofficeren fører ned ad
+Dampskibstrappen efter et Besøg ombord. For at danne mig en Forestilling
+om, hvorledes de unge Kunstnere blev betalte, spurgte jeg ham engang,
+hvad han havde faaet for det. Han havde ikke kunnet faa det solgt,
+svarede han meget beskedent. Da jeg undrede mig over, at et Arbejde, der
+havde gjort saa megen Opsigt og behandlede et saa hyggeligt, tiltalende
+Sujet, ikke kunde finde Kjøbere, kom Sandheden imidlertid frem. Der havde
+været Liebhavere nok, men man havde kun budt ham nogle og tyve tusind
+Francs for det, og han fandt den Pris latterlig lille. Van Beers hører
+endda ikke engang til de Medaillerede. Naar han stiller saadanne
+Fordringer, kan man slutte sig til, hvorledes de Unge betales, der trods
+deres endnu ikke fyldte tredive Aar allerede er naaede til Succès'ens
+Højde, Folk som Bastien-Lepage, Gervex eller Dagnan.
+
+I hele sin ydre Fremtræden er da ogsaa denne unge franske Malerskole en
+ganske anden Race Mennesker end dens Forgængere, der førte Bohémienliv
+paa den venstre Seinebred. Det lange, vildt flagrende Haar, de bulede
+Filthatte, Farveklatterne paa den slidte Frakke, Bochdrikningen med
+Grisetter, Kreditten paa Knejperne, Kankannaderne i Bullier og alt det er
+der næsten ikke Skygge tilbage af længer. En ung Kunstner fra vore Dage
+er en Kavaller _comme ti faut_, klædt efter sidste Mode, fint dannet,
+elegant, beleven i sin hele Færd. Han spiser sin Middag hos Sylvain eller
+Peters og lægger ingen Vægt paa, om den koster ham en halv Snes Francs,
+naar det, han faaer er godt, og han i behageligt Selskab kan ryge sin
+fine Cigar til Kaffen. Naar han kommer sammen med sine Venner,
+konverserer han om, hvad der er passeret i "la vie mondaine" og ved de
+sidste Premièrer; naar man bliver præsenteret for ham, byder han En sit
+Kort, paa hvis Fod der staar angivet Dagen, da han tager imod. Og
+aflægger man ham saa et Besøg, finder man ham i det fine Monceaukvarter
+installeret paa det Allerbrillanteste. Hans store, luftige Atelier er en
+fantastisk Modtagelsessalon, fyldt med de kostbareste Sager, dekoreret
+med orientalske Tæpper og Draperier, antike Kunstmøbler, gamle Vaaben,
+Sévresporcellain og en Mylder af sjeldne Bibelot'er, der kan gjøre
+artistisk Virkning. Her kan selv Damer af den fornemme Verden komme til
+ham for at se ham ved Arbejdet eller tage hans Studier i Øjesyn, og det
+hænder heller ikke saa sjeldent, at de kommer.
+
+Thi den moderne Maler i Paris er en af "Selskabet" saare søgt Mand. Han
+lever kun lidt sammen med Kammerater. Noget fælles Kunstnerliv, som det
+endnu findes i Rom eller i tydske Byer, der er Centrum for Malerne, det
+existerer aldeles ikke i Paris. Der er smaa artistiske Kredse paa en halv
+Snes Mennesker, som samles en Gang om Maaneden til Middag: den, hvis
+Hovednavne er Bastien-Lepage, Dagnan og Courtois for Exempel, den, som
+tæller Cazin, Gervex og Finnen Edelfelt mellem sine Medlemmer, eller "Les
+Rigoberts", hvor Detaille, Vibert, Jacquet, Leloir og Flere samles for at
+more sig med at efterligne Dyr og den Slags Plaseer. Men disse smaa
+Dinerer er ogsaa snart sagt det Hele, man faaer Tid til at offre
+Vennerne. Man drukner i Indbydelser fra alle Kredse af "le monde", En
+Soirée er mislykket, naar Værtinden ikke kan gjøre Stads med en eller
+anden Kunstner i Vælten. Eller rettere sagt: med en Maler, thi
+Billedhuggerne holder sig væsentlig udenfor denne "mondaine" Sus og Dus.
+De betales endnu forholdsvis daarligt og fører et Liv som Kunstnerne i
+gamle Dage, og det skjøndt der mellem dem findes Talenter af allerførste
+Rang. Paul Dubois er en af Verdens største Mestere, Falguière, Frémiet,
+Chapu og adskilligt Flere vil have beholdt deres Plads i Kunsthistorien,
+naar mangen Maler er glemt, som Parisersalonerne nu ligger paa Knæ for.
+d'Epinay og tildels de St. Marceaux er ikke destomindre saa at sige de
+Eneste af Billedhuggerne, der er paa Moden. Men navnlig den Første er det
+ogsaa tilgavns. Amerikanermillionærerne navnlig kan ikke leve uden
+d'Epinay. Er der Nogen, der kjender ham, saa bliver han bestormet med
+Billetter. "De maa absolut præsentere d'Epinay hos os iaften." "Jeg vil
+være Dem ganske overordentlig forbunden, hvis De kan faa d'Epinay til at
+spise til Middag hos mig, Frøken Chose vil gaa i Graven, hvis hun skal
+rejse hjem uden at have faaet ham at se," saaledes lyder det i Kor fra
+alle Kanter. Og er det muligt engang imellem at slippe fra Salonerne, saa
+er Cirklerne der strax med deres Krav. Det er i dem stadig Kunstnerne,
+der maa agere Maîtres de plaisir, det er dem, der maa arrangere og
+dekorere og spille Komedie og Gud veed hvad. Hvorledes de med alt det
+faaer Tid til at være saa flittige, som de i Virkeligheden er, det er en
+Hemmelighed, som kun den forstaar, der kjender til det Utrolige, der kan
+naaes i Paris.
+
+Flittige er de nemlig, selv de i Selskabslivet mest søgte af dem.
+Franskmændene er i det Hele taget begavede med en Arbejdsdygtighed, som
+ikke blot tilnærmelsesvis naaes af noget andet Folk. Men hos deres
+Kunstnere, hos deres Digtere og Forfattere findes denne Evne potenseret
+til en fabelagtig Højde. Man behøver blot at tælle Balzacs, Victor Hugos,
+George Sands eller Alexandre Dumas Bøger for at have et klart Billede af,
+hvilket titanisk Arbejde disse Navne repræsenterer. Antoine Baryee har
+alene produceret Mere, end alle andre Billedhuggere tilsammen, Delacroix'
+og Rousseaus Værker er utællelige. Og denne uendelige Produktivitet gaar
+paa ingen Maade Haand i Haand med manglende Samvittighedsfuldhed.
+Tvertimod. Der er et Træk, der er overordentlig karakteristisk, og det er
+tilmed hentet fra en af de mest produktive af alle moderne franske
+Malere, Meissonier. En af hans Specialiteter er, som bekjendt, hans
+Heste. Da han begyndte at male dem paa sine Bataillebilleder, holdt han
+sig endnu til Skoletraditionerne, men det blev ham snart ikke nok. Han
+vilde studere Naturen og gjengive den. Er det imidlertid allerede
+vanskeligt at faa en Hest til at staa Model, naar den skal være i Ro, saa
+bliver det saa at sige ugjørligt at portrætere den i Bevægelse.
+Meissonier bar sig saare snildt ad. Han lejede i Poissy, i Nærheden af
+sit Hus, en lang, flad Slette og belagde den med Skinner. Paa disse
+Skinner anbragte han et Slags bevægelig Lænestol, i hvilken han tog Plads
+med sit Album i Haanden. En Tjener tilhest travede eller galopperede ved
+Siden af ham, alt eftersom han havde Brug for den eller den Oplysning,
+medens en anden skjød Lænestolen frem paa Skinnerne, parallelt med
+Hestens Side. Paa den Maade kunde Kunstneren vende hjem med hele sin
+Skizzebog fuld af Tegninger. Det var for Størstedelen rent ud
+hieroglyfiske Skizzer, men han forstod dem selv; naar han var tilbage i
+sit Atelier, resumerede han disse Studier i Voxstatuetter, og efter dem
+malede han saa. Det er paa den Maade, de unge franske Kunstnere mere
+eller mindre bærer sig ad alle, og det er paa den Maade, de faar Sandhed
+og Liv og Troskab i deres Billeder.
+
+[Illustration: Meissonier]
+
+Der er jo ganske vist ogsaa ved Siden af dem Resterne af Akademikerne,
+for hvem Traditionen er Alt og Naturen Ingenting. Der er Klassikere som
+Cabanel, og der er _l'art bourgeois_ med Typer som Bouguereau. Bouguereau
+er Medlem af Institut de France, han leverer det fineste, elegantest
+slikkede Arbejde, der kan tænkes, han holder Ligtaler over sin Ven
+Boucicault, Ejeren af Bon Marché, og han driver selv ved Siden af Kunsten
+en indbringende lille Biforretning som Husvært. Samtidig med, at han
+sender sine Venus'er til Salonen, sender han til Amerika hellige Jomfruer
+med smaa Lam, som han aldrig vilde vove at vise frem i Paris; han gjør
+sig til af at male et Hoved hver Dag, prutter med sine Modeller om fem og
+ti Francs og tager Hundredetusinde ind om Aaret. Han er kort sagt en god,
+fornuftig Borger og en Kunstner, der aldrig løber løbsk. Folk som han vil
+altid have et beundrende Publikum, særlig i Paris, hvor Eliten ganske
+vist er større end noget andet Sted, men hvor samtidig de Profanes Mængde
+er ligesaa forfærdelig stor, som den er forfærdelig intetsigende. De Unge
+gaar imidlertid hverken i Skole hos ham eller hos en Kunstens Corneille
+som Cabanel. Der er en skandinavisk Kritiker, der ved Wienerudstillingen
+har resumeret sit Indtryk af det moderne franske Maleri i følgende
+Slutningspassus: "Den franske Kunst er i Dekadence, og naar den gamle
+Bouguereau engang lukker sine Øjne, hvem skal da føre Idealet frem?" I
+det har han upaatvivlelig Ret, at der imellem hele de Unges Kreds ikke
+vil være nogen Eneste til at tage Arv efter gamle Bouguereau, der nu
+forresten kun er fem og halvtresindstyve Aar. Men med Hensyn til
+Dekadencen ser han dog vistnok lovlig sort paa Tingen, og hvad Idealet
+angaar, saa hører det jo nu engang til den Slags luftige Taager, som det
+er saa sin egen Sag at faa fat paa og blive rigtig enig om, hvad er.
+
+Sikkert nok: den franske Kunstner grubler ikke synderlig over "Idealet".
+Franskmændene forstaar overhovedet kun daarlig den Sport at ligge paa
+Ryggen og fantasere over deres egen Villen og Stræben og sende blaa
+Cigarringe og blaa Drømme op i Luften. De gaar løs paa Realiteten. Det er
+det, der er Styrken i deres Nationalkarakter, og det er det, der er
+blevet Storheden i deres moderne Kunst. Den hele lange Række af unge
+Malere har i Virkeligheden ingen anden Læremester end Naturen. Det er
+ogsaa derfor, at man kun i højst uegentlig Forstand kan tale om en
+moderne fransk Skole. Der er ikke en enkelt, der er omtrent ligesaamange,
+som der er Kunstnere af Talent. Selv Mestere som Gérome og Bonnat kan
+ikke siges at have skabt Skole; de har kun vækket og udviklet en Kreds af
+Talenter, der senere er gaaede deres egne Veje. Men navnlig Bonnat har
+unægtelig i saa Henseende gjort saare meget. Hans Elever er ogsaa de
+talrigste. Der er saa mange Studerende paa hans Atelier, at de om
+Vinteren kan arrangere store Maskefester mellem sig selv indbyrdes, og
+oppe ved Avenue de Clichy har der endogsaa rejst sig en hel lille By af
+Atelierhuse udelukkende for Bonnats Elever. Det er til ham, Størsteparten
+søger af de unge skandinaviske Kunstnere, der kommer til Paris. Og der
+kommer efterhaanden Mange af dem, i hvert Fald Svenske, Nordmænd og
+Finner, Danskerne derimod har kun lige begyndt at finde Vejen til Paris.
+Næst efter den spanske og den belgisk-hollandske er den skandinaviske
+Malerkoloni den talrigste og den, der spiller den største Rolle.
+Wahlberg, Salmson og Hagborg har allerede en Stund havt Billeder paa
+Luxembourg, Edelfelt, hvem den samme Ære nylig er bleven tildel, kappes
+om Parisernes Gunst med de af deres egne unge Malere, der er mest i
+Vælten. Smith-Hald, Berndtsson, Heyerdahl, Cederstrøm har ligeledes baade
+Position og Publikum, og adskillige Yngre er paa gode Veje til at faa det
+Samme. Paa den sidste Salon havde over fyrretyve skandinaviske Kunstnere
+Arbejder udstillede.
+
+"Salonen", den aarlige Udstilling i det forhenværende Industripalads i
+Champs-Elysées, er Brændpunktet for det hele Kunst- og Kunstnerliv. Den
+er da ogsaa et overordentlig talende Vidnesbyrd om, hvilken betydelig
+Rolle Kunsten spiller i det moderne Parisersamfund. Antallet af
+udstillede Arbejder er enormt og Interessen for dem fra Publikums Side
+ikke mindre stor. Under fem, sex tusind Numere har Salonkatalogen aldrig.
+At alt det skulde være virkelige Kunstværker, er nu naturligvis umuligt,
+saa meget mere umuligt, som Salonen ingenlunde er den eneste Afløbsrende
+for Paris's aarlige Kunstproduktion. Ved Siden af den er der en Mylr af
+andre separate Udstillinger; en halv Snes "Cirkler" med artistisk Tilsnit
+har hver deres, i Kunsthandleren Petits nye pragtfulde Lokale i Rue de
+Sêze er der ligeledes stadig Saloner i det Smaa, og Masser af enkelte
+Grupper eller Kunstretninger slaar sig hvert Øjeblik sammen for at
+præsentere Publikum deres Værker, hvor de kan komme til det. Det hører
+snart til Umulighederne at opdage en eneste Dag Aaret rundt, da der ikke
+er mindst to eller tre offentlige Kunstudstillinger. Man faaer
+ligeoverfor denne umaadelige Produktion et Indtryk af, at hele Paris maa
+være en By af Malere. Svært skal det nu i Virkeligheden ogsaa falde at
+finde en Familie, hvor ikke idetmindste eet Medlem dyrker Kunsten. Er der
+ikke en Neveu eller en Fætter, saa er der i ethvert Tilfælde en Niece
+eller en Kusine eller en Tante. De er utallige disse ældre eller yngre
+Frøkener, der giver sig af med Pensel og Palet. Ogsaa de har den ene
+Udstilling efter den anden, paa hvilke der ikke maa komme Andet end
+Billeder malede af Damer. Det vil nu dog kun sige signerede af Damer, thi
+de Frøkener er kun faa, der ikke paa en eller anden Maade faaer fat paa
+en rigtig Maler, som de da ikke giver Slip paa, før han har "korrigeret"
+deres Billede, hvilket næsten altid bliver ensbetydende med, at han gjør
+det Hele om. Alt det er Modegalskab og det ynkeligste Dilettanteri, der
+kan tænkes. Det holder ogsaa paa "Salonen" sit Indtog med Faner og
+klingende Spil; Halvparten af de sex tusind Numere har kun ganske
+overordentlig lidt med Kunst at bestille. Men det gjør Ingenting, de
+hjælper den alligevel; jo bredere Pyramidens Basis er, desto højere naaer
+dens Spids i Vejret. Er der altid uhyre meget Daarligt paa
+Parisersalonen, saa mangler der heller aldrig Værker, der vil leve
+bestandigt ved Siden af det Bedste, som nogen Tid og nogen Kunstretning
+har frembragt.
+
+[Illustration: Paa Salonen Vernissagedagen.]
+
+Kan man saa fortænke Pariserne i, at denne Salon for dem er
+Hovedbegivenheden i Aarets Liv? En Maaned i Forvejen drejer den
+almindelige Konversation sig udelukkende om den, Bladene er fra Ende til
+anden Indiskretioner om den, Alle, som har det Mindste med Kunstnere at
+gjøre, maa spærre sig inde for ikke at blive flaaet ihjel af
+Nyhedsjægerne. Dagen, da den aabnes, eller rettere Dagen forinden, _"le
+jour de vernissage_, er en af de allerstørste Pariserdage, Oprindelig
+skulde det kun være Kunstnerne, der paa den havde Adgang til Helligdommen
+for at gjøre sig bekjendte med, hvor deres Billeder var blevne ophængte
+af Komiteen, og for at lade dem faa det Overtræk af Fernis, som de ikke
+maa have, naar de indsendes til Bedømmelse. Men efterhaanden er det
+blevet "Tout Paris", der er med til den store Generalprøve. Har man
+nogensomhelst Pretensioner paa at høre til den Part af Befolkningen, der
+tæller, saa maa man vise sig paa "le jour de vernissage", det koste hvad
+det koste vil. Det er Titusinder, der paa den skaffe sig Adgang;
+hvorledes de faaer den, er en Gaade, men ind kommer de. Fra Klokken
+Elleve er alle Salene proppede fulde; man støder paa en Berømthed for
+hvert Skridt, man gaar. Og Alle har uhyre travlt; man skal ikke blot se
+hinanden, men ogsaa Billederne. Naar man Klokken Et, To samles til
+Frokost hos Ledoyen eller i Moulin rouge, maa man kunne sige sin Mening
+om alle Hovedværkerne og kunne give Salonens Fysiognomi. Det er ved den
+med Vernissagedagen uadskillelige Rosbif og Saumon, sauce verte, mellem
+denne Mylr af Herrer med Rosetter og Damer i lyse Foraarstoiletter, som
+allesammen kjender hinanden og vexler Hilsener og Haandtryk og Indtryk,
+at Afgjørelsen træffes, om det er en daarlig Salon eller en af
+Mellemslagsen. Er det ikke der, at Priserne uddeles, saa er det dog der,
+at de Lykkelige udpeges, som kan vente sig dem. Flyver deres Navne paa
+Vernissagedagen fra Mund til Mund ved de smaa Borde i Ledoyens Have, saa
+kan de med rolig Samvittighed bestille Champagnen strax, saa er de sikkre
+paa deres Medaille. Den Dom, Vernissagedagens Publikum fælder, bliver
+ligesaa sjeldent underkjendt som Premièrepublikumets i Theatrene.
+
+I sex, syv Uger efter Vernissagen er Salonen saa Paris's Centrum. Den
+fine Verden har ligesom i Théâtre français og Operaen sin bestemte Dag,
+Fredagen, da den samles der. For at den kan anstille sine
+Kunstbetragtninger uden at løbes paa Ærmet af den store Mængde, koster
+Adgangen paa denne Dag fem Francs. Der er i den demokratiske franske
+Republik saa mange Inkonsekvenser, at man sagtens kan begaa den ogsaa.
+Man siger, at man har været nødt dertil; Tilstrømningen er i hele
+Udstillingstiden til daglig Brug saa stor, at Palaiet næsten ikke kan
+rumme Publikum. Alle maa have været paa Salonen, for hvor man kommer hen,
+tales der ikke om Andet. Højst karakteristisk er det, at Aviserne, der
+kun uhyre sjeldent kan faa Plads til med et Par Ord at omtale en nys
+udkommen Bog, allesammen fylder Spalte paa Spalte mange Numere i Rad med
+Kritiker over Kunstudstillingen. De skriver kun, hvad de er sikkre paa
+bliver læst. Men de kjender deres Publikum, de veed, at deres
+Salonartikler hører til det, der sluges. Som den franske bildende Kunst i
+vore Dage er et Hestehoved foran Literatur, saaledes er der heller ingen
+Tvivl om, at Interessen for den næst efter Theatersværmeriet i hvert Fald
+er den af alle aandelige Interesser, der er stærkest og har bredt sig
+videst ud i det moderne Paris.
+
+[Illustration: Bonnat]
+
+
+
+
+LITTERATUR OG AVISER.
+
+
+Nationalbibliotheket i Paris skal af Alt, hvad der trykkes i Frankrig og
+dets Kolonier, have et Exemplar tilsendt gratis. Lige ned til det mindste
+cochin-chinesiske Provindsblad og den obscureste Gadevise, der bydes
+tilfals i Bellevilles Baggyder, maa Alt, hvad der udgaar fra en
+Bogtrykkerpresse, aflevere denne Tribut. Det er paa den Maade muligt
+stadig at være fuldstændig paa det Rene med den litterære Produktions
+Omfang; Antallet af de litterære Fødsler kan opgives med samme
+Nøjagtighed som Antallet af de almindelig borgerlige. For Øjeblikket
+beløber de sig til lidt over 30,000 om Aaret. Det vil sige: med saamange
+Volumina forøger den lovbefalede Tribut aarlig Nationalbibliotheket, og
+Rang som Volumen faar Pjeser, Smaa- og Flyveskrifter først, naar de er
+slaaede sammen til et Bind paa nogle hundrede Sider.
+
+En saadan Produktion er enorm; den naaer Millionen i Løbet af en
+Menneskealder. Og den langt overvejende Part af den udgaar fra Paris. Af
+ti franske Forfattere lever de ni i Hovedstaden, og selv de, der ikke
+gjør det, lader dog deres Bøger udkomme der. Forlagsvirksomheden udenfor
+den er rent forsvindende. Den indskrænker sig saa at sige til nogle
+provençalske Digtsamlinger i Avignon og Nîmes. Selv Byer som Marseille og
+Lyon giver sig ikke af med at trykke Bøger. Som alt Andet er ogsaa hele
+det litterære Liv centraliseret i Paris.
+
+Men man mærker det i Grunden ikke synderligt. Literaturen gjør _"grande
+besogne"_, men den gjør ikke stort Spræl. Udkommer der et nyt Værk af
+Victor Hugo, af Zola eller Daudet, saa vækker det Opsigt ganske vist og
+bliver en Begivenhed, hvorom Aviserne skriver, og hvorom de fleste
+Dannede taler. Men det er kun ganske, ganske enkelte Bøger, der har en
+saadan Evne til at samle Opmærksomheden og blive Dagens Løver. De fleste
+kommer til Verden i al Stilhed og gjør deres Karrière uden Allarm. En
+Roman kan være trykt og solgt i tyve, tredive tusind Exemplarer, uden at
+den har staaet nævnt i et Blad, og uden at dens Existens noget Øjeblik
+har været et brændende Thema for Konversationen. Paris er ingen litterær
+By i den Forstand, at en Hovedpart af Befolkningens Interesse samler sig
+om Litteraturen. Den er altfor stor, og den har altfor mange andre Sager
+at beskjæftige sig med, til at den kan være det.
+
+Pariseren i Almindelighed læser heller ikke meget. Han gjør det, saalænge
+han er ung, før han endnu har taget alvorlig fat paa at bryde sig Bane.
+Fra den Tid medbringer han navnlig et yderst omfattende Bekjendtskab med
+den ældre Litteratur. Han kan sine franske Klassikere paa en Prik og har
+dem altid paa rede Haand til Citater. Men saa saare han træder ind i
+Livet som Mand, har han ingen Stunder længer til Læsning. Forretningerne,
+Kampen for at gjøre Karriere optager ham helt. Konkurrencen er saa
+uendelig; sætter han ikke alle Evner og Kræfter og Tanker ind paa at byde
+den Stangen, saa gaar han tilbunds. Kun hvad der strengt kommer hans
+Gjerning ved, kan han beskjæftige sig med. Og naar der endelig engang
+imellem bliver Raad til Hvile, er han for nervøs overanspændt til at
+kunne søge den i Bøger. Rundt omkring sig har han Adspredelse nok, der
+ikke koster Besvær. Desuden har han sine Aviser. Ved deres Hjælp veed han
+altid saa megen Besked om Alting, at han kan tale med. De diskuterer ikke
+blot Politik, de strejfer baade Historie og Naturvidenskaber og meget
+Andet ogsaa, og saa er de tidt baade aandfulde og underholdende.
+Pariserens Gjennemsnitstrang til belletristisk Føde tilfredsstilles
+rigeligt af Bladenes Causerier og Romanstof. Ud derover strækker hans
+Læsning sig ikke. Hans Kjendskab til den egentlige Litteratur skal man
+ikke stole paa, selv om han giver sig Mine af at have det; han har det
+kun paa anden Haand, gjennem Referater af sine Damer.
+
+De læser nemlig; de gjør det baade for sig selv og for Mændene med, og de
+gjør mere end det: de kjøber Bøger. Jeg gjorde engang i Selskab med en
+Parisérinde en Rejse paa en Maanedstid. Der var megen Jernbanefart, og
+hun læste bestandig. Paa hver større Station, hvor Toget stoppede, var
+hun strax ude for at kjøbe Bøger; hun kunde konsumere tre, fire Stykker
+om Dagen. Da vi kom tilbage til Paris, gjorde vi op hvor mange hun havde
+anskaffet sig forudem dem, hun havde faaet tillaans af sine Medrejsende;
+hendes Bibliothek var under Rejsen blevet forøget med fem og tyve Bind,
+Det er allevegne i større eller mindre Grad Damerne, som den skjønne
+Litteratur lever af. Men i Frankrig er de ikke alene mere læselystne, de
+har ogsaa baade mere Otium til at læse og flere Penge til at kjøbe Bøger
+for end andetsteds. Og saa er de desuden nødte til at kjøbe.
+Lejebibliotheker existerer ikke tilnærmelsesvis i det Omfang som for
+Exempel i Skandinavien og Tydskland, Læseforeninger og Læsemapper er
+Noget, man overhovedet slet ikke kjender til. Det er den ene store
+Hovedstøtte for det franske Bogmarked, den andener, at det har hele den
+civiliserede Verden til Opland; Paris exporterer godt og vel Halvparten
+af sin litterære Produktion. Paa den Maade forklares det, hvorledes en
+fransk Roman, der gjør Opsigt, kan trykkes i tyve, tredive, halvtreds, ja
+med enkelte af Zolas har man endogsaa set i hundrede Oplag, mens selv
+tydske Forfattere, der er saa populære som Spielhagen og Heyse, i Regelen
+maa nøjes med fire, fem af samme Størrelse.
+
+[Illustration: Emile Zola]
+
+Dette betydelige Salg gjør, at i Frankrig en Forfatter, der har noget
+Talent; kan leve frit og uafhængigt af sin Pen. Men det er ogsaa Alt.
+Skriver han ikke for Theatret, der kan blive en Guldgrube, og gaar han
+heller ikke i Tjeneste hos Journalistiken, der aabner ham Vejen til
+Meget, bliver hans Position vanskelig mere end netop taalelig. Som
+Kunstneren er han paa ingen Maade situeret. Hverken "la vie mondaine"
+eller Regeringen tager ham under Armene. Han er ikke i Mode. Atter her
+kommer det karakteristiske Træk hos Franskmændene igjen, at de kun kan
+passionere sig for hvad der gjør Indtryk paa deres Sandser, hvad der kan
+blive et Skuespil for dem. Det kan Malerierne, føjede sammen til store
+Udstillinger, hvor man flokkes som i Theatret, men det kan en Bog aldrig.
+Desuden har Kunstneren visse selskabelige Fortrin, som Forfatteren i
+Regelen mangler. Han kan gjøre Fruen Foræringer med sine Skitser, han kan
+tegne Portræter og Karrikaturer af Selskabet, han er som oftest livlig,
+glad, underholdende og meddelsom, Forfatteren derimod optaget af Bogen,
+hvormed hans Tanker sysler, indesluttet, langt mere tilbøjelig til at
+gjøre Iagttagelser og gjemme sit Vid til sit Arbejde end til at tynde det
+ud i selskabelig Elskværdighed og Aandfuldhed. Hvad Pariserne siger om
+Zola: at han er en ren Bjørn i en Salon, omtrent det Samme kan der siges
+om Hobetal af deres moderne Forfattere. Derfor holder man sig til det
+Talent og den Esprit, som man finder i deres Bøger, og bekymrer sig ikke
+synderligt om dem som Mennesker. De forlanger ikke bedre; de har paa den
+Maade deres Ro og Frihed til at arbejde. Der er kun den mindre behagelige
+Omstændighed ved det, at ogsaa Regeringen gaar i Modens Spor og lader dem
+sejle deres egen Sø. For Malerne har den _École des beaux-arts_ og _Prix
+de Rome_ og Salonen og Kjøbet af deres Billeder til de talrige offentlige
+Gallerier, for Forfatterne Ingenting, højst engang imellem en lille
+Bibliothekarpost paa et Par tusind Francs. Understøttelser paa Statens
+Budget til Litteraturen existerer ikke i Frankrig. Akademiet uddeler vel
+aarlig tresindstyve tusinde Francs under Form af Prisbelønninger for de
+bedste til det indleverede Arbejder; men Akademiet er en fuldstændig
+privat Institution, dets gode Gjerninger kan Staten ikke tage sig til
+Indtægt. Den interesserer sig nu engang ikke for Forfatterne, den viser
+det allerbedst ved Fordelingen af sine Æreslegionskors. For hvert, der
+gives til dem, gives der fem til Malerne; mellem disse er der ganske unge
+Mennesker paa nogle og tyve Aar, der er dekorerede, Forfatterne maa helst
+have graa Haar, før der tænkes paa dem. Victor Hugo er endnu kun
+Officeer, Mange, hvis Navne Aar igjennem har været paa Alles Læber, ikke
+engang Riddere.
+
+[Illustration: Akademiet og Pont des Arts.]
+
+Udenfor Selskabets og Regeringens Opmuntringer er der jo ganske vist nok
+en anden. Der er den fornemme, kuplede Bygning ligefor Pont des Arts,
+Udødelighedstemplet for de fyrretyve Akademikere, Men ogsaa dets Glorie
+er som saa mange andre blegnet svært med Tiden. Der har efterhaanden i de
+privilegerede Lænestole siddet Række paa Række af Folk, hvis Adkomst til
+Pladsen var saa tvivlsom, at man nu seer Talenter af anden og tredie Rang
+frabede sig den Ære at vælges ind i Kompagniet. Positionen, som det
+skulde skaffe sine Medlemmer, kan i vore Dage nærmest kaldes rent
+illusorisk. Mellem ti tusind Parisere vil man knap finde en, der kan
+saameget som blot nævne Navnene paa alle de Fyrre. Balzac fik engang i et
+af sine mange penge- og modløse Øjeblikke det Raad af sin Forlægger: at
+forbedre sin Situation og sin Popularitet ved at bejle til en Plads i
+Akademiet. "Det vil ikke skaffe mig een Læser til og endnu mindre en
+Kjøber," svarede Digteren, "Vil jeg være læst, maa jeg gjøre mig til
+Deputeret; det er den eneste Vej, man har til Popularitet i Frankrig."
+Han tænkte i Virkeligheden ogsaa en Stund paa at blive det, men det
+lykkedes ligesaalidt for ham som for den gamle Dumas.
+
+Havde han levet i vore Dage, vilde han have gjort sig til Journalist, og
+han vilde da uden Besvær kunne være kommen saa højt tilvejrs paa Lykkens
+grønne Gren, som han lystede. Aviserne slaar Litteraturen ihjel, plejer
+man at sige. Det er et Postulat, der i høj Grad trænger til Bevis.
+Sikkert er det i hvert Fald, at Forfatterne slaar de ikke ihjel. De
+rækker dem i Frankrig materielt en hjælpende Haand af den allerstørste
+Betydning, og en Haand, der med Begjærlighed gribes af Alle. Selv om en
+Bog, i hvilken der er Talent, uden Vanskelighed opnaaer flere Oplag,
+tjenes der dog ikke Kapitaler paa den, Forfatteren honoreres i Frankrig
+med en vis Sum for hvert trykt Exemplar. Den er i Almindelighed fyrretyve
+Centimer, og yderst sjeldent over halvtreds. De franske Bøger er saa
+billige, Trykningsomkostningerne saa store, at Forlæggeren ikke kan
+betale mere. Oplaget er paa femten hundrede Exemplarer, og Forfatterens
+Indtægt for et enkelt kun mellem sex og halvottende hundrede Francs. Naar
+der kommer hundrede, som af Zolas "Nana", saa løber det jo ganske vist
+op. Men hvor mange Gange sker det, uden at Skandalen hjælper med dertil?
+Selv den mest renommerede og mest læste af alle moderne Romanforfattere,
+Daudet, selv en saa fabelagtig populær Skribent som Jules Verne naaer kun
+sjeldent de halvtreds. Lad det nu ogsaa repræsentere en Sum paa fyrretyve
+tusind Francs, saa maa man jo dog huske paa, at det er et Maximumstal.
+Fem, sex Oplag er allerede ganske pænt for en almindelig Roman. Men med
+Indtægterne af dem vilde det falde grumme haardt for en Forfatter at leve
+i det dyre Paris. Han har imidlertid ogsaa andre Ressourcer. Før hans
+Fortælling udgives som Bog, trykkes den som Feuilleton i en Avis, og den
+betales ham der med mellem tyve Centimer og en Franc Linien.
+
+Feuilletontrykket bliver følgelig for de mindre bekjendte Forfattere tidt
+Hovedsagen. Det bryder derhos Begynderen Vej. Der findes i Paris en
+halvhundrede Dagblade, som hver har Behov for fem, sex Romaner om Aaret,
+ikke at tale om den mylrende Mængde af literære Uge- og Tidsskrifter. Af
+Oversættelser ser man højst en hvert andet Aar; den debuterende Forfatter
+kan altsaa i Regelen ikke have Vanskelighed ved at faa sit Arbejde
+anbragt i en eller anden Avis. Har det staaet trykt der, findes der altid
+en Forlægger, der er villig til at udgive Fortællingen som Bog;
+Publikummet er tilstrækkelig stort, til at Afsætningen stadig stiger, jo
+mere bekjendt Arbejdet bliver.
+
+[Illustration: Alphonse Daudet.]
+
+Til Feuilletontrykket før Bogudgaven kommer yderligere de mange senere
+Reproduktioner i Provindspressen. De omtrent to tusind Provindsaviser
+skal have Romanstof ligesaavel som Pariserbladene, og heller ikke de
+kjender til Oversættelser som Udvej. Det er da for alle Parter blevet
+indrettet yderst praktisk. Bladet kan aftrykke hvilkensomhelst Bog det
+ønsker imod at betale den Honorartaxt, hvorom det engang for alle er
+blevet enigt med "Société des gens de lettres". Dette Selskab modtager et
+Exemplar af alle periodiske Skrifter, der udkommer i Frankrig og dets
+Kolonier, kontrollerer Reproduktionen, indkasserer Honorarerne og
+fordeler dem ved hver Maaneds Slutning til sine Medlemmer. Taxten for et
+saadant Aftryk er ganske vist meget billig, undertiden ikke hundrede
+Francs engang, men der er saamange smaa Bække, at de alligevel til
+Slutning gjør en Aa. Det hører ingenlunde til Sjeldenhederne, at en Roman
+bliver trykt i over hundrede forskjellige Provindsblade. Kun tillades den
+saakaldte Fraklipningsmethode naturligvis ikke; det er en Uskik, der
+overhovedet ikke kjendes i Frankrig.
+
+Til at tage mod den Haand, Dagspressen saaledes byder den rene Literatur,
+anser ingen fransk Forfatter sig for fornem. Endogsaa de største af dem
+bringer ikke blot deres Romaner til Aviserne, de gjør sig til stadige,
+saa at sige daglige Medarbejdere. Zola var Theaterkritiker ved "Voltaire"
+endnu efter at have skrevet "L'Assommoir", i "Le Temps" Redaktionsstab
+findes Navne som Legouvé, Scherer og Jules Claretie, i "Debats" John
+Lemoinne, Cuvillier-Fleury, Paul Leroy-Beaulieu og adskillige Andre, der
+er i hele den franske Skjønliteratur ikke een fremragende Personlighed,
+som ikke har været mere mere eller mindre nært knyttet til "Figaro", der
+er mellem alle de yngre Romanforfattere i Vælten--ja, man kan gjerne tage
+selv de lyriske Digtere med--næppe nogen, som ikke samtidig er
+Journalist. Indtægtsspørgsmaalet spiller derved ikke den afgjørende Rolle
+alene. Det er et Lokkemiddel ganske vist, thi Pariserbladene betaler
+godt. Den første Artikel i "Figaro" honoreres aldrig med under to
+hundrede Francs, og tidt med mere, naar det er et særlig fremragende
+Navn, der staar under; bekjendte "Kronikører" som Albert Wolff eller
+Aurelien Scholl faaer tredive tusinde Francs aarlig for et Par ugentlige
+Artikler, en Gage af ti, femten Tusind kan betragtes som Minimum for en
+Journalist med noget Talent. Men det Væsentlige, der samler alle Evner
+omkring Dagspressen, er dog den indflydelsesrige Stilling, den Dag for
+Dag mere og mere kommer til at indtage.
+
+Pariserbladene har ikke den Position overfor den store udenlandske
+Politik som de engelske Aviser, det er ganske vist; de staar i saa
+Henseende tilbage selv for betydeligere tydske Blade. Det kan ikke være
+Andet, de har lige til den senere Tid ladet Udlandets Forhold ligge hen
+uden at beskjæftige sig med dem. Interessen for dem er hos Franskmændene
+først bleven vakt efter Krigen og er endnu ingenlunde overvættes stor.
+Desuden tillader et Pariserblads Økonomi ikke de umaadelige Udgifter, som
+Kolleger paa den anden Side Kanalen kan offre for at være
+velunderrettede. De engelske Blade er faa og har en enorm Udbredelse, de
+franske derimod snart utællelige. Saa saare en Politiker i Frankrig er
+begyndt at spille en Rolle, maa han have sit eget Organ i Pressen.
+Abonnentkredsen bliver derved nødvendigvis meget indskrænket. "Figaro",
+der trykkes i 60,000 Exemplarer, er en Undtagelse, i Regelen kan selv de
+ansete Pariserblade ikke gjøre Regning paa et Oplag af mere end mellem ti
+og tyve tusind. Dertil kommer yderligere, at deres Avertissementer er saa
+godt som ingen, mens en Avis som "Times" derimod har alle sine Udgifter
+dækkede med mindre end Halvparten af, hvad det tager ind ved sine
+Annoncespalter. Den ligesaa hurtige som detaillerede Velunderrettethed om
+Alt, hvad der passerer hele Verden over, der er de engelske Blades
+Hovedstyrke, kan Pariserpressen ikke byde, fordi den hverken har
+Læsekreds eller Plads eller Pengemidler dertil. Den gjør i de senere Aar
+ogsaa i saa Henseende betydelige Anstrengelser; de udenlandske
+Korrespondenters Antal stiger stadig--medens der saaledes før Krigen kun
+var tre Pariserblade, der havde faste Korrespondenter i Berlin er der nu
+mindst et Dousin--og Blade som "Temps", "République française", "Debats"
+eller endogsaa "Liberté" søger bestandig at gjøre sine Læsere Rede for
+Alt, hvad der hænder i Udlandet af Betydning. Men Mangt og Meget skal
+alligevel forandre sig, før de paa dette Omraade kan naa deres
+engelske Kolleger.
+
+I alle Spørgsmaal, der angaar Frankrig selv, er de franske Blade derimod
+baade bedre betjente og har større Magt end noget andet Lands Presse. Som
+Franskmændene er fødte Talere, er de ogsaa fødte Journalister. Adskillige
+af deres mest udprægede Nationalejendommeligheder kommer dem herved
+tilgode, først og fremmest deres klare Logik og deres Aversion mod al
+unødvendig Brede. Hvad de har paa Hjerte, forstaar de, baade naar de skal
+forklare det med Ordet og med Pennen, at samle i et springende Punkt, i
+en Frase maaske undertiden, men i ethvert Tilfælde i en Frase, der slaar
+ned. Dette springende Punkt bliver Centrum i deres Journalartikel som i
+deres Tale. Omkring det bygger de, for at belyse det, akkurat saa meget
+op af Fakta, Argumenter og Konklusioner, som der er nødvendigt, for at
+det ret kan glittre og funkle, og de slutter af, mens de spillende Blink
+endnu holder Læserne fangne. Artiklen er gjennemsigtig fra Ende til
+anden, den vækker intet Hovedbrud, og man taber intetsteds Traaden. Naar
+man er færdig, staar dens Tanke anskuelig og klar for En, og Alt, hvad
+der kan ligge i den af Interesse er kommet helt til sin Ret. Denne Evne
+til at skrive, udviklet som den er det i Frankrig til formelig Kunst, kan
+ikke Andet end betydeligt forøge Indflydelsen, som Pressen altid maa øve
+i et Land, hvor den er den almindelige Stemmerets Tolk, hvor Diskussionen
+er ubegrændset fri, og hvor alle Talenter kappes om at yde den deres
+Assistance. Journalistiken er i det moderne Frankrig den Vej, som
+sikkrest og lettest fører enhver Ærgjerrighed til Maalet. Fra Avisernes
+Redaktionskontorer staar Dørene aabne paa vid Gab til alle Statens
+øverste Poster. Deputerede, Præfekter, ministerielle Embedsmænd, selv
+Ministre og Gesandter vælges ud mellem Journalisterne. Thiers begyndte
+sin Karrière i Pressen, og siden ham er der saa at sige ikke en af de
+Republikens Mænd, der har styret Landets Regering, som ikke oprindelig er
+kommen sammesteds fra. Selv Jules Ferry skylder en Række Artikler i
+"Temps": "Les comptes fantaistiques d'Haussmann" sin Notoritet. Bladene
+er simpelthen en Forskole til Magten; undertiden bliver de endogsaa en
+Retraite fra den. De har været det for begge den tredie Republiks to mest
+fremragende Politikere, for Gambetta, der umiddelbart efter det store
+Ministeriums Fald navngav sig som Leder af "République française", og for
+Jules Simon, der som Direktør for "Gaulois" daglig selv skrev Artikler i
+Bladet. Det er Træk, der tilstrækkelig tydeligt karakteriserer Pressens
+Position i det franske Samfund.
+
+Medaillen har imidlertid ogsaa sin Revers, Pariserbladene nyder en høj
+Grad af Anseelse, og de gjør det med Grund, fordi den Sum af Dygtighed,
+der offres i deres Tjeneste, er ganske overordentlig stor. Men de drager
+sig stundom denne Anseelse og Indflydelse til Indtægt paa en Maade, som
+kaster betænkelig Skygge over dem. Materielt er de ikke stillede under de
+gunstigste Forhold. Deres Budget udviser aldrig færre Udgifter end fem,
+sex hundrede Tusind Francs om Aaret, og for enkelte af de bedst betjente
+kan Summen endog løbe op til over en Million. Det kan kun meget faa tage
+ind ad reglementeret Vej. Andetsteds er Bladenes Hovedstøtte
+Avertissementerne; i Paris spiller denne Indtægtskilde kun en forholdsvis
+underordnet Rolle. Mens Antallet i England af Industridrivende, der
+indrykker Annoncer i Aviserne, er over fire Millioner, kan det i Frankrig
+kun sættes til nogle faa hundrede tusind. Pressens Publicitet er dyr,
+mener de; dens Læsekreds saa spredt, at de for at have noget Udbytte af
+deres Avertering maatte gaa til en hel Uendelighed af Blade. De
+foretrækker da at hjælpe sig paa anden Vis, ved Gadeopslag, ved
+Uddelingen af Adresser eller allerhelst ved splinternye Opfindelser, der
+rigtigt kan tiltrække sig Opmærksomheden. Fremgangsmaaden, der følges af
+en Ekviperingsforretning "Old England" paa Boulevard des Capucines, er i
+saa Henseende meget betegnende. Dag ud, Dag ind ruller fra Morgen til
+Aften en halv Snes yderst ejendommelige Kjøretøjer med dens Adresse rundt
+i Gaderne. De er rødmalede og seer ud som store Skildpadder, kun lige
+Hestens og Kudskens Hoved stikker op af den enorme, rullende Skal. En
+saadan Kuriositet kan Ingen undgaa at lægge Mærke til, og koster den end
+noget mere end Bladannoncerne, hjælper den dog ogsaa ti Gange bedre end
+de. Dernæst er de franske Blades Afsætningsmaade uheldig. Kun faa af dem
+har en fast, solid Abonnentkreds; Gadesalget fra Kioskerne er det
+betydeligste. Der er Pariseraviser, der af hele deres Oplag paa ti, tyve
+tusind Exemplarer knap afsætter fem hundrede ved Abonnement. Resten
+spredes gjennem Kiosksalg, men det kan variere med flere Tusinde; man er
+saaledes aldrig i Stand til at beregne Oplaget, og hvad man vinder den
+ene Dag, taber man den næste. Af Paris's omtrent elleve hundrede Dagblade
+og periodiske Skrifter er der næppe mere end godt og vel et hundrede
+Stykker, der kunde vedblive at bestaa, hvis de skulde leve af, hvad
+Pressen ellers ordinært plejer at leve af. Den faaer i Frankrig ikke en
+Skillings Tilskud af Regeringen; der existerer ikke Skygge af
+Reptiliefond, den eneste Begunstigelse, der vises ministerielle Organer,
+er Forsyning engang imellem med interessante Nyheder. Men den har et helt
+andet uudtømmeligt Fond, den har Børsen, den har "Finanserne" at støtte
+sig til. Den sælger sin Indflydelse, og den faaer den glimrende betalt.
+
+Der er i Paris omtrent hundrede bekjendte Bankinstitutioner. Mindst de
+firsindstyve af dem lever udelukkende paa Spekulationsforretninger, og
+kun en eneste, "Banque de France", befatter sig slet ikke med dem.
+Saadanne Spekulationer kan selvfølgelig ikke føres igjennem uden stor
+Publicitet, og uden at deres Ros idelig og idelig trompetes ud gjennem
+Aviserne. I den daglige eller ugentlige Finantsoversigt har da hver Bank
+sin Linie eller sine to, tre, fire Linier, hvor dens Aktiers Stigning
+stadig bebudes, hvor dens Kurser erklæres for faste eller saadant Noget,
+og for det betaler den sine to, tre, fire tusind Francs maanedlig, alt
+efter det paagjældende Blads Betydning. Det er Forklaringen af, hvorfor
+ethvert periodisk Skrift i Paris, litterære Ugeblade, videnskabelige
+Tidsskrifter, Kunst- og Modeblade, ja lige ned til Organer for Skomagere
+og Portnere, allesammen har deres Finantsbulletin. Den er _nervus rerum
+gerendarum_ i det Hele, det er den, der kjæles for, det er den, der
+betaler. Forretningen kan drives svært i Vejret; af "Figaros"
+Finantsspalter har Bladet selv ganske vist ikke mere end halvtredie
+hundrede Tusind Francs om Aaret, men Selskabet, som man har været saa
+uforsigtig at forpagte dem paa Aaremaal, tager to Millioner ind. Det er
+nemlig ikke blot den daglige lille Reklame, der kaster af sig. Hver Gang
+en ny Emission skal finde Sted, hver Gang et nyt Foretagende skal
+grundlægges, hver Gang kort sagt Bankerne trænger til Publicitet efter en
+større Maalestok, maa de ogsaa betale store Summer. Ved en Emission for
+et Par Aar siden af 500 Millioner Obligationer fordelte "Crédit foncier"
+tolv Millioner mellem Bladene. Hver nok saa ubetydelig Avis havde herved
+en Renindtægt af 12--15,000 Francs, de større, mere udbredte Blade det
+Dobbelte og Tredobbelte. Man kan uden Overdrivelse regne, at der i de
+sidste sex Aar er blevet indført mindst for fem, sex Milliarder nye
+Værdipapirer paa Pariserbørsen. Af dem allesammen har Bladene faaet sendt
+deres rigelige Part "til Anmeldelse".
+
+Og saa er det desuden ikke alene Børsen, som Aviserne har gjort
+tributpligtig. "Figaros" Reklamekonto udviser en aarlig Nettoindtægt for
+Bladet af henved tre Millioner Francs. Alting betales der. Der er ikke et
+Nummer, i hvilket den, der forståar at læse mellem Linierne, ikke finder
+mindst een Artikel, som er skreven for Penge. Reklamerne for de store
+Handelsforretninger er gjennemsigtige nok; dem kan Enhver opdage, men de
+gjør dog deres Virkning alligevel. Publikum har nu engang en mærkværdig
+overtroisk Respekt for, hvad der har været rost i Avisen, om det saa er
+Sælgeren selv, der har skrevet Rosen. Ved Siden af disse Handelsreklamer
+er der imidlertid mangfoldige andre. Bladomtalen er nødvendig for Enhver,
+der vil komme ovenpaa i den parisiske Kamp for Livet. Naar en ny Bog
+engang imellem anmeldes, har Forlæggeren i Regelen betalt derfor. En ny
+musikalsk Stjerne kan ikke dukke op paa Pariserhimlen, uden at den først
+har konstateret sin Glands med Guld, øst i Bladenes Kasse. Det er ikke
+nok at have Talent, Talenter er der ingen Mangel paa i en By som Paris,
+man maa ogsaa have et Navn. Naar man har naaet det, tjener man Millioner,
+men for at faae Navnet skal der ikke blot meget Talent til, men ogsaa
+mange udlagte Penge. Selv de alvorligste Pariserblade kan ikke sige sig
+ganske fri for at være inficerede af Reklamesmitten. De egentlige
+Boulevardblade har den gjennemsyret fra Ende til anden. En Part af deres
+talrige Redaktionsstab er ikke Andet end Reklameagenter. De faar deres
+Gage for Artiklerne, de skriver, men den er kun nogle faa hundrede Francs
+om Maaneden. Ikke destomindre tjener de Tusinder, Resten kommer ved "les
+affaires", det vil sige ved de Reklamer, de skaffer Bladet, og af hvilke
+der betales dem fem og tyve Procent. Hvert Blad har sin
+Administrationsdelegerede, der omhyggelig bekiger alle Notitser, før de
+kommer i Avisen, for at undersøge, om de ikke skulde skjule et eller
+andet anbefalende Ord, der, hvor fortjent det end kunde være, alligevel
+falder indenfor det parisiske Reklamebegreb og følgelig maa vejes op med
+Guld ved Kassen, før det kan faae Lov til at passere. Da Sauvages Fødeby
+indviede en Statue af den geniale Opfinder, maatte den betale hvert af
+Boulevardbladene tusind Francs for at omtale Festen. Byen var et
+Badested, og Festen lokkede Folk til dette, følgelig blev Sagen strax
+klassificeret som Reklame. Paa den Maade er det, at de elleve hundrede
+Blade i Paris allesammen kan leve, paa den Maade er det, at deres Ejere
+og Ledere kan holde fyrstelige Landsteder som Girardins i Enghien, paa
+den Maade endelig er det, at ogsaa indenfor Litteraturen den fordums
+Bohémientype fuldstændig er forsvunden. Den har i hvert Fald skiftet Ham,
+saa den ikke er til at kjende igjen. Bohémien'erne fra Firs drømmer ikke
+og sulter ikke, de gjør ingen gale Streger, de "gjør Forretninger". Ovre
+i Quartier latin har de sunget Visen, som nu er moderne der:
+
+  C'est vingt-cinq francs, c'est vingt six francs,
+  C'est vingt-sept francs cinquante,
+  C'est ça qui est le vrai bonheur....
+
+Da de vandrede over Vandet og bragte Boulevardbladene deres første
+litterære Fantasier, har man rystet paa Hovedet af dem og givet dem
+Kursus i Aartiets store Visdom: _Il n'y a que les affaires._ Nu, saa har
+de lært at tude med de Ulve, de er iblandt. De gaar ikke paa Knejper, de
+gaar paa Børsen, de skriver ikke Vers, de skriver Reklamer; det betaler
+sig bedre.
+
+Men disse Bohémien'er i nye Klæder er kun Marodører ved Journalistikens
+store Armee. Den har en Elitegarde af Kombattanter, hvis Dygtighed præger
+hele Hæren. Og paa samme Vis gjør man Uret i at tillægge det Ormstukne
+ved Pariserpressen altfor overdreven Betydning. Det er en Sygdom, der er
+kommen naturligt, næsten uundgaaeligt i Følge med det moderne
+Parisersamfunds overdrevne Jagen efter Guld. Den egentlige Redaktion er
+desuden, undtagen ved enkelte Boulevardaviser, uberørt af Reklamevæsenet.
+Det er en Forretning, som drives af Ejeren og hans Agenter, som beriger
+ham, og som tillader ham at betale Bladets Stab af Kapaciteter. Var
+"Finanserne" der ikke, vilde han ikke kunde samle alle de Penne, der nu
+gjør Pariserpressen til den, som idetmindste med Hensyn til Talent staar
+uovertruffen i Verden. Det gaar her som allevegne: Lys og Skygge følges
+ad og hænger uadskilleligt sammen.
+
+
+
+
+PARIS SOM THEATERCENTRUM.
+
+
+I.
+
+Hvor mange Komedier har I i Frankrig? lader Voltaire Candide
+spørge.--Fem, sex tusind, svarer Abbeden.--Det er mange, siger Candide,
+men hvor mange af dem er der gode?--Femten, sexten, lyder Svaret.--Det er
+mange, siger Martin.--Abbeden kunde i vore Dage trøstigt føje et Nul til
+begge Tallene. Sandt nok: Forholdet mellem dem blev ikke større derved.
+Men det behøves heller ikke; Martin har Ret, det er stort, som det er.
+Frodigheden i det franske Theaters Væxt er uendelig, og de gode Frugter,
+den sætter, i hvert Fald saa mange, at intet andet har fler at byde paa.
+Her mere end noget Sted kan man kun maale ved Hjælp af Paralleler.
+
+Paris er den By i hele Verden, der har flest Theatre. Hver Aften kappes
+fyrretyve store Skuespilsale om at drage Publikum til sig. De er oftere
+helt end halvt fulde; de tager over tyve Millioner Francs ind om Aaret,
+det vil sige i Gjennemsnit mere end en halv Million hvert. Deres
+Repertoire leveres udelukkende af Frankrig selv, og der er aldrig Mangel.
+Er end ikke denne Syndflod af Komedier lutter Mesterværker, saa er de dog
+af den Beskaffenhed, at Pluraliteten fra Paris gjør Rejsen over den
+ganske civiliserede Jord. De bliver spillede paa de største
+Nationalscener og i de mindste Provindsbyer, og allevegne er det
+væsentlig kun dem, som Folk vil se. Rejsende kommer fra alle Kanter til
+Paris med det Hovedformaal at gaa paa Komedie. Selv det mindste
+Parisertheater har sine fremragende Kræfter, og dog bliver der saa mange
+betydelige Talenter tilbage, at de maa tage baade Europa og Amerika til
+Opland og sprede sig i rejsende Trupper der. Hvor de franske Artister
+kommer hen, selv i Lande, hvor deres Sprog ikke forstaas, fylder de
+Huset. Deres Portræter sælges i hver Flække, hvad der gaar for sig paa de
+parisiske Scener, bliver Begivenheder, som refereres af Alverdens Aviser,
+og som allevegne interesserer.
+
+Denne den franske dramatiske Kunsts exceptionelle Position er et Resultat
+af mange Ting. Først og fremmest beroer den naturligvis paa særlige Anlæg
+hos Nationen. Germanerne med deres Tankes vide, vage Horizonter, med
+deres stærkt udviklede Følelsesliv og deres Trang til at spejle
+Tilværelsen i Abstraktioner, de bliver i deres Digtning overvejende
+Lyrikere. Franskmændene derimod med deres store Sands for logisk Klarhed
+og Koncentration, Franskmændene, hos hvem en let Esprit erstatter den
+fuldstændig manglende Sentimentalitet, hvis Øjne ikke ser vidt, men som
+opfanger den Verden, der ligger lige for dem, med Fotografobjektets
+Nøjagtighed, de faar ganske naturligt deres Force ikke som Poeter, men
+som Komedieforfattere. De er et gammelt Kulturfolk, der gjennem
+Aarhundreder har følt sig som en mægtig Nation, der har været vant til at
+træde op og gjøre sig gjældende. Det har givet dem den Sikkerhed og
+Smidighed over deres Person, der skaber Selskabsmænd og Skuespillere.
+
+Saa kommer dertil den store Tradition, Sammenhængen i den franske
+dramatiske Kunsts Udvikling. Det er en Kjæde, der fortsætter sig med Led
+ved Led uden Afbrydelse. Théâtre français holdt sit
+Tohundredeaarsjubilæum med Grund. Det er stadig i den Grad Molières Hus,
+at man endnu der spiller hans Komedier med Træk opbevarede fra Lærer til
+Elev ned gjennem snart en halv Snes Generationer. Paris har i
+Konservatoriet sit Skuespilleruniversitet, hvor alle unge dramatiske
+Talenter maa tage deres Examiner, før de kan blive til Noget. Har de ikke
+gaaet den Skole igjennem, har de ikke der ved Siden af naturlig Begavelse
+vist, at de forstaar deres Metier, at de har lært det, som kan læres i
+deres Kunst, saa kan der for det Første ikke være Tale om, at de faaer
+Ansættelse ved nogen af Nationalscenerne, og saa tager heller ikke de
+nogenlunde ansete private Theatre imod dem. Baade i Skuespilkunsten og i
+den dramatiske Digtning forlanger Franskmændene først og fremmest teknisk
+Færdighed. Men det vil i Virkeligheden kun sige, at de forlanger
+Sammenhæng i Udviklingen. De forlanger, at hvert nyt Talent skal bygge
+videre paa den Grund, der allerede existerer; jo højere han kan bygge,
+desto bedre, men klatter hver Enkelt sine Murstumper op for sig hist og
+her, saa bliver det i Tidens Løb kun en Bunke spredte Ruiner. Fortsætter
+Efterfølgeren derimod sin Forgængers Værk, saa kommer der til Slutning en
+Bygning ud deraf, hvori der er Helhed og Skjønhed, som bliver staaende,
+og som vækker Beundring. Det er en saadan Bygning, det franske Theater er
+blevet til.
+
+Ved Siden af den Betydning, Traditionen har, ved Siden af Franskmændenes
+Evne til at skrive og spille Komedie, er der dog ogsaa en tredie
+Hovedgrund til, at deres dramatiske Kunst er naaet saa højt i Vejret. Den
+er i endnu større Omfang end noget andet Udslag af Nationens Liv
+centraliseret i Paris. Tydskland har Snese af Theaterbyer, til hvilke
+Interessen stykkes ud, hvor Kræfterne fordeler sig, og hvor Kappestriden
+spredes, Frankrig samler Alt i Paris. Selv Provindsstæderne med to, tre
+hundrede tusind Indbyggere bliver ikke Konkurrenter. De har deres
+Theatre, der endogsaa tidt subventioneres af Kommunen, men det er og
+bliver Provindsscener uden Selvstændighed. De faaer udelukkende deres
+Repertoire fra Paris. Marseille har nogle enkelte Gange gjort
+Decentralisationsforsøg og opført nye Stykker af indfødte Forfattere, men
+disse Forsøg har bestandig havt det ynkeligste Resultat. Nogen virkelig
+fast Trup af Skuespillere findes heller ikke udenfor Hovedstaden. Selv
+ved de største Provindstheatre skifter Selskabet hvert Aar; de unge
+Talenter, der en Sæson ikke har kunnet faa Ansættelse i Paris, finder sig
+i at udvandre for kortere Tid, men de har altid Hjemlængsel, og saa saare
+Lejligheden tilbyder sig, ombytter de gjerne endog en Førsterangsposition
+i Provindsen med det beskedneste Engagement ved et Parisertheater. Dermed
+er det imidlertid endnu ikke nok. Paris er i Færd med paa Theatrets
+Omraade ligefrem at afskaffe Provindsen og erobre den som umiddelbart
+Opland under sig. Naar et nyt Stykke har gjort særlig Lykke paa en af de
+parisiske Hovedscener, tilkjøber en Direktør, der ligger ledig paa
+Torvet--og de mangler aldrig i Paris--sig af Forfatteren Eneret til
+Opførelse i Provindsen. Ved de forskjellige Theatre laaner han Artister,
+som man i Øjeblikket ikke har Brug for. Da Repertoiret som oftest er det
+samme Maaneder i Træk, er bestandig en Part af Personalet ubeskjæftiget,
+og den overlader man ham gjerne for derved at formindske sine Udgifter.
+Han sammensætter sig saa af disse Laan et Selskab, indstuderer Stykket,
+ofte under Forfatterens personlige Ledelse, og gjør med det Tournée rundt
+i hele Landet. Eller ogsaa er det en af de store Stjerner i Vælten, der
+benytter den samme Fremgangsmaade, tager nogle Maaneders Ferie ved sit
+Theater og i den Tid viser sig for Provindsen i sine Glandsroller.
+Skuespillerinder som Judic, Variétés uforlignelige Vaudevillesangerinde,
+har i sin Kontrakt med Theatret en udtrykkelig Bestemmelse om, at hun i
+to Maaneder ved Midvintertid skal være ude af Repertoiret for at kunne
+rejse i Provindsen. Efterat de var bragt i Mode af selve Théâtre français
+Senior Got, er det nu særlig hende, der har givet de moderne Rundrejser
+af Parisertrupper et umaadeligt Opsving. De slaar de lokale Theatre
+ihjel; Lyon med sine halvfjerdehundrede tusinde Indbyggere er kommen saa
+vidt, at Municipalraadet ikke kan finde Direktører til de to Theatre, det
+subventionerer. For Provindsbeboerne kan det være ubehageligt, men den
+dramatiske Kunst selv faaer en umaadelig Løftestang i denne stadig større
+og større Koncentration i et eneste straalende Brændpunkt, hvor alle
+Kræfterne, al Interessen, al Glandsen hobes op. Kunsten er nu engang
+aristokratisk. Den kan ikke føre tarvelig Borgerexistens i smaa
+Føderativrepubliker, den trænger til et stort Kongedømme med et glimrende
+Hof, hvor den er _en vue_, hvor dens Turneringer bliver Fester og dens
+Sejre Triumfer. Først da er den i sit rette Element, først da har den
+Solen over sig, der kan folde alle dens Evner ud i Blomst. Men et saadant
+Hof for Theatret er det moderne Paris og bliver det daglig mere og mere.
+
+[Illustration: Théâtre français's Senior: Got.]
+
+II.
+
+Opførelsen af et nyt Stykke paa en af Hovedscenerne eller blot paa en af
+dem, der har Renommée som "parisiske", er en Begivenhed i Byens Liv.
+Saasnart en saadan "Première" nærmer sig, kommer Alverden i Bevægelse. At
+faa Adgang til den er næst efter Æreslegionskorset det højeste Maal, der
+kan sættes for en parisisk Ærgjerrighed. Ingen Anstrengelser er for
+titaniske, ingen Offre for enorme, naar en Première-Billet kan blive
+Resultatet af dem. Man bestormer Forfatter og Direktør og Skuespillere,
+man farter rundt og smigrer sig ind hos deres Venner og Venners Venner,
+man lover deres Leverandører sin Søgning, man bestikker deres
+Tjenestefolk, man gjør det Utrolige for at komme i Besiddelse af en
+saadan Billet. Den er nemlig mere end Adgangskortet til en Fornøjelse,
+den er et Slags Adelsdiplom, der rangerer En ind i den lille Kreds af
+nogle faa hundrede Privilegerede, som tæller i Millionbyens Menneskehav.
+Først naar man hører til Première-Publikummet, er man "Nogen" i Paris.
+
+Til en første Forestilling er der ikke Tale om at kjøbe sin Billet.
+Billetkontoret lukker slet ikke op, og det modtager heller ikke
+Bestillinger. Theatret har sine Lister, hvorpaa man maa staa for at komme
+med, og det er om at blive indskreven paa dem, at det drejer sig. Først
+er der _"la feuille du service de la presse"_. Bladene har i Paris ikke
+permanente Frikort til Theatrene. De kan til de ordinære Forestillinger
+indsende en af Chefredaktøren underskreven Begjæring om Pladser, der da i
+Regelen altid stilles til Disposition, naar de haves. Ved Siden deraf har
+de Medarbejdere, der staar i nærmere Forhold til Theatret, en lignende
+Ret, og endelig sendes der til alle Premièrer hver af Hovedaviserne en
+eller to "Fauteuil d'orchestre". Ugeblade og andre mindre udbredte eller
+mindre indflydelsesrige Blade faaer først denne "service" til den anden
+Forestilling. Men de større Aviser er mange i Paris, allerede
+Fribilletterne til dem fylder en betydelig Part af Huset. Saa er der det
+Publikum, hvis Nærværelse Theatret selv af andre Grunde sætter Pris paa,
+det vil sige de store Berømtheder i kunstens, Litteraturens og Politikens
+Verden. Ogsaa dem sendes der Indbydelser til Premièren som til en anden
+stor, offentlig Fest. De pynter Salen, og ethvert Theater, der estimerer
+sig selv, lader sig det ved sine første Forestillinger være
+magtpaaliggende at kunne fremvise "en smuk Sal". Endelig kommer de, der
+betaler. Man tager imidlertid heller ikke dem i Flæng. For at blive
+indskreven paa Listen over de Lykkelige, der mod Erlæggelsen af forhøjet
+Pris kan hente Billet til alle Premièrer, maa man allerede indtage en
+meget fremragende Stilling i det parisiske Selskabsliv eller ogsaa have
+særligt formaaende Protektion, og selv med den altid vente længe, ofte
+aarvis, til der ved Dødsfald bliver en Plads ledig. Ligesaa vanskeligt
+det er at komme paa de parisiske Premièrelister, ligesaa urokkelig
+sikkert bliver man nemlig ogsaa staaende der, naar man een Gang er der.
+For erhvervede Rettigheder har Franskmændene en umaadelig Respekt. Et
+karakteristisk Exempel paa denne Konservatisme er en lille, for faa Aar
+siden ved et af Boulevardtheatrene passeret Historie. Der var kommet en
+ny Direktør. Da Dagen nærmede sig for Sæsonens første Forestilling, gik
+han med sin Generalsekretær Listen igjennem over de Personer, hans
+Forgænger havde leveret Service. Der fandtes paa denne Liste ved Siden af
+Navne, som Alverden kjendte, ogsaa ikke faa andre, som man først ved at
+forhøre sig for hos hele Theaterpersonalet kunde faa en eller anden
+Oplysning om. En Frigænger, en vis Hr. Durand, vidste imidlertid slet
+Ingen Besked om. Man henvendte sig til Regissør, til Skuespillere, man
+gjennemsøgte Navnene paa alle de Forfattere, der havde leveret Stykker
+til Theatret; forgjæves, Hr. Durand var og blev en Gaade. Nu vel, mente
+Direktøren, det kunde jo muligvis være, at han engang havde været anonym
+Medarbejder af et eller andet Stykke, det var bedst at lade ham staa. Og
+han blev staaende. Saa en Dag indfinder imidlertid en Herre sig under
+Prøven og ønsker at tale med Direktøren. Direktøren kan Ingen modtage nu,
+bliver der svaret. Herren trænger paa; "sig blot, at det er Hr. Durand,
+for mig er han ganske sikkert tilstede." Det meldes, og øjeblikkelig
+farer naturligvis Direktøren bort fra Prøven for endelig at faa at vide,
+hvem den mystiske Hr. Durand er. "Undskyld, at jeg forstyrrer," siger en
+lille, soigneret Herre, der venter i hans Kontor, "men jeg staar i Begreb
+med at forlade Byen og vilde gjerne forinden..."--"Maa jeg bede Dem tage
+Plads, for Dem er jeg naturligvis altid tilstede. Hvormed kan jeg være
+til Tjeneste?"--"Sagen er den, at jeg har solgt min Forretning, og da jeg
+nu selv flytter fra Byen, ønskede jeg gjerne, at den Billet, Theatret
+hidtil har været saa god at sende mig, kunde gaa over paa min
+Efterfølger." Hr. Durand var Skrædder; han havde for en Snes Aar tilbage
+syet for en af Theatrets Skuespillere, der havde havt Vanskelighed ved at
+betale og derfor havde skaffet sin Kreditor Service til Theatret.
+
+Ethvert Parisertheater har sine Durand'er. De har maaske sjeldent
+fortjent deres Service ved Naalen, men saa har de fortjent den paa anden,
+ligesaa ejendommelig Vis, mest ved indflydelsesrige Damebekjendtskaber. I
+Regelen gaar deres Tilværelse imidlertid ikke saa stille hen som Hr.
+Durands. Naar man hører til det stadige Premièrepublikum, har man den
+eneste Egenskab, der i Paris erstatter Talent og Formue: man er kjendt.
+Man hører til "Tout Paris", man hører til de Toneangivende. Den gamle
+Adel existerer ikke længer, men Premièrepublikumet er traadt i Stedet for
+den. Ved de rigtigt store, opsigtsvækkende Premièrer leverer endogsaa
+Boulevardbladene Plantegninger over Theatret med Navnefortegnelse over
+alle de exceptionelle Medborgere, der indtager Pladserne.
+
+Uden tvingende Nødvendighed giver følgelig heller Ingen Afkald paa den
+eller de Billetter, han har Ret til efter Listerne. Til hver, der ikke
+afhentes, er der hundrede Ansøgere. Ved de store Theatre faaer de mest
+Protegerede dem, ved de mindre overlader Direktøren dem mod det
+Fire-Femdobbelte af forhøjet Pris til Billetsjouerne, der saa driver
+Handel med dem i en Vinbod ved Siden af Theatret og ikke sjeldent
+forlanger flere hundrede Francs for en nogenlunde ordentlig Plads. Naar
+undtages Théâtre français, hvor Parterret og øverste Etage altid skal
+sælges ved Kassen, afhændes ogsaa alle Galleribilletterne til de samme
+Mellemhandlere. For en eller to Louisd'orer kan de i Regelen faas
+tilkjøbs der. En saadan Pris betales gjerne af Pariserne. Blot at have
+været i Huset ved en Première, selv om man Intet har kunnet se eller høre
+af Stykket, det er allerede en stor Ting.
+
+Naar Bladene den næste Dag beretter om en saadan Gallaforestilling, har
+de ved Siden af deres Kritik over Stykket ogsaa en særegen, udførlig
+Artikel om Publikum. Man faaer at vide hvem der har været i Theatret af
+Berømtheder, hvad Damerne har havt paa, hvem der har besøgt dem i deres
+Loge, hvad de har sagt i Foyeren og andre slige interessante Ting. Flere
+Dage efter er Premièren det, Alting drejer sig om. De Lykkelige, der har
+været til den, faaer Halvgudsglorie om sig i Befolkningens Øjne. De
+overhænges af Venner og Bekjendte, de spørges ud, de maa fortælle og
+fortælle om den store Begivenhed, som havde de været med til et Slag, ved
+hvilket Nationers Skæbne afgjordes.
+
+Aftenen selv har over sig et umiskjendeligt Præg af Fest. Herrerne kommer
+i Kjole, Damerne i nedringede Selskabstoiletter. Hvor Øjet kiger ind i de
+lukkede Loger, glittrer det af Diamanter, store Buketter ligger paa
+Brystværnet og fylder Salen med en tung, duftmættet Atmosphære. Endogsaa
+helt oppe under Loftet er man pyntet; der er navnlig der fuldt af
+Tyveaarsynglinge i det ulasteligste Galla, med frisk Frisering,
+guldknappede Spadserestokke, Monocler og smaa Lommespejle, der
+omhyggeligt studeres, mens Tæppet er oppe og Klakken paa Bænkene foran
+med sine løftede, applauderende Arme spærrer Udsigten til Scenen. De unge
+Mennesker har gjort sig saa fine ikke blot af Respekt for Premièren, men
+ogsaa fordi der er Mellemakterne. I dem har de nemlig Lov til at gaa ned
+i Foyeren og stille deres Ulastelighed til Skue, mens de med den ene
+Tommelfinger i Vestens Ærmegab og med den anden Haand støttet tungt til
+den guldknappede, slæber deres smaa lakerede Sko og deres hele fine
+Person hen over det blankbonede Gulv, med et muggent, blaseret Udtryk,
+som var de dybt krænkede over af Hensyn til deres Ven Direktøren ikke at
+have kunnet lade deres sædvanlige Parketplads staa ledig og endelig
+skaffe sig en Friaften i det tumlende parisiske Festliv, der gjør det af
+med dem til Slutning.
+
+[Illustration: En Première-Loge.]
+
+[Illustration: Alexandre Dumas fils.]
+
+Mellemakterne, der ved en Premièreforestilling altid er meget lange,
+giver dem Revanche for Lidelserne i Varmen og Mørket oppe under
+Hanebjælkerne. De føler sig uhyre. Men Foyeren er ogsaa uhyre
+fashionable. En almindelig Aften kommer den noble Part af
+Tilskuerpublikummet der ikke. Man aflægger hinanden Visit i sine
+Førsteetages-Loger og promenerer lidt udenfor dem i den brede, med bløde
+Tæpper belagte Gang, hvor man er for sig selv, men man udsætter ikke sine
+Koner eller Døttre for i Foyeren at blive bekiget af dubiøse Blik eller
+deres Toiletter for at blive klemte op ad en malproper Arbejderbluse. Ved
+Premièren derimod er det en anden Sag. Saa har man hele Theatret for sig,
+man er som et sluttet Selskab, man kan bevæge sig, hvor man vil, Foyeren
+seer ud som en Salon, fyldt af Gjæster. Gruppe ved Siden af Gruppe,
+forbundne allesammen, med Undtagelse maaske netop af Ynglingene fra
+Galleriet, til en Helhed ved Hjælp af ivrigt gestikulerende Herrer, der
+farter omkring fra den ene til den anden for at rapportere et Giftermaal,
+et Dødsfald, en Udnævnelse eller en Skandale, de allernyeste
+Begivenheder, der er passerede i den fælles exklusive Verden, som hele
+dette Premièrepublikum tilhører. Hvert andet Hoved kjender man igjen fra
+Fotografivinduerne. Det er ingen Overdrivelse, naar Bladene tidt ved en
+saadan Forestilling fortæller, at Alt, hvad Paris rummer af Berømtheder,
+var i Huset.
+
+[Illustration: Korridoren udenfor første Etages Loger.]
+
+Baade Forfatter og Aktører anstrenger sig af yderste Evne for at
+tilfredsstille dette sjeldne Areopag. Der er i mange moderne Komedier
+Repliker, hele Scener undertiden, som kun er skrevne for det, og som
+væsentlig kun forstaas af det. Et Stykke gaar i Paris aldrig saa fuldendt
+over Scenen som ved den første Forestilling. Man holder Prøve paa Prøve
+Maaneder igjennem, til Alt er saa godt, som man overhovedet kan gjøre
+det, og i en stor Kraftanstrengelse serverer man da Buketten af Evnernes
+og Samarbejdets Potensering for Premiérepublikummet. Dets Dom er absolut
+afgjørende og uden Appel. Falder et Theaterstykke i Paris den første
+Aften, saa er der ikke nogen Mulighed for, at det kan rejse sig igjen;
+gjør det derimod Lykke, er det aldeles uberegneligt, hvor længe det kan
+blive ved at spilles. Selv efterat det er blevet ombesat med
+Middelmaadigheder; saa det ikke er til at holde ud for Kjedsommelighed,
+slaas Publikum om Billetter. Det har Ryet; er man i Paris kommen op at
+flyve paa dets Vinger, saa flyver man svimlende højt, helt op til fem,
+sex hundrede Opførelser _de suite_ endogsaa.
+
+[Illustration: Croizette.]
+
+III.
+
+Strax Morgenen efter Premieren bringer de virkelig parisiske af
+Pariserbladene udførlige Artikler om det nye Stykke. Theatrene begynder i
+Paris til forskjellig Klokkeslet, halv otte, otte, halv ni alt efter
+Stykkets Længde, men de hører aldrig op før Midnat; en første
+Forestilling kan med sine lange Mellemakter tidt trække ud til et, halv
+to. Anmelderen har da et drøjt Stykke Nattearbejde. Det nytter imidlertid
+ikke; Publikum er altfor spændt paa Udfaldet af den store Aften, til at
+det kan vente. Lyder Parolen paa, at det er Noget, som hele Paris vil
+strømme til for at se, saa begynder det ogsaa at strømme ligestrax.
+Allerede den første Dag er Huset udsolgt til ti, tyve Forestillinger,
+eller til saa mange, som Billetkontoret kan naa at sælge til. En saa
+alvorlig Begivenhed som Overdragelsen af en Theaterbillet gaar nemlig
+ikke for sig uden adskillige Formaliteter. Man maa opgive sit Navn, der
+omhyggeligt føres ind paa Theatrets Forkjøbslister og paa Billetten selv.
+Ønsker man at medføre Damer, maa derom ligeledes Underretning gives. De
+har nemlig i Paris ikke Adgang til Gulvpladserne, det tillades dem kun at
+overvære Forestillingen fra Logerne. Til disse sælges ikke enkelte
+Pladser, man maa kjøbe en hel Loge, det vil sige mindst fem, sex
+Billetter. Saa skal Damen ved Kassen gjennemsøge Listerne for at se, hvad
+hun har ledigt omtrent ved det Tidspunkt, da man ønsker at gaa i
+Theatret, Kjøberen skal, hvad der ikke er mere end billigt, da det drejer
+sig for ham om en Udgift paa halvhundrede Francs eller derover, undersøge
+Theaterplanen for at se, om den paagjældende Loge konvenerer ham, kort
+sagt: det er en hel Historie, før man endelig har sit Bevis i Lommen for,
+at saa og saa mange Pladser tilhører En den og den Aften om en fjorten
+Dages Tid. Men Pariserne er ikke utaalmodige. Deres hele Ræsonnement er
+det, at det maa være en ganske mageløs Fornøjelse, der venter dem, naar
+der er saa megen Rift om den og saa megen Vanskelighed ved at komme til
+at deltage i den. De strømmer til, og de bliver ved at strømme.
+
+Parisertheatrene prospererer da i Virkeligheden ogsaa alle, hvor mange
+der end er. Det kan hænde, at en Direktør beregner sit Budget galt, saa
+at han personlig gjør daarlige Affærer, men en mere omsigtsfuld
+Efterfølger bringer hurtigt Ligevægt igjen mellem Indtægter og Udgifter.
+De sidste er ganske vist med de stadig videre og videre udviklede
+Fordringer til Udstyrelsens Rigdom og Korrekthed efterhaanden blevne
+meget betydelige; man har set Stykker, som Feeriet "Tusind og een Nat",
+koste en halv Million, før de kom paa Scenen; men de Summer, der tages
+ind, tillader en saadan Luxus. Billetpriserne er dyre. De nogenlunde
+ordentlige Pladser koster mellem fem og ti Francs. Den gjennemsnitlige
+aftenlige Indtægt bliver paa den Maade for de Theatre, der er lidt i
+Velten, fire, fem Tusind, de større kan ganske vel gjøre Regning paa at
+have en halv Gang saa meget til. Om Operaen er her slet ikke Tale. Dens
+aftenlige Indtægt varierer mellem sexten og tyve tusind, men en
+Parketplads koster ogsaa der tretten Francs til ordinær Pris, og den kan
+aldrig faaes undtagen til forhøjet. Hvad Théâtre français angaar, saa har
+det i de sidste Aar hver Aften taget Maximum ind, det vil sige ni, ti
+tusind Francs. Der er heller ingen Udsigt til, at Tallet vil dale.
+Vanskeligheden ved at kunne tilfredsstille Riften om Billetter er saa
+stor, at man endog saa alvorligt har tænkt paa at indrette den
+ligeoverfor liggende Fløj af Palais-Royal til et nyt Theater, saa at man
+hver Aften kunde give Forestillinger paa to, med hinanden indbyrdes
+forbundne Scener.
+
+Med Theatrene svælger ogsaa Forfattere og Aktører i Guld. De Førstes
+Honorar er mellem ti og femten Procent af Bruttoindtægten. Er det en stor
+Succès, kan de paa den Maade tage indtil en halv Million ind paa en
+enkelt Komedie. Ved Théâtre français, hvor de mere fremragende
+Skuespillere og Skuespillerinder, de saakaldte "Sociétairer", deler
+Theatrets Overskud mellem sig, er en aarlig Indtægt af hundrede, hundrede
+og tyve tusind Francs ganske almindelig, og selv ved Privattheatrene
+spiller de virkelige Stjerner ikke for ringere Gage. Judics Engagement
+ved Variétés sikrer hende en halv Million for fem hundrede
+Forestillinger, Jeanne Granier, den unge Sangerinde paa Renaissance, til
+hvem Paris's Operettekomponister kappes om at skrive Roller i Smag med
+"den lille Hertug", har firsindstyve tusind Francs for to hundrede
+Forestillinger.
+
+Naturligvis: disse Guldfloder er ikke Kunstens Maal, og de er heller ikke
+Maalestokken for, til hvilken Højde den er naaet i et Land og i en given
+Periode. Men det kan ikke nytte at nægte det, i vore Dage er de meget
+virkningsfulde og saa halvt om halvt uundværlige Midler til at naa de
+høje Maal. Jo mere fristende Lønnen er, desto stærkere anspændes ogsaa
+Evner og Kræfter for at fange den; jo bedre et Arbejde betales, desto
+større Omhyggelighed kan der anvendes paa det. Enhver fransk Forfatter
+har Sigte paa Theatret; det er Valpladsen, hvor hans afgjørende Sejr skal
+vindes. Eet Held der er nok, saa er hans Karrière gjort, det bringer ham
+Ry, Position, materiel Uafhængighed. Til en saadan Valplads gaar man saa
+rustet, som man kan blive. For Aktørens Vedkommende er Sagen den samme.
+Føler den unge Mand Kald for Scenen, har han ingensomhelst Grund til ikke
+at følge det. Theatret er baade i Stand til at veje hans Talent op med
+Guld og til at byde ham en social Stilling, som han skal have stort
+Besvær ved at naa ad anden Vej. At de franske Skuespillere lige til for
+nylig ikke kunde blive Riddere af Æreslegionen, var en Anakronisme
+simpelthen, der var bleven staaende ind i en Tid, hvor den absolut ikke
+hørte hjemme. Under den tredie Republik er den dramatiske Kunstner
+fuldkomment lige saa anset som enhver anden Talentets Mand. Han er en
+feteret Gjæst i de fornemste Saloner, han omgaas paa lige Fod med Folk i
+Statens øverste Poster. Coquelin er nærmeste Ven med Frankrigs første
+Politiker og dets tilkommende Overhoved. Dupuis afslutter literære
+Konventioner med Rusland og indstiller franske Forfattere til russiske
+Ordensdekorationer, selv en udelukkende Farceskuespiller som Christian er
+Maire i den Kommune, hvor han har sin Sommervilla. Staten giver med sine
+Subventioner allertydeligst Attest for, hvilken Respekt den har for
+Theatret. Operaen, Opéra-comique, Théâtre français og Odéon faaer
+halvanden Million aarlig i Statstilskud. Det har hverken Literaturen
+eller de bildende Kunster. Og iøvrigt er jo nu ogsaa Skuespillernes
+Udelukkelse fra den nationale Dekoration hævet. Got bærer sit røde Baand,
+og han bærer det saa berettiget som Nogen i Landet.
+
+Theatrets Prosperitet drager imidlertid ikke alene Talenterne til sig,
+den udvikler dem ogsaa. Den giver Skuespillerne, hvad der saa mange andre
+Steder fattes dem, den tilbørlige Tid til at udarbejde en Figur. Det er
+højst karakteristisk, hvilken Betydning der i Frankrig tilskrives en
+Rolles "Création". Allerede Ordet angiver, hvorledes der deri lægges en
+ikke blot reproducerende, men originalt skabende Virksomhed. Man taler om
+de Roller, en Skuespiller har "kreeret", som man taler om en Digters
+Værker. Og man gjør det tidt med megen Grund. Figurer som de, Got og
+Coquelin viser os i "Les Rantzau", er i Virkeligheden skabte af dem. Men
+den Uendelighed af fine, karakteriserende Træk, hvorved de har gjort Jean
+Rantzau og den gamle Skolelærer til saa levende Menneskeskikkelser, som
+der nogensinde er set paa en Scene, de er ogsaa kun Resultatet af et
+meget stort og meget samvittighedsfuldt Arbejde. Coquelin har i sex
+Maaneder anvendt flere Timer daglig paa at udforme det Billede, han havde
+tænkt sig, og i to, tre Uger umiddelbart før Stykket skulde gaa, lod han
+alle sine øvrige Roller doublere for ikke ved noget Andet at distraheres
+fra sin nye "Création". Sligt er ikke muligt, hvor Theatret skal slide
+for Brødet; kun naar det er situeret som i Paris, kan det tillade sig en
+saadan aristokratisk Soignering. Der har Talentet alle Betingelser for at
+kunne perfektionnere sig. Og ethvert kan komme paa sin Plads. Det er ikke
+der en enkelt exklusiv Scene, hvorom al Interessen samler sig, der er en
+hel Række af Theatre, som kan byde den dramatiske Kunstner en Position af
+første Rang. De største Forfattere forsyner deres Repertoire, et ligesaa
+intelligent som talrigt Publikum fylder deres Sale, de har Traditioner,
+de har Anseelse, de har Rigdom, Alt, hvad der kan stille Talentet i
+Relief. Derfor kommer det til dem. Palais-Royal har gjennem Aartier
+stadig havt og har endnu en Samling af komiske Skuespillere, der er
+aldeles uforlignelig, Judics Kunst er saa overlegen som nogen
+Skuespillerindes, og Variétés har foruden hende en Dupuis, en Baron, en
+Lassouche, en Léonce, det er ikke muligt at faae nogen i sin Art mere
+fuldendt Forestilling at se end der. Vaudeville har Blanche Pierson,
+Renaissance Granier, selv ved Smaatheatre som Nouveautés finder man
+Kræfter som Brasseur og Mlle. Ugalde. Der er knap noget eneste af
+samtlige Parisertheatre, som ikke i en eller anden Retning kan byde
+noget Udmærket.
+
+[Illustration: Samary]
+
+IV.
+
+Denne Floreringstilstand er et Resultat af Paris's exceptionelle
+Stilling, først og fremmest som Centrum for det hele dramatiske Liv hos
+en Nation, der paa dette Punkt har ganske særlige naturlige Anlæg, som
+det umaadelige Verdenskaravanserai dernæst, i hvis Fornøjelsessvælg
+daglig Tusinder og atter Tusinder af Rejsende fra alle Jordens Egne øser
+deres Guld. Før Jernbanerne kom, var en Snes Opførelser af et Stykke det
+Almindelige, halvtreds det kun overordentlig sjeldent naaede Maximum; nu
+spilles Alt det tidobbelte Antal Gange. Sæson efter Sæson kommer man
+højere og højere i Vejret, Kulminationspunktet er aabenbart ingenlunde
+naaet endnu.
+
+[Illustration: Dandserindernes Paaklædningsloge.]
+
+Sine betænkelige Sider har disse Forhold imidlertid ogsaa. De ligger
+mindre i den Mangel paa Tilførsel af friske Kræfter, som Udslukningen af
+det dramatiske Liv i Provindsen kunde synes at maatte drage efter sig.
+Hvor de end kommer fra, myldrer det stadig med nye Talenter. Ved Théâtre
+français for Exempel er aldrig saasnart Madeleine Brohan begyndt at
+blive, gammel, før man har Sarah Bernhardt, og efter hende Croizette, for
+slet ikke at tale om Reichemberg og Broissat. Før Croizettes Stjerne
+endnu er blegnet, dukker Samary op, og næppe har hun faaet Tid til at
+gjøre sit Talent gjældende, før der paa Trinet under hende er en Yngre,
+Baretta, til at fængsle Opmærksomheden. Allesammen er de komne i ikke
+synderligt over en halv Snes Aar, det er ikke blot en uafbrudt
+Rækkefølge, det er en Succession, der formelig jager hinanden. Heller
+ikke den Mangel paa Plads for den dramatiske Produktion, der bliver en
+Følge af Masseopførelserne, har noget Ængstende ved sig. Theatrene i
+Paris er saa talrige, at det virkelig Gode altid vil kunne komme frem.
+Desuden er Komponisterne allerede begyndt at ty til London, Bruxelles og
+St. Petersborg; bliver Tumlepladsen paa Parisertheatrene virkelig de
+dramatiske Forfattere for snever, vil de hurtigt følge Exemplet. Derimod
+ligger der i Beskaffenheden af det Publikum, som Fremmedtilstrømningen
+leverer, en alvorlig Fare. Selv om det forstaar Fransk, mangler det dog
+Parisernes dramatiske Opdragelse. Det er tilfreds, naar det faaer en
+Komedie at se, der har Ry; Udførelse og Sammenspil kan saa være, hvordan
+det vil. Naar et Stykke er gaaet nogle hundrede Gange i Træk, og de
+oprindelige Kræfter ikke længer kan holde ud at spille i det, ombesættes
+det med andre, der er dem langt underlegne; men Udlændingene, som nu
+udgjør Tilskuernes Pluralitet, lægger ikke engang Mærke til det. Denne
+Uskik har allerede grebet saaledes om sig, at man endogsaa paa Théâtre
+français kan se den franske Literaturs Mesterværker gaa over Scenen paa
+en Maade, der er noget nær skandaløs. Meget ofte forstaar de Rejsende
+ikke engang Fransk. De tyer da til de Theatre, hvor der er Noget for
+Øjet. Udstyrsstykkerne, særlig de saakaldte _pièces à femmes_, bliver ved
+denne Tilstrømning ligesaa ængsteligt talrige som ængsteligt blottede for
+Alt, hvad der har det Mindste med dramatisk Kunst at gjøre. Man ser
+Stykker som det vanvittigt meningsløse "Tusind og en Nat" gjøre en
+aldeles formidabel Lykke, give ti, tolv tusind Francs hver Aften ved
+flere hundrede Opførelser ene og alene, fordi det vrimler paa Scenen med
+Heste, Hunde og Elefanter, og fordi der i Dekorationer, overlæssede med
+Guld og Farver og fantastiske Lysvirkninger, præsenteres
+Masseudstillinger af unge Kvinder i Kostumer, der som oftest allerhøjst
+er Antydninger af Kostume. Man kalder det Ballet, men dandse kan kun den
+enkelte Primadonna, og hun er forskreven fra Udlandet, idet Dandsen
+nemlig er en Kunst, der overhovedet ikke kjendes i Frankrig. Resten er
+Smaapiger fra Portnerloger og Modemagasiner, Sypiger og Kunstnermodeller,
+af hvilke man ikke forlanger andre sceniske Kvalifikationer, end at de
+kan tage sig ud i Trikot. Udvalg har man nok af altid, skjøndt en saadan
+Ballet er en hel lille Armee. Saa saare det rygtes, at et nyt
+Udstyrsstykke er paa Stabelen, strømmer de smaa theaterlystne Evadøttre i
+Hobetal til fra alle Kanter af Paris for at lade sig hverve, og man har
+Kasernen overfyldt i en Haandevending. Gagen er kun en Snes Sous pr.
+Aften, Tjenesten streng, Behandlingen, de faaer, rent soldatermæssig. Men
+de har Ungdom og Fantasi de Smaa, de har megen Livslyst som Vind i
+Sejlene og meget lidt Moral hjemmefra med som Ballast. Naar der er et Par
+Minutters Fritid fra Omklædningerne uden Ende, og de sidder oppe i
+Paaklædningslogerne med deres Kammerater og fortæller hinanden
+Fehistorier om Forgængerinderne, saa glider det snevre Rums Vægge
+tilside, og ude i Baggrunden dukker der det ene lokkende Billede op efter
+det andet. Theaterlivet har sine Changementer større, mere uforudsete
+endnu end de i Eventyrkomedien dernede paa Scenen. Hvad der er hændet de
+Andre, hvorfor skulde det ikke kunne hænde dem? De har jo nu ogsaa
+"deres" Theater, "deres" Loge, "deres" Prøver, og de kan anskaffe sig
+smaa rosenrøde Visitkort, hvor deres Navn staar i Snirkelskrift og et
+fint lille "du théâtre de la chose" nedenunder. Det er det første Skridt,
+Skridtet, der koster. Siden gaar Alting af sig selv. Før Stykket er
+spillet til Ende, kan de være flyttet fra Paaklædningslogen over i
+"deres" Hotel, _un vrai petit bijou_ af et Hotel med Rosentræsmøbler og
+lyseblaat Silketapisseri. De kan kjøre i Boulogneskoven i "deres" Vogn,
+med "deres" Heste og "deres" egen lille søde Groom. Hvem veed, maaske kan
+der paa Visitkortet staa "comtesse" eller "baronne" og en Krone ovenover,
+som er ægte, og som har Ret til at staa der. Nede mellem Kulisserne er
+der ikke blot Brandfolkene til at kurtisere. Der kommer saa mange
+distinguerede kjoleklædte Herrer op, baade unge med Esprit og Humør og
+gamle med Diamanter i Brystet og Diamanter paa Fingeren. Og de er saa
+mageløst elskværdige, og de inviterer til Souper og sender Etuier fra Rue
+de la Paix og Fontana. Man spørger _maman_ hjemme, hvad man skal gjøre.
+Maman siger som Mme. Bichon: "Il y a des situations dans lesquelles on
+est obligé de prendre quelqu'un." Og saa gjør den Lille _son choix_, og
+Alverden er tilfreds--saalænge det varer.
+
+[Illustration: Mellem Kulisserne.]
+
+Kun Fru Thalia har skjellig Grund til ikke at være det. Engang imellem
+tager en eller anden Avis sig af hendes Sag og holder Formaningstaler mod
+Theatrenes Forvandling til Menagerier og Fruentimmerbazarer. Men
+Fremmedtilstrømningens Guld har en Klang, der lyder højere og sødere i
+Direktørens Øren. Han stopper det i Lommen og tager de smaa
+Formaningstaler med paa Kjøbet, og Forholdene bliver, som de er. Nu,
+Noget af den Slags maa der naturligvis ganske nødvendigt altid findes i
+en By som Paris. Faren er kun, at det ikke breder sig. Og i saa Henseende
+er der et fortræffeligt Bolværk til at standse: Parisertheatrenes uhyre
+Konservatisme. Man møder den for hvert Skridt. Saasnart man kommer ind,
+finder man ved et højt Bureau tre fine Herrer i Kjole og hvidt
+Halstørklæde, der anmoder om Ens Billet. Det er dog ikke for at beholde
+den. De bytter den simpelthen om med en anden, som man saa afleverer ved
+den egentlige Indgang. Hvad de skal gjøre godt for, er der Ingen, der
+begriber. Men de har siddet der saalænge som Theatret har staaet, og
+derfor bliver de ved at sidde der. Hele Aftenen sidder de og pynter op i
+Entréen og viger ikke af Stedet. Man har en Fornemmelse, som var de
+Grundpiller, og som Theatret maatte styrte sammen, hvis de forsvandt. Er
+man kommen ind i Korridorerne, har man "Ouvreuserne" paa Halsen. De skal
+anvise Ens Pladser. Det vilde være langt simplere, om Billetterne bar
+Numer, som alle andre Steder i Verden, men saa var Ouvreuserne ingen
+Nytte til, og de er et gammelt Inventarium, der for enhver Pris maa
+bibeholdes. Saadan er det i Smaat og saadan i Stort. Det, at den franske
+Theaterforfatter næsten aldrig vover sig ud fra Salonerne, ud i den frie
+Natur mellem andre Mennesker end netop Parisere og Grever og Baronesser,
+det er et Udslag af akkurat det Samme. Det er, om man vil, ikke Andet end
+Respekt for Traditionen; Alt, hvad der er godt i vor ufuldkomne
+menneskelige Verden, har jo i Regelen ogsaa sin svage Side. Men hvad det
+end er, saa vil det bevare den virkelige, ægte Komedie paa de
+Pariserscener, hvor den har gammel Hævd paa at florere. Deres Antal er
+mange. De vil beholde Pariserne som Publikum, og de vil altid trods
+Udstyrstheatrene faa en saadan Forstærkning af de Fremmede, at de kan
+gjøre glimrende Forretninger selv med det Gode, de præsterer, og at der
+følgelig ingen Grund er til Forandring. Paris's Ophøjelse til
+Theatercentrum ikke blot for hele Frankrig, men saa halvvejs samtidig for
+den hele civiliserede Verden bringer da saaledes i Theatrenes forøgede
+materielle Velvære den franske dramatiske Kunst en stor Støtte, uden
+samtidig at medføre væsentlige Farer for den. I gamle Dage har Talentet
+muligvis kunnet leve af Kildevand og Maaneskin. Det er for vort
+Aarhundredes mindre primitive Mennesker vanskeligt at sætte sig ind deri.
+Nu kan det det i hvert Fald ikke længer; i vor Tid trænger det til god
+Vin og god Føde, naar det ikke skal faa Svindsot. Paris er saa heldig
+baade at have dramatiske Talenter nok og at kunne give dem tilstrækkelig
+Føde til, at de kan voxe sig store og stærke.
+
+[Illustration: Théâtre français' Yngste: Mlle. Baretta.]
+
+
+
+
+SOMMERLIV OG FESTER.
+
+
+Grand prix de Paris.
+
+Paris har ligesaavel som London sin Saison, visse Maaneder af Aaret, da
+Befolkningens fine Portion er forpligtet til at lyksaliggjøre Hovedstaden
+med sin Nærværelse, og da følgelig Byens Liv naaer sin højeste Potens.
+Men man er dog ikke ganske saa rigorøs som hos de stive Britter. De kan
+ikke, uden at sætte deres gode Navn og Rygte paa Spil, vise sig i
+Westend-Palæerne en eneste Dag før den 1ste Maj, og de kan heller ikke
+uden Risico for, at de mest kompromitterende Rygter bringes i Omløb om
+dem, atter forlade disse Palæer før netop den 1ste August. Selv for den
+allernobleste Franskmand er derimod et Pariserophold tilladeligt paa
+hvilkensomhelst Tid af Aaret, det kan være ham til Behag. Paris gaar det
+an at foretrække, endogsaa naar "Alverden" er i Nice og Cannes, paa
+Jagtslotte paa Landet, eller i Badevillaer ved Kysten. Men sin Sæson har
+Byen alligevel. Den falder sammen med den Tid af Aaret, da Paris er
+skjønnest. Saasnart de første Foraarsbebudere kommer, kommer ogsaa den
+fornemme Verden hjem fra Rivieraen ved Middelhavskysten. Paris er da paa
+sit Højeste. Den svælger i Fester, den bugner af Luxus. Theatrene byder
+paa Sensationspremièrer, de berømte Virtuoser kommer fra alle Jordens
+Kanter og lader sig høre ved Koncerter, hvor den simpleste Plads er til
+en Louisd'or, der arrangeres straalende Velgjørenhedsmarkeder og elegante
+Bazarer, hvor Grevinder og Hertuginder og Fyrstinder staar i Butikerne,
+den officielle Verden giver sine store Galamiddage, Faubourgernes,
+Pengenes, Kunstens og Litteraturens, ja selv Demimondens Aristokrati
+kappes om at holde Soiréer og Baller hver eneste Aften. Saaledes bliver
+det ved at gaa tre, fire Maaneder paa Rad, indtil endelig det hele
+tumlende Fornøjelsesliv den første Søndag i Juni ender med en
+Slutnjngsfête, der stikker alle de andre, med _le grand prix de Paris_,
+Frankrigs Derbydag, de store Væddeløb paa Longchamps-Sletten.
+
+Denne Dag er efterhaanden bleven en af Paris allerstørste Festdage. Det
+er i Grunden kun Nationalfesten den 14de Juli, der er mere. Og der er
+endda den Ting at bemærke, at ved Nationalfesten holder
+Ikke-Republikanerne sig tilbage for at protestere; til de store Løb
+derimod maa Alle med uden Menings- og uden Standsforskjel. I den fornemme
+Verden har det allerede under Kejserdømmet hørt til god Tone at tage
+Afsked med hinanden ved et Glas Champagne paa Saddelpladsen, før man
+lægger sig paa Landet, og denne gode Tone er med Aarene trængt ud til
+bestandig bredere og bredere Samfundslag. Nu er der knap en sølle Calicot
+længer, der ikke finder Longchampsudflugten nødvendig for at hævde sin
+sociale Position. _Le grand prix_ er den Dag, da alle Parisernes
+Sparegrise, selv den beskedneste Arbejderfamilies, slaas i Stykker. Og
+har man ikke nogen Sparegris, saa har man dog altid en eller anden
+Gjenstand, man kan sætte paa Mont-de-Pitié for at komme med. Man skal til
+Longchamps, hvordan det saa gaar. Det er ikke egentlig for Løbenes Skyld;
+Pariserne sidder der ikke som Englænderne nogen medfødt Sportsmani i
+Blodet. Det er just heller ikke for at more sig; naar man vil være ærlig,
+veed man ganske vel, at Dagens Besvær tidt bliver større end dens
+Morskab, saafremt man da ikke har hele Lommen fuld af Guld. Men man maa
+afsted alligevel. Naboer og Gjenboer, alle mulige Bekjendte er med, saa
+kan man jo dog ikke blive siddende hjemme. Og saa er der ogsaa een Grund
+til. Man giver sine Penge ud paa Væddeløbsdagen i det stille Haab, at de
+skal komme ind igjen med Renter og Rentes Rente. Man vædder. Alle gjør
+det; Sadlepladsens Publikum sætter Tusindfrancsnoter paa Spil,
+Tribunernes Hundredefrancssedler og den store, vulgære Masse paa
+"Grønsværet" Louisd'orer og Femfrancer. Spilleraseriet er en af
+Kræftskaderne ved det moderne Parisersamfund. Det er ikke blot paa
+Børsen, at Alverden gjør Forsøg paa at tjene sig rig i en Haandevending;
+overalt, hvor man kan komme til det, tumler man med ind i den vilde
+Parforcejagt efter de rullende Guldstykker. I de parisiske "Cercles"
+tabes og vindes der ved Baccarat-Bordet Millioner hver eneste Aften, og
+den Del af Befolkningen, der ikke kan betale de Hundrede, to eller tre
+Hundrede Francs aarlig, som det koster at blive Medlem af en saadan
+Spilleklub, rangerer sig da paa anden, billigere Vis ind i Fru Fortunas
+Tilbederlegion. Efter Frokosttid, næsten hele Dagen igjennem, er de
+parisiske Kaféborde fulde af smaa grønne Klædesplader, paa hvilke de
+jevnere Samfundsklasser, helt ned til Arbejderen, vover deres surt
+fortjente Ugeløn i Ecarté; der pareres ved Billarderne, der spilles i
+Smug alle Slags Hasard i ethvert Beværtningslokales Bagstuer, der spilles
+kort sagt af Alle og overalt. Væddeløbsdagen er en velkommen, saa at sige
+med det Officielles Stempel paatrykt Anledning til at tilfredsstille
+denne uhyggelige Passion under exceptionelt fristende Forhold, i fri
+Luft, Menneskemylr og Sommersolskin, omgiven af Festvirvarets
+nervepirrende Ramme. Enhver maa til Bookmaker'nes Boder. Der er Hundreder
+af dem, og de gjør uhyre Forretninger allesammen. Naar det kommer til
+Stykket, er det maaske først og fremmest dem, der gjemmer Alruneæblet,
+som paa den store Væddeløbsdag drager alle Mennesker til
+Longchampssletten.
+
+[Illustration: "Bookmakeren"]
+
+Allerede tidlig paa Morgenstunden begynder Udvandringen. Da det dog
+alligevel skal være Feriedag, vil man gjøre den saa lang som muligt. Og
+desuden gjælder det ogsaa at være betids paa Pletten for at faa en Plads,
+hvor man nogenlunde kan se. Forsynede med appetitlige Frokostkurve sætter
+formelige Hære af Smaaborgerfamilier sig i Bevægelse i Retningen af
+Suresnes. Fra Klokken otte gaar der overfyldte Jernbanetog, Seinedampere,
+Sporvogne og Omnibusser hvert andet Minut. Det er, som om det gjaldt en
+Massestorm paa Mont Valérien. Men de mylrende sorte Striber af
+Menneskemyrer kravler ikke op ad Højen, de følger Trup over Suresnesbroen
+og spreder sig saa og besætter hver Grønsværsplet i Terrænet mellem
+Neuilly, Boulogneskovs-Kaskaderne og Seinen. Der pakker de Kurvene ud og
+holder efter Marchen Siesta i de kølige Skovskygger. De har behov at
+forberede sig til at kunne staa imod Eftermiddagens Trykken og Trængsel
+og Støv og Solhede; allerede før Et maa de sige Farvel til Træerne og
+foretage deres Kapløb ned til Snoren, som indhegner Væddeløbsbanen.
+Samtidig er ogsaa Vognene begyndt at komme rullende. _Grand prix_ er
+Pariserkudskenes store Festdag. De, der nyder den Ære at throne paa
+aristokratiske Selvejerekvipagers Bukke, faar Lov til at stille Husets
+Maximum af Forspands-, Seletøjs-og Kjøretøijs-luxus paa Parade, de
+ordinære Hyrekudske har den Tilfredsstillelse at faa et saadant Maximum
+af Kjørepenge, som de ikke fortjener nogen anden Dag af Aaret. I Reglen
+slaar Bekjendte sig sammen allerede flere Uger i Forvejen for at leje en
+Vogn til de store Løb. Prisen er da noget over et halvhundrede Francs for
+de almindelige Droschker og for Kjøretøjer med et større Antal Pladser i
+Forhold dertil. Men har man ikke været forsynlig og lejet paa Forhaand,
+kan det meget vel hænde, at man paa selve Dagen ikke slipper under det
+Dobbelte. Ved den Slags Lejligheder er en parisisk Droschkekudsk grumme
+lidt medgjørlig. Han farter op og ned ad Boulevarderne og ryster
+overlegent paa Hovedet, selv om man stiller sig op paa Fortovet og holder
+Louisd'orer frem og viser ham. Han tør ikke standse, har engang en af dem
+forklaret mig. Inden den gentile Herre paa Fortovet naaede ud til Vognen,
+kunde en brav Bourgeois springe op og tvinge ham til at kjøre _à l'heure_
+hele Resten af Dagen. Han giver sig ganske rolig Tid, til han kan se sit
+Snit og faa god Ladning. Han veed, at for hver Time, der gaar paa den
+store Væddeløbsdag, stiger Vognene i Pris, til der til Slutning saa at
+sige ikke er en eneste længer at faa indenfor Paris's Fæstningsværker.
+
+Fra Klokken to holder de i endeløse Rækker ned over alle Vejene, der
+fører til Longchamps. Man vilde naa et Tal af over ti tusinde, hvis man
+var i Stand til at tælle dem. Thi fra Klokken to, det Tidspunkt, da det
+første Løb begynder, er Sadlepladsen, Tribunerne, den store
+Grønsværsslette, Alt fuldt af hver sin forskjellige Art af
+Tilskuerpublikum. Der kan være indtil tre hundrede tusind Mennesker
+klumpede sammen paa dette Sted. Man kan overse hele Terrænet fra
+Tribunernes øverste Bænke; det er et Syn, som det næppe nogetsteds paa
+Jorden er muligt at finde et Sidestykke til. Der er her ikke Tale om
+spredte Grupper; det er, som om man vilde tænke sig en vældig,
+uoverskuelig Kornmark, bevoxet ikke med gule Straa, men med
+Menneskekroppe. Vrimmelen er ligesaa tæt, Fladen, der dannes af de mørke,
+hattebeklædte Hoveder, ligesaa sammenhængende kompakt som den, der dannes
+af de bugnende Ax. Hist og her stikker røde Parasoller frem som glødende
+Valmuer; unge Piger er sprungne op paa Vognsæderne og staar der i deres
+lysfarvede Sommertoiletter som blaa Kornblomster eller gule
+Agerkaalsstilke og sætter brogede Pletter i den sorte Mark. Hele Fladen
+gynger og vugger sig som kruset af Vindkast, men ind i Mylren kan Øjet
+ikke se, det kan kun ane derinde en mystisk, æventyrlig Uendelighed af
+muntre, vexlende Folkelivsbilleder, som sætter Fantasien i Bevægelse og
+ligesom fylder Rummet med en kondenseret Essens af Liv og Glæde. Fra
+denne Hovedmasse strækker sig ud, langt, langt bort i det Fjerne, langs
+hele Væddeløbsbanens Snor, tætte sorte Myregange af andre
+Tilskuerklynger; Bakker med rigt schatteret Skovbryn indfatter Billedet,
+over det Altsammen ligger Guldglands af den varme Junisol.
+
+[Illustration: Paa Tribunen.]
+
+Og saa er der Maleriets Forgrund, som man har lige ved Siden af sig. Hver
+af Tribunerne fortsættes forneden af en Enceinte, fyldt med Straastole.
+Ogsaa der er der tætproppet af Tilskuere. Det er den fashionable Part af
+Publikum. Allerede paa Femfrancspladserne opdager man det ene
+extravagante Toilette ved Siden af det andet; paa dem, hvor det koster en
+Louisd'or at komme ind, holder de formelige Saturnalier. Det store
+Finantsaristokratis, stundom den virkelige Faubourgadels Damer med, og de
+store Kokotter overbyder hinanden i Opfindsomhed. Deres Fantasi bryder
+sig ikke om at tage Skjønheden med paa Raad, det gjælder kun at vække
+Opmærksomhed. Om de seer ud som Paafugle og Pappegøjer, er dem
+ligegyldigt, naar der blot bliver lagt Mærke til dem, og de kommer i
+Avisen den næste Dag. De leverer Forestillingens Ouverture, og
+Kappestriden mellem dem kan paa sin Vis være fornøjeligere end Kapløbet
+inde paa Banen. Hvert Øjeblik gaar der som et elektrisk Stød gjennem
+Tribunepublikummet.
+
+[Illustration: Paa "Grønsværet".]
+
+Alle rejser sig op, Beundrings-Ah'er og Vittigheder regner ned rundt
+omkring, man applauderer, man hviner tidt himmelhøjt. Det er et
+Parasolmonstrum i Solbrandsfarver og oversaaet med Fuglereder, man har
+opdaget inde paa Sadlepladsen, en Frøken med Lueforgyldningsbroderier paa
+den hvide Atlaskeskjole eller en havfrueagtig Fremtoning i Sivgrønt:
+sivgrøn En-tous-cas, sivgrøn Kjole, sivgrønne Strømper og sivgrønne Sko,
+Altsammen bedækket fra Top til Taa med en Mylr af ganske smaabitte
+Sneglehuse. Det er kun i Paris, at man ser Sligt, og det er selv i Paris
+kun den ene store Væddeløbsdag, at disse Toilette-Orgier rigtigt kan faa
+Lejlighed til at slaa Gjækken løs.
+
+[Illustration: I Enceinten.]
+
+Signalklokken ringer, Jockeyerne farer ud paa deres stolte, fine,
+adelige, men gyselig magre Væddeløbere. Tribunepublikummet har studeret
+Programmet, det kjender Dyrene paa Jockeyernes Farver, og det raaber
+deres Navne for at gjælde for Sportsmænd, der veed Besked. Men nogen
+overdreven Enthousiasme for de første af Løbene er der dog egentlig ikke.
+De maa mere betragtes som en appetitvækkende _Pièce de rideau_ før den
+rigtige, store Forestilling. Det drejer sig kun om fem, sex tusinde
+Francs, Summer, der paa en saadan Dag er altfor ubetydelige til at kunne
+vække nogen virkelig Spænding. Og saa er der ogsaa det, at man ikke er
+absolut sikker paa, om disse Løb nu ogsaa kan betragtes som rigtig
+alvorlige. Man fortæller om saa megen _"blague"_ ved Smaaløbene, om
+bestukne Jockeyer og Ejere, der med Vilje lader deres Dyr tabe, fordi de
+i hemmelig Forstaaelse med en Bookmaker har store Pareer imod dem. Alle
+mindes Affæren fornylig ved Chantilly. En Jockey blev kastet af og kom
+slemt til Skade, og det oplystes da, at han var betalt af sin Herre for
+at holde Hesten tilbage. Men Dyret havde været stærkere end han; dets
+Instinkt fortalte det, at der var Noget i Vejen, og det skilte sig saa af
+med sin Rytter og sørgede paa egen Haand for at komme ind som Numer Et.
+Der skal gaa mange af den Slags Ting i Svang, veed man, og det svækker
+Interessen. Med _"grand prix"_ derimod er det en anden Sag. Der gjælder
+det baade Æren og Prisen, og den sidste er ikke mindre end hundrede
+tusinde Francs. Det kan pirre.
+
+[Illustration: I Enceinten.]
+
+Der kommer en umaadelig Bevægelse mellem Publikum, saa saare Tallene
+begynder at springe frem paa den sorte Tavle, hvor de Løbendes Numere
+markeres. Alle rejser sig op. _"Assis! assis!"_ brøles og hvines der fra
+Tribunerne, men Enceintepublikummet nedenfor dem tager ikke Notits af
+deres Raab. Damerne springer op paa Stolene og holder deres Kikkerter i
+Beredskab; selv den mest stikkende Sol har de i dette Øjeblik ingen Tanke
+for. "Hvem løber?" det er det første store Nysgjerrighedsspørgsmaal, det
+gjælder om at faae besvaret. Det ene Tal springer frem efter det andet;
+til _"grand prix"_ er der altid ti, femten Konkurrenter mindst, og man
+trækker sig kun grumme nødigt tilbage. Selv om den ikke har nogen Udsigt
+til at vinde, er det dog altid en uhyre Rekommandation for en Hest, et
+Slags Adelsdiplom, at den har været med ved det rigtige store Løb. Man
+kiger paa Programmet, man henter biografiske Notitser om Dyrene hos
+Naboerne rundtomkring. Der er da ingen Overraskelse i Gjære? Der findes
+forhaabentlig ikke mellem Deltagerne i Løbet nogen af de
+hemmelighedsfulde Ubekjendte, som, opdragne i Smug af en
+Førsterangstrænør paa et eller andet fjernt, øde Sted, pludselig dukker
+frem og gjør alle Sportsmændenes Beregninger til Skamme? Man har set
+Sligt ikke saa sjældent endda. Og findes der en saadan Konfusionsmager,
+saa er jo alle Chancer, hvorpaa man har støttet sine Væddemaal, ikke to
+Sous værd. Har man derimod udelukkende med bekjendte Løbere at gjøre, saa
+er det i Regelen muligt at forudse Resultatet med nogenlunde Sikkerhed.
+Der mangler sjælden en stor Stjerne, mod hvilken der kun pareres med
+Enere mod Tiere.
+
+Men hvor bliver den af, denne Dagens Helt? Dens Tal staar endnu ikke paa
+Tavlen. Om der var tilstødt et Uheld! Om den pludselig var bleven
+indisponeret og ikke kunde vise sig paa Arenaen! De store Væddeløbere er
+ømfindtlige som de store Primadonnaer. Ængsteligheden begynder at brede
+sig. De, der har været bag Kulisserne, beroliger imidlertid. Der kan
+umulig være hændet Noget. "Bruce" er kommen fra England med specielt for
+den lejet Extratog, og siden sin Ankomst har den stadig været omgiven af
+en Livvagt paa sex fuldt paalidelige Karle, der med ladte Revolvere har
+vaaget over, at ingen snedig Bandit sneg sig ind i dens Stald, beruste
+den med Brød, dyppet i Vin, eller paa anden Vis gjorde den uskikket til
+at lade sine Evner straale i det skjønneste Lys. Den er sund og frisk,
+glødende af Kampiver, forsikrer de; de har været i Stalden endnu om
+Morgenen. Herrer og Damer seer paa dem med beundrende, misundelige
+Blikke; Hjerterne hører op at banke i Uro. Og der er jo virkelig ogsaa
+dens Tal paa Tavlen. Et højt, tusindtunget Hurraraab hilser det. Men det
+skjæres over paa Midten, Signalklokken klemter, og der bliver i samme Nu
+Stilhed over den store Væddeløbsbane som i Theatret, naar Tæppet hæver
+sig. Alles Øjne vender sig mod Sadlepladsens Enceinte. En efter en i
+Række kommer Jockeyerne ridende ud derfra. De gjør en lille Galopfart for
+at presentere sig ned over Banen en face for Tribunerne. Saa standser de
+foran Dommerestraden, en ny Klemten, og Løbet begynder. Hvor der strækkes
+Hals, hvor der hvines, hvor der vinkes med Lommetørklæder og Hatte og
+Parasoller i Et uendeligt Brøl fylder hele Sletten. Hver Tilskuer raaber
+sin foretrukne Dystløbers Navn og bliver ved at raabe det under hele
+Løbet, som om Hesten kunde høre det, og som om det uvægerligt maatte føre
+den til Sejer, naar det blot overdøvede alle andre. Der kommer de frem
+ved Skovbrynet. "Invincible" er foran! Nej, "Bruce" tager den igjen! Den
+holder sig! Den øger Distancen! Hurra for "Bruce"! Hurra! Hurra! Hurra!
+
+De tager ingen Ende disse Hyldestraab, medens den lykkelige Jockey,
+førende sig som en Heros, promenerer Dagens Sejervinder i Triumf hele
+Væddeløbsbanen rundt. Gommeuxherrer og Sportsmænd paa Sadlepladsen
+flokker sig lykønskende om Ejer og Trænør. Den Første tager ved dette ene
+Løb en halvandet hundrede tusind Francs ind foruden de betydelige Summer,
+Bookmakerne muligvis samtidig har ladet flyde i hans Kasse; den Sidste er
+efter denne Dag Sportsverdenens store Stjerne, til hvis Gunst hele det
+unge Aristokrati bejler mere end til nogen moderne Skjønheds, og hvis
+Tjeneste betales højere end en Adelina Pattis og en Faures Toner.
+
+Efter _"le grand prix_" følger der atter andre, mindre Løb med Priser fra
+sex til femten tusind Francs. Det Hele ender først henimod Aftentid. Men
+Væddeløbsslettens Publikum tyndes ud langt tidligere. Den fornemme Part
+maa se itide at faa fat paa sine Kjøretøjer, der kan gaa Timer, før de
+findes, og den store Hob maa tilbage for fra Stolene paa begge Sider af
+Champs-Elyséesavenuen at være Vidne til det nye Skuespil: _le rétour des
+cours,_ den uendelige Mylr af straalende Ekvipagers Hjemkjørsel i Parade.
+Hele den brede Allée er opfyldt af et ustandseligt Tog, det er en
+formelig Hær af Vogne, og det varer Timer, før Revuen tager Ende. Her
+holdes Hovedmønstringen over Toiletterne; hvert Minut bringer
+Overraskelse paa Overraskelse. Er _"le grand prix"_. Slutningen af
+Parisersæsonen, saa er den ogsaa dens Apotheose. Man vil vise
+Udlændingene sin kjære Stad i al dens Herlighed, før man overlader den
+til deres Indvandring. Fra den første Mandag i Juni har de Lov til at
+fylde den med Rejsekostumér og røde Baedekere, men den store Væddeløbsdag
+skal den være sig selv, være paa Højden af sin Glands og Pragt. Og det
+er den.
+
+Badeliv ved Kysten.
+
+Sommervarmen i Paris er som oftest ingenlunde uudholdelig. Saalænge Solen
+befinder sig paa Himlen, er i Reglen ogsaa Vandslangerne i Bevægelse, En
+hel Hær af Arbejdere er fra Morgen til Aften beskjæftiget med at holde
+Alting vaadt, der bliver sprøjtet og sprøjtet paa Makadamiseringen,
+Husfacaderne overrisles, Gaardene sættes under Vand, Trottoirerne skures
+og vaskes i en Uendelighed. Det giver Friskhed og Kjølighed, saa den
+store Bys Indeklemthed ikke trykker.
+
+Men alle Regler har desværre sine Undtagelser. Af og til, naar
+Temperaturen stiger særlig højt, og Sommeren bliver særlig tør, vil Dhuys
+og Vannes, de to smaa Floder, der forsyner Paris med Vand, ikke længer
+gjøre deres Skyldighed. Saa begynder Paris's Trængselstid. Byen begraves
+i Støv. Som en tæt, brunliggul Taage stiger det op fra de milelange
+Boulevarder og Avenuer. I de første Morgentimer staar denne Taage endnu
+lavt, som om den ikke rigtig selv vidste, hvorvidt den vilde løfte sig i
+Vejret eller løse sig og forsvinde. Men efterhaanden som Byen vaagner,
+efterhaanden som der kommer Folk og Færdsel, med hver ny Vogn og hver ny
+Fodgænger hæver den sig højere og højere. Den ruller ind over Byen i
+voxende Skyer, der breder og breder sig fra Kvarter til Kvarter. Indtil
+henimod Middag kan Solen endnu skinne igjennem dem, saa de tager sig ud
+som en fin, langsomt faldende Regn af smaa Guldatomer. Men Time efter
+Time fortætter de sig. Længere frem paa Dagen er det en fedtet, kvalm,
+okkergul Os, der hyller Alting ind, saa massiv, at man ikke kan se fra
+Lygtepæl til Lygtepæl. Det Hele er forvandlet til et ubegrændset
+askefarvet Hav, i hvilket Mennesker og Vogne, Træer og Huse glider
+sammen. Saa saare man stikker Hovedet ud af Døren, er i det samme Nu
+Hals, Lunger og Brystkasse fyldte med Støv; naar man har gaaet en halv
+Gade ned, seer man ud som en Melmand, vil man sætte sig ved et Kafébord
+paa Trottoiret, maa det først fejes rent med en Kost. De lukkede Fiakrer
+ruller langsomt og bedrøveligt gjennem Gaderne, som om det tommetykke
+graa Lag paa Taget af dem tyngede, saa de ikke kunde komme afsted, over
+de lange Boulevarder er der næsten ikke et eneste grønt Blad at opdage.
+Alle Vinduer og Skodder holdes den hele Dag hermetisk lukkede, men Støvet
+ude fra Gaderne trænger sig gjennem hver lille Sprække og Aabning, laver
+Skyer, lægger sig i Lag overalt.
+
+Paa saadanne Dage er det, at selv de Parisere, for hvem Paris er Alt,
+faaer Sommerrædsel for den store Stad og flygter. De mindre enragerede
+Boulevardtilbedere har allerede taget Vejen afsted før dem. Under den nye
+atheniensiske Republik kræver Vinteropholdet i Paris stadig mere og mere
+enorme Udgifter Sommeren er den Tid, da man sparer op til dem. Under
+Foregivende af, at man har Behov for Landluft, afskaffer man hele det
+store Træn fra Sæsonen, sætter sig paa landlig Diæt og vegeterer i en
+Krog for atter, naar Selskabssalene i Paris paany aabnes, at kunne
+udfolde sin Pragt og Luxus i dem. Det er væsentlig dette Hensyn, der
+allerede strax efter "_le grand prix_" begynder at lægge Paris øde. Under
+de to følgende Maaneder forsvinder dens Beboere mere og mere. I
+Slutningen af Juli er den berøvet saa at sige hele sit "tout Paris", det
+lille Frimurerselskab af udvalgte, ægte Parisere, der til daglig Brug
+ligesom gjennemsyrer hele Staden og giver den dens Fysiognomi. Ikke Spor
+af Elegance eller Chiched; Herskabsvogne og Toiletter er blevne saa
+sjeldne, at de vækker Opsigt, naar de viser sig paa Boulevarderne,
+Droschkekudskene har saa lidt at bestille, at de endogsaa om Søndagen
+formelig plager Folk for at tage dem i timevis. Boulevarderne er halvt
+tomme, mest befolkede med Arbejdere, stønnende Forretningsfolk og
+langsomt drivende engelske Lorder og Misser.
+
+Paris er paa Landet. Man tager til sit Château, naar man har enten et
+virkeligt Château eller en lille, afsides liggende Gaard, hvilken der med
+god Villie kan tillægges dette stolte Navn; man flytter til Villabyerne i
+Omegnen, naar man er nødt til stadig at ture ind i Forretninger, eller
+man rejser til Badestederne ved Bretagnes og Normandiets Kyster. Man gjør
+helst det Sidste; det er mest Fashion.
+
+Disse Badesteder skyder derfor ogsaa mere og mere op som Paddehatte. I
+gamle Dage var der væsentlig kun Trouville; nu tælles de snart i
+hundredevis. Et af de yngste, der samtidig har vist sig i Besiddelse af
+virkelig Livskraft, er Etretat. Det er det, vi vil besøge.
+
+Etretat er voxet meget hurtigt i Vejret. For tredive Aar siden laa der
+paa dette Sted kun et Par enkelte Fiskerhytter, fremskudte Forposter fra
+Fécamp. Men Alphons Karr kom tilfældigvis dertil og opdagede Stedet,
+ligesom en engelsk Lord nogle Aar tidligere havde opdaget Cannes. Karr
+byggede sig en Villa i den lille, lune Dal mellem to høje, hvide
+Skjærgaardspynter, skrev om Stedet, fik sine Venner derud og
+propaganderede saa godt for det, at han nu, naar han kommer dertil, kan
+spadsere gjennem en lang Gade, der bærer hans Navn, og hvor de Handlende
+i deres Butiksvinduer har udstillet alle Paris's Luxusartikler. Foruden
+denne Hovedgade er der et Virvar af Veje, langs hvilke der ligger
+prægtige Landsteder med Haver i den rigeste Mangfoldighed. Etretat og den
+nærmeste Omegn har snart en halv Snes Tusind Beboere. Pariserne og
+Badegjæsterne fra den anden Side af Kanalen, der er blevne kjede af Wight
+og Brighton, har kastet deres Kjærlighed paa det, og et Sted, der tages
+under Armene af saadanne Magter, behøver ikke mange Aar for at komme i
+Flor. I Virkeligheden har Etretat allerede overfløjet de fleste
+normanniske Badesteder. Trouville skræmmer trods de demokratiske Tider
+Folk bort ved et altfor blandet Selskab, og Vandet ved dets Kyst viger
+desuden stadig mere tilbage, saa at man tidt maa kjøre lange Strækninger
+ud for at naa det. Deauville er for aristokratisk og Fécamp for
+provinsielt. Dieppe er vel endnu i Mode, men Parisermoder skifter hurtig,
+og Vinden blæser ad Etretat til. Naar man vil have et Billede af ægte
+fransk Badeliv, skal man for Øjeblikket tage dertil.
+
+Turisten, der kommer for et Par Dage, vil være henrykt. Det stolte Hav
+med dets stadig vexlende Ebbe og Flod, de hvide Skjærgaardsklipper, som
+springer ud i det og danner en Række af mægtige Portaler, mod hvilke de
+herligste Triumfbuer kun er Legeværk, det muntre, brogede Badeliv paa
+Bredden, den friske Luft oppe paa Toppen af de grønne Bakker, Musiken fra
+Kasinoet--alt det vil sætte ham i Begejstring, og han vil uden Betænkning
+erklære Etretat for et Paradis. Men Verden har nu engang kun sjeldent
+Paradiser undtagen for Turister, der kommer og gaar. Og da muligvis En
+eller Anden, som læser denne Skildring, kunde bygge Rejseplaner paa
+Grundlag af den, foretrækker jeg istedetfor Turistens Lyrik at levere et
+Billede af Stedet, som det virkelig er, naar man kjender det.
+
+Ubetinget fornøjelig er selve Badningen. Er man kun vant til at gaa i
+Vandet fra nordiske Badehuse, vækker den Forbavselse i første Øjeblik, og
+det er meget muligt, at adskillige af vore Damer strax efter Ankomsten
+vil erklære, at Sligt kan de paa ingen Maade være med til. I sidste
+Instans bliver jo imidlertid alle den Slags Ting kun en Konvenienssag.
+Hvad alle Mennesker gjør, kan ikke i Længden vedblive at være stødende
+for den Enkelte. Amerikanere, Englændere, Russere og andre Folkefærd
+følger da ogsaa uden Betænkning Stedets Skik og blander sig uden Hensyn
+til Alder eller Kjøn i den brogede Vrimmel af Badende. Der er særlig to
+Tider paa Dagen, da denne Vrimmel præsenterer sig mest malerisk, nemlig
+om Formiddagen umiddelbart før Frokosten og lidt ud paa Eftermiddagen, i
+Timerne mellem fire og sex. Alt, hvad Etretat rummer af Badegjæster,
+befinder sig da paa Skrænten, som fra Kasinoterrassen fører ned til
+Vandet. Under Sommerparaplyer og røde Parasoller lejrer man sig i Grupper
+paa de smaa graalige Rullesten, hvormed Bredden er bedækket, plasker i
+Vandet eller slaas om en Badehytte, hvor man kan klæde sig af og paa.
+Disse smaa Træhuse findes i et Antal af hundrede eller saa omtrent
+umiddelbart nedenfor Terrassen; men i den rigtige Badetid kan man dog
+ofte komme til at staa og vente halve Timer ad Gangen, før man faaer fat
+i en ledig Badehytte. Damernes og Herrernes er ikke adskilte; at en ung
+Frøken staar paa Vagt, naar man kommer op af Vandet, og tinger om Hytten
+efter En, hører til Hverdagsbegivenhederne, ligesaa godt som at en Herre,
+uden at støde den gode Tone, banker paa Døren til en Dames
+Paaklædningsværelse og spørger, om han snart kan afløse hende. Alt gaar
+her paa Badeskrænten for sig fuldstændig _sans gêne._ En Badetur er her
+det Samme som et Rideparti eller en Skovudflugt andetsteds. Om Aftenen
+sætter man i Kasinoets Dandsesal hinanden Stævne til Badningen den næste
+Formiddag. En isoleret Vandgænger hører til de store Sjeldenheder; i
+Regelen er det hele Selskaber af Damer og Herrer, der følges ad og i
+deres Badedragter venter paa hinanden for at tumle i Trup og paa Parade
+ned ad Gangbrædtet over de smaa Rullesten og saa hoppe i Vandet.
+
+[Illustration:]
+
+Badekostumet er for Damernes Vedkommende Bluseliv, tidt holdt sammen af
+et broget Skjærf, Benklæder, hvis normale Længde er til noget nedenfor
+Knæerne, en stor, koket Solhat samt Sandaler.
+
+Trods al sin Simpelhed tillader det dog en Utallighed af Variationer.
+Mellem den bedagede Pebermøs folderige, til Anklerne naaende Dragt af
+sort Merino og den unge, overgivne Amerikanerindes soignerede
+Trikottoilette af lysblaat Uldmusselin, kantet med Guldgaloner, stærkt
+nedringet, uden Ærmer og stumpende ovenfor Knæet, kan man vælge
+Overgangsformer nok, der blotter eller dækker alt, efter hver Enkelts
+Behov og Tilbøjeligheder. Herrerne møder som oftest i stribet Trikot, der
+ender midt paa Laaret. Anseer de sig ikke for præsentable i det Kustume,
+er det dog ogsaa tilladt for dem at skjule Naturens Skrøbeligheder under
+en Blusedragt i Smag med de gamle Jomfruers. Selv i den kan de stundom
+være tilstrækkeligt komiske. Under Vandringen mellem Badehytterne og
+Vandet plejer begge Kjøn at have en Badekappe kastet over Skuldrene; den
+er imidlertid ingenlunde absolut nødvendig, og det er kun Faa, der ikke
+under alle Betingelser lader den flagre, som den vil. Den er mest til for
+Vandringen opad efter Badet. Under dette lægges den helt nede ved
+Bredden, fortøjet med et Par af de største runde Sten, man kan faa fat
+paa, og saaledes, at man strax kan kaste den om sig i det Samme man
+kommer op af Vandet. En Parade efter Badningen forbi det talrige,
+inspicerende Tilskuerpublikum er af let En Bademester forstaaelige Grunde
+ikke hensigtsmæssig uden disse Kapper.
+
+[Illustration: En Bademester.]
+
+Badningen er langt mere et Fornøjelsesparti end en Sundhedsforholdsregel.
+Man bliver ofte indtil tre Kvarter i Vandet, og man bestræber sig for at
+more sig saa godt som muligt. Fra Enden af det høje Springbrædt styrter
+baade Damer og Herrer sig ud paa Hovedet. Herrerne springer Buk over
+hinanden, slaar Kolbøtter over hinandens Ryg eller under Brædtet, vælter
+sig undertiden ud i Klumper paa en halv Snes Stykker ad Gangen og søger i
+det Hele taget paa alle Maader at vise deres Dødsforagt for det vaade
+Element. Ved deres Kunster vil de dog sagtens ogsaa stundom tiltrække sig
+en eller anden badende ung Frøkens Opmærksomhed. Damerne kan i Reglen
+svømme, og de foretager ofte lange Exkursioner ud ad Havet til, sammen
+med deres Kavallerer. Undertiden tager den Skjønne ogsaa Plads i en af de
+smaa, kvikke Joller, der ligger ved Bredden, jager afsted i den, fulgt af
+Herresværmen, og styrter sig, naar hun er kommen langt ud, i Bølgerne,
+for saa at lade deres Favntag bære hende ind igjen. Fartøjets Bjergning
+overlader hun ubekymret til den, der har Lyst til at tage sig af det. De
+Damer, der ikke er indviede i Svømmekunstens Mysterier eller ikke
+dristige nok til at vove sig langt ud, holder sig paa lavt Vand, faar
+Undervisning af Bademestrene eller af nærbekjendte Herrer, overpjadsker
+hinanden med Vand og bliver hvert Øjeblik bange for Bølgerne, som ruller
+hen over dem og slynger dem omkuld eller vælter dem ind mod Land,
+Bølgegangen paa Normandiets Kyst er som oftest ganske respektabel, og de
+Badendes Kamp med den paa det lave Vand kan fremkalde de pudsigste
+Scener, naturligvis stadig ledsagede af Tilskuersværmens højrøstede
+Latter, Tilraab og Vittigheder. Undertiden hænder det ogsaa, at en
+nærgaaende Bølge skyller helt op til de nærmeste Stolerækker og over Hals
+og Hoved jager deres Indehavere op ad Skrænten, samtidig med, at den
+fører Badekapper og Sandaler, som de Badende har ladet ligge mellem
+Stenene, tilbage med sig ud i Havet. Naar Sligt hænder, er der ingen Ende
+paa Latteren, Virvaret og Tummelen. Hver søger at redde Sit, men Ingen
+kan naturligvis finde netop sine Ejendele.
+
+[Illustration: Opgangen fra Badet.]
+
+[Illustration: Paa Rejefangst.]
+
+Den Slags Scener er morsomme. Men det er just ellers ikke let at faae
+Tiden til at gaa, og det er netop en af Skyggesiderne ved Opholdet i
+Etretat, naar det udstrækkes over et længere Tidsrum. Folk, der ligger
+ved et Badested, har i Regelen den Anskuelse af Tilværelsen, at Badeliv
+nødvendigt maa være ensbetydende med Driverliv. Hos Badegjæsterne i
+Etretat synes denne Opfattelse at være bleven til et Dogme. De betragter
+Driveriet som uafviselig Pligt, ikke blot for sig selv, men ogsaa for
+deres Venner og Bekjendte, Naboer og Gjenboer. I en lille Krog som
+Etretat hører Alverden efter en fjorten Dages Forløb uundgaaelig til en
+af disse Kategorier. Den, der har Trang til at bestille Noget, skal
+derfor blive borte fra et saadant Sted; selv om han skjuler nok saa godt,
+at han tager sig noget Alvorligt for, vil det dog blive opdaget,
+betragtet som en Forbrydelse imod den friske Luft og Landliggeriet og
+energisk modarbejdet baade ved theoretiske Forelæsninger og ved praktiske
+Forstyrrelser. Dette kunde endda gaa an, hvis det var muligt at drive
+Maaneder hen i Etretat uden at trættes; men dertil bliver Stedets
+Adspredelser og hele Liv i Længden for ensformige. Det kan være særdeles
+morsomt for en Gang eller to at være med til Yndlingssporten ved disse
+Badesteder, vade i stort Selskab med bare Ben og primitive Kostumer
+omkring mellem Skjærgaardsklipperne og gaa paa Jagt efter Rejer, men det
+er dog den Slags Fornøjelser, som ikke egner sig til at gjentages hver
+Dag. Krocketspillet paa de store Plæner omkring Byen synes at være et
+Privilegium for Englænderne, og Ture op til Bjergtoppene gjør man een
+Gang i tredive Graders Varme, men saa aldrig mere. Skove findes ikke i
+Etretats Omegn, og en Ridetur er en dyr Fornøjelse, da man ikke kan faae
+en taalelig Ridehest at leje under tyve Francs.
+
+Til daglig Brug er man i Virkeligheden saa godt som udelukkende henvist
+til Kasinoet, det vil sige til saadan Noget som en Stump Pariserboulevard
+paa halvtredsindstyve Alens Længde, begrænset paa den ene Side af
+Badeskrænten, paa den anden af en Kafé med de højeste Priser og den
+sletteste Opvartning, der existerer i hele Frankrig, saavelsom af
+Spille-, Læse-, Koncert- og Dansesale.
+
+Næst efter Badetimerne er det Kasinobesøgene, der spiller Hovedrollen i
+Badegjæsternes Tilværelse. Naar man ikke hører til de Millionærer, der
+paa deres Villaslotte udenfor Byen lever i fornem Ro, omgivne af parisisk
+Luxus og alle en storartet Kystnaturs Skjønheder, er man i Etretat ikke
+bedre installeret end i en hvilkensomhelst diminutiv Fiskerlejlighed
+andetsteds. Stundom er man endogsaa værre faren, idet man lever
+indestængt i en lille Kjøbstads snevre Gader, uden Haver og uden Udsigt
+til Havet. Komfortable Hoteller findes ikke. Etretat har endnu kun to
+saadanne Institutioner, der selvfølgelig ikke kan rumme meer end et
+Minimum af de Besøgende. Pluraliteten lejer sig en Lejlighed af den
+Slags, hvor man jager Benene gjennem Sovekammervæggen, naar man vil
+strække sig lige i Sengen. Opholde sig i den Slags Huler meer end højst
+nødvendigt, gjør man naturligvis ikke, og Kasinoet er og bliver derfor
+eneste Tilflugtssted. Hvad enten man vil eller ej drives man ned til det
+paa alle Tider af Dagen. Pariserne spiller Écarté, en meget høj
+Écarté--der tabes og vindes stundom Titusinder paa en enkelt
+Haand--medens Pariserinderne spadserer op og ned ad Boulevardstumpen og
+viser deres Toiletter, eller af og til gjør en Tour ned paa
+Rullestensskrænten for at hente det ikke sjeldent frugtbart
+forhaandenværende Stof til Railleri over, hvor gyseligt den eller den
+tager sig ud i Vandet, og saa sætter sig i Skyggen under Kasinokaféens
+Solsejl for at lade dette Smaarailleri udvikle sig til de forfærdeligste
+Historier om Veninder og Veninders Veninder. Englænderne gaar omkring i
+Jockeyjakke og har Spleen, mens Englænderinderne derimod sørge for den
+almindelige Morskab ved at præsentere sig i hvide Trikotkjoler med
+højrøde Livbaand samt alenlange Sko og sorte Strømper.
+
+Om Aftenen paatager Direktionen sig Underholdningen. Hveranden Aften er
+der Komedie eller Koncert, hveranden Bal. Af og til kommer ganske vist
+Kunstnere som Faure og Mounet-Sully og lader sig høre ved disse
+Koncerter, men til daglig Brug er de hverken bedre eller daarligere end
+Badestedsunderholdninger i Regelen, hvilket alligevel ikke afholder
+Damerne fra at staa timevis i Queue for at erobre en Siddeplads i den
+hede Sal. Til Dandsen er Tilstrømningen ikke mindre. Tilsynet overholdes
+saa strengt, at Damer, hvis Rygte er slet, ikke faaer Adgang, og det
+hører følgelig endnu med til god Tone at indfinde sig ved disse landlige
+Baller. De reglementerede tre Gange om Ugen vandrer hele Ungdommen--og
+meget ofte ogsaa en stor Part af dem, man udenfor Frankrig vilde kalde
+Alderdommen--hjem fra Kasinoballet ligesaa drivvaade, som de om
+Formiddagen er komne op af Badet. Især paa Englænderinderne er der ingen
+stor Forskjel at se, da deres Bade- og deres Balkostume omtrent er ens.
+Naar de møder paa Ballet, sidder kun deres Trikottrøjer lidt mere stramt.
+
+Alt det kan, som sagt, være ganske fornøjeligt at se paa og være med til
+nogle Dage. Men for Uger, ikke at tale om Maaneder, turde det hænde, at
+Adskillige vilde finde det lovlig monotont. Havet ved Normandiets Kyst er
+ganske vist stort og imponerende, men det er ofte trist og melankolsk som
+Normandiets Himmel. Luften skal være styrkende, siger man, men Alverden
+gaar dog omkring og klager over Vejret; paa Skjærgaardsklipperne voxer
+der hverken Blomster eller Blade, og de lange, grønne Bakkeskraaninger
+ender med at blive ensformige, naar man gaar og kiger paa dem Dag ud, Dag
+ind. Man skal tage til Etretat som Turist for nogle Dage. Saa morer man
+sig kosteligt over at se "tout Paris" gaa og tumle om mellem Rullesten
+paa Kysten. Men naar man har plukket Buketten af dette Kuriosum, saa skal
+man flyve afsted igjen. Boulevardstumpen foran Kasinoet er for lille til
+aldrig at blive kjedelig, men for meget Boulevard alligevel, til at man
+kan bilde sig ind, at man er i Naturen.
+
+Nationalfesten.
+
+Siden Verdensudstillingen 1878 har det republikanske Frankrig hvert Aar
+ved Midsommertid sin store nationale Festdag svarende til, hvad
+Napoleonsdagen var under Kejserdømmet. Et helt Aarti omtrent havde Paris
+baaret Sorg efter Krigen og afholdt sig fra alle offentlige Forlystelser.
+Men saa kom den stolte 1ste Maj, da Kæmpeværket paa Marsmarken stod
+færdigt og aabnede sine Porte for de Fremmede, der strømmede til fra alle
+Jordens Egne. Fredens Gjerning havde læget Krigens Saar. Paris var atter
+sig selv: Verdens beundrede, lokkende Metropol, Mekkastaden for
+Turisternes Pilgrimsfarter og Maalet for alle de Hjemmeblivendes Længsler
+og Drømme. Den Dag blev Sorgen lagt i Frankrigs Hovedstad og over hele
+Landet. Festens Faner kom frem igjen og pyntede den mylrende By,
+Marseillaisens Toner foer tusindstetnmigt jublende, elektriserende
+gjennem alle Gader. Den 30te Juni fulgte efter, Nationernes Fest,
+Verdensdronningens Gallaceremoni for de Hundrede-Tusinder, der havde
+samlet sig til Turneringen ved hendes gjenfødte Hof. Siden den Tid fejrer
+den franske Republik hvert Aar sin Fødselsdag. Den har valgt dertil den
+14de Juli, Aarsdagen for Stormen paa Bastillen, Indvielsesdagen for den
+store Revolution, hvis Arv den har taget, og hvis Gjerning den
+fortsætter.
+
+Denne nationale Fest holdes over hele Landet, i enhver Provindsstad og
+hver Landsbyflække, men hvor store Anstrengelser man end gjør sig
+allevegne, bliver det dog, selv Alt tilsammentaget, Ingenting mod Paris's
+Fest. Pariserne har en Evne til at kunne arrangere Fester som intet andet
+Folkefærd i hele Verden. Ingen anden By er en saa vidunderlig hurtig.
+Leder for Stemningens Elektricitet som Paris, ingen anden udstyret med
+dens Midler til at kunne pynte sig i Fest, ingen anden Befolkning først
+og fremmest begavet med det samme Sind som Pariserne til at kunne vælte
+alt Muligt af sig og fornøje sig som Børn i uskyldig, overstrømmende
+Glæde. Disse Egenskaber maa ved enhver ny Lejlighed føre til nye,
+storartede Manifestationer; de vil blive ved at gjøre det, hvor gammel
+end Nationalfesten bliver.
+
+[Illustration: Lygter hænges op.]
+
+En hel Uge allerede forinden den fjortende begyndes der baade af de
+offentlige Myndigheder, og af Private paa Stadens Udsmykning. Overalt
+tømrer og hamrer man, hænger Lygter op, bygger Æreporte, rejser
+Mastetræer, pynter Huse og kjøber Flag først og fremmest. Trikolorhavet
+voxer og voxer, indtil Byen til Slutning formelig er druknet under det.
+Pariserne flager ikke, som man gjør det i mindre extravagante nordlige
+Egne af Verden. De hænger Faner ud af hvert eneste Vindue i hvert eneste
+Hus, de pynter Façaderne med tætsammenpakkede Emblemer af dem, de spænder
+dem som Theatersoffitter tværs over Gaderne fra Tag til Tag, der hæver
+sig ved hvert tyvende Skridt kolossale Master, hvorfra Faner vajer i
+Snesevis. Selv den fattigste Arbejder i Belleville stikker sit Flag ud;
+de store Nouveauté-magasiner sælger dem for et Par Francs Stykket, og det
+er der i Paris Ingen, som ikke har Raad at betale for at kunne være med
+til at fejre Nationalfesten. Men for Parisernes extatiske Begejstring er
+ikke engang dette Flaghav nok. Butikernes Vinduer udstiller slet ikke
+Andet end trikolorfarvede Salgsgjenstande. Det kjøbende Publikum svælger
+i trikolore Kjoler, trikolore Damehatte og Herrekaskjetter, trikolore
+Strømper og trikolore Halstørklæder, trikolore Vifter og Lommetørklæder
+og Dukker for Børn; alt Muligt, hvad der sælges, maa, nåar
+Nationalfestdagen nærmer sig, være trefarvet, selv Herrernes Seler og
+Damernes Korsetter. Man er ikke nogen god Borger, naar man ikke er
+trefarvet indvendig saavel som udvendig. Ikke engang Heste og Vogne gjør
+en Undtagelse fra Regelen; de stakkels Dyr farer afsted med hele Hovedet
+druknet i diminutive Flag, og der er ikke en Omnibus, uden at der vajer
+mindst fire Nationalbannere fra dens fire Hjørner. Nogle Droschkeejere
+maler selve Vognene blaa, hvide og røde, pynter Kudskene med trefarvet
+Liberi og anskaffer sig trefarvede Dækkener til Hestene. Samtidig er
+Gaderne overspændte med et saadant Væv af Guirlander og Blomster, at man
+i de snevre af dem slet ikke kan se Himmelen. Det er netop dem, der i
+Regelen er de rigest pyntede, og Alt, Tage, Mure og Vinduer, er da
+forsvundet under Løv og Farver, ja selv Trappegange og Gaarde pynter man
+med trikolore Papirsstrimler og med højst primitive trikolore
+Vaabenskjolde. Er der et Rum paa ti Kvadratalen, hvor der ingen Flag og
+ingen Dekorationer findes, bliver Folk staaende stille og spørger
+hinanden, hvad der kan være i Vejen. Selv Sælgekonernes Frugt- og
+Légumevogne maa holde Nationalfest, hvis de ikke vil tabe de gode
+Republikanere, de har til Kunder. Paa alle Damelivstykker og i alle
+Herreknaphuller seer man "la fleur nationale". Arbejderne anskaffer sig
+trikolore Lærredshuer, og Damerne anbringer trefarvede Fjer i deres
+Hatte; Børnene gjør man trefarvede fra Top til Taa.
+
+Og saa oprinder da selve den 14de Juli. Paris er underlig paa en saadan
+Dag. Den skifter lige fra Morgenstunden Karakter, saa at man ikke kan
+kjende den igjen. Det sædvanlige Liv er borte og erstattet af et helt
+nyt. Paa de andre Helligdage, selv paa de store af dem, gaar Handel og
+Færdsel sin vante Gang. Først henad Aften, naar Forstædernes Beboere gjør
+deres Spadseretur ned paa de store Boulevarder, kommer der lidt af
+Søndagspræget over Byen. Men paa Nationalfesten er det anderledes.
+Hvorsomhelst og paa hvilkensomhelst Tid af Dagen man sætter sin Fod i
+Gaderne, mærker man, at der er noget Aparte over Staden. Der er først og
+fremmest en ganske ejendommelig Fred. Alle Butikker uden Undtagelse er
+lukkede, de store offentlige Haller, hvor man flere Dage i Forvejen har
+gjort endnu mere omfattende Forberedelser til Festen end alle andre
+Steder, de er nu rømmede for deres Boder og forvandlede til vældige,
+guirlandebehængte Sale, hvor om Eftermiddagen Dandsen skal tage sin
+Begyndelse. Der arbejdes ikke paa noget Værksted, selv Posten standser
+sin Virksomhed fra Klokken elleve om Formiddagen. Efter den Tid tømmes
+der ingen Brevkasser og uddeles ingen Breve; Postbudene drager i store
+Klynger med hinanden under Armen gjennem Byen og synger Marseillaisen,
+yderlig fornøjede over Fridagen, den eneste, de har Aaret rundt. Den
+rastløse, travle Tummel er borte. Folk driver ganske langsomt,
+skikkelige, søndagspyntede Grupper med en Mylr af Børn, og de standser
+hvert Øjeblik for at kige paa Flagpynten og Transparentbillederne, der
+skal illumineres om Aftenen. Af og til flokker man sig sammen midt paa
+Gaden. En af de talløse Foreninger for Instrumentalmusik har stillet sig
+op der omkring et Stativ, der bærer et trikolordrapperet Republikhoved
+med frygisk Hue og flankeres af Foreningens medaillebehængte Faner. Man
+opfører Koncert, og unge begejstrede Mænd holder Taler til Forsamlingen
+mellem Numrene. Pludselig bliver en lille Pige, klædt paa som
+Frihedsgudinde, løftet op over Massen, og man raaber Vivat for hende. Men
+over det Altsammen, selv midt i Tummelen, er der den samme fredelige
+Søndagshøjtidelighed, en absolut Fornemmelse af, at man er ude i den
+dejlige Sommersol for at hvile sig efter Hverdagsslid og for at have det
+hyggeligt og rart. Pariserne er ganske overordentlig elskværdige paa
+denne Dag. Man ler til hinanden og vexler smaa gemytlige Bemærkninger med
+hinanden i Forbigaaende, som om man var gode Venner, der mødtes, man gaar
+omkring med en underkuet Trang til at sladre og til at være forekommende,
+og man griber med Begjærlighed den mindste Lejlighed, ved hvilken den kan
+give sig Luft. Man gaar saa vidt, at man rømmer sin Plads for hinanden i
+Queuen ved Omnibusser og Sporvogne, og det vil sige Meget.
+
+[Illustration: Forberedelse til Nationalfesten i Hullerne.]
+
+Thi henimod Ellevetiden skal hele Paris afsted ud ad Longchamps til, hvor
+den store Revue finder Sted om Eftermiddagen Klokken to i Overværelse af
+Republikkens Præsident og med de officielle Tribuner fyldte af alle de
+Notabiliteter, som Byen har kunnet holde tilbage efter _grand prix_. Det
+er, i hvert Fald for Damernes Vedkommende, ikke overdrevent mange. Der er
+uhyre sparsomt med Toiletter derude, Revuen er Longchampsslettens store
+populære Fest. Men den er ogsaa populær tilgavns. Den Part af Paris's
+Befolkning, som paa denne Dag undtagelsesvis kommer paa Farten, er den
+tarvelige Verden, som ellers hele Aaret rundt sidder flittig, hjemme ved
+Arbejdet, og den er altid ellevild af Begejstring over at se sine
+Soldater. Paa selve Revuesletten gjør den ikke synderlig Spektakel; den
+staar taalmodig og lader sig stege af Solen, medens de tyve, tredive
+tusinde Mand defilerer, og bryder kun engang imellem ud i et pænt,
+anstændigt Hyldesttilraab, naar en for dens Hjerte aldeles uimodstaaelig
+Deling drager forbi: Saint-Cyreleverne, Pompiererne eller et saadant
+Korps. Men paa de smaa Kaféer i Suresnes, Saint Cloud og deromkring, hvor
+Soldaterne trækker over, naar de har defileret forbi Præsidenttribunen,
+der giver man til Gjengjæld det glade Humør saa meget mere overgivent
+frit Løb. Parisermylren og Pariserlystigheden er i disse Timer derovre
+paa den anden Side Boulogneskoven.
+
+Byens store Hovedaarer bliver tommere og tommere, jo længere man kommer
+ud paa Eftermiddagen. Den Part af Befolkningen, der ikke er i
+Boulogneskoven, klynger sig sammen paa Pladser og Squarer, hvor
+Orphéons-Foreningerne giver Koncert, eller i asfaltbelagte, stille
+Sidegader, hvor Kvadrillerne har taget deres Begyndelse allerede
+umiddelbart efter Frokost. Vandrer man ved Middagstid ned over de store
+Boulevarder, vil man knap tro, at det er dem. De ligger endeløse foran
+En, fejede rene for al den brogede Færdsel, som ellers tumler afsted over
+dem. Der er ikke en Vogn at se, saa langt Øjet kan naa. Efter Klokken sex
+er al Kjørsel i Gaderne forbudt, og Kudskene har sørget for at tage sig
+saa godt betalte om Formiddagen, at de ikke finder nogen Gene ved at
+holde sig Ordren efterrettelig. I de til Boulevarderne stødende Sidegader
+drager man sig med ægte Pariserhumør og i ægte Feststemning den sjeldne
+Lejlighed til Indtægt og flytter Middagsbordet midt ud paa Gadeasfalten.
+Der sidder hele Familien under aaben Himmel og krydrer Festmaaltidet med
+en Tilgift af frisk Aftenkølighed, og en Hærskare af smaa italienske,
+guitarspillende og dandsende Piger leverer for et Par Sous Underholdning
+dertil. Ingen bliver staaende og seer paa det, som man vilde gjøre
+andetsteds; den Slags Indfald forekommer Folk i Paris at være en ganske
+naturlig Ting.
+
+Befinder man sig imidlertid et Sted paa Boulevarden, hvor man netop ikke
+kan kige ind til en saadan Pariseridyl, kan man let komme paa
+besynderlige Tanker. Foran En ligger den lange, øde, graa Vej, allevegne
+omkring seer man Faner og patriotiske Symboler, paa Afstand hører man
+Trommehvirvler, underlige uharmoniske Horntoner og en uafbrudt Knalden og
+Plaffen. Det er som et Bombardement; saadan, kommer man uvilkaarlig til
+at tænke sig, maa Paris have set ud under Belejringen. Og dette
+Bombardementsindtryk forstærkes kun, naar man drejer ind i en af de
+Gader, der fører bort fra Centrum. Politipræfekten udsteder stadig
+Plakater, ifølge hvilke den saa yndede Afbrænding af smaa Sprængbomber og
+andre Fyrværkerisager hører til de ikke engang for et Folk, der morer
+sig, tilladte Adspredelser. Men Pariserne anerkjender paa Nationalfesten
+Ingenting som forbudt og bryder sig ikke om Politiet. Dette er paa sin
+Side saa fornuftigt midlertidig at suspendere sine Forretninger og holde
+Ferie ligesom Postbudene. Kun ganske umaadelig sjældent seer man en
+enkelt Betjent i Gaderne, og er han der, er han ikke i Funktion. Det er
+blevet slaaet fast som Regel ved den parisiske Nationalfest, at
+Befolkningen selv agerer Politi, og hidtil har det ikke været forbundet
+med Ulemper. Da nu Befolkningen ikke har Noget mod Sprængbomber,
+tvertimod, saa faaer de Lov til at rase saa galt de vil, og det er
+undertiden ganske forfærdelig galt. Efterhaanden som man kommer op mod de
+ydre Boulevarder, op til Arbejderkvartererne, hvor Aftenfesten bestandig
+har sin mest støjende og overgivne Karakter, blændes og døves man
+fuldstændig af disse Raketter, Sole, Sværmere og Bomber, der farer ud fra
+hvert Vindue og hver Gadedør med Tilbehør af Artillerisalver. Her er der
+alt Andet end øde. Menneskeflokken mylrer som Myrer afsted midt i
+Ildregnen. Hvergang det plaffer og sprutter, hviner Folk himmelhøjt af
+Fornøjelse. Faaer de Fyrværkeriet i Ansigtet selv, bliver de jo nok
+yderlig fortørnede et Øjeblik og farer med vældige Eder over mod den, der
+har brændt det af, som skulde det gaa paa Livet løs. Men det varer kun et
+halvt Minut. Naar han pænt har afgivet sin Undskyldning og erklæret, at
+han ikke har gjort det med Villie, forsvinder Vreden igjen ligesaa
+hurtigt, som den kom. Godmodigheden ligger paa Bunden her som overalt paa
+den glade Nationalfestdag.
+
+Hele Staden over begynder ved Mørkets Frembrud Illuminationshavet at
+sende sine Strømme ud i alle Retninger. Det breder og breder sig,
+gigantisk som Paris selv. Der er ikke den fjerneste Krog af Kæmpebyen,
+hvor det ikke naaer hen, selv det milevide Terræn paa den anden Side
+Fæstningsværkerne, over hvilket Paris spreder sine yderste Forposter,
+selv det har sin Part af Aftenens Feeventyrs-Fest. Men paa enkelte Steder
+koncentrerer Anstrengelserne sig. Snart er der over de store Boulevarder
+mellem Mastetræer, der følger efter hinanden for hver tredie Lygtepæl,
+trukket prægtige Gaskroner, fem i hver Række, snart er det en af de
+offentlige Pladser, hvor en ny Statue afsløres i Tusind-og-en-Nats-Glands
+af elektrisk Lys og bengalske Blus og trefarvede Illuminationsguirlander,
+slyngede mellem hinanden saa tæt som Lianer, snart atter er det Boulogne-
+eller Vincennesskoven, der er valgt til Festens Centrum. Inde i Krattet
+hænger Tusinder af røde Papirslanterner og tager sig ud, som om Buskene
+bar store, forunderlige, fosforiserende Frugter, paa Søerne vrimler det
+af Smaafartøjer, overhængte med kinesiske Balloner, Raketternes og de
+farvede Fyrværkeribombers uophørligt dryssende Regn falder som Myriader
+af Stjerneskud ned over Vandet, og det elektriske Lys, der straaler ud
+allevegne inde fra Træernes Tykning, lægger sit dagklare, fantastiske
+Skjær over det Hele og fuldender Illusionen af, at man vandrer i en
+fortryllet Skov. Gjennem hele Avenue de Champs-Elyssées er der mellem
+Træerne trukket dobbelte Rækker af Gasguirlander med mælkefarvede Kupler,
+og de samme hvide, skinnende Perlesnorsrader fortsætter sig som et Net ud
+over den umaadelige Concordeplads og oversvømmer den med Lys, mens
+farvede elektriske Blus kaster deres magiske Skjær ind i Fontænerne paa
+begge Sider af Obelisken. Tuilerianlæget er blevet en Aladdinshave med
+store, straalende koulørte Frugter paa alle Træerne, Kirkernes Spir rager
+op som flammende Kæmpefakler, om alle de offentlige Bygningers
+arkitektoniske Linier slynger Gasguirandolerne sig og forvandler dem til
+Fepaladser i Lueforgyldning. Vidunderligt er der ved Seinen. Saa langt
+man kan se, spænder Broerne sig over Vandet snart i gylden
+Gasillumination, snart i hemmelighedsfuld dæmpet Taageglands af røde
+orientalske Lygter, paa Floden selv glider de smaa Dampere saa tæt
+behængte med Illuminationspynt, som var de byggede kun af farvede
+Balloner, og Flammestraalerne fra Palaierne paa Quaien spejler sig i det
+mørke Vand som tusindslynget Guldfiligran. Overalt er Paris druknet i Lys
+og Flammer, allevegne krydses den mørkblaa Nathimmel af Raketter fra de
+sex Kæmpefyrværkerier, som Municipalraadet i Aftenens Løb lader afbrænde
+fra højtliggende Punkter af Byen.
+
+Ejendommeligst og mest parisisk er dog, hvad Smaaborgerne præsterer i de
+snevre Handelsgader i Midten af Byen og ude ad Forstæderne til. Paa begge
+Sider langs Fortouget er der bygget Espalier af ganske smaa farvede
+Glaslygter, føjede sammen i trikolort Arrangement til en lang,
+løvganglignende Allée af Portal ved Portal, lukket for begge Ender med
+store Soldekorationer i samme brogede Lygtebygning. Eller ogsaa er der
+paa selve Husenes Façade hængt kulørte Papirslanterner op, der dækker
+hver eneste Mursten, saa det seer ud, som hele Huset var bygget af dem.
+Ud fra Taget skyder der samtidig lange Stænger, som bærer Buketter af
+illuminerede Papirsblomster, de hænger paa Snore over Gaden, og de gløder
+som store St. Hansorme i Laurbærbuskene, hvormed man til Overflod har
+fyldt Fortouget. Uafbrudt stormer Skarer af marseillaisesyngende Mænd og
+Kvinder med Lanterner i Form af kæmpemæssige Konvolveler afsted gjennem
+disse Gader, røde og blaa bengalske Blus kaster deres fantastiske Skjær
+over Mandfolkenes frygiske Huer og over Fruentimmernes store, trefarvede
+Kokarder paa Haaret, Sværmerne, der sendes ud fra Husenes Vinduer,
+drysser deres Ildgnister som Konfettiregn ned over Mængden. Nu mærker
+man, at Pariserne er i Paris igjen. Alle de to Millioner er paa Farten,
+og Masser af overfyldte Jernbanetog har i de sidste otte og fyrretyve
+Timer bragt en lille en til i Reserve ind til den festpyntede,
+festdrukne, fristende, forunderlige Hovedstad. Fra Ende til anden er den
+en tumlende, overgiven, uendelig Markedsplads. Alle Torve er blevne til
+Dandsesale, alle Fortouge udenfor Kaféerne til Vauxhalshaver med
+mylrende, lystige Gilder. Langs de ydre Boulevarder, fra Place du trône
+hele Kredsen rundt lige til Batignolles, paa den venstre Seinebreds
+Boulevarder, ja selv midt inde i den fine By, paa Théâtre-français- og
+Børspladsen holder man _fête foraine_. Hvor den er karakteristisk for
+Pariserne! De morer sig med Ingenting. Den blotte Bevidsthed om, at det
+er Fest, gaar dem til Hovedet og beruser dem med Jubel. Deres
+Yndlingsfornøjelse er Karusellerne. Der er en for hvert tiende Skridt
+over hele _fête foraine_-Bæltet, og man staar i Queue ved dem allesammen
+for at komme op paa Træ-Bucefalerne. Øjnene straaler, man leer og hviner
+af Glæde, mens man strækker Brystet frem og stikker efter Ringen, og mens
+Udraaberne hyler de fingerede Stationers Navn, som man farer forbi. Der
+er en vittig Kronikør, som engang har sagt, at hvis han blev Regering i
+Frankrig, vilde han begynde med at udstede et Dekret, lydende paa, at
+Karusselhestene skulde være i permanent Rotation paa alle Pladser og
+Squarer. Naar det var gjort, kunde han rolig lægge Hænderne i Skjødet.
+Intet Oprør vilde nogensinde banke paa hans Dør, thi de nationale
+Lirekasser vilde standse Insurgenterne, og de nationale Karusselheste
+vilde vide at dreje Opinionen til hans Fordel. Ved Siden af Karussellerne
+er der Barakker med hele Theatre, hvor man opfører store patriotiske
+Skuespil i mange Tableauer. Der er et af dem, "Børnene fra 93", som
+stadig gjør stormende Succes. Jeg har kun set de sidste Tableauer, men de
+er mageløse. Saavidt jeg kunde skjønne, hang Stykket ikke sammen, men
+fremstillede i skjønsom Afvexling Billeder af den store Revolutions
+Historie. Det ene var en Scene mellem en hel Bunke Østerrigere og en
+fransk Soldat. Østerrigerne vilde have ham til at forraade hans Generals
+Planer, og da han ikke vilde det, skulde han skydes. Men Franskmanden jog
+dem under Tilskuernes Jubel paa Flugt allesammen med et Gevær i den ene
+Haand og en Feltkjedel i den anden. Saa kom der et ganske lille Tableau,
+hvor et Barn laa paa Dødslejet; det var død, forklaredes der, fordi dets
+Moder ikke havde villet raabe "Leve Republikken". Og endelig endte den
+hele Komedie med et Tableau i bengalsk Belysning, hvor Østerrigerne og
+Franskmanden og den antirepublikanske Moder og det døde Barn allesammen
+stod og viftede med Palmegrene op til en Republikstatue med frygisk Hue
+paa Hovedet. Da det var forbi, fik Østerrigerne og Franskmanden Trommer
+om Livet og stillede sig op udenfor Theatret og raabte ind til en ny
+Forestilling.... Hvor man kommer hen, døves Ørerne af saadanne Svadaer,
+for hvert Skridt maa man standse og høre paa disse uforlignelige
+oratoriske Virtuosstykker af Udraabere til Menagerier og Marionettheatre
+og elektriske Fruentimmer og Fiskemænd og Kæmpekvinder og Somnambuler, af
+Markskrigere, der faaer et nyt Tandpulver til at blive en
+verdensomvæltende Opfindelse, eller af Kroupierer i Skjorteærmer, der
+byder ind til Spil, ved hvilke Ingen kan tabe og Alverden vinde Formuer.
+Grupperne flokker sig, man trænges og ler og siger Vittigheder. Og stadig
+farer der Sprængbomber ind, hvor Mylren er tættest, og syngende og
+trommende og trompetende Processioner drager forbi med kulørte Lygter paa
+Hattene. Skjænkeværterne stiller hele Fade med Vin ud paa Gaden og lader
+dem strømme for hvem der vil drikke, Spækhøkeren ved Siden af vil ikke
+staa tilbage og kaster trefarvede Æg i Grams til hvem der vil gribe.
+Paris holder Fest! Tre Millioner Mennesker tumler mellem hinanden med
+Følelsen af, at idag er Alting tilladt, idag maa man vende Verden paa den
+anden Ende, om man har Lyst. Man hviner og jubler og jodler, men man gjør
+ikke en Kat Fortræd. Hele Natten igjennem er Byen i Delirium. Men naar
+Morgenen kommer, er der Ingenting sket alligevel, som den Besindigste
+kunde ønske usket. Beruset af Fanehavets Farver og af Illuminationens
+Glands i deres straalende, vidunderlige Fester har Pariserne moret sig og
+været, hvad de er, naar de morer sig, hvad de er inderst inde paa Bunden
+af deres Natur: store, godmodige, elskværdige Børn.
+
+Sommer-Søndage ved Paris,
+
+Udenfor Fæstningsværkerne, i et Bælte, der snevrer sig ind hist og her,
+men vider sig ud paa andre Kanter til flere Miles Brede, strækker sig
+rundt om hele Paris et Overgangsdistrikt mellem Land og By, som Pariserne
+kalder _La banlieue_. Det har Landets friske Luft og grønne Sommerpynt,
+men det har den bymæssig arrangeret mellem Boulevarder og Alleer med
+Navnebrædt paa Hjørnerne, Sporvognsskinner og Gaslygter. Det er Omegnen,
+der i Tidens Løb er bleven inkorporeret af selve Staden. De forhenværende
+Smaalandsbyer er blevne til Arbejderforstæder, Markerne mellem dem
+stykkede ud til Byggegrunde, paa hvilke der har rejst sig Landsted ved
+Siden af Landsted, forbundne ved Haver og Parker til et stort,
+sammenhængende Villakvarter, et solbadet, farvebroget Sommerparis udenom
+den graa Kæmpeby.
+
+Her er Pariserens forjættede Land. Et Hus og en Have i Banlieuen er
+Endemaalet for al hans Stræben, den lokkende Belønning for et Livs Slid,
+Lykken saa stor, som han kjender den.
+
+For at naa den arbejder og arbejder han og paalægger sig alle Savn. Selv
+efterat hans Bedrift har gjort ham til en velstaaende Mand, lever han i
+et Hul uden Luft og Lys, under sig ingen Luxus og ingen Hvile. Saalænge
+"Renten" ikke er tjent indtil den sidste Hvid, er han i Arbejdsdragt fra
+Morgen til Aften. Men kommer saa endelig den store Dag, da han har Summen
+fuld og rund, siges der ogsaa for bestandig Farvel til Butik og Værksted.
+Han kjøber sit "Terrain" og drager med Kone og Børn til Banlieuens
+Kanaan. Hans Ærgjerrigheds Higen kan have stilet højere eller lavere, alt
+efter den Klasse af Samfundet, han hører til, men i Kubikmetre kan den
+altid maales.
+
+Denne Kolonisation af en stille, vegeterende Menneskerace, for hvem
+Livets Uro er endt, som hygger sine Haver og poder sine Pæretræer og
+forresten lader Verden sejle sin egen Sø, den lægger over Banlieuebæltet
+en Grundstemning af stor Hvile og forunderlig Fred. Verdensstadsfeberen
+gaar af En i det Samme man sætter sin Fod udenfor Paris's Porte, Luften i
+de lange, ligesom slumrende Alleer er fyldt med noget Blødt, Bedøvende,
+en sind- og tankeberoligende Essens af Rentier-Velvære. Heller ikke
+Landliggerne gjør noget Skaar heri. De maa betale deres Sommerotium i en
+møbleret Banlieuelejlighed saa dyrt, at de føler sig moralsk forpligtede
+til at vegetere tilbunds. Men ved Siden af denne faste og fluktuerende
+Befolkning er der de nomadiserende Gjæster, Søndagspublikumet, som kun
+kommer for nogle Timer, og som kommer for at more sig, den lange Skare af
+smaa Bestillingsmænd, som aldrig naaer op paa "Rentens" grønne Gren,
+eller af smaa Haandværkere og Handlende i de unge Aar endnu, da Slidet
+først lige er begyndt. De er til daglig Brug bestandig ved deres
+Gjerning, Uger, Maaneder igjennem uden Hvile. Det er en stor Vildfarelse,
+naar man bilder sig ind, at Pariserne altid er paa Farten for at more
+sig. Tvertimod, intet andet Folkefærd er saa sparsommeligt med sine
+Fornøjelser som de. Kig ind i Portnerens Celle, Han er i Regelen
+Haandværker ved Siden af, Skrædder, Skomager eller Sligt. Man finder ham
+ved sit Arbejde fra Solen staar op, til han henad Midnat gaar i Seng for
+at unde sig den Smule Søvn, han kan faa, naar han hvert Øjeblik skal
+trække i Snoren, som lukker Porten op for Natte-Efternølerne. Kig ind i
+Blanchiseusens Stue. Hun holder ikke Kaffeselskab eller Faddersladder med
+Naboerne; man vil Dag ud og Dag ind til et hvilketsomhelst Klokkeslet
+finde hende uforanderligt paa samme Plet, ved sin Vaskebalje eller
+Strygebrædt. Besøg de smaa Butiker. Ejeren, hans Sønner og Døttre staar
+ved Disken uafbrudt, og Ingen af dem forlader maaske Maaneder igjennem
+deres Plads undtagen de Par Øjeblikke, da de skiftes til at gaa ind i
+Værelset ved Siden af og sluge Maden i sig. Man har ingen
+Helligdagsanordning, og man laver sig ingen selv. Hver Fridag, der tages,
+bliver kjøbt med Opoffrelse af Indtægt, og den tages derfor kun sjelden.
+Men river man sig endelig løs engang og gjør et "_partie de campagne_",
+saa skal det følgelig ogsaa være Fest tilgavns. Livslysten har sparet sig
+op, mens den sad stænget inde saa længe; den maa nu have Luft i en
+Udladning, der kan forslaa.
+
+Saa fyldes da Banlieuebæltet i Følge med disse Landtours-Gjæster og til
+deres Behov med en Rummel og Tummel uden Ende. Allevegne er der _fête
+foraine, bal champêtre_, Kavalkadeoptog, Rosenbrudskroninger, Regattaer,
+en Invasion af Fornøjelsesvirvar og Fornøjelseslarm _à grand orchestre_.
+Men underligt nok, den glider ind i den stille Banlieuestemning uden at
+skurre; man er vant til Kontraster, man kommer fra deres eget souveræne
+Kongerige, man vilde savne dem, hvis man ikke fandt dem igjen herude
+under andre Former. Disse Kontraster er det just, der gjør Banlieuen saa
+ejendommelig parisisk. Bestandig skifter Karakteren, det er en broget
+Vexlen af Kaleidoskopbilleder, man bliver aldrig kjed af den.
+
+Hovedstederne, hvortil der tures ud, har desuden i Regelen ogsaa hver sin
+Specialitet. Versailles og Saint-Cloud har deres _grandes eaux_", de
+vidtforgrenede Springvandssystémer, der hørte med til Le Nôtres
+Parkanlæg, og som endnu paa bestemte Sommersøndage sender deres taarnhøje
+Straaler op over de store Plæner, paa hvilke i tusindfoldigt Mylr Grupper
+af beundrende Smaaborgere har lejret sig. Bougival har sin _Bains-mixts_,
+hvor de smaa Kokotter og Butiksdandyerne kopierer Trouville, sine
+Illuminationsfester paa La Grenouillère-Øen og sine Kanotierballer.
+Asnières og Neuilly har deres store Sommermarkeder, der varer Maaneder i
+Træk, Nanterre sine Pompier-Processioner, Suresnes sine Rosenbrude,
+Sannois sin Mølle, Maisons-Laffitte, Auteuil, Vesinet deres Væddeløb. Man
+har hundrede Steder for et at tage hen. _Petit Journal_ indeholder hver
+Lørdag en Fortegnelse paa flere Spalter over Punkter i Paris's Omegn,
+hvor der den næste Dag er Noget paa Færde. Befordringen er saa overmaade
+let. Fra den halve Snes Jernbanestationer, som Paris har, futter der Tog
+afsted som Minutraketter i alle Retninger. Ved Enden af Avenue de
+Villiers er der et Punkt, hvor man, naar man boer højt tilvejrs, mellem
+Levallois-Perret og Clichy har Udkig i Horisonten til en Stump af
+Saint-Lazares og Nordbanens fælles Linie. Det er mine egne Vinduer, saa
+jeg kan tale om det. Stumpen seer paa den lange Afstand ikke ud, som den
+havde meer end en Snes Alens Brede, og der er dog ikke noget Sekund fra
+Morgen til Aften, uden at mindst een graa Røgslange bugter sig hen over
+den. Paa en halv Snes Minutter og for nogle faa Sous spreder disse Tog
+hundrede Tusinder over Banlieuen, uden at der nogetsteds er Trængsel
+eller Besvær ved at komme med. Og ved Siden af dem er der saa ovenikjøbet
+baade Sporvognene, der gaar lige til Saint-Denis, Saint-Cloud og
+Versailles, og endelig Mouch'erne paa Seinen ikke at forglemme, de kvikke
+smaa Dampbaade-Omnibusser, en ægte parisisk Specialitet og det
+fornøjeligste Sommerbefordringsmiddel, der kan tænkes.
+
+"_Du côté de la Seine_", er i de ni Tilfælde af ti Maalet for
+Landpartiet, Pariserne nærer en ganske umaadelig Kjærlighed til Seinen;
+deres Passion for den er næsten meer endnu, den er et Slags Kultus, de
+tilbeder den, som Brahminerne tilbeder deres Ganges, Alene Ordet Seinen
+faaer deres Hjerte til at vibrere.
+
+[Illustration: Sommer Søndag i Saint Cloud]
+
+Det er som Alt, hvad de elsker ved deres skjønne Land, ligger bundet i
+dens Flodseng. At hans Støv maatte komme til at hvile "_sur les bords de
+la Seine_" var den store Napoleons sidste Ønske. "_Au milieu de ce peuple
+français_", føjer han til. Det er netop det: Seinen er Frankrigs Midte,
+Frankrigs Sjæl, Frankrig selv. Jeg veed en ung Mand, der laa syg Tusinder
+af Mile fra Hjemmet. Han tæredes hen af en Sot, som Ingen kjendte, og som
+Lægerne Intet kunde gjøre ved. Saa sendte en Pariserinde ham en Flaske af
+Seinens Vand, og han kom sig. Lad det saa nok saa mange Gange være
+Afguderi, det er den Slags Afguderi, der udgjør Verdens Skjønhed.
+
+Kun saalænge de er ved Seinen, har Pariserne den Sindsligevægt, der
+sætter dem i Stand til rigtigt at nyde Landturen. Kommer de blot en Smule
+bort fra den, bliver de strax nervøse, ubehjælpsomme, de føler sig
+allerede halvvejs som i et fremmed Land, hvor de tager kejtet paa Alting.
+Men med Seinen er de fortrolige; ved den morer de sig som i et Lag, hvor
+man kun er mellem sig selv, hvor man er sikker paa Alt omkring sig, og
+hvor man kan give sig helt hen. Der er nu det Gode ved det, at denne
+deres Kjærlighed til Floden bliver gjengjældt. Kan de ikke undvære den,
+saa kan den paa sin Side heller ikke rive sig løs fra dem og deres By.
+Den slynger og snor sig i Bugtning paa Bugtning frem og tilbage over det
+hele Banlieuebælte. Hvor man kommer hen, er den. Man har sluppet dens Løb
+og troer, den fortsætter det mod Nord; pludselig finder man den igjen i
+den stik modsatte Retning. Man har fulgt den langs Boulogneskovens ene
+Side, man gaar tværs gjennem Skoven og træffer den igjen paa den anden
+Kant ogsaa. Den er som Byens Nisse, der titter op allevegne og leer til
+En og siger, jeg flytter med. Den gjør En rent tummelumsk paa Banlieuens
+Topografi. Selv Folk, der er barnefødte i Byen, kan ikke finde Rede i de
+Bugtningers Labyrinth. De veed kun, at deres kjære Flod er
+allestedsnærværende. Men det er ogsaa Alt, hvad de forlanger at vide.
+
+Valfarterne til dens Bredder begynder med den første Foraarssøndag i
+April allerede, og Pilgrimsskarerne bliver stadig tættere og tættere, jo
+mere Sommervarme Solen faaer. Der er Partier ved disse Bredder, der er
+forunderligt skjønne. Vejen, som fra Meudonskoven følger Højdedragets Kam
+over Sêvres og Saint-Cloud til Suresnes, giver ved hvert andet Skridt fra
+store, træoverskyggede Plæner aaben Udsigt over Floddalen. Mylren af
+Villaslotte stikker deres fantastiske Arkitektur i Vejret og ligesom
+klæder Bakkeskrænterne i Fest. Pynter og Øer med gamle Træer skyder sig
+ind i Flodløbet og laver disse hemmelighedsfulde Kroge, hvor Fantasien
+kan ane det Vidunderligste bag det lukkende Grønne; hele Terrænet vugger
+sig milevidt bølgeformigt op og ned med leende Landskaber, hvor de smaa
+Banlieuebyer ligger i brogede Kalejdoskopfigurer strøede ind mellem Lunde
+og Parker, og hvor selve Millionstadens Virvar af Tage og Taarne danner
+Baggrundsrammen. Allevegne er Billedet nyt, vexlende i Stemning, stort,
+straalende, farvefuldt og sommerfornøjet. Men det er ikke det alligevel,
+der drager Pariserne til Landtour ved Seinen. De har ikke nogen særlig
+vakt Sands for Naturskjønheder. En af deres Kronikører, der er mest
+"parisien", har engang ærligt skriftet, at han var ude af Stand til at
+forstaa nogensomhelst anden Landskabsromantik end den, han kunde tage i
+Øjesyn fra et Kafébord med Marmorplade, _sous la tonnelle_, hvor han
+bekvemt kunde strække sine Fødder paa Asfaltgulv. Det bredere
+Pariserpublikum er ikke absolut saa fordringsfuldt som han. Det kan nøje
+sig uden Marmorpladen og med Gruskies istedetfor Asfalten, men Kafébordet
+og Løvtonnellen undværer det nødigt. Det klattrer op paa
+Seineskræntshøjderne, men det gjør den Tour af saa hurtigt som muligt.
+Hvad det vil deroppe, er ikke Andet end forvisse sig om, at det kan se
+Paris. En saadan Kigen paa sine egne Vinduer fra et Udsigtspunkt i
+Omegnen hører med til et parisisk _partie de campagne_, som skal være
+fuldt tilfredsstillende. Men naar Hjertet er blevet beroliget ved
+Gjenkjendelsen af Triumfbuen, Trocadero og Invalidekuplen, saa har man
+ogsaa fyldt sig med al den Naturskjønhed, man har Behov. Man stiger ned
+til sin kjære Seineflod igjen og helliger Dagen til Glæderne ved dens
+Bredder. De Gamle lejer sig en Medestang og lover at skaffe "_la
+friture_", til Middagen, et Løfte, hvorved de dog i Regelen tilskriver
+sig selv mere og Fiskene mindre Kløgt, end begge Parter viser sig at
+besidde. De Unge dyrker Kanotiersporten, den Sommerfornøjelse, der af
+alle har højest Kurs hos den jevnere parisiske Befolkning. Pluraliteten
+er Medlemmer af en eller anden Kaproningsforening, og man møder
+naturligvis saa i Kostume: Skjorte med broget Sømandskrave eller
+Lærredsfrakke med Guldankre, Lærredsbenklæder med kulørte Striber ned
+langs Sømmen, hvide Gamascher og under alle Betingelser Kanotierhat, det
+vil sige en stor, primitiv Straakaske, forsynet med saa formidabel Skygge
+som muligt. Først naar den er alenbred, gjør dens Ejermand rigtig Lykke.
+Saaledes udstyret og med en Kjæreste eller idetmindste en "Veninde"
+ombord, anbringer man sig i de lange, spidse Kaproningsbaade, der er helt
+oversaaede med Flag. Hvor varmt end Solen brænder, roer man under Hvin og
+Jubel og Vittigheder omkap hele Dagen. Undertiden kæntrer Baaden, og det
+hele Selskab dratter i Floden. Men det bryder man sig ikke om, saa er
+Morskaben først rigtig. Saa lægger man sig til Tørring i Solskinnet paa
+Bredden, slaas med Sand og Græs og Hatte, holder Fløjtekoncert paa sine
+Mirliton'er, raaber Vivat for de Andre, som flyver forbi, glemmer, at der
+er en Verden, som er kjedelig og besværlig, og husker kun paa, at den Dag
+idag er viet til Ungdom og Solskin og Alt, hvad man kan finde paa af
+Piaseer. Bliver Humøret et Øjeblik en Smule mat, er man stadig ikke
+længere fra den lille, landlige Kafé, end at et Glas Absinth eller en
+Flaske _petit bleu_ hurtigt kan sætte det i Aande igjen. "Tonnellen" har
+sit egentlige Hjem ved Seinebredden, og den trives og formerer sig der
+med stadig voxende Frodighed.
+
+Festens Glandspunkt er Middagen i disse vinløvomrankede Verandaer. I
+selvmedbragte Madkurve og Græsplæner som Spiseborde seer Pariserne
+undertiden en Nødvendighed, men aldrig nogen Poesi. De vil leve højt,
+naar de er paa Landtour, og de forlanger en Diner, som der er Stil i.
+Flasker med Støv paa og i Kurv har Vorherre skabt for Poularder fra Mans,
+og selv de ganske smaa Seinebredsrestaurationer skiller dem ikke ad. Men
+den Slags Flasker--og en lille, stiliseret Middag under Tonnellen i det
+Hele taget--har sjeldne Gaver til at sætte Kronen paa, hvad en Dag i Sol
+og Sommerluft har bygget op. Naar Markedsfestens Karusseller og
+Udraabertrompeter--der er nemlig bestandig en Markedsfest i umiddelbar
+Nærhed--ovenpaa Døsigheden i de lumreste Eftermiddagstimer atter henimod
+Aften lader deres Musik skingre for fuldt Orkester, saa er ogsaa
+Seinebredsgjæsterne tilstrækkelig animerede til med fuldtaabne Arme at
+tage imod denne Musiks Invitation. Mirlitonfløjten bliver sat i Aktivitet
+af tusinde Struber, og under dens Akkompagnement marcherer man til
+Festen. Dandseestrader, Forevisningstelte, Karusseller, Gynger,
+Skydebaner og Somnambulevogne oversvømmes af støjende Skarer. Larmen
+stiger og stiger, kun de store Parktræer staar stille og forbausede og
+seer ned paa dette tumlende Virvar. Den hele Nat igjennem faaer de ikke
+Ro til at slumre ind. Der er kun een Allieret, der kan komme dem til
+Undsætning og skaffe dem Ro: "Ouragan"'en, Tordenskyllen, der aabner
+Himlens Sluser og jager Landtourpublikummet hjem og i Seng. Men den
+forbarmer sig ikke saa sjeldent over de stakkels Træer. Den hører næsten
+uundgaaeligt med til en parisisk Sommersøndag. Man er saa vant til at faa
+den som Slutning paa Plaseren, at ingen nogenlunde forsigtig Familie gjør
+sit _partie de campagne_, uden at hvert Medlem af Selskabet er forsynet
+med Paraplui. Og selv Ouragan'en hjælper saa med til Fornøjelsen. Den
+giver Festdagen en Ende med Eclat. Éclat er der tilgavns i en ægte
+parisisk Sommerskylle. Det er ikke Regn, den kommer med, det er Vandfald,
+Saa overgivent kaadt vælter den sine Strømme ned over Stimen, der klumper
+sig sammen og trækker til Jernbanestationen under eet sammenhængende
+Parapluitag, at det er umuligt at blive fornærmet over den. Man vælger da
+det Fornuftige, man morer sig, man leer himmelhøjt over hinandens
+Gjenvordigheder, og Landtouren slutter med et Virvar, et Spektakel, et
+Humør uden Lige.
+
+Saaledes seer Parisernes Sommerudflugter ud næsten allesammen. Skovtoure
+kjender de saa at sige ikke. En Times Jernbanefart fra Byen har de
+Fontainebleauskoven med dens aarhundredgamle Kæmpeege, dens
+vildtromantiske Klippekløfter, dens Søer og Vandfald, en af de største og
+en af de skjønneste Skove i Europa. Men den frister dem ikke. Forvilder
+de sig en enkelt Gang derud, naaer de under alle Betingelser ikke længer
+end til Karussellerne ved Fronsardkløfterne lige i Udkanten af den. Endog
+Skoven ved Saint-Germain, der ikke ligger længere fra Paris end Dyrehaven
+fra Kjøbenhavn, er saare sparsomt besøgt. Gjennem dens prægtige Alleer
+ruller Herskabsvogne i Mængde, men Folkeliv er der ikke. Man kan af og
+til paa en af de aabne, med alenhøjt Græs bevoxede Pletter træffe et
+Selskab, der holder Skovtour paa nordisk Vis med Madkurv og selve Jorden
+til Bord, eller inde i Skovtykningen, paa Skrænten ved en lille Bæk,
+nogle Grupper unge Folk, der giver Fuglesangen Akkompagnement. Men man
+kan saa ogsaa være sikker paa, at de Første er meer eller mindre
+beslægtede med den adstadigere gifte Kunstnerverden, og at de Sidste for
+højst en Uge siden er indtraadte i den lykkelige Livsperiode, da de
+synger med Digteren:
+
+Rien ne rime comme deux lèvres,
+    Les plus doux vers sont les
+baisers.
+
+Foruden Seinebredderne er der kun ganske enkelte Steder, der er virkeligt
+_en vogue_. Det mest populære er Sceaux. Der er her ingen Flod, men der
+er "Robinson". Sceaux's Robinson har en umaadelig høj Stjerne saavel hos
+Pariser-Bourgeois'en som først og fremmest hos den parisiske Student og
+"Studentinde". I hvilket Slægtskabsforhold Stedet staar til Eneboeren paa
+den øde Ø melder Historien Ingenting om. Hans Portræt i Legemsstørrelse
+findes over Indgangen til Beværtningshaven, Lysthusene er anbragte i
+Træerne og dækkede med spidsbuede brune Straatag af den Slags, som man
+seer paa Billederne i Campes Bog. Parisernes Fantasi har ikke Mere behov,
+Barndomsminderne tager dem strax fangen, og de morer sig som Børn i disse
+Lysthuse. Enkelte af dem har man endogsaa bygget helt i Toppen af gamle
+halvhundrede Fod høje Træer. En lang Vindeltrappe slynger sig op om
+Stammen, og øverst oppe i Kronen, med Udsigt lige til Paris, staar da
+Bordet, om hvilket et Selskab paa en halv Snes Personer kan spise til
+Middag. Maden hejses op i Kurve, Bestillingerne gjøres gjennem Raaber,
+det er højst originalt. Værten er bleven Millionær ved det Indfald, og
+den lille Banlieueby et Søndagsvalfartssted af de allermest besøgte. Den
+har sin egen Jernbane, en uhyre kuriøs diminutiv en, der snoer sig som en
+Snog ind mellem Hegn og Haver, løber rundt om Blomsterbede og bider sig
+selv i Halen. Den har ogsaa sin egen Sport, Søndagsrytteriet paa Heste og
+Æsler. Det er ikke de ædleste Exemplarer eller de mest rapfodede Gangere.
+Men Ungdommen paa Ryggen af dem elektriserer. I den vildeste Galop gaar
+det afsted gjennem Skoven; En bliver liggende i Grøfterne derude, hver
+anden Amazone kommer hjem uden Hat, med vildt flagrende Haar og
+sønderreven Kjole. Men hvad gjør det! Det løste Haar klæder godt, og til
+en ny Kjole bliver der sagtens Raad, før man skal i Skoven næste Gang. En
+skummende Tisane i Robinsonteltet kjøler de hede Kinder, men holder
+Temperaturen i det hede Blod. Fra Trætoppen seer man Solen lægge
+Aftenglands over Skoven, og naar Skyggerne stiger, vandrer man ned og
+plukker Roser og Kys i Haven underneden. Men mest det sidste; det er den
+Slags Romantik, som Pariserne bedst forstaar.
+
+Det eneste Sommerudflugtssted, som lokker ved ren Romantik, er Enghien.
+Men det har derfor ogsaa sit Publikum i en Sfære, der ligger over de
+populære Lag. Bredderne af dets fortryllende Sø er krandsede med Villaer,
+hvis Ejere er store Financierer, som tæller Rentekapitalen i Millioner,
+og Søndagsgjæsterne paa denne Sø holder ikke deres Indtog til Musik af
+Mirliton'er og Kanotierhurlumhej. De glider sagte omkring mellem de
+sejlende Svaner, mellem Aakandekrat og drømmende Blomsterøer. Fra en
+stille Krog, hvor Hængepilen bygger Løvkuppel over Søspejlet, kaster de
+Fiskesnøren ud i det grønne Vand, eller de vugger sig, naar Solen daler
+ned bag Montmorencys Høje ud paa et Tæppe af Purpur og Guld og driver og
+drømmer og synger Serenader omkap med Sangerne derinde i Villaernes
+Fehaver. Det er et douce Publikum, som man i Parisertrængselen ellers kun
+seer lidt til, væsentlig rekruteret fra den Part af _le monde_, som
+hverken har _le grand monde's_ Præsentationsmidler eller
+Præsentationstrang, Embedsmænd med unge Døttre uden Toiletter og uden
+Sminke, beskedne Artister, Folk, der lufter sig ud fra Studerestuer og
+Bibliotheker. Hele Dagen igjennem har Enghien kun grumme lidt af
+Banlieuekarakteren. Men naar Aftenen kommer, stikker den Hovedet frem.
+Der er ingen Karusseller, men der er _Jardin des roses_ med dens
+Spillekottage, dens Sommertheater, dens Promenadekoncerter og dens
+Kokotter. Det er Seinebredsmorskaben om igjen, blot i en lidt finere og
+en lidt mindre morsom Forklædning. Vil man til ren Natur, skal man ud
+over det milebrede Sommerparis. Saa langt Banlieuen naaer, slæber
+Pariserne Verdensvirvarret med sig. Men paa den anden Side Banlieuen
+kommer hverken det eller de selv. Der, ved Fontainebleau, ved Chantilly,
+ved Compiègne, hvor man vil, ligger de store Skove og hyller sig i
+uberørt, jomfruelig Ensomhed. Der er der Naturfred og Naturstilhed saa
+meget man lyster.
+
+[Illustration: Ved Seinebredden.]
+
+[Illustration: Jean Aicard læser "Othello" højt hos Mme Adam.]
+
+
+
+
+PARISERE EN ÉVIDENCE.
+
+
+Mme. Adam's Salon.
+
+Parisersalonerne har gjennem Aarhundreder spillet en uhyre Rolle. Fra
+Hotel Rambouillets Tid hele det gamle Kongedømme til Ende var disse smaa
+toneangivende Selskabscentrer i Virkeligheden Frankrigs Hjerte. Der
+dirigeredes med souveræn Magtfuldkommenhed Smag og Mode, der dikteredes
+Moralens Love, der styredes endogsaa med fine, umærkelige Drejninger
+Politikens Ror. Revolutionen mejede Hovedet af dem som af alt
+aristokratisk Konspirationsvæsen. Men de kom igjen med Kejserdømmet.
+Naaede de end aldrig under dette helt op til gammel Glands og Herlighed,
+saa var de dog paa gode Veje til det, da den tredie Republik pludselig
+holdt sit Indtog og atter vendte op og ned paa det bestaaende Samfund.
+Med den gamle Tingenes Orden forsvandt de gamle Saloner. Nye i deres
+Billeder er der ikke dukket op i det moderne Frankrig. Hvis der
+nogensinde vil gjøre det, vil det i hvert Fald vare en Stund endnu.
+Salonens første Livsbetingelse er en Slægt af Patriciere. Det har Paris i
+vore Dage ikke. Det har kun Millionens Aristokrati, og det kan pynte sig
+op saa straalende det vil, det bliver aldrig Andet end Plebejere
+alligevel.
+
+Forsaavidt de gamle Adelsslægter virkelig existerer længer--man hører saa
+lidt til dem, at man har Grund til at tvivle derom --er det i hvert Fald
+saa godt, som om de ikke existerede. De venter paa deres hvide Faneridder
+i Tornerosepalaier, hvor de hviler saa blødt i Spindelvæv og sover en saa
+sød Søvn, at det vilde være Synd, om Vorherre ikke blidt lod den glide
+over til at blive evig. Men deres Samfundsposition har Ingen taget i Arv.
+De politiske Storheder er kun Statens første Mænd i Kraft af deres
+Stilling. Det er ikke engang det gamle Bourgeoisi, de er udsprungne fra.
+De har næsten alle uden Undtagelse svunget sig op fra aldeles Ingenting,
+de er uden selskabelige Forbindelser, og de har endogsaa tidt i deres
+Fortid Hindringer for at faa dem. De Kredse, som Ægteskabs-, Familie- og
+gamle Venskabsforhold knytter dem til, er langt under dem, til hvilke de
+selv er naaet op. Saalænge der ikke er kommen Orden i Alt det, saalænge
+der ikke har formet sig nye Slægter, i hvilke det er Tradition at være
+Nummer Et, saalænge vil de selskabelige Forhold i Frankrigs Hovedstad
+befinde sig i Kaos. Den vil have, hvad den har nu, sit "Tout-Paris", en
+Samling af enkelte Personer fra højst forskjelligartede Samfundslag, hvem
+Stilling, Talent, Penge eller rene Tilfældigheder for en Stund gjør til
+Notabiliteter, som mødes paa Gader og Stræder, i Theatre, ved Fester,
+overalt, hvor der er Noget paafærde, og som der skaber Opinionen, men den
+vil ikke have noget _société,_ nogen fast sluttet, toneangivende Kreds,
+hvis Saloner er Pariserlivets Centrum.
+
+Af alle de Mænd, der har været _en vue_ siden Republikens Indførelse, har
+Ingen gjort endog blot Forsøg paa at skabe en Salon i de gamles Mønster.
+De har uden Undtagelse indskrænket sig til deres officielle Receptioner,
+denne Form for selskabeligt Liv, som den tredie Republik har Æren af at
+have opfundet, og som er den kuriøseste, der kan tænkes. Præsidentens
+Elyséefester er Modellen. I Stil med hans _Bal-omnibus_ forvandler
+Ministre og Soussekretærer, Seine- og Politipræfekt, Kammerets og
+Senatets Formænd, hele Rækken af den store Administrations Funktionærer
+skiftevis deres Beboelseslejligheder til Fortsættelser af Gaden. Man
+udsteder ikke Invitationer, men Billetter som til en anden Revue. Har man
+et Koncertprogram at byde paa, der er noget exceptionelt, saa gjør man
+sig kostbar, men ellers staar Portene paa vid Gab for Gud og Hvermand,
+der vil komme. Man ønsker Intet hellere end at se sine Saloner proppede,
+det giver en Air af Popularitet, der i disse for politiske Magthavere saa
+usikre Tider ikke er at foragte. Selv kjender man ikke Tiendeparten af
+sine Gjæster, og man lærer dem heller aldrig at kjende. Præsentationer
+betragtes som overflødige. Publikum indfinder sig uden at sige Goddag,
+driver rundt og kiger paa Ansigter som i en Theaterfoyer, træffer maaske
+ved et Tilfælde, men et Tilfælde, der kun hænder sjeldent, en og anden
+Bekjendt, drikker et Glas Punsch med ham ved Buffeten, og gaar saa igjen
+uden at sige Farvel. Det er karavanseraiagtig Stimmel og Tummel, broget
+og mylrende nok, men med selskabeligt Liv har Alt det ikke mere at gjøre
+end Honningkagemarkedet paa Place du trône. Man har stærkere Fornemmelse
+af at være i Selskab udenfor en Kafé paa Boulevard des Italiens end i en
+af den officielle Verdens Receptionssale. Publikummet paa Kaféen er
+betydeligt mere ensartet end i disse Sale, Samtalen hundrede Procent mere
+animeret, den Esprit, der gives ud, tusind Gange saa stor. Der er i hele
+det moderne Paris kun een Salon, som uden at plumpe ud i disse
+Omnibusfesters Banalitet hæver sig op over at være en ren privat Stue,
+med hvis Liv og Tildragelser Offentligheden Intet har at skaffe. Heller
+ikke den er de gamle Saloner om igjen, den har væsentlige Karaktermærker,
+som er absolut forskjeilige fra dem, men den er dem oversatte i det
+Samfund, som nu existerer, og det er det netop, der giver den dens
+Interesse. Den er et Centralisationspunkt for Talentsiden af "Tout
+Paris", det første Forsøg paa at samle som i et Hovedkvarter alle de
+Kombattanter fra højst forskjellige Lejre, som har virkelige Evner og
+Kræfter at offre Udviklingen af det nye Frankrig, der er født med den
+tredie Republik.
+
+Generalissimus i dette Hovedkvarter er Mme. Edmond Adam, en af de mest
+aand- og talentfulde Damer i det nuværende Paris, halvt Descendent af den
+store Revolutions Kvinder, halvt af _l'ancien régimes_ Salondamer.
+Naturen har ved en Samling af Egenskaber, der kun sjeldent findes
+forenede hos en og samme Person, prædestineret hende til den Plads, hun
+indtager, og Tilfældet har redebont rakt Haanden til, at hun kom paa sin
+rette Hylde. Hun er i Besiddelse først og fremmest af Ungdomskildens
+Hemmelighed. Hverken legemligt eller aandeligt synes hun nogensinde at
+skulle ældes. Skjøndt hun allerede en Stund har været Bedstemoder, gjør
+hun Indtrykket af at være en Dame paa nogle og tyve Aar. Hun er endnu
+stadig en _jolie femme_; hendes udtryksfulde, uhyre bevægelige Ansigt,
+store, klare, mørkeblaa Øjne, en lille Mund med et ejendommeligt
+Barnesmil, rigt kastaniebrunt Haar, blændende hvide Arme og Tænder giver
+hende en Charme som de mest Indtagende af hendes Kjøn. Over hele hendes
+Person er der et Liv, i hendes Maade at være paa en ungdommelig Fart, som
+smitter. Hun er dernæst til Fuldkommenhed fortrolig med Kunsten at være
+Værtinde. Selv naar der er Hundreder i hendes Salon, forstaar hun at dele
+sig mellem dem allesammen, samle Grupper, hviske et intimt Ord i Øret paa
+En, mens hun leer med Andre, drage Folk fra alle Hjørner, og som maaske
+aldrig har set hinanden før, ind i en fælles Konversation, sno sig selv
+som Islæt ind allevegne, saa at hele Væven kommer til at hænge sammen.
+Skjøndt hun ikke blot er æsthetisk producerende, men halvvejs lærd
+Forfatterinde, er der ikke noget Øjeblik, hvor hun faaer ringeste Stænk
+af Blaastrømpen. Den lette Esprit, hvormed hun fører Samtalen, er de
+gamle Saloners Causerie, men hendes Kundskabers Omfang, hendes Dommes
+analytiske Klarhed fængsler en Taine, en Renan, en Pasteur ved Siden af
+hende alligevel. Dertil er hun en glødende Patriot, en overbevist
+Republikanerinde, levende interesseret for alle sociale Fremskridt,
+interesseret i det Hele taget for Alt, hvad der hører hendes Tid og dens
+Mennesker til, og heller ikke bange for selv at være aktivt handlende ved
+Lejligheder, hvor hun kan være det, uden at hendes Ynde som Dame
+lider derunder.
+
+Selv med Alt det vilde hun dog i denne Millionens Tidsalder have manglet
+en væsentlig Betingelse for at skabe Salon i Paris, hvis Tilfældet ikke
+havde været ligesaa gavmildt mod hende som Naturen. Det har gjort hende
+hovedrig, og det har derved gjort saavel hende som Republiken en stor
+Tjeneste. Datter af en fattig Provindslæge ægtede hun, næsten Barn endnu,
+en af sin Faders Kollegaer, der heller ikke havde Synderligt. Ægteskabet
+blev ikke lykkeligt, saa lidt lykkeligt, at hun tog bort fra Hjemmet og i
+Paris søgte at skabe sig en Existens paa egen Haand ved Hjælp af sit
+Talent som Forfatterinde. En Række Noveller, og navnlig forskjellige
+fortræffelige, fint malende Landskabsbeskrivelser, som hun udgav under
+sit Pigenavn Juliette Lamber, tiltrak sig Opmærksomhed. Hendes personligt
+indtagende Egenskaber kom til, hun skaffede sig mange Venner, og alle
+Huse aabnede sig for hende. Da hun nogle Aar senere blev Enke, anholdt
+den bekjendte Senator Edmond Adam om hendes Haand; hun gjorde paa samme
+Tid et absolut Inklinations- og et glimrende Fornuftparti. Den Formue,
+dette Giftermaal bragte hende, var ligesaa betydelig som den Position,
+det gav hende, Hendes Mand var nær knyttet til alle fremragende
+Kapaciteter i det liberale Frankrig, den fortryllende Værtinde, han havde
+ført ind i sit Hjem, drog dem ganske naturligt endnu mere til dette, hun
+selv førte sin talrige Kreds af literære Venner med sig, og allerede
+dengang begyndte hendes Salon at blive et Samlingspunkt for, hvad Paris
+rummede af Talent og Dygtighed.
+
+Saa kom Krigen, Belejringen og Republiken. Der er i en af hendes Bøger,
+en Samling oprindelig kun for hendes Datter bestemte Dagbogsoptegnelser,
+som hun imidlertid senere har udgivet under Titelen "Le siége de Paris",
+en Passus, der giver et mageløst Billede af hende i denne Periode, den
+maaske i hele hendes Liv, da hun har været mest sig selv. Hun taler om
+den Aften, da efter Budskabet om Sedan Republiken var bleven proklameret,
+og alle Mennesker strømmede sammen paa Pladsen udenfor Kammeret. Hun var
+mellem dem. "Den skjønne Statue af Strasbourg," skriver hun, "er bedækket
+med Blomsterpynt og omringet af tilbedende Grupper. Der behøves en Sang,
+en Hymne for denne Kultus; det er endnu engang Marseillaisen. Man
+istemmer Refrainet af denne Krigssang, der er bleven som en Psalme. Efter
+Refrainet holder de unge Mennesker, der smykker Statuen, og som stadig
+vedbliver at modtage Blomster, Løvværk og Guirlander, pludselig inde, og
+blivende i deres Stillinger, bevarende deres Gestus, synger de,
+opflammede af en ubevidst men herlig Kunsts Inspiration, den første
+Strofe af denne Hymne, til hvilken i sin Tid Strasbourg har begejstret
+Rouget de l'Isle. Ved Verset:
+
+  "Entendez-vous dans nos campagnes
+   Mugir ces féroces soldats"
+
+tror vi at høre Preusserne i Alsace og Lorraine. Kan jeg, Alice, gjengive
+Dig den Bevægelse, som denne Strofe vækker hos os, denne Strofe, der
+taler om vore Børn, og som disse Ynglinge synger, af hvilke den ældste
+ikke er tyve Aar. Ved det sidste Vers bryder den unge Alsacer, der har
+klamret sig til Statuens ene Arm, ud i Hulken. Mængden føler sig greben,
+som man kun gjør det i de store Øjeblikke af sit Liv. Der staar Taarer i
+Alles Øjne. Det tager Enhver af os fangen som Svimmelhed. Vore Følelser,
+vore Ønsker, vor Begejstring søger hinanden, blandes, forener sig og
+danner nu kun et eneste Ønske, en eneste Følelse, en eneste Begejstring.
+Vor Existens har, renset i Patriotismens Aandepust, intet Personligt
+længer; den bliver helt fælles, helt national. Min Stemme tilhører mig
+ikke mere, den klinger for mit Øre, den gaar ud af min Mund, uden at det
+er mig bevidst. Jeg har afført mig selv, og jeg er beruset af dette
+hemmelighedsfulde Væsen, der i sig forener saa mange forskjellige
+Kræfter, saa mange hinanden modsatte Elementer, saa mange Interesser, saa
+mange stridende Følelser, og jeg elsker det højere end mig selv: min
+Kjærlighed til Fædrelandet er stærkere end Døden! Jeg vier mig til
+Frankrig!"
+
+Disse smukke Ord gjorde hun til Sandhed. Under hele Belejringen stod Mme.
+Adam i første Række mellem de heroiske Pariserinder, som har gjort denne
+Periode til en af de mest opløftende i Frankrigs Historie. Hun indrettede
+Lazarether, hun sørgede for Uddelingen af Livsfornødenheder til de
+Fattige, hun plejede personlig de Saarede, hun var allevegne, hvor hendes
+Hjælp gjordes nødig, og hun var ved sit Initiativ og sit Exempel paa en
+Maade Forsvarsregeringens højre Haand. Det stillede hende endnu nærmere
+til de nye ledende Mænd i hendes Land, og da der atter kom Fred og
+ordnede Forhold, blev hendes Salon ganske naturligt Mødestedet for den
+unge republikanske Verden, hvis fremragende Medlemmer saa at sige talte
+hinanden hos hende. Umiddelbart efter Krigen havde hun gaaet endnu en
+tung Prøvelse igjennem, hun havde mistet sin Mand. Men de store Naturer
+voxer kun større igjennem Sorger; hele hendes Tilværelse var fra nu af
+dobbelt viet Frankrig og dets nyvaagnende Liv.
+
+I den første Periode efter Krigen var hendes Salon væsentlig politisk.
+Gambetta og hans Venner udgjorde Generalstaben, men de mødtes hos hende
+med Repræsentanter fra alle republikanske Lejre, og meer end een Akkord
+er bleven sluttet, meer end een fælles Operationsplan mod Reaktionen er
+bleven lagt i Mme. Adams Hotel. Hendes ugentlige Dinerer, ved hvilke hun
+søgte at samle de af Opinionens Ledere, som hun med sit kloge Blik saae
+havde Behov at finde hinanden, var længe mellem de store Begivenheder i
+Paris's Liv, og man debatterede, hvad der blev forhandlet ved dem, med
+større Interesse, end hvad der forhandledes i Ministerraadene. Først da
+den endelige Sejr var vunden, da Republiken ved Marechalens Fald og
+Grévys Overtagelse af Præsidentskabet var traadt ind i sin legitime
+Existensperiode, først da begynder det politiske Skjær over Hotellet paa
+Boulevard Poissonniére at vige Pladsen for et mere literært. Saalænge
+Kampen mod fælles Fjender stod paa, kunde de forskjellige Partiførere
+endnu arbejde sammen, men da Striden efter Sejren førtes over i
+Republikanernes egen Lejr, blev de selv Fjender, som end ikke den mest
+indtagende Værtinde var i Stand til at forene under samme Tag. Mme. Adam
+er kun Diplomat, saalænge Patriotismen gjør hende dertil. Hun siger det,
+hun tænker, seer og forudseer uden Omsvøb og uden Frygt for at støde. Hun
+har i alle politiske Spørgsmaal sin egen Mening, som hun ikke underordner
+under noget Partis; det har gjort hendes Forhold baade til Gambetta og
+adskillige Andre kjøligere end i den første Tid. Hun staar endnu paa en
+venskabelig Fod med ham, som hun i det Hele taget kan glæde sig ved
+Sympathi hos alle, selv de mest fremskredne republikanske Partier, men
+den intime Samvirken er ophørt, hver gaar nu sine egne Veje. Maaske har
+ogsaa det Offentlighedens grelle Lys, som Avisernes Indiskretioner mere
+og mere lod falde over hendes Salon, bortskræmmet fra den de tidligere
+Oppositionsledere, der efterhaanden selv blev de Styrende og med deres
+nye officielle Stilling nødsagedes til at paalægge sig selv en
+Reservation, som de tidligere havde kunnet sætte til Side; nok er det,
+Mme. Adams Salon har i de sidste Aar noget skiftet Karakter, den er nu
+overvejende litterær og artistisk, dog naturligvis uden derfor at stænge
+Døren ogsaa for andre Interesser. Ved hendes Onsdagssammenkomster finder
+man stadig Senat og Kammer talrig repræsenteret, og maaske er det ikke
+engang ved et Tilfælde, at Militæretaten under den sidste Vintersæson en
+efter en saae alle sine Celebriteter dukke op i Hotellet paa Boulevard
+Poissonniére.
+
+Hvad selve dette angaar, udmærker det sig i Grunden kun ved sin
+Simpelhed. Man finder i de fem, sex jævnt store Sale, i hvilke Mme. Adam
+samler sine Gjæster, Intet af den moderne parisiske Luxus. Hele Hotellets
+Indretning er holdt i en borgerlig, noget gammeldags Stil, der er ingen
+skrammererede Lakajer, Betjeningen besørges af Tjenestepiger i sorte
+Merinoskjoler, der bydes The rundt og holdes hverken Beværtningsbuffet
+eller Vestiaire, hvor man faaer Nummer paa sit Tøj og betaler dets
+Opbevaring med en halv Franc. Allerede disse ydre Smaating hjælper paa
+Hyggen. Selv naar Gjæsterne hober sig sammen i hundredevis, beholder man
+Indtrykket af at være i et Hjem. Heller ikke de banale Koncertsoiréer
+existerer. Coquelin'erne siger en Monolog engang imellem; Bornier,
+Silvestre, Richepin eller andre Poeter læser deres Digte op; naar der er
+fremragende Virtuoser eller Sangerinder mellem Gjæsterne, improviseres
+der ogsaa af og til et lille musikalsk Intermezzo, men Paris's Stjerner
+lejes ikke, som det er Mode hos Finans- og Amerikanermillionærerne, for
+to, tre tusind Francs til at forvandle Salonen til en formelig
+Forestillingssal. De rent litterære Soiréer, der er Mme. Adams
+Specialitet, er en helt anden Sag. Digteren giver ved dem hendes Gjæster
+en Primeur af sit nye Værk og søger en Elitekreds's Dom om det, før han
+sender det ud til det store Publikum. Derouléde har paa den Maade læst
+sin Moabit, Aicard sin fortræffelige franske Gjengivelse af Othello hos
+hende, hun selv har budt sine Gjæster Premieren af forskjellige af sine
+Arbejder, og "Tout Paris" har med Rette betragtet disse Aftener som
+Sæsonbegivenheder. Til dem indbydes der kun Herrer. Hun selv samt de to
+bekjendte Forfatterinder Henry Gréville og Claude Vignon repræsenterer
+alene det smukke Kjøn, Derimod træffer man ved hendes sædvanlige
+Onsdagssammenkomster en talrig Kreds af Damer. Det er _le vrai monde_, og
+den Part af den til og med, i hvilken der findes ikke blot
+diamantoversaaede Fruer, men tillige unge Frøkener. Derfor sluttes der i
+Regelen ogsaa med en improviseret Dands, der varer til Morgenstunden, og
+som er højst animeret. Flere Gange i Vinterens Løb samles desuden alle
+Husets Venner til større Fester, stiliserede Kostumeballer og Sligt. Mme.
+Adam kan være _grande mondaine_ som ingen Anden.
+
+Ved Siden af alt det har hun sin _Nouvelle Revue_, en Konkurrent til
+eller rettere en Afløser af _Revue des deux mondes_. Buloz's gamle
+Tidsskrift har endnu Kurs i Udlandet, tildels ogsaa i Provindserne. Men
+for det moderne Paris er det altfor gammeldags, der læser kun Faa det
+længer. Mme. Adams har indtaget dets Plads. Den samme Kreds, hun som
+Værtinde samler i sin Salon, samler hun som Udgiverinde og Redaktør i
+Revuen. Hun dirigerer selv Alt, hvad der vedrører den. Hun læser de
+indsendte Artikler igjennem og sender Forfatterne Breve med motiverede
+Forslag til Rettelser, hun udfinder Æmnerne, som hun ønsker behandlede
+og, hvad der er vanskeligere, de Folk, som kan behandle dem, hun skriver
+endogsaa selv Oversigten over den inden- og udenlandske Politik.
+Ondskabsfulde Tunger paastaar, at hun altid har Halvmørke i sine Saloner
+for at skjule, at hun sminker sig. De gjør hende Uret. Er der en Hensigt
+i denne dæmpede Belysning, saa er det at skjule Øjnenes Træthed og
+Overanstrengthed efter Nattearbejdet. Ogsaa i sin uendelige
+Virksomhedstrang og Virksomhedsevne er hun en Type paa den unge
+Generation, hun samler omkring sig; ikke mindst i saa Henseende fortjener
+hun at staa som en Pariserinde _en évidence._
+
+En Aften hos Victor Hugo.
+
+Frankrig har ikke, som man til daglig Brug troer, for Tiden kun eet
+Overhoved. Det har to ligesom Japan, et verdsligt og et aandeligt. Det
+verdslige fører Titel af Republikens Præsident og troner i Palais de
+l'Élysée, det aandelige hedder _le grand Maitre_ og har sit Tempel i
+Avenue d'Eylau. Af disse Landets to øverste Stillinger kan der ikke være
+nogen Tvivl om, hvilken der er den betydeligste. Præsidentskabet varer
+kun et kort, begrændset Aaremaal, og selv indenfor det er det ingenlunde
+absolut sikkret. Grand-Maître Værdigheden derimod er given for Livstid,
+og ogsaa i Tilfælde af, at Titulaturens Indehaver skulde afgaa ved Døden
+ophører den kun for at ombyttes med en patriotisk Helgens endnu mere
+opløftede Position. Præsidenten maa omgive sig med et Ministerium, der
+"har Landets Tillid"; _le grand Maître_ vælger selv sine Ypperstepræster,
+uden at spørge nogen Opinion tilraads, og de forretter Tjenesten i hans
+Tempel uden at være ansvarlige for Andre end ham selv. Præsidenten har
+Modstandere, der gjør ham Livet surt, _le grand Maître_ hyldes af alle
+Partier. Fra den rødeste Radikale til den hvideste Legitimist bøjer
+enhver Franskmand sig anerkjendende for Victor Hugo. Han er for dem ikke
+nogen Samtidig længer, hvis Gjerning kan være underkastet Kritik, de seer
+i ham selve Personifikationen af deres Lands Geni i det nittende
+Aarhundrede, en endnu levende Ahne for det hele moderne
+intellektuelle Frankrig.
+
+Med ærbødig Beundring vender de da Blikket mod Templet i Avenue d'Eylau.
+Her er det, at _le grand Maître_ sidder i hellig Majestæt, grundende over
+Tilværelsesgaadernes sidste Hemmeligheder, og herfra er det, han udsteder
+sine dybe Profetier om Verdensfredens og Folkebroderskabets kommende
+Vidundere. Han grunder Dagen igjennem og nedskriver paa store Folioblade
+i Runer, som kun de Indviede forstaar at tyde, de Aabenbaringer, der
+viser sig for ham. Enkelte af disse Aabenbaringer bringes strax til
+Verdens Kundskab, men Pluraliteten opbevares i Templets Allerhelligste,
+det vil sige i _le grand Maître's_ Skrivebordsskuffe, indtil en værdigere
+Efterslægt kan ansees moden for dem. Da det vides, at disse Templets
+skjulte Skatte saa godt som alle er i dramatisk Form, gjør stundom en
+ulykkelig Theaterdirektør, der ikke kan drage Publikum til sit Hus,
+Forsøg paa at faa en af dem udleveret. Men det er altid forgjæves. Det
+gaar med disse beaandede Folioblade som med den sjeldne, sekelgamle Vin,
+der kun maa udskjænkes draabevis til Syge og Lidende. Hele Dagen lukker
+_le grand Maître_ sig inde med sit Geni. Men naar Aftendæmringen begynder
+at sænke sig, drejer Templets hemmelighedsfulde Port sig lydløst paa sine
+Hængsler, og de Troendes Skarer indfinder sig til Tilbedelse, først
+Præsterne og siden de mere Profane.
+
+Som ægte demokratisk Helgen indskrænker _le grand Maître_ sig ikke til at
+modtage de Andægtige een Gang ugentlig. Hans Tempel er tilgængeligt hver
+Aften, og Adgangen staar aaben for Enhver, der kommer i Ledsagelse af en
+Troende samt forsynet med et almindeligt menneskeligt Visitkort. Der
+bankes tre Gange med en middelalderlig Dørhammer, og en sortklædt
+Kvindeskikkelse med krusstrimlet Kappe og en Lygte i Haanden viser sig
+derpaa efter et Kvarters Forløb med en stor Jernnøgle, som aabner
+Indgangen til Templets Forhal. Man afleverer sit og den medfølgende
+Troendes Visitkort; den sortklædte Kvindeskikkelse forsvinder med dem og
+kommer efter et andet Kvarters Forløb atter tilbage, denne Gang for at
+drage et tungt Fløjlstæppe tilside og aabne en ny Dør. Man træder ind og
+befinder sig i selve Templet.
+
+Det er et lille, aflangt Rum, med alle Vægge betrukne med Rødt. I
+Hjørnerne brænder med mat, mystisk Lys nogle faa Lampetter; det stærkeste
+Skjær kommer fra den monumentale Kamins Flammer. Fra denne Kamin Salens
+Længde nedad udgaar en dobbelt Række røde Lænestole, hvidlakerede i
+Ryggen og rigt forgyldte. Spredte omkring paa disse Stole sidder de
+Ventende, den kvindelige Part af dem tilhøjre, den mandlige tilvenstre,
+alle tavse, smittede af Stedets Aand, ligesom _le grand Maître_ selv
+grundende over Tilværelsesgaaderne. De løfter Blikket et Sekund, naar
+Portièrerne for Indgangsdøren glider tilside og en Novice træder ind, men
+kun et Sekund, saa synker de atter tilbage i den dybe Grunden. Fra det
+helligere Rum paa den anden Side det mørke Kabinet, der støder op til den
+røde Sal, lyder i den store Stilhed en fjern Klirren som af Knive og
+Gafler, der bevæges mod Tallerkener. Man lytter andægtig; det er _le
+grand Maître_ selv, der med sine mere Udvalgte hengiver sig til
+Bordets Glæder.
+
+Portièrerne glider tilside den ene Gang efter den anden, Stolene fyldes
+lidt efter lidt, der gaar et Kvarter og endnu et. Saa slaar Uhret inde i
+det mørke Kabinet langsomt sine ti Slag. Pigen med den krusstrimlede
+Kappe viser sig og tænder den store Lysekrone under Loftet. Et Kvarter
+endnu, saa aabnes virkelig ogsaa Døren paa den anden Side af det mørke
+Rum, man hører Stole blive skudte tilside, et festligt Lysskjær kommer
+derinde langt borte fra. Alle de Andægtige rejser sig.
+
+Langsomt, alvorlig, værdig, som det sømmer sig en _grand Maître,_ skrider
+Victor Hugo ind i Salen. Han har under Armen første Ypperstepræstinde,
+Mme. Juliette, der har fulgt ham gjennem alle Landflygtigheder. Bagefter
+følger parvis de Udvalgte, i Reglen dog aldrig mere end ti i det Hele,
+det Antal, som daglig indbydes til _le grand Maître's_ Bord. Processionen
+vandrer tavst op gjennem de tavse Rækker. Helgenen tager Plads foran den
+mystisk flammende Kamin, Mme. Juliette sætter sig paa Stolen tilhøjre
+nærmest ved ham. Hun giver samtidig et Vink til Kvinderne, og ogsaa de
+sætter sig, alle paa samme Side som hun, nærmere eller fjernere, alt
+efter deres Anciennetet. Paa Mandfolkesiden derimod bliver Alle staaende
+oprejste som _le grand Maître_ selv.
+
+[Illustration: Victor Hugos salon.]
+
+Han begynder at tale. Alles Ansigter er spændte, Ingen vil slippe et
+Bogstav, en Betoning af den Stores Ord. Men selv for den Nederste i
+Rækken er det heller ikke svært at høre Alt, _le grand Maître_ taler
+langsomt som en Mand, der veed, at det er Guld og Diamanter, der udgaar
+fra hans Mund. Han taler altid om ophøjede Ting, det behøver ikke at
+siges. De to, tre Nærmeste paa Mandfolkesiden giver Stikreplikkerne i
+Form af korte Spørgsmaal til lange Svar. Da Mesteren er ved at gaa ind i
+de Firs, følger det af sig selv, at Udødelighedsspørgsmaalet er et Thema,
+der behandles med en vis Fortrinsret. De Troende er ofte Tvivlere i det
+Kapitel. Men _le grand Maître_ selv tror. Det kunde synes at maatte give
+Anledning til en Divergens, der ikke ret vilde stemme med Stedets
+Karakter. Det er imidlertid ikke saaledes; der kommer et Kompromis
+istand, som tilfredsstiller alle Parter, baade Mesteren og de Andre. At
+hans Sjæl er udødelig i enhver Forstand, og at den fra Graven, vil
+opstige paa Englevinger til Himlen, indrømmes fra den ene Side som noget
+Selvfølgeligt, men det indrømmes saa samtidig fra den anden, at dette
+muligvis kun er en Undtagelse, og at der maa gjøres en Forskjel paa, hvad
+der gjælder for almindelige Dødelige og for en _grand Maître_ som
+Victor Hugo.
+
+De offentlige Gudstjenester ligner alle hinanden; Spørgsmaal som det
+nævnte drøftes i dem alle. Efter en halv Times Forløb holder en Troende,
+der aspirerer til Præsteværdigheden, en kort Lovtale til _le grand
+Maître_, der hører paa den med den ene Haand paa Brystet, den anden af og
+til naadig takkende, samt med et permanent Smil udbredt mellem det korte,
+strittende, hvide Haar og det isgraa Skjæg. Naar Lovtalen er til Ende,
+rejser Mme. Juliette sig, og alle de Andægtige paa Kvindesiden gjør det
+Samme. _Le grand Maître_ bevæger sig nogle Skridt fremad og stiller sig
+midt i Salen. Parvis, een fra Mandfolkesiden og een fra Kvindesiden,
+vandrer de Troende forbi ham og udstrækker Haanden, medens Læberne mumler
+Formularer, af hvilke kun Ordene _Cher Maître_ er hørlige. _Cher Maître_
+trykker de fremstrakte Hænder, Uhret inde i det mørke Kabinet slaar
+langsomt elleve Slag, Portièrerne glider tilside, Udgangsdøren aabnes og
+bliver staaende aaben, Receptionen er tilende.
+
+Saaledes gaar det Aften efter Aften, og man har Lov til at komme igjen
+saa tidt man lyster. Det bør dog udtrykkelig tilføjes, at den aandelige
+Vederkvægelse er den eneste, _le grand Maître_ byder sine Gjæster. En
+Buffet som i almindelige Dødeliges Saloner vilde tage Gudstjenestepræget
+bort; her kan der fornuftigvis kun være Tale om Offergaver, bragte af de
+Troende. Saadanne ydes da ogsaa hyppigt. Viktualier har man, saavidt
+vides, endnu ikke tænkt paa at frembære; _le grand Maître_ er flere Gange
+Millionær og har Raad til at anskaffe sig selv, hvad han behøver. Men
+derimod hengaar der ikke nogen Aften, uden at hans Lofter forøges med
+større eller mindre Samlinger af Samtidiges Aandsprodukter. Naar en lille
+engelsk Miss har faaet en halv Spalte optaget i et Penningmagasin, iler
+hun strax til Templet i Avenue d'Eylau og nedlægger et Mæcenatexemplar
+paa _le grand Maître's_ Kaminalter. Af Alt, hvad der trykkes i Frankrig,
+har han snart sit reglementerede Friexemplar ligesom
+Nationalbibliotheket. Alene hans Samling af Foreningstidsskrifter og
+Aarsbulletiner er skrækindjagende. Saasnart ti Mennesker i Frankrig
+danner et Selskab, ligegyldigt i hvad Øjemed, er deres første Skridt at
+gjøre Victor Hugo til Skytspatron, anmode ham om at overtage
+Ærespræsidiet, som det hedder paa moderne Fransk.
+
+Naturligvis er der ogsaa Franskmænd, som har Øjet aabent for det
+Overdrevne og dermed Komiske i denne afguderiske Hyldest af den gamle
+Digter. Men de tier; de veed, at deres opponerende Røster vilde blive
+knuste under et milliontunget Indignationsskrig. Victor Hugo er
+ukrænkelig; at røre ved hans Ry er en Formastelse i Slægt med
+Landsforræderi. Nu, at han tæller mellem Frankrigs Største, falder jo
+heller Ingen paa at nægte. Han har pustet nyt Liv i den franske Poesi paa
+et Tidspunkt, da den var i Færd med at dø, og han har siden da fyldt sit
+Aarhundrede med Værker, hvis Værd muligvis vil mindskes folde kommende
+Generationer, men som for det moderne Frankrig har havt en Betydning, der
+er uhyre. Han har lidt, og man byder ham nu Erstatning derfor. Det har
+ogsaa sin smukke Side. Det seer selv Skeptikerne mellem hans Landsmænd,
+og de finder det da ikke blot unyttigt, men tildels usømmeligt ogsaa at
+lade nogen Mislyd skurre ind i Lovsangene til _le grand Maître's_ Ære.
+Han er en _ancétre_, siger han selv. Hos store Forfædre glemmer man de
+smaa menneskelige Skrøbeligheder og bøjer sig ærbødigt for det Store, de
+har udrettet. Det er Forklaringen paa Victor Hugo-Dyrkelsen.
+
+[Illustration: Victor Hugo]
+
+Hos Sarah Bernhardt.
+
+Langt fra den støjende Part af Paris, i Avenue de Villiers, en rolig,
+træbeplantet Gade i det nye Monceauxkvarter, ligger der paa et Hjørne et
+indtagende lille Hotel. De røde Murstens à-la-Grecqueborter, Efeuen
+omkring Vinduesnicherne, de bredbladede Planter paa Balkonerne bryder det
+banale Husvirvar og fængsler Øjet. Over Porten kigger man ind til en
+pladskende Fontæne i Blomsterbusket, en Gruppe høje Popler foran Façaden
+giver Krogen et Præg af douce, stille Fornemhed. En Kunstnerbolig gjør
+Hotellet Indtryk af, og Indtrykket er rigtigt. Det er maaske endogsaa det
+mest udprægede Kunstnerhjem, der existerer. Sarah Bernhardt har kjøbt
+det, da hun dukkede op som Stjerne paa den parisiske Theaterhimmel, og
+hun har offret en god Part af de mange Tusinder, hendes Talent har
+indbragt hende, paa at arrangere det efter sit eget Hoved.
+
+Strax naar man har passeret hendes to kjælentdovne Mynder, der holder
+Vagt paa Havetrappen, og Indgangsdøren aabnes, føler man, at det er en
+aparte Atmosfære, man kommer ind i. En stor, høj Forhal med mystisk Lys,
+orientalske Tæpper, Vaabendekorationer, lange Palmeblade over Malerier,
+paa hvilke kun enkelte fantastiske Figurer dukker frem i Halvmørket, et
+Kaos af de mest besynderlige Sager. Kun een Ting seer man tydelig, fordi
+Dagslyset fra den aabne Dør falder lige derpaa: et Slags indisk Bærestol,
+hvori sidder en grinende, mumieagtig Voxfigur med en udstoppet Abekat i
+Armen. Dyret er anbragt i en Stilling, som det var paa Spring fremad, de
+store, sorte Glasøjne stirrer En imøde, som var de levende, den lange
+Forpote strækker sig ud gjennem Bærestolen og aabner Haanden som
+til Goddag.
+
+Mellem de trofæbærende Piller glider et gult kinesisk Silkeforhæng
+tilside, en ny Dør aabner sig, og man staar i Sarah Bernhardts
+Modtagelsessalon, det vil sige i en Blanding af Vinterhave, Menageri,
+Museum, Vaabenkammer, Maler- og Billedhuggeratelier, orientalsk
+Divanshal, moderne Dagligstue, og Gud veed hvad. Det er det
+besynderligste Beboelsesrum, nogen Hjerne har kunnet udspekulere, fyldt
+med mærkværdige Sager fra alle Verdens Hjørner og Kanter. Skjøndt over de
+Tredive har Sarah Bernhardt nemlig endnu stadig de samme tusinde,
+hinanden jagende Interesser, som man undertiden finder hos unge,
+aandslivlige Mennesker, hvis Udvikling endnu ikke er kommen ind i noget
+bestemt Spor, og som derfor strax er rede til at passionere sig for Alt,
+hvad der mellem Himmel og Jord er Interesse værd. Denne Ejendommelighed
+er maaske just det Centrale i hendes Væsen. Det er den, der gjør hende
+paa samme Tid til Skuespillerinde, Malerinde, Billedhuggerinde og
+Forfatterinde, den hidser hende saaledes ind i permanent Feber, at hun
+synker komplet sammen, naar der indtræder et Øjebliks Ro, den forklarer
+og undskylder hendes Extravagancer. Jeg kjender ikke noget Menneske, der
+i den Grad er den personificerede Nervøsitet. Selv naar hun sidder stille
+og taler med En, jager hendes Ord, hendes Tanker, hendes Indfald saaledes
+hinanden, at man har en Fornemmelse, som man foer afsted med Iltog.
+Indretningen af hendes Hjem er saare karakteristisk for denne uafbrudte
+nervøse Uro, disse tusinde extravagante Passioner. "Jeg vilde helst rejse
+altid," sagde hun engang til mig, "fare omkring fra den ene Ende af
+Verden til den anden. Der er Ingenting, der trætter mig undtagen Ro." Her
+i hendes Atelier kan hendes Øjne i hvert Fald fare om mellem Gjenstande
+fra alle Verdens Kanter, og hun har Fantasi nok til selv i Tankerne at
+kunne følge med.
+
+Modtagelsesværelset har hele det treetages Huses Højde. Lyset falder ind
+gjennem et enkelt stort Vindu, der næsten naaer fra Gulv til Loft, men
+som permanent er dækket af et blaahvidt Forhæng, der dæmper Skjæret.
+Tilhøjre er der, i Halvmørke, en middelalderlig Trappe med Svalegang,
+indenfor hvilken ligger Kunstnerindens Sove-, Toilet- og Badeværelser;
+under denne Svalegang Døren til Spisestuen, skjult af silkebroderede
+indiske Tæpper. Ned over Trappegelænderet hænger, som tilfældig
+henkastet, et i Størrelse enestaaende Stykke solgult kinesisk Silketøj;
+men det hænger der altid, det draperer, dets Indtryk af varm, beboet
+Nonchalence er beregnet med ægte kunstnerisk Sands.
+
+[Illustration: I Sarah Bernhardts Modtagelsesatelier.]
+
+Tilvenstre er den monumentale Kamin, omrammet af udskaaret Egetræ og
+flankeret af Broncestativer til Blomster, antikke Skulpturer og antikt
+Porcellæn, lutter Sager, af hvilke hver enkelt repræsenterer store
+Summer. Paa Kamingesimsen staar der i omtrent naturlig Størrelse--man kan
+deraf danne sig en Forestilling om Rummets Dimensioner--en forgyldt
+Broncetiger paa Spring, og over denne hænger Sarah Bernhardts Portræt,
+malet af Clairin, den unge Maler, som i sin Tid gjorde alle hendes
+Ballonfarter med og illustrerede hendes Fortællinger derfra. Billedet
+viser hende støttet af en Mængde Puder, i halvt liggende, halvt siddende
+Stilling paa Divanen ved Siden af Kaminen.
+
+Denne Divan, eller hvad man skal kalde dette Møbel, er ægte Sarah
+Bernhardtsk. Ovenpaa et stort Silkepolsters Underlag, der indtager hele
+Hjørnet mellem Kaminen og den ene Sidevæg, ligger i vild Forvirring en
+Uendelighed af Puder af kostbare Stoffer med indvævede Guld- og
+Sølvbroderier. Naar Sarah Bernhardt i sin hvide Silkekjole med det lange
+Slæb drukner mellem disse Puder og halvt forsvinder i det dæmpede Lys,
+som falder ind i Krogen, er der over dette Væsen med de slanke, næsten
+gjennemsigtige Former, det fine, drømmende Ansigt og det viltre, som af
+Solblink gjennemfarne Haar noget ejendommelig Dorésk, der gjør en ganske
+aparte Virkning.
+
+Divanskrogen er Sarahs Yndlingsplads. Her ligger hun næsten altid, naar
+hun et Øjeblik har sluppet sine mangehaande Beskjæftigelser for at
+passiare lidt med Vennerne og Beundrerne, der strømmer til hendes Hotel.
+Der kommer mange af dem, og virkelige Venner er sikkert de Fleste. Thi
+ligesaa fortryllende og elskværdig en Værtinde Sarah er for dem, hun
+føler sig knyttet til ved gjensidig Sympathi, ligesaa stor en Evne har
+hun til at holde den banale Hob af Nysgjerrige tre Skridt fra Livet.
+Claude, hendes mangeaarige Kammertjener, er godt instrueret. Forhængene
+til Helligdommen glider kun til Side for dem, som han veed er velsete
+derinde i Kunstnerkredsen. Graden af Intimitet er der en anden Maalestok
+for. De almindelige Dødelige faaer en Stol ved Siden af Divanen, men de
+rigtig gamle og gode Venner rykker hun tilside for, saa der bliver en
+Plads for dem paa selve denne.
+
+Alt i Atelieret er beregnet paa at ses fra dette fantastiske Leje, og Alt
+er arrangeret med udsøgt Smag. I denne Mylr af heterogene Sager findes
+ingen meningsløse Sammenstillinger eller uskjønne Farvevirkninger, Alt
+passer sammen. Og hvad findes der saa ikke i dette Rum! Store japanesiske
+Kummer, hvorfra Palmer og exotiske Planter skyder op, i hvis Grene der
+hænger udstoppede Aber; halvfuldendte Buster skjulte mellem Bregner og
+paabegyndte Malerier, som dækkes af indiske Shawler; Tigerskind udspændte
+paa Væggen mellem kinesiske Træbilleder; Marmorbuster og fantastiske Dyr
+i Bronce, omgivne af Paafuglehaler; Guitarer, Dolke, Pistoler, Landser og
+Alverdens forunderligste Vaaben hængende, liggende og staaende overalt;
+Trommer tagne fra de Vilde i Nykaledonien og skinnende Varmebækkener af
+Messing fra de ældste mauriske Tider; afrikanske Fjerbælter, der engang
+har været glade sorte Naturbørns eneste Klædedragt, og som nu hænger
+skjødesløst kastede om Halsen paa en eller anden udstoppet Papegøje;
+Dødningehoveder grinende fra Egetræspanelet over Svalegangen,
+Porcellænssager, Antikviteter og broget Nips paa Konsoller,
+Bogskabsgesimser og udskaarne Skabe; Menneske- og Dyrskeletter i Krogene;
+udstoppede Slanger, der snor sig om Fortepianobenene, og Dødningehænder,
+der stikker op mellem Strengene; Emaille- og Mosaikarbejder i Bunke inde
+i et eller andet antikt Møbel, Smyrnatæpper ovenpaa hinanden, saa Foden
+synker dybt ned, kort sagt, Luxus, Kunst og Excentricitet i den
+forunderligste Blanding, et Musæum, som man kan studere Uger igjennem
+uden at blive færdig med, men paa samme Tid en Kunstners Arbejdsværelse,
+hvor man snart befinder sig vel og hjemligt. Det er tillige et
+Skatkammer, rigt som en østerlandsk Fyrstes. Det er ikke blot Sager som
+Saint-Marceaux's Harlekin, en af den moderne Billedhuggerkunsts
+skjønneste Frembringelser, hvori der gjemmes Kapitaler; Alt har Værd her,
+lige til Trommen henne i Krogen, paa hvis Skind Detaille har malet en
+skotsk "Piper". Pennen, hvormed hun skriver, er en Strudsfjer af sjelden
+Skjønhed, og Brevpresseren, som hun lægger ovenpaa sine smaa Billetter,
+en Emailleslange, besat med Ædelsten. Hendes Atelier har slugt
+Broderparten af de kolossale Summer, hun har fortjent ved sit Talent, og
+naar hun længe har været ikke blot fattig, men i Gjæld næsten til op over
+begge Ørene, saa er ogsaa det væsentlig Skyld deri.
+
+Efter den amerikanske Rejse er denne Gjæld imidlertid kommen ud af
+Verden. Millionen, som Yankeerne offrede hende, gik i de franske
+Kreditorer. De var saa graadige, at de tog næsten den hele. Lidt blev der
+dog tilovers, og Sarah vil nu spare, fortæller hun stadig sine Venner,
+for engang at kunne realisere sin Yndlingsdrøm. Den er ikke saa ilde,
+denne Yndlingsdrøm: et stort Herresæde som Adelina Pattis i Skotland, kun
+beliggende paa fransk Grund; det forstaar sig af sig selv. Sarah
+Bernhardt er ikke blot fransk i Skind og Ben, hun er den mest inkarnerede
+Pariserinde i hele Paris, og det er et stort Spørgsmaal, om hun i Længden
+vilde kunne trives paa sit Herresæde, selv om det var nok saa
+tusind-og-en-Natagtigt. Allerede nu har hun en lille Villa i
+Saint-Adrosse ved Normandiets Kyst, hvor hun ligger paa Landet om
+Sommeren. Men hver anden Dag er hun i Paris. Hotellet i Avenue de
+Villiers kan hun ikke undvære. Stadig er der ganske vist en eller anden
+Statue, som skal være færdig, og som faaer Skyld for Parisertouren.
+Sandheden er dog nok alligevel den, at der kun er een Luft, i hvilken hun
+rigtigt kan leve, den, der er Blod af hendes Blod, Nerver af hendes
+Nerver--kort sagt, Parises Luft.
+
+Men flittig er hun imidlertid, ogsaa som Billedhuggerinde. Paa den anden
+Side Haven ligger en lille Tilbygning til Hotellet, hvor hun har sit
+egentlige Atelier, det, hvori der ikke causeres, men arbejdes. Her staar
+hun ofte fra den tidlige Morgenstund med Mejselen i Haanden, iført sin
+kokette Billedhuggerdragt, Benklæder og Blouse af hvidt Flanel. De nære
+Venner faaer Lov til at komme til hende her og passiare med hende under
+Arbejdet; mere end een kan da ogsaa give Attest for, at Sarah Bernhardt
+ikke blot signerer, men virkelig selv udfører sine Statuer og
+Basrelieffer. Hendes Mangesidighed maa ikke forundre, Som hun er
+Pariserinde, er hun Kunstnerinde ud og ind. I Kraft af et ejendommeligt
+kunstnerisk Instinkt bliver hun producerende paa alle Kunstens Omraader.
+Hun havde kun modelleret en tre, fire Aar, da hun sendte sin bekjendte
+Gruppe "Efter Stormen" til Salonen, og sex Maaneder efter, at hun havde
+begyndt at male i Stevens Atelier, udstillede hun Billedet "Den unge Pige
+og Døden".
+
+Næsten daglig tilbringer hun nogle Timer før Frokost i
+Billedhuggeratelieret. Henimod Spisetid har der altid samlet sig
+Besøgende ovre i Modtagelsesatelieret, og i sin Arbejdsdragt løber hun da
+over til dem for en halv Times Tid at passiare om Literatur og Theater.
+Af og til hænder det, at hun bliver attrapperet paa Vejen af
+Paatrængende, som vil opkalde Eau-de-cologne efter hende eller Sligt. Men
+Blusen hjælper hende. "Tør jeg ikke spørge, om M'me Sarah Bernhardt er
+tilstede?"--"Nej, Mama," svarer den overgivne Kunstnerinde og smutter
+forbi, "er gaaet paa Prøve og kommer slet ikke hjem idag." Som bekjendt
+har Sarah en Søn paa atten Aar, et flinkt og dygtigt ungt Menneske, der
+allerede er Theaterdirektør, idetmindste af Navn. Det er ham, den
+ungdommelige Moder ved slige Lejligheder forestiller, og det morer hende
+kosteligt.
+
+[Illustration: Sarah Bernhardt i sin Spisestuestol.]
+
+Nogle af de Besøgende beholder den gjæstfri Værtinde altid til sit Bord.
+Spisesalen inde ved Siden af Modtagelsessalonen er luxuriøs og
+ejendommelig, om end ikke saa fantastisk udstyret som Atelieret. Den
+faaer Lys fra et stort Vindue, i hvis Nische et Vildnis af Slyngplanter
+boltrer sig, og hvor man stadig anbringer Frokosternes og Middagenes
+Vindruer, Ferskener, Ananas, hvis fine Farver gjør deres Virkning i den
+frodiggrønne Vinduesnische. Møblementet er af udskaaret mørkt Egetræ i
+gammeldags Stil; for Enden af Bordet staar en højrygget mægtig Stol, det
+er Husfruens Plads. Naar hun gaar tilbords, rykker hendes Kammertjener
+den frem til hende og bliver da staaende bag den under hele Maaltidet.
+Hun sidder der som en Dronning ved et Bord, der er rigt som en Dronnings.
+Slebet bøhmisk Krystal, Guld- og Sølvservice, lydløs, fornem Betjening
+for hver Gjæst, et udsøgt Kjøkken, kort sagt Alt, hvad der kan bidrage
+til at forvandle Maaltidet til en æsthetisk Nydelse. Ved dette Bord
+holdes altid den gamle Regel om Muser og Gratier efterrettelig; i Regelen
+sidder der kun en fire, fem gode Venner om det, og det er sjeldent, at
+der ikke er et stort Navn i den franske Kunst eller Literatur mellem dem.
+Alligevel føres der sjeldent nogen Konversation, i hvilken hun ikke er
+den Aandfuldeste, og hænder det engang, at man kommer ind paa lærde
+Themaer, hun ikke veed Besked om, forstaar hun hurtigt med en
+Elskværdighed, som er uimodstaaelig, at føre Samtalen ind paa et Omraade,
+hvor hun kan være med blandt de Første, helst den Første. Hun vil herske,
+hun vil være Dronning, omgiven af Dronningens Luxus og Hyldest; tillader
+man hende ikke det, saa kommer det forkjælede Barns Luner op i hende og
+faaer hende til at gjøre gale Streger, som dengang hun forlod Théâtre
+français. Men bøjer man sig for hende, saa er hun trods sine tredive Aar
+glad som et lykkeligt Barn, yndefuld og indtagende, saa at hun afvæbner
+selv de mest haardnakkede Modstandere.
+
+[Illustration: Coquelin som "Don Cæsar".]
+
+Coquelin i sin Loge,
+
+Englænderne har opfundet et Slags literære Portrætskizzer, der er komne
+stærkt i Mode: Skildringen af berømte Personer _at home_. Genren har sit
+Værd. Man forstaar afgjort en Meissonier bedre, naar man har set ham ved
+hans Staffeli, eller en Edison, naar man har fulgt ham i hans
+Laboratorium.
+
+Men det gjælder at finde Stedet, hvor de paagjældende Personer er
+virkeligt hjemme, hvor de er helt sig selv. Man lurer sjeldent en stor
+Taler synderligt af, fordi man seer ham i hans Spisestue, eller en stor
+General, fordi man gjør ham Visit i hans Families Skjød. Der er selv de
+Største i Regelen kun ganske almindelige Dødelige. Coquelin skal man se i
+hans Paaklædningsværelse, i hans "Loge", som Franskmændene kalder det.
+Mellem sine Malerisamlinger og Bøger i den elegante Lejlighed, han beboer
+i Rue Lafayette, er han Kunstven og Forfatter; naar han under
+Kammerforhandlingerne spadserer i _Salle des pas perdus_, omringet af
+Deputerede og Journalister, der fritter ham ud om hans Mening, er han en
+Politiker, der veed Besked; naar han overværer Indvielsen af en Skole,
+som er stiftet for hans Penge, eller naar han paa Valgdagen lægger sin
+Stemmeseddel i Urnen, er han en god og samvittighedsfuld Borger; naar han
+elegant, vittig og konversabel færdes i den store Pariserverdens Saloner,
+er han Selskabsmenneske _par excellence_, og naar han paa Havres
+Havnemole venter Monsieur Mayer fra London, er han en snild
+Forretningsmand; men i sin Loge er han alt dette accessionelt ved Siden
+af og samtidig med det, som han dog er først og fremmest: Théâtre
+français' uforlignelige Skuespiller.
+
+Coquelins Loge svarer nu imidlertid heller ikke paa nogen Maade til det
+Begreb, der ellers forbindes med en Skuespillers Paaklædningsværelse.
+Naturligvis er Verdens første Theater fornemt ogsaa bag det Tæppe, som
+skiller Publikum og Aktører.
+
+Naar man har passeret Administrationsindgangens grønne Cerberusportner,
+kommer man ad en hvidlakeret, forgyldt Trappe med Brysselertæpper,
+Marmorbuster og Spejle op paa den ene Side til Kontorlokalerne, paa den
+anden til det Allerhelligste, Skuespillerfoyeren, en fin Louis quatorze
+Salon, hvor hver Plet paa Væggene er behængt med Billeder af berømte
+afdøde Artister. Korridoren, som forbinder den med Scenen, er et ikke
+mindre imponerende Portrætgalleri, og selv hvor man ved Indgangen til
+Scenen drejer af og klattrer op i de øvre Lokaler, der ellers saa tidt i
+Thaliatempler kun plejer at være et primitivt Sammensurium af
+halsbrækkende Hønsestiger og Loftsrum, der minder om
+Marchandiser-butiker, selv der er Alt soigneret og nobelt: brede Trapper
+med Mahognigelænder og Bastmaatter, Couloirer, som leder Tanken hen paa
+Gjæstefløje i en gammel Herregaard, hvide Porcellænsplader med
+Kunstnernes Navne paa hver Dør. Men alligevel bliver man overrasket, naar
+man aabner den, paa hvilken der staar _Coquelin ainé_. Det er en formelig
+Salon, man kommer ind i. Persiske Tæpper paa Gulvet, gobelinsbetrukne
+Kanapeer og Causeuser, Kunstbronzer paa Kamin og Skrivebord, hyggelige
+Lamper med farvede Net over, der dæmper Skjæret, komfortabel Luxus, hvor
+man seer hen i det store Rum. Væggene er fyldte med Malerier og
+Akvareller, Pluraliteten forestillende Coquelin i hans forskjellige
+Hovedroller, andre afbildende Scener fra Mærkedage i Theatrets Historie,
+men alle signerede med bekjendte Navne og i Regelen forsynede med en
+lille Notits paa Foden, der fortæller, at de er Gave fra Maleren selv.
+Rundtomkring ligger nysudkomne Bøger og fintindbundne Manuskripter. Kun
+et monumentalt Spejl paa Væggen mellem Vinduerne, med grønskjærmede
+Lampetter op langs Siderne og med en Mængde smaa Glasæsker paa
+Marmorpladen forneden erindrer om, at man er i en Skuespillers
+Paaklædningsværelse.
+
+Man er nu i Virkeligheden ogsaa ligesaa meget idetmindste i en Salon.
+Coquelin tager imod i sin Loge. En Pariser har ikke Dagen disponibel til
+at sladdre hen, allermindst en Pariser _en évidence_. Det paa alle
+Punkter optagne Liv, han fører, stiller saa mangehaande Krav til ham;
+naar han skal opfylde blot de Halve af dem, maa han tage vare paa
+Øjeblikkene. Coquelin har et sjeldent Talent dertil. Alle sine Forhold
+til Omverdenen gjør han af, mens han klæder sig paa. Han er visibel hos
+sig selv om Morgenen, naar han staar op, men efterat hans Vogn har hentet
+ham ved Titiden og kjørt ham hans sædvanlige Tour, hører Dagen hans
+Arbejde til, og han er forsvunden for Enhver til om Aftenen, da den nye
+Paaklædning begynder. Han sætter Folk Stævne paa Theatret, og de, der har
+Venskabs- eller Forretningsforbindelser med ham, søger ham der. Den
+grønne Portner ved Administrationsindgangen er højlig fornærmet.
+Tærskelen, han er sat til at vogte, er ham en Helligdom, som efter hans
+Mening ingen Profanes Fødder nogensinde burde have Tilladelse til at
+overskride. Men hvert Øjeblik, naar han strækker sin spærrende
+Cerberusarm ud og spørger _qui cherchez vous ?_ lyder Passeer-Parolen
+_Monsieur Coquelin_ ham i Øret, og han veed, at saa nytter der ingen
+Indvendinger. I sin Loge er Monsieur Coquelin hjemme for Alle.
+
+Døren til den staar ikke noget Minut. Først kommer Vennerne, der "er i
+Salen" og vil aflægge ham Visit før Forestillingen. Det er Dagens
+politiske og mondaine Historie, der repeteres. Coquelin er au courant med
+Alt og interesserer sig for Alt. Ivrig, fuld af Liv vandrer han op og ned
+af Gulvet og diskuterer og dokumenterer med denne Stemme, der ligesom
+meisler hver Sætning i Marmor. Det banker. _Entrez!_ Et lille koket Hoved
+titter ind, men trækker sig strax igjen tilbage. _Pardon, je
+dérange.--Mais pas du tout, Mademoiselle, entrez donc_. Hun kommer for at
+tale med ham om Rollen, han har lovet at indstudere med hende. Imorgen
+ikke, saa skal han i Kammeret, og iovermorgen maa han til Havre for at
+spille ved en Forestilling for Redningsmandskabet, men Dagen efter. Hun
+takker, hilser let paa Salonens Gjæster og forsvinder igjen. Men næppe er
+hun ude, før det banker paany. En ældre, ordinær Herre, der har pyntet
+sig op til at skulle være ung og elegant Han kommer overordentlig frejdig
+og selvfornøjet, men falder strax af, da han seer, at der er Folk før
+ham. Coquelin hilser skjødesløst; Manden faaer ham trukken hen i et
+Hjørne og begynder en hviskende Samtale med ham. _Mais vous pouvez parler
+devant ces Messieurs,_ afbryder Coquelin efter et Øjebliks Forløb; "det
+er lutter Venner." Der udspinder sig saa en Forretningsdiskussion om
+Tournéer i Rusland, Amerika, Brasilien, Spanien. Siden Coquelin er
+begyndt at rejse, vil Alverdens Impressarioer have fat i ham, og
+allesammen har de Guld og grønne Skove at love ham. Han holder af at
+flakke om. Med sin Evne til at nytte Tiden faaer han Alt at se i de
+fremmede Lande, han besøger, og med sin hurtige Intelligens opfatter han
+strax selv det ham mest Fremmede. Det er en Maade at studere paa, siger
+han, som opvejer alle andre, og i sin Kontrakt med Théâtre français har
+han derfor ogsaa udtrykkelig hvert Aar forbeholdt sig to Maaneders Ferie,
+som han selv kan tage, naar han vil. Planen til Amerikatouren er allerede
+lagt, og han har Tilbud og Planer om mange andre. Disse Rejser forøger
+desuden de hundrede og tyve tusind Francs, Théâtre français aarlig
+betaler ham, med rigelig ligesaa Meget til, og han er ikke mindst en
+moderne Pariser i Trangen til at tage Penge ind. Allerede hans
+Malerisamling koster ham uhyre. Hvert andet Øjeblik er der et Billede af
+Millet eller Andre til en halvhundrede tusind Francs, som han ikke kan
+modstaa Lysten til at kjøbe. Saa ernærer han fattige Slægtninge og
+stifter Legater, Alt det sluger Kapitaler. Han er ligefrem nødt til at
+rejse. Men heldigvis forstaar han ogsaa til det at gjøre sin Tid
+frugtbringende. Saasnart han har nogle Dages Otium ved Théâtre français,
+er han i en Haandevending i Bruxelles, Lyon, Anvers, Lille for at give
+Gjæsteforestillinger. Hr. Perrin er ingenlunde fornøjet ved saaledes
+aldrig at vide, om han har ham eller ikke har ham, men han gjør gode
+Miner til slet Spil. Coquelin gaar det ikke an at støde, han er Theatrets
+Grundpille, og han er paa Basis deraf dets virkelige Herre.
+
+Det bliver imidlertid ved at banke. Der kommer en ung, mager, gardisthøj
+Herre med det røde Baand i Knaphullet; det er Deroulède. Coquelin iler
+hen og trykker hans Haand, han hører kjendeligt til de mest Velkomne. Man
+har i Regelen meget tilovers for de Mennesker, for hvem man har gjort
+meget; det er ogsaa Kjærnen i Venskabsforholdet mellem disse To og
+overhovedet i Coquelins Forhold til en stor Kreds af Frankrigs yngre
+talentfulde Digtere, Manuel, Guiard, Delair først og fremmest. Han har
+saa at sige opfundet dem; de har bragt ham deres Digte, han har reciteret
+dem rundtomkring i Saloner og ved Soiréer og paa den Maade skabt deres
+første Reputation. En ung Poet har han skaffet Forlægger, en anden hans
+Tragedie antagen ved Théâtre français, han er efterhaanden bleven Forsyn
+for hele den yngre lyriske Skole. Det kunde synes at staa i Modstrid med
+Grundretningen i hans egen Kunst, men det er dog let forklarligt
+alligevel. Coquelins Mesterskab er i første Rang Kunsten _"de bien
+dire"_. Derfor elsker han Verset. En af de Roller, i hvilke han er
+uforligneligst, og den, som han selv sætter mest Pris paa og paastaar,
+han spiller bedst af alle, er Don Cæsar i Victor Hugos "Ruy Blas".
+
+Atter banker det. Denne Gang er det ingen Gjæst, men Regissøren, der
+kommer for at varsko første Gang. _"Je serais prêt, mon ami,"_ siger
+Coquelin med et Smil og en naadig Haandgestus. Han har endnu knap begyndt
+paa Paaklædningen, og ti Minutter efter skal han staa paa Scenen, men
+Regissøren kjender ham og gaar. Han er paa Pletten, naar han skal være
+der, men heller ikke noget halvt Sekund før. Stadig diskuterende med
+Vennerne, som vil rejse sig, men som han beder blive, stadig modtagende
+andre, der kommer, forsvindende et Øjeblik ind i det lille
+Toilettekabinet, men fortsættende Samtalen gjennem Portièren, klæder han
+sig paa og maskerer sig med taskenspilleragtig Behændighed næsten, uden
+at Nogen lægger Mærke til det engang. Hver Sminkestreg, han gjør, er han
+sikker paa som paa Alt i sin Kunst. Det giver ham den overlegne Ro paa
+saavel som bag Scenen, der er hans Styrke.
+
+Ængstelse og Nervøsitet aner han ikke hvad er. Naar han rejser, bringer
+han stadig i de Huse, hvor man har inviteret ham til Middag, sine Værter
+til Fortvivlelse. Man har sat Dineren tidlig og sørget for, at den kan
+være endt saa betids, at han kan komme paa Theatret uden Forsinkelse. Men
+det er ham selv, der trækker den ud. Hele Selskabet bliver ved ængsteligt
+at se paa Klokken undtagen netop han. Endelig minder man ham. _"Tout a
+l'heure,"_. svarer han og bliver ved at fortsætte Samtalen. Og naar man
+saa tilmed vidste, at dette Theater, som han nogle Minutter efter skal
+spille paa for første Gang, det har han aldrig set. Han har simpelthen
+spurgt sin Ven Dieudonné, der stadig rejser med ham, om Alt er paa sin
+Plads og i Orden; naar han har faaet Forsikringen derom, veed baade han
+selv og hans Kammerater, at han ogsaa vil være det, og at han vil spille
+sin Rolle ganske paa samme Maade, som han har spillet den Hundreder af
+Gange, uden at lade sig forstyrre i sin Ro af Nogetsomhelst.
+
+I sin Loge holder han Diskussionen gaaende lige til det sidste Øjeblik.
+Regissøren kommer anden Gang og stikker Hovedet ind. _"On peut
+annoncer,"_ raaber Coquelin til ham. Han gjør den sidste Sminkestreg,
+retter Parykken foran Spejlet og rejser sig. Vennerne følger ham ned ad
+Trappen, og man bliver ved at tale. _"A l'entreacte_," bryder han endelig
+af; man hører Maskinkarlen slaa Slaget, der annoncerer Aktens Begyndelse.
+Coquelin staar paa Scenen, et Sekund, saa gaar Tæppet op, og han er i
+samme Nu helt og holdent den Person, han skal forestille.
+
+Mens han spiller, et flygtigt Blik tilbage paa, hvorledes han er naaet
+til den Plads, hvorpaa han nu staar. Han er en Bagersøn fra Søkjøbstaden
+Boulogne. Familien har gjennem lange Slægtled været denne Stads og det
+hæderlige Bagerlaugs bedste Mænd. Der er endogsaa dem, der vil paastaa,
+at man intetsteds i hele Frankrig kan faa saa mageløst Hvedebrød som i
+Boulogne. Det er Traditioner, der daterer sig fra meget langt tilbage,
+Traditioner, som Slægten føler sig stolt over, og som den derfor kun med
+stor Bekymring saae blive brudt, da dens Yngste, den attenaarige Jules
+Constant, for en Snes Aar siden pludselig en skjønne Dag erklærede Papa
+Coquelin, at han var kjed af at spadsere omkring i Boulognes Gader med et
+Postejfad paa Hovedet, og at det nu var slaaet fast: han lagde den hvide
+Hue af, der saa langt man kunde huske tilbage havde været Coquelinernes
+Adelssymbol, for at drage til Paris og paa et helt andet Felt vinde ny
+Hæder til det gamle Navn.
+
+Papa Coquelin var imidlertid en fornuftig Mand, han indsaa, at det selv
+ved en Bagerovn kun er Lysten, der driver Værket, og at man aldrig kommer
+nogen Vegne, naar den mangler. Jules Constant fik Lov til at gjøre, som
+han vilde, Han rejste. Fra en Boghandler i Boulogne fik han
+Anbefalingsbrev med til Regnier, der dengang var Numer Et ved Théâtre
+français, og hos ham præsenterede han sig da. Han vilde være Skuespiller,
+erklærede han, men kun, naar man troede, han kunde blive noget Udmærket.
+Ellers rejste han tilbage og tog den hvide Hue paa igjen. Om man nu vilde
+se, hvad han duede til.
+
+De ærværdige Lærere ved Konservatoriet, til hvem dette Hverv som
+sædvanlig blev overdraget, fandt ikke, at han duede til Stort. Og saa
+fandt de ham altfor grim. "Det er jo en ren Trompetnæse, han har," sagde
+Augustine Brohan. "Og hvad der er det Værste, han bruger den som en
+Trompet," føjede Auber til. Han faldt igjennem ved Examen, og havde
+Regnier ikke med sit sædvanlige glimrende Blik for, hvad der boede i den
+unge Skuespiller, beholdt ham alligevel for at se, om han dog ikke kunde
+faa Noget ud af ham, saa vilde Coquelin den Dag idag have været Bager i
+Boulogne og ikke Regniers Efterfølger paa Thronstolen i Molières Hus.
+
+Regnier blev hans Lærer og Opdrager. Han lærte ham først og fremmest
+Taalmodighed, det, som for alle Kunstnere, men for Skuespillere særlig er
+saa noget nær Alpha og Omega: at studere og studere og vente ganske
+rolig, til man virkelig har alle baade ydre og indre Betingelser samlede
+for at kunne præstere noget Ordentligt. Selv efterat han i 1860 havde
+faaet Konservatoriets første Pris for Udførelsen af en Crispinrolle og
+baade Regnier og adskillige Andre ganske vel indsaae, hvad der boede i
+ham, fik han ikke Lov til at rende af Skole, Regnier fortsatte sit
+Opdragelsesværk, og de smaa Roller, han i det første Par Aar kom til at
+spille ved Théâtre français--Gros René p "le Dépit amoureux", Bazile i
+"Figaros Bryllup", Dubois i "Misanthropen", Loyal i "Tartuffe", o.s.v.
+o.s.v.--var nærmest at betragte som en gradevis Vænnen til Ilden. Da han
+endelig leverede Hovedslaget, var han færdig; Sejren kunde ikke udeblive,
+og den udeblev heller ikke.
+
+[Illustration: Coquelin]
+
+En af Pariserkritikerne i Vælten har som Øjenvidne fortalt om denne
+Triumf. Coquelin havde faaet en Rolle i et nyt Stykke, som Theatrets
+daværende Direktør Thierry imidlertid af Hensyn til en ældre Skuespiller
+atter maatte tage fra ham. Til Gjengjæld gav han den unge Kunstner Lov
+til at vælge, hvilken han vilde i det gamle Repertoire. "Saa vælger jeg
+Figaro i "Figaros Bryllup"," sagde Coquelin strax. Det var et af de
+største Vovestykker, der kunde tænkes, men Thierry holdt altid sine
+Løfter, og Coquelin fik Rollen. Alt gik godt, fortæller den nævnte
+Kritiker, til han skulde ind paa Scenen. Men da han først var der, blev
+han overfalden af en forfærdelig Frygt. Han begyndte at ryste over hele
+Kroppen, Tungen klæbede sig fast til Ganen, og han spillede de første
+fire Akter uden at vide af, hvad han sagde, med sløvt Blik, mørkt
+Ansigtsudtryk og halvkvalt Stemme, som et Menneske, der føres til
+Retterstedet. "Men saa le dog, dit lille Dyr," hviskede Augustine Brohan
+ganske sagte til ham; "le dog, Du er jo Figaro." Coquelin gjorde
+imidlertid kun en fortvivlet Gestus, der betød, at han ikke kunde le.
+Heldigvis er det parisiske Publikum yderst overbærende mod Debutanter.
+Man ventede stadig. Femte Akt kom; det er den Akt med den berømte
+Monolog. Det var dengang Mode i alle det gamle Repertoires komiske
+Roller, særlig i Moliéres, at hælde over mod det Tragiske saa tidt, man
+kunde. Denne Mode behagede ved det Nye og Dristige, der laa i den.
+Coquelin havde i den Anledning fundet paa at gjøre noget Lignende ved
+Monologen. Han søgte at gjøre den bitter, mørk og irriteret. Den stærke
+Sindsbevægelse, hvori han befandt sig, gav hans til daglig Brug
+vibrerende Stemme endnu mere Udtryk, hans Mimik og Gestus endnu mere
+Fortvivlelse og Vildhed. Han gjorde stormende Lykke. Man applauderede
+uforbeholdent: man havde her en Mand for sig, der kunde være paa een Gang
+Scapin, Crispin og Figaro.
+
+Han blev det hurtigt efter denne første Sejr; han blev i disse tre og i
+alle beslægtede Roller den mest uforlignelige Skuespiller, Théâtre
+français rimeligvis nogensinde har havt. Og hvilken Mængde af dem har han
+ikke trods sine knap fyrretyve Aar allerede spillet I Af alle Moliéres
+Stykker er der siger og skriver kun tre, i hvilke han ikke er optraadt,
+og han har i de tyve Aar, han nu har været ved Théâtre français, spillet
+ikke mindre end omtrent tresindstyve forskjellige Figurer alene i det
+gamle Repertoire. I det moderne er hans Navn knyttet til nogle og tyve
+Repriser af berømte Komedier, og samtidig har han skabt Hovedfigurer i en
+tredive, fyrretyve nye Stykker. Vilde man med nogle enkelte Roller
+markere Hovedpunkterne i hans Skuespillervirksomhed, maatte man først og
+fremmest nævne Figaro i "Figaros Bryllup", Mascarille i "les Précieuses
+ridicules", Gringoire i Stykket af samme Navn og Marcel i "Les Ouvriers"
+(Arbejderliv). Han har aldrig havt mere uimodstaaeligt smittende godt
+Humør, udfoldet mere ægte komisk Liv end i de to første af disse Stykker,
+og han har aldrig talt til Hjertet som i de to sidste. Dog jo, han har i
+sin sidste mesterlige Création, den gamle Skuespiller i
+Erckmann-Chatrians "Les Rantzau" gjort begge Dele lige uovertræffeligt
+paa een og samme Tid.
+
+Det er nemlig en Hovedejendommelighed ved Coquelin som Skuespiller, at
+hans Talent saa at sige ikke kjender nogen Grændse. Hans Hovedstyrke er
+at faa Tilskuerne til at rulle sig i Latterkrampe, men den næste Aften,
+det næste Øjeblik kan han med samme Uimodstaaelighed lokke Taarerne af
+det samme Publikums Øjne. Han har den ene Dag spillet Scapin og den næste
+Jean Dacier, Hovedfiguren i en moderne Revolutionstragedie af samme Navn.
+Forbausende er det, til hvilken Grad han forstaar i Stemme, Mimik,
+Holdning og Alt at kaste sig selv fuldstændig bort og paa Scenen
+udelukkende være de Figurer, han fremstiller. Han tager dem af og paa med
+samme virtuosmæssige Lethed som Kostumet, der hører til dem. Det er
+forklarligt; hver lille Gestus, hvert Tonefald, hvert Blink med Øjnene er
+vejet og prøvet i Maaneder, før det blev slaaet endelig fast. Coquelin
+overlader i sin Kunst Intet til tilfældig Inspiration.
+
+Saa spiller han da, og Publikum jubler og applauderer. Han er forgudet og
+forkjælet som en Primadonna. Og han sætter Pris derpaa. Har Bifaldet en
+enkelt Gang været kjøligere end sædvanlig, er han forstemt, har det
+rystet Huset, straaler han som en Debutant, og naar Vennerne atter kommer
+op i Mellemakterne, er en Samtale om, hvorledes de enkelte Repliker har
+slaaet an, altid det Første, hvormed der begyndes, selv om man ender med
+Drøftelsen af helt andre Materier. Og det gjør man tidt. Er der vigtige
+Forhandlinger i Kammeret, saa at Møderne er trukne ud til hen paa
+Aftenstunden, er Coquelins Loge det Sted, hvor man sikkrest kan hente
+Nyheder fra dem. Han faaer Alt berettet pr. Depesche fra selve Palais
+Bourbon. Man har drevet Spot med denne hans Politiseren og med hans nære
+Forhold til Gambetta. Man har havt Uret, det er kun tomme
+Vittighedsmagere, der kan gjøre det, Coquelin har vist, at man kan være
+en stor Skuespiller og en brav Borger ved Siden af. Han er af et andet
+Kuld end sine Forgjængere i Moliéres Hus. Han henter ikke sine
+Inspirationer paa Knejpen, han er sober som de Færreste, til sine
+Maaltider nyder han kun Vin og Vand og udenfor dem aldrig det Mindste.
+Han hører til det moderne Frankrig, det, der veed, at i vore Dage naaer
+man kun en Førsterangs-Position gjennem et Liv i uafbrudt Arbejde. Men
+det, at han i Intet er _cabotin,_ at han i samme Øjeblik han sætter sin
+Fod udenfor Scenen er en _homme sérieux_ med alsidige Kundskaber, alsidig
+Dannelse og Interesser for Alt, det er det netop, der har bidraget til at
+løfte den moderne franske Skuespillerstand ud over den halvt deklasserede
+Stilling, den saa længe havde indtaget. Naar man nu vil kaste den den
+gamle Haan i Ansigtet, rejser Opinionen sig som een Mand mod Fornærmeren.
+Det har vist sig saa tydelig, som ønskes kan, for nylig ved Bladet
+"Figaros" og Hr. Mirbeaus Angreb. Med Gots Æreslegion er den sidste Rest
+af Skuespillernes Undtagelsesposition forsvunden. Og det er Coquelin, der
+har fremtvunget dette Kors. Han har ikke blot gjort det direkte ved atter
+og atter at tage Ordet for sine Kammeraters Ret til at blive betragtede
+som alle andre Borgere, han har gjort det endnu mere indirekte ved sit
+eget alvorlige, hæderfulde Liv. Han er en ny Skuespillertype, og han vil
+faa Efterfølgere. Komédieforfatterne vil maaske have Grund til at beklage
+sig derover; de faaer ikke længer Figurer som Kean og Garrick at skrive
+om. Men ellers er det vanskeligt at se, hvem der skulde lide derunder.
+Næppe Kunsten, og næppe Samfundet, og Skuespillerne selv allermindst.
+
+[Illustration: Coquelin som Florence i "Les Rantzau"]
+
+Cherbuliez i sit Arbejdsværelse
+
+Mens Millionen og de Fremmede breder deres Herredømme videre og videre ud
+over det moderne Paris, forvandler dets Fysiognomi og umærkeligt gjør det
+til en hel ny Stad, er der dog een Part af Byen, hvor denne Erobring
+synes at finde et Bolværk, som den ikke kan bryde, hvor de gamle Huse og
+Gader staar endnu, hvor Særpræg og Vaner, hvor Karakteren, som det hele
+Liv har; er saaledes, at den nuværende Generations Fædre og Bedstefædre
+vilde kjende sig igjen og føle sig hjemligt der, hvis de kunde staa op af
+Graven. Denne Part er den venstre Seinebreds Paris. Det begynder saa
+smaat at skrumpe ind ganske vist; det kan ikke vise noget Sidestykke til
+Quartier de l'Europe eller til den som af Aladdinsaander bebyggede
+Monceauslette, det inkorporerer ikke Dag for Dag bredere og bredere
+Bælter af Banlieuen, tvertimod, det er ligesom det visnede lidt i Kanten,
+de yderste Partier bliver folketommere, falder hist og her i Ruiner,
+glider over til at blive en Mellemting mellem Landsby og Stad. Men ikke
+desto mindre er det dog ogsaa af vore Dages Paris endnu stadig en saa
+væsentlig Del, at der maa regnes med det. Det er mere endnu. Det er som i
+den stolte katholske Kathedral det lille Kapel, der gjemmer Kisten med
+Helgenens Relikvier. Tinder og Taarne og Hvælvinger med deres Marmor og
+Guld og Lys og Billeder er kun byggede udenom dette Kapel. Til dets
+Forherligelse er den hele Pragt der; det er i Virkeligheden det, der har
+gjort Kirken stor, og det er stadig Sjælen i den, For dets Skyld kommer
+de rette Pilegrimme, ved det holder de sande Troende deres Andagt.
+
+De gamle Kvarterer paa den venstre Seinebred gjemmer endnu Paris's egen
+særlige Individualitet, det, der har skjelnet denne forunderlige By fra
+alle andre og gjort den til, hvad den er. Millionærpaladserne har rejst
+sig, de Fremmede er komne, Verdenskaravanseraiets Stimmel og Glands er
+kommen, men det er som Kathedralen Altsammen kun voxet op, fordi der var
+Noget, som kunde bære et saadant Relief. Og dette hemmelighedsfulde,
+uhaandgribelige Noget fylder endnu Luften i de snevre Gader mellem
+Sorbonne og College de France, mellem Académie des beaux-arts og École
+polytechnique og den lange, lange Række af Videnskabens og Kunstens
+Højskoler, der klemmer sig sammen her paa en ganske lille Part af den
+store Bys Grund; Rastaqouairen og Amerikanermillionæren, Boulevardieren,
+Kokotten og Alt, hvad der er i Slægt med dem, kan ikke trives i denne
+Luft, den ægte Pariser derimod er først rigtig i sit Element, naar han
+indaander den. Af Intelligensens Paris boer ni Tiendeparten paa den
+venstre Seinebred.
+
+I Rue Gay-Lussac, en af dette Kvarters venligste og aabneste Gader, og i
+den Del af den, hvor Sol og Blomsterduft fra Luxembourghaven frit kan
+strømme ind, har det franske Akademis sidstvalgte Udødelige, Victor
+Cherbuliez, sit Hjem. Det er helt paa den anden Side Pantheon, han boer.
+Han siger nok selv, at det er af Hensyn til hans Sønner, der har deres
+Lyceer herude, men i Virkeligheden tager man dog næppe fejl ved at søge
+den egentlige Grund dybere. "Man har det ogsaa fredeligere her," føjer
+han til; "selv ved Gadestøjen er der noget Douce, saa den ikke generer,
+jeg har en Fornemmelse, som om jeg ikke vilde finde Ro til at arbejde,
+hvis jeg kom over paa den anden Bred." Det er just Sagen. Han er
+instinktmæssig rykket saa langt fra Millionens Paris, som han kunde
+komme; Feberen i dets Liv, de skrigende Toner i dets Larm, Guldets Raslen
+og Reklametrompeternes Skingren har skræmmet ham. Han er saa lidt i Slægt
+med Alt det, som Nogen kan være. Skjøndt født Genfer har ikke blot Loven
+givet ham parisisk Borgerret, hans Gjerning har gjort det før den og
+varigere end den. Men i Verdensstadens tumlende Offentlighed er han
+aldrig bleven nogen Person _en vue_, han hører ikke til den Slags
+Parisere _en évidence_, der samler Opløb, hvor de viser sig; den store
+Hob kjender ham ikke, han kan spise sin Frokost paa Café Caron, uden at
+Nogen i Lokalet veed, hvem han er, og lægger Mærke til ham. Han staar som
+Repræsentant for det Paris, som man ikke seer, og som ikke gjør Spræl,
+men som dog er Sjælen i den store By, for Intelligensens stille,
+arbejdende Paris paa den venstre Seinebred.
+
+At trænge ind til en rigtig Pariser _en évidence_ er omtrent ligesaa
+vanskelig en Sag som at komme med til en Première. Han er paa sine
+Enemærker en Konge, der hyller sig i utilnærmelig Majestæt.
+Tjenestepersonalet har de strengeste Ordrer til at holde Alle paa
+Afstand. Lykkes det end undertiden ved Hjælp af nogle Francsstykker at
+passere Portneren, saa lader Forgemaklakajen sig dog ikke bestikke. Det
+nytter kun lidt at spørge ham, om hans Herre er tilstede. Han svarer kun
+med et medlidende Smil. Det er ham, der holder Forhør. Han gjør det uden
+Personsanseelse; selv en "Monsieur décoré", hvem der dog ellers allevegne
+i Paris bliver vist Hensyn, respekteres ikke. Først naar han har leveret
+Fyren med Silkelæggene tilfredsstillende Oplysninger om, hvad han hedder,
+og hvad han er, og hvad han vil, meddeles det ham naadigt, at Husets
+Herre tager imod mellem Elleve og Tolv den og den bestemte Dag i Ugen.
+Han har saa Tilladelse til at komme igjen og antichambrere. Paa den
+venstre Bred kjender man derimod ikke saadanne Formaliteter. "Hr.
+Cherbuliez," siger den gamle Portnerkone, "jo, det er her; Herren er lige
+kommen ind fra Landet. Anden Sal over Entresolen, Døren tilvenstre. Men
+De maa ringe lidt stærkt, for Pigen deroppe er noget døv." Hun er saa døv
+tidt, at det bliver Fruen, der lukker op. Man bedes vente et Øjeblik,
+mens hun underretter sin Mand om Besøget. Men maaske er han beskjæftiget,
+han maa paa ingen Maade lade sig forstyrre, man kan saa udmærket godt
+komme igjen paa en anden Tid, hvis det er mere belejligt. Man forstyrrer
+aldeles ikke, svarer hun venligt, det vil være hendes Mand en Fornøjelse
+at se En, han skal komme ligestrax. Man gaar da ind i Salonen. Det er en
+lille, hyggelig Stue med Mahognimøbler, Stil _premier empire_,
+Divantæppe, mange Blomster ved Vinduet, mange Malerier paa de mørkrøde
+Vægge, men uden nogensomhelst moderne parisisk Luxus, uden Elegance
+engang, en jævn, lidt gammeldags Salon, gjennemtrængt med den Parfume af
+pudset og skuret Renhed, som Værelser har, der staar til Stads og kun
+bliver brugte ved højtidelige Lejligheder. Efter nogle faa Minutters
+Forløb kommer den lille, venlige Frue tilbage og hilser fra hendes Mand,
+om man ikke vil følge med ind i hans egen Stue. Luften er en Smule klam,
+og der er lagt i Kaminen hos ham. Man synes næsten allerede, man mærker
+Varmen; det er en ganske anden Modtagelse, end man er vant til i Paris.
+Man har en Fornemmelse, som om man var mange Mile borte, i saadant Noget
+som en nordisk Præstegaard paa Landet.
+
+Det er netop ogsaa Indtrykket, Cherbuliez' Arbejdsværelse gjør.
+Fuldstændig Studerekammerstil: en høj Pult, ved hvilken man skriver
+staaende, to store Lænestole med brunt Saffiansbetræk, en dito Sofa af
+gammeldags Snit og saa forresten kun Bogreoler. De er af ulige Størrelse
+og forskjellig Slags Træ, øjensynlig anskaffede efterhaanden som
+Bibliotheket voxede, men nu proppede fra øverst til nederst. Revuens
+orangegule Hefter ligger klemte ind allevegne, hvor der er mindste Plads
+over de staaende Rækker, men iøvrigt staar den hele Armee i snorlige
+Parade som et preussisk Regiment. Kun Uniformerne er noget brogede. Gamle
+Volumina i Læder og Folio skifter med smaa, kokette, røde Maroquinsbind;
+mellem lange Suiter af Klassikere i falmet Shirting skubber gule
+Calman-Levyske og blegblaa Dentu'ske Papirsrygge sig ind og drager
+moderne Striber. Der er i Virkeligheden Lidt af Alt i denne Samling, mest
+historiske Værker og Forfattere fra Encyklopedistperioden maaske, men
+forøvrigt hele den franske Litteratur, lige til de seneste Dage
+repræsenteret ved Alt, hvad den har af Fortræffeligt. Dertil tydske
+Filosofer, græske Poeter og politiske Brochurer i Mængde. Cherbuliez har
+i sin Ungdom studeret flere Aar ved tydske Universiteter, han er Sproget
+fuldkomment mægtig, og han har endnu Hegelianeren siddende i Blodet. Hvad
+Grækerne angaar, saa er de saa at sige hans Yndlingslekture. Han læser
+dem i Grundtexten, og han har for Vane at gjøre det hver Morgen, før han
+tager fat paa sit Arbejde. Det er i Athen, at han har "fundet sig selv",
+som man siger. Mellem Akropolis's Ruiner har han i Virkeligheden skrevet
+sit Debutarbejde "le cheval de Phidias", og paa Bunden af de Øjne,
+hvormed han seer paa Menneskene og paa Tilværelsen, ligger der stadig et
+Skjønhedsindtryk, som stammer derfra.
+
+En halv Væg er tom for Reoler, og paa den hænger det Eneste, som pynter
+op i Stuen. Det er netop først og fremmest en Gjengivelse i Gibs af en
+Part af Parthenonskavalkaden, det Fragment, som har givet ham
+Inspirationen til "Phidias's Hest". Dernæst er det et Fotografi af den
+milesiske Venus, et Portræt.
+
+[Illustration: Victor Cherbuliez.]
+
+Cherbuliez' Haandskrift.
+
+Dante i hans Ungdom efter en Fresko, der for nogle Aar siden er opdaget i
+Florents, samt endelig i Glas og Ramme et Stykke gammelt, optrevlet,
+graaagtigt Lærred, en Rest af Tassos Skjorte, med en Haandskrift af
+Lamennais, der bekræfter Ægtheden. Endnu et Par enkelte Malerier,
+stemningsfulde Landskabsbilleder, paa Kaminen Portræter af hans Kone og
+Sønner og af Buloz, "Revue des deux monde"'s Stifter, en bred
+Solskinsstrime faldende ind fra Vinduet, og man har hele Værelset.
+
+Ligefrem, fordringsløs, venlig som det er Cherbuliez selv. Ved det første
+Øjekast har han i sit Ydre noget stærkt udpræget Militærisk, det er
+Infanterikaptejn-Typen, som man kjender den fra de smaa franske
+Provindsbyer. Men saasnart han taler, gaar det bort. Det var kun
+Ansigtsformen, Overskægget og den store Imperial, det skyldtes; Øjnene
+forandrer Udtrykket fuldstændig. De er smaa, uden Glands, af ubestemmelig
+Farve, men der er i dem dette ejendommelige dybe Blik, der ligesom seer
+igjennem den, de hviler paa. Naar man vil huske Ansigtet, er det kun dem,
+man mindes: det Hjertelige, næsten Bløde i dem, som dog, synes man, ved
+en ganske lille Nuance maatte kunne blive strengt ogsaa, deres
+forunderlig rolige Klarhed fremfor Alt. Disse Øjne giver Cherbuliez helt;
+han er, som de fortæller. Han hører ikke til Tidens nervøse, forpinte,
+sønderrevne Aander. Den vilde, trøstesløse Utilfredshed med Existensen,
+som præger Perioden, hvori vi lever, og som i hele Menneskeslægtens
+Historie maaske ikke har havt noget Sidestykke undtagen netop i den
+antike Verdens sidste Dage, ved det romerske Kejserriges Forfald, denne
+Utilfredshed finder ikke nogen Apostel i Cherbuliez. Han flygter ikke,
+som hans Kolleger paa den anden Side Rhinen gjør det i deres historiske
+Romaner, fra en Verden, der er dem uudholdelig, bort til helt andre Tider
+og helt andre Slægter, og han bærer sig heller ikke ad--hvad der tilsidst
+kommer ud paa det Samme--som hans Landsmand Zola med Disciple: giver det
+malcontente Hysteri Luft i en Fremstilling af Jorden som et Helvede,
+befolket af lutter Djævle. Han er for meget Franskmand til det. Han kan
+sin Schopenhauer og Hartmann paa Fingrene, men han har læst dem med samme
+Forsigtighed, med hvilken Lægen gaar til en Epidemipatient. Han har
+garderet sig med sin sunde romanske Optimisme, og han er ikke bleven
+smittet. Han skildrer de Mennesker, mellem hvilke han lever, ikke blot
+fordi den Digtform han har valgt til sin, Romanen, efter hans Mening
+aldrig kan faa blivende Værd undtagen som Gjenspejling af Forfatterens
+Tid, men ogsaa fordi disse Mennesker er ham meget interessante og med
+deres Fortrin og Fejl ganske sympathetiske. Han skildrer dem, som han
+seer dem, og det er hans Overbevisning, at de er, som han seer dem, det
+vil sige hverken helt Engle eller helt Djævle. Med Forkjærlighed vælger
+han just de mest sammensatte Naturer, i hvilke baade Godt og Ondt er oppe
+og strides om Overtaget. Han er i Fremstillingen af denne ægte
+menneskelige Kamp bestandig rolig og lidenskabsløs; han kan være ubøjelig
+haard, men han er først og fremmest uendelig human. Det absolut Hæsliges
+Berettigelse i Kunsten anerkjender han ikke, fordi han i Livet selv kun
+seer det som en Undtagelse; endog de sorteste af hans Figurer har deres
+sympathetiske Side. Meta Holdenis staar som et slaaende Exempel. Da hans
+Fortælling første Gang blev offentliggjort i Revuen, modtog han fra alle
+Sider Brev paa Brev, hvori man bad ham ikke lade denne unge Kvinde, om
+hvilken han havde forstaaet at samle saa megen Interesse, ende altfor
+trist, og med Revuens Udgiver var han nærved at brouillere i Anledning af
+Romanens Slutning. Buloz havde i den Grad forelsket sig i Meta, at han
+endogsaa en Stund gik omkring og drømte sig et Pendant til hende, der
+kunde blive hans Sekretær.
+
+Som han sidder der og strammer den sorte, stukne Hjemmefrakke omkring sig
+og skyder de store Lænestole hen til Kaminilden, for at man skal sidde
+mere hyggeligt og passiare, er Cherbuliez netop den vindende, elskværdige
+Personlighed, man har forestillet sig efter hans Romaner. Han har rejst
+meget og seet Meget, han har læst og tænkt mere end de Fleste af hans
+Samtid. Valberts Artikler (det Pseudonym, hvorunder han skriver i Revuen)
+er der for at vise, med hvilken alsidig Sum af Kundskaber han sidder
+inde, og med hvilken moden, overlegen Klarhed han seer paa alle Fænomener
+i sin Tid. Mildere, mere overbærende i sine Domme, doucere og lempeligere
+i sin Maade at fremstille Alting paa, kan alligevel Ingen være end han.
+Han har i sin hele Form den soignerede Høflighed, den fine Delikatesse,
+som jo ifølge en ældre Generations Beretninger engang synes at have været
+typisk national hos Franskmændene, men som nu ogsaa i dette Land findes
+hos altfor Faa, og det er næsten, som om denne Høflighed, denne
+Delikatesse forbød ham at bruge et stærkt Udtryk, der kunde skurre i
+Samtalen, fremsætte en afgjørende Mening, som han ikke var sikker paa
+deltes af den, med hvem han taler. Man har undret sig over, at han, der
+dog ved de nævnte Valbertske Artikler har vist et Kjendskab til, en
+Forstaaelse af franske politiske og sociale Forhold, som Alle bøjer sig
+for, at han aldrig har søgt at komme til at spille nogen Rolle i det
+offentlige Liv. Man har undret sig, fordi man kun kjendte ham som
+Forfatter og ikke som Menneske. Han er den stille Studiets Mand; paa
+Politikens Arena, hvor der skal skubbes og puffes og skraales højt, vilde
+han føle sig som en Troubadourridder i Artillerikamp. Og saa har han
+desuden en vis Respekt for det hele moderne politiske Væsen. Han har i en
+af sine Romaner givet sit Syn paa Sagen. Siden Revolutionens definitive
+Sejr drives der efter hans Mening egentlig slet ikke Politik i Frankrig.
+De Revolutionære har som Program kun Agrarlove samt Afskaffelse af Staten
+og Vaabenmagten. For de andre Politikere, siger han, er det store
+Spørgsmaal kun et Spørgsmaal om Indflydelse, og hvem der skal udøve den.
+Enhver vil være en Allerhelvedes Fyr, det vil sige et Menneske, som man
+hører paa, naar han holder Taler, som man skynder sig at tilfredsstille,
+naar han forlanger Noget, og som skræmmer, naar han truer. Det
+republikanske Frankrig er en Armee; der har følt Trang til at fornye sine
+Kadrer: det er det, man kalder de nye sociale Lag, der skal frem.
+Monsieur Jourdoin efterabede Greverne og Marquierne og fandt sig yderst
+hædret ved at have dem tilbords; nutildags siger Monsieur Jourdoin til
+Seigneur Dorante: "Du er færdig, min Ven, gaa din Vej, for at jeg kan
+komme til."--Cherbuliez bryder sig ikke om "at komme til". Han befinder
+sig mange Gange bedre i sin Lænestol ved Kaminilden, end han vilde gjøre
+det paa en Ministertabouret, og er der Noget i denne Verden, som han kun
+kan se den sorte Side ved, saa er det Guldkalvsdyrkelsen. _"Non,
+certainement, je n'aime pas le million,"_ siger han, og der gaar gjennem
+de smaa Øjne et Glimt, som ikke har Spor af Blødt eller Venligt ved sig.
+Det supplerer Bekjendelsen og oversætter den i et mindre afdæmpet Sprog.
+Millionen er hans _bête noire_, med hele den Verden, der drejer sig om
+den, har han og vil han Ingenting have at bestille. Paa sin venstre
+Seinebred fører han med sin Hustru og sine Børn en stille, borgerlig,
+arbejdsom, fredsommelig Existens. Tidlig om Morgenen gaar han til sin
+Skrivepult, regelmæssigt, næsten paa Klokkeslet, som Kontoristen gaar paa
+sit Kontor. Han skriver sit bestemte Antal Timer, langsomt, formende,
+filende, glattende paa hver Sætning, til den er netop, som han vil have
+den. Det er ingen af Lidenskaber forpint og sønderreven Sjæl, der faar
+Luft i pludselige Improvisationer. Kjender han til Feber under Arbejdet,
+saa er det kun den, som selve Undfangelsen fører med sig, og dens Smerte
+har paa Bunden en uendelig Nydelse. Saaledes gaar hans Liv Dag efter Dag,
+og dette Liv giver ham den Ro og Tilfredshed, der er Alt, hvad han
+forlanger af Verden, den "grande tranquillité", der er Lykken for ham og
+hele den Race af Mennesker, for hvilken han staar som Repræsentant.
+
+
+
+
+DE FREMMEDE I PARIS.
+
+
+Paris's Fysiognomi vilde ikke være parisisk, ialfald ikke moderne
+parisisk, uden de Fremmede. De giver det paa ingen Maade de Træk, der
+udgjør dets virkelige Charme, dem, som man kommer til at holde mere af,
+jo nøjere Bekjendtskabet bliver, men de giver det mange af dem der
+springer mest i Øjnene. Det er ikke Pariseren, der gjør Gadelivets
+Kolorit broget. Han er selv en douce Fremtoning, hvis Stolthed er at være
+korrekt og at undgaa Spræl. Det er den tærnede Touristbritte og den
+dandypyntede Ibenholtsneger, det er Asiater og Afrikanere med
+Silkekaftaner og spraglede Burnus, med Diamantagraffer og blaa
+Saffiansstøvler, det er den kasserolrøde Indianer og den guldgule Indier,
+det er denne aldrig endende etnografiske Revue af Mennesker i alle
+Kulører og i alle Verdens Kustumer, der frembringer Boulevardbilledets
+Farveorgier. Og tildels paa samme Vis gaar det med Pariserlivet;
+Effektstaffagen og Effektscenerne i det, Alt det, der gjør mest skrigende
+Staahej, faaer sit Materiale for en væsentlig Part fra den store
+Fremmedlegion af Tapageur-Publikum, hvormed samtlige fem Verdensdele
+rekruterer Paris. Den er bleven en Prætorianerkohorte, som, samlet ved
+alle Midler af Verdensdronningen selv, nu har ranet Magten til sig og
+fører sig op som Herrer og skriver hende Love i hendes eget Slot.
+
+Før Tredive, før Otte og Fyrre viste den Fremmede sig kun kometagtigt paa
+Pariserhimlen. Hvad han nu end var for en Slags Potentat eller Nabob, en
+exotisk Mærkværdighed var og blev han, der kom og saae og blev set paa
+med store Øjne og saa forsvandt igjen uden nogensinde at dukke klart frem
+af sin halvt eventyrlige Dunstkreds. Først da Revolutionsideerne begyndte
+at gaa deres Gang over Evropa, og da Reaktionens Offre fra alle Kanter
+vendte sig til det frie Frankrig for at finde Asyl, kom der en virkelig
+Fremmedkoloni i Paris. Man tog med aabne Arme mod de tilstrømmende
+Emigranter. Man tog imod dem som det, de i Virkeligheden var: Blomsten af
+det liberale Europas Intelligens, og man indrømmede dem en fremragende
+Plads i sit Samfund. De samlede store Kredse omkring sig; man hørte paa
+deres Taler og Foredrag, man lod sig belære og begejstre, og let
+tilbøjelig som man var til at passioneres, rejste man dem formelige
+Pjedestaler. Folk som Mizkiewitz og Kossuth blev Heroer, som kun Faa af
+Franskmændenes Egne naaede op i Højde med.
+
+Fra den Tid har de Fremmede faaet Borgerret som et Element i
+Pariserlivet, og fra den Tid er de stadig komne til at spille en større
+og større Rolle i Paris. Men deres Type har unægtelig i Aarenes Løb
+undergaaet meget væsentlige Metamorfoser. Den chevalereske Polak og den
+idealistiske Tydsker er forsvundne med den Periode, for hvilken de stod
+som Repræsentanter; Rastaqouairen og Amerikanermillionæren har taget
+deres Plads i den moderne Million-Metropol, i det uhyre
+Verdenskaravanserai, hvortil Dampen og hvad der kom i dens Følge:
+Distancernes Forsvinden, den store Industri og de store Formuer i en
+Menneskealder har forvandlet Frankrigs Hovedstad.
+
+Skjøndt Fremmed er Rastaqouairen en moderne Pariserfigur af reneste Vand;
+han er det i den Grad, at han er utænkelig, umulig noget andet Sted. Han
+kommer fra Egne af Verden, over hvilke der endnu ligger Slør af noget
+Halvdunkelt, Eventyrligt, fra Brasilien eller Peru, fra en eller anden
+sydamerikansk Republik, som man knap kjender af Navn, til Nød fra
+Portugal, Spanien eller Rumænien, helst fra et Sted med uudtaleligt Navn,
+der holder Spørgsmaalet om Nationalitet og Verdensdel i ubestemt Taage.
+Hans eget er ligesaa langt som imponerende. Det vrimler i det med
+Santa'er, med da'er og di'er og y'er, og det hænder aldrig, at der
+mangler en Marquis-, en Vicomte-, en Chevalier- eller endnu finere Titel
+foran det. Hans Bryst er bedækket med Stjerner, om hans Hals hænger der
+Ordensbaand i alle Regnbuens Farver. Hans Paaklædning er rig, men
+elegant, hans Holdning kavallermæssig, hans Optræden en Grandseigneurs.
+Ingen, der seer ham, kan være i Tvivl om, at han er et Væsen af Race. Den
+let broncerede Tone, som fjerne Landes Sol har givet hans Teint, og den
+fremmedklingende Dialekt i hans flydende Fransk forøger kun det Aparte og
+Distinguerede ved hans Person. Men hvad han mangler, det er netop det,
+der udmærkede hans Forgængere i Fyrrerne og Halvtredserne. Han er hverken
+nogen Ideernes Helt eller nogen Intelligensens Mand. I hans Hjerne er
+visse særlige Rastaqouairorganer blevne uforholdsmæssigt udviklede paa de
+andres Bekostning, og ved hans Fysiologi er der yderligere den store
+Mærkelighed, at han er kommen til Verden ganske uden Hjerte. Skulde det
+være Aand og Talent, Kundskaber eller blot Dyd og gode Sæder, der
+bestemte hans Plads ved Verdensdronningens Taffel, saa vilde han ikke
+engang komme til at sidde nederst, han vilde ikke engang faa Lov til at
+staa paa Trappen og fange Lugten op, man vilde anbringe ham saa langt
+borte som muligt i en Baggaard. Da hans Pretensioner nu imidlertid gaar
+ud paa ikke blot at være med til Gildet, men at bænkes til Højbords
+endogsaa, saa maa han kjøbe denne Ret paa anden Viis. Han er saa heldig,
+at de Valeurer, han kan byde som Betaling, i vore Dage har naaet en Kurs,
+der er svimlende høj.
+
+Rastaqouairens Rolle i Pariserlivet er et Resultat af Reklame. De
+omtalte, særlig udviklede Hjerneorganer hos ham huser en Evne til at
+gjøre Opsigt, i hvilken han har sin Specialitet, sin Styrke, den eneste
+Mulighed for sin Position. Hele det Paris, der gjør Spektakel og springer
+i Øjnene, fylder han med sin Person. Han viser sig ostentativt overalt,
+hvor der er Lejlighed til at blive set, han kjører i Boulogneskoven med
+isabellafarvet Forspand, han holder de dyreste Maitresser og de
+extravaganteste Hoteller, han sprænger Klubbernes Spillebanker eller
+taber Hundredetusinder til dem paa en Aften, han holder mystiske Orgier
+paa de store Natterestaurationer, han laver sig romantiske Amouretter med
+racebeslægtede exotiske Prinsesser, og han sørger omhyggeligt for, at
+alle disse hans Bedrifter, tilbørlig stiliserede og forstørrede, bæres
+paa Rygtets Vinger ud til Alverden. Den Rubrik i Boulevardbladene, der
+fører Titelen _"Echo de Paris"_ har han efterhaanden fuldstændig erobret.
+Han har gjort det dels ved liberale Pengelaan til Journalisterne, dels
+ved store Dinerer og Løfter om Dekorationer fra de fjerne Hoffer, hvor
+han er altformaaende, dels endelig ved direkte Kjøb. Han har Maanedskonto
+med Bladet, og det beregner ham Omtalen af hans Extravagancer efter fast
+Taxt. Hans Navns Nævnelse i Forbindelse med en opsigtvækkende Premiere er
+kun en Forretning paa nogle Louisd'orer, sin Stald eller sine
+Elskerinders Toiletter kan han faa beskrevet for et Par hundrede Francs,
+men falder han undertiden paa at unde sig et Causerie, i hvilket man gjør
+ham--under let gjennemskuelige Chiffre naturligvis--til Helt i en
+Historie, hvorom "hele Paris" vil tale, maa han kjøbe denne Luxus
+med Tusender.
+
+Der er to Arter af denne moderne Type: de, der har Penge nok til at fylde
+i Rabaldermolokens Svælg, og de, der mangler det første Fornødne, Basis
+for den hele prangende Svindelbygning, Guldfundamentet, hvorpaa den
+hviler. Forskjellen har dog ikke Stort at sige; de Første vedbliver at
+føre deres larmende Karnevalstrain, til Døden gjør Ende paa det, de
+Sidstes Existens sprænges en Dag i en enorm Skandale, men saalænge det
+gaar, er det de samme Midler, hvormed der virkes, og de samme Maal, der
+stræbes henimod. Man rækker derfor ogsaa broderligt hinanden Haanden og
+tumler afsted i samlet Trup. Den Enes Kredit styrker den Andens,
+Glandsen, som man slaar sammen, bliver blændende, og den store Hob staar
+betagen, imponeret af det støjende Festbakkanal.
+
+Ved Siden af Styrken, som dette indbyrdes Sammenhold giver, har
+Rastaqouairefamilien imidlertid ogsaa udenfor sin egen Kreds mægtige
+Allierede i det moderne Paris. Først og fremmest har den Vrimmelen af
+landflygtige Exmonarker. De giver kun grumme nødig Slip paa Fiktionen af
+endnu at føre et Hof, og skal de lave sig et, kan de ikke være
+nøjeregnende med, hvordan det sammensættes. De aabner da Portene paa vid
+Gab for Rastaqouairen, de skaber ham fast Grund under Foden, og de giver
+ham en Fernis til at smøre over sin Forlorenhed, saa han næsten kan gaa
+og gjælde for Mahogni.
+
+Dernæst har han sin store Forbundsfælle: Amerikanermillionæren. Det er en
+Race, der er meget nær beslægtet med hans egen. Den har ikke hans
+prangende Navn, hans Ordener og hans personlige Distingverthed, men den
+har til Erstatning sine fabelagtige Miner hinsides Atlanterhavet. Der er
+over disse Miner en Flig af det samme mystiske Slør, som indhyller
+Rastaqouairens Land og Oprindelse; man kan ikke altid med absolut Vished
+sige, om Metalaarerne, hvoraf der øses eller er øst, just ligger i
+Bjerge, men Sølv og Guld kommer der under alle Betingelser ud af dem i
+saa overstrømmende Masse, at Amerikanermillionæren medlidende kan se ned
+paa Alt, hvad man i andre Lande har den Pretension at kalde Millionærer.
+Ved Siden af ham er de rene Lazzaroner; for dem er Millionen en
+Totalsumma, i HANS Finantsbetragtninger og i HANS Kasse er den simpelthen
+den til Grund liggende Enhed. Den er fremdeles for ham det eneste Solide
+i den ganske Existens, Hovedhjørnestenen, hvorpaa Verden hviler med Alt,
+hvad der i den befinder sig af Levende og Livløst. Om den har en Gud
+eller en Urcelle til Ophav, er Spindsfindigheder, der ikke kommer ham
+ved; han tager den, som den er, og han seer heller ikke ud over, hvad der
+kommer efter den. Han veed derimod, at den har en Axe, som den drejer sig
+om, og at denne Axe er en Guldbarre. Det veed han af Erfaring, og denne
+Viden resumerer for ham Alt, hvad man overhovedet har Behov at vide, alle
+Kundskaber, al Intelligens, al Spiritualitet, al Moral tilogmed. I hans
+Livsbetragtning er der ingen Slingren og Tvivl. Han anerkjender kun
+Millionen, han har Millionen, og han kjøber for den, hvad han forresten
+har Lyst til at have, det er simpelt og let, som at to og to er fire.
+
+Hvad han vil have, er nu naturligvis det Samme, som alle skabte Væsener
+bevidst eller ubevidst vil have: Velvære først og fremmest, Anerkjendelse
+dernæst som den Største og Stærkeste, Herskerværdighed, Samfundsposition
+for at blive ved rent menneskelige Begreber. Men Velvære er der intet
+Sted i Verden, der kan byde ham i samme Omfang som Paris, og han veed
+ogsaa ganske vel, at Undtagelsesdiplomet som Numer Et ikke er komplet og
+i fuldstændig reglementeret Orden, før Seinemetropolen har sat Indsegl og
+Stempel paa det. Saa lader han da sit Guld ind og sejler over Vandet og
+kommer og kjøber. Trommerne gaar, og Trompeterne skingrer. Hejda, hit
+alle prima Varer, Alt, hvad der er dyrt, hvad der spræller og glimrer! Jo
+kostbarere, desto bedre! Det Eneste, det gjælder, er, at Verden faaer at
+vide, hvor rig han er, og at den taber Næse og Mund af Beundring over
+hans Rigdom. Der er en lille Historie fra sidste Vinter, som er uhyre
+karakteristisk, og som har det Fortrin at være sand ved Siden af.
+Ligeoverfor Triumfbuen boer der en af Amerikanermillionærerne. Fruen vil
+ikke for nogen Pris miste det Renommée, hun hidtil ubestridt har havt: at
+hun giver de flotteste Soiréer i Paris. Hun er desaarsag bestandig paa
+Jagt efter nye Extravagancer. Saa kastede hun en Dag sine Øjne paa
+Triumfbuen. Den laa lige for hendes Salonvinduer, hun regnede ud, at en
+straalende Illumination af den vilde gjøre mageløs Effekt som
+Overraskelse, naar man rejste sig fra Bordet. Tanken var ikke undfanget,
+før hun øjeblikkelig sendte sin Kammertjener til Municipalraadet med
+Forespørgsel om, hvad den Tingest, vilde koste at leje for en Aften.
+Hendes Forbauselse var stor, da Fyren kom tilbage med den Besked, at man
+ikke lejede den ud. Men forbløffe lod hun sig dog ikke, hun havde jo sine
+Miner, og hun skikkede derfor nyt Bud med den Hilsen, at man kunde sende
+hende Regning paa Monumentet, hun kjøbte det.
+
+Hun har ikke faaet det, men baade hun og hele Rusen af
+Amerikanermillionærer har faaet nok alligevel til at fylde Paris med
+deres Glands. Rastaqouairen gjør umaadelige Anstrengelser for at kunne
+holde Skridt med dem i Boulogneskoven og ved Premiérerne, og halvvejs
+lykkes det ham endnu; han har, som sagt, noget medfødt Distingveret, der
+mangler dem, og som Hjælper ham. Men i een Henseende har de en uhyre
+Overlegenhed, de har deres Saloner. Rastaqouaireracen er væsentlig ugifte
+Herrer paa Jagt efter Partier, hos Amerikanermillionærerne træder det
+mandlige Element i Baggrunden, Fruen og de unge Døttre med deres enorme
+Medgifter bliver Numer Et. Som de med utrolig Hurtighed faaer lært sig en
+vis, om end noget kantet og støjende, saa dog yderst flot Pariserchiched,
+saaledes har de heller næppe sat Foden paa fransk Grund, før de er
+fortrolige med de vildeste Festfantasier, en fransk Hjerne nogensinde har
+undfanget. Og de sætter sig da strax i Fart for at føre Hus. Portene
+smækkes paa vid Gab for hvem der vil komme, man kjøber for fabelagtige
+Summer de berømteste Kunstnere og Virtuoser til at optræde, Bordluxus'en
+lokker de Gamle, de smukke, flirtationslystne Misser fanger Parises
+flotteste Kavallerer i deres Garn, deres Millioner udøver endogsaa
+Tiltrækningskraft paa adsillige Mødre fra Faubourgerne, som ved deres
+Sønners Partier maa være betænkte paa at faa det noget falmede Stamtræ
+forgyldt op. Kort sagt, Amerikanermillionærernes Saloner bliver Centret
+for Vinterlivets store Begivenheder, de eneste, der søges, de eneste, der
+tales om. De har _la note du jour_, de skaber Moden, de giver Tonen an.
+Og denne Tone er den samme som den, der skingrer ud af Rastaqouairens
+Rabalder, og den glider sammen, med den og løfter sig op i det store,
+moderne Credo og Nutids Te-deum, Hymnen til Millionen.
+
+[Illustration: I Amerikanermillionærens Salon.]
+
+Saaledes er da i vore Dage den Rolle, den Fremmede spiller i
+Pariserlivet, en meget stor. Ham er det, der har sat Millionens
+Anvendelse som Maalestok for Menneskeværdet i System, og han har ved sin
+hele støjende Propaganda faaet denne Maalestok accepteret. Dog vel at
+mærke: ikke af den virkelige Elite, af det ægte Paris, Intelligensens
+lille men eneste sande Aristokrati. Dets Kredse lukker sig hermetisk af
+mod enhver Berøring med Rastaqouairer og Amerikanermillionærer; jo
+vildere Bakkanaldandsen omkring Guldkalven bliver, desto mere trækker det
+sig tilbage fra alle de Templer, hvor denne Kultus gaar for sig, og lever
+i Stilhed sit eget Liv videre, borte fra den larmende Offentlighed. Det
+er just paa dette Punkt, at man maa søge en ganske naturlig Forklaring
+af, hvad Udlændinge saa tidt bebrejder Pariserne: deres Utilgængelighed,
+Vanskeligheden ved at komme i nogetsomhelst nærmere Forhold til dem, den
+kinesiske Mur, de bygger op om deres Hjem.
+
+Det er ganske rigtigt: den Fremmede, som ikke kan smide Millioner i
+Grams, kjøbe sig enhver Luxus, han faaer Lyst til, og dermed ogsaa den at
+pynte sin Salon op med Halen af "Tout-Paris", han kan risikere at komme
+til at gaa omkring som et Skrumpelskud, hvem Ingen bryder sig om, og som
+for den Sags Skyld gjerne kunde dumpe i Seinen og blive lagt paa "La
+Morgue", uden at nogen af "Vennerne" fra Gaden gad gjøre sig den
+Ulejlighed engang at gaa hen og se paa ham. Men naar man vil være billig
+og tage Sagerne, som de virkelig er, kan man saa bebrejde Pariserne det
+og kalde det Mangel paa Imødekommenhed og Gjæstfrihed? Alle gamle
+Beretninger gaar netop ud paa at skildre dem som det mest imødekommende
+og gjæstfri. Folkefærd; man har ingen Ret til at tvivle om disse
+Skildringers Paalidelighed, og Nationerne skifter ikke Natur, som
+Slangerne skifter Ham. Saalænge Pariseren dannede sine Forestillinger om
+Udlændingene efter de store Emigrantfigurer fra Fyrrerne og
+Halvtredserne, kunde han være og var han gjæstfri, men de to elskværdige
+moderne Typer, der nu staar som Repræsentanter for den Fremmede i Paris,
+de skal sandelig ikke friste ham til noget Bekjendtskab ud over det
+strengest nødvendige. Og foruden dem, hvilke andre Fremmede er det saa,
+der springer ham i Øjnene? Den uendelige Turisthær først og fremmest, med
+Citysnobberne som Hovedelement. Englændernes Hensynsløshed paa Rejse er
+stor allevegne, men der er ingen Steder, hvor den bliver saa skrigende
+grel som i det zirlige, formelle Paris. Intet respekterer de; det er
+formelig, som om de gjør sig en personlig Glæde af at sparke til alle
+Vedtægter og ligesom Barnet, der pladsker i Rendestenen, anser sig for
+desto større Allerhelvedeskarle, jo mere uopdragne de kan komme til at
+tage sig ud. Det store Publikum finder sig deri med et medlidende Smil og
+lader dem betale. Men forøger de for den tænkende og ræsonnerende Pariser
+ikke det ødiøse Skjær, hvori Rastaqouairen og Amerikanermillionæren har
+stillet den Fremmede, saa afdæmper de det ganske sikkert heller ikke.
+Højst kan de blande det med en Nimbus af Latterlighed, naar de i deres
+kuriøse Kostumer og med deres røde Baedekere turer gjennem Gaderne og
+stiller sig op udenfor alle Monumentstakitter og glor og lader sig binde
+Historier paa Ærmet af den første den bedste Spasmager, der gaar forbi,
+eller naar de klumper sig sammen paa deres _four-in-hands_ og under en
+Cook-Førers Ægide gjør Turen Paris rundt i fireogtyve Timer og saa rejser
+hjem og bilder sig ind, at de kjender det Hele som deres Vestelomme.
+
+Saa er der dernæst Tydskerne. I de første Aar efter Krigen holdt de sig
+forholdsvis roligt til deres store Exportationsforretninger i Kvarteret
+omkring Rue d'Hauteville, men det er ikke saaledes længere. De giver sig
+nu ogsaa af med Import, og det af en Art, som vanskeligt kan hue
+Pariserne. Under en Turnforenings uskyldige Maske har de lavet et stort
+Generalagentur for Paris's fredelige Annektering gjennem Masseanbringelse
+af unge Tydskere, som "Vaterlandet" ikke selv kan brødføde. Bedriften
+gaar strygende. Disse nye Emigranter har ikke blot oversvømmet Handels-
+og Bankhuse, man finder dem allevegne, selv hvor man mindst skulde vente
+det, i Ministerier og Bladkontorer endogsaa. Kolonien begynder desaarsag
+at løfte Hovedet igjen og saa smaat at føre sig op som Herrer allerede.
+"Der Wacht am Rhein" lyder lysteligt i de tydske Kaféer, og med overlegen
+Haan indbyder man endog Paris's bekjendteste Patrioter til at komme og
+høre paa den smukke Vise.
+
+[Illustration: Rejsende Englændere i Paris's Gader.]
+
+Heller ikke denne Part af Fremmedpublikummet skal stemme Pariserne
+gunstigt for det som Helhed. Føjer man yderligere dertil Hele Skaren af
+Industririddere, der fra alle Herrens Lande vælter sig som en
+Græshoppesværm over det moderne Paris, kan man saa undre sig over, at
+dets Befolkning, er en Smule paa sin Post, viser en vis Reservation mod
+de Fremmede? Man bebrejder Pariserne, at de er letsindige; de vilde uden
+en saadan Reservation være det grændseløst, utilgiveligt. Den er en
+Nødvendighed, fremtvungen af Forholdene i deres By, og man har ingen Ret
+til at beklage sig over den. Har de virkelige Garantier for, at den ikke
+behøves, saa er de strax rede til at lægge den af Kunstnernes Stilling
+viser det saa tydeligt, som ønskes kan. Det er ikke blot paa den aarlige
+Salon, at der indrømmes den store Koloni af udenlandske Malere lige Plads
+og lige Ret med de franske, de samme Udmærkelser og Belønninger som dem,
+i hele Pariserlivet gjøres der ingen Forskjel paa dem og paa Parisernes
+Egne. De taler et Sprog, der er universelt, de kan gjennem det bevise, at
+de fortjener Gjæstfrihed. Hvor han seer, at der er virkelig Fortjeneste,
+der er Pariseren saa redebon som Nogen, til at aabne alle Døre paa vid
+Gab for den og byde den velkommen. Den Fremmede, der har formaaet at
+trænge igjennem og gjøre sig gjældende i Paris, bliver i samme Øjeblik
+betragtet og behandlet som Pariser.
+
+De Mange derimod, der aldrig gjør det, de store Flokke ikke mindst af
+studerende Ungdom, som Dag for Dag kommer i talrigere og talrigere Mængde
+fra alle Verdens Kanter, dem kan vel et Ophold i Paris stundom bringe
+Perioder, i hvilke en Følelse af Forladthed og Tristhed og Kulde tager
+dem fangen og faaer dem til at ønske sig langt bort fra Byen, der paa
+Afstand stod saa lokkende for dem som et Indbegreb af Alverdens
+Herligheder. Det Trøsterige ved Sagen er dog, at slige Perioder sjelden
+varer længe. Faa er tagne fra den forunderlige Stad ved Seinen uden at
+elske den højere, da de gik, end da de kom; Mange, Mange har den fængslet
+saa fast, at de aldrig blev i Stand til at rive sig løs. Det tyder dog
+vel sagtens paa, at den Fremmedes Stilling i Paris Alt i Alt maa være saa
+ganske taalelig. Tristhedsperioderne er kun sporadiske Anfald af Hjemve,
+og den Sot følger Mennesket, hvor det drager hen. Nordboen i alt Fald
+kunde rejse lige ind i Paradiset, den vilde finde ham der ogsaa. Men
+kommer den over ham, saa ligger der jo hist og her i Pariseroceanet
+Smaaøer, som, om de end ikke er Fædrelandets Jord, dog har et Par
+Spadefulde af den strøet paa sig. Der søger han hen. Han tyer til
+Kunstnernes Kreds paa _Hörnan<s._ eller til Haandværkerforeningen i _Café
+du Danemark_, hvis det er hans Verden, eller til Nordboernes fælles
+Hovedkvarter paa _Café de la Régence._ Han finder der Nordens Blade, han
+hører Hjemmets Sprog og seer Ansigter, som han kjender fra Hjemmet. Og
+mangler de sidste en enkelt Gang, saa har han dog i alt Fald sin
+fortræffelige Garcon August, som kan sige "Goddag--smukke Piger--jeg
+elsker Dig." Det er ham nok; det er, som han havde kysset Toldbodens
+Sten, og han kan sejle ud igjen, ud i det store Paris, der er som Havet,
+bestandig skiftende, bestandig nyt, bestandig hemmelighedsfuldt lokkende.
+
+
+
+
+VRANGSIDEN AF  PARIS.
+
+
+Pauperismebæltet.
+
+Som Krybet under den store Sten, saaledes samler Elendigheden sig i de
+store Byer. Den har været der bestandig, og den vil trods alle sociale
+Reformatorer blive ved at være der bestandig, indtil Kampen for Livet
+hører op, og Paradiset atter vender tilbage paa Jorden, Men man seer den
+ikke altid; det gaar med den som med Krybet under Stenen. Saalænge Stenen
+ligger rolig, dækket af gammelt Mos og omgroet med Græs og Blomster,
+tænker Ingen paa Krybet under den. Først naar den voldsomt rokkes og
+rykkes tilside, kommer hele den lyssky Verden, der har levet i Klamheden
+og Skyggen under den, frem og; vækker Afsky og Skræk.
+
+Paris fik ved Kejserdømmets Fald et saadant voldsomt Ryk, og i de ti Aar
+siden da er det bleven efterfulgt, af Stød paa Stød. De har aabnet Øjet
+for, at den store Luxusstad gjemmer Andet end Glands og Pragt, de har bag
+det Paris, som leer og; straaler og blænder, røbet et, hvor Diamanterne
+erstattes af Taarer, og hvor den glade Livslyst viger Pladsen for lave
+Instinkter, for alle de onde Lidenskaber, der groer saa villigt i Læ af
+Fattigdom og Elendighed. Det er da gaaet, som det gaar ved Stenen, naar
+Krybet kommer frem. Man er bleven forskrækket; man er muligvis bleven det
+over Maade, men man er ikke bleven det uden Grund. Af alle store Byer er
+Paris ikke blot den mest glimrende og den rigeste, den er tillige den,
+der rummer den største Sum og de mest afskrækkende Former af
+menneskelig Usselhed.
+
+Det var i gamle Dage London, der nød det triste Ry at have Forrangen i
+saa Henseende. Muligt har det engang været med Rette, men det er det i
+hvert Fald ikke længer. Velstanden er selv mellem de laveste Samfundslag
+langt mere udbredt i Paris end i London, men paa den anden Side er
+Trangen ogsaa større. Det nytter ikke, at Seinestadens Guldflod voxer og
+voxer, saa det snart ikke er muligt at finde Afløbskanaler for den mere;
+samtidig dermed vedbliver Procentantallet af dem, Samfundet maa
+understøtte, for at de ikke skal dø af Sult, at holde sig konstant. I
+London er det i Løbet af de sidste ti Aar sunket fra sex til tre, i Paris
+derimod er endnu som ved Kejserdømmets Fald af hundrede Beboere mellem
+syv og otte indskrevne paa den offentlige Velgjørenheds Lister. Det er
+denne Armee paa over halvandet hundrede tusinde Ulykkelige, der savner de
+første Betingelser for at kunne føre en menneskelig Tilværelse, som har
+gjort Kommunen mulig. De har Alt at vinde, men Intet at tabe, og enhver
+ny Rejsning vil derfor ogsaa finde dem slagfærdige paa Pletten. Naar da
+Gambetta har lovet at søge dem "selv i Dybet af deres Huler", har han kun
+aflagt et Løfte, som han vilde gjøre vel i engang at holde. Der findes i
+disse Huler baade meget ondt Ukrudt, som maa rykkes op, og enkelte gode
+Spirer, som sikkert kunde trives, naar der gaves dem af Luft og Lys, hvad
+de har Behov. Frankrig faar ingen Ro, før der i begge Henseender bliver
+gjort, hvad det er muligt at gjøre. At Kommunen og alle de Rødes
+Spektakler siden den maatte til, før man fik Øjet op for denne Vrangside
+af Paris, har iøvrigt paa en vis Maade sin ganske naturlige Grund. Man
+lægger under almindelige Forhold kun Mærke til det, man seer stadig
+omkring sig, og det Paris, der leer og glimrer, seer ikke Elendigheden.
+Den har, paastaas der, altid og i alle store Byer en centrifugal
+Tilbøjelighed. Baron Haussmanns Udluftninger af den gamle Seinestad har
+rakt Haanden til disse naturlige Dispositioner, og efterhaånden er da
+Pauperismen med samt hele dens uhyggelige Tilbehør rykket længere og
+længere bort fra det Paris, hvormed man til daglig Brug er vant til at
+regne. Den Fremmede kan Uger og Maaneder tumle sig i Luxusens Solglands
+uden nogensinde at se Elendigheden kaste en eneste Skygge over det
+brogede Virvar af leende og lokkende Billeder, der møder ham overalt.
+Hist og her i Nættet af travle Handelsgader, der straaler ud fra
+Børspladsen, er det ganske vist, naar man søger godt, endnu muligt at
+finde snevre, sorte, smudsige Gyder, hvor Pjalterne af den gamle Misère
+er bleven hængende. Men det er kun sjeldne Undtagelser, muddrede Draaber
+i et Hav af Krystal. Det rige Paris kan færdes roligt i sin Stad af
+Boulevarder og Avenuer uden Frygt for at rendes paa Ærmet af
+Elendigheden.
+
+Til Gjengjæld har den rundt om Luxusens By draget et Bælte, hvor den er
+paa sin egen Grund, og hvor den hersker souverænt.
+Centrifugaltilbøjeligheden bliver ved; dette Bælte trækker sig længere og
+længere bort, men det breder sig samtidig. Hele det vidtstrakte Terræn
+mellem Fortifikationslinierne og de ydre Boulevarder er efterhaånden
+blevet erobret af Pauperismen, og den har de; paa de gamle Havers og
+Vinmarkers Plads, indstalleret et Fattig-Paris, der ingen Lighed, intet
+Fællesskab, ingen Berøringspunkter har med det rige. Sort og Hvidt er
+ikke mere forskjellige fra hinanden end de to Byer. Der ligger for
+Exempel ud ad Gobelinsfabrikken til, bag Boulevard de la Gare, Noget, som
+Folkevittigheden har døbt "Cité des Khroumirs", oprindelig en stor,
+ubebygget Tomt, hvor de fattigste Kludesamlere tilbringer deres Dag,
+sovende paa selve deres Dynger af alt Slags Affald, dels i Lerhytter uden
+Vinduer og Døre, dels, naar endogsaa Lejen af disse Hytter bliver dem for
+dyr, i gamle Menagerivogne, der er blevne for affældige til at kunne
+kjøre omkring længer paa de landlige Markeder. Kunde man tage denne "Cité
+des Khroumirs" med samt dens ynkelige Beboere, flytte dem ud i
+Akklimatationshaven og der vise den frem som noget Exotisk i Smag med
+Eskimoerne og Ildlandsfolkene, vilde hele Paris strømme derud og falde i
+Forbauselse og Forfærdelse over, til hvilken Degradation Menneskeslægten
+kan synke ned. Nu er de stakkels Kludesamlere alt Andet end generede af
+Nysgjerrige. Paa Place d'Italie, der kun ligger nogle faa hundrede Skridt
+fra Khroumirgyden, har jeg truffet Politibetjente, som end ikke kjendte
+dens Existens. De havde først for nylig faaet Stadion i Kvarteret,
+sagde de.
+
+[Illustration: En parisisk Kludesamler]
+
+Naturligvis er Pauperismebæltets Fysiognomi ingenlunde saaledes
+allevegne. Tvertimod, det har som oftest endogsaa et ganske anstændigt
+Udseende, der meget vel kan skuffe en overfladisk Besøgende og give ham
+et Indtryk af forholdsvis antagelige Kaar. Franskmændene søger altid, saa
+længe det paa nogen Maade er muligt, at bevare det ydre Skin. Desuden er
+kun de færreste Kvarterer derude stærkt bebyggede endnu, man træffer
+mange Partier, der har en halvt landlig Karakter. Hist og her har smaa
+Rentierer, der havde Lyst til at sætte Foden paa egen Grund, men hvem
+Terrænet, i selve Paris blev for dyrt, kjøbt sig Jord og indrettet sig
+det ganske hyggeligt i Smaahuse med Tonneller, Poppelgrupper og
+Kjøkkenhaver. Disse grønne Smaakroge liver op, Kvartererne er hyppigt
+gjennemskaarne af brede, tætbeplantede Alleer, for Exempel den næsten
+milelange Pyrenæergade, som strækker sig gjennem hele Belleville,
+Menilmontant og Charonne, Udsigten over Paris er fra Højdepunkterne tidt
+særdeles smuk, og paa mere end et Sted kan da Pauperismebæltets. Ydre
+Habitus forekomme nok saa venlig. Det er dog kun som Kalken udenpaa
+Graven; Forraadnelsen ligger bagved. Først og fremmest har selve de
+grønne Alleer uhyggelig; meget tilfælles med hine Dekorationstæpper og
+Sætstykker, som i gamle Dage blev brugte til at give rejsende russiske
+Kejserinder en Idée om deres Land. Forvilder man sig ad en Sidegade bort
+fra Alleen og Husene, som stadser op langs den, dumper man kun altfor
+tidt ind i et Virvar dels af smalle, stinkende Stræder, dels af øde
+Tomter, oversaaede med Flaskeskaar, Møddinger og alskens Urenlighed. Her
+er nogen Tvivl om, hvor man befinder sig, ikke længer mulig. Pjalterne,
+der hænger ud af de ituslagne Ruder, Kludekræmmerboderne i hver anden,
+tredie Bygning, Udseendet af de Folk, der trænger sig om Værtshusenes
+Skjænkedisk for at drikke deres Absinth staaende, af Børnene, der ligger
+og fisker i Rendestenen, eller af de elendige gamle Kvinder, der fra smaa
+Bræddeskur, som samtidig agerer Kjøkken og Butik, sælger radikale
+Skillingsblade, obscøne Brochurer, muggent Hvedebrød og raadne
+Pærer,--Alt det taler mere end tydeligt nok. Man seer, hvor man er henne,
+man forstaar de uhyggelige Tal, der oplyser om, at i Pauperismebæltet
+gjennemsnitlig hver tiende Beboer er trængende i den Grad, at de maa nyde
+offentlig Understøttelse.
+
+Endnu mere afskrækkende bliver dog Indtrykket, naar man vover sig op i
+selve Husene. De er i Regelen smaa, sjelden mere end to Etager høje, men
+hvert af dem rummer dog ofte Snese af Familie Lejligheden er nemlig kun
+undtagelsesvis paa over to Rum, af hvilke det ene da oftest indskrænker
+sig til et ganske lille, mørkt Kjøkken; meget tidt har Mand, Kone og en
+hel Rede af Børn i alle Aldere kun et eneste Værelse til deres
+Disposition. Ifølge en Opgjørelse fra 1880 beboede de Fattige, som modtog
+stadig Understøttelse af det Offentlige, ialt henved 50,000 Lejligheder.
+Over Halvparten af disse indskrænkede sig til et enkelt Rum, tre tusind
+havde intetsomhelst Apparat til Kogning eller Opvarmning, over fem tusind
+fik kun Lys gjennem et Tagvindue, og halvandet tusind var fuldstændig
+mørke. Mange af disse Huse er meget gamle, byggede før Terrænet endnu
+blev. inddraget i Paris, i den Tid, da de nuværende Forstæder kun var
+Landsbyer, der skjød deres yderste Forposter herud. De er de værste,
+adskillige af dem kommer man kun ind i gjennem en lang, mørk Korridor med
+opbrudt Lergulv, en formelig underjordisk Gang, hvor Fugtigheden siver ud
+allevegne. En faldefærdig Vindeltrappe, saa smal, at en tyk Person vilde
+blive klemt fast i den, fører da op til Etagerne, Stanken fra disse
+Lokaler, hvis Døre vender ud til Trappeafsatserne, og som i Regelen staar
+aabne, fylder hele Huset med en Pestatmosfære af den gyseligste Art; Lys
+er der intet af, det enkelte Vindue, som undertiden existerer paa
+Trappen, kan intet bringe fra den uhumske Brønd, der fører Titulaturen
+Gaard. I saadanne Omgivelser skal Appetitten for Renlighed vanskelig
+finde Ansporelse; den er ringe i Forvejen hos Størsteparten af den lavere
+Pariserbefolkning, her forsvinder den komplet. Den exempelløse Uorden og
+Mangel paa Properhed er i Virkeligheden det, der som oftest giver disse
+de Fattiges Hjem deres mest uhyggelige Karakter. Bohave mangler kun
+sjeldnere. Det har engang været ganske tækkeligt; nu er det Meste i
+Stykker, Betrækket hænger i Pjalter, Alting er overtrukket med tommetykt
+Lag af Støv og Smuds. Det er, som hvert eneste Møbel fortalte Familiens
+Historie. Man har sat Bo i unge Dage med Lidt paa Kistebunden og med
+glade Forhaabninger til Fremtiden. Men saa er Livskampen kommen, med onde
+Tider uden Arbejde, med Sygdom maaske; Børnene er komne, Illusionerne er
+bristede, Konen er bleven utro, og Manden har slukket Sorgerne i
+Absinthglasset. Det er den samme Historie, der gjentager sig tusinde og
+atter tusinde Gange. For Hver, der svinger sig op og kommer til at svømme
+ovenpaa i det parisiske Menneskehav, er der Hundrede, som dukker under.
+Og saasnart det er begyndt at gaa ned ad Bakke, synker de i Regelen
+dybere og dybere. Elendigheden i den store Stad er som Edderkoppens Væv;
+det spinder sig tættere og tættere om den Ulykkelige, der engang er
+kommen indenfor det, og det ender med at knuse ham.
+
+Hans sidste Stadium er da heller ikke det, hvortil de beskrevne Huse
+leverer Sceneriet. Selv i Charonne og Menilmontant, de smudsigste og
+tillige de fattigste Kvarterer af Pauperismebæltet--hver syvende Beboer
+er her understøttet af det Offentlige--koster de omtalte Lejligheder dog
+altid fra halvandet til halvtredie hundrede Francs aarlig, alt eftersom
+de bestaar af et eller to Rum. Det er endnu ikke "Dybet af Hulerne". Dem
+maa man søge i de saakaldte "Cité"er, smaa, snevre Gyder uden Udgang, der
+ikke findes afsatte paa noget Kort over Paris, men som ikke destomindre i
+de excentriske Fattigkvarterer afgiver Bolig for over en Snes tusind af
+den store Stads Befolkning. De hører paa en vis Maade ikke med til Byen;
+de staar udenfor den, som deres Beboere staar udenfor Samfundet, kommer
+og forsvinder som disse, uden at Nogen lægger Mærke dertil. En
+entrepenant Fyr, der har Lyst til at tjene sig rig i en Haandevending,
+afslutter med den paagjældende Ejer Kontrakt om Lejemaal paa et vist
+Antal Aar af en af de store, øde Tomter, der findes i tilstrækkelig
+Mængde paa den anden Side af de ydre Boulevarder. Her kliner han i en
+Fart nogle Hytter op af Ler og Brædder. Bygningskommissionen bliver
+afvist med den Besked, at det kun er midlertidige Skur, bestemte til
+Oplagssted for Klude, men det forhindrer ham ikke i, naar Hytterne engang
+staar der, at leje dem ud til Bolig for Mennesker. Det sker altid af pur
+og bar Filantropi. De stakkels Folk vilde ellers være husvilde, nu giver
+han dem dog Tag over Hovedet. Han glemmer at tilføje, at han lader sig
+denne Tjenstvillighed betale med fra halvtredie til fire Francs om Ugen,
+hvilket repræsenterer for ham mindst halvtredsindstyve Procent af hans
+Kapital, og det med absolut Garanti, thi han lader sig naturligvis altid
+betale forud. Lejere risikerer han aldrig at mangle; der er i Paris altid
+nok af Ulykkelige, som ikke seer sig i Stand til at opdrive en
+Kvartalsleje paa fyrretyve, halvtredsindstyve Francs. Har de kun sig selv
+at sørge for, tyer de til Logishusene; tæller Familien derimod, hvad tidt
+er Tilfældet, henad en halv Snes Medlemmer, saa bliver naturligvis selv
+de usleste af "Garnierne" for kostbare, og den eneste Udvej for at komme
+under Tag er da Citéerne med den forholdsvis bekvemme Ugebetaling. Det er
+i dem et Særsyn, naar en Lejlighed staar ledig blot enkelte Dage.
+Entreprenøren for denne skjønne Trafik forbinder i Regelen dermed en
+Virksomhed som Skjænkevært ved Indgangen til Gyden; et flittigt Besøg ved
+hans Disk er obligatorisk, hvis man ikke vil tabe hans Bevaagenhed og
+udsætte sig for at blive kastet paa Gaden. Han tager paa denne Maade ind
+baade i Pose og Sæk, og naar den Snes Aar er gaaet, for hvilke han har
+lejet Jorden, hvorpaa Citéen staar, kan han med fyldte Lommer forlade
+Bestillingen. Gydens Hytter har ikke været bestemte paa at gjøre Tjeneste
+længer, de er faldefærdige, uden Døre, uden Vinduer, uden Tage tidt.
+Ejeren lader dem rive ned af egen Drift, eller ogsaa bliver han tvungen
+dertil af Sundhedspolitiet. Citéen forsvinder sporløst, men samtidig har
+der paa andre Tomter af Pauperismebæltet rejst sig nye. Hvad Værten
+angaar, har han hurtigt aflagt Træskoene og Kyperforklædet, har kjøbt sig
+Jord og Villa i en af de smilende Landsbyer omkring Paris, indtager snart
+der den ansete Position, som følger Hundredetusinderne i Tilgift, og er
+han en snild Politiker, kan han meget godt ende med at blive Maire i
+sin Kommune.
+
+Et prægtigt Exempel af Arten findes ved Indgangen til en af de talrige
+Citéer, der som en forunderlig Modsætning har bunket sig sammen i den
+nærmeste Omegn af Vidunderanlæget Buttes-Chaumont. Det er Typen paa en
+Skjænkevært: tyk, jovial, med røde Kinder, der strutter af Sundhed, smaa,
+snilde Øjne, der altid griner, bred og kordial i sin Façon,
+tilsyneladende Godmodigheden selv. Han har, som han selv udtrykker sig,
+"nitten hundrede Sjæle" i sine Citéer, altsaa flere end der findes i
+mange af vore Provindsbyer. Da der i disse Gyder, Cité Tarn, Cité Gand,
+Cité Philippe, og hvad de allesammen hedder, ikke er mere end i det Hele
+knap fire hundrede Beboelsesrum, kommer der altsaa gjennemsnitlig fem
+Personer paa hvert Rum. Til hvilken Klasse af Samfundet de henhører, er
+det Eneste, den iøvrigt særdeles meddelsomme Vært ikke ser sig i Stand
+til bestemt at oplyse. Der er lidt af Alleslags, siger han, de ernærer
+sig som de kan; forudsat de betaler, blander han sig ikke i deres private
+Affærer, Pengene gjælder for ham ligemeget, paa hvilken Maade hans Lejere
+saa har taget dem ind. Der er en meget stor Rimelighed for, at han i
+Virkeligheden ogsaa staar sig bedst ved ikke at undersøge det; den
+moralske Finfølelse hos disse nitten hundrede Sjæle er næppe af den
+delikateste Natur.
+
+Hovedcitéen er ligesaalidt hos ham som andetsteds overdreven smal; kun i
+de smaa Siderender, som i Aarenes Løb har skudt sig ud fra den, skinner
+Dagslyset aldrig ind. Den selv ligner ved første Øjekast nærmest en eller
+anden Baggade i et lille Fiskerleje. Men seer man nøjere til, bliver
+Forskjellen hurtigt tydelig. Fattigdommen i den afsides Krog paa Landet
+har over sig et Præg af stille Resignation; dens Beboere lider ikke under
+den, fordi deres Fordringer til Livet aldrig gaar ud over de tarvelige
+Kaar, hvori de lever. I Citéen derimod er det ikke blot Armod, man møder,
+det er Miseren i dens mest skrigende Fortvivlelse, menneskelig Elendighed
+og desværre tillige menneskelig Degradation under dens mest
+afskrækkende Former.
+
+Hver enkelt Hytte har Rum for en ti, tolv Familier. De, der boer ovenpaa,
+er de heldigst Stillede. De maa ganske vist klattre op ad en Hønsestige,
+der tilmed ikke er anbragt indvendig, men udenpaa Bygningen, og de maa
+deroppe famle s5g frem gjennem en lang, smal og bælgmørk Gang, før de kan
+finde Døren til deres Værelse; men de har saa til Gjengjæld den Luxus at
+være i Besiddelse af et Vindue. Om det end meget hyppigt har flere Ruder
+af Papir end af Glas, saa er det dog altid muligt gjennem det at lade
+lidt slippe ind af Luft og Lys. Stueetagens Beboere derimod maa ofte lade
+sig nøje alene med en Dør. Lukkes den, ophører enhver Udvej til at se
+derinde ved Hjælp af Andet end den lille Blændlygte, der hører til i alle
+disse Huler. Det er den, der bruges under de natlige Expeditioner, naar
+Citéernes Befolkning gaar paa Rov efter Klude, Cigarstumper, bortkastede
+Frugter og Grøntsager eller andre Gjenstande, som det er mindre
+tilladeligt at tage, hvor man finder dem. En Lampe derimod, selv af den
+tarveligste Beskaffenhed, er noget ligesaa Ukjendt her som Kamin eller
+Komfur. Har man en sjelden Gang nogle Sous tilovers til en Haandfuld
+Brænde, saa laver man sig simpelthen et Baal paa Gulvet, sætter en
+Kogekjedel, som man har laant hos Skjænkeværten, over det og lader Røgen
+flagre, som den vil. Og skulde det næsten Utænkelige arrivere, at man
+arbejder hjemme og kan faa saameget for dette Arbejde, at det kan betale
+sig at brænde Lys til det, saa rækker samme driftige og tjenstvillige
+Vært ogsaa i denne Henseende en hjælpsom Haand ved Udleje af Smaalamper i
+timevis. Til daglig Brug staar man sig sandt at sige bedst ved ikke at
+se; det, som Øjet kan opdage herinde, er alt Andet end hyggeligt. Hvad
+Bohave angaar, indskrænker det sig til et Minimum. Den forekommende Vært
+stiller ingen Fordringer i saa Henseende, naar han blot faar sin Leje
+betalt forud. For hans Skyld kan man flytte ind uden Seng engang. Men den
+mangler kun sjelden, og gjør den det, er den altid det første,
+_Assistance publique_ leverer. Kun naar Vinteren er meget kold,
+forsvinder den stundom; den hugges efterhaanden itu til Pinde, som man
+kan varme Kaffe ved. Til Natteleje kan man tilnød tage til Takke med en
+Bunke Klude. Selv naar Sengen er der, maa dog en Part af Familien tidt
+gjøre det. Thi om man end ingen Fordomme har med Hensyn til Kjøn og
+Alder, saa kan dog en halv Snes Personer vanskelig faa Plads paa et og
+det samme Leje, og det er langtfra nogen Undtagelse, at det elendige Rums
+Beboere naaer op til et saadant Tal. Der er næsten altid Børn i Masse;
+ynkelige, smaa, gule, forkrøblede Væsener, uden Kjød og uden Klæder paa
+Kroppen. Man faar et Billede af dem ved at huske paa de Figurer, man i
+illustrerede Blade har seet af Hungersnøden i Indien. De gjør et næsten
+forfærdeligere Indtryk, oversaaede, som de i Regelen er, med Bylder og
+Udslet af enhver Art. Hvorledes de kan leve og voxe op i disse Hulers Nød
+og Pestasmosfære, er en Gaade. De gjør det imidlertid, man træffer
+femten- og sextenaars Ynglinge, der er fødte i Citéen og har tilbragt
+hele deres Liv der. Jeg saae et Par Stykker en Dag under et Besøg. De laa
+og drev paa Sengen med; en Roman af Ponson du Terrail, hvori den ene
+læste højt. I en Krog sad et gammelt fjollet Fruentimmer, som man vilde
+have anseet for gal, hvis Absinthflasken ved Siden af hende ikke havde
+angivet en anden Grund til den Tilstand, hvori hun befandt sig. Paa
+Gulvet laa en lille, syv-otte Aars Pige og legede med et Spil
+gjennemsigtige Kort af den Slags, som sælges i Smug paa Boulevarden. Det
+var Moder, Sønner og Datter. Den Lilles oprørende Legetøj forklarede,
+hvad der var hendes Brødres Levevej, og hvorfra, den forholdsvise
+Velstand i Stuen kom. Der stod endogsaa Rester af Kjød og Vin paa Bordet.
+Himlen skal vide, at de har været dyrt betalte.
+
+Til daglig Brug kommer der kun sjelden saadanne Lækrerier ind i Citéen.
+Man er tilfreds, naar man kan kjøbe sig et "Assortiment", det vil sige en
+Tallerkenfuld Smaastumper af forskjellige Slags Ost, Pølser, Løg, der
+oprindelig har været kogte i en eller anden Ragout, samt andre Rester af
+Spisevarer, der ikke lader sig definere. Marseillanerne har en Ret, de
+kalder Bouilleabaisse; det er alle de Fisk, der drages op i samme Net,
+kogte sammen. Assortimentet er paa lignende Maade hele den brogede
+Fangst, Høkeren i Cité de Tarn bringer med i sin Pose, naar han efter
+Middagstid vender hjem fra de smaa Restaurationer, hvor han for nogle
+Sous har kjøbt de Levninger fra Gjæsternes Tallerkener, som Folkene i
+Kjøkkenet ikke gad spise. Hos ham gaar de af som varmt Brød; Properhed er
+et Begreb, man ikke kjender her, og Smagen er allenfals mere krydret end
+den, der endnu sidder i Kjødet paa de tørre Ben, man har samlet op,
+Guderne veed hvor, men som altid kappes med Klude og gammelt Jernkram om
+at oversvømme Borde og Gulv i disse Elendighedens Hytter.
+
+Sligt kan man finde i Luxusstaden Paris, en Snes Minutters Vej fra Avenue
+de l'Opéras Millionærhoteller og fra Rue de la Paix's Diamantbutiker. Et
+eneste af disse Butikers Vinduer vilde være nok til at skaffe samtlige
+nittenhundrede Sjæle, som boer tilleje hos Skjænkeværten i Rue de Meaux,
+en menneskelig Tilværelse for hele Livet. Kejserdømmet bildte sig ind at
+forstaa, at det var galt som det var, og det gav Pauperismebæltets
+Stedbørn--Buttes Chaumont. Nogle faa Skridt fra de beskrevne Huler breder
+sig dets Tusind og en Nats Anlæg. Det er en af Paris's mest beundrede
+Seværdigheder, en romantisk Fedekoration, undfanget i en Digterdrøm og
+gjort til Virkelighed med kejserlig Rundhaandethed. Søer og Vandfald
+under prægtige gyngende Broer, Klippevildtnis med slyngende Roser,
+fløjelsbløde Plæner, stolte Træer og blomstrende Busketter, Alt er her,
+hvad der kan gjøre en Park uforlignelig. Alle Fremmede, der besøger
+Paris, slaar Hænderne sammen i Forbauselse over dette Eden. Men Citéernes
+Befolkning kommer der rigtignok aldrig. Den, der sulter og fryser, har
+ingen Sands for Blomster og Fontæner. Det er Andet, disse Ulykkelige
+trænger til. Elendigheden er én Kræftskade paa den store By, som aldrig
+helt kan ryddes ud, det er sikkert nok. Men en omhyggelig Læge, der
+kjender Ondet tilbunds, kan mildne det og hindre det i at brede sig. For
+den tredie Republik er det en Livssag, at den lægger sig efter at lære
+denne Kunst.
+
+[Illustration: "Buttes-Chaumont"]
+
+Samfundets Bundfald.
+
+Omtrent paa Midten af sit Løb gjennem Paris deler Seinen sig i to Arme,
+der omslutter Øen, hvorfra den uhyre Stad engang er straalet ud. I
+Aarhundreder var denne Ø Byens Hjerte. Der stod dens Kongers Borg og dens
+stolteste Gudshus. Men Tiderne har skiftet. Det er andet Blod nu, der
+strømmer gjennem Kæmpestadens Aarer, end det, hvis Hjertekamre var Kirker
+og Kongeborge. Seineøen ligger trist og stille nu. Det Paris, som lever
+og stræber, har Ingenting med den at bestille; kun det, der har lidt
+Skibbrud i Kampen for Livet, sender en underlig Skjæbne tilbage til den
+gamle Moderø. Paa den ligger Hotel Dieu, de Syges store Hus,
+Justitspaladset og La Morgue, Boden, hvor de ukjendte Lig stilles ud, der
+fiskes op af Floden.
+
+Ingen af de Bygninger er hyggelige Steder, uhyggeligst dog en, der danner
+Annex til Templet for den menneskelige Retfærdighed. Den er et Slags
+Forgaard til det, om man saa vil. Gjennem den maa smaa og store Syndere
+uden Forskjel, alle de problematiske Existenser, hvis Liv er saa
+ureglementeret, at det støder Samfundet paa Albuerne. Og deres Tal er i
+Verdensstaden uhyre. Tohundrede Personer om Dagen, det vil sige en Armee
+paa over halvfjersindstyve-tusind Individer, Mænd, Kvinder og Børn,
+passerer aarlig gjennem "Politipræfekturets Depot".
+
+Saaledes lyder det ejendommelige Navn paa en ejendommelig Ting. Det
+klinger stygt, men det er betegnende. Bygningen er i Virkeligheden
+Politiets store Oplagsplads for alt det Bundfald, Seinebyens Menneskehav
+sætter af mellem Åar og Dag. Der sondres og sorteres det, men derind
+kommer det Altsammen _pêlemêle,_ Størsteparten leveres fra
+Politistationerne. Alt det Vildt, Sergenterne i Løbet af Natten og Dagen
+fanger, bringes til disse Stationer, hvor en første Undersøgelse gaar for
+sig. Skyldes Anholdelsen en aabenbar Fejltagelse eller en ubetydelig
+Forseelse, slippes den Fangne strax igjen. Men synes Sagen at have en
+noget mere graverende Natur, gjemmes Vedkommende foreløbig "au violon",
+som det hedder, til Depotvognen kommer og tager Læs paa. Fem, sex Gange
+daglig kjører den rundt og henter sine Ladninger til den stygge,
+graasorte Bygning ved Siden af eller rettere under Justitspaladset.
+_Panier à salade._ kalder Argot-sproget en saadan Ladning, og broget er
+den virkelig som en Grøntkurv. Men endnu mere broget er dog selve
+Depotet. Thi ikke blot den store Fællesvogn bringer Gjæster til det; ved
+Siden af dens ordinære Rykind er der den finere Portion, som kommer
+enkeltvis i Fiakrer eller vel ogsaa af og til i elegante Herskabsvogne,
+Depotets Honoratiores, som man har gjort den Ære at anholde hjemme hos
+dem selv i Kraft af en personlig Arrestordre. Passagen gjennem Depotet er
+obligatorisk for Alle, hvem Loven lægger Haand paa. Enkelte bliver der
+kun Timer, Andre maa vente en hel Uge, før man oppe i Justitspaladset
+faaer truffet Bestemmelse om deres Skjæbne. To Dage skulde i Grunden være
+Maximum, men det overskrides ofte. Mange bliver sendte bort simpelthen
+med en Advarsel om ikke at lade sig fange igjen; Pariserpolitiet er saa
+humant som muligt, maaske ikke mindre af den Grund, at dets Fængsler
+langtfra vilde have Plads, hvis man skulde fare strengt tilværks mod det
+uendelige Hobetal af Vagabonder og den Slags Fyre. Kun de, mod hvem
+Sagsanlæggelse er nødvendig, flyttes til Mazas, det store Cellefængsel
+overfor Lyonerbanegaarden, hvor man gjemmer de Anklagede, saalænge
+Processen staar paa.
+
+Dag og Nat er Depotet aabent, Dag og Nat er der uafbrudt Bevægelse.
+Greffierens Pen staar næsten aldrig stille. Det er ham, der fører de
+indbragte Bundfaldsladninger tilbogs, den første Forholdsregel, som den
+Anholdte maa underkaste sig. Han holder ikke af den; hans Navn er tidt
+det værste Vaaben imod ham, det giver Justitsen Mulighed i Hænde for at
+forfølge hans tidligere Synderegister, og det er ofte meget langt. Af den
+Grund, og af andre med, hører det da ogsaa til Sjeldenhederne, at han
+strax er ærlig og tilstaar det. Undertiden støder, man paa en
+Halsstarrighed uden Ende. I Slutningen af Kejserdømmets Tid blev en Mand
+anholdt, fordi han vilde forcere Indgangen til Saint-Cloud. Han paastod
+at hedde Sidi-Sahel og være overordentlig Gesandt fra Nana Sahib til
+Napoleon III. Da han hverken kunde tale Hinduisk eller Engelsk, indsaa
+man snart, at det var en Fabel. Fængselslægen erklærede ham for gal, og
+han blev sendt til Bicêtre. Men Hospitalslægen mente, at han havde sin
+fulde Forstand, og sendte ham Retour. I et Aars Tid turede han frem og
+tilbage mellem Depotet og Galehuset, uden at noget af dem vilde beholde
+ham. Saa fandt man endelig paa, at han maatte være Udlænding, og
+transporterede ham til Grændsen. Men nogle faa Dage efter anholdtes der
+for Vagabondering en Person, som kaldte sig Reybaud, og som ved nærmere
+Undersøgelse viste sig at være identisk med Nana Sahibs Gesandt. Det var
+umuligt at faa ham til at tilstaa sit rette Navn. Først efter flere Aars
+Forløb kom man ved et Tilfælde under Vejr med hans Hemmelighed. Han havde
+været i Kompagni med en Vinhandler, der var gaaet fallit, og opfundet
+Romanen om Nana Sahib, fordi han bildte sig ind, at enhver Falent uden
+Skaansel blev sendt paa Galejerne. Historien er kun et Exempel mellem
+utallige paa, hvilke Vanskeligheder det parisiske Opdagelsespoliti paa
+alle Kanter har at kæmpe med i den store Stads Myretue, hvor der kun
+undtagelsesvis er Naboer og Gjenboer til at give Besked. Selv for deres
+Vedkommende, som ikke kommer første Gang i Depotet, er en Gjenkjendelse
+besværlig. Man havde tidligere Forbryderalbummet som Hjælpemiddel. Men
+det tæller allerede over hundrede tusinde Billeder, og i en saadan Mylr
+er det ikke godt at hitte Rede. Ganske snildt er der da fundet paa en ny
+Forholdsregel. De Anholdte maales ligesom Soldaterne, og deres Højde
+fører Greffieren tilbogs sammen med de øvrige Oplysninger. Albummet har
+Afdelinger for hver Tomme og Underafdelinger for hver Linie;
+Eftersøgningen er paa den Maåde lettet i betydelig Grad.
+
+Maalningen gaar for sig strax ved Ankomsten til Depotet, og samtidig
+finder der en Visitation Sted. Depotgjæsterne maa kverken have skarpe
+Redskaber hos sig, ved Hjælp af hvilke de muligvis kunde begaa Selvmord,
+eller Penge over et Beløb af ti Francs, Først naar hele dette
+Indtrædelsesceremoniel er overstaaet, foregaar Sorteringen. Thi der er
+Sortering; ikke engang i Politipræfekturets Depot respekterer man fuldtud
+den Lighed, som Franskmændene holder saa meget af at føre i Munden ved
+alle Lejligheder, men som hos dem er maaske endnu meget mere Mundsvejr
+end andetsteds. Den staar hugget ind paa alle deres offentlige Bygninger;
+det er det Hele, saa mener de, de har Samvittigheden fri.
+
+[Illustration: Maalningen i Depotet]
+
+Selvfølgelig har Depotet først og fremmest sin Mandfolke- og sin
+Fruentimmerside, skarpt adskilte, det var ikke godt Andet. Men paa begge
+Sider er der igjen forskjellige Kategorier. Man har den store ordinære
+Fælleshal, Rummene for _les habits noirs_ og Cellerne. I de sidste kommer
+Forbrydernes og Samfundets Aristokrati, dels Morderne, de store
+Indbrudstyve og lignende farlige Individer, dels som Begunstigelse den
+socialt højtstillede Portion af de Anholdte, der vilde vække for megen
+Opsigt selv mellem "de sorte Kjoler". Det er nemlig kun en Eufemisme;
+mellem dem indregistreres Alle, hvis Kostume ikke bestaar af lutter
+Pjalter. At lade dem tilbringe en Nat i den ordinære Depotsal vilde i
+Virkeligheden være en Grusomhed slet og ret. Et mere pestbefængt Sted kan
+man ikke tænke sig. Det er et kryptagtigt Rum, baaret af fire Piller, med
+Betongulv, smaa, gittertremmede Vinduer, altid halvmørkt, klamt og hyllet
+i en Atmosfære, i hvilken kun de Lunger kunne funktionere, der ere vante
+til Forstadsgydernes Huler. Man faar nærmest Indtrykket af, at man er i
+en uhyre Kvægstald. Langs Væggene findes Feltsenge, som slaas op om Dagen
+sammen med Halmmadratserne, der tjener til Natteleje for den store
+Pluralitet, som maa sove paa Gulvet. Depotet er nemlig altid overfyldt,
+denne forfærdelige Samling af Banditter og Lazaroner ligger pressede
+sammen som Sardiner i en Æske, og det hænder ovenikjøbet tidt, at
+Korridorer og andre Lokaler maa tages til Hjælp. Man kan tænke sig,
+hvilken Uhumskhed der hersker i denne Menneskemødding. To, tre Gange
+daglig, medens Fangerne føres ud i Gaardene for at trække Noget, der
+kaldes frisk Luft, overskylles Senge, Gulv og Mure med Strømme af Vand.
+Men det hjælper kun lidt. Blev det ikke gjort, siger Fangevogteren, vilde
+Murene efter to Dages Forløb give sig til at spadsere alene.
+
+[Illustration: Fællessalen i Politipræfekturets Depot.]
+
+Det kan vanskeligt være anderledes. Hovedparten af Fællessalens
+Befolkning er nemlig slet og ret Vagabonder, der kun have Tag over
+Hovedet netop de Nætter, de befinder sig i Depotet. Til daglig Brug sover
+de under Concordebroens Buer, mellem Teglværksovnene ude ved Barrières
+d'Amérique, i Champs-Elysées Busketter, naar der er Løvværk og varme
+Nætter, eller i ubeboede Sommervillaers Lysthuse, naar der kommer Sne og
+Vinterfrost. Politiet kjender ganske vel deres Yndlingssmuthuller, og
+naar det engang imellem beslutter sig til at foretage Razziaer der,
+vender det altid tilbage med rigelig Fangst. Men det lader dem som oftest
+i Fred. Allerede nu er der en Snes tusind Anholdelser aarlig for
+Vagabondering; søgte man grundigt efter, vilde Tallet blive altfor uhyre.
+Paris lokker og drager saa stærkt. Fra det øvrige gamle Evropa vandrer
+man ud; alle de uregelmæssige Existentser, hvis Eventyrtrang ikke kan
+finde Tumleplads i Hjemmet, søger hinsides Havet til den store,
+ubekjendte nye Verden. Kun Frankrig præsterer ingen, eller i hvert Fald
+forholdsvis yderst faa Emigranter. Franskmændene har nu engang Rædsel for
+at expatriere sig. Deres Amerika er Paris; der, foregjøgler deres Fantasi
+dem, er der Plads for Alle, der er der Guld og grønne Skove at tjene,
+Rigdom, Position, Livsnydelse at hente, saasnart man blot strækker
+Haanden ud. Om de mange Tusinder, der gaar ynkeligt tilgrunde i den store
+Stads Livskamp, tier Rygtet, men om de Enkelte, hvem heldige Chancer
+bringer i Vejret, bærer det Beretninger ud til alle Kanter. Og disse
+Beretninger er en farlig Fristerinde; man tager den sjeldne Undtagelse
+for almindelig Regel, hvad den Ene har naaet, mener man, maa være let at
+naa ogsaa for alle Andre. Kunde man tælle dem, der Aaret rundt kommer til
+Paris uden Ressourcer, men med usvigelig Tro paa, at de kun behøver at
+sætte Foden paa den parisiske Stenbro for at gjøre deres Lykke, vilde man
+faa et rentud forfærdende Tal. Det er ikke alene fra Provindsen, de
+kommer; det er fra Udlandet ogsaa. Jeg har liggende for mig en Statistik
+over de i et enkelt Aar foretagne Arrestationer af Vagabonder; over fire
+Tusinde er Udlændinge. Talrigst repræsenteret er naturligvis det nære
+Belgien og Holland, derefter kommer, ganske karakteristisk hver paa sin
+Vis, Italien og Preussen, det sidste med over fire hundrede Individer.
+Danmark er et af de faa Lande, som ikke findes i Fortegnelsen, Sverig og
+Norge har kun nogle ganske faa Repræsentanter, Island derimod hele
+elleve. Selv de fjerneste Egne af Verden, Kina, Persien, Japan, Afrika,
+Tartariet og Bukariet, har sendt deres Kontingent. Tidt og mange Gange
+dumper disse Ulykkelige ned i den store By uden engang at kunne tale dens
+Sprog. Saasnart deres faa Spareskillinger er opbrugte, er der for dem
+intet Andet at gjøre end at lade sig samle ind af Politiet; Medlidenhed
+og Hjælpsomhed er Dyder, der kun findes sjeldent i Paris. Men selv om de
+Indvandrende ikke har denne første store Betingelse for at lide Skibbrud,
+selv om de kommer fra Provindsen med fyrig Arbejdslyst og robuste
+Kræfter, er det derfor ikke altid sagt, at de finder deres Brød i
+Millionstaden. Livskampen er sværere der end nogetsteds, Existensudvejene
+ganske vist mange, men Konkurrenterne til dem endnu mange, mange flere.
+De stritter imod saalænge, indtil den værste Sygdom af alle: Trang og
+Sult, endelig faar Bugt baade med Humør og Arbejdslyst og Kræfter. Det er
+uberegneligt, hvad den i Paris aarligt hverver af Rekruter til den store
+Vagabondhær.
+
+Mandfolkene gaar over i den, kvinderne i en anden, der er endnu værre og
+uhyggeligere. Som Pluraliteten af Depotets Befolkning paa Sværdsiden er
+Vagabonder, saaledes er den paa Spindesiden løsagtige Fruentimmer.
+Politiets Runder gjør ogsaa af denne Art Sambundsbundfald hver Nat en
+altfor rigelig Fangst paa Paris's Gader: Kvindeafdelingens Fællessal er i
+Regelen ikke mindre overfyldt end den mandlige, Selskabet der er maaske
+tilsyneladende proprere, men i Virkeligheden sunket nok saa dybt. Silken
+og Fløjlet er bedragerisk som Kindernes Sminke. Jeg har i Depotet set
+Fruentimmerne med ægte Zobelskinds Pelsværk og Diamantsmykker til
+Tusinder; forhørte jeg mig om deres Historie, var den i Regelen saa
+omtrent den samme. Fædrene samlede Klude, og Brødrene arbejdede paa
+Galejerne; de diamantoversaaede Damer selv var Stamgjæster i Depotet.
+
+Det er i det Hele taget Massen af den store Hær. Først og fremmest kommer
+Vagabonderne stadig igjen. For dem har Depotet intet afskrækkende;
+saasnart Visiteringsformaliteten er overstaaet, er det Første, man gjør,
+at bringe dem et Brød. Den franske Justits har den humane
+Betragtningsmaade, at enhver Lovovertræder, den fanger ind, kan være
+kommen i Konflikt med den som Følge af Sult. Den kjender sit Paris, den
+veed, at intet Aar gaar hen, uden at der udenfor dets Gaders straalende
+Butiker segner Ulykkelige, hvis Død, hvor utroligt det end klinger, ikke
+skyldes nogen anden Grund end Hungersnød. Den veed ogsaa, at dens Depot
+aldrig er saa overfyldt som i Ugerne efter Flyttedagen. De stakkels
+Familier, der er kastede paa Døren af ubarmhjertige Værter, vandrer om og
+skjuler sig, hvor de kan komme til, saalænge indtil Børnene begynder at
+skrige efter Brød. Saa maa Moderens Rædsel for Depotet vige, og hun
+melder sig selv. Straffens Forhal bliver i dette Tilfælde til
+Barmhjertighedens. Depotet giver de Ulykkelige Føde og Husly, indtil
+Politiet finder Udveje til at anbringe dem andetsteds. Men det er netop
+denne dets Rolle som Forsørger, som Vagabonderne saa ofte misbruger. Der
+er dem, der i Grunden har Depotet til regelmæssigt Standkvarter og kun
+fjerner sig for nogle Dage, naar Eventyrtrangen kommer over dem. Der
+fortælles om en saadan episk Vagabond, Victor Tuleu, at han har været
+anholdt ikke mindre end henved firsindstyve Gange, endnu før han naaede
+Trediveaarsalderen. Det var aldrig for egentlige Forbrydelser, men kun
+paa Grund af hans nomadiske Tilbøjeligheder. Man dømte ham, han sad sin
+Tid, og naar han saa slap fri, begyndte han strax igjen paa sin planløse
+Strejfen om. Var det stygt Vintervejr, tiltalte Friluftslivet ham ikke
+mere, og Politiet lod for lang Tid gaa hen, før det fandt ham paany, gik
+han selv til Depotet og meldte sig. "Det er mig, Tuleu," sagde han; "jeg
+har hverken Existensmidler eller fast Bopæl, det er bedst, I spærrer
+mig ind."
+
+Han begyndte, da han var elleve Aar, og han er i saa Henseende ikke nogen
+Undtagelse. Gjennemsnitlig tre Tusind af de Personer, der i Paris aarlig
+anholdes for Vagabondering, er Børn. Hjemmet i Forstadshulerne er kun
+altfor tidt daarlig skikket til at holde paa dem, og Livet ligger saa
+lokkende lyst og let udenfor i den store, glimrende By. Forældrene gjør
+vel i Regelen ikke overvættes Anstrengelse for at holde paa dem; en Mund
+mindre at forsørge er altid saa Meget vundet. Det hænder tilmed ikke
+sjeldent, at de med Villie kaster de ganske Smaa ud for Vind og Vove,
+naar de falder dem til Besvær. Hittebørnshospitalerne, som vi kjender dem
+fra de ældre franske Dramaer, existerer ikke længer i Paris, men Depotet
+har erstattet dem.
+
+[Illustration: Hittebørnene og deres Vogter.]
+
+Der er i det en særegen Sal for Børn, som Politiet har fundet paa Gaden,
+og som endnu ikke er i den Alder, at de kan give Oplysninger om, hvor de
+hører hjemme. Det er et af de uhyggeligste Lokaler af dem alle. De
+stakkels Smaa ligger der i Rad med en stor Tavle paa Ryggen, hyorpaa
+staar deres Nummer og af og til et Fornavn, den eneste Oplysning om deres
+Existens, som de har kunnet give. De ligger og venter paa, at Forældre
+eller Paarørende skal komme og søge dem. Men i de ni Tilfælde af ti
+kommer der Ingen. Man er flyttet og har benyttet Lejligheden til, som af
+Vanvare, at slippe Barnet et Sted paa Gaden, hvor det selv var ganske
+fremmed, og hvor hverken Naboer eller Gjenboer kunde give Oplysning om
+det. Enkelte af de Forladte ligger paa deres smaa Senge og græder efter
+Fader og Moder, men Pluraliteten finder sig saare roligt i deres Skjæbne.
+Det gaar vel de Fleste som den lille Pige, der blev spurgt, om hun havde
+det godt, hvor hun var. "Ja," svarede hun, "for her faar jeg Noget at
+spise hver Dag."
+
+Depotet har altsaa ogsaa sine Uskyldige. Men de findes heller ikke
+undtagen netop i denne Kategori eller i de med den beslægtede: Oldinge i
+Barndom, der er blevne samlede op paa en Bænk i Champs Elysées, Fremmede,
+der vandrer om i Labyrinthbyens Gader uden at kunne tale et Ord Fransk,
+Gale eller Folk, der har gjort Forsøg paa Selvmord og vægrer sig ved at
+love, at de ikke vil gjentage det. Det parisiske Politi er meget varsomt
+med at foretage Arrestationer uden at være ganske sikker. Hænder det i
+eet Tilfælde af Tusinde, at en sagesløs Person bliver spærret inde i
+Depotet, er det Højden. Det langt overvejende Flertal er Folk, som man
+har havt et vaagent Øje med længe, før man lægger Haand paa dem, eller
+ogsaa Misdædere, der gribes paa fersk Gjerning. Fire Femteparten af de
+Anholdte hører til den sidste Sort. Alleroftest er det gamle
+Depotgjæster, der gaar gradevis nedad; har de engang havt Foden indenfor
+Fængslet, hører det til Undtagelserne, at de ikke kommer igjen. Det er en
+Regel, der kan drages ud ikke alene af Paris's Politihefter; moderne
+Sociologer er i Færd med at konstatere den allevegne Verden over. Inden
+mange Aar vil den muligvis have ført til en total Omformning af det hele
+Straffevæsen. Fortiden har straffet; det er Fremtidens Opgave at finde
+Midlerne til at forbedre. Sagtens vil det blive en af dens vanskeligste;
+men det maa siges til den franske Republiks Ære, at den ogsaa paa dette
+Punkt seer Forpligtelsen til at gaa i Spidsen for sin Tid. De
+forestaaende Lovforslag mod Recidivisterne er i Virkeligheden ikke Andet
+end et anende Fremsyn over Vejen, der i saa Henseende er at gaa. Paris's
+store Fællesfængsler, disse Lære- og Opdragelsesanstalter for
+Forbrydelsen, er i Færd med at forsvinde. Man har endnu Saint-Pélagie og
+det forfærdeligere Saint-Lazare, Kvindefængslet, hvor alle de
+Indespærrede, ligegyldigt hvilken Kategori de tilhøre, blandes mellem
+hinanden uden Hensyn. Men i Mazas og La petite Roquette, Børnefængslet,
+er allerede Cellesystemet indført. Straffekolonierne er det næste Skridt
+paa Vejen.
+
+Men det maa gjøres snart; der er _periculum in mora_. Med uhyggelige Tal
+viser Politiets Statistik, hvorledes Forbrydelsernes Antal er i stadig
+Stigen i Paris. Den sidste Snes Aar er ikke langtfra at have fordoblet
+det. En misforstaaet Seen gjennem Fingre med Meget hos Republikens
+Autoriteter er maaske ikke uden Skyld for de lavere Samfundslags
+Vedkommende, i de højere er det ganske sikkert Børssvindelens Fristelser,
+der spiller en væsentlig Rolle i Forøgelsen. Alverden er besat af Mani
+for at gjøre Forretninger. Depotets Lister er der for at vise, hvordan
+det kun altfor tidt hænger sammen med disse Forretninger. "Der gaar
+næsten ikke en Dag," sagde Fangevogteren mig, "uden at vi faar fine
+Herrer herind." Han har Ret; alle Stænder er repræsenterede i
+Samfundsbundfaldets store Pakhus. Man kan tage Listerne fra
+hvilketsomhelst af de senere Aar. Man finder Bankierer og Advokater, høje
+Embedsmænd og Officerer, Kunstnere og Forfattere, man finder Navne, der
+har hørt til de mest ansete i Frankrigs Historie. Politipræfekturets
+Depot er i videste Forstand Vrangsiden af Paris, Hjemmet for Alt, hvad
+Luxusbyen gjemmer af Styghed og Misère.
+
+[Illustration.]
+
+[Illustration: Udenfor Café de la Paix.]
+
+
+
+
+KAFÉ- OG GADELIV.
+
+
+I.
+
+Paris har mellem det Meget, der gjør den til en By _à part_, een Ting,
+som Alle, selv de, der nødigst vil synge dens Pris, maa indrømme er noget
+Mageløst: den har sine Gader. Man maa absolut Være skabt som en Kvæker
+for ikke at holde af dem. Og endda. Der var to--Kvækere mener jeg--, der
+nylig kom over fra Hendes britiske Majestæts alvorlige Land for at
+prædike Bod og Omvendelse i det moderne Babylon. De havde ikke været fem
+Minutter paa Boulevarden, før de slog Kors for sig og tog Rejsepas igjen.
+Det var dem for ugudeligt. Det vil sige, de mærkede, at Fristeren kom op
+i dem, og var de bleven fem Timer istedetfor fem Minutter, saa vilde det
+have endt med, at det var dem, der var bleven omvendte.
+
+Der var ogsaa engang en Herre fra Danmark, der, da man spurgte ham, hvad
+han saa syntes om Pariserboulevarderne, resumerede sit Indtryk i et: Aa
+jo ... saamænd, men de mangler Arkitektur. Det er muligt. Naar man ikke
+paa længere Tid har været i Kongens Kjøbenhavn, taber Ens Blik let sin
+kritiske Skarphed i saa Henseende. Men mangler de Arkitektur, saa har de
+Liv istedetfor, et Liv af en ganske ejendommelig Art. Det lokker ud som
+Solskin paa en Dag i Maj, og det holder fast som disse forunderlige,
+stille, lyse Sommernætter, i hvilke man gaar og driver med gode Venner
+under Armen og aldrig kan bekvemme sig til at gaa hjem. Man føler
+Menneskebadet i disse Gader som en Foryngelse. Tryk og Tyngder, som laa
+paa En, gaar væk; Livslysten begynder at krible, Humøret kommer op. Man
+fyldes af Velbefindende, man nyder, man lever; der er noget Æggende i
+Luften, en Ozon af Fest, som man aander ind, og som sætter Fart i En fra
+Top til Taa.
+
+Pariserboulevarden er nemlig en Gade af fuldstændig særegen Beskaffenhed.
+Det er ikke blot Færdselen, Mylret, den brogede, mangfoldige
+Verdensstadskolorit, der gjør den til, hvad den er. Af den Slags Liv har
+London ligesaa meget og mere endnu. Men hvilken Forskjel er der ikke
+alligevel! I London er Gaden simpelthen en Forbindelsesvej mellem to
+Punkter, et, som man forlader, og et andet, som man skal til. At naa
+dette sidste i den korteste Tid og med de mindst mulige Forhindringer,
+bliver i det samme Øjeblik man sætter Foden udenfor Døren den eneste
+Tanke, man har. At være paa Gaden blot for at være der, lader sig aldeles
+ikke gjøre. Overalt omkring sig har man travle Mennesker, der farter
+afsted med lange Skridt og klemmer sig gjennem Trængselen for at komme
+frem. Vognene ruller og ruller, Kuskene pidsker paa, den tusindtungede
+Støj glider ligesom sammen i et eneste Raab: afsted, afsted, afsted! Man
+seer Ingenting, man sandser Ingenting, man føler kun Stimen, der er
+bagved, man synes, den vilde vælte over En og lukke sig og begrave En,
+hvis man standsede, og man tumler da med i det rastløse Jag. Man gaar og
+gaar og gaar og bliver først Feberen kvit og kan trække Vejret igjen,
+naar man er ved Maalet.
+
+I Paris derimod er det anderledes: Selv hvor Farten og Færdselen er
+størst, er der ikke noget Aandeløst ved den. Folk har nok travlt hist og
+her, men man lægger knap engang Mærke til det, de forsvinder mellem
+Mængden, der ikke har det, mellem dem, der sidder paa Kaféernes
+Fortougsstole, staar i Gadedøre eller i Grupper paa Trottoiret og
+passiarer, driver langsomt op og ned for at drive. Man har en
+Fornemmelse, som om man var paa Fornøjelsestour, for at hvile sig, for at
+se og standse, hvor der er Noget at se, lukke Øjnene rigtigt op og fylde
+sig med Indtryk. Man er gaaet ud for en Timestid og for at besørge Et
+eller Andet, men uden at man veed af det, er Dagen tilende, og naar man
+kommer hjem, opdager man, at man har glemt det, man var gaaet ud for.
+Gaden har underholdt, moret En, saa man ikke har kunnet rive sig løs fra
+den, og saa har den lagt Beslag paa En helt. Man har ikke noget Øjeblik
+følt sig paa en Landevej, hvor man skulde videre, man har følt sig som i
+en Salon, hvor man befandt sig fortræffeligt, og hvor man følgelig blev.
+Og det er i Virkeligheden ogsaa det, Parisergaden er. Hjemmet kjender
+Pariserne kun som et Sted, hvor man arbejder; Hvilen, Adspredelsen efter
+Arbejdet maa hentes udenfor de fire Vægge, midt i Tummelen og Trængselen,
+helst hvor den er allerstørst, der er dér flest Incitamenter, som faaer
+Blodet til at rulle hurtigere og sætter den letpaavirkelige Fantasi i
+Bevægelse. Man søger til Boulevarden; den er den store Fællessalon, hvor
+hele Byens Befolkning strømmer hen for at tilfredsstille sin enorme Trang
+til Selskabelighed, hvor man mødes med Lyst til at være sammen, hvor man
+færdes mellem hinanden med den elskværdige Forekommenhed, den Lethed i
+Tilnærmelse, der er en ganske naturlig Følge af Bevidstheden om, at man
+gjensidig er der til hinandens Underholdning. Det parisiske Gadeliv
+bliver paa den Maade mere end broget og mangfoldigt; det faaer de lyse,
+fornøjelige Toner over sig, den Glands af Glæde, den Hvile midt i Uroen,
+den Harmoni midt i Farvemylren, som gjemmer Behaget, hvormed det
+fortryller, den Charme, der gjør Pariserboulevarden til noget ganske
+Andet end en hvilkensomhelst Gade i hele Verden.
+
+II.
+
+Uhyre betegnende for den er dens Kaféer. De ligger Side om Side,
+utællelige næsten, ned langs den milelange Pulsaare, der drager sig fra
+Bastille- til Concordepladsen. I det mindre fornemme og mindre befærdede
+Templekvarter, paa Strækningen fra Ghateau d'Eau til Frihedssøjlen, faaer
+Boulevarden en Smule Luft for dem hist og her; men fra Rue Rougemont
+nedefter til Madeleinekirken klemmer de sig op ad hinanden, saa der paa
+sine Steder knap er nogle Alens Plads imellem dem. Deres Antal vilde være
+latterlig overdrevent, hvis de alene havde Funktion som
+Beværtningssteder; ikke Tiendeparten af dem kunde bestaa, selv om
+Pariserne var det mest forfaldne Folkefærd i Verden. Nu er de imidlertid
+tvertimod det allersobreste, der kan tænkes, og samtlige Kaféejere bliver
+hovedrige Folk alligevel i Løbet af nogle faa Aar. Tingen er, at de har
+Andet at byde deres Gjæster end de Varer, der skjænkes ud. Kaféen er en
+reserveret Plads paa Gaden, et Slags hyggeligt Sofahjørne i den store
+Fællessalen. Det er som saadan, den maa betragtes, det er paa at være
+det, dens Existens er baseret. Udstyrelsen er uden Pragt, for en Luxusby
+som Paris næsten fattig. Smaa, magelige, komfortable Kroge, hvor en
+sluttet Kreds kunde trække sig tilbage for sig selv, mangler fuldstændig;
+hver lille Plads er benyttet, overalt staar der Bord ved Bord med kun
+akkurat saa meget Mellemrum, at en Person kan klemme sig derigjennem. Paa
+at sørge for Gjæsternes Underholdning har man heller ikke lagt Vægt; kun
+i de afsides Gader har Kaféerne Billarder, og deres Forsyning med Aviser
+er mere end mangelfuld. Man holder en fem, sex parisiske i et enkelt
+Exemplar, slet ingen fra Provindserne eller Udlandet. Hvad der serveres,
+er dyrt; en almindelig _"Consumation"._ betales med en halv Franc,
+uanseet hvori den bestaar. I alle disse Henseender kan Pariserkaféen,
+ikke maale sig med, hvad man finder i andre store Byer. Men hvad den har
+forud, er Offentlighedens brogede Sceneri, Gadelivet rundtomkring den.
+Den er aaben ud mod Trottoiret, og dens Lokale fortsætter sig ud paa
+dette. Kaféstolene optager rigeligt dets halve Brede; de betydeligere
+Kaféer kan have en halvhundrede Borde derude, og det er disse, der er det
+Væsentlige, Salene indenfor er nærmest kun at betragte som et Slags
+Appendix. Naar det regner, bliver Markisen hejset ned, saa Gjæsterne kan
+bilde sig ind, at de sidder i Tørrevejr, og heller ikke Kulden kan jage
+dem bort fra deres Trottoireplads undtagen nogle ganske enkelte Dage,
+naar den gaar over alle Grændser. Hele ti Maaneder af Aaret er Kaféen i
+Sommerhabit, og selv de to andre er Vinterkostumet ikke seriøst.
+Fortougsstolene bliver staaende, og de store Glasruder, der skydes op for
+den aabne Væg, glider selv i December og Januar tidt ned i Kjælderen
+igjen, saafremt Temperaturen nogle Dage bliver en lille Smule mild,
+Pariserne er ikke kuldskjære, naar de blot kan faa Lov til at være paa
+deres kjære Gade.
+
+Kun i de tidligste Formiddagstimer staar Kaféen halvvejs tom, vegeterer
+med morgengnavne Opvartere og bædekerstuderende Rejsende. Allerede ved
+Frokosttid begynder Gjæsterne at strømme til den i Masse. Den er i
+Regelen Restauration tillige. Pluraliteten af Forretningsfolk er
+nødvendigt henvist til den; de har for langt til Hjemmet og for travlt om
+Tiden til at kunne gjøre en Rejse til den anden Ende af Byen for at
+spise. Frokosten paa Kaféen, koster dem ganske vist mindst tre, fire
+Francs, og der gaar ogsaa dér let en Time eller to med i Løbet Men
+hverken de eller Pengene er spildte. Man træffer den Kreds af Mennesker,
+med hvilken man staar i Forbindelse, man henter Oplysninger, man slutter
+Handeler, Forretningerne gaar deres Gang, de betydeligste af dem afgjøres
+tidt netop ved Frokostbordet. Hurtig, foretagsom, resolut, som man er,
+klar over hvad man vil, og vant til at sige det kort, i en Fart og uden
+Omsvøb, føler man ingen Trang til at sidde i Kontorstole og snakke op og
+ned ad Væggene for at faa en Sag i Orden. Et Spørgsmaal, et Svar--_<volà,
+c'est entendu_. Garçonen bringer Pen og Papir, og Kontrakten er sluttet,
+inden han faaer den næste Ret serveret. Frokostkaféen er Børs
+ligesaameget idetmindste, som den er Spisekvarter. Men det forhindrer
+ikke, at den i den sidste Egenskab er uovertræffelig. _Le chef de la
+cuisine_, den imponerende, alvorlige Medborger med det store, hvide
+Forklæde, Hirschfængeren og Bagerhuen, er en Mand, der forstaar sin
+Metier. Han kan undertiden være indisponeret ved Dineren; om der ved den
+sniger sig en Smule Skjødesløshed ind, har endda ikke saa Stort at sige.
+Publikummet er det kritikløse, der kommer i Ny og Næ, som ikke har nogen
+selvstændig Mening, men finder Alting ypperligt, naar blot Stedet har
+Renommée. Ved Déjeuneren derimod er det nødvendigt at holde Ørene stive.
+Han arbejder da for Gjæster, hvis Tunge forstaar at grade en _sauce
+relevé's_ Pikanteri, og som øjeblikkelig vilde fange den gode Homer, hvis
+han tog sig et Blund. Han er paa Højden af sin Kunst, og hans Kunst er
+stor. Boulevardkaféen vilde være uforlignelig, selv om den ikke havde
+andre fortræffelige Sider end sin Kjøkkenchef.
+
+[Illustration: Le chef de la cuisine.]
+
+Den har sin Absinthtid, den er endnu mere enestaaende end han. Fra
+Frokost til Midnat er Trottoirestolene stadig besatte, men i _"l'heure de
+l'absinthe"_ er der ikke een tom Plads. Man kjender ikke den Time
+andetsteds; den passer kun for Pariseren, den hænger netop paa det
+Nøjeste sammen med den Rolle, Gaden og Kaféen spiller i hans Liv. Naar
+han henimod Aften er færdig med sit Arbejde, lægger han mellem
+Forretningsbryderierne og de huslige Bekymringer, som muligvis venter paa
+ham hjemme, et kort Otium, under hvilket Alt, hvad Tilværelsen kan have
+af Generende og Ubehageligt, bliver jaget ubarmhjertigt paa Porten. Han
+kjøber sin Aftenavis i Kiosken, gaar paa sin Kafé, sætter sig ved det
+lille, runde Bord, hvor han er vant til at sidde, bestiller sin
+Consumation og lader saa en Timestid eller halvanden hele sin Person,
+Legeme og Sjæl, svømme ud i et stort, roligt Velbefindende, i hvilket der
+kun er een Bevidsthed klar, een Fornemmelse raadende: den, at Livet dog i
+Grunden er en mageløs prægtig Ting. Absinthen, det halve Glas Øl,
+Fingerbøllet fuldt af Madeira, eller hvad det nu er, han drikker, det er
+kun et Skalkeskjul, en Tribut, han erlægger af sin Plads, som de to Sous,
+han i Parc Monceau eller Champs-Elysées betaler Madammen for sin Stol. Og
+Avisen! Der kunde staa i den, at Jorden imorgen skulde dumpe ned paa
+Solen og blive slugt af dens Flammer, før Absinthtimen var forbi, vilde
+hans Tanker dog ikke samle Bogstaverne til en Mening. De Øjne, hvormed
+han seer paa dem, er i Slægt med Papas Ører i den lille, lune
+Provindskrog, naar han har trukket Slobrokken paa, og hans Frue har
+kommet Sukker og Fløde i hans Middagskaffe, og hans lille Pige tændt den
+store Merskumspibe for ham, og han saa lægger sig paa Sofaen og siger:
+"Saa Børn, snak I kun, Fa'er hører efter." Nej, Fa'ers Pibe gaar ud, og
+Fa'ers Kaffe bliver kold, og Fa'er hører ikke, han holder Absinthhvil paa
+sin Maner. Pariserens er en anden. Han blunder ikke hen i Hjemmets Hygge,
+for den kjender han ikke, men i det, der er hans Kjærlighed og Stolthed.
+Hans Sjæl glider ud i Gadens, i hans store, elskede Bys Liv og bliver
+ligesom Et med den. Det er Velværet for ham, det har paa sin Viis al den
+lykkelige Ro, al den uendelige Tilfredshed, som et Menneske føler, naar
+han nogle Øjeblikke lever helt i det, han elsker.
+
+Middagen, kommer. Ekvípagerne, som Kafégjæsten mellem Fem og Syv har
+siddet og seet bære al Paris's Pragt til og fra Boulogneskoven, begynder
+at rulle sparsommere, de Ventendes Klynger ved Omnibusstationerne og
+Fodgjængertrængselen paa Refugerne bliver tyndere, Vognqueuens Knuder
+løser sig selv paa de Hjørner, hvor Sidegaderne munder ud i Boulevarden,
+der er Efternølere af Promenerende endnu, men deres Skridt bliver
+hurtigere, Damerne er hørt op at strømme ud fra Butikerne, deres
+Toiletters brogede Luxus afløses af de smaa Arbejderskers sorte
+Merinoskjoler, Avissælgernes Raaben med de friske Aftenaviser dør hen.
+Paris har, solende sig i sin egen Glands, saalænge Absinthtimen varede,
+budt Trottoirepublikummet den højeste Udfoldning af sig selv, men
+Skuespillet er nu tilende, Gadelivet holder Middagspause, og Kaféstolene
+gjør det paa samme Tid. Synderlig lang bliver denne Pause dog aldrig.
+Naar Absinthen ikke længer kan bruges som Paaskud for Fortougsotiet,
+kommer Touren til Mazagran'en og Bock'en; atter om Aftenen er
+Boulevardkaféen det store Forlystelsessted, hvis Tiltrækningskraft
+bestandig holder sig lige lokkende. Publikum er et andet end i
+Eftermiddagstimerne, men det er ikke mindre talrigt. Naar en
+Pariserfamilie af de jævnere Samfundsklasser vil tilbringe en rigtig
+fornøjelig Aften, gaar den paa Kaféen, og har man Gjæster, er det næsten
+uundgaaelig nødvendigt, at man fører dem derhen. I Hjemmet har man
+hverken Plads til eller er indrettet paa eller finder nogen Morskab ved
+at være sammen. Om Selskabelighed inden fire Vægge har den langt
+overvejende Part af Pariserbefolkningen aldeles ikke noget Begreb;
+Kafébesøget træder i Stedet for. Skal der være exceptionelt Gilde, gaar
+man paa en af de store Sangerpavilloner i Champs-Elysées, hvor Publikum
+sidder under aaben Himmel og har dobbelt Skuespil, et omkring sig som paa
+Boulevarden, og saa som Tilgift det oppe paa Scenen. Til daglig Brug er
+den Fornøjelse imidlertid for dyr. "_Entrée libre_" hedder det vel paa de
+fristende, illustrerede Kæmpeplakater, og det er ogsaa ganske rigtigt,
+man kommer gratis ind, men den Consumation, man er nødt til at bestille
+her som paa enhver anden Kafé, koster til Gjengjæld tre Francs. Det giver
+Pariserne nødigt ud for at more sig, de er for forvænte med virkelig at
+faa den Slags Ting gratis. Paa Boulevardkaféen er Morskaben for dem
+omtrent den samme, og den er ulige billigere. Den halve Franc, man
+betaler for sit Øl, giver Ret til at beholde Fortougsstolen, saalænge man
+lyster. Kun Ødelande fornyer Consumationen. Man bliver siddende ved det
+tømte Glas og seer og seer. Boulevarden, straaler, det summer og mylrer
+paa alle Kanter, nye Figurer, vexlende Billeder drager forbi i
+ustandselig Række, Tiden gaar, uden at man mærker det. Man har ikke Behov
+for Kaféens Varer. Livet, Tummelen, Luften, mættet med Boulevardens
+Parfume af Fest, stiger En til Hovedet og gjør En ør. Naar man gaar hjem,
+er det, som om man havde været en Nat i Sus og Dus. Og man har dog kun
+siddet et Par Timer paa et Fortoug. Det er det, der er Pariserkaféens
+Hemmelighed.
+
+III.
+
+For en stor Part af Pariserne indskrænker Kaféen sig imidlertid ikke til
+at være Selskabssal alene. Den har ogsaa mere dagligdags Funktioner, den
+er for dem Kontor tillige, Arbejdsværelse, Modtagelsessalon, politisk
+eller litterært Klublokale og andet Sligt. Den har i saa Henseende meget
+gamle Traditioner. Garçonen i den lille, historisk berømte Café Procope i
+Rue de l'ancienne comédie paa den venstre Seinebred viser endnu med
+Stolthed Gjæsterne det Bord, ved hvilket Voltaire i femten Aar "har
+siddet og skrevet sine Breve til Kongen af Preussen". Rousseaus,
+d'Alemberts, Crébillons og Mirabeaus Portrætter kiger ned fra Væggen og
+fortæller, at ogsaa de har havt et andet Hjem i disse gamle, tilrøgede
+Sale; Gambetta, veed Alverden, har fulgt efter dem. Og saaledes har saa
+at sige hver eneste Kafé sin Biografi vævet ind med berømte Navne.
+Bohèmeperioden var særlig deres store Tid. Hvertandet selv af de
+betydelige Talenter havde bogstavelig ikke noget Hjem udenfor Kaféen.
+Naar man engang fandt dem døde paa et Tagkammer, i en Kasse med Bøger og
+Manuskripter, der tjente som Seng, fik man at vide, hvor deres Bopæl var,
+men lige til det Øjeblik anede selv deres intimeste Bekjendte det ikke.
+Den Race Mennesker er ganske vist nu forsvunden, kun nogle enkelte
+Exemplarer af den gaar i vor nøgterne Milliontid om som Spøgelser, hvem
+en driftig Impressario godt en skjønne Dag kunde falde paa at vise frem
+for Penge i Folies-Bergère. Men deres Betragtning af Kaféen var altfor
+ægte parisisk, passede altfor godt for specifik franske
+Nationaltilbøjeligheder, til at den kunde forsvinde med dem. Deres
+Efterfølgere i Kunstens, Litteraturens og Politikens Verden er satte,
+fornuftige Folk med Orden i deres Liv og Orden i deres Pengekasse. De
+mangler saa lidt Hus og Hjem, at de tidt har egne Hoteller endogsaa. Ikke
+destomindre er Kaféen vedbleven at være det Sted, hvor de med
+Forkjærlighed afgjør alle Forretninger med Omverdenen. De har en
+regelmæssig daglig Tid, da de kommer paa den, som paa et andet Kontor,
+hjemme er de kun for at arbejde, og der vil de ikke forstyrres. Selv
+opgiver de stadig "deres Kafé", naar man spørger, hvor de kan træffes,
+deres Portner har Ordre til at give Folk Anvisning paa den, de lader
+endogsaa deres Breve adressere til den. Man kan have kjendt hinanden i
+aarvis, omgaas daglig, være Dus, uden at vide hinandens Husnummer.
+
+Litterære og artistiske Samlingssteder er Kaféerne tildels allevegne, men
+i Paris er de tillige politiske. Under bevægede Perioder er det dem, der
+bliver de store Agitationscentrer. Oppositionen fødes der og udgaar
+derfra. Gambetta og en Mængde andre af de Mænd, der nu i forskjellige
+Stillinger er ved Roret i Frankrig, har begyndt deres Karriere paa
+Kaféerne; har Kafédiskussioner og Kafétaler som Basis for deres
+Popularitet og deres Position. Under Kejserdømmets sidste Aar var Café
+Mazarin den hele republikanske Stabs Hovedkvarter. Kommuneopstanden er
+senere undfanget paa den, og mellem brogede Omgivelser af Fremmedpublikum
+og Boulevard-Demimonde diskuterer endnu de hjemvendte Ny-Caledonister
+deres Samfundsomvæltningsplaner paa dette Sted. Bonapartisterne samles
+paa den fornemme Café de la Paix, der indtager Hjørnet af Operapladsen og
+Boulevard des Capucines, i Tortonis alvorlige Sale sidder "Kong" Henriks
+tro Mænd og hvisker hemmelighedsfulde Konspirationer, mens de hvidhaarede
+Tjenere serverer dem deres _petit verre de Madère_. Til daglig Brug
+spiller Politiseringen ganske vist ikke én saa fremtrædende Rolle som i
+Provindsen. Der er de forskjellige Partiers Kaféer ligefremme Krigslejre,
+der ligger i uafbrudt Kamp. Man indskrænker sig ikke til Demonstrationer,
+man kommer stundom til Haandgribeligheder endogsaa, og naar det ene Parti
+vinder en stor Sejr, hænder det ikke saa sjeldent, at det uden videre
+lukker det andets Kafé. Noget saadant kan under normale Forhold ikke
+passere i Paris; i det mylrende Kjørind af Fremmede og tilfældigt
+Publikum drukner Politikerne. Men de er der liger fuldt og giver Kaféen
+dens absolut udprægede Farve. En Mazaringjæst vilde betragte det som en
+dødelig Fornærmelse, om man bød ham et Glas Øl paa Café de la Paix, og en
+Tortoni-gjænger vilde ikke uden evige Samvittighedsnag kunne sætte sin
+Fod paa en af de fuldblods republikanske Kaféer.
+
+Et specielt Publikum i en eller anden Retning har de fleste
+Pariserkaféer. Naar man er kommen nogle Gange paa dem, vil man hurtigt
+finde en Type, der er karakteristisk for hver enkelt. Den oppustede,
+skvadronnerende Børsmatador har erobret Café Riche og sidder
+selvbehageligt solende sig i sin egen Glands og breder sig paa de
+Fortougsstole, der endnu for faa Aar tilbage var de nobleste paa hele
+Boulevarden. Paa "Néapolitain" har hver anden Gjæst den røde Roset; det
+er Kaféen for "les officiers superieurs". "Suéde" samler Skuespillerne,
+"Americain" Boulevardjournalisten, "Grand Café" de gamle Grundejere og
+"Helder" de unge Levemænd. Af de Fremmede har hver Nation sin særegne
+Kafé, hvor de, som Tydskerne paa Café de la Terrasse ved Gymnasetheatret,
+i Regelen indretter sig saa komplet med hjemlige Vaner og Sæder, at ingen
+Pariser vover at sætte Foden paa deres Enemærker. Det er kun Nordboerne
+paa "Régence", der er et saa fremkommeligt Folkefærd, at de kan enes om
+Kafé ikke blot med Polakker og Czeker, men endogsaa med Pariserne selv.
+Foruden for Théâtre français' Personale er Régence tillige Samlingssted
+for samtlige Seinestadens enragerede Schakspillere og Valpladsen, der er
+Vidne til alle deres store Turneringer. At de har deres særlige Kafé, er
+endda forstaaeligt. Men hvem har det ikke i Paris? Ligefra Akademiets
+Udødelige, der mødes paa "la Rotonde" i Palais-Royalhaven, helt ned til
+Kludesamlerne, der drikker deres Absinth med Standsfæller paa
+"Californie" og lignende Steder, er der ikke nogen Klasse, nogen Kreds,
+nogen nok saa lille Gruppe af Mennesker, hvem en fælles Interesse
+forbinder, uden at de maa til Kaféen for at drøfte den i Kompagni. Dertil
+kommer saa Hærskaren af flygtige Turister. De er ifølge Sagens Natur
+henviste til at leve paa Gaden og Kaféen, og de gjør det selvfølgelig
+efter saa meget større Maalestok, naar de kan gjøre det med et saadant
+Behag og et saadant Udbytte som i Paris. Resultatet bliver, at hvert
+tiende Hus har en Kafé i Stueetagen, og at af Byens to Millioner Beboere
+ganske sikkert en halvtredsindstyve tusind mindst tjener deres Brød som
+Skjænkeværter eller Garçoner.
+
+[Illustration: August (se Pag. 305) serverer for Nordboer paa Café de la
+Régence.]
+
+Kaféens, særlig Boulevardkaféens Publikum er imidlertid ikke
+Indtægtskilde for dem alene. Naturligvis kaster Reklamen sine Garn ud
+efter det. Det staar jo der i Fortougsdammen som Fisk i Stimer, saa
+velplaceret som muligt til at lade sig fange. Fotografen forvandler
+Partiet omkring Café Riche til en Fehave i Fuldmaaneskin for at
+underrette om, at han tager Billeder ved elektrisk Lys.
+Fornøjelsesetablissementerne spænder Gasguirlander med deres Navne ud
+mellem Træerne foran Kaféerne, driftige Skræddere præsenterer paa
+Husmuren ligeoverfor en lang Række komiske Laternamagikabilleder for at
+fæste Opmærksomheden paa deres Adresse, der staar som Ramme udenom,
+Hippodromen lader i langsomt Ridt hele Optog af udpyntede Drenge til hest
+passere forbi. Men selv bortset fra saadanne snilde Forretningsmænd, der
+søger at slaa deres Existens fast i Kafépublikummets Bevidsthed, fordi de
+veed, at i Paris er Ens Lykke gjort Dagen efter, at man er kjendt, selv
+bortset fra dem er der Hundreder, Tusinder, for hvem det hvilende,
+fordøjende Paris, der i ddagstimerne sidder paa Boulevardkaféernes Stole,
+er Kildes til hele, deres Subsistens.
+
+De er et saare karakteristisk Træk i den store Stads Gadefysiognomi,
+disse altid tilstedeværende, altid ivrigt opsamlende Menneske-Spurve, der
+lever af Krummerne fra de Riges Bord. Hvordan de kan mættes, hvordan de
+stundom kan blive ganske fede endog, synes en uudgrundelig Gaade; man kan
+sidde timevis og kun se dem tjene et Par Sous i det Højeste. Men
+adskillige af dem har alligevel hjemme meer end eet Strømpeskaft fuldt af
+Guld og Sølv, længe før de opgiver deres halvt sælgende, halvt betlende
+Zigeunerexistens paa Boulevardkaféerttes Trottoirer.
+
+Alverden, der har været i Paris blot en eneste Dag, kjender
+Kikkertmanden. Fra Morgen til Aften lister han sig frem og tilbage mellem
+Kafébordene, intet nyt Ansigt undgaar hans Opmærksomhed, han er der strax
+med sin Theaterkikkert, og selv om man forsikrer ham, at man har hele
+Huset fuldt hjemme, undgaar man ham dog ikke. Hans er noget aldeles
+Exceptionelt, _une vraie occasion. "Vous n'en trouverez pas deux_,"
+forsikrer han med en Overbevisning i sin Stemme, der har næsten
+Lidenskabens Klang. Men det forhindrer paa ingen Maade, at han, naar han
+en enkelt Gang faaer sin Vare afsat, et Minut efter har akkurat Magen
+tilfals paany. Aar ud, Aar ind er der ikke ringeste Forskjel at se
+hverken paa ham selv eller paa hans Kikkert, paa det blankpolerede
+Messingbeslag og den lakerede Rem, i hvilken han transporterer sin Skat,
+medens hans store Sko slider Furer i det Stykke Asfaltfortoug, over
+hvilket han i Tidens Løb har bevæget sig Millioner og Milliarder af
+Gange, stadig med de samme smaa listende Skridt og de spændt aarvaagne,
+halvt lurende Øjne.
+
+I sit Følge har han en Hærskare af andre ambulante Handlende. Det er en
+hel vandrende Bazar, der passerer forbi, naar man sidder en halv Time
+foran en Boulevardkafé. Men altid de samme Salgsgjenstande, altid de
+samme Ansigter, som man har seet den sidste halve Snes Aar. En ny
+Handelsartikel og en ny Handlende foran Boulevardkaféerne er en
+Sjeldenhed ligesaa stor som et nyt Diamantsmykke i Juvelerens
+Udstillingsvindue, eller en Butik, som man ikke finder igjen paa det
+samme Sted en Menneskealder igjennem. Intet er saa konservativt som
+Paris's Gadefysiognomi; maaske hjælper ogsaa netop det ikke saa lidt til
+Hjemligheden, man føler i disse Gader.
+
+Født med Kaféen og absolut uadskillelig fra den er dens Stumme. De mener
+som saa, at intet Menneske gjør Ret i at ødsle sin Tid bort, selv ikke,
+naar han sidder paa et Fortoug, og de foreslaar derfor Gjæsterne paa
+Trottoirestolene Studiet af deres Tegnsprog som en smuk, belærende
+Underholdning i den ledige Time. Saasnart man har sat sig, indfinder de
+sig strax og lægger deres lille sammenfoldede Papir paa Ens Bord. Er man
+nysgjerrig, rører man blot ved Papiret, betragtes det som en stiltiende
+Indrømmelse af, at man gaar ind paa den Stummes Forslag og er villig til
+at afkjøbe ham hans Sprognøgle for to Sous; men lader man det
+hemmelighedsfulde Papir blive liggende ganske roligt uden med nogen
+Gestus eller noget Øjekast at give Interesse for det tilkjende, falder
+heller ikke den Stumme paa at inddrive nogen Kontribution. Naar han har
+endt sin Ronde og forsynet alle Bordene med Papirer, samler han sine
+Smaasummer ind, og han veed altid ganske nøje, hvem der har været
+nysgjerrige; kun de maa bøde. Da Boulevardkaféerne imidlertid stadig er
+fulde af Fremmede og andre debuterende Gjæster, gjør den Stumme som
+oftest ingenlunde daarlige Forretninger.
+
+Stadig tilbagevendende Handlende er ligeledes Manden, der tilbyder smaa
+hvide Terryhvalpe og grønne Selskabsfugle, Konditordrengene med deres
+hvide Forklæder og deres glaserede Æbler stukne paa Pinde,
+Stokkehandleren, Gibsfigursælgerne, Blomsterpigerne med deres dejlige,
+langstilkede Roser og meget hyppigt med et ganske spædt Barn paa Armen,
+den geniale Kunstner ikke at forglemme med det lange graa Haar,
+Matrosbaretten og Gymnastikskoene samt med et stort Oliemaleri under hver
+Arm, hvilke Kunstværker han paa Grund af øjeblikkelig Forlegenhed ønsker
+afhændede til en Kjender, hos hvem hans Arbejder kan komme til at gjøre
+sig tilbørligt gjældende. Uendeligt talrige er den lille Pariserindustris
+Repræsentanter. Hvert halve Minut maa man gjøre Kæmpeanstrengelser for at
+slippe for at kjøbe imiterede Uhrkjeder, Ærmeknapper, Sprældemænd,
+Smaadjævle med Bly i Halen eller Spaanslanger, der slaar Volter ud af
+deres Træhylster. Det er Altsammen fænomenalt billigt, men naturligvis er
+Kvaliteten saa ogsaa derefter. Paris er en underlig By: for hvert Skridt
+Verdens vildeste Raffinementsluxus ved Siden af det allerforfærdeligste
+Markedskram, Millionæroverdaadigheden og Elendigheden Haand i Haand,
+Karusselbanen, hvor Ejeren selv er baade Hest og Udraaber og Bajads og
+Ringstativ, ude i Champs-Elysées klods op ad Ledoyens Restauration,
+Kagekonens tag- og vinduløse Bod ved Siden af Juvelerens
+Udstillingsvinduer med Smykker til en halv Million. Et godt Skilt for,
+hvordan Livet i Virkeligheden saa grumme tidt former sig i den store By:
+intet Svælg mellem Samfundsklasserne, ingen Afgrund mellem Rigdommen og
+Fattigdommen. Den pjaltede, barhovedede Dreng, der idag byder sine
+Svovlstikker til Salg paa Boulevardkaféen, kan om nogle Aar høre til
+Verdens Matadorer, der behøves dertil i en By som Paris kun Talent og
+Energi, og den unge Spradebasse med sine arvede Millioner, der nu
+skjødesløst slynger sin Havannacigar ind under Kafébordene, efterat have
+taget et Par Drag af den, kan muligvis ligeledes om nogle Aar, om nogle
+Maaneder maaske--der behøves i Paris kun nogle Fruentimmer dertil, nogle
+Nætter i Spilleklubben, paa Helders Restauration o.s.v.--kjendes igjen i
+Lazzaronen med den fidtede Voxdugspose og den lange Stok, i hvis Ende er
+befæstet en spids Jernkrog, Cigarstumpesamleren, ligeledes en af
+Boulevardkaféens ejendommeligste Menneske-Spurve.
+
+Han kommer med de tidligste Morgengjæster og forsvinder først igjen, naar
+mellem Et og To om Natten den sidste Efternøler forlader Kaféens
+Trottoire. Ikke den mindste Stump Cigaret kan blive kastet, uden at han
+strax slaar ned, rager den ud med sin Hage og putter den i Posen. Han har
+Spurvens skarpe Øje og Spurvens Dristighed, og han bliver taalt, næsten
+fredet om paa Boulevardkaféen, som Spurven bliver det i Tuileriehaven.
+Uden Frygt arbejder han sig ind selv i den tætteste Trængsel for at hente
+sine Smuler under Bordene, der staar længst inde, og Folk rykker tilside
+og gjør Plads; det er nu engang hans Livsstilling at samle Tobaksstumper,
+og i Paris respekterer man alle Livsstillinger.
+
+Saaledes er det da en hel Mylr af Mennesker, der om Aftenen vender hjem
+fra Boulevardkaféen med fyldte Lommer. En saadan Kafés Publikum paa en
+enkelt Dag er jo i Virkeligheden ogsaa større end mange Smaabyers samlede
+Indbyggerantal. Den store By har sin Existenskamp, mere vild, mere
+fortvivlet, jo større den er, men den har ogsaa en uendelig Mængde af
+Muligheder for at friste Livet, der aldrig lader Nogen i Stikken, som for
+Alvor vil leve. Det er dens Velsignelse. Skal man arbejde sig op fra
+Ingenting, saa er Kaféfortouget der. Meer end een Millionær er begyndt
+med at sælge Smaakram paa det. Thi er det den store Samlingsplads, hvor
+hele Paris holder Hvile, saa er det Markedspladsen tillige, hvor Byens
+Liv hober sig sammen med alt, hvad det har af Ejendommeligt og Typisk,
+Paris i Essens, Paris i den mest brogede, mest straalende, mest
+forunderligt fængslende Udfoldning af sig selv.
+
+[Illustration: Cigarstumpesamleren.]
+
+[Illustration: Den provençalske Digter Mistral.]
+
+
+
+
+BILLEDER FRA SYDFRANKRIG.
+
+
+Mellem moderne Troubadourer.
+
+Det gaar med Folkefysiognomier sete paa Afstand, som med Bjerget, man
+nærmer sig. Det første Indtryk, Øjet faaer, er en stor, jævn Flade, hvor
+det Hele glider sammen i græsgrøn Ensformighed. Men efterhaanden, som man
+kommer nærmere, brydes det Ensformige. Der springer Punkter frem, der
+aabner sig Kløfter, det Græsgrønne opløser sig i Hundreder af fine
+Farvenuancer. Saaledes ogsaa med Folket, man personligt lærer at kjende.
+Istedetfor den ubevægelige, stive Maske, dannet af de historiske
+Fænomener, seer man et levende Ansigt, paa hvilket hver sjælelig
+Bevægelse spejler sig med forskjelligt Udtryk.
+
+Intetsteds slaar dette Billede maaske bedre til end netop for Frankrigs
+Vedkommende. Folkekarakterens Udslag er saa store og saa bestemte, at man
+synes, den Maske, de former, maa passe absolut. Men det er kun et
+Afstandsindtryk. Det er Majoritetens Masse, man seer; paa nært Hold tager
+Sagerne sig anderledes ud. Det er saaledes slaaet fast som en
+ubestridelig Kjendsgjerning, at Sydfrankrig er Radikalismens Vugge. Man
+tænker sig det kun befolket af røde Revolutionsmagere, en anarkistisk
+Krudttønde, der blot behøver at komme i Nærheden af en Gnist, for at den
+skal explodere. Og denne almindelige Forestilling synes i Virkeligheden
+ogsaa at have iøjnespringende baade folkepsykologiske og historiske
+Fænomener at støtte sig til. Sydfranskmanden er en udpræget Romaner,
+siger man, letbevægelig, letflammende, en Natur, af hvis sjælelige Evner
+Fantasien er langt mere udviklet end det rolige Ræsonnement. Han bliver
+derved i de ydre Former--om end paa sin elskværdige Maade--et Stykke af
+en "Poseur" og Komediant, og han gaar omkring med en permanent,
+ubetvingelig Trang til at arrangere det trivielle Hverdagsliv dramatisk
+og i stor Stil. Den politiske Revolution tilfredsstiller denne Trang;
+Folkedemonstrationer, Barrikadekampe, Hôtel-de-Ville-Erobringer og alt
+Sligt er hans rette Element. Saaledes lyder Deduktionen, og Historien
+paatager sig stadig at levere Beviser for dens Paalidelighed. Lige fra
+1789 har der ikke været nogen Revolte i Frankrig, uden at Marseille,
+Lyon, Bordeaux, kort sagt alle de store sydfranske Byer øjeblikkelig
+marcherede umiddelbart efter Allarmtrommen. De arrangerer socialistiske
+Arbejderkongresser, de vælger Kommunarder til deres Repræsentanter i
+Kammeret, de stikker den røde Fane ud hvert Øjeblik, naar de kan komme
+til. Og de gjør Alt dette med en Eclat, en Højrøstethed, en
+Massevirkning, saa man, naar man kun seer disse Manifestationer paa
+Afstand, umulig kan tro Andet, end at de skyldes en hel, kompakt
+Befolkning. Den, der imidlertid rejser til Frankrigs sydlige Provinser
+med en Følelse af at nærme sig det kogende Krater, hvorfra
+Revolutionernes Lava altid har væltet op hedest og vildest, vil, naar han
+kommer derned, blive Gjenstand for adskillige Overraskelser. Naturligvis
+vil han træffe baade Typer og Strømninger, som passer ind i de
+konventionelle Forestillinger--Historiens Dom hviler aldrig paa rene
+Fantasier. Men han vil ved Siden af det røde Spøgelse, som han venter at
+finde tilbedt af Alle, møde en Konservatisme af Kjød og Blod, fuldt
+rustet, med skrappe Ord og med aabent Visir, en Konservatisme, hvilende
+ikke paa Flegma, men paa Lidenskab.
+
+Denne Konservatisme har sin egen Historie. Der var en Tid, da Sydfrankrig
+i en vis Forstand stod i Begreb med at blive Evropas Centrum. Det gamle
+Galliens højtudviklede Kultur var, som hele den antikke Verden, bleven
+knust af de fremtrængende Barbarer. Men fra de begravne Ruiners Grus
+syntes der at stige en ny Fugl Fønix i Vejret. Det rige Land mellem Loire
+og Middelhavet var atter rent materielt kommet til Kræfter, dets frie
+Handelsstæder blomstrede, dets glimrende Hoffer gav Tonen an, som Paris
+gjør det nu, og fra dets stolte Ridderborge drog Troubadourene ud paa
+Vandringer, overalt syngende deres dejlige Hjems og dets skjønne Kvinders
+Pris i dette Hjems bløde, melodiske, forunderlig berusende Sprog. I en
+hel Periode af Middelalderen er det Troubadourpoesien, hvorom Alting
+samler sig; den opfanger som et Brændpunkt alle Udstraalingerne af dens
+Liv i sig, og idet den dominerer hele Tidsalderen, omgiver den samtidig
+det sydfranske Sprog med en Glans, der næsten ikke er mindre end
+tidligere det romerskes. Det lyder i alle Kroge af Verden, hvor Tidens
+Kultur er naaet hen, og hvor dens store Guddomme, Ridderdyderne og
+Kvindetilbedelsen, sidder i Højsædet, Konger og Fyrster fra de fjerneste
+Lande digter i dette Sprog, det er paa Nippet til at antage en ligefrem
+universel Karakter.
+
+Men saa kommer Albigenserkrigene. Nordfrankrig kaster sig over Syden, som
+tidligere Barbarerne fra Østen har kastet sig over Gallien, Handel og
+Velstand gaar tilgrunde, de stolte Ridderborge lægges i Grus,
+Troubadourerne bliver fattige og hjemløse, deres Sang forstummer, og med
+den ophører ogsaa Propagandaen over Verden for det skjønne sydfranske
+Sprog. Selv fra dets Hjemstavn søger de nye Herrer at jage det bort: de
+paatvinger Retsvæsenet, Kirken, hele det offentlige Liv deres eget, og
+efterhaanden synker da Troubadourernes højtudviklede, næsten
+verdensbeherskende Sprog ned til at blive en simpel Provindsdialekt, der
+ikke længere har nogen Literatur, og som kun tales af Bønder og Almue.
+
+Lige til vort Aarhundrede, flere Aartier ind i det endogsaa, har
+Forholdet været saaledes. Det sydfranske Tungemaal, "det romanske Sprog",
+under hvilket Navn dets moderne Linguister samler de fra hinanden kun
+lidet forskjellige Dialekter, der tales i Provence, Languedoc samt de
+tilstødende Provinser af Spanien og Italien, har ikke havt nogen eneste
+Forfatter, det har ikke lydt fra nogen Prædikestol, det er ikke blevet
+hørt i nogen offentlig Forsamling. Men ikke desto mindre er det blevet
+ved at leve. Endnu den Dag idag tales det i Frankrig af over otte
+Millioner Mennesker, og naar man tager Dialekterne fra Katalonien og
+Ligurien med, vil dette Tal endogsaa kunne bringes op til tolv Millioner.
+I alle de sydlige Departementer, særlig i de gamle Provinser Provence og
+Languedoc, er det ikke blot Folkesprog i saa udelukkende Udstrækning, at
+mangfoldige Landboere maa gaa i Kirke uden at kunne forstaa et Ord af
+Præstens franske Tale, det benyttes endogsaa med Forkjærlighed af Byernes
+dannede Befolkning, det savner kun det officielle Stempel for i en
+Haandevending at være absolut eneherskende. Men dette officielle Stempel
+nægter man det; det maa kun faa Lov til vedblivende at føre sin tavse,
+beskedne Tilværelse som Bondedialekt.
+
+Der er i dette Forhold noget Forvrængt, noget Unaturligt, som umulig
+kunde vedblive at bestaa upaatalt i en Tid, der netop paa ethvert Omraade
+fordrer Ret til Livet for Alle og Alt, som har Kraft til at leve. Den
+sejge Kjærlighed til Modersmaalet, der gjennem de lange Aarhundreder har
+fredet om det romanske Sprog, saa at det er gaaet ud af
+Vegeteringsperioden uden at have mistet det Mindste, hverken af sin
+Skjønhed eller af sin Livskraft, den har endelig i vore Dage givet sig
+Udslag i en kraftig Protest mod dette Sprogs Fornedrelse og en energisk
+Bestræbelse for at hæve det op igjen, om ikke til dets tidligere Glans,
+saa i hvert Fald dog til en jævnbyrdig Plads ved Siden af andre moderne
+Kultursprog.
+
+Sjælen i denne Bevægelse er Troubadourernes Arvtagere i vor Tid, de
+saakaldte "Felibrer", et selvopfundet, saavidt jeg veed, fra den første
+By, hvor Digterkredsen samledes, taget Navn, der efterhaanden er gaaet
+over til at være ensbetydende med Begrebet Poet. I Troubadourernes
+skjønne Land er Troubadourernes Toner ganske vist stadig blevne hørte.
+Den provençalske Folkepoesis Kilder har aldrig rent ophørt at flyde, selv
+i den tørreste Paryktid. Men først i vore Dage er der blevet gjort Forsøg
+paa at iklæde denne Folkepoesi en Kunstliteraturs Dragt og derigjennem
+atter skaffe Folkesproget Anseelse og Rang. Istedetfor at gaa til Paris
+for at vinde Verdensry og Millioner er Provences og Languedocs Digtere
+blevne hjemme i deres Landsbyer, har sagt, hvad de havde at sige, paa
+deres eget Sprog, har sunget som Troubadourerne om deres dejlige Hjem og
+dets skjønne Kvinder, har givet Afkald paa Villaer og Slotte og paa
+Akademiets Lænestole og har fundet sig i beskedent at tjene deres Brød
+som Boghandlere, Bagere, Landmænd o.s.v., samtidig med at de digtede for
+Poesiens egen Skyld. Jasmin, en af de betydeligste Lyrikere, Frankrig har
+haft, levede og døde som Frisør i Agen; Réboal drev Bagerhaandværket i
+Nimes samtidig med at han skrev de uforlignelige Sange, der med Rette har
+skaffet ham Tilnavnet Provences Béranger. De er ganske vist derved
+personlig blevne mindre berømte, end de upaatvivlelig vilde være blevne,
+hvis de som deres Landsmænd Daudet og Zola havde valgt at skrive paa
+Fransk og i Poesiens Modeformer, men de har opnaaet at vække en
+Opmærksomhed for deres Sprog, der stiger Dag for Dag, og de har derved
+tilfredsstillet deres Hjertes dybeste og varmeste Trang. Tyskland har
+allerede to Tidsskrifter, som udelukkende beskjæftiger sig med romansk
+Sprog og Poesi; der holdes Forelæsninger herover ved tyske Universiteter,
+og den nye provençalske Poesis Hovedværker findes i gode, af virkelige
+Digtere besørgede tyske, italienske og engelske Oversættelser. I selve
+Frankrig har man ganske vist--maaske dels af Skinsyge, dels fordi
+Pariserbladene gjorde de provençalske Digtere forhadte gjennem
+Beskyldninger for separatistiske Tendenser--længe strittet imod og ikke
+rigtig villet yde den nye romanske Poesi sin Anerkjendelse. Men Akademiet
+har dog ikke kunnet undgaa at priskrone flere af dens mest fremragende
+Arbejder, og efterat Kritikere som Pontmartin og Merimée rent ud havde
+erklæret, at Provençaleren Mistral ubetinget hørte til vor Tids største
+Digtere, og at der maaske ikke siden Odysseen var skrevet et saa skjønt
+og klassisk Værk som hans episke Digtning "Mirèio" [*], er i ethvert
+Tilfælde denne Digter tagen til Indtægt af den franske Nationalstolthed,
+og den eneste Gang, han fra sin Landsby Maillane tog til Paris, var han
+Gjenstand for ligefrem stormende Ovationer, ligesom da ogsaa alle
+Frankrigs literære Notabiliteter stadig rejser ned til denne landlige
+Krog mellem Vaucluses Bjerge for at besøge ham og i Stilhed bringe ham en
+Hyldest, som han tager imod paa den elskværdigste og beskedneste Maade
+af Verden.
+
+[Footnote *: Hans Hovedarbejde er "Mirèio", Navnet paa den unge
+provençalske Pige, der er Digtets Hovedperson. Ogsaa hans anden store
+episke Digtning "Calendou", hvor Handlingen ligeledes spiller i Provence,
+indtager imidlertid en ikke mindre høj Rang mellem moderne Digterværker.
+Af begge Arbejder findes forskjellige Oversættelser paa Fransk.]
+
+Ikke faa af de andre provençalske Digtere, særlig Roumanille[1], og
+Aubanel[2], der begge lever som Boghandlere i Avignon, Felix Gras[3], der
+er Fredsdommer, og Anselm Mathieu[4], der ejer et Hotel sammesteds, samt
+William Bonaparte Wyse [5], der, skjønt født Englænder, ikke har kunnet
+fornægte Kjærligheden til sin Moders, Lutetia Bonapartes, Land og Sprog
+er paa gode Veje til ligeledes at opnaa rig Anerkjendelse ogsaa udenfor
+den sydfranske Befolkning, for hvem de nærmest skriver. Inden ret mange
+Aar vil maaske "Felibrene" være de Digtere, som fortrinsvis læses. Deres
+Sange er midt i Nutidens Blaserthed et rigt strømmende Kildevæld af frisk
+og umiddelbar Poesi.
+
+Notes:
+
+[1] "Les Oubreto" og andre Arbejder i Vers og Prosa.] [2] "La Mióugrano
+entre-duberto" og andre lyriske samt episke Digte.] [3] "Li Carbounié"
+samt flere større episke Digtninger.] [4] "La Farandoulo", lyriske
+Digte.] [5] "Li parpaioun bleu", lyriske Digte.]
+
+De har foreløbig sluttet sig sammen i Foreninger, der ganske vist giver
+sig ud for at have en overvejende selskabelig Karakter, men som ved Siden
+deraf propaganderer stærkt for det, der paa alle Punkter er og bliver
+disse Felibrers Livssag: det romanske Sprog. Provence har sit
+felibristiske Selskab, Languedoc sit, begge med talrige Medlemmer og
+tællende mellem dem adskillige sydfranske Rigmænd og Notabiliteter, hvis
+Indflydelse maa bøde paa de tarvelige Vers, de skriver. Jævnlig samler
+disse Foreninger, der synes gjennemtrængte af en endnu stærkere
+prononceret broderlig Sammenholdsaand end nogetsomhelst Frimurerselskab,
+sig til et Slags Sangerfester i Troubadourstil, til hvilke hvert Medlem
+maa medbringe sit Bidrag af Poesi, og som ikke sjeldent har
+Prisbelønninger, uddelte af den skjønneste Kvindes Haand. Man drikker
+"Felibrernes Vin", den ædleste af alle, paastaar Digterne selv, og af
+hvilken et eneste lille Glas skal være nok til at fremkalde Begejstring;
+man lovpriser i Vers og Tale det skjønne Land, hvor man bor, og dets
+elskede Sprog, man roser hinandens Produkter og beruses af Vinen og
+Poesien og Lovtalerne. Men samtidig sætter disse Sammenkomster dog ogsaa
+en virkelig Frugt. De har allerede givet Initiativet til Oprettelsen af
+et Theater, som for kort Tid siden er blevet indviet i Montpellier, og
+paa hvilket der kun skal spilles Komedie i det romanske Sprog; de har
+skabt et Tidsskrift for at varetage dette Sprogs Interesser og undfanget
+Ideen til et stort Blad i Stil med _Paris-Murcie_ paa Romansk for at
+komme den romansktalende Broderstamme paa Balkanhalvøen til Hjælp, og de
+har, hvad der maaske er det vigtigste af Alt, affødt omfattende
+filologiske Studier med det Formaal at give Folkesproget faste
+videnskabelige Former og sammensmelte de forskjellige Dialekter til eet
+Skriftsprog med bestemte, almengyldige Regler. Mistral har endogsaa
+paabegyndt Udgivelsen af et kolossalt lexikografisk Arbejde, der skal
+blive et romansk Sidestykke til Littrés Værk.
+
+Efterhaanden som nu denne oprindelig rent sproglige Bevægelse er voxet i
+Vejret, efterhaanden som den har vundet stærkere og stærkere Tilslutning
+hos de dannede Klasser og Sympathi hos det menige Folk, har den tillige
+optaget andre Elementer i sig og er lidt efter lidt bleven Grundlaget for
+en gjennemgaaende Konservatisme paa alle Punkter. Kjærligheden til det
+gamle Sprog puster yderligere til den nationale Selvfølelse, der iøvrigt
+for Sydfrankrigs Vedkommende altid har været stærkt udpræget og ofte nok
+historisk har givet sig Udslag i ligefrem fjendtlig Position mod Norden.
+Den bringer den naturlige Vedhængen ved Alt, hvad der er ejendommeligt
+for Hjemlandet, til Bevidsthed, og den omgiver de gamle Skikke, der har
+holdt sig paa Grund af Landets Fjernhed fra Hovedstaden, med et Skjær af
+noget Helligt, som der ikke maa røres ved, fordi det er et af Momenterne
+til at vise, at man er et særligt Folk, der har Ret til at have sit
+særlige Sprog; den holder fast paa Nationaldragten, og det i den Grad, at
+selv Kvinder fra Byerne, gifte med Mænd i fremtrædende Stillinger, stadig
+bevarer denne Dragt og ikke engang lægger den af, naar deres Mands
+Embedsstilling medfører en Flytning til andre Egne af Landet; den nærer i
+sin Beundring for den Tid, da det nationale Sprog var hædret og mægtigt,
+en dyb Kjærlighed til Alt, hvad der er gammelt og minder om den
+svundne Tid.
+
+Bevægelsen har imidlertid ogsaa andre Følger. Idet Felibrene stiller sig
+som Bannerførere for deres Sprogs Ret, finder de den Literatur, der
+bliver deres naturlige Fjende, fordi det er dens Sprog, som holder deres
+eget nede, gjennemsyret af Tidens materialistiske og atheistiske
+Tendenser. Kampen er for dem baade saa haard og saa alvorlig, at den
+ganske naturlig paa alle Punkter fører dem over i den Lejr, der gjør
+skarpest Front mod deres Modstandere. Samtidig udvikler deres stille,
+afsides Tilværelse paa Landet, deres Hjemstavns lyse, glade, romantiske
+Natur, den Poesi, hvis Traditioner de tog i Arv, netop en
+anti-materialistisk og anti-atheistisk Livsanskuelse, der gaar som en rød
+Traad gjennem hele deres Digtning. Denne Livsanskuelse trænger fra den
+populære Poesi, der i ethvert Tilfælde er de lavere Klassers eneste
+aandelige Føde, ind i hele Befolkningen, optages i dens Bevidsthed,
+befæster den hos enhver Landbefolkning liggende Tilbøjelighed til
+Konservatisme og Religiøsitet og udbreder saaledes mere og mere sin
+stille, men sejge og udholdende Propaganda.
+
+Det er Forklaringen paa den Konservatisme, som den Fremmede med
+Forbavselse møder nede i de røde Anarkisters Land. At en saa omfattende
+Bevægelse ikke tillige skulde gjenfindes paa det rent politiske Omraade,
+vilde være højst paafaldende. I Virkeligheden aabenbarer den sig da ogsaa
+paa det ikke mindre iøjnefaldende end paa alle andre. Det er til Syvende
+og sidst Statsmagten, der holder det Sprog nede, som disse Mennesker
+elsker og kæmper for, det er den, der staar som Repræsentant for alle de
+Ideer, der er dem forhadte, og daglig bliver det mere og mere, fordi de
+ægges og tirres af den sejrrige Regerings Tilhængere og Embedsmænd, og
+det ligger da i selve Tingenes Natur, at de gjør Front mod denne
+Statsmagt og efterhaanden overfører paa den al den intensive Forbitrelse,
+der følger med Kampen for en virkelig Livssag.
+
+Trods al den Konservatisme, de saa ostentativt bærer til Skue, er de
+imidlertid Sydlændinge, deres Natur tillader dem ikke at slaa sig
+tiltaals med akkorderende Mellemformer, de maa helt ud i det Extreme, og
+de kommer da til at tilhøre det politiske System, der er den bestaaende
+Regerings absolut modsatte Pol. Naar undtages Nizza og Cannes med deres
+nærmeste omkringliggende Opland, to Byer, som i Grunden kun er et Slags
+Forstæder for Paris's elegante Verden, vil man i hele Syden næsten ikke
+finde en eneste Bonapartist. Derimod forbavses man ved det overordentlig
+store Antal Legitimister, som man træffer paa, og det tilmed Legitimister
+af det reneste Vand, haardnakkede Forsvarere af den hvide Fane med alt
+dens Tilbehør. Hver By har sin legitimistiske Klub og sin legitimistiske
+Café ved Siden af den radikale, ved hvert Skridt, man gaar, seer man
+Damer med lilieoversaaede Dragter, ja selv paa de Tørklæder,
+Bønderkonerne bærer over Hovedet, finder man den kongelige Blomst
+indvævet. Hvert lille Distrikt har sit legitimistiske Blad af saa
+udpræget Farve og med saa hvasse Artikler, at de næsten bliver barnlig
+naive, og hvert andet, tredie Menneske, man taler med, betragter Troskab
+mod Kongen og Kirken som en uundgaaelig Betingelse for at være et normalt
+og retskaffent Menneske. Sydfrankrig kan endogsaa opvise det Særsyn, at
+der er Smaabyer, hvis Kommunalraad er legitimistisk. Det maa man søge om
+selv i Vendée og Bretagne. I disse Egne vinder Republiken Terræn saa at
+sige Dag for Dag, og der kan næppe være Tvivl om, at "Kongen" nu tæller
+sine talrigste og troeste Tilhængere i Syden. Republikanerne er ganske
+vist ogsaa der i Majoriteten; de holder ved alle Midler Bevægelsen nede,
+de forbyder Legitimisternes Processioner, de lukker deres Kaféer og fører
+samtidig selv det store Ord saa højrøstet, at man paa Afstand kun lægger
+Mærke til dem. Men netop det er det, der gjør Modstanden indædt og
+udholdende.
+
+Der kan maaske, naar man vil se Roden til hele denne Sagernes Tilstand i
+Kampen for det nationale Sprog, gjøres den Indvending, at der endogsaa
+mellem Forkæmperne for denne Sag, mellem Felibrerne, findes udprægede
+Radikale ved Siden af Legitimisterne. Et af de mest fremtrædende
+Medlemmer af Languedocs "Mantenencia" (Felibrerselskab), Xavier de
+Ricard, har saaledes, samtidig med, at han bortkastede sin Marquistitel
+og anvendte sin Formue i velgjørende Øjemed, stillet sig temmelig
+utilsløret paa Kommunens Side. Spørger man imidlertid de legitimistiske
+Felibrer om, hvorledes de kan gaa sammen med ham og lignende Røde, faar
+man det Svar, at begge Partier dog i sidste Instans kæmper imod den
+bestaaende Regering, og at Kampen for Sproget i ethvert Tilfælde er
+Hovedsagen. Forstaaelsen har dog maaske ogsaa et andet Motiv, om end
+dette for en Del endnu kun er ubevidst tilstede. De Røde vil omdanne
+Frankrig til et Forbund af Smaarepublikker, og Felibrernes Bevægelse
+gaar, saaledes som flere af deres Hovedledere utvetydig har tilstaaet, ud
+paa en Løsrivelse fra Paris, naar Sproget ikke paa anden Maade kan komme
+til sin Ret, i Forbindelse med en føderativ Tilslutning til Spaniens
+nordlige Provinser under en Bourbon. Der er her en Fare, som den franske
+Regering aabenbart ikke har rigtigt Syn paa. Det vilde være saare let at
+underminere hele denne antirepublikanske Strømning, naar man blot vilde
+gjøre lidt Indrømmelser paa det Punkt, der i hvert Fald for dens Førere
+er det ubetinget afgjørende. Nu er det i Gjenoprejsningen af det
+traditionelle Kongehof, disse moderne Troubadourer seer Frelse og ny
+Blomstring for deres kjære Sprog. De slutter sig ikke til
+Chambordprætendenten og hans Lillier af nogensomhelst anden Grund. Vilde
+Republiken give dem, hvad man venter af "Kongen", ganske simpelt fordi
+han er Republikens Modpol, vilde Regeringen vise en Smule Imødekommen mod
+den romanske Sprogbevægelse, lidt Interesse for Bevarelsen af den i
+ethvert Tilfælde skjønne og højt udviklede provencalske Dialekt, vilde
+den hurtigt forvandle sine Fjender dernede i Syden til Venner. Det
+moderne franske Sprog behøver ikke at være bange; det er ganske sikkert
+stærkt nok til at kunne taale Konkurrencen.
+
+En sydfransk Pilgrimsfart.
+
+Det var ganske tidligt om Morgenen, men allerede varmt, og man følte, at
+Solen, der lige var staaet op, ret snart vilde brænde med ægte sydlandsk
+Kraft. Der var ikke en Sky paa Himlen, ikke et Træ bevægede sine Blade;
+det var en af de i Rhonedalen saa sjeldne Dage, paa hvilke man ikke
+mærker mindste Spor af Nordenvinden eller af de hede, feberbefængte Pust,
+der kommer fra Sahara.
+
+I det straalende Solskin gled en lille Dampbaad ned ad Floden, helt
+overfyldt med Mennesker. Hver eneste Krog paa Skibet var optagen; de, som
+ikke havde kunnet faa Plads paa Bænke, Kahytsluger, Tovruller og Kasser,
+havde lejret sig i lange Rækker paa Dækket, der var saa tæt besat, at man
+ikke kunde se den mindste Plet af det.
+
+Det var et ejendommeligt Rejseselskab og en ejendommelig Rejse. Af
+Mandfolk var der kun faa ombord: et Par Turister, en halv Snes Gejstlige
+i deres sorte Talarer, nogle Krøblinge, en del Folk, som falbød
+Appelsiner, Brystsukker og Brød, og foruden dem knap nok en tyve, tredive
+Personer. Kvinderne derimod taltes i hundredevis, ligefra Matronen, hvis
+rystende Hænder knap kunde holde Rosenkrandsen, til ganske smaa Pigebørn.
+Smukke var baade Gamle og Unge næsten uden Undtagelse. Rhonemundingernes
+Departement, især Arles og Omegn, har ikke uden Grund Ord for at huse
+Frankrigs skjønneste Kvinder, Grækere Romere, Saracener og Gallere, der
+efterhaanden har hersket over disse dejlige Lande,--alle synes de
+formelig at have kappedes om at give Provences Kvinder de ejendommelige
+Skjønhedstræk i Arv, som udmærker deres Race. For Malere og Billedhuggere
+er her et uopdaget Kalifornien. Naar ved de store Tyrefægtninger eller
+andre lignende festlige Lejligheder Befolkningen samles, vil der mellem
+hundrede Kvinder findes en, som ikke er smuk, men over halvhundrede, hvis
+Skjønhed er fuldt værdig til at foreviges af den største Kunstner. Og
+Nationaldragten, som endnu bæres af Høje og Lave uden Forskjel, passer
+fortræffeligt til den herligt udviklede Buste, til den fine, lysbrune
+Teint og det kulsorte Haar. Den bestaar af en sort Kjole med folderigt
+Skjørt og stramt Liv, der fortil er aabent og garneret ned over Brystet
+med hvide Blonder eller Kniplinger, saa at idetmindste en trekantet Spids
+af Barmen lades blottet. Omkring Halsen er der et Par Perlesnore med et
+Kors og paa Hovedet en ganske lille, koket Hue over det sorte Haar, som
+er sat op i Form af en tilspidset Kegle med to bredt udgaaende Vinger
+længst nede, hvor det ligger fladt til Panden.
+
+Kvinderne sad paa Dækket med deres Rosenkrandse om Livet og deres slidte
+Psalmebøger i Haanden, og medens Dampbaaden gled forbi la Camargues
+solbrændte Kyst, sang de i deres vidunderlig bløde Dialekt, af hvilken
+alle Konsonanter synes at være forsvundne, Egnens mærkelige Sange, disse
+Sange, der klinger lige sværmerisk, lige erotisk, hvad enten de lovpriser
+Madonna eller det dejlige Fædreland. Af og til lød ogsaa de bekjendte
+Pilgrimssange: "_O Dieu vainqueur, sauvez Rome et la France par votre
+sacré coeur,"_ og lignende. Men det var kun sporadisk; hurtigt vendte man
+igjen tilbage til Provences egne Kvad, til hvilke der da tidt paa
+staaende Fod improviseredes et Refrain, som gjentoges med stigende
+Begeistring efter hvert af de halvhundrede Vers, hvoraf disse Sange ofte
+bestaar. Paa hele den fem Timers Fart blev der sunget næsten uafbrudt.
+Kun faa og ganske korte Standsninger indtraadte, naar man fik Øje paa en
+Gruppe af slanke Pinier i Horisonten, eller naar man mellem la Camargues
+gigantiske, flade Moradser opdagede en Flok af de sorte Oxer, der lever i
+vild Naturtilstand paa den 72,000 Hektarer store, næsten helt udyrkede Ø
+mellem Rhonens to Arme, eller af de ligeledes frit omstrejfende smaa,
+hvide Heste, der tumler sig over la Camargues Stepper. Under en saadan
+Pause af Sangen ombord kunde man høre Nattergalens Triller inde fra
+Sølvpoplerne nærmest ved Bredden. De kviddrede af fulde Lunger, men de
+trak dog det korteste Straa i den forunderlige Sangerstrid. Naar
+Stemmerne fra Skibet tog fat igjen, var de stakkels Fugle overdøvede med
+det Samme.
+
+Den forunderlige Jubel, det varme Sværmeri, som aandede ud af Sangene,
+havde ikke Noget tilfælles med nordisk Andagt. Melodierne var lette og
+hurtige, næsten livsglade, man fik Indtrykket af noget Lyst og Fornøjet,
+som lignede Nattergalens Frydesang over den dejlige Sommer. De fromme
+Helgeninder, der lovpristes i Sangene, var aabenbart gode Veninder, som
+ikke indgød mindste Følelse af Skræk. Sangen kunde endog pludselig
+afbrydes af en munter Samtale og en hjertelig Latter. Jo varmere Solen
+blev, desto gladere lød Melodien, og desto livligere og mere fortrolig
+blev ogsaa Stemningen ombord. Og saaledes vedblev man da at glide
+langsomt ned gjennem Solskinnet, ned ad den stille Flod med de
+sommerklædte Bredder. Tilsidst rejste Alle sig trods Kaptejnens Protest
+op fra deres Lejr paa Dækket for med Jubelraab og viftende Tørklæder at
+hilse en takket Taarntinde, der dukkede frem i Horisonten ved Kanten af
+en lang, blaa Stribe. Denne Stribe var Middelhavet, og den takkede
+Taarntinde, som hævede sig ved Bredden af det, var Kirken _Les
+Saintes-Maries-de-la-Mer,_ Maalet for Pilgrimsfarten.
+
+Traditionen fortæller, at Maria Magdalena, Martha, Maria Jacobæi, gift
+med Kleophas, en Broder til Tømmermanden Joseph, Maria Salomi, Moder til
+Apostlene Jakob og Johannes, samt endvidere Lazarus, Maximin og flere
+andre Disciple efter Kristi Død, og da Forfølgelserne imod hans
+Tilhængere var begyndte, blev satte ud i et lille Fartøi uden Sejl,
+Aarer, Ror og Levnetsmidler og saaledes sendte ud paa Havet. Ombord var
+ligeledes Sarah, Maria Salomis Tjenestekvinde. Ført af Guds Haand kom
+Fartøjet uskadt til den yderste Pynt af Øen la Camargue, der tilhørte
+Marseillanerne og var beboet af deres Kolonister. Ved Ankomsten oprejste
+de hellige Marier et Alter til Guds Ære, og paa det Sted, hvor det skete,
+lige ved Havets Bred, lod Herren en Kilde med fersk Vand risle frem. Til
+Erindring om dette Vidunder byggedes der senere et beskedent Kapel. Her
+blev Maria Jacobæi og Maria Salomi tilbage, medens deres Ledsagere
+spredte sig rundt omkring for at forkynde Kristendommen ved
+Middelhavslandene. To Kvinder blev efter deres Død begravede i Kapellet,
+hvor der selvfølgelig nu skete de mærkværdigste Mirakler, som bevirkede,
+at der fra alle Egne fandt store Pilgrimsfarter Sted til deres Grav.
+Istedetfor det lille Kapel opførtes allerede før det sjette Aarhundrede
+en Kirke, der til Beskyttelse mod Sørøverne forsynedes med
+Fæstningsværker og endnu i det Væsentlige har bevaret sin antikke
+Skikkelse. Den hører til de mærkeligste Mindesmærker i det sydlige
+Frankrig fra den oldkristne Tid. Kong René lod den i det femtende
+Aarhundrede gjennemsøge for at finde Relikvierne, og da de kom for Dagens
+Lys, udbredte de en saa himmelsk Duft i Kirken, at Ingen kunde tvivle om,
+at det var de ægte. Paven stadfæstede da ogsaa, at de vare authentiske,
+og de nedlagdes derpaa i Kister af Cyprestræ, som hensattes i Kirkens
+Taarn. Under Revolutionen blev Kirken rigtignok fuldstændig udplyndret,
+men der forsikres, at den nidkjære Sognepræst forinden havde taget de
+hellige Relikvier ud af Kisterne, og da det franske Folk vendte tilbage
+til den katholske Religion, blev de lagte i nye Kister, som ganske
+lignede de ældre, hvorefter de igjen anbragtes paa deres tidligere Plads
+i Taarnet. Her findes de endnu, og den Dag idag valfarter ligesaa mange
+Mennesker til dem som for Aarhundreder siden.
+
+For enhver troende fransk Katholik staar det nemlig uomstødelig fast, at
+de hellige Mariers Ben endnu bestandig er i Besiddelse af en
+vidundergjørende Kraft, der især gjør sig gjældende paa det
+lægevidenskabelige Omraade. Troen er bleven bestyrket ved en Begivenhed
+fra den nyere Tid. Det synes at være et Faktum, at et Barn, som var
+blevet bidt af en gal Hund og havde været sygt i flere Maaneder, kom sig
+igjen efter en Valfart til de hellige Mariers Ben. En Følge heraf er, at
+alle Troende, som molesteres af gale Hunde (og deres Antal er i
+Syd-Frankrig uhyggelig stort) begiver sig til den gamle Kirke paa la
+Camargues Pynt. Da Helgeninderne imidlertid ogsaa tager sig af alle andre
+Sygdomme, rekruteres Pilgrimskaravanen i det Hele taget af Vanføre og
+Lidende af enhver Art. Ogsaa Sunde rejser i stort Antal til Kirken; thi
+Kisterne har den beundringsværdige Egenskab, at alle Gjenstande, der
+bringes i Berøring med dem, kommer i Besiddelse af Relikviernes
+Amuletkraft, og enhver Familie ønsker naturligvis at have et saadant
+Universalmiddel i sit Hus. Paa en bestemt Dag af Aaret, den 25de Maj,
+hejses Kisterne ned fra Taarnet og bliver staaende i Kirkens Kor Natten
+over til den følgende Eftermiddag. Det gjælder altsaa om at benytte dette
+Døgn; thi naar Relikvierne igjen befinder sig paa deres Plads i Taarnet,
+kan Ingen faa Adgang til dem, førend der paany er forløbet et Aar.
+Befolkningen vaager paa det Strengeste over, at Helgenindernes Naade ikke
+misbruges. De gjør det saa strengt endogsaa, at da Ærkebiskoppen for
+nogle Aar siden kom til Kirken og forlangte, at Kisterne skulde hejses
+ned, gjorde Indbyggerne ligefrem Oprør og tvang ham med ladte Geværer til
+at afstaa fra sit Forlangende.
+
+Til daglig Brug er _les Saintes-Maries-de-la-Mer_ en saa ubetydelig
+Landsby, som tænkes kan. Den har knap ottehundrede Indbyggere, af hvilke
+ovenikjøbet et Par hundrede stadig er borte paa Fiskeri. Den ligger
+tilmed næsten i en Ørken, idet hele den sydlige Del af la Camargue
+bestaar af udyrket og maaske uopdyrkelig Jord, og Fremmede besøger den
+kun yderst sjeldent, undtagen netop den 25de Maj. Paa denne Dag stiger
+dens Befolkning imidlertid pludselig til en halv Snes tusinde Mennesker.
+Ikke blot Rhonedampskibene, der i Anledning af Festen undtagelsesvis gjør
+Turen ned ad den lille Rhone, uagtet de hvert Øjeblik udsætter sig for at
+løbe paa Grund, bringer andægtige Gjæster i Masse til den gamle Kirke,
+men Vejen over la Camargue bedækkes af Hundreder af Vogne, under hvis
+Lærredssejl Selskaber af Slægtninge og Venner valfarter til Relikvierne.
+Selv fra fjerne Egne af Syd-Frankrig kommer der Pilgrimme, af hvilke
+mange i from Iver tilbagelægger Vejen tilfods trods den brændende Sol og
+gjennem usunde Sumpegne.
+
+Paa de to Festdage, den 25de og 26de Maj, frembyder den lille Landsby da
+ogsaa et højst livligt Skue. Dens Torv er en eneste stor Bod med smaa
+Borde, hvor der sælges Rosenkranse, Bønnebøger og Krucifixer, Mairiets
+Mur er af en Handlende, der har villet udfolde alle sine Skatte for
+Publikum, fra øverst til nederst bedækket med Glansbilleder,
+forestillende de hellige Mariers vidunderlige Ankomst til La Camargues
+Kyst, de tre til fire Gader, Byen har, kan slet ikke passeres for
+Menneskeklynger, udenfor _Café de la Porte_, som paa en Gang er Byens
+eneste Kafé, Restauration og Hotel, sidder der ligesaa mange Gjæster som
+udenfor Kaféerne paa Paris's Boulevarder, og rundt omkring det Komplex af
+Huse, som udgjør den egentlige By, har der dannet sig en formelig Lejr af
+Vogne og Telte. Det er, som om man pludselig var bleven flyttet langt
+bort fra Civilisationen og befandt sig i en Karavane, der holdt Hvil ved
+en Oase i Sahara. De Fysionomier, som man ser, bestyrker En i Illusionen.
+Det vrimler af Zigeunere. Sarah, der frelstes sammen med de andre hellige
+Personer, er nemlig Zigeunernes Skytshelgeninde, og da hendes Ben
+ligeledes opbevares i Kirken, valfarter ogsaa Zigeunerne fra hele
+Frankrig til _Les Saintes-Maries-de-la-Mer._
+
+En By med syvhundrede Indbyggere kan naturligvis ikke give Husly til
+titusinde Mennesker. Det forlanges imidlertid heller ikke; forsaavidt man
+ikke er saa andægtig, at man tilbringer Natten paa en Bænk i Kirken,
+sover man i Teltene, i Vognene, paa Sandet bag en Busk, paa Kirkens flade
+Tag, i Fiskerbaadene, eller hvor man ellers kan komme til. Husene
+forbeholdes udelukkende de Profane, der kommer som Nysgjerrige og ikke
+som Pilgrimme. Men de faar saa selvfølgelig ogsaa Lov til at betale denne
+Begunstigelse. _Saintes-Maries-de-la-Mer_ har den 25de Maj de dyreste
+Hoteller, der kan opdrives i Verden. Man maa betale fem og tyve Francs
+for et Loftskammer, hvis Properhed tilmed lader alt Muligt tilbage
+at ønske.
+
+Udrustet til en Rejse, der for Adskilliges Vedkommende strækker sig over
+et Tidsrum af mere end en Uge, nemlig naar man vil være med til
+Hestevæddeløbene og Tyrefægtningerne, der afholdes i de nærmeste Dage
+efter Processionen, strømmer altsaa Pilgrimme fra hele det troende
+Sydfrankrig til _Les Saintes_, som Byen i daglig Tale kaldes. Klokken tre
+den 25de Maj begynder Kirkens Klokker at ringe, og Hovedceremonien,
+Nedsænkningen af de hellige Kister, finder da Sted. I from Iver har
+imidlertid allerede Mange strax efter deres Ankomst begivet sig til
+Kirken for at føje deres Voxlys til de mange hundrede, som allerede
+brænder til Mariernes Ære, og da der er al Udsigt til, at man vil komme
+til at staa udenfor under Ceremonien, naar man ikke i Tide sikkrer sig en
+Plads i Kirken, bliver Hovedmassen derinde med det Samme. Naar Ceremonien
+begynder, er den iøvrigt temmelig store Kirke propfuld af Mennesker. Den
+andægtige Forsamling har ikke ladet sig nøje med de Bænke, der saa tæt
+som muligt er anbragte i Skibet, Koret, omkring Hoved- og Sidealtrene,
+saavelsom paa de talrige og dybe Pulpiturer; man ser Kvinder og Børn oppe
+paa selve Alterbordene, paa Prædikestolen, paa Skriftestolens Tag, kort
+sagt overalt, hvor der er nogen Mulighed for, at et Menneske kan staa
+eller sidde. Selv Sognepræsten er nærved at opgive Ævret, da det gjælder
+om at finde en Kvadratfods Plads for vort lille Selskab af Fremmede. Da
+han endelig har faaet os klemte sammen oppe paa det øverste Pulpitur,
+viser det sig, at vi næppe kan trække Vejret der. Luften er aldeles
+forpestet af Voxlysenes Os, Røgelsen og Uddunstningerne fra de mange
+Mennesker. Der er ligefrem Fare paafærde. Men Præsten er snarraadig og
+redder vort Liv ved egenhændig at slaa et Par af de nærmeste
+Kirkeruder ud.
+
+Psalmerne til Ære for de hellige Marier havde allerede lydt i flere Timer
+fra Tusinder af fromme Læber, som Begejstringen gjorde utrættelige selv i
+denne Dampbadstemperatur. Paa samme Tid som Kirkeuret slog tre, begyndte
+en Uendelighed af smaa Klokker at ringe oppe ved Hovedaltret. Hele
+Forsamlingen rejste sig, man hørte en dæmpet Mumlen og saae dette
+Menneskehav bevæge sig ligesom i en Storm, medens blinkende Gnister
+hoppede som Lygtemænd frem og tilbage mellem de sorte Hoveder. Et Øjeblik
+efter herskede der dog igjen fuldstændig Stilhed. Alle havde faaet det
+Voxlys tændt, som de holdt i Haanden, og Kirkehvælvingen forvandledes til
+et stort, mørkt Firmament, oversaaet med smaa guldgule, flimrende
+Stjerner. Røgelseskyerne blev bestandig tættere, der hørtes en
+hemmelighedsfuld Mumlen af fjern Messesang i Krypt og Sidekapeller, og de
+Andægtiges Extase tog bestandig til. Saa blev pludselig Jernlugen oppe i
+Loftet over Hovedalteret skudt fra; et Reb, der var skjult af Palmegrene
+og hvide Blomster, hejsedes ned. I det hang to gamle, røde Kister,
+bedækkede med Krandse af Evighedsblomster. Efterat de i nogle Minuter var
+blevne holdte svævende ovenover Hovedalterets Lyshav, for at Alle kunde
+se dem, sænkedes de langsomt ned i Midten af Koret. Idet de berørte
+Gulvet, gav den længe tilbageholdte Spænding sig Luft i et tusindstemmigt
+Jubelskrig, og Alle, som stod i Nærheden af Koret, styrtede frem imellem
+hinanden for at være de Første, dér berørte Relikvierne.
+
+Alterklokkerne ringede, Præsterne messede, Smaabørnene hvinede af
+Fortvivlelse over Varmen, som var nær ved at kvæle dem, og Psalmesangen
+begyndte igjen, hurtigere, højere og vildere end nogensinde før.
+
+Hvor længe dette Optrin varede ved, kan jeg ikke sige; man maatte selv
+være betagen af de Troendes potenserede Extase for at kunne udholde de
+fysiske Lidelser, et længere Ophold i Kirken medførte. At Stimmelen
+omkring Kisterne hverken standsede den Dag eller om Natten eller den
+følgende Formiddag, kan jeg dog konstatere. Alle maatte ind i Kirken; at
+røre ved Kisterne var jo Maalet for Rejsen. Børn, som var komne til
+Verden med en eller anden Skavank, blev lagte paa smaa Puder ovenpaa
+Kisterne og holdte der saa længe som det tillodes; thi der var stadig
+Andre, som skulde til. Enhver, som var hjemsøgt af en Lidelse, søgte at
+bringe den Del af Legemet, hvor Ondet havde sit Sæde, i Berøring med
+Relikvierne for at finde Lindring og Helbredelse. Masser af
+Helgenbilleder, Bønnebøger, Rosenkranse o.s.v. lagdes uafbrudt paa
+Kisterne for at blive indviede ved Berøringen.
+
+Samtidig var Kirken fuld af Bedende, Syngende og Sovende. Man havde Puder
+med for at kunne lægge sig paa dem, naar Udmattelsen blev for stor. Mange
+af Pilgrimmene lagde nemlig den største Vægt paa at kunne blive i Kirken
+hele det hellige Døgn tilende. Andre var der dog imidlertid ogsaa, som
+ikke tog Sagen saa rigorøst. Pilgrimsfarten var for dem mindre en Bod end
+en Fest, under hvilken Andagten og Glæden, gik Haand i Haand. De drog
+omkring i Beværtningsteltene, spillede i de utallige Tombola'er, som er
+uadskillelige fra ethvert fransk Folkemarked, flokkede sig i Klynger ved
+Havets Bred og foretog Sejlture i Baade, hvorfra der lød muntre Sange.
+Derpaa aflagde de et nyt Besøg i Kirken, og efterat de en halv Times Tid
+havde lyttet til en af de Prædikener, som de tilstedeværende Gejstlige
+uafbrudt skiftedes til at holde, gik de igjen bort Arm i Arm for atter at
+søge Adspredelse. Mange Grupper vandrede længe omkring i den maanelyse
+Nat, førend de søgte Hvile i Teltene, og de tillod sig paa disse
+Spadsereture alleslags Løjer og Lystighed, Men saadan er nu engang den
+romanske Race. Man vilde tage meget fejl, hvis man tvivlede om, at
+Pilgrimsfarten ikke ogsaa havde en dyb religiøs Betydning for disse glade
+Mennesker.
+
+Nedhejsningen af Kisterne er Festens Hovedpunkt. Men den følgende Dag
+havde dog ogsaa et højtideligt Præg. En kolossal Procession drog langs
+Middelhavets Kyst til det Sted, hvor de hellige Marier ifølge Traditionen
+gik iland. Med Koret i Spidsen og med brogede Kirkefaner, baarne af unge
+Piger, vandrede Pilgrimsskaren afsted. Kvinderne talte uafbrudt Perlerne
+i deres Rosenkrans, medens de bad, og Mændene gik med nylig plukkede
+hvide Lilier i Haanden. Solens Straaler faldt ned paa det lange Tog,
+medens det gik langs med det lysblaa uendelige Havs Bred, og hvide
+Maager, som fløj ind over Kysten, søgte af og til Hvile paa Fanerne. Der
+var baade Skjønhed og Højtidelighed i det Billede.
+
+Hermed var imidlertid ogsaa Pilgrimsfarten væsentlig til Ende. De mest
+Andægtige overværede endnu Messen, under hvilken Kisterne atter hejsedes
+op paa deres Plads i Loftshvælvingen og kastede sig i det sidste Øjeblik
+over Relikvierne. Men Mange havde allerede strax efter Processionen sat
+sig i Bevægelse for over la Camargues sandede Veje at vende tilbage til
+Hjemmet og aflægge Beretning om de nye Mirakler, Helgeninderne havde
+gjort. For de Troende forefalder der adskillige hver 25de Maj. Sidste
+Gang var det især Sarah, som vandt Berømmelse ved at helbrede en
+Pukkelrygget. Han havde om Aftenen lagt sig til at sove ved hendes Kiste,
+og da han vaagnede om Morgenen, var han saa rank og lige, som noget
+Menneske kunde ønske at være det. Naar man spurgte de troende Kvinder,
+som med Begejstring fortalte denne Historie, om de havde set den
+Pukkelryggede, efterat han var bleven lige igjen, maatte de ganske vist
+tilstaa, at det havde de ikke. Men de var lige fuldt fast overbeviste om,
+at Miraklet havde fundet Sted.
+
+Man veed, hvorledes det gaar. De troende Kvinder fortæller ved deres
+Hjemkomst om Vidunderet, Beretningen kommer i de smaa klerikale Blade,
+Landsbypræsterne lovpriser Sarah for hendes nye Undergjerninger, og
+Tusinder af Katholiker føler sig herved yderligere befæstede i deres Tro.
+Den unge franske Republik har aabnet en Kamp mod Klerikalismen. Den var
+nødvendig; intet Menneske, der virkelig hører vor Tid til, kan nære nogen
+Tvivl i saa Henseende. Men det er et stort Spørgsmaal, om den franske
+Regering ikke i Iveren for sin Sag gaar baade videre og med hurtigere
+Skridt, end det er klogt og hensigtsmæssigt. Den regner med de store Byer
+og ikke med de smaa Kroge ude paa Landet. Der sidder den troende
+Fanatisme endnu fast og sikkert i Sadlen. Den er Aarhundreders Værk, og
+det kan et Pennestrøg, et Regeringsdekret ikke udslette. For Sydfrankrigs
+Vedkommende lader det sig i ethvert Tilfælde med Sikkerhed sige, at flere
+Generationer vil gaa i Graven, før det lykkes at løsrive Massen af
+Befolkningen fra det Herredømme, som den katholske Gejstlighed
+udøver over den.
+
+[Illustration: Det antike Amphitheater i Nimes]
+
+Oldtidslevninger i Provence.
+
+Trubadurernes Land er glemt som Trubadurernes Sange. Turister fra
+Alverdens Egne oversvømmer hver Krog af Italien, men til Provence kommer
+ingen. Kun stille Forretningsfolk fylder dets fabelagtigt billige
+Hoteller, hvor man for et Par Kroner faar en _grand diner_ af første Rang
+og gratis saa meget Vin til, som man gider drikke; i dets gamle,
+mærkværdige Byers Gader er Manden med den røde Bædeker under Armen saa
+sjelden som en Grindehval i Øresund, og mellem dets Bjerges Mandel- og
+Oliventræer lever den glade, gulbrune Provencaler saa uforstyrret af
+angliserede og angliserende Rejsende, at han selv spiser Forellerne fra
+sine Vandfald og sælger sin Vin til en halv Snes Øre Litren. Det er for
+saa vidt prægtigt, det giver dette dejlige Land et Præg af Friskhed og
+Ejendommelighed, der gjør det dobbelt fortryllende; over de gængse
+Rejselande, der ere kjendte som Randers Handsker, og som hver londonsk
+Urtekræmmer besøger, hviler der saa grumme tidt, trods al deres Skjønhed,
+en Luft af noget Banalt, der støder fra. Men det er uforstaaeligt
+tillige: Provences Sol er ikke mindre varm og gylden end Italiens, dets
+Himmel ikke mindre blaa, dets Kvinder fuldt saa skjønne, og dets ædle
+Druer fuldt saa fyrige.
+
+Man gaar til Italien, fordi det er den klassiske Jord, fordi der for
+hvert Skridt, man kommer frem, myldrer med Minder fra en Tid, der var saa
+stor, at selv vor grinende Skepticisme andægtigt bøjer Hovedet for den
+endnu. Men heller ikke i det Kapitel staar Provence tilbage. Folk veed
+det blot ikke, det er hele Sagen. Kolosssæums og Forum Romanums Ry er i
+Alles Munde, fordi Utallige har set dem og naturligvis, naar de kommer
+hjem fra Rejsen, skynder sig at fortælle Naboer og Gjenboer om, hvad de
+har set. Provences antike Theatre og Arenaer, dets Mausoleer og Arkader
+kjender Ingen. Men derfor er de der alligevel i ikke mindre
+overvældende Rigdom.
+
+Gallien var det romerske Riges mest blomstrende og mest civiliserede
+Provins. Dets Kultur bredte sig her i en Fylde som i selve Rom; mange af
+dets Kejsere gjorde det til deres Yndlingsopholdsted, og meer end een af
+Galliens Byer hørte til de største og betydeligste i den antike Verden.
+Da Germanerne kom, fandt de her en Friskhed og Kraft endnu, der gjorde
+dem Kampen sværere end noget andet Sted. Men Hovedstaden var falden,
+Staten var opløst, den ene Provins kunde ikke holde sammen paa Riget, der
+allerede laa i Ruiner. Og saa druknede da ogsaa efterhaanden det gamle
+Galliens Kultur under Barbarstrømmen fra Øst. Dets Byer brændte, dets
+Kunstskatte forsvandt, man rev dets Marmormonumenter om for at bygge
+Borge og Fæstninger af dem. Helt ned gjennem Middelalderen løftede ingen
+Haand sig for at bevare, hvad der endnu kunde frelses, Provence blev
+stort og berømt igjen gjennem dets Kongehoffers Glands og dets
+Trubadurers Sange, Men for hvert Greb i Citheren, der kaldte til nye
+Turneringer og nye Kampe, sank Gruset tættere og højere om Levningerne
+fra en Tid, som Ingen forstod, og Ingen brød sig om. Hvad der i disse
+lange Aarhundreder er gaaet tabt, maa være uhyre, det, som vore Dages
+fredende Hænder har draget frem af den gamle romerske Verden, viser os
+tydeligt Provence som et af Centrerne for dens Storhed.
+
+Særlig er Arles med Hensyn til Oldtidsminder et Rom _en miniature._ Det
+var det gamle Galliens Metropol; Kejser Constantin havde endog en Stund i
+Sinde at gjøre denne By til hele det romerske Riges Hovedstad, og for
+hvert Skridt gjennem dens sydlandske Gader møder man endnu Levninger fra
+den svundne Pragt. Man gaar gjennem en smudsig, snever Gyde og standser
+midt i den overrasket foran en antik Tempelportal, der nu danner Indgang
+til en Maskinudstilling. Man kommer i Land fra en Baad, der kaster sin
+Trosse om en afbrukken Marmorkolos; højere oppe ser man nogle gule,
+forvittrede og af Solen brændte Taarne og Arkader, det er Levningerne af
+Constantins Palads! Man spørger om Navnet paa den Café, hvor man sidder:
+Café du Forum, ser, at den lille firkantede, hyggelige, af store Plataner
+helt beskyggede Plads udenfor ligeledes bærer dette antike Navn paa
+Hjørnet, og opdager virkelig tæt ved Levninger af det gamle Forum:
+Granitsøjler med prægtige korinthiske Capitæler, Thermernes Facade o.s.v.
+Man spadserer langs Rhonekajen og støder snart paa Fragmenter af en
+romersk Bro over Floden, snart mellem de middelalderlige Fæstningsværker,
+der løbe rundt om hele Staden, paa Partier, hvor det endnu er Hadrians og
+Caligulas Fortifikationer, der ere bevarede: Porte og Taarne i Ruiner,
+mellem hvilke den aurelianske Vej førte ind i Byen. Eller man følger
+Strømmen af Arleserinder ud til den fornemste Promenade og befinder sig
+pludselig i en lang Avenue, hvor der paa begge Sider, klods op til
+hinanden, staar Hundreder af underlige store, smalle Granitkister med
+fire klodsede Fødder og Laag ovenpaa, som der sagtens behøves en halv
+Snes Mand for at løfte; de er gravne op paa Stedet selv, den moderne
+Allée drager sig hen over det gamle Champs-Elysées, paa Romernes Tid en
+uhyre Kirkegaard, hvor Notabiliteter fra hele Provence stedtes til Hvile.
+De smukkeste Marmorsarkophager er førte bort til Barberinimuseet i Rom,
+til Lyon, hvor man gjemmer Servilius Marcianus' Kiste, til Marseille,
+hvor man har Flavius Memorius og Cecilia Aprulas, eller til Museet i
+selve Arles; kun de Ubekjendte har faaet Lov til at blive staaende paa
+den gamle Plads, men Indtrykket af denne de Dødes gigantiske Gade er
+derfor ikke mindre ejendommeligt, ikke mindre imponerende.
+
+Man kan, som sagt, ikke flytte Foden i Arles uden at falde over romerske
+Ruiner. Udgravningerne skrive sig ovenikjøbet næsten udelukkende fra
+dette Aarhundrede, og man er sikker paa at finde meget Mere endnu, naar
+man engang kommer til at rive de middelalderlige Bygninger ned, der har
+rejst sig over Levningerne fra den gamle Tid. Sikkert veed man saaledes,
+at der under Erkebispens Bolig findes det antike Prætorpalads. Men hvad
+man end finder, vil dog aabenbart ved Siden af den prægtige romanske
+Klosterkirke St. Trophime det romerske Theater og Arenaen vedblive at
+være Byens største Mærkværdigheder. Amphitheatret synes at være en hel
+Guldgrube for Antiqviteter; der er ingen Ende paa den Mylr af
+Marmorstatuer, Søjlekapitæler, Urner, Smykker, Mønter o.s.v., hvormed man
+herfra fylder Arles, Museum. Og derimellem nogle af de største
+Mesterværker; man har fra den romerske Tid, saaledes den berømte Venus
+fra Arles, der nu er flyttet til Louvregalleriet i Paris, samt et andet
+Venushoved, der maaske endogsaa i Skjønhed overgaar et hvilketsomhelst
+antikt Billedhuggerværk, men som desværre mangler Næsen. Mange af
+Frankrigs store Kunstnere har forsøgt at sætte en ny paa, men de har alle
+været den ubekjendte Mester underlegne og har opgivet Forsøget igjen.
+
+Af Theatret selv har man endnu Tilskuerpladsen omtrent i dens Helhed, af
+Scenen derimod væsentlig kun to prægtige, kolossale Prosceniumspiller,
+hugne af hvidt Marmor og endnu kronede af Kapitælernes nederste Stykker.
+De giver en Idée om Scenens Pragt, men om selve dennes saavelsom
+Orkesterpladsens Udstrækning og Indretning er det vanskeligt gjennem de
+opbevarede Ruiner at danne sig nogen rigtig Forestilling. Til Gjengjæld
+ser man derimod den antike Arena saa fuldstændig, at den med en Smule
+Fantasi staar for En i hele sin overvældende Storhed.
+
+[Illustration: Det antike Amphitheater i Arles.]
+
+Den er efter Colossæum i Rom den største, man har. Da man i 1825 begyndte
+Restaureringen, var det et helt Fattigkvarter af Arles, der maatte
+fjernes, og man brugte sex Aar for at rydde de to hundrede og tolv Huse
+bort, som i Aarhundreder havde ført en Parasittilværelse indenfor dens
+svære, beskyttende Mure. Nu staar den der fri for alt det Smaakrat, mere
+imponerende end nogen Kirkebygning, et Vidundermonument fra en Tid,
+overfor hvilken vi moderne Mennesker maa føle os som rene Dværge. Gjennem
+tresindstyve Porte kommer man ind til det underste hvælvede Galleri, fra
+hvilket ligeledes tresindstyve Stentrapper fører op til Tilskuerpladsens
+tre Etager, den underste for Hoffet og Senatorerne, den mellemste for
+Ridderne, den øverste med henved en Snes Sæderækker over hinanden for
+Folket. Paa Midten af den nederste, umiddelbart ved Ballustraden til
+Arenaen, findes Sæderne for Kejseren og hans Følge i komplet restaureret
+Stand, ligeoverfor Pladserne, der vare bestemte til Vestalinderne, og
+rundt omkring den hele Etage løber med tresindstyve Adgange og
+tresindstyve Balkoner det Foyergalleri, hvor den fornemme Verden
+udhvilede sig i Pauserne mellem Kampene. Arenaen selv indtager et
+Fladerum, hvis ene Diameter er henved femhundrede Fod, den anden omtrent
+halvfjerdehundrede; Amphitheatret kunde rumme over tredivetusind
+Tilskuere. Dets øverste Række er nu borte, men naar paa varme
+Sommersøndage Arles' og Omegns Befolkning strømmer sammen for at være
+Vidne til Tyrefægtningerne, der ligesaavel er Sydfrankrigs som Spaniens
+populære Hovedforlystelse, samler ofte endnu henved en Snes tusind
+Mennesker sig paa de gamle Stensæder. Skinner Solen da med sydlandsk
+gylden Glød ned fra en akvamarinblaa Himmel, medens de vidunderlig
+skjønne Arleserinder i deres maleriske Nationaldragter promenerer rundt
+mellem Udskjænkningsbordene paa den brede Afsats mellem de to nederste
+Etager, medens hele det uhyre Amphitheater er fyldt med Mennesker og
+Farver, og medens de vilde Camarguetyre nede paa Arenaen hidses og
+stikkes, hvilken uforlignelig Fest er da ikke en Time eller to tilbragte
+i denne Gjenopvækkelse af hele den store, antike Verden! Uforlignelig,
+men ikke enestaaende. Ogsaa det nærliggende Nîmes har ligesom Arles sin
+antike Arena, hvor der holdes Tyrefægtninger saa at sige hver Søndag om
+Sommeren. Den er ikke saa stor, Skjøndt der boede to tusind Mennesker i
+den, før den blev renset for sit middelalderlige Bykvarter, men den er
+bedre konserveret og restaureret. Man tænker endogsaa paa at sætte den
+ganske i samme Stand som paa Titus' og Domitians Tider. Nîmes er i det
+Hele taget efter Arles den paa Oldtidslevninger rigeste provençalske By.
+Fremfor Alt har den sit Maison-Carrée, den mest fuldstændige Bygning,
+paastaar man, som nogetsteds i Verden findes fra Romernes Dage. Det er i
+Grunden slet ikke nogen Ruin, kun Taget er fra vor Tid, det Hele er saa
+godt bevaret, at Huset benyttes til Malerisamling. Dets tredive
+kannelerede korinthiske Søjler staar endnu i hele deres Pragt. Hvilken
+Kunst og hvilke Proportioner! Ligeoverfor paa den anden Side Torvet har
+man bygget et moderne Theater i lignende Stil; det ser ud som en
+Hestestald, sammenlignet med dets antike Gjenbo. Og saa Dianatemplet,
+Ruinerne af Augustus' prægtige Marmorbade, Capitoliumslevningerne o.s.v.
+Heller ikke her er der nogen Ende paa Skattene. Og det er der ikke i hele
+Provence; hver By, hver Landsby har sine; midt inde mellem Bjergene
+findes der Rester af Akvædukter, Broer, Museer og Templer. Og til dette
+Land kommer ingen Rejsende!
+
+[Illustration: Parti af St. Trophime i Aries.]
+
+Petrarcas Hjem.
+
+Okkergule Bjerge hegner den snevre Dal ind. Man kommer til den fra et
+frodigt Landskab, fuldt af Vinmarker og tætbevoxet med Morbær- og
+Oliventræer. Rosenbuske i bugnende Flor og i glødende Farver langs Vejen,
+blomsterdryssende Akacier, og mellem dem aaben Udsigt til begge Sider
+over de grønneste Egne af Provence. Men saa nærmer man sig Bjergene;
+mellem to af de forreste, fremspringende Klippekamme spænder sig en
+pittoresk Akvædukt, under hvis høje Buer man ruller ind, Skrænterne
+bliver efterhaanden højere og stejlere paa begge Sider, de snevrer sig
+tættere, og tættere sammen, og lige foran lukkes Landskabet af en lodret,
+gigantisk Klippemur. Passagen ind under Akvædukten er ikke mere end en
+hundrede Alen bred, og fra hvert Punkt i den lille, sammenknebne Dal seer
+det derfor ogsaa ud, som man befandt sig i en fuldstændig lukket Kjedel
+mellem Bjergene. Fjeldmurene er vildt sønderrevne; paa Toppen af den
+laveste ligger Biskoppen af Cavillons middelalderlige Borg i Ruiner, men
+naar man staar paa et Sted, hvor man ikke kan se den, synes man at finde
+den igjen ogsaa paa alle de andre Tinder. En hel Kreds af Klippepynter
+har samme Former og samme graaliggule Farver som de forvittrede
+Borgruiner. Lidt længere nede kommer der store, glat afskaarne Flader med
+dybere gul Tone, undertiden schatteret helt over i det Rødligtbrune.
+Sydens Sol brænder paa dem og giver dem en blank, hemmelighedsfuld
+Guldglands, vilde Figentræer med deres store, fingrede Blade og de mørke
+Frugter springer ud af Klipperevnerne, selv paa de Steder, hvor man ikke
+seer en Fodsbred Jord, Skrænterne er bedækkede med Olivenplantager, der
+gror Cypresser og vilde Roser mellem de omkringstrøede Klippeblokke, hist
+og her kaster ogsaa et stort, enligstaaende Valnøddetræ Skygge over en
+romantisk Plet med Brombærranker mellem Buxbom- og Terpentinbuske, og
+øverst oppe vrimler det af forunderlige, mørke Huler inde i Bjerget. Men
+hvis det alene var nok til at skabe et Paradis for Digtere og Forelskede,
+vilde Verden være oversaaet med Millioner af paradisiske Steder. Det er
+en hel anden Ting, der gjør Vaucluses lille Klippedal baade skjøn og
+ejendommelig, det er noget Andet, der har begejstret Petrarca, og som
+siden hans Tid har lokket Tusinder og atter Tusinder af Tourister til
+
+  Le plus riant vallon qu'éclaire l'oeil du monde.
+
+Ved Foden af den lodrette Klippemur, som lukker Dalen, udspringer der en
+Kilde, hvis Væsen endnu Ingen har kunnet forklare. Den kommer fra en
+Afgrund under Bjerget, en mørk, mysteriøs Grotte, hvis Bund Sonden ikke
+har formaaet at naa, og udsender fra dette uudgrundelige Dyb en
+Vandmasse, der beregnes til halvtredsindstyve tusind Litrer i Sekundet.
+Til visse Tider, naar Vandet staar lavt, kan en dristig Klattrer vove sig
+ned i Hullet under Bjerget og ved selve Afgrundens Aabning konstatere
+dens bundløse Dyb. I Regelen derimod naaer Vandet op til Midten af det
+aarhundredgamle Figentræ, som skyder ud fra Klippen, hvor Dalen ender; og
+breder sig der til et lille, stillestaaende Bassin med det vidunderligste
+mørkegrønne, klare Vand.
+
+Det er dette Vand fra Bjergets Indre, der giver Vaucluses Dal dens
+Karakter og gjør den saa henrivende skjøn. Fra Bassinet vælter det sig i
+hvidskummende Smaakaskader ned over en smal, stærkt skraanende Flodseng
+af store, med tæt, brunt Mos som med et Fløjelstæppe betrukne
+Klippeblokke, og fortsætter saa i rivende Fart og i kaade Slyngninger,
+stadig afbrudt af smaa, sølvhvide Fald, sit Løb langs Bredder, der kun er
+smalle, men som dette herlige Vand har gjort til de vidunderligste
+i Verden.
+
+Vinranker slynger sig over Stenene, smaa blanke Laurbærlunde lægger
+Skygge og drømmende Stilhed over grønne Løvpartier, lyse Mandeltræer
+sender deres dunede Frugter ud at sejle paa de hoppende Smaabølger,
+Hængepilen dypper, sine Grene i dem, som om den aldrig kunde drikke sig
+mæt, og Solblinkene, der gynger paa dem, har en Fart, saa Reflexet
+spiller igjen under Morbærtræernes Blade som hurtigt jagende, luftige
+Taagedampe. Nede i Vandet gror der en lysgrøn Plante med fint, takket
+Løv, som bøjer sig i den flygtende Rullen af Bølgerne og dækker Bunden
+med et Tæppe, der er friskt som Vandet selv, zart som unge Bukkarskud,
+gjennemsyret af Foraar, saa man faaer Lyst til at bære sig ad som Kvæget,
+der dukker hele Hovedet ned i Floden, for at svælge i disse grønne
+Planter. Skjæret af dem giver Vandet en Farve, saa det paa sine Steder
+blinker med Smaragdglands; hvor Platanen eller Valnøddetræet voxer saa
+tæt ved Bredden, at dets Skygge kan falde ud, bliver Tonen en Smule
+stærkere dyb, og ved Gjenspejlinger af det blaalige Figenløv, af
+Rosmarin- og Gyvelkrat eller af efeu- og mosbedækkede Klippeblokke
+bringes Farvevexlingen over selv til de dunkleste Nuancer. Men stadig er
+Vandet gjennemskinnende klart, som om man saae det under en Kuppel af
+slebet Krystal, Forellerne springer i det med Skjæl, der funkler af
+Glands, og man stikker Haanden i det med en Fornemmelse af, at hver
+Draabe, man tager op, kunde fattes sammen som Ædelsten til det
+dejligste Smykke.
+
+Vauclusedalen er fra Akvædukten til det lukkende Bjerg, under hvilket
+Kilden fødes, knap nok en halv Mil lang, og Vandet mister derfor paa hele
+sit Løb gjennem den intet af Dybets Kjølighed. Det fylder den snevre Dal
+med en Duft af Friskhed, der bestandig holder Luften ren, saa selv den
+hede Vind fra Sahara ikke kan bære nogen Sygdom ind til dens lykkelige
+Beboere, og det gjør, endogsaa paa en Sommerdag, naar Solen fra en skyfri
+Himmel brænder med hele sin sydlandske Kraft, den nærmeste Bred ved
+Floden til det mest velsignede, kjølige Opholdssted, noget Menneske kan
+drømme sig. En Eftermiddag paa Græsskrænterne her med deres Tusinder af
+metalblanke Guldsmede og mangefarvede Sommerfugle, der sidder og slumrer
+paa de mørkrøde Valmuer, med deres Rosenhækker, som spejler sig i en
+stille Bugt af Floden, og hvor Nattergalene holder Væddesang timevis uden
+at trættes--en Eftermiddag ved dette vidunderlige Vand, og alle
+Ungdomsdrømme om Provence er gledne ind i et Virkelighedsbillede, hvis
+Skjønhed vil følge En Livet igjennem.
+
+Men alligevel: den har ikke seet Petrarcas Dal, der kun har seet den i
+Solskinnets gyldne Glands. Blandingen af vild Storhed og romantisk Ynde,
+som er den ejendommelig, naaer sin højeste Virkning en varm Sommernat,
+naar Fuldmaaneskinnet vider de snevre Perspektiver ud, gjør de vilde
+Klipper dobbelt høje og dobbelt imponerende og glider med sine
+hemmelighedsfulde, bløde Skygger ind mellem Buskadset langs den summende
+Flod, fortættende Træernes Løv, forvandlende hver lille hvid Kaskade til
+et blinkende Væv af Guldfiligran og bredende over Alt sin næsten
+ængstelig drømmende Ro, saa at selv det fremadjagende Vand synes at sno
+sig ind mellem Breddens Bugter som et stille, blanksort Spejl. Naar
+Maanen endnu ikke er kommen helt op midt paa Himlen, skyder den lukkende
+Klippemur sig saaledes for, at den selv og Partiet nærmest omkring
+Kildebassinet ligger i Mørke. Man kan umuligt staa her ved Foden af dette
+sorte Bjerg, der i Nattedunkelheden synes at løfte sig saa højt i Vejret,
+at Himlen kommer til at ligge som et blaat Tag umiddelbart paa dets Top,
+her ved Kanten af dette hemmelighedsfulde Vand, hvis dumpe Rislen op fra
+Afgrunden man tydeligt kan høre--man kan umuligt staa her mellem dette
+Kaos af væltede, nøgne Klippeblokke uden at føle en Isnen gjennem alle
+Nerver, der næsten knuger En til Jorden af Rædsel. Men seer man saa
+nedefter over Dalen, forbi Skrænterne med de stille, sorte Cypresser og
+deres endnu sortere Skygger, der drager sig som lange Florsstriber over
+det i Maaneskinnet næsten sølvhvide Bjerg, lader man Blikket fra de
+takkede, med Grotter og Huller oversaaede Tinder, der ligner antike
+Amfitheatre i Ruiner, glide langs Smaakrattet paa Skraaningerne ned til
+den blanke Flod og dens tætbevoxede Bred--hvilket forunderlig blødt, med
+Drøm og mild erotisk Nattestemning mættet Landskab møder man da ikke i
+Stjernerne staar saa stille og klare paa den dybe Himmel, der titter frem
+mellem de høje Poplers Kroner, Maanestrimen falder ned over Hængepilens
+Løv og bliver, idet Vandet leger med Træets Grene, til en Guldregn af
+hoppende Blink, den skinner paa Laurbærbuskenes blanke Blade, saa de
+tusinde Reflexer hyller Stedet ind i en taageagtig Sky af gjennemsigtigt
+Sølvmor, og længst nede, ved den lille Landsby, der er voxet op paa begge
+Sider af Floden, falder dens Glands paa de sig langsomt drejende
+Møllehjul, saa at Vandet paa deres Skovle, idet det løftes op, funkler
+som et Hav af Diamanter.
+
+Saaledes seer det Landskab ud, hvor Petrarca en halv Snes Aar igjennem
+har vandret Aften efter Aften og digtet Sonetterne til Laura. Man viser
+endnu umiddelbart nede ved Floden hans Hus og hans Have, en ganske lille
+Plet med aarhundredgamle Laurbærtræer og en Luft, som Tusinder af Roser
+og Jasminer mætter med næsten bedøvende Vellugt. Der er saamange Digteres
+Hjem, Verden freder om som hellige Relikvier, men som ikke har mindste
+Interesse, fordi de Intet fortæller om de Stemninger, der har paavirket
+Digteren. Her er det anderledes. Hver Fodsbred Jord, hvert Krat paa
+Klippeskrænten, hver Belysning over Floden er en Kommentar til
+Sonetdigterens Sange. De kunde være blevne til ogsaa uden nogen Laura,
+men de kunde aldrig være skrevne paa noget andet Sted end netop i denne
+snevre Dal mellem Provences Bjerge, i dette.
+
+  Vaucluse, heureux séjour, que sans enchantement,
+  Ne peut voir nul poëte, et surtout nul amant.
+
+[Illustration: Vaucluses Kilde.]
+
+Marseille.
+
+Livet i Marseille er i Hovedtrækkene Livet i Paris om igjen. "Hvis Paris
+havde en Cannebiére, vilde det være et lille Marseille," siger
+Marseillaneren. Det er nu at tage Munden lovlig fuld. Den rettroende
+Muhamedaner tør paastaa, at der kun er een Gud, og at Muhamed er hans
+Profet. Men naar han, hvad nok ikke saa sjeldent skal hænde, rent
+springer Guden over og gjør den skjæggede Profet til ubetinget Numer Et,
+saa gaar den gode Muselmand for vidt i sin Beundring. Og saadan gjør
+Marseillaneren det ogsaa. At Paris er Byernes By, har han, selv naar han
+er stoltest af sin skjønne Stad, ikke Lov til at glemme. Paa den anden
+Side skal det saa indrømmes ham, at Marseille kommer lige bagefter.
+
+Cannebiéren er i Virkeligheden en ganske mærkværdig Gade. Man spadserer
+ind i den med Forestillinger om noget Overordentligt. Alverden, hvem man
+har fortalt, at man vilde til Marseille, har i det næste Aandedræt fyldt
+En med Lovprisninger over den; omtrent saadant Noget, som de store
+Boulevarder er for Paris, tænker man sig. Og saa finder man næsten ikke
+engang en ordenlig Gade, men kun en Gadestump med knap en Snes Huse paa
+hver Side. Man læser paa Hjørnerne, man spørger sig for; jo det er ganske
+rigtigt: det er den vidtberømte Cannebiére. Der er saa uhyre Meget, man
+har tænkt sig stort, og som bliver forunderligt lille, naar man ser det
+selv. Ved Cannebiéren er Misforholdet imidlertid saa skrigende, at det er
+til at le himmelhøjt over. Men det Besynderlige ved Tingen er, at man
+alligevel slet ikke føler sig skuffet. Man driver frem og tilbage over
+det brede Fortovs Asfalt og kiger ind ad Pragtbutikernes Vinduer med en
+Fornemmelse af hyggeligt Velbefindende, som om man slet ikke var kommen
+til Verden for Andet end for at drive her; og naar man er træt, sætter
+man sig mellem Mylret udenfor de spejloverlæssede og med Lavrbærtræer og
+Springvande oversaaede Kæmpekaféer og bliver siddende der timevis uden at
+bestille Andet end at gjentage og gjentage til sin Nabo: "Her er rart,
+hvad!" Siden kjører man en Tour gjennem Byen. Pludselig drejer man om et
+Gadehjørne og ser saa for sig et Billede, der formelig giver Sæt gjennem
+En, saa fuldt er det af Liv, saa imponerende, saa festligt. Man rejser
+sig op i Vognen og spørger Kudsken, hvad det er. "Cannebiéren" lyder
+Svaret. Han har Ret; det er jo virkelig vor egen Cannebiére igjen. Og
+Marseillaneren har ogsaa Ret. Der er trods dens tyve Huse Noget over den
+Gadestump, som selv en stor By har Lov til at være stolt af. Hvordan det
+gaar til, er nemmere at føle end at forklare, men den smitter
+ubetvingeligt med godt Humør. Man har en Fornemmelse i den, som man trak
+Vejret lettere.
+
+Den, der kjender Paris, kan tænke sig Grundtrækket i dens Fysiognomi:
+Boulevard des Italiens har været Mønster. De samme kolossale
+Udstillingsvinduer i et Stykke lige fra Gadefortovet op til første Sal
+med Alverdens Luxusartikler i det mest fristende Arrangement indenfor,
+den samme Overlæsning med Forgyldning og Spejle udenpaa Husene,
+Trottoiret fyldt med Kaféstole, hvide, brune og sorte Mennesker i alle
+Jordens Kostumer, Ekvipage paa Ekvipage rullende fløjlsblødt hen over
+Gadeasfalten. Kun Alléetræerne paa Fortovskanten mangler, Men Gaden
+bliver derved lysere og ligesom bredere; det Grønne har man nok af oppe
+ved den ene Ende, hvor Udsigten fortsættes i lige Linie gjennem stejlt
+stigende Alléer med mægtige Plataner, og som Tilgivt har man saa Noget,
+man intetsteds har i Paris: Skoven af Mastetoppe langs Kajen nede ved
+Gadens anden Ende. Der kommer fra de Skibe en velsignet Lugt af Tjære og
+en Sværm af Matroser, som tager det Blaserede ved Luxusgaden bort og
+bringer en sund, bred Naturlighed ind istedetfor. Pragten, hele det
+storstilede Præg er der endnu, men Overforfinelsen ikke. Arabere
+og Negere,
+
+Lilleasiater og Kinesere kan passere forbi, saa galt de vil, uden at en
+Sjæl lægger Mærke til dem, men en Pariserlaps i Cannebiéren vilde
+Søfolkene udenfor Kaféerne ikke taale; han vilde være jaget væk med Grin
+og Brandere, inden han havde gjort to Skridt.
+
+[Illustration: En Kafé paa Cannebiferen]
+
+Og saa Solen. Hvor den skinner! Det er, ligesom alle de brune Afrikanere
+og alle de brogede Tæpper udenfor Husene rent har beruset den med
+Velbefindende. Her er hyggeligt og hjemligt, har den tænkt; her maa jeg
+indrette mig rigtig mageligt. Og saa klemmer den sig ind i Cannebiéren og
+straaler og brænder Burnusmændene lige i Ansigtet, saa de drypper af
+Sved. Jo, vi kan ogsaa skinne i det gamle Evropa, siger den, det skal I
+saamænd faa at føle.
+
+Men der er forresten det at bemærke ved det, at Marseille i Grunden ikke
+er det gamle Evropa længer, eller i hvert Fald kun er det halvt. Man
+staar allerede med den ene Fod i Orienten. Mylret af fezklædte, pjaltede
+Lazzaroner og af brogetpyntede rige Østerlændinge, Frugtsælgerskerne med
+deres Orange-, Dadel- og Figenkurve paa Hovedet, de jødiske Vexellerere i
+deres aabne Boder paa Gadehjørnerne ved Siden af Skriveren, der sidder
+midt i Solskinnet under sin Paraply og fabrikerer Kjærlighedsbreve til de
+smukke, brungule Marseillepiger, den exempelløse Skidenhed i de gamle,
+sorte Gyder, Alting fortæller tydeligt nok, at man er paa Springet til at
+drage ind i den skjønne, dovne, brogede Verden, der hedder Østerland. Men
+Ingenting fortæller det dog saa højt som just de store, mangefarvede
+Tæppetage, ovenpaa hvilke Solen ligger og driver. De spænder sig ud fra
+hvert eneste Hus i Cannebiéren, umiddelbart ovenfor Stueetagernes
+Butiker, og de spænder sig ud, saa det kan forslaa. Vore Markiser, selv
+de allerstørste, er Svøbelsesbørn imod dem; de naaer over hele Fortovets
+Brede og lige ned til Fliserne, og deres tykke, uldne Tøjer pranger i
+alle mulige skrigende røde, blaa og gule Farvestriber. De Tæpper er det
+maaske, der allermest gjør Cannebiéren saa festlig og fornøjelig.
+
+Forresten findes de igjen overalt i Byen; de og saa Støvlepudsernes og
+Blomstersælgerskernes Stader samt de store Dampskibsplakater hører til de
+mest ejendommelige Træk i Marseilles Gadefysiognomi. Ingen Marseillaner
+faar sit Skotøj børstet i Huset, selv paa de fornemste Hoteller nedlader
+det frie sydlandske Tyendefolk sig ikke til den Slags Beskjæftigelser.
+Men til Gjengjæld træffer man for hvert andet Skridt, man gaar i Gaderne,
+en elegant, magelig Lænestol, hvor man kan sætte sig hen i Mag og læse
+sin Avis, mens en hel lille Stab af Lazzaroner for nogle Sous
+"vernisserer", børster og pudser En fra Top til Taa. En Fjerdepart af
+Byens mandlige Befolkning lever af at børste Støvler, en Fjerdepart af
+dens unge Piger af at sidde i høje, blomsterfyldte Kiosker og binde
+Bouketter og byde dem ud til det altid kjøbelystne, forfængelige
+Marseillanerfolk. Ogsaa Mylren paa alle Torve og Pladser af disse
+brogede, prangende Blomsterstader liver forunderligt op og pynter med
+Farver og Fornøjelighed. Men det mest Uimodstaaelige for Mennesker fra de
+afsides Smaakroge af Verden er dog Dampskibsplakaterne, hvis kæmpestore
+Bogstaver springer Øjet imøde, hvor det seer hen. Den ene inviterer En
+til Afrika for en halvhundrede Francs eller mindre, den anden frister med
+Rejseruter over Suez til Indien og Kina, en tredie lokker til La
+Platastaterne og Brasilien, en fjerde præsenterer den dampende Parketbaad
+paa Vej til San Francisco og Yokohama. Og saaledes fremdeles i det
+Uendelige. Det er, ligesom alle Grændser var slettede ud, som om man
+havde faaet Vinger paa og med et Par Slag kunde komme, hvorhen man vilde.
+Man flyver i Tankerne, man svælger i Solskinnet, i Farveorgierne og i
+Kaféernes kølige Sorbetter, man fylder sine Næsebor med Tjærelugten og
+sine Lunger med Brisen, der kommer dansende dernede fra det store, blaa
+Hav for Enden af Gaden--jeg kjender ikke noget Sted i Verden, hvor man
+føler sig fjernere fra alle smaa Hverdagssorger, lettere, friere og
+gladere tilsinds end paa en Kaféstol i Marseilles Cannebiére.
+
+Og saa er der det Udmærkede ved Tingen, at næsten hele Byen har Noget
+over sig af det Samme. Naturligvis ikke den ældste, uhyre svinske Del;
+men den er allerede kun lille og bliver mindre Aar for Aar. Derimod voxer
+de nye Kvarterer stadig baade i Størrelse og Rigdom. Marseille har ikke
+flere Indbyggere end Kjøbenhavu, og dog skulde man tro den en halv Snes
+Gange saa stor. Den ene Pragtgade klods op ad den anden paa alle Kanter,
+og hver af disse Gader fyldt af Verdensstadens Liv. En Færdsel, et Kjøb,
+et Salg som i selve Paris. Og en Luxus i Toilette, i Boutiker, i
+Ekvipager, der heller ikke paa nogen Maade er mindre. Der er nok af
+Millionerne i Marseille, og der er nok af Folk, som forstaar at bruge
+dem. Som de fleste Middelhavsbyer klattrer den fra Kysten stærkt stigende
+op ad Højdeskrænter. Det Parti af disse Gader, der ligger nærmest
+Centrum, er Handelskvarteret; men naar de begynder at stige, begynder
+samtidig Platanalléerne paa begge Sider af dem, Boutikerne forsvinder, og
+bag forgyldte Gitterlaager ser man det ene Palads rigere, den ene Have
+yppigere end den anden. Saadan paa alle Sider, men dog mest overdaadigt
+luxiøst i de Avenuer, der ender med "Pradoen", en lang Allée med stille
+Skovskjønhed, der taber sig ned mod Middelhavet. Paa Siderne af den ser
+man ind ikke i Villahaver, men i Slotsparker, anlagte efter Fantasier fra
+"Tusind og en Nat" med Orangelunde, fulde af gyldne Frugter, med
+kirketaarnshøje Palmer og alle Tropernes Pragtblomster, med Fontæner til
+Hundredetusinder og monumentale Bygninger af lutter Marmor. Orientens
+Vegetation og Orientens Rigdom, fattet ind i en Ramme, der er den
+skjønneste, jeg kjender: det vidunderlige blaa Middelhav. Det Hav er
+Marseilles Guldmine. Men det er mer endnu. Det er et Favntag, hvorfra
+Byen Morgen efter Morgen vaagner straaleride af Sundhed og Glæde, mættet
+med Livslyst, som den kun findes i det dejlige, solgyldne Syden.
+
+[Illustration: En marseiilansk Blomsterkiosk.]
+
+Europas Paradis.
+
+Aartusinder er gaaede, siden Paradisets Port lukkede sig for den syndige
+Menneskeslægt. Alverden har efter den Tid søgt og søgt den tabte Edens
+Have, og det kan ikke egentlig paastaas, at man har været i Forlegenhed
+for at finde den. Poeterne har opdaget den i Nord- og Syd, i Øst og Vest,
+saa omtrent paa hver Plet af den hele Klode. Før Jernbanerne kom, kunde
+det nu være en grumme herlig Ting med alle de mange Paradiser. Det var
+navnlig saa overmaade nemt og bekvemt. Enhver kunde sidde lykkelig i den
+Krog, hvor Vorherre havde sat ham, og dø salig i den Tro, at skjøn som
+den var ingen anden i den ganske Verden. Efterat Jorden imidlertid er
+svunden ind til ikke at være synderlig Andet end en pæn Park, hvis store
+Promenadegange idetmindste hver Person af Opdragelse maa have bevandret,
+gaar det ikke an længer uden videre at tro Poeterne paa deres Vers. _Il
+faut s'entendre_. Naar man under en Sommerferie paa fjorten Dage
+efterhaanden har besøgt diverse Snese Paradiser, kommer der uundgaaeligt
+et Øjeblik, da man tillader sig at bede om en Forklaring. Er der
+hundrede, saa er der ikke et, og er der et, saa er der ikke hundrede.
+Hvilket af hele denne Hob er det ægte, Skaberens Mesterstykke, Klodens
+Juvel, det enestaaende, uforlignelige Paradis paa Jorden?
+
+Spørgsmaalet kunde være kildent nok, hvis Sagen ikke stillede sig saa
+heldigt, at det allerede var besvaret. Som Gudinderne i Idas Lund, har
+Alverdens digterbesungne Paradiser fremstillet sig til Skjønhedsprøve for
+en uhildet Dommer; de har vist deres Yndigheder, og han har rakt Æblet
+til den Værdigste. Dommen er inappellabel, thi den er fældet med ufejlbar
+Kompetence. Det er de Jordens Lykkelige, hvem intet Baand binder til en
+enkelt Plet, der kan flagre frit som Sommerfuglen fra Blomst til Blomst
+og dale ned og sætte sig til Hvile paa den, hvis Honning er sødest, det
+er dem, der har overtaget den dømmende Hyrdes Rolle. Land og Byer, Bjerge
+og Dale, Skove og Søer er dragne forbi deres Blik og har bejlet til
+Prisen; hvert stort og hvert lille Eden har salvet sig saa duftende og
+pyntet sig saa straalende, de kunde, til den store Kappestrid!, og
+Kjendelsen er bleven afsagt, Æblet er blevet rakt. Poeterne har fremtidig
+at sætte Sordiner paa deres Lyre. Deres lokale Paradiser er kun Paradiser
+med imiteret Etikette, mod hvilke de Behovhavende vares. Heldigvis er
+Kontrollen let; det ægte bærer fra Skaberens Haand et Mærke, som selv den
+mest vingede Digterlyrik ikke kan gjøre efter.
+
+Det er en Plet af Jorden, hvor der er evig Sol og Sommer. Naar Folk andre
+Vegne kryber sammen i osende Kakkelovnskroge, traver omkring i Snesjap og
+faaer Snue og Bronchitis af den klamme Kulde og Spleen og Migræne af den
+graatunge Vinterhimmel, der hænger lavt over deres Hoveder, saa dækker
+man paa denne velsignede Plet sit Frokostbord under aabne Verandaers Hang
+af blomstrende Roser, man ligger i Hængekøjer under Palmetræer og tager
+Solbad, man gaar omkring i lette Klæder og lyse Farver og aander en Luft,
+af hvilken hvert Drag fylder Lungerne med Sundhed og Sindet med Ungdom og
+godt Humør. Saa langt Aaret er, staar Alting i Flor.
+
+Lunden er altid grøn, Engen pynter sig ved Juletid til Fest med friske
+Violer, der gror modne Jordbær ved Grøftekanten i April, og store,
+favnehøje Nerier staar som Alléetræer og drysser deres Purpurblomster ned
+over Vejene. Naar en sjelden Gang Brisen, der puster ind fra det blaa
+Hav, bliver saa kaad, at den ryster en overmoden Appelsin til Jorden, saa
+kalder man det strax for Blæst og Storm, og dukker der paa den blanke
+Himmel en hvid Sky op, bag hvilken Solen kunde falde paa at forsvinde i
+fem Minutter, saa er det et Fænomen, over hvis Forfærdelighed hele
+Paradiset korser sig Maaneder i Træk. Klare, gyldne glide Dagene hen, saa
+stille, at man mærker det knap. Naturen ligger hvilende og nyder sin
+Pragt, sine glødende Farver, sin vellystsvangre Duft. Og Menneskene
+aander al denne Skjønhed ind og nyder som Naturen. Hver Bolig er et
+Velværets Tempel. Kunstens og Rigdommens Luxus har pyntet disse Villaer
+og Haver saaledes med deres Skatte, at man næppe længer veed, hvad der er
+vidunderligst, Vorherres eller Menneskenes Værk. Det er ikke Adams og
+Evas Paradis længer, det er det moderne Europas. Og det moderne Europa er
+adskilligt mere fordringsfuldt aabenbart, end vore første Forældre
+har været.
+
+Som Følge af denne Fordringsfuldhed trængte selv Lyksalighedslandet her
+til en Oppudsning, for at dets Glorie ret kunde gjøre sig gjældende.
+Først for en halvhundrede Aar siden har det faaet den; det laa indtil da
+hen, begravet som et Klenodie, Ingen kjendte. En Albions Søn kom og fandt
+det. Lord Brougham hed han. Kejsere og Konger er fulgte efter ham;
+Magtens, Guldets og Talentets Store er komne og har fattet Juvelen ind,
+Syge og Tungsindige fra Alverdens Egne er komne i lange Pilgrimsskarer og
+har hentet Lægedom for Legeme og Sjæl i dens varme, underfulde Straalers
+Glands. Men den Menneskehedens Velgjører, som fandt den, har Samtiden
+halvvejs glemt, Samtiden er altid utaknemmelig. Den har rejst ham en
+simpel Stenstøtte paa Paradisets skjønneste Plads, og den troer at have
+gjort nok; En retfærdigere Efterslægt vil sætte hans Navn ved Siden af
+Kolumbus'. Thi Kolumbus opdagede kun Amerika, men Lord Brougham fandt den
+tabte Edens Have igjen, han opdagede Rivieraen.
+
+Rivieraen er en Strimmel Land langs Middelhavet, nogle Skrænter af Bjerge
+og nogle Pynter, der springer ud i det blaa Vand, saa smal en Strimmel,
+at den hist og her næsten rent forsvinder og bliver til Ingenting, en
+Villagade, slet ikke Andet. Den begynder forsaavidt lige ved Marseille
+allerede og naaer helt til Genua, men det er kun paa en Strækning af en
+halv Snes Kilometre, at den er moderne Paradishave i fuld Herlighed.
+Hinsides Cannes paa den ene Side og hinsides Frankrigs Grændse paa den
+anden ligger den endnu og blunder saa smaat i Naturnegligé, omkring Nice
+derimod præsenterer den alle sine Yndigheder i raffineret Festtoilette.
+Og her er det da, naar det andre Steder begynder at blive koldt og
+vintertrist, at Livets Søndagsbørn, de Lykkelige, som kun er fødte for at
+nyde, flyver ned til idel Lys og Sol. Saasnart de første Sneflokke er
+faldne, begynder Elitetêten af "Tout Paris" og af "Toute l'Europe" sin
+Flugt. Jernbanetogene, spænder deres polstrede Salonvogne for, og der
+brydes op fra den regngraa Seinestad. Ned over Bourgognes Vinmarker, ned
+gjennem Provences Olivenlunde gaar det i rivende Fart mod Syd. En Nat
+kun, saa er det blaa Hav naaet, og det er i en ganske anden Verden, man
+vaagner op. Toget gaar ikke hurtigere nu end en Sporvogn, men man ønsker
+bare, det gik ti Gange saa langsomt. Hvert Kig ud gjennem Waggonvinduet
+er en Aabenbaring. Man gnider først Øjnene og troer ikke, at det er
+Virkelighed, det, man seer. Saadan, klædt i de Farver, den Klarhed, det
+Skjær af Krystal, har nok enkelte Pletter af Jorden seet ud engang før.
+Haven, hvor man legede som Barn, har gjort det, Skov og Mark, hvor man
+sværmede om med hvid Studenterhue og lavede Vers og var forelsket, har
+gjort det ogsaa, men siden er det Syn kun dukket op igjen i Drømme
+undertiden, aldrig naar man var vaagen. Og nu ligger den samme
+forklarende Glands over Alt, over Alt. Det kribler i Kroppen, man føler
+en Lyst til at springe ud, til at raabe, at Toget skal standse og sætte
+En af. Men man faaer ikke Tid til det engang, saadan vexler Landskaberne.
+De følger efter hinanden som et Jag af Laternamagica-Billeder. I et
+pludseligt Glimt springer Udsigten frem: en blaa Bugt, rammet ind af
+rødbrune Skjærgaardsklipper med hvide Huse, med Pinier og Palmer og
+Agaver i hver Kløft; et Øjeblik staar det der i Solens Forgyldning, man
+lukker Øjnene op saa vidt, man kan, og stirrer og klapper i Hænderne som
+paa Theatret, naar Tæppet gaar op for en Feeridekoration, men før
+Indtrykket endnu har samlet sig, er Glimtet forbi, Lokomotivet piber, man
+farer ind i en Tunnel, Alting bliver nogle Minutter sort Nat, Saa et nyt
+Glimt, et nyt Billede, endnu mere feagtigt, endnu mere straalende og
+fuldt af Farver end det foregaaende. Hele Rivierafarten er saadan. En
+halv Dag staar man ved Vinduet og rækker Hals og seer og venter og seer
+igjen. Man kan ikke blive træt af disse blaa Bugter, som man undertiden
+kommer saa nær, at man næsten kjører ude i dem, undertiden seer dybt nede
+under sig, fra Forbjergets romantisk brudte Skrænt, fyldte med Øer hist
+og her, og bindende dem sammen da dybtfarvede, blanke som et Spejl af
+Akvamarin, strækkende sig paa andre Steder aabent ud i lyse Flader,
+krusede fint som Strimmelen om en ung Pigehals, gyngende med Solblink,
+krydsede af Sejlere. Og man kan ikke se sig mæt heller paa disse blanke
+Blade af Laurbær og Oranger, disse Kæmpekaktus'er i Klipperevnerne, denne
+Flora i Eventyrfarver, denne Bugnen med Frugter, der faaer En til at
+bryde ud i Latter og Jublen, stiger En til Hovedet som hed Vin, saa
+overdaadig yppig er den. Ør bliver man, mere og mere ør for hvert nyt Kig
+ud gjennem Waggonvinduet, Rejsefornemmelsen gaar af En, man glemmer, man
+er paa en Jernbane, man føler sig, som man var til Fest.
+
+[Illustration: Et Kig ud af Waggonvinduet.]
+
+[Illustration: Pare de Monceaux]
+
+Og er man det da ikke ogsaa? Stationerne kommer, de rigtige Stationer,
+hvor man staar af: Cannes, Antibes, Nice, Monaco, Monte-Carlo, Mentone.
+Perronerne er fulde af Damer i Silke og Kniplinger, stive, stramme
+Lakajer med røde og blaa Knæbenklæder staar i lange Geledder, Ekvipager
+holder ned over Vejene i Rækker, som ingen Ende faaer. Hver Hest har sit
+Hovedtøj pyntet med Blomster, selv Fyrbøderen, der kommer og pudser
+Waggonens Dørgreb, har stukket en Rose i sin Blouse. Fornøjede Ansigter,
+Søndagsrenhed, Elegance og Luxus allevegne; og over det Altsammen
+Solskinnets Glands, dette Solskin, som man føler man kan stole paa og
+give sig hen i med Tryghed, som kommer, naar Morgenen gryer, og
+forsvinder først, naar Natten bryder frem, uden Luner og Nykker,
+straalende, leende saa lang Dagen er. Jo, man er til Fest. Man er det
+hvert Minut, man befinder sig paa Rivieraen. Den begynder i det samme
+Øjeblik man sætter Foden paa denne velsignede Strimmel Jord, og den hører
+først op igjen, naar man har forladt det sidste Glimt af dens Sol.
+
+Man kan saa komme, naar man vil, Det er Mode at komme ved Midvintertid, i
+et Par Maaneder har da den fine Verden sin Sæson her. Naturligvis er her
+paa den Tid prægtigst. Hvert Rum i de Tusinder af Hoteller er fyldt, det
+er Pariserliv og Parisertummel om igjen. Men Paradiset er og bliver
+Paradiset, selv om det hele _vie mondaine_ er forsvundet. Spektaklet kan
+det tage med sig, men Solen ikke. Naturens Pragt er yppigere endnu i Vaar
+og Sommer, Haverne fuldere af Blomster, Villaslottene ikke mindre
+pyntelige, fordi de staar med lukkede Skodder. Ogsaa den store Stilhed i
+dette fortryllede Land har sin Charme. Og saa er der jo desuden et andet
+Moment, som spiller en Rolle. Saalænge Sæsonens Publikum huserer her, maa
+man være lidt i Slægt med Millionens Verdener for ikke at føle sig fattig
+mellem det. I de ni Maaneder af Aaret derimod, da det er borte, føjer
+Paradiset til sine øvrige Herligheder ogsaa den at være det billigste
+Sted at leve paa i hele Europa. Der skyder sig omtrent midtvejs mellem
+Nice og Cannes en lille Halvø ud, som hedder Cap d'Antibes, Cap
+incomparable har en provençalsk Digter døbt den. Vi var et Par Danske
+engang, for hvem han havde prist den i saadanne Udtryk, at vi følte det
+som en Forpligtelse mod os selv strax at tage derned, skjøndt det var
+lige Midsommer og gyselig hedt allerede i Avignon--den gamle Paveby, nu
+Felibrernes Hovedstad--, hvor vi havde truffet ham. Vi fandt det landlige
+Hotel, som han havde givet os Anvisning paa, fuldstændig tomt og Folkene
+aldeles konsternerede over at faa Gjæster paa denne Tid af Aaret. Hele
+Huset fra øverst til nederst--og det var et veritabelt civiliseret Hotel
+med alt Tilbehør--blev stillet til vor Disposition for sex Francs om
+Dagen, deri indbefattet fuld Fortæring, Frokost med fem, sex og Middag
+med en halv Snes Retter samt saamange Litrer Vin, vor tørstige Gane
+begjærede. Og vi drak grumme tidt i de tre Uger, vi blev der, den ædle
+Sangers Skaal, hvem vi skyldte Bekjendtskabet med dette Cap incomparable.
+
+"Bellevue" hed Hotellet, og til en Forandring passede Navnet engang. Fra
+det flade Altantag saae man paa den ene Side over Golfe Jouan, den
+skjønnesté af alle Rivieraens Bugter, lige til Cannes, paa den anden
+havde man for sig Højderne langs "la Corniche", Vidundervejen mellem Nice
+og Monaco, og i denne Ramme laa den lille Halvø nedenfor En med sine
+Pinielunde og Orangehaver, sine bølgende Vinskrænter, sine solbrændte
+Villaer og sin tropiske Flora. Den er her, hvor der aldrig er faldet et
+Fnug Sne, saa rig, at der paa denne halve Kvadratmil Land tælles
+ligesaamange Plantearter som i hele Skotland og Sverig. Alt, hvad der kan
+gro ved det gode Haabs Forbjerg, kan gro her ogsaa. Og hvor det groer!
+Blandet, broget, overgivent vildt mellem hinanden. Der var en Krog, som
+var vort Yndlingssted. Vi laa i Selskab med Sommerfugle og Guldsmede og
+alskens flagrende og summende Insekter paa Græstæppet under et gammelt
+Oliventræ. Paa den ene Side klattrede et Krat af Roser og Gyvel og Kaktus
+op over en lille Stenskrænt og gik paa Toppen af den i Kompagni med
+Fyrre- og Figentræer for at lave Skov, paa den anden vuggede sig en
+gylden Hvedemark. Foran os skraanede Terrænet nedefter med smaa
+firkantede Havelodder, snart Vin, snart store Artiskok- og
+brogetblomstrede Bønnebuske, saa en Kile ind, der var brandrød af
+Tomaternes Frugter, saa et Stykke, hvor de lyse Mandeltræskroner skjød
+sig op og lod sig vifte af Sommerpust og legede med Solblinkene, der
+flimrede ind mellem det lette Løv. Og helt nede endelig det blaa Hav, men
+blaat, saa det ikke er til at begribe, gjennemskinnet af Sol, dybblaat,
+varmt, klart som blaa Pigeøjne, hvori Ungdom og Kjærlighed lyser. Det var
+guddommeligt. Og rundt om paa Halvøen var der Hundreder af saadanne
+Kroge. Solen blev lidt ustyrlig hed midt paa Dagen, det er vist nok, men
+Luften var saa velsignet ren og Himlen saa høj og Alting saa eventyrlig
+skjønt, at man lod sig brænde og lo af det kun og aldrig noget Øjeblik
+ønskede sig det anderledes, end det var. Hvad Moden dog er for en
+underlig Ting! Fra April til November ligger denne Halvø øde. Ikke en
+Villa er beboet. En Mængde af dem maatte man kunne faa at leje for saa
+godt som Ingenting; men Ingen falder paa det. Det er ikke Fashion. Ikke
+Fashion at leve i Paradiset, naar det staar aabent, for hvem der gider
+komme,--man maa være Menneske for at kunne finde paa saadan Taabelighed.
+
+Langs hele Rivieraen er der kun eet Punkt, hvor det Aaret rundt, Sommer
+og Vinter uden Forskjel, mylrer med Mennesker. Det er i det berømmelige
+Fyrstendømme Monaco, det mindste, men det skjønneste og lykkeligste
+samtidig af alle Riger paa Jorden. Det maales ikke i Kvadratmil som andre
+Lande, det er ikke saa stort engang som en pæn lille Herregaard, dets
+hele Længde naaer ikke til en halv Mil, og der er Steder, hvor det knap
+er et Par hundrede Alen bredt. Fyrstendømmets constante Befolkning tæller
+femten hundrede Sjæle, og dets Souveræn raader over en Armée paa Alt i
+Alt nogle og tyve Mand, Officerskorpset deri medindbefattet. Men dette
+Diminutivrige foregaar ikke destomindre Verden med et stort Exempel; det
+er Fremtidens Modelstat i en Perfektion, som selv de mest excentriske
+Idealister knap har vovet at drømme. Indenfor dets Grændser er
+Fattigdommen afskaffet, Skatterne er afskaffede; Alt, hvad der har
+mindste Slægtskab med Mangel og Trang, er banlyst fra det monakiske
+Territorium. Man seer kun Luxus, man aander kun Velvære. Hvad
+Menneskehjerner nogensinde har udpønsket for at gjøre Tilværelsen
+komfortabel, findes her i sin højeste Fuldkommenhed. Og Altsammen staar
+det gratis til Disposition. Staten betaler. Den er et Forsyn, der kun har
+een Tanke: at Monagenserne skal nyde Livet, og som ikke smaaligt tager
+Hensyn til, hvad Realisationen af denne dens Livsopgave koster. Den har
+en Allieret, som sætter den i Stand til at tillade sig alle
+Extravagancer, den har salig Blancs Generositet at disponere over, og det
+er meer endnu end Monte-Christos Skat.
+
+Salig Blanc var en snild Fyr. Han forstod, at for at et menneskeligt
+Paradis skal være komplet, maa det have sin Slange. Uden den kan det være
+nok saa dejligt, dets Skjønhed mangler det lokkende, pikante Element, og
+det bliver trivielt til Slutning. Lord Brougham havde opdaget Rivieraen,
+Blanc satte Slangen i den. Men en Slange efter Nutidsbehov og i
+Nutidskostume naturligvis. Adam og Eva kunde lade sig friste af et Æble,
+siden er Menneskene blevne mere blaserede. Kundskabsfrugten for det
+moderne Europa er den runde Million, og Slangen i Rivieraparadiset er en
+Spillebank.
+
+Som et Eventyrpalads rejser Roulettemplet sig paa Monte-Carlohøjen,
+bygget af Marmor og Porphyr, med brogede Majolika'er, Forgyldning og
+Skulpturer, med Taarne, Minareter og Balkoner. Højen, hvis Top det
+kroner, er Rivieraens vidunderligste Plet, Haven nedover Terrasserne med
+deres hvide Balustrader, deres Palmegrupper og Blomsterorgier saa yppig,
+Middelhavsbugten ved disse Terrassers Fod saa pragtfuld, saa koket i sin
+blaa, skjærgaardsbræmmede Kappe som ingen anden. Man har ikke været paa
+Rivieraen, naar man ikke har været i Monte-Carlo, det er som Apotheosen
+efter alle Feeritableauerne.
+
+Man holder da sit Indtog ved dette Paradisets Hof. Man gjør sin Person
+saa pyntelig, som den er i Stand til at blive, man sætter sig i Stemning
+ved "Hotel de Paris"'s Bord, det mest luxuøse, Verden har, og man gaar ud
+for at se og nyde. Men sandt at sige, denne første Promenade bliver
+sjelden lang. Øjet fanger den hele Herlighed op, uden at Synsnerven vil
+forplante den til Hjernen, Beundringen klinger koldt, man svarer distrait
+paa, hvad Vennen ved Siden af En siger. Slangen har begyndt at hvisle, og
+man hører kun den. Man er nervøs, man giver Varmen Skyld, sætter sig paa
+Kaféen og tømmer sin glacerede Drik i eet Drag. Ligeoverfor er Templets
+Indgang. Vognene kommer rullende; silkebestrømpede Dameben hopper ud og
+farter op ad Marmortrappens bløde Tæppe. Habituéerne kommer; altid
+enkeltvis, som hensunkne i Tanker, svingende Spadserestokken, gjørende
+fortvivlede Forsøg paa at synes nonchalente, men i Smug tællende
+Beton'ens Fliser, gaaende udenom hvert Halmstraa, der ligger i Vejen,
+klemmende sig op ad Trappens Rækværk for at undgaa Tæppet i Midten, der
+bragte _deveine_ igaar. Hvislingen lyder højere og højere. Om man fulgte
+efter? Man skal jo dog derover engang. Ligesaa gjerne først som sidst.
+Der er fuldt i den mauriske Sal. Fem, sex Rækker omkring hvert af de
+grønne Borde. Men Alting gaar stille, douce og dæmpet. Kuglens Rullen er
+den højeste Lyd, Kroupieren raaber sit Tal, sit _rouge imair et manque_
+med en Stemme som om han talte Bug. I det samme Øjeblik Rouletten
+standser, har han Riven ude og rutscher i to-tre Tag de tabte Summer til
+sig; med Taskenspiller-Behændighed lader han mellem to Fingerspidser
+Louisd'orerne flyve ud og regne ned paa de vindende. Pladser. _"Faites
+votre jeu_,". lyder det igjen. Mens han stabler Guldet i Ruller i sin
+Metaltraadskurv, sætter Spillerne ind. Hver Kategori af dem har sit Spil,
+sit System. Nervøst regner man efter paa Notitsbladet. _La vielle garde_
+markerer Karro'er, dens unge, kaade Arvtagerinder lader Guldstykkerne
+trille hen over Tæppet og standse, hvor de vil, den gamle Rastaqouair
+sidder støt og doublerer sin Farve. I to Minutter er Alt færdigt. _Rien
+ne va plus!_ Kuglen sprætter atter rundt i den aandeløse, spændte
+Stilhed, de Bageste strækker Hals: _trente, rouge, pair et passe_.
+
+[Illustration: Omkring det grønne Bord.]
+
+Rødt er kommen fem Gange. Sort! sort! hvisler Slangen ... sort! sort! er
+det, som det lød igjen i Ekko fra alle Ender af Salen. Febrilsk griber
+man ned i Vestelommen og trænger sig frem mellem Rækkerne. Man staar ved
+Bordet, man sætter ud. Beskedent først et Femfrancsstykke. Man vinder.
+Man vinder igjen, man bliver ved at vinde. Og jo tungere Vestelommen
+bliver, desto større bliver Modet. Man prøver "Hestene", saa en Karré,
+saa et enkelt Tal. Man er allerede forlængst ved Guldet; Sex og tredive
+Louisd'orer river man ind istedetfor den ene, man satte ud. En ung, bleg
+Herre, med rystende Hænder og store; rødtunderløbne Øjne rejser sig. Man
+tager hans Plads. Nervøsiteten er borte, man forcerer sit Spil, man
+doublerer mod Suiterne, man garderer Zero ved de store Indsatser, man
+skovler ind og skovler ind. En halv Time efter, naar man gaar bort, har
+man alle Lommerne fulde af Guld.
+
+Nu først, i den friske Skumringskjølighed, gaar det rigtigt op for En,
+paa hvilken henrivende Plet af Jorden det er man befinder sig. Hver blød
+Bugtning i Bjergenes Linier, hver Tone i Farvespillet mellem Himmel og
+Hav, hvor Solen gaar ned, hver hemmelighedsfuld, rolig Slagskygge over
+Haveterrasserne, Alt har man Øje for nu, og Alt sætter En i Begejstring.
+_Un bon diner_ følger efter, det forstaar sig af sig selv. Truiten vandes
+med ægte Yquem og den trufferede Poulet med Chambertin fra Femogtreds. Et
+Par Guldmønter meer eller mindre, hvad gjør det! Man finder jo hvert
+Øjeblik en halv Snes Stykker af dem hist og her i en Lomme, som man ikke
+havde tænkt paa. Og mens man sidder der i den spejloverlæssede Sal, i
+Krydsild af Smil fra guldblonde Skjønne, ombølget af bedøvende Duft fra
+Roserne, som slynger sig ind gjennem det aabne Vindue, og fra Bouquet af
+Ylan og Verveine og Violette de Parme, mens man sidder der med Alverdens
+dejligste Frugter paa sit Bord, med Alverdens Rigdom omkring sig, hvilke
+underlige, nye, sødt pirrende Fantasier begynder da ikke at tumle rundt i
+Ens Hoved! _Forcez donc votre jeu; vous avez de la chance, vous; vous
+sauterez la banque_, sagde Andalusierinden med de sorte Diamantøjne, som
+man sad ved Siden af ved Rouletten. Sprænge Banken! Man leer af det
+først, men man diskuterer det siden. Umuligt er det da endelig ikke,
+siger Vennen, man er her med, Naar vi havde spillet højere, naar vi var
+bleven ved... ved Kaffen drøfter man med den alvorligste Mine af Verden,
+hvilke Midler der findes til at sende større Pengebeløb bort fra Monaco,
+og hvilke Forholdsregler, der vil være at iagttage, hvis man en
+Aftenstund skulde komme til at sove i Værelse sammen med en Million eller
+saadan Noget.
+
+Naturligvis anseer man det for sin Pligt at gjøre _un petit coup_ om
+Aftenen ogsaa. Man har samme Held som om Formiddagen. Alting, hvad man
+holder paa, kommer ud, Farver og Heste og Karré'er og Numere uden
+Forskjel, man behøver ikke engang at dublere. Klokken Ti er man træt og
+har nok. Man drikker en Flaske Moët frappé paa Kaféen, driver et Par
+Gange frem og tilbage paa den maanebeskinnede Terrasse, hvor Musiken
+spiller, vinker saa ad en Vogn og kjører sin Promenade i den vidunderlige
+Natteluft, i flyvende Galop ned over _la Condamine_ og op ad
+Monacobjergets snoede Veje, bestandig med Udsigt gjennem halvtlukkende
+Busketter til Vandet langt dernede, hvor Maanereflexet gynger sin
+lysgyldne Bro. Det er ikke nogen Kjøretour, det er en Drøm, der fylder
+hver Fibre med Vellyst. Man sover meget længe den næste Dag. Man har
+Ingenting at haste efter, der lukkes jo ikke engang op "derovre" før
+Elleve. Man har desuden en svag Fornemmelse af, at det dog maaske vilde
+se lidt forhippet ud at komme før Frokost. Om man kjørte over Bjergene
+til Nice, en ren Eventyrfart, siger Alle, der har gjort den. Portieren
+raadføres. Umuligt, man vilde komme altfor sent tilbage. "Systemet" skal
+prøves idag. Man tager Carnet'en frem og undersøger den igjen; alle
+Tallene fra den foregaaende Aften staar der. Der er ikke een Suite, som
+vælter Beregningerne. Klokken Et er man paa Pletten. Rækkerne omkring
+Bordet er kun tynde endnu, man faaer sin Stol. Det gaar som paa en Snor.
+Chancerne kommer maaske lidt sjeldnere, end man kunde ønske, men ikke een
+af dem svigter. Systemet holder; man tænkte det jo nok, men det er altid
+rart at have Valuta i Lommen, som beviser det.
+
+Man gaar tilbage til Hotellet for at lægge Gevinsten af. Det er dog
+bedst, man tager til Nice den næste Dag; det begynder at blive lidt
+ængsteligt at bære alt det meget Guld i sin Kuffert. Desuden er der
+forskjellige Ting, man skal kjøbe; Ens Garderobe trænger til at indrettes
+paa det varme Klima. En Undersøgelse af Monacos Boutiker forøger den
+foreløbig med det Nødvendigste: en Solskærm og et Par blaa Briller; man
+tager sig et Bad og kjører saa op igjen. Men Eftermiddagsvisitten er
+uheldig. Man har spillet paa Inspiration ved Siden af Systemet, og
+Inspirationen har slugt, hvad man havde hos sig. Der maa hentes
+Forstærkning. Og saa--man leer af det selv, det er jo dumt og overtroisk,
+men _enfin_: det var den blaa Rejsedragt, der bragte Held igaar. Man kan
+jo ligesaa gjerne tage den paa som en anden.
+
+Om man stoppede og rejste og lod sig nøje med, hvad man endnu havde i
+Behold? Nej, det vilde være at staa sin egen Lykke i Vejen. Man maa kunne
+tjene en Formue, det gjælder kun om at være sikker paa sig selv og holde
+sig udelukkende og urokkeligt til Systemet. Med den faste Beslutning at
+gjøre det, gaar man over. Fem Minutter efter forlanger man sin Nøgle hos
+Portieren igjen. Hvor kunde man ogsaa være saa uforsigtig ikke at tage
+hele sin Beholdning med? Havde man kunnet doublere een Gang til, var man
+ikke bleven sprængt. Sort kom den trettende Gang, og man faldt paa
+den tolvte.
+
+Man falder om Aftenen paa den sextende. Og man har været "forsigtig" nu,
+man har den sidste Rulle Guldstykker ude. _Huit, rouge, patr et manque_,
+Kroupieren river hele Stabelen ind. Man seer dem glide hen i hans Kasse,
+og man hører hans _Faites votre jeu, Messieurs_. Men med et Smil, et Smil
+maaske, der ikke er ganske fri for at være en lille Smule fortrukkent,
+rejser man sig. _Vous partez_? spørger den Guldblonde, der staar bagved.
+_Oui, Mademoiselle_.--_Vous permettez que je prenne votre place_?--_Avec
+plaisir_. Og hun sætter sig og kaster en Haandfuld Louis'er paa Farven,
+der ikke kom. Kuglen sprætter og standser. _Noir, pair et passe_.
+Naturligvis.
+Man drikker den Aften ingen Moét, og man kjører ikke over _la Condamine_.
+Man driver et Par Gange op og ned ad Terrassen som Dagen forud, men
+Musiken gjør trist, og Maanen skinner irriterende, og man gaar tidligt
+tilsengs. Man gjør det hverken i det lyseste Humør eller med de venligste
+Følelser mod Tilværelsen. Men den næste Morgen, naar man vaagner, er det
+Altsammen gaaet af En som en Sygdom, der er ovre. Man aabner Vinduet paa
+vid Gab. Hvilken Friskhed, hvilken Sol, hvilken Skjønhed! Og hvor det
+ligger roligt og hvilende der Altsammen og smiler En imøde, som det vilde
+sige: Nu forstaar vi hinanden, nu hører Du mig til. Man nynner et Vers og
+klæder sig paa og gaar ud. Ingen Mennesker er oppe endnu. Kun de store,
+brogede Sommerfugle er det, og Fuglene, der synger, og Blomsterne, der
+dufter. Man gaar og gaar og bliver ved at gaa. Først nu straaler
+Paradiset i sin fulde Glans; Kundskabsfrugten er nydt, Øjet er blevet
+aabnet for dets Dejlighed. Ak, var der blot ingen Engel med flammende
+Glavind, ingen Regning, der ventede paa En, naar man kom hjem i "Hotel de
+Paris"! Dog ligemeget--man har været i Rivieraens Paradis, og bringer man
+end ingen Millioner med derfra, kun sin stakkels gule Sommerparapluie og
+sine blaa Briller, en Skat af Sol og Lys har det dog straalet ind i Ens
+Sjæl, som den triste, kolde Verden skal bruge lang Tid for at forøde.
+
+
+
+
+
+
+
+
+
+
+End of Project Gutenberg's Fra det moderne Frankrig, by Richard Kaufman
+
+*** END OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK FRA DET MODERNE FRANKRIG ***
+
+***** This file should be named 9843-8.txt or 9843-8.zip *****
+This and all associated files of various formats will be found in:
+        https://www.gutenberg.org/9/8/4/9843/
+
+Produced by Miranda van de Heijning, Steen Christensen and
+the PG Online Distributed Proofreading Team from scans
+provided by Bibliotheque nationale de France (BnF/Gallica)
+at http://gallica.bnf.fr.
+
+
+Updated editions will replace the previous one--the old editions
+will be renamed.
+
+Creating the works from public domain print editions means that no
+one owns a United States copyright in these works, so the Foundation
+(and you!) can copy and distribute it in the United States without
+permission and without paying copyright royalties.  Special rules,
+set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to
+copying and distributing Project Gutenberg-tm electronic works to
+protect the PROJECT GUTENBERG-tm concept and trademark.  Project
+Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you
+charge for the eBooks, unless you receive specific permission.  If you
+do not charge anything for copies of this eBook, complying with the
+rules is very easy.  You may use this eBook for nearly any purpose
+such as creation of derivative works, reports, performances and
+research.  They may be modified and printed and given away--you may do
+practically ANYTHING with public domain eBooks.  Redistribution is
+subject to the trademark license, especially commercial
+redistribution.
+
+
+
+*** START: FULL LICENSE ***
+
+THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE
+PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK
+
+To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free
+distribution of electronic works, by using or distributing this work
+(or any other work associated in any way with the phrase "Project
+Gutenberg"), you agree to comply with all the terms of the Full Project
+Gutenberg-tm License (available with this file or online at
+https://gutenberg.org/license).
+
+
+Section 1.  General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg-tm
+electronic works
+
+1.A.  By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm
+electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to
+and accept all the terms of this license and intellectual property
+(trademark/copyright) agreement.  If you do not agree to abide by all
+the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy
+all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your possession.
+If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project
+Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound by the
+terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or
+entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8.
+
+1.B.  "Project Gutenberg" is a registered trademark.  It may only be
+used on or associated in any way with an electronic work by people who
+agree to be bound by the terms of this agreement.  There are a few
+things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works
+even without complying with the full terms of this agreement.  See
+paragraph 1.C below.  There are a lot of things you can do with Project
+Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this agreement
+and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm electronic
+works.  See paragraph 1.E below.
+
+1.C.  The Project Gutenberg Literary Archive Foundation ("the Foundation"
+or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project
+Gutenberg-tm electronic works.  Nearly all the individual works in the
+collection are in the public domain in the United States.  If an
+individual work is in the public domain in the United States and you are
+located in the United States, we do not claim a right to prevent you from
+copying, distributing, performing, displaying or creating derivative
+works based on the work as long as all references to Project Gutenberg
+are removed.  Of course, we hope that you will support the Project
+Gutenberg-tm mission of promoting free access to electronic works by
+freely sharing Project Gutenberg-tm works in compliance with the terms of
+this agreement for keeping the Project Gutenberg-tm name associated with
+the work.  You can easily comply with the terms of this agreement by
+keeping this work in the same format with its attached full Project
+Gutenberg-tm License when you share it without charge with others.
+
+1.D.  The copyright laws of the place where you are located also govern
+what you can do with this work.  Copyright laws in most countries are in
+a constant state of change.  If you are outside the United States, check
+the laws of your country in addition to the terms of this agreement
+before downloading, copying, displaying, performing, distributing or
+creating derivative works based on this work or any other Project
+Gutenberg-tm work.  The Foundation makes no representations concerning
+the copyright status of any work in any country outside the United
+States.
+
+1.E.  Unless you have removed all references to Project Gutenberg:
+
+1.E.1.  The following sentence, with active links to, or other immediate
+access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear prominently
+whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work on which the
+phrase "Project Gutenberg" appears, or with which the phrase "Project
+Gutenberg" is associated) is accessed, displayed, performed, viewed,
+copied or distributed:
+
+This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
+almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
+re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
+with this eBook or online at www.gutenberg.org
+
+1.E.2.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is derived
+from the public domain (does not contain a notice indicating that it is
+posted with permission of the copyright holder), the work can be copied
+and distributed to anyone in the United States without paying any fees
+or charges.  If you are redistributing or providing access to a work
+with the phrase "Project Gutenberg" associated with or appearing on the
+work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1
+through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the
+Project Gutenberg-tm trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or
+1.E.9.
+
+1.E.3.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted
+with the permission of the copyright holder, your use and distribution
+must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional
+terms imposed by the copyright holder.  Additional terms will be linked
+to the Project Gutenberg-tm License for all works posted with the
+permission of the copyright holder found at the beginning of this work.
+
+1.E.4.  Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm
+License terms from this work, or any files containing a part of this
+work or any other work associated with Project Gutenberg-tm.
+
+1.E.5.  Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this
+electronic work, or any part of this electronic work, without
+prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with
+active links or immediate access to the full terms of the Project
+Gutenberg-tm License.
+
+1.E.6.  You may convert to and distribute this work in any binary,
+compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any
+word processing or hypertext form.  However, if you provide access to or
+distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format other than
+"Plain Vanilla ASCII" or other format used in the official version
+posted on the official Project Gutenberg-tm web site (www.gutenberg.org),
+you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a
+copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon
+request, of the work in its original "Plain Vanilla ASCII" or other
+form.  Any alternate format must include the full Project Gutenberg-tm
+License as specified in paragraph 1.E.1.
+
+1.E.7.  Do not charge a fee for access to, viewing, displaying,
+performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works
+unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9.
+
+1.E.8.  You may charge a reasonable fee for copies of or providing
+access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works provided
+that
+
+- You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from
+     the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method
+     you already use to calculate your applicable taxes.  The fee is
+     owed to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he
+     has agreed to donate royalties under this paragraph to the
+     Project Gutenberg Literary Archive Foundation.  Royalty payments
+     must be paid within 60 days following each date on which you
+     prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax
+     returns.  Royalty payments should be clearly marked as such and
+     sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the
+     address specified in Section 4, "Information about donations to
+     the Project Gutenberg Literary Archive Foundation."
+
+- You provide a full refund of any money paid by a user who notifies
+     you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he
+     does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm
+     License.  You must require such a user to return or
+     destroy all copies of the works possessed in a physical medium
+     and discontinue all use of and all access to other copies of
+     Project Gutenberg-tm works.
+
+- You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any
+     money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the
+     electronic work is discovered and reported to you within 90 days
+     of receipt of the work.
+
+- You comply with all other terms of this agreement for free
+     distribution of Project Gutenberg-tm works.
+
+1.E.9.  If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg-tm
+electronic work or group of works on different terms than are set
+forth in this agreement, you must obtain permission in writing from
+both the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and Michael
+Hart, the owner of the Project Gutenberg-tm trademark.  Contact the
+Foundation as set forth in Section 3 below.
+
+1.F.
+
+1.F.1.  Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable
+effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread
+public domain works in creating the Project Gutenberg-tm
+collection.  Despite these efforts, Project Gutenberg-tm electronic
+works, and the medium on which they may be stored, may contain
+"Defects," such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or
+corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual
+property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a
+computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by
+your equipment.
+
+1.F.2.  LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the "Right
+of Replacement or Refund" described in paragraph 1.F.3, the Project
+Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project
+Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project
+Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all
+liability to you for damages, costs and expenses, including legal
+fees.  YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT
+LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE
+PROVIDED IN PARAGRAPH 1.F.3.  YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE
+TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE
+LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR
+INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH
+DAMAGE.
+
+1.F.3.  LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a
+defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can
+receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a
+written explanation to the person you received the work from.  If you
+received the work on a physical medium, you must return the medium with
+your written explanation.  The person or entity that provided you with
+the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a
+refund.  If you received the work electronically, the person or entity
+providing it to you may choose to give you a second opportunity to
+receive the work electronically in lieu of a refund.  If the second copy
+is also defective, you may demand a refund in writing without further
+opportunities to fix the problem.
+
+1.F.4.  Except for the limited right of replacement or refund set forth
+in paragraph 1.F.3, this work is provided to you 'AS-IS' WITH NO OTHER
+WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO
+WARRANTIES OF MERCHANTIBILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE.
+
+1.F.5.  Some states do not allow disclaimers of certain implied
+warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages.
+If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the
+law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be
+interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by
+the applicable state law.  The invalidity or unenforceability of any
+provision of this agreement shall not void the remaining provisions.
+
+1.F.6.  INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the
+trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone
+providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in accordance
+with this agreement, and any volunteers associated with the production,
+promotion and distribution of Project Gutenberg-tm electronic works,
+harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees,
+that arise directly or indirectly from any of the following which you do
+or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg-tm
+work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any
+Project Gutenberg-tm work, and (c) any Defect you cause.
+
+
+Section  2.  Information about the Mission of Project Gutenberg-tm
+
+Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of
+electronic works in formats readable by the widest variety of computers
+including obsolete, old, middle-aged and new computers.  It exists
+because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from
+people in all walks of life.
+
+Volunteers and financial support to provide volunteers with the
+assistance they need are critical to reaching Project Gutenberg-tm's
+goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will
+remain freely available for generations to come.  In 2001, the Project
+Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure
+and permanent future for Project Gutenberg-tm and future generations.
+To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation
+and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4
+and the Foundation web page at https://www.pglaf.org.
+
+
+Section 3.  Information about the Project Gutenberg Literary Archive
+Foundation
+
+The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit
+501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the
+state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal
+Revenue Service.  The Foundation's EIN or federal tax identification
+number is 64-6221541.  Its 501(c)(3) letter is posted at
+https://pglaf.org/fundraising.  Contributions to the Project Gutenberg
+Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent
+permitted by U.S. federal laws and your state's laws.
+
+The Foundation's principal office is located at 4557 Melan Dr. S.
+Fairbanks, AK, 99712., but its volunteers and employees are scattered
+throughout numerous locations.  Its business office is located at
+809 North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887, email
+business@pglaf.org.  Email contact links and up to date contact
+information can be found at the Foundation's web site and official
+page at https://pglaf.org
+
+For additional contact information:
+     Dr. Gregory B. Newby
+     Chief Executive and Director
+     gbnewby@pglaf.org
+
+
+Section 4.  Information about Donations to the Project Gutenberg
+Literary Archive Foundation
+
+Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide
+spread public support and donations to carry out its mission of
+increasing the number of public domain and licensed works that can be
+freely distributed in machine readable form accessible by the widest
+array of equipment including outdated equipment.  Many small donations
+($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt
+status with the IRS.
+
+The Foundation is committed to complying with the laws regulating
+charities and charitable donations in all 50 states of the United
+States.  Compliance requirements are not uniform and it takes a
+considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up
+with these requirements.  We do not solicit donations in locations
+where we have not received written confirmation of compliance.  To
+SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any
+particular state visit https://pglaf.org
+
+While we cannot and do not solicit contributions from states where we
+have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition
+against accepting unsolicited donations from donors in such states who
+approach us with offers to donate.
+
+International donations are gratefully accepted, but we cannot make
+any statements concerning tax treatment of donations received from
+outside the United States.  U.S. laws alone swamp our small staff.
+
+Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation
+methods and addresses.  Donations are accepted in a number of other
+ways including including checks, online payments and credit card
+donations.  To donate, please visit: https://pglaf.org/donate
+
+
+Section 5.  General Information About Project Gutenberg-tm electronic
+works.
+
+Professor Michael S. Hart was the originator of the Project Gutenberg-tm
+concept of a library of electronic works that could be freely shared
+with anyone.  For thirty years, he produced and distributed Project
+Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of volunteer support.
+
+
+Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed
+editions, all of which are confirmed as Public Domain in the U.S.
+unless a copyright notice is included.  Thus, we do not necessarily
+keep eBooks in compliance with any particular paper edition.
+
+
+Most people start at our Web site which has the main PG search facility:
+
+     https://www.gutenberg.org
+
+This Web site includes information about Project Gutenberg-tm,
+including how to make donations to the Project Gutenberg Literary
+Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to
+subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks.