diff options
| author | pgww <pgww@lists.pglaf.org> | 2025-09-16 04:22:01 -0700 |
|---|---|---|
| committer | pgww <pgww@lists.pglaf.org> | 2025-09-16 04:22:01 -0700 |
| commit | badb76f62690cd143b699aeed28b2c3390bd00b6 (patch) | |
| tree | ee054c9701c1b740b02f332bb16cdd6d4d2731e0 /76883-h/76883-h.htm | |
Diffstat (limited to '76883-h/76883-h.htm')
| -rw-r--r-- | 76883-h/76883-h.htm | 21789 |
1 files changed, 21789 insertions, 0 deletions
diff --git a/76883-h/76883-h.htm b/76883-h/76883-h.htm new file mode 100644 index 0000000..ab73b4c --- /dev/null +++ b/76883-h/76883-h.htm @@ -0,0 +1,21789 @@ +<!DOCTYPE html> +<html lang="da"> +<head> +<meta charset="UTF-8"> +<title>Pelle Erobreren III: Den store Kamp | Project Gutenberg</title> + <link rel="coverpage" href="images/cover.jpg" type="image/x-cover"> + <!-- TITLE="Pelle Erobreren III: Den store Kamp" --> + <!-- AUTHOR="Martin Andersen Nexø" --> + <!-- LANGUAGE="da" --> + <!-- PUBLISHER="Gyldendal, Köbenhavn" --> + <!-- DATE="1909" --> + <!-- COVER="images/cover.jpg" --> + +<style> + +body { margin-left:15%; margin-right:15%; } + +div.frontmatter { page-break-before:always; margin:auto; max-width:35em; } +.halftitle { text-indent:0; text-align:center; margin-top:2em; margin-bottom:6em; } +.aut { text-indent:0; text-align:center; padding-top:1em; margin-bottom:1em; } +h1.title { text-indent:0; text-align:center; margin-top:0; margin-bottom:1em; } +.subt { text-indent:0; text-align:center; margin-bottom:1em; } +.pub { text-indent:0; text-align:center; } +.pub .line1{ font-size:0.8em; } +.pub .line4{ font-size:0.8em; } +.cop { text-indent:0; text-align:center; padding-top:4em; font-size:0.8em; + margin-bottom:4em; font-style:italic; } +.run { text-indent:0; text-align:center; font-size:0.8em; + margin-bottom:4em; } +.printer { text-indent:0; text-align:center; font-size:0.8em; + margin-bottom:4em; } +.ded { text-indent:0; text-align:center; padding-top:4em; margin-bottom:4em; } + +div.chapter{ page-break-before:always; } +h2 { text-indent:0; text-align:center; padding-top:2em; + margin-top:0; margin-bottom:1em; } +div.chapter h2 { padding-top:2em; } /* undo pgepub.css */ + +p { margin:0; text-align:justify; text-indent:1em; } +p.first { text-indent:0; } +p.noindent { text-indent:0; } +div.letter { margin-top:1em; margin-bottom:1em; } +p.date { text-indent:0; margin:1em; font-size:0.8em; } +p.addr { text-indent:0; text-align:left; margin-bottom:1em; } +p.sign { text-indent:0; text-align:right; margin-right:1em; } +hr.tb { border:0; border-top:1px solid black; margin:1em; margin-left:45%; width:10%; } +p.footnote { margin:1em; margin-bottom:0; text-indent:0; font-size:0.8em; } +hr.footnote{ border:0; border-top:1px solid black; margin:1em; margin-left:0; width:20%; } + +/* "emphasis"--used for spaced out text */ +em { font-style:italic; } +span.lang { font-style:italic; } +span.sc { font-variant:small-caps; } + +/* poetry */ +div.poem-container { text-align:center; } +div.poem-container div.poem { display:inline-block; } +div.stanza { text-align:left; text-indent:0; margin-top:1em; margin-bottom:1em; + font-size:0.8em; } +.stanza .verse { text-align:left; text-indent:-2em; margin-left:2em; } +.stanza .verse1 { text-align:left; text-indent:-2em; margin-left:3em; } +.stanza .verse2 { text-align:left; text-indent:-2em; margin-left:4em; } +.stanza .verse4 { text-align:left; text-indent:-2em; margin-left:6em; } +.stanza .verse15{ text-align:left; text-indent:-2em; margin-left:17em; } + +.underline { text-decoration: underline; } +.hidden { display:none; } + +a:link { text-decoration: none; color: rgb(10%,30%,60%); } +a:visited { text-decoration: none; color: rgb(10%,30%,60%); } +a:hover { text-decoration: underline; } +a:active { text-decoration: underline; } + +/* Transcriber's note */ +.trnote { font-size:0.8em; line-height:1.2em; background-color: #ccc; + color: #000; border: black 1px dotted; margin: 2em; padding: 1em; + page-break-before:always; margin-top:3em; } +span.trnote { font-size:inherit; line-height:inherit; background-color: #ccc; + color: #000; border:0; margin:0; padding:0; + page-break-before:avoid; margin-top:0em; } +.trnote p { text-indent:0; margin-bottom:1em; } +.trnote ul { margin-left: 0; padding-left: 0; } +.trnote li { text-align: left; margin-bottom: 0.5em; margin-left: 1em; } +.trnote ul li { list-style-type: square; } +.trnote .transnote { text-indent:0; text-align:center; font-weight:bold; } + +/* page numbers */ +a[title].pagenum { position: absolute; right: 1%; } +a[title].pagenum:after { content: attr(title); color: gray; background-color: inherit; + letter-spacing: 0; text-indent: 0; text-align: right; font-style: normal; + font-variant: normal; font-weight: normal; font-size: x-small; + border: 1px solid silver; padding: 1px 4px 1px 4px; + display: inline; } + +div.centerpic { text-align:center; text-indent:0; display:block; } +img { max-width:100%; } +div.centerpic.logo { margin-top:2em; margin-bottom:1em; } +div.centerpic.logo img { max-width:5em; } + +body.x-ebookmaker { margin-left:0; margin-right:0; } +.x-ebookmaker div.frontmatter { max-width:inherit; } +.x-ebookmaker div.poem-container div.poem { display:block; margin-left:2em; } +.x-ebookmaker em { letter-spacing:0; margin-right:0; font-style:italic; } +.x-ebookmaker a.pagenum { display:none; } +.x-ebookmaker a.pagenum:after { display:none; } +.x-ebookmaker .trnote { margin:0; } + +</style> +</head> + +<body> +<div style='text-align:center'>*** START OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK 76883 ***</div> + +<div class="frontmatter chapter"> +<p class="halftitle"> +PELLE EROBREREN<br> +III +</p> + +</div> + +<div class="frontmatter chapter"> +<p class="aut"> +M. ANDERSEN NEXØ +</p> + +<h1 class="title"> +PELLE EROBREREN.<br> +DEN STORE KAMP +</h1> + +<p class="subt"> +ROMAN +</p> + +<p class="subt"> +FOLKEUDGAVE +</p> + +<div class="centerpic logo"> +<img src="images/logo.jpg" alt=""></div> + +<p class="pub"> +<span class="line1">KØBENHAVN OG KRISTIANIA</span><br> +<span class="line2">GYLDENDALSKE BOGHANDEL</span><br> +<span class="line3">NORDISK FORLAG</span><br> +<span class="line4">1909</span> +</p> + +</div> + +<div class="frontmatter chapter"> +<p class="cop"> +Published March 24, nineteen hundred +and nine. Privilege of copyright in the +United States reserved under the act approved +March 3, 1905, by Gyldendalske +Boghandel, Nordisk Forlag, Copenhagen & +Christiania. +</p> + +<p class="run"> +OPLAG 2500 EKSEMPLARER +</p> + +<p class="printer"> +KØBENHAVN — FORLAGSTRYKKERIET +</p> + +</div> + +<div class="chapter"> + +<h2 class="chapter" id="chapter-0-1"> +<a id="page-1" class="pagenum" title="1"></a> +I +</h2> + +</div> + +<p class="first"> +Nede i Skaktens fugtige Bund var der fuldt af +legende Unger. De hang i det nederste af +Træværket, gik trallende rundt om Stolperne med +et Fedtebrød i Haanden, eller sad plat ned og skurede +sig frem paa den klæbrige Stenbro. Luften +hang raa og klam som i en gammel Brønd, og havde +lagt tidlig Rust over de smaa Stemmer og fyldt Ansigterne +med Kirtelsaar; men henne fra Tøndegangen +ud til Gyden kom varme Pust og Duft af blomstrende +Trær — helt omme fra Volden. +</p> + +<p> +<em>Bro-bro-brille</em> var forbi med den sidste Ridder, +som kom i den sorte Gryde; og <em>Hans og Grete</em> +var lykkelig sluppet fra Gale Vinslevs Gang over +Kloakristen ind paa Pandekagehuset, der vidunderlig +nok netop havde Tremmer for Døren, som man +kunde stikke baade en Pind og en Kaalstok igennem +til Heksen at snitte i. Pinde og Kaalstokke var der +rigeligt af i Skarnkassen ved Siden af Pandekagehuset, +og Heksen vidste man nok hvem var! Hun +kom sommetider jagende op fra Kælderen og splittede +hele Flokken med en Ildklemme. +</p> + +<p> +Det var næsten lidt for livagtigt, lige til Pandekagelugten +der netop dalede ned oppe fra de velhavende +Olsens — noget rigtigt Æventyr kunde det +ikke kaldes. Men kanske kom Gale Vinslev ud fra +sin Hule og fortalte Historien om, hvorledes han +sejlede Kongens Guld ud og sænkede det ude paa +Kongedybet, dengang Tysken var i Landet. En hel +Skibsladning havde Kongens Skatte fyldt, ingen +anden end Vinslev vidste hvor de var sænket ned +— og han vidste det heller ikke længer. Det var +<a id="page-2" class="pagenum" title="2"></a> +en frygtelig Hemmelighed, som nok kunde gøre sin +Mand underlig i Hovedet. Paa sin toradede Vest +gemte han hele Planen; blot han styrede fra den +Knap til den, og saa dérned — var han ved Skatten. +Men nu var nogle af Knapperne faldet af, og han +kunde ikke hitte Planen; hver Dag hjalp Børnene +ham at lede. Det var et spændende Stykke Arbejde, +for Kongen var jo utaalmodig nu! +</p> + +<p> +Der var endnu vidunderlige Ting til — som det +at lægge sig ned paa den slibrige Stenbro og lege +Hannes Leg <em>Dejligheden</em>. Flyttede man Blikket fra +Halvmørket hernede gennem den snævre Skakt op +til Himlen som flød lysglitrende forbi, og pludselig +tog det tilbage igen — saa var her simpelt hen +bælgmørkt. Og i Mørket flød gule og blaa Farveringe +hvor ellers Skarnkassen og Retiraderne laa. +Farvernes overdaadige Flod for Øjet, det var Rejsen +langt ud til Lykkens Land efter alt det der ikke +kunde siges. „Jeg ser selv noget, og ved godt hvad +det er — men jeg siger det bare ikke,“ nynnede +de og nikkede hemmelighedsfuldt ud i det Blaa. +</p> + +<p> +Ogsaa det kunde blive for meget af det gode. +Men den runde Rist henne under Træværket, hvor +Hannes Far druknede sig, blev aldrig kedelig. Dybet +kogte bestandig af den og fyldte Smaabørnene med +hemmelig Gru, de halvlange Tøser stillede sig skrævende +over Risten og lod sig hvinende gennemrisle +af de kolde Pust dernede fra. Risten førte ned til +Helvede jo, og naar man stirrede længe nok, skimtede +man en blæksort Strøm som flød forbi dernede. +Hvert Øjeblik sendte den raadne Opstød op +i Ansigtet paa én, det var Djævelen der sad +dernede i en Krog og pustede. Tog man Øjnene +fra Dybet, blev Gaardens Halvmørke til den lyseste +Dag, og saadan kunde man efter Behag selv gøre +sin Verden lys eller mørk. +</p> + +<p> +Der laa bestandig nogle Børn paa alle fire og +spejdede ned med et angst Udtryk; og lige over +Risten stod der Sommeren igennem en Sky af Myg +som Dybet holdt svævende ved sin Aande. De steg +<a id="page-3" class="pagenum" title="3"></a> +til en bestemt Højde, faldt blødt og steg igen — lige +som en Taskenspillers Kugler. Undertiden sugede +det dernede Sværmen fuldstændig til sig; men den +skød til Vejrs igen, svajede hid og did i Trækken +fra Tøndegangen, og lignede en dansende Aand. Smaatøserne +glanede paa den, løftede saa op i Skørterne +og tog gratiøse Trin. Olsens Elvira havde taget sine +første Step her, og nu dansede hun pæne Borgere +paa Ladegaarden. Og Marskandiserskens Datter +var i St. Petersborg og var <em>næsten</em> Storfyrstinde. +</p> + +<p> +Op igennem det snævre Gaardsrum hang Bislagene +ludende og frønnede mod hinanden og lævnede +lige en smal Aabning, hvor Tørresnorene gled +frem og tilbage med Barnetøj og Gulvklude. De +møre Trætrapper løb i Sigsag uden paa Murene, +dukkede gennem Bislagene og kom igen — helt op +til Kvisten. Fra Bislag og Svaler førte Døre ind til +Lejlighederne eller til lange Gange, der tog det indre +af Husmassen. Kun paa Pipmandens Side var der +hverken Bislag eller Rækværk fra anden Sal opefter. +Tiden havde fortæret det, saa Trappen hang +i sine Underliggere alene; Bjælkeenderne stak endnu +ud af Muren som raadne Tandstumper. Der hang +et Reb ned oppe fra, som man kunde støtte sig ved; +det var blankt og sort af de mange Hænder. +</p> + +<p> +Saadan en hed Junidag, naar Rummet drog som +en hvidknitrende Brand hen over Spalten deroppe, +levede det svære, frønnede Træværk igen op som +Storskov. Knevrende Væsner jog ud og ind mellem +Tremmerne, Skygger kom og forsvandt, en uophørlig +Sladren fyldte Halvlyset. Fra Bislag til Bislag +dryppede det af syrlig Lud efter Børnevask, helt +ned til Bunden hvor Ungerne legede i de træge +Bække fra Nedløbsrenderne. Træværket knagede +uophørligt som gamle Grene der filer mod hinanden, +klam Lugt af mulden og trøsket Vegetation lagde sig +mættende paa Aandedrættet, og alt hvad man rørte +ved havde et Lag Slim som af overvættes Frodighed. +</p> + +<p> +Synet gik ikke to Skridt, før det spærredes af +Træværk, men bagved anedes Verdener. Naar Dørene +<a id="page-4" class="pagenum" title="4"></a> +gik op og i til de lange Gange, brød der Lyde frem +fra de utallige Væsner i <em>Arkens</em> Dyb — Smaabørns +Graad, Særlinges og Forhutledes besynderlige Puslen. +Hele Tilværelser holdt uforstyrreligt til derinde uden +nogensinde at vove sig frem i Dagens Lys. — Paa +Pipmandens Side stak Vasketudene ret ud af Muren +og lignede Skovdjævle, der grinede frem af Tykningen +— med aaben Mund og langt, graat Skæg, +som fødte lyserøde Regnorme og stundom faldt ned +i Gaarden med svære Klask. Ud af Murhullerne +groede grønne, hængende Buske; Spildevandet silede +igennem dem og dryppede mangfoldigt — som Skovens +vaade Haar. Inde i det grønne, dryppende +Mørke sad der vidunderlig tegnede Tudser som smaa +Kildenymfer i hver sin Grotte og glinsede af den +giftige Væde. Og oppe i Træværket paa tredje +hang Hannes Kanarifugl og sang helt forskruet, +med Næbet strakt op mod Ildpletten deroppe. +</p> + +<p> +Over Gaardens Bund var der et endeløst Rend +af Væsner, lyssky Skabninger der dukkede frem af +<em>Arkens</em> righoldige Bug eller forsvandt i den. De +fleste var Kvinder, underlig klædte, sygelig blege +med denne Tilsætning af Sort, som om Mørket havde +slaaet sig i Huden, afslappede i Trækkene men med +fanatisk skinnende Øjne. +</p> + +<p> +Gamle Mandslinger, der ellers laa rystende i en +eller anden mørk Krog og biede paa Døden, kom +kravlende frem paa Svalerne, stak Næsen op mod +den gnistrende Himmelplet og nøs tre Gange. „Det +er Solen,“ sagde de henrykt til hinanden — „atjij! +Saa bliver man ikke saa let forkølet til Vinter!“ +</p> + +<div class="chapter"> + +<h2 class="chapter" id="chapter-0-2"> +II +</h2> + +</div> + +<p class="first"> +Oppe paa Pipmandens Kvist traadte en ung Mand +ud paa Platformen. Han stod et Øjeblik og satte +Ansigtet smilende mod den lyse Himmel, saa dukkede +<a id="page-5" class="pagenum" title="5"></a> +han Hovedet og løb ned ad Hønsestigen, uden +at holde sig i Rebet. Under Armen havde han +noget i et blaat Tørklæde. +</p> + +<p> +„Se til ham den Klovn, han ler Solen lige op i +Ansigtet, som om der ikke var noget der hed at én +kunde blive blind,“ sagde Madammerne og stak Hovedet +ud gennem Træværket — „men han er jo +ogsaa fra Landet a’ naturligvis. Og nu skal han ud +og aflevere Arbejde — Gud ved hvorlænge han vil +sidde der og tjene Føden til den Udsveder? Det +skal snart pille det røde af hans Kinder, bliver +han længe ved med den!“ De saa bekymret efter +ham. +</p> + +<p> +Ungerne nede i Gaarden lettede Hovedet, da han +skrævede hen over dem. +</p> + +<p> +„Har du noget fint Skind til os i Dag, Pelle?“ +raabte de og trak i ham. +</p> + +<p> +Han halede op af Lommerne smaa Stumper Lakskind +og rødt imiteret Safian. +</p> + +<p> +„Det er fra Kejserens ny Tøfler,“ sagde han, idet +han fordelte det mellem dem. Saa lo de smaa saa +det kogte i deres Struber. +</p> + +<p> +Pelle lignede sig selv, han var blot blevet mere +rank og spændstig og havde faaet et lille lyst Overskæg. +Slugørerne var gaaet lidt i sig selv, som var +der ikke saa stærk Brug for dem mere; de blaa +Øjne tog fremdeles alt for gode Varer, men havde +faaet et lille Træk til som sagde, at det ikke længer +var med deres gode Vilje. Svinelykken ned ad Nakken +lyste helt gyldent. +</p> + +<p> +De snævre Gader laa og grundede paa bestandig +den samme ulidelig tykke Luft, der aldrig syntes at +forny sig. Husene var skidne og faldefærdige; hvor +lidt Sol strejfede et Vindu, laa skjoldede Sengeklæder +til Tørre. Oppe i en Sidegade holdt en Sygevogn; +Koner og Børn stod omkring den og ventede +spændt paa, at Bærerne skulde komme ned med +deres uhyggelige Byrde, og Pelle sluttede sig til +dem. Han maatte have alting med. +</p> + +<p> +Det var ikke just den lige Vej han gik. Storstaden +<a id="page-6" class="pagenum" title="6"></a> +var en hel ny Verden, ingenting var som +hjemme, her skete der hundrede forunderlige Ting +hver Dag. Og Pelle begyndte godvilligt forfra, han +havde sin gamle Trang endnu til at overvære det +hele og gøre det til sit. +</p> + +<p> +I den snævre Gyde ned til Kanalen stillede en +trettenaars Tøs sig udfordrende i Vejen for ham. +„Mor er syg,“ sagde hun og pegede op mod en +skummel Trappegang — „har du Penge saa kom +med op.“ Han var lige ved at følge med, men opdagede +saa, at Gadens Kællinger laa med Ansigterne +paa Ruden. „Her skal man nok være paa sin Post,“ +fastslog han for hundrede Gang. Ulykken var blot +at man glemte det saa let igen. +</p> + +<p> +Han lagde Vejen om langs Kanalen. De +gamle Bolværker, Pæreskuderne og Pakhusene med +den høje Række Luger og den pibende Tridse øverst +oppe i Hatten mindede saa hjemligt. Undertiden +lagde Skippere hjemmefra ogsaa til her med Pottemagerarbejde +eller Fisk, og han kunde spørge Nyt. +Skrive var han ikke flink til, der havde været saa +lidt Opgang at notere. Han havde lige hugget sig +igennem og skyldte fremdeles Sort for Rejseudstyret. +</p> + +<p> +Men det skulde nok komme — Pelle nærede ingen +Tvivl om Fremtiden. Byen var saa uhyre stor +og uoverskuelig, selve det umulige syntes den at +have taget sig paa — hvad Fare kunde der vel saa +være for noget saa selvfølgeligt, som det at han +naaede frem? Her laa simpelthen store Rigdomme +i Dynger og lod sig tage af Fattigmand ogsaa, blot +han greb dristigt til; Lykken her var en Guldfugl, +som lod sig fange med lidt Haandelag — der var +Masser af æventyrlige Tilfælde. Og Pelle skulde +nok fange Fuglen en Dag. Hvornaar og hvordan +overlod han trygt til Tilfældet. +</p> + +<p> +I en af Torvegades Sidegader var der Opløb, +Folkesværmen fyldte hele Gaden uden for Jærnstøberiet, +og raabte ivrigt til de sværtede Støberiarbejdere +<a id="page-7" class="pagenum" title="7"></a> +der stod og rottede sig sammen foran +Porten og saá raadvilde paa hinanden. +</p> + +<p> +„Hvad er der i Vejen?“ spurgte Pelle. +</p> + +<p> +„Der er det i Vejen, at de ikke kan tjene saa +meget saa de kan leve af det,“ sagde en ældre +Mand. „Og Fabrikanten vil ikke give dem Tillæg. +Saa har de hittet paa nogle nymodens Tossestreger, +som skal være kommet hertil fra Udlandet, hvor +de nok har gjort sig rigtig godt. Det er saadan at +forstaa, at alle Mand pludselig smider Arbejdet, løber +ud paa Gaden i bart Hoved og laver Støj, og saa +ind i Arbejdet igen — ligesom Skoledrenge i Frikvarteret. +De har allerede været ude og inde igen +to-tre Gange, og nu er de halve udenfor, og de +andre ved Arbejdet — og Porten er laaset. Jo pyt, +det skal godt hjælpe paa Ugelønnen! Nej i min Tid +bad vi pænt om det og naaede altid noget; vi er +ligegodt de smaa — og hvor skal det tages fra. Nu +har de tilmed forbrudt deres Ugeløn for hele Ugen.“ +</p> + +<p> +Arbejderne vidste hverken ud eller ind, men stod +og saá mekanisk op til Kontorvinduerne, hvor Bestemmelserne +plejede at komme fra. Nu og da gik +der et utaalmodigt Ryk gennem Skaren, de truede +op mod Vinduerne og forlangte raat deres Tilgodehavende. +„Han nægter os vor Ugeløn, som vi ærlig +har tjent, den Tyran!“ raabte de. „Den er ellers +køn, naar man har Kone og Børn derhjemme! og +paa en Lørdag Eftermiddag sku! Sikken en Hajfisk +— han hugger deres Mad! Vil Herren ikke +nok give os en Besked, vi kan tage med hjem — +bare en Hilsen. For ellers maa de gaa sultne i +Seng.“ +</p> + +<p> +Saa lo de, lavt og knurrende, spyttede ned i +Stenbroen og vendte igen de herreløse Ansigter op +mod Kontorvinduerne. +</p> + +<p> +Det regnede ind over dem med Forslag, som førte +i Øst og Vest; og lige nær var de. „Hvad Fanden, +naar der nu ingen er til at føre os an,“ sagde de +mismodigt, og stillede sig saa til at maabe igen. Det +var det eneste de kunde. +</p> + +<p> +<a id="page-8" class="pagenum" title="8"></a> +„Tag et Par af jeres Kammerater ud til at gaa +op og forhandle med Fabrikanten,“ sagde en Herre +som var stanset. +</p> + +<p> +„Javel, den er hørt! Frem med Eriksen — han +kan Fingersproget!“ raabte de. Den Fremmede trak +paa Skuldrene og gik. +</p> + +<p> +En stor, stærk Arbejder gik hen mod Trappen. +„Du har vel Mukkerten med, Eriksen?“ raabte én. +Eriksen vendte sig paa Trappen og viste sin Knytnæve. +</p> + +<p> +„Tag dig i Agt!“ raabte de op mod Vinduerne. +„For ellers ku’ det hænde der faldt Brænde ned!“ +Saa blev de med ét stille, den svære Gadedør var +stænget. +</p> + +<p> +Pelle lyttede med aaben Mund. Han vidste ikke, +hvad de vilde, og de vidste det nok heller ikke +selv; men alligevel var der en ny Tone i dette her! +De Folk gik ikke Tiggergang for deres Ret, men +slog hellere et Næveslag for den; og de havde ikke +drukket sig fulde først — som Stærke Erik og de +andre derhjemme. „Det er Storstaden,“ tænkte han +og maatte igen prise sig lykkelig at han var sluppet +herover. +</p> + +<p> +Der kom en Deling Betjente marsjerende. „Passér +Gaden!“ befalede de og gik ind paa Mængden for +at sprede den. Arbejderne vilde ikke lade sig jage +væk. „Ikke før vi har faaet vort Tilgodehavende,“ +sagde de og trak sig stædigt hen til Porten. „Her +er vor Arbejdsplads, og vi vil ha’ Opgør vil vi!“ Saa +jog Politiet med Tilskuerne; de trak sig nølende et +Par Skridt tilbage for hvert Fremstød, og stod saa +og lo. Pelle fik et Dunk i Ryggen, han vendte sig +rask og stirrede et Øjeblik ind i en Betjents røde +Ansigt; saa trak han sig af Vejen, idet han knurrende +tog til sin Ryg. +</p> + +<p> +„Slog han dig?“ spurgte en Kælling. „Ptøj den +skidt Knægt; han er Søn af Rullekonen her i Stedet, +og nu bruger han Staven mod sine egne. Føj +for den væmmelige!“ +</p> + +<p> +„Passér Gaden,“ befalede Betjenten missende og +<a id="page-9" class="pagenum" title="9"></a> +gik ind paa hende med Kroppen. Hun trak sig ned +i sin Kælderhals; dér stod hun og brugte Mund, saa +Spyttet stænkede fra de tandløse Gummer: +</p> + +<p> +„Ja kør med gamle Folk ogsaa — som har baaret +dig paa Armen og givet dig tørt paa, da du ikke +kunde kræve dig endnu. Brug Staven paa mig ogsaa +— vil du ikke det du Fredrik? Gaa du kun +de Stores Ærende, og gø ad alle os der ikke er fine +nok i Tøjet!“ Hun rystede af Vrede, de gulgraa +Haartjavser havde slidt sig løs og daskede om hendes +furede Pande, der var helt jordslaaet af Arp. +</p> + +<p> +Delingen marsjerede ind over Knippelsbro, under +Eskorte af en Sværm Gadedrenge, der hujede og +peb i Fingrene. Nu og da vendte en Betjent sig; +saa lettede det i Flokken, men øjeblikkelig var den +der igen. Betjentene var nervøse, deres Fingre krummede +og strakte sig af Trang til at slaa løs. De lignede +en Flok Forbrydere der eskorteres til Raadhuset +af den yngste Ungdom, og Folk lo. +</p> + +<p> +Pelle holdt Trop inde paa Fortovet, han var i en +forunderlig Stemning. Et Steds inde i ham gik det +voldsomt, med denne løjerlige Tilskyndelse til at +hoppe i Vejret og slaa Hovedet mod Stenbroen; det +var Resterne af hans Lyde, men nu tog det Karakteren +af overmodig Styrke. Han saa tydelig Stærke +Erik komme bøgende mod Forvalteren og blive +slaaet til Jorden — for at rave om som Idiot. Saa +rejste <em>Kraften</em> sig — vældigt, og blev jaget ned; de +gjorde sig til Hunde alle for at fælde ham, og logrede +for alt hvad der smagte af Øvrighed og Overordnet! +Og han selv, Pelle, havde faaet Ris paa +Raadhuset og var blevet peget Fingre ad — lige som +<em>Kraften</em>! —: Se dér gaar han og flyder, det stakkels +Udskud! — jo han havde været ude for Retfærdigheden +og vidste hvor den sved. Men nu var han +sluppet ud af Trældommen og over i en ny Verden, +hvor alvorlige Mænd ikke engang saá til Politiet, +men overlod det til Gadedrengene og de gamle Kællinger! +Der var en mægtig Oprejsning i det; og her +<a id="page-10" class="pagenum" title="10"></a> +i denne Verden vilde Pelle være med, han længtes +efter at tage et Tag. +</p> + +<p> +Det var Lørdagaften, og der var en Del Svende +og Naadlersker inde paa Lageret for at aflevere Arbejde. +Lageristen gik som sædvanlig og gnavede over +Arbejdet, før han betalte, rev og krammede i det +saa det mistede sin Form — og gjorde saa et syndigt +Vrøvl over at det ikke var pænt. Undertiden +trak han ogsaa fra i Arbejdslønnen, og paastod at +Materialet var ødelagt. Det var især Kvinderne han +var nederdrægtig imod, og de stod og turde ikke kny. +Man sagde, at han sjoflede alle de Naadlersker der +ikke vilde være ham til Maade. +</p> + +<p> +Pelle stod og saa sig godt gal paa ham. „Kommer +han bare med det mindste Muk, saa rager vi uklar,“ +tænkte han. Men Lageristen tog Arbejdet uden at se +paa det — det var jo fra Pipmanden! +</p> + +<p> +Mens han betalte, kom en svær Herre ned oppe +fra Bagværelset, det var Hofskomager Meyer selv. +Han havde nok engang været en fattig Fyr med Bagen +ude af Bukserne; saadan var han kommet herind +som vandrende Gesell fra Tyskland. Faget forstod +han ikke meget af, men han forstod den Kunst +at lade andre arbejde for sig! — Han besvarede +ikke Arbejdernes ærbødige Hilsen, men stillede sig +op foran Pelle med Maven gyngende mod Disken, +pustede stærkt ud af Næsen og saá paa ham. +</p> + +<p> +„Ny Mann?“ spurgte han endelig. +</p> + +<p> +„Det er Pipmandens Medhjælper,“ svarede Lageristen +smilende. +</p> + +<p> +„Ak saa! Ja Pipmanden forstaar Kunsten! De gør +Arbejdet, og han tager Pengene og drikker dem op +— ikke?“ Hofskomageren lo kosteligt. +</p> + +<p> +Pelle blev rød. „Jeg vilde jo gærne have selvstændig +fat naar som helst,“ sagde han. +</p> + +<p> +„Ja ja, nu kan De jo tale med Lageristen. — Men +ingen Fagforening her, husk det! Vi har ikke Brug +for de Folk.“ +</p> + +<p> +Pelle bed Læberne sammen og stak tavs Tørklædet +ind paa Brystet; han havde staaet for adskillige +<a id="page-11" class="pagenum" title="11"></a> +Opfordringer, men dette Forbud kunde han ikke +staa for. Han gik rask ud ad Købmagergade og +drejede fra Kultorvet ind i Hausergade, hvor han +vidste Formanden for den sygelige Fagforening skulde +bo. I en af de skumle Kældere boede en lille Lappeskomager, +dér maatte det være, og Pelle steg ned +ad Trappen. Han begreb ikke, at Foreningens Formand +havde saa usselt et Tilhold. +</p> + +<p> +Under Vinduet sad en hulkindet Mand bøjet over +Disken, i Færd med at sy Rand paa en udtraadt +Sko; han havde de Forbigaaendes Ben lige ind paa +Hovedet af sig. I Stuens Baggrund stod en Kvinde +og kogte noget i Kakkelovnen; hun havde en lille +Unge paa Armen, to større laa paa Gulvet og legede +med nogle Læster. Der var forfærdelig hedt og +kvalmt. +</p> + +<p> +„Goddag Kammerat,“ sagde Pelle. „Kan jeg blive +Medlem af Fagforeningen?“ +</p> + +<p> +Manden saá forundret op, der gik noget af et Smil +over hans triste Ansigt. „Har du Raad til det?“ +spurgte han langsomt — „det kan let blive dig en +dyr Fornøjelse. Hvem arbejder du for, med Forlov?“ +</p> + +<p> +„Meyer paa Købmagergade.“ +</p> + +<p> +„Saa bliver du fyrig, saa snart han faar det at +vide.“ +</p> + +<p> +„Det ved jeg nok; men nu vil jeg meldes ind altsaa. +Han skal ikke komme og bestemme hvad jeg +maa og ikke maa. Og ham skal vi nok ordne engang.“ +</p> + +<p> +„Saadan har jeg ogsaa tænkt, men vi er for faa. +De sultes ud af Fagforeningen igen, saa snart de er +meldt ind.“ +</p> + +<p> +„Vi maa se at blive nogle flere Stykker,“ sagde +Pelle frejdigt. „Og saa en Dag lukker vi kanske Butikken +for ham.“ +</p> + +<p> +Der kom Ild i Formandens trætte Blik. „Ja for +Satan om vi kunde lukke Butikken for ham!“ raabte +han og rystede sin knyttede Haand i Luften. „Han +tramper paa dem der tjener Guldet sammen til ham; +det er hans Skyld jeg nu sidder her og hutler — +<a id="page-12" class="pagenum" title="12"></a> +han holder hele Faget nede i Elendighed gør han! +Aa sikken en Hævn Kammerat!“ Blodet skød op i +hans hule Kinder og fik dem til at brænde — saa +faldt Hosten over ham. +</p> + +<p> +„Petersen!“ sagde Konen angst og holdt paa hans +Ryg — „Petersen!“ hun sukkede og rystede paa +Hovedet mens hun hjalp ham at slide sig igennem +Hosten. „Naar Talen falder paa Hofskomageren, +bliver Petersen altid helt fra’et,“ sagde hun da det +var ovre. „Han ved saamænd ikke hvad han udsætter +sig for, saa. Nej bare enhver var lige saa klog +som Meyer og passede sit eget, saa sad visse Folk +nu med et godt Helbred og ordenlig Fortjeneste.“ +</p> + +<p> +„Hold Mund,“ sagde Petersen bestemt. „Du er et +Fruentimmer og har ingen Forstand paa de Dele.“ +Saa gik hun hen til Kakkelovnen igen. +</p> + +<p> +Han udfyldte et Papir, og Pelle skrev sit Navn +under og betalte Medlemsbidraget for en Uge. +</p> + +<p> +„Og nu maa du se at komme ud af Udsvedningen +hurtigst muligt,“ sagde Petersen alvorligt. „En +hæderlig Arbejder kan ikke være med til at holde +den Slags oppe.“ +</p> + +<p> +„Jeg har været nødt til det,“ svarede Pelle, „— jeg +havde ingenting lært derhjemme fra. Men nu er det +forbi.“ +</p> + +<p> +„Godt Kammerat! Og saa Haandslag og god Hjælp! +Der maa arbejdes igen — kanske lykkes det alligevel; +du har givet mig mit Humør igen, vil jeg bare +sige dig! — Pil saa ved saa mange du kender — og +forsøm ikke Møderne; de bliver bekendtgjort i <em>Arbejderen</em>.“ +Han rystede ivrigt Pelles Haand. +</p> + +<p> +Pelle gik sig en rask Tur ud mod Nørrebro; han +havde faaet Luft for noget og var i godt Humør. +</p> + +<p> +Det var ved den Tid Arbejderne vendte hjem; de +kom travende i Flokke og enkeltvis, ludende og +stundende, lidt løse i det af Dagens Slid. Det var en +hel anden Verden herude, vidt forskellig fra <em>Arkens</em>! +Husene var nye og regelrette, bygget efter Lod og +Lineal; Mændene gik deres lige trukne Vej, man +kunde se paa hver af dem hvad han var. +</p> + +<p> +<a id="page-13" class="pagenum" title="13"></a> +Det var herude Socialismen og de ny Fremgangsmaader +holdt til; Pelle drev ofte herud efter Fyraften +for at kigge lidt ind i alt dette. Hvad det var +vidste han ikke, og havde ikke vovet at kaste sig ind +i det — fremmed som han endnu følte sig; men det +øvede en dragende Magt over ham. Men i Dag +glemte han at han var en fremmed her, og lod sig +gribe af det lange taktfaste Traadd der bar over Broen +og ud ad Nørrebrogade. Nu var han selv Fagforeningsmand; +han var som enhver af de andre, og +kunde gaa lige hen til hvem han vilde og give +Haandslag! Der var en egen kraftig Appel i disse +Folks Gang som var de Soldater; han gled uvilkaarlig +ind i Fodslaget og følte sig stærkere ved det, +baaret med af Fællesskabet. +</p> + +<p> +Han var højtidelig glad til Mode som paa sin Fødselsdag, +og syntes der maatte gøres et eller andet +festligt. Der stod aabent ned til Beværtningerne, og +Arbejdere søgte derned i smaa Hold; men han havde +ingen Lyst til at sidde og hælde Spiritus paa sig. +Det kunde man gøre, naar det hele gik i Hundene +for én. +</p> + +<p> +Han stillede sig op uden for et Konditorvindu og +fik travlt med at sammenligne Kagerne med hinanden. +Han vilde derind og smovse en 25-Øre op i +Dagens Anledning, men først maatte det hele planlægges +ordenligt, om man ikke skulde føle sig skuffet +bagefter. Det skulde være noget han aldrig havde +smagt før naturligvis — og just det var det vanskelige. +Mange Kager var hule indeni, og Smovsen +skulde gøre det af for Aftensmad ogsaa. +</p> + +<p> +Det var ikke helt let; og just da Pelle var ved at +komme over Vanskelighederne, blev han revet ud af +det hele ved et Slag paa Skulderen. Dér stod Morten +bag ham og lo med sit gode Smil, som om der +aldrig havde været noget imellem dem. Pelle skammede +sig og kunde ikke faa et Ord frem; sin eneste +Ven havde han sveget — det blev nok ikke nemt +at staa til Regnskab for, det! Men Morten brød sig +fejl om alle Forklaringer og rystede blot Pelles Haand, +<a id="page-14" class="pagenum" title="14"></a> +hans blege Ansigt lyste af Glæde. Der var endnu +bestandig dette Skær af Lidelse bag det, som tog saa +stærkt om Hjærtet, og Pelle maatte overgive sig paa +Naade og Unaade. +</p> + +<p> +„Hvad! skal vi to træffes her?“ raabte han og lo +godmodigt. +</p> + +<p> +Morten arbejdede hos Konditoren og havde været +ude, nu skulde han op og sove ud til Natarbejdet: +„Men kom med op — en halv Times Tid kan vi +nok sidde og sludre — og du skal faa en Kage.“ +Han var akkurat den samme som i Læretiden. +</p> + +<p> +De gik ind gennem Porten og op ad Bagtrappen; +Morten var inde i Butikken og kom med fem Napoleonskager. +„Her skal du se jeg kender din Smag,“ +sagde han leende. +</p> + +<p> +Mortens Værelse laa helt oppe under Taget og +var et Slags Taarnværelse med Vinduer til begge +Sider. Man saá ud over de endeløse Tagmasser, der +laa i Rækker bag hinanden som Mistbænkene i et +uhyre Gartneri. Fra de utallige Rør og Skorstenspiber +steg lidt tynd blaa Røg og lagde sig dæmpende +over alting. Langt nede i Syd saas Kalvebod Strand, +og længere mod Vest tonede Frederiksberg Bakke +med Slottet frem af Disen. Til den anden Side laa +Fællederne, og ude bag Kalkbrænderiets Skorstene +skimtedes Sundet med sine mange Sejlere. +</p> + +<p> +„Er det saa ikke en Udsigt hvad?“ spurgte Morten +stolt. +</p> + +<p> +Pelle blev ved at stirre, han gik fra Vindu til Vindu +og sagde intet. Dette var Byen — Hovedstaden +som han og alle de andre Fattige fra Landets fjærneste +Kroge havde higet imod, Lykkens Land hvor +de skulde udfri sig af Elendigheden! Han havde turet +den igennem paa Kryds og tværs, forbavset sig +over dens Paladser og Rigdomme, og fundet den +stor over al Forventning. Her var alting storslaaet! +hvad de byggede i Gaar, rev de ned i Morgen for +at opføre noget endnu flottere. Fattigmands Lykke +lod sig sagtens stikke imellem, saa meget her gik i +Svang! +</p> + +<p> +<a id="page-15" class="pagenum" title="15"></a> +Og saa havde han alligevel ingen rigtig Forestilling +haft om det hele — først nu saa han Byen! Som +et mægtigt Hele laa den udbredt for hans Fødder, +med Slotte, Kirker og Fabriksskorstene ragende op +af Husmassen. Nede paa Gaden flød en sort Strøm +ustanselig afsted, bestandig ny og ny Mennesker — +som fra et stort Hav der aldrig kunde løbe tomt. +De havde noget for alle sammen; man saá det ikke, +men de løb vel som Myrerne og bar hver sit lille +til denne vældige Tue, der var slæbt sammen af +dyre Ting fra Verdens yderste Kanter. +</p> + +<p> +„Der stikker mange Millioner i alt det,“ sagde +Pelle endelig og tog efter Vejret. +</p> + +<p> +„Ja!“ sagde Morten og stillede sig ved Siden af +ham. „Og det hele er frembragt af Hænder — Arbejderhænder!“ +</p> + +<p> +Pelle studsede — det var en underlig Tanke at +hitte paa. Men sandt var det naar man tænkte sig +om! +</p> + +<p> +„Nu er det nok ovre paa helt andre Hænder!“ +udbrød han leende. +</p> + +<p> +„Ja for de har listet det fra os, lige som man kan +narre alting fra Børn,“ svarede Morten mørkt. „Men +det har ingen Retskraft, det Børn gør! — og de Fattige +har aldrig været andet. Men nu begynder de at +vokse til du; og en Dag kræver de kanske deres +tilbage.“ +</p> + +<p> +„Det gik os vist galt, dersom vi vilde komme og +tage selv,“ sagde Pelle tænksomt. +</p> + +<p> +„Ikke hvis vi var enige om det — vi er jo de +mange!“ +</p> + +<p> +Pelle lyttede. Det var ikke før faldet ham ind at +se Spørgsmaalet om Sammenslutning saa stort; man +organiserede sig jo blot for at opnaa bedre Vilkaar +inden for Faget. +</p> + +<p> +„Du ligner din Far,“ sagde han. „Han lagde ogsaa +alting stort ud og vilde selv tage sig til Rette. +Jeg kom til at tænke paa ham før — han lod sig +ikke træde ned. — Dengang skammede du dig nok +over ham!“ +</p> + +<p> +<a id="page-16" class="pagenum" title="16"></a> +Morten bøjede Hovedet. „Jeg kunde ikke bære de +pæne Folks Foragt,“ sagde han stille, „jeg forstod jo +blot, at han lagde Hjemmet øde og drog Skam ned +over os. Forfærdelig ræd var jeg ogsaa, naar han +slog sig løs; jeg kan endnu vaagne drivvaad af Sved, +naar jeg har drømt om min Barndom. Men nu er +jeg stolt over at jeg er <em>Kraftens</em> Søn du! Kræfter +har jeg ikke saa mange af, men kanske skal jeg faa +Godtfolk til at stejle engang alligevel — jeg ogsaa!“ +</p> + +<p> +Nej Kræfter! det var nærmest underligt at tænke +paa, at Morten var Søn af den kæmpestærke Stenhugger +— saa fin og stilfærdig han var i det. Han +havde endnu ikke genvundet de Kræfter, Bodil røvede +fra ham i Drengeaarene; det var ligesom det +altfor tidlige Misbrug blev ved at sidde og tære paa +ham. Sin pigeagtige Sans for Hygge havde han bevaret, +Værelset var pænt holdt, der stod saa galt +Blomster i en Vase henne under Spejlet. +</p> + +<p> +„Hvor faar du dem fra?“ spurgte Pelle. +</p> + +<p> +„Køber naturligvis!“ +</p> + +<p> +Pelle maatte le. Kunde det falde noget andet +Mandfolk ind at give Penge ud til Blomster? +</p> + +<p> +Men Bøgerne lo han ikke af, der var en mystisk +Forbindelse mellem dem og Mortens forunderlige +blege Styrke. Han havde en hel Reol fuld nu. Pelle +tog nogle frem og kiggede i dem. „Hvad er det for +noget Tøjeri?“ sagde han usikkert. „Det ligner Lærdom.“ +</p> + +<p> +„Det er Bøger om os. Om hvordan det ny kommer, +og hvordan vi maa ruste os til det.“ +</p> + +<p> +„Ja du kan sagtens!“ sagde Pelle i et Øjebliks +Mismod. „Du har din Boglærdom til at hjælpe dig +frem. Vi andre faar nok pænt Lov at blive i det vi +engang er i!“ +</p> + +<p> +Morten vendte sig hæftigt imod ham. „Det er den +sædvanlige Klagesang,“ udbrød han vredt — „man +spytter paa sin egen Stand og vil over til de andre. +Men det er jo slet ikke det, det drejer sig om for +Pokker! vi skal netop blive hvor vi er — Skomagere +og Bagere, allesammen — og forlange at faa +<a id="page-17" class="pagenum" title="17"></a> +det godt dér! Komme over paa den gode Side, det +kan knap én af tusind — saa kan Resten sidde der +og kigge! Og tror du den ene fik Lov at slippe ind, +hvis ikke Samfundet havde Brug for ham til at slaa +hans egne ned med? „Her kan I selv se, hvad Fattigper +kan drive det til, naar bare han selv vil!“ +hedder det nok saa kønt. Der er altsaa ikke noget +at udsætte paa Samfundet; nej, det er Masserne selv +der er Skyld i, at de ikke allesammen er Storborgere +— herregud, de vil jo ikke! Saadan kører man +rundt med jer som nogle Mæhæ, og I finder jer i +det og bræger dem efter! Nej hvad alle kan, det er +gøre Fordring paa at faa saa rigeligt for deres Arbejde, +at de kan leve godt. Jeg forlanger, at en Arbejdsmand +skal have lige saa meget for sit Arbejde +som en Læge eller Sagfører — og være lige saa oplyst. +Dér har du mit Fadervor!“ +</p> + +<p> +„Dér gjorde jeg dig nok godt gal!“ sagde Pelle +godmodigt. „Det dér er forresten det samme, som +din Far laa og fablede om i Laden dengang han +døde. Han laa i sine Fantasier og troede, at simple +Arbejdere havde Malerier paa Væggene og Fortepiano +lige som fine Folk.“ +</p> + +<p> +„Gjorde han det, du?“ udbrød Morten og løftede +Hovedet som lyttede han opad. Saadan faldt han i +Tanker. +</p> + +<p> +Pelle sad ogsaa og grundede. Var dét da det ny +— dette igen? Saa blev der god Mening i at slutte +sig sammen saa mange som muligt. +</p> + +<p> +„Jeg forstaar mig ikke ret paa det,“ sagde han +endelig — „men i Dag har jeg meldt mig ind i Organisationen +du. Jeg vil ikke staa og se til, hvis det +skulde trække op til noget stort.“ +</p> + +<p> +Morten nikkede med et svagt Smil; han var træt +nu og hørte ikke hvad Pelle sagde. „Nu maa jeg i +Seng, jeg skal op Kl. ét. Hvor bor du? Jeg ser ud +til dig en Dag. Hvor det var morsomt vi traf hinanden +igen.“ +</p> + +<p> +„Jeg bor ude paa Kristianshavn — i <em>Arken</em>, hvis +du ved hvor det er.“ +</p> + +<p> +<a id="page-18" class="pagenum" title="18"></a> +„Det var et underligt Sted at dumpe ind! <em>Arken</em> +kender jeg godt, den staar saa tidt omtalt i Aviserne. +Det er nok lidt af alle Slags dér holder til.“ +</p> + +<p> +„Det kender jeg ikke noget til,“ svarede Pelle +halv stødt — „jeg synes nu godt om de Mennesker. +— — Men storartet var det da at vi to skulde løbe +over hinanden — sikken et Held hva’? Og jeg der +bar mig ad som et Bæst, og gik udenom dig! Men +det var dengang jeg gik i Hundene — saa hadede +jeg alle Mennesker! Nu skal der ikke komme noget +imellem os mere, vær rolig for det.“ +</p> + +<p> +„Ja det er godt, pil nu bare af,“ svarede Morten +smilende; han var halv af Tøjet. +</p> + +<p> +„Nu gaar jeg, nu gaar jeg!“ sagde Pelle og tog +sin Hat, et Øjeblik stod han og saá ud over Staden. +„Det var alligevel knusende storartet, det du sagde +om Tingene før,“ udbrød han pludselig. „Havde jeg +alle vi Fattiges Kræfter i mig, saa brasede jeg ud +med det samme og erobrede det hele tilbage igen. +Sikken en Masse der kunde blive til Deling, der +blev nok ingen Fattigdom mere!“ +</p> + +<p> +Han stod med løftede Arme som holdt han det +hele i Hænderne — og lo overgivent; stærk saá han +ud. Morten laa og stirrede halvsovende paa ham og +sagde intet. Saa gik han. +</p> + +<hr class="tb"> + +<p class="first"> +Pipmanden skældte læsterligt ud, da Pelle endelig +kom hjem: „Hvad Fan bilder du dig ind — gaar +der og gi’r Greven, mens en anden en sitter her og +slider sig Gluggerne ud af Hovedet. Og tøster — +hvabehar? Lad være og giv Grovheder, si’er jeg, +lad bare vær — ellers revner den sku. For man er +morderlig gal i Hovedet.“ Han holdt Haanden patetisk +afværgende ud for sig, skønt Pelle ikke havde i +Sinde at svare; han tog ikke Pipmanden alvorligt +længer. — „Den une knuse mig, her har man sat +og tøstet Klæderne af Raden paa sig, fordi saadan +en Levemand gaar og dangderer den med Sylene.“ +</p> + +<p> +<a id="page-19" class="pagenum" title="19"></a> +Pelle stod og talte Ugelønnen op, men brast pludselig +i Latter ved et Blik ned over Pipmanden. De +nøgne blaalige Skanker, der dirrede ynkeligt under +Skødskindet, tog sig ustyrlig grinagtigt ud til den +fuldt paaklædte Overkrop og det ærværdige Skæg. +</p> + +<p> +„Ja du griner!“ sagde Pipmanden og lo med. „Men +hvis at det nu var dig, der skulde krænge Bukserne +af nede hos Marskandisersken og redde dig anstændigt +op? De forbandede Unger! Pipmanden har Delirium, +Pipmanden har Delirium! vrælede de. Gu’ +ha’de jeg ikke nikke nej! — men jeg havde ingen +Bukser paa altsaa. Den forbandede Hønsestige ogsaa! +Olsens Halløjdatter fik et Tilfælde, og hun har sku +ellers set en hel Del. Du ku forresten ta’e og laane +mig dine gamle Mokassiner.“ +</p> + +<p> +Pelle laaste den grønne Kiste op og tog sine Arbejdsbukser +frem. +</p> + +<p> +„Du sku’ ta’e og sætte syv Segl for det spinatgrønne +Skrummel dér!“ sagde Pipmanden gnavent. +„For her ku’ godt være Tyveknægte — saa nær +oppe ved Himlen.“ +</p> + +<p> +Pelle lod som han ikke forstod Finten, og laaste +igen. Saa tændte han sin Snadde og gik ud paa Platformen. +</p> + +<p> +Over Tagene stred Skumringen sig frem ude fra +Sundet; der fløj nogle Duer og fangede den sidste +Solrødme under deres hvide Vinger, og nede i Brønden +laa allerede Mørket som en hed lila Aande. Liremanden +var kommet hjem og spillede sit Aftennummer +for de dansende Unger dernede, og fra +Svale til Svale sladrede og smaaskændtes Beboerne. +Nu og da brød en blød Tonestrøm vibrerende frem +og fik det hele til at tie; det var Gale Vinslev, der +sad i sin Hule et Steds langt inde i <em>Arken</em> og legede +paa Fløjten. Han gemte sig altid helt afvejen naar +han spillede; saa var han som et sygt Dyr og sad +i en Krog og rystede. Tonerne blev saa dejlige af +det, de kom bævrende frem af hans Skjul som selve +det Ubekendtes Sang eller Graad; og <em>Arkens</em> urolige +Væsner maatte tie og lytte. Nu havde Vinslev sin +<a id="page-20" class="pagenum" title="20"></a> +blide Tid; man blev lige som bedre af at lytte til +ham. Men i Mørketiden kom Djævelen stundom over +ham og skabte Toner i hans afsindige Hjærne, der +fik det hele til at dirre i panisk Skræk. Saa videde +det frønnede Træværk sig ud til en uhyre bælgmørk +Skov, hvor alle Rædsler huserede og man maatte slaa +blindt om sig for ikke at gaa helt til Grunde. Ligkusken +paa fjerde, der ellers var saa blid i sin Donner, +skamslog Konen, og rundt om i Gangene laa +de og drak og sloges for at holde sig det onde fra +Livet. Det var ogsaa Vinslevs Djævlefløjte, der fik +Johnsen til unyttigt at begræde sit elendige Liv og +ende det under Kloakristen. Men der var ikke noget +at sige til det hele, — Vinslev spillede. Og det var +en Overgang som alting andet. +</p> + +<p> +Nu gik Djævlen om med Ring i Næsen, og Vinslevs +Spil var som mild Aande paa Sindene, saa de +aabnede sig som Blomster. Det var den dejlige Tid. +</p> + +<p> +Pelle kendte det hele, skønt han ikke havde været +her saa længe; det gjorde ham ikke noget. Han +bar jo den Sejrsskorte, som Far Lasse havde drømt +til ham. +</p> + +<p> +Nede paa tredje i Bagbygningen koglede det ellers. +En Slyngpelargonie og en Efeu havde spundet de +skrøbelige Stolper ind og mødtes foroven, og deroppe +hang en lille rød Papirslygte og glødede det +hele festligt til. Det var som Sommernatten havde +fundet sig et Fristed her midt i Stenmasserne. Under +Lampen sad Madam Johnsen og hendes Datter og +syede, Hannes Ansigt ulmede som en Rose ved Nat, +hun vendte det hvert Øjeblik op mod ham, smilede +og slog utaalmodigt med Hovedet. Saa flyttede Pelle +paa sig, skiftede og lagde sig over i den anden Side, +urolig som en Hest der ikke kan se sin Vej. +</p> + +<p> +Lige inde bag ham gik hans Naboerske Madam +Frandsen og rumsterede i sit lille Køkken. Døren +stod aaben ud til Platformen, og hun smaasnakkede +uophørligt, halv til Pelle halv til sig selv — om sin +Gigt, sin døde Mand og sin Laban af en Søn. Hun +trængte til at faa Leveren rørt, det gamle Liv: „Herregud +<a id="page-21" class="pagenum" title="21"></a> +ja, her gaar én og holder Mad parat til Ferdinand +— fra Morgen til Aften og fra Aften til Dagen +er der — og se saa om han gider ulejlige sig hjem. +Forske hans vilde Veje kan jeg jo ikke, men bare +sidde og grue og holde hans Mad varm. Saa er der +dog lidt der lokker; han maa vel komme naar han +bliver sulten, siger jeg til mig selv. Ak ja, ens glade +Dage er hurtig talt. — Og der staar du og glor som +et andet Vorherres Bælam, mens Pigebarnet dernede +er ved at nikke Hovedet af Led efter dig! Ja Mandfolk +er en underlig Vare, de bilder sig ind de ingenting +tør — og hvem er det saa der gør alle +Ulykkerne?“ +</p> + +<p> +„Hun vil mig ingenting,“ sagde Pelle mut. „Hun +leger bare med mig.“ +</p> + +<p> +„Ja Jomfruen legede saa længe med sin hvide +Mus, til Katten tog den. Skam dig at staa her og +hænge, saa ung og velskabt du er. Klip Styrefjerene +af hende — saa faar du en god Kone.“ Hun stødte +ham i Siden med Albuen. +</p> + +<p> +Saa fik Pelle hummet sig ned ad Hønsestigen til +tredje og gik langs Svalen derom. +</p> + +<p> +„Hvorfor var du nu saa kostbar i Aften?“ sagde +Madam Johnsen og ryddede Plads til ham. „Du ved +jo, du altid er velsét, hvad skal saa de Anstalter +til?“ +</p> + +<p> +„Pelle er nærsynet, han kan ikke se helt herover,“ +sagde Hanne og kastede med Hovedet. Hun sad og +saá leende paa ham med Hovedet bagover og aaben +Mund, Lyset brødes i hendes blanke Tænder. +</p> + +<p> +„Faar vi godt Vejr i Morgen?“ spurgte Moderen. +</p> + +<p> +Pelle mente ja og kiggede kyndigt op mod den +lille Plet Himmel. Hanne lo. +</p> + +<p> +„Er du Vejrprofet ogsaa, Pelle? du har da vel +ikke Ligtorne?“ +</p> + +<p> +„Lad nu være med din Nappen, Tøs,“ sagde Moderen +og slog efter hende. „Vi skulde i Skoven i +Morgen, hvis Vejret er godt. Vil du med Pelle?“ +</p> + +<p> +Pelle vilde meget gærne med, men trak alligevel +lidt paa det. +</p> + +<p> +<a id="page-22" class="pagenum" title="22"></a> +„Tag bare med!“ sagde Hanne og lagde overtalende +sin Haand oven paa hans. „Og saa skal du +være <em>mit</em> Mandfolk — det er saa kedeligt at tage i +Skoven med en aldrende Kone. Men saa vil jeg +have Lov at være som jeg er.“ Hun kastede udfordrende +med Hovedet. +</p> + +<p> +„Saa tager vi Kapervognen fra Nørreport, Toget +bryder jeg mig ikke om at køre med.“ +</p> + +<p> +„Fra Nørreport — den eksisterer jo slet ikke +mere, lille Mor. Men der kører nogle Kapervogne +endnu fra Trianglen.“ +</p> + +<p> +„Naa saa fra Trianglen da, du Vigtigpraas. Kan +jeg gøre for, at de river alting ned? I min Ungdom +var Nørreport et dejligt Sted. Derfra havde man +Udsigt til Bondelandet, hvor jeg hørte hjemme, og +intet Sted var Sommernatten saa skøn heller som +dér paa Volden. Dengang kendte én ikke til at fryse, +for var Tøjet tyndt saa var Hjærtet ungt.“ +</p> + +<p> +Hanne gik inde i Køkkenet og lavede Kaffe. Døren +stod aaben, hun nynnede og blandede af og til +et Ord i Samtalen. Saa kom hun og holdt nejende +Bakken foran Pelle. „Men hvordan er det du ser +ud i Aften?“ udbrød hun pludselig forundret; hun +rørte ved hans Pande og saá undersøgende paa +ham. +</p> + +<p> +„Jeg har meldt mig ind i Fagforeningen i Dag,“ +svarede Pelle. Han havde stadig Følelsen af det +usædvanlige over sig, og syntes enhver maatte kunne +se noget paa ham. +</p> + +<p> +Hanne brast i Latter: „Faar man saa et sort +Mærke i Panden? Se engang Mor, vil du bare se et +Fagforeningsmærke!“ Hun drejede hans Hoved om +mod den gamle. +</p> + +<p> +„Aa, den Skarns Tøs,“ sagde den gamle leende — +„nu har hun smurt dig med Sod i Ansigtet.“ Hun +vædede sit Forklæde med Spyt og gav sig til at +gnide Sværten af, mens Hanne stod bag ham og +holdt om hans Ansigt med begge Hænder, for at +han skulde sidde støt. „Tak du Gud, at Pelle er en +godmodig Fyr,“ sagde den gamle, mens hun gned +<a id="page-23" class="pagenum" title="23"></a> +— „ellers blev han nok fornærmet!“ — Pelle selv +smilede nok saa fornøjet. +</p> + +<p> +Ligkusken kom op igennem Hullet i Svalen og +ravede videre op til fjerde. „Godaften,“ sagde han +med sin dybe Bas, idet han passerede dem „— og +Velbekomme skulde man vel sige!“ Han havde en +stor Skinke under Armen. +</p> + +<p> +„Aa herregud,“ hviskede Madam Johnsen, „dér +kommer han trækkende med sin Skinke — saa er +hele Ugelønnen drukket op igen. De har altid Overflod +af Flæsk deroppe, de Stakler, men sjælden Brød +til det.“ +</p> + +<p> +I <em>Arken</em> sluktes saa én Lyd, saa en anden. Barnegraaden, +der sivede saa trist ud af de lange Gange +naar en Dør gik op, forvandledes til bløde Kluk +hvergang en forsinket Moder kom styrtende hjem +fra Arbejdet og rev sin Lille til Brystet. Nu var der +kun én til Rest, og den græd altid enten Moderen +var hjemme eller ude — hendes Mælk havde forsat +sig. +</p> + +<p> +Nede fra Kælderen steg en Vuggesang op gennem +Brønden i slæbende Toner; det var bare „Grete +med Barnet“ der sang sin Kludedukke i Søvn. De +virkelige Mødre sang ikke. +</p> + +<p> +„Hun kiler bare paa,“ sagde Hannes Mor, „de +andre med de rigtige Børn har ikke faaet saa meget +at synge for. Men hendes Unge kræver heller ikke +Mad — det gør en slem Forskel naar man er fattig.“ +</p> + +<p> +„I Dag har hun vasket og strøget om den, for at +den kan være fin til i Morgen naar Faderen kommer. +Det er en Løjtnant,“ sagde Hanne. +</p> + +<p> +„Kommer han i Morgen da?“ spurgte Pelle naivt. +Hanne lo højt: +</p> + +<p> +„Ja for hun venter ham jo hver Søndag. Hun har +bare aldrig set ham endnu.“ +</p> + +<p> +„Ja ja, det er ikke noget at le af,“ sagde den +gamle. „Hun er lykkelig i sit — og Udkommet har +hun ingen Kvaler med!“ +</p> + +<div class="chapter"> + +<h2 class="chapter" id="chapter-0-3"> +<a id="page-24" class="pagenum" title="24"></a> +III +</h2> + +</div> + +<p class="first"> +Pelle vaagnede ved, at Hanne stod og trak ham +i Næsen og gjorde hans komiske Grimasser efter. +Hun var kommet ind over Lofterne. +</p> + +<p> +„Hvor bliver du af — du?“ sagde hun iltert. „Vi +gaar og venter paa dig!“ +</p> + +<p> +„Jeg kan jo ikke staa op,“ svarede Pelle ynkeligt. +„Pipmanden er gaaet i Nat med mine Bukser og +er ikke kommet tilbage. Saa lagde jeg mig til at +sove igen.“ +</p> + +<p> +Hanne lo klingende: „Hvis han nu ikke kommer +tilbage mer? Saa maa du ligge i Sengen altid lige +som Mutter Jahn.“ Saa lo Pelle ogsaa. +</p> + +<p> +„Jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op. I faar tage +af Sted uden mig.“ +</p> + +<p> +„Nej, det gør vi ikke,“ sagde Hanne bestemt — +„saa tager vi Madkurven herop og dækker paa din +Dyne, den er jo grøn. — Vent lidt, nu ved jeg noget!“ +</p> + +<p> +Hun smuttede gennem Paneldøren ud paa Loftet. +En halv Times Tid efter kom hun igen og smed et +Par stribede Benklæder paa Sengen: „Værsgod Hr. +Klodsmajor — og skynd dig saa lidt. Jeg løb ind til +Ligkuskens Marie i hendes Plads, og hun fik Fingre +i et Par af Herrens Hverdags. Men hun maa have +dem igen i Morgen, saa hendes Herskab ikke mærker +noget.“ +</p> + +<p> +Saa snart hun var gaaet, skyndte Pelle sig i Tøjet. +Da han næsten var færdig, knagede det stærkt i +Træværket — Pipmanden var under Opsejling. Han +holdt i Tovet med én Haand og slog nogle Slag +udover ved hver Drejning af Trappen; rundt om fra +Bislagene hvinede Kvindfolk op. Det morede ham, +hans store ærværdige Hoved straalede i ophøjet +Glæde. „Aa hold Kæft!“ sagde han gemytligt, saa +snart han fik Øje paa Pelle — „Aa hold Kæft!“ +Han stillede sig op inden for Døren og stod og klukkede. +</p> + +<p> +Pelle greb ham i Kraven. „Hvor er mine Søndagsbukser +<a id="page-25" class="pagenum" title="25"></a> +henne?“ spurgte han opbragt; de gamle +havde Pipmanden paa, men hvor var de ny? Pipmanden +saá uforstaaende paa ham, hans slappe Træk +arbejdede under Forsøget paa at grave et eller andet +frem; pludselig fløjtede han: „Sa’e du Bukser — +hvad Dængsemand? — var det virkelig Bukser du +sa’e? — saa du spør efter hvor dine Bukser er +henne? — det ku’ du jo ha’ sagt straks. For ser du, +dine Mamelukker — dem har jeg jo sat.“ +</p> + +<p> +„Du har sat mine pæne Benklæder?“ udbrød Pelle +og slap ham forfærdet. +</p> + +<p> +„Gu’ har jeg saa! Der ka’ du selv se, du sku’ ikke +ha’e been hidsig — for mig ka’ du alligevel ikke +æde! Det klarer sig immervæk af sig selv, gør’et — +bare man ikke løber varm!“ +</p> + +<p> +„Du er en Tyveknægt!“ udbrød Pelle. „Det er +lige hvad du er.“ +</p> + +<p> +„Naa naa Kamat, lad vær og smid Slæverne for +min Skyld — for jeg har ikke Kyd i Lommen. Pipmanden +er en ærlig Mand forstaar du — her ka’ +du selv se! Hva’ gi’r du mig saa for den — hva’?“ +Han havde fisket Laanesedlen frem og rakte den +krænket til Pelle. +</p> + +<p> +Pelle tumlede febrilsk med sit Kravetøj; han var +knusende gal i Hovedet, men hvad kunde det saa +nytte? Og nu kom Hanne og hendes Mor ud derovre! +Hanne var i gul Straahat med brede Hagebaand +— nydelig saá hun ud; den gamle havde +Skovkurven paa Armen. Hun laasede omhyggeligt +og stak Nøglen ind under Dørtrinet; saa gik de i +Forvejen. +</p> + +<p> +Det var ikke til at blive færdig for den Sut til +Pipmand! Han gik rundt om Pelle med et usikkert +Smil, kiggede nysgærrigt efter hans Ansigt og holdt +sig forsigtigt uden for Rækkevidde. „Ked af det, hva’?“ +sagde han trøstende, som talte han til et lille Barn +— „morderlig ked af det? Hvad Fan vilde du ogsaa +med to Par Bukser Kamat? — hvad vilde du dog +med to Par Bukser?“ Det lød helt fortvivlet bebrejdende. +</p> + +<p> +<a id="page-26" class="pagenum" title="26"></a> +Pelle trak et Par brede Pigesko frem under sin +Seng og stak ud gennem Paneldøren. Han smøg sig +sidelæns mellem det bratte Tag og Kamrenes Bagside, +dukkede under et Par Bjælker og dumpede +endelig ned i en lang Gang, der løb gennem Forbygningens +Tagétage og havde Værelser til begge +Sider. En stærk Summen slog ham pludselig i Møde. +Fra alle de smaa Rum stod Dørene aabne ud til den +lange Gang, der var den fælles Dagligstue; Skænd +og Passiar og Barnegraad kogte sammen til en øredøvende +Mudren; her var et Røre som i en Bikube. +</p> + +<p> +„Her er forresten livligt,“ tænkte han — „i Morgen +flytter jeg herom!“ Han havde tænkt paa det +længe, og nu skulde det have en Ende med hans +Ophold hos Pipmanden. +</p> + +<p> +Uden for en af Dørene stod en lille elleveaars +Pige og børstede nogle klodsede Drengesko; hun +havde et Sækkelærreds Forklæde bundet helt op +under Armhulerne og traadte alligevel i det. Inde i +Værelset gik to Drenge paa ni og tolv Aar frem og +tilbage med Hænderne i Lommen og drabelige Skridt +— de nød Søndagen. De var i rene Skjorteærmer +og lignede to smaa Husfædre. — Det var „Familien“, +Pelles Redningsmænd. +</p> + +<p> +„Her er saa dine Sko, Marie,“ sagde Pelle. „Bedre +kunde jeg ikke faa dem.“ +</p> + +<p> +Hun tog dem ivrigt og betragtede dem under Bunden; +Pelle havde repareret dem med gammelt Lær, +men til Gengæld pudset dem i Svangen med sort +Voks. „De er blevet saa fine,“ hviskede hun og saá +taknemmeligt paa ham. +</p> + +<p> +Drengene kom og gav Pelle Haanden. „Hvor meget +koster Skoene?“ spurgte den ældste og tog med +alvorlig Mine efter Pengepungen. +</p> + +<p> +„Lad det hellere vente, Peter — jeg har travlt i +Dag,“ sagde Pelle leende. „Vi sætter det paa Regningen +til Nytaar.“ +</p> + +<p> +„Saa kommer jeg alligevel med Drengene ud at +spasere i Dag,“ sagde Marie glædesstraalende. „Og +<a id="page-27" class="pagenum" title="27"></a> +du skal med Hanne og hendes Mor i Skoven — vi +ved det godt!“ Hun fulgte ham hoppende hen til +Trappen, og stod og lo ned. I Dag lignede hun da +et Barn, det gammelagtige og bekymrede var borte. +„Du kan godt gaa ad Hovedtrappen!“ raabte hun. +</p> + +<p> +En snæver Loftstrappe førte ned til Hovedtrappen, +som laa indvendig og kun maatte benyttes af Beboerne +til Gaden. Dette var <em>Arkens</em> fine Ende; her +boede gamle Ulke, Kvartérmænd og andre Folk med +noget fast. De Handlende nede fra Kælderen: Kulmanden, +Jærnhandleren og Marskandisersken havde +ogsaa deres Lejligheder her. Lejlighederne var paa +to herskabelige Værelser; Køkken og Entré hørte +der ikke til dem. Men ude paa Hovedtrappen, i +Krogen ved hver Families Dør, stod en Vask med +en lille Række over. Naar Laaget var paa, kunde +Vasken ogsaa bruges til Repose — det var helt fornemt. +</p> + +<p> +De andre var naaet ind til Knippelsbro, da han +indhentede dem. +</p> + +<p> +„Det varede længe med dig,“ sagde Hanne og tog +ham under Armen. „Hvordan havde „Familien“ det +— Marie blev vel glad for Skoene? Det Skind, hun +har ikke været ude de sidste to Søndage, fordi der +ingen Bund var i Skoene.“ +</p> + +<p> +„Hun kunde jo bare kommet til mig med dem,“ +sagde Pelle — „jeg skylder dem jo saa meget!“ +</p> + +<p> +„Men det skal du ikke tro hun gør — „Familien“ +er stolt. Jeg maatte ligefrem gaa over og stjæle +Skoene fra hende.“ +</p> + +<p> +„De arme Smaakræ!“ udbrød Madam Johnsen +„— det er helt rørende at se, saa de holder sammen +og forstaar at klare sig selv. — Men hvorfor +har du Pelle under Armen, Hanne? — du mener +jo ikke noget med det alligevel!“ +</p> + +<p> +„Skal man mene noget med det, lille Mor? Pelle +er mit Stykke Mandfolk og skal forsvare mig.“ +</p> + +<p> +„Gud ved hvem han skulde forsvare dig mod? +Det blev nok mod dig selv — og det er ikke +nemt.“ +</p> + +<p> +<a id="page-28" class="pagenum" title="28"></a> +„Mod en Flok Røvere som vil overfalde mig i +Skoven og bortføre mig! Ellers skulde du jo ud med +en stor Sum i Løsepenge, Mor.“ +</p> + +<p> +„Aa Herregud, jeg betalte nok snarere Penge for +at blive af med dig — hvis jeg havde nogen. — +Men har I set saa blaa Himlen er? Det er dejligt +med al den Sol paa Ryggen, den bager én helt ind +om Hjærtet.“ +</p> + +<p> +Paa Trianglen kom de op i en Kapervogn og +rullede ud ad Strandvejen. Vognen var fuld af muntre +Mennesker; de sad i Latter hele Tiden over et +Par gemytlige Borgere, der svedte og kastede fjollede +Brandere til hinanden. Bag dem rullede Støvet +sig truende op, men blev hængende som en doven +Sky om de store sorte Vandtønder, der stod og +skrævede paa deres høje Stilladsbén ved Vejsiden. +Ude over Sundet hang Baadene med Sejlene og +kom ikke af Stedet. Alting holdt Søndag! +</p> + +<p> +Der var svalt og friskt inde i Dyrehaven. Bøgeløvet +havde endnu sin unge Glans og stod forunderlig +let og festligt til de mægtige hundredaarige +Stammer. „Ej hvor Skoven er vakker!“ udbrød Pelle +— „den er jo som en Kæmpegubbe der har taget +sig ung Brud!“ Han havde aldrig været i rigtig +Bøgeskov før; her var at vandre som i en Kirke! +</p> + +<p> +Masser af Mennesker var her ogsaa, København +var rigtig ude i det gode Vejr. Folk var øre af Solen +og slog sig løs, og Lydene gik drabeligt +igen under Kronerne og opfordrede til bare at give +sig Luft. Inde mellem Stammerne gik Mennesker og +tullede for sig selv alene, slog med store Grene og +raabte hensigtsløst op — bare for at høre deres +egen Støj gaa igen. Nogle Mænd stod ovre i et Bryn +og sang Korsang — de havde hvide Huer paa; og +ud over Sletterne spaserede glade Klynger, løb Tagfat +eller trillede sig i Græsset som Killinger. +</p> + +<p> +Madam Johnsen asede troligt et Par Skridt i Forvejen, +hun var bedst kendt herude og førte an. +Hanne og Pelle gik ved Siden af hinanden uden at +tale — Hannes Mine var stum og fraværende. Pelle +<a id="page-29" class="pagenum" title="29"></a> +tog hendes Haand for at faa hende til at løbe med +ned ad en Bakke; men hun sansede ikke at han +rørte ved hende, og Haanden var slap og klam. Hun +gik ligeud som i Søvne, der var lukket og slukket +alle Vegne hos hende. +</p> + +<p> +„Nu sværmer hun igen,“ tænkte Pelle og slap +mismodigt hendes Haand — den faldt dødt ned. +</p> + +<p> +Den gamle vendte sig og saá paa dem med skinnende +Øjne. +</p> + +<p> +„Saa dejligt har Solen ikke lyst i mange Aar,“ +sagde hun — „ikke siden man var ung Pige.“ +</p> + +<p> +De var oppe ved Eremitagen, og gik derfra over +Sletten ind i Skoven igen til et lille Skovløberhus, +hvor de drak Kaffe og spiste af den medbragte Mad. +Saa travede de igen, Madam Johnsen kom kun i +Skoven den ene Gang om Aaret og skulde have det +hele med; de unge kom med Indvendinger, men +hun var uopslidelig. Hendes Pigeungdom havde +Minder herude, og dem saá hun til; saa kunde de +to sige hvad de vilde. Blev de kede af at rende i +Hælene paa hende, fandt de vel nok paa at søge +deres egne Veje! Men de fulgte troligt efter, trætte +saá de ud, og gik og dummede sig lidt mere end +man havde Lov til. +</p> + +<p> +Paa Stien til Raavad var der ikke saa mange +Mennesker. +</p> + +<p> +„Her holder Skovensomheden til endnu, ret som +i éns Ungdom,“ sagde den gamle. „Og dejlig er her, +saadan som Løvet lukker sig — rigtig et Sted for +Kærestefolk. Nu sætter jeg mig og tager Støvlerne +af lidt, Knysterne begynder at værke! Se I jer kun +lidt om saa længe.“ +</p> + +<p> +Men de unge saá sig fremmed omkring og slog +sig ned ved hendes Fødder. Hun havde taget Brunellerne +af, og dulmede Knysterne i det kølige Græs +mens hun sad og smaasnakkede: „Varmt er det i Dag, +Stenene er helt gloende at tage paa. — Men jer to +gaar der vist ikke Ild i! — — Hvad glor I saadan +efter? saa kys dog hinanden engang i det Grønne! +Det skader ingen og er saa skønt at se paa.“ +</p> + +<p> +<a id="page-30" class="pagenum" title="30"></a> +Pelle rørte sig ikke, men Hanne gik paa sine Knæ +hen imod ham, tog ham langsomt om Hovedet og +kyssede ham. Da hun havde gjort det, saá hun ham +en Stund ind i Øjnene, rørende ømt som et Barn +ser paa sin Dukke. Hatten var gledet bagover, der +sad klare Sveddraaber paa hendes hvide Pande og +Overlæben. Hun slap ham pludselig med en munter +Latter. +</p> + +<p> +Pelle og den gamle havde plukket Blomster og +Bøgegrene; nu sad de og ordnede det, Hanne laa +paa Ryggen og missede op mod Himlen. „Lad være +og lig der og kig,“ sagde Moderen — „du har ikke +godt af det.“ +</p> + +<p> +„Jeg leger bare Dejligheden — det er saa længe +siden,“ sagde Hanne. „Men hjemme i <em>Arken</em> ser +man meget mere — her er altfor lyst.“ +</p> + +<p> +„Ja, jeg skal love for man ser meget mere — en +Kloak og tre Retirader! godt er det, der er saa +mørkt som der er. Nej man skulde have Raad til +at tage ud hver Søndag om Sommeren. Naar man +er vokset op i det fri, er det surt at sidde indespærret +mellem skidne Mure hele sit Liv. Og nu +synes jeg vi skulde videre — vi øder Tiden!“ +</p> + +<p> +„Jeg ligger saa godt,“ sagde Hanne dovent — +„tag og skub Sjalet ind under Hovedet paa mig, +Pelle.“ +</p> + +<p> +Der brød en stor Fugl ud af Trætoppene højt oppe +bag dem. „Nø — sikken en Tamp!“ raabte Pelle og +pegede. Den sejlede langsomt ned over paa sine +vældige, udspilede Vinger, fejede nu og da Luft sammen +under sig med et Par drøje Slag og flød igen +— lavt hen over Trætoppene med en undersøgende +Kiggen. +</p> + +<p> +„Jøss, det var vist Storken,“ sagde Madam Johnsen +og tog forskrækket efter Brunellerne, — „nu vil +jeg ikke være her længer, man véd aldrig hvad der +kan overgaa én!“ Hun arbejdede ivrigt og med et +kosteligt Udtryk; Pelle lo saa han fik Øjnene fulde +af Vand. +</p> + +<p> +Hanne havde lettet Hovedet: „Det er vist en +<a id="page-31" class="pagenum" title="31"></a> +Trane, Pelle! tror du ikke? Det er dumt den saadan +flyder af Sted og kigger paa alting lige som den +var nærsynet. Hvis det var mig, steg jeg lige op i +Luften, lukkede Øjnene og lod mig føre af Sted. +Dér hvor man saa kom ned skete der noget!“ +</p> + +<p> +„Ja, at du faldt i Havet og druknede dig — om +ikke andet,“ sagde Moderen. „For Hanne har der +altid skullet ske noget; og saa kan hun ikke engang +holde paa det hun har mellem Hænderne.“ +</p> + +<p> +„Nej, for jeg har jo ingenting,“ udbrød Hanne og +viste leende sine tomme Hænder frem. „Kan du passe +paa ingenting — hvad Pelle?“ +</p> + +<p> +Ved Firetiden søgte de ned til Den Slesvigske Sten, +hvor Socialisterne holdt Møde. Pelle havde endnu +ikke overværet noget stort Møde med agitatoriske +Taler, men suget sine Forestillinger om det ny af +hvad der gik Mand og Mand imellem. Det svarede +godt nok til den blinde Drift i ham selv, men noget +tændende havde han ikke oplevet — blot det øre +ensformige Kog som naar han i sin Barndom lyttede +ned i sin Træsko. +</p> + +<p> +„Naa, hele Menigheden er her nok,“ sagde Madam +Johnsen halvt spottende. „Dér skal du se alle Københavns +Socialister; flere er der ikke blevet endnu, +skønt de paastaar, at det hele hører dem til. Det +gaar nok ikke altid saa glat, som der raabes højt +til!“ +</p> + +<p> +Pelle rynkede Panden men tav; han havde for +lidt fat selv til at kunne overbevise andre. +</p> + +<p> +Folkemængden virkede overvældende paa ham. +Her var flere Tusind Mennesker samlede om noget +fælles, og det gik haandgribeligt op for ham, at han +hørte til en stor Flok. „Jeg hører ogsaa med!“ gentog +det jublende inden i ham, han trængte til at bekræfte +det for sig selv og var taknemmelig for Dagen +i Gaar. Sæt nu Hofskomageren ikke havde sagt de +Ord til ham, som drev ham til at melde sig ind! +Saa havde han nu staaet udenfor lige som Hedningerne. +Handlingen i Gaar var som en Daabspagt, han +følte sig anderledes i Samfund med disse Mennesker +<a id="page-32" class="pagenum" title="32"></a> +end med andre. Og da de brød ud i en tusendstemmig +Sang — en Jubel til det ny der skulde komme, +løb der Kuldegysninger igennem ham. Han følte det +som der blev slaaet Porte op, og noget, der havde +ligget trangt og knuget inde i ham, løftedes frem i +Lyset. +</p> + +<p> +Oppe paa Talerstolen stod en mørk Mand og talte +hæftigt — med mægtig Stemme. Hoved ved Hoved +stod de og lyttede aandeløst, med aaben Mund og +Ansigtet stift rettet mod ham; nogle var saadan i +hans Vold, at de gjorde hans Minespil efter. De +raabte ikke, men naar han rammede et Udfald stærkt +ud, gik der en mumlende Bølgen gennem Massen. +</p> + +<p> +Det var om Nøden og Elendigheden han talte — +og den trælse endeløse Vandring for at naa frem. +Som Israelitterne trofast bar Pagtens Ark gennem +Ørkenen, havde de smaa baaret deres Haab med +sig gennem golde Tider. Naar et Hold styrtede, var +der et andet parat ved Bærestængerne. Og nu endelig +dagedes det, nu stod de ved Indgangen til Landet — +med Pantet i Behold paa at de var dets rette Indbyggere. +</p> + +<p> +Alt det var nok saa selvfølgeligt; var der noget +Pelle havde levet med i, saa var det Gudsfolkets +trælse Vandring i Ørkenen — det var jo Elendighedens +store Symbol. Ordene fornam han lige, som +noget gammelkendt. Men Røstens Storhed slog ham; +der var noget ved Mandens Tale, der ikke gik Forstandens +Vej men brændte sig lige ind gennem +Skindet, og mødtes med det der laa ulmende i ham +selv. Den blotte Vredesklang slog ind og ramte gamle +Skader, saa der gik Hul paa dem som paa onde Bylder +og man aandede befriet op. Saadan en Røst der tog +ud om alting, havde Pelle selv haft dengang han gik +paa Vogtemarken; han følte Trang til at give sig +Luft i et Raab — og lægge det hele ind under sin +Stemme han ogsaa. — Ej, hvem der kunde tale saadan +— tordne og blive mild igen som de gamle +Profeter! +</p> + +<p> +Der gik sælsomme Kræfter ud fra den tætpakkede +<a id="page-33" class="pagenum" title="33"></a> +Folkemængde som følte og tænkte et og det samme +— og betog med en egen Styrkefølelse. Pelle var +ikke længer den fattige enlige Skomagersvend der +havde trangt nok ved at begaa sig, han stod her og +blev til ét med dette store Væsen, følte dets Kræfter +svulme i sig, som den lille Finger er med i hele +Legemets Styrke. Der udgik en blind Forsikring om +Uovervindelighed fra denne vældige Klump, en Tilskyndelse +til at gaa Stormgang. Hans Lemmer svulmede +ud, han blev et uhyre tungt Væsen, der blot +behøvede at trampe frem for at træde det hele ned! +Det svinglede i hans Hjærne af Kræfter — umaadelige, +uovervindelige Kræfter! +</p> + +<p> +Naa, Pelle havde før været til Vejrs og var kommet +lykkeligt ned igen; han havnede paa Jorden denne +Gang ogsaa — i en lang befriende Udaanding, som +havde han væltet en stor Byrde fra sig. Hannes Arm +laa i hans, han gav den et let Tryk. +</p> + +<p> +Men hun mærkede det ikke, hun var borte i det +hun ogsaa. Han saá paa hendes smukke Nakke, og +bøjede sig frem for at se Ansigtet. Den store gule +Hat kastede et gyldent Skær over det, hele hendes +bevægelige Sind stod og legede uroligt bag de spændte +forstenede Træk, og Øjnene var ude i en stiv Stirren. +„Hun er ogsaa med,“ tænkte han lykkelig — „helt +væk i det!“ Der var noget vidunderligt ved at vide +sig to om det — Mand og Kvinde! +</p> + +<p> +I det samme kom han til at følge Retningen af +hendes fastnaglede Blik og følte et Sting i Hjærtet. +Ude paa Sletten, helt skilt fra den øvrige Forsamling +stod en stor smuk Mand, der mindede mærkværdigt +om Stengaardsbonden i hans Velmagtsdage; Solen +kom og gik i hans brune Lød og det bløde Skæg. +Nu vendte han Ansigtet mod dem, de store aabne +Drag i det mindede om Havet. +</p> + +<p> +Hanne jog sammen som vaagnede hun af et +Blund — og blev Pelle vár. +</p> + +<p> +„Han er Sømand,“ sagde hun underlig fjærnt, uden +at Pelle havde spurgt. +</p> + +<p> +„Gud ved, hvor hun kender ham fra?“ tænkte +<a id="page-34" class="pagenum" title="34"></a> +han ærgerlig og trak sin Arm til sig. Men hun tog +den straks igen og trykkede den haardt ind mod sit +bløde Bryst; det var som en pludselig stærk Forsikring +til ham! +</p> + +<p> +Hun hang tungt paa hans Arm nu og stod ufravendt +rettet mod Talerstolen; Hænderne gik nervøst +til Haaret. +</p> + +<p> +„Du er saa urolig Barn,“ sagde Moderen som +havde sat sig ved deres Fødder. „Du kunde godt +lade mig læne min Ryg til dine Knæ — før sad jeg +saa godt.“ +</p> + +<p> +„Ja Mor,“ sagde Hanne og stillede sig til Rette, +hendes Stemme lød helt oprevet. +</p> + +<p> +„Pelle,“ hviskede hun pludselig — „hvis han +kommer hen til os, saa svarer jeg ham ikke. Jeg +gør ikke!“ +</p> + +<p> +„Kender du ham da?“ +</p> + +<p> +„Nej, men det sker vel, at Mænd kommer hen og +tiltaler én? Men saa siger du at jeg hører dig til — +ikke?“ +</p> + +<p> +Pelle vilde svare affejende, men der gik en Frysning +gennem hende. „Hun har Feber,“ tænkte han +medlidende; det fik man saa let i <em>Arken</em>, det kom +af Kloaken og Dunsterne. „Det kan nu ogsaa godt +være hun har stukket dig en Løgn,“ tænkte han +lidt efter — „Kvindfolk er træske.“ Han var for +stolt til at spørge hende ud; men han kunde nok +have Lyst til at tage denne Mand i Kværken og +ryste Sandheden ud af ham. +</p> + +<p> +Men nu raabte Mængden Hurra, saa det rungede; +Pelle raabte med. Og da de holdt op, var Manden +borte. +</p> + +<p> +De gik opefter mod <em>Bakken</em>, den gamle traskede +sine to Skridt i Forvejen, Hanne gik og nynnede. +En Gang imellem saá hun spørgende paa Pelle — +saa nynnede hun igen. +</p> + +<p> +„Det kommer jo ikke mig ved,“ sagde Pelle mørkt, +„men det er alligevel ikke rigtigt af dig at lyve for +mig.“ +</p> + +<p> +<a id="page-35" class="pagenum" title="35"></a> +„Lyver jeg? — men Pelle dog!“ Hun saá ham +forundret ind i Øjnene. +</p> + +<p> +„Ja du gør! Der er noget mellem ham og dig.“ +</p> + +<p> +Hanne lo klart og rent, men holdt pludselig inde. +„Nej Pelle, nej, hvad bryder jeg mig vel om ham — +jeg har jo aldrig set ham før. — Jeg har jo aldrig +engang kysset nogen — ja dig, men du er min +Bror!“ +</p> + +<p> +„Det bryder jeg mig ikke om at være, ikke Spor +— at du ved det.“ +</p> + +<p> +„Har jeg da gjort dig noget ondt? — for saa er +jeg ked af det.“ Hun tog ham ved Haanden. +</p> + +<p> +„Jeg vil have dig til Kone,“ udbrød Pelle hæftigt. +</p> + +<p> +Hanne lo. „Har du hørt det Mor, Pelle vil have +mig til Kone?“ raabte hun sprudlende. +</p> + +<p> +„Ja jeg hører og ser mere end du tror,“ svarede +Madam Johnsen kort. +</p> + +<p> +Hanne saá fra den ene til den anden og blev alvorlig. +„Du er saa god Pelle,“ sagde hun stille, „men +du kan ikke komme fra det fremmede med noget +til mig — jeg kender jo alting ved dig. Og jeg har +heller aldrig drømt om dig om Natten. Har du +Lykken da?“ +</p> + +<p> +„Det skal jeg vise dig jeg har,“ svarede Pelle og +rejste Hovedet — „bare du vil give Tid lidt.“ +</p> + +<p> +„Herregud, tærsker hun nu Langhalm paa Lykken +igen!“ udbrød Moderen og vendte sig brat. „Du +kunde godt lade være at ødelægge denne dejlige +Dag for os med dit Tøjeri. Her gik én og var saa +glad for alting.“ +</p> + +<p> +Hanne smilede hjælpeløst. „Mor paastaar, at jeg er +skør, fordi Far engang slog mig i Hovedet da jeg +var Barn,“ sagde hun til Pelle. +</p> + +<p> +„Ja for siden har hun haft det med Anfald, hvor +hun ingenting vilde andet end hænge ude i det uvisse +med Sind og Tanker. Dage igennem kunde hun +sidde ved Vinduet og glo; og Børnene nede i Gaarden +gjorde hun fjollede med sit Pjank, naar dét kom +over hende. Og mig narrede hun til at slippe alting +<a id="page-36" class="pagenum" title="36"></a> +— saa fattigt vi havde det efter min Mands Død — +for at gaa rundt paa Gulvet med hende og Dukken +og synge Grevevisen. Jo du kan tro jeg har grædt +mine modige Taarer over hende, Pelle.“ +</p> + +<p> +Hanne gik og nynnede smilende til Moderens +Skænden — det var Grevevisens Toner. +</p> + +<p> +„Hør nu selv!“ sagde den gamle og stødte til +Pelle — „hun skammer sig ikke engang. Der er ikke +noget Udkomme med hende.“ +</p> + +<p> +Oppe paa <em>Bakken</em> var der et øredøvende Spektakel +af overgivne Mennesker, som travede frem og +tilbage i Klynger, blæste i Barnetrompet og Skrigeballon +og teede sig som glade Vilde. Hvert Øjeblik +fik man et Trut ind i Øret, saa man jog sammen, +eller opdagede pludselig, at en Gavtyv var i Færd +med at hæfte noget i ens Klæder bag paa; Hanne +var nervøs, hun holdt sig mellem Moderen og Pelle +og kunde ikke staa stille. „Aa nej, lad os komme +væk — hen et Sted!“ sagde hun og lo fortvivlet. +</p> + +<p> +Pelle vilde give Kaffe, og de gik og ledte efter et +Telt hvor der var Plads. Holla! dér stod Liremanden +hjemmefra inde i en Karrusel og nikkede til dem +mens han drejede løs; han holdt Haanden for Munden +som en Raaber for at overdøve Larmen. „I +træffer Mutter dérhenne sammen med Olsens!“ brølede +han. +</p> + +<p> +„Jeg kan slet inte høre hvad han siger,“ sagde +Madam Johnsen. I Dag brød hun sig ikke om at +træffe Folk fra <em>Arken</em>. +</p> + +<p> +Da Kaffen var drukket, travede de igen op og +ned mellem Boderne og morede sig over Røret. +Hanne lod sig spaa; det kostede 25 Øre, men blev +saa ogsaa til en uventet Frier der kom over Havet +med mange Penge. Hendes Øjne lyste. +</p> + +<p> +„Det kunde jeg saamænd gjort meget bedre,“ +sagde Madam Johnsen. +</p> + +<p> +„Nej Mor — for du spaar mig jo aldrig andet +end Ulykker,“ svarede Hanne leende. +</p> + +<p> +Madam Johnsen traf en Bekendt der solgte Skrigeballoner, +og slog sig ned hos hende. „Gaa I nu over +<a id="page-37" class="pagenum" title="37"></a> +og faa jer en Svingom, mens jeg hviler mine trætte +Ben,“ sagde hun. +</p> + +<p> +De unge gik over i Danseboden og stillede sig op +blandt Tilskuerne, nu og da tog de sig en Femøres +Dans. Naar andre kom og bød Hanne op, rystede +hun paa Hovedet; hun brød sig ikke om at danse +med andre end Pelle. Lidt henne stillede de forsmaaede +sig op, og stod med Hatten i Nakken og +gav ondt af sig; Pelle maatte skænde paa hende. +</p> + +<p> +„Du fornærmer dem jo,“ sagde han. „Og kanske +har de lidt i Hovedet og ypper Klammeri!“ +</p> + +<p> +„Hvorfor skal jeg tvinges til at danse med nogen, +jeg sletikke kender?“ svarede Hanne — „jeg vil +kun danse med dig!“ Hun var vred i Øjnene og +saá velsignet ud i sin Urørlighed; Pelle havde ikke +noget imod at være den eneste. Han skulde gærne +slaa et Slag for hende, om det behøvedes. +</p> + +<p> +Da de vilde gaa, fik han Øje paa den Fremmede +ovre i Baggrunden af Danseteltet. Han skyndede +paa Hanne, som stod og stirrede aandsfraværende +ind i Kredsen af de Dansende og ingenting sansede. +Den Fremmede kom over mod dem; Pelle var sikker +paa at hun ikke havde set ham. +</p> + +<p> +Pludselig vaagnede hun til og greb Pelles Arm. +„Skal vi saa ikke gaa da!“ sagde hun utaalmodigt +og trak ham med sig. +</p> + +<p> +Ved Døren indhentede den Fremmede dem og +bukkede for Hanne. Hun saá ikke op, men det +rykkede i hendes venstre Arm som vilde hun lægge +den paa hans Skulder. +</p> + +<p> +„Min Kærest danser ikke mere — hun er træt!“ +svarede Pelle brydsk og førte hende med sig. +</p> + +<p> +„Det var godt vi slap ud derfra,“ udbrød hun befriet, +da de gik tilbage til Moderen. „Det var ikke +morsomme Balkavallerer.“ +</p> + +<p> +Pelle studsede. Hun havde altsaa slet ikke set den +Fremmede men blot troet, det var en af de andre +der bød hende op! Det var ikke til at forstaa heller, +hvornaar hun skulde have faaet Øje paa ham; +men der havde været en underlig Medviden over +<a id="page-38" class="pagenum" title="38"></a> +hende, som saá hun tværs igennem de sænkede Øjenlaag +— og Kvindfolk kunde som bekendt se om et +Hjørne! — Og saa det Ryk i Armen! — han vidste +hverken ud eller ind. „Jeg er ligeglad“ tænkte +han — „for jeg lader mig ikke spille med!“ +</p> + +<p> +Han havde dem én under hver Arm, da de gik +under Træerne ned til Holdepladsen; den gamle var +livlig, Hanne gik tavs og lod de to snakke. Men +pludselig bad hun Pelle tie et Øjeblik — han saá +forundret paa hende. +</p> + +<p> +„Det suser mig saa dejligt for Ørerne“ sagde hun. +„Men naar du taler, holder det op!“ +</p> + +<p> +„Tosse, det er dit Blod som er uregerligt,“ sagde +Moderen. „Og Maanen er i Tiltagende.“ +</p> + +<p> +Pelle var tavs paa Køreturen; nu og da trykkede +han Hannes Haand, der hvilede varm lidt svedig i +hans paa Sædet. +</p> + +<p> +Men den gamles Glæde vilde ikke brænde ud. +Lysene inde fra Staden og det dunkle hvilende +Sund bar gamle Bud ind til hendes tyndslidte Tilværelse, +og med spinkel, dirrende Falsét gav hun sig +til at synge: +</p> + +<div class="poem-container"> + <div class="poem"> + <div class="stanza"> + <p class="verse">Natten breder sine Vinger,</p> + <p class="verse">Stjærnerne myldre paa Himmelen frem,</p> + <p class="verse">Kirkens Aftenklokker ringer,</p> + <p class="verse">Fuglene tie, og Folk køre hjem.</p> + <p class="verse">Lad dem køre hvem der ville,</p> + <p class="verse">Dampskibet venter, med det vil vi gaa.</p> + <p class="verse">Vi vil sejle paa det stille</p> + <p class="verse">dejlige Øresunds natdunkle Blaa.</p> + </div> + </div> +</div> + +<p class="noindent"> +Men fra Trianglen hjem kneb det hende at følge +med — hun var alligevel kørt træt. +</p> + +<p> +„Naa, mange Tak for i Dag,“ sagde hun til Pelle +nede i Gaarden. „I Morgen skal man saa til at +vende gamle Soldaterbukser igen. Men en dejlig Tur +har det været.“ Hun sjokkede i Forvejen op — +stønnede ganske lidt over Trapperne og smaasnakkede +med sig selv. +</p> + +<p> +Hanne stod og nølede. „Hvorfor sagde du: Min +<a id="page-39" class="pagenum" title="39"></a> +Kærest?“ spurgte hun pludselig — „det er jeg jo +ikke.“ +</p> + +<p> +„Du bad mig jo om det,“ svarede Pelle — han +vilde gærne sige mere. +</p> + +<p> +„Naa-aa, ja!“ sagde Hanne og løb op ad Trappen. +„God Nat du!“ raabte hun deroppe fra. +</p> + +<div class="chapter"> + +<h2 class="chapter" id="chapter-0-4"> +IV +</h2> + +</div> + +<p class="first"> +Pelle var knyttet til „Familien“ med egne Baand; +de tre forældreløse Børn var de første, der rakte +ham en venlig hjælpende Haand, da han tre Dage +efter Landstigningen i Hovedstaden stod paa bar +Gade, plyndret for alle sine Tærepenge. +</p> + +<p> +Han kom ellers stort nok anstigende, og sov ikke +Natten hen paa sin Bænk nede paa Mellemdækket +mellem Kreaturerne; Spændingen holdt ham vaagen, +og han laa og lagde vidtløftige Planer for sig selv +og sine 25 Kroner. Ved første Gry var han paa +Dækket og spejdede indover, hvor Storstaden dukkede +op af Disen med sine Taarne og Fabriksskorstene. +Oven over Byen svævede dens Dunstkreds, +svagt rødmende mod Morgensolen — og gjorde Synet +festligt; og Indsejlingen mellem Forter og Flaadelejer +var tilpas vidtløftig til at imponere. Tumlen +paa Kvæsthusbroen, idet Damperen lagde til og Kuske +og Dragere raabte op, var lige ved at slaa over +Hovedet paa ham, men han havde sat sig for ikke +at lade sig gaa paa af noget. Det kunde være svært +nok endda at faa fat ved den rigtige Ende af alt +dette. +</p> + +<p> +Og saa havde Tilfældet af sig selv sørget for ham. +Nede paa Kajen stod en tyk jovial Mand og saa +bekendt paa Pelle; han raabte ikke op, men sagde +ganske jævnt: Goddag Landsmand! og tilbød Pelle +Kost og Logi for to Kroner om Dagen. Det var +godt at have en Landsmand midt i alt dette Virvar, +<a id="page-40" class="pagenum" title="40"></a> +og Pelle gav sig trygt i hans Hænder. Det var en +sjælden hjælpsom Mand, ikke engang den grønne +Kiste fik Pelle Lov at bære selv. „Den skal jeg +nok sende Bud efter,“ sagde Manden; og til alting +sagde han rundhaandet: „Det skal jeg nok ordne, +lad bare mig!“ +</p> + +<p> +Da der var gaaet tre Dage, præsenterede han Pelle +en vidtløftig Regning paa nøjagtig 25 Kroner. Det +var et mærkeligt Træf, Pelle havde dem lige. Han +vilde jo nødig ud med dem, men Værtshusholder +Ellebye kaldte Gadebetjenten til; Pelle maatte betale. +</p> + +<p> +Der stod han paa Gaden med sin grønne Kiste +og vidste hverken ud eller ind, hjælpeløs og fortvivlet +til Mode, da en lille Dreng kom fløjtende forbi +og spurgte, om han ikke skulde give ham en Haand. +„Jeg kan godt selv bringe Kisten hen hvor det skal +være; saa koster det femogtyve Øre og ti til Trækkevogn. +Hvis jeg bare skal tage i den ene Hank, +koster det kun ti Øre,“ sagde han og saá helt forretningsmæssigt +paa Pelle. Han saa ikke ud til at +være mere end ni-ti Aar. +</p> + +<p> +„Jeg ved jo bare ikke, hvor jeg skal søge hen,“ +sagde Pelle næsten grædefærdig. „Jeg er smidt paa +Gaden og har ikke noget Sted at ty hen. Vildfremmed +er jeg her i Staden, og mine Skillinger har +de plyndret mig for.“ +</p> + +<p> +Den lille Dreng gjorde en Bevægelse op i Luften +som huggede han til noget med Panden: „Ja den +var sku piværre — du har været i Kløerne paa +Bondefangerne min Far. Saa maa du gaa med hjem +— du kan godt bo hos os naar du vil ligge paa +Gulvet.“ +</p> + +<p> +„Hvad tror du dine Forældre siger, naar du kommer +slæbende med mig da?“ +</p> + +<p> +„Jeg har ingen Forældre, og Marie og Peter gør +aldrig Vrøvl — kom du bare. Og kanske kan du +faa Arbejde hos Pipmanden. Hvor kommer du +fra?“ +</p> + +<p> +„Fra Bornholm.“ +</p> + +<p> +<a id="page-41" class="pagenum" title="41"></a> +„Det gør vi ogsaa! det vil sige, det er jo mange +Aar siden — dengang vi var Børn! Kom du bare +med, Landsmand.“ Drengen lo helt fornøjet og tog i +den ene Hank. +</p> + +<p> +Det var ganske vist ogsaa en Landsmand der +havde plyndret Pelle, men han gik alligevel med. +Det laa ikke til ham at være mistænksom. +</p> + +<p> +Saadan holdt han sit Indtog i <em>Arken</em>, under et +Barns Beskyttelse. De to lidt ældre Søskende godkendte +gladelig den lille Karls Handling; og de tre +forældreløse der ellers var sky og tilbageholdende, +sluttede sig straks til Pelle. De havde fundet ham +paa Gaden, og opfattede ham som en Jævnaldrende +der var ukendt og trængte til Beskyttelse; de gav +ham det første Overblik over den store By og hjalp +ham til at faa fat hos Pipmanden. +</p> + +<hr class="tb"> + +<p class="first"> +Dagen efter Skovturen flyttede Pelle over paa +Forbygningens Loft, i Værelset ved Siden af „Familien“ +som netop stod tomt. Marie hjalp ham at sætte +det i Stand og bære Sagerne over; og det var med +lettet Sind han rystede Maskepiet med Pipmanden +af sig. Nu var det forbi med Udsvedningen og alle +Stiklerierne der fulgte med; nu traadte han selv i +Forhold til Arbejdsgiveren og kunde se sine Kammerater +lige i Øjnene. Det havde i adskillige Henseender +været en forsmædelig Tid, men han skiltes +fra Pipmanden uden Nag. Han havde lært mere de +faa Maaneder hos ham end i hele Læretiden hjemme. +</p> + +<p> +Han fandt lidt brugt Værktøj hos en Jærnhandler +og tog Bord og Seng paa Afbetaling. Inde fra Hofskomageren +fik han noget Børnearbejde at begynde +med; det stak han imellem, sin væsenligste Fortjeneste +fandt han hos Mester Beck i Torvegade. +</p> + +<p> +Beck var en Mand af den gamle Skole; hans +Kundekreds bestod mest af Vægtere, Prammænd og +de gamle Ulke der holdt til ude paa Kristianshavn. +<a id="page-42" class="pagenum" title="42"></a> +Skønt han var født og opvokset her, lignede han +en Provinshaandværker, gik i Morgensko som Datteren +havde broderet, og røg om Søndagen lang Pibe +i sin Gadedør. Han saá gammeldags paa Haandteringen +og var glad for Pelle, der kunde spande +svært Fedtlær og ikke var bange for at tage i et Par +gamle Transtøvler. Becks Arbejde kunde ikke saa +godt sendes ud, og Pelle mødte villig paa Værksted +og tog en Haand i hvad der forefaldt. Kun vilde +han ikke have Kost og Logi hos Mester paa gammeldags +Manér. +</p> + +<p> +Forandringen betød Opgang fra første Dag; han +arbejdede med Liv og Lyst og begyndte at lægge til +Side for at faa Skylden til Sort fra Haanden. Nu +øjnede han ogsaa den Dag, da han kunde faa Far +Lasse herover. +</p> + +<p> +Om Morgenen naar Loftets Beboere tumlede søvndrukne +om i den lange Gang, for at komme af Sted +inden den fløjtede kvart i seks, sad Pelle allerede +derinde og slog sine Skomagerslag. Ved Syvtiden gik +han hen paa Becks Værksted, naar der var noget +til ham. Han fik ogsaa en Del Arbejde fra <em>Arkens</em> +Beboere. +</p> + +<p> +Han havde gjort en Erfaring over Produktionens +Vilkaar, og denne Erfaring var som en frugtbar +Kærne, der laa og spirede hvor den var smidt hen, +og vilde avle bestandig mere. Det mærkedes straks +som en Bedring i Kaarene at have rystet den ene +Udbytter af sig — hvad om man kunde sende den +anden samme Vej og selv tage hele Udbyttet af sit +Arbejde! +</p> + +<p> +Det lød helt fantastisk, men Pelle skulde ikke +have noget af at gaa til Vejrs her og komme flad +ned igen. Han havde gjort en haandgribelig Erfaring, +og forlangte Rede paa hvor langt den rakte. Mens +han sad og arbejdede, tvang han Spørgsmaalet til at +gaa sindigt frem og tilbage gennem Tankerne, saa +han kunde faa det ordenlig undersøgt: +</p> + +<p> +Pipmanden var altsaa overflødig som Mellemmand; +man kunde gøre et Stykke Arbejde, uden at det behøvede +<a id="page-43" class="pagenum" title="43"></a> +passere ham og afsætte en Pægl i hans tørstige +Hals. Men var der mere Mening i, at Fodtøjet +paa sin Vej ud til Forbrugerne lagde Vejen om ad +Hofskomageren og afsatte Selvejerkøretøj og Herreleben? +Kunde Pelle ikke selv træde i Forhold til +Kunderne, og skyde Meyer ud lige som han havde +skudt Pipmanden ud? — jo selvfølgelig! Tredve +Tusend om Aaret stod Hofskomageren i Skat for, +sagdes der. „Det skulde lige deles mellem os der +arbejder for ham!“ tænkte Pelle mens han hamrede +Pløkkerne i. „Saa behøvede Far Lasse ikke gaa derhjemme +én Dag længer og hutle sig gennem Tilværelsen.“ +</p> + +<p> +Dette var noget man kunde tage og føle paa, et +praktisk Regnestykke han havde gjort — som tilsyneladende +ikke havde noget med hans lyse Lykketro +at skaffe. Den sad fremdeles i det dulgte et +Steds og bar oppe gennem alt — men vogtede sig +vel for at stille bestemte Krav; et tungt erhværvet +Instinkt sagde den, at i Fattigmand galdt det om at +være rummelig. Det var hans Slægtsarv, og han +kunde bære den trofast gennem alle Tilskikkelser; +som Millionerne havde gjort det før ham — altid +rede til at tage mod den Ukendte — til de naaede +Graven og resigneret leverede Drømmen videre. +Der var et Haab for ham selv i det, men blev dét +slaaet ned, bestod Haabet selv alligevel. Det med +Lykken var til syvende og sidst ikke noget Løfte +om haandgribelig Fremgang for den enkelte, men en +bred Forjættelse — baaret frem gennem trælse Aarhundreder +med noget af Evighedens lange Aandedrag. +</p> + +<p> +Pelle havde hele den endeløse Vandring i sig; +den laa nedfældet i hans Sind som en ufattelig stor +Langmodighed. I hans Verden var Ævnerne ofte nok +store, men Resignationen altid større; han var grundigt +indstillet paa at se alting gaa til Spilde og alligevel +bevare Haabet. +</p> + +<p> +Ofte nok havde det taget Toner under den lange +Marsj: af „Davidsstaden med Guld paa Gaden“, +<a id="page-44" class="pagenum" title="44"></a> +„Tusendaarsriget“ og „Herrens Herligheds Genkomst“, +— han havde selv lyttet spørgende til nogle +af dem. Men aldrig før havde det faaet Lyd i en +Sang om Mad og Klæder, Hjem og Hygge; hvordan +skulde han saa kende sig igen i det? +</p> + +<p> +Han sad blot her og gjorde et Regnestykke op, +som klart og hurtigt kunde skaffe ham Del i Goderne +— med en Fordringsfuldhed og Utaalmodighed +som han ikke kunde have gjort Regnskab for. +</p> + +<p> +Og rundt om ham mudrede det paa samme Maade. +Der var gaaet et vaagnende Ryk gennem Masserne, +de vandrede ikke længer taalmodigt frem +under den blinde Bevidsthed, men svajede hid og +did i forvirret Raadslagning. Det vidunderlige skulde +ikke længer fuldbyrde sig selv, naar Tidens Fylde +kom. Der sad en ond Magt og holdt deres store +Haab om Knæerne, saa hun aldrig kunde føde! De +maatte selv se at hjælpe Lykken til Verden. +</p> + +<p> +Der var gaaet Brud paa den urokkelige Fatalisme, +som før havde holdt det hele saa tungt gaaende; +Massen holdtes ikke længere sammen i dump Resignation. +Mennesker som hele Livet igennem havde +gaaet deres Vanegang til og fra Arbejdet, stansede +pludselig op og gav sig til at stille urimelige Spørgsmaal +om Hensigten med det hele. Selv de enfoldige +vovede at sætte Tvivl ved Tingenes Orden; det var +ikke længer saadan, fordi det maatte saa være — +der var en pinlig Aarsag til Elendigheden. Dermed +var der gaaet Hul, de gik og fik Lyst til at tage Haand +i Hanke med Tilværelsen; Fingrene kløede paa dem +efter at rive et eller andet spærrende ned — de +vidste bare ikke hvad. +</p> + +<p> +Der var noget som en Hvirvel i det, alle Linjer +forsvandt. Ukendte Magter dukkede op og lod sig +lige ane, eller besatte de skikkeligste. Folk der før +havde krøbet som Hunde for at faa Føden, blev +pludselig grebne af Stædighed og lod sig slaa ned +før de bøjede sig. Støtte Folk som havde arbejdet +paa ét Sted hele deres Liv, kunde ikke længer finde +sig i Tingene og gik deres Vej for et godt Ord. Den +<a id="page-45" class="pagenum" title="45"></a> +tungt erhværvede Langmodighed var slaaet ud af +Sindene; de der støt havde baaret det hele paa deres +Skuldre, gik og lagde sig Ømtaalighed til; de +blev urimelige og umedgørlige som svangre Kvinder. +Det var som de ømmede sig under Trykket indefra +af en usynlig Magt, og forsøgte at aabne den haarde +Skorpe for noget nyt i sig. Den smærtelige Tilskyndelse +kendtes paa deres forvirrede Stirren og disse +pludselige vanvittige Greb ud i den tomme Luft. +</p> + +<p> +Der var noget truende i selve den Uvished Masserne +gik og traadte rundt i, som lyttede de efter ny +Ord ude fra Mørket. De slog rask væk gammel +Vane og Hævd ud af Sindet for at gøre Plads i sig; +rundtom talte man om det ny og det ny og prøvede +blindt at indrette sig for det — som var det en Selvfølge, +at Tidens Fylde nu var kommen og Forjættelsen +skulde fuldbyrdes just paa dem. De gik og +var parate til at gøre et eller andet — de vidste +ikke selv hvad — klumpede sig sammen i Smaahold +og lavede mislykkede Strejker, helt hen i Vejret. +Andre lavede Diskussionsforeninger, og gav sig i +hidsige Ord til at slaas om det ny som ingen af dem +kendte — det var navnlig de unge. Mange af dem +var stævnet hid for Lykken — lige som Pelle selv, +og de brændte af Uro. Der var noget hæftigt over +dem — en Febertilstand! +</p> + +<p> +Saadan var Tilstanden da Pelle kom til Hovedstaden +— kaotisk, uden noget trygt Plan at vandre +til sin Gærning i. Masserne støttede ikke hinanden +længer, men var i Opløsning og flakkede forvirret +efter noget at samle sig om. Opad i Samfundet mærkedes +kun Utrygheden i Arbejdsforholdene; der +klagedes over Uroen, den meningsløse Uro som +indskrænkede Udbyttet og gjorde Konkurrensen med +Udlandet vanskelig. Men enkelte kloge vejrede Folket +som et stort lyttende Øre; ny Prædikanter opstod +og vilde føre Mængden ad nye Veje hjem til +Gud. Pelle blev et Par Gange af Strømmen ført +Saadanne Steder hen, men lod sig ikke tage; det +var de gamle Toner om igen — dér laa det ikke. +<a id="page-46" class="pagenum" title="46"></a> +Ingen lod sig tilfredsstille længer ved Anvisninger +paa Himlen; de ny Profeter forsvandt lige saa pludselig +som de var dukket op. +</p> + +<p> +Men der var midt i Forvirringen en fast Klump, +en Menighed som var groet støt frem gennem en +Række Aar og fanatisk havde modstaaet Forfølgelse +og Spot oppe og nede fra, til den nu udgjorde nogle +Tusend Medlemmer. De stod fast i Hvirvlen og paastod +lige haardnakket, at deres Lære sad inde med +Fremtiden. Og nu syntes den at faa Vind i Sejlene; +den svarede paa en egen Maade til de utaalmodige +Krav om at faa Himmerige draget ned her paa Jorden +og Lykken inden for Rækkevidde. +</p> + +<p> +Pelle havde ladet sig tage af den ny Lære ude +ved Den Slesvigske Sten og kastet sig varmt og +stærkt i Armene paa den. Han gik til Møder og +Diskussioner og brugte sine Øren for at faa fat i +noget sagligt; hans praktiske Natur krævede noget +haandgribeligt for Tanken at arbejde med. Nede i +hans Væsen arbejdede det samtidig, dybt og stærkt +som Strømme under Is; undertiden mærkedes det +op paa Overfladen og gjorde ham forskrækket. +Endnu havde han ikke formaaet at samle det til +nogen Helhed; naar han hørte Klagerne over den +ødelæggende Uro der satte Landets Velstand paa +Spil, saá han ikke Sammenhængen i det. +</p> + +<p> +„Det er dog forkert at de stanser Arbejdet uden +nogen Grund,“ sagde han til Morten, en Dag Bagerikusken +var gaaet sin Vej fra Pladsen. „Som nu jer +Ka’l — han havde jo ikke noget at beklage sig +over.“ +</p> + +<p> +„Han har maaske pludselig faaet ondt i Skrævet +af, at hans Oldefar engang har redet Træhesten! +Hvem ved — han var jo fra Landet,“ svarede Morten +alvorlig. +</p> + +<p> +Pelle saá rask paa ham. Han led ikke Mortens +dobbeltbundede Maade at tale paa, den gjorde ham +utryg. +</p> + +<p> +„Kan du ikke lige saa godt tale ordenligt?“ sagde +han. „Jeg forstaar dig ikke.“ +</p> + +<p> +<a id="page-47" class="pagenum" title="47"></a> +„Ikke det? — Men der er vel Aarsag nok, Masser +af gammel Aarsag; hvorfor Pokker skal der saa +oven i Købet være en Grund fra i Gaar? Kunde +du ikke tænke dig, at Arbejderen — der har traadt +Trædemøllen saa længe i den Tro at Bevægelsen +udgik fra de andre — pludselig opdager, at det er +ham selv der holder det hele gaaende? For det er +hvad der foregaar! Fattigmand er ikke bare en Træl +der træder Hjulet, og faar en Haandfuld Mel kastet +i Halsen engang imellem for at han ikke skal sulte +ihjæl. Han er ved at opdage at han staar i højere +Tjeneste, du! — og nu vender Bevægelsen sig og +udgaar fra ham selv! — Men det kan du sagtens +ikke se,“ tilføjede han ved at se Pelles vantro Udtryk. +</p> + +<p> +„Nej for jeg har ikke Højhedsvanvid,“ svarede +Pelle leende — „og du er da heller ingen Profet, +som kan forudsige saa store Ting. Men jeg har Forstand +nok til at regne ud, at vil man gøre Vrøvl, +maa man have noget bestemt at gøre Vrøvl over. +Ellers gaar den ikke. Det med Træhesten er ikke +tilstrækkeligt.“ +</p> + +<p> +„Det kommer vel an paa, hvor mange der gør +Vrøvl,“ svarede Morten. „Hvad alle er med i, behøver +der ikke gives Grunde for.“ +</p> + +<hr class="tb"> + +<p class="first"> +Pelle tumlede videre med det under Arbejdet. Det +gik ikke med disse Overvejelser i al Almindelighed; +hvad der var af den Slags i hans Tankeverden, var +fastslaaet gennem Slægtled og handlede mest om Liv +og Død. Han maatte have praktisk fat og søgte igen +tilbage til sin egen store Erfaring —: +</p> + +<p> +Pipmanden var overflødig, det havde Pelle selv leveret +Beviset for! Og der var ikke noget i Vejen +for at skyde Hofskomageren ogsaa ud; det var Svendene +der besørgede Maaltagning og Tilskæring — +hele Arbejdet! Han var egenlig en Udsveder han +ogsaa, der havde sat sig paa Toppen af hele Historien +<a id="page-48" class="pagenum" title="48"></a> +og sugede Profitten til sig. Men saa havde Morten +jo alligevel Ret i sit storsnudede Syn paa Arbejderen +som den der bar det hele! Pelle studsede +lidt ved Resultatet, og fastslog forsigtigt at det i alle +Fald galdt for hans Fags Vedkommende. Dér var +der god Mening i at erobre sit eget tilbage — men +hvordan? +</p> + +<p> +Hans sunde Sans krævede noget at sætte i Stedet +for Meyer og de andre store Udsvedere. Det gik +ikke, at hver Svend sad og miksede paa egen Haand +som Smaamester; han havde set formeget af det +hjemme i Provinsbyen — det skabte Hutleri! +</p> + +<p> +Han satte sig saa til at udarbejde en Plan for en +Produktionsforening: et Antal Arbejdere i Faget +skulde slaa sig sammen, indskyde hver sin lille Andel +og leje Forretningslokaler; Arbejdet skulde fordeles +mellem dem efter hver Mands særlige Anlæg, +og af deres Midte valgte de en til at forestaa det +hele. Paa den Maade kunde Spørgsmaalet løses — +hver Mand fik det fulde Udbytte af sit Arbejde. +</p> + +<p> +Da han havde gennemtænkt sin Plan grundigt, gik +han til Morten med den. +</p> + +<p> +„Det har jo været fremme inden for Bevægelsen,“ +udbrød Morten og trak en Bog frem — „men det +gik mærkværdig nok ikke. Hvor har du hugget den +Ide?“ +</p> + +<p> +„Det har jeg selv siddet og fundet ud,“ svarede +Pelle selvfølende. +</p> + +<p> +Morten saá lidt tvivlende ud. Han slog op i Bogen +og viste Pelle, hvorledes hans Ide netop var +skitseret — Ord til andet næsten — som et Led i +Fremrykningen. Det var et Værk om Socialismen. +</p> + +<p> +Naa, Pelle tabte ikke Modet af den Grund! Han +var stolt over at have udfundet noget, som ogsaa andre +var kommet paa — lærde Folk oven i Købet! +Han begyndte at faa Tillid til sin egen Tanke, og +søgte ivrigt ud til Møder og Foredrag. Kræfter og +Mod vidste han han havde. Han vilde se at blive +dygtig! — og saa opsøge dem der gik foran og brød +Vejen, og tilbyde dem sin Tjeneste! +</p> + +<p> +<a id="page-49" class="pagenum" title="49"></a> +Hidtil havde Lykken altid dunkelt foresvævet ham +som et Æventyr, der pludselig slog ned over sin +Mand og hævede ham op i højere Egne, mens alle +de andre stod tilbage og stirrede langt efter én — +det var jo det pinlige. Men her skimtedes nye Veje, +som førte til Lykke for alle der udrettede noget — +saadan som <em>Kraften</em> havde fantaseret sig det i sin +Dødsstund. Han begreb ikke saa lige, hvor alt det +skulde komme fra; men det blev deres Sag som +skulde udrede det! +</p> + +<p> +Alt dette holdt hans Sind i ny og uvant Beskæftigelse. +Han var ikke vant til at spekulere paa egen +Haand, men havde hidtil holdt sig til hvad der var +overleveret ham som Slægtens Vedtægt — og ofte blev +det byrdefuldt nok. Saa slog han til det hele for at +blive det kvit. Men det kom igen! +</p> + +<p> +Naar han var træt, fik Hanne igen Magt over +ham, og han søgte over til dem om Aftenen. Han +vidste godt at det ikke var for det gode, nogen Fremtid +ved Hannes Side var det ham ikke muligt at +tænke sig; i Forbindelse med hende eksisterede kun +Øjeblikket. Hendes sælsomme Væsen havde Magten +med ham — det var det hele! Tidt nok svor han +ikke at lade sig gække, men gik derned alligevel. +Han maatte prøve at erobre hende — og saa tage +Følgerne! +</p> + +<p> +En Dag efter Fyraften kom han slængende derned. +Der var ingen paa Svalen, saa gik han ind i +det lille Køkken. +</p> + +<p> +„Er det dig, Pelle?“ lød Hannes Stemme inde fra +Stuen — „kom bare ind.“ +</p> + +<p> +Hun havde nok vasket sit Legeme og sad nu i +hvidt Skørt og Livstykke og redte sit fagre Haar. +Der var noget af en Prinsesse over hende, saadan +som hun hægede om sin Krop og forstod hvordan +det skulde gøres. Spejlet stod foran hende i Vinduet, +og uden for den lille Bagstue, i Smuget mellem +Tage og skjoldede Brandmure, saas Børnehusbroen +og Kanalen der løb udefter. Derude ved Handelspladserne +<a id="page-50" class="pagenum" title="50"></a> +var Luften streget graa ind af Skibenes +Rejsning. +</p> + +<p> +Pelle satte sig paa Puffen henne ved Kakkelovnen +med Albuerne paa Knæerne og gloede ned i Gulvet; +han var underlig i Hovedet. „Bare den gamle snart +vilde komme,“ tænkte han — „jeg tror, jeg gaar ud +og lader som jeg kigger efter hende.“ Men han blev +alligevel siddende. Ved Væggen stod Dobbeltsengen +med rødblomstret Tæppe over, og op ad den anden +Væg Bordet med Stolene skubbet ind under. „Hun +skulde ikke gække mig altfor meget,“ tænkte han +igen — „kanske ender det med, at jeg tager for +mig. Og saa brænder hun sig!“ +</p> + +<p> +„Hvorfor siger du ikke noget til mig, Pelle?“ spurgte +Hanne. +</p> + +<p> +Han løftede Hovedet og saá hende derinde i Spejlet, +hun havde Spidsen af Fletningen i Mundvigen, og lignede +en Killing der bider i sin Hale. +</p> + +<p> +„Aa, hvad skal jeg vel sige?“ svarede han mut. +</p> + +<p> +„Du gaar og er fornærmet paa mig, men det er +nu Synd af dig — det er! Kan jeg gøre for at jeg +er saa angst for Fattigdommen — aa saa det gruer +inden i mig? Lige fra jeg blev født har det aldrig +været andet; og du er ogsaa fattig Pelle, lige saa +fattig som jeg selv. Hvad kan der vel ske med os +to — vi ved jo det hele!“ +</p> + +<p> +„Hvad er det for noget der skal ske da?“ +</p> + +<p> +„Det ved jeg ikke, og det er ogsaa lige meget — +noget som jeg ikke kender bare. Uh, alting bliver +saa kendt naar man er fattig; hver Traad i Tøjet +kender man udenad, og kan se hvor det slider paa +den. Havde du bare været Sømand, Pelle.“ +</p> + +<p> +„Har du kanske mødt <em>ham</em> igen?“ spurgte Pelle. +</p> + +<p> +Hanne virrede leende med Hovedet. „Nej men +jeg tror paa noget du — noget storartet! Der ligger +et stort Sejlskib derhenne — jeg kan se det her +fra Vinduet. Det er fuldt af dejlige Ting, Pelle!“ +</p> + +<p> +„Du er vild,“ sagde Pelle haanligt. „Det er en +Bark der skal ind til Kulkajen, den kommer fra +England med Kul.“ +</p> + +<p> +<a id="page-51" class="pagenum" title="51"></a> +„Det kan godt være,“ svarede Hanne ligegyldigt — +„hvad bryder jeg mig om det! Dérhenne ligger Skibet +og har noget til mig fra det fremmede! synger +det hele Tiden inde i mig; og den Glæde kan du +vel nok unde mig?“ +</p> + +<p> +Moderen kom vrængende ind. +</p> + +<p> +„Ja dérhenne ligger Skibet og har noget til mig — +dér ligger Skibet og har noget til mig — æv! Er +du ikke snart ked af at høre paa dit eget forskruede +Pjat? Hele din Barndom har du siddet dér og hængt +— og gloet efter Skibet; nu kunde det snart være +nok. Og dér lader du Pelle sidde og se paa at du +blotter din Ungdom — skammer du dig ikke?“ +</p> + +<p> +„Pelle er saa god Mor — og han er min Bror. +Han tænker ikke —“ +</p> + +<p> +„Tænker ikke! Jo han tænker: Hvor hendes Barm +er blød og hvid. Og hans Sind græder, fordi han +ikke faar Lov at lægge sit Hoved dér. Jeg har vel +ogsaa kendt til at skænke Glæder i mine unge Dage!“ +</p> + +<p> +Hanne rødmede helt ned over sin Barm. Hun slog +Haandklædet over sig og løb ud i Køkkenet. +</p> + +<p> +Moderen saá efter hende: +</p> + +<p> +„Hun er saa skær i Huden som nogen Kongedatter +— skulde én nu ikke tro, hun var en Gøgeunge? +Hendes Far kunde heller ikke lide hende. +Du har været mig utro med en eller anden Finstikker +— sagde han saa ofte — hvordan skulde +to fattige slaaet sammen give saadant Postelin? Ved +den levende Gud, Johnsen — sagde jeg — du og +ingen anden er Far til Pigebarnet! Men han pryglede +os og vilde ikke tro mig; han saá sig gal paa +Ungen og hadede os begge to for hendes Finheds +Skyld. Ikke saa sært om hun er blevet lidt underlig +i Hovedet — vil du saa tro hun har kostet mig +nogle salte Taarer? Men lad du hende fare, Pelle! +For hendes egen Skyld kunde jeg godt ville, at du +skulde have hende, men du har ikke godt af at gaa +saadan og blive holdt hen. Og faar du hende, bliver +det kanske daarligere endnu; Kvindenykker er elendigt +Bohave for et Hjem.“ +</p> + +<p> +<a id="page-52" class="pagenum" title="52"></a> +Pelle indrømmede det i sit stille Sind. Han havde +ladet sig daare, og gik og ødede af sin Ungdom paa +en Vej der ikke førte igennem. Og nu skulde det +være forbi. +</p> + +<p> +Hanne kom ind og saá paa ham, lys og sværmerisk. +„Vil du med ud og gaa en Tur, Pelle?“ +spurgte hun. +</p> + +<p> +„Ja,“ svarede Pelle glad og smed hurtig alle Forsætter +over Bord. +</p> + +<div class="chapter"> + +<h2 class="chapter" id="chapter-0-5"> +V +</h2> + +</div> + +<p class="first"> +Pelle og hans lille Naboerske kappedes om, hvem +der kunde komme først op om Morgenen. Naar hun +var heldig og maatte kalde paa ham, straalede hendes +Ansigt af Stolthed; det hændte han blev liggende +lidt længer for at unde hende den Glæde, og svarede +helt søvndrukken naar hun dunkede i Væggen. +Men undertiden tog Barneaarene deres Ret; Pelle +færdedes saa stille som muligt, og ved Halvsekstiden +bankede han i Væggen. Saa var hun flov hele +Formiddagen. +</p> + +<p> +Brødrene skulde have deres Morgendrik og være +paa Arbejde Kl. seks; Peter der var ældst gik paa +en Blikvarefabrik, Karl løb med Morgenaviser og +paatog sig alt muligt tilfældigt Sjov. Han maatte støve +det op, og hele hans lille Person bar Præg deraf. +Der var noget rastløst vandrende over hans Væsen, +som om Tankerne bestandig jog rundt efter Udveje. +</p> + +<p> +Paa den Tid mudrede det rundt om; nede over +Brøndens Bund og ud gennem Tøndegangen lød +en endeløs Klapren af Fodtrin fra <em>Arkens</em> Hundreder, +der væltede søvndrukne ud i Dagen, tjavsede — +med Rester af Nattens Indhold hængende i Træk +og Øjne. De smaskede som smagte de paa Modsætningen +mellem Nat og Dag, gabede lydeligt og +jog af Sted. Heroppe paa den lange Gang tumlede +<a id="page-53" class="pagenum" title="53"></a> +Fabrikspiger, Arbejdere og Aviskoner halvnøgne +rundt, de var altid forsinkede, og stod smaaskændende +og ventede paa deres Tur til at komme til +Vasken. Der var kun en Vask ved hver Ende af +Gangen, og det blev lige at faa Øjnene dyppet og +Søvnen jaget væk. Til alle Humrene stod der aabent, +Natdunsterne hang tungt i Gangen. +</p> + +<p> +De Dage han arbejdede hjemme, var den lille +Marie i godt Humør; hun sang og trallede ustanselig +med sin underlige Dværgestemme, og hvert Øjeblik +kom hun ind og tilbød sin Tjeneste. Saa kunde +hun stille sig bag ham og tavs staa og betragte hans +Arbejde, mens Aandedrættet gik hørligt inde i hende +med smaa Pibelyde. Der var en dump Rugen i selve +hendes lille hæmmede Legeme, der mindede Pelle +om Mortens ulykkelige Søster Karen; det samme +ufuldbaarne, stenede — som ved Frugterne af altfor +unge Trær. Men hun var af lysere Lød alligevel, +Barnesliddet sad ikke som beske Væsker i hende, +det var kun det ydre der var mærket deraf. Over +hendes Sind laa tværtimod et Skær af forhutlet Lykke, +som havde hun det meget bedre end hun kunde +vente. Kanske kom det af, at hun saá et Resultat af +sit Barneslid; der var ingen til at sprede det for +alle Vinde. +</p> + +<p> +Hun var en dygtig lille Husmoder, og Brødrene +respekterede hende og bragte retskaffent hjem hvad +de fortjente. Saa tog hun fra hvad der skulde bruges, +lagde til Side til Huslejen i en Æske som hun gemte +i Komoden, og gav dem det de maatte more sig for. +„Lidt skal de have,“ sagde hun til Pelle, „for Mandfolk +kan ikke lide at gaa uden Penge i Lommen. +De fortjener det ogsaa, for de har aldrig saa meget +som drukket en Øre op; om Lørdag Aften gaar de +lige hjem med Fortjenesten. — Men nu maa jeg nok +ind til mit Arbejde; skrækkeligt ogsaa som Tiden +bliver borte mellem Hænderne paa én.“ Hun snakkede +akkurat som en gift Kone, og Pelle morede +sig indvendig. +</p> + +<p> +Lidt efter kom hun stikkende igen; han skulde +<a id="page-54" class="pagenum" title="54"></a> +smage et eller andet, eller hun havde sit Lappearbejde +med og slog sig ned paa Kanten af en Stol. +Hun var altid paa Spring, som om en Gryde kunde +koge over naar som helst. +</p> + +<p> +Saa snakkede de Fornuft, den lille Marie brød +sig ikke om Pjank. Der var nok af alvorligt at +snakke om, de vanskelige Tider, Maries Forældre, +og selve det forunderlige at de to havde truffet hinanden +en Gang før. Det var en Hændelse fuld af +uudtømmelig Rigdom for hende, skønt hun ikke +kunde huske det. +</p> + +<p> +Men Pelle huskede det tydeligt, og maatte fortælle +igen og igen om sin Tur til Havnen derhjemme +for at vise gamle Tækkemand Holm Damperen; og +Marie lo hvergang hun hørte, at Holm stod og sprang +af Skræk for det prustende Dampspil. — Hvad saa +da? — Ja Damperen var jo i Færd med at tage +en Bunke Bohave ind, gamle Senge, Borde og sligt. +</p> + +<p> +„Det var vort altsammen!“ udbrød Marie og klappede +i Hænderne — „dengang havde vi noget. Vi +havde det at sætte ud af, mens Far laa syg efter +Faldet?“ Saa stirrede hun spørgende paa ham efter +mere. +</p> + +<p> +Og midt i Bohavet stod en Mand med et fint +gammelt Spejl i Favnen. Tækkemand Holm kendte +ham og gav sig i Snak. +</p> + +<p> +„Han græd — ikke?“ spurgte Marie rørt. „Far +var saa ulykkelig fordi det gik tilbage for os.“ +</p> + +<p> +Saa snakkede hun selv om Hotellet dernede ved +Østlandets Klipper, og de fine Gæster som laa +der om Sommeren. Tre Aar havde de boet der, og +Pelle maatte igen nævne Summen man havde bedraget +hendes Far for. Hun var stolt over at de +havde ejet saa meget engang — ti Tusend. +</p> + +<p> +Herovre havde Faderen faaet Arbejde som Murhaandlanger, +en Dag traadte han paa en Vippeende +og faldt ned. Han laa et Par Maaneder, og da alle +Stumperne var gaaet døde han. Saa kom de ind i +<em>Arken</em>. Moderen gik ud og vaskede for Folk, men +hun var blevet underlig i Hovedet. Hun kunde ikke +<a id="page-55" class="pagenum" title="55"></a> +bære Ulykken og forsømte Hjemmet for at søge rundt +til Sekterne efter Trøst, helt forstyrret var hun tilsidst. +Og en Dag forsvandt hun, man mente hun +havde druknet sig i Kanalen. „Men nu har vi det +godt,“ sluttede Marie altid — „nu er det ingen +Sag.“ +</p> + +<p> +„Er du da ikke træt af at have alt det at tage +Vare paa?“ kunde Pelle forundret spørge. +</p> + +<p> +Hun saá forbavset paa ham: „Hvorfor skulde jeg +vel være træt? Der er ikke mere end man kan +overkomme — naar man bare passer Tiden. Og +Drengene er tilfreds med hvad jeg laver, de gør aldrig +Vrøvl.“ +</p> + +<p> +De tre forældreløse slog sig igennem saa godt de +kunde, og var helt stolte over deres lille Menage. +Naar det gik dem smaat, sultede de og holdt alvorlige +Raadslagninger; men de tog ikke mod Hjælp +af nogen. De levede i en bestandig Frygt for, at Politiet +skulde faa Nys om deres Forhold og komme +og slæbe dem i Skole; saa vilde de blive jaget fra +hinanden og anbragt paa Fattigvæsnets Regning. De +var sky og holdt sig for sig selv. I <em>Arken</em> holdt alle +af dem og dækkede deres Skjul. Med Beboernes +Familieliv gik det som det kunde bedst; altid var +der Ballade i et eller andet Hjem. Der var ligesom +en Oprejsning i at have disse tre Børn boende saa +smukt midt i Suppedasen, man saá op til den lille +Mønsterarne og værnede om den som en Helligdom. +</p> + +<p> +Pelle sluttede de sig ubetinget til; de havde fisket +ham op paa Gaden og betragtede ham paa en Maade +som et Hittebarn, der stadig stod under deres Beskyttelse. +Naar Marie serverede Morgenkaffen til Drengene, +bragte hun en Taar ind til Pelle ogsaa — der +hjalp ingen Protest. Og om Formiddagen naar hun +var færdig inde hos sig selv, stillede hun hos ham +med Kost og Gulvspand. Hendes satte gammelkloge +Ansigt lyste af Omsigt og Trang til at hjælpe; hun +spurgte ikke om Forlov, men tog af sig selv fat +hvor der trængtes. Naar Pelle var paa Becks Værksted, +fandt han altid sit Værelse i Stand om Aftenen. +</p> + +<p> +<a id="page-56" class="pagenum" title="56"></a> +Havde han Arbejde hjemme, kom hun ind med +Formiddagskaffe til dem begge. Han nænnede ikke +at sige nejtak, fordi hun tog sig det nær og kunde +gaa en hel Dag med sin Krænkelse; i Stedet løb +han saa ned efter Boller. Marie lagde gærne sin +Part til Side til Drengene under et eller andet Paaskud +— hun havde ingen rigtig Glæde af at nyde +noget selv. +</p> + +<p> +Pelle følte Fremgangen og sin egen Ungdom og +var bestandig i lyst Humør, selv Hanne kunde ikke +kaste alvorlig Skygge over hans Tilværelse. Der var +over Forholdet til hende noget som en skøn Uvirkelighed, +der ikke satte Ar i Hjærtet. +</p> + +<p> +Og over for dette prøvede Barn skammede han +sig simpelt hen, hvis noget vilde komme op og forstemme. +Han følte det som en Pligt at lyse op i +hendes fattige Tilværelse med godt Humør, og talte +muntert op, spøgede og smaadrillede hende for at +sprede hendes unaturlige Alvor. Saa smilede hun +paa sin stille moderlige Maade, som man smiler ad +et kært Barn der vil forjage ens Bekymringer — +og tilbød at gøre noget. +</p> + +<p> +„Skal jeg ikke vaske din Bluse for dig — eller +efterse dine Skjorter?“ spurgte hun. Hendes Taknemlighed +gav sig altid Udslag i Arbejde. +</p> + +<p> +„Nej tak, Marie — det besørger Hanne og hendes +Mor jo.“ +</p> + +<p> +„Men det er ikke noget for Prinsessen — det kan +jeg meget bedre.“ +</p> + +<p> +„Prinsessen?“ sagde Pelle og løftede Hovedet. +„Kaldes hun saadan?“ +</p> + +<p> +„Kun af os Børn — det er ikke noget Øgenavn. +Vi legede altid Prinsesse naar hun var med — og +hun var det! Men ved du hvad? der skal komme +en og bortføre hende — en meget fornem én. Hun +er givet hen paa Vuggen til en fin Herre.“ +</p> + +<p> +„Sikke noget Snak,“ sagde Pelle ærgerlig. +</p> + +<p> +„Det er virkelig sandt! Naar det regnede, sad vi +inde under Svalen dér i Krogen ved Skarnkassen, +og saa fortalte hun det — det <em>er</em> sandt! Synes du +<a id="page-57" class="pagenum" title="57"></a> +ikke hun er nydelig? hun er rigtig som en Prinsesse +— saadan!“ Marie gjorde en Bevægelse i Luften +med strittende Fingre. „Og hun ved alt, hvad +der er fint. Hun rendte ned i Gaarden til os i sin +lange Kjole, og hendes Mor stod og skældte ud deroppe. +Saa satte hun sig over Risten ligesom paa en +Trone og var Dronning — og vi var hendes Damer. +Hun flettede vort Haar og satte det fint op med +kulørte Baand. Naar jeg saa kom op, rev Mor det +hele af Hovedet paa mig og pjuskede Haaret. Det +var Synd mod Gud at stadse sig op! sagde hun. +Da saa Mor forsvandt, havde jeg ikke Tid til at +lege med mere.“ +</p> + +<p> +„Stakkels lille Pige,“ sagde Pelle og strøg hende +over Haaret. +</p> + +<p> +„Hvorfor siger du det?“ spurgte hun og saá forundret +paa ham. +</p> + +<p> +Han havde hele hendes Fortrolighed, og fik Ting +at vide som ikke engang Drengene maatte kende. +Hun holdt sig ogsaa pænere i Tøjet, hendes tynde +lyse Haar var altid glattet hen over Panden. +</p> + +<p> +Naar de begge havde Ærende ud var hun lykkelig. +Saa pyntede hun sig i det bedste og gik ved hans +Side gennem Gaderne, smilende over hele Ansigtet. +„Nu tror maaske Folk vi er Kærester,“ sagde hun +engang — „men hvad gør det? Lad dem bare tro.“ +Pelle lo; hun var med sine elleve Aar ikke større +end et niaars Barn — saa forsat i Væksten. +</p> + +<p> +Det kneb dem ofte med at klare sig, de talte ikke +gærne om det, men der kunde komme noget fortrykt +i deres Mine. Saa talte Pelle lyst op om de +gode Tider, der snart vilde oprinde for alle Fattige. +Det kostede ham stor Anstrængelse at faa det formet +i Ord, der klang af det de skulde, Tankerne +var ham selv saa ny endnu. Men Børnene hang +sig ikke i hans Ubehjælpsomhed; de havde endnu +lettere ved at tro paa det Ny end han selv. +</p> + +<div class="chapter"> + +<h2 class="chapter" id="chapter-0-6"> +<a id="page-58" class="pagenum" title="58"></a> +VI +</h2> + +</div> + +<p class="first"> +Med Pelle foregik der i denne Tid en mærkelig +Forandring. Han havde set nok af Nøden og Ulykken +i sit Liv, og Hovedstaden her var simpelt hen +en Valplads, hvor Hær efter Hær havde kastet sig +frem og var gaaet ynkelig til Grunde. Rundt om var +der fuldt af faldne, Byen var bygget over dem som +paa en Kirkegaard; man maatte træde paa dem for +at kunne færdes — og forhærde sig. Livets Lod +var nu engang saaledes; og man lukkede Øjnene — +som Faarene naar de ser deres Kammerater blive +slagtet — og ventede stille paa sin Tur. Andet var +der ikke. +</p> + +<p> +Men nu vaagnede Smærten i ham; det gjorde +skærende ondt inde i ham hvergang han saá nogen +lide; han knurrede mod Ulykken saa bundløs den +var. +</p> + +<p> +Det kom en Dag han sad og arbejdede. Henne i +den anden Ende af Gangen var der nylig flyttet en +Fabrikspige ind med sit Barn. Hver Morgen laasede +hun Døren og gik, og kom ikke igen fra Arbejdet +før Aften. Naar Pelle kom hjem hørte han ofte Graad +derinde fra. +</p> + +<p> +Han sad og arbejdede og tumlede med sine forvirrede +Tanker; hele Tiden havde han en underlig +kvalt Lyd i Øret, pinagtig som om noget <em>gav</em> sig +ustanselig. Kanske var det blot selve Elendighedens +Klagesang; der hang Strofer af den i Luften altid. +</p> + +<p> +Den lille Marie kom hastig ind. „Aa Pelle, nu +græder den igen,“ sagde hun og knyttede Hænderne +gruende foran sit indfaldne Bryst. „Den har grædt +hver Dag lige siden de flyttede ind — det er saa +forfærdeligt.“ +</p> + +<p> +„Lad os gaa hen og se hvad der er i Vejen,“ +sagde Pelle og smed Hammeren. +</p> + +<p> +Døren var laaset, de prøvede at kigge gennem +Nøglehullet men kunde ikke se noget. Barnet derinde +stansede sin dumpe Graad et Øjeblik da det +hørte dem, men tog saa fat igen; det klagede smaat +<a id="page-59" class="pagenum" title="59"></a> +og ensartet som havde det indrettet sig paa at holde +ud i det uendelige. De saá paa hinanden, det var +ikke til at holde ud. +</p> + +<p> +„Alle Nøglerne er éns her paa Gangen,“ sagde +Marie stille. I to Spring var Pelle henne efter sin +Nøgle og lukkede op. +</p> + +<p> +Lige inden for Døren sad en lille fireaars Purk med +et Stykke rustent Bliktøj i Haanden og gloede op paa +dem; han var bundet fast til Kakkelovnen, ved Siden +af ham paa en gammel Træstol stod en Bliktallerken +med nogle gnavede Brødskorper. Barnet var klædt +i snavsede Pjalter og saa forfærdeligt ud; det sad i +sit eget Snavs, de smaa Hænder var fulde og det +ophovnede forgrædte Ansigt helt tilsmurt. Det rakte +Hænderne bedende op imod dem. +</p> + +<p> +Pelle brast i Graad ved det forfærdelige Syn og +vilde tage den lille op til sig. „Nej lad mig!“ raabte +Marie forskrækket, „du griser dig jo til!“ +</p> + +<p> +„Hvad saa!“ svarede Pelle dumpt og hjalp til at +løse Barnet; hans Hænder rystede. +</p> + +<p> +De fik Drengen gjort nogenlunde i Stand og gav +ham Mad; saa slap de ham løs ude paa den lange +Gang. En Stund stod han og gloede dumt ved Dørstolpen; +saa opdagede han at han ikke var bundet, +og gav sig til at storme frem og tilbage. I Haanden +havde han den gamle Tési endnu, som han sad +med da de brød ind til ham; han havde holdt den +krampagtigt fast hele Tiden, Marie maatte dyppe +Haanden med for at faa Sien vasket. +</p> + +<p> +Engang imellem stansede han uden for Pelles +aabne Dør og kiggede ind; Pelle nikkede til ham. +Saa stormede han igen frem og tilbage — han var +helt vild. Men pludselig kom han helt ind, lagde +Tésien i Pelles Skød og saá op paa ham. „Skal +jeg have den?“ spurgte Pelle. „Se, du Marie, han +giver mig det eneste han ejer.“ +</p> + +<p> +„Aa den lille Stakkel,“ udbrød Marie rørt, „han +vil øve Gengæld.“ +</p> + +<p> +Om Aftenen kom Fabrikspigen farende, hun var +gal i Hovedet og skældte ud over Indbruddet. Pelle +<a id="page-60" class="pagenum" title="60"></a> +undredes selv over, at han kunde svare roligt og +ikke skældte igen; men han forstod nok, at hun +skammede sig over Elendigheden og ikke vilde have +nogen skulde se den. „Det er Synd mod Barnet,“ +sagde han blot — „du holder jo alligevel af ham.“ +</p> + +<p> +Saa gav hun sig til at græde: „Jeg er nødt til at +binde ham, ellers kryber han op i Vinduet og styrter +sig ned paa Gaden — han har taget Krogene af én +Gang. Og Klæder til at sende ham til Asylet i har +jeg ikke.“ +</p> + +<p> +„Saa lad Døren staa aaben til Gangen,“ sagde +Pelle — „vi skal nok se lidt til ham, Marie og jeg.“ +</p> + +<p> +Siden løb Drengen paa Gangen og tumlede sig, +Marie hjalp ham til Rette og var som en Moder for +ham; Pelle købte noget Tøj hos en Marskandiser, +og hun syede det om. Ungen saa kostelig ud i det +og var en hel Trold til at sætte Humør; han havde +ikke lært at tale i sin Ensomhed, men nu kom det +hurtigt. +</p> + +<p> +I Pelle afsatte denne Begivenhed noget nyt. Elendigheden +havde han altid kendt, nu saá han den +himmelraabende Uretfærdighed der stod bag, og +kunde knytte Hænderne i Vrede bedst som han +sad. Der var noget man maatte hade uden Ophør, +Nat og Dag saa længe man trak Aande — Morten +havde Ret i det ogsaa. Dette Barn havde en Fabriksherre +til Far, og Pigen turde ikke engang stævne +ham til at betale Underhold til Barnet, for ikke at +blive jaget af sin Plads. Saa uoverkommeligt det +hele saa ud, følte han Trang til at slaa et Slag. +Hans Haand alene vejede saa lidt, men hvis de nu +førte Slaget samlet, saa kanske mærkedes det. +</p> + +<p> +Om Aftenen fulgtes han og Morten til Møder, +hvor Tilstandene blev sat hæftig under Debat; Deltagerne +ved disse Møder var mest unge Mænd som +de selv, man samledes i en eller anden Beværtning +paa Nørrebro. Men Pelle trængte til at se Resultater +og kastede sig ivrigt ind i Organiseringen af sit eget +Fag; han satte Ild i den trætte Formand med sin +Iver, og udarbejdede sammen med ham en Liste +<a id="page-61" class="pagenum" title="61"></a> +over alle Fagets Udøvere — som Grundlag for en +mere haardhændet Agitation. Naar man indkaldte +Kammeraterne til Møde gennem Bladet, holdt de +sløve sig borte; der maatte skarpere Midler til, og +Pelle fik Husagitationen i Gang. Det hjalp straks! +de havde svært ved at knibe ud, naar man tog dem +Ansigt til Ansigt, og Foreningen fik god Tilgang trods +de store Mestres Forfølgelse. +</p> + +<p> +Morten begyndte at se med Respekt paa ham, og +vilde have ham til at læse om Bevægelsen ogsaa; +men det havde Pelle ikke Tid til. Han holdt <em>Arbejderen</em> +sammen med Peter og Karl der var helt +ivrige; det fik være nok. „Jeg ved mere om Elendigheden +end de der skriver,“ svarede han. +</p> + +<p> +Han manglede ikke Ved til sit Baal heller. Han +havde gjort de Elendiges Marsj med fra Landet til +Byen og nu hertil, hvor de stod og ikke kunde +komme længer med deres Higen men omkom som +paa en øde Strand. <em>Arkens</em> mange Livsskæbner laa +daglig for hans Øjne som et stort Fælleseje, hvor +ingenting behøvede at skjule sig og den enes Nød +var den andens Klage. +</p> + +<p> +Hans Væsen forandredes stærkt i denne Tid — +bort fra det sorgløst modtagende. Han lo mindre, +og tog paa tilsyneladende Smaatterier med et Alvor, +der kunde virke komisk. Og der kom en Selvfølelse +over hans Optræden, som syntes daarlig begrundet +af hans Stilling og Fattigdom. +</p> + +<p> +— — — +</p> + +<p> +En Dag efter Fyraften han kom hjem fra Becks +Værksted, hørte han Børnene synge Hannes Vise +inde i Gaarden. Han stansede i Tøndegangen, Hanne +stod selv midt i Kredsen, og de smaa gik rundt om +hende og sang: +</p> + +<div class="poem-container"> + <div class="poem"> + <div class="stanza"> + <p class="verse">„Jeg gik mig over høje Bjærg,</p> + <p class="verse">saa ned i dyben Dal.</p> + <p class="verse">Saá jeg et Skib komme sejlendes</p> + <p class="verse">— komme sejlendes —</p> + <p class="verse">hvori tre Grever var.“</p> + </div> + </div> +</div> + +<p class="noindent"> +<a id="page-62" class="pagenum" title="62"></a> +Over Hannes Ansigt laa et blindt, stillestaaende +Smil, Øjnene var næsten lukkede. Hun drejede sig +langsomt rundt om sig selv til Børnenes Sang og +sang sagte med: +</p> + +<div class="poem-container"> + <div class="poem"> + <div class="stanza"> + <p class="verse">„Den alleryngste Greve,</p> + <p class="verse">som udi Skibet var — —“</p> + </div> + </div> +</div> + +<p class="noindent"> +Pludselig fik hun Øje paa Pelle og brød ud af +Ringen. Hun fulgte med ham op over Trapperne. +Børnene stod dernede og raabte skuffet efter hende. +</p> + +<p> +„Kommer du ikke over til os i Aften?“ spurgte +hun. „Det er saa længe siden vi har set dig.“ +</p> + +<p> +„Jeg har ikke Tid, jeg skal et Sted hen,“ svarede +Pelle kort. +</p> + +<p> +„Men du maa alligevel — jeg beder dig om det, +Pelle.“ Hun saá tryglende paa ham, hendes Øjne +brændte. +</p> + +<p> +Pelles Hjærte kom til at banke ved hendes Blik. +„Hvad vil du mig da?“ spurgte han hæftigt. +</p> + +<p> +Hanne stod og stirrede raadvild ud. „Du maa +hjælpe mig, Pelle,“ sagde hun tonløst og uden at se +paa ham. „Jeg, jeg har mødt —! Han stod her udenfor +i Aftes da jeg kom fra Fabrikken — han ved +hvor jeg bor! Jeg gik over til den anden Side og +lod som jeg ikke saá ham, men han kom efter +mig. Han sagde, jeg skulde komme paa Nytorv i +Aften.“ +</p> + +<p> +„Hvad svarede du saa?“ spurgte Pelle mørkt. +</p> + +<p> +„Jeg svarede slet ikke, men løb alt hvad jeg kunde.“ +</p> + +<p> +„Er det det hele du vil mig?“ udbrød Pelle haardt, +„Du kan jo blive fra ham — hvis ikke du vil!“ +</p> + +<p> +Der gik en Frysning gennem hende. „Men hvis +han nu opsøger mig her? — og du er saadan! Jeg +bryder mig ikke om andet paa Jorden end dig og +Mor!“ Hun sagde det hæftigt. +</p> + +<p> +„Jeg skal nok komme over til jer da,“ svarede +Pelle glad. +</p> + +<p> +Han skyndte sig at klæde sig om og gik derover. +Den gamle var glad ved at se ham, Hanne var helt +overgiven; hun drillede ham bestandig, og det varede +<a id="page-63" class="pagenum" title="63"></a> +ikke længe før han havde opgivet sin Standhaftighed +og ladet sig hilde i det dejligste Spind. De sad ude +paa Svalen under det grønne Løvværk, Hannes Ansigt +glødede om Kap med Slyngpelargonien, hun +vuggede med Foden og stødte hele Tiden Skosnuden +mod hans Ben. Hun var nervøst livlig og skulde +bestandig have at vide hvad Klokken var. Da Moderen +gik ind i Køkkenet for at lave Kaffe, tog hun +Pelles Haand og klappede den leende. „Følg med +ud,“ sagde hun, „jeg har Lyst til at se, om han +virkelig er saa dum at tro, at jeg kommer. Vi kan +staa i Skjul og se det.“ +</p> + +<p> +Pelle svarede ikke. +</p> + +<p> +„Mor,“ sagde Hanne da Madam Johnsen kom +med Kaffen — „jeg gaar ud og køber til det Liv. +Pelle følger med.“ +</p> + +<p> +Det Paaskud var nu altfor gennemsigtigt, men +den gamle fortrak ikke en Mine. Hun havde nok +set, at Hanne var mild til Sinds med Pelle i Aften; +der var noget stærkt oppe i Pigebarnet, og hvis +Pelle vilde, kunde han lægge Bidslet forsvarligt paa +hende nu. Hun havde ikke noget imod, om de to +unge løb Linen ud, kanske faldt de saa til Ro ved +hinandens Side. +</p> + +<p> +„Du skulde tage Sjalet med,“ sagde hun til Hanne. +„Aftenluften kan blive kølig.“ +</p> + +<p> +Hanne gik saa rask at Pelle knap kunde følge +med. „Det bliver sjovt at se hans Skuffelse naar vi +ikke er der,“ sagde hun leende, Pelle lo ogsaa. De +stillede sig under Raadhussøjlerne og spejdede ud +over Torvet; Hanne var helt kortaandet af den raske +Gang. +</p> + +<p> +Efterhaanden som Tiden gik og den Fremmede +ikke viste sig, svandt hendes Livlighed, hun tav med +et skuffet Udtryk. +</p> + +<p> +„Her kommer slet ingen,“ sagde hun pludselig og +lo kort. „Det var bare noget jeg bildte dig ind, for +at se hvad du vilde sige.“ +</p> + +<p> +„Saa lad os da gaa,“ svarede Pelle roligt og tog +hende ved Haanden. +</p> + +<p> +<a id="page-64" class="pagenum" title="64"></a> +Idet de traadte ned ad Trappen gav det et Ryk i +Hanne, hendes Haand faldt slapt ud af hans. Den +Fremmede kom rask hen imod dem. Han gav Hanne +Haanden, roligt og selvfølgeligt som havde de kendt +hinanden i mange Aar. Pelle saá han slet ikke. +</p> + +<p> +„Gaar du med et Sted hen — hen og hører noget +Musik for Eksempel?“ spurgte han og blev ved at +holde hendes Haand; hans Blik lukkede sig om +hende. Hanne saá tvivlraadig paa Pelle. +</p> + +<p> +Et Øjeblik havde Pelle følt Lyst til at kaste sig +over denne Mand og slaa ham i Jorden — men nu +traf Hannes Øjne ham med et Udtryk som pønsede +hun paa et eller andet Middel til at ryste ham af. +„Tak! her er man nok i Vejen,“ tænkte han. „— Hvad +kommer det hele ogsaa mig ved?“ Han vendte sig +brat fra dem og drev ned ad en Sidegade. +</p> + +<p> +Pelle drev om nede ved Gasværkshavnen og +gloede adspredt paa det oliede Vand og Skibene. +Han led ikke; det var bare saa inderlig dumt, at en +fremmed Haand kunde række ind fra det ubekendte, +og den Fugl han ikke med al sin Godhed kunde +lokke til sig, hoppede straks op paa den. +</p> + +<p> +Vandet skvulpede under Bolværket med en egen +hendyssende Lyd, og flød med Træstykker og andet +Affald; det var saa hjemligt. Der laa en Tremaster +ved Kulkajen; de havde Fyraften om Bord, og Folkene +rumsterede i Lugaret eller stod ude paa Dækket +og vaskede sig i en Pøs. +</p> + +<p> +En sværlemmet Søgut i blaat Tøj og hvidt Halsbind +tørnede ud af Lugaret, glanede vanemæssigt +op efter Takkelagen og gabede. Saa slentrede han +i Land, han havde Huen i Nakken og en tilrøget +Kridtpibe mellem Tænderne. Han vrikkede med Kroppen, +Ansigtet var fuldt af Halløj. Idet han gik forbi +Pelle, dinglede han et Par Gange og gav ham et +Puf. „Aa jeg ber,“ sagde han leende og stødte til +Huen — „jeg troede det var en Kløpind. Herren +staar saa stiv! Man blev vel ikke stødt paa Mansjetterne?“ +Han gav sig til at trave rundt om Pelle +i stærkt foroverbøjet Stilling, som ledte han efter +<a id="page-65" class="pagenum" title="65"></a> +et eller andet paa ham; fejede sig labbet om Ørerne +som en Bjørn der bejler — og spruttede. Han var +revnefærdig af Humør. +</p> + +<p> +Der sad Nag i Pelle endnu, han vidste ikke om +han skulde gøre sig grov eller le ad det hele. Han +drejede sig forsigtig rundt og holdt Front mod Sømanden +— for ikke at faa Fødderne snappet væk +under sig. Taget kendte han — og vidste ogsaa +hvordan det skulde pareres; Hænderne sad parat. +Pludselig fangede noget i den dukkede Stilling ham +som kendt; det var jo Per Kofod — selve Tudeper +fra Landsbyskolen derhjemme, som brølede og +bævrede for et godt Ord. Ja ham var det! +</p> + +<p> +„God Aften du!“ sagde han glad og gav ham et +Slag i Ryggen. +</p> + +<p> +Sømanden rettede sig forbavset op. „For Fanden +— Godaften! Skal jeg rende paa dig her, Pelle? det +var ligegodt den komiskste. Saa maa du sku undskylde +mine Hundekunster.“ Han rystede djærvt +Pelles Haand. +</p> + +<p> +De drev op over Havnepladsen og sludrede om +gamle Dage. Der var saa meget at opfriske fra Skolelivet: +Gamle Fris med Spanskrøret og deres Tumlen +ved Stranden. Per Kofod talte som om han +havde været midt op i Sjoven; han havde helt +glemt, at han blot stod og klamrede sig til et eller +andet og smaabrølede, naar de andre larmede løs +omkring ham. „Nilen traf jeg forresten nylig ovre i +New Orleans, han er anden Styrmand paa et vældigt +amerikansk Jærnfuldskib og tjener styrtende med +Mønt. En rask Gut er han, men fy for den Lede +hvor er han haard! — det er Revolveren i Næven +altid. Naa, saadan skal de ha’e det derovre — det +er Negerbesætning. Men en Dag skærer de sku Maven +op paa ham. — Hov hvad er det?“ +</p> + +<p> +Henne fra nogle Bræddestabler hørtes kvalte Brøl +og Lyd af Slagsmaal. Pelle vilde dreje af, men Per +Kofod slog en Klo i ham og trak ham med sig. +</p> + +<p> +Inde mellem Stablerne var tre Kularbejdere i Lag +med at prygle en Kammerat, han skreg ikke men +<a id="page-66" class="pagenum" title="66"></a> +brølede kvalt hvergang han fik et Slag, Blodet pølede +ham ned over Ansigtet. +</p> + +<p> +„Kom on!“ raabte Per Kofod og trak en Gang +op i Bukserne; saa væltede han sig med et Vræl +ind i Flokken og gav sig til at høvle løs. Det var +som en Eksplosion med paafølgende Stenregn, Tudeper +havde lært at bruge sig derude, saadan kunde +kun en Sømand slippe sig løs. Det var umuligt at +sige hvor Slagene vilde falde, men de der fik dem +varskoede godt nok. Pelle maabede et Øjeblik over +for denne Ubændighed, saa kastede han sig ogsaa +ind i Slagsmaalet, og de tre Arbejdere gav sig til at +løbe. +</p> + +<p> +„Hvad Fanden vilde du op i det for?“ sagde Pelle +ærgerlig, da det var ovre og han stod og bragte sit +Kravetøj i Orden. +</p> + +<p> +„Det ved jeg ikke!“ svarede Tudeper, „men man +har vel ingen Skade af at røre sig lidt.“ +</p> + +<p> +Efter Stridens Hede havde de nær glemt den +overfaldne. Han laa sammensunken ved Foden af +Stablen og gav ikke en Lyd fra sig. De fik ham +rejst paa Benene men maatte holde ham oppe, han +stod og hang som om han sov, og Øjnene gloede +dumt paa dem. Der gik en tung Snorken fra ham, +og for hvert Pust dannede Blodet to røde Blærer +om hans Næsebor. Nu og da skar han Tænder, saa +drejede Øjnene sig og det hvide skinnede uhyggeligt +i hans kulsværtede Ansigt. +</p> + +<p> +Sømanden skældte ham ud, og det hjalp saa vidt +at han kunde støtte paa Benene. De trak en rød +Klud op af hans gabende Jakkelomme og tørrede det +værste Blod af ham. „Hvad Fanden er du for én, +der ikke kan staa for en Lussing,“ sagde Per Kofod. +</p> + +<p> +„Jeg skreg vist ikke,“ sagde Manden tykt — hans +Læber sad i ét Kød. +</p> + +<p> +„Du slog heller ikke igen! Du ser ellers ud til +at have Kræfter nok. Enten langer man selv fra +sig, eller synger ud saa andre kan komme til. Er du +med, Kammerat?“ +</p> + +<p> +<a id="page-67" class="pagenum" title="67"></a> +„Jeg vilde ikke blande Politiet op i det, for jeg +havde jo fortjent Mul. De slog bare saa svinagtig +haardt, og Træskoene brugte de da jeg faldt om.“ +</p> + +<p> +Han boede i Saksogade, og de fik ham én under +hver Arm. „Bare jeg ikke bliver syg,“ stønnede +han engang imellem — „jeg er helt smadret indvendig.“ +Saa maatte de stanse, mens han kastede op. +</p> + +<p> +Der var et Firma, han og Kammeraterne var blevet +enige om ikke at losse for mere, fordi det havde +sat Arbejdslønnen ned. De var kun de fire om at +gennemføre dette her med Arbejdsnægtelse; men +hvad kunde det nytte, naar andre straks gik ind i +Stedet. De fire kunde faa Lov at gaa og gasse sig, +saa var den ikke længer. Men naturligvis, han havde +jo givet sit Ord — derfor slog han heller ikke igen. +De tre havde faaet fat et andet Sted, og saa tog han +til Firmaet igen og krøb til Korset; hvorfor skulde +han gaa ledig og drive, naar de derhjemme manglede +Mad? Han forstod sig fan ikke paa det ny +Væsen. Men Svig var det jo, da han havde givet sit +Ord! De slog bare saa svinagtig haardt og sparkede +med Træskoene i Mavekulen. +</p> + +<p> +Saadan blev han ved at fable op som en Delirist, +mens de trak af med ham. Ved Saksogade blev de +stanset af en Betjent, men Per Kofod stak ham +rask en Historie om, at Manden havde faaet Lossegrejerne +i Hovedet. Han boede oppe under Taget; +da de lukkede sig ind, rejste en Barselkvinde sig +over Ende i Jærnsengen og stirrede forfærdet paa +dem — hun var blodløs og mager. Da hun saá +Mandens Tilstand, brast hun i hjærteskærende Graad. +</p> + +<p> +„Han <em>er</em> ædru!“ sagde Pelle for at trøste hende +— „han er bare kommet lidt til Fortræd.“ +</p> + +<p> +De fik ham ud i Køkkenet og badede hans Hoved +med koldt Vand over Vasken. Men det var +daarlig bevendt med Per Kofods Hjælp, hvergang +Konens Graad skar ud til dem, gik han hjælpeløst +i Staa og drejede Hovedet mod Udgangen. Og pludselig +smed han det hele og satte hovedkulds ned ad +Køkkentrappen. +</p> + +<p> +<a id="page-68" class="pagenum" title="68"></a> +„Hvad gik der ad dig?“ spurgte Pelle ærgerlig +da han kom ned; Per Kofod stod uden for Gadedøren +og ventede. +</p> + +<p> +„Du hørte maaske ikke at hun sang Salmevers +— dit Dos — men saa saá du vel for fan, at hun +sad lige op og ned i Sengen og var ligesom Voks? +Det er noget Svineri skal jeg sige dig, noget infamt +Svineri, og han kunde la’ vær med og faa hende til +at græde. Jeg stod sku og fik Lyst til at tæske ham, +saa medtaget han var. Hvorfor Pokker brød han ogsaa +sit Ord!“ +</p> + +<p> +„Fordi de sultede du,“ sagde Pelle alvorligt. „Det +hænder for en og anden her i denne forbandede +By.“ +</p> + +<p> +Per Kofod gloede paa ham og fløjtede: „Saa for +den Lede, Kone og Barn og hele Braset uden Mad +hvad? — og i Barselseng. De var jo nygifte kunde +man nok se! Av for Fanden — sikke Hvedebrødsdage +— av for en Ulykke.“ +</p> + +<p> +Han stod og gravede dybt i Bukselommen og hev +en blandet Haandfuld op: Pladetobak og Fnug og +Tændstikstumper — og rodet ind i det en sammenkrøllet +Tikroneseddel. „Ja saa min sandten!“ udbrød +han og fiskede Sedlen frem — „jeg troede Pigebørnene +havde hugget Rub og Stub fra mig i Nat! Aa +Pelle, gaa til Vejrs og stik dem den Ende ud! Jeg +kan ikke saa godt selv — for ser du, kender jeg +Fruentimmerne ret, saa holder hun ikke op det første +Døgn.“ Det var den sidste Slant af Hyren, men +hvad — skidt; i Morgen stak de i Søen! +</p> + +<p> +„Hun holdt op at græde da jeg kom med Penge,“ +sagde Pelle da han kom ned. +</p> + +<p> +„Da var det sku godt. Vi Søfolk er nogle Bagbæster +ser du, vi besørger paa Postelinet og æder +vort Smør af en Tjærepøs — men derfor er vi nu +alligevel —. For nu siger jeg at jeg havde ladt som +ingenting, og taget mig noget sødt i Nat for de Penge“ +— — Per Kofod gik i Staa; han gik og tyggede +paa Skraaen som fortsatte han sin vanskelige +<a id="page-69" class="pagenum" title="69"></a> +Filosofi indvendig. — „Naa skidt, i Morgen stikker +vi i Søen!“ sagde han pludselig. +</p> + +<p> +De gik ud paa Alleenberg og satte sig i Haven, +Pelle bestilte Øl. „Et Par Bajere kan jeg nok give, +naar jeg møder en god Kammerat,“ sagde han. „Men +ellers sparer jeg som et Bæst. Jeg maa se at faa +min gamle Far herover; han gaar paa Naade og +Barmhjærtighed derhjemme.“ +</p> + +<p> +„Saa din Far lever endnu? Jeg husker ham godt, +han gik og var Kærest med Madam Olsen en Tid. +Men saa kom Baadsmand Olsen uventet hjem — de +troede han var blevet derude.“ +</p> + +<p> +Pelle lo. Der var løbet meget Vand til Havet siden +den Tid, han blev ikke flov over Far Lasses +Smaabedrift mere. +</p> + +<p> +Rundt om fra Havens Boder straalede der Lys. +De unge Par drev rundt og lod sig spaa, forsøgte +sig ved Lykkehjulet eller fik deres Billede taget af +Silhuetklipperen. Henne ved Karussellen hvirvlede +Hvin og Musik og Skørter mellem hinanden. Nu og +da hævede en mægtig Udraaber sig op over det +hele med sine Vidunderrædsler, og inde fra Sangerindepavillonen +hørtes Stjærnernes sprukne Anstrængelser. +Smaa splejsede Levemænd kom halsende, +trængte sig gennem Folkemængden og forsvandt ind +i Pavillonen med et fortroligt Nik til Manden i Billethullet. +</p> + +<p> +„Her er egenlig rigtig rart,“ sagde Per Kofod +og skuttede sig. „I har det knusende godt paa Landjorden.“ +</p> + +<p> +I den brede Gang under Træerne trak Soldater +og Lærlinge, unge Arbejdere og en og anden Student +frem og tilbage, frem og tilbage og skottede til Tjenestepigerne, +der havde stillet sig op til begge Sider +og stod i Smaaklynger med hinanden under Armen. +Øjnene gik mange Bud frem og tilbage, før man +stansede og forsøgte sig med Ord. Kanske vendte +Pigen sig bort; saa var dén ikke længer, og Ynglingen +begyndte sit Træk forfra. Kanske fløj hun ogsaa +med — ind i et af de lukkede Lysthuse til Kaffe, +<a id="page-70" class="pagenum" title="70"></a> +eller over i Karussellen. Der var flere hjemme fra +ogsaa; hvergang Pelle hørte den bornholmske Piges +sikre Stemme, rørte hans Hjærte paa sig som en +Fugl der vil lette. +</p> + +<p> +Han kom pludselig i Tanke om sin Sorg. „Jeg +kunde godt være med til at blæse det hele et Stykke +for en Aften,“ sagde han. „Se de to, du!“ Der stød +to Piger Arm i Arm mod et Træ tæt ved deres +Bord; de vuggede sig mod hinanden og havde jævnlig +Øjnene henne. +</p> + +<p> +„Det er ikke noget for mig — det passer kun for +dem paa Landjorden,“ svarede Per Kofod. „For +ser du de er ligesom smaa Lam, man skal kilde dem +i Øret. Og saa kommer det op igen om Nætterne +naar man gaar ene paa Hundevagten: Den dér løj +du sødt for, og lovede at komme igen naar hun vilde +løse sit Liv for dig — kanske sidder hun nu og +græder og skal have et Barn. Det er ikke godt det. +En Sømand skal holde sig til de uartige Piger.“ +</p> + +<p> +„Kvindfolk kan ogsaa være svigagtige,“ sagde +Pelle. +</p> + +<p> +„Naa det kan de? Jeg troede ellers ikke man gav +sig af med at sparke til uskyldige Væsner, men du +kvæler maaske ogsaa Smaabørn? — Nej de kommer +og æder af ens Haand for et godt Ord gør de +— og saa har vi Skandalen. — Kan du huske Tudeper?“ +</p> + +<p> +„Ja naar du selv siger det, kan jeg nok.“ +</p> + +<p> +„Naa, hans Far var netop Sømand og før frem +paa den Maade. Og hun var akkurat saadan en Pige, +der ikke kunde sige nej, men bare tro paa hvad +Mandfolket stak hende ud. Han skulde nok komme +igen — bevares: „Naar du hører Loftslemmen knirke, +saa har du mig!“ sa’e han. Men Loftslemmen knirkede +nogle Gange, og han kom ikke — saa hængte +hun sig i Rebet til Lemmen. Tudeper han kom paa +Sognet, og du ved jo hvordan alle hundsede ham, +selv Tøserne tog sig Ret til at spytte paa ham. Han +kunde ikke andet end tude, hans Mor havde grædt +saa meget, mens hun gik med ham, forstaar du. +<a id="page-71" class="pagenum" title="71"></a> +Ja og saa hænge sig — han prøvede paa det to +Gange. Det var Arvepart det! Hans Lod blev blot +endnu værre, enhver gjorde sig en Ære af at handle +ilde med ham og spørge til Strimerne om hans Hals. +Ja du ikke, du var den eneste som holdt Haanden +over ham! Derfor har jeg tidt tænkt paa dig. Ham +er der blevet noget af! sagde jeg til mig selv, Gud +ved hvor han er havnet?“ Han saá paa Pelle med +et Par troskyldige Øjne. +</p> + +<p> +„Nej det var nok Far Lasse det,“ sagde Pelle med +helt barnligt Tonefald. „Han sagde at jeg fik være +god ved dig, for du var i Vorherres Vold.“ +</p> + +<p> +„Sagde han i Vorherres Vold?“ gentog Per Kofod +grundende „— det var sku et underligt Udtryk. +Saadan mærkedes det nu forresten ikke. Der var +ikke det paa Jorden, som hjalp til at bære mig oppe +dengang. Det er ikke til at forstaa, at jeg nu sidder +her og snakker med dig — at de ikke fik pint Livet +af mig mener jeg.“ +</p> + +<p> +„Nej du har forandret dig meget. Hvordan er det +gaaet til, at du er saa kæk nu?“ +</p> + +<p> +„Aa saadan som jeg er nu — det er vel min Natur; +den er bare vaagnet tænker jeg. Men jeg begriber +ikke, hvordan det var med mig dengang. Jeg +vidste godt, at jeg kunde slaa jer ned om jeg vilde, +men jeg turde ikke slaa for Jammer; jeg saá saa +meget, som I andre ikke kunde se. Fanden, det er +ikke til at greje ud! — det har vel været min Mors +elendige Hjærtekvide der sad mig i Kødet vel. Rædslen +kunde komme over mig — rent meningsløst, +saa jeg maatte brøle; og saa pryglede Bønderne mig. +Hvergang jeg prøvede at slippe bort fra det ved at +hænge mig, pryglede de mig ogsaa. Det var besluttet +i Sogneraadet, at jeg skulde have Prygl. — Og +derfor siger jeg tak for mig du! En Sømand han +skal holde sig til de Kvindfolk der faar Betaling for +at tage sig af ham — naar han da ikke kan gifte +sig. Der har du min Mening!“ +</p> + +<p> +„Du har døjet meget ondt,“ sagde Pelle og tog +<a id="page-72" class="pagenum" title="72"></a> +hans Haand „— det er jo en hel Forvandling +med dig.“ +</p> + +<p> +„Forvandling — ja det maa du nok sige! det ene +Øjeblik Tudeper og det næste den stærkeste Mand +om Bord — der har du det hele! For ser du, det +var jo det samme til Søs naturligvis, selv Skibsdrengen +følte sig forpligtet til at sparke mig over Benene, +naar han gik forbi. Og enhver der fik Skældud +eller Klø, lod det straks gaa videre til mig. Saa var +jeg altsaa kommet over i en amerikansk Bark, og +der var en Neger om Bord som de alle hundsede; +han krøb for dem, men du kan bande paa han hadede +dem ud af det hvide i sine Djævleøjne. Men +mig der behandlede ham menneskeligt, sjoflede han +sku — og brød sig ikke Spor om at jeg var hvid. +Og ikke engang ham nænnede jeg at lange ud efter +— jeg havde jo denne bløde Klump inde over Mellemgulvet. +Men saa en Gang altsaa blev det alligevel +for meget — eller det dødfødte i mig var kanske +brugt op. Jeg kom til at skele lidt til ham med den +ene Arm, saa han skvat om, og det var i Grunden +en løjerlig Oplevelse. Det var ligesom jeg vil sige i +Æventyret, at Skruptudsen pludselig bli’r til et Menneske. +Jeg tog saa med det samme og tærskede ham +halv fordærvet; og da jeg nu var i Gang, var det +vel bedst at gøre rent Bord. For ser du, jeg gik +forud med det samme og tærskede dem allesammen +igennem fra en Ende af. Det var sku forresten et +storartet Øjeblik, sikken en Masse Ondt der sad og +skulde ud af Kroppen paa én.“ +</p> + +<p> +Pelle lo: „Det var godt jeg kendte dig før da, +ellers havde du vel hakket mig til Plukfisk.“ +</p> + +<p> +„Naa—e Kammerat, det var jo bare lidt Grin; +man bli’r i godt Humør af at komme paa Landjorden +igen, forstaar du nok. Nej men ude omkring saa +hedder det: Prygler du ikke de andre, saa prygler +de dig! All right, siger jeg, men Fruentimmerne skal +man sku være god ved! Jeg har sagt det til den +Gamle om Bord ogsaa, han er en Stadskarl, men en +Svinhund til at behandle Kvinderne. Der er ikke en +<a id="page-73" class="pagenum" title="73"></a> +Havn, hvor han ikke har en Kærest. I Syden og +paa Amerikakysten er det ofte Galmandsværk, saa +maa jeg med og passe paa, at han ikke faar en Dolk +mellem Ribbenene. Per! siger han, i Aften skejer +vi to ud. All right Kaptajn! siger jeg saa — men +det er Synd mod alle de Kvinder. Hold Kæft +Per! siger han — de er jo gift de fleste. — Han er +forresten hjemme fra — fra et lille Hus oppe i Lyngen.“ +</p> + +<p> +„Hvad hedder han da?“ spurgte Pelle interesseret. +</p> + +<p> +„Albert Karlsen.“ +</p> + +<p> +„Ej ej, saa er det jo Farbror Kalles den ældste +— og min Fætter paa en Maade. Det vil sige, Kalle +er ikke selv Far til ham; det var én Konen havde +i Forvejen — med Stengaardsbonden.“ +</p> + +<p> +„Saa han er en Kongstrupper?“ udbrød Per +Kofod og lo højt. „Ja det kan nok passe!“ +</p> + +<p> +Pelle betalte, og de rejste sig for at gaa. De to +Piger stod endnu ved Træet. Per Kofod gik hen +mod den ene, foroverbøjet som var hun en Fugl der +kunde smutte bort, pludselig greb han om hende. +Hun trak sig langsomt ud af hans Tag og smilede +mod hans store lyse Skikkelse. Han tog om hende +igen, og denne Gang stod hun stille, med Flugten +endnu i Hovedet som hun leende vendte halvt bort. +Han saá dybt paa hende, saa slap han hende fra sig +og gik efter Pelle. +</p> + +<p> +„Hvad kan det nytte du, naar jeg kan høre hendes +Klagen allerede nu — saa er én dog vel varskoet!“ +sagde han med desperat Tonefald. „Men +hvorfor Fanden skal netop den gaa og have Medlidenhed, +der selv har været ude for det værste? — +og de andre har det ikke. Saá du hvor milde hendes +Øjne var? Havde jeg Penge, giftede jeg mig +straks med hende.“ +</p> + +<p> +„Kanske vilde hun ikke,“ svarede Pelle. „Pigebørnene +her er ikke gode at forstaa sig paa.“ +</p> + +<p> +Ude i Alleen gik nogle Mandfolk og raabte; de +<a id="page-74" class="pagenum" title="74"></a> +ledte efter deres Piger, som var rendt fra dem. En +af dem kom hen — han havde Studenterhue paa. +</p> + +<p> +„De Herrer har vel ikke set noget til vore Damer?“ +sagde han. „Nu har vi siddet og trakteret +paa dem hele Aftenen. Saa siger de, at de bare skal +et vist Sted hen — og væk er de.“ +</p> + +<p> +De gik ned mod Havnen. „Naar du nu kunde +gaaet med om Bord og hilst paa den Gamle,“ sagde +Per Kofod. „Men han er vist i Land i Aften. Jeg +saa ham gaa fra Borde henad Fyraften — rigget ud +til Fruentimmerjagt.“ +</p> + +<p> +„Jeg kender ham jo heller ikke,“ sagde Pelle — +„han var allerede ude at sejle, da jeg var lille Dreng. +Og nu vil jeg forresten hjem og sove — jeg begynder +tidlig om Morgenen.“ +</p> + +<p> +De stod paa Kajen og tog Afsked; Per Kofod +lovede at kigge op til Pelle naar han igen kom til +Havnen. Mens de talte, raslede Døren til Agterkahytten, +Tudeper trak Pelle om bag en Kulbunke. +En kraftig, skægget Mand kom ud og førte en ung +Kvinde ved Haanden; hun gik tungt og syntes at +stritte imod. Han formelig satte hende ind paa Land, +og gik saa ind i Kahytten og lukkede efter sig. Den +unge Kvinde stod lidt, der kom en sagte Klage over +hendes Læber, hun rakte Armen bedende hen +mod Kahytten. Saa vaklede hun bedøvet bort langs +Kajen. +</p> + +<p> +„Det var den Gamle,“ hviskede Per Kofod. +„Saadan behandler han dem alle — og de vil ikke +slippe ham alligevel.“ +</p> + +<p> +Pelle kunde ikke faa et Ord frem; han stod og +krøb sammen, knuget af noget forfærdelig tungt. +Pludselig tog han sig sammen, trykkede Kammeratens +Haand og fjærnede sig mellem Kulbunkerne. +</p> + +<p> +Lidt henne vendte han og fulgte i Afstand efter +den unge Pige, der vaklede søvngængeragtigt af Sted +langs Kajen og ud over Langebro. Han var angst +for at hun skulde kaste sig i Vandet, saa underligt +gik hun. +</p> + +<p> +Paa Broen stansede hun og stod og stirrede over +<a id="page-75" class="pagenum" title="75"></a> +mod Skibet med et forstenet Udtryk. Pelle stod +stille; det frøs i ham ved Tanken om at hun skulde +faa Øje paa ham. Han vilde ikke kunne holde ud +at tale til hende nu — end sige se hende i Øjnene. +</p> + +<p> +Men saa gik hun videre. Hendes Gang var opløst, +hun lignede bagfra et af disse skibbrudne halvgamle +Fruentimmere fra <em>Arken</em>, der sjaskede langs Husrækken +i udtraadte Mandssko og altid havde en eller +anden forunderlig Forhistorie. „Herregud,“ tænkte +Pelle — „er nu hendes Drøm forbi? Herregud.“ +</p> + +<p> +Han fulgte hende paa Afstand gennem Smaagaderne. +Først da han vidste at hun maatte være oppe +i sin Lejlighed, gik han ind gennem Tøndegangen. +</p> + +<div class="chapter"> + +<h2 class="chapter" id="chapter-0-7"> +VII +</h2> + +</div> + +<p class="first"> +Paa Bunden af Pelles Sind laa der en utydelig +Forestilling om, at han var udsét til noget særligt; +det var den gamle Lykkedrøm, der ikke helt kunde +tilfredsstilles ved de gode Tilstande for alle, som han +vilde hjælpe til at skabe. Skæbnen var ikke længer +til som en tung knugende Forudbestemmelse til +Elendigheden — der kun kunde brydes af Miraklet; +man var selv Herre over Fremtiden — det var jo +den han byggede rastløst med paa! +</p> + +<p> +Men ud over det var der noget mere, noget han +og Tilværelsen havde mellem sig og som ingen anden +paa Jorden kunde overtage. Hvad det var, gjorde +han sig heller ikke nu Rede for; det var noget der +bare løftede ham ud over alle andre, hemmeligt saa +kun han selv følte det. Det var den samme dunkle +Fornemmelse af at være indviet, der altid havde baaret +ham frem; og naar det blev til et bestemtere +Spørgsmaal, svarede han sig selv med sin Barndoms +tillidsfulde Nik: Jo han skulde nok! Som var det, +der skulde vederfares ham, bestandig saa stort og +<a id="page-76" class="pagenum" title="76"></a> +forunderligt, at det ikke kunde siges, ja ikke tænkes +engang. +</p> + +<p> +Han saá sin lige Vej og vandrede stærk og frejdig +fremad paa den. Fjender gaves der ikke andre +end dem en klog Mand kunde faa Øje paa; de onde +lurende Magter, der i Barndommen havde hængt +knugende over hans Hoved, var Skyggerne af Fattigmands +Elendighed! Andet ondt var der ikke, og +det var ogsaa Uhygge nok. Han vidste nu at Skyggerne +var lange; Morten havde Ret. Fordi han selv +løb fremme i Lyset og legede, da han var Barn, kunde +hans Sind godt formørkes af alle deres Elendighed, der +var døde eller stred paa fjærne Steder; det var jo +derpaa, Solidaritetsfølelsen skulde bygge. Det overnaturlige +var simpelthen ikke til, og det var godt for +dem der skulde kæmpe ved deres fysiske Kraft. Ingen +usét Gud sad og havde sine egne Planer for og +krydsede ens Foretagender; hvad man vilde, det +kunde man ogsaa føre igennem, blot man satte nok +af Kræfter ind paa det. Kræfter, det var det alt kom +an paa! Og Kræfterne var der jo, de skulde blot +forenes til at virke sammen. +</p> + +<p> +Det undrede altid Folk, at han som var saa ivrig +og solid i det, holdt til i <em>Arken</em> og ikke ude paa +Nørrebro hos de andre, i Hjærtet af Bevægelsen. +Det undrede ham selv ogsaa, naar han traf til at +tænke over; men han kunde nu engang ikke rive +sig løs. Her paa Bunden af det hele havde han fundet +Venner i sin Nød, han var for trofast til at +vende dem Ryggen, nu det gik godt for ham. +</p> + +<p> +Han vidste de vilde føle det som Svig; Beboernes +Forgudelse af de tre forældreløse Børn var ført +over paa ham ogsaa; han var jo Hittebarnet, den +fjerde i „Familien“. Og nu var de tilmed stolte af +ham! +</p> + +<p> +Det laa ikke for <em>Arkens</em> Væsner at lægge Planer +for Tilværelsen; de lod den Dag i Morgen sørge for +sit eget, Fremtiden eksisterede slet ikke. De var +sorgløse Fugle der havde lidt Havari engang og glemt +det, mange af dem tog Føden hvor de fandt den; +<a id="page-77" class="pagenum" title="77"></a> +saa forkomne de kunde være, fik den mindste Solstraale +dem til at kvidre op og glemme det hele. +Bevægelsen og det ny pludrede de letsindigt om, +som sladrende Stære der har opsnappet Lydene i +Forbifarten. +</p> + +<p> +Men dér gik Pelle støt ud, lagde Skuldre til og +kom hjem til dem igen! Han var ikke bange, han +turde se Tilværelsen lige i Øjnene, og tage et fast +Tag i den Fremtid de gysende lukkede Øjnene for. +Hans Navn fik en egen Klang af det — Pelle var +en Prins! Skade kun, at han lod til ikke at ville +have Prinsessen! +</p> + +<p> +Stor og velvoksen var han, og han synede endnu +større for dem. De kom til ham med deres Elendighed +og læssede den paa hans stærke Skuldre. Saa +kunde han bære den for dem! Og Pelle tog imod +det, med en styrkende Fornemmelse af, at det maaske +ikke var helt hen i Vejret naar han befandt sig +her — nær Bunden af det hele! +</p> + +<hr class="tb"> + +<p class="first"> +Nu for Tiden var det Enkemadam Frandsen og +hendes Ferdinand der var i Forgrunden — et Sted +skulde Ulykken jo husere! +</p> + +<p> +Ferdinand var en kraftig attenaars Fyr, med et +stærktbygget Hoved der saa ud som var det oprindelig +indrettet paa at rumme Alverdens Viden. Han +brugte det til <a id="corr-2"></a>at slaa Skaller med; anden Anvendelse +havde han ikke for det. +</p> + +<p> +Han var langtfra ikke dum, snarere maatte man +kalde ham en begavet Fyr. Men Begavelsen var efterhaanden +blevet af en underlig Art. Fra lille Barn +havde han maattet slaas med en fordrukken Fader +for at værge Moderen, som ikke havde anden Beskyttelse. +Den altfor ulige Kamp <em>skulde</em> kæmpes, og +maatte nødvendigvis afstumpe hans Smærtefornemmelser +og Sans for Fare i det hele taget. Han vidste +hvad der ventede ham, men gik blindt paa naar +Moderen blev angrebet — som Hunden gaar løs paa +<a id="page-78" class="pagenum" title="78"></a> +de store Rovdyr; hang sig hylende i den store Mands +Blynæver og var ikke til at ryste af. Han hadede +Faderen, og vilde af den Grund være Politibetjent +naar han blev stor. Med sit afstumpede Gaa-paa +Mod egnede han sig godt til det; han blev Bølle! +</p> + +<p> +Efterhaanden som han voksede til og fik Kræfter, +blev Kampen ikke saa ulige mere. Faderen frygtede +ham og lurede paa Hævn; og en Gang Ferdinand +havde taget for voldsomt fat, meldte han ham og +fik ham straffet. Drengen fandt det var en blodig +Uretfærdighed; Mærkerne var jo en Følge af Slagsmaalet, +og dette igen af, at Moderen ikke kunde være +i Fred. +</p> + +<p> +Fra nu af hadede han Politiet og gav ved enhver +Lejlighed sit Had til Kende; Moderen var den eneste +han hang ved nu. Det var et Lyspunkt at Faderen +døde; men det kom for sent til at forandre noget. +Ferdinand havde allerede længe forsørget Moderen +paa sin egen Maade — halv uden om den bestaaende +Orden. +</p> + +<p> +Han var vokset op paa Gaden og hørte allerede +fra lille til de hemmeligt mærkede; Politiet kendte +ham godt, og ventede blot paa en Lejlighed til at +byde ham indenfor — Ferdinand kunde se paa Betjentenes +Øjne, at de regnede sikkert med hans Besøg +og holdt en opredt Seng til ham derinde i Hotellet +paa Nytorv. +</p> + +<p> +Men Ferdinand lod sig ikke saadan nappe; havde +han noget tvivlsomt for, saa forstod han i al Fald +at klare sig godt fra det. Han var en ualmindelig +smidig og kraftig Fyr, der heller ikke var bange for +at tage fat; tilfældigt Sjov havde han en Del af og +skilte sig altid godt fra det. Men hvergang han blev +puttet ind i noget med Fremtid i, et ordnet Arbejde +der skulde læres og tilegnes taalmodigt, gik det altid +i Stykker for ham. +</p> + +<p> +„Tal du til ham, Pelle,“ sagde Moderen, „du er +saa støt i det, og dig har han Respekt for.“ Pelle +talte ogsaa med ham og hjalp ham med at finde en +Gærning, der laa for ham; og Ferdinand tog fat +<a id="page-79" class="pagenum" title="79"></a> +med god Vilje. Men naar han naaede et vist Punkt, +kunde han ikke mere. +</p> + +<p> +Moderen manglede aldrig det nødvendige, han skaffede +det bare til Veje i sidste Øjeblik. Ellers stod han +og hang nede i en eller anden Portaabning ved Torvet, +med Hænderne i Lommen og den bløde Skulder lænet +til Muren. Han var altid i Kapsko og Muffediser; +med visse Mellemrum spyttede han ud over Fortovet, +hans vandblaa Øjne fulgte Forbigængerne med +et uudgrundeligt Udtryk. Betjenten der patruljerede +udfordrende forbi hans Stade, frem og tilbage, skelede +hadsk hver Gang han passerede, som om han +vilde sige: „Kan vi ikke snart faa Ram paa den +Laban — hvorfor laver han ikke en Frikadelle?“ +</p> + +<p> +Det kom ganske af sig selv en Dag, og ikke paa +Grund af nogen Kejtethed fra hans Side — i <em>Arken</em> +lagde man særlig Vægt paa det — men for hans +go’e Hjærtelags Skyld. Havde Ferdinand ikke været +den han var, saa havde den aldrig revnet for ham; +for han var en begavet Dreng. +</p> + +<p> +Han var inde hos Urtekræmmeren paa Hjørnet +af Torvet og skulde købe sig for en Femøre Skraa; +en otteaars Dreng inde fra <em>Arken</em> stod ved Disken +og tiggede om lidt Mel paa Kredit til sin Mor. Urtekræmmeren +gik og lavede et farligt Postyr: „Skrives +— javist! man har jo nedsat sig her paa Hjørnet +for at føde alle Kvarterets Fattige hva’? Pengene i +Morgen hæ! det er svært som man altid har Penge +i Morgen i dette elendige Fattigkvarter. Men i Morgen +kommer bare aldrig!“ +</p> + +<p> +„Hr. Petersen kan være ganske sikker,“ sagde +Drengen lavmælt. +</p> + +<p> +Urtekræmmeren blev ved med at snærre, men gik +dog i Gang med at veje Melet af. Der var stablet +Gaardkoste og andre Varer op foran Vægten, men +Ferdinand kunde se, hvordan Urtekræmmeren hjalp +paa Balancen med Fingrene. „Han snyder paa Vægten, +fordi det er til de Fattige,“ tænkte han, og følte +et ondt Stik i Hovedet hvor Tanken opstod. +</p> + +<p> +Drengen stod og puslede med noget i sin lukkede +<a id="page-80" class="pagenum" title="80"></a> +Haand, pludselig faldt en Mønt paa Gulvet og trillede +rundt dernede. Urtekræmmeren kastede et lynsnart +Blik mod Pengeskuffen, idet han sprang over +Disken og huggede Drengen i Nakken. „Ej ej,“ sagde +han skarpt, „sikken en lille behændig Gavtyv!“ +</p> + +<p> +„Jeg har ikke stjaalet!“ skreg Drengen og søgte +at vride sig løs og komme hen til Kronen. „Det er +Mors Penge!“ +</p> + +<p> +„Lad Drengen være,“ sagde Ferdinand truende. +„Han har ingenting gort.“ +</p> + +<p> +Urtekræmmeren tumlede med Drengen, der rev og +sled for at faa fat i Pengestykket. „Har han ingenting +gjort?“ stønnede han pustende — „hvorfor raaber +han saa stjaalet uden at der er sagt et Ord? +Og hvor kommer Pengene fra? han skulde jo have +Kredit fordi de ingen havde! Nej tak, den er for +tyk.“ +</p> + +<p> +„Det er Mors Penge!“ skreg Drengen og sled forbitret +i Urtekræmmerens Hænder. „Mor er syg — +det er til Mikstur!“ Saa stak han i at brøle. +</p> + +<p> +„Det er rigtig nok at hans Mor er syg,“ sagde +Ferdinand knurrende. — „Og Apotekeren giver vist +ikke Kredit. Nu skulde De ta’e og lade ham være, +Petersen.“ Han traadte et Skridt frem. +</p> + +<p> +„Tak den er forresten godt fundet paa,“ lo Urtekræmmeren +haanligt og rev Butiksdøren op. „Hej +Betjent, her!“ +</p> + +<p> +Betjenten der havde Vagt ved Hjørnet af Børnehuset +kom hurtig over. +</p> + +<p> +„Her er en Knægt der gør Kunster med andre +Folkses Kroner,“ sagde Urtekræmmeren oprømt „— tag +Dem lidt af ham, Iversen.“ +</p> + +<p> +Drengen sparkede endnu, Betjenten maatte holde +ham ud fra sig i stiv Arm. Det var en lille pjaltet, +forsulten Fyr, et eneste Blik sagde Betjenten, at det +var en af Slagsen han havde faaet Fingre i. Saa +slæbte han af med ham, der var ingen Grund til at +gøre mange Ophævelser. +</p> + +<p> +Ferdinand gik efter dem og lagde Haanden paa +Betjentens Arm. „Hr. Betjent, Drengen har ingenting +<a id="page-81" class="pagenum" title="81"></a> +gort,“ sagde han — „jeg stod selv og saá paa at han +ingenting gore! Og jeg kender hans Mor.“ +</p> + +<p> +Betjenten stansede og maalte ham truende. Saa +slæbte han videre med Drengen, der stadig krængede +for at komme løs og brølede: „Min Mor er syg, +jeg skal hjem til hende med Miksturen!“ Ferdinand +holdt Trit med dem i sine tynde Kapsko. +</p> + +<p> +„Skal han slæves paa Raadhuset, saa gaar jeg i +hvert Fald med og vidner!“ blev han ved — „for +han har ingenting gort. Og hans syge Mor ligger og +venter paa Mixturen.“ +</p> + +<p> +Betjenten vendte sig irriteret: „Jo det var forresten +et kønt Vidne — den ene Ravn hakker nok +ikke Øjnene ud paa den anden! Se du til dine egne +Affærer — og skrub af!“ +</p> + +<p> +Ferdinand stansede. „Hvem siger du <em>du</em> til, din +Sjover?“ mumlede han og skulede ondt efter Betjenten. +Pludselig tog han Tilløb og gav Betjenten +en Skalle i Nakken, saa han styrtede med Ansigtet +mod Stenbroen og Hjælmen trillede langt hen ad +Gaden. Ferdinand og den lille Knægt sprang til hver +sin Side og undløb. +</p> + +<p> +Og nu holdt man Jagt paa ham paa tredje Uge. +Hjem turde han ikke komme, der blev passet paa +<em>Arken</em> Nat og Dag for at fange ham — han holdt +jo af sin Mor! Gud ved hvor han færdedes nu i +det kolde, sludfulde Efteraar? Madam Frandsen gik +saa ene og forladt derovre paa sin Kvist, det var +en trist Tilværelse. Hver Formiddag kom hun over +og bad Pelle se efter i <em>Arbejderen</em>, om man havde +taget ham. I Byen var han, Madam Frandsen og +Pelle vidste det! Politiet regnede ogsaa med at han var +her, og mente at en Række natlige Indbrudstyverier +kunde henføres til ham. Han holdt vel til i Skur og +Villahavernes tomme Hundehuse! +</p> + +<p> +Beboerne fulgte bekymret hans Skæbne. Han var +vokset op for deres Øjne, han havde aldrig forgrebet +sig paa noget her men altid respekteret <em>Arken</em> +og dens Opland — hvad der saa muligvis kunde +siges ham paa; og han holdt af sin Mor! Han havde +<a id="page-82" class="pagenum" title="82"></a> +ogsaa været i sin gode Ret til at forsvare Drengen, +der var en skikkelig lille Fyr. Moderen <em>var</em> meget +syg; de boede inde paa Bunden af en af de lange +Gange, og Knægten var hendes eneste Støtte! Men +det var halsløs Gærning at forgribe sig paa Politiet, +den største Forbrydelse af alle paa denne Jord; man +maatte snart sagt hellere myrde sine egne Forældre +— hvad Straffen angik. Fik man fat i ham, blev det +nok Tugthuset, for Betjenten havde slaaet sit kønne +Ansigt i Smadder mod Stenbroen. Meddelelsen til +Bladene lød paa, at enhver anden end en Betjent +vilde have faaet en Hjærnerystelse. +</p> + +<p> +— — — +</p> + +<p> +Gamle Madam Frandsen tog gærne Loftsvejen, +naar hun gik over til Pelle for at snakke om Sønnen, +„Man maa være forsigtig,“ sagde hun. Undertiden +kneb hun Munden fast sammen og trippede uroligt; +saa vidste han, at der var noget særligt paa Færde. +</p> + +<p> +„Skal jeg fortælle dig noget?“ spurgte hun og saa +beladen paa ham. +</p> + +<p> +„Nej lad hellere være,“ sagde Pelle. „Hvad man +ikke ved, kan man ikke komme til at vidne om.“ +</p> + +<p> +„Du skulde lade mig snakke, Pelle — ellers løber +jeg kanske og vrøvler over mig til fremmede. Her +gaar jeg gamle Snakkehoved og har ikke en eneste +at betro mig til. Og snakke højt med mig selv tør +jeg heller ikke, for saa har Pipmanden det hele +gennem Bræddevæggen. Det er næsten ikke til at +holde ud, og jeg ryster for at min tandløse Kællingemund +skal gøre Fortræd for ham.“ +</p> + +<p> +„Saa sig det da,“ sagde Pelle smilende. „Men De +maa tale sagte.“ +</p> + +<p> +„Han har været her igen,“ hviskede hun straalende. +„I Morges da jeg kom op, laa der Penge til +mig i Køkkenet. Ved du hvor han havde puttet +dem? i Vasken du — han er en fornuftig Dreng. +Han maa søge herhen over Tagene — anden Maade +kan jeg ikke tænke mig, saadan som de passer paa. +Men vil du saa ikke give mig Ret i, at han er en +god Dreng?“ +</p> + +<p> +<a id="page-83" class="pagenum" title="83"></a> +„Bare De nu kan holde tæt med det,“ sagde +Pelle bekymret; hun var jo saa stolt over sin Søn. +</p> + +<p> +„Mm,“ sagde hun og klaskede sig paa den indfaldne +Mund — „det er der ingen Fare for. Og ved +du hvad jeg har fundet paa, for at Snushanerne +ikke skal undres paa hvad jeg lever af? Jeg syr +Kludesko du.“ Saa kom den lille Marie med Spand +og Gulvklud, og den gamle sjokkede af. +</p> + +<p> +Der var en død Overgang paa Mester Becks Værksted, +saa Pelle arbejdede mest hjemme i denne Tid. +Han raadede nu selv over sin Tid, og kunde benytte +Dagen naar Folk var hjemme, til at opsøge +sine Fagfæller og faa dem ind i Organisationen. Det +kostede ofte lange Overtalelser; og for hver Mand +han fik til at melde sig ind var han stolt. Han lærte +sig til at skønne i en Fart over de forskellige Slags +Mennesker og bøjede sin Fremgangsmaade efter deres +Karakter; de forsagte kunde man true ind, andre +maatte lokkes eller kunde tales i Kulør med de ny +Læresætninger. Det var en god Øvelse, han vænnede +sig til at være smidig i Tanken og have sit Stof +parat. Følelsen af at hans Herredømme over Midlerne +stadig voksede, lagde Sikkerhed i hans Fremtræden. +</p> + +<p> +Forsinkelsen i Arbejdet tog han igen ved at hænge +dobbelt i naar han var ved det, staa tidlig op og +blive længe ved. +</p> + +<p> +Han holdt sig borte fra Genboerne paa tredje; +men naar han hørte Hannes lette Skridt i Træværket +derovre, kiggede han i Smug. Hun gik sin lige Vej +som en Nonne — til Arbejdet og hjem igen — med +Blikket mod sine Sko; aldrig saá hun op til hans +Vinduer eller til nogen Side. Det var som hendes +Væsen havde fuldbyrdet sin lette Flagren og nu laa +hen og groede. +</p> + +<p> +Det undrede ham, med saa fremmede næsten ligegyldige +Øjne han betragtede hende, som havde hun +aldrig kommet ham ved. Og han kiggede nysgærrigt +ind i sig selv — nej der var ikke gaaet noget i +Stykker i ham! Appetitten var god nok og Hjærtet +<a id="page-84" class="pagenum" title="84"></a> +slet ikke at mærke. Det maatte have været en fager +Løgn saa, en Luftspejling af den Slags, Vandringsmændene +mødte paa deres Vej. Køn var hun jo, +men noget æventyrligt var det ham ikke muligt at +faa Øje paa; Gud ved hvorfor han havde ladet sig +hilde saadan ind? Naa, godt var det han ikke var +blevet hængende — der var ingen Fremtid hos Hanne! +</p> + +<p> +Madam Johnsen blev ved at hænge hengivent ved +ham og kom ofte over for at faa en Passiar; hun +kunde ikke glemme de gode Dage de havde haft +sammen. Det blev altid til Jammer over Hanne; den +gamle gik og følte sig forladt af hende: +</p> + +<p> +„Kan du forstaa hvad det er med hende, Pelle? +Hun gaar som i en Døs, og til alt hvad jeg siger, +svarer hun blot: Ja Mor, ja Mor! Jeg kunde gærne +græde, saa underlig tomt lyder det — som en Røst +fra Graven. Og Lykken snakker hun aldrig om +mere — eller smykker sig for at tage imod den! +Bare hun dog igen vilde tage sine Narrestreger fat +og gaa og kigge efter det fremmede, saa jeg kunde +se jeg havde mit Barn igen. Men hun gaar bare og +falder hen, og stirrer frem i sin Døs som var hun +midt ude i Tomheden. Luner har hun ingen flere, +men gaar saa ensartet med de øde Tanker som et +vandrende Lig. Kan du forstaa hvad der skader +hende?“ +</p> + +<p> +„Nej, jeg ved ingenting,“ svarede Pelle. +</p> + +<p> +„Du siger det saa underligt, som om du vidste +noget og ikke vilde frem med det — og her gaar +jeg Stakkel og ved hverken ud eller ind!“ Den skikkelige +Kone gav sig til at græde. „Hvorfor kommer +du heller aldrig over til os mere?“ +</p> + +<p> +„Aa jeg ved ikke — jeg har saa meget, Madam +Johnsen,“ svarede Pelle undvigende. +</p> + +<p> +„Bare hun ikke er forgjort, hun tager slet ingen +Del i hvad jeg fortæller hende. Du kunde ogsaa +sagtens se over til os — kanske livede det hende +lidt op. Du skulde ikke hævne dig paa os nu! Hun +holdt jo alligevel af dig paa sin Vis — og for mig +har du været som en Søn. Ser du saa ikke over til +os i Aften?“ +</p> + +<p> +<a id="page-85" class="pagenum" title="85"></a> +„Jeg faar vist ikke Tid — jeg skal se ad,“ sagde +han stille. +</p> + +<p> +Saa gik hun, underligt tungt og slæbende; hun bar +sine halvhundrede Aar slet. Pelle havde ondt af +hende, men faa sig selv til at gaa derover kunde +han ikke. +</p> + +<p> +„Du er rigtig ond,“ sagde Marie og traadte vredt +i Gulvet — „det er stygt af dig!“ +</p> + +<p> +Pelle rynkede Panden: „Det forstaar du dig ikke +paa, Marie.“ +</p> + +<p> +„Aa, tror du ikke godt jeg ved! — Men ved du, +hvad Konerne siger om dig? At du er ikke noget +Mandfolk, ellers kunde du have givet Hanne et Klip +i Vingen.“ +</p> + +<p> +Pelle stirrede forundret paa hende, han sagde ikke +noget, men saá blot paa hende og rystede paa Hovedet. +</p> + +<p> +„Hvad glor du paa?“ spurgte hun og stillede sig +udfordrende op foran ham „— tror du maaske ikke, +jeg siger hvad jeg vil for dig? Lad være og glo siger +jeg dig, ellers faar du én!“ hun var brændende rød +i Hovedet af Skamfuldhed. — „Skal jeg sige noget +der er meget værre, siden du glor paa mig med det +Fjæs, hvad? Jeg tør godt.“ Hendes Stemme var haard +og hæs, hun var helt vild af Arrigskab. +</p> + +<p> +Pelle følte godt, at det var Skammen der sled i +hende; hun maatte have Lov til at løbe Linen ud. +Han tav men tog ikke sit bebrejdende Blik væk fra +hende. Pludselig spyttede hun ham i Ansigtet og +løb ind til sig selv med en ond Latter. +</p> + +<p> +Derinde slog hun en Stund haardt med Tingene +og faldt saa til Ro, gennem Stilheden kunde han +høre hende hulke sagte. Han gik ikke derind. De +havde taget saadanne Tørn før, og han vidste, at +hun Resten af Dagen skammede sig over sig selv +og led ved at skulle se ham i Ansigtet. Den Følelse +vilde han ikke krænke. +</p> + +<p> +Han klædte sig om og gik ud. +</p> + +<div class="chapter"> + +<h2 class="chapter" id="chapter-0-8"> +<a id="page-86" class="pagenum" title="86"></a> +VIII +</h2> + +</div> + +<p class="first"> +<em>Arken</em> laa hen som en tung graa Masse nu; der +var mørkt altid, Efteraarslyset kunde ikke naa ned. +I det indre af Massen rugede bestandig bælgmørk +Nat; de der holdt til dér maatte lytte sig frem som +Muldvarpe. Mørket bar Lyde frem som ikke kunde +gøre sig gældende i Sommerlyset; der lød en ustanselig +Mudren ud, af Væsner som færdedes halvt i +Blinde. Naar Søvnen for en Stund tog det, afslørede +Nattestilheden endnu en Verden; Væggetøjet brød +sig hørligt Vej under de gamle Tapeter, Rotter og +Mus og Træorme arbejdede omkap; Mørket lugtede +helt krydret af det dryssende Ormemel. Overalt i +den gamle Kage arbejdede Opløsningen ved tusend +Smaadyrs Hjælp. Undertiden blev det til en voldsom +Lyd der vækkede Pelle, naar en eller anden Bjælke +var undergravet og faldt ned i nyt Leje. Saa vendte +han sig om paa den anden Side. +</p> + +<p> +Naar han var ude om Aftenen lagde han gærne +Vejen om ad Strøget for at faa Del i Lysglansen; +Butikkernes rige Luksus holdt noget vaagent i ham, +der lod sig drage styrkende Sammenligninger mellem +her og dér. Naar han kom fra den oplyste By ud +i sit eget Kvarter, laa Smøgerne som hæslige Afløb +for Mørket, og <em>Arken</em> ragede uhyggelig op mod +Nattehimlen som et tungt Bjærg. Skumle Kælderaabninger +førte ned i Bjærgets Rødder, og dernede +i de mørke Indvolde færdedes gustne snavsede Skabninger +med en osende Lampe. Det var alle dem der +levede af <em>Arkens</em> Elendighed, Jærnhandlere, Marskandisere, +og Aagerkarle der laante Penge ud mod +haandfaaet Pant. De gik sky og rodede mellem besynderlige +Dynger; Mørket havde slaaet sig i dem, +Pelle maatte altid tænke paa de <em>Underjordiske</em> derhjemme. +Saadan havde Klippens Fod aabnet sig for +ham i hans Barndom, og han havde gysende set +Dværgene pusle om mellem deres forbandede Skatte. +De gik her som graadige Trolde, pillede Grundlaget +bort under <em>Arkens</em> sorgløse Væsner saa de en Dag +<a id="page-87" class="pagenum" title="87"></a> +faldt ned i Kælderen — og aad dem med Hud og +Haar. Den onde Side af Æventyret var i al Fald +ingen Løgn! +</p> + +<p> +— — — +</p> + +<p> +En Dag i Mørkningen krængede Pelle Arbejdet +af sig og gik ud for at missionere, Pipmanden var +faldet ned fra Hønsestigen i en stor Donner for +nogle Dage siden, og nede i Gaarden laa Kvarterets +Unger rundt om Stedet hvor han slog sig ihjæl, og +lyste med Svovlstikker. De kunde tydelig se et +mørkt Aftryk af Form som et Menneske og var +meget optagne. +</p> + +<p> +Uden for Tøndegangen stansede han ved Marskandiserskens +Kældervindu — Pipmandens Værktøj +laa udstillet i Vinduet. Aha, hun havde faaet Klo +i det ogsaa! Hun gik dernede og rodede, skurvet og +fæl at se til, gumlede paa et uappetitligt Stykke +Mad og jog sammen ved hver Lyd oppe fra — af +Angst for sine skidne Penge. Pelle trængte til et +nyt Hælejærn og gik ned og købte Pipmandens, han +maatte slaas med hende om Prisen. +</p> + +<p> +„Naa, har De saa tænkt over mit Forslag?“ spurgte +hun da de havde handlet. +</p> + +<p> +„Hvad for et Forslag?“ Pelle lod uvidende. +</p> + +<p> +„At De skulde lade det Lappeskomageri fare og +være mig til Hjælp i Forretningen.“ +</p> + +<p> +Naa det! Nej Pelle var ikke helt færdig med at +tænke over det. +</p> + +<p> +„Da skulde én ikke synes der var meget at betænke +sig paa. Jeg har budt Dem mere end De kan +tjene ellers, og meget at bestille er her ikke, da jeg +holder en Mand til at hente og bringe Sagerne. Det +er mest for at have en mandlig Medhjælp; jeg gamle +Kvindfolk gaar saa alene her. Og De er saa paalidelig +ved jeg jo!“ +</p> + +<p> +Hun trængte til nogen der kunde forsvare alle +hendes Tusender, som hun gik og gemte omkring i +Kælderrummene. Pelle vidste det nok — hun havde +været ude efter ham før. +</p> + +<p> +„Jeg egnede mig vist ikke til at leve af andres +<a id="page-88" class="pagenum" title="88"></a> +Elendighed,“ sagde han leende. „Kanske slog jeg +Dem ihjæl og gav alle Grunkerne til de Fattige.“ +</p> + +<p> +Marskandisersken stirrede et Øjeblik forfærdet +paa ham. „Fy hvor var det stygt sagt,“ udbrød hun +gysende, „det ligner ikke Deres gode Sind at spøge +med saadan noget. Nu tør jeg ikke være her i +Kælderen, naar De er gaaet! Hvor kan De dog +spøge saa raat med Liv og Død; her gaar jeg med +Livet i Hænderne Nat og Dag og ejer dog ikke det +Gud la’r skabe — det ved den Levende jeg ikke +gør, det er bare Sludder! Og dér gaar Alverden og +glor paa mig som om de vilde sige: Jeg slog dig +gærne ihjæl for dine Skillinger, du! Ogsaa derfor +vilde jeg gærne have et paalideligt Menneske i Forretningen, +for hvad nytter det jeg ingenting ejer, naar +enhver tror det? Og her er saa mange Døgenigte i +Kvarteret, som gærne kunde falde paa hvad som +helst.“ +</p> + +<p> +„Ejer De ikke noget, saa vær De bare rolig,“ +sagde Pelle drillende. „En tom Mave plejer ikke at +give onde Drømme.“ +</p> + +<p> +„Ejer, ejer — naturligvis ejer én altid lidt! Og +Pelle,“ — hun bøjede sig fortroligt over mod ham +med et smiskende Udtryk — „nu kommer Mary +snart hjem, kanske allerede til Sommer. Hun har +tjent saa meget derovre at hun kan leve, og staar i +sin bedste Ungdom endnu — hvad siger du til det? +I det sidste Brev beder hun mig se efter en Mand +til hende — han skal bare være køn, for hun har +jo Penge nok til begge to. Saa vil hun have stor +Lejlighed inde i den fine By og egen Ekvipage — +og bare leve for sin smukke Mand; hvad siger du +til det, Pelle?“ +</p> + +<p> +„Ja det maa der jo tænkes over,“ svarede Pelle, +han var i overdaadigt Humør. +</p> + +<p> +„Tænkes over? kan der være noget at betænke +sig paa. Mangen fattig Greve tog saamænd mod det +Tilbud med Kyshaand, om man havde ham her.“ +</p> + +<p> +„Men jeg er ingen Greve — og nu maa jeg af +Sted.“ +</p> + +<p> +<a id="page-89" class="pagenum" title="89"></a> +„Vil du saa ikke se Billederne af hende da?“ +Den gamle gav sig til at rode i en Skuffe. +</p> + +<p> +Nej Pelle stak bare af. Han havde tidt nok set +disse Billeder, tilsmudsede af Kælderluften og Kællingens +ækle Hænder, der gengav Mary, snart svaj +og stribet som en Tigerkat syngende paa den fine +Varieté i St. Petersborg, snart nøgen i en Kaabe af +hvidt Pelsværk alene mellem en Flok russiske Officerer +— Fyrster sagde den gamle det var. Der var +ogsaa et Billede fra <em>Akvarium</em>, hvor hun svømmede +nøgen mellem sælsomme Planter i en stor Glasbeholder, +uden andet paa end Guldskæl og Diamantsmykker. +Der var god Krop i hende — det kunde han +nok se; men at hun kunde fordreje Hovedet paa stenrige +Fyrster og blokke dem for Tusender blot ved +at klæde sig nøgen begreb han ikke. Naa, og <em>han</em> +kunde altsaa faa hende til Kone nu — og faa alt +det for’et, som hun selv havde skrabet ind! Det var +forresten meget festligt! +</p> + +<p> +Han gik rask ind gennem Strøget. Det smaaregnede. +Lyset fra Lygter og Butikker straalede igen i +Brolægningens Væde; der var en festlig Glans over +Gaden. Han gik frem med en Fornemmelse af at +hans Sind var løftet ud af Hverdagen: Den skidne +Kælling der snyltede paa <em>Arkens</em> Elendighed, og avlede +en pragtfuld Datter som sugede sig fast paa +Rigdommen! — og saa til sidst han Pellepøjken +med Svinelykken, som en Slags „Krøllet Dreng“ oven +paa det hele! Det var da engang det saa længselsfuldt +ventede Æventyret! Han hævede Hovedet og +lo. Pelle der ellers blev besk af Forsmædelsen, +havde faaet Sans for Livets Guddommelighed. +</p> + +<p> +Turen i Aften galdt Rabarberkvarteret; Pelle +havde en Liste at gaa frem efter og afsøgte hvert +Kvartér for sig, for at undgaa unyttigt Rend. Han +tog først en Skomagersvend i Smedegade; det var +en af Meyers faste Folk, og han belavede sig paa +en haard Dyst. Manden var ikke hjemme. „Men De +kan godt melde ham ind,“ sagde Konen. „Vi har +talt om det i den senere Tid, og er kommet overens +<a id="page-90" class="pagenum" title="90"></a> +om at det er det rigtigste!“ Det var en Kone efter +Pelles Hoved; mange nægtede Manden hjemme naar +de fik hans Ærende at vide, eller smækkede Døren +i for ham; de var kede af hans Rend. +</p> + +<p> +Han var oppe forskellige Steder i Gartnergade, +Slotsgade og paa Nordvestvej, inde over Baggaarde +og op ad mørke snævre Trapper til Kvistene eller +ned i Kælderne. Overalt samme Fattigdom; det var +altid de daarligste Huller Skomagerne logerede sig +ind i. Noget Resultat gav det ikke; nogle var flyttet +eller Adressen var gal, andre vilde bestemme sig +eller sagde rent ud nej. Hos de vaklende lovede han +sig selv at komme igen — dem skulde han nok faa +bearbejdet; de andre mærkede han sig og gemte af +Vejen til bedre Tider — deres Dag skulde ogsaa +nok komme! Han blev ikke nedslaaet af at gaa forgæves +men glædede sig ved den ene. Dette her var +et Taalmodighedsarbejde, og Taalmodighed var det +eneste han altid havde haft rigeligt af. +</p> + +<p> +Han drejede om i Jægergade og steg op i en Kaserne, +helt op til Taget og bankede paa. En høj +mager Mand med tyndt Fuldskæg lukkede op, det +var Peter, hans Lærekammerat hjemme fra. De kom +straks i Snak om Læretiden og Værkstedet derhjemme +med alle de snurrige Kumpaner; Mester +Jeppe var der ikke mange gode Ord at sige om, +men Mindet om Unge Mester fyldte dem med Varme. +„Jeg har tænkt meget paa ham gennem Aarene,“ +sagde Peter, „han var ikke noget almindeligt Menneske +— derfor maatte han dø.“ +</p> + +<p> +Der var noget fortænkt over Peter, og hans Hule +gjorde Indtryk af Ensomhed; ingenting mindede om +den løse Fyr, der altid skulde ud og bisse. Men +inde i hans sammenknebne Øjne luede der noget +opsætsigt; Pelle sad og grundede paa hvad det var +ved ham. Han havde dette blegede Udtryk som +havde han skiftet Ham; men til de Hellige hørte +han efter Talen at dømme ikke. +</p> + +<p> +„Hør Peter, hvordan er det — hører du egenlig +til vore?“ spurgte han pludselig. +</p> + +<p> +<a id="page-91" class="pagenum" title="91"></a> +Der gik et skarpt Smil over Peters Ansigt: „Til +vore — det lyder lige som naar der spørges: Kender +du Jesus? — Er du blevet Missionær?“ +</p> + +<p> +„Det maa du gærne kalde det,“ svarede Pelle frejdigt +— „naar du saa vil melde dig ind i Organisationen. +Dér savner vi dig.“ +</p> + +<p> +„Jeg savnes vist ikke, — jeg tror ikke et Menneske +savnes, naar bare han forretter sit Slid. Nu +har jeg prøvet det hele, baade Kirken og Sekterne; +men der er ingen der har Brug for et Menneske. +De vil have en Tilhører mere, og en de kan tælle +med. Det er ens over det hele.“ Han sad og saa +fortænkt frem for sig, pludselig slog han med Haanden +som jagede han noget til Side. „Jeg tror ikke +paa noget mere, du Pelle! der er ikke noget som er +værd at tro paa.“ +</p> + +<p> +„Tror du da heller ikke paa de Fattiges Oprejsning? +Du har ikke prøvet at gaa til Bevægelsen?“ +spurgte Pelle. +</p> + +<p> +„Hvad skulde jeg dér? Det er jo bare mere Mad +de vil — og den Smule Føde jeg trænger til faar +jeg nok. Men kan de faa mig til at føle jeg er et +Menneske — ikke blot en Maskine der kræver lidt +mere Smørelse. Jeg vil lige saa gærne være en mager +Hund som en fed.“ +</p> + +<p> +„Det kan de vel nok,“ svarede Pelle overbevisende. +„Naar vi staar sammen, maa de respektere +den enkelte ogsaa og høre efter hans Fordringer. +Fattigmand faar sit Ord med i Laget du!“ +</p> + +<p> +Peter rørte utaalmodigt paa sig: „Hvad gavner +det mig, om jeg kan prygle Folk til at se paa mig? +— det er mig knusende ligegyldigt! Men ser de paa +mig af sig selv du? — og siger ved sig selv: Se +der gaar ogsaa et Menneske skabt i Guds Billede, +og tænker og føler sit eget lige som jeg! — Det er det +jeg vil ha’e.“ +</p> + +<p> +„Jeg begriber ærlig talt ikke, hvad det er du vil +med dit <em>Menneske</em>,“ sagde Pelle ærgerligt. „Er det +noget at rende Hovedet mod Væggen for, naar der +ligger fornuftige Ting og venter. Lad os organisere +<a id="page-92" class="pagenum" title="92"></a> +os — og se at komme ud af Slaveriet! Saa siden +kan enhver more sig som han vil.“ +</p> + +<p> +„Naa ja ja, naar det er saa let at komme ud af Slaveriet, +saa hvorfor ikke — meld du mig bare ind,“ +sagde Peter med en svag Antydning af Ironi. +</p> + +<p> +„Tak for det, Kammerat!“ udbrød Peter og rystede +glad hans Haand. „Tag saa og gør noget for Sagen.“ +</p> + +<p> +Peter saa sig forladt om. „Det er et ækelt Vejr +du er ude i,“ svarede han blot og lyste ham ud. +</p> + +<p> +Pelle gik langs Kapelvej over mod Nørrebro, +han vilde over og hilse paa Morten. Blæsten jog +Løvet langs Kirkegaarden og piskede Slagregnen i +Ansigtet paa ham; han holdt sig tæt ind under Kirkegaardsmuren +for Læ og skød Hovedet frem mod +Vejret — han var i fortræffeligt Humør. Det var to +nye til, nu battede det efterhaanden! En sær Patron +var Peter blevet; det Ord Menneske, Menneske blev +ved at hakke meningsløst inde i Pelles Øre. Naa, +han fik ham da paa Listen! +</p> + +<p> +Pludselig hørte han lette løbende Trin bag sig, en +Mandsskikkelse kom op paa Siden af ham og stak +ham en lille Pakke i Favnen uden at sagtne sin +Fart. Lidt fremme blev Skikkelsen borte; det forekom +ham at den forsvandt over Kirkegaardsmuren. +</p> + +<p> +Han stansede under en Lygte paa Nørrebrogade +og undersøgte forundret Pakken; den var forsvarlig +bundet til med Sejlgarn. „Til Mor,“ stod der paa +den med klodset Skrift. Pelle grundede ikke længer; +gennem det Ord Mor hørte han tydelig Ferdinands +rustne Stemme. „Nu bliver Madam Frandsen glad,“ +tænkte han og stak Pakken i Lommen; den sidste +Uges Tid havde hun ikke haft noget Bud fra Ferdinand, +han turde nok ikke vove sig ud paa Kristianshavn +mere. Han fattede ikke, hvordan Ferdinand +var kommet paa Sporet af ham. Mon han +skulde holde til herude i Rabarberlandet? +</p> + +<p> +Morten sad og skrev i et tykt Hæfte, han lukkede +det hastigt da Pelle kom ind. +</p> + +<p> +„Hvad er det?“ udbrød Pelle og vilde aabne Hæftet +— „skriver du i Skrivebog endnu?“ +</p> + +<p> +<a id="page-93" class="pagenum" title="93"></a> +Morten lagde forvirret sin Haand paa Hæftet. +„Naa forresten,“ sagde han med ét, „du kan godt +faa det at vide — jeg har skrevet et Digt! Men du +skal lade være at sludre om det.“ +</p> + +<p> +„Læs det for mig du!“ bad Pelle. +</p> + +<p> +„Jamen du skal love mig at tie stille med det. +Ellers tror de andre bare jeg er halvtosset.“ +</p> + +<p> +Han var helt undselig og læste stammende. Det +var et Digt om de Fattige, der bar det hele i deres +oprakte Arme og resigneret saá paa, at de deroppe +gjorde sig til Gode. Det hed: Lad dem falde! — +og de Ord kom igen som Omkvæd i hvert Vers. +Og da Morten nu var i Aande, læste han ogsaa en +lille stilfærdig Historie om Fattigfolks Kamp for +Brødet. +</p> + +<p> +„Det er nu knusende storartet!“ udbrød Pelle begejstret +— „det er vældig godt du! Jeg begriber +bare ikke, hvordan du faar det sat sammen — især +Versene. Men du er nok Digter — det har jeg forresten +altid troet; for der er noget underligt ved dig. +Dine egne Meninger har du — og du holder heller +ikke af at lade dig klippe! — Men hvorfor digter +du ikke noget stort og spændende som er værd at +læse; det om os er der ikke noget interessant ved.“ +</p> + +<p> +„Det synes jeg nu netop!“ +</p> + +<p> +„Nej det begriber jeg ikke. Hvad kan en fattig +Fyr vel opleve?“ +</p> + +<p> +„Saa tror du ikke paa det store da?“ +</p> + +<p> +Jo det gjorde Pelle nok: „Men derfor bliver vi +da ikke med én Gang til Herligheder.“ +</p> + +<p> +„Du vil læse om Grever og Baroner,“ sagde +Morten. „Saadan er I alle, jer selv opfatter I alligevel +som noget Rak, naar det kommer til Stykket. +Jo I gør, men I ved bare ikke af det! Det er Slavenaturen +i jer, saadan ser de højere Samfundslag paa +jer, og saa gør I det uvilkaarlig selv ogsaa. Ja lav +bare Ansigter, for sandt er’et! I gider ikke høre noget +om eders Lige, for I tror saamænd ikke der +kan komme noget fra den Kant! Nej det skal være +fint — bare fint! Helst spyttede man jo paa Fortid +<a id="page-94" class="pagenum" title="94"></a> +og Forældre og rykkede selv op i det fine; og da +det ikke kan lade sig gøre, forlanger man det af +Bøgerne.“ Morten var gal i Hovedet. +</p> + +<p> +„Hov hov,“ sagde Pelle beroligende, „saa slemt +er det vel heller ikke.“ +</p> + +<p> +„Jo det er!“ udbrød Morten hæftigt. „Og ved du +hvorfor? Fordi I ikke har forstaaet endnu, at Mennesket +er helligt, saa det er lige meget hvor det +færdes!“ +</p> + +<p> +„Er det helligt?“ sagde Pelle leende. „Jeg er da +ikke hellig — jeg troede heller ikke du var.“ +</p> + +<p> +„Jeg vil haabe for dig at du ogsaa er det,“ sagde +Morten alvorligt. „For ellers er du ikke anderledes +end en Hest eller Maskine der gør et Stykke Arbejde.“ +Saa tav han med en Mine som var der +snakket nok om den Ting. +</p> + +<p> +Mortens lukkede Udtryk gjorde Pelle alvorlig. +Han kunde nok paa Dril lade som det var noget +Sludder, men Morten var en af dem der saá indad — +her var kanske igen noget han ikke forstod! +</p> + +<p> +„Jeg ved godt, at jeg er en Klovn sammenlignet +med dig,“ sagde han godmodigt. „Men derfor behøver +du ikke straks at blive gal i Hovedet. — Kan +du forresten huske Peter, som stod i Lære hos Jeppe +sammen med din Bror Jens og mig? Han er herovre +— jeg traf ham før. Han spekulerer ogsaa saadan +indad; men kan ikke finde Bund i det saadan +som du! Han troede paa ingen Verdens Ting, og +skidt var det med ham. Han vilde have godt af at +tale med dig.“ +</p> + +<p> +„Jeg er jo ikke Profet — det er du snarere,“ +svarede Morten ironisk. +</p> + +<p> +„Derfor kunde du maaske nok give ham et godt +Ord. — Nej jeg er ikke andet end Fagforeningsmand, +og det forslaar ikke.“ +</p> + +<p> +Paa Vejen hjem grundede Pelle ærligt paa Mortens +Ord, men maatte opgive at trænge ind bag +dem. Nej han havde ingen Trang til at omgive sin +Person med nogen Slags Hellighed eller Glorie; +han var bare en sund Krop og trængte til at virke! +</p> + +<div class="chapter"> + +<h2 class="chapter" id="chapter-0-9"> +<a id="page-95" class="pagenum" title="95"></a> +IX +</h2> + +</div> + +<p class="first"> +Pelle kom styrtende hjem fra Mester Becks Værksted, +smed Trøje og Vest og stod paa Hovedet i en +Balle Vand. Mens han skrubbede sig tør, løb han ind +til Familien. „Vil I med ud? Jeg har et Par Billetter +til en Aftenunderholdning — men saa maa I skynde +jer!“ +</p> + +<p> +De tre Børn sad sammen om Bordet og lavede +Kortkunster, Ilden knitrede i Kakkelovnen, og der +lugtede rart af Kaffe. De var trætte efter Dagens +Slid og havde ingen Lyst til at klæde sig paa og +gaa ud; man kunde se paa dem at de hyggede sig +ved at være hjemme. „Du skulde give Hanne og +hendes Mor Billetterne,“ sagde Marie — „de kommer +aldrig nogen Steder.“ +</p> + +<p> +Pelle tyggede lidt paa det mens han gjorde sig +færdig. Ja hvorfor ikke, det var i Grunden Dumhed +at gaa dér og gemme paa gamle Historier. +</p> + +<p> +Hanne vilde ikke med, hun sad med nedslagne +Øjne som en Jomfru i Bur og saá ikke paa ham. +Men Madam Johnsen var straks parat; det gamle +Skind kom i en Fart i Stadsen. +</p> + +<p> +„Det er længe siden, vi to har gaaet ved hinandens +Side, Pelle,“ sagde hun livligt da de gik indefter. +„Du har faaet saa travlt paa den senere Tid — +Du render til Møder siges der! Det var ogsaa noget +for en Ungdom — kan der naas noget ved det?“ +</p> + +<p> +„Ja noget kan der vel nok naas — bare man +lægger Kræfterne i!“ +</p> + +<p> +„Hvad er’et der skal naas da? Skal Tysken ædes +igen — ligesom i ens unge Dage? eller hvad er +det du har for?“ +</p> + +<p> +„Vi skulde gærne gøre det lidt lykkeligere at være +til,“ sagde Pelle stilfærdigt. +</p> + +<p> +„Saa det er ikke andet end Lykken du vil have +indført? — det naar du nok!“ udbrød Madam Johnsen +og lo højt. „Ja vist saa, i min fejre Ungdom +skulde Mandfolkene ogsaa til Hovedstaden og skabe +den. Jeg var kun sejsten Aar dengang jeg kom +<a id="page-96" class="pagenum" title="96"></a> +hertil i min egen Hensigt — hvor var vel Herlighederne +at finde for en køn Tøs om ikke her? Glæder +fandt én mange af, der var nok der vilde gaa +ved Siden af en net Pige i tynde Sko og forære +hende kønne Ting — og hver Dag førte sin Lykke +med sig. Men saa traf jeg en Mand, som mente det +bedste med mig og troede paa sig selv ogsaa — han +fik mig bildt ind, at nu skulde vi to lave noget varigt +sammen. Han var samme Slags fattig Fugl som +jeg med tomme Hænder, men tog godt fat. Dygtig +til sit Arbejde var han; og en lille lykkelig Tilværelse +med godt Udkomme og Hygge indendørs +mente han sagtens vi to kunde skabe os — blot vi +sled i det. Pøh Lykke! — Han skulde jo se at blive +Mester, for hvad kan en Svend vel tjene! En og +anden Gang havde vi ogsaa skrabet lidt sammen og +syntes at nu lysnede det; men saa slog Ulykken altid +ned og tog det! Den hænger altid og svæver over +Fattigmands Hjem som en stor Fugl; og kan du faa +den jaget væk, maa du eje en lang Kæp! — — Naar +vi saa kom lidt ovenpaa, var det igen det samme. +En hel Vinter laa han syg, og vi holdt Livet ved at +pantsætte alt hvad vi ejede, Stump for Stykke. Da +den sidste Ting var røget, laante vi lidt paa Sedlerne.“ +Den gamle maatte stanse og trække Vejret. +</p> + +<p> +„Som vi dog render,“ sagde hun pustende. „Man +skulde tro Verden var i Færd med at løbe fra os.“ +</p> + +<p> +„Ja saa var der ikke mere,“ fortsatte hun og sjokkede +igen videre — „og begynde forfra var han for +træt til; saa flyttede vi ind i <em>Arken</em>. Han tog sin Trøst +naar han havde lidt Skillinger; men det var daarlig +Trøst for mig, som gik med Hanne, kan du tro! Hun +kom lige som en Gave oven paa al Modgangen; men +han kunde ikke lide hende, fordi vore Nykker om +lidt Herlighed gik igen i hende. Hun havde jo faaet +det efter os, den Stakkel — og Pjalter og Snavs at +sætte det sammen af. Du skulde set hende som ganske +lille lave Finmands Verden af en Las fra Skarnkassen. +Hvad er det? spurgte Johnsen — han var +jo lidt overkørt som sædvanlig. Aa det er den pæne +<a id="page-97" class="pagenum" title="97"></a> +Stue med Tæppe paa Gulvet, og derhenne ved +Kakkelovnen er dit Værelse Far. Men du maa ikke +spytte paa Gulvet, for vi er fine Folk.“ +</p> + +<p> +Madam Johnsen gav sig til at græde: „Saa slog +han hende i Hovedet. Hold Kæft! raabte han og +svor forfærdeligt over Barnet — jeg vil ikke høre +den Satans Snak! Saadan var han; det var ikke frit +for at Livet blev lysere for os to da han endte sit +i Kloaken. Den Tid jeg kunde have moret mig, tog +han fra mig med sit Fremtidspaahit, og nu sidder +jeg saa og vender gamle Soldaterbukser der fylder +Stuen med Svineri; naar jeg vender et Par om Dagen +kan jeg tjene en Mark. Og Hanne gaar som en +Søvngænger. Lykke jo pyt! Er der nogen i <em>Arken</em> +som ikke begyndte andet Steds med Tiltro til noget +bedre? Man flytter ikke med sin gode Vilje ind i +saadan en broget Luserede, men man ender der alligevel. +Og er der nogen der har blot det daglige +Brød tilmaalt? Ja Olsens med den varme Væg, men +det kan de takke Datterens Skam for.“ +</p> + +<p> +„Des mere Grund er der til at tage fat,“ sagde +Pelle. +</p> + +<p> +„Ja du snakker du! Men den der slaas med det +uoverkommelige skal nok løbe træt. Nej lad du alt +det fare, og mor dig lidt mens du har din Ungdom! +Og bryd dig ikke om mig gamle Klynkehoved, som +gaar her og snakker trist — nu skal vi jo ud og +more os.“ Hun saa helt fornøjet ud igen. +</p> + +<p> +„Saa tag mig under Armen da, det hører sig jo til +mellem Kærestefolk!“ sagde Pelle spøgende. +</p> + +<p> +Den gamle Kone tog hans Arm og trippede +ungdommeligt. „Ja havde det været i mine unge +Dage, skulde jeg nok faaet dig væk fra de Tossestreger,“ +sagde hun oprømt. „Saa havde jeg taget og +ført dig til Dans.“ +</p> + +<p> +„Men De fik jo ikke Johnsen væk fra det,“ indvendte +Pelle. +</p> + +<p> +„Nej for dengang var én jo godtroende. Men nu +skulde ingen faa Lov at tage min Ungdom fra mig.“ +</p> + +<p> +Mødet der holdtes i en stor Sal i en af Nørrebros +<a id="page-98" class="pagenum" title="98"></a> +Sidegader, var agitatorisk underholdende, mest beregnet +paa de umyndige; der var ogsaa mødt mange +Koner og unge Piger. Der blev læst op, blandt andet +et Digt som handlede om en gammel ærlig Smed +der gik i Stykker paa en Strejke. „Det kan være +meget kønt og rørende,“ hviskede Madam Johnsen +og pudsede Næsen af Sindsbevægelse, — „men man +trænger nu til noget at le af. Elendighed ser man +hver Dag.“ +</p> + +<p> +Saa sang et lille Kor af Haandværkere nogle +Sange, og en af de ældre Førere kom frem og fortalte +om Bevægelsens Barndom. Da han var færdig +spurgte han, om ikke andre kunde have noget at +fortælle. Det kneb med at faa Aftenen fyldt ud. +</p> + +<p> +Der var ingen Stemning over Forsamlingen, Kvinderne +morede sig ikke, og Mændene sad og lyttede +efter noget der bed igennem. Pelle kendte de fleste +igen fra Diskussionsmøderne; selv de unge havde +haarde Ansigter, hvoraf der lyste en haardnakket +Spørgen. Denne jævne uskyldige Underholdning +stillede ikke den brændende Utaalmodighed, der +fyldte Sindene og fik dem til at lytte spændt ud efter +Varsler. +</p> + +<p> +Han sad og pintes under sin Fremfærd, den ihærdige +Farten og Agiteren sad ham i Blodet — sikken +en Lejlighed til at slaa et Slag for Sammenslutningen +her gik ubenyttet hen! Kvinderne her trængte netop +til et Hagl, baade Fabrikspigerne og de gifte Koner +der holdt igen paa deres Mænd. Og deroppe stod +de og spildte Tiden med Sang og Digtersludder! I +et Spring stod han deroppe. +</p> + +<p> +„Det kan være godt nok med alle de kønne Ord!“ +raabte han iltert — „men de fører bare til saa lidt, +for hvem der ikke skal leve af dem! Præsten og +Hunden tjener Føden med Munden, men vi andre +er henvist til vore Næver, om vi vil opnaa noget. +Hvad gaar vi og lister uden om Sagen for — med +Vers og Prækerads? ved vi maaske ikke hvad vi +vil endnu? De siger vi har været Trælle i tusend +Aar — saa har vi vel haft Tid til at betænke os! +<a id="page-99" class="pagenum" title="99"></a> +Hvorfor sker der saa lidt, skønt alle gaar og venter +noget og er parat? Er der kanske ingen der har +Mod til at føre an?“ +</p> + +<p> +Der rejste sig stærkt Bifald, navnlig fra de unge; +de trampede og raabte. Pelle tumlede ned, han var +ganske svedig. +</p> + +<p> +Den gamle Fører kom op paa Talerstolen og takkede +de assisterende for den fornøjelige Underholdning. +Han henvendte ogsaa en smilende Tak til Pelle, +det var glædelig at der endnu var Ild i Ungdommen, +selv om den tog fejl af Anledningen! De ældre havde +baaret Bevægelsen frem gennem trange Tider, men +havde ikke noget imod at lade Ungdommen prøve +sig. +</p> + +<p> +Pelle vilde op og svare igen, men Madam Johnsen +holdt ham fast i Frakken. „Lad vær Pelle,“ +hviskede hun angst — „du vover dig for langt ud.“ +Hun vilde ikke slippe, og han maatte sætte sig igen +for ikke at vække Opmærksomhed. Hans Kinder +blussede og han var stakaandet som efter et Løb op +ad Bakke. Det var første Gang han havde vovet sig +op paa en Talerstol, Hidsigheden havde slynget ham +derop. +</p> + +<p> +Folk blandede sig mellem hinanden. „Er det allerede +forbi?“ udbrød Madam Johnsen; han mærkede +hun var skuffet. +</p> + +<p> +„Nej nej — nu skal vi til at solde!“ sagde han +og førte den gamle hen til et Bord i Salens Baggrund. +„Hvad maa jeg byde paa?“ +</p> + +<p> +„Kaffe til mig. Men du skulde tage dig en Øl, du +er saa varm.“ +</p> + +<p> +Pelle vilde ogsaa have Kaffe. „Du er da et underligt +Mandfolk,“ sagde hun leende „— vælter dig +først op i en hel Sværm Mennesker og sidder saa +og drikker Kaffe som en anden Kone! Og sikke +mange Folk her er, det er næsten som til Fest.“ +Hun sad og saá sig om med tindrende Øjne, rød i +Kinderne som en Ungpige der er til Sold. „Tag dog +mere Skind Pelle, du har jo ingenting faaet — det +er rigtig Fløde!“ +</p> + +<p> +<a id="page-100" class="pagenum" title="100"></a> +Føreren kom hen og spurgte, om han maatte gøre +Pelles Bekendtskab. „Det er jo Dem jeg har hørt +om gennem Formanden i Deres Fagforening,“ sagde +han og gav Haanden. „Det glæder mig at hilse paa +Dem, De har gjort et propert Stykke Arbejde dér.“ +</p> + +<p> +„Aa det er ikke saa farligt,“ svarede Pelle rødmende. +„Men nu kunde det snart være rart at gaa +løs for Alvor.“ +</p> + +<p> +„Jeg kender godt Deres Utaalmodighed,“ svarede +den gamle Fører smilende, „saadan lyder det bestandig +fra de unge. Men den der vil udrette noget rigtigt, +maa kunne se frem til Vejs Ende.“ Han slog +Pelle paa Skulderen og gik. +</p> + +<p> +Pelle følte at Folk stod og talte om ham. „Gud +ved om du har gjort dig til Nar deroppe?“ tænkte +han. Der stod to unge Mænd tæt ved og saá hen +paa ham fra Siden, pludselig kom de hen. +</p> + +<p> +„Maa vi ikke have Lov at stikke Dem paa Næven,“ +sagde den ene. „Mit Navn er Otto Stolpe, og +det er min Bror Fredrik. Det var et godt Ord De +langede ud deroppe — tak for dét!“ De stod og +snakkede lidt. „Det vilde forresten more den Gamle +at sige Goddag til Dem,“ sagde Otto Stolpe. — +„De har vel ikke Lyst til at gaa med hjem?“ +</p> + +<p> +„Det kan jeg ikke saa godt i Aften; jeg har Selskab,“ +svarede Pelle. +</p> + +<p> +„Gaa du bare med!“ sagde Madam Johnsen. „Derhenne +ser jeg nogen Kristianitter som jeg kan faa +Følgeskab med.“ +</p> + +<p> +„Jamen vi skulde dog svire lidt mere — nu vi er +ude,“ sagde Pelle leende. +</p> + +<p> +„Ih Gudfader! Nej nu har jeg saamænd sviret +nok for i Aften, mit gamle Hoved er helt overkørt! +Forsvind du nu bare — det samme havde jeg ikke +sagt for tredve Aar siden. Og Tak for i Aften.“ Hun +lo overgivent til ham. +</p> + +<p> +Familien Stolpe boede i Elmegade, paa anden Sal +i en stor ny Arbejderkaserne. Opgangen var rummelig, +og der var Navneplade af Porcelæn paa Døren. +I Entréen kom en ældre velklædt Kone imod dem. +</p> + +<p> +<a id="page-101" class="pagenum" title="101"></a> +„Det er en Partifælle, Mor!“ sagde Otto. +</p> + +<p> +„Velkommen da!“ sagde hun og tog Pelles Haand. +Hun beholdt den et Øjeblik mens hun saá paa +ham. +</p> + +<p> +Inde i Dagligstuen sad Murer Stolpe og læste i +<em>Arbejderen</em>. Han var i Skjorteærmer og hvilede +de svære Arme paa Bordet. Han læste hviskende, +og lagde ikke Mærke til at der var Fremmede i +Stuen. +</p> + +<p> +„Her er en Mand som det vil glæde Far at hilse +paa,“ sagde Otto og lagde Haanden paa Faderens +Arm. +</p> + +<p> +Stolpe hævede Hovedet og saá paa Pelle. „De vil +maaske ind i Fagforeningen?“ spurgte han og rejste +sig tungt, støttende Hænderne paa Bordet. Han var +stor og graasprængt, plettet i Øjnene af Kalkstænk. +</p> + +<p> +„Du med din Fagforening,“ sagde Madam Stolpe. +„Du tror vist ikke der er andre i Fagforening end +dig.“ +</p> + +<p> +„Jo der er sku kommet en Del efterhaanden, Mutter. +Men jeg var ligegodt den første.“ +</p> + +<p> +„Ja jeg <em>er</em> nu i Fagforening,“ sagde Pelle. „Men +ikke i Deres — for jeg er Skomager.“ +</p> + +<p> +„Skomager, det er en skidt Profession for en +Svend; men saa kan man til Gengæld naa at blive +Mester — det kan en Murer ikke i vore Dage. Det +gør jo en stor Forskel; naar man skal blive ved at +være Svend, har man mere Interesse af at forbedre +Stillingen — forstaar De nok! Derfor har det +været sløjt med Sammenslutningen inden for Skomagerne +— en anden Grund er den, at de sidder og +arbejder paa Logi og ikke er til at faa fat i. Men +nu har de faaet en ny Mand, som lader til at sætte +Gang i Støvlerne alligevel.“ +</p> + +<p> +„Ja og det er ham her, Far!“ sagde Otto leende. +</p> + +<p> +„Saa for Pokker — og her staar jeg og holder +mig selv for Trekant! Saa vil jeg sku ogsaa have +Lov at sige Goddag til Dem endnu en Gang. Til +Lykke med Værket, unge Kammerat!“ han rystede +<a id="page-102" class="pagenum" title="102"></a> +Pelles Haand. — „Vi faar vel en Taar Øl, Mutter?“ +</p> + +<p> +Stolpe og Pelle var hurtig inde i en livlig Passiar. +Pelle var i sit Es, han havde ikke før været inde i +Hjærtet af Bevægelsen, der var meget at spørge om. +Og den gamle Murer fortalte løs om Organisationens +Vækst fra Aar til Aar, lige fra den første Begyndelse +hvor der kun var ét Fagforeningsmedlem i Danmark +— nemlig han selv — til nu. Han kendte alle Tallene +for de forskellige Fag, og var nøje inde i hvert +Fags Udviklingshistorie. Sønnerne sad tavse og hørte +andægtigt efter, de ventede altid med at sige noget, +til Faderen med et Nik gav til Kende at nu var han +færdig. Den yngste, Frederik som var i Murerlære, +sagde ikke engang du til Faderen. Hans bestandige +Far, Far, lød underligt i Pelles Øren. +</p> + +<p> +Mens de talte, lukkede Madam Stolpe op til en +endnu pænere Stue og bad dem komme ind og +drikke Kaffe. Dagligstuen havde allerede virket svært +saa flot paa Pelle, med de egetræsmalede Spisestuemøbler +og Hestehaarssofaen. Men her var der +røde Plydses Møbler, et ottekantet Nøddetræs Bord +med indlagt sort Rand og drejet Trefod, og en Etagère +fuld af Nipsting i Porcelæn, mest smaa uartige +Pudsigheder. Paa Væggene hang Gruppebilleder fra +Kongresser og Møder, og store Fotografier fra Arbejdspladserne: +En Bygning under Opførelse og paa +Stilladset Murerne mellem deres Kalkbaljer med et +Stykke Værktøj eller en Bajer i Haanden. Paa Væggen +over Kanapeen hang et stort Knæbillede af en +smuk mørk Mand i Slængkappe; han lignede halv +en drømmende Æventyrer, halv en Militær. +</p> + +<p> +„Det er Stormesteren,“ sagde Stolpe højtideligt og +stillede sig ved Siden af Pelle. „Det er ham det +hele er opført paa.“ Han stod og faldt i Betragtninger +foran Billedet og var længe tavs; saa aandede +han tungt ud og rykkede med Hovedet. +</p> + +<p> +„Et stolt Stykke Mandfolk var han nu ligegodt,“ +udbrød han med ét — „der stod altid en Stime fine +Fruentimmere i Hælene paa ham. Men naar han +<a id="page-103" class="pagenum" title="103"></a> +talte, holdt de sig pænt af Vejen, for saa gik der Ild +af ham forstaar De. Saa hed det: frem med Mandfolkene! +og selv de værste Søvnetryner fik Kløe inden +i Ørerne.“ +</p> + +<p> +„Han er vel død nu?“ spurgte Pelle interesseret. +</p> + +<p> +Stolpe svarede ikke. „Værsgod,“ sagde han kort +— „skal vi tage den Kaffe.“ Otto blinkede til Pelle, +her var der nok noget der ikke maatte røres +ved! +</p> + +<p> +Stolpe sad og stirrede ned i sin Kop; men pludselig +hævede han Hovedet. „Der er Ting man ikke +forstaar sig paa,“ udbrød han alvorligt — „men saa +meget er vist, at uden Stormesteren dér havde jeg +og en hel Masse andre maaske ikke siddet som gode +Familiefædre i Dag. Der var mange kvikke Hoveder +blandt os unge Kammerater — saadan som der +jo altid er; men det har sku ogsaa altid været de +begavede som gik i Hundene. For naar man ikke +har noget at bruge det til, gaar man og bliver utaalmodig; +og en Dag begynder man med at hælde +Sprut paa Hjærnen for at stoppe Kæften paa den. +Jeg gik jo selv og havde den forbandede Fornemmelse +af at der manglede mig noget — og begyndte +saa smaat at hælde paa Lampen. Men saa var’et at +jeg opdagede Bevægelsen — endnu før den var der +ku’ jeg næsten være tosset nok til at sige — det +laa saadan i Luften forstaar De nok, at der ligesom +var noget i Anmarsj. Og man støvede som en Hund +for at faa et Glimt af det. Snart hed det sig, var det +her, snart dér! men naar man kom derhen, stod der +bare nogle sultne Mænd og raabte i Munden paa +hinanden om noget, ingen Fanden vidste hvad var. +Men saa var det altsaa at Stormesteren traadte frem. +Og det var som et Lyn for os, for han kunde fortælle +os paa en Prik, hvad det var der trykkede — +skønt han ikke var af vore Folk! Siden har man +ikke behøvet at spørge efter de bedste Kræfter, for +de var at finde i Bevægelsen! Talte den ikke mange +— dem havde den i al Fald.“ +</p> + +<p> +„Nu tager den jo Fart,“ sagde Pelle. +</p> + +<p> +<a id="page-104" class="pagenum" title="104"></a> +„Ja nu — nu mudrer det over det hele! Men hvor +er det kommet fra? fra os gamle Veteraner sku! — +fra ham dér!“ +</p> + +<p> +Stolpe gav sig til at tale om ligegyldige Ting, men +af sig selv gled Talen igen over paa Bevægelsen; +Mand og Kone levede og aandede ikke i andet. Det +var brave retlinede Folk som ganske enkelt delte +Menneskene i to Slags: dem der var for, og dem +der var imod. Pelle aandede paa en egen kraftig +Maade i dette Hjem, hvor Luften ligesom var iltet +af Socialisme. +</p> + +<p> +Han lagde Mærke til et massivt Skrin der stod +ved den ene Væg paa fine snoede Ben; det var tæt +beslaaet med Metalnagler og lignede et gammelt +Laugsskrin. +</p> + +<p> +„Ja det er Fanen,“ sagde Madam Stolpe men tav +forskrækket. Murer Stolpe rynkede Panden. +</p> + +<p> +„Naa hvad, De er jo en brilliant Fyr!“ sagde han +saa. „Dem behøver man ikke gaa paa Listesko for.“ +Han tog en Nøgle frem af et hemmeligt Rum i sit +Skrivebord. „Nu er Faren jo ikke saa stor, men +man er alligevel forsigtig, det er saadan en Rest fra +dengang, da det gik haardt til og Politiet holdt Jagt paa +vort Samlingsmærke. Stormesteren kom selv til mig +en Aften med Fanedugen under Kappen. De maa +forvare den, Stolpe — sagde han — De er den paalideligste +af os alle!“ +</p> + +<p> +Han og Konen foldede den store røde Flagdug +ud: „Se det er Samlingsmærket for Internationale! +den ser noget medtaget ud, for den har været ude +for noget har den! Ved Fælledmøderne hvor Militæret +var udkommanderet mod os med skarpe Patroner, +vajede den over Talerstolen. Det var den der +holdt sammen paa os, at have den smældende over +sit Hoved var det samme som at sværge til den. +Politiet forstod det ogsaa og vilde have fat i den; +de gjorde et Sjok imod den midt under et Møde, +men det blev Løgn! Siden forfulgte de den, og den +maatte vandre fra Mand til Mand. Saadan kom den +til mig baade én og to Gange.“ +</p> + +<p> +<a id="page-105" class="pagenum" title="105"></a> +„Ja og en Aften brød Politiet ind og tog Fatter, +bedst som vi sad ved Aftensmaden; de endevendte +Lejligheden og slæbte ham i Hullet uden saa meget +som et Ord. Børnene var smaa dengang, saa De kan +forstaa det saa trist ud for mig. Jeg vidste jo aldrig, +naar de slap ham ud igen.“ +</p> + +<p> +„Ja men Fanen fik de sku ikke!“ sagde Stolpe og +lo hjærteligt. „Jeg havde allerede langet den videre +— den var aldrig ret længe ad Gangen paa ét Sted +i de Dage. Nu har den det forholdsvis roligt, Mutter +— og vi andre med!“ +</p> + +<p> +De unge stod tavse og stirrede paa denne Fane, +der havde været med i saa meget og var som selve +Bevægelsens hede røde Blod. For Pelle rullede en +hel ny Verden sig op. Det var ikke længer saa helt +vildt, det der brændte paa Bunden af ham; mens +han gik derhjemme og legede Barnets Lege eller +vogtede Kvæg, havde stærke Mænd allerede taget et +Tag og lagt Grunden til det hele. En ejendommelig +Hede straalede ud i ham og steg til Hovedet. Om +det nu havde været ham, der svang den glødende +Dug mod Undertrykkerne — ham! +</p> + +<p> +„Og nu ligger den her i Skrinet og er glemt,“ +sagde han mismodig. +</p> + +<p> +„Den hviler bare,“ sagde Stolpe. „Glemt — ja +Politiet tror vel ikke den er til mere. Men stik den +paa en Stang, og De skal se Kammeraterne flokkes +om den, gamle og unge. Der er Ild i det Stykke Tøj +— og det som aldrig slukkes!“ +</p> + +<p> +De foldede varsomt Fanen sammen og lagde den +ned. „Der skal alligevel ikke snakkes højt om den, +forstaar De nok!“ sagde Stolpe. +</p> + +<p> +Det ringede, Stolpe skyndte sig at laase for Fanen +og gemme Nøglen, mens Frederik gik ud og lukkede +op. De saá uroligt paa hinanden og stod og +lyttede. +</p> + +<p> +„Det er bare Ellen,“ sagde Frederik og kom ind +fulgt af en høj, mørkhaaret Pige med et alvorligt +Væsen. Hun havde Slør ned for Ansigtet, og foran +Munden sad hendes Aande som Perlevæv i Sløret. +</p> + +<p> +<a id="page-106" class="pagenum" title="106"></a> +„Naa er det Tøsen!“ udbrød Stolpe og lo. „Sikke +nogen Tossestreger, vi blev jo helt nervøse, akkurat +som i gamle Dage. Og du er ude paa denne Tid +af Natten, og i det Vejr?“ Han saá kærligt paa +hende, man kunde mærke paa ham at hun var +Kæledæggen. At se til var de meget forskellige. +</p> + +<p> +Hun hilste paa Pelle med et bitte lidet Kniks og +saá alvorligt paa ham. Der var noget tækkeligt stilfærdigt +over hende, som straks tog ham. Hun var +mørkt klædt, uden noget Tilløb til Pynt, men i solide +Sager. +</p> + +<p> +„Vil du ikke have Tøjet af?“ spurgte Moderen og +knappede hendes Kaabe op. „Du er jo helt vaad, +Barn.“ +</p> + +<p> +„Nej jeg skal straks gaa igen,“ svarede Ellen. „Jeg +vilde bare lige kigge hjem.“ +</p> + +<p> +„Det er ellers noget sent,“ brummede Stolpe. „Har +du først Fyraften nu?“ +</p> + +<p> +„Ja — men det er jo ikke min Fridag.“ +</p> + +<p> +„Naa det er det dog ikke? Jo det er et kønt Slaveri +— til Kl. elleve om Aftenen.“ +</p> + +<p> +„Saadan er det nu engang Far — det bliver ikke +bedre fordi du skælder mig ud,“ svarede Ellen frejdigt. +</p> + +<p> +„Nej men du kunde lade være at tjene — der er +ingen Mening i at vore Børn skal gøre Tjeneste i +Arbejdsgivernes Hjem — vil De ikke give mig Ret +i det?“ vendte han sig til Pelle. +</p> + +<p> +Ellen lo klart: „Det er jo ligemeget — Far arbejder +jo ogsaa for Arbejdsgiverne.“ +</p> + +<p> +„Ja vel, men det er noget andet. Fra Klokken det +og til Klokken det, saa og saa meget — færdig! Det +andet er Hjemmene; de fra det ene Hjem maa hen +i det andet og tage Skrubbet.“ +</p> + +<p> +„Far har jo alligevel ikke Raad til at have mig +hjemme.“ +</p> + +<p> +„Det ved jeg nok — men jeg kan nu ikke lide +det alligevel. Du kunde ogsaa sagtens finde en anden +Beskæftigelse.“ +</p> + +<p> +<a id="page-107" class="pagenum" title="107"></a> +„Jamen det <em>vil</em> jeg ikke — jeg vil have Lov at +bestemme over mig selv,“ svarede hun bestemt. +</p> + +<p> +De andre sad tavse og saá frygtsomt paa hinanden. +Aarerne i Stolpes Pande svulmede op, han var +blaa i Ansigtet og forfærdelig vred. Men Ellen sad +og saá paa ham med et lille Smil. Han rejste sig og +gik brummende ind i den anden Stue. +</p> + +<p> +Moderen rystede paa Hovedet, hun var ganske +bleg. „Barn dog, Barn!“ hviskede hun. +</p> + +<p> +Lidt efter kom Stolpe ind med nogle gamle Blade +han vilde vise Pelle. Ellen stillede sig bag hans Stol +og saá hos; hun hvilede Armen paa hans Ryg og +pillede ham tankeløst i Haaret. Moderen trak hende +i Kjolen. Det var illustrerede Blade fra den bevægede +Tid. +</p> + +<p> +Klokken slog halvtolv, og Pelle brød forskrækket +op; han havde helt glemt Tiden. +</p> + +<p> +„Tag Tøsen med,“ sagde Stolpe — „I skal jo +samme Vej. Ikke sandt Ellen, saa faar du Følgeskab? +Der er ingen Fare ved at gaa med hende — for +hun er hellig.“ Det lød som om han hævnede sig +for sit Nederlag. — „Kom snart igen, De er altid +velsét hos os!“ +</p> + +<p> +De talte ikke synderligt paa Hjemturen, Pelle var +forlegen, og havde en Fornemmelse af at hun gik +og saá ham an — vejede hvad han vel var for en +Fyr. Naar han tog sig sammen til at sige noget, svarede +hun kort og saá forskende paa ham. Alligevel +syntes han det var en interessant Tur, og vilde gærne +den havde varet meget længer. +</p> + +<p> +„Tak for godt Følgeskab,“ sagde han da de stod +ved hendes Port. „Det kunde være morsomt at +træffes igen.“ +</p> + +<p> +„Dersom det er Meningen vi skal træffes, saa sker +det jo nok,“ svarede hun lukket men lod ham beholde +sin Haand et Øjeblik. +</p> + +<p> +„Det er det! — vær vis paa det!“ udbrød Pelle +lyst. „Men du glemmer nok at betale for Hjemfølgningen.“ +Han bøjede sig hen mod hende. +</p> + +<p> +Hun stirrede forbavset paa ham — med et Par +<a id="page-108" class="pagenum" title="108"></a> +Øjne der stenede ham syntes han. Saa vendte hun +sig langsomt og gik ind. +</p> + +<div class="chapter"> + +<h2 class="chapter" id="chapter-0-10"> +X +</h2> + +</div> + +<p class="first"> +En Dag henad Fyraften gik Pelle ind til Hofskomageren +med noget nyt Arbejde. Lageristen tog det +og betalte, gav sig saa til at ekspedere andre og lod +ham staa. Pelle ventede taalmodigt, rømmede sig blot +nu og da. Dette her var saadan en Fremgangsmaade +de havde, man maatte tie og finde sig i det om man +vilde have Arbejde. „De glemmer nok mig,“ sagde +han endelig lidt utaalmodigt. +</p> + +<p> +„De kan godt gaa,“ svarede Lageristen. „De er +færdig her.“ +</p> + +<p> +„Hvad skal det sige?“ spurgte Pelle overrasket. +</p> + +<p> +„Det skal sige det De hører. For Dem er der +vinket af — hvis De kan forstaa det?“ +</p> + +<p> +Pelle forstod godt nok, men det var rart at faa +Forfølgelsen fastslaaet i Kammeraternes Paahør. „Er +der da noget at udsætte paa mit Arbejde?“ spurgte +han. +</p> + +<p> +„De giver Dem for meget af med uvedkommende +Ting, min gode Mand. Saa kan man aldrig passe det +man skal.“ +</p> + +<p> +„Jeg vilde dog gærne vide, <em>hvad</em> der er at udsætte +paa mit Arbejde,“ blev Pelle haardnakket +ved. +</p> + +<p> +„For Fanden, det har jeg jo sagt Dem Mand!“ +brølede Lageristen. +</p> + +<p> +Hofskomageren kom frem oppe i Døren til Bagværelset +og saá sig om; da han fik Øje paa Pelle, +fór han ned mod ham. „Vil De herut, og det straks!“ +skreg han opbragt. „Tror De vi giver Brødet til +Folk, der gaar og undergraver os? Herut af min +Forretning Mosjø Fagforeningslem.“ +</p> + +<p> +Pelle blev staaende og saá sin Mester ind i Øjnene; +<a id="page-109" class="pagenum" title="109"></a> +han havde mere Lyst til at lange ham en +end lade sig smide ud. „Bare rolig,“ sagde han til sig +selv — „bare rolig.“ Han smilede, men Linjerne i +Ansigtet dirrede. Hofskomageren kredsede omkring +ham i en vis Afstand og raabte uophørlig: „Herut, +herut Mosjø! — Aa Lagerist, kald paa Politiet!“ +</p> + +<p> +„Der kan I se Kammerater, hvad han dér regner +os for,“ sagde Pelle og vendte sin brede Ryg til +Meyer. „Vi er Hunde, ikke andet.“ +</p> + +<p> +De stod og saá ned i Disken og lignede Døvstumme +i deres Angst for at tage Parti. Saa gik han. +</p> + +<p> +Han tog Vejen udefter mod Nørrebro, Brystet +arbejdede voldsomt paa ham; Fortørnelsen rasede +som et Uvejr i ham og brød sig stødvis Vej gennem +hans Mund. Meyers Arbejde var han for saa vidt +ligeglad med; det var daarligt, og han havde kun +brugt det til Udfyldning. Men det var harmeligt at +skulle købe slet Arbejde med sin Overbevisning! +Dér stod de og turde ikke bekende Kulør, skønt det +skulde synes tilstrækkeligt, at man holdt saadan en +Kumpan oppe med sit Legeme! Meyer stod som en +Mur og spærrede for al virkelig Fremgang, men +Pelle skulde han ikke komme og slaa til. For saa +fik han igen! +</p> + +<p> +Han gik straks ud til Murer Stolpe for at raadføre +sig med ham; den gamle Fagforeningsformand +havde megen Erfaring. +</p> + +<p> +„Saa han er af dem der driver aabenlys Slavehandel?“ +udbrød Stolpe. „Dem har vi været ude for +før. Færdig her min gode Mand, vi kan ikke bruge +Ophidsere! og saa snart man igen havde lusket sig +til et lille Nap —: Færdig her! Jeg har selv været +som en jaget Hund — og hjemme gik Mutter og +græd. Jeg kunde se det paa hende; men naar jeg +tog Spørgsmaalet op, sa’e hun: Hold ud Stolpe, du +skal ikke give dig over! — Du glemmer Maden +Mutter! sa’e jeg saa. — Aa Maden, jeg gaar bare +ud og vasker! Det var dengang, nu har Piben allerede +en anden Lyd hos os. Nu tar Mestrene pænt +<a id="page-110" class="pagenum" title="110"></a> +Hatten af for gamle Stolpe! — — Han maa nikkes, +tag og blokér Raden!“ +</p> + +<p> +Pelle havde ikke noget imod det. „Bare det gaar,“ +sagde han. „Vor Organisation er jo svag endnu!“ +</p> + +<p> +„Prøv det allenfals — skade ham kan I altid. Han +langer ud efter dit Brød for at ramme din Samvittighed, +saa lang til hans Pengepung igen — der har +han sin siddende! Gavner det ikke andet, saa viser +det i al Fald jer selv, at I ikke er Slavesjæle.“ +</p> + +<p> +Pelle sad og snakkede lidt. Han havde saa smaat +haabet paa at træffe Ellen igen, men undsaa sig ved +at spørge om hun kom hjem. Madam Stolpe vilde +have ham til at blive og spise til Aften — de ventede +blot paa Sønnerne. Men Pelle havde ikke Tid, +han maatte ud og træffe Forholdsregler til Blokaden. +„Saa kom paa Søndag da,“ sagde hun, „saa er +det Ellens Fødselsdag.“ +</p> + +<p> +Han vandrede med stærke Skridt ind til Fagforeningens +Formand; Indbydelsen til om Søndagen +havde forjaget den sidste Rest af hans Harme, Udsigten +til en Kamp med Meyer satte ham i løftet +Stemning. Formand Petersen var han sikker paa at +faa med, hvis han blot var oven Senge; han havde +i sin Tid arbejdet hos Hofskomageren og hadede +ham som Pest. Man sagde, at Petersen havde gjort +en snild lille Opfindelse med en Patentknap til Damestøvler; +han forstod sig ikke selv paa at udnytte +Opfindelsen og henvendte sig til Meyer. Men Hofskomageren +betragtede uden videre Opfindelsen som +sin Ejendom, da den var gjort af en af hans Arbejdere; +han udtog Patenter og tjente gode Penge paa +det, saa ringe en Ting det drejede sig om. Da Petersen +forlangte Andel i Udbyttet, blev han afskediget +fra sit Arbejde. Han selv snakkede aldrig om +det, men sad nede i sin Kælder og rugede over Forurettelsen +saa han ingen Vegne kunde komme. Sin +meste Tid havde han ofret paa Fagforeningen for gennem +den at faa Hævn; men der var ingen rigtig +Fremgang i det for ham. Han blussede voldsomt op +men manglede Udholdenhed; brystsyg var han ogsaa. +</p> + +<p> +<a id="page-111" class="pagenum" title="111"></a> +Han kom til at ryste af Sindsbevægelse, da Pelle +fremsatte sin Plan. „Gud Fader om vi kunde faa +Ram paa ham,“ hviskede han hæst og knyttede de +magre Hænder, hvori Døden allerede havde lagt +mørke Skygger. „Jeg gav gærne mit elendige Liv +for at se den Skurk ruineret. Se denne her!“ +han bøjede sig hviskende frem og viste Pelle en +Fil, der sad paa et forsvarligt Skaft og var slebet +spidst til. „Naar det ikke var for Ungernes Skyld, +havde han for længe siden haft den mellem Ribbenene.“ +Det stak koldt i hans graa hvileløse Øjne +der mindede om Gale Ankers. +</p> + +<p> +„Ja ja,“ sagde Pelle og lagde sin Haand beroligende +paa hans — „det er jo ikke værd at gøre +Dumheder. Vi naar kun vort Maal ved at holde +fast sammen.“ +</p> + +<p> +„Vil du saa organisere Kampen?“ sagde Petersen. +„Jeg dur saa daarligt til det — og har heller ingen +Kræfter. Men blæse Signalet skal jeg nok — og det +saa de vaagner. Saa maa du selv sørge for at holde +dem til Ilden.“ +</p> + +<p> +Dagen blev brugt godt, allerede næste Aften var +Medlemmerne trommet sammen til Møde. Petersen +holdt sit Ord og lagde flammende for. Han lignede +et Lig endnu efter den sidste Blodstyrtning, Øjnene +brændte i de mørke Huler, han stod der som et +Blodvidne for Kampens Nødvendighed. Blokaden +blev enstemmig vedtaget! +</p> + +<p> +<a id="corr-5"></a>Saa kom Pelle frem og ordnede det nødvendige +— nu var det hans Tur. Der var ingen Penge i +Kassen, men hver Mand maatte forpligte sig til at +yde et vist Bidrag til dem der kom til at spasere. +Og enhver maatte gøre sit til at spærre Meyer Tilgang. +Dette her maatte ikke være en Donner, som +man fortrød i Morgen naar man vaagnede — det +galdt om at være klar over Vanskelighederne paa Forhaand, +og over hvad man gik ind til. Og saa — tre +Gange Hurra for et godt Udfald. +</p> + +<p> +Det medførte Løberi, men hvad! Pelle der sad +saa meget, havde ingen Skade af at komme i Luften! +<a id="page-112" class="pagenum" title="112"></a> +Han tog Natten til Hjælp for at indhente det +forsømte; Arbejde til at erstatte Hofskomagerens +med fik han hos Smaamestre paa Kristianshavn, der +sad og havde travlt nu op under Jul. +</p> + +<p> +Allerede Andendagen efter at han var smidt paa +Porten stod Meddelelsen om Blokaden i <em>Arbejderens</em> +Fagrubrik. „Tilgang frabedes!“ det var som en +Dagsbefaling udgaaet fra Pelles egen Mund. Han +klippede Notitsen ud; nu og da under Arbejdet tog +han den frem og betragtede den. Dette var ham — +skønt det ikke stod noget Sted — Pelle og saa Byens +største Mester der nappedes lidt! Nu kom det saa +an paa hvem der var stærkest. +</p> + +<p> +— — +</p> + +<p> +Hos Stolpes kom han ofte — mærkværdig nok +traf hans Besøg altid sammen med at Ellen havde +fri. Saa fulgtes de hjem og gik og talte alvorligt. +Der var ingen Storm over nogen af dem — de færdedes +som om de havde et langt Liv foran sig. Sin +Hidsighed svalede han i Kampen mod Meyer, Ellens +Væsen var han sikker paa, saa utilnærmelig hun var. +Noget i ham sagde, at hende skulde det være og +hende blev det. Hun var en af de Naturer der har +svært ved at sprænge Hylsteret og aabne for Frugten; +men han følte at noget groede for ham inde +bag hendes lukkede Væsen, og blev ikke utaalmodig. +</p> + +<p> +En Aften havde han fulgt hende til Porten som +sædvanlig, de stod og sagde Godnat. Hun gav ham +Haanden paa sin kejtede forbeholdne Maade, der i +Grunden lige saa godt kunde betyde Uvilje — og +vilde saa gaa op. +</p> + +<p> +„Mon vi skal blive ved at gaa saadan hele vort +Liv?“ sagde Pelle smilende og holdt fast om hendes +Fingre. „Du holder jo alligevel af mig.“ +</p> + +<p> +Hun stod lidt, stenhaard i Udtrykket; saa rakte +hun ham Munden og kyssede ham, mekanisk som +et Barn kysser — med tæt lukkede Læber. Hun var +allerede paa Vej ind men styrtede pludselig ud, rev +ham til sig og kyssede ham hæftigt, tøjlesløst. Der +var noget saa voldsomt, næsten fanatisk vildt over +<a id="page-113" class="pagenum" title="113"></a> +hendes Handling, at han blev helt fortumlet; han +kendte hende ikke igen. Og da han kom til sig selv, +var hun allerede paa Vej op ad Køkkentrappen. Han +stod der blændet som efter en Ildregn, og hørte +hende løbe som var hun forfulgt. +</p> + +<p> +Fra den Dag var hun en anden. Hendes Kærlighed +var som Vaaren der springer ud paa én Nat! +hun kunde ikke undvære ham en Dag til Ende; +naar hun var ude og gjorde Indkøb, kom hun løbende +op i <em>Arken</em>. Hendes Væsen havde sprængt det +træge bort, over hendes Handlinger og Bevægelser +var der Spænding; de kom som smaa Udbrud indefra. +Hun talte ikke meget; naar de mødtes, trykkede +hun sig hæftigt ind til ham som for at dulme en +Pine, og skjulte sit Ansigt; tvang han det frem, holdt +hun standhaftigt Øjnene lukkede. Saa aandede hun +dybt ud og satte sig hen, sad smilende og nynnede +til hans Tale — og saá paa ham! +</p> + +<p> +Det var som hun fordybede sig i hans indre Væsen; +og Pelle der trængte til at finde og føle sit +eget, vandt tryg Glæde ved hendes Selskab. Han +havde i alt hvad der rejste sig om ham famlet efter +sin indre Person for naturlig Støtte, lyttet angst til +hvad der steg op derinde fra, og uden at vide det +tvivlet og spurgt. Og nu bekræftede hun noget, saa +trygt hun hang sig ved hans Arm og tav og blot +stirrede — til hendes Stirren vibrerede som et stolt +Raab inde i ham selv og han følte sig uendelig rig. +Hun talte jo med noget inde i ham, naar hun stirrede +saa tankefuld! Men hvad hun sagde, fik han +ikke at vide — og hvad Svar hun fik. Naar han rev +hende ud af hendes fortryllede Stirren med Spørgsmaal, +sukkede hun blot som en vaagnende og kyssede +ham. +</p> + +<p> +Ellen var trofast og uegennyttig, og meget afholdt +i sin Plads. Nogen egenlig Fremfærd syntes der +ikke at være i hende; hun længtes efter at blive +hans — det var det hele! Men Fremtiden fødtes paa +Pelles egne Læber af hendes drømmende Stirren, +som var det hende der indgav ham de lyse Ord. +<a id="page-114" class="pagenum" title="114"></a> +Og saa lyttede hun med et fjærnt Smil — som til +noget dejligt; selv lod hun ikke til at skænke den +en Tanke. Der var en indre Hengivelse over hende, +der virkede som Undervarme paa Pelle, saa han +stak Hovedet langt frem i Lyset. Det var denne +faste Fromhed i hendes Væsen, der fik Familien til +drillende at kalde hende hellig. +</p> + +<p> +Han befandt sig inderlig vel ved at blive optaget +i hendes Hjem, hvor der bag det robuste Københavnerhumør +skjulte sig helt patriarkalske Tilstande. +Alting hvilede paa Orden og Ærbødighed for Forældre, +især for Faderen, der havde det afgørende +Ord i alle Spørgsmaal og sin egen Plads, hvor ingen +anden satte sig. Naar han kom hjem fra Arbejdet, +kappedes de voksne Sønner endnu om at bringe +ham hans Tøfler, og Hustruen havde altid en ekstra +Bid til ham. Den yngste Søn Frederik der snart +havde udlært, gik og glædede sig som et Barn til +den Dag, han blev Svend og skulde drikke Dus med +den Gamle. +</p> + +<p> +De beboede en rummelig ny Treværelsers Lejlighed +med Pigekammer; for Pelle der var vant til at +se sine Fæller herovre holde til i et Værelse med +Køkken, var det ikke saa lidt af en Oplevelse. Sønnerne +havde Kost og Bolig hjemme, de sov i Pigekamret. +Hjemmet var bygget op og holdtes sammen +ved fælles Kræfter. Naar Medlemmerne ubetinget +bøjede sig for Husfaderen, var det ikke af Underkuethed +— de gjorde blot som alle andre. Stolpe +var sit Fags Førstemand, en anset Arbejder og Bevægelsens +Veteran. Hans Ord blev af sig selv +staaende. +</p> + +<p> +Ellen var den eneste, der ikke respekterede hans +Overhøjhed men frejdigt gav sig til at trætte ham +af, ofte uden anden Hensigt end den at sige ham +imod. Hun var Pigebarnet i Familien og Skrabkagen +— det benyttede hun sig af. Undertiden saá det ud, +som Stolpe var bragt til det yderste og vilde knuse +hende i sin Fortørnelse; men han underkastede sig +altid. +</p> + +<p> +<a id="page-115" class="pagenum" title="115"></a> +Pelle var han svært glad for, og beundrede i Smug +Datteren endnu mere. „Kan du saa se, der er noget +ved Tøsen, Mutter! hun forstaar at vælge sig Mandfolk,“ +kunde han begejstret udbryde. +</p> + +<p> +„Ja jeg skal ikke have noget imod ham,“ svarede +Madam Stolpe. „Lidt bondsk er han jo endnu, men +det render han vel nok af sig.“ +</p> + +<p> +„Bondsk — han? Nej du kan tro, han ved hvad +han vil. Dér har hun sku fundet sin Overmand!“ +sagde Stolpe triumferende. +</p> + +<p> +I de to Brødre fandt Pelle et Par trofaste Kammerater, +der ikke var fri for at se op til ham. +</p> + +<div class="chapter"> + +<h2 class="chapter" id="chapter-0-11"> +XI +</h2> + +</div> + +<p class="first"> +Med Blokaden gik det saa som saa. Hofskomager +Meyer svarede med at sammenkalde Mestrene til +Møde for at danne en Mesterforening, som skulde +nægte at beskæftige Fagforeningens Folk. Saa var +den slaaet ihjæl med det samme. +</p> + +<p> +Saa vidt gik det ikke, de mindre Mestre var bange +for, at Svendene saa vilde nedsætte sig og paaføre +dem Konkurrence. Instinktmæssig frygtede de ogsaa +de store Mestre mere end Svendene, og var bange +for at gaa i Forening med dem. Bevægelsen inden +for Industrien gik i Retning af at samle alt paa faa +Hænder og slaa de smaa Forretninger ihjæl. Smaamestrene +havde et Horn i Siden paa Meyer, der havde +slaaet sin Forretning op paa deres Bekostning. +</p> + +<p> +Pelle var gennem Mester Beck underrettet om, +hvad der gik for sig mellem Mestrene. Meyer havde +ogsaa rejst det Forlangende, at Beck skulde afskedige +Pelle; men det vilde han ikke underkaste sig. +</p> + +<p> +„Jeg har jo ikke noget at klage paa Dem saadan,“ +sagde han. „Deres Fagforeningsvæsen kan jeg +ikke lide — det skulde De hellere lade være med. +Men Deres Arbejde er jeg godt fornøjet med. Jeg +<a id="page-116" class="pagenum" title="116"></a> +har altid forsøgt at vise Retfærdighed til alle Sider. +Men kan De slaa Fødderne væk under Hofskomageren, +skal alle vi Smaamestre være Deres Forening +taknemmelig. Han æder os op.“ +</p> + +<p> +Slaa Fødderne væk under ham lod sig nu ikke +gøre. Han sprængte tvært imod de svagere Medlemmer +ud af Fagforeningen og havde stadig Arbejdere +— for en Del svenske som han indforskrev og +maatte betale en høj Arbejdsløn. Hjemmearbejdet +gjorde det umuligt at komme ham rigtig til Livs. +Pelle og Formanden skiftedes til at patruljere uden +for Lageret ved den Tid Arbejdet afleveredes, for at +komme under Vejr med hvem der holdt ham oppe. +De huggede ogsaa nogle og talte dem til Fornuft, +eller offenliggjorde deres Navne i <em>Arbejderen</em>. Men +saa sendte Svendene deres Koner og Børn af Sted +med Arbejdet — der var ikke noget rigtigt at stille +op. Det kostede Meyer en Del at holde Forretningen +gaaende, men Fagforeningen led mest. Den var ikke +stærk i Sammenføjningerne endnu, og de store Mestre +stod sammen om Meyer og vilde ikke beskæftige +Foreningens Folk, saalænge Blokaden stod paa. +Saa blev den hævet. +</p> + +<p> +Det var et Nederlag; men noget havde Pelle lært! +Den stærkeste gik af med Sejren, og Sammenholdet +var ikke godt endnu. Der maatte tales, agiteres, holdes +Møder! Driften mod det ny fik dem nok til at +søge sammen, men deres Æresbegreber var ikke +udviklede. Den mindste Modgang splittede dem ad. +</p> + +<p> +Han tabte ikke Modet; der maatte begyndes næsten +forfra, værre var det ikke. +</p> + +<p> +Morgenen efter at Nederlaget var en Kendsgærning +var han tidlig oppe. Beslutningen om at tage +fat med dobbelt Kraft havde han saa at sige sovet +sig til, den sad i Kroppen paa ham og lagde Appel +i Hammerslagene. +</p> + +<p> +Han fløjtede mens Arbejdet skred rask fra Haanden. +Vinduet stod aabent for at Natdunsterne kunde +slippe ud, der var Rim paa Tagene, Stjærnerne tindrede +oppe paa den kolde Himmel. Men Pelle frøs +<a id="page-117" class="pagenum" title="117"></a> +ikke! Han havde lige kaldt paa „Familien“ og hørte +dem rumstere derinde; ude paa Gangen begyndte +man at tumle søvndrukkent om. Det var Marsjen +Pelle fløjtede, i Gaar Aftes havde han sendt det +sidste Afdrag til Sort, og med det samme skrevet +bestemt til Far Lasse om at komme — nu dagedes +det! +</p> + +<p> +Marie kom og stak hans Kaffe ind til ham. „God +Morgen!“ raabte hun muntert gennem Dørsprækken +— „hvor det bliver kønt Vejr i Dag, Pelle!“ Hun var +ikke rigtig paaklædt endnu og lod sig ikke se. +Drengene nikkede et Godmorgen ind, idet de løb; +Karl havde Vest og Trøje over Armen, han trak det +altid paa nedad Trappen. +</p> + +<p> +Da det var blevet Dag, kom Marie ind og gjorde +i Stand, hun underholdt ham, mens hun skrubbede. +</p> + +<p> +„Hør Marie,“ udbrød Pelle pludselig, „Ellen var her +jo i Gaar og bad dig give mig en Besked, naar jeg +kom hjem. Det har du ikke husket.“ +</p> + +<p> +Marie blev haard i Ansigtet men svarede ikke. +</p> + +<p> +„Nu var det et rent Tilfælde jeg mødte hende. +Ellers var vi gaaet fejl af hinanden.“ +</p> + +<p> +„Jeg har vel glemt det saa,“ svarede Marie mut. +</p> + +<p> +„Ja det har du jo. Men det er nu anden Gang i +denne Uge. — Du gaar vist i Giftetanker!“ tilføjede +han leende. +</p> + +<p> +Marie stod med Ryggen til. „Jeg har ikke noget +med hende at gøre — jeg skylder hende ikke noget!“ +udbrød hun pludselig trodsigt. „Og jeg vil ikke gaa +her og gøre rent for dig; det kan du faa hende til +— den!“ hun tog Gulvspand og Skrubbe og løb ind +til sig selv. Lidt efter lød hendes Stemme derinde; +han troede først hun nynnede, men saa var det +Hulken. +</p> + +<p> +Han skyndte sig derind. Hun laa over sin Seng +og græd, bed i Puden og slog arrigt efter ham med +de ru Hænder. Hendes magre Legeme brændte i +Feber. +</p> + +<p> +„Du er jo syg, lille Marie!“ sagde Pelle bekymret +og lagde Haanden paa hendes Pande. „Du skulde +<a id="page-118" class="pagenum" title="118"></a> +gaa i Seng og tage noget ind at svede paa. Jeg skal +varme det til dig.“ +</p> + +<p> +Hun var virkelig syg, Øjnene brændte tørt, og +hendes Hænder var klamme. Men hun vilde ikke +høre tale om noget. „Gaa din Vej!“ sagde hun +vredt — „og pas dit Arbejde. Lad mig være i Fred!“ +Hun laa med Ryggen til og stødte trodsigt efter ham +med Skulderen. „Gaa du hellere hen og klap Ellen,“ +udbrød hun pludselig og lo ondt. +</p> + +<p> +„Hvorfor er du saadan, Marie?“ sagde Pelle bedrøvet. +„Du er jo rigtig ond!“ +</p> + +<p> +Hun borede Ansigtet ned i Sengeklæderne og vilde +hverken se paa ham eller svare; saa gik han ind til +sit Arbejde. +</p> + +<p> +Lidt efter kom hun ind og tog tavs fat paa Rengøringen; +hun slog haardt med Tingene. Noget Arbejde +han havde stillet til Tørre ved Kakkelovnen, +kom hun til at rive ned og saá skadefro hen paa +ham fra Siden. Saa faldt der en Kop med Klister +ned og gik itu. „Hun gør det med Vilje,“ tænkte han +bedrøvet og skrabede Klisteret op i en tom Daase. +Hun stod og betragtede ham med en ond Stikken i +Øjnene. +</p> + +<p> +Han satte sig til Arbejdet igen og lod som ingenting. +Med et følte han hendes tynde Arme om sin +Hals. „Om Forladelse,“ sagde hun grædende og +gemte sit Ansigt mod hans Skulder. +</p> + +<p> +„Naa naa, der skete jo ingen Fortræd — skidt +med den Smule Kop,“ sagde han trøstende og klappede +hende paa Hovedet. „Du kunde jo heller ikke +gøre ved det.“ +</p> + +<p> +Men saa gav hun sig helt over, det saa ud som +Graaden vilde tilintetgøre hendes tørre Legeme. „Jo +jeg gjorde det med Vilje!“ brølede hun. „Og Støvlen +rev jeg ned med Vilje! og jeg lod med Vilje være +at give dig den Besked. Jeg kunde godt gøre dig +meget mere Fortræd endnu, jeg er saa ond! ond! +ond! Hvorfor er der ingen til at give mig nogen +Prygl? — bare du dog vilde blive rigtig vred paa +mig!“ +</p> + +<p> +<a id="page-119" class="pagenum" title="119"></a> +Hun var helt ude af sig selv, og vidste ikke hvad +hun sagde. +</p> + +<p> +„Hør, nu skal du være ordenlig!“ sagde Pelle bestemt +— „for dette her er ikke morsomt. Jeg havde +gaaet og glædet mig til at arbejde hjemme hos dig +i Dag — og saa faar du Anfald lige som de fine +Fruentimmer!“ +</p> + +<p> +Hun undertrykte Graaden med en voldsom Anstrængelse +og gik ind til sig selv, svagt snøftende. +Straks efter kom hun igen med en skaaret Kop til +Klisteret og en lille Blikdaase med Revne i Laaget +— det var hendes Pengeskrin. „Tag den!“ sagde +hun og stak Æsken i Skødet paa ham. „Saa kan du +købe dig Læster og behøver ikke løbe og tigge Arbejde +hos Smaamestrene. Her er Arbejde nok her +i <em>Arken</em>.“ +</p> + +<p> +„Men Marie — det er jo din Husleje,“ sagde Pelle +forskrækket. +</p> + +<p> +„Hvad saa? Jeg skal nok faa de Penge samlet +sammen inden den første.“ +</p> + +<p> +Ja det skulde hun vist! Pelle lo fortvivlet ved at +se, hvor letsindigt hun smed med de Penge, som det +kostede hende tredve Dages pinlige Sparen og Eftertanke +at faa skrabet sammen hver Maaned. „Hvad +tror du Peter og Karl siger til, at du gaar saadan +og smider med Pengene. Se du og faa den Æske +gemt — og det lidt hurtigt!“ +</p> + +<p> +„Aa tag dem nu,“ sagde hun paastaaeligt og blev +ved at skubbe til ham med Æsken. „Ja saa smider +jeg den ud af Vinduet!“ Hun tog hurtigt Hasperne +af. Pelle rejste sig. +</p> + +<p> +„Det er sandt, jeg skylder dig endnu for den sidste +Vask,“ sagde han og vilde putte en Krone i +Æsken. „Det var godt du huskede mig paa det!“ +Hun stirrede forstenet paa ham og løb saa ind til +sig selv. +</p> + +<p> +Hun gik derinde og nynnede igen med sin haarde +Stemme; lidt efter gik hun ud for at gøre Indkøb, +i graat Sjal og med sin Husmoderkurv paa Armen. +Han kunde følge hendes ejendommelige Skridt, der +<a id="page-120" class="pagenum" title="120"></a> +var spinkle som et Barns og dog klang saa gammelt, +helt ned gennem Tøndegangen. Saa gik han ind i +Børnenes Lejlighed og trak den tredje Komodeskuffe +ud; der gemte hun altid sin Pengeæske, indsvøbt +i sit Linned. Han ejede to Kroner, dem puttede +han i Æsken. +</p> + +<p> +Paa den Maade plejede han altid at betale hende. +Naar hun saa talte sine Penge efter og fik for mange +ud af det, troede hun det var Vorherre, der havde +lagt Pengene i Æsken, og kom jublende og fortalte +det. Barnet troede blindt paa Lykken og tog det +som en Udvælgelse; disse Penge betød noget helt +andet end dem hun selv skrabede sammen. +</p> + +<p> +Ved Middagstid kom hun og bød ham ind. „Det +er stegt Sild, Pelle, saa du kan umulig sige nej!“ +sagde hun overtalende — „for det kan ingen Bornholmer! +Saa behøver du ikke købe den dumme +Spækhøkermad og smide 25 Øre i dem!“ Hun +havde købt en halv Snes, og sat de fem til Side +til Drengene kom hjem. „Men der vanker Kaffe +ovenpaa,“ sagde hun. Hun havde dækket helt nydeligt +med rent Stykke over den ene Ende af +Bordet. +</p> + +<p> +Fabrikspigens lille Povl kom ind og fik en Mundfuld +Mad med. Saa stak han ud paa Gangen og +tumlede igen, den lille Trold var ikke roligt et Øjeblik +fra Moderen slap ham ud om Morgenen; der +var saa meget, han skulde indhente efter sin lange +Indespærring. Af den lille Idiot, som Moderen maatte +binde til Kakkelovnen, fordi han havde Vand i Hovedet +og vilde styrte sig ud af Vinduet, var der blevet +en rigtig Gavtyv. Hvert Øjeblik stak han Hovedet +ind ad Døren til Pelle; og sommetider kom +han helt hen, lagde Haanden paa Pelles Knæ og +sagde: „Du er min Far!“ Saa styrtede han afsted igen. +Marie hjalp ham til Rette med <em>Smaat</em> og <em>Stort</em> — +han søgte altid til hende! +</p> + +<p> +Efter Opvasken satte hun sig ind til Pelle med +sit Lappearbejde; saa sad hun og snakkede løs om +sine husmoderlige Bekymringer: „Jeg maa snart have +<a id="page-121" class="pagenum" title="121"></a> +ny Rendetrøjer til Drengene — farligt saa de løber +af sig i den Alder! Jeg kigger hver Dag efter hos +Marskandiserne. Du skulde ogsaa have en ny Bluse +Pelle; den ene er snart færdig, og saa har du ikke +saa du kan skifte. Naar du vil købe Tøjet, skal jeg +sy den — jeg kan sy! Jeg har selv syet mit pæne +Liv — Hanne hjalp mig. — Hvorfor gaar du aldrig +over til Hanne mere?“ +</p> + +<p> +„Aa jeg ved ikke?“ +</p> + +<p> +„Hanne er blevet saa underlig. Hun gaar aldrig +ned i Gaarden mere og danser — det gjorde hun +før. Saa passede jeg paa ved Vinduet og løb ned — +det var saa morsomt at lege for hende. Vi gik rundt +om hende og sang: For Hanne ville vi neje, for +Hanne ville vi bukke, for Hanne ville vi vende os +om. Og saa nejede vi og bukkede for hende allesammen +og vendte os om. Det var flot kan du tro! +— Du skulde nu alligevel have taget Hanne.“ +</p> + +<p> +„Du kan jo ikke lide at jeg har taget Ellen — +hvorfor saa Hanne da?“ +</p> + +<p> +„Aa det ved jeg ikke. Hanne det —“ Marie tav +lyttende, og slog Vinduet op. +</p> + +<p> +Nede i <em>Arken</em> smældede en Dør, og en lang Hvislen +kom jagende; det kunde være et hæst Løb fra +Gale Vinslevs Fløjte eller Trækken i de lange Gange. +Som en latterlig Melodistump flakkede Lyden dernede, +slikkede sig op ad Træværket og brød frem i +Dagslyset øverst oppe, hæs, med noget af Ekstasen +i sig: „Hanne skal ha’e en Lille! Eventyrprinsessen +venter sig!“ +</p> + +<p> +Marie fløj som en Brand ned ad Trapperne. De +halvlange Tøser løb hvinende sammen i Gaarden, +Madammerne mumlede til hinanden ude i Træværket +— opad og nedad. Ikke fordi det var noget nyt +i og for sig; men dette var jo selve Hanne, den +ubesmittelige som ingen Tunge havde nænnet at beklikke! +Det var knap nok man vovede sig frem +med det nu heller, saa overraskende kom det. De +havde alle gaaet og levet med i hendes Sværmen +paa en Maade, og ventet med hende paa Æventyret; +<a id="page-122" class="pagenum" title="122"></a> +lige fra lille var hun udsét til at bære det ufattelige +— og nu skulde hun bare ha’e en Lille. Det +var virkelig i første Øjeblik som et Mirakel, saadan +kom det bag paa dem! +</p> + +<p> +Marie kom op igen, slæbende og med et Udtryk +af Forfærdelse og Undren. Nede i Gaarden gik de +smaa snottede Unger og trallede det, mens de travede +med hinanden i Hænderne om Kloakens Rist, +der var saa dejlig at gaa rundt efter: +</p> + +<div class="poem-container"> + <div class="poem"> + <div class="stanza"> + <p class="verse">„Bro Bro brille,</p> + <p class="verse">Hanne sda ha’e en Lille!“</p> + </div> + </div> +</div> + +<p class="noindent"> +De kunde ikke engang snakke rent. +</p> + +<p> +Men det var „Grete med Barnet“ — det fjollede +Fruentimmer, der smækkede Kældervinduet op, lagde +sig ud paa Ryggen med sin Dukke paa Armen og +skreg op gennem Gaarden saa det skingrede: +</p> + +<p> +„Æventyrprinsessen skal ha’e en Lille, og Pellemand +er Far!“ +</p> + +<p> +Pelle dukkede sig over sit Arbejde og tav. Han +var lykkeligvis ikke den forklædte Kongesøn her! — +men han trættedes ikke med Kvindfolk. +</p> + +<p> +Hannes Mor kom farende ud i Bislaget. +</p> + +<p> +„Det er Løgn!“ raabte hun, „Pelles Navn skal +ikke rages ind i det. Saa faar det være med Resten +som det vil!“ +</p> + +<p> +Oven over hendes Hoved kom Ligkusken ravende +ud. „Dér har sku Prinsessen rendt sig en Staver i +Livet,“ brummede han med sin godmodige Bas. +„Skade kun at jeg ikke er blevet Jordemor — man +har faaet fat ved den forkerte Ende.“ +</p> + +<p> +„Skrub du ind og hold Kæft, din Ligrøver,“ svarede +Madam Johnsen fraadende. „Altid skal din +Brændevinsrøst snakke med.“ +</p> + +<p> +Han stod deroppe og hang over Rækværket i sin +Halvdonner, og smaasnakkede drillende uden at tage +sig af Madam Johnsens Skælden. Men saa smækkede +lille Marie sit Vindu op og kom hende til Hjælp, +og ovre paa Platformen kom Ferdinands Mor ud: +„Hvor mange Skinker har du købt den sidste Maaned? +<a id="page-123" class="pagenum" title="123"></a> +Tag dine Bjørneskinker herud og vis os dem! +Han slagter en Bjørn for hvert Lig, den Fyldebøtte!“ +Fra alle Sider heglede de ham, han kunde ikke +hamle op med dem, og nøjedes med at spærre Ansigtet +op imod dem og sige bæ—æ—æ! Saa kom +hans rødhaarede Fruentimmer ud og trak ham ind. +</p> + +<p> +Pelle sad bøjet over sit Arbejde og lyttede ud i +Smug. Hans Skikkelse plejede at virke dæmpende +paa <em>Arkens</em> gale Anfald, men dette skulde han ikke +have noget af at blive indblandet i. Aldrig havde +han tænkt sig, at Hannes Mor kunde blive saadan! +Hun var som en Furie, stod og drejede Hovedet +lynsnart fra Side til Side og lyttede efter enhver +Lyd, parat til at fare ud! Ak hun værgede sit Barn +— nu det var bagefter! En rasende Hunkat lignede +hun. +</p> + +<div class="poem-container"> + <div class="poem"> + <div class="stanza"> + <p class="verse">„Den aller yngste Greve —“</p> + </div> + </div> +</div> + +<p class="noindent"> +sang Børnene nede i Gaarden, det var Hannes Vise. +Madam Johnsen stod som vilde hun flyve lige ned +i Hovedet paa dem. Pludselig slog hun Forklædet +for Ansigtet og gik hulkende ind. +</p> + +<div class="chapter"> + +<h2 class="chapter" id="chapter-0-12"> +XII +</h2> + +</div> + +<p class="first"> +Lige fra den graa Dag brød, var der en egen +Tone over <em>Arkens</em> Summen, en hæs Iver der skød +Sorgløsheden til Side. Gennem de lange mørke +Gange lød Skuren og Skrubben, Svalerne og de +møre Trætrapper fik deres Omgang Vand. „Skylle!“ +blev der hvert Øjeblik raabt et eller andet Sted fra, +og saa galdt det om at humme sig af Vejen. Hele +Formiddagen drev Vandet fra Bislag til Bislag som +over et Møllehjul. +</p> + +<p> +Men nu laa <em>Arken</em> og frøs over sin egen Renhed, +med et Udtryk som vilde den gamle Rede ikke +kendes ved sig selv. Hist og her var der forsvundet +<a id="page-124" class="pagenum" title="124"></a> +et Fag Gardiner eller et Stykke Bohave inden for +Vinduerne — det var vandret til Pantelaaneren i +Dagens Anledning. Hvad der skortede her, hang i +Beboernes Ansigt som Forventning og Festglæde. +</p> + +<p> +Op af Kvarterets Kælderhalse stak smaa Grantrær, +og henne paa Torvet stod de som en hel Skov +op ad Børnehusmuren. I Kælderbutikkernes Vinduer +hang Hjærter og Kræmmerhuse og farvede Lys, og +Urtekræmmeren paa Hjørnet havde en vældig Julenisse +i Vinduet. Den var i rødt og graat Uldtøj og +havde et helt Katteskind til Skæg. +</p> + +<p> +Ned over <em>Arkens</em> Trappeværk laa Ungerne og +skurede Gafler og Knive i Sand paa Trinene. Ah! +sagde de og klappede sig paa Brystet, hvergang +Lugten af noget stegt flød ud i Gaarden. Hvert +Øjeblik maatte de af Sted efter for fem Øre og for +ti Øre; der var ingen Ende paa alt det Juleaften bød +paa. „Vi skal ha’e rigtige Rødbeder!“ laa en lille +Unge og nynnede. „Vi skal ha’e rigtige Rødbeder, +aa, aa, aa!“ Og saa rullede hun med sin lille Krop +mens hun skurede. +</p> + +<p> +„Fredrik!“ raabte en skarp Stemme inde fra en +af Gangene. „Tag og stik ned efter en Snes Pinde +og et Surbrød til ti. Men se efter at Urtekræmmeren +ikke snyder dig paa Snesen — og lad vær at +pille af Krummen!“ +</p> + +<p> +Madam Olsen med den varme Væg stegte Flæskesteg. +Hun kunde jo ikke slæbe Komfuret ud paa +Svalen; saa lod hun Stegen brænde paa, saa hele +Gaarden hang fuld af blaa Os. „Madam Olsen! Deres +Flæskesteg brænder paa!“ skreg en Snes Kvindestemmer +paa én Gang. +</p> + +<p> +„Det er fordi Gryden er for lille,“ svarede Madam +Olsen og stak sit røde Hoved ud gennem Træværket. +„Hvad skal jeg stakkels Djævel gribe og +gøre i, naar nu at Gryden er for lille?“ Og Madam +Olsens Gryde var den største i <em>Arken</em>. +</p> + +<p> +Lidt før Mørkning gik Pelle hjemad fra Værkstedet. +Han saá paa Gader og Mennesker med egne +Øjne, der gød Glans over alting; det var Julestemningen +<a id="page-125" class="pagenum" title="125"></a> +der sad ham i Sindet. Hvorfor — spurgte +han uvilkaarlig sig selv — der ventede ham jo ikke +noget særligt. Han skulde arbejde senere i Dag end +ellers, og kunde ikke engang tilbringe Aftenen sammen +med Ellen; hun skulde gaa i sit Køkken og +gøre det hyggeligt for andre. Hvad kom den Stemning +til ham for? Minder var det ikke; saa langt +han kunde huske tilbage havde han aldrig haft Del +i nogen rigtig munter Jul, men maatte nøjes med +Frasagnene der gik om det. Og alle de andre Fattige +han mødte, var i Stemning lige som han selv; +den haarde Spørgen var veget af deres Ansigter, de +gik og smilede hen for sig. I Dag var der ikke noget +af den blytunge Knugen, der ellers rugede over +Underklassen som et Forbud paa Uvejr; lykkeligere +kunde de ikke se ud, om de fik alle lyse Haab indfriet! +Dér kom en Kone forbi ham med en Dyne i +Favnen og gik ind i Pantelaanerens Port — hun +saá nok saa fornøjet ud. Var de kanske saa glade, +fordi de skaffede sig selv en lille Smovs ved at gøre +en Række magre Dage endnu magrere? Nej, de +festede jo, fordi Julestemningen var oppe i dem og +de <em>maatte</em> feste, hvor dyrt de saa skulde købe det! +</p> + +<p> +I denne Nat blev jo Kristus født — var det dérfor +Folk var saa glade og gode? +</p> + +<p> +Pelle kunde endnu de fleste af Skrifstederne udenad +fra Skolen. De havde ligget et Sted i ham uden +at volde Besvær eller tage Plads op, og engang +imellem kom et af dem op og var med til at bygge +hans Menneskekundskab. Men Kristus selv havde +han sit personlige Billede af, lige fra han som Dreng +studsede over Befalingen til de Rige om at gaa hen +og sælge alting og give Pengene til de Trængende. +Det lod de nu nok være med — de tog Fattigmands +store Ven og hængte ham! Han naaede ikke at +blive mere end et Løfte til Staklerne; men kanske +var det det Løfte, de blev ved at feste for nu to +Tusend Aar efter! +</p> + +<p> +Saa længe havde de tiet og holdt sig i Beredskab +ligesom Skriftens Jomfruer — og nu endelig kom +<a id="page-126" class="pagenum" title="126"></a> +det jo. Nu endelig begyndte det store Evangelium at +lyde for de Fattige — der var god Mening i deres +Juleglæde. Men hvorfor samlede man ikke Skarerne +Julenat og forkyndte dem Evangeliet? Saa vilde de +alle forstaa Bevægelsen og slutte sig til den med +det samme! — Det tumlede i Pelles Hoved med +nye stærke Tanker. Han havde ikke før vidst, at det +han var med til var saa stort; han følte sig i det Højestes +Tjeneste. +</p> + +<p> +Han stansede paa Torvet og betragtede stille +Juletræerne — de førte hans Tanke hjem til Vogtemarken +og de smaa Graner. Han fik Lyst til at +overraske Børnene og købe et; de havde siddet +de sidste Aftener og klippet Stads, og Karl havde +tømret fire afskaarne Grangrene sammen til Juletræ. +</p> + +<p> +Inde hos Urtekræmmeren købte han Knas og +Julelys. Kræmmeren gik paa Tæerne i Dagens Anledning, +og ekspederede de smaa snavsede Unger +med sirlige Buk. Han gav Tilgift og glemte rent at +sige det sædvanlige: Husk at I skylder for to Lod +Te og en Fjerding Kaffe! Men han snød som sædvanlig +paa Vægten. +</p> + +<p> +Marie gik med opsmøgede Ærmer og havde travlt; +hun smed alting og kom løbende da hun saá Træet. +„Det kan jo ikke engang være herinde Pelle!“ +raabte hun og rejste det op. „Der maa skæres af! +der maa oven i Købet skæres af! Nej hvor er det +flot! Men forneden du, forneden! — Hjemme havde +vi ogsaa Juletræ; Far gik selv op i Klipperne og +fældede det, og vi Børn var med. Men dette her er +meget kønnere!“ Saa sprang hun ud paa Gangen +for at fortælle, huskede paa at Drengene ikke var +kommet hjem endnu, og fór ind til ham igen. +</p> + +<p> +Pelle satte sig til at arbejde, nu og da hævede +han Hovedet og kiggede ud. Sypigen der lige var +flyttet ind ovre i Pipmandens gamle Rede, snurrede +løs med sin Maskine og saá langt over efter ham. +Hun var vist ensom; kanske havde hun ikke noget +Sted at tilbringe Aftenen. +</p> + +<p> +Gamle Frandsen kom ud paa Platformen og humpede +<a id="page-127" class="pagenum" title="127"></a> +ned ad Hønsestigen i sine Kludesko, Tovet +glippede i hendes rystende Hænder. Hun havde en +lille Kurv paa Armen og Portemoniksen i Haanden +— hun saá ogsaa ensom ud! Gamle Skind, nu var +det tre Maaneder siden hun havde set sin Søn. +Madam Olsen raabte hende an og indbød hende til +om Aftenen, men den gamle virrede med Hovedet. +Paa Tilbagevejen saá hun ind til Pelle. +</p> + +<p> +„I Aften kommer han,“ hviskede hun henrykt. +„Jeg har købt Snaps og Hakkebøf til ham, for i +Aften kommer han.“ +</p> + +<p> +„Bliv nu ikke skuffet Madam Frandsen,“ sagde +Pelle, „men han tør jo ikke vove sig herud mere. +Kom hellere over og hold Jul med os.“ +</p> + +<p> +Hun nikkede fortrøstningsfuldt. „Han kommer i +Aften du. Juleaften har han altid plejet at sove i +Mors Seng, lige fra han kunde krybe. Og det kan +han ikke undvære, kender jeg Ferdinand ret!“ Hun +havde allerede redt til sig selv paa Stolene, saa +sikker var hun. +</p> + +<p> +Politiet regnede nok lige som hun, for der lød +fremmede Fodtrin nede i Gaarden. Det var lige i +Mørkningen, hvor der kom og gik saa mange uænset. +Men disse Trin fik et Kvindehoved til at jage +frem over et af Balustrene og udstøde en skarp Lyd; +og i et Nu var alle Svalerne fulde af Kvinder og +Børn. De hang udover Træværket og lavede et øredøvende +Spektakel, hele det snævre Gaarddyb fyldte +de med uudholdelig Larm. Det lød som en Orkan +kom ned gennem Skakten med en Regn af Tagsten; +Betjenten tumlede bedøvet ind i Tøndegangen. Der +stod han lidt og sundede sig, inden han fortrak. Oppe +i Træværket hang de og pustede ud, matte efter den +voldsomme Udladning — og sladrede som en Hærskare +Smaafugle der har kastet Høgen paa Flugt. +</p> + +<p> +„Glædelig Jul,“ raabte man nu over fra Svale til +Svale. „Tak for det — og i lige Maade skulde man +vel sige!“ Børnene raabte: Glædelig Jul og et godt +Stykke Sul! til hinanden, og svarede: Glædelig Fest +og et godt Stykke Flæsk! +</p> + +<p> +<a id="page-128" class="pagenum" title="128"></a> +Helligaften var inde. Mændene kom drattende i +deres tunge Trav, og Fabrikspigerne kom styrtende; +hist og her fra de lange Gange sivede spæd Graad +dem i Møde og gjorde ondt i de spændte Bryster. +Ungerne var i ét Rend efter de sidste Ingredienser, +nede ved Udgangen til Gaden maatte de klemme +sig forbi to Sutter, som stod og skuttede sig i Kulden. +Der var noget mistænkeligt ved dem. „Der staar +to dernede, men de er ikke rigtige!“ kom Karl op +og meldte. „De ligner dem fra Kasino.“ +</p> + +<p> +„Stik over til Gamle Frandsen og sig det,“ sagde +Pelle. +</p> + +<p> +Men den gamle svarede blot: „Gudskelov, saa er +han da inte ta’et endnu.“ +</p> + +<p> +Ovre hos Olsens var Datteren Elvira kommet +hjem; der var ikke rullet ned, og hun stod henne +ved Vinduet med sin mægtige Hat med Blomsterne +og lod sig beundre. Marie kom løbende ind. „Har +du set hvor fin hun er, Pelle?“ sagde hun betaget. +„Og alt det faar hun for ingenting af Herrerne — +blot fordi de synes hun er nydelig. Men om Aftenen +maler hun bare Kinderne.“ +</p> + +<p> +Børnene gik og drev ude paa Gangen og ventede +paa at Pelle skulde blive færdig; de vilde ikke holde +Jul uden ham. Men nu havde han ogsaa Fyraften; +han smed en Trøje paa, pakkede Arbejdet ind og +løb. +</p> + +<p> +Ude paa Platformen stansede han et Øjeblik. Han +kunde se Lysskæret fra Byen flimre op mod den +dybe stjærnesaaede Himmel, Natten var saa højtidsfuld +smuk. Under ham hang Træværket forladt og +sukkede i Frosten; alle Døre vare lukkede for at +holde Kulden ude og Glæden inde. „Højt fra Træets +grønne Top —“ lød det et Steds fra, Lyskæret faldt +ud og brød sig Vej paa Kryds og tværs mellem +Bjælkeværket. Pludselig drønede det tungt i det — +Ligkusken kom ravende hjem med en Skinke under +hver Arm. Saa blev alt roligt, saa roligt som ellers +aldrig i <em>Arken</em>, hvor noget bestandig gav sig og klagede, +Nat og Dag. Et Barn kom stille ud og vendte +<a id="page-129" class="pagenum" title="129"></a> +et Par spørgende Øjne opad for at spejde efter Julestjærnen! +— Hos Madam Frandsen var der Lys. +Hun havde hængt et hvidt Stykke for Vinduet i +Aften og trukket det stramt til; Lampen stod tæt op +ad Gardinet, saa den der færdedes derinde ikke +kunde kaste Skygge paa det. +</p> + +<p> +Det gamle Skind! tænkte Pelle mens han løb — +hun kunde vist spare sig Ulejligheden. Da han havde +afleveret Arbejdet, løb han over i Holbergsgade for +at ønske Ellen glædelig Jul. +</p> + +<p> +Der var dækket festligt inde hos ham, da han +kom hjem: Svinekarbonade og Risengrød og Juleøl. +Marie var rød i Kinderne af Stolthed over sit Værk; +hun sad og nødte de andre men spiste næsten ikke +noget selv. +</p> + +<p> +„Saa god Mad skulde du lave hver Dag, Tøs!“ +sagde Karl og huggede i sig. „Du kunde skam godt +staa i Kongens Køkken.“ +</p> + +<p> +„Hvorfor spiser du ikke af den dejlige Mad?“ +spurgte Pelle. +</p> + +<p> +„Aa nej, jeg kan ikke!“ svarede hun og tog sig +til Kinderne; hendes Øjne straalede mod ham. +</p> + +<p> +De lo og sludrede og drak Skaal i Juleøllet. Karl +stak de ny Brandere og Gadens sidste Refræn ud; +han sankede det op paa sin Farten i Byen. Peter +sad og saá urokkelig fra den ene til den anden. +Han lo aldrig, men ind imellem kom han med en +tør Bemærkning, som viste at han morede sig. +De kiggede jævnlig over efter Gamle Frandsens +Vindu — det var en Skam hun ikke vilde være +med! +</p> + +<p> +Der var fem Lys derovre nu — de sad nok paa et +lille Juletræ i en Urtepotte. De rørte sig som fjærne +Stjærner gennem det hvide Stykke, og Madam Frandsens +Stemme lød tynd og sprukken: Glade Jul, dejlige +Jul! Pelle aabnede Vinduet og lyttede; det undrede +ham at den gamle Sjæl kunde være saa glad. +</p> + +<p> +Pludselig lød en advarende Stemme op nede fra: +„Madam Frandsen, der kommer Fremmede!“ +</p> + +<p> +Omkring paa Svalerne fløj Døre og Vinduer op, +<a id="page-130" class="pagenum" title="130"></a> +Skikkelser styrtede ud med Mad i Haanden og lænede +sig udover. „Hvem vover at forstyrre Julefreden?“ +spurgte en dyb Stemme truende. +</p> + +<p> +„Lovens Haandhævere,“ svaredes der nede fra +Mørket. „Forhold jer rolige her — i Øvrighedens +Navn!“ +</p> + +<p> +Ovre paa Madam Frandsens Side skimtedes to +Skikkelser der løb lydløst opad paa alle fire. Deroppe +skete der ikke noget, de havde nok tabt Hovedet. +„Ferdinand, Ferdinand!“ skingrede en Pigestemme +vildt — „nu er de over dig!“ +</p> + +<p> +Døren fløj op i det samme, Ferdinand stod i et +Spring paa Platformen. Han slyngede en Stol ned +mod Forfølgerne og ruskede rasende i Løbetovet for +at feje dem af Trappen. Saa greb han i Tagrenden +og svang sig op. „Farvel Mor!“ raabte han deroppe +fra; hans Spring lød i Mørket. „Farvel Mor — og +glædelig Jul!“ Raabet steg hult som et sygt Dyrs +Brølen langt ude i Natten, og man hørte Betjentenes +snublende Jagt over Tagene. Saa blev alt stille. +</p> + +<p> +De kom tilbage med uforrettet Sag. „Naa De fik +ham ikke!“ raabte Olsen hoverende nede fra sit +Vindu. +</p> + +<p> +„Nej, tror I vi vil ligge der og brække Halsen +for hans Skyld?“ svarede Betjentene og kravlede +ned. „Er der ingen der gi’r en Julebajer?“ Da der +ikke kom noget Svar, gik de. +</p> + +<p> +Gamle Frandsen gik ind til sig selv og lukkede +for sig; hun var træt og kummerfuld og vilde i Seng. +Men lidt efter kom hun sjokkende om paa den lange +Gang. „Pelle,“ hviskede hun — „han ligger derinde! +Mens de kravlede rundt paa Tagene, har han lige +saa stille listet sig ned over Loftet og lagt sig i min +Seng. Herregud, han har ikke lagt i en Seng i fire +Maaneder — han snorksov saamænd allerede.“ Saa +listede hun af igen. +</p> + +<p> +Naa, det var en slem Afbrydelse! Ingen havde +Lyst til at begynde igen andre end Karl; og ham +regnede Marie ikke, for han var altid sulten. Saa +tog hun af Bordet, og snakkede mens hun gik ud +<a id="page-131" class="pagenum" title="131"></a> +og ind; hun kunde ikke lide at se Pelle saa alvorlig. +</p> + +<p> +„Men Hemmeligheden!“ raabte hun pludselig forfærdet, +Drengene løb ind til hende. De kom igen, +Drengene tæt ved Siden af hinanden, og Marie bag +dem med noget under Forklædet. De to Knægte +kastede sig over Pelle og holdt ham for Øjnene, +mens Marie stak ham noget i Munden. „Gæt,“ raabte +de — „gæt!“ Det var en Porcelæns Pibe med grøn +Silkekvast og en Tikroneseddel afbildet paa Pibehovedet +— Ellens Julegave til ham. Børnene havde +føjet en Kardus Tobak til. „Nu kan du rigtig ryge,“ +sagde Marie og klemte hans Mund sammen om Pibespidsen +— „du er jo saa klog i Forvejen.“ +</p> + +<p> +Børnene havde bedt Fremmede til Juletræet: Sypigen, +den gamle Natvægter nede fra det indvendige, +Fabrikspigen med sin lille Dreng — alle dem der +sad og holdt Jul alene; de vidste ikke selv hvor +mange! Hanne og hendes Mor var ogsaa bedt men +gik tidlig i Seng, de var ikke i Humør til Selskabelighed. +Nu kom de drattende den ene efter den +anden med oprømte Ansigter, Marie slukkede Lampen +for dem og gik ind for at tænde Juletræet. +</p> + +<p> +De sad tavse og ventede, Skæret fra Kakkelovnen +flakkede lunefuldt om i Stuen, belyste et Ansigt med +sænkede Øjenlaag og spændte Træk, og sprang væk +med et lille Smæld. Fabrikspigens Dreng var den +eneste der snakkede; han havde søgt Tilflugt paa +Pelles Knæ og var helt tryg ved Mørket; Barnestemmen +lød forunderlig lys ud i det. „Nu skal +Povl tie pænt stille,“ gentog Moderen formanende. +</p> + +<p> +„Maa Povl ikke godt snakke?“ spurgte Drengen +og følte efter Pelles Ansigt. +</p> + +<p> +„Jo i Aften maa Povl alt hvad han vil,“ svarede +Pelle. Saa pludrede Drengen videre og sparkede +efter Mørket med de smaa Ben. +</p> + +<p> +„Nu maa I komme!“ raabte Marie og slog Døren +op ud til Gangen. Inde i Børnenes Stue var der +ryddet ud, Juletræet stod midt paa Gulvet og straalede. +Nej hvor var det prægtigt — og stort! nu +<a id="page-132" class="pagenum" title="132"></a> +kunde Øjnene faa sig spærret op. Lysene tindrede +i dem — og i Ruderne, i det gamle Mahonispejl og +Skillingsbilledernes Glas — saa man pludselig færdedes +blandt Myriader af Stjærner og glemte al sin +Forhutlethed. Det var som et Ryk bort fra alle +Sørger og Bekymringer, lige ind i Herligheden; og +med ét brød en fin klar Stemme ud i Sang, dirrende +af Undseelse: +</p> + +<div class="poem-container"> + <div class="poem"> + <div class="stanza"> + <p class="verse">„Velkommen igen Guds Engle smaa</p> + <p class="verse">fra høje Himmelsale,</p> + <p class="verse">med dejlige Solskinsklæder paa</p> + <p class="verse">i Jordens Skyggedale!</p> + <p class="verse">Trods klingrende Frost godt Aar I spaa</p> + <p class="verse">for Fugl og Sæd i Dvale.“</p> + </div> + </div> +</div> + +<p class="noindent"> +Det lød som en Hilsen fra Sky, de lukkede Øjnene +og vandrede rundt med hinanden i Hænderne. +Saa gik Sypigen rødmende i Staa. „I synger jo ikke +med,“ udbrød hun. +</p> + +<p> +„Nu vil vi ha’e en Salme vi alle kender,“ sagde +Pelle. +</p> + +<p> +„Højt fra Træets grønne Top —!“ foreslog Karl. +</p> + +<p> +Ja saa sang man den. Den faldt udmærket til Anledningen +— om det saa var Navnet Peter passede +det! Og helt morsomt var det med alle de Gaver, +der kom opmarsjerende i Visen; hver eneste én +var der tænkt paa! Det med Pengepungen til Slut +var ogsaa altfor sandt, og der kunde været meget +mer endnu at drøfte ved den Sang. Men pludselig +satte Drengene Rundkredsen i Gang; de trampede +som et Par Soldater, og det hele hvirvlede af +Sted i vild fejende Fart, en sand Heksedans: +</p> + +<div class="poem-container"> + <div class="poem"> + <div class="stanza"> + <p class="verse2">„Hej dikke dom,</p> + <p class="verse2">min Mand faldt om!</p> + <p class="verse">Det var Lille Juleaften.</p> + <p class="verse2">Jeg tog en Stok</p> + <p class="verse2">og hjalp ham op!</p> + <p class="verse">Det var lille Juleaften.“</p> + </div> + </div> +</div> + +<p class="noindent"> +Som alt det Lys hedede og gik til Hovedet. Døren +maatte staa aaben ud til Gangen. +</p> + +<p> +Derude stod Loftets Beboere og lyttede og strakte +<a id="page-133" class="pagenum" title="133"></a> +Hals. „Kom bare ind!“ raabte Drengene. „Her er +Plads nok, naar vi gaar i to Rækker.“ Saa travede +man igen rundt og sang Julesalmer; hvergang det +gik i Staa, kom en eller anden i Tanke om en Salme, +som det var Synd ikke var kommet med. Dørene +lige overfor stod ogsaa aabne, den gamle Kludesamler +sad for Enden af sit Bord og sang paa egen +Haand. Han havde et Rugbrød og en Tallerken Fedt +foran sig, mellem hver Salme tog han sig en Humpel. +Inden for den anden Dør sad tre Kularbejdere +og spillede Seksogtres om Snaps og Øl. De havde +Ansigterne inde ved Juletræet, og sang med mens de +spillede; nu og da stoppede de op midt i Linjen for +at melde eller raabe: Stukket! Pludselig smed de +Kortene og kom ind. „Vi vil ikke sidde og se paa +at I andre arbejder,“ sagde de og traadte ind i Kredsen. +</p> + +<p> +Man blev træt af at gaa rundt og synge tilsidst og +fik skrabet Sæder sammen fra de andre Rum. De +maatte pakke sig tæt sammen, helt ind under det +skraa Tag og oppe i Vindueskarmen; rundt om +Juletræet var der en fri Kreds. De sad og pludrede, +sammensunkne i forkrøblede Stillinger, som var det +den eneste Maade deres Legemer rigtig kunde finde +Hvile; Armene hang slapt ned mellem Knæerne. +Men Ansigterne var bestandig opstemte, Osen fra +Lysene og de spruttende Grangrene lagde sig blaa +om dem og fik dem til at gløde fyldigt frem. Den +brændte Harpiks gav Røgtaagen en mystisk, henførende +Duft, og de stemte Ansigter lignede nynnende +Sjæle, der svævede i Skyerne hver over sit +forpinte Legeme. +</p> + +<p> +Pelle sad og betragtede dem saa Hjærtet blødte i +ham — det var <em>hans</em> Andagt. Ak fattig Fugl kommer +hinkende, kommer linkende — hvad oplevede de +nu af stort som gav dem Bod for alle Savn? Lidt +Lys blot! — og de saá ud som skulde de kaste sig +ind i det og omkomme. Han kendte hvers Skæbne +nu, bedre end de selv; naar de kom i Nærheden +af Lyset, brændte de sig altid lige som Natsværmere, +saa forkomne var de! +</p> + +<p> +<a id="page-134" class="pagenum" title="134"></a> +„Det er forresten en underlig Opfindelse naar man +tænker sig om,“ sagde en af Jordarbejderne og nikkede +mod Juletræet. „Men kønt er det. Gud ved +hvad det egenlig skal forestille?“ +</p> + +<p> +„Det skal forestille at nu gaar Aaret opad mod +Lyset,“ sagde den gamle Vægter. +</p> + +<p> +„Nej det skal forestille Hyrdernes Glæde over +Jesusbarnets Fødsel,“ sagde Kludesamleren og kom +frem i Døren. „Hyrderne var Fattigfolk lige som vi +— der levede i Skyggen. Derfor blev de saa glade +over ham der kom med Lyset.“ +</p> + +<p> +„Naa, saa forskrækkeligt meget Lys synes jeg ikke +man har belemret os med! Ja Juletræet her, det er +sku storartet — det skal Børnene ha’e Tak for! +Men det kan man ikke saadan ha’e brændende til +Hverdagsbrug — og Solen ser du, den har Velhaverne +lagt Beslag paa.“ +</p> + +<p> +„Ja det har du Ret i, Jakob!“ sagde Pelle som gik +og tog Hjærter ned til Børnene, der fordelte Godterne. +„I faar Ret alle tre — grinagtig nok! Juletræet +skal baade minde os om Kristi Fødsel og om Aaret +som gaar opad mod Lyset — for det er jo et og +det samme. Og saa skal det paaminde os om at faa +vor Del i Tingen; Kristus blev nok nærmest født +for at paaminde de Fattige om deres Ret han! For +Gud Herren er ikke den Slags Mand, som giver +vidtløftige Anvisninger paa hvordan man skal gaa +frem; han ruller sin Sol rundt om Jorden hver Dag, +og saa faar enhver selv se til at anbringe sig i Solskinnet. +Det er lige som med Krokonen derhjemme, +som sagde til de Rejsende: Hvad ønsker De at spise? +De kan faa And, Kylling, Flæskesteg — alt hvad De +selv bringer med Dem!“ +</p> + +<p> +„Det var Fanden til Forklaring den,“ sagde de og +lo. „Ja saa er det ingen Kunst at indbyde én paa +Herligheder — naar man selv skal skaffe sig dem! +Du skulde være Præst du.“ +</p> + +<p> +„Han skulde snarere være Fandens Advokat,“ +sagde den gamle Kludesamler. „For Kristendom er +der ikke meget af i det han siger.“ +</p> + +<p> +<a id="page-135" class="pagenum" title="135"></a> +„Du sagde jo selv at Kristus kom med Lyset til +de Fattige,“ svarede Pelle. „Og han har selv forklaret +godt nok, at det han vilde var, at gøre de blinde +seende, vække dem der var døve og døde, og give +de ringeagtede og forsmaaede Anseelse igen. Saa det +maa vel staa til Troende.“ +</p> + +<p> +„Blinde se, halte gaa, spedalske renses, døve høre, +døde staa op, og Evangelium prædikes for de Fattige,“ +sagde Kludesamleren irettesættende. „Du forvansker +Skriften, Pelle!“ +</p> + +<p> +„Jeg tror nu ikke, det var nogle faa Vanskabninger +han tænkte paa — nej det var alle os i Elendigheden! +og Skavankerne passer godt nok paa os. +Saadan forstod Prædikant Sort det ogsaa, og han +var dog en from Guds Mand. Han gik og ventede +paa Tusendaarsriget for de Fattige, og mente at +Kristus var paa Jorden for at forberede dets Komme.“ +</p> + +<p> +Kvinderne sad fortabte og hørte efter med aaben +Mund; de trak knap Vejret, Povl var faldet i Søvn +paa Moderens Skød. +</p> + +<p> +„Saa han skulde have gaaet og tænkt paa os stakkels +Lus saa langt frem i Tiden!“ udbrød Mændene +og saá til hinanden. „Men hvorfor har vi saa ikke +faaet det lidt menneskeligt for længe siden da?“ +</p> + +<p> +„Ja det forstaar jeg heller ikke,“ svarede Pelle +nølende. „Vi skulde kanske forsøge os frem til det +rette — det tager jo Tid.“ +</p> + +<p> +„Jamen hæ —! Naar han ikke vilde <em>give</em> os ordenlige +Kaar saa —! Tage selv behøver man ingen +Kristus til.“ +</p> + +<p> +Der var noget her Pelle heller ikke kunde klare, +skønt det laa i ham som en levende Overbevisning. +Man maatte selv erhværve sig sit — det var saa +lysende klar en Ting, at han ikke begreb de var +blinde for den; men hvorfor man maatte det, kunde +han alligevel ikke forklare dem — alt det han brød +sin Hjærne. „Men jeg kan fortælle jer en Historie,“ +sagde han. +</p> + +<p> +„Saa skal det være en med Spænd i!“ udbrød +<a id="page-136" class="pagenum" title="136"></a> +Karl, han kedede sig. „Det var meget bedre om +Vinslev var her, han kan da hitte paa.“ +</p> + +<p> +„Aa ti du stille Knægt!“ sagde Marie vredt. „Pelle +holder rigtige Taler — for hele Forsamlinger!“ sagde +hun højtideligt nikkende til de andre. „Hvad hedder +den?“ +</p> + +<p> +„Tudeper.“ +</p> + +<p> +„Ah, det er en med Per — saa er det et Æventyr. +Hvad handler den om?“ +</p> + +<p> +„Det faar du jo at vide naar du hører den, mit +Barn!“ sagde den gamle Vægter. +</p> + +<p> +„Jamen saa kan man ikke glæde sig til, naar det +rigtige kommer. Er det om én der drager ud i Verden?“ +</p> + +<p> +Handler om — Pelle betænkte sig lidt. „Den +handler om Kristi Fødsel,“ svarede han raskt og +blev rød i Hovedet over sin egen Dristighed. Men +de andre saá skuffede ud, og satte sig til at stirre +ned i Gulvet som om de var i Kirke. +</p> + +<p> +Saa fortalte Pelle Historien om Tudeper, der fødtes +i Sorg og Elendighed og voksede op til at blive +stor og stærk og alles Hund. Den ynkeligste Ynk +var det at høre om denne sværlemmede Tamp, der +var saa fuld af Rædsel, at han blev vaad blot en +Tøs tjattede lidt til ham — og ikke vidste anden +Udvej af sin Kvide end Strikken. Hvilken Skam var +det ikke, at han tjente sin Føde selv og dog var paa +Sognet; ret som om der blev vist ham en Velgærning +ved at sætte ham ud — naar han dog med sin +Arbejdsvillighed kunde kommet an hvor som helst! +Og helt uudholdeligt blev det, da han voksede til og +fremdeles lod sig misbruge og hundse med af alle +og enhver. Men saa pludselig sprængte han Fortryllelsen, +slog sine Plageaander ned, og sprang frem i +Dagen som den kækkeste af alle. +</p> + +<p> +De aandede dybt ud efter det, Marie klappede i +Hænderne. „Det var jo alligevel et Æventyr!“ raabte +hun. Karl kastede sig over Peter og gav sig til at +dænge ham, skønt den alvorlige Fyr var alt andet +end en Tyran. +</p> + +<p> +<a id="page-137" class="pagenum" title="137"></a> +De snakkede i Munden paa hinanden, hver havde +noget at sige om Tudeper. „Det var sku godt gjort,“ +sagde Mændene. „Han tævede det hele igennem fra +en Ende af — sikken en Krudtka’l! Naa, han havde +jo Kræfterne — men alligevel! Men hvorfor Pokker +gik han saa længe og fandt sig i alt det?“ +</p> + +<p> +„Ja det er jo lidt svært for os at begribe — vi +som staar saa fast paa vor Ret,“ svarede Pelle leende. +</p> + +<p> +„Tak, du er forresten god — den var godt langet +ud!“ udbrød Glade Jakob. „Men har du Brug for +en Næve, saa er min her!“ Han slog sin Haand i +Pelles. +</p> + +<p> +Lysene var forlængst brændt ned, de mærkede det +ikke. Deres Øjne hang ved Pelle nu, søgende, med +en egen Glans der kom og gik i lys Spørgen. Og +pludselig faldt de over ham med Spørgsmaal! Der +var nok at spørge om, en hel Verden fuld af Herligheder +paastod han var deres, og nu skyndte de +sig at tage den i Besiddelse. Selv den gamle Kludesamler +lod sig rive med; det var altfor lokkende at +tage sig en lille Rus, selv om der kanske kom en +Hverdag bagefter. +</p> + +<p> +Pelle stod stærk imellem dem og bekræftede +Spørgsmaalene med et sikkert Smil; han vidste at +det alt blev deres, selv om det ikke skete lige med +det samme. Taalmodighed og Udholdenhed skulde +der til, men det vilde de ikke kunne fatte nu. Naar +de først havde taget Herlighederne i Besiddelse, +vilde de vel vide at slaa et Slag for dem. Tvivl var +der ikke i ham, han stod imellem dem som deres +fremskudte Ævne, lykkeligt hvilende paa dybe Rødder. +</p> + +<div class="chapter"> + +<h2 class="chapter" id="chapter-0-13"> +XIII +</h2> + +</div> + +<p class="first"> +Der steg en egen Lyd op nede fra <em>Arkens</em> Bund, +stolprende Jordtrin der drog over Stenbroen i altfor +<a id="page-138" class="pagenum" title="138"></a> +tungt Fodtøj. Alt Blodet jog Pelle til Hjærtet, han +slængte Arbejdet fra sig og var i et Spring omme +paa Svalen, vis paa at det bare var en forfængelig +Drøm. Men dernede stod Lassefar lyslevende, og +stirrede op gennem Træværket som vilde han ikke +tro sit gamle Syn. Paa Ryggen havde han en Sæk +med Skrammel. +</p> + +<p> +„Halløj!“ raabte Pelle og tog Trapperne i lange +Spring „Halløj!“ +</p> + +<p> +„Goddag Pøjke,“ sagde Lasse med en Stemme +der rystede af Sindsbevægelse, og saá famlende paa +Sønnen med sine vippeløse Øjne. „Ja her har du +saa Far Lasse — om ellers du vil have’n. Men +hvor kom du fra? mig synes du faldt ned fra Himlen.“ +</p> + +<p> +Pelle tog Sækken fra Faderen. „Kom nu med op +du,“ sagde han — „du kan rolig betro dig til Trappen. +Den er solidere end den ser ud til.“ +</p> + +<p> +„Saa ligner den jagu Lasse,“ svarede den gamle +og trampede bagefter ham; Stropperne paa hans +Halvstøvler stak lige ud til Siderne, han lignede i +et og alt sig selv. For hver Afsats stansede han og +gjorde sine Bemærkninger om Bislagene, Pelle +maatte tysse paa ham. „Her snakker man ikke frit +op om Tingene, det bliver let opfattet som Kritik,“ +sagde han. +</p> + +<p> +„Ja saa? ja man skal lære saa længe man lever. +— Nej se, og her staar de og vasker oppe! — en +hel Gaard skal det gøre det af for! — Av, ja jeg +skal nok lade være at sige noget — og at de boede +oven paa hinanden har jeg jo nok vidst. Men ikke +kunde man tænke her var saa trangt om Pladsen, at +de maa hænge Gaardrummet op uden for Køkkendøren, +den ene over den anden. Det er jo som +Fuglene der besørger alting paa en Pind! og jagu +om det hele ikke braser ned en Dag!“ +</p> + +<p> +„Saa her bor du!“ udbrød han og saá sig skuffet +om i det skraa Hummer. „Jeg har tidt undredes paa, +hvordan du vel havde indrettet dig herovre. Jeg traf +en Mand derhjemme for nogle Dage siden, som +<a id="page-139" class="pagenum" title="139"></a> +sagde at der allerede gik Ord af dig; men paa din +Vaaning kan det ikke ses. Naa langt til Himlen har +du i det mindste ikke.“ +</p> + +<p> +Pelle tav. Han var glad ved sin Knast og hele +Tilværelsen nu, men Far Lasse blev ved at sætte +Haab til ham om borgerlig Fremgang og føle sig +beskæmmet. „Du har kanske bildt dig ind jeg boede +i et af de kongelige Slotte?“ sagde han lidt bittert. +</p> + +<p> +Men Lasse saá inderlig god paa ham og lagde +begge Hænder op paa hans Skuldre. „Saa stor og +svær du er blevet, Pøjke!“ sagde han beundrende. +„Ja og her har du mig saa, men jeg kommer ikke +for at ligge dig til Byrde. Nej men det blev saa +trist efter det med Dues, at jeg tog af Sted uden at +varsko dig. Saa kunde jeg ogsaa komme gratis med +en Skipper.“ +</p> + +<p> +„Hvad er det med Dues?“ spurgte Pelle. „Da vel +ikke noget galt.“ +</p> + +<p> +„Nej ved du ikke det? Jo han har lagt straffende +Haand paa sin Kone, da han opdagede dét med +Konsulen. Han var jo blind og gik bestandig og +troede godt om hende — lige til han greb dem i +Synden. Saa tog han Livet af hende og de Børn +han og hun havde sammen, og gik til Øvrigheden +og meldte sig. Men den yngste, som enhver kunde +se var Konsulens, rørte han ikke. Ak ja, det er en +trist Ulykke! Før han meldte sig, kom han op til +mig, han trængte vel til en sidste Gang at være hos +en, der mente ham det uden Svig. Jeg har kvalt +Anna — sagde han saa snart han fik sig sat — det +maatte saa være, der er ingen Sorg, der er ingen +Sorg! De Børn der er mine, har jeg sørget redeligt +for! — Ja ja, han havde sørget for dem Staklen! — +Jeg vilde blot bede Farvel med dig du Lasse; nu er +mit Liv forspildt, saa lykkelig jeg kunde været i min +Nøjsomhed. Men Anna vilde jo til Vejrs; og der har +jeg gaaet og taget min Fremgang af hendes Skændsel +— uden at vide af det. Jeg vilde jo ikke andet +end Fattigmands ringe Lykke — en god Kone og +<a id="page-140" class="pagenum" title="140"></a> +nogle Børn — og nu skal jeg i Slaveriet. Gudskelov +Anna ikke oplever det! Hun var finere i det end vi +andre, og maatte bedrage for at naa frem. — Saadan +sad han og snakkede som en død, uden én saa +meget som kunde mærke Følelse i ham. Og jeg +turde ikke lade ham se, hvor syg i Sindet jeg var; +han havde det jo bedst, saalænge Samvittigheden +sov. — Dine Øjne løber i Vand Lasse — sagde han +stille — du skulde bade dem med noget; Urin skal +være godt! — Ja jeg skal love for de løb i Vand, +herregud ja. Saa rejste han sig. Du har heller ikke +meget at leve for længer du Lasse — sagde han +og tog mig i Haanden — du bliver gammel nu! +Men hils Pelle — han naar kanske frem!“ +</p> + +<p> +Pelle sad og lyttede trist i Sind til den tunge Beretning, +men ved disse Ord kom han til at ryste. +Han havde tidt nok hørt Klangen af denne Forventning +til <em>hans</em> Lykke og glædet sig ved den; den var +jo kun et Ekko af Fortrøstningen i ham selv. Men +nu lagde det sig over ham som en Byrde. Det var +altid de segnende, der klamrede sig til hans Lykke; +idet de sank, skød de deres Haab over paa ham. +Det var en trist Maade Lykken havde at varsle paa; +en forfærdelig tung Velsignelse lyste denne Dødsdømte +over ham og hans Fremgang, idet han traadte +op paa Skafottet. Han sad og stirrede ned uden et +Livstegn, med rugende Udtryk; hans Sjæl frøs under +en Anelse om overmenneskelige Byrder, og +kastede et pludseligt Lys fremefter for ham: Aldrig +kunde der være Tale om nogen Lykke for ham +alene — det Æventyr var dødt! Han var hægtet til +alle de andre og skulde staa fælles Lykke og fælles +Skade med dem; derfor gav de forulykkede ham +deres Velsignelse! Inde i sit Sind følte han Dues +tunge Vandring, som var det ham selv der bar paa +det forfærdelige. Og skøn Anna, som maatte stræbe +bort over sine egne og træde dem i Støvet! — aldrig +mer kunde han rive sig løs og blive helt glad +som før! Han havde mødt megen Elendighed allerede, +og var kommet til at hade dens Aarsag; men +<a id="page-141" class="pagenum" title="141"></a> +her slog Hadet ikke til. Dette var selve <em>den Store +Sorg</em>! +</p> + +<p> +„Ak ja,“ sukkede Lasse — „godt var det, at Bror +Kalle ikke kom til at opleve alt det. Han sled sig +op for sine Børn, og nu ligger han i Fattigjord til +Tak. Albinus der farter om i Udlandet som Gøgler, +var den eneste der havde Tanke for den Ting; men +Pengene kom for sent, skønt han skikkede dem paa +Telegraf. Har du nu hørt Mage til Tusendkunstner +— at skikke Penge fra Engeland til Bornholm gennem +en Telegraftraad; det er ligegodt fan til Akrobat! +Naa, Bror Kalle kunde jo ogsaa et og andet Taskenspilleri, +saa han har det ikke efter fremmede. Alfred +lod slet ikke høre fra sig ved Jordefærden; han hører +nu til de Fine og har afbrudt al Forbindelse +med sin fattige Slægt. Man har valgt ham ind i forskellige +Byhværv, og han er en ren Blodhund mod +de Fattige — Frænde er jo Frænde værst. Men de +Fine er nok ogsaa svært saa glade for ham.“ +</p> + +<p> +Pelle hørte kun lige den gamles Tale som et enstonigt +Dryp. Due, Due! det godmodigste bedste +Menneske han kendte — han som værgede Annas +uægte Barn mod dets egen Mor, og holdt af det +som af sine egne fordi det var værgeløst og trængte +til det — han vandrede nu hen for at lægge sit +Hoved paa Skafottet! Saa dyrt købte han sit Ønske +om at faa et Par Heste og blive Vognmand. Heste +og Vogne havde han taget paa Kredit og selv klaret +Renter og Afdrag — Konsulen havde blot sagt god +for ham. Og for den lille Opnaaelse vandrede han +nu Forsmædelsens Vej! Skridtene blev ved at give +Genlyd i Pelles Sind; han fattede ikke hvorledes +han skulde bære det, og længtes efter sin tidligere +Sløvhed. +</p> + +<p> +Lasse snakkede sig hen over det, for ham var det +Skæbne — tung og trist men som ikke kunde være +anderledes. Gensynet havde ogsaa løsnet saa meget +i ham, han var oprømt, alt hvad han saá var morsomt. +Som man dog kunde finde paa at stuve Mennesker +sammen herovre — som Sild i en Tønde! +<a id="page-142" class="pagenum" title="142"></a> +Og hjemme paa Bornholm laa der store Strækninger, +hvor ikke et Menneske holdt til. Vinduet var +han ikke dristig ved at nærme sig, han holdt sig +forsigtigt et Stykke inde i Stuen og kiggede ud over +Tagene. Det var ligegodt tosset! man kunde lige saa +godt give sig til at tælle Aksene i en Kornmark som +Husene her. +</p> + +<p> +Pelle kaldte paa Marie som beskedent holdt sig +inde hos sig selv. „Det er min Plejemor,“ sagde han +og tog hende om Skulderen „— og det er saa Far +Lasse, som du allerede siger du holder af. Kan du +skaffe os nogen Frokost?“ Han gav hende Penge. +</p> + +<p> +„Hun er vakker hun,“ sagde Lasse og gravede i +sin Sæk — „hun skal ha en Skænk! — Her har +du et rødt Æble,“ sagde han da hun kom tilbage — +„Spis det, saa bliver du min Kærest.“ Marie smilede +alvorligt og saá paa Pelle. +</p> + +<p> +De laante Marskandiserskens Trækkevogn og kørte +ned til Pæreskipperen efter Lasses Sager. Det meste +havde han solgt for ikke at drage ud i Verden +med for stor Oppakning; men en Seng med Sengeklæder +og lidt andet havde han dog beholdt! „Saa +har jeg jo Hilsener fra Sort og Marie Nielsen!“ +sagde han. +</p> + +<p> +Pelle blev rød. „Jeg skylder hende et Par Ord +men har helt glemt det herovre; mit Portræt har jeg +ogsaa halvvejs lovet hende. Nu faar jeg se at faa det +til en Side.“ +</p> + +<p> +„Ja gør det,“ sagde Lasse. „Jeg ved ikke hvor +nær I har staaet hinanden, men hun var en god +Kvinde. Og de der sidder tilbage, føler Naget ved +at være glemt — husk det!“ +</p> + +<p> +Allerede om Eftermiddagen hægede Lasse om sig +og børstede sin Hovedbeklædning. +</p> + +<p> +„Hvad nu?“ spurgte Pelle. „Du vil da ikke gaa +ud alene?“ +</p> + +<p> +„Jeg vil ud og se lidt paa Staden,“ svarede Lasse +selvfølgeligt. „Noget Arbejde har jeg i Sinde at søge +mig, og kanske gaar jeg hen og titter lidt paa Kongen +<a id="page-143" class="pagenum" title="143"></a> +ogsaa! Du kan bare forklare mig, hvad Retning +jeg skal holde.“ +</p> + +<p> +„Du maa hellere vente, til jeg kan følge med — +du kaster dig bare hen.“ +</p> + +<p> +„Naa gør jeg det?“ svarede Lasse stødt. „Jeg fandt +dog herhen alene, skulde jeg tro.“ +</p> + +<p> +„Jeg kan følge med den gamle Mand,“ sagde +Marie. +</p> + +<p> +„Ja følg du med den gamle Mand, saa skal ingen +komme og sige, han har mistet Ungdommen,“ udbrød +Lasse skæmtende og tog hende i Haanden. +„Vi to skal vist blive gode Venner tror jeg.“ +</p> + +<p> +Henad Aften kom de igen. „Mennesker er her +nok af,“ sagde Lasse pustende — „men Overflod +paa Arbejde lader her ikke til at være. Jeg har +spurgt paa baade det ene og det andet, men ingen +vilde have mig. Naa det gir sig vel! Ellers kan jeg +sætte en Pig i min Kæp og give mig til at samle +Gadepapir op lige som de andre Gamlinge; det ved +jeg da jeg duer til.“ +</p> + +<p> +„Men det faar du ikke Lov til,“ svarede Pelle +hæftigt. „Min Far skal ikke gaa og være Gadesamler.“ +</p> + +<p> +„Ja ja — noget vil jeg have fat i — ellers rejser +jeg hjem igen. Jeg vil ikke gaa løs og ledig og se +paa at du slider.“ +</p> + +<p> +„Du kan godt trænge til at hvile dig og have det +lidt rart paa dine gamle Dage Far — men det ordner +sig nok!“ +</p> + +<p> +„Kst, hvile mig! Jeg skulde vel ligge paa Ryggen +og lade mig made som et Spædebarn? Jeg tror ikke +min Ryg holdt til det, du.“ +</p> + +<p> +De havde faaet Lasses Seng stillet op med Fodenden +ind under Skraataget; der var lige Plads til +den. Pelle var helt barnestemt da han gik i Seng; +det var snart mange Aar siden han havde sovet i +Rum sammen med Faderen. Men om Natten led +han af onde Drømme, Dues forfærdelige Skæbne +forfulgte ham i Søvne. Hans stærke godmodige Skikkelse +blev ved at vandre og vandre i det endeløse +<a id="page-144" class="pagenum" title="144"></a> +Graa, dybt bøjet, med Hænderne lænkede paa Ryggen, +en tung Jærnlænke om Halsen, og Øjnene i +Jorden som søgte han selv Afgrunden. Pelle vaagnede +ved, at Far Lasse stod over hans Seng og +følte ham i Ansigtet lige som da han var Barn. +</p> + +<p> +„Hvad er der Pøjke?“ spurgte den gamle bekymret. +„Du er da vel ikke syg?“ +</p> + +<div class="chapter"> + +<h2 class="chapter" id="chapter-0-14"> +XIV +</h2> + +</div> + +<p class="first"> +Lasse holdt ikke af at sidde til Stads, og var ivrigt +optaget af at farte om og søge Arbejde. Naar +han talte med Pelle, holdt han gode Miner til slet +Spil og saa fortrøstningsfuld ud; men Storstaden +havde allerede skuffet ham. Han begreb ikke dette +Virvar, og følte sig for gammel til at give sig i Kast +med det og faa fat i Meningen — kanske var der +heller ingen! Det saa nærmest ud som enhver rendte +og gjorde Jagt efter sin egen Næsetip, uden at kere +sig Spor om alle andre. Man hilste ikke engang naar +man mødte Mennesker paa Gaden — Lasse begreb +ikke det hele. „Jeg skulde blevet derhjemme,“ tænkte +han tidt. +</p> + +<p> +Og Pelle var der jo det ved at — — naa ja at +han var oppe i alt sit eget altsaa! det var jo bare +noget at rose en Mand for. Han løb til Møder og +agiterede og havde travlt, Tankerne var i det bestandig, +der var ikke rigtig Plads for en troskyldig Sludder +saadan som i gamle Dage. Forlovet var han +ogsaa blevet, og hvad Vækkelsen ikke tog, det tog +Kæresten. Som den Knægt var vokset og havde forandret +sig, legemligt og i sit Væsen! Lasse havde en +Fornemmelse, som om han ikke naaede ham længer +end til Bukselinningen. Svært alvorlig var han blevet +og helt mandig; han saa ud som havde han allerede +taget Tøjlerne over et eller andet; man skulde ikke +se paa ham, at han var en simpel Skomagersvend. +<a id="page-145" class="pagenum" title="145"></a> +Der var Ansvar i Pøjken — kanske lidt for meget +igen! +</p> + +<p> +Marie fulgte ham gærne omkring, de var blevet +gode Venner og havde nok at snakke om. Hun tog +ham hen til Berlingerens Gaard; om Udhængstavlen +var der fuldt af Arbejdssøgende, de fyldte Porten og +stod i en lang Stime ned ad Gaden. +</p> + +<p> +„Her kommer vi aldrig til,“ sagde Lasse mismodig, +men Marie albuede dem frem; naar Folk gjorde +Vrøvl, skældte hun ud. Lasse var helt forfærdet +over den Mund Barnet kunde bruge; men det hjalp +vældigt. +</p> + +<p> +Marie læste Beskæftigelserne op, og Lasse gjorde +højlydt sine Bemærkninger om hver af dem. +</p> + +<p> +„Gaardmand — ja jeg har jo været det én Gang; +men det gik skidt, saa det er vist ingen Anbefaling. +Ellers har netop det været mit Livs Drøm om jeg +saa tør sige — det er det herligste Virke Gud har +skænket Mennesket!“ De omstaaende lo. Lasse saá +uforstaaende paa dem, saa lo han med og slog overgivent +med Hovedet. Han var med paa den værste. +</p> + +<p> +„Hvad var det du sagde? Herskabskusk! Ja køre +et Par Heste kan jeg vel, men jeg er vist ikke fin +nok til Herskaberne — jeg er bange Næsen drypper!“ +Han saá sig vigtigt om, som et Barn der bliver +lagt Mærke til. „Men Bydreng — den var ikke +uæffen, lad os notere os den. Det er ingen stor +Kunst at være alles Hund! Portner — ja fy Fan! +det er jo bare at sidde og titte arrigt ud af et Kældervindu. +Dér maa vi hen og friste paa.“ +</p> + +<p> +De indprentede sig Adresserne til de kunde dem +udenad, og trængte sig ud gennem Mængden. „Pokker +til gammel grinagtig Fyr,“ sagde Folk og saá +leende efter dem. — Lasse var helt kry. De gik fra +Sted til Sted, men ingen havde Brug for ham. Folk +smilede blot ad den gamle skrøbelige Skikkelse i de +bredsnudede Støvler. +</p> + +<p> +„De ler ad mig,“ sagde Lasse nedslaaet — „kanske +<a id="page-146" class="pagenum" title="146"></a> +fordi jeg ser noget bondsk ud. Men det maatte +vel kunne overvindes.“ +</p> + +<p> +„Det er nok mere, fordi du er saa gammel og vil +ha’e Arbejde,“ sagde Marie. +</p> + +<p> +„Tro det skulde være derfor? Jeg er dog først +lige naaet de syv Gange ti; og baade paa fædre og +mødre Side er vi blevet nær de halvfems. Ja saa? +Men kunde jeg bare faa Lov at komme an, skulde +de vel faa at se at der er Slag i Gamle Lasse +endnu! mangen ung Fyr skulde kanske sætte sig +paa Enden af lutter Forundring. Men hvad er det +for et Folkefærd, som staar saadan og hænger saa +trist med Hænderne i Lommen?“ +</p> + +<p> +„Det er jo de Arbejdsløse. Her er skidt med Arbejde, +og de siger det bliver værre endnu.“ +</p> + +<p> +„Og alle de som sloges om at komme til Avistavlen +— var det ogsaa ledige Hænder?“ +</p> + +<p> +Marie nikkede. +</p> + +<p> +„Men saa er det jo værre her end hjemme; der +havde man dog altid Stenhuggeriet om ikke andet. +— Og jeg som troede den gode Tid var ved at tage +sin Begyndelse herovre.“ +</p> + +<p> +„Pelle siger at den skal nok komme,“ sagde Marie +fortrøstningsfuld. +</p> + +<p> +„Ja Pelle — han har godt ved at snakke. Han er +ung og rask og har Tiden for sig.“ +</p> + +<p> +Lasse var i daarligt Humør, ingenting huede ham +rigtig. For at glæde ham tog Marie ham hen at se +paa Vagtparaden, det livede ham lidt op igen. +</p> + +<p> +„Det er ligegodt nogle flotte Karle,“ sagde han +— „hu ha som de fører sig! de er fine i Tøjet, men +de ved det ogsaa selv. — Ja Kongens Krigskarl blev +jeg jo aldrig. Jeg fremstillede mig til Optagelse, fordi +jeg var ung og havde Mod paa noget; jeg var et +rask Stykke Mandfolk dengang du! Men de vilde +ikke have mig, min Krop duede ikke sagde de; jeg +havde jo slidt vel meget som Barn. Det er nu noget +de har sat sig i Hovedet, at man skal være +saadan og saadan skabt — for at tækkes de fine +<a id="page-147" class="pagenum" title="147"></a> +Fruer vel. Ellers kunde jeg vel nok værge mit Land, +jeg ogsaa.“ +</p> + +<p> +Nede ved Børsgraven var Stenbroen brudt op; +et Hold Jordarbejdere var i Færd med at grave ud +til Rørledninger. Lasse blev helt livlig og skyndte +sig derhen. +</p> + +<p> +„Dette var lige noget for mig,“ sagde han og stod +og faldt i Drømme over Arbejdet; hvergang Arbejderne +svang Hakken, gjorde hans gamle Hoved Bevægelsen +med. Han rykkede nærmere og nærmere. +„Hør du,“ sagde han til en af Arbejderne som pustede +ud — „mon ikke man kunde faa fat her?“ +</p> + +<p> +Manden gloede længe paa ham. „Faa fat her?“ +raabte han saa, mere henvendt til sine Kammerater +end til Lasse, „— ja det kunde du vist li’ hva’? +Her kommer I Udlændinge rendende fra Fyn og +Middelfart og vil ta’e Brødet fra os Indfødte. Skrub +du a hjem med dig, din jyske Rad!“ Han svang +leende Hakken over Hovedet. +</p> + +<p> +Lasse trak sig langsomt tilbage. „Han blev sku +gal, han!“ sagde han mismodigt til Marie. +</p> + +<p> +Om Aftenen skulde Pelle jo saa ud til alle sine +Gøremaal, hvad det nu var. Travlt havde han, og +alt det han virkede, blev Tilstanden ved at være lige +daarlig. Det var nok ikke saadan at stemme op for +Elendighedens Bæk! +</p> + +<p> +„Men gaa du bare og tag Vare paa dit eget,“ +sagde Lasse. „Jeg sidder saa og snakker lidt med +Børnene — og saa gaar jeg i Seng. Jeg ved ikke +— min Krop bliver gladere og gladere for Sengen, +skønt jeg aldrig har haft Ord for at være doven. +Det maa være Graven der minder. Og taale at gaa +ledig kan jeg ikke, jeg er helt syg i Kroppen af +det.“ +</p> + +<p> +Lasse plejede ellers ikke at snakke om Graven, +men nu havde han sat noget af sin Fortrøstning til. +„Byen er ogsaa saa stor og forstyrret,“ sagde han til +Børnene. „Det Gran der er til Rest af én bliver +borte mellem Hænderne paa én herinde.“ +</p> + +<p> +Han kunde meget bedre betro sig til dem om sine +<a id="page-148" class="pagenum" title="148"></a> +Bekymringer. Pelle var blevet saa stor og alvorlig +at der ligefrem stod Respekt af ham. Man følte +ingen rigtig Lyst til at ulejlige ham med sine Smaatterier. +</p> + +<p> +Men hos Børnene fandt han Tonen uden videre, +de sloges med Smaakravl lige som han selv og kunde +fatte alle hans Genvordigheder. De gav ham gode +praktiske Raad, og som Vederlag talte han Gammelmands +Visdom til dem. +</p> + +<p> +„Jeg ved ikke hvordan det er,“ sagde han, „men +Storstaden gør mig songled og smaatosset i Hovedet. +Bare det, at ingen kender mig og ser til den Side, +hvor jeg gaar, tager Modet af Knæerne paa mig. +Hjemme var der dog én og anden, som vendte Hovedet +og sagde til sig selv: Se der gaar Gamle Lasse, +nu skal han ned paa Havnen og hugge Sten; svært +saa godt han holder ud! Der var ogsaa dem som +nikkede til mig, og selv kendte jeg jo hverandet +Menneske. Her løber det hele surr! jeg begriber +ikke, hvor du Karl kan finde nogen Fortjeneste +her?“ +</p> + +<p> +„Aa det er nemt nok!“ svarede Drengen. „Klokken +seks om Morgenen skynder jeg mig til Grønttorvet; +der er altid noget at bringe hjem for de +Smaahandlende som jo ikke har Raad til at holde +Ka’l. Naar Grønttorvet er forbi, bringer jeg Blomster +i Byen for Gartnerne; men det er meget usikkert, +for der faar jeg ikke andet end Drikkepengene. +Ellers render jeg saadan rundt, hvor jeg kan tænke +mig der er noget — ud paa Østerbro og paa Frederiksberg! +Og jeg har ogsaa et Par faste Steder, hvor +jeg er en Time hver Eftermiddag og bringer Varer +ud. Der er altid noget, bare man farter dygtigt omkring.“ +</p> + +<p> +„Og det kan blive til en nogenlunde Fortjeneste +hver Dag?“ sagde Lasse forundret. „Det ser mig +noget utrygt ud. Du kan dog aldrig vide om Morgenen, +om du har tjent noget inden Aften.“ +</p> + +<p> +„Han er saamænd meget flink,“ sagde Marie anerkendende. +<a id="page-149" class="pagenum" title="149"></a> +„Naar det er ordenlige Tider, kan han +holde jævnt en Krone om Dagen.“ +</p> + +<p> +Og det kunde blive en jævn Fortjeneste til med? +Nej det begreb Lasse ikke. +</p> + +<p> +„Sommetider bli’r det ogsaa helt hen ad Aften +inden jeg tjener noget — men saa maa man se at +lave den i en Fart. Der er altid noget, bare man +kan finde det!“ +</p> + +<p> +„Om jeg tog og fulgte med dig da,“ sagde Lasse +tankefuld. +</p> + +<p> +„Det kan du ikke, for jeg løber hele Tiden. Saa +kunde du meget bedre putte en Arm.“ +</p> + +<p> +„Putte en Arm?“ spurgte Lasse forundret. +</p> + +<p> +„Ja putte den ene Arm inden for Trøjen og gaa +op til Folk og be’ om. Det var ikke saa vanskeligt +— du ligner en Invalid.“ +</p> + +<p> +„Ja saa, gør jeg det mon?“ sagde Lasse og missede +med Øjnene — „det kan jeg dog aldrig vide. +Men selv om saa var, vil jeg dog ikke gaa og tigge +ved Godtfolks Dør. Det fik vist ingen Gamle Lasse +til.“ +</p> + +<p> +„Saa gaa ud paa Kalkbrænderiet — der søger de +Skærveslagere i denne Tid,“ sagde den alvidende +Knægt. +</p> + +<p> +„Ja der sagde du noget,“ udbrød Lasse — „saa de +har Sten dér? Ja mit Stenværktøj har jeg taget +med, og er der noget jeg længes efter paa denne +Jord, saa er det efter at komme til at knagge i en +Sten i igen.“ +</p> + +<div class="chapter"> + +<h2 class="chapter" id="chapter-0-15"> +XV +</h2> + +</div> + +<p class="first"> +Pelle var en Mand nu; han kunde overse sit eget +og lidt til, og veje Forholdene mod hinanden. Græmmelsen +over Dues Skæbne havde han skudt til Side +og saá igen lyst fremad. Men den sad i hans Sind, +dér havde den ædt sig ind til det meget andet, og +sad og farvede alting med en varm mørk Farve. +<a id="page-150" class="pagenum" title="150"></a> +Over hans Pande rugede en mørk Sky som han +ikke selv vidste om at sige; men Ellen saá den og +strøg med sine bløde Hænder for at faa den væk. +Den stod besynderligt til det glatte rødmussede Underansigt, +og virkede som en letsindig Trusel paa en +lys Foraarsdag. +</p> + +<p> +Han begyndte at føle Tilliden som en bærende +Kraft. Ikke blot her i <em>Arken</em> forgudede de ham; +hans Kammerater saá op til ham; naar der var noget +vigtigt for, søgte deres Øjne uvilkaarligt ham. Havde +han lidt letsindigt været lige ved at sætte Organisationen +over Styr for at komme Meyer til Livs, saa +var det fuldt oprettet igen; Foreningen var stærkere +nu end den nogensinde havde været, og det var hans +Arbejde. Der var da Raad til at rette Ryggen og se +lidt paa sit eget. +</p> + +<p> +Han og Ellen længtes hæftigt efter at komme sammen +og faa deres eget lille Hjem. Der kunde gøres +mange Indvendinger, han var ikke blind for det. +Pelle var en dygtig Arbejder, men Lønnen var ikke +saaledes, at der kunde stiftes Familie paa den; det +var en nøgen Kendsgærning, at selv en flink Arbejder +ikke kunde forsørge Kone og Børn ordenligt. +Børn regnede han med som en Selvfølge, og den +Dag vilde ogsaa komme, da Far Lasse ikke kunde +tjene Føden til sig selv længer. Men det laa endnu +ude i Fremtiden, og paa den anden Side var det ikke +dyrere at leve to end én — naar man fik en god +sparsommelig Hustru. Vilde man have lidt Del i +Livets Glæde, fik man lukke Øjnene og springe +hen over alle Indvendinger, sætte sin Tillid til Undtagelsen +endnu en Gang. +</p> + +<p> +„Det bliver jo ogsaa snart bedre,“ sagde Murer +Stolpe. „Endnu er det smaat for de fleste Fag, men +se selv hvor alt trækker sammen til et stort Slag. +Saa giver vi Fremskridtet én bagi og be’r det oppe +sig lidt — og saa er Fortjenesten der. Man skal +gifte sig mens man er ung; hvad er der at gaa og +skele til hinanden efter?“ +</p> + +<p> +Madam Stolpe var som altid af hans Mening. +<a id="page-151" class="pagenum" title="151"></a> +„Vi giftede os og tog Sødmen af hinanden, mens +Blodet var ungt endnu. Derfor har vi nu noget at +staa imod med,“ sagde hun og saá troskyldigt paa +Pelle. +</p> + +<p> +Det blev bestemt, at Bryllupet skulde staa nu i +Foraaret. Til Marts fik den yngste Søn Frederik udlært, +saa kunde Bryllup og Svendegilde slaaes sammen. +</p> + +<p> +Der stod en lille tom Toværelses Lejlighed ved +Kanalen lige over for Børnehuset, den lejede de. +Murer Stolpe vilde have de Unge ud paa Nørrebro +„blandt ordenlige Mennesker“, men Pelle havde +levet sig ind i denne Bydel. En Del Kunder havde +han ogsaa herude, som det var godt at have i Ryggen +— og Kanalerne var her! For Pelle var de et +Kig ud, de virkede befriende paa hans Sind; inde +mellem de lukkede Stenmure paa Nørrebro følte +han sig altid trykket. Ellen lod ham raade, hun var +lige glad hvor de kom til at bo. Med ham kunde +hun gærne drage til Verdens Ende og slaa sig ned. +</p> + +<p> +Hun havde sparet sig lidt sammen i sine Pladser, +og Pelle havde ogsaa faaet lidt skrabet sammen; +han hang godt i og satte alle Fornødenheder endnu +en Streg ned. Naar Ellen havde fri, gik de rundt og +købte ind til Hjemmet. Mange Ting tog de brugt, +fordi det var billigt; men ikke til Soveværelset. Der +skulde alt være flunkende nyt. +</p> + +<p> +Det var en dejlig Tid, hvor hver Stund var fuld +af sit eget rige Indhold og ikke gav Plads for Spekulationer +eller Bekymringer. Ofte kom Ellen rendende +op og tog ham midt i Arbejdet; han maatte +med hen og se paa et eller andet der kunde faas +saa billigt — straks inden det røg. Paa hendes Frisøndage +gik de og bragte i Orden i det lille Hjem, +og spaserede bagefter Arm i Arm gennem Byen ud +til de Gamle. +</p> + +<p> +Pelle havde haft saa travlt med andres og ikke +skænket sig selv en Tanke — det gjorde helt godt +at hvile ud i sit eget en Gang. Mudderet derude +rykkede i fjærn Afstand, han skelnede det lige mens +<a id="page-152" class="pagenum" title="152"></a> +han trak til Rede; han tænkte ikke mere paa Samfundsspørgsmaal +end Fuglene der bygger i Foraarstiden. +</p> + +<p> +En Dag bar saa Pelle sine Sager over i den ny +Lejlighed og lagde sig for sidste Gang til Hvile i +<em>Arken</em>. Her byggede ingen Fremtid, inden for disse +Mure søgte kun det havarerede varig Tilflugt, og +Pelle skulde videre. Men ud af Pjalterne og alt det +forhutlede steg alligevel en Stemme som ikke hørtes +andre Steder, et sorgløst Kvidder, en Pludren +som af fattige Fugle, der sidder og plukker sig hvor +lidt Sol staar paa. Det var med Vemod, han saá tilbage +paa den Tid han havde tilbragt her. +</p> + +<p> +Natten før Bryllupet laa han og kastede sig uroligt, +noget forfulgte ham i Søvne. Endelig vaagnede +han og skelnede en undertrykt Knurren, der kom +med lange Mellemrum som om selve <em>Arken</em> gav sig +under onde Drømme. Til sidst stod han op, tændte +Lampen og satte sig til at pudse paa sine Brudestøvler, +der endnu stod med Læsterne i for at holde +deres smukke Form. Lasse sov endnu, og ude paa +den lange Gang var alt Søvn. +</p> + +<p> +Lyden kom igen, stærkere og mere langtrukken; +der var noget ved den, som mindede om Stengaarden +og satte hans Barndoms Gru op i ham; han sad +og svedte over Arbejdet. Pludselig hørte han nogen +gaa famlende ude paa Gangen og pusle ved hans +Dør; han sprang hen og lukkede op, Spændingen +gik som Frysninger igennem ham. Derude stod +Hannes Mor og rystede i Morgenkulden. +</p> + +<p> +„Pelle,“ hviskede hun angst — „nu er det der! +Jeg kunde vel ikke faa dig til at springe hen efter +Madam Blom i Torvegade? — jeg tør ikke forlade +Hanne. Og saa skulde jeg ønske dig til Lykke fra +hende.“ +</p> + +<p> +Han syntes ikke videre om sin Mission men løb +dog. Siden sad han og lyttede derover ad, mens han +arbejdede saa stille som muligt for ikke at vække +Far Lasse. Men saa var det ved den Tid Børnene +skulde op; for sidste Gang dunkede han i Væggen +<a id="page-153" class="pagenum" title="153"></a> +og hørte Maries søvndrukne: Ja—a! Nattestilheden +var brudt med det samme, Beboerne tumlede ud, +rendte paa bare Fødder til Vasken, og slog med +Dørene. „Det er Prinsessen der klager sig!“ sagde +de til hinanden. „Hun græder, fordi hun har mistet +det man aldrig faar igen mere.“ Saa brast det i et +Skrig, og der blev pludselig stille ovre. +</p> + +<p> +Stakkels Hanne! nu fik hun en Mund at forsørge, +og hvor var Faderen til den? hun fik haardt at +gøre nu! +</p> + +<p> +Lasse gik ikke paa Arbejde den Dag, skønt Bryllupet +først skulde staa ud paa Eftermiddagen. Han +var højtidelig stemt fra Morgenstunden, og gik og +passede paa Pelle at han ikke lagde Ting over Kors +og desligeste. Pelle lo hvergang. +</p> + +<p> +„Ja du ler du!“ sagde Lasse. „Men dette er en +vigtig Dag — kanske den vigtigste i éns Liv. Saa +faar man vel paasé, at ikke den første den bedste +Smaating skal slaa det hele i Stykker.“ Han gik og +tog Varsel af alting. Solen var han godt tilfreds med, +den stod op i en Vandsæk og klarede fra sig op ad +Dagen. Det var aldrig heldigt, naar det begyndte altfor +straalende. +</p> + +<p> +Marie gik og saá paa Pelle med et Udtryk af +indestængt Sorg — som en Mor der sender sit Barn +ud og gør sig Umage for at lade glad, syntes han. +Ja ja, hun havde i mange Dele taget sig af ham +som en Mor, Barn som hun var; de havde taget +ham op i deres Rede som en forladt Fugleunge, og +med Undren set ham vokse forbi dem. Han havde +i Smug hjulpet dem hvor han kunde; men hvad +betød det mod den Opsang, det havde været for +ham at se de tre forældreløse tage Tingen som den +var og selv bygge hele Tilværelsen op af intet. Hvem +skulde nu lette dem hen over de vanskelige Steder, +uden at de mærkede Haanden? Han fik holde et +vaagent Øje med dem. +</p> + +<p> +Marie havde hektisk røde Kinder og skinnende +Øjne, da han stod med hendes ru Haand i sin og +takkede hende for godt Naboskab. Det brød i hendes +<a id="page-154" class="pagenum" title="154"></a> +trange Barm, der var et Genskær af skjult Skønhed +over hende. Det var Pelle der havde faaet Blodet +til at finde Vej til hendes graa Ansigt; naar han +var stærkt fremme i noget, blussede hun i Kinderne, +og en Kende af Farven blev hvergang tilbage. Det +var som Safterne steg i hende med ved hans Sundhed; +og nu stod hun her og søgte at sprænge den +forkrøblende Skal og række fagre Ævner frem imod +ham, men kunde ikke. Pludselig kastede hun sig +om hans Hals. „Pelle, Pelle!“ sagde hun og borede +sit Ansigt mod hans Bryst. Saa løb hun ind til sig +selv. +</p> + +<p> +Lasse og Pelle bar de sidste Sager over i Lejligheden +og satte paa Plads; klædte sig saa i stiveste +Stads og gik ud til Stolpes. Pelle var for første +Gang i sit Liv i høj Hat og saa helt statelig ud. „Du +ligner en Storborger,“ sagde Lasse og kunde ikke +se sig mæt paa ham. „Men hvad tror du de siger +til Gamle Lasse? Det er dog halvfint Folk, og jeg +forstaar ikke at gebærde mig. Var det mon ikke +bedre jeg vendte om?“ +</p> + +<p> +„Aa ti nu stille med det, du Far,“ sagde Pelle. +</p> + +<p> +Lasse var uhyre glad ved at skulle med til Bryllupet +men havde alligevel mange Betænkeligheder. +De sidste Aar havde gjort ham sky for fremmede, +han krøb gærne i Krogene. Hans Gildesklæder var +ogsaa gaaet til, og Stadsen her var flikket sammen; +Skødefrakken havde de lejet for Anledningen, og det +hvide Kravetøj var Peters. Han følte sig ikke hjemme +i Klæderne og saa ud som en genert Konfirmand. +</p> + +<p> +Ude hos Stolpes stod Huset paa den anden Ende. +De Gæster der skulde med i Kirke var allerede +komne; de gik inde i Dagligstuen og smaafløjtede, +saá ned paa Gaden og kedede sig. Stolpes Skrivebord +var forvandlet til Buffet, og Brødrene gik og +trak Øl op og nødte gemytligt: „Aa tag nu et lille +Stykke Knækbrød til! Man bli’r tør i Halsen af at +staa saa længe og sige ingenting.“ +</p> + +<p> +Inde i den pæne Stue gik Stolpe frem og tilbage +<a id="page-155" class="pagenum" title="155"></a> +og brummede. Han var i Seler og ventede paa sin +Tur til at komme ind i Sovekamret, hvor Ellen og +Moderen havde lukket sig inde. Engang imellem +aabnedes Døren paa Klem, og Ellens nøgne hvide +Arm kom til Syne og smed et Klædningsstykke ind +til Faderen. Saa fik Pelle Hjærtebanken. +</p> + +<p> +Henne ved Vinduet stod Madam Stolpes Myrte +og var helt plyndret. +</p> + +<p> +Nu kom Stolpe ind og var færdig, Pelle maatte +blot knappe Flippen paa for ham. Han gav Lasse +Haanden og gik saa hen efter <em>Arbejderen</em>. „Her +skal De høre hvad der siges om Deres Søn,“ sagde +han og gav sig til at læse: „<em>Vor unge Partifælle +Pelle holder i Dag Bryllup med Datter af en af +Partiets ældste og veltjente Mænd, Murer Stolpe. +Den unge Mand der allerede har gjort et godt +Stykke Arbejde for Sagen, blev i Aftes enstemmig +udpeget til Formand for sin Organisation. Vi giver +det unge Par vore bedste Ønsker med paa Vejen!</em> +Den er oplagt hva’?“ Stolpe rakte Bladet til Gæsterne. +</p> + +<p> +„Ja den er sku forresten meget god,“ sagde de og +lod Bladet gaa fra Haand til Haand; Lasse bevægede +Læberne som om han løb Notitsen igennem +han ogsaa. „Ja det er fans, som de kan faa det stillet +op!“ sagde han henrykt. +</p> + +<p> +„Men hvad er det med Petersen — vil han gaa +af?“ spurgte Stolpe. +</p> + +<p> +„Han er jo syg,“ svarede Pelle. „Jeg var forresten +ikke der henne i Aftes, saa jeg ved ingenting.“ +Stolpe saá forbavset paa ham. +</p> + +<p> +Madam Stolpe kom og trak Pelle ind i Sovekamret, +hvor Ellen stod som en snehvid Aabenbaring, +med langt Slør og Myrtekrans i Haaret. „Egenlig +skulde I jo ikke ha’e Lov at se hinanden, men jeg +synes nu det er Synd,“ sagde hun og skubbede dem +i hinandens Favn med et kærligt Blik. +</p> + +<p> +Frederik, der havde hængt ud af Vinduet for at +kigge efter Køretøjet, kom og dundrede løs paa +<a id="page-156" class="pagenum" title="156"></a> +Døren. „Vognen er der, Børn!“ brølede han meningsløst +højt. „Vognen er der!“ +</p> + +<p> +Saa rullede de afsted de Par Skridt hen til St. +Hans. Pelle vidste knap af det hele før de sad i +Vognen igen, man maatte skubbe ham til, hvad han +skulde gøre, han saá kun Ellen. Hun var hans Sol, +alt det andet vedkom ham ikke. Ved Alteret havde +han taget hendes Haand og holdt den under hele +Handlingen. +</p> + +<p> +Frederik var blevet hjemme for at tage mod Bude +og Folk med Lykønskninger. Da de kom tilbage, +laa han i Vinduet og smed Skruptudser og Troldkællinger +ned foran Hestene som en Salut til Brudeparret. +</p> + +<p> +Man drak et Glas Vin med de nygifte og besaá +Brudegaverne; Stolpe saá paa Uret — man var altfor +tidlig efter det. „I maa gaa jer en Tur Fatter,“ +sagde Madam Stolpe — „de første Par Timer kan +vi ikke spise.“ Mændene drev saa ud i Ventegodts +Have for at slaa en Pot Kegler, mens Kvindfolkene +lavede til. +</p> + +<p> +Pelle var helst blevet hjemme hos Ellen men +maatte jo med; han og Lasse gik ved Siden af hinanden. +Lasse havde ikke ønsket Pelle rigtig til Lykke +endnu, han havde gemt paa det til de kom paa Tomandshaand. +</p> + +<p> +„Naa til Lykke og Velsignelse, Pøjke!“ sagde han +bevæget og trykkede Pelles Haand. „Nu er du saa +en Mand med Hjem og Ansvar. Og husk saa paa +at Kvindfolk er lige som Børn; man skal ikke gøre +for meget Væsen af dem i alvorlige Sager men sige +kort og godt: Saadan skal det være! — det passer +dem bedst. Begynder man først at tinge altfor meget +med dem, saa ved de ikke hvilken Side de vil slaa +sig til. Ellers er de gode nok og nemme at komme +fremad med — blot man behandler dem godt. Jeg +har altid haft det nemt med det, for de lider den +faste Haand. — Dine Svigerforældre kan du være +glad for; det er gode Folk, om end de er noget +stolte af deres Faglærdom. Og Ellen vil blive dig +<a id="page-157" class="pagenum" title="157"></a> +en god Kone — forstaar jeg mig paa Kvindfolk. +Hun ser paa sit eget og skal nok vide at holde +sammen paa Stumperne. Lang i Kropstykket er hun +som det gode Tillæg — det vil vist ikke skorte jer +paa Børn.“ +</p> + +<p> +Ude i Traktørstedets Have blev der serveret +Svensk Banko, og Lasse fik Humøret op. Han prøvede +at slaa et Slag Kegler — det havde han aldrig +været med til før, og vovede sig til at sige Morsomheder. +„Op med Skærverne Far!“ sagde Pelle naar +der blev gjort op; den gamle havde tabt. +</p> + +<p> +„Ja Skærver er her ingen Mangel paa,“ svarede +Lasse oprømt — „jeg har hugget adskillige Vognmandslæs +i min Tid.“ Saa lo de andre, og Lasse +rettede sig og kom ud af sin Skal. „Det er et prægtig +Folkefærd de Københavnere,“ hviskede han til +Pelle. „En flot Haand sidder der paa dem til at +give ud, og et vittigt Ord har de rede til hver en +Ting.“ +</p> + +<p> +Inden man vidste et Ord af det, var det ved at +blive mørkt; man maatte af Sted hjem! +</p> + +<p> +Hjemme var Bordene dækket og de øvrige Gæster +komne; Madam Stolpe gik og var nervøs over +at de blev borte. „Nu ta’r vi og dingler lidt paa +Benene allesammen,“ hviskede Stolpe ude i Entréen +— „saa skælder Madammen ud! — Naa Mutter, +har du varm Mad til os?“ spurgte han og tumlede +ind i Stuen. +</p> + +<p> +„Aa din Nar, tror du ikke jeg kender dig!“ udbrød +Madam Stolpe leende. „Næ, min Mand skal +man gudskelov ikke gaa og lede op paa Beværtninger.“ +</p> + +<p> +Pelle søgte straks ud til Ellen i Køkkenet og fik +hende med sig; de gik med hinanden i Haanden og +besaá de sidst ankomne Gaver; der var en Bordlampe, +et Kagefad af Plet og nogle emaljerede Køkkenting. +En eller anden havde skænket et lille Svøbelsebarn +af Porcelæn men glemt at navngive sig. +</p> + +<p> +Ellen trak ham med ud i Entréen for at omfavne +ham, men der stod Morten og tog sit Overtøj af. +<a id="page-158" class="pagenum" title="158"></a> +Saa flygtede de ud i Køkkenet, men der holdt Kogekonen +til; i Sovekamret fandt de endelig en uforstyrret +Plet. Ellen lagde Armene om Pelles Hals og +saá stum paa ham, borte i Lykke og Længsel. Og +Pelle knugede det kære svaje Jomfrulegeme ind til +sig og saá hende dybt ind i Øjnene, der blev mørke +og skyggefulde som Fløjl og sugede hans Lys til +sig. Hjærtet svulmede i ham, han følte sig usigelig +lykkelig — rigere end nogen anden paa Jorden — +ved den Skat han holdt i sine Arme. I sit stille +Sind lovede han at værne og værge hende, og ikke +have anden Tanke end den at gøre hende lykkelig. +</p> + +<p> +Inde fra Stuerne lød der utaalmodige Tramp, +„Brudeparret, Brudeparret!“ blev der raabt. De +skyndte sig ind hver gennem sin Dør, man stod opstillet +ved Bordet og ventede paa dem for at tage +Plads. „Naa, det er let og se, hvad I to har taget +jer for,“ udbrød Stolpe drillende — „man behøver +sku bare se paa Tøsens Glugger. Sikken et Par +Kulgløder!“ +</p> + +<p> +Otto Stolpe — Skiferdækkeren — var Mundskænk +og aabnede Maaltidet med at byde Akvavit om. „En +lille Snaps,“ sagde han til hver — „vi maa prøve +om der er Fald paa Renden. Ellers bli’r der let Forstoppelse.“ +</p> + +<p> +„Naa, bestiller I noget Folkens?“ sagde Stolpe +oppe fra Bordenden hvor han sad og filede Steg af. +„Kil paa med Byggeklodserne!“ Han havde Brudeparret +paa højre Haand og den nybagte Svend Frederik +paa venstre. Foran ham paa Bordet stod en +stor ny Potte med Hank og hvidt Trælaag over; +Gæsterne kiggede efter den og lo til hinanden. +</p> + +<p> +„Hvad kigger I efter?“ spurgte han alvorligt. „Er +der noget I trænger til, saa spyt fra Leveren.“ +</p> + +<p> +„Aa det er den Terrin dér!“ svarede hans Broder +Tømreren uden at fortrække en Mine. „Min +Kone vilde gærne laane den lidt, siger hun.“ +</p> + +<p> +Hans Kone fór forfærdet op og gav sig til at +tærske ham i Ryggen. „Aa dit Bæst,“ sagde hun og +<a id="page-159" class="pagenum" title="159"></a> +lo halv skamfuld. „Altid skal de Mandfolk holde én +for Trekant.“ +</p> + +<p> +Saa huggede man løs igen og lod Maden stoppe +Munden en Overgang. Nu og da faldt der en lun +Bemærkning. „Her sidder man forresten og har det +rigtig godt mens I andre slæber,“ sagde Badutspringeren, +Ottos Arbejdskammerat. Det betød at han ingen +Steg havde. „Tag og lang ham Tandkødet Mutter!“ +sagde Stolpe. +</p> + +<p> +Da Sulten var stillet, tog Løjerne rigtig Fart. +Mortens Gave var en stor Kransekage. Det var et +helt Kunstværk, han havde lavet den som en Pyramide, +paa Toppen stod et ungt Par af Sukker og +holdt om hinanden, bag dem paa et Glansbillede gik +Solen op. Op ad Pyramidens Trin kravlede forskellige +Skikkelser og rakte Armene op mod Toppen. +Der blev skænket Vin til Kransekagen, og Morten +holdt en lille Tale til Pelle om Troskab mod den +ny Kammerat han havde valgt sig. Tilsyneladende +galdt det kun Ellen, men Pelle forstod at Mortens +Ord skulde føres meget videre ud; de havde altid +dobbelt Bund. +</p> + +<p> +„Tak for det du!“ sagde han bevæget og drak +med ham. +</p> + +<p> +Saa holdt Stolpe en Formaningstale til de nygifte. +Den var fuld af kostelige Indfald og blev modtaget +med Jubel. +</p> + +<p> +„Ja se nu kan Fatter tale,“ sagde Madam Stolpe. +„Naar det ikke gælder noget, saa kan han.“ +</p> + +<p> +„Hvad er’et du siger Mutter?“ udbrød Stolpe forbavset, +han var ikke vant til Kritik fra den Kant. +„Vil I nu høre, nu begynder sku ens egen Kone at +pille Stilladset væk under én.“ +</p> + +<p> +„Ja det siger jeg nu!“ svarede hun og saá dristigt +paa ham, hendes Ansigt var blevet hedt af Vinen. +„Er der maaske nogen der staar saa langt fremme +til det som Fatter? Han var den første, og den ivrigste +har han altid været; han har gjort et godt +Stykke Arbejde end de fleste. Han kunde saamænd +godt været en af Førstemændene i Dag og +<a id="page-160" class="pagenum" title="160"></a> +givet Tonen an, naar det ikke var for den forbandede +Hikke. Klog er han, og sine Kammeraters Respekt +har han ogsaa, men hvad kan det nytte naar +man hikker? Hvergang han kommer op paa en Talerstol, +falder Hikken over ham.“ +</p> + +<p> +„Det er da vel ikke Brændevinshikke?“ spurgte +den lille tykke Badutspringer, Albert Olsen. +</p> + +<p> +„Ak nej. Fatter har aldrig drevet Flaskeagitation,“ +svarede Madam Stolpe. +</p> + +<p> +„Naa, det var en køn Tale Mutter der holdt for +mig,“ sagde Stolpe leende — „og hun hikkede sku +ikke. Det er alligevel knusende, som der er nogen +der ikke kan! — — Men saa var det altsaa din Tur +<a id="corr-13"></a>Frederik. Nu er du Svend, og skal selv tage Ansvaret +for at Tingen kommer i Lod og Vinkel. Vi +to har jo taget Tørnen paa Stilladset og kender saa +nogenlunde hinanden — du har sommetider væ’t +en Klovn og sommetider et Fæhoved, og det har +ikke manglet paa en Lussing fra din Gamle. Det +var nu mest saadan lidt Lømmelalder; naar du bare +vilde, var der ikke noget i Vejen! Og den Ros skal +du ha’e, at du kan dine Sager — du behøver ikke +stikke op for nogen. Vis nu, hvad du duer til, +min Dreng! hold dit Skifte saa Kammeraterne ikke +skal ta’e dig paa Slæb! og snyd dig ikke fra din +Omgang!“ +</p> + +<p> +„Snyd heller ikke Ølmanden for Flaskerne!“ indskød +Albert Olsen. Otto stødte ham i Siden. +</p> + +<p> +„Nej heller ikke det!“ sagde Stolpe og lo. „Saa +er der bare to Ting til,“ føjede han alvorligt til. +„Lad vær og ha’e Pigebørn rendende neden for Stilladset +i Arbejdstiden — det ser aldrig godt ud! Og +hold altid Kammeratskabet højt! Der er ikke noget +Navn saa lurvet som Ordet Skruebrækker!“ +</p> + +<p> +„Det er svart!“ udbrød de Bordet rundt. „Den +var godt langet ud!“ +</p> + +<p> +Frederik sad og lyttede med et forlegent Smil, +han var i nyt hvidt Murertøj, og paa hans runde +Hage sad nogle mørke Krølhaar, som han hvert +Øjeblik følte til. Han ventede spændt paa at den +<a id="page-161" class="pagenum" title="161"></a> +Gamle skulde blive færdig, saa han kunde komme +til at drikke Dus med ham. +</p> + +<p> +„Og nu min Dreng,“ sagde Stolpe og tog Laaget +af Potten — „er du optaget i Svendenes Lav, og +velkommen skal du være! Skaal du!“ Han satte +med et lille Blink i Øjet Potten for Munden og +drak. +</p> + +<p> +„Skaal du!“ svarede Frederik med lysende Øjne, +da Faderen rakte ham Drikkehornet. Det gik videre +Bordet rundt, Kvinderne hvinede før de drak. Det +var fuldt af Bajerskøl, og i den brune Vædske flød +smaa Bajerske Pølser. Mens Drikkehornet gjorde +sin lystige Runde om Bordet, istemte Stolpe Murervisen; +de andre sang Omkvædet med: +</p> + +<div class="poem-container"> + <div class="poem"> + <div class="stanza"> + <p class="verse1">Det Mandfolk med hvid Kasket og Bluse —</p> + <p class="verse">at han er Murer ved hver en Sjuft.</p> + <p class="verse">Giv ham lidt Kalk og Sten, og sikke Huse</p> + <p class="verse">han smækker op i den bare Luft!</p> + <p class="verse">Paa Gaden stanser Godtfolk i Flok:</p> + <p class="verse4">Aa, naa da da!</p> + <p class="verse">Stilladset gynger, men det staar vel nok?</p> + </div> + <div class="stanza"> + <p class="verse1">Den Murer balancerer skidt paa Gaden</p> + <p class="verse">og dratter ned i hver Kælderhals;</p> + <p class="verse">for han har hjemme oppe over Staden</p> + <p class="verse">omtrent i Højden som femte Sals.</p> + <p class="verse">Om Hodet basker ham Fugle smaa</p> + <p class="verse4">— aa, naa da da!</p> + <p class="verse">Stilladset gynger, men kil bare paa!</p> + </div> + <div class="stanza"> + <p class="verse1">For Mureren, hvad ved han af Svimlen?</p> + <p class="verse">Nej af sig selv holdt han aldrig op!</p> + <p class="verse">Han kiler bare paa durk op mod Himlen,</p> + <p class="verse">til Loven kommer og siger: Stop!</p> + <p class="verse">Pist er I gale? dér bor Vorherr’!</p> + <p class="verse4">Aa, naa da, da!</p> + <p class="verse">Og han har Servitut — den var værr’!</p> + </div> + <div class="stanza"> + <p class="verse1">Men varskoes han: Ugen den er omme,</p> + <p class="verse">han maaler op og gør ren Besked.</p> + <p class="verse">Med Ugelønnen i den ene Lomme</p> + <p class="verse">han kravler morderlig forsigtig ned.</p> + <p class="verse">Nø, sikke Sølvtøj han slæber paa!</p> + <p class="verse4">— aa, naa da da!</p> + <p class="verse">Stilladset gi’r sig; men det maa vel gaa.</p> + </div> + </div> +</div> + +<p class="noindent"> +<a id="page-162" class="pagenum" title="162"></a> +Den lille tykke Skiferdækker sad med begge Arme +paa Bordet og stirrede lige ud med lidt tinnede Øjne. +Da Sangen var forbi, løftede han Hovedet lidt: „Ja +den kan jo være meget rigtig — saadan hvad det +angaar. Men Skiferdækkeren kravler sku ligegodt +højere end Mureren.“ Han var blaarød i Hovedet. +</p> + +<p> +„Naa Kammerat, godt Ord igen,“ sagde Stolpe +gemytligt. „Det kommer jo ikke an paa i Aften +hvem der kravler højest — men bare paa at vi +morer os.“ +</p> + +<p> +„Nej det kan jo nok være,“ svarede Albert Olsen +tykt og lod Hovedet synke igen. „Men Skiferdækkeren +kravler sku højest!“ Saa sad han og mumlede. +</p> + +<p> +„Lad ham bare være,“ hviskede Otto — „ellers +faar han Bersærkergang. — Saa lad nu vær med at +være gnaven gamle Svend,“ sagde han og lagde Armen +om Albert Olsens Skulder. „Der er jo alligevel +ikke nogen, der kan stikke dig i den Kunst at falde +ned.“ +</p> + +<p> +Badutspringeren havde faaet sit Navn, fordi han — +bedst som han laa paa Taget og arbejdede — plejede +at rutsje ud over og forsvinde i Gadedybet. Han +var faldet ned fra Hushøjde flere Gange uden at +komme til videre Fortræd; en Gang havde han dog +brækket begge Benene og hjulede nu ikke saa lidt +paa dem. For at formilde ham fortalte Otto, som var +hans Makker, om hvordan han sidst faldt ned: +</p> + +<p> +„Vi ligger altsaa paa Taget og mikser — ham og +mig, og hundekoldt var det. Han havde naturligvis +krænget Tovet af sig; og bedst som vi ligger og +sludrer er han væk. Saa for Pokker! raaber jeg til +de andre — nu røg Badutspringeren igen! Og vi +ned ad Trapperne i en Fart. Vi var jo ikke sat op +til Narrestreger kan I nok begribe — men der laa +ingen Albert Olsen paa Stenbroen. Hvor Fan blev +Badutspringeren af? siger vi og glor dumt paa hinanden. +Men saa kigger jeg tilfældigvis over efter en +Kælderbeværtning, og der sidder han sku neden for +Vinduet og vinker saadan med Pegefingren op for +<a id="page-163" class="pagenum" title="163"></a> +Øjet, at vi skal komme ned og faa en Øl. Jeg blev +saa knusende tørstig, sagde han bare — jeg havde +ikke Tid til at følge Trappen!“ +</p> + +<p> +Badutspringeren var blevet god igen ved de andres +Latter. „Kan I gi’e en Øl?“ sagde han og rejste sig +tungt. Han fik den og satte sig hen i en Krog. +</p> + +<p> +Stolpe sad og legede med Kanarifuglen som ogsaa +skulde have sin Del af Gildet. Den sad oppe +paa hans røde Øre og pillede ham i Haaret, hoppede +saa langs hans Arm ned paa Bordet. Han spurgte +hvert Øjeblik: „Hvad har Hansemand?“ +</p> + +<p> +„Piip!“ sagde Kanarifuglen hver Gang. Saa lo de +alle: Hansemand har Pip! +</p> + +<p> +„Nej, hvor er han klog, at han saadan kan svare,“ +sagde Konerne. +</p> + +<p> +„Klog — nej han er durkdreven er han! Engang +havde vi købt en Hun til ham; for Mutter syntes +det var Synd, at han ikke ogsaa skulde ha’e Kærligheden +at føle. De giftede sig ogsaa meget pænt, +og Madammen la’e to Æg; men da hun gav sig til +at ruge paa dem, blev Hansemand sku gnaven i +Ansigtet — han kaldte paa hende, at hun værsgod +skulde komme med op paa Pinden. Det vilde hun +ikke, og en Dag hun var henne og tog sig lidt Mad, +hoppede han ned og vippede Æggene ud mellem +Tremmerne. Han var skalusse — Raden! Jo Dyr er +storartet kloge, det er kolossalt som saadan en lille +Tingest kan regne den ud! Vil I nu bare se dér.“ +</p> + +<p> +Hansemand var hoppet hen over Bordet og var i +Lag med Resterne af Kransekagen. Han sad paa +Kanten af Fadet, og vippede veltilfreds med Halen +mens han huggede i sig; pludselig lod han noget +uartigt falde ned paa Dugen. „Naa da!“ udbrød +Stolpe forskrækket — „det skulde bare været én +anden én! Saa skulde I ha’e hørt Mutter bruge +Mund.“ +</p> + +<p> +Gamle Lasse var ved at ryste sammen af Latter, +saa lystige Kumpaner havde han aldrig været imellem +før. „Dette her er jo lige som at komme midt +op i en halv Snes af Bror Kalles Slags,“ hviskede +<a id="page-164" class="pagenum" title="164"></a> +han til Pelle. Pelle smilede blot fraværende. Ellen +holdt hans Haand i sit Skød og sad og legede med +Fingrene. +</p> + +<p> +Der kom et Lykønskningstelegram til Pelle fra +Fagforeningen; det bragte igen Samtalen ind paa alvorligere +Omraader. Morten og Stolpe kom i Dispyt +om Bevægelsen; Morten mente, den ikke tog nok +Sigte paa den enkelte men lagde for megen Vægt +paa Stemmemassen. Han mente Revolutionen skulde +komme inde fra. +</p> + +<p> +„Nej,“ sagde Stolpe — „det fører ikke til noget. +Men kan vi sætte vore egne ind i Rigsdagen og +faa Flertal, saa omdanner vi Samfundet efter vort +Program. Og det er fuldt ud lovligt!“ +</p> + +<p> +„Ja men det drejer sig om Mad!“ sagde Morten +stærkt. „Sultne Folk skal ikke sidde og øve sig i at +blive Flertal — for mens Græsset gror, dør Koen! +De skal tage selv; gør de ikke det, saa er der noget +i Vejen med deres Selvfølelse — og saa maa man +vække dem til Bevidsthed om deres eget Menneskeværd. +Hvis der kom en Lov og forbød Fattigmand +at indaande Luften, tror De saa han lod være med +det? — han kunde simpelt hen ikke! Det er sørgeligt, +at han kan gaa og se paa Mad og lade være at +spise af den — der er noget i Vejen med hans Levedygtighed +her! Og det benytter Samfundet sig af +til hans Fortræd. — Hvad har den Fattige med Loven +at gøre, han staar jo uden for det hele! En Mand +maa ikke sulte sin Hest eller Hund, men Samfundet +som forbyder ham det, sulter selv sine Arbejdere! +Jeg tror, det hævner sig, at præke endnu mere Lovlydighed +for Smaafolk; vi faar skidt Materiale til +det ny Samfund engang.“ +</p> + +<p> +„Naa ja, det er vel ikke af Respekt for det kapitalistiske +Samfunds Love vi øver os i Lovlydighed,“ +sagde Stolpe lidt usikkert — „men af Hensyn til +os selv. Gud hjælpe de Stakler der tager sig til +Rette.“ +</p> + +<p> +„De holder dog Saaret friskt! — alle de andre der +sulter i Stilhed, hvad udretter de? Det er bare for +<a id="page-165" class="pagenum" title="165"></a> +faa, saa man har Plads til dem i Fængslerne. Men +hvis enhver der sulter, stak sin Arm gennem Butiksruden +og tog selv — saa skulde man snart faa +Madspørgsmaalet løst; man putter ikke den halve +Nation i Fængsel. Nu er Sulten jo en Samfundsdyd +mere, som man øver saa man sommetider dør af +det — til Fordel for dem der sanker til Bunke. +Brave Fattigper faar et Klap paa Skulderen, fordi +han er saa lovtro — hvad behøver han mer?“ +</p> + +<p> +„Ja for Fanden, vist er det galt fat!“ udbrød Stolpe +— „men det er jo netop derfor —. Nej De faar +mig sku ikke med, min unge Ven! De er mig for +rød. Den skær ikke! Nu har jeg været i Bevægelsen +fra første Dag, og der er ingen der skal +komme og sige, at Stolpe er bange for at vove Pelsen; +men den Fason er jeg ikke med paa. Vi har +holdt Retningen, og alt hvad vi har naaet fik vi paa +den Konto.“ +</p> + +<p> +„Ja det er sandt,“ udbrød Madam Stolpe. „Naar +jeg tænker paa den første Tid og saa nu, vil jeg slet +ikke tro mig selv. Dengang kunde vi ikke begaa os +— ikke engang blandt Folk af vor egen Stilling; de +sjikanerede os paa alle Maader, og hadede Fatter fordi +han ikke var samme Slags Drog som de selv, men +tog sig af deres Sager. Hver Gang naar jeg kom +ud af Køkkendøren, hang der en skidden Rak af en +Karklud paa Haandtaget. Ogsaa værre Ting smurte +de paa Døren — og hvem var det vel? Jeg sagde +det ikke til Fatter, for saa var han blevet rasende +og havde revet hele Huset ned for at faa fat paa +den skyldige, han havde saamænd nok at slaas med +endda. Men nu: Aa dér kommer Stolpe — Hurra +for Stolpe! Ham maa man ha’e Respekt for, for han +er Veteran!“ +</p> + +<p> +„Det kan være meget rigtigt,“ mumlede Albert +Olsen — „men Skiferdækkeren kravler ligegodt +højest.“ Han sad med sænket Hoved og saá ond ud +af Øjnene. +</p> + +<p> +„Vist kravler han højest,“ sagde Madammerne. +„Der er jo heller ingen der siger andet.“ +</p> + +<p> +<a id="page-166" class="pagenum" title="166"></a> +„Lad ham bare være,“ sagde Stolpe, „han har en +lille én paa!“ +</p> + +<p> +„Saa skulde han saamænd gaa sig en Tur i Luften +og ikke sidde og være ubehagelig,“ sagde Madam +Stolpe bestemt. +</p> + +<p> +Badutspringeren rejste sig besværligt. „Sa’e De en +Tur i Luften, hva’ Madam? Ja for er der nogen der +kan gaa i Luften, saa er det sku Albert Olsen. De +storsnudede Murere, hvad kan de vel?“ Han stod +med ludende Hoved og gav ondt af sig. „Ja ja, saa +gaar vi en Tur i Luften — mig skal I ikke være +Nar for.“ Han ravede ud ad Køkkendøren. +</p> + +<p> +„Hvad skal han dog den Vej?“ udbrød Madam +Stolpe forskrækket. +</p> + +<p> +„Aa han skal vel bare ned i Gaarden og ha’e +Kallunet vendt,“ sagde Otto. „Han er en brilliant +Fyr, men han taaler ikke noget at drikke.“ +</p> + +<p> +Pelle havde siddet og ridset med Blyanten paa et +Ark Papir, mens de andre diskuterede. Ellen hang +over hans Skulder og saá paa ham; han havde hendes +hede Aande i Øret, og smilte lykkeligt mens +Blyanten arbejdede. Ellen tog Tegningen da han var +færdig, og skubbede den hen ad Bordet til de andre; +det var en tyk svedende Mand der trillede sin egen +Mave foran sig paa en Bør. „Kapitalismen — naar vi +andre nægter at gøre Tjeneste længer!“ stod der +neden under. Tegningen gjorde megen Lykke. „Du +er mig Pokker til Fyr du!“ sagde Stolpe. „Den sender +jeg ind til Vittighedsbladet — jeg kender Redaktøren.“ +</p> + +<p> +„Ja han!“ udbrød Lasse stolt — „der er ikke den +Ting han ikke kan. Bølen maa vide hvor han har +det fra, for efter Faderen er det ikke.“ Saa lo de. +</p> + +<p> +Tømrer Stolpes skikkelige Kone sad og saá forundret +paa Tegningen, flyttede saa Blikket hen paa +Pelles Fingre og tilbage igen. „Jeg kan forstaa at +man kan sige noget morsomt med Munden,“ sagde +hun — „men med Fingrene, det begriber jeg ikke. +Og den Stakkel, som han maa slæbe paa sin Mave! +<a id="page-167" class="pagenum" title="167"></a> +Det er næsten værre endnu end dengang jeg gik +med Viktor.“ +</p> + +<p> +„Fætter Viktor — det er hans den mindste der +var saa knusende klog!“ sagde Otto forklarende og +sendte Pelle et varskoende Blik. +</p> + +<p> +„Ja han er rigtignok klog, skønt han ikke er mer +end et halv Aar. Forleden Dag tog jeg ham med +ned for at købe Mælk. Og siden vilde han saamænd +ikke ha’e sin Mors det venstre Bryst; Knægten +havde ved Gud set, at Kusken tappede skummet +Mælk af den venstre Side af Vognen og sød af den +højre. — Og en anden Gang —“ +</p> + +<p> +„Saa Mutter, lad du det nu være nok!“ sagde Tømrer +Stolpe. „Kan du ikke se de sidder og holder +dig for Trekant? Nu skulde man vel saa se at +komme hjem.“ Han saa lidt stødt ud. +</p> + +<p> +„Hvad, vil I allerede gaa?“ sagde Stolpe. „Ja Død +og Pine, Klokken er jo blevet mange. Men vi maa +ha’e en Sang først.“ +</p> + +<p> +„Snart dages det —“ foreslog Madam Stolpe anstrængt; +hun var saa træt at hun nikkede. +</p> + +<p> +Da man havde sunget Socialistmarsjen, brød man +op. Lasse fik Lommerne stoppet fulde af Lækkerier +til de tre forældreløse. +</p> + +<p> +„Hvor er Badutspringeren henne?“ udbrød Otto +pludselig. +</p> + +<p> +„Han er maaske blevet syg nede i Gaarden,“ +sagde Stolpe — „spring ned og se, <a id="corr-17"></a>Frederik!“ De +havde helt glemt ham. +</p> + +<p> +Frederik kom op og meldte, at Albert Olsen ikke +var i Gaarden — og Porten var laaset. „Han skulde +da vel ikke være gaaet op paa Taget?“ sagde én. +</p> + +<p> +De gik op ad Køkkentrappen, Døren til Loftet +stod aaben, et Tagvindu ligeledes. Otto smed Frakken +og svang sig op gennem Vinduet. Helt henne +paa Rygningen sad Badutspringeren og snorksov; +han støttede Ryggen til Brandgavlens Kam der ragede +en halv Alen op, lige bag ham var det bratte +Dyb. +</p> + +<p> +<a id="page-168" class="pagenum" title="168"></a> +„Lad vær og raab!“ sagde Murer Stolpe dæmpet. +„Og tag et ordenlig Tag i ham, før du vækker ham!“ +</p> + +<p> +Men Otto gik lige løs paa sin Makker. „Hallo +Kammerat! det er Fyraften!“ raabte han. +</p> + +<p> +„Javel,“ svarede Badutspringeren og kom paa Benene. +Han stod lidt og svajede over Afgrunden, saa +foretrak han Retningen over Taget, fulgte i Hælene +paa Otto og krøb ned gennem Vinduet. +</p> + +<p> +„Hvad Fanden har du bestilt?“ spurgte Stolpe +leende. „Har du væ’t paa Arbejde?“ +</p> + +<p> +„Jeg var bare lidt oppe og trække frisk Luft. Har +I en Øl? Men hvad er den a’ — gaar man allerede +hjem?“ +</p> + +<p> +„Ja du har siddet deroppe to Timer og kigget +Stjærner,“ sagde Otto. +</p> + +<p> +Alle Gæsterne var gaaet, Lasse og det unge Par +stod og ventede for at sige Farvel. Madam Stolpe +gik med Taarer i Øjnene og bandt Ellen ind. „Pas +nu paa Nattekulden!“ sagde hun tykt og blev ved +at staa og nikke ned efter dem, med blændede +Øjne. +</p> + +<p> +„Saa! der er jo ikke noget at staa og vande Høns +efter,“ sagde Murer Stolpe og førte hende ind. „Tag +du nu og list i Seng, saa skal jeg nok visse Badutspringeren +i Søvn. Tak for i Dag Mutter!“ +</p> + +<div class="chapter"> + +<h2 class="chapter" id="chapter-0-16"> +XVI +</h2> + +</div> + +<p class="first"> +Pelle havde sin Disk staaende ud fra den smalle +Pille mellem Stuens to Vinduer; man kunde lige +knibe sig mellem Enden af Disken og det runde +Bord som stod midt paa Gulvet. Paa Hovedvæggen +stod en egetræsmalet Buffet som var Ellens Stolthed, +og lige over for paa den modsatte Væg stod hendes +Ungpigekomode med Spejlet over og hvid Hedebodug +paa. Paa Komoden stod et poleret Syskrin, +<a id="page-169" class="pagenum" title="169"></a> +et Par Fotografier og nogle Nipsgenstande; med sit +hvide Klæde lignede den et lille Alter. +</p> + +<p> +Pelle var kun hos Mester Beck hveranden Dag, +den øvrige Tid sad han hjemme og agerede Smaamester. +Han havde mange Bekendte herude, lutter +Fattigfolk som sled deres Skotøj ind til Strømpen, +før de lod det gøre i Stand; men der kunde dog +holdes en Dagløn paa det. Fra Ellens Familie og +deres Omgangskreds fik han ogsaa Arbejde. Det var +en anden Slags Folk; selv om de kunde sidde haardt +i det, bevarede de altid Skinnet og optraadte med +en vis Flothed. Deres smalle Steder beholdt de for +sig selv. +</p> + +<p> +Han kunde sagtens have fundet Svendearbejde +nok, men holdt af denne Ordning der gav Grundlaget +for noget selvstændigt; der var mere Fremtid +i den. Der var ogsaa en egen Klang i Arbejdet med +Hjemmet som Baggrund; det gav grødefuld Varme +i Sindet at lade Blikket glide fra Arbejdet ind i +Stuen, hvor Tingene stod saa fortroligt og bredte +Hygge om sig som havde de altid hørt sammen. +Naar Morgensolen faldt ind, lo det hele; og midt i +det gik Ellen nynnende og havde travlt. Hun trængte +til at være i hans Nærhed bestandig, og var glad +for hver Dag han tilbragte hjemme. Saa gjorde hun +sit Arbejde i Køkkenet saa kort som muligt og sad +inde hos ham; han maatte lære hende at stikke +Lapper paa og afneje en Saal, og hun hjalp ham +med Arbejdet. +</p> + +<p> +„Nu er du Mester, og jeg er din Svend,“ sagde +hun glad. Hun bjærgede ogsaa Kunder til ham, det +var hendes Higen at beholde ham hjemme altid: +„Jeg skal nok hjælpe dig alt det jeg kan! Og en +Dag har du saa meget Arbejde, at du kan antage en +Dreng — og siden en Svend.“ Saa tog han hende i +sine Arme, og de arbejdede omkap og sang Viser. +</p> + +<p> +Pelle var helt lykkelig og havde lagt alle Sorger +og Byrder fra sig. Dette var hans Rede, hvor hver +Pind og hvert Straa var mere værd end alt andet +paa Jorden. Der var nok at gøre med at holde sammen +<a id="page-170" class="pagenum" title="170"></a> +paa den og fore den lidt blødt ud, og Pelle +gik op i dette Arbejde med en Glæde som havde +han først nu fundet sin egenlige Bestemmelse. Nu +og da kom de tunge Dønninger ind til ham fra +Massens Bevægelse og satte hans Sind i stærke +Svingninger. Saa talte han ildfuldt op i stærk Indignation, +eller hans Lykke gav ham lyse Syn som han +udviklede for hende. Det blev Ellen der fik dét ogsaa! +Hun hørte stolt paa ham; og under hendes forelskede +Øjne dristede han sig frem i stærkere Udtryk +og Billeder, end det egenlig laa til ham. Naar +han endelig tav, blev hun ved at dvæle paa ham +med sine mørke Øjne, der altid syntes at se noget +i ham han ikke selv kendte. +</p> + +<p> +„Hvad tænker du nu paa?“ spurgte Pelle, som +gærne vilde have en Samtale i Gang om det der +var oppe i ham. Der var ikke andre til for ham end +Ellen, han trængte til at drøfte det ny netop med +hende, og føle den vidunderlige Lykke ved at være +to om dét ogsaa. +</p> + +<p> +„Jeg tænker paa, hvor rød din Mund dog er naar +du taler! — den længes vist efter Kys!“ svarede hun +og fløj ham om Halsen. +</p> + +<p> +Foreteelserne ude omkring interesserede hende +ikke; hun kunde kun tale om sin Kærlighed og hvad +der angik dem selv. Men den hæftige Stirren i hendes +Blik gav Tilværelsen dyb Baggrund, helt gaadefuldt +kunde den virke paa ham som en Lokken for +ukendte Sider af hans Væsen. „Den Pelle hun ser, +maa være en anden end den jeg kender,“ tænkte +han lykkelig. Noget kønt og stærkt maatte det være, +som holdt hende saa fast at hun led ved at fjærne +sig blot et Øjeblik! — Naar hun saa havde stirret +længe nok, knugede hun sig forvirret ind til ham og +gemte sit Ansigt bort. +</p> + +<p> +Uden at han mærkede det, ledte hun hans Kræfter +tilbage og over paa hans eget. Han kunde arbejde +for to, naar hun sad over for ham ved Disken og +underholdt ham mens hun hjalp til. Pelle syntes +egenlig deres lille Rede var ganske hyggelig, men +<a id="page-171" class="pagenum" title="171"></a> +Ellen havde Sindet fuldt af Planer til Forbedringer +og Fremgang ogsaa dér. Til Forretningen hørte et +borgerligt Hjem med bløde Møbler og mange Slags +Ting, det byggede hun allerede paa. Hjemmet her, +der for ham var som et kært Ansigt man overhovedet +ikke tænker sig anderledes, var for hende noget +foreløbigt — Ting der efterhaanden skulde erstattes +af kønnere og bedre. Bag hendes hyggelige Snak om +daglige Smaating aabnede der sig et stort Perspektiv; +han maatte hænge i, skulde han svare til alt det +hun ventede af ham! +</p> + +<p> +Ellen var ikke den der forsømte sit Hus — der +randt overhovedet ikke noget bort mellem Fingrene +paa hende. Naar Pelle var paa Værksted, endevendte +hun det hele, skurede og skrubbede, og havde noget +godt til ham ved Maaltiderne. Om Aftenen var hun +uden for Værkstedsdøren og ventede paa ham. Saa +gik de en Tur langs Kanalen og over den grønne +Vold hvor Børnene legede. Ellen hang tungt paa +hans Arm. „Nej Pelle, som jeg har længtes efter dig +i Dag!“ sagde hun dvælende. „Nu har jeg dig jo, og +alligevel gør det helt ondt i mine Bryster; de ved +ikke endnu at du er hos mig.“ +</p> + +<p> +„Skal vi ikke arbejde lidt i Aften — blot et Kvarter?“ +sagde hun gærne naar de havde spist. „Des +før bliver du Mester og kan tage dig det lidt behageligere.“ +Pelle havde maaske mere Lyst til at gaa +Aftentur med hende gennem Byen, eller tage ud et +Sted og nyde Solnedgangen; men hendes mørke +Øjne lukkede sig om ham. +</p> + +<p> +Hun var fuld af Vilje i al sin Kærlighed — og +altid var det ham det drejede sig om. Der var noget +ved hendes Væsen, som udelukkede den Mulighed +at hun tænkte paa sig selv. I Forhold til hende +selv var alting hende ligegyldigt, det var kun sammen +med ham hun ønskede — og for ham! Hun +var uberørt og gavmild som ny Jord; Pelle havde +vakt Kærligheden i hende — som en uophørlig +Trang til at give. Han følte ydmygt, at alt hvad hun +<a id="page-172" class="pagenum" title="172"></a> +ejede bragte hun ham som Gave, og gjorde alt for +at gengælde hendes Rundhaandethed. +</p> + +<p> +Han havde afslaaet at overtage Ledelsen af Organisationen. +Samlivet med Ellen og Opretholdelsen af +det nystiftede Hjem lævnede ikke Tid til en anstrængende +Virksomhed udad. Ellen blandede sig +ikke i det, men naar han kom hjem og havde tilbragt +sin Aften med Møder, var hun forgrædt. Der +var en Svaghed i det han ikke forstod at møde paa +anden Maade, saa blev han hjemme hos hende. Og +han kom ikke til at savne noget, Ellen gav ham rigelig +Erstatning. Hun forstod at lukke det lille Hjem +om ham og gøre det til en Verden af rigt inderligt +Liv. Større Lykke gaves ikke end at sætte sig som +festligt Maal — en Porcelæns Urtepotte der kunde +staa i Vinduet med Aspedistraen. Det tog en Uges +Overlæg og Sparen; og naar de havde faaet den, +gik de Arm i Arm over paa den anden Side Kanalen +og skottede over til Vinduerne for at se Virkningen. +Og saa dukkede noget nyt op — Brødmaskine, +graveret Dørplade; hver Lørdag Aften betød +en ny lille Erhværvelse. +</p> + +<p> +<em>Arbejderen</em> laa og blev ikke læst; naar Pelle lagde +Arbejdet fra sig et Øjeblik for at kigge i den, var +Ellen der og nappede ham i Øret med sine Læber +— hans Fritid tilhørte hende. Og det var en dejlig +Adspredelse i Arbejdet at lege sorgløst som to +Hundehvalpe, dejligere end at slæbe paa Byrden af +de manges trælse Kaar. Saa blev Bladet sagt af; +Ellen fik Pengene hver Uge til sin Sparegris. Hun +havde udset sig et Hjørne henne paa Torvegade, +hvor de skulde have Butik og Værksted med tre-fire +Svende — det sparede hun sammen til. Pelle +maatte beundre hendes Klogskab, for det var et godt +Strøg. +</p> + +<p> +Efter Giftermaalet kom de ikke saa meget hos +Svigerforældrene. Stolpe syntes at Pelle var i Færd +med at løbe kold, og gjorde saa smaat Nar ad ham +for at sætte Farten op i ham igen. Men saa blev +Ellen vred og tørnede haardt sammen med ham — +<a id="page-173" class="pagenum" title="173"></a> +hun taalte ikke nogen Kritik over Pelle. De tog kun +derud, naar Pelle foreslog det; hun selv syntes ikke +at trænge til Slægten men blev helst hjemme. Ofte +lod de som de ikke var hjemme, naar Familien ringede +paa — for at have det for sig selv. Og om +Søndagen tog de helst ud alene, til Dyrehaven eller +Kongens Lyngby. +</p> + +<p> +Lasse saá de ikke meget til. Ellen havde engang +for alle indbudt ham til at komme og spise til Aften; +men naar han kom hjem fra Arbejdet, var han for +træt til at skifte Klæder og pudse sig, og Ellen var +øm over sit lille Hjem. Han havde stor Respekt +for hende, men følte sig ikke rigtig hjemme i hendes +Stuer. +</p> + +<p> +Han havde beholdt Pelles gamle Værelse og fik +sin Kost og Forplejning hos de tre forældreløse. De +holdt meget af ham, al deres pudsige Omsorg for +det store Hittebarn Pelle havde de ført over paa +den gamle Mand. Og her faldt den bedre til; Lasse +var ved at blive Barn igen og trængte til at blive +tullet lidt med. Han kunde lytte med stor Andagt til +Maries Smaabekymringer, og Drengenes Fortællinger +om hvad de oplevede; og svarede med Oplevelser +fra sine Drengeaar eller ude fra Stenpladsen, dygtigt +pralende for ikke at staa tilbage. Naar Pelle kom +over for at faa Faderen med hjem, sad de fire gærne +og havde et eller andet Børneværk for; de smaatrættedes +om Fremgangsmaaden, for Lasse vilde +jo være den klogeste. Den gamle undslog sig: +</p> + +<p> +„Du faar ikke være vred, du Pøjke, fordi jeg forsømmer +jer; men jeg er træt om Aftenen og gaar +tidlig i Seng.“ +</p> + +<p> +„Saa kom over paa Søndag da — og spis Frokost +med os. Saa tager vi ud bagefter!“ +</p> + +<p> +„Nej, paa Søndag har jeg noget for — et Stævnemøde +du,“ sagde Lasse skælmsk for at undgaa videre +Spørgsmaal. „Nyd I jer unge Lykke, den varer +ikke bestandig!“ +</p> + +<p> +Hjælp vilde han aldrig tage imod. „Jeg tjener til +Føden og lidt Klæder; meget behøver jeg ikke af +<a id="page-174" class="pagenum" title="174"></a> +nogen af Delene og er godt fornøjet. Du har vist +ogsaa nok at gøre, du!“ svarede han bestandig. +</p> + +<p> +Lasse var altid mild og venlig og lod fornøjet, +men der laa et eget Slør over hans Øjne som sad +der Skuffelse i hans Sind. +</p> + +<p> +Og Pelle forstod det godt — det havde altid været +den selvfølgeligste Sag, at Lasse skulde tilbringe +sine gamle Dage ved hans Arne. I Barneaarenes +Fremtidsdrømme saa forskellige de kunde være, var +Far Lasse altid med og nød sin Alders Hvile til Tak +for hvad han havde gjort. Saadan maatte det være, +i ethvert Fattighjem derude paa Landet sad der en +Gamling i Ovnkrogen — Børn er Alderdoms eneste +Trøst for Fattigmand. +</p> + +<p> +Det lod sig ikke indrette foreløbig, i deres to smaa +Stuer var der ikke Plads. Ellen manglede sikkert +ikke Hjærterum, hun tænkte ofte paa den gamle med +et eller andet; men hendes hæftige Kærlighed tillod +ikke Tredjemand at komme helt ind paa Livet af +dem. Det var heller aldrig faldet hende ind med en +Tanke; og Pelle følte, at hvis han overtalte hende +til at tage Far Lasse i Huset, maatte det vidunderlige +i deres Samliv dø. Saa rigt som han og hun +levede fra Stund til Stund — det var en hellig +Lykke som ikke kunde ofres men selv krævede alle +Ofre! Deres Forhold var ikke den jævne praktiske +Holden-af men selve den store Kærlighed — der +ellers kun strøg hen over Fattigfolks Hverdag i +skønne tragiske Sange om ulykkelige Elskende. +Her til dem kom den selv — som et lysende Under! +</p> + +<p> +Og nu var Ellen med Barn. Hendes Skikkelse +blev fyldigere og blødere. Over for alle andre bevarede +hun det fremmede, kolde i sit Væsen; men +mod Pelle aabnede hun sig helt. Det lille Forbehold — +der altid havde holdt til et Steds i hende, som var +der noget ikke engang han kunde erobre — forsvandt; +hendes Blik stirrede ikke ransagende længer men +lagde sig hengivent til Hvile i hans. Der kom en +forunderlig blød Ligevægt over hende — som havde +<a id="page-175" class="pagenum" title="175"></a> +hun nu taget hele sit i Besiddelse; og hun blev skønnere +Dag for Dag. +</p> + +<p> +Pelle følte sig stolt over at se hende udfolde sig +saa rigt under hans Kærtegn. Han havde den samme +Følelse af overvættes Gavmildhed, som Mulden +pludselig kunde indgive ham i hans Barndom; hans +Sind fyldtes af uendelig Ømhed. Der var en besnærende +Magt i Ellens løfterige Hjælpeløshed; han +ofrede gladelig hele Verden for at tjene hende og +det hun bar saa vidunderligt paa. +</p> + +<p> +Han stod selv op om Morgenen og gjorde i Stand +og lavede Kaffe, inden han gik paa Arbejde; naar +han kom hjem og Ellen havde skuret og skrubbet i +Huset, blev han vred. Han fordoblede sig selv for +at skaane hende, kneb paa Søvnen og var rastløst +paa Færde; hans Ansigt havde et stillestaaende Præg +af Lykke, der gav ham Udseende af at være indskrænket. +Uden for de fire Vægge gik hans Tanker +ikke, Ellens velsignede Skikkelse tog det hele. +</p> + +<p> +Nyanskaffelserne hørte op, i det Sted gjorde Ellen +besynderlige Indkøb af Lærred, Flonel og Lister. +Der var hemmelige Samtaler mellem hende og Moderen, +som Pelle holdtes udenfor; og naar de kom +ud til Svigerforældrene, fik Madam Stolpe travlt med +at rode i Skuffer og gav Ellen smaa Pakker med +hjem. +</p> + +<p> +Tiden gled altfor hurtigt forbi; saa udelukkende +de levede for deres eget, syntes de ikke engang de +fik alting med. Og en Dag var det, som det hele +skulde falde sammen om dem. Ellen laa i Sengen, +hun vred sig og skreg som om en ond Aand havde +taget Bolig i hende! Pelle stod bøjet over hende +med et hjælpeløst Udtryk, og for Fodenden af Sengen +sad Madam Blom; hun strikkede og læste i +sin Avis som var der ingenting paa Færde. „Skrig +kun, lille Madam“ sagde hun engang imellem naar +der blev hende for stille — „det er det der skal +til!“ Ellen saá hadsk paa hende og pressede trodsigt +Læberne sammen, men i næste Øjeblik spærrede +hun Munden vidt op og brølede vildt. Hun havde et +<a id="page-176" class="pagenum" title="176"></a> +Reb ned om Fodenden af Sengen, det trak hun i +mens hun skreg. Saa faldt hun udmattet sammen. +„Du stygge, stygge Dreng,“ hviskede hun med et +svagt Smil. Pelle bøjede sig glad ned over hende, +men hun stødte ham pludseligt bort, hendes skønne +Legeme forskød sig, den forfærdelige Kamp rasede +igen i hende. Med ét løste en spæd Stemme hende +af og fyldte Hjemmet med en ny Tone. „En ny +Mund at mætte,“ sagde Madam Blom og holdt den +nyfødte op ved det ene Ben — det var en Dreng. +</p> + +<p> +Pelle gik om rød i Hovedet og helt fortumlet, +som var der hændt ham noget ingen anden havde +oplevet Magen til. Han tog Mester Becks Arbejde +hjem den første Tid, og passede selv Drengen om +Natten. Hvert Øjeblik maatte han smide Arbejdet og +ind til de to. „Det er storartet med dig, som saadan +giver et Barn for et Kys,“ sagde han straalende — +„og oven i Købet en Dreng! Sikken et Mandfolk +der skal blive af ham.“ +</p> + +<p> +„Næ — er det en Dreng!“ sagde Familien. „I er +ikke væk!“ +</p> + +<p> +„Det manglede bare!“ svarede Pelle vigtigt. +</p> + +<p> +Den kvindelige Familie gjorde Nar ad ham, fordi +han passede Barnet. „Sikken et Mandfolk — han +la’e sig saamænd gærne i Barselseng,“ sagde de drillende. +</p> + +<p> +„Det kunde være lige meget med det,“ brummede +Stolpe. „Men han er lige ved at blive Idiot — det +er meget værre. Og det gør én ondt at maatte sige +det, men det er Tøsens Skyld! Nu har hun dog +gaaet her al sin Tid og ikke hørt andet end hvad +godt er. Men Fruentimmer er ligesom Katte, der +hænger ikke noget ved dem.“ +</p> + +<p> +Pelle lo blot ad deres Stiklerier, han var ovenud +lykkelig. +</p> + +<p> +Nu kunde Lasse ellers finde Vej om til dem! +Aldrig saa snart havde han faaet Melding om Begivenheden, +før han mødte op som han gik og stod. +Der var kommet et dristigt Sving over ham, han +smed sin Kabuds paa Gulvet inden for Døren, og +<a id="page-177" class="pagenum" title="177"></a> +brasede ind i Sovekamret som vilde nogen holde +ham tilbage. „Ak det lille Væsen! har én nu set +Mage til Guds Engel!“ udbrød han og gav sig til at +kvidre løs over Barnet, saa Ellen blev rød i Kinderne +af Moderstolthed. +</p> + +<p> +Hans Glæde over at være blevet Bedstefar kendte +ingen Grænser. „Saa kom det jo, saa kom det jo!“ +blev han ved at gentage. „Og jeg, som frygtede jeg +skulde komme til at gaa i min Grav uden Stedfortræder! +— Ak sikken en lille buttet Fanden! der er +noget at begynde Tilværelsen med, dér! Han bliver +sikkert Storborger han, du Pelle! vil du se saa trind +han er! Kanske Købmand eller Fabrikant eller noget +sligt! Den der kunde faa se ham i hans Magt +og Vælde — men det lykkes nok ikke Gamle Lasse +det.“ Lasse sukkede. „Ja ja, nu er han her saa, og +som han ser paa én allerede! Kalurius tænker nok: +Hvad er det for en runken og skrunken Mandsling, +dér staar og hilser paa i sit gamle Tøj? Ja det er +Lassefar det, du! se kun paa ham — han er kommet +til sine Herligheder paa en ærlig Maade.“ +</p> + +<p> +Saa gik han hen til Pelle og famlede efter hans +Haand: „Nej, det havde jeg ligegodt aldrig turdet +haabe — hvor er han vakker, du Pøjke! Hvad mon +han saa skal hedde?“ Lasse endte bestandig i det +Spørgsmaal og saá ængsteligt paa Sønnen. Hans +gamle Hoved dirrede lidt nu, naar der var noget +oppe i ham. +</p> + +<p> +„Han skal hedde Lasse Frederik efter sine to +Bedstefædre,“ sagde Pelle en Dag. +</p> + +<p> +Saa var den gamle glad, han gik ud og tog sig en +lille Rus i den Anledning. +</p> + +<p> +Han kom næsten daglig nu. Søndag Formiddag +gjorde han sig omstændeligt i Stand, pudsede og børstede +sig for at være saapas præsenterlig; og naar +han kom forbi fra Arbejdet, hørte han op om Lille +Lasse havde sovet godt. Han holdt Lovtaler over +Ellen som kunde sætte saadan et lyst og vakkert +Drengebarn til Verden, og hun blev helt indtaget i +den gamle Mand for hans Glæde over Barnet. Hun +<a id="page-178" class="pagenum" title="178"></a> +betroede ham tilmed at sidde ved den lille, og Lasse +var aldrig gladere, end naar de skulde ud og sendte +Bud efter ham. +</p> + +<p> +Saaledes virkede Lille Lasse straks ved sin Opdukken +til at sprede Misforstaaelser, og Pelle velsignede +ham. Det var dog en Pokkers lille Fyr allerede, +førte han ikke en Dag Far Lasse og Ellen lige i +Armene paa hinanden! Pelle fulgte Skridt for Skridt +det lille Væsens Gang ind i Verden; han oplevede, +at Drengens Blik første Gang viste vaagen Erkendelse +ved at flytte sig efter en Genstand — og første +Gang Haanden greb efter noget. „Ej ej, se til ham! +nu begynder han og vil have Haand i Hanke med +Tingene!“ raabte Pelle henrykt. Det var hans lyse +Overskæg Knægten allerede var ude efter — jo han +var tidligt med! Den lille Haand havde faaet godt +fat og var næsten ikke til at lukke op; den havde +smaa Gruber ved Fingrene og en dyb Fold om +Haandleddet. Der var skam god Kraft i Ellens +Mælk! +</p> + +<p> +Morten saá de aldrig noget til mere; i Begyndelsen +besøgte han dem men hørte saa op med at +komme. De var saa optaget af hinanden dengang; +og Ellens kolde Væsen havde maaske skræmt ham. +Han kunde jo ikke vide, at det var hendes Maade +at være paa over for alle! Pelle kunde aldrig finde +en ledig Stund til at opsøge ham, men savnede ham +tidt. „Kan du forstaa, hvad der er i Vejen?“ sagde +han forundret til Ellen. „Vi har dog haft saa meget +sammen, han og jeg. Mon jeg ikke skulde bryde +overtvært og se ud til ham?“ +</p> + +<p> +Ellen svarede ikke paa det men kyssede ham blot. +Hun vilde have ham for sig selv og omgav ham +med sin Kærlighed; dens varme Aande gjorde ham +lykkelig og veg. Bag om ham lukkede hendes Hjærte +sig som en Mur; han følte det svagt men rørte ikke +paa sig. Han havde det behageligt hvor han var. +</p> + +<p> +Barnet bragte nye Udgifter, og Ellen havde nok +at gøre, der blev ikke megen Tid til at hjælpe ham. +Han maatte være godt om sig, for at de kunde holde +<a id="page-179" class="pagenum" title="179"></a> +sig den sløje Vinter fra Livet og sidde lunt inden +Døre. Nogen Lejlighed til at stanse og tænke sig +om var der ikke. Det var en Kendsgærning den +daglige Tilværelse selv fastslog, at Smaakaarsfolk +havde rigeligt at gøre med at passe deres eget — +den behøvede ikke engang passere Bevidstheden! +</p> + +<p> +Han havde ingen Tanker færdende derude mer; +det var nærmest gammel Vane naar han under Frokostpavsen +paa Værkstedet sad og kiggede i Madpapiret +— gamle Eksemplarer af <em>Arbejderen</em>. Saa +kunde det hænde, at han følte noget drage hen i +Luften over sig som han ingen Del fik i — og løftede +Hovedet med et lyttende Udtryk. Men Ellen +kendte det fremmede der kom ind i hans Blik, og +forstod at viske det ud med Kærtegn. +</p> + +<p> +En Dag traf han Morten paa Gaden. Pelle blev +glad, men i Mortens Blik var der et skeptisk Udtryk. +„Hvorfor ser du aldrig ud til mig mere?“ +sagde Pelle. „Jeg længes tidt efter dig men kan jo +ikke saa godt slippe hjemme fra.“ +</p> + +<p> +„Jeg har faaet mig en Kærest — det tager jo alt +andet.“ +</p> + +<p> +„Har du det?“ udbrød Pelle livligt. „Fortæl mig +lidt om hende.“ +</p> + +<p> +„Aa der er ikke noget at fortælle,“ sagde Morten +med et trist Smil. „Hun er saa pjaltet og forkommen +at ingen anden vilde ha’e hende — saa tog jeg +hende.“ +</p> + +<p> +„Det kunde forresten godt ligne dig!“ Pelle lo. +„Men alvorligt talt — hvad er din Pige for en? — +hvor bor hun?“ +</p> + +<p> +„Bor?“ Morten stirrede et Øjeblik uforstaaende +paa ham. „Ja det har du i Grunden Ret i — naar +man ved hvor Folk bor, har man det hele, Politiet +gør ogsaa altid det Spørgsmaal.“ +</p> + +<p> +Pelle vidste ikke, om Morten talte underfundigt +eller i god Tro — i Dag var han slet ikke til at +blive klog paa. Hans blege Ansigt saá forpint ud, +der var et underligt Glimt i Øjnene. „Man maa jo +i al Fald bo et Sted i denne Vinterkulde,“ sagde han. +</p> + +<p> +<a id="page-180" class="pagenum" title="180"></a> +„Ja det har du Ret i, og hun her bor paa Fælleden +— naar Betjenten ikke smider hende ud. Han +er Vicevært for de ulykkelige, ser du! Der har jo +nylig været Folketælling — lagde du Mærke til hvordan +man gik frem? Man befalede, at alle skulde opgive +hvor de boede en bestemt Nat. Men blev der +lagt Mandtalslister ud til de husvilde mon? Nej alle +de der holder til i Skure, paa Fælleden, i Nybygninger +og Vognmændenes lukkede Møddingskuler — +de har ikke noget Hjem og tæller altsaa ikke. Det +er saa snildt ser du! de eksisterer slet ikke. Ellers +fik man et hæsligt Tal ind paa Livet af sig — Tallet +paa de Husvilde. Der er kun én her i Byen der +kender det, en Gaardmissionær; og ham har jeg +været ude med nogle Nætter; det var gruopvækkende +det vi saá! Overalt hvor der er en Sprække, +kniber de sig ind for Læ, inde under Jærntrapperne +ligger de og fryser ihjæl. Vi fandt saadan én — en +gammel Mand — og kaldte paa en Betjent; han stak +sin røde Næse ned til Ligets Mund og sagde: Død +af Druk! Det kommer der til at staa, hvor Beretningen +skulde lyde paa: Sultet ihjæl! Det maa ikke +hedde sig at nogen lider virkelig Nød i dette Land, +forstaar du nok; her fryser ingen der vil røre sig, +sulter nogen er det hans egen Skyld. Saadan maa +det nødvendigvis hedde i et af Verdens mest oplyste +Lande, man er blevet for kultiveret til at kunne have +Nøden gaaende løs ved sin Side; det vilde ødelægge +Nydelserne og indvirke paa Nattesøvnen. Altsaa maa +man holde sig den fra Livet, afskaffe den er lidt +vidtløftigt, men Politiet er jo dresseret til at jage +den ind i Krogene. Gaa hen til Trangraven og se, +hvad de bringer i Land hver eneste Dag i denne +Tid — du har jo ikke saa langt derhen! Ulykkestilfælde, +ikke sandt! Føret er jo glat, og Folk kommer +for nær til Kajen! — Forleden Aften fødte en +Kvinde i en aaben Port paa Nørrebrogade — i ti +Graders Kulde. Folk som kom forbi var opbragte; +det var uforsvarligt af hende at gaa ud i den Tilstand +— hun kunde holde sig hjemme. Det faldt +<a id="page-181" class="pagenum" title="181"></a> +dem ikke ind, at hun ikke havde noget Hjem. Naa +ja, men saa burde hun henvende sig til Politiet, det +<em>skal</em> tage sig af Folk! Hun skreg tvært imod, da vi +puttede hende i Drosken. „Ikke til Fødselsstiftelsen!“ +hvinede hun rædselsslagen — hun havde dog været +der en Gang før. Hun maa ha’e haft Grunde for at +foretrække Porten — lige som de andre der vælger +Kanalerne for Fattiggaarden.“ +</p> + +<p> +Morten blev ved, hensigtsløst syntes det, som +maatte han have Luft for en indvendig Lidelse. +Pelle lyttede undrende til dette Udbrud af sønderreven +Smærte, med en skamfuld Følelse af at han +selv havde Fedt om Hjærtet. Elendigheden fik et +eget levende, grumt Skær igen ved Mortens Tale. +</p> + +<p> +„Hvorfor fortæller du mig alt det som om jeg +var en Overklasser,“ sagde han. „Jeg kender det jo +lige saa godt som du.“ +</p> + +<p> +„Og saa er det ikke engang Nødaar,“ blev Morten +ved — „det er de normale Tilstande som de +altid følger Aarstiden. I Gaar stjal en fattig Mand et +Brød fra Disken hos os og rendte med det; nu skal +han æreskændes for hele Livet. — Herregud at han +vilde gøre sig til Tyv for saa lidt — sagde Mesters +Madam — et Brød til 35 Øre! Er det ogsaa til at +begribe — brændemærket hele sit Liv for en Humpel +Brød?“ +</p> + +<p> +„Han sultede jo,“ sagde Pelle dumpt. +</p> + +<p> +„Sultede? naturligvis! Men for mig er det Vanvid +siger jeg dig — jeg fatter det ikke; og enhver anden +synes det er saa nemt at forstaa. Hvorfor jeg fortæller +dig det — spørger du, du ved jo det hele +selv! Nej men du ved det ikke rigtigt alligevel — +ellers maatte du spekulere dig gal paa det forfærdelige +Vanvid i, at de to Ord Brød og Forbrydelse +kan høre sammen! Er det da ikke forrykt at dé to +Ender skal bøje sig mod hinanden og lukke Ringen +om et Menneskeliv? At man overhovedet kan stjæle +Brød — <em>Brød</em> forstaar du! det burde ikke kunne +stjæles — hvad har det med Tyveri at gøre at en +spiser sig mæt? — Om Morgenen længe før seks +<a id="page-182" class="pagenum" title="182"></a> +møder de Fattige uden for vor Butik, og staar opstillet +for at komme først til det gamle Brød som +sælges for halv Pris. Politiet ordner dem i Rækker +lige som ved Billethullet i Teatret, og nogle kommer +allerede Kl. fire og staar to Timer i Kulden for +at holde deres Plads. Men foruden dem der køber, +er der altid mødt en Del endnu fattigere; de har ikke +noget at købe for men staar alligevel og stirrer — +som interesserede det dem meget at se de andre +komme billigt til Brødet. De staar og venter paa +Miraklet du, i Form af en Skive Brød! Man kan se +det af den Maade deres Øjne følger hver af ens +Bevægelser, med det samme desperate Haab som +der er i Hundenes Blik, naar de staar omkring +Slagtervognen og tigger til Himlen om at Slagteren +maa tabe noget. De begriber ikke, at ikke et eller +andet forbarmer sig over dem. Ikke vi Mennesker +— du skulde se deres Overraskelse naar vi giver +dem noget — men Tilfældet, Uheldet. Herregud, +Brød er saa billigt — det billigste af alt vigtigt paa +denne Jord, og saa kan de ikke engang faa nok af +det! I Morges stak jeg et Brød til en stakkels Kone, +hun kyssede det og græd af Glæde. — Er det da +til at holde ud tror du?“ Han stirrede paa Pelle, +der lurede Vanvid i hans Blik. +</p> + +<p> +„Du gør mig Uret, hvis du tror jeg ikke ogsaa +føler det,“ sagde Pelle stille. „Men hvor er der +nogen hurtig Vej ud af det? Vi maa være langmodige, +organisere os og haabe paa Tiden. Tage os til +Rette som de gør andre Steder dur vi ikke til.“ +</p> + +<p> +„Nej det er jo netop det! man ved vi ikke dur +til det — derfor kan Retfærdigheden ikke trives. +Folket faar kun hvad der tilkommer det, naar de +Ledende ved, at det i værste Fald kan skaffe sig det +selv.“ +</p> + +<p> +„Jeg tror ikke der kan komme noget godt ud af +Oprør,“ sagde Pelle vaagent. Han følte igen den +gamle Kampberedthed i sig. +</p> + +<p> +„Det forstaar du dig ikke paa, naar du ikke har +følt det i dig!“ svarede Morten hæftigt. „Revolution +<a id="page-183" class="pagenum" title="183"></a> +er Guds Røst som øver Ret og Skel, og kan ikke +diskuteres. Hvis de Fattige rejste sig og tog sig til +Rette, var det Guds Dom, og den omstødes nok +ikke. Tiden har vel Lov at indhente sig selv, naar +den er kommet i Baghaand paa saa alvorligt et +Punkt; og det sker kun ved et Spring fremad. Men +de rejser sig ikke, de er som fugtigt Krudt! Du har +vel været nede i Jærnhandlerens Kælder under <em>Arken</em> +og set hans Lager af Klude og Ben og gammelt +Jærnskrammel? Det er lutter Uhumskheder fra Lossepladsen, +Ting Samfundet har fortæret én Gang og +sendt derud. Han henter det ind igen, og nu kan de +Fattige faa det til Købs. Han køber ogsaa Brødet af +Soldaterne naar de skal paa Sold, og smider det ned +i Snavsdyngen; det hedder sig det er til Hestefoder, +men de Fattige køber det af ham og æder det. +Lossepladsen er Fattigfolks Spisekammer — at sige +naar Svinene har taget hvad de vil. Amagerbønderne +feder deres Svin dér, og Sundhedskommissionen tænker +paa at forbyde det; men Københavns Fattige +har ingen Medlidenhed med.“ +</p> + +<p> +Pelle gøs. Der var noget dæmonisk ved Mortens +forfærdelige Viden — Han vidste jo mere om <em>Arken</em> +end Pelle selv. „Har du da været nede i den modbydelige +Kludekælder ogsaa?“ spurgte han. „Eller +hvor ved du det fra?“ +</p> + +<p> +„Nej, men jeg ved det nu — det er jo min Forbandelse! +Spørg selv, om de ikke koger Suppe paa +de raadne Ben derude fra. — Og ikke engang Lossepladsens +Giftstoffer kan tænde dem; de æder det og +rækker efter mere. Jeg holder det ikke ud, hvis der +ikke sker noget! Nu er du listet fra, og saadan gør +enhver der skulde udrette noget — den ene efter +den anden; fordi de er tilfreds, eller for at mele +deres egen lille Kage. De der dur kniber ud, og der +bliver kun Staklerne til Rest.“ +</p> + +<p> +„Jeg har ikke svigtet,“ sagde Pelle varmt. „Du +skal faa at se at jeg ikke har.“ +</p> + +<p> +„Og er det underligt, om de bliver trætte,“ blev +Morten ved. „Selv Gud mister Taalmodigheden med +<a id="page-184" class="pagenum" title="184"></a> +dem, der bliver ved at lade sig træde ned. Jeg +drømte i Nat, at jeg hørte til dem der sulter. Jeg +gik ned ad Gaden og var bedrøvet over min Tilstand, +og saa mødte jeg Gud. Han var klædt som +en gammel Kosakofficer og havde Knutten hængende +om Halsen. +</p> + +<p> +„Hjælp mig, kære Gud Fader!“ raabte jeg og faldt +paa Knæ for ham. „Mine Brødre vil ikke.“ +</p> + +<p> +„Hvad fejler dig?“ sagde han — „og hvem er +du?“ +</p> + +<p> +„Jeg er en af dit udvalgte Folk — de Fattige,“ +svarede jeg. „Og jeg sulter.“ +</p> + +<p> +„Du sulter? og kommer og anklager dine Brødre +som har lagt fuldt op af Madvarer frem til dig?“ +sagde han forfærdelig opbragt og pegede paa alle +de herlige Butikker. „Du hører ikke til mine udvalgte +— pak dig!“ Og saa slog han mig med Knutten +over Ryggen.“ +</p> + +<p> +Morten gik og hang og talte ikke mere; det syntes +som han hverken saá eller hørte, han var faldet +helt sammen. Pludselig drejede han af uden at sige +Farvel. +</p> + +<p> +Pelle gik hjem; han var ærgerlig over Mortens +Hæftighed, som han følte var et Angreb paa ham. +Han vidste med sig selv at han ikke var troløs; +den Lykke det var at sætte Bo, burde ingen misunde +ham. Han gik og blev gal i Hovedet — for +første Gang i lange Tider. Her kom de og stak til +ham, som havde gjort mere for Bevægelsen end de +fleste — bare fordi han havde set paa sit eget en +Stund. Inde i ham rørte noget ubændigt sig, han +følte en pludselig Trang til at slaa til Side — komme +ud i et rigtig haardt Tørn og ryste Hjemmevarmen +af Kroppen. +</p> + +<p> +Nede paa Kanalerne var man i Færd med at +hugge Isen op for at hjælpe Vandet. Der var allerede +Foraarsdrift i det, det førte Isstykkerne af Sted +ud mod Havet med utrolig Langsomhed. „Det var +i Grunden et Arbejde for dig,“ tænkte han undvigende. +<a id="page-185" class="pagenum" title="185"></a> +Han følte det egenlige bagved, men lod det +ikke komme op i sig. +</p> + +<p> +Saa snart han var inden for Døren, faldt han til +Ro. Ellen sad ved Kakkelovnen og puslede Lille +Lasse, der laa paa Maven over hendes Skød og +sprællede. +</p> + +<p> +„Her skal du bare se, saadan et sødt lille Franskbrød +han har,“ sagde Ellen — „han er ikke Spor af +hudløs!“ +</p> + +<div class="chapter"> + +<h2 class="chapter" id="chapter-0-17"> +XVII +</h2> + +</div> + +<p class="first"> +Fra sin Plads ved Vinduet kunde Pelle se ned +over Kanalen med Børnehusbroen, hvor Fangerne +laa paa Træflaaden og vaskede Uld. Han genkendte +Ferdinands høje kraftige Skikkelse; lidt efter Jul +havde man fanget ham i et underjordisk Gravkammer +paa Assistens Kirkegaard, hvor han havde indrettet +sig; Sneen forraadte hans Skjul. Og nu sad +han her saa nær ved <em>Arken</em> og sin Mor! engang +imellem løftede han det kortklippede Hoved og saá +derover ad. +</p> + +<p> +Paa den anden Side Broen — opad Torvet — +laa Pottemanden med sin Skude; han havde stablet +Kajen fuld af Jydepotter, og Kristianshavns Madammer +kom og slog Handel af. Og bagved ragede +<em>Arkens</em> Masse op. +</p> + +<p> +Saa uhyre den var, virkede den ikke som nogen +Kaserne, men laa der med sit vilkaarlige Præg af +Landsby — af hundrede Landsbyer fejet sammen i +en uredelig Dynge. Oprindelig kunde der have været +en lille Bindingsværksrønne paa ét Stokværk, med +Frontspids. Den havde saa givet sig til at yngle +Storstad, sat sig af ved Knopskydning til alle Sider +og opad helt kalejdoskopisk, til en vældig Klump +med smaa Stumper Fasade, en Kile Tag, dybe Kroge +og ludende Frontspidser mellem hinanden i et endeløst +Virvar — helt op til femte Sals Højde over +<a id="page-186" class="pagenum" title="186"></a> +Midten. Deroppe svævede altid en blaa Dunstkreds +og angav Skakten, det fælles Aandehul for <em>Arkens</em> +Mylder. Han kunde skelne Madam Frandsens Kvist +med Røghatten deroppe; og længere nede, i en dyb +Kløft som skar sig ind i Massen, genkendte han +Hannes Vindu. Ellers kunde han ikke lokalisere ret +mange af de smaa Vinduer, der stirrede ud som +brustne Øjne. Selv Kulmanden der var Vicevært, +vidste daarlig Rede paa <em>Arkens</em> Krinkelkroge og +Gange. +</p> + +<p> +Han saá <em>Arkens</em> Væsner rende frem og tilbage +over Broen, sorgløse og med korteste Sigt; de var +altid paa Færde i sidste Øjeblik og styrtede af Sted. +Der var noget rørende over deres Glemsomhed, +som Nøden havde fremkaldt; i <em>Arken</em> skulde man +først til at bjærge Føden, naar man havde sat sig +til Bords og opdagede at der ingenting var. +</p> + +<p> +Og ind imellem dem vandrede Arbejdere i Smaaflokke +ind og ud over Broen; det taktfaste Traadd +fra Nørrebro havde bredt sig herud ogsaa — som +søgte det ham op. +</p> + +<p> +Det gærede ikke længer vildt i Masserne, der var +ved at komme én tung Vilje i Stedet. Af Forvirringen +og det kaotiske Virvar dukkede nu Linjer frem, +en fælles Bevidsthed var ved at bundfælde sig og +blive til Retning. Paa en forunderlig Maade var Tusenderne +faldet til Ro over det samme, og skred nu +langsomt og sindigt frem under Sammenslutningstanken. +For den der var mindre lydhør, kunde det +se ud som der ingenting foregik — at de igen var +faldet hen i Skæbnen; men Pelle vidste hvad der +gik for sig. Han havde selv lagt Skulderen til, og +var dulgt med i det hele igen. +</p> + +<p> +Han tog glad mod Ellens fordoblede Kærlighed, +og alt hvad han foretog sig, galdt hende og Barnet. +</p> + +<p> +Men inde i ham gik Fodtrinene igen og lod sig +ikke bringe til Tavshed; de var længere inde end +han kunde naa. Det var som der pludselig var taget +en Lyddæmper bort, enten han vilde eller ej, hørte +han hvert Skridt af Vandringen derude. +</p> + +<p> +<a id="page-187" class="pagenum" title="187"></a> +De daarlige Tider fik dem til at færdes stille nok, +men i det skjulte arbejdede det. De ny Ideer var +ved at blive gængse, Bladet trængte sig ind i Hjemmene +med dem, de lød fra Folkets Talerstole og ved +Maaltiderne paa Arbejdspladserne — de smittede +over Trappegangen fra Dør til Dør. Organisationer, +der var dannet og gaaet i Stykker nogle Gange, dannedes +igen — og denne Gang for at bestaa. Arbejdsherrerne +bekæmpede dem men kunde ikke slaa dem +ned; de var som en indre Lov i Massen — en +Struktur hvorefter den <em>maatte</em> lejre sig. +</p> + +<p> +Man beskattede sig selv og stjal af sin Mad for +at styrke Foreningskassen, i blind Overbevisning om +at der nok skulde komme et eller andet vidunderligt +ud af det. De Fattige bragte Formuer til Veje +gennem Sult og Savn og Taarer, og havde til Gengæld +den Tilfredsstillelse at de dog var rige gennem +deres Organisation. Ved at slutte sig mange sammen +smagte de Rigdommens Sødme; og taknemmelige +som de var, betragtede de allerede dét som et Resultat. +Velstandsfølelsen stillede dem over de uorganiserede, +socialt følte de sig overlegne over dem; at +gaa ind i Fagforeningen kom nu til at betyde en +Oprykning i Samfundet. Det tog mange, og andre +dreves ind ved den stærke Kontrol blandt Husbeboerne. +De store Arbejderkaserner gennemtrængtes +efterhaanden af Ideerne; de der ikke vilde slutte +sig til dem maatte fortrække. De blev betragtede +som et Slags Ross og maatte ty sammen i bestemte +Kvarterer. +</p> + +<p> +Nu vilde det ikke være umuligt at faa Fasthed i +Organisationen og udrette noget for Faget — om der +kom en rask Mand i Spidsen. Det at de fleste arbejdede +hjemme paa Logi kunde ikke længer skjule +dem — Bevægelsen havde Øjne alle Vegne. Pelle +greb sig i at sidde og lægge Planer for Fagets Fremgang. +</p> + +<p> +Han slog til det og rettede hele sit Sind mod +Ellen og Barnet. Hvad havde han med fremmed +Nød at skaffe, naar de to kunde behøve alle hans +<a id="page-188" class="pagenum" title="188"></a> +Ævner og Kræfter for at have det nødvendige? +Han havde pintes nok under Trykket af Elendigheden +— til ingen Nytte! og fundet sin Befrielse +her, i et velsignet Virke, der var til at overkomme +naar han ikke forsømte noget! Hvad skulde saa +denne indvendige Manen til, som om han forbrød +sig mod sin Pligt? +</p> + +<p> +Han fik det til at tie ved sin Glæde over de to, +men det kom underfundigt igen og spøgede ukendeligt +i hans Sind. +</p> + +<p> +Stundom kaldte noget paa ham bedst som han +sad: Pelle, Pelle! — eller det bankede midt om +Natten. Saa rejste han sig lydhør over Ende i Sengen, +Ellen og Barnet sov trygt, han hørte Lille Lasses +Aandedrag som bløde Fløjt. Han gik til Døren +og lukkede op, rystede saa paa Hovedet af sig selv. +Det var jo et Varsel; nogen af dem der stod ham +nær maatte være stedt ilde! +</p> + +<p> +I denne Tid kastede han sig med al sin Hæftighed +over Samlivet med Ellen og Barnet; han levede +saa stærkt med dem, som stod han foran et snarligt +Opbrud. De havde anskaffet sig en Barnevogn paa +Afbetaling, hver Søndag pakkede de Mad i Magasinet +og trillede ud paa Udflugt, til Fællederne eller +en Krohave i Byens Omegn hvor de spiste deres +Mad og købte Kaffe. Ofte tog de Strandvejen fat +og kørte helt ud til Skoven. Lasse Fredrik som +Ellen kaldte ham, tronede i Vognen i al sin Stads +og lignede en lille Afgud, Pelle og Ellen skiftedes +til at køre ham. Ellen protesterede. „Det er ikke +noget for en Mand at køre Barnevogn,“ sagde hun +— „du ser heller ingen af de andre gøre det! De +la’r pænt deres Koner slaas med Gumpekassen.“ +</p> + +<p> +„Hvad kommer de andre mig ved,“ svarede Pelle. +„Jeg holder ikke Hest.“ +</p> + +<p> +Hun sendte ham et taknemmeligt Blik — men +syntes alligevel ikke om det. +</p> + +<p> +Derude havde de herlige Timer. Lille Lasse fik +Lov at kravle om som han vilde, og var et rent +Vidunder til at tumle sig; han var som en ør Bjørneunge. +<a id="page-189" class="pagenum" title="189"></a> +„Jeg tror han kan mærke Jorden under sig,“ +sagde Pelle som kendte sin egen Barndomsrus igen. +„Det er alligevel skidt med de Kaserner derinde!“ +Ellen saá uforstaaende paa ham. +</p> + +<p> +De kom ikke af Pletten selv men havde nok i at +ligge og more sig over Ungen; til han pludselig +satte sig paa Halen og saá forundret paa dem — +som opdagede han dem først nu. „Nu begynder han +at tænke,“ sagde Pelle leende — „saa kan du godt +tro han er sulten.“ Og Lille Lasse kravlede ganske +rigtig hen til Moderen, stødte Haandbalgen mod +hendes Bryst og sagde: Mam, mam! Pelle og Barnevognen +maatte staa for, mens han blev fodret af. +</p> + +<p> +Naar de kom hjem, var det Aften. Hvis Maatten +var flyttet, havde der været nogen for at besøge +dem; af dens Stilling kunde Ellen regne ud, hvem +det var. Den stod paa Kant op ad Væggen. +</p> + +<p> +„Det er din Onkel Tømrerens,“ sagde Pelle sagte; +Lille Lasse hang sovende paa hans Arm, med Hovedet +mod hans Skulder. +</p> + +<p> +„Nej det er Kusine Annas,“ svarede Ellen og lukkede +op. „Gudskelov vi ikke var hjemme, for saa +havde vi faaet hele <a id="corr-20"></a>Redeligheden til Aftens. De spiser +aldrig noget hjemme om Søndagen men ta’r lige en +Sjat Kaffe; saa gaar de rundt og æder Familien ud +af Huset.“ +</p> + +<div class="chapter"> + +<h2 class="chapter" id="chapter-0-18"> +XVIII +</h2> + +</div> + +<p class="first"> +Pelle tænkte ofte med Bekymring paa de tre forældreløse +i <em>Arken</em>. De lærte ikke noget som kunde +komme dem til Gode i Fremtiden, men havde nok +at gøre med at slaa sig igennem. De daarlige Tider +ramte dem ogsaa, især gennem Karls Fortjeneste; +Folk kneb paa Drikkeskillingen. I disse Tider havde +de aldrig mere end en Dags Forspring for Mangelen, +det mindste Uheld satte den ind paa Livet af dem. +Men de lod sig ikke mærke med det, var kun lidt +<a id="page-190" class="pagenum" title="190"></a> +mere alvorlige og stilfærdige end før. Han havde +forhørt sig flere Steder for at skaffe Hjælp til dem, +men det lod sig ikke gøre, uden at de med det +samme blev revet fra hinanden. De der havde Magt +til at hjælpe, vilde ogsaa skride ind mod den lille +Arne; og det vilde være det værste der kunde overgaa +Børnene. +</p> + +<p> +Naar han kom derover, havde Marie altid fuldt +op at fortælle og spørge om; han var endnu hendes +eneste fortrolige og maatte høre paa hendes huslige +Bekymringer og give Raad. Hun løb i Vejret og saá +friskere ud end før, hans Nærværelse satte Glæde +op i Øjnene paa hende og gav hende røde Kinder. +Far Lasse holdt hun Lovtaler over i en rørt Tone, +som var han et lille hjælpeløst Barn; men naar hun +spurgte til Ellen, blinkede der lidt Skadefryd i hendes +Øjne. +</p> + +<p> +En Formiddag han sad hjemme og arbejdede og +Ellen var ude med Barnet, ringede det. Han gik +ud og lukkede op, der sad et Nummer af <em>Arbejderen</em> +i den lille Brevkasse, med Opfordring til at være +Holder. Han aabnede ivrigt Bladet mens han satte +sig ved Disken igen; en underlig Tilbøjlighed i ham +fik ham til altid at løbe Ulykkestilfældene igennem +først. +</p> + +<p> +Det gav et Stød i ham. Øverst i Rubrikken stod +om en fjortenaars Dreng, der arbejdede paa en Blikvarefabrik +og havde faaet Fingrene skaaret af den +højre Haand. En Anelse sagde ham, at det var hans +smaa Venner Ulykken var slaaet ned paa; han smed +en Trøje paa og løb over i <em>Arken</em>. +</p> + +<p> +Marie kom ham urolig i Møde. „Kan du forstaa, +hvad der er med Peter? han har ikke været hjemme +i Nat!“ sagde hun bekymret. „Der er saa mange +Drenge, der farter om paa Gaderne om Natten; +men af den Slags har Peter aldrig været. Og jeg +gik og holdt hans Mad varm lige til Midnat. Han +er kanske faldet i daarligt Selskab, tænkte jeg.“ +</p> + +<p> +Pelle viste hende Avisen. Om lidt vilde <em>Arkens</em> +Beboere faa Øje paa Meddelelsen og komme busende +<a id="page-191" class="pagenum" title="191"></a> +med det, saa var det bedre han forberedte +hende. „Men det er jo ikke sikkert,“ sagde han opmuntrende. +„Maaske er det slet ikke ham.“ +</p> + +<p> +Marie brast i Graad: „Aa jo, det er ham! Jeg +har saa tidt gaaet og gruet, naar han fortalte om de +skarpe Knive som løber rundt mellem deres Fingre +altid. Og de kan jo ikke tage sig rigtig i Agt heller, +for det skal gaa hurtig fra Haanden, ellers faar de +Afsked. Aa lille Peter, lille Peter dog!“ Hun var +sunket ned paa Stolen og sad og vuggede over sit +Skød som en ulykkelig Moder. +</p> + +<p> +„Vær nu stor og fornuftig, Marie!“ sagde Pelle og +lagde Haanden paa hendes Skulder. „Kanske er det +slet ikke saa slemt; Aviserne overdriver altid. Nu +skal jeg stikke ud og faa ham opsøgt.“ +</p> + +<p> +„Gaa først ud paa Fabrikken!“ raabte Marie og +rejste sig energisk — „der ved de lettest noget. Men +du maa endelig ikke sige hvor vi bor — hører du! +Husk paa Skolegangen — og han har ikke meldt +sig til Præsten for at blive konfirmeret. Vi kan blive +straffede, hvis man opdager det.“ +</p> + +<p> +„Jeg skal nok tage mig i Agt!“ sagde Pelle og +skyndte sig af Sted. +</p> + +<p> +Ude paa Fabrikken fik han den Besked, at Peter +var paa Hospitalet. Han løb derind og naaede lige +at komme i Besøgstiden. Peter sad over Ende i +Sengen med Haanden i Bind; den stumpede underlig +forkrøblet i Bindet. Og i Drengens Ansigt havde +Græmmelsen allerede traadt de dybe uudslettelige +Spor, der saa trist kendetegner Arbejdets Invalider. +Lemlæstelsens hele frygtelige Rækkevidde stod og +grublede i hans Barneblik. +</p> + +<p> +Han blev glad da han saá Pelle, og gjorde en +uvilkaarlig Bevægelse med den højre Haand; saa tog +han sig i det og rakte den venstre frem. „Nu skal +man jo til at stikke paa Næven med Kejten,“ sagde +han med et græmmet Smil — „det bliver underligt. +Naar jeg endda bare kan bestille noget, for ellers —“ +han gjorde en truende Bevægelse med Hovedet. „Jeg +skal ikke have noget af at ligge Marie og Karl til +<a id="page-192" class="pagenum" title="192"></a> +Byrde hele mit Liv. Tror du jeg vil komme til at +arbejde igen?“ +</p> + +<p> +„Vi skal nok finde paa noget,“ sagde Pelle — +„der er ogsaa gode Mennesker til. Kanske hjælper +en eller anden dig til at studere!“ Han vidste ikke +selv, hvorfor han faldt netop paa den Tanke; han +havde aldrig selv set noget saadant Tilfælde. Det +var Barndommens Æventyrdrømme der fostrede hele +den Forestillingskreds, næret af Læsebøgernes Anekdoter +om fattige Drenge. Han stod over for det umulige +og greb simpelthen efter det umulige. +</p> + +<p> +Peter havde ingen Læsebøger bag sig. „Gode Folk!“ +udbrød han og blæste haanligt — „de ejer jo aldrig +noget! Og jeg kan ikke engang læse — hvordan +skal man saa lære at studere? Karl kan, han har +lært sig det af Skiltene paa Gaden naar han løb +Bud — han skriver ogsaa! Og Hanne har lært Marie +lidt. Men jeg har jo hele Tiden bare staaet paa +Fabrikken.“ Han stirrede bittert ud for sig; det var +trist at se saa hærget hans Ansigt var — helt indfaldent! +</p> + +<p> +„Du skal nu ikke være bekymret alligevel,“ sagde +Pelle fortrøstningsfuldt. „Vi finder nok noget.“ +</p> + +<p> +„Ja men ikke Fattigvæsenet — lad vær med at +rende og tigge til mig,“ svarede Peter vredt. „Og +Pelle,“ — han hviskede for at ingen paa Stuen +skulde høre det — „her er ikke morsomt. I Nat +laa der en gammel Mand og døde lige her ved Siden +af mig; han døde af Kræft, og de stillede ikke en +Gang et Skærmbrædt for. Hele Tiden laa han og +gloede paa mig! Men om nogen Dage kan jeg nok +slippe ud. Saa skal der betales — ellers gaar det +for Fattighjælp og de giver sig til at snuse — jeg +har stukket dem en Plade du! Kunde du ikke +komme og løse mig ud? Marie har Huslejepenge +liggende — dem kan du ta’e.“ +</p> + +<p> +Pelle lovede det og skyndte sig hjem til sit Arbejde. +Ellen var hjemme — hun gik og saa forundret +ud. Han satte hende ind i Sagerne. „En rigtig +prægtig Gut er han,“ sagde han næsten grædefærdig. +<a id="page-193" class="pagenum" title="193"></a> +„Lidt for alvorlig af alt det Arbejde — og +nu er han Krøbling. Et Barn kun og allerede Invalid +for Arbejdet — det er forfærdeligt at tænke +paa!“ +</p> + +<p> +Ellen kom hen og tog hans Hoved ind til sig, +hun strøg ham dulmende hen over Haaret. +</p> + +<p> +„Vi maa gøre noget for ham, Ellen!“ sagde han +dumpt. +</p> + +<p> +„Du er saa god Pelle — du hjalp jo gærne alle +Mennesker. Men hvad kan vi? Sparepengene brugte +vi jo til Barselhistorien.“ +</p> + +<p> +„Vi maa sælge en af Stumperne du — eller sætte +noget ud!“ +</p> + +<p> +Hun saá forfærdet paa ham. „Pelle, vort Hjem! +her er jo ikke mere end lige det nødvendige. Og +som du elsker vore fattige Ting! Men hvis du synes, +saa —! Du gør jo allerede noget for ham ved at +ofre din Tid.“ +</p> + +<p> +Saa tav han. Hun bragte det flere Gange paa Tale +som noget der maatte overvejes, men han svarede +ikke. Hendes Tale pinte ham — enten handlede man +eller tav! +</p> + +<p> +Om Eftermiddagen gjorde han sig et Ærende i +Byen og tog ud paa Fabrikken. Han henvendte sig +paa Kontoret og fik Fabrikanten selv i Tale. Fabrikanten +var ilde berørt af det passerede, men maatte +gøre gældende at det udelukkende skyldtes Uforsigtighed. +Han raadede Pelle til at faa en Indsamling +i Gang blandt Fabrikkens Arbejdere, og aabnede +selv Indsamlingen med et Beløb paa tyve Kroner. +Desuden stillede han i Udsigt, at Peter som var en +paalidelig Fyr, kunde faa Stillingen som Bud og +Opkræver naar han kom sig. +</p> + +<p> +Peter var godt lidt blandt sine Arbejdskammerater; +der kom et pænt lille Beløb ind. Pelle betalte +hans Hospitalsophold, og der blev saa meget +til overs, at han kunde gaa hjemme og hvile ubekymret, +til Haanden var lægt og han kunde tiltræde +Pladsen som Fabrikkens Bud. Den lille Invalid var +i helt godt Humør ved at vide Udkommet sikret; +<a id="page-194" class="pagenum" title="194"></a> +han anvendte Tiden til at drive om i Byen hvor +der var Musik og lære sig de nye Melodier. „Det +er den første Ferie jeg har haft, siden jeg kom paa +Fabrikken,“ sagde han til Pelle. +</p> + +<p> +Stillingen som Bud fik han ikke — der var kommet +en anden i Vejen. Men han fik Lov til at +gaa ind i sit gamle Arbejde igen! Resterne af den +højre Haand kunde nok holde Blikpladen ned mod +Bordet, og den venstre maatte øve sig i at føre den +rundt mellem de roterende Knive. Det krævede +bare Tid, og endnu lidt mere Aarvaagenhed. +</p> + +<hr class="tb"> + +<p class="first"> +Ulykken brændte sig ind i Pelles Sjæl og kaldte +paa hans hvilende Harme! Tilfældet havde givet +ham de tre forældreløse til Søskende, og han følte +Peters Skæbne saa sviende, som havde den ramt +ham selv. Skændigt var det, at Børn skulde friste +Opholdet ved livsfarligt Arbejde for at holde sig et +forsmædeligt Fattigvæsen fra Livet. Hvad var det +for en Samfundsorden? Han følte en kvælende +Trang til at slaa! +</p> + +<p> +Byrden fra Dues Skæbne lagde sig igen over +hans Ansigt, øget med dette ny; Ellens bløde Hænder +kunde ikke stryge den bort. „Lad dog være +med at se saa bister ud — du skræmmer jo Barnet,“ +sagde hun og rakte Lille Lasse hen imod ham. Og +Pelle forsøgte at le. Men det blev et grumt Smil. +</p> + +<p> +Han følte ingen Trang til at lade Ellen se ind i +sit blødende Sind, og talte med hende om ligegyldige +Ting. Ellers sad han og saá sig ud, vaagent +spejdende efter Tegnet. Følelsen af at være udvalgt +til noget fyldte ham igen, han var vis paa at der var +Bud under Vejs til ham. +</p> + +<p> +Saa døde Formand Petersen, og han blev igen +opfordret til at overtage Ledelsen af Fagforeningen. +</p> + +<p> +„Hvad siger du til det?“ sagde han til Ellen, skønt +Beslutningen var uigenkaldelig. +</p> + +<p> +„Det maa du jo nærmest selv om,“ svarede hun +<a id="page-195" class="pagenum" title="195"></a> +forbeholdent. „Hvis du har nogen Fornøjelse af det, +saa —“ +</p> + +<p> +„Det er ikke for min egen Skyld jeg gør det,“ +sagde Pelle mørkt. „Jeg er jo ikke noget Kvindfolk.“ +</p> + +<p> +Han fortrød straks sine Ord og gik hen og kyssede +hende. Hun havde Taarer i Øjnene og saá forundret +paa ham. +</p> + +<div class="chapter"> + +<h2 class="chapter" id="chapter-0-19"> +XIX +</h2> + +</div> + +<p class="first"> +Der var nok at tage fat paa. Løsgængerne maatte +igen læmpes inden for Organisationen — læmpes +eller tvinges; Pelle tog de nemmeste først og lod +Tallene virke paa de andre. De helt stædige fik Lov +at sejle deres egen Sø indtil videre; naar de var +isolerede og godt afmærkede, kunde de ingen videre +Fortræd gøre. +</p> + +<p> +Han var godt udhvilt og gik helt metodisk til +Værks. Følelsen af at have Kræfter nok til Vejs +Ende gav ham en bred Ro, som indgød Tillid. Han +forhastede sig ikke men tog det hele fra Bunden af; +de egenlige Spørgsmaal lod han rolig ligge, til Betingelserne +for at løse dem var til Stede. Han vidste +fra sidst, at uden fast sammenbankede Rækker kunde +der ingenting udrettes. +</p> + +<p> +Det tog Resten af Sommeren. Saa stod Organisationen +der og saa ud til at kunne staa for et Tryk; +og det første Spørgsmaal var Priskuranten. Den var +forældet og slet, tilbage næsten paa alle Punkter; +Faget sukkede under de lave Satser, der ikke havde +holdt Skridt med Udviklingen og Fordyrelsen af alle +Ting. Men Pelle tog sin praktiske Sans fangen. Tidspunktet +var ikke gunstigt for Krav om Lønforhøjelse. +Organisationen kunde ikke give Kravet fornøden +Vægt, men maatte foreløbig nøjes med at faa den +gældende Priskurant respekteret. Flere af de større +<a id="page-196" class="pagenum" title="196"></a> +Mestre misligholdt den, skønt de havde været med +til at indføre den. Det var navnlig galt med Hofskomager +Meyer, han benyttede alle Udveje til at komme +bag om de klareste Lønsatser. +</p> + +<p> +Der indløb stadig Besværinger, og en Dag gik +Pelle op til ham for at paatale Forholdet og komme +til et Resultat. Han var klar til at tage en Kamp +paa Spørgsmaalet om Priskurantens Ukrænkelighed, +ellers kunde enhver jo give store Løfter og rende +fra dem. Han ventede nærmest at Hofskomageren +skulde vise ham Døren; det skete dog ikke, men +Meyer behandlede ham med en Slags høflig Uforskammethed. +Hadet til den gamle Fjende vaagnede +paa ny i Pelle, han havde sin Nød med at styre +sig. „De faar Blokade, hvis De ikke inden otte Dage +ordner Dem med Deres Svende,“ sagde han truende. +</p> + +<p> +Meyer lo spottende: „Ak saa? Ja Deres Blokade +den kender vi jo. Men saa erklærer Mesterforeningen +Lockout for hele Faget — hvad siger De til +det? Saa bliver der godt Køb paa gamle Hatte!“ +</p> + +<p> +Pelle tav og trak sig tilbage, det var den eneste +Maade han kunde bevare Koldblodigheden paa. Nu +var dét sagt der skulde siges, og han var ingen Diplomat +som kunde staa og smile roligt med en Djævel +i Øjet. +</p> + +<p> +Meyer fulgte ham bukkende til Døren: „Er der +ellers noget jeg kan være Dem til Tjeneste med — +Arbejde for Eksempel? Jeg kan godt bruge en Børnearbejder +i denne Tid.“ +</p> + +<p> +Da Pelle kom ned paa Gaden, aandede han ud. +Puh ha, det var haardt; nogle Grovheder og et Par +paa Snuden havde været det naturligste Svar paa +Mandens Uforskammethed. Naa, det var en Prøve +for hans hidsige Sind, og nu var den bestaaet! Naar +han holdt Mund kunde han altsaa beherske en Situation! +</p> + +<p> +„Nu blokerer vi altsaa Meyer,“ tænkte han mens +han gik ned ad Gaden. „Og hvad saa? Ja saa slaar +han igen og laver Lockout. Kan vi holde til det? +<a id="page-197" class="pagenum" title="197"></a> +Ikke ret længe, men det kan Mestrene heller ikke — +saa ruineres deres Forretninger. Men saa tager de +Svende fra Udlandet — eller lader Arbejdet udføre +uden for Pladsen hvis den Trafik kan stoppes; indfører +Fabriksfodtøj i stor Stil og indfører Maskiner +— hvad de allerede saa smaat er i Gang med!“ +</p> + +<p> +Pelle gik i Staa midt paa Gaden — dette her gik +pinedød ikke! Han maatte passe paa, at han ikke +gik hen og lavede Æggekage af hele Historien. Fik +alle disse Ting først Indpas, saa var en hel Masse +Mennesker gjort brødløse med det samme. Men +Hofskomageren vilde han have Ram paa; der maatte +gives et Middel til at lange den Blodsuger en Lussing +saa det snærpede i hans Pengepung! +</p> + +<p> +Næste Morgen kom han hen til Mester Beck som +sædvanlig. Beck saá langt paa ham over Brillerne. +„Jeg har ikke mere til Dem at bestille, Pelle,“ sagde +han lavt. +</p> + +<p> +„Hvad for noget?“ udbrød Pelle forskrækket. +„Men vi har jo travlt, Mester!“ +</p> + +<p> +„Ja men jeg kan ikke beskæftige Dem længer. +Det er ikke med min gode Vilje, jeg har altid været +godt tilfreds med Dem; men Forholdene er nu engang +saadan. Der er saa meget man maa tage i Betragtning; +en Skomager kan ikke arbejde uden Materialer, +og Kredit hos Læderhandleren kan man +heller daarlig undvære.“ Mere vilde han ikke sige. +</p> + +<p> +Men Pelle havde ogsaa forstaaet tilstrækkeligt. +Som Formand for Mesterforeningen havde Meyer +tvunget Beck til at afskedige ham — ved Truslen +om at stoppe Kilderne for ham. Pelle blev ramt +fordi han var i Spidsen for Organisationen — skønt +den nu var anerkendt; det var et Indgreb i Foreningsretten. +Og alligevel kunde det ikke paatales; +man havde Lov at afskedige en Mand, naar man +ikke havde Brug for ham længer. Meyer var en +snedig Mand! +</p> + +<p> +Pelle drev lidt slukøret om. Han havde ikke megen +Lyst til at komme hjem til Ellen med den bedrøvelige +Efterretning, og gik rundt til forskellige +<a id="page-198" class="pagenum" title="198"></a> +Mestre for at høre om Arbejde. Men saa snart de +hørte hvem han var, kom de i Tanke om at der +nok ikke var noget alligevel. Han mærkede at der +var sat Kors ved ham. +</p> + +<p> +Han maatte støtte sig til sit Hjemmearbejde, og +se at støve mere op blandt Bekendtes Bekendte. +Og ellers være parat Nat og Dag naar en Smaamester, +som sad og nussede uden Hjælp, pludselig +fik mere end han kunde overkomme. +</p> + +<p> +Ellen tog Forholdene op som de var, og beklagede +sig ikke. Men over for Aarsagen til dem øvede +hun stum Modstand; Pelle fandt ikke Medhold hos +hende i sin Kamp; hvad han dér havde for, maatte +han gaa ene med. Det forrykkede ikke hans Kurs +men satte snarere Stædighed op i ham. Der var en +Side ved ham Ellens Væsen ikke kunde dække — +naa ja, hun var jo et Kvindfolk som man bar over +med! Han var god imod hende, og slog hende i +sine Tanker mere sammen med Lille Lasse. Derved +gjorde han sig fri af hendes Mening om alvorlige +Sager — og følte sig mere Mand. +</p> + +<p> +Takket være hans lille Formandsløn led de ikke +Nød. Pelle holdt ellers ikke af det og havde mest +Lyst til at give Afkald paa de Par Hundrede Kroner; +der flød ikke Spor af Embedsmandsblod i hans +Aarer, han begreb ikke rigtig, at man skulde have +Vederlag for den Alménnytte man gjorde. Men nu +kom de alligevel tilpas, og han havde andet at bestille +end at gaa og gøre et Nummer ud af Smaating. Blokaden +havde han opgivet, men hans Hjærne pønsede +stadig paa Udveje til at faa Ram paa Hofskomageren; +det sysselsatte ham Dag og Nat. +</p> + +<p> +En Dag snublede hans Tanker over Meyers +egen Taktik! Ganske uskyldigt havde man faaet +ham puttet ud af Arbejdet — hvad om han bar +sig ad paa samme Maade og i Stilhed pillede Hofskomagerens +Folk fra ham? Meyer var Fagets onde +Aand, han sad som en Tyran i Kraft af sin Overmagt +og holdt det nede; det vilde ikke være saa +umuligt at sætte Kors ved ham til Gengæld! Og +<a id="page-199" class="pagenum" title="199"></a> +Pelle havde ikke i Sinde at tage det saa nøje med +Midlerne her. +</p> + +<p> +Han drøftede det med Svigerfaderen, der igen +havde faaet Tiltro til ham. Stolpe som var en gammel +dreven Taktiker, raadede ham til ikke at holde +noget Møde om Sagen, men ordne det hele paa Tomandshaand +med hver enkelt, saa at der ikke blev +noget at hænge sin Hat paa over for Fagforeningen. +„Du har jo god Tid nu,“ sagde han. „Gaa først til +de paalidelige, og gør dem begribeligt hvad for en +Kumpan Meyer er; og tag først og fremmest hans +bedste Folk fra ham, de daarlige har han ingen +Gavn af at beholde. Du kan jo fyre op under Kammeraterne, +naar du vil! gør det saa godt, at ingen +kan være bekendt at gaa i deres Sted der forlader +ham. Han maa stemples som den han er, Mand og +Mand imellem.“ +</p> + +<p> +Pelle sparede sig ikke; han gik fra Fælle til Fælle, +stærk og ildnende. Og hvad der havde vist sig umuligt +for to tre Aar siden, lod sig udføre nu; Harmen +mod Uretten havde bundfældet sig i Sindene. +</p> + +<p> +Meyer havde haft for Skik at lade sine Arbejdere +rende forgæves efter Arbejde — det var ikke helt +lavet til, de maatte komme igen! Og naar de fik det +udleveret, skulde det gærne være færdigt over Hals +og Hoved. Der laa en Hensigt i det, det gjorde Folk +ydmyge og medgørlige. +</p> + +<p> +Men nu vendtes Forholdet om. Arbejderne kom +ikke og afleverede presserende Arbejde til den Tid +de havde lovet; han maatte sende Bud efter det og +fik sine egne Ord igen: Det var ikke ganske færdigt, +men de skulde se hvad de kunde gøre for ham! +Han maatte rende sine egne Arbejdere paa Dørene +for ikke at støde de fine Kunder. De første Tilfælde +behandlede han over en Bank med Afsked, men det +hjalp ikke; der var faret en Hovmodsdjævel i simple +Skomagersvende, det saa ud som de vendte op og +ned paa Begreberne Herre og Undergiven! Han +maatte lade den haarde Haand fare og forsøge med +gode Ord, Forretningen havde hele den fornemme +<a id="page-200" class="pagenum" title="200"></a> +Verden til Kundekreds og behøvede altid en Stab +af Elitearbejdere. Men ikke engang Venlighed hjalp, +bedst som han havde faaet fat i en god Svend, var +han gaaet! Og naar han spurgte om Aarsagen, fik +han altid det samme drilske Svar: de var kede af +hans Arbejde. Han bød høj Arbejdsløn og indforskrev +med stor Bekostning dygtige Folk ude fra; +men Pelle holdt sig underrettet og søgte dem op. +Naar de havde været nogle Dage under Paavirkning, +rejste de hjem igen eller tog fat hos de andre +Mestre, der fik mere at bestille efterhaanden som +Meyers Forretning gik tilbage. De der kom paa Lageret +fortalte, at han gik deroppe og rasede, skældte +de uskyldige ud og jog dem ogsaa fra sig. +</p> + +<p> +Meyer følte en Haand bag alt dette, han vilde +have Mesterforeningen til at erklære Lockout. Men +de andre Mestre vejrede et Træk i det fra hans Side; +hans egen Forretning laa død, og saa vilde han +stanse deres ogsaa. De havde maaske ikke noget +egenlig mod den ny Tilstand; noget Grundlag for +en Lockout kunde de i alt Fald ikke faa Øje paa. +</p> + +<p> +Saa bekvemmede han sig til at skrive til Pelle og +anmode ham om en Forhandling — for at faa Uroen +i Faget hævet. Pelle der endnu ikke var stiv i Forhandlingskunsten, +svarede saadan noget som, at man +vilde blæse ham en lang Marsj. Han viste dog Svigerfaderen +Svaret, før han afsendte det. +</p> + +<p> +„Nej den gaar pinedød ikke!“ udbrød Stolpe. „Ser +du min Dreng, det er Tonen det hele kommer an +paa, naar man vil drive Fagpolitik! de Store ser +svært paa Indpakningen! Saadan var jeg sku ogsaa +til at begynde med — Sandheden frem og lige i +Synet med den! Men den skar ikke —: man var +for ubehøvlet, de kunde ikke forhandle med én. Saadan +lidt pæn Løgnagtighed gør sig meget bedre! +Naa ja, saa maa man være Diplomat og fange Ræv +med Ræv. Tag og krads det ned, saa skal jeg give +dig Opskriften. Altsaa —!“ +</p> + +<p> +Stolpe gik en Stund op og ned ad Gulvet og saa +spekulativ ud; han var i Skjorteærmer og Tøfler og +<a id="page-201" class="pagenum" title="201"></a> +havde Tommelfingrene i Vestelommerne. „Er du klar +Svigersøn? — Altsaa: +</p> + +<div class="letter"> +<p class="addr"> +Til Formanden for Skomagernes<br> +Mesterforening, Hr. Hofskomager Meyer! +</p> + +<p class="noindent"> +Idet jeg anerkender Modtagelsen af Deres meget +ærede af Gaars Dato, skal jeg tillade mig at bemærke, +at der mig bekendt hersker god Ro og +ordnede Forhold overalt i Faget for Tiden. Saa at +altsaa Grundlaget for en Forhandling savnes. +</p> + +<p class="sign"> +Paa Fagforeningens Vegne<br> +Ærbødigst<br> +Pelle.“ +</p> + +</div> + +<p class="noindent"> +„Se det er noget med noget paa, hva’! det kunde +sku selv Napoleon være bekendt at sætte Navn +under. Og tilpas ondskabsfuldt er det,“ sagde Stolpe +fornøjet. „Prent det nu lidt pænt — og saa en stor +Konvolut.“ +</p> + +<p> +Pelle var helt imponeret af Skrivelsen, da han fik +renskrevet den paa et stort Ark Papir; den lignede +en Dagsbefaling fra Amtmand eller Borgmester derhjemme. +Kun det ondskabsfulde i den havde han +sine Tvivl om den Dag. +</p> + +<p> +En Formiddag nogle Dage efter sad han hjemme +og arbejdede. De mellemliggende Dage havde han +været nødt til at tage Lossearbejde paa Havnen, nu +sad han og forsaalede et Par Søstøvler for en Matros +paa Kulskibet. Paa den anden Side af Disken +sad Lille Lasse og pludrede og gjorde hans Bevægelser +efter; hvergang Pelle slog en Pløk i, daskede +Drengen paa Kanten af Disken med sin Rangle. +Og Pelle lo til ham. Ellen gik ud og ind mellem +Køkken og Stue, hun var alvorlig og tavs. +</p> + +<p> +Det ringede. Hun jog til Kakkelovnen og rev noget +Barnetøj ned, saa gik hun ud og lukkede op. +</p> + +<p> +En mørk svær Herre i Spaserepels traadte bukkende +ind, den høje Hat holdt han foran sig sammen +med Handskerne og Stokken. Pelle vilde ikke +tro sine egne Øjne — det var Hofskomageren. „Han +kommer nok for at gøre op!“ tænkte han og belavede +<a id="page-202" class="pagenum" title="202"></a> +sig paa en Dyst. Han fik Hjærtebanken og +noget sank pludselig i ham; gammel Underdanighed +var ved at komme op og bemægtige sig ham. Men +det varede kun et Øjeblik, saa var han igen sikker +paa sig selv. Han bød roligt sin Gæst en Stol. +</p> + +<p> +Meyer sad og saá sig om i den tarvelige nette +Stue, som vilde han først sammenligne Fjendens +Forraad med sine egne, inden han foretog sig noget. +Pelle fangede noget i hans vandrende Blik og blev +pludselig en hel Del klogere i Menneskekundskab. +„Han sidder jo ligefrem og kigger efter, om der +ikke er røget noget paa Laanekontoret,“ tænkte han +opbragt. +</p> + +<p> +„Hm — jeg har modtaget Deres ærede Skrivelse,“ +begyndte Meyer endelig. „De mener ikke der er +Anledning til nogen Drøftelse af Tilstanden; men æ +— jeg synes dog —.“ +</p> + +<p> +„Nej, det mener jeg rigtignok ikke,“ svarede Pelle +som havde sat sig for at holde Skrivelsens Tone — +„der er jo den bedste Orden over det hele. I det +hele lader det jo til at skulle gaa nu, da vi har hver +sin Forening og kan drøfte Sagerne som Ligemænd.“ +Han saá uskyldigt paa Meyer. +</p> + +<p> +„Naa det synes De? Det kan dog ikke være Dem +ubekendt, at mine Arbejdere forlader mig den ene +efter den anden — for ikke at sige at de pilles bort. +Jeg kan ikke tjene Dem i at kalde det ordnede Forhold.“ +</p> + +<p> +Pelle sad og ærgrede sig over Meyers slikkede +Tone. Hvorfor Fanden brændte han ikke løs som +et ordenlig Mandfolk, i Stedet for at sidde og svede +Hentydninger ud! Men skulde der laves Dikkedarer, +saa hvorfor ikke? „Saa Deres Folk forlader Dem?“ +spurgte han interesseret. +</p> + +<p> +„Ja de gør!“ svarede Meyer og saá overrasket op, +Pelles Tone gjorde ham usikker. „Og de sjikanerer +mig, overholder ikke Aftalerne og lader mine Bude +rende forgæves. Tidligere har hver Mand hentet og +bragt sit Arbejde, nu maa jeg holde Bude til det; +det kan Forretningen ikke bære.“ +</p> + +<p> +<a id="page-203" class="pagenum" title="203"></a> +„Svendene har nu ogsaa maattet rende forgæves +— jeg har jo selv arbejdet for Dem,“ svarede Pelle. +„Men De mener altsaa, vi bedre kan bære den Tidsspilde?“ +</p> + +<p> +Meyer trak paa Skuldrene. „Det er dog et Led i +deres Erhværv, Forholdene ere nu engang baserede +paa den Ordning. Men naar jeg saa endda var sikker +paa at have Folk. — Det gaar ikke, det dér, +Mand!“ skreg han pludselig op — „det gaar pinedød +ikke! Det er ikke hæderligt!“ +</p> + +<p> +Lille Lasse sprat i Vejret og gav sig til at brøle, +Ellen kom hastigt og tog ham ind i Sovekammeret. +</p> + +<p> +Pelle var blevet skarp om Munden. „Naar Deres +Folk forlader Dem, har de vel sagtens Grund til +det,“ svarede han, men havde mere Lyst til at sige +Meyer lige op i Synet at han var en Udpiner. „Fagforeningen +kan ikke tvinge sine Medlemmer til at +arbejde for en Mand, de maaske ikke kan komme +til Rette med. Jeg har selv lige faaet Afsked paa et +Værksted — man kan dog ikke alarmere de to Foreninger +af den Grund.“ Han saá fast paa sin Modstander, +idet han langede ham dén ud; Linjerne i +hans Ansigt dirrede let. +</p> + +<p> +„Aha!“ udbrød Meyer og gned sig i Hænderne +med et Udtryk som sagde, at nu endelig følte han +fast Bund under sig. „Ak so — der slap det endelig +ud! De er jo Diplomat ogsaa — stor Diplomat! — +Det er en klog Mand De har, lille Frue!“ vendte +han sig til Ellen der stod og puslede ved Buffeten. +„Hør Hr. Pelle, De er en Mand for mig, og vi maa +komme til et Resultat. Naar to dygtige Folk taler +sammen, kommer der noget ud af det — det kan +ikke være andet! Jeg har Brug for en intelligent og +dygtig Fagmand til at forestaa Maaltagning og Tilskæring, +Pladsen er godt lønnet, og De kan faa skriftlig +Kontrakt paa en Aarrække. Hvad siger De til +det?“ +</p> + +<p> +Pelle løftede Hovedet i et Ryk. Ellens Øjne skød +Gnister; de blev forunderlig mørke og lagde sig +tvingende over ham — som vilde de brænde en +<a id="page-204" class="pagenum" title="204"></a> +Vilje ind i ham. Et Øjeblik stirrede han fortumlet +frem, Tilbudet kom saa overvældende stort bag paa +ham. Saa smilede han. Ej ej! skulde han nu sælges +som Udpinerens Haandlanger! +</p> + +<p> +„Det er vist ikke noget for mig,“ svarede han. +</p> + +<p> +„De maa naturligvis have Lov at tænke over mit +Tilbud,“ sagde Meyer og rejste sig. „Skal vi sige tre +Dage?“ +</p> + +<p> +Da Hofskomageren var gaaet, kom Ellen langsomt +hen og lagde sin Arm over Pelles Skulder. „Hvor +er du en klog og dygtig Mand,“ sagde hun stille og +legede med hans Haar — der var noget som lignede +Afbigt i hendes Væsen. Tilbudet nævnede hun ikke +med et Ord, men gav sig nynnende i Lag med sit +Arbejde. Det var længe siden Pelle havde hørt +hende synge; og Sangen gav ham en lys Følelse af +at denne Gang vilde han sejre. +</p> + +<div class="chapter"> + +<h2 class="chapter" id="chapter-0-20"> +XX +</h2> + +</div> + +<p class="first"> +Pelle førte ufortrødent Kampen videre, sloges med +smaa Kaar og med Frafald og gik bare paa. Talrige +Gange i Kampens Løb var han lige vidt, Meyer +havde faaet et nyt Hold Arbejdere fra Udlandet, og +han maatte begynde forfra: bearbejde dem saa de +rejste igen, eller gøre dem umulige blandt Husbeboerne +saa de maatte fortrække. Eftervinteren var +haard og kom Meyer til Hjælp. Han gav god Arbejdsløn +nu, og havde faaet skrabet sig et Sjak Løsgængere +sammen; en Overgang saa det ud som han +skulde faa sin Forretning i Vejret igen. Men Pelle +havde blot ladt Løsgængerne i Ro af Mangel paa +Tid; nu hjemsøgte han dem og kom med mere Avtoritet +end sidst. Der gik allerede Ord af hans Vilje, +de fleste overgav sig paa Forhaand. „Ham kan ingen +Djævel staa sig mod!“ sagde de. +</p> + +<p> +Han vaklede ikke i sin Tro paa Sejren og gik paa +<a id="page-205" class="pagenum" title="205"></a> +og paa, filosoferede ikke frem paa den anden Side +Resultatet men satte alle Ævner ind paa at naa det. +Stærke Kræfter var oppe i ham og førte ham den +lige Vej. Foreningsfællerne fulgte ham villigt, og paalagde +sig de Savn Affolkningen medførte. Han havde +deres Tillid, og de syntes i Grunden det var en herlig +Spas denne Bytten Gaarde, hvor de for én Gangs +Skyld vendte Trykket tilbage mod Udgangspunktet. +De havde beskt prøvet, hvad det vilde sige at rende +forgæves, tigge om Arbejdet, tigge og trættes om Tilgodehavendet +— være de smaa. Det var morsomt +at bytte Rollerne! Nu legede Musene med Katten og +morede sig godt, skønt dens Klør nu og da sved til +dem. +</p> + +<p> +Pelle følte Tilliden Mand og Mand imellem, ved +den Villighed hvormed de fulgte ham, som var han +kun Udtrykket for deres eget Sindelag. Og naar han +stod paa Generalforsamlinger og Møder for at aflægge +Beretning eller agitere, og Kammeraternes Bifald +slog ham i Møde, mærkede han, hvorledes stærke +Kræfter forenede sig i ham. Han var som Skibets +Vædder, hele Styrken stødte fremad i ham. Han +begyndte at finde sig til Rette som Udtryk for noget +større; der var et Formaal med ham. +</p> + +<p> +Den Pelle, der saa klogt og roligt havde forhandlet +med Meyer, og rammet ud hvad han vilde uden +et ondt Ord, var ikke den almindelige! Et større +Væsen arbejdede i ham, mere ansvarligt end han +selv ævnede det! Og han gik sig selv efter for at +tilegne sig det bevidst; han følte at der var Kræfter +dér. +</p> + +<p> +Dette højere havde mystisk Sammenhæng med +saa meget; helt tilbage til sin tidligste Barndom +kunde han følge det som et rigt Løfte. Saa mange +havde ogsaa uvilkaarlig ventet sig noget af ham; han +havde blot lyttet forundret til dem, nu blev det en +Profeti. +</p> + +<p> +Han blev mere nøjeregnende med Ord i sit personlige +Forhold, nu da deres ubegrænsede Rækkevidde +havde aabenbaret sig for ham. Men i Agitationen +<a id="page-206" class="pagenum" title="206"></a> +faldt de stærkeste Ord ham naturligt, de kom +som et Ekko af det grænseløse tomme Rum der laa +bag ham. Han syslede med sin Personlighed; alt det +han før sorgløst havde givet frit og ubehersket +Spillerum, maatte nu helst ind og tjene Formaalet. +Ogsaa sit Forhold til Ellen gik han efter, undskyldte +hende og gjorde sig Umag for at forstaa hendes Fordringer +til Lykke. Han var mild og god mod hende +— men ubøjelig i det væsenlige. +</p> + +<p> +Hofskomageren gjorde han sig ingen Samvittighed +af. Han havde længe nok misbrugt sin Overmagt paa +alle Omraader; ved sin store Forretning var han den +der skabte og beherskede Tilstandene, de daarlige +Vilkaar maatte føres tilbage til ham. Det var Sommer +og Godtid for Arbejderne nu, og hans Forretning +gik stærkt tilbage. Pelle forudsaa hans Fald og +følte sig som en retfærdig Hævner. +</p> + +<p> +Den aarelange Kamp tog hele hans Sind. Altid +var han paa Færde, kom styrtende hjem til Arbejdet +der laa og ventede, klarede det til Side som en rasende, +og var afsted igen. Ellen og Lille Lasse saá +han ikke meget til i denne Tid, de levede deres Liv +uden for ham. +</p> + +<p> +Han turde ikke slaa sig til Ro i den Kendsgærning +at Sammenholdet nu var stærkt. Bestandig var +han paa Færde for yderligere at stive af og underbygge; +han vilde ikke falde for det uforudsete. Hans +Utrættelighed smittede Kammeraterne, de blev ivrigere +og ivrigere alt som Kampen trak ud. Den voksede +for dem ved de Ofre den krævede, og ved +Styrken i Modstanden; Meyer blev efterhaanden til +en Kolos som enhver maatte vove sin Velfærd for +at hugge ned. Der gik Hjem i Stykker ved det; men +jo flere Ofre Kampen krævede, des sorgløsere syntes +de at gaa til den. Og de jublede af Glæde, den +Dag Kolossen faldt og begravede nogle af dem under +sin Masse. +</p> + +<p> +Sejren var uomtvistelig Pelles, Skomagersvenden +havde fældet Fagets største Arbejdsherre! De spurgte +ikke om hvad det havde kostet, men bar hans Navn +<a id="page-207" class="pagenum" title="207"></a> +i Triumf. De raabte Hurra, naar han viste sig eller +hans Navn nævnedes. Tidligere vilde det vel være +gaaet ham til Hovedet, men nu fandt han Udfaldet +ganske naturligt — som Udslag af en højere Vilje! +</p> + +<p> +Allerede et Par Dage efter sammenkaldte han til +Møde i Fagforeningen, fremlagde Udkast til en ny +tidssvarende Priskurant og opfordrede til at tage en +Kamp paa den netop nu. „Lejligheden kan aldrig være +bedre,“ sagde han — „nu har de set hvad vi dur +til! Og det var paa Spørgsmaalet om Priskuranten +vi slog Meyer ned, derfor maa vi smede mens Jærnet +er varmt!“ +</p> + +<p> +Han regnede med at Kammeraterne netop nu +havde Krigshumør, trods alle de Savn Kampen havde +paaført dem — og tog ikke fejl. Hans Forslag blev +enstemmig vedtaget. +</p> + +<p> +Nogen Lønkamp blev der ikke. Meyer løb nu +rundt til Mestrene med Prøvekassen for et Læderfirma, +Synet af den før saa mægtige Mand virkede +nedstemmende. Mesterforeningen udpegede et Par +Mestre til at forhandle med Fagforeningen om Lønforhøjelsen. +</p> + +<div class="chapter"> + +<h2 class="chapter" id="chapter-0-21"> +XXI +</h2> + +</div> + +<p class="first"> +Det hændte tidt Pelle at han længtes tilbage mod +det stille inderlige Samliv med Ellen og Lille Lasse, +han følte vemodigt, at de levede inde i en lykkelig +Verden og var i Færd med at indrette sig paa at +undvære ham. „Naar du nu faar dette fra Haanden, +skal du rigtig have det hyggeligt med dem igen,“ +tænkte han. +</p> + +<p> +Men det ene hang uløseligt sammen med det andet, +af et Spørgsmaals Løsning fødtes et andet, Fattigmands +Verden viste sig at være en indviklet Historie. +Rygtet om hans lykkelige Haand som Organisator +bredte sig udover, overalt arbejdedes der for +<a id="page-208" class="pagenum" title="208"></a> +Sammenslutningstanken, de mange begyndte at rette +Øjnene paa ham i Forventning. +</p> + +<p> +Jævnlig kom der Arbejdere til ham og bad ham +være dem behjælpelig med at danne Organisation — +ingen havde saa godt Greb paa det som han. Saa +sammenkaldte de til Møde, og Pelle lagde Sagerne +frem for dem. Der var kommet noget af det store +Sving i hans Tale, men de forstod ham godt. „Han +taler, saa Ørerne klør paa én,“ sagde de til hinanden. +Der blev saa valgt Tillidsmænd, og Pelle satte +dem ind i den praktiske Side af Sagen. +</p> + +<p> +„Men I maa ofre Penge, saa I faar en Kasse,“ +sagde han bestandig — „uden Penge ævner vi ingenting. +Husk paa, det er selve Kapitalen vi slaas +med.“ +</p> + +<p> +„Skal der anvendes Bøsser i Kampen?“ spurgte +en enfoldig Arbejder engang. +</p> + +<p> +„Ja Sparebøsser!“ svarede Pelle raskt. +</p> + +<p> +Saa lo de og vendte de brøstfældige Lommer. De +saá lidt paa Pengene, før de gav dem fra sig. +„Skidt, det slaar jo aldrig til alligevel,“ sagde de +saa. +</p> + +<p> +„Der kommer nok den Dag da det slaar godt til +— bare vi staar sammen,“ sagde Pelle fortrøstningsfuld. +</p> + +<p> +Det var Fedtet der blev skrabet af deres Brød — +han vidste det godt. Men det fik ikke hjælpe! Han +var ikke selv saa godt stillet i denne Tid som en af +dem. +</p> + +<p> +Virksomheden førte ham udad i større og større +Kredse, til han en Dag følte sig midt i Masserne. +Deres Antal forbløffede ham ikke, han havde egenlig +altid kendt det! Han voksede med Tilgangen og +anlagde stadig større Maal paa Bevægelsen og sig +selv. +</p> + +<p> +I disse Tider foregik der en mærkværdig ydre +Forandring med ham. Over hans Pande laa fremdeles +de dybe Rynker der hos unge Mennesker plejer +at tyde paa en mørk Barndom; de var det eneste +bitre Vidnesbyrd om hvad han havde taget paa sig, +<a id="page-209" class="pagenum" title="209"></a> +og mindede om en ladet Sky. Ellers var han frisk +nok, de daarlige Kaar kuede ham ikke; han levede +i Samfølelsen og var næsten altid glad. Han fik runde +Kinder som en Hornblæser, og udspilede Næsebor +der understregede det fyrige; han forbrugte megen +Luft og holdt altid Klæderne opknappet over Brystet. +Gangen var rank og spændstig, hele Skikkelsen +paagaaende. Naar han talte ved Møder, var der Slag +i hans Ord, han blev ildrød i Hovedet og svedte. +Noget af Rødmen blev staaende paa Ansigt og Hals, +og der var bestandig en hidsig Klang i Kroppen paa +ham. Naar han kom gaaende, virkede han som Forblæseren +til en Kolonne. +</p> + +<p> +De mange var hans Element. Der var meget som +skulde samles under én Hat. Endnu manglede de +fleste klar Forstaaelse, gammel Mistro dukkede pludselig +op, der løb mange Tvivl løse mellem Masserne. +Nogle troede blindt, andre sagde: Skidt, enten den +ene eller den anden plukker os! Der skete ikke noget +haandgribeligt stærkt som kunde falde enhver i +Øjnene; de maatte støtte sig til Personen som den +Blinde til Føreren, og forlangte at høre hans Stemme +bestandig. Pelle blev deres Yndlingstaler. Han +følte deres blinde Tillid løftende paa sig, og saá langt +ud over Virvaret for dem. Han havde altid haft noget +med Lykken at skaffe, han! nu øjnede han den +tydeligt ude i Forlængelse af Fremmarsjen og tændte +i dem med sin uimodstaaelige Ildfuldhed. +</p> + +<p> +En Aften var han tilkaldt for at vække et sløvt +Fag. Det var Renovationsarbejderne, og for at ægge +deres Selvfølelse viste han dem, hvilken uhyre Magt +de havde i deres foragtede Haandtering. Han gjorde +det Tankeeksperiment at lade dem nedlægge Arbejdet, +og udmalede med meget Humør Følgerne for +den fine Verden. Det havde en overvældende Virkning +paa Forsamlingen, man gloede paa hinanden +som opdagede man først nu sig selv, og sad i én +Latter. For at forfølge sin Virkning viste han, hvor +afhængig den ene Virksomhed var af den anden, og +lod Fag støtte Fag til Generalstrejken havde lagt sin +<a id="page-210" class="pagenum" title="210"></a> +lammende Haand over Byen. Det var en Fantasi! +Pelle kendte intet til Bevægelsens Teorier, men Højtrykket +i ham løftede Sløret for de yderste Konsekvenser. +Arbejderne gik hjem, vaagne og forskrækkede +over den forfærdelige Magt de laa inde med. +</p> + +<p> +Der var noget i det som ikke tilfredsstillede ham +selv, det var hans Natur at frembringe — ikke ødelægge! +Hvis de Fattige bare vilde, kunde de tage det +hele igen — havde Morten engang sagt; og de Ord +var blevet ved at spøge i ham. Men han kunde ikke +lide voldsomme Omvæltninger, og nu havde han jo +fundet en god Vej uden om! Han følte sig overbevist +om, at det ubrydelige Sammenhold var +uimodstaaeligt og vilde omskabe Tilværelsen ad fredelig +Vej. +</p> + +<p> +Sine egne Fagfæller havde han jo svejset sammen, +saa de nu stod Last og Brast med hinanden. Det +var straks lidt naaet, men skulde der komme noget +rigtigt ud af det, maatte Fagets Udøvere her arbejde +sammen med dem i alle Landets andre Byer — og +det var allerede saa smaat i Gang baade i hans +eget og andre Fag. Men alle disse Forbund af lokale +Fagforeninger burde igen gaa op i en mægtig Helhed, +saa hele Landet blev som én Tanke! I andre Lande +foregik jo det samme som her, og hvorfor saa ikke +som Slutstén samle alle Landene i én stor Samvirken? +</p> + +<p> +Inden Pelle vidste af det, havde han omspændt +hele Jorden med sin Solidaritet. Han vidste nu at +Elendigheden er international. At Almuen følte ens +Jorden over, var han overbevist om. +</p> + +<p> +Tankens Storhed gik ham ikke til Hovedet; den +var groet naturligt ud af Linjerne i hans egen Organisation +— det ene var som det andet. Men han +blev ved at sysle med den, til den antog faste Former. +Saa gik han til Svigerfaderen, der var Medlem +af Partibestyrelsen, med sin Plan, og blev gennem +ham opfordret til at komme og forelægge den for +Hovedledelsen. +</p> + +<p> +Pelle var vant til at tale nu, men havde alligevel +<a id="page-211" class="pagenum" title="211"></a> +Feber da han stod over for Bevægelsens stærke Hjærte. +Hans Ord kunde tage de mange; men vilde det +lykkes ham at vinde disse prøvede Mænd, der stod +styrende bag det hele mens de stilfærdigt passede +deres Haandtering? Han følte Dagen som den betydningsfuldeste +i sit Liv. +</p> + +<p> +Det var Mænd med et sindigere Temperament +end hans. De sad ubevægelige og hørte efter med +halv lukkede Øjne; hans stærke Ord vakte Antydningen +af et Smil hos dem — dem var de nok ude +over! Det var Haandværkere og Arbejdsmænd, der +sled haardt for Udkommet hele Dagen lige som han +selv; men flere af dem havde et betydeligt Selvstudium +bag sig og maatte kaldes lærde Folk. Om Aftenen +og Søndagen arbejdede de for Bevægelsen, +lagde politiske Planer og sled sig ind i Regnskabsvæsen +og stadig voksende Administration. De var +blevet tunge af alt dette uvante, der hidtil havde +været forbeholdt de andre Samfundsklasser og maatte +tilegnes helt fra Bunden; Hovederne var graanede +og furede. +</p> + +<p> +Pelle følte at han endnu kun var ved Begyndelsen. +Disse Mænd virkede paa ham som et mægtigt hemmeligt +Raad; derude saa de ud som enhver ellers, +men her ved det grønne Bord sad de og skabte den +uhyre Konstruktion, som han blot var med til at +genne Masserne ind i; Storpolitiken blev til her. Der +var noget gudsforgaaent over det — som at se Myrer +lægge Planer til at flytte et Bjærg; og her maatte +han ind, skulde han opnaa at udrette noget rigtigt! +Men her forlangte man andet end stærke Ord! Han +neddæmpede uvilkaarlig sin Tone og gav sig til at +tale rent sagligt. +</p> + +<p> +Der lød intet Bifald, da han tav; Mændene sad <a id="corr-22"></a>og +saá jævntgrundende frem for sig. Tavsheden virkede +paa ham som det uhyre tomme Rum og gjorde +ham svimmel. Alt i ham laa udadvendt og sugede +Styrke af Genlyden derude fra, fra de mange som +havde skabt ham. Men her i det afgørende tav det +hele og lod ham svæve — uden Holdepunkt af nogen +<a id="page-212" class="pagenum" title="212"></a> +Slags. Var hele den mægtige Plan for Samvirken +da kun Taabelighed? eller var han en Klovn til at +fremsætte den? Ingen svarede. Lederne spurgte ham +roligt ud om Enkelthederne i hans Plan og tog den +saa under Overvejelse. +</p> + +<p> +Pelle gik og var i en forfærdelig Spænding. Han +følte, at han havde rørt ved noget af det der bærer +de store Afgørelser i sig, og trængte til en Bekræftelse +paa at han havde faaet rigtig fat. I sin Vaande +vendte han sig mod sig selv. Det laa ikke til ham +at spørge indad, men her vilde ingen anden svare. +Han maatte søge Anerkendelsen hos sig selv. +</p> + +<p> +Det var første Gang Pelle for Alvor tyede til sit +eget Jeg og erfarede, at der lod sig falde tilbage paa +det i afgørende Øjeblikke. Men han holdt ikke af +Ensomheden og gjorde det nødtvungent. Hjærtet +sprang ubændigt i ham, da han fik Meddelelse om +at Planen var kendt god. Der blev nedsat et Udvalg +til at føre den ud, Pelle blev Medlem af det. +</p> + +<hr class="tb"> + +<p class="first"> +Lands-Sammenslutningen skabte med ét Slag en +Hær af de mange Delinger og virkede tiltrækkende +alene ved sin Masse. Det blev et stort og anstrængende +Arbejde at ordne Skarerne der strømmede til +som Vand strømmer til Havet — i Kraft af en Naturlov. +Der vilde kræves et stort Feltherretalent til +at opstille dem til det endelige Slag og føre dem i +Ilden. +</p> + +<p> +Pelle bares naturligt frem i første Række af det +store Organisationsværk; hans Arbejde blev særlig +det banebrydende, agitatoriske, ingen havde som han +de manges Øre. Han havde faaet fast Værkstedsarbejde +hos en af de større Mestre, der laa en Anerkendelse +af Organisationen i det, og Lønforhøjelsen +gjorde at han tjente nogenlunde. Han havde ikke +noget imod at Arbejdet faldt ude, Tonen i Hjemmet +havde tabt sin lyse Klang. Ellen var kærlig nok, +<a id="page-213" class="pagenum" title="213"></a> +men hun havde altid en Hensigt med det — og han +lod sig ikke binde igen! +</p> + +<p> +Naar han kom hjem, var det gærne for at indtage +sit Maaltid, gøre sig i Stand og jage af Sted igen — +til Møder og Forhandlingsudvalg. Far Lasse var der +som Regel om Aftenen, og saá langt efter ham naar +han saadan forlod Kvinde og Barn for at stryge ud +paa Farten. Han begreb det ikke men vovede sig +ikke til at sige noget — han havde stor Respekt for +Pøjkens Forehavender. Den gamle og Ellen havde +fundet hinanden og var som to røde Kør; der var +stor Trøst i det. +</p> + +<p> +Pelle gik frem i en Styrkerus ved Følelsen af de +øgende Skarer. Han var som en Legemliggørelse af +dem og hørte deres Fodslag gaa igen i sine Skridt; +det var naturligt at Forholdene antog store Dimensioner. +Han var et Produkt af gammel Kultur, men +en Kultur, der altid havde holdt til paa Skyggesiden +og var bygget paa tunge knappe Sætninger, som hver +for sig rummede en Livssum af bitre Erfaringer. +Trangen til Sol og Lys var bestandig blevet skubbet +til Side og laa ophobet gennem umindelige Tider — +til en uhyre Spænding! Nu brast det, og han tog +svimlende Fart; hans Hjærne ravede højt oppe i en +blændende Lystaage! +</p> + +<p> +Men paa Bunden var han fremdeles den haandfaste +Realist og havde Fødderne paa Jorden! De +Slægtled han stod paa, havde Kulden avet og lært at +holde sig til det nødvendige, de leverede ham af — +enkel og lige til, uden noget Udstyr af Fiksfakserier. +Fænomenerne i hans Verden virkede lige ud, en +paagaaende Lugt omsatte sig ikke til en spøgelseagtig +Banken paa Fortænderne. Virkning stammede i lige +Linje fra Aarsag — men de forholdt sig ofte som +den store Brand og Tændstikken. Her laa Styrken +i hans Fantasi; paa dét var det, han med saa enkel +Udrustning kunde omspænde det hele. +</p> + +<p> +Bange for disse Massers Skæbne var han ikke; +hvor han ikke kunde se frem, kom gammel Fatalisme +ham til Hjælp. Hans Ord flammede lige fuldt og +<a id="page-214" class="pagenum" title="214"></a> +holdt Haabet oppe i de mange, der ikke selv saá +Meningen med det hele og syntes, at Tallene nok +blev større og større, men at man forøvrigt var lige +vidt. Hvor han intet saá selv, var han som en Linse, +der samlede Halvmørket og gav det igen som fuldt +Lys. +</p> + +<p> +Morten undgik han helst. Pelle havde jævnt opsuget +alle Bevægelsens Teorier, de fyldte godt og +behageligt ud i ham, og hvad kunde man opnaa +mere end at have det hele med sig? Morten havde +denne ufrugtbare Trang til at slaa Sindet ud af dets +Sikkerhed; han hentede altid Ordene frem indefra, +fra Steder hvor man aldrig havde været; og stillede +sig op om Gudsrøsten i Biblen, der altid skulde +stanse Folk i deres Forehavende! Pelle nærede +Ærefrygt for hans egenartede Væsen der aldrig gik +i Flok — og søgte uden om ham. +</p> + +<p> +Men Tankerne løb ofte paa ham. Morten havde +tændt det første Lys i det Kaos, Erfaringerne fra +Pelles Fattigmandsverden laa hen i, og naar han +stod over for noget afgørende, spurgte han uvilkaarlig +efter, hvordan Morten vilde have handlet. +</p> + +<p> +Undertiden traf de hinanden paa Møder, som var +sat i Scene af Arbejderne selv og hvor de begge +medvirkede. Morten havde ingen Respekt for de +bestaaende Love og nok heller ikke for nye; han +tog ikke ivrig Del i Partidannelsen og blev holdt +lidt til en Side af de ledende. Men Menigmand stod +han i nær Berøring med. Han virkede paa egen +Haand, greb ind som ingen anden i det enkelte Tilfælde +af Nød og Uret, og arbejdede paa at faa Folk +til at tænke selv. +</p> + +<p> +Og de holdt af ham. Pelle og de andre saá de op +til, og gjorde med lysende Øjne Plads for dem; Morten +stillede de sig smilende i Vejen for og vilde +trykke hans Haand — han kunde næsten ikke arbejde +sig op til Talerstolen. Hans blege Ansigt fyldte +de andres med Glæde — Kvinder og Børn hang +ved ham. Naar han gik gennem Fattiggaderne i sit +tarvelige Tøj, smilede Konerne til ham. „Det er ham +<a id="page-215" class="pagenum" title="215"></a> +Mestersvenden, der er saa boglærd og god af sig,“ +sagde de til hinanden. „Og nu har han solgt alle +sine Bøger for at hjælpe et stakkels Barn!“ Saa gav +de deres smaa et Skub. Og Børnene kom hen, tog +ham i Haanden og fulgte ham til Enden af Gaden. +</p> + +<div class="chapter"> + +<h2 class="chapter" id="chapter-0-22"> +XXII +</h2> + +</div> + +<p class="first"> +Naar Pelle engang imellem var ovre i <em>Arken</em> for +at se til de tre Søskende, rygtedes det hurtig rundt. +„Pelle er her!“ lød det fra Svale til Svale, og de +skyndte sig ud i Træværket for at nikke til ham og +prøve at lokke ham ind med en Kaffetaar. Gamle +Frandsen var flyttet; hun forsvandt dengang Ferdinand +kom ud — ingen vidste hvorhen. Ellers var +her ingen Forandring. Nogle Fabrikspiger stak af fra +Huslejen ved Nattetid, og andre kom i Stedet; en +og anden udslidt Fyr blev hentet frem fra de mørke +Gange og baaret ud til Rustvognen — som altid. Paa +<em>Arken</em> mærkedes ingen Forandring. +</p> + +<p> +Det hændte at han kiggede over til Enkemadam +Johnsen. Hun sad saa trist og vendte de gamle Soldaterbukser, +mens hun passede Hannes Unge der +tegnede til at blive en køn Pige. Gammel i det var +hun blevet, og sad bestandig og smaagnavede over +Barnet; med Pelles Besøg kom der et frisk Pust +ind i hendes glædesløse Tilværelse. Saa mindedes +hun Skovturen og de lune Aftener under Ampelen +— og sukkede. Hanne saá slet ikke til Pelle. Naar +hun kom styrtende hjem fra Fabrikken, havde hun +kun Øje for sin lille Pige, der kastede sig imod +hende og straks vilde til at lege. Dagens Øde sad +den lille i Øjnene, og Moderen maatte tage hende +i Hænderne som hun gik og stod, og trave rundt +med hende og Dukken. +</p> + +<div class="poem-container"> + <div class="poem"> + <div class="stanza"> + <p class="verse">„Jeg gik mig over høje Bjærg —“</p> + </div> + </div> +</div> + +<p class="noindent"> +<a id="page-216" class="pagenum" title="216"></a> +sang Hanne, og den lille sang med — hun kunde +allerede! Hannes Øjnene hvilede rolige og afklarede +paa Barnet, tilfredse i deres Udtryk som havde hun +virkelig fanget Lykken ind. Hun lignede en ung +Enke der har faaet sin Part af Tilværelsen; og i +<em>Arken</em> kaldte alle hende Enke — Enken Hanne. +Det var en Hyldest til hendes Væsen, de kastede +Enkesløret over hendes Skæbne, fordi hun bar den +saa smukt. Hun havde ventet sig saa meget, og nu +tog hun om sit Barn som kunde det fremmede aldrig +have givet hende større Gave! — — +</p> + +<p> +Peters Ulykke havde givet det lille Hjem et alvorligt +Stød. Det havde altid været lige til; nu tjente +han mindre med sin vanføre Haand. Karl vilde frem +og gav sig til at gaa til Præsten — det kostede ogsaa +i Tid og Klæder. Peters Nedgang i Fortjeneste +havde de oprettet ved at sige Lasses Værelse op og +flytte hans Seng ind i Børnenes Værelse. Men de +voksede godt til alle tre, der skulde noget til baade +af Mad og Klæder. +</p> + +<p> +Peters Karakter havde lidt et Knæk, han var ikke +saa glad ved Arbejdet længer; ofte skulkede han og +gik og drev paa Gaden i Stedet for at gaa til Fabrikken. +Undertiden var han ikke til at drive ud af +Sengen om Morgenen, men krøb ned under Sengeklæderne +og skjulte sig. „Jeg kan ikke med min +daarlige Haand,“ sagde han grædende naar Marie +trak i ham — „hvert Øjeblik er Knivene lige ved +at nappe mig.“ +</p> + +<p> +„Saa bliv hjemme da,“ udbrød Marie tilsidst. „Pas +du Huset, saa skal jeg gaa ud og faa lidt Fortjeneste +fat. Jeg kan faa Rengøringen ovre i den ny Ejendom +i Torvegade.“ +</p> + +<p> +Men saa stod han op og luskede af, han vilde +ikke have et Kvindfolk til at tjene Føden til sig. +</p> + +<p> +Karl var en frisk, gavtyveagtig Tamp som ingenting +bed paa. Gaden havde opdraget ham, fældet sit +Slamlag paa hans Ydre og tændt den uslukkelige +Gnist i hans Øjne. Han var som Hovedstadens +Spurve der røgsværtede lyser af Byens Intelligens, +<a id="page-217" class="pagenum" title="217"></a> +tumler ud og ind under de tunge Vognhjul og véd +alt. Han var daglig i Klemme men kom aldrig til +Fortræd. Den bestandige Farten sad ham i Kroppen +som en aldrig hvilende Impuls; mange Udveje havde +han til at bøde paa Utrygheden i sit Erhværv; den +lille Husholdning hvilede hovedsagelig paa ham. +Men nu var han ked af at søge sin Føde paa Gaden, +der var Fremdrift i ham, han vilde gærne være +Handelsmand. Det eneste der holdt ham tilbage var +Hensynet til Hjemmet. +</p> + +<p> +Pelle saá at det lille Hjem maatte opløses nu. +Marie udviklede sig stærkt og trængte til at komme +ud af <em>Arken</em>, og hvis Karl ikke fik Lov at følge sin +Ungdom men skulde gaa og ofre sig for sine Søskende, +vilde han ende som Torvebisse. Rask som +han var blevet til at handle paa egen Haand, skaffede +han Karl det nødvendige Udstyr gennem en +Understøttelsesforening, og tingede ham i Lære hos +en Handlende, som Drengen havde løbet i Byen +for. +</p> + +<p> +En Søndag Formiddag gik han over til <em>Arken</em> med +en stor Pakke under Armen; han havde Lille Lasse +ved Haanden, hvert Øjeblik bukkede Purken sig +besværligt og tog en Smaasten op, trak Faderen med +hen til Bolværket og plumpede Stenen i Vandet. +Han snakkede ustanseligt. +</p> + +<p> +Pelle lod sig mekanisk trække med og svarede +hen i Vejret. Han tænkte paa det lille Barnehjem, +der engang havde aabnet sig saa gæstfrit for ham og +nu skulde opløses. Kanske blev det Karls og Maries +Redning; der laa en Fremtid for dem ude omkring +— friske og kække som de var. Og Far Lasse kunde +flytte hjem til ham; det lod sig gøre at stille hans +Seng op i Dagligstuen for Natten og flytte den af +Vejen om Dagen — Ellen var ikke saa pertentlig +længer. Men Peter — hvad skulde der blive af +ham? Hjemmet var det eneste der holdt sammen +paa ham. +</p> + +<p> +Da Lille Lasse gennem Tøndegangen saá ind i +<em>Arkens</em> Mørke, vilde han ikke med. „Fæl, fæl!“ +<a id="page-218" class="pagenum" title="218"></a> +sagde han og strittede energisk imod. Pelle maatte +tage ham paa Armen. „Lasse ikke li’ det!“ sagde +han og stemmede Hænderne mod Faderens Skulder. +„Vil ned!“ +</p> + +<p> +„Saa?“ udbrød Pelle leende — „kan Lille Lasse +ikke lide <em>Arken</em>? Far synes her er storartet.“ +</p> + +<p> +„Hvorfor?“ spurgte Drengen surmulende. +</p> + +<p> +Hvorfor — ja det havde Pelle ikke engang Rede +paa. „Fordi jeg har boet her engang, vel!“ svarede +han. +</p> + +<p> +„Og hvor var Lille Lasse dengang henne?“ +</p> + +<p> +„Dengang sad du inde i Mors Øjne og lo til +Far.“ +</p> + +<p> +Saa glemte Drengen sin Frygt for Mørket og det +tunge Træværk. Han satte sin buttede Næse paa +Faderens og kiggede ham ind i Øjnene, for at se +om der sad en lille Dreng inde i dem ogsaa; og han +lo da han fik Øje paa sig selv derinde. „Hvem sidder +saa inde i Mors Øjne nu?“ spurgte han. +</p> + +<p> +„Nu sidder der en lille Søster og glæder sig til at +lege med Lasse Fredrik,“ sagde Pelle. „Men nu skal +du gaa selv, det er ikke noget for et Mandfolk at +sidde paa Arm!“ +</p> + +<p> +De tre Søskende gik og ventede spændt, Karl +hoppede og stangede i Luften da han saá Pakken. +</p> + +<p> +„Hvor er Lassefar henne?“ spurgte Pelle. +</p> + +<p> +„Han er kørt ud med Trækkevognen for Marskandisersken +— han skulde hente en Sofa,“ svarede +Marie. Hun havde faaet Lille Lasse op til sig og var +lige ved at spise ham. +</p> + +<p> +Karl trak i Stadsen, hans frejdige Ansigt lyste af +Glæde. Bukserne var rigelig lange; men det var netop +flot at gaa med dem opsmøgede, saa det kom man +nemt over. +</p> + +<p> +„Nu ligner du jo en rigtig Rosinpiller,“ sagde Pelle +leende. +</p> + +<p> +Karl løb ud paa Gangen og kom straks efter ind +igen med pjaskvaadt Hoved og Haaret skilt midt i +Panden. „Aa dit Fjols, vil du la’e vær med det!“ +raabte Marie hæftigt og pjuskede ham i Hovedet. +<a id="page-219" class="pagenum" title="219"></a> +De kom op at nappes. Henne i en Krog sad Peter +trukket ind i sig selv og stirrede græmmet ud af +Vinduet. +</p> + +<p> +„Naa Peter, op med Hovedet!“ sagde Pelle og +slog ham paa Skulderen. „Saa snart vi faar den store +Sammenslutning til at virke rigtig, skal jeg nok skaffe +dig noget. Du kan blive Bud for Eksempel.“ +</p> + +<p> +Peter svarede ikke men vendte Hovedet bort. +</p> + +<p> +„Saadan gør han altid — han er saa gnaven! — +Du skulde værsgod være lidt manerlig, Peter!“ sagde +Marie irettesættende. Saa tog han sin Kasket og +gik. +</p> + +<p> +„Nu gaar han ud paa Nørrebro til Kæresten — +og saa ser vi ham ikke de første Dage,“ udbrød +Marie og saá efter ham. „Det er en Fabriksarbejderske +— hun har et Barn med én som stak af fra +hende!“ +</p> + +<p> +„Han holder allerede Kæreste?“ sagde Pelle. +</p> + +<p> +„Ja hvad saa? han er jo sine sytten Aar. Men der +er bare ikke noget ved hende.“ +</p> + +<p> +„Hun er rødhaaret! og saa trækker hun det ene +Ben efter sig som om hun flyttede Brosten med det,“ +sagde Karl. „Hun kunde godt være Mor til ham.“ +</p> + +<p> +„Jeg synes ikke, I skulde gøre Nar ad ham,“ +sagde Pelle alvorligt. +</p> + +<p> +„Det gør vi heller ikke,“ svarede Marie. „Men +han bryder sig ikke det mindste om at vi er gode +ved ham. Og han kan ikke taale vi er glade. Lasse +siger ogsaa at han er ligesom forgjort.“ +</p> + +<p> +„Nu har jeg en Plads til dig, Marie!“ sagde Pelle. +„Det er hos Ellens gamle Herskab i Holbergsgade, +du faar det godt dér. Men du maa tiltræde den til +Oktober.“ +</p> + +<p> +„Det bliver sjov — saa skal Karl og jeg i Plads +paa samme Dag!“ hun klappede i Hænderne. „Men +Peter!“ udbrød hun pludselig — „hvem skal saa tage +sig af ham? Nej det kan jeg ikke, Pelle!“ +</p> + +<p> +„Vi maa se at finde paa et godt Logi til ham. I +Plads skal du nu — du kan ikke blive ved at gaa +her!“ +</p> + +<p> +<a id="page-220" class="pagenum" title="220"></a> +Der trængte en underlig Lyd ind til dem henne +fra Enden af den lange Gang, det lød som en Blanding +af Salmesang og Graad. Lille Lasse stod nede +paa Gulvet ved den aabne Dør og sagde: „Sss, synger, +sss!“ +</p> + +<p> +„Ja det er Paparbejdersken og den store Jyde,“ +sagde Marie — „de har Begravelse i Dag. Nu har +det lille Skind udstridt, gudskelov!“ +</p> + +<p> +„Er det nogen ny?“ spurgte Pelle. +</p> + +<p> +„Nej det er nogen der flyttede ind i Foraaret. +Han boede ikke her, men hver Lørdag Aften kom +han og fik hendes Ugeløn. Du er en god Tosse og +gi’e ham Ugelønnen, naar han ikke bor hos dig! sa’e +vi! for han skulde haft nogen Klø og ikke Pengene. +Han er jo dog Far til Barnet! svarede hun saa og +gav ham Pengene alligevel. Om Søndagen naar han +havde drukket dem op, fortrød han det; og saa kom +han og tæskede hende, fordi hun kunde ha’e ladt +være og gi’e ham dem. Hun var nu godt tosset, for +hun skulde bare gaaet ud naar han kom. Men hun +holder af ham og brød sig ikke om de Par Lussinger +— hun satte bare Barnet her ind saalænge. +Nogen Mad til det havde hun aldrig, og nu er det +død.“ +</p> + +<p> +Døren gik op dernede, og den store Jyde kom +ud med en lille Kiste under Armen. Han sang Salmeversene +med tyk Stemme, mens han stod og ventede; +inde i Sidefløjen bag Skillerummet gav en Drengestemme +Sangen vrængende igen. Han var rød og +svullen i Ansigtet af Graad, Nattens Kæfert sad ham +tungt i Benene. Bag ham kom Moderen, og de gik +med Gravskridt hen ad Gangen; hendes tynde sorte +Sjal hang saa trist om hende, hun holdt Lommetørklædet +for Munden og græd stille. Det lighvide Ansigt +var jordslaaet i Bunden. +</p> + +<p> +Pelle og Lille Lasse maatte af Sted. +</p> + +<p> +„Du har altid saadant Hastværk nu,“ sagde Marie +misfornøjet. „Jeg vilde ellers lave Kaffe.“ +</p> + +<p> +„Ja jeg har en Del at gøre i Dag. Ellers blev vi +gærne hos dig lidt.“ +</p> + +<p> +<a id="page-221" class="pagenum" title="221"></a> +„Ved du at du er lige ved at blive berømt?“ +sagde Marie og saá beundrende paa ham. „Folk +snakker næsten lige saa meget om dig som om den +stærke Blikkenslager. De siger du har væltet en af +Byens største Mænd.“ +</p> + +<p> +„Ja hans Forretning har jeg da væltet,“ svarede +Pelle leende. „Men hvor er Handelsmanden henne?“ +</p> + +<p> +„Han er nok nede paa Gaden for at vise sig!“ +</p> + +<p> +Karl gik ganske rigtig dernede og lod sig beundre +af Kvarterets Drenge og Tøser, der var en hel Klynge +om ham. „Du, saa kommer vi ind i Butikken til dig +naar Kræmmeren ikke er der, og saa giver du noget +ud!“ hørte Pelle en af dem sige. +</p> + +<p> +„Gu gør I ej — for saa faar I paa Snuden,“ svarede +Karl. „Tror I jeg vil ha’e jer rendende dér!“ +</p> + +<p> +Oppe for Enden af Gaden vaklede den store Jyde +af Sted med Kisten under Armen, Pigen gik i Hælene +paa ham, og de holdt sig midt ad Kørebanen +som dannede de Ligtog. Det var et sørgeligt Syn; +den graa øde Gade lignede et Fængsel. +</p> + +<p> +Der var Skodder for alle Kældervinduerne undtagen +Brødkonens. Oven for hendes Butik stod en +Flok snavsede Unger og smurte sig til med Slik; +hvert Øjeblik drattede de ned i Kælderen for at +købe for en Øre. En lille søndagsklædt Pige med +strittende Fletning balancerede langs Rendestenen +med en Spølkop Fløde, og ovre i en Port stod nogle +Labaner og havde et eller andet Skarnsstykke for. +</p> + +<p> +„Skal vi noget Sted ud i Dag?“ spurgte Ellen da +Pelle og Lille Lasse kom hjem. „Den gode Aarstid +er snart forbi.“ +</p> + +<p> +„Jeg skal til Udvalgsmøde,“ svarede Pelle nølende. +Han havde ondt af hende; hun var med Barn, og +gik og saa forladt ud. Men det lod sig ikke gøre +at blive hjemme. +</p> + +<p> +„Hvornaar tror du du kommer hjem?“ +</p> + +<p> +„Jeg ved det ikke, du. Det kan godt komme til +at tage hele Dagen.“ +</p> + +<p> +Saa tav hun og satte Mad frem. +</p> + +<div class="chapter"> + +<h2 class="chapter" id="chapter-0-23"> +<a id="page-222" class="pagenum" title="222"></a> +XXIII +</h2> + +</div> + +<p class="first"> +Aaret var om muligt endnu daarligere end de foregaaende; +allerede i September stod de Arbejdsløse i +Række langs Kanaler og Torve med Fødderne i Væde. +Knoklen paa deres Haandled var stor og blaa og +varslede stræng Vinter, gamle Folks Knyster havde +forudsagt den for længe siden, og under Bunden +paa Fattigmands Gryde løb der Ildstjærner. „Nu +kommer den store Vinter og slutter Elendigheden +af!“ sagde Folk. „Og saa faar vi gode Tider.“ +</p> + +<p> +I Oktober meldte Frosten sig og begyndte at lukke +af for alt det, de daarlige Tider ikke havde stanset. +</p> + +<p> +I Fattigstaden gaar Livet fra Haanden i Munden; +slaar i Dag fejl, ses det paa Tallerkenerne i Morgen +tidlig. Nøden ligger altid sammenrullet under Bordet +i de titusend Hjem; som en Bjørn i Hi ligger han +der Sommeren igennem, forfærdelig slunken, og knurrer +i onde Drømme. Men de er vant til hans Selskab +og ænser ham ikke, før han lægger sin tunge +Lab op paa Bordet. En Dags Sygdom eller Fejlslag +i Arbejdet — straks er han der. +</p> + +<p> +„Nu skulde det være godt at have et Saltkar at +tage til,“ sagde de som endnu kunde mindes Landet. +„Men Vorherre har taget vore Sulekar og lavet +Pantelaanere af dem.“ Og saa begyndte de at sætte +ud af Stumperne. +</p> + +<p> +Det var svært som Folk krøb sammen! Byen +der om Sommeren var spredt for alle Vinde, tætnede +sig; de husvilde rykkede ind fra Fællederne, +og de store Godsejere kom og tog deres Vinterpaladser +i Brug. Madam Rasmussen paa Kvisten +kunde pludselig optræde med Mandfolk paa, Druk-Valde +var kommet tilbage, Kulden drev ham saa at +sige i hendes Favn. Det første Foraarstegn vilde jage +ham af Sted igen, ud i Favnen paa hans Sommerkærest +Madam Græsmejer. Men saa længe han var +her, var han her! Han stod Dagen lang og hang +nede i Porten, med Dun i det pjuskede Nakkehaar +der saa tørt og dvaskt ud, med Sengehalm paa den +<a id="page-223" class="pagenum" title="223"></a> +store flade Ryg. Hans Kapsko var altid pænt børstede +— Madam Rasmussen besørgede det før hun +gik paa Arbejde om Morgenen. Og hun var dobbelt +om sig, for at hendes store dejlige Drivert af en +Greve kunde være fri for saa meget som at klø sig. +</p> + +<p> +Kulden lukkede af fra Uge til Uge — for Jorden +saa Jordarbejderne ikke kunde komme i den, for de +Fattiges lille Kredit. Ude omkring havde den allerede +lukket Havnene, Fjærntrafikken skrumpede ind +til næsten ingenting, Havnearbejderne kunde gaa +hjem. Sindene trak sig sammen under dens Snærpen +— og de store Pengepunge som holdt alting +gaaende. De faste Bedrifter tog fat at arbejde paa +indskrænket Arbejdstid, og de løse stansede. Folks +Driftighed skrumpede ind, de satte ikke noget i Gang +og arbejdede ikke paa Lager; der var gaaet Panik +i dem. Alt hvad der havde Traade ude, trak dem +hjem — de ligesom frøs væk. Jorden havde trukket +sine Væsker ned i sig og lagt en Isskorpe om +dem, og Menneskene gjorde det samme. Fattigfolk +trak deres Smule Blod ind til Hjærtet for at holde +Livsspiren vedlige, Lemmerne var kolde og blodløse, +Huden graa. De krøb ind i sig selv og ind i +den mørkeste Krog, tæt ind til hinanden. De forbrugte +ingenting. Og mange af dem der havde nok, +undte sig knap Føden — Kulden frøs deres Fornødenheder +bort og satte Skræk i Stedet. Forbruget +var ved at gaa i Staa. +</p> + +<p> +Termometrene var ikke til at rette sig efter — +efter dem havde det frosset meget værre før. „Hvad, +er det ikke værre!“ sagde Folk studsende. Men de +følte sig lige forkomne og kuede. Hvad forstaar Termometret +sig vel paa den store Vinter? Den er de +daarlige Tiders Følgesvend og gaar sin lige Vej enten +det fryser eller tør — og frøs gjorde det! +</p> + +<p> +I de Fattiges Kvarterer laa Gaderne som affolkede. +Et Snefald kunde lokke Beboerne frem af deres +Skjul; det mildnede Luften, og der blev et Par Kroners +Fortjeneste ved at skaffe Sneen bort. Saa forsvandt +de igen, faldt hen i en Slags Sporetilstand og +<a id="page-224" class="pagenum" title="224"></a> +holdt den gaaende af ufatteligt lidt, af ingenting. Kun +om Morgenen tidlig var Gaderne levende — naar +Mændene drog ud for at søge om Arbejde. Overalt +hvor der var Brug for én Mand, mødte hundrede +og bød sig til. Dagningen saá dem luske nedslaaede +hjem og fjæle sig bort; de sov Tiden hen eller sad +Dagen lang med Albuerne paa Bordet og stirrede, +uden et Ord. +</p> + +<p> +Kulden som lukkede for alt andet, havde den +modsatte Virkning paa Hjærterne; Medlidenheden +var stor. Mange, hvis Forstand Kulden havde svedet +saa de ikke turde holde Bedriften i Gang, havde +ingen Skade taget paa Hjærtet og satte deres Midler +i Velgørenheden. Gode Mennesker kaldte paa de +Fattige og gav sig til at søge efter dem — de var +ikke lette at finde. +</p> + +<p> +Men Vorherre har skabt Væsner til at leve oven +paa Jorden og andre til at leve under Jorden, Væsner +til Luften og Væsner til Vandet; selv i Ilden +lever der Skabninger som yngler og formerer sig. +Og noget foldede sig ud af Kulden ogsaa, et helt +Hold Væsner, der lever klods ind paa Arbejdet og +snylter paa det. De gode Tider er deres daarlige, +saa falder dé hen og er ikke meget bevendt. Men +saa snart Kulden og Nøden er der, myldrer de +frem; det er dem der varskoer Velgørenheden — og +indkasserer Broderparten af den. De vejrer Uaaret +og oversvømmer den velstaaende Bydel. „Se hvor +mange Stakler der kommer til vor Dør i Aar,“ siger +Folk og aabner for Pengepungen. „Det er strænge +Tider for de Fattige.“ +</p> + +<hr class="tb"> + +<p class="first"> +I Efteraaret var Pelle flyttet ud paa Nørrebro og +boede nu i en lille Toværelses Lejlighed paa Kapelvej. +Han havde sine Tilknytningspunkter herude nu, og +vilde ogsaa gærne have Ellen nærmere ved Forældrene +naar hun skulde ligge. Lasse vilde ikke med, +han foretrak at blive i <em>Arken</em>; nu havde han levet +<a id="page-225" class="pagenum" title="225"></a> +sig sammen med Beboerne dér, og klarede sig helt +ordenligt ved tilfældigt Arbejde rundt i Kvarteret. +</p> + +<p> +Pelle stred tappert for at holde sig og sine Vinteren +fra Livet. Der var ikke noget paa Værkstedet, +og han maatte være paa Færde tidlig og silde, +mødte op overalt hvor der var et Nap, og albuede +sig frem mellem hundrede andre. Hans Kunder +trængte mere til Fodtøj nu end nogensinde, men +havde ikke noget at betale med. +</p> + +<p> +Han og Ellen kom hinanden nær i denne Tid og +lærte hinanden at kende fra en ny Side. Den onde +Tid førte dem sammen, og han fik Lejlighed til at +beundre Styrken i hendes Sind. Hun tog Forholdene +op med vidunderlig Vilje og fik meget ud af lidt. +Kun Kakkelovnen kunde hun ikke med. „Den æder +alt hvad vi kan skrabe sammen,“ sagde hun bedrøvet +— „det futter op gennem Skorstenen og varmer +ikke. I Dag har jeg puttet en Skæppe Kul i den, +og lige koldt er her. Hvor jeg tjente, kunde vi varme +to store Stuer op med en Spandfuld! Jeg maa +være et Fæ, men vil du ikke se paa den?“ Hun +var lige ved at græde. +</p> + +<p> +„Det skal du ikke tage dig nær,“ sagde Pelle dystert +— „saadan er Fattigfolks Kakkelovne nu engang. +Det er en gammel Slags som er kasseret, saa +køber Husejerne dem som gammelt Jærn og stiller +dem op i Arbejderboligerne. Saadan er det jo over +det hele! Vi Fattige faar det daarligste og betaler +det dyrest — skønt det er os der laver Tingene. +Fattigdommen er et Sold, du!“ +</p> + +<p> +„Ja det er forfærdeligt,“ svarede Ellen og saá lidende +paa ham. — „Og jeg kan godt forstaa dig +nu!“ +</p> + +<p> +Den truende Nød havde ført hende ind under +ham, hun turde ikke tænke selv mere men tog alt +af hans Haand. +</p> + +<p> +En Dag kort efter Barselsengen opfordrede hun +Pelle til at gaa ud og se efter Far Lasse. „Faa ham +med hjem, du!“ sagde hun. „Vi kan godt have ham +<a id="page-226" class="pagenum" title="226"></a> +naar vi kryber sammen. Jeg er bange han gaar og +lider Nød.“ +</p> + +<p> +Pelle blev glad for Tilbudet og gik straks derud. +Det var stort af Ellen at aabne sit Hjærte for den +gamle, netop nu de ikke engang vidste sikker Udvej +for Føden til dem selv. +</p> + +<p> +<em>Arken</em> laa og saa hærget ud. Gardinerne var forsvundne +overalt undtagen hos Olsens — sammen +med den forgyldte Stok indbragte de altid en Halvtredsøre; +Blomsterne var frosset bort af Vinduerne. +Man kunde se lige ind over det hele, og indenfor +var der ogsaa tommere. Der var noget skamløst +over Vinteren, som saadan klædte af i Stedet for +paa — og først af alt afhændede Skærmbrædtet. +Udenomsbekvemmelighederne i Gaarden havde mistet +Døre og Laag, og Pelle havde Nød med at naa +op til Kvisten! Det meste af Balustrene var borte, +af Trinene manglede hverandet — <em>Arken</em> hjalp sig +som den kunde. Ovre hos Madam Johnsen manglede +Egetræsbaljen, der ellers altid stod i Krogen +paa Svalen naar den ikke var ude paa Omgang — +<em>Arken</em> havde kun den ene. Og nu var den brændt +eller solgt. Pelle kiggede derover efter men havde +ikke Mod til at hilse paa dem; Hanne var arbejdsløs +vidste han. +</p> + +<p> +Paa tredje kom en Kone listende ud og pillede +lidt af Træværket; hun nikkede genkendende til +ham. „Til en Kaffetaar,“ sagde hun — „og Gud velsigne +Kaffen! Den kan gøres lige saa tynd det skal +være, naar bare den er godt varm.“ +</p> + +<p> +Lejligheden stod tom, Lasse var der ikke. Pelle +forhørte sig paa den lange Gang, og fik at vide at +han holdt til i Kælderen hos Marskandisersken. +Magre graa Ansigter kom et Øjeblik frem i Dørene +og stirrede paa ham, saa forsvandt de lydløst. +</p> + +<p> +I Marskandiserskens Kælder var der overfyldt +med Ting; Vinteren blæste de Fattiges Stumper +her ned. Lasse sad i en Krog og lappede paa en +Madras, han var ene hernede. „Hun er ude at se +paa Ting,“ sagde han — „der er noget for hendes +<a id="page-227" class="pagenum" title="227"></a> +Penge at gøre i denne Tid! Nej jeg vil ikke med +hjem og spise jert Brød; jeg faar Føden her for at +hjælpe hende — hvormange andre kan sige at de +har Udkommet sikret i denne Vinter? Og en Krog +at ligge i har jeg. Men kan du ikke sige mig, hvad +der er blevet af Peter? Han forsvandt en Dag for +mig deroppe fra Værelset, siden har jeg ikke set +ham.“ +</p> + +<p> +„Saa er han vel flyttet sammen med Kæresten,“ +svarede Pelle. „Jeg skal se at faa det at vide.“ +</p> + +<p> +„Ja tak, dersom du vilde det. Det var rare Børn +de tre; Synd var det om nogen af dem skulde komme +noget til.“ +</p> + +<p> +Pelle vilde ikke rive Faderen ud af hans sikre +Udkomme. „Vi ved jo ikke engang, hvad vi kan +byde dig til Gengæld. Men husk paa du er altid +velkommen — det er Ellen selv som har sendt mig!“ +</p> + +<p> +„Ja ja, tak hende saa meget da! Og gaa nu bare, +inden Marskandisersken kommer hjem,“ sagde Lasse +ængstelig. „Hun lider ikke her er nogen — hun er +bange for sine Penge.“ — — — +</p> + +<p> +Det første der maatte springe, var Pelles Vinterfrakke. +Han satte den en Dag uden at Ellen vidste +det, og kom hjem og overraskede hende med Pengene, +som han glad kastede paa Bordet Krone for +Krone. „Hør hvor de synger!“ sagde han til Lille +Lasse. Drengen hoppede og vilde have dem til at +spille med. +</p> + +<p> +„Hvad skal jeg med Vinterfrakke?“ svarede han +paa Ellens venlige Bebrejdelser. „Jeg fryser ikke, +og det er jo bare at have hængende. Nu har jeg +smækket mig med den hele Sommeren. — Ah, hvor +den varmer!“ sagde han til Drengen, da Ellen havde +hentet Brændsel. „Det var rigtignok en god Vinterfrakke, +Far dér havde! den kan varme Mor og +Søster og Lille Lasse ogsaa!“ +</p> + +<p> +Drengen lagde Hænderne paa sine Knæ og kiggede +ind i Ilden efter Fars Frakke. Ilden tændte +Flammer i hans store Barneøjne og legede over de +<a id="page-228" class="pagenum" title="228"></a> +røde Kinder. „Det er god Frakke!“ sagde han og lo +over hele Ansigtet. +</p> + +<p> +Husbeboerne saá de ikke meget til, og Familien +heller ikke; Folk færdedes stille og sloges i Enrum +hver med sit. Om Søndagen satte de den lille ind +til en af Naboerne, gik ind i Byen og stod en Timestid +og frøs uden for et eller andet Konsertlokale, +lyttende til Musikken. Saa gik de hjem igen og sad +og kukkelurede uden at tænde Lys, ved Skæret fra +Kakkelovnen. +</p> + +<p> +En Søndag var det galt. „Kullene slaar ikke til +længer end til Middag,“ sagde Ellen — „vi maa gaa +i Byen. Mad har jeg heller ikke videre af. Men vi +kan se over til de gamle, saa ber de os nok til +Aften.“ +</p> + +<p> +Da de skulde gaa, kom Ellens Broder Otto med +sin Kone og to Børn i Besøg; Ellen vekslede et +fortvivlet Blik med Pelle, Vinteren havde præget +dem ogsaa; de var smalle og alvorlige i Ansigterne. +Men varmt Tøj havde de da endnu. „I maa beholde +Overtøjet paa,“ sagde Ellen — „for jeg har ikke mere +Brændsel. Jeg havde saa travlt i Gaar og maatte +opsætte det til i Dag; men saa vil Ulykken, at der +ingen er hjemme hos Kulmanden.“ +</p> + +<p> +„Bare de smaa ikke fryser,“ sagde Pelle. „Vi +voksne kan jo nok holde Varmen.“ +</p> + +<p> +„Naa! saalænge der ikke hænger dem Istapper +under Næsen, klarer de sig sku nok!“ sagde Otto +med lidt af sit gamle Humør. +</p> + +<p> +De trippede uroligt frem og tilbage i Stuen og +talte om de daarlige Tider og den voksende Elendighed. +„Ja det er skrækkeligt at der ikke er nok +til alle Mennesker,“ sagde Ottos Kone. „Men nu +faar den strænge Vinter nok Has paa Elendigheden +— og saa bliver det godt igen.“ +</p> + +<p> +„Du mener Vinteren skal gøre Kaal paa os først?“ +sagde Otto og lo fortvivlet. +</p> + +<p> +„Nej ikke paa os — paa Elendigheden naturligvis. +Aa, du ved godt hvad jeg mener. — Men saadan er +han altid,“ vendte hun sig til Pelle. +</p> + +<p> +<a id="page-229" class="pagenum" title="229"></a> +„Det er underligt I Kvindfolk kan blive ved med +at gaa om i den gamle Vorherretro, at der ikke +skulde være nok af Sagerne,“ sagde Pelle. „Der +ligger dog fuldt af Kuldynger ved Havnen, og Butikkerne +mangler ikke Fødevarer. Der er netop +meget mere end ellers, fordi saa mange maa undvære +— det kan du ogsaa se deraf, at alting er billigt +inde i Byen! Men hvad kan det nytte naar man +ingen Penge har. Det er Fordelingen, det er galt +med.“ +</p> + +<p> +„Ja det er rigtigt nok!“ udbrød Otto Stolpe. „Fandens +ogsaa, at man ikke har Mod til at ta’e for sig +af Retterne!“ +</p> + +<p> +Pelle hørte Ellen gaa med Køkkendøren, og lidt +efter kom hun ind med Brændsel i Forklædet — +hun havde laant. „Jeg skrabede alligevel lidt sammen,“ +sagde hun og lagde sig paa Knæ foran Kakkelovnen. +„Det er da altid til at varme en Kop +Kaffe ved.“ +</p> + +<p> +Broderens bad hende saa mindeligt endelig ikke +gøre Anstalter; de havde lige drukket Kaffe inden +de gik hjemme fra — oven paa en solid Frokost. +„Om Søndagen spiser vi altid solid Frokost,“ sagde +den unge Madam Stolpe — „det har man saa godt +af.“ Mens de talte, fulgte deres Øjne mekanisk hver +af hendes Bevægelser, som om noget i dem regnede +efter hvor hurtig Kaffen kunde være der. +</p> + +<p> +Og Ellen talte mens hun tændte op. Jo rigtignok, +en Kop Kaffe <em>skulde</em> de have; de fik ikke saadan +Lov at gaa tørmundede. +</p> + +<p> +Pelle sad og lyttede undrende og trist til dem — +deres uskyldige Pral gjorde Elendigheden endnu +grellere for ham. Han kunde se paa Ellen, at hun +var i en forfærdelig Knibe, og fulgte efter hende ud +i Køkkenet. +</p> + +<p> +„Pelle, Pelle!“ sagde hun fortvivlet. „De har regnet +ud at de skulde spise til Aften hos os, og jeg +har ikke en Bid. Hvad skal vi dog gøre?“ +</p> + +<p> +„Sige det som det er naturligvis!“ +</p> + +<p> +„Det kan man dog ikke! Og de har heller ikke +<a id="page-230" class="pagenum" title="230"></a> +faaet noget at spise i Dag — kan du da ikke se det +paa dem?“ Hun brast i Graad. +</p> + +<p> +„Naa, lad mig nu ordne det,“ sagde han trøstende. +„Men hvad vil du give os til Kaffen?“ +</p> + +<p> +„Det ved jeg ikke! Jeg har ikke andet end Rugbrød +og lidt Smør.“ +</p> + +<p> +„Aa Herregud, dit lille Fæ,“ sagde han leende og +tog hende om Hovedet, „og saa staar du og jamrer +dig. Vil du saa se, du kiler paa med at smøre Maden.“ +</p> + +<p> +Ellen gav sig nølende til det. Men før hun satte +Traktementet ind, hørte de hende gaa larmende med +Hoveddøren og løbe ned ad Trappen. Lidt efter kom +hun op. „Nu har ved Gud Bageren solgt sit Finbrød +ud,“ sagde hun. „Saa maa I tage til Takke +med Smørrebrød til Kaffen.“ +</p> + +<p> +„Ork, det er saamænd storartet,“ sagde de — +„Smørrebrød er netop det aller dejligste til Kaffe. +Det er bare en Skam, at vi kommer og gør saa +megen Ulejlighed.“ +</p> + +<p> +„Hør nu her,“ sagde Pelle endelig. „Det kan være +I holder af at sidde og lege Kispus med hinanden; +jeg gør det ikke! — For at tale rent ud: Her er +det skralt, og det er nok ikke bedre hos jer. Hvordan +staar det til hos de Gamle?“ +</p> + +<p> +„De klarer sig sagtens,“ svarede Otto. „Kredit har +de altid, og lidt i Baghaanden tror jeg ogsaa nok de +har.“ +</p> + +<p> +„Skal vi saa ikke gaa derover og spise til Aften? +Ellers er jeg bange for vi ingenting faar.“ +</p> + +<p> +„Lad gaa med det! De Gamle havde os nu rigtignok +i Forgaars — men ligemeget. Et Sted skal det +sku komme fra, og det bli’r jo i Familien.“ +</p> + +<hr class="tb"> + +<p class="first"> +Kulden tog ikke paa Pelle, Blodet rullede rask +nok i ham, han var altid varm. Elendigheden tog +han som en Manen og følte sig stærkere end før; +<a id="page-231" class="pagenum" title="231"></a> +han benyttede den tvungne Lediggang til Arbejde for +Sagen. +</p> + +<p> +Det var ikke Tid til Folkemøder og stærke rungende +Ord — mange havde ikke engang Klæder at +gaa til Møde i. Bevægelsen havde mistet sit Sving i +Kulden, der var nok at gøre med at holde sammen +paa det der var. Pelle tog det som sin Opgave at +holde Haabet oppe i de fortrykte og var meget paa +Farten; han kom i Berøring med mange Mennesker. +Elendigheden lagde dem blot og udvidede hans Menneskekundskab. +</p> + +<p> +Overalt hvor Fag stansedes og Nød slog ind, var +han og de andre paa Færde for at modvirke Demoralisationen +og agitere ud fra Tilstanden. Han +saá, hvor Nøden bredte sig som Pest og efterhaanden +erobrede det hele — der var et haardhændet +Fællesskab i Massernes Skæbne. Paa otte fjorten +Dage kunde Arbejdsløsheden rasere et Hjem for +al den Smaahygge, der var skrabet og sparet sammen +gennem Aar — saa skrigende var Misforholdet. +Her var nok til at ætse en Opfattelse ind saa den +aldrig forgik, og nok at slaa med i Agitationen. Enhver +der ikke var sløvet, kunde nu indse hvad der +skulde til. +</p> + +<p> +Her var Folk endnu som dem hjemme! Nøden +gjorde dem endnu mere ydmyge, de begreb ikke +den Naade, at de fik Lov at gaa paa Jorden og sulte. +Dem var der intet Udkomme med! De var født +Slaver, og Slavemærket sad dybt i deres Sind som +ynkelig Hundskhed. +</p> + +<p> +Det var Folk ude over en vis Alder — af et ældre +Slægtled end hans. De yngre var af et helt +andet, haardere Stof; han maatte ofte lytte forbavset, +saa kraftigt Tankerne svarede igen i deres Sind. +De var rede til at vove og sagde haardt imod haardt. +Dem maatte der holdes igen paa, for at de ikke +skulde skade Bevægelsen — de kom aldrig hurtig +nok frem. +</p> + +<p> +Hans Hjærne var ny og uberørt og arbejdede +godt i Kulden; den sammenlignede rastløst og uddrog +<a id="page-232" class="pagenum" title="232"></a> +Resultater af alt det han kom ind paa Livet +af. Det syntes, som Individerne selv ikke flyttede +sig stort; Agitationen bestod nærmest i at vække +det der engang var. Forresten maatte de dø i deres +og erstattes af yngre, hvem Kravene til Gengæld +laa lige paa Læben. Saa vidt han kunde overse +Udviklingen, foregik den ikke saa meget gennem +Slægtledene, men groede paa en eller anden forunderlig +Maade i det tomme Rum imellem dem. Saa +langt kunde Ungdommen begynde forude for, hvor +de gamle slap. +</p> + +<p> +Aandens Færden virkede nu lige saa dulgt og +mystisk paa ham som Blodets i hans Barndom; +han kunde overfaldes af en hemmelig, gysende Forundring +over sig selv, og begyndte at ane hvad +Morten havde ment med at Mennesket var helligt. +Des forfærdeligere var det, at det skulde lide saa +megen Nød, og hans Harme uddybedes. +</p> + +<p> +Gennem sin Berøring med alle de enkelte erfarede +han nu, at Morten ikke stod saa helt alene. +Mange Sind genlød af den samme Utaalmodighed og +begreb ikke, at den der sulter skal slaa sig til Taals +og nøjes med at organisere sig. Der laa Stof til en +Omvæltning i Sindene, en haard Tone kom op, som +fik pæne Folk til at gaa langt uden om de Arbejdsløse, +og gamle Folk til at spaa Verdens Undergang. +Den Tone de Forarmede nu lagde sig til, havde +ingen kendt. +</p> + +<p> +En Dag stod han i en Port sammen med nogle +andre unge Mænd og drøftede Situationen; det var +et koldt Mødested, men de havde ikke Raad til at +samles i det sædvanlige Beværtningslokale. Diskussionen +førtes i en meget dæmpet Tone, der var noget +indædt over Stemmerne. Der gik en velklædt +Herre forbi. „Dér skal I se en pæn Frakke,“ udbrød +en — „saadan en kunde jeg lide at ha’e! Skal +vi ikke tage ham her ind i Porten og trække Frakken +af ham.“ Han talte højt og vilde træde ud paa +Gaden. +</p> + +<p> +„Ingen Dumheder her,“ sagde Pelle mørkt og tog +<a id="page-233" class="pagenum" title="233"></a> +ham i Armen — „vi skader blot os selv! Husk paa, +Øvrigheden har i Forvejen et godt Øje til os.“ +</p> + +<p> +„Aa skidt, lidt Indespærring! saa havde man da +Kost og Logi i den Tid!“ svarede Kammeraten. Der +var et ildevarslende Glimt i hans før saa kloge, rolige +Øjne. +</p> + +<div class="chapter"> + +<h2 class="chapter" id="chapter-0-24"> +XXIV +</h2> + +</div> + +<p class="first"> +Der gik Rygter om, at Kommunen vilde træde til +og raade Bod paa Arbejdsløsheden, og op under +Jul blev ogsaa noget Jordarbejde sat i Gang. Det +var et Stykke af de gamle Volde, der skulde sløjfes +og laves om til Park og Bulevard. Pelle mødte +blandt tusend andre og var saa heldig at faa fat; +Entreprenøren tog fortrinsvis de unge Kræfter. +</p> + +<p> +Hver Morgen mødte Arbejderne op i Masser, Formændene +tog dem ud de havde Brug for, Resten +kunde gaa igen. Hjemme sad Kone og Børn og +glædede sig, man havde ingen Lyst til at komme +hjem med ond Besked og blev hængende ved Arbejdsstedet. +</p> + +<p> +De stillede paa Arbejdsstedet længe før Dag for +at være de første, skønt der ikke var noget Haab. +Saa var der dog et Paaskud til at forlade Sengen, +Lediggangen brændte dem over Lænderne som Helvedesild. +Naar Formændene kom, trængte de sig +frem, stumme men med indtrængende Øjne. Der +var en Kone mødt op med sin Mand, han fulgte +spagfærdigt efter hende, holdt Øjnene ufravendt rettet +paa hende og gjorde nøjagtig som hun. En stor +og stærk Prygl var han; men han foretog sig ikke +noget paa egen Haand — snød ikke engang Næsen +før hun puffede til ham. „Kom her, Thorvald!“ +sagde hun og albuede sig frem saa det sved. „Hold +dig lige efter mig!“ Hun snakkede med haard Stemme +ud i Luften som for at begrunde sin Adfærd for de +<a id="page-234" class="pagenum" title="234"></a> +andre, men saá ikke paa nogen: „For han snakker +saa daarligt for sig, dermed saa!“ sagde hun paa maa +og faa. Hendes inciterende Stemme gav et Sæt i +Pelle — hun var fra Bornholm. Ak de sikre Ungpiger +derhjemme, der var Mandsfrelse i dem! — +„Og Børnene skal jo ogsaa leve!“ blev hun ved. „Vi +har otte, har vi!“ +</p> + +<p> +„Saa er han ikke lige umulig til alting,“ sagde en +forkommen Arbejder. +</p> + +<p> +Konen masede paa og fik sin Prygl anbragt. „Og +saa gør du pænt hvad de sætter dig til! og lader dig +ikke lokke med til nogen Tossestreger!“ sagde hun +og gav ham et Dunk som satte ham i Drift over +mod Arbejdsstedet. Hun rejste trodsigt Hovedet mod +den spotske Latter. +</p> + +<p> +Pladsen lignede et Slavemarked, Formændene gik +rundt og pillede de kraftigste ud, befølte dem med +Øjnene og tog efter Muskler og Rygbrede. Entreprenøren +fór om og gav Anvisninger. „Han er Storkarl!“ +sagde Arbejderne knurrende. „Her maa Byens +Arbejdskraft møde op for at han kan pille det bedste +ud, skønt han har sat Daglønnen halvtreds Øre ned. +Han har tilmed selv været Jordarbejder, nu er han +en Mand paa Hundredtusend om Aaret. En rigtig +Blodsuger er han!“ +</p> + +<p> +Masserne blev ved at staa der og hænge Dagen +lang, i det Haab at nogen skulde gaa fra, blive syg +— et eller andet vanvittigt — saa man kunde komme +i hans Sted. Det var dem umuligt at løsrive sig, +selve det at der var Arbejde i Gang bandt dem. De +saa ud, som kunde de naar som helst storme Arbejdspladsen, +og Politiet havde slaaet Kreds om den. +De stod og trykkedes frem, aandsfraværende af Drift +mod Arbejdet, med syg Længsel i Minerne. Naar +Massen var kommet for langt ind, lod den sig nølende +drive tilbage. Pludselig kunde der gaa Hul +paa den, en Mand sprang over Lægterne og greb en +Hakke. Et Par Betjente vristede Redskabet fra ham +og førte ham bort. +</p> + +<p> +Der groede Trods frem i dem som de stod dér, +<a id="page-235" class="pagenum" title="235"></a> +mod Nøden og hele den skamløse Situation; det gav +sig Udslag i en ond, halv indvendig Kværuleren. De +fulgte Entreprenøren med underlige Øjne, som granskede +de noget ved ham de ikke kunde komme i +Tanke om. +</p> + +<p> +I sit Overmod over det svimlende Tilbud paa Arbejdskraft +vilde han gaa videre endnu og lægge en +Time paa Arbejdstiden. Det meddeltes Arbejderne +en Morgen de lige havde begyndt — som en Befaling. +</p> + +<p> +Men i samme Nu smed de fire Hundrede Mand +Værktøjet paa et Par nær og gik ud til deres Kammerater. +Formændene kom og raabte paa ny Arbejdskraft, +men ingen meldte sig. De stod og snakkede +om det, blaa i Ansigterne af Harme — nu +skulde deres Udsultethed bruges til at berige Entreprenøren +med endnu et Hundredtusend! „Vi maa +gaa til Kommunen!“ raabte nogle. „Nej til Bladet!“ +svarede andre. „Bladet er bedre!“ +</p> + +<p> +„Gaa til Kommunen nytter ikke — ikke før vi +faar vore egne valgt!“ raabte Pelle. „Husk dem det +nu til Valgene, Kammerater! Vi maa have vore egne +ind over det hele, før er det ikke Slut med deres +Overgreb. Og nu maa vi staa sammen og holde ud! +Skal det være, saa er det bedre at sulte ihjæl med +én Gang end langsomt!“ +</p> + +<p> +De svarede ikke men tætnede sig om ham og +hørte tungt efter, altfor forfærdeligt drøjt og grundigt +lyttedes der. Disse Mænd havde midt i Vinterens +Nød og Elendighed gjort Strejke paa deres +eneste Udvej — hvad mon de nu tænkte paa? +Pelle saá rundt paa dem og forfærdedes over deres +stumme Mod. Denne truende Tavshed maatte ikke +være, hvad kunde den ikke føde? Et eller andet +overvældende som ikke lod sig beherske, syntes at +ville springe frem af deres stenhaarde Stumhed! +Han sprang op paa en Stenbunke. +</p> + +<p> +„Kammerater!“ raabte han med mægtig Stemme. +„Dette her er blot en Overgang — som Ræven +sagde da de trak Pelsen af ham! Klæderne har de +<a id="page-236" class="pagenum" title="236"></a> +jo taget, og det meste af Maden og Hjemmets Hygge +— nu vil de forsøge at slide Skindet af os ogsaa. +Nu er det da det gælder — frem eller tilbage! Den +store Prøvetid er maaske inde, nu skal vi svare til +hvad vi har villet! Hold sammen Kammerater, forløb +jer ikke, og giv ikke efter! Det er haardt nok, +dette her; men husk paa, vi er i den store Vinter +som varsler Opgangen! Natten er altid ondest lige +før Dagen gryr! Og skulde vi være bange for at +lide lidt — vi som har lidt og taalt i Aarhundreder. +Hjemme sidder vore Koner og græmmer sig — kanske +bliver de gnavne paa os. Vi kunde dog i det +mindste tage hvad der tilbød sig, siger de. Men vi +kan ikke blive ved med at se paa, at vore derhjemme +visner bort trods vort Slid. Hidtil har Fattigmands +Arbejde været som en ørkesløs Bøn mod Himlen: +Skaan os for Sult og Snavs, Elendighed og Kulde — +giv os Brød og Brød igen! Skaan vore Børn for +vor Skæbne, lad ikke deres Lemmer visne, og deres +Aand dø hen i Idioti! — Det har været vor Bøn, +men der er kun én Bøn der dur, og det er at trodse +det onde! Vi er det udvalgte Folk, og derfor maa +vi sige Stop. Vi vil ikke gaa med længer — for vore +Koners Skyld, og vore Børns, og deres igen! Jamen +hvad kommer Eftertiden os ved? Jo den gør — +netop os! Var jeres Gamle som I? Nej, de knugedes +i Støvet af Fattigdommen og krøb ydmygt for Magten +og de Store. Hvor har vi da det fra, alt det der +gaar saa stærkt i os og faar os til at søge sammen? +Tiden er stanset, Kammerater! den har sat sin Finger +paa <em>vort</em> Bryst og sagt: I skal gøre det. Her +hvor vi staar, hører det gamle op og det ny begynder; +derfor smed vi vort Redskab med Nøden i +Øjnene — aldrig er det set før! Vi skal vende Tilværelsen +og gøre den god for Fattigmand til alle Tider. +I som saa tidt har vovet Liv og Velfærd for +en Tokrone — nu holder I hele Fremtiden i jeres +Haand. Hold ud nu siger jeg jer, rolig og støt! — +og I vil aldrig blive glemt, saa længe der findes Arbejdere +paa Jorden! Denne Vinter vil blive den +<a id="page-237" class="pagenum" title="237"></a> +sidste, blot vi holder ud, bagved ligger Landet vi har +vandret efter. — Kammerater! ved os skal det dages.“ +</p> + +<p> +Pelle vidste ikke selv, hvilke Ord han raabte ud, +han følte blot at noget talte igennem ham — det +mægtigste som aldrig løj. Der var en lys, profetisk +Klang over hans Stemme som rev med, hans Blik +flammede. For deres Øjne løftede en Skikkelse sig +ud af den knugende Vinter og ragede frem i Lyset, +en Skikkelse der var dem selv — og dog en ung +Gud. Han steg nyfødt frem af selve Elendigheden, +slog den tunge Skæbnetro til Side og gav en ny +Tro i Stedet — den lyse Tro paa egen Kraft! De +raabte op til ham, først enkelte Stemmer, saa alle. +Han samlede deres Raab i et mægtigt Leve for den +ny Tid. — — +</p> + +<p> +Hver Dag mødte de op, ikke for at arbejde men +for at være der i stum Protest. Naar Formændene +kaldte Arbejdere frem, stod de i tavse Klynger, truende +som et mørkt Fjæld. Nu og da raabte de en +Forbandelse ind over dem der havde svigtet. Kommunen +foretog sig intet; man havde rakt de Nødlidende +en hjælpende Haand, og de havde slaaet til +den — nu maatte de selv tage Følgerne. Entreprenøren +havde faaet Lov til at stanse Arbejdet helt, +men holdt det gaaende med en Snes Skruebrækkere +for at drille Arbejderne. +</p> + +<p> +Inde over det store Terræn herskede der død Ro +uden for det Hjørne hvor den lille Trup arbejdede, +med en Betjent ved Siden som Tugthusfanger. Børene +laa med Bunden i Vejret; det saa ud som +Pest eller Sot var gaaet hen over Arbejdspladsen. +</p> + +<p> +Skruebrækkerne var Folk af alle Fag, nogle af de +Arbejdsløse tog deres Navne og Adresser ned for +at sætte dem i <em>Arbejderen</em>. Der var en af Stolpes +Fagforeningsfolk imellem, han var en sat Familiefader +og havde været med i Bevægelsen fra dens +første Dage. „Det er Synd for ham,“ sagde Stolpe. +„En gammel Arbejdskammerat af mig er han, og har +altid været en god Kammerat lige til nu. Nu vanker +<a id="page-238" class="pagenum" title="238"></a> +der skarp Konfekt til ham i Bladet — vi er nødt +til det. Standen kan ikke være tjent med, at en af +dens Repræsentanter gaar og gør Sjofelisttjeneste.“ +</p> + +<p> +Madam Stolpe var ulykkelig. „Det er saadan en +pæn Familie,“ sagde hun. „Vi har altid omgaaedes +dem — og jeg ved de har sultet længe. Han har +ogsaa en ung Kone, Fatter; det er ikke saa nemt at +staa for.“ +</p> + +<p> +„Jeg er selv ked af det, du!“ svarede Stolpe. +„Men man er nødt til det, ellers faar man Skyld +for Partiskhed. Og paa mit Gebet skal ingen komme +og sige, at der gælder Persons Anseelse.“ +</p> + +<p> +„Lad mig gaa ud og tale med ham,“ sagde Pelle. +„Kanske giver han det op.“ +</p> + +<p> +Han fik Adressen og gik derud efter Fyraften. +Det var et raseret Hjem med fire Smaabørn; der +var tung Luft over det. Manden der var noget til +Aars men kraftig, sad forgræmmet og aad sin Mad, +mens Børnene hang over Bordkanten med Hagen +og fulgte opmærksomt hver Bid han tog. Den unge +Kone gik til og fra og satte med en egen kærlig +Bevægelse den tarvelige Mad for ham. +</p> + +<p> +Pelle bragte Spørgsmaalet paa Bane; han var ikke +helt glad over for denne gamle Veteran, men siges +skulde det jo. +</p> + +<p> +„Ja jeg ved det godt,“ sagde Manden og nikkede +hen for sig. „Du behøver ikke begynde paa Lektien, +for jeg har selv været med fra første Dag. Og jeg +har holdt mine Forpligtelser til nu; nu faar det være +nok med mig. Og hvad vil du her Dreng? Har du +Kone og Børn som sulter og raaber paa Brød? +Saa tænk paa dine egne!“ +</p> + +<p> +„Vi raaber ikke, Hans!“ sagde Konen stille. +</p> + +<p> +„Nej I gør ikke, og det er meget værre! Kan +jeg blive ved med at gaa her og se paa, at I magres +af og fryser? Til Helvede med Kammeraterne og +deres store Ord! hvad har de ført til? Vi smaasultede +før, og nu skal vi til at sulte stort — det +er Forandringen. Lad mig være, siger jeg! hvorfor +Fanden maa jeg ikke være i Fred?“ +</p> + +<p> +<a id="page-239" class="pagenum" title="239"></a> +Han tog sig en Slurk Brændevin af Flasken. +Konen skød Glasset hen til ham, men han stødte +haardt til det. +</p> + +<p> +„De vil sætte dig i Bladet i Morgen,“ sagde Pelle +varsomt. „Jeg vilde blot sige dig det.“ +</p> + +<p> +„Ja og skrive om mig, at jeg er et Svin og en +skidt Kammerat, hva’? kanske ogsaa, at jeg prygler +min Kone! Men de ved jo selv det er Løgn — +hvad rager det saa mig? — Vil du ha’e en Dram?“ +</p> + +<p> +Nej Pelle trængte ikke til noget. +</p> + +<p> +„Saa kan jeg selv,“ sagde Manden og lo ondt. +„Nu kan du jo vidne at jeg er et Svin — jeg pægler +af Flasken du! Og en anden Aften kan du komme +og lytte ved Nøglehullet, kanske hører du at jeg +mishandler min Kone.“ +</p> + +<p> +Konen gav sig til at græde. +</p> + +<p> +„Ja hvad Fanden — de kan jo lade mig være i +Fred,“ sagde Manden trodsigt. +</p> + +<p> +Pelle maatte gaa med uforrettet Sag. +</p> + +<div class="chapter"> + +<h2 class="chapter" id="chapter-0-25"> +XXV +</h2> + +</div> + +<p class="first"> +Arken laa og frøs under Nordenvinden, afklædt +for alle sine Livsytringer. Larmen der Sommeren +igennem kogte ovenud af det snævre Gaarddyb var +forstummet. Det ustanselige Dryp fra hundrede +Vasketude, der forvandlede Gaarden til en smal +Brønd med grønne slimede Vægge, var ogsaa indstillet. +Frosten havde drejet Stophanen for, og hvor +Tudserne sad og kroede sig i Murhullerne, i fantastiske +Grotter af grønt Mos og slimede Tjavser fra +Vasketuden, hang nu en Isskorpe ned — en skiden +Gletscher, der naaede fra Kvisten helt ned over +Gaardens Bund. +</p> + +<p> +Hvor var nu de snavsede glade Unger henne? +Og Ligkuskens Aftenkæfert, som Konen maatte banke +ud af ham nu? Den ukuelige Kvindestemme da, +<a id="page-240" class="pagenum" title="240"></a> +som pludselig kunde skære ud over et eller andet +Rækværk og hegle hele Gaarden igennem — skarp +som en Ragekniv? +</p> + +<p> +Frosten var skarpere endnu! Den havde raget +det hele af Vejen, og stænget for det saa godt det +lod sig gøre. Liremanden laa nede i sin Kælder +og havde Besøg af Nordenvindens gode Ven Gigten; +og nede i den forladte Gaard gik Trækken og snusede +langs de fugtige Vægge. Hver Gang nogen +passerede Tøndegangen, greb han dem om Knæerne +med sine Isfingre, saa det gjorde ondt helt op i +Hjærtet. +</p> + +<p> +Den gamle Kaserne laa og gloede tomt ud af de +sorte Vinduer. Kulden havde taget det sidste Fag +blomstrede Gardiner ned og bragt dem paa Laanekontoret, +Kanarifuglen havde den afhændet for en +Snes Pinde, og stanset den daglange ensomme Graad +af Smaabørn bag laasede Døre — Lovsangen til +Arbejdet — der først stilnede af om Aftenen, naar +Mødrene kom hjem fra Fabrikken. Nu sad hver +Moder hos sin lille Dagen igennem, og ingen anden +end Kulden havde undt dem den Glæde. Hun og +Søster Sult kom ogsaa hver Dag og saá til dem. +</p> + +<p> +Inde paa tredje Sal over Gaarden sad Enkemadam +Johnsen i Krogen ved Kakkelovnen, Hannes lille +Pige laa sammenkrøben paa en Stump Kludetæppe +paa Gulvet. Gennem det nøgne Vindu saas kun +Is, som var hele Verdensrummet bundfrosset; der +var Aandepletter paa Ruderne fra hver Gang den +lille kiggede ud, men de lukkede sig straks. Den +gamle sad og stirrede lige ud i Stuen med store +runde Øjne, hendes spinkle Hoved dirrede hele +Tiden, og hun lignede en Varselsfugl, der ved meget +mere end nogen kan taale at høre. +</p> + +<p> +„Nu fryser jeg igen, Bedstemor,“ sagde den lille +spagt. +</p> + +<p> +„Kom bare til at ryste, saa faar du Varmen,“ +sagde Madam Johnsen. +</p> + +<p> +„Ryster du da?“ +</p> + +<p> +„Nej jeg er for gammel og gaaet til — jeg kan +<a id="page-241" class="pagenum" title="241"></a> +ikke ryste længer. Men Kulden dræber mine Lemmer, +saa jeg ikke føler dem. Jeg klarer mig godt +nok, naar det ikke var for den Ryg.“ +</p> + +<p> +„Du sætter jo ogsaa Ryggen op ad den kolde +Kakkelovn.“ +</p> + +<p> +„Ja, for Kulden graver saadan i min stakkels Ryg.“ +</p> + +<p> +„Jamen det er dumt, for der er ikke lagt i.“ +</p> + +<p> +„Naar jeg nu fryser saadan om min Ryg,“ sagde +den gamle bønligt. +</p> + +<p> +Saa tav Barnet og vendte Hovedet til den anden +Side. +</p> + +<p> +Der sad smaa Krystaller og blinkede op over +Væggen, nu og da knitrede det i Vægpapiret. +</p> + +<p> +„Bedstemor! hvad er det for en underlig Lyd?“ +spurgte Barnet. +</p> + +<p> +„Det er Væggetøjet der vandrer nedad,“ svarede +den gamle. „Der er blevet for koldt for det oppe +paa Kvisten og her kan det ikke være. Du skal +se, det skal ned til Olsens med den varme Væg; +der holder det til i Kulden.“ +</p> + +<p> +„Er Olsens Væg da altid varm?“ +</p> + +<p> +„Ja naar de har Fyr under Kedlen inde paa +Dampmøllen.“ +</p> + +<p> +Saa tav den lille en Stund og drejede langsomt +Hovedet fra Side til Side; hendes Ansigt udtrykte +forfærdelig Lede. „Jeg fryser,“ klynkede hun om +lidt. +</p> + +<p> +„Kom bare til at ryste.“ +</p> + +<p> +„Skal jeg ikke hellere springe lidt?“ +</p> + +<p> +„Nej for saa sluger du blot Kulde — og Luften +bliver ogsaa som en Is. Vær bare stille du! Nu +kommer din Moder ogsaa snart med noget.“ +</p> + +<p> +„Hun faar jo ikke noget,“ svarede Barnet. „Hver +Dag inden hun kan naa derhen, saa er der ikke +mere.“ +</p> + +<p> +„Jamen det er ikke sandt,“ sagde Madam Johnsen +haardt — „der er Mad nok i Velgørenhedens Gryde +for den, der bare forstaar at holde sig til. Den +fattige faar bide Hovedet af Skammen — og i Dag +har hun noget.“ +</p> + +<p> +<a id="page-242" class="pagenum" title="242"></a> +Den lille rejste sig og aandede Hul paa Ruden. +</p> + +<p> +„Se, om der ikke skulde komme lidt Sne, saa +Fattigmand kan faa en Dags Fortjeneste,“ sagde den +gamle. +</p> + +<p> +Nej, Vinden var bestandig i Nord. Ellers holdt +den mest af at gaa og soppe i Væde langs Kanalerne, +men nu sad den Uge efter Uge oppe paa +<em>Nikolaj</em> og blæste Fløjte i Fattigdommens hule Knogler. +Kanalerne var islagte, og Jorden saa forfærdelig +haard ud; Barfrosten jog Folk hen over den +som visne Blade. Med en tynd Raslen fejedes de +ud over Børnehusbroen og forsvandt. +</p> + +<p> +Der kom en stor gul Vogn kørende, Børnehusets +vældige Porte aabnede sig langsomt og slugte den. +Det var Vognen med Kød til Fangerne, den lille +fulgte den med et fortabt Udtryk. +</p> + +<p> +„Mor kommer jo ikke,“ sagde hun opgivende — +„og jeg er saa sulten.“ +</p> + +<p> +„Hun kommer nok — bare giv Tid! Og staa +ikke dér i Lyset, men kom her hen i Krogen! +Lyset slaar Kulden igennem én.“ +</p> + +<p> +„Jeg synes nu, der er koldere i Mørket!“ +</p> + +<p> +„Det er fordi du ingenting forstaar endnu. Jeg +længes bare efter det rigtig store Mørke, jeg.“ +</p> + +<p> +„Og jeg længes efter Solen,“ svarede den lille +trodsigt. +</p> + +<p> +Det knagede ude i Gaardens Træværk, Barnet +løb ud og slog Døren op til Svalegangen. Det var +blot dem lige over for, der var i Færd med at pille +et Trin løst. — +</p> + +<p> +Dér var Moderen! med en Blikspand i Haanden +og en Bylt under Armen. Aa, og der var noget i +Spanden — den saas saa tung, tra la la! Og Bylten, +Bylten — hvad var der i den? „Mor, Mor!“ sang +det klingert, og den lille hang langt ud over det +skrøbelige Balustre. +</p> + +<p> +Hanne kom rask op ad Trappen, med aaben +Mund og røde Kinder; fra hver lille Rede kom et +Ansigt frem. „Nu har Enken Hanne gaaet sin tungeste +Gang,“ sagde de hver til sine; de vidste, hvor +<a id="page-243" class="pagenum" title="243"></a> +stor Ære hun havde sat i selv at forsørge Mor og +Barn. En god Pige var hun! +</p> + +<p> +Og Enken Hanne nikkede ind til hver af dem, +som om hun vilde sige: Nu er det gjort — Gudskelov! +</p> + +<p> +Saa stod hun over Bordet og tog Laaget af Spanden. +„Se,“ sagde hun og rørte op i Suppen med +en Slev, „der er baade Gryn paa og Visk. Havde +vi nu haft noget at varme den ved.“ +</p> + +<p> +„Vi kan vel pille lidt af Træværket — vi som de +andre,“ sagde Moderen. +</p> + +<p> +„Ja,“ svarede Hanne kortaandet, „ja hvorfor ikke! +Naar én kan tigge, kan én vel ogsaa —“ Hun løb +ud paa Svalen og brækkede nogle Tremmer løs, +saa det sang i Gaarden. Fra alle de mørke Reder +saá de det. Nu havde Enken Hanne bidt Hovedet +af sin Stolthed! +</p> + +<p> +Saa sad de over Suppen, den gamle og Barnet. +„Spis!“ sagde Hanne, hun stod og betragtede dem +med glødende Øjne. I hendes Kinder brændte det; +hun var saa skøn i Dag. +</p> + +<p> +„Du ligner en Blomst i Kulden,“ svarede Moderen. +„Spis selv, at ikke du skal gaa til.“ +</p> + +<p> +Nej, Hanne vilde ikke spise. „Jeg føler mig saa +let,“ sagde hun — „jeg trænger ikke til Mad.“ Hun +stod og fingrede ved Bylten, der var ingen Hvile +over hendes Skikkelse; og Munden gik jo som paa +en febersyg. +</p> + +<p> +„Hvad har du dér?“ spurgte Madam Johnsen. +</p> + +<p> +„Noget Tøj til dig og lille Marie — I fryser saa +meget. Jeg købte det nede hos Marskandisersken, +det var saa billigt.“ +</p> + +<p> +„Du købte det, siger du?“ +</p> + +<p> +„Jeg fik det paa Kredit.“ +</p> + +<p> +„Ja, ja — bare du ikke tager dig for meget paa. +Det skal blive godt at faa lidt varmt paa Ryggen.“ +</p> + +<p> +Hanne aabnede for Bylten, mens de andre spændt +saá til. Der kom en let Sommerkjole ud af den, +kruset og nedskaaret — blaa som lille Maries Øjne. +Og noget fint Damelinned og et Par tynde Gedeskindssko. +<a id="page-244" class="pagenum" title="244"></a> +Barnet og den gamle stirrede forundret +paa Stadsen. „Nej, saa fint!“ sagde de; de havde +glemt alting og blot beundrede. Men Hanne stod +stivnet i Forfærdelse, og pludselig faldt hun hulkende +sammen. +</p> + +<p> +„Naa, naa du!“ sagde Moderen og klappede hende +paa Ryggen, „du har købt Stads til dig selv for en +Gangs Skyld — værre er det jo ikke. Ungdommen +kræver jo ogsaa sit.“ +</p> + +<p> +„Nej Mor, nej! Jeg har jo slet ikke købt det! +Jeg syntes I to trængte til noget mod Kulden, saa +gik jeg op i et fint Hus og bad om lidt aflagt Tøj. +Det var en ung Frøken, der gav mig det, og hun +var saa sød mod mig. — Nej, jeg vidste ikke, hvad +der var i Bylten — jeg vidste det ikke, lille Mor!“ +</p> + +<p> +„Naa, ja ja, det dér er godt nok!“ sagde den +gamle roligt og bredte Stadsen ud foran sig. „Det +er fine Sager.“ Men Hanne fejede det sammen og +smed det hen i Kakkelovnskrogen. +</p> + +<p> +„Du er syg,“ sagde Moderen og saá forskende +paa hende — „dine Øjne brænder jo som Kulgløder.“ +</p> + +<p> +Det mørknedes, og de gik i Seng; saa brændte +man ikke Lys til ingen Nytte, og i Sengen var der +bedst at være. De havde Dynen paatværs — saa +rakte den mageligt over tre — og deres Gangklæder +nede paa Fodenden. Lille Marie laa i Midten og +kunde ingen Fortræd komme til, og de laa og talte +ud i Rummet om et og andet ligegyldigt; Hannes +Stemme klang høj og festlig i Mørket som kom den +fra lyse Egne. +</p> + +<p> +„Du er saa urolig,“ sagde Moderen. „Mon du +ikke skulde se at sove? Jeg kan mærke Branden +i dig helt her hen.“ +</p> + +<p> +„Jeg er saa let,“ svarede Hanne, „jeg kan ikke +ligge stille.“ Saa laa hun alligevel stille og stirrede +ud med en uhørlig Nynnen, mens Feberen rasede +i hende. +</p> + +<p> +Længere hen vaagnede den gamle ved, at hun +frøs. Hanne stod ude paa Gulvet med aaben Mund +<a id="page-245" class="pagenum" title="245"></a> +og var i Færd med at iføre sig det fine Linned ved +Skæret af en Lysestump; hendes Aande stod hvid +ud i Rummet i korte Stød. +</p> + +<p> +„Gaar du dér nøgen i Kulden!“ sagde Madam +Johnsen bebrejdende. „Du skulde vare lidt paa +dig selv.“ +</p> + +<p> +„Aa Mor, Varmen staar om mig! Det er jo Sommer +nu.“ +</p> + +<p> +„Hvad er det du har for, Barn?“ +</p> + +<p> +„Jeg pynter mig jo bare lidt, lille Mor.“ +</p> + +<p> +„Ja, ja — dans min Dukke — — —! Det bedste +af Ungdommen har du jo bestandig til Gode, Stakkel. +Hvorfor fangede du ikke ogsaa en Mand, dér +hvor du fangede Barnet?“ +</p> + +<p> +Hanne nynnede blot og iførte sig den lyseblaa +Sommerkjole. Den var lidt fyldig over Brystet, men +skar smukt ned for den blottede Barm. Der stod +en let Sky af Dampe som Solrøg fra hendes Legeme. +</p> + +<p> +Moderen maatte hægte hende i Ryggen. „Pas +paa at vi ikke vækker Marie,“ hviskede hun, helt +optaget af Stadsen. „Og Særkens de fine Blonder +kan du godt lade stikke lidt op over Kjolen; det +ser saa pænt ud. Nu ligner du jo en hel Sommerbrud.“ +</p> + +<p> +„Jeg løber lige ned paa anden og viser Madam +Olsen det,“ sagde Hanne og trykkede Hænderne +mod de glødende Kinder. +</p> + +<p> +„Ja, gør du kun det — fattig Glæde vil ogsaa +have sit,“ svarede den gamle og vendte sig mod +Væggen. +</p> + +<p> +Hanne løb ned ad Trappen, videre ned over +Gaarden og ud paa Gaden. Jorden laa haard og +klinger under Barfrosten; den nappede arrigt i alt, +men hende brændte den gennem de tynde Sko. +Hun løb hen over Torvet, over Børnehusbroen og +indefter mod den lysere Bydel — lige i Armene +paa Pelle, som skulde ud og se til Far Lasse. +</p> + +<p> +Pelle var træt og sløvet af den fortsatte Kamp +med den haarde Virkelighed. Det bundløse i Elendigheden +begyndte at tage paa hans Mod — nyttede +<a id="page-246" class="pagenum" title="246"></a> +det noget at holde sammen paa de mange? det +gjorde jo blot Pinen endnu haardere for dem! Men +i Øjeblikket saá han lyst nok paa alting, han var +sluppet ind i en Rus som ofte tog ham i den senere +Tid. Midt i den haardeste Virkelighed hændte det, +at hans Sjæl sprang fra og koglede den ny Lykketid +frem om ham; den forfærdelige Mangel kastede +ham i Armene paa Overfloden! Og i den Tilstand +var han nu, han mærkede ikke Kulden, den store +Nød var ikke til. Stærk sjælelig Anspændelse sammen +med manglende Ernæring gjorde, at Blodet altid +sang i hans Ører; han fornam det som en lykkelig +Summen fra en tilfreds Verden. Det undrede +ham ikke at møde Hanne sommerklædt og balpyntet. +</p> + +<p> +„Pelle min Kærest,“ sagde hun og greb hans +Haand. „Vil du med til Dans?“ +</p> + +<p> +„Det er den gamle Hanne,“ tænkte Pelle glad — +„<em>Arkens</em> sorgløse Prinsesse. Og hun har jo Feber +endnu lige som dengang.“ Han havde selv Feber; +naar deres Øjne mødtes, slog de sælsomme kolde +Gnister af hinanden. Han havde helt glemt Far +Lasse og sit Ærende, og gik med hende. +</p> + +<p> +Indgangen til <em>Den syvende Himmel</em> laa badet i +Lys, som blottede Gadens Kulde ubarmhjærtigt. Derude +i Lyshavet klumpede den store Vinters Børn +sig sammen, pjuskede, forkomne. De stod og skuttede +sig og vendte Lommerne for en Femøre; og +naar de fandt en, listede de sig gennem den blodrøde +Tunnel ind i Dansesalen. +</p> + +<p> +Men der var koldt dérinde ogsaa, Aandedrættet +hang som hvid Pudder i Luften, og fra det bonede +Gulv funklede Iskrystallerne. Hvem havde vel tænkt +paa at indlægge Varme i et Rum, hvor Livsglæden +skulde brænde med tusend osende Tander? Her +plejede Sorgløsheden at lutre sit Overskud — saa +det høje Rum laa i Taage og Musikken svedte. +</p> + +<p> +Men nu havde Kulden taget det. Ved Bordene +hang Vinterens Arbejdsløse og gad ikke røre sig, +ikke engang i de fattigste havde den lævnet en Smule +<a id="page-247" class="pagenum" title="247"></a> +Letsindighed. Kerberus Olsen kunde godt spare sig +at gaa der med udbredte Kæmpearme og genne de +to-tre Par Dansende op til Musikken med deres +Femøre — som om det var en hel Flok! man sled +kun Brædderne for overhovedet at have Lov at +hænge her. Herregud de havde jo Ur nogle af +dem og en Guldring — og Kerberus havde rede +Penge! hvad Nød havde det saa? Her sad de +under Stukloftet og de forgyldte Spejle og flød, to +Mand over én Øl, og lod Pigebørnene fryse — selv +Elvira fik Lov at sidde hen! „Mazurka!“ brølede +Kerberus og gik truende fra Bord til Bord; de drev +ud paa Gulvet som trevne Hunde, tværede en Dans +af — og betalte. +</p> + +<p> +Men hvad er det? Skrider ikke selve Sommeren +ind i Salen, blussende og luftigt klædt i forglemmigejblaat +— med en Rose i det bare Haar! Varmen +leger som flyvende Sommer over hendes nøgne +Skuldre, skønt hun kommer lige ude fra den store +Vinter; og Benene sætter hun dristigt frem som en +Glædespige. Hvor hun bærer sit Skød stolt som +var hun selve Lykkens Brud — og hvor hun brænder! +Hvem er hun dog? kender ingen hende? +</p> + +<p> +Aa, det er jo Enken Hanne! en anstændig Pige +som i syv Aar har gaaet sin trofaste Gang til og +fra Fabrikken for at forsørge sin gamle Mor og +Barnet! Men hvordan faar hun den adstadige Pelle +under Armen? Han som har solgt sin egen Ungdom +til Fanden for at mildne Elendigheden — hvad vil +han paa Dansebule? Og Hanne — hvor har hun +faaet Stadsen fra? hun er jo arbejdsløs! Og hvordan +i Alverden er hun blevet saa smuk? +</p> + +<p> +De hvisker efter hende mens hun gaar frem, og +midt i Salen stanser hun og smiler. Hendes Øjne +er som et Krater, en ung Mand tumler frem og +griber om hende. En Dans med Hanne! en Dans +med Hanne! +</p> + +<p> +Hanne danser med en egen Dvælen, som hentede +hun sin Glæde ind langt borte fra. Hun hviler +tungt og blødt paa sin Dansers Arm, og fra hendes +<a id="page-248" class="pagenum" title="248"></a> +nøgne Barm stiger Varmen op og slukker den store +Vinters Kulde. Er det da ikke som hun brændte? +Hvem der kunde varme sig hos hende! +</p> + +<p> +Nu giver Rummet Varme igen, Hanne er som en +Ildkugle, der kredser rundt i det og tænder; hvor +hun glider forbi, fænger det. Blodet ruller ungt i +dem, de vælter Stolene for at komme ud paa Gulvet; +Hej her, Dansemester! fem Kroner paa mit Ur! +Men rub Dem lidt! — Aa Hanne, en Dans med +mig — husk vi har staaet paa Fabrik sammen! — +Og vi to gik i samme Skole! +</p> + +<p> +Hanne svarer ikke, men slipper Pelle og lægger +sin nøgne Arm paa deres Skulder; og naar de rører +den med Kinden, løber der Ild igennem dem. De +vil ikke slippe hende igen, men holder hende fast +om Livet og slæber hende med op til Musikken, +hvor der skal betales. Der kommer ikke et Ord +over hendes Læber, men Branden i hende er et +Løfte til hver om det dyreste. „Maa jeg følge dig +hjem i Aften?“ hvisker de og hænger ved hendes +stumme Læber. +</p> + +<p> +Men med Pelle taler hun, mens de flyver af Sted: +„Pelle, hvor er du stærk! — hvorfor tog du mig +ikke? Mon du elsker mig?“ Hun har krammet +Haanden i hans Skulder og hvirvler ham af Sted, +hendes Aande brænder ham i Øret. +</p> + +<p> +„Det ved jeg ikke,“ siger han angst. „Men hold +nu op! du er jo syg.“ +</p> + +<p> +„Saa stans mig da! — hvorfor har du aldrig været +stærkere end jeg? Vil du gærne have mig? +Pelle, skal jeg være din?“ +</p> + +<p> +Pelle ryster smilende paa Hovedet: „Nej nu holder +jeg kun af dig som en Søster.“ +</p> + +<p> +„Og nu elsker jeg dig! Se du er saa fremmed +for mig, — jeg forstaar dig ikke! og dine Hænder +er saa haarde, som kom du fra en anden Verden. +Du vejer Pelle, du er tung! Har du Lykken med +dig fra det Fremmede?“ +</p> + +<p> +„Hanne, du er syg! Hold nu op og lad mig +følge dig hjem!“ +</p> + +<p> +<a id="page-249" class="pagenum" title="249"></a> +„Pelle, du var alligevel ikke den rigtige! Hvor +har du det fremmede? — du har jo intet! Saa +lad mig være da — jeg vil ogsaa have Lov at +danse med andre!“ +</p> + +<p> +Endnu har Hanne ikke været af Gulvet; Mændene +staar rede og venter, naar én slipper hende springer +ti frem. Og Hanne vil danse med alle i Aften, enhver +skal have Lov at varme sig hos hende! De +Øjne hun ser med er som Funker i Mulm, hendes +stumme Væsen hidser dem op, de svinger hende +vildere og vildere. De der ikke kan komme til, +maa slukke Ilden i sig med Drikkevarer; den store +Vinter er forjaget, her er varmt som i Helvede. +Blodet koger op i Hovederne og i det hvide af +Øjnene; det slaar ud i Ubændighed, en Trang til at +danse det hele af Gulvet eller slaa løs for Fode. +</p> + +<p> +„Hanne er vild i Aften — hun har nok sin anden +Ungdom!“ siger Elvira og de andre Piger skadefro. +</p> + +<p> +Hold Mund! Hannes Væsen skal ingen beklikke! +Underlig er hun at røre ved, som var hun ikke +Kød og Blod men Himlens Ild; det smærter at +møde hendes Hud! De siger at hun ikke har smagt +Mad i otte Dage, men ladet Barnet og den gamle +faa hvad der var. Og saa brænder hun dog! Og +se, nu har hun ikke været af Gulvet i to Timer! +— er det til at forstaa? — — Hanne danser som +Bud fra en anden Verden, hvor Ilden og ikke Kulden +er deres Næring; derfor slænger hver Mand sin +Dame til Side, naar hun bliver ledig. Saa let hun +er i Dansen! Det bærer opad at danse med hende +— bort fra Kulden! Al Døje glemmes i hendes +Favn. +</p> + +<p> +Blegere og blegere er hun forresten blevet; hun +danser Branden af sig, hvor andre danser sig den +til! Nu er hun helt hvid, og Olsens Elvira kommer +og trækker i hende med Skræk i Blikket: Hanne +dog, Hanne! Men hun ser dem ikke, hun higer +blot mod den næste Favn — med lukkede Øjne. +Saa meget hun dog har og skal have udrettet! Og +hun gaar for at være saa ren? hun ænser jo ikke +<a id="page-250" class="pagenum" title="250"></a> +engang at hun tager Glæden fra andre! Har hun +faaet Drejesyge mon? — Saføjdans paa sine Enkedage? +</p> + +<p> +Hold Kæft! Saa fager hun dog er! Nu rødmer +hun til igen og aabner Øjnene, der staar Flammer +ud af dem. Hun har trukket Pelle frem af hans +Krog og hvisker rødmende til ham — det dyre +Løfte maaske, som ingen anden har fravristet hende? +altid skal Pelle ogsaa være den lykkelige! +</p> + +<p> +„Pelle, hvorfor vil du ikke danse med mig mere, +men bare sidde i en Krog og skumle? Er du vred +paa mig ligesom dengang? Hvorfor er du saa haard +og kold? — og dine Klæder er stive?“ +</p> + +<p> +„Jeg kommer ude fra den store Vinter, Hanne! +Børnene græder for Brød, og Kvinderne sulter sig +selv. Mændene gaar med ledige Hænder og skuler +— de skammer sig over deres Ørkesløshed!“ +</p> + +<p> +„Hvor dog? Det er jo Sommer — se, alle er +saa glade. Tag mig, Pelle!“ +</p> + +<p> +Hanne bliver rød, rødere end Blod, og lægger +sit Hoved ind til ham. Se blot, hvor hun giver sig +hen, saligt, i en skamløs Rus! Hun hænger bagover +i hans Arme, og mellem hendes Læber springer +en stor Blodrose frem og vælder ned over den +sommerblaa Kjole. +</p> + +<p> +Pelle staar fastnaglet under den forfærdelige Byrde +og kan ikke røre en Fod. Han stirrer blot paa +Hanne, til Kerberus tager hende i sine Kæmpearme +og bærer hende af Vejen. Hun er saa let i sin +Sommerstads — vejer jo ingenting! „Mazurka!“ brøler +han, da han kommer tilbage — og gaar bydende +rundt langs Rækkerne. +</p> + +<div class="chapter"> + +<h2 class="chapter" id="chapter-0-26"> +<a id="page-251" class="pagenum" title="251"></a> +XXVI +</h2> + +</div> + +<p class="first"> +I Udgangen af Januar fik Pelle Plads som Arbejdsmand +paa Maskinfabrikken <em>Danmark</em>. Det var +smaat betalt, men Ellen var glad alligevel; med ingenting +kunde man kun græde — med lidt blev +hun stærk. Hun var lidt bleg endnu efter Barselsengen +men saa frejdig ud; ved det første Ord om +at der var Arbejde, myldrede det i hendes Hoved +med lange Planer. Hun gik straks i Gang med at +løse Sager hjem og afvikle Klatgæld; et helt System +lagde hun, og fulgte det ubrydeligt. +</p> + +<p> +Den ny Søster var noget for Lille Lasse; han +forstod straks, at det var én han havde faaet at +underholde sig med i sin Ensomhed. Han havde +været ovre hos Bedsteforældrene, saa længe det +stod paa; for at Storken ikke skulde tage ham tilbage, +naar den kom med Søster — for kær var +han jo! Da han saa kom hjem, laa hun i hans +Vugge og sov; og han prikkede hende straks paa +Øjenlaagene, for at se om hun havde Øjne lige som +han selv. Der vankede over Fingrene, og han fik +ikke det spændende Spørgsmaal løst den Dag. +</p> + +<p> +Men Øjne havde Søster, nogle store mørke nogle +der fulgte ham Stuen rundt, bag om Hovedgærdet +og om paa den anden Side med stadig det samme +opmærksomme Udtryk, mens de buttede Kinder +gik ud og ind som en Suger. Og Lille Lasse følte +godt nok, at det forpligtede at have Øjne hvilende +paa sig. Han var allerede et helt Stykke Mandfolk +med Trang til at gøre sig bemærket; og saa gik +han og gjorde sig tyk, rullede med Kroppen som +en Klovn og agerede Stærk Mand med Skammelen +— mens Søster fulgte ham med Øjnene uden at +fortrække en Mine. Han syntes nok hun kunde +give lidt Bifald fra sig, naar han gik dér og gjorde +sig Umage! +</p> + +<p> +En Dag pustede han en Papirspose op og knaldede +den foran hendes Ansigt — det hjalp. Søster glemte +sin Urokkelighed, sprat i Vejret og gav sig til at +<a id="page-252" class="pagenum" title="252"></a> +brøle. Der vankede Klø for det, men nu havde han +hende til Gengæld. Det trak paa Forhaand i hendes +Ansigt, naar han kom hen for at vise hende noget; +ofte brølede hun op, endnu før hans Kunststykke +gik af. „Gaa væk fra Søster, Lasse Fredrik!“ sagde +Moderen — „du skræmmer hende jo!“ +</p> + +<p> +Men blot en Maaned efter var det igen helt anderledes +— saa var der ingen der forstod Lille Lasses +Forehavender som Søster. Hun kvidrede som +en Stær, blot han bevægede sin trinde Krop eller +gav en Lyd fra sig. +</p> + +<p> +Ellens forstenede Udtryk var borte, nu hun havde +faaet noget at virke med igen. Kulden havde gjort +det af med nogle af hendes Fordringer, andre havde +Børnene tilfredsstillet. De optog hende meget, Pelle +savnede hun ikke længer. Hun havde vænnet sig til +at han bestandig var borte fra Hjemmet, og optaget +ham i sine Tanker paa en egen Maade; hun gik og +snakkede med ham indvendig under sin Syssel, og +gjorde sig en Glæde af at gøre det hyggeligt for ham +de Stunder han var hjemme. +</p> + +<p> +Pelle følte Hjemmet som en lun lille Verden, hvor +han kunde ty ind naar han var træt. Den dunkle +Dragen i Ellens Blik havde han udløst — som to +velsignede Smaavæsner der gav hende nok at bestille +— nu var det selve hendes Væsen der kom +ham i Møde. Og der var en egen Troskab i hende, +der tog om Hjærtet; hun saá ikke surt til den lille +Fortjeneste, og bebrejdede ham ikke at han kun var +Arbejdsmand. +</p> + +<p> +Formandsstillingen i Fagforeningen havde han opgivet +for større Virksomhed. Der var heller ingen +Udsigt til, at han kom tilbage til Faget igen for det +første — og det haarde legemlige Arbejde tiltalte +ham. +</p> + +<p> +For at bøde paa den lille Dagløn reparerede han +et og andet om Aftenen. Ellen hjalp ham, og de sad +og snakkede om løst og fast; Bevægelsen kom de +ikke ind paa, den interesserede hende ikke, og han +havde ikke noget imod at have Ro for den et Øjeblik. +<a id="page-253" class="pagenum" title="253"></a> +Lille Lasse sad ved Bordet, han tegnede og +gav sit Besyv med. Ofte naar Pelle tog Arbejdet +frem, havde hun om Dagen gjort det meste, og kun +lævnet hvad hun ikke forstod sig paa. Til Gengæld +udpønsede han Smaating der kunde glæde hende. +</p> + +<p> +Vinteren var ikke saa ond i det nye Aar, allerede +Februar gav Foraarsløfter. Det mærkedes paa Ellen. +</p> + +<p> +„Skal vi ikke pakke en Madkurv og trille ud til +en af Kroerne paa Søndag? Børnene trænger til at +komme i Luften,“ kunde hun sige. +</p> + +<p> +Pelle vilde gærne. Men paa Søndag var der Møde +i Partiledelsen og Møde om Fabrikkens Affærer — +han maatte være med begge Steder. Og om Aftenen +havde han lovet at tale i en Forening. +</p> + +<p> +„Saa tager vi selv ud, Børnene og jeg!“ svarede +Ellen roligt. De kom hjem og havde moret sig udmærket; +Pelle var ikke uundværlig mere. +</p> + +<hr class="tb"> + +<p class="first"> +Den strænge Vinter var endelig forbi. Det frøs +endnu — navnlig om Natten — men Folk vidste det +alligevel. Og Isen i Kanalerne vidste det; den gav +sig til at slaa Revner paa Kryds og tværs og begyndte +at vandre udad. Husene havde ogsaa Foraarsfornemmelser +og blev lysere i Tonen, og oppe i +Luften skinnede Solen; naar man kiggede til Vejrs, +kunde man se dens Skær over Tagene. Nede paa +Bunden af Gyderne og de brønddybe Gaarde travede +Ungerne rundt i Snesjappet, og sang til Solen som +de ikke kunde se. +</p> + +<p> +Folk begyndte at rette sig ud efter den lange +Krumslutning. Naar som helst kunde Kulden være +der igen, men alting var enigt om at tro paa Foraaret. +Stæren begyndte at indfinde sig, Jordens Safter +steg igen op paa Overfladen og frembragte mørke +Pletter paa den haarde Skorpe, og Omsætningen +vovede sig frem. Det var en besynderlig ensartet +Vilje der havde besat det hele. Nede i Jorden spirede +det midt i Frost og Sne og krøb ungt frem +<a id="page-254" class="pagenum" title="254"></a> +som født af selve Kulden, og i Vinterens forkomne +rullede Fortrøstningen sig ud — paa Trods af alt. +Arbejderkvartererne begyndte at blive levende, nu +kunde det igen nytte at se sig om efter Arbejde. +Det gjorde godt at komme ud og røre sig lidt i Lyset +— godt skulde det gøre at faa Skrutten fyldt +hver Dag igen, og faa Stumperne listet hjem fra +Pantelaaneren og luftet lidt inden næste Omgang. +</p> + +<p> +Men det gik ikke saa rask som det skulde. Det +saa ud, som Kulden havde lammet dem der stod for +Virksomhederne. Foraaret rykkede nærmere, Solen +steg for hver Dag og begyndte at faa Magt; men +Bedrifterne vilde ikke rigtig komme i Gang ud over +hvad Dagen krævede. Der var ingen Skub i det som +ellers! Paa denne Aarstid arbejdedes der gærne paa +Lager for at møde Sommerens Behov, hvad Vinteren +havde hæmmet, plejede man at indhente nu — +ved at hænge i af alle Kræfter og arbejde over. +</p> + +<p> +Der gik mange bekymrede Spørgsmaal frem og +tilbage — hvad var der paa Færde? hvorfor kom +der ikke Gang i Sagerne? <em>Arbejderen</em> gav foreløbig +ingen Forklaring, men indeholdt nogle forblommede +Advarsler til visse Folk om ikke at alliere sig med +Nøden. +</p> + +<p> +Efterhaanden kom Forestillingerne ind i en fast +Gænge: Arbejdsherrerne forberedte et eller andet, +derfor tog de ikke Virksomhederne kraftigt op. Arbejderne +havde trods Vinternøden igen sat nogle af +deres egne ind i Rigsdagen, og nu forberedte de sig +til at slaa et Slag ved de kommunale Valg. Det var +dét der var i Vejen! Og først og fremmest den stadig +voksende Organisation, der nu som en Enhed +omsluttede alle Fag og hele Landet — og forlangte +at være medbestemmende over Forholdene! Fattigmand +skulde føle, hvor lidt han formaaede uden dem +der holdt alting gaaende. +</p> + +<p> +Ind imellem dette løb der Rygter om, at der forberedtes +en Stansning af al Virksomhed for med ét +Slag at slaa Organisationerne i Stykker; men det +var for ubegribeligt. Man havde kun oplevet mindre +<a id="page-255" class="pagenum" title="255"></a> +Arbejdsstansninger, hvor der forelaa Uenighed om +noget bestemt. At nogen skulde tænke paa at fortsætte +Vinternøden paa tværs af Naturens Vilje, naar +enhver var villig til at arbejde paa Grundlag af den +gældende Ordning — nej, den Tanke var altfor djævelsk! +</p> + +<p> +Men en Linje lod sig skimte. Folk der havde lagt +sig særlig i Selen for Bevægelsen, havde vanskeligere +ved at faa fat igen end andre, de blev sat tilbage i +Arbejdsvilkaar, eller var simpelt hen erstattede naar +de kom og meldte sig til igen efter Vinterstansningen. +Usikkerheden herskede navnlig i de Fag der var +videst i Organisation, man kunde ikke undgaa at se +det som en Forfølgelse af Sammenslutningen. Der +groede Utryghed af det, enhver følte at Tilstanden +var uholdbar, og anede et eller andet ondt. Navnlig +inden for Jærnindustrien var Forholdene spændte; +Jærnmændene havde altid haarde Hænder, det var +dér man først øjnede Hensigten med hvad der +skete. +</p> + +<p> +Pelle saá bekymret hvad det trak op til. Hvis der +kom Kamp nu, vilde det betyde Nederlag for Arbejderne +der stod uden Forraad, blanket af til Skindet. +Vinteren havde jævnet deres Smule Fæstningsværker +med Jorden, et Stormløb mod dem nu vilde rimeligvis +bryde deres Sammenhold. Han udtalte ikke +sin Bekymring til dem, de var nærmest som store +Børn, det var ingen Nytte til at de gik og ængstede +sig under for meget. Men i Ledelsen holdt han paa +at man maatte se at undgaa Kamp, selv om man +skulde gøre en Indrømmelse. Pelle foreslog for første +Gang at gaa tilbage! +</p> + +<p> +Den ene Uge tog den anden, Spændingen voksede, +men der skete ikke noget. Arbejdsherrerne betænkte +sig over for den offenlige Mening. Vinteren havde +slaaet store Saar, de turde ikke tage Ansvaret for en +Krigserklæring. +</p> + +<p> +— — +</p> + +<p> +Paa Maskinfabrikken <em>Danmark</em> var Spændingen af +ældre Dato. Dengang Landbruget, tvunget af Forholdene +<a id="page-256" class="pagenum" title="256"></a> +paa Verdensmarkedet, svingede fra Kornavl +over i Mejeridrift, indsaá Fabrikkens Ledere at Fremtiden +laa her, og gav sig til at fremstille Mejerimaskiner. +Det lykkedes Fabrikken at konstruere en +Centrifuge som slog godt an, og den ny Industrigren +kom til at beskæftige et stadig voksende Hold Arbejdere. +Det var de dygtigste Folk der blev udtaget +til det, de forbedrede stadig Produktet, og Afsætningen +voksede baade hjemme og ude. Arbejderne blev +efterhaanden saa øvede i den ny Specialitet, at Fabrikken +saa sig nødsaget til at sætte Akkorden ned +— da de ellers tjente for meget. Dette skete to +Gange i Aarenes Løb, med Henvisning til at der jo +skulde konkurreres paa Verdensmarkedet; samtidig +steg Fabrikkens Centrifuger stadig i Pris paa Grund +af den store Efterspørgsel efter dem. Arbejderne +havde fundet sig i Nedsættelsen som noget uundgaaeligt +og lagt endnu en Omgang Snille i, saa de +nu igen var oppe paa en rimelig Fortjeneste. +</p> + +<p> +Nu lige efter Vinterdvalen begyndte der at gaa +Rygter om, at Fabrikken igen vilde sætte Akkorden +ned. Men nu var de ikke til Sinds at finde sig i det; +Harmen over det uretfærdige i denne Fremgangsmaade +steg dem til Hovedet, de var ved at lave +Demonstration paa det blotte Rygte. Pelle fik dem +dog til at indse, at der ingenting forelaa andet end +nogen Snak, som ingen havde Ansvaret for. Bagefter +da Skrækken var ovre og alting igen gik i sin daglige +Skure, kom de hen og takkede ham. +</p> + +<p> +Men næste Udbetalingsdag var der Besked oppe +fra Kontoret, at den gældende Priskurant ikke var +tidssvarende — og skulde forbedres. Det lød ret +uskyldigt, men enhver vidste hvad der laa under. +</p> + +<p> +Det var en af de første Foraarsdage, Solen faldt +ind i det store Fabriksrum og lagde mægtige Lysbjælker +gennem det, og inde i den blaa Soldis løb +Remme og Skiver. Arbejderne stod og fløjtede til +Tonen fra de mange Hjul og det syngende Metal. +Larmen overdøvede alt andet, men man kunde se +paa deres Ansigter at de fløjtede og sang. De lignede +<a id="page-257" class="pagenum" title="257"></a> +en Flok øre Fugle, der lige er landet paa kendte +Kyster og hilser Foraaret. +</p> + +<p> +Pelle gik og bar Raamateriale frem, da Efterretningen +kom og slukkede Glæden. Den gik paa en +Seddel fra Mand til Mand, kort og haardhændet: +Fabriksledelsen vilde ikke have noget med Organisationen +at gøre men gik tavs uden om den. Hver +Mand for sig havde faaet fjorten Dages Frist til at +underskrive den ny barberede Priskurant. Ingen +Forhandling, Underskrift værsgod — ellers færdig! +Da Sedlen naaede Pelle, rettedes alle Øjne paa ham +som ventede man paa et Signal; Værktøjet hvilede, +Maskinerne larmede en Stund for egen Regning. +Pelle læste Sedlen og bøjede sig saa ned over sit +Arbejde. +</p> + +<p> +I Middagspavsen samledes de om ham. „Hvad +nu?“ spurgte de og hang ved ham med Øjnene, +deres Næver dirrede. „Skal vi ikke tage og gaa med +det samme? For nu bliver det snart for groft med +den Klipning, hvergang der er lidt Uld paa os.“ +</p> + +<p> +„Giv Tid!“ svarede Pelle — „giv bare Tid! Lad +de andre gøre det hele, og lad os se hvor vidt de +vil gaa. Lad som ingenting, og pas jert Arbejde. I +har Ansvaret for Kone og Børn!“ +</p> + +<p> +De fulgte knurrende hans Raad og gik til Arbejdet +igen. Han undredes ikke paa dem; der var en +Tid, hvor han ogsaa smed Arbejdet naar man traadte +ham for nær — selv om alting skulde gaa ad Helvede +til. Men nu stod han med Ansvaret for de +mange — det skulde nok give sin Mand Besindighed. +„Giv Tid!“ sagde han til dem igen og igen — +„vi ved mere i Morgen end i Dag! Der skal Overblik +til før man handler!“ +</p> + +<p> +De lagde saa den ny Priskurant til Side, og passede +deres Arbejde som om der ingenting var paa +Færde. Fabriksledelsen lod til at anse Spørgsmaalet +for ordnet, Direktørerne gik om og saa fornøjede +ud. Pelle beundrede Kammeraternes Fatning; de tog +deres gamle Humør op igen da der var gaaet et Par +Dage — og lavede Halløj i Maaltidspavserne. +</p> + +<p> +<a id="page-258" class="pagenum" title="258"></a> +Saa snart det fløjtede Middag, stansede Maskinerne +og alle Mand smed Værktøjet. Nogle stak i en Løbetrøje +og hastede hjem for at faa en Skefuld varm +Mad, enkelte drev ned i en Kælderbeværtning tæt +ved og spiste deres Mad der. De der havde for +langt hjem, slog sig ned paa Dreje- og Filebænke +og holdt Maaltid. Naar Maden var fortæret, samledes +de i Flokke, sludrede og drillede en og anden +Kammerat. Pelle benyttede ofte Middagspavsen til +at gaa over i <em>Arken</em> og hilse paa Far Lasse, der +havde faaet fat ved et af Pakhusene og klarede sig +helt ordenligt. +</p> + +<p> +En Middag stod Pelle midt i en Klynge og tegnede +en hoven Kvartérmand med Kridt paa en stor Jærnplade. +Tegningen vakte megen Munterhed. Et Par af +Kammeraterne var imidlertid kommet op at trættes +om det opstaaende paa Maskinen i en Dykkerbaad. +Pelle viskede straks sin Karrikatur ud og udkastede +stiltiende et Rids af Maskinen. Han havde set den +saa tidt, naar Baaden laa derhjemme i Havnen, og +de andre maatte sande at saadan var den. +</p> + +<p> +Der blev stille, da en af Ingeniørerne i det samme +gik gennem Hallen. Han fik Øje paa Tegningen, og +spurgte hvem der var Mester for den. +</p> + +<p> +Pelle maatte med op paa Kontoret. Ingeniøren +spurgte ham ud om forskellige Ting, og var forbavset +over at han aldrig havde faaet Undervisning i Tegning. +„Maaske vi kunde bruge Dem heroppe,“ sagde +han. „Vil De prøve?“ +</p> + +<p> +Der gik et pludseligt Jag gennem Pelles Hjærte. +Nu var Lykken der, den rigtige store Lykke som +han havde sat over Styr for Fremskridtet — den +som tog sin Mand og løftede ham brat op i lyse +Egne. „Ja,“ fik han sagt. „Ja Tak!“ Sindsbevægelsen +var lige ved at kvæle ham. +</p> + +<p> +„Mød saa paa Tegnestuen i Morgen Kl. syv,“ +sagde Ingeniøren. „Nej hvad er det i Dag? — Lørdag. +Mandag Morgen altsaa.“ — Dermed var det +afgjort, ingen Omsvøb af nogen Art, det var en Mand +efter Pelles Hjærte. +</p> + +<p> +<a id="page-259" class="pagenum" title="259"></a> +De flokkedes om ham da han kom ned, for at +faa Resultatet at vide. „Nu er din Lykke gjort du,“ +sagde de. „Nu bliver du sat til Tegning, og hvis du +forstaar dine Sager, faar du selvstændige Opgaver og +bliver Konstruktør. Den Vej er Direktør Jeppesen +gaaet, han begyndte hernede ved Sandformene. Nu +er han Matador!“ Deres Ansigter lyste af Glæde +over hans Held. Han saá paa dem, at de troede +ham i Stand til at drive det til hvad det skulde +være. +</p> + +<p> +Han arbejdede som i en Døs Resten af Dagen, +og skyndte sig hjem for at meddele Ellen Nyheden; +han var helt fortumlet, det kogte for hans Øren som +i Barndommen, naar Livet pludselig aabenbarede et +af sine Vidundere. Ellen slog Armene om ham af +Glæde, hun vilde ikke slippe ham igen men blev +ved at holde om ham og stirre, beundrende som i +deres første Dage. „Jeg har altid vidst at du var +bestemt til noget,“ sagde hun og saá stolt paa ham +— „du ligner jo ingen anden! Og se nu —! Men +Børnene Pelle, de skal ogsaa vide det.“ Saa rev hun +Søster op af Søvnen, og fortalte hende hvad der var +sket. Barnet gav sig til at græde. +</p> + +<p> +„Du skræmmer hende jo med din Glæde,“ sagde +Pelle og lo selv over hele Ansigtet. — +</p> + +<p> +„Men hvad saa — saa skal vi vel til at omgaas +fine Folk?“ sagde Ellen pludselig mens hun gik og +dækkede Bord. „Bare jeg nu egner mig til det. Og +Drengen skal da gaa i Betalingsskole.“ +</p> + +<p> +Da Pelle havde spist, vilde han sætte sig til en +Reparation. „Nej,“ sagde Ellen bestemt og tog Arbejdet +fra ham — „det er ikke noget Arbejde for +dig.“ +</p> + +<p> +„Det skal da gøres færdigt“ sagde Pelle, „vi kan +ikke levere halvfærdigt Arbejde fra os.“ +</p> + +<p> +„Det skal jeg nok gøre færdigt — naar du saa +vil tage noget andet Tøj paa. Du ligner jo en —“ +</p> + +<p> +„En Arbejdsmand vel“ sagde Pelle leende. +</p> + +<p> +Pelle klædte sig om og gik ud i <em>Arken</em> for at +meddele Lasse Nyheden, siden skulde han træffe de +<a id="page-260" class="pagenum" title="260"></a> +andre hos Ellens Forældre. Lasse var hjemme og sad +og fortærede sin tørre Kost, han havde spejlet et +Æg i Kakkelovnen, og der stod Øl og Brændevin +paa Bordet. Han havde lejet sig et lille Hummer +paa den lange Gang ved Siden af Gale Vinslev; det +havde ikke noget Vindu men en Rude over Døren +ud til den mørke Gang, Kalken var faldet af Væggene, +saa Leret stak frem i store Kager. +</p> + +<p> +„Ej se,“ sagde Lasse henrykt — „nu kom det altsaa. +Jeg har tidt undredes ved mig selv, hvad du +havde faaet den unyttige Gave for — at ligge dér +og male op paa Vægge og Papir — du en fattig +Arbejderpøjke. Noget maa der vel være ment med +det, har jeg gaaet i mit stille Sind og sagt; kanske +er det Gudsgaven det — som skal bære ham frem! +Og nu lader det jo til at det skal vise sin Nytte.“ +</p> + +<p> +„Her er ikke hyggeligt, du Far!“ sagde Pelle. +„Men nu tager jeg dig snart ud af det, enten du vil +eller ej. Naar vi nu faar lidt af Gælden til Side fra +i Vinter, flytter vi over i en Treværelses Lejlighed, +og saa faar du den ene Stue til din Raadighed. Men +saa faar du ikke Lov at gaa og sjove, det maa du +belave dig paa.“ +</p> + +<p> +„Ja ja, jeg har ikke noget imod at bo hos jer, +naar saa vidt kommer, at jeg ikke æder Brødet fra +jer andre. Ak nej du, det skal ikke blive vanskeligt +at afholde mig fra at bestille noget. Jeg har arbejdet +fra jeg kunde krybe, i snart syvti Aar har jeg slidt +for Føden — og nu er jeg træt! saa du faar Tak +for dit gode Sindelag. Jeg skal vel faa Tiden til at +gaa med Børnene. Skik du kun Bud efter mig, naar +du vil.“ +</p> + +<p> +Nyheden var allerede kendt i <em>Arken</em>, og de kom +frem og ønskede ham til Lykke, da han gik. „Nu +maa du saa ikke løbe og sladre med os, naar du +kommer over i dit ny,“ sagde de — „det gaar aldrig +an! Men glem os alligevel ikke helt, fordi om vi er +fattige Fugle.“ +</p> + +<p> +„Ork nej, Pelle har taget saa mangen Sultetørn +<a id="page-261" class="pagenum" title="261"></a> +sammen med vi andre fattige; han er ikke den, der +kalker gammelt Venskab over!“ svarede de sig selv. +</p> + +<p> +Først nu da han forlod <em>Arken</em>, kom han i Tanke +om, at han havde noget at tage Afsked med ogsaa. +Der var det inderlige Fællesskab med alle hans Lige, +deres lyse Tro til ham og hans egen Tro paa sin +Opgave dér; der havde været en egen Glæde i den +halv forhutlede Sorgløshed, Fællesskabet og Kampene. +Var han ikke paa en Maade Fattigdommens +Prins, som de alle saá op til og ventede skulde føre +dem ind i det usædvanlige? Og kunde han forsvare +at svigte de mange for sin egen Lykkes Skyld? +Kanske var han virkelig udset til at føre Bevægelsen +igennem — den eneste som kunde det. +</p> + +<p> +Denne Tro havde dæmret svagt i Pelle hele Tiden, +staaet bag ved hans Udholdenhed i Kampen +og den Glæde hvormed han bar Savnene. Nu da +den formede sig bevidst, slog han til den som Hovmod +— nej saa opblæst var han ikke! Der var nok +til at føre Sagen igennem ham foruden — og Lykken +havde banket paa hos ham. „Gaa frem Pelle!“ +sagde det inde i ham. „Hvad er der vel at betænke +sig paa? Du har ikke Lov at vrage Lykken! — vil +du øde dit eget uden at gavne andre? Du har været +en god Kammerat, men her skilles jeres Veje. Gud +har selv givet dig din Ævne, allerede fra lille øvede +du den; ingen har Gavn af at du bliver i Elendigheden. +Vælg nu din egen Vej!“ +</p> + +<p> +Ja Pelle havde jo allerede valgt! Han vidste godt +at han tog imod Lykken, hvad saa Alverden sagde +— det gjorde blot ondt at lade de andre sidde tilbage! +Han var altfor inderlig forbundet med Fattigdommen, +saa tungt solidarisk følte han sig, at det +smærtede at slide sig løs. Han var blevet Menneske +ved de fælles Bekymringer, og Kampen selv havde +skænket en egen lykkefyldt Styrke. Nu kom han +saa ikke til Møderne mere! der var noget underligt +i, at han ikke havde noget der at gøre herefter men +hørte til paa den anden Side — han Pelle der havde +været den lyse Brand. Naa, svigte dem vidste han +<a id="page-262" class="pagenum" title="262"></a> +at han aldrig vilde; selv om han naaede højt op — +og det nærede han ingen Tvivl om — saa vilde han +altid føle for gamle Fæller og vise Vejen til det gode +Forhold mellem Arbejder og Arbejdsgiver. +</p> + +<p> +Ellen mærkede hans Alvor — kanske anede hun +ogsaa Skruplerne og vilde hjælpe ham at sætte over +dem. „Skal vi ikke tage din Far hjem til os allerede +i Morgen?“ sagde hun. „Han kan jo ligge paa +Chaiselongen i Dagligstuen, til vi faar den ny Lejlighed. +Det er Synd han gaar saadan for Lud og +koldt Vand. Og du kan heller ikke være det bekendt +i din ny Stilling.“ +</p> + +<div class="chapter"> + +<h2 class="chapter" id="chapter-0-27"> +XXVII +</h2> + +</div> + +<p class="first"> +Uroen tog til rundt om paa Arbejdspladserne, +ingen følte sig rigtigt tryg som havde noget med +Organisation at gøre; det var aabenbart Hensigten +at drive Arbejderne til det yderste og faa dem til at +bryde Freden. „De vil slaa Fagforeningerne i Stykker +for at kunne skrabe Smørret af vort Brød igen,“ +sagde Arbejderne. „De mener vel det gaar lettere +nu, Vinteren har gjort os glade for en bar Skorpe. +Men det skal blive en evig Løgn.“ +</p> + +<p> +Forbitrelsen kogte stærkere og stærkere i Masserne, +overalt var de kampberedte og ønskede intet +hellere end at slaa til. Kvinderne græd og gruede, +de fleste forstod blot, at nu skulde Vinterens Nød +leves op igen. De gjorde fortvivlede Ting for at forebygge, +smed et Sjal over sig og rendte op paa Kontorerne +til Fabrikejerne og tryglede dem om at afværge +Ulykken. Inde fra Centret blev der stadig +manet til Ro og Forsigtighed. Alting afhang af at +man over for Offenligheden beholdt Retten paa sin +Side. +</p> + +<p> +Pelle havde ikke svært ved at følge med i hvad +der foregik, men stod jo ellers uden for det hele +<a id="page-263" class="pagenum" title="263"></a> +nu. Han gik til Arbejde i sit pæne Tøj og Fjedersko, +og mødte først Klokken syv, mens de andre +mødte Kl. 6 — det forskød straks Synspunktet. +</p> + +<p> +Passer og Lineal blev han hurtig fortrolig med, +og stod foreløbig og kopierede nogle slidte Tegninger +eller fyldte ud. Han var i en underlig løftet +Stemning — som i en let Rus; det var første Gang +i sit Liv han havde været ved et Arbejde, som var +renligt og tillod at have pænt Tøj paa. Underligt var +det i det hele taget at se Tilværelsen herfra; et nyt +Perspektiv aabnede sig for én. Mens det gamle viste +hen mod en eller anden brøstfældig Alderdom, førte +dette opad. Her kunde han naa alt hvad han vilde, +lige til den højeste Stilling! Hvad om han engang +krøb derop, i Spidsen for det hele, og satte otte +Timers Arbejdsdagen og en god Dagløn igennem? +Saa skulde han vise dem, at man godt kunde komme +nede fra og op uden at glemme sin Fortid og +blive til en Blodsuger. De skulde endda komme til +at raabe et Leve for Pelle den gode Kammerat — +skønt han forlod deres Rækker. +</p> + +<p> +Hjemme var der travlt, saa snart han kom inden +for Døren, tog Ellens hundrede Forehavender ham. +Han maatte have et Sæt pænt Tøj til — graat Kontortøj, +og mere Linned; gaa til Barberen blev han +ogsaa nødt til mindst to Gange om Ugen, han fik +ikke Lov til selv at sidde og karte sig i Ansigtet +med et gammelt Rivejærn af en Barberkniv. Pelle +maatte sande, at det ikke var helt nemt at være en +Overklasser som han kaldte det. +</p> + +<p> +Og der skulde Penge til det altsammen. Der var +den samme Jagen og Hovedbrud for at støve Skillinger +op som i Vinterens Nød; men denne Gang var det +helt morsomt, det havde lyse Formaal, og varede blot +til man kom i Trit. Lasse gik og saa hyggelig ud; +han havde Pelles halvgode Løbetøj paa som Ellen +havde pudset op, og en sort vateret Krave med hvid +Gummistrimmel, og blankbørstede Slæber paa Fødderne. +Det var de gamle Fedtlærsstøvler — dem +Pelle drog ud fra Stengaarden i — der var til endnu; +<a id="page-264" class="pagenum" title="264"></a> +de var bare skaaret ned til Stuetøfler. Skafterne sad +forresten paa et Par Træskostøvler. +</p> + +<p> +Han holdt sig helst til Børnene og lignede rigtig +en gammel Bedstefar, med sit visne Ansigt og det +gode Blik der gik lidt kort nu. Naar Lille Lasse +skjulte sig i den modsatte Krog af Stuen, kunde +Far Lasse ikke se ham, og det benyttede Knægten +sig af; han begreb aldrig de Øjne, som ikke kunde +se længer end tværs over Bordet, og spurgte bestandig +hvorfor. +</p> + +<p> +„Det er fordi jeg har set ind i for megen Daarligdom +i mine Dage,“ svarede den gamle altid. +</p> + +<p> +Forresten var han bare lykkelig. Og hans gamle +udbrændte Krop viste sin Taknemmelighed ved at +lægge Huld paa sig igen, han begyndte hurtig at +faa fyldigere Kinder. Han var snild til at passe +Børnene; Pelle og Ellen kunde trygt give sig ud i +deres mange Forretninger. Der var de hundrede +Ting som skulde til, for at man kunde passe ind i +det ny! De tænkte ogsaa paa at optage et Laan paa +et Par Hundrede Kroner. „Far vil kavtionere for +os,“ sagde Ellen. +</p> + +<p> +„Ja saa kan jeg faa Raad til at tage nogen god +Undervisning i Tegning,“ sagde Pelle. „Jeg trænger +til at faa rigtig Bund lagt.“ +</p> + +<hr class="tb"> + +<p class="first"> +Om Lørdagen løb Fristen for de gamle Akkorder +ud. Stemningen blandt Arbejderne var stærkt spændt, +men de passede hver sit og forholdt sig afventende. +Ved Middag gik Formændene omkring og æskede +hver enkelts Stilling. De fik efter Aftale ingen Besked; +men hen paa Eftermiddagen gik tre Arbejdere +som Deputation op paa Kontoret og bad om at faa +Direktøren i Tale. Da han kom ind, traadte Maskinarbejder +Munck som var Ordfører frem og sagde: +„Vi kommer paa Kammeraternes Vegne.“ Mere fik +han ikke sagt; Direktøren fór frem, pegede mod +Trappen og raabte: „Jeg underhandler ikke med +mine Folk.“ +</p> + +<p> +<a id="page-265" class="pagenum" title="265"></a> +Saa kom de ned, Arbejderne stirrede op mod dem +— det var hurtig gjort! Den tykke Munck bevægede +Læberne som om han raabte, men ingen kunde +høre noget for den forfærdelige Larm fra Maskinerne. +Han gik med drøje Skridt ned gennem Hallen, +tog en Hammer og slog tre Slag paa den store +Staaltromle. Det lød som Dommedagsslag, i hele +Fabrikken drønede det. I samme Nu fór de nøgne +sværtede Arme i Vejret og slog Remmene af store +og smaa Drivhjul, Maskinerne løb ud, hele Bruset +stansede med ét; der blev saa tyst som om Døden +var gaaet gennem Rummet. Det tætte Net af Drivremme +der spandt Hallen ind paa Kryds og tværs +dirrede endnu svagt; Stilheden gabede frem af det +store Rum som en forfærdet Maaben. +</p> + +<p> +Formændene løb fra Bænk til Bænk, raabte op +og vidste hverken ud eller ind. Der gik Bud efter +Fabrikslederen, mens Arbejderne gik hen og vaskede +sig i deres Spande, stille og tungt som havde de +fulgt noget til Jorden. Deres Miner var lukkede. +Anede de mon, at de tre Slag var Signalet til en forfærdelig +Kamp? eller fulgte de kun den første vrede +Indskydelse? De vidste i al Fald tilstrækkeligt; +deres Ansigter bar Præg af at dette var Skæbnen +— det uundgaaelige. De havde kaldt paa Vinteren, +fordi man drev dem til det; og nu vilde den vende +tilbage for at plyndre sit Offer endnu en Gang. +</p> + +<p> +Saa kom de frem, renvaskede og med deres Kluns +under Armen, og stod og ventede tavse paa deres +Tur til at faa gjort op. Formændene løb og maalte op +med nervøse Hænder, sammenlignede Arbejdssedler +og udregnede enhvers Tilgodehavende. Fabrikslederen +kom ned ad Trappen fra Kontoret, høj og stolt, +og gik gennem Lokalet; Arbejderne veg til Side for +ham. Han saá sig skarpt om som vilde han indprente +sig hver enkelt, lagde Haanden paa en Formands +Skulder, og sagde højt saa det hørtes af alle: +„De skynder Dem jo nok Jakobsen, saa vi kan faa +disse Mennesker herut i en Fart.“ Arbejderne rettede +langsomt deres alvorlige Ansigter mod ham, +<a id="page-266" class="pagenum" title="266"></a> +det rykkede i en og anden nedhængende Næve. +De forlod Fabrikken én og én, efterhaanden som de +fik Opgør. +</p> + +<p> +Udenfor samledes de i Smaaklynger og fik Luft +i betuttede Udbrud: „Saá I den Gamle? — han var +hvas! Naa, det skal kanske vare noget inden vi +kommer dér igen!“ +</p> + +<p> +Pelle var i underligt Humør, han vidste, at nu var +Krigen brudt ud; der var slaaet Hul, og det ene +vilde tage det andet med sig. — Lille Lasse der kendte +hans Trin i Trappen, løb i Armene paa ham da han +kom hjem; men han sansede det ikke. +</p> + +<p> +„Du er saa alvorlig,“ sagde Ellen — „er der sket +noget?“ +</p> + +<p> +Han fortalte det stille. +</p> + +<p> +„Herregud!“ udbrød hun frysende, „skal de nu +ud i Arbejdsløsheden igen! Gudskelov det ikke berører +os!“ Pelle svarede ikke. Han satte sig tavs +til sin Mad; sad og ludede som skammede han sig +over noget. +</p> + +<div class="chapter"> + +<h2 class="chapter" id="chapter-0-28"> +XXVIII +</h2> + +</div> + +<p class="first"> +Det var en stærk og bevæget Tid der nu fulgte. +Gennem en Aarrække havde Kampen saa at sige +forberedt sig selv, og de havde rustet sig til den, +længtes efter den, prøvet at hidlokke den for at faa +afgjort en Gang, om de til evige Tider var udset til +at være Slaver og staa i Stampe, eller der var en +Fremtid for dem ogsaa. Nu var Kampen der — og +kom bag paa dem alle; man havde gærne sluttet +Fred nu. +</p> + +<p> +Men nogen Udsigt til en fredelig Løsning var der +ikke, Arbejdsgiverne fandt Tidspunktet gunstigt til at +faa ryddet op, Kampen skulde staa nu. Der var i +de senere Aar fremtvunget adskilligt gennem Organisationerne, +det blev trukket frem og lagt paa Bordet: +værsgod, æd <em>det</em> i Jer igen! Det var det samme +<a id="page-267" class="pagenum" title="267"></a> +som at bede dem gaa. Hver Morgen kom der +Efterretning om ny Hold Arbejdere, der var sat paa +Gaden eller gik selv. +</p> + +<p> +Det ene greb ind i det andet. Jærnmændene gjorde +fælles Sag med Fabrikken <em>Danmark</em> og udelukkede +Maskinsmedene; saa gik Formerne ogsaa — og Modelsnedkerne, +og andre Fag stansede — det hele hang +sammen. +</p> + +<p> +Pelle kunde fra sit Stade overse det hele. Der +kom gamle Kampminder op i ham, hans Blod blev +hedt, og han greb sig i deroppe paa Tegnestuen at +lægge Planer for Arbejdernes Felttog, saadan og saadan. +Han havde det raske Kampblod — det der +tager Offensiven — og saá deres Fejlgreb; de mødte +ikke kraftigt nok imod. De var træge endnu, og +kunde vanskelig forsone sig med at de igen skulde +spasere; derved skortede det paa Modangreb som +kunde skade. Arbejdsgiverne der under Jærnmændenes +Anførsel tog energisk fat, fik et betydeligt +Overtag til at begynde med. +</p> + +<p> +Fabrikken <em>Danmark</em> blev holdt i Gang, men fungerede +mat som en Døende. Bedriften holdtes oppe +ved Hjælp af nogle Skruebrækkere, og enhver der +kunde blandt Funktionærer blev sat i Arbejde dernede, +selv Direktøren for Maskinafdelingen var trukket +i Bluse og stod og passede en Drejebænk. Det +galdt om at tage Modet fra de Strejkende ved at +vise, at det hele gik uden dem. +</p> + +<p> +Der var en Del Forstyrrelse paa Tegnestuen og +Kontorerne, Skruebrækkere skulde støves op helt +fra Udlandet, andre stak af og skulde erstattes med +ny. Pelle fik under dette Lov at skøtte sig selv, og +tilegne sig hvad han kunde. Det holdt han ikke af; +der var højt op til den øverste Top, og man kunde +ikke hurtig nok faa noget lært. +</p> + +<p> +En Dag kom der Ordre op til ham om at komme +ned og give en Haand med i Centrifugeafdelingen; +Arbejdsmændene havde gjort fælles Sag med +Maskinsmedene. Ordren traf ham midt i en festlig +<a id="page-268" class="pagenum" title="268"></a> +Fremtidsdrøm; han vaagnede brat. „Jeg er ikke +Skruebrækker“ svarede han krænket. +</p> + +<p> +Saa kom Ingeniøren selv: „Ved De at De nægter +at gøre Deres Skyldighed?“ sagde han. +</p> + +<p> +„Jeg kan ikke gaa ind i mine Kammeraters Arbejde,“ +svarede Pelle lavt. +</p> + +<p> +„Det kan være meget kønt tænkt af Dem, men +nu er de dernede <em>ikke</em> Deres Kammerater længer. +Nu er De Funktionær, og som saadan maa De tjene +Firmaet hvor det forlanges.“ +</p> + +<p> +„Men det kan jeg ikke. Jeg kan ikke slaa Brødet +ud af Haanden paa de andre.“ +</p> + +<p> +„Saa er det hele Deres Fremtid det gælder — +betænk dog det Mand! Det gør mig ondt for Dem +— for De kunde drive det til noget — men jeg kan +ikke frelse Dem fra Deres egen Halsstarrighed; og +her forlanger vi absolut Lydighed.“ Ingeniøren stod +lidt og ventede paa et Svar, men Pelle havde intet +at sige. +</p> + +<p> +„Naa, jeg skal gaa saa vidt at give Dem Betænkningstid +til i Morgen — skønt det er et Brud paa +Fabrikkens Principper. Betænk Dem nu vel — og +bliv ikke hængende i dum Sentimentalitet. Man maa +først og fremmest staa Last og Brast med sit eget! +I Morgen altsaa.“ +</p> + +<p> +Pelle gik. Han vilde ikke komme hjem før Fyraften +og være Genstand for en Række utidige Spørgsmaal, +dette her blev tidsnok sagt. Saa drev han ind +over Handelspladserne og gik og gloede paa Skibene. +Saa brast den Lykkedrøm — og kort var den; han +saá Ellens skuffede Udtryk og blev helt trist til +Mode. Det gjorde ham mest ondt for hende, hans +eget var der egenlig ikke noget at sige til; det var +Skæbnen. Det faldt ham ikke et Øjeblik ind at vælge +mellem sin Fremtid og Kammeratskabet; han havde +helt glemt at Ingeniøren gav ham Betænkningstid. +</p> + +<p> +Ved sædvanlig Tid drev han hjem. Ellen tog lys +og glad imod ham, hun gik om i en Tilstand af +nynnende Glæde, det var helt rørende at se, hvor +hun gjorde sig Umag for at passe ind i andre +<a id="page-269" class="pagenum" title="269"></a> +Samfundslag. Hendes Bevægelser var helt nydelige, +og der var kommet et Træk om hendes Mund som +skulde betyde Fornemhed. Det klædte hende henrivende, +og Pelle fik altid Lyst til at kysse den +Mund og forstyrre dens fornemme Holdning; men i +Dag satte han sig tavs til Maden. Ellen satte Mad +fra til ham om Middagen, og varmede den til han +kom om Aftenen; i Middagstiden spiste han tør Mad +paa Kontoret. +</p> + +<p> +„Naar vi nu kommer rigtig i Gang, vil vi allesammen +spise Middag Klokken seks,“ sagde hun, +„det er meget hyggeligere.“ +</p> + +<p> +„Saadan gør fine Folk har jeg ladet mig fortælle,“ +sagde Lasse. „Det skal blive Plaser at prøve det +med.“ +</p> + +<p> +Lasse sad med Lille Lasse paa Knæet og fortalte +ham Skæmtehistorier. Saa lo Lille Lasse, og hvergang +skreg Søster i Vuggen op af Glæde som forstod +hun det hele: „Hvad skal det saa være — den +om Kællingen? Hør saa godt efter da, ellers vokser +Ørerne ikke! — Kællingen!“ +</p> + +<p> +„Tællingen,“ sagde Lille Lasse med den gamles +Udtryk. +</p> + +<p> +„Kællingen ja,“ gentog Lassefar, og saa lo de alle tre. +</p> + +<p> +„Hvad skal jeg først? sagde Kællingen der kom +paa Arbejde — spise eller sove? Jeg tror jeg spiser +først. — Hvad skal jeg først? sagde Kællingen, da +hun havde spist — sove eller arbejde? Jeg tror jeg +sover først. Saa sov hun til det var Aften, og gik +saa hjem og lagde sig.“ +</p> + +<p> +Ellen kom hen og lagde Armen paa Pelles Skulder. +„Jeg har været henne hos min sidste Frue, og +hun vil hjælpe mig at lave min Brudekjole om til +Selskabskjole,“ sagde hun. „Saa behøver vi kun anskaffe +et Frakkesæt til dig.“ +</p> + +<p> +Pelle saá langsomt op, det dirrede i hans Træk — +Staklen, hun tænkte paa Selskabelighed! „Du faar +spare dig de Bekymringer,“ sagde han stille, „jeg er +færdig paa Kontoret nu. De forlangte jeg skulde +være Skruebrækker, saa gik jeg.“ +</p> + +<p> +<a id="page-270" class="pagenum" title="270"></a> +„Ak, ak!“ sagde Lasse og var lige ved at slippe +Drengen, hans visne Hænder rystede. Ellen stirrede +forstenet paa Pelle, hun blev hvidere og hvidere, +der kom ikke en Lyd over hendes Læber. Hun saa +ud som skulde hun falde død om. +</p> + +<div class="chapter"> + +<h2 class="chapter" id="chapter-0-29"> +XXIX +</h2> + +</div> + +<p class="first"> +Pelle var igen blandt sine egne; han fortrød ikke +at Lykken tog sit Løfte i sig igen — i Grunden var +han glad. Her hørte han dog til, han havde sin store +Del i det mægtige Opbrud — skulde han saa lukkes +ude fra Kampen? +</p> + +<p> +Blandt Førerne var han velkommen, ingen bar saa +meget som han naar det kneb; hans Skikkelse gav +lys Tro og fik Folkene til at holde ud og gaa uforfærdet +paa. Og snild til at lægge Planer var han! +</p> + +<p> +Tidlig hver Morgen vandrede han ind til Lockout-Bureauet, +hvorfra hele Kampen lededes; alle de +mange Traade løb sammen dér. Stillingen blev klarlagt +op til Øjeblikket, Mænd med lokalt Kendskab +til Fjendens stærkeste Stillinger tilkaldtes for at give +Oplysninger, og en omfattende Kampplan blev lagt. +Ved hemmelige Kontrolmøder, hvor der blev tilsagt +paalidelige Fæller fra de forskellige Bedrifter, samlede +man Angrebsmateriale af enhver Art — til at +ramme Virksomhederne med og til Brug i Bladkampen. +Det galdt om at faa Ram paa de blodtørstige, +og dem der sad let i Sadlen! Der var Bedrifter, +Arbejdsgiverne lod blive i Gang af lokale Grunde; +de maatte udfindes og stanses, selv om det øgede +Arbejdsløsheden. Man rustede sig energisk, Vaabnene +var det ikke Tiden at være kræsen med. Pelle var +rigtig i sit Es; dette var dog noget andet end at +fælde en enkelt Skomager, selv om han var Byens +største! Han var rig paa Ideer og vaklede aldrig +med Hensyn til Udførelsen — Kamp var Kamp! +</p> + +<p> +<a id="page-271" class="pagenum" title="271"></a> +Dette var Angrebssiden; men gennemtrængt af +Fællesskabet som han var, saá han klart, at den +egenlige Kamp galdt Forsvaret. Der krævedes Forudseenhed +og store omfattende Forholdsregler, om +Masserne skulde kunne holde Turen ud; til syvende +og sidst vilde det blive et Spørgsmaal om Udholdenhed! +Udenlandske Skruebrækkere maatte holdes +borte, ved hurtig Meddelelse til Landenes Partiblade, +og ved at man satte Vagtposter ud ved Jærnbane +og Dampskibe. Arbejderne tog Telegrafen i +Brug — for første Gang. De hjemlige Skruebrækkeres +Antal maatte holdes nede ved alle Midler; +og først og sidst maatte der skaffes Forraad, saa +de ledige Masser kunde holde sig Hungersnøden fra +Livet! +</p> + +<p> +Pelle havde i en Vision set Arbejdernes naturlige +Solidaritet Jorden over, og nu kom det til Nytte. +Førerne udstedte et mægtigt Manifest til Danmarks +Arbejdere, pegede endnu engang paa Afgrunden de +lige var dukket op af, og Lystinderne de higede +mod, og manede dem i gribende Ord til Sammenhold! +En Beretning om Lockoutens Aarsager og den +Hensigt der laa bag, blev trykt og spredt ud over +Nationen, med Anraabelse om Støtte i Frisindets +Navn! Og gennem Opraab til Udlandets Arbejderpartier +erindrede man om det store Fællesskab. +Det var et uhyre Apparat at holde gaaende; fra en +lille Værkstedsforening var Sammenslutningen vokset +frem til at omfatte hele Riget, og nu forsøgte man +at omspænde hele Jordens Arbejderbefolkning og faa +den til Forbundsfælle i Kampen. Men disse Mænd, +der var dukket frem af Massen og fremdeles delte +lige Vilkaar med den, magtede det! De havde holdt +Trit med Bevægelsens stærke Vækst, og voksede +fremdeles. +</p> + +<p> +Følelsen af at være vel forberedt gav Mod og +lyst Syn paa Udfaldet. Ude fra Landboerne indløb +der daglig Tilbud til Bureauet om Arbejde til de +Udelukkede, de sendte ogsaa Penge — og Bidrag i +Form af Fødemidler; mange Hjem derude tilbød at tage +<a id="page-272" class="pagenum" title="272"></a> +mod de Udelukkedes Børn. Fra Udlandet kom der +Pengeforsendelser, og i Hovedstadens liberale Kredse +sympatiserede man med Arbejderne; i Byens Arbejderkvarterer +gav Handlende og Værtshusholdere sig +til at samle ind til de Udelukkede. +</p> + +<p> +Arbejderne mødte med en uhyre Offervillighed. +Paa alle Arbejdspladser cirkulerede Kuponbøger, Tusender +af Arbejdere gav hver Uge en Fjerdedel af +deres knappe Ugeløn. De Udelukkede gik ud i Arbejdsløsheden +med stort Mod, Fællesskabet gjorde +dem heroiske. Afklædte som de var efter den haarde +Vinter, enedes de om at give Afkald paa Understøttelsen +de første to Uger. Mange skaanede Kassen +helt, og bjærgede sig saa godt de kunde — fandt sig +lidt Biks hos private, eller tog ud paa Landet. De +unge ugifte drog til Udlandet. +</p> + +<p> +Arbejdsgiverne gjorde hvad de kunde for at komme +alle disse Udveje til Livs. De forbød Handlende og +Leverandører at levere Materialer til de Udelukkede, +som arbejdede paa egen Haand, der blev sendt Sorte +Agenter ud over Landet til Smaamestre og Bønder +for at ophidse dem mod de Udelukkede; de forfulgtes +med Stikbreve ud over Landets Grænser. +</p> + +<p> +Hensigten var tydelig nok; der skulde slaaes en +Jærnring om Arbejderne, og inden for den havde de +at affinde sig med Sulten, til de blev møre og gav +Køb. +</p> + +<p> +Deres Modstand voksede ved denne Erkendelse. +Magre var de efter den endeløse Ørkenvandring, +men godt oplagte til at slaa fra sig. Meget havde de +ikke hidtil forstaaet af det hele; det ny havde puslet +i dem, i løsrevne Brokker og Stumper — som +Udtryk for den dumpe Følelse af at Landet nu var +nær. Ofte var det kun et enkelt Ord, der havde +bidt sig fast og maatte tjene til at udtrykke det hele. +Der kunde komme nogen og slaa det fra dem med +svært saa fornuftige Grunde; saa splintredes de Sætninger +de havde klynget sig til som saa holdbare. +Men tilbage blev Troen selv og den store Forstaaelse; +dybt i deres Sjæle sad den dunkle urokkelige Bevidsthed +<a id="page-273" class="pagenum" title="273"></a> +om, at de var udsete til at drage ind i +Lykketiden. +</p> + +<p> +Og nu klarede det for dem, Kampen kastede Lys +fremefter og bagud. Den anskueliggjorde i al sin +Haardhed hele deres Tilværelse. Det var det samme +de altid havde været ude for, blot trukket saa kraftigt +op at enhver kunde se det. Man havde flettet +de mange Snærte sammen til en stor Pisk — Sultepisken, +for med den at drive dem tilbage, midt ud +i Elendigheden igen! Nøden blev pudset paa dem i +sin mest fortættede Skikkelse! det var det yderste +Middel; det bekræftede for dem at de nu var inde +paa den rette Vej og nær ved Maalet. Natten var +altid ondest lige før det gryede ad Dag! +</p> + +<p> +Der var ogsaa mangt og meget at blive klog af +nu. Dér havde man gaaet og faaet banket ind i sig, +at Tyskerne var Arvefjenden, og at Fædrelandet gik +forud for alt. Men nu indkaldte Arbejdsherrerne +ganske rolig tyske Lejetropper til at drive deres +egne Landsmænd tilbage i Elendigheden med. Det +med Fædrelandsfølelsen var kun kønne Ord, der +eksisterede kun to Nationer: Undertrykkerne og de +Undertrykte! +</p> + +<p> +Ja saadan forholdt det sig nok, ret besét! Man +skulde ikke tro for godt paa, hvad der blev fortalt +oppe fra — og derfra var det jo al Undervisning +kom! Præsterne var ogsaa gode, de vidste nok hvilken +Herre de skulde tjene! Nej, man burde have +haft sine egne Skoler, hvor Børnene i Stedet for +Religion og Patriotisme fik Kundskab om den ny +Aand. Saa havde det nok forlængst været forbi med +Fattigdommens Forbandelse! — Saadan benyttede +de Kampen og den tvungne Lediggang til at tænke +over Tingene og søge at fæstne et og andet. +</p> + +<p> +Sultens Spøgelse begyndte hurtigt at husere, men +Virkningen var ikke den ventede; det vakte blot +Hadet og Trodsen i dem. Netop paa dette Omraade +havde de deres Uovervindelighed! Gennem Tiderne +havde de lært at lide — ikke lært andet; og det +kom dem tilgode nu. De havde uudtømmelige Fonds +<a id="page-274" class="pagenum" title="274"></a> +at tage til og hente Modstandskraft af dér, og var +ikke til at slaa ned. Gav de sig da ikke snart? Naa, +saa et nyt Tusend paa Gaden. Men Elendigheden +blev at se til ikke større for det; de havde lært at +færdes dannet med deres Savn — det var deres +Part i den stigende Kultur. Man saá ingen Nød +fremme; de affandt sig med den i Krogene og saa +frejdige ud. Det svækkede Modstandernes Tro paa +Midlets Ufejlbarlighed. +</p> + +<p> +Og de adopterede selv Sulten som Kampmiddel, +boykottede Arbejdsgiverne og deres Paarørende, og +slog hvor de kunde. Mangen Port blev mærket med +et Kors af den store Arbejderhær, og de indenfor +dømt til Ruin. +</p> + +<p> +Det var som Modet i Masserne steg, jo mer truende +Nøden rykkede dem ind paa Livet. Ingen +kunde vide, hvor lang Tid dette tog; man maatte +more sig, mens man havde det krøllede Haar endnu. +Endnu var Klæderne i Behold, og man gjorde Skovture +ud i det unge Foraar, drog syngende ud med +Faner i Spidsen og kom syngende hjem. Det var +første Gang, man havde fri skønt der var Arbejde +nok — altsaa den første Ferie! Og som om de +var hele Matadorer i Købedygtighed, boykottede de +dem af Kvarterets Handlende, der ikke stod paa +Arbejdernes Parti. Hadet var oppe, det var for eller +imod, alt maatte tage Stilling. Urtekræmmerne stak +deres Opfattelse af Vejen hvis de havde nogen, og +kappedes i Arbejdervenlighed. Paa Disken laa Kuponbøger +til Indsamlingen, enkelte gav Procenter af +deres Omsætning. Man havde god Tid til at se sine +Folk paa Fingrene, og Hadet var oppe; det blev +bitrere og bitrere. +</p> + +<p> +Førerne holdt igen og manede til Besindighed. +Men der var noget besættende ved denne Kamp for +den nøgne haarde Eksistens — og for Lykken! noget +som gik til Hovedet og fristede til at spille Plat og +Krone. Ledelsen havde sin Opmærksomhed stærkt +henvendt paa at begrænse Antallet af ledige Hænder +— det kunde blive svært at faa Midlerne til at slaa +<a id="page-275" class="pagenum" title="275"></a> +til. Men Arbejderne der var i Arbejde, forlod det for +i blind Solidaritet at slutte sig til deres udelukkede +Kammerater. De mente, de hørte til dér! +</p> + +<p> +En Dag rejste Masserne uventet Krav om at faa +en Time trukket af Arbejdstiden. De fik Afslag, men +om Aftenen holdt de op Kl. seks i Stedet for syv. +Samfundet var af Lave, midt i Stilstanden efter en +haard Vinter forlangtes der kortere Arbejdstid! +</p> + +<p> +Dette Træk kom bag paa Kampledelsen; den var +bange for at det skulde forskærtse den almindelige +Sympati med Arbejderne. Det overraskede især at +den prøvede, besindige Veteran Murer Stolpe ikke +havde lagt sig i Vejen for Beslutningen. Som Organisationens +mangeaarige Formand havde han stor +Magt over Folkene; han maatte se at faa dem til at +optage Arbejdet igen. Pelle forhandlede med ham. +</p> + +<p> +„Det er ikke min Sag,“ svarede Stolpe. „Jeg har +ikke foreslaaet Stansningen, men der var Flertal for +den paa Generalforsamlingen — og saa er den ikke +længer. Jeg gaar ikke paa tværs af Kammeratskabet.“ +</p> + +<p> +„Det er nu galt af jer,“ sagde Pelle — „og du +har dog Ansvaret! Jert Fag er ogsaa længst fremme +i gode Kaar — og I burde tænke paa Kampen vi +er ude i.“ +</p> + +<p> +„Ja Kampen — naturligvis er det den vi har tænkt +paa! Det er ganske rigtigt at jeg har et hyggeligt og +godt Hjem, fordi mit Fag er godt — vi Murere har +skaffet os gode Tilstande og tjener ordenligt. Men +skulde vi maaske gaa og nyde Godtid og se paa, at +de andre slaas for det bare Brød? Nej vi hører til +derude hvor det gaar løs.“ +</p> + +<p> +„Men Understøttelsen fra jer — det er en halv +Snes Tusend Kroner om Ugen vi nu skal undvære! +Og jeres Handling kan faa uberegnelige Følger for +os. Du maa lave det om, Svigerfar! se at faa Majoriteten +underkendt.“ +</p> + +<p> +„Det er nok Diplomati hva’? men gem hellere +den til vore Modstandere! Hos os holder vi Afstemningen +i Ære, det er den der skal reformere +<a id="page-276" class="pagenum" title="276"></a> +det hele. Begynder man først at pille ved Stemmesedlerne, +saa —“ +</p> + +<p> +„Men det behøver du heller ikke! Folkene er jo +ikke klar over hvad de gør, man kan ikke forlange +Overblik af dem. Derfor kunde du foretage en ny +Afstemning — naar jeg først har talt for dem om +Kampen!“ +</p> + +<p> +„Naa saa vi kan ikke overse hvad vi gør!“ udbrød +Stolpe fornærmet. „Men tage Følgerne kan vi +sku da! Ja vist, du skulde op og liste dem om Hjørnet, +og saa skulde de stemme modsat! Nej, ingen +Fiksfakserier her! De har stemt efter deres Overbevisning +— saa staar det fast, enten det er rigtigt +eller galt. Vi piller ikke!“ +</p> + +<p> +Pelle maatte opgive det, den gamle var ikke til +at rokke fra sit Standpunkt. Murerne forøgede de +spaserende med et Par Tusend Mand. +</p> + +<p> +Arbejdsgiverne benyttede dette Overgreb, som +maatte stille dem fordelagtigt i den offenlige Mening +til at føre et afgørende Slag. General-Lockouten blev +erklæret. +</p> + +<div class="chapter"> + +<h2 class="chapter" id="chapter-0-30"> +XXX +</h2> + +</div> + +<p class="first"> +Hjemme hos Pelle stod det smaat til. De havde +ikke forvundet Vinteren endnu, da han reves ind i +Kampen; og Forberedelserne til hans ny Stilling +havde ført dem i Gæld. Pelle mødte med den samme +Understøttelse som de andre Udelukkede — ti tolv +Kroner om Ugen; det skulde Ellen skaffe Mad og +Varme til dem for. Hun mente der i det mindste +maatte tilkomme ham noget mere som Fører, men +Pelle selv ønskede sig ikke andre Kaar end dem der +var Hvermands. +</p> + +<p> +Naar han kom hjem, dygtig overkørt af Træthed +efter sin anstrængende Dag, mødte han hendes spørgende +Øjne. Hun sagde ikke noget, men Øjnene +<a id="page-277" class="pagenum" title="277"></a> +gentog haardnakket deres Spørgen Dag for Dag. Det +var som sagde de: Naa har du saa fundet Arbejde? +Det irriterede ham, for Ellen vidste jo godt, at han +ikke søgte Arbejde, og at der overhovedet ikke var +noget at søge. Hun kendte Situationen lige saa godt +som han, men lod haardnakket som hun ikke anede +alt det, han og Kammeraterne var ude i. Og naar +han bragte det paa Tale, tav hun stædigt; hun vilde +ikke vide Besked med den Ting. +</p> + +<p> +Kampens Hede stod Pelle i Hovedet, han vilde +ingen hellere dele sin Stemning og sine Felttogsplaner +med end hende. Ellen havde sporet ham +frem paa andre Omraader, og han havde følt det +som en Tilvækst, en Bekræftelse for sit Væsen; men +her tav hun. Hun havde ham og Hjemmet og +Børnene, alt andet kom hende ikke ved. Vinternøden +havde hun delt med ham og dog været glad; +den var uforskyldt. Men her kunde han faa Arbejde +blot han vilde. Hun havde taget sin stumme Modstand +op igen, og det virkede hæmmende paa ham, +tog noget af Glæden ved at være i Ilden. +</p> + +<p> +Naar han kom hed hjem og fortalte, hvad der var +udrettet den Dag og sket, blev det til Lasse han +talte. Hun gik i sit eget som en døv; og pludselig +afbrød hun hans Beretning med, at de manglede +det og det. Saa vænnede han sig af med at være +meddelsom, og lagde hele Arbejdet uden for Hjemmet. +Naar der var noget at skrive, eller Folk at afhandle +Sager med, valgte han en eller anden Beværtning +for at være fri for hendes hæmmende Nærværelse. +Han undgik at betro hende om sine Tillidsposter; +og skønt hun ikke kunde undgaa at erfare +dem udefra, lod hun som hun ingenting anede. +For hende var han bestandig kun Arbejderen Pelle, +der unddrog sig Forsørgelsen af Kone og Børn. +Dette haardnakkede Syn pinte ham; bitter som han +var hjemme fra, lagde han endnu mere Styrke i +Kampen og fik noget af en haard Haand. +</p> + +<p> +Lasse gik og saá paa dem og var uglad. Han +vilde gærne mægle, men vidste ikke hvordan det +<a id="page-278" class="pagenum" title="278"></a> +skulde gribes an; han følte sig ogsaa til overs. Hver +Dag trak han i sit gamle Tøj og gik ud for at tilbyde +sin Arbejdskraft i tilfældigt Sjov, men der var +ledige Hænder nok som var yngre end hans. Han +gik ogsaa i Angst for at tage fat i noget, hvorved +han kom til at gaa ind i de andres. Kampen forstod +han sig ikke paa, og havde svært ved at afgøre +hvad der var forbudent Land; men han havde ubetinget +Respekt for Pelle. Naar Pøjke sagde saadan +og saadan, saa var det rigtigt, selv om man sultede +ihjæl af det — Pøjke var udset til noget! +</p> + +<p> +En Dag forlod han stille Hjemmet; Pelle mærkede +det knap, optaget som han var. „Han er vel +sagtens taget ud til Marskandisersken i <em>Arken</em>,“ +tænkte han — „her er heller ikke morsomt.“ +</p> + +<p> +Pelle havde den udadvendende Del af Kampen +under sig; han forstod sig ikke paa Regnskaberne +og Administrationen, men tumlede sig i Marken. +Allerede som otteaars Barn havde han faaet den +Opgave at gøre sig til Herre ved sine egne Midler +og ført det igennem, og det kom ham tilgode nu. +Han havde Massernes Tillid; hans Tale faldt dem +naturligt, saa de troede paa ham naar de ikke forstod. +Men var der nogen, der ikke vilde med den +Vej han førte, saa skulde de alligevel. Her var +ikke Tiden til ret megen Parlamenteren; hvor gode +Ord ikke hjalp, slog han haardt til. +</p> + +<p> +Kampen bestod først og fremmest i at holde sammen +paa Masserne, og han var paa Gaden altid; +overalt hvor der stod noget paa, dukkede han op. +Han havde sat en storslaaet Parade i System, hver +Morgen stillede alle de udelukkede Arbejdere til +Mandtal paa forskellige Steder i Byen, hver under +sin Organisation. Ved denne daglige Kæmpemønstring +af op imod 40,000 Mand var det muligt at se, +hvem der faldt fra som Skruebrækkere. Der manglede +altid nogle, og de der havde lovligt Forfald +maatte godtgøre det for at faa Del i Understøttelsen. +Han var til Stede snart her snart der, altid uventet, +fordi han handlede impulsivt. <em>Lynet</em> kaldte de ham, +<a id="page-279" class="pagenum" title="279"></a> +for det pludselige der var ved ham. Han handlede +ikke ud fra lange Overlæg, men havde god Rod i +det hele alligevel; det ene groede naturligt ud af det +andet — til større Dimensioner end nogen bevidst +Forstand kunde overskue. Og Pelle groede naturligt +med, og havde Overblikket i selve sin Impuls. +</p> + +<p> +Der var nok at tage Vare; ved Mønstringen skulde +de udeblevne bogføres, og enhver der vidste noget +om dem kom frem med det. Den var stukket af +til Udlandet, den til Provinsen for at søge Arbejde +— saa var det godt. Naar nogen faldt fra som +Skruebrækker, blev der straks taget Forholdsregler +til at straffe ham. Paa den Maade holdt Pelle +Rækkerne fast sammen. Der var mange lette Elementer +imellem, forhutlede uvidende Fyre, som ikke +var sig Sagens Rækkevidde bevidst, men den strænge +Kontrol og Rettergangen gjorde det til en betænkelig +Sag for dem at bryde ud. +</p> + +<p> +I Tilknytning til dette havde han sammen med +Stolpe organiseret et stort Korps af de bedste Folk +til Strejkevagt. Det var ivrige fanatiske Mænd fra +de forskellige Fag, som havde været med til at organisere +Fagene og kendte hver enkelt. De mødte +tidlig om Morgenen ved de forskellige Arbejdspladser, +noterede hvem der gik til Arbejde, og søgte at afholde +dem. De laa i bestandig Strid med Politiet, +der lagde dem alle mulige Hindringer i Vejen. +</p> + +<p> +Med Morten traf han jævnlig sammen; Nøden +havde kaldt ham frem af hans Forbehold. Han +troede ikke paa at Kampen vilde føre til lykkeligere +Tilstande og tog derfor ikke Del i den. Men Nøden +kendte han som ingen anden; hans Indsigt her var +uhyggelig stor, Fordelingen af Fødemidler kunde +ikke komme i bedre Hænder. Han forestod hele +Uddelingen, men holdt mest af at staa og partere +Flæsk ud til de Udelukkedes Familier. Rationerne +var nøjagtig afmaalt, men Konerne trængtes alligevel +om at komme hen til ham. Der var Velsignelse i +hans blege Smil — hans Bidder var de største +syntes de! +</p> + +<p> +<a id="page-280" class="pagenum" title="280"></a> +Morten og Pelle var uenige om næsten alting. +Selv her hvor alting afhang af det ubrydelige Sammenhold, +kunde Morten ikke gøre sig fortrolig med +den haarde Haand. „Husk paa, de er umyndige,“ +sagde han bestandig. Og det kunde ikke nægtes, +at der var mange imellem som stod fremmede for +det hele og ingenting forstod, skønt de ellers var +kloge besindige Mennesker. Det var mest Folk, +der var flyttet ind fra Landet i en fremrykket Alder +— nogle havde været Smaamestre derude. Fagforeningen +var for dem en Slags Selvtægt, Strejken +benyttede de i al Troskyldighed til at sikre sig godt +Arbejde. Naar de blev skældt ud for Skruebrækkere +ellers Hædersmænd, smilede de som Spædebørn +der sigtes paa med en Revolver. Tunge i det +som de var, tog de sig Forfølgelsen nær uden at +fatte Grunden. Men med maatte de! +</p> + +<p> +Jærnmændene satte alt ind paa at holde nogle enkelte +Virksomheder i Gang, hvor alt det Arbejde +udførtes de var kontraktmæssigt forpligtede til, eller +som ved Stansningen vilde gaa over paa udenlandske +Hænder. Disse Virksomheder maatte om muligt +stanses, Strejkevagterne var i Aktivitet, og <em>Arbejderen</em> +averterede med Skruebrækkernes Navne +og Adresse. Naar de gik fra Fabrikken, stod der +en Folkemængde og tog imod dem med Haan og +Spot; de maatte eskorteres hjem af Politi. Men +Harmen over deres Troløshed forfulgte dem hjem +i Kasernerne, de Udelukkedes Kvinder og Børn tog +Kampen op og førte den over paa Skruebrækkernes +Familie, saa de maatte fortrække. Om Natten saá +man dem drage af Sted med deres Ejendele paa +en Trækkevogn og finde sig et nyt Hjem i Ly af +Mørket. Men Dagen aabenbarede dem, og de maatte +af Sted igen som landflygtige, til Politiet tog sig af +dem og skaffede dem Husly. +</p> + +<p> +En Dag blev en stor Maskinfabrik paa Nørrebro +sat i Gang igen ved Hjælp af fremmed Arbejdskraft +og Skruebrækkere. Pelle lavede til at give +Arbejderne en varm Modtagelse naar de gik hjem. +<a id="page-281" class="pagenum" title="281"></a> +Men i Dagens Løb fik han gennem en Betjent, der +i Smug holdt med Arbejderne, et Vink om at to +Hundrede Betjente holdtes skjulte i en nærliggende +Skole, klar til Udrykning. +</p> + +<p> +Hen ad Eftermiddagen mødte Folk op, ledige Mænd, +fattige Koner og Børn. De kom tidligt, det skete at +man slap Arbejderne ud en Time før Tiden for at +undgaa Sammenstød; og de havde ikke noget at +forsømme med at vente. Til sidst var der et Par +Tusend Mennesker uden for Fabrikkens Port, Politiet +gik frem og tilbage i Massen flere Mand høj og +brød sig Vej, men maatte opgive at jage dem fra +hinanden. Gadedrengene begyndte at lave Halløj +og smittede de Voksne, man trængte til lidt at varme +sig paa, og begyndte saa smaat at drille Betjentene. +</p> + +<p> +„Folkens!“ raabte pludselig en ung mægtig Stemme. +„Heromme i Skolen ligger et Par Hundrede Pansere +og venter paa at vi skal holde Fest, saa de +kan komme til at bruge Stavene paa os. Skal vi +være enige om at lade dem blive hvor de er? — +De kan have godt af lidt Skolegang.“ +</p> + +<p> +„Hurra!“ raabtes der, „Hurra for <em>Lynet</em>!“ Der gik +en Bevægelse gennem Mængden. „Det er Pelle!“ +hviskedes der fra den ene til den anden; Konerne +stod paa Tæerne for at se ham. +</p> + +<p> +Pelle og Stolpe stod ovre ved en Mur omgivet +af en Snes Mand af Strejkevagten. Betjentene gik +og skelede til dem, de havde Ordre til at forbyde +Strejkevagten at patruljere, men følte ingen Lyst til +at give sig i Kast med Pelle. De boede og hørte +hjemme i Arbejderkvartererne, og et Ord fra ham +kunde gøre dem umulige i Byen. +</p> + +<p> +Det trak ud over almindelig Fyraften, og Arbejderne +blev ikke sluppet ud. Mængden holdt sig +varm ved Vittigheder; Brandere om Skruebrækkerne +og Kapitalisterne krydsede Luften. Men pludselig +blev der Uro i Flokken, Gadens Drenge der +altid først har Færten af noget, peb i Fingrene og +pilede ned ad en Sidegade. Saa kom Massen i Bevægelse, +og Politiet fulgte i skarp Marsj midt ad +<a id="page-282" class="pagenum" title="282"></a> +Gaden. Fabrikken havde sluppet Arbejderne ud ad +en Bagport. Langt nede i Guldbergsgade trak de +af Sted, slukørede og uden at se sig om, ledsaget +af en hel Eskorte Betjente. De blev hurtig indhentede, +og fulgt hjem under en uhyggelig Konsert +der nu og da afbrødes af et: Længe leve Hædersmændene, +Hurra! +</p> + +<p> +Strejkevagten fulgte i en lang Linje paa Siden af +Konvojen travlt beskæftiget med at identificere hver +enkelt, og Pelle gik midt i Mængden og søgte at +hindre overilede Handlinger. Der var Grund til at +vare sig. Endnu sad flere Mænd arresteret, fordi +de under Strejken i Vinter havde været i Klammeri +med nogle Skruebrækkere, og Politiet havde strænge +Ordrer oppe fra. De besiddendes Presse raabte hver +Dag paa haarde Forholdsregler, og forlangte at enhver +Sammenstimlen i Gader og navnlig foran Fabrikker +skulde spredes ved Hjælp af Stavene. +</p> + +<p> +Hist og her skilte en Skruebrækker sig ud af +Holdet, og løb ind i Gadedøren til sit Hjem fulgt +af en lang Piben. +</p> + +<p> +Der var i Flokken en enlig Mand, aldrende men +kraftig, som Pelle kendte. Han holdt sig paa Siden +af den, som skammede han sig over at være under +Politiets Beskyttelse, og gik ludende og tung inde +paa Fortovet under Husrækken. Haaret var stærk +graanet, og Bevægelserne lammede. Det var Murer +Hansen, Stolpes gamle Arbejdskammerat og Fagforeningsfælle, +som Pelle havde været oppe hos i Vinter +for at faa ham bort fra Skruebrækkerarbejdet. „Han +har det ikke godt,“ tænkte Pelle og blev uvilkaarlig +ved at følge ham med Øjnene. Forfølgelsen havde +taget paa ham. +</p> + +<p> +Ved St. Hansgade drejede han fra, han vinkede +af til Betjenten som vilde følge ham, og gik ene +videre ned Gaden uden at se sig til Siderne, sky +og med dukket Hoved. Hvergang en Barnestemme +raabte op, rykkede det uforvarende i ham. Nede i +Gaden stansede han som fastnaglet, uden for hans +Gadedør laa en Bunke fattigt Skrammel i Rendestenen, +<a id="page-283" class="pagenum" title="283"></a> +en Flok maábende Unger stod i Rundkreds +om Bunken, og inde i Klyngen stod en yngre Kone +og fire Børn og holdt grædende Vagt ved Stumperne. +Manden trængte sig gennem Flokken og +vekslede et Par Ord med Konen; saa knyttede han +Hænderne og rystede dem truende mod Kasernen. +</p> + +<p> +Pelle gik hen til ham. „Du har det ikke godt +Kammerat,“ sagde han og lagde Haanden paa hans +Skulder — „du er meget for god til det, du har +været oppe i. Du skulde hellere gaa med mig og +træde ind i Organisationen igen?“ +</p> + +<p> +Manden vendte langsomt Hovedet. „Naa det er +dig!“ sagde han og rystede med et Ryk Pelles +Haand af sig. „Og lige frisk og fræk ser du ud. +Elendigheden har nok ikke taget paa dig. Det er +nok ikke noget daarligt Ben at være Levebrødsmand, +hva’?“ +</p> + +<p> +Pelle blev rød af Vrede men beherskede sig. +„Dine Grovheder fornærmer mig ikke,“ sagde han, +„jeg har sultet for Sagen, mens du luskede udenom. +Men det skal være dig glemt, naar du vil gaa med.“ +</p> + +<p> +Manden lo bittert og pegede op mod Kasernen: +„Gaa du hellere op med Medaljen til dem deroppe. +I tre Maaneder har de sjikaneret mig, og gjort Helvede +hedt for Kone og Børn for at faa os røget +ud. Og da det ikke hjalp, rendte de til Værten og +tvang ham til at sige mig op. Men Hansen er stædig +— han lader sig ikke drive paa Porten. Og nu +har de saa sat mig ud ved Fogden hva’?“ han lo +hult. „Men de Par Ting kan vel bæres op igen +for Satan — skal vi fange an Mutter?“ +</p> + +<p> +„Jeg skal gærne tale med Værten. Og husk paa +du er gammel Fagforeningsmand.“ +</p> + +<p> +„Gammel —? ja jeg har været med fra første +Begyndelse.“ Manden rettede sig stolt. „Men derfor +sulter jeg ikke Kone og Børn ihjæl. — Naa du +skulde gaa Tiggergang for mig? Vil du skrubbe af! +Skrub af for Satan, eller jeg knuser Skallen paa +dig med dette her!“ Han greb et Bordben, Øjnene +var helt blodskudte. Hans unge Kone gik hen og +<a id="page-284" class="pagenum" title="284"></a> +tog ham i Haanden. „Hans“ sagde hun stille. Saa +lod han Vaabnet falde. +</p> + +<p> +Pelle følte Konens bedende Øjne paa sig og gik. +</p> + +<div class="chapter"> + +<h2 class="chapter" id="chapter-0-31"> +XXXI +</h2> + +</div> + +<p class="first"> +Naar Pelle dødstræt var paa Vejen hjem om Aftenen, +forlod Følelsen af Ubetvingelighed ham, og +da drejede hans Tanker sig mod Ellen. +</p> + +<p> +Om Dagen var der ingen Vaklen eller Usikkerhed +over ham. Naar han optraadte og greb ind, +var det altid med Massernes Tusender i Ryggen. +Han følte den store Arbejderhær bag sig, naar han +slog aabent til eller mødte tilknappet for at forhandle +med Modstandernes Førere. Men til Ellen +kom han ene uden andet end sit Menneske at falde +tilbage paa. Og uden om hende kunde han ikke +komme; hvad stort der saa bar ham frem derude, +blev hun ved at sidde inde med hans Livs Hemmelighed. +Hun var stærk og lod sig ikke feje til Side, +han <em>maatte</em> grunde over hendes Væsen og se at +finde en Løsning. +</p> + +<p> +Pelle havde Ærende i utallige Familier, og hvad +han saá var ikke altid lige hyggeligt. Hjemmet var +et Begreb som først var ved at trænge ned fra Middelstanden; +selv i normale Arbejdsperioder tjente de +færreste nok til, at der kunde blive Familiehygge +ud af det, og Kvinderne forstod ikke at skabe den +endnu. Manden kunde være pæn og velklædt naar +man traf ham ude, men kom man saa med hjem, +gentog det samme sig: En skummel snavset Rede, +og en forhutlet Kvinde der gik og gnavede mellem +en Flok Unger. Fortjenesten tillod kun én at leve +ordenligt. Manden vendte udad, han skulde have +Paalægsmad med paa Arbejdspladsen, og lidt ordenligt +maatte der stikkes ham naar han kom hjem; de +andre hutlede sig saa frem med lidt Kaffe og Brød, +hyggelige Familiemaaltider kunde der ikke være +Tale om. Klæder maatte han ogsaa have, han var +Fasaden, det hele hængte paa ham. Nogen Forstaaelse +<a id="page-285" class="pagenum" title="285"></a> +var der ikke i disse Kvindfolk, de saá kun +hvad der var lige for — Arbejdsløsheden og Manglerne +i Hjemmet, og gnavede Manden ud af Huset +naar han viste sig: „Du gaar dér og rager dig op i +alt muligt der ikke kommer os ved — Politik og +store Ord — i Stedet for at passe dit gode Arbejde +og lade Tosserne nappes.“ Saa gik de igen og +gjorde deres Arbejde for Organisationen paa Beværtninger, +flere af dem var Tillidsmænd, og Pelle +mødtes med dem dér til Forhandling. De var mismodige +naar de kom, og skulde først tøes op. +</p> + +<p> +Pelle mødte med lyst Haab for dem ogsaa; naar +de klagede i deres Mismod, gav han store Anvisninger +paa Fremtiden: „Vore Koner skal nok give +os Ret. Den Dag kommer snart; da vi kan møde med +en ordenlig Ugeløn, der er nok til alle i Hjemmet.“ +</p> + +<p> +„Og hvis det nu ikke sker?“ kunde de sige. +</p> + +<p> +„Det skal ske — blot vi holder ud!“ raabte han +og slog i Bordet. +</p> + +<p> +Ja han kunde sagtens se lyst paa alting. Han +havde faaet sig en Kone fra et Elitehjem, en som +holdt Huset rent og hyggeligt og forstod at faa det +mest mulige ud af lidt. Datter af en gammel Fagforeningsformand, +opdraget midt i Bevægelsen — en +Kone som saá med kloge Øjne paa sin Mands Forehavender +— jo han kunde sagtens. Til det sidste +maatte Pelle tie. +</p> + +<p> +Paa det Punkt havde hun ikke taget ved Arv og +Lære, men var den hun var, og vilde aldrig blive +anderledes hvad der saa gik hen over Hovedet paa +hende. Pelle ofrede Kone og Børn for en kunstig +Ide, for ikke at svigte nogle ligegyldige Kammerater! +Det med Strejken og den haarde Fordømmelse af +dem der ikke holdt Trop, var og blev for hende +Værtshusbryg; noget Arbejderne havde siddet og kørt +ind i deres Hoveder, naar de havde en halv en paa. +</p> + +<p> +Saadan var det, og det fyldte hendes Væsen med +krænket Smærte at se sig og sine sat til Side for +uvedkommende — en Smærte der gjorde hende +skøn og gav hende Ret i sit. +</p> + +<p> +Hun anklagede aldrig i Ord og sørgede altid for +<a id="page-286" class="pagenum" title="286"></a> +at sætte frem hvad Huset formaaede. Altid traf han +Hjemmet i Orden, og han begreb, hvad det maatte +koste hende af Anstrængelse med de faa Midler der +var til Raadighed. Der var intet Angrebspunkt paa +hende, og det gjorde Tilstanden endnu mere trykkende; +den kunde ikke komme til noget Udbrud og +faa Luft, det var umuligt at skælde ud og saa blive +gode Venner igen. +</p> + +<p> +Ofte ønskede han at Ellen vilde være forsømmelig +som saa mange andre. Men hun holdt sig stiv; +jo mere hans Sager gik saaledes at hun maatte fordømme +dem, des korrektere blev hun selv. +</p> + +<p> +Naar han endda havde kunnet forklare hendes +manglende Forstaaelse med at hun var gold og egenkærlig. +Enkel og usammensat havde han altid syntes +hun var, og alligevel blev hendes Væsen ved at være +en Gaade! Hun var ikke overdreven gavmild og +medfølende over for andre — det var sandt; men +hun krævede heller ikke noget for sin egen Mund, +det var for ham og Børnene hun tænkte alle sine +Tanker. Han maatte indrømme, at hun havde ofret +alt hensynsløst for hans Skyld — Hjem, hele Verden! +og havde Ret til at kræve noget igen. +</p> + +<p> +Ogsaa her var hun uforandret den samme. Hendes +eget var hende ligegyldigt; naar bare han og +Børnene havde noget, var det hende nok; hun behøvede +saa lidt selv, syntes at blive mæt ved at se +dem spise. Pelle maatte ofte undres over, at hun +bevarede sit gode Huld uanfægtet af, hvor simpel +den Føde var hun tog til sig. Hun kunde jo pleje +sig selv i Smug, men den Tanke jog han bort igen +med Skam. Hvad hun spiste, havde altid været hende +saa inderlig ligegyldigt; hun agtede ikke paa hvad +det bestod af, men kræsede for ham og Børnene — +især ham — og syntes at trives derved. Ja endnu +kræsede hun virkelig for ham! det var som hun opfyldte +en dyb Lov uafhængig af deres indbyrdes +Forhold; her kunde heller intet forandre hendes +Væsen. Hun kunde ligne en smuk stor Moderhund, +der sidder og agter opmærksomt paa Ungernes Appetit; +<a id="page-287" class="pagenum" title="287"></a> +ingen kan af dens overlegne Ro gætte at dens +egne Tarme slides af Sult. Naar de lævnede, pressede +hun dem. „Jeg har spist,“ sagde hun, saa roligt +at det gærne lykkedes hende at skuffe dem. Ak saa +fortvivlet var det da at tænke paa, endnu mere uudholdeligt, +jo dybere han trængte ind i det. Hun ofrede +sig for ham, og maatte fordømme hans Færd! +Sulten forstod hun at møde, langt bedre end han — +og begreb ikke hvorfor de maatte sulte! +</p> + +<p> +Af alle disse smærtelige Overvejelser steg hun +bestandig stærkere frem, stærkere og mere ufattelig, +skøn i al sin Egenhed. Og han skyndte sig hjem, +fuld af brændende Længsel og Hengivenhed; og bestandig +med et Haab om, at hun denne Gang vilde +komme ham i Møde, blussende af Kærlighed, og i +Blusel gemme sine Øjne ved hans Skulder. Skuffelsen +kastede ham endnu voldsommere ind i Kampen; +Hjærtets Higen efter en blød nænsom Haand gjorde +hans egen haard. +</p> + +<hr class="tb"> + +<p class="first"> +Stadig prøvede han paa Udveje til at skaffe Penge. +Men da der paa Forhaand ingen Udveje gaves og +han var stærkt optaget af Kampen, beskæftigede hans +Tanker sig ikke med det. Det sad derinde bag i +hans Bevidsthed som et vellystigt Ønske der blot +favnede den daglige Tilværelse; det var som noget +inde i hans Sjæl havde taget hans Tegnegave i Besiddelse, +sad og tegnede dejlige Pengesedler og skød +dem op for hans Fantasi. +</p> + +<p> +En Dag han kom hjem, sad Enkemadam Rasmussen +og passede Børnene mens hun syede Kludesko; +Druk Valde var fløjet fra hende — ud i Foraaret! +Ellen var ude paa Arbejde. Det gav et Stik i ham, +Maaden hun havde gjort det paa, uden at nævne et +Ord til ham om det først, virkede som et Slag i +Ansigtet paa ham, og i første Øjeblik blev han ond. +Men Lumskhed var hans Natur fremmed! Han +maatte erkende, at hun havde Ret i sit; og saa var +<a id="page-288" class="pagenum" title="288"></a> +Vreden forduftet. Tilbage blev en fortvivlet Stemning, +noget inde i ham vaklede — dette var dog den omvendte +Verden. „Jeg maa hellere blive hjemme og +passe Børnene,“ tænkte han bittert. +</p> + +<p> +„Nu skal jeg nok blive hos Børnene, Madam +Rasmussen!“ sagde han. Konen samlede sit Arbejde +sammen. +</p> + +<p> +„Ja De har meget for,“ sagde hun og stansede +henne ved Døren. „Jeg forstaar mig ikke paa hvad +det er; men kil bare paa! det er nu mit Valgsprog. +For værre end det er, kan det aldrig blive. Enkemadam +— jo pyt, lad os bare ikke skabe os! Et +Mandfolk kan jo knap forsørge sig selv, end sige +Familie i denne forbandede Verden — og faa Børn +behøver man ikke hedde Madam for. — Her har nu +jeg gaaet og slidt mig Liv og Helsen ud af Kroppen, +og tror man jeg nogensinde har tjent til de Rake, +jeg slider op ved min Sjoven? Nej dem har jeg +pænt maattet tigge mig til hos Herskaberne, hvor jeg +vaskede. Jo man bli’r flaaet gør man, Madam Rasmussen +har selv prøvet det. Saa jeg siger, dæng bare +igen! Der kommer Drengen hjem: Mor nu har de +igen lagt paa Pindebrændet, en Øre paa to Snese. +Hvad rager det os Dreng, kan vi maaske købe to +Snese ad Gangen? siger jeg. Jamen Mor, saa er det +en Øre mere paa én Snes! Og Æggene, de koster +en Krone og tyve inde hvor de velhavende handler, +men her! Bevares Madam, naar De tager to, faar De +dem for femten Øre. Det bliver saa lige otte Øre +for et Æg, for én skal jo have det mindste Maal, +Pengene er ikke engang efter det. Det er surt at +være fattig. Bliver det aldrig bedre, saa gid Fanden +ha’e den der har skabt det hele! — det var dyrt +bandt.“ +</p> + +<p> +Pelle sad og legede med Lille Lasse. Madam Rasmussens +Ord havde oprettet noget i ham. Det var +den evige Klage, den evige Klage; for hver Gang +den lød, uddybedes Fattigmandsverdenen endnu mere +— for ham som dog skulde kende det hele! Det var +en forfærdelig Afgrund at se ned i, bundløs; aldrig +<a id="page-289" class="pagenum" title="289"></a> +syntes man at naa ned til de nederste. Og han havde +Ret, han havde Ret! +</p> + +<p> +Han sad og tegnede sorgløst for Drengen paa et +Stykke Papir og tænkte paa helt andre Ting; uvilkaarligt +tog Tegningen Form inde fra. „Det er jo +Penge, det er jo Penge!“ raabte Lille Lasse og klappede +i Hænderne. Pelle saá vaagent paa Tegningen +— javist, det var de grove Træk af en Tikroneseddel. +Det smigrede hans Faderhjærte, at Drengen +havde genkendt den; han fik Lyst til at se hvor godt +den lignede. Men hvor i Alverden skulde han faa en +„Blaa“ fra? Pelle, der var med til at indsamle og +fordele Millioner i denne Tid, ejede ikke ti Kroner. +Piben, Piben! — det var jo dér Drengen havde sin +Forestilling fra. Hans gamle Julepibe havde pudsigt +nok en Tikroneseddel paa Hovedet — det var næsten +som en Tanke! Han fik den frem og sammenlignede; +der var ikke røget af den længe — der var +ikke Raad til det. Han satte sig ivrigt til at udfylde +Tegningen, mens Lille Lasse stod og morede sig +over Blyantens Hop. „Far er rigtignok stor, Far kan!“ +sagde han og vilde have Søster vækket, for at hun +kunde være med i Legen. +</p> + +<p> +Nej Resultatet vilde ikke blive godt! Billedet skulde +skæres ud i Træ og trykkes med Farve, for at Ligheden +kunde komme frem. Saa kom Ellen hjem, og +han gemte det af Vejen. +</p> + +<p> +„Vil du ikke nok lade være med at gaa paa Arbejde?“ +sagde han, „jeg skal nok se at skaffe det +nødvendige.“ +</p> + +<p> +„Hvorfor det?“ svarede hun lukket — „jeg er vel +ikke for god til at bestille noget.“ Der var ingen +Klang i hendes Stemme som kunde lokkes for; saa +gik han til Møde. +</p> + +<p> +Nu Ellen var ude, stak han hjem om Dagen saa +tidt han kunde afse lidt Tid, for at se til Børnene. +Han havde faaet fat i et Stykke haardt Træ og en +Tikroneseddel. Han førte med stor Omhu Sedlen +over paa Træstykket og gav sig til at skære den ud, +mens han sad og pludrede med Børnene. Beskæftigelsen +<a id="page-290" class="pagenum" title="290"></a> +lagde Beslag paa ny Sider i ham; den sysselsatte +hans Sind som en kunstnerisk Opgave, der +laa bagved alt og arbejdede paa egen Haand i ham, +ogsaa naar han var ude. Arbejdet fyldte hans Sind +med en egen Skønhed, saalænge det stod paa. En +varm og lykkemættet Verden steg frem af dette +Seddelansigt, der gled bestandig tydeligere ud af +Dunkelheden, og slog alle Savn til Side. Naar Pelle +sad ved dette, løftedes hans Sind ud af alt trykkende +som var han beruset, det var slet ikke til. Han blev +optimistisk og gav i Tankerne rige Løfter til Ellen. +</p> + +<p> +Alting var i Grunden saa lige til, det var en Misforstaaelse +— ikke andet! Han maatte tale med +hende, og hun vilde straks indse, hvilken lykkelig +Tilværelse de gik ind til — blot de holdt ud. Det +var Tavsheden der havde sat ondt. Lykken, Lykken; +den var nærmere nu end nogensinde, større og herligere +end de andre Gange den havde banket paa! +Hvorfor — vidste han ikke, gjorde sig ikke Rede +for! +</p> + +<p> +Men naar han hørte hendes Skridt paa Trappen, +blegnede Drømmene. Han vaagnede og gemte sine +Sysler af Vejen, skamfuld ved Tanken om, at hun +kunde komme hjem fra Arbejde og gribe ham i at +sidde og lege. +</p> + +<p> +Undertiden knugedes han ned ved Følelsen af det +uoverkommelige i Forholdet til Ellen. Han kunde +ikke klare det modstridende i den bestandige Higen +udad til større og stærkere Forhold, fra Sejr til Triumf +— og Afmagten hjemme, hvor hans Lykke gik +baglæns. Han blev træt af at gruble over det, og fik +Lyst til at være ligeglad med det hele. Trang til at +drikke havde han ikke, men noget var ved at forfalde +i ham alligevel. En vis Ligegyldighed over for +eget Velfærd aad sig opløsende ind paa ham og fik +ham til at vove sig langt ud, ligeglad med om han +gjorde Dumheder som skadede ham. Men saa raabte +det stærkt i ham, især naar han stod over for beske +Udslag af Nøden. „Det er mit gamle Lyde“ tænkte +<a id="page-291" class="pagenum" title="291"></a> +han og blev agtpaagivende. I Barndommen var det +et Slags Slagtilfælde, nu var det blevet til en Stemme. +</p> + +<div class="chapter"> + +<h2 class="chapter" id="chapter-0-32"> +XXXII +</h2> + +</div> + +<p class="first"> +En tidlig Morgen vandrede Pelle ind gennem Byen. +Han var staaet op før Ellen for at være fri for det +pinlige Morgenmaaltid. Ellen vilde anvende al sin +Kløgt for at faa ham til at sætte et ordenligt Foder +til Livs, og Maven var ikke svær at overtale; bagefter +gik han saa og skammede sig over at han +havde forsynet sig paa de andres Bekostning. Saa +snild han var, kunde han ikke staa sig mod hende +paa anden Maade, end ved at stikke af mens hun +sov. +</p> + +<p> +Hans fastende Tilstand gav Byen og hele Tilværelsen +et eget gennemsigtigt Skær. Der laa en lang Dag for +ham med et uhyre Arbejde, og bag sig havde han +den friske Sejr fra i Gaar. Det forholdt sig saaledes +dermed, at Jærnmændene havde faaet den snilde Ide +at stifte en Splittelsesforening for Smede og Maskinarbejdere +og lægge Navnet nær op ad deres Fagforenings. +De udsendte saa Løbesedler til Folkene +om, at Faget genoptog Arbejdet næste Dag. Mange +var ikke stive i at læse og tog det for en Meddelelse +fra deres egen Fagforening, andre mente at en +Fagforening var en Fagforening, og nogle lod sig +lokke af de større Fordele den ny Forening bød. +Der var stor Forvirring blandt Fagets Arbejdere! +Saa snart Fiffet var afsløret, trak enhver hæderlig +Mand sig ud af Historien; men en Vandgang var +det! — og en gruelig flov én over for alle Kammeraterne. +</p> + +<p> +Pelle var godt gal i Hovedet over dette Krigspuds, +der til syvende og sidst ramte ham som Lederen af +den aabne Kamp; han havde lidt et Nederlag og +pønsede paa Hævn. Trods alle Strejkevagtens Anstrængelser +<a id="page-292" class="pagenum" title="292"></a> +var det ikke muligt at faa den fuldtallige +Liste over Skruebrækkerne; Ærgrelsen over det sad +og brændte i ham som en beskæmmende Følelse af +Afmagt, han var bekendt for at naa Bunden naar +han tog sig noget paa! Han besluttede at møde List +med List og sætte en Fælde for Modstanderne, saa +de selv udleverede Skruebrækkerne. En Morgen offenliggjorde +han sin Liste i <em>Arbejderen</em> med et hoverende: +Se her, flere har Modstanderne ikke! Om +nu Arbejdsgiverne virkelig gik i Vandet, eller Skruebrækkernes +Skæbne i Grunden var dem ligegyldig: +Næste Morgen protesterede deres Organ og opgav +Navn og Tal paa Resten ogsaa. +</p> + +<p> +Det var en Lussing der havde vasket sig, den kastede +Lys over de magre stillestaaende Ansigter — +sikken en Tak for sidst! Den Pelle var en Fandens +Fyr — Hurra for <em>Lynet</em>! — +</p> + +<p> +Pelle <em>var</em> en Fandens Fyr som han travede af +Sted, frisk og fuld af Gaa-paa-Mod, og tog Ekkoet +fra Sidegaderne og de store Kaserner ind i sit kraftige +Trit. Gader og Huse var rimduggede af Nattefrosten, +oppe i Luften var der en egen Tindren som +hørte Byen til, Lyset kom fra skjulte Kilder. Han +havde ladt alle Bekymringer bag sig derhjemme, +rundt om var der Arbejdere som hilste, og han sendte +dem sin Genhilsen som en Opsang. Han kendte dem +ikke, men de kendte ham! Følelsen af at hans Arbejde +— saa haarde Spor det drog — vakte Taknemmelighed +løftede ham fremad. +</p> + +<p> +Der var intet Morgenhumør over Byen. Lockouten +laa som en lammende Haand over det hele, Omsætningen +var træg, og Mellemstanden sukkede. Men +nogen Udsigt til Fredslutning var der ikke, begge +Parter var uforsonlige. Arbejderne havde ikke mistet +noget ved Murernes uoverlagte Stansning — Sympatien +for Underklasserne var af politisk Oprindelse; +ude fra Landet strømmede Bidragene fremdeles ind. +Ogsaa fra Udlandet kom der betydelige Summer. +Kampen kostede Arbejderne en halv Million om +Ugen nu, og Hjælpen udefra var at se til som Draaber +<a id="page-293" class="pagenum" title="293"></a> +i Havet. Men den gav moralsk Støtte, og virkede +ansporende paa Selvbeskatningen som bar det hele. +Armodens hundredtusend Hjem lod deres sidste +Stumper springe for at føre Kampen igennem; nu +vilde de have Fremtiden afgjort. Arbejdsgiverne prøvede +at stoppe den store Landsindsamling ved at +gøre Myndighederne opmærksomme paa en ældgammel +Forordning om Betleri, men det vakte kun +Munterhed. Lidt Latter havde man endnu Raad til. +</p> + +<p> +Arbejderne havde indrettet sig med Sulten. De tog +ikke i Skoven mere, men færdedes sindigt gennem +Gaderne som Folk der har altfor god Tid — og gav +Byens Ansigt et eget Præg af fattig Eftertænksomhed. +Deres Skridt var for dvælende til at give Genlyd, +og i Hjemmene var der Ro til Eftertanke. De +larmende, altid sultne Børn var spredt ud over Landet +— de havde da den gode Mad; men tomt var her +efter dem! +</p> + +<p> +Pelle mødte dem i Hold, de var paa Vej til de +forskellige Mønstringer. De rejste Hovedet idet han +gik forbi; hans Skridt gav Genlyd for dem alle. Det +var fyrretyve Tusend Mand dér kom, deres Haab, +deres Vilje — Pelle udtrykte det hele for dem! De +stirrede efter hans uovervindelige Skikkelse og rettede +sig op. „Satan til Ka’l,“ sagde de lyst til hinanden +— „han ser ud, som kunde han gaa det hele +ned! Se engang paa ham, han kan jo knap faa sig +af Vejen for de store Lastvogne! Skal vi gi’e ham +et Leve, Kammerater!“ +</p> + +<p> +Værtshusholderne stod i Kælderhalsen og gabede +op mod Morgenhimlen — det var Dyrtid for dem! +I Beværtningernes Vinduer hang Papskilte med Indskriften: +Her modtages Bidrag til de Udelukkede! +</p> + +<p> +Paa Dronning Louises Bro mødte Pelle en lille +blegfed Mand i en lurvet Frakke; han havde slappe +Træk og en stor rød Næse. „God Morgen Hr. General!“ +raabte Pelle muntert; Manden slog nedladende +ud med Haanden. Det var Straamanden for +<em>Arbejderen</em>, en forhenværende Kapitalist, der for en +lille ugenlig Betaling var Bladets ansvarhavende +<a id="page-294" class="pagenum" title="294"></a> +Redaktør over for Myndighederne. Han tog Fængselsstraffene +paa sig, og sad — for et yderligere Tillæg +af fem Kroner om Ugen — Bladets Bøder af. Naar +han ikke var i Arresten, opholdt han Livet ved Drik. +Han led af Storhedsvanvid og bildte sig ind, at det +var ham der førte hele Arbejderbevægelsen; derfor +kunde han ikke lide Pelle. +</p> + +<p> +Inde i Arbejderbygningens store Gaard var Havnearbejderne +mødt til Mandtal. Formanden tog imod +Pelle i Porten; det var den samme Arbejder Pelle +og Tudeper havde taget sig af en Aften paa Havnen +— nu forstod han sig paa det ny! +</p> + +<p> +„Naa hvordan gaar det?“ spurgte Pelle og trykkede +hans Haand. +</p> + +<p> +„Storartet! af Tusend Mand mangler kun syv.“ +</p> + +<p> +„Men hvor er Glade Jakob henne? Er han syg?“ +</p> + +<p> +„Han er arresteret,“ svarede Formanden mørkt. +„Han kunde ikke holde ud at se paa at hans gamle +Forældre sultede — saa gjorde han Indbrud hos en +Urtekræmmer — han og Broderen. Nu sidder de +begge to!“ +</p> + +<p> +Et Øjeblik blev Rynkerne i Pelles Pande forfærdelig +dybe og graa; han stod og stirrede blindt ud, +de lyse Træk i hans Ansigt segnede og lagde sig, i +tung Jammer. Arbejderne gloede paa ham — stod +han ikke dér og faldt i Søvn, ret op og ned! Men +saa tog han sig sammen. +</p> + +<p> +„Naa Folkens, kan I faa Tiden til at gaa?“ spurgte +han muntert. +</p> + +<p> +„Aa, hvad det angaar! Det er første Gang man +har Lejlighed til at lære Kone og Børn ordenlig at +kende,“ svarede de. „Men derfor kunde det alligevel +være morsomt at faa fat igen.“ +</p> + +<p> +Det var synligt at Lediggangen begyndte at tynge +nu; der sad en bestandig Grublen i deres stillestaaende +Træk, Øjnene rettede sig paa ham med en +vedholdende haard Spørgen. De forlangte, at hvad +han tog sig for skulde være afgørende til den ene +eller anden Side. Blødladne var de ikke blevet, de +stemte stadig for at gaa videre. Derude i Forlængelsen +<a id="page-295" class="pagenum" title="295"></a> +af Kampen laa det de søgte, og de spejdede +i Pelles Ansigt efter et Træk der kunde bekræfte +Lykken. +</p> + +<p> +Mange underlige Spørgsmaal maatte han besvare; +der groede besynderlig fantastiske Forestillinger +frem af Nøden og røbede, at deres rolige beherskede +Optræden var Resultatet af mange aarvaagne +Kræfter. +</p> + +<p> +„Tager vi nu hele Magten og Rigdommen fra de +Store?“ spurgte en Arbejder efter længe at have +stirret grundende paa Pelle. Kampen havde hærget +hans Skikkelse, men til Gengæld tændt en Gnist i +hans Øjne. +</p> + +<p> +„Ja nu tager vi vor Menneskeret, og kræver Arbejderen +respekteret!“ svarede Pelle. „Saa bliver +der ikke noget der hedder Herrer og Smaafolk længer.“ +</p> + +<p> +„Men hvad saa hvis de vil op igen? Vi maa gøre +en hurtig Ende paa dem, saa de ikke skal kravle +op og ride paa os igen.“ +</p> + +<p> +„Du vil kanske ha’e dem ud paa Fælleden og +skyde dem — men det er ikke nødvendigt,“ sagde +Sidemanden. „Naar dette her er ovre, saa er der +ingen der tør hugge vor Mad mere.“ +</p> + +<p> +„Bliver der saa slet ingen Fattigdom mere?“ +spurgte den første igen, vendt mod Pelle. +</p> + +<p> +„Nej! Naar vi først faar vort eget rigtig i Gang, +bliver der godt at være i alle Hjem. Læser du ikke +dit Blad?“ +</p> + +<p> +Vist læste han; men det var ingen Skade til at +Pelle selv bekræftede det store. Og Pelle kunde gøre +det, fordi han aldrig kendte til Tvivl. Det havde været +tungt for Masserne at naa frem til det ny Syn +paa Tingene, saa tungt som at dreje en Klode! Der +maatte ske noget stort til Gengæld. +</p> + +<p> +Nogle af dem havde faaet et Par Stykker Mad +frem, og gav sig til at spise mens de drøftede Sagerne. +„Velbekomme!“ sagde Pelle og nikkede Farvel +til dem. Hans Tænder løb i Vand, han huskede +at han ikke havde faaet hverken vaadt eller tørt +endnu. Men det var der ikke Tid at spekulere over; +<a id="page-296" class="pagenum" title="296"></a> +han maatte paa Stedet ud til Stolpe og træffe Aftale +om Posteringen af Strejkevagter. +</p> + +<p> +Derovre stod Marie med hvid Kappe og Kurv paa +Armen og nikkede til ham, rød i Kinderne. Omplantningen +havde givet hende Grøde; mellem hver Gang +han saá hende, rankede hun sig og blev smukkere. +</p> + +<p> +Oppe hos Svigerforældrene var der Smalhans, adskillige +Stumper var vandret bort fra det før saa +hyggelige Hjem; men Humøret fejlede ikke noget. +Stolpe gik hjemme og ventede paa sin Frokost, han +havde ogsaa været tidlig paa Færde. +</p> + +<p> +„Hvordan har Tøsen det?“ spurgte han. „Vi ser +ikke meget til hende.“ +</p> + +<p> +„Hun har jo meget at gøre,“ sagde Pelle undskyldende. +„Nu gaar hun ogsaa paa Arbejde.“ +</p> + +<p> +„Naa ja, hun er vel ikke for god til at give en +Haand under disse Forhold. Men vi ved nok, hvad +der stikker hende — hun er Protestmand! Gudskelov +hun ikke er blevet et Mandfolk, for saa havde +hun sat Mudder i Rækkerne.“ +</p> + +<p> +Frokosten bestod af en Portion Havregrød og +Kaffe med Smørrebrød. Madam Stolpe kunde slet +ikke finde sit pæne Plet-Kaffestel, som de havde +faaet i Sølvbryllupsgave af Børnene. „Jeg maa have +forsat det,“ sagde hun. +</p> + +<p> +„Ja ja, det kommer nok til Veje, Mutter!“ sagde +Stolpe. „Nu faar vi snart bedre Tider; saa kommer +der mange rare Ting til Veje igen, skal du bare se!“ +</p> + +<p> +„Har du været henne ved Maskinfabrikken til +Morgen, Svigerfar?“ spurgte Pelle. +</p> + +<p> +„Ja jeg var derhenne. Men nu er der ikke mere +for Strejkevagten at gøre. Arbejdsgiverne har indlogeret +alle Mand paa Fabrikken, de faar fuld Forplejning +og det hele. Der skal være en Masse udenlandske +Skruebrækkere imellem — Arbejdet er i fuld Gang.“ +</p> + +<p> +Det var en nedslaaende Efterretning — Jærnfabrikanterne +havde vundet den første Sejr! Meget hurtigt +vilde det virke nedbrydende paa Arbejderne at +gaa og se paa, at deres Virksomheder holdtes i Gang +uden dem. +</p> + +<p> +<a id="page-297" class="pagenum" title="297"></a> +„Det maa stoppes,“ sagde Pelle. „Ellers gaar de +videre paa den Bov, og det hele opløser sig for os. +Vi maa sætte Lus i Skindpelsen paa dem derinde!“ +</p> + +<p> +„Hvordan skal vi det, naar de er indespærrede +og Politiet patruljerer udenfor Dag og Nat. Vi kan +jo ikke engang faa dem i Tale.“ Stolpe lo fortvivlet. +</p> + +<p> +„Saa maa en Mand snige sig ind, og lade som han +tager Arbejde!“ +</p> + +<p> +Det gav et Sæt i Stolpe. „Som Skruebrækker? +— det faar du aldrig nogen hæderlig Mand til, selv +om det kun er paa Skrømt! Jeg gjorde det heller +ikke selv! En Skruebrækker er dog en Skruebrækker, +hvordan Pokker man saa vender det.“ +</p> + +<p> +„En Skruebrækker er dog vel en som skader +Kammeraterne? Den der vover Trøjen for dem, fortjener +vist et andet Navn.“ +</p> + +<p> +„Det skal jeg ikke komme ind paa,“ sagde Stolpe. +„Det gaar vist lidt for højt for mig, og disputere +med dig skal jeg vel tage mig i Agt for. Men i <em>min</em> +Katekismus staar der at den er Skruebrækker, som +gaar i Arbejde hvor Tilgang er frabedt — og det +holder jeg mig til.“ +</p> + +<p> +Pelle kunde snakke saa meget han lystede, den +gamle lod sig ikke rokke af Stedet. „Men en anden +Sag er det jo, hvis du selv vil udføre det,“ sagde +Stolpe. „Du staar jo ikke til Regnskab for hvad du gør, +men gaar frem efter dit eget Hoved.“ +</p> + +<p> +„Jeg staar Bevægelsen til Regnskab!“ svarede +Pelle stærkt. „Og jeg vil netop gøre det selv.“ +</p> + +<p> +Stolpe sad og krummede Armene og strakte dem +igen. „Nu kunde det være godt snart at komme i +Arbejde igen,“ udbrød han pludselig. „Lediggangen +sætter sig ligesom Gift i Kroppen paa én. — Og nu +er der Huslejen Mutter — hvor Fanden vi skal tage +den fra! Lørdag maa den ligge paa Bordet, ellers +bliver vi sat ud — sagde Værten.“ +</p> + +<p> +„Det bliver der nok Udveje for, Fatter!“ sagde +Madam Stolpe. „Gaa du bare ikke hen og tab Modet +af den Grund.“ +</p> + +<p> +Stolpe saá sig om i Lejligheden: „Ja lidt at pille +<a id="page-298" class="pagenum" title="298"></a> +er der jo endnu — som Sulten sagde, den havde +begyndt paa Tarmene. Hør ved du hvad, Pelle — +vel er jeg din Svigerfar, men en Kone som min har +du sku ikke.“ +</p> + +<p> +„Jeg er glad for Ellen, saadan som hun er,“ svarede +Pelle. +</p> + +<p> +Det ringede, det var Stolpes Broder Tømreren. +Han saa medtaget ud, mager og fattig i Tøjet; der +var røde Skjolder om hans Øjne. Han saá ikke paa +dem, da han gav Haanden. +</p> + +<p> +„Sid ned Bror!“ sagde Stolpe og skød en Stol +frem. +</p> + +<p> +„Tak, jeg skal gaa igen — det var bare et lille +Ærende — saadan.“ Han stirrede ud af Vinduet. +</p> + +<p> +„Er der noget paa Færde derhjemme?“ +</p> + +<p> +„Nej, nej ikke saadan. Der var bare det jeg vilde +sige dig — at — — Nu melder jeg mig fra!“ udbrød +han pludselig. +</p> + +<p> +Stolpe rejste sig, han blev hvid i Ansigtet. „Betænk +dog hvad du gør,“ sagde han truende. +</p> + +<p> +„Jeg har haft Tid nok til at betænke mig. De sulter +du — og nu faar det have en Ende! Jeg syntes +bare jeg vilde varsko dig, saa du ikke skal ha’e det +af de andre — du er dog min Bror.“ +</p> + +<p> +„Bror — jeg er ikke din Bror længer! Gør du +det, saa er vi to færdige!“ brølede Stolpe og slog i +Bordet. „Men du gør det ikke, du gør det ikke! +Gud straffe mig! hvis jeg skulde opleve den Skam +at se Kammeraterne holde Rettergang over min egen +Bror paa Gaden! Saa slaar jeg med, du! du skal +faa det sidste Spark af mig, fordi du er min Bror.“ +Han var helt ude af sig selv. +</p> + +<p> +„Ja ja, det kan vi altid tales ved om,“ sagde Tømreren +stille. „Men nu ved du det altsaa — jeg er +ikke faldet dig i Ryggen.“ Saa gik han. +</p> + +<p> +Stolpe gik frem og tilbage i Stuen, fra Ting til +Ting; han slap dem og tog dem igen helt sanseløst +— Hænderne dirrede voldsomt. Saa gik han ind i +den anden Stue og lukkede efter sig. Lidt efter kom +hans Kone ind: „Du maa hellere gaa Pelle; jeg tror +<a id="page-299" class="pagenum" title="299"></a> +ikke Fatter er skikket til at være sammen med Mennesker +i Dag mere. Han ligger derinde og er helt +graa i Ansigtet — bare han dog kunde komme til +at græde. Aa som de to Brødre har holdt af hinanden +altid, de var jo saa enige i alting.“ +</p> + +<p> +Pelle gik; han var alvorlig til Sinds. Han forudsaa, +at Stolpe med sin Retskaffenhed vilde anse det +for sin Pligt at forfølge Broderen haardere end andre +— saa meget han ogsaa holdt af ham; og maaske +selv overtage Strejkevagterne paa de Pladser, hvor +Broderen gik i Arbejde. +</p> + +<p> +Inde ved Søerne mødte han et Hold af Strejkevagten +der var paa Vej udad; og fulgte dem et Stykke +tilbage for at aftale et og andet. Ovre paa den anden +Side Gaden kom en ung Fyr ud af en Port og luskede +om Hjørnet. „Hej, stop ham!“ raabte en af +Kammeraterne. „Der er han, den Hædersmand!“ +Et Par Arbejdere forfulgte ham ned ad Slotsgade og +kom igen med ham imellem sig. De slog Kreds +om ham hele Flokken, nogle Koner og Børn sluttede +sig hurtig til. +</p> + +<p> +„I maa ikke gøre ham noget,“ sagde Pelle bestemt. +</p> + +<p> +„Der er saamænd ingen der vil røre ved ham,“ +svarede de. En Stund stod de tavse og saá paa ham, +som vejede de ham i Tankerne; saa spyttede de paa +ham én for én og gik. Fyren gik tavs ind i en Port, +dér stod han og tørrede Spyttet af Ansigtet med sit +Ærme. Pelle fulgte efter ham for at sige ham et +godt Ord og faa ham tilbage i Organisationen igen. +Fyren rettede sig hurtigt, da Pelle kom. +</p> + +<p> +„Kommer du for at spytte?“ spurgte han haanligt. +„Du glemte det før — hvorfor spyttede du ikke?“ +</p> + +<p> +„Jeg spytter ikke paa nogen,“ sagde Pelle. „Men +dine Kammerater har Ret til at foragte dig — du +har sveget dem. Kom med, saa skal jeg faa dig ind +i Organisationen igen, og ingen skal gøre dig noget!“ +</p> + +<p> +„Saa skulde jeg gaa dér som en Synder og tage +mod Stikpiller — nej Tak!“ +</p> + +<p> +„Vil du da hellere gøre dine egne Fortræd?“ +</p> + +<p> +<a id="page-300" class="pagenum" title="300"></a> +„Jeg vil have Lov at forsørge min gamle Mor — +I andre kan gaa ad Helvede til. Min Mor skal ikke +gaa i Gaardene og synge og pille af Skarnkasserne, +mens Sønnen giver den store i Partiet. Det lader +jeg visse Folk om.“ +</p> + +<p> +Pelle blev rød som et Blod. Han følte at dette +angik Far Lasse, det fortvivlede Forhold til den +gamle sad som et nedgroet Nag et Steds i ham og +brød nu op. „Tør du gentage det du der sagde?“ +knurrede han og gik Svenden ind paa Livet. +</p> + +<p> +„Og hvis jeg var gift, skulde jeg ikke have noget +af at Konen tjente Føden til mig — det vilde jeg +lade de krøllede Drenge om.“ +</p> + +<p> +Ej ej, dette smagte af Folkesnakken naar den var +ude og sværtede sin Mand bagpaa! de var nok i +Færd med at lyve ham til med Sladder, mens han +gik og satte alt sit eget til Side for deres Skyld. +Nu var Pelle rasende og gav Fanden i Føreren, han +langede Fyren et Par forsvarlige Lussinger og spurgte +hvad han helst vilde — holde Kæft eller have mere. +</p> + +<p> +Morten kom ud i Porten — det foregik i Stedet +hvor han arbejdede. „Dette her gaar ikke du,“ hviskede +han og fik Pelle med sig. Pelle kunde ikke +svare men smed sig over Sengen; hans Blik brændte +endnu af Vrede over Fornærmelsen, og han forbrugte +megen Luft. +</p> + +<p> +„Det gaar haardt til nu,“ sagde Morten og saá paa +ham med et eget Smil. +</p> + +<p> +„Ja jeg ved godt du ikke kan lide det — men de +skal sku dog holde Trop.“ +</p> + +<p> +„Og hvis de nu ikke har bedre Forstand?“ +</p> + +<p> +„Saa maa de tage Følgerne. Det er dog vel rimeligere, +end at det hele skal gaa neden om og hjem.“ +</p> + +<p> +„Er det det ny du? — tage Følgerne synes jeg +altid de umyndige har maattet. Og der har heller +aldrig manglet nogen til at spytte paa dem,“ sagde +Morten bedrøvet. +</p> + +<p> +„Nej hør nu!“ udbrød Pelle og sprang op — „du +vil da ikke skylde mig for at have spyttet paa nogen +— det var de andre.“ Han var ved at blive gal i +<a id="page-301" class="pagenum" title="301"></a> +Hovedet igen, men Mortens stille Væsen beherskede +ham. +</p> + +<p> +„De andre — det er der ikke noget der hedder! +Det var dig der spyttede, syv Gange og lige i Ansigtet +paa Staklen — jeg stod jo inde i Butiken og +saá det.“ +</p> + +<p> +Pelle stirrede maalløs paa ham. Den sandhedskærlige +Morten, stod han dér og løj? „Saá du det +siger du? at jeg spyttede?“ +</p> + +<p> +Morten nikkede: „Du vilde maaske tage Hurraerne +og hele Æren, og saa luske dig fra Sjofelhederne og +de knuste Skæbner? Du har taget et stort Ansvar +paa dig Pelle! Se hvor blindt de følger dig — paa +dit glatte Ansigt kunde jeg fristes til at sige. For jeg +er ikke vis paa, om du staar inde med nok. Der +er jo Blod paa dine Hænder; men er det dit eget +noget af det?“ +</p> + +<p> +Pelle sad og tænkte tungt, Mortens Ord tvang +altid hans Tanker til at færdes hvor de ikke havde +traadt før. Men nu forstod han ham, der gik et +mørkt Drag hen over hans Ansigt og efterlod noget. +„Dette her har kostet mig mit Hjem,“ sagde han +stille. „Ellen bryder sig ikke om mig mere, og mine +Børn forsømmes og glider fra mig. En smuk Fremtidsstilling +har jeg givet Afkald paa, sulter gør jeg +hver Dag, og min gamle Far maa jeg lade gaa for +Lud og koldt Vand! Saa hjemløs og ene og forladt +som jeg er, tror jeg ingen anden kan føle sig! Saa +noget staar jeg da inde med! — siden du tvinger +mig til selv at sige det.“ Han smilede op men havde +Taarer i Øjnene. +</p> + +<p> +„Om Forladelse kære Ven,“ sagde Morten. „Jeg +var bange for, at du ikke vidste fuldt hvad du har +for. Der ligger allerede mange paa Valpladsen, og +det er tungt at se paa — især hvis det ikke skulde +føre til noget.“ +</p> + +<p> +„Fordømmer du det da? Jeg kan jo aldrig blive +klog paa dig.“ +</p> + +<p> +„Ikke hvis det fører til Maalet du! Jeg har selv +drømt om at føre dem frem til Lykken — paa min +<a id="page-302" class="pagenum" title="302"></a> +egen Maade; men Sindene er ikke til det. Du har +Magten over dem — dig følger de blindt; før du +dem videre. Men hvert et Saar de faar i Kampen, +skal ramme dig ogsaa — ellers er du ikke den rette +til det alligevel. Og er du vis paa Maalet?“ +</p> + +<p> +Ja Maalet var Pelle vis paa. „Og vi naar det!“ +raabte han pludselig begejstret. „Se hvor glade de +finder sig i alt, og bare gaar fremad!“ +</p> + +<p> +„Men Pelle,“ sagde Morten med et varsomt Smil +og lagde Haanden paa hans Skulder — „en Fører +er ikke selv Profos! Partiet bekæmper desuden +Pryglestraffen!“ +</p> + +<p> +„Naa er det det dernede, du tænker paa!“ sagde +Pelle. „Det har ikke noget med Bevægelsen at gøre. +Han sagde, at min Far gik og sang i Gaardene og +fiskede i Skarnkasserne — saa gav jeg ham et Par +paa Kassen. Jeg har vel samme Ret som enhver +anden til at lyse en Fornærmelse hjem.“ De onde +Ord om Ellen nævnede han ikke, han kunde ikke +faa sig til det. +</p> + +<p> +„Men det er sandt nok,“ sagde Morten stille. +</p> + +<p> +„Hvorfor har du ikke fortalt mig det?“ spurgte +Pelle bleg. +</p> + +<p> +„Jeg troede du vidste det. Du har jo ogsaa haft +nok at slaas med og har ikke noget at bebrejde dig.“ +</p> + +<p> +„Ved du noget om hvor han færdes?“ spurgte +Pelle sagte. +</p> + +<p> +„Han plejer at gaa her i Blaagaardskvarteret.“ +</p> + +<p> +Pelle gik. Han var tung og trist til Sinds, Dagen +havde arbejdet jævnt paa at lægge Ansvar paa ham +som var for tunge til én at bære. Skulde han tage +Ansvaret for hvad Bevægelsen knuste i sin Fremrykning, +blot fordi han havde stillet Kræfter og Velfærd +til dens Raadighed? Og dér gik Lassefar og +var Ridder af Syvtallet! han maatte rødme af Skam +over sig selv, og havde dog ikke kunnet forhindre +det. Forholdene, skulde han have Ansvaret for dem? +Og nu spyede de Ellen til — som Tak! +</p> + +<p> +Han vidste ikke hvordan han skulde gaa frem i +sin Undersøgelse, og gik ind i Gaardene og spurgte +<a id="page-303" class="pagenum" title="303"></a> +paa maa og faa. I en Gaard i Blaagaardsgade var +der en Stimmel Mennesker, Pelle gik derind. Det +var en Gaardmissionær, han havde Bornholmernes +syngende Dialekt, og det ejendommelige Udtryk i +Øjnene, som Pelle huskede fra de Hellige i sin Barndom. +Han skiftevis prækede og sang. Pelle saá paa +ham med et Blik der sløredes af Minder, og i sin +desperate Stemning var han lige ved at give Slip +paa alt og storbrøle — som i Drengeaarene naar +noget slog sig paa Hjærtet. Det var jo den Dreng +der havde sagt noget raat om Far Lasse, og som +han — lille som han var — sparkede en Brok til. +Dengang kunde han værge sin Far, ja! +</p> + +<p> +Han gik hen og rakte Manden Haanden: „Det er +jo Peter Kure — er du her?“ +</p> + +<p> +Manden saá paa ham med dette Blik der kom fra +en anden Verden. „Ja jeg maatte herover, Pelle?“ +sagde han betydende. „Jeg saa de Fattige vandre fra +Landet til Byen og videre herover; saa fulgte jeg +efter dem, for at de ingen Fortræd skulde komme +til. For I Stakler er jo Guds Udvalgte, som maa +vandre og vandre for at finde Riget. Nu har Havet +stanset jer, og I kan ikke komme længer; saa mener +I Riget maa ligge her. Gud har skikket mig ud for +at sige jer at I tager fejl. — Og du Pelle, vil du nu +komme til os? Gud venter med Længsel paa dig; +han har Brug for dig til alle disse Smaa.“ Han blev +ved at beholde Pelles Haand i sin og se indtrængende +paa ham, maaske troede han at Pelle kom +for at give sig ind under hans Rige. +</p> + +<p> +Her var igen én, som havde Planer til at føre de +Fattige mod Lykkelandet! Men Pelle havde de Fattige +selv han! „Jeg har gjort for dem, hvad jeg +har kunnet,“ sagde han selvfølende. +</p> + +<p> +„Ja jeg ved det nok, men det er ikke det rette — +det du har for! Du giver dem ikke Livsens Brød.“ +</p> + +<p> +„Jeg tror de trænger mere til Rugbrød. Se paa +dem, synes du de faar for meget at spise?“ +</p> + +<p> +„Og <em>kan</em> du give dem Mad da? Jeg kan give +dem Guds Glæde, saa de glemmer deres Sult for +<a id="page-304" class="pagenum" title="304"></a> +en Stund. Men kan du andet end faa dem til at føle +den endnu mere?“ +</p> + +<p> +„Maaske kan jeg. Men nu har jeg ikke Tid til +at drøfte det; jeg er ude og leder efter min gamle +Far.“ +</p> + +<p> +„Din Far mødte jeg før omme i Stengade med en +Sæk paa Nakken — han saa ikke ud til at have det +for blidt. Jeg traf ham engang ovre hos Skomager +Sort, da skulde han over og tilbringe sine gamle +Dage hos sin Søn.“ +</p> + +<p> +Pelle svarede ikke men flygtede. Han knyttede Hænderne +i afmægtigt Raseri, mens han styrtede af Sted. +Her gik de og stak ud efter ham den ene ivrigere +end den anden; mens Sandheden var den nøgne, at +han — ung og kraftig og rask til sin Gærning som +han var — ikke <em>kunde</em> forsørge Kone og Børn og +sin gamle Far, selv om han havde støt Arbejde. Ja +saa fordømte var Forholdene, at en Mand i sin bedste +Alder ikke kunde følge Naturens Bud og stifte +Familie, uden at de der afhang af ham sank ned i +Savn og Elendighed! Aa for Satan, der skulde slaaes +til det hele System! Havde han Magten over dem, +saa vilde han ogsaa have Lov at bruge den til deres +bedste! +</p> + +<p> +Omme i Stengade hørte han sprukken rystende +Sang inde fra en Gaardbrønd. Det var Far Lasse, +Kludesækken stod ved Siden af ham med Esset +haget i; han holdt om dens Hals med den ene +Haand og gestikulerede med den anden op til Vinduerne +under Sangen. Visen vakte Latter, og han +søgte at gøre den endnu morsommere ved lystige +Gebærder, der klædte hans triste Skikkelse ynkeligt. +</p> + +<p> +Det skar Pelle i Hjærtet at se paa denne Jammer, +han gemte sig i Porten, og ventede paa at Faderen +skulde blive færdig. Paa Steder i Sangen tog +Lasse sin Kabuds af og klaskede sig oven i Hovedet, +mens han løftede det ene Ben. Han var lige +ved at tabe Ligevægten, og Ungerne der omgav ham, +trak i hans lasede Skøder og puffede hinanden hen +<a id="page-305" class="pagenum" title="305"></a> +paa ham. Saa stansede han, snakkede dem til Rette +med sin rystende Stemme og sang videre: +</p> + +<div class="poem-container"> + <div class="poem"> + <div class="stanza"> + <p class="verse">Vil I høre lidt om min Malør?</p> + <p class="verse">Her til Verden jeg kom som saa mangen</p> + <p class="verse">uden Far, for se jeg blev undfangen,</p> + <p class="verse">engang Mor stod i Træk i en Dør.</p> + <p class="verse">Hendes Skam har jeg troligen dulgt,</p> + <p class="verse">men den pynter dog lidt paa min Vise.</p> + <p class="verse">Giv en Skilling til noget at spise!</p> + <p class="verse">— naar jeg dør maa I slaas om min Sult.</p> + </div> + <div class="stanza"> + <p class="verse">Ind i Verden jeg trén uden Svig,</p> + <p class="verse">derfor maa jeg gaa rundt uden Strømper.</p> + <p class="verse">Naa men Lasse er slet ingen Stymper</p> + <p class="verse">— han er født med en Bror som er rig.</p> + <p class="verse">Han og jeg vi kom aldrig paa Kant;</p> + <p class="verse">mens jeg sled, sanked han det i Bunker!</p> + <p class="verse">Han har Guldtøj og dyreste Grunker,</p> + <p class="verse">jeg forsikrer jer Børn, det er sandt!</p> + </div> + <div class="stanza"> + <p class="verse">Bror han bor i et prægtigt Palads,</p> + <p class="verse">og hans Heste har Sølvstads i Grimen;</p> + <p class="verse">han kan holde ti-tolv Daler Timen</p> + <p class="verse">ved at sove og sidde paa —!</p> + <p class="verse">Han har Velstand som jeg haver Skidt,</p> + <p class="verse">hvor han vender sig hen er der Penge.</p> + <p class="verse">Jeg skal arve ham engang — om længe,</p> + <p class="verse">og imens faar I hjælpe mig lidt!</p> + </div> + <div class="stanza"> + <p class="verse">Engang selv fik jeg Lykken at se,</p> + <p class="verse">— da af Slid jeg var blevet en Skrælling.</p> + <p class="verse">Da saa Gud lod det regne med Vælling</p> + <p class="verse">til mig Fattige, mangled jeg Ske!</p> + <p class="verse">Himlen saá jo i Stakkelen Synd!</p> + <p class="verse">Ak der stod jeg og ingenting ævned,</p> + <p class="verse">medens rige Bror aad saa han revned</p> + <p class="verse">af den Fattiges Vælling saa tynd.</p> + </div> + <div class="stanza"> + <p class="verse">Et og andet faldt ud vist lidt smaat.</p> + <p class="verse">Man fik ta’e det og være forvisset:</p> + <p class="verse">Hvad du tjente, det venter dig hisset,</p> + <p class="verse">og se saa kan du ha’e det saa godt!</p> + <p class="verse">Det faar være med det som det er,</p> + <p class="verse">— giv en Skærv til den gamle Mands Kiste!</p> + <p class="verse">Mens han ta’r en paa Øjet — den sidste,</p> + <p class="verse">vil han drømme medynksomt om jer.</p> + </div> + <div class="stanza"> +<a id="page-306" class="pagenum" title="306"></a> + <p class="verse">Men en Søn kan I tro at jeg har,</p> + <p class="verse">— Børn er Fattigmands Rigdom i Verden.</p> + <p class="verse">Ak jeg følger med Glæde hans Færden!</p> + <p class="verse">Mon han tænker iblandt paa sin Far?</p> + <p class="verse">Hver tog sit, nu er Gubben snart træt</p> + <p class="verse">af at lede i Snavset om Klude.</p> + <p class="verse">Men en Dag er det hele vel ude —</p> + <p class="verse">Kast en Skilling i Lasses Kasket!</p> + </div> + </div> +</div> + +<p class="noindent"> +Da Lasse var færdig med sin Sang, klappede de +og kastede Skillinger ned til ham indsvøbt i Papir; +han travede rundt og pillede dem op. Saa tog han +sin Sæk paa Nakken og stolprede ludende gennem +Porten. +</p> + +<p> +„Far,“ kaldte Pelle fortvivlet — „Far!“ +</p> + +<p> +Lasse rettede sig i et Ryk og sendte sine svage +Øjne ud i Portrummet: „Er du her Pøjke? Ak det +lød som din Barnerøst, naar nogen vilde gøre dig +ondt og du kaldte paa mig.“ Den gamle var kommet +til at ryste. — „Og nu har du vel hørt det hele — +og skammer dig over din gamle Far du?“ Han turde +ikke se paa Sønnen. +</p> + +<p> +„Far, nu maa du gaa med hjem, hører du!“ sagde +Pelle da de kom ud paa Gaden. +</p> + +<p> +„Nej du, det kan jeg ikke! Der er ikke engang +nok til dine egne Munde. Nej du faar lade mig gaa +mine egne Veje og sørge for mig selv. Jeg har det +godt!“ +</p> + +<p> +„Du <em>skal</em> gaa med hjem — Børnene savner dig +du. Og Ellen spørger hver Dag efter dig!“ +</p> + +<p> +„Ja det kan være. Men jeg ved hvad hun maa +tænke, at jeg spiser Maden fra hendes Børn! og nu +tilmed — en Kludesamler! Nej du maa ikke friste +mig.“ +</p> + +<p> +„Du maa nu gaa med, hvordan det saa er med +alle Ting. Jeg holder ikke denne Pine ud, du Far.“ +</p> + +<p> +„Ja saa i Guds Navn, saa faar jeg aabenbare min +Skam for dig Pøjke — naar du ikke vil slippe mig +ellers. Se jeg bor jo sammen med nogen — et Kvindfolk +du. Jeg traf hende ude paa Lossepladsen, hvor +hun gik og samlede Affald op ligesom jeg. Jeg havde +indrettet mig en Krog derude — for Natten mens +<a id="page-307" class="pagenum" title="307"></a> +jeg fandt mig et Logi. Og saa sa’e hun jeg skulde +gaa med hjem til hende — det er dog ikke saa koldt +naar man er to. Siden slog vi to gamle os sammen. +Vil du ikke gaa med hjem, nu vi har truffet hinanden? +Saa kan du jo se paa det. Vi bor ret herved.“ +</p> + +<p> +De drejede om i en snæver Gyde og ind ad en Port. +Inde over Baggaarden, i et Skur der lignede Resterne +af et gammelt Bondehus, havde Lasse sit +Hjem. Det saa ud til at have været Brændselsrum +engang i Tiden, der var Jordgulv og løse Brædder +til Loft. Der var trukket Snore under Loftet, hvor +Klude, Papir og andre Ting fra Skarnkasserne hang +til Tørre. I det ene Hjørne paa en meget lav Jærnovn, +stod Kaffekedlen og snurrede og sendte sin +rare Duft ud i den mugne Stank fra Affaldet. Lasse +gassede sig. +</p> + +<p> +„Ah jeg er stiv,“ sagde han — „og lidt forfrossen. +Her ser du saa min lille Mor — og det er min Søn +Pellepøjken.“ Han klappede fornøjet sin ny Livsledsagerske +paa Kinden. +</p> + +<p> +Det var en gammel krumbøjet Kvinde, snavset og +pjaltet var hun; Ansigtet var fuldt af rødt Udslæt, +som hun sandsynligvis havde hentet ude paa Lossepladsen. +Men der sad et Par gode Øjne og udviskede +alting. +</p> + +<p> +„Saa det er Pelle?“ sagde hun og saá paa ham +— „saadan ser han ud? Ja én har jo hørt hans Navn; +han hører til dem der gør sig bemærket, skønt han +ikke er rødhaaret.“ +</p> + +<p> +Pelle maatte have en Taar Kaffe med. „Du faar +kun Smørrebrød til, for anden Aftensmad bruger vi +to gamle ikke,“ sagde Lasse. „Vi gaar tidlig i Seng +vi to, og man sover ondt med en overfyldt Mave.“ +</p> + +<p> +„Naa hvad synes du saa om vor Lejlighed?“ +spurgte Lasse videre og saá sig stolt om. „Vi giver +kun fire Kroner om Maaneden for den, og hele Møbleringen +har vi gratis; det har Mor og jeg slæbt +hjem fra Lossepladsen hver en Trævl lige til Kakkelovnen. +Her skal du bare se en Hømadras som +<a id="page-308" class="pagenum" title="308"></a> +ikke er helt ilde — og den har Godtfolk kasseret. +Jærnsengen har vi ogsaa faaet derude, saa har jeg +bundet et Ben under. Og i Gaar kom Mor slæbende +med Gardiner og hængte op. Godt at nogen Folk +har saa meget, at de maa smide det paa Møddingen.“ +</p> + +<p> +Lasse var oprømt, han lod til at have det godt, +det gamle Kvindfolk puslede for ham som var han +hendes Ungdoms Kærlighed. Hun hjalp ham Støvlerne +af og stak ham et Par Kludesko paa Benene; +saa tog hun en lang Pibe henne fra Krogen og stak +i Munden paa ham; han lo og behagede sig i det. +</p> + +<p> +„Ser du den Pibe, du Pelle? Den har Mor gaaet +og sparet sammen til, uden at jeg anede noget — +og købt den saa lang at jeg ikke kan tænde den +selv. Saa ligner jeg en Huspave, siger hun.“ Lasse +maatte læne sig tilbage i Stolen, mens hun tændte +for ham. +</p> + +<p> +Lasse fulgte Pelle over Gaarden da han gik. „Naa +hvad siger du saa?“ spurgte han. +</p> + +<p> +„Jeg maa jo være glad, at du har det saa godt,“ +svarede Pelle ydmygt. +</p> + +<p> +Lasse trykkede hans Haand: „Tak for det du! Jeg +frygtede jo at du vilde blive stræng, som liden var +du en gal Fanden paa det Omraade. Og se vi kunde +jo gifte os forstaas — ingen af os har noget som +kunde være til Hinder. Men det koster Penge det +— og Tiderne er knappe. Og nogen Børn som kunde +kræve at være sat ordenlig i Verden er der jo ingen +Fare for.“ +</p> + +<p> +Pelle maatte smile, saa alvorligt hans Sind var. +</p> + +<p> +„Se snart hen til os igen — du er velkommen!“ +sagde Lasse. „Men du behøver ikke fortælle Ellen +noget om dette her — hun er jo stikken paa det.“ +</p> + +<div class="chapter"> + +<h2 class="chapter" id="chapter-0-33"> +<a id="page-309" class="pagenum" title="309"></a> +XXXIII +</h2> + +</div> + +<p class="first"> +Nej Pelle fortalte overhovedet ikke Ellen noget +mere, hun havde frosset det bort. Hun var som +Vintersolen, den Side der vendte bort fra hende fik +ikke Del i hendes Varme. Pelle havde ingen Fordringer +her mere, han havde forlængst gjort op, at +hun ikke kunde dække det stærkeste i hans Væsen +— og vænnet sig til den Tanke at gaa ene med det. +Han var blevet haardere men ogsaa mere Mand +deraf. +</p> + +<p> +Hjemme skrantede Drengen — han fik ikke Pleje +nok, og den lille var urolig, navnlig om Natten. +Børnenes Klynken og Hosten gjorde det uhyggeligt. +Ellen var tavs; som en tung skæbnesvanger Gaade +gik hun og passede dem. Hendes udtryksfulde Blik +mødte aldrig hans, men han følte det ofte hvile paa +sig. Hun var magret af i den senere Tid, og det +gav hendes Skønhed en fanatisk Glød, en Tilsætning +af Gift syntes han stundom. Der var Tider, +hvor han vilde give Livet for et oprigtigt brændende +Kærtegn fra denne Kvinde. +</p> + +<p> +Han forstod hende mindre og mindre og fyldtes +ofte af uforklarlig Angst for hende. Hun led frygteligt +under Børnenes Tilstand; og naar hun talte dem +til Ro med blødende Hjærte, kunde hendes Ord +rumme en skæbnesvanger Klang der fik ham til at +gyse. Undertiden jog den Tanke ham hjem, at hun +havde forgrebet sig paa sig selv og dem. +</p> + +<p> +En Dag han kom ilende hjem under dette Indtryk, +kom hun ham smilende i Møde og lagde 25 +Kroner paa Bordet foran ham. +</p> + +<p> +„Hvad er det?“ spurgte Pelle forbavset. +</p> + +<p> +„Dem har jeg vundet i Lotteriet,“ sagde hun. +</p> + +<p> +Det var altsaa derfor, hendes Færd havde været +saa underlig hemmelighedsfuld i de senere Dage — +som om der var et eller andet han for ingen Pris +maatte vide. Hun havde gaaet og vovet de sidste +Skillinger, og været angst for at han skulde opdage +det. +</p> + +<p> +<a id="page-310" class="pagenum" title="310"></a> +„Men hvor har du faaet Penge fra?“ spurgte +han. +</p> + +<p> +„Dem laante jeg af min gamle Veninde Anna — +vi spiller sammen. Nu kan vi faa Læge og Medicin +til Børnene og behøver ikke gaa og mangle alting,“ +sagde hun. +</p> + +<p> +Pengene forvandlede hende og førte dem igen +varmt ind til hinanden. Ellen blev mere øm mod +ham end nogensinde, og kælede bestandig for ham. +Der var noget nyt over hende, en Slags Sønderknuselse +i hendes Væsen, som gjorde hende myg +og elskelig at have med at gøre og bandt Pelle til +Hjemmet med Længselsbaand. Han hastede hjem +nu igen. Han tog hendes Væsen som Afbigt for +hendes strænge Dom; hun var forandret dér, begyndte +ogsaa at interessere sig for hans Arbejde i +Sagen og opfordrede ham ved mange Træk til at +blive ved. Det viste sig, at hun trods sin tilsyneladende +Kulde havde fulgt godt med. Hendes Væsen +undergik en forunderlig Forvandling. Hun den haarde +sikre Ellen blev mildtdømmende og vag, hun tog ikke +den skarpe Afstand fra Ting, og kunde bøje Hovedet +spagfærdigt. Hun var ikke selvretfærdig mere. +</p> + +<p> +En Dag henad Aften sad Pelle hjemme foran +Spejlet og barberede sig; han havde klippet sit store +smukke Overskæg helt ind, og var nu i Færd med +at rage efter. Ellen gik og morede sig over, saa det +forandrede hans Ansigt. „Jeg kan jo knap kende dig +igen,“ sagde hun. Han troede, hun vilde have lagt +sig paa tværs af dette her og sat hans Overskæg +over Sagen; men hun tog meget kært paa det. Han +begreb ikke Forandringen med hende! +</p> + +<p> +Da han var færdig, rejste han sig og gik hen til +Lille Lasse, men Drengen skraalede op af Skræk. +Saa tog han noget gammelt Fabrikstøj paa, sværtede +sig i Ansigtet og Hovedet og gik over mod den +store Maskinfabrik. Fabrikken holdtes nu i fuld +Gang, og arbejdede med skiftende Hold Nat og Dag +ved Hjælp af sine internerede Skruebrækkere, som +af Folkevittigheden kaldtes de <em>Indelukkede</em>. Jærnmændene +<a id="page-311" class="pagenum" title="311"></a> +havde forfulgt deres Sejr og begyndt at +sætte endnu en Virksomhed i Gang; blev det saadan +ved, vilde en Dag hele Bedriften gaa sin Gang udenom +de Udelukkede, og de kunde staa paa Gaden og +se til. Men nu skulde der slaaes et Slag! Pelle kom +med Glæde og Varme i sig hjemme fra og var knusende +oplagt. +</p> + +<p> +Han slap ubemærket forbi Strejkevagten og hen +til Porten. „De sover de Sataner!“ tænkte han gal +i Hovedet og var lige ved at ødelægge det hele for +at give dem en Røffel. Han bankede dæmpet paa +og blev lukket ind. Portneren førte ham til Værkføreren +der heldigvis var en Tysker. +</p> + +<p> +Pelle blev antaget som Støberiarbejder for en ret +høj Dagløn; desuden fik han Løfte om en Dusør +paa 25 Kr., naar han havde været der en vis Tid. +„Det er Judaspengene,“ sagde Værkføreren grinende. +— „Og saa bliver De naturligvis foretrukket til Arbejde +naar Lockouten <a id="corr-28"></a>er forbi. De er vel klar +over, at De ikke slipper ud for det første? Vil De +have noget sendt til Konen, besørger vi det.“ Saa +fik Pelle en Krog anvist, hvor der laa en Halmsæk; +det var Bopæl og Natteleje. +</p> + +<p> +Paa Fabrikken gik Arbejdet som det bedst kunde. +Arbejderne kastede sig over det i Raptus, gik +saa og sløsede, stod i Grupper og snakkede, og +gjorde hvad de vilde. Formændene turde ikke sige +noget; naar de kom med en fredelig Henstilling, fik +de Grovheder. Arbejderne benyttede sig af deres +Uundværlighed, de opførte sig som rene Tyranner, +og slog bestandig paa at de godt kunde gaa. Med +det Ord beherskede de Situationen. +</p> + +<p> +De fik stor Løn og rigeligt med Mad og Drikkevarer, +Arbejdstiden var ogsaa kortere end ellers. +De forstod ikke rigtig dette Omslag i Tilværelsen +og gik om og saa store ud. Men paa Bunden af +deres Ansigter var der en egen Famlen, som var +de utrygge for hinanden. De hjemlige Arbejdere der +var i Mindretal, holdt sig for sig selv — som nærede +<a id="page-312" class="pagenum" title="312"></a> +de inderst inde Foragt for disse Folk, der kom +tilrejsende for at fiske i Elendigheden. +</p> + +<p> +Der arbejdedes med tre Hold som løste hinanden +af hver otte Timer. „Ej se!“ tænkte Pelle — „det +er jo ligefrem 8-Timers Arbejdsdagen. Dette her er +nok Fremtidsstaten.“ Lige i det han kom, blev et +Hold afløst; de gav sig straks til at holde et Helvedes +Spektakel, dundrede løs paa Metalgenstandene +og raabte paa Mad og Brændevin. Saa blev der +baaret ind, store Kedler med Bankekød og Kartofler. +Pelle kom i et Sjak paa en halv Snes Mand. +</p> + +<p> +„Spis Kammerat!“ sagde de — „du er vel sulten? +Hvor længe har du gaaet inden du gav op?“ +</p> + +<p> +„Paa tredje Maaned,“ svarede Pelle. +</p> + +<p> +„Saa er du sku sulten. — Frem med Kødet! +mere Kød her!“ raabte de til Køkkenkarlene. „Kartoflerne +maa I godt beholde! vi har ædt Kartofler +nok i vor Tid. — Dette her er sku Slaraffenland +med Smørsovs til! Saadan er det jo, de har gaaet +og sagt det vilde blive: God Løn og lidt at bestille, +Masser af Mad og Brændevin! Kan I saa se, det +var godt vi holdt ud da det galdt — nu kommer +Belønningen. Skaal du, hva’ Fan du hedder — du +dér med den!“ +</p> + +<p> +„Karlsen,“ sagde Pelle. +</p> + +<p> +„Skaal Karlsen! Og hvordan skær den saa derude? +Har du set min Kone for nylig. Hun er nem +at kende; det er en med syv Børn og ingenting at +putte i dem! — Hvordan gaar det med Lønkampen?“ +</p> + +<p> +Bagefter satte de sig til at spille Kort og drikke, +eller drev om og yppede Klammeri; der sad en ond +Braad i dem, de gik og havde en giftig Trang til at +stikke hinanden. „Kom og spil et Slag med, Kammerat +— og faa dig en Dram!“ sagde de til Pelle. +„Hvad Fanden skal man faa Tiden til at gaa med i +dette Helvede? sove sejsten Timer i Døgnet kan +man ikke blive ved med i Længden.“ +</p> + +<p> +Der var øredøvende Larm som i et vældigt Værtshus, +Raab og Skænden; enhver gav sit Bidrag til +<a id="page-313" class="pagenum" title="313"></a> +Spetaklet som galdt det om at overdøve noget. De +kunde faa Drikkevarer at købe paa Fabrikken, og +hvad de tjente drak de op. „Det er Samvittigheden,“ +tænkte Pelle — „de er gode Kammerater paa Bunden.“ +Det lovede godt for hans dristige Forehavende. +En Gruppe Tyskere tog ingen Del i Orgiet men +havde indrettet sig en Sparekoloni henne i det fjærneste +Hjørne af den store Hal; de var her for at +tjene Penge! +</p> + +<p> +I en af Grupperne opstod der Klammeri om Spillet; +de brugte grov Mund mod hinanden, til Skældsordene +kulminerede i Ordet Skruebrækker. Det +gjorde dem helt rasende, det var som gik der Hul +paa en Byld; al deres opsparede Skamfølelse og +Ondskab over de forsmædelige Forhold brød løs. +De brugte Knive og Værktøj mod hinanden. Politiet +der Nat og Dag havde Vagt ved Fabrikken, blev +kaldt ind og bragte Ro. En saaret Smed blev forbundet +inde paa Kontoret, men der fandt ingen Arrestation +Sted. Saa faldt der pludselig Slaphed over +dem. +</p> + +<p> +De sværmede stadig om Pelle, han var ny Mand +og kom derude fra. „Hvordan gaar det derude?“ var +det bestandige Spørgsmaal. +</p> + +<p> +„Dem derude gaar det godt nok. Det ser værre +ud for os herinde,“ sagde Pelle. +</p> + +<p> +„Gaar det dem godt siger du? Vi har ladet os +fortælle, at de er lige ved at overgive sig.“ +</p> + +<p> +„Hvem har I det fra?“ +</p> + +<p> +„Fra Fabrikslederne her.“ +</p> + +<p> +„Saa har de stukket jer en Plade for at holde +den gaaende med jer.“ +</p> + +<p> +„Du lyver! Og hvad skal det sige at det ser værre +ud for os her? ud med Sproget!“ +</p> + +<p> +„Vi faar aldrig fat igen! Nu sejrer Kammeraterne +— og saa stiller de den Fordring for at optage Arbejdet, +at vi skal holdes udenfor.“ +</p> + +<p> +„For Satan da ogsaa — og vi som har faaet Løfte +om det bedste Arbejde!“ raabte en stor Smed. „Men +du lyver gør du! Og hvorfor kommer du her, naar +<a id="page-314" class="pagenum" title="314"></a> +de er ved at sejre derude? — svar for Dælen! Man +tyer vel ikke ind i dette Helvede, naar man ikke +er nødt til det!“ +</p> + +<p> +„For at svigte Kammeraterne kan du vel begribe,“ +svarede Pelle haardt. „Jeg vilde prøve, hvordan det +er at slaa Brødet ud af Munden paa de sultne.“ +</p> + +<p> +„Det er Løgn! saa ondskabsfuld er ingen! Du gør +Nar af os din Djævel!“ +</p> + +<p> +„Giv ham en Dragt Prygl,“ sagde en anden — +„han spiller Rod. Er du Spion, eller hvad vil du +her? Du hører nok til blandt Idioterne derude.“ +</p> + +<p> +Det var Pelles Plan at holde gode Miner til slet +Spil og lirke sig frem. Men nu blev han gal i Hovedet. +</p> + +<p> +„Du skulde nødig kalde hæderlige Mænd Idioter,“ +svarede han opbragt. „Ved du hvad I er? I er nogle +Svin som ligger og fraadser og bæller i jer, og lever +højt paa Kammeraternes Nød! Det er hvad I er — +Judas’er der sælger den gode Sag for nogle beskidte +Penge. Hvormeget fik I? — 25 Kroner hva’? Og +derude gaar de og sulter trofast, for at vi alle — I +ogsaa — kan faa det lidt menneskeligt i Fremtiden.“ +</p> + +<p> +„Nu holder du Kæft,“ sagde den store Smed. „Du +har ikke Kone og Børn, saa er det let nok at snakke.“ +</p> + +<p> +„Er det ikke dig der bor i Jægersborggade?“ slog +Pelle ned over ham. „Og sender du maaske hvad +du tjener, til Kone og Børn? Hvorfor lider de saa +Nød? I Gaar blev de smidt paa Gaden; Organisationen +tog og skaffede dem Tag over Hovedet, skønt +det var en Skruebrækkerfamilie.“ Det var Pelle selv +der havde gjort Udvej for dette. +</p> + +<p> +„Sender — vist Fan er det min Agt at sende dem +noget. Men naar en nu fører dette Helvedes Liv, +saa gaar Pengene til Sprut forstaar du! Og nu skal +du ha’e Klø,“ Smeden smøgede op for sine vældige +Muskler, han var ikke ædru og skulede ondt som +en gal Tyr. +</p> + +<p> +„Vent lidt,“ sagde en ældre Mand og traadte hen +<a id="page-315" class="pagenum" title="315"></a> +til Pelle. „Jeg synes jeg har set dig før, hvad er dit +Navn med Forlov?“ +</p> + +<p> +„Mit Navn — det kan I godt faa. Jeg er Pelle.“ +</p> + +<p> +Navnet virkede som en Eksplosion, han skød +straalende i Vejret for deres Øjne. Smedens Arme +faldt slappe ned, han vendte skamfuld Hovedet bort. +Pelle selv stod midt iblandt dem! de havde svigtet +ham, vendt ham Ryggen, og dér stod han og smilede, +ikke Spor af vred. Kammerater kaldte han dem +tilmed, han foragtede dem ikke engang! „Pelle er +her,“ sagde de dæmpet, videre og videre ud, med +en egen tung Dvælen paa Navnet. Der blev Mudder +omkring i Hallen. „Hvad Satan, er Pelle kommet!“ +udbrød de og tumlede paa Benene. +</p> + +<p> +Pelle var sprunget op paa en stor Ambolt. „Stille!“ +raabte han med Tordenstemme. „Stille!“ Der blev +lydløs Stilhed i Rummet, man kunde høre deres +dybe Aandedrag. +</p> + +<p> +Formændene kom styrtende og vilde trække ham +ned. „Her maa ikke holdes Taler!“ raabte de. +</p> + +<p> +„Lad ham tale!“ sagde den store Smed truende. +„Ham er I for smaa til at stoppe Kæften paa!“ +Han greb en Forhammer og stillede sig ved Foden +af Ambolten. +</p> + +<p> +„Kammerater!“ begyndte Pelle i en let Tone — +„jeg er sendt herind med en Hilsen til jer fra dem +derude. Fra Makkerne som stod ved Siden af jer +paa Arbejdspladsen, fra jeres Omgangsvenner og Fagforeningskammerater! +Hvor bliver de gamle Svende +af? sagde de — vi har dog taget saa mangen Tørn +sammen og delt ondt og godt med hinanden. Skal +vi nu gaa ind i det ny uden dem? — Og jeres Koner +og Børn spørger efter jer! Nu er det Foraar; +og de begriber ikke, hvorfor de ikke skal pakke +Madkurven og tage i Søndermarken med Fatter.“ +</p> + +<p> +„Næ for der er ingen Madkurv!“ sagde en tung +Stemme. +</p> + +<p> +„Der er dog halvhundred Tusend Mand, der tager +den som den er uden at knurre,“ svarede Pelle alvorligt. +„Og de spørger efter jer og begriber ikke, +<a id="page-316" class="pagenum" title="316"></a> +hvorfor I forlanger mere end de. Har I da gjort +mere for Bevægelsen? — spørger de — eller er I +Grevesønner der ikke kan gaa støt i Rækkerne? — +Nu er det Foraar derude!“ vedblev han friskt, „Vinteren +er forbi for Fattigmand, han skal til at have +lyse Dage! Og saa drejer I til den gale Side og +gaar i Fængsel! — Ved I, hvad de Udelukkede +kalder jer? De Indelukkede kalder de jer!“ +</p> + +<p> +Nogle lo dæmpet. „Den er sku meget godt fundet +paa,“ sagde de til hinanden. „Den har han selv +lavet.“ +</p> + +<p> +„De har nu ogsaa andre Navne til os!“ raabte en +Stemme trodsigt. +</p> + +<p> +„Det har de ogsaa,“ svarede Pelle muntert — +„men det er fordi de sulter! Saa bliver man urimelig +ved I nok — og misunder andre Maden!“ +</p> + +<p> +De skuttede sig og trængte sig endnu nærmere +om ham; hans Ord sved i dem og gjorde alligevel +godt. Ingen kunde lange ud efter én som Pelle, og +alligevel faa én til at føle at man ligesom var et +ordenligt Menneske. Uden om dem stod de fremmede +Arbejdere og lyttede anspændt for at faa lidt +med. +</p> + +<p> +Pludselig sprang Pelle midt ind i Nøden og lagde +Hjemmenes aarelange endeløse Fortvivlelse blot, saaledes +at man saá alt hvad man havde lidt — først +saá det rigtig nu. De undredes over at de virkelig +havde staaet for saa meget, men vidste godt at det +var saaledes; deres drøje Nik bekræftede, at det +passede hvert et Ord. Det var Pelles egne fortvivlede +Kampe, der nu talte igennem ham — men Lidelsens +Kvæde blev lagt over dem. Han selv stod +der lys og sejrsikker og ragede urørlig ovenud af +alting! +</p> + +<p> +Efterhaanden blev han stærk og skarp i Ordene. +Han bebrejdede dem deres Troløshed, mindede om +hvor dyrekøbt bittert Sammenholdet var groet frem +til en Lov, og gav i korte rammende Ord hele Bevægelsens +Opsang som den laa og blundede i hvert +et Øre. Det var de gode gamle Toner, Hjemmenes +<a id="page-317" class="pagenum" title="317"></a> +og Arbejdspladsernes egen Melodi, Pelle gav den +ny Klang. De havde glemt deres Moders Røst lige +som hine Landflygtige — derfor kunde de ikke +finde hjem; nu kaldte den dem tilbage — til den +gamle Drøm om Lykkeland! Han saá det paa deres +Ansigter og var over dem i et Spring: „Kender I +noget skændigere end at sælge sit Fædreland? Det +har I gjort — endnu før I betraadte det — solgt +det med Brødre, Koner og Børn! Og I har afsvoret +jeres Religion — Troen paa den store Bevægelse! +Buddene har I fornægtet, og solgt jer selv for nogle +Judaspenge og en Omgang Brændevin!“ +</p> + +<p> +Han stod med den venstre Haand paa den store +Smeds Skulder; den højre holdt han knyttet ud +over dem. I den Haand holdt han dem; han følte +det saa stærkt, at han ikke turde lade den synke +men blev ved at holde den udstrakt. Der gik en +mumlende Bølge gennem Rækkerne og forplantede +sig til de fremmede Arbejdere ogsaa. De smittedes +af de andres Bevægelse, og fulgte anspændt med +skønt de ikke forstod stort af Sproget. Ved Udfaldene +nikkede de og puffede til hinanden, og nu +stod de ubevægelige med forventningsfulde Ansigter; +de var under hans Tales Magt de ogsaa. Det var +Solidariteten, den mægtige jordomspændende Kraft! +Pelle erkendte dens forunderlige Væsen, saa der +løb Kuldebølger op og ned over hans Ryg. Han +holdt dem alle i sin Haand, og nu skulde Slaget +slaaes — inden de fik Tid til at tygge paa det. Nu! +</p> + +<p> +„Kammerater!“ raabte han overlydt. „Jeg sagde +til dem derude, at I var hæderlige Folk som Nøden +og et Øjebliks Uforstand havde ført op i Suppedasen. +Nu gaar jeg ind og henter jeres Venner og +Makkere — sa’e jeg — de længes efter at komme +ud i Foraaret til jer igen! — Har jeg løjet naar jeg +lovede godt paa jeres Vegne?“ +</p> + +<p> +„Nej du har ikke!“ svarede de med én Mund, +„Leve Pelle! Længe leve <em>Lynet</em>!“ +</p> + +<p> +„Saa kom!“ Han sprang rask ned fra Ambolten +og marsjerede gennem Hallen, slyngende Socialistmarsjens +<a id="page-318" class="pagenum" title="318"></a> +Opsang ud. De sluttede op bag ham uden +Overvejelse eller Skrupler, Tempoet tog dem, det +var som en Vaarvind sugede dem ud i det fri. Porten +blev slaaet op og Fabrikkens Funktionærer trængt +til Side. Syngende og med drønende Takt der tog +Revanche efter Indespærringen, drog de ned ad Nørrebrogade +med Pelle i Spidsen, ind mod Arbejdernes +Bygning. +</p> + +<div class="chapter"> + +<h2 class="chapter" id="chapter-0-34"> +XXXIV +</h2> + +</div> + +<p class="first"> +Det var et prægtigt Kup, Arbejdsgiverne opgav al +videre Tanke om at sætte Virksomheder i Gang +uden om Organisationen. Sejren gjordes fuldstændig +ved, at Fagforeningerne betalte de udenlandske Arbejdere +Rejsepenge og fik dem af Sted, inden de fik +Tid til at tænke sig om. De blev fulgt til Dampskibet +og lyst hjem med et kammeratligt Hurra. +</p> + +<p> +Pelle var Dagens Mand! Hans Bedrift omtaltes +i alle Blade, selv Modstanderne fældede Lansen for +ham. +</p> + +<p> +Han tog det som en Selvfølge, og kastede sig med +hele sin Voldsomhed frem paa et nyt Punkt. Der +var ikke noget at gaa til Vejrs over, Lockouten var +fremdeles den tunge Kendsgærning — han følte hele +Byrden af den nu. Arbejderhæren gik og sled Brostenene, +mens Nationen vantrivedes; og nogen Udsigt +til en snarlig Løsning var der fremdeles ikke. +Men en Dag løb Kilderne tørre — og saa? +</p> + +<p> +Han var for dybt mærket af Kampen til at svimle +for lidt Virak, Raabene lagde blot Ansvaret endnu +vægtigere over paa ham. Hvis der kom et Nederlag +ud af denne forfærdelige Kamp, blev Skylden +hans! og han anstrængte sin Hjærne for at finde et +Middel til at knække Fjendens Modstand. Endnu +bar Masserne Tilstanden med Taalmodighed, men +hvor længe kunde det blive ved? Der begyndte at +kredse Rygter, som varslede noget — en Dag hed +<a id="page-319" class="pagenum" title="319"></a> +det sig, at den af Førerne, der havde Indsamlingen +under sig, var stukket af med Kassen; en anden, at +hele Arbejderhæren var solgt til Modstanderne. Der +maatte ske noget nu! Men hvad? +</p> + +<p> +— — +</p> + +<p> +Han kom hjem en Middag for at faa et Glimt af +Familien, inden han gik til Møde. Børnene var +alene hjemme. „Hvor er Mor henne?“ spurgte han +og tog Lille Lasse op paa Knæet; Søster sad over +Ende i Vuggen og legede. +</p> + +<p> +„Mor pyntet sig og gaaet i Byen,“ svarede Drengen. +„Mor var saa fin!“ +</p> + +<p> +„Saa, var hun det?“ Pelle gik ind i Sovekammeret +og saá efter i Klædeskabet. Brudekjolen var +der ikke. +</p> + +<p> +„Det var da underligt,“ tænkte han og gav sig i +Leg med Børnene igen. Søster rakte efter ham; +han maatte tage hende op og sad med én paa hvert +Knæ. Den lille blev ved at stikke til hans Overlæbe +som vilde hun sige noget. „Ja Fars Overskæg +er faldet af, Søster!“ udbrød Lille Lasse forklarende. +</p> + +<p> +„Ja det er blæst væk,“ sagde Pelle. „Der kom +en Vind — og huit var det væk!“ Han saá ind i +Spejlet med lidt af en Grimasse — det Skæg havde +været hans Stolthed! Saa lo han til Børnene. +</p> + +<p> +Ellen kom hjem, forpustet som havde hun løbet; +der laa en skær Rødme over hendes Ansigt og Hals. +Hun gik ind i Sovekamret med Overstykket paa. +Pelle kom derind. „Du har jo din Brudekjole paa,“ +sagde han forundret. +</p> + +<p> +„Ja. Jeg skal have rettet noget ved den og var +henne hos Syjomfruen, for at hun kunde se mig +med den paa. Men gaa nu ind, saa kommer jeg +straks. Jeg skal blot skifte Kjole.“ +</p> + +<p> +Pelle vilde blive, men hun skød ham hen imod +Døren. „Gaa nu ind,“ sagde hun og dækkede sin +Barm med Kjolen. Den skære Rødme laa langt ned +over Barmen — hun kunde være saa skøn i sin +Blusel. +</p> + +<p> +<a id="page-320" class="pagenum" title="320"></a> +Lidt efter kom hun ind og lagde nogle Sedler +foran ham paa Bordet. +</p> + +<p> +„Hvad er nu det igen?“ udbrød han, halv bestyrtet +over saa mange Penge. +</p> + +<p> +„Ja er det ikke et mærkeligt Held jeg har? — +jeg har vundet igen paa Sedlen! Er det saa ikke +en dygtig Kone du har?“ Hun stod bag ham med +Armen hvilende paa hans Ryg. +</p> + +<p> +Pelle sad lidt og ludede som havde han faaet et +Dunk i Hovedet. Saa skød han hendes Arm til +Side og vendte sig om. „Har du vundet igen siger +du? — to Gange? — i samme Serie?“ Han talte +langsomt, enstonigt, som maatte han indprente sig +hvert Ord. +</p> + +<p> +„Ja. Synes du saa ikke jeg er flink?“ Hun saá +usikkert paa ham og forsøgte at smile. +</p> + +<p> +„Men det kan man jo bare ikke,“ sagde han slæbende +— „det kan man jo bare ikke.“ Pludselig +sprang han op og greb hende i Halsen. „Det er +Løgn! — Du lyver!“ raabte han rasende. „Vil du +ud med Sandheden — vil du!“ Han pressede hende +bagover ned mod Bordet som vilde han myrde +hende. Lille Lasse skreg. +</p> + +<p> +Hun stirrede paa ham med et forundret Blik, +hvori Rædslen trak mere og sammen. Han slap +hende og vendte Ansigtet bort for ikke at se de +dødsmærkede Øjne; men hun rejste sig ikke, stirrede +blot uudholdeligt paa ham, som et Dyr der +skal slagtes og ingenting forstaar. Pelle tog og rejste +hende op; saa gik han stille hen og gav sig af med +Drengen for at berolige ham. I hans Hænder var +der en ækel Fornemmelse, omtrent som naar han i +sin Drengetid havde kvalt en Fugleunge. Ellers +følte han ikke noget, alting var blot saa ækelt. Det +var Forholdene, og nu vilde han gaa. +</p> + +<p> +Det slog ham mens han samlede sine Ting, at +hun stod ved Bordet og græd stille. Han hørte +det pludselig, men uden at det angik ham. Da han +var færdig og havde kysset Børnene, gik der et +<a id="page-321" class="pagenum" title="321"></a> +Ryk igennem hende; hun traadte i Vejen for ham +paa sin gamle energiske Maade. +</p> + +<p> +„Gaa ikke fra mig — du maa ikke gaa!“ sagde +hun hulkende. „Aa — jeg vilde jo kun jeres Vel, +og du tog dig jo ikke af noget! Nej det er ingen +Bebrejdelse — men Maden du! Børnene og du +selv! Jeg kunde ikke taale at se jer mangle alting +— dig mest — Pelle som jeg holder af dig! — Det +var jo for din Skyld — mest for din Skyld!“ +</p> + +<p> +Det lød som Sang i hans Øre, en underlig fjærn +Sang; Ordene hørte han ikke. Han skød hende +læmpeligt til Side, kyssede igen Drengen og kærtegnede +ham; hun stod død og stirrede paa hans +Bevægelser, med forvirret strittende Øjne. Da han +gik med Døren, sank hun sammen. +</p> + +<p> +— — +</p> + +<p> +Pelle havde lagt sine Ejendele nede hos Rullekonen +og gik mekanisk indefter; der var intet Ekko, +ikke en Lyd om ham, han gik og sov. Fødderne +bar ham ind til Arbejderbygningen og op ad Trapperne +til det Værelse, hvorfra Kampen lededes, han +tog sin Plads mellem de andre uden at vide af det, +og sad og stirrede ned i det grønne Bordklæde. +</p> + +<p> +Stemningen var præget af Mismod. Man havde +længe øjnet Bunden i Fagkasserne, og Selvbeskatningen +gav mindre, efterhaanden som flere blev +smidt paa Gaden. Offervilligheden ude omkring +begyndte ogsaa stærkt at slappes. Offenligheden +var ked af dette nu, alting sygnede hen, nu maatte +de se at forliges! Henved halvhundred Tusend Mand +var nu ledige, Hungersnøden begyndte at stikke sit +grinende Hoved frem. Det Øjeblik nærmede sig +som Kapitalen regnede med, da Børnenes Graad +for Brød maatte virke opløsende paa Arbejdernes +Vilje og faa dem til at ofre Ære og Selvstændighed +for at stille Smaavæsnernes Sult. Og hos Fjenden +sporedes ingen Tegn til Fredsønsker! +</p> + +<p> +Det prægede alle Kampraadets Medlemmer som +de sad her, med Hundredtusenders Ve og Vel hængende +tungt over sig. Ingen turde tage det nøgne +<a id="page-322" class="pagenum" title="322"></a> +Ansvar paa sig ved et stærkt Forslag til den ene +eller anden Side. Sæt nu man maatte give op om +en Uge eller to! saa havde op imod en Kvart Million +Væsner lidt Kvaler til ingen Nytte. En uhyre +Afstumpning vilde blive Følgen af det og selve Nederlaget +—, som satte dem tilbage for mange Aar. Men +hvis Arbejdsgiverne ikke kunde staa sig saa længe +mod det Tryk, Finansverdenen begyndte at øve paa +dem — saa var Sejren forspildt, hvis man opgav +Kampen nu! +</p> + +<p> +Her var al klog Beregning for lille! den store +blinde Skæbne herskede her. Hvem turde foregive, +at han kunde løfte Sløret for Fremtiden og +vise Vejen? Ingen! Og Pelle den lyse Brand, der +saa hensynsløst viste Vejen fremad, sad og sov som +angik det hele ikke ham mere. Han var nok sprængt +under det uhyre Arbejde! +</p> + +<p> +Sekretæren kom ind med en rødt indstreget Avis +og rakte den til Formanden, han stirrede lidt paa +det indstregede Stykke, saa rejste han sig og læste +det op; Bladet dansede i hans Hænder: +</p> + +<p> +„Ca. tredve Arbejderhustruer —, unge og smukke — +kan under Lockouten komme i Huset hos forskellige +Pebersvende. God Behandling garanteres. Bladets +Kontor anviser.“ +</p> + +<p> +Pelle sprang op af sin Dvale, hele hans forfærdelige +Ulykke stod pludselig skærende klar for ham. +„Ja saadan skal det være!“ raabte han. „Nu har +Kapitalen Fingrene ude efter vore Hustruer — nu +gøres de til Skøger! Nu maa vi slaa! slaa! Et +sidste Slag maa vi slaa — og det skal være haardt!“ +</p> + +<p> +„Men hvordan?“ spurgte de. +</p> + +<p> +Pelle var blevet hvid af tilkæmpet Ro, saa lysende +klar havde hans Forstand aldrig været. Nu skulde +Ellen hævnes paa dem, der tog alt — lige til den +fattige Mands eneste Lam! +</p> + +<p> +„Allerførst maa vi udsende en optimistisk Redegørelse +— endnu i Dag!“ sagde han smilende. „Kassen +er næsten tom, godt saa meddeler vi, at Arbejderne +<a id="page-323" class="pagenum" title="323"></a> +har Midler til at føre Kampen et Aar om det +skal være. Og saa slaar vi!“ +</p> + +<p> +En gammel forglemt Fantasi var sprunget frem i +ham som en fast Plan — født af Vreden. +</p> + +<p> +„Vi har hidtil kæmpet passivt,“ fortsatte han — +„med Taalmodigheden som Hovedvaaben! Vi har +sat vore Livsfornødenheder mod de andres Luksus; +naar de ramte os paa Legemet, sultede os magre +og splittede Stumperne fra vore Hjem — svarede +vi ved ikke at forrette Arbejde til <em>deres</em> Bekvemmelighed. +Lad os nu prøve at ramme deres Livsfornødenheder +en Gang; lad os slaa dem dér, hvor de +lige straks slog os — under Hjærtet! Saa kanske +de bliver medgørlige. Vi har hidtil holdt de vigtigste +Arbejdere uden for Kampen, alle dem Sundhed +og Velfærd afhænger af, det er ikke just os +selv der har nydt godt af det. Hvorfor skal vi +bage deres Brød? vi som ikke har Raad til at spise! +hvorfor skal vi besørge deres Renlighed? vi som +ikke har Raad til at være renlige! Lad nu Natmændene +rykke i Ilden — og Dagrenovationen! Og +er det ikke nok, saa lukker vi for Vand og Gas. +Lad os vove de sidste Stumper og slaa det sidste +Slag!“ +</p> + +<p> +Pelles Forslag blev vedtaget, og han tog straks +ud paa Vesterbro til Formanden for Natmændenes +Forening. Han var lige staaet op og sad ved sin +Middagsmad. Det var en lille gemytlig Mand, som +altid havde en Gavtyv i Øjet; han var fra Kulsvieregnen. +Pelle havde i sin Tid hjulpet ham at faa +Organisationen i Gang, og vidste han kunde regne +med ham og hans Folk. +</p> + +<p> +„Kan du huske, jeg engang viste jer at I var +Byens vigtigste Arbejdere — Lars Hansen?“ spurgte +han. +</p> + +<p> +Formanden nikkede: „Ja ellers maatte man være +et rent Bagbæst til at glemme. Aldrig saa længe jeg +lever glemmer jeg nok den Virkning, dine Ord +havde paa os oversete Renovationsfolk! Det var jo +dig der fik os til at tro paa os selv og danne Organisation. +<a id="page-324" class="pagenum" title="324"></a> +Og selv om vi ikke akkurat skulde være +de vigtigste Arbejdere, saa —“ +</p> + +<p> +„Men det er I netop — og nu er det jer Tur at +vise det! Kan I stoppe endnu i Nat?“ +</p> + +<p> +Lars Hansen sad og stirrede grundende ind i +Lampen, mens han tyggede. „Vi er jo paa en Slags +Kontrakt med Kommunen,“ sagde han endelig langsomt. +„De kan straffe os for’et, og ogsaa tvinge os +til at tage fat. — Men naar du vil have det, saa +gør vi det begribeligvis. Det er der kun én Mening +om mellem Kammeraterne! Hvad du saa kan faa +ud af det, maa du jo bedst selv forstaa.“ +</p> + +<p> +„Tak for det!“ sagde Pelle og gav ham Haanden. +„Saa er det en Aftale — der kører ikke en Vogn +ud mere. Dagrenovationen maa ogsaa stoppes.“ +</p> + +<p> +„Saa sætter Vognmændene andre Folk i Gang — +til det Arbejde kan de nok finde Hænder.“ +</p> + +<p> +„Det gør de ikke, for saa stopper vi helt for +dem!“ +</p> + +<p> +„Ja det er svart! — Det bliver ellers en slem en +for de Fine! Fattigfolk kan det jo være lige meget +for de har ikke noget at spise. — Men hvis nu +Militæret bliver udkommanderet til det! Rengjort +maa de jo have, om ikke Byen skal forpestes.“ +</p> + +<p> +Det glimtede i Pelles Ansigt: „Hør Kammerat! +naar I nu stopper, saa afleverer I jo straks alle +Nøglerne, for at Øvrigheden ikke skal faa noget at +hænge sig i dér. Tag saa og kom dem i Sække +og faa dem rystet godt mellem hinanden.“ +</p> + +<p> +Lars Hansen brast i Latter. „Det bliver ellers +Satan til Komedie!“ stønnede han og slog sig paa +Laarene. „Saa maa de komme til os, for ingen +anden kan finde ud af den Relighed i en Ruf! Jeg +skal selv køre hen med Nøglerne og spille Idiot for +dem deroppe!“ +</p> + +<p> +Pelle takkede ham endnu en Gang. „I redder +det hele,“ sagde han stille. „Det er mange Tusend +Menneskers Brød og Fremtidslykke I nu holder i +jeres Hænder.“ Han smilede lyst og sagde Farvel; +<a id="page-325" class="pagenum" title="325"></a> +saa snart han var ene blegnede Smilet for et Udtryk +af Dødsens Træthed. +</p> + +<hr class="tb"> + +<p class="first"> +Pelle gik paa Gaderne og drev paa maa og faa; +nu var alting ordnet, der var ikke mere at kaste +sig op i. Og inde i ham var alting faldet sammen, +der var ikke en Gang Kræfter til en Beslutning +om, hvor han skulde gøre af sig selv. Han bare +gik, kom op paa Hovedgaden og drejede ned i +Sidegaderne igen. Inde i en Kolonialbutik stod +Karl smilende og adræt bag Disken og ekspederede +nogle Kunder. „Du skulde egenlig høre ind, hvordan +det gaar,“ tænkte han men drev videre. En +Gang stansede han uden for en Kaserne og saá +uvilkaarlig op. Her havde han jo lige udrettet hvad +han skulde — det var jo her Natmændenes Formand +boede! Nej nu var Dagens Gærning gjort, +og nu vilde han hjem til Ellen og Børnene! +</p> + +<p> +Hjem? han havde jo ikke noget Hjem mere! +Han var forladt og ene! Alligevel kom han over +paa Nørrebro; hvad Vej han var gaaet vidste han +ikke, men han fandt sig selv staaende uden for +Døren, stirrende paa den lille rustne Brevkasse. Indenfor +lød Klynken, han hørte Ellen gaa derinde — +frem og tilbage; hun lavede til til Natten. Saa gik +han ned, skyndte sig bort og aandede først op da +han var helt omme i Tjørnegade. +</p> + +<p> +Han drejede og drejede igen, fra én Sidegade +over i en anden. Inde i hans Hoved gik det saa +underligt med; i smaa Knik for hvert Skridt. Pludselig +syntes han der lød bekendte hastige Skridt +bag ham — Ellen? Han vendte sig om; der var +ingen. Naa, saa var det altsaa en Indbildning! — +Men Skridtene var der igen, saasnart han gik. Der +var noget ved dem som havde de Ærende til ham, +en Vilje til at hale ind paa ham mærkede han tydeligt +i dem. Han stansede i et Ryk — der var ingen, +og kom heller ingen op af Sidegadens Mørke. +</p> + +<p> +<a id="page-326" class="pagenum" title="326"></a> +Var det da inde i ham selv det færdedes saa besynderligt? +Pelle følte det ubegribelige og fik Hjærtebanken, +den forfærdelige Træthed gjorde ham værgeløs. +Og Ellen — hvad var der med hende? denne +jamrende Bebrejden i hans Øre! Forstaa — hvad +skulde han forstaa? Det var af Kærlighed, sagde +hun. Naa væk med det! han var for træt til at +skulle forsvare Brøden ogsaa. +</p> + +<p> +Men hvad var det for en Vandren? Nu gik Skridtene +i ét med hans egne — de havde dobbelt Lyd. +Og naar han tænkte, talte et andet Væsen i Munden +paa ham — dybt inde fra. Der var det samme +haardnakkede over det som over Mortens Indflydelse; +en Mening der selv om den bragtes til at +tie tvang sig frem alligevel. Hvad vilde alt det ham +— havde han ikke taget i nok? Var han ikke Pelle, +der havde ført den store Kamp igennem og som +alle saá op til? Men der var ingen Glæde i det, +Takten fra de halvhundred Tusend Kammerater lød +ikke igen i hans Skridt. Han var ladt i Stikken, ene +med dette forbandede noget i de øde Gader — Ensomheden +var over ham! „Det er nok dig selv du +gaar og bliver angst for,“ tænkte han med et bittert +Smil. +</p> + +<p> +Men Pelle vilde ikke være ene og lyttede stærkt +ud. Alt hans eget var røget, Kampen havde slugt +det. Der var dog et Fællesskab — saa trist det var +— mellem ham og Elendigheden omkring ham. Hvad +havde han saa at beklage sig over? +</p> + +<p> +Forfærdelig laa Fattigstaden om ham, hærget af +Kamp og Arbejdsløshed, med Graad og Natkulde +og Nød! Børn græd inde fra Baggaardene — det var +for Brød vidste han vel; fulde Mænd ravede om +Hjørnerne, og fra Bagstuer og Gaarde lød der Kvindeskrig. +Aa dette var jo Helvede! Gudskelov at Sejren +var nær. +</p> + +<p> +Et Sted hørte han tydelige Stemmer: Børn der +græd, og en Kvinde som gik frem og tilbage over +Gulvet, tyssende paa dem og vissende en lille — +som hun vel havde paa Armen. Lyden var saa klar, +<a id="page-327" class="pagenum" title="327"></a> +han saá op, der var ingen Vinduer i Lejligheden. +„De skal nok drives ud med Gennemtræk,“ tænkte +han harmfuld og sprang op ad Trappen; han var +vant til at tage Affære for de Ulykkelige. +</p> + +<p> +Inde i Lejligheden gik en Kvinde med en lille paa +Armen, Skæret fra Byen belyste hende halvt; Skørtet +havde hun slaaet over Hovedet for at dække +Barnet ogsaa, hun var nøgen forneden. Der var ikke +Spor af Bohave, Børnene laa i en Krog med Resten +af hendes Tøj over sig. +</p> + +<p> +„Værten har taget Døre og Vinduer væk; han +vilde have os paa Gaden, men vi gaar ikke — for +hvor skal vi hen? Saa la’r han Trækken fordrive +os — lige som Væggetøj! Min Mand har de jaget +til Døde —“ +</p> + +<p> +Pludselig genkendte hun Pelle. „Aa det er dig, +din forbandede Djævel!“ skreg hun. „Det var jo dig +selv, der begyndte at jage ham! Husker du han drak +af Flasken? — før havde han altid holdt sig pæn. +Du saá jo ogsaa at vi blev smidt ud af St. Hansgade +— Beboerne fortrængte os — gjorde du ikke? Aa +I Bødler! overalt har I forfulgt ham og jaget ham +som et Dyr, stiklet til ham og pint ham! Gik han +ned i en Beværtning, saa rejste straks de andre sig, +og Værten maatte be’ ham forsvinde. Men han var +mere ærekær end jer var han. — Jeg er en pestbefængt! +— sa’e han, og en Morgen havde han hængt +sig. — Aa hvis jeg kunde be’ Vorherre om at ramme +dig igen!“ Hun havde ingen Taarer, hendes Stemme +var tør og hæs. +</p> + +<p> +„Det behøver du ikke,“ sagde Pelle bittert — „han +har ramt mig! Men din Mand har jeg intet ondt villet; +de to Gange jeg traf ham, vilde jeg hjælpe ham. +Det er jo for alles bedste vi maa lide — og mit eget +er ogsaa gaaet i Stykker.“ Han brast pludselig i en +lindrende Graad. +</p> + +<p> +„Det skulde de se — Arbejderne, at Pelle græder, +saa raabte de nok ikke Hurra for ham!“ udbrød +hun harsk. +</p> + +<p> +<a id="page-328" class="pagenum" title="328"></a> +„Jeg ejer ti Kroner, vil du have dem?“ sagde +Pelle og rakte hende Sedlen. +</p> + +<p> +Hun tog den nølende. „Dem skal du vel bruge +til Kone og Børn — det er jo din Understøttelse.“ +</p> + +<p> +„Jeg har ingen Kone og Børn mere. Tag dem +kun!“ +</p> + +<p> +„Herregud, saa er det gaaet i Stykker for dig ogsaa! +Kunde Pelle ikke engang holde til det. Ja ja! +det er jo rimeligt, at den der saar ogsaa høster!“ +</p> + +<p> +Pelle gik sin Vej uden at svare. Denne Kvindes +uretfærdige Dom bedrøvede ham mere, end Bifaldet +fra Tusenderne havde glædet ham; men den vakte +ham ogsaa til stærk Protest. Dér hvor hun slog, +kunde han ikke rammes; han havde ikke plejet sit +eget smaa, men ærligt og redeligt tjent det store og +ført det til Sejr. De faldne og saarede havde ingen +Ret til at anklage ham. Han havde tabt mere end +nogen anden — alt havde han tabt! +</p> + +<p> +Fuld af Sorg i Sindet men forunderlig rolig gik +han hen paa Nørrebrogade og lejede sig ind i et +billigt Logihus. +</p> + +<div class="chapter"> + +<h2 class="chapter" id="chapter-0-35"> +XXXV +</h2> + +</div> + +<p class="first"> +Arbejdernes sidste Forholdsregel satte Byen i +voldsomt Oprør. De fik med ét Slag hele Offenligheden +imod sig, Pressen rasede og udstødte Trusler. +Selv den frisindede Presse gjorde gældende at Arbejderne +havde overtraadt Humanitetens Love. Men +<em>Arbejderen</em> gjorde koldblodigt opmærksom paa, at +det galdt Liv eller Død for Underklasserne. De var +klar til at gaa til det yderste; endnu var der Vand +og Gas at lukke for — Samfærdselsmidler og Hovedstadens +Forsyning med Fødevarer. +</p> + +<p> +Saa vendte Trykket sig mod Arbejdsgiverne — ét +Sted maatte man skaffe Luft. Hvad var det i Grunden, +de kæmpede for? — et slet og ret Magtspørgsmaal! +De vilde være eneraadende og have Haand- +<a id="page-329" class="pagenum" title="329"></a> +og Halsret over deres Arbejdere. Finansmændene +som stod bag de store Virksomheder var ogsaa kede +af det nu. Det blev efterhaanden en dyr Historie; +og Fordelen ved at slaa Arbejdernes Sammenhold i +Stykker blev ikke stor, naar Industrien ødelagdes +med det samme. +</p> + +<p> +Pelle saá hvor Gærningen groede, mens han gik +i Smaagaderne og forskede efter Far Lasse. Nu endelig +fuldbyrdede Tingen sig selv og han kunde hvile. +Der var løftet en umaadelig Byrde af hans Skuldre; +og nu vilde han have Lov at redde Stumperne af +sit eget — og endelig engang være noget for den, +der altid havde ofret sig for ham. Nu skulde Lasse +og han leje sig en Bolig sammen og leve det gamle +Samliv op; han glædede sig til det. Far Lasses Sind +var dog det eneste, der aldrig kunde gaa i Stykker +mod hans, men holdt gennem alt; det var som en +Moders Kærlighed. +</p> + +<p> +Lasse holdt ikke til længer i sin Rede inde bag +ved Bagergade. Den gamle Kvinde han levede sammen +med var død for kort Tid siden, og saa var +han forsvundet. +</p> + +<p> +Pelle spurgte sig frem, og kendt som han var +blandt de Fattige, havde han ikke vanskeligt ved at +følge den gamles Spor, der efterhaanden viste tilbage +mod Kristianshavn. Under sin Forsken traf +han paa megen Elendighed, som sinkede ham. Nu +Kampen arbejdede sig selv ud, sprang Nøden lige i +Øjnene paa ham, og gammel Medlidenhed vældede +stærkt op i ham. Han raadede Bod hvor han kunde, +stampede Udveje op af Jorden med sin sædvanlige +Energi. +</p> + +<p> +I selve <em>Arken</em> havde Lasse ikke været, men en +og anden havde set ham paa Gaden i en snavs Forfatning; +hvor han holdt til vidste de ikke. „Har du +søgt ovre i <em>Handelshusets</em> Kældere?“ spurgte den +gamle Vægter — „dér holder mange til i disse sløje +Tider. Hver Morgen Kl. seks laaser jeg Kælderen +op, og saa raaber jeg derned og varskoer dem, for +at de ikke skal blive nappede. Naar jeg saa er vel +<a id="page-330" class="pagenum" title="330"></a> +borte, kommer de luskende op. Jeg synes, jeg har +hørt noget om en gammel Mand som skulde ligge +dernede; men vis paa det er jeg ikke, for jeg har +jo Vat i Ørerne. Det er én nødt til i min Profession +— for ikke at høre og se for meget!“ Han +fulgte med Pelle derover. +</p> + +<p> +<em>Handelshuset</em>, som i det attende Aarhundrede havde +været Palæ for en af de store kristianshavnske Handelsslægter, +var nu Pakhus; det vendte ud til en af +Kanalerne. De dybe Kældere, der gik helt ned under +Kanalens Vandspejl, laa nu ubenyttet hen. Der var +bælgmørkt og ufremkommeligt nede, Luften lagde +sig ædende paa Stemmen. De lyste sig frem mellem +Pillerne, her og der var der et forladt Natteleje af +Halm. „Her er ingen,“ sagde Vægteren. Pelle kaldte +og hørte en svag Kremten; dybest inde — i et af +Murhullerne laa Lassefar paa en Madras. „Ja her +ligger jeg og venter paa Døden,“ hviskede han. „Nu +er der ikke langt igen; Rotterne har begyndt at snuse +til mig.“ Den raa Luft havde taget hans Stemme. +</p> + +<p> +Han var i det hele i en ynkelig Forfatning, men +Synet af Pelle livede ham saa meget op, at han +kunde støtte paa Benene. De fik ham over til <em>Arken</em>, +den gamle Vægter afstod sin Stue og kom selv +op til Enkemadam Johnsen. Da han sov om Dagen +og var paa Færde om Natten, lod det sig indrette +skønt hun kun havde én Seng. +</p> + +<p> +Da Lasse var kommet i den varme Seng, laa han +og rystede; helt klarhovedet var han ikke. Pelle gik +og varmede Øl — den gamle skulde have en Svedekur; +ind imellem satte han sig ved Sengen og saá +bekymret paa Faderen. Lasse laa og smaahakkede +med lukkede Øjne; nu og da forsøgte han at tale +men kunde ikke. +</p> + +<p> +Den varme Drik hjalp lidt paa ham, han fik Blod +ud i de døde iskolde Hænder, og Stemmen brød +igennem. +</p> + +<p> +„Tror du vi gaar en stræng Vinter i Møde?“ spurgte +han pludselig og vendte sig om paa Siden. +</p> + +<p> +<a id="page-331" class="pagenum" title="331"></a> +„Vi gaar mod Sommeren nu, lille Far,“ svarede +Pelle. „Men du maa ikke ligge med Ryggen bar.“ +</p> + +<p> +„Jeg fryser saa slemt — næsten som jeg frøs i +Vinters; jeg vilde nødig tage den Tørn om igen. +Kulden griber saa ondt om min Rygrad — herregud +for de Stakler som er paa Søen!“ +</p> + +<p> +„Vær du rolig for dem og se at bliv rask — det +er Solskin i Dag og fint Vejr paa Havet.“ +</p> + +<p> +„Saa slip lidt af Solskinnet herind da,“ sagde Lasse +irriteret. +</p> + +<p> +„Der er en stor Brandmur foran Vinduet, Far!“ +sagde Pelle og bøjede sig ned over ham. +</p> + +<p> +„Naa, ja ja! jeg klarer mig jo nok, den Tid jeg +har til Rest! Og Vægteren kan det være det samme; +han vaager i Natten og ser ingen Sol alligevel. +Det er et underligt Levebrød! Men godt er det jo, +at nogen vaager over os mens vi sover.“ Lasse laa +og vrikkede utaalmodigt med Hovedet. +</p> + +<p> +„Ja ellers kom de nok i Nattens Mørke og røvede +vore Penge,“ sagde Pelle spøgende. +</p> + +<p> +„Ja saa gu!“ Lasse prøvede at le. „Hvordan staar +det sig nu med dit Forehavende, Pøjke?“ +</p> + +<p> +„Forhandlingerne er i Gang; i Gaar holdtes det +første Møde.“ +</p> + +<p> +Lasse lo saa det kogte i hans Hals. „Saa har de +Fine ikke kunnet taale Mosten længer! Jo jo, jeg +vidste Besked, om end jeg laa syg dernede i Mørket. +Om Natten naar de andre kom luskende, fortalte +de mig om det; saa fik vi os en god Latter +over dit Paafund. — Og skulde du ikke være med +til de Forhandlinger?“ +</p> + +<p> +„Nej jeg sagde det fra mig — jeg er ikke lysten +efter at sidde og trække til mig i den ene Ende af +en Paragraf! Nu vil jeg være hos dig, og saa skal +vi have det godt vi to.“ +</p> + +<p> +„Jeg er bange, det bliver stakket Glæde vi faar af +hinanden, Pøjke!“ +</p> + +<p> +„Du er jo saa kvik nu igen. I Morgen skal du +se —“ +</p> + +<p> +<a id="page-332" class="pagenum" title="332"></a> +„Ja — nej! Døden bedrager ikke. Jeg har ikke +kunnet døje den Kælder.“ +</p> + +<p> +„Hvorfor gjorde du ogsaa det, Far? Du vidste jo +din Plads stod og ventede dig derhjemme.“ +</p> + +<p> +„Ja du faar tilgive mig min Egenraadighed, Pelle. +Men hjælpe dig i Kampen var jeg for gammel til, +saa tænkte jeg: Du skal i al Fald ikke ligge ham til +Byrde, saalænge dét staar paa! Paa den Maade har +jeg ogsaa ydet mit. — Og du tror der kommer noget +ud af det?“ +</p> + +<p> +„Ja nu sejrer vi — og saa begynder den ny Tid +for Fattigmand!“ +</p> + +<p> +„Ak ja, det vakre faar jeg ingen Del i. Dette her +har været som at tjene hos den lede Trold, hvor +der over Døren stod: I Dag arbejde, i Morgen æde! +Og i Morgen kom aldrig. Hvad godt der er vederfaredes +mig, har jeg faaet af mine egne; den ene +Fattigfugl piller sig jo for at dække den anden. Jeg +faar ikke klage heller; onde Dage har jeg haft, men +der er vel dem, som har dem værre endnu. Og +Fruentimmerne har alle Dage været gode mod mig. +Bengta var et Gnav men mente ikke noget ondt +med det; og Karna ofrede Penge og Helsen for +min Skyld. Gud ske Tak, hun ikke oplevede at de +tog Gaarden fra mig. For jeg har jo været Storbonde +ogsaa, det havde jeg nær glemt for al min +Usseldom. Ja og gamle Lise — Tiggelise som hun +kaldtes — delte jo Brød og Seng med mig! Hun +døde af Sult, saa flot hun bar sig — vil du tro det? +Spis! sagde hun — vi har Mad nok! Og jeg Djævel +aad den sidste Skorpe og vidste af ingenting. Om +Morgenen laa hun død og kold ved min Side; der +var ikke en Pille Kød paa hendes Krop, kun Skindet +over de tørre Knokler. Men en Guds Engel var +hun ligefuldt! Vi lagde den Vise sammen hun og +jeg. — Ak ja Fattigfolk æder Brødet fra hinanden.“ +</p> + +<p> +Lasse laa en Stund og mindedes, saa begyndte han +at synge — med Fagterne fra Gaardene. Pelle holdt +paa ham og søgte at tale ham til Rette; men den +<a id="page-333" class="pagenum" title="333"></a> +gamle troede, han havde med Gaardens Unger at +gøre. Da han kom til Verset om sin Søn, græd han. +</p> + +<p> +„Græd nu ikke Far,“ sagde Pelle opreven og lænede +sin tunge Pande ned mod den gamles. „Jeg er +jo hos dig igen!“ +</p> + +<p> +Lasse laa lidt og klippede med Øjnene, hans +Haand famlede op over Sønnens Hoved, frem og +tilbage. +</p> + +<p> +„Ja det er du jo ogsaa,“ sagde han mat — „og +jeg som mente du var borte. Ved du Pelle, du har +været mit Livs Lys alle Dage! Dengang du kom til +Verden, var jeg allerede over mit bedste; saa kom +du, og det var som Solen fødtes paany. Hvad mon +han bringer med sig? sagde jeg til mig selv og løftede +paa dig; du var ikke større end en Trepægleflaske. +Kanske skal han fange Lykken, saa der falder lidt +af til dig ogsaa! Saadan tænkte jeg, og har altid troet +— nu maa jeg give det op. Men din Anseelse har +jeg oplevet. Rigmand blev du ikke, og det kan være +det samme; de Fattige har gode Ord om dig. Du +har stridt Striden for dem uden at tage noget for din +egen Mund! Nu forstaar jeg det, og mit gamle +Hjærte glædes over at du er min Søn.“ +</p> + +<p> +Naar Lasse faldt hen, lagde Pelle sig lidt paa +Sofaen. Men det blev ikke til megen Hvile; den +gamle sov Fugleblund og slog hvert Øjeblik Øjnene +op. Naar han ikke havde Sønnen ved Siden af Sengen, +laa han og kastede sig og smaaklynkede i Halvsøvne. +Midt paa Natten lettede han Hovedet og holdt +det oppe i lyttende Stilling. Pelle vaagnede. +</p> + +<p> +„Hvad er der Far?“ spurgte han og tumlede paa +Benene. +</p> + +<p> +„Aa jeg kan høre noget drage hen — langt ude +hvor Havet ender! det er lige som Vandene styrtede +sig i Afgrunden. — Men skulde du nu ikke gaa hjem +til Ellen? Jeg klarer mig sagtens i Nat, og hun sidder +kanske og ængstes for, hvor du bliver af.“ +</p> + +<p> +„Jeg har skikket Bud til Ellen, at jeg ikke kommer +hjem i Nat,“ svarede Pelle. +</p> + +<p> +Den gamle laa og betragtede Sønnen med et pønsende +<a id="page-334" class="pagenum" title="334"></a> +Udtryk. „Er du nu ogsaa lykkelig?“ spurgte +han, „det kommer mig for at der er noget i dit +Ægteskab, der ikke er som det burde være.“ +</p> + +<p> +„Jo Far, det gaar godt nok!“ svarede Pelle med +tyk Stemme. +</p> + +<p> +„Ja ja, gudskelov for det da! En god Kone har +du ogsaa faaet dig i Ellen, og vakre Børn gav hun +dig i Gave — hvordan har Lille Lasse det? Jeg +vilde gærne se ham, inden jeg drager hen — han +er dog Lasse han!“ +</p> + +<p> +„Jeg skal nok hente ham i Morgen tidlig,“ sagde +Pelle. „Og nu skulde Far se at sove, det er svarte +Natten!“ +</p> + +<p> +Lasse vendte sig føjeligt om mod Væggen. Et Øjeblik +efter drejede han forsigtigt Hovedet, for at se +om Pelle sov. Hans Øjne kunde ikke naa tværs +over Stuen, saa prøvede han at staa ud af Sengen; +han faldt stønnende tilbage igen. +</p> + +<p> +„Hvad er der, Far?“ spurgte Pelle bekymret og +var straks henne hos ham. +</p> + +<p> +„Jeg vilde bare se efter, om du har noget over +dig i denne Kulde! Men mine Lemmer er saa dumme,“ +sagde den gamle skamfuld. +</p> + +<p> +Ud paa Morgenstunden faldt han i en rolig Søvn, +og Pelle fik Madam Johnsen til at sidde hos ham, +mens han gik hjem efter Lille Lasse. Det var ikke +nogen let Gang, men den gamles sidste Vilje maatte +opfyldes. Og han vidste, at Ellen ikke leverede Barnet +i fremmede Hænder. +</p> + +<p> +Det lysnede i Ellens forstenede Ansigt, da han +kom; hun havde et Glædesudbrud paa Læberne, +men hans Udtryk dræbte det. „Min Far ligger for +Døden,“ sagde han mørkt — „han vilde gærne se +Drengen.“ Hun nikkede og gav sig stille til at lave +Lille Lasse til; Pelle stod ved Vinduet og saá ud +saalænge. +</p> + +<p> +Han var underlig til Sinds ved at være her igen; +det lille Hjems Minder vældede op i ham og gjorde +ham svag. Søster maatte han dog se! Ellen førte +ham tavs ind i Sovekamret; den lille laa og sov i +<a id="page-335" class="pagenum" title="335"></a> +sin Vugge, der var en forunderlig tryg Ro over hendes +brede Hoved. Herinde kom Ellen ham lige som +nærmere, han følte hendes stærke Øjne paa sig. +Han tog sig haardt i det og gik ind i Stuen — her +var ikke noget for ham længer, i dette Hjem var +han en fremmed! En Tanke spøgede i ham — mon +hun fortsatte med <em>det</em>? Skønt hun ikke kom ham +ved, blev Spørgsmaalet ved at staa; han saá sig om +efter Tegn i en eller anden Retning. Her var fattigt, +alt det overflødige var vandret bort. Men en Naadlemaskine +var kommet til, og der laa noget Arbejde +paa den. Skruebrækker! tænkte Pelle helt mekanisk. +Men ikke som nogen Dom — for første Gang var +han glad ved at konstatere Skruebrækkeri. Hun +havde altsaa lagt sig efter at naadle — og slidsom +saa hun ud. Det gjorde helt godt i ham. +</p> + +<p> +„Nu er Drengen færdig til at gaa med,“ sagde +hun. +</p> + +<p> +Pelle kastede et Afskedsblik over Stuen. „Er der +ikke noget du trænger til?“ spurgte han. +</p> + +<p> +„Tak, jeg klarer mig selv!“ svarede hun stolt. +</p> + +<p> +„Du tog ikke imod de Penge jeg skikkede dig i +Lørdags.“ +</p> + +<p> +„Jeg klarer mig selv — blot jeg maa beholde +Drengen. Husk du engang har sagt, han altid skulde +faa Lov at være hos mig.“ +</p> + +<p> +„Han maa have en Mor som kan se ham frit i +Øjnene — husk du saa det, Ellen.“ +</p> + +<p> +„Det behøver du ikke minde mig om,“ svarede +hun bittert. — — — +</p> + +<p> +Lasse var vaagen, da de kom. „Ej det er dog en +rigtig Karlsen,“ udbrød han — „han slægter til vor +Side! Vil du bare se, Pellepøjke! han har de samme +Slugøren, du havde som Dreng. Og Koslik har han +i Panden — han skal nok komme godt i Vej engang. +Jeg faar kysse hans smaa Hænder, for Hænderne +er vor Velsignelse — det eneste gode vi fik. +Det paastaas, at Verden holdes oppe i Fattigmands +Hænder; jeg gad vidst om det passer. Tro om det +<a id="page-336" class="pagenum" title="336"></a> +ny skulde komme allerede i denne Omgang, for +saa er det Jammerskade jeg ikke faar det med!“ +</p> + +<p> +„Du kan godt faa det med Far,“ sagde Pelle som +havde købt <em>Arbejderen</em> paa Turen og stod og kiggede +ivrigt i den. „Der forhandles paa Kraft, og en af +Dagene er Kampen forbi. Saa skal vi have det godt +sammen vi to.“ +</p> + +<p> +„Nej jeg opnaar det ikke! det er Døden der har +fat i mig, jeg kan mærke han er i Gang med at +pille mig adskilt. Men hvis der er noget bagved, +kunde det være skønt at sidde deroppe og se Lykken +fuldkommes paa jer. Du har vandret den trange +Vej Pelle — Lasse er ikke dum! Men kanske faar +du en ansét Post til Vederlag, naar I nu selv tager +Styret. Saa faar du huske, ikke at glemme de Fattige.“ +</p> + +<p> +„Der er noget frem endnu, Far! Og til den Tid +er der ingen Fattige.“ +</p> + +<p> +„Du siger det saa vist, men Fattigdommen er nok +ikke saadan at faa Has paa — den har ædt sig for +langt ind! Lille Lasse kan godt træffe til at blive +voksen Mand, inden det sker. Men nu skulde du tage +Drengen væk, han har ikke godt af at se Alderdommen +dø. Han ser saa bleg ud, mon han faar +nogen Sol?“ +</p> + +<p> +„Solen den har de Store laant — og de har glemt +at bringe den igen,“ svarede Pelle bittert. +</p> + +<p> +Lasse laa og trak Panden i Vejret som anstrængte +han sig med noget. „Ja ja! Der skal gode Øjne til +at se frem, og mine vil ikke mere. Men nu skulde +du gaa og tage Drengen med dig. Du har dit at +passe som ikke maa forsømmes, og Døden kan du +alligevel ikke overliste, saa klog du ogsaa er.“ Han +lagde sin visne Haand paa Lille Lasses Hoved og +vendte sig ind mod Væggen. +</p> + +<p> +Pelle lod Madam Johnsen følge Drengen ud paa +Nørrebro og blev selv hos den gamle. Deres Veje +havde løbet saa lidt sammen de senere Aar, for bestandig +skiltes de nu og førte langt bort fra hinanden, +han trængte til at dvæle i Afskeden. Mens han +<a id="page-337" class="pagenum" title="337"></a> +gik og gjorde Ild paa, varmede Spise, og gjorde det +saa godt for Lassefar han ævnede, lyttede han til +den gamles springende Tale og lod sig føre tilbage +til Barneaarenes Tryghed. Som en dyb godlidende +Verdensmumlen havde Lasses enstonige Tale fyldt +hans Barndom; og da han drog ud, blev den blot +til de manges aldrig forstummende Besyv over Livets +Kaar. Nu førtes han stille Vejen tilbage fra +Tusenderne til Far Lasse igen, og saá hvor stor en +Verden den godlidende Gamling havde været Bærer +af. Gammel og udslidt havde han altid været, saa +langt Pelle kunde huske tilbage. Sliddet tog hurtig +Fattigmands Ungdom og gjorde til Gengæld hans +Alderdom lang! Men netop det affældige gav ham de +overmenneskelige Træk — Faderens! Stort havde +han baaret Elendigheden, uden at blive ond eller +egenkærlig eller snæver; altid med Sindet fuldt af +Offertrang og Ømhed, stærk i selve sin Afmagt! Som +Alkærligheden selv havde han omgivet Pelles hele +Tilværelse med sit varme Hjærte — forfærdeligt +vilde det blive, naar hans godhjærtede Besyv ikke +længer klang bag om alting. +</p> + +<p> +Hans flygtende Sjæl kredsede over den Bane han +havde tilbagelagt, i større og større Kredse — som +Duerne naar de fløj bort. Hvergang han havde samlet +lidt Kræfter, tog han sit Liv op paa ny: „Noget +har der jo altid været at glædes ved forstaas, men i +mangt og meget har det været en ørkesløs Strid. +Dengang jeg ikke vidste om bedre, gik det meget +godt an; men fra den Stund du blev født, satte mit +aldrende Sind sig op imod Tilstanden, og jeg fik ingen +Fred. Der var som et Varsel ved dig, og altid +siden har det vandret inde i mig; min Hu har været +saa hvileløs som selve Jerusalems Skomager. Det +var som noget pludselig havde givet mig elendige +Lus Løfte om en skøn Tilværelse, og Mindet blev +ved at vandre og vandre. Er det mon efter Paradiset +som de engang jog os ud af? tænkte jeg tidt. +Vil du tro det, jeg Stymper har gaaet og drømt storagtige +Drømme om en skøn og sorgfri Alderdom, +<a id="page-338" class="pagenum" title="338"></a> +hvor min Søn med Kone og Børn kunde komme +og se til mig i min lune Stue og jeg kunde beværte +jer lidt net. Jeg gav det ikke engang op nu til slut, +men gik og fantaserede om en Skat jeg skulde finde +paa Lossepladsen. Ak, jeg vilde saa gærne, der skulde +været lidt til dig efter mig. Det er saa fattigt lidt jeg +har kunnet være for dig.“ +</p> + +<p> +„Og det siger du som har været baade Fader og +Moder for mig! Hele min Barndom stod du værnende +bag alting; naar noget gik galt for mig tænkte +jeg altid: Far Lasse klarer det bare han! Og siden +jeg voksede til — alt hvad jeg har taget i, mærkede +jeg, at det var dig der løftede. Det var nok gaaet +maadeligt med det hele, om ikke du havde givet mig +saa god Arv!“ +</p> + +<p> +„Nej siger du det?“ udbrød Lasse stolt. „Skulde +jeg virkelig have min Andel i det, I har ydet Fattigmands +Sag? Ja ja, vakkert høres det jo i al Fald! +Nej, men du har været mit Liv, Pøjke; og svag +Stakkel som jeg var, maatte jeg vel undres paa mine +Kræfter i dig! Det som jeg knap havde vovet at +tænke, har du ført magtfuldt frem! — Og nu ligger +jeg her og har ikke engang til at dø for. Du maa +love mig, at du ikke tager dig noget uoverkommeligt +paa for min Skyld men lader Fattigvæsnet om +det. Hidtil har jeg holdt mig fri, men det er en dum +Stolthed den; Fattigmand og Fattigvæsen hører dog +sammen. Jeg er kommet til at se anderledes paa +meget i den senere Tid; og godt er det jeg dør — +for ellers kom jeg til at leve med Agten men uden +Magten! Hvis det var i min Ungdoms Kraft de +Tanker var kommet, havde jeg kanske forøvet et +eller andet haardt. Jeg skulde ikke haft din snilde +Kløgt til at lempe Æg i en Humlesæk.“ +</p> + +<p> +Den tredje Dags Morgen var Lasse forandret; det +var blot ikke til at sige, hvori Forandringen bestod. +Pelle sad ved Sengen og læste i Dagens Nummer +af <em>Arbejderen</em>, da han opdagede at Lasse laa og saá +paa ham. „Er der noget nyt?“ spurgte han svagt. +</p> + +<p> +„Forhandlingerne gaar deres Gang,“ svarede Pelle — +<a id="page-339" class="pagenum" title="339"></a> +„men det er jo svært at faa et Grundlag lagt. Det +har været ved at rive ud flere Gange.“ +</p> + +<p> +„Det trækker lidt længe ud med dem,“ sagde +Lasse mismodigt — „og i Dag dør jeg Pelle! Det +stunder saa hvileløst i mig, skønt jeg godt vilde slaa +mig lidt til Ro endnu. Det er mærkeligt med den +Vandren i én, for at naa noget andet end det man +har. Som liden Pøjke brugte jeg at løbe rundt om +et Vandhul derhjemme i Tommelilla; jeg løb som en +Galning og mente, at naar jeg bare klemte paa +kunde jeg naa at træde mig selv i Hælene. Nu har +jeg naaet det, for nu er der hele Tiden nogen foran +mig saa jeg ikke kan komme frem; og det er Gamle +Lasse — han gaar mig i Vejen du! Jeg synes, jeg +skulde om foran ham; men kan ikke faa mit gamle +Sind fra Verden heller, saa forandret den er blevet. +Den Aften de store Herrer besluttede Lockouten, +stod jeg udenfor mellem saa meget andet Fattigfolk +og lyttede. De døbte Beslutningen i Hurraraab og +Champagne, og da var det mit Syn forskød sig! Der +er dog underlige Ting til, dernede i Pakhuskælderen +laa der en Murer, som havde været med at bygge +Byens fineste Paladser; han havde ikke engang Tag +over Hovedet.“ +</p> + +<p> +Der var kommet et skarpt Drag om hans Mund +som aldrig havde været der før. Han havde Møje +med at tale, men kunde ikke lade være. „Hvad du +end gaar ind til, saa tro aldrig Præsterne,“ fortsatte +han da han havde samlet lidt Kræfter. „Det har været +min Skade — jeg begyndte for sent at tænke +over Sagerne selv. Vi maa ikke kny — siger de — +for det hele er groet naturligt ud af hinanden fra +smaat til større og hænger sammen efter Guds Vilje. +Efter det skulde det jo være vort Utøj, der er blevet +til de fine Folks Fuldblodsheste; og jagu om det +ikke er troligt nok! De har begyndt med at suge +Blodet af Elendigheden, men se ogsaa hvor de springer +for Kareten! Ak ja — hvordan vil det ny arte +sig du tror?“ +</p> + +<p> +„Det vil blive godt for os alle Far!“ sagde Pelle +<a id="page-340" class="pagenum" title="340"></a> +med Sorg i Stemmen. „Men trist vil det være for +mig at du ikke faar Del i det. Men et smukt Hvilested +skal du faa, og jeg skal sætte dig en stor Sten +af bornholmsk Granit med en vakker Indskrift.“ +</p> + +<p> +„Du kan sætte: I Dag arbejde, i Morgen æde!“ +svarede Lasse beskt. +</p> + +<p> +Hele Dagen laa han hen i en Døs. Men ved +Mørkningen løftede han Hovedet. „Er det Englene +jeg hører synge mon?“ spurgte han hviskende, +Stemmeklangen var vandret bort. +</p> + +<p> +„Nej det er Arbejderskernes Smaabørn. Ret snart +kommer Mødrene hjem og giver dem Bryst; saa +holder det op.“ +</p> + +<p> +Lasse sukkede: „Det bliver tynd Die det, naar de +skal gaa paa Arbejde hele Dagen. Det siges, at Storfolk +drikker Vin til tolv-femten Kroner Flasken; +det høres jo som tog de Smaabørnenes Mælk og +satte den om i kostbar Spiritus.“ +</p> + +<p> +Han laa og hviskede, Pelle maatte bøje Hovedet +ned til hans Mund: „Haand i Haand har vi vandret +Pøjke, og dog gik vi hver sin Vej. Du gik mod +Ungdommen, og Lasse — — men Glæde har du +givet mig.“ +</p> + +<p> +Saa sluktes den kærlige Flamme, der altid havde +brændt lige klart og roligt for ham under alle Omskiftelser! +Det var som et Forsyn tog sin Tanke +bort fra ham; Tilværelsen brast og sank bort i Rummet, +og han sad ene tilbage paa en Træstol. Hele +Natten sad han ubevægelig ved Liget og stirrede ud +i det ufattelige med tomme Øjne, mens Tankerne +hviskede nænsomt til den døde om alt hvad han +havde været. Han rørte sig ikke men sad selv som +en død, til Madam Johnsen kom om Morgenen for +at høre hvordan det gik. +</p> + +<p> +Saa vaagnede han og gik ud for at ordne det +nødvendige. +</p> + +<div class="chapter"> + +<h2 class="chapter" id="chapter-0-36"> +<a id="page-341" class="pagenum" title="341"></a> +XXXVI +</h2> + +</div> + +<p class="first"> +Lørdag Middag rygtedes det at Fredsslutningen endelig +var undertegnet, den store Arbejdsstansning var +forbi. Med utrolig Hast bredte Rygtet sig ud over +Hovedstaden, det trængte ind overalt. „Har De hørt +det, har De hørt det? Nu er der sluttet Fred!“ De +Fattige fik saa mange Ærender til hinanden; de opgav +at ligge sammenrullede og kom frem i Dagen +— der var Lys i de tynde Ansigter. Konerne fik +Kurven frem og Ungerne sendt af Sted for at gøre +lidt Indkøb til om Søndagen — nu maatte Urtekræmmeren +vel give lidt Kredit! Man lo og brasede +op og tog Forskud paa Lykken. Sommeren var allerede +inde, der laa Arbejde og ventede i uhyre Dynger +— og nu skulde der tages fat for Alvor! Fra +Køkkendør til Køkkendør raabte de Nyheden, smed +alt hvad de havde fat i, og rendte videre med den. +Det faldt ingen ind at stanse og tvivle; de vilde saa +gærne have Lov at tro paa det. +</p> + +<p> +Og hen paa Eftermiddagen kom der Løbesedler +fra <em>Arbejderen</em> og bekræftede Rygtet; jo denne Gang +var det endelig sandt. Og en Sejr var det tilmed: +Foreningsretten var haandhævet, og Kapitalen havde +faaet Respekt for Arbejderne som en Faktor, man +ikke længer kunde komme udenom! For Resten var +<em>status quo</em> bevaret. +</p> + +<p> +„Tænk, og de har tilmed faaet Respekt for os — +og Status Kvo har de inte kunnet gøre noget!“ Saa +lo de over hele Ansigtet af Glæde over at han ogsaa +var bevaret, skønt ingen af dem kendte ham. +</p> + +<p> +Mændene var paa Gaden. De drog i Flokke hver +til sin Organisation for at fange Parolen og faa Sejrens +Enkeltheder slaaet fast. Det kunde knap ses +paa dem at Sejren var vundet; de var kommet tungt +ind i det og havde tungt ved at ryste det af sig +igen. +</p> + +<p> +I Gaarde og paa Trappegange var der lys Kvidder. +Arbejdet skulde i Gang igen — det dejlige velsignede +Arbejde som gav Mad og Drikke og lidt +<a id="page-342" class="pagenum" title="342"></a> +Klæ’r paa Kroppen. Ja og Husfred! Nu skulde man +ikke længer bides over en tom Krybbe; nu kunde +man igen slaas med lidt — og række det og strække +det, og faa det til at slaa til med Bryderi og Taarer. +Fatter fik ha’e et Stykke med pænt Paalæg nu til +Aften, og kanske man allerede i Morgen tog ud med +Madkurven! — Ja ja, i al Fald saa snart man fik +Stadsen løst hjem! For luftes lidt skulde den jo, inden +Vinteren igen kom og satte den ud. — De var +saa henrykte over selve Freden, at de slet ikke huskede +at kræve noget nyt af den i Øjeblikket. +</p> + +<p> +Pelle havde taget Del i de afsluttende Forhandlinger; +efter at Far Lasse var begravet, var han igen +sig selv. Hen ad Aften drev han omkring i Byens +Fattigkvarterer og glædede sig over Stemningen; altfor +stærkt havde han oplevet de Fattiges bitre Kamp, +han trængte til at opleve deres Glæde ogsaa. Fra +Nørrebro gik han langs Søerne over til Vesterbro, +overalt var der Masser af Mennesker paa Færde. I +Vesterbros Sidegader var Familierne rykket ud af +Lejlighederne og havde slaaet sig ned paa Trapper +og Fortove; de sad barhodede i Skumringen, passiarede, +røg og nød et eller andet. Det var den første +lune Aften, Himlen havde en dyb blaa Tone, og +fra Gadens Bund steg Mørket purpurmættet op. Der +var noget løssluppent over dem alle; Glæden førte +deres Bevægelser ud over de daglige snævre Grænser, +og fik dem til at rave og tale op i let Beruselse. +</p> + +<p> +Nu kunde de komme frem igen, alle de Familier +som havde holdt sig skjult under Nøden; Pjalterne +var de samme, men nu gjorde det ikke noget. De +lyste af Stolthed over at have bestaaet Kampen uden +at ty til nogen; hvad de havde haft at slaas med i +Mørket var glemt. +</p> + +<p> +Pelle var kommet ned paa det aabne Terræn ved +Gasværkshavnen, han vilde over og se til sine gamle +Venner i <em>Arken</em>. Derovre laa den og ragede op som +en glødende Masse mod den dybe østlige Nathimmel +— Rødmen fra Solnedgangen faldt i den. Over Krateret +<a id="page-343" class="pagenum" title="343"></a> +øverst oppe rugede Dunstkredsen som en Afskygning +mod Nathimlen. Han stirrede paa denne +Stribe idet han gik; det var den tykke Udaanding +fra alle Væsnerne dernede i Massens Indre, Osen +fra usunde Stoffer og slet Forbrænding. Nu maatte +Sejren blandt andet bruges til at faa ryddet ordenlig +op i Armodens Huler. Der foresvævede ham en +Drøm om smaa venlige Arbejderboliger, hver i sin +lille Have med revne Gange. Det var noget at komme +hjem til, naar man var træt af Dagens Slid! +</p> + +<p> +Det forekom ham, at Røgflagen deroppe blev tykkere +og tykkere. Var det det hans Tanker syslede +med, der fik Øjnene til at overdrive? Han stod stille +og stirrede — saa satte han i Løb. Et rødt Skær +slog op under Dunstlaget, befamlede det et Øjeblik +og forsvandt; en ny Røgmasse rullede sig ud og blev +hængende tungt deroppe. +</p> + +<p> +Pelle styrtede af Sted, ned over Oplagspladserne +og ud ad Langebro. Han kendte <em>Arkens</em> forfærdelige +Masse altfor vel; der var ikke anden Indgang til det +hele end Tøndegangen! Og Træværket som var den +eneste Adgang til de øvre Etager! — og de lange +Gange! Mens han løb, saá han det hele klart, og +Hjærnen arbejdede paa Udveje. Brandvæsnet var +naturligvis straks alarmeret; men der gik Tid inden +det naaede frem, og her drejede alting sig om Minutter! +Hvis Træværket faldt ned og spærrede +Tøndegangen, var alle Beboerne fortabte; og <em>Arken</em> +ejede jo ikke engang en Stige! +</p> + +<p> +Uden for <em>Arken</em> stod en raadvild Menneskehob +og raabte i Munden paa hinanden. „Dér kommer +Pelle!“ sagde én. De blev straks tavse og vendte +Ansigterne mod ham. „Hent Børnehusets Brandstige,“ +sagde han i Forbifarten til et Par Mænd og løb ind +gennem Tøndegangen. +</p> + +<p> +Fra de lange Gange i Stueétagen kom Beboerne +styrtende ud med deres Smaabørn i Favnen; nogle +slæbte paa værdiløse Stumper — det første det bedste +de havde faaet fat i. Alt hvad der var til Rest +af Træværket efter den store Vinters Hærgen, stod +<a id="page-344" class="pagenum" title="344"></a> +i lys Lue; Pelle prøvede at løbe op ad de brændende +Trapper men traadte igennem. Beboerne hang +halv ud af Vinduerne og stirrede ned med vanvittige +Øjne; hvert Øjeblik rendte de ud paa Platformene +for at slippe ned, men flygtede skrigende ind igen. +</p> + +<p> +I Vinduet paa tredje stod Enkemadam Johnsen og +klagede med sit Barnebarn og Fabrikspigens lille +Povl i Favnen. Hannes lille Pige stirrede tavs ud, +med Moderens dybe forundrede Øjne. „Vær ikke +bange,“ raabte Pelle op til den gamle — „nu kommer +vi og hjælper jer!“ Da den lille Povl saá Pelle, +sled han sig fra Madam Johnsen og løb ud i Bislaget. +Han sprang lige ned, laa et Øjeblik og rodede +forstyrret i Stenbroen og løb saa som en Ild forbi +Pelle ud paa Gaden. +</p> + +<p> +Pelle sendte nogle af Mændene ind paa de lange +Gange for at se, om alle var sluppet ud. „Slaa de +laasede Døre ind,“ sagde han — „det kan være der +er Smaabørn eller Syge derinde.“ Beboerne fra første +og anden Sal havde reddet sig, inden Ilden endnu +fik rigtig fat i Træværket. +</p> + +<p> +Han løb selv ad Hovedtrappen op under Taget +for at komme Bagbygningens Beboere til Hjælp +over Lofterne. Men deroppe mødte han Beboerne +fra den lange Taggang. „Du kan ikke komme frem,“ +sagde den gamle Kludesamler — „hele Pipmandens +Kvist brænder. Og heroppe hos os er der ikke flere. +Gud i Himlen se til de Stakler derovre og tage lidt +mildt imod dem!“ +</p> + +<p> +Pelle forsøgte alligevel at bane sig Vej hen over +Lofterne, men maatte vende om. +</p> + +<p> +Mændene var kommet med Stigen, og havde kantet +den ind i den snævre Gaard og rejst den. Træværket +begyndte at falde ned, der laa brændende +Bjælkeender rundt om, og hvad Øjeblik det skulde +være kunde det hele brase sammen. Men der var +ikke Tid til at gaa og gøre sig det behageligt; inde +fra Vinslevs Gang kom Røgen væltende ud og fyldte +Gaarden, man fik skynde sig. +</p> + +<p> +<a id="page-345" class="pagenum" title="345"></a> +„Det er naturligvis den Gale, der har sat Ild paa,“ +sagde Mændene mens de holdt Stigen for Pelle. +</p> + +<p> +Den naaede kun til anden Sal, men han smed et +Reb op til Madam Johnsen, som gjorde det fast i +Vinduesposten saa han kunde klatre op. Med Rebet +firede han først Barnet, saa den gamle ned til Kammeraterne +som stod øverst paa Stigen og tog imod +dem. Røgen brændte ham i Øjne og Hals og var +ved at kvæle ham; han kunde ingenting se, rundt +om sig hørte han forfærdelige Skrig. +</p> + +<p> +Lige over ham jamrede en Kvinde. „Aa Pelle, +hjælp mig!“ klynkede hun halvkvalt. Det var den +undselige Sypige som var flyttet herom; han kendte +hendes varme Stemme igen. „Hun elsker mig jo!“ +fløj det lyst igennem ham. +</p> + +<p> +„Grib Rebet og gør det godt fast i Vindusposten, +saa kommer jeg op og hjælper dig,“ sagde han og +slyngede Enden af Rebet op for fjerde Sal. Men i +det samme lød der et vildt Skrig, et mørkt Legeme +jog ud over hans Hoved og slog mod Stenbroen +med en død Lyd. Flammerne slog hvæsende ud af +Vinduet deroppe som greb de efter hende — og +trak sig saa ind igen. +</p> + +<p> +Et Øjeblik hang han bedøvet i Vinduskarmen; +der var noget saa tungt i dette her, var det ikke +hendes blide Sangstemme han hørte inde i sig? Saa +faldt Træværket med en lang Bragen, en Sky af +glohed Aske steg op og lagde sig som Ild i Lungerne. +„Skynd dig ned!“ raabte Kammeraterne. „Nu +brænder Stigen!“ +</p> + +<p> +En lang besættende Kimen forkyndte, at Brandvæsnet +var under Opkørsel. +</p> + +<p> +Men Pelles Øre havde fanget en spæd forsvindende +Lyd midt i Larmen. I et Sæt var han inde i +Madam Johnsens Stue og stod og lyttede; der lød +Barnegraad fra den anden Side Væggen, Værelserne +paa Indergangen stødte til her. Det var forfærdeligt +at høre paa, og her stod han og kunde ingenting +udrette; der var en Mur imellem og ingen Gennemgang +til denne Side. De raabte hans Navn nede +<a id="page-346" class="pagenum" title="346"></a> +fra Gaarden, ja for Fanden, han kom vel naar han +vilde! Han stod og blev saa dumpt stædig i det ved +denne klagende Barnestemme; der kom blindt Raseri +op i ham, han stødte ondt Skulderen op mod +den forbandede Væg for at paaføre sig Smærte. Ah, +men den fjedrede! Han tørnede imod endnu engang +med forfærdelig Kraft, og et Stykke af Skillerummet +faldt ind. +</p> + +<p> +En kvælende Hede og Røg slog ham tilbage, han +maatte holde Vejret og dække Ansigtet med sine +Hænder mens han trængte frem. Der laa et lille +Barn i en Vugge, han snublede over det og fandt +tilbage gennem Muren. Branden der nu havde faaet +Luft, slog pludselig ud omkring ham med et Blaf der +fik ham til at gaa i Knæ, han mærkede det om sine +Kinder som Slik af tørstige Kreaturer. Den buldrede +frem i Hælene paa ham som et Uvejr, men tav da +han huggede Døren i. Halvkvalt fandt han hen til +Vinduet og vilde raabe ned, men havde ingen Stemme +mere; det blev kun en hæs Hvisken. +</p> + +<p> +Ja nu stod han her med et Barn i Favnen og +skulde dø! men det gjorde ikke noget, han var jo +kommet gennem Væggen. Bag ham rykkede Ilden +frem; den havde gnavet sig et lille Hul i Døren og +skabte selv sin Træk. Hullet udvidede sig gnistrende +som under en Blæser, og Branden pustede tør, tændende +Hede ind gennem det. Der hoppede smaa +næsten usynlige Flammer frem hist og her paa de +glatte Flader, om lidt vilde det hele slaa ud i lys +Lue. Klæderne lugtede svedent, Hænderne var besynderligt +tørre som frønnet Træ, og han syntes +Haaret krøllede sig paa hans Hoved. Og dernede +raabte de hans Navn! Men det gjorde altsammen ikke +noget; hans Hoved var blot saa tungt af Røgen og +Heden. Han følte at han var lige ved at falde om. +„Lever Barnet mon?“ tænkte han men nænnede +ikke at se efter; han havde slaaet sin Jakke over +dets Ansigt for at beskytte det. +</p> + +<p> +Han klamrede sig til Vindusposten og rettede sine +døende Tanker mod Ellen og Børnene. Hvorfor var +<a id="page-347" class="pagenum" title="347"></a> +han ikke hos de tre? hvad var det for noget Sludder, +der havde faaet ham til at forlade dem? Han +huskede det ikke længer og begreb ikke sig selv; hvis +det nu ikke havde været forbi med ham, vilde han +have skyndt sig hjem for at lege med lille Lasse. +Men nu skulde han dø, om et Øjeblik faldt han +kvalt om — endnu før Flammerne naaede ham. +Der var en lille Tilfredsstillelse i det — som pudsede +han nogen. +</p> + +<p> +Pludselig skød noget op for hans døende Blik og +kaldte ham tilbage. Enden af en Redningsstige var +det, og en Brandmand dukkede frem af Røgen lige +for hans Ansigt, greb Barnet og rakte det ned. Pelle +stod og masede med en Forestilling om, at han +skulde sætte sig i Bevægelse; men inden det naaede +ind og ud igen, havde Brandmanden ham paa Nakken +og rendte ned ad Stigen med ham. +</p> + +<p> +Den friske Luft vakte ham, han sprang op fra +Baaren hvor Brandmændene havde anbragt ham, og +saá sig opbragt om. I det samme gav Folk sig til +at raabe meningsløst op og klappe i Hænderne, og +Madam Johnsen trængte sig gennem Afspærringen +og styrtede løs paa ham. „Pelle,“ udbrød hun grædende +— „men saa lever du jo, Pelle!“ +</p> + +<p> +„Ja naturligvis lever jeg — men det er da ikke +noget at græde over.“ +</p> + +<p> +„Nej men vi troede jo du var blevet derinde. Hvor +ser du dog ud, arme Skind!“ Hun fik ham med ind +til en Arbejderfamilie og hjalp ham at gøre sig i +Stand. Først da han saá sig i Spejlet, begreb han +det hele. Han var ukendelig af Røg og Aske; det +havde brændt sig ind i Huden og var ikke til at faa +af. Under Snavset paa den ene Kind var der et Brandsaar. +Han gik ud til Assistenten og fik et Plaster +lagt paa. +</p> + +<p> +„De kunde ogsaa trænge til nogle ny Øjenbryn,“ +sagde Assistenten. „De har nok været godt i Ilden.“ +</p> + +<p> +„Hvorfor tog det saa lang Tid med Sprøjterne?“ +spurgte Pelle. +</p> + +<p> +„Lang Tid! Vi var her ti Minutter efter at der +<a id="page-348" class="pagenum" title="348"></a> +blev meldt Ildløs. Meldingen fik vi Kl. otte og nu +er den halvni.“ +</p> + +<p> +Pelle tav forbløffet. Han havde en Fornemmelse +af, at den halve Nat maatte være gaaet; saa meget +var der hændt. En halv Time — og paa den Tid +havde han været med til at rive nogle Mennesker +fra Døden, og set andre styrte sig ind i den. Naa ja, +og han selv var blevet sveden af for nær Berøring +med den! Det sad et Steds i hans Sind som en sky +Kendsgærning; naar han knyttede Hænderne slog +Huden Revner, og hans Klæder lugtede som brændt +Horn. +</p> + +<p> +Inde i Gaarden arbejdede Brandmændene rastløst. +Nogle dængede Vand i Flammehavet fra Toppen af +deres Stiger, andre trængte ind i Husmassen og afsøgte +Lejlighederne; nu og da kom en Brandmand +ud med et forkullet Lig. Saa blev <em>Arkens</em> Beboere +kaldt inden for Afspærringen for at genkende Liget. +De løb grædende rundt i Tilskuermængden og søgte +hinanden; det var ikke Politiet muligt at holde Samling +paa dem og faa fastslaaet, hvor mange der var +blevet derinde. +</p> + +<p> +Pludselig rettedes alle Øjne mod Forhusets Tag, +som Ilden endnu ikke havde faaet rigtig fat i. Deroppe +stod Gale Vinsløv og blæste paa sin Fløjte; +naar Ildens Gnister et Øjeblik dæmpedes, hørte man +hans sindssvage Musik. „Hør, han har ogsaa faaet +Marsjen med!“ udbrød de. Ja det var Marsjen han +blæste, men vævet ind i hans eget Hjærnespind — +helt forrykt lød den kendte Melodi paa Vinslevs +Fløjte. Brandmændene rejste en Stige og løb op paa +Taget for at redde ham, men han flygtede for dem. +Da han ikke kunde komme længer, styrtede han sig +ind i Flammehavet. +</p> + +<p> +Torvet og Kanalens Sider var fulde af Mennesker; +Hoved ved Hoved stod de og betragtede <em>Arkens</em> +overdaadige Brand. Det var Aarhundreders Smuds +og Armod og Dunster, der gik op i Luer. Hvor det +futtede og knitrede og bragede! Menneskemængden +var i stort Humør over Sejren; i Nat var man ikke +<a id="page-349" class="pagenum" title="349"></a> +oplagt til at sove alligevel, og dette var et Fyrværkeri +der kunde vare ved, en storslaaet Illumination +til de Fattiges Sejr. Man raabte beundrende Aa—aa! +hvislede for at efterligne Raketter — og klappede i +Hænderne, naar Flammerne steg til Vejrs eller et +Tag faldt sammen. +</p> + +<p> +Pelle gik rundt i Mængden og samlede <em>Arkens</em> +forvildede Beboere hen til Børnehusporten, saa de +der hørte sammen kunde finde hinanden. De græd +og var ikke til at trøste. Ak nu brændte <em>Arken</em>, det +kære Tilflugtssted for saa megen Forkommenhed. +„Er det noget at tage sig nær,“ sagde Pelle trøstende. +„Nu i Nat bliver I anbragte ved Offenlighedens +Hjælp, og siden flytter I hen i ordenlige Lejligheder, +hvor der er nyt og rent. Og jeres Stumper skal I +ikke græde for; jeg skal nok faa sat en Indsamling +i Gang, saa I faar meget bedre Ting igen.“ +</p> + +<p> +Men de græd alligevel. Som hjemløse Dyr jamrede +de og strejfede uroligt søgende om; nu brændte +Skovtykningen, deres dejlige Skjul. Hvad regnede +de med den øvrige By? den var slet ikke til for +dem; det var som der ikke var Ly for dem paa +Jorden mere. Hvert Øjeblik stak nogle af dem fra +ham og var i Drift op mod Brandstedet — som +Heste der søger tilbage til den brændende Stald. +Pelle kunde spare sine Trøstegrunde; de var en Æt +for sig selv, et andet Kuld Mennesker. I <em>Arkens</em> +skumle uudgrundelige Bug havde de indrettet sig en +Verden af Armoden og den yderste Elendighed, og +i deres Sorgløshed gjort den saa fantastisk broget +som Rigdommen og Lykken selv. Og nu brændte +det hele for dem! +</p> + +<p> +Ilden var skaanselsløs, der vilde ikke meget staa +for dens Lutring. Flammerne førte hele Kager af +gammelt Tapet ovenud og sænkede det halvbrændt +ned over Gaderne. Der var mange Lag klistret paa +hinanden, mange Farver og Mønstre slog halv igennem +hinanden til forunderlige Fantasibilleder. Og +paa Kagernes Vrangside sad en Skorpe som af størknet +Blod; det var de forkullede Rester af Alkovernes +<a id="page-350" class="pagenum" title="350"></a> +hemmelige Verden, Ilddyrene der fyldte Børnenes +Søvn med Drømme og i deres lille skælformede +Krop rummede den fortættede Duft at Fattigmands +Mørke! — Og nu maatte <em>Arken</em> være gennemhedet +til Grunden, for Rotterne begyndte at vandre ud. +De kom i lange bugtende Rækker ud af Tøndegangen +og op af Jærnhandlerens og Marskandiserskens +Kældere, med de gamle skabede Hanner i Spidsen +som midt om Dagen plejede at hjemsøge Skarnkassen! +Tilskuerne jog dem hujende ind i Branden +igen. +</p> + +<p> +Ved Titiden faldt Baalet stærkt, og Oprydningen +kunde begynde. Folkemængden spredtes, lidt skuffet +over at det saa hurtigt var forbi. <em>Arken</em> var noget +Futværk! der havde ikke været en ærlig Snes Pinde +i hele Stadsen. +</p> + +<p> +Pelle tog Enkemadam Johnsen og Barnebarnet +med hjem til sit Logi. Den gamle havde gaaet og +klynket hele Tiden; hun var angst for at komme +under Øvrighedens Omsorg. Men da hun hørte at +de skulde hjem og være hos Pelle, faldt hun til Ro. +</p> + +<p> +Inde paa Højbro mødte de den første Natvogn +som kørte ud. Den var pyntet med grønne Guirlander +og smaa Dannebrogsflag. +</p> + +<div class="chapter"> + +<h2 class="chapter" id="chapter-0-37"> +XXXVII +</h2> + +</div> + +<p class="first"> +Den næste Morgen kom med højt klart Søndagsvejr. +Der var noget ved den som mindede om Paaske +— om Salmernes Paaskemorgen med den rene Opstandelsesluft! +Og <em>Arbejderen</em> kimede Dagen ind med +en stor festlig Leder — en Hilsen til Gryet, og opfordrede +Underklassen til at møde op paa Fælleden +om Eftermiddagen til et Kæmpemøde. Det kan nok +være, der blev Travlhed hele Formiddagen, Garderoben +skulde gaas efter, Madkurven pakkes og Flaskefoder +skaffes til Veje. Man hjalp hinanden tværs +<a id="page-351" class="pagenum" title="351"></a> +over Trappegangen, laante ud og laante selv. Foruden +at være en Fest for Sejren var det jo ogsaa +ment som en Demonstration — den var klar nok; +Verden skulde se, hvor godt man hang sammen i +Hægterne oven paa den Omgang Lockout! Det galdt +om at møde fuldtalligt op og præsentere sig saa godt +som muligt. +</p> + +<p> +Om Eftermiddagen strømmede Folk ind mod Arbejdernes +Bygning fra alle Sider; det saa ud som +hele Byen var paa Vandring hen mod dette Punkt. +Inde i den store Gaard og op gennem den brede +Gade helt op til Hovedgaden fylkedes Fagene om +hver sin Fane. Opstillingen var nøjagtig planlagt i +Forvejen, og alt gik som efter en Snor; man var +vant til at operere med de mange. Der var ingen +Renden rundt, hver fandt med Lethed ind paa sin +Plads. Pelle og Stolpe, der havde planlagt Toget, +gik retledende ned langs Rækkerne. +</p> + +<p> +Med Mændene var det ingen Sag; men deres +Koner og Børn havde som sædvanlig misforstaaet +Anvisningen. De skulde tage lige ud til Fælleden, +men mødte op her med deres Oppakning. De stod +og pakkede sig sammen paa begge Fortove, og da +Toget satte sig i Bevægelse, brød de frem og sluttede +sig paa Siden af det. De havde kæmpet Kampen +med og hørte til her, ved Siden af Fatter. Det +blev et Fanetog med dobbelt Væge — havde man +kendt Mage! +</p> + +<p> +Nej Mage til Folketog havde Byen aldrig set! +Som en Kæmpeslange blev det ved at rulle sig op; +da Hovedet var ved Enden af Gaden, laa det meste +af Kroppen endnu i Bunke. Men hvad var det dér +forude? Hovedet drejede jo til den forkerte Side +— ind mod Byen i Stedet for den lige Vej ud til +Fælleden som Politiet havde afstukket! Det gaar +ikke! det fører til Sammenstød med Politiet! Faa +fat i Pelle og lad ham vende Strømmen, inden der +sker Ulykker! — Pelle? han gaar jo i Spidsen! Det +er ham selv der har taget fejl af Retningen. Ak +<a id="page-352" class="pagenum" title="352"></a> +saa er der ikke noget at stille op. Hvad i Alverden +gaar der ad ham? +</p> + +<p> +Pelle gaar i første Hold ved Siden af Fanebæreren. +Han sanser ingenting men ser lyst fremad — +og over Hovedet paa Gadens Færdende. Hans Hud +er røget endnu fra Branden, Hænderne skaller af; +Overskæg og Haar ser besynderlig studsede ud, og +Brandsaaret paa Kinden trækker Huden sammen. +Der er kun ét han føler — dette Traadd af halvhundred +Tusend Mand i Takt! Han har oplevet +det i Drømme som Barn, hørt det som et Kog derude +fra naar han lagde Hovedet til Puden. Det er +den store Folkevandring, og nu fører han Skarerne +ind i Landet! — Hvor skulde Vejen gaa, om ikke +gennem Hovedstaden? +</p> + +<p> +Ved Nørrevold holdt der beredent Politi og spærrede +for den indre By. De holdt paa tværs over +Kørebanen og satte Hestene baglæns ind mod Spidsen +af Processionen for at tvinge dem til at dreje +af. Men de blev trængt til Side, og Strømmen gled +videre; ingenting kunde stanse den. +</p> + +<p> +Ned gennem Strøget gaar det, tungt, som en tykt +flydende Masse der møjsommeligt aabner sig Vej +og ikke er til at stanse. Der er en fredelig Vælde +over den, hvem tør tage Ansvaret for at hugge ind? +Politiet følger Toget som vagtsomme Hunde, og inde +paa Fortovet staar Folk klemt op ad Murene; de +hilser eller spotter Processionen — der er Venner +og Fjender. Oppe bag de store Spejlruder staar +selskabsklædte Damer og Herrer og lorgnetterer +Toget med et halv spotsk halv uroligt Smil. Hvad +er det for en underlig forsulten usoigneret Verden, +der pludselig vælder frem af Mørket og tager Strøget +i Besiddelse? Og Fabrikanterne staar deroppe bag +de gennemsigtige Gardiner og brummer. Hvad er +det for en ny Demonstration? Nu har man givet +dem Pardon; og i Stedet for at gaa stille til deres +Gærning og tage ved Lære, giver de sig til at holde +Revy for at vise hvor mange de er! Ja, og hvor +Sulten har pillet dem af! +</p> + +<p> +<a id="page-353" class="pagenum" title="353"></a> +En underlig Revy er det alt i alt; vilde de demonstrere +hvor haardt der er handlet med dem, +kunde det ikke gøres bedre! Mærkede af Slaget er +de alle — blege, gustne, daarlige i Tøjet. Det bedste +af Stadsen hænger i det store fælles Klædeskab, +dette her er flikket sammen. Sulten har lutret deres +Ansigter; de kunde snarere ligne et Tog af Sjæle, +der har rystet den tunge Muld af sig og vil til at +tage Aandens Verden i Besiddelse, end Folk der +erobrer nyt Land for sig og Efterkommerne. Sikken +et Tog af Erobrere, de hinker jo alle! — en vingeskudt +Skare der alligevel vil forsøge Trækket. Og +hvor er det saa de vil hen? +</p> + +<p> +„Til Lykkeland vil vi drage!“ istemmer et af Sangkorene. +</p> + +<p> +Og hvor ligger saa det Land? har nogen af jer +set det i vaagen Tilstand — eller var det ikke onde +Drømme fostrede af Sulten? Spis jer for en Gangs +Skyld rigtig mætte Folkens — og lad os saa tales +ved! Hvad er der i det hele taget paa den anden +Side? Tomheden som fødte jer og endnu koger +vanvittigt i jeres udhungrede Blod? — eller Livets +Land? Begynder der nu en ny Verden for jer? +eller er den Forbandelse evig som fødte jer til at +være Slaver? +</p> + +<p> +Der er en egen tryg Takt i deres Fodslag som +overdøver alt: Vi er Matadorer — saa fattige vi ser +ud! Fire Millioner Kroner har vi brugt til at føre +Kampen, og en Snes Millioner er gaaet til Spilde, +fordi man stansede vore Hænders Arbejde! Vi kommer +fra Mørket og gaar mod Lyset; intet kan stanse +os. Bag os ligger Sult og Usselhed, Uvidenhed og +Trældom — foran os ligger et lykkeligt Liv, beskinnet +af Frihedens frembrydende Sol! En ny Tid er +født med i Dag, vi er dens unge Kræfter og kræver +Magten for de titusend Hjem! De faa har raadet +længe nok! +</p> + +<p> +De marsjerer urokkeligt frem trods Saarene, der +maa smærte endnu siden de hinker! Hvorfor skulde +de tvivle? +</p> + +<p> +<a id="page-354" class="pagenum" title="354"></a> +Hør, de synger! Det skurrer hæst i de halvhundred +Tusend Struber, som var Sangen rustet +fast eller først skulde til at løsrive sig; et nyt Instrument +der ikke er stemt af Mesteren endnu — +de første Toner skurrer! Men Sangen løber frem +og tilbage gennem Toget i rytmiske Bølger, det hele +er ét vandrende Legeme; Øjnene gennemglødes og +brænder, af den svimlende Magtfølelse ved at være +de mange. Og Tonen bliver mægtig af det, et Uvejr +der stiger vældigt mod Hushøjderne: Snart dages +det Brødre —! +</p> + +<p> +Rør ikke ved den usleste af dem nu! Den store +berusende Magt er over ham; hver og en af dem +er vokset ud over sig selv, og tror sig i Stand til +at gøre Underværker. Her er ingen løse Partikler, +det hele er et Skred. Pil ved en af dem, og Massens +Kraft vil rinde ud i ham. Han vil glemme +Følgerne og handle som under en Skæbne, hvor +det store han tilhører, tager Ansvaret og er Loven! +</p> + +<p> +Det er en Svir at gaa i Rækkerne og have Lov +at bære Foreningsfanen, men bare det at være med +giver Styrke og Glæde. Mutter og de smaa følger +godt med, skønt det mest gaar i Rendestenen. Morsomt +er det at træde ud og lade det hele trække +vældigt forbi — og saa skyde Genvej og atter komme +i Spidsen. Timer varer det, inden Toget passerer +én, naar man tager Post paa et Gadehjørne. Trav +trav! Trav trav! det gaar ind i Blodet og bliver der +som en evig Takt. +</p> + +<p> +Fag gaar forbi, og Fag tropper op: Maskinarbejderne +med den tykke Munck som Fanebærer — +han der slog de tre Dommedagsslag som kaldte +45,000 Mand til Kamp for Foreningsretten Hurra +for ham! Malere, Typografer og fine Handskemagere; +Blikkenslagere, Korkskærere, Hvidgarvere — +og en Klat Sømænd der exer med Benene. I Spidsen +for dem gaar Tudeper — den forvandlede Kæmpe! +Kobbersmede og Kularbejdere og Bygningssnedkere; +Bagersvende og Karetmagere! Det dér, hvad er +det for en løjerlig Profession? Aa det er jo Gørtlerne, +<a id="page-355" class="pagenum" title="355"></a> +og der har vi Gibsere og Stukkatører og Finsmede! +Om det saa er Sandgraverne, er de med. +Skrædderne og Skomagerne er lette nok at kende; +og dér er Herren hjælpe én Tøffelmagerne lige i +Hælene paa dem — de vil ogsaa være med! Forgyldere, +Lohgarvere, Vævere og Tobaksarbejdere! +Filehuggere, Modelsnedkere, Murarbejdsmænd; Bødkere, +Bogbindere, Skibs- og Hustømrere — faar det +da aldrig Ende? Glarmestersvende, Plads her! Ja +de kan sagtens, de er Mestersvende allesammen. +Dér kommer Gas- og Vandarbejderne; og Møbelsnedkerne, +der træder indad ligesom Grovsmede og +gaar lige foran dem, som om de skulde lære fra +sig! — Det dér er de fikse Kunstdrejere! og Børstenbinderne +med Briller og Børster ud af Næsen +— at sige naar de bliver gamle. Saa, nu er det da +endelig forbi, det slutter med en Flok kaade Drenge! +</p> + +<p> +Men det er jo Mælkedrengene, de Gavtyve! Bag +dem kommer Fabrikspigerne, og saa begynder det +igen: Pianofortearbejdere, Møllere, Sadelmagere og +Tapetserere — Faner saa langt tilbage man kan +øjne. Hvor Verden dog er stor og broget! — saa +mange Haandteringer Mennesket dog har faaet, for +at det ikke skulde savne Arbejde! Dér er Murerne +med alle de gamle Veteraner i Spidsen — Folkene +som var med fra første Færd! se hvor Gamle Stolpe +gaar støt paa sine Ben! Og Skiferdækkerne med +Badutspringeren i Spidsen — de ser ud som holdt +de ikke af at gaa paa Jorden! Savværksarbejdere, +Bryggeriarbejdere, Stolemagerne. Aar for Aar har +de faaet deres Løn slaaet ned, saa de nu ved Kampens +Begyndelse kun tjente halv saa meget som for +ti Aar siden; men se ogsaa hvor glade de er! Nu +skal der igen komme Mad i Spisekamret. Det er +Væverskerne, de gustne Kvinder dér! Fane har +de ingen, 8 Øre i Timen er ikke noget at flage +med. Og saa tilsidst en Haandfuld Aviskoner fra +<em>Arbejderen</em>. Herregud hvor er de trætte, de mange +Trapper sidder dem som Bly i Benene! De har +et Bundt Aviser over Armen til Mærke. +</p> + +<p> +<a id="page-356" class="pagenum" title="356"></a> +Tramp, tramp! gaar det i langsom sindig Marsj +— hvorhen? Derhen hvor Pelle vil. „Snart dages +det Brødre“ — forfra og forfra, naar ét Hold er +færdig med Sangen, tager det næste fat. Sidegaderne +spyr deres Indhold frem mod Toget, forhutlede +Væsner der er svedne af Kampen mod deres Vilje +og ikke kan rette sig igen; de følger det med store +Øjne og giver fantastiske Forklaringer. +</p> + +<p> +Der staar en ung Fyr paa Fortovet, han dækker +sig bag nogle Koner og strækker Hals. For nu +kommer hans Fag, som han sveg i Kampen. — +Naget har drevet ham herhen. Takten tager ham, +saa han glemmer alt og træder frem; han ser vel +sig selv i Rækkerne, syngende og stolt over Sejren. +Og pludselig hugger et Par af Kammeraterne ham +og trækker ham ind i Toget; de løfter ham op og +gaar med ham mellem sig — hurra, sikken et Samlingsmærke! +Skade kun, at han ikke kan sættes +paa en Stage og sendes til Vejrs. +</p> + +<p> +Pelle gaar stadig i Spidsen for Toget, ved Tykke +Muncks Side. Han gaar rolig og smilende fremad, +men inde i ham raser ubændige Kræfter, saa stærk +har han aldrig følt sig. Inde paa Fortovene holder +Politiet Skridt med ham, tavst og skæbnesvangert. +Han fører Toget skraat over Kongens Nytorv, og +der gaar pludselig et Gys gennem Masserne — han +vil op og præsentere sin Hær paa Amalienborg. At +ingen har gættet det! Saa har Politiet dog været +klogere, Gaderne til Amalienborg er spærrede af +Militær. +</p> + +<p> +Efterhaanden vælder Fanetoget ud og fylder Torvet; +halvandet hundrede Foreninger med hver sit +svajende Mærke, det er et mægtigt Skue. Hver +Fane har sin egen Historie. Der er alle de røde, +som vajer over Foreninger der er dannede under +Socialismen, og mellem dem Dannebrogsflag, gamle +Laugsbannere og Foreningsfaner — blaa, røde og +hvide. De tilhører ældgamle Forbund der efterhaanden +har sluttet sig til Bevægelsen. Over dem +alle ses Møllernes Fane, den er ogsaa gammel, et +<a id="page-357" class="pagenum" title="357"></a> +Par Hundrede Aar bare! Der staar noget underligt +Krimskrams paa den — det er den første Enevoldskonges +Navnetræk. +</p> + +<p> +Men den rigtige Fane er her ikke, Internationales +røde Mærke, som bar Bevægelsen gennem de første +Trængselsaar. De gamle skulde nok kende den +igen, og Ungdommen har hørt saa mange Legender +om den. Hvis den overhovedet eksisterer mere, er +den gemt godt af Vejen; den virkede altfor voldsomt +paa Øvrigheden — som rødt paa en Tyr. +</p> + +<p> +Og bedst som de staar og stirrer, gaar den til +Vejrs, slidt og flosset men uforgængelig i Farven. +Pelle staar oppe paa Bukken af et Køretøj og løfter +den højtideligt i Vejret, et Øjeblik kommer det bag +paa dem alle. Saa begynder de at raabe, det stiger +til en Orkan. De hilser Brødreflaget, Internationales +røde Blodmærke — og Pelle som løfter det i sine +forbrændte Hænder, den gode Kammerat der frelste +Barnet af Ilden og førte Bevægelsen til Sejr! +</p> + +<p> +Og Pelle staar og smiler aabent imod dem, som +et stort Barn. Der var et godt Ord at sige til dem +alle her, men hans mægtige Røst er ikke kommet +igen. Saa fører han med en langsom Drejning +Fanen rundt over dem som tog han dem i Ed. +Han er saa stille i det, det er en gammel Drøm +han faar opfyldt. +</p> + +<p> +Politiet rider mandsstærkt frem mellem Masserne, +men Fanen er forsvundet; Munck staar med en tom +Stang og er i Færd med at hægte Foreningsbanneret +paa. „De maa sørge for at faa disse Mennesker +bort herfra; ellers gør vi Dem ansvarlig for Følgerne!“ +siger Politiinspektøren med et Blik der +varsler ondt. +</p> + +<p> +Pelle sér ham ind i Øjnene. „Han smed mig +gærne i Fængsel, hvis han turde,“ tænker han og +sætter igen Toget i Bevægelse. +</p> + +<hr class="tb"> + +<p class="first"> +<a id="page-358" class="pagenum" title="358"></a> +Ud over Fælleden bølgede Folkemængden frem +og tilbage i uroligt Mylder, set udefra lignede det et +mørkt oprørt Hav. Om hver af de mange Talerstole +stod der en tætpakket Flok og lyttede til Førerne, +som udlagde Dagens store Betydning; men de fleste +var ikke oplagte til at staa om en Talerstol i Dag. +Man trængte til at give sig sorgløst hen i Glæden +oven paa alt det strænge, staa paa Hovedet i Græsset +og være Klovn et Øjeblik. Ud over den store +Fælled laa de Klynge ved Klynge, spisende og legende. +Mændene havde smidt Frakken og tog Livtag +eller opfriskede Drengeaarenes Smidighedsøvelser. +Man lo mere end man talte, kom nogen med en +alvorlig Bemærkning, blev den straks opløst i Brandere. +Der var ikke Alvor skabt i Folk i Dag! +</p> + +<p> +Pelle gik langsomt om og morede sig over Røret, +mens han ledte efter Madam Johnsen og Barnet; de +skulde møde ham herude med Madkurven. Inde +bagved sad Alvoret og gjorde ham stille. Det kunde +været hyggeligt at ligge saadan paa Maven midt i +sin egen Familiekreds og spise haardkogte Æg med +Smørrebrød til — eller rende rundt med Lille Lasse +paa Skuldrene! Men hvad nyttede det at gaa og føre +Bagsnak om en Ting! — med Ellen kunde han jo +ikke begynde igen, der var det umulige imellem +dem. Lille Lasse holdt det haardest at vise ud af +Tankerne; han maatte se at faa Ellen til at afstaa +ham med det gode. Benytte sin juridiske Ret til at +faa ham tilbage vilde han ikke. +</p> + +<p> +Hele Familien Stolpe laa i en stor Kreds og holdt +Maaltid; Sønnerne var der med deres Koner og Børn +— der manglede blot Pelle og hans. +</p> + +<p> +„Kom og giv en Haand med!“ sagde Stolpe — +„ellers faar vi for sent Fyraften.“ +</p> + +<p> +„Aa ja!“ udbrød Madam Stolpe — „det er saa længe +siden, vi har været sammen. Vi skal da ikke undgælde +for, at du og Ellen ikke kan spænds.“ — De +kendte ikke Grunden til Bruddet — i al Fald ikke +gennem ham — men var ligefuldt venlige mod ham. +</p> + +<p> +<a id="page-359" class="pagenum" title="359"></a> +„Jeg gaar egenlig og leder efter min egen Madkurv,“ +sagde Pelle og slog sig ned hos dem. +</p> + +<p> +„Hør, du er en Fandens Fyr!“ udbrød Stolpe +pludselig leende — „du vilde nok op og hilse paa +Bror Kristian hva’? Synderlig klogt var det nu ikke, +men lige meget! det du har gjort i Dag, kunde ingen +anden gaa hen og gøre dig efter. Det gik jo som en +Miss det hele — ikke Spor af Slinger i Rækkerne! +Du ved vel, at det er Meningen du skal i Spidsen +for de Samvirkende? — saa har du jo Lejlighed til +at mase paa med dine forfløjne Ideer om et Verdensforbund. +— Nu bliver der ellers nok at gøre +herhjemme; vi skulde gærne tage Byen ved næste +Valg — og en Del af Landet med sku! Du stiller +dig vel?“ +</p> + +<p> +„Hvis jeg faar min Stemme igen. Jeg kan ikke +raabe mere.“ +</p> + +<p> +„Prøv med en raa Æggeblomme hver Aften,“ +sagde Madam Stolpe bekymret — „og tag den venstre +Strømpe om Halsen naar du sover; det er et +godt Middel. Men det maa være den venstre.“ +</p> + +<p> +„Mutter er rød ser du!“ sagde Stolpe. „Saa snart +jeg kommer paa den højre Side af hende, kender +hun mig ikke.“ +</p> + +<p> +Solen maatte være nede, det begyndte allerede at +skumre; ovre i Vest steg tunge Skyer op. Pelle fik +ond Samvittighed over, at han endnu ikke havde +truffet den gamle og hendes Barnebarn, og brød op +fra Selskabet. +</p> + +<p> +Han gik rundt og søgte; overalt hvor han kom +frem, hilste Folk, og der tændtes noget i deres Øjne. +Han lagde Mærke til, at en Betjent fulgte ham paa +Afstand; det var en af Partiets hemmelige Tilhængere +— kanske havde han noget at meddele! Pelle +lagde sig i Græsset lidt for sig selv; Betjenten stod +og saá sig forsigtigt om, kom saa gaaende. Ved Pelle +bukkede han sig ned som for at tage noget op. +„Man er ude efter dig,“ sagde han dæmpet. „Der +har været Husundersøgelse i Eftermiddag; saa snart +<a id="page-360" class="pagenum" title="360"></a> +du gaar herfra, skal du arresteres.“ Saa gik han +videre. +</p> + +<p> +Pelle laa lidt inden han forstod. Husundersøgelse +— hvad var der hos ham som ikke enhver maatte +vide? Pludselig kom han i Tanke om Klichéen og +Seddelaftrykkene. Man havde søgt noget at komme +ham til Livs paa — og fundet hans Legetøj! +</p> + +<p> +Han rejste sig tungt og gik udefter, bort fra Mængden. +Ovre ved Øster Fælled stansede han og kastede +et dvælende Blik ned over dette urolige Hav +af Mennesker, der begyndte at bryde op og snart +vilde gaa i ét med Mørket. Nu var Sejren vundet +og Landet skulde tages i Besiddelse — og saa maatte +han vandre i Fængsel! — for en Fantasi skabt af +Sulten! Han havde ingen Penge givet ud og heller +ikke haft det i Sinde — men hvad hjalp det? Han +skulde jo rammes, han havde læst det i Politiinspektørens +Øjne. Tugthus — eller i bedste Fald Forbedringshus! +</p> + +<p> +Han trængte til at holde Afgørelsen hen mens +han ordnede sit Sind, og gik bag om Østerbro ind +til Byen. Han holdt sig til Sidegaderne for ikke at +blive sét og tog Retning med Frelsers Kirkegaard; +de fleste Betjente var heldigvis paa Fælleden. +</p> + +<p> +Skibene i Havnen vakte et Øjeblik Tanken om +Flugt i ham, men hvor skulde han søge hen? Og +flakke fredløs om derude, naar hans Kald og hele +Skæbne laa her — kunde han det? Han fik tage +sin Tilskikkelse! +</p> + +<p> +Kirkegaarden var lukket, han maatte krybe over +Muren for at komme derind. Nogen havde lagt friske +Blomster paa Far Lasses Grav. Marie! tænkte han +— ja det maatte være hende! Her var egenlig godt +at være, han følte ikke længer den forfærdelige Forladthed. +Endnu var det, som Lassefars aldrig trættede +Omsorg lagde sig betryggende om ham. +</p> + +<p> +Men han maatte videre, Indespærringen var allerede +over ham og gjorde ham rastløs. Han vandrede +ind gennem Byen og holdt sig stadig til de snævre +Sidegader, hvor Mørket skjulte ham. Dette var Slagmarken +<a id="page-361" class="pagenum" title="361"></a> +— hvor var der faldet Hvile over den! gudskelov +de ikke forbandede ham. Nu gik de ind til +Lykken — og han! +</p> + +<p> +Han nærmede sig forsigtigt sit Logi — der gik to +civilklædte Betjente og patruljerede. Saa trak han sig +ind i Smaagaderne igen. Han drev planløst om derinde, +gik og stred med det uforsonlige i sig til det +endelig gav efter. Han vilde se op til Ellen, give +hende et godt Ord og kysse Børnene. +</p> + +<p> +Men ogsaa dér var der Vagt — paa alle Punkter +blev han slaaet tilbage, ind i Ensomheden hvor han +ikke hørte hjemme. Det var jo det forfærdelige, +hvordan skulde han klare sig ene med sig selv — +han som kun aandede i Fællesskab med andre? +Ellen var alligevel hans Liv, saa haardt han bestred +det; hendes spørgende Øjne hvilede altid gaadefuldt +paa ham fra en eller anden Krog i hans Tilværelse, +hvad han saa færdedes i. Han følte stærkt nu, at +hun hele Tiden havde holdt sig beredt og siddet og +ventet paa ham. Hvordan vilde hun tage dette? +</p> + +<p> +Fra Slotsgade saá han Lys oppe paa Mortens +Værelse, han sneg sig over Gaden og gik op. Morten +sad og læste. +</p> + +<p> +„Det er helt nyt at se dig — Brandmand!“ sagde +han med et godt Smil. +</p> + +<p> +„Jeg kommer for at sige Farvel til dig,“ sagde +Pelle sagte. +</p> + +<p> +Morten saá forundret op. „Skal du rejse?“ +</p> + +<p> +„Ja jeg — jeg vilde bare!“ han sad lidt og ludede. +„Hvad vilde du gøre, hvis Øvrigheden var ude efter +dig paa Lumskeri?“ spurgte han pludselig. +</p> + +<p> +Morten stirrede en Stund paa ham, saa trak han +Bordskuffen ud og tog en Revolver op. „Jeg taaler +ikke Voldshænder paa mig!“ sagde han mørkt. „Men +hvorfor spørger du om det?“ +</p> + +<p> +„Ikke for noget — vil du gøre mig en Tjeneste +Morten? Jeg har lovet at sætte en Indsamling i +Gang for <em>Arkens</em> fattige Fugle, men har ikke Tid. +De mistede alle deres Stumper ved Branden! Vil +du tage dig af den Ting?“ +</p> + +<p> +<a id="page-362" class="pagenum" title="362"></a> +„Det skal jeg nok! Men jeg forstaar bare ikke —?“ +</p> + +<p> +„Jo, jeg skal lidt ud og rejse,“ svarede Pelle med +et Galgensmil. „Jeg har altid haft Lyst til at komme +ud og rejse paa Faget ved du nok — nu er Lejligheden +der.“ +</p> + +<p> +„Til Lykke med det da,“ sagde Morten og saá +underligt paa ham, mens han trykkede hans Haand. +Hvor meget han havde gættet, vidste Pelle ikke. +Der var bornholmsk Blod i Morten, han trængte sig +ikke ind i nogens Affærer! +</p> + +<p> +Og saa var han paa Gaden igen. Nej Mortens +Udveje kunde han ikke bruge — og nu vilde han +gaa ind og overgive sig til Øvrigheden! Han fulgte +Hovedgaden nu; der var ikke noget at skjule sig +for længer. +</p> + +<p> +Nede i Nørregade stod en Skikkelse og puslede +mistænkeligt ved en Butiksdør; han trykkede sig +fladt ind mod Døren, da Pelle passerede. Pelle +stansede paa Fortovet, Skikkelsen stod ubevægelig +og trykkede sig ind i Mørket en Stund, saa sprang +den frem med en ond Knurren for at slaa ham til +Jorden. I det samme kendte de hinanden — det var +Ferdinand. +</p> + +<p> +„Hvad, gaar du løs endnu?“ udbrød han forbavset. +„Jeg troede du var nappet.“ +</p> + +<p> +„Hvor ved du det fra?“ spurgte Pelle. +</p> + +<p> +„Aa det er noget man ved — det hører nu engang +med til Haandteringen. Det bliver fem-seks Aar +Pelle, lige som du er stiv til! Forbedringshus naturligvis +— ikke Tugthus!“ Det gøs i Pelle. +</p> + +<p> +„Du staar og fryser,“ sagde Ferdinand medlidende +— „og det kan jeg sku godt sætte mig ind i. Men +hør nu her Pelle, du har væ’t god og villet redde +mig! næst efter Mor er du den eneste jeg bryder +mig om. Hvis du vil ta’e og stikke af, skal jeg +skjule dig og sørge for Rejsepengene.“ +</p> + +<p> +„Hvor vil du skaffe dem fra?“ spurgte Pelle tvivlende. +</p> + +<p> +„Aa jeg praktiserer jo Ejendommens Fordeling,“ +sagde Ferdinand og lo bredt. „Politidirektøren har +<a id="page-363" class="pagenum" title="363"></a> +netop fem Hundrede Kroner liggende i sin Pult; +dem skal jeg forsøge at hugge til dig, dersom at du +vil ha’e det.“ +</p> + +<p> +„Nej,“ sagde Pelle langsomt — „jeg maa hellere +tage min Tørn. Men Tak skal du have for din gode +Vilje! — og hils din gamle Mor fra mig. Dersom +du skulde faa lidt til overs, saa stik det til Enkemadam +Johnsen. Hun og den lille sulter siden Hannes +Død.“ +</p> + +<p> +Og saa var der ikke mere, alting var forbi. Han +gik lige ned over Torvet til Raad- og Domhuset. +Det laa og saa skummelt ud, han drev langsomt videre, +ned til Kanalen — for at samle sig lidt inden han +gik op. Han gik langs Bolværket og stirrede ned i +Vandet, hvor Baadene og de store Hyttefade lige +kunde skimtes. Ved Holmens Kirke tog han sig +sammen og vendte om — nu maatte det være. Han +rejste Hovedet med en kæk Beslutning — og stod +Ansigt til Ansigt med Marie. Hendes Kinder glødede +da hun saá ham. +</p> + +<p> +„Pelle!“ sagde hun jublende — „gaar du her? +Men saa er det jo ikke sandt! Jeg har været i Forsamlingssalen, +og der sagde de at du var arresteret. +Aa, vi var saa ulykkelige!“ +</p> + +<p> +„Jeg skal ogsaa arresteres — jeg er paa Vej derhen +nu.“ +</p> + +<p> +„Men Pelle dog, lille Pelle!“ Hun saá paa ham +med taarefyldte Øjne. Ak, endnu var han jo Hittebarnet +som trængte til hendes Omsorg. Pelle fik +selv Taarer i Øjnene, hans Sind blev saa blødt. Her +var dog et Menneske hvis Hjærte bankede for ham +— og hvor var hun smuk i sin Sorg over hans +Ulykke. +</p> + +<p> +Hun stod der foran ham slank og fuld af Form, +med Haaret — der engang var saa tyndt og skæmmet +— i et rigt Brus over Panden. Herlig var hun +groet ud af det forkrøblende Hylster. „Pelle,“ sagde +hun med nedslagne Øjne og tog begge hans Hænder +— „gaa ikke derhen i Nat, vent til i Morgen! +I Nat glæder alle de andre sig over Sejren — og +<a id="page-364" class="pagenum" title="364"></a> +saa skulde du — —! Gaa med hjem paa mit Kammer +Pelle, du er jo saa bedrøvet!“ Hendes Ansigt +kæmpede med Graaden, saa barnlig som nu havde +hun aldrig set ud. +</p> + +<p> +„Hvorfor betænker du dig? — gaa med op: Er +jeg da ikke smuk? Og alt det har jeg gemt til dig! +Fra første Gang jeg saá dig, elskede jeg dig jo Pelle; +og saa begyndte jeg at vokse, fordi jeg vilde være +køn til dig! Jeg skylder ikke nogen noget andre end +dig; og hvis du ikke bryder dig om mig, vil jeg slet +ikke være til!“ +</p> + +<p> +Nej hun skyldte ikke nogen noget, dette Barn af +Intet, men var helt og holdent sit eget Værk. Skøn +og uberørt kom hun til ham i hans Forladthed, som +var hun sendt af de Fattiges gode Tanker for at +husvale hans Sind. Skøn og ren i Sindet var hun +groet ud af Elendigheden som selve Lykketiden; og +hvor i Verden skulde han vel hvile sit dødstrætte +Hoved, om ikke ved dette Hjærte der var Barn, +Moder og Elskerinde for ham? +</p> + +<p> +„Ved du Pelle, der var jo Dans i Forsamlingsbygningen +efter Fællesmødet, og vi unge Piger havde +bundet en grøn Majkrans — jeg skulde sætte den +paa dig naar du traadte ind i Salen. Aa vi græd, da +én traadte op og raabte at du var taget. Men saa +fik du dog Kransen — ikke? Og nu skal du sove +sødt og ikke tænke paa i Morgen.“ +</p> + +<p> +Saa faldt Pelle i Søvn med Hovedet paa hendes +Jomfrubarm. Og mens hun laa og saá moderligt paa +ham, drømte han, at Danmarks hundred Tusende +Arbejdere var i Færd med at opføre et herligt Slot +og han var Bygmester. Da Slottet var færdigt, marsjerede +han ind i det i Spidsen for Arbejderhæren, +syngende drog de gennem de lange Gange for at +fylde de lyse Sale. Men Salene var der ikke, Slottet +var forvandlet til et Fængsel! Og de gik og gik og +kunde ikke finde ud igen. +</p> + +<div class="trnote chapter"> +<p class="transnote"> +Afskriverens bemærkninger +</p> + +<p> +I denne bog er accentuerede bogstaver i danske ord sat med akut, gravis og cirkumfleks accent. Da de angiveligt betyder det samme, er alle forekomster blevet normaliseret til kun at bruge akut accent. +</p> + +<p> +Den oprindelige stavemåde er for det meste bevaret. +Nogle få åbenlyse typografiske fejl er blevet rettet uden bemærkning. +Alle andre ændringer, nogle gange baseret på nyere udgaver, vises her (før/efter): +</p> + + + +<ul> + +<li> +... brugte det til <span class="underline">at at</span> slaa Skaller med; anden Anvendelse ...<br> +... brugte det til <a href="#corr-2"><span class="underline">at</span></a> slaa Skaller med; anden Anvendelse ...<br> +</li> + +<li> +... <span class="underline">Paa</span> kom Pelle frem og ordnede det nødvendige ...<br> +... <a href="#corr-5"><span class="underline">Saa</span></a> kom Pelle frem og ordnede det nødvendige ...<br> +</li> + +<li> +... <span class="underline">Fredrik</span>. Nu er du Svend, og skal selv tage Ansvaret ...<br> +... <a href="#corr-13"><span class="underline">Frederik</span></a>. Nu er du Svend, og skal selv tage Ansvaret ...<br> +</li> + +<li> +... sagde Stolpe — „spring ned og se, <span class="underline">Fredrik</span>!“ De ...<br> +... sagde Stolpe — „spring ned og se, <a href="#corr-17"><span class="underline">Frederik</span></a>!“ De ...<br> +</li> + +<li> +... havde vi faaet hele <span class="underline">Religheden</span> til Aftens. De spiser ...<br> +... havde vi faaet hele <a href="#corr-20"><span class="underline">Redeligheden</span></a> til Aftens. De spiser ...<br> +</li> + +<li> +... Der lød intet Bifald, da han tav; Mændene sad <span class="underline">og og</span> ...<br> +... Der lød intet Bifald, da han tav; Mændene sad <a href="#corr-22"><span class="underline">og</span></a> ...<br> +</li> + +<li> +... naar Lockouten <span class="underline">er i forbi</span>. De er vel klar ...<br> +... naar Lockouten <a href="#corr-28"><span class="underline">er forbi</span></a>. De er vel klar ...<br> +</li> +</ul> +</div> + + +<div style='text-align:center'>*** END OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK 76883 ***</div> +</body> +</html> + |